|
KIRKE og
TEOLOGI Bent
Christensen |
Denne side er senest blevet opdateret 23.12.20: LAD OS SAMLES VED
HØJTTALERNE OG SKÆRMENE!
NB! Se også min blog i
avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:
http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx
Teksterne i denne blog kan i høj
grad svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem
være identiske med nogle af dem. Det kan være undersiden "Debat".
Eller det kan være til nærværende underside ("Kirke og teologi"). Men
det vil nok ofte være tekster, der enten svarer til eller er identiske med
tekster på undersiden "Mit totaldigt".
Men
se også de fem(!) undersider med prædikener samt undersiderne »Salmer og
kristelige digte«, »Grundtvig«, »Poetik«, »Internationalt«, »Vendere –
sorbere« og »Fremmedpolitik«. - OG
undersiden "Facebook", som jeg fra 12.06.13 igen er begyndt at sætte
nogle af de vigtigste af min kommentarer på. Mange af disse handler om kirke og
teologi.
- - -
- - -
LAD
OS SAMLES VED HØJTTALERNE OG SKÆRMENE! - 23.12.20.
AFLYS
ALLE GUDSTJENESTER NU! - 17.12.20.
ET LILLE SNIT. Utrykt læserbrev om omskærelsen skrevet
08.09.20. - Sat på her 15.09.20.
HVORDAN
MERE KRISTENDOM? - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 07.08.20.
GUDSTJENESTEN I COVID-19-SITUATIONEN. En gudstjeneste er i
covid-19-situationen en offentlig begivenhed som alle andre. Kommentar til et
Facebook-opslag fra Ateistisk Selskab 04.04.20.
RELIGION OG RELIGIONSKRITIK. - Lolland-Falsters Folketidende
19.12.19. - Efter Deadline-indslag om Jürgen Habermas 17.12.19.
KRISTENDOMMEN DÆMPER ANGSTEN. Læserbrev i Folketidende
19.10.19.
FØR FOLKETINGETS ÅBNING.
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester eller
højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen.
PÅSKELATTEREN. I anledning
af, at Kristus besejrede Døden ved sin død på korset, sin nedfart til Dødsriget
og sin opstandelse påskemorgen. (I anledning af Jens Lysters dobbeltartikel i
Præsteforeningens Blad august 2019). - På min Facebook-væg lørdag formiddag den
31.08.19 og derefter her.
OM PRÆSTEHÅNDTRYK. - 18.02.19.
VOGT JER FOR LÆRE-KLARHED! - (Indlæg i Præsteforeningens Blad
i diskussionen om forholdet mellem tro og gerninger i kølvandet på Peter
Tudvads Jan Hus-bog. - Nr. 5, 1. februar 2019). - Sat på her 04.02.19.
STRUKTUR OG FORESTILLINGER. - (Om bekendelsens ordlyd
og struktur og hver enkelts forestillinger). - Dansk Kirketidende september
2018.
LØGNENS DAG 2018. - Min dagbogsoptegnelse i anledning
af årsdagen for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn
(2012).
INGENTING SÅ GALT ... Om juleafslutningsgudstjenesten,
der blev væk. - Sat på her 11.12.17.
ER KIRKE OG STAT ET STÆRKT ÆGTESKAB? - Kommentarer til
en udsendelse i P1 Debat 13. december 2016.
DE KRISTNE I SAMFUNDET OG KULTUREN - ET FRAKLIP. - Det
er et fraklip fra kladden til Betragtninger-delen af min forhåbentlig næste
(men noget forsinkede) bog "Mit teologiske testamente". - 29.08.16.
BRINKMANN I TEOLOGIEN OG TEOLOGIEN OMKRING BRINKMANN.
- Kommentar til Deadline 16.08.16 med psykologiprofessor Svend Brinkmann.
55 % ØNSKER KIRKEN ADSKILT FRA STATEN. - Og det hilser jeg
velkommen! - 29.02.16.
GROTESK - MEN KUNNE HAVE VÆRET HÅNDTERET BEDRE. - Om
kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en troende forskningsminister. -
12.11.15.
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?! Om de skoledrengeagtige angreb på den
teologiske uddannelses- og forskningsminister. - 11.07.15
ER DANMARK ET KRISTENT
LAND? - I P 1 Debat-tråd om Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15.
- 07.07.15.
LØGNENS DAG - 12. juni. -
Dagbogsoptegnelse på treårsdagen for autoriseringen af ritualet for kirkelig
vielse af personer af samme køn. - 12.06.15.
DEN STILLE UGE. - Kommentar til opslaget på min
Facebook-væg af min egen palmesøndagsevangeliesalme 28.03.15.
GUDS VILJE. - Kommentar i en Facebook-vens tråd
28.03.15.
PÅSKEBETRAGTNINGER I JANUAR 2015. Over Lukasevangeliets
kapitel 24.
OM RAMSDALS BEKENDELSE. 10.01.15.
VOR GODE KIRKEMINISTER. - Kommentar til Deadline-indslag
03.11.14 om kirkestyrelsesforslaget, der på grund af Venstre og Konservative
ikke blev til noget.
OM KIRKESTYRELSESFORSLAGETS VANSKELIGHEDER. - Kommentarer på
min Facebook-væg og her til KD-artiklen "V-splid truer kirkereform".
- 17.09.14.
LØGNENS DAG. Toårsdagen for autorisationen af ritualet for
vielse af personer af samme køn. - Også Facebook-opslag 12.06.14.
KAN I SÅ LÆRE DET! - En facebook-kommentar om salmevalget i
påske-pinse-festtiden. - Slået op og sat på her 25.04.14.
ET NOTAT OM SLAGORDET "BEVAR DIN KIRKE". - Sat på
her 05.04.14.
EN FORELØBIG KOMMENTAR TIL BETÆNKNING 1544 OM
FOLKEKIRKENS STYRE. - 03.04.14.
HVAD GØR VI I SOGNE MED RINGE KIRKEGANG? Om kirke,
menighed og gudstjenesteliv. - Skrevet og sat her på undersiden 21.02.14.
MAN MÅ FORTSAT SPØRGE, HVAD DET NÆSTE BLIVER. -
Online-kommentar til KD-artiklen "Præst bag single-vielse vil have ritual
til sjælesorg". - 19.02.14.
IND MED KYNDELMISSE, UD MED SEPTUAGESIMA. - Præsteforeningens
Blad 2014/7, den 14. februar 2014.
HER ER KJELD HOLM GOD, - Online-indlæg til KD-artiklen
"Kjeld Holm: Menneskelivets vilkår skal kendes, før tale om frelse giver
mening". - 11.02.14.
HERRENS DAG! I Præsteforeningens Blad. - Præsteforeningens
Blad 2013/49, 6. december 2013. - En kortere version af den længere tekst med
titlen "Herrens dag!" længere nede på denne side.
MIT ADVENTSØNSKE. En kommentar i en Facebook-tråd. -
25.11.13.
JA, DET ER DET SVAGE PUNKT! - Online-ommentar til Morten
Brøggers artikel "Demokratisk legitimitet i folkekirken. Er det en dårlig
vittighed?". -Kristeligt Dagblad 19.11.13
SOGNEMENIGHEDSRÅDENE ER IKKE NOK. - Kommentar til artikel i
Kristeligt Dagblad 01.11.13: "Stor gruppe bag protestbrev: Nej til
kirkeråd"
DET VAR GODT! - Online-kommentar 31.10.13 til KD-artiklen
"Flertal for kirkeråd i menighedsrådsforening".
HERRENS DAG! - En kommentar til snakken om at
"flytte" søndagsgudstjenester fra Herrens dag! - 28.10.13. - Til
KD-artiklen "Flere kirker rykker søndagsgudstjenesten til hverdage"
TAK FOR DET! - Kommentar (skrevet 23.10.13) til et indlæg i
Kristeligt Dagblad af formand Inger Christensen og sognepræst Søren Hermansen,
Sorgenfri, den 21. oktober 2013: " Forslagene til nye styringsregler er
vildledende".
ER DET VIRKELIG SÅ SLEMT? - Om politisk plat og dårlig
teologi i Svenska Kyrkan. - Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad
17.10.13.
CEREMONIHUSET. - Til Deadine 14.10.13, hvor emnet var bla.
Humanistisk Samfunds planer om at bygge et neutralt ceremonihus.
DE FIRE BISKOPPER OG ULANDSBISTANDEN. - Deadlines og min egen
Facebook-profil og min avisen-dk-blog. - 12.10.13.
TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM
GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.
MODEL 3, MED ÉT FÆLLES ORGAN. - Præsteforeningens Blad
16.08.13 (2013/33).
MODEL 3 OG ÉT RÅD, TAK! - Danmark er ikke "et
kristent land", derfor må Folkekirken med nødvendighed fremtræde som et
selvstyrende kirkesamfund. - Dansk Kirketidende nr. 8/2013, den 8. august 2013.
EN BISKOP ER EN PRÆST, DER TILLIGE ER TILSYNSMAND. -
Til KD-artiklen "Bispeembede er under ombygning".
ATEIST MED ÅND? - Kommentar til KD-artikel 26.06.13:
Norsk religionshistoriker i opgør med tidens ateister.
SAMFUNDET MÅ TAGE, HVAD DET KAN FÅ. - Svar på
professor Kærgårds kronik "Folkekirkens fremtidige styrelse" i KD
24.06.13.
PÅ HØJDEN. Et sankthansdigt med Sankt Hans-kommentarer. -
22.06.13.
MEN SÅ ER DER VALGMENIGHEDSMULIGHEDEN. - Til
KD-artiklen 20.06.13 "Lise-Lotte Rebel: Bevar kirkens
frihedstradition".
TIDERNE SKIFTER. (Om homovielsesstriden, men især kritisk mod
"højrefløjen"). - KD Onlinedebat 20.06.13.
JEG STØTTER MIN BISKOP. (Efter princippet: splittelsen i
Folkekirken må ikke føre til splittelse af Folkekirken). - KD Onlinedebat m.m.
19.06.13.
FACEBOOK-OPSLAG I ANLEDNING AF LØGNENS DAG (årsdagen for
autorisationen af homovielsesritualet). - Slået op på Facebook-tidslinjen og
sat her på siden dagen før. Det var den 12. juni 2012, ritualet for vielse af
par af samme køn blev autoriseret.
PÅ DEBATMØDET OM STYRINGSSTRUKTUREN FOR FOLKEKIRKEN. -
Manuskript-tekst til mit indlæg i Bangs Have, Maribo, den 6.juni 2013.
ENIG MED DOMPROVST GADEGAARD. - Kommentar 01.05.13 til
Kristeligt Dagblads artikel "Udvalg åbner for topstyring af
folkekirken".
VI MÅ VENTE - MEN. - Onlinekommentar 06.04.13 til Jesper
Langballes kronik om kirkeforfatningskommissionens arbejde i Berlingske
04.04.13.
ER FOLKEKIRKEN I KRISE? - Jeg deltog i DR P 1's
"Ordet er dit" Tirsdag den 5. marts 2013.
KIRKEN I VIRKELIGHEDEN. - Præsteforeningens Blad 2013/6, den
8. februar 2013.
MANGE GODE ORD. - Til KD-artiklen "Præsteløfte
forpligter ikke præster til at tro", 23.01.13
NOGET GALT ER DER, MEN ... - Kommentar til Kenneth
Kristensen Berths KD-indlæg 22.01.21: "Manu Sareen kritiserer menighedsråd
unødvendigt"
TROENDE PRÆST. - Til tre KD-artikler fra 21.01.13
MEN DET ER IKKE SÅ LIDT, GRØNKJÆR VED. - Til KD-artiklen 21.01.13 "En
overnaturlig Gud er en død Gud" om Niels Grønkjærs bog "Den nye
Gud".
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. OKTOBER 2012
DERFOR HAR JEG LØST SOGNEBÅND. - Dansk Kirketidende nr.
8/2012.
TÆNK JER GODT OM! - Kommentar til artikel i Berlingske om folk
med udmeldelsestanker og ved opslag af denne på Facebook-væg samt kommentar til
tilsvarende artikel i Kristeligt Dagblad. - Sat på her30.07.12
DET ER SÅRE ENKELT. - Kommentar 09.07.12 til KD-kronikken
"I mørket i Manus skuffe" i anledning af den kommende
kirkeforfatning/styrelseslov.
HEKSEPROCESSER OG HOMOVIELSER. - Facebook-opslag og
kommentarer. - 03.07.12.
JEG MÅ MARKERE MIN STILLING PÅ MIDTEN. - Facebook-kommentar.
Sat på her lige over midnat 19.06.12.
LØGNENS DAG (12/6). "I øvrigt mener". Ekstra Bladet
17.06.12. - Her 18.06.12.
FACEBOOK-KOMMENTAR TIL INDSÆTTELSEN AF "ÅNDELIG
VEJLEDER". - 16.06.12.
SÅ HAR JEG LØST SOGNEBÅND. - Standard-kommentar. -
15.06.12
LØGNENS DAG. - KD Online og Facebook i anledning af, at
homovielsesritualet blev autoriseret i tirsdags. - 15.06.12.
BEMÆRKNINGER til biskop Skovsgaards landemodeberetning
og til højrefløjens planer om alternativt tilsyn. - Facebook-opslag 14.06.12
SKAMMENS DAG. Den dag, Dronningen autoriserer
homovielsesritualet, bør hvert år markeres som "skammens dag". Men så
må vi ellers videre.
TIL AT BÅDE GRÆDE OG LE OVER. - Min kommentar i
Facebook-tråd til det "vielsesritual", biskopperne i dag overrækker
kirkeministeren med henblik på Kgl. autorisation. - 11.06.12
SÅ VANDT DE "PROGRESSIVE" DETTE SLAG. - 07.06.12. -
I anledning af Folketingets vedtagelse af den nye ægteskabslov og meddelelsen
om, at de otte biskopper vil aflevere et dertil svarende ritual til
ligestillings- og kirkeministeren mandag 11/6.
SÅ MÅ PROTESTEN AKTIVERES. - 06.06.12 i KD Onlinedebat og i
to Facebook-kommentarer. I anledning af Folketingets forventelige vedtagelse
7/6 af de to love om homoægteskaber og meddelelsen om, at de otte biskopper vil
aflevere et ritual til ligestillings- og kirkeministeren mandag 11/6.
BEDEDAG - EN KOMMENTAR. - Kommentar til salme-vers på min
Facebook-væg, men også til den aktuelle diskussion omkring "bededag".
- 02.05.12.
IND PÅ MODERNITETENS TORV. Fra politik til poesi.
Programmatiske punkter om fremtidens fællesskab(er). - Dansk Kirketidende
04.04.12.
MINISTEREN HAR RET. - Onlinekommentar til KD-artiklen.
"Sareen: Folketinget er den lovgivende magt for folkekirken". -
02.04.12.
TRÆD UD, OG SAML JER SOM "HUMANISTISK TROSSAMFUND"!
- En "I øvrigt" i Ekstra Bladets "nationen!" 30.03.12.
SÅ VIDT, SÅ GODT - MEN. - Kommentar til Birthe Rønn
Hornbechs udtalelser om at få ægteskabsindgåelsen ud af Folkekirken. .- KD
Online-debat og Facebook 28.03.12
Nogle ting fra Præsteforeningens Blad - med et par
kommentarer. - Præsteforeningens Blad nr. 2012/12. På min Facebook-væg og her
23.03.12
BLIV! (Opfordring til de folkekirkemedlemmer, der
overvejer at melde sig ud pga. homovielserne). - Kommentar sendt til Kristeligt
Dagblad 12.03.12. - Vist ikke trykt. Sat på min Facebook-væg og her på denne underside
22.03.12.
SKUFFENDE FØRSTEBEHANDLING AF DE TO
HOMOVIELSESLOVFORSLAG. - Kommentarer til opslaget på min egen væg af link til
folketinget.dk til Folketingets førstebehandling 20/3 af de to
homovielseslovforslag. - 21.03.12.
VI SKAL BLIVE UNDER STADIG PROTEST. - Oprindelig en
kommentar til artikel i BT om, hvor mange præster der ikke vil forrette
homovielser. - Sat på her 15.03.12.
LIVSENGAGEMENT OG POESI. Nogle aktuelle perspektiver
på Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige
med særligt henblik på poesien. - Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts
2012. - Se også den første version længere nede på denne underside, hvor den
blev sat på 09.03.11.
FØRST BETALINGSRINGEN, SÅ VIELSESRINGEN. - En "I
øvrigt" i Ekstra Bladet 26.02.12.
IKKE GUD FOR KRIGENS VOGN. - Sendt til Kristeligt
Dagblad 20.01.12 og kan være blevet
trykt, uden at jeg har set det, men sat på her 09.02.12.
FELTPRÆSTESAGERNE i januar 2012.
FOLKETINGET ER SYNODEN. - Indlæg i KD Onlinedebat 03.01.12.
HVIS TVANG MELDER JEG MIG UD. - KD Onlinedebat 08.12.11.
DEN ULTIMATIVE LØSNING: BOYKOT FOLKEKIRKEN. - Læserbrev i
Jyllands-Posten 07.12.11.
KOMMENTAR TIL DET ÅBNE BREV TIL FOLKEKIRKENS BISKOPPER. - KD
onlinedbat 26.11.11.
MERE OM FOLKEKIRKENS FREMTID I LYSET AF HOMOVIELSESSAGEN. - En
Facebook-kommentar med yderligere overvejelser.
BOYKOT KIRKEN! (Erstat vielsen i kirken med en udvidet bordbøn
før bryllupsmiddagen). - 12.10.11.
FLERTALLET HAR MAGTEN. - Til to biskoppers tekst om
homovielse/kønsneutralt ægteskab. - KD Onlinedebat til biskopperne Holm og
Drejergaards "Partnerskab er ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11.
- Med senere tilføjelser.
SKIDT MED DET NYE FLERTALS INTENTIONER! - Kommentar
til leder i Kristeligt Dagblad "Træd varsomt med kirken". - Her og på
Facebook-væg 28.09.11.
HVOR DUM KAN MAN VÆRE? - Kommentar til KD-artikel om
præst, der ændrede "Herren" til "Gud" i den aronitiske
velsignelse. - 10.09.11.
UDEN MIG. - Kommentar til to artikler i Kristeligt
Dagblad i anledning af kirkeministerens udmelding om homovielser. - 23.08.11.
DET STERILISEREDE SAMFUND. - Online-kommentar til
artikel i KD om modstanden mod klokkeringning. - 15.08.11.
SOGNEBÅNDSLØSNING ER EN MULIGHED. - Hvis homovielser
bliver indført, kan man vise, at det er "uden mig", ved at løse
sognebånd. - Indlæg i Kristeligt Dagblads onlinedebat 30.07.11.
DEN NØDVENDIGE LEGEMLIGHED. - Indlæg i
kirke-stat-debatten i Dansk Kirketidende nr. 7/2011. - Sat på her 06.07.11.
NU IKKE OM, MEN HVORDAN! En historisk bemærkning om
kirkeforfatningsspørgsmålet. - 02.07.11.
KOMMENTAR I FACEBOOK-DISKUSSION OG DEN DANSKE HØJMESSE
FORHOLD TIL DEN KATOLSKE MESSE. - 02.07.11.
VI KAN BLIVE PRESSET TIL DET (Folkekirken til at
oprette egne skoler). - KD Onlinedebat 24.06.11.
GRUNDLOV OG PINSE. - Lolland-Falsters Folketidende
14.06.11.
SAMFUNDET OG GUDSRIGET. - Debatindlæg i
Jyllands-Posten 14.06.11.
ENIG MED BISKOP KARSTEN NISSEN. - Online-kommentar til
Kristeligt Dagblads artikel "Biskopper uenige om konsekvenser af
kirkeforfatning".
DESVÆRRE ENIG MED RØD BLOK. - 03.06.11. -
Online-kommentar til Kristeligt Dagblads artikel "Avis: Rød blok vil
skille kirke og stat"
LIVSENGAGEMENT OG POESI [01]. En præsentation af
teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra
udgående punkter på vejen mod en poetik. - Sat på 09.03.11. - NB! Dette er en
tidligere version ("version 01") af den artikel, som blev trykt i
Præsteforeningens Blad nøjagtig året efter, altså den 9. marts 2012.
”STADIG ENIG - MEN DE MANGLER STADIG NOGET”. -
Kommentar til Bjerg og Steffensen-kronikken ”Folkekirken som kynisk
institution”. - KD Onlinedebat og min Facebook-profil.
SOM I KOLD KRIG, SÅ OGSÅ I VARM KRIG. – Indlæg i den
aktuelle debat om feltpræstetjenesten i Afghanistan. – Dansk Kirketidende
11/2010. – Ledsaget af den oprindelige
uforkortede version: ET VIDNESBYRD FRA EN GAMMEL FELTPRÆST.
ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME. - Også på undersiden
”Debat”, men desuden i ”Islamkritisk Netværk” og som Facebook-note.
VELKOMMEN. - Til ateistkonferencen. - KD Onlinedebat
16.06.10.
DET FEMTE-SJETTE BUD. - Bemærkning til anmeldelse i
Præsteforeningens Blad. Sat på her 27.04.10.
KATASTROFALT KIRKESYN. - Om blandt andet en
pastoralseminarierektors kirkesyn. - KD Onlinedebat 24.04.10.
KÆRE
HENNING ANDERSEN. - Lolland-Falsters Folketidende 16.04.10. - Jfr. ”Enig med
Henning Andersen”, 09.04.10).
KATOLSK
SOLIDARITET. - Lolland-Falsters Folketidende 15.04.10.
ENIG MED
HENNING ANDERSEN. (”Adskillelse af stat og kirke”). - Lolland-Falsters
Folketidende 09.04.10.
EN BEKENDELSE. Utrykt
kommentar til to tegninger i Weekendavisen. - Sat på her 09.04.10.
I ØVRIGT MENER [jeg]. - Om skærtorsdagsspisningerne i
Folkekirken. - Ekstra Bladet 07.04.10.
UDEN MIG. - (Min stilling i tilfælde af indførelse af homovielse i
Folkekirken ). - Præsteforeningens Blad 26.03.10.
BEGGE DELE OBLIGATORISK BORGERLIGT. - Standard-kommentar til den
eventuelle mulighed for indgåelse af registreret partnerskab i kirken. -
Skrevet 09.03.10 og sat på 10.03.10.
UTROLIGT, AT MAN KAN BLIVE
VED. - Mod vielse
af personer af samme køn. - Kristeligt Dagblads Onlinedebat. 16.02.10.
GLÆDELIGT AT FOLKEKIRKEN
NU ER MED I PORVOO-FÆLLESSKABET. - Lolland-Falsters Folketidende 16.12.09. - Svarer
stort set til KD-indlægget 12.12.09.
PORVOO. Godt, vi nu er med. - Kristeligt Dagblads
Onlinedebat 12.12.09.
OVERGIVELSE - TIL VIRKELIGHEDEN! - Præsteforeningens
Blad 2009/47.
OG LAD OS SÅ TAGE DEN DERFRA. - Præsteforeningens Blad 2009/41, 09.10.09. - I anledning af situationen efter besættelsen af Brorsons Kirke.
MAN BEHØVER IKKE VÆRE HVERKEN
MAGTSYG ELLER SOCIALIST, FORDI MAN ER KIRKELIG. - Kristeligt Dagblads onlinedebat
29.09.09.
TAK TIL BISKOP. VI SKAL RUSTES TIL ADSKILLELSEN. -
Kristeligt Dagblad 15.09.09.
UUNDGÅELIG OG NØDVENDIG. - Om kirkens adskillelse fra
staten. - Lolland-Falsters Folketidende 02.09.09.
BEDRE SENT END ALDRIG. - Kristeligt Dagblads
Onlinedebat 21.04.09. - Til artikel om biskop Niels Henrik Arendts bog "Er
det den samme Gud?".
ER
KATOLIKKER KRISTNE? - Jeg regner katolikkerne for mine søstre og brødre i
Herren. - Kristeligt Dagblads onlinedebat 20.02.09.
STERILISERING
ENESTE MULIGHED. - Om bønner i Folkeskolen. - Kristeligt Dagblads onlinedebat.
20.02.09.
MAN SKAL HAVE SINE DEFINITIONER I ORDEN. - Kristeligt Dagblads
onlinedebat 13.02.09. - Kommentar til artiklen i samme dags avis ”Gud har altid
været med i ligningen”.
IKKE
SMERTEFRIT. - Lolland-Falsters Folketidende 30.01.09. - Om Fadervor ved
morgensangen i Folkeskolen eller religiøs sterilisering eller ”værdierne” som
ny stats‑tvangsreligion.
DET
VIRKELIGE MENNESKE? - Præsteforeningens Blad 16.01.09. - Om Dennis Nørmark og
Lars Andreassens darwinistiske tilværelsesbeskrivelse i bogen ”Det virkelige
menneske”.
PEST
OG INFLUENZA. - Om teologistudiets fremtid. Kristeligt Dagblad 21.10.08.
DØBT
IND I EN RAMME? - Præsteforeningens Blad 2008/43, 24.10.08.
ENIG,
HAUGE, MEN OPRUSTNING ER FARLIG. - Dansk Kirketidende 3/2008, 06.03.08.
SÅDAN GØR VI I DANMARK. Lidt om Den Danske Folkekirke
med særligt henblik på fejringen af advent og jul.
Den danske
grund-version af min ”gæste-tekst” på det lutherske sogn Czerwionkas hjemmeside
(Det Evangelisk-Augsburgske Sogn i Czerwionka, Polen). - December 2007
MED
JESU ORD I ØRERNE. [Om at elske muslimerne, mens man fører den, alt taget i
betragtning, rigtige politik]. - Lolland-Falsters Folketidende 28.11.07.
HVAD FORESTILLER TORBEN BRAMMING SIG?. - Kommentar til
artikel om forholdet mellem stat og kirke. - Præsteforeningens Blad 17.08.07.
AKTUELLE BETRAGTNINGER OM RELIGION OG POLITIK OG KRISTENDOM
OG POLITIK. - Indlæg på DF-mødet på Kramnitze Pumpestation 19.05.07.
BEKENDELSENS ORDLYD. - Kristeligt Dagblad 20.04.07. - I
anledning af planerne om en nyformulering af Den Augsburgske Bekendelse.
INDLÆG 2
I diskussionen ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - debat.religion.dk. - 19.04.07.
INDLÆG 1
I diskussionen ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - debat.religion.dk. - 19.04.07.
SALMEVALG I HISTORISK OG ØKUMENISK PERSPEKTIV. -
Præsteforeningens Blad 2007/13. - 30.03.07.
EN BEDRE FORDELING. - Læserbrev i anledning af det røre, vor
biskops udtalelser om vejrfænomenerne som mulige tegn på, at den yderste dag er
nær, har vakt. - Lolland-Falsters Folketidende 23.01.07.
VIRKELIGHEDEN ER VANSKELIG. - Lolland-Falsters Folketidende
20.12.06.
TILBAGE TIL JULEN. - Lolland-Falsters Folketidende 07.12.06.
ISLAM OG NATURLIG ÅBENBARING. - Dansk Kirketidende 23/2006,
29.11.06.
MIN FORKLARING (på, hvorfor jeg er medlem af Islamkritisk
Netværk). - Dansk Kirketidende 16/2006, 23.08.06.
DER ER MINDST FEM DIMENSIONER I DET NYE NETVÆRK. - [Dem og os - mindst fem
dimensioner]. - Kommentar i Kristeligt Dagblad 12.06.06.
I VIRKELIGHEDEN. Præsteforeningens Blad 2006/21, 26.05.06.
Replik til svar på mit første indlæg: FOLKEKIRKEN I MUHAMMED-KRISEN.
Præsteforeningens Blad 2006/15-16.
FOLKEKIRKEN
I MUHAMMED-KRISEN. - Præsteforeningens Blad 2006/15-16, 15.04.06.
NÅ!
(i anledning af en ualmindelig groft kristendomsforhånende T-shirt). - Sendt
til Kristeligt Dagblad 17.03.06, men ikke optaget. Sat på 23.03.06.
KIRKERNES
VERDENSRÅD OG TEGNINGERNE. - Kristeligt Dagblads Netdebat 02.03.06.
HELLIGÅNDEN
OG DEBATTEN (2). - Præsteforeningens Blad 2006/4, 27.01.06. - Se også
HELLIGÅNDEN OG DEBATTEN (1) nf.
VI
MÅ LÆRE AT LEVE MED OG I MANGFOLDIGHEDEN. - Kommentar 25.01.06 til Kåre
Bluitgen-interview i religion.dk.
PRINSEDÅBEN
21.01.06. - Nogle kommentarer og betragtninger her til denne underside. - Sat
på 21.01.06.
HELLIGÅNDEN
OG DEBATTEN (1). - Om den biskoppelige påtale til sognepræst Georg Klinting for
hans asylpolitiske prædiken juleaften 2005. Sat på her 12.01.06.
RELIGIONSSTRID
BEROR PÅ MISFORSTÅELSE. - Kristeligt Dagblad 05.01.06. - I anledning af Jesper
Langballes kritik af dele af artikel af Mogens Camre og Morten Messerschmidt.
MESSEKLÆDER. - Kristeligt Dagblads net-læserdebat
(debat.religion.dk).
DEN NÆSTBEDSTE DRØM. - Mit bidrag til Præsteforeningens Blads
essaykonkurrence »Udfordringer til Folkekirken«. - Sat her på denne side 24.09.05.
- Og 28.06.07 kom den i Den Danske Præsteforenings on-line bibliotek
”Teologiske ressourcer”. Se nærmere ved selve teksten - som ikke må
forveksles med den tidligere (og dermed længere nede) indsatte tekst med samme
titel.
UDEN OS. - Indlæg mod homovielse i Præsteforeningens Blad
2005/28-29.
KATOLIKKER
FORTSAT! - (I nr. 10/2005 havde Niels
Højlund stillet spørgsmålet ”Katolikker
igen?”). - Dansk Kirketidende 13/2005 - 17. juni.
TUNGEN
LIGE I MUNDEN. - Om vort forhold til Den Romersk-Katolske Kirke. - Læserbrev i
Kristeligt Dagblad 14.04.05.
- - -
NB! De følgende titler står – helt nederst - uden for den kronologiske rækkefølge,
idet de er skrevet direkte her til denne underside!
- - -
* * * * * *
* * *
* * *
LAD OS SAMLES VED
HØJTTALERNE OG SKÆRMENE!
Opslag på min Facebook-væg lillejuleaften
2020.
Det er ulideligt at høre, hvad fortalerne for fysiske gudstjenester i
julen siger. Jeg er ikke selv den store juleaftensdyrker. Det er jo juledag
(25/12), der er KRISTI FØDSELS DAG. Og en midnatsgudstjeneste natten mellem
24/12 og 25/12 vil være den rette begyndelse. Men så selvfølgelig højmessen
25/12. Og så er der alle julegudstjenesterne frem til helligtrekonger (6/1)
eller i hvert fald til nu helligtrekongers søndag (3/1).
Jeg kan næsten kun høre magtsyge i det, fortalerne for fysiske
gudstjenester i julen siger. De skal ikke belære mig om, hvad juleevangeliet og
i det hele taget Evangeliet betyder! Men med de restriktioner, der nu gælder,
vil de for det store flertal så vigtige juleaftensgudstjenester jo slet ikke
blive, hvad de plejer at være. Og de fleste vil være lukket ude.
Jeg foreslår derfor, at alle bliver hjemme og sætter sig ved radioen
eller fjernsynet fra juleaften af og frem til og med helligtrekongers søndag
(3/1). Så vil hele denne store del af den danske menighed ikke bare kunne
opleve dette som en særlig husstandsgudstjeneste, men også som en gudstjeneste,
hvor man er sammen med alle de andre i hele landet. Anna og jeg vil gøre dette
hele julefesten igennem og vil have det godt med det. Det vil blive noget, vi
alle vil mindes resten af livet.
Om lidt slår jeg mine første julesalmer op, men allerede nu ønsker jeg
alle en glædelig julefest og et godt og forhåbentlig coronafrit 2021.
NYT OPSLAG LILLEJULEAFTEN KLOKKEN CIRKA 22:
GUDSTJENESTERNE DE FACTO AFLYST
Og det er godt. At afholde dem ville have været smittemæssigt
uforsvarligt. Men bemærk, at regeringen har undgået at forbyde dem, bare har
ladet sundhedsmyndighederne gøre det så bøvlet, at biskopperne og de
forskellige foreninger har anbefalet at aflyse dem. Så har man undgået at gøre
de mange tilhængere alt for vrede. Politik!
Jeg måtte jo skrive dette opslag, men senest i morgen genopslår jeg mine
julesalmer. Måske kan nogle have jule-glæde af dem. Men selv om jeg ikke vil
ringeagte de mange digitale julegudstjenester, gentager jeg også min opfordring
til, at mange af os samles ved højttalerne og skærmene for på denne at være
landsdækkende til gudstjeneste sammen helt frem til helligtrekongers søndag. Og
måske længere. - Men når mange nok er blevet vaccineret, vil vi igen kunne
samles i kirkerummene, hvad der naturligvis er det helt rigtige. Anna og jeg
glæder os selv meget til igen at kunne sidde på kirkebænken og være med i det
hele.
* * *
AFLYS ALLE GUDSTJENESTER NU!
Opslag på min
Facebook-væg 17.12.20.
Anna og jeg er begyndt. Vi har meddelt præsten, at vi holder kirkegangspause fra på søndag af til, efter at vi er blevet vaccineret. Men jo ikke gudstjenestepause! Vi havde også en kirkegangspause i begyndelsen af corona-forløbet. Og vi fik mange gode gudstjenesteoplevelser ved højttaleren og skærmen. Men desto dejligere var det selvfølgelig at sidde på kirkebænken igen og at kunne gå til alters - indtil nu, hvor situationen er så forværret.
Man skal - heller ikke i det hele taget! - være så hysterisk med hensyn til juleaftensgudstjenesten. Og slet ikke kalde den JULEGUDSTJENESTEN! Det irriterer mig som præst. Liturgisk set er gudstjenesten juleaften kun en lille optaktsgudstjeneste. Det er den 25. december, der er JULEDAG, KRISTI FØDSELS DAG. Og julefesten varer til og med 6. januar, helligtrekongers dag.
Hvis man ikke lukker kirkerne, kan det ende i en skandale på størrelse med minkskandalen!
Og hermed ønsker jeg alle en fortsat god adventstid og en glædelig julefest - ved radio og fjernsyn og ved bordene, selv om vi ikke bliver så mange. Vi får ikke børn på besøg, men holder på et tidspunkt en Zoom-sammenkomst med dem. Det har vi det meget fint med.
* * *
ET LILLE SNIT
Utrykt
læserbrev skrevet 08.09.20. Nu på min Facebook-væg og her på såvel undersiden
"Debat" som undersiden "Kirke og teologi".
Det er mærkeligt, at i hvert fald jeg ikke har hørt nogen nævne denne mulighed i den verserende debat om omskærelsen. Jeg har hørt om den for nok flere år siden. Og den består i, at man i stedet for at fjerne hele forhuden på de små drengebørn nøjes med et lille snit, der får blod til at flyde og efterlader et ar.
Dette svarer fuldstændig til, at man i de fleste vestlige kirkesamfund har opgivet dåbens jo ellers teologisk stærke fuldstændige neddykning tre gange og i stedet nøjes med tre overøsninger af hovedet. Og jeg er sikker på, at Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, godtager begge disse løsninger.
Omskærelsen er et fire tusind år gammelt pagtstegn, der er umisteligt for jøderne. Men et tegn er et tegn, så et ar er også et tegn. Det afgørende er, hvad det er tegn for.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
Hvordan mere kristendom?
Læserbrev i Lolland-Falsters FOLKETIDENDE
07.08.20
Det er udmærket, at Morten Messerschmidt ønsker mere kristendom i
Danmark. Spørgsmålet er bare, på hvilken måde og i hvilket omfang det kan og
bør ske ad politisk vej. Jeg har været medlem af Dansk Folkeparti siden 2002,
og jeg hører til dem, der maner til omtanke og forsigtighed.
Det vigtigste, politikerne kan gøre, er at se til, at der ikke er
nogen, der tiltager sig en urimelig og uforholdsmæssig magt på det værdimæssige
og kulturelle område. Men det er også en legitim politisk sag, at man fx ønsker
at styrke kristendomsfaget som dannelsesfag i Folkeskolen og ønsker at gøre det
obligatorisk. Og der kan nok nævnes andre tilsvarende ting.
Men ellers kan der jo ifølge sagens natur kun komme mere kristendom i
Danmark, hvis flere danskere bliver mere bevidste i den kristne tro og lader
deres liv gennemsyre af det. Et land er så kristent, som det har kristne til.
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5, 4960 Holeby
* * *
GUDSTJENESTEN I
COVID-19-SITUATIONEN
En
gudstjeneste er i covid-19-situationen en offentlig begivenhed som alle andre
Kommentar til et
Facebook-opslag fra Ateistisk Selskab 04.04.20. - Også på undersiden
"Debat".
Nå, det er
Ateistisk Selskab! Men man behøver ikke være ateist for at ønske, at gudstjenester
ligestilles med alle andre offentlige begivenheder. Eller for at ønske at
inddæmme og forsinke spredningen af virussen. (Medmindre man hurtigt får lavet
og masseproduceret en vaccine, må vi jo stile efter flokimmunitet gennem
kontrolleret smitte).
Jeg er pastor
emeritus og går naturligvis i kirke alle søn- og helligdage. Men nu klarer min
kone og jeg os udmærket med radio- og tv-gudstjenester. Vi har det også fint
med en "principiel" deltagelse i nadveren, altså uden knækbrød og vin
hjemme ved sofabordet. (Jeg har i både spøg og alvor sagt, at jeg jo godt kunne
holde en husgudstjeneste med nadver. Men medmindre helt særlige omstændigheder
skulle tale for det, vil jeg ikke gøre det).
Jeg holder også
med dem, der peger på, at gudstjenestefejring i kirkerne med begrænset
deltagelse vil være en meget dårlig idé. Det vil være meget mærkeligt, hvis
kirketjeneren skal holde folk ude, fordi der allerede er det tilladte antal i
kirken.
Hvad det betyder
at bede til Gud om, at det snart må gå over, er et uløseligt teologisk
spørgsmål. Men jeg beder alligevel. For min familie, for Danmark og for verden.
Vel vidende, at det hele stort set går sin sædvanlige skæve gang - også i alle
andre henseender.
Jeg glæder mig til
de kommende gudstjenester. Vi må ikke prøve at krybe uden om langfredag, hvor
Jesus jo gik helt ind i dødens og det ondes kerne. Vi må have hele
langfredagsbetydningen med. Men jeg glæder mig jo så især til påskedag, hvor
sprængningens af det ondes og dødens magt blev fuldbyrdet. Det hele går - meget
anfægtende - stadig sin skæve gang. Men påskeevangeliet giver os en lysende
trods og et levende håb. Det er kristendommens afgørende "påstand".
Med ønsket om en
glædelig påskefest!
Bent
* * *
Religion
og religionskritik
den tyske filosof Jürgen Habermas og hans store nye bog. Denne gamle fornuftsforkæmper er efterhånden blevet mere åben over for religionen. Men jeg blev forstemt. Jeg spurgte, om Gud nu blev rørt over, at Habermas måske ville give ham en chance.
Men jeg blev også
forstemt, fordi man hele tiden bare talte om "religion". Jeg bryder
mig ikke om religion. Jeg ville godt have hørt noget om, hvordan Habermas ser
på kristendommen. For kristendommen er jo det 180 grader modsatte af religion.
Religion handler om, hvad mennesket kan gøre for Gud eller dog for at bringe
sig selv i en gunstigere position i tilværelsen. Kristendommen handler om, at
Gud har gjort alt for os.
Jeg frygter, at
menneskelivet vil blive druknet i alle mulige former for religiøs sovs. Helt
aktuel er klimareligiøsiteten med apokalypse, askese, gode gerninger og
fordømmelse af de vantro. Religionskritikken må derfor nu blive en meget vigtig
side af den kristne forkyndelse.
Bent Christensen
pastor emeritus
dr. theol. &
cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
KRISTENDOMMEN
DÆMPER ANGSTEN
[Læserbrev i
Folketidende 19.10.19. Også i "Debat" og på min Facebook-væg].
Bent Christensen
forfatter, pastor
emeritus
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FØR
FOLKETINGETS ÅBNING
Ægte mangfoldighed må betyde, at man samles til hver sine gudstjenester eller højtideligheder, inden man går over i Folketingssalen.
Jeg fik desværre ikke set gudstjenesten før Folketingets åbning. Og den humanistiske ceremoni blev vist ikke transmitteret. Jeg så den i hvert fald ikke og har kun set meget sparsomme referater. Men under oprydning i min mail-indbakke så jeg nyhedsbrevet fra Folkekirken.dk med hele biskop Henrik Wigh-Poulsens fine prædiken og de salmer, han havde valgt.
Det er godt, at vi har denne tradition. Også uanset forholdet mellem stat og kirke. Men vi må jo erkende, at Danmark er blevet et multireligiøst land, så at der er folketingsmedlemmer, der ikke lige kan deltage i en kristen gudstjeneste.
Humanisterne ønsker efter alt at dømme, at der enten slet ikke bliver nogen gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets åbning, eller at alle samles til en neutral ceremoni, der kan "samle alle". Men en sådan ceremoni vil blive ret tom. Hvis jeg skulle deltage, ville det være for at studere. Jeg ville næppe blive opbygget på en måde, der på nogen måde svarede til, hvad jeg nu har fået ved bare at læse biskop Henrik Wigh-Poulsens prædiken og se hans salmevalg.
Man kan selvfølgelig vælge nulløsningen. I ligestillingens hellige navn. Men mange vil nok savne den kristne gudstjeneste. Så jeg foreslår, at de, der ønsker at deltage i en gudstjeneste eller højtidelighed før Folketingets åbning, går hver til sit - i kirke, moske eller teater. Det vil være den ægte mangfoldighed! Og på det grundlag kan man så samles i Folketingssalen og se, hvad man kan nå frem til dér.
* * *
PÅSKELATTEREN
I anledning af, at Kristus
besejrede Døden ved sin død på korset, sin nedfart til Dødsriget og sin
opstandelse påskemorgen.
Slået op på min Facebook-væg
lørdag formiddag den 31. august 2019 og derefter sat her på denne underside.
Det er blevet en ret lang tekst, selv om jeg stort set har nøjedes med at referere ganske kort til en artikel i Præsteforeningens Blad, til en bog om påskelatteren og til min egen påskelatterprædiken påskedag 2007 - og med at citere en lille tekst, jeg i 1992 hørte en russisk-ortodoks delegation synge ved enhver given lejlighed.
-
I de to sidste numre af Præsteforeningens Blad (nu "Præsten"), jeg har fået (33 og 34/2019; det næste får jeg først på mandag) var der en artikel i to dele af pastor emeritus, dr. theol. h.c. Jens Lyster med titlen "Påskelatteren Påskedag og i den danske salmeskat". Artiklen er skrevet med baggrund i Benny Grey Schusters bog "Om Påskelatteren" (2019). Jeg kan desværre ikke referere artiklen her. Det vil blive for vidtløftigt. Men jeg opfordrer alle, der har adgang til "Præsten" til at læse den - og da også Benny Grey Schusters bog, som jeg ganske vist ikke selv har læst (endnu?). Men det særlige ved den er, at Jens Lyster fremdrager en længere række eksempler på ord og vendinger i salmer af Kingo, Brorson og Grundtvig, der nok stammer fra traditionen med at grine af Døden påskedag, fordi den er blevet helt til grin ved at gabe over mere, end den kunne sluge, nemlig Jesus Kristus. Jeg vil nøjes med at nævne ét eksempel, nemlig disse linjer i Grundtvigs gendigtning af Luthers salme "I dødens bånd vor frelser lå": "Men livet fik dog overhånd, / så, fængslet i sit eget bånd, / til SPOT er nu døden blevet" (s. 721). - Artiklen er i øvrigt både teologisk dyb og meget morsom. Anna og jeg har studeret den sammen og moret os gevaldigt.
I min begejstring fik jeg den tanke, at jeg kunne skrive et lille supplement om mit eget forhold til påskelatteren og til synet på Jesu død som den begivenhed, der gav Døden dens banesår. Men selv om det er noget, der har haft stor betydning for mig selv, indså jeg, at det, jeg kunne skrive, ikke ville være egnet til at komme i bladet. Da jeg imidlertid hader at lade noget gå til spilde, vil jeg dele det, jeg har at sige, med venner og besøgende her i Facebook, ligesom jeg også vil sætte det på min hjemmeside, undersiden "Kirke og teologi".
Mit første møde med begrebet påskelatter var, da jeg for mange år siden så en bispevielse i fjernsynet, hvor biskop Ole Bertelsen (Københavns biskop 1975-1992) sluttede sin tale til den kommende biskop med ordene "en rungende påskelatter". Jeg husker desværre ikke den nøjagtige sammenhæng, men det må have været noget i retning af, at når han i sin gerning kom til at møde modstand mod den kristne tro, skulle han besvare angrebene med en rungende påskelatter.
Jeg havde aldrig hørt det ord før, og jeg gav mig heller ikke til at søge oplysninger om det. Men da jeg som emeritus var en slags hjælpepræst (især med konfirmandundervisning og konfirmation) i Landet-Ryde Pastorat, Lolland vestre Provsti, fik jeg også påskedagsgudstjenesten 2007 i Ryde Kirke. Og jeg kom til at tænke på påskelatteren. Og jeg kunne nu gå på Nettet og finde mange interessante ting om den, også om, hvordan det til sidste udartede til det rene gøgl i præsternes prædikener, et forhold, Benny Grey Schuster også behandler i sin bog. Jeg vil her nøjes med at henvise interesserede til min hjemmeside, undersiden "PRÆDIKENER efter 11.05.03".
Jeg vil nemlig bruge resten af pladsen her til at fortælle om et møde med synet på påsken som Kristi sejr over Døden ved døden, jeg fik i maj måned 1992, da jeg var Folkekirkens (og det øvrige Nordens) observatør ved de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler i Järvenpää, Finland. Der er nogle billeder om det i billedalbummet "Billeder fra vort mellemkirkelige liv". Det var stort at deltage i disse læresamtaler - og i hele samværet med de ortodokse og andre deltagere. Jeg sagde dengang, at jeg aldrig i hele mit liv havde lært så meget på ti dage!
Den i nærværende sammenhæng særlig interessante side af sagen var, at den russiske delegation med metropolit Vladimir i spidsen ved enhver given lejlighed, fx i en pause, sang denne lille påskelovprisning:
Христос
воскресе из
мертвых,
смертию
смерть
поправ
и сущим во
гробех живот
даровав.
Ja, jeg viser først den originale kirkeslaviske tekst. Der er jo nogle, der kan læse det. Men her er min oversættelse:
Kristus er opstået fra de døde,
efter at have "ordnet" døden ved døden
og givet livet til dem, der ligger i gravene.
Der er her ikke direkte noget om påskelatteren, men det ord, jeg har oversat ved "ordnet", ligger tæt på.
Det var bare det, jeg ville sige. Jeg håber, det har kunnet
være til oplysning og opmuntring for nogle, ja, at nogle vil arbejde videre med
emnet, fx ved at læse Jens Lysters artikel og Benny Grey Schusters bog.
* * *
Om præstehåndtryk
Også på undersiden
"Debat". - 18.02.19.
Den 18. februar 2019 hørte
jeg kirke- og kulturminister Mette Bock i DR P1’s program Ring til regeringen, og
det førte til, at jeg skrev et spørgsmål i Facebook-tråden til dette program.
Jeg slog det også op på min egen væg:
Kirkeministeren er i P1
Debat. Og igen er spørgsmålet om forholdet mellem håndtrykket ved
statsborgerskabsceremonien og håndtrykket mellem mandlige og kvindelige præster
blevet bragt på bane. Jeg har derfor sat dette spørgsmål i programmets FB-tråd:
Hvorfor gør kirkeministeren
ikke opmærksom på, at det håndtryk, nogle præster (som jeg ikke er enig med)
ikke vil give, er håndtrykket i forbindelse med præstevielsen (ordinationen).
De vil simpelt hen ikke deltage i overdragelsen af præsteembedet til en kvinde,
når de nu (forkert!) mener, at kvinder ikke kan være præster. - Hvad nogle af
disse mandlige præster måtte gøre, når de møder kvindelige præster i andre
sammenhænge og der altså er tale om et almindeligt goddag eller farvel, er
noget andet. Men er der eksempler på det?
-
Efter udsendelsen satte jeg
dette i et kommentarfelt til opslaget med mit oprindelige spørgsmål:
Mit spørgsmål kom ikke med i
programmet, men jeg håber, redaktionen har set det og har nu også sat det på
mine internetundersider "Kirke og teologi" og "Debat". -
Det er utroligt, at man altid får rodet kategorier og ting sammen, når der fx
drøftes udlændinge og kirke. - Statsborgerskabsceremonien er indrettet, som den
er, fordi man har besluttet, at sådan skal det være. I Danmark (som de
pågældende har søgt om statsborgerskab i) er håndtrykket en vigtig del af en
aftale, og det, at man ikke ønsker at udføre denne del af ceremonien, kan ses
som et udtryk for, at man ikke ønsker at indgå helt i den danske sammenhæng.
Man kan også sige, man fra regeringens og Folketingets side har besluttet, at
man ikke vil give statsborgerskab til personer, der ikke vil deltage helt og
fuldt i denne ceremoni og dermed repræsenterer en holdning, man ikke ønsker
indført i Danmark. - Håndtrykket ved præstevielsen (ordinationen), hvor de (som
regel mange) almindelige præster, der er med oppe i koret, "trykker
med" på det håndtryk, den ordinerende biskop har givet ordinanden, er også
et udtryk for, at disse præster byder den nyordinerede velkommen i det
præstelige fællesskab. Men det forudsætter jo, at de mandlige præster kan
anerkende en nyordineret kvinde som deres embedssøster. Og det kan de jo ikke,
hvis de har den teologiske holdning, at kvinder ikke kan blive præster. Vi må i
den forbindelse ikke glemme, at det kun er i vise mindre kirkesamfund, kvinder
kan blive præster. I den store romersk-katolske og i den store østlige
(ortodokse) del af Kirken (og vel i en hel del mindre konfessioner) kan kvinder
ikke blive præster. Jeg hørte engang en russisk ortodoks præst sige: Hos os kan
man ikke engang STILLE dette spørgsmål! - Min holdning til dette er, at kvinder
selvfølgelig kan blive præster i fx et evangelisk-luthersk kirkesamfund.
Katolikkerne og de ortodokse (og altså nok flere) ser præsten som repræsentant
for Kristus. Og Jesus var jo en mand! Men har Kristus = den anden person i
Treenigheden et køn? Har Gud Fader et køn? Har Helligånden et køn? Selvfølgelig
ikke. Gud omfatter alt og dermed også begge køn. Gud har en faders kraft og en
moders kærlighed, kan man sige. Allerede her er modstanderne af kvindelige
præster altså sådan set forkert på den. Men dertil kommer, at præsten heller
ikke på den måde skal ses som repræsentant for Kristus. Præsten er en person i
menigheden, der har fået overdraget en bestemt funktion. Og når man ser sådan
på det, kan det lige så godt være en kvinde, hvilket dog ikke betyder, at det
ikke er en helt særlig funktion, et helt særligt embede, den person, der bliver
kaldet til at være præst, får. Derfor får en kommende præst også en særlig
indvielse af den ordinerende biskop, en indvielse, de tilstedeværende
almindelige præster også deltager noget i. Som præst står man med sin tjeneste
virkelig i en kæde, der går helt tilbage til de første apostle og biskopper.
Men det er altså MED SIN TJENESTE! Man bliver som person ved med at være det
samme almindelige menneske, som man var før ordinationen. Det kan jeg bevidne!
- Hvad Paulus har sagt om kvindernes rolle i menighederne, kan man efter min
bedste overbevisning se helt bort fra. Den unge kristne Kirke ville - med det
syn på kvinder, man havde dengang - simpelt hen have gjort sig selv til grin,
hvis den havde gjort kvinder til ledere! - Men i selve Evangeliet ligger, at
der ikke er forskel på mand og kvinde, jøde og græker, træl og fri! Og i det
lange løb er det jo også denne helt grundlæggende ligestilling, der har sejret
i de lande, hvor der er evangelisk kristendom, altså ikke mindst i Danmark og
de andre nordiske lande. - Jeg spørger mig selv, hvordan problemet med håndtryk
i forbindelse med ordination af kvinder kan opstå. Modstanderne af kvindelige
præster kan jo bare holde sig væk! Kan det dreje sig om tilfælde, hvor en eller
flere mænd og en eller flere kvinder er blevet ordineret samtidig? - Til
spørgsmålet om, hvorfor man ikke bare kan vedtage ved lov, at man ikke kan
blive eller være præst i Folkekirken, hvis man ikke anerkender kvindelige
præster, vil jeg sige, at det kunne man selvfølgelig godt. Der ville så bare
ske det, at en del både præster og lægfolk ville træde ud og oprette
frimenigheder. Og det er nu engang vor tradition her i Danmark, at man ønsker
frihed og fællesskab, så vidt det overhovedet er muligt.
* * *
VOGT JER FOR LÆRE-KLARHED!
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad nr.
5, 1. februar 2019, s. 79-80]
Efter at have fulgt Thomas
Reinholdt Rasmussens og Peter Tudvads diskussion om liv og lære føler jeg trang
til at fremsætte en advarsel mod trangen til lære-klarhed. Jeg mener
selvfølgelig ikke, at vi ikke skal have klarhed i vor tænkning over troen. Men
klarheden skal også være en klarhed, for så vidt angår det forhold, at der er
punkter, hvor det ikke er muligt at opnå, hvad man almindeligvis forstår ved
klarhed. Man kan sige, at det er banalt at henvise til komplementariteten i
lysets natur som på en gang bølger og partikler. Men det er alligevel et ret
godt eksempel. Og når der allerede i fysikken er forhold, der ikke kan
beskrives med almindelig entydighed, hvor meget mere så ikke i troslæren.
Hvis man alligevel tvinges
til at prøve at give et entydigt svar på spørgsmålet om forholdet mellem liv og
lære, gerninger og tro, må man selvfølgelig, således tvunget, sige "sola
gratia" og "sola fide". Alt, også allerede skabelsen, er ren
nåde. Og nåden er så altomfattende og uendelig stor, at det ikke er muligt at
komme uden om den. Der er ingen udenomsvej for "gerninger", ingen vej
for menneskets trang til at tage blot den mindste smule af æren fra Gud.
Men hvad så med Loven, også
som den formuleres af Jesus? Jamen den er der. Og den må vi ikke lukke ørerne
for. Det er klart, hvad Gud ønsker, ja, kræver af os. Vi kan her også bare
tænke på, hvad vi mennesker ønsker og kræver af vore børn. Og dermed er Dommen
der også. Dommen er under alle omstændigheder et udtryk for, at der er en
alvor, vi ikke kan komme uden om. Derfor er den såkaldte lære om alles frelse tåbelig,
hvilket ikke er det samme som, at vi ikke kan forestille os et nådens uendelige
dyb ude på den anden side af Dommen. Vi kan bare ikke lave en "lære"
om det.
Så er der alle de
Jesus-udsagn, hvor der er tale om gerninger og dom. Men her skal vi for det
første være klar over, at Jesus ikke præsenterer en "lære". Alt, hvad
Jesus siger, lyder i bestemte konkrete situationer, hvor tingene bliver sat på
spidsen i netop hver enkelt konkret situation. Det nytter derfor ikke at pille
enkeltsteder ud og lave "lære" af dem. Vi må læse evangelierne i
deres helhed og på det grundlag danne os et indtryk af, hvad der er hovedsummen
i det. Og denne hovedsum tager pdes. ikke en tøddel fra den nu af Jesus
formulerede Lov, men lader pdas. Nåden få det sidste ord. Og vi må for det
andet være klar over, at der må skelnes mellem, hvad Jesus i sin menneskelighed
gik rundt og sagde, og så den helt store hovedsum, der udgøres af Evangeliet
efter påske og pinse.
Endelig skal vi være klar
over, at medens der ikke er nogen vej for "gerninger" uden om nåden,
så er der en bred vej for alt godt ud af nåden og troen, nemlig for det
"freudiges Hervorquellen", Luther så smukt har talt om. At det ikke
bliver til så meget, som det burde, er en anden sag, en af de store
anfægtelser. Men som jeg ofte siger: Jeg er ikke noget særlig godt menneske.
Men så skulle I bare se, hvis jeg slet ikke var kristen!
Til allersidst vil jeg
spørge Peter Tudvad, hvad han mener, når han siger: "At der ikke er frelse
i et fromt liv, vil jeg ikke benægte,
derimod at der ikke skulle være det ved
et fromt liv" (nr. 50 s. 1220). Hvad ligger der for ham i de to
præpositioner "i" og "ved"? Jeg ville umiddelbart bytte om
på dem og sige: Der er ikke frelse ved
et fromt liv, men frelsen ligger i
det fromme liv. Et fromt liv kan ikke være et redskab, der giver frelsen. Men frelsen, der giver det fromme liv
og ligger i det, giver de gode livets
gerninger.
-
Bent Christensen
forfatter, pastor emeritus
dr. theol. & cand. mag.
www.bentchristensen.dk
* * *
Struktur og forestillinger
Dansk Kirketidende september 2018.
Grundtvigs skelnen mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed og spørgsmålet
om, hvad der er den sande kristendom, har en tidløs berettigelse, men kan nok i
helt særlig grad være til hjælp for os i vor tid, hvor det dog kan være en
fordel at tale om henholdsvis kristendommens struktur og vore forestillinger om
troens påstande.
TEKST: BENT CHRISTENSEN, FORFATTER, PASTOR
EMERITUS, DR. THEOL. & CAND. MAG.
I Knud Nyboe Rasmussens artikel i nr. 6:
"Bekendelsens moderne forargelse" tegnes først et uhyggeligt, men
desværre nok sandt, billede af vor tids personliggjorte spiritualitet, der
måske ligefrem kan antage karakter af "google-buddhisme". Men
derefter henvises der til, hvordan Luther over for den åbne og tolerante
Erasmus henviste til den forpligtende bekendelse. Artiklen indledes i øvrigt
med en henvisning til Grundtvigs opdagelse af Kirken og dens bekendelse - som
dog følges op af spørgsmålet: "Giver det mening at henvise moderne
mennesker til en gammel trosbekendelse?". Men artiklen slutter med
påpegningen af, at den ydre og fælles trosbekendelse er "en vigtig
forudsætning for den eksistentielle ‘aflastning’, som det moderne
selvudviklende og selvskabende og derfor overanstrengte menneske måske mere end
noget andet har brug for". - Nærværende supplement er tænkt som en videre
hjælp såvel til det moderne menneske overhovedet som til dem, der i hver deres
position skal prøve at hjælpe det.
Det er ikke kun i vor tid, det er svært at
argumentere for kristendommens sandhed. Det har altid været svært. Det er
nemlig principielt umuligt. Til gengæld må vi med Grundtvig gøre gældende, at
det er en ubestridelig kendsgerning, at der i snart to tusind år har været et
fænomen her i verden, der kaldes kristendommen. Jeg taler her gerne om
"den kristne påstand". Hverken mere eller mindre.
At den kristne påstand unægtelig har antaget og
stadig antager mange forskellige former, er en anden kendsgerning. Men
spørgsmålet er så, om der er en kerne bag alt det, der påstås, en kerne, som
jeg gerne vil kalde "den kristne struktur". Og jeg vil med det samme
sige, at vi lige så godt straks, igen med Grundtvig, kan pege på den apostolske
trosbekendelse som det bedste udtryk, vi har for, hvad denne kerne er. Jeg er
ganske vist ikke så helt lidt mindre fundamentalistisk end Grundtvig, hvad
dette angår. Men grundlæggende har Grundtvig set rigtigt. Man behøver ikke
engang bore ned i Apostolikums historie. Man kan med det samme se, at her er
det hele kogt ned til en slags teologisk suppeterning, som indeholder alt det
nødvendige. Og så er det ikke så afgørende, om man kan diskutere den ene eller
den anden detalje. Meningen er god nok. Og klar nok.
Jamen det moderne menneske har da svært ved at tage
det, der siges i Trosbekendelsen, bogstaveligt. Men så kan det lade være at
gøre det! Det, der ligger indkogt i Trosbekendelsen, er en struktur. Og denne struktur ligger fast, uanset hvilke
forestillinger man gør sig, når man læser og hører eller siger og synger
ordene. Mit slagord er her: Strukturen ligger fast, men forestillingen eller
forestillingerne er fri. Der er fx ikke noget, der i mine ører er latterligere,
end når en præst bekender, at han ikke tror på jomfrufødslen. Jomfrufødslen er
teologisk nødvendig. Troen på inkarnationen er teologisk nødvendig. Det er
muligt, at inkarnationen ikke har fundet sted. Ingen kan i hvert fald bevise
det. Men denne tro er en umistelig del af den kristne påstand og den kristne
bekendelses struktur. Så kan hver enkelt i øvrigt gøre sig alle de
forestillinger derom, det skal være. Og dette gælder for samtlige elementer i
det, Grundtvig betegnede som den sande kristendom.
Hvad fx påstanden - eller evangeliet - om Jesu
Kristi opstandelse påskemorgen angår, har jeg ofte i påskedagsprædikenen sagt,
at om vi så bare går fra gudstjenesten med det
hos os, at her har vor egen stakkels lille protest mod døden fået en
bekræftelse, så er det altid noget. Jeg har ikke sagt, at vi skal nøjes med
dette hele tiden. Men jeg har sagt, at vi i det mindste kan tage det med os som
en begyndelse.
Talen om strukturen i den kristne påstand er ikke
kun bundet til Apostolikum. Man kan også nå frem dertil gennem en analyse af
hele kristendommens historie og skikkelse som livsmagt. Denne analyse vil i høj
grad have karakter af en række undværlighedsprøver. Der tales meget om
kristendommen som kulturgrundlag. Men man kan prøve at undersøge, hvad det er
der kraften i dette grundlag. Så vil man se, at der ikke er nogen kraft i en
kristendom, der ikke har hele den struktur, der ligger i det udtryk, troen nu
engang har fået i Apostolikums ordlyd.
Uanset al grundlovsfæstet eller på andre måder
sikret religions- og anskuelsesfrihed kan ingen tvinges til at antage den
kristne tro, højst til med munden at sige noget i den retning. Det står enhver
frit for, om han vil være kristen eller ej. Men det står ikke enhver frit for
at bestemme, hvad der skal indeholdes i den kristne struktur. Den, der ikke på
nogen måde kan antage, hvad der ligger i den, må simpelt hen bare lade være at
være kristen. I hvert fald indtil videre. Det er helt afgørende, at ingen så at
sige kommer til at falde af i svinget ved en fejltagelse, Men jeg mener det
også virkelig alvorligt, når jeg siger, at forestillingen eller
forestillingerne er fri. Ingen skal lade være at være kristen, fordi han ikke
mener at kunne forlige sig med Trosbekendelsens ordlyd. Men hvis hele den
struktur, som indebærer, at mennesket (kort og traditionelt sagt) er skabt af
Gud, men kommet i et brudt forhold til ham og derfor må frelses af ham, er ham
modbydelig uanset al forestillingsfrihed, må han nok prøve at søge andre steder
hen. Jeg håber dog, at så mange som muligt vil undgå at gå i denne, jo ikke
bare moderne, men tidløse forargelses fælde.
Hvordan troen kommer i stand, er en gåde. Men vi
kan sige, at det i hvert fald sker i det store møde dybt i vort hjerte (sind)
mellem på den ene side hele kristendommens indhold, historie og tilstedeværelse
og på den anden side hele vor menneskelige eksistens og hele vor oplevelse af
den. Man kan også (igen kort og traditionelt sagt) sige, at troens gåde
udspiller sig i mødet mellem korsets gåde og eksistensens gåde, hvor korset er
den gåde-nøgle, der lukker eksistensens gåde-lås op. Men troens opståen er
heldigvis ikke afhængig af vore forklaringer. Teologisk set opstår troen, hvor
og når Gud vil. Men vi kan også nøjes med at sige, at enten opstår den, eller
også opstår den ikke. Idet vi så føjer til, at det sidste i hvert fald ikke må
skyldes, at vi, der mener at stå i troen og at skulle forkynde den, har vakt
falsk forargelse ved vore ord eller gerninger.
I øvrigt tillader jeg mig at henvise til min
udførlige redegørelse for disse forhold i Mit
teologiske testamente. Dogmatik og betragtninger (2017).
* * *
LØGNENS DAG 2018.
Min dagbogsoptegnelse i anledning af årsdagen
for autoriseringen af et ritual for vielse af personer af samme køn (2012).
Tirsdag den 12. juni 2018. - Løgnens Dag. - Den 12. juni 2012 autoriserede Dronningen ritualet for vielse af par
af samme køn. Og jeg erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne
dato som "Løgnens Dag". Det afgørende for mig var - og er - at der er
tale om et eksempel på vor tids newspeak. Det er virkelig selve usandheden i
det, der er det afgørende for mig. Det at betegne to af samme køn som et ægtepar
er selv for den mest velvillige betragtning a
step too far. Selve fænomenet homoseksualitet afstår jeg sådan set at
forholde mig til. Men jeg må jo tage til efterretning, at det findes. Desuden
har jeg ikke tillid til, at der kan blive tale om ordentlig forskning på
området. Anerkendelse af homoseksualitet er i dag en af de helligste
progressivitetsmarkører, og det vil derfor være alt andet end karrierefremmende
at nå frem til forskningsresultater, der lader homoseksualitet være en
biologisk fejl eller ligefrem en sygdom. Når jeg alligevel ikke er helt
ligeglad, er det, fordi jeg spørger, om der måske er en mellemzone, hvor den
måde, man taler om homoseksualitet på, kan få nogle til at svinge over til den
side, som ellers ville have kunnet leve et godt heteroseksuelt liv. Jeg mener,
dette spørgsmål bør stilles. Men ellers tager jeg til efterretning, at der
utvivlsomt er en hel del mennesker, der virkelig og uhjælpeligt er homoseksuelt
orienteret. Og dem skal vi andre selvfølgelig ikke være onde ved. Det eneste,
man bør sige, er, at ligesom der under alle omstændigheder skal gælde etiske
regler på det heteroseksuelle område, skal der også gælde etiske regler på det
homoseksuelle område. Også dette er det vanskeligt at tale om i vor tid. Men
alle kan vel være enige om, at man ikke må gøre hinanden fortræd. - Da
homoseksualitet for en hel del menneskers vedkommende åbenbart er en uhjælpelig
kendsgerning, må denne kendsgerning tages til efterretning i den forstand, at
samfundet accepterer homoseksuel praksis og i den forbindelse giver mulighed
for, at par af samme køn kan leve i registreret partnerskab. Men dér går min
grænse. Og partnerskab er et godt ord. Livsfællesskab kunne også være det. Det
blev også i sin tid nævnt som en mulighed. Men jeg havde helst set, at man var blevet
stående ved den borgerlige indgåelse af registreret partnerskab. For når der
kommer til at foregå noget i kirken, også selv om det kun ville være en
velsignelse af det borgerligt indgåede partnerskab, vil der reelt, i praksis
blive tale om en høj grad af ligestilling mellem partnerskab og ægteskab. Og
jeg taler her ikke om forholdet til Gud, udelukkende om den ligestilling, der i
opfattelsen af det, der sker, er tale om. Men skulle det endelig være, kunne
jeg måske nok alligevel acceptere en velsignelse ved en gudstjeneste i kirken
af et borgerligt indgået partnerskab. Bare to af samme køn ikke blev kaldt
ægtefolk. Det er vigtigt, at man holder synet på ægteskabet ude fra synet på,
hvordan alle mennesker står over for Gud - og Gud over for dem. Homoseksuelle
har naturligvis også Guds nåde. Jeg betragter ikke homoseksualitet som en synd.
Homoseksualitet er for mig en biologisk afvigelse. Men skulle man endelig
betragte homoseksualitet som en synd, så ville det jo ikke være den eneste
eller værste synd. Hvad gør vi ikke mod hinanden hver dag? Eller hvad forsømmer
vi ikke at gøre hver dag? På alle mulige områder. Også på heteroseksualitetens
område. Og nøglebegrebet er altså for mig det, ikke at gøre hinanden fortræd.
Og uanset hvad overgår Guds nåde alt! - Hvis jeg holder op med at markere
Løgnens Dag hvert år den 12. juni, vil det være, fordi der reelt ikke er tale
om et problem. For det moderne samfund som sådant betyder det intet, at der
praktiseres homoseksualitet - eller alle mulige andre former for seksualitet,
der hidtil ikke har været accepteret. Så længe der altså ikke er tale om
undertrykkelse, overgreb og fortræd. Og bortset fra det sprogligt og
begrebsmæssige i sagen har det heller ikke nogen særlig betydning for hverken
samfundet eller kirken, at der hvert finder et lille antal vielser af par af
samme køn sted i Folkekirken (så længe den enkelte præst står frit). Der er
faktisk andre og langt alvorligere problemer at bruge kræfterne på. Men
newspeak er altså ikke godt! - Når jeg ikke har slået noget om dette op på min
Facebook-væg i dag, skyldes det især, at jeg vil have min omtale af det store
roepolakjubilæum i lørdags (se forrige optegnelse) stående uforstyrret på
væggen. Indtil jeg slår noget op om udgivelsen af min nye digtsamling Digte og aforismer 2016-2018. Jeg vil kort sagt give det positive forrang fremfor det negative. -
Måske vil jeg for princippets skyld under alle omstændigheder lave en lille
Løgnens Dag-dagbogsoptegnelse hvert år den 12. juni.
* * *
Er kirke og stat et stærkt ægteskab?
Både her og på
undersiden "Debat".
Sådan var titlen på P1 Debats Facebook-side tirsdag den 13. december 2016. Og foromtalen af udsendelsen lød:
"Staten skal ikke betale præstelønninger, og civilregistreringen skal fremover foregå i kommunerne. Er disse udmeldinger fra den nye kirkeminister Mette Bock med til langsomt at løsne båndene mellem stat og kirke? Hvad har det i så fald af konsekvenser? Og er det egentlig ikke på tide at gøre op med folkekirkens særstatus i Danmark?
Gæster: Kirkeminister Mette Bock (LA), sognepræst Marie Høgh, formand for Konservativ Ungdom i Randers Jesper Holm Frederiksen og tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å)".
Før udsendelsen satte jeg en kommentar ind i tråden. Og jeg delte opslaget, så at det altså også kom til at stå på min Facebook-profil. Her er denne kommentar:
"Mette Bock er på rette vej! Det er af rent kirkelige og teologiske grunde nødvendigt, at det store evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark begynder at bevæge sig i retning af fuld selvstændighed. Men det kan også gå sådan, at andre gennemtvinger kirkens adskillelse fra staten, og så skal vi være parat til det, hvad enten vi selv ønsker det eller ej. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol".
I udsendelsen udtalte Mette Bock sig på en måde, der viser, at hun er en varm tilhænger af den nuværende stats-folkekirke, men bare ønsker nogle justeringer, især for så vidt angår statens betaling af 40 % af præsternes løn og personregistreringen. (Jeg indskyder lige, at det med de 40 % til præstelønningerne var noget staten i begyndelsen af 1900-tallet forpligtede sig til, fordi den havde taget det meste af kirkens jord). Men hun blev af nogle anklaget for, at selv disse justeringer i det lange løb ville føre til en adskillelse mellem stat og kirke.
I den sidste del af udsendelsen blev min kommentar læst op og diskuteret, og jeg måtte derfor skrive en ny kommentar både hos P1 Debat og mig selv:
"Min kommentar blev læst op i programmet. Og tak for det! Jeg kunne ikke nå at ringe ind. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har beskæftiget mig med dette spørgsmål siden midten af 1970'erne, både under min tjeneste som præst i Folkekirken og i min Grundtvig-forskning. Jeg kender altså også de argumenter mod den evangelisk-lutherske kirkes selvstændiggørelse, der nu igen blev ført frem. Og jeg siger ikke, at der ikke er nogle farer her. Dem må vi så bare prøve at afværge. Og Danmark er altså ikke Sverige! Jeg har i mange år, i både alvor og spøg, sagt, at når vi får den kirkeforfatning, der stadig er tale om i den såkaldte løfteparagraf (Grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"), må denne forfatnings allerførste paragraf for min skyld gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Dette gælder også "synoden", dvs. landskirkerådet. Noget helt andet er, at præster af alle slags (inkl. biskopperne) frit skal kunne udtale sig om alt muligt. Selvfølgelig som samfundsborgere i den almindelige debat, men også som forkyndere. Bare de gør det som enkeltpersoner og ikke på kirkens vegne. Et organ kan ikke forkynde, kun vedtage kompromis-tilblevne resolutioner. Og jeg vil i det hele taget ikke finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne. - Så er der spørgsmålet om rummeligheden. Den må vi også stå vagt om. Selv om et rum altså har vægge, så at der heller ikke i dag er plads til hvad som helst. Om præstefriheden sagde Grundtvig (kort refereret), at vi må risikere at lade præster forkynde noget forkert; ellers kan vi ikke vide, om de mener det, de siger. Vi skal i det hele taget føre alt det gode, vi i dag har i Folkekirken, med over i den kommende ordning, herunder den fra Grundtvig stammende mulighed for at danne valgmenigheder. Og jeg kan ikke se, at kirkens selvstændiggørelse skulle føre til ensretning. Vi vil jo blive ved at være lige så forskellige, som vi er nu, både teologisk og politisk. - Den vigtigste grund til, at jeg ønsker det evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark selvstændiggjort, er, at det på denne måde bliver tydeligt, at de døbte og troendes fællesskab er et virkeligt fællesskab. Vi bliver jo i dåben lemmer på den store organisme, Kirken (nu med stort!) er, Kristi legeme i verden. Det er meget stort sagt. Men sådan er det. Og enhver kan formulere det, som han vil, og leve med i det, som han vil. Og der skal ikke mindst være plads til den berømte lille mand med den lille tro, ja, ikke mindst han skal vide, at han er med i dette store fællesskab. Sagt på en anden måde: Det er ikke nok at have et statskirkeskelet, som sikrer "Evangeliets forkyndelse". Kirken er ikke en offentlig undervisningsinstitution, men et levende fællesskab, først og fremmest i gudstjenesten, men også i det hele taget. - Endelig vil jeg sige, at når staten er sekulær og en meget stor, og stigende, del af befolkningen ikke er medlemmer, må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed komme til at fremstå som en særlig størrelse, en særlig organisme. - Jeg kunne blive ved, men slutter her".
Ja, jeg sluttede dér. Og jeg vil ikke føje andet til, end at
vi må se, hvordan det kommer til at gå. En afgørende faktor er den fortsatte
indvandring og det stigende antal af indvandrerefterkommere. Hvis den nuværende
udvikling fortsætter, vil de etniske danskere komme i mindretal om et vist
antal årtier - for slet ikke at tale om de kristne. Denne situation må vi
forberede os på, så vi kan leve godt som kristen menighed i en sådan
mindretalssituation. Idet vi både håber og insisterer på, at religionsfriheden
og mindretalsbeskyttelsen bevares. Men når vi ser, hvad der fx sker med de
kristne i Egypten lige nu, kan vi godt blive bange. - Vi kan selvfølgelig håbe,
at de indvandrede muslimer og deres efterkommere i stort tal kommer til tro på
Jesus Kristus. Men denne side af sagen er meget vanskelig. Vi skal selvfølgelig
forkynde Jesus Kristus for muslimerne som for alle andre. Men det skal være på
en ordentlig og fri måde. Vi skal under ingen omstændigheder prøve at lokke
eller presse dem til at blive kristne med det formål at sikre os selv. Og noget
helt andet er, at det som bekendt i princippet er livsfarligt for en muslim at
forlade islam. - Jeg blander nødig den kirkelige drøftelse og den
fremmedpolitiske debat sammen. Og jeg ville have det samme kirkesyn, hvis der
ikke var en eneste muslim i Danmark.
* * *
DE KRISTNE I SAMFUNDET OG
KULTUREN
Et fraklip
Hen over sommeren
2016 arbejdede jeg stadig på min bog Mit
teologiske testamente, som efter planen skulle have været udgivet før
sommerferien, så den næste i rækken kunne have fået sit forord dateret i enten
juli eller oktober måned 2016, nemlig på 200-årstidspunktet for henholdsvis
udsendelsen af første hæfte af N.F.S. Grundtvigs Danne-Virke eller den samlede udgivelse af dette enmandstidsskrifts
første bind. Jeg håbede, mens denne indledning blev skrevet (29. august 2016)
stadig at få udgivet begge inden årets udgang, men måtte jo sige til mig selv,
at hensynet til 200-året for Danne-Virke,
ikke måtte veje tungere end hensynet til mine to bøgers kvalitet, hvortil kom,
at allerede mit ønske om at ramme
200-året for Danne-Virke ville have
en vis betydning, så meget desto mere, som Grundtvigs tidsskrift udkom i årene
1816 til 1819.
Forholdet mellem
disse to planlagte udgivelser er, som det også fremgår af titlerne, at det i
det teologiske testamente er selve min formulering af nogle hovedpunkter i den
kristne dogmatik samt nogle mere praktiske kirkelige betragtninger, der lægges
frem, medens det i mit forsøg med et 2016-Dannevirke er mine egne videre
"betragtninger om allehånde". Grundtvig betegnede netop de berømte
otte store afhandlinger i Danne-Virke
(1816-1819) som "betragtninger om allehånde". Der er mange andre ting
i Grundtvigs tidsskrift, men det er disse afhandlinger (som jeg har behandlet
meget udførligt i min disputats Omkring
Grundtvigs Vidskab), jeg som erklæret discipel af Grundtvig, stående på
hans skuldre og efter min evne, vil prøve at give et tilsvarende 2016-eksempel
på. Der er tale om nogle betragtninger, der strækker sig fra erkendelsesteori,
filosofi og videnskabssyn til poetik, kultur- og uddannelsespolitik samt til
nogle i bred forstand politiske betragtninger.
Men jeg blev altså
forsinket. Blandt andet fordi jeg i første halvår af 2016 blev nødt til at
beskæftige mig med en række andre ting, både ting, der skulle skrives, og
begivenheder, jeg skulle deltage i. Men også fordi jeg kom til at sidde fast i
de "betragtninger", der udgør anden del af det teologiske testamente.
Det gjaldt ikke mindst den del af dem, jeg nu, i august 2016-versionen,
offentliggør som blog-tekst. Jeg var simpelt hen kommet til at bevæge mig ud ad
tangenten, for så vidt angår det afsnit, der på det tidspunkt havde titlen
"De kristne i samfundet og kulturen", hvilken titel nu også er sat
over nærværende blog-tekst. Nogle af disse til dels ret politiske betragtninger
vil nok komme til at indgå i Mit
Dannevirke, andre vil måske ikke engang komme med dér. Men jeg hader spild,
og da der er tale om nogle betragtninger, der er ret vigtige, hvad allerede vor
nuværende situation angår, men i særdeleshed, hvad fremtiden angår, besluttede
jeg den 27. august 2016 at offentliggøre dem i den skikkelse, hvori de
fremtræder her. Jeg gør opmærksom på, at hele afsnittet "Det kristeligt
nødvendige livsengagement" er ny‑skrevet direkte til nærværende
blog-tekst, men på baggrund af de mange artikler og lignende, jeg gennem årene
har skrevet, og som for de flestes vedkommende kan læses på (især) mine
internet-undersider "Grundtvig", "Kirke og teologi" og
"Poetik". Men jeg vil nu bruge det som forlæg for det tilsvarende,
nok korte afsnit i Mit teologiske
testamente.
Nærværende tekst
blev gjort færdig den 29. august 2016 og straks sat såvel i min blog her som på
min hjemmeside www.bentchristensen.dk (undersiden "Kirke og
teologi"). I kladden til Mit
teologiske testamente fulgte den efter nogle afsnit om "Min egen
historie" og "Troen praksis". Og derefter kommer nogle afsnit om
"Menighedslivet med gudstjenesten som centrum og livskilde",
"Den danske højmesse i traditionen og fælleskirkeligheden",
"Særligt om kirkeåret", "Kirkesyn og kirkeorganisation"
("Det nationale og det lokale kirkefællesskab" og "Det store
kirkefællesskab (det økumeniske)". - Jeg har ladet de fleste af de
oprindelige formuleringer blive stående, hvori der fx henvises til "denne
bog".
De kristnes liv mellem gudstjenesterne
Hvad de kristnes
liv uden for og mellem de ordinære gudstjenester angår, er det ideelle sådan
set, at man lever et fromhedsliv hjemme hos sig selv, som man nu kan, studerer
Bibelen og litteratur om den kristne tro (også som man nu kan), går og tænker
over det hele, men så ellers lever sit liv her i verden på dette grundlag og i
dette lys - uden at det hele bliver overklistret med "kristendom",
men tværtimod på en fri og virkelighedstro måde. Bortset fra de netop nævnte
ting skal det at leve som kristen i verden ikke være et særligt, kunstigt liv
mere eller mindre ved siden af livet som sådant. Det at være kristen skal ikke
gå hen og blive en højere form for hobby. (Det var først, da jeg selv i nogen tid
havde talt om, at kristendommen ikke måtte gå hen og blive en "hobby"
for en, jeg blev opmærksom på, at professor P.G. Lindhardt (1910-1988) allerede
havde brugt ordet "hobbykristendom" på en tilsvarende måde. Jeg har
ikke kunnet stedfæste det).
Men dette syn
stammer i høj grad fra den tid, hvor Danmark endnu i trods alt ret høj grad var
et folkekirkekristent land. Allerede nu er vi i en anden situation. Og hvis
udviklingen fortsætter, kan vi komme i en situation, hvor der slet ikke er tale
om noget, der bare kunne ligne et sammenfald mellem folk og menighed, og hvor
hele livet uden for menighedens særlige liv og i samfundets institutioner er
uden noget kristent præg eller måske ligefrem præget af helt andre
livsanskuelser. Og da vil de kristne få et helt andet behov for at samles med
hinanden, stadigvæk uden at det skal overdrives, vil jeg dog sige. Folkeligt og
kulturelt skal de kristne så vidt muligt kunne samles til de forskellige ting
sammen med dem, der ikke er kristne. Vi skal i videst muligt omfang kunne dele
livet med hinanden, når vi mødes i nabolaget, på arbejdspladserne og i fritidslivet
(foreninger m.m.). Og vi skal i videst muligt omfang kunne have fælles
institutioner. Vi skal under alle omstændigheder være borgere sammen på det
politiske plan. Men det udelukker ikke, at de kristne kan oprette deres egne
skoler og foreninger og institutioner. Det vil derfor også altid være vigtigt
for de kristne at stå fast på retten til at oprette frie institutioner. Alene
den "sterilisering" af det fælles liv, der kan blive tale om i
tilfælde af en meget streng håndhævelse af statens og de offentlige
institutioners neutralitet, vil kunne gøre dette nødvendigt.
Ligesom Folkekirken
- eller den evangelisk-lutherske kirke, der kommer til at efter- og videreføre
Folkekirken - skal være folkekirkelig uanset sin størrelse, skal principperne
for det kristne menneskelivs almindelighed, altså så at sige mellem
gudstjenesterne, fastholdes uanset kirkens størrelse. Menneskelivet skal, så
vidt det er muligt, deles på alle områder og niveauer. Princippet - og kravet -
skal være, at vi alle mødes i det fælles menneskelige og i den fælles
virkelighed overhovedet. Og de kristne skal være de første til at leve op til
og kræve dette, eller i hvert fald ikke stå tilbage for de ikke-kristne i denne
henseende. Jeg gentager, at jeg nærer en ret stor skepsis med hensyn til de
ikke-kristnes (humanisternes) objektivitet og renfærdighed og altså mener, at
de kristne skal være parat til at øve ideologi- og (pseudo)religionskritik -
men jo naturligvis også altid selvkritik. Og det må jo, når vi mødes ude på det
fælles torv, vise sig, hvordan det går. - Men disse forhold vil jeg komme
nærmere ind på i næste afsnit.
At leve som kristen
i verden er på den ene side noget helt særligt og på den anden side noget, der
har del i og solidaritet med det fælles menneskelige og er åbent ud mod det.
Man skal bare forstå dette forhold på den rette måde. Der tales meget om
"det kirkelige og det folkelige", ja, ofte på en måde, så det måske
skal skrives "det-kirkelige-og-det-folkelige". Og det kan være meget
godt, men det er ikke godt, hvis det på den ene side indebærer en svækkelse af
menighedsforståelsen og på den anden side indebærer en manglende respekt for,
at man godt kan være en del af det folkelige, selv om man ikke er kristen. - En
af mine (endnu ikke trykte) aforismer lyder:
"Jeg elsker
både Gud og dronningen og fædrelandet. Men jeg blander dem ikke sammen".
(Denne aforisme vil efter planen komme til at indgå i den samling af nye digte
og aforismer, jeg håber at få udgivet in 2017 eller 2018.).
