|
KIRKE og
TEOLOGI Bent
Christensen |
Denne side er senest blevet opdateret 23.12.20: LAD OS SAMLES VED
HØJTTALERNE OG SKÆRMENE!
NB! Se også min blog i
avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:
http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx
Teksterne i denne blog kan i høj
grad svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem
være identiske med nogle af dem. Det kan være undersiden "Debat".
Eller det kan være til nærværende underside ("Kirke og teologi"). Men
det vil nok ofte være tekster, der enten svarer til eller er identiske med
tekster på undersiden "Mit totaldigt".
Men
se også de fem(!) undersider med prædikener samt undersiderne »Salmer og
kristelige digte«, »Grundtvig«, »Poetik«, »Internationalt«, »Vendere –
sorbere« og »Fremmedpolitik«. - OG
undersiden "Facebook", som jeg fra 12.06.13 igen er begyndt at sætte
nogle af de vigtigste af min kommentarer på. Mange af disse handler om kirke og
teologi.
- - -
- - -
LAD
OS SAMLES VED HØJTTALERNE OG SKÆRMENE! - 23.12.20.
AFLYS
ALLE GUDSTJENESTER NU! - 17.12.20.
ET LILLE SNIT. Utrykt læserbrev om omskærelsen skrevet
08.09.20. - Sat på her 15.09.20.
HVORDAN
MERE KRISTENDOM? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 07.08.20.
GUDSTJENESTEN I COVID-19-SITUATIONEN. En gudstjeneste er i
covid-19-situationen en offentlig begivenhed som alle andre. Kommentar til et
Facebook-opslag fra Ateistisk Selskab 04.04.20.
RELIGION OG RELIGIONSKRITIK. - Lolland-Falsters Folketidende
19.12.19. - Efter Deadline-indslag om Jürgen Habermas 17.12.19.
KRISTENDOMMEN DÆMPER ANGSTEN. Læserbrev i Folketidende
19.10.19.
FØR FOLKETINGETS ÅBNING.
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester eller
højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen.
PÅSKELATTEREN. I anledning
af, at Kristus besejrede Døden ved sin død på korset, sin nedfart til Dødsriget
og sin opstandelse påskemorgen. (I anledning af Jens Lysters dobbeltartikel i
Præsteforeningens Blad august 2019). - På min Facebook-væg lørdag formiddag den
31.08.19 og derefter her.
OM PRÆSTEHÅNDTRYK. - 18.02.19.
VOGT JER FOR LÆRE-KLARHED! - (Indlæg i Præsteforeningens Blad
i diskussionen om forholdet mellem tro og gerninger i kølvandet på Peter
Tudvads Jan Hus-bog. - Nr. 5, 1. februar 2019). - Sat på her 04.02.19.
STRUKTUR OG FORESTILLINGER. - (Om bekendelsens ordlyd
og struktur og hver enkelts forestillinger). - Dansk Kirketidende september
2018.
LØGNENS DAG 2018. - Min dagbogsoptegnelse i anledning
af årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn
(2012).
INGENTING SÅ GALT ... Om juleafslutningsgudstjenesten,
der blev væk. - Sat på her 11.12.17.
ER KIRKE OG STAT ET STÆRKT ÆGTESKAB? - Kommentarer til
en udsendelse i P1 Debat 13. december 2016.
DE KRISTNE I SAMFUNDET OG KULTUREN - ET FRAKLIP. - Det
er et fraklip fra kladden til Betragtninger-delen af min forhåbentlig næste
(men noget forsinkede) bog "Mit teologiske testamente". - 29.08.16.
BRINKMANN I TEOLOGIEN OG TEOLOGIEN OMKRING BRINKMANN.
- Kommentar til Deadline 16.08.16 med psykologiprofessor Svend Brinkmann.
55 % ØNSKER KIRKEN ADSKILT FRA STATEN. - Og det hilser jeg
velkommen! - 29.02.16.
GROTESK - MEN KUNNE HAVE VÆRET HÅNDTERET BEDRE. - Om
kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en troende forskningsminister. -
12.11.15.
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?! Om de skoledrengeagtige angreb på den
teologiske uddannelses- og forskningsminister. - 11.07.15
ER DANMARK ET KRISTENT
LAND? - I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15.
- 07.07.15.
LØGNENS DAG - 12. juni. -
Dagbogsoptegnelse på treårsdagen for autoriseringen af ritualet for kirkelig
vielse af personer af samme køn. - 12.06.15.
DEN STILLE UGE. - Kommentar til opslaget på min
Facebook-væg af min egen palmesøndagsevangeliesalme 28.03.15.
GUDS VILJE. - Kommentar i en Facebook-vens tråd
28.03.15.
PÅSKEBETRAGTNINGER I JANUAR 2015. Over Lukasevangeliets
kapitel 24.
OM RAMSDALS BEKENDELSE. 10.01.15.
VOR GODE KIRKEMINISTER. - Kommentar til Deadline-indslag
03.11.14 om kirkestyrelsesforslaget, der på grund af Venstre og Konservative
ikke blev til noget.
OM KIRKESTYRELSESFORSLAGETS VANSKELIGHEDER. - Kommentarer på
min Facebook-væg og her til KD-artiklen "V-splid truer kirkereform".
- 17.09.14.
LØGNENS DAG. Toårsdagen for autorisationen af ritualet for
vielse af personer af samme køn. - Også Facebook-opslag 12.06.14.
KAN I SÅ LÆRE DET! - En facebook-kommentar om salmevalget i
påske-pinse-festtiden. - Slået op og sat på her 25.04.14.
ET NOTAT OM SLAGORDET "BEVAR DIN KIRKE". - Sat på
her 05.04.14.
EN FORELØBIG KOMMENTAR TIL BETÆNKNING 1544 OM
FOLKEKIRKENS STYRE. - 03.04.14.
HVAD GØR VI I SOGNE MED RINGE KIRKEGANG? Om kirke,
menighed og gudstjenesteliv. - Skrevet og sat her på undersiden 21.02.14.
MAN MÅ FORTSAT SPØRGE, HVAD DET NÆSTE BLIVER. -
Online-kommentar til KD-artiklen "Præst bag single-vielse vil have ritual
til sjælesorg". - 19.02.14.
IND MED KYNDELMISSE, UD MED SEPTUAGESIMA. - Præsteforeningens
Blad 2014/7, den 14. februar 2014.
HER ER KJELD HOLM GOD, - Online-indlæg til KD-artiklen
"Kjeld Holm: Menneskelivets vilkår skal kendes, før tale om frelse giver
mening". - 11.02.14.
HERRENS DAG! I Præsteforeningens Blad. - Præsteforeningens
Blad 2013/49, 6. december 2013. - En kortere version af den længere tekst med
titlen "Herrens dag!" længere nede på denne side.
MIT ADVENTSØNSKE. En kommentar i en Facebook-tråd. -
25.11.13.
JA, DET ER DET SVAGE PUNKT! - Online-ommentar til Morten
Brøggers artikel "Demokratisk legitimitet i folkekirken. Er det en dårlig
vittighed?". -Kristeligt Dagblad 19.11.13
SOGNEMENIGHEDSRÅDENE ER IKKE NOK. - Kommentar til artikel i
Kristeligt Dagblad 01.11.13: "Stor gruppe bag protestbrev: Nej til
kirkeråd"
DET VAR GODT! - Online-kommentar 31.10.13 til KD-artiklen
"Flertal for kirkeråd i menighedsrådsforening".
HERRENS DAG! - En kommentar til snakken om at
"flytte" søndagsgudstjenester fra Herrens dag! - 28.10.13. - Til
KD-artiklen "Flere kirker rykker søndagsgudstjenesten til hverdage"
TAK FOR DET! - Kommentar (skrevet 23.10.13) til et indlæg i
Kristeligt Dagblad af formand Inger Christensen og sognepræst Søren Hermansen,
Sorgenfri, den 21. oktober 2013: " Forslagene til nye styringsregler er
vildledende".
ER DET VIRKELIG SÅ SLEMT? - Om politisk plat og dårlig
teologi i Svenska Kyrkan. - Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad
17.10.13.
CEREMONIHUSET. - Til Deadine 14.10.13, hvor emnet var bla.
Humanistisk Samfunds planer om at bygge et neutralt ceremonihus.
DE FIRE BISKOPPER OG ULANDSBISTANDEN. - Deadlines og min egen
Facebook-profil og min avisen-dk-blog. - 12.10.13.
TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM
GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.
MODEL 3, MED ÉT FÆLLES ORGAN. - Præsteforeningens Blad
16.08.13 (2013/33).
MODEL 3 OG ÉT RÅD, TAK! - Danmark er ikke "et
kristent land", derfor må Folkekirken med nødvendighed fremtræde som et
selvstyrende kirkesamfund. - Dansk Kirketidende nr. 8/2013, den 8. august 2013.
EN BISKOP ER EN PRÆST, DER TILLIGE ER TILSYNSMAND. -
Til KD-artiklen "Bispeembede er under ombygning".
ATEIST MED ÅND? - Kommentar til KD-artikel 26.06.13:
Norsk religionshistoriker i opgør med tidens ateister.
SAMFUNDET MÅ TAGE, HVAD DET KAN FÅ. - Svar på
professor Kærgårds kronik "Folkekirkens fremtidige styrelse" i KD
24.06.13.
PÅ HØJDEN. Et sankthansdigt med Sankt Hans-kommentarer. -
22.06.13.
MEN SÅ ER DER VALGMENIGHEDSMULIGHEDEN. - Til
KD-artiklen 20.06.13 "Lise-Lotte Rebel: Bevar kirkens
frihedstradition".
TIDERNE SKIFTER. (Om homovielsesstriden, men især kritisk mod
"højrefløjen"). - KD Onlinedebat 20.06.13.
JEG STØTTER MIN BISKOP. (Efter princippet: splittelsen i
Folkekirken må ikke føre til splittelse af Folkekirken). - KD Onlinedebat m.m.
19.06.13.
FACEBOOK-OPSLAG I ANLEDNING AF LØGNENS DAG (årsdagen for
autorisationen af homovielsesritualet). - Slået op på Facebook-tidslinjen og
sat her på siden dagen før. Det var den 12. juni 2012, ritualet for vielse af
par af samme køn blev autoriseret.
PÅ DEBATMØDET OM STYRINGSSTRUKTUREN FOR FOLKEKIRKEN. -
Manuskript-tekst til mit indlæg i Bangs Have, Maribo, den 6.juni 2013.
ENIG MED DOMPROVST GADEGAARD. - Kommentar 01.05.13 til
Kristeligt Dagblads artikel "Udvalg åbner for topstyring af
folkekirken".
VI MÅ VENTE - MEN. - Onlinekommentar 06.04.13 til Jesper
Langballes kronik om kirkeforfatningskommissionens arbejde i Berlingske
04.04.13.
ER FOLKEKIRKEN I KRISE? - Jeg deltog i DR P 1's
"Ordet er dit" Tirsdag den 5. marts 2013.
KIRKEN I VIRKELIGHEDEN. - Præsteforeningens Blad 2013/6, den
8. februar 2013.
MANGE GODE ORD. - Til KD-artiklen "Præsteløfte
forpligter ikke præster til at tro", 23.01.13
NOGET GALT ER DER, MEN ... - Kommentar til Kenneth
Kristensen Berths KD-indlæg 22.01.21: "Manu Sareen kritiserer menighedsråd
unødvendigt"
TROENDE PRÆST. - Til tre KD-artikler fra 21.01.13
MEN DET ER IKKE SÅ LIDT, GRØNKJÆR VED. - Til KD-artiklen 21.01.13 "En
overnaturlig Gud er en død Gud" om Niels Grønkjærs bog "Den nye
Gud".
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. OKTOBER 2012
DERFOR HAR JEG LØST SOGNEBÅND. - Dansk Kirketidende nr.
8/2012.
TÆNK JER GODT OM! - Kommentar til artikel i Berlingske om folk
med udmeldelsestanker og ved opslag af denne på Facebook-væg samt kommentar til
tilsvarende artikel i Kristeligt Dagblad. - Sat på her30.07.12
DET ER SÅRE ENKELT. - Kommentar 09.07.12 til KD-kronikken
"I mørket i Manus skuffe" i anledning af den kommende
kirkeforfatning/styrelseslov.
HEKSEPROCESSER OG HOMOVIELSER. - Facebook-opslag og
kommentarer. - 03.07.12.
JEG MÅ MARKERE MIN STILLING PÅ MIDTEN. - Facebook-kommentar.
Sat på her lige over midnat 19.06.12.
LØGNENS DAG (12/6). "I øvrigt mener". Ekstra Bladet
17.06.12. - Her 18.06.12.
FACEBOOK-KOMMENTAR TIL INDSÆTTELSEN AF "ÅNDELIG
VEJLEDER". - 16.06.12.
SÅ HAR JEG LØST SOGNEBÅND. - Standard-kommentar. -
15.06.12
LØGNENS DAG. - KD Online og Facebook i anledning af, at
homovielsesritualet blev autoriseret i tirsdags. - 15.06.12.
BEMÆRKNINGER til biskop Skovsgaards landemodeberetning
og til højrefløjens planer om alternativt tilsyn. - Facebook-opslag 14.06.12
SKAMMENS DAG. Den dag, Dronningen autoriserer
homovielsesritualet, bør hvert år markeres som "skammens dag". Men så
må vi ellers videre.
TIL AT BÅDE GRÆDE OG LE OVER. - Min kommentar i
Facebook-tråd til det "vielsesritual", biskopperne i dag overrækker
kirkeministeren med henblik på Kgl. autorisation. - 11.06.12
SÅ VANDT DE "PROGRESSIVE" DETTE SLAG. - 07.06.12. -
I anledning af Folketingets vedtagelse af den nye ægteskabslov og meddelelsen
om, at de otte biskopper vil aflevere et dertil svarende ritual til
ligestillings- og kirkeministeren mandag 11/6.
SÅ MÅ PROTESTEN AKTIVERES. - 06.06.12 i KD Onlinedebat og i
to Facebook-kommentarer. I anledning af Folketingets forventelige vedtagelse
7/6 af de to love om homoægteskaber og meddelelsen om, at de otte biskopper vil
aflevere et ritual til ligestillings- og kirkeministeren mandag 11/6.
BEDEDAG - EN KOMMENTAR. - Kommentar til salme-vers på min
Facebook-væg, men også til den aktuelle diskussion omkring "bededag".
- 02.05.12.
IND PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi.
Programmatiske punkter om fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende
04.04.12.
MINISTEREN HAR RET. - Onlinekommentar til KD-artiklen.
"Sareen: Folketinget er den lovgivende magt for folkekirken". -
02.04.12.
TRÆD UD, OG SAML JER SOM "HUMANISTISK TROSSAMFUND"!
- En "I øvrigt" i Ekstra Bladets "nationen!" 30.03.12.
SÅ VIDT, SÅ GODT - MEN. - Kommentar til Birthe Rønn
Hornbechs udtalelser om at få ægteskabsindgåelsen ud af Folkekirken. .- KD
Online-debat og Facebook 28.03.12
Nogle ting fra Præsteforeningens Blad - med et par
kommentarer. - Præsteforeningens Blad nr. 2012/12. På min Facebook-væg og her
23.03.12
BLIV! (Opfordring til de folkekirkemedlemmer, der
overvejer at melde sig ud pga. homovielserne). - Kommentar sendt til Kristeligt
Dagblad 12.03.12. - Vist ikke trykt. Sat på min Facebook-væg og her på denne underside
22.03.12.
SKUFFENDE FØRSTEBEHANDLING AF DE TO
HOMOVIELSESLOVFORSLAG. - Kommentarer til opslaget på min egen væg af link til
folketinget.dk til Folketingets førstebehandling 20/3 af de to
homovielseslovforslag. - 21.03.12.
VI SKAL BLIVE UNDER STADIG PROTEST. - Oprindelig en
kommentar til artikel i BT om, hvor mange præster der ikke vil forrette
homovielser. - Sat på her 15.03.12.
LIVSENGAGEMENT OG POESI. Nogle aktuelle perspektiver
på Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige
med særligt henblik på poesien. - Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts
2012. - Se også den første version længere nede på denne underside, hvor den
blev sat på 09.03.11.
FØRST BETALINGSRINGEN, SÅ VIELSESRINGEN. - En "I
øvrigt" i Ekstra Bladet 26.02.12.
IKKE GUD FOR KRIGENS VOGN. - Sendt til Kristeligt
Dagblad 20.01.12 og kan være blevet
trykt, uden at jeg har set det, men sat på her 09.02.12.
FELTPRÆSTESAGERNE i januar 2012.
FOLKETINGET ER SYNODEN. - Indlæg i KD Onlinedebat 03.01.12.
HVIS TVANG MELDER JEG MIG UD. - KD Onlinedebat 08.12.11.
DEN ULTIMATIVE LØSNING: BOYKOT FOLKEKIRKEN. - Læserbrev i
Jyllands-Posten 07.12.11.
KOMMENTAR TIL DET ÅBNE BREV TIL FOLKEKIRKENS BISKOPPER. - KD
onlinedbat 26.11.11.
MERE OM FOLKEKIRKENS FREMTID I LYSET AF HOMOVIELSESSAGEN. - En
Facebook-kommentar med yderligere overvejelser.
BOYKOT KIRKEN! (Erstat vielsen i kirken med en udvidet bordbøn
før bryllupsmiddagen). - 12.10.11.
FLERTALLET HAR MAGTEN. - Til to biskoppers tekst om
homovielse/kønsneutralt ægteskab. - KD Onlinedebat til biskopperne Holm og
Drejergaards "Partnerskab er ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11.
- Med senere tilføjelser.
SKIDT MED DET NYE FLERTALS INTENTIONER! - Kommentar
til leder i Kristeligt Dagblad "Træd varsomt med kirken". - Her og på
Facebook-væg 28.09.11.
HVOR DUM KAN MAN VÆRE? - Kommentar til KD-artikel om
præst, der ændrede "Herren" til "Gud" i den aronitiske
velsignelse. - 10.09.11.
UDEN MIG. - Kommentar til to artikler i Kristeligt
Dagblad i anledning af kirkeministerens udmelding om homovielser. - 23.08.11.
DET STERILISEREDE SAMFUND. - Online-kommentar til
artikel i KD om modstanden mod klokkeringning. - 15.08.11.
SOGNEBÅNDSLØSNING ER EN MULIGHED. - Hvis homovielser
bliver indført, kan man vise, at det er "uden mig", ved at løse
sognebånd. - Indlæg i Kristeligt Dagblads onlinedebat 30.07.11.
DEN NØDVENDIGE LEGEMLIGHED. - Indlæg i
kirke-stat-debatten i Dansk Kirketidende nr. 7/2011. - Sat på her 06.07.11.
NU IKKE OM, MEN HVORDAN! En historisk bemærkning om
kirkeforfatningsspørgsmålet. - 02.07.11.
KOMMENTAR I FACEBOOK-DISKUSSION OG DEN DANSKE HØJMESSE
FORHOLD TIL DEN KATOLSKE MESSE. - 02.07.11.
VI KAN BLIVE PRESSET TIL DET (Folkekirken til at
oprette egne skoler). - KD Onlinedebat 24.06.11.
GRUNDLOV OG PINSE. - Lolland-Falsters Folketidende
14.06.11.
SAMFUNDET OG GUDSRIGET. - Debatindlæg i
Jyllands-Posten 14.06.11.
ENIG MED BISKOP KARSTEN NISSEN. - Online-kommentar til
Kristeligt Dagblads artikel "Biskopper uenige om konsekvenser af
kirkeforfatning".
DESVÆRRE ENIG MED RØD BLOK. - 03.06.11. -
Online-kommentar til Kristeligt Dagblads artikel "Avis: Rød blok vil
skille kirke og stat"
LIVSENGAGEMENT OG POESI [01]. En præsentation af
teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra
udgående punkter på vejen mod en poetik. - Sat på 09.03.11. - NB! Dette er en
tidligere version ("version 01") af den artikel, som blev trykt i
Præsteforeningens Blad nøjagtig året efter, altså den 9. marts 2012.
”STADIG ENIG - MEN DE MANGLER STADIG NOGET”. -
Kommentar til Bjerg og Steffensen-kronikken ”Folkekirken som kynisk
institution”. - KD Onlinedebat og min Facebook-profil.
SOM I KOLD KRIG, SÅ OGSÅ I VARM KRIG. – Indlæg i den
aktuelle debat om feltpræstetjenesten i Afghanistan. – Dansk Kirketidende
11/2010. – Ledsaget af den oprindelige
uforkortede version: ET VIDNESBYRD FRA EN GAMMEL FELTPRÆST.
ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME. - Også på undersiden
”Debat”, men desuden i ”Islamkritisk Netværk” og som Facebook-note.
VELKOMMEN. - Til ateistkonferencen. - KD Onlinedebat
16.06.10.
DET FEMTE-SJETTE BUD. - Bemærkning til anmeldelse i
Præsteforeningens Blad. Sat på her 27.04.10.
KATASTROFALT KIRKESYN. - Om blandt andet en
pastoralseminarierektors kirkesyn. - KD Onlinedebat 24.04.10.
KÆRE
HENNING ANDERSEN. - Lolland-Falsters Folketidende 16.04.10. - Jfr. ”Enig med
Henning Andersen”, 09.04.10).
KATOLSK
SOLIDARITET. - Lolland-Falsters Folketidende 15.04.10.
ENIG MED
HENNING ANDERSEN. (”Adskillelse af stat og kirke”). - Lolland-Falsters
Folketidende 09.04.10.
EN BEKENDELSE. Utrykt
kommentar til to tegninger i Weekendavisen. - Sat på her 09.04.10.
I ØVRIGT MENER [jeg]. - Om skærtorsdagsspisningerne i
Folkekirken. - Ekstra Bladet 07.04.10.
UDEN MIG. - (Min stilling i tilfælde af indførelse af homovielse i
Folkekirken ). - Præsteforeningens Blad 26.03.10.
BEGGE DELE OBLIGATORISK BORGERLIGT. - Standard-kommentar til den
eventuelle mulighed for indgåelse af registreret partnerskab i kirken. -
Skrevet 09.03.10 og sat på 10.03.10.
UTROLIGT, AT MAN KAN BLIVE
VED. - Mod vielse
af personer af samme køn. - Kristeligt Dagblads Onlinedebat. 16.02.10.
GLÆDELIGT AT FOLKEKIRKEN
NU ER MED I PORVOO-FÆLLESSKABET. - Lolland-Falsters Folketidende 16.12.09. - Svarer
stort set til KD-indlægget 12.12.09.
PORVOO. Godt, vi nu er med. - Kristeligt Dagblads
Onlinedebat 12.12.09.
OVERGIVELSE - TIL VIRKELIGHEDEN! - Præsteforeningens
Blad 2009/47.
OG LAD OS SÅ TAGE DEN DERFRA. - Præsteforeningens Blad 2009/41, 09.10.09. - I anledning af situationen efter besættelsen af Brorsons Kirke.
MAN BEHØVER IKKE VÆRE HVERKEN
MAGTSYG ELLER SOCIALIST, FORDI MAN ER KIRKELIG. - Kristeligt Dagblads onlinedebat
29.09.09.
TAK TIL BISKOP. VI SKAL RUSTES TIL ADSKILLELSEN. -
Kristeligt Dagblad 15.09.09.
UUNDGÅELIG OG NØDVENDIG. - Om kirkens adskillelse fra
staten. - Lolland-Falsters Folketidende 02.09.09.
BEDRE SENT END ALDRIG. - Kristeligt Dagblads
Onlinedebat 21.04.09. - Til artikel om biskop Niels Henrik Arendts bog "Er
det den samme Gud?".
ER
KATOLIKKER KRISTNE? - Jeg regner katolikkerne for mine søstre og brødre i
Herren. - Kristeligt Dagblads onlinedebat 20.02.09.
STERILISERING
ENESTE MULIGHED. - Om bønner i Folkeskolen. - Kristeligt Dagblads onlinedebat.
20.02.09.
MAN SKAL HAVE SINE DEFINITIONER I ORDEN. - Kristeligt Dagblads
onlinedebat 13.02.09. - Kommentar til artiklen i samme dags avis ”Gud har altid
været med i ligningen”.
IKKE
SMERTEFRIT. - Lolland-Falsters Folketidende 30.01.09. - Om Fadervor ved
morgensangen i Folkeskolen eller religiøs sterilisering eller ”værdierne” som
ny stats‑tvangsreligion.
DET
VIRKELIGE MENNESKE? - Præsteforeningens Blad 16.01.09. - Om Dennis Nørmark og
Lars Andreassens darwinistiske tilværelsesbeskrivelse i bogen ”Det virkelige
menneske”.
PEST
OG INFLUENZA. - Om teologistudiets fremtid. Kristeligt Dagblad 21.10.08.
DØBT
IND I EN RAMME? - Præsteforeningens Blad 2008/43, 24.10.08.
ENIG,
HAUGE, MEN OPRUSTNING ER FARLIG. - Dansk Kirketidende 3/2008, 06.03.08.
SÅDAN GØR VI I DANMARK. Lidt om Den Danske Folkekirke
med særligt henblik på fejringen af advent og jul.
Den danske
grund-version af min ”gæste-tekst” på det lutherske sogn Czerwionkas hjemmeside
(Det Evangelisk-Augsburgske Sogn i Czerwionka, Polen). - December 2007
MED
JESU ORD I ØRERNE. [Om at elske muslimerne, mens man fører den, alt taget i
betragtning, rigtige politik]. - Lolland-Falsters Folketidende 28.11.07.
HVAD FORESTILLER TORBEN BRAMMING SIG?. - Kommentar til
artikel om forholdet mellem stat og kirke. - Præsteforeningens Blad 17.08.07.
AKTUELLE BETRAGTNINGER OM RELIGION OG POLITIK OG KRISTENDOM
OG POLITIK. - Indlæg på DF-mødet på Kramnitze Pumpestation 19.05.07.
BEKENDELSENS ORDLYD. - Kristeligt Dagblad 20.04.07. - I
anledning af planerne om en nyformulering af Den Augsburgske Bekendelse.
INDLÆG 2
I diskussionen ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - debat.religion.dk. - 19.04.07.
INDLÆG 1
I diskussionen ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - debat.religion.dk. - 19.04.07.
SALMEVALG I HISTORISK OG ØKUMENISK PERSPEKTIV. -
Præsteforeningens Blad 2007/13. - 30.03.07.
EN BEDRE FORDELING. - Læserbrev i anledning af det røre, vor
biskops udtalelser om vejrfænomenerne som mulige tegn på, at den yderste dag er
nær, har vakt. - Lolland-Falsters Folketidende 23.01.07.
VIRKELIGHEDEN ER VANSKELIG. - Lolland-Falsters Folketidende
20.12.06.
TILBAGE TIL JULEN. - Lolland-Falsters Folketidende 07.12.06.
ISLAM OG NATURLIG ÅBENBARING. - Dansk Kirketidende 23/2006,
29.11.06.
MIN FORKLARING (på, hvorfor jeg er medlem af Islamkritisk
Netværk). - Dansk Kirketidende 16/2006, 23.08.06.
DER ER MINDST FEM DIMENSIONER I DET NYE NETVÆRK. - [Dem og os - mindst fem
dimensioner]. - Kommentar i Kristeligt Dagblad 12.06.06.
I VIRKELIGHEDEN. Præsteforeningens Blad 2006/21, 26.05.06.
Replik til svar på mit første indlæg: FOLKEKIRKEN I MUHAMMED-KRISEN.
Præsteforeningens Blad 2006/15-16.
FOLKEKIRKEN
I MUHAMMED-KRISEN. - Præsteforeningens Blad 2006/15-16, 15.04.06.
NÅ!
(i anledning af en ualmindelig groft kristendomsforhånende T-shirt). - Sendt
til Kristeligt Dagblad 17.03.06, men ikke optaget. Sat på 23.03.06.
KIRKERNES
VERDENSRÅD OG TEGNINGERNE. - Kristeligt Dagblads Netdebat 02.03.06.
HELLIGÅNDEN
OG DEBATTEN (2). - Præsteforeningens Blad 2006/4, 27.01.06. - Se også
HELLIGÅNDEN OG DEBATTEN (1) nf.
VI
MÅ LÆRE AT LEVE MED OG I MANGFOLDIGHEDEN. - Kommentar 25.01.06 til Kåre
Bluitgen-interview i religion.dk.
PRINSEDÅBEN
21.01.06. - Nogle kommentarer og betragtninger her til denne underside. - Sat
på 21.01.06.
HELLIGÅNDEN
OG DEBATTEN (1). - Om den biskoppelige påtale til sognepræst Georg Klinting for
hans asylpolitiske prædiken juleaften 2005. Sat på her 12.01.06.
RELIGIONSSTRID
BEROR PÅ MISFORSTÅELSE. - Kristeligt Dagblad 05.01.06. - I anledning af Jesper
Langballes kritik af dele af artikel af Mogens Camre og Morten Messerschmidt.
MESSEKLÆDER. - Kristeligt Dagblads net-læserdebat
(debat.religion.dk).
DEN NÆSTBEDSTE DRØM. - Mit bidrag til Præsteforeningens Blads
essaykonkurrence »Udfordringer til Folkekirken«. - Sat her på denne side 24.09.05.
- Og 28.06.07 kom den i Den Danske Præsteforenings on-line bibliotek
”Teologiske ressourcer”. Se nærmere ved selve teksten - som ikke må
forveksles med den tidligere (og dermed længere nede) indsatte tekst med samme
titel.
UDEN OS. - Indlæg mod homovielse i Præsteforeningens Blad
2005/28-29.
KATOLIKKER
FORTSAT! - (I nr. 10/2005 havde Niels
Højlund stillet spørgsmålet ”Katolikker
igen?”). - Dansk Kirketidende 13/2005 - 17. juni.
TUNGEN
LIGE I MUNDEN. - Om vort forhold til Den Romersk-Katolske Kirke. - Læserbrev i
Kristeligt Dagblad 14.04.05.
- - -
NB! De følgende titler står – helt nederst - uden for den kronologiske rækkefølge,
idet de er skrevet direkte her til denne underside!
- - -
* * * * * *
* * *
* * *
LAD OS SAMLES VED
HØJTTALERNE OG SKÆRMENE!
Opslag på min Facebook-væg lillejuleaften
2020.
Det er ulideligt at høre, hvad fortalerne for fysiske gudstjenester i
julen siger. Jeg er ikke selv den store juleaftensdyrker. Det er jo juledag
(25/12), der er KRISTI FØDSELS DAG. Og en midnatsgudstjeneste natten mellem
24/12 og 25/12 vil være den rette begyndelse. Men så selvfølgelig højmessen
25/12. Og så er der alle julegudstjenesterne frem til helligtrekonger (6/1)
eller i hvert fald til nu helligtrekongers søndag (3/1).
Jeg kan næsten kun høre magtsyge i det, fortalerne for fysiske
gudstjenester i julen siger. De skal ikke belære mig om, hvad juleevangeliet og
i det hele taget Evangeliet betyder! Men med de restriktioner, der nu gælder,
vil de for det store flertal så vigtige juleaftensgudstjenester jo slet ikke
blive, hvad de plejer at være. Og de fleste vil være lukket ude.
Jeg foreslår derfor, at alle bliver hjemme og sætter sig ved radioen
eller fjernsynet fra juleaften af og frem til og med helligtrekongers søndag
(3/1). Så vil hele denne store del af den danske menighed ikke bare kunne
opleve dette som en særlig husstandsgudstjeneste, men også som en gudstjeneste,
hvor man er sammen med alle de andre i hele landet. Anna og jeg vil gøre dette
hele julefesten igennem og vil have det godt med det. Det vil blive noget, vi
alle vil mindes resten af livet.
Om lidt slår jeg mine første julesalmer op, men allerede nu ønsker jeg
alle en glædelig julefest og et godt og forhåbentlig coronafrit 2021.
NYT OPSLAG LILLEJULEAFTEN KLOKKEN CIRKA 22:
GUDSTJENESTERNE DE FACTO AFLYST
Og det er godt. At afholde dem ville have været smittemæssigt
uforsvarligt. Men bemærk, at regeringen har undgået at forbyde dem, bare har
ladet sundhedsmyndighederne gøre det så bøvlet, at biskopperne og de
forskellige foreninger har anbefalet at aflyse dem. Så har man undgået at gøre
de mange tilhængere alt for vrede. Politik!
Jeg måtte jo skrive dette opslag, men senest i morgen genopslår jeg mine
julesalmer. Måske kan nogle have jule-glæde af dem. Men selv om jeg ikke vil
ringeagte de mange digitale julegudstjenester, gentager jeg også min opfordring
til, at mange af os samles ved højttalerne og skærmene for på denne at være
landsdækkende til gudstjeneste sammen helt frem til helligtrekongers søndag. Og
måske længere. - Men når mange nok er blevet vaccineret, vil vi igen kunne
samles i kirkerummene, hvad der naturligvis er det helt rigtige. Anna og jeg
glæder os selv meget til igen at kunne sidde på kirkebænken og være med i det
hele.
* * *
AFLYS ALLE GUDSTJENESTER NU!
Opslag på min
Facebook-væg 17.12.20.
Anna og jeg er begyndt. Vi har meddelt præsten, at vi holder kirkegangspause fra på søndag af til, efter at vi er blevet vaccineret. Men jo ikke gudstjenestepause! Vi havde også en kirkegangspause i begyndelsen af corona-forløbet. Og vi fik mange gode gudstjenesteoplevelser ved højttaleren og skærmen. Men desto dejligere var det selvfølgelig at sidde på kirkebænken igen og at kunne gå til alters - indtil nu, hvor situationen er så forværret.
Man skal - heller ikke i det hele taget! - være så hysterisk med hensyn til juleaftensgudstjenesten. Og slet ikke kalde den JULEGUDSTJENESTEN! Det irriterer mig som præst. Liturgisk set er gudstjenesten juleaften kun en lille optaktsgudstjeneste. Det er den 25. december, der er JULEDAG, KRISTI FØDSELS DAG. Og julefesten varer til og med 6. januar, helligtrekongers dag.
Hvis man ikke lukker kirkerne, kan det ende i en skandale på størrelse med minkskandalen!
Og hermed ønsker jeg alle en fortsat god adventstid og en glædelig julefest - ved radio og fjernsyn og ved bordene, selv om vi ikke bliver så mange. Vi får ikke børn på besøg, men holder på et tidspunkt en Zoom-sammenkomst med dem. Det har vi det meget fint med.
* * *
ET LILLE SNIT
Utrykt
læserbrev skrevet 08.09.20. Nu på min Facebook-væg og her på såvel undersiden
"Debat" som undersiden "Kirke og teologi".
Det er mærkeligt, at i hvert fald jeg ikke har hørt nogen nævne denne mulighed i den verserende debat om omskærelsen. Jeg har hørt om den for nok flere år siden. Og den består i, at man i stedet for at fjerne hele forhuden på de små drengebørn nøjes med et lille snit, der får blod til at flyde og efterlader et ar.
Dette svarer fuldstændig til, at man i de fleste vestlige kirkesamfund har opgivet dåbens jo ellers teologisk stærke fuldstændige neddykning tre gange og i stedet nøjes med tre overøsninger af hovedet. Og jeg er sikker på, at Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, godtager begge disse løsninger.
Omskærelsen er et fire tusind år gammelt pagtstegn, der er umisteligt for jøderne. Men et tegn er et tegn, så et ar er også et tegn. Det afgørende er, hvad det er tegn for.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
Hvordan mere kristendom?
Læserbrev i Lolland-Falsters FOLKETIDENDE
07.08.20
Det er udmærket, at Morten Messerschmidt ønsker mere kristendom i
Danmark. Spørgsmålet er bare, på hvilken måde og i hvilket omfang det kan og
bør ske ad politisk vej. Jeg har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2002,
og jeg hører til dem, der maner til omtanke og forsigtighed.
Det vigtigste, politikerne kan gøre, er at se til, at der ikke er
nogen, der tiltager sig en urimelig og uforholdsmæssig magt på det værdimæssige
og kulturelle område. Men det er også en legitim politisk sag, at man fx ønsker
at styrke kristendomsfaget som dannelsesfag i Folkeskolen og ønsker at gøre det
obligatorisk. Og der kan nok nævnes andre tilsvarende ting.
Men ellers kan der jo ifølge sagens natur kun komme mere kristendom i
Danmark, hvis flere danskere bliver mere bevidste i den kristne tro og lader
deres liv gennemsyre af det. Et land er så kristent, som det har kristne til.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
GUDSTJENESTEN I
COVID-19-SITUATIONEN
En
gudstjeneste er i covid-19-situationen en offentlig begivenhed som alle andre
Kommentar til et
Facebook-opslag fra Ateistisk Selskab 04.04.20. - Også på undersiden
"Debat".
Nå, det er
Ateistisk Selskab! Men man behøver ikke være ateist for at ønske, at gudstjenester
ligestilles med alle andre offentlige begivenheder. Eller for at ønske at
inddæmme og forsinke spredningen af virussen. (Medmindre man hurtigt får lavet
og masseproduceret en vaccine, må vi jo stile efter flokimmunitet gennem
kontrolleret smitte).
Jeg er pastor
emeritus og går naturligvis i kirke alle søn- og helligdage. Men nu klarer min
kone og jeg os udmærket med radio- og tv-gudstjenester. Vi har det også fint
med en "principiel" deltagelse i nadveren, altså uden knækbrød og vin
hjemme ved sofabordet. (Jeg har i både spøg og alvor sagt, at jeg jo godt kunne
holde en husgudstjeneste med nadver. Men medmindre helt særlige omstændigheder
skulle tale for det, vil jeg ikke gøre det).
Jeg holder også
med dem, der peger på, at gudstjenestefejring i kirkerne med begrænset
deltagelse vil være en meget dårlig idé. Det vil være meget mærkeligt, hvis
kirketjeneren skal holde folk ude, fordi der allerede er det tilladte antal i
kirken.
Hvad det betyder
at bede til Gud om, at det snart må gå over, er et uløseligt teologisk
spørgsmål. Men jeg beder alligevel. For min familie, for Danmark og for verden.
Vel vidende, at det hele stort set går sin sædvanlige skæve gang - også i alle
andre henseender.
Jeg glæder mig til
de kommende gudstjenester. Vi må ikke prøve at krybe uden om langfredag, hvor
Jesus jo gik helt ind i dødens og det ondes kerne. Vi må have hele
langfredagsbetydningen med. Men jeg glæder mig jo så især til påskedag, hvor
sprængningens af det ondes og dødens magt blev fuldbyrdet. Det hele går - meget
anfægtende - stadig sin skæve gang. Men påskeevangeliet giver os en lysende
trods og et levende håb. Det er kristendommens afgørende "påstand".
Med ønsket om en
glædelig påskefest!
Bent
* * *
Religion
og religionskritik
den tyske filosof Jürgen Habermas og hans store nye bog. Denne gamle fornuftsforkæmper er efterhånden blevet mere åben over for religionen. Men jeg blev forstemt. Jeg spurgte, om Gud nu blev rørt over, at Habermas måske ville give ham en chance.
Men jeg blev også
forstemt, fordi man hele tiden bare talte om "religion". Jeg bryder
mig ikke om religion. Jeg ville godt have hørt noget om, hvordan Habermas ser
på kristendommen. For kristendommen er jo det 180 grader modsatte af religion.
Religion handler om, hvad mennesket kan gøre for Gud eller dog for at bringe
sig selv i en gunstigere position i tilværelsen. Kristendommen handler om, at
Gud har gjort alt for os.
Jeg frygter, at
menneskelivet vil blive druknet i alle mulige former for religiøs sovs. Helt
aktuel er klimareligiøsiteten med apokalypse, askese, gode gerninger og
fordømmelse af de vantro. Religionskritikken må derfor nu blive en meget vigtig
side af den kristne forkyndelse.
Bent Christensen
pastor emeritus
dr. theol. &
cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
KRISTENDOMMEN
DÆMPER ANGSTEN
[Læserbrev i
Folketidende 19.10.19. Også i "Debat" og på min Facebook-væg].
Bent Christensen
forfatter, pastor
emeritus
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FØR
FOLKETINGETS ÅBNING
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester eller højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen.
Jeg fik desværre ikke set gudstjenesten før Folketingets åbning. Og den humanistiske ceremoni blev vist ikke transmitteret. Jeg så den i hvert fald ikke og har kun set meget sparsomme referater. Men under oprydning i min mail-indbakke så jeg nyhedsbrevet fra Folkekirken.dk med hele biskop Henrik Wigh-Poulsens fine prædiken og de salmer, han havde valgt.
Det er godt, at vi har denne tradition. Også uanset forholdet mellem stat og kirke. Men vi må jo erkende, at Danmark er blevet et multireligiøst land, så at der er folketingsmedlemmer, der ikke lige kan deltage i en kristen gudstjeneste.
Humanisterne ønsker efter alt at dømme, at der enten slet ikke bliver nogen gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets åbning, eller at alle samles til en neutral ceremoni, der kan "samle alle". Men en sådan ceremoni vil blive ret tom. Hvis jeg skulle deltage, ville det være for at studere. Jeg ville næppe blive opbygget på en måde, der på nogen måde svarede til, hvad jeg nu har fået ved bare at læse biskop Henrik Wigh-Poulsens prædiken og se hans salmevalg.
Man kan selvfølgelig vælge nulløsningen. I ligestillingens hellige navn. Men mange vil nok savne den kristne gudstjeneste. Så jeg foreslår, at de, der ønsker at deltage i en gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets åbning, går hver til sit - i kirke, moske eller teater. Det vil være den ægte mangfoldighed! Og på det grundlag kan man så samles i Folketingssalen og se, hvad man kan nå frem til dér.
* * *
PÅSKELATTEREN
I anledning af, at Kristus
besejrede Døden ved sin død på korset, sin nedfart til Dødsriget og sin
opstandelse påskemorgen.
Slået op på min Facebook-væg
lørdag formiddag den 31. august 2019 og derefter sat her på denne underside.
Det er blevet en ret lang tekst, selv om jeg stort set har nøjedes med at referere ganske kort til en artikel i Præsteforeningens Blad, til en bog om påskelatteren og til min egen påskelatterprædiken påskedag 2007 - og med at citere en lille tekst, jeg i 1992 hørte en russisk-ortodoks delegation synge ved enhver given lejlighed.
-
I de to sidste numre af Præsteforeningens Blad (nu "Præsten"), jeg har fået (33 og 34/2019; det næste får jeg først på mandag) var der en artikel i to dele af pastor emeritus, dr. theol. h.c. Jens Lyster med titlen "Påskelatteren Påskedag og i den danske salmeskat". Artiklen er skrevet med baggrund i Benny Grey Schusters bog "Om Påskelatteren" (2019). Jeg kan desværre ikke referere artiklen her. Det vil blive for vidtløftigt. Men jeg opfordrer alle, der har adgang til "Præsten" til at læse den - og da også Benny Grey Schusters bog, som jeg ganske vist ikke selv har læst (endnu?). Men det særlige ved den er, at Jens Lyster fremdrager en længere række eksempler på ord og vendinger i salmer af Kingo, Brorson og Grundtvig, der nok stammer fra traditionen med at grine af Døden påskedag, fordi den er blevet helt til grin ved at gabe over mere, end den kunne sluge, nemlig Jesus Kristus. Jeg vil nøjes med at nævne ét eksempel, nemlig disse linjer i Grundtvigs gendigtning af Luthers salme "I dødens bånd vor frelser lå": "Men livet fik dog overhånd, / så, fængslet i sit eget bånd, / til SPOT er nu døden blevet" (s. 721). - Artiklen er i øvrigt både teologisk dyb og meget morsom. Anna og jeg har studeret den sammen og moret os gevaldigt.
I min begejstring fik jeg den tanke, at jeg kunne skrive et lille supplement om mit eget forhold til påskelatteren og til synet på Jesu død som den begivenhed, der gav Døden dens banesår. Men selv om det er noget, der har haft stor betydning for mig selv, indså jeg, at det, jeg kunne skrive, ikke ville være egnet til at komme i bladet. Da jeg imidlertid hader at lade noget gå til spilde, vil jeg dele det, jeg har at sige, med venner og besøgende her i Facebook, ligesom jeg også vil sætte det på min hjemmeside, undersiden "Kirke og teologi".
Mit første møde med begrebet påskelatter var, da jeg for mange år siden så en bispevielse i fjernsynet, hvor biskop Ole Bertelsen (Københavns biskop 1975-1992) sluttede sin tale til den kommende biskop med ordene "en rungende påskelatter". Jeg husker desværre ikke den nøjagtige sammenhæng, men det må have været noget i retning af, at når han i sin gerning kom til at møde modstand mod den kristne tro, skulle han besvare angrebene med en rungende påskelatter.
Jeg havde aldrig hørt det ord før, og jeg gav mig heller ikke til at søge oplysninger om det. Men da jeg som emeritus var en slags hjælpepræst (især med konfirmandundervisning og konfirmation) i Landet-Ryde Pastorat, Lolland vestre Provsti, fik jeg også påskedagsgudstjenesten 2007 i Ryde Kirke. Og jeg kom til at tænke på påskelatteren. Og jeg kunne nu gå på Nettet og finde mange interessante ting om den, også om, hvordan det til sidste udartede til det rene gøgl i præsternes prædikener, et forhold, Benny Grey Schuster også behandler i sin bog. Jeg vil her nøjes med at henvise interesserede til min hjemmeside, undersiden "PRÆDIKENER efter 11.05.03".
Jeg vil nemlig bruge resten af pladsen her til at fortælle om et møde med synet på påsken som Kristi sejr over Døden ved døden, jeg fik i maj måned 1992, da jeg var Folkekirkens (og det øvrige Nordens) observatør ved de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler i Järvenpää, Finland. Der er nogle billeder om det i billedalbummet "Billeder fra vort mellemkirkelige liv". Det var stort at deltage i disse læresamtaler - og i hele samværet med de ortodokse og andre deltagere. Jeg sagde dengang, at jeg aldrig i hele mit liv havde lært så meget på ti dage!
Den i nærværende sammenhæng særlig interessante side af sagen var, at den russiske delegation med metropolit Vladimir i spidsen ved enhver given lejlighed, fx i en pause, sang denne lille påskelovprisning:
Христос
воскресе из
мертвых,
смертию
смерть
поправ
и сущим во
гробех живот
даровав.
Ja, jeg viser først den originale kirkeslaviske tekst. Der er jo nogle, der kan læse det. Men her er min oversættelse:
Kristus er opstået fra de døde,
efter at have "ordnet" døden ved døden
og givet livet til dem, der ligger i gravene.
Der er her ikke direkte noget om påskelatteren, men det ord, jeg har oversat ved "ordnet", ligger tæt på.
Det var bare det, jeg ville sige. Jeg håber, det har kunnet
være til oplysning og opmuntring for nogle, ja, at nogle vil arbejde videre med
emnet, fx ved at læse Jens Lysters artikel og Benny Grey Schusters bog.
* * *
Om præstehåndtryk
Også på undersiden
"Debat". - 18.02.19.
Den 18. februar 2019 hørte
jeg kirke- og kulturminister Mette Bock i DR P1’s program Ring til regeringen, og
det førte til, at jeg skrev et spørgsmål i Facebook-tråden til dette program.
Jeg slog det også op på min egen væg:
Kirkeministeren er i P1
Debat. Og igen er spørgsmålet om forholdet mellem håndtrykket ved
statsborgerskabsceremonien og håndtrykket mellem mandlige og kvindelige præster
blevet bragt på bane. Jeg har derfor sat dette spørgsmål i programmets FB-tråd:
Hvorfor gør kirkeministeren
ikke opmærksom på, at det håndtryk, nogle præster (som jeg ikke er enig med)
ikke vil give, er håndtrykket i forbindelse med præstevielsen (ordinationen).
De vil simpelt hen ikke deltage i overdragelsen af præsteembedet til en kvinde,
når de nu (forkert!) mener, at kvinder ikke kan være præster. - Hvad nogle af
disse mandlige præster måtte gøre, når de møder kvindelige præster i andre
sammenhænge og der altså er tale om et almindeligt goddag eller farvel, er
noget andet. Men er der eksempler på det?
-
Efter udsendelsen satte jeg
dette i et kommentarfelt til opslaget med mit oprindelige spørgsmål:
Mit spørgsmål kom ikke med i
programmet, men jeg håber, redaktionen har set det og har nu også sat det på
mine internetundersider "Kirke og teologi" og "Debat". -
Det er utroligt, at man altid får rodet kategorier og ting sammen, når der fx
drøftes udlændinge og kirke. - Statsborgerskabsceremonien er indrettet, som den
er, fordi man har besluttet, at sådan skal det være. I Danmark (som de
pågældende har søgt om statsborgerskab i) er håndtrykket en vigtig del af en
aftale, og det, at man ikke ønsker at udføre denne del af ceremonien, kan ses
som et udtryk for, at man ikke ønsker at indgå helt i den danske sammenhæng.
Man kan også sige, man fra regeringens og Folketingets side har besluttet, at
man ikke vil give statsborgerskab til personer, der ikke vil deltage helt og
fuldt i denne ceremoni og dermed repræsenterer en holdning, man ikke ønsker
indført i Danmark. - Håndtrykket ved præstevielsen (ordinationen), hvor de (som
regel mange) almindelige præster, der er med oppe i koret, "trykker
med" på det håndtryk, den ordinerende biskop har givet ordinanden, er også
et udtryk for, at disse præster byder den nyordinerede velkommen i det
præstelige fællesskab. Men det forudsætter jo, at de mandlige præster kan
anerkende en nyordineret kvinde som deres embedssøster. Og det kan de jo ikke,
hvis de har den teologiske holdning, at kvinder ikke kan blive præster. Vi må i
den forbindelse ikke glemme, at det kun er i vise mindre kirkesamfund, kvinder
kan blive præster. I den store romersk-katolske og i den store østlige
(ortodokse) del af Kirken (og vel i en hel del mindre konfessioner) kan kvinder
ikke blive præster. Jeg hørte engang en russisk ortodoks præst sige: Hos os kan
man ikke engang STILLE dette spørgsmål! - Min holdning til dette er, at kvinder
selvfølgelig kan blive præster i fx et evangelisk-luthersk kirkesamfund.
Katolikkerne og de ortodokse (og altså nok flere) ser præsten som repræsentant
for Kristus. Og Jesus var jo en mand! Men har Kristus = den anden person i
Treenigheden et køn? Har Gud Fader et køn? Har Helligånden et køn? Selvfølgelig
ikke. Gud omfatter alt og dermed også begge køn. Gud har en faders kraft og en
moders kærlighed, kan man sige. Allerede her er modstanderne af kvindelige
præster altså sådan set forkert på den. Men dertil kommer, at præsten heller
ikke på den måde skal ses som repræsentant for Kristus. Præsten er en person i
menigheden, der har fået overdraget en bestemt funktion. Og når man ser sådan
på det, kan det lige så godt være en kvinde, hvilket dog ikke betyder, at det
ikke er en helt særlig funktion, et helt særligt embede, den person, der bliver
kaldet til at være præst, får. Derfor får en kommende præst også en særlig
indvielse af den ordinerende biskop, en indvielse, de tilstedeværende
almindelige præster også deltager noget i. Som præst står man med sin tjeneste
virkelig i en kæde, der går helt tilbage til de første apostle og biskopper.
Men det er altså MED SIN TJENESTE! Man bliver som person ved med at være det
samme almindelige menneske, som man var før ordinationen. Det kan jeg bevidne!
- Hvad Paulus har sagt om kvindernes rolle i menighederne, kan man efter min
bedste overbevisning se helt bort fra. Den unge kristne Kirke ville - med det
syn på kvinder, man havde dengang - simpelt hen have gjort sig selv til grin,
hvis den havde gjort kvinder til ledere! - Men i selve Evangeliet ligger, at
der ikke er forskel på mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri! Og i det
lange løb er det jo også denne helt grundlæggende ligestilling, der har sejret
i de lande, hvor der er evangelisk kristendom, altså ikke mindst i Danmark og
de andre nordiske lande. - Jeg spørger mig selv, hvordan problemet med håndtryk
i forbindelse med ordination af kvinder kan opstå. Modstanderne af kvindelige
præster kan jo bare holde sig væk! Kan det dreje sig om tilfælde, hvor en eller
flere mænd og en eller flere kvinder er blevet ordineret samtidig? - Til
spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare kan vedtage ved lov, at man ikke kan
blive eller være præst i Folkekirken, hvis man ikke anerkender kvindelige
præster, vil jeg sige, at det kunne man selvfølgelig godt. Der ville så bare
ske det, at en del både præster og lægfolk ville træde ud og oprette
frimenigheder. Og det er nu engang vor tradition her i Danmark, at man ønsker
frihed og fællesskab, så vidt det overhovedet er muligt.
* * *
VOGT JER FOR LÆRE-KLARHED!
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad nr.
5, 1. februar 2019, s. 79-80]
Efter at have fulgt Thomas
Reinholdt Rasmussens og Peter Tudvads diskussion om liv og lære føler jeg trang
til at fremsætte en advarsel mod trangen til lære-klarhed. Jeg mener
selvfølgelig ikke, at vi ikke skal have klarhed i vor tænkning over troen. Men
klarheden skal også være en klarhed, for så vidt angår det forhold, at der er
punkter, hvor det ikke er muligt at opnå, hvad man almindeligvis forstår ved
klarhed. Man kan sige, at det er banalt at henvise til komplementariteten i
lysets natur som på en gang bølger og partikler. Men det er alligevel et ret
godt eksempel. Og når der allerede i fysikken er forhold, der ikke kan
beskrives med almindelig entydighed, hvor meget mere så ikke i troslæren.
Hvis man alligevel tvinges
til at prøve at give et entydigt svar på spørgsmålet om forholdet mellem liv og
lære, gerninger og tro, må man selvfølgelig, således tvunget, sige "sola
gratia" og "sola fide". Alt, også allerede skabelsen, er ren
nåde. Og nåden er så altomfattende og uendelig stor, at det ikke er muligt at
komme uden om den. Der er ingen udenomsvej for "gerninger", ingen vej
for menneskets trang til at tage blot den mindste smule af æren fra Gud.
Men hvad så med Loven, også
som den formuleres af Jesus? Jamen den er der. Og den må vi ikke lukke ørerne
for. Det er klart, hvad Gud ønsker, ja, kræver af os. Vi kan her også bare
tænke på, hvad vi mennesker ønsker og kræver af vore børn. Og dermed er Dommen
der også. Dommen er under alle omstændigheder et udtryk for, at der er en
alvor, vi ikke kan komme uden om. Derfor er den såkaldte lære om alles frelse tåbelig,
hvilket ikke er det samme som, at vi ikke kan forestille os et nådens uendelige
dyb ude på den anden side af Dommen. Vi kan bare ikke lave en "lære"
om det.
Så er der alle de
Jesus-udsagn, hvor der er tale om gerninger og dom. Men her skal vi for det
første være klar over, at Jesus ikke præsenterer en "lære". Alt, hvad
Jesus siger, lyder i bestemte konkrete situationer, hvor tingene bliver sat på
spidsen i netop hver enkelt konkret situation. Det nytter derfor ikke at pille
enkeltsteder ud og lave "lære" af dem. Vi må læse evangelierne i
deres helhed og på det grundlag danne os et indtryk af, hvad der er hovedsummen
i det. Og denne hovedsum tager pdes. ikke en tøddel fra den nu af Jesus
formulerede Lov, men lader pdas. Nåden få det sidste ord. Og vi må for det
andet være klar over, at der må skelnes mellem, hvad Jesus i sin menneskelighed
gik rundt og sagde, og så den helt store hovedsum, der udgøres af Evangeliet
efter påske og pinse.
Endelig skal vi være klar
over, at medens der ikke er nogen vej for "gerninger" uden om nåden,
så er der en bred vej for alt godt ud af nåden og troen, nemlig for det
"freudiges Hervorquellen", Luther så smukt har talt om. At det ikke
bliver til så meget, som det burde, er en anden sag, en af de store
anfægtelser. Men som jeg ofte siger: Jeg er ikke noget særlig godt menneske.
Men så skulle I bare se, hvis jeg slet ikke var kristen!