Men jeg vil ikke
blande mig i, hvordan mine medkristne lever deres liv. Der er for det første
hele frihedsprincippet. Og der er for mit vedkommende hele princippet om det,
jeg kalder livsengagementets autonomi ude på "statholdermarken", et
princip, jeg allerede har gjort rede for i flere tekster på mine internetsider
"Kirke og teologi", "Grundtvig" og "Poetik", og
som der vil blive gjort grundigt rede for i Mit
Dannevirke (i skrivende stund planlagt til udgivelse inden udgangen af
2016, selv om jeg nok ikke når at få forordet dateret i oktober måned, hvor det
er 200 år siden hele bind 1 af Grundtvigs Danne-Virke
(1816-1819) forelå). Jeg vil altså ikke alene ikke udsætte mine medkristne for
noget, der bare kan ligne tvang; jeg vil dårligt nok prøve at give dem nogle
gode råd. Men jeg tør godt vove at præsentere mine tanker. Og jeg vil nu ganske
kort gøre rede for nogle af de praktiske følger af, hvad jeg, byggende på
Grundtvig, betegner som "teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement", og herunder ikke mindst gøre rede for, hvad jeg betegner
som "statholdermark-konceptet".
Det kristeligt nødvendige livsengagement
Hovedformålet med
hele min Grundtvig-forskning i årene 1972 til 2002 (med lidt efterslæt i årene
2011 til 2013) var at få klarhed over, hvordan Grundtvig så på forholdet mellem
det særligt kristne og tilværelsen overhovedet, og derigennem at få klarhed
over, hvordan vi kristne i det 20. (og 21.) århundrede skulle forholde os til
henholdsvis vort eget liv som mennesker her i verden og til virkeligheden
overhovedet, herunder til vore ikke-kristne medmennesker. Det fremgår også af
titlerne og undertitlerne på de to afhandlinger, der kom ud af det, nemlig Fra drøm til program. Menneskelivets og dets
verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra
Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832 (teologisk
licentiatafhandling (ph.d.) 1985, udg. 1987) og Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs
forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement
(teologisk doktordisputats 1998). - Det omtalte "efterslæt" bestod af
tre artikler i Grundtvig-Studier,
nemlig "Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk
oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter"
(2011), "Fra Hamann til Fasc. 209.10: Om Grundtvigs forhold til Johann
Georg Hamann og dennes samtidige" (2012) og "Kirke og menighed i
Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61" (2013).
Som det fremgår af
undertitlen til Omkring Grundtvigs
Vidskab, var jeg på et tidspunkt begyndt at operere med den på Grundtvig
byggende og af mig selv videreudviklede "teologi om det kristeligt
nødvendige livsengagement". Og "livsengagement" skal forstås
både helt elementært og helt bredt. Det ligger i såvel Grundtvigs som min forståelse,
at den menneskelige persons helt umiddelbare og helt nære oplevelse af og
fordybelse i selve det at være til som menneske for det første er det vigtigste
og alt afgørende, ja, sådan set tilstrækkelige, og for det andet er grundlaget
og udgangspunktet for al videre aktivitet og orientering og erkendelse. Også
den videre "orientering og erkendelse" skal forstås bredt. Det vil
allerførst være en enkelte persons nysgerrige undersøgelse af sine nærmeste og
nærmere omgivelse (og af sit eget legeme), og dernæst er det den videnskabelige
udforskning af hele verden (universet), altså geografi, fysik, astronomi og
astrofysik, biologi og så videre. Men jo så videre humanvidenskaberne, de
humanistiske videnskaber (herunder historien) og psykologien og så videre. Og
endelig alle kunstarterne, helt særligt litteraturen. Alt dette gælder
selvfølgelig helt særligt dem, der driver de pågældende erkendelsesformer. Men
det gælder naturligvis også alle dem, der modtager resultaterne af disse
arbejde, ja, som disse jo arbejder for, alle dem, der på forskellig måde sætter
sig ind i resultaterne af videnskabsmændenes arbejde og oplever resultaterne af
kunstnernes arbejde. Det er et hovedpunkt i mit på Grundtvig byggende
erkendelsessyn, at det ikke kun er videnskaberne, og slet ikke kun
naturvidenskaberne, der tilvejebringer erkendelse, men også kunsten, og altså
helt særligt litteraturen (med poesien som det helt centrale).
Men
erkendelsesformerne er naturligvis forskellige. Naturvidenskaberne betegnes som
de eksakte (præcise, nøjagtige) videnskaber. For uanset alle
erkendelsesteoretiske forbehold er det dem, der giver den mest direkte
beskrivelse af verden omkring os (og om vort menneskelegeme, for så vidt som
det indgår i og er en del af naturen), og som kan afdække en lang række
lovmæssigheder, der gælder altid og alle vegne, og som kan be‑ eller
afkræftes ved, at man gentager de respektive forsøg. Men kun de mest
hårdnakkede "naturvidenskabstroende" vil påstå, eller lade, som om de
påstår, at man kan forklare alt i tilværelsen ved hjælp af fysik, kemi og
biologi. Jeg vil allerede her straks sige, at jeg er en stor elsker af
naturvidenskaberne, og at jeg ikke alene går 100 % ind for deres autonomi, dvs.
det forhold, at intet udefra kommende skal have indflydelse på, hvordan de
drives inde på deres eget felt, i hvert fald ikke på den måde, at nogen eller
noget skal foreskrive, hvilke resultater man skal nå frem til. Hvis en
naturvidenskabsmand af sig selv, helt frivilligt får inspiration til en teori
eller et forskningsprogram af noget, han har mødt i de almindelige menneskeliv
eller i fx litteraturen, er det noget andet. Han skal da bare selv passe på
ikke at blive så inspireret, at han begynder at fifle med sin forskning! Dette
ligger som et direkte krav i det allerede ovenfor omtalte
"statholdermark-koncept", som jeg kommer nærmere ind på lige om lidt.
Med de andre former
for erkendelse er det i en del henseender noget andet. Her er der ofte mere
tale om tydning og forståelse, ja, måske om "syn". Men hvad
humanvidenskaberne og de humanistiske videnskaber angår, herunder historien,
skal man naturligvis være forpligtet på forholdet til virkeligheden på en måde,
der grundlæggende og i mange henseender svarer til, hvad der gælder på
naturvidenskabernes område. Man skal i hvert fald være ærlig og redelig. Og det
kan blandt andet bestå i, at man ikke lægger skjul på, hvordan man selv
forholder sig til tilværelsen, det være sig religiøst og politisk eller på
anden måde. For når man driver humanistisk videnskab, fx historie eller litteraturvidenskab,
vil man aldrig komme uden om, at ens eget gemyt og ens egne anskuelser får
indflydelse på ens forskning. Humanistisk videnskabelighed vil blandt andet
ofte være en særlig form for samtale mellem generationerne, hvor hver
generation ser forskningens genstand fra sin og sin generations synspunkt.
Dette har jeg selv oplevet meget stærkt i forholdet mellem Kaj Thaning og mig
selv. Allerførst var jeg ret umiddelbart elev af Thaning, men efterhånden blev
jeg mere kritisk over for ham. Men jeg betragter ham stadig som min store
forgænger og altså som den, der førte mig ind i Grundtvig-forskningen med
særligt henblik på de her nævnte temaer. - Kaj Thaning (1904-1994), præst og
højskolemand, dr. theol. på Menneske
først -. Grundtvigs opgør med sig selv (1963).
Grundtvig var ikke
meget naturvidenskabeligt orienteret og var selvfølgelig kritisk over for alle
forsøg på at ophøje naturvidenskaberne til at have gyldighed for ting uden for
deres eget område. For Grundtvig var videnskabelighed først og fremmest den
humanistiske og historiske videnskabelighed. Men han indrømmede
naturvidenskaberne deres retmæssige plads i hele den menneskelige
erkendelsesaktivitet, dvs. bag deres naturlige grænser og nede på deres niveau.
Den humanistiske videnskabeligheds og poesiens tydning af menneskelivet var for
ham den højeste form for erkendelse. Men har regnede udtrykkeligt med, at der
også skulle være en naturvidenskabelig afdeling på det fællesnordiske
superuniversitet i Göteborg, han drømte om, og som skulle være toppen i det
"system", der på næste niveau omfattede det folkelige universitet
(højskole) i Sorø (der heller ikke blev til noget; i stedet fik vi de mange
forskellige folkehøjskoler af en noget anden karakter).
Det er for de
læseres skyld, der måske (i første omgang) kun læser, nærværende tekst, jeg så
forholdsvis udførligt har skitseret de mere overordnede ting, for så vidt angår
"det kristeligt nødvendige livsengagement". Men det er også fremgået,
at det er hver enkelt kristens helt personlige og måske kun ganske elementære
livsengagement, der er grundlag og udgangspunkt for det hele. Og her i disse
betragtninger, der stammer fra en sammenhæng, der udgør anden del af en bog,
der først og fremmest er teologisk, ja, en slags lille dogmatik, er det naturligvis
helt særligt de elementære ting, det drejer sig om, men jo altså så også den
enkelte kristnes tilegnelse af de ting, videnskabsmændene og kunstnerne af alle
slags producerer. Videre gælder det jo også de kristnes egne bidrag til
videnskaberne og kunsten, men det siger jeg især noget om i næste afsnit.
Da man allerede nu
kan læse om "Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement"
på de nævnte internetundersider (og i Testamentets dogmatiske del) og
forhåbentlig inden længe vil kunne komme til at læse mere om dens konsekvenser
i Mit Dannevirke - og forhåbentlig noget senere i den poetik, jeg også håber at
få udgivet - vil jeg her nøjes med at fremstille den i yderste korthed.
Jeg kan præsentere
Grundtvigs syn på "det dennesidige livsengagements kristelige
nødvendighed" (som jeg nu også udtrykker det) ved hjælp af to udsagn. Det
første er taget fra et ganske vist strøget sted i en 1823-prædiken, men
Grundtvig har sagt det samme på mange andre måder, og det lyder i mit referat:
"Uden menneskekundskab er gudskundskaben spildt på os" (Christian
Thodberg (udg.): N.F.S. Grundtvigs Prædikener 1822-26 og 1832-39
(1983-1986), I 173; Fra drøm til program s. 20; Omkring
Grundtvigs Vidskab s. 505). Det andet er denne berømte strofe fra det
store kirkehistoriske digt Christenhedens
Syvstjerne (1854-55) - eller fra den del deraf, som er blevet til sangen
»Ingen har guldtårer fældet«:
Er os tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Nu er det ganske
vist her i denne strofe den særlige del af "menneskelivet og dets
verden", som udgøres af "Eget Folk og Fædres Land", der er tale
om. Men i Grundtvigs forståelse er det jo netop i denne sammenhæng, hele det
konkrete, givne menneskeliv leves, med alt, hvad det indeholder. Og nøgleordet
er altså "betyde". Hvis vi ikke ved, hvad "eget Folk og Fædres
Land" (og alle de andre ting) BETYDER, så bliver den kristne forkyndelse
også det rene volapyk for os.
Det kan lyde
mærkeligt, at både Grundtvig og jeg som kristne præster og teologer siger, at
det, der foregår i gudstjenesten og teologien, i sig selv er "tant".
Men jeg kan jo bare henvise til det forhold, at vi jo ikke bare har det særligt
kristne Ny Testamente som vor hellige skrift, men har det med hele Det Gamle
Testamente som den helt nødvendige første del. Og der er for det andet det ved
det, at vi jo kun kan høre det kristne evangelium som sandheden om os og håbet
for os, når det selv godtgør sig som dette dybt i vore hjerter. Jeg ved godt,
at der er teologer, der ikke bryder sig om denne måde at udtrykke sig på. Og
jeg ved også, at der er meget mere at sige om, hvordan Gud selv bryder sig vej
ind til os og giver os troen som gave. Men som historien indtil denne dag har
vist, kan alle og enhver stille sig op og udgive det, han selv siger, for Guds
tale, som vi andre derfor har at adlyde betingelsesløst. Vi er altså nødt til at
sige, at det, der faktisk er (eller måtte være!) Guds tale, på en eller anden
måde må skulle kunne høres af os som en tale fra den Gud, vi skylder vort liv
og hele den verden, vi lever dette i. Og dette bliver selvfølgelig mere muligt,
jo mere vi på en helt ærlig måde fordyber os i vor menneskelige eksistens.
Ved fordybelsen i
vor menneskelige eksistens kommer vi også til at fordybe os i det forhold, at
der er noget galt! Der er noget, vi oplever som "helt, som det skal
være". Men vi oplever andre ting, der direkte strider mod dette, ja,
ødelægger, perverterer og tilintetgør det. Så vidt jeg husker, har K.E.
Løgstrup (1905-1981) talt om "en ontologisk rangorden" i eksistensen,
som vi oplever og erkender den. Jeg har bare ikke kunnet stedfæste det. Og
dette gælder altså helt umiddelbart. Jeg kan henvise til de hardcore
"naturvidenskabstroende", for hvem der jo ikke kan være tale om en
sådan rangorden, idet alt jo naturvidenskabeligt set er ét fedt. Men jeg må
også her sige, at der vist ikke er nogen af dem, der er så ringe, at de lever
efter det. Det nærmeste, vi kan komme en variant af et sådant syn er vel den
nazistiske såkaldte vulgærdawinisme. Og jo mere vi ærligt erkender, at der er
noget, der er gruelig galt i vor tilværelse, jo mere vil vi være lydhøre over
for det kristne Evangelium. Fordybelsen i det, vi i den kristne teologi kalder
den faldne verden (med arvesynden, hvad vi så nøjere mener med dette ord), er
med andre ord nødvendig som det, man kalder forudforståelse for at høre
Evangeliet. Men igen må vi sige, at vi jo ikke skal gribe efter den første, den
bedste sutteklud, der tilbydes os. Også hvad dette angår, er historien indtil
denne dag fuld af eksempler på, at alle og enhver kan stille sig op og tilbyde
menneskene frelse og håb. Desto vigtigere er det at fordybe sig ærligt i vor
såre blandede og modsætningsfyldte eksistens. Og så må troen på det sande
Evangelium komme i stand gennem komme i stand gennem den rette proces dybt i
vort hjerte, dvs. på en måde, så det bliver klart for os, at den Gud, der taler
til os og handler med os i Evangeliet, er den samme Gud, som er Skaber for at
det, der "er, som det skal være".
Men når vi så er
kommet til troen og skal leve vort liv som kristne her i verden, kommer vi til
det helt afgørende i selve det, jeg betegner som "det kristeligt
nødvendige livsengagement" - selv om vi jo heller aldrig bliver færdige
med de to her lige ovenfor omtalte sider af sagen. Vi bliver jo aldrig så
kristne, at vi ikke også hele tiden bare er mennesker, der lever i en stadig
kamp mellem tvivl og tro.
Vi skal jo som
kristne her i verden ikke lukke os inde i kirkerummet eller det teologiske
studerekammer hele tiden. Eller give os til at leve et særligt, kunstigt
"kristenliv" ved siden af eller måske mere eller mindre i stedet for et
rigtigt menneskeliv i den kristne tro og under det kristne håb. Jf. hvad jeg
allerede har sagt om "hobbykristendommen". Nej, vi skal ud på den
"statholdermark", Gud har sat os på som hans forvalter-tjener og som
forvalter-overordnet for hele det øvrige skaberværk.
Det, jeg betegner som "statholdermark-konceptet bygger på Grundtvigs tale i Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164 f). Men i mit koncept ses ”statholder-marken” som i første omgang hele verden eller nærmere betegnet hele den menneskelige eksistens’ sted, hvilket igen vil sige hele det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller studerekammerdøren. Og så har han alt det, der er foregået inde bag disse døre, bag sig, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.
Og vi kristne skal altså gå fra gudstjenesterummet og studerekammeret ud på denne statholdermark for dermed at engagere os helt konkret i det forhold, vi nu har til Gud, men som vi jo for så vidt også har været i hele tiden, bare ved selve det at være til som mennesker i verden. Det er jo ikke bare det, at vi lærer en hel masse om, hvad allerede selve ordet "Gud" betyder, når vi fordyber os i det liv og den verden, han har skabt - og nu rakt sin frelse og sit håb til. Det er også sådan, at selve livet finder sted i forholdet til Gud. Jeg har altid været så glad for især den forrige oversættelses gengivelse af Paulus’ ord i Apostlenes Gerninger 17,28: "thi i ham lever og røres og er vi" (nu er det: "For i ham lever vi, ånder vi og er vi"). Og det gælder jo også, ja, ikke mindre for de mennesker, der lever som kristne i verden.
Og så er det hele sådan set sagt. Det ligger jo i hele dette "koncept", at herefter er det virkeligheden, der skal tale for sig selv. Det gælder lige fra den naturvidenskabelige forskning og opefter. Den virkelighedserkendelse, der skal "betydningsudfylde" den særlige kristne tale, kan jo kun opfylde sit formål, hvis den virkelig er erkendelse af virkeligheden! Det er derfor, jeg som kristen teolog fx ikke bare indrømmer naturvidenskaberne deres ret til at operere helt frit og uden facitliste inde på deres område, men direkte kræver af dem, at de gør det. Og det samme gælder de andre videnskaber. Og det gælder poesien, som er den erkendelsesform, jeg selv arbejder med og selv arbejder mig henimod i hele mit poetikalske arbejd. Selve den helt centrale lyrik skal ifølge mit koncept være lige så autonom på sit område som naturvidenskaberne på deres. For kun da bliver der tale om en ny og virkelig erkendelse og tydning af Tilværelsen. Jeg skriver også salmer. Men det er noget helt andet. Jeg skriver også indimellem et "kristeligt digt", men enten sætter jeg sådanne digte ind i en særlig afdeling i mine salmesamlinger, eller også må de stå som undtagelser mellem de rent virkelighedsorienterede lyriske digte. Det er jo også princippet, der er det afgørende. For når jeg skriver digte, har jeg jo også den kristne tro i mit hjerte og Evangeliets lys i nakken. Og det kan simpelt hen ikke undgås, at dette sætter sit præg på såvel allerede den måde, der ser og "ser" på som den måde, jeg skriver på. Det allervigtigste er, at man i hvert fald ikke kommer til at skrive rene "agitprop-digte" af hverken religiøs eller politiske karakter, og at digte, der nærmer sig noget sådant, principielt bliver sat ud i den lyriske periferi.
Jeg har som sagt skrevet meget mere om disse ting andre steder og vil komme til at skrive endnu mere om dem i Mit Dannevirke og den derefter følgende poetik. (Mit teologiske testamente, Mit Dannevirke og poetikken kommer til at udgøre en slags trilogi). Men derfor kan det være nok til denne blog-tekst, hvad jeg nogen har skrevet, og jeg kan på grundlag af det nu gå over til næste afsnit.
De kristne i samfundet og kulturen
I den ideelle
situation, hvor hele samfundet og hele kulturen var kristen eller omgivet af kristendom
til alle sider, skulle de kristne og hver enkelt kristen altså simpelt hen bare
leve på grundlag af Evangeliet og i dettes lys i glad koncentration om og
fordybelse i såvel de mindste små dagligdags livselementer som de større og
helt store sammenhænge. Og det samme gælder for så vidt i alle andre
situationer, altså også i situationer, hvor den kristne menighed kun udgør et
måske meget lille mindretal.
Når man står og ser
på en anemone, behøver man ikke nødvendigvis skulle sige "Hvor er din skaber
stor" hver gang. (Den på Lolland fødte digterpræst Kaj Munks (1898-1944)
sang om og til "Den blå anemone" med førstelinjen "Hvad var det
dog der skete?" (1943) slutter med disse verselinjer: "Så bøjer jeg
mig da mod jord / og stryger ømt dit silkeflor, / en flig af nådens trone. / Du
lille anemone, / hvor er vor skaber stor!". Her citeret efter
Højskolesangbogen, attende udgave, tredje oplag, 2007). Man ved jo og har det
som hele sit grundlag og hele sin indramning, at anemonen er skabt af den Gud,
man er sammen med i gudstjenesterne osv. Og det samme gælder forholdet til alt
andet. Men man kan selvfølgelig også komme til at tænke tingene sammen. Det
ligger jo i det forhold, at Evangeliet er den store bekræftelse af og det store
håb for menneskelivet og dets verden. Princippet om livsengagementets autonomi
ude på "statholdermarken" er et frihedsprincip og ikke en lovregel.
Der er dog den "lov" i det, at især videnskabsmanden og digteren skal
forholde sig til virkeligheden, som den er, og ikke på forhånd overklistre den
med "kristendom" og ikke stå med en "kristen" facitliste i
baglommen, endsige i hånden. Og denne "lov" gælder også for de
ikke-kristne, af hvem det jo også må kræves, at de ikke overklistrer deres
erkendelsesvirksomhed (i videste forstand) med deres livsanskuelse eller
ideologi eller har en facitliste, som erkendelsens resultater skal svare til.
Under alle forhold må de kristne være de første til at insistere på denne
saglighed. Den ikke-kristne oplysnings repræsentanter vil nok sige, at det er
dem, der er de første. Og hvis det er sådan, kan vi jo bare være enige og
samarbejde videnskabeligt og kulturelt på dette fælles grundlag - hvilket så
ikke udelukker, at vi ser kritisk på hinanden og hjælper hinanden til at blive
på saglighedens smalle sti. Det er i orden, at de oplyste øver religionskritik
mod os kristne, men de må også finde sig i, at vi øver ideologi- eller
(pseudo)religionskritik mod dem, især hvis deres anskuelser kommer til at true
den erkendelsesmæssige frihed, ja, friheden overhovedet. (Jeg vil vove den
påstand, at det ikke kun var i middelalderen, der var forskning, der ikke måtte
drives, og resultater, der ikke kunne lægges frem).
Jeg er i den senere
tid kommet til at tænke videre over det med livsområdernes autonomi (selvstændighed)
- eller over det med "religionen i det offentlige rum". Det var jo
daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid fremførte kravet
om "mindre religion i det offentlige rum". Men det, han mente (og
bare ikke turde sige rent ud), var selvfølgelig "mindre islam i det offentlige rum".
Alligevel minder det om det gamle socialistiske princip om, at religionen er en
privatsag. (Jeg har søgt efter, hvornår princippet om, at religionen er en
privatsag, blev fremført, men har ikke umiddelbart kunnet komme det nærmere,
end at det er et princip, man har diskuteret siden 1800-tallet, og at der har
været forskellige meninger om, hvordan det skulle forstås. Det vigtigste har
været, at kirken skulle adskilles fra staten og ikke skulle have politisk indflydelse).
Hvad vil jeg selv
sige om dette spørgsmål i dag? For mig er det helt afgørende i det, at ingen må
bruge Gud eller altså fx kristendommen (eller islam!) som et politisk
trumfkort, der på forhånd lægger den almindelige politiske diskussion død. Man
skal populært sagt ikke kunne give sin stemme mere end én stemmes vægt ved at
påberåbe sig Gud. Og det siger sig selv, at statsmagten ikke må undertrykke
borgerne i Guds navn. Eller i en ideologis navn!
Vi skal
selvfølgelig adlyde Gud! Problemet er bare, at enhver jo kan stille sig op og
sige noget, som han hævder er Guds vilje. Det har historien mange eksempler på.
Men han kan ikke bevise det. Der kan være tale om vidt forskellige, også mod
hinanden stridende ting. Spørgsmålet om, hvad der er Guds vilje, afgøres i hver
enkelt persons samvittighed (se også forrige afsnit), og det gælder også
spørgsmålet om fx Bibelens eller Koranens autoritet. Det kan ingen teologiske
subtiliteter ændre på, da slet ikke ude i det fælles praktiske liv. I den
politiske og i det hele taget samfundsmæssige og kulturelle proces, er det kun
argumenterne og sandhedskvaliteten som sådan, der tæller, og til sidst
princippet én mand, én stemme. - Hvad jeg har sagt her, gælder selvfølgelig
tilsvarende påstande af ideologisk karakter, fx den påstand, at marxismen er en
videnskab, der giver den totale indsigt i hele virkelighedens væsen og hele
historiens gang.
Når man skal
argumentere for en sag, er der visse principper, man er nødt til at tage hensyn
til, ja, ikke kan se bort fra. Lad mig bare nævne Den Gyldne Regel:
"Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet" (en
formulering fundet på Internettet). Denne regel er mere eller mindre universel,
eventuelt i negativ form: "Behandl ikke ...". Jesus har også formuleret
den: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også
gøre mod dem" (Matt 7,12, jf. Luk 6,31). Og menneskene er heller ikke så
forskellige, at der ikke vil kunne formuleres en hel del andre principper, som
det ikke vil være muligt at argumentere offentligt imod. Der er også
principper, der er så umenneskelige, at man ikke kan stille sig op og fremføre
dem offentligt.
Men hvad nu selve
livet i bred forstand angår, er der mange former for skelnen, der er
nødvendige. Det er klart, at der i det moderne liberale demokrati ikke fra
statsmagtens side må øves nogen som helst form for direkte religiøs tvang mod
borgerne. Ingen borger må tvinges til at bekende eller udøve nogen bestemt form
for religiøs tro. Og omvendt skal enhver borger have ret til at bekende og
udøve sin religiøse tro. Jeg citerer nu grundlovens paragraffer om disse
forhold:
§ 67 - Borgerne har
ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med
deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68 - Ingen er
pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse en den, som er
hans egen.
Og til § 67 må jeg
straks bemærke, at religionsfriheden altså ikke er en frihed til hvad som helst
under dække af, at det er gudsdyrkelse, der er tale om. Der er den
indskrænkning, at "intet [må] læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden". Og jeg vil ikke komme nærmere
ind på den konkrete aktuelle diskussion om, hvordan denne indskrænkning skal
forstås i forhold til, hvad der læres og foretages i moskéerne, kun sige, at
grundlovsfædrene ikke har haft fantasi til at forestille sig, at vi skulle
komme i en situation som den, vi er i allerede nu. Det afgørende er, at
religionsfriheden ikke er en frihed til hvad som helst, der påberåber sig at
være gudsdyrkelse.
Til § 68 vil jeg
sige, at der jo også foregår en aktuel diskussion om statens tilskud til
Folkekirken, især de 40 % af præstelønningerne, samt om fradragsretten for medlemsbidrag
til andre trossamfund, som jo reelt også er et tilskud. (Og der er Grundlovens
§ 4: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og
understøttes som sådan af staten"). At forholdene i virkeligheden er mere
komplicerede end som så, er en anden sag, og min holdning er under alle
omstændigheder klar, for så vidt som jeg jo går ind for det
evangelisk-lutherske kirkesamfunds adskillelse fra staten, og også kan gå ind
for, at intet trossamfund på nogen måde skal støttes af staten.
En anden skelnen,
man må foretage, er den mellem før og nu og fremtiden. Og her skal man gøre sig
klart, at der her i Danmark først blev indført religionsfrihed i 1849. Engang i
960’erne gjorde Harald Blåtand danerne kristne (Jellingstenen), og indtil 1536
var det den katolske kirke under paven i Rom, der i samarbejde med kongemagten
bestemte, hvordan de religiøse forhold skulle være, og derefter var det
kongemagten, helt særligt under enevælden 1660-1849. Og vi kan kaste blikket
endnu længere tilbage, nemlig til forholdene i Romerriget, hvor kristendommen
under kejser Konstantin gik fra at være forfulgt til at blive privilegeret
(313/325) og under kejser Theodosius den Store blev statsreligion (ca. år 380).
(Allerede i år 313 legaliserede Konstantin og hans medkejser Licinius
kristendommen ved udstedelse af Milano-ediktet. De havde delt riget mellem sig.
Men i 325 vandt Konstantin enemagten).
Kejser Konstantin
(som i øvrigt også var en skidt karl, der rask væk myrdede folk, også sine egne
slægtninge) er ikke nogen helt i mine øjne, og jeg er umiddelbart mest
tilbøjelig til at betragte kristendommens "ophøjelse" til
statsreligion som en stor ulykke. Men vi må under alle omstændigheder
konstatere, at vi siden Konstantins tid her i Europa har levet i den såkaldte
konstantinske æra, hvor man først i nyere tid er begyndt at skelne mellem stat
og religion. Og dertil kommer, at det er nemmere sagt end gjort at foretage en
fuldstændig adskillelse af stat og religion, og at det måske har været nærmest
umuligt indtil for et par hundrede år siden. Sagen er nemlig på den ene side
den, at enhver stat og ethvert samfund har brug for et idégrundlag, og at ingen
stat på den anden side kan være ligeglad med, hvad der foregår i en så stor og
åndeligt stærk "forening" som fx den kristne kirke. I virkeligheden
ser enhver stat allerhelst, at alle borgerne tror på i hvert fald stort set
samme måde. Det var meget progressivt, da kong Frederik den Store af Preussen i
1740 skrev de berømte (men også misforståede) ord om, at i Preussen "skal
enhver blive salig i sin tro". Jeg ved ikke, hvor stor en teolog Frederik
var, men meningen var ikke, at alt kunne være lige godt, men at det i praksis
skulle være muligt for både lutheranere, kalvinister og katolikker at bo i
Preussen. (Det er efter alt at dømme kongen selv, der har skrevet denne
randbemærkning i et skrift, der var blevet ham forelagt: "hier mus ein
jeder nach Seiner Façon Selich werden").
Siden 1849 har vi
haft religionsfrihed her i Danmark - men dog med en grundlovssikret forret for
den evangelisk-lutherske kirke, som praktisk taget hele befolkningen af gode
grunde tilhørte. Og det er først i allernyeste tid, dette forhold er blevet et
problem. Da jeg gik i 1.-5. klasse var det som sagt en selvfølge, at der hver
morgen blev sunget en salme og bedt Fadervor. Og der er stadig mange ting, der
giver kristendommen en privilegeret stilling. - Kongen [eller dronningen] skal
tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, der holdes fri og flages på de kristne
helligdage, og de fleste af Folketingets medlemmer deltager i den særlige
gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke lige før Folketingets første møde i
det nye folketingsår. Osv.
Men det, jeg især vil
prøve at komme ind på her, er, hvad jeg vil betegne som forholdet mellem de
helt nøgne og teoretisk-principielle principper og det virkelige liv. Og jeg
ved, det er farligt. Men jeg vil prøve at bevæge mig rundt om sagen efter
bedste evne og samvittighed.
Jeg vil begynde
med, mere eller mindre at gentage, at selv om der jo allerede på fx Grundtvigs
tid var meget store modsætninger i det danske samfund, for slet ikke at tale
om, hvordan det blev fra Georg Brandes’ tid af, så var der alligevel en større grad
af konsensus (eller en mindre dybtgående polarisering), end der er i dag. Og
det er altså ikke de indvandrede muslimer, jeg taler om, nej, det er den
politiske og idémæssige polarisering hos os etniske danskere selv, men
selvfølgelig med indvandringen og de indvandrede befolkningsgrupper som en
væsentlig faktor, vel at mærke i høj grad en faktor i netop den indbyrdes kamp
mellem de forskellige etnisk danske fløje. Dette er jeg nødt til at nævne, selv
om jeg altså naturligvis så vidt muligt ikke hverken vil drive fremmedpolitik
eller føre værdikamp i denne rent teologiske og kirkelige bog. Det er bare
nødvendigt, at både jeg selv og læserne er klar over, hvilken virkelighed vi
står i nu, og hvilken virkelighed der tegner sig forude.
Når jeg ser mig
nødsaget til at sige noget om hele den aktuelle situation, er det, fordi det er
sådan, at jo mere ens og enig man er, jo mindre behøver man at gå op i
principper og regler, medens det omvendt er sådan, at jo mere forskellig og
uenig man er, jo mere nødvendigt er det at insistere på, at alle skal anerkende
nogle måske endog meget abstrakte principper.
Jeg for mit
vedkommende er, som det allerede er fremgået af såvel nærværende bog som af,
hvad jeg tidligere har sagt og skrevet, hvis det skal være, parat til at gå til
det yderste, når det gælder de principper, der har med friheden, retsstaten og
demokratiet at gøre. Og det er jeg helt overordnet og afgørende af ideelle og
principielle grunde. Men jeg kan også begrunde og anskueliggøre det ideelle og
principielle ved at minde om, at selv om det sådan set i dag kunne være til min
og mine meningsfællers fordel at bøje nogle principper lidt, så kan dette i
morgen komme til at ramme mig og mine meningsfæller. Endnu mere konkret: Hvad
der i dag bliver gjort fra statens side mod de muslimske miljøer (moskéer,
skoler og familier), vil i morgen af en "humanistisk" stat med
totalitære træk kunne bruges mod tilsvarende kristne miljøer. Jeg kan sagtens
forestille mig en situation, hvor erhvervslivet og venstrefløjen i forening vil
prøve at gribe ind i, hvad der sker i tilsvarende såvel nationale og folkelige
som kristne miljøer.
Vi må altså gå til
det yderste, når det gælder fastholdelsen ved og forsvaret af demokratiets
(herunder mindretalsrettighedernes) og retsstatens principper. Men også dette
har sin pris. Jeg har tidligere sagt, at det godt kan være, vi ikke får et
islamiseret samfund, men at vi så måske får et steriliseret samfund. Og det er
indlysende, hvad jeg mener hermed, nemlig at hvis selve statsmagten skal være helt
værdimæssigt og religiøst neutral, og hvis det samme skal gælde alle samfundets
institutioner overhovedet, men ikke mindst undervisnings- og
kulturinstitutionerne, så bliver det et sterilt helvede uden noget som helst
indhold, og så vil alle grupperinger være bedst tjent med at oprette deres egne
institutioner og dermed i høj grad komme til at leve parallelt med hinanden.
Hvorefter kunsten så må være at bevare et så stort fælles rum som muligt, altså
fx sådan noget som undervisningsvæsenet fra børnehaven af og op til
universitetet, eller dog dele af det. Og alle vil jo under alle omstændigheder
være fælles om at være borgere i den danske stat. Men mødet ude i det fælles
rum mellem mennesker, der kommer fra hver deres indholdsmæssige sammenhæng, vil
være noget helt andet end en fælles tilværelse i total tvangssterilisering.
Jo mindre
almindeligt fællesskab der er, dvs. jo mere sterilt samfundet som sådant er, jo
mere må de forskellige grupper af befolkningen (som måske ikke engang kan
betegnes som et folk i den forstand, hvori der hidtil har været tale om et
dansk folk) leve deres eget liv. Kun derved kan der nemlig komme indhold og
farve i livet. Frihed, retsstat og demokrati er absolut nødvendige rammer og
spilleregler, men de har ikke noget indhold.
Jeg har altid været
meget principfast, og jeg har i mange år forberedt mig på muligheden af en
tilværelse i et virkelig multikulturelt samfund. Men jeg har altså i
forbindelse dermed også forberedt mig på, at det ikke var lige det, fortalerne
for multikulturalisme mente, men snarere, at det hele skulle smelte mere og
mere sammen i deres syn.
Hele problematikken
i forbindelse med indvandringen vil jeg helst ikke komme ind på her. Det er
ingen hemmelighed, at jeg af folkelige, nationale og politiske grunde er imod
en indvandring som den, der allerede har fundet sted, og det er heller ikke
nogen hemmelighed, at jeg er tilbøjelig til at betragte de kristne
indvandringstilhængere som naive og sværmeriske. Men jeg indrømmer, at der kan
argumenteres kristeligt for at åbne grænserne totalt for Mellemøstens og
Afrikas store befolkningstilvækst. Man kunne her henvise til Luk 6,29-30.
("Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som
beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage".).
Og under alle omstændigheder kan det ende med, at de etniske danskere og den
kristne menighed kommer til at udgøre et mindretal i Danmark, måske ligefrem
under en muslimsk majoritet. Men jeg vil altså ikke komme nærmere ind på dette
her. De betragtninger, jeg kommer med her, gælder en situation, som i det
mindste er postkristent humanistisk og demokratisk (med mindretalsrettigheder,
som vi kender det i dag). - Så længe min hjemmeside findes, vil man på
undersiden "Debat" kunne se, hvad jeg efter bedste overbevisning rent
politisk mener om Europas og Danmarks situation i den nuværende
folkevandringstid. Man vil blandt andet kunne se min tilslutning til det
princip, at selv om man lever i og ud af Kristi kærlighed (så at denne også
gerne skulle leve ud af en), skal man ikke slå hverken realitetssansen eller
fornuften fra, når man opererer ude i den meget vanskelige politiske
virkelighed.
Når jeg her skal
prøve at sige noget om de kristnes liv ude i alle de almindelige sammenhænge,
er der altså i virkeligheden tre scenarier, jeg må forestille mig, nemlig for
det første en situation, hvor både staten, og hvad man kunne kalde det
offentlige samfund, er helt neutral og steril, for det andet en situation, der
i hvert fald i nogen grad svarer til den, vi endnu befinder os i, og for det
tredje en situation, hvor "humanismen" er kommet til at indtage en
position, der svarer til den, kristendommen indtog i gamle dage. - Den fjerde
situation, altså mere eller mindre kalifatets situation, vil jeg ikke sige
andet om, end at man jo kan se, hvordan de kristne mindretal har det i de
muslimske lande, hvor der jo ikke engang er tale om "kalifat''. Men der er
jo også lige "Islamisk Stat"!
Hvis staten og
samfundet i øvrigt er helt sterilt, men der stadig er frihed og retsstat, må
befolkningens forskellige grupperinger kunne indrette sig som de vil. Og hvis
staten og samfundet virkelig er neutralt, vil der skulle meget til, før der
bliver tale om indgreb i familiernes og de private institutioners liv. Men det
vil ikke altid være let at blive enige om, hvor grænserne skal gå. Der vil være
måder at behandle børn på allerede i familierne, ikke bare fysisk, men også
psykisk (grov hjernevask olgn.), det vil være svært for det omgivende samfund
at forholde sig passivt til. Men hvor går grænsen? Jeg er bange for, at man i
frihedens navn kan komme til at acceptere nogle ting, fx jeg absolut ikke vil
bryde mig om. Og omvendt er jeg altså også bange for, at der - også i den
allerbedste mening - vil kunne blive tale om en kontrol med og indgreb i fx
kristne familiers og institutioners liv, jeg absolut heller ikke vil bryde mig
om.
Jeg vil ikke gå
endnu mere i detaljer, hvad disse ting angår. Det afgørende her i denne
teologiske og kirkelige sammenhæng er, hvor vidt de helt abstrakte frihedsprincipper
skal udstrækkes. Den yderste konsekvens af frihed i børneopdragelsen er jo, at
der slet ingen opdragelse finder sted!
Man kan ikke leve
som familie med far, mor og børn, uden at der bliver tale om overdragelse af en
hel masse ting ved en form for tvang. Det kan fx være en søndag morgen, hvor
familien skal i kirke, men hvor børnene siger, at det gider de ikke. Så siger
far og mor, at nu kører vi, og at de altså skal med. Men alle mulige andre
eksempler kunne nævnes. At opdragelsen dog først og fremmest består i hele den
atmosfære, forældrene ved deres eksempel osv. skaber, siger sig selv. I skolen
er der også nogle regler, der skal overholdes, og nogle traditioner, man må
følge I gamle dage var det altså fx morgensang med salmer og evt. bøn. Men allerede
i vor tid, og måske endnu mere i fremtiden, kan salmesang og bøn erstattes af
forskellige former for ideologisk påvirkning og praksis, der bare ikke erkendes
som noget sådant, idet det jo betegnes som opdragelse til frihed, ligestilling,
tolerance og humanisme!
Jeg nævner disse
eksempler for at vise, at der er en skala uden klare overgange fra den ekstremt
frie børneopdragelse (altså nærmest mangel på samme) til den ekstremt
autoritære, undertrykkende og hjernevaskende. Det skal dog tilføjes, at der her
som i andre sammenhænge ikke kun er tale om én lige linje. Det kommer jo også
an på indholdet i det, der overdrages til børnene, og på, om der hviler en ånd
af sandhed og frihed over det hele. Der kan fx i børneopdragelsen som i andre
ledelsessammenhænge være tale om snedig og forløjet manipulation og hjernevask
under en tilsyneladende fri overflade. Under bare nogenlunde normale forhold
vil det dog være forholdsvis nemt at finde nogle rimelige steder at sætte
grænserne
Man kommer altså
ikke uden om at stræbe efter en rimelig grad af fælles værdier i samfundet. Og
det bedste er, hvis alle, eller i hvert fald et meget stort flertal i
befolkningen, har disse fælles værdier inde i sig. Og at disse værdier virkelig
er gode. Der har jo gennem historien været en del eksempler på, at et samfund
kan have, eller være blevet påført, nogle fælles værdier, der absolut ikke er
gode. Men det næstbedste er, at man ved offentlig drøftelse, herunder drøftelse
i parlamentet og dettes udvalg (også i forbindelse med høringer osv.), når frem
til nogle love og regler, alle skal følge.
Der er måske ikke
nogen skarp grænse mellem "ydre uskrevne regler" og "indre
regler". Jeg mindes i denne henseender begrebet "innere
Führung", som i hvert fald i min militære tid fandtes og dyrkedes i det
tyske Bundeswehr. Jeg ved selvfølgelig godt, at dette kan komme til at skurre
fælt i manges ører. Man skal bare huske på, at det var i 1960'erne, altså en
snes år efter Nazi-Tysklands sammenbrud, og at det, der var tale om, var
indpodningen af retsstatens og demokratiets værdier i det militære personel,
nogle værdier, vi andre simpelt hen har haft i hovedet og hjertet altid. Og det
var al ære værd. Jeg har i mange år været en stor beundrer af den måde, hvorpå
det moderne demokratiske Tyskland er kommet videre fra "Stunde Null",
ja, væk fra den rædselsfulde nazistiske periode. Den helt aktuelle
2016-situation i Tyskland vil jeg ikke kommentere her. Og det gælder i øvrigt
dette eksempel som alle sammenligninger, at der først og fremmest er ét
"sammenligningspunkt", altså i dette tilfælde det forhold, at der
ikke er nogen skarp grænse mellem "ydre uskrevne regler" og
"indre regler". Jeg har selvfølgelig også selv skåret nogle
grimasser, da jeg første gang hørte ordene "innere Führung", men med
den rette humoristiske distance har jeg godt kunnet tage dem til mig.
Fælles værdier er
godt, men ensretning og total enshed er ikke godt. En vis mangfoldighed, ja, en
vis strid, hører med til menneskelivet. - Grundtvig talte om al den frihed for
det enkelte, hvormed det hele kan bestå. (Jeg har ikke kunnet stedfæste dette
udsagn, men er sikker på, at jeg er stødt på det hos Grundtvig). Og dette er et
afgørende princip. Grænseløs frihed kan være ensbetydende med anarki og måske
alles kamp mod alle.
Jeg er hverken
antropolog, sociolog, psykolog eller sociopsykolog, og repræsentanter for disse
fag må gerne kommentere det, jeg siger her, men jeg mener, det er en
kendsgerning, at menneskene har en hel del til fælles, herunder nogle sociale
instinkter, der tilskynder til fællesskab og indordning under et fællesskab.
Ellers ville der have været tale om en stedsevarende alles kamp mod alle -
blandt rene vildmænd på vel knap nok stenalderstadet. Men nu har det altså vist
sig, at mennesker er i stand til at danne endog meget komplicerede samfund og
leve i en ret høj grad af orden inden for disse - om end med lejlighedsvise
udbrud af borgerkrige og lignende. Jeg er altså trods alt en smule optimistisk
med hensyn til muligheden for, at det også i fremtiden vil kunne lykkes at
henholdsvis bevare og opbygge et minimum af grundlag og regler for fællesskabet
i det borgerlige samfund.
Bent Christensen,
den 29. august 2016
* * *
Brinkmann
i teologien og teologien omkring Brinkmann
Kommentar til Deadline 16.08.16 med Svend Brinkmann
Det første afsnit er en del af min indledning til opslaget på min egen
Facebook-profil.
Min kommentar i såvel Deadlines som Svend Brinkmanns tråd efter
aftenens Deadline, hvor Martin Krasnik interviewede psykologiprofessor Svend
Brinkmann i anledning af dennes nye bog "Ståsteder".
Det var rigtig godt. Martin Krasnik var også god - mellem Sørine
Gotfredsen og Svend Brinkmann. Han kunne spørge dybt. - Til Brinkmann vil jeg
sige, at jeg godt kunne ønske for ham, at han ikke bare var post-kristen eller
"skabskristen" (som Krasnik sagde), og jeg har selv under udsendelsen
takket Gud for, at jeg lever i den kristne tro og det kristne håb. Der er bare
det ved det, at jeg netop som kristen sådan set må give Brinkmann ret i alt,
hvad han siger. For vel er Gud i den yderste forstand livets mening (ikke
mindst i betydningen meningen MED livet), men når det er sagt, må man faktisk
finde meningen i livet i netop livet selv. Jeg har brugt det meste af mit
teologiske liv på en Grundtvig-forskning, der handlede om "livets saglige
egenværdi" og "det kristeligt nødvendige livsengagement". Sagt
på en anden måde: Der er sagtens plads til Brinkmann i min teologi, men der er
også plads til den kristne teologi uden om Brinkmann!
* * *
55 % ønsker kirken adskilt fra staten
29.02.16
En frisk meningsmåling viser, at 55 % af befolkningen ønsker en adskillelse af stat og kirke. Det hilser jeg velkommen! Jeg har i hvert fald talt for en kirkeforfatning, altså for, at folkekirkemedlemmerne skal være herre i eget hus, siden midten af 1970'erne.
Det er for kirkens egen skyld, jeg ønsker dette. De gamle statskirketider med praktisk talt sammenfald mellem folk og menighed er forbi. Men folkekirkemenigheden trænger også til en styrket bevidsthed om, hvad det vil sige at være døbt ind i den kristne menighed. Og da adskillelsen jo kommer på et tidspunkt, hvad enten vi ønsker det eller ej, må vi også af den grund i gang med at styrke os, først og fremmest ved at gå i kirke om søndagen, men også ved i det hele taget at fordybe os i den kristne troslære og ved at få en øget forståelse af kirkens forhold.
Jeg ønsker selvfølgelig i princippet, at alle mine landsmænd (og alle mennesker i verden) ønsker at være kristne. Og det kan ikke udelukkes, at hele den situation, vi er i nu, i hvert fald kan føre til, at måske mindst lige så mange som de nuværende godt 76 %, når det kommer til stykket, ønsker at leve som evangelisk-lutherske kristne. Men ingen ved det. Og folk må jo selv finde ud af det. I fuld frihed. Det eneste, vi ved, er, at kristendommen kun lever i Danmark i det omfang, der er kristne i landet, og i det omfang, de faktisk er kristne.
Under alle omstændigheder må vi, der
ønsker at forblive evangelisk-lutherske kristne, fordybe os. Man skal altid
fordybe sig!
* * *
Grotesk - men kunne have været håndteret bedre
Om kritikken af, at Folkekirkedanmark har fået en
troende forskningsminister
Kommentar til KD-artiklen "Eksperter: Esben Lunde Larsen har et troværdighedsproblem".
Står også på undersiden "Kirke og teologi" / "Debat".
I udgangspunktet er det grotesk, at det i et stats-folkekirkeligt land, hvor regeringen og folketinget er kirkens øverste organer, skal være et problem, at en minister er troende kristen. Og det er endnu mere grotesk, når man tager i betragtning, at Esben Lunde Larsens teologiske ph.d.-afhandling har titlen "Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv" (2012). Og at forfatteren tydeligvis deler Grundtvigs frihedssyn, hvori religionsfriheden er fundamental. Jeg har læst den med interesse og glæde og inddraget den i min seneste artikel om Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik (Grundtvig-Studer 2013). - Vi må i den forbindelse ikke glemme, at den humanistiske ateisme i en højere fællesnævner er en livsanskuelse på samme måde, som kristendommen og religionerne er det, og derfor kommer i konflikt med religionsfriheden, hvis den kræver mere eller mindre eneret. - Men Esben Lunde Larsen kunne nok have håndteret denne altså fra begyndelsen af groteske sag bedre. Det er jo ikke noget problem for os kristne at sige, at der selvfølgelig skal herske total autonomi og forskningsfrihed inden for det videnskabelige, herunder naturvidenskabelige, felt. Det siger sig selv. Det er lissom idéen med videnskaben. Sandheden og respekten for sandheden er en umistelig del af kristendommen. Og så kan man jo som kristen ikke stille med hverken krav eller facitliste over for videnskaben. Men videnskabens autonomi gælder, lige så selvfølgeligt, kun inden for det særlige videnskabelige felt, som kun er en del af hele den menneskelige måde at forholde sig til virkeligheden på. Og her tænker jeg på selve den menneskelige eksistens som sådan. Det videnskabelige felt er mindre end eksistensens felt. Og det er hele det eksistentielle felt, der indgår i gudsforholdet, ikke kun det langt snævrere videnskabelige felt. "Videnskab" og "tro" er ikke sideordnede, ligeberettigede dimensioner. Osv. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
HVOR DUM KAN MAN VÆRE?!
Om de skoledrengeagtige angreb på den teologiske
uddannelses- og forskningsminister.
11.07.15. - Opslag på først TV 2 News', dernæst uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens og til sidst min egen Facebook-profil. - Nu også både her og på undersiden "Kirke og teologi".
Kære Esben! Må jeg have lov at slå min kommentar til denne aftens Ugen på spidsen (TV 2 News) op her? Jeg har jo også (i Grundtvig-Studier) beskæftiget mig lidt med din ph.d-afhandling »Frihed for Loke saavelsom for Thor - N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv«. Så jeg føler, jeg har en vis ret til det. Og jeg vil jo også gerne støtte dig lidt. Selv om jeg er overbevist om, at du tager de tåbelige angreb på dig let. Her er min kommentar til indslaget i Ugen på spidsen, som du jo også kan være udmærket tilfreds med:
Har lige set indslaget om den nye uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i Ugen på spidsen. Om angrebene på ham, fordi han som teolog med en teologisk ph.d.-grad (på en afhandling om Grundtvigs frihedssyn!) og som troende kristen er blevet forskningens minister. Heldigvis udtalte de to i studiet sig udmærket om disse, som det også blev sagt, nyinkvisitoriske angreb. Men det er altså uhyggeligt, at vi har fået en måske ikke så stor, men højtråbende gruppe af mennesker, der tydeligvis mener om sig selv, at de besidder den højeste dannelse og indsigt, men alligevel fører sig frem på den mest skoledrengeagtige måde. - Jeg er selv teolog og pensioneret præst og har den teologiske doktorgrad for en afhandling om Grundtvigs videnskabssyn. Og jeg kan udmærket på én gang være en i mange henseender traditionalistisk kristen og dybt optaget af naturvidenskaberne og deres resultater, også biologien. Noget af det bedste, jeg har oplevet i mit liv, var deltagelsen for nu en del år siden i Forum Teologi Naturvidenskabs seminarer ved Århus Universitet. Her deltog folk af alle slags, både fagligt og livsanskuelsesmæssigt. Et af vore slagord var: Vi mødes i hjernen! Men vi talte frit og venskabeligt og frugtbart om alt muligt. Jeg husker blandt mange interessante samtaler én med en virkelig hardcore materialist, altså materialist i den yderste filosofisk-fysiske forstand. Vi talte fint sammen. - Hvis jeg til allersidst skal henvise til Grundtvig, kan jeg pege på, at han i sin, desværre (endnu) ikke realiserede, plan om et fællesnordisk superuniversitet i Göteborg udtrykkeligt nævnte naturvidenskaberne, og at han et andet sted har udtalt sig om naturvidenskabernes hjemstedsret i den jo langt mere omfattende videnskabelighed, han opererede med - og som vi jo også bør operere med. Naturvidenskaberne skal jo ikke bare afgrænses i forhold til troen. Det er først og fremmest de øvrige videnskaber, altså især de humanistiske, de skal afgrænses i forhold til, og de kunstneriske erkendeformer, og i det hele taget menneskets samlede eksistensforhold. Ja, det er i virkeligheden her, grænsen går. Troen, og fx den kristne teologi, forholder sig ikke specielt til naturvidenskaberne, men til netop hele eksistensforholdet, hvori den naturvidenskabelige erkendelse kun indgår som en af flere kilder. - Kort sagt: Hvor dum kan man være?!
* * *
Er Danmark et kristent land?
I P 1 Debat-tråd om
Danmark som kristent land. - Udsendelsen 08.07.15. - Også på undersiden
"Debat". - Delt på min Facebook-væg. - 07.07.15.
Det var tåbeligt at skrive det ind i regeringsgrundlaget. For det er rigtigt, som andre her i tråden allerede har sagt, at kun mennesker, ikke lande, endsige stater, kan være kristne. Men hvis vi ser bort fra det med regeringsgrundlaget - og fra hele den betændte debatsituation - er spørgsmålet mere kompliceret end som så. - Der kan siges meget dårligt om Folkekirken. Og jeg kan selv udtale mig særdeles kritisk - efter at have tjent som præst i den siden 1971. Men det betyder ikke, at netop det meget sekulære Danmark ikke er dybt og bredt præget af over tusind års kristendom og snart fem hundrede års evangelisk-luthersk kristendom. Jeg vil stadig påstå, at der hviler et mildt evangelisk skær over menneskelivet i Danmark, og at sådan noget som hele vort frihedssyn og vor arbejdsmoral og mangel på korruption osv. i høj grad bygger på især de fem hundrede års evangelisk kristendom. Lad mig også lige nævne Grundtvig! - Men vi skal videre. Og som det hele er, går jeg ind for kirkens adskillelse fra staten, og det har jeg gjort siden 1970'erne. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark må nu fremtræde som, ja, leve som, en selvstændig og selvstyrende organisme. Så må det vise sig, hvor mange vi ender med at blive. Ligesom det må vise sig, hvor meget liv, der kommer til at være i os. En levende evangelisk menighed vil kunne sprede meget lys og liv i Danmark. I fuld frihed. Og uden statsmagten i ryggen. Og Gud skal naturligvis ikke bruges som trumf i det politiske. Her må man simpelt hen argumentere for sine synspunkter. Hver mand en stemme! Men bare 50 eller 25 % levende kristne vil sætte et præg. Jeg mener også, det var netop Grundtvig, der sagde, at et land er kristent, som det har kristne til. - Det er ikke til at forudsige, hvordan det kommer til at gå. Men de kristne vil, få eller mange, altid have det godt. Så må de ikke-kristne finde ud af, hvad de vil bygge og leve på. Men vi skal selvfølgelig alle kunne samarbejde mest muligt, både kulturelt og politisk. Det sagde Grundtvig også. - Vi må se!
-
Og et svar på en kommentar i samme tråd:
Ja, n.n., vi har unægtelig fået en ny religion i Danmark, eller i hvert fald en ny moralisme. (I forlængelse af min kommentar skulle jeg nok hellere sige et nyt kætteri, en ny farisæisme, for det er jo i hvert fald et post-kristent fænomen). Men det er der ikke andet at gøre ved end at tage debatten, ja, udøve religionskritik - og først og sidst forkynde Evangeliet. Hvis folk vil være humanister, skal de have lov til det. Vi skal ikke prøve at tilsløre virkeligheden ved krampagtigt at holde fast i den statskirkelighed, hvis tid under alle omstændigheder er forbi. Et selvstændigt evangelisk-luthersk kirkesamfund vil først og fremmest være godt for de evangelisk-luthersk kristne selv. Men et sådan kirkesamfund vil også rumme mennesker, der i stort og småt kan bidrage rigtig godt til menneskelivet i Danmark. - At være kristen vil ganske vist først og fremmest sige at leve i troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Riges komme (hvordan vi så ellers kan, eller ikke kan, forestille os det). Jesus kom jo ikke til verden for fx at sikre sammenhængskraften i Danmark, men for at frelse menneskeslægten. MEN når det er sagt, vil kristendommen, for igen at referere Grundtvig, mens vi venter, have mange gode "virkninger til en side". Hele min Grundtvig-forskning og dermed forbundne teologiske tænkning i øvrigt har i høj grad handlet om, hvad jeg fx har kaldt "det kristeligt nødvendige livsengagement". For når Jesus Kristus er kommet for at frelse menneskelivet, har menneskelivet jo også betydning her og nu! For at sige det kort.
-
Yderligere
kommentar 08.07.15
Nu kom debatten så. Og hvad skal jeg sige? Jeg har sådan set ikke noget at føje til. - Og lige nu sender TV 2 News om den græske krise! - Jeg mener fortsat, at det ikke burde have været skrevet ind i regeringsprogrammet, at Danmark er et kristent land. Og at det har karakter af besværgelse, fordi Danmark jo lige nu er ved at blive et andet land, end det hidtil har været, ikke mindst pga. den store indvandring af muslimer. Men på den anden side er Danmark stadig i høj grad et kristent land, både mentalt og institutionelt. Og knapt 78 % af befolkningen er medlemmer af den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke. Hvortil kommer de kristne, der ikke er medlemmer af Folkekirken. Det er derfor ikke så ligetil at sige, at den danske stat skal være religiøst neutral. I en vis forstand skal staten selvfølgelig være religiøst neutral, alle statsborgeres stat. Og det mener jeg er tilfældet, og sådan ønsker jeg, det skal være. Men så længe et stort flertal er kristne, kan det ikke undgås, at der alligevel kommer kristendom ind mange steder. Det skal heller ikke være sådan, at halen logrer med hunden, altså at mindretallet bestemmer over flertallet. - Men personlig er jeg ligeglad. Jeg har i mange år indstillet mig på at skulle leve i et multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund. Derfor er det afgørende for mig, at det evangelisk-lutherske kirkesamfund bliver løsgjort fra staten, så det kan komme til at fremstå som en selvstændig og selvstyrende organisme med det antal medlemmer, det nu har og ender med at have. Og tilsvarende ligger det i det multikulturelle, at de kristne kan oprette deres egne skoler og andre institutioner, ligesom alle andre kan. Det er muligt, at vi også kommer til at sige farvel til Folkeskolen. - Men det må vise sig. Én ting har vi lært fra og med Murens fald: Alt kan ske. På godt såvel som på ondt. - Men under alle omstændigheder må vi kristne prøve at holde os til troen på Jesus Kristus, mens vi venter på Guds Rige, idet vi samtidig prøver at leve et godt liv, også sammen med vore ikke-kristne medborgere, som vi jo på mange områder både kan og skal samarbejde med i det store fælles samfund og under den fælles stat. Det vigtigste er, at FRIHEDEN i alle henseender bevares!
* * *
LØGNENS
DAG - 12. juni
Jeg satte den 12. juni 2015 denne optegnelse på undersiden
"Erindringer - DAGBOG":
Fredag den 12. juni 2015. - Løgnens dag! - Det er i dag tre år siden Dronningen
autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn (12.06.12). Og jeg
erklærede dengang, at jeg hvert år ville markere denne dato som "løgnens
dag". Hvad jeg så også gør nu. For princippets skyld. Altså, fordi det er
utåleligt, at vi skal have den newspeak-løgn i vor Ritualbog, at to mennesker
af samme køn bliver betegnet som ægtefolk og bliver gjort til
"ægtefolk" ved et ritual, der ligner det rigtige vielsesritual. Det
er dog lige så utåleligt for mig som borger i den danske stat, at der allerede
er et tilsvarende borgerligt ægteforeningsritual. Løgn er løgn, uanset hvor den
udtales. Men alle føler jo, at der med det kirkelige ritual er tale om den
ultimative sidestilling af forholdet mellem to af samme køn og ægteskabet. Det
var tydeligvis også det, der gjorde det så vigtigt for "de
progressive" at få dette ritual indført i Folkekirken. - Men jeg er træt
af at beskæftige mig med denne sag. For nogen særlig praktisk betydning for
livet i Folkekirken har den jo ikke. Mon man ved, hvor mange par af samme køn,
der er blevet gjort til "ægtefolk" i Folkekirken siden sidste 12.
juni? Vi har mange problemer i Folkekirken, det er langt vigtigere at
beskæftige sig med og bruge kræfterne på. - Selve spørgsmålet om, hvordan man
skal se på fænomenet homoseksualitet, har jeg altid erklæret jeg ikke ville
beskæftige mig med. Dels interesserer jeg mig ikke for det, dels er det
formodentlig for tiden umuligt at få en objektiv forskning og diskussion på
dette område. Ligestillingen af homoseksualitet og heteroseksualitet er blevet
progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, noget af det
helligste i vort samfund. Ja, man kan nok næsten sige, at en kritisk holdning
til homoseksualitet nu nærmest svarer til synden mod Helligånden. Det vil i
hvert fald ikke være karrierefremmende for en forsker at beskæftige sig med
fænomenet homoseksualitet på en måde, der får det til at fremstå som en slags
sygdom. - Det har heller ikke været karrierefremmende for mig at stå offentligt
frem med de her fremlagte synspunkter. Især ikke, når jeg samtidig har udtalt
mig kritisk om indvandringen og islam. For vel er der, som den igangværende
valgkamp viser, sket en vis udviklingen på de her sidst nævnte områder, men vil
man fremme sin egen sag og plads i det gode selskab, er det nok stadig klogest
at forholde sig positivt eller i hvert fald afstå fra at ytre sig negativt i den
offentlige debat. Og indvandrerne strømmer stadig ind. - Jamen er det ikke
ukristeligt at gå ind for, at fx de afrikanske bådeflygtningen skal sejles
tilbage til Afrika igen? Det er det måske. Men hvis det er det, må det sandt
kristne så være, at grænserne skal være helt åbne, hvilket vil betyde, at
forholdene her i Europa vil ende med at blive, som de nu er i Afrika. Jeg har i
år skrevet en evangeliesalme om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) til 1.
søndag efter trinitatis. Og det var ikke let. Det spørgsmål lå jo hele tiden og
gnavede, om vi ikke havde pligt til at lukke alle Afrikas hundreder af
millioner Lazarus'er ind i Europa. Der er dog også andre måder, hvorpå man kan
gøre, hvad den rige mand i lignelsen burde have gjort. Men det er svært at komme
til det på en måde, der virkelig batter. Det er jo hele den kultur, disse
stakkels Lazarus'er har inde i deres hoveder, der er årsagen til, at de har det
så elendigt. Afrika er et rigt kontinent, og det skulle sagtens kunne lade sig
gøre at leve et godt liv dér. Og det er naturligvis vor pligt som kristne -
eller dog post-kristne humanister - at prøve at hjælpe, både akut og på langt
sigt. Vi kan bare ikke hjælpe, hvis vi nedlægger os selv. Og vi kan heller ikke
hjælpe, hvis vi ikke ser virkeligheden, hele virkeligheden, i øjnene. Det er
ikke nok at mene noget godt. Det er heller ikke nok at gøre noget, der fremstår
som godt, hvis det ikke fører til noget godt. At være kristen har ikke kun
noget med kærligheden at gøre; det har også med sandheden at gøre, og altså med
det sande forhold til virkeligheden. Det samme burde gælde for de postkristne
humanister. - Ja, nu blev denne dagbogsoptegnelse et debatindlæg. Jeg har
derfor ikke alene slået den op på min Facebook-væg, men også sat den på
undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat".
* * *
Den stille uge.
Kommentar til opslaget på min
Facebook-væg af min egen palmesøndagsevangeliesalme 28.03.15.
Med denne 2013-evangeliesalme ønsker jeg alle en stille uge (som ugen
med palmesøndag, skærtorsdag og langfredag jo hedder) med den rette alvor og
dybde. Og med oplevelsen af den frelseskraft og den håbsgrund, der på en
mærkelig, men forunderlig måde ligger i disse jo som sådan barske og uhyggelige
begivenheder. Forude venter selve opstandelsespåskefesten, men den skal vi
vente med at forholde os særligt til, så vi ikke kommer for let og overfladisk
gennem de dage, der nu ligger lige forude.
* * *
Guds
vilje
Kommentar i en Facebook-vens tråd 28.03.15.
Jeg har gennem et helt liv som præst tænkt meget over det med Guds
vilje. Og det er klart, at vi har pligt til at leve efter Guds vilje. Vi skal
bare være klar over, at det så ikke betyder, at vi skal underkaste os
MENNESKER, der stiller sig op og påstår, at det, de siger, er Guds vilje! I
dette tilfælde et menneske, der påstår, at han har en bog, der er dikteret af
Gud. - Jeg ved godt, at der kan siges meget teologisk-kritisk om
samvittigheden. Men når vi holder os det rigtige i dette for øje, har vi (og jeg
taler nu om os kristne) jo ingen anden mulighed end at prøve at forholde os
sandt til virkeligheden og høre "den kristne påstand" ind i denne
virkelighed og denne måde at forholde sig på - og så se, hvad der sker i os.
Først og fremmest hver især. Uden nogen menneskelig mellemmand. Men jo også i
menighedens fællesskab og i samfundets fællesskab, for så vidt som de kristnes
tale og eksempel får virkninger derude også. For selvfølgelig optræder kristne
menneskers tale og eksempel også ude i det såkaldte offentlige rum. Det passer
ikke, at religionen eller kristendommen skal være en privatsag (kun) hjemme i
stuen og inde i hjertet. Alle med en religion eller livsanskuelse har ret til
at ytre sig. Men INGEN har ret eller lov til at stille sig op og bruge et selvpåberåbt
særligt forhold til Gud eller Sandheden som TRUMF. Ude i det offentlige rum, er
det kun argumenterne og eksempelfrugterne, der skal tælle, og dér har alle kun
én stemme, én almindelig menneskelig stemme på lige fod med alle andre.
* * *
PÅSKEBETRAGTNINGER I JANUAR 2015
Over Lukasevangeliets kapitel 24.
Indledende
betragtninger
Dette er skrevet den 29. januar 2015. På grundlag af min morgenbibellæsning i dag og i går, hvor det var Lukasevangeliets sidste, fireogtyvende kapitel, jeg læste. Og i denne Per Ramsdal-tid har jeg selvfølgelig læst dette kapitel med en helt særlig opmærksomhed! Og jeg vil nu delagtiggøre mine Facebook-venner og hjemmeside- og bloglæsere i de betragtninger, jeg i forbindelse dermed har gjort mig.
Jeg vil om lidt simpelt hen gå gennem hele kapitlet og "betragte" de særlig interessante steder i rækkefølge. Men allerførst vil jeg komme med nogle mere almindelige betragtninger.
At tvivle og stille spørgsmål er både normalt og legitimt og uundgåeligt. Også andre har i denne tid henvist til det allersidste afsnit i Matthæusevangeliet om disciplenes møde med den Opstandne i Galilæa. Det begynder således: "Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede" (Matt 28,16-17). Og herefter følger Missionsbefalingen, hvormed Matthæusevangeliet slutter. Det afgørende her i denne sammenhæng er, at disciplene tilbad den Opstandne, men at "nogle tvivlede". Og sådan har det været i Kirken lige siden! - I øvrigt kan vi allerede her se, at det er helt forkert at operere med begreberne "fysisk" eller "ikke-fysisk". Der står bare, at disciplene "så ham".
Så er der spørgsmålet om kristendommens sandhed. Her er der to muligheder: Enten er det, jeg ynder at betegne som "den kristne påstand", sand, eller også er den ikke sand. Og hvis vi bare på nogen måde tror, eller blot ønsker at tro, at den er sand, kan vi gå videre. Hvis vi er helt overbevist om, at den ikke er sand, kan vi stoppe her. Jeg vil dog sige, at det ikke kun er den kristne påstand, der kan være, hvad man betegner som "et kors for tanken" (i øvrigt ord, der kan forstås meget dybt); antagelsen af, at alt bare er fysik, og at det fysiske Kosmos udgør den totale virkelighed, er heller ikke nem for tanken - for slet ikke at tale om følelsen! Jeg vil, som man kan se, gerne stille op og prøve at svare på kætternes og ateisternes indvendinger mod kristendommen. Men tilsvarende skal især de naturalistiske ateister også være parat til at svare på de indvendinger, man ikke alene på kristendommens, men også på menneskelivets vegne må rette mod deres "tro". Det er svært at forstå menneskelivet med alt dets herlighed og smerte ved hjælp af fysikken alene! Og hvis alt er fysik, nytter det ikke at trække "humanismen" frem. For enten er humanismen også bare fysik, dybest set, eller også gør man det humane, altså det menneskelige, mennesket, til noget mere end det rent fysiske, og så har man på en eller anden måde gjort mennesket til Gud.
Men normalt betyder ordet "Gud" altså noget mere. Det beviser ikke, at der faktisk er dækning for ordet "Gud". Og hvis der ikke er dækning, er der ikke mere at tale om. Men hvis der er dækning for ordet "Gud", betegner det en evig, uendelig og allestedsnærværende personlig magt, som er noget andet end Kosmos, og som var før Kosmos og vil være efter Kosmos, men som er den magt, Kosmos skylder sin eksistens. Gud er noget andet end Kosmos. Gud er "hinsides" Kosmos, men samtidig til stede ved hver eneste elementarpartikel, og hvad endnu dybere nævnes kan.
Gud som Skaberen kan jeg ikke komme nærmere ind på her, men én ting skal slås fast: Ifølge den kristne (og jødiske) tro har Gud skabt verden. Men den verden (inkl. os selv), der foreligger nu, er ikke den verden, der er tale om i de to første kapitler i 1. Mosebog. Det er den verden, der blev resultatet af det, der berettes om i kapitel 3: Syndefaldet - som Djævelen er skyld i, idet han forførte menneskene til oprør mod Gud. Og kort sagt betyder det, at det er den skabte, men faldne verden, vi lever i, og at vi gør det som Guds faldne skabninger. Vi er med andre ord ikke i Paradiset. Men vi er heller ikke i Helvede. Vi er hverken mere eller mindre end Guds faldne skabninger i Guds faldne verden. Og det passer oven i købet meget præcist til, hvordan vi som mennesker oplever den undertiden i helt bogstavelig forstand himmelråbende kontrast mellem det, der, som vi siger, er, som det skal være, og det, der vil ødelægge, pervertere og tilintetgøre det. Men jeg hører til dem, der mener, at der stadig er meget af skabelsens herlighed at se og opleve her i verden, selv om det også ofte og mange steder kan være helt ad Helvede til. Det afgørende er, at vi så stærkt kan skelne mellem det, der er, som det skal være, og det, der kun ødelægger og tilintetgør. Og det sidste skal vi altså ikke give Gud skylden for. Det er en stor og smertelig gåde, at det overhovedet er her, også efter Kristusbegivenheden. Men vi skal ikke give Gud skylden for det.
Og enten er Jesus bare et stort menneske som så mange andre store mennesker, ja, måske den største, eller også er Jesus "Guds Søn". Jeg sagde altid til mine konfirmander, at vi som minimum må sige, at Jesus var "Guds helt enestående repræsentant i verden". Og det er jo det, der i trosbekendelsen udtrykkes med ordene "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria". Og det er en helt grundlæggende og nødvendig del af den kristne tro. Uanset hvordan vi så ellers må prøve at forholde os til det med vor tanke. Jomfrufødslen er, som jeg ofte siger, en teologisk nødvendighed. Og jeg føjer til: Kun teologiske amatører gør sig store ved at stille sig op og sige, at de ikke tror på jomfrufødslen!
Men så til påskeevangeliet, budskabet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde påskemorgen (eller påskenat). Det er også, ja, i endnu langt højere grad en helt grundlæggende og nødvendig del af den kristne tro. Det kan være, man ikke kan eller vil tro på dette budskab, men hvis man tager det helt væk, er det ikke kristendom, der bliver tilbage. Et helt andet spørgsmål er så igen, hvordan vi ellers må prøve at forholde os til det med vor tanke. Her har jeg ofte sagt, også fra prædikestolen, at vi som minimum må høre det som en påstand, der faktisk er kommet ind i verden, og som vi kan opfatte som en bekræftelse af vor egen stakkels lille trods mod døden. Hermed har jeg altså ikke sagt, at det efter min mening er det hele. Jeg har bare, som en hjælp, sagt, at vi i det mindste kan begynde dér. Jeg har også ofte sagt, at vel er tvivlen uundgåelig, men at vi da i det mindste må være enige om, hvad det er vi forholder os til med hver vor blanding af tro og tvivl. Man kan også sige det på den måde, at Jesu fødsel, liv død og opstandelse, er et kæmpe "nedslag" i historien, og at det kun ER dette nedslag, og kun har sine virkninger, hvis de enkelte dele af det, de første kristne har berettet om og har levet og ofte er gået i døden for og på, har en eller anden form for virkelighedsdækning. Vi kan ikke komme bag om de ældste vidners vidnesbyrd, som det er givet til os i de nytestamentlige skrifter. Derfor er vi nødt til at lade dette vidnesbyrd stå og tage vort udgangspunkt i det. Hvortil skal lægges den videre udfoldelse og begrebsmæssige præcisering af det, som ikke mindst foreligger i Den Apostolske Trosbekendelse. Ja, det må vi tage vort udgangspunkt i, og det må vi udfolde betydningen af på alle måder og i alle sammenhænge. Idet vi naturligvis ikke kan lade være at prøve at gøre os alle mulige tanker om det. Vi skal bare være klar over, at ingen af os kan komme ind i Jesu grav påskenat og se, hvad der skete. Og vi kan heller ikke regne os tilbage til det. Jeg kommer også til at tænke på, hvad en sagde, da der en påske for nogle år siden også blev diskuteret opstandelse. Det var til dem, der sagde, at påskeevangeliet skulle forstås symbolsk. Og han sagde: "Men et symbol er vel et symbol på noget!". - Men så til det med, om Jesus er opstået "fysisk" eller ej. Ifølge påskeberetningerne var graven tom, da kvinderne kom derud. Og det betyder selvfølgelig noget. Men ordet "fysisk" er for lille og dumt. Det ser vi også i det, evangelisten Lukas beretter, og som vi nu skal se nærmere på.
Betragtninger over
Lukasevangeliets 24. kapitel
Den tomme grav,
englene og disciplenes modtagelse af kvindernes budskab
Om det, der skete, da kvinderne var kommet ud til Jesu grav, skriver Lukas:
"De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa" (Luk 24,2-6).
Kvinderne fandt altså ikke Jesu legeme inde i graven. Og det er jo for så vidt "fysisk". Men hvad det ellers vil sige, kan ingen som sagt forklare. Teologisk set er det helt afgørende ved det med den tomme grav, at når vi skal opstå, som Han opstod, så er det i "kødets opstandelse", i en legemlig opstandelse. Det kan vi heller ikke vide eller forklare noget nærmere om, men det allervigtigste for os her og nu er, at det kaster et bekræftende lys på den legemlighed, vi lever i nu, og et håbets lys over den.
Kvinderne vidste naturligvis heller ikke, hvad de skulle tro. Og dermed er de, de allerførste vidner, et godt og trøstende forbillede for os. Men så "var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder", altså engle, sendebud fra Gud. Det er i hvert fald ikke noget rent "fysisk"! Jeg vil allerede her sige: Hvor går grænsen mellem drøm, hallucination og åbenbaring? Det er i hvert fald ikke nogen helt almindelig situation, Lukas her beretter om. Og jeg vil også allerede her sige, at vi i hvert fald ikke skal være mere "fundamentalistiske" end Lukas.
Så vendte kvinderne tilbage til de elleve og de andre disciple og fortalte, hvad de havde oplevet, "men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket" (Luk 24,11-12).
Her ser vi, at påskeevangeliet helt fra begyndelsen af, og jo forståeligt nok, er blevet mødt med vantro. Og vi ser, at selv om Peter så, at Jesu legeme ikke var i graven, blev han hverken mere eller mindre end "forundret". Det for mig afgørende i også dette er, at evangelisten Lukas langtfra skildrer disse begivenheder på en firkantet og "fundamentalistisk" måde. Der ligger rent ud sagt et passende gåde-slør over det hele.
Vandringen til Emmaus
I vers 13-35 får vi den kendte beretning om de to disciple, der var på vej fra Jerusalem til landsbyen Emmaus, den beretning, der ender med, at de kender den Opstandne, da han bryder brødet (som i nadveren). I denne beretning er den Opstandne aldeles ikke "fysisk". De to kender ham ikke, da han kommer og slår følge med dem; "deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham" (Luk 24,16). Men det, han siger til dem, gør indtryk. Idet de dog stadig ikke kender ham. Hvad skal vi kalde det? Så får de ham til at gå med ind i det hus, de skulle til. Og så skriver Lukas:
"Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«" (Luk 24,30-32).
Det er altså sådan set den første nadverfejring efter Jesu opstandelse. Men er det fysisk? "Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem". Det er helt klart noget, der er mere end fysisk. Og det viser ikke alene tilbage til skærtorsdagsaftenen, men også frem mod enhver nadverfejring helt frem til denne dag og helt frem til verdens ende - og til hans ord, der den dag i dag får vore hjerter til at brænde.
Det er klart, at kristendommens kritikere vil karakterisere dette som hallucinationer eller det, der er værre. Og det er der sådan set ikke noget at sige til. Men jeg tror, at der selv i "mindste" fald er tale om ting, der er "symbol på noget", altså at påskevirkeligheden dybest set svarer til evangelisternes beretninger (og de øvrige nytestamentlige vidnesbyrd), og at vi altså rent praktisk udmærket kan bruge teksterne, som de er skrevet, og først og fremmest bruge vore kræfter på at udfolde, hvad de betyder. Men det, jeg især vil med disse eksempler fra Lukasevangeliets sidste kapitel, er at vise, at man på forhånd går for småt til tingene, når man låser sig fast på ordet og begrebet "fysisk". Den kristne påske er mere end fysik!
Den opstandne Jesus
og disciplene
Da de to Emmaus-disciple er kommet tilbage til Jerusalem igen og har fortalt de andre, hvad de har oplevet, og alle taler om det hele, sker der ifølge Lukas følgende: "Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: »Fred være med jer!« De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så" (Luk 24,36-37). Her er der jo heller ikke tale om noget simpelt "fysisk", ja, de forsamlede disciple tror, det er et spøgelse, og bliver bange! Men så kommer det med, at den Opstandne beder om noget at spise, altså så han kan bevise sin opstandelses legemlighed. Og de giver ham et stykke stegt fisk, "og det tog han og spiste, mens de så det" (v. 43). Ja, det er et tegn på opstandelsens legemlighed. Og lad os bare tage det som det.
Herefter følger (som under vandringen til Emmaus) Jesu udlægning af påsken på baggrund af, hvad der står i de jødiske hellige skrifter (for os Det Gamle Testamente). Men det er stadig mere end noget "fysisk", der er tale om. Man kunne godt sige, at denne situation får disciplene til at forstå hele denne store sammenhæng. Det afgørende er, at situationen grundlæggende betyder det, Lukas har skrevet om den. Og så lægges der op til himmelfarten og pinsen. - Pinsen kan jeg ikke komme nærmere ind på her, men det afgørende er, at efter pinse, dvs. efter den virkeligheds indtræden, vi fejrer pinsedag, er både Kristus og Gud Fader hos os på en anden måde end i tiden mellem opstandelsen og himmelfarten (ifølge Lukas 50 dage) og på den måde, det skal være tilfældet indtil verdens og tidens ende og Guds Riges komme. Det er Kirkens tid. Og vi skal i den forbindelse også huske på, at det er i denne tid, i denne nye virkelighed, Lukas (på grundlag af mundtlig overlevering, det ældre Markusevangelium og skrifter, der nu er gået tabt, og et halvt århundrede efter, at begivenhederne har fundet sted) har skrevet sit evangelium, hvilket vil sige, at så er det, der skete dengang, set i lyset af denne nye virkelighed.
Jesu himmelfart
Kristi himmelfart er også noget, der kan få de
skoledrengekloge til at føre sig frem. Fór den fysisk opstandne Jesus op i en
fysisk himmel som en slags fysisk raket?! Men lad os se, hvad Lukas skriver:
"Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine
hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev
båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til
Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud" (Luk
24,50-53).
Dette er helt klart ikke "fysik" - endsige rumfart! Det, der går forud for selve "himmelfarten", skal forstås på samme måde som alt det foregående. Den Opstandne er til stede hos disciplene på den samme underfulde måde som hidtil. Men om selve "himmelfarten" er de afgørende ord "skiltes han fra dem". Det skal ikke forstås på nogen bestemt "fysisk" måde. Og "blev båret op til himlen" skal naturligvis heller ikke forstås på nogen plat "rumfartsagtig" måde. Det betyder selvfølgelig, at nu er den Opstandnes efterpåskelige tilsynekomster forbi, nu går han tilbage til sit sted hos Gud og som Gud, med trosbekendelsens klart billedlige ord: "ved Gud Faders, den Almægtige højre hånd", hvilket vil sige til den hinsideshed (og allestedsnærværendehed), jeg prøvede at sige noget om i det indledende afsnit om, hvad selve ordet "Gud" betyder. Den Opstandne er nu ikke ét sted, men overalt, både uendeligt og, stadig hinsides, gennem hele Kosmos, ved hver eneste elementarpartikel osv., ja, uendelig dybt under de lag, den moderne partikel- og højenergifysik trænger ned i. Men da det blev pinse, blev Han og Faderen, hele den ene treenige Gud nærværende hos sin Kirke, sin menighed i Helligåndens kraft, helt særligt i gudstjenestefejringen på søn- og helligdagene, men jo med den som centrum i det hele taget i den kristne menigheds liv. - Treenighedsteologien kan jeg slet ikke komme ind på. Jeg må nøjes med at sige, at det meget tidligt i Kirkens historie viste sig, at det var nødvendigt at tale om den ene sande Gud på denne måde. Og det helt afgørende er, at når vi taler om Gud på denne måde, så betyder det, at han ikke bare er den evige hinsides Gud, men også er den Gud, der i julen blev menneske i Jesus, som vandrede med sine disciple i Israel, døde på korset langfredag og opstod fra de døde påskemorgen - og den Gud, der er nærværende hos os nu i Helligåndens kraft. Noget af det vigtigste ved treenighedstroen er, at så er den evige, uendelige, hinsides Gud os ganske nær. Som jeg sagde til mine konfirmander: Det er derfor, det er så hyggeligt at være kristen!
Dette var mine betragtninger her i slutningen af januar 2015. Og det er hverken mere eller mindre end netop "betragtninger", skrevet helt spontant på grundlag af min daglige bibellæsning. Men jeg håber, de kan være til hjælp for en del læsere. Mange er jo nok blevet noget forvirrede af den diskussion, der har raset i den sidste tid. Lad mig slutte med de ortodokse kristnes påskeråb: Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!
* * *
OM RAMSDALS BEKENDELSE
10.01.15
Jeg har lige læst den udgave af "den Ramsdal'ske trosbekendelse", der er i Kristeligt Dagblads internetudgave, og jeg har givet den denne kommentar (KD onlinekommentar og kommentar i min egen tråd til opslaget af mit Halleluja-vers til 1. søndag efter helligtrekonger):
Hvis det skal afgøres, om Per Ramsdal hører hjemme i den kristne kirke, skal hele hans "bekendelse" nøje analyseres og vejes. Jeg har kun lige læst den igennem, og det indtryk, jeg har fået, er, at der meget kort sagt er tale om nyreligiøsitet og nyreligiøs moral med kristen baggrund. Det afgørende er ikke de forskellige forestillinger, vi gør os, men strukturen og kernen, og i hvilken retning det hele kommer til at pege. Og jeg er bange for, at Per Ramsdals bekendelse ikke vil kunne klare en sammenligning med den apostolske og den nikænske trosbekendelse - eller den augsburgske. Eller med Luthers kristocentriske princip. Men der er utvivlsomt mange medlemmer af Folkekirken, der har lignende, ja, endnu mere udvandede tanker, måske også en del præster. Men hvis det kommer til det yderste, må vore veje skilles. Vi skal dog også huske på lignelsen om ugræsset blandt hveden og hellere ty til den grundige drøftelse end til præsteretten. Foreløbig bliver det spændende at se, hvad biskoppen, tilsynsmanden, siger. - Bent Christensen
* * *
Vor gode kirkeminister
Også i Deadlines tråd og delt på min egen profil. - 03.11.14.
Kirkeminister Marianne Jelved sagde det rigtige. Charlotte Dyremose trak (igen-igen) politiseringskrikken ud af stalden. Men Marianne Jelved gjorde med rette opmærksom på, at man ikke kan sammenligne Danmark med Sverige og Norge. Jeg var selv en varm tilhænger af Udvalgets forslag, men ville have været en af de første på barrikaden, hvis der skulle ske noget bare lidt i retning af det, Charlotte Dyremose og de andre statskirketilhængere demagogisk truer med. - Men Marianne Jelved har også ret i, at der ikke kommer til at gå 150 år til, før vi får en kirkeforfatning, ja, føjer jeg til, en adskillelse af kirken fra staten. Det er der mange grunde til. - TILFØJELSE: Da den fremmedpolitiske strid var på sit højeste og De Radikale på deres værste, skrev jeg på min hjemmeside, at det var frygteligt, som hver især gode danskere var blevet polariseret. Men jeg skrev også, at det stadig var sådan, at når vi kom lidt ned under overfladen, havde selv Marianne Jelved og jeg fælles værdier. Og hendes tid som kirkeminister og hendes optræden i Deadline bekræfter til fulde dette!
* * *
Om kirkestyrelsesforslagets vanskeligheder
17.09.14
Kommentarer på min Facebook-væg, på undersiden "Kirke og teologi" og på min blog i avisen.dk "Jeg er ellers ikke blogger ...". til KD-artiklen
V-splid truer
kirkereform
http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/2014-09-17/v-splid-truer-kirkereform
Dette er sørgeligt, ja, uhyggeligt. Men det overrasker mig ikke. Der er mange, der enten af vane ikke kan frigøre sig fra den statskirkelige tænkning eller af den ene eller anden grund ser deres interesse i at bevare den nuværende kirkelige elendighed. Jeg har ikke mindst været spændt på, om politikerne, når det kom til stykket, ville afgive noget af deres magt over Folkekirken. For det er jo det, der er tale om i forslaget, ikke, som det ofte demagogisk bliver hævdet, at der skulle tages indflydelse fra stiftsråd, provstiudvalg og menighedsråd. (Fortsættes i kommentarfelt).