Til allersidst vil jeg
spørge Peter Tudvad, hvad han mener, når han siger: "At der ikke er frelse
i et fromt liv, vil jeg ikke benægte,
derimod at der ikke skulle være det ved
et fromt liv" (nr. 50 s. 1220). Hvad ligger der for ham i de to
præpositioner "i" og "ved"? Jeg ville umiddelbart bytte om
på dem og sige: Der er ikke frelse ved
et fromt liv, men frelsen ligger i
det fromme liv. Et fromt liv kan ikke være et redskab, der giver frelsen. Men frelsen, der giver det fromme liv
og ligger i det, giver de gode livets
gerninger.
-
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
www.bentchristensen.dk
* * *
Struktur og forestillinger
Dansk Kirketidende september 2018.
Grundtvigs skelnen mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed og spørgsmålet
om, hvad der er den sande kristendom, har en tidløs berettigelse, men kan nok i
helt særlig grad være til hjælp for os i vor tid, hvor det dog kan være en
fordel at tale om henholdsvis kristendommens struktur og vore forestillinger om
troens påstande.
TEKST: BENT CHRISTENSEN, FORFATTER, PASTOR
EMERITUS, DR. THEOL. & CAND. MAG.
I Knud Nyboe Rasmussens artikel i nr. 6:
"Bekendelsens moderne forargelse" tegnes først et uhyggeligt, men
desværre nok sandt, billede af vor tids personliggjorte spiritualitet, der
måske ligefrem kan antage karakter af "google-buddhisme". Men
derefter henvises der til, hvordan Luther over for den åbne og tolerante
Erasmus henviste til den forpligtende bekendelse. Artiklen indledes i øvrigt
med en henvisning til Grundtvigs opdagelse af Kirken og dens bekendelse - som
dog følges op af spørgsmålet: "Giver det mening at henvise moderne
mennesker til en gammel trosbekendelse?". Men artiklen slutter med
påpegningen af, at den ydre og fælles trosbekendelse er "en vigtig
forudsætning for den eksistentielle ‘aflastning’, som det moderne
selvudviklende og selvskabende og derfor overanstrengte menneske måske mere end
noget andet har brug for". - Nærværende supplement er tænkt som en videre
hjælp såvel til det moderne menneske overhovedet som til dem, der i hver deres
position skal prøve at hjælpe det.
Det er ikke kun i vor tid, det er svært at
argumentere for kristendommens sandhed. Det har altid været svært. Det er
nemlig principielt umuligt. Til gengæld må vi med Grundtvig gøre gældende, at
det er en ubestridelig kendsgerning, at der i snart to tusind år har været et
fænomen her i verden, der kaldes kristendommen. Jeg taler her gerne om
"den kristne påstand". Hverken mere eller mindre.
At den kristne påstand unægtelig har antaget og
stadig antager mange forskellige former, er en anden kendsgerning. Men
spørgsmålet er så, om der er en kerne bag alt det, der påstås, en kerne, som
jeg gerne vil kalde "den kristne struktur". Og jeg vil med det samme
sige, at vi lige så godt straks, igen med Grundtvig, kan pege på den apostolske
trosbekendelse som det bedste udtryk, vi har for, hvad denne kerne er. Jeg er
ganske vist ikke så helt lidt mindre fundamentalistisk end Grundtvig, hvad
dette angår. Men grundlæggende har Grundtvig set rigtigt. Man behøver ikke
engang bore ned i Apostolikums historie. Man kan med det samme se, at her er
det hele kogt ned til en slags teologisk suppeterning, som indeholder alt det
nødvendige. Og så er det ikke så afgørende, om man kan diskutere den ene eller
den anden detalje. Meningen er god nok. Og klar nok.
Jamen det moderne menneske har da svært ved at tage
det, der siges i Trosbekendelsen, bogstaveligt. Men så kan det lade være at
gøre det! Det, der ligger indkogt i Trosbekendelsen, er en struktur. Og denne struktur ligger fast, uanset hvilke
forestillinger man gør sig, når man læser og hører eller siger og synger
ordene. Mit slagord er her: Strukturen ligger fast, men forestillingen eller
forestillingerne er fri. Der er fx ikke noget, der i mine ører er latterligere,
end når en præst bekender, at han ikke tror på jomfrufødslen. Jomfrufødslen er
teologisk nødvendig. Troen på inkarnationen er teologisk nødvendig. Det er
muligt, at inkarnationen ikke har fundet sted. Ingen kan i hvert fald bevise
det. Men denne tro er en umistelig del af den kristne påstand og den kristne
bekendelses struktur. Så kan hver enkelt i øvrigt gøre sig alle de
forestillinger derom, det skal være. Og dette gælder for samtlige elementer i
det, Grundtvig betegnede som den sande kristendom.
Hvad fx påstanden - eller evangeliet - om Jesu
Kristi opstandelse påskemorgen angår, har jeg ofte i påskedagsprædikenen sagt,
at om vi så bare går fra gudstjenesten med det
hos os, at her har vor egen stakkels lille protest mod døden fået en
bekræftelse, så er det altid noget. Jeg har ikke sagt, at vi skal nøjes med
dette hele tiden. Men jeg har sagt, at vi i det mindste kan tage det med os som
en begyndelse.
Talen om strukturen i den kristne påstand er ikke
kun bundet til Apostolikum. Man kan også nå frem dertil gennem en analyse af
hele kristendommens historie og skikkelse som livsmagt. Denne analyse vil i høj
grad have karakter af en række undværlighedsprøver. Der tales meget om
kristendommen som kulturgrundlag. Men man kan prøve at undersøge, hvad det er
der kraften i dette grundlag. Så vil man se, at der ikke er nogen kraft i en
kristendom, der ikke har hele den struktur, der ligger i det udtryk, troen nu
engang har fået i Apostolikums ordlyd.
Uanset al grundlovsfæstet eller på andre måder
sikret religions- og anskuelsesfrihed kan ingen tvinges til at antage den
kristne tro, højst til med munden at sige noget i den retning. Det står enhver
frit for, om han vil være kristen eller ej. Men det står ikke enhver frit for
at bestemme, hvad der skal indeholdes i den kristne struktur. Den, der ikke på
nogen måde kan antage, hvad der ligger i den, må simpelt hen bare lade være at
være kristen. I hvert fald indtil videre. Det er helt afgørende, at ingen så at
sige kommer til at falde af i svinget ved en fejltagelse, Men jeg mener det
også virkelig alvorligt, når jeg siger, at forestillingen eller
forestillingerne er fri. Ingen skal lade være at være kristen, fordi han ikke
mener at kunne forlige sig med Trosbekendelsens ordlyd. Men hvis hele den
struktur, som indebærer, at mennesket (kort og traditionelt sagt) er skabt af
Gud, men kommet i et brudt forhold til ham og derfor må frelses af ham, er ham
modbydelig uanset al forestillingsfrihed, må han nok prøve at søge andre steder
hen. Jeg håber dog, at så mange som muligt vil undgå at gå i denne, jo ikke
bare moderne, men tidløse forargelses fælde.
Hvordan troen kommer i stand, er en gåde. Men vi
kan sige, at det i hvert fald sker i det store møde dybt i vort hjerte (sind)
mellem på den ene side hele kristendommens indhold, historie og tilstedeværelse
og på den anden side hele vor menneskelige eksistens og hele vor oplevelse af
den. Man kan også (igen kort og traditionelt sagt) sige, at troens gåde
udspiller sig i mødet mellem korsets gåde og eksistensens gåde, hvor korset er
den gåde-nøgle, der lukker eksistensens gåde-lås op. Men troens opståen er
heldigvis ikke afhængig af vore forklaringer. Teologisk set opstår troen, hvor
og når Gud vil. Men vi kan også nøjes med at sige, at enten opstår den, eller
også opstår den ikke. Idet vi så føjer til, at det sidste i hvert fald ikke må
skyldes, at vi, der mener at stå i troen og at skulle forkynde den, har vakt
falsk forargelse ved vore ord eller gerninger.
I øvrigt tillader jeg mig at henvise til min
udførlige redegørelse for disse forhold i Mit
teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger (2017).
* * *
LØGNENS DAG 2018.
Min dagbogsoptegnelse i anledning af årsdagen
for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn (2012).
Tirsdag den 12. juni 2018. - Løgnens Dag. - Den 12. juni 2012 autoriserede Dronningen ritualet for vielse af par
af samme køn. Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne
dato som "Løgnens Dag". Det afgørende for mig var - og er - at der er
tale om et eksempel på vor tids newspeak. Det er virkelig selve usandheden i
det, der er det afgørende for mig. Det at betegne to af samme køn som et ægtepar
er selv for den mest velvillige betragtning a
step too far. Selve fænomenet homoseksualitet afstår jeg sådan set at
forholde mig til. Men jeg må jo tage til efterretning, at det findes. Desuden
har jeg ikke tillid til, at der kan blive tale om ordentlig forskning på
området. Anerkendelse af homoseksualitet er i dag en af de helligste
progressivitetsmarkører, og det vil derfor være alt andet end karrierefremmende
at nå frem til forskningsresultater, der lader homoseksualitet være en
biologisk fejl eller ligefrem en sygdom. Når jeg alligevel ikke er helt
ligeglad, er det, fordi jeg spørger, om der måske er en mellemzone, hvor den
måde, man taler om homoseksualitet på, kan få nogle til at svinge over til den
side, som ellers ville have kunnet leve et godt heteroseksuelt liv. Jeg mener,
dette spørgsmål bør stilles. Men ellers tager jeg til efterretning, at der
utvivlsomt er en hel del mennesker, der virkelig og uhjælpeligt er homoseksuelt
orienteret. Og dem skal vi andre selvfølgelig ikke være onde ved. Det eneste,
man bør sige, er, at ligesom der under alle omstændigheder skal gælde etiske
regler på det heteroseksuelle område, skal der også gælde etiske regler på det
homoseksuelle område. Også dette er det vanskeligt at tale om i vor tid. Men
alle kan vel være enige om, at man ikke må gøre hinanden fortræd. - Da
homoseksualitet for en hel del menneskers vedkommende åbenbart er en uhjælpelig
kendsgerning, må denne kendsgerning tages til efterretning i den forstand, at
samfundet accepterer homoseksuel praksis og i den forbindelse giver mulighed
for, at par af samme køn kan leve i registreret partnerskab. Men dér går min
grænse. Og partnerskab er et godt ord. Livsfællesskab kunne også være det. Det
blev også i sin tid nævnt som en mulighed. Men jeg havde helst set, at man var blevet
stående ved den borgerlige indgåelse af registreret partnerskab. For når der
kommer til at foregå noget i kirken, også selv om det kun ville være en
velsignelse af det borgerligt indgåede partnerskab, vil der reelt, i praksis
blive tale om en høj grad af ligestilling mellem partnerskab og ægteskab. Og
jeg taler her ikke om forholdet til Gud, udelukkende om den ligestilling, der i
opfattelsen af det, der sker, er tale om. Men skulle det endelig være, kunne
jeg måske nok alligevel acceptere en velsignelse ved en gudstjeneste i kirken
af et borgerligt indgået partnerskab. Bare to af samme køn ikke blev kaldt
ægtefolk. Det er vigtigt, at man holder synet på ægteskabet ude fra synet på,
hvordan alle mennesker står over for Gud - og Gud over for dem. Homoseksuelle
har naturligvis også Guds nåde. Jeg betragter ikke homoseksualitet som en synd.
Homoseksualitet er for mig en biologisk afvigelse. Men skulle man endelig
betragte homoseksualitet som en synd, så ville det jo ikke være den eneste
eller værste synd. Hvad gør vi ikke mod hinanden hver dag? Eller hvad forsømmer
vi ikke at gøre hver dag? På alle mulige områder. Også på heteroseksualitetens
område. Og nøglebegrebet er altså for mig det, ikke at gøre hinanden fortræd.
Og uanset hvad overgår Guds nåde alt! - Hvis jeg holder op med at markere
Løgnens Dag hvert år den 12. juni, vil det være, fordi der reelt ikke er tale
om et problem. For det moderne samfund som sådant betyder det intet, at der
praktiseres homoseksualitet - eller alle mulige andre former for seksualitet,
der hidtil ikke har været accepteret. Så længe der altså ikke er tale om
undertrykkelse, overgreb og fortræd. Og bortset fra det sprogligt og
begrebsmæssige i sagen har det heller ikke nogen særlig betydning for hverken
samfundet eller kirken, at der hvert finder et lille antal vielser af par af
samme køn sted i Folkekirken (så længe den enkelte præst står frit). Der er
faktisk andre og langt alvorligere problemer at bruge kræfterne på. Men
newspeak er altså ikke godt! - Når jeg ikke har slået noget om dette op på min
Facebook-væg i dag, skyldes det især, at jeg vil have min omtale af det store
roepolakjubilæum i lørdags (se forrige optegnelse) stående uforstyrret på
væggen. Indtil jeg slår noget op om udgivelsen af min nye digtsamling Digte og aforismer 2016-2018. Jeg vil kort sagt give det positive forrang fremfor det negative. -
Måske vil jeg for princippets skyld under alle omstændigheder lave en lille
Løgnens Dag-dagbogsoptegnelse hvert år den 12. juni.
* * *
Er kirke og stat et stærkt ægteskab?
Både her og på
undersiden "Debat".
Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød:
"Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark?
Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)".
Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar:
"Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol".
I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke.
I den sidste del af udsendelsen blev min kommentar læst op og diskuteret, og jeg måtte derfor skrive en ny kommentar både hos P1 Debat og mig selv:
"Min kommentar blev læst op i programmet. Og tak for det! Jeg kunne ikke nå at ringe ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har beskæftiget mig med dette spørgsmål siden midten af 1970'erne, både under min tjeneste som præst i Folkekirken og i min Grundtvig-forskning. Jeg kender altså også de argumenter mod den evangelisk-lutherske kirkes selvstændiggørelse, der nu igen blev ført frem. Og jeg siger ikke, at der ikke er nogle farer her. Dem må vi så bare prøve at afværge. Og Danmark er altså ikke Sverige! Jeg har i mange år, i både alvor og spøg, sagt, at når vi får den kirkeforfatning, der stadig er tale om i den såkaldte løfteparagraf (Grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"), må denne forfatnings allerførste paragraf for min skyld gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Dette gælder også "synoden", dvs. landskirkerådet. Noget helt andet er, at præster af alle slags (inkl. biskopperne) frit skal kunne udtale sig om alt muligt. Selvfølgelig som samfundsborgere i den almindelige debat, men også som forkyndere. Bare de gør det som enkeltpersoner og ikke på kirkens vegne. Et organ kan ikke forkynde, kun vedtage kompromis-tilblevne resolutioner. Og jeg vil i det hele taget ikke finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne. - Så er der spørgsmålet om rummeligheden. Den må vi også stå vagt om. Selv om et rum altså har vægge, så at der heller ikke i dag er plads til hvad som helst. Om præstefriheden sagde Grundtvig (kort refereret), at vi må risikere at lade præster forkynde noget forkert; ellers kan vi ikke vide, om de mener det, de siger. Vi skal i det hele taget føre alt det gode, vi i dag har i Folkekirken, med over i den kommende ordning, herunder den fra Grundtvig stammende mulighed for at danne valgmenigheder. Og jeg kan ikke se, at kirkens selvstændiggørelse skulle føre til ensretning. Vi vil jo blive ved at være lige så forskellige, som vi er nu, både teologisk og politisk. - Den vigtigste grund til, at jeg ønsker det evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark selvstændiggjort, er, at det på denne måde bliver tydeligt, at de døbte og troendes fællesskab er et virkeligt fællesskab. Vi bliver jo i dåben lemmer på den store organisme, Kirken (nu med stort!) er, Kristi legeme i verden. Det er meget stort sagt. Men sådan er det. Og enhver kan formulere det, som han vil, og leve med i det, som han vil. Og der skal ikke mindst være plads til den berømte lille mand med den lille tro, ja, ikke mindst han skal vide, at han er med i dette store fællesskab. Sagt på en anden måde: Det er ikke nok at have et statskirkeskelet, som sikrer "Evangeliets forkyndelse". Kirken er ikke en offentlig undervisningsinstitution, men et levende fællesskab, først og fremmest i gudstjenesten, men også i det hele taget. - Endelig vil jeg sige, at når staten er sekulær og en meget stor, og stigende, del af befolkningen ikke er medlemmer, må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed komme til at fremstå som en særlig størrelse, en særlig organisme. - Jeg kunne blive ved, men slutter her".
Ja, jeg sluttede dér. Og jeg vil ikke føje andet til, end at
vi må se, hvordan det kommer til at gå. En afgørende faktor er den fortsatte
indvandring og det stigende antal af indvandrerefterkommere. Hvis den nuværende
udvikling fortsætter, vil de etniske danskere komme i mindretal om et vist
antal årtier - for slet ikke at tale om de kristne. Denne situation må vi
forberede os på, så vi kan leve godt som kristen menighed i en sådan
mindretalssituation. Idet vi både håber og insisterer på, at religionsfriheden
og mindretalsbeskyttelsen bevares. Men når vi ser, hvad der fx sker med de
kristne i Egypten lige nu, kan vi godt blive bange. - Vi kan selvfølgelig håbe,
at de indvandrede muslimer og deres efterkommere i stort tal kommer til tro på
Jesus Kristus. Men denne side af sagen er meget vanskelig. Vi skal selvfølgelig
forkynde Jesus Kristus for muslimerne som for alle andre. Men det skal være på
en ordentlig og fri måde. Vi skal under ingen omstændigheder prøve at lokke
eller presse dem til at blive kristne med det formål at sikre os selv. Og noget
helt andet er, at det som bekendt i princippet er livsfarligt for en muslim at
forlade islam. - Jeg blander nødig den kirkelige drøftelse og den
fremmedpolitiske debat sammen. Og jeg ville have det samme kirkesyn, hvis der
ikke var en eneste muslim i Danmark.
* * *
DE KRISTNE I SAMFUNDET OG
KULTUREN
Et fraklip
Hen over sommeren
2016 arbejdede jeg stadig på min bog Mit
teologiske testamente, som efter planen skulle have været udgivet før
sommerferien, så den næste i rækken kunne have fået sit forord dateret i enten
juli eller oktober måned 2016, nemlig på 200-årstidspunktet for henholdsvis
udsendelsen af første hæfte af N.F.S. Grundtvigs Danne-Virke eller den samlede udgivelse af dette enmandstidsskrifts
første bind. Jeg håbede, mens denne indledning blev skrevet (29. august 2016)
stadig at få udgivet begge inden årets udgang, men måtte jo sige til mig selv,
at hensynet til 200-året for Danne-Virke,
ikke måtte veje tungere end hensynet til mine to bøgers kvalitet, hvortil kom,
at allerede mit ønske om at ramme
200-året for Danne-Virke ville have
en vis betydning, så meget desto mere, som Grundtvigs tidsskrift udkom i årene
1816 til 1819.
Forholdet mellem
disse to planlagte udgivelser er, som det også fremgår af titlerne, at det i
det teologiske testamente er selve min formulering af nogle hovedpunkter i den
kristne dogmatik samt nogle mere praktiske kirkelige betragtninger, der lægges
frem, medens det i mit forsøg med et 2016-Dannevirke er mine egne videre
"betragtninger om allehånde". Grundtvig betegnede netop de berømte
otte store afhandlinger i Danne-Virke
(1816-1819) som "betragtninger om allehånde". Der er mange andre ting
i Grundtvigs tidsskrift, men det er disse afhandlinger (som jeg har behandlet
meget udførligt i min disputats Omkring
Grundtvigs Vidskab), jeg som erklæret discipel af Grundtvig, stående på
hans skuldre og efter min evne, vil prøve at give et tilsvarende 2016-eksempel
på. Der er tale om nogle betragtninger, der strækker sig fra erkendelsesteori,
filosofi og videnskabssyn til poetik, kultur- og uddannelsespolitik samt til
nogle i bred forstand politiske betragtninger.
Men jeg blev altså
forsinket. Blandt andet fordi jeg i første halvår af 2016 blev nødt til at
beskæftige mig med en række andre ting, både ting, der skulle skrives, og
begivenheder, jeg skulle deltage i. Men også fordi jeg kom til at sidde fast i
de "betragtninger", der udgør anden del af det teologiske testamente.
Det gjaldt ikke mindst den del af dem, jeg nu, i august 2016-versionen,
offentliggør som blog-tekst. Jeg var simpelt hen kommet til at bevæge mig ud ad
tangenten, for så vidt angår det afsnit, der på det tidspunkt havde titlen
"De kristne i samfundet og kulturen", hvilken titel nu også er sat
over nærværende blog-tekst. Nogle af disse til dels ret politiske betragtninger
vil nok komme til at indgå i Mit
Dannevirke, andre vil måske ikke engang komme med dér. Men jeg hader spild,
og da der er tale om nogle betragtninger, der er ret vigtige, hvad allerede vor
nuværende situation angår, men i særdeleshed, hvad fremtiden angår, besluttede
jeg den 27. august 2016 at offentliggøre dem i den skikkelse, hvori de
fremtræder her. Jeg gør opmærksom på, at hele afsnittet "Det kristeligt
nødvendige livsengagement" er ny‑skrevet direkte til nærværende
blog-tekst, men på baggrund af de mange artikler og lignende, jeg gennem årene
har skrevet, og som for de flestes vedkommende kan læses på (især) mine
internet-undersider "Grundtvig", "Kirke og teologi" og
"Poetik". Men jeg vil nu bruge det som forlæg for det tilsvarende,
nok korte afsnit i Mit teologiske
testamente.
Nærværende tekst
blev gjort færdig den 29. august 2016 og straks sat såvel i min blog her som på
min hjemmeside www.bentchristensen.dk (undersiden "Kirke og
teologi"). I kladden til Mit
teologiske testamente fulgte den efter nogle afsnit om "Min egen
historie" og "Troen praksis". Og derefter kommer nogle afsnit om
"Menighedslivet med gudstjenesten som centrum og livskilde",
"Den danske højmesse i traditionen og fælleskirkeligheden",
"Særligt om kirkeåret", "Kirkesyn og kirkeorganisation"
("Det nationale og det lokale kirkefællesskab" og "Det store
kirkefællesskab (det økumeniske)". - Jeg har ladet de fleste af de
oprindelige formuleringer blive stående, hvori der fx henvises til "denne
bog".
De kristnes liv mellem gudstjenesterne
Hvad de kristnes
liv uden for og mellem de ordinære gudstjenester angår, er det ideelle sådan
set, at man lever et fromhedsliv hjemme hos sig selv, som man nu kan, studerer
Bibelen og litteratur om den kristne tro (også som man nu kan), går og tænker
over det hele, men så ellers lever sit liv her i verden på dette grundlag og i
dette lys - uden at det hele bliver overklistret med "kristendom",
men tværtimod på en fri og virkelighedstro måde. Bortset fra de netop nævnte
ting skal det at leve som kristen i verden ikke være et særligt, kunstigt liv
mere eller mindre ved siden af livet som sådant. Det at være kristen skal ikke
gå hen og blive en højere form for hobby. (Det var først, da jeg selv i nogen tid
havde talt om, at kristendommen ikke måtte gå hen og blive en "hobby"
for en, jeg blev opmærksom på, at professor P.G. Lindhardt (1910-1988) allerede
havde brugt ordet "hobbykristendom" på en tilsvarende måde. Jeg har
ikke kunnet stedfæste det).
Men dette syn
stammer i høj grad fra den tid, hvor Danmark endnu i trods alt ret høj grad var
et folkekirkekristent land. Allerede nu er vi i en anden situation. Og hvis
udviklingen fortsætter, kan vi komme i en situation, hvor der slet ikke er tale
om noget, der bare kunne ligne et sammenfald mellem folk og menighed, og hvor
hele livet uden for menighedens særlige liv og i samfundets institutioner er
uden noget kristent præg eller måske ligefrem præget af helt andre
livsanskuelser. Og da vil de kristne få et helt andet behov for at samles med
hinanden, stadigvæk uden at det skal overdrives, vil jeg dog sige. Folkeligt og
kulturelt skal de kristne så vidt muligt kunne samles til de forskellige ting
sammen med dem, der ikke er kristne. Vi skal i videst muligt omfang kunne dele
livet med hinanden, når vi mødes i nabolaget, på arbejdspladserne og i fritidslivet
(foreninger m.m.). Og vi skal i videst muligt omfang kunne have fælles
institutioner. Vi skal under alle omstændigheder være borgere sammen på det
politiske plan. Men det udelukker ikke, at de kristne kan oprette deres egne
skoler og foreninger og institutioner. Det vil derfor også altid være vigtigt
for de kristne at stå fast på retten til at oprette frie institutioner. Alene
den "sterilisering" af det fælles liv, der kan blive tale om i
tilfælde af en meget streng håndhævelse af statens og de offentlige
institutioners neutralitet, vil kunne gøre dette nødvendigt.
Ligesom Folkekirken
- eller den evangelisk-lutherske kirke, der kommer til at efter- og videreføre
Folkekirken - skal være folkekirkelig uanset sin størrelse, skal principperne
for det kristne menneskelivs almindelighed, altså så at sige mellem
gudstjenesterne, fastholdes uanset kirkens størrelse. Menneskelivet skal, så
vidt det er muligt, deles på alle områder og niveauer. Princippet - og kravet -
skal være, at vi alle mødes i det fælles menneskelige og i den fælles
virkelighed overhovedet. Og de kristne skal være de første til at leve op til
og kræve dette, eller i hvert fald ikke stå tilbage for de ikke-kristne i denne
henseende. Jeg gentager, at jeg nærer en ret stor skepsis med hensyn til de
ikke-kristnes (humanisternes) objektivitet og renfærdighed og altså mener, at
de kristne skal være parat til at øve ideologi- og (pseudo)religionskritik -
men jo naturligvis også altid selvkritik. Og det må jo, når vi mødes ude på det
fælles torv, vise sig, hvordan det går. - Men disse forhold vil jeg komme
nærmere ind på i næste afsnit.
At leve som kristen
i verden er på den ene side noget helt særligt og på den anden side noget, der
har del i og solidaritet med det fælles menneskelige og er åbent ud mod det.
Man skal bare forstå dette forhold på den rette måde. Der tales meget om
"det kirkelige og det folkelige", ja, ofte på en måde, så det måske
skal skrives "det-kirkelige-og-det-folkelige". Og det kan være meget
godt, men det er ikke godt, hvis det på den ene side indebærer en svækkelse af
menighedsforståelsen og på den anden side indebærer en manglende respekt for,
at man godt kan være en del af det folkelige, selv om man ikke er kristen. - En
af mine (endnu ikke trykte) aforismer lyder:
"Jeg elsker
både Gud og dronningen og fædrelandet. Men jeg blander dem ikke sammen".
(Denne aforisme vil efter planen komme til at indgå i den samling af nye digte
og aforismer, jeg håber at få udgivet in 2017 eller 2018.).
Men jeg vil ikke
blande mig i, hvordan mine medkristne lever deres liv. Der er for det første
hele frihedsprincippet. Og der er for mit vedkommende hele princippet om det,
jeg kalder livsengagementets autonomi ude på "statholdermarken", et
princip, jeg allerede har gjort rede for i flere tekster på mine internetsider
"Kirke og teologi", "Grundtvig" og "Poetik", og
som der vil blive gjort grundigt rede for i Mit
Dannevirke (i skrivende stund planlagt til udgivelse inden udgangen af
2016, selv om jeg nok ikke når at få forordet dateret i oktober måned, hvor det
er 200 år siden hele bind 1 af Grundtvigs Danne-Virke
(1816-1819) forelå). Jeg vil altså ikke alene ikke udsætte mine medkristne for
noget, der bare kan ligne tvang; jeg vil dårligt nok prøve at give dem nogle
gode råd. Men jeg tør godt vove at præsentere mine tanker. Og jeg vil nu ganske
kort gøre rede for nogle af de praktiske følger af, hvad jeg, byggende på
Grundtvig, betegner som "teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement", og herunder ikke mindst gøre rede for, hvad jeg betegner
som "statholdermark-konceptet".
Det kristeligt nødvendige livsengagement
Hovedformålet med
hele min Grundtvig-forskning i årene 1972 til 2002 (med lidt efterslæt i årene
2011 til 2013) var at få klarhed over, hvordan Grundtvig så på forholdet mellem
det særligt kristne og tilværelsen overhovedet, og derigennem at få klarhed
over, hvordan vi kristne i det 20. (og 21.) århundrede skulle forholde os til
henholdsvis vort eget liv som mennesker her i verden og til virkeligheden
overhovedet, herunder til vore ikke-kristne medmennesker. Det fremgår også af
titlerne og undertitlerne på de to afhandlinger, der kom ud af det, nemlig Fra drøm til program. Menneskelivets og dets
verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra
Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832 (teologisk
licentiatafhandling (ph.d.) 1985, udg. 1987) og Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs
forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement
(teologisk doktordisputats 1998). - Det omtalte "efterslæt" bestod af
tre artikler i Grundtvig-Studier,
nemlig "Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk
oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter"
(2011), "Fra Hamann til Fasc. 209.10: Om Grundtvigs forhold til Johann
Georg Hamann og dennes samtidige" (2012) og "Kirke og menighed i
Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61" (2013).
Som det fremgår af
undertitlen til Omkring Grundtvigs
Vidskab, var jeg på et tidspunkt begyndt at operere med den på Grundtvig
byggende og af mig selv videreudviklede "teologi om det kristeligt
nødvendige livsengagement". Og "livsengagement" skal forstås
både helt elementært og helt bredt. Det ligger i såvel Grundtvigs som min forståelse,
at den menneskelige persons helt umiddelbare og helt nære oplevelse af og
fordybelse i selve det at være til som menneske for det første er det vigtigste
og alt afgørende, ja, sådan set tilstrækkelige, og for det andet er grundlaget
og udgangspunktet for al videre aktivitet og orientering og erkendelse. Også
den videre "orientering og erkendelse" skal forstås bredt. Det vil
allerførst være en enkelte persons nysgerrige undersøgelse af sine nærmeste og
nærmere omgivelse (og af sit eget legeme), og dernæst er det den videnskabelige
udforskning af hele verden (universet), altså geografi, fysik, astronomi og
astrofysik, biologi og så videre. Men jo så videre humanvidenskaberne, de
humanistiske videnskaber (herunder historien) og psykologien og så videre. Og
endelig alle kunstarterne, helt særligt litteraturen. Alt dette gælder
selvfølgelig helt særligt dem, der driver de pågældende erkendelsesformer. Men
det gælder naturligvis også alle dem, der modtager resultaterne af disse
arbejde, ja, som disse jo arbejder for, alle dem, der på forskellig måde sætter
sig ind i resultaterne af videnskabsmændenes arbejde og oplever resultaterne af
kunstnernes arbejde. Det er et hovedpunkt i mit på Grundtvig byggende
erkendelsessyn, at det ikke kun er videnskaberne, og slet ikke kun
naturvidenskaberne, der tilvejebringer erkendelse, men også kunsten, og altså
helt særligt litteraturen (med poesien som det helt centrale).
Men
erkendelsesformerne er naturligvis forskellige. Naturvidenskaberne betegnes som
de eksakte (præcise, nøjagtige) videnskaber. For uanset alle
erkendelsesteoretiske forbehold er det dem, der giver den mest direkte
beskrivelse af verden omkring os (og om vort menneskelegeme, for så vidt som
det indgår i og er en del af naturen), og som kan afdække en lang række
lovmæssigheder, der gælder altid og alle vegne, og som kan be‑ eller
afkræftes ved, at man gentager de respektive forsøg. Men kun de mest
hårdnakkede "naturvidenskabstroende" vil påstå, eller lade, som om de
påstår, at man kan forklare alt i tilværelsen ved hjælp af fysik, kemi og
biologi. Jeg vil allerede her straks sige, at jeg er en stor elsker af
naturvidenskaberne, og at jeg ikke alene går 100 % ind for deres autonomi, dvs.
det forhold, at intet udefra kommende skal have indflydelse på, hvordan de
drives inde på deres eget felt, i hvert fald ikke på den måde, at nogen eller
noget skal foreskrive, hvilke resultater man skal nå frem til. Hvis en
naturvidenskabsmand af sig selv, helt frivilligt får inspiration til en teori
eller et forskningsprogram af noget, han har mødt i de almindelige menneskeliv
eller i fx litteraturen, er det noget andet. Han skal da bare selv passe på
ikke at blive så inspireret, at han begynder at fifle med sin forskning! Dette
ligger som et direkte krav i det allerede ovenfor omtalte
"statholdermark-koncept", som jeg kommer nærmere ind på lige om lidt.
Med de andre former
for erkendelse er det i en del henseender noget andet. Her er der ofte mere
tale om tydning og forståelse, ja, måske om "syn". Men hvad
humanvidenskaberne og de humanistiske videnskaber angår, herunder historien,
skal man naturligvis være forpligtet på forholdet til virkeligheden på en måde,
der grundlæggende og i mange henseender svarer til, hvad der gælder på
naturvidenskabernes område. Man skal i hvert fald være ærlig og redelig. Og det
kan blandt andet bestå i, at man ikke lægger skjul på, hvordan man selv
forholder sig til tilværelsen, det være sig religiøst og politisk eller på
anden måde. For når man driver humanistisk videnskab, fx historie eller litteraturvidenskab,
vil man aldrig komme uden om, at ens eget gemyt og ens egne anskuelser får
indflydelse på ens forskning. Humanistisk videnskabelighed vil blandt andet
ofte være en særlig form for samtale mellem generationerne, hvor hver
generation ser forskningens genstand fra sin og sin generations synspunkt.
Dette har jeg selv oplevet meget stærkt i forholdet mellem Kaj Thaning og mig
selv. Allerførst var jeg ret umiddelbart elev af Thaning, men efterhånden blev
jeg mere kritisk over for ham. Men jeg betragter ham stadig som min store
forgænger og altså som den, der førte mig ind i Grundtvig-forskningen med
særligt henblik på de her nævnte temaer. - Kaj Thaning (1904-1994), præst og
højskolemand, dr. theol. på Menneske
først -. Grundtvigs opgør med sig selv (1963).
Grundtvig var ikke
meget naturvidenskabeligt orienteret og var selvfølgelig kritisk over for alle
forsøg på at ophøje naturvidenskaberne til at have gyldighed for ting uden for
deres eget område. For Grundtvig var videnskabelighed først og fremmest den
humanistiske og historiske videnskabelighed. Men han indrømmede
naturvidenskaberne deres retmæssige plads i hele den menneskelige
erkendelsesaktivitet, dvs. bag deres naturlige grænser og nede på deres niveau.
Den humanistiske videnskabeligheds og poesiens tydning af menneskelivet var for
ham den højeste form for erkendelse. Men har regnede udtrykkeligt med, at der
også skulle være en naturvidenskabelig afdeling på det fællesnordiske
superuniversitet i Göteborg, han drømte om, og som skulle være toppen i det
"system", der på næste niveau omfattede det folkelige universitet
(højskole) i Sorø (der heller ikke blev til noget; i stedet fik vi de mange
forskellige folkehøjskoler af en noget anden karakter).
Det er for de
læseres skyld, der måske (i første omgang) kun læser, nærværende tekst, jeg så
forholdsvis udførligt har skitseret de mere overordnede ting, for så vidt angår
"det kristeligt nødvendige livsengagement". Men det er også fremgået,
at det er hver enkelt kristens helt personlige og måske kun ganske elementære
livsengagement, der er grundlag og udgangspunkt for det hele. Og her i disse
betragtninger, der stammer fra en sammenhæng, der udgør anden del af en bog,
der først og fremmest er teologisk, ja, en slags lille dogmatik, er det naturligvis
helt særligt de elementære ting, det drejer sig om, men jo altså så også den
enkelte kristnes tilegnelse af de ting, videnskabsmændene og kunstnerne af alle
slags producerer. Videre gælder det jo også de kristnes egne bidrag til
videnskaberne og kunsten, men det siger jeg især noget om i næste afsnit.
Da man allerede nu
kan læse om "Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement"
på de nævnte internetundersider (og i Testamentets dogmatiske del) og
forhåbentlig inden længe vil kunne komme til at læse mere om dens konsekvenser
i Mit Dannevirke - og forhåbentlig noget senere i den poetik, jeg også håber at
få udgivet - vil jeg her nøjes med at fremstille den i yderste korthed.
Jeg kan præsentere
Grundtvigs syn på "det dennesidige livsengagements kristelige
nødvendighed" (som jeg nu også udtrykker det) ved hjælp af to udsagn. Det
første er taget fra et ganske vist strøget sted i en 1823-prædiken, men
Grundtvig har sagt det samme på mange andre måder, og det lyder i mit referat:
"Uden menneskekundskab er gudskundskaben spildt på os" (Christian
Thodberg (udg.): N.F.S. Grundtvigs Prædikener 1822-26 og 1832-39
(1983-1986), I 173; Fra drøm til program s. 20; Omkring
Grundtvigs Vidskab s. 505). Det andet er denne berømte strofe fra det
store kirkehistoriske digt Christenhedens
Syvstjerne (1854-55) - eller fra den del deraf, som er blevet til sangen
»Ingen har guldtårer fældet«:
Er os tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Nu er det ganske
vist her i denne strofe den særlige del af "menneskelivet og dets
verden", som udgøres af "Eget Folk og Fædres Land", der er tale
om. Men i Grundtvigs forståelse er det jo netop i denne sammenhæng, hele det
konkrete, givne menneskeliv leves, med alt, hvad det indeholder. Og nøgleordet
er altså "betyde". Hvis vi ikke ved, hvad "eget Folk og Fædres
Land" (og alle de andre ting) BETYDER, så bliver den kristne forkyndelse
også det rene volapyk for os.
Det kan lyde
mærkeligt, at både Grundtvig og jeg som kristne præster og teologer siger, at
det, der foregår i gudstjenesten og teologien, i sig selv er "tant".
Men jeg kan jo bare henvise til det forhold, at vi jo ikke bare har det særligt
kristne Ny Testamente som vor hellige skrift, men har det med hele Det Gamle
Testamente som den helt nødvendige første del. Og der er for det andet det ved
det, at vi jo kun kan høre det kristne evangelium som sandheden om os og håbet
for os, når det selv godtgør sig som dette dybt i vore hjerter. Jeg ved godt,
at der er teologer, der ikke bryder sig om denne måde at udtrykke sig på. Og
jeg ved også, at der er meget mere at sige om, hvordan Gud selv bryder sig vej
ind til os og giver os troen som gave. Men som historien indtil denne dag har
vist, kan alle og enhver stille sig op og udgive det, han selv siger, for Guds
tale, som vi andre derfor har at adlyde betingelsesløst. Vi er altså nødt til at
sige, at det, der faktisk er (eller måtte være!) Guds tale, på en eller anden
måde må skulle kunne høres af os som en tale fra den Gud, vi skylder vort liv
og hele den verden, vi lever dette i. Og dette bliver selvfølgelig mere muligt,
jo mere vi på en helt ærlig måde fordyber os i vor menneskelige eksistens.
Ved fordybelsen i
vor menneskelige eksistens kommer vi også til at fordybe os i det forhold, at
der er noget galt! Der er noget, vi oplever som "helt, som det skal
være". Men vi oplever andre ting, der direkte strider mod dette, ja,
ødelægger, perverterer og tilintetgør det. Så vidt jeg husker, har K.E.
Løgstrup (1905-1981) talt om "en ontologisk rangorden" i eksistensen,
som vi oplever og erkender den. Jeg har bare ikke kunnet stedfæste det. Og
dette gælder altså helt umiddelbart. Jeg kan henvise til de hardcore
"naturvidenskabstroende", for hvem der jo ikke kan være tale om en
sådan rangorden, idet alt jo naturvidenskabeligt set er ét fedt. Men jeg må
også her sige, at der vist ikke er nogen af dem, der er så ringe, at de lever
efter det. Det nærmeste, vi kan komme en variant af et sådant syn er vel den
nazistiske såkaldte vulgærdawinisme. Og jo mere vi ærligt erkender, at der er
noget, der er gruelig galt i vor tilværelse, jo mere vil vi være lydhøre over
for det kristne Evangelium. Fordybelsen i det, vi i den kristne teologi kalder
den faldne verden (med arvesynden, hvad vi så nøjere mener med dette ord), er
med andre ord nødvendig som det, man kalder forudforståelse for at høre
Evangeliet. Men igen må vi sige, at vi jo ikke skal gribe efter den første, den
bedste sutteklud, der tilbydes os. Også hvad dette angår, er historien indtil
denne dag fuld af eksempler på, at alle og enhver kan stille sig op og tilbyde
menneskene frelse og håb. Desto vigtigere er det at fordybe sig ærligt i vor
såre blandede og modsætningsfyldte eksistens. Og så må troen på det sande
Evangelium komme i stand gennem komme i stand gennem den rette proces dybt i
vort hjerte, dvs. på en måde, så det bliver klart for os, at den Gud, der taler
til os og handler med os i Evangeliet, er den samme Gud, som er Skaber for at
det, der "er, som det skal være".
Men når vi så er
kommet til troen og skal leve vort liv som kristne her i verden, kommer vi til
det helt afgørende i selve det, jeg betegner som "det kristeligt
nødvendige livsengagement" - selv om vi jo heller aldrig bliver færdige
med de to her lige ovenfor omtalte sider af sagen. Vi bliver jo aldrig så
kristne, at vi ikke også hele tiden bare er mennesker, der lever i en stadig
kamp mellem tvivl og tro.
Vi skal jo som
kristne her i verden ikke lukke os inde i kirkerummet eller det teologiske
studerekammer hele tiden. Eller give os til at leve et særligt, kunstigt
"kristenliv" ved siden af eller måske mere eller mindre i stedet for et
rigtigt menneskeliv i den kristne tro og under det kristne håb. Jf. hvad jeg
allerede har sagt om "hobbykristendommen". Nej, vi skal ud på den
"statholdermark", Gud har sat os på som hans forvalter-tjener og som
forvalter-overordnet for hele det øvrige skaberværk.
Det, jeg betegner som "statholdermark-konceptet bygger på Grundtvigs tale i Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164 f). Men i mit koncept ses ”statholder-marken” som i første omgang hele verden eller nærmere betegnet hele den menneskelige eksistens’ sted, hvilket igen vil sige hele det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller studerekammerdøren. Og så har han alt det, der er foregået inde bag disse døre, bag sig, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.
Og vi kristne skal altså gå fra gudstjenesterummet og studerekammeret ud på denne statholdermark for dermed at engagere os helt konkret i det forhold, vi nu har til Gud, men som vi jo for så vidt også har været i hele tiden, bare ved selve det at være til som mennesker i verden. Det er jo ikke bare det, at vi lærer en hel masse om, hvad allerede selve ordet "Gud" betyder, når vi fordyber os i det liv og den verden, han har skabt - og nu rakt sin frelse og sit håb til. Det er også sådan, at selve livet finder sted i forholdet til Gud. Jeg har altid været så glad for især den forrige oversættelses gengivelse af Paulus’ ord i Apostlenes Gerninger 17,28: "thi i ham lever og røres og er vi" (nu er det: "For i ham lever vi, ånder vi og er vi"). Og det gælder jo også, ja, ikke mindre for de mennesker, der lever som kristne i verden.
Og så er det hele sådan set sagt. Det ligger jo i hele dette "koncept", at herefter er det virkeligheden, der skal tale for sig selv. Det gælder lige fra den naturvidenskabelige forskning og opefter. Den virkelighedserkendelse, der skal "betydningsudfylde" den særlige kristne tale, kan jo kun opfylde sit formål, hvis den virkelig er erkendelse af virkeligheden! Det er derfor, jeg som kristen teolog fx ikke bare indrømmer naturvidenskaberne deres ret til at operere helt frit og uden facitliste inde på deres område, men direkte kræver af dem, at de gør det. Og det samme gælder de andre videnskaber. Og det gælder poesien, som er den erkendelsesform, jeg selv arbejder med og selv arbejder mig henimod i hele mit poetikalske arbejd. Selve den helt centrale lyrik skal ifølge mit koncept være lige så autonom på sit område som naturvidenskaberne på deres. For kun da bliver der tale om en ny og virkelig erkendelse og tydning af Tilværelsen. Jeg skriver også salmer. Men det er noget helt andet. Jeg skriver også indimellem et "kristeligt digt", men enten sætter jeg sådanne digte ind i en særlig afdeling i mine salmesamlinger, eller også må de stå som undtagelser mellem de rent virkelighedsorienterede lyriske digte. Det er jo også princippet, der er det afgørende. For når jeg skriver digte, har jeg jo også den kristne tro i mit hjerte og Evangeliets lys i nakken. Og det kan simpelt hen ikke undgås, at dette sætter sit præg på såvel allerede den måde, der ser og "ser" på som den måde, jeg skriver på. Det allervigtigste er, at man i hvert fald ikke kommer til at skrive rene "agitprop-digte" af hverken religiøs eller politiske karakter, og at digte, der nærmer sig noget sådant, principielt bliver sat ud i den lyriske periferi.
Jeg har som sagt skrevet meget mere om disse ting andre steder og vil komme til at skrive endnu mere om dem i Mit Dannevirke og den derefter følgende poetik. (Mit teologiske testamente, Mit Dannevirke og poetikken kommer til at udgøre en slags trilogi). Men derfor kan det være nok til denne blog-tekst, hvad jeg nogen har skrevet, og jeg kan på grundlag af det nu gå over til næste afsnit.
De kristne i samfundet og kulturen
I den ideelle
situation, hvor hele samfundet og hele kulturen var kristen eller omgivet af kristendom
til alle sider, skulle de kristne og hver enkelt kristen altså simpelt hen bare
leve på grundlag af Evangeliet og i dettes lys i glad koncentration om og
fordybelse i såvel de mindste små dagligdags livselementer som de større og
helt store sammenhænge. Og det samme gælder for så vidt i alle andre
situationer, altså også i situationer, hvor den kristne menighed kun udgør et
måske meget lille mindretal.
Når man står og ser
på en anemone, behøver man ikke nødvendigvis skulle sige "Hvor er din skaber
stor" hver gang. (Den på Lolland fødte digterpræst Kaj Munks (1898-1944)
sang om og til "Den blå anemone" med førstelinjen "Hvad var det
dog der skete?" (1943) slutter med disse verselinjer: "Så bøjer jeg
mig da mod jord / og stryger ømt dit silkeflor, / en flig af nådens trone. / Du
lille anemone, / hvor er vor skaber stor!". Her citeret efter
Højskolesangbogen, attende udgave, tredje oplag, 2007). Man ved jo og har det
som hele sit grundlag og hele sin indramning, at anemonen er skabt af den Gud,
man er sammen med i gudstjenesterne osv. Og det samme gælder forholdet til alt
andet. Men man kan selvfølgelig også komme til at tænke tingene sammen. Det
ligger jo i det forhold, at Evangeliet er den store bekræftelse af og det store
håb for menneskelivet og dets verden. Princippet om livsengagementets autonomi
ude på "statholdermarken" er et frihedsprincip og ikke en lovregel.
Der er dog den "lov" i det, at især videnskabsmanden og digteren skal
forholde sig til virkeligheden, som den er, og ikke på forhånd overklistre den
med "kristendom" og ikke stå med en "kristen" facitliste i
baglommen, endsige i hånden. Og denne "lov" gælder også for de
ikke-kristne, af hvem det jo også må kræves, at de ikke overklistrer deres
erkendelsesvirksomhed (i videste forstand) med deres livsanskuelse eller
ideologi eller har en facitliste, som erkendelsens resultater skal svare til.
Under alle forhold må de kristne være de første til at insistere på denne
saglighed. Den ikke-kristne oplysnings repræsentanter vil nok sige, at det er
dem, der er de første. Og hvis det er sådan, kan vi jo bare være enige og
samarbejde videnskabeligt og kulturelt på dette fælles grundlag - hvilket så
ikke udelukker, at vi ser kritisk på hinanden og hjælper hinanden til at blive
på saglighedens smalle sti. Det er i orden, at de oplyste øver religionskritik
mod os kristne, men de må også finde sig i, at vi øver ideologi- eller
(pseudo)religionskritik mod dem, især hvis deres anskuelser kommer til at true
den erkendelsesmæssige frihed, ja, friheden overhovedet. (Jeg vil vove den
påstand, at det ikke kun var i middelalderen, der var forskning, der ikke måtte
drives, og resultater, der ikke kunne lægges frem).
Jeg er i den senere
tid kommet til at tænke videre over det med livsområdernes autonomi (selvstændighed)
- eller over det med "religionen i det offentlige rum". Det var jo
daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid fremførte kravet
om "mindre religion i det offentlige rum". Men det, han mente (og
bare ikke turde sige rent ud), var selvfølgelig "mindre islam i det offentlige rum".
Alligevel minder det om det gamle socialistiske princip om, at religionen er en
privatsag. (Jeg har søgt efter, hvornår princippet om, at religionen er en
privatsag, blev fremført, men har ikke umiddelbart kunnet komme det nærmere,
end at det er et princip, man har diskuteret siden 1800-tallet, og at der har
været forskellige meninger om, hvordan det skulle forstås. Det vigtigste har
været, at kirken skulle adskilles fra staten og ikke skulle have politisk indflydelse).
Hvad vil jeg selv
sige om dette spørgsmål i dag? For mig er det helt afgørende i det, at ingen må
bruge Gud eller altså fx kristendommen (eller islam!) som et politisk
trumfkort, der på forhånd lægger den almindelige politiske diskussion død. Man
skal populært sagt ikke kunne give sin stemme mere end én stemmes vægt ved at
påberåbe sig Gud. Og det siger sig selv, at statsmagten ikke må undertrykke
borgerne i Guds navn. Eller i en ideologis navn!
Vi skal
selvfølgelig adlyde Gud! Problemet er bare, at enhver jo kan stille sig op og
sige noget, som han hævder er Guds vilje. Det har historien mange eksempler på.
Men han kan ikke bevise det. Der kan være tale om vidt forskellige, også mod
hinanden stridende ting. Spørgsmålet om, hvad der er Guds vilje, afgøres i hver
enkelt persons samvittighed (se også forrige afsnit), og det gælder også
spørgsmålet om fx Bibelens eller Koranens autoritet. Det kan ingen teologiske
subtiliteter ændre på, da slet ikke ude i det fælles praktiske liv. I den
politiske og i det hele taget samfundsmæssige og kulturelle proces, er det kun
argumenterne og sandhedskvaliteten som sådan, der tæller, og til sidst
princippet én mand, én stemme. - Hvad jeg har sagt her, gælder selvfølgelig
tilsvarende påstande af ideologisk karakter, fx den påstand, at marxismen er en
videnskab, der giver den totale indsigt i hele virkelighedens væsen og hele
historiens gang.
Når man skal
argumentere for en sag, er der visse principper, man er nødt til at tage hensyn
til, ja, ikke kan se bort fra. Lad mig bare nævne Den Gyldne Regel:
"Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet" (en
formulering fundet på Internettet). Denne regel er mere eller mindre universel,
eventuelt i negativ form: "Behandl ikke ...". Jesus har også formuleret
den: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også
gøre mod dem" (Matt 7,12, jf. Luk 6,31). Og menneskene er heller ikke så
forskellige, at der ikke vil kunne formuleres en hel del andre principper, som
det ikke vil være muligt at argumentere offentligt imod. Der er også
principper, der er så umenneskelige, at man ikke kan stille sig op og fremføre
dem offentligt.
Men hvad nu selve
livet i bred forstand angår, er der mange former for skelnen, der er
nødvendige. Det er klart, at der i det moderne liberale demokrati ikke fra
statsmagtens side må øves nogen som helst form for direkte religiøs tvang mod
borgerne. Ingen borger må tvinges til at bekende eller udøve nogen bestemt form
for religiøs tro. Og omvendt skal enhver borger have ret til at bekende og
udøve sin religiøse tro. Jeg citerer nu grundlovens paragraffer om disse
forhold:
§ 67 - Borgerne har
ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med
deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68 - Ingen er
pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er
hans egen.
Og til § 67 må jeg
straks bemærke, at religionsfriheden altså ikke er en frihed til hvad som helst
under dække af, at det er gudsdyrkelse, der er tale om. Der er den
indskrænkning, at "intet [må] læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden". Og jeg vil ikke komme nærmere
ind på den konkrete aktuelle diskussion om, hvordan denne indskrænkning skal
forstås i forhold til, hvad der læres og foretages i moskéerne, kun sige, at
grundlovsfædrene ikke har haft fantasi til at forestille sig, at vi skulle
komme i en situation som den, vi er i allerede nu. Det afgørende er, at
religionsfriheden ikke er en frihed til hvad som helst, der påberåber sig at
være gudsdyrkelse.
Til § 68 vil jeg
sige, at der jo også foregår en aktuel diskussion om statens tilskud til
Folkekirken, især de 40 % af præstelønningerne, samt om fradragsretten for medlemsbidrag
til andre trossamfund, som jo reelt også er et tilskud. (Og der er Grundlovens
§ 4: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og
understøttes som sådan af staten"). At forholdene i virkeligheden er mere
komplicerede end som så, er en anden sag, og min holdning er under alle
omstændigheder klar, for så vidt som jeg jo går ind for det
evangelisk-lutherske kirkesamfunds adskillelse fra staten, og også kan gå ind
for, at intet trossamfund på nogen måde skal støttes af staten.
En anden skelnen,
man må foretage, er den mellem før og nu og fremtiden. Og her skal man gøre sig
klart, at der her i Danmark først blev indført religionsfrihed i 1849. Engang i
960’erne gjorde Harald Blåtand danerne kristne (Jellingstenen), og indtil 1536
var det den katolske kirke under paven i Rom, der i samarbejde med kongemagten
bestemte, hvordan de religiøse forhold skulle være, og derefter var det
kongemagten, helt særligt under enevælden 1660-1849. Og vi kan kaste blikket
endnu længere tilbage, nemlig til forholdene i Romerriget, hvor kristendommen
under kejser Konstantin gik fra at være forfulgt til at blive privilegeret
(313/325) og under kejser Theodosius den Store blev statsreligion (ca. år 380).
(Allerede i år 313 legaliserede Konstantin og hans medkejser Licinius
kristendommen ved udstedelse af Milano-ediktet. De havde delt riget mellem sig.
Men i 325 vandt Konstantin enemagten).
Kejser Konstantin
(som i øvrigt også var en skidt karl, der rask væk myrdede folk, også sine egne
slægtninge) er ikke nogen helt i mine øjne, og jeg er umiddelbart mest
tilbøjelig til at betragte kristendommens "ophøjelse" til
statsreligion som en stor ulykke. Men vi må under alle omstændigheder
konstatere, at vi siden Konstantins tid her i Europa har levet i den såkaldte
konstantinske æra, hvor man først i nyere tid er begyndt at skelne mellem stat
og religion. Og dertil kommer, at det er nemmere sagt end gjort at foretage en
fuldstændig adskillelse af stat og religion, og at det måske har været nærmest
umuligt indtil for et par hundrede år siden. Sagen er nemlig på den ene side
den, at enhver stat og ethvert samfund har brug for et idégrundlag, og at ingen
stat på den anden side kan være ligeglad med, hvad der foregår i en så stor og
åndeligt stærk "forening" som fx den kristne kirke. I virkeligheden
ser enhver stat allerhelst, at alle borgerne tror på i hvert fald stort set
samme måde. Det var meget progressivt, da kong Frederik den Store af Preussen i
1740 skrev de berømte (men også misforståede) ord om, at i Preussen "skal
enhver blive salig i sin tro". Jeg ved ikke, hvor stor en teolog Frederik
var, men meningen var ikke, at alt kunne være lige godt, men at det i praksis
skulle være muligt for både lutheranere, kalvinister og katolikker at bo i
Preussen. (Det er efter alt at dømme kongen selv, der har skrevet denne
randbemærkning i et skrift, der var blevet ham forelagt: "hier mus ein
jeder nach Seiner Façon Selich werden").
Siden 1849 har vi
haft religionsfrihed her i Danmark - men dog med en grundlovssikret forret for
den evangelisk-lutherske kirke, som praktisk taget hele befolkningen af gode
grunde tilhørte. Og det er først i allernyeste tid, dette forhold er blevet et
problem. Da jeg gik i 1.-5. klasse var det som sagt en selvfølge, at der hver
morgen blev sunget en salme og bedt Fadervor. Og der er stadig mange ting, der
giver kristendommen en privilegeret stilling. - Kongen [eller dronningen] skal
tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, der holdes fri og flages på de kristne
helligdage, og de fleste af Folketingets medlemmer deltager i den særlige
gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke lige før Folketingets første møde i
det nye folketingsår. Osv.
Men det, jeg især vil
prøve at komme ind på her, er, hvad jeg vil betegne som forholdet mellem de
helt nøgne og teoretisk-principielle principper og det virkelige liv. Og jeg
ved, det er farligt. Men jeg vil prøve at bevæge mig rundt om sagen efter
bedste evne og samvittighed.
Jeg vil begynde
med, mere eller mindre at gentage, at selv om der jo allerede på fx Grundtvigs
tid var meget store modsætninger i det danske samfund, for slet ikke at tale
om, hvordan det blev fra Georg Brandes’ tid af, så var der alligevel en større grad
af konsensus (eller en mindre dybtgående polarisering), end der er i dag. Og
det er altså ikke de indvandrede muslimer, jeg taler om, nej, det er den
politiske og idémæssige polarisering hos os etniske danskere selv, men
selvfølgelig med indvandringen og de indvandrede befolkningsgrupper som en
væsentlig faktor, vel at mærke i høj grad en faktor i netop den indbyrdes kamp
mellem de forskellige etnisk danske fløje. Dette er jeg nødt til at nævne, selv
om jeg altså naturligvis så vidt muligt ikke hverken vil drive fremmedpolitik
eller føre værdikamp i denne rent teologiske og kirkelige bog. Det er bare
nødvendigt, at både jeg selv og læserne er klar over, hvilken virkelighed vi
står i nu, og hvilken virkelighed der tegner sig forude.
Når jeg ser mig
nødsaget til at sige noget om hele den aktuelle situation, er det, fordi det er
sådan, at jo mere ens og enig man er, jo mindre behøver man at gå op i
principper og regler, medens det omvendt er sådan, at jo mere forskellig og
uenig man er, jo mere nødvendigt er det at insistere på, at alle skal anerkende
nogle måske endog meget abstrakte principper.
Jeg for mit
vedkommende er, som det allerede er fremgået af såvel nærværende bog som af,
hvad jeg tidligere har sagt og skrevet, hvis det skal være, parat til at gå til
det yderste, når det gælder de principper, der har med friheden, retsstaten og
demokratiet at gøre. Og det er jeg helt overordnet og afgørende af ideelle og
principielle grunde. Men jeg kan også begrunde og anskueliggøre det ideelle og
principielle ved at minde om, at selv om det sådan set i dag kunne være til min
og mine meningsfællers fordel at bøje nogle principper lidt, så kan dette i
morgen komme til at ramme mig og mine meningsfæller. Endnu mere konkret: Hvad
der i dag bliver gjort fra statens side mod de muslimske miljøer (moskéer,
skoler og familier), vil i morgen af en "humanistisk" stat med
totalitære træk kunne bruges mod tilsvarende kristne miljøer. Jeg kan sagtens
forestille mig en situation, hvor erhvervslivet og venstrefløjen i forening vil
prøve at gribe ind i, hvad der sker i tilsvarende såvel nationale og folkelige
som kristne miljøer.
Vi må altså gå til
det yderste, når det gælder fastholdelsen ved og forsvaret af demokratiets
(herunder mindretalsrettighedernes) og retsstatens principper. Men også dette
har sin pris. Jeg har tidligere sagt, at det godt kan være, vi ikke får et
islamiseret samfund, men at vi så måske får et steriliseret samfund. Og det er
indlysende, hvad jeg mener hermed, nemlig at hvis selve statsmagten skal være helt
værdimæssigt og religiøst neutral, og hvis det samme skal gælde alle samfundets
institutioner overhovedet, men ikke mindst undervisnings- og
kulturinstitutionerne, så bliver det et sterilt helvede uden noget som helst
indhold, og så vil alle grupperinger være bedst tjent med at oprette deres egne
institutioner og dermed i høj grad komme til at leve parallelt med hinanden.
Hvorefter kunsten så må være at bevare et så stort fælles rum som muligt, altså
fx sådan noget som undervisningsvæsenet fra børnehaven af og op til
universitetet, eller dog dele af det. Og alle vil jo under alle omstændigheder
være fælles om at være borgere i den danske stat. Men mødet ude i det fælles
rum mellem mennesker, der kommer fra hver deres indholdsmæssige sammenhæng, vil
være noget helt andet end en fælles tilværelse i total tvangssterilisering.
Jo mindre
almindeligt fællesskab der er, dvs. jo mere sterilt samfundet som sådant er, jo
mere må de forskellige grupper af befolkningen (som måske ikke engang kan
betegnes som et folk i den forstand, hvori der hidtil har været tale om et
dansk folk) leve deres eget liv. Kun derved kan der nemlig komme indhold og
farve i livet. Frihed, retsstat og demokrati er absolut nødvendige rammer og
spilleregler, men de har ikke noget indhold.
Jeg har altid været
meget principfast, og jeg har i mange år forberedt mig på muligheden af en
tilværelse i et virkelig multikulturelt samfund. Men jeg har altså i
forbindelse dermed også forberedt mig på, at det ikke var lige det, fortalerne
for multikulturalisme mente, men snarere, at det hele skulle smelte mere og
mere sammen i deres syn.
Hele problematikken
i forbindelse med indvandringen vil jeg helst ikke komme ind på her. Det er
ingen hemmelighed, at jeg af folkelige, nationale og politiske grunde er imod
en indvandring som den, der allerede har fundet sted, og det er heller ikke
nogen hemmelighed, at jeg er tilbøjelig til at betragte de kristne
indvandringstilhængere som naive og sværmeriske. Men jeg indrømmer, at der kan
argumenteres kristeligt for at åbne grænserne totalt for Mellemøstens og
Afrikas store befolkningstilvækst. Man kunne her henvise til Luk 6,29-30.
("Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som
beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage".).
Og under alle omstændigheder kan det ende med, at de etniske danskere og den
kristne menighed kommer til at udgøre et mindretal i Danmark, måske ligefrem
under en muslimsk majoritet. Men jeg vil altså ikke komme nærmere ind på dette
her. De betragtninger, jeg kommer med her, gælder en situation, som i det
mindste er postkristent humanistisk og demokratisk (med mindretalsrettigheder,
som vi kender det i dag). - Så længe min hjemmeside findes, vil man på
undersiden "Debat" kunne se, hvad jeg efter bedste overbevisning rent
politisk mener om Europas og Danmarks situation i den nuværende
folkevandringstid. Man vil blandt andet kunne se min tilslutning til det
princip, at selv om man lever i og ud af Kristi kærlighed (så at denne også
gerne skulle leve ud af en), skal man ikke slå hverken realitetssansen eller
fornuften fra, når man opererer ude i den meget vanskelige politiske
virkelighed.
Når jeg her skal
prøve at sige noget om de kristnes liv ude i alle de almindelige sammenhænge,
er der altså i virkeligheden tre scenarier, jeg må forestille mig, nemlig for
det første en situation, hvor både staten, og hvad man kunne kalde det
offentlige samfund, er helt neutral og steril, for det andet en situation, der
i hvert fald i nogen grad svarer til den, vi endnu befinder os i, og for det
tredje en situation, hvor "humanismen" er kommet til at indtage en
position, der svarer til den, kristendommen indtog i gamle dage. - Den fjerde
situation, altså mere eller mindre kalifatets situation, vil jeg ikke sige
andet om, end at man jo kan se, hvordan de kristne mindretal har det i de
muslimske lande, hvor der jo ikke engang er tale om "kalifat''. Men der er
jo også lige "Islamisk Stat"!
Hvis staten og
samfundet i øvrigt er helt sterilt, men der stadig er frihed og retsstat, må
befolkningens forskellige grupperinger kunne indrette sig som de vil. Og hvis
staten og samfundet virkelig er neutralt, vil der skulle meget til, før der
bliver tale om indgreb i familiernes og de private institutioners liv. Men det
vil ikke altid være let at blive enige om, hvor grænserne skal gå. Der vil være
måder at behandle børn på allerede i familierne, ikke bare fysisk, men også
psykisk (grov hjernevask olgn.), det vil være svært for det omgivende samfund
at forholde sig passivt til. Men hvor går grænsen? Jeg er bange for, at man i
frihedens navn kan komme til at acceptere nogle ting, fx jeg absolut ikke vil
bryde mig om. Og omvendt er jeg altså også bange for, at der - også i den
allerbedste mening - vil kunne blive tale om en kontrol med og indgreb i fx
kristne familiers og institutioners liv, jeg absolut heller ikke vil bryde mig
om.
Jeg vil ikke gå
endnu mere i detaljer, hvad disse ting angår. Det afgørende her i denne
teologiske og kirkelige sammenhæng er, hvor vidt de helt abstrakte frihedsprincipper
skal udstrækkes. Den yderste konsekvens af frihed i børneopdragelsen er jo, at
der slet ingen opdragelse finder sted!
Man kan ikke leve
som familie med far, mor og børn, uden at der bliver tale om overdragelse af en
hel masse ting ved en form for tvang. Det kan fx være en søndag morgen, hvor
familien skal i kirke, men hvor børnene siger, at det gider de ikke. Så siger
far og mor, at nu kører vi, og at de altså skal med. Men alle mulige andre
eksempler kunne nævnes. At opdragelsen dog først og fremmest består i hele den
atmosfære, forældrene ved deres eksempel osv. skaber, siger sig selv. I skolen
er der også nogle regler, der skal overholdes, og nogle traditioner, man må
følge I gamle dage var det altså fx morgensang med salmer og evt. bøn. Men allerede
i vor tid, og måske endnu mere i fremtiden, kan salmesang og bøn erstattes af
forskellige former for ideologisk påvirkning og praksis, der bare ikke erkendes
som noget sådant, idet det jo betegnes som opdragelse til frihed, ligestilling,
tolerance og humanisme!
Jeg nævner disse
eksempler for at vise, at der er en skala uden klare overgange fra den ekstremt
frie børneopdragelse (altså nærmest mangel på samme) til den ekstremt
autoritære, undertrykkende og hjernevaskende. Det skal dog tilføjes, at der her
som i andre sammenhænge ikke kun er tale om én lige linje. Det kommer jo også
an på indholdet i det, der overdrages til børnene, og på, om der hviler en ånd
af sandhed og frihed over det hele. Der kan fx i børneopdragelsen som i andre
ledelsessammenhænge være tale om snedig og forløjet manipulation og hjernevask
under en tilsyneladende fri overflade. Under bare nogenlunde normale forhold
vil det dog være forholdsvis nemt at finde nogle rimelige steder at sætte
grænserne
Man kommer altså
ikke uden om at stræbe efter en rimelig grad af fælles værdier i samfundet. Og
det bedste er, hvis alle, eller i hvert fald et meget stort flertal i
befolkningen, har disse fælles værdier inde i sig. Og at disse værdier virkelig
er gode. Der har jo gennem historien været en del eksempler på, at et samfund
kan have, eller være blevet påført, nogle fælles værdier, der absolut ikke er
gode. Men det næstbedste er, at man ved offentlig drøftelse, herunder drøftelse
i parlamentet og dettes udvalg (også i forbindelse med høringer osv.), når frem
til nogle love og regler, alle skal følge.
Der er måske ikke
nogen skarp grænse mellem "ydre uskrevne regler" og "indre
regler". Jeg mindes i denne henseender begrebet "innere
Führung", som i hvert fald i min militære tid fandtes og dyrkedes i det
tyske Bundeswehr. Jeg ved selvfølgelig godt, at dette kan komme til at skurre
fælt i manges ører. Man skal bare huske på, at det var i 1960'erne, altså en
snes år efter Nazi-Tysklands sammenbrud, og at det, der var tale om, var
indpodningen af retsstatens og demokratiets værdier i det militære personel,
nogle værdier, vi andre simpelt hen har haft i hovedet og hjertet altid. Og det
var al ære værd. Jeg har i mange år været en stor beundrer af den måde, hvorpå
det moderne demokratiske Tyskland er kommet videre fra "Stunde Null",
ja, væk fra den rædselsfulde nazistiske periode. Den helt aktuelle
2016-situation i Tyskland vil jeg ikke kommentere her. Og det gælder i øvrigt
dette eksempel som alle sammenligninger, at der først og fremmest er ét
"sammenligningspunkt", altså i dette tilfælde det forhold, at der
ikke er nogen skarp grænse mellem "ydre uskrevne regler" og
"indre regler". Jeg har selvfølgelig også selv skåret nogle
grimasser, da jeg første gang hørte ordene "innere Führung", men med
den rette humoristiske distance har jeg godt kunnet tage dem til mig.
Fælles værdier er
godt, men ensretning og total enshed er ikke godt. En vis mangfoldighed, ja, en
vis strid, hører med til menneskelivet. - Grundtvig talte om al den frihed for
det enkelte, hvormed det hele kan bestå. (Jeg har ikke kunnet stedfæste dette
udsagn, men er sikker på, at jeg er stødt på det hos Grundtvig). Og dette er et
afgørende princip. Grænseløs frihed kan være ensbetydende med anarki og måske
alles kamp mod alle.
Jeg er hverken
antropolog, sociolog, psykolog eller sociopsykolog, og repræsentanter for disse
fag må gerne kommentere det, jeg siger her, men jeg mener, det er en
kendsgerning, at menneskene har en hel del til fælles, herunder nogle sociale
instinkter, der tilskynder til fællesskab og indordning under et fællesskab.
Ellers ville der have været tale om en stedsevarende alles kamp mod alle -
blandt rene vildmænd på vel knap nok stenalderstadet. Men nu har det altså vist
sig, at mennesker er i stand til at danne endog meget komplicerede samfund og
leve i en ret høj grad af orden inden for disse - om end med lejlighedsvise
udbrud af borgerkrige og lignende. Jeg er altså trods alt en smule optimistisk
med hensyn til muligheden for, at det også i fremtiden vil kunne lykkes at
henholdsvis bevare og opbygge et minimum af grundlag og regler for fællesskabet
i det borgerlige samfund.
Bent Christensen,
den 29. august 2016
* * *
Brinkmann
i teologien og teologien omkring Brinkmann
Kommentar til Deadline 16.08.16 med Svend Brinkmann
Det første afsnit er en del af min indledning til opslaget på min egen
Facebook-profil.
Min kommentar i såvel Deadlines som Svend Brinkmanns tråd efter
aftenens Deadline, hvor Martin Krasnik interviewede psykologiprofessor Svend
Brinkmann i anledning af dennes nye bog "Ståsteder".
Det var rigtig godt. Martin Krasnik var også god - mellem Sørine
Gotfredsen og Svend Brinkmann. Han kunne spørge dybt. - Til Brinkmann vil jeg
sige, at jeg godt kunne ønske for ham, at han ikke bare var post-kristen eller
"skabskristen" (som Krasnik sagde), og jeg har selv under udsendelsen
takket Gud for, at jeg lever i den kristne tro og det kristne håb. Der er bare
det ved det, at jeg netop som kristen sådan set må give Brinkmann ret i alt,
hvad han siger. For vel er Gud i den yderste forstand livets mening (ikke
mindst i betydningen meningen MED livet), men når det er sagt, må man faktisk
finde meningen i livet i netop livet selv. Jeg har brugt det meste af mit
teologiske liv på en Grundtvig-forskning, der handlede om "livets saglige
egenværdi" og "det kristeligt nødvendige livsengagement". Sagt
på en anden måde: Der er sagtens plads til Brinkmann i min teologi, men der er
også plads til den kristne teologi uden om Brinkmann!
* * *
55 % ønsker kirken adskilt fra staten
29.02.16
En frisk meningsmåling viser, at 55 % af befolkningen ønsker en adskillelse af stat og kirke. Det hilser jeg velkommen! Jeg har i hvert fald talt for en kirkeforfatning, altså for, at folkekirkemedlemmerne skal være herre i eget hus, siden midten af 1970'erne.
Det er for kirkens egen skyld, jeg ønsker dette. De gamle statskirketider med praktisk talt sammenfald mellem folk og menighed er forbi. Men folkekirkemenigheden trænger også til en styrket bevidsthed om, hvad det vil sige at være døbt ind i den kristne menighed. Og da adskillelsen jo kommer på et tidspunkt, hvad enten vi ønsker det eller ej, må vi også af den grund i gang med at styrke os, først og fremmest ved at gå i kirke om søndagen, men også ved i det hele taget at fordybe os i den kristne troslære og ved at få en øget forståelse af kirkens forhold.
Jeg ønsker selvfølgelig i princippet, at alle mine landsmænd (og alle mennesker i verden) ønsker at være kristne. Og det kan ikke udelukkes, at hele den situation, vi er i nu, i hvert fald kan føre til, at måske mindst lige så mange som de nuværende godt 76 %, når det kommer til stykket, ønsker at leve som evangelisk-lutherske kristne. Men ingen ved det. Og folk må jo selv finde ud af det. I fuld frihed. Det eneste, vi ved, er, at kristendommen kun lever i Danmark i det omfang, der er kristne i landet, og i det omfang, de faktisk er kristne.
Under alle omstændigheder må vi, der
ønsker at forblive evangelisk-lutherske kristne, fordybe os. Man skal altid
fordybe sig!
* * *
Grotesk - men kunne have været håndteret bedre
Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en
troende forskningsminister
Kommentar til KD-artiklen "Eksperter: Esben Lunde Larsen har et troværdighedsproblem".
Står også på undersiden "Kirke og teologi" / "Debat".
I udgangspunktet er det grotesk, at det i et stats-folkekirkeligt land, hvor regeringen og folketinget er kirkens øverste organer, skal være et problem, at en minister er troende kristen. Og det er endnu mere grotesk, når man tager i betragtning, at Esben Lunde Larsens teologiske ph.d.-afhandling har titlen "Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv" (2012). Og at forfatteren tydeligvis deler Grundtvigs frihedssyn, hvori religionsfriheden er fundamental. Jeg har læst den med interesse og glæde og inddraget den i min seneste artikel om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik (Grundtvig-Studer 2013). - Vi må i den forbindelse ikke glemme, at den humanistiske ateisme i en højere fællesnævner er en livsanskuelse på samme måde, som kristendommen og religionerne er det, og derfor kommer i konflikt med religionsfriheden, hvis den kræver mere eller mindre eneret. - Men Esben Lunde Larsen kunne nok have håndteret denne altså fra begyndelsen af groteske sag bedre. Det er jo ikke noget problem for os kristne at sige, at der selvfølgelig skal herske total autonomi og forskningsfrihed inden for det videnskabelige, herunder naturvidenskabelige, felt. Det siger sig selv. Det er lissom idéen med videnskaben. Sandheden og respekten for sandheden er en umistelig del af kristendommen. Og så kan man jo som kristen ikke stille med hverken krav eller facitliste over for videnskaben. Men videnskabens autonomi gælder, lige så selvfølgeligt, kun inden for det særlige videnskabelige felt, som kun er en del af hele den menneskelige måde at forholde sig til virkeligheden på. Og her tænker jeg på selve den menneskelige eksistens som sådan. Det videnskabelige felt er mindre end eksistensens felt. Og det er hele det eksistentielle felt, der indgår i gudsforholdet, ikke kun det langt snævrere videnskabelige felt. "Videnskab" og "tro" er ikke sideordnede, ligeberettigede dimensioner. Osv. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?!
Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske
uddannelses- og forskningsminister.
11.07.15. - Opslag på først TV 2 News', dernæst uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens og til sidst min egen Facebook-profil. - Nu også både her og på undersiden "Kirke og teologi".
Kære Esben! Må jeg have lov at slå min kommentar til denne aftens Ugen på spidsen (TV 2 News) op her? Jeg har jo også (i Grundtvig-Studier) beskæftiget mig lidt med din ph.d-afhandling »Frihed for Loke saavelsom for Thor - N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv«. Så jeg føler, jeg har en vis ret til det. Og jeg vil jo også gerne støtte dig lidt. Selv om jeg er overbevist om, at du tager de tåbelige angreb på dig let. Her er min kommentar til indslaget i Ugen på spidsen, som du jo også kan være udmærket tilfreds med:
Har lige set indslaget om den nye uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i Ugen på spidsen. Om angrebene på ham, fordi han som teolog med en teologisk ph.d.-grad (på en afhandling om Grundtvigs frihedssyn!) og som troende kristen er blevet forskningens minister. Heldigvis udtalte de to i studiet sig udmærket om disse, som det også blev sagt, nyinkvisitoriske angreb. Men det er altså uhyggeligt, at vi har fået en måske ikke så stor, men højtråbende gruppe af mennesker, der tydeligvis mener om sig selv, at de besidder den højeste dannelse og indsigt, men alligevel fører sig frem på den mest skoledrengeagtige måde. - Jeg er selv teolog og pensioneret præst og har den teologiske doktorgrad for en afhandling om Grundtvigs videnskabssyn. Og jeg kan udmærket på én gang være en i mange henseender traditionalistisk kristen og dybt optaget af naturvidenskaberne og deres resultater, også biologien. Noget af det bedste, jeg har oplevet i mit liv, var deltagelsen for nu en del år siden i Forum Teologi Naturvidenskabs seminarer ved Århus Universitet. Her deltog folk af alle slags, både fagligt og livsanskuelsesmæssigt. Et af vore slagord var: Vi mødes i hjernen! Men vi talte frit og venskabeligt og frugtbart om alt muligt. Jeg husker blandt mange interessante samtaler én med en virkelig hardcore materialist, altså materialist i den yderste filosofisk-fysiske forstand. Vi talte fint sammen. - Hvis jeg til allersidst skal henvise til Grundtvig, kan jeg pege på, at han i sin, desværre (endnu) ikke realiserede, plan om et fællesnordisk superuniversitet i Göteborg udtrykkeligt nævnte naturvidenskaberne, og at han et andet sted har udtalt sig om naturvidenskabernes hjemstedsret i den jo langt mere omfattende videnskabelighed, han opererede med - og som vi jo også bør operere med. Naturvidenskaberne skal jo ikke bare afgrænses i forhold til troen. Det er først og fremmest de øvrige videnskaber, altså især de humanistiske, de skal afgrænses i forhold til, og de kunstneriske erkendeformer, og i det hele taget menneskets samlede eksistensforhold. Ja, det er i virkeligheden her, grænsen går. Troen, og fx den kristne teologi, forholder sig ikke specielt til naturvidenskaberne, men til netop hele eksistensforholdet, hvori den naturvidenskabelige erkendelse kun indgår som en af flere kilder. - Kort sagt: Hvor dum kan man være?!
* * *
Er Danmark et kristent land?
I P 1 Debat-tråd om
Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - Også på undersiden
"Debat". - Delt på min Facebook-væg. - 07.07.15.
Det var tåbeligt at skrive det ind i regeringsgrundlaget. For det er rigtigt, som andre her i tråden allerede har sagt, at kun mennesker, ikke lande, endsige stater, kan være kristne. Men hvis vi ser bort fra det med regeringsgrundlaget - og fra hele den betændte debatsituation - er spørgsmålet mere kompliceret end som så. - Der kan siges meget dårligt om Folkekirken. Og jeg kan selv udtale mig særdeles kritisk - efter at have tjent som præst i den siden 1971. Men det betyder ikke, at netop det meget sekulære Danmark ikke er dybt og bredt præget af over tusind års kristendom og snart fem hundrede års evangelisk-luthersk kristendom. Jeg vil stadig påstå, at der hviler et mildt evangelisk skær over menneskelivet i Danmark, og at sådan noget som hele vort frihedssyn og vor arbejdsmoral og mangel på korruption osv. i høj grad bygger på især de fem hundrede års evangelisk kristendom. Lad mig også lige nævne Grundtvig! - Men vi skal videre. Og som det hele er, går jeg ind for kirkens adskillelse fra staten, og det har jeg gjort siden 1970'erne. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark må nu fremtræde som, ja, leve som, en selvstændig og selvstyrende organisme. Så må det vise sig, hvor mange vi ender med at blive. Ligesom det må vise sig, hvor meget liv, der kommer til at være i os. En levende evangelisk menighed vil kunne sprede meget lys og liv i Danmark. I fuld frihed. Og uden statsmagten i ryggen. Og Gud skal naturligvis ikke bruges som trumf i det politiske. Her må man simpelt hen argumentere for sine synspunkter. Hver mand en stemme! Men bare 50 eller 25 % levende kristne vil sætte et præg. Jeg mener også, det var netop Grundtvig, der sagde, at et land er kristent, som det har kristne til. - Det er ikke til at forudsige, hvordan det kommer til at gå. Men de kristne vil, få eller mange, altid have det godt. Så må de ikke-kristne finde ud af, hvad de vil bygge og leve på. Men vi skal selvfølgelig alle kunne samarbejde mest muligt, både kulturelt og politisk. Det sagde Grundtvig også. - Vi må se!
-
Og et svar på en kommentar i samme tråd:
Ja, n.n., vi har unægtelig fået en ny religion i Danmark, eller i hvert fald en ny moralisme. (I forlængelse af min kommentar skulle jeg nok hellere sige et nyt kætteri, en ny farisæisme, for det er jo i hvert fald et post-kristent fænomen). Men det er der ikke andet at gøre ved end at tage debatten, ja, udøve religionskritik - og først og sidst forkynde Evangeliet. Hvis folk vil være humanister, skal de have lov til det. Vi skal ikke prøve at tilsløre virkeligheden ved krampagtigt at holde fast i den statskirkelighed, hvis tid under alle omstændigheder er forbi. Et selvstændigt evangelisk-luthersk kirkesamfund vil først og fremmest være godt for de evangelisk-luthersk kristne selv. Men et sådan kirkesamfund vil også rumme mennesker, der i stort og småt kan bidrage rigtig godt til menneskelivet i Danmark. - At være kristen vil ganske vist først og fremmest sige at leve i troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Riges komme (hvordan vi så ellers kan, eller ikke kan, forestille os det). Jesus kom jo ikke til verden for fx at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse menneskeslægten. MEN når det er sagt, vil kristendommen, for igen at referere Grundtvig, mens vi venter, have mange gode "virkninger til en side". Hele min Grundtvig-forskning og dermed forbundne teologiske tænkning i øvrigt har i høj grad handlet om, hvad jeg fx har kaldt "det kristeligt nødvendige livsengagement". For når Jesus Kristus er kommet for at frelse menneskelivet, har menneskelivet jo også betydning her og nu! For at sige det kort.
-
Yderligere
kommentar 08.07.15
Nu kom debatten så. Og hvad skal jeg sige? Jeg har sådan set ikke noget at føje til. - Og lige nu sender TV 2 News om den græske krise! - Jeg mener fortsat, at det ikke burde have været skrevet ind i regeringsprogrammet, at Danmark er et kristent land. Og at det har karakter af besværgelse, fordi Danmark jo lige nu er ved at blive et andet land, end det hidtil har været, ikke mindst pga. den store indvandring af muslimer. Men på den anden side er Danmark stadig i høj grad et kristent land, både mentalt og institutionelt. Og knapt 78 % af befolkningen er medlemmer af den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke. Hvortil kommer de kristne, der ikke er medlemmer af Folkekirken. Det er derfor ikke så ligetil at sige, at den danske stat skal være religiøst neutral. I en vis forstand skal staten selvfølgelig være religiøst neutral, alle statsborgeres stat. Og det mener jeg er tilfældet, og sådan ønsker jeg, det skal være. Men så længe et stort flertal er kristne, kan det ikke undgås, at der alligevel kommer kristendom ind mange steder. Det skal heller ikke være sådan, at halen logrer med hunden, altså at mindretallet bestemmer over flertallet. - Men personlig er jeg ligeglad. Jeg har i mange år indstillet mig på at skulle leve i et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund. Derfor er det afgørende for mig, at det evangelisk-lutherske kirkesamfund bliver løsgjort fra staten, så det kan komme til at fremstå som en selvstændig og selvstyrende organisme med det antal medlemmer, det nu har og ender med at have. Og tilsvarende ligger det i det multikulturelle, at de kristne kan oprette deres egne skoler og andre institutioner, ligesom alle andre kan. Det er muligt, at vi også kommer til at sige farvel til Folkeskolen. - Men det må vise sig. Én ting har vi lært fra og med Murens fald: Alt kan ske. På godt såvel som på ondt. - Men under alle omstændigheder må vi kristne prøve at holde os til troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Rige, idet vi samtidig prøver at leve et godt liv, også sammen med vore ikke-kristne medborgere, som vi jo på mange områder både kan og skal samarbejde med i det store fælles samfund og under den fælles stat. Det vigtigste er, at FRIHEDEN i alle henseender bevares!
* * *
LØGNENS
DAG - 12. juni
Jeg satte den 12. juni 2015 denne optegnelse på undersiden
"Erindringer - DAGBOG":
Fredag den 12. juni 2015. - Løgnens dag! - Det er i dag tre år siden Dronningen
autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn (12.06.12). Og jeg
erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne dato som "løgnens
dag". Hvad jeg så også gør nu. For princippets skyld. Altså, fordi det er
utåleligt, at vi skal have den newspeak-løgn i vor Ritualbog, at to mennesker
af samme køn bliver betegnet som ægtefolk og bliver gjort til
"ægtefolk" ved et ritual, der ligner det rigtige vielsesritual. Det
er dog lige så utåleligt for mig som borger i den danske stat, at der allerede
er et tilsvarende borgerligt ægteforeningsritual. Løgn er løgn, uanset hvor den
udtales. Men alle føler jo, at der med det kirkelige ritual er tale om den
ultimative sidestilling af forholdet mellem to af samme køn og ægteskabet. Det
var tydeligvis også det, der gjorde det så vigtigt for "de
progressive" at få dette ritual indført i Folkekirken. - Men jeg er træt
af at beskæftige mig med denne sag. For nogen særlig praktisk betydning for
livet i Folkekirken har den jo ikke. Mon man ved, hvor mange par af samme køn,
der er blevet gjort til "ægtefolk" i Folkekirken siden sidste 12.
juni? Vi har mange problemer i Folkekirken, det er langt vigtigere at
beskæftige sig med og bruge kræfterne på. - Selve spørgsmålet om, hvordan man
skal se på fænomenet homoseksualitet, har jeg altid erklæret jeg ikke ville
beskæftige mig med. Dels interesserer jeg mig ikke for det, dels er det
formodentlig for tiden umuligt at få en objektiv forskning og diskussion på
dette område. Ligestillingen af homoseksualitet og heteroseksualitet er blevet
progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, noget af det
helligste i vort samfund. Ja, man kan nok næsten sige, at en kritisk holdning
til homoseksualitet nu nærmest svarer til synden mod Helligånden. Det vil i
hvert fald ikke være karrierefremmende for en forsker at beskæftige sig med
fænomenet homoseksualitet på en måde, der får det til at fremstå som en slags
sygdom. - Det har heller ikke været karrierefremmende for mig at stå offentligt
frem med de her fremlagte synspunkter. Især ikke, når jeg samtidig har udtalt
mig kritisk om indvandringen og islam. For vel er der, som den igangværende
valgkamp viser, sket en vis udviklingen på de her sidst nævnte områder, men vil
man fremme sin egen sag og plads i det gode selskab, er det nok stadig klogest
at forholde sig positivt eller i hvert fald afstå fra at ytre sig negativt i den
offentlige debat. Og indvandrerne strømmer stadig ind. - Jamen er det ikke
ukristeligt at gå ind for, at fx de afrikanske bådeflygtningen skal sejles
tilbage til Afrika igen? Det er det måske. Men hvis det er det, må det sandt
kristne så være, at grænserne skal være helt åbne, hvilket vil betyde, at
forholdene her i Europa vil ende med at blive, som de nu er i Afrika. Jeg har i
år skrevet en evangeliesalme om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) til 1.
søndag efter trinitatis. Og det var ikke let. Det spørgsmål lå jo hele tiden og
gnavede, om vi ikke havde pligt til at lukke alle Afrikas hundreder af
millioner Lazarus'er ind i Europa. Der er dog også andre måder, hvorpå man kan
gøre, hvad den rige mand i lignelsen burde have gjort. Men det er svært at komme
til det på en måde, der virkelig batter. Det er jo hele den kultur, disse
stakkels Lazarus'er har inde i deres hoveder, der er årsagen til, at de har det
så elendigt. Afrika er et rigt kontinent, og det skulle sagtens kunne lade sig
gøre at leve et godt liv dér. Og det er naturligvis vor pligt som kristne -
eller dog post-kristne humanister - at prøve at hjælpe, både akut og på langt
sigt. Vi kan bare ikke hjælpe, hvis vi nedlægger os selv. Og vi kan heller ikke
hjælpe, hvis vi ikke ser virkeligheden, hele virkeligheden, i øjnene. Det er
ikke nok at mene noget godt. Det er heller ikke nok at gøre noget, der fremstår
som godt, hvis det ikke fører til noget godt. At være kristen har ikke kun
noget med kærligheden at gøre; det har også med sandheden at gøre, og altså med
det sande forhold til virkeligheden. Det samme burde gælde for de postkristne
humanister. - Ja, nu blev denne dagbogsoptegnelse et debatindlæg. Jeg har
derfor ikke alene slået den op på min Facebook-væg, men også sat den på
undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat".
* * *
Den stille uge.
Kommentar til opslaget på min
Facebook-væg af min egen palmesøndagsevangeliesalme 28.03.15.
Med denne 2013-evangeliesalme ønsker jeg alle en stille uge (som ugen
med palmesøndag, skærtorsdag og langfredag jo hedder) med den rette alvor og
dybde. Og med oplevelsen af den frelseskraft og den håbsgrund, der på en
mærkelig, men forunderlig måde ligger i disse jo som sådan barske og uhyggelige
begivenheder. Forude venter selve opstandelsespåskefesten, men den skal vi
vente med at forholde os særligt til, så vi ikke kommer for let og overfladisk
gennem de dage, der nu ligger lige forude.
* * *
Guds
vilje
Kommentar i en Facebook-vens tråd 28.03.15.
Jeg har gennem et helt liv som præst tænkt meget over det med Guds
vilje. Og det er klart, at vi har pligt til at leve efter Guds vilje. Vi skal
bare være klar over, at det så ikke betyder, at vi skal underkaste os
MENNESKER, der stiller sig op og påstår, at det, de siger, er Guds vilje! I
dette tilfælde et menneske, der påstår, at han har en bog, der er dikteret af
Gud. - Jeg ved godt, at der kan siges meget teologisk-kritisk om
samvittigheden. Men når vi holder os det rigtige i dette for øje, har vi (og jeg
taler nu om os kristne) jo ingen anden mulighed end at prøve at forholde os
sandt til virkeligheden og høre "den kristne påstand" ind i denne
virkelighed og denne måde at forholde sig på - og så se, hvad der sker i os.
Først og fremmest hver især. Uden nogen menneskelig mellemmand. Men jo også i
menighedens fællesskab og i samfundets fællesskab, for så vidt som de kristnes
tale og eksempel får virkninger derude også. For selvfølgelig optræder kristne
menneskers tale og eksempel også ude i det såkaldte offentlige rum. Det passer
ikke, at religionen eller kristendommen skal være en privatsag (kun) hjemme i
stuen og inde i hjertet. Alle med en religion eller livsanskuelse har ret til
at ytre sig. Men INGEN har ret eller lov til at stille sig op og bruge et selvpåberåbt
særligt forhold til Gud eller Sandheden som TRUMF. Ude i det offentlige rum, er
det kun argumenterne og eksempelfrugterne, der skal tælle, og dér har alle kun
én stemme, én almindelig menneskelig stemme på lige fod med alle andre.
* * *
PÅSKEBETRAGTNINGER I JANUAR 2015
Over Lukasevangeliets kapitel 24.
Indledende
betragtninger
Dette er skrevet den 29. januar 2015. På grundlag af min morgenbibellæsning i dag og i går, hvor det var Lukasevangeliets sidste, fireogtyvende kapitel, jeg læste. Og i denne Per Ramsdal-tid har jeg selvfølgelig læst dette kapitel med en helt særlig opmærksomhed! Og jeg vil nu delagtiggøre mine Facebook-venner og hjemmeside- og bloglæsere i de betragtninger, jeg i forbindelse dermed har gjort mig.
Jeg vil om lidt simpelt hen gå gennem hele kapitlet og "betragte" de særlig interessante steder i rækkefølge. Men allerførst vil jeg komme med nogle mere almindelige betragtninger.
At tvivle og stille spørgsmål er både normalt og legitimt og uundgåeligt. Også andre har i denne tid henvist til det allersidste afsnit i Matthæusevangeliet om disciplenes møde med den Opstandne i Galilæa. Det begynder således: "Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede" (Matt 28,16-17). Og herefter følger Missionsbefalingen, hvormed Matthæusevangeliet slutter. Det afgørende her i denne sammenhæng er, at disciplene tilbad den Opstandne, men at "nogle tvivlede". Og sådan har det været i Kirken lige siden! - I øvrigt kan vi allerede her se, at det er helt forkert at operere med begreberne "fysisk" eller "ikke-fysisk". Der står bare, at disciplene "så ham".
Så er der spørgsmålet om kristendommens sandhed. Her er der to muligheder: Enten er det, jeg ynder at betegne som "den kristne påstand", sand, eller også er den ikke sand. Og hvis vi bare på nogen måde tror, eller blot ønsker at tro, at den er sand, kan vi gå videre. Hvis vi er helt overbevist om, at den ikke er sand, kan vi stoppe her. Jeg vil dog sige, at det ikke kun er den kristne påstand, der kan være, hvad man betegner som "et kors for tanken" (i øvrigt ord, der kan forstås meget dybt); antagelsen af, at alt bare er fysik, og at det fysiske Kosmos udgør den totale virkelighed, er heller ikke nem for tanken - for slet ikke at tale om følelsen! Jeg vil, som man kan se, gerne stille op og prøve at svare på kætternes og ateisternes indvendinger mod kristendommen. Men tilsvarende skal især de naturalistiske ateister også være parat til at svare på de indvendinger, man ikke alene på kristendommens, men også på menneskelivets vegne må rette mod deres "tro". Det er svært at forstå menneskelivet med alt dets herlighed og smerte ved hjælp af fysikken alene! Og hvis alt er fysik, nytter det ikke at trække "humanismen" frem. For enten er humanismen også bare fysik, dybest set, eller også gør man det humane, altså det menneskelige, mennesket, til noget mere end det rent fysiske, og så har man på en eller anden måde gjort mennesket til Gud.
Men normalt betyder ordet "Gud" altså noget mere. Det beviser ikke, at der faktisk er dækning for ordet "Gud". Og hvis der ikke er dækning, er der ikke mere at tale om. Men hvis der er dækning for ordet "Gud", betegner det en evig, uendelig og allestedsnærværende personlig magt, som er noget andet end Kosmos, og som var før Kosmos og vil være efter Kosmos, men som er den magt, Kosmos skylder sin eksistens. Gud er noget andet end Kosmos. Gud er "hinsides" Kosmos, men samtidig til stede ved hver eneste elementarpartikel, og hvad endnu dybere nævnes kan.
Gud som Skaberen kan jeg ikke komme nærmere ind på her, men én ting skal slås fast: Ifølge den kristne (og jødiske) tro har Gud skabt verden. Men den verden (inkl. os selv), der foreligger nu, er ikke den verden, der er tale om i de to første kapitler i 1. Mosebog. Det er den verden, der blev resultatet af det, der berettes om i kapitel 3: Syndefaldet - som Djævelen er skyld i, idet han forførte menneskene til oprør mod Gud. Og kort sagt betyder det, at det er den skabte, men faldne verden, vi lever i, og at vi gør det som Guds faldne skabninger. Vi er med andre ord ikke i Paradiset. Men vi er heller ikke i Helvede. Vi er hverken mere eller mindre end Guds faldne skabninger i Guds faldne verden. Og det passer oven i købet meget præcist til, hvordan vi som mennesker oplever den undertiden i helt bogstavelig forstand himmelråbende kontrast mellem det, der, som vi siger, er, som det skal være, og det, der vil ødelægge, pervertere og tilintetgøre det. Men jeg hører til dem, der mener, at der stadig er meget af skabelsens herlighed at se og opleve her i verden, selv om det også ofte og mange steder kan være helt ad Helvede til. Det afgørende er, at vi så stærkt kan skelne mellem det, der er, som det skal være, og det, der kun ødelægger og tilintetgør. Og det sidste skal vi altså ikke give Gud skylden for. Det er en stor og smertelig gåde, at det overhovedet er her, også efter Kristusbegivenheden. Men vi skal ikke give Gud skylden for det.
Og enten er Jesus bare et stort menneske som så mange andre store mennesker, ja, måske den største, eller også er Jesus "Guds Søn". Jeg sagde altid til mine konfirmander, at vi som minimum må sige, at Jesus var "Guds helt enestående repræsentant i verden". Og det er jo det, der i trosbekendelsen udtrykkes med ordene "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria". Og det er en helt grundlæggende og nødvendig del af den kristne tro. Uanset hvordan vi så ellers må prøve at forholde os til det med vor tanke. Jomfrufødslen er, som jeg ofte siger, en teologisk nødvendighed. Og jeg føjer til: Kun teologiske amatører gør sig store ved at stille sig op og sige, at de ikke tror på jomfrufødslen!
Men så til påskeevangeliet, budskabet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde påskemorgen (eller påskenat). Det er også, ja, i endnu langt højere grad en helt grundlæggende og nødvendig del af den kristne tro. Det kan være, man ikke kan eller vil tro på dette budskab, men hvis man tager det helt væk, er det ikke kristendom, der bliver tilbage. Et helt andet spørgsmål er så igen, hvordan vi ellers må prøve at forholde os til det med vor tanke. Her har jeg ofte sagt, også fra prædikestolen, at vi som minimum må høre det som en påstand, der faktisk er kommet ind i verden, og som vi kan opfatte som en bekræftelse af vor egen stakkels lille trods mod døden. Hermed har jeg altså ikke sagt, at det efter min mening er det hele. Jeg har bare, som en hjælp, sagt, at vi i det mindste kan begynde dér. Jeg har også ofte sagt, at vel er tvivlen uundgåelig, men at vi da i det mindste må være enige om, hvad det er vi forholder os til med hver vor blanding af tro og tvivl. Man kan også sige det på den måde, at Jesu fødsel, liv død og opstandelse, er et kæmpe "nedslag" i historien, og at det kun ER dette nedslag, og kun har sine virkninger, hvis de enkelte dele af det, de første kristne har berettet om og har levet og ofte er gået i døden for og på, har en eller anden form for virkelighedsdækning. Vi kan ikke komme bag om de ældste vidners vidnesbyrd, som det er givet til os i de nytestamentlige skrifter. Derfor er vi nødt til at lade dette vidnesbyrd stå og tage vort udgangspunkt i det. Hvortil skal lægges den videre udfoldelse og begrebsmæssige præcisering af det, som ikke mindst foreligger i Den Apostolske Trosbekendelse. Ja, det må vi tage vort udgangspunkt i, og det må vi udfolde betydningen af på alle måder og i alle sammenhænge. Idet vi naturligvis ikke kan lade være at prøve at gøre os alle mulige tanker om det. Vi skal bare være klar over, at ingen af os kan komme ind i Jesu grav påskenat og se, hvad der skete. Og vi kan heller ikke regne os tilbage til det. Jeg kommer også til at tænke på, hvad en sagde, da der en påske for nogle år siden også blev diskuteret opstandelse. Det var til dem, der sagde, at påskeevangeliet skulle forstås symbolsk. Og han sagde: "Men et symbol er vel et symbol på noget!". - Men så til det med, om Jesus er opstået "fysisk" eller ej. Ifølge påskeberetningerne var graven tom, da kvinderne kom derud. Og det betyder selvfølgelig noget. Men ordet "fysisk" er for lille og dumt. Det ser vi også i det, evangelisten Lukas beretter, og som vi nu skal se nærmere på.
Betragtninger over
Lukasevangeliets 24. kapitel
Den tomme grav,
englene og disciplenes modtagelse af kvindernes budskab
Om det, der skete, da kvinderne var kommet ud til Jesu grav, skriver Lukas:
"De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa" (Luk 24,2-6).
Kvinderne fandt altså ikke Jesu legeme inde i graven. Og det er jo for så vidt "fysisk". Men hvad det ellers vil sige, kan ingen som sagt forklare. Teologisk set er det helt afgørende ved det med den tomme grav, at når vi skal opstå, som Han opstod, så er det i "kødets opstandelse", i en legemlig opstandelse. Det kan vi heller ikke vide eller forklare noget nærmere om, men det allervigtigste for os her og nu er, at det kaster et bekræftende lys på den legemlighed, vi lever i nu, og et håbets lys over den.
Kvinderne vidste naturligvis heller ikke, hvad de skulle tro. Og dermed er de, de allerførste vidner, et godt og trøstende forbillede for os. Men så "var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder", altså engle, sendebud fra Gud. Det er i hvert fald ikke noget rent "fysisk"! Jeg vil allerede her sige: Hvor går grænsen mellem drøm, hallucination og åbenbaring? Det er i hvert fald ikke nogen helt almindelig situation, Lukas her beretter om. Og jeg vil også allerede her sige, at vi i hvert fald ikke skal være mere "fundamentalistiske" end Lukas.
Så vendte kvinderne tilbage til de elleve og de andre disciple og fortalte, hvad de havde oplevet, "men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket" (Luk 24,11-12).
Her ser vi, at påskeevangeliet helt fra begyndelsen af, og jo forståeligt nok, er blevet mødt med vantro. Og vi ser, at selv om Peter så, at Jesu legeme ikke var i graven, blev han hverken mere eller mindre end "forundret". Det for mig afgørende i også dette er, at evangelisten Lukas langtfra skildrer disse begivenheder på en firkantet og "fundamentalistisk" måde. Der ligger rent ud sagt et passende gåde-slør over det hele.
Vandringen til Emmaus
I vers 13-35 får vi den kendte beretning om de to disciple, der var på vej fra Jerusalem til landsbyen Emmaus, den beretning, der ender med, at de kender den Opstandne, da han bryder brødet (som i nadveren). I denne beretning er den Opstandne aldeles ikke "fysisk". De to kender ham ikke, da han kommer og slår følge med dem; "deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham" (Luk 24,16). Men det, han siger til dem, gør indtryk. Idet de dog stadig ikke kender ham. Hvad skal vi kalde det? Så får de ham til at gå med ind i det hus, de skulle til. Og så skriver Lukas:
"Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«" (Luk 24,30-32).
Det er altså sådan set den første nadverfejring efter Jesu opstandelse. Men er det fysisk? "Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem". Det er helt klart noget, der er mere end fysisk. Og det viser ikke alene tilbage til skærtorsdagsaftenen, men også frem mod enhver nadverfejring helt frem til denne dag og helt frem til verdens ende - og til hans ord, der den dag i dag får vore hjerter til at brænde.
Det er klart, at kristendommens kritikere vil karakterisere dette som hallucinationer eller det, der er værre. Og det er der sådan set ikke noget at sige til. Men jeg tror, at der selv i "mindste" fald er tale om ting, der er "symbol på noget", altså at påskevirkeligheden dybest set svarer til evangelisternes beretninger (og de øvrige nytestamentlige vidnesbyrd), og at vi altså rent praktisk udmærket kan bruge teksterne, som de er skrevet, og først og fremmest bruge vore kræfter på at udfolde, hvad de betyder. Men det, jeg især vil med disse eksempler fra Lukasevangeliets sidste kapitel, er at vise, at man på forhånd går for småt til tingene, når man låser sig fast på ordet og begrebet "fysisk". Den kristne påske er mere end fysik!
Den opstandne Jesus
og disciplene
Da de to Emmaus-disciple er kommet tilbage til Jerusalem igen og har fortalt de andre, hvad de har oplevet, og alle taler om det hele, sker der ifølge Lukas følgende: "Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med jer!« De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så" (Luk 24,36-37). Her er der jo heller ikke tale om noget simpelt "fysisk", ja, de forsamlede disciple tror, det er et spøgelse, og bliver bange! Men så kommer det med, at den Opstandne beder om noget at spise, altså så han kan bevise sin opstandelses legemlighed. Og de giver ham et stykke stegt fisk, "og det tog han og spiste, mens de så det" (v. 43). Ja, det er et tegn på opstandelsens legemlighed. Og lad os bare tage det som det.
Herefter følger (som under vandringen til Emmaus) Jesu udlægning af påsken på baggrund af, hvad der står i de jødiske hellige skrifter (for os Det Gamle Testamente). Men det er stadig mere end noget "fysisk", der er tale om. Man kunne godt sige, at denne situation får disciplene til at forstå hele denne store sammenhæng. Det afgørende er, at situationen grundlæggende betyder det, Lukas har skrevet om den. Og så lægges der op til himmelfarten og pinsen. - Pinsen kan jeg ikke komme nærmere ind på her, men det afgørende er, at efter pinse, dvs. efter den virkeligheds indtræden, vi fejrer pinsedag, er både Kristus og Gud Fader hos os på en anden måde end i tiden mellem opstandelsen og himmelfarten (ifølge Lukas 50 dage) og på den måde, det skal være tilfældet indtil verdens og tidens ende og Guds Riges komme. Det er Kirkens tid. Og vi skal i den forbindelse også huske på, at det er i denne tid, i denne nye virkelighed, Lukas (på grundlag af mundtlig overlevering, det ældre Markusevangelium og skrifter, der nu er gået tabt, og et halvt århundrede efter, at begivenhederne har fundet sted) har skrevet sit evangelium, hvilket vil sige, at så er det, der skete dengang, set i lyset af denne nye virkelighed.
Jesu himmelfart
Kristi himmelfart er også noget, der kan få de
skoledrengekloge til at føre sig frem. Fór den fysisk opstandne Jesus op i en
fysisk himmel som en slags fysisk raket?! Men lad os se, hvad Lukas skriver:
"Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine
hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev
båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til
Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud" (Luk
24,50-53).
Dette er helt klart ikke "fysik" - endsige rumfart! Det, der går forud for selve "himmelfarten", skal forstås på samme måde som alt det foregående. Den Opstandne er til stede hos disciplene på den samme underfulde måde som hidtil. Men om selve "himmelfarten" er de afgørende ord "skiltes han fra dem". Det skal ikke forstås på nogen bestemt "fysisk" måde. Og "blev båret op til himlen" skal naturligvis heller ikke forstås på nogen plat "rumfartsagtig" måde. Det betyder selvfølgelig, at nu er den Opstandnes efterpåskelige tilsynekomster forbi, nu går han tilbage til sit sted hos Gud og som Gud, med trosbekendelsens klart billedlige ord: "ved Gud Faders, den Almægtige højre hånd", hvilket vil sige til den hinsideshed (og allestedsnærværendehed), jeg prøvede at sige noget om i det indledende afsnit om, hvad selve ordet "Gud" betyder. Den Opstandne er nu ikke ét sted, men overalt, både uendeligt og, stadig hinsides, gennem hele Kosmos, ved hver eneste elementarpartikel osv., ja, uendelig dybt under de lag, den moderne partikel- og højenergifysik trænger ned i. Men da det blev pinse, blev Han og Faderen, hele den ene treenige Gud nærværende hos sin Kirke, sin menighed i Helligåndens kraft, helt særligt i gudstjenestefejringen på søn- og helligdagene, men jo med den som centrum i det hele taget i den kristne menigheds liv. - Treenighedsteologien kan jeg slet ikke komme ind på. Jeg må nøjes med at sige, at det meget tidligt i Kirkens historie viste sig, at det var nødvendigt at tale om den ene sande Gud på denne måde. Og det helt afgørende er, at når vi taler om Gud på denne måde, så betyder det, at han ikke bare er den evige hinsides Gud, men også er den Gud, der i julen blev menneske i Jesus, som vandrede med sine disciple i Israel, døde på korset langfredag og opstod fra de døde påskemorgen - og den Gud, der er nærværende hos os nu i Helligåndens kraft. Noget af det vigtigste ved treenighedstroen er, at så er den evige, uendelige, hinsides Gud os ganske nær. Som jeg sagde til mine konfirmander: Det er derfor, det er så hyggeligt at være kristen!
Dette var mine betragtninger her i slutningen af januar 2015. Og det er hverken mere eller mindre end netop "betragtninger", skrevet helt spontant på grundlag af min daglige bibellæsning. Men jeg håber, de kan være til hjælp for en del læsere. Mange er jo nok blevet noget forvirrede af den diskussion, der har raset i den sidste tid. Lad mig slutte med de ortodokse kristnes påskeråb: Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!
* * *
OM RAMSDALS BEKENDELSE
10.01.15
Jeg har lige læst den udgave af "den Ramsdal'ske trosbekendelse", der er i Kristeligt Dagblads internetudgave, og jeg har givet den denne kommentar (KD onlinekommentar og kommentar i min egen tråd til opslaget af mit Halleluja-vers til 1. søndag efter helligtrekonger):
Hvis det skal afgøres, om Per Ramsdal hører hjemme i den kristne kirke, skal hele hans "bekendelse" nøje analyseres og vejes. Jeg har kun lige læst den igennem, og det indtryk, jeg har fået, er, at der meget kort sagt er tale om nyreligiøsitet og nyreligiøs moral med kristen baggrund. Det afgørende er ikke de forskellige forestillinger, vi gør os, men strukturen og kernen, og i hvilken retning det hele kommer til at pege. Og jeg er bange for, at Per Ramsdals bekendelse ikke vil kunne klare en sammenligning med den apostolske og den nikænske trosbekendelse - eller den augsburgske. Eller med Luthers kristocentriske princip. Men der er utvivlsomt mange medlemmer af Folkekirken, der har lignende, ja, endnu mere udvandede tanker, måske også en del præster. Men hvis det kommer til det yderste, må vore veje skilles. Vi skal dog også huske på lignelsen om ugræsset blandt hveden og hellere ty til den grundige drøftelse end til præsteretten. Foreløbig bliver det spændende at se, hvad biskoppen, tilsynsmanden, siger. - Bent Christensen
* * *
Vor gode kirkeminister
Også i Deadlines tråd og delt på min egen profil. - 03.11.14.
Kirkeminister Marianne Jelved sagde det rigtige. Charlotte Dyremose trak (igen-igen) politiseringskrikken ud af stalden. Men Marianne Jelved gjorde med rette opmærksom på, at man ikke kan sammenligne Danmark med Sverige og Norge. Jeg var selv en varm tilhænger af Udvalgets forslag, men ville have været en af de første på barrikaden, hvis der skulle ske noget bare lidt i retning af det, Charlotte Dyremose og de andre statskirketilhængere demagogisk truer med. - Men Marianne Jelved har også ret i, at der ikke kommer til at gå 150 år til, før vi får en kirkeforfatning, ja, føjer jeg til, en adskillelse af kirken fra staten. Det er der mange grunde til. - TILFØJELSE: Da den fremmedpolitiske strid var på sit højeste og De Radikale på deres værste, skrev jeg på min hjemmeside, at det var frygteligt, som hver især gode danskere var blevet polariseret. Men jeg skrev også, at det stadig var sådan, at når vi kom lidt ned under overfladen, havde selv Marianne Jelved og jeg fælles værdier. Og hendes tid som kirkeminister og hendes optræden i Deadline bekræfter til fulde dette!
* * *
Om kirkestyrelsesforslagets vanskeligheder
17.09.14
Kommentarer på min Facebook-væg, på undersiden "Kirke og teologi" og på min blog i avisen.dk "Jeg er ellers ikke blogger ...". til KD-artiklen
V-splid truer
kirkereform
http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/2014-09-17/v-splid-truer-kirkereform
Dette er sørgeligt, ja, uhyggeligt. Men det overrasker mig ikke. Der er mange, der enten af vane ikke kan frigøre sig fra den statskirkelige tænkning eller af den ene eller anden grund ser deres interesse i at bevare den nuværende kirkelige elendighed. Jeg har ikke mindst været spændt på, om politikerne, når det kom til stykket, ville afgive noget af deres magt over Folkekirken. For det er jo det, der er tale om i forslaget, ikke, som det ofte demagogisk bliver hævdet, at der skulle tages indflydelse fra stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd. (Fortsættes i kommentarfelt).