I kommentarfelt:
- Og så det med et politiserende kirkeråd. Det er også demagogi. Der er selvfølgelig nogle, der gerne vil have en kirkelig moralsk centralkomité, men vi er så mange, der vil bekæmpe det med næb og klør, at det aldrig vil blive sådan i Danmark. Efter min mening må paragraf 1 i styrelsesloven gerne lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne forhold". Det er simpelt hen på alle måder forkert. Først og fremmest, fordi der ikke kan føres kristen tale i kollektiv resolutionsform. Men der er jo også det ved det, at Folkekirkens medlemmer repræsenterer alle mulige politiske standpunkter. Jeg for mit vedkommende vil tage skarpt afstand fra enhver politisk ytring fra et kirkeligt organ. Også selv om jeg måtte være enig. Til gengæld udtaler jeg mig gerne om alt muligt i mit eget navn, hvad alle andre selvfølgelig også har ret, ja, ofte ligefrem pligt til. Men altid i eget navn! - Jeg håber, vi trods alt får bare lidt styrelsesreform. Så må resten vente til næste gang. Det allervigtigste er, at vi overhovedet er begyndt at diskutere disse ting for alvor.
I nyt kommetarfelt:
Måske skal jeg præcisere, at det jo ikke er af hensyn til staten, Folkekirkens organer ikke skal udtale sig om politiske og moralske ting. I forhold til staten har enhver foreningsbestyrelse ret til at udtale sig om, hvad den vil. Det er af hensyn til kirken selv, ja, af hensyn til Evangeliet, kirkelige organer ikke skal udtale sig om den slags. Evangeliet, ja, overhovedet kristen tale, kan ikke fremføres i resolutionsform. Det bliver plat og/eller intetsigende. Hvortil kommer, at det vil gælde for enhver politisk eller moralsk udtalelse, at den kun vil repræsentere en del af kirkens medlemmer, idet den også, selv i bedste fald, kun vil repræsentere én kristen vinkel på det pågældende spørgsmål. Medmindre den er så intetsigende eller så bredt formuleret, at den er overflødig, men jo så derved gør kirken, ja, faktisk selve Evangeliet til grin. - Et afskrækkende eksempel er den romersk-katolske paves politiske udtalelser, når han skal prøve at markere sig som verdens sande og egentlige leder. Tilsvarende er trangen til at have eller være en kirkelig politisk eller moralsk "centralkomité" også en trang til magt eller til at føle sig særlig betydningsfuld. - I politiske og moralske spørgsmål må alle i kirken, fra biskopperne og nedefter, tale i eget navn, og helst som deltagere i den almindelige debat. Ingen må sætte sig i Guds sted eller gøre sig til Guds særlige talerør ved at prøve at gøre sine meninger til Guds tale. Jeg siger ikke, at der ikke kan eller må argumenteres kristeligt. Det er klart, at Evangeliet kaster sit lys over tilværelsen, og at i princippet alle ting kan vurderes og drøftes i dette lys. Men en person er en person, en stemme er en stemme, og et argument er et argument. Ingen skal kunne give sin stemme ekstra vægt ved at påberåbe sig Gud.
* * *
LØGNENS DAG 2014.
Toårsdagen for autorisationen af ritualet for vielse af
personer af samme køn.
Facebook-opslag
12.06.14.
Den 17. juni 2012, da jeg var blevet klar over, at ritualet for vielse af par af samme køn var blevet autoriseret, havde jeg denne "I øvrigt mener" i Ekstra Bladet:
"I øvrigt mener [jeg], at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som 'løgnens dag'".
Og det må jeg leve op til i dag, hvor vi nu kan markere toårsdagen. Men
jeg gør det kun af pligt eller for princippets skyld. De fleste har vel glemt
det. Og med det antal af disse handlinger, der har været (jeg husker ikke det
nøjagtige tal), har det ingen praktisk betydning for Folkekirkens liv. Vi har
andre og større problemer. Og jeg har en biskop (Steen Skovsgaard) og (ved
sognebåndsløsning) en præst, der er imod ritualet, hvilket vil sige, at jeg i
den forstand lever i en folkekirkelig homovielsesfri sammenhæng. Noget lignende
kan alle andre gøre, i hvert fald for så vidt præsten angår. Men jeg gentager,
at det virkelig utålelige er, at vi har en sådan postmodernistisk,
konstruktivistisk newspeak-løgn stående i Ritualbogen. Derfor er det
nødvendigt, at det fortsat bliver markeret, at der er et betragteligt mindretal
i Folkekirken, der ikke står bag dette ritual. Jeg vil prøve at huske at
markere dagen igen i 2015. - Jeg kan godt se, at der også var den mulighed at
lade være at foretage sådanne markeringer, så at ritualet vel blev stående i
Ritualbogen, men i praksis, i hvert fald stort set, gik i glemmebogen!
* * *
KAN I SÅ LÆRE DET!
En facebook-kommentar om salmevalget i påske-pinse-festtiden.
Da jeg den 25. april 2014 havde slået min evangeliesalme til 1. søndag
efter påske op på min Facebook-væg, ledsagede jeg den med nedenstående
kommentar. Det har længe irriteret mig, at mange præster bevidstløst fortsætter
med at sætte Halleluja-salmer og tilsvarende lovprisningssalmer som anden
salme. Det må være noget, de har hørt engang. Men det stammer jo fra den gamle alterbogs
tid. Hvad lærer man på Pastoralseminariet?! - Jeg vil senere skrive et
udførligt "liturgisk testamente" med ting om kirkeåret og
gudstjenesten. Det er der brug for!
Men her er min
Facebook-kommentar:
OG TIL ALLE PRÆSTER, DER MÅTTE SE DETTE:
Husk, at det stadig er påske! Når de seks søndage mellem påskedag og
pinsedag hedder noget med "efter påske", betyder det "efter
påskedag", og altså ikke, at påsken er forbi. Tiden frem til og med
Trinitatis søndag (Hellig Trefoldigheds fest) er én stor fest-tid. Frem til og
med 3. søndag efter påske skal der altså stadig synges påskesalmer, fx gerne
"Krist stod op af døde" som gennemgående Halleluja-salme før
evangelielæsningen. - Fra og med 4. søndag efter påske får søndagene karakter
af "søndage før pinse", men det vender jeg tilbage til.
HUSK OGSÅ, at Halleluja-salmer som "Krist stod op af døde"
(og andre tilsvarende lovprisningssalmer, evt. helligåndssalmer) skal synges
lige før evangelielæsningen! Halleluja'et er jo lovprisningen i anledning af,
at vi nu skal høre evangeliet. Nogle præster placerer dem som anden salme, dvs.
lige efter den gammeltestamentlige læsning. Men det er forkert. Placeringen på
anden salmes plads var rigtig i den gamle alterbogs tid, hvor der jo ikke var
gammeltestamentlig læsning, og hvor det evangeliestykke, der ikke skulle
prædikes over, blev læst som anden læsning fra alteret. (Efter den
gammeltestamentlige læsning bør vælges en Davidssalme-gendigtning eller en
anden mere almindelig salme).
Kan I så lære det!
* * *
Et notat om slagordet "bevar din kirke".
Sat på her 05.04.14.
Nu er man endelig begyndt at tale om den ringe kirkegang i visse
landsogne og de deraf følgende truende kirkelukninger eller lignende. Men efter
at have tænkt over det er jeg kommet til det resultat, at der er noget
grundlæggende galt i formuleringen "Bevar din kirke". Den udtrykker
og fremmer bestyrelsesegoismen. Det, man skulle sige, er: Hvordan hjælper vi
(så mange som muligt af) såvel Folkekirkens medlemmer som dem, der står udenfor,
til at leve i Evangeliets lys og håb og glæde! Med regelmæssig
gudstjenestedeltagelse som livsåndedraget.
Og ellers er min holdning, at det må gå sin skæve gang, og at det må ende med, at de, der faktisk ønsker at fejre gudstjeneste på søn- og helligdagene, samles nogle færre steder. Der er dog nok et potentiale, som kan inspireres til at gå i kirke. Og fællesskabet, også helt konkret "kropsligt" forstået, er selvfølgelig en vigtig side af menighedslivet. Men det helt afgørende er den bevidste holdning til den menneskelige eksistens' spørgsmål og til forholdet mellem Evangeliet og dem. Vi skal holde op med at snakke udenom. Den kristne tale skal i omløb!
*
En foreløbig kommentar til Betænkning 1544
Folkekirkens styre
Den 3. april 2014
slog jeg nedenstående op på min Facebook-væg. Og det hele, altså inkl.
tilføjelsen er også sat på min blog i avisen.dk ("Jeg er ellers ikke
blogger ...").
Udvalgsbetænkningen om FOLKEKIRKENS STYRELSE
Her er et link til Kirkeministeriets hjemmeside, hvor man kan se de
vigtigste ting. Efter et hurtigt gennemsyn er jeg godt tilfreds. - Det skal så
bare suppleres med et "kirkemøde", altså en større, mere bredt og
detaljeret repræsentativ forsamling, hvor bla. også mindretallene er
repræsenteret. For min skyld kan det (i hvert fald i lang tid) godt bare være
et drøftelsesforum. Man vil jo under alle omstændigheder lytte til, hvad der
bliver sagt. "Kirkemødet" kan godt oprette sig selv. - Og så til
sidst: Næste gang, jeg hører en sige, at det ender med, at Fællesudvalget
kommer til at udtale sig om alle mulige ting, og at det er fint, at det er
henholdsvis Folketinget, kirkeministeren og sognemenighedsrådene, der styrer
tingene i Folkekirken, SLÅR JEG HAM IHJEL! Selvfølgelig i overført betydning. -
God fornøjelse til dem, der vil bruge dette LINK:
http://www.km.dk/alt/folkekirken/folkekirken/folkekirkens-styringsstruktur/
TILFØJELSE HER
(og i kommentarfelt til Facebook-opslaget):
Det afgørende for mig er, at vi overhovedet er kommet så langt. Alt
tyder jo på, at der vil være flertal i Folketinget for noget, der stort set
svarer til, hvad der er foreslået i betænkningen. Af flere grunde vil det være
godt med en lang proces, inden den evangelisk-lutherske kirke i Danmark bliver
fuldstændig selvstyrende og til sidst helt selvstændig. Jeg har med særlig
tilfredshed bemærket følgende i betænkningen:
Et flertal, der omfatter 13 medlemmer, foreslår:
Bispekollegiet lovfæstes og skal sammen med Folkekirkens Fællesudvalg
have del i kompetencen vedrørende indre anliggender.
Kirkeministeren har fortsat den endelige beslutningskompetence i
forhold til regulering af indre anliggender. Men både den læge og den gejstlige
indflydelse øges ved, at Bispekollegiet og fællesudvalget deltager i
beslutningsprocessen.
Kirkeministeren er ikke forpligtet til at følge forslag fra
Bispekollegiet eller fællesudvalget.
Proceduren indebærer, at
• Bispekollegiet og fællesudvalget skal være enige ved afgivelse af
indstillinger m.v. til kirkeministeren,
• der ved alle spørgsmål af indgribende eller omfattende karakter skal
nedsættes udvalg, som skal udrede og komme med anbefalinger, før Bispekollegiet
og fællesudvalget tager stilling. Udvalgs sammensætning skal tilgodese en række
nærmere bestemte hensyn,
• der normalt skal foretages brede høringer, der blandt andet
indbefatter alle valgte folkekirkelige organer. Beslutninger i Bispekollegiet
træffes ved kvalificeret flertal på 2/3, mens beslutninger i fællesudvalget
træffes ved simpelt flertal.
Dette svarer meget godt til, hvad jeg har skrevet i mine indlæg i Præsteforeningens
Blad og Dansk Kirketidende. - Se dem nedenfor: "Model 3, med ét
fælles organ" (Præsteforeningens Blad 16.08.13 (2013/33)) og "Model 3
og ét råd, tak!" (Dansk Kirketidende nr. 8/2013, 08.08.13). Ja, vi lever i
Danmark, hvor man altid finder ud af tingene på en rimelig måde! - Nu skal vi
så bare se at komme i gang med at fordybe os i henholdsvis de store
eksistensspørgsmål og kristendommens indhold.
*
Hvad gør vi i sogne med ringe kirkegang?
Om kirke, menighed og gudstjenesteliv
Skrevet og sat her på undersiden 21.02.14. - Desuden i min avisen.dk-blog. - Jeg skrev disse punkter som forberedelse til min deltagelse i Lolland-Falsters Stifts møde/konference om denne problematik i Sognets Hus, Maribo, lørdag den 22. februar 2014 "Bevar din lokale kirke". Og jeg henviser til omtalen af mødet på undersiden "Erindringer - DAGBOG".
Nedenstående punkter er nogle aktuelle 2014-tanker i forbindelse med problemerne omkring sogne med ringe kirkegang og disse problemers løsning. Men hvis vi skal undgå tågesnak, er det nødvendigt, at vi går hele vejen fra det allerstørste til det helt lokale.
1. Ved ordet "kirke" skal først og fremmest forstås den (efterhånden globale) forsamling af mennesker, der helt tilbage fra Jesu jordiske liv af, men især fra påske og pinse af, har været samlet omkring og i troen på Jesus Kristus. - Om forholdet mellem den syndige og splittede synlige kirke og den synlige kirke bestående af de sande Kristus-troende eller af dem, Kristus vedkender sig som lemmer på sit legeme, kan der siges meget, som jeg ikke kan komme ind på her. Men vi døbte, der gerne vil blive ved at være ind-lemmet i ham, som vi blev det i vor dåb, skal i hvert fald være klar over, at det at være kirke, menighed, er at høre Jesus Kristus til.
2. Fra Harald Blåtands tid til omkring 1970'erne var Danmark stort set en del af dette globale fællesskab som "et kristent land". (Så lidt "fælles" dette globale fællesskab så var, og så lidt kristent, det "kristne land" Danmark så var. Der er trods alt meget stort og godt at sige om vor tid som kristen nation gennem de sidste tusind år. Vi befinder os jo i denne verden). Selv efter religionsfrihedens indførelse med 1849-grundloven stod kun et lille mindretal uden for Folkekirken. Og en del af dette mindretal tilhørte andre kristne kirkesamfund. Hele samfundet og dets institutioner var i høj grad præget af dette.
3. Nu er under 80 procent af befolkningen i Danmark medlemmer af Folkekirken, og der er ikke meget tilbage af samfundets karakter af kristent samfund, tværtimod vokser presset for, at samfundets institutioner, herunder selve staten, skal være religiøst neutrale. - I denne situation bliver det tydeligere og tydeligere, at Folkekirken ikke længere kan ses som bare en institution i et kristent land, men må ses som et kirkesamfund, en menighed, en folke-menighed, for nu at tale med Grundtvig.
4. Selv om Den Kristne Kirke er verdens ældste og største globale fællesskab (om end med mange splittelser), er kirken også lokal. For vort vedkommende er den evangelisk-lutherske kirke i Danmark den danske "folkemenighed" (men vi skal selvfølgelig ikke glemme, at der også er andre kirkesamfund). Folkekirken er altså et særligt landsdækkende fællesskab, ikke bare et antal selvstændige sogne. Men inden for det folkekirkelige fællesskab er sognene naturligvis den grundlæggende enhed.
5. Når vi nu skal beskæftige os med de helt lokale forhold og problemer i vore sogne, er det nødvendigt, at vi holder os de her nævnte større sammenhænge for øje.
6. Det er vidt forskelligt, hvor mange procent af beboerne i et folkekirkesogn, der er medlem af Folkekirken. Men det er vist ingen steder 100 procent, og mange steder langt mindre, også under de landsgennemsnitlige 80 procent. Og det vil sige, at det folkelige fællesskab i sognene er mere omfattende end det folkekirkelige menighedsfællesskab, og at vi må skelne mellem disse to fællesskaber. Vi skal altså ikke fra folkekirkemenighedens side prøve at sætte os på det rent folkelige fællesskab. Det folkelige fællesskab (eller "kultur" og underholdning) skal ikke dyrkes i hverken kirkebygningen eller sognegården/præstegården, men i forsamlingshuset, eller hvor det nu kan være.
7. Der er to sider at betragte problematikken fra, altså det problem, at undertiden ingen og ofte kun nogle ganske få møder op til de planlagte gudstjenester, nemlig pdes. hensynet til, at den enkelte gudstjeneste skal fungere godt, dvs. have en rimelig "krop" af deltagere, og pdas. spørgsmålet, hvad vi kan gøre for at få flere af menighedens medlemmer til at deltage i gudstjenestelivet.
8. På den ene side er det nødvendigt, at vi (i hvert fald midlertidigt) nedskærer antallet af planlagte gudstjenester, så vi stort set kan være sikre på, at der er mindst 10, helst 20, deltagere i hver gudstjeneste. Vor Herre Jesus har ganske vist lovet os, at hvor blot to eller tre er forsamlet i hans navn, dér er han midt iblandt dem (Matt 18,20), og jeg for mit vedkommende har altid haft det sådan, at når først gudstjenesten er gået i gang, er det, der foregår, så stort, at man ikke tænker over, hvor mange vi er. I hvert fald på en vis måde. For det er jo ikke meningen, at gudstjenesten i et kirkerum og med hele højmesseliturgien skal fejres af nogle ganske få. Og det er jo også sådan, at de, der deltager i gudstjenester med én, to eller tre deltagere ud over de ansatte, ofte føler det underligt. Jeg vil i den forbindelse ganske særligt nævne den person (måske en nylig tilflyttet), der en given søn- eller helligdag pludselig har besluttet at gå i kirke og så måske er den eneste, der er mødt op, eller i hvert fald en af nogle ganske få. Det er ikke godt. Det kan godt betyde, at man bliver hjemme en anden gang. Og så er der konfirmanderne, der jo skal lære at blive fortrolige med Folkekirkens gudstjeneste. Hvad dem angår, har jeg altid sagt, at det direkte er en forbrydelse at udsætte dem for at komme hen til kirken som måske den eller de eneste eller sammen med en eller nogle ganske få voksne. - To eller tres samling i Jesu navn skal ikke finde sted i et kirkerum og en højmesseliturgi, men i en stue og under mere beskedne former. - Mere konkret betyder dette, at der i pastorater med ringe kirkegang for det første ikke skal være mere end én gudstjeneste i pastoratet på en almindelig søndag, og at der for det andet ikke skal være gudstjeneste, når præsten har fri. Hvis dette ikke er nok, må man skære antallet af planlagte gudstjenester yderligere ned og dermed mere eller mindre gøre de pågældende kirker til lejlighedskirker. - Jeg mener, at kirker så vidt overhovedet muligt ikke skal lukkes helt, især ikke middelalderkirker. En middelalderkirke vil jo under alle omstændigheder være et værdifuldt fortidsminde, der skal bevares, og så kan man lige så godt bruge den som en slags arbejdende museum. - At det i økonomisk forstand er et enormt ressourcespild at holde gudstjenester med så få deltagere, som det ofte er tilfældet, nævner jeg kun lige. Kristeligt set er det ikke det, der er det vigtigste, men som sagt hensynet til gudstjenestelivet. At det så nok er økonomien, der kommer til at afgøre sagen, er en anden sag.
9. Men det, det egentlig gælder om, er selvfølgelig at få flere af menighedens medlemmer (og eventuelle nye medlemmer) til at gå regelmæssigt i kirke. Og jeg tror, det vil være muligt at få flerdoblet antallet af kirkegængere. Måske at få fordoblet, tredoblet eller firdoblet det. Men så nok heller ikke mere - eller meget mere. Jeg er overbevist om, at det store flertal af Folkekirkens medlemmer ikke er sådan mentalt indstillet, at de kan se og føle, det er vigtigt at gå i kirke en ganske almindelig søndag. Dette skal vi se i øjnene - og lære at leve med. Vel at mærke på en sådan måde, at der ikke bliver et skarpt skel mellem dem, der går regelmæssigt i kirke, og dem, der går mindre regelmæssigt eller måske meget sjældent i kirke. Grænsen skal være så flydende som overhovedet muligt. Vi må ikke glemme, at i hvert fald mange af dem, der sjældent deltager i gudstjenesterne, har som motto, at man da kan være en lige så god kristen for det. Og det må så være deres sag. Vi andre skal selvfølgelig sige til dem, at de snyder sig selv for noget og i det hele taget sørge for, at der, for nu at sige det på den måde, er så megen kristendom i omløb, at de i hvert fald kan være kristne på den måde, altså have en rimelig viden om og forståelse af, hvad kristendommen går ud på. Og de skal være fuldgyldige medlemmer af menigheden. Men hvad kan vi, der på den ene eller den anden måde føler os - eller direkte er - særligt ansvarlige for kirkens liv, så gøre for at få fordoblet, tredoblet eller måske firdoblet antallet af gudstjenestedeltagere? Det vil jeg sige noget om i de følgende punkter.
10. Jeg mener som sagt, at vi som det første (men måske kun midlertidigt) skal tilpasse antallet af planlagte gudstjenester til antallet af kirkegængere, så at de, der faktisk møder op, får en god gudstjenesteoplevelse. Jeg kender godt alle argumenterne imod - og indrømmer, at det på kort sigt godt kan komme til at betyde, at i hvert fald nogle vil komme til at gå mindre i kirke. Men det kan ikke nytte noget. I disse moderne tider kører man (eller lader sig køre) til alt muligt andet, og så kan man også søge til den nærmeste kirke, hvor der er gudstjeneste den pågældende søn- eller helligdag. Det er smukt, at man har en sognebevidsthed og en kærlighed til selve den bygning, som ens sognekirke er. Men man må stille det spørgsmål, om det er Jesus Kristus - eller den treenige Gud - man dyrker, eller matrikelkortet og murstenene! På langt sigt vil en tilpasning af antallet af planlagte gudstjenester få antallet af kirkegængere til at stige. Og selv i værste fald vil det give de, der faktisk virkelig ønsker at fejre gudstjeneste, et bedre gudstjenesteliv. Og det er afgørende vigtigt. - Men hvad kan vi ellers gøre?
11. Det første, vi skal gøre, er at holde op med at tale udenom, når vi taler om kristendommen. Vi skal alle, med præsterne i spidsen (herunder selvfølgelig de præster, der tillige er provster og biskopper), konsekvent tale om pdes. hele den menneskelige eksistens og pdas. hele "den kristne påstand", som jeg ofte siger. Der skal ikke siges alt muligt om almindeligt fællesskab, tradition, kultur, ritualer ved livets store punkter osv. Der skal tales og liv og død, sandhed og løgn, herlighed og elendighed, glæde og sorg, håb og fortvivlelse osv. - og så den store bekræftelse af alt det gode og det store håb for det, som "den kristne påstand" (Evangeliet) giver. Det er meget vigtigt, at alle, der på nogen måde har noget at kunne sige, siger det på alle mulige måder og i alle mulige sammenhænge. Selvfølgelig på en ordentlig måde, så det sker i frihed og uden omklamring og befamling m.m. Friheden er helt afgørende. I enhver henseende! Jeg mener også, at det er meget vigtigt, at det ikke kommer til at se ud, som om vi vil lokke folk til for vor egen skyld. Vi skal simpelt hen sige til såvel Folkekirkens medlemmer som alle andre: Hvad vil I? Ikke alene i respekt for friheden, men også for at gøre det klart for alle, hvad det drejer sig om. - TILFØJELSE 24.02.14: Og der er konfirmandundervisningen! Hvis den bliver drevet ordentligt, kan en meget stor del af menigheden få et godt grundlag, såvel for så vidt angår hele den kristne troslære som for så vidt angår opøvelsen i at kunne deltage i gudstjenesten. Vi skal bare gøre os klart, at det, konfirmanderne lærer, skal være langtidsholdbart. Unge mennesker interesserer sig helt naturligt mest for sig selv og deres personlige fremtid. Så uanset hvad man kan opnå ved ungdomsgudstjenester og den slags, skal det først og fremmest være noget, der ligger der, til de bliver omkring 25 år! - Så længe vi har konfirmandundervisningen og konfirmationen, er det præsternes egen skyld, hvis det såkaldte traditionstab bliver totalt.
12. Men med al respekt for friheden (og jeg er selv nærmest besat af respekten for friheden), må vi også overveje, hvor grænsen mellem den totale frihed og en rimelig grad af fællesskab går. Det gælder både nationalt og kulturelt og kirkeligt. I sportsklubber og andre foreninger kan man godt både trække og skubbe lidt i hinanden for at få folk til at møde op og være med. Og så må man også kunne gøre det i menighedens sammenhæng. Men altså med al mulig takt og frihed. Der er mange måder, hvorpå man kan være et eksempel for hinanden og altså også være den, der går i forvejen hen til gudstjenesten. At kristne forældre bør lære deres børn at gå i kirke, nævner jeg lige.
13. Og når jeg her siger "gå i kirke", mener jeg helt overordnet og først og fremmest gå til de forordnede højmesser på søn- og helligdagene. Hvormed slet ikke være sagt, at det ikke også kan være meget værdifuldt at holde andre gudstjenester af såvel mere traditionel som måske særdeles alternativ karakter. Men det vender jeg tilbage til.
14. Hvad den almindelige højmesse angår, hører man alle mulige indvendinger og "undskyldninger". Der er tidspunktet. Moderne mennesker kan ikke komme til gudstjeneste om formiddagen. Men sportsarrangementer kan de godt komme til. Man kan, hvad man vil. Og tidspunktet søndag formiddag er vigtigt. Det skyldes, at hver eneste søndag morgen er en lille påske. Det var jo på grund af Jesu Kristi opstandelse påskemorgen, søndagen blev de kristnes helligdag, "Herrens dag". - Men lad os bare prøve andre tidspunkter. Vi har allerede aftengudstjenester om søndagen. Dem går jeg for mit vedkommende ikke frivilligt til. Jeg mener, der ligger store både livsmæssige og teologiske ting i det at begynde søndagen med gudstjeneste om formiddagen og så ellers leve sit søndagsliv som kristent menneske resten af denne særlige dag med alle de måder at hygge sig og opleve på osv., der kan blive tale om. Og man kan holde nogle gudstjenester på hverdage, lige fra regulære højmesser af til helt særlige, måske meget alternative gudstjenester. Så må det vise sig, hvad man år ud og år ind vil deltage i.
15. Men så er der højmessens form og sprog m.m. Det hører man også meget ofte som en grund til, at folk ikke går i kirke. Ja, man hører ofte, at måske især unge og yngre mennesker finder højmessen kedelig. Men hertil vil jeg for det første sige, at sådan noget som kedelighed eller underholdningsværdi er sagen fuldstændig uvedkommende. Hvis man bare vil have underholdning, må man gå andre steder hen. Noget helt andet er, at gudstjenesten selvfølgelig skal kunne opleves og forstås af tidens mennesker - vel at mærke for så vidt angår de ovenfor (pkt. 11) nævnte store eksistentielle spørgsmål. Men det kan den. Af dem, for hvem det er disse spørgsmål, det drejer sig om. - Der er ifølge Alterbogen mange forskellige måder at holde højmesse eller andre søn- og helligdagsgudstjenester på, altså også fx korte firesalmersgudstjenester uden nadver om morgenen, eftermiddagen eller aftenen. Men i princippet må enhver gudstjeneste jo bestå af bønner, salmer, læsninger, prædiken og eventuelt nadverfejring. - Hvis der skal ændres noget ved den nuværende ordning, vil jeg først og fremmest pege på, at gudstjenesten kunne indledes med nogle led, der dels førte fra skabelsen og syndefaldet og frem mod allerede den gammeltestamentlige læsning (gudstjenestens første), men jo så videre til de nytestamentlige læsninger (epistelen og evangeliet) og prædikenen og nadveren, dels svarede til kirkegængernes vej fra livet ude i verden til gudstjenesten. Men dette sker allerede nu i indgangsbønnen og indgangssalmen, men det kunne også ske ved nogle nye, særlige gudstjenesteled. - Og vi skal gøre os klart, at selv om den nuværende gudstjeneste i hele sin struktur bevares, som den er, er der mange muligheder for at bringe den på omgangshøjde med den helt aktuelle nutid. Der findes allerede nu alternative bønner, som det er tilladt at bruge. Og der kan hele tiden laves nye, som det bliver tilladt at bruge. Det samme gælder salmerne. Vi fik så sent som i 2003 en ny salmebog med en hel del salmer fra vor egen tid i. Og der kan også hele tiden tages nye salmer i brug. Det, jeg siger nu, er ikke min idé, men jeg tilslutter mig den helt og fuldt. Vi kan jo ikke autorisere en ny salmebog hvert år. Men vi kunne gøre det, at biskopperne godkendte et stort antal nye salmer, der kunne samles i et ringbind (og/eller opregnes på en liste, der løbende bliver udvidet), så at man kunne supplere de salmer, der står i salmebogen med dem. Der er masser af nye salmer, og en del af dem er meget moderne. Jeg tillader mig at nævne, at jeg (især fra 2010 af) selv har skrevet en hel del salmer, som i hvert fald på flere punkter er "til tiden". De kan alle læses på min internetunderside "Salmer og kristelige digte". Og så er der prædikenen. Den skal ifølge sit væsen hver eneste søndag være "til tiden". Og det er klart, at præsterne her ikke alene kan, men også skal, gøre alt, hvad de kan, for at gå i clinch med den måde vi lige netop nu oplever vor menneskelige eksistens på - og med de udfordringer, kristendommen står over for. - Det, jeg her har nævnt, viser, at en gudstjeneste med en struktur som den nuværende kan fyldes med en lang række helt nutidige ting. Hvormed ikke være sagt, at vi ikke også skal synge vore storslåede gamle salmer og bruge de gamle bønner.
16. Men selv med den største samling omkring søndagens almindelige gudstjenester vil der også være behov for gudstjenester, der er måske endda meget anderledes. Det er altid godt med andre vinkler. Jeg var i min ungdom jazz-pianist, så derfor har jeg i sin tid (hvor vi også havde et dejligt børnekor, som blev udvidet til lejligheden) holdt jazz-gudstjenester, som var ganske almindelige aftengudstjenester med fire salmer og prædiken, men hvor orglet var erstattet af en jazz-gruppe og salmerne af gospels og spirituals, som det udvidede kor sang for til, men som alle jo sang med på. Jeg har også selv holdt børnegudstjenester, temagudstjenester, salmesangsgudstjenester og "konfirmand-overhøringsgudstjenester". Og siden er der jo kommet mange andre slags alternative gudstjenester til, fx spaghettigudstjenesterne, som er en virkelig god idé, og som mine børnebørn har deltaget i og fortsat vil deltage i. Der er sådan set ingen grænser. Så længe det altså er henholdsvis eksistensen og Evangeliet, det drejer sig om. - Og det at holde særlige gudstjenester skal vel at mærke ske under alle omstændigheder. Det er under alle omstændigheder godt at få oplevet det hele under andre og mere specielle vinkler. Og vi skal være forsigtige med at lave noget med det (hoved)formål at lokke folk til. Men når det er sagt, vil jeg meget gerne tilslutte mig det synspunkt, at der er nogle mennesker, der gerne vil have, hvad man kalder "en undskyldning til at gå i kirke". Vi skal så bare være opmærksomme på, at selv om nogle af de ekstraordinære gudstjenester både kan og skal være meget alternative, skal det også være sådan, at der vises hen til de ordinære søndagsgudstjenester. Jeg tænker her især på menighedssvarene og den slags. I mange af de ekstraordinære gudstjenester vil de naturligt kunne bevares. Lad mig sige det på den måde, at der ikke skal tages så meget hensyn til de kirkefremmede, at de bliver ved med at være kirkefremmede!
17. Idet alle vi, der siger noget, bliver ved at pege på de ting, det virkelig drejer sig om, er jeg for mit vedkommende indstillet på, at man prøver alt muligt med hensyn til gudstjenesternes tidspunkt og form. Jeg er overbevist om, at en i grunden traditionel højmesse søndag formiddag ikke alene bør, men også vil bevare dén centrale plads i menighedens liv, der tilkommer den. Men dels er der altså virkelig saglige grunde til også at have nogle anderledes gudstjenester og andre tidspunkter, dels vil det være en stor fordel, hvis alt bliver prøvet af, så vi kan blive fri for at høre alle de sædvanlige undskyldninger for, at så mange holder sig væk fra gudstjenesterne.
18. Jeg har her mest talt om gudstjenesterne. Og det er jo også dem, det drejer sig om, når det er spørgsmålet om sognets og sognekirkens bevarelse, det gælder. Men ellers er det, som også allerede sagt, det at holde kristendommen "i omløb". Vi må hver især allerførst selv leve et kristent liv, hvor vi, hver på vor måde og hver i vort omfang, beder og tænker og studerer, ja, lever hele vort liv i et kristent livs-åndedrag. Men dernæst må vi, som altså allerede sagt, hver på vor måde (men passende og taktfuldt) vidne om kristendommen og bidrage til den både dybe og brede drøftelse af det hele, der er stærkt påkrævet netop nu. Det gælder på en helt særlig måde også det aktuelle spørgsmål om Folkekirkens styrelse. I forbindelse med det kan vi også komme hele vejen rundt om, hvad det overhovedet vil sige at være kirke. - Og ellers skulle det gerne være sådan, at hele vort liv, både som enkeltpersoner og som menighed, vidner om, hvad det vil sige at leve på og i den kristne tro. Men dette vidnesbyrd skal jo for alt i verden være noget, der viser sig, uden at vi har tænkt over det. Det allermest uhyggelige, jeg ved, er "glade kristne", der skruer det helt store smil på for at vise, hvor glade de er! Nej, alt, hvad vi skal vise de andre, skal komme helt af sig selv, som helt ubevidste frugter af, at vi selv lever i det kristne håb og den kristne glæde. Det eneste, vi faktisk skal være bevidste om, er det, vi siger og skriver for at være med til at "holde kristendommen i omløb". Og så det, jeg sagde om at vise andre hen til gudstjenesten på en måde, der svarer til, hvordan man i andre foreninger mere eller mindre blidt viser hen til de fælles ting. Man kan ikke leve i et fællesskab, uden at man holder sammen på det.
* * *
Man må fortsat spørge, hvad
det næste bliver
Online-kommentar
til KD-artiklen "Præst bag single-vielse vil have ritual til
sjælesorg"
Man må fortsat spørge, hvad det næste bliver. - I debatten om denne sag
har man hånet dem, der i forbindelse med autorisationen af ritualet for vielse
af personer af samme køn, spurgte, hvad det næste så ville blive. Men selv om
præsten her (efter broderlige samtaler med domprovsten og biskoppen) trækker
noget i land, må dette spørgsmål blive stående. For selv om det jo er helt ud
over al forstand grotesk at foretage noget, der bare ligner en vielse af en
person til sig selv, er det jo ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt det er
noget, der ligner en vielse. Det er også et spørgsmål om, hvad man i det hele
taget kan finde på for at være imødekommende over for moderne mennesker. Og der
skal nok komme mere. - Det var i det hele taget ubehageligt at læse, hvad denne
meget selvcentrerede præst sagde. - Men vi må se, hvordan det hele kommer til
at gå. Måske bør en del af den nuværende folkekirkemenighed træde ud og danne
et trossamfund, hvor de (både medlemmer og præster) frit kan dyrke sig selv.
* * *
Ind med kyndelmisse, ud
med septuagesima
Af BENT CHRISTENSEN
[Præsteforeningens
Blad 2014/7, den 14. februar 2014]
Da man
efterhånden er begyndt at fejre kyndelmisse en hel del steder i Folkekirken (på
eller omkring selve datoen den 2. februar), og da det vil være rimeligt, at vi
afskaffer den såkaldte septuagesimatid eller for-faste (som i Den
Romersk-Katolske Kirke blev afskaffet efter Andet Vatikanerkoncil),1
er jeg nået frem til et forslag, som jeg gerne vil præsentere her:
Søndagene i
tiden fra og med 7. januar til og med 1. februar betegnes som "søndage
efter helligtrekonger" og slutter med en "sidste søndag efter
helligtrekonger".
Kyndelmisse
fejres ved en eftermiddags- eller aftengudstjeneste på eller omkring datoen 2.
februar. Fx med Mal
3,1-4, Hebr 2,14-18 og Luk 2,22-40 som tekster.2 I år, hvor 2. februar er en søndag, betegnes
denne som "kyndelmisse søndag", og fx de her nævnte tekster læses. -
I de sjældne tilfælde, hvor fastelavns søndag falder så tidligt som 1. eller 2.
februar, henlægges fejringen af kyndelmisse til en dag i ugen før.3
Søndagene fra og
med 3. februar til og med næstsidste søndag før fasten betegnes som søndage før
fastelavn. I år med tidlig påske kan der dog blive enten ingen sådanne søndage
eller kun én.
Den sidste søndag
før fasten (syvende søndag før påske) betegnes fortsat som fastelavns søndag.
Og den er sidste søndag før fastelavn (som jo helt bogstaveligt er aftenen den
følgende tirsdag, hvide tirsdag).4
Hvad teksterne
til søndagene før fastelavns søndag angår, kunne man som udgangspunkt sige, at
teksterne til den nuværende søndag seksagesima bruges på 2. søndag før
fastelavn, teksterne til den nuværende søndag septuagesima på 3. søndag før
fastelavn, teksterne til den nuværende 4. søndag efter helligtrekonger på 4.
søndag før fastelavn og teksterne til den nuværende 5. søndag efter
helligtrekonger (med kun ét sæt tekster) på den sjældne 5. søndag før fastelavn
- når de pågældende dage forekommer. - Et helt andet spørgsmål er, hvad man
skal gøre ved den nuværende julesøndag, hvor evangeliet i første tekstrække jo
(bortset fra de første tre vers) er identisk med kyndelmisseevangeliet (Luk
2,22-40). Man kunne
godt bevare disse tekster. De to andre tekster er jo ikke de samme, så det vil
svare til, at Matt 21,1-9 læses både 1. søndag i advent og palmesøndag.
Kirkefarven (den
liturgiske farve) er grøn fra og med første søndag efter helligtrekonger til og
med fastelavns søndag.
Endelig vil jeg
nævne, at jeg af såvel indholdsmæssige som historiske og økumeniske grunde også
gerne ser askeonsdag (onsdag før 1. søndag i fasten, den dag, fastetiden
begynder) genindført som gudstjenestedag (eftermiddags- eller
aftengudstjeneste). Det er den blevet i andre lutherske kirker,5 og
man er også begyndt at holde askeonsdagsgudstjenester nogle steder i
Folkekirken, formodentlig i mindre omfang end, men svarende til, hvordan man er
begyndt at holde kyndelmissegudstjenester.
__________________________________
NOTER
1. I Den Romersk-Katolske Kirke lader man de første "almindelige
søndage" i kirkeåret udfylde hele tiden fra og med søndagen efter
helligtrekongers dag til og med sidste søndag før fastetidens begyndelse (vor
fastelavns søndag).
2. Det er de
nuværende katolske kyndelmissetekster.
3. Sidste gang påskedag faldt på den tidligst mulige dato (22. marts), var
i 1818, og det sker først igen i 2285. Det bliver altså også først i 2285, fastelavns
søndag (syvende søndag før påske) kommer til at falde på 1. februar. Sidste
gang påskedag faldt på den næstidligst mulige dato (23. marts), var i 2008
(forrige var i 1913), og næste gang bliver i 2160. Men 2008 og 2160 er skudår,
og altså med fastelavns søndag på datoen 3. februar. Og da der i hele tiden før
4099 (hvor den påskekalender, jeg har fundet på Nettet, slutter) kun er ét år
med påskedag på 23. marts, der ikke er skudår, nemlig 2600 (deleligt med 100,
men ikke med 400), har muligheden for, at fastelavns søndag kommer til at falde
på datoen 2. februar, ingen praktisk betydning.
4. Ordbog over det danske Sprog oplyser om hvide tirsdag (under
"Hvid-mad"): "Hvide Tirsdag spistes Hvidmad dvs.:
Fastelavnsbrødene, Strutter og Boller i kogt Mælk, indtil senere Forbud
indskrænkede Fastelavn til Mandag alene". - Og det må vel være rigtigt.
Men dagen betegnes jo i andre lande som "fede tirsdag", fr. Mardi Gras, eng. Fat Tuesday. Og fedt er også hvidt. I Den Store Danske Encyklopædis
internetudgave betegnes dagen som både "hvide tirsdag" og "fede
tirsdag".
5 I Svenska
Kyrkan genindførtes askeonsdag i 1983, og der holdes også
askeonsdagsgudstjenester i de tyske evangelisk-lutherske kirker..
* * *
Her er Kjeld Holm god
Online-indlæg til KD-artiklen "Kjeld Holm: Menneskelivets vilkår skal kendes, før tale om frelse giver mening". - 11.02.14
Her er Kjeld Holm god. - Det er selvfølgelig rigtigt, hvad Kjeld Holm siger. Troen - eller omvendelsen - kommer, når den kristne "påstand" (traditionelt: Evangeliet) mødes dybt i vort hjerte med vor oplevelse af hele vor eksistens som mennesker. Og det gælder såvel vor oplevelse af skaberværkets og menneskelivets (trods alt) bevarede herlighed som vor oplevelse af alt det, der ødelægger, perverterer og tilintetgør. Det er det, der på teologisk hedder forudforståelsen. - Men vi skal også huske, at der er en efterforståelse eller en fortsat forståelse. Den særlige kristne frelsestale skal hos den kristne hele tiden fyldes ud med, bogstavelig talt, livserfaring og livskundskab. Det er, hvis jeg må citere mig selv, "det kristeligt nødvendige livengagement". Jeg kan også citere Grundtvig, nemlig med den berømte strofe, der godt nok direkte i ordlyden handler om folk og fædreland, men som jo gælder alt elsk-værdigt her i tilværelsen:
Er os tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Og til allersidst: Når det var velgørende at læse Kjeld Holms tekst, er det også, fordi der er langt imellem, at selv biskopper og andre præster taler om de ting, det virkelig drejer sig om, altså forholdet mellem hele vor eksistens og Evangeliet. Meget ofte bliver der talt om alt muligt andet.
Med venlig hilsen, Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig)
* * *
Herrens
dag! - I Præsteforeningens Blad
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad 2013/49, 6. december 2013. - En kortere version
af den længere tekst med titlen "Herrens dag!" længere nede på denne
side].
Det værste ved diskussionen om, eventuelt at reducere antallet af
søndagsgudstjenester og placere nogle højmesser på hverdage, er, at flere af
dem, der har udtalt sig, har udtrykt sig for uklart og svagt. For slet ikke at
tale om den måde, medierne har fået sagen til at tegne sig på. Som om der
skulle være tale om at afskaffe søndagen som gudstjenestedag!
Enhver, der vil se sandheden i øjnene, kan se, at
"gudstjenesteudbuddet" mange steder er for stort. Disse steder bør
der skæres ned, så de, der faktisk går i kirke, kan komme til at opleve
gudstjenester med en rimelig grad af "menigheds-krop" - idet de lærer
at køre (eller lade sig køre) til en kirke, der er gudstjeneste i. Man kunne fx
sige, at der ikke skal være flere gudstjenester, end at man kan være nogenlunde
sikker på, at der i hvert fald vil være mindst ti deltagere. Det er heller ikke
attraktivt for en person, der overvejer at gå i kirke, hvis vedkommende kan
risikere at blive en af nogle ganske få deltagere eller måske den eneste. Og
der er konfirmanderne, som jo skal gøres fortrolige med gudstjenesten. Det
bliver de ikke, hvis de måske er de eneste, der møder op, eller der måske kun
er en eller to andre gudstjenestedeltagere.
At søndagshøjmessen suppleres med gudstjenester på hverdage, er udmærket,
ja, ligefrem nødvendigt. Det kan være højmesser. Men navnlig kan det være
gudstjenester af mere eller mindre alternativ karakter.
Spaghettigudstjenesterne er et oplagt eksempel. Jeg har spillet orgel til flere
og har nogle gange haft et par børnebørn, deres forældre og de andre
bedsteforældre med. Til stor glæde og med stort udbytte for både os og alle de
andre deltagere. Men der er mange andre eksempler, fx temagudstjenester af
forskellig art eller gudstjenester med alternativ musik. Det skal bare være med
de centrale ting i centrum - som så kan komme til at tegne sig på nye og stærke
måder. Der skal ikke så meget til. Men det kan godt være radikalt anderledes.
Det afgørende er, at de centrale eksistentielle og trosmæssige ting ikke kommer
til at drukne i underholdning og "hverdagsfilosofi".
Men højmessen søndag formiddag er naturligvis hovedgudstjenesten, og
de, der ytrer sig, må ikke bidrage til, at den bliver "talt ned".
Selve det, at de kristne samles til gudstjeneste søndag morgen/formiddag, er en
ugentlig påskefejring i glad taknemmelighed over, at Jesus Kristus ved sin
opstandelse har besejret døden og åbnet os adgang til evigt liv. Og dermed også
en forkyndelse af påskeevangeliet både indadtil i menigheden og udadtil. Man
kan godt bruge andre ord end de traditionelle. For mig er der ingen grænser
for, hvor ærlige vi skal være med hensyn til de store problemer, der unægtelig
er forbundet med at modtage påskeevangeliet. Man kan fx sige, at man ved at
deltage i gudstjenesten påskedag i det mindste møder en "påstand",
der bekræfter ens egen lille stakkels protest mod døden. Kernen er den samme.
Hvad folkekirkemedlemmernes kirkegang generelt angår, vil jeg på
baggrund af mine erfaringer som sognepræst 1971-2003 og som organist siden 2003
sige, at det nok skulle kunne lade sig gøre at forøge procenten af regelmæssige
gudstjenestedeltagere en del, men at der også er grænser for, hvor mange af
Folkekirkens medlemmer, der mentalt er indrettet på en sådan måde, at de
oplever gudstjenesten på en ganske almindelig søndag som en begivenhed, de
absolut må deltage i. Jeg tror, vi skal se i øjnene, at flertallet af
Folkekirkens medlemmer har den opfattelse og oplevelse, at de godt kan være
gode kristne, selv om de kun sjældent deltager i gudstjenesterne. Det er så
deres sag. Men det skal ikke hindre, at de, der faktisk deltager i
gudstjenesterne, får nogle gode oplevelser, altså også af, at menigheden
faktisk er et fællesskab med en "krop" af en vis størrelse.
* * *
Mit adventsønske
Kommentar i Facebook-tråd 25.11.13.
Mit adventsønske skal være: Bare
den dejlige og vigtige adventstid ikke igen i år bliver druknet i førjuleri!
Eller bare præsterne dog i det mindste ville gøre modstand - i stedet for at gå
i spidsen!
* * *
Ja,
det er det svage punkt!
Kommentar til Morten Brøggers artikel i Kristeligt Dagblad 19.11.13:
"Demokratisk legitimitet i folkekirken. Er det en dårlig vittighed?"
(Online i KD, i Facebook-tråd og her).- LINK:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/...
Ja, det er det svage punkt! - Men hvis vi får et råd (helst ikke to),
så må vi leve med det en tid. Nemlig indtil vi også får en
"parlamentarisk" forsamling, et kirkemøde, eller hvad det nu kunne
komme til at hedde. Det er der også andre der allerede har peget på. Alene det,
at det kan være et bredt og mangfoldigt sammensat forum for drøftelsen af
Folkekirkens forhold. Som rådet i hvert fald må lytte til - og selv deltage i.
Og vi må heller ikke glemme hele debatten på alle leder. Som enhver kan deltage
i. - Og jeg tror ikke på, at der vil blive taget noget fra
sognemenighedsrådene. Det er Folketinget og Kirkeministeriet og
Kirkeministeren, der skal tages noget fra. Som det hele er nu, altså hvor der
ikke længere er et sammenfald mellem befolkning og menighed, må det store
evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark med nødvendighed skulle styre sig
selv, ikke alene af praktiske, men også af dybt teologiske grunde. Vi må
simpelt hen finde ud af det. Og jeg for mit vedkommende lytter til og overvejer
ting som dem, Morten Brøgger her har fremført. Det er vigtigt, at vi, som kan
se de forskellige farer, der vitterligt er, står sammen om at få det bedst
mulige ud af det.
* * *
Sognemenighedsrådene er ikke nok
Online-kommentar (også ved Facebook-opslag) til artikel i Kristeligt Dagblad 01.11.13:
"Stor gruppe bag
protestbrev: Nej til kirkeråd"
Sognemenighedsrådene er ikke nok. - Det er ikke til at sige,
hvor repræsentativ denne gruppe er. Men der er utvivlsomt mange, der ud fra
forskellige interesser (men selvfølgelig også af ærlig overbevisning) ønsker
den nuværende tilstand bevaret. Så længe det går. Det bliver spændende at se,
hvad det ender med. Under alle omstændigheder er det godt, at vi overhovedet er
kommet hertil. Jeg har i mange år sagt, at allerede selve drøftelsen af
styrelsesformen, og dermed af, hvordan vi skal forstå os selv som et
evangelisk-luthersk kirkesamfund, er overordentlig vigtig. Der skal en helt ny
bred og dyb "kirkebevidsthed" til, før det kan blive rigtig godt. - Hvad
jeg særligt vil kritisere underskriverne for, er, at de gentager den usande
påstand, at Folkekirken kan styres ved, at man sidder og drøfter tingene rundt
omkring i de knapt to tusind sognemenighedsråd. Det kan man ikke. Vi er nødt
til at skulle have centrale organer, for så vidt angår Folkekirkens fælles
forhold. Og når jeg siger "organer" i flertal, er det, fordi der
nødvendigvis foruden kirkerådet ("regeringen") skal være en bredt og
dybt repræsenterende "parlamentarisk" forsamling, et kirkemøde, et
repræsentantskab, eller hvad man nu vil kalde det. Hvori, og hvoromkring, en
bred debat kan finde sted. Og som kan holde øje med kirkerådet. - Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Det var godt!
Online-kommentar 31.10.13 til KD-artiklen "Flertal for kirkeråd i menighedsrådsforening".
Også i Facebook-opslag.
Det var godt! - Jeg har spændt ventet på, hvad menighedsrådsforeningen ville sige. Og det er rigtig godt, at den nu (bortset fra et enkelt bestyrelsesmedlem) også udtaler, at den går ind for et kirkeråd. Man har forstået, at der ikke bliver taget noget fra menighedsrådene. Og man har forstået, at man selvfølgelig ikke kan styre de fælles anliggender ved at sidde og diskutere dem i de enkelte menighedsråd rundt omkring. Det siger sig selv, at kirkens liv grundlæggende leves i sognene - med den ugentlige søndagsgudstjeneste som centrum. Men der er også fælles anliggender, og alene det, at man får en fælles drøftelse af tingene på landsplan, er uhyre vigtigt. Derfor slutter jeg mig også til dem, der nu peger på, at der foruden rådet skal være et "repræsentantskab" eller en "parlamentarisk forsamling", hvor en bredere og mere repræsentativ kreds kan drøfte tingene - og holde øje med, hvad rådet laver. I tilknytning til dette vil der også kunne komme en endnu bredere fælles og offentlig drøftelse. - Nogle vil måske sige, at det ikke er så vigtigt, bare at drøfte kirkens forhold. Men det er det. For det er ikke "bare". Bevidstheden om og oplevelsen af, at kirken er de døbtes levende legemlige fællesskab i både stort og småt, teoretisk og praktisk, er noget af det vigtigste netop nu. Vi skal rent ud sagt fordybe os mere i den tredje trosartikel. Også selv om vi jo ikke kan sige, at den faktiske kirke er identisk med "den hellige, almindelige kirke". Kristendommen er ikke bare en "lære"; den er også et liv. Det er i kirkens liv - helt bredt forstået - vi møder den virkelighed, der slog ned i verden, da det blev jul, påske og pinse.
* * *
Herrens dag!
28.10.13 - Kommentar
til KD-artiklen "Flere kirker rykker søndagsgudstjenesten til
hverdage". - Også på Facebook-væg og i avisen.dk-blog.
LINK:
Der er flere ting i dette. Det helt afgørende er, at præsterne (herunder biskopperne) og andre, der udtaler sig, taler om sagen på den rigtige måde. Når søndagen er gudstjenestedagen, skyldes det jo, at den er ugedagen for Jesu Kristi opstandelse på "den første dag i ugen" (at den i vor kalender for nogle årtier siden blev den sidste dag i ugen, er en anden sag, af arbejdsmarkedspraktisk karakter). Og det er derfor, den er fridag (selv om der jo altid vil være nogle, der skal udføre en tjeneste eller lignende, og selv om søndagen på det seneste er begyndt at blive udhulet, bla. derved, at mange forretninger holder åbent). Ja, det er mig ubegribeligt, at det skulle være et stort problem for det store flertal af Folkekirkens medlemmer at komme i kirke på netop den dag, der af samme grund er fridag for de fleste. Som nu oven i købet også har fri om lørdagen. Det viser sig da også, at rigtig mange, også mange børnefamilier, sagtens kan deltage i sportsarrangementer og alle mulige tilsvarende ting søndag formiddag. Hvor de jo altså har fri.
Søndagen som "Herrens dag", "den første dag i ugen" (jf. Åb 1,10, ApG 20,17 og 1 Kor 16,2) har praktisk talt fra begyndelsen af været gudstjenestedagen. (Det er ubegribeligt, at Ritzau kan skrive, som om det kun er i de sidste 500 år, søndag været dagen for den ugentlige gudstjeneste i Danmark. Er det en eller anden lovsbestemmelse, de har fundet? Søndagen har naturligvis været gudstjenestedag også i Danmark, mindst helt tilbage fra Ansgars tid af). Det er derfor meget uheldigt, at man taler om at "rykke søndagsgudstjenesten til hverdage".
Selve det, at de kristne samles til gudstjeneste søndag morgen/formiddag er en ugentlig påskefejring i glad taknemmelighed over, at Jesus Kristus ved sin opstandelse har besejret døden og åbnet os adgang til evigt liv. Og dermed også en forkyndelse af påskeevangeliet både indadtil i menigheden og udadtil. Og det er mildt sagt meget uheldigt, hvis dette helt grundlæggende forhold bliver tilsløret af en uklar måde at tale om sagen på. Man kan godt bruge andre ord end de traditionelle ord, jeg for korthedens og tydelighedens skyld lige har brugt her. For mig er der næsten ingen grænser for, hvor ærlige vi skal være med hensyn til de store problemer, der unægtelig er forbundet med at modtage påskeevangeliet. Men hvis man ikke mener, der overhovedet er noget som helst i påskeevangeliet, altså ikke engang så meget som en "påstand", der bekræfter vor egen lille stakkels trods mod døden, eller ikke anerkender, at kristendommen står og falder med, at der i det mindste er en eller anden virkeligheds-kerne i "påskepåstanden", så har man et alvorligt problem. Jeg siger ikke, at jeg vil opfordre medlemmer med dette problem til at træde ud. Men hvis man har dette problem og ligefrem vil prøve at gøre det til mere eller mindre normgivende i Folkekirken, burde man måske prøve at søge et andet sted hen.
Højmessen søndag formiddag er altså den kristne hovedgudstjeneste. Men når det er sagt - og fastholdt - så er der to andre ting at sige.
For det første skal der ske en justering af, hvad vi kan kalde gudstjenesteudbuddet, så man fx tilstræber, at der i hvert fald ikke bliver holdt gudstjenester, der kan risikere at få færre end ti deltagere. Enhver gudstjeneste skal have et minimum af "menighedskrop". Og alle ved, at det ikke er attraktivt for en person, der overvejer at gå i kirke, hvis vedkommende kan risikere at blive en af nogle ganske få deltagere eller måske den eneste. Der er også hensynet til konfirmanderne, som jo skal gøres fortrolige med gudstjenesten. Det bliver de ikke, hvis de måske er de eneste, der møder op, eller der måske kun er en eller to andre gudstjenestedeltagere. Økonomien nævner jeg kun lige (selv om det jo nok bliver den, der kommer til at afgøre sagen). Men denne nødvendige reduktion behøver ikke nødvendigvis medføre, at der bliver holdt flere gudstjenester på hverdage. De pågældende gudstjenester kan simpelt hen udgå.
For det andet er der imidlertid behovet for gudstjenester på andre tidspunkter - og eventuelt af en anden karakter (men der vil jo altid være en hel del, der er på arbejde søndag formiddag). Det kan man mene om, hvad man vil. Men det er under alle omstændigheder noget andet end en "flytte" søndagshøjmessen. Det gælder tværtimod i høj grad om at prøve nogle andre gudstjenesteformer. Lad os bare tage "spaghettigudstjenesterne". Sådanne har jeg selv spillet til flere gange (jeg supplerer jo min præstepension ved at være organist). Og jeg har haft nogle af mine børnebørn og deres forældre og bedsteforældre med til dem. Til stor glæde og med stort udbytte for alle.
Hvad folkekirkemedlemmernes kirkegang angår, vil jeg på baggrund af mine erfaringer som sognepræst 1971-2003 og som organist siden 2003 sige, at det nok skulle kunne lade sig gøre at forøge procenten af regelmæssige gudstjenestedeltagere, men at der nok også er grænser for, hvor mange af Folkekirkens medlemmer, der mentalt er indrettet på en sådan måde, at de oplever gudstjenesten på en ganske almindelig søndag som en begivenhed, de absolut må deltage i. Vi, der siger noget i kirken, skal selvfølgelig gøre opmærksom på, at sådan er det principielt. Jeg har det selv meget dårligt, hvis jeg kommer til at opleve en søn- eller helligdag uden i det mindste en radio- eller tv-gudstjeneste. Men nu er jeg jo også en, der er blevet præst og har været det i alle disse år. Jeg tror, vi kan fordoble eller tredoble, og hvad ved jeg, antallet af regelmæssige kirkegængere. Men jeg tror, at vi skal se i øjnene, at flertallet af Folkekirkens medlemmer har den opfattelse og oplevelse, at de godt kan være gode kristne, selv om de kun sjældent deltager i gudstjenesterne. Det er så deres sag. Men det skal ikke hindre, at de, der faktisk deltager i gudstjenesterne, får nogle gode oplevelser, altså også af, at menigheden faktisk er et fællesskab med en "krop" af en vis størrelse. Hvilket også vil trække nye kirkegængere til.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Tak
for det!
Kommentar
(skrevet 23.10.13) til et indlæg i Kristeligt Dagblad af formand Inger
Christensen og sognepræst Søren Hermansen, Sorgenfri, den 21. oktober 2013:
" Forslagene
til nye styringsregler er vildledende".
Det er rigtig godt, hvad formand Inger Christensen og sognepræst Søren
Hermansen her skriver. Den egentlige kirkeforfatning, de taler om, er der
ganske vist næppe nogen mulighed for at få nu. Men det er godt, at den bliver
nævnt. For det allervigtigste er, at vi nu får drøftet Folkekirkens
forfatningsmæssige forhold. Det vil under alle omstændigheder bidrage til en
hårdt tiltrængt styrkelse af "kirkebevidstheden". - Jeg har selv
udtrykt ønske om at få Model 3 med ét råd. Som et skridt på vejen. Men jeg har
også ønsket en gejstlig vetoret, for så vidt angår ritualer og den slags. Idet
jeg selvfølgelig går ud fra, at der som hidtil vil blive nedsat sagkyndige
kommissioner, når vi fx skal have ny alterbog og ny salmebog. Et andet problem
er, at det ikke giver nogen bred repræsentation, når hvert stift skal vælge et
af de læge medlemmer af rådet. Men med det antal medlemmer, der kan blive tale
om, vil der aldrig kunne blive tale om en bred repræsentation, altså også en
repræsentation af mindretal. Derfor må rådet ses som en "regering",
der må have et "parlament" bag sig, altså et kirkemøde, eller hvad
man nu vil kalde det. Hvor man også kan få en bred offentlig drøftelse af alle
kirkens forhold. Hvordan det - engang i fremtiden - nærmere skal organiseres,
kan jeg ikke komme ind på her. Det skal bare organiseres så godt som muligt.
Det vigtigste er, at den evangelisk-lutherske menighed i Danmark kommer til at
leve som den organisme, de døbtes fællesskab er. Og en organisme styrer altså
sig selv. Den evangelisk-lutherske menighed i Danmark er naturligvis kun en del
af den universelle kirkeorganisme. Men det vil den også for alvor kunne leve
som, når den kommer til at styre sig selv. Vi må se, hvad der kommer ud af det
i denne omgang, men de to repræsentanter for menigheden Sorgenfri skal have tak
for dette indlæg! - Bent Christensen, pastor emeritus. dr. theol.
* * *
Er det virkelig så slemt?
Om politisk plat og
dårlig teologi i Svenska Kyrkan. - Kommentar til:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/529579:Debat--Ballade-i-den-svenske-kirke
17.10.13
Hvis det virkelig er så slemt, forstår jeg godt, at
modstanderne af folkekirkeligt selvstyre bruger Svenska Kyrkan som
skræmmebillede. Sådan må det ikke gå her hos os. Men vi er vel heller ikke så
dumme? Jeg vil selv med næb og klør bekæmpe sådan noget som det, den nuværende
svenske ærkebiskop siger. Og det er der, som vi kan se, mange andre der vil. Så
hos os skal det nok gå. - Jeg går fortsat ind for styrelsesudvalgets Model 3.
Idet jeg føjer til, at vi også skal have en bredere forsamling, altså et
kirkemøde med mange deltagere, hvor alt (hvad der har med kirken at gøre!) kan
diskuteres af alle. - Den manglende eller for ringe tro (dårlige teologi) kan
man tage sig af ved teologisk drøftelse, men i værste fald må man jo finde en
passende frikirke. Eller danne en. For mig vil dette dog være den
alleralleryderste udvej. Helt afgørende vil det være, om man vil prøve med magt
at lukke munden på de rettroende. Men jeg tror altså ikke, det kan blive så
galt her hos os.
* * *
Ceremonihuset
Til Deadine
14.10.13, hvor emnet var bla. Humanistisk Samfunds planer om at bygge et
neutralt ceremonihus.
Jeg hører til de præster, der i årtier har anbefalet de ikke-kristne at
lave deres egne ceremonier i deres egne rum. Man hører jo ofte, at folk bruger
kirken, fordi det er så pænt - eller hvad de nu siger. Og det er ikke tilfredsstillende
for nogen. De, der ikke ønsker at være kristne, skal selvfølgelig træde ud af
kirken og lave deres eget. - Jeg understreger dog, at jeg anbefaler lang og
grundig overvejelse. Ingen skal ryge af i svinget ved en fejltagelse. Jeg har
altid elsket den lille mand med den lille tro. Men det er jo noget helt andet
end en principiel modvilje mod kristendommen. - Hvad finansieringen angår, vil
jeg mene, at de mennesker, der vil have et neutralt ceremonirum, selv skal
betale for det, ligesom fx jøder, frikirkemenigheder, katolikker og muslimer
gør det. Det var noget andet, hvis fx kommunen byggede et kommunalt
ceremonihus. - At staten, i hvert fald indtil videre, støtter den
evangelisk-lutherske folkekirke, er noget helt tredje. For det første står der
i Grundloven, at den skal gøre det. For det andet er det et indviklet
spørgsmål, hvem der støtter hvem. Men for min skyld må staten gerne holde op
med at betale. - Noget helt fjerde er, at medlemmer af anerkendte trossamfund
så vidt mig bekendt kan trække deres medlemsbidrag fra i skat, men det kunne
man for min skyld også godt fjerne.
* * *
De fire biskopper og ulandsbistanden
Fire biskopper har udtalt sig imod Venstres forslag om at skære ned på ulandsbistanden. I Deadline 22.30 den 12. oktober 2013 forklarede biskop Karsten Nissen, som var en af de fire, at der, så vidt jeg forstod det, ikke var tale om noget, de fire havde aftalt, men at en journalist havde ringet rundt og spurgt hver enkelt, og at der altså var disse fire, der havde udtalt sig på denne måde. Og Karsten Nissen sagde videre, at han simpelt hen bare havde benyttet sig af sin ret som borger til at udtale sig, når han nu oven i købet var blevet spurgt.
Set fra én side af har Karsten Nissen ret. Vi har siden tiden op til 1848 her i Danmark haft tradition for, at præster kunne optræde politisk. En af mændene fra dengang blev oven i købet både biskop og statsminister (dog trods alt ikke på samme tid!): D.G. Monrad. Og vi har senest haft præsten Poul Hartling som statsminister. Men det, Karsten Nissen talte om, var noget andet, nemlig de gejstliges ret til at deltage i den politiske debat på lige fod med alle andre. Og selvfølgelig har de ret til det. Jeg har selv været lidt politisk aktiv, men har selvfølgelig altid gjort meget for at understrege, at det var jeg altså som privatperson, ikke som præst.
Men som præst har jeg i mange prædikener, ikke mindst over lignelsen om den rige mand og Lazarus, sagt, at det betød, at vi havde et globalt ansvar og skulle give af vores rigdom for at hjælpe de fattige ude i verden. Og det har jo så været på mit embedes vegne. Men det er igen noget helt særligt. Prædikenens situation er noget helt særligt. Jeg er aldrig som præst gået ud i den offentlige debat og har anklaget et bestemt parti for at have gjort eller foreslået noget andet end det, jeg havde prædiket.
Når jeg overhovedet ytrer mig her, er det, fordi det jo ser meget mærkeligt ud, at fire biskopper (selv om det åbenbart er helt tilfældigt) ytrer sig så specifikt politisk, netop som debatten om en eventuel ny kirkestyrelseslov kører for fulde omdrejninger og den ikke får for lidt med risikoen for, at et eventuelt kirkeligt råd skulle begynde at udtale sig om alt muligt politisk. Jeg er for, at vi får mere kirkeligt selvstyre, ja, for, at kirken til sidst bliver helt selvstændig, men jeg er også stærk modstander af, at et sådant råd skulle kunne udtale sig på kirkens vegne - hvad der jo heller ikke ligger i styrelsesudvalgets forslag. Så hvis de fire biskopper virkelig havde planlagt at udtale sig i fællesskab på en så politisk specifik måde (for slet ikke at tale om, hvis det havde været hele bispekollegiet som sådant), ville jeg være blevet meget vred.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Tre kommentarer til artikler i Kristeligt Dagblad om
Grundtvig
KD Onlinedebat og
Facebook. - 08.10.13.
Den politiske højrefløj har overtaget Grundtvig
Da der er en
sammenhæng mellem disse tre kommentarer, bringer jeg dem alle tre her, selv om
de to første jo stort set ikke har noget med kirke og teologi at gøre.
Tilsvarende har jeg også sat dem alle tre på undersiderne "Grundtvig"
og "Debat". - Lidt senere på dagen satte jeg disse tre kommentarer i
min avisen.dk-blog under den fælles overskrift "Grundtvig, de politiske
fløje og kirkestyrelsen".
Venstrefløjen har forladt ham
Nu har jeg ikke mit dankort her. Og jeg benytter lejligheden til, endnu en gang at beklage, at man ikke længere har klippekortet! - Men foreløbig vil jeg sige, at det er venstrefløjen, der har forladt Grundtvig. - Omkring 1972 herskede, hvad nogle af os kaldte "national-socialismen". Dengang hadede venstrefløjen EF og brugte nationalisten Grundtvig i sin kamp. Nu er dagsordenen en anden. Og hvis jeg igen skal være ondskabsfuld, vil jeg sige, at man nu i hvert fald i SF er glad for EU, og at det måske skyldes, at man ikke længere har Sovjetunionen, så at EU er det nærmeste, man kan komme det. Men spøg til side, jeg har altid været tilhænger af EF og EU, altså af, at dette fællesskab findes, for jeg er rigtignok mere og mere kritisk over for mange ting. Det er for ideologisk og folkeforagtende, for at sige det kort. - Og hvad Grundtvig angår, kan vi jo alle lade os inspirere af ham. Helt aktuelt er der meget at hente, for så vidt angår uddannelsespolitikken. Grundtvig sagde jo, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult, men gik i stedet ind for, at en i grunden ensartet dannelse skulle udbredes i alle samfundslag. Måske vender jeg tilbage. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig).
-
Ikke noget at føje til
Nu har jeg læst artiklen. Og det eneste, jeg har at føje til, er, at når venstrefløjen (marxister og kulturradikale, for at sige det kort) i årtier har haft bekæmpelsen af dansk nationalitet og folkelighed som et af sine vigtigste projekter, så er der ikke noget at sige til, at det kun er på den anden side, man holder af Grundtvig. Det kan på mange områder være svært at sige, hvad Grundtvig ville mene i dag, men der kan ikke være den ringeste tvivl om, at han ville være imod indvandringen og kosmopolitismen. - Grundtvig var nationalist. Også i den grad. Men sådan var tiden. Og det særlige ved Grundtvig var, at han så sit elskede Danmarks rolle i et verdenshistorisk perspektiv. Den nordiske videnskabelighed (Göteborg-universitetet) skulle være den nordiske folkestammes bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed. Der er også store økumeniske (mellemkirkelige) perspektiver i Grundtvigs teologi og salmedigtning. Der er masser at øse af. Og man kan som sagt lade sig inspirere, som man vil. En af de ting, Grundtvig virkelig bekæmpede, var efteraberiet. Han sagde også, at hans åndelige efterkommere skulle stå på hans skuldre - og altså være kommet videre. Jeg håber, vi kan få en Grundtvig-renæssance. - Nu går jeg til artiklen om Grundtvig og kirkeforfatningen. Det spørgsmål er noget mere kompliceret. Jeg henviser til min kommentar til den. - FB-TILFØJELSE: Ja, se det næste opslag!
-
Ville Grundtvig være imod et kirkeråd?
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/528395:Kirke---tro--Ville-Grundtvig-vaere-imod-et-kirkeraad
Sune Auken kommer
nærmest
Denne artikel er et stærkt eksempel på, at Grundtvig kan tages til indtægt for alt. Men jeg mener, at Sune Auken er den, der kommer nærmest. - Jeg har selv beskæftiget mig meget med Grundtvigs kirketeologi, kirkesyn og kirkepolitik, ja, regner med at få en stor artikel om det i det kommende nummer af Grundtvig-Studier, som jeg tillader mig at henvise til. Jeg henviser også til Grundtvig-Selskabets årsmøde den 23. november, hvor jeg skal give det indledende oplæg til drøftelsen om netop forholdet mellem Grundtvig og den aktuelle kirkepolitiske situation. Men jeg kan i al korthed sige så meget her, at Grundtvig rigtignok var imod en kirkeforfatning. Men det var han blandt andet, fordi han slet ikke regnede Folkekirken for et kristent kirkesamfund. Folkekirken var for ham en slags offentlig religionsanstalt, hvor der nærmest skulle være plads til alt muligt, der på nogen måde kunne betegnes som kristeligt. Han regnede kun ganske få for egentlige kristne (Jesu Kristi frimenighed), og de kunne så samles omkring de (også få) rettroende præster, ofte gennem sognebåndsløsning. Og det var så det! Apparatet sørgede staten for, og så kunne de få rettroende bare samles om de få rettroende præster. Men Grundtvig holdt også hele tiden den mulighed åben, at de få rettroende kunne bryde ud og danne en frikirke. Det er derfor meget sandsynligt, at Grundtvig ville have været frikirkemand i dag. - Jeg regner selv Grundtvig for min store teologiske lærefader. Men jeg er uenig med ham i kirkepolitikken. Grundtvig havde på den ene side en meget øm samvittighed med hensyn til, hvad han ville lægge navn til. Derfor var han nødt til at sige, at Folkekirken ikke var en kristen kirke. Men på den anden side havde han også sit store folkelige og kulturelle program, og det kunne han bedre arbejde for, hvis man blev i den statslige religionsanstalt Folkekirken. - Hvad jeg selv mener? Jeg mener, at Folkekirken er et evangelisk-luthersk kirkesamfund, ja, de døbtes fællesskab og dermed en organisme, der skal styre sig selv. Derfor går jeg i den aktuelle situation ind for kirkestyrelsesudvalgets model 3 (den mest vidtgående), og på længere sigt går jeg ind for, at den evangelisk-lutherske menighed i Danmark skal have fuld selvstændighed, altså adskilles fra staten. Jeg har ikke Grundtvigs ømme samvittighed. Jeg bliver fx i Folkekirken på trods af, hvad jeg betegner som "løgnevielsesritualet". Og først og fremmest ønsker jeg at være solidarisk med den berømte lille mand med den lille tro. Også han skal imidlertid være klar over, hvad det er han ved dåben blev indlemmet i. Hvis der er medlemmer, der efter moden overvejelse finder ud af, at de ikke ønsker at være med i de døbtes Kristus-fællesskab, bliver de nødt til at melde sig ud. Men jeg opfordrer ikke nogen til det. Sagen kan beskrives på flere måder, og jeg vil gerne være i menighed sammen med alle, der på nogen måde vil være med til at prøve at samles om det, der er indholdet i den trosbekendelse, vi blev døbt på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig). - www.bentchristensen.dk
* * *
Model 3, med ét fælles organ
Af Bent Christensen,
emeritus, dr.theol.
[Præsteforeningens Blad 16.08.13 (2013/33). Redaktøren har ændret overskriften, som oprindelig var "Gejstlig vetoret?". Mellemrubrikkerne er også redaktørens. Redaktøren har desuden (formodentlig af pladsgrunde) udeladt nogle få ting. De er bevaret her, men sat i firkantet parentes. Et sted, hvor der kun er tale om en ganske lille ændring, har jeg uden videre bevaret den oprindelige ordlyd].
"Denne aften har jeg set frem til gennem de sidste
30-40 år". Med disse ord begyndte mit lille indlæg på mødet i Maribo den
6. juni, hvor formand Gammeltoft-Hansen og seks andre medlemmer af "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne
styringsstruktur for folkekirken" var kommet til stede for at drøfte
Udvalgets debatoplæg med os i Lolland-Falsters Stift. [Dernæst roste jeg
oplægget for dets begrebsklarhed og fine sprog]. Så kompliceret, som det hele
er, kunne det nok ikke have været fremstillet mere læseligt. Indholdet kunne
jeg - efter omstændighederne - også erklære mig stort set tilfreds med. For som
hele vor folkekirkelige virkelighed er, vil det være helt urealistisk at gå
videre lige nu end til model 3 på begge områder, hvad jeg jo så til gengæld
ønsker.
Processen og
drøftelsen
Jeg ville også kunne leve med
model 2. Det vigtigste er, at processen og drøftelsen overhovedet er kommet i
gang. Så kan vi gå videre senere. Men model 2 er vist ikke realistisk, især
ikke for så vidt angår de indre anliggender, hvor det, som et af Udvalgets
medlemmer i en pausesamtale forklarede mig, vil være utilfredsstillende og upraktisk,
at rådets kompetence ikke kommer til at omfatte de anliggender, der i dag er
reguleret ved lovgivning. Jeg er også blevet klar over, at det ikke vil være
godt med to organer. For nu at citere referatet fra vor forenings
repræsentantmøde: "Ville et organ, der skulle tage sig af 'indre
anliggender' ikke medføre, at der kom nye initiativer for initiativernes
skyld?" (nr. 24-25 s. 577, Niels
Vincent Grunnets gruppe). Desuden hænger det hele jo sammen. Selv den mindste
økonomiske eller praktiske ting er en del af kirkeorganismens liv. Altså: model
3 med ét fælles organ.
Jeg har kun to indvendinger mod det i oplægget foreslåede. Den første gælder antallet af almindelige præster i styrelsesorganet. Her ser jeg gerne fem i stedet for kun tre. Ikke et ondt ord om de præster, der tillige er biskopper og provster, men der ligger altså også en stor erfaring og viden hos de almindelige præster. Hvortil kommer det ønskelige i at få så mange forskellige præsteholdninger som muligt repræsenteret.
Vedrørende lære og
ritualer
Min anden indvending gælder forholdene omkring afgørelsen af spørgsmål vedrørende lære og ritualer. Jeg er enig i, at der skal være en overvægt af læge medlemmer. Og det ligger stærkt i mit kirkesyn, at kirken er os alle sammen, så at alle skal være med i drøftelsen og afgørelsen af alle spørgsmål. Men jeg er måske lidt paranoid. For jeg kan frygte, at der kan opstå en situation, hvor et flertal i styrelsesorganet under indtryk af en aktuel stemning kommer til at vedtage nogle dårlige ting. Jeg ønsker derfor, at de gejstlige medlemmer får en eller anden form for vetoret. For uanset hvordan man vender og drejer det, er det sådan, at præsterne, både de, der bare er præster, og de, der tillige er provster eller biskopper, har nogle særlige forudsætninger. Der er den teologiske uddannelse. Og der er alt det, der ligger i, at de i deres tjeneste har en særlig forpligtelse (ordinationen og præsteløftet) og en særlig erfaring - som regel i et livslangt tjenesteforhold.
"Som en
konsekvens af biskoppernes læremæssige ansvar"
Der står ganske vist på s. 22 i Debatoplægget, at biskopperne i sager, der berører læremæssige forhold, skal anmodes om at tage stilling til dem "som en konsekvens af biskoppernes læremæssige ansvar". Men der står også, at biskoppernes indstilling ikke formelt er bindende for rådet. Jeg foreslår, at bispekollegiet får vetoret. Men der skal ikke gå for meget bispekirke i det. Vetoretten bør derfor på en eller anden måde deles med alle de gejstlige medlemmer af rådet. Kommer det til et veto, må man lade de gamle ting gælde, indtil nye kan vedtages. Der bør i øvrigt i det hele taget vedtages så lidt som muligt! Men der skal selvfølgelig være flertal i rådet for alt, hvad der vedtages. De gejstlige skal altså ikke kunne presse noget ned over hovedet på et flertal.
Jeg siger ikke dette for at nedgøre lægfolket og dets repræsentanter eller for at ophøje de gejstlige til at være ufejlbarlige. Der er lægfolk, der har stor teologisk viden og indsigt. Der er lægfolk, der har andre slags vigtig viden og indsigt. Og enhver kan have noget godt og vigtigt at sige. Og gejstlige kan også få dårlige idéer!
Hvis vi har en Folkekirke, hvor et flertal af de almindelige medlemmer ønsker nogle ting, de gejstlige, eller dog et flertal af de gejstlige, er afgjort imod, har vi selvfølgelig et alvorligt problem, [som i sin yderste konsekvens kan føre til en spaltning af kirken, en konsekvens, jeg med mit kirkesyn dog vil betragte som den alleryderste nødløsning]. Der har været splittelse nok i kirken. Men jeg forudser, at [sådan noget som] valgmenigheder vil komme til at spille en stor rolle i fremtidens Folkekirke. Desuden må vi, højtideligt og traditionelt sagt, tro på Evangeliets magt og Helligåndens kraft.
* * *
Model 3 og ét råd, tak!
Danmark er ikke "et kristent
land", derfor må Folkekirken med nødvendighed fremtræde som et
selvstyrende kirkesamfund
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol.
[Dansk Kirketidende
nr. 8/2013, august 2013]
Under Enevælden var
Danmark simpelt hen "et kristent land" med kongen i spidsen for det
hele. Der var ingen særlig kirke. Kirkeorganisationen var en del af det
statslige forvaltningsapparat, og menigheden var med visse undtagelser lig med
hele folket. Med Grundloven i 1849 overtog folkestyret den enevældige konges
magt over kirkeorganisationen. Men der blev religionsfrihed. Og der blev i
paragraffen om, at den evangelisk-lutherske folkekirke var den danske
folkekirke i hvert fald tale om
Folkekirken som en "kirke", som noget, der ikke bare var en del af
det statslige forvaltningsapparat; det giver jo ikke nogen mening at sige, at
staten skal "understøtte" (en del af) sig selv. Folkekirken i
Grundlovens forstand er en evangelisk-luthersk bekendelseskirke. Med stor
frihed og rummelighed, men det er noget andet.
Og så gik det
ellers, som det gik. Og det er gået ganske godt. Jeg kan på en del punkter være
særdeles kritisk over for Folkekirken, men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle
gå hen. Og friheden til at være kritisk er i sig selv et stort gode. Netop
debatten omkring ritualet for vielse af par af samme køn har fået mig til at
blive endnu mere folkekirkelig. Jeg har, om muligt, fået endnu mindre lyst end
før til at tilslutte mig en frikirke eller den såkaldte kirkelige højrefløj.
Mit standpunkt er altså, at jeg, under fortsat protest mod det nye
vielsesritual, vil medvirke til, at livet i det evangelisk-lutherske
kirkesamfund, jeg insisterer på at betragte Folkekirken som, bliver styrket og
fremmet mest muligt.
Selvstyrende kirkesamfund
Jeg hilser derfor
arbejdet med en ny styrelseslov for Folkekirken velkommen. Danmark er ikke
længere slet og ret "et kristent land", og derfor må Folkekirkens
store evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed skulle fremtræde som et
selvstyrende kirkesamfund, en selvstyrende organisme, dvs. som en del af det
Kristi legeme, hver enkelt af os ved dåben blev indpodet i. Jeg afviser den
idelige tale om, at Folkekirken skulle være "en ramme om evangeliets
forkyndelse". Folkekirken er en særlig del af alle de døbtes fællesskab,
og det ændrer den nødvendige skelnen mellem den synlige og den usynlige kirke
intet ved.
På den baggrund ser
jeg helst udvalgets mest vidtgående model, model 3, indført. Det afgørende for
mig er for det første selve drøftelsen, og for det andet, at der overhovedet er
kommet gang i processen. Det har jeg ventet på siden midten af 1970'erne.
Det bliver ikke
nemt. Og jeg kan godt se alle de farer, der truer. Vi er meget dårligt forberedt
til det. Men der er ingen vej udenom. Og så længe vi selv kan bestemme tempoet,
må vi tage det skridt for skridt. Idet vi skal gøre os klart, at en direkte
adskillelse af kirken fra staten kan blive os påtvunget, før vi selv ønsker
det. Men så skal vi være klædt på til det.
Ingen moralsk centralkomité
Der er spørgsmålet
om, hvor stor demokratisk legitimitet et kommende kirkeråd vil få. Men hvad det
angår, må "alle gode kræfter" medvirke til, at kirkebevidstheden i
hele folkekirkemenigheden styrkes, så mange flere deltager i
menighedsrådsvalgene. Og jeg vil ud fra egen erfaring påstå, at de mange
menighedsråd, der er fremkommet ved aftalevalg, er ganske repræsentative for de
pågældende sognemenigheder.
Af flere grunde bør
der kun være ét kirkeråd. Først og fremmest fordi det hele hænger sammen i
kirkeorganismens liv. Men også fordi et særligt råd for de "indre
anliggender" alene vil kunne blive særlig fristet til at finde på unødvendige
ting at beskæftige sig med.
Den gamle krikke
om, at kirkerådet vil komme til udtale sig om alle mulige politiske og andre
uvedkommende ting, bliver jo igen trukket af stalden. Jeg siger ikke, at der
ikke er nogle, der ønsker en sådan "moralsk centralkomité". Men det
er formodentlig et lille mindretal. Og jeg er selv en af dem, der vil bekæmpe
noget sådant med næb og klør. Jeg så gerne, at paragraf 1 i en kommende
styrelseslov kom til at lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med
eller udtale sig om andet end kirkens styrelse". Men hvordan skulle det i
øvrigt kunne gå til? Vi er jo så mange, der er imod det. Og der står absolut
intet om noget sådant i Udvalgets forslag. Og blandt de knapt 80 procent af
befolkningen, der er medlemmer af Folkekirken, er stort set alle politiske
holdninger repræsenteret. Hvordan skulle det så kunne gå til, at rådet på
Folkekirkens vegne kom til at udtale sig i en bestemt politisk retning?
Veto til gejstlige
Endelig vil jeg
nævne risikoen for, at kirkerådet under indflydelse af en tilfældig stemning i
tiden skulle kunne komme til at vedtage nogle dårlige ting på det liturgiske
område. Men for det første vil man - og skal man - som hidtil nedsætte
kommissioner af sagkyndige folk, hvis forslag man jo nok vil tage afgørende
hensyn til. Og for det andet vil jeg foreslå, at der for alle tilfældes skyld
bliver givet bispekollegiet og de gejstlige medlemmer af rådet vetoret i
liturgiske spørgsmål. Jeg foreslår i parentes bemærket antallet af
"almindelige" præster i rådet udvidet fra tre til fem, hvilket blandt
andet vil betyde, at flere forskellige præsteholdninger bliver repræsenteret.
De gejstlige er ganske vist heller ikke ufejlbarlige. Men hvad skal man ellers
gøre? Og skulle det komme til det værste, må vi insistere på, at det fortsat
vil være sådan, at hidtidige ritualer m.m. forbliver gyldige, så at de, der
ikke kan leve med fx en dårlig "modernisering" af højmessen, kan
blive ved med at bruge dem. Det kan være hele sognemenigheder. Men det kan også
være mindre grupper eller enkeltpersoner. De må da benytte sig af de
frihedsmuligheder, der selvfølgelig fortsat skal være (og som vi skylder
Grundtvig stor tak for), nemlig tilkaldepræster, sognebåndsløsning og
valgmenigheder. Jeg forestiller mig, at der under alle omstændigheder vil komme
et større antal valgmenigheder. Og med den mangfoldighed, der nok i stigende
grad vil blive tale om, vil det være udmærket. De vil jo stadig være en del af
Folkekirken. Hvad fx gudstjenesteordningen angår, vil man så også kunne se, hvor
mange der søndag efter søndag vil deltage i de forskellige former for
gudstjeneste, der måtte blive tale om.
Strid er bedre end død
Selv om der kan
blive en masse strid i forbindelse med indførelsen af en ny styrelsesstruktur,
vil dette selv i værste fald være en form for liv, som der vil kunne komme
meget godt ud af. Strid er i hvert fald bedre end død. Og vi skal tro på
Evangeliets magt og Helligåndens kraft. Evangeliet vil altid sætte sig igennem.
Kort sagt: model 3
med ét råd!
* * *
En biskop er en præst, der tillige er tilsynsmand
Til KD-artiklen "Bispeembede er
under ombygning":
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/515523:Kirke---tro--Bispeembede-er-under-ombygning
http://www.kristeligt-dagblad.dk/laeserdebat/traad/524305?post_id=287794#post_287794
Det er mærkelige tider, vi lever i. Men desto vigtigere er det, at vi alle holder tungen lige i munden. Vi skal altså pdes. undgå en dårlig og misforstået tale om "det almindelige præstedømme" og pdas. undgå en mangementagtig opgradering af bispeembedet.
Den lutherske tale om det almindelige præstedømme er vendt mod den romerskkatolske forståelse af præsteembedet som et "sacerdotium", ja, et offerpræsteembede, som formidler mellem Gud og menighedens almindelige medlemmer. Et sådant embede skal vi ikke have og har vi ikke i vor afdeling af Kirken. Alle står i et umiddelbart forhold til Gud. Men dette betyder ikke, at der ikke er et særligt præste- og prædikeembede, altså et særligt tjeneste-embede, "ministerium", hos os. Det er der.
Og der er faktisk kunne dette ene "ministerium" eller præsteembede hos os. Alle vi præster i fx Folkekirken er fælles om og tjener grundlæggende på lige fod i den apostoliske tradition, ja, succession. Nogle præster får så tillige en særlig tilsynstjeneste, nemlig biskopperne. En biskop, græsk "episkopos", er en tilsynsmand. I Kirkens første århundreder havde bispeembedet af gode grunde en helt særlig betydning. Dengang gav det længe mening at understrege den betydning, det havde, at biskopperne på en helt særlig måde havde fået overdraget deres særlige embede i en følge eller "succession", som gik helt tilbage til de første apostle. Til at begynde med var der jo en ikke ringe forvirring med hensyn til, hvad det hele gik ud på, og det var også i mange tilfælde så som så med den enkelte præsts uddannelsesniveau. Nu er det noget andet. Alle ved, hvad kristendommen går ud på. Eller kan i hvert fald diskutere dette på et kvalificeret grundlag, nemlig på grundlag af en solid teologisk universitetsuddannelse. Man kan derfor også godt sige, at i dag er alle præster i Folkekirken biskopper! Bortset fra, at der jo i kirken, som i alle andre strukturer, er brug for et tilsyn. Det er nødvendigt, at der i hvert område, dvs. i hvert stift, er en præst, der rent ud sagt holder øje med, om de andre holder sig til den rette lære m.m. (At dette i praksis administreres meget lempeligt, er godt, men ændrer ikke noget ved hovedsagen).
Men når en mand (eller kvinde) bliver valgt til dette tilsynsembede, giver dette jo også ham (eller hende; jeg mener altid "eller hende", når jeg siger ham) en særlig position. Man vælger jo en person, som blandt andet må formodes at være en dygtig teolog. MEN dette betyder ikke, at en biskop kan udtale sig på andet end sine egne vegne. Selvfølgelig med den vægt, hans særlige stilling og særlige kvalifikationer giver. Men så ikke mere. - Det samme gælder naturligvis en provst, som altså er en præst, der bistår biskoppen med tilsynet og desuden har nogle særlige administrative funktioner. - Og hvad det administrative angår, må vi ikke glemme, at i kirken er alt teologisk, også de mindste små detaljer. Både bispe- og provstefunktionen skal altså varetages af præster, teologer.
Jeg er derfor helt enig med universitetslektor Anders Holm, når han siger:
”Det er ikke mindst Kristeligt Dagblad, der har re-katoliceret bispeembedet og eftersøgt hierarkiske strukturer, så det fremstår, som om biskopperne udtaler sig på kirkens vegne. Sandheden er jo, at der er stor uenighed i folkekirken”.
Hvad i øvrigt hele management-tankegangen angår, må vi gøre alt for at holde den ude af kirken. Bortset fra, at også kirken jo skal fungere så godt som muligt på alle områder. Det afgørende er, at alle skal kunne udtale sig på i princippet lige fod. Der er jo også lægfolk, der har stor teologisk indsigt. Og der er lægfolk, der i det hele taget har stor indsigt i tilværelsens store spørgsmål. Ligesom enhver jo er kvalificeret til at udtale sig om eksistensen ved simpelt hen at være til.
Men hvad nu præsterne angår, altså de præster, der bare er præst og ikke tillige provst eller biskop, så er det meget vigtigt, at deres selvstændighed bevares. Den Danske Folkekirke har i århundreder i meget høj grad været en præstekirke. Det kan man ikke snakke sig fra. Og dette har i høj grad været med til at gøre Danmark til det land, det er i dag. Det gælder først og fremmest præstens tjeneste i sognet. Men det gælder også præstens deltagelse i hele debatten på alle områder. Jeg tror, mange præster allerede nu afstår fra at deltage i såvel den teologiske og kirkelige debat som debatten overhovedet, fordi de på den ene side er bange for deres menighedsråd og på den anden side er bange for deres biskop. Noget tilsvarende gælder de både offentligt og privat ansatte, man kan sammenligne præsterne med. Og det er en stor ulykke.
Vi skal have vor gode evangelisk-lutherske og folkekirkelige tradition med os ind i fremtiden. Ellers kan det blive meget både kedeligt og sørgeligt.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Ateist med ånd?
Kommentar til
KD-artikel 26.06.13
Norsk
religionshistoriker i opgør med tidens ateister
Ateist med ånd?
Erik Thorstensen er både sympatisk og klog. Det er fx fuldstændig rigtigt, når han påpeger, at de militante ateister mere og mere fremtræder som en intolerant, ja, aggressiv religiøs sekt. Og det er rigtigt, når han gør opmærksom på, at deres teknik (som svarer til, hvad fx også politikere ofte gør) er at lave et fugleskræmsel bestående af nogle af de værste af de jo desværre mange eksempler på vildfaren kristendom (eller "kristendom") og anden vildfaren religiøsitet - for derefter, meget nemt, at skyde det ned. Hvorfor er der fx sjældent nogen, der går i diskussion med gode moderne evangelisk-lutherske kristne?
Som bekendt talte Grundtvig i sin tid om et kulturelt og videnskabeligt samarbejde mellem kristne og "naturalister med ånd". Som discipel af Grundtvig har jeg i mange år talt om et samarbejde mellem os kristne og "åbne og ærlige ateister", altså fx sådan nogle som Erik Thorstensen.
For mig som moderne menneske er der kun to muligheder at, om man så må sige, vælge imellem, nemlig kristendommen eller en netop åben og ærlig ateisme, som består i, at man simpelt hen ikke finder det muligt at tro, der er en Gud. Jeg var fra 15-årsalderen af, og indtil jeg var først i tyverne, selv en sådan ateist, men kom gennem en lang proces og hårde kampe tilbage til den kristne tro igen. Da jeg var 28, blev jeg præst i Folkekirken. Og senere var jeg i mange år Grundtvig-forsker, med særligt henblik på vort forhold som kristne til den foreliggende virkelighed og til vore ikke-kristne medmennesker. Jeg har også altid interesseret mig for naturvidenskab. Ja, jeg har haft lidt med Forum Teologi Naturvidenskab at gøre.
Jeg kan altså på en vis måde godt sige, at der ikke er nogen ateist, der kan lære mig noget, og at jeg i hvert fald ikke på nogen som helst måde kan genkende mig selv i de fugleskræmsler, de militante ateister opstiller. På den anden side er jeg også glad for min egen ateistiske fortid. Den og min fuldstændig nøgne og fordomsfri beskæftigelse med både naturvidenskaberne og hele den moderne virkelighed i øvrigt har sat mig i stand til at være præst i stor solidaritet med både tvivlere og ateister. Men hvad ellers?
Jeg benytter derfor denne lejlighed til, endnu en gang, at invitere ateister som Erik Thorstensen til en fri drøftelse af, ja, på mange måder et direkte samarbejde om, samfundsspørgsmål, kultur og videnskab. Den slags ateister er faktisk os kristnes nærmeste slægtninge. For vi må ikke glemme, at den sande kristendom er det 180 grader modsatte af "religion"!
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Samfundet må tage, hvad det kan få
25.06.13.
Det første og de to
sidste afsnit + link til nedennævnte blog sat i KD Onlinedebat.
Hele teksten i min
blog i avisen.dk "Jeg er ellers ikke blogger ...".
(LINK: http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx).
Og derefter delt til
min Facebook-profil.
I Kristeligt Dagblads kronik den 24. juni 2013 fremsætter professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet dr.polit. Niels Kærgård det synspunkt, at Folkekirkens forhold er for vigtige til at kunne overlades helt til Folkekirkens egne folk (jfr. den med krigen og generalerne). Men her ser professoren forkert.
Der er mange rigtige iagttagelser i kronikken, ikke mindst den, at det kirkeråd, "Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken" i sit Debatoplæg nævner som en mulighed bliver "ekstremt menighedsrådstungt". Men vi må ikke glemme, at noget af det vigtigste ved en demokratisk styreform er, at de, der betaler, også skal være (solidt) repræsenteret.
Jeg har dog foreslået, at antallet af "menige præster" burde forhøjes fra tre til fem (ud af 25-27 medlemmer). Med al respekt for de præster, der tillige er provster eller biskopper, er det ønskeligt, at de almindelige præster med al deres viden og erfaring og anskuelsesmæssige bredde bliver så stærkt repræsenteret som muligt. I høj grad også for netop breddens skyld. Og de præster, der bare er præster, vil også ofte være noget anderledes end dem, der tillige er provster eller biskopper.
Men dette er ikke det afgørende. Det siger jo sig selv, at et sådant råd må rådføre sig med eksperter og sagkyndige, som det jo også nu er tilfældet. Derfor er det heller ikke nødvendigt at have universitetsprofessorer olgn. siddende i rådet - selv om professor Kærgård jo peger på, at dette ville kunne ske derved, at i hvert fald et af de af kirkeministeren udpegede medlemmer blev universitetsteolog.
Der er selvfølgelig et problem, eller det kan i hvert fald tænkes, at der kan opstå et problem, hvad de "indre anliggender" angår (ritualer, salmebog, undervisning osv.). Men dette problem kan ikke imødegås ved at forøge antallet af gejstlige og evt. fagteologer. Her bør man i stedet indføje en eller anden form for bestemmelse om, at de gejstlige, hvis det skulle komme til det yderste, får vetoret. Og her tænker jeg ikke kun på bispekollegiet. (Der skal jo, som jeg har sagt, heller ikke gå for meget bispekirke i det). Bispekollegiet består ganske vist af samtlige indehavere af det særlige tilsynsembede, og lige meget hvordan man vender og drejer det, vil biskopperne altid skulle have et stort ord at sige. Men jeg mener, at den vetoret, hvad ritualer osv. angår, der her vil blive tale om, skal deles mellem bispekollegiet, de biskopper, der er medlemmer af Rådet, og de provster og almindelige præster, der er medlemmer af rådet.
Jeg er måske paranoid. Men jeg kan ikke frigøre mig for en frygt for, at et flertal i Rådet under indtryk af en tilfældig tidsånd kan komme til at vedtage fx nogle dårlige ritualer eller ligefrem en dårlig gudstjenesteordning. Det kan en gejstlig vetoret give en ekstra sikkerhed imod. Selv om jo også gejstlige kan få eller tilslutte sig dårlige idéer. Hvis det kommer til det yderste, må man blive ved de hidtidige ritualer m.m., indtil der er opnået enighed om nogle nye.
Man skal i denne forbindelse bemærke, at jeg naturligvis ikke forestiller mig, at de gejstlige skal kunne gennemtvinge noget mod et flertal i Rådet. Og jeg tror naturligvis også, at god dansk skik fortsat vil herske, så at man i hele Rådet virkelig vil lytte til, hvad fx en liturgisk kommission vil fremkomme med, samt til de høringssvar og den debat, der vil blive tale om. Vi skal nok finde ud af det.
Og hvis det er sådan, at et flertal i hele kirken ligger under for en dårlig tidsånd, er der ikke noget at gøre ved det, andet end at vente på bedre tider. Hvis man studerer noget kirkehistorie, kan man fx se, hvad der fandt sted for to hundrede år siden! Desto vigtigere bliver så de frihedsmuligheder, netop Grundtvig fik gennemført, altså sognebåndsløsning og dannelse af valgmenigheder. Jeg tror, der vil kunne komme mange valgmenigheder i fremtidens evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Måske ikke mindst netop på grund af forskellige syn på, hvordan gudstjenesten skal være. Og hvad så? Det fantastiske ved de frihedsmuligheder, vi har i dag, og som selvfølgelig skal med over i alle kommende ordninger, er jo, at man kan holde meget forskellige slags kristne sammen i ét kirkesamfund.
Men så peger Niels Kærgård på, at da Folkekirken er "en central institution for hele det danske samfund", så ville det være rimeligt, "at for eksempel Folketinget, Kulturministeriet, Nationalmuseet, Statens Kunstfond og egnsudviklingen skulle udpege repræsentanter for almene samfundsinteresser på samme måde, som de gør til for eksempel Danmarks Radios bestyrelse". Men det er det ikke! De udmærkede mennesker, der her er tale om, må Rådet konsultere og samarbejde med på andre måder.
Det, der efter alle solemærker at dømme er ved at ske nu, er, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark i stadig stigende grad vil komme til at leve som hverken mere eller mindre end et kirkesamfund. Og sådan skal det være. I gamle dage, da menigheden praktisk taget var lig med hele befolkningen med Kongen i spidsen for det hele, var det noget andet (selv om det egentlig også under sådanne omstændigheder ville være rimeligt med en særlig ledelse i "den kirkelige side af samfundet", eller altså hos befolkningen i dens egenskab af menighed). Men som det hele er allerede nu, for slet ikke at tale om, hvordan det efter alt at dømme bliver, må den nuværende folkekirkemenighed i stadig stigende grad komme til at stå som dén - selvstyrende - organisme, hvert enkelt medlem ved sin dåb blev indlemmet i. Sådan er det jo. Enten er hele nationen kristen, ja, kristen på samme måde (i vort tilfælde evangelisk-luthersk), eller også må det evangelisk-lutherske kirkesamfund leve som en selvstændig og selvstyrende organisme. (At Kirken er splittet op i forskellige konfessioner og samfund både i verden og her i landet, er en mildest talt beklagelig kendsgerning, men der er altså og vil inden for al overskuelig fremtid også være ikke-lutherske kristne kirkesamfund i Danmark, som vi selvfølgelig skal leve broderligt sammen med. Men det nævner jeg kun lige).
Jeg anerkender den smukke måde, hvorpå Niels Kærgård taler om de mange gode virkninger, kristendommen, og ikke mindst den evangelisk-lutherske kristendom, har haft på menneskelivet i Danmark. Men disse virkninger forsvinder jo ikke, fordi Folkekirken bliver selvstyrende. De vil for det første gøre sig gældende blandt Folkekirkens medlemmer, og efter min mening i højere grad, jo mere disse kommer til at forstå og føle og opleve sig som medlemmer af Folkekirken som kirkesamfund, menighed, organisme. Og de vil for det andet gøre sig gældende ud fra det liv, Folkekirkens medlemmer lever i samfundet, med alt, hvad det indebærer. Og den danske stat vil jo også fortsat være folkekirkemedlemmernes stat, ikke en fjendtlig magt. Så alle mulige former for samarbejde vil kunne tænkes. Selv om det vigtigste jo vil være, at der vil være evangelisk-lutherske kristne overalt og på alle slags poster i samfundet. Som ikke bare vil være kristne, men som også vil være de første til at se sagligt og fordomsfrit (ikke-ideologisk) på tingene og dermed kunne samarbejde frugtbart med folk af alle mulige andre overbevisninger. I hvert fald med alle, der selv går sagligt og fordomsfrit (ikke-ideologisk) til værks.
Min konklusion på denne kommentar til professor Niels Kærgårds kronik skal derfor være. Kirken skal styre sig selv, og så må samfundet tage, hvad det kan få!
Bent
Christensen pastor emeritus, dr. theol.
* * *
PÅ HØJDEN.
Et sankthansdigt med Sankt Hans-kommentarer. - 22.06.13.
På undersiden
"Litterære tekster" kan man se, at jeg hver uge sætter et eller flere
digte på min Facebook-tidslinje. I sommeren 2013 var det i en periode en række
"vinduesdigte" eller "vinduesnattedigte", som på en måde
bare blev skrevet af efter, hvad jeg så i mit studereværelses vindue, inden jeg
gik i seng. Nedenstående digt med kommentarer måtte også her på siden.
Ugens digt 4, uge
25/2013
Dette midsommerdigt måtte på i dag [lørdag 22.06.13]. Men jeg sætter det her i kommentarfeltet. Fra fredag aften til engang om mandagen gælder princippet "intet over salmen". - Se dog også kommentaren i næste felt.
PÅ HØJDEN
I denne solhvervsnat hænger
vinterens truende sky
massivt over det blege stykke,
i hvis nederste del man nærmest
skal gætte sig til en smule rødt.
Truslen har nok også
sat kulde i Solen.
Mon sankthansaften igen i år
bliver kold og våd og blæsende?
Sankt Hans!
Det gamle på sin højde.
Døden lurer overalt.
Vi tænder vore bål.
Og det er godt nok.
Men vi burde også fejre en messe.
22.06.13
KOMMENTAR: Dette er digt er skrevet ved ettiden den 22. juni, altså i natten efter sommersolhvervsdagen. Og jeg har derfor været nødt til at sætte det på her, men altså i dette kommentarfelt. Jeg vil jo kun i det yderste tilfælde have noget til at stå over søndagens salme. Men digtet slutter jo: "Men vi burde også fejre en messe". Se derfor mere i næste felt.
I NYT KOMMENTARFELT:
Mit sankthansdigt slutter altså med linjen "Men vi burde også fejre en messe". Og det har jeg denne kommentar til: Almindeligvis betragter jeg sankthansaften som en rent "folkelig" fest. Og vi skal da også til sankthansbål i Kettinge Grusgrav på Østlolland i morgen. Så det er lidt vanskeligt for mig at gøre forholdet mellem "det kirkelige og det folkelige" op her. Jeg vil i hvert fald ikke uden videre sige, at man burde erstatte den folkelige sankthansfejring med en sankthansaftengudstjeneste. Men man skal i det mindste huske, at Sankt Hans' dag (Johannes Døberens fødselsdag) fra gammel tid har været fejret med både en vigiliegudstjeneste om aftenen den 23. juni og en messe på selve dagen den 24. juni. I den Romersk-Katolske Kirke (hvor man stadig fejrer Johannes Døberens fødsel) er teksterne til aftengudstjenesten 23/6: Jer 1,4-10, 1 Pet 1,8-12 og Luk 1,5-17, og til Sankt Hans' dag-messen: Es 49,1-6, ApG 13,22-26 og Luk 1,57-66.80. - Man kunne jo gøre det, at man fejrede Sankt Hans ved en gudstjeneste, inden man gik til sankthansbål (evt. med medbragt mad og drikke). Og/eller ved en gudstjeneste 24/6. Jeg bryder mig ikke meget om aftengudstjenester, men da der jo i de fleste tilfælde er tale om hverdage, ville man blive nødt til det. - Når jeg ikke bryder mig om aftengudstjenester på søndage, er det af to grunde: 1. Søndagen er Herrens opstandelses dag, altså hver gang en lille påske. Derfor er morgenen/formiddagen det rette tidspunkt. - 2. Man skal fejre gudstjeneste om formiddagen, så man, således styrket og opmuntret, resten af dagen kan hengive sig til sit menneskeliv. Ved måltiderne. Ved en søndagstur i naturen eller til en seværdighed eller begivenhed. Ved en film eller en bog. Eller hvordan man nu vil fordybe sig i sit liv fri for arbejde.
* * *
Men
så er der valgmenighedsmuligheden
Til
KD-artiklen 20.06.13 "Lise-Lotte Rebel: Bevar kirkens
frihedstradition".
Ja, det er slemt, hvis modstandere af vielser af par af samme køn får
vanskeligt ved at få embede. Jeg har tidligere sagt, at hvis alle præster blev
tvunget til at forrette vielser af par af samme køn, ville jeg blive nødt til
at forlade Folkekirken. Heldigvis har vi dog stadig muligheden for at danne
valgmenigheder (altså inden for Folkekirken). Og det er så den bedste løsning.
Der har været kirkesplittelse nok. Og der har været dårlige tider før og kan
komme bedre tider igen. - Der kan i øvrigt være andre grunde til at ty til
valgmenighedsmuligheden. For mig vil det især være en situation, hvor højmessen
er blevet "moderniseret" til noget, jeg ikke (eller dårligt) vil
kunne fejre søndag i. Da ville jeg gøre alt for at slutte mig til en
valgmenighed, hvor der blev fejret højmesse som i dag. - Men lad os nu se, hvor
galt det går. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (Lolland-Falsters
Stift, heldigvis!).
* * *
Tiderne skifter
Til KD-artiklen 20.06.13: "Missionsk splittelse har været undervejs længe" (interview med Viggo Mortensen).
Grundlæggende bryder jeg mig ikke meget om den såkaldte højrefløj. Jeg kan ikke lide, at de opfører sig som en "kirke i kirken". Men der er også meget i deres teologi, der er mig imod, lige fra bibelfundamentalismen og opefter - og helt ud i "stilen", altså i hele deres måde at optræde som kristne på. Der burde forskes i hele dette område. For selv om de gerne vil fremtræde som de sande rettroende, er der altså noget galt. Nu har jeg sagt det. Det er sjældent, der er nogen, der tør sige det. Men højrefløjsfolkene skærer dog ikke halsen over på dem, der kritiserer dem. - Så når jeg siden 1990'erne har talt imod homovielser (et spørgsmål, der ikke interesserer mig særligt), er det, fordi jeg har følt det som min pligt at sige noget, så det ikke kun blev denne "højrefløjs" sag. Der er nemlig én ting, der er meget vigtig. Og det er, at vi med ritualet for vielse af par af samme køn har fået en løgn i Ritualbogen. En socialkonstruktivistisk newspeak-løgn. Derfor må jeg også blive ved at markere protesten (mindst hvert år på "Løgnens dag" 12/6) og min fralæggelse af ethvert medansvar. - Men jeg bliver i Folkekirken (hvor jeg desuden er så heldig at have Steen Skovsgaard til biskop). Der er allerede rigeligt med splittelse i Kirken. Og der har været dårlige tider før, meget dårlige. På mange måder er det ganske fint i dag i modsætning til fx i begyndelsen af 1800-tallet, som jeg tilfældigvis netop nu sidder med næsen i. Og der kan komme bedre tider igen. Vi må derfor koncentrere os om Evangeliet og alt andet godt og positivt. Og helt aktuelt må vi deltage i drøftelsen af den kommende kirkestyrelseslov. (Jeg går ind for model 3 med ét råd!). - Hvad højrefløjsfolkene vil gøre, må de selv om. Hvis de i virkeligheden helst vil være frikirke, så lad dem. Men de burde hellere blive. Jeg vil, trods al kritik, godt regne dem for mine medkristne. De skal bare også regne mig - og alle de andre - for deres medkristne. Så kan vi ellers diskutere, så gnisterne fyger. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Jeg støtter min biskop
Onlinekommentar til
biskop Steen Skovsgaards indlæg i Kristeligt Dagblad den 19. juni 2013:
"Fradøm ikke hinanden kristennavnet". - Også slået op på min Facebook-tidslinje.
Jeg vil gerne udtrykke min fulde støtte til min biskop her i
Lolland-Falsters Stift. Jeg er glad for at høre til i et stift, hvis biskop
ikke har underskrevet, hvad jeg betegner som "løgneritualet". Ja,
sådan siger jeg. For det helt utålelige for mig er, at vi nu har et ritual i
Ritualbogen, der bygger på, at et flertal har vedtaget, at et forhold mellem to
af samme køn ikke alene skal behandles som, men også udtrykkeligt kaldes et
ægteskab. Det er newspeak af værste skuffe. Og dermed er det også et udtryk
for, at flertallet i Folkekirken i princippet ligger under for det, man kalder
socialkonstruktivismen. Så at man må spørge: Hvad bliver det næste? Jeg har
også måttet løse sognebånd fra min i øvrigt gode sognepræst. Det har jeg nemlig
lige siden 1990'erne (hvor jeg dog endnu selv var sognepræst) sagt jeg ville
gøre, hvis et sådant ritual blev vedtaget. Man siger, man går ind for
homovielsen, fordi kirken skal være for alle. Men det er kirken så ikke. Der
bliver i hvert fald tale om en splittelse i kirken. Men efter min mening så
heller ikke mere: en splittelse i Folkekirken, ikke af Folkekirken. Der har
lige siden Det Store Skisma i 1054 og reformationstidens splittelser i
Vestkirken været rigeligt af den slags. Kirken er ikke en forening, man sådan
lige melder sig ud af. Der har været mange alvorlige kætterier og andre
dårligdomme i den danske kirke. Men Evangeliet har altid været til stede og har
altid kunnet trænge igennem. Det kan det også nu. Og selv om jeg altså må
betegne det nye ritual som helt uhyrligt, er det dog ikke noget, der vedrører
selve kristentroens kerneområder, som de fx kommer til udtryk i den apostolske
trosbekendelse, som vi alle er døbt på. Idet jeg altså er nødt til, fortsat at
frasige mig ethvert medansvar for det nye ritual, og idet jeg hvert år må
markere datoen den 12. juni som "Løgnens dag" (datoen for
autorisationen af ritualet), ønsker jeg derfor at se fremad og hellere bruge
kræfterne på alle de positive opgaver, der tegner sig, helt aktuelt processen
frem mod en ny styrelseslov for Folkekirken. (Jeg ønsker model 3 og ét råd, kan
jeg lige nå at sige). - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Facebook-opslag i anledning af løgnens dag
Kære Facebook-venner!
For knapt et år siden, nemlig den 17. juni 2012, da jeg var blevet klar over, at ritualet for vielse af par af samme køn var blevet autoriseret, havde jeg denne "I øvrigt mener" i Ekstra Bladet:
"I øvrigt mener [jeg], at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som 'løgnens dag'".
Jeg må derfor her tirsdag den 11. juni 2013, dagen før, sætte dette på såvel min Facebook-tidslinje som min hjemmeside (undersiden "Kirke og teologi"). Vi har jo nu en løgn stående i Folkekirkens ritualbog, og det er derfor meget vigtigt, at det hele tiden bliver markeret, at et stort mindretal af Folkekirkens medlemmer siger fra over for det og dermed ikke har medansvar for det. Jeg er så heldig at have en biskop, der ikke har underskrevet ritualet (Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift), og jeg har løst sognebånd fra min i øvrigt gode præst, som bare desværre følger flertallet.
Jeg kan derfor blive i Folkekirken. Der har været dårlige tider før. Og bedre tider kan komme igen, ja, er på andre områder nok allerede i gang. Lige nu er det kirkestyrelsessagen, der optager mig. Det andet mærker vi jo i praksis ikke noget til. (Hvor mange vielser af par af samme køn mon der overhovedet har været?).
Jeg deltog i det meget fine debatmøde i Bangs Have, Maribo, den 6.juni, som
"Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken" afholdt. Det har jeg fortalt om i min forrige tekst på undersiden "Kirke og teologi". Og uanset om der måske i lang tid vil være et flertal for vielser af personer af samme køn, er det den vej, vi skal. Gerne langsomt. Det vigtigste er, at bevidstheden om, at de døbtes fællesskab er en organisme, der skal styre sig selv, bliver højnet og styrket. Så må vi tage alle debatterne, ja, måske slagsmålene. Hvor der kæmpes, er der i det mindste liv!
Det er altså nødvendigt, at løgneritualet hele tiden bliver anfægtet. Men det vigtigste er, at vi alle gør, hvad vi kan, for at vort evangelisk-lutherske kirkesamfund i stadig stigende grad kommer til at leve som et sådant, ja, højtideligt sagt, som en del af det store verdensomspændende kirke-legeme, vi ved dåben blev indlemmet i. Og vi må, for nu at sige det helt højtideligt, ikke glemme Evangeliets magt og Helligåndens kraft!
* * *
På
debatmødet om styringsstrukturen for Folkekirken
Manuskript-tekst til mit indlæg i Bangs Have, Maribo,
den 6.juni 2013,
hvor "Udvalget om en mere sammenhængende og
moderne styringsstruktur for folkekirken" afholdt det andet af 11
debatmøder (de ti stifter + Bornholm) om det "Debatoplæg", Udvalget
offentliggjorde i april måned.
LINK til hele Debatoplægget:
http://miliki.dk/fileadmin/share/Styringsstruktur/Debatoplaeg.pdf
Jeg nåede selvfølgelig ikke at få fremført alt, hvad der står i manuskriptet (som jeg jo også har skrevet med henblik på både Facebook og min hjemmeside (undersiden "Kirke og teologi")). Men jeg fik rost Debatoplægget for dets begrebsmæssige klarhed og gode, fejlfri sprog (før mødet også direkte over for en af de embedsmænd (kvinde) fra Ministeriet, der havde været med til at skrive det). Og jeg fik sagt, at det vigtigste var selve processen og drøftelsen. Og jeg fik sagt det med, at kirkens liv er meget mere end bare forkyndelsen, nemlig en organismes liv helt ud i de mindste praktiske og økonomiske detaljer. Og jeg fik sagt det om præsternes repræsentation i Rådet og om det ønskelige i at give de gejstlige medlemmer, ikke kun biskopperne, vetoret over for dårlige eller forkerte ting på de indre anliggenders område. Jeg nåede også at hilse på de fleste af de syv(!) tilstedeværende udvalgsmedlemmer (deriblandt formand Hans Gammeltoft-Hansen), af hvilke jeg på en eller anden måde kendte de fleste. Jeg fik blandt andet en rigtig god lille snak med udvalgsmedlem Charlotte Dyremose, som jeg ellers kun har mødt i Facebook. Men jeg nåede også at få snakket med biskop Steen Skovsgaard og andre af vore egne. Det var et virkelig godt møde, hvor mange både store og små ting blev drøftet - og hvor ingen trak den gamle udtale-sig-om-alt-muligt-krikke af stalden! - MEN HER ER DET MANUSKRIPT, JEG FIK SKREVET, INDEN JEG KØRTE TIL MØDET:
Denne aften har jeg set frem til gennem de sidste 30-40 år!
Det er et godt Debatoplæg! Både i indholdet og i formen. I betragtning af, hvor kompliceret det hele er, kunne det nok ikke være fremstillet mere læseligt. Og sproget er klart og fejlfrit.
Indholdet er jeg også tilfreds med. Efter omstændighederne og stort set. Som hele vor folkekirkelige virkelighed er, vil det være helt urealistisk at gå videre lige nu end til model 3 på begge områder. Jeg ønsker model 3 på begge områder, men vil også kunne leve med model 2 på begge eller et af områderne. Så kan vi gå videre senere. Jeg vil derimod blive skuffet, hvis man nøjes med model 1 - eller status quo.
For mig er det selve kirkeforståelsen, der er det afgørende. De mange og ofte vanskelige praktiske spørgsmål skal bare løses på en måde, der både er ordentlig og virker. Til gengæld er der intet område, ja, ingen detalje, der er så praktisk og lille, at det ikke har noget med kirkeforståelsen at gøre. De døbtes fællesskab er en organisme, i hvis liv alle dele hører med.
Derfor er en af de få ting, der har stødt mig, at der gang på gang tales om forkyndelsen som Folkekirkens "overordnede opgave". Som om Folkekirken var en slags undervisningsapparat og menigheden en slags elever (med Kirkerådet som en slags elevråd). At forkyndelsen, både inden for og ud fra de døbtes fælleskab, er af afgørende betydning, siger sig selv. Men den er dog ikke hele livet. Der er også bønnen, lovsangen, bekendelsen og nadveren. Og altså hele menighedens liv overhovedet, ud i de mindste praktiske detaljer. Folkekirken er ikke et apparat eller en institution, men et kirkesamfund, en menighed - som igen er en del af alle de døbtes verdensomspændende fællesskab, fra den første pinsedag af og indtil verdens ende. Noget af det første, vi skal se at få lært, er at tale rigtigt om kirken.
Den anden ting, jeg har nogle bemærkninger til, er kompetenceforholdet mellem gejstlige og lægfolk i Folkekirkerådet for de indre anliggender. For det er ikke først og fremmest et spørgsmål om antallet. Selv om jeg godt vil sige, at jeg gerne så ikke bare tre, men fx fem almindelige præster i dette råd. Ikke et ondt ord om biskopper og provster, men der ligger altså også en stor erfaring og viden hos de almindelige præster. Hvortil kommer det ønskelige i at få så mange forskellige præsteholdninger som muligt repræsenteret.
Nej, det afgørende er, om de indre anliggender, især spørgsmål af læremæssig karakter eller om alterbogen, ritualbogen og salmebogen, skal kunne afgøres af et råd, hvori der måske kun er syv gejstlige ud af 25 eller 27 medlemmer. For vel er kirken os alle sammen, så at menighedens ikke-gejstlige medlemmer og deres repræsentanter i Rådet naturligvis skal være med til at drøfte og beslutte også disse ting. Men det er alligevel sådan, at præsterne, både de, der bare er præster, og de, der tillige er provster eller biskopper, har nogle særlige forudsætninger. Der er den teologiske uddannelse. Og der er alt det, der ligger i, at de i deres tjeneste har en særlig forpligtelse (ordinationen og præsteløftet) og en særlig erfaring - som regel i et livslangt tjenesteforhold.
Nu står der ganske vist på s. 22 i Debatoplægget, at biskopperne i sager, der berører læremæssige forhold, skal anmodes om at tage stilling til dem "som en konsekvens af biskoppernes læremæssige ansvar". Men der står også, at biskoppernes indstilling ikke formelt er bindende for Rådet. Og vel har biskopperne som tilsynsmænd et særligt læremæssigt ansvar. Men der skal ikke gå for meget bispekirke i det. Jeg ønsker, at samtlige gejstlige medlemmer af Rådet, dvs. mindst er simpelt flertal af dem, skal have vetoret i sådanne sager. Så må man eventuelt lade de gamle ting gælde, indtil nye kan vedtages.
Jeg siger ikke dette for, hverken at nedgøre lægfolket og dets repræsentanter eller at ophøje de gejstlige til at være ufejlbarlige. Der er mange lægfolk, der er dygtige teologer, og der er lægfolk, der på anden måde har viden om de store eksistentielle spørgsmål eller om fx sproglige ting, ligesom der også er lægfolk uden særlig viden af fx akademisk karakter, der kan have noget godt at sige. Og gejstlige kan også få dårlige idéer! Og jeg gentager, at netop med mit kirkesyn har jeg et stort ønske om, at alt skal kunne drøftes af alle, ligesom alle medlemmer af Folkekirkerådet naturligvis skal deltage i beslutningerne.
Og hvis vi har en Folkekirke, hvor et flertal af de almindelige medlemmer ønsker nogle ting, de gejstlige, eller dog et flertal af de gejstlige, er afgjort imod, har vi et alvorligt problem, som i sin yderste konsekvens kan føre til en spaltning af kirken, en konsekvens, jeg med mit kirkesyn vil betragte som den alleryderste nødløsning; der har været splittelse nok i kirken. Men vi må, højtideligt sagt, også tro på Evangeliets kraft og Helligåndens magt, så det kommer vel ikke til at gå så galt. Det helt afgørende for mig er bare, at der skal være en bremsefunktion, der kan forhindre, at et tilfældigt flertal i en dårlig periode kan vedtage nogle dårlige eller ligefrem forkerte ting.
Der skal i det hele taget vedtages så lidt som muligt på området "indre anliggender". Evangeliet egner sig ikke til at blive udmøntet ved flertalsafgørelser. Det afgørende er forkyndelsen og drøftelsen. Og især i drøftelsen kan alle være med på lige fod. Og i fuld frihed. I drøftelsen har ingen magt over hinanden.
Med disse ord ønsker jeg Folkekirken, dvs. os alle, en god fremtid med den styrelsesform, det kommer til at ende med!
* * *
Enig med domprovst Gadegaard
Kommentar 01.05.13 til Kristeligt Dagblads artikel "Udvalg åbner for topstyring af folkekirken". - Direkte til artiklen, på min Facebook-væg og her på min internetunderside "Kirke og teologi".
I denne sag må jeg erklære mig helt enig med domprovst Anders Gadegaard (selv om det bliver dejligt, når vi får selve teksterne at diskutere). Jeg citerer nu fra artiklen:
- ”Der er i den grad brug for sådan et nationalt kirkeråd. Jeg synes, det er dybt forkert, at kirken ikke selv regulerer sine egne anliggender og brugen af de fælles kirkeskattemidler. Derfor mener jeg, at det er det eneste rigtige at vælge et parlamentarisk organ, som kan fungere som partner til Kirkeministeriet,” siger han og afviser, at et nationalt råd vil politisere folkekirken.
- ”Det handler ikke om at skulle mene en masse om elbiler og motorveje og alt muligt andet uden for kirken. Folkekirken er lige så bred som den danske befolkning, så der er ingen fare for politisering.”
Der er ganske vist
nogle, der gerne vil gøre kirkerådet til en slags moralsk centralkomite. Men
domprovsten har ret i, at når Folkekirken (i hvert fald stort set) er lige så
bredt sammensat som hele befolkningen, er det vanskeligt at forestille sig, at
det vil kunne lykkes for dem.
Det er også
vigtigt, at det bliver tydeligt, at Folkekirken er et kirkesamfund, ja, en
organisme, til hvis liv det hører, at den styrer sig selv. Jeg kan snart ikke
tåle at høre Folkekirken omtalt som et "apparat", hvis
"kerneydelse" er "Evangeliets forkyndelse". Folkekirken er
de døbtes fællesskab, hvori - og hvorudfra - Evangeliet naturligvis forkyndes.
Men det er altså noget helt andet end et statsligt undervisningsapparat, der
indbyder "befolkningen" til nogle undervisningstimer.
Der er en lang vej
at skulle gå, men det er absolut nødvendigt, at alle, der overhovedet vil være
med, får en virkelig kirke-, dvs. menighedsbevidsthed, og så kan vi ikke komme
for tidligt i gang.
Hvad mindretallene
angår (hvortil jeg måske også selv hører, eller kan komme til at høre), må vi
prøve at gøre ordningen så i bedste forstand "dansk" som muligt. Men
det vigtigste bliver nok muligheden for at danne valgmenigheder og lignende.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Vi må vente - men
Onlinekommentar til Jesper Langballes kronik i Berlingske 04.04.13:
http://www.b.dk/kronikker/kommissionen-der-skal-adskille-kirke-og-folk
Efter at have læst Jesper Langballes kronik og nogle af kommentarerne til den vil jeg, idet jeg understreger, at vi jo må vente med at udtale os nærmere, til vi har set betænkningen, sige, at der selvfølgelig er farer ved, at vi får en kirkeforfatning, og at det slet ikke vil være godt, hvis en sådan i virkeligheden skulle komme til at gøre Folkekirken til endnu mere statskirke (mere magt til kirkeministeren og folketinget).
Men hvad farerne ved en kirkeforfatning angår, må man for det første sige, at det altid er farligt at foretage sig noget, og for det andet, at det både må og skal kunne lade sig gøre at undgå, at Folkekirkens organer, især et landsdækkende organ, bliver politisk. Der er nogle, der ønsker dette. Men de må holdes nede. Jeg har ofte sagt, at § 1 i kirkeforfatningen bør lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens egne anliggender". Og jeg har sagt, at jeg ikke selv vil finde mig i, at et kirkeligt organ udtaler sig på mine vegne, ikke engang hvis jeg er enig i, hvad der bliver udtalt. Men det samme kan selvfølgelig også indskrives længere nede. Og hvad kirkeministerens og folketingets magt angår, må bestræbelsen være, at Folkekirken (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark), ender med at blive helt selvstyrende, hvilket jo ikke vil stride mod Grundlovens § 4.
Og jeg må - efter et langt liv som præst i Folkekirken - afvise den så ofte fremsatte påstand om, at det kirkelige demokrati kan udøves af menighedsrådene alene. Der er mange fælles anliggender, som kun vil kunne behandles og afgøres af kirken selv, hvis den har et centralt organ, eller vel to: en større forsamling og et mindre råd; man kunne fx kalde dem hhv. Kirkeforsamlingen og Kirkerådet.
Ud over de mange rent praktiske grunde til at indføre en sådan ordning er der også det mere symbolske i det. Det er af flere grunde vigtigt, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark klart kommer til at fremtræde som et virkeligt kirkesamfund, de døbtes organiske fællesskab. Danmark er ikke længere slet og ret et kristent land og vil efter alt, hvad der kan forudses, blive det i stadig mindre grad. Derfor må den evangelisk-lutherske menighed med nødvendighed også i stadig stigende grad skulle fremtræde som en særlig organisme. Men dette ligger også i selve kristendommens væsen. Det er et virkeligt, legemligt fællesskab, vi ved dåben er blevet indlemmet i. Og det er vigtigt, at enhver døbt er klar over dette. At der fortsat må skelnes mellem den synlige og den usynlige kirke, siger sig selv.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
* * *
ER FOLKEKIRKEN I KRISE?
Jeg deltog i DR P 1's "Ordet er
dit" Tirsdag den 5. marts 2013.
LINK: http://www.dr.dk/radio/#/arkiv/ordet-er-dit
Da jeg hørte at temaet i DR P 1's "Ordet er dit" var ER FOLKEKIRKEN I KRISE?, ringede jeg ind, og jeg nåede at komme ind med én kommentar. Før klokken 9 sendte jeg denne mail til dem:
Jeg hedder Bent Christensen. Jeg er født 1943 og var 1971-2003 sognepræst i Folkekirken og deltog det meste af tiden en del i den kirkelige debat. Nu arbejder jeg med andre, men også i høj grad teologiske ting, men anser fortsat deltagelsen i den kirkelige debat for min helt overordnede aktivitet. Så jeg vil meget gerne med i debatten i dag.
Lidt mere om mig selv. Dr. theol. i Grundtvig 1998. Om andre ting, men det kirkelige blev et vigtigt sidetema. Slavist (oprindelig sprogofficer og cand. mag. i dansk/russisk) og som sådan mellemkirkeligt aktiv i de vest- og østslaviske lande siden 1990. Nu mest det polske her og der (polsk er nu mit slaviske hovedsprog).
Jeg kan være meget kritisk mod Folkekirken, men anerkender også, at vi har en stor historie og tradition og et stort potentiale. Mange i Folkekirken kan virkelig gå i clinch med moderniteten, men nogle kan ikke, og andre er for misforstået "imødekommende".
Jeg går ind for, at den nuværende Folkekirke bliver et frit og selvstyrende evangelisk-luthersk kirkesamfund.
- - -
Men jeg skyndte mig også at slå dette op på min Facebook-væg: " Kommer nok i Ordet er dit på P 1 om lidt!".
Og efterhånden satte jeg også nedenstående ind i tråden (noget af det var, hvad jeg havde sat på i tråden på "Ordet er dit's" Facebook-profil.
- - -
Jeg var inde med én kommentar. Hvor jeg fik sagt ca. det halve af det, jeg ville sige. Det andet blev senere sagt af en anden deltager, nemlig at det er nødvendigt, at Folkekirken bliver et frit og selvstyrende evangelisk-luthersk kirkesamfund. Kirken er menigheden, ikke bare en institution. Desuden er det jo de store eksistentielle spørgsmål, det drejer sig om: liv-død, godt-ondt, sandhed-løgn osv. Formen (af mere eller mindre underholdende art) er ikke afgørende. Den nuværende højmesse er god og skal være livscentrum i det hele. Men det udelukker ikke, at man kan lave snart sagt alle mulige andre slags gudstjenester. Det centrale skal selvfølgelig bare altid være i centrum.
- - -
Jeg nåede blandt andet at få sagt, at friheden er vigtig. Man skal selvfølgelig frit kunne melde sig ud. Og ingen skal heller lokkes eller luskes til at være medlem. Men jeg sagde også, at det er vigtigt, at ikke én eneste "lille mand med lille tro" (som jeg elsker højt) skal falde af i svinget ved en fejltagelse. Alle, der vil være med til at samles om Evangeliet (med al tvivl og anfægtelse) skal kunne være med. Men det er altså evangelisk kristendom, vi prøver at samles om.
- - -
Svar i Ordet er dit-tråden til en, der havde spurgt mig, om jeg gik ind for kirkens adskillelse fra staten:
Tak for spørgsmålet! - Selve den totale adskillelse er ikke det vigtigste. Vi har jo Grundlovens § 4. Men hvis jeg skal tvinges til at svare ja eller nej, vil jeg sige ja til total adskillelse. Det afgørende er imidlertid, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark bliver et frit kirkesamfund (menighed), der helt styrer sig selv, altså med en central forsamling (som måske kan hedde "kirkemødet") og et centralt styrende organ (som måske kan hedde "landskirkerådet"). Det er der mange mere praktiske grunde til. Men det helt afgørende er, at hvert enkelt medlem kommer til at forstå og føle sig som medlem af det legeme, som Kirken er. Og at vi så koncentrerer os om gudstjeneste- og menighedslivet. Mange vil fortsat være ret passive. Men lad dem så være det. Selv om vi selvfølgelig skal opfordre alle til at deltage regelmæssigt i gudstjenesterne og fordybe sig i troslæren osv. Alle skal bare være enige om, hvad det i princippet vil sige at være medlem af menigheden, og om, hvad det hele går ud på.
* * *
Kirken i virkeligheden
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad 2013/6, den 8. februar 2013]
Samtlige egentlige artikler i nr. 2013/3 beskriver og afspejler den aktuelle kirkelige og livsholdningsmæssige situation, og det har givet mig anledning til at formulere nedenstående punkter - jfr. de beskrivende "teser", Hans Raun Iversen i "Baglæns ind i triniteten" har uddraget af Peter Holms artikel i nr. 2012/50 "Det moderne subjekt og dets gud"). Men "punkter" kan være alt, lige fra indlysende sandheder til diskuterbare påstande. Jeg vil dog til enhver tid være rede til at forsvare, hvad jeg her siger.
1) Vi lever i et frit og pluralistisk samfund, hvor enhver kan tro eller ikke tro, som han vil.
2) I dette samfund må den nuværende Folkekirke før eller siden komme til at udgøre et - større eller mindre - selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund. (At der også er og vil være andre kristne kirkesamfund, nævner jeg kun lige, og man kan efter behag se dette punkt som en konstatering, en påstand eller et ønske).
3) Grundtvigs skelnen mellem spørgsmålet om kristendommens sandhed og spørgsmålet om, hvad der er den sande kristendom, er særdeles aktuel lige nu. Det står altså ikke enhver frit for at lægge hvad som helst ind i Folkekirken, selv om det naturligvis står enhver frit for at benægte kristendommens sandhed og dermed stille sig udenfor. (Det sidste er ikke et spørgsmål om sindelagskontrol, eksklusioner osv., men et spørgsmål om, hvad der principielt må være enighed om. Se næste punkt).
4) Der både vil og skal være en fri drøftelse af, hvad der skal forstås ved den sande kristendom i evangelisk-luthersk tradition, men det skal principielt gælde, at alle, der vil være med i kirken, skal anerkende, at der med Kristus-begivenheden er kommet noget helt særligt ind i verden, der som minimum må defineres som en særlig "påstand" med en særlig "struktur". (Jeg gentager, at jeg i praksis ønsker en frihed som i dag, men at det er selve den måde, der bliver talt om disse ting på, det gælder).
5) Såvel de kristne som de ikke-kristne lever i vor tid og må forholde sig til såvel den kristne påstand som virkeligheden overhovedet på tidens vilkår.
6) Det fysiske univers, inkl. os mennesker i vor legemlighed nu, er, som det er, og som det har været i milliarder af år.
7) Et homo sapiens-barn, der fødes i dag, er som et homo sapiens-barn, der blev født for fx 10.000 år siden.
8) Den erfaring og viden, menneskeslægten har samlet indtil nu, med dertil hørende teknologi og organisation, udgør en ny og særlig virkelighed. Man kan sige det kulturelle niveau 3 (jfr. begrebet "det kulturelle dna") i forhold til det rent fysiske og det rent biologiske niveau.
9) Der må (igen principielt) skelnes mellem de ting på det kulturelle niveau, der virkelig bygger på erfaring og viden, og så det, der på et givet tidspunkt bare er mode og meninger osv. Forholdet må i hvert fald drøftes, men jeg mener, der også må skulle forskes og analyseres i den i videste forstand sociale og epokale virkeligheds karakter og status.
10) Med punkt 5-9 vil jeg pege på, at der er grænser for, hvor hurtigt og i hvilken grad man skal tage for givet, hvad der lige netop nu fremtræder som epokal virkelighed.
* * *
Mange gode ord. - Til KD-artiklen "Præsteløfte
forpligter ikke præster til at tro", 23.01.13
Der er mange gode ord i denne artikel. Og hvis det i Folkekirkens nuværende krisetilstand er småt med tro hos nogle præster - eller med vilje og evne til at tale Evangeliet ind i og til tiden (gerne på alle både mulige og umulige måder) - er der kun ét, der hjælper, nemlig en helt ny og stærk drøftelse af, hvad det hele går ud på, både kristendommen og livet (eksistensen). Det siger sig selv, at en præst må tro på det, han forvalter og siger. Men det er sværere at sige, hvad det helt konkret betyder. Og det er forkert og farligt, ligefrem at ville bygge på præstens tro. Jeg anser mig selv for at være en særdeles rettroende og traditionalistisk præst, men hvis jeg var yngre, ville jeg aldrig søge et embede, hvor menighedsrådet i forbindelse med opslaget ønskede "en troende præst". - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Noget
galt er der, men ...
Kommentar til Kenneth
Kristensen Berths KD-indlæg 22.01.21: "Manu Sareen kritiserer menighedsråd
unødvendigt"
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495317:Debat--Manu-Sareen-kritiserer-menighedsraad-unoedvendigt
Det er ikke, fordi jeg ikke mener, Folkekirken på mange måder befinder
sig i en meget kritisk situation. Det kan man ikke mindst høre, når præster
(herunder biskopper) er i medierne. Ofte snakker de om alt muligt andet end Den
Treenige Gud, eller mere jævnt sagt: Gud og Jesus, når de taler om kirken og
dens medlemmer. De siger fx typisk, at mennesker har brug for ritualer i livets
overgangssituationer. Men det har jo ikke i sig selv noget særligt med
kristendommen at gøre. Den kristne dåb er ikke et "overgangsritual",
men, uanset dåbskandidatens alder, indlemmelsen i Kirken/Kristi Legeme osv.
Trangen til ritualer er altså ikke nogen særlig begrundelse for at være
medlem af et evangelisk-luthersk kirkesamfund som Folkekirken. Men der er også
megen anden snakken udenom. Det er faktisk utroligt, hvad man kan finde på af
udenomsbegrundelser for at have en folkekirke. Det betyder dog ikke
nødvendigvis, og i hvert fald slet ikke i alle tilfælde, at de pågældende
gejstlige ikke selv tror på Gud. Det betyder bare, at den naturlige religiøse
blufærdighed er gået over gevind, så man tror, det vil virke stødende, hvis man
med i hvert fald nogenlunde rene ord siger, hvad det drejer sig om. Mange
gejstlige er simpelt hen bange for tidsånden. Eller overvurderer dens betydning
og magt.
Det er ikke bare et spørgsmål om, hele tiden at sige Gud og Jesus og
andre kristne ord. Der er tværtimod et stort behov for, at kristendommen
virkelig bliver sat op mod og ind i vor moderne fælles livssituation. Men så
kunne man dog i det mindste tale om død og liv, tomhed og meningsløshed, frygt
og håb, ondt og godt, løgn og sandhed - gerne på alle mulige, ja, måske også
mere eller mindre umulige, måder. Men altså dog tale om de store eksistentielle
spørgsmål. Og her er der i mange tilfælde tale om et stort svigt.
Det er, som om mange gejstlige - og andre, der gerne vil tale positivt
om Folkekirken - er så besat af tanken om, ikke at støde nogen fra sig, at de
taler om Folkekirken, som om den bare var en "civilreligiøs
religionsanstalt", der dels kan servicere medlemmerne, dels give samfundet
sammenhængskraft osv. Men her ikke alene overvurderer man tidsånden, man
undervurderer også flertallet af de mennesker, man taler til. Det kan godt
være, den almindelige mand (M/K) ikke kan og ikke vil aflægge en stor,
teologisk korrekt trosbekendelse, når han får stukket en mikrofon for munden,
men det er min erfaring efter mange år som præst i Folkekirken, at man gerne
vil have "den ægte vare" eller "den stærke tobak", når man
i den ene eller den anden sammenhæng står over for en præst.
Alt dette bør vi tale meget om. Og ved bispeeksamen taler biskoppen
også med den kommende præst om hele kristendommen. Men jeg holder med vor
biskop her i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard, når han siger, at det aldrig
kunne falde ham ind at spørge vedkommende, om han troede på Gud. Desuden
oplæser og underskriver den nyordinerede præst Præsteløftet umiddelbart efter
ordinationen (hvorunder han jo også har givet både biskoppen og alle de
deltagende præster håndslag på det samme).
I øvrigt har det i hvert fald gennem historien været sådan, at det som
regel var en ganske bestemt form for tro, man havde i tankerne, når man talte
om "en troende præst". Hvis jeg var ung og skulle søge embede, ville
jeg aldrig søge et embede, hvor menighedsrådet udtrykkeligt skrev, at de
ønskede "en troende præst". Til gengæld vil jeg sige, at jeg
naturligvis ikke ville have tjent som præst i Folkekirken gennem 32 år, hvis
jeg ikke havde troet på det, jeg læste op og sagde og lærte konfirmanderne osv.
Men jeg siger altså ikke, at vi ikke har et problem. Det bedste, vi kan
gøre, er imidlertid at begynde at tale på en helt anden måde om såvel selve
kristendommen som eksistensens store spørgsmål.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
& cand. mag., www.bentchristensen.dk
* * *
TROENDE PRÆST
Til tre KD-artikler fra 21.01.13
Se også nedenstående
tekst: " Men det er ikke så
lidt, Grønkjær ved".
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495204:Kirke---tro--Soeges--Praest-med-tro
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495263:Danmark--DF--Selvfoelgelig-skal-praester-tro-paa-Gud
Noget galt på begge sider
Også den seneste diskussion i Folkekirken er dum og sørgelig, altså den aktuelle strid om, hvorvidt et menighedsråd i forbindelse med et stillingsopslag må skrive, at man søger en "troende" præst. Den er ikke helt så dum som så mange af de andre, vi har haft, men mindst lige så sørgelig.
Helt grundlæggende må man gå ud fra, at en person, der søger præsteembede i Folkekirken, og som senere skal til bispeeksamen og, i forbindelse med ordinationen, oplæse og underskrive Præsteløftet, er troende. At der er mange forskellige måder at være troende på, og at der vitterligt er måder at være troende på og former for kristen "stil", der ikke passer sammen, er noget andet - som man må finde ud af under samtalen i forbindelse med prøveprædikenen. Men når et menighedsråd i forbindelse med et embedsopslag bruger ordet "troende", vil der nok altid være tale om en ganske bestemt form for tro, og jeg, der altså betragter mig selv som en virkelig rettroende kristen, ville aldrig søge et sådant embede.
Dette er den ene side. Men der er også en anden side, hvor vi mildt sagt ser en stor forvirring med hensyn til, hvad kristendommen går ud på, og hvad kirken, altså i særdeleshed Folkekirken, er, og en ofte direkte pinlig flovhed ved, overhovedet at skulle udtale ordet Gud, for slet ikke at tale om navnet Jesus Kristus. Heroverfor må vi, der ikke ønsker at være "troende" på den ovenfor omtalte måde, men som gerne vil leve i den tro, vi blev døbt på, i gang med en stor besindelse og eftertanke - som både kan og skal indebære næsten alle mulige måder at tale om Gud og Jesus Kristus og kirken på, men som altid forholder sig til det store nedslag i verden, som julen og påsken og pinsen og så videre var og er.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag., www.bentchristensen.dk
* * *
Til KD-artiklen "En overnaturlig Gud er en død
Gud" om Niels Grønkjærs bog "Den nye Gud".
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/385252:Kirke---tro--En-overnaturlig-Gud-er-en-doed-Gud
Se også ovenstående
tekst: "Troende præst".
Men det er ikke så lidt, Grønkjær ved
Man kan selvfølgelig ikke bedømme en bog på grundlag af en avisartikel. Men man kan da kommentere, hvad der står i den pågældende artikel.
Og Niels Grønkjær vil selvfølgelig grundlæggende noget godt, nemlig at komme ud over den dumme strid mellem fundamentalister og ateister. Derfor er mange af de formuleringer, der står i artiklen, også gode. Der er sådan set ingen grænser for, på hvor mange forskellige måder der både kan og skal tales om Gud. Selv Thorkild Grosbøll har i det mindste tvunget os til at tænke til det yderste over, hvad det fx vil sige, når vi i "Vor Gud han er så fast en borg" (DDS 336) om Kristus synger "der er ej anden Gud".
Min virkelig store indvending mod det, der står i artiklen, gælder sætningen "Der er ikke nogen overnaturlig og uforanderlig Gud, som helt bogstaveligt har skabt universet". Nu ligger der ganske vist et vigtigt forbehold i ordene "helt bogstaveligt", og der er selvfølgelig fundamentalistiske udgaver af noget, der angiveligt skulle være en bibeltro anskuelse af skabelsen, der må afvises. Som jeg altid siger: Da de to vidt forskellige skabelsesberetninger står lige ved siden af hinanden i 1. Mosebog, kan de gamle jødiske teologer i hvert fald ikke have ment, de skal forstås bogstaveligt. Til gengæld udtrykker de jo uovertruffent, men hver på deres måde, den samme tro på Gud som Skaberen.
Men ordene "Der er ikke nogen overnaturlig og uforanderlig Gud" er i sig selv lige lovlig flotte! Hvor ved Niels Grønkjær det fra? De er selvfølgelig velanbragte, hvis de bare udtrykker en afvisning af fx 1700-tallets forståelse af Gud som den store urmager, der i begyndelsen har lavet det store verdensmaskineri og så ellers har holdt sig i sin egen store "overnaturlige" og uforanderlige hinsideshed. Men de er misforståelige. Netop i vor tid er det vigtigt at understrege, at hvis der skal tages forbehold over for ordet "overnaturlig" i talen om Gud, så er det ikke, fordi det er for meget, men fordi det er for lidt. Ingen kan selvfølgelig vide, om der overhovedet er nogen dækning bag ordet Gud. Og hvis der ikke er det, er der jo ikke så meget at diskutere. Men dækning eller ej, det ligger i selve ordet Gud, at det betegner en evig personlig magt hinsides det Univers, der er skabt af ham og er noget andet end ham. Det gælder stadig, hvad der lød til Moses ud af den brændende tornebusk, et af de vigtigste steder i hele Bibelen og under alle omstændigheder et af de mest skelsættende udsagn i menneskeslægtens historie: "Jeg er den, jeg er! ... Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer" (2. Mos 3,14).
Diskussionen om troende eller (i hvert fald efter nogens mening) ikke-troende præster har jeg udtalt mig om i forbindelse med et par af de beslægtede KD-artikler. Det eneste, jeg vil gentage her, er, at selvfølgelig skal man gå ud fra, at en person, der søger præsteembede i Folkekirken, og som senere skal til bispeeksamen og, i forbindelse med ordinationen, oplæse og underskrive Præsteløftet, er troende. At der er mange forskellige måder at være troende på, og at der vitterligt er måder at være troende på og former for kristen "stil", der ikke passer sammen, er noget andet - som man må finde ud af under samtalen i forbindelse med prøveprædikenen. Men når et menighedsråd i forbindelse med et embedsopslag bruger ordet "troende", vil der nok altid være tale om en ganske bestemt form for tro, og jeg, der altså betragter mig selv som en virkelig rettroende kristen, ville aldrig søge et sådant embede.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag., www.bentchristensen.dk
* * *
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. OKTOBER 2012
Da der er tale om en begivenhed af ret stor kirkelig betydning, sætter jeg også dette korte referat ind her. Men jeg sætter det først og fremmest på undersiden "Internationalt", hvor også beretningen om Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011 står, og hvor nogle andre 2012-tekster vil blive sat på, blandt andet mit indlæg på universitetskonferencen - og hvortil jeg herved henviser.
Harald Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5. oktober 2012 var et genbesøg i forhold til Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011, hvori ærkebiskop af Szczecin-Kamień Andrzej Dzięga deltog (se tekstsamlingen derom på undersiden "Internationalt").
Den danske delegation havde en katolsk og en folkekirkelig del. Den katolske del bestod af initiativtager, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski og generalvikar Lars Messerschmidt (på biskop Czeslaw Kozons vegne; han var i Australien). Desuden formand for den polske paraplyorganisation i Danmark "Federacja Polonia" Lidia Szuster og redaktør af "Informator Polski" Roman Śmigielski, med ægtefælle, samt konferenceindlægsholder Jørn Arpe Munksgaard og en repræsentant for en katolsk menighed i Sønderjylland. Den folkekirkelige del bestod af biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller med ægtefælle, sognepræst ved Roskilde Domkirke Maria Harms, biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt og mig, altså pastor emeritus, polskkyndig kontaktmand og konferenceindlægsholder Bent Christensen, Lolland-Falsters Stift, med ægtefælle, og en repræsentant for Jelling(!) Sogn. Jeg har desværre ikke alle navne. - Det polske værtsskab havde ærkebiskop af Szczecin-Kamień Andrzej Dzięga i spidsen. Han deltog personligt i det hele. Men en lang række andre, både gejstlige og læge personer deltog, bla. borgmesteren i Wolin, da vi var dér.
PROGRAMMET
Torsdag 4/10: - Mariekirken i Gryfino med mindetavlen over den polske hærfører Stefan Czarniecki, som i 1658 hjalp Danmark mod svenskerne. - Cistercienserklostret i Kolbacz, der i 1173 blev grundlagt fra Esrum Kloster af. - Wolin, hvor Harald Blåtand formodentlig døde, og som Johannes Bugenhagen stammer fra (Luthers nære medarbejder og ham, der bispeviede de første lutherske biskopper i Danmark). Andagt ved Harald Blåtand-mindestenen og deltagelse i messen i Skt. Nikolai Kirke, hvor sognepræst Maria Harms fremførte en "hilsen". - Kamień Pomorski. Økumenisk gudstjeneste i domkirken, hvor biskop Niels Henrik Arendt prædikede.
Fredag 5/10: Konference på Szczecin Universitets humanistiske fakultet. Der var tre indlæg og en livlig drøftelse. Indlæggene var: Lektor emeritus, cand. mag. Jørn Arpe Munksgaard om Harald Blåtand, hans dåb og etablering af en egentlig kongemagt i Danmark. Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen (på polsk) om "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i dag" (Stosunki duńsko-polskie od Eryka Pomorskiego do dzisiaj). Dr. Piotr Klafkowski (Katedra Etnologii i Antropologii Kulturowej, hvilket vel vil sige Institut for etnologi og kulturantropologi; se link nf.) om især bibeloversættelserne til de nordiske sprog, herunder grønlandsk. - Besøg hos den lutherske kirke, dvs. Den Evangelisk-Augsburgske Kirke, i Szczecin. - Økumenisk gudstjeneste i domkirken (ærkekatedralen) i Szczecin med prædiken ved biskop Peter Fischer-Møller. - Der havde været samvær omkring måltider gennem hele programmet, men det hele sluttede med en højtidelig afskedsmiddag hos sognepræsten ved Domkirken.
Der vil senere blive oprettet et Facebook-billedalbum med billeder fra begivenhederne.
LINKS
Underside til den katolske kirke i Haderslev's hjemmeside
(Sct. Marie Kirke, pastor Jan Zalewski) med oversigt over hele
begivenhedsforløbet fra Harald Blåtand-idéens undfangelse i 2010 til dagene i
Szczecin 2012. Med alle teksterne til prædikener m.m.:
http://sct.mariekirke.homepage.dk/harald_blaatand.htm
Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień:
http://www.diecezja.szczecin.pl
Billedgalleri fra det danske besøg i oktober 2012 på ærkebispedømmets hjemmeside (den afsluttende økumeniske gudstjeneste i ærkekatedralen; se teksterne til nogle af billederne nedenfor):
http://www.diecezja.szczecin.pl/fotogalerie/1628-Ekumeniczna-wizyta-katolikow-i-luteran-z-Danii
Dr. Piotr Klafkowski (tredje indlægsholder 5/10):
TEKSTER (oprindelig
Facebook-kommentarer) TIL NOGLE AF BILLEDERNE PÅ ÆRKEBISPEDØMMET
SZCZECIN-KAMIEŃ'S HJEMMESIDE:
Hvis man klikker billede nr. 4 op til stort, ser man tydeligt pastor Jan Zalewski yderst til venstre - og dernæst Maria Harms, den lutherske (evangelisk-augsburgske) præst, mig, biskop Peter Fischer-Møller og biskop Niels Henrik Arendt. (Mig ser man også på i hvert fald billede nr. 3, 7, 13 og 16, og de to biskopper er med på flere billeder). - Præsten på mindst et af de andre billeder med den sorte kalot på hovedet og et kors på maven er - bogstavelig talt - græsk-katolsk, altså fra den kirke i bla. Ukraine og Polen, som har ortodoks ("græsk") gudstjeneste m.m. (som Den Russiske Ortodokse Kirke), men hører under paven i Rom og altså dermed er katolsk. De polakker, der kom til de vestlige områder, som tyskerne efter Anden Verdenskrig blev fordrevet fra (jfr. Oder-Neisse-grænsen), kom jo fra de områder af det østlige Polen, som blev lagt til hhv. den ukrainske og den hviderussiske sovjetrepublik.
Præsten, der står og tolker ved biskop Peter Fischer-Møllers prædiken, er initiativtageren til hele Harald Blåtand-projektet overhovedet, altså katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski. Den kvindelige præst (stor sensation, men helt igennem positiv modtagelse) er Maria Harms, Roskilde Domkirke. Den civile mand på næstsidste billede er Informator Polski-redaktør Roman Smigielski, som også tolkede meget under besøget. Og på det allersidste billede ses biskop Peter Fischer-Møller og ærkebiskop Andrzej Dzięga.
Jeg henviser også til billede nr. 9, hvor generalvikar Lars Messerschmidt (efter at den polske oversættelse var blevet læst) læser den danske oversættelse af det evangelium, biskop Peter Fischer-Møller derefter prædikede over. Se bla. denne prædiken på det ovf. indsatte Sct. Marie Kirke-link. - En generalvikar er biskoppens stedfortræder (svarer i denne henseende til domprovst). Lars Messerschmidt repræsenterede den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon, som var i Australien. - Endelig henviser jeg til billede nr. 16, hvor det er mig, der får en økumenisk fredskrammer af ærkebiskoppen.
* * *
Derfor har jeg løst sognebånd
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol.
[Dansk Kirketidende nr. 8/2012, august 2012]
Homovielsesritualet får mig ikke til at forlade Folkekirken. Jeg er døbt ind i og har 1971-2003 tjent som sognepræst i den afdeling af Kirken, som blev oprettet her i landet for tusind år siden, som gennemgik den lutherske reformation for fem hundrede år siden, og som (trods alt) har en stor tradition og et stort potentiale.
Homovielsessagen skal ikke overskygge alt andet i den meget vigtige situation, vi befinder os i nu, med mange andre problemer, men også med mange muligheder, måske den vigtigste overgangssituation siden Reformationen. Det ville være at føje skade til spot.
Jeg kan dog ikke bare tie og samtykke, så jeg har måttet løse sognebånd fra min i øvrigt gode sognepræst, som har oplyst, at hun går ind for homovielser. Og da jeg hører til i Lolland-Falsters Stift, har jeg nu både en biskop, altså Steen Skovsgaard, og en præst, nemlig Kasper Høyer i Vesterborg, Lolland vestre Provsti, som er imod homovielser. Og jeg vil løbende markere min protest mod, hvad jeg betegner som "løgnen i Ritualbogen", fx hvert år på "løgnens dag", altså den 12. juni, hvor ritualet blev autoriseret. Det er vigtigt, at "homosværmernes" sejr aldrig bliver total. Også økumenisk set er det vigtigt, at det fortsat står klart, at der er et stort mindretal i Folkekirken, der frasiger sig medansvar for homovielsesritualet. Bemærk, at jeg betegner tilhængerne som hverken mere eller mindre end "sværmere". For manges vedkommende ville det være helt absurd at prøve at frakende dem kristennavnet. Nogle er måske nok (mere eller mindre aktivt) med på vognen af opportunisme, men andre har efter alt at dømme den dybe overbevisning, at homovielserne er et yderste udtryk for, hvad der ligger i Evangeliet.
Og så vi må ellers videre. Helt aktuelt gælder det forløbet frem mod kirkeforfatningen/styrelsesloven. Her er det for mig helt afgørende, at Folkekirken dermed får styrket sin karakter af kirkesamfund, ja, kirke-organisme. Nu skal det være slut med at betegne Folkekirken som "en ramme om Evangeliets forkyndelse" (som om det var en "ramme", man blev døbt ind i). Folkekirken er (praktisk talt) den evangelisk-lutherske menighed i Danmark. Og hvis der er nogle, der efter lang og grundig overvejelse virkelig synes, det er "for meget", må de træde ud. Jeg for mit vedkommende vil dog gå meget langt med hensyn til, hvem jeg vil betragte som mine medkristne i denne menighed. Her skal det virkelig gælde, at hvis man ikke er direkte imod, kan man være med. Der skal bare ikke være nogen tvivl om, hvad der er menighedens grund og centrum. Men der er jo også mange mere praktiske grunde til, at Folkekirken må skulle have sine egne styrende organer på alle niveauer.
Og så gælder det i øvrigt koncentrationen om Evangeliet, gudstjenestelivet og i det hele taget menighedslivet og kristenlivet.
NOTE
Redaktøren har valgt overskriften. Min var: Der
skal ikke føjes skade til spot. - Desuden har redaktøren - for at holde
teksten på én side, og ikke af andre grunde, og med min billigelse - strøget
nogle steder. Da der er nogle ret vigtige pointer i noget af det, der er
strøget, bla. min solidariske henvisning til min egen historie, vil jeg her i
denne note indsætte de pågældende afsnit i deres oprindelige ordlyd og med de
strøgne ting fremhævet med fed:
Homovielsessagen
er ganske vist i princippet uhyrlig, men i praksis kommer homovielserne til at
fylde meget lidt i Folkekirkens liv. Og denne sag
skal ikke overskygge alt andet i den meget vigtige situation, vi befinder os i
nu, med mange andre problemer, men også med mange muligheder, måske den
vigtigste overgangssituation siden Reformationen. Det ville være at føje skade
til spot.
...
Jeg for mit vedkommende vil dog (også når jeg
tænker på min egen historie) gå meget langt med hensyn til, hvem jeg vil betragte
som mine medkristne i denne menighed. Her skal det virkelig gælde, at hvis man
ikke er direkte imod, kan man være med. Der skal bare ikke være nogen tvivl om,
hvad der er menighedens grund og centrum.
...
Og så gælder det i øvrigt koncentrationen om
Evangeliet, gudstjenestelivet og i det hele taget menighedslivet og
kristenlivet. Og det er vigtigt, at først og fremmest præsterne, men også
alle andre, der har noget at ville og kunne sige, bidrager dertil.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
organist
og sognebåndsløser i Vesterborg Sogn
* * *
Tænk jer godt om!
Kommentar 29.07.12 til
artikel i Berlingske og ved opslag af denne på Facebook-væg samt 30.07.12 (med småændringer) kommentar til tilsvarende
artikel i Kristeligt Dagblad.
LINKS:
http://www.b.dk/nationalt/hver-8.-fynbo-overvejer-farvel-til-folkekirken
og
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/472031:Danmark--Hver-ottende-vil-forlade-folkekirken
Tænk jer godt om! -
Der er jo nok nogle nuværende medlemmer af Folkekirken, der også efter lang og
grundig overvejelse indser, at de virkelig vil noget andet end
evangelisk-luthersk kristendom, og så bør de selvfølgelig træde ud. Men det bør
altså være efter lang og grundig overvejelse. Jeg hører til dem, der mener, at
vi er i den største overgangsfase siden Reformationen. Men jeg mener også, det
er meget vigtigt, at ingen ryger af i svinget ved en fejltagelse. Også
fremtidens evangelisk-lutherske kirkesamfund skal være folkekirkeligt i sit
væsen. Der skal være plads til folk med lille tro og redelige tvivlere, ja, til
folk, der for en tid har mistet troen. Det sidste prøvede jeg selv i min ungdom
- men er dog endt som særdeles rettroende præst. Jeg kan også sige det på den
måde, at alle, der ikke direkte vil noget andet, ja, måske modsat, efter min
mening skal være meget velkomne til at være med. De skal bare anerkende, at
kirken har et ganske bestemt grundlag og et ganske bestemt centrum. Eller på
endnu en anden måde: Vi kan tvivle, ja, miste troen, men vi skal alle være
enige om, hvad det er, vi i givet fald forholder os tvivlende til eller har
mistet troen på. Og vi skal alle være enige om, at Folkekirken altså er et
kirkesamfund, en menighed, et fællesskab, en organisme. Som vi blev ind-lemmet
i, da vi blev døbt. Jeg håber, den proces, vi nu har foran os, bliver
tilstrækkelig lang. Med den måde, der hidtil har været talt om Folkekirken på,
er mange af dens medlemmer fuldstændig uforberedte på det, der nu er ved at
ske. I bedste fald har man stadig den opfattelse, at Danmark simpelt hen er et
kristent land, så at kirken dermed ikke er noget særligt (menigheden = folket).
Sådan var det engang, men sådan er det ikke mere. Med alle gode ønsker for
alle! - Bent Christensen, pastor emeritus (født 1943), dr. theol.".
* * *
Det
er såre enkelt
Kommentar 09.07.12 til KD-kronikken "I mørket i Manus skuffe"
i anledning af den kommende kirkeforfatning/styrelseslov
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/469453:Kronik--I-moerket-i-Manus-skuffe
Indledende
bemærkning - kun her på siden. - Jeg sætter i denne tid ofte et par ord ind i
(især) Kristeligt Dagblads onlinedebatter (men jo også andre steder, især i
Facebook). Og en del af disse kommentarer sætter jeg også her på siden. Det er
ganske vist stort set det samme, jeg siger hele tiden. Men der kan være nuancer
og nye formuleringer. Og jeg vil gerne have denne side til at vidne om, at jeg
altså deltager i drøftelserne på alle mulige måder.
-
Det er såre enkelt. Folkekirken er det største kristne kirkesamfund i
Danmark og omfatter næsten alle de danskere, der er forblevet i den
evangelisk-lutherske menighed, efter at Danmark i 1849 ophørte med, simpelt hen
at være et kristent land, hvor der praktisk talt var sammenfald mellem folk og
menighed. Men et sådant sammenfald er der ikke længere tale om. Derfor må
menigheden fremtræde som en særlig organisme, den (langt største) lokale
afdeling af den universelle Kirke. Og denne organisme må naturligvis som sådan
skulle styre sig selv. Det kan ikke nytte at prøve at sætte sig mellem to stole
og operere med en forestilling om kirken som stadig bare selve institutionen.
Så kommer det hele til at svæve frit i en ufrugtbar uafklarethed - som en
blanding af statskirke, kulturkirke, servicekirke og frikirkeagtige
grupperinger omkring den lokale del af institutionen. Og hvordan skal man
forklare det enkelte kirkemedlems ret til deltagelse i kirkestyret, hvis dette
medlem ikke forstås - og forstår sig selv - som ved sin dåb indlemmet i (stort
og traditionelt sagt) Kristi legeme? Jeg er udmærket klar over, at det store
flertal af folkekirkemedlemmer endnu hænger mentalt i
Danmark-som-kristent-land-fortiden. Og jeg ønsker en lang overgangsfase, så
alle, der overhovedet på nogen måde ønsker at være med i den
evangelisk-lutherske menighed, kommer med, ikke mindst den berømte lille mand
med den lille tro, som jeg altid, også i mine mange år som sognepræst i
Folkekirken, har elsket højt og følt mig stærkt solidarisk med. Men det er
nødvendigt, at præster og andre, der har særlige forudsætninger for og dermed
en særlig forpligtelse til at føre ordet, begynder at tale klart om disse ting
og ikke bliver ved at tale udenom, så forvirringen bare vokser og vokser. Og
det er af både den ene og den anden grund nødvendigt, at der tales på denne
måde i forbindelse med den kommende kirkeforfatning. Forfatningen
(styrelsesloven) er af mange, både store og små grunde vigtig, ja, nødvendig i
sig selv. Men den er også vigtig som et udtryk for, at folkekirkemenigheden er
en særlig organisme, og som omdrejningspunkt for en bred og dyb drøftelse af,
hvad det hele egentlig går ud på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr.
theol.
* * *
HEKSEPROCESSER OG HOMOVIELSER
Facebook-opslag og -kommentarer
25.06.12
Ved vort lokale sankthansbål havde båltalen karakter af en historisk oversigt med tilhørende betragtninger over sankthansfejringens historie. Båltaleren kom blandt andet ind på det pinlige forhold, at det her i Danmark var EFTER Reformationen, hekseprocesserne og heksebrændingerne fandt sted. - I en Wikipedia-artikel, som jeg senere har fundet, oplyses ligefrem, at
Den første heksebrænding i Danmark fandt sted i Stege i 1540. I årene mellem 1540 og den sidste officielle heksebrænding i 1693 blev op mod 1000 mennesker brændt for hekseri.
INDSKUD 03.07.12: Mon denne Wikipedia-oplysning er korrekt? Jfr. "min
eksperts" bemærkning i teksten nedenfor. Mon det altså virkelig først er i
1540, den første heksebrænding i Danmark har fundet sted? At der nede i Europa
har fundet heksebrændinger sted fra slutningen af 1400-tallet af, altså over
hundrede år før Reformationen, er jo ikke ensbetydende med, at det også har
været tilfældet i Danmark. Der er stadig mange spørgsmål i denne uhyggelige
sammenhæng, det ville være interessant at få svar på. Se videre i den
afsluttende tilføjelse.
Jeg skal selvfølgelig ikke her arbejde videre med dette, men jeg må dog sige, at det bagefter slog mig, at vel er det forfærdeligt, at vi nu har fået en løgn i Ritualbogen, men at dette jo kun er en lille uhyrlighed i forhold til, at man i Danmark efter reformationen har brændt mennesker mere eller mindre i Guds navn. Jeg må have undersøgt, om der ligefrem har været ritualer(!) for det. Man har vist i hvert fald brugt 2. Mos. 22,17 som begrundelse for heksebrændingerne: "En troldkvinde må du ikke lade blive i live". (Og jeg siger igen: Godt, man ikke er bibelfundamentalist!). - Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde noget nærmere om dette, hverken på Nettet, i min store danske kirkehistorie eller i mit kirkeleksikon. Det er åbenbart noget, man ikke så gerne vil ind på.
Men uanset om der ligefrem har været autoriserede kirkelige ritualer for heksebrænding, er det tankevækkende, at man med kongen i spidsen (især Christian IV) har begået sådanne handlinger i det evangelisk-luthersk kristne Danmark. Hvortil kommer alle de mange andre forfærdelige ting, der kunne opregnes fra også de sidste fem hundrede års danske kirkehistorie.
For mig betyder dette, at sankthansaften 2012 bekræfter mig i, at jeg skal blive i Folkekirken, blot under den fornødne protest mod løgneritualet. Der skal, som man siger, og som jeg også selv ofte siger, en stærk tro til at studere kirkehistorie. Og det er håbløst (og allerede af den grund forkert) at drømme om en "ren kirke". Vi bliver simpelt hen nødt til at tage til efterretning, at kirken i uhyggelig grad ligner verden, idet vi samtidig glæder os over, at Evangeliet hele tiden er til stede, også i de allermørkeste perioder som fx på den unge Luthers tid.
Jeg vil prøve at finde ud af, hvad selve kirkeinstitutionens rolle i hekseprocesserne har været, og om der ligefrem har været kirkelige ritualer inde i billedet. - Hvis der er venner, der kan bidrage med noget, altså især FACTS(!), kan de jo bare sætte deres kommentarer ind her.
Ovenstående svarer i høj grad til min sankthansaftens-optegnelse på undersiden "Erindringer - DAGBOG"
-
25.06.12
SVAR TIL KOMMENTAR I TRÅDEN: Ja, det er forkert af kirken, at den var med til heksebrændingerne! Men det er rigtigt, at kirken altid i høj grad har ligget under for tidsånden. Dog har Evangeliet som sagt altid overlevet og været den stærkeste kraft. Det var altså (igen som sagt) i Romerkirkens allersorteste periode, Luther så Evangeliet. Og han havde jo også lærere og andre omkring sig, der gjorde det. Luther var bare den, der så det dybest og stærkest - og havde evnen og modet til at få det givet videre. - Det er spændende og vigtige tider, vi går ind i. En ekstra grund for mig til, gerne at ville leve længe, er jeg så kan komme til at se så meget som muligt af det, der kommer til at ske. Jeg mener som sagt, at vi nok er i den største overgangsperiode siden Reformationen. Derfor skal homovielserne heller ikke fylde mere end højst nødvendigt. De er kun ét symptom. Og den grundliggende dårlighed skal først og fremmest fortrænges ved, at vi dyrker det positive. Altså helt kort sagt Evangeliet. Men også kirkelivet og det kristne menneskeliv.
-
02.07.12
Til Facebook-venner og andre, der er interesseret i kirkeinstitutionens rolle (eller ej) i forbindelse med heksebrændingerne i tiden efter Reformationen.
Jeg gengiver her, hvad "min ekspert" (Holger Villadsen, se nærmere nf.) har meddelt mig - suppleret med et par af mine egne bemærkninger. Jeg ved ikke, hvor meget klogere vi bliver. Der er i hvert fald nogle (heriblandt Christian IV og hans rådgivere), der har ment, at de gjorde det gode, nemlig for kongens riger og lande. Det kan selvfølgelig være svært for os at granske deres motiver, men vi skal nok gøre os klart, at man dengang har haft en helt anderledes bogstavelig opfattelse af, hvordan det gjaldt om at beskytte sig mod Djævelen og alle hans (og hans tjeneres) gerninger. - Og selv jeg, som altid har lagt stor vægt på, at Danmark før 1849 simpelt hen var "et kristent land med Kongen i spidsen for det hele", har nu fået en helt særlig vinkel på, at det fra Reformationen af og indtil 1849 simpelt hen ikke gav nogen mening at tale om "kirken" som en særlig størrelse. Alligevel har der jo været et særligt "kirkevæsen" med biskopper, provster, præster osv. Men dette "væsen", eller "kirkeinstitutionen", har altså efter alt at dømme ikke været specielt involveret i heksebrændingerne. - Jeg ville dog stadigvæk gerne vide, om der fx har været præster til stede ved heksebrændingerne. Selv om det altså ikke er så afgørende. Samfundet var en helhed og enhed og betragtede sig selv som et helt igennem kristent samfund. - Men nu selve referatet af, hvad "min ekspert" (Holger Villadsen, se nærmere nf.) har meddelt mig.
-
Holger Villadsen anser det for udelukket, at der i Danmark har været et RITUAL for hekseafbrændinger. Det er i hvert fald ikke noget, han kender til.
Videre siger han, at hekseprocesserne, så vidt det er ham bekendt, har været ført ved de almindelige domstole, og at kirken som institution ikke har været indblandet.
Hvad fordelingen af ansvaret på henholdsvis de katolske og de protestantiske lande angår, gør han opmærksom på, at heksebrændingerne (især) startede i slutningen af 1400-tallet, altså over hundrede år før Reformationen. - Min egen bemærkning dertil er, at jeg blev dybt rystet, da jeg (måske allerede i gymnasietiden) fik at høre, at heksebrændingerne her i Danmark i hvert fald i meget høj grad fandt sted efter Reformationen (og jo især under Christian IV, se videre nf.).
Holger Villadsen gør opmærksom på, at det ikke var kirkeinstitutionen, men statsmagten som sådan, der stod for, hvad man kan kalde bekæmpelsen af det onde på de måder, der her er tale om. Han henviser i den forbindelse først til en forordning af 12. oktober 1617 (altså under Christian IV) med titlen "Forordning om Troldfolk oc deres Medvidere". Og han gør opmærksom på, at en forordning som denne skal ses som et modstykke til kongens kendte motto "Fromhed styrker rigerne", idet trolddom og alle former for "ufromhed" jo tilsvarende svækker rigerne og derfor skal bekæmpes og holdes nede med straf. Den straf, der først og fremmest er tale om, er landsforvisning, men i visse tilfælde er der også tale om dødsstraf. - NB! Der tales i denne forordning ikke om "hekse". - Og jeg citerer nu et længere stykke af "min eksperts" tekst:
"Kongen
pålægger [i denne forordning, BC] alle øvrighedspersoner at holde øje med
disse
troldfolk. Hvis de
finder nogen, skal de angive dem, tiltale dem og straffe dem. Dette pålæg er
rettet til: »Vore Befalingsmend oc Ridderskab, saa oc Bisper, Prouister [fejl
for "Prouster"?], Præster, Borgemestere, Raadmend, Fougder oc alle
andre, som ere i Øffrigheds Kald oc Bestilling ... «. Kirken er altså
involveret, men kun på linje med alle andre øvrighedspersoner i det danske
samfund".