I kommentarfelt:
- Og så det med et politiserende kirkeråd. Det er også demagogi. Der er selvfølgelig nogle, der gerne vil have en kirkelig moralsk centralkomité, men vi er så mange, der vil bekæmpe det med næb og klør, at det aldrig vil blive sådan i Danmark. Efter min mening må paragraf 1 i styrelsesloven gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne forhold". Det er simpelt hen på alle måder forkert. Først og fremmest, fordi der ikke kan føres kristen tale i kollektiv resolutionsform. Men der er jo også det ved det, at Folkekirkens medlemmer repræsenterer alle mulige politiske standpunkter. Jeg for mit vedkommende vil tage skarpt afstand fra enhver politisk ytring fra et kirkeligt organ. Også selv om jeg måtte være enig. Til gengæld udtaler jeg mig gerne om alt muligt i mit eget navn, hvad alle andre selvfølgelig også har ret, ja, ofte ligefrem pligt til. Men altid i eget navn! - Jeg håber, vi trods alt får bare lidt styrelsesreform. Så må resten vente til næste gang. Det allervigtigste er, at vi overhovedet er begyndt at diskutere disse ting for alvor.
I nyt kommetarfelt:
Måske skal jeg præcisere, at det jo ikke er af hensyn til staten, Folkekirkens organer ikke skal udtale sig om politiske og moralske ting. I forhold til staten har enhver foreningsbestyrelse ret til at udtale sig om, hvad den vil. Det er af hensyn til kirken selv, ja, af hensyn til Evangeliet, kirkelige organer ikke skal udtale sig om den slags. Evangeliet, ja, overhovedet kristen tale, kan ikke fremføres i resolutionsform. Det bliver plat og/eller intetsigende. Hvortil kommer, at det vil gælde for enhver politisk eller moralsk udtalelse, at den kun vil repræsentere en del af kirkens medlemmer, idet den også, selv i bedste fald, kun vil repræsentere én kristen vinkel på det pågældende spørgsmål. Medmindre den er så intetsigende eller så bredt formuleret, at den er overflødig, men jo så derved gør kirken, ja, faktisk selve Evangeliet til grin. - Et afskrækkende eksempel er den romersk-katolske paves politiske udtalelser, når han skal prøve at markere sig som verdens sande og egentlige leder. Tilsvarende er trangen til at have eller være en kirkelig politisk eller moralsk "centralkomité" også en trang til magt eller til at føle sig særlig betydningsfuld. - I politiske og moralske spørgsmål må alle i kirken, fra biskopperne og nedefter, tale i eget navn, og helst som deltagere i den almindelige debat. Ingen må sætte sig i Guds sted eller gøre sig til Guds særlige talerør ved at prøve at gøre sine meninger til Guds tale. Jeg siger ikke, at der ikke kan eller må argumenteres kristeligt. Det er klart, at Evangeliet kaster sit lys over tilværelsen, og at i princippet alle ting kan vurderes og drøftes i dette lys. Men en person er en person, en stemme er en stemme, og et argument er et argument. Ingen skal kunne give sin stemme ekstra vægt ved at påberåbe sig Gud.
* * *
LØGNENS DAG 2014.
Toårsdagen for autorisationen af ritualet for vielse af
personer af samme køn.
Facebook-opslag
12.06.14.
Den 17. juni 2012, da jeg var blevet klar over, at ritualet for vielse af par af samme køn var blevet autoriseret, havde jeg denne "I øvrigt mener" i Ekstra Bladet:
"I øvrigt mener [jeg], at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som 'løgnens dag'".
Og det må jeg leve op til i dag, hvor vi nu kan markere toårsdagen. Men
jeg gør det kun af pligt eller for princippets skyld. De fleste har vel glemt
det. Og med det antal af disse handlinger, der har været (jeg husker ikke det
nøjagtige tal), har det ingen praktisk betydning for Folkekirkens liv. Vi har
andre og større problemer. Og jeg har en biskop (Steen Skovsgaard) og (ved
sognebåndsløsning) en præst, der er imod ritualet, hvilket vil sige, at jeg i
den forstand lever i en folkekirkelig homovielsesfri sammenhæng. Noget lignende
kan alle andre gøre, i hvert fald for så vidt præsten angår. Men jeg gentager,
at det virkelig utålelige er, at vi har en sådan postmodernistisk,
konstruktivistisk newspeak-løgn stående i Ritualbogen. Derfor er det
nødvendigt, at det fortsat bliver markeret, at der er et betragteligt mindretal
i Folkekirken, der ikke står bag dette ritual. Jeg vil prøve at huske at
markere dagen igen i 2015. - Jeg kan godt se, at der også var den mulighed at
lade være at foretage sådanne markeringer, så at ritualet vel blev stående i
Ritualbogen, men i praksis, i hvert fald stort set, gik i glemmebogen!
* * *
KAN I SÅ LÆRE DET!
En facebook-kommentar om salmevalget i påske-pinse-festtiden.
Da jeg den 25. april 2014 havde slået min evangeliesalme til 1. søndag
efter påske op på min Facebook-væg, ledsagede jeg den med nedenstående
kommentar. Det har længe irriteret mig, at mange præster bevidstløst fortsætter
med at sætte Halleluja-salmer og tilsvarende lovprisningssalmer som anden
salme. Det må være noget, de har hørt engang. Men det stammer jo fra den gamle alterbogs
tid. Hvad lærer man på Pastoralseminariet?! - Jeg vil senere skrive et
udførligt "liturgisk testamente" med ting om kirkeåret og
gudstjenesten. Det er der brug for!
Men her er min
Facebook-kommentar:
OG TIL ALLE PRÆSTER, DER MÅTTE SE DETTE:
Husk, at det stadig er påske! Når de seks søndage mellem påskedag og
pinsedag hedder noget med "efter påske", betyder det "efter
påskedag", og altså ikke, at påsken er forbi. Tiden frem til og med
Trinitatis søndag (Hellig Trefoldigheds fest) er én stor fest-tid. Frem til og
med 3. søndag efter påske skal der altså stadig synges påskesalmer, fx gerne
"Krist stod op af døde" som gennemgående Halleluja-salme før
evangelielæsningen. - Fra og med 4. søndag efter påske får søndagene karakter
af "søndage før pinse", men det vender jeg tilbage til.
HUSK OGSÅ, at Halleluja-salmer som "Krist stod op af døde"
(og andre tilsvarende lovprisningssalmer, evt. helligåndssalmer) skal synges
lige før evangelielæsningen! Halleluja'et er jo lovprisningen i anledning af,
at vi nu skal høre evangeliet. Nogle præster placerer dem som anden salme, dvs.
lige efter den gammeltestamentlige læsning. Men det er forkert. Placeringen på
anden salmes plads var rigtig i den gamle alterbogs tid, hvor der jo ikke var
gammeltestamentlig læsning, og hvor det evangeliestykke, der ikke skulle
prædikes over, blev læst som anden læsning fra alteret. (Efter den
gammeltestamentlige læsning bør vælges en Davidssalme-gendigtning eller en
anden mere almindelig salme).
Kan I så lære det!
* * *
Et notat om slagordet "bevar din kirke".
Sat på her 05.04.14.
Nu er man endelig begyndt at tale om den ringe kirkegang i visse
landsogne og de deraf følgende truende kirkelukninger eller lignende. Men efter
at have tænkt over det er jeg kommet til det resultat, at der er noget
grundlæggende galt i formuleringen "Bevar din kirke". Den udtrykker
og fremmer bestyrelsesegoismen. Det, man skulle sige, er: Hvordan hjælper vi
(så mange som muligt af) såvel Folkekirkens medlemmer som dem, der står udenfor,
til at leve i Evangeliets lys og håb og glæde! Med regelmæssig
gudstjenestedeltagelse som livsåndedraget.
Og ellers er min holdning, at det må gå sin skæve gang, og at det må ende med, at de, der faktisk ønsker at fejre gudstjeneste på søn- og helligdagene, samles nogle færre steder. Der er dog nok et potentiale, som kan inspireres til at gå i kirke. Og fællesskabet, også helt konkret "kropsligt" forstået, er selvfølgelig en vigtig side af menighedslivet. Men det helt afgørende er den bevidste holdning til den menneskelige eksistens' spørgsmål og til forholdet mellem Evangeliet og dem. Vi skal holde op med at snakke udenom. Den kristne tale skal i omløb!
*
En foreløbig kommentar til Betænkning 1544
Folkekirkens styre
Den 3. april 2014
slog jeg nedenstående op på min Facebook-væg. Og det hele, altså inkl.
tilføjelsen er også sat på min blog i avisen.dk ("Jeg er ellers ikke
blogger ...").
Udvalgsbetænkningen om FOLKEKIRKENS STYRELSE
Her er et link til Kirkeministeriets hjemmeside, hvor man kan se de
vigtigste ting. Efter et hurtigt gennemsyn er jeg godt tilfreds. - Det skal så
bare suppleres med et "kirkemøde", altså en større, mere bredt og
detaljeret repræsentativ forsamling, hvor bla. også mindretallene er
repræsenteret. For min skyld kan det (i hvert fald i lang tid) godt bare være
et drøftelsesforum. Man vil jo under alle omstændigheder lytte til, hvad der
bliver sagt. "Kirkemødet" kan godt oprette sig selv. - Og så til
sidst: Næste gang, jeg hører en sige, at det ender med, at Fællesudvalget
kommer til at udtale sig om alle mulige ting, og at det er fint, at det er
henholdsvis Folketinget, kirkeministeren og sognemenighedsrådene, der styrer
tingene i Folkekirken, SLÅR JEG HAM IHJEL! Selvfølgelig i overført betydning. -
God fornøjelse til dem, der vil bruge dette LINK:
http://www.km.dk/alt/folkekirken/folkekirken/folkekirkens-styringsstruktur/
TILFØJELSE HER
(og i kommentarfelt til Facebook-opslaget):
Det afgørende for mig er, at vi overhovedet er kommet så langt. Alt
tyder jo på, at der vil være flertal i Folketinget for noget, der stort set
svarer til, hvad der er foreslået i betænkningen. Af flere grunde vil det være
godt med en lang proces, inden den evangelisk-lutherske kirke i Danmark bliver
fuldstændig selvstyrende og til sidst helt selvstændig. Jeg har med særlig
tilfredshed bemærket følgende i betænkningen:
Et flertal, der omfatter 13 medlemmer, foreslår:
Bispekollegiet lovfæstes og skal sammen med Folkekirkens Fællesudvalg
have del i kompetencen vedrørende indre anliggender.
Kirkeministeren har fortsat den endelige beslutningskompetence i
forhold til regulering af indre anliggender. Men både den læge og den gejstlige
indflydelse øges ved, at Bispekollegiet og fællesudvalget deltager i
beslutningsprocessen.
Kirkeministeren er ikke forpligtet til at følge forslag fra
Bispekollegiet eller fællesudvalget.
Proceduren indebærer, at
• Bispekollegiet og fællesudvalget skal være enige ved afgivelse af
indstillinger m.v. til kirkeministeren,
• der ved alle spørgsmål af indgribende eller omfattende karakter skal
nedsættes udvalg, som skal udrede og komme med anbefalinger, før Bispekollegiet
og fællesudvalget tager stilling. Udvalgs sammensætning skal tilgodese en række
nærmere bestemte hensyn,
• der normalt skal foretages brede høringer, der blandt andet
indbefatter alle valgte folkekirkelige organer. Beslutninger i Bispekollegiet
træffes ved kvalificeret flertal på 2/3, mens beslutninger i fællesudvalget
træffes ved simpelt flertal.
Dette svarer meget godt til, hvad jeg har skrevet i mine indlæg i Præsteforeningens
Blad og Dansk Kirketidende. - Se dem nedenfor: "Model 3, med ét
fælles organ" (Præsteforeningens Blad 16.08.13 (2013/33)) og "Model 3
og ét råd, tak!" (Dansk Kirketidende nr. 8/2013, 08.08.13). Ja, vi lever i
Danmark, hvor man altid finder ud af tingene på en rimelig måde! - Nu skal vi
så bare se at komme i gang med at fordybe os i henholdsvis de store
eksistensspørgsmål og kristendommens indhold.
*
Hvad gør vi i sogne med ringe kirkegang?
Om kirke, menighed og gudstjenesteliv
Skrevet og sat her på undersiden 21.02.14. - Desuden i min avisen.dk-blog. - Jeg skrev disse punkter som forberedelse til min deltagelse i Lolland-Falsters Stifts møde/konference om denne problematik i Sognets Hus, Maribo, lørdag den 22. februar 2014 "Bevar din lokale kirke". Og jeg henviser til omtalen af mødet på undersiden "Erindringer - DAGBOG".
Nedenstående punkter er nogle aktuelle 2014-tanker i forbindelse med problemerne omkring sogne med ringe kirkegang og disse problemers løsning. Men hvis vi skal undgå tågesnak, er det nødvendigt, at vi går hele vejen fra det allerstørste til det helt lokale.
1. Ved ordet "kirke" skal først og fremmest forstås den (efterhånden globale) forsamling af mennesker, der helt tilbage fra Jesu jordiske liv af, men især fra påske og pinse af, har været samlet omkring og i troen på Jesus Kristus. - Om forholdet mellem den syndige og splittede synlige kirke og den synlige kirke bestående af de sande Kristus-troende eller af dem, Kristus vedkender sig som lemmer på sit legeme, kan der siges meget, som jeg ikke kan komme ind på her. Men vi døbte, der gerne vil blive ved at være ind-lemmet i ham, som vi blev det i vor dåb, skal i hvert fald være klar over, at det at være kirke, menighed, er at høre Jesus Kristus til.
2. Fra Harald Blåtands tid til omkring 1970'erne var Danmark stort set en del af dette globale fællesskab som "et kristent land". (Så lidt "fælles" dette globale fællesskab så var, og så lidt kristent, det "kristne land" Danmark så var. Der er trods alt meget stort og godt at sige om vor tid som kristen nation gennem de sidste tusind år. Vi befinder os jo i denne verden). Selv efter religionsfrihedens indførelse med 1849-grundloven stod kun et lille mindretal uden for Folkekirken. Og en del af dette mindretal tilhørte andre kristne kirkesamfund. Hele samfundet og dets institutioner var i høj grad præget af dette.
3. Nu er under 80 procent af befolkningen i Danmark medlemmer af Folkekirken, og der er ikke meget tilbage af samfundets karakter af kristent samfund, tværtimod vokser presset for, at samfundets institutioner, herunder selve staten, skal være religiøst neutrale. - I denne situation bliver det tydeligere og tydeligere, at Folkekirken ikke længere kan ses som bare en institution i et kristent land, men må ses som et kirkesamfund, en menighed, en folke-menighed, for nu at tale med Grundtvig.
4. Selv om Den Kristne Kirke er verdens ældste og største globale fællesskab (om end med mange splittelser), er kirken også lokal. For vort vedkommende er den evangelisk-lutherske kirke i Danmark den danske "folkemenighed" (men vi skal selvfølgelig ikke glemme, at der også er andre kirkesamfund). Folkekirken er altså et særligt landsdækkende fællesskab, ikke bare et antal selvstændige sogne. Men inden for det folkekirkelige fællesskab er sognene naturligvis den grundlæggende enhed.
5. Når vi nu skal beskæftige os med de helt lokale forhold og problemer i vore sogne, er det nødvendigt, at vi holder os de her nævnte større sammenhænge for øje.
6. Det er vidt forskelligt, hvor mange procent af beboerne i et folkekirkesogn, der er medlem af Folkekirken. Men det er vist ingen steder 100 procent, og mange steder langt mindre, også under de landsgennemsnitlige 80 procent. Og det vil sige, at det folkelige fællesskab i sognene er mere omfattende end det folkekirkelige menighedsfællesskab, og at vi må skelne mellem disse to fællesskaber. Vi skal altså ikke fra folkekirkemenighedens side prøve at sætte os på det rent folkelige fællesskab. Det folkelige fællesskab (eller "kultur" og underholdning) skal ikke dyrkes i hverken kirkebygningen eller sognegården/præstegården, men i forsamlingshuset, eller hvor det nu kan være.
7. Der er to sider at betragte problematikken fra, altså det problem, at undertiden ingen og ofte kun nogle ganske få møder op til de planlagte gudstjenester, nemlig pdes. hensynet til, at den enkelte gudstjeneste skal fungere godt, dvs. have en rimelig "krop" af deltagere, og pdas. spørgsmålet, hvad vi kan gøre for at få flere af menighedens medlemmer til at deltage i gudstjenestelivet.
8. På den ene side er det nødvendigt, at vi (i hvert fald midlertidigt) nedskærer antallet af planlagte gudstjenester, så vi stort set kan være sikre på, at der er mindst 10, helst 20, deltagere i hver gudstjeneste. Vor Herre Jesus har ganske vist lovet os, at hvor blot to eller tre er forsamlet i hans navn, dér er han midt iblandt dem (Matt 18,20), og jeg for mit vedkommende har altid haft det sådan, at når først gudstjenesten er gået i gang, er det, der foregår, så stort, at man ikke tænker over, hvor mange vi er. I hvert fald på en vis måde. For det er jo ikke meningen, at gudstjenesten i et kirkerum og med hele højmesseliturgien skal fejres af nogle ganske få. Og det er jo også sådan, at de, der deltager i gudstjenester med én, to eller tre deltagere ud over de ansatte, ofte føler det underligt. Jeg vil i den forbindelse ganske særligt nævne den person (måske en nylig tilflyttet), der en given søn- eller helligdag pludselig har besluttet at gå i kirke og så måske er den eneste, der er mødt op, eller i hvert fald en af nogle ganske få. Det er ikke godt. Det kan godt betyde, at man bliver hjemme en anden gang. Og så er der konfirmanderne, der jo skal lære at blive fortrolige med Folkekirkens gudstjeneste. Hvad dem angår, har jeg altid sagt, at det direkte er en forbrydelse at udsætte dem for at komme hen til kirken som måske den eller de eneste eller sammen med en eller nogle ganske få voksne. - To eller tres samling i Jesu navn skal ikke finde sted i et kirkerum og en højmesseliturgi, men i en stue og under mere beskedne former. - Mere konkret betyder dette, at der i pastorater med ringe kirkegang for det første ikke skal være mere end én gudstjeneste i pastoratet på en almindelig søndag, og at der for det andet ikke skal være gudstjeneste, når præsten har fri. Hvis dette ikke er nok, må man skære antallet af planlagte gudstjenester yderligere ned og dermed mere eller mindre gøre de pågældende kirker til lejlighedskirker. - Jeg mener, at kirker så vidt overhovedet muligt ikke skal lukkes helt, især ikke middelalderkirker. En middelalderkirke vil jo under alle omstændigheder være et værdifuldt fortidsminde, der skal bevares, og så kan man lige så godt bruge den som en slags arbejdende museum. - At det i økonomisk forstand er et enormt ressourcespild at holde gudstjenester med så få deltagere, som det ofte er tilfældet, nævner jeg kun lige. Kristeligt set er det ikke det, der er det vigtigste, men som sagt hensynet til gudstjenestelivet. At det så nok er økonomien, der kommer til at afgøre sagen, er en anden sag.
9. Men det, det egentlig gælder om, er selvfølgelig at få flere af menighedens medlemmer (og eventuelle nye medlemmer) til at gå regelmæssigt i kirke. Og jeg tror, det vil være muligt at få flerdoblet antallet af kirkegængere. Måske at få fordoblet, tredoblet eller firdoblet det. Men så nok heller ikke mere - eller meget mere. Jeg er overbevist om, at det store flertal af Folkekirkens medlemmer ikke er sådan mentalt indstillet, at de kan se og føle, det er vigtigt at gå i kirke en ganske almindelig søndag. Dette skal vi se i øjnene - og lære at leve med. Vel at mærke på en sådan måde, at der ikke bliver et skarpt skel mellem dem, der går regelmæssigt i kirke, og dem, der går mindre regelmæssigt eller måske meget sjældent i kirke. Grænsen skal være så flydende som overhovedet muligt. Vi må ikke glemme, at i hvert fald mange af dem, der sjældent deltager i gudstjenesterne, har som motto, at man da kan være en lige så god kristen for det. Og det må så være deres sag. Vi andre skal selvfølgelig sige til dem, at de snyder sig selv for noget og i det hele taget sørge for, at der, for nu at sige det på den måde, er så megen kristendom i omløb, at de i hvert fald kan være kristne på den måde, altså have en rimelig viden om og forståelse af, hvad kristendommen går ud på. Og de skal være fuldgyldige medlemmer af menigheden. Men hvad kan vi, der på den ene eller den anden måde føler os - eller direkte er - særligt ansvarlige for kirkens liv, så gøre for at få fordoblet, tredoblet eller måske firdoblet antallet af gudstjenestedeltagere? Det vil jeg sige noget om i de følgende punkter.
10. Jeg mener som sagt, at vi som det første (men måske kun midlertidigt) skal tilpasse antallet af planlagte gudstjenester til antallet af kirkegængere, så at de, der faktisk møder op, får en god gudstjenesteoplevelse. Jeg kender godt alle argumenterne imod - og indrømmer, at det på kort sigt godt kan komme til at betyde, at i hvert fald nogle vil komme til at gå mindre i kirke. Men det kan ikke nytte noget. I disse moderne tider kører man (eller lader sig køre) til alt muligt andet, og så kan man også søge til den nærmeste kirke, hvor der er gudstjeneste den pågældende søn- eller helligdag. Det er smukt, at man har en sognebevidsthed og en kærlighed til selve den bygning, som ens sognekirke er. Men man må stille det spørgsmål, om det er Jesus Kristus - eller den treenige Gud - man dyrker, eller matrikelkortet og murstenene! På langt sigt vil en tilpasning af antallet af planlagte gudstjenester få antallet af kirkegængere til at stige. Og selv i værste fald vil det give de, der faktisk virkelig ønsker at fejre gudstjeneste, et bedre gudstjenesteliv. Og det er afgørende vigtigt. - Men hvad kan vi ellers gøre?
11. Det første, vi skal gøre, er at holde op med at tale udenom, når vi taler om kristendommen. Vi skal alle, med præsterne i spidsen (herunder selvfølgelig de præster, der tillige er provster og biskopper), konsekvent tale om pdes. hele den menneskelige eksistens og pdas. hele "den kristne påstand", som jeg ofte siger. Der skal ikke siges alt muligt om almindeligt fællesskab, tradition, kultur, ritualer ved livets store punkter osv. Der skal tales og liv og død, sandhed og løgn, herlighed og elendighed, glæde og sorg, håb og fortvivlelse osv. - og så den store bekræftelse af alt det gode og det store håb for det, som "den kristne påstand" (Evangeliet) giver. Det er meget vigtigt, at alle, der på nogen måde har noget at kunne sige, siger det på alle mulige måder og i alle mulige sammenhænge. Selvfølgelig på en ordentlig måde, så det sker i frihed og uden omklamring og befamling m.m. Friheden er helt afgørende. I enhver henseende! Jeg mener også, at det er meget vigtigt, at det ikke kommer til at se ud, som om vi vil lokke folk til for vor egen skyld. Vi skal simpelt hen sige til såvel Folkekirkens medlemmer som alle andre: Hvad vil I? Ikke alene i respekt for friheden, men også for at gøre det klart for alle, hvad det drejer sig om. - TILFØJELSE 24.02.14: Og der er konfirmandundervisningen! Hvis den bliver drevet ordentligt, kan en meget stor del af menigheden få et godt grundlag, såvel for så vidt angår hele den kristne troslære som for så vidt angår opøvelsen i at kunne deltage i gudstjenesten. Vi skal bare gøre os klart, at det, konfirmanderne lærer, skal være langtidsholdbart. Unge mennesker interesserer sig helt naturligt mest for sig selv og deres personlige fremtid. Så uanset hvad man kan opnå ved ungdomsgudstjenester og den slags, skal det først og fremmest være noget, der ligger der, til de bliver omkring 25 år! - Så længe vi har konfirmandundervisningen og konfirmationen, er det præsternes egen skyld, hvis det såkaldte traditionstab bliver totalt.
12. Men med al respekt for friheden (og jeg er selv nærmest besat af respekten for friheden), må vi også overveje, hvor grænsen mellem den totale frihed og en rimelig grad af fællesskab går. Det gælder både nationalt og kulturelt og kirkeligt. I sportsklubber og andre foreninger kan man godt både trække og skubbe lidt i hinanden for at få folk til at møde op og være med. Og så må man også kunne gøre det i menighedens sammenhæng. Men altså med al mulig takt og frihed. Der er mange måder, hvorpå man kan være et eksempel for hinanden og altså også være den, der går i forvejen hen til gudstjenesten. At kristne forældre bør lære deres børn at gå i kirke, nævner jeg lige.
13. Og når jeg her siger "gå i kirke", mener jeg helt overordnet og først og fremmest gå til de forordnede højmesser på søn- og helligdagene. Hvormed slet ikke være sagt, at det ikke også kan være meget værdifuldt at holde andre gudstjenester af såvel mere traditionel som måske særdeles alternativ karakter. Men det vender jeg tilbage til.
14. Hvad den almindelige højmesse angår, hører man alle mulige indvendinger og "undskyldninger". Der er tidspunktet. Moderne mennesker kan ikke komme til gudstjeneste om formiddagen. Men sportsarrangementer kan de godt komme til. Man kan, hvad man vil. Og tidspunktet søndag formiddag er vigtigt. Det skyldes, at hver eneste søndag morgen er en lille påske. Det var jo på grund af Jesu Kristi opstandelse påskemorgen, søndagen blev de kristnes helligdag, "Herrens dag". - Men lad os bare prøve andre tidspunkter. Vi har allerede aftengudstjenester om søndagen. Dem går jeg for mit vedkommende ikke frivilligt til. Jeg mener, der ligger store både livsmæssige og teologiske ting i det at begynde søndagen med gudstjeneste om formiddagen og så ellers leve sit søndagsliv som kristent menneske resten af denne særlige dag med alle de måder at hygge sig og opleve på osv., der kan blive tale om. Og man kan holde nogle gudstjenester på hverdage, lige fra regulære højmesser af til helt særlige, måske meget alternative gudstjenester. Så må det vise sig, hvad man år ud og år ind vil deltage i.
15. Men så er der højmessens form og sprog m.m. Det hører man også meget ofte som en grund til, at folk ikke går i kirke. Ja, man hører ofte, at måske især unge og yngre mennesker finder højmessen kedelig. Men hertil vil jeg for det første sige, at sådan noget som kedelighed eller underholdningsværdi er sagen fuldstændig uvedkommende. Hvis man bare vil have underholdning, må man gå andre steder hen. Noget helt andet er, at gudstjenesten selvfølgelig skal kunne opleves og forstås af tidens mennesker - vel at mærke for så vidt angår de ovenfor (pkt. 11) nævnte store eksistentielle spørgsmål. Men det kan den. Af dem, for hvem det er disse spørgsmål, det drejer sig om. - Der er ifølge Alterbogen mange forskellige måder at holde højmesse eller andre søn- og helligdagsgudstjenester på, altså også fx korte firesalmersgudstjenester uden nadver om morgenen, eftermiddagen eller aftenen. Men i princippet må enhver gudstjeneste jo bestå af bønner, salmer, læsninger, prædiken og eventuelt nadverfejring. - Hvis der skal ændres noget ved den nuværende ordning, vil jeg først og fremmest pege på, at gudstjenesten kunne indledes med nogle led, der dels førte fra skabelsen og syndefaldet og frem mod allerede den gammeltestamentlige læsning (gudstjenestens første), men jo så videre til de nytestamentlige læsninger (epistelen og evangeliet) og prædikenen og nadveren, dels svarede til kirkegængernes vej fra livet ude i verden til gudstjenesten. Men dette sker allerede nu i indgangsbønnen og indgangssalmen, men det kunne også ske ved nogle nye, særlige gudstjenesteled. - Og vi skal gøre os klart, at selv om den nuværende gudstjeneste i hele sin struktur bevares, som den er, er der mange muligheder for at bringe den på omgangshøjde med den helt aktuelle nutid. Der findes allerede nu alternative bønner, som det er tilladt at bruge. Og der kan hele tiden laves nye, som det bliver tilladt at bruge. Det samme gælder salmerne. Vi fik så sent som i 2003 en ny salmebog med en hel del salmer fra vor egen tid i. Og der kan også hele tiden tages nye salmer i brug. Det, jeg siger nu, er ikke min idé, men jeg tilslutter mig den helt og fuldt. Vi kan jo ikke autorisere en ny salmebog hvert år. Men vi kunne gøre det, at biskopperne godkendte et stort antal nye salmer, der kunne samles i et ringbind (og/eller opregnes på en liste, der løbende bliver udvidet), så at man kunne supplere de salmer, der står i salmebogen med dem. Der er masser af nye salmer, og en del af dem er meget moderne. Jeg tillader mig at nævne, at jeg (især fra 2010 af) selv har skrevet en hel del salmer, som i hvert fald på flere punkter er "til tiden". De kan alle læses på min internetunderside "Salmer og kristelige digte". Og så er der prædikenen. Den skal ifølge sit væsen hver eneste søndag være "til tiden". Og det er klart, at præsterne her ikke alene kan, men også skal, gøre alt, hvad de kan, for at gå i clinch med den måde vi lige netop nu oplever vor menneskelige eksistens på - og med de udfordringer, kristendommen står over for. - Det, jeg her har nævnt, viser, at en gudstjeneste med en struktur som den nuværende kan fyldes med en lang række helt nutidige ting. Hvormed ikke være sagt, at vi ikke også skal synge vore storslåede gamle salmer og bruge de gamle bønner.
16. Men selv med den største samling omkring søndagens almindelige gudstjenester vil der også være behov for gudstjenester, der er måske endda meget anderledes. Det er altid godt med andre vinkler. Jeg var i min ungdom jazz-pianist, så derfor har jeg i sin tid (hvor vi også havde et dejligt børnekor, som blev udvidet til lejligheden) holdt jazz-gudstjenester, som var ganske almindelige aftengudstjenester med fire salmer og prædiken, men hvor orglet var erstattet af en jazz-gruppe og salmerne af gospels og spirituals, som det udvidede kor sang for til, men som alle jo sang med på. Jeg har også selv holdt børnegudstjenester, temagudstjenester, salmesangsgudstjenester og "konfirmand-overhøringsgudstjenester". Og siden er der jo kommet mange andre slags alternative gudstjenester til, fx spaghettigudstjenesterne, som er en virkelig god idé, og som mine børnebørn har deltaget i og fortsat vil deltage i. Der er sådan set ingen grænser. Så længe det altså er henholdsvis eksistensen og Evangeliet, det drejer sig om. - Og det at holde særlige gudstjenester skal vel at mærke ske under alle omstændigheder. Det er under alle omstændigheder godt at få oplevet det hele under andre og mere specielle vinkler. Og vi skal være forsigtige med at lave noget med det (hoved)formål at lokke folk til. Men når det er sagt, vil jeg meget gerne tilslutte mig det synspunkt, at der er nogle mennesker, der gerne vil have, hvad man kalder "en undskyldning til at gå i kirke". Vi skal så bare være opmærksomme på, at selv om nogle af de ekstraordinære gudstjenester både kan og skal være meget alternative, skal det også være sådan, at der vises hen til de ordinære søndagsgudstjenester. Jeg tænker her især på menighedssvarene og den slags. I mange af de ekstraordinære gudstjenester vil de naturligt kunne bevares. Lad mig sige det på den måde, at der ikke skal tages så meget hensyn til de kirkefremmede, at de bliver ved med at være kirkefremmede!
17. Idet alle vi, der siger noget, bliver ved at pege på de ting, det virkelig drejer sig om, er jeg for mit vedkommende indstillet på, at man prøver alt muligt med hensyn til gudstjenesternes tidspunkt og form. Jeg er overbevist om, at en i grunden traditionel højmesse søndag formiddag ikke alene bør, men også vil bevare dén centrale plads i menighedens liv, der tilkommer den. Men dels er der altså virkelig saglige grunde til også at have nogle anderledes gudstjenester og andre tidspunkter, dels vil det være en stor fordel, hvis alt bliver prøvet af, så vi kan blive fri for at høre alle de sædvanlige undskyldninger for, at så mange holder sig væk fra gudstjenesterne.
18. Jeg har her mest talt om gudstjenesterne. Og det er jo også dem, det drejer sig om, når det er spørgsmålet om sognets og sognekirkens bevarelse, det gælder. Men ellers er det, som også allerede sagt, det at holde kristendommen "i omløb". Vi må hver især allerførst selv leve et kristent liv, hvor vi, hver på vor måde og hver i vort omfang, beder og tænker og studerer, ja, lever hele vort liv i et kristent livs-åndedrag. Men dernæst må vi, som altså allerede sagt, hver på vor måde (men passende og taktfuldt) vidne om kristendommen og bidrage til den både dybe og brede drøftelse af det hele, der er stærkt påkrævet netop nu. Det gælder på en helt særlig måde også det aktuelle spørgsmål om Folkekirkens styrelse. I forbindelse med det kan vi også komme hele vejen rundt om, hvad det overhovedet vil sige at være kirke. - Og ellers skulle det gerne være sådan, at hele vort liv, både som enkeltpersoner og som menighed, vidner om, hvad det vil sige at leve på og i den kristne tro. Men dette vidnesbyrd skal jo for alt i verden være noget, der viser sig, uden at vi har tænkt over det. Det allermest uhyggelige, jeg ved, er "glade kristne", der skruer det helt store smil på for at vise, hvor glade de er! Nej, alt, hvad vi skal vise de andre, skal komme helt af sig selv, som helt ubevidste frugter af, at vi selv lever i det kristne håb og den kristne glæde. Det eneste, vi faktisk skal være bevidste om, er det, vi siger og skriver for at være med til at "holde kristendommen i omløb". Og så det, jeg sagde om at vise andre hen til gudstjenesten på en måde, der svarer til, hvordan man i andre foreninger mere eller mindre blidt viser hen til de fælles ting. Man kan ikke leve i et fællesskab, uden at man holder sammen på det.
* * *
Man må fortsat spørge, hvad
det næste bliver
Online-kommentar
til KD-artiklen "Præst bag single-vielse vil have ritual til
sjælesorg"
Man må fortsat spørge, hvad det næste bliver. - I debatten om denne sag
har man hånet dem, der i forbindelse med autorisationen af ritualet for vielse
af personer af samme køn, spurgte, hvad det næste så ville blive. Men selv om
præsten her (efter broderlige samtaler med domprovsten og biskoppen) trækker
noget i land, må dette spørgsmål blive stående. For selv om det jo er helt ud
over al forstand grotesk at foretage noget, der bare ligner en vielse af en
person til sig selv, er det jo ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt det er
noget, der ligner en vielse. Det er også et spørgsmål om, hvad man i det hele
taget kan finde på for at være imødekommende over for moderne mennesker. Og der
skal nok komme mere. - Det var i det hele taget ubehageligt at læse, hvad denne
meget selvcentrerede præst sagde. - Men vi må se, hvordan det hele kommer til
at gå. Måske bør en del af den nuværende folkekirkemenighed træde ud og danne
et trossamfund, hvor de (både medlemmer og præster) frit kan dyrke sig selv.
* * *
Ind med kyndelmisse, ud
med septuagesima
Af BENT CHRISTENSEN
[Præsteforeningens
Blad 2014/7, den 14. februar 2014]
Da man
efterhånden er begyndt at fejre kyndelmisse en hel del steder i Folkekirken (på
eller omkring selve datoen den 2. februar), og da det vil være rimeligt, at vi
afskaffer den såkaldte septuagesimatid eller for-faste (som i Den
Romersk-Katolske Kirke blev afskaffet efter Andet Vatikanerkoncil),1
er jeg nået frem til et forslag, som jeg gerne vil præsentere her:
Søndagene i
tiden fra og med 7. januar til og med 1. februar betegnes som "søndage
efter helligtrekonger" og slutter med en "sidste søndag efter
helligtrekonger".
Kyndelmisse
fejres ved en eftermiddags- eller aftengudstjeneste på eller omkring datoen 2.
februar. Fx med Mal
3,1-4, Hebr 2,14-18 og Luk 2,22-40 som tekster.2 I år, hvor 2. februar er en søndag, betegnes
denne som "kyndelmisse søndag", og fx de her nævnte tekster læses. -
I de sjældne tilfælde, hvor fastelavns søndag falder så tidligt som 1. eller 2.
februar, henlægges fejringen af kyndelmisse til en dag i ugen før.3
Søndagene fra og
med 3. februar til og med næstsidste søndag før fasten betegnes som søndage før
fastelavn. I år med tidlig påske kan der dog blive enten ingen sådanne søndage
eller kun én.
Den sidste søndag
før fasten (syvende søndag før påske) betegnes fortsat som fastelavns søndag.
Og den er sidste søndag før fastelavn (som jo helt bogstaveligt er aftenen den
følgende tirsdag, hvide tirsdag).4
Hvad teksterne
til søndagene før fastelavns søndag angår, kunne man som udgangspunkt sige, at
teksterne til den nuværende søndag seksagesima bruges på 2. søndag før
fastelavn, teksterne til den nuværende søndag septuagesima på 3. søndag før
fastelavn, teksterne til den nuværende 4. søndag efter helligtrekonger på 4.
søndag før fastelavn og teksterne til den nuværende 5. søndag efter
helligtrekonger (med kun ét sæt tekster) på den sjældne 5. søndag før fastelavn
- når de pågældende dage forekommer. - Et helt andet spørgsmål er, hvad man
skal gøre ved den nuværende julesøndag, hvor evangeliet i første tekstrække jo
(bortset fra de første tre vers) er identisk med kyndelmisseevangeliet (Luk
2,22-40). Man kunne
godt bevare disse tekster. De to andre tekster er jo ikke de samme, så det vil
svare til, at Matt 21,1-9 læses både 1. søndag i advent og palmesøndag.
Kirkefarven (den
liturgiske farve) er grøn fra og med første søndag efter helligtrekonger til og
med fastelavns søndag.
Endelig vil jeg
nævne, at jeg af såvel indholdsmæssige som historiske og økumeniske grunde også
gerne ser askeonsdag (onsdag før 1. søndag i fasten, den dag, fastetiden
begynder) genindført som gudstjenestedag (eftermiddags- eller
aftengudstjeneste). Det er den blevet i andre lutherske kirker,5 og
man er også begyndt at holde askeonsdagsgudstjenester nogle steder i
Folkekirken, formodentlig i mindre omfang end, men svarende til, hvordan man er
begyndt at holde kyndelmissegudstjenester.
__________________________________
NOTER
1. I Den Romersk-Katolske Kirke lader man de første "almindelige
søndage" i kirkeåret udfylde hele tiden fra og med søndagen efter
helligtrekongers dag til og med sidste søndag før fastetidens begyndelse (vor
fastelavns søndag).
2. Det er de
nuværende katolske kyndelmissetekster.
3. Sidste gang påskedag faldt på den tidligst mulige dato (22. marts), var
i 1818, og det sker først igen i 2285. Det bliver altså også først i 2285, fastelavns
søndag (syvende søndag før påske) kommer til at falde på 1. februar. Sidste
gang påskedag faldt på den næstidligst mulige dato (23. marts), var i 2008
(forrige var i 1913), og næste gang bliver i 2160. Men 2008 og 2160 er skudår,
og altså med fastelavns søndag på datoen 3. februar. Og da der i hele tiden før
4099 (hvor den påskekalender, jeg har fundet på Nettet, slutter) kun er ét år
med påskedag på 23. marts, der ikke er skudår, nemlig 2600 (deleligt med 100,
men ikke med 400), har muligheden for, at fastelavns søndag kommer til at falde
på datoen 2. februar, ingen praktisk betydning.
4. Ordbog over det danske Sprog oplyser om hvide tirsdag (under
"Hvid-mad"): "Hvide Tirsdag spistes Hvidmad dvs.:
Fastelavnsbrødene, Strutter og Boller i kogt Mælk, indtil senere Forbud
indskrænkede Fastelavn til Mandag alene". - Og det må vel være rigtigt.
Men dagen betegnes jo i andre lande som "fede tirsdag", fr. Mardi Gras, eng. Fat Tuesday. Og fedt er også hvidt. I Den Store Danske Encyklopædis
internetudgave betegnes dagen som både "hvide tirsdag" og "fede
tirsdag".
5 I Svenska
Kyrkan genindførtes askeonsdag i 1983, og der holdes også
askeonsdagsgudstjenester i de tyske evangelisk-lutherske kirker..
* * *
Her er Kjeld Holm god
Online-indlæg til KD-artiklen "Kjeld Holm: Menneskelivets vilkår skal kendes, før tale om frelse giver mening". - 11.02.14
Her er Kjeld Holm god. - Det er selvfølgelig rigtigt, hvad Kjeld Holm siger. Troen - eller omvendelsen - kommer, når den kristne "påstand" (traditionelt: Evangeliet) mødes dybt i vort hjerte med vor oplevelse af hele vor eksistens som mennesker. Og det gælder såvel vor oplevelse af skaberværkets og menneskelivets (trods alt) bevarede herlighed som vor oplevelse af alt det, der ødelægger, perverterer og tilintetgør. Det er det, der på teologisk hedder forudforståelsen. - Men vi skal også huske, at der er en efterforståelse eller en fortsat forståelse. Den særlige kristne frelsestale skal hos den kristne hele tiden fyldes ud med, bogstavelig talt, livserfaring og livskundskab. Det er, hvis jeg må citere mig selv, "det kristeligt nødvendige livengagement". Jeg kan også citere Grundtvig, nemlig med den berømte strofe, der godt nok direkte i ordlyden handler om folk og fædreland, men som jo gælder alt elsk-værdigt her i tilværelsen:
Er os tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Og til allersidst: Når det var velgørende at læse Kjeld Holms tekst, er det også, fordi der er langt imellem, at selv biskopper og andre præster taler om de ting, det virkelig drejer sig om, altså forholdet mellem hele vor eksistens og Evangeliet. Meget ofte bliver der talt om alt muligt andet.
Med venlig hilsen, Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig)
* * *
Herrens
dag! - I Præsteforeningens Blad
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad 2013/49, 6. december 2013. - En kortere version
af den længere tekst med titlen "Herrens dag!" længere nede på denne
side].
Det værste ved diskussionen om, eventuelt at reducere antallet af
søndagsgudstjenester og placere nogle højmesser på hverdage, er, at flere af
dem, der har udtalt sig, har udtrykt sig for uklart og svagt. For slet ikke at
tale om den måde, medierne har fået sagen til at tegne sig på. Som om der
skulle være tale om at afskaffe søndagen som gudstjenestedag!
Enhver, der vil se sandheden i øjnene, kan se, at
"gudstjenesteudbuddet" mange steder er for stort. Disse steder bør
der skæres ned, så de, der faktisk går i kirke, kan komme til at opleve
gudstjenester med en rimelig grad af "menigheds-krop" - idet de lærer
at køre (eller lade sig køre) til en kirke, der er gudstjeneste i. Man kunne fx
sige, at der ikke skal være flere gudstjenester, end at man kan være nogenlunde
sikker på, at der i hvert fald vil være mindst ti deltagere. Det er heller ikke
attraktivt for en person, der overvejer at gå i kirke, hvis vedkommende kan
risikere at blive en af nogle ganske få deltagere eller måske den eneste. Og
der er konfirmanderne, som jo skal gøres fortrolige med gudstjenesten. Det
bliver de ikke, hvis de måske er de eneste, der møder op, eller der måske kun
er en eller to andre gudstjenestedeltagere.
At søndagshøjmessen suppleres med gudstjenester på hverdage, er udmærket,
ja, ligefrem nødvendigt. Det kan være højmesser. Men navnlig kan det være
gudstjenester af mere eller mindre alternativ karakter.
Spaghettigudstjenesterne er et oplagt eksempel. Jeg har spillet orgel til flere
og har nogle gange haft et par børnebørn, deres forældre og de andre
bedsteforældre med. Til stor glæde og med stort udbytte for både os og alle de
andre deltagere. Men der er mange andre eksempler, fx temagudstjenester af
forskellig art eller gudstjenester med alternativ musik. Det skal bare være med
de centrale ting i centrum - som så kan komme til at tegne sig på nye og stærke
måder. Der skal ikke så meget til. Men det kan godt være radikalt anderledes.
Det afgørende er, at de centrale eksistentielle og trosmæssige ting ikke kommer
til at drukne i underholdning og "hverdagsfilosofi".
Men højmessen søndag formiddag er naturligvis hovedgudstjenesten, og
de, der ytrer sig, må ikke bidrage til, at den bliver "talt ned".
Selve det, at de kristne samles til gudstjeneste søndag morgen/formiddag, er en
ugentlig påskefejring i glad taknemmelighed over, at Jesus Kristus ved sin
opstandelse har besejret døden og åbnet os adgang til evigt liv. Og dermed også
en forkyndelse af påskeevangeliet både indadtil i menigheden og udadtil. Man
kan godt bruge andre ord end de traditionelle. For mig er der ingen grænser
for, hvor ærlige vi skal være med hensyn til de store problemer, der unægtelig
er forbundet med at modtage påskeevangeliet. Man kan fx sige, at man ved at
deltage i gudstjenesten påskedag i det mindste møder en "påstand",
der bekræfter ens egen lille stakkels protest mod døden. Kernen er den samme.
Hvad folkekirkemedlemmernes kirkegang generelt angår, vil jeg på
baggrund af mine erfaringer som sognepræst 1971-2003 og som organist siden 2003
sige, at det nok skulle kunne lade sig gøre at forøge procenten af regelmæssige
gudstjenestedeltagere en del, men at der også er grænser for, hvor mange af
Folkekirkens medlemmer, der mentalt er indrettet på en sådan måde, at de
oplever gudstjenesten på en ganske almindelig søndag som en begivenhed, de
absolut må deltage i. Jeg tror, vi skal se i øjnene, at flertallet af
Folkekirkens medlemmer har den opfattelse og oplevelse, at de godt kan være
gode kristne, selv om de kun sjældent deltager i gudstjenesterne. Det er så
deres sag. Men det skal ikke hindre, at de, der faktisk deltager i
gudstjenesterne, får nogle gode oplevelser, altså også af, at menigheden
faktisk er et fællesskab med en "krop" af en vis størrelse.
* * *
Mit adventsønske
Kommentar i Facebook-tråd 25.11.13.
Mit adventsønske skal være: Bare
den dejlige og vigtige adventstid ikke igen i år bliver druknet i førjuleri!
Eller bare præsterne dog i det mindste ville gøre modstand - i stedet for at gå
i spidsen!
* * *
Ja,
det er det svage punkt!
Kommentar til Morten Brøggers artikel i Kristeligt Dagblad 19.11.13:
"Demokratisk legitimitet i folkekirken. Er det en dårlig vittighed?"
(Online i KD, i Facebook-tråd og her).- LINK:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/...
Ja, det er det svage punkt! - Men hvis vi får et råd (helst ikke to),
så må vi leve med det en tid. Nemlig indtil vi også får en
"parlamentarisk" forsamling, et kirkemøde, eller hvad det nu kunne
komme til at hedde. Det er der også andre der allerede har peget på. Alene det,
at det kan være et bredt og mangfoldigt sammensat forum for drøftelsen af
Folkekirkens forhold. Som rådet i hvert fald må lytte til - og selv deltage i.
Og vi må heller ikke glemme hele debatten på alle leder. Som enhver kan deltage
i. - Og jeg tror ikke på, at der vil blive taget noget fra
sognemenighedsrådene. Det er Folketinget og Kirkeministeriet og
Kirkeministeren, der skal tages noget fra. Som det hele er nu, altså hvor der
ikke længere er et sammenfald mellem befolkning og menighed, må det store
evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark med nødvendighed skulle styre sig
selv, ikke alene af praktiske, men også af dybt teologiske grunde. Vi må
simpelt hen finde ud af det. Og jeg for mit vedkommende lytter til og overvejer
ting som dem, Morten Brøgger her har fremført. Det er vigtigt, at vi, som kan
se de forskellige farer, der vitterligt er, står sammen om at få det bedst
mulige ud af det.
* * *
Sognemenighedsrådene er ikke nok
Online-kommentar (også ved Facebook-opslag) til artikel i Kristeligt Dagblad 01.11.13:
"Stor gruppe bag
protestbrev: Nej til kirkeråd"
Sognemenighedsrådene er ikke nok. - Det er ikke til at sige,
hvor repræsentativ denne gruppe er. Men der er utvivlsomt mange, der ud fra
forskellige interesser (men selvfølgelig også af ærlig overbevisning) ønsker
den nuværende tilstand bevaret. Så længe det går. Det bliver spændende at se,
hvad det ender med. Under alle omstændigheder er det godt, at vi overhovedet er
kommet hertil. Jeg har i mange år sagt, at allerede selve drøftelsen af
styrelsesformen, og dermed af, hvordan vi skal forstå os selv som et
evangelisk-luthersk kirkesamfund, er overordentlig vigtig. Der skal en helt ny
bred og dyb "kirkebevidsthed" til, før det kan blive rigtig godt. - Hvad
jeg særligt vil kritisere underskriverne for, er, at de gentager den usande
påstand, at Folkekirken kan styres ved, at man sidder og drøfter tingene rundt
omkring i de knapt to tusind sognemenighedsråd. Det kan man ikke. Vi er nødt
til at skulle have centrale organer, for så vidt angår Folkekirkens fælles
forhold. Og når jeg siger "organer" i flertal, er det, fordi der
nødvendigvis foruden kirkerådet ("regeringen") skal være en bredt og
dybt repræsenterende "parlamentarisk" forsamling, et kirkemøde, et
repræsentantskab, eller hvad man nu vil kalde det. Hvori, og hvoromkring, en
bred debat kan finde sted. Og som kan holde øje med kirkerådet. - Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Det var godt!
Online-kommentar 31.10.13 til KD-artiklen "Flertal for kirkeråd i menighedsrådsforening".
Også i Facebook-opslag.
Det var godt! - Jeg har spændt ventet på, hvad menighedsrådsforeningen ville sige. Og det er rigtig godt, at den nu (bortset fra et enkelt bestyrelsesmedlem) også udtaler, at den går ind for et kirkeråd. Man har forstået, at der ikke bliver taget noget fra menighedsrådene. Og man har forstået, at man selvfølgelig ikke kan styre de fælles anliggender ved at sidde og diskutere dem i de enkelte menighedsråd rundt omkring. Det siger sig selv, at kirkens liv grundlæggende leves i sognene - med den ugentlige søndagsgudstjeneste som centrum. Men der er også fælles anliggender, og alene det, at man får en fælles drøftelse af tingene på landsplan, er uhyre vigtigt. Derfor slutter jeg mig også til dem, der nu peger på, at der foruden rådet skal være et "repræsentantskab" eller en "parlamentarisk forsamling", hvor en bredere og mere repræsentativ kreds kan drøfte tingene - og holde øje med, hvad rådet laver. I tilknytning til dette vil der også kunne komme en endnu bredere fælles og offentlig drøftelse. - Nogle vil måske sige, at det ikke er så vigtigt, bare at drøfte kirkens forhold. Men det er det. For det er ikke "bare". Bevidstheden om og oplevelsen af, at kirken er de døbtes levende legemlige fællesskab i både stort og småt, teoretisk og praktisk, er noget af det vigtigste netop nu. Vi skal rent ud sagt fordybe os mere i den tredje trosartikel. Også selv om vi jo ikke kan sige, at den faktiske kirke er identisk med "den hellige, almindelige kirke". Kristendommen er ikke bare en "lære"; den er også et liv. Det er i kirkens liv - helt bredt forstået - vi møder den virkelighed, der slog ned i verden, da det blev jul, påske og pinse.
* * *
Herrens dag!
28.10.13 - Kommentar
til KD-artiklen "Flere kirker rykker søndagsgudstjenesten til
hverdage". - Også på Facebook-væg og i avisen.dk-blog.
LINK:
Der er flere ting i dette. Det helt afgørende er, at præsterne (herunder biskopperne) og andre, der udtaler sig, taler om sagen på den rigtige måde. Når søndagen er gudstjenestedagen, skyldes det jo, at den er ugedagen for Jesu Kristi opstandelse på "den første dag i ugen" (at den i vor kalender for nogle årtier siden blev den sidste dag i ugen, er en anden sag, af arbejdsmarkedspraktisk karakter). Og det er derfor, den er fridag (selv om der jo altid vil være nogle, der skal udføre en tjeneste eller lignende, og selv om søndagen på det seneste er begyndt at blive udhulet, bla. derved, at mange forretninger holder åbent). Ja, det er mig ubegribeligt, at det skulle være et stort problem for det store flertal af Folkekirkens medlemmer at komme i kirke på netop den dag, der af samme grund er fridag for de fleste. Som nu oven i købet også har fri om lørdagen. Det viser sig da også, at rigtig mange, også mange børnefamilier, sagtens kan deltage i sportsarrangementer og alle mulige tilsvarende ting søndag formiddag. Hvor de jo altså har fri.
Søndagen som "Herrens dag", "den første dag i ugen" (jf. Åb 1,10, ApG 20,17 og 1 Kor 16,2) har praktisk talt fra begyndelsen af været gudstjenestedagen. (Det er ubegribeligt, at Ritzau kan skrive, som om det kun er i de sidste 500 år, søndag været dagen for den ugentlige gudstjeneste i Danmark. Er det en eller anden lovsbestemmelse, de har fundet? Søndagen har naturligvis været gudstjenestedag også i Danmark, mindst helt tilbage fra Ansgars tid af). Det er derfor meget uheldigt, at man taler om at "rykke søndagsgudstjenesten til hverdage".
Selve det, at de kristne samles til gudstjeneste søndag morgen/formiddag er en ugentlig påskefejring i glad taknemmelighed over, at Jesus Kristus ved sin opstandelse har besejret døden og åbnet os adgang til evigt liv. Og dermed også en forkyndelse af påskeevangeliet både indadtil i menigheden og udadtil. Og det er mildt sagt meget uheldigt, hvis dette helt grundlæggende forhold bliver tilsløret af en uklar måde at tale om sagen på. Man kan godt bruge andre ord end de traditionelle ord, jeg for korthedens og tydelighedens skyld lige har brugt her. For mig er der næsten ingen grænser for, hvor ærlige vi skal være med hensyn til de store problemer, der unægtelig er forbundet med at modtage påskeevangeliet. Men hvis man ikke mener, der overhovedet er noget som helst i påskeevangeliet, altså ikke engang så meget som en "påstand", der bekræfter vor egen lille stakkels trods mod døden, eller ikke anerkender, at kristendommen står og falder med, at der i det mindste er en eller anden virkeligheds-kerne i "påskepåstanden", så har man et alvorligt problem. Jeg siger ikke, at jeg vil opfordre medlemmer med dette problem til at træde ud. Men hvis man har dette problem og ligefrem vil prøve at gøre det til mere eller mindre normgivende i Folkekirken, burde man måske prøve at søge et andet sted hen.
Højmessen søndag formiddag er altså den kristne hovedgudstjeneste. Men når det er sagt - og fastholdt - så er der to andre ting at sige.
For det første skal der ske en justering af, hvad vi kan kalde gudstjenesteudbuddet, så man fx tilstræber, at der i hvert fald ikke bliver holdt gudstjenester, der kan risikere at få færre end ti deltagere. Enhver gudstjeneste skal have et minimum af "menighedskrop". Og alle ved, at det ikke er attraktivt for en person, der overvejer at gå i kirke, hvis vedkommende kan risikere at blive en af nogle ganske få deltagere eller måske den eneste. Der er også hensynet til konfirmanderne, som jo skal gøres fortrolige med gudstjenesten. Det bliver de ikke, hvis de måske er de eneste, der møder op, eller der måske kun er en eller to andre gudstjenestedeltagere. Økonomien nævner jeg kun lige (selv om det jo nok bliver den, der kommer til at afgøre sagen). Men denne nødvendige reduktion behøver ikke nødvendigvis medføre, at der bliver holdt flere gudstjenester på hverdage. De pågældende gudstjenester kan simpelt hen udgå.