Til sidst citerer Holger Villadsen kirkehistorikeren Martin Schwartz Laustens bog fra 1987 om
»Christian den 3. og kirken«, hvori der er et længere afsnit om besættelse,
trolddom, magi og hekseri [fremhævet
her af BC] (s. 153-166). - Lausten peger her bla. på, at der jo efter Reformationen
ikke var nogen særlig kirkelig retsudøvelse, hvilket betød, at alt, altså også
fx trolddomssager, kom til at høre ind under rent verdslig ret (for der var jo
ikke nogen anden retsmyndighed). - Når de her nævnte "forbrydelser"
blev straffet af staten, var det ikke af hensyn til specielt
kirkeinstitutionen, men af hensyn til hele samfundet.
Jeg, BC, gentager,
at fra Reformationen til 1849 giver det ingen mening af tale om
"kirken" som en særlig størrelse. Danmark var simpelt hen et
evangelisk-luthersk kristent land med kongen i spidsen for det hele.
Til allersidst
nævner Holger Villadsen Martin Schwartz Laustens referat af Peder Palladius'
(den første lutherske Sjællands "superintendent" = biskop)
synspunkter. Peder Palladius gik klart ind for heksebrænding, og det gjorde
han, fordi synet på trolddom og hekseri for ham hang sammen med synet på
Djævlen, det onde, exorcisme m.m.
Der henvises til:
Forordning af 12.
oktober 1617 af Christian IV. - I Danske Kirkelove udgivet af Holger Fr. Rørdam
(bind III, Kbh. 1889, s. 59-61).
Martin Schwartz
Lausten: »Christian den 3. og kirken« (1987).
OM "MIN
EKSPERT"
Jeg kan nu oplyse, hvem "min ekspert" er. Det er provst emeritus Holger Sejrup Villadsen. Men jeg skal allerførst huske at videregive, hvad han selv understreger, nemlig at det ikke er hekse og heksebrændinger, han er ekspert i, men henholdsvis patristik (studiet af kirkefædrene, jfr. det latinske ord for fader "pater") og gudstjeneste- og ritualhistorie. Og da der også er tale om et stykke lollandsk lokal-kirkehistorie, vil jeg oplyse følgende om ham:
Holger Villadsen blev i 1975 cand. theol. og sognepræst i Vestenskov sogn, Lolland søndre Provsti [nu lagt sammen med det tidligere Lolland nørre Provsti til Lolland vestre Provsti]. - Herefter er hovedpunkterne: 1981-1999 Medarrangør af nordiske patristikermøder. 1983-1985 Ekstern lektor ved Aarhus Universitet. 1986 Seniorstipendium ved Aarhus Universitet (orlov). 1988-1993 Liturgisk sekretær for biskopperne (orlov). 1990-2007 Sognepræst i Kappel, Vestenskov, Arninge og Tillitze sogne. 1994-2007 Provst for Lolland Søndre Provsti.
Holger Villadsen har et stort forfatterskab bag sig på områderne patristik og gudstjeneste- og ritualhistorie. Om det og andre ting kan man læse på hans hjemmeside http://sejrupvilladsen.dk
Holger Villadsen har hjulpet mig ved flere lejligheder, senest i forbindelse med diskussionen omkring store bededag, nemlig for så vidt angår 5. søndag efter påske i dens egenskab af "bedesøndag" med det gamle latinske navn "Rogate". Se evt. undersiden "Salmer" og "Kommentar 2" til mit salmevers til bededag efter anden tekstrække.
-
02.07.12
Kommentar som tilføjelse til ovenstående i en anden tråd:
Jeg må dog sige, at som det hele hhv. var dengang og er nu, er det lige
lovlig smart, at jeg har foretaget denne sammenligning. Det giver simpelt hen
ikke nogen mening at tale om "kirken" i Danmark i tiden fra
Reformationen til 1849. Der er dog stadig det lighedspunkt, at det, man på
ethvert givet tidspunkt forstår ved "kristendommen", i meget høj grad
er formet af tidsånden. Men desto mere gælder det om, på ethvert givet
tidspunkt at koncentrere sig om, hvad kristendommen virkelig er og går ud på.
TILFØJELSE 03.07.12: Som i indskuddet ovf. sagt, og som det fremgår af hele dette lille
tekstkompleks, blotlægges der her en række spørgsmål, som det af flere grunde
ville være nyttigt at få besvaret. Det gælder, hvad man med et mildt udtryk kan
kalde hele heksespørgsmålet som sådant, herunder "kirkens", dvs.
gejstlighedens stilling til og rolle i det. Men det gælder jo også de
spørgsmål, der under denne uhyggelige vinkel rejser sig, om netop "kirkens"
= gejstlighedens stilling og rolle i den kristne - eller "kristne" -
nation Danmark, hvor der altså ikke var tale om kirken = menigheden som en
særlig størrelse, idet hele folket jo var (tvunget til at være) menighed. For
vel var de gejstlige embedsmænd fra én side set embedsmænd som alle kongens
andre embedsmænd (jfr. opregningen af øvrighedspersoner i Christian IV's ovf.
citerede forordning), men de var jo fra en anden side set også, og først og
fremmest, embedsmænd på en helt særlig måde, nemlig ikke bare som embedsmænd i
den kristne nation Danmarks "kirkevæsen", men som bestridere af det
særlige kirkelige præste- og prædikeembede (ministerium). Jfr. den lutherske
lære om de to regimenter ("styrer") i det kristne samfund, nemlig
henholdsvis det verdslige og det åndelige regimente/styre. Den gejstlige
embedsstands holdning og rolle i forhold til "heksespørgsmålet"
lader, som det fremgår af ovenstående, ikke til at være særlig undersøgt og
belyst, og der er her nok stof til mindst en PhD-afhandling. Videre kunne man -
også i lyset af den aktuelle situation - foretage nogle særlige undersøgelser
af gejstlighedens stilling og rolle i forhold til andre udtryk for og udslag af
"tidsånd", og altså til det verdslige styres ønsker og krav. Og
endelig kunne man i al almindelighed nyvurdere og supplere, hvad der
selvfølgelig allerede foreligger om disse forhold i den kirkehistoriske
litteratur. - Selv om jeg højtideligt har erklæret min
Grundtvig-Studier-artikel "Totaldigteren Grundtvig" (GS 2011) for at
være mit sidste lille bidrag til Grundtvig-forskningen (oprindelig
"Grundtvig-forskeren Bent Christensens litterære testamente"!), kan
det godt være, jeg selv vil give endnu et bidrag til forståelsen af såvel den
kirkelige situation i sig selv i 1800-tallet som Grundtvigs forståelse af den
og holdning til den. Og det er netop den aktuelle kirkelige situation, der får
mig til at overveje dette. Ikke fordi jeg vil blande forskning og debat sammen
- i hvert fald ikke på nogen utilstedelig måde (se videre herefter) - men fordi
den (i mine øjne kritisable) løsning på sit kirkelige dilemma, Grundtvig valgte
i 1832, ligger til grund for den i dag udbredte opfattelse af Folkekirken som
kun en "borgerlig indretning" eller "borgerlig ramme". -
Når jeg siger "i hvert fald ikke på nogen utilstedelig måde", er det,
fordi det jo i humanistisk og teologisk forskning næsten aldrig kan undgås, at
forskerens eget ståsted og egen vinkel kommer til at spille en rolle. Men man
må i hvert fald afholde sig fra at blande ting ind i sine tekster, der hører hjemme
i debatindlæg og lignende - og fra (hvad der er endnu værre) at tillægge den
eller de personer, man undersøger, sine egne synspunkter. Og man må
selvfølgelig helt afholde sig fra, direkte at fuske med sit materiale og
behandlingen af det med det formål at få fremmet sine egne synspunkter. Men jeg
er overbevist om, at en redelig fremstilling af den kirkelige udvikling omkring
og i Grundtvig fra fx 1806 af ("Om Religion og Liturgie") vil være en
del af det nødvendige grundlag for allerede drøftelserne frem mod
kirkeforfatningen/styrelsesloven, men jo også for hele "den kirkelige
proces" overhovedet. I øvrigt vil der i givet fald i høj grad blive tale
om en uddestillering af de ting, jeg allerede har gjort ret omhyggeligt rede
for i mine to Grundtvig-bøger "Fra drøm til program" (1987) og
"Omkring Grundtvigs Vidskab" (1998). Men netop min beskæftigelse med
de her ovenfor behandlede spørgsmål, har givet mig lyst til, også at se nærmere
på, hvordan Grundtvig har oplevet og set "kirken" og det gejstlige
embede i tiden før 1810 (dimisprædikenen) og 1811 (hjælpepræsteembedet i
Udby-Ørslev) og før 1821 (sognepræsteembedet i Præstø-Skibbinge).
* * *
Jeg
må markere min stilling på midten
Kommentar (sat ind her lige over midnat 19.06.12) i tråden til mit
opslag af min "I øvrigt" i Ekstra Bladet den 17. juni (se nf.):
I øvrigt kan jeg se på det hele, at jeg fra nu af kraftigt må
understrege, at jeg som "folkekirkelig traditionalist" må markere min
stilling på den folkekirkelige midte og prøve at give mine bidrag til "den
kirkelige proces" dér. Hvor meget jeg end må protestere mod "løgnen i
Ritualbogen", må jeg - men altså under denne protest - blive i både
Folkekirken og det grundtvigske Kirkeligt Centrum. Helt konkret gælder det nu
kirkeforfatningen/styrelsesloven. Og ellers den positive fordybelse og de
positive bidrag. Jeg kan ikke identificere mig med den såkaldte højrefløj. Jeg
ønsker en bred folkekirkelig udvikling i så vidt muligt hele den nuværende
medlemsskare. Både den lille mand med den lille tro og den ærlige tvivler, og
altså alle almindelige folkekirkekristne skal kunne være med. Det skal bare
være helt klart, at det, vi alle er medlemmer af, er et evangelisk-luthersk
kirkesamfund.
* * *
Løgnens dag
Ekstra Bladet søndag den 17. juni 2012. [Sat på her 18.06.12].
I øvrigt mener n!
at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for
vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som "løgnens
dag".
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
Min kommentar
til væg-opslaget af ovenstående i Facebook 18.06.12:
Er også sat på min hjemmeside, undersiden "Kirke og teologi".
- Jeg vil selv prøve at foretage mig et eller andet hvert år den 12. juni (hvad
jeg også opfordrer alle andre til). Og i det hele taget løbende komme med
markeringer af protesten mod løgnen i Ritualbogen, så det hele tiden står
klart, at der er et stort mindretal i Folkekirken, der frasiger sig ethvert
ansvar for dette ritual. Desuden er Anna og jeg ved at løse sognebånd fra vor i
øvrigt gode sognepræst, som desværre går ind for homovielser. Vi går til
sognepræst Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde, som er afgjort imod - og som
vi i øvrigt er organister hos. Og vi er så heldige at høre til Lolland-Falsters
Stift, hvor Steen Skovsgaard er biskop. Så vidt, så godt. Og så vil jeg ellers
koncentrere mig om den videre kirkelige proces. Helt særligt processen frem mod
kirkeforfatningen/styrelsesloven, men i det hele taget "den kirkelige
proces" her i denne største overgangsperiode siden reformationen. Det kan
sagtens komme til at ende med, at Folkekirken bliver et godt kirkesamfund. Vi
skal først og fremmest koncentrere os om de positive ting, livet i Evangeliets
lys og livet sammen i den organisme, som kirken er, den lokale afdeling af
Kirken i verden. Men processen kan komme til at tage årtier. Jeg vil bare
bidrage med alt, hvad jeg kan, så længe jeg er her og kan noget som helst. Jeg
tænker stort historisk, altså også ud over min egen levetid.
* * *
Facebook-kommentar til indsættelsen af "åndelig
vejleder".
Højrefløjens
Evangelisk Luthersk Netværk indsatte i dag Børge Haahr Andersen som
(alternativ) "åndelig vejleder" - fordi de otte biskopper bag
homovielsesritualet har svigtet.
I Facebook og her 16.06.12
De otte biskopper og det flertal, de repræsenterer, har ikke fortjent
bedre. Og det er unægtelig "et spark i løgsovsen". Men jeg har Steen
Skovsgaard som biskop og er ved at løse sognebånd til en god præst, som er
afgjort imod homovielser, så jeg bliver simpelt hen på midten i Folkekirken.
Hvor kritisk jeg end er over for også andre "dårligheder" i
Folkekirken, kan jeg ikke tilslutte mig højrefløjen. Den "kultur",
der er dér (for nu at sige det kort), er meget langt fra den måde, jeg prøver
at leve på som kristen. Jeg er medlem af Kirkeligt Samfund og vil blandt andet
i den sammenhæng arbejde for en udvikling til det bedre i Folkekirken som helhed,
især ved og med henblik på positiv fordybelse og positivt liv. Det kan blive en
lang proces, men med mit kirkesyn er det deltagelsen i den, jeg må vælge. - Vi
skal have en øget kirkebevidsthed (menighedsbevidsthed) i den store almindelige
del af folkekirkemenigheden. Og ikke en eneste "lille mand med lille
tro" må ryge af i svinget ved en fejltagelse.
-
Har nu lige sat ovenstående på min hjemmeside, undersiden "Kirke
og teologi". Og jeg vil blive ved at komme med tilsvarende markeringer. I
forlængelse af, hvad jeg i årtier har sagt om, hvilken fremtid jeg ønsker for
Folkekirken, nemlig en fremtid som klart et evangelisk-luthersk kirkesamfund og
med alle de nuværende medlemmer, der overhovedet på nogen måde vil være med til
det. Altså også selv den mindste mand med lille tro. Og den største ærlige
tvivler. De eneste, der - efter virkelig moden overvejelse - bør forlade
"foreningen", er dem, der direkte vil noget andet, altså fx "den
store mand med sin egen tro". Det er svært at definere her. Men det vil
vise sig i løbet af processen. Vi skal have en både bred og dyb drøftelse af
det hele. I første omgang i høj grad i forbindelse med kirkeforfatningen/styrelsesloven.
* * *
Så
har jeg løst sognebånd
15.06.12
Dette skal være min "standardkommentar" i situationen, efter at homovielsesritualet er blevet autoriseret. Det afgørende for mig har i årtier været, at det er utåleligt at have en newspeak-løgn i Ritualbogen. Men jeg vil ikke træde ud af Folkekirken. Det er min kirke. Så jeg bliver og kæmper og prøver at give mine positive bidrag til vort fælles liv. Det afgørende er, at man udtaler sin protest og dermed fralægger sig et medansvar. Den 15. juni satte jeg dette i Facebook (som også står på min hjemmeside):
Min i øvrigt gode sognepræst har i dag erklæret sig for homovielser, så jeg har sat sognebåndsløsningsproceduren i gang for Anna og mig. Den gode præst, vi begge spiller for, Kasper Høyer, Vesterborg-Landet-Ryde, Lolland vestre Provsti, vil gerne tage imod os, og han og jeg mener nøjagtig det samme om alt dette. Nu kommer vi altså til at leve under en biskop, der er imod, og en præst, der er imod. Efter omstændighederne ikke så dårligt. - Jeg opfordrer alle til enten at være glade, hvis de har en modstander-sognepræst, eller at gøre, som vi nu gør. Men det er jo kun her og i Helsingør Stift, man er så heldig at have en modstander-biskop. Det er også vigtigt, at vi modstandere koncentrerer vor kirkegang hos modstanderpræsterne (selv om jeg i grunden ikke bryder mig om at bruge noget så helligt som gudstjenesten til at "stemme med fødderne"; men reelt bliver der jo også tale om det). - Med sådanne former for protest kan vi godt fortsætte i det folkekirkelige fællesskab i øvrigt. Mens vi venter på bedre tider. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det er forkert at melde sig ud. Kirken er ikke bare en forening. Og kættere og vranglærere og alt muligt andet dårligt har der jo været, lige siden disciplene vandrede med Jesus. De, der ønsker "ren kirke", skal dels læse grundigt i hele NT, dels se dybt ind i sig selv!
* * *
12. juni løgnens dag
Nedenstående er min online- og Facebook-kommentar til KD-artiklen 15.06.12 "Det nye vielsesritual er autoriseret".
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/466479:Kirke---tro--Det-nye-vielses-ritual-er-autoriseret
Så var det altså tirsdag den 12. juni, Dronningen autoriserede homovielsesritualet. Det er den afgørende dato for mig. Den dag fik vi i princippet løgnen ind i Ritualbogen. Og som led i den løbende protest, hvorved jeg frasiger mig et medansvar for dette, vil jeg hvert år på denne dato foretage et eller andet. Jeg opfordrer andre til at gøre det samme. Det er vigtigt, at homosværmernes sejr aldrig bliver total og uantastet. Men ellers må vi videre. Nu gælder det kirkeforfatningen - og så ellers vort personlige kristenliv og kristne menneskeliv hver især og hele folkekirkemenighedens liv og vækst.
* * *
BEMÆRKNINGER til biskop Skovsgaards landemodeberetning
og til højrefløjens planer om alternativt tilsyn.
Facebook-opslag 14.06.12
SELVE
OPSLAGET
Måske har jeg overset noget, men jeg synes ikke, det fremgår, at det
her citerede stammer fra biskop Steen Skovsgaards landemodeberetning onsdag
13/6 (jfr. mit forrige opslag). Det gør det imidlertid. - Jeg er som sagt enig
med ham, hvad jeg, som også sagt, fik lejlighed til at sige til ham under en
pause i mødet i Bangs Have. Det gælder helt særligt hans bemærkninger om, at
det alt i alt er bedst at blive i Folkekirken. Jeg taler ofte med ham og har et
godt forhold til ham. - Se også bemærkningen og linket i kommentarfeltet.
I kommentarfeltet:
Og så var der jo KD-artiklen om højrefløjens bebudelse af oprettelsen
af et "alternativt tilsyn" (jo faktisk en biskoppelig funktion;
episkopos betyder "tilsynsmand"). Se linket nedenfor. Dette er pdes.
mere fornuftigt end det, bare at sive ud enkeltvis, men fortjener pdas. den
kritik, de citerede biskopper fremsætter. Jeg har altid kritiseret
"missionsforeningerne" for at lege "kirke i kirken" og
sagt, at enten er man med, eller også er man ikke med. - I øvrigt ville jeg
rent gemytsmæssigt næppe befinde mig særlig godt sammen med højrefløjens folk.
I mange andre henseender end lige det med homovielserne (og vel visse andre
dårligheder) hører jeg mere sammen med den "mainstream", som
(desværre!) omfatter en del, der er grebet af homosværmeriet. Sådan er det
bare.
Og til kommentar
i tråden fra en FB-ven :
Til n.n. og andre: Jeg er NØDT til at skulle have en artikel færdig og
må derfor prøve at undlade at diskutere videre i dag. - Men jeg mener fortsat,
Folkekirken er den lokale del af Kirken. Læs NT, og se hvordan de første
menigheder var, ja, hvordan selv inderkredsen på tolv disciple opførte sig,
mens de var sammen med Jesus! - Der er meget, der er galt netop nu. Jeg er på
mange måder en af Folkekirkens skarpeste kritikere. Men det er stadig den, der
for mig er kirken her. Indtil der (hvad jeg ikke håber) måtte komme en egentlig
kirkespaltning - hvor det jo så for mig vil være den gode spaltningsdel, der er
"fortsættelseskirken". Men en "spaltningsdel", der
udelukkende besår af højrefløjsfolk, vil ikke være god nok for mig. Jeg vil
have mange almindelige folkekirkekristne med. Jeg gentager: Sådan er det bare!
* * *
Skammens dag
Sat i en
Facebook-diskussion, i en KD onlinekommentar og her på siden 11.06.12, den dag,
de otte biskopper afleverede deres ritual til kirkeministeren med henblik på
Kgl. autorisation.
Det er utåleligt, at vi nu skal have en løgn i Ritualbogen. Det er en fuldstændig hjemmelavet konstruktion, og dermed en løgn, at et forhold mellem to af samme køn nu kan indgås i Folkekirken efter et af otte biskopper udarbejdet ritual. Og man må sige, at alle, der tier, samtykker og dermed gør sig medansvarlige. Vi modstandere må derfor fortsætte med at markere vor protest, så "de progressives" sejr ikke bliver total. Den skal være så bitter som muligt for dem.
Jeg har gentagne gange sagt, at alle modstandere, bør løse sognebånd fra deres sognepræst, hvis denne går ind for homovielser. Og at dannelse af homovielsesfri valgmenigheder også kan være en mulighed. Men jeg anbefaler ikke udtræden af Folkekirken på dette grundlag. Det er sagen, trods sin uhyrlighed, ikke stor nok til. Og jeg vil ikke frakende tilhængerne kristennavnet. Jeg vil undskylde dem med, at de ligger under for et sværmeri, ja, en "progressivitetsbesættelse". Folkekirken har stadig en stor historie og tradition og et stort potentiale. Og det, det fortsat gælder om, er at arbejde for folkekirkemenighedens liv og vækst, for modtagelsen af Evangeliet, fordybelsen i troen og udfoldelsen af såvel selve det særlige kristenliv i de kirkelige sammenhænge som det kristne menneskeliv på alle de almindelige livsområder. Helt særligt gælder det processen frem mod kirkeforfatningen med hele den fordybelse af kirkebevidstheden, som må følge dermed og deraf. Jeg vil selv intensivere mit arbejde med de bidrag til alt dette, jeg vil prøve at give.
Når hele diskussionen har lagt sig, vil homovielserne ikke komme til at fylde meget i Folkekirkens liv. Det bliver spændende at se, hvor mange der efterhånden vil blive tale om pr. år. De allerfleste folkekirkemedlemmer vil nok ikke komme til at mærke noget til det. Så jeg tror ikke, der vil blive megen opmærksomhed omkring det. Jeg kender danskerne og forestiller mig, at de fleste vil leve videre som før. Men det er som sagt vigtigt, at protesten fortsat markeres af så mange som muligt, så jeg vil for mit eget vedkommende gøre den dag, homovielsesritualet bliver autoriseret af Dronningen, til SKAMMENS DAG. Jeg vil huske den og på hver årsdag gøre et eller andet for at markere den. Og jeg opfordrer alle andre modstandere til at gøre det samme. Man kan skrive læserbreve og måske afholde møder, hvor protesten markeres - eller hvad man nu kan finde på.
Og så må vi ellers videre med de positive og egentlige ting. Vi må håbe, at den nuværende Folkekirke kan få en oplivelse, så den - under de forfatningsmæssige former, der bliver tale om - overordnet set kan fortsætte som et sandt evangelisk-luthersk kirkesamfund i Danmark.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
* * *
Til
at både græde og le over
Min kommentar i
Facebook-tråd og KD Onlinedebat til det "vielsesritual", biskopperne
i dag overrækker kirkeministeren med henblik på Kgl. autorisation.
11.06.12
Ja, det er til at både græde og le over. Jeg ser sådan på det, at der
er tale om en sværmerisk "progressivitetsbesættelse", der har besat
store dele af den vestlige verden - også langt ind i mange i øvrigt gode
kristnes rækker. Det er utåleligt, at vi nu får denne newspeak-løgn i
Ritualbogen. Men vi må fortsætte protestmarkeringerne og dermed fralægge os et
medansvar - og så ellers se at komme videre. Nu gælder det kirkeforfatningen
(styrelsesloven). Men først og fremmest gælder det menighedens liv og vækst.
Det er i sig selv, hvad det drejer sig om - og det er det eneste, der kan holde
dårligdommene væk.
* * *
Så
vandt de "progressive" dette slag
I anledning af
Folketingets vedtagelse af loven om homoægteskab og meddelelsen om, at de otte
biskopper vil aflevere et dertil svarende ritual til ligestillings- og
kirkeministeren på mandag. - Sat på min Facebook-væg og i et par andre tråde samt
her på siden 07.06.12.
De "progressive" har vundet dette slag. Nu må jeg se, om jeg
skal løse sognebånd. Men ellers bliver jeg i Folkekirken, hvor jeg nu vil
koncentrere mig om hele den videre kirkelige proces, ikke mindst frem mod
kirkeforfatningen. Men i det hele taget om de positive ting, "menighedens
liv og vækst". I sidste ende er det det, der afgør sagen. Med Helligåndens
hjælp.
* * *
Så må protesten aktiveres
Nedenstående tekst,
som bygger på kommentarer i en Karen Klint- og en Pernille Vigsø Bagge-tråd i
Facebook, blev 06.06.12 sat på KD Onlinedebat - til artiklen "Biskopper er
klar med ritual for homoseksuelle vielser". LINK:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/465180:Kirke---tro--Biskopper-er-klar-med-ritual-for-homoseksuelle-vielser
Så får vi åbenbart denne newspeak-løgn i Ritualbogen, og det betyder, at jeg skal have spurgt min i øvrigt gode sognepræst, om hun vil bruge dette uhyrlige ritual. Hvis hun svarer ja, må jeg løse sognebånd. Min kone gør det også. Vi har en god præst at kunne gå til. Heldigvis er vor biskop imod (Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift). Dannelse af en homovielsesfri valgmenighed kan også være en mulighed. Det er vigtigt at få markeret, at et stort mindretal er imod. Men så må vi ellers se. Nu gælder det kirkeforfatningen - som jeg i årtier har talt for. - Indtil for nylig har "de progressive" redet på en gratis bølge. Positiv over for homovielser var noget af det fineste, man kunne være, og omvendt bredte den sorte farve sig over en, hvis man var imod. Det var nemt at være opportunist. Men nu viser modstanden sig. Og de progressive gratisridere må tage til efterretning, at intet er gratis. De står nu med foragt og protest fra et stort mindretal. Og det er vigtigt, at protesten holdes i gang (altså fx ved sognebåndsløsning og måske dannelse af homovielsesfri valgmenigheder), så at de progressives sejr aldrig bliver total - og så vi andre kan frasige os et egentligt medansvar. Jeg bruger denne sidste formulering, fordi jeg ikke selv vil tage det skridt at træde ud af Folkekirken; det er sagen sådan set for lille til. Og vi skal slet ikke dryppe ud enkeltvis. Hvis det kommer til det yderste (hvad jeg ikke håber), skal der være tale om en egentlig kirkespaltning, hvor den del, jeg skal høre til, klart står som den nuværende Folkekirkes sande fortsættelseskirke.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
* * *
Bededag - en kommentar
Nedenstående er en
særlig kommentar til det salme-vers til "bededag", jeg den 3. maj
2012 slog op på min Facebook-væg. Det er altså en i rækken af kommentarer til
mine salmer og salme-vers dér (som også alle, med kommentarer, står på
undersiden "Salmer og kristelige digte"). Der har jo blandt mine
venner og mellem dem og mig været en ret livlig diskussion om
"bededag" i forbindelse med tanken om, eventuelt at afskaffe den. Der
er, som det fremgår, tale om resultatet af blandt andet en hel del googlinger,
og det er blevet derefter. Jeg har dog valgt at sætte den også her på siden,
fordi der måske vil være læsere, der kan få glæde af den.
-
Jeg hører til dem, der meget gerne så denne bods- og bededag fra 1686 (se nf.) flyttet til fx en fredag i efteråret (den ugedag, Jesus døde, jfr. den nuværende placering) eller måske en onsdag. Det behøvede ikke være en fridag; man kunne udmærket holde gudstjenesten om aftenen. Men man kunne også gøre en søndag til "bede(søn)dag". Dog ikke til en søndag i påske-pinsefesttiden, som det nu er foreslået. Denne fest-tid bør være ren fest. - I den tyske evangeliske kirke er onsdag før sidste søndag i kirkeåret "Buß- und Bettag", i 2012 onsdag den 21. november. I Norge holdes bededagen søndag før allehelgensdag, altså i 2012 den 28. oktober. Vi kunne overveje at indføre noget tilsvarende - I Svenska Kyrkan er 5. søndag efter påske "Bönsöndagen (Rogate)". Hvad vi efter min mening ikke bør efterligne. Selv om den har en noget anden karakter end vores "bods- og bededag". Evangelielæsningerne er (i de tre tekstrækker): 1. Luk. 18,1-8 (Lignelsen om enken og den uretfærdige dommer). - 2. Luk. 11,1-13 (Fadervor. Om bønhørelse). - 3. Matt. 6,5-8 (Fadervor). (Se mere nf.). - Man siger ofte, at "bededag" (tidligere kaldt "almindelig faste-, bods- og bededag") på fjerde fredag efter påske er en særlig dansk opfindelse, og det er i og for sig eller i snævrere forstand også rigtigt. Jeg citerer nu en Wikipedia-artikel: "Den dag, vi i dag kender som "store bededag", blev indført af Hans Bagger (biskop over Sjælland 1675-1693), der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift. Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning d. 27 marts 1686 som en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget". - Videre i den pågældende Wikipedia-artikel: "Det er en populær misforståelse, at det var Christian VII's berømte livlæge Struensee [jfr. filmen "En kongelig affære"!], der indførte store bededag, men dagen er små 100 år ældre. Når den tillægges Struensee, kan det skyldes, at det var en af de få helligdage, der overlevede helligdagsreformen af 20. oktober 1770, hvor halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet". - Men det, at man - også helt bogstavelig talt! - beder om godt vejr om foråret, er en gammel tradition, der selvfølgelig også har været praktiseret allerede i førkristen tid. I Den Romersk-Katolske Kirke var 5. søndag efter påske tidligere "bedesøndag" (jfr. Svenska Kyrkan den dag i dag; se ovf.). En tysk internetside har følgende derom: "Der Sonntag Vocem jucunditatis [BC: Se efter citatet] wird auch Rogate (lat. rogate, „betet/bittet“) oder Bittsonntag genannt. Historisch rührt die Bezeichnung Rogate von den Bittprozessionen für eine gute Ernte her, die an den drei Tagen vor Christi Himmelfahrt als Flurumgänge über die Felder in katholisch geprägten ländlichen Gebieten noch heute üblich sind". - BC: "Vocem jucunditatis annuntiate" ("Fortæl det med jubel", Es. 48,20) er de første ord i det gamle latinske Introitus (indgangssang) på 5. søndag efter påske. Og efter gammel skik betegnes søndagene med de første ord i Introitus. Men det er uklart, hvorfor denne dag (også) i flere lutherske kirker (fx Tyskland, Polen, Sverige) betegnes med ordet "Rogate" (bed!). I flere lutherske kirker (fx altså den tyske, den polske og den svenske) kan man altså i det hele taget stadig betegne søndagene med de gamle latinske navne. - En svensk hjemmeside henviser til, at Introitus i middelalderen begyndte med ordet "Rogate". Men det har jeg ikke kunnet få bekræftet. Måske er det bare, fordi dagen jo er en bede-dag. Senest har den på området særdeles kyndige provst emeritus Holger Villadsen, som jeg har mailet med om dette spørgsmål, oplyst: "Rogationes (flertal af rogatio) kan i denne sammenhæng bedst oversættes med litanier. Den bredere betydning af ordet er anmodning eller bøn. Der er mig bekendt ikke nogen sammenhæng med begyndelsesordene på nogen af de tekster eller bønner, der blev brugt de pågældende dage". - Svarende til det tyske internetcitat kan jeg citere følgende fra min gamle (1906) danske katolske messebog: "Mandag, Tirsdag og Onsdag før Christi Himmelfart ere kirkelige Bededage, hvor der i eller fra Sognekirkerne saa vidt muligt afholdes Bønprocessioner ... Nu er Hensigten med disse processioner nærmest at nedbede Guds Velsignelse over Markens Frugter og i det hele at bede om dette Livs Fornødenheder". - Baggrunden for at have en "bededag" om foråret går altså uden tvivl langt tilbage i hedensk tid; det handler om frugtbarhed! Og da det også er underligt at have en så alvorlig dag midt i påske-pinse-festtiden, vil det være virkelig godt at få flyttet denne gudstjenestedag til engang i efteråret (og evt. bevare fjerde fredag efter påske som en verdslig forårsfridag, svarende til den funktion, den jo faktisk har i dag!). - For afskaffes skal den særlige "bedegudstjeneste" vel ikke? Selvfølgelig kunne man undvære den; vi har jo kirkebønnen hver søn- og helligdag. Og fastetiden til anger og bod. Men det er måske alligevel godt at have en særlig dag, hvor vi kan angre vore mere kollektive synder og bede for nogle mere konkrete fælles og samfundsmæssige ting. Jeg vil dog selv foretrække, at "bedegudstjenesten" i givet fald henlægges til en HVERDAGSAFTEN i oktober eller november, så vi ikke skal lade en af søndagene efter trinitatis vige for den. - Jeg har her i høj grad også plukket fra forskellige internetsider. Man vil kunne finde dem ved at google på nogle af de særlige ord.
* * *
Ind på modernitetens torv
Fra politik til poesi. Programmatiske punkter om
fremtidens fællesskab(er)
[Dansk Kirketidende 04.04.12. - Manuskriptets titel og undertitel var: Fremtidens fællesskab(er). Nogle krav, ønsker og tilbud af programmatisk karakter. - Mellemrubrikkerne er dels manuskriptets, dels redaktørens].
Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr.
theol. & cand. mag.
Er også sat på
undersiden "Debat". Men den hører i høj grad også hjemme her på
"Kirke og teologi", hvor den supplerer såvel de to Livsengagement og
poesi-artikler som min vigtigste nyere kirkesynsmæssige og kirkepolitiske tekst
"Den næstbedste drøm" (som der i øvrigt også er en ældre version
eller forgænger til). Det hele hænger jo sammen, og selv om det allervigtigste
er, hvordan vi lever som kirke, kan dette ikke adskilles fra spørgsmålet,
hvordan vi overhovedet lever som kristne i verden.
Man kan bare sende sine egne ting ud og se, hvad der sker. Men det er alligevel også nødvendigt at formulere nogle krav, ønsker og tilbud til fællesskabet. Jeg vil derfor præsentere nogle programmatiske punkter, for så vidt angår livet i fremtidens danske samfund, lige fra de allermest omfattende politiske områder af og til de områder, hvor det drejer sig om mine ligesindedes og mit eget liv, ja, om mit eget helt personlige "storpoetiske" projekt.
Insistér på demokratiet
Murens fald i 1989 er det store skillepunkt. Vi har i århundreder haft meget forskellige holdninger her Danmark, men det er først i de seneste årtier, vi har oplevet en så voldsom polarisering. Måske har vi hidtil trods alt har haft så meget fælles, at kampen først og fremmest har været en kamp om at få sat sit præg på det fælles. Men efter det store sammenbrud ikke alene for kommunismen, men for enhver form for utopi og "stor fortælling" har der for de toneangivende ikke været andet tilbage end miljø, klima, moralisme og kampen for egen identitet og position. Og den kulturkonservatisme, som har gjort sig gældende hos mange, har endnu ikke kunnet yde et egentligt modspil. Man har højst kunnet sætte hælene i på det mere eller mindre politiske plan.
I denne situation vil jeg først og fremmest insistere på demokratiet - med de mindretalsrettigheder, det i vor tradition også indebærer. Og så er jeg ellers rede til - på både mine egne og mine efterkommeres vegne - at gå ind i det, der så må blive en sand pluralitet, idet jeg vil bekæmpe enhver tendens til, at "værdierne" bliver en ny tvangs-statsreligion.
Ind i pluraliteten
Det ligger dybt i menneskene, at man er mest tryg ved, at alle tror og mener stort set det samme, og staten vil også altid være interesseret i, at det er sådan. Men hvis nu borgerne i et land faktisk tror og mener vidt forskellige ting og der samtidig skal være frihed, så er den sande pluralitet den eneste mulighed. Og jeg er rede. Jeg er rede til at gå i en eller flere subkulturer. Og det vil først og fremmest være det kommende frie evangelisk-lutherske kirkesamfund. Men det kan også være et eller flere "traditionsdanske" og tilsvarende fællesskaber med egne foreninger og institutioner, fx skoler. For det er jo ikke alene en ny tvangs-statsreligion, der kan blive tale om; det kan også blive en så stor sterilitet, at folk af min slags ikke kan leve i den og ikke ønsker at lade deres børn blive opdraget i den. Et springende punkt bliver, i hvilket omfang staten vil tillade forældrene at bestemme, hvordan deres børn skal opdrages.
Mødet på modernitetens torv
Men det behøver ikke komme til det yderste. En enhedskultur som den, vi altså trods alt har haft i tusind år, får vi nok ikke igen. Men vi kunne måske ende i en slags mellemting, nemlig i et møde i fri meningsudveksling og kappestrid på modernitetens torv! Med moderniteten som det fælles vilkår. Nogle af mine bedste Facebook-venner er ateister, og til dem siger jeg, at ligesom Grundtvig var åben over for et kulturelt samarbejde med "naturalister med ånd", er jeg åben over for et kulturelt samarbejde med "åbne og ærlige ateister". Det er de mest oplagte samarbejdspartnere. Men også folk, der har en anden religion, skulle vi kunne mødes med i den således forståede modernitet.
Hvad det kulturelle grundlag for og indhold i de fælles institutioner angår, altså for eksempel hele uddannelsessystemet, må det i høj grad også komme an på de rent politiske (magt)forhold. Der må være grænser for, hvor lille en hale der skal kunne logre med hele hunden. Men det er ikke til at forudsige, hvad der bliver hale, og hvad der bliver hund! Jeg og mine ligesindede kan godt ende med at komme til at udgøre et ret lille mindretal.
"Traditionsdansk"
Men uanset hvordan det kommer til at gå, vil jeg for mit - og mine yngre ligesindedes - vedkommende dels leve mit liv i det evangelisk-lutherske (men økumenisk åbne) kristne kirkefællesskab, dels forbeholde mig retten til at være så "kulturkonservativ" og "traditionsdansk", jeg har lyst til. Men jeg er altså nødt til at sætte begge disse sidste ord i anførselstegn. For det ligger i hele mit program, at det af helt indre grunde og uanset alt, hvad modstanderne kan finde på, er nødvendigt at se helt frit og uhildet på virkeligheden. Konservatisme er først og fremmest en afvisning af alt kunstigt, ideologisk hjernespind og en forholden sig til virkeligheden, som den er. Og traditionalismen står og falder derfor med, om der faktisk er eller ikke er forhold i virkeligheden, der er større end det enkelte individ og den enkelte generation. Både principielt og aktuelt må alt dette simpelt hen vise sig og godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Modstanderne har haft travlt med at tale om Morten Korch-Danmark. Men tradition kan aldrig være en fastlåsning af en bestemt tilstand, endsige en tilbageføring til en sådan, men udelukkende en naturlig fortsættelse af vort liv på de til enhver tid givne betingelser. Nogle vil være mere kosmopolitisk indstillet end andre. Men hvis der ikke går ideologi og magtkamp i det, skulle det ikke være et stort problem i en gammel søfarts- og handelsnation som vor.
Et kristent bidrag
Hvad nu til sidst selve mit eget projekt angår, så er det altså egentlig et ganske personligt poetisk projekt - hvor "poetisk" dog skal forstås meget bredt, så det kommer til at omfatte alt, lige fra ethvert menneskes livsfølelse til det enkelte konkrete centrallyriske digt. Men jeg præsenterer det her, fordi det kan ses som et eksempel på, hvad vi kristne kan bidrage med. For det er teologisk begrundet, nemlig i den (i høj grad hos Grundtvig fundne) "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", ifølge hvilken den elskende og kendende forholden sig til livet her i verden uden for gudstjenesten, fromhedslivet og teologien er en nødvendig forudsætning for, at den særlige kristne tale skal blive andet end "tomme ord og lyde". Og det gælder altså engagementet i "livets levelse" overhovedet. Men med en særlig betoning af fordybelsen og refleksionen. Først derefter - og i vekselvirkning dermed - kommer den særlige poesi som "livets udvidelse med andre midler" og som en særlig erkendelsesaktivitet.
Helt afgørende er, at livsengagementet og den derved opnåede erkendelse skal ske "uafvidende", altså uden kristelig overklistring og uden kristelig facitliste. Kun derved opnås nemlig den erkendelse af den givne virkelighed, som kan betydningsudfylde den særlige rent kristne tale. For den kristne ligger kristendommen naturligvis omkring det hele, med Guds Rige som den yderste horisont. Og det er fra kirkedøren og den teologiske studerekammerdør, han bliver sendt ud på den mark, hvor det uafvidende livsengagement skal finde sted. Men så er det ellers forholdet til den foreliggende virkelighed, det gælder. Og det er let at se, at den kristne godt kan så at sige dele mark med den ikke-kristne eller indbyde den ikke-kristne til at være med i denne uafvidende forholden sig til virkeligheden. Det afgørende er, at poesien (og jo overhovedet kunsten) dyrkes for livets skyld, og ikke for ideologiske eller politiske formåls skyld eller som religionserstatning eller som social statusmarkør.
For mit eget vedkommende går den videre vej først og fremmest mod en centrallyrisk poesi. Udgangspunktet er bogstavelig talt et punkt på livsengagementets mark, hvor jeg står og venter på, at min livsfølelse skal blive opfyldt og udfyldt gennem det møde med virkeligheden uden for mig, der nu skal finde sted. Men det rum, hvori dette møde skal finde sted, er jo ikke bare den rent fysiske verden omkring mig. Jeg bliver nødt til at se og opleve det som det eksistensens rum, der omfatter den virkelighed, der er større, end hvad fysikken kan beskrive, og som først og fremmest viser sig i den måde, hvorpå jeg helt elementært lever som menneske.
Se så dybt som muligt
Der er ingen metafysik i dette. Det er hverken mere eller mindre end min menneskelige eksistens og dens fysiske verden, jeg forholder mig til. Men det gælder jo om at se så dybt i det hele som muligt, og om at få ting til at tegne sig, som ellers ikke ses. Og dette kan ske, fordi jeg selv som person (poetisk Jeg) og det, der er omkring, mig bunder i den samme grund. Det kan der siges meget kristeligt om. Men det skal der ikke gøres ude på livsengagementets mark. Og desuden gælder det samme jo for en rent naturalistisk betragtning.
Subjektet og objektet er manifestationer af den samme virkelighed. Og allerede i selve det poetiske møde mellem subjekt og objekt bliver virkeligheden større. Men på et tidspunkt bliver det poetiske mødested jo til digtets sted, og så sker der endnu mere. Digtet kommer til at leve sit eget liv, digtet bliver et nyt, tredje manifestationssted. På en måde er det jo ganske vist inde i digteren, digtet bliver til. Men motivets strukturer kommer jo (også) udefra. Og alle de strukturer, der således er til stede, er dele af, om man så må sige, hele den samlede eksistens-struktur. Man kan sammenligne det, der sker i "digtets eget liv", med det, der sker, når sprogbrugeren pludselig danner et helt nyt ord på grundlag af det sprog, han lever i. Og så må det ellers vise sig, hvad der kommer til at manifestere sig i digt efter digt. Her er heller intet jo foreskrevet på forhånd. Alle mulige motiver kan komme til at vise sig, og alle mulige slags digte kan komme til at skrive sig. Således bliver teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement opfyldt i det poetiske felt.
Digteren og det
fælles liv
Men der er mere at sige. Poesien som del af det kristeligt nødvendige livsengagement er jo også en del af menneskelivet, det menneskeliv, som ikke bare er simpel omverden, men er det særlige livsfællesskab, digteren med sit eget liv er en del af. Og det betyder ikke bare, at det er i den menneskelige eksistens' rum, poesien finder sted, og at menneskelige motiver m.m. naturligvis får den helt afgørende betydning i poesien. Det betyder også, at den poetiske aktivitet i en eller anden grad bliver en sammenfletning af digterens personlige liv og det fælles liv. Jo mere det poetiske møde bliver et møde mellem digter-jeg'et og det menneskelige fællesskab, jo mere bliver der tale om et vekselvirkningsforhold, hvor digteren sætter sig selv og sit eget liv ind i fællesskabet. Og så bliver der i en eller anden grad tale om noget, der i hvert fald kommer til at minde om, hvad der i helt enestående grad var tilfældet for Grundtvigs vedkommende, nemlig for så vidt som hele hans digtning jo kan læses som én stor sammenfletning af hans og det danske folks liv, med Grundtvigs digtning som også et "handlende ord". Jeg kan her henvise til såvel Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats "Det handlende ord" som min egen artikel i det seneste nummer af Grundtvig-Studier "Totaldigteren Grundtvig". Og selv om jeg for mit vedkommende, hvor meget jeg end påberåber mig mit discipelforhold til Grundtvig, optræder både meget minimalistisk og ikke specielt bundet til "det folkelige", er dette en vigtig indre grund til, at jeg må interessere mig programmatisk for det fælles liv ude i kulturen og samfundet.
* * *
Ministeren har ret
Onlinekommentar til KD-artiklen "Sareen:
Folketinget er den lovgivende magt for folkekirken"
02.04.12.
Ligestillings- og kirkeministeren har ret. Derfor skal vi se at få den kirkeforfatning. Hvilket vil sige en i hvert fald styringsmæssigt total adskillelse. Jeg har talt for dette siden midten af 1970'erne og vil gerne takke ministeren for hans bidrag til fremme af sagen. Ingen anden enkeltperson har bidraget så godt. - At der så i øjeblikket er flertal for homovielser blandt såvel Folkekirkens medlemmer som dens præster, er en anden sag. Det kan være, det af både den ene og den anden grund kommer til at se anderledes ud, når vi får et helt frit og egentligt evangelisk-luthersk kirkesamfund. Ja, det kan være, der når at komme endnu mere grus i ligestillings- og newspeak-maskinen allerede i forbindelse med lovforslaget og ritualsagen. Foreløbig synes jeg i hvert fald, det går helt godt. - Med ønsket om en glædelig påskefest!
* * *
TRÆD UD, OG SAML JER SOM "HUMANISTISK
TROSSAMFUND"!
Væg-opslag på min
Facebook-profil 31.03.12
Så lå Ekstra Bladet fra i går i postkassen. Vi får det af naboen, som til gengæld får Lolland-Falsters Folketidende af os. Og jeg kunne glæde mig over, at min nyeste "ondskabsfulde I øvrigt" var i. Se den i kommentarfeltet:
-
I øvrigt mener n!
at de, der bare ønsker sig en ritual- og serviceanstalt, bør træde ud af Folkekirken og samle sig som "Humanistisk Trossamfund".
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
Min kommentar i næste FB-kommentarfelt:
Ja, jeg kunne ikke lade være at vise vennerne den. Men det generer mig at den kommer til at stå over palmesøndagssalmen. Nu skal "den stille uges" alvorlige fred sænke sig. Jeg sætter derfor salmen på igen om nogle timer.
* * *
Så
vidt, så godt - men
KD Online-debat
og Facebook 28.03.12
Så vidt, så godt. Men Birthe Rønn Hornbech skriver jo selv, at
"velsignelsen" for folk er "det rigtige bryllup" (hvad jeg
også selv har oplevet som præst). Og hvis der bliver udarbejdet et ritual for
en sådan "kirkelig velsignelse" (som det jo allerede hedder) af par
af samme køn, er vi jo lige vidt. Så vil det i praksis blive opfattet som et
bryllup, et ægteskab. - Men det er i hvert fald godt, at der nu kommer grus i
maskineriet. Min vigtigste grund til - siden i hvert fald 1997 - at have været
imod enhver form for homovielser (men ikke selve det borgerlige
"registreret partnerskab") er, at det allerede rent sprogligt er
løgn, "newspeak" at betegne et forhold mellem to af samme køn som et
ægteskab. Det vil være utåleligt at skulle have et løgne-ritual i Folkekirkens
Ritualbog. - Og der er, som bla. påpeget af tidligere universitetslektor, dr.
theol. Carsten Breengaard, også mere egentlig teologi end som så i sagen
(ægteskabet som mand-kvinde-forhold), altså bortset fra, at der i hele Bibelen,
også i NT, er en klar afvisning og fordømmelse af homoseksualitet overhovedet.
- Endelig er der også "teologi" i det forhold, at den moderne
"humanisme" og "konstruktivisme" er en slags ny religion,
der trænger frem i hele samfundet og langt ind i Folkekirken. - Det er vigtigt,
at der bliver hældt mere og mere grus i maskinen! - Bent Christensen, pastor
emeritus, dr. theol.
TILFØJELSE HER: Jeg ved ikke helt, om jeg skal beklage, at jeg fortsat deltager i debatten, især i Facebook, men stadig også lidt i KD Online-debat. Med nogle eksempler sat her på siden også. Det er jo en på flere måder vigtig sag. Og så sker der jo nu noget nyt næsten hver dag. Selve processen er meget spændende. Jeg havde, da jeg den 26. februar skrev min "I øvrigt" (se lige herefter), ikke troet, situationen her den 28. marts, altså lige godt en måned senere, ville være blevet så gunstig for os modstandere og så mere og mere pinlig for regeringen og tilhængerne. - Den 26. februar skrev jeg jo i Ekstra Bladet (nationen!) - under "I øvrigt mener jeg/n!" - "at hvis ligestillings- og kirkeministeren bliver ved at føre sig så magtfuldkomment frem, kan regeringen få et nyt ring-nederlag - først betalingsringen, så vielsesringen". - Men den vigtigste grund til, at jeg ikke tvinger mig selv til at lade være at bruge tid og kræfter på denne tåbelige sag, er, at der som sagt er mere "teologi" i den end som så. Homovielsessagen er, som også sagt, bare ét blandt mange eksempler på, at "humanismen" og "konstruktivismen" vinder frem og trænger ind i også Folkekirken. Derfor vil opgøret med denne nye og succesrige pseudoreligiøsitet være en vigtig del af den proces, der - forhåbentlig langsomt, men sikkert - skal føre frem til et nyt, frit liv for den kirke, som blev oprettet under Harald Blåtand for over tusind år siden og evangelisk-luthersk reformeret i 1536. Og selv om jeg virkelig ikke blander tingene sammen, er denne nye re-formation af den danske kirke en vigtig forudsætning for hele mit eget personlige projekt. Som man kan læse meget mere om på undersiderne "Poetik", "Mit eksistens-rum", "Min lyrik- og poetikhistorie" og "Litterære tekster". - Jeg henviser også til teksten "Den næstbedste drøm" længere nede på denne side. Samt til de rent teologiske tekster, der siger noget om den grundlæggende, i høj grad af Grundtvig-inspirerede, teologi, der ligger under det hele.
* * *
Nogle ting fra Præsteforeningens Blad - med et par kommentarer
Præsteforeningens Blad nr.
2012/12
På min
Facebook-væg og her 23.03.12
Selve opslaget:
"Skal det
virkelig kun være for konfirmander?" ("Almindeliggørelsen" af
kristendommen i Folkekirken). - "Efter postmodernismen kommer
buddhismen". (Der peges her på nogle ting, som er endnu værre end
homovielserne, men som homosværmeriet er et blandt mange eksempler på). -
"Et menneskeembede under Guds ord". (En anmeldelse ved sognepræst i
Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Jesper Bacher). - "Mødet med døden i
Brugsen. Og med præsten". (Redaktør Jakob Brønnums egen I
FOKUS-betragtning i anledning af, at Coop nu har en aftale med et
bedemandsfirma, så at man kan bestille begravelser i Brugsen). - Det, der står
i parentes, er mine egne præsentationsbetegnelser!
Jeg
prøver at sætte dem ind i et eller flere kommentarfelter:
- - -
Det
er fredag og Præsteforeningens Blad er kommet. Der er i dette nummer (2012/12)
fire interessante artikler, som jeg vil referere, citere og kommentere nogle
vigtige steder fra.
Lektor ved TPC (Teologisk
Pædagogisk Center, Løgumkloster) Povl Götke og religionspædagogisk
stiftskonsulent Lars Nymark: "Skal det virkelig kun være for
konfirmander?".
For
korthedens skyld præsenterer jeg kun de værste steder.
Det
kan ikke være ligegyldigt for konfirmationsforberedelsen, at 30 % af en årgang
ikke tager imod kirkens tilbud om konfirmationsforberedelse. En folkekirke er i
sin formidling forpligtet på alle. "Målet med konfirmationsforberedelsen
er [...] ikke [i den Kgl. anordning] beskrevet som at føre konfirmanden til tro
[...]. Målet med konfirmationsforberedelsen er at skabe en fortrolighed med
væsentlige dannelsessammenhænge". "Konfirmationsforberedelsen har en
vigtig kulturarvsvedligeholdende funktion".
"Konfirmationsforberedelsen omfatter også en form for dannelse på det
rituelle område [...] for ritualer spiller en grundlæggende rolle i alle
kulturer og har gjort det til alle tider".
BC-KOMMENTAR: Det er som sagt kun de
værste steder. Men tendensen er typisk. "For alle" er et af tidens
mantra'er. Og det er jo i sagens (kristendommens) natur rigtigt nok. Men som
alt andet godt kan det også misbruges. Nemlig derved, at man for at nå
"alle" almindeliggør, "almenreligiøsgør" sagen, blandt andet
ved at betragte kristendommen som "kultur". Kultursnobberiet er
enormt i disse år. Ja, "kulturen" fremstår mere og mere som nærmest
den overordnede religion. Men man taler også hele tiden om
"ritualerne", "overgangsritualerne", fx i forbindelse med talen
her i artiklen om konfirmationsforberedelsen som
"voksenmyndiggørende". Og det er naturligvis rigtigt, at der selv for
den fineste og reneste kristne betragtning også altid vil være et stærkt
element af "overgang" (fra barn til voksen) i konfirmationen, ligesom
der jo også altid vil være et tilsvarende "overgangs-element" i
dåben, brudevielsen og begravelsen. Men det er måden, man taler om det på. Man
begrunder det større med det mindre. Man kan høre og se eksperter og præster og
biskopper tale og skrive om Folkekirken i lange baner om disse sociale og
almene ting - uden en eneste gang at nævne ordet Gud, endsige Jesu navn. Og
dette er ikke bare noget rent formelt. Der er tale om netop en
"almindeliggørelse" af, hvad det vil sige at være kirke, en flov vigen
uden om både de store eksistentielle spørgsmål og selve kristendommen.
-
Jens Dammeyer: "Efter
postmodernismen kommer buddhismen"
Jeg
har googlet på Jens Dammeyer og har bla. fundet følgende:
Hjemmesiden
jensdammeyer.dk handler om en dansk folkekirkepræst, som har orlov fra
præstejobbet i Danmark til et ophold i Taiwan for at arbejde med de kinesiske
kristne. Hans arbejde er på den kinesisk lutherske præsteskole ‘China Lutheran
Seminary’ i byen Hsinchu. - Han har tidligere været udsendt, og da blev det
sproglige grundlag lagt, ligeledes kendskabet til øen, religionerne og
kirkerne. Har fungeret som sognepræst ved Hasseris Kirke siden december 1996.
Efter endt uddannelse rejste han som præst til Taiwan.
Det
er en utrolig interessant artikel. Overskriften - som står med anførselstegn -
er et citat af den navnkundige, nu afdøde Johannes Aagaard, som var grundlægger
og leder af Dialogcentret, Århus. Men jeg må nøjes med at præsentere nogle af
de allervigtigste ting.
Ariklen
tager afsæt i Morten Thomsen Højsgaards for nylig udkomne bog "Den Tredje
Reformation - Fra statskristendom til google-buddhisme". Og Jens Dammeyer
skriver, at "googlebuddhisme" er en udmærket fællesbetegnelse for de
mange forskellige bevægelser, terapier og religiøse ledere, som har vigtige
ting fælles: de mener, at det enkelte menneske selv kan finde frem til en
sandhed og friheden fra lidelsen. Deraf konkluderer man, at en 'egentlig
sandhed' er irrelevant, og de forskellige religioners grundlæggere i virkeligheden
lærte det samme. Den religion, som mest kvalificeret leverer fundamentet for
denne tænkning, er buddhismen". "Den moderne version af
mindfulness
er kommet ind i lærebøgerne om diakoni". "Det er min påstand, at
buddhismen er den globale kristendoms største udfordring".
"En
vigtig årsag til, at jorden er gødet for buddhismen i vesten, er konsekvenserne
af postmodernismens nedbrydning af alle holdepunkter i tilværelsen, som har med
tro eller ideologi at gøre. Det moderne menneske tror ikke engang på
videnskaben [...] Efter postmodernismen er der for det moderne menneske ikke
flere fixpunkter tilbage at orientere sig efter. Der er kun mennesket selv og
den verden, som er svær at forstå – og hvor man oven i købet skal dø. Ind i den
situation er sandheden om alle tings forgængelighed så elementær, at enhver
terapi, psykologi og meditation med den virkelighed som basis vil have enorm
indflydelse. Terapi som forberedelse til døden er f.eks. en vigtig buddhistisk
aktivitet i Taiwan, og metoden er »mindfulness«".
"En
anden konsekvens er den moderne forståelse af begrebet »tolerance«. Fordi, når
alt er forgængeligt, så findes der ingen religiøse sandheder – forskelle er
irrelevante". " En tredje konsekvens er, at synet på historien vil
ændres. Historiske begivenheder vil miste deres betydning. Det vil ikke længere
være vigtigt at lære af historien. Ords indhold og definition bliver flydende
og subjektiv, og vi vil opdage, at den måde, hvorpå vi hidtil har forstået
historien og har taget ords oprindelse og betydning for pålydende, kommer fra
den jødisk-kristne virkelighedsopfattelse: virkeligheden, som vi oplever den,
og ordenes indhold er virkelig, og det ved vi, fordi Gud har skabt
verden". "Afledt af den falske tolerance kan man forestille sig flere
krav til kirken om ikke at prædike sandhed f.eks. i forhold til buddhismen. Det
kan føre til kravet om, at dansk kristendom skal være religionsneutral, som
Højsgaard taler om". " Faren ligger hos kirken selv: hvis de, som er
forkyndere, ikke ser de uundgåelige forandringer, og forstår dem, sådan at de
kan forkynde den døde og opstandne Herre Jesus Kristus så tydeligt til det nye,
så folk kan forstå det til modtagelse eller afvisning, hvad er så argumentet
for at tro på Jesus og ikke på Buddha?".
BC-KOMMENTAR: Disse citater taler for sig
selv. Men jeg vil - ikke mindst til mine homovielsesdiskuterende
Facebook-venner - sige, at det (også uanset buddhismen; der er jo også tale om
en hjemmegroet udvikling) er i de ting, Jens Dammeyer her peger på,
Folkekirkens egentlige og helt overordnede problem ligger. Homovielserne er kun
et blandt mange symptomer. Det afgørende er derfor ikke, om vi melder os ud
eller ej lige nu, men at vi får en altomfattende kirkelig og teologisk
drøftelse. Og denne drøftelse skal vare længe. Jeg gentager mit gamle slagord:
"Ingen lille mand med lille tro skal ryge af i svinget ved en
fejltagelse". Dette gælder også de mange små mænd og kvinder, der, ofte
uden selv at vide det, er dybt påvirket af postmodernismens
virkelighedsopfattelse (eller mangel på samme). Med eller uden buddhisme. For
en særlig grund til, at denne artikel har været interessant læsning for mig er,
at jeg i forbindelse med mit poetik- og litteraturhistoriske arbejde længe har
beskæftiget mig ganske særligt med hele virkelighedsproblematikken. Ja,
allerede i min Grundtvig-forskning kom det til at stå klart for mig, at der er
en sammenhæng mellem pdes. kristen tro og en (i erkendelsesteoretisk forstand)
grundlæggende "naiv" holdning til virkeligheden, og pdas. de holdninger
til virkeligheden, man i hvert fald ofte når frem til, hvis man ikke lever i
den kristne tro. Det er blevet sagt, men jeg må referere det efter hukommelsen
og måske i en forkert rækkefølge for de to sidste leds vedkommende, at først
"døde" Gud (jfr. Nietzsche), så "døde" den menneskelige
person (jeg-identiteten), og så "døde" virkeligheden i øvrigt. Det er
i hvert fald den situation, vi står i lige nu. Intet er virkeligt, alt er
konstrueret og kan konstrueres. Det gælder ikke bare det at kalde et forhold
mellem to af samme køn et ægteskab. Det gælder jo i det hele taget det, at man
ikke må tale om kønsforskellen - men fx skal sige "hen" i stedet for
"han" og "hun". Og opdrage drenge og piger
"kønsneutralt" fra vuggestuen af. Det samme ser vi i fornægtelsen af
folkelighed og nationalitet. Men der er mange andre eksempler.
-
Et menneskeembede under Guds
ord
Under
denne overskrift anmelder sognepræst her i Lolland-Falsters Stift
(Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe) Jesper Bacher Johannes Horstmanns
"Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed". - Johannes
Horstmanns datter Margrethe er præsteviet (gift med sognepræst Bendicht Mader,
Tårs)) og fungerer ofte som præst her i stiftet. Jeg kan dog ikke lade være at
fortælle, at første gang var, da hun var konstitueret i mit Døllefjelde-embede
under en af mine orlovsperioder under mit arbejde med min disputats
"Omkring Grundtvigs Vidskab". Margrethe er en af mine FB-venner. -
Jeg har kun tid til at klippe enkelt citat fra Jesper Bachers anmeldelse:
"Mennesket
er i verden, men ikke af verden, som det hedder i titlen på det ottende
foredrag. Det er frigørende tale, så det foreslår. Der er nemlig ikke noget som
sand pilgrimsteologi, der fæster begge ben på jorden og giver blik for næsten.
Da er verden ikke noget, som skal vindes, for at vi kan vinde det sande liv, da
er livet ikke en jagt på maksimal selvrealisering, før baren lukker, og kisten
lukkes i, men en frimodig gudstjeneste i tillid til Gud, som sendte sin søn for
at tjene og lede os til evigt liv".
-
Mødet med døden i Brugsen.
Og med præsten
Dette
er redaktør Jakob Brønnums egen I FOKUS-betragtning. Baggrunden er, at Coop nu
har en aftale med et bedemandsfirma, så at man kan bestille begravelser i
Brugsen! - Men også her må jeg nøjes med et enkelt klip:
"Men
er det [at supermarkederne bliver kulturcentre som rammen om vores forbrug]
virkelig det eneste motiv fra Brugsen og de andres butikkers side? At dække
hele tilværelsen fra den første ble til den sidste skovl jord? Skal vi grave et
spadestik dybere i problemstillingen, må vi som sædvanlig have den filosofiske
teologi til hjælp. Og lidt banal psykologi. Det er ikke nogen hemmelighed, at
en af vore stærkeste reaktioner mod den eksistentielle sandhed, at døden hele
tiden lurer i bevidsthedens undergrund som et uafklaret vilkår ved det at være
menneske, er materielt overforbrug. Det er en instinktiv overlevelsesreaktion,
som er let forståelig udfra biologiske forklaringsrammer".
Men
redaktør Brønnum konkluderer, at
"man
kan naturligvis ikke vække den kierkegaardske angst midt i mellem hakkekødet og
de syrnede mælkeprodukter og tro, at hele den eksistentielle energi anvendes
til at købe større ind. En del af den ubevidste reaktion vil hos nogle være
ønsket om at tale med en præst, hvis de lige har set en [hvad man kan, når
præsten bor i sin præstegård midt i sognet og kommer i Brugsen som alle de
andre]. Præsten vil med stor frimodighed kunne antyde, at evangeliet er et
andet svar på spørgsmålet om døden som et uafklaret eksistentielt vilkår. Og
vide med sig selv, at det er noget billigere i det lange løb".
* * *
Bliv!
Kommentar sendt til
Kristeligt Dagblad 12.03.12. Da den 22.03.12, så vidt jeg kunne se, ikke var blevet
trykt, satte jeg den på min Facebook-væg og her på denne underside.
Ifølge en Epinion-rundspørge siger 10 procent af Folkekirkens medlemmer, at vielser af homoseksuelle vil få dem til at overveje deres medlemskab af folkekirken. Men jeg vil opfordre dem til at blive. Vi splitter og spilder kræfterne, hvis vi bare melder os ud enkeltvis nu.
Der kan også komme andre og bedre tider. Fra og med Murens fald i 1989 har vi set, at alt kan ske - på både godt og ondt. Det gælder også for Folkekirken. Men vi skal under alle omstændigheder have en bred og dyb debat, mens arbejder for kirkeforfatningen.
Det vil være nok, at vi, der er imod homovielserne, fortsætter med at markere vor protest. Jeg vil afkræve min i øvrigt gode sognepræst et klart svar på, om hun vil forrette homovielser, ja, eller nej. Og hvis hun svarer ja, vil jeg løse sognebånd. Jeg har en god præst at kunne gå til. Jeg ville også kunne være med i dannelsen af en homovielsesfri valgmenighed. Det afgørende er, at den løgn, et homovielsesritual vil være, ikke kommer i Ritualbogen uden stadig protest og undsigelse. Det er vigtigt, at tilhængerne aldrig får den fulde sejr.
Og så må vi ellers se. Vi må ikke glemme, at hvor uhyrligt det end er at skulle have et løgneritual i Ritualbogen, ændrer det intet ved, at det fortsat er Bibelen, de tre oldkirkelige bekendelser (herunder den apostolske, som vi er døbt på), Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus, der er Folkekirkens bekendelsesskrifter. Og der er jo mange i øvrigt gode kristne, der ligger under for homosværmeriet.
Men der er andre dårlige ting i tiden, der har indflydelse i Folkekirken, så i værste fald kan det til allersidst blive nødvendigt med en kirkespaltning. Men det er en yderst alvorlig sag. Og det skal i givet fald stå helt klart, at det bliver alle dem, der ønsker at være evangelisk-lutherske kristne, der kommer til at udgøre "fortsættelseskirken".
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Skuffende
førstebehandling af de to homovielseslovforslag
Kommentarer til opslaget på min egen væg af link til
folketinget.dk til Folketingets førstebehandling 20/3 af de to
homovielseslovforslag. - 21.03.12.
Det var en noget skuffende debat. Oppositionen burde have kritiseret selve forslaget til ændringerne i ægteskabsloven hårdere. Det er jo også løgn, hvis man på rådhuset betegner et forhold mellem to af samme køn som et ægteskab. Det blev sagt, men ikke hårdt og tydeligt nok. - Hvad Folkekirken angår, stod oppositionen svagt, fordi den stadig er tilhænger af den nuværende statskirkeordning. Man kunne jo ikke svare på, hvem der ellers skulle udtale sig på Folkekirkens vegne. Regeringsflertallets ordførere og spørgere havde jo fx ret, når de spurgte, som det så var en bispekirke, man ønskede. - Det eneste tilfredsstillende for mig var, at det blev klarere, at vi må se at få den kirkeforfatning!
-
I øvrigt er jeg blevet klar over, at der alligevel er meget mere teologi i denne sag end selve det med, at vi efter alt at dømme (men heldigvis måske ikke så helt glat) ender med at få en løgn i Ritualbogen. - For det første er der som påpeget af Carsten Breengaard i hele Bibelen ikke bare mange fordømmelser af den homoseksuelle praksis, men - helt fra skabelsesberetningerne af - også mange store og smukke udtryk for, at forholdet mellem mand og kvinde er et billede på forholdet mellem Gud/Kristus og folket/menigheden. - For det andet fremstår det kønsneutrale ægteskab tydeligere og tydeligere som et udtryk for den humanistiske, konstruktivistiske pseudoreligion, som hader alt det givne, det være sig køn, race, etnicitet, nationalitet eller intelligens. Man ønsker kort sagt at være sin egen skaber - og (hvis det så ellers skulle være nødvendigt!) sin egen frelser. - Dermed kan hele sagen ses som blot en del af en langt mere omfattende åndskamp. Hvor det gælder om at holde den moderne pseudoreligion ude af den evangelisk-lutherske kirke. Men også om at mindske pseudoreligionens indflydelse på hele samfundet.
* * *
http://www.bt.dk/danmark/hver-tredje-praest-naegter-at-vie-homoseksuelle
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
-
EFTERSKRIFT - kun her på denne underside
NB! Med en vigtig
17.03.12-tilføjelse med mange videre og bredere ting i! Om såvel
homovielsessagens nærmere fremtid som hele vor kirkelige og kulturelle fremtid.
Som flere gange erklæret har jeg ellers prøvet at holde mig ude af homovielsesdebatten. Men jeg har deltaget en del i den i Facebook og i forskellige onlinedebatter i forbindelse med artikler i især Kristeligt Dagblad. Og jeg sendte for nogle dage siden en kommentar til Kristeligt Dagblad, hvori jeg under overskriften "Bliv!" opfordrede alle, der overvejer at træde ud, til at blive i Folkekirken og være med i processen frem mod kirkeforfatningen - og i den videre proces. Under stadig protest mod homovielses-løgnen som angivet ovenfor. Men nu fandt jeg i Facebook et link til denne BT-artikel og prøvede at sætte ovenstående - eller en kortere version - ind i onlinedebatten til den. Dog uden held. Derfor "delte" jeg artiklen, så den kom på min væg og satte ovenstående ind som kommentar. Og sendte teksten til BT i almindelig mail. Nu sætter jeg den altså også på her. Det er jo den nyeste "tilslibning" af mit standpunkt.
Nyt er især, at jeg udtrykkeligt siger, jeg kun vil deltage i en valgmenighedsdannelse, hvis der er tilstrækkelig mange almindelige folkekirkekristne med. Jeg vil ikke være sammen med et flertal af højrefløjskristne eller andre mere eller mindre sekteriske kristne. Det er ikke mindst bibelfundamentalismen, der generer mig, men det er også andre ting. - Mon der findes egentlige undersøgelser af, hvad der er der adskiller de mere eller mindre sekteriske kristne fra os almindelige kristne? Ellers burde sådanne foretages. For det er ikke så ligetil at definere, hvad det er. Når fx almindelige folkekirkepræster udtaler sig om spørgsmålet, ender det ofte med, at de afslutningsvis siger: "Men jeg kender da mange gode missionsfolk". Det gør jeg sådan set også. Men det afgørende spørgsmål er, om disse gode medkristne ikke ville have været endnu meget bedre at være medkristne med og ikke også selv ville have det endnu meget bedre, hvis de som de udmærkede personer, de er, havde levet i en almindelig evangelisk-luthersk sammenhæng. Man kan vel sige, at det i høj grad er et spørgsmål om personlighed, holdning og "stil" (dybt forstået).
Men det er også nyt, at jeg betoner det forhold, at homovielserne måske kun et ét eksempel på, at en ny livsanskuelse er ved at vinde overhånd i Folkekirken, så at det kan være, det alligevel ender med en kirkespaltning. Nogle af de ting, der er på det seneste (af bla. Carsten Breengaard, se efter afsnittet her) er ført frem om homovielsernes modstrid mod selve det jødisk-kristne menneskesyn, har også gjort indtryk på mig. Jeg holder mig stadig til det med den almindelige løgn som hovedargument. Men måske er der også tale om en større og dybere modsætning til selve den kristne tro, end jeg hidtil har regnet med, eller i hvert fald villet føre frem. - Jeg håber inderligt, det ikke kommer til en kirkespaltning. Men skulle det ske, er det vigtigt, at alle, der overhovedet ønsker at leve videre i et evangelisk-luthersk kirkesamfund, samlet kommer til at udgøre "efterfølgerkirken". Så må de nye sværmere se, hvad de kan finde ud af. - Jeg tænker her 17.03.12, hvor dette tilføjes, helt særligt på Carsten Breengaards kronik i Kristeligt Dagblad den 14. marts 2012 "Københavns biskop - en tvivlsom teologisk rådgiver med mere magt end paven". - LINK:
MERE 17.03.12-TILFØJELSE - med også en opstilling af
mulige scenarier for den videre udvikling i homovielsessagen efter de
seneste bispeudmeldinger. Samt med nogle bredere og videre kulturelle
betragtninger:
Jeg har, som det til dels fremgår, også allerede føjet lidt til i
ovenstående "Efterskrift". Men det helt nye i dag er, at et flertal
af biskopperne nu forholder sig direkte afvisende til det netop fremsatte
forslag til ny ægteskabslov. Jeg henviser til to artikler i dagens udgave af
Kristeligt Dagblad, nemlig "Flertal af biskopper er imod ny lov om
vielse af homoseksuelle" og "Hastværk er lastværk. Vi siger
nej til den nye ægteskabslov" (skrevet af biskopperne Henning Toft
Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen). - LINKS:
og
Det bliver meget spændende at følge det videre forløb. De to
lovforslag, der er tale om, kommer til første behandling i Folketinget på
tirsdag (20/3). Og den debat kan blive hård. Men der kommer helt uundgåeligt
også en ny og skærpet almindelig debat.
Jeg
forudser følgende muligheder:
- Regeringen og dens folketingsflertal vedtager de to love, så de kan
træde i kraft 15. juni, og nogle af biskopperne får udarbejdet et ritual, som
kan nå at blive autoriseret ved Kgl. resolution, så ligestillings- og kirkeminister
Manu Sareen, som han har bebudet, på det tidspunkt kan komme til at stå og
kaste ris(!!!) på det første homoseksuelle ægtepar.
- Regeringen og dens folketingsflertal vedtager de to love, så de kan
træde i kraft 15. juni, men der kommer ikke til at foreligge et ritual til den
tid. Herefter er der så to muligheder: 1. Der bliver ikke foretaget homovielser
i Folkekirken, før der foreligger et autoriseret ritual. - 2. Den enkelte præst
kan som vielsesmyndighed på statens vegne forrette ægteskabsstiftende vielser
efter et ad hoc-ritual, formodentlig med sin biskops accept efter
omstændighederne og indtil videre. Men han kan vel også gøre det med borgerlig
gyldighed uden biskoppens accept? Og biskoppen kan vel i givet fald højst give
ham en påtale?
- Regeringen og Folketinget udskyder behandlingen af lovforslagene
eller trækker dem tilbage og fremsætter et nyt forslag til ægteskabslov. - Kan
et stort mindretal i Folketinget få udsat behandlingen af et lovforslag?
- Regeringen og dens flertal vil næppe give helt op, så på et tidspunkt
kommer der utvivlsomt en ny ægteskabslov, som gør homovielser mulige - men
måske ikke kønsneutralt ægteskab. Hvis det sidste bliver tilfældet, vil
homo-foreningen blive voldsomt utilfreds. Den er jo allerede utilfreds med, at
det netop fremsatte lovforslag ikke er kønsneutralt nok i sine ord og begreber.
- Men hvordan vil Folkekirken stille sig? Vil man (biskopperne) bøje
sig og lave ét kønsneutralt vielsesritual? Eller vil man lave to? Vil man evt.
frasige sig vielsesmyndigheden?
Det bliver spændende at se. Men også hele den videre proces bliver
spændende, altså også processen frem mod et frit evangelisk-kirkesamfund i
Danmark. Jeg gentager her, at jeg er den radikalt overivrige Manu Sareen dybt
taknemmelig for, at han i så høj grad har fremmet den kirkeforfatningssag eller
adskillelsessag, jeg har talt for siden midten af 1970'erne! Men jeg gentager
også, at jeg mere og mere ser selve homovielsessagen som en del af et langt
større opgør mellem pdes. kristendommen og pdas. "humanisme" og
"konstruktivisme". Humanister og konstruktivister hader jo bare selve
tanken om, at noget skulle være givet (i enhver betydning af ordet). Det gælder
intelligens, race, nationalitet (folkelighed) og køn - og sikkert flere andre ting.
Og bag dette ligger på en eller anden måde og i en eller anden grad ønsket om,
selv at være "gud", i hvert fald sin egen skaber (i det mindste som
samfund), måske også sin egen frelser, selv om der vel i denne anskuelse ikke
er brug for en sådan, når man først får alt skabt (konstrueret), som man vil
have det. Lidt frelse vil der dog i mellemtiden blive brug for. Og den vil
bestå i bekæmpelsen af os, der mener noget andet, samt i den almindelige
indoktrinering af befolkningen, især børnene og de unge.
Man behøver ikke være kristen for at frygte og bekæmpe dette. Det er
nok at være et almindeligt a-ideologisk, pragmatisk menneske. Og der kommer til
at stå en kamp på denne front, som altså ikke kun går mellem
kristendommen/kirken og staten, men også og i det hele taget mellem to
grundlæggende forskellige måder at forholde sig til Tilværelsen på.
Hvad Folkekirkens fremtid angår, glæder jeg mig over, at vi, ikke
mindst takket være Manu Sareen, er kommet til, hvor vi er nu. Og jeg vil bruge
en hel del tid og kræfter på at være med i den del af processen, jeg får
mulighed for at opleve. Det er under alle omstændigheder og i sig selv af den
allerstørste betydning, at den nuværende Folkekirke kommer til at leve videre
som et godt evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men også som udgangspunkt for og
ramme om et godt kristent menneskeliv for alle dens medlemmer.
Videre er det også - bortset fra hele virkeligheden i øvrigt -
udgangspunktet for og rammen om hele mit eget særlige "livs- og
litterærpoetiske", ja, "storpoetiske" projekt. Jeg henviser i
den forbindelse især til undersiderne "Poetik" og "Mit
eksistens-rum".
Men så er jeg ved at være tilbage ved hele den ovenfor omtalte
almindelige idémæssige og kulturelle sammenhæng. Det bliver ikke godt for mig
og mine ligesindede (også mine idémæssigt ligesindede ikke-kristne), før
"humanisternes" magt bliver brudt, dvs. indskrænket, for selvfølgelig
skal de også have lov til at være her. Det afgørende bliver, at vi får en sand
kulturel pluralisme, så ingen har monopol på den store og overordnede
meningsdannelse. Dette opnås dog kun til fulde, hvis "jeg og mine
ligesindede" (som jeg i mangel af bedre vil sige), bliver i stand til at
fremføre nogle stærke tanker og fremlægge nogle virkelige kvalitetsprodukter på
alle områder af det, man traditionelt har betegnet som "åndslivet".
Måske vil det blive muligt at bevare et fælles uddannelsessystem, evt.
suppleret med de forskellige livsanskuelsesgrupperingers egen undervisning. Det
så jeg gerne. Men lykkes dette ikke, må fx vi kristne lave vort eget
uddannelsessystem og formodentlig også andre kulturelle institutioner. Selv da
vil jeg dog gå ind for, at så mange borgere som muligt vil kunne mødes på det
fælles samfunds- og kultur-torv, for i det mindste at kunne drøfte tingene med
hinanden, men måske også for at kunne foretage sig i hvert fald noget i
fællesskab.
Men til allersidst: Ikke mindst i de sammenhænge, der er tale om her,
gælder det gode gamle ord om, hellere at tænde et lys end forbande mørket.
- Vi skal ikke bruge flere kræfter i kampen mod det dårlige end højst
nødvendigt. Vi skal under alle omstændigheder først og fremmest leve. Hvortil
dog hører friheden dertil. Og vi skal også først og fremmest producere vore
egne ting for livets skyld. Så vil vi - når friheden altså er sikret -
få den plads og betydning i samfundet og kulturen, vi får gjort os fortjent
til.
* * *
Livsengagement og poesi
[Præsteforeningens Blad 2012/10, 9. marts 2012. - Står også på undersiden "Poetik"]
Nogle aktuelle perspektiver på
Grundtvigs teologi om forholdet mellem det menneskelige og det kristelige med
særligt henblik på poesien [Min egen
undertitel, som ikke var med i bladet]
Kan man drive poetik på Grundtvig? Bent Christensen forsøger at pejle
sig ind på et digtningens frirum ved hjælp af begreber som natur, eksistens,
virkelighed og temperament [Redaktørens "manchet"]
Af Bent Christensen
Det
korteste og stærkeste eksempel på, hvad Grundtvig mente om forholdet mellem det
menneskelige og det kristelige, er dette berømte vers fra
”Christenhedens Syvstjerne” (eller
fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):
Er os tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.
Nogle vil høre dette som nærmest gudsbespottende. Hvordan kan nogen dog sige, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom! Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.
Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med ”kristendom”. Man kan også sige det på den måde, at både gudstjenesten og livet mellem gudstjenesterne skal respekteres og opleves som det, de er, så at det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.
Man kan også tage et begreb som ”kulturåben kristendom”. Det er for lidt! For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Og man kan tage ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen - som en demokratisering af overklassens kultur og dermed et højere velfærdsgode. Samtidig har ”kunst og kultur” mere eller mindre udtrykkeligt skullet fungere som en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen.
Selv ordet ”poesi” brugte Grundtvig kun af nød, og der vist heller ikke nogen, der senere har fundet et ord til erstatning for det, der passer bedre ind i hele den livs-sammenhæng, der er tale om såvel hos Grundtvig selv som i forsøget på at foretage en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra ham. Også vi må altså fortsætte med at bruge ordet, idet vi ledsager det med definitioner. Et godt bud på en aktuel definition kunne - med henspillen på Clausewitz - være ”livets udvidelse med andre midler”. Og med denne definition står det klart, at selv om den "udfyldning", der bliver tale om i det følgende, først og sidst gælder menneskelivet overhovedet, sker der ikke noget brud, når man giver sig i kast med den særlige poetiske aktivitet. Og poesien spiller selvsagt en helt særlig rolle, når det gælder netop denne betydnings-udfyldning.
Livsengagementet og poesien på statholder-marken
I Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" taler Grundtvig om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164f). Og hvis man bygger lidt videre på dette, kan man se verden som en stor mark, hvor mennesket pdes. er totalt ansvarligt over for Gud og pdas. både kan og skal forholde sig frit til alt det, det er sat over. Ja, man kan - endnu videre udbygget - se hele verden eller hele den menneskelige eksistens’ sted som det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller det teologiske studerekammers dør, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.
Men så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det jo ligger i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt og sandt indhold ind.
Dette gælder i ganske særlig grad for poesiens vedkommende. Der både kan og skal selvfølgelig også skrives særlige kristne eller kristelige digte. De hører bare ikke til i det egentlige poetiske felt. De skal både skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Enhver kristen vil naturligvis mærke kristendommens lys ude på sin livsmark.
Trods Faldet er der så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til. Det er i hvert fald er muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, kan lige nævnes. Men det afgørende i nærværende sammenhæng er, hvad man kan kalde ”herlighedsteologien”, nemlig for så vidt som der pdes. er tale om forholdet til de trods alt foreliggende dele af skaberværkets oprindelige herlighed, pdas. er tale om en udfyldning af det kristne herligheds-håb.
Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også i fx de mest ”formelle”, tekstcentrerede digte, være tale om en form for liv. Og omvendt vil man med selv det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde, i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion.
For den kristne digter betyder det her skitserede koncept en total frihed inden for de rammer, statholdermark-billedet viser. Men denne frihed er naturligvis ikke kun en frihed i forhold til kristendommen. Den er også en frihed i forhold til enhver anden livsanskuelse. Og heri ligger et stort potentiale med henblik på en kritik af store dele af den litterære tradition tilbage fra romantikken af. At enhver naturligvis kan gøre, hvad han vil, siger sig selv. Spørgsmålet her er kun, i hvilken grad fx et digt er et udtryk for en ren forholden sig til eksistensen og virkeligheden.
Det er i denne forbindelse påfaldende, at medens selve Grundtvigs teologi klart kan bruges som grundlag for den poetiske udvidelse af det kristne livsengagement, er hans egen digtning ikke egnet som forbillede. Dette er der formodentlig mange der vil - mindst - studse over. Men det er naturligvis på ingen måde et udtryk for en nedvurdering af Grundtvigs digtning! Det er bare en konstatering af, at hele Grundtvigs forfatterskab, ja, hele hans liv, kan betragtes som én stor historisk-poetisk og kristelig-dansk sammenfletning af især Danmarks og den danske folke-menigheds historie og Grundtvigs eget liv. Jfr. titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens litterære Grundtvig-disputats: "Det handlende ord", eller min egen betegnelse af Grundtvig som "kirkelig og folkelig total-digter". Sagt på en anden måde: Grundtvig var ikke digter i samme forstand som Oehlenschläger, og han ligger et andet sted og bevæger sig i en anden dimension, end hvad der er tale om i denne artikels sammenhæng. I øvrigt er enhver form for efterabning jo særdeles ugrundtvigsk, også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Så hvis man i dag vil foretage en udmøntning af arven fra ham, er det virkelig det helt rigtige, at man selvfølgelig kender Grundtvig som den, han var - og forsat er i sine skrifter og sin store virkningshistorie - men så ellers stiller sig ud på marken og begynder helt forfra. Hvad der i øvrigt ligger, og ikke ligger, i "helt forfra" vil fremgå af det følgende.
De første punkter på vejen til en poetik
Der er mange måder, man kan digte på, hvis man vil stille sig ud på "statholder-marken" og prøve at lave poesi. Men den måde, hvis første skridt nu skal skitseres, er nok en af de mest nærliggende.
Man stiller sig altså simpelt hen ud på verdens eller tilværelsens eller eksistensens mark og begynder at se sig om, idet man holder sin livsfølelses og livslængsels tomme skål frem for at se, hvordan den kan blive fyldt med virkeligheds-indhold.
Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.
Men uanset hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. Både subjektet og marken har en historie. Og hvad marken angår, ligger alt, hvad der er til, jo på den, også efter at man har besluttet sig til at "begynde helt forfra". Det, der er tale om, er selvfølgelig, at man skal begynde at betragte alt, hvad der foreligger, på en helt ny måde, idet man lader alt, hvad der virkelig er noget, godtgøre sin virkelighed og betydning på ny.