For det andet er der imidlertid behovet for gudstjenester på andre tidspunkter - og eventuelt af en anden karakter (men der vil jo altid være en hel del, der er på arbejde søndag formiddag). Det kan man mene om, hvad man vil. Men det er under alle omstændigheder noget andet end en "flytte" søndagshøjmessen. Det gælder tværtimod i høj grad om at prøve nogle andre gudstjenesteformer. Lad os bare tage "spaghettigudstjenesterne". Sådanne har jeg selv spillet til flere gange (jeg supplerer jo min præstepension ved at være organist). Og jeg har haft nogle af mine børnebørn og deres forældre og bedsteforældre med til dem. Til stor glæde og med stort udbytte for alle.
Hvad folkekirkemedlemmernes kirkegang angår, vil jeg på baggrund af mine erfaringer som sognepræst 1971-2003 og som organist siden 2003 sige, at det nok skulle kunne lade sig gøre at forøge procenten af regelmæssige gudstjenestedeltagere, men at der nok også er grænser for, hvor mange af Folkekirkens medlemmer, der mentalt er indrettet på en sådan måde, at de oplever gudstjenesten på en ganske almindelig søndag som en begivenhed, de absolut må deltage i. Vi, der siger noget i kirken, skal selvfølgelig gøre opmærksom på, at sådan er det principielt. Jeg har det selv meget dårligt, hvis jeg kommer til at opleve en søn- eller helligdag uden i det mindste en radio- eller tv-gudstjeneste. Men nu er jeg jo også en, der er blevet præst og har været det i alle disse år. Jeg tror, vi kan fordoble eller tredoble, og hvad ved jeg, antallet af regelmæssige kirkegængere. Men jeg tror, at vi skal se i øjnene, at flertallet af Folkekirkens medlemmer har den opfattelse og oplevelse, at de godt kan være gode kristne, selv om de kun sjældent deltager i gudstjenesterne. Det er så deres sag. Men det skal ikke hindre, at de, der faktisk deltager i gudstjenesterne, får nogle gode oplevelser, altså også af, at menigheden faktisk er et fællesskab med en "krop" af en vis størrelse. Hvilket også vil trække nye kirkegængere til.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Tak
for det!
Kommentar
(skrevet 23.10.13) til et indlæg i Kristeligt Dagblad af formand Inger
Christensen og sognepræst Søren Hermansen, Sorgenfri, den 21. oktober 2013:
" Forslagene
til nye styringsregler er vildledende".
Det er rigtig godt, hvad formand Inger Christensen og sognepræst Søren
Hermansen her skriver. Den egentlige kirkeforfatning, de taler om, er der
ganske vist næppe nogen mulighed for at få nu. Men det er godt, at den bliver
nævnt. For det allervigtigste er, at vi nu får drøftet Folkekirkens
forfatningsmæssige forhold. Det vil under alle omstændigheder bidrage til en
hårdt tiltrængt styrkelse af "kirkebevidstheden". - Jeg har selv
udtrykt ønske om at få Model 3 med ét råd. Som et skridt på vejen. Men jeg har
også ønsket en gejstlig vetoret, for så vidt angår ritualer og den slags. Idet
jeg selvfølgelig går ud fra, at der som hidtil vil blive nedsat sagkyndige
kommissioner, når vi fx skal have ny alterbog og ny salmebog. Et andet problem
er, at det ikke giver nogen bred repræsentation, når hvert stift skal vælge et
af de læge medlemmer af rådet. Men med det antal medlemmer, der kan blive tale
om, vil der aldrig kunne blive tale om en bred repræsentation, altså også en
repræsentation af mindretal. Derfor må rådet ses som en "regering",
der må have et "parlament" bag sig, altså et kirkemøde, eller hvad
man nu vil kalde det. Hvor man også kan få en bred offentlig drøftelse af alle
kirkens forhold. Hvordan det - engang i fremtiden - nærmere skal organiseres,
kan jeg ikke komme ind på her. Det skal bare organiseres så godt som muligt.
Det vigtigste er, at den evangelisk-lutherske menighed i Danmark kommer til at
leve som den organisme, de døbtes fællesskab er. Og en organisme styrer altså
sig selv. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark er naturligvis kun en del
af den universelle kirkeorganisme. Men det vil den også for alvor kunne leve
som, når den kommer til at styre sig selv. Vi må se, hvad der kommer ud af det
i denne omgang, men de to repræsentanter for menigheden Sorgenfri skal have tak
for dette indlæg! - Bent Christensen, pastor emeritus. dr. theol.
* * *
Er det virkelig så slemt?
Om politisk plat og
dårlig teologi i Svenska Kyrkan. - Kommentar til:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/529579:Debat--Ballade-i-den-svenske-kirke
17.10.13
Hvis det virkelig er så slemt, forstår jeg godt, at
modstanderne af folkekirkeligt selvstyre bruger Svenska Kyrkan som
skræmmebillede. Sådan må det ikke gå her hos os. Men vi er vel heller ikke så
dumme? Jeg vil selv med næb og klør bekæmpe sådan noget som det, den nuværende
svenske ærkebiskop siger. Og det er der, som vi kan se, mange andre der vil. Så
hos os skal det nok gå. - Jeg går fortsat ind for styrelsesudvalgets Model 3.
Idet jeg føjer til, at vi også skal have en bredere forsamling, altså et
kirkemøde med mange deltagere, hvor alt (hvad der har med kirken at gøre!) kan
diskuteres af alle. - Den manglende eller for ringe tro (dårlige teologi) kan
man tage sig af ved teologisk drøftelse, men i værste fald må man jo finde en
passende frikirke. Eller danne en. For mig vil dette dog være den
alleralleryderste udvej. Helt afgørende vil det være, om man vil prøve med magt
at lukke munden på de rettroende. Men jeg tror altså ikke, det kan blive så
galt her hos os.
* * *
Ceremonihuset
Til Deadine
14.10.13, hvor emnet var bla. Humanistisk Samfunds planer om at bygge et
neutralt ceremonihus.
Jeg hører til de præster, der i årtier har anbefalet de ikke-kristne at
lave deres egne ceremonier i deres egne rum. Man hører jo ofte, at folk bruger
kirken, fordi det er så pænt - eller hvad de nu siger. Og det er ikke tilfredsstillende
for nogen. De, der ikke ønsker at være kristne, skal selvfølgelig træde ud af
kirken og lave deres eget. - Jeg understreger dog, at jeg anbefaler lang og
grundig overvejelse. Ingen skal ryge af i svinget ved en fejltagelse. Jeg har
altid elsket den lille mand med den lille tro. Men det er jo noget helt andet
end en principiel modvilje mod kristendommen. - Hvad finansieringen angår, vil
jeg mene, at de mennesker, der vil have et neutralt ceremonirum, selv skal
betale for det, ligesom fx jøder, frikirkemenigheder, katolikker og muslimer
gør det. Det var noget andet, hvis fx kommunen byggede et kommunalt
ceremonihus. - At staten, i hvert fald indtil videre, støtter den
evangelisk-lutherske folkekirke, er noget helt tredje. For det første står der
i Grundloven, at den skal gøre det. For det andet er det et indviklet
spørgsmål, hvem der støtter hvem. Men for min skyld må staten gerne holde op
med at betale. - Noget helt fjerde er, at medlemmer af anerkendte trossamfund
så vidt mig bekendt kan trække deres medlemsbidrag fra i skat, men det kunne
man for min skyld også godt fjerne.
* * *
De fire biskopper og ulandsbistanden
Fire biskopper har udtalt sig imod Venstres forslag om at skære ned på ulandsbistanden. I Deadline 22.30 den 12. oktober 2013 forklarede biskop Karsten Nissen, som var en af de fire, at der, så vidt jeg forstod det, ikke var tale om noget, de fire havde aftalt, men at en journalist havde ringet rundt og spurgt hver enkelt, og at der altså var disse fire, der havde udtalt sig på denne måde. Og Karsten Nissen sagde videre, at han simpelt hen bare havde benyttet sig af sin ret som borger til at udtale sig, når han nu oven i købet var blevet spurgt.
Set fra én side af har Karsten Nissen ret. Vi har siden tiden op til 1848 her i Danmark haft tradition for, at præster kunne optræde politisk. En af mændene fra dengang blev oven i købet både biskop og statsminister (dog trods alt ikke på samme tid!): D.G. Monrad. Og vi har senest haft præsten Poul Hartling som statsminister. Men det, Karsten Nissen talte om, var noget andet, nemlig de gejstliges ret til at deltage i den politiske debat på lige fod med alle andre. Og selvfølgelig har de ret til det. Jeg har selv været lidt politisk aktiv, men har selvfølgelig altid gjort meget for at understrege, at det var jeg altså som privatperson, ikke som præst.
Men som præst har jeg i mange prædikener, ikke mindst over lignelsen om den rige mand og Lazarus, sagt, at det betød, at vi havde et globalt ansvar og skulle give af vores rigdom for at hjælpe de fattige ude i verden. Og det har jo så været på mit embedes vegne. Men det er igen noget helt særligt. Prædikenens situation er noget helt særligt. Jeg er aldrig som præst gået ud i den offentlige debat og har anklaget et bestemt parti for at have gjort eller foreslået noget andet end det, jeg havde prædiket.
Når jeg overhovedet ytrer mig her, er det, fordi det jo ser meget mærkeligt ud, at fire biskopper (selv om det åbenbart er helt tilfældigt) ytrer sig så specifikt politisk, netop som debatten om en eventuel ny kirkestyrelseslov kører for fulde omdrejninger og den ikke får for lidt med risikoen for, at et eventuelt kirkeligt råd skulle begynde at udtale sig om alt muligt politisk. Jeg er for, at vi får mere kirkeligt selvstyre, ja, for, at kirken til sidst bliver helt selvstændig, men jeg er også stærk modstander af, at et sådant råd skulle kunne udtale sig på kirkens vegne - hvad der jo heller ikke ligger i styrelsesudvalgets forslag. Så hvis de fire biskopper virkelig havde planlagt at udtale sig i fællesskab på en så politisk specifik måde (for slet ikke at tale om, hvis det havde været hele bispekollegiet som sådant), ville jeg være blevet meget vred.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Tre kommentarer til artikler i Kristeligt Dagblad om
Grundtvig
KD Onlinedebat og
Facebook. - 08.10.13.
Den politiske højrefløj har overtaget Grundtvig
Da der er en
sammenhæng mellem disse tre kommentarer, bringer jeg dem alle tre her, selv om
de to første jo stort set ikke har noget med kirke og teologi at gøre.
Tilsvarende har jeg også sat dem alle tre på undersiderne "Grundtvig"
og "Debat". - Lidt senere på dagen satte jeg disse tre kommentarer i
min avisen.dk-blog under den fælles overskrift "Grundtvig, de politiske
fløje og kirkestyrelsen".
Venstrefløjen har forladt ham
Nu har jeg ikke mit dankort her. Og jeg benytter lejligheden til, endnu en gang at beklage, at man ikke længere har klippekortet! - Men foreløbig vil jeg sige, at det er venstrefløjen, der har forladt Grundtvig. - Omkring 1972 herskede, hvad nogle af os kaldte "national-socialismen". Dengang hadede venstrefløjen EF og brugte nationalisten Grundtvig i sin kamp. Nu er dagsordenen en anden. Og hvis jeg igen skal være ondskabsfuld, vil jeg sige, at man nu i hvert fald i SF er glad for EU, og at det måske skyldes, at man ikke længere har Sovjetunionen, så at EU er det nærmeste, man kan komme det. Men spøg til side, jeg har altid været tilhænger af EF og EU, altså af, at dette fællesskab findes, for jeg er rigtignok mere og mere kritisk over for mange ting. Det er for ideologisk og folkeforagtende, for at sige det kort. - Og hvad Grundtvig angår, kan vi jo alle lade os inspirere af ham. Helt aktuelt er der meget at hente, for så vidt angår uddannelsespolitikken. Grundtvig sagde jo, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult, men gik i stedet ind for, at en i grunden ensartet dannelse skulle udbredes i alle samfundslag. Måske vender jeg tilbage. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig).
-
Ikke noget at føje til
Nu har jeg læst artiklen. Og det eneste, jeg har at føje til, er, at når venstrefløjen (marxister og kulturradikale, for at sige det kort) i årtier har haft bekæmpelsen af dansk nationalitet og folkelighed som et af sine vigtigste projekter, så er der ikke noget at sige til, at det kun er på den anden side, man holder af Grundtvig. Det kan på mange områder være svært at sige, hvad Grundtvig ville mene i dag, men der kan ikke være den ringeste tvivl om, at han ville være imod indvandringen og kosmopolitismen. - Grundtvig var nationalist. Også i den grad. Men sådan var tiden. Og det særlige ved Grundtvig var, at han så sit elskede Danmarks rolle i et verdenshistorisk perspektiv. Den nordiske videnskabelighed (Göteborg-universitetet) skulle være den nordiske folkestammes bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed. Der er også store økumeniske (mellemkirkelige) perspektiver i Grundtvigs teologi og salmedigtning. Der er masser at øse af. Og man kan som sagt lade sig inspirere, som man vil. En af de ting, Grundtvig virkelig bekæmpede, var efteraberiet. Han sagde også, at hans åndelige efterkommere skulle stå på hans skuldre - og altså være kommet videre. Jeg håber, vi kan få en Grundtvig-renæssance. - Nu går jeg til artiklen om Grundtvig og kirkeforfatningen. Det spørgsmål er noget mere kompliceret. Jeg henviser til min kommentar til den. - FB-TILFØJELSE: Ja, se det næste opslag!
-
Ville Grundtvig være imod et kirkeråd?
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/528395:Kirke---tro--Ville-Grundtvig-vaere-imod-et-kirkeraad
Sune Auken kommer
nærmest
Denne artikel er et stærkt eksempel på, at Grundtvig kan tages til indtægt for alt. Men jeg mener, at Sune Auken er den, der kommer nærmest. - Jeg har selv beskæftiget mig meget med Grundtvigs kirketeologi, kirkesyn og kirkepolitik, ja, regner med at få en stor artikel om det i det kommende nummer af Grundtvig-Studier, som jeg tillader mig at henvise til. Jeg henviser også til Grundtvig-Selskabets årsmøde den 23. november, hvor jeg skal give det indledende oplæg til drøftelsen om netop forholdet mellem Grundtvig og den aktuelle kirkepolitiske situation. Men jeg kan i al korthed sige så meget her, at Grundtvig rigtignok var imod en kirkeforfatning. Men det var han blandt andet, fordi han slet ikke regnede Folkekirken for et kristent kirkesamfund. Folkekirken var for ham en slags offentlig religionsanstalt, hvor der nærmest skulle være plads til alt muligt, der på nogen måde kunne betegnes som kristeligt. Han regnede kun ganske få for egentlige kristne (Jesu Kristi frimenighed), og de kunne så samles omkring de (også få) rettroende præster, ofte gennem sognebåndsløsning. Og det var så det! Apparatet sørgede staten for, og så kunne de få rettroende bare samles om de få rettroende præster. Men Grundtvig holdt også hele tiden den mulighed åben, at de få rettroende kunne bryde ud og danne en frikirke. Det er derfor meget sandsynligt, at Grundtvig ville have været frikirkemand i dag. - Jeg regner selv Grundtvig for min store teologiske lærefader. Men jeg er uenig med ham i kirkepolitikken. Grundtvig havde på den ene side en meget øm samvittighed med hensyn til, hvad han ville lægge navn til. Derfor var han nødt til at sige, at Folkekirken ikke var en kristen kirke. Men på den anden side havde han også sit store folkelige og kulturelle program, og det kunne han bedre arbejde for, hvis man blev i den statslige religionsanstalt Folkekirken. - Hvad jeg selv mener? Jeg mener, at Folkekirken er et evangelisk-luthersk kirkesamfund, ja, de døbtes fællesskab og dermed en organisme, der skal styre sig selv. Derfor går jeg i den aktuelle situation ind for kirkestyrelsesudvalgets model 3 (den mest vidtgående), og på længere sigt går jeg ind for, at den evangelisk-lutherske menighed i Danmark skal have fuld selvstændighed, altså adskilles fra staten. Jeg har ikke Grundtvigs ømme samvittighed. Jeg bliver fx i Folkekirken på trods af, hvad jeg betegner som "løgnevielsesritualet". Og først og fremmest ønsker jeg at være solidarisk med den berømte lille mand med den lille tro. Også han skal imidlertid være klar over, hvad det er han ved dåben blev indlemmet i. Hvis der er medlemmer, der efter moden overvejelse finder ud af, at de ikke ønsker at være med i de døbtes Kristus-fællesskab, bliver de nødt til at melde sig ud. Men jeg opfordrer ikke nogen til det. Sagen kan beskrives på flere måder, og jeg vil gerne være i menighed sammen med alle, der på nogen måde vil være med til at prøve at samles om det, der er indholdet i den trosbekendelse, vi blev døbt på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig). - www.bentchristensen.dk
* * *
Model 3, med ét fælles organ
Af Bent Christensen,
emeritus, dr.theol.
[Præsteforeningens Blad 16.08.13 (2013/33). Redaktøren har ændret overskriften, som oprindelig var "Gejstlig vetoret?". Mellemrubrikkerne er også redaktørens. Redaktøren har desuden (formodentlig af pladsgrunde) udeladt nogle få ting. De er bevaret her, men sat i firkantet parentes. Et sted, hvor der kun er tale om en ganske lille ændring, har jeg uden videre bevaret den oprindelige ordlyd].
"Denne aften har jeg set frem til gennem de sidste
30-40 år". Med disse ord begyndte mit lille indlæg på mødet i Maribo den
6. juni, hvor formand Gammeltoft-Hansen og seks andre medlemmer af "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne
styringsstruktur for folkekirken" var kommet til stede for at drøfte
Udvalgets debatoplæg med os i Lolland-Falsters Stift. [Dernæst roste jeg
oplægget for dets begrebsklarhed og fine sprog]. Så kompliceret, som det hele
er, kunne det nok ikke have været fremstillet mere læseligt. Indholdet kunne
jeg - efter omstændighederne - også erklære mig stort set tilfreds med. For som
hele vor folkekirkelige virkelighed er, vil det være helt urealistisk at gå
videre lige nu end til model 3 på begge områder, hvad jeg jo så til gengæld
ønsker.
Processen og
drøftelsen
Jeg ville også kunne leve med
model 2. Det vigtigste er, at processen og drøftelsen overhovedet er kommet i
gang. Så kan vi gå videre senere. Men model 2 er vist ikke realistisk, især
ikke for så vidt angår de indre anliggender, hvor det, som et af Udvalgets
medlemmer i en pausesamtale forklarede mig, vil være utilfredsstillende og upraktisk,
at rådets kompetence ikke kommer til at omfatte de anliggender, der i dag er
reguleret ved lovgivning. Jeg er også blevet klar over, at det ikke vil være
godt med to organer. For nu at citere referatet fra vor forenings
repræsentantmøde: "Ville et organ, der skulle tage sig af 'indre
anliggender' ikke medføre, at der kom nye initiativer for initiativernes
skyld?" (nr. 24-25 s. 577, Niels
Vincent Grunnets gruppe). Desuden hænger det hele jo sammen. Selv den mindste
økonomiske eller praktiske ting er en del af kirkeorganismens liv. Altså: model
3 med ét fælles organ.
Jeg har kun to indvendinger mod det i oplægget foreslåede. Den første gælder antallet af almindelige præster i styrelsesorganet. Her ser jeg gerne fem i stedet for kun tre. Ikke et ondt ord om de præster, der tillige er biskopper og provster, men der ligger altså også en stor erfaring og viden hos de almindelige præster. Hvortil kommer det ønskelige i at få så mange forskellige præsteholdninger som muligt repræsenteret.
Vedrørende lære og
ritualer
Min anden indvending gælder forholdene omkring afgørelsen af spørgsmål vedrørende lære og ritualer. Jeg er enig i, at der skal være en overvægt af læge medlemmer. Og det ligger stærkt i mit kirkesyn, at kirken er os alle sammen, så at alle skal være med i drøftelsen og afgørelsen af alle spørgsmål. Men jeg er måske lidt paranoid. For jeg kan frygte, at der kan opstå en situation, hvor et flertal i styrelsesorganet under indtryk af en aktuel stemning kommer til at vedtage nogle dårlige ting. Jeg ønsker derfor, at de gejstlige medlemmer får en eller anden form for vetoret. For uanset hvordan man vender og drejer det, er det sådan, at præsterne, både de, der bare er præster, og de, der tillige er provster eller biskopper, har nogle særlige forudsætninger. Der er den teologiske uddannelse. Og der er alt det, der ligger i, at de i deres tjeneste har en særlig forpligtelse (ordinationen og præsteløftet) og en særlig erfaring - som regel i et livslangt tjenesteforhold.
"Som en
konsekvens af biskoppernes læremæssige ansvar"
Der står ganske vist på s. 22 i Debatoplægget, at biskopperne i sager, der berører læremæssige forhold, skal anmodes om at tage stilling til dem "som en konsekvens af biskoppernes læremæssige ansvar". Men der står også, at biskoppernes indstilling ikke formelt er bindende for rådet. Jeg foreslår, at bispekollegiet får vetoret. Men der skal ikke gå for meget bispekirke i det. Vetoretten bør derfor på en eller anden måde deles med alle de gejstlige medlemmer af rådet. Kommer det til et veto, må man lade de gamle ting gælde, indtil nye kan vedtages. Der bør i øvrigt i det hele taget vedtages så lidt som muligt! Men der skal selvfølgelig være flertal i rådet for alt, hvad der vedtages. De gejstlige skal altså ikke kunne presse noget ned over hovedet på et flertal.
Jeg siger ikke dette for at nedgøre lægfolket og dets repræsentanter eller for at ophøje de gejstlige til at være ufejlbarlige. Der er lægfolk, der har stor teologisk viden og indsigt. Der er lægfolk, der har andre slags vigtig viden og indsigt. Og enhver kan have noget godt og vigtigt at sige. Og gejstlige kan også få dårlige idéer!
Hvis vi har en Folkekirke, hvor et flertal af de almindelige medlemmer ønsker nogle ting, de gejstlige, eller dog et flertal af de gejstlige, er afgjort imod, har vi selvfølgelig et alvorligt problem, [som i sin yderste konsekvens kan føre til en spaltning af kirken, en konsekvens, jeg med mit kirkesyn dog vil betragte som den alleryderste nødløsning]. Der har været splittelse nok i kirken. Men jeg forudser, at [sådan noget som] valgmenigheder vil komme til at spille en stor rolle i fremtidens Folkekirke. Desuden må vi, højtideligt og traditionelt sagt, tro på Evangeliets magt og Helligåndens kraft.
* * *
Model 3 og ét råd, tak!
Danmark er ikke "et kristent
land", derfor må Folkekirken med nødvendighed fremtræde som et
selvstyrende kirkesamfund
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol.
[Dansk Kirketidende
nr. 8/2013, august 2013]
Under Enevælden var
Danmark simpelt hen "et kristent land" med kongen i spidsen for det
hele. Der var ingen særlig kirke. Kirkeorganisationen var en del af det
statslige forvaltningsapparat, og menigheden var med visse undtagelser lig med
hele folket. Med Grundloven i 1849 overtog folkestyret den enevældige konges
magt over kirkeorganisationen. Men der blev religionsfrihed. Og der blev i
paragraffen om, at den evangelisk-lutherske folkekirke var den danske
folkekirke i hvert fald tale om
Folkekirken som en "kirke", som noget, der ikke bare var en del af
det statslige forvaltningsapparat; det giver jo ikke nogen mening at sige, at
staten skal "understøtte" (en del af) sig selv. Folkekirken i
Grundlovens forstand er en evangelisk-luthersk bekendelseskirke. Med stor
frihed og rummelighed, men det er noget andet.
Og så gik det
ellers, som det gik. Og det er gået ganske godt. Jeg kan på en del punkter være
særdeles kritisk over for Folkekirken, men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle
gå hen. Og friheden til at være kritisk er i sig selv et stort gode. Netop
debatten omkring ritualet for vielse af par af samme køn har fået mig til at
blive endnu mere folkekirkelig. Jeg har, om muligt, fået endnu mindre lyst end
før til at tilslutte mig en frikirke eller den såkaldte kirkelige højrefløj.
Mit standpunkt er altså, at jeg, under fortsat protest mod det nye
vielsesritual, vil medvirke til, at livet i det evangelisk-lutherske
kirkesamfund, jeg insisterer på at betragte Folkekirken som, bliver styrket og
fremmet mest muligt.
Selvstyrende kirkesamfund
Jeg hilser derfor
arbejdet med en ny styrelseslov for Folkekirken velkommen. Danmark er ikke
længere slet og ret "et kristent land", og derfor må Folkekirkens
store evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed skulle fremtræde som et
selvstyrende kirkesamfund, en selvstyrende organisme, dvs. som en del af det
Kristi legeme, hver enkelt af os ved dåben blev indpodet i. Jeg afviser den
idelige tale om, at Folkekirken skulle være "en ramme om evangeliets
forkyndelse". Folkekirken er en særlig del af alle de døbtes fællesskab,
og det ændrer den nødvendige skelnen mellem den synlige og den usynlige kirke
intet ved.
På den baggrund ser
jeg helst udvalgets mest vidtgående model, model 3, indført. Det afgørende for
mig er for det første selve drøftelsen, og for det andet, at der overhovedet er
kommet gang i processen. Det har jeg ventet på siden midten af 1970'erne.
Det bliver ikke
nemt. Og jeg kan godt se alle de farer, der truer. Vi er meget dårligt forberedt
til det. Men der er ingen vej udenom. Og så længe vi selv kan bestemme tempoet,
må vi tage det skridt for skridt. Idet vi skal gøre os klart, at en direkte
adskillelse af kirken fra staten kan blive os påtvunget, før vi selv ønsker
det. Men så skal vi være klædt på til det.
Ingen moralsk centralkomité
Der er spørgsmålet
om, hvor stor demokratisk legitimitet et kommende kirkeråd vil få. Men hvad det
angår, må "alle gode kræfter" medvirke til, at kirkebevidstheden i
hele folkekirkemenigheden styrkes, så mange flere deltager i
menighedsrådsvalgene. Og jeg vil ud fra egen erfaring påstå, at de mange
menighedsråd, der er fremkommet ved aftalevalg, er ganske repræsentative for de
pågældende sognemenigheder.
Af flere grunde bør
der kun være ét kirkeråd. Først og fremmest fordi det hele hænger sammen i
kirkeorganismens liv. Men også fordi et særligt råd for de "indre
anliggender" alene vil kunne blive særlig fristet til at finde på unødvendige
ting at beskæftige sig med.
Den gamle krikke
om, at kirkerådet vil komme til udtale sig om alle mulige politiske og andre
uvedkommende ting, bliver jo igen trukket af stalden. Jeg siger ikke, at der
ikke er nogle, der ønsker en sådan "moralsk centralkomité". Men det
er formodentlig et lille mindretal. Og jeg er selv en af dem, der vil bekæmpe
noget sådant med næb og klør. Jeg så gerne, at paragraf 1 i en kommende
styrelseslov kom til at lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med
eller udtale sig om andet end kirkens styrelse". Men hvordan skulle det i
øvrigt kunne gå til? Vi er jo så mange, der er imod det. Og der står absolut
intet om noget sådant i Udvalgets forslag. Og blandt de knapt 80 procent af
befolkningen, der er medlemmer af Folkekirken, er stort set alle politiske
holdninger repræsenteret. Hvordan skulle det så kunne gå til, at rådet på
Folkekirkens vegne kom til at udtale sig i en bestemt politisk retning?
Veto til gejstlige
Endelig vil jeg
nævne risikoen for, at kirkerådet under indflydelse af en tilfældig stemning i
tiden skulle kunne komme til at vedtage nogle dårlige ting på det liturgiske
område. Men for det første vil man - og skal man - som hidtil nedsætte
kommissioner af sagkyndige folk, hvis forslag man jo nok vil tage afgørende
hensyn til. Og for det andet vil jeg foreslå, at der for alle tilfældes skyld
bliver givet bispekollegiet og de gejstlige medlemmer af rådet vetoret i
liturgiske spørgsmål. Jeg foreslår i parentes bemærket antallet af
"almindelige" præster i rådet udvidet fra tre til fem, hvilket blandt
andet vil betyde, at flere forskellige præsteholdninger bliver repræsenteret.
De gejstlige er ganske vist heller ikke ufejlbarlige. Men hvad skal man ellers
gøre? Og skulle det komme til det værste, må vi insistere på, at det fortsat
vil være sådan, at hidtidige ritualer m.m. forbliver gyldige, så at de, der
ikke kan leve med fx en dårlig "modernisering" af højmessen, kan
blive ved med at bruge dem. Det kan være hele sognemenigheder. Men det kan også
være mindre grupper eller enkeltpersoner. De må da benytte sig af de
frihedsmuligheder, der selvfølgelig fortsat skal være (og som vi skylder
Grundtvig stor tak for), nemlig tilkaldepræster, sognebåndsløsning og
valgmenigheder. Jeg forestiller mig, at der under alle omstændigheder vil komme
et større antal valgmenigheder. Og med den mangfoldighed, der nok i stigende
grad vil blive tale om, vil det være udmærket. De vil jo stadig være en del af
Folkekirken. Hvad fx gudstjenesteordningen angår, vil man så også kunne se, hvor
mange der søndag efter søndag vil deltage i de forskellige former for
gudstjeneste, der måtte blive tale om.
Strid er bedre end død
Selv om der kan
blive en masse strid i forbindelse med indførelsen af en ny styrelsesstruktur,
vil dette selv i værste fald være en form for liv, som der vil kunne komme
meget godt ud af. Strid er i hvert fald bedre end død. Og vi skal tro på
Evangeliets magt og Helligåndens kraft. Evangeliet vil altid sætte sig igennem.
Kort sagt: model 3
med ét råd!
* * *
En biskop er en præst, der tillige er tilsynsmand
Til KD-artiklen "Bispeembede er
under ombygning":
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/515523:Kirke---tro--Bispeembede-er-under-ombygning
http://www.kristeligt-dagblad.dk/laeserdebat/traad/524305?post_id=287794#post_287794
Det er mærkelige tider, vi lever i. Men desto vigtigere er det, at vi alle holder tungen lige i munden. Vi skal altså pdes. undgå en dårlig og misforstået tale om "det almindelige præstedømme" og pdas. undgå en mangementagtig opgradering af bispeembedet.
Den lutherske tale om det almindelige præstedømme er vendt mod den romerskkatolske forståelse af præsteembedet som et "sacerdotium", ja, et offerpræsteembede, som formidler mellem Gud og menighedens almindelige medlemmer. Et sådant embede skal vi ikke have og har vi ikke i vor afdeling af Kirken. Alle står i et umiddelbart forhold til Gud. Men dette betyder ikke, at der ikke er et særligt præste- og prædikeembede, altså et særligt tjeneste-embede, "ministerium", hos os. Det er der.
Og der er faktisk kunne dette ene "ministerium" eller præsteembede hos os. Alle vi præster i fx Folkekirken er fælles om og tjener grundlæggende på lige fod i den apostoliske tradition, ja, succession. Nogle præster får så tillige en særlig tilsynstjeneste, nemlig biskopperne. En biskop, græsk "episkopos", er en tilsynsmand. I Kirkens første århundreder havde bispeembedet af gode grunde en helt særlig betydning. Dengang gav det længe mening at understrege den betydning, det havde, at biskopperne på en helt særlig måde havde fået overdraget deres særlige embede i en følge eller "succession", som gik helt tilbage til de første apostle. Til at begynde med var der jo en ikke ringe forvirring med hensyn til, hvad det hele gik ud på, og det var også i mange tilfælde så som så med den enkelte præsts uddannelsesniveau. Nu er det noget andet. Alle ved, hvad kristendommen går ud på. Eller kan i hvert fald diskutere dette på et kvalificeret grundlag, nemlig på grundlag af en solid teologisk universitetsuddannelse. Man kan derfor også godt sige, at i dag er alle præster i Folkekirken biskopper! Bortset fra, at der jo i kirken, som i alle andre strukturer, er brug for et tilsyn. Det er nødvendigt, at der i hvert område, dvs. i hvert stift, er en præst, der rent ud sagt holder øje med, om de andre holder sig til den rette lære m.m. (At dette i praksis administreres meget lempeligt, er godt, men ændrer ikke noget ved hovedsagen).
Men når en mand (eller kvinde) bliver valgt til dette tilsynsembede, giver dette jo også ham (eller hende; jeg mener altid "eller hende", når jeg siger ham) en særlig position. Man vælger jo en person, som blandt andet må formodes at være en dygtig teolog. MEN dette betyder ikke, at en biskop kan udtale sig på andet end sine egne vegne. Selvfølgelig med den vægt, hans særlige stilling og særlige kvalifikationer giver. Men så ikke mere. - Det samme gælder naturligvis en provst, som altså er en præst, der bistår biskoppen med tilsynet og desuden har nogle særlige administrative funktioner. - Og hvad det administrative angår, må vi ikke glemme, at i kirken er alt teologisk, også de mindste små detaljer. Både bispe- og provstefunktionen skal altså varetages af præster, teologer.
Jeg er derfor helt enig med universitetslektor Anders Holm, når han siger:
”Det er ikke mindst Kristeligt Dagblad, der har re-katoliceret bispeembedet og eftersøgt hierarkiske strukturer, så det fremstår, som om biskopperne udtaler sig på kirkens vegne. Sandheden er jo, at der er stor uenighed i folkekirken”.
Hvad i øvrigt hele management-tankegangen angår, må vi gøre alt for at holde den ude af kirken. Bortset fra, at også kirken jo skal fungere så godt som muligt på alle områder. Det afgørende er, at alle skal kunne udtale sig på i princippet lige fod. Der er jo også lægfolk, der har stor teologisk indsigt. Og der er lægfolk, der i det hele taget har stor indsigt i tilværelsens store spørgsmål. Ligesom enhver jo er kvalificeret til at udtale sig om eksistensen ved simpelt hen at være til.
Men hvad nu præsterne angår, altså de præster, der bare er præst og ikke tillige provst eller biskop, så er det meget vigtigt, at deres selvstændighed bevares. Den Danske Folkekirke har i århundreder i meget høj grad været en præstekirke. Det kan man ikke snakke sig fra. Og dette har i høj grad været med til at gøre Danmark til det land, det er i dag. Det gælder først og fremmest præstens tjeneste i sognet. Men det gælder også præstens deltagelse i hele debatten på alle områder. Jeg tror, mange præster allerede nu afstår fra at deltage i såvel den teologiske og kirkelige debat som debatten overhovedet, fordi de på den ene side er bange for deres menighedsråd og på den anden side er bange for deres biskop. Noget tilsvarende gælder de både offentligt og privat ansatte, man kan sammenligne præsterne med. Og det er en stor ulykke.
Vi skal have vor gode evangelisk-lutherske og folkekirkelige tradition med os ind i fremtiden. Ellers kan det blive meget både kedeligt og sørgeligt.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Ateist med ånd?
Kommentar til
KD-artikel 26.06.13
Norsk
religionshistoriker i opgør med tidens ateister
Ateist med ånd?
Erik Thorstensen er både sympatisk og klog. Det er fx fuldstændig rigtigt, når han påpeger, at de militante ateister mere og mere fremtræder som en intolerant, ja, aggressiv religiøs sekt. Og det er rigtigt, når han gør opmærksom på, at deres teknik (som svarer til, hvad fx også politikere ofte gør) er at lave et fugleskræmsel bestående af nogle af de værste af de jo desværre mange eksempler på vildfaren kristendom (eller "kristendom") og anden vildfaren religiøsitet - for derefter, meget nemt, at skyde det ned. Hvorfor er der fx sjældent nogen, der går i diskussion med gode moderne evangelisk-lutherske kristne?
Som bekendt talte Grundtvig i sin tid om et kulturelt og videnskabeligt samarbejde mellem kristne og "naturalister med ånd". Som discipel af Grundtvig har jeg i mange år talt om et samarbejde mellem os kristne og "åbne og ærlige ateister", altså fx sådan nogle som Erik Thorstensen.
For mig som moderne menneske er der kun to muligheder at, om man så må sige, vælge imellem, nemlig kristendommen eller en netop åben og ærlig ateisme, som består i, at man simpelt hen ikke finder det muligt at tro, der er en Gud. Jeg var fra 15-årsalderen af, og indtil jeg var først i tyverne, selv en sådan ateist, men kom gennem en lang proces og hårde kampe tilbage til den kristne tro igen. Da jeg var 28, blev jeg præst i Folkekirken. Og senere var jeg i mange år Grundtvig-forsker, med særligt henblik på vort forhold som kristne til den foreliggende virkelighed og til vore ikke-kristne medmennesker. Jeg har også altid interesseret mig for naturvidenskab. Ja, jeg har haft lidt med Forum Teologi Naturvidenskab at gøre.
Jeg kan altså på en vis måde godt sige, at der ikke er nogen ateist, der kan lære mig noget, og at jeg i hvert fald ikke på nogen som helst måde kan genkende mig selv i de fugleskræmsler, de militante ateister opstiller. På den anden side er jeg også glad for min egen ateistiske fortid. Den og min fuldstændig nøgne og fordomsfri beskæftigelse med både naturvidenskaberne og hele den moderne virkelighed i øvrigt har sat mig i stand til at være præst i stor solidaritet med både tvivlere og ateister. Men hvad ellers?
Jeg benytter derfor denne lejlighed til, endnu en gang, at invitere ateister som Erik Thorstensen til en fri drøftelse af, ja, på mange måder et direkte samarbejde om, samfundsspørgsmål, kultur og videnskab. Den slags ateister er faktisk os kristnes nærmeste slægtninge. For vi må ikke glemme, at den sande kristendom er det 180 grader modsatte af "religion"!
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Samfundet må tage, hvad det kan få
25.06.13.
Det første og de to
sidste afsnit + link til nedennævnte blog sat i KD Onlinedebat.
Hele teksten i min
blog i avisen.dk "Jeg er ellers ikke blogger ...".
(LINK: http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx).
Og derefter delt til
min Facebook-profil.
I Kristeligt Dagblads kronik den 24. juni 2013 fremsætter professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet dr.polit. Niels Kærgård det synspunkt, at Folkekirkens forhold er for vigtige til at kunne overlades helt til Folkekirkens egne folk (jfr. den med krigen og generalerne). Men her ser professoren forkert.
Der er mange rigtige iagttagelser i kronikken, ikke mindst den, at det kirkeråd, "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken" i sit Debatoplæg nævner som en mulighed bliver "ekstremt menighedsrådstungt". Men vi må ikke glemme, at noget af det vigtigste ved en demokratisk styreform er, at de, der betaler, også skal være (solidt) repræsenteret.
Jeg har dog foreslået, at antallet af "menige præster" burde forhøjes fra tre til fem (ud af 25-27 medlemmer). Med al respekt for de præster, der tillige er provster eller biskopper, er det ønskeligt, at de almindelige præster med al deres viden og erfaring og anskuelsesmæssige bredde bliver så stærkt repræsenteret som muligt. I høj grad også for netop breddens skyld. Og de præster, der bare er præster, vil også ofte være noget anderledes end dem, der tillige er provster eller biskopper.
Men dette er ikke det afgørende. Det siger jo sig selv, at et sådant råd må rådføre sig med eksperter og sagkyndige, som det jo også nu er tilfældet. Derfor er det heller ikke nødvendigt at have universitetsprofessorer olgn. siddende i rådet - selv om professor Kærgård jo peger på, at dette ville kunne ske derved, at i hvert fald et af de af kirkeministeren udpegede medlemmer blev universitetsteolog.
Der er selvfølgelig et problem, eller det kan i hvert fald tænkes, at der kan opstå et problem, hvad de "indre anliggender" angår (ritualer, salmebog, undervisning osv.). Men dette problem kan ikke imødegås ved at forøge antallet af gejstlige og evt. fagteologer. Her bør man i stedet indføje en eller anden form for bestemmelse om, at de gejstlige, hvis det skulle komme til det yderste, får vetoret. Og her tænker jeg ikke kun på bispekollegiet. (Der skal jo, som jeg har sagt, heller ikke gå for meget bispekirke i det). Bispekollegiet består ganske vist af samtlige indehavere af det særlige tilsynsembede, og lige meget hvordan man vender og drejer det, vil biskopperne altid skulle have et stort ord at sige. Men jeg mener, at den vetoret, hvad ritualer osv. angår, der her vil blive tale om, skal deles mellem bispekollegiet, de biskopper, der er medlemmer af Rådet, og de provster og almindelige præster, der er medlemmer af rådet.
Jeg er måske paranoid. Men jeg kan ikke frigøre mig for en frygt for, at et flertal i Rådet under indtryk af en tilfældig tidsånd kan komme til at vedtage fx nogle dårlige ritualer eller ligefrem en dårlig gudstjenesteordning. Det kan en gejstlig vetoret give en ekstra sikkerhed imod. Selv om jo også gejstlige kan få eller tilslutte sig dårlige idéer. Hvis det kommer til det yderste, må man blive ved de hidtidige ritualer m.m., indtil der er opnået enighed om nogle nye.
Man skal i denne forbindelse bemærke, at jeg naturligvis ikke forestiller mig, at de gejstlige skal kunne gennemtvinge noget mod et flertal i Rådet. Og jeg tror naturligvis også, at god dansk skik fortsat vil herske, så at man i hele Rådet virkelig vil lytte til, hvad fx en liturgisk kommission vil fremkomme med, samt til de høringssvar og den debat, der vil blive tale om. Vi skal nok finde ud af det.
Og hvis det er sådan, at et flertal i hele kirken ligger under for en dårlig tidsånd, er der ikke noget at gøre ved det, andet end at vente på bedre tider. Hvis man studerer noget kirkehistorie, kan man fx se, hvad der fandt sted for to hundrede år siden! Desto vigtigere bliver så de frihedsmuligheder, netop Grundtvig fik gennemført, altså sognebåndsløsning og dannelse af valgmenigheder. Jeg tror, der vil kunne komme mange valgmenigheder i fremtidens evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Måske ikke mindst netop på grund af forskellige syn på, hvordan gudstjenesten skal være. Og hvad så? Det fantastiske ved de frihedsmuligheder, vi har i dag, og som selvfølgelig skal med over i alle kommende ordninger, er jo, at man kan holde meget forskellige slags kristne sammen i ét kirkesamfund.
Men så peger Niels Kærgård på, at da Folkekirken er "en central institution for hele det danske samfund", så ville det være rimeligt, "at for eksempel Folketinget, Kulturministeriet, Nationalmuseet, Statens Kunstfond og egnsudviklingen skulle udpege repræsentanter for almene samfundsinteresser på samme måde, som de gør til for eksempel Danmarks Radios bestyrelse". Men det er det ikke! De udmærkede mennesker, der her er tale om, må Rådet konsultere og samarbejde med på andre måder.
Det, der efter alle solemærker at dømme er ved at ske nu, er, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark i stadig stigende grad vil komme til at leve som hverken mere eller mindre end et kirkesamfund. Og sådan skal det være. I gamle dage, da menigheden praktisk taget var lig med hele befolkningen med Kongen i spidsen for det hele, var det noget andet (selv om det egentlig også under sådanne omstændigheder ville være rimeligt med en særlig ledelse i "den kirkelige side af samfundet", eller altså hos befolkningen i dens egenskab af menighed). Men som det hele er allerede nu, for slet ikke at tale om, hvordan det efter alt at dømme bliver, må den nuværende folkekirkemenighed i stadig stigende grad komme til at stå som dén - selvstyrende - organisme, hvert enkelt medlem ved sin dåb blev indlemmet i. Sådan er det jo. Enten er hele nationen kristen, ja, kristen på samme måde (i vort tilfælde evangelisk-luthersk), eller også må det evangelisk-lutherske kirkesamfund leve som en selvstændig og selvstyrende organisme. (At Kirken er splittet op i forskellige konfessioner og samfund både i verden og her i landet, er en mildest talt beklagelig kendsgerning, men der er altså og vil inden for al overskuelig fremtid også være ikke-lutherske kristne kirkesamfund i Danmark, som vi selvfølgelig skal leve broderligt sammen med. Men det nævner jeg kun lige).
Jeg anerkender den smukke måde, hvorpå Niels Kærgård taler om de mange gode virkninger, kristendommen, og ikke mindst den evangelisk-lutherske kristendom, har haft på menneskelivet i Danmark. Men disse virkninger forsvinder jo ikke, fordi Folkekirken bliver selvstyrende. De vil for det første gøre sig gældende blandt Folkekirkens medlemmer, og efter min mening i højere grad, jo mere disse kommer til at forstå og føle og opleve sig som medlemmer af Folkekirken som kirkesamfund, menighed, organisme. Og de vil for det andet gøre sig gældende ud fra det liv, Folkekirkens medlemmer lever i samfundet, med alt, hvad det indebærer. Og den danske stat vil jo også fortsat være folkekirkemedlemmernes stat, ikke en fjendtlig magt. Så alle mulige former for samarbejde vil kunne tænkes. Selv om det vigtigste jo vil være, at der vil være evangelisk-lutherske kristne overalt og på alle slags poster i samfundet. Som ikke bare vil være kristne, men som også vil være de første til at se sagligt og fordomsfrit (ikke-ideologisk) på tingene og dermed kunne samarbejde frugtbart med folk af alle mulige andre overbevisninger. I hvert fald med alle, der selv går sagligt og fordomsfrit (ikke-ideologisk) til værks.
Min konklusion på denne kommentar til professor Niels Kærgårds kronik skal derfor være. Kirken skal styre sig selv, og så må samfundet tage, hvad det kan få!
Bent
Christensen pastor emeritus, dr. theol.
* * *
PÅ HØJDEN.
Et sankthansdigt med Sankt Hans-kommentarer. - 22.06.13.
På undersiden
"Litterære tekster" kan man se, at jeg hver uge sætter et eller flere
digte på min Facebook-tidslinje. I sommeren 2013 var det i en periode en række
"vinduesdigte" eller "vinduesnattedigte", som på en måde
bare blev skrevet af efter, hvad jeg så i mit studereværelses vindue, inden jeg
gik i seng. Nedenstående digt med kommentarer måtte også her på siden.
Ugens digt 4, uge
25/2013
Dette midsommerdigt måtte på i dag [lørdag 22.06.13]. Men jeg sætter det her i kommentarfeltet. Fra fredag aften til engang om mandagen gælder princippet "intet over salmen". - Se dog også kommentaren i næste felt.
PÅ HØJDEN
I denne solhvervsnat hænger
vinterens truende sky
massivt over det blege stykke,
i hvis nederste del man nærmest
skal gætte sig til en smule rødt.
Truslen har nok også
sat kulde i Solen.
Mon sankthansaften igen i år
bliver kold og våd og blæsende?
Sankt Hans!
Det gamle på sin højde.
Døden lurer overalt.
Vi tænder vore bål.
Og det er godt nok.
Men vi burde også fejre en messe.
22.06.13
KOMMENTAR: Dette er digt er skrevet ved ettiden den 22. juni, altså i natten efter sommersolhvervsdagen. Og jeg har derfor været nødt til at sætte det på her, men altså i dette kommentarfelt. Jeg vil jo kun i det yderste tilfælde have noget til at stå over søndagens salme. Men digtet slutter jo: "Men vi burde også fejre en messe". Se derfor mere i næste felt.
I NYT KOMMENTARFELT:
Mit sankthansdigt slutter altså med linjen "Men vi burde også fejre en messe". Og det har jeg denne kommentar til: Almindeligvis betragter jeg sankthansaften som en rent "folkelig" fest. Og vi skal da også til sankthansbål i Kettinge Grusgrav på Østlolland i morgen. Så det er lidt vanskeligt for mig at gøre forholdet mellem "det kirkelige og det folkelige" op her. Jeg vil i hvert fald ikke uden videre sige, at man burde erstatte den folkelige sankthansfejring med en sankthansaftengudstjeneste. Men man skal i det mindste huske, at Sankt Hans' dag (Johannes Døberens fødselsdag) fra gammel tid har været fejret med både en vigiliegudstjeneste om aftenen den 23. juni og en messe på selve dagen den 24. juni. I den Romersk-Katolske Kirke (hvor man stadig fejrer Johannes Døberens fødsel) er teksterne til aftengudstjenesten 23/6: Jer 1,4-10, 1 Pet 1,8-12 og Luk 1,5-17, og til Sankt Hans' dag-messen: Es 49,1-6, ApG 13,22-26 og Luk 1,57-66.80. - Man kunne jo gøre det, at man fejrede Sankt Hans ved en gudstjeneste, inden man gik til sankthansbål (evt. med medbragt mad og drikke). Og/eller ved en gudstjeneste 24/6. Jeg bryder mig ikke meget om aftengudstjenester, men da der jo i de fleste tilfælde er tale om hverdage, ville man blive nødt til det. - Når jeg ikke bryder mig om aftengudstjenester på søndage, er det af to grunde: 1. Søndagen er Herrens opstandelses dag, altså hver gang en lille påske. Derfor er morgenen/formiddagen det rette tidspunkt. - 2. Man skal fejre gudstjeneste om formiddagen, så man, således styrket og opmuntret, resten af dagen kan hengive sig til sit menneskeliv. Ved måltiderne. Ved en søndagstur i naturen eller til en seværdighed eller begivenhed. Ved en film eller en bog. Eller hvordan man nu vil fordybe sig i sit liv fri for arbejde.
* * *
Men
så er der valgmenighedsmuligheden
Til
KD-artiklen 20.06.13 "Lise-Lotte Rebel: Bevar kirkens
frihedstradition".
Ja, det er slemt, hvis modstandere af vielser af par af samme køn får
vanskeligt ved at få embede. Jeg har tidligere sagt, at hvis alle præster blev
tvunget til at forrette vielser af par af samme køn, ville jeg blive nødt til
at forlade Folkekirken. Heldigvis har vi dog stadig muligheden for at danne
valgmenigheder (altså inden for Folkekirken). Og det er så den bedste løsning.
Der har været kirkesplittelse nok. Og der har været dårlige tider før og kan
komme bedre tider igen. - Der kan i øvrigt være andre grunde til at ty til
valgmenighedsmuligheden. For mig vil det især være en situation, hvor højmessen
er blevet "moderniseret" til noget, jeg ikke (eller dårligt) vil
kunne fejre søndag i. Da ville jeg gøre alt for at slutte mig til en
valgmenighed, hvor der blev fejret højmesse som i dag. - Men lad os nu se, hvor
galt det går. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (Lolland-Falsters
Stift, heldigvis!).
* * *
Tiderne skifter
Til KD-artiklen 20.06.13: "Missionsk splittelse har været undervejs længe" (interview med Viggo Mortensen).
Grundlæggende bryder jeg mig ikke meget om den såkaldte højrefløj. Jeg kan ikke lide, at de opfører sig som en "kirke i kirken". Men der er også meget i deres teologi, der er mig imod, lige fra bibelfundamentalismen og opefter - og helt ud i "stilen", altså i hele deres måde at optræde som kristne på. Der burde forskes i hele dette område. For selv om de gerne vil fremtræde som de sande rettroende, er der altså noget galt. Nu har jeg sagt det. Det er sjældent, der er nogen, der tør sige det. Men højrefløjsfolkene skærer dog ikke halsen over på dem, der kritiserer dem. - Så når jeg siden 1990'erne har talt imod homovielser (et spørgsmål, der ikke interesserer mig særligt), er det, fordi jeg har følt det som min pligt at sige noget, så det ikke kun blev denne "højrefløjs" sag. Der er nemlig én ting, der er meget vigtig. Og det er, at vi med ritualet for vielse af par af samme køn har fået en løgn i Ritualbogen. En socialkonstruktivistisk newspeak-løgn. Derfor må jeg også blive ved at markere protesten (mindst hvert år på "Løgnens dag" 12/6) og min fralæggelse af ethvert medansvar. - Men jeg bliver i Folkekirken (hvor jeg desuden er så heldig at have Steen Skovsgaard til biskop). Der er allerede rigeligt med splittelse i Kirken. Og der har været dårlige tider før, meget dårlige. På mange måder er det ganske fint i dag i modsætning til fx i begyndelsen af 1800-tallet, som jeg tilfældigvis netop nu sidder med næsen i. Og der kan komme bedre tider igen. Vi må derfor koncentrere os om Evangeliet og alt andet godt og positivt. Og helt aktuelt må vi deltage i drøftelsen af den kommende kirkestyrelseslov. (Jeg går ind for model 3 med ét råd!). - Hvad højrefløjsfolkene vil gøre, må de selv om. Hvis de i virkeligheden helst vil være frikirke, så lad dem. Men de burde hellere blive. Jeg vil, trods al kritik, godt regne dem for mine medkristne. De skal bare også regne mig - og alle de andre - for deres medkristne. Så kan vi ellers diskutere, så gnisterne fyger. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Jeg støtter min biskop
Onlinekommentar til
biskop Steen Skovsgaards indlæg i Kristeligt Dagblad den 19. juni 2013:
"Fradøm ikke hinanden kristennavnet". - Også slået op på min Facebook-tidslinje.
Jeg vil gerne udtrykke min fulde støtte til min biskop her i
Lolland-Falsters Stift. Jeg er glad for at høre til i et stift, hvis biskop
ikke har underskrevet, hvad jeg betegner som "løgneritualet". Ja,
sådan siger jeg. For det helt utålelige for mig er, at vi nu har et ritual i
Ritualbogen, der bygger på, at et flertal har vedtaget, at et forhold mellem to
af samme køn ikke alene skal behandles som, men også udtrykkeligt kaldes et
ægteskab. Det er newspeak af værste skuffe. Og dermed er det også et udtryk
for, at flertallet i Folkekirken i princippet ligger under for det, man kalder
socialkonstruktivismen. Så at man må spørge: Hvad bliver det næste? Jeg har
også måttet løse sognebånd fra min i øvrigt gode sognepræst. Det har jeg nemlig
lige siden 1990'erne (hvor jeg dog endnu selv var sognepræst) sagt jeg ville
gøre, hvis et sådant ritual blev vedtaget. Man siger, man går ind for
homovielsen, fordi kirken skal være for alle. Men det er kirken så ikke. Der
bliver i hvert fald tale om en splittelse i kirken. Men efter min mening så
heller ikke mere: en splittelse i Folkekirken, ikke af Folkekirken. Der har
lige siden Det Store Skisma i 1054 og reformationstidens splittelser i
Vestkirken været rigeligt af den slags. Kirken er ikke en forening, man sådan
lige melder sig ud af. Der har været mange alvorlige kætterier og andre
dårligdomme i den danske kirke. Men Evangeliet har altid været til stede og har
altid kunnet trænge igennem. Det kan det også nu. Og selv om jeg altså må
betegne det nye ritual som helt uhyrligt, er det dog ikke noget, der vedrører
selve kristentroens kerneområder, som de fx kommer til udtryk i den apostolske
trosbekendelse, som vi alle er døbt på. Idet jeg altså er nødt til, fortsat at
frasige mig ethvert medansvar for det nye ritual, og idet jeg hvert år må
markere datoen den 12. juni som "Løgnens dag" (datoen for
autorisationen af ritualet), ønsker jeg derfor at se fremad og hellere bruge
kræfterne på alle de positive opgaver, der tegner sig, helt aktuelt processen
frem mod en ny styrelseslov for Folkekirken. (Jeg ønsker model 3 og ét råd, kan
jeg lige nå at sige). - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Facebook-opslag i anledning af løgnens dag
Kære Facebook-venner!
For knapt et år siden, nemlig den 17. juni 2012, da jeg var blevet klar over, at ritualet for vielse af par af samme køn var blevet autoriseret, havde jeg denne "I øvrigt mener" i Ekstra Bladet:
"I øvrigt mener [jeg], at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som 'løgnens dag'".
Jeg må derfor her tirsdag den 11. juni 2013, dagen før, sætte dette på såvel min Facebook-tidslinje som min hjemmeside (undersiden "Kirke og teologi"). Vi har jo nu en løgn stående i Folkekirkens ritualbog, og det er derfor meget vigtigt, at det hele tiden bliver markeret, at et stort mindretal af Folkekirkens medlemmer siger fra over for det og dermed ikke har medansvar for det. Jeg er så heldig at have en biskop, der ikke har underskrevet ritualet (Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift), og jeg har løst sognebånd fra min i øvrigt gode præst, som bare desværre følger flertallet.