Og digter-subjektet er jo også fra selv den allermest nye begyndelse af en person med en historie bag sig, det ”livs-rør”, som udgøres af hans vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør hans berøring med virkeligheden indtil nu, den virkelighed, som også er den store fælles historie. Og dette livs-rør munder ud i hans punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person og med hele denne erfaring og viden, han ikke bare ser på virkeligheden omkring sig, men også forholder sig til den.
Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.
Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når digteren ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i ham selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad digteren har inde i sig selv (fra den fælles grund), dels lader ham se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.
”Mødet” er et helt centralt begreb i denne poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.
Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad der kan betegnes som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort skal forstås hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som man især oplever ved selve det at leve sit liv. Og ved eksistensen med lille skal forstås den enkelte persons del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for digteren selv - er omfattet af hans eksistens som person, på den måde, at det er inden for sin eksistens’ rum (som del af Eksistensens rum), han oplever alting og forholder sig til alting.
Alligevel ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, man her i Danmark er omgivet af, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.
Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.
De her opregnede punkter repræsenterer naturligvis kun de første skridt på vejen fra teologi til poesi. Fortsættelsen er den videre udbygning af den egentlige poetik og poetologi - for slet ikke at tale om selve digtene og de andre tekster.
___________________________________________
BILLEDTEKSTER:
Ved billedet af
forfatteren:
Dr. theol., pastor emeritus Bent Christensen, Holeby. Cand. mag. i dansk/russisk.
Ved et stort flot fotografi af mark, skov og himmel med stjerne (sol?)
Men uanset, hvor meget man siger, man vil begynde helt forfra, er der jo aldrig tale om et møde mellem et helt tomt subjekt og en helt øde mark. - BC-kommentar her: Måske er himlen en morgen- eller aftenhimmel med en sollignende stjerne i øverste venstre hjørne. I så fald kan billedet ses som et billede af "statholdermarken" (det kristeligt nødvendige livsengagements sted) i Kristus-stjernesolens lys.
Ved en gengivelse af Marc Chagalls billede "Den hvide korsfæstelse"
Men dertil kommer, at digteren er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring ham og han selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ligger det jo i hele "statholdermark-konceptet", at den kristne digter tror, det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. - BC-kommentar her: Som det fremgår af den sidste sætning her, er den Kristus, jeg (egentlig mod principperne i min poetik!) sigter til, Kristus-Ordet (Logos) i Johannesevangeliets Prolog (Johs. 1,1-3) og den Kristus, om hvem det i den "nikænske" trosbekendelse hedder: "ved hvem alt er skabt" (jfr. også 1. Kor. 8,6; Kol. 1,16f; Hebr. 1,2). Og det er jo ikke lige det, Chagall viser i sit billede. Men det er dog et billede, der viser noget om Kristus og verden.
NOTE til Chagall-billedet (her på
undersiden):
Nedenstående er fra et sted på Internettet. Men beskrivelsen og
fortolkningen af billedet er formodentlig ganske mainstream, ja, ser ud som et klip fra et "almindeligt" sted.
For alle tilfældes skyld har jeg lavet en lille ekstra note med et link.
I
1938 malede Chagall et billede der hed 'Den hvide korsfæstelse'. Billedet er
hvidt som var det henlagt til et russisk vinterlandskab. Vi ser forfærdede mennesker og flygtende
mennesker. Men også revolutionære med røde faner - og brændende huse og
synagoger. Det er uden tvivl inspireret af de dengang aktuelle trusler mod
jøderne. Men helt dominerende er den korsfæstede Kristus med et jødisk sjal om
underlivet. Og med en bred hvid lysstråle fra oven. Hellen Lassen har gjort
opmærksom på at dette indstrømmende hvide lys giver plads for
opstandelseshåbet, og dermed giver det billedet en dimension som ellers ikke er
karakteristisk for Chagalls Kristusbilleder.
_______________________
EKSTRA NOTE: Jeg har kigget lidt på den
pågældende hjemmeside ("Jernesalt") og læst lidt om redaktøren og
hans "system". Og jeg mener
altså, at ovenstående beskrivelse og fortolkning af billedet er rimelig nok.
LINK:
http://www.jernesalt.dk/chagall.asp
___________________________________________
KOMMENTAR til mine
Facebook-venner
Når jeg oprindelig satte nedenstående kommentar til
artiklen på min Facebook-væg, var det, fordi flere af min Facebook-venner er
meget oprørte over udsigten til, at der bliver indført homovielser i
Folkekirken, og taler om at træde ud, når de bliver indført. De er også oprørte
over mange af de andre dårlige ting, der for tiden er i og omkring Folkekirken.
Det er jeg også. Men samtidig styrkes min bevidsthed som evangelisk-luthersk og
folkekirkelig traditionalist - og som ikke-sekterisk ikke-frikirkelig. Hvis det
endelig skal komme til et brud, må det have karakter af en egentlig
kirke-spaltning, hvor vi, der vil fortsætte i kirkens tusindårige tradition,
skiller os fra dem, der vil have noget andet (hvad det så ellers vil være). Det
vil da være os, der kommer til at udgøre fortsættelseskirken. Og vi skal have
alle de almindelige kristne med, ikke mindst den berømte og af mig højt elskede
lille mand med lille tro. Og jeg har til de her omtalte FB-venner sagt, hvad
jeg så ofte før har sagt, bla. i mine mellemkirkelige artikler og
rejseberetninger, nemlig at Den Danske Folkekirke sådan set er verdens bedste
kirkesamfund. Vi har en stor tradition og et stort potentiale. Og jeg føjer
ofte til: Hvor har jeg selv al den gode teologi fra, som ligger bag også min
skarpe kritik af mange ting i Folkekirken? Den har jeg kun ét sted fra: Den
Danske Folkekirke! (Med de teologiske fakulteter og præstehøjskolen og hele den
teologiske litteratur og drøftelse. Sådan har det i hvert fald været indtil
nu). - Og når jeg nu også sætter denne kommentar på her, er det, fordi der er
en større sammenhæng mellem artiklen og hele kirkens situation og fremtid end
som så. For selv om jeg altså ikke har "kultur og kunst" som
religion, er de ting, jeg lægger frem i ovenstående artikel, af stor betydning
for de kristnes forhold til samfundet og kulturen (bredt forstået), også i en
situation, hvor de kristne måske udgør et mindretal af befolkningen. Jeg håber,
jeg snart får trykt en bredere programmatisk artikel om dette i et andet
tidsskrift. Den vil under alle omstændigheder blive sat her på min hjemmeside
inden for de nærmeste måneder. Og der vil komme mere. - Men her er min
Facebook-kommentar:
Jeg er i det hele taget glad
for at have min tekst med i netop dette nummer. Blandt de andre artikler vil
jeg fremhæve: Konstitueret sognepræst (Hou-Stoense-Snøde) Marianne Wagners
debatindlæg "Renhedens ritual", som direkte er en kritik af et
forslag til vielsesritual, som har været trykt i bladet, men som også er en
væsentlig kritik af "teologien" bag homovielserne. - Og Torsten
Dam-Jensens anmeldelse af Lars Qvortrups bog med den ikke umiddelbart oplysende
titel "Paradokshåndtering og ritualproduktion. Tro som vidensform".
Anmeldelsens titel er mere forståelig: "Er det at tro på Gud foreneligt med
det at være moderne?". - Efter alt at dømme er Lars Qvortrup et eksempel
på, hvad jeg længe har talt om, nemlig veluddannede teologisk kyndige
mennesker, som ikke er i præsteembede og derfor kan tale frit om kirken. Der er
nogle gode bemærkninger til Thorkild Grosbølls reduktionistiske teologi. Men
jeg vil især gøre opmærksom på Lars Qvortrups advarsel til Folkekirken mod at
"venliggøre sig": "Det er muligt, at der ligger en
korttids-gevinst i form af en popularisering af folkekirken, men
langtidseffekten vil være funktionsudtømning. Tilbage vil stå menighedsservice
i forsonlighedens navn, og det er der så mange andre institutioner -
børnehaver, hobbyklubber og så videre. - der kan gøre lige så godt".
"Berettigelsen af vor tids kirke er, at den er en smal, men dyb kirke. Dens
basisydelse er ikke menighedspleje og spejdersport, men livsfortolkning og
ritualisering". - Alt dette bekræfter mig i min fornemmelse af, at selv om
alt fortsat er af lave og går sin skæve gang, er der dog også her efter 2010
(ja, i en dybere strøm helt tilbage fra omkring 1980 af) tegn på nyorientering.
Vi skal altså ikke fortvivle og ikke forhastet træde ud af Folkekirken - og da
slet ikke enkeltvis - men blive og gøre vor indflydelse gældende, hver på vor
plads og hver med sit næb.
---
NOTE TIL LARS QVORTRUP:
LARS Qvortrup må ikke
forveksles med hverken Mads eller Henrik Qvortrup! (Og der er mindst en kendt
Qvortrup til).
Lars Qvortrup blev i 1974
mag.art. i sprog- og medievidenskab, Aarhus Universitet, og angiver som
uddannelse desuden "2006 Research Management Course, Copenhagen Business
School".
Lars Qvortrup blev 2007
Rektor for Danmarks Biblioteksskole
Se i hele hans CV her:
http://www.au.dk/om/nyheder/glnyheder/2007/261007/lars_qvortrup_cv
* * *
Ikke Gud for krigens vogn
[Sendt til Kristeligt Dagblad
20.01.12 og kan være blevet trykt,
uden at jeg har set det, men nu (09.02.12) sætter jeg den på her. Jeg har også
skrevet mange, mere eller mindre enslydende indlæg i Facebook og i forskellige
onlinedebatter. Men jeg har hørt hærprovsten sige i radioen, at han har
indskærpet, at sammenblandingsvelsignelsen ikke må bruges, og dermed er selve
denne sag afsluttet. At diskussionen om kristendom og krig, om feltpræstetjenesten
og om Danmarks deltagelse i krige (politisk, almen-etisk og teologisk) må
fortsætte, er en helt anden sag; jeg mener navnlig, at den sidstnævnte
diskussion er vigtig - eller vil være det, for den føres jo næsten ikke; der
hersker en mærkelig blanding af passivitet, sorgløshed ("vi er der jo bare
for at hjælpe") og kynisme].
-
Når jeg nævner, at jeg selv er gammel soldat (sprogofficer) og feltpræst, bla. med tjeneste på Cypern i vinterhalvåret 1976/77, er det kun for at sige, at jeg i hvert fald har haft lejlighed til at tænke over disse ting det meste af mit liv. For netop med denne baggrund er jeg virkelig klar over, at kammeraterne, herunder feltpræstekollegerne, i Afghanistan befinder sig i en virkelighed af en helt anden karakter. Og jeg udtrykker min allerstørste respekt for og medfølelse med dem.
Men hvad især den aktuelle velsignelsessag angår, må jeg sige, at den slags absolut ikke bør finde sted. Det er både isoleret set og bredere set helt uacceptabelt at blande V-tegn og korsridderbanken på brystet sammen med den aronitiske velsignelse. Det er Folkekirken, der sender feltpræsterne ud, og vi må insistere på, at de kun optræder som præster for deres militære menighed og ikke på nogen måde prøver at spænde Gud for krigens vogn.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Først
betalingsringen, så vielsesringen
Ekstra Bladet (nationen!) 26-02-12:
I øvrigt mener jeg/n!
at hvis ligestillings- og kirkeministeren bliver ved at føre sig så magtfuldkomment frem, kan regeringen få et nyt ring-nederlag - først betalingsringen, så vielsesringen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FELTPRÆSTESAGERNE i januar 2012
Indeholder dele af mail
til bla. to biskopper, et indlæg i KD Onlinedebat og en Facebook-kommentar
Jeg har 18.-19. januar 2012 foretaget mig forskellige ting i anledning af de aktuelle feltpræstesager. Jeg har sendt mails til biskopperne Peter Skov-Jakobsen og Karsten Nissen og til folketingsmedlemmerne Christian Langballe og Søren Espersen (som jeg i det hele taget lejlighedsvis drøfter tingene med). Hovedindholdet i disse mails var, at jeg henviste til den artikel, jeg i sin tid skrev i Dansk Kirketidende (og som kan læses længere nede på denne side): "Som i kold krig, så også i varm krig". [Min egen titel: ”Et par ord fra en gammel feltpræst”]. Dansk Kirketidende 11/2010. Og jeg skrev videre:
Og nu har jeg jo set filmstykket med den velsignende feltpræst. Det er i sig selv forfærdeligt, at en præst ind- og tilføjer sådanne ting i forbindelse med den aronitiske velsignelse!
Præsten, der med både gevær og håndgranater deltog i kamphandlinger, har klart overtrådt reglerne. Og ganske særligt, da/hvis han således udrustet gik med på en patrulje.
Som det fremgår af vedhæftede, kan jeg ikke vide, hvad jeg selv ville kunne fristes til. Men det er ikke det afgørende. Vi andre, og jo først og fremmest Københavns Biskop (i sin egenskab af tilsynsmand for den militære gejstlighed), må sørge for, at man i både den ene og den anden henseende holder sin sti ren.
Og jeg gav samme dag nogle kommentarer til nogle ting, mine Facebook-venner havde slået op. De pågældende var rasende på de to biskopper! Og der kom en længere diskussion i gang. Her var jeg - som i visse andre kirkelige diskussioner - ikke enig med i hvert fald nogle af mine ellers gode FB-venner.
En af dem henviste til Kisteligt Dagblads leder i dag
(19/1). Men inden jeg kom til den (se min kommentar nederst), fik jeg læst Søren
Krarups debatindlæg "Hvor fejt kan en dansk biskop tillade sig at
optræde?". - LINK:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/448031:Debat--Soeren-Krarup--Hvor-fejt-kan-en-dansk-biskop-tillade-sig-at-optraede?all=1
Og det måtte jeg straks give nedenstående onlinekommentar:
Vanhelligelse af
velsignelsen
Kære Søren Krarup! Her er vi altså virkelig uenige. Jeg er selv gammel feltpræst - sluttede dog min tjeneste på Cypern i vinterhalvåret 1976/77. Og fra 1964-1972 var jeg sprogofficer, efter oktober 1964 dog kun med nogle ugers indkaldelse om året, og det samme som feltpræst og sognepræst, bortset fra Cypern-tjenesten. Så samtidig med, at jeg står ret og gør honnør for de kammerater, der er i krig, fordi de oplever og klarer noget, jeg ikke har oplevet, kan jeg i hvert fald sige, at jeg har tænkt over disse ting, siden jeg i gymnasietiden skulle afgøre, om jeg ville være soldat eller militærnægter. - Der er to sager. Den ene drejer sig om overtrædelse af Genevekonventionens bestemmelser om nonkombattanter (sanitetspersonel og gejstligt personel). Den anden - og teologisk set langt værre - er den vanhelligelse af den aronitiske velsignelse, som den direkte sammenkædning med V-tegn og korsridder-slag er. I en mail til Københavns biskop, som jo er tilsynsmand for den militærgejstlige tjeneste, har jeg bl.a. skrevet: "Som det fremgår af vedhæftede [den her nedenfor omtalte artikel], kan jeg ikke vide, hvad jeg selv ville kunne fristes til. Men det er ikke det afgørende. Vi andre, og jo først og fremmest du i din egenskab af tilsynsmand for den militære gejstlighed, må sørge for, at man i både den ene og den anden henseende holder sin sti ren.". - I øvrigt henviser jeg til min gamle artikel om sagen i Dansk Kirketidende. "Som i kold krig, så også i varm krig". [Min egen titel: ”Et par ord fra en gammel feltpræst”]. Dansk Kirketidende 11/2010. - Artiklen kan også læses på min hjemmeside www.bentchristensen.dk, undersiden "Kirke og teologi". - Med venlig hilsen, din partifælle Bent Christensen
- - -
Den ovenfor nævnte KD-tekst (hvis det ellers var den, der blev henvist til) gav jeg i den pågældende tråd denne kommentar:
@n.n. - Er det denne, du mener:
"En tvivlsom historie om Afghanistan-ritual blev til fuldbyrdet mediesandhed, skriver Erik Bjerager".
Men han skriver jo også selv:
"Til den gammeltestamentlige såkaldt aronitiske velsignelse, der også lyder i landets kirker hver søndag, føjer præsterne som fast praksis et særligt V-sejrstegn og en gammel korsridderhilsen med knytnæveslag mod hjertet. / Det er klart kritisabelt, for præsterne skal ikke bede om sejr, men derimod være soldaternes sjælesørgere".
Og han glemmer det allerværste, nemlig at der er tale om en forfærdelig rituel selvtægt og vanhelligelse af velsignelsen.
Den er helt gal. Ingen forstår forholdet mellem kristendom og krig - og forholdet mellem gudstjeneste og almindelig kammeratlig opmuntring.
* * *
Folketinget er synoden
Indlæg i KD Onlinedebat til debatindlægget
Napoleon og Hitler havde
større respekt for kirken end kirkeministeren
Paul Jørgensen | 20. december 2011
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/444749:Debat--DEBAT--Napoleon-og-Hitler-havde-stoerre-respekt-for-kirken-end-kirkeministeren
NB! I første omgang blev nedenstående tekst ved
en fejltagelse sat på tråden til artiklen
"Folkekirken får sin egen grundlov":
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/418480:Kirke---tro--Folkekirken-faar-sin-egen-grundlov
- - -
Selv om jeg prøver at
lade være at skrive flere indlæg i debatten om de homovielser, som jo nu bliver
indført i Folkekirken, kommer jeg somme tider til at skrive lidt i
Onlinedebatten og/eller i Facebook-tråde. Men det er kun nogle af dem, jeg
sætter på her. Nu har jeg gjort det. Men det afgørende er nu kirkeforfatningen
og hele processen frem mod fremtidens evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Den
vil jeg deltage så meget som muligt i.
- - -
Som det vist allerede er blevet påpeget her, kan man ikke uden videre sammenligne forholdet mellem den danske stat og Folkekirken med forholdet mellem hhv. den franske Napoleon-stat og den tyske Hitler-stat og den katolske kirke. Siden 1536 - og ikke mindst siden enevældens indførelse i 1660 - har Danmark simpelt hen været et evangelisk-luthersk kristent land med Kongen i spidsen for det hele, men med selve kirkeorganisationen skilt ud som et særligt "væsen" i dette kristne land. Fra 1849 overtog folkestyret den enevældige konges funktioner, og den løfteparagraf, ifølge hvilken Folkekirkens forfatning skulle ordnes ved lov (altså en kirkeforfatning) er indtil nu ikke blevet opfyldt. Indtil vi får en kirkeforfatning, er det altså Folketinget, der er Folkekirkens synode. Og helt rigtigt bliver det først, når Folkekirken (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark) bliver helt skilt fra staten. Da vil staten jo ikke kunne bestemme noget som helst om denne "private forenings" indre forhold. Og sådan skulle det jo også allerede nu være for de andre kirke- og trossamfunds vedkommende. Men staten kan selvfølgelig sige, at den kun vil lade de kirke- og trossamfund have/få vielsesmyndighed, der tillader homovielser. Og hvad så? Jeg for mit vedkommende så gerne ægteskabsindgåelsen gjort til et rent borgerligt anliggende. Det værste er, at folketingsflertallet anser homovielse for at være en så vigtig sag, at man ikke vil vente, til kirken har fået sin forfatning og altså til den tid lade kirken selv bestemme, hvad den vil, og hvordan. Men det med de homoseksuelle er åbenbart det "helligste" af alt for folketingsflertallet - måske endnu helligere end klima, miljø og mere indvandring. Det positive forhold til homoseksualitet er i hvert fald progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører. Jeg har hørt, at der nu også skal undervises i homoseksuel praksis i de københavnske skoler.
03.01.12
* * *
Hvis
tvang melder jeg mig ud
KD Onlinedebat 08.12.11
Medens jeg trods alt mener, selve den ellers uhyrlige indførelse af homovielser
eller kønsneutralt ægteskab ikke i sig selv er nok til at få mig til at træde
ud af Folkekirken, har jeg hele tiden sagt, at hvis der skulle blive tale om
tvang for præsterne, bliver jeg nødt til at træde ud af Folkekirken og arbejde
for dannelsen af et kirkesamfund, der kan være den sande viderefører af den
evangelisk-lutherske kirke i Danmark. - Men jeg noterer mig, at også de
homoseksuelles forening er klog nok til at lade være at kræve tvang. Hvem ville
kunne glæde sig over en handling, der blev udført at en person, som var
inderligt imod den?
* * *
Den ultimative løsning: Boykot folkekirken
Bent Christensen, pastor emeritus, dr.theol. Fuglsevej 5, Holeby
[Jyllands-Posten 07.12.11]
Jeg har længe sagt,
at når den løgn, som et homovielsesritual eller måske ligefrem et mere eller
mindre kønsneutralt vielsesritual er, kommer i ritualbogen, må så mange som
muligt markere en konkret protest, så det bliver tydeligt, at dette ikke har
dækning i hele folkekirkemenigheden.
Jeg mener nemlig ikke, at denne sag trods sin uhyrlighed er stor nok til i sig selv at begrunde en udtræden. Med mit kirkesyn anser jeg en kirkespaltning for noget, der skal undgås for næsten enhver pris. Der kan jo også komme bedre tider.
Men man kan for det første løse sognebånd fra de præster, der er villige til at forrette sådanne vielser, til præster, der ikke er (jeg har om nødvendigt selv et godt sted at kunne gå hen).
Og man kan for det andet danne homovielsesfri valgmenigheder.
Den ultimative mulighed er, at par, der mener, at folkekirken er blevet kompromitteret som ægteskabsstiftende kirke, kan boykotte dens vielsesgudstjeneste, lade sig borgerligt ægteforene og erstatte den kirkelige velsignelse med en ”udvidet bordbøn” før bryllupsmiddagen, altså så at sige privatisere denne side af sagen (handlingen skal ledes af en lægmand fra familien eller vennekredsen, ikke af en præst).
Jeg har også et forslag til ”ritual”:
Salme (f.eks. Den Danske Salmebog 706 ”I blev skabt som mand og kvinde”). Oplæsning af kommunens ægteskabsattest. Læsning af de relevante steder fra skabelsesberetningerne og syndefaldsberetningen [1. Mos. 1,27f + 2,18 + 3,16f.] og af Jesu ord om ægteskabet i Matthæusevangeliet (19,4-6). Bøn med tak for livet og bøn for ægteparret. Salme (f.eks. DDS 703 ”Det er så yndigt at følges ad”).
* * *
JEG
BAKKER OGSÅ OP. - Kommentar til det åbne brev til Folkekirkens biskopper
KD onlinedebat 26.11.11.
Jeg bakker også op. Men jeg gentager, at denne uhyrlige sag ikke i sig
selv er nok til at medføre en kirkespaltning. Der har altid været kættere og
vranglærere i kirken, men det ændrer jo ikke ved, hvad kirken i sig selv er.
Jeg gentager også, at vi nu dels bør markere vor protest på alle mulige måder
(sognebåndsløsning, valgmenigheder, evt. boykot af Folkekirkens vielser), dels
- og navnlig - bør koncentrere alle vore kræfter om kirkeforfatningssagen. Vi
må håbe, at Folkekirken med forfatningen kommer til at fremstå klart som et
evangelisk-luthersk kirkesamfund, ja, vi må insistere på, at det bliver sådan.
Skulle det alligevel gå helt galt (for der er jo mange andre dårlige ting i
tiden end lige homovielsen), må vi - efter lang og grundig overvejelse - se, om
vi skal videreføre den danske evangelisk-lutherske kirke på anden måde - og
lade tidsåndens trossamfund blive tilbage. For det vil altså i så fald være os,
der kommer til at være fortsættelsen af den nuværende Folkekirke. Det vil i så
fald være de andre, der har spaltet sig fra.
* * *
Mere om Folkekirkens fremtid i lyset af homovielsessagen.
En Facebook-kommentar
med yderligere overvejelser.
19.10.11 havde jeg sat dette opslag på min Facebook-væg:
NU RABLER DET FOR KIRKEMINISTEREN!
Har lige set i TV 2 ttv, at Manu Sareen selv
vil være til stede ved den første homovielse og være med til at stå og kaste
ris på brudeparret. Så skal det åbenbart også vedtages i Folketinget, at to af
samme køn kan få børn med hinanden. Det med risene er jo et ældgammelt
frugtbarhedssymbol. Klik evt. på linket her:
http://www.netbryllup.dk/Traditioner/ris.html
Og det udløste en ret ivrig diskussion. Efter 21-tvavisen på DR 1 skrev
jeg i en af mine egne kommentarer bla.:
Nu fik vi set tva. - Jeg tror, Manu Sareen og
De Radikale lider af storhedsvanvid. - Men jeg mener, jeg tidligere i dag
hørte, der også var et flertal i befolkningen for homovielser. Men vil der også
være det i den kommende evangelisk-lutherske menighed? Jeg har ikke styr på,
hvor mange evangelisk-lutherske kirker i verden der har
homovielser/kønsneutralt ægteskab, men jeg frygter, det er en del. Svenska
Kyrkan har jo et rædselsfuldt "allekønsritual". Så adskillelse fra
staten er ikke nogen garanti. Men den endelige kamp skal finde sted dér.
"Progressiviteten" er et sværmeri, der også er vidt udbredt blandt
selv gode kristne. Men jeg vil højst være med til at danne en homovielsesfri
valgmenighed. Det gælder også, hvis vi får homovielser i den nye, selvstændige
kirke. Men noget andet er, at dette kun er ét blandt flere symptomer på, at den
er gal, så det kan ikke udelukkes, at jeg og/eller mine yngre ligesindede ender
i en fraspaltet evangelisk-luthersk kirke. Det vil jeg ikke betragte som
kirkesplittelse. Det vil så være os, der er den sande evangelisk-lutherske
kirke i Danmark, og den anden vil ikke bestå særlig længe. Vi lever i
"sandhedens time". Situationen er i mange henseender meget alvorlig,
og "kulturkristendom" og "folkets kirke" har intet at bygge
på eller stå imod med.
Og jeg vil her på siden tilføje (hvad jeg dog til dels også har skrevet
andre steder i den pågældende "tråd"):
Jeg mener virkelig, at jeg vil tåle meget for at undgå en
kirkesplittelse. Kirkesplittelse - og efterhånden oprettelse af nye
"kirker", som var det bare nye kaninavlerforeninger, det drejede sig
om - har vi haft nok af de sidste tusind år (begyndende med det store skisma
mellem Østkirken og Vestkirken i 1054). Og jeg mener fortsat, at homovielserne i sig selv ikke vil være
nok til at få mig til at træde ud af hverken den nuværende Folkekirke eller den
kommende evangelisk-lutherske kirke i Danmark - så længe jeg har mulighed for,
sammen med ligesindede at gå i den ene eller den anden form for
"modstandslomme". Men jeg må indrømme, at når jeg ser, hvad der fra
tilhængerside bliver sagt i homovielsesdebatten, og hvad der bliver sagt i den
kirkelige debat i øvrigt, bliver det klarere form mig, at homovielsessagen jo i
høj grad også er ét blandt flere udtryk for en langt dybere og mere omfattende
krise i Folkekirken. Det kan altså ikke udelukkes, at det på lidt længere sigt
kan komme til en opspaltning af den nuværende Folkekirke, forhåbentlig dog kun
i to dele. Hvor jeg så altså vil hævde, at den spaltningsdel, jeg (hvis jeg
lever til den tid) bliver medlem af, vil være den sande
"evangelisk-lutherske efterfølgerkirke" i Danmark - ligesom jeg længe
har sagt, at jeg (trods alt) betragter den nuværende Folkekirke - med hele dens
store tradition og hele dens store potentiale - som den sande katolske kirke i
Danmark, middelalderkirkens "efterfølgerkirke". - Hvor mange dele
kultur- og servicekirken eventuelt vil kunne blive splittet op i, er
selvfølgelig ikke mit problem, og der vil, ifølge netop sagens natur,
formodentlig kun blive tale om én del. Den store fare, og den fare, der
vedkommer alle, der virkelig ønsker at leve videre som kristne, er, at det kan
komme til en opsplitning i et "amerikansk" antal
"foreningskirker". En sådan opsplitning vil jeg strække mig meget
langt for at undgå.
Jeg
vil altså fortsat gøre mit yderste for at undgå en opsplitning af den nuværende
Folkekirke. Det er især meget vigtigt, at ikke et eneste af de nuværende
medlemmer af Folkekirken bliver tabt i svinget ved en fejltagelse, altså fx
fordi debattører som jeg selv ikke har udtrykt os stærkt, tydeligt og hyppigt
nok. Jeg vil selvfølgelig have alle vore nuværende bekendelsesskrifter bevaret
som bekendelsesskrifter - og ingen nye have føjet til (hvad jeg vil sige meget
mere om ved senere lejligheder). Men det vil naturligvis i enhver henseende
være både umuligt og ikke ønskeligt at kræve for det første et indgående
kendskab til fx Confessio Augustana af det enkelte kirkemedlem, og for det
andet en "bogstavelig" tilslutning til denne eller de andre
bekendelser. Jeg siger det derfor på den måde, at minimumskravet må være, at
det klart ligger i luften, at når man er medlem af kirken, så forholder man sig
positivt til selve "strukturen" i den trosbekendelse (Apostolicum),
man er døbt på. Og ingen vil (i hvert fald i princippet) kunne være medlem af
kirken, hvis han direkte og offentligt udtaler sig imod denne
"struktur". Det vigtigste er selvfølgelig det principielle. Ingen kan
være mere modstander af sindelagskontrol og omklamring end jeg. Anfægtelsen og
tvivlen, ja, troens måske direkte totale forsvinden i en periode er noget, der,
om end på forskellig måde og i forskellig grad, hører med til kristenlivet. Og
ingen skal føle sig forpligtet til, straks at melde sig ud, hvis han får
problemer med sin tro. Og slet ingen skal gå og vogte over sine medkristne,
hvad disse problemer angår. Men det, vi så hårdt trænger til, er netop en
højnelse af "kirkebevidstheden" hos det store flertal af Folkekirkens
medlemmer. Og så er det meget vigtigt, at disse principielle ting i hvert fald
bliver sagt af fx en debattør som
mig.
Jeg
har sammenfattet problematikken i denne aforisme: I kirken er det ikke den
lille mand med den lille tro, der er problemet, men den store mand med den
modsatte tro.
Man
skal også tænke på, hvordan det har været i kirkens historie. Jeg har selv i
min Grundtvig-forskning beskæftiget mig en hel del med forholdene i første
halvdel af 1800-tallet, og jeg tror nok, man må sige, at i hvert fald
præstestanden er noget mere rettroende i dag, end den var dengang. Og drømmen
om en "ren" menighed er i hvert fald både urealistisk og ukristelig.
Her kritiserer jeg jo Grundtvig for at have haft en for øm samvittighed - selv
om det altså virkelig var ikke så lidt, han var vidne til og måtte polemisere
imod, vel at mærke med modstandere, som ikke bare var store mænd med den
modsatte tro, men som i mange tilfælde oven i købet hævdede, at det var dem,
der repræsenterede den sande lutherske kristendom! Grundtvigs store og
skæbnesvangre fejl var, at han tyede til den løsning at betegne først
enevældens statskirke, senere Folkekirken som en ikke-kirke, for at han kunne
blive i den.
Jeg
afventer altså begivenhedernes gang og vil i første omgang koncentrere mig om
kirkeforfatningssagen - som jeg gerne vil have det størst mulige ord at sige i!
Jeg håber, det bliver muligt at videreføre den nuværende Folkekirke så at sige
i ét stykke og med så mange af de nuværende folkekirkemedlemmer som muligt. Jeg
må dog sige, at der altså er ting i den aktuelle debat, der får mig til at
føle, at der nok er en større del, end jeg hidtil har regnet med, til hvem man
må sige, at hvis de ikke (efter moden overvejelse) kommer på andre tanker, vil
det mest redelige være, at de stille og roligt træder ud af kirken. Den
kommende kirke skal jo være en demokratisk kirke, og netop det gør, at man -
altså i hvert fald i princippet - mås stille større krav til det enkelte
medlems holdning, end man måtte gøre, hvis kirken fortsat var en præstekirke i
den høje grad, det faktisk indtil nu har været tilfældet.
Den
Danske Folkekirke har på godt og ondt, og meget på godt, været en præstekirke,
og der er for mig ingen tvivl om, at det i en kommende kirkeforfatning gælder
om at finde den rette balance mellem det demokratiske og, hvad jeg kalder det
apostolske element. I mange sager, ikke mindst de økonomiske, skal der simpelt
hen bare være demokrati. Selv den fineste og mest "apostolske"
gejstlige har ingen særlig ret til at disponere over sine medkristnes penge. Og
selv den fineste og mest "apostolske" gejstlige har i det hele taget
ingen ret til at tage magten over sine medkristne. De særlige beføjelser, den
kommende forfatning forhåbentlig kommer til at give kirkens gejstlighed, skal
for det første gælde de virkelig teologiske ting og skal for det andet være
tillagt denne efter lægmandsflertallet egen vilje og eget ønske. Jeg tror godt,
det store flertal af kirkens medlemmer vil kunne se, at gejstligheden ved sin
uddannelse og sin for det meste praktisk talt livsvarige ansvarlighed har helt
særlige muligheder for at kunne sikre, at forbigående stemninger ikke får
indflydelse på gudstjenesten og salmebogen. Men også her gælder det jo om at
tro på Helligånden og på Evangeliets egen kraft. I øvrigt bliver den fri
drøftelse og debat, som alle kan deltage i på lige fod, i høj grad det sted,
hvor Evangeliet og Helligånden kommer til at gøre sig gældende. I kirken er det
først og fremmest den frie drøftelse og debat, det kommer an på, ikke
afstemninger og kollektive udtalelser.
Hvad
"præstekirke" angår, vil jeg understrege, at det naturligvis ikke er
præsterne som "stand" lig med "gruppe, der plejer sine egne
interesser" eller den enkelte præsts person, det drejer sig om. Der har
altid været persondyrkelse af præster, både fra de pågældende præsters egen
side(!) og fra dele af menighedens - eller offentlighedens - side. Og dette ser
vi også eksempler på i dag. Det er jo karakteristisk for vor tid, at i takt
med, at man bortkaster respekten for de traditionelle autoriteter, underkaster
man sig nye - i form af guruer, terapeuter, livsstilseksperter, coaches - og
mode- og mediepræster.
Det
ligger selvfølgelig i den evangeliske forståelse af præste- og prædikeembedet
og i den danske tradition, at præstens person som sådan har en ikke ringe
betydning. Prædikenen - og alt, hvad der ellers bliver sagt af en præst på mere
eller mindre direkte hans embedes vegne - er jo ikke ord (eller anden form for
kommunikation), der bare flyder ud af en måske oven i købet ret primitivt
programmeret robot. Men både præst og menighed må hele tiden være opmærksom på,
hvor grænsen for det naturlige heri går. Og det er heller ikke det, der var
tale om ovenfor, men præsteembedets og dermed både den enkelte præsts og hele
præstestandens også hos os apostoliske karakter. Jeg vil ikke her komme ind på
den ofte meget misforståede tale om "det almindelige præstedømme".
Her er der jo fra Luthers side tale om et opgør med den romerske embedsforståelse
(præsten som offerpræst ved messeofferet). Nej, jeg taler om det evangelisk
forståede "præste- og prædikeembede", som jo også hos os er et
særligt embede. Menigheden har udpeget en særlig person til at varetage dette
embede. Og der ligger en sand og nødvendig apostolisk dimension i dette. Som
præsten selv - og hele præste-standen - er den første til at være bundet af.
Der kan siges - og vil blive sagt - meget mere om dette. Og jeg er overbevist
om, at alle gode kristne vil kunne indse, at det er i deres sande interesse, at
det er sådan. Alternativet er, at enhver - under påberåbelse af egen fromhed,
egen karisma osv. - vil kunne stille sig op og prøve at gøre sig selv til
leder. - Jeg vil som sagt vende tilbage til dette nok mange gange senere. Men
jeg vil slutte her med at gøre opmærksom på, at selvfølgelig har jeg som
emeritus stadig min præste-identitet i behold. Men jeg er nu først og fremmest
organist - og sjældne gange almindelig kirkegænger - og i begge egenskaber
underkaster jeg mig med stor selvfølgelighed og tilfredshed de respektive
præsters autoritet. Hvilket ikke betyder, at jeg ikke også kan være kritisk
over for det ene og det andet - som enhver kirkefunktionær og enhver
kirkegænger vil være - og skal være - det (om end naturligvis også på hele min professionelle
baggrund). Det afgørende er, at jeg også nu, hvor jeg for første gang siden
november 1971 befinder mig på den anden side, ser fordelene ved den ordning og
det embedssyn, vi har. Jeg ville nødig gå i kirke eller være organist under
ledere, der fungerede på et andet grundlag.
Her
vil jeg slutte for i dag, men jeg garanterer for, at jeg vil være med i
processen, så længe jeg er i stand til det.
* * *
Boykot kirken!
Her, på "Debat" og på
min Facebook-væg 12.10.11.
Jeg vil ikke træde ud af Folkekirken, hvis Folketinget vedtager, at der kan indgås ægteskaber mellem personer af samme køn, eller vedtager indførelse af et kønsneutralt ægteskab. Det er sagen trods alt for lille til. Den ændrer jo fx ikke noget ved den apostolske trosbekendelse, som vi alle er blevet døbt på. Men jeg har i årevis sagt, at hvis noget sådant bliver indført, vil jeg om nødvendigt løse sognebånd til en præst, der erklærer, at han ikke vil forrette sådanne vielser. Og jeg har sagt, at jeg måske vil være med til at danne en homovielsesfri valgmenighed. En valgmenighed er jo en menighed i Folkekirken. Her vil man efter Folkekirkens skik kunne bruge det hidtidige vielsesritual.
Det afgørende er, at selv om tidsånden, staten og de mange sværmere i Folkekirken vinder, skal modstanden fortsætte. Flertallet skal hele tiden være klar over, at det ikke repræsenterer hele Folkekirken. Jeg bruger (undskyld mig!) et militært billede: Kan man ikke vinde, kan man rykke sammen i nogle modstandslommer eller gå i flankestillinger, så modstanderens sejr ikke bliver total.
Men der er endnu en mulighed. Hvis forholdet mellem to personer af samme køn i Folkekirken bliver betegnet som et ægteskab, har Folkekirken dermed kompromitteret sig selv, hvad dette angår, og altså i den folkekirkelige sammenhæng givet selve ordet "ægteskab" en anden betydning, end det hidtil har haft. Man kunne derfor også vise sin modstand ved at boykotte ægteskabsindgåelsen i Folkekirken - som jo ikke på nogen måde er nødvendig. Unge kristne par kunne sørge for at få formaliteterne bragt i orden hos kommunen og indlede bryllupsmiddagen med en slags udvidet bordbøn. Jeg kunne forestille mig fx følgende (forestået af et medlem af familien eller vennekredsen, ikke en præst):
Salme (fx DDS 706 "I blev skabt som mand og kvinde").
Oplæsning af kommunens ægteskabsattest.
Læsning af 1. Mos. 1,27f + 2,18 + 3,16f.
Læsning af Matt. 19,4-6.
Bøn med tak for livet og bøn for ægteparret.
Salme (fx DDS 703 "Det er så yndigt at følges ad").
Når jeg siger, at det ikke skal være en præst, der leder denne udvidede bordbøn, er det, fordi det ikke skal være en kirkesplittende handling, men netop en privat indledning til bryllupsmiddagen.
Det ville ikke være så dårligt, hvis statsfolkekirken oplevede, at i hvert fald en hel del par boykottede dens vielsesgudstjeneste.
Men jeg kender jo danskerne og er overbevist om, at de fleste vil blive i flokken. Spørgsmålet om homovielser er jo for tiden noget af det helligste, progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører. Og som det hele er, vil det at modsige eller ligefrem foretage protesthandlinger mod homovielser heller ikke virke ligefrem befordrende på hverken karrieremulighederne eller den sociale status.
Og jeg orker heller ikke at beskæftige mig mere med denne dumme sag, som de fleste folkekirkemedlemmer i praksis ikke vil komme til at mærke meget til. Nu gælder det kirkeforfatningen. Den er af altoverskyggende vigtighed nu. Og når vi har fået den, vil det vise sig, hvad kirkens egne organer vil beslutte, fsva. vielser.
* * *
Flertallet har magten
KD
Onlinedebat til biskopperne Holm og Drejergaards "Partnerskab er
ægteskab" i Kristeligt Dagblad 11.10.11. - Står også på undersiden
"Debat".
Det er beskæmmende at høre to biskopper argumentere på denne måde. Men jeg orker ikke at gå ind i det. Man er blevet snakket næsten ihjel i den mest ordrige kirkelige debat i nyere tid. Det vil vise sig, om der bliver flertal i Folketinget for at lade parforholdet blive kønsneutralt. Det bliver så ved en ny "parforholdslov". Men hvis Folketinget også vil tvinge Folkekirken til - mere eller mindre formelt eller de facto - at skrive et eller to dertil svarende ritual(er) ind i Ritualbogen, protesterer jeg. Så længe vi har en statskirke, kan Folketinget gøre det. Og man er selvfølgelig heller ikke så dum, at man vil gøre det obligatorisk for præsterne at forrette sådanne handlinger (skulle man alligevel gøre det, træder jeg ud). Men hvorfor venter man ikke, til vi får den kirkeforfatning, man heldigvis vil begynde at forberede? Så kan staten kalde de parforhold, den registrerer, hvad den vil, og så kan kirken selv beslutte, hvilke velsignelseshandlinger den vil have i sin ritualbog. Men flertallet har magten, og hvis der (formelt eller de facto) bliver indført homovielse i Folkekirken, vil jeg, hvis min i øvrigt gode sognepræst erklærer sig villig til at forrette den, løse sognebånd til en præst, der ikke vil, ja, jeg vil måske deltage i dannelsen af en homovielsesfri valgmenighed. Flertallet har magten, men den kan modsiges. De, der vil presse denne uhyrlighed ned over os, skal altid vide, at de ikke har hele Folkekirken bag sig, at deres sejr aldrig bliver total. Der kan jo også komme andre og bedre tider for kirken. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
TILFØJELSE [i ny kommentar]: Jeg er som sagt træt af denne sag. Jeg forudser, at vi - under de nuværende forhold - får homovielser eller kønsneutralt ægteskab i både staten og Folkekirken. Man har snakket os næsten ihjel. Og det at gå ind for homovielse er progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, nærmest det helligste af alt. Kun forholdsvis få vil protestere aktivt. Jeg kender danskerne. Og det vil jo ikke komme til at få stor praktisk betydning. Hvor mange par af samme køn vil i det lange løb faktisk benytte sig af muligheden? Når de nu (om end ikke uimodsagt) opnår den ultimative anerkendelse! Og de, der vil gøre det, vil nok søge til bestemte præster. I mit eget pastorat vil vi måske aldrig komme ud for det. Og der er unægtelig andre og vigtigere ting at engagere sig i, nemlig kirkeforfatningsspørgsmålet og spørgsmålet om kirkens forhold til staten. Det vil jeg også hellere bruge kræfterne på. Jeg vil, når det kommer så vidt, markere min protest. Så er jeg med til at opretholde nogle modstandslommer, og så har jeg gjort mit. Og der kan som sagt komme bedre tider, i hvert fald i den kommende selvstændige evangelisk-lutherske kirke - selv om ikke engang det er sikkert.
SÆRLIG TILFØJELSE - KUN PÅ DE TO UNDERSIDER HER: Jeg bør nok virkelig indstille min deltagelse i denne debat som sådan. I hvert fald så vidt overhovedet muligt. Det må gå, som det vil. Sagen er ganske vist uhyggelig, men den er som sagt i sig selv og i praksis ganske lille i forhold til, hvad vi ellers har at tage stilling til. Det værste er, at vi skal have en løgn i Ritualbogen. Nej, jeg bør bruge mine kræfter på at give mit bidrag til såvel drøftelsen op til den kommende kirkeforfatning som - naturligvis især! - det liv, der i fremtiden her i denne verdens tid skal leves i den nye, videreførte evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Og jo så ellers på mit eget projekt. Men jeg vil til sin tid markere min bebudede protest og opfordre alle andre modstandere til at gøre det samme. Jeg er dog næsten sikker på, at mange gode kirkemedlemmer vil vige tilbage for at tage et sådant skridt. Men bare der bliver en synlig modstand og protest. Modstandslommer, flankestillinger. Indtil der måske kommer bedre tider. Og det kan hurtigt ske. De seneste årtier har vist, at alt kan ske, og at det dummeste, man kan være, er opportunist. Idet dog "de hellige" og pinaforeadmiralerne har en forbløffende evne til at komme fint(!) igennem alle omskiftelser. Og jeg er 68 nu. Snart bliver det de næste generationers sag at finde ud af det.
-
Svar på kommentar til
ovenstående Online-indlæg:
Kære N.N.! - Nej, jeg er jo ikke biskop. Og jeg ved ikke, om jeg skal sige heldigvis eller desværre! I min første kommentar satte jeg mine titler på: "pastor emeritus, dr. theol.". Og jeg kan yderligere oplyse, at jeg var sognepræst i Folkekirken fra 1971 til 2003, hvor jeg som 60-årig gik på pension for at bruge pensionen som "arbejdsstipendium" i forhold til fortsat teologisk, kirkeligt, litterært og internationalt/mellemkirkeligt engagement (især i forhold til det polske, både her og dér; jeg er også slavist). Og det hele hænger sammen. - Men det afgørende her er, at det øverste og mest omfattende af det alt sammen naturligvis er kirken, dens liv og dens fremtid. Jeg har i al min tid tjent loyalt i forhold til alle i mine menigheder og i hele Folkekirken. Men det er jo ikke det samme som ukritisk, så jeg har siden 1970'erne talt for, at Folkekirken (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark) skulle have sin egen forfatning og adskilles fra staten. Sin egen forfatning bør kirken under alle omstændigheder have. Det står jo også ligefrem i Grundloven (§ 66 er det vist). Jeg hilser altså det nye flertals bebudelse af nedsættelse af en forfatningskommission velkommen og agter at deltage meget aktivt i debatten. - Jeg er enig med dig i, hvad du siger om, at den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er en del af Jesu Kristi Kirke, Jesu Kristi legeme i verden. Det er afgørende vigtigt, at alle, der fortsat vil være med, er enige om det. Hver på sin måde! Jeg går naturligvis ikke ind for sindelagskontrol eller krav om, at alle skal kunne give en udførlig teologisk redegørelse for deres måde at tro på. Men alle skal være enige om, hvad den store "struktur" i det hele er - og i hvert fald ikke direkte tro på noget andet. - Når jeg siger, at jeg er træt af debatten om homovielser, er det, fordi jeg ikke tror, vi kommer længere. Nu må vi se, hvad der bliver flertal for i Folketinget. Det er jo en statskirke, vi har. Hvis Folketinget - mod al forventning - vil gøre det til en pligt for alle præster i Folkekirken at forrette homovielser eller kønsneutrale vielser, må jeg træde ud. Men ellers vil jeg markere min protest. Jeg vil, om nødvendigt, løse sognebånd til en præst, der ikke vil forrette sådanne vielser. Ja, jeg vil måske være med til at danne en homovielsesfri valgmenighed. Det værste er jo, at vi får en løgn ind i Ritualbogen. Derfor er det vigtigt, at denne løgn aldrig kommer til at stå uimodsagt. Alle modstandere bør gå i de her omtalte "modstandslommer" eller "flankestillinger", så tilhængerne aldrig vinder den totale sejr. Og så må vi ellers se, hvad der videre sker. Det kan jo tænkes, at en selvstændig evangelisk-luthersk kirke vil afskaffe det igen. Men i praksis er det jo kun en lille sag. Der bliver nok aldrig ret mange af den slags vielser. Og man vil formodentlig benytte sig af et forholdsvis lille antal særligt villige præster. - Derfor vil jeg hellere bruge mine kræfter i hele den ovenfor omtalte proces overhovedet. Den gamle statsfolkekirketid er forbi. Vi står foran det største vendepunkt i den danske kirkes historie siden 1536 (reformationens indførelse). Og vi kan få en stor fremtid med en stor opblomstring, hvis "alle gode kræfter" gør deres til, at alle, der overhovedet vil være med, kommer til at leve i et klart kirkesamfunds-fællesskab og med en høj bevidsthed om dette. Håber, du er tilfreds med dette svar. - Venlig hilsen, Bent
-
TILFØJELSE [som ny kommentar]: Jeg er kommet til at tænke på, at der kan ske det, at det nuværende vielsesritual ryger helt ud af Ritualbogen, så at vi kan risikere, at der, når en sådan ny ritualbog autoriseres, bliver tale om et kønsneutralt vielsesritual. Men der er tradition for, at gamle ritualer ikke gøres ugyldige, når nye indføres. Enhver præst skulle altså forsat kunne bruge det nuværende, rigtige vielsesritual. Skulle dette ikke blive tilfældet, må jeg igen overveje min stilling. Jeg ville i så fald i det mindste opfordre alle modstandere til, simpelt hen at lade være at lade sig vie i kirken. Jeg ville i hvert fald ikke selv giftes efter et kønsneutralt ritual! - Det er heldigvis slet ikke nødvendigt at lade sit ægteskab blive indgået i kirken. Med de mange ulækre selviscenesatte bryllupper, man efterhånden har, kunne det ligefrem være en fordel, helt at afskaffe den kirkelige vielse! Men man skal selvfølgelig ikke afskaffe en gammel skik, bare fordi der i et tidsrum har været nogle dårlige ting forbundet med den. Men med en afskaffelse ville der jo i hvert fald blive ligestilling!
* * *
Lad homovielser vente!
Et vist ikke trykt læserbrev,
sendt til avis 19.09.11. Sat på her 10.10.11.
Der er formodentlig i det nyvalgte Folketing flertal for såvel homovielser som kirkeforfatning. Men vil det ikke være rimeligt at lade homovielserne vente og lade det kommende Landskirkeråd tage stilling til, om de skal indføres i den danske evangelisk-lutherske kirke?
* * *
Skidt
med det nye flertals intentioner!
[Online-kommentar til Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad
28.09.11 "Træd varsomt med kirken". - Også ved link til denne leder
på min Facebook-væg]
Skidt med det nye flertals intentioner! Reelt vil kristendommens
stilling i Danmark blive styrket, når Folkekirken mere og mere bliver et
virkeligt kirkesamfund. Danmark er ikke mere bare et kristent land med et
"kirkevæsen" - selv om mange i deres drømme stadig forestiller sig
det. Som det er nu, hersker den store forvirring. Med en kirkeforfatning - og
til sidst en fuldstændig adskillelse - vil alle den evangelisk-lutherske kirkes
medlemmer blive klar over, at det netop er medlemmer af den lokale afdeling af
Jesu Kristi Kirke, de er. Og hvis der er nogle, der efter lang og grundig
overvejelse, synes det er "for meget", må de træde ud. Jeg ønsker
dog, at alle der overhovedet på nogen måde forholder sig positivt til den
"struktur", der er i deres dåbs bekendelse, vil blive ved at være
medlemmer. Vi kender alle til, at troen kan blive meget lille eller helt
forsvinde. Vi skal bare være enige om, at det er dette ganske bestemte, vi,
hver på vor måde, forholder os til.
* * *
Hvor dum kan man være?
Kommentar (også på undersiden "Kirke og teologi") til artikel i KD:
"Herren forsvandt fra velsignelsen"
Sognepræst ændrede
velsignelsen i Morgenandagten og bør have en påtale, mener kirkeretsekspert
Der er muligvis nogle af Morgenandagtens
37.000 lyttere på DR, som bemærkede en ændring torsdag morgen, da velsignelsen
blev lyst i Københavns Domkirke.
For i stedet for ”Herren velsigne og bevare
dig”, som den gamle aronitiske velsignelse lyder, sagde præst Lene Sjørup ”Gud
velsigne og bevare dig”.
...
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/432054:Kirke---tro--Herren-forsvandt-fra-velsignelsen
MIN KOMMENTAR I KD ONLINEDEBAT:
Hvor dum kan man være?
Det ikke bare principielt forkert at ændre i bibel- og ritualtekster, det er også dumt. Og man kommer heller ikke uden om, at Gud faktisk enten slet ikke er eller også virkelig, pr. definition, er "Herre". At vi gennem Jesus Kristus ser Gud som på en gang Herre og, i dybeste forstand bogstavelig talt, Kærligheden i egen person, er atter en anden sag. Og at Gud ikke kun er "mand", ved vi jo også (fx fra 1. Mos. 1,26f). Men dertil kommer, at hvis man overhovedet begynder at rette, holder det jo aldrig op. Som det er blevet sagt for mange år siden i en lignende sag (jeg husker ikke af hvem, vist en præst i Præsteforeningens Blad), så bliver den velmenende præst, der retter bare ét sted, dermed, om man så må sige, personligt ansvarlig for ordlyden i alt det andet. Hvis man derimod lader ordlyden være (det gælder også "muhammedanerfordømmelsen" i Den Augsburgske Konfession), kan man betragte den på dens historiske sted og foretage den aktuelle udlægning af den, man måtte finde nødvendig. Hvor dum kan man være?!
-
TILFØJELSE: Og enhver kirkegænger, der modtager den aronitiske velsignelse, burde jo vide - eller bringes til at vide - at "Herren" her og andre tilsvarende steder jo står for 'adonaj/Jahve og altså netop for Gud som "jeg er" eller "den værende", hvilket er noget helt andet end det fra menneskeverdenen kendte herrebegreb. - Kunne vi dog snart få en virkelig koncentration om, hvad kristendommen "går ud på", både i sig selv og (jo dermed) i forhold til hele vor menneskelige eksistens. Det haster!
* * *
Uden mig - men hvor er de andre almindelige medlemmer?
[23.08.11 - Seneste version af næsten identiske kommentarer til artikler i Kristeligt Dagblad om kirkeministerens homovielsesudspil og frygten for en deraf følgende splittelse inden for - eller ud af - kirken]
Homovielser (under den ene eller den anden betegnelse) er et latterligt knæfald for tidsånden, som næppe vil få den store praktiske betydning, når først dette ultimative udtryk for ligestilling er opnået. Læg nemlig mærke til, at man ikke er tilfreds med kirkeministerens "livsfæller" i stedet for "ægtefæller"; det er ikke "velsignelsen", det gælder, men ligestillingen. Der vil altså næppe blive mange af den slags handlinger, og jeg kommer næppe til at skulle tage stilling til, om jeg som organist vil spille til dem - hvad jeg ikke vil. Jeg er jo nu heldigvis pastor emeritus og kommer ikke til at skulle tage stilling til det som præst. Sagen er altså på en måde så lille, at der ikke er grund til at beskæftige sig meget med den. Det er nok også derfor, mange af de folkekirkemedlemmer, jeg i øvrigt kan sammenligne mig med, gør gode miner til slet spil og ikke gør modstand. Forkerte meninger har jo stadig store omkostninger, hvis man vil høre til det gode selskab, og homovielser er om muligt endnu helligere end indvandringen. Det store problem for mig er LØGNEN! Det er simpelt hen løgn at kalde et forhold mellem to af samme køn et ægteskab, hvad enten det er udtrykkeligt eller de facto. Og jeg kan ikke leve med, at vi i Folkekirken har en ritualbog med løgn i. Derfor bliver jeg nødt til at gøre et eller andet for at markere, at dette er "uden mig". Hvis min sognepræst (som jeg er meget glad for) siger, at hun er villig til at forrette den slags handlinger, bliver jeg nødt til at løse sognebånd. Og jeg overvejer muligheden af at være med til at danne en homovielsesfri valgmenighed. Men med hvem? Jeg tilhører absolut ikke den her i artiklen omtalte højrefløj. Men ville jeg kunne finde i øvrigt ligesindede at indgå i valgmenighed med? - Hvis præsterne blev tvunget til at foretage den slags handlinger, ville jeg blive nødt til at træde ud af Folkekirken.
* * *
DET STERILISEREDE SAMFUND
Jeg har sagt det længe: På grund af indvandringen (og den også på grund af den revitaliserede ateisme) risikerer vi at ende i det steriliserede samfund. Men så med "værdierne" som en ny tvangs-statsreligion.
Kommentar til artikel i Kristeligt Dagblad:
Står også på undersiden "Kirke og teologi". Blev også sat på min Facebook-profil.
* * *
Sognebåndsløsning
er en mulighed
Hvis
homovielser bliver indført, kan man vise, at det er "uden mig", ved
at løse sognebånd. - Indlæg i Kristeligt Dagblads onlinedebat 30.07.11.
Jeg tilhører hverken højrefløjen eller Tidehverv. Jeg er heller ikke
rigtig grundtvigianer, men dog discipel af Grundtvig og medlem af Kirkeligt
Samfund (Kirkeligt Forum). Men jeg finder det utåleligt, at der kommer, hvad
jeg må betragte som en løgn, ind i alterbogen (ritualbogen). Det vil dog ikke
få mig til at forlade Folkekirken. Det er sagen trods alt for lille til
(medmindre der skulle blive tale om tvangspligt for præster, der er imod). Og
det er jo ikke et spørgsmål om bekendelsen som sådan. Men jeg vil, hvis det kommer
dertil, spørge min sognepræst, om hun vil være villig til at forrette den
slags, og hvis hun siger ja, vil jeg løse sognebånd til en præst, der ikke er
villig. Med sorg, for jeg er meget glad for min sognepræst. Jeg kunne også
overveje at tilslutte mig en valgmenighed, hvor disse pseudohandlinger ikke
blev forrettet. Men det er i det hele taget noget sørgeligt noget. Jeg kommer
jo i selskab med nogle højrefløjsmennesker, som jeg ellers ikke føler mig
særlig meget i overensstemmelse med. Og nu står vi over for kirkeforfatning og
måske senere adskillelse fra staten, den største overgang siden reformationen.
Men jeg går ind for, at vi bliver sammen. Gerne med mange valgmenigheder. Det
kan der også være andre grunde til. Men hvad så? Vi kan (næsten) lige så godt
være én evangelisk-luthersk kirke med mange valgmenigheder som med mange
sognemenigheder. Og så må vi ellers se, hvad fremtiden vil bringe.
* * *
Den nødvendige legemlighed
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol.
[Dansk Kirketidende nr.
7/2011. - Manuskriptundertitel: "En replik til Thomas Reinholdt Rasmussens
artikel i nr. 6". - Artiklen, der var sendt uopfordret som netop en replik
til Thomas
Reinholdt Rasmussen, kom til at indgå i dette nummers tema-afdeling
"Kirke og stat" med disse øvrige bidrag: Peter Lodberg: Folkekirke mellem Enevoldsstat og
Konkurrencestat. - Inge Lise Pedersen: Varetager
staten folkekirkeordningen bedst? - Anders Holm: Kirkeordning og kirkeforståelse. Den danske folkekirke historisk betragtet. - Mellemrubrikkerne er redaktørens]
I sidste afsnit af sin artikel i nr. 6 "Hvis staten slipper taget i kirken", skriver Thomas Reinholdt Rasmussen: "I historisk perspektiv har de lutherske kirker særligt i Europa været knyttet til staten. Det har været den bedste måde at bevare den kirkelige frihed på. Og det er det stadigvæk" (s. 11). Det er et gammelt synspunkt. Og der er oven i købet en vis - (tids)begrænset - sandhed i det. Men det får mig til at mindes, hvad jeg engang hørte ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen sige, og som jeg nu gengiver efter hukommelsen og opdaterer til de aktuelle forhold: Påstanden om, at Folkekirkens frihed er bedst sikret, hvis dens styre varetages af staten, svarer til, at man siger, Danmarks frihed er bedst sikret, hvis man afvikler hele det danske statsapparat og overfører dets kompetencer og funktioner til EU, så der kun bliver regionerne og kommunerne tilbage.
Et særligt fællesskab
Jeg vil ikke gå ind i en diskussion med Thomas Reinholdt Rasmussens gengivelse af Luthers og Den Augsburgske Konfessions syn på kirken og dens styre, men nøjes med at gøre opmærksom på, at han i sit referat af Konfessionens Artikel 7 kun skriver, at "kirken er der, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret" (s. 10). I Artikel 7 står der, at "kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret" [Leif Grane: "Confessio Augustana, 1970, s. 68] (min fremhævelse). Thomas Reinholdt Rasmussen ønsker altså at se bort fra kirkens karakter af "forsamling". Indtil de seneste årtier har det ikke været nødvendigt at skelne mellem kirke og samfund/stat. I princippet var Danmark simpelt hen et kristent land. Og så var det, Thomas Reinholdt Rasmussen kalder et verdsligt styre, den måde, dette kristne land ordnede den institutionelle side af denne sag på. Nu er det anderledes. Den 1. januar 2011 var kun 80,4 procent af befolkningen medlemmer af Folkekirken, og i Københavns Stift var tallet nede på 63,2 procent. Og vor forrige statsminister erklærede, at religionen skulle ud af det offentlige rum. Osv. Det er kort sagt blevet sådan, at Folkekirkens medlemmer nødvendigvis må komme til at udgøre et særligt fællesskab.
Ikke en ramme
Et andet forhold, der gør det nødvendigt, at Folkekirken klart får karakter af at være et særligt kirkesamfund, er udviklingen af lægmandsdemokratiet. Denne udvikling er både nødvendig og uundgåelig. Men den forudsætter, at alle medlemmerne betragter både sig selv og hinanden som medlemmer af et kirkesamfund, ja, er klar over, at det, der skete ved deres dåb, udtrykkeligt var, at de blev indpodet i Kristus og altså dermed blev lemmer på hans kirke-legeme. Og det, jeg siger her, går på en anden led end den skelnen mellem den synlige og den usynlige kirke, der jo under alle omstændigheder fortsat må være tale om. Det, jeg vil sige, er, at vi må høre op med den ulyksalige tale om kirkeinstitutionen som "en ramme om evangeliets forkyndelse". Det er ikke en "ramme", man bliver indlemmet i ved dåben, men et legemligt fællesskab. Og så kan det enkelte lem være så dårligt, det være kan. Det afgørende er, at ingen, der skal deltage i kirkesamfundets demokratiske styre, på forhånd og principielt kan betragte sig og betragtes som værende noget andet end netop med-lem. Desuden er menigheden og dens gudstjeneste jo heller ikke bare en højere form for religiøs studiekreds. Gudstjenesten er de troendes dialogiske samvær med Gud, ja, i nadveren sammen-spisning med Gud.
Viderefør det gode i
en forfatning
Men kirkesamfundets forvaltning af sine egne anliggender er også en del af dets liv - helt ned i de mindste praktiske detaljer. Det ligger i dets karakter af legeme eller organisme. Og det er meget vigtigt for både hele fællesskabets og det enkelte medlems liv, at dette bliver tydeligt. Det er derfor virkelig langt ude, når Thomas Reinholdt Rasmussen i sidste afsnit af sin artikel foreslår, at der, hvis båndene til staten brydes, skal "nedsættes administrative råd, der kan varetage kirkernes økonomi og ydre forhold", og at disse råd aldrig må blive "kirkelige råd" [s. 11].
Jeg har svært ved, overhovedet at se dette for mig. Men jeg tror nok, jeg ved, hvad Thomas Reinholdt Rasmussen er bange for. Det er jeg nemlig også! Men afværgelsen af alle de farer, der rigtignok tegner sig, må ske ved, at vi får en grundig, bred og så langvarig som muligt drøftelse af Folkekirkens fremtid, så at den forfatning, vi ender med at få, kommer til at videreføre alt det gode i vor hidtidige ordning. Og det gælder jo især sikringen af friheden (jeg vil fx ikke have noget imod mange valgmenigheder) og sikringen mod, at mindre kredse kommer til at sætte sig på magten, samt sikringen mod at noget kirkeligt organ, især selvfølgelig Landskirkerådet, begynder at drive politik.
Jeg så gerne, at kirkeforfatningens paragraf 1 kom til at lyde: "Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med andet end kirkens egne anliggender". Og så kan de, der vil give kirken mund og mæle i moralske og politiske anliggender gennem dens organer, skrige så højt, de vil. De må nøjes med at tale på deres egne vegne, i forkyndelsens og vidnesbyrdets kategorier. Jeg vil ikke selv finde mig i, at noget kirkeligt organ udtaler sig om moral og politik på mine vegne, og jeg ville ikke selv være med til at udtale mig om sådanne ting på andres vegne gennem resolutioner, der er udarbejdet af en moralsk centralkomité.
* * *
Nu
ikke om, men hvordan!
En historisk bemærkning om KIRKEFORFATNINGSSPØRGSMÅLET, som kun står her og på "Erindringer
- DAGBOG".
Der er nu kommet forskellige nyheder i forbindelse med
kirkeforfatningsspørgsmålet, dels at 47% af præsterne siger ja til
kirkeforfatning, dels, at Selskab for Kirkeret forleden tog fat på sidste
omgang, inden det fremlægger forslag til en kirkeforfatning, som kan gøre
folkekirken mere politisk uafhængig. Iflg. Kristeligt Dagblad vil
forfatningsforslaget foreligge den 26. september.
Det er meget mærkeligt for mig at have modtaget disse nyheder. Vi er
længere fremme, end jeg troede. Jeg har i årtier (nærmere vil snarest blive
oplyst i "Erindringer" og "Erindringer - BILAG") kæmpet for
dette. Mere af nød end af lyst. Jeg ville da også helst have levet som dog fx i
1950'erne. Alligevel gerne med en forfatning. En forfatning udelukker jo i
princippet ikke et tæt forhold til staten i øvrigt; det er en anden diskussion,
men båndet vil jo nok blive løst, hvad enten vi i Folkekirken ønsker det eller
ej. Men jeg gentager her, at såvel min præstelige erfaring som mit
Grundtvig-studium har fået mig til at ønske, at den evangelisk-lutherske kirke
i Danmark klart for karakter af kirkesamfund.
- Se de mange artikler og debatindlæg nedenfor! Ikke mindst den yngste
af dem med titlen "Den næstbedste drøm".
Jeg kan nu - i både spøg og alvor, og i øvrigt uden sammenligning - eller?
- sige, at jeg har været med til at vinde Den Kolde Krig, den fremmedpolitiske
strid og diskussionen om i hvert fald selve kirke-forfatningen. Der er i hvert
fald det fælles ved disse tre forhold, at jeg først har været i mindretal, men
har endt med at få ret. Eller: Først har jeg taget mig ud som reaktionær, men
til sidst har det vist sig, at jeg bare har været forud for min tid. Dette
siger jeg selvfølgelig også i al gemytlighed. I sådanne sager betyder
"ret" eller "ære" intet for mig, kun sandheden og
virkeligheden, for nu at sige det sådan.
Og så er tiden altså inde til (hvad jeg også på det seneste har
forberedt mig lidt på), at det er selve kirkeforfatningens udformning og selve
kirkeorganisationens opbygning - og jo først og fremmest hele teologien og
forkyndelsen i den nye situation - det skal dreje sig om. Jeg vil gerne være
ret meget med, så længe jeg kan.
02.07.11
* * *
Kommentar i diskussion om Den Danske Højmesses forhold
til den katolske messe
Står også på undersiden "Facebook".
[...] Men jeg vil føje til, at Den Danske Højmesse - med salmerne fra Den Danske Salmebog (verdens bedste salmebog!) - selvfølgelig er den gudstjeneste, jeg bedst kan lide. Der er mange lovlige valgmuligheder, men jeg tænker selvfølgelig på den form, den havde, da jeg var præst i Døllefjelde: "Formesse" med præludium, indgangsbøn, salme, hilsen, kollekt-bøn, læsning fra Det Gamle Testamente, salme, læsning fra Det Nye Testamente, trosbekendelse, salme. Og præsten på prædikestolen: Evangelium (indledt med "Gud være lovet for sit glædelige budskab"), prædiken, lovprisning, kirkebøn, apostolsk velsignelse. Og efter prædikenen: Salme, nadver (ritual C, se nf.), kollekt-bøn, hilsen, aronitisk velsignelse, salme, udgangsbøn, postludium. Hvor nadverritual C er det, hvor menigheden synger Helligsangen. Dette kan yderligere udvides. Det havde vi ved særlige lejligheder, nemlig på den måde, at der før første kollekt-bøn i stedet for det her nævnte kommer netop Introitus (helst sunget af koret (vi havde i mange år et dejligt børnekor), men evt. bare af kirkesangeren), Kyrie (2003-salmebogens nr. 433) og Gloria (2003-salmebogens nr. 434). Der hvor jeg er organist nu, er det i jule-festtiden og påske-pinse-festtiden fast sådan (dog næsten altid bare med orgel-præludium, og med indgangsbøn og almindelig første mellem den og Kyrie), og kirkebønnen bedes altid for alteret efter salmen efter prædikenen. Nogle steder har man også en salme eller et vers før, under og (især) efter nadveren (svarende til, hvad der synges i den katolske messe, kan man sige). - Hvis man begynder uden særligt Introitus, Kyrie og Gloria, forklarer man forholdet til den oprindelige messe på den måde, at orgelpræludiet, indgangsbønnen og første salme meget godt svarer til Introitus, Confiteor, Kyrie og Gloria. I festtiderne vil første salme meget ofte være en lovsang (svarende til Gloria) eller en salme, der svarer til Kyrie (det sidstnævnte gennemgående i fastetiden (tiden før påske)). Og salmen før evangelielæsningen vil ofte være en lovprisende salme (svarende til Halleluja). Og jeg gentager, at den gode præst i det hele taget har den gamle messe i baghovedet, når han vælger salmer. Det er ikke kun et spørgsmål om tradition og økumeni, men også et spørgsmål om "logik" og form; der er jo en mening i gudstjenestens opbygning og forløb. - Jeg skriver alt dette, for at du, og måske andre, kan se, at det, vi taler om her, ikke bare er noget, jeg siger, men kommer til udtryk i højmesseritualet og i det forhold, at vi i salmebogen har to udgaver af Kyrie (432 og 433) og et Gloria (434). - Og jeg er traditionalist og glad for dette. Men i princippet kan man jo holde gudstjeneste på alle mulige måder, når man bare er forsamlet to eller tre i Jesu navn og har, hvad jeg kalder "et dialogisk møde" med Gud i lovsang, bøn, bibelske læsninger, prædiken og nadver. Jeg vil selv kæmpe for at bevare den nuværende højmesse som hovedgudstjenesten, men har ikke noget imod, ja, ønsker det i et vist omfang også selv, at der på andre tidspunkter og lejlighedsvis holdes "alternative" gudstjenester. Fx med alternativ musik. Jeg er gammel jazzmusiker, og vi holdt i min tid nogle "jazzgudstjenester" med jazz-gruppe i stedet for orgel og med gospels og spirituals som salmer. - Undskyld, men jeg er altså virkelig traditionalist og forsømmer ingen lejlighed til at forklare disse ting!
02.07.11
* * *
Vi kan blive presset til det
24.06.11 - KD Online-indlæg til artiklen om Morten Kvists skoleforslag:
Præst: Folkekirken bør oprette sine egne skoler.
Morten Kvists tanker kan selvfølgelig virke skræmmende. Men både han og vi andre, der har overvejet dette, vil selvfølgelig allerhelst bevare folkeskolefællesskabet. Så sagen er snarere, at vi, der vil "have et forhold til kristendommen" kan risikere at blive presset ud af en folkeskole, der i bedste fald bliver en helt steril institution, i værste fald bliver en skole med en ny statsreligion: "værdierne". - Jeg kan sagtens forestille mig en fremtid, hvor de kristne ikke alene bliver organiseret i et selvstændigt kirkeligt fællesskab, men også bliver nødt til at oprette egne skoler og andre institutioner. På den måde kan vi blive en del af det pluralistiske samfund, så mange taler for. Og på den måde kan vi videreføre så meget som muligt af vor tusindårige kristne tradition. - At der både sideløbende og overlappende hermed kan komme til at ske noget tilsvarende, for så vidt angår videreførelsen af hele den folkelige tradition, er en anden sag. Det skal ikke være kirkeligt det hele, og der er jo også gode ikke-kristne, der gerne vil videreføre den folkelige tradition. Osv.
* * *
Grundlov og pinse
[Lolland-Falsters Folketidende 14.06.11]
Grundlovens § 66 lyder: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov". Det er ikke sket endnu. Men måske lykkes det denne gang. Jeg håber, der bliver nedsat en kirkekommission, og at Folkekirken får sin egen forfatning og kommer til at styre sig selv.
De tider er forbi, hvor Danmark simpelt hen var et kristent land med stort set sammenfald mellem folk og menighed. Pr. 1. januar 2011 udgjorde Folkekirkens medlemmer kun 80,4 procent af befolkningen, og alene det forhold medfører, at den evangelisk-lutherske menighed må komme til at fremtræde som en særlig og selvstyrende organisme. Men der er også andre forhold, der gør sig gældende. Fx sagde vor forrige statsminister, at religionen skulle ud af det offentlige rum. Men det er jo kun ét udtryk for, at kristendommen ikke på samme måde som før gennemsyrer det hele.
Det er også kun et spørgsmål om tid, før stat og kirke bliver helt skilt fra hinanden. Hvad jeg gerne ser. Men det skal helst blive en ret lang tid. Vi er jo næsten slet ikke forberedt til det. Derfor er den forhåbentlig både dybe og brede drøftelse, der vil komme i og omkring en kirkekommission, i sig selv meget vigtig. Og vi skal i det hele taget på en helt ny måde se at blive bevidste om, at Folkekirken er den store lokale afdeling af den Kirke, der opstod pinsedag for lad os nu bare sige 1978 år siden, ja, en del af det store Kristi legeme, som hver eneste af os blev indpodet i, da vi blev døbt. Dette kan også udtrykkes med andre og "mindre" ord, men sagen forbliver den samme og kan ikke være anderledes.
Så vidt den tredje pinsedag trykte
tekst. Men læserbrevet var sendt før pinse 7/6 og sluttede da: "Så med
disse ord ønsker jeg alle en glædelig pinsefest!".
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Samfundet og gudsriget
[Debatindlæg i Jyllands-Posten 14.06.11]
I Jyllands-Postens leder den 4. juni "Folkets kirke?" tales der - under avisens helt legitime samfundsmæssige vinkel - i forbindelse med Rød Bloks planer om kirkekommission og kirkeforfatning meget fornuftigt og venligt om Folkekirken og dens forhold til staten. Men denne sag er jo af gode grunde særlig vigtig for os, der betragter den i vor egenskab af medlemmer af folkekirkemenigheden. Og for os er det ikke nok, at man i samfundet i almindelighed meget venligt anerkender Folkekirkens funktion som en "stabiliserende faktor" og glæder sig over, at kirken, når ingen kan udtale sig på dennes vegne, dermed ikke kan blive en politisk magtfaktor.
Vi kristne ønsker selvfølgelig at bidrage med alt godt til det fælles bedste. Men Den Kristne Kirke - og det gælder også dens lokale evangelisk-lutherske afdeling - er altså ikke opstået med henblik på disse gode virkninger. Kirken er tværtimod forsamlingen af dem, der i troen på Den Treenige Gud lever i forventningen om og troen på Guds Riges komme ved verdens og tidens ende (for nu at sige det skarpt, kort og traditionelt). Og det er dette, vi nu skal besinde os på, selvfølgelig også med andre slags ord end dem, jeg her lige har brugt, men dog om den samme, uopgivelige hovedsag, i tidens sammenhæng og i clinch med den. Ellers vil vi overhovedet ikke kunne finde ud af det med kirkeforfatningen eller få nogen glæde af den. Men det forunderlige er, at gudsrigestroen indebærer, ja, kræver et positivt engagement i livet her og nu, så at det faktisk netop er den, der er årsagen til blandt andet de gode virkninger, der tales om i JP-lederen. Jeg håber, vi fra nu af på en helt ny måde vil få en både dyb og bred drøftelse af det hele, både i og omkring en eventuel kirkekommission og internt i folkekirkemenigheden.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Enig med biskop Karsten Nissen
[Online-kommentar til Kristeligt Dagblads artikel "Biskopper
uenige om konsekvenser af kirkeforfatning" - http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/421217:Kirke---tro--Biskopper-uenige-om-konsekvenser-af-kirkeforfatning
Jeg er enig med biskop Karsten Nissen. Især i, at en forfatning er det vigtigste. Adskillelsen kan jo også komme, uden at et flertal af Folkekirkens medlemmer ønsker det. Og så skal vi være forberedt. Og det er vi slet ikke nu. Jeg har i årtier sagt, at selve drøftelsen - med den deraf følgende besindelse på, hvad det vil sige at være kristent kirkesamfund - er det allervigtigste. - Og til dem, der stiller skræmmebilleder op med hensyn til, hvad en forfatning vil betyde, vil jeg sige, at jeg ingenlunde er blind for alle farerne, men at det også derfor er nødvendigt med en grundig, bred og langvarig drøftelse. Man taler meget om både mindre kredses uforholdsmæssige indflydelse og politisering. Men så må vi jo forberede både holdningen og selve forfatningen på en sådan måde, at disse dårlige ting ikke kommer til at finde sted. - Mange valgmenigheder har været nævnt som et af skræmmebillederne, og jeg ønsker naturligvis også så mange normale sognemenigheder (eller hvad dertil svarer) som muligt, men hvis dannelsen af en hel del valgmenigheder bliver nødvendig for dog at holde Folkekirken sammen som ét kirkesamfund, vil jeg ikke have noget imod det. Jeg kan oven i købet forestille mig en situation, hvor jeg selv ville kunne ønske at tilslutte mig en valgmenighed.
03.06.11
* * *
Desværre enig med Rød Blok
[Online-kommentar til Kristeligt Dagblads artikel "Avis: Rød blok vil skille kirke og stat" (det er JP, der refereres) - http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/421137:Kirke---tro--Avis--Roed-blok-vil-skille-kirke-og-stat?all=1#nyt_indlaeg ]
Det er mærkeligt for mig at være enig med Rød Blok (når man ser bort fra alt det meget, vi stort set alle er enige om her i Danmark). Men ikke alene må jeg erklære mig enig i, hvad Rød Blok siger om fremtidens ordning af Folkekirkens forhold; jeg må også erklære mig uenig i de skræmmebilleder, der holdes op af dem, der for næsten enhver pris vil bevare det gamle statskirkeskelet. Og desuden er Folkekirkens adskillelse fra staten og udvikling af en virkelig kirke-karakter noget, jeg har talt for i årtier.
03.06.11
* * *
Livsengagement og poesi [01]
En præsentation af teologien om det
kristeligt nødvendige livsengagement og af nogle derfra udgående punkter på
vejen mod en poetik
[Sat på her 09.03.11. - Står også på undersiderne "Poetik" og "Mit eksistens-rum". - NB! Nøjagtig 1 år senere, altså den 9. marts 2012, blev en senere version trykt i Præsteforeningens Blad og sat her på undersiden, hvor den kan ses længere oppe].
Det teologiske grundlag for det koncept, jeg her præsenterer, er den ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement”, jeg har fundet - og fundet bekræftelse på - hos Grundtvig og har skrevet om i ”Fra drøm til program” (1987) og ”Omkring Grundtvigs Vidskab” (1998), idet der naturligvis har været tale om en vekselvirkning med hele min pastorale erfaring og mit teologiske studium i øvrigt, fx af Walther Zimmerlis bog ”Die Weltlichkeit des Alten Testaments” (1971). Og der har i alt dette vist sig en sammenhæng, gående begge veje, mellem denne teologi, og så kirke- og gudstjeneste-synet, nemlig i den forstand, at det i hvert fald ofte er sådan, at hvis man har en dårlig forståelse af det dennesidige livsengagements betydning, så har man nok også et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, og omvendt. Jeg ser en nøje sammenhæng mellem det syn på livsengagementet, jeg præsenterer her, og så min insisteren på, at Folkekirken skal forstås som de døbtes legemlige fællesskab og gudstjenesten som re‑præsenteret frelseshistorie og dramatisk-dialogisk samvær med Gud. Man kan læse meget mere om alt dette på undersiderne ”Grundtvig”, ”Poetik”, "Mit eksistens-rum" og andre steder på nærværende side.
Hvordan skal vi kristne forstå forholdet mellem det særligt kristne, og så menneskelivet overhovedet? Og hvordan skal vi forstå menneskelivet hos vore ikke-kristne medmennesker og vort forhold til dem? Disse spørgsmål fandt jeg nogle meget vigtige svar på, da jeg i 1972 først læste Kaj Thanings mindre Grundtvig-bog ”For menneskelivets skyld” (udk. 1971) og dernæst selve disputatsen ”Menneske først” (1963). Og jo så hos Grundtvig selv. Hvad Grundtvig og poesien angår, kan jeg ud over, hvad jeg selv har nået at få skrevet, især henvise til Helge Toldberg, Flemming Lundgreen-Nielsen og Poul Borum.
Når jeg
helt kort skal vise, hvad der ligger i ”teologien om det kristeligt nødvendige
livsengagement”, anfører jeg som oftest det berømte vers fra
”Christenhedens Syvstjerne” (eller
fra sangen ”Ingen har guldtårer fældet”):
Er os tomme Ord og Lyde:
Eget Folk og Fædres Land,
Veed vi ei, hvad de betyde
Meer end Mængde, Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord, vi tale,
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.
Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.
Nogle hører det som ligefrem gudsbespottende, når det bliver sagt, at selve den kristne frelses-tale i sig selv er tom. Men man kan sammenligne det med, at den redningsslynge, der bliver sænket ned fra helikopteren til manden i havets store kolde bølger, jo også er tom. Hvilket ikke tager noget fra det store indhold, der ligger i, at helikopteren overhovedet kommer til stede - for slet ikke at tale om den redningsmand, der lader sig fire med ned til den nødstedte! Men også den betydning, der ligger i dette, bliver jo først fyldt helt ud, når det står klart, at den magt, der har sendt helikopteren, er den samme magt, som ligger under det liv, der bliver reddet. Frelsen kommer ikke fra en fjern, tilfældig og ukendt magt, men fra den Gud, der også er Skaberen. Derfor er det liv, vi lever uden for gudstjeneste, fromhedsliv og troslære (teologi), en del af vort forhold til vor frelses Gud, og derfor kan vi kun høre det fulde indhold i det, der lyder i gudstjenesten og teologien, når vi har denne betydnings-oplevelse med os.
Men selvfølgelig har den rene frelses-tale sin egen betydning. Der ligger unægtelig en stor åbenbaring af, hvem Gud er, i frelseshistorien! Og selve frelses-talen skal ikke fyldes op med ”hverdag”, så at Evangeliet mere eller mindre forsøges ekstraheret af hverdagslivet! Men så skal livs-oplevelsen eller livs-engagementet ude i livet mellem gudstjenesterne heller ikke overklistres med ”kristendom”. Det er en hovedpointe i ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, at såvel gudstjenesten som livet mellem gudstjenesterne bliver respekteret og oplevet som det, de er, så det hele ikke bliver rodet sammen i et halvfromt og halvflovt miskmask.
Begrebet ”kulturåben kristendom” er heller ikke så godt. For den kristne er engagementet i livet mellem gudstjenesterne noget meget større og dybere end ”kultur”. Det samme gælder ordet ”kunst”. Meget af det, der betegnes med ordene ”kultur” og ”kunst”, har gennem historien været det rene ”pynt og blær”, først hos fyrsterne, senere hos borgerskabet. Og siden Anden Verdenskrig har man i Velfærdsdanmark forsøgt at udbrede dette til hele befolkningen, idet der også har været tale om ”kunst og kultur” som henholdsvis et højere velfærdsgode og en slags religionserstatning, eller i hvert fald som et afgørende middel i opdragelsen af befolkningen. At de kunstnere, der har været taget i tjeneste af fyrsterne, borgerskabet og velfærdssamfundet, i mange tilfælde har ydet noget langt dybere, er en anden sag.
Selv ordet ”poesi” bruger jeg som Grundtvig også kun af nød, fordi heller ikke jeg har kunnet finde en erstatning for det. Men jeg kan da godt citere en af mine aforismer (fra undersiden ”Aforismer”), hvor jeg - med henspillen på Clausewitz - bestemmer poesien som ”livets udvidelse med andre midler”.
Poetikken fra statholdermark-punktet af
Den nærmere udmøntning af teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement foretager jeg i, hvad jeg kalder ”statholdermark-konceptet”, som dermed også bliver udgangspunktet for, hvad jeg forstår ved poetikken. Dette koncept bygger på Grundtvigs tale i Dannevirke-artiklen "Om Mennesket i Verden" om menneskets ”statholderlige”, dvs. på den ene side ”tjenerlige” og på den anden side ”kongelige”, stilling mellem Gud og verden (Danne-Virke II 164f). Men i mit koncept ses ”statholder-marken” som i første omgang hele verden eller nærmere betegnet hele den menneskelige eksistens’ sted, hvilket igen vil sige hele det område, den kristne kommer ud på, når han går ud af kirkedøren eller studerekammerdøren. Og så har han alt det, der er foregået inde bag disse døre, bag sig, hvilket betyder, at så er hele den mark, han skal ud og være konge over og engagere sig på, omgivet af Gud og kristendommen til alle sider - med tidens ende og Guds Rige som den yderste horisont.
Og så skal livsengagementet ellers finde sted ”uafvidende”. Det ligger jo i livsengagementets ”kristelige nødvendighed”, at der skal være tale om et helt frit og i og for sig forudsætningsløst forhold, en helt fri ”elskende og kendende forholden sig”, uden kristelig - eller anden, fx ideologisk - påklistring, og uden kristelig eller anden facitliste, for så vidt angår den erkendelse (i både vid og dyb forstand), der skal indholdsudfylde såvel den særlige kristne tale som gudsforholdet overhovedet.
Jeg forudsætter, at der trods Faldet er så megen ”skabthedskvalitet” i verden, at der er meget, man i praksis kan forholde sig ”elskende” til, og at det i hvert fald er muligt at konstatere så megen ”ontologisk rangorden” (Løgstrup), at man dels kan erkende skabthedskvaliteten midt i hele forvirringen, dels kan lade sin ”elskende forholden sig” få karakter af en skelnen mellem det, der ligger højt, og det, der ligger lavt i den ontologiske rangorden, om det så skal være med direkte kamp til følge. At der her også bliver tale om en særlig forudforståelse i forhold til den kristne frelses-tale, nævner jeg kun lige. Der er på sin vis megen ”herlighedsteologi” i dette, nemlig for så vidt som der også er tale om en udfyldning af herligheds-håbet.
Jeg siger ikke, at man ikke må skrive særlige kristne digte. Jeg siger bare, at de ikke hører til i det egentlige poetiske felt, men i stedet skal skrives og læses i forlængelse af gudstjenesten og teologien og altså ses som dele af det, man kalder fromhedslivet. Men der er selvfølgelig ingen, der helt kan glemme sin tro eller livsanskuelse. Jeg mærker da også selv kristendommens lys ude på min mark. Det afgørende er, at man bestræber sig på at gå til virkeligheden, som den foreligger. Når livsengagementet skal tjene som indholdsudfyldelse af den særlige kristne tale og af hele gudsforholdet, så er det altså virkeligheden, man skal engagere sig i; ellers får man jo ikke hentet noget nyt indhold ind.
Det her præsenterede koncept peger først og fremmest i retning af centrallyrisk symbolisme og modernisme eller tilsvarende. Men der vil jo i alle tilfælde, også de mest ”formelle”, tekstcentrerede, være tale om en form for liv. Og selv med det mest livs-poetiske og centrallyriske udgangspunkt vil man opdage, at når det kommer til det konkrete digt, begynder dette i en eller anden grad at leve sit eget liv. Ja, digtet og dets tilblivelsesproces har sit eget sted i hele det poetiske eksistensforhold, så at det ikke bare er i henholdsvis subjektet og objektet eller i det simple ”møde” mellem disse, eksistensens grund manifesterer sig, men også, og på en helt særlig måde i dette ”digtets sted”. Det eneste, der ikke er tilladt, er, at digtet - eller overhovedet den litterære poesi - kommer til at fungere som en slags pseudoreligion
På vandringen over statholder-marken frem mod poesien gælder det, at alt, hvad der er noget, må godtgøre sin virkelighed og betydning på ny. Og man kunne tro, at når bare man har en poetisk følelse og trang, vil der før eller siden ske noget, faktisk af sig selv. Men det viser sig, at uden teori bliver man også poetisk blind. Uden teori kan man længe gå - eller bare stå! - og stirre ud i faktisk en hvid tåge. Der kommer ikke noget ud af, bare at føle og se. Og selv om der godt kan skrives digte, som i og for sig er ren tydning, skal der også et minimum af ”forholden sig” til. Man kommer i den forbindelse ikke uden om det subjektive. Digtningen er virkelig ”naturen”, ja, ”virkeligheden” eller ”eksistensen” set af eller gennem et ”temperament”, en person, et subjekt. Den subjektive tilgang er en af måderne, hvorpå man kan få den hvide tåge til at opløse sig og give plads for struktur og mønstre.
Den teori, jeg nu har fået udviklet, og som udgør det i hvert fald nødvendige grundlag, er sådan set såre enkel. Den går ud på, at jeg er en person med en historie bag mig, det ”livs-rør”, som udgøres af min vej gennem rum-tiden, og hvis vægge udgør min berøring med virkeligheden indtil nu. Og dette livs-rør munder lige nu ud i mit punkt på statholder-marken. Det er som hele denne person, jeg ikke bare ser på virkeligheden omkring mig, men også forholder mig til den.
Men dertil kommer, at jeg er nødt til at operere med forestillingen om, at virkeligheden omkring mig og jeg selv bunder i den samme fælles grund. Og selv om det egentlig er ”forbudt” at sige det, ved jeg jo, eller tror jeg, at det er selve skabelses-grunden eller Logos-Kristus. Jeg må bare ikke sige det, og under ingen omstændigheder presse det ned over min poetiske aktivitet eller bruge det som facitliste. Forholdet kan i øvrigt også forstås helt naturalistisk. Rent naturvidenskabeligt set bunder alting jo også i det samme.
Hermed er der lagt op til en symbolisme i den forstand, at når jeg ser et motiv, sker det i en omfattende og dyb vekselvirkning med den måde, den fælles grund manifesterer sig på inde i mig selv. Men det, det gælder om, er at få set dybere og mere omfattende på den foreliggende virkelighed, hverken mere eller mindre. Der skal ikke være tale om et forsøg på transcendering af den foreliggende virkelighed. Der kan så være tale om en ren dybde-sening af et enkelt motiv, hvor motivet bliver ligesom et halvgennemsigtigt spejl, som dels spejler, hvad jeg har inde i mig selv (fra den fælles grund), dels lader mig se dybere ned eller ind i motivet. Men der kan også være tale om en mere kompliceret proces, hvori forskellige virkelighedsdele indgår i en krydspejling eller krydsbelysning.
Et helt særligt spørgsmål er, hvordan Grundtvig kan bruges som forbillede. Og her må man for det første sige, at enhver form for efterabning jo er særdeles ugrundtvigsk - også selv om det skulle gælde Grundtvig selv. Men for det andet er Grundtvig jo, hvad jeg kalder ”kirkelig og folkelig totaldigter”, hvilket betyder, at han har været digter på en både bredere og snævrere måde, end hvad jeg her taler om. Som teolog er Grundtvig et stort forbillede, men som digter er han det hovedsagelig, for så vidt som hans digtning ikke er ”kultur”, men ”liv”, og for så vidt som han er netop ”totaldigter” - om end altså på sin egen helt særlige, også i meget høj grad tidsbestemte måde. Men der kan på selv det mest moderne og minimalistiske grundlag godt kan ske en mere eller mindre udtrykkelig sammenfletning af digterens eget liv og den øvrige virkelighed. Den poetiske bestræbelse kan på mange forskellige måder være en stor personlig livs-proces, hvor man under sin fremrykning over marken udfolder sit eget og indoptager de ting, man møder på sin vej. Og hvis det bliver gjort på den rigtige måde, kan resultatet blive langt mere almengyldigt, end hvad der ofte er tilfældet, når digteren alligevel bare bevæger sig rundt i sit eget hjemmelavede univers.
”Mødet” er et helt centralt begreb i min poetik, nemlig mødet mellem den helt nøgne og tomme eller diffuse livsfølelse, og så virkeligheden udenfor, så at der kan ske en ud- eller opfyldelse og strukturering af livsfølelsen.
Man kan begynde i det rent kosmiske. Men man kommer ikke langt med den rene forholden sig til resten af det fysiske Kosmos. Man bliver nødt til at operere med, hvad jeg betegner som henholdsvis Eksistensen og eksistensen. Ved Eksistensen med stort forstår jeg hele den totale virkelighed, som er langt større, end hvad fysikken kan beskrive, og som jeg især oplever ved selve det at leve mit liv. Og ved eksistensen med lille forstår jeg min personlige del af Eksistensen. Alt - både inde i og uden for mig selv - er omfattet af min eksistens som person, på den måde, at det er inden for min eksistens’ rum, jeg oplever alting og forholder mig til alting.
Inden for et i grunden og i sit centrum centrallyrisk koncept, ligger det helt bogstavelig talt lige for at begynde med forholdet til den ikke-menneskelige omverden. Men det er klart, at selv den mest centrallyriske digter, i selv den mest subjektive forholden sig til i og for sig ikke-menneskelige naturmotiver, ved selve det at være i gang med at skrive et digt, optræder på i princippet hele menneskeslægtens vegne og henvendt til i princippet hele menneskeheden, ligesom det er klart, at det allerede i selve det netop skitserede eksistens-koncept først og fremmest er den fælles menneskelige eksistens, der er tale om. Hvortil kommer, at den natur, hvilket først og fremmest vil sige det landskab, der her i Danmark er tale om, er et menneskeskabt kulturlandskab, der meget stærkt vidner om den menneskelige aktivitet og den menneskelige historie.
Men de andre mennesker er man forbundet med på helt andre og helt anderledes nære måder, og det gælder lige fra de allermindste menneskelige delmotiver af og op til de allerstørste historiske forhold. Hvor der i forholdet til den ikke-menneskelige natur kun er tale om en fælles grund, er der i forholdet til ens medmennesker også, ja, først og fremmest, tale om et ”horisontalt” fællesskab oppe i det plan, hvor vi lever vort liv; man er på en helt anden måde inde i et fælles livs-rum. Men det er stadig livsfølelsesudfyldningen og livsudvidelsen, der er det afgørende. Så de menneskelige motiver spiller alligevel en rolle, der svarer ret meget til den rolle, de ikke-menneskelige motiver spiller.
Her slutter denne skitsering af de første skridt på vejen fra ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement” og frem mod poesien. Den videre udvikling af en poetik og poetologi er jeg allerede i gang med, og den vil fortsat blive præsenteret både her og der, ligesom jeg allerede er i gang med en produktion af de digte og andre tekster, som kommer til at indgå i den storstruktur, jeg betegner som mit "Totaldigt". Hvortil kommer den litteraturhistoriske side af mit samlede projekt (undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie").
Mine digte, aforismer og fragmenter vil fortsat blive sat såvel på undersiden "Litterære tekster" som på min Facebook-væg, i hvilken forbindelse de samles i en særlig note til min profil.
* * *
Stadig enig - men de
mangler stadig noget
Denne kommentar er
sat i KD Onlinedebat (eller hvad det hedder) og som kommentar til linket til
Bjerg og Steffensens kronik på min Facebook-profil. - Svend Bjerg og Palle H.
Steffensens kronik stod i Kristeligt Dagblad den 30. november 2010 og havde
titlen ”Folkekirken som kynisk institution”. - Jeg prøver også at sætte linket
på her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/391781:Kronik--KRONIK--Folkekirken-som-kynisk-institution
-
Jeg er stadig enig
med Bjerg og Steffensen. Deres diagnose er desværre korrekt. I hvert fald i den
forstand, at der er et massivt pres og en massiv tendens i retning af alle de
dårligheder, de sætter fingeren på. Jeg tror ikke, jeg ville være præst, hvis
jeg skulle begynde i dag. Så hellere det, jeg glæder mig over at være nu: ”fri
kristen åndsarbejder”. Men man skal jo huske at sige, at man ikke skal skære
alle over en kam. Og her er det oven i købet rigtigt! Gudstjenesterne forvaltes
stadig godt mange steder, og der prædikes også godt mange steder. Folkekirken
er i grunden en god og stærk kirke - selv om den unægtelig er alvorligt syg. Vi
har en rig historie og dermed et stort og godt potentiale - som stadig er
levende til stede. Midt i al elendigheden.
Men hvad Bjerg og
Steffensen angår, må jeg igen sige, at deres store svaghed er, at også de
betragter Folkekirken som en institution. På en bedre måde, men stadigvæk. De
betragter den nemlig som en slags særlig uddannelsesinstitution, hvor
uddannelsen består i ”evangeliets forkyndelse”. Og selvfølgelig skal evangeliet
forkyndes i kirken. Men det skal det gøres i kirken som menighedens forsamling.
Vi kommer aldrig videre, før vi, der ønsker den nuværende Folkekirke videreført
som en sand kirke, igen og igen peger på, at kirken, det er altså dem, der
hører Kristus til, lemmerne på Hans legeme og med Ham som hovedet.
Ikke mindst som det
hele er - men jo også under alle omstændigheder - skal dette råbes ud, eller
siges stille, med al mulig takt og klogskab. Ingen, der bliver chokeret over at
høre denne ”nye” definition, skal tabes i svinget som følge af en taktløs, dum
og klodset tale fra vor side. Vi skal ikke mindst huske at sige, at de
traditionelle kristne ord kan høres og ses og anskues på mange forskellige
måder. De er som billedskyer på himlen. Men selv den mest tågede sky har en
kerne. Osv. Men hvis der er nogen, der efter grundig og god forklaring og moden
overvejelse ikke bryder sig om at høre Kristus til, må vore veje naturligvis
skilles. Hvorefter vi må fortsætte med at leve sammen i det folkelige, eller i
hvert fald samfundsmæssige, fællesskab.
Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
SOM I KOLD KRIG, SÅ OGSÅ I VARM KRIG
[Min egen titel: ”Et par ord fra en gammel feltpræst”]
Af Bent Christensen, pastor emeritus, fhv. feltpræst, dr. theol.
[Dansk Kirketidende 11/2010 november]
[Underrubrikkerne er
redaktørens, som også har fjernet alle de andre afsnitsinddelinger undtagen en
i afsnittet ”I krigens tjeneste”, men jeg har ladet dem bliver her for at lette
skærmlæsningen. Artiklen er i bladet forsynet med temabetegnelsen ”Feltpræst”
lodret øverst i venstre margen (lige til venstre for titlen og over den også
lodrette forfatterangivelse). Og der er to (tillempede) ”appetitvækker-citater”
sat ind med større, mere grå skrift, det første som ”manchet” før selve
teksten: ”Folkekirken må holde fast på, at feltpræstetjenesten hverken er mere
eller mindre end den folkekirkelige præstetjeneste udvidet til den del af
menigheden, der er i krig”. Den anden sat ind midt i afsnittet ”I fredens
tjeneste”: ”Hvad jeg ville bede for og om, hvis jeg var feltpræst i
Afghanistan, ved jeg ikke, men feltpræsten og kristendommen skal ikke spændes
for krigen som henholdsvis ’kommissær’ og ’ideologi’”. Nogle ganske få
”småforbedringer” i teksten fra redaktørens side er (bortset fra én!) ikke
fulgt i nedenstående udgave].
NB! Se også den lige nedenfor
indsatte oprindelige, uforkortede oprindelige version!
Da jeg skulle på session, overvejede jeg at blive militærnægter, men jeg valgte at aftjene min værnepligt. Som født i 1943 er jeg vokset op i skyggen af Anden Verdenskrig som krigen mod nazismen, hvor det store etiske problem var, om man havde kæmpet eller ej. Pacifismen var her irrelevant. Og det samme gjaldt, i hvert fald for mig, beredskabet mod kommunismen under Den Kolde Krig.
Imidlertid havde jeg meldt mig til sprogofficersuddannelsen - med russisk. Og det betød, at jeg fik et ret grundigt kendskab til Sovjetunionen og sovjetkommunismen. Hvilket kun bestyrkede mig i mit ønske om, for faktisk enhver pris at undgå at komme under denne - på en gang rædselsfulde og latterlige - magt. Jeg blev udnævnt til løjtnant af reserven pr. 1. marts 1964 og kom til at gøre tjeneste på Bornholm, i Bornholms Værn. Men allerede da sagde jeg til mig selv, at jeg på et tidspunkt måtte give et halvt år af mit liv til en af FNs fredsbevarende operationer. Og da jeg i min studietid blev politisk aktiv, skrev jeg en hel del fredspolitiske artikler i blandt andet det konservative partiblad.
I 1971 blev jeg sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm, og i 1972 spurgte man i Bornholms Værn, om jeg kunne tænke mig at blive feltpræst. Det sagde jeg med glæde ja til, og da jeg i 1974 kom til Døllefjelde-Musse-Herritslev, blev jeg feltpræst ved det daværende Falsterske Fodregiment i Vordingborg.
I fredens tjeneste
Dengang var der ingen slinger i valsen. Det var helt klart, at feltpræsten kun havde den ene opgave, som lå i, at den folkekirkelige ordning så at sige blev forlænget ud i felten, og i givet fald ud i krigen. En af de sætninger, der blev sagt igen og igen, var: ”Når præsten er i menigheden i fredstid, skal han også følge den del af den, der i yderste tilfælde bliver sendt ud i krigens helvede, så at Evangeliets trøst og håb kan blive forkyndt også dér”. Da en ret højtstående officer engang kom til at sige, at feltpræsten i det hele taget skulle medvirke til styrkelsen af enhedens (kamp)moral, blev det straks slået ned af (så vidt jeg husker) hærprovsten.
Når jeg holdt mit præsentationsforedrag for et nyt kompagni, sagde jeg allerførst, at ingen af os måske overhovedet burde være her, men at vi måske burde være militærnægtere alle sammen - idet vi jo selvfølgelig så måtte tage ansvaret for, hvad det kunne komme til at betyde. Men dernæst sagde jeg, at nu stod jeg her jo også selv, og at det betød, at jeg, også som kristen, ja, som kristen præst, havde valgt militærtjenesten som det mindste onde. Hvorefter jeg sagde, at vi jo kun kunne gøre dette, når vi samtidig som borgere og vælgere gjorde alt for at fremme en realistisk fredspolitik. Og så sagde jeg, at det, jeg skulle bidrage med, var hverken mere eller mindre end Evangeliets trøst og lys og håb. Med selve krigen havde min tjeneste - og kristendommen - intet at gøre. ”Hvis fjenden går i land i Køge Bugt, knuser vi hans brohoved - men vi gør det for egen regning og på eget ansvar; vi holder Gud udenfor!”. - Så vidt, så godt, men som jeg igen og igen sagde, ikke mindst til min kone, så var det jo nemt nok. Ingen kunne vide, hvad måske også jeg ville kunne komme til at sige og gøre under rigtige kampforhold.
Da jeg i vinterhalvåret 1976/77 var feltpræst for DANCON/UNFICYP XXVI, var det ganske nemt at forene det pastorale og det militære. Jeg kunne uden videre i kirkebønnen bede for både freden på denne ø og vor tjeneste for samme.
I krigens tjeneste
Men nu til den aktuelle debat om feltpræstetjenesten. Og jeg vil med det samme sige, at jeg jo stort set må erklære mig enig i, hvad Hans Vium Mikkelsen skriver i nr. 09/2010. Jeg ville ikke kunne - eller i hvert fald ikke burde kunne - sige og gøre som Thomas Østergaard Aallmann. Men jeg må selvfølgelig ”stå ret” over for den kendsgerning, at han overhovedet har været der.
Jeg mener, at vi i Folkekirken må lægge os fast på en linje, der svarer til, hvad vi sagde under Den Kolde Krig, nemlig at feltpræstetjenesten er hverken mere eller mindre end den folkekirkelige præstetjeneste udvidet til den del af menigheden, der er i krig. Ellers må Folkekirken overveje, om den overhovedet kan stille med feltpræster.
Og uanset hvor fin en teori om feltpræstetjenesten man har, vil det være meget vanskeligt at udøve denne tjeneste, hvis man ikke finder den krig, man deltager i, moralsk forsvarlig. Hvordan man end vender og drejer det, kan man ikke undgå at give en eller anden form for legitimering af krigen, når man overhovedet er til stede som præst. Og det vil, for at sige det mildt, være meget mærkeligt gå og forkynde Evangelium for nogle soldater, man hellere skulle have stået hjemme og rådet fra at melde sig.
Bøn for soldaterne?
Men hvis man er overbevist om, at den krig, man deltager i, er et faktisk absolut nødvendigt onde, skal man så som feltpræst nøjes med den helt rene og for så vidt neutrale evangelieforkyndelse og sjælesorg? Skal man fx i kirkebønnen og andre bønner nøjes med at bede for, at alle vender levende og uskadte tilbage fra en forestående operation? Eller kan man også bede for, at den lykkes, hvilket jo ofte vil være ensbetydende med, at nogle, ja, måske mange, fjender bliver dræbt? Ja, kan man bede for, at hele krigen bliver vundet - og dermed virkelig mange fjender dræbt?
Hvad jeg ville bede for og om, hvis jeg var feltpræst i Afghanistan, ved jeg ikke, men der kan ikke være tvivl om, at det skal undgås, at feltpræsten og kristendommen bliver spændt for krigen - som fx noget i retning af henholdsvis ”kommissær” og ”ideologi”. Og det er Folkekirken som sådan - med Københavns biskop som tilsynsmand - der har det overordnede og endelige ansvar.
- -
HER FØLGER DEN OPRINDELIGE, UFORKORTEDE VERSION AF OVENSTÅENDE ARTIKEL:
ET VIDNESBYRD FRA EN GAMMEL FELTPRÆST
Af Bent Christensen, pastor emeritus, fhv. feltpræst, dr. theol.
[Dette er en oprindelige, uforkortede version af den tekst, der blev til den ovf. indsatte Dansk Kirketidende-artikel ”Som i kold krig, så også i varm krig”].
Når jeg efter nogen tøven og i stor ydmyghed aflægger dette vidnesbyrd - som også indeholder en stillingtagen - er det, fordi jeg mener, jeg befinder mig et sted, der giver mig både ret og pligt til at give et bidrag til den igangværende debat om feltpræstetjenesten. For jeg er på den ene side meget ydmyg, både over for sagens ekstremt alvorlige natur og over for de kammerater, der faktisk er eller har været i krig, men jeg har på den anden side en vis professionel baggrund, hvortil kommer, at vi jo både folkekirkeligt og politisk må stå fast på, at enhver har ret til at ytre sig, idet de udsendte enheder jo er udsendt af og står under kommando af i sidste ende vælgerne, dvs. et flertal af disse, og idet de udsendte feltpræster jo repræsenterer ikke bare sig selv, men i første række Folkekirken og i sidste ende ”kristendommen”. Ja, lad mig allerede her sige, at ligesom man ikke bør inddrage gidslernes pårørende i, hvordan myndighederne skal optræde i en gidseltagningssituation, således må man også, i hvert fald et vist stykke, koble militæret og de udsendte feltpræster fra, når man skal fastlægge retningslinjerne for feltpræstetjenesten under krigsforhold.
Jeg kalder dette indlæg et vidnesbyrd, og da jeg også mener, feltpræstetjenesten bør ses i et større perspektiv, har jeg tilladt mig, forholdsvis udførligt at gribe sagen både historisk og selvbiografisk an.
Men jeg vil først uddybe, hvad jeg allerede har sagt om den ydmyghed, hvormed jeg er gået til opgaven. Når man har været så meget fredstidssoldat som jeg, inklusive den ret ufarlige fredsbevarende Cypern-tjeneste, har man i første omgang den holdning til dem, der oplever eller har oplevet en tjeneste under krigsforhold, at man egentlig bare skal stå ret og tie stille. Det, at man i så mange år (for mit vedkommende 1962-1977) har været mere eller mindre aktiv soldat, betyder, at man ud over alle de mere almindelige etiske overvejelser, helt særligt har været optaget af, om man selv ville kunne bevare fatningen under kampforhold og gøre sin pligt, udføre sin tjeneste. Og det betyder, at man, uanset alt andet, føler en nærmest grænseløs respekt for dem, der faktisk har kunnet gøre det. For når man nu har valgt at blive soldat (og ikke militærnægter), så står og falder hele ens identitet naturligvis med, om man vil kunne bestå krigens prøve. Endelig vil jeg også allerede her pege på, hvad jeg fra første færd (1972) og hele tiden har sagt om feltpræstetjenesten, nemlig at det er nemt nok at stå i fredstid og holde fast ved den fine lære om, at man ikke vil spænde sig selv, endsige kristendommen, for krigens vogn, men at man ikke kan vide, hvad man også selv kunne komme til at sige og gøre, hvis man faktisk kom i krig - hvormed jeg jo ikke har sagt, at dette ville være rigtigt, stort set tværtimod.
Fra næsten pacifist til reserveofficer
Da jeg skulle på session, havde jeg blandt andet min læsning af ”Intet nyt fra Vestfronten” i tankerne. Og jeg hørte jo også på, hvad bassisten i vor jazzkvintet sagde. Han var SF’er og gik påskemarch (til København fra Holbæk, Sjællandske Artilleriregiment, hvor de Honest John-raketstyr stod, som rigtignok kun havde mening, hvis de blev forsynet med atomsprænghoveder). Men mine meget alvorlige overvejelser endte alligevel med, at jeg afstod fra at blive militærnægter. Jeg ville gerne være med til at hindre kommunismen i at komme til at herske i Danmark og det øvrige Vesteuropa, og der var de militære traditioner i min familie - og der var et almindeligt drengeønske om at komme til at gennemgå den ”manddomsprøve”, som militærtjenesten var, ja, om at komme fra skolebænken ud i et liv med nogle stærke elementære oplevelser. Og hvad krigens rædsel angår, godtog jeg også det argument, at NATO-beredskabet og NATO-politikken simpelt hen var det bedste middel til at sikre freden. Hvilket jo sådan set viste sig at være rigtigt. Men for mig betød alt dette videre, at militærtjenesten og ens støtte til NATO-politikken som vælger hele tiden måtte ledsages af bestræbelser af fredspolitisk karakter.
Jeg må også sige, at jeg som født i 1943 er vokset op i skyggen af Anden Verdenskrig, som for os var krigen mod nazismen, hvor det store etiske problem jo var, om man havde kæmpet eller ej. Pacifismen var her nærmest irrelevant. Og det samme gjaldt, i hvert fald ud fra mit synspunkt, beredskabet mod kommunismen under Den Kolde Krig.
Imidlertid havde jeg meldt mig til sprogofficersuddannelsen - med russisk. Og det betød, at jeg fik et ret grundigt kendskab til Sovjetunionen og sovjetkommunismen. Hvilket kun bestyrkede mig i mit ønske om, for faktisk enhver pris at undgå at komme under denne - på en gang rædselsfulde og latterlige - magt. Jeg blev udnævnt til løjtnant af reserven pr. 1. marts 1964 og kom til at gøre tjeneste på Bornholm, i Bornholms Værn. Allerede på det tidspunkt sagde jeg dog til mig selv, at jeg på et tidspunkt måtte give et halvt år af mit liv til en af FNs fredsbevarende operationer. Og da jeg i min studietid blev politisk aktiv, skrev jeg en hel del fredspolitiske artikler i blandt andet det konservative partiblad.
Feltpræst i Danmark og på Cypern
I 1971 blev jeg sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm, og i 1972 spurgte man i Bornholms Værn, om jeg kunne tænke mig at blive feltpræst. Det sagde jeg med glæde ja til, så meget desto mere, som jeg derved blev feltpræst for I Bataljon af ”Marineregimentet”. Og denne stolthed siger også noget om, hvordan i hvert fald jeg dengang så på feltpræstetjenesten, nemlig som en speciel form for ”ungdomsarbejde”. Det var jo en ren foræring at få lejlighed til at færdes på den frie måde, der her var tale om, blandt disse fine unge mænd. Da jeg i 1974 kom til Døllefjelde-Musse-Herritslev, bad jeg om at blive forsat til det daværende Falsterske Fodregiment i Vordingborg, hvor jeg igen fik en stor ære, nemlig at blive feltpræst for I Panserinfanteribataljon.
Men under alt dette lå jo stadig krigens dybt alvorlige problematik - samt hele den, også meget alvorlige, problematik, der lå i, hvordan vi som feltpræster skulle forstå os selv og vor tjeneste. Men her var der nu ingen slinger i valsen. Det var helt klart, at feltpræsten kun havde den ene opgave, som lå i, at den folkekirkelige ordning så at sige blev forlænget ud i felten, og i givet fald ud i krigen. En af de sætninger, der blev sagt igen og igen, var: ”Når præsten er i menigheden i fredstid, skal han også følge den del af den, der i yderste tilfælde bliver sendt ud i krigens helvede, så at Evangeliets trøst og håb kan blive forkyndt også dér”. Jeg kan også huske, jeg i 1972 eller lige derefter så nogle interne dokumenter, hvor feltpræstetjenesten blev drøftet. Her havde en højtstående officer (som jeg i øvrigt satte meget stor pris på) skrevet noget med, at feltpræsten i det hele taget skulle medvirke til styrkelsen af enhedens (kamp)moral. Men dette blev kategorisk slået ned af (så vidt jeg husker) hærprovsten. Og der var total enighed i feltpræstekorpset om, at man under ingen omstændigheder måtte komme til at fungere som en slags Gud-Konge-og-Fædreland-kommissærer og kamp-moralske indpiskere.
Jeg kan også - efter hukommelsen - citere, hvad jeg altid sagde, når jeg holdt mit præsentationsforedrag for et nyt kompagni. Jeg sagde allerførst, at ingen af os måske overhovedet burde være her, men at vi måske burde være militærnægtere alle sammen - idet vi jo selvfølgelig så måtte tage ansvaret for, hvad det kunne komme til at betyde. Men dernæst sagde jeg, at nu stod jeg her jo også selv, og at det betød, at jeg, også som kristen, ja, som kristen præst, havde valgt militærtjenesten som det mindste onde. Hvorefter jeg sagde, at vi jo kun kunne gøre dette, når vi samtidig som borgere og vælgere gjorde alt for at fremme en realistisk fredspolitik. Og så sagde jeg, at det, jeg skulle bidrage med, var hverken mere eller mindre end Evangeliets trøst og lys og håb. Selve krigen havde min tjeneste - og kristendommen - intet at gøre med. ”Hvis fjenden går i land i Køge Bugt, knuser vi hans brohoved - men vi gør det for egen regning og på eget ansvar; vi holder Gud udenfor!”. - Så vidt, så godt, men som jeg altså igen og igen sagde, ikke mindst til min kone, så var det jo nemt nok. Ingen kunne vide, hvad måske også jeg ville kunne komme til at sige og gøre under rigtige kampforhold.
Vi skal i denne forbindelse huske på, at uanset hvad man i øvrigt vil mene om NATO-beredskabet og NATO-politikken, så var det jo sådan under Den Kolde Krig, at enten skete der ikke noget, eller også blev der tale om et stort ragnarok, hvor vi mere eller mindre ville blive slået ihjel alle sammen, og det ret hurtigt, så at det ikke var så urealistisk endda at forestille sig, at feltpræsten virkelig bare var til stede med ordet og nadveren som trøst og lys og håb.
Den FN-tjeneste, jeg allerede i 1964 på Bornholm havde lovet mig selv at skulle udføre, viste sig at blive feltpræst på Cypern (vinterhalvåret 1976/77, DANCON/UNFICYP XXVI). Og her var det ganske nemt at forene det pastorale og det militære. Jeg kunne uden videre i kirkebønnen bede for både freden på denne ø og vor tjeneste for samme. Da jeg kom hjem fra Cypern, ophørte jeg med at være aktiv som feltpræst af reserven, selv om jeg blev ved at være det, til jeg fyldte 60.
Efter Murens fald
Jeg vil nu springe helt frem til den første golfkrig i 1990. Hvis indledning jeg oplevede på den ret stærke måde, at vi i bilradioen hørte om, hvordan Saddam Husseins panserkolonner rullede ind i Kuwait, medens Anna og jeg og vor yngste søn kørte ad den forfærdelige kommunistvej fra Rostock til Berlin (og det var endnu i DDR) for at opleve situationen dér efter Murens fald. Jeg nævner dette af to grunde. For det første hørte jeg til dem, der var virkelig euforiske dengang. Så det irriterede mig frygteligt, at sådan en skid som Saddam Hussein skulle ødelægge det hele. Og for det andet sagde jeg efterhånden både til mig selv og til Anna, at hvis der skulle sendes en dansk infanteribataljon til Golfområdet og den skulle have en feltpræst med og man spurgte mig, ville jeg have svært ved at sige nej. Og i min naivitet troede jeg faktisk noget i retning af, at dette ville blive ”the war to end all wars”. Jeg har bagefter bebrejdet mig selv, at jeg som rettroende kristen præst kunne være så naiv, når det nu hører med til den kristne lære, at verden ligger i det onde. Men på den anden side hører det jo ikke mindre med til kristendommen, at man skal prøve at fremme fred og gode kår for alle, altså fx prøve at føre fredspolitik. - Diskussionen om baggrunden for Første Golfkrig vil jeg ikke komme ind på her.
Nu er jeg for gammel, men havde jeg været yngre, ville jeg vel også have haft svært ved at sige nej til at tage med et hold til Afghanistan, hvis jeg var blevet spurgt. Og jeg ville altså i så fald have været meget optaget af, om jeg nu kunne klare det. Men det kan jo være lige meget. Nu sidder jeg her som 67-årig og ser med gru på, i hvilken grad verden ligger i det onde. Idet jeg dels tænker på, hvor umuligt det ser ud med hensyn til at få et land som Afghanistan (og et land som Pakistan) til at fungere, dels tænker på, hvor sorgløst vi stort set forholder os til spørgsmålet om krig og fred. Jeg siger ikke, at jeg ikke i grunden er for vor krig i Afghanistan (i modsætning til, hvordan jeg forholdt mig til Irakkrigen i 2003). I Afghanistan er det store spørgsmål, hvorfor vore soldater skal dø og lemlæstes, når flere af vore allierede lurepasser, og når den afghanske befolkning ikke udviser særlig stor vilje til, selv at stå op mod Taliban.
Og hvor man - hvis man var naiv nok - kunne drømme om, at Første Golfkrig kunne blive the war to end all wars, så er det nu ikke til at se nogen som helst ende på det. Islamismen vil endnu i mange år være et kæmpe problem. Men når den er færdig, vil der utvivlsomt være nye konflikter. Hvordan vil forholdet til (og mellem) nye stormagter som Kina og Indien fx blive? Og hvilke ”stedfortræderkrige” og lignende a la Den Kolde Krigs vil der blive tale om? For slet ikke at tale som sikringen af handelsvejene og adgangen til råstofferne og lignende. Og hvor er den store principielle og konstruktive fredsdebat henne? Og hvor er FN henne? Eller planerne om en ”de demokratiske landes organisation” som modstykke til det FN, som i høj grad er blevet de udemokratiske landes organisation?
Hvad nu?
Men nu til den aktuelle debat om feltpræstetjenesten. Og jeg vil med det samme sige, at jeg stort set må erklære mig enig i, hvad Hans Vium Mikkelsen skriver i nr. 09/2010. Jeg ville ikke kunne - eller i hvert fald ikke burde kunne - sige og gøre som Thomas Østergaard Aallmann. Men jeg må jo som sagt ”stå ret” over for den kendsgerning, at han overhovedet har været der.
Jeg mener, at vi i Folkekirken må lægge os fast på en linje, der svarer til, hvad vi sagde under Den Kolde Krig, nemlig at feltpræstetjenesten er hverken mere eller mindre end den folkekirkelige præstetjeneste udvidet til den del af menigheden, der er i krig. Og jeg gentager: Evangeliet som trøst og lys og håb, gudstjenesten, forkyndelsen og sjælesorgen som forkyndelse og tilsigelse af syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, må Folkekirken overveje, om den overhovedet kan stille med feltpræster. - Hvordan det i øvrigt kommer til at gå med selve den folkekirkelige ordning og situation som baggrund for eller ikke baggrund for feltpræstetjenesten, er en helt anden sag igen.
Og hvilke krige vil vi kunne blive inddraget i i fremtiden? Man kan forestille sig hvad som helst. Allerede som til dels politisk engageret kristen borger må jeg spørge mig selv, om vi ikke kan komme i en situation, hvor jeg simpelt hen må stå af. Det er jo noget helt andet end i Den Kolde Krigs tid. Og jeg vil mene, at danske soldater (i hvert fald principielt) ikke skal deltage i krige uden mandat fra mindst en ”de demokratiske landes organisation”, eller hvad dertil svarer. Ja, vi burde måske overveje at få den politik, at vi kun vi deltage i fredsbevarende operationer. Hvor modargumentet jo vil være, at vi så kan komme til at overlade det beskidte og farlige arbejde til andre, snylte på dem. For der kan jo komme situationer, hvor almindelig ”fredsbevarelse” ikke er nok, men hvor der helt klart må sættes ind for at standse nogle meget onde handlinger. Men vi bør måske være med til at træde bare lidt på bremsen i forhold til den blanding af kynisme og sorgløshed, der synes at præge såvel de politiske beslutningsprocesser som den sikkerhedspolitiske debat - medens den enkelte borger i alt for høj grad kun er optaget sig selv, sin egen livsstil, sin egen karriere og sit eget forbrug.
Uanset hvor fin en teori om feltpræstetjenesten man har, vil det være meget vanskeligt at udøve denne tjeneste, hvis man ikke finder den krig, man deltager i, moralsk forsvarlig. For hvordan man end vender og drejer det, kan man ikke undgå at give en eller anden form for legitimering af krigen, når man overhovedet er til stede som præst. Og det vil, for at sige det mildt, være meget mærkeligt gå og forkynde Evangelium for nogle soldater, man hellere skulle have stået hjemme og rådet fra at melde sig. Ja, på en vis måde kan man jo godt gøre det, og jeg har tit tænkt på fx den meget fine tyske katolske feltpræst i Stalingrad-romanen. Men han burde nok alligevel have gjort noget andet!
Men så igen. Hvis man er overbevist om, at den krig, man deltager i, er et faktisk absolut nødvendigt onde, skal man så som feltpræst nøjes med den helt rene og for så vidt neutrale evangelieforkyndelse og sjælesorg? Skal man fx i kirkebønnen og andre bønner nøjes med at bede for, at alle vender levende og uskadte tilbage fra en forestående operation? Eller kan man også bede for, at den lykkes, hvilket jo ofte vil være ensbetydende med, at nogle, ja, måske mange, fjender bliver dræbt? Ja, kan man bede for, at hele krigen bliver vundet - og dermed virkelig mange fjender dræbt?
En krig er stort set et enten-eller. Enten betragter man den som uretfærdig eller helt forkert, og så man nægte at være med og kæmpe politisk imod den, eller også betragter man den som et nødvendigt mindste onde, og så må man kæmpe for at nå de mål, der på lovlig vis er sat. Man kan ikke føre krig halvt. Man kan selvfølgelig føre krig med begrænset målsætning. Og man kan vælge at lægge bånd på sig selv, ikke mindst for at skåne civilbefolkningen mest muligt, men også med hensyn til, fx hvilke våbentyper man vil anvende mod fjenden. Men det har ikke noget særligt med feltpræstens tjeneste at gøre, og i den konkrete situation, hvor det fx gælder om at erobre et højdedrag, kan man jo ikke sige, at man af etiske grunde vil gå halvhjertet til værks, ja, er nærmest ligeglad med, om man får taget målet eller ej. Og kan feltpræsten så ikke bede for, at angrebet må lykkes?
Min konklusion er, at når Folkekirken sender en feltpræst med en militær enhed, så skal det grundlæggende være efter de principper, vi fulgte under Den Kolde Krig, og som jeg har opregnet nogle af her, og så skal ikke alene den enkelte feltpræst selv, men også hele Folkekirken, løbende, være meget kritisk med hensyn til, hvad der bliver forkyndt og bedt om og for. Man skal holde sig inden for de snævrest mulige grænser. Og det gælder jo i øvrigt ikke bare ude i felten, men også i fx kirkebønnen herhjemme. Her kan jeg som eksempel vise de afsnit af min egen grund-kirkebøn, der på en eller anden måde har noget med disse forhold at gøre:
Hjælp os til at være kristne i verden med kærlighed i vore hjerter og klarhed i vor tanke. Tilgiv os, når vi har gjort det forkerte eller forsømt det rette, og tag os så på ny i din tjeneste.
Men vi beder ikke kun for os kristne selv; vi beder for alle mennesker: om liv og frihed, sundhed og glæde. Og for alle, der i deres tjeneste og arbejde skal bidrage dertil.
Vi beder særligt for alle mennesker i sorg og nød, både herhjemme i det nære og ude i verden, og for alle, der skal prøve at hjælpe og lindre og trøste.
Vi beder for krigenes og ulykkernes ofre og for alle, der sætter livet på spil for at beskytte de uskyldige og hjælpe de nødlidende.
Hvad jeg ville bede for og om, hvis jeg var feltpræst i Afghanistan, ved jeg ikke, men der kan ikke være tvivl om, at det så vidt muligt skal undgås, at feltpræsten og kristendommen bliver spændt for krigen - som fx noget i retning af henholdsvis ”kommissær” og ”ideologi”. Og det er Folkekirken som sådan - med Københavns biskop som tilsynsmand - der har det overordnede og endelige ansvar.
____________________________
Bent Christensen
Løjtnant af reserven
(sprogofficer) med russisk 1964,
cand. mag. i dansk/russisk
1968,
§ 2 tilladelse (efter
supplerende teologisk uddannelse) til at søge præsteembede 1971,
sognepræst
Pedersker-Povlsker, Bornholm, 1971-1974,
feltpræst ved Bornholms Værn
1972,
sognepræst
Døllefjelde-Musse-Herritslev 1974-2003,
feltpræst ved Falsterske
Fodregiment 1974,
feltpræst DANCON/UNFICYP XXVI
vinterhalvåret 1976/77,
lic. theol. 1985, dr. theol.
1998.
Arbejder efter pensioneringen
med det på bla. Grundtvig-forskningen byggende projekt ”Poetisk livsfølelse og
litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement” samt med et på
russisk-bifaget byggende slavisk (nu polsk og sorbisk) engagement af i høj grad
også mellemkirkelig karakter. - Var 1992-1999 også (mest mellemkirkeligt) aktiv
i og i forhold til Rusland og Kazakhstan samt (i det små) Ukraine, Tjekkiet og
Slovakiet.
www.bentchristensen.dk
* * *
Islam, kommunisme og nazisme
Notat fra sommeren 2010, renskrevet og forsynet med indledning og slutning 16.08.10.
Til både Facebook og Islamkritisk Netværk. Er også sat på min hjemmeside, undersiderne ”Kirke og teologi” og ”Debat”.
Indledning om hele den aktuelle situation
Dette er nogle betragtninger, jeg (for de flestes vedkommende) flere gange tidligere - mere eller mindre spredt - har fremsat i forskellige sammenhænge, og som jeg gerne vil sætte ind her før selve betragtningerne om forholdet mellem islam, kommunisme og nazisme
Forud for selve indskrivningen af den fra tidligere på sommeren foreliggende håndskrevne tekst vil jeg understrege, at jeg af flere grunde i princippet er stået af såvel den fremmedpolitiske debat overhovedet som selve islam-kritikken. Den næstvigtigste grund er, at jeg nu pdes. endelig er ved at få styr på det livsprojekt (i enhver betydning af ordet), jeg har haft siden 1961(!) og pdas. netop er fyldt 67, så at jeg er nødt til at forbeholde mig retten til, rent ud sagt at (i videst muligt omfang) gøre mit eget liv færdigt. Men den allervigtigste grund er, at det måske er en fordel, at vi gamle fremmedpolitiske debattører og islamkritikere indstiller skydningen.
Hermed mener jeg ikke, at alle problemerne er løst! Nej, der kan på det praktiske plan komme mange dårlige ting, lige fra et Danmark og Europa præget af ghettoer og muslimske parallelsamfund, til opløsning og/eller borgerkrig. Men jeg mener, at situationen her i 2010 er afgørende anderledes, end den var i 2001, hvor både jeg selv og mange af de andre ”kæmpere” begyndte at træde frem. Dengang havde vi fx en biskop i Folkekirken, der prædikede et særligt ”integrationsevangelium”, og dengang var kritikerne af den førte indvandringspolitik udsat for en massiv undertrykkelse. Min egen deltagelse i debatten har kostet mig en hel del på såvel det personlige som det mere professionelle plan. Det sidste kan være svært at bevise, men jeg er overbevist om det. Nu er det anderledes. Det kan nok stadig være mindre karrierebefordrende at træde alt for stærkt frem med kritik af indvandringen og islam. Der sidder jo stadig mange ”humanister” på posterne rundt omkring, og det er stadig nemt at fremstå som moralsk bedre og mere rigtig, hvis man siger de ”rigtige” ting om disse forhold. Men det er blevet nemmere at komme frem med kritiske meninger, og navnlig er der en lang række kommentatorer og debattører, der er begyndt at tale på en ny måde, ja, der er kommet helt nye kommentatorer og debattører til.
Og når jeg siger, at det nok kan være en fordel, hvis vi gamle trækker os mere eller mindre tilbage, så tænker jeg på, at så har ”humanisterne” og de ”nok-er-nok-borgerlige” ikke os at kunne profilere sig i forhold til; så kommer de på en helt anden måde til, selv at stå over for problemerne, og til, selv at bære ansvaret for det, de gør eller ikke gør.
Jeg synes også jeg er begyndt at høre nye toner fra liberalt hold, ja, fra Liberal Alliance!
Og jeg siger, at nu har jeg siden 2001 været med til at bryde undertrykkelsen og holde debatten åben, og så har jeg gjort mit; nu er det op til mine børn og børnebørn og deres jævnaldrende at gøre op med sig selv, hvad de vil finde sig i, og hvad for et samfund og hvad for en kultur, de og deres børn og børnebørn skal leve i. På alle områder er ”selvansvarlighedspricippet” et stærkt princip, og det gælder også her. Vi gamle kan som noget af det sidste sige til de yngre og unge: Hvad vil I?
Endelig bliver det dag for dag mere klart, at uanset hvor mange ulykker islam endnu vil kunne nå at anrette, har denne religion og den deraf afledede ideologi og politik ingen plads i historien. Hvad der efter min bedste overbevisning kan blive tale om, er, at muslimerne prøver at gå ind i den globale modernitet uden helt at kappe forbindelsen bagud. Jeg kan ikke forlange, at de skal blive kristne, men kan kun sige, at jeg kraftigt kan anbefale dem det. Ellers må jeg give dem det råd, at de prøver at gå ind i moderniteten med en historisk forståelse af islam og deres kultur i behold. De skal altså som minimum kunne sige til sig selv, at Muhammeds åbenbaringer jo under alle omstændigheder fandt sted hos et ganske bestemt menneske i en ganske bestemt historisk situation, så at det alene af den grund er nødvendigt at forholde sig frit og kritisk til dem. Men videre kan de jo godt bevare en eller anden form for monoteistisk gudstro med baggrund i islam. På samme måde som mange i Kristenheden den dag i dag har en eller anden form for gudstro med baggrund i kristendommen! Jeg kan i hvert fald ikke anbefale muslimerne at kappe alt, hvad de har bag sig, og kaste sig ind i den rene nykapitalistiske og globalistiske tomhed.
Men islam som sådan er altså ikke en magt, der kan overtage noget som helst. Vi ser jo, hvordan den muslimske verden dag for dag sakker agterud i forhold til ikke alene Vesten (som selv har sine store problemer), men også til lande og kulturer, den snarere kunne sammenligne sig med, altså ikke mindst de såkaldte BRIK-lande, men også i det hele taget de sydamerikanske og asiatiske lande og kulturer. Hvorfor er det fx gang på gang Indien, man hører om som et land i rivende udvikling, og ikke Pakistan?
Jeg under alle mennesker alt godt og ønsker virkelig fx BRIK-landene held og lykke, og jeg kan på den anden side godt frygte, at Vesten er blevet dekadent og træt. Men lad os nu se! Jeg tror, der er mange reserver i den vestlige kultur endnu, fremfor alt FRIHEDEN, som jo gang på gang har vist sig at være forudsætningen for også den virkelig avancerede teknologi. Senest så vi, hvordan sovjetkommunismen godt kunne nå op på et efter omstændighederne og på sin vis højt niveau - for så ellers at gå fallit!
Jeg vil afstå fra at sige mere her om den vestlige kulturs muligheder. Andet end, at vi alle sammen hellere skal bruge vore kræfter på overvejelser her end på fortsættelsen af den golde kritik af en religion og kultur, der alligevel ikke kommer til at betyde noget. Men jeg kan jo henvise til hele den produktion, jeg erklærer, jeg vil bruge mine sidste arbejds-år på. Den kan også betragtes som mit kulturelle testamente, til fri afbenyttelse!
Specielt om islam, kommunisme og nazisme
Dette er stort set det håndskrevne notat fra tidligere på sommeren 2010
Nu har jeg måske en ny afklaring af spørgsmålet om ”samme Gud” eller ej og af forholdet mellem (nævnt i kronologisk, historisk orden) islam, kommunisme og nazisme. - Den italienske fascisme og andre lignende fænomener betragter jeg som værende af i denne henseende ikke principiel interesse. Men jeg gentager, at det er interessant, at man fra kommunistisk (fx sovjetisk) og tilsvarende hold næsten altid taler om ”fascismen”, sjældent om ”nazismen”. Om ikke andre, så har min svigerfar gjort opmærksom på, at det nok skyldes, at man ikke har brudt sig om ordet ”nazisme”, fordi det jo er en forkortelse af ordet ”nationalsocialisme”, og altså ikke har brudt sig om at blive mindet om, at der på sin vis var socialistiske elementer i den nazistiske bevægelse før 1933.
Jeg fastholder, at jeg, uanset alt hvad der så ellers både kan og skal siges, anerkender, at den fromme muslim i sin muslimske praksis forholder sig til den samme Gud, som jeg i min tro og praksis forholder mig til. For der er een Gud eller ingen, og selv i det største kætteri (som netop islam kristeligt set i enhver henseende må siges at være), er det dog intentionen eller påstanden, at det er den ene sande Gud, man forholder sig til.
Noget lignende kan man sige om den troende kommunist. Han forkaster, ja, bekæmper ganske vist helt det gudsbillede, jøden, den kristne og muslimen altså i en vis forstand er fælles om, men det gør han jo, fordi han mener at tro på den sande sandhed og at repræsentere den dybeste fornuft og den højeste humanisme. Kommunistens had til religionen svarer til hans had til socialdemokratismen; der er i begge tilfælde tale om had og nid i forhold til den nærmeste konkurrent.
Nazismen kan man derimod ikke sige noget tilsvarende om. Og det er ikke mindst derfor, det er alt for letkøbt at skære kommunismen og nazismen over en kam, idet man betegner dem som to alen af samme totalitære stykke. Der er intet universelt i nazismen. Den er en ren røverideologi på vulgærdarwinistisk grundlag. Så hvis man skulle sige noget positivt om en nazist, skulle det enten være noget, han havde på trods af den ideologi, han var forført eller tvunget ind i, eller at hans troskab mod idéen, nationen og Føreren var en vildført og misbrugt form for pligttroskab. - Jeg har ofte sagt, at en de af tragiske sider ved den nazistiske historie er, at der var tale om et djævelsk misbrug af nogle af de bedste tyske dyder. Nazismen var en snylter, ligesom Djævelen selv jo kun er en snylter, der kun kan pervertere og ødelægge det, der allerede er skabt.
Nazismen er der altså intet positivt at sige om, hvorimod man om islam og kommunismen kan sige, at dyrkerne kan være i bogstavelig talt god tro, men at det så er frugterne eller midlerne, der kan kritiseres og ses som udtryk for, at der altså alligevel også er noget i vejen med den gode tros genstand. Her kan vel først og fremmest ”den gyldne regel” holdes op som en prøvesten.
I hvilket omfang og i hvilken grad man kan gøre egentlig filosofiske argumenter gældende mod islam og kommunismen, ved jeg ikke. Begge kunne vel sådan set være sande. Begge står og falder jo med den pågældende åbenbarings sandhed. Ja, jeg regner altså også den historiske- og dialektiske materialismes indsigt for en slags åbenbaring, idet jeg jo her med ”åbenbaring” mener det, der for den pågældende tro selv står som åbenbaring af eller altså indsigt i Sandheden.
Islam står og falder i hvert fald med den påstands sandhed, at den jordiske Koran skulle være en nøjagtig kopi af den himmelske, og at Muhammed vel også i øvrigt skulle være medium for en særlig åbenbaring.
Kommunismen derimod påstås at være videnskab, så den må kunne udsættes for en filosofisk og videnskabelig kritik. Men det er jo svært at gendrive noget, der ligger uden for selve de eksakte videnskabers område. Alle påstande kan sådan set være sande, og mange ”filosofier” kan betragtes som i det mindste nogle vinkler på Virkeligheden, der bidrager til billedet af den.
Den afgørende prøve for alle påstande om Sandheden er den løbende virkelighedsprøve og forholdet til Den Gyldne Regel. Og med ”virkelighedsprøve” mener jeg ikke bare en prøve med hensyn til den rent fysiske virkelighed, nej, jeg mener naturligvis også prøven med hensyn til den totale eksistentielle virkelighed, med alt, lige fra den simpleste og mest fundamentale fysik, over Den Gyldne Regel og op til den allerhøjeste livsfølelse eller menneskehjertets allerdybeste længsler. Og hvad man nu ellers kan kalde alt dette. Betegnelserne er underordnede. Det afgørende er, at alt, hvad der træder frem med påstanden om at være eller dog repræsentere Sandheden, løbende udsættes for alle dele og sider af Totalvirkelighedens og Totaleksistensens store sandheds- og virkelighedsprøve.
Det, jeg siger her, gælder naturligvis også kristendommen. Ja, det er jo på grundlag af netop den, jeg siger, som jeg gør. Det sandhedskrav, der ligger i kristendommen, er sådan indrettet, at det hele tiden står nøgent overfor Sandheden som netop Sandheden - hvor nøgent betyder ”kunne måske være forkert” eller ”underkastes hele tiden sandheds- og virkelighedsprøven”. Jeg tænker i denne forbindelse ofte på det Jesus-ord, jeg nu citerer efter Lukas: ”Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag” (Luk. 17,23f).
Men i kristendommen er sandheden jo også den korsfæstede sandhed, den sandhed, der giver afkald på al anden magt end den - jo altså så også totale - magt, der ligger i selve det at være sandheden. Hvad der jo så altså virkelig skal være tale om. Men selv i værste fald kan en sådan sandheds-påstand i det mindste aldrig komme til at regere som en falsk sandhed, der kun støtter sig på forførelse og magt. Og der kan aldrig blive tale om, at man betragter sandheden som ”min” eller ”vores” sandhed som en slags besiddelse. Når sandheds-påstanden selv i dén grad er underlagt de ting, jeg her har nævnt, hvor meget mere må de, der bekender sig til denne sandheds-påstand, så ikke stå under dem?!
Man kunne indvende, at dette bare er en raffineret måde at styrke det kristne sandhedskrav på. Men enhver, der læser det med god vilje, kan se, at der virkelig er tale om, at man underlægger sig Sandheden som sådan, så at det altså virkelig er som Sandheden man tror på Jesus Kristus, og at det ligger i det her citerede lyn-billede, at kristendommens Jesus Kristus i princippet kunne erstattes af en anden repræsentant for eller manifestation af Sandheden, men at hvis det skulle ske, så ville der mindst skulle være tale om noget, der klart overstrålede kristendommens Jesus Kristus!
Slutning den 16. august 2010
Jeg står nu af. Jeg kan i det hele taget ikke holde den aktuelle debat ud. Måske er der, fx blandt de liberale, begyndt at lyde nye toner rundt omkring. Og der kan komme mere. Forhåbentlig. Men ellers vil jeg koncentrere mig om mit eget - hvori dog også ligger studiet af mange ting i både historien og nutiden.
Selv nu er der trods alt mere at studere end den debat, som jo også mere og mere har fået karakter af underholdning på samme måde, som fx en boksekamp er underholdning. Ligesom der er professionelle boksere, er der folk, der lever af at indtage forskellige standpunkter og føre dem frem i nogle offentlige dyster.
Jeg fortsætter også mine slaviske aktiviteter i forhold til polakker her og der og i forhold til mine ”vendiske” venner i Bundesland Sachsen. Dem kan man læse om på undersiderne ”Internationalt”, ”POLSKI” og ”Vendere - sorbere”.
Men ellers kan man, om man vil, prøve at følge med i, hvad jeg sætter på (især) undersiderne ”Erindringer” (og tilhørende), ”Mit eksistens-rum”, ”Poetik”, ”Litterære tekster”, ”Aforismer”, ”Min lyrik- og poetikhistorie”, ”Eichendorff” og ”Kirke og teologi”.
* * *
Velkommen!
[KD Online 16.06.10. I anledning af den internationale ateist-konference i København fredag til søndag 18.-20. juni. - Står også på undersiden ”Debat”]
Ateisterne skal være velkomne. Hvis jeg ikke var kristen,
ville jeg naturligvis være ateist. Det er det eneste seriøse alternativ til
kristendommen (eller jødedommen, som jo er noget helt særligt). Og den
adskillelse, I ønsker, har jeg - for kirkens skyld - ønsket i årtier. Og lad os
så få en kvalificeret samtale, ja, gerne også et kulturelt samarbejde inde i
den fælles modernitet. Grundtvig talte i sin tid om samarbejdet mellem de
kristne og naturalisterne med ånd, jeg taler om samarbejdet mellem de kristne
og ”åbne og ærlige ateister/humanister”. Men vil I så ikke godt lade være at
skyde efter højre-”kristne” amerikanske spurve med jeres kanoner, mens I er her
i Danmark, hvor der i hvert fald i Folkekirken vist ikke er nogen, der er så dum
og ond! - Venlig hilsen, Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Det femte-sjette bud
[Sendt til Præsteforeningens Blad 20.04.10 med den bemærkning, at der måske var andre end mig, der havde reageret. Det viste der sig at have været - oven i købet mere udførlige og originale bidrag. Så da redaktøren 27.04.10 meddelte mig dette, erklærede jeg mig helt indforstået og satte det på her.]
I den i øvrigt meget interessante anmeldelse af den teologiske krimi "Salvation Boulevard" i nr.15, skriver Carina Wøhlk, at det er en brøler, når budet "Du må ikke slå ihjel" betegnes som det sjette. Og det er det vel også, når det uden kommentar sker i en dansk udgave af en bog. Men det er jo ellers en katolsk og luthersk specialitet at betegne dette bud, som det femte. Jeg er ikke ekspert i dette, men har været på Google og ser i Wikipedia-artiklen om "Ten commandments", at både de ortodokse og "Anglican, Reformed, and other Christian [denominations]" har det som det sjette. Og det hører vel alligevel også til den teologiske børnelærdom, at problemet er, at vi har udeladt det bud, som hos de andre kristne er billedforbudet og dermed det andet bud. Hvorved vi jo, som man kan se, er blevet nødt til at dele det oprindelige sidste bud op i to. Men se selv Wikipedia-artiklen (med det fine skema) eller tilsvarende. Hele sagen er ret kompliceret. Også jøderne har to måder at dele på (The "Talmudic Division" og The "Philonic Division"), men så vidt jeg kan se (i også andre opslag), er forbudet mod drab i begge tilfælde det sjette bud.
Bent Christensen, Torslunde ved Holeby.
* * *
Katastrofalt kirkesyn
Da jeg den 24. april 2010
havde læst artiklen ”Kritik af bispeforslag om at sløjfe kirkebryllup” i
Kristeligt Dagblad, skrev jeg nedenstående kommentar til den i avisens
Onlinedebat. Jeg satte den også på min Facebook-væg, og den 26. april satte jeg
den her på undersiden.
Til forslaget om at sløjfe kirkebrylluppet siger rektor for
Pastoralseminariet i Aarhus Henning K. Thomsen blandt andet: ”Hvis ikke vi har
dåben, konfirmationen, brylluppet og begravelsen, bliver kirken et meget lille
mystisk sted, hvor en hel masse mennesker ikke har anledning til at komme”. Jeg
håber, han er fejlciteret. Hvis ikke er det en katastrofe, at en mand med et
sådant kirkesyn overhovedet skal være noget som helst i forbindelse med
uddannelsen af præster. For det første anser han åbenbart ”kirken” for at være
sådan et ”sted”, mennesker kan komme, og ikke de døbtes trosfællesskab, og for
det andet nævner han åbenbart (men jo i overensstemmelse med det første - eller
omvendt) dåben som blot det første af den såkaldte firhjulskristendoms fire
”hjul”, dvs. mere eller mindre som en af fire serviceydelser. På den måde kan
det kun gå galt. Samtidig ser jeg i Præsteforeningens Blad, at
Præsteforeningens hovedbestyrelse ser formålet med den for tiden så meget
omtalte ”ledelse” som ”at sikre de bedst mulige rammer om forkyndelsen af
evangeliet”. Det lyder måske lidt bedre, men det er alligevel for ringe, at man
kun ser kirken som en slags undervisningsinstitution. Kirken er naturligvis de
døbtes fællesskab og dermed fællesskabet mellem alle dem, er der indpodet i
Kristi legeme. Og hvis der er ”mennesker”, der synes, det er for meget, står
det dem jo helt frit at træde ud. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr.
theol. & cand. mag.
* * *
Kære Henning Andersen
[Lolland-Falsters Folketidende 16.04.10]
Du skriver til allersidst i dit svar 13. april ”Kære Bent Christensen”, at du håber, jeg kan bevare overskriften på mit svar 9. april ”Enig med Henning Andersen”, nemlig for så vidt angik kirkens adskillelse fra staten. Men da du jo dermed mener, om jeg også er enig i, hvad du nu skriver, må jeg stort set skuffe dig. Du har i hvert fald skuffet mig med hele den måde, du her udtrykker dig på.
Men det er vel især dit sidste afsnit, du tænker på. Og hvis jeg ser bort fra dit nedladende ordvalg (vær glad for, at jeg ikke er muslim!), kan jeg selvfølgelig godt være enig med dig i, at der er mange faktorer, der gør, at det kan komme til at trække ud med kirkens adskillelse fra staten. Der er også mange magtinteresser i at bevare den nuværende ordning til det sidste. Det store spørgsmål er nok, hvor længe de kan holde stand mod de kræfter, der vil gennemtvinge adskillelsen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Katolsk solidaritet
[Lolland-Falsters Folketidende 15.04.10]
Jeg er hardcore lutheraner. Men netop dermed stikker jeg så dybt, at jeg ønsker at stå i et tæt og kærligt - om end også kritisk - forhold til mine medkristne i Den Romersk-Katolske Kirke. Hvad jeg jo altså heller ikke risikerer at tage skade af. Jeg bliver tværtimod kun endnu mere luthersk af det. Dog også på den måde, at jeg ser, hvordan der i denne store kirkeafdeling er bevaret mange gode ting, som vi på vor side, af andre grunde end de rent lutherske, har fået smidt ud med badevandet. Jeg siger ofte og i dybeste alvor, at jeg netop som lutheraner føler mig som sand katolik. ”Katolsk” betyder jo ”almindelig”, jfr. ordene i trosbekendelsen: ”den hellige, almindelige kirke”.
På dette grundlag ønsker jeg langtfra at prøve at score billige points ved at kaste mig over den katolske kirke i den krise, den nu så åbenbart befinder sig i. Alle mine mange katolske venner, også her i Danmark, ved udmærket, at præstecølibatet er eet af de fem store kritikpunkter, jeg altid nævner. Jeg vil derfor blot erklære min broderlige solidaritet med mine katolske medkristne, idet jeg udtrykker håbet om, at de selv finder ud af det. - Glædelig påske!
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Enig med Henning Andersen
[Lolland-Falsters Folketidende 09.04.10]
Jeg er stort set enig med Henning Andersen (”Adskillelse af stat og kirke”, 7. april). Men altså kun stort set. Jeg må lige undtage det med opkrævning af entré ved gudstjenesterne og konfiskation af kirkens penge. Hvad kirkegårdene angår, vil jeg også mene, at vi kristne vel selv må bestemme, om vi vil blive ved med at have og drive vore egne kirkegårde. Men jeg ser selvfølgelig gerne, at alle ikke-kristne får deres egne begravelsespladser. Jeg har i mange år ikke alene set dette komme, men også ønsket det af rent kirkelige grunde. Så, kære Henning Andersen, nu mangler vi bare at få de andre med!
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
En bekendelse?
[Sendt til Weekendavisen 01.04.10, men var ikke i 09.04.10. - Som det fremgår, udkom nummeret med tegningerne onsdag 31.03.10, dagen før skærtorsdag].
Før 2006 ville Weekendavisen næppe have bragt nadverbilledet ”Det Sidste Regeringsmøde” på Bagsiden eller den ølskålende Jesus på korset som kronikillustration. Og var det sket, ville det i hvert fald ikke have fremkaldt de følelser og tanker i en from kristen som mig, der meldte sig, da jeg læste avisen onsdag den 31. marts - dagen før skærtorsdag.
Egentlig skulle jeg jo have opfattet disse tegninger som vildt blasfemiske og være blevet meget vred på Weekendavisen. Men det var lige det modsatte, der skete. Og jeg er sikker på, jeg har ret, når jeg mener, at der fra Weekendavisens side ikke har været tale om et angreb på kristendommen, men tværtimod snarere om en venlig, ja, måske ligefrem kærlig handling. Svarende til, hvordan mange politikere kan føle det som en ære at blive fremstillet i en karikaturtegning.
Tegningerne i sidste nummer af Weekendavisen er ikke lavet mod kristendommen, men i kristendommen, i hvert fald kulturkristendommen. Ja, jeg vil gå så vidt som til at spørge, om man ikke kan se dem som en slags bekendelsesudsagn: Se, hvilken frihed vi har! Og med en negativ afgrænsning, der svarer til de ord i Confessio Augustana, nogle velmenende kirkefolk ellers nærmest har villet have fjernet: ”[Reformatorerne] fordømmer ... muhammedanerne”.
Bent Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Skærtorsdagsspisninger - Ekstra Bladet 07.04.10
I øvrigt mener [jeg],
at med skærtorsdagsspisningerne i Folkekirken har "at æde og drikke
sig en dom til" måske fået en ny betydning.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5, Holeby
- -
Ovenstående er også sat på som ”note” i
FACEBOOK. Hvor jeg har givet det denne yderligere kommentar:
Jeg har altid afskyet disse spisninger
- lige siden Poul Joachim Stender og ham den kendte kok begyndte. Det er vildt
blasfemisk at sidde og mere eller mindre snob-spise, mens Jesus går mod
forræderi, tilfangetagelse, forhør, tortur og død. Faktisk værre en
bøsse-bryllup! Måske burde man snarere overveje at løse sognebånd og danne
valgmenigheder på grund af denne uskik. Dog, den er jo ikke kommet i alterbogen
endnu.
* * *
UDEN MIG
Af Bent Christensen, emeritus,
dr. theol., Torslunde Sogn ved Holeby, Lolland
[Præsteforeningens Blad 26. marts 2010 - 2010/12]
Homoseksualitetens totale ligestilling synes at være noget nær den helligste sag netop nu, og det lader til, at den store snakkemaskine er ved at have fået kværnet modstanden ned.
Men hvis der bliver indført egentlig homovielse eller kønsneutral vielse i Folkekirken (eller en tilsvarende autoriseret velsignelsesgudstjeneste), må jeg sige, at det er "uden mig", og jeg må spørge min sognepræst, om han vil være villig til at udføre sådanne vielser, og i givet fald løse sognebånd til en præst, der erklærer, at han ikke er villig dertil. Dannelse af valgmenigheder, hvori sådanne vielser ikke forekommer, vil også være en mulighed. En udtræden af Folkekirken alene på grund af indførelsen af sådanne vielser vil jeg ikke true med. Der er kirkesplittelse nok i forvejen, og der er jo ikke tale om noget, der er i strid med kristendommen som sådan - bortset altså lige fra, at der i leflen for tidsånden er tale om indførelsen af en løgn! Og det er netop det, der er utåleligt for mig: at vi skal have en ritualbog med en løgn i liggende på alteret. - Hvis præster - og kirkemusikere og andre ansatte - skulle blive tvunget til at medvirke ved sådanne vielser, ville situationen blive en anden. Så ville udtræden blive nødvendig.
Hvis der kun bliver indført "kirkelig indgåelse af registreret partnerskab" (eller en tilsvarende autoriseret velsignelsesgudstjeneste), er der ikke formelt tale om en løgn, idet tingen bliver kaldt ved sit rette navn. I praksis vil det imidlertid komme til at fremstå som reelt det samme, så jeg må overveje at forholde mig som i tilfælde af indførelse af egentlig homovielse eller kønsneutral vielse. Nu er jeg emeritus, men jeg fungerer en del som organist, og jeg vil ikke spille til hverken det ene eller det andet. Snakkemaskinen får nok sin vilje. Men det bliver "uden mig".
Hvis der ikke bliver tale om indførelse af selve den løgn, som homovielse eller kønsneutralt ægteskab er, kommer holdningen til fænomenet homoseksualitet som sådant mere i fokus. Og det er et spørgsmål, om der ikke kan være grunde til at træde bare en lille smule på tolerance-bremsen (fx virkningen på unge mennesker i en gråzone). Under de nuværende omstændigheder vil det imidlertid være vanskeligt at få en reel drøftelse af dette spørgsmål, ja, overhovedet at være sikker på, at man får sande forskningsresultater m.m. frem, så her vil jeg overlade den videre drøftelse til de kommende generationer.
I øvrigt mener jeg, at der er mange gode grunde til, at også den virkelige ægteskabsindgåelse holdes ude af kirken. Der bør indføres obligatorisk borgerlig registrering også af ægteskabet. Og velsignelsesgudstjenester for borgerligt indgåede ægteskaber kunne jeg - som kirkebryllupperne efterhånden har udviklet sig - også godt undvære.
Endelig mener jeg, at denne situation udgør endnu en grund til, at kirken bør skilles fra staten.
* * *
BEGGE DELE OBLIGATORISK BORGERLIGT
[Nedenstående tekst optræder blandt andet som ”note” på min Facebook-profil, men kan også blive - eller være blevet - brugt (mere eller mindre uændret) andre steder. Den udtrykker min holdning pr. 09.03.10 til hele denne dumme sag, som jeg aldrig har følt som specielt min sag. Det, der har tvunget mig til at træde frem, er selve den store tidsåndsleflende løgn i det, ligefrem at kalde forholdet mellem to personer af samme køn et ægteskab. Men jeg må også sige, at jeg er tilhænger af, at der i det hele taget bliver ”trådt lidt på tolerancebremsen”, for så vidt angår fænomenet homoseksualitet overhovedet. Jeg orker dog snart ikke mere. Jeg har andre og vigtigere ting at bruge min tid på. De kommende generationer må finde ud af det! - Sat på her 10.03.10].
Nu troede jeg lige, jeg kunne blive fri for at beskæftige
mig mere med den dumme homovielsesproblematik. Men så kom kirkeministerens nye
åbning med drøftelsen af muligheden for KIRKELIG INDGÅELSE AF REGISTRERET
PARTNERSKAB. Og den satte tankerne i gang igen: - 1. Hvad skal nu vi sige, der
har sagt nej til ”ægteskabsindgåelse” i kirken mellem personer af samme køn,
fordi det bogstavelig talt ville være løgn? Det vil ”partnerskabsindgåelse” jo
ikke være! Her kalder man klart sagen ved dens rette navn. Vil det så ikke bare
være rent ud hjerteløst at være modstander af eller nægte at medvirke ved, at
et sådant partnerskabspar får en særlig velsignelsesgudstjeneste som fortegn
for det liv, de på denne måde kommer til at leve med hinanden? Snævert
betragtet skulle vi sige, at det ville være OK - men så heller ikke længere.
Men er der alligevel mere at sige? - 2. Hvorfor har de homoseksuelle ikke selv
nøjedes med at kræve denne løsning, som (idet den kaldte sagen ved sit rette
navn) ville have mødt mindre modstand, men jo ville have givet nøjagtig den
samme velsignelse? - 3. Hvis vi, der har gjort modstand mod den egentlige (men
altså falske) vielse af personer af samme køn, også vil gøre modstand mod en
”kirkelig partnerskabsindgåelse”, må det dels være, fordi det i praksis vil
komme til at tage sig ud som og blive opfattet som værende helt på linje med en
ægteskabsindgåelse (for det vil det jo), dels være, fordi det også i det hele
taget vil være noget andet end selve den juridiske regulering af et
samlivsforhold, der er tale om i det registrerede partnerskab som sådant, for
det er jo det, vi mener, når vi siger, at en sådan regulering kan vi godt se
fornuften og rimeligheden i, når det nu skal være. - 4. Og med den i pkt. 3
nævnte fortsatte forbeholdenhed eller måske fortsatte modstand bliver vi kastet
tilbage på selve synet på homoseksualiteten, dvs. på spørgsmålet om, hvorvidt
der alligevel kan være grunde til at træde bare en lille smule på
”tolerance-bremsen”. En mand som jeg ønsker naturligvis ikke at være ond mod
nogen. Så den eneste grund til altså måske alligevel at træde lidt på bremsen
skulle være, om det kunne være til gavn for personer i en gråzone mellem
hetero- og homoseksualitet. Men et ordentligt svar på dette spørgsmål, kan man
nok ikke få i disse år, hvor politisk ukorrekte forsknings- og
erfaringsresultater bliver undertrykt. Så jeg vil lade spørgsmålet stå åbent og
forbeholde mig min stilling. Jeg så helst, at der heller ikke blev indført
”kirkelig partnerskabsindgåelse”. - 5. Noget helt femte er, at man kunne opnå
både total ligestilling og meget andet godt ved totalt at fjerne alt dette fra
kirken. Man kunne i hvert fald gøre borgerlig ægteskabs- og
partnerskabsindgåelse obligatorisk. Men jeg for mit vedkommende kunne også godt
undvære velsignelsesgudstjenester i forbindelse med begge dele. Som det hele er
nu, er heller ikke de almindelige heteroseksuelle vielsesgudstjenester noget at
samle på. - Så min KONKLUSION er: ÆGTESKABSINDGÅELSE UD AF KIRKEN,
PARTNERSKABSINDGÅELSE IKKE IND I KIRKEN! Og i disse tider skulle det være nemt
at finde ligesindede, altså folk, der vil kæmpe for obligatorisk borgerlig
indgåelse af såvel ægte- som partnerskab. Dermed vil der også være fuld
ligestilling. Tilbage bliver spørgsmålet om, hvordan nogle af os vil forholde
os til en velsignelse i kirken af et borgerligt indgået registreret
partnerskab. Jeg vil nok fortsat sige ”uden mig”. Men hvis det bliver
frivilligt for såvel præsten som de øvrige medvirkende, vil man vel kunne leve
med det. Det afgørende er, at den direkte løgn ikke kommer ind i kirken.
Hvordan man i fremtiden vil forholde sig til selve fænomenet homoseksualitet
som sådant, vil vise sig.
* * *
Utroligt, at man kan blive
ved
Kristeligt
Dagblads Onlinedebat. 16.02.10
Utroligt, at man kan blive ved. Men dette er åbenbart en af
de allerhelligste sager, progressivitetsmarkøren over alle
progressivitetsmarkører. Men det er jo rent ud sagt LØGN. Et forhold mellem to
af samme køn kan under ingen omstændigheder sidestilles med et ægteskab. Det er
DET, jeg siden 1990'erne har haft imod det. Og tilsvarende LYVES der, når man
taler om forholdet mellem Bibelen og homoseksualitet. Det kan være rigtigt at
sige, at man ikke længere vil føle sig forpligtet af historisk betingede fordømmelser
af homoseksualitet, men at påstå, at der ikke er sådanne fordømmelser i
Bibelen, og altså i NT, er usandt og er i sig selv et tegn på, at man er ude i
et usandt ærinde. Jeg vil ikke true med at forlade Folkekirken, hvis der kommer
en forordnet ritualbog med indbygget løgn, men jeg vil gøre alt muligt andet
for at markere, at det er "uden mig". - Uvenlig hilsen, Bent
Christensen
* * *
Glædeligt at folkekirken
nu er med i Porvoo-fællesskabet
[Lolland-Falsters Folketidende 16.12.09. - Det er avisen, der skriver
”folkekirken” med lille f; i selve teksten har jeg ladet mine store
begyndelsesbogstaver blive stående. - Se også KD-indlægget nf. fra 12.12.09]
Ifølge Kristeligt Dagblad har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd efter at
have konsulteret biskopperne besluttet at melde Den Danske Folkekirke ind i det
såkaldte Porvoo-fællesskab, hvor vi indtil nu kun har haft observatørstatus.
Det var i den finske by Porvoo (Borgå) man i 1992 fejrede afslutningen af
arbejdet på den erklæring, som ligger til grund for dette fællesskab mellem de
anglikanske kirker i England, Skotland, Wales og Irland og de lutherske kirker
i de nordiske og de baltiske lande. I 1994 og 1995 tilsluttede alle de nævnte
kirker sig - med undtagelse af den danske og den lettiske, som dengang nøjedes
med observatørstatus.
Som en af dem, der i sin tid gik stærkt ind for vor tilslutning (evt.
med en eller anden form for forbehold), glæder det mig, at vi nu kommer helt
med - selv om det ikke er demokratisk tilfredsstillende, at det kommer som et
lyn fra en klar himmel.
Jeg håber, at den økumeniske (fælleskirkelige) dimension i det at være
kirke nu kan blive stærkere inddraget i Folkekirkens forkyndelse og
undervisning - sammen med den lokale dimension i det at være kirke.
Kristendommens historie sluttede ikke Kristi himmelfarts dag, og den kristne
tro er også troen på ”Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges
samfund ...”.
Vi skal snart fejre jul, men lad os gøre det i
troen på og glæden over, at det, vi fejrer, er den begivenhed, hvoraf både
påsken og pinsen udsprang - og dermed hele Kirkens liv og historie indtil
verdens ende.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
PORVOO.
Godt, vi nu er med.
[Kristeligt Dagblads Onlinedebat. 12.12.09]
Som en af dem, der i sin tid gik stærkt ind for vor tilslutning til
Porvoo-fællesskabet (evt. med en eller anden form for forbehold) glæder det
mig, at vi nu kommer helt med. Jeg kan dog erklære mig enig med KD's
lederskribent i, at det ikke er demokratisk tilfredsstillende, at det kommer
som et lyn fra en klar himmel. Jeg kan næsten sige, at jeg har det med denne
beslutning, som jeg har det med EU, hvis eksistens jeg også er glad for, men
hvis respekt for borgerne lader meget tilbage at ønske.
Nu skal vi imidlertid leve i det nye fællesskab, og det er vigtigt, at
både dette forhold og i det hele taget den økumeniske dimension i det at være
kirke bliver grundigt inddraget i Folkekirkens forkyndelse og undervisning.
Sammen med den helt grundlæggende nationale og lokale dimension i det at være
kirke. Vi skal kort sagt have styrket bevidstheden om Tredje Trosartikel!
Med ønsket om en glædelig julefest i denne ånd og bevidsthed!
Bent Christensen
*
* *
Overgivelse - til virkeligheden!
Idet jeg henviser til teksten
”Farvel til den fremmedpolitiske debat” på undersiden ”Fremmedpolitik”,
indsætter jeg her mit svar på et indlæg i Præsteforeningens Blad mod det indlæg
af mig, der blev bragt i nr. 2009/41, 09.10.09, og som står nedenfor her på
denne side.
-
Svar til Lars
Rasmussen (Prf.Bl. 2009/44)
Ja, jeg mener nok i høj grad overgivelse, når jeg siger konsensus. Men jo så overgivelse til virkeligheden, ikke til mig. Hvorefter vi på en helt ny måde vil kunne agere i fællesskab. Der vil kunne udrettes meget godt her i verden med de kræfter, den polariserede danske befolkning har brugt til at bekrige hinanden med på de sidste årtiers fremmedpolitiske slagmark.
Resten af Lars Rasmussens svar ved jeg ikke hvad jeg skal sige til. Det er uklart for mig, hvornår han passerer grænsen mellem det område, hvor ingen kan være uenige, og det område, hvor det i sidste ende er verdensdommen, der er i spil, og hvor man ikke må ”tilfredsstille et tilfældigt befolkningsflertal”, men tværtimod har ret til at tvinge de onde til at handle, som om de var gode.
Hvad progressivitetskritikken angår, er det selvfølgelig den ideologi, jeg har i tankerne, hvor netop selve det at være progressiv er afgørende vigtigt, altså det at være i overensstemmelse med Historiens fremskriden. Og hvor den store gåde er, at disse fremskridtstroende nu igen har stillet sig i en eller anden form for alliance med de allermørkeste kræfter.
Bent Christensen
* * *
Og lad os så tage den derfra
[Præsteforeningens Blad 2009/41, 09.10.09. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Af Bent Christensen
Siden 2001 er det indtil da undertrykte befolkningsflertal gået fra sejr til sejr. Vi bør derfor nu være store i sejren og lægge op til en national konsensus, som blandt andet kan føre til en mildning af den måde, den fremmedpolitiske debat og kamp bliver ført på. Jeg ser dog ingen mulighed for virkelig konsensus uden en fastholdelse af kontrollen med tilstrømningen og et klart nej til islamisering af det danske samfund. Men på det grundlag er der store muligheder på samlivs- og integrationsområdet. Allerede en mildning af den berømte ”tone” vil være til stor glæde og gavn for de tilkomne, vi ikke kan undgå at skulle leve sammen med. Og for i hvert fald mit vedkommende har det stort set udelukkende været vore egne ”hellige”, jeg har hævet røsten over for.
Hvad hele situationen omkring og efter besættelsen af Brorsons Kirke angår, vil jeg først minde om, at det jo har vist sig, at det i høj grad var folk fra Enhedslisten, der stod bag. Det var fx Stine Brix fra Enhedslisten, der i Deadline 2. sektion på DR 2 søndag den 20. september repræsenterede Støttekomiteen for Skjulte flygtninge. Men dernæst må jeg sige, at den skamridning af det kristne næstekærlighedsbud, der har været tale om, simpelt hen giver mig kvalme. Min nyeste aforisme lyder: ”Hvis jeg skulle komme til at øve en kærlighedens gerning, bliver det forhåbentlig uden at tænke på, at det er det, jeg gør. Og jeg vil i hvert fald under ingen omstændigheder gå rundt og fortælle om det bagefter - endsige forud”. Dette gælder allerede almindeligt kristent sværmeri og hykleri. Men når der så ydermere er tale om en kynisk og nøje planlagt politisk aktion. Og med al respekt for kirkerummets hellighed, så er enhver tale om det som et sted, hvor man i et demokratisk retssamfund kan omgå loven, en gang ukristeligt vrøvl.
Næstekærlighedsbudets fordring er absolut og kan ikke gradbøjes eller sættes på procenter. Og det bliver endnu klarere, når vi i stedet for bare at tale om et bud tænker på den virkelighed, der ligger i apostelens ord ”vi elsker, fordi han elskede os først”. Og selv om det konkrete møde med et konkret medmenneske er noget helt særligt, hører jeg til dem, der mener, at dette også må være med i vor bevidsthed, når vi, i det mindste som vælgere, træffer politiske beslutninger. Her skal vi dog nøje overveje, i hvilket omfang kærlighedens gerninger kan øves i tvang mod andre og for deres penge.
Men lad os nu sige, at vi lader den absolutte fordring stå, naturligvis som gældende på alle livets og samfundets områder, så må den vel på immigrationspolitikkens område betyde totalt åbne grænser. Hvem kan sætte nogen som helst kvote på, hvad vor Herre Jesus og apostelen Johannes har sagt? Det er med andre ord hykleri at lade, som om man opfylder kærlighedens lov ved en tilfældig enkeltsagsaktion. Og det er i det hele taget hykleri, hvis man ikke vil indrømme, at vi i det daglige liv - på alle områder - af bekvemmelighed eller nødvendighed indgår endog ganske betragtelige kompromis’er.
Kontrol med immigrationen er en nødvendighed. Der er intet positivt perspektiv i totalt åbne grænser. Det må enhver kunne indse og indrømme. Og lad os så tage den derfra, ude i den åbne og ærlige politiske debat.
I øvrigt mener jeg, at ikke mindst vi teologer bør gå i gang med en omfattende ideologikritisk virksomhed, nærmere betegnet en ”progressivitetskritik”. Måske kan vi så undgå en gentagelse af det forhold, at ikke mindst så mange vitterligt begavede ”kunstnere og intellektuelle” i den grad har kunnet tage fejl.
* * *
Man behøver ikke være hverken
magtsyg eller socialist, fordi man er kirkelig
[Kristeligt Dagblads
onlinedebat 29.09.09]
I sin kronik i
Kristeligt Dagblad den 29. september
2009 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/340175) giver Hans Hauge - som
sædvanlig - en både rammende og morsom vurdering af såvel historien som
nutiden. Han glemmer bare, at man godt kan være både økumenisk og kirkelig uden
at være hverken magtsyg eller socialist (mere nf.). For ellers er der jo det
rigtige i det, at det at være kirkelig i det store økumeniske perspektiv og det
at være kirkelig i den nationale sammenhæng ifølge sagens natur er to sider af
samme sag.
Selve ordet ”kirke”
betyder jo ”det, som hører Herren til”, eller med andre ord ”de kristne”.
Globalt set betyder dette, at man naturligvis må pleje familiefællesskabet med
alle de andre kristne i verden, og nationalt set betyder det, at de kristne i
ethvert land, hvor ikke alle er kristne, nødvendigvis må fremstå som et særligt
fællesskab.
Hans Hauge har ret i,
at et nøjere studium af kirkehistorien viser, at det gennem de sidste
århundreder har været så som så med den kristne enhedskultur i Danmark.
Spørgsmålet er bare, om vi ikke i en lang række henseender er nået dertil, at
vi ikke alene må forudse et sådant pres mod folkekirkeordningen, at det kun er
et spørgsmål om tid, før vi bliver tvunget til at forlade den, men også må
sige, at det af rent kristelige grunde vil være en stor fordel at komme ud af
det ”ramme-rod”, vi nu lever i.
Kirken kan aldrig være
en statslig ”ramme om forkyndelsen”, endsige en offentlig serviceinstitution.
Ret forstået er kirken hverken mere eller mindre end de kristne, som de lever
deres liv i alt, lige fra gudstjenestefejringen (som ikke bare er en
undervisningstime) til styret af selv det mindste lille anliggende.