Jeg kan derfor blive i Folkekirken. Der har været dårlige tider før. Og bedre tider kan komme igen, ja, er på andre områder nok allerede i gang. Lige nu er det kirkestyrelsessagen, der optager mig. Det andet mærker vi jo i praksis ikke noget til. (Hvor mange vielser af par af samme køn mon der overhovedet har været?).
Jeg deltog i det meget fine debatmøde i Bangs Have, Maribo, den 6.juni, som
"Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken" afholdt. Det har jeg fortalt om i min forrige tekst på undersiden "Kirke og teologi". Og uanset om der måske i lang tid vil være et flertal for vielser af personer af samme køn, er det den vej, vi skal. Gerne langsomt. Det vigtigste er, at bevidstheden om, at de døbtes fællesskab er en organisme, der skal styre sig selv, bliver højnet og styrket. Så må vi tage alle debatterne, ja, måske slagsmålene. Hvor der kæmpes, er der i det mindste liv!
Det er altså nødvendigt, at løgneritualet hele tiden bliver anfægtet. Men det vigtigste er, at vi alle gør, hvad vi kan, for at vort evangelisk-lutherske kirkesamfund i stadig stigende grad kommer til at leve som et sådant, ja, højtideligt sagt, som en del af det store verdensomspændende kirke-legeme, vi ved dåben blev indlemmet i. Og vi må, for nu at sige det helt højtideligt, ikke glemme Evangeliets magt og Helligåndens kraft!
* * *
På
debatmødet om styringsstrukturen for Folkekirken
Manuskript-tekst til mit indlæg i Bangs Have, Maribo,
den 6.juni 2013,
hvor "Udvalget om en mere sammenhængende og
moderne styringsstruktur for folkekirken" afholdt det andet af 11
debatmøder (de ti stifter + Bornholm) om det "Debatoplæg", Udvalget
offentliggjorde i april måned.
LINK til hele Debatoplægget:
http://miliki.dk/fileadmin/share/Styringsstruktur/Debatoplaeg.pdf
Jeg nåede selvfølgelig ikke at få fremført alt, hvad der står i manuskriptet (som jeg jo også har skrevet med henblik på både Facebook og min hjemmeside (undersiden "Kirke og teologi")). Men jeg fik rost Debatoplægget for dets begrebsmæssige klarhed og gode, fejlfri sprog (før mødet også direkte over for en af de embedsmænd (kvinde) fra Ministeriet, der havde været med til at skrive det). Og jeg fik sagt, at det vigtigste var selve processen og drøftelsen. Og jeg fik sagt det med, at kirkens liv er meget mere end bare forkyndelsen, nemlig en organismes liv helt ud i de mindste praktiske og økonomiske detaljer. Og jeg fik sagt det om præsternes repræsentation i Rådet og om det ønskelige i at give de gejstlige medlemmer, ikke kun biskopperne, vetoret over for dårlige eller forkerte ting på de indre anliggenders område. Jeg nåede også at hilse på de fleste af de syv(!) tilstedeværende udvalgsmedlemmer (deriblandt formand Hans Gammeltoft-Hansen), af hvilke jeg på en eller anden måde kendte de fleste. Jeg fik blandt andet en rigtig god lille snak med udvalgsmedlem Charlotte Dyremose, som jeg ellers kun har mødt i Facebook. Men jeg nåede også at få snakket med biskop Steen Skovsgaard og andre af vore egne. Det var et virkelig godt møde, hvor mange både store og små ting blev drøftet - og hvor ingen trak den gamle udtale-sig-om-alt-muligt-krikke af stalden! - MEN HER ER DET MANUSKRIPT, JEG FIK SKREVET, INDEN JEG KØRTE TIL MØDET:
Denne aften har jeg set frem til gennem de sidste 30-40 år!
Det er et godt Debatoplæg! Både i indholdet og i formen. I betragtning af, hvor kompliceret det hele er, kunne det nok ikke være fremstillet mere læseligt. Og sproget er klart og fejlfrit.
Indholdet er jeg også tilfreds med. Efter omstændighederne og stort set. Som hele vor folkekirkelige virkelighed er, vil det være helt urealistisk at gå videre lige nu end til model 3 på begge områder. Jeg ønsker model 3 på begge områder, men vil også kunne leve med model 2 på begge eller et af områderne. Så kan vi gå videre senere. Jeg vil derimod blive skuffet, hvis man nøjes med model 1 - eller status quo.
For mig er det selve kirkeforståelsen, der er det afgørende. De mange og ofte vanskelige praktiske spørgsmål skal bare løses på en måde, der både er ordentlig og virker. Til gengæld er der intet område, ja, ingen detalje, der er så praktisk og lille, at det ikke har noget med kirkeforståelsen at gøre. De døbtes fællesskab er en organisme, i hvis liv alle dele hører med.
Derfor er en af de få ting, der har stødt mig, at der gang på gang tales om forkyndelsen som Folkekirkens "overordnede opgave". Som om Folkekirken var en slags undervisningsapparat og menigheden en slags elever (med Kirkerådet som en slags elevråd). At forkyndelsen, både inden for og ud fra de døbtes fælleskab, er af afgørende betydning, siger sig selv. Men den er dog ikke hele livet. Der er også bønnen, lovsangen, bekendelsen og nadveren. Og altså hele menighedens liv overhovedet, ud i de mindste praktiske detaljer. Folkekirken er ikke et apparat eller en institution, men et kirkesamfund, en menighed - som igen er en del af alle de døbtes verdensomspændende fællesskab, fra den første pinsedag af og indtil verdens ende. Noget af det første, vi skal se at få lært, er at tale rigtigt om kirken.
Den anden ting, jeg har nogle bemærkninger til, er kompetenceforholdet mellem gejstlige og lægfolk i Folkekirkerådet for de indre anliggender. For det er ikke først og fremmest et spørgsmål om antallet. Selv om jeg godt vil sige, at jeg gerne så ikke bare tre, men fx fem almindelige præster i dette råd. Ikke et ondt ord om biskopper og provster, men der ligger altså også en stor erfaring og viden hos de almindelige præster. Hvortil kommer det ønskelige i at få så mange forskellige præsteholdninger som muligt repræsenteret.
Nej, det afgørende er, om de indre anliggender, især spørgsmål af læremæssig karakter eller om alterbogen, ritualbogen og salmebogen, skal kunne afgøres af et råd, hvori der måske kun er syv gejstlige ud af 25 eller 27 medlemmer. For vel er kirken os alle sammen, så at menighedens ikke-gejstlige medlemmer og deres repræsentanter i Rådet naturligvis skal være med til at drøfte og beslutte også disse ting. Men det er alligevel sådan, at præsterne, både de, der bare er præster, og de, der tillige er provster eller biskopper, har nogle særlige forudsætninger. Der er den teologiske uddannelse. Og der er alt det, der ligger i, at de i deres tjeneste har en særlig forpligtelse (ordinationen og præsteløftet) og en særlig erfaring - som regel i et livslangt tjenesteforhold.
Nu står der ganske vist på s. 22 i Debatoplægget, at biskopperne i sager, der berører læremæssige forhold, skal anmodes om at tage stilling til dem "som en konsekvens af biskoppernes læremæssige ansvar". Men der står også, at biskoppernes indstilling ikke formelt er bindende for Rådet. Og vel har biskopperne som tilsynsmænd et særligt læremæssigt ansvar. Men der skal ikke gå for meget bispekirke i det. Jeg ønsker, at samtlige gejstlige medlemmer af Rådet, dvs. mindst er simpelt flertal af dem, skal have vetoret i sådanne sager. Så må man eventuelt lade de gamle ting gælde, indtil nye kan vedtages.
Jeg siger ikke dette for, hverken at nedgøre lægfolket og dets repræsentanter eller at ophøje de gejstlige til at være ufejlbarlige. Der er mange lægfolk, der er dygtige teologer, og der er lægfolk, der på anden måde har viden om de store eksistentielle spørgsmål eller om fx sproglige ting, ligesom der også er lægfolk uden særlig viden af fx akademisk karakter, der kan have noget godt at sige. Og gejstlige kan også få dårlige idéer! Og jeg gentager, at netop med mit kirkesyn har jeg et stort ønske om, at alt skal kunne drøftes af alle, ligesom alle medlemmer af Folkekirkerådet naturligvis skal deltage i beslutningerne.
Og hvis vi har en Folkekirke, hvor et flertal af de almindelige medlemmer ønsker nogle ting, de gejstlige, eller dog et flertal af de gejstlige, er afgjort imod, har vi et alvorligt problem, som i sin yderste konsekvens kan føre til en spaltning af kirken, en konsekvens, jeg med mit kirkesyn vil betragte som den alleryderste nødløsning; der har været splittelse nok i kirken. Men vi må, højtideligt sagt, også tro på Evangeliets kraft og Helligåndens magt, så det kommer vel ikke til at gå så galt. Det helt afgørende for mig er bare, at der skal være en bremsefunktion, der kan forhindre, at et tilfældigt flertal i en dårlig periode kan vedtage nogle dårlige eller ligefrem forkerte ting.
Der skal i det hele taget vedtages så lidt som muligt på området "indre anliggender". Evangeliet egner sig ikke til at blive udmøntet ved flertalsafgørelser. Det afgørende er forkyndelsen og drøftelsen. Og især i drøftelsen kan alle være med på lige fod. Og i fuld frihed. I drøftelsen har ingen magt over hinanden.
Med disse ord ønsker jeg Folkekirken, dvs. os alle, en god fremtid med den styrelsesform, det kommer til at ende med!
* * *
Enig med domprovst Gadegaard
Kommentar 01.05.13 til Kristeligt Dagblads artikel "Udvalg åbner for topstyring af folkekirken". - Direkte til artiklen, på min Facebook-væg og her på min internetunderside "Kirke og teologi".
I denne sag må jeg erklære mig helt enig med domprovst Anders Gadegaard (selv om det bliver dejligt, når vi får selve teksterne at diskutere). Jeg citerer nu fra artiklen:
- ”Der er i den grad brug for sådan et nationalt kirkeråd. Jeg synes, det er dybt forkert, at kirken ikke selv regulerer sine egne anliggender og brugen af de fælles kirkeskattemidler. Derfor mener jeg, at det er det eneste rigtige at vælge et parlamentarisk organ, som kan fungere som partner til Kirkeministeriet,” siger han og afviser, at et nationalt råd vil politisere folkekirken.
- ”Det handler ikke om at skulle mene en masse om elbiler og motorveje og alt muligt andet uden for kirken. Folkekirken er lige så bred som den danske befolkning, så der er ingen fare for politisering.”
Der er ganske vist
nogle, der gerne vil gøre kirkerådet til en slags moralsk centralkomite. Men
domprovsten har ret i, at når Folkekirken (i hvert fald stort set) er lige så
bredt sammensat som hele befolkningen, er det vanskeligt at forestille sig, at
det vil kunne lykkes for dem.
Det er også
vigtigt, at det bliver tydeligt, at Folkekirken er et kirkesamfund, ja, en
organisme, til hvis liv det hører, at den styrer sig selv. Jeg kan snart ikke
tåle at høre Folkekirken omtalt som et "apparat", hvis
"kerneydelse" er "Evangeliets forkyndelse". Folkekirken er
de døbtes fællesskab, hvori - og hvorudfra - Evangeliet naturligvis forkyndes.
Men det er altså noget helt andet end et statsligt undervisningsapparat, der
indbyder "befolkningen" til nogle undervisningstimer.
Der er en lang vej
at skulle gå, men det er absolut nødvendigt, at alle, der overhovedet vil være
med, får en virkelig kirke-, dvs. menighedsbevidsthed, og så kan vi ikke komme
for tidligt i gang.
Hvad mindretallene
angår (hvortil jeg måske også selv hører, eller kan komme til at høre), må vi
prøve at gøre ordningen så i bedste forstand "dansk" som muligt. Men
det vigtigste bliver nok muligheden for at danne valgmenigheder og lignende.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Vi må vente - men
Onlinekommentar til Jesper Langballes kronik i Berlingske 04.04.13:
http://www.b.dk/kronikker/kommissionen-der-skal-adskille-kirke-og-folk
Efter at have læst Jesper Langballes kronik og nogle af kommentarerne til den vil jeg, idet jeg understreger, at vi jo må vente med at udtale os nærmere, til vi har set betænkningen, sige, at der selvfølgelig er farer ved, at vi får en kirkeforfatning, og at det slet ikke vil være godt, hvis en sådan i virkeligheden skulle komme til at gøre Folkekirken til endnu mere statskirke (mere magt til kirkeministeren og folketinget).
Men hvad farerne ved en kirkeforfatning angår, må man for det første sige, at det altid er farligt at foretage sig noget, og for det andet, at det både må og skal kunne lade sig gøre at undgå, at Folkekirkens organer, især et landsdækkende organ, bliver politisk. Der er nogle, der ønsker dette. Men de må holdes nede. Jeg har ofte sagt, at § 1 i kirkeforfatningen bør lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Og jeg har sagt, at jeg ikke selv vil finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne, ikke engang hvis jeg er enig i, hvad der bliver udtalt. Men det samme kan selvfølgelig også indskrives længere nede. Og hvad kirkeministerens og folketingets magt angår, må bestræbelsen være, at Folkekirken (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark), ender med at blive helt selvstyrende, hvilket jo ikke vil stride mod Grundlovens § 4.
Og jeg må - efter et langt liv som præst i Folkekirken - afvise den så ofte fremsatte påstand om, at det kirkelige demokrati kan udøves af menighedsrådene alene. Der er mange fælles anliggender, som kun vil kunne behandles og afgøres af kirken selv, hvis den har et centralt organ, eller vel to: en større forsamling og et mindre råd; man kunne fx kalde dem hhv. Kirkeforsamlingen og Kirkerådet.
Ud over de mange rent praktiske grunde til at indføre en sådan ordning er der også det mere symbolske i det. Det er af flere grunde vigtigt, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark klart kommer til at fremtræde som et virkeligt kirkesamfund, de døbtes organiske fællesskab. Danmark er ikke længere slet og ret et kristent land og vil efter alt, hvad der kan forudses, blive det i stadig mindre grad. Derfor må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed også i stadig stigende grad skulle fremtræde som en særlig organisme. Men dette ligger også i selve kristendommens væsen. Det er et virkeligt, legemligt fællesskab, vi ved dåben er blevet indlemmet i. Og det er vigtigt, at enhver døbt er klar over dette. At der fortsat må skelnes mellem den synlige og den usynlige kirke, siger sig selv.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
* * *
ER FOLKEKIRKEN I KRISE?
Jeg deltog i DR P 1's "Ordet er
dit" Tirsdag den 5. marts 2013.
LINK: http://www.dr.dk/radio/#/arkiv/ordet-er-dit
Da jeg hørte at temaet i DR P 1's "Ordet er dit" var ER FOLKEKIRKEN I KRISE?, ringede jeg ind, og jeg nåede at komme ind med én kommentar. Før klokken 9 sendte jeg denne mail til dem:
Jeg hedder Bent Christensen. Jeg er født 1943 og var 1971-2003 sognepræst i Folkekirken og deltog det meste af tiden en del i den kirkelige debat. Nu arbejder jeg med andre, men også i høj grad teologiske ting, men anser fortsat deltagelsen i den kirkelige debat for min helt overordnede aktivitet. Så jeg vil meget gerne med i debatten i dag.
Lidt mere om mig selv. Dr. theol. i Grundtvig 1998. Om andre ting, men det kirkelige blev et vigtigt sidetema. Slavist (oprindelig sprogofficer og cand. mag. i dansk/russisk) og som sådan mellemkirkeligt aktiv i de vest- og østslaviske lande siden 1990. Nu mest det polske her og der (polsk er nu mit slaviske hovedsprog).
Jeg kan være meget kritisk mod Folkekirken, men anerkender også, at vi har en stor historie og tradition og et stort potentiale. Mange i Folkekirken kan virkelig gå i clinch med moderniteten, men nogle kan ikke, og andre er for misforstået "imødekommende".
Jeg går ind for, at den nuværende Folkekirke bliver et frit og selvstyrende evangelisk-luthersk kirkesamfund.
- - -
Men jeg skyndte mig også at slå dette op på min Facebook-væg: " Kommer nok i Ordet er dit på P 1 om lidt!".
Og efterhånden satte jeg også nedenstående ind i tråden (noget af det var, hvad jeg havde sat på i tråden på "Ordet er dit's" Facebook-profil.
- - -
Jeg var inde med én kommentar. Hvor jeg fik sagt ca. det halve af det, jeg ville sige. Det andet blev senere sagt af en anden deltager, nemlig at det er nødvendigt, at Folkekirken bliver et frit og selvstyrende evangelisk-luthersk kirkesamfund. Kirken er menigheden, ikke bare en institution. Desuden er det jo de store eksistentielle spørgsmål, det drejer sig om: liv-død, godt-ondt, sandhed-løgn osv. Formen (af mere eller mindre underholdende art) er ikke afgørende. Den nuværende højmesse er god og skal være livscentrum i det hele. Men det udelukker ikke, at man kan lave snart sagt alle mulige andre slags gudstjenester. Det centrale skal selvfølgelig bare altid være i centrum.
- - -
Jeg nåede blandt andet at få sagt, at friheden er vigtig. Man skal selvfølgelig frit kunne melde sig ud. Og ingen skal heller lokkes eller luskes til at være medlem. Men jeg sagde også, at det er vigtigt, at ikke én eneste "lille mand med lille tro" (som jeg elsker højt) skal falde af i svinget ved en fejltagelse. Alle, der vil være med til at samles om Evangeliet (med al tvivl og anfægtelse) skal kunne være med. Men det er altså evangelisk kristendom, vi prøver at samles om.
- - -
Svar i Ordet er dit-tråden til en, der havde spurgt mig, om jeg gik ind for kirkens adskillelse fra staten:
Tak for spørgsmålet! - Selve den totale adskillelse er ikke det vigtigste. Vi har jo Grundlovens § 4. Men hvis jeg skal tvinges til at svare ja eller nej, vil jeg sige ja til total adskillelse. Det afgørende er imidlertid, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark bliver et frit kirkesamfund (menighed), der helt styrer sig selv, altså med en central forsamling (som måske kan hedde "kirkemødet") og et centralt styrende organ (som måske kan hedde "landskirkerådet"). Det er der mange mere praktiske grunde til. Men det helt afgørende er, at hvert enkelt medlem kommer til at forstå og føle sig som medlem af det legeme, som Kirken er. Og at vi så koncentrerer os om gudstjeneste- og menighedslivet. Mange vil fortsat være ret passive. Men lad dem så være det. Selv om vi selvfølgelig skal opfordre alle til at deltage regelmæssigt i gudstjenesterne og fordybe sig i troslæren osv. Alle skal bare være enige om, hvad det i princippet vil sige at være medlem af menigheden, og om, hvad det hele går ud på.
* * *
Kirken i virkeligheden
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad 2013/6, den 8. februar 2013]
Samtlige egentlige artikler i nr. 2013/3 beskriver og afspejler den aktuelle kirkelige og livsholdningsmæssige situation, og det har givet mig anledning til at formulere nedenstående punkter - jfr. de beskrivende "teser", Hans Raun Iversen i "Baglæns ind i triniteten" har uddraget af Peter Holms artikel i nr. 2012/50 "Det moderne subjekt og dets gud"). Men "punkter" kan være alt, lige fra indlysende sandheder til diskuterbare påstande. Jeg vil dog til enhver tid være rede til at forsvare, hvad jeg her siger.
1) Vi lever i et frit og pluralistisk samfund, hvor enhver kan tro eller ikke tro, som han vil.
2) I dette samfund må den nuværende Folkekirke før eller siden komme til at udgøre et - større eller mindre - selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund. (At der også er og vil være andre kristne kirkesamfund, nævner jeg kun lige, og man kan efter behag se dette punkt som en konstatering, en påstand eller et ønske).
3) Grundtvigs skelnen mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed og spørgsmålet om, hvad der er den sande kristendom, er særdeles aktuel lige nu. Det står altså ikke enhver frit for at lægge hvad som helst ind i Folkekirken, selv om det naturligvis står enhver frit for at benægte kristendommens sandhed og dermed stille sig udenfor. (Det sidste er ikke et spørgsmål om sindelagskontrol, eksklusioner osv., men et spørgsmål om, hvad der principielt må være enighed om. Se næste punkt).
4) Der både vil og skal være en fri drøftelse af, hvad der skal forstås ved den sande kristendom i evangelisk-luthersk tradition, men det skal principielt gælde, at alle, der vil være med i kirken, skal anerkende, at der med Kristus-begivenheden er kommet noget helt særligt ind i verden, der som minimum må defineres som en særlig "påstand" med en særlig "struktur". (Jeg gentager, at jeg i praksis ønsker en frihed som i dag, men at det er selve den måde, der bliver talt om disse ting på, det gælder).
5) Såvel de kristne som de ikke-kristne lever i vor tid og må forholde sig til såvel den kristne påstand som virkeligheden overhovedet på tidens vilkår.
6) Det fysiske univers, inkl. os mennesker i vor legemlighed nu, er, som det er, og som det har været i milliarder af år.
7) Et homo sapiens-barn, der fødes i dag, er som et homo sapiens-barn, der blev født for fx 10.000 år siden.
8) Den erfaring og viden, menneskeslægten har samlet indtil nu, med dertil hørende teknologi og organisation, udgør en ny og særlig virkelighed. Man kan sige det kulturelle niveau 3 (jfr. begrebet "det kulturelle dna") i forhold til det rent fysiske og det rent biologiske niveau.
9) Der må (igen principielt) skelnes mellem de ting på det kulturelle niveau, der virkelig bygger på erfaring og viden, og så det, der på et givet tidspunkt bare er mode og meninger osv. Forholdet må i hvert fald drøftes, men jeg mener, der også må skulle forskes og analyseres i den i videste forstand sociale og epokale virkeligheds karakter og status.
10) Med punkt 5-9 vil jeg pege på, at der er grænser for, hvor hurtigt og i hvilken grad man skal tage for givet, hvad der lige netop nu fremtræder som epokal virkelighed.
* * *
Mange gode ord. - Til KD-artiklen "Præsteløfte
forpligter ikke præster til at tro", 23.01.13
Der er mange gode ord i denne artikel. Og hvis det i Folkekirkens nuværende krisetilstand er småt med tro hos nogle præster - eller med vilje og evne til at tale Evangeliet ind i og til tiden (gerne på alle både mulige og umulige måder) - er der kun ét, der hjælper, nemlig en helt ny og stærk drøftelse af, hvad det hele går ud på, både kristendommen og livet (eksistensen). Det siger sig selv, at en præst må tro på det, han forvalter og siger. Men det er sværere at sige, hvad det helt konkret betyder. Og det er forkert og farligt, ligefrem at ville bygge på præstens tro. Jeg anser mig selv for at være en særdeles rettroende og traditionalistisk præst, men hvis jeg var yngre, ville jeg aldrig søge et embede, hvor menighedsrådet i forbindelse med opslaget ønskede "en troende præst". - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Noget
galt er der, men ...
Kommentar til Kenneth
Kristensen Berths KD-indlæg 22.01.21: "Manu Sareen kritiserer menighedsråd
unødvendigt"
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495317:Debat--Manu-Sareen-kritiserer-menighedsraad-unoedvendigt
Det er ikke, fordi jeg ikke mener, Folkekirken på mange måder befinder
sig i en meget kritisk situation. Det kan man ikke mindst høre, når præster
(herunder biskopper) er i medierne. Ofte snakker de om alt muligt andet end Den
Treenige Gud, eller mere jævnt sagt: Gud og Jesus, når de taler om kirken og
dens medlemmer. De siger fx typisk, at mennesker har brug for ritualer i livets
overgangssituationer. Men det har jo ikke i sig selv noget særligt med
kristendommen at gøre. Den kristne dåb er ikke et "overgangsritual",
men, uanset dåbskandidatens alder, indlemmelsen i Kirken/Kristi Legeme osv.
Trangen til ritualer er altså ikke nogen særlig begrundelse for at være
medlem af et evangelisk-luthersk kirkesamfund som Folkekirken. Men der er også
megen anden snakken udenom. Det er faktisk utroligt, hvad man kan finde på af
udenomsbegrundelser for at have en folkekirke. Det betyder dog ikke
nødvendigvis, og i hvert fald slet ikke i alle tilfælde, at de pågældende
gejstlige ikke selv tror på Gud. Det betyder bare, at den naturlige religiøse
blufærdighed er gået over gevind, så man tror, det vil virke stødende, hvis man
med i hvert fald nogenlunde rene ord siger, hvad det drejer sig om. Mange
gejstlige er simpelt hen bange for tidsånden. Eller overvurderer dens betydning
og magt.
Det er ikke bare et spørgsmål om, hele tiden at sige Gud og Jesus og
andre kristne ord. Der er tværtimod et stort behov for, at kristendommen
virkelig bliver sat op mod og ind i vor moderne fælles livssituation. Men så
kunne man dog i det mindste tale om død og liv, tomhed og meningsløshed, frygt
og håb, ondt og godt, løgn og sandhed - gerne på alle mulige, ja, måske også
mere eller mindre umulige, måder. Men altså dog tale om de store eksistentielle
spørgsmål. Og her er der i mange tilfælde tale om et stort svigt.
Det er, som om mange gejstlige - og andre, der gerne vil tale positivt
om Folkekirken - er så besat af tanken om, ikke at støde nogen fra sig, at de
taler om Folkekirken, som om den bare var en "civilreligiøs
religionsanstalt", der dels kan servicere medlemmerne, dels give samfundet
sammenhængskraft osv. Men her ikke alene overvurderer man tidsånden, man
undervurderer også flertallet af de mennesker, man taler til. Det kan godt
være, den almindelige mand (M/K) ikke kan og ikke vil aflægge en stor,
teologisk korrekt trosbekendelse, når han får stukket en mikrofon for munden,
men det er min erfaring efter mange år som præst i Folkekirken, at man gerne
vil have "den ægte vare" eller "den stærke tobak", når man
i den ene eller den anden sammenhæng står over for en præst.
Alt dette bør vi tale meget om. Og ved bispeeksamen taler biskoppen
også med den kommende præst om hele kristendommen. Men jeg holder med vor
biskop her i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard, når han siger, at det aldrig
kunne falde ham ind at spørge vedkommende, om han troede på Gud. Desuden
oplæser og underskriver den nyordinerede præst Præsteløftet umiddelbart efter
ordinationen (hvorunder han jo også har givet både biskoppen og alle de
deltagende præster håndslag på det samme).
I øvrigt har det i hvert fald gennem historien været sådan, at det som
regel var en ganske bestemt form for tro, man havde i tankerne, når man talte
om "en troende præst". Hvis jeg var ung og skulle søge embede, ville
jeg aldrig søge et embede, hvor menighedsrådet udtrykkeligt skrev, at de
ønskede "en troende præst". Til gengæld vil jeg sige, at jeg
naturligvis ikke ville have tjent som præst i Folkekirken gennem 32 år, hvis
jeg ikke havde troet på det, jeg læste op og sagde og lærte konfirmanderne osv.
Men jeg siger altså ikke, at vi ikke har et problem. Det bedste, vi kan
gøre, er imidlertid at begynde at tale på en helt anden måde om såvel selve
kristendommen som eksistensens store spørgsmål.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
& cand. mag., www.bentchristensen.dk
* * *
TROENDE PRÆST
Til tre KD-artikler fra 21.01.13
Se også nedenstående
tekst: " Men det er ikke så
lidt, Grønkjær ved".
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495204:Kirke---tro--Soeges--Praest-med-tro
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495263:Danmark--DF--Selvfoelgelig-skal-praester-tro-paa-Gud
Noget galt på begge sider
Også den seneste diskussion i Folkekirken er dum og sørgelig, altså den aktuelle strid om, hvorvidt et menighedsråd i forbindelse med et stillingsopslag må skrive, at man søger en "troende" præst. Den er ikke helt så dum som så mange af de andre, vi har haft, men mindst lige så sørgelig.
Helt grundlæggende må man gå ud fra, at en person, der søger præsteembede i Folkekirken, og som senere skal til bispeeksamen og, i forbindelse med ordinationen, oplæse og underskrive Præsteløftet, er troende. At der er mange forskellige måder at være troende på, og at der vitterligt er måder at være troende på og former for kristen "stil", der ikke passer sammen, er noget andet - som man må finde ud af under samtalen i forbindelse med prøveprædikenen. Men når et menighedsråd i forbindelse med et embedsopslag bruger ordet "troende", vil der nok altid være tale om en ganske bestemt form for tro, og jeg, der altså betragter mig selv som en virkelig rettroende kristen, ville aldrig søge et sådant embede.
Dette er den ene side. Men der er også en anden side, hvor vi mildt sagt ser en stor forvirring med hensyn til, hvad kristendommen går ud på, og hvad kirken, altså i særdeleshed Folkekirken, er, og en ofte direkte pinlig flovhed ved, overhovedet at skulle udtale ordet Gud, for slet ikke at tale om navnet Jesus Kristus. Heroverfor må vi, der ikke ønsker at være "troende" på den ovenfor omtalte måde, men som gerne vil leve i den tro, vi blev døbt på, i gang med en stor besindelse og eftertanke - som både kan og skal indebære næsten alle mulige måder at tale om Gud og Jesus Kristus og kirken på, men som altid forholder sig til det store nedslag i verden, som julen og påsken og pinsen og så videre var og er.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag., www.bentchristensen.dk
* * *
Til KD-artiklen "En overnaturlig Gud er en død
Gud" om Niels Grønkjærs bog "Den nye Gud".
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/385252:Kirke---tro--En-overnaturlig-Gud-er-en-doed-Gud
Se også ovenstående
tekst: "Troende præst".
Men det er ikke så lidt, Grønkjær ved
Man kan selvfølgelig ikke bedømme en bog på grundlag af en avisartikel. Men man kan da kommentere, hvad der står i den pågældende artikel.
Og Niels Grønkjær vil selvfølgelig grundlæggende noget godt, nemlig at komme ud over den dumme strid mellem fundamentalister og ateister. Derfor er mange af de formuleringer, der står i artiklen, også gode. Der er sådan set ingen grænser for, på hvor mange forskellige måder der både kan og skal tales om Gud. Selv Thorkild Grosbøll har i det mindste tvunget os til at tænke til det yderste over, hvad det fx vil sige, når vi i "Vor Gud han er så fast en borg" (DDS 336) om Kristus synger "der er ej anden Gud".
Min virkelig store indvending mod det, der står i artiklen, gælder sætningen "Der er ikke nogen overnaturlig og uforanderlig Gud, som helt bogstaveligt har skabt universet". Nu ligger der ganske vist et vigtigt forbehold i ordene "helt bogstaveligt", og der er selvfølgelig fundamentalistiske udgaver af noget, der angiveligt skulle være en bibeltro anskuelse af skabelsen, der må afvises. Som jeg altid siger: Da de to vidt forskellige skabelsesberetninger står lige ved siden af hinanden i 1. Mosebog, kan de gamle jødiske teologer i hvert fald ikke have ment, de skal forstås bogstaveligt. Til gengæld udtrykker de jo uovertruffent, men hver på deres måde, den samme tro på Gud som Skaberen.
Men ordene "Der er ikke nogen overnaturlig og uforanderlig Gud" er i sig selv lige lovlig flotte! Hvor ved Niels Grønkjær det fra? De er selvfølgelig velanbragte, hvis de bare udtrykker en afvisning af fx 1700-tallets forståelse af Gud som den store urmager, der i begyndelsen har lavet det store verdensmaskineri og så ellers har holdt sig i sin egen store "overnaturlige" og uforanderlige hinsideshed. Men de er misforståelige. Netop i vor tid er det vigtigt at understrege, at hvis der skal tages forbehold over for ordet "overnaturlig" i talen om Gud, så er det ikke, fordi det er for meget, men fordi det er for lidt. Ingen kan selvfølgelig vide, om der overhovedet er nogen dækning bag ordet Gud. Og hvis der ikke er det, er der jo ikke så meget at diskutere. Men dækning eller ej, det ligger i selve ordet Gud, at det betegner en evig personlig magt hinsides det Univers, der er skabt af ham og er noget andet end ham. Det gælder stadig, hvad der lød til Moses ud af den brændende tornebusk, et af de vigtigste steder i hele Bibelen og under alle omstændigheder et af de mest skelsættende udsagn i menneskeslægtens historie: "Jeg er den, jeg er! ... Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer" (2. Mos 3,14).
Diskussionen om troende eller (i hvert fald efter nogens mening) ikke-troende præster har jeg udtalt mig om i forbindelse med et par af de beslægtede KD-artikler. Det eneste, jeg vil gentage her, er, at selvfølgelig skal man gå ud fra, at en person, der søger præsteembede i Folkekirken, og som senere skal til bispeeksamen og, i forbindelse med ordinationen, oplæse og underskrive Præsteløftet, er troende. At der er mange forskellige måder at være troende på, og at der vitterligt er måder at være troende på og former for kristen "stil", der ikke passer sammen, er noget andet - som man må finde ud af under samtalen i forbindelse med prøveprædikenen. Men når et menighedsråd i forbindelse med et embedsopslag bruger ordet "troende", vil der nok altid være tale om en ganske bestemt form for tro, og jeg, der altså betragter mig selv som en virkelig rettroende kristen, ville aldrig søge et sådant embede.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag., www.bentchristensen.dk
* * *
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. OKTOBER 2012
Da der er tale om en begivenhed af ret stor kirkelig betydning, sætter jeg også dette korte referat ind her. Men jeg sætter det først og fremmest på undersiden "Internationalt", hvor også beretningen om Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011 står, og hvor nogle andre 2012-tekster vil blive sat på, blandt andet mit indlæg på universitetskonferencen - og hvortil jeg herved henviser.
Harald Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5. oktober 2012 var et genbesøg i forhold til Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011, hvori ærkebiskop af Szczecin-Kamień Andrzej Dzięga deltog (se tekstsamlingen derom på undersiden "Internationalt").
Den danske delegation havde en katolsk og en folkekirkelig del. Den katolske del bestod af initiativtager, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski og generalvikar Lars Messerschmidt (på biskop Czeslaw Kozons vegne; han var i Australien). Desuden formand for den polske paraplyorganisation i Danmark "Federacja Polonia" Lidia Szuster og redaktør af "Informator Polski" Roman Śmigielski, med ægtefælle, samt konferenceindlægsholder Jørn Arpe Munksgaard og en repræsentant for en katolsk menighed i Sønderjylland. Den folkekirkelige del bestod af biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller med ægtefælle, sognepræst ved Roskilde Domkirke Maria Harms, biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt og mig, altså pastor emeritus, polskkyndig kontaktmand og konferenceindlægsholder Bent Christensen, Lolland-Falsters Stift, med ægtefælle, og en repræsentant for Jelling(!) Sogn. Jeg har desværre ikke alle navne. - Det polske værtsskab havde ærkebiskop af Szczecin-Kamień Andrzej Dzięga i spidsen. Han deltog personligt i det hele. Men en lang række andre, både gejstlige og læge personer deltog, bla. borgmesteren i Wolin, da vi var dér.
PROGRAMMET
Torsdag 4/10: - Mariekirken i Gryfino med mindetavlen over den polske hærfører Stefan Czarniecki, som i 1658 hjalp Danmark mod svenskerne. - Cistercienserklostret i Kolbacz, der i 1173 blev grundlagt fra Esrum Kloster af. - Wolin, hvor Harald Blåtand formodentlig døde, og som Johannes Bugenhagen stammer fra (Luthers nære medarbejder og ham, der bispeviede de første lutherske biskopper i Danmark). Andagt ved Harald Blåtand-mindestenen og deltagelse i messen i Skt. Nikolai Kirke, hvor sognepræst Maria Harms fremførte en "hilsen". - Kamień Pomorski. Økumenisk gudstjeneste i domkirken, hvor biskop Niels Henrik Arendt prædikede.
Fredag 5/10: Konference på Szczecin Universitets humanistiske fakultet. Der var tre indlæg og en livlig drøftelse. Indlæggene var: Lektor emeritus, cand. mag. Jørn Arpe Munksgaard om Harald Blåtand, hans dåb og etablering af en egentlig kongemagt i Danmark. Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen (på polsk) om "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i dag" (Stosunki duńsko-polskie od Eryka Pomorskiego do dzisiaj). Dr. Piotr Klafkowski (Katedra Etnologii i Antropologii Kulturowej, hvilket vel vil sige Institut for etnologi og kulturantropologi; se link nf.) om især bibeloversættelserne til de nordiske sprog, herunder grønlandsk. - Besøg hos den lutherske kirke, dvs. Den Evangelisk-Augsburgske Kirke, i Szczecin. - Økumenisk gudstjeneste i domkirken (ærkekatedralen) i Szczecin med prædiken ved biskop Peter Fischer-Møller. - Der havde været samvær omkring måltider gennem hele programmet, men det hele sluttede med en højtidelig afskedsmiddag hos sognepræsten ved Domkirken.
Der vil senere blive oprettet et Facebook-billedalbum med billeder fra begivenhederne.
LINKS
Underside til den katolske kirke i Haderslev's hjemmeside
(Sct. Marie Kirke, pastor Jan Zalewski) med oversigt over hele
begivenhedsforløbet fra Harald Blåtand-idéens undfangelse i 2010 til dagene i
Szczecin 2012. Med alle teksterne til prædikener m.m.:
http://sct.mariekirke.homepage.dk/harald_blaatand.htm
Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień:
http://www.diecezja.szczecin.pl
Billedgalleri fra det danske besøg i oktober 2012 på ærkebispedømmets hjemmeside (den afsluttende økumeniske gudstjeneste i ærkekatedralen; se teksterne til nogle af billederne nedenfor):
http://www.diecezja.szczecin.pl/fotogalerie/1628-Ekumeniczna-wizyta-katolikow-i-luteran-z-Danii
Dr. Piotr Klafkowski (tredje indlægsholder 5/10):
TEKSTER (oprindelig
Facebook-kommentarer) TIL NOGLE AF BILLEDERNE PÅ ÆRKEBISPEDØMMET
SZCZECIN-KAMIEŃ'S HJEMMESIDE:
Hvis man klikker billede nr. 4 op til stort, ser man tydeligt pastor Jan Zalewski yderst til venstre - og dernæst Maria Harms, den lutherske (evangelisk-augsburgske) præst, mig, biskop Peter Fischer-Møller og biskop Niels Henrik Arendt. (Mig ser man også på i hvert fald billede nr. 3, 7, 13 og 16, og de to biskopper er med på flere billeder). - Præsten på mindst et af de andre billeder med den sorte kalot på hovedet og et kors på maven er - bogstavelig talt - græsk-katolsk, altså fra den kirke i bla. Ukraine og Polen, som har ortodoks ("græsk") gudstjeneste m.m. (som Den Russiske Ortodokse Kirke), men hører under paven i Rom og altså dermed er katolsk. De polakker, der kom til de vestlige områder, som tyskerne efter Anden Verdenskrig blev fordrevet fra (jfr. Oder-Neisse-grænsen), kom jo fra de områder af det østlige Polen, som blev lagt til hhv. den ukrainske og den hviderussiske sovjetrepublik.
Præsten, der står og tolker ved biskop Peter Fischer-Møllers prædiken, er initiativtageren til hele Harald Blåtand-projektet overhovedet, altså katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski. Den kvindelige præst (stor sensation, men helt igennem positiv modtagelse) er Maria Harms, Roskilde Domkirke. Den civile mand på næstsidste billede er Informator Polski-redaktør Roman Smigielski, som også tolkede meget under besøget. Og på det allersidste billede ses biskop Peter Fischer-Møller og ærkebiskop Andrzej Dzięga.
Jeg henviser også til billede nr. 9, hvor generalvikar Lars Messerschmidt (efter at den polske oversættelse var blevet læst) læser den danske oversættelse af det evangelium, biskop Peter Fischer-Møller derefter prædikede over. Se bla. denne prædiken på det ovf. indsatte Sct. Marie Kirke-link. - En generalvikar er biskoppens stedfortræder (svarer i denne henseende til domprovst). Lars Messerschmidt repræsenterede den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon, som var i Australien. - Endelig henviser jeg til billede nr. 16, hvor det er mig, der får en økumenisk fredskrammer af ærkebiskoppen.
* * *
Derfor har jeg løst sognebånd
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol.
[Dansk Kirketidende nr. 8/2012, august 2012]
Homovielsesritualet får mig ikke til at forlade Folkekirken. Jeg er døbt ind i og har 1971-2003 tjent som sognepræst i den afdeling af Kirken, som blev oprettet her i landet for tusind år siden, som gennemgik den lutherske reformation for fem hundrede år siden, og som (trods alt) har en stor tradition og et stort potentiale.
Homovielsessagen skal ikke overskygge alt andet i den meget vigtige situation, vi befinder os i nu, med mange andre problemer, men også med mange muligheder, måske den vigtigste overgangssituation siden Reformationen. Det ville være at føje skade til spot.
Jeg kan dog ikke bare tie og samtykke, så jeg har måttet løse sognebånd fra min i øvrigt gode sognepræst, som har oplyst, at hun går ind for homovielser. Og da jeg hører til i Lolland-Falsters Stift, har jeg nu både en biskop, altså Steen Skovsgaard, og en præst, nemlig Kasper Høyer i Vesterborg, Lolland vestre Provsti, som er imod homovielser. Og jeg vil løbende markere min protest mod, hvad jeg betegner som "løgnen i Ritualbogen", fx hvert år på "løgnens dag", altså den 12. juni, hvor ritualet blev autoriseret. Det er vigtigt, at "homosværmernes" sejr aldrig bliver total. Også økumenisk set er det vigtigt, at det fortsat står klart, at der er et stort mindretal i Folkekirken, der frasiger sig medansvar for homovielsesritualet. Bemærk, at jeg betegner tilhængerne som hverken mere eller mindre end "sværmere". For manges vedkommende ville det være helt absurd at prøve at frakende dem kristennavnet. Nogle er måske nok (mere eller mindre aktivt) med på vognen af opportunisme, men andre har efter alt at dømme den dybe overbevisning, at homovielserne er et yderste udtryk for, hvad der ligger i Evangeliet.
Og så vi må ellers videre. Helt aktuelt gælder det forløbet frem mod kirkeforfatningen/styrelsesloven. Her er det for mig helt afgørende, at Folkekirken dermed får styrket sin karakter af kirkesamfund, ja, kirke-organisme. Nu skal det være slut med at betegne Folkekirken som "en ramme om Evangeliets forkyndelse" (som om det var en "ramme", man blev døbt ind i). Folkekirken er (praktisk talt) den evangelisk-lutherske menighed i Danmark. Og hvis der er nogle, der efter lang og grundig overvejelse virkelig synes, det er "for meget", må de træde ud. Jeg for mit vedkommende vil dog gå meget langt med hensyn til, hvem jeg vil betragte som mine medkristne i denne menighed. Her skal det virkelig gælde, at hvis man ikke er direkte imod, kan man være med. Der skal bare ikke være nogen tvivl om, hvad der er menighedens grund og centrum. Men der er jo også mange mere praktiske grunde til, at Folkekirken må skulle have sine egne styrende organer på alle niveauer.
Og så gælder det i øvrigt koncentrationen om Evangeliet, gudstjenestelivet og i det hele taget menighedslivet og kristenlivet.
NOTE
Redaktøren har valgt overskriften. Min var: Der
skal ikke føjes skade til spot. - Desuden har redaktøren - for at holde
teksten på én side, og ikke af andre grunde, og med min billigelse - strøget
nogle steder. Da der er nogle ret vigtige pointer i noget af det, der er
strøget, bla. min solidariske henvisning til min egen historie, vil jeg her i
denne note indsætte de pågældende afsnit i deres oprindelige ordlyd og med de
strøgne ting fremhævet med fed:
Homovielsessagen
er ganske vist i princippet uhyrlig, men i praksis kommer homovielserne til at
fylde meget lidt i Folkekirkens liv. Og denne sag
skal ikke overskygge alt andet i den meget vigtige situation, vi befinder os i
nu, med mange andre problemer, men også med mange muligheder, måske den
vigtigste overgangssituation siden Reformationen. Det ville være at føje skade
til spot.
...
Jeg for mit vedkommende vil dog (også når jeg
tænker på min egen historie) gå meget langt med hensyn til, hvem jeg vil betragte
som mine medkristne i denne menighed. Her skal det virkelig gælde, at hvis man
ikke er direkte imod, kan man være med. Der skal bare ikke være nogen tvivl om,
hvad der er menighedens grund og centrum.
...
Og så gælder det i øvrigt koncentrationen om
Evangeliet, gudstjenestelivet og i det hele taget menighedslivet og
kristenlivet. Og det er vigtigt, at først og fremmest præsterne, men også
alle andre, der har noget at ville og kunne sige, bidrager dertil.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
organist
og sognebåndsløser i Vesterborg Sogn
* * *
Tænk jer godt om!
Kommentar 29.07.12 til
artikel i Berlingske og ved opslag af denne på Facebook-væg samt 30.07.12 (med småændringer) kommentar til tilsvarende
artikel i Kristeligt Dagblad.
LINKS:
http://www.b.dk/nationalt/hver-8.-fynbo-overvejer-farvel-til-folkekirken
og
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/472031:Danmark--Hver-ottende-vil-forlade-folkekirken
Tænk jer godt om! -
Der er jo nok nogle nuværende medlemmer af Folkekirken, der også efter lang og
grundig overvejelse indser, at de virkelig vil noget andet end
evangelisk-luthersk kristendom, og så bør de selvfølgelig træde ud. Men det bør
altså være efter lang og grundig overvejelse. Jeg hører til dem, der mener, at
vi er i den største overgangsfase siden Reformationen. Men jeg mener også, det
er meget vigtigt, at ingen ryger af i svinget ved en fejltagelse. Også
fremtidens evangelisk-lutherske kirkesamfund skal være folkekirkeligt i sit
væsen. Der skal være plads til folk med lille tro og redelige tvivlere, ja, til
folk, der for en tid har mistet troen. Det sidste prøvede jeg selv i min ungdom
- men er dog endt som særdeles rettroende præst. Jeg kan også sige det på den
måde, at alle, der ikke direkte vil noget andet, ja, måske modsat, efter min
mening skal være meget velkomne til at være med. De skal bare anerkende, at
kirken har et ganske bestemt grundlag og et ganske bestemt centrum. Eller på
endnu en anden måde: Vi kan tvivle, ja, miste troen, men vi skal alle være
enige om, hvad det er, vi i givet fald forholder os tvivlende til eller har
mistet troen på. Og vi skal alle være enige om, at Folkekirken altså er et
kirkesamfund, en menighed, et fællesskab, en organisme. Som vi blev ind-lemmet
i, da vi blev døbt. Jeg håber, den proces, vi nu har foran os, bliver
tilstrækkelig lang. Med den måde, der hidtil har været talt om Folkekirken på,
er mange af dens medlemmer fuldstændig uforberedte på det, der nu er ved at
ske. I bedste fald har man stadig den opfattelse, at Danmark simpelt hen er et
kristent land, så at kirken dermed ikke er noget særligt (menigheden = folket).
Sådan var det engang, men sådan er det ikke mere. Med alle gode ønsker for
alle! - Bent Christensen, pastor emeritus (født 1943), dr. theol.".
* * *
Det
er såre enkelt
Kommentar 09.07.12 til KD-kronikken "I mørket i Manus skuffe"
i anledning af den kommende kirkeforfatning/styrelseslov
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/469453:Kronik--I-moerket-i-Manus-skuffe
Indledende
bemærkning - kun her på siden. - Jeg sætter i denne tid ofte et par ord ind i
(især) Kristeligt Dagblads onlinedebatter (men jo også andre steder, især i
Facebook). Og en del af disse kommentarer sætter jeg også her på siden. Det er
ganske vist stort set det samme, jeg siger hele tiden. Men der kan være nuancer
og nye formuleringer. Og jeg vil gerne have denne side til at vidne om, at jeg
altså deltager i drøftelserne på alle mulige måder.
-
Det er såre enkelt. Folkekirken er det største kristne kirkesamfund i
Danmark og omfatter næsten alle de danskere, der er forblevet i den
evangelisk-lutherske menighed, efter at Danmark i 1849 ophørte med, simpelt hen
at være et kristent land, hvor der praktisk talt var sammenfald mellem folk og
menighed. Men et sådant sammenfald er der ikke længere tale om. Derfor må
menigheden fremtræde som en særlig organisme, den (langt største) lokale
afdeling af den universelle Kirke. Og denne organisme må naturligvis som sådan
skulle styre sig selv. Det kan ikke nytte at prøve at sætte sig mellem to stole
og operere med en forestilling om kirken som stadig bare selve institutionen.
Så kommer det hele til at svæve frit i en ufrugtbar uafklarethed - som en
blanding af statskirke, kulturkirke, servicekirke og frikirkeagtige
grupperinger omkring den lokale del af institutionen. Og hvordan skal man
forklare det enkelte kirkemedlems ret til deltagelse i kirkestyret, hvis dette
medlem ikke forstås - og forstår sig selv - som ved sin dåb indlemmet i (stort
og traditionelt sagt) Kristi legeme? Jeg er udmærket klar over, at det store
flertal af folkekirkemedlemmer endnu hænger mentalt i
Danmark-som-kristent-land-fortiden. Og jeg ønsker en lang overgangsfase, så
alle, der overhovedet på nogen måde ønsker at være med i den
evangelisk-lutherske menighed, kommer med, ikke mindst den berømte lille mand
med den lille tro, som jeg altid, også i mine mange år som sognepræst i
Folkekirken, har elsket højt og følt mig stærkt solidarisk med. Men det er
nødvendigt, at præster og andre, der har særlige forudsætninger for og dermed
en særlig forpligtelse til at føre ordet, begynder at tale klart om disse ting
og ikke bliver ved at tale udenom, så forvirringen bare vokser og vokser. Og
det er af både den ene og den anden grund nødvendigt, at der tales på denne
måde i forbindelse med den kommende kirkeforfatning. Forfatningen
(styrelsesloven) er af mange, både store og små grunde vigtig, ja, nødvendig i
sig selv. Men den er også vigtig som et udtryk for, at folkekirkemenigheden er
en særlig organisme, og som omdrejningspunkt for en bred og dyb drøftelse af,
hvad det hele egentlig går ud på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr.
theol.
* * *
HEKSEPROCESSER OG HOMOVIELSER
Facebook-opslag og -kommentarer
25.06.12
Ved vort lokale sankthansbål havde båltalen karakter af en historisk oversigt med tilhørende betragtninger over sankthansfejringens historie. Båltaleren kom blandt andet ind på det pinlige forhold, at det her i Danmark var EFTER Reformationen, hekseprocesserne og heksebrændingerne fandt sted. - I en Wikipedia-artikel, som jeg senere har fundet, oplyses ligefrem, at
Den første heksebrænding i Danmark fandt sted i Stege i 1540. I årene mellem 1540 og den sidste officielle heksebrænding i 1693 blev op mod 1000 mennesker brændt for hekseri.
INDSKUD 03.07.12: Mon denne Wikipedia-oplysning er korrekt? Jfr. "min
eksperts" bemærkning i teksten nedenfor. Mon det altså virkelig først er i
1540, den første heksebrænding i Danmark har fundet sted? At der nede i Europa
har fundet heksebrændinger sted fra slutningen af 1400-tallet af, altså over
hundrede år før Reformationen, er jo ikke ensbetydende med, at det også har
været tilfældet i Danmark. Der er stadig mange spørgsmål i denne uhyggelige
sammenhæng, det ville være interessant at få svar på. Se videre i den
afsluttende tilføjelse.
Jeg skal selvfølgelig ikke her arbejde videre med dette, men jeg må dog sige, at det bagefter slog mig, at vel er det forfærdeligt, at vi nu har fået en løgn i Ritualbogen, men at dette jo kun er en lille uhyrlighed i forhold til, at man i Danmark efter reformationen har brændt mennesker mere eller mindre i Guds navn. Jeg må have undersøgt, om der ligefrem har været ritualer(!) for det. Man har vist i hvert fald brugt 2. Mos. 22,17 som begrundelse for heksebrændingerne: "En troldkvinde må du ikke lade blive i live". (Og jeg siger igen: Godt, man ikke er bibelfundamentalist!). - Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde noget nærmere om dette, hverken på Nettet, i min store danske kirkehistorie eller i mit kirkeleksikon. Det er åbenbart noget, man ikke så gerne vil ind på.
Men uanset om der ligefrem har været autoriserede kirkelige ritualer for heksebrænding, er det tankevækkende, at man med kongen i spidsen (især Christian IV) har begået sådanne handlinger i det evangelisk-luthersk kristne Danmark. Hvortil kommer alle de mange andre forfærdelige ting, der kunne opregnes fra også de sidste fem hundrede års danske kirkehistorie.
For mig betyder dette, at sankthansaften 2012 bekræfter mig i, at jeg skal blive i Folkekirken, blot under den fornødne protest mod løgneritualet. Der skal, som man siger, og som jeg også selv ofte siger, en stærk tro til at studere kirkehistorie. Og det er håbløst (og allerede af den grund forkert) at drømme om en "ren kirke". Vi bliver simpelt hen nødt til at tage til efterretning, at kirken i uhyggelig grad ligner verden, idet vi samtidig glæder os over, at Evangeliet hele tiden er til stede, også i de allermørkeste perioder som fx på den unge Luthers tid.
Jeg vil prøve at finde ud af, hvad selve kirkeinstitutionens rolle i hekseprocesserne har været, og om der ligefrem har været kirkelige ritualer inde i billedet. - Hvis der er venner, der kan bidrage med noget, altså især FACTS(!), kan de jo bare sætte deres kommentarer ind her.
Ovenstående svarer i høj grad til min sankthansaftens-optegnelse på undersiden "Erindringer - DAGBOG"
-
25.06.12
SVAR TIL KOMMENTAR I TRÅDEN: Ja, det er forkert af kirken, at den var med til heksebrændingerne! Men det er rigtigt, at kirken altid i høj grad har ligget under for tidsånden. Dog har Evangeliet som sagt altid overlevet og været den stærkeste kraft. Det var altså (igen som sagt) i Romerkirkens allersorteste periode, Luther så Evangeliet. Og han havde jo også lærere og andre omkring sig, der gjorde det. Luther var bare den, der så det dybest og stærkest - og havde evnen og modet til at få det givet videre. - Det er spændende og vigtige tider, vi går ind i. En ekstra grund for mig til, gerne at ville leve længe, er jeg så kan komme til at se så meget som muligt af det, der kommer til at ske. Jeg mener som sagt, at vi nok er i den største overgangsperiode siden Reformationen. Derfor skal homovielserne heller ikke fylde mere end højst nødvendigt. De er kun ét symptom. Og den grundliggende dårlighed skal først og fremmest fortrænges ved, at vi dyrker det positive. Altså helt kort sagt Evangeliet. Men også kirkelivet og det kristne menneskeliv.
-
02.07.12
Til Facebook-venner og andre, der er interesseret i kirkeinstitutionens rolle (eller ej) i forbindelse med heksebrændingerne i tiden efter Reformationen.
Jeg gengiver her, hvad "min ekspert" (Holger Villadsen, se nærmere nf.) har meddelt mig - suppleret med et par af mine egne bemærkninger. Jeg ved ikke, hvor meget klogere vi bliver. Der er i hvert fald nogle (heriblandt Christian IV og hans rådgivere), der har ment, at de gjorde det gode, nemlig for kongens riger og lande. Det kan selvfølgelig være svært for os at granske deres motiver, men vi skal nok gøre os klart, at man dengang har haft en helt anderledes bogstavelig opfattelse af, hvordan det gjaldt om at beskytte sig mod Djævelen og alle hans (og hans tjeneres) gerninger. - Og selv jeg, som altid har lagt stor vægt på, at Danmark før 1849 simpelt hen var "et kristent land med Kongen i spidsen for det hele", har nu fået en helt særlig vinkel på, at det fra Reformationen af og indtil 1849 simpelt hen ikke gav nogen mening at tale om "kirken" som en særlig størrelse. Alligevel har der jo været et særligt "kirkevæsen" med biskopper, provster, præster osv. Men dette "væsen", eller "kirkeinstitutionen", har altså efter alt at dømme ikke været specielt involveret i heksebrændingerne. - Jeg ville dog stadigvæk gerne vide, om der fx har været præster til stede ved heksebrændingerne. Selv om det altså ikke er så afgørende. Samfundet var en helhed og enhed og betragtede sig selv som et helt igennem kristent samfund. - Men nu selve referatet af, hvad "min ekspert" (Holger Villadsen, se nærmere nf.) har meddelt mig.
-
Holger Villadsen anser det for udelukket, at der i Danmark har været et RITUAL for hekseafbrændinger. Det er i hvert fald ikke noget, han kender til.
Videre siger han, at hekseprocesserne, så vidt det er ham bekendt, har været ført ved de almindelige domstole, og at kirken som institution ikke har været indblandet.
Hvad fordelingen af ansvaret på henholdsvis de katolske og de protestantiske lande angår, gør han opmærksom på, at heksebrændingerne (især) startede i slutningen af 1400-tallet, altså over hundrede år før Reformationen. - Min egen bemærkning dertil er, at jeg blev dybt rystet, da jeg (måske allerede i gymnasietiden) fik at høre, at heksebrændingerne her i Danmark i hvert fald i meget høj grad fandt sted efter Reformationen (og jo især under Christian IV, se videre nf.).
Holger Villadsen gør opmærksom på, at det ikke var kirkeinstitutionen, men statsmagten som sådan, der stod for, hvad man kan kalde bekæmpelsen af det onde på de måder, der her er tale om. Han henviser i den forbindelse først til en forordning af 12. oktober 1617 (altså under Christian IV) med titlen "Forordning om Troldfolk oc deres Medvidere". Og han gør opmærksom på, at en forordning som denne skal ses som et modstykke til kongens kendte motto "Fromhed styrker rigerne", idet trolddom og alle former for "ufromhed" jo tilsvarende svækker rigerne og derfor skal bekæmpes og holdes nede med straf. Den straf, der først og fremmest er tale om, er landsforvisning, men i visse tilfælde er der også tale om dødsstraf. - NB! Der tales i denne forordning ikke om "hekse". - Og jeg citerer nu et længere stykke af "min eksperts" tekst:
"Kongen
pålægger [i denne forordning, BC] alle øvrighedspersoner at holde øje med
disse
troldfolk. Hvis de
finder nogen, skal de angive dem, tiltale dem og straffe dem. Dette pålæg er
rettet til: »Vore Befalingsmend oc Ridderskab, saa oc Bisper, Prouister [fejl
for "Prouster"?], Præster, Borgemestere, Raadmend, Fougder oc alle
andre, som ere i Øffrigheds Kald oc Bestilling ... «. Kirken er altså
involveret, men kun på linje med alle andre øvrighedspersoner i det danske
samfund".
Til sidst citerer Holger Villadsen kirkehistorikeren Martin Schwartz Laustens bog fra 1987 om
»Christian den 3. og kirken«, hvori der er et længere afsnit om besættelse,
trolddom, magi og hekseri [fremhævet
her af BC] (s. 153-166). - Lausten peger her bla. på, at der jo efter Reformationen
ikke var nogen særlig kirkelig retsudøvelse, hvilket betød, at alt, altså også
fx trolddomssager, kom til at høre ind under rent verdslig ret (for der var jo
ikke nogen anden retsmyndighed). - Når de her nævnte "forbrydelser"
blev straffet af staten, var det ikke af hensyn til specielt
kirkeinstitutionen, men af hensyn til hele samfundet.
Jeg, BC, gentager,
at fra Reformationen til 1849 giver det ingen mening af tale om
"kirken" som en særlig størrelse. Danmark var simpelt hen et
evangelisk-luthersk kristent land med kongen i spidsen for det hele.
Til allersidst
nævner Holger Villadsen Martin Schwartz Laustens referat af Peder Palladius'
(den første lutherske Sjællands "superintendent" = biskop)
synspunkter. Peder Palladius gik klart ind for heksebrænding, og det gjorde
han, fordi synet på trolddom og hekseri for ham hang sammen med synet på
Djævlen, det onde, exorcisme m.m.
Der henvises til:
Forordning af 12.
oktober 1617 af Christian IV. - I Danske Kirkelove udgivet af Holger Fr. Rørdam
(bind III, Kbh. 1889, s. 59-61).
Martin Schwartz
Lausten: »Christian den 3. og kirken« (1987).
OM "MIN
EKSPERT"
Jeg kan nu oplyse, hvem "min ekspert" er. Det er provst emeritus Holger Sejrup Villadsen. Men jeg skal allerførst huske at videregive, hvad han selv understreger, nemlig at det ikke er hekse og heksebrændinger, han er ekspert i, men henholdsvis patristik (studiet af kirkefædrene, jfr. det latinske ord for fader "pater") og gudstjeneste- og ritualhistorie. Og da der også er tale om et stykke lollandsk lokal-kirkehistorie, vil jeg oplyse følgende om ham:
Holger Villadsen blev i 1975 cand. theol. og sognepræst i Vestenskov sogn, Lolland søndre Provsti [nu lagt sammen med det tidligere Lolland nørre Provsti til Lolland vestre Provsti]. - Herefter er hovedpunkterne: 1981-1999 Medarrangør af nordiske patristikermøder. 1983-1985 Ekstern lektor ved Aarhus Universitet. 1986 Seniorstipendium ved Aarhus Universitet (orlov). 1988-1993 Liturgisk sekretær for biskopperne (orlov). 1990-2007 Sognepræst i Kappel, Vestenskov, Arninge og Tillitze sogne. 1994-2007 Provst for Lolland Søndre Provsti.
Holger Villadsen har et stort forfatterskab bag sig på områderne patristik og gudstjeneste- og ritualhistorie. Om det og andre ting kan man læse på hans hjemmeside http://sejrupvilladsen.dk
Holger Villadsen har hjulpet mig ved flere lejligheder, senest i forbindelse med diskussionen omkring store bededag, nemlig for så vidt angår 5. søndag efter påske i dens egenskab af "bedesøndag" med det gamle latinske navn "Rogate". Se evt. undersiden "Salmer" og "Kommentar 2" til mit salmevers til bededag efter anden tekstrække.
-
02.07.12
Kommentar som tilføjelse til ovenstående i en anden tråd:
Jeg må dog sige, at som det hele hhv. var dengang og er nu, er det lige
lovlig smart, at jeg har foretaget denne sammenligning. Det giver simpelt hen
ikke nogen mening at tale om "kirken" i Danmark i tiden fra
Reformationen til 1849. Der er dog stadig det lighedspunkt, at det, man på
ethvert givet tidspunkt forstår ved "kristendommen", i meget høj grad
er formet af tidsånden. Men desto mere gælder det om, på ethvert givet
tidspunkt at koncentrere sig om, hvad kristendommen virkelig er og går ud på.
TILFØJELSE 03.07.12: Som i indskuddet ovf. sagt, og som det fremgår af hele dette lille
tekstkompleks, blotlægges der her en række spørgsmål, som det af flere grunde
ville være nyttigt at få besvaret. Det gælder, hvad man med et mildt udtryk kan
kalde hele heksespørgsmålet som sådant, herunder "kirkens", dvs.
gejstlighedens stilling til og rolle i det. Men det gælder jo også de
spørgsmål, der under denne uhyggelige vinkel rejser sig, om netop "kirkens"
= gejstlighedens stilling og rolle i den kristne - eller "kristne" -
nation Danmark, hvor der altså ikke var tale om kirken = menigheden som en
særlig størrelse, idet hele folket jo var (tvunget til at være) menighed. For
vel var de gejstlige embedsmænd fra én side set embedsmænd som alle kongens
andre embedsmænd (jfr. opregningen af øvrighedspersoner i Christian IV's ovf.
citerede forordning), men de var jo fra en anden side set også, og først og
fremmest, embedsmænd på en helt særlig måde, nemlig ikke bare som embedsmænd i
den kristne nation Danmarks "kirkevæsen", men som bestridere af det
særlige kirkelige præste- og prædikeembede (ministerium). Jfr. den lutherske
lære om de to regimenter ("styrer") i det kristne samfund, nemlig
henholdsvis det verdslige og det åndelige regimente/styre. Den gejstlige
embedsstands holdning og rolle i forhold til "heksespørgsmålet"
lader, som det fremgår af ovenstående, ikke til at være særlig undersøgt og
belyst, og der er her nok stof til mindst en PhD-afhandling. Videre kunne man -
også i lyset af den aktuelle situation - foretage nogle særlige undersøgelser
af gejstlighedens stilling og rolle i forhold til andre udtryk for og udslag af
"tidsånd", og altså til det verdslige styres ønsker og krav. Og
endelig kunne man i al almindelighed nyvurdere og supplere, hvad der
selvfølgelig allerede foreligger om disse forhold i den kirkehistoriske
litteratur. - Selv om jeg højtideligt har erklæret min
Grundtvig-Studier-artikel "Totaldigteren Grundtvig" (GS 2011) for at
være mit sidste lille bidrag til Grundtvig-forskningen (oprindelig
"Grundtvig-forskeren Bent Christensens litterære testamente"!), kan
det godt være, jeg selv vil give endnu et bidrag til forståelsen af såvel den
kirkelige situation i sig selv i 1800-tallet som Grundtvigs forståelse af den
og holdning til den. Og det er netop den aktuelle kirkelige situation, der får
mig til at overveje dette. Ikke fordi jeg vil blande forskning og debat sammen
- i hvert fald ikke på nogen utilstedelig måde (se videre herefter) - men fordi
den (i mine øjne kritisable) løsning på sit kirkelige dilemma, Grundtvig valgte
i 1832, ligger til grund for den i dag udbredte opfattelse af Folkekirken som
kun en "borgerlig indretning" eller "borgerlig ramme". -
Når jeg siger "i hvert fald ikke på nogen utilstedelig måde", er det,
fordi det jo i humanistisk og teologisk forskning næsten aldrig kan undgås, at
forskerens eget ståsted og egen vinkel kommer til at spille en rolle. Men man
må i hvert fald afholde sig fra at blande ting ind i sine tekster, der hører hjemme
i debatindlæg og lignende - og fra (hvad der er endnu værre) at tillægge den
eller de personer, man undersøger, sine egne synspunkter. Og man må
selvfølgelig helt afholde sig fra, direkte at fuske med sit materiale og
behandlingen af det med det formål at få fremmet sine egne synspunkter. Men jeg
er overbevist om, at en redelig fremstilling af den kirkelige udvikling omkring
og i Grundtvig fra fx 1806 af ("Om Religion og Liturgie") vil være en
del af det nødvendige grundlag for allerede drøftelserne frem mod
kirkeforfatningen/styrelsesloven, men jo også for hele "den kirkelige
proces" overhovedet. I øvrigt vil der i givet fald i høj grad blive tale
om en uddestillering af de ting, jeg allerede har gjort ret omhyggeligt rede
for i mine to Grundtvig-bøger "Fra drøm til program" (1987) og
"Omkring Grundtvigs Vidskab" (1998). Men netop min beskæftigelse med
de her ovenfor behandlede spørgsmål, har givet mig lyst til, også at se nærmere
på, hvordan Grundtvig har oplevet og set "kirken" og det gejstlige
embede i tiden før 1810 (dimisprædikenen) og 1811 (hjælpepræsteembedet i
Udby-Ørslev) og før 1821 (sognepræsteembedet i Præstø-Skibbinge).
* * *
Jeg
må markere min stilling på midten
Kommentar (sat ind her lige over midnat 19.06.12) i tråden til mit
opslag af min "I øvrigt" i Ekstra Bladet den 17. juni (se nf.):
I øvrigt kan jeg se på det hele, at jeg fra nu af kraftigt må
understrege, at jeg som "folkekirkelig traditionalist" må markere min
stilling på den folkekirkelige midte og prøve at give mine bidrag til "den
kirkelige proces" dér. Hvor meget jeg end må protestere mod "løgnen i
Ritualbogen", må jeg - men altså under denne protest - blive i både
Folkekirken og det grundtvigske Kirkeligt Centrum. Helt konkret gælder det nu
kirkeforfatningen/styrelsesloven. Og ellers den positive fordybelse og de
positive bidrag. Jeg kan ikke identificere mig med den såkaldte højrefløj. Jeg
ønsker en bred folkekirkelig udvikling i så vidt muligt hele den nuværende
medlemsskare. Både den lille mand med den lille tro og den ærlige tvivler, og
altså alle almindelige folkekirkekristne skal kunne være med. Det skal bare
være helt klart, at det, vi alle er medlemmer af, er et evangelisk-luthersk
kirkesamfund.
* * *
Løgnens dag
Ekstra Bladet søndag den 17. juni 2012. [Sat på her 18.06.12].
I øvrigt mener n!
at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for
vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som "løgnens
dag".
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
Min kommentar
til væg-opslaget af ovenstående i Facebook 18.06.12:
Er også sat på min hjemmeside, undersiden "Kirke og teologi".
- Jeg vil selv prøve at foretage mig et eller andet hvert år den 12. juni (hvad
jeg også opfordrer alle andre til). Og i det hele taget løbende komme med
markeringer af protesten mod løgnen i Ritualbogen, så det hele tiden står
klart, at der er et stort mindretal i Folkekirken, der frasiger sig ethvert
ansvar for dette ritual. Desuden er Anna og jeg ved at løse sognebånd fra vor i
øvrigt gode sognepræst, som desværre går ind for homovielser. Vi går til
sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde, som er afgjort imod - og som
vi i øvrigt er organister hos. Og vi er så heldige at høre til Lolland-Falsters
Stift, hvor Steen Skovsgaard er biskop. Så vidt, så godt. Og så vil jeg ellers
koncentrere mig om den videre kirkelige proces. Helt særligt processen frem mod
kirkeforfatningen/styrelsesloven, men i det hele taget "den kirkelige
proces" her i denne største overgangsperiode siden reformationen. Det kan
sagtens komme til at ende med, at Folkekirken bliver et godt kirkesamfund. Vi
skal først og fremmest koncentrere os om de positive ting, livet i Evangeliets
lys og livet sammen i den organisme, som kirken er, den lokale afdeling af
Kirken i verden. Men processen kan komme til at tage årtier. Jeg vil bare
bidrage med alt, hvad jeg kan, så længe jeg er her og kan noget som helst. Jeg
tænker stort historisk, altså også ud over min egen levetid.
* * *
Facebook-kommentar til indsættelsen af "åndelig
vejleder".
Højrefløjens
Evangelisk Luthersk Netværk indsatte i dag Børge Haahr Andersen som
(alternativ) "åndelig vejleder" - fordi de otte biskopper bag
homovielsesritualet har svigtet.
I Facebook og her 16.06.12
De otte biskopper og det flertal, de repræsenterer, har ikke fortjent
bedre. Og det er unægtelig "et spark i løgsovsen". Men jeg har Steen
Skovsgaard som biskop og er ved at løse sognebånd til en god præst, som er
afgjort imod homovielser, så jeg bliver simpelt hen på midten i Folkekirken.
Hvor kritisk jeg end er over for også andre "dårligheder" i
Folkekirken, kan jeg ikke tilslutte mig højrefløjen. Den "kultur",
der er dér (for nu at sige det kort), er meget langt fra den måde, jeg prøver
at leve på som kristen. Jeg er medlem af Kirkeligt Samfund og vil blandt andet
i den sammenhæng arbejde for en udvikling til det bedre i Folkekirken som helhed,
især ved og med henblik på positiv fordybelse og positivt liv. Det kan blive en
lang proces, men med mit kirkesyn er det deltagelsen i den, jeg må vælge. - Vi
skal have en øget kirkebevidsthed (menighedsbevidsthed) i den store almindelige
del af folkekirkemenigheden. Og ikke en eneste "lille mand med lille
tro" må ryge af i svinget ved en fejltagelse.
-
Har nu lige sat ovenstående på min hjemmeside, undersiden "Kirke
og teologi". Og jeg vil blive ved at komme med tilsvarende markeringer. I
forlængelse af, hvad jeg i årtier har sagt om, hvilken fremtid jeg ønsker for
Folkekirken, nemlig en fremtid som klart et evangelisk-luthersk kirkesamfund og
med alle de nuværende medlemmer, der overhovedet på nogen måde vil være med til
det. Altså også selv den mindste mand med lille tro. Og den største ærlige
tvivler. De eneste, der - efter virkelig moden overvejelse - bør forlade
"foreningen", er dem, der direkte vil noget andet, altså fx "den
store mand med sin egen tro". Det er svært at definere her. Men det vil
vise sig i løbet af processen. Vi skal have en både bred og dyb drøftelse af
det hele. I første omgang i høj grad i forbindelse med kirkeforfatningen/styrelsesloven.
* * *
Så
har jeg løst sognebånd
15.06.12
Dette skal være min "standardkommentar" i situationen, efter at homovielsesritualet er blevet autoriseret. Det afgørende for mig har i årtier været, at det er utåleligt at have en newspeak-løgn i Ritualbogen. Men jeg vil ikke træde ud af Folkekirken. Det er min kirke. Så jeg bliver og kæmper og prøver at give mine positive bidrag til vort fælles liv. Det afgørende er, at man udtaler sin protest og dermed fralægger sig et medansvar. Den 15. juni satte jeg dette i Facebook (som også står på min hjemmeside):
Min i øvrigt gode sognepræst har i dag erklæret sig for homovielser, så jeg har sat sognebåndsløsningsproceduren i gang for Anna og mig. Den gode præst, vi begge spiller for, Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde, Lolland vestre Provsti, vil gerne tage imod os, og han og jeg mener nøjagtig det samme om alt dette. Nu kommer vi altså til at leve under en biskop, der er imod, og en præst, der er imod. Efter omstændighederne ikke så dårligt. - Jeg opfordrer alle til enten at være glade, hvis de har en modstander-sognepræst, eller at gøre, som vi nu gør. Men det er jo kun her og i Helsingør Stift, man er så heldig at have en modstander-biskop. Det er også vigtigt, at vi modstandere koncentrerer vor kirkegang hos modstanderpræsterne (selv om jeg i grunden ikke bryder mig om at bruge noget så helligt som gudstjenesten til at "stemme med fødderne"; men reelt bliver der jo også tale om det). - Med sådanne former for protest kan vi godt fortsætte i det folkekirkelige fællesskab i øvrigt. Mens vi venter på bedre tider. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det er forkert at melde sig ud. Kirken er ikke bare en forening. Og kættere og vranglærere og alt muligt andet dårligt har der jo været, lige siden disciplene vandrede med Jesus. De, der ønsker "ren kirke", skal dels læse grundigt i hele NT, dels se dybt ind i sig selv!
* * *
12. juni løgnens dag
Nedenstående er min online- og Facebook-kommentar til KD-artiklen 15.06.12 "Det nye vielsesritual er autoriseret".
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/466479:Kirke---tro--Det-nye-vielses-ritual-er-autoriseret
Så var det altså tirsdag den 12. juni, Dronningen autoriserede homovielsesritualet. Det er den afgørende dato for mig. Den dag fik vi i princippet løgnen ind i Ritualbogen. Og som led i den løbende protest, hvorved jeg frasiger mig et medansvar for dette, vil jeg hvert år på denne dato foretage et eller andet. Jeg opfordrer andre til at gøre det samme. Det er vigtigt, at homosværmernes sejr aldrig bliver total og uantastet. Men ellers må vi videre. Nu gælder det kirkeforfatningen - og så ellers vort personlige kristenliv og kristne menneskeliv hver især og hele folkekirkemenighedens liv og vækst.
* * *
BEMÆRKNINGER til biskop Skovsgaards landemodeberetning
og til højrefløjens planer om alternativt tilsyn.
Facebook-opslag 14.06.12
SELVE
OPSLAGET
Måske har jeg overset noget, men jeg synes ikke, det fremgår, at det
her citerede stammer fra biskop Steen Skovsgaards landemodeberetning onsdag
13/6 (jfr. mit forrige opslag). Det gør det imidlertid. - Jeg er som sagt enig
med ham, hvad jeg, som også sagt, fik lejlighed til at sige til ham under en
pause i mødet i Bangs Have. Det gælder helt særligt hans bemærkninger om, at
det alt i alt er bedst at blive i Folkekirken. Jeg taler ofte med ham og har et
godt forhold til ham. - Se også bemærkningen og linket i kommentarfeltet.
I kommentarfeltet:
Og så var der jo KD-artiklen om højrefløjens bebudelse af oprettelsen
af et "alternativt tilsyn" (jo faktisk en biskoppelig funktion;
episkopos betyder "tilsynsmand"). Se linket nedenfor. Dette er pdes.
mere fornuftigt end det, bare at sive ud enkeltvis, men fortjener pdas. den
kritik, de citerede biskopper fremsætter. Jeg har altid kritiseret
"missionsforeningerne" for at lege "kirke i kirken" og
sagt, at enten er man med, eller også er man ikke med. - I øvrigt ville jeg
rent gemytsmæssigt næppe befinde mig særlig godt sammen med højrefløjens folk.
I mange andre henseender end lige det med homovielserne (og vel visse andre
dårligheder) hører jeg mere sammen med den "mainstream", som
(desværre!) omfatter en del, der er grebet af homosværmeriet. Sådan er det
bare.
Og til kommentar
i tråden fra en FB-ven :
Til n.n. og andre: Jeg er NØDT til at skulle have en artikel færdig og
må derfor prøve at undlade at diskutere videre i dag. - Men jeg mener fortsat,
Folkekirken er den lokale del af Kirken. Læs NT, og se hvordan de første
menigheder var, ja, hvordan selv inderkredsen på tolv disciple opførte sig,
mens de var sammen med Jesus! - Der er meget, der er galt netop nu. Jeg er på
mange måder en af Folkekirkens skarpeste kritikere. Men det er stadig den, der
for mig er kirken her. Indtil der (hvad jeg ikke håber) måtte komme en egentlig
kirkespaltning - hvor det jo så for mig vil være den gode spaltningsdel, der er
"fortsættelseskirken". Men en "spaltningsdel", der
udelukkende besår af højrefløjsfolk, vil ikke være god nok for mig. Jeg vil
have mange almindelige folkekirkekristne med. Jeg gentager: Sådan er det bare!
* * *
Skammens dag
Sat i en
Facebook-diskussion, i en KD onlinekommentar og her på siden 11.06.12, den dag,
de otte biskopper afleverede deres ritual til kirkeministeren med henblik på
Kgl. autorisation.
Det er utåleligt, at vi nu skal have en løgn i Ritualbogen. Det er en fuldstændig hjemmelavet konstruktion, og dermed en løgn, at et forhold mellem to af samme køn nu kan indgås i Folkekirken efter et af otte biskopper udarbejdet ritual. Og man må sige, at alle, der tier, samtykker og dermed gør sig medansvarlige. Vi modstandere må derfor fortsætte med at markere vor protest, så "de progressives" sejr ikke bliver total. Den skal være så bitter som muligt for dem.
Jeg har gentagne gange sagt, at alle modstandere, bør løse sognebånd fra deres sognepræst, hvis denne går ind for homovielser. Og at dannelse af homovielsesfri valgmenigheder også kan være en mulighed. Men jeg anbefaler ikke udtræden af Folkekirken på dette grundlag. Det er sagen, trods sin uhyrlighed, ikke stor nok til. Og jeg vil ikke frakende tilhængerne kristennavnet. Jeg vil undskylde dem med, at de ligger under for et sværmeri, ja, en "progressivitetsbesættelse". Folkekirken har stadig en stor historie og tradition og et stort potentiale. Og det, det fortsat gælder om, er at arbejde for folkekirkemenighedens liv og vækst, for modtagelsen af Evangeliet, fordybelsen i troen og udfoldelsen af såvel selve det særlige kristenliv i de kirkelige sammenhænge som det kristne menneskeliv på alle de almindelige livsområder. Helt særligt gælder det processen frem mod kirkeforfatningen med hele den fordybelse af kirkebevidstheden, som må følge dermed og deraf. Jeg vil selv intensivere mit arbejde med de bidrag til alt dette, jeg vil prøve at give.
Når hele diskussionen har lagt sig, vil homovielserne ikke komme til at fylde meget i Folkekirkens liv. Det bliver spændende at se, hvor mange der efterhånden vil blive tale om pr. år. De allerfleste folkekirkemedlemmer vil nok ikke komme til at mærke noget til det. Så jeg tror ikke, der vil blive megen opmærksomhed omkring det. Jeg kender danskerne og forestiller mig, at de fleste vil leve videre som før. Men det er som sagt vigtigt, at protesten fortsat markeres af så mange som muligt, så jeg vil for mit eget vedkommende gøre den dag, homovielsesritualet bliver autoriseret af Dronningen, til SKAMMENS DAG. Jeg vil huske den og på hver årsdag gøre et eller andet for at markere den. Og jeg opfordrer alle andre modstandere til at gøre det samme. Man kan skrive læserbreve og måske afholde møder, hvor protesten markeres - eller hvad man nu kan finde på.
Og så må vi ellers videre med de positive og egentlige ting. Vi må håbe, at den nuværende Folkekirke kan få en oplivelse, så den - under de forfatningsmæssige former, der bliver tale om - overordnet set kan fortsætte som et sandt evangelisk-luthersk kirkesamfund i Danmark.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
* * *
Til
at både græde og le over
Min kommentar i
Facebook-tråd og KD Onlinedebat til det "vielsesritual", biskopperne
i dag overrækker kirkeministeren med henblik på Kgl. autorisation.
11.06.12
Ja, det er til at både græde og le over. Jeg ser sådan på det, at der
er tale om en sværmerisk "progressivitetsbesættelse", der har besat
store dele af den vestlige verden - også langt ind i mange i øvrigt gode
kristnes rækker. Det er utåleligt, at vi nu får denne newspeak-løgn i
Ritualbogen. Men vi må fortsætte protestmarkeringerne og dermed fralægge os et
medansvar - og så ellers se at komme videre. Nu gælder det kirkeforfatningen
(styrelsesloven). Men først og fremmest gælder det menighedens liv og vækst.
Det er i sig selv, hvad det drejer sig om - og det er det eneste, der kan holde
dårligdommene væk.
* * *
Så
vandt de "progressive" dette slag
I anledning af
Folketingets vedtagelse af loven om homoægteskab og meddelelsen om, at de otte
biskopper vil aflevere et dertil svarende ritual til ligestillings- og
kirkeministeren på mandag. - Sat på min Facebook-væg og i et par andre tråde samt
her på siden 07.06.12.
De "progressive" har vundet dette slag. Nu må jeg se, om jeg
skal løse sognebånd. Men ellers bliver jeg i Folkekirken, hvor jeg nu vil
koncentrere mig om hele den videre kirkelige proces, ikke mindst frem mod
kirkeforfatningen. Men i det hele taget om de positive ting, "menighedens
liv og vækst". I sidste ende er det det, der afgør sagen. Med Helligåndens
hjælp.
* * *
Så må protesten aktiveres
Nedenstående tekst,
som bygger på kommentarer i en Karen Klint- og en Pernille Vigsø Bagge-tråd i
Facebook, blev 06.06.12 sat på KD Onlinedebat - til artiklen "Biskopper er
klar med ritual for homoseksuelle vielser". LINK:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/465180:Kirke---tro--Biskopper-er-klar-med-ritual-for-homoseksuelle-vielser
Så får vi åbenbart denne newspeak-løgn i Ritualbogen, og det betyder, at jeg skal have spurgt min i øvrigt gode sognepræst, om hun vil bruge dette uhyrlige ritual. Hvis hun svarer ja, må jeg løse sognebånd. Min kone gør det også. Vi har en god præst at kunne gå til. Heldigvis er vor biskop imod (Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift). Dannelse af en homovielsesfri valgmenighed kan også være en mulighed. Det er vigtigt at få markeret, at et stort mindretal er imod. Men så må vi ellers se. Nu gælder det kirkeforfatningen - som jeg i årtier har talt for. - Indtil for nylig har "de progressive" redet på en gratis bølge. Positiv over for homovielser var noget af det fineste, man kunne være, og omvendt bredte den sorte farve sig over en, hvis man var imod. Det var nemt at være opportunist. Men nu viser modstanden sig. Og de progressive gratisridere må tage til efterretning, at intet er gratis. De står nu med foragt og protest fra et stort mindretal. Og det er vigtigt, at protesten holdes i gang (altså fx ved sognebåndsløsning og måske dannelse af homovielsesfri valgmenigheder), så at de progressives sejr aldrig bliver total - og så vi andre kan frasige os et egentligt medansvar. Jeg bruger denne sidste formulering, fordi jeg ikke selv vil tage det skridt at træde ud af Folkekirken; det er sagen sådan set for lille til. Og vi skal slet ikke dryppe ud enkeltvis. Hvis det kommer til det yderste (hvad jeg ikke håber), skal der være tale om en egentlig kirkespaltning, hvor den del, jeg skal høre til, klart står som den nuværende Folkekirkes sande fortsættelseskirke.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
* * *
Bededag - en kommentar
Nedenstående er en
særlig kommentar til det salme-vers til "bededag", jeg den 3. maj
2012 slog op på min Facebook-væg. Det er altså en i rækken af kommentarer til
mine salmer og salme-vers dér (som også alle, med kommentarer, står på
undersiden "Salmer og kristelige digte"). Der har jo blandt mine
venner og mellem dem og mig været en ret livlig diskussion om
"bededag" i forbindelse med tanken om, eventuelt at afskaffe den. Der
er, som det fremgår, tale om resultatet af blandt andet en hel del googlinger,
og det er blevet derefter. Jeg har dog valgt at sætte den også her på siden,
fordi der måske vil være læsere, der kan få glæde af den.
-
Jeg hører til dem, der meget gerne så denne bods- og bededag fra 1686 (se nf.) flyttet til fx en fredag i efteråret (den ugedag, Jesus døde, jfr. den nuværende placering) eller måske en onsdag. Det behøvede ikke være en fridag; man kunne udmærket holde gudstjenesten om aftenen. Men man kunne også gøre en søndag til "bede(søn)dag". Dog ikke til en søndag i påske-pinsefesttiden, som det nu er foreslået. Denne fest-tid bør være ren fest. - I den tyske evangeliske kirke er onsdag før sidste søndag i kirkeåret "Buß- und Bettag", i 2012 onsdag den 21. november. I Norge holdes bededagen søndag før allehelgensdag, altså i 2012 den 28. oktober. Vi kunne overveje at indføre noget tilsvarende - I Svenska Kyrkan er 5. søndag efter påske "Bönsöndagen (Rogate)". Hvad vi efter min mening ikke bør efterligne. Selv om den har en noget anden karakter end vores "bods- og bededag". Evangelielæsningerne er (i de tre tekstrækker): 1. Luk. 18,1-8 (Lignelsen om enken og den uretfærdige dommer). - 2. Luk. 11,1-13 (Fadervor. Om bønhørelse). - 3. Matt. 6,5-8 (Fadervor). (Se mere nf.). - Man siger ofte, at "bededag" (tidligere kaldt "almindelig faste-, bods- og bededag") på fjerde fredag efter påske er en særlig dansk opfindelse, og det er i og for sig eller i snævrere forstand også rigtigt. Jeg citerer nu en Wikipedia-artikel: "Den dag, vi i dag kender som "store bededag", blev indført af Hans Bagger (biskop over Sjælland 1675-1693), der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift. Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning d. 27 marts 1686 som en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget". - Videre i den pågældende Wikipedia-artikel: "Det er en populær misforståelse, at det var Christian VII's berømte livlæge Struensee [jfr. filmen "En kongelig affære"!], der indførte store bededag, men dagen er små 100 år ældre. Når den tillægges Struensee, kan det skyldes, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreformen af 20. oktober 1770, hvor halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet". - Men det, at man - også helt bogstavelig talt! - beder om godt vejr om foråret, er en gammel tradition, der selvfølgelig også har været praktiseret allerede i førkristen tid. I Den Romersk-Katolske Kirke var 5. søndag efter påske tidligere "bedesøndag" (jfr. Svenska Kyrkan den dag i dag; se ovf.). En tysk internetside har følgende derom: "Der Sonntag Vocem jucunditatis [BC: Se efter citatet] wird auch Rogate (lat. rogate, „betet/bittet“) oder Bittsonntag genannt. Historisch rührt die Bezeichnung Rogate von den Bittprozessionen für eine gute Ernte her, die an den drei Tagen vor Christi Himmelfahrt als Flurumgänge über die Felder in katholisch geprägten ländlichen Gebieten noch heute üblich sind". - BC: "Vocem jucunditatis annuntiate" ("Fortæl det med jubel", Es. 48,20) er de første ord i det gamle latinske Introitus (indgangssang) på 5. søndag efter påske. Og efter gammel skik betegnes søndagene med de første ord i Introitus. Men det er uklart, hvorfor denne dag (også) i flere lutherske kirker (fx Tyskland, Polen, Sverige) betegnes med ordet "Rogate" (bed!). I flere lutherske kirker (fx altså den tyske, den polske og den svenske) kan man altså i det hele taget stadig betegne søndagene med de gamle latinske navne. - En svensk hjemmeside henviser til, at Introitus i middelalderen begyndte med ordet "Rogate". Men det har jeg ikke kunnet få bekræftet. Måske er det bare, fordi dagen jo er en bede-dag. Senest har den på området særdeles kyndige provst emeritus Holger Villadsen, som jeg har mailet med om dette spørgsmål, oplyst: "Rogationes (flertal af rogatio) kan i denne sammenhæng bedst oversættes med litanier. Den bredere betydning af ordet er anmodning eller bøn. Der er mig bekendt ikke nogen sammenhæng med begyndelsesordene på nogen af de tekster eller bønner, der blev brugt de pågældende dage". - Svarende til det tyske internetcitat kan jeg citere følgende fra min gamle (1906) danske katolske messebog: "Mandag, Tirsdag og Onsdag før Christi Himmelfart ere kirkelige Bededage, hvor der i eller fra Sognekirkerne saa vidt muligt afholdes Bønprocessioner ... Nu er Hensigten med disse processioner nærmest at nedbede Guds Velsignelse over Markens Frugter og i det hele at bede om dette Livs Fornødenheder". - Baggrunden for at have en "bededag" om foråret går altså uden tvivl langt tilbage i hedensk tid; det handler om frugtbarhed! Og da det også er underligt at have en så alvorlig dag midt i påske-pinse-festtiden, vil det være virkelig godt at få flyttet denne gudstjenestedag til engang i efteråret (og evt. bevare fjerde fredag efter påske som en verdslig forårsfridag, svarende til den funktion, den jo faktisk har i dag!). - For afskaffes skal den særlige "bedegudstjeneste" vel ikke? Selvfølgelig kunne man undvære den; vi har jo kirkebønnen hver søn- og helligdag. Og fastetiden til anger og bod. Men det er måske alligevel godt at have en særlig dag, hvor vi kan angre vore mere kollektive synder og bede for nogle mere konkrete fælles og samfundsmæssige ting. Jeg vil dog selv foretrække, at "bedegudstjenesten" i givet fald henlægges til en HVERDAGSAFTEN i oktober eller november, så vi ikke skal lade en af søndagene efter trinitatis vige for den. - Jeg har her i høj grad også plukket fra forskellige internetsider. Man vil kunne finde dem ved at google på nogle af de særlige ord.
* * *
Ind på modernitetens torv
Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er)
[Dansk Kirketidende 04.04.12. - Manuskriptets titel og undertitel var: Fremtidens fællesskab(er). Nogle krav, ønsker og tilbud af programmatisk karakter. - Mellemrubrikkerne er dels manuskriptets, dels redaktørens].
Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr.
theol. & cand. mag.
Er også sat på
undersiden "Debat". Men den hører i høj grad også hjemme her på
"Kirke og teologi", hvor den supplerer såvel de to Livsengagement og
poesi-artikler som min vigtigste nyere kirkesynsmæssige og kirkepolitiske tekst
"Den næstbedste drøm" (som der i øvrigt også er en ældre version
eller forgænger til). Det hele hænger jo sammen, og selv om det allervigtigste
er, hvordan vi lever som kirke, kan dette ikke adskilles fra spørgsmålet,
hvordan vi overhovedet lever som kristne i verden.
Man kan bare sende sine egne ting ud og se, hvad der sker. Men det er alligevel også nødvendigt at formulere nogle krav, ønsker og tilbud til fællesskabet. Jeg vil derfor præsentere nogle programmatiske punkter, for så vidt angår livet i fremtidens danske samfund, lige fra de allermest omfattende politiske områder af og til de områder, hvor det drejer sig om mine ligesindedes og mit eget liv, ja, om mit eget helt personlige "storpoetiske" projekt.
Insistér på demokratiet
Murens fald i 1989 er det store skillepunkt. Vi har i århundreder haft meget forskellige holdninger her Danmark, men det er først i de seneste årtier, vi har oplevet en så voldsom polarisering. Måske har vi hidtil trods alt har haft så meget fælles, at kampen først og fremmest har været en kamp om at få sat sit præg på det fælles. Men efter det store sammenbrud ikke alene for kommunismen, men for enhver form for utopi og "stor fortælling" har der for de toneangivende ikke været andet tilbage end miljø, klima, moralisme og kampen for egen identitet og position. Og den kulturkonservatisme, som har gjort sig gældende hos mange, har endnu ikke kunnet yde et egentligt modspil. Man har højst kunnet sætte hælene i på det mere eller mindre politiske plan.
I denne situation vil jeg først og fremmest insistere på demokratiet - med de mindretalsrettigheder, det i vor tradition også indebærer. Og så er jeg ellers rede til - på både mine egne og mine efterkommeres vegne - at gå ind i det, der så må blive en sand pluralitet, idet jeg vil bekæmpe enhver tendens til, at "værdierne" bliver en ny tvangs-statsreligion.
Ind i pluraliteten
Det ligger dybt i menneskene, at man er mest tryg ved, at alle tror og mener stort set det samme, og staten vil også altid være interesseret i, at det er sådan. Men hvis nu borgerne i et land faktisk tror og mener vidt forskellige ting og der samtidig skal være frihed, så er den sande pluralitet den eneste mulighed. Og jeg er rede. Jeg er rede til at gå i en eller flere subkulturer. Og det vil først og fremmest være det kommende frie evangelisk-lutherske kirkesamfund. Men det kan også være et eller flere "traditionsdanske" og tilsvarende fællesskaber med egne foreninger og institutioner, fx skoler. For det er jo ikke alene en ny tvangs-statsreligion, der kan blive tale om; det kan også blive en så stor sterilitet, at folk af min slags ikke kan leve i den og ikke ønsker at lade deres børn blive opdraget i den. Et springende punkt bliver, i hvilket omfang staten vil tillade forældrene at bestemme, hvordan deres børn skal opdrages.
Mødet på modernitetens torv
Men det behøver ikke komme til det yderste. En enhedskultur som den, vi altså trods alt har haft i tusind år, får vi nok ikke igen. Men vi kunne måske ende i en slags mellemting, nemlig i et møde i fri meningsudveksling og kappestrid på modernitetens torv! Med moderniteten som det fælles vilkår. Nogle af mine bedste Facebook-venner er ateister, og til dem siger jeg, at ligesom Grundtvig var åben over for et kulturelt samarbejde med "naturalister med ånd", er jeg åben over for et kulturelt samarbejde med "åbne og ærlige ateister". Det er de mest oplagte samarbejdspartnere. Men også folk, der har en anden religion, skulle vi kunne mødes med i den således forståede modernitet.
Hvad det kulturelle grundlag for og indhold i de fælles institutioner angår, altså for eksempel hele uddannelsessystemet, må det i høj grad også komme an på de rent politiske (magt)forhold. Der må være grænser for, hvor lille en hale der skal kunne logre med hele hunden. Men det er ikke til at forudsige, hvad der bliver hale, og hvad der bliver hund! Jeg og mine ligesindede kan godt ende med at komme til at udgøre et ret lille mindretal.
"Traditionsdansk"
Men uanset hvordan det kommer til at gå, vil jeg for mit - og mine yngre ligesindedes - vedkommende dels leve mit liv i det evangelisk-lutherske (men økumenisk åbne) kristne kirkefællesskab, dels forbeholde mig retten til at være så "kulturkonservativ" og "traditionsdansk", jeg har lyst til. Men jeg er altså nødt til at sætte begge disse sidste ord i anførselstegn. For det ligger i hele mit program, at det af helt indre grunde og uanset alt, hvad modstanderne kan finde på, er nødvendigt at se helt frit og uhildet på virkeligheden. Konservatisme er først og fremmest en afvisning af alt kunstigt, ideologisk hjernespind og en forholden sig til virkeligheden, som den er. Og traditionalismen står og falder derfor med, om der faktisk er eller ikke er forhold i virkeligheden, der er større end det enkelte individ og den enkelte generation. Både principielt og aktuelt må alt dette simpelt hen vise sig og godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Modstanderne har haft travlt med at tale om Morten Korch-Danmark. Men tradition kan aldrig være en fastlåsning af en bestemt tilstand, endsige en tilbageføring til en sådan, men udelukkende en naturlig fortsættelse af vort liv på de til enhver tid givne betingelser. Nogle vil være mere kosmopolitisk indstillet end andre. Men hvis der ikke går ideologi og magtkamp i det, skulle det ikke være et stort problem i en gammel søfarts- og handelsnation som vor.
Et kristent bidrag
Hvad nu til sidst selve mit eget projekt angår, så er det altså egentlig et ganske personligt poetisk projekt - hvor "poetisk" dog skal forstås meget bredt, så det kommer til at omfatte alt, lige fra ethvert menneskes livsfølelse til det enkelte konkrete centrallyriske digt. Men jeg præsenterer det her, fordi det kan ses som et eksempel på, hvad vi kristne kan bidrage med. For det er teologisk begrundet, nemlig i den (i høj grad hos Grundtvig fundne) "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", ifølge hvilken den elskende og kendende forholden sig til livet her i verden uden for gudstjenesten, fromhedslivet og teologien er en nødvendig forudsætning for, at den særlige kristne tale skal blive andet end "tomme ord og lyde". Og det gælder altså engagementet i "livets levelse" overhovedet. Men med en særlig betoning af fordybelsen og refleksionen. Først derefter - og i vekselvirkning dermed - kommer den særlige poesi som "livets udvidelse med andre midler" og som en særlig erkendelsesaktivitet.
Helt afgørende er, at livsengagementet og den derved opnåede erkendelse skal ske "uafvidende", altså uden kristelig overklistring og uden kristelig facitliste. Kun derved opnås nemlig den erkendelse af den givne virkelighed, som kan betydningsudfylde den særlige rent kristne tale. For den kristne ligger kristendommen naturligvis omkring det hele, med Guds Rige som den yderste horisont. Og det er fra kirkedøren og den teologiske studerekammerdør, han bliver sendt ud på den mark, hvor det uafvidende livsengagement skal finde sted. Men så er det ellers forholdet til den foreliggende virkelighed, det gælder. Og det er let at se, at den kristne godt kan så at sige dele mark med den ikke-kristne eller indbyde den ikke-kristne til at være med i denne uafvidende forholden sig til virkeligheden. Det afgørende er, at poesien (og jo overhovedet kunsten) dyrkes for livets skyld, og ikke for ideologiske eller politiske formåls skyld eller som religionserstatning eller som social statusmarkør.
For mit eget vedkommende går den videre vej først og fremmest mod en centrallyrisk poesi. Udgangspunktet er bogstavelig talt et punkt på livsengagementets mark, hvor jeg står og venter på, at min livsfølelse skal blive opfyldt og udfyldt gennem det møde med virkeligheden uden for mig, der nu skal finde sted. Men det rum, hvori dette møde skal finde sted, er jo ikke bare den rent fysiske verden omkring mig. Jeg bliver nødt til at se og opleve det som det eksistensens rum, der omfatter den virkelighed, der er større, end hvad fysikken kan beskrive, og som først og fremmest viser sig i den måde, hvorpå jeg helt elementært lever som menneske.
Se så dybt som muligt
Der er ingen metafysik i dette. Det er hverken mere eller mindre end min menneskelige eksistens og dens fysiske verden, jeg forholder mig til. Men det gælder jo om at se så dybt i det hele som muligt, og om at få ting til at tegne sig, som ellers ikke ses. Og dette kan ske, fordi jeg selv som person (poetisk Jeg) og det, der er omkring, mig bunder i den samme grund. Det kan der siges meget kristeligt om. Men det skal der ikke gøres ude på livsengagementets mark. Og desuden gælder det samme jo for en rent naturalistisk betragtning.
Subjektet og objektet er manifestationer af den samme virkelighed. Og allerede i selve det poetiske møde mellem subjekt og objekt bliver virkeligheden større. Men på et tidspunkt bliver det poetiske mødested jo til digtets sted, og så sker der endnu mere. Digtet kommer til at leve sit eget liv, digtet bliver et nyt, tredje manifestationssted. På en måde er det jo ganske vist inde i digteren, digtet bliver til. Men motivets strukturer kommer jo (også) udefra. Og alle de strukturer, der således er til stede, er dele af, om man så må sige, hele den samlede eksistens-struktur. Man kan sammenligne det, der sker i "digtets eget liv", med det, der sker, når sprogbrugeren pludselig danner et helt nyt ord på grundlag af det sprog, han lever i. Og så må det ellers vise sig, hvad der kommer til at manifestere sig i digt efter digt. Her er heller intet jo foreskrevet på forhånd. Alle mulige motiver kan komme til at vise sig, og alle mulige slags digte kan komme til at skrive sig. Således bliver teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement opfyldt i det poetiske felt.
Digteren og det
fælles liv
Men der er mere at sige. Poesien som del af det kristeligt nødvendige livsengagement er jo også en del af menneskelivet, det menneskeliv, som ikke bare er simpel omverden, men er det særlige livsfællesskab, digteren med sit eget liv er en del af. Og det betyder ikke bare, at det er i den menneskelige eksistens' rum, poesien finder sted, og at menneskelige motiver m.m. naturligvis får den helt afgørende betydning i poesien. Det betyder også, at den poetiske aktivitet i en eller anden grad bliver en sammenfletning af digterens personlige liv og det fælles liv. Jo mere det poetiske møde bliver et møde mellem digter-jeg'et og det menneskelige fællesskab, jo mere bliver der tale om et vekselvirkningsforhold, hvor digteren sætter sig selv og sit eget liv ind i fællesskabet. Og så bliver der i en eller anden grad tale om noget, der i hvert fald kommer til at minde om, hvad der i helt enestående grad var tilfældet for Grundtvigs vedkommende, nemlig for så vidt som hele hans digtning jo kan læses som én stor sammenfletning af hans og det danske folks liv, med Grundtvigs digtning som også et "handlende ord". Jeg kan her henvise til såvel Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats "Det handlende ord" som min egen artikel i det seneste nummer af Grundtvig-Studier "Totaldigteren Grundtvig". Og selv om jeg for mit vedkommende, hvor meget jeg end påberåber mig mit discipelforhold til Grundtvig, optræder både meget minimalistisk og ikke specielt bundet til "det folkelige", er dette en vigtig indre grund til, at jeg må interessere mig programmatisk for det fælles liv ude i kulturen og samfundet.
* * *
Ministeren har ret
Onlinekommentar til KD-artiklen "Sareen:
Folketinget er den lovgivende magt for folkekirken"
02.04.12.
Ligestillings- og kirkeministeren har ret. Derfor skal vi se at få den kirkeforfatning. Hvilket vil sige en i hvert fald styringsmæssigt total adskillelse. Jeg har talt for dette siden midten af 1970'erne og vil gerne takke ministeren for hans bidrag til fremme af sagen. Ingen anden enkeltperson har bidraget så godt. - At der så i øjeblikket er flertal for homovielser blandt såvel Folkekirkens medlemmer som dens præster, er en anden sag. Det kan være, det af både den ene og den anden grund kommer til at se anderledes ud, når vi får et helt frit og egentligt evangelisk-luthersk kirkesamfund. Ja, det kan være, der når at komme endnu mere grus i ligestillings- og newspeak-maskinen allerede i forbindelse med lovforslaget og ritualsagen. Foreløbig synes jeg i hvert fald, det går helt godt. - Med ønsket om en glædelig påskefest!
* * *
TRÆD UD, OG SAML JER SOM "HUMANISTISK
TROSSAMFUND"!
Væg-opslag på min
Facebook-profil 31.03.12
Så lå Ekstra Bladet fra i går i postkassen. Vi får det af naboen, som til gengæld får Lolland-Falsters Folketidende af os. Og jeg kunne glæde mig over, at min nyeste "ondskabsfulde I øvrigt" var i. Se den i kommentarfeltet:
-
I øvrigt mener n!
at de, der bare ønsker sig en ritual- og serviceanstalt, bør træde ud af Folkekirken og samle sig som "Humanistisk Trossamfund".
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
Min kommentar i næste FB-kommentarfelt:
Ja, jeg kunne ikke lade være at vise vennerne den. Men det generer mig at den kommer til at stå over palmesøndagssalmen. Nu skal "den stille uges" alvorlige fred sænke sig. Jeg sætter derfor salmen på igen om nogle timer.
* * *
Så
vidt, så godt - men
KD Online-debat
og Facebook 28.03.12
Så vidt, så godt. Men Birthe Rønn Hornbech skriver jo selv, at
"velsignelsen" for folk er "det rigtige bryllup" (hvad jeg
også selv har oplevet som præst). Og hvis der bliver udarbejdet et ritual for
en sådan "kirkelig velsignelse" (som det jo allerede hedder) af par
af samme køn, er vi jo lige vidt. Så vil det i praksis blive opfattet som et
bryllup, et ægteskab. - Men det er i hvert fald godt, at der nu kommer grus i
maskineriet. Min vigtigste grund til - siden i hvert fald 1997 - at have været
imod enhver form for homovielser (men ikke selve det borgerlige
"registreret partnerskab") er, at det allerede rent sprogligt er
løgn, "newspeak" at betegne et forhold mellem to af samme køn som et
ægteskab. Det vil være utåleligt at skulle have et løgne-ritual i Folkekirkens
Ritualbog. - Og der er, som bla. påpeget af tidligere universitetslektor, dr.
theol. Carsten Breengaard, også mere egentlig teologi end som så i sagen
(ægteskabet som mand-kvinde-forhold), altså bortset fra, at der i hele Bibelen,
også i NT, er en klar afvisning og fordømmelse af homoseksualitet overhovedet.
- Endelig er der også "teologi" i det forhold, at den moderne
"humanisme" og "konstruktivisme" er en slags ny religion,
der trænger frem i hele samfundet og langt ind i Folkekirken. - Det er vigtigt,
at der bliver hældt mere og mere grus i maskinen! - Bent Christensen, pastor
emeritus, dr. theol.
TILFØJELSE HER: Jeg ved ikke helt, om jeg skal beklage, at jeg fortsat deltager i debatten, især i Facebook, men stadig også lidt i KD Online-debat. Med nogle eksempler sat her på siden også. Det er jo en på flere måder vigtig sag. Og så sker der jo nu noget nyt næsten hver dag. Selve processen er meget spændende. Jeg havde, da jeg den 26. februar skrev min "I øvrigt" (se lige herefter), ikke troet, situationen her den 28. marts, altså lige godt en måned senere, ville være blevet så gunstig for os modstandere og så mere og mere pinlig for regeringen og tilhængerne. - Den 26. februar skrev jeg jo i Ekstra Bladet (nationen!) - under "I øvrigt mener jeg/n!" - "at hvis ligestillings- og kirkeministeren bliver ved at føre sig så magtfuldkomment frem, kan regeringen få et nyt ring-nederlag - først betalingsringen, så vielsesringen". - Men den vigtigste grund til, at jeg ikke tvinger mig selv til at lade være at bruge tid og kræfter på denne tåbelige sag, er, at der som sagt er mere "teologi" i den end som så. Homovielsessagen er, som også sagt, bare ét blandt mange eksempler på, at "humanismen" og "konstruktivismen" vinder frem og trænger ind i også Folkekirken. Derfor vil opgøret med denne nye og succesrige pseudoreligiøsitet være en vigtig del af den proces, der - forhåbentlig langsomt, men sikkert - skal føre frem til et nyt, frit liv for den kirke, som blev oprettet under Harald Blåtand for over tusind år siden og evangelisk-luthersk reformeret i 1536. Og selv om jeg virkelig ikke blander tingene sammen, er denne nye re-formation af den danske kirke en vigtig forudsætning for hele mit eget personlige projekt. Som man kan læse meget mere om på undersiderne "Poetik", "Mit eksistens-rum", "Min lyrik- og poetikhistorie" og "Litterære tekster". - Jeg henviser også til teksten "Den næstbedste drøm" længere nede på denne side. Samt til de rent teologiske tekster, der siger noget om den grundlæggende, i høj grad af Grundtvig-inspirerede, teologi, der ligger under det hele.
* * *
Nogle ting fra Præsteforeningens Blad - med et par kommentarer
Præsteforeningens Blad nr.
2012/12
På min
Facebook-væg og her 23.03.12
Selve opslaget:
"Skal det
virkelig kun være for konfirmander?" ("Almindeliggørelsen" af
kristendommen i Folkekirken). - "Efter postmodernismen kommer
buddhismen". (Der peges her på nogle ting, som er endnu værre end
homovielserne, men som homosværmeriet er et blandt mange eksempler på). -
"Et menneskeembede under Guds ord". (En anmeldelse ved sognepræst i
Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Jesper Bacher). - "Mødet med døden i
Brugsen. Og med præsten". (Redaktør Jakob Brønnums egen I
FOKUS-betragtning i anledning af, at Coop nu har en aftale med et
bedemandsfirma, så at man kan bestille begravelser i Brugsen). - Det, der står
i parentes, er mine egne præsentationsbetegnelser!
Jeg
prøver at sætte dem ind i et eller flere kommentarfelter:
- - -
Det
er fredag og Præsteforeningens Blad er kommet. Der er i dette nummer (2012/12)
fire interessante artikler, som jeg vil referere, citere og kommentere nogle
vigtige steder fra.
Lektor ved TPC (Teologisk
Pædagogisk Center, Løgumkloster) Povl Götke og religionspædagogisk
stiftskonsulent Lars Nymark: "Skal det virkelig kun være for
konfirmander?".
For
korthedens skyld præsenterer jeg kun de værste steder.
Det
kan ikke være ligegyldigt for konfirmationsforberedelsen, at 30 % af en årgang
ikke tager imod kirkens tilbud om konfirmationsforberedelse. En folkekirke er i
sin formidling forpligtet på alle. "Målet med konfirmationsforberedelsen
er [...] ikke [i den Kgl. anordning] beskrevet som at føre konfirmanden til tro
[...]. Målet med konfirmationsforberedelsen er at skabe en fortrolighed med
væsentlige dannelsessammenhænge". "Konfirmationsforberedelsen har en
vigtig kulturarvsvedligeholdende funktion".
"Konfirmationsforberedelsen omfatter også en form for dannelse på det
rituelle område [...] for ritualer spiller en grundlæggende rolle i alle
kulturer og har gjort det til alle tider".
BC-KOMMENTAR: Det er som sagt kun de
værste steder. Men tendensen er typisk. "For alle" er et af tidens
mantra'er. Og det er jo i sagens (kristendommens) natur rigtigt nok. Men som
alt andet godt kan det også misbruges. Nemlig derved, at man for at nå
"alle" almindeliggør, "almenreligiøsgør" sagen, blandt andet
ved at betragte kristendommen som "kultur". Kultursnobberiet er
enormt i disse år. Ja, "kulturen" fremstår mere og mere som nærmest
den overordnede religion. Men man taler også hele tiden om
"ritualerne", "overgangsritualerne", fx i forbindelse med talen
her i artiklen om konfirmationsforberedelsen som
"voksenmyndiggørende". Og det er naturligvis rigtigt, at der selv for
den fineste og reneste kristne betragtning også altid vil være et stærkt
element af "overgang" (fra barn til voksen) i konfirmationen, ligesom
der jo også altid vil være et tilsvarende "overgangs-element" i
dåben, brudevielsen og begravelsen. Men det er måden, man taler om det på. Man
begrunder det større med det mindre. Man kan høre og se eksperter og præster og
biskopper tale og skrive om Folkekirken i lange baner om disse sociale og
almene ting - uden en eneste gang at nævne ordet Gud, endsige Jesu navn. Og
dette er ikke bare noget rent formelt. Der er tale om netop en
"almindeliggørelse" af, hvad det vil sige at være kirke, en flov vigen
uden om både de store eksistentielle spørgsmål og selve kristendommen.
-
Jens Dammeyer: "Efter
postmodernismen kommer buddhismen"
Jeg
har googlet på Jens Dammeyer og har bla. fundet følgende:
Hjemmesiden
jensdammeyer.dk handler om en dansk folkekirkepræst, som har orlov fra
præstejobbet i Danmark til et ophold i Taiwan for at arbejde med de kinesiske
kristne. Hans arbejde er på den kinesisk lutherske præsteskole ‘China Lutheran
Seminary’ i byen Hsinchu. - Han har tidligere været udsendt, og da blev det
sproglige grundlag lagt, ligeledes kendskabet til øen, religionerne og
kirkerne. Har fungeret som sognepræst ved Hasseris Kirke siden december 1996.
Efter endt uddannelse rejste han som præst til Taiwan.
Det
er en utrolig interessant artikel. Overskriften - som står med anførselstegn -
er et citat af den navnkundige, nu afdøde Johannes Aagaard, som var grundlægger
og leder af Dialogcentret, Århus. Men jeg må nøjes med at præsentere nogle af
de allervigtigste ting.
Ariklen
tager afsæt i Morten Thomsen Højsgaards for nylig udkomne bog "Den Tredje
Reformation - Fra statskristendom til google-buddhisme". Og Jens Dammeyer
skriver, at "googlebuddhisme" er en udmærket fællesbetegnelse for de
mange forskellige bevægelser, terapier og religiøse ledere, som har vigtige
ting fælles: de mener, at det enkelte menneske selv kan finde frem til en
sandhed og friheden fra lidelsen. Deraf konkluderer man, at en 'egentlig
sandhed' er irrelevant, og de forskellige religioners grundlæggere i virkeligheden
lærte det samme. Den religion, som mest kvalificeret leverer fundamentet for
denne tænkning, er buddhismen". "Den moderne version af
mindfulness
er kommet ind i lærebøgerne om diakoni". "Det er min påstand, at
buddhismen er den globale kristendoms største udfordring".
"En
vigtig årsag til, at jorden er gødet for buddhismen i vesten, er konsekvenserne
af postmodernismens nedbrydning af alle holdepunkter i tilværelsen, som har med
tro eller ideologi at gøre. Det moderne menneske tror ikke engang på
videnskaben [...] Efter postmodernismen er der for det moderne menneske ikke
flere fixpunkter tilbage at orientere sig efter. Der er kun mennesket selv og
den verden, som er svær at forstå – og hvor man oven i købet skal dø. Ind i den
situation er sandheden om alle tings forgængelighed så elementær, at enhver
terapi, psykologi og meditation med den virkelighed som basis vil have enorm
indflydelse. Terapi som forberedelse til døden er f.eks. en vigtig buddhistisk
aktivitet i Taiwan, og metoden er »mindfulness«".
"En
anden konsekvens er den moderne forståelse af begrebet »tolerance«. Fordi, når
alt er forgængeligt, så findes der ingen religiøse sandheder – forskelle er
irrelevante". " En tredje konsekvens er, at synet på historien vil
ændres. Historiske begivenheder vil miste deres betydning. Det vil ikke længere
være vigtigt at lære af historien. Ords indhold og definition bliver flydende
og subjektiv, og vi vil opdage, at den måde, hvorpå vi hidtil har forstået
historien og har taget ords oprindelse og betydning for pålydende, kommer fra
den jødisk-kristne virkelighedsopfattelse: virkeligheden, som vi oplever den,
og ordenes indhold er virkelig, og det ved vi, fordi Gud har skabt
verden". "Afledt af den falske tolerance kan man forestille sig flere
krav til kirken om ikke at prædike sandhed f.eks. i forhold til buddhismen. Det
kan føre til kravet om, at dansk kristendom skal være religionsneutral, som
Højsgaard taler om". " Faren ligger hos kirken selv: hvis de, som er
forkyndere, ikke ser de uundgåelige forandringer, og forstår dem, sådan at de
kan forkynde den døde og opstandne Herre Jesus Kristus så tydeligt til det nye,
så folk kan forstå det til modtagelse eller afvisning, hvad er så argumentet
for at tro på Jesus og ikke på Buddha?".
BC-KOMMENTAR: Disse citater taler for sig
selv. Men jeg vil - ikke mindst til mine homovielsesdiskuterende
Facebook-venner - sige, at det (også uanset buddhismen; der er jo også tale om
en hjemmegroet udvikling) er i de ting, Jens Dammeyer her peger på,
Folkekirkens egentlige og helt overordnede problem ligger. Homovielserne er kun
et blandt mange symptomer. Det afgørende er derfor ikke, om vi melder os ud
eller ej lige nu, men at vi får en altomfattende kirkelig og teologisk
drøftelse. Og denne drøftelse skal vare længe. Jeg gentager mit gamle slagord:
"Ingen lille mand med lille tro skal ryge af i svinget ved en
fejltagelse". Dette gælder også de mange små mænd og kvinder, der, ofte
uden selv at vide det, er dybt påvirket af postmodernismens
virkelighedsopfattelse (eller mangel på samme). Med eller uden buddhisme. For
en særlig grund til, at denne artikel har været interessant læsning for mig er,
at jeg i forbindelse med mit poetik- og litteraturhistoriske arbejde længe har
beskæftiget mig ganske særligt med hele virkelighedsproblematikken. Ja,
allerede i min Grundtvig-forskning kom det til at stå klart for mig, at der er
en sammenhæng mellem pdes. kristen tro og en (i erkendelsesteoretisk forstand)
grundlæggende "naiv" holdning til virkeligheden, og pdas. de holdninger
til virkeligheden, man i hvert fald ofte når frem til, hvis man ikke lever i
den kristne tro. Det er blevet sagt, men jeg må referere det efter hukommelsen
og måske i en forkert rækkefølge for de to sidste leds vedkommende, at først
"døde" Gud (jfr. Nietzsche), så "døde" den menneskelige
person (jeg-identiteten), og så "døde" virkeligheden i øvrigt. Det er
i hvert fald den situation, vi står i lige nu. Intet er virkeligt, alt er
konstrueret og kan konstrueres. Det gælder ikke bare det at kalde et forhold
mellem to af samme køn et ægteskab. Det gælder jo i det hele taget det, at man
ikke må tale om kønsforskellen - men fx skal sige "hen" i stedet for
"han" og "hun". Og opdrage drenge og piger
"kønsneutralt" fra vuggestuen af. Det samme ser vi i fornægtelsen af
folkelighed og nationalitet. Men der er mange andre eksempler.
-
Et menneskeembede under Guds
ord
Under
denne overskrift anmelder sognepræst her i Lolland-Falsters Stift
(Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe) Jesper Bacher Johannes Horstmanns
"Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed". - Johannes
Horstmanns datter Margrethe er præsteviet (gift med sognepræst Bendicht Mader,
Tårs)) og fungerer ofte som præst her i stiftet. Jeg kan dog ikke lade være at
fortælle, at første gang var, da hun var konstitueret i mit Døllefjelde-embede
under en af mine orlovsperioder under mit arbejde med min disputats
"Omkring Grundtvigs Vidskab". Margrethe er en af mine FB-venner. -
Jeg har kun tid til at klippe enkelt citat fra Jesper Bachers anmeldelse:
"Mennesket
er i verden, men ikke af verden, som det hedder i titlen på det ottende
foredrag. Det er frigørende tale, så det foreslår. Der er nemlig ikke noget som
sand pilgrimsteologi, der fæster begge ben på jorden og giver blik for næsten.
Da er verden ikke noget, som skal vindes, for at vi kan vinde det sande liv, da
er livet ikke en jagt på maksimal selvrealisering, før baren lukker, og kisten
lukkes i, men en frimodig gudstjeneste i tillid til Gud, som sendte sin søn for
at tjene og lede os til evigt liv".
-
Mødet med døden i Brugsen.
Og med præsten
Dette
er redaktør Jakob Brønnums egen I FOKUS-betragtning. Baggrunden er, at Coop nu
har en aftale med et bedemandsfirma, så at man kan bestille begravelser i
Brugsen! - Men også her må jeg nøjes med et enkelt klip:
"Men
er det [at supermarkederne bliver kulturcentre som rammen om vores forbrug]
virkelig det eneste motiv fra Brugsen og de andres butikkers side? At dække
hele tilværelsen fra den første ble til den sidste skovl jord? Skal vi grave et
spadestik dybere i problemstillingen, må vi som sædvanlig have den filosofiske
teologi til hjælp. Og lidt banal psykologi. Det er ikke nogen hemmelighed, at
en af vore stærkeste reaktioner mod den eksistentielle sandhed, at døden hele
tiden lurer i bevidsthedens undergrund som et uafklaret vilkår ved det at være
menneske, er materielt overforbrug. Det er en instinktiv overlevelsesreaktion,
som er let forståelig udfra biologiske forklaringsrammer".
Men
redaktør Brønnum konkluderer, at
"man
kan naturligvis ikke vække den kierkegaardske angst midt i mellem hakkekødet og
de syrnede mælkeprodukter og tro, at hele den eksistentielle energi anvendes
til at købe større ind. En del af den ubevidste reaktion vil hos nogle være
ønsket om at tale med en præst, hvis de lige har set en [hvad man kan, når
præsten bor i sin præstegård midt i sognet og kommer i Brugsen som alle de
andre]. Præsten vil med stor frimodighed kunne antyde, at evangeliet er et
andet svar på spørgsmålet om døden som et uafklaret eksistentielt vilkår. Og
vide med sig selv, at det er noget billigere i det lange løb".
* * *
Bliv!
Kommentar sendt til
Kristeligt Dagblad 12.03.12. Da den 22.03.12, så vidt jeg kunne se, ikke var blevet
trykt, satte jeg den på min Facebook-væg og her på denne underside.
Ifølge en Epinion-rundspørge siger 10 procent af Folkekirkens medlemmer, at vielser af homoseksuelle vil få dem til at overveje deres medlemskab af folkekirken. Men jeg vil opfordre dem til at blive. Vi splitter og spilder kræfterne, hvis vi bare melder os ud enkeltvis nu.
Der kan også komme andre og bedre tider. Fra og med Murens fald i 1989 har vi set, at alt kan ske - på både godt og ondt. Det gælder også for Folkekirken. Men vi skal under alle omstændigheder have en bred og dyb debat, mens arbejder for kirkeforfatningen.
Det vil være nok, at vi, der er imod homovielserne, fortsætter med at markere vor protest. Jeg vil afkræve min i øvrigt gode sognepræst et klart svar på, om hun vil forrette homovielser, ja, eller nej. Og hvis hun svarer ja, vil jeg løse sognebånd. Jeg har en god præst at kunne gå til. Jeg ville også kunne være med i dannelsen af en homovielsesfri valgmenighed. Det afgørende er, at den løgn, et homovielsesritual vil være, ikke kommer i Ritualbogen uden stadig protest og undsigelse. Det er vigtigt, at tilhængerne aldrig får den fulde sejr.
Og så må vi ellers se. Vi må ikke glemme, at hvor uhyrligt det end er at skulle have et løgneritual i Ritualbogen, ændrer det intet ved, at det fortsat er Bibelen, de tre oldkirkelige bekendelser (herunder den apostolske, som vi er døbt på), Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus, der er Folkekirkens bekendelsesskrifter. Og der er jo mange i øvrigt gode kristne, der ligger under for homosværmeriet.
Men der er andre dårlige ting i tiden, der har indflydelse i Folkekirken, så i værste fald kan det til allersidst blive nødvendigt med en kirkespaltning. Men det er en yderst alvorlig sag. Og det skal i givet fald stå helt klart, at det bliver alle dem, der ønsker at være evangelisk-lutherske kristne, der kommer til at udgøre "fortsættelseskirken".
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Skuffende
førstebehandling af de to homovielseslovforslag
Kommentarer til opslaget på min egen væg af link til
folketinget.dk til Folketingets førstebehandling 20/3 af de to
homovielseslovforslag. - 21.03.12.
Det var en noget skuffende debat. Oppositionen burde have kritiseret selve forslaget til ændringerne i ægteskabsloven hårdere. Det er jo også løgn, hvis man på rådhuset betegner et forhold mellem to af samme køn som et ægteskab. Det blev sagt, men ikke hårdt og tydeligt nok. - Hvad Folkekirken angår, stod oppositionen svagt, fordi den stadig er tilhænger af den nuværende statskirkeordning. Man kunne jo ikke svare på, hvem der ellers skulle udtale sig på Folkekirkens vegne. Regeringsflertallets ordførere og spørgere havde jo fx ret, når de spurgte, som det så var en bispekirke, man ønskede. - Det eneste tilfredsstillende for mig var, at det blev klarere, at vi må se at få den kirkeforfatning!
-
I øvrigt er jeg blevet klar over, at der alligevel er meget mere teologi i denne sag end selve det med, at vi efter alt at dømme (men heldigvis måske ikke så helt glat) ender med at få en løgn i Ritualbogen. - For det første er der som påpeget af Carsten Breengaard i hele Bibelen ikke bare mange fordømmelser af den homoseksuelle praksis, men - helt fra skabelsesberetningerne af - også mange store og smukke udtryk for, at forholdet mellem mand og kvinde er et billede på forholdet mellem Gud/Kristus og folket/menigheden. - For det andet fremstår det kønsneutrale ægteskab tydeligere og tydeligere som et udtryk for den humanistiske, konstruktivistiske pseudoreligion, som hader alt det givne, det være sig køn, race, etnicitet, nationalitet eller intelligens. Man ønsker kort sagt at være sin egen skaber - og (hvis det så ellers skulle være nødvendigt!) sin egen frelser. - Dermed kan hele sagen ses som blot en del af en langt mere omfattende åndskamp. Hvor det gælder om at holde den moderne pseudoreligion ude af den evangelisk-lutherske kirke. Men også om at mindske pseudoreligionens indflydelse på hele samfundet.
* * *
http://www.bt.dk/danmark/hver-tredje-praest-naegter-at-vie-homoseksuelle
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
EFTERSKRIFT - kun her på denne underside
NB! Med en vigtig
17.03.12-tilføjelse med mange videre og bredere ting i! Om såvel
homovielsessagens nærmere fremtid som hele vor kirkelige og kulturelle fremtid.
Som flere gange erklæret har jeg ellers prøvet at holde mig ude af homovielsesdebatten. Men jeg har deltaget en del i den i Facebook og i forskellige onlinedebatter i forbindelse med artikler i især Kristeligt Dagblad. Og jeg sendte for nogle dage siden en kommentar til Kristeligt Dagblad, hvori jeg under overskriften "Bliv!" opfordrede alle, der overvejer at træde ud, til at blive i Folkekirken og være med i processen frem mod kirkeforfatningen - og i den videre proces. Under stadig protest mod homovielses-løgnen som angivet ovenfor. Men nu fandt jeg i Facebook et link til denne BT-artikel og prøvede at sætte ovenstående - eller en kortere version - ind i onlinedebatten til den. Dog uden held. Derfor "delte" jeg artiklen, så den kom på min væg og satte ovenstående ind som kommentar. Og sendte teksten til BT i almindelig mail. Nu sætter jeg den altså også på her. Det er jo den nyeste "tilslibning" af mit standpunkt.
Nyt er især, at jeg udtrykkeligt siger, jeg kun vil deltage i en valgmenighedsdannelse, hvis der er tilstrækkelig mange almindelige folkekirkekristne med. Jeg vil ikke være sammen med et flertal af højrefløjskristne eller andre mere eller mindre sekteriske kristne. Det er ikke mindst bibelfundamentalismen, der generer mig, men det er også andre ting. - Mon der findes egentlige undersøgelser af, hvad der er der adskiller de mere eller mindre sekteriske kristne fra os almindelige kristne? Ellers burde sådanne foretages. For det er ikke så ligetil at definere, hvad det er. Når fx almindelige folkekirkepræster udtaler sig om spørgsmålet, ender det ofte med, at de afslutningsvis siger: "Men jeg kender da mange gode missionsfolk". Det gør jeg sådan set også. Men det afgørende spørgsmål er, om disse gode medkristne ikke ville have været endnu meget bedre at være medkristne med og ikke også selv ville have det endnu meget bedre, hvis de som de udmærkede personer, de er, havde levet i en almindelig evangelisk-luthersk sammenhæng. Man kan vel sige, at det i høj grad er et spørgsmål om personlighed, holdning og "stil" (dybt forstået).
Men det er også nyt, at jeg betoner det forhold, at homovielserne måske kun et ét eksempel på, at en ny livsanskuelse er ved at vinde overhånd i Folkekirken, så at det kan være, det alligevel ender med en kirkespaltning. Nogle af de ting, der er på det seneste (af bla. Carsten Breengaard, se efter afsnittet her) er ført frem om homovielsernes modstrid mod selve det jødisk-kristne menneskesyn, har også gjort indtryk på mig. Jeg holder mig stadig til det med den almindelige løgn som hovedargument. Men måske er der også tale om en større og dybere modsætning til selve den kristne tro, end jeg hidtil har regnet med, eller i hvert fald villet føre frem. - Jeg håber inderligt, det ikke kommer til en kirkespaltning. Men skulle det ske, er det vigtigt, at alle, der overhovedet ønsker at leve videre i et evangelisk-luthersk kirkesamfund, samlet kommer til at udgøre "efterfølgerkirken". Så må de nye sværmere se, hvad de kan finde ud af. - Jeg tænker her 17.03.12, hvor dette tilføjes, helt særligt på Carsten Breengaards kronik i Kristeligt Dagblad den 14. marts 2012 "Københavns biskop - en tvivlsom teologisk rådgiver med mere magt end paven". - LINK:
MERE 17.03.12-TILFØJELSE - med også en opstilling af
mulige scenarier for den videre udvikling i homovielsessagen efter de
seneste bispeudmeldinger. Samt med nogle bredere og videre kulturelle
betragtninger:
Jeg har, som det til dels fremgår, også allerede føjet lidt til i
ovenstående "Efterskrift". Men det helt nye i dag er, at et flertal
af biskopperne nu forholder sig direkte afvisende til det netop fremsatte
forslag til ny ægteskabslov. Jeg henviser til to artikler i dagens udgave af
Kristeligt Dagblad, nemlig "Flertal af biskopper er imod ny lov om
vielse af homoseksuelle" og "Hastværk er lastværk. Vi siger
nej til den nye ægteskabslov" (skrevet af biskopperne Henning Toft
Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen). - LINKS:
og
Det bliver meget spændende at følge det videre forløb. De to
lovforslag, der er tale om, kommer til første behandling i Folketinget på
tirsdag (20/3). Og den debat kan blive hård. Men der kommer helt uundgåeligt
også en ny og skærpet almindelig debat.
Jeg
forudser følgende muligheder:
- Regeringen og dens folketingsflertal vedtager de to love, så de kan
træde i kraft 15. juni, og nogle af biskopperne får udarbejdet et ritual, som
kan nå at blive autoriseret ved Kgl. resolution, så ligestillings- og kirkeminister
Manu Sareen, som han har bebudet, på det tidspunkt kan komme til at stå og
kaste ris(!!!) på det første homoseksuelle ægtepar.
- Regeringen og dens folketingsflertal vedtager de to love, så de kan
træde i kraft 15. juni, men der kommer ikke til at foreligge et ritual til den
tid. Herefter er der så to muligheder: 1. Der bliver ikke foretaget homovielser
i Folkekirken, før der foreligger et autoriseret ritual. - 2. Den enkelte præst
kan som vielsesmyndighed på statens vegne forrette ægteskabsstiftende vielser
efter et ad hoc-ritual, formodentlig med sin biskops accept efter
omstændighederne og indtil videre. Men han kan vel også gøre det med borgerlig
gyldighed uden biskoppens accept? Og biskoppen kan vel i givet fald højst give
ham en påtale?
- Regeringen og Folketinget udskyder behandlingen af lovforslagene
eller trækker dem tilbage og fremsætter et nyt forslag til ægteskabslov. - Kan
et stort mindretal i Folketinget få udsat behandlingen af et lovforslag?
- Regeringen og dens flertal vil næppe give helt op, så på et tidspunkt
kommer der utvivlsomt en ny ægteskabslov, som gør homovielser mulige - men
måske ikke kønsneutralt ægteskab. Hvis det sidste bliver tilfældet, vil
homo-foreningen blive voldsomt utilfreds. Den er jo allerede utilfreds med, at
det netop fremsatte lovforslag ikke er kønsneutralt nok i sine ord og begreber.
- Men hvordan vil Folkekirken stille sig? Vil man (biskopperne) bøje
sig og lave ét kønsneutralt vielsesritual? Eller vil man lave to? Vil man evt.
frasige sig vielsesmyndigheden?
Det bliver spændende at se. Men også hele den videre proces bliver
spændende, altså også processen frem mod et frit evangelisk-kirkesamfund i
Danmark. Jeg gentager her, at jeg er den radikalt overivrige Manu Sareen dybt
taknemmelig for, at han i så høj grad har fremmet den kirkeforfatningssag eller
adskillelsessag, jeg har talt for siden midten af 1970'erne! Men jeg gentager
også, at jeg mere og mere ser selve homovielsessagen som en del af et langt
større opgør mellem pdes. kristendommen og pdas. "humanisme" og
"konstruktivisme". Humanister og konstruktivister hader jo bare selve
tanken om, at noget skulle være givet (i enhver betydning af ordet). Det gælder
intelligens, race, nationalitet (folkelighed) og køn - og sikkert flere andre ting.
Og bag dette ligger på en eller anden måde og i en eller anden grad ønsket om,
selv at være "gud", i hvert fald sin egen skaber (i det mindste som
samfund), måske også sin egen frelser, selv om der vel i denne anskuelse ikke
er brug for en sådan, når man først får alt skabt (konstrueret), som man vil
have det. Lidt frelse vil der dog i mellemtiden blive brug for. Og den vil
bestå i bekæmpelsen af os, der mener noget andet, samt i den almindelige
indoktrinering af befolkningen, især børnene og de unge.
Man behøver ikke være kristen for at frygte og bekæmpe dette. Det er
nok at være et almindeligt a-ideologisk, pragmatisk menneske. Og der kommer til
at stå en kamp på denne front, som altså ikke kun går mellem
kristendommen/kirken og staten, men også og i det hele taget mellem to
grundlæggende forskellige måder at forholde sig til Tilværelsen på.
Hvad Folkekirkens fremtid angår, glæder jeg mig over, at vi, ikke
mindst takket være Manu Sareen, er kommet til, hvor vi er nu. Og jeg vil bruge
en hel del tid og kræfter på at være med i den del af processen, jeg får
mulighed for at opleve. Det er under alle omstændigheder og i sig selv af den
allerstørste betydning, at den nuværende Folkekirke kommer til at leve videre
som et godt evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men også som udgangspunkt for og
ramme om et godt kristent menneskeliv for alle dens medlemmer.
Videre er det også - bortset fra hele virkeligheden i øvrigt -
udgangspunktet for og rammen om hele mit eget særlige "livs- og
litterærpoetiske", ja, "storpoetiske" projekt. Jeg henviser i
den forbindelse især til undersiderne "Poetik" og "Mit
eksistens-rum".
Men så er jeg ved at være tilbage ved hele den ovenfor omtalte
almindelige idémæssige og kulturelle sammenhæng. Det bliver ikke godt for mig
og mine ligesindede (også mine idémæssigt ligesindede ikke-kristne), før
"humanisternes" magt bliver brudt, dvs. indskrænket, for selvfølgelig
skal de også have lov til at være her. Det afgørende bliver, at vi får en sand
kulturel pluralisme, så ingen har monopol på den store og overordnede
meningsdannelse. Dette opnås dog kun til fulde, hvis "jeg og mine
ligesindede" (som jeg i mangel af bedre vil sige), bliver i stand til at
fremføre nogle stærke tanker og fremlægge nogle virkelige kvalitetsprodukter på
alle områder af det, man traditionelt har betegnet som "åndslivet".
Måske vil det blive muligt at bevare et fælles uddannelsessystem, evt.
suppleret med de forskellige livsanskuelsesgrupperingers egen undervisning. Det
så jeg gerne. Men lykkes dette ikke, må fx vi kristne lave vort eget
uddannelsessystem og formodentlig også andre kulturelle institutioner. Selv da
vil jeg dog gå ind for, at så mange borgere som muligt vil kunne mødes på det
fælles samfunds- og kultur-torv, for i det mindste at kunne drøfte tingene med
hinanden, men måske også for at kunne foretage sig i hvert fald noget i
fællesskab.
Men til allersidst: Ikke mindst i de sammenhænge, der er tale om her,
gælder det gode gamle ord om, hellere at tænde et lys end forbande mørket.
- Vi skal ikke bruge flere kræfter i kampen mod det dårlige end højst
nødvendigt. Vi skal under alle omstændigheder først og fremmest leve. Hvortil
dog hører friheden dertil. Og vi skal også først og fremmest producere vore
egne ting for livets skyld. Så vil vi - når friheden altså er sikret -
få den plads og betydning i samfundet og kulturen, vi får gjort os fortjent
til.
* * *
Livsengagement og poesi
[Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012. - Står også på undersiden "Poetik"]
Nogle aktuelle perspektiver på
Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med
særligt henblik på poesien [Min egen
undertitel, som ikke var med i bladet]
Kan man drive poetik på Grundtvig? Bent Christensen forsøger at pejle
sig ind på et digtningens frirum ved hjælp af begreber som natur, eksistens,
virkelighed og temperament [Redaktørens "manchet"]
Af Bent Christensen
Det
korteste og stærkeste eksempel på, hvad Grundtvig mente om forholdet mellem det
menneskelige og det kristelige, er dette berømte vers fra
”Christenhedens Syvstjerne” (eller
fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):
Er os tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.
Nogle vil høre dette som nærmest gudsbespottende. Hvordan kan nogen dog sige, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom! Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.
Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med ”kristendom”. Man kan også sige det på den måde, at både gudstjenesten og livet mellem gudstjenesterne skal respekteres og opleves som det, de er, så at det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.
Man kan også tage et begreb som ”kulturåben kristendom”. Det er for lidt! For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Og man kan tage ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen - som en demokratisering af overklassens kultur og dermed et højere velfærdsgode. Samtidig har ”kunst og kultur” mere eller mindre udtrykkeligt skullet fungere som en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen.
Selv ordet ”poesi” brugte Grundtvig kun af nød, og der vist heller ikke nogen, der senere har fundet et ord til erstatning for det, der passer bedre ind i hele den livs-sammenhæng, der er tale om såvel hos Grundtvig selv som i forsøget på at foretage en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra ham. Også vi må altså fortsætte med at bruge ordet, idet vi ledsager det med definitioner. Et godt bud på en aktuel definition kunne - med henspillen på Clausewitz - være ”livets udvidelse med andre midler”. Og med denne definition står det klart, at selv om den "udfyldning", der bliver tale om i det følgende, først og sidst gælder menneskelivet overhovedet, sker der ikke noget brud, når man giver sig i kast med den særlige poetiske aktivitet. Og poesien spiller selvsagt en helt særlig rolle, når det gælder netop denne betydnings-udfyldning.
Livsengagementet og poesien på statholder-marken
I Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" taler Grundtvig om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164f). Og hvis man bygger lidt videre på dette, kan man se verden som en stor mark, hvor mennesket pdes. er totalt ansvarligt over for Gud og pdas. både kan og skal forholde sig frit til alt det, det er sat over. Ja, man kan - endnu videre udbygget - se hele verden eller hele den menneskelige eksistens’ sted som det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller det teologiske studerekammers dør, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.
Men så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det jo ligger i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt og sandt indhold ind.
Dette gælder i ganske særlig grad for poesiens vedkommende. Der både kan og skal selvfølgelig også skrives særlige kristne eller kristelige digte. De hører bare ikke til i det egentlige poetiske felt. De skal både skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Enhver kristen vil naturligvis mærke kristendommens lys ude på sin livsmark.
Trods Faldet er der så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til. Det er i hvert fald er muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, kan lige nævnes. Men det afgørende i nærværende sammenhæng er, hvad man kan kalde ”herlighedsteologien”, nemlig for så vidt som der pdes. er tale om forholdet til de trods alt foreliggende dele af skaberværkets oprindelige herlighed, pdas. er tale om en udfyldning af det kristne herligheds-håb.
Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også i fx de mest ”formelle”, tekstcentrerede digte, være tale om en form for liv. Og omvendt vil man med selv det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde, i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion.
For den kristne digter betyder det her skitserede koncept en total frihed inden for de rammer, statholdermark-billedet viser. Men denne frihed er naturligvis ikke kun en frihed i forhold til kristendommen. Den er også en frihed i forhold til enhver anden livsanskuelse. Og heri ligger et stort potentiale med henblik på en kritik af store dele af den litterære tradition tilbage fra romantikken af. At enhver naturligvis kan gøre, hvad han vil, siger sig selv. Spørgsmålet her er kun, i hvilken grad fx et digt er et udtryk for en ren forholden sig til eksistensen og virkeligheden.
Det er i denne forbindelse påfaldende, at medens selve Grundtvigs teologi klart kan bruges som grundlag for den poetiske udvidelse af det kristne livsengagement, er hans egen digtning ikke egnet som forbillede. Dette er der formodentlig mange der vil - mindst - studse over. Men det er naturligvis på ingen måde et udtryk for en nedvurdering af Grundtvigs digtning! Det er bare en konstatering af, at hele Grundtvigs forfatterskab, ja, hele hans liv, kan betragtes som én stor historisk-poetisk og kristelig-dansk sammenfletning af især Danmarks og den danske folke-menigheds historie og Grundtvigs eget liv. Jfr. titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats: "Det handlende ord", eller min egen betegnelse af Grundtvig som "kirkelig og folkelig total-digter". Sagt på en anden måde: Grundtvig var ikke digter i samme forstand som Oehlenschläger, og han ligger et andet sted og bevæger sig i en anden dimension, end hvad der er tale om i denne artikels sammenhæng. I øvrigt er enhver form for efterabning jo særdeles ugrundtvigsk, også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Så hvis man i dag vil foretage en udmøntning af arven fra ham, er det virkelig det helt rigtige, at man selvfølgelig kender Grundtvig som den, han var - og forsat er i sine skrifter og sin store virkningshistorie - men så ellers stiller sig ud på marken og begynder helt forfra. Hvad der i øvrigt ligger, og ikke ligger, i "helt forfra" vil fremgå af det følgende.
De første punkter på vejen til en poetik
Der er mange måder, man kan digte på, hvis man vil stille sig ud på "statholder-marken" og prøve at lave poesi. Men den måde, hvis første skridt nu skal skitseres, er nok en af de mest nærliggende.
Man stiller sig altså simpelt hen ud på verdens eller tilværelsens eller eksistensens mark og begynder at se sig om, idet man holder sin livsfølelses og livslængsels tomme skål frem for at se, hvordan den kan blive fyldt med virkeligheds-indhold.
Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.
Men uanset hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. Både subjektet og marken har en historie. Og hvad marken angår, ligger alt, hvad der er til, jo på den, også efter at man har besluttet sig til at "begynde helt forfra". Det, der er tale om, er selvfølgelig, at man skal begynde at betragte alt, hvad der foreligger, på en helt ny måde, idet man lader alt, hvad der virkelig er noget, godtgøre sin virkelighed og betydning på ny.
Og digter-subjektet er jo også fra selv den allermest nye begyndelse af en person med en historie bag sig, det ”livs-rør”, som udgøres af hans vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør hans berøring med virkeligheden indtil nu, den virkelighed, som også er den store fælles historie. Og dette livs-rør munder ud i hans punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person og med hele denne erfaring og viden, han ikke bare ser på virkeligheden omkring sig, men også forholder sig til den.
Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.
Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når digteren ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i ham selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad digteren har inde i sig selv (fra den fælles grund), dels lader ham se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.
”Mødet” er et helt centralt begreb i denne poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.
Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad der kan betegnes som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort skal forstås hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som man især oplever ved selve det at leve sit liv. Og ved eksistensen med lille skal forstås den enkelte persons del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for digteren selv - er omfattet af hans eksistens som person, på den måde, at det er inden for sin eksistens’ rum (som del af Eksistensens rum), han oplever alting og forholder sig til alting.
Alligevel ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, man her i Danmark er omgivet af, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.
Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.
De her opregnede punkter repræsenterer naturligvis kun de første skridt på vejen fra teologi til poesi. Fortsættelsen er den videre udbygning af den egentlige poetik og poetologi - for slet ikke at tale om selve digtene og de andre tekster.
___________________________________________
BILLEDTEKSTER:
Ved billedet af
forfatteren:
Dr. theol., pastor emeritus Bent Christensen, Holeby. Cand. mag. i dansk/russisk.
Ved et stort flot fotografi af mark, skov og himmel med stjerne (sol?)
Men uanset, hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. - BC-kommentar her: Måske er himlen en morgen- eller aftenhimmel med en sollignende stjerne i øverste venstre hjørne. I så fald kan billedet ses som et billede af "statholdermarken" (det kristeligt nødvendige livsengagements sted) i Kristus-stjernesolens lys.
Ved en gengivelse af Marc Chagalls billede "Den hvide korsfæstelse"
Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. - BC-kommentar her: Som det fremgår af den sidste sætning her, er den Kristus, jeg (egentlig mod principperne i min poetik!) sigter til, Kristus-Ordet (Logos) i Johannesevangeliets Prolog (Johs. 1,1-3) og den Kristus, om hvem det i den "nikænske" trosbekendelse hedder: "ved hvem alt er skabt" (jfr. også 1. Kor. 8,6; Kol. 1,16f; Hebr. 1,2). Og det er jo ikke lige det, Chagall viser i sit billede. Men det er dog et billede, der viser noget om Kristus og verden.
NOTE til Chagall-billedet (her på
undersiden):
Nedenstående er fra et sted på Internettet. Men beskrivelsen og
fortolkningen af billedet er formodentlig ganske mainstream, ja, ser ud som et klip fra et "almindeligt" sted.
For alle tilfældes skyld har jeg lavet en lille ekstra note med et link.
I
1938 malede Chagall et billede der hed 'Den hvide korsfæstelse'. Billedet er
hvidt som var det henlagt til et russisk vinterlandskab. Vi ser forfærdede mennesker og flygtende
mennesker. Men også revolutionære med røde faner - og brændende huse og
synagoger. Det er uden tvivl inspireret af de dengang aktuelle trusler mod
jøderne. Men helt dominerende er den korsfæstede Kristus med et jødisk sjal om
underlivet. Og med en bred hvid lysstråle fra oven. Hellen Lassen har gjort
opmærksom på at dette indstrømmende hvide lys giver plads for
opstandelseshåbet, og dermed giver det billedet en dimension som ellers ikke er
karakteristisk for Chagalls Kristusbilleder.
_______________________
EKSTRA NOTE: Jeg har kigget lidt på den
pågældende hjemmeside ("Jernesalt") og læst lidt om redaktøren og
hans "system". Og jeg mener
altså, at ovenstående beskrivelse og fortolkning af billedet er rimelig nok.
LINK:
http://www.jernesalt.dk/chagall.asp
___________________________________________
KOMMENTAR til mine
Facebook-venner
Når jeg oprindelig satte nedenstående kommentar til
artiklen på min Facebook-væg, var det, fordi flere af min Facebook-venner er
meget oprørte over udsigten til, at der bliver indført homovielser i
Folkekirken, og taler om at træde ud, når de bliver indført. De er også oprørte
over mange af de andre dårlige ting, der for tiden er i og omkring Folkekirken.
Det er jeg også. Men samtidig styrkes min bevidsthed som evangelisk-luthersk og
folkekirkelig traditionalist - og som ikke-sekterisk ikke-frikirkelig. Hvis det
endelig skal komme til et brud, må det have karakter af en egentlig
kirke-spaltning, hvor vi, der vil fortsætte i kirkens tusindårige tradition,
skiller os fra dem, der vil have noget andet (hvad det så ellers vil være). Det
vil da være os, der kommer til at udgøre fortsættelseskirken. Og vi skal have
alle de almindelige kristne med, ikke mindst den berømte og af mig højt elskede
lille mand med lille tro. Og jeg har til de her omtalte FB-venner sagt, hvad
jeg så ofte før har sagt, bla. i mine mellemkirkelige artikler og
rejseberetninger, nemlig at Den Danske Folkekirke sådan set er verdens bedste
kirkesamfund. Vi har en stor tradition og et stort potentiale. Og jeg føjer
ofte til: Hvor har jeg selv al den gode teologi fra, som ligger bag også min
skarpe kritik af mange ting i Folkekirken? Den har jeg kun ét sted fra: Den
Danske Folkekirke! (Med de teologiske fakulteter og præstehøjskolen og hele den
teologiske litteratur og drøftelse. Sådan har det i hvert fald været indtil
nu). - Og når jeg nu også sætter denne kommentar på her, er det, fordi der er
en større sammenhæng mellem artiklen og hele kirkens situation og fremtid end
som så. For selv om jeg altså ikke har "kultur og kunst" som
religion, er de ting, jeg lægger frem i ovenstående artikel, af stor betydning
for de kristnes forhold til samfundet og kulturen (bredt forstået), også i en
situation, hvor de kristne måske udgør et mindretal af befolkningen. Jeg håber,
jeg snart får trykt en bredere programmatisk artikel om dette i et andet
tidsskrift. Den vil under alle omstændigheder blive sat her på min hjemmeside
inden for de nærmeste måneder. Og der vil komme mere. - Men her er min
Facebook-kommentar:
Jeg er i det hele taget glad
for at have min tekst med i netop dette nummer. Blandt de andre artikler vil
jeg fremhæve: Konstitueret sognepræst (Hou-Stoense-Snøde) Marianne Wagners
debatindlæg "Renhedens ritual", som direkte er en kritik af et
forslag til vielsesritual, som har været trykt i bladet, men som også er en
væsentlig kritik af "teologien" bag homovielserne. - Og Torsten
Dam-Jensens anmeldelse af Lars Qvortrups bog med den ikke umiddelbart oplysende
titel "Paradokshåndtering og ritualproduktion. Tro som vidensform".
Anmeldelsens titel er mere forståelig: "Er det at tro på Gud foreneligt med
det at være moderne?". - Efter alt at dømme er Lars Qvortrup et eksempel
på, hvad jeg længe har talt om, nemlig veluddannede teologisk kyndige
mennesker, som ikke er i præsteembede og derfor kan tale frit om kirken. Der er
nogle gode bemærkninger til Thorkild Grosbølls reduktionistiske teologi. Men
jeg vil især gøre opmærksom på Lars Qvortrups advarsel til Folkekirken mod at
"venliggøre sig": "Det er muligt, at der ligger en
korttids-gevinst i form af en popularisering af folkekirken, men
langtidseffekten vil være funktionsudtømning. Tilbage vil stå menighedsservice
i forsonlighedens navn, og det er der så mange andre institutioner -
børnehaver, hobbyklubber og så videre. - der kan gøre lige så godt".
"Berettigelsen af vor tids kirke er, at den er en smal, men dyb kirke. Dens
basisydelse er ikke menighedspleje og spejdersport, men livsfortolkning og
ritualisering". - Alt dette bekræfter mig i min fornemmelse af, at selv om
alt fortsat er af lave og går sin skæve gang, er der dog også her efter 2010
(ja, i en dybere strøm helt tilbage fra omkring 1980 af) tegn på nyorientering.
Vi skal altså ikke fortvivle og ikke forhastet træde ud af Folkekirken - og da
slet ikke enkeltvis - men blive og gøre vor indflydelse gældende, hver på vor
plads og hver med sit næb.
---
NOTE TIL LARS QVORTRUP:
LARS Qvortrup må ikke
forveksles med hverken Mads eller Henrik Qvortrup! (Og der er mindst en kendt
Qvortrup til).
Lars Qvortrup blev i 1974
mag.art. i sprog- og medievidenskab, Aarhus Universitet, og angiver som
uddannelse desuden "2006 Research Management Course, Copenhagen Business
School".
Lars Qvortrup blev 2007
Rektor for Danmarks Biblioteksskole
Se i hele hans CV her:
http://www.au.dk/om/nyheder/glnyheder/2007/261007/lars_qvortrup_cv
* * *
Ikke Gud for krigens vogn
[Sendt til Kristeligt Dagblad
20.01.12 og kan være blevet trykt,
uden at jeg har set det, men nu (09.02.12) sætter jeg den på her. Jeg har også
skrevet mange, mere eller mindre enslydende indlæg i Facebook og i forskellige
onlinedebatter. Men jeg har hørt hærprovsten sige i radioen, at han har
indskærpet, at sammenblandingsvelsignelsen ikke må bruges, og dermed er selve
denne sag afsluttet. At diskussionen om kristendom og krig, om feltpræstetjenesten
og om Danmarks deltagelse i krige (politisk, almen-etisk og teologisk) må
fortsætte, er en helt anden sag; jeg mener navnlig, at den sidstnævnte
diskussion er vigtig - eller vil være det, for den føres jo næsten ikke; der
hersker en mærkelig blanding af passivitet, sorgløshed ("vi er der jo bare
for at hjælpe") og kynisme].
-
Når jeg nævner, at jeg selv er gammel soldat (sprogofficer) og feltpræst, bla. med tjeneste på Cypern i vinterhalvåret 1976/77, er det kun for at sige, at jeg i hvert fald har haft lejlighed til at tænke over disse ting det meste af mit liv. For netop med denne baggrund er jeg virkelig klar over, at kammeraterne, herunder feltpræstekollegerne, i Afghanistan befinder sig i en virkelighed af en helt anden karakter. Og jeg udtrykker min allerstørste respekt for og medfølelse med dem.
Men hvad især den aktuelle velsignelsessag angår, må jeg sige, at den slags absolut ikke bør finde sted. Det er både isoleret set og bredere set helt uacceptabelt at blande V-tegn og korsridderbanken på brystet sammen med den aronitiske velsignelse. Det er Folkekirken, der sender feltpræsterne ud, og vi må insistere på, at de kun optræder som præster for deres militære menighed og ikke på nogen måde prøver at spænde Gud for krigens vogn.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Først
betalingsringen, så vielsesringen
Ekstra Bladet (nationen!) 26-02-12:
I øvrigt mener jeg/n!
at hvis ligestillings- og kirkeministeren bliver ved at føre sig så magtfuldkomment frem, kan regeringen få et nyt ring-nederlag - først betalingsringen, så vielsesringen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FELTPRÆSTESAGERNE i januar 2012
Indeholder dele af mail
til bla. to biskopper, et indlæg i KD Onlinedebat og en Facebook-kommentar
Jeg har 18.-19. januar 2012 foretaget mig forskellige ting i anledning af de aktuelle feltpræstesager. Jeg har sendt mails til biskopperne Peter Skov-Jakobsen og Karsten Nissen og til folketingsmedlemmerne Christian Langballe og Søren Espersen (som jeg i det hele taget lejlighedsvis drøfter tingene med). Hovedindholdet i disse mails var, at jeg henviste til den artikel, jeg i sin tid skrev i Dansk Kirketidende (og som kan læses længere nede på denne side): "Som i kold krig, så også i varm krig". [Min egen titel: ”Et par ord fra en gammel feltpræst”]. Dansk Kirketidende 11/2010. Og jeg skrev videre:
Og nu har jeg jo set filmstykket med den velsignende feltpræst. Det er i sig selv forfærdeligt, at en præst ind- og tilføjer sådanne ting i forbindelse med den aronitiske velsignelse!
Præsten, der med både gevær og håndgranater deltog i kamphandlinger, har klart overtrådt reglerne. Og ganske særligt, da/hvis han således udrustet gik med på en patrulje.
Som det fremgår af vedhæftede, kan jeg ikke vide, hvad jeg selv ville kunne fristes til. Men det er ikke det afgørende. Vi andre, og jo først og fremmest Københavns Biskop (i sin egenskab af tilsynsmand for den militære gejstlighed), må sørge for, at man i både den ene og den anden henseende holder sin sti ren.
Og jeg gav samme dag nogle kommentarer til nogle ting, mine Facebook-venner havde slået op. De pågældende var rasende på de to biskopper! Og der kom en længere diskussion i gang. Her var jeg - som i visse andre kirkelige diskussioner - ikke enig med i hvert fald nogle af mine ellers gode FB-venner.
En af dem henviste til Kisteligt Dagblads leder i dag
(19/1). Men inden jeg kom til den (se min kommentar nederst), fik jeg læst Søren
Krarups debatindlæg "Hvor fejt kan en dansk biskop tillade sig at
optræde?". - LINK:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/448031:Debat--Soeren-Krarup--Hvor-fejt-kan-en-dansk-biskop-tillade-sig-at-optraede?all=1
Og det måtte jeg straks give nedenstående onlinekommentar:
Vanhelligelse af
velsignelsen
Kære Søren Krarup! Her er vi altså virkelig uenige. Jeg er selv gammel feltpræst - sluttede dog min tjeneste på Cypern i vinterhalvåret 1976/77. Og fra 1964-1972 var jeg sprogofficer, efter oktober 1964 dog kun med nogle ugers indkaldelse om året, og det samme som feltpræst og sognepræst, bortset fra Cypern-tjenesten. Så samtidig med, at jeg står ret og gør honnør for de kammerater, der er i krig, fordi de oplever og klarer noget, jeg ikke har oplevet, kan jeg i hvert fald sige, at jeg har tænkt over disse ting, siden jeg i gymnasietiden skulle afgøre, om jeg ville være soldat eller militærnægter. - Der er to sager. Den ene drejer sig om overtrædelse af Genevekonventionens bestemmelser om nonkombattanter (sanitetspersonel og gejstligt personel). Den anden - og teologisk set langt værre - er den vanhelligelse af den aronitiske velsignelse, som den direkte sammenkædning med V-tegn og korsridder-slag er. I en mail til Københavns biskop, som jo er tilsynsmand for den militærgejstlige tjeneste, har jeg bl.a. skrevet: "Som det fremgår af vedhæftede [den her nedenfor omtalte artikel], kan jeg ikke vide, hvad jeg selv ville kunne fristes til. Men det er ikke det afgørende. Vi andre, og jo først og fremmest du i din egenskab af tilsynsmand for den militære gejstlighed, må sørge for, at man i både den ene og den anden henseende holder sin sti ren.". - I øvrigt henviser jeg til min gamle artikel om sagen i Dansk Kirketidende. "Som i kold krig, så også i varm krig". [Min egen titel: ”Et par ord fra en gammel feltpræst”]. Dansk Kirketidende 11/2010. - Artiklen kan også læses på min hjemmeside www.bentchristensen.dk, undersiden "Kirke og teologi". - Med venlig hilsen, din partifælle Bent Christensen
- - -
Den ovenfor nævnte KD-tekst (hvis det ellers var den, der blev henvist til) gav jeg i den pågældende tråd denne kommentar:
@n.n. - Er det denne, du mener:
"En tvivlsom historie om Afghanistan-ritual blev til fuldbyrdet mediesandhed, skriver Erik Bjerager".
Men han skriver jo også selv:
"Til den gammeltestamentlige såkaldt aronitiske velsignelse, der også lyder i landets kirker hver søndag, føjer præsterne som fast praksis et særligt V-sejrstegn og en gammel korsridderhilsen med knytnæveslag mod hjertet. / Det er klart kritisabelt, for præsterne skal ikke bede om sejr, men derimod være soldaternes sjælesørgere".
Og han glemmer det allerværste, nemlig at der er tale om en forfærdelig rituel selvtægt og vanhelligelse af velsignelsen.
Den er helt gal. Ingen forstår forholdet mellem kristendom og krig - og forholdet mellem gudstjeneste og almindelig kammeratlig opmuntring.
* * *
Folketinget er synoden
Indlæg i KD Onlinedebat til debatindlægget
Napoleon og Hitler havde
større respekt for kirken end kirkeministeren
Paul Jørgensen | 20. december 2011
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/444749:Debat--DEBAT--Napoleon-og-Hitler-havde-stoerre-respekt-for-kirken-end-kirkeministeren
NB! I første omgang blev nedenstående tekst ved
en fejltagelse sat på tråden til artiklen
"Folkekirken får sin egen grundlov":
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/418480:Kirke---tro--Folkekirken-faar-sin-egen-grundlov
- - -
Selv om jeg prøver at
lade være at skrive flere indlæg i debatten om de homovielser, som jo nu bliver
indført i Folkekirken, kommer jeg somme tider til at skrive lidt i
Onlinedebatten og/eller i Facebook-tråde. Men det er kun nogle af dem, jeg
sætter på her. Nu har jeg gjort det. Men det afgørende er nu kirkeforfatningen
og hele processen frem mod fremtidens evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Den
vil jeg deltage så meget som muligt i.
- - -
Som det vist allerede er blevet påpeget her, kan man ikke uden videre sammenligne forholdet mellem den danske stat og Folkekirken med forholdet mellem hhv. den franske Napoleon-stat og den tyske Hitler-stat og den katolske kirke. Siden 1536 - og ikke mindst siden enevældens indførelse i 1660 - har Danmark simpelt hen været et evangelisk-luthersk kristent land med Kongen i spidsen for det hele, men med selve kirkeorganisationen skilt ud som et særligt "væsen" i dette kristne land. Fra 1849 overtog folkestyret den enevældige konges funktioner, og den løfteparagraf, ifølge hvilken Folkekirkens forfatning skulle ordnes ved lov (altså en kirkeforfatning) er indtil nu ikke blevet opfyldt. Indtil vi får en kirkeforfatning, er det altså Folketinget, der er Folkekirkens synode. Og helt rigtigt bliver det først, når Folkekirken (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark) bliver helt skilt fra staten. Da vil staten jo ikke kunne bestemme noget som helst om denne "private forenings" indre forhold. Og sådan skulle det jo også allerede nu være for de andre kirke- og trossamfunds vedkommende. Men staten kan selvfølgelig sige, at den kun vil lade de kirke- og trossamfund have/få vielsesmyndighed, der tillader homovielser. Og hvad så? Jeg for mit vedkommende så gerne ægteskabsindgåelsen gjort til et rent borgerligt anliggende. Det værste er, at folketingsflertallet anser homovielse for at være en så vigtig sag, at man ikke vil vente, til kirken har fået sin forfatning og altså til den tid lade kirken selv bestemme, hvad den vil, og hvordan. Men det med de homoseksuelle er åbenbart det "helligste" af alt for folketingsflertallet - måske endnu helligere end klima, miljø og mere indvandring. Det positive forhold til homoseksualitet er i hvert fald progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører. Jeg har hørt, at der nu også skal undervises i homoseksuel praksis i de københavnske skoler.
03.01.12
* * *
Hvis
tvang melder jeg mig ud
KD Onlinedebat 08.12.11
Medens jeg trods alt mener, selve den ellers uhyrlige indførelse af homovielser
eller kønsneutralt ægteskab ikke i sig selv er nok til at få mig til at træde
ud af Folkekirken, har jeg hele tiden sagt, at hvis der skulle blive tale om
tvang for præsterne, bliver jeg nødt til at træde ud af Folkekirken og arbejde
for dannelsen af et kirkesamfund, der kan være den sande viderefører af den
evangelisk-lutherske kirke i Danmark. - Men jeg noterer mig, at også de
homoseksuelles forening er klog nok til at lade være at kræve tvang. Hvem ville
kunne glæde sig over en handling, der blev udført at en person, som var
inderligt imod den?
* * *
Den ultimative løsning: Boykot folkekirken
Bent Christensen, pastor emeritus, dr.theol. Fuglsevej 5, Holeby
[Jyllands-Posten 07.12.11]
Jeg har længe sagt,
at når den løgn, som et homovielsesritual eller måske ligefrem et mere eller
mindre kønsneutralt vielsesritual er, kommer i ritualbogen, må så mange som
muligt markere en konkret protest, så det bliver tydeligt, at dette ikke har
dækning i hele folkekirkemenigheden.
Jeg mener nemlig ikke, at denne sag trods sin uhyrlighed er stor nok til i sig selv at begrunde en udtræden. Med mit kirkesyn anser jeg en kirkespaltning for noget, der skal undgås for næsten enhver pris. Der kan jo også komme bedre tider.
Men man kan for det første løse sognebånd fra de præster, der er villige til at forrette sådanne vielser, til præster, der ikke er (jeg har om nødvendigt selv et godt sted at kunne gå hen).
Og man kan for det andet danne homovielsesfri valgmenigheder.
Den ultimative mulighed er, at par, der mener, at folkekirken er blevet kompromitteret som ægteskabsstiftende kirke, kan boykotte dens vielsesgudstjeneste, lade sig borgerligt ægteforene og erstatte den kirkelige velsignelse med en ”udvidet bordbøn” før bryllupsmiddagen, altså så at sige privatisere denne side af sagen (handlingen skal ledes af en lægmand fra familien eller vennekredsen, ikke af en præst).
Jeg har også et forslag til ”ritual”:
Salme (f.eks. Den Danske Salmebog 706 ”I blev skabt som mand og kvinde”). Oplæsning af kommunens ægteskabsattest. Læsning af de relevante steder fra skabelsesberetningerne og syndefaldsberetningen [1. Mos. 1,27f + 2,18 + 3,16f.] og af Jesu ord om ægteskabet i Matthæusevangeliet (19,4-6). Bøn med tak for livet og bøn for ægteparret. Salme (f.eks. DDS 703 ”Det er så yndigt at følges ad”).
* * *
JEG
BAKKER OGSÅ OP. - Kommentar til det åbne brev til Folkekirkens biskopper
KD onlinedebat 26.11.11.
Jeg bakker også op. Men jeg gentager, at denne uhyrlige sag ikke i sig
selv er nok til at medføre en kirkespaltning. Der har altid været kættere og
vranglærere i kirken, men det ændrer jo ikke ved, hvad kirken i sig selv er.
Jeg gentager også, at vi nu dels bør markere vor protest på alle mulige måder
(sognebåndsløsning, valgmenigheder, evt. boykot af Folkekirkens vielser), dels
- og navnlig - bør koncentrere alle vore kræfter om kirkeforfatningssagen. Vi
må håbe, at Folkekirken med forfatningen kommer til at fremstå klart som et
evangelisk-luthersk kirkesamfund, ja, vi må insistere på, at det bliver sådan.
Skulle det alligevel gå helt galt (for der er jo mange andre dårlige ting i
tiden end lige homovielsen), må vi - efter lang og grundig overvejelse - se, om
vi skal videreføre den danske evangelisk-lutherske kirke på anden måde - og
lade tidsåndens trossamfund blive tilbage. For det vil altså i så fald være os,
der kommer til at være fortsættelsen af den nuværende Folkekirke. Det vil i så
fald være de andre, der har spaltet sig fra.
* * *
Mere om Folkekirkens fremtid i lyset af homovielsessagen.
En Facebook-kommentar
med yderligere overvejelser.
19.10.11 havde jeg sat dette opslag på min Facebook-væg:
NU RABLER DET FOR KIRKEMINISTEREN!
Har lige set i TV 2 ttv, at Manu Sareen selv
vil være til stede ved den første homovielse og være med til at stå og kaste
ris på brudeparret. Så skal det åbenbart også vedtages i Folketinget, at to af
samme køn kan få børn med hinanden. Det med risene er jo et ældgammelt
frugtbarhedssymbol. Klik evt. på linket her:
http://www.netbryllup.dk/Traditioner/ris.html
Og det udløste en ret ivrig diskussion. Efter 21-tvavisen på DR 1 skrev
jeg i en af mine egne kommentarer bla.:
Nu fik vi set tva. - Jeg tror, Manu Sareen og De Radikale lider af storhedsvanvid. - Men jeg mener, jeg tidligere i dag hørte, der også var et flertal i befolkningen for homovielser. Men vil der også være det i den kommende evangelisk-lutherske menighed? Jeg har ikke styr på, hvor mange evangelisk-lutherske kirker i verden der har homovielser/kønsneutralt ægteskab, men jeg frygter, det er en del. Svenska Kyrkan har jo et rædselsfuldt "allekønsritual". Så adskillelse fra staten er ikke nogen garanti. Men den endelige kamp skal finde sted dér. "Progressiviteten" er et sværmeri, der også er vidt udbredt blandt selv gode kristne. Men jeg vil højs