Jeg har ikke noget
imod at være kristen sammen med socialister. Bare de er virkelig demokratiske
socialister. Jeg har utvivlsomt mange gode medkristne i fx SF. Og et langt
stykke ad vejen er det jo ikke mindst dem, jeg deler kirkesyn med. Det, der
især skiller os, er deres trang til at ville gøre fx et kommende landskirkeråd
til også, ja, måske først og fremmest, en slags ”moralsk centralkomite”. Det er
jeg modstander af af såvel store teologiske som mindre, praktiske grunde. Den
kristne tale finder sted i forkyndelsens, vidnesbyrdets, teologiens og
drøftelsens kategorier, ikke i resolutionens. Og jeg vil simpelt hen ikke finde
mig i, at noget kirkeligt organ skal udtale sig politisk på mine vegne. Hvad
der forhåbentlig er mange andre der ikke vil. Så hvis den kommende frie
evangelisk-lutherske kirkes medlemsskare kommer til at afspejle befolknings
sammensætning i øvrigt, vil alene det umuliggøre en politisering af kirkens
ledelsesorganer.
Bent Christensen
* * *
Tak til biskop. Vi skal rustes til adskillelsen
[Kristeligt Dagblad 15.09.09. - Min egen titel: ”Tak til biskoppen, ønske for kirken”].
Denne kommentar blev sendt til Kristeligt
Dagblad 27.08.09, men var endnu 14.09.09 ikke optaget. Jeg satte den derfor her
på denne underside allerede 14.09.09. Lidt senere samme dag blev jeg opmærksom
på, at ”CeKEM” (Center for Kristen Etik og Moral) havde åbnet en debat om netop
kirke/stat-forholdet. Så da jeg havde opgivet at komme til at se min tekst i
Kristeligt Dagblad, satte jeg den ind dér - som det første indlæg i denne
debat. Forinden havde jeg skrevet nogle indlæg i Kristeligt Dagblads
Onlinedebat hhv. fra 12.09.09 og 14.09.09 af. Det var til artiklerne ”Kirke og
stat på vej mod adskillelse” (12.09.09) og ”Iraker-sag har gavnet folkekirken”
(14.09.09). Jeg er ellers ikke den, der dyrker onlinedebat (ret meget), men det
er dog en mulighed for at få sine synspunkter præsenteret for et vist antal
mennesker, der interesserer sig for den pågældende sag. Og der kom nogle gode
andre indlæg i disse diskussioner. - Jeg ved ikke, hvor længe links’ene kan
bruges, men for alle tilfældes skyld indsætter jeg dem her:
http://onlinedebat.kristeligt-dagblad.dk/showflat.php?Cat=0&Number=23887&page=0&fpart=all&vc=1
http://onlinedebat.kristeligt-dagblad.dk/showflat.php?Board=general&Number=23954#23959
http://cekem.religionblog.dk/cekem---debat-om-kirke-stat-forholdet-post19605
Her er min
tekst fra 27.08.09, som altså blev bragt i Kristeligt Dagblad 15.09.09:
Biskop Erik Norman Svendsen skal have stor tak, fordi han til det sidste har været med til at forberede den fra nogle sider ønskede, fra andre sider uønskede, men under alle omstændigheder uundgåelige situation, hvor Folkekirken bliver løsgjort fra staten. I et andet interview her i avisen for flere år siden (her refereret efter hukommelsen) har han udtrykt sin holdning således: Uanset om vi ønsker kirkens adskillelse fra staten eller ej, skal vi være klædt på til det.
Og dette er det afgørende: at vi under alle omstændigheder skal være klædt på - eller se at blive klædt på! For selv om der i de senere år endelig er kommet en vis drøftelse af spørgsmålet i gang, er den nuværende folkekirkemenighed langtfra klar.
Man kan sige, at Danmark simpelt hen har været et kristent land i godt tusind år. I hvert fald i en eller anden forstand - med stadig mere åbenlyse problemer gennem de sidste 200-300 år. Og navnlig i den forstand, at det først i de allerseneste årtier har givet nogen særlig mening at tale om menigheden som andet end næsten hele befolkningen. Og det betyder, at det enkelte folkekirkemedlem som oftest har ingen - eller en meget lille - egentlig kirkebevidsthed, altså bevidsthed om, at det er Jesu Kristi Kirke, han eller hun ved dåben er blevet indlemmet i.
Sammen med den på alle områder herskende nye individualisme betyder dette, at Folkekirken i dag mere og mere får karakter af et statskirkeskelet, som dels (i mange henseender meget fint) støtter de traditionelle kernefunktioner, dels muliggør funktioner af mere service- og underholdningspræget karakter, dels danner afsæt for præsters og andre indforståedes virksomhed i forhold til netop de moderne individer med deres søgen efter noget at holde sig til. Noget af dette kunne måske kaldes ”amerikansk menighedsliv i statskirkeregi”.
Denne situation er hverken ønskelig eller holdbar. Udbredelsen og styrkelsen af en egentlig kirkebevidsthed er nødvendig. Det gælder med hensyn til selve den fremtidige evangelisk-lutherske kirkes selvstyre. Men det gælder også - mere end de fleste vil mene - med hensyn til selve troen. Jeg kan desværre ikke udvikle dette nærmere her.
Der er peget på mange skrækscenarier. Og meget af det, man har peget på, fx kirkens politisering, er jeg mindst lige så bange for og mindst lige så stærk modstander af. Men hvis vi er mange nok, skulle faren ikke være så stor. Ja, hvis den tilbageværende flok af kirkemedlemmer kommer til at svare nogenlunde til befolkningen som helhed, bliver det allerede af den grund umuligt for nogen at udtale sig politisk på hele kirkens vegne.
Mit ønske for den evangelisk-lutherske kirke, jeg selv er døbt ind i, har modtaget alt godt fra og har været fuldtidsansat i fra 1971 til 2003, er, at vi vil få en lang overgangsperiode, så vi, når adskillelsens time kommer, vil være godt rustede til, på denne ny måde at videreføre over tusind års kristen tradition i Danmark.
Bent
Christensen
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Uundgåelig og nødvendig
[Lolland-Falsters Folketidende 02.09.09]
Den nu afgåede biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen har i forbindelse med sin afgang sagt, at kirkens adskillelse fra staten må anses for på længere sigt at være så uundgåelig, at vi er nødt til at forberede os på den, hvad enten vi ønsker den eller ej. Det har udløst en større debat. Og jeg vil benytte lejligheden til at takke Erik Norman Svendsen for ikke alene denne udtalelse, men også for, at han i sin bispetid i ord og gerning har gjort sit for at bidrage til denne forberedelse. Jeg har nemlig selv siden i hvert fald 1980’erne set kirkens adskillelse fra staten som direkte nødvendig - for den danske evangelisk-lutherske menigheds egen skyld.
Det næsten totale sammenfald mellem folk og menighed - ”Danmark som kristent land” - hører fortiden til, og det er under alle omstændigheder nødvendigt, at der kommer en helt ny bevidsthed hos de døbte om, hvad det er man ved dåben er blevet indlemmet i. Kirkebevidstheden er en del af pinsetroen, og menighedens liv som selvstændig og selvstyrende organisme er en væsentlig del af kristenlivet. Jeg håber dog, at den nuværende Folkekirke - som jeg også selv skylder alt godt - får en lang forberedelsestid, så vi virkelig bliver i stand til at videreføre over tusind års tradition på en ny tids betingelser.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Bedre sent end aldrig
[Kristeligt Dagblads Onlinedebat 21.04.09. - Til artikel om biskop Niels Henrik Arendts bog "Er det den samme Gud?". - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”].
Bedre sent end aldrig. Det har jo hele tiden været - eller burde været - en selvfølge, at når man er kristen, så tror man (så godt, man nu kan) på hele den store pakkeløsning, som kristendommen er, og som kommer til koncentreret udtryk i fx den apostolske trosbekendelse. Og det betyder blandt andet, at man tror, at Jesus Kristus er Sandheden i egen person. Vel at mærke på den måde, at så er det altså Sandheden, man tror på, ikke bare en påstand om en sandhed, jeg og mine meningsfæller besidder. Og så er det for resten også den korsfæstede Sandhed. Denne Sandheds-tro kan man ikke bruge til at slå andre med. Den kan kun bekendes og bevidnes.
Den kristne tro betyder også, at det kun er i Jesus Kristus, vi direkte møder Gud. "Der er ej anden Gud". Men samtidig betyder den kristne tro, at der - bogstavelig talt pr. definition - kun er een Gud, alle menneskers Skaber og Herre. Og det vil sige, at alle mennesker står i et forhold til denne pr. definition ene Gud. Derfor tøver jeg ikke med at anerkende, at den fromme muslim, der beder til Gud (og altså ikke bare udfører en ideologisk magt-demonstration), i en eller anden forstand beder til den samme ene Gud, som jeg beder til. Og hvis jeg kommer til at tale med en sådan from muslim, vil jeg tage udgangspunkt i dette. Og så må vi ellers fortsætte i en fredsommelig teologisk eller interreligiøs drøftelse, idet vi anerkender, at vi fra hver vor position betragter hinandens tro som hverken mere eller mindre end kæmpe kætterier. Hverken mere eller mindre. En muslim er jo ikke en hedning, men en kætter. Muhammed var i forhold til jødedommen og kristendommen netop hverken mere eller mindre end en kætter, dvs. en mand, der kendte en hel del til både jødedommen og kristendommen og på grundlag deraf udformede, hvad han selv mente var dén sande gudstro, som både jøderne og de kristne havde forvansket. Sådan er det. Hverken mere eller mindre. Og på det grundlag kan der samtales, drøftes - og skændes. Vi skal i denne forbindelse tænke på, hvordan der endnu i dag kan tales meget voldsomt i den teologiske debat inden for bare vor egen Folkekirke. For slet ikke at tale om, hvordan det gik for sig for nogle årtier siden, da vi endnu førte en virkelig teologisk debat.
Nej, den interreligiøse - eller "interkætterske" - samtale er ikke svær. Det er den i virkeligheden rent politiske, magt-politiske kamp, der er svær. For her må vi fra vor side rent ud erklære, at vi under ingen omstændigheder vil udsættes for en islamisering, fx i form af et forbud mod islam-kritik, men jo også på alle de mange andre områder, hvor vi må sige, at islams tros-frugter på ingen måde virker tillokkende.
Hvad muslimerne i de muslimske lande vil gøre, er deres problem, idet vi dog må gøre de universelle menneskerettigheder gældende. Ingen gudstro kan retfærdiggøre ufrihed og undertrykkelse. Men vi må indse, at der bliver tale om en lang og besværlig reformationsproces. Og vi må sætte vort håb til disse landes ungdom, hvis flertal formodentlig ikke i det lange løb vil finde sig i ufriheden og undertrykkelsen.
Osv. osv.
Det vil selv i bedste fald blive besværligt nok alt sammen, men hvis vi i Vesten, både kristne og ikke-kristne, kommer ud over vor angst for at både se og tale åbent og frit, og for at stå fast på vore egne landvindinger, bliver der for alvor mulighed for en venlig - om end måske ofte højrøstet - samtale.
Bent
Christensen
pastor emeritus,
dr. theol.
medlem af Dansk Folkeparti
medlem af Islamkritisk Netværk
* * *
Er
katolikker kristne?
Indlæg
i Kristeligt Dagblads onlinedebat om dette spørgsmål 20.02.09
Jeg regner katolikkerne for
mine søstre og brødre i Herren. Men det er unægtelig på trods af Maria- og
helgendyrkelsen, messeoffertanken, pavedyrkelsen og i det hele taget synet på
bispe- og præsteembedet, herunder præstecølibatet. Ja, man kunne godt vælge at
sige, at man ikke vil have noget at gøre med et kirkesamfund, der har så mange
kætterske ting. Men så enkelt er det alligevel ikke. Evangeliet lever i Den
Romersk-Katolske Kirke - nu som på Luthers tid (hvor havde han det ellers
fra?). Og både historisk og økumenisk set er det katolikkerne (og
anglikanerne), vi står nærmest. Mit valgsprog er: Lad os leve tæt sammen med
vore romersk-katolske medkristne, kærligt-kritisk og med fødderne solidt
plantet i ”
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol. &
cand. mag.
* * *
Sterilisering eneste mulighed
[Kristeligt Dagblads onlinedebat 20.02.09. - Er også sat på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Det allerværste i den nye opblussen af striden om bønner i Folkeskolen er, hvis undervisningsministeren virkelig har sagt om eventuelle bønner fra andre religioner, at det som ved Fadervor er en forudsætning at bønnen ikke må være forkyndende! En bøn er jo en henvendelse til Gud, og er der tale om en fælles bøn, vil det sige, at alle, der deltager, bliver inddraget i den bestemte måde at tale til Gud på, der ligger i den pågældende bøn, vel at mærke til Gud i en ganske bestemt måde at forstå ham på. Sagt på en anden måde: Hvis religionen i Folkeskolen er et problem, er fælles bøn uendelig meget værre end ”forkyndelse”.
Vi må simpelt hen erkende, at vi nu er nået dertil, hvor først og fremmest bønner, men jo også forkyndelse må ud af Folkeskolen. Ligesom Folkekirken også snart må skilles fra staten. De kræfter, der har ansvaret for, at især det store antal muslimer er blevet lukket ind i landet, har opnået, hvad de ville. Og dermed er også sagt, at det ikke udelukkende er muslimernes skyld. Afkristningen af det danske samfund har (i sin nyere fase) stået på siden anden halvdel af 1960’erne. Og det er i det hele taget et spørgsmål, om et samfund eller en stat kan have en bestemt religion her i det 21. århundrede.
Folkeskolen må simpelt hen steriliseres for al religion og livsanskuelse, det være sig kristendom, islam eller nyreligiøsitet - eller marxisme, hvis denne ”religion” skulle få en renæssance. Det må vi kristne være de første til at kræve - og overvåge. Om vi så selv vil kunne holde ud at have vore børn gående i en sådan steriliseret skole, må vise sig. Men kommer det til det yderste, er jeg for mit vedkommende parat til at gå ind i pluraliteten. Kristendommen og den kristne kirke skal nok klare sig.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
* * *
Man skal have sine definitioner i orden
[Kristeligt Dagblads onlinedebat 13.02.09. Kommentar til artiklen i samme dags avis ”Gud har altid været med i ligningen”].
Man skal have sine definitioner i orden. Og i det hele taget hovedet koldt og hjertet varmt. For alt i verden ikke omvendt.
Det ene dårlige yderpunkt er, når naturvidenskabsfolkene og de, der mener, de står på naturvidenskabens side, hævder, de kan bevise, der ikke er nogen Gud. Det andet dårlige yderpunkt er, når de kristne - eller "kristne" - vil foreskrive naturvidenskaberne, hvordan de skal drives.
Det dårlige mellemstandpunkt er, når man alt for hurtigt og overfladisk siger, at tro er tro og videnskab videnskab. For enten er der slet ingen Gud, eller også er han Gud for det hele, alle tings Herre.
Det rigtige kristne standpunkt er i udgangspunktet det samme som det rigtige menneskelige standpunkt, nemlig "eksistensen", hele den virkelighed og virkelighedsoplevelse, det er at være menneske. Og den er langt større - og anderledes - end hvad der kan siges i og udledes af naturvidenskaberne. Så når det gælder den store orientering i Tilværelsen må den have forrang. Hvad den jo i praksis også har for alle, altså også for dem, der siger, de udelukkende lever på "videnskaben". Dette kan man kalde "menneske først".
For nogle af os følger derpå et "kristen så", altså den kristne tro, og den kommer i stand, når hele den store "pakkeløsningskendsgerning", som kristendommen er, i vort hjerte mødes med hele vor eksistens-erfaring og livs-oplevelse. Ud fra såvel "eksistensen" som kristendommen kan man godt forholde sig på en videregående, tydende måde til naturvidenskabernes resultater, som fx Holger Bech Nielsen gør det. Ja, man kan gå langt videre. For så er der jo tale om "tydning" eller måske ligefrem "poesi".
Men selve naturvidenskaberne, herunder biologien, må som sådanne bevare deres fulde autonomi, dvs. må drives efter de metoder, der nu engang gælder, uden forskrifter udefra, det være sig kristne eller andre. Ingen vil vel påstå, at biologien er fuldendt her i 2009, men de korrektioner og måske helt nye "paradigmer", der måtte blive tale om, kan kun komme gennem selve den frie og rene forskning. Hvor svært kan det være?
I øvrigt mener jeg, det rent principielt er umuligt at komme til at "se" Gud gennem naturvidenskaberne. Det højeste, man kan opnå, er nogle naturvidenskabelige resultater og teorier, der ikke så nemt kan bruges til en plat bevisførelse for, at der ikke er nogen Gud.
Og endelig: Den verden, vi lever i, er "den skabte, men FALDNE verden". Det er altså ikke uden videre en landvinding at få "bevist", at Gud er den store Designer af det foreliggende biologiske liv - med al den død og lidelse, der faktisk er indbygget i det.
Bent Christensen
* * *
Ikke smertefrit
[Lolland-Falsters Folketidende 30.01.09. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”].
Jesper Bacher (24/1) har virkelig ret i, at når man beder Fadervor, så er det altså ikke ”en kultur”, men Gud, man beder til. På mig virker det simpelt hen direkte blasfemisk, når man begrunder Fadervor med ”kultur”. Og Erling Broe (28/1) har ret i, at når fx morgenbøn med Fadervor er blevet et problem for bare en enkelt familie, så er dette problem ikke løst med, at den pågældende families barn eller børn kan få lov at sidde et sted for sig selv, mens alle de andre er i gang med den fælles start på dagen.
Det er ikke smertefrit at have modstridende livsanskuelser i et samfund. Men man kan selvfølgelig spørge, hvor stor halen skal være, før den skal kunne logre med hunden. Og det er virkelig sørgeligt, at vi efter alt at dømme nu er ved at sige farvel til tusind års historie som (mere eller mindre!) kristen nation. Men det tror jeg vi er. For bag hele den strid, der nu er blusset op, lurer jo islam, som alle frygter.
I bedste fald får vi en slags franske tilstande, hvor skolen er helt steriliseret for religion, så at alt, hvad der har med religion at gøre, må finde sted i andre sammenhænge. I værste fald får vi en ny stats‑tvangsreligion i skolen, nemlig ”værdierne”. Under alle omstændigheder må vi kristne gøre, hvad vi kan, for selv at videreføre tusind års tradition. I eller uden for Folkeskolen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
DET VIRKELIGE MENNESKE?
Moderne dannelse:
Bent Christensen har læst et nyateistisk forsøg på en tilværelsesbeskrivelse
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad 2009/3, 16.01.09]
Det var noget andet, jeg ledte efter, da jeg fik øje på Det virkelige menneske. Men når jeg tog den med hjem fra biblioteket, var det, fordi jeg gerne ville se, hvad denne bogs to forfattere Dennis Nørmark og Lars Andreassen kunne fortælle om ”Sjælens og kulturens naturhistorie”, som denne 568 sider tykke bogs undertitel lyder (People Press, 2007).
Det var ikke, fordi jeg ville se, om jeg måske alligevel burde konvertere til nyateismen, og ej heller fordi jeg ville finde en anledning til at polemisere mod den. Jeg holder mig stille og roligt til min oplevelse af mig selv som person og af min delagtighed i den menneskelige eksistens, til kristendommen som levende kendsgerning i Kirken og dermed verden - og til denne kristendoms møde i mit hjerte med hele min person- og eksistensoplevelse. Og så tager jeg det ellers oppefra og nedefter. Menneske først og kristen så - og derefter naturvidenskaberne, på den plads, der tilkommer dem, men med anerkendelse af deres fulde autonomi på denne plads. For i hele ”det kristeligt nødvendige livsengagement” er det nødvendigt, at (med en Grundtvig-omskrivning) al den tilværelseskundskab, uden hvilken gudskundskaben er spildt på os, erhverves uden forhåndsbetingelser og uden facitliste. At man så bagefter kan gøre al sin kundskab til genstand for en både menneskelig og kristelig tydning og ”meditation”, er en helt tredje sag igen.
Jeg giver Nørmark og Andreassen ret i, at et solidt kendskab til naturvidenskaberne, herunder biologien, bør høre med til almindelig dannelse. Og forståelsen af mig selv som del af Kosmos er et vigtigt element i mit særlige projekt ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. Jeg har derfor ganske stor sympati for de to forfatteres forsøg på at få ”mennesket ud i naturen ved at trække naturen ind i mennesket” (12). Og jeg minder om, hvor stærkt dette forhold kommer til udtryk i de to bibelske skabelsesberetninger: Adam blev formet af jorden (1. Mos. 2,7). Allerede havdyrene blev velsignet med en velsignelse, der et langt stykke svarer til den, menneskene fik (1. Mos. 1,22). Og hvor stor en - forstærkende - pointe ligger der mon i, at den tilsvarende velsignelse til landdyrene er underforstået? Endelig er det påfaldende, at Adam måske kunne have fundet sin hjælper blandt dyrene (1. Mos. 2,18-20).
Men det er unægtelig en stor opgave, Nørmark og Andreassen har påtaget sig, nemlig at give deres ”bud på en ny rammefortælling for menneskelivet - en ny eksistentialisme” (19). Og de prøver virkelig at gå hele vejen, fra dengang livet ”tog form i ursuppen for milliarder af år tilbage” (63), og frem til deres afsluttende ønsker for og appeller til menneskeheden. Og det er under alle omstændigheder al ære værd. For hvor ser man ellers et forsøg på at danne en samlet moderne tilværelsesforståelse? De to forfattere kritiserer med rette den moderne videnskabeligheds opsplittethed i en masse endog meget snævre fagområder. Og jeg vil føje til, at enhver kan sige, at han ikke kan tro på de kristne dogmer, fordi ”videnskaben siger”, men der er langt imellem dem, der lader til at have en nogenlunde sammenhængende og dybtgående naturvidenskabelig forståelse. Et af resultaterne af denne tilstand er, at det står sløjt til med respekten for virkeligheden, så at det i høj grad ikke er virkeligheden, men meningerne, man orienterer sig efter - og lader debatten gå på. Se hertil også s. 28ff om dyrkelsen inden for humaniora af sproget som et af virkeligheden uafhængigt mirakel. En opprioritering af naturvidenskaberne som dannelsesfag vil allerede af denne grund være af stor betydning. Disse forhold kommer de to forfattere ind på flere steder i bogen, ja, de giver eksempler på, at hvor det i gamle dage var religionen, der lagde den frie forskning hindringer i vejen, kan det i dag være humanismen (se fx om 1970’ernes og 1980’ernes ”sociobiologidebat”, 249).
Forholdet mellem den livløse materie og livet gør de to
forfattere ikke meget ud af. Overgangen fra simple molekyler, aminosyrer og
andre kemiske forbindelser til den levende celle - eller i hvert fald ”en
lukket enhed som opretholder sig” - svarede til, hvad der gjaldt for den
evolution, der fulgte. ”Alt sammen fordi det er muligt. Ikke fordi det tjener
et formål, og ikke, fordi nogen har bestemt, at det skal være sådan”. Og så
følger ellers en gennemgang af den (neo)darwinistiske børnelærdom. Der er to faktorer.
Den ene er ”kopieringsfejl i arvematerialet” (som bevares, indtil der sker en
ny ”fejl”, dvs. mutation), den anden er selektionen (
Men det særlige ved den her omtalte bog er altså, at de to forfattere lægger hovedvægten på en darwinistisk, evolutionshistorisk betragtning af alle menneskets åndelige, sociale og kulturelle egenskaber. Og det er uhyre interessant at se, hvad de får ud af det. Indtil de drager deres endelige konklusioner! Som fx den, at det ”’kærlighedsbudskab’ [i anførselstegn, og altså ikke ”-bud”], som er bedre end Biblens”, må være, at ”den kærlighed og opmærksomhed, vi alt for ofte skænker vore forestillinger om overnaturlige væsner, den skal vi dele ud til hinanden” (497). Og på bogens sidste side manes der til samling ”om vor fælles arv, om den fornuft, vi alle er i besiddelse af”, og til, at vi vender ryggen til bla. ufornuft, religion, had og ”store overordnede sandheder”. ”For vores menneskelige fællesskab dannes i det fornuftorienterede blik mod verden, det blik, som overskrider vore egne umiddelbare behov, og vor indbyggede tendens til kun at bekymre os om vores egne” (498).
Det er ganske vist ikke første gang, man har set mere eller
mindre populærvidenskabelige fremstillinger slutte sådan. Og de to forfattere
har virkelig gjort sig umage for at vise, hvordan det hele tiden er
evolutionsmekanismerne, der virker, også på de allerhøjeste menneskelige
niveauer. Det sker fx i kapitlet ”Kulturens dna” (236ff) med bla. afsnittet
”Kultur som darwinistisk tilpasning” (
En af de ting, mennesket bør vende ryggen til, er altså religionen - som behandles i hele det niende kapitel. Men forfatterne er ikke aggressivt religionsfjendske. De tager til efterretning, at evolutionen altså også har frembragt fænomenet religion, og at ”man overlevede bedre i fortidens samfund med en religion end med sandheden om religionen”. Ja, de konstaterer, at ”Religion er i rent logisk forstand forkert - men den virker”! Spørgsmålet er så, om religionen fortsat vil være nødvendig for overlevelsen, ”eller om vi endeligt kan sige farvel til religionen og i stedet tage udgangspunkt i den menneskelige virkelighed” (396).
Som dansk evangelisk-luthersk kristen kan man ikke føle sig særlig truffet af det, de to forfattere skriver om ”religionen”. Men det gælder i det hele taget de ting, der i disse år føres frem fra nyateistisk side. Det er først og fremmest amerikansk højrereligiøsitet og islam, man har i tankerne. Og det er al ære værd, at der i afsnittet ”Det totalitære århundrede”, efter omtalen af kommunismens, fascismens og nazismens rasen i det 20. århundrede, udtrykkeligt tales om, at verden nu ”trues af totalitarismens 3. genkomst”, idet det dog understreges, at islamismen er cirka lige så gammel som de andre totalitære ideologier, for ”Det Muslimske Broderskab”, som udgør baggrunden for den moderne islamisme, blev jo dannet i 1928, ”samme år som Hitler skrev og udgav Mein Kampf” (454).
Det allermest interessante er dog, at forfatterne, som
allerede omtalt, også retter en skarp kritik mod filosofien, antropologien og
humanismen. Allerede i det afsnit i kapitel 1, der hedder Filosofiens elendighed(!), langes der ud mod Roland Barthes, Jaques
Derrida og Richard Rorty, dvs. mod påstandene om, at ”Mennesket eksisterer ikke
forud for sproget”, ”der findes intet udover tekster” og (refereret) ”ingen
beskrivelser er bedre end andre, fordi beskrivelser jo blot er sprog, og sprog
har intet stabilt forhold til virkeligheden” (
* * *
Pest og influenza
[Kristeligt
Dagblad 21.10.08]
Det bedste, man kan sige i forbindelse med, hvad der netop nu fremføres og siges om teologistudiet og kirken, er, at tingene da så kan blive drøftet. For ellers er det ikke rare ting, der tegner sig. Det værste er selvfølgelig skræk-billedet af Folkekirken som en mere eller mindre multireligiøs offentlig religionsanstalt med et dertil svarende religionsstudium. Det er pesten. Influenzaen er det trods alt mindre skræmmende billede af et både for snævert og for højrefløjsorienteret ”kirkeliggjort” teologistudium. Nu gælder det om at holde tungen lige i munden. Pdes. må Folkekirkens karakter af evangelisk-luthersk kirkesamfund ikke alene fastholdes, men også styrkes, for mig gerne med en adskillelse fra staten til følge. Pdas. må det høje videnskabelig-teologiske niveau på universiteterne fastholdes. Midt i hele den kirkelige elendighed har præsteuddannelsens høje niveau dog været en stor trøst. Og i den fremtid, der tegner sig, vil det høje teologiske niveau være mere nødvendigt end nogensinde før.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Døbt ind i en ramme?
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad 2008/43, den 24. oktober 2008]
Det er altid velgørende at læse biskop Henrik Christiansens indlæg, ikke bare fordi jeg er enig med ham, men også fordi de udmærker sig ved stor klarhed. Det gælder også indlægget ”Borgerlig indretning?” i nr. 2008/41. Her påviser Henrik Christiansen ud fra både kirke‑retten (Preben Espersen) og kirke‑historien, at lutherdommens menigheder, og blandt dem Folkekirken, er trossamfund.
Og det er velgørende, at der på denne måde - helt bogstavelig talt - bliver bragt orden i begreberne (noget det jo ellers på såvel det kirkelige som andre vigtige områder kniber med i disse år). Derfor er det også meget fint, at Henrik Christiansen stort set nøjes med at opregne de kirkeretlige og historiske ting, der viser, at det er urimeligt at hævde, at ”kirken er alene en borgerlig ramme om forkyndelsen”. Men der er jo også andet at sige, og det kommer Henrik Christiansen i nærheden af i det afsnit, som begynder nederst på side 922, og hvor han skriver, at man ikke kan ”benævne et trossamfund som alene en borgerlig indretning, når og hvis man taler om en kirke, hvori mennesker bliver optaget som medlemmer alene ved eller i medfør af Dåbens Sakramente, således at kun den, der er døbt, kan blive medlem af folkekirken”. Også her bliver Henrik Christiansen imidlertid ved den beskedenhed eller minimalisme, han for klarhedens skyld har pålagt sig selv i dette indlæg. Men man kan gå videre, for netop når man tager udgangspunkt i dåben, bliver det til at tage og føle på, hvor vanvittig talen om kirken som ”en borgerlig indretning” eller ”ramme” er, ikke bare af mere formelle grunde, men navnlig af reelle teologiske (dvs. trosmæssige) og kirkelige grunde.
Man skal bare være til stede ved en dåb og høre og se, hvad der sker, for at blive klar over, hvor vanvittigt det er at betegne kirken som ”alene en borgerlig ramme”. Det giver ingen mening at sige, at man ved dåben bliver indlemmet i en ramme om evangeliets forkyndelse. Ja, man kan måske nok sige, at man bliver indlemmet i en ramme - i betydningen sat ind i det rum, som rammen er ramme om. Men så må der da være noget inde i det rum, man bliver indlemmet i. Man kan ikke blive indlemmet i et tomt rum. Og indpodningen i Kristus ved dåben er ikke en indlemmelse i noget fuldstændig usynligt og ulegemligt noget.
Vi, der ytrer os, skal selvfølgelig ikke være smålige. Det var Vor Herre ikke. Men han vidste, hvem han var. (Og hvis han alligevel ikke (altid helt) vidste det, skal vi i vor tvivl søge at være som han). Jesus sagde jo for eksempel: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig” (Mt. 12,30; Lk. 11,23). Men han sagde også: ”Den, der ikke er imod os, er for os” (Mk. 9,40). (Der ligger nok noget i, at der står ”med mig” i den ene sammenhæng og ”for os” i den anden!). Tilsvarende skal vi, der ytrer os i kirkedebatten nu, sige: ”Du er kun med, når du i din dåb tror dig indlemmet i Kristi legeme, som er Kirken overalt og gennem alle tiderne. - Men du er også med, når du i al din tvivl og forbeholdenhed anerkender, at det er det, du således forholder dig til”.
I den nuværende situation har vi et statskirkeskelet. Og i første omgang mener jeg hermed den folkekirkelige organisation. Jeg kan dog i anden omgang ikke lade være at tænke på, at et skelet jo i den bogstavelige betydning er resterne af et dødt legeme. Men vi har altså selve kirkens organisation med bygninger og ansatte - og valgte. Hvortil kommer den ikke nærmere definerede gruppe (eller grupper) af medlemmer, der siger ”vi” om kirken. Og det er som regel - højst! - dette, man mener, når man siger ”kirken”. Og denne ”kirke” prøver i disse år dels at servicere og underholde, dels at gøre sig - og ”kristendommen” - gældende ude på den store postmoderne arena. Dette er uholdbart. Der kan ikke forkyndes - eller overhovedet kommunikeres - hvis man hverken ved, hvem afsenderen er, eller hvem modtageren er. Og så er kirken jo altså heller ikke kun ”forkyndelsen”. Kirken er først og sidst livet i og ud fra gudstjenesten og i og ud fra de døbtes fællesskab. Hvordan man så ellers videre vil formulere og praktisere dette, er der næsten ingen grænser for. Vi skal ikke på noget punkt være smålige, heller ikke når det drejer sig om udmøntningen af dette i såvel ord som praksis.
I øvrigt tillader jeg mig at henvise til min artikel om disse ting på Præsteforeningens hjemmeside (Teologiske ressourcer): ”Den næstbedste drøm”, vel især afsnittet ”Grundtvig og ramme‑rodet”.
* * *
Enig, Hauge, men oprustning
er farlig
Af Bent Christensen,
pastor emeritus m.m., dr. theol. & cand. mag.
[Dansk Kirketidende
3/2008, 06.03.08. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”.]
I nr. 2/2008
spørger Hans Hauge under overskriften "Op, I kristne, ruster eder",
hvorfor ateismen ikke siges imod, idet han samtidig peger på, at den ateistiske
offensiv i høj grad er en "forskudt kritik af islam". Til slut
opfordrer han til, at vi andre bruger relativismen som våben. Jeg er stort set
enig med Hans Hauge, men vil gerne supplere med følgende:
Der har fra
begyndelsen været en sammenhæng mellem de progressives holdning til
indvandringen og islam og til os andre, idet de progressive har regnet med, at
indvandringen og den deraf følgende multikultur ville fremskynde nedbrydningen
af de gamle strukturer, der stod i vejen for fremskridtet. Man har ikke
forestillet sig, at islam ville vise sig så sejlivet, ja ligefrem offensiv. Men
tolerance og frisind er en vigtig del af det progressive image, og man skulle
nødig komme til at fremstå som allieret med de kristne og kulturkonservative
kræfter, man oprindelig ville bekæmpe. Desuden kan det på flere måder være
farligt at kritisere islam. I stedet for at gå direkte til angreb måtte man
altså gå til kamp mod religion overhovedet. Hvorved man jo så også på een gang
kunne dæmme op for de kræfter, man havde lukket ind, og bekæmpe en af sine
oprindelige fjender, nemlig kristendommen.
Det, der lokkede de
progressive ind i en slags alliance med islam, var netop deres fremskridtstro,
om den så bundede i marxisme eller i kulturradikalisme. At være progressiv vil
jo sige, at man tror, der kun er een historie – som kun kan gå een vej, og som
man selv er i pagt med. Derfor er det også rigtigt, når Hans Hauge påpeger, at
relativismen er de progressives største fjende. Når man tror, der kun er een
historie, kan man i virkeligheden ikke tåle, at der lever ligeberettigede
tilværelsesforståelser og livsholdninger ved siden af hinanden.
Jeg har længe sagt,
at indvandringen ville føre til enten pluralitet eller sterilitet, enten multikultur
eller ensretning, altså fx enten både klokkeringning og kalden til bøn fra
minareterne eller ingen af delene. Men jeg har også hele tiden sagt, at hvis
det kommer dertil, så vil jeg tage dem, der påberåber sig multikulturalismen,
på ordet og gøre alt for at komme til at leve mit liv i en hhv. kristen og
"traditionsdansk" subkultur, idet jeg fx fortsat går ind for kirkens
adskillelse fra staten, en adskillelse, jeg af rent kirkelige grunde i forvejen
gik ind for, og idet jeg definerer "traditionsdansk" som det at gå
ind i den jo uundgåelige fremtid på den måde, der naturligt vil være tilfældet.
Men hverken de
progressive eller statsmagten ønsker jo multikultur. De progressive vil have
fremskridtet til at sejre, og statsmagten vil gerne have, at alle er så ens som
muligt. Vi vil altså komme til at opleve et stigende pres i retning af
steriliteten – med "værdierne" som den nye statsreligion.
Men skal vi kristne
så bekæmpe ateismen? Det har jeg i hvert fald ikke lyst til. Vi skal
selvfølgelig modsætte os enhver form for "tvangssterilisering". Og vi
skal under alle omstændigheder deltage i den almindelige drøftelse af, hvordan
tilværelsen skal tydes. Hvortil kommer, at vi selvfølgelig skal efterleve
missionsbefalingen og altså forkynde Evangeliet i alle mulige sammenhænge.
Men ateismen er jo
som sådan en både rimelig og hæderlig mulighed. Der er en lang række gode
grunde til at være ateist. Jeg har selv været det nogle år i min ungdom. Og for
det andet er det altid – men ikke mindst netop nu – vigtigt at holde
kristendommen og dermed forkyndelsen og missionen adskilt fra alt, hvad der har
med magt at gøre. Den kristne missionsforkyndelse må aldrig bare ligne et
forsøg på at styrke vor egen magt. Vi må altså sige til ateisterne, som vor
biskop her i Lolland-Falsters Stift (frit gengivet) siger til muslimerne: Så
længe I har det godt i jeres tro, har vi ikke noget at tilbyde jer, men hvis I
en dag ikke føler jer mætte, skal I være velkomne; så har vi noget godt til
jer. - For vel er der gode grunde til at være ateist, men at være hensynsløst
ærlig ateist er altså ret sørgeligt, og når det store møde mellem kristendommen
og den menneskelige eksistens kommer i stand, viser der sig helt andre grunde.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at mit livtag med Jørgen Jørgensens Psykologi på biologisk grundlag under
filosofikumstudiet (jfr. Hauges artikel s. 38) var et vigtigt punkt på min vej
tilbage til troen.
Den vigtigste form
for forkyndelse er eksemplets magt. Men det kan der jo kun blive tale om, hvis
vort eksempel netop ikke er ment som et eksempel! Tænk, hvis vi gav os til at
foretage os ting, der skulle hedde sig at være en fordybelse i og udfoldelse af
vor kristne tro, i den hensigt, at vi derved skulle vidne om Kristus for vore
vantro eller nyhedenske omgivelser!
Men hvis vi kan se
bort fra alle uvedkommende hensyn og udelukkende koncentrere os om vort eget
kristne liv, både som enkeltpersoner og som menighed, vil det være godt. Også
som eksempel udadtil. Ikke mindst hvis vor fordybelse resulterer i en
udfoldelse af nogle gode frugter i det almindelige åndsliv – men stadigvæk kun
hvis det er frugter, der er vokset frem for hverken mere eller mindre end
livets egen skyld. Og så må vi ellers se, hvordan det hele kommer til at gå.
* * *
Sådan gør vi i Danmark
Lidt om Den Danske
Folkekirke med særligt henblik på fejringen af advent og jul
[Den danske grund-version af min ”gæste-tekst” på det polske lutherske sogn Czerwionkas hjemmeside (Det Evangelisk-Augsburgske Sogn i Czerwionka). - December 2007. - Den polske version står på undersiden POLSKI. - Denne danske version står også på undersiden ”Internationalt”]
Hr. Joachim Gibiec har bedt mig skrive lidt om, hvordan vi fejrer advent og jul i Den Danske Folkekirke (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark). Men allerførst må jeg helt kort sige lidt om vor kirke.
Danmark har været et kristent land siden 960’erne. I 1536 blev vi et evangelisk-luthersk land. Indtil 1849 var kirken en ren statskirke. Danmark var simpelt hen et evangelisk-luthersk kristent land. Hele folket var menighed. Med overgangen fra enevælde til demokrati i 1849 indførtes fuld religionsfrihed. Men den gamle statskirke, som nu kom til at hedde Den Danske Folkekirke, omfattede stadig praktisk taget hele befolkningen, og der var - og er - tæt forbindelse mellem kirken og staten. I vor grundlovs § 4 hedder det stadigvæk: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Siden 1970’erne er medlemstallet dalet kraftigt. Og den store muslimske indvandring gennem de seneste årtier har bidraget yderligere til denne udvikling. Pr. 1. januar 2006 var 83,0% af befolkningen medlemmer af Folkekirken. Vi har også mange andre problemer. Danskerne går meget lidt i kirke, og det store flertal har en ringe viden og bevidsthed om kristendommen. Men jeg har været præst i Folkekirken 1971-2003 og lever stadig aktivt med i kirkens liv, og jeg mener, at den evangeliske kristendoms lys og frihed stadig i meget høj grad præger vort liv og vor tilværelsesforståelse. Og hvordan fremtiden vil blive, er stadig et helt åbent spørgsmål. Måske vil afkristningen fortsætte. Måske vil der ske en styrkelse af den kristne og kirkelige bevidsthed. Eller det kan ende et sted midt imellem. Man diskuterer nu åbent, om kirken skal adskilles fra staten. Måske kan jeg i en senere artikel sige mere om dette. For nu vil jeg skrive lidt om vor måde at fejre advent og jul på.
Vort kirkeår forløber naturligvis stort set på samme måde som Den Evangelisk-Augsburgske Kirkes. Men der er visse forskelle. Jeg kender jeres kirkeår fra ”Śpiewnik Evangelicki” 2002 (den nyeste udgave af Den Evangelisk-Augsburgske kirkes salmebog). Her er nogle bemærkninger til de enkelte dage.
1. søndag i advent er hos os kirkeårets nytårsfest. Kirkefarven er hvid. (Kun ret få kirker har antependier olgn. i de liturgiske farver, og mange steder har man ikke messeklæder i fire eller dog tre farver. Der er også en hel del præster, der slet ikke bruger messeklæder, men kun optræder i præstekjole. Jeg er en traditionalistisk præst og bruger ved højmesserne og ved alle gudstjenester i fest-tiderne messeklæder, når jeg ikke er på prædikestolen, og er der ikke messehagel eller ikke messehagel i den rette farve, bruger jeg min egen hvide, grønne eller violette stola). Evangelierne til 1. søndag i advent er Matt 21,1-9 og Luk 4,16-30. (Vi har to tekstrækker, første tekstrække i de år, hvis største del falder i et ulige år, anden tekstrække i de år, hvis største del falder i et lige år. I kirkeåret 2007/08 følger vi altså anden tekstrække). - I hjemmene og andre steder har man i adventstiden adventskrans med fire lys. 1. søndag i advent tændes det første lyst, 2. søndag i advent tændes to lys osv. Og udendørs har mange elektriske lys i grantræer og lyskæder med små pærer på træer og buske.
2.-4. søndag i advent er kirkefarven violet. 2. søndag i advent er evangelierne Luk 21,25-36 og Matt 25,1-13. 3. søndag i advent Matt 11,2-10 og Luk 1,67-80. 4. søndag i advent Joh 1,19-28 og Joh 3,25-36.
Juleaften er den gudstjeneste i hele kirkeåret, der har de fleste deltagere. For en meget stor del af folkekirkemenigheden gælder, at man simpelt hen skal i kirke juleaften. Det er ikke en julevigilie, men snarere en slags fremrykket julenat-gudstjeneste. Præsten har frit tekstvalg. Kun få steder har man jule-midnatsgudstjeneste. I 1999 og 2000 prøvede jeg det selv, og der var forbavsende mange deltagere. To rigtig gode oplevelser. Jeg har i al min tid gjort meget for at give juleaftensgudstjenesten et så vigilieagtigt præg som muligt og har aldrig prædiket over juleevangeliet, men dog læst det fra alteret (ellers ville der være blevet oprør!). Juleaften har jeg kun præstekjole på. Og jeg har altid gjort meget for at pege på juledagsgudstjenesten som julens hovedgudstjeneste. Dog med ringe held. For de allerfleste danskere er det juleaftensgudstjenesten, der er julegudstjenesten. Og når man kommer hjem fra denne gudstjeneste, der holdes om eftermiddagen, som regel senest kl. 16.30, spiser man ande- og/eller flæskesteg med risengrød før eller ris a la mande som dessert. I vor familie har vi i overensstemmelse med vort syn på forholdet mellem juleaften og juledag i mange år kun spist risengrød juleaften - og gemt ande- og flæskestegen til juledag. Men det er noget meget specielt; vi kender faktisk ikke andre, der i vor tid gør sådan. Efter juleaftensmåltidet tændes juletræet, som man går omkring, mens man synger julesalmer og -sange. Og så deles gaverne ud.
Juledag, dvs. Kristi fødsels dag, går kun ret få i kirke. Men det er julens hovedgudstjeneste. Evangelierne er Luk 2,1-14 og Joh 1,1-14. - Kirkefarven i julen er hvid (se dog nf. til St. Stefans dag). - Det er gammel tradition, at man juledag, hvad enten man har været i kirke eller ej, spiser en stor julefrokost kl. ca. 12 med bla. forskellige slags sild, sylte og grønlangkål med medisterpølse og flæsk. Dertil øl og snaps. (I vor familie spiser vi altså ande- og flæskesteg, men se nf. til St. Stefans dag).
Den 26. december er St. Stefans dag. Men de fleste kalder den anden juledag, og en del præster benytter sig af muligheden for at holde den som netop en andenjuledagsgudstjeneste. Det har jeg naturligvis aldrig gjort. Jeg har tværtimod altid gjort meget for at understrege denne dags karakter af festen for Kirkens første martyr. Kirkefarven er rød, men i de fleste kirker har man ikke røde liturgiske klæder, og så bruger man jo de hvide. Evangelierne er (når man, hvad der er det normale, fejrer dagen som St. Stefans dag) Matt 23,34-39 og Matt 10,32-42. - De fleste danskere gør ikke noget særligt ud af maden ”anden juledag”, men der er også stadig nogle, der holder særlige familiesammenkomster. I vor familie spiser vi den frokost, der normalt spises juledag. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, når man netop har fejret alvorlig martyrfest. Men når jeg som familiefader løfter snapseglasset første gang, siger jeg altid - i dyb alvor og spøg - ”Undskyld, St. Stefan!”.
Søndagen mellem St. Stefans dag og nytårsdag kalder vi julesøndag. Evangelierne er Luk 2,25-40 og Matt 2,13-23.
Den 1. januar hedder hos os nytårsdag, men jeg har altid gjort meget for også at understrege, at det er julens ottendedag og Jesu navnedag. Evangelierne er Luk 2,21 og Matt 6,5-13.
Julens sidste ordinære gudstjeneste er helligtrekongers søndag (når der er en søndag i perioden 2.-6. januar). Evangelierne er Matt 2,1-12 og Joh 8,12-20. Nogle steder holder man særlige gudstjenester helligtrekongers aften (5. januar). - Men på dette tidspunkt er de allerfleste danskere for længst færdige med julen! For der har jo i forretningerne og i mange andre (desværre ofte også kirkelige) sammenhænge været ”julet” gennem hele december måned.
* * *
Med
Jesu ord i ørerne
[Lolland-Falsters Folketidende 28.11.07. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Såvel biskop Steen Skovsgaard selv som sognepræst Hans Iversen har 22.11.07 givet udmærkede svar på Bjarke Rosenkildes uheldigt formulerede indlæg 19.11.07: ”Biskoppens snilde”. Man skal selvfølgelig skelne mellem pdes. islam og dermed ”muslimerne” som religiøs, kulturel og politisk størrelse og pdas. de muslimske mennesker som vore med-mennesker.
Når jeg alligevel udtaler mig her, er det, fordi biskoppen efterlyser et svar fra Dansk Folkeparti. Hvad hhv. Bjarke Rosenkilde og evt. Pia Kjærsgaard vil svare, vil jeg ikke blande mig i, men som præst og DF-lokalformand må jeg sige, at man som kristen selvfølgelig hele tiden har Jesu ord om at tage sig af den fremmede (Mt. 25,35 og 43) og om kærlighed til fjenderne (Mt. 5,44) i ørerne. Ja, jeg kan yderligere nævne Lk. 6, 29: ”Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med”.
Men hvis dette skulle gøres til politik, ville det jo som yderste konsekvens få, at man lod alle gøre og tage, hvad de ville. Man må altså på den ene side lade Jesu ord blive ved at lyde i ørerne og på den anden side prøve at optræde i denne verdens virkelighed på en måde, så man efter en afvejning af alle, og jeg gentager: alle, hensyn får den mindst ringe løsning ud af det. Og denne verdens virkelighed er så frygtelig, at man gang på gang kommer til at stå i nogle meget pinefulde dilemmaer. At se bort fra dette fører til netop det hykleri og den dømmesyge, der i årtier har forpestet luften i dette land og gjort det yderligere vanskeligt at føre den, alt taget i betragtning, bedste politik.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Hvad forestiller Torben
Bramming sig?
[Præsteforeningens Blad 2007/33, den 17. august 2007]
I den eneste note til Torben Brammings artikel om ”Forholdet mellem stat og kirke” (nr. 2007/26-27 s. 542ff) oplyses det til skræk og advarsel, at ”Den evangeliske kirke i Tyskland har [...] udtalt sig om telefontaksterne, den skotske kirke om kvægsygdomme og arbejdsløshed”. Noten er til det sted i afsnittet om ”Morgendagens udfordringer”, hvor der peges på faren for, at man, hvis kirken ”lader sig falde ud af det symbolske forhold til staten [...] kommer til at opfatte sig som politisk interessegruppe” (s. 547).
Men det, Torben Bramming her advarer imod, er jo ikke en nødvendig følge af den kirkens adskillelse fra staten, som i øvrigt på længere sigt er uundgåelig, jfr. fx Helge Rørtoft-Madsens artikel i nr. 2007/28-29 om ”Den europæiske kirke- og religionsret i forslaget til EU-forfatning”. Det afgørende er, at vi ser at komme i gang med det i videste forstand teologiske arbejde, for så vidt angår vor forståelse af os selv som kirke.
I den forbindelse vil jeg tillade mig at henvise til min egen artikel om forholdet kirke-stat: ”Den næstbedste drøm”, der ligesom Torben Brammings kan læses i ”Teologiske ressourcer” på Præsteforeningens hjemmeside. Her gør jeg mig bla. til talsmand for, at ”en af den kommende kirkeforfatnings allerførste paragraffer kommer til at lyde: ’Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med andet end kirkens styre og anliggender’”. Og i mit begreb ”minimal-katolicitet” ligger i det hele taget en principiel minimalisme, som ikke behøver at ligge særlig langt fra den kongregationalistiske ”tredje vej”, Torben Bramming peger på i sin artikels sidste afsnit. Jeg forestiller mig jo bla., at ”valgmenigheder og andre muligheder for mindretal vil kunne komme til at spille en stor rolle”.
Men jeg kan ikke se, hvordan Torben Bramming forestiller sig forholdet mellem alle lokalmenighederne og staten, eller hvordan det embede, der ”holder kirkerne sammen” (s. 548) i praksis skal gøre dette. Og kongregationalist bliver jeg aldrig. Et vist minimum af mere end blot ”åndeligt” fællesskab på landsplan, ja, ”folkemenigheds-plan” skal der jo være, allerede af praktiske grunde, men også af symbolske og selvforståelsesmæssige grunde. Det helt afgørende er under alle omstændigheder, at hvert enkelt kirkemedlem har en klar forståelse og følelse af, at kirken, det er blandt andet ham/hende - i det organiske fællesskab, han/hun i sin dåb blev podet ind i - og at alle kirkemedlemmerne tilsammen har en sådan forståelse, så at det er netop dette fællesskab, man mener, når man siger ordet ”kirken”, og ikke et gammelt statskirkeskelet, præsterne, menighedsrådene, aktivisterne eller andre, der har udråbt sig selv til at være ”kirken”.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
Torslunde Sogn ved Holeby, Lolland
* * *
Aktuelle betragtninger om
religion og politik og kristendom og politik
Ved DF-mødet på Kramnitze Pumpestation den 19. maj 2007
Står også på undersiden ”Politik”.
Nedenstående er selve mit manuskripts tekst. Under fremførelsen blev der både udeladt og tilføjet ting, ligesom meget blev formuleret anderledes.
Når dette indlæg har fået titlen ”Aktuelle betragtninger om religion og politik og kristendom og politik”, er det, fordi kristendommen ikke er en religion! Kristendommen er faktisk det modsatte af ”religion”! Det, der med Jesus blev sat ind i verden, betød et fuldstændig radikalt opgør med ”religionen” som menneskets bestræbelse på at leve op til Guds - eller gudernes - krav. Eller i det hele taget med menneskets bestræbelse på at klare de helt store ting ved egen kraft. Alt blev vendt 180 grader. - Og at de er så historiske, skyldes, at vi jo især siden 1989 har opdaget, at man kun kan forstå det aktuelle, når man forstår det historiske.
Der er i forhold hertil to religioner, der indtager en særstilling.
Der er for det første jødedommen eller det gamle Israels religion, dvs. Det Gamle Testamentes religion eller den gamle pagts religion, der af os kristne må betragtes som forberedelsen til det, der kom med Jesus. Allerede det, der kom ind i verden med Moses, adskilte sig radikalt fra alt, hvad der hidtil havde været af religion. For første gang var et virkeligt begreb om den ene sande Gud som verdens og hele tilværelsens Skaber og Herre opstået i verden.
Og der er for det andet islam, der jo ved Muhammed opstod seks hundrede år senere end kristendommen, og som bygger på hans kendskab til såvel jødedommen som kristendommen. Muhammed har ”lånt” en hel masse fra jødedommen og kristendommen, og det har han så formet, så det passede til hans eget program. Og dette nye ”produkt” har han så vendt meget aggressivt mod såvel jødedommen som kristendommen. Navnlig er alt det i kristendommen, der ser Gud som den gode og kærlige Far - og dermed Jesus som Hans Søn og vor Bror - taget ud, så at der ikke bliver andet tilbage end den totale underkastelse under den højt ophøjede og totalt fjerne Gud.
At kristendommen - eller noget, der er blevet kaldt kristendommen - så alligevel gennem historien gang på gang er blevet forsøgt brugt som ”religion”, ja, er blevet noget, man har påberåbt sig som grundlag for en praksis, der ikke står tilbage for islams, er en anden og meget beklagelig og pinlig sag!
- - -
Men lad os nu prøve at tage et ultra-kort historisk overblik.
Forholdet mellem religion og politik bliver først interessant, da der kommer egentlige stater. Og her er det i hvert fald karakteristisk, at statsmagten bliver legitimeret ved, at kongen på en eller anden måde er guddommelig. I det gamle Egypten var Farao Solgudens søn. Og i Mesopotamien, blev Hammurapi betegnet som Solens, den himmelske dommers almægtige repræsentant på jorden.
Israel havde til at begynde med ikke konger, men efter Moses kun de såkaldte dommere. Og det var utænkeligt, at man skulle have dyrket de konger, man siden hen fik, som guder - selv om også Israels konger kunne betegnes som "Guds søn" (adoptivsøn). Vi kan også tænke på, hvordan det gamle Israels profeter kunne kritisere både kongerne og tilstandene i samfundet i det hele taget.
I det klassiske Grækenland havde man ingen konge, og i Athens storhedstid havde man et demokrati, der i hvert fald i mange henseender kan sammenlignes med det, vi fik i 1849 (hvor det jo fx heller ikke var alle, der havde stemmeret). Og det afgørende er, at den måde, der blev styret på, stort set var præget af diskussion og argumenter. Idet der selvfølgelig også hos dem (som altså altid!) lå standsmæssige og økonomiske interesser bag det hele.
Hvis jeg her på overgangen til kristendommens tid skal prøve at gøre forholdet mellem religion og politik eller religion og stat op, så vil jeg sige det på den måde, at een ting er religionen som noget, der simpelt hen gennemsyrede menneskenes liv, og som først og fremmest havde at gøre med at sikre livet og frugtbarheden og med spørgsmålet om døden, noget andet er den brug, statsmagten gjorde af religionen, hvor det jo først og fremmest var selve legitimeringen af monarken og dermed staten, det drejede sig om. Og det er mit indtryk, at uanset hvor meget de egyptiske, mesopotamiske og senere romerske herskere lod sig betragte, ja, tilbede som gudesønner eller guder, så var de stort set tilfredse med det - og lod deres undersåtter leve det religiøse liv, de havde, bare de var rolige og lydige og betalte deres skatter og eventuelt stillede som soldater. - Men de kristne blev dog netop forfulgt, fordi de ikke ville tilbede kejseren som en gud!
Men så kom altså KRISTENDOMMEN, dvs. så kom JESUS! Og dermed opstod der en ny situation.
Det allerførste, vi skal gøre os klart, er, at kristendommen i sine første næsten tre hundrede år havde et - for at sige det mildt! - særdeles problematisk forhold til såvel den jødiske vasalstats som det romerske imperiums magthavere.
De ting, Jesus sagde og gjorde, var i det jødiske højeste råds øjne fuldstændig undergravende for det jødiske samfund, som i forvejen havde det svært under den romerske besættelse. Og vi skal være klar over, at det jødiske øverste råd på een gang var den øverste religiøse og politiske myndighed - med ypperstepræsten i spidsen.
Men dertil kom, at medens det øverste råd samarbejdede med romerne - som den danske regering og det danske folketing samarbejdede med tyskerne under Besættelsen - var der en jødisk modstandsbevægelse, der gjorde modstand mod den imperiale besættelsesmagt og håbede på, at det til sidst ville lykkes at gøre Israel frit. Igen kan vi sammenligne med forholdene i Danmark 1940-45. Og i disse modstandskredse var der et håb om, at Jesus ville være den, der kunne stille sig i spidsen for den afgørende opstand. Blandt de skarer, der hyldede Jesus under hans indtog i Jerusalem palmesøndag, har der utvivlsomt været mange, der hyldede ham i netop denne egenskab. Og skuffelsen over, at Jesus ikke ville være leder af den nationale befrielseskamp, har sikkert også spillet en stor rolle, da folkemængden råbte til den romerske statholder Pontius Pilatus, at han skulle frigive partisanen Barabbas og korsfæste Jesus.
Men det var altså noget helt andet, Jesus var kommet for, nemlig for at bringe GUDS RIGE nær, såvel i den yderste betydning: en ny himmel og en ny jord, et nyt paradis, som i den betydning, at denne nye virkelighed skulle være til stede i og mellem dem, der troede på ham, allerede nu. "Mit rige er ikke af denne verden", sagde Jesus til Pilatus, da han udspurgte ham.
Og så blev Jesus korsfæstet langfredag. Men påskemorgen opstod han fra de døde. Det troede hans disciple i hvert fald. Og det budskab gik de ud i verden med. Selvfølgelig sammen med de ting, Jesus havde sagt, og beretningerne om de ting, Jesus havde gjort. Og det gjorde de navnlig, da det var blevet pinse og de følte, at nu var Jesus hos dem igen - i Helligåndens nærvær og kraft.
Men Jesu disciple, de første kristne, den ældste Kirke, blev fra begyndelsen af mødt med forfølgelse, først fra jødisk side, siden fra den romerske statsmagts side - i forskellige bølger.
Det helt afgørende her i vor sammenhæng i aften er, at i de første næsten tre hundrede år, var det for så vidt meningsløst at tale om forholdet mellem kristendom og politik, som de kristne ingen som helst politisk magt havde, men tværtimod var en lille forfulgt og undertrykt sekt!
Jesu berømte ord om, at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, er ikke en lære om, at der er to områder i tilværelsen, nemlig eet, der hører kejseren til, og eet, der hører Gud til. Hvis man ser på hele det optrin, disse ord er faldet i, er det klart, at meningen er: Når I alligevel går rundt med den romerske imperie- og besættelsesmagts mønter i lommen (med kejserens afgudsbillede og -indskrift på)), så lad dog være med at spørge mig, om man må betale skat til kejseren! Indrøm, at I har bøjet jer for overmagten, og gør så det, der er nødvendigt, men husk, at Gud under alle omstændigheder er alle tings Herre, og at det er Ham, I i alle ting står til ansvar over for!
Et vigtigt udtryk for, hvordan den ældste kristne Kirke, som altså var en lille forfulgt sekt, så på statsmagten, har vi i apostelen Paulus’ brev til menigheden i Rom, hvor han bla. siger:
Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. [...] v3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. [...] v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. (Rom. 13,1-4)
Allerede i den allerførste tid havde de kristne altså det syn på øvrigheden eller statsmagten som Guds tjener, der også senere kom til udtryk i den lutherske toregimentlære.
Men så skete der det forunderlige, at denne sekt - trods alle forfølgelserne - fik flere og flere tilhængere, så at den kristne Kirke omkring år 325 udgjorde ca. 25% af befolkningen i det store romerske imperium. Og det skyldtes selvfølgelig, at der var en vældig kraft i den kristne menigheds liv og lære. Ja, netop omkring år 325 var det sådan, at kristendommen fremstod som den eneste åndelige kraft, der kunne bruges som samfundsbærende faktor. Hverken de gamle hedenske guder eller den fine græske filosofi kunne bruges til det.
Så da Konstantin havde vundet sin borgerkrig i netop 325, gav han straks kristendommen en privilegeret stilling, og i året 392, under Kejser Theodosius, blev den formelt gjort til Romerrigets statsreligion.
Hermed var den såkaldte konstantinske æra indledt, dvs. den æra, hvor kristendommen - eller i hvert fald noget, der blev kaldt kristendommen! - med stort set alle midler blev gjort til det idegrundlag, de europæiske samfund og stater byggede på.
I det katolske Vesten var det dog så heldigt, at magten aldrig samledes totalt i een hånd. Her stredes kejseren og paven hele tiden om overmagten - hvilket gav et vist liv, altså i den forstand, at tingene ikke blev låst fast. I modsætning til ovre i Øst, hvor det siden kejser Konstantins tid og indtil den dag i dag, har været kejseren - eller i dag Putin - der bestemte det hele. Men alle afvigelser blev undertrykt med hård hånd. Det var Reformationens historie et sørgeligt eksempel på - med bla. Trediveårskrigen til følge.
Men Reformationen sejrede i Nordtyskland og Skandinavien m.v. og i 1536 blev den indført i Danmark. Og her blev det sådan, at statsmagten overtog driften af kirken. Der var simpelt hen ikke andre måder, det kunne gøres på. Men kongen blev dog ikke ærkebiskop! Og man må i det hele taget sige, at tiden fra 1536 til i dag var været en god periode for Danmark. Jeg vil simpelt hen sige, at det er i denne periode og på grundlag af den evangelisk-lutherske kristendom, der blev banket ind i hovedet på folket, den moderne danske stats og det moderne danske samfund er opstået.
Og præster og biskopper har spillet en stor rolle i udviklingen af det danske samfund. Men ikke på den måde, at de i kraft af deres embeder har haft nogen særlig magt. I hvert fald ikke som modspiller til kongens magt. For siden Reformationen, og i særdeleshed under Enevælden fungerede de gejstlige i høj grad også som kongelige embedsmænd, ikke mindst på skoleområdet.
Og med den lutherske reformation sejrede altså den såkaldte toregimentlære. Som dog ikke skal misforstås. Alt var stadigvæk kristent. Altså også staten, dvs. fyrsten, kongen. Det afgørende var, at kirkeledelsen, gejstligheden ikke skulle have verdslig magt. For fyrsten/kongen blev forstået som en kristen fyrste. Og det ligger jo i det hele taget i kristendommen, at fyrsten - ligesom i øvrigt alle mennesker overhovedet - er ansvarlig over for Gud. Men den kristne fyrste forstås naturligvis ganske særligt og helt udtrykkeligt som Guds tjener. Hvor det afgørende så er, at fyrsten skal holde sig til denne verdens ting, altså at sikre samfundets og befolkningens liv og velfærd, opretholde lov og orden osv. Alt på en rimelig og fornuftig måde.
I 1849 fik vi Grundloven og dermed religionsfriheden. Men det skete der foreløbig ikke noget ved, ja, det er først i de sidste ca. 30-40 år, der for alvor er blevet rokket ved den evangelisk-lutherske kirkes stilling som folkekirke.
Og allerede i situationen omkring overgangen fra enevælde til demokrati spillede præsterne en stor rolle. Fx Grundtvig og D.G. Monrad - der på den tid var sognepræst i Vester Ulslev, og som senere blev biskop over Lolland-Falsters Stift - og senere igen statsminister (bla. under krigen i 1864). Og så - efter en tids eksil i New Zealand - biskop over Lolland-Falsters Stift igen. Også statsminister Poul Hartling var præst (præsteviet, men mest seminarierektor). Ligesom der har været en hel del præster, der har været fagministre. Der har i Danmark været præster i Folketinget for samtlige de politiske partier, der i dag er i Folketinget, undtagen Enhedslisten.
Men der har aldrig været tale om teokrati, altså om, at de præster, der blev politikere, ville prøve at regere i Guds navn. Så ville de også - og med rette - være blevet hylet ud øjeblikkelig! - Grundtvig, der i høj grad betragtede sig selv som historiker, sagde - som begrundelse for, at han ville i Folketinget (citeret efter hukommelsen): ”Jeg er immer den, der ved bedst”! Hvor han altså på beråbte sig sin almindelige viden og indsigt. - I min egen beskedne politiske virksomhed tænker jeg heller aldrig på mig selv som præst.
Inden jeg slutter med nogle helt aktuelle betragtninger, vil jeg runde denne historiske oversigt af med at minde om, at der i reformationstidens Tyskland og Svejts var eksempler på, at man ville prøve at indrette samfundet efter Guds vilje. I Tyskland var det de såkaldte sværmere, og i Svejts var det kalvinisterne. Det kom der kun det forfærdeligste tyranni ud af. For lad mig sige det med det samme: Da Gud altså ikke råber sine ordrer ned fra Himlen, så vi alle sammen kan høre det, så er ethvert forsøg på at styre et samfund "efter Guds vilje" i virkeligheden ensbetydende med at en bestemt gruppe af mennesker eller et bestemt enkeltmenneske prøver at tiltage sig diktatorisk magt, idet de udnævner deres egne meninger til at være Guds vilje! - Cromwells "kristne" diktatur i England kan også nævnes.
Men det samme kan gøres uden religion, ja, i udtrykkelig modsætning til religionen. Det første eksempel er rædselsregimet efter den franske revolution i 1789, hvor hovederne i den allermest bogstavelige forstand rullede. Det andet eksempel er rædselsregimet efter den russiske revolution i 1917. Og det tredje eksempel er rædselsregimet efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933.
Her er pointen imidlertid, at de ideologier, der her har været tale om, også kan betragtes som en slags religioner, bare uden nogen gud. Det afgørende er ideologiens absolutte og altomfattende karakter. Det gælder helt særligt kommunismen, som virkelig mener at have gennemskuet og forstået hele tilværelsen, og som jo også ser Historiens mål som det kommunistiske ”frihedens rige” - et sidestykke til det kristne Guds Rige, bare uden Gud! - Kommunismen, der jo er en altomfattende, om end ”videnskabelig”, tilværelsesanskuelse, er den nærmeste parallel til islam.
- - -
Og nu er vi så her i Danmark 2007, hvor pdes. vel over 80% stadig er medlemmer af den evangelisk-lutherske folkekirke, og hvor "religionen" på mange måder - ja, netop, bogstavelig talt, på mange måder! - oplever en renæssance, men hvor der jo også er helt nye åbninger og bevægelser, fsva. kristendommen, men hvor hele kulturen pdas. på mange måder og af mange betragtes som "efter-kristen", idet moderniteten, ja, post- eller efter-moderniteten har afløst den gamle mere eller mindre kristne enhedskultur. Hvortil så kommer den ved indvandring indførte religion islam. - Men i den såkaldte globalisering er det jo også den efter-kristne vestlige modernitet, der hersker.
Det er i hele denne situation, vi er så kolossalt dårligt rustet til at tackle den muslimske indvandrings-invasion. De mennesker, der har skullet træffe beslutningerne i de politiske og administrative systemer, har ikke fattet, hvad religionen er for en kraft. De har ikke fattet, at der kunne komme mennesker her til Vesten, som ikke simpelt hen var ivrige efter at tilegne sig vor moderne kultur, så de og deres efterkommere kunne få del i dens velsignelser.
Og nu, hvor alle problemerne er begyndt at vise sig, prøver man så at begynde at tale om adskillelse af religion og politik - uden at forstå, at islam både er 100% religion og 100% politik. Og uden at forstå, at selve tilstedeværelsen af et stort og hele tiden voksende muslimsk befolkningselement uvægerligt vil komme til at forme hele vort samfund i en helt anden retning, end det ellers ville være blevet tilfældet.
Men bortset fra, at vi må gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få stoppet tilstrømningen af muslimer. Og bortset fra at vi må møde muslimernes krav om særlig indflydelse og hensyntagen med en total afvisning, så må vi altså sige, at religionsfriheden ifølge Grundlovens § 67 er en frihed til at mødes i forsamlinger for at dyrke Gud, og at alt, hvad der ligger derudover, er noget, der skal afgøres på almindelig menneskelig og demokratisk vis. - Det helt afgørende er, at ingen må tiltage sig ekstra magt eller kræve særlig hensyntagen ved at påberåbe sig sin religion. I samfundets institutioner skal alt afgøres ved almindelig saglig argumentation.
Vi kristne kan altså sagtens leve i moderniteten, bare vi har frihed. Selvfølgelig vil vor politiske tænkning og adfærd være påvirket af, at vi er kristne. Men hvad vil det sige? Ja, for vore egne personers vedkommende skulle vor kristendom gerne betyde et liv i "overstrømmende kærlighed". Men det er jo noget, man pr. definition ikke skal gå og snakke om. Det skulle bare gerne vise sig. Og jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne forekomme i en politisk tale, et politisk program eller i en debat i Folketinget eller i et lovforslag!
Men selvfølgelig kan vi kristne ikke i vor politiske aktivitet se bort fra, at vi er kristne. Og vi kan da også godt nævne det eller henvise til det osv., når vi taler politisk. Men igen: Aldrig på den måde, at vi derved prøver at tiltage os særrettigheder, endsige den totale magt - i Guds navn.
Og de kristne vil altid være gode og skikkelige borgere, der betragter statsmagten som Guds tjener til menneskenes bedste. Enhver statsmagt, uanset om den er kristen eller ej. Og så må statsmagten jo prøve at leve op til det! - Idet det jo i øvrigt i demokratiet er sådan, at det i sidste ende er alle os vælgere, der er statsmagten!
Dertil kommer - især i lutherdommen - den såkaldte kaldsetik, som betyder, at den sande tjeneste for Gud er tjenesten i kald og stand for sine medmennesker. Gud interesserer sig hverken for ofre eller fromhedsøvelser eller klosterliv eller lignende, men i at man passer sit arbejde og derved tjener sine medmennesker med produkter og ydelser.
Og når allerede Jesus selv en sjælden gang udtalte nogle etiske regler (eller hvad vi vil kalde det), er der tale om henvisninger til noget almenmenneskeligt! Det gælder især den såkaldte gyldne regel: "Gør / gør ikke mod andre ...". Det er faktisk en universel regel. Som den kristne må være den første til at følge. Man kan ikke stille sig op og sige noget, der ikke også skal gælde en selv, eller hvis følger man ikke også selv ville bære.
Noget andet, Jesus har sagt, er, at loven er til for menneskets skyld, og ikke omvendt. Alle love og regler og al forvaltning skal altså ske under hensyntagen til, om det tjener menneskelivet.
Jamen det siger vel alle?! - Ja, det er stort set rigtigt. Derfor består den politiske debat jo heller ikke i, at man konkurrerer på udsagn om, hvor meget godt man vil, men i, at man lægger de midler frem, man vil bruge for at opnå det.
Noget helt andet er, hvordan man i et land med en kristen majoritet på 80% vil have kristendommen til at spille en rolle i kultur og undervisning. Men det er netop noget helt andet. Og det er jo kun en del af hele spørgsmålet om, hvordan staten vil forholde dig til kulturen i også den allervideste betydning.
Jeg er sådan set tilhænger af, at staten er meget neutral. Og hvis nogen (fx EU og FN) vil gøre den kristne kultur til et problem, så bevare's! Så må vi kristne jo bare etablere vore egne skoler og kulturinstitutioner. Så længe vi kan få lov til det. Idet vi selvfølgelig også gerne vil give vore bidrag ude på den fælles arena. Og idet vi selvfølgelig også gerne vil medvirke til så megen kulturel konsensus som muligt.
Men vi trænger nok til en helt ny diskussion af forholdet mellem flertal og mindretal. Det skal vel ikke være halen, der logrer med hunden. - Jfr. i Tyskland: Die deutsche Leitkultur!
Hvis man gennemfører den fuldstændig skoledrengelogiske millimeterretfærdighed, hvor det fx også bliver forbudt at gå med sit lille dåbskors om halsen, får vi en fuldstændig steril kultur.
Men jeg frygter, at vi kan gå hen og få dels en sådan sterilitet, dels en ny stats-tvangs-religion med de såkaldte værdier som indhold! Hvilket ikke er så godt, da disse "værdier" jo kun er spilleregler uden noget særligt indhold. Hvor vigtige de jo så ellers er som netop hverken mere eller mindre end spilleregler!
Nu må vi se. Der bliver under alle omstændigheder nok at skulle tage stilling til!
* * *
Bekendelsens
ordlyd
[Kristeligt Dagblad
20.04.07. - Min egen titel var: Så hænger man på den].
For mange år siden advarede en præst mod private forbedringer af ordlyden i fx Paulus-epistlerne, idet han også mindede om, at hvis man først har foretaget een ændring, hænger man på den nøjagtige ordlyd af alt det andet.
Det samme gælder med hensyn til Den Augsburgske Bekendelse. Hvis man lader den stå som det historiske dokument, den er, kan man nøjes med at konstatere, at sådan sagde man altså dengang, hvorefter ethvert folkekirkemedlem kan formulere sin egen fortolkning af det.
Bent
Christensen
pastor
emeritus. dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
INDLÆG 2
I DISKUSSIONEN ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - Svar til Brian.
debat.religion.dk 19.04.07. - Sat her på siden 20.04.07. -
Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”.
Kære Brian!
Tak for dit svar!
Det står ganske vist ikke helt klart for mig, hvor du vil hen. Navnlig er jeg spændt på, om du udtrykker enighed med mig, når du skriver: ”Den ordlyd der skal ændres, er det at evangeliet hele tiden skal vendes og drejes og tolkes ind i en ny samtid. [S]kriver biskopperne en ny version i december måned 2008 vil der være forhold der har ændret sig. - [S]å skal de skrive noget nyt”. Men det er vel i overensstemmelse med, hvad du ønskede at sige, når jeg har sat et stort S ind i ” [S]kriver biskopperne ...” og ”[S]å skal de skrive noget nyt”. Og så må jeg jo umiddelbart læse det, som om du ER enig med mig i, at nyformuleringer af et sådant dokument vil være en skrue uden ende.
Hvad din egen holdning til CA angår, vil jeg først og fremmest sige, at du naturligvis er i din gode ret til at opfatte den som ”blot en bog på biblioteket”. Du er måske slet ikke medlem af den evangelisk-lutherske Folkekirke? Men især for os, der er præster i Folkekirken, men jo også for enhver, der udtaler sig i sin egenskab af medlem af Folkekirken, ja, for enhver, der vil forstå, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, har denne gamle tekst jo stor betydning. Det er i høj grad her, man må begynde, når man i dag skal forstå, hvorfor vi ikke er en del af Den Romersk-Katolske Kirke. Og det er også i høj grad her, man må begynde, når man (som jeg) vil arbejde for, at de, der blev tilbage i Romerkirken, og vi, der måtte forlade den, kommer til at leve tættere sammen, idet vi lærer af de gode ting hos hinanden.
Men een ting er begyndelsen, noget andet er alt, hvad der er sket siden, for slet ikke at tale om, hvad der sker nu, og hvad der skal ske i fremtiden. Og her gælder det naturligvis først og fremmest selve sam-livet, altså det, at katolikker og lutheranere omgås hinanden og fejrer gudstjeneste med hinanden - selv om katolikkerne jo ikke vil lade os deltage i deres nadver, hvad vi nemlig er nogle der godt ville, idet vi tror, at Kristus er større end den katolske messeoffertanke.
Med islam er det helt anderledes. Men dette forhold handler CA som sådan jo ikke om. Når ”muhamedanerne” overhovedet er nævnt (sammen med en lang række andre kættere), er det som sagt kun en understregning af, at hvis der er nogen, der står fast på den sande kristne lære, så er det de evangeliske. Det er derfor helt vildt pinligt, at der er nogen, der i fuldeste alvor vil begynde at lave nyfortolkninger af CA for at tækkes muslimerne. Men det er kun een blandt mange pinligheder af den art i denne tid.
Endelig vil jeg gentage, at hvis nogen er i tvivl om, at islam i bund og grund er i modstrid med kristendommen, så skal man bare sammenligne Koranen og Det Nye Testamente. Det er helt tydeligt, at Muhammed først har taget, hvad han ønskede, fra hhv. jødedommen og kristendommen, dernæst har omformet det efter sit eget hoved og endelig har vendt sin nye lære aggressivt mod både jøderne og de kristne. Dette kan man med selv den bedste/værste vilje ikke ændre på. Det er en religionshistorisk kendsgerning.
At man så godt kan optræde høfligt og venligt over for det enkelte muslimske menneske, man møder i dag, er en anden ting. Den enkelte muslim er jo først og fremmest selv offer for Muhammeds konstruktion! Men LÆREN må man af helt indlysende grunde fordømme. Også fordi den i den grad bygger på trusler og vold og krig.
Med venlig hilsen
Bent Christensen
* * *
INDLÆG 1
I DISKUSSIONEN ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”
debat.religion.dk 19.04.07. - Sat her på siden samme dag. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”.
Er alle da ude af sig selv af frygt for de nærtagende og truende muslimer? Og har alle grød i hovedet?
Der er ingen tvivl om, at når der i netop Den Augsburgske Konfession bla. står, at de reformatoriske ”fordømmer” muhamedanerne, så er det, fordi man vil erklære, at man ikke står mindre fast på den sande kristne tro end de andre i Den Katolske Kirke.
Sådan har man altså udtrykt sig i dette historiske dokument fra 1530. Og sådan skal man lade det blive stående. Hvis man begynder at lave en nyfortolkning af netop et sådant historisk dokument, binder man sig til hele den pågældende nye ordlyd, som man så må ændre igen, næste gang nogle bliver fornærmede og andre bange.
Og ordet ”fordømme” har altså intet med domstolsafgørelser eller lignende at gøre. Det betyder bare, at islam er uforenelig med og i diametral modsætning til kristendommen. Det kan enhver, der gør sig den ulejlighed at foretage en sammenlignende læsning af Koranen og Det Nye Testamente, overbevise sig om. Sådan er det.
Bent Christensen
* * *
Salmevalg i historisk og
økumenisk perspektiv
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens
Blad 2007/13. - 30.03.07]
Kendskab til såvel den
gamle som den nuværende romersk‑katolske messe er et godt grundlag at gå
ud fra, når man skal vælge salmer til Den Danske Højmesse. Såvel traditionen og
strukturen som det økumeniske perspektiv tilgodeses derved. Og det er simpelt
hen ikke muligt at følge den romerske messe så meget, at det gør noget!
Da jeg i 2003 gik på pension som tresårig, var det for at kunne hellige mig mine projekter som Grundtvig‑discipel og økumenisk aktiv slavist. Men det var mit klare forsæt, at jeg i forbindelse dermed også i et vist omfang ville være aktiv som præst, når man havde brug for mig som afløser rundt omkring i stiftet. Jeg ville gerne bevare denne dimension i mit liv - selv om det også har haft stor betydning for mig at kunne sidde på kirkebænken som almindelig kirkegænger de fleste søn- og helligdage. Noget helt andet - men i denne artikels sammenhæng jo ikke uvæsentligt - er, at jeg som også lidt musiker har flere tjenester om året som organist end som præst. Det er på hele denne baggrund, jeg her i denne artikel vil præsentere nogle af de overvejelser i forbindelse med salmevalget, jeg har gjort mig, siden jeg i 1971 blev præst - og fortsat gør mig. For man bliver jo aldrig færdig. Derfor skal de principper og resultater, jeg her lægger frem, heller ikke ses som min endelige mening om, hvordan alle bør gøre. Men jeg håber, at de vil kunne virke tankevækkende og inspirerende. Og selv om man i princippet følger de retningslinjer, jeg her ridser op, vil man sagtens kunne nå til temmelig anderledes - og måske ligefrem bedre - resultater.
Inden man begynder at arbejde med salmevalget, må man gøre sig klart, at gudstjenesten er både større og ældre end en selv, ja, at hele kristendommen overhovedet jo ifølge sagens natur kommer til os bagfra. Jeg har i den forbindelse taget til mig, hvad vist Erik A. Nielsen har sagt, nemlig at gudstjenesten er ”re‑præsenteret frelseshistorie”. Og kirkehistorien er jo også en del af frelseshistorien (tredje trosartikel!). Således forstået er gudstjenesten altså vort dialogiske møde med frelseshistoriens, herunder kirkehistoriens, Gud, et møde, vi alle må gå ind i med stor glæde og ydmyghed.
Enhver forsamling af blot to eller tre i Jesu navn og under
fastholden ved apostlenes lære og fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne er
en gudstjeneste. Men jeg vil her holde mig til Den Danske Højmesse med tre
læsninger efter 1993‑alterbogen, idet jeg af såvel historiske og
selvforståelsesmæssige som økumeniske grunde ikke alene vil se den som
udsprunget af den middelalderlige katolske messe (hvad den jo er), men også vil
se den som ”økumenisk nabo” til den nuværende katolske messe, som jeg i
forbindelse med især mit polske engagement er ret fortrolig med, uden af den
grund at være blevet mindre evangelisk‑luthersk, tværtimod! For at sige
det ganske kort, går min strategi ud på, at vi lutheranere skal stille os tæt
og kærligt‑kritisk ved siden af vore romersk‑katolske medkristne -
med fødderne solidt plantet i ”
Netop når man vil være traditionsbevidst, må man dog selvfølgelig aldrig glemme, at de knapt fem hundrede år fra Reformationen til i dag er den nærmeste og bedste del af vor tradition som danske kristne og blandt andet udgør den periode, hvori vor enestående salmeskat er blevet til. Det er imidlertid først i løbet af de sidste hundrede år, man er begyndt at genvinde forståelsen for gudstjenestens betydning som samlet forløb og struktur.
Andre gudstjenester end selve højmessen kan jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg vil nævne, at det efter min mening ikke er nogen fordel at ”holde højmesse altid”. Morgen-, eftermiddags- eller aftengudstjenester kan med fordel være firesalmersgudstjenester (og altså med kun to læsninger) uden nadver og med en salme før evangelielæsningen og prædikenen, der vælges ganske frit, fx i tilslutning til den første læsning eller som en anden form for oplæg til evangelielæsningen og prædikenen end den hallelujaorienterede salme, jeg vil anbefale i højmessen. Det kan fx være en hel længere helligåndssalme, en salme om ordet el. lign.
Salmevalg med udgangspunkt i den katolske messe
Vor højmesses forhold til den romersk‑katolske messe er, hvad salmevalget angår, især interessant, for så vidt angår de tre første salmer.
Indgangssalmen
Når man skal vælge indgangssalmen, er det et nyttigt udgangspunkt at være klar over, at vore led præludium, indgangsbøn og indgangssalme, svarer til messeleddene Introitus, syndsbekendelse, kyrie og gloria (idet Introitus‑leddet i den moderne katolske messe, så vidt jeg har oplevet det og er bekendt med det, som regel er repræsenteret af bogstavelig talt en indgangs‑salme fra den katolske salmebog, altså mens processionen går op til alteret). I festtiderne og i adventstiden vil indgangssalmen normalt skulle være en glad og lovprisende salme med elementer fra den pågældende kirkeårstid eller dag. I helligtrekongerstiden og trinitatistiden vil den som oftest ligeledes skulle være en lovprisende salme, der svarer til dagens karakter, gerne med ”indgangs‑præg”. Man skal generelt tænke på, at enhver søndag er Herrens opstandelses dag, men selvfølgelig også til hver enkelt søndag have dagens særlige tekster i tankerne - uden at gøre hele så tematisk, at menigheden bliver forstemt. På første og sidste søndag efter helligtrekonger og første søndag efter trinitatis kan man tænke ganske særligt på søndagens karakter som gudstjenestens dag, men også på Gud som treenig. På sidste søndag efter trinitatis kan man vælge en salme, der på en eller anden måde sammenfatter og dermed tager afsæt i hele det kirkeår, som nu slutter. På nogle af de almindelige søndage vil teksterne, hvoraf evangeliet selvfølgelig er den vigtigste, gøre det nærliggende at vælge en indgangssalme, der har et tydeligere præg af syndsbekendelse eller kyrie. I fastetiden (og allerede i den for-fastetid, vi jo har bevaret) må indgangssalmen have klar syndsbekendelses-, nødråbs-, passions- eller synd‑nåde‑karakter. Til 1. søndag i fasten har jeg fx altid valgt 496. - Man skal tænke sig godt om, inden man som indgangssalme vælger en salme, der er skrevet til andagt på hverdage, altså fx en almindelig morgensalme.
Anden
salme
Anden salme er i den højmesse, jeg her taler om, salmen efter den gammeltestamentlige læsning. Og her er det i hvert fald vigtigt at vide, at man i den moderne romersk‑katolske messe på dette sted normalt synger en davidssalme eller dele af en davidssalme som vekselsang mellem en forsanger og menigheden (der synger et omkvæd). Så kan man nemlig allerførst prøve at se, om man kan finde en passende salme blandt de mange davidssalmegendigtninger, vi har i salmebogen. (I forbindelse med alterbogsreformen burde man have undladt at vælge de davidssalmer, der har bønnens form, til læsetekster og i stedet have gjort det muligt at synge dem som prosatekster. Så havde man haft også den mulighed, og så havde man undgået den forfærdelige pinlighed, det er, at præsten står og læse bønner til Gud op for menigheden). Men kan man ikke finde en passende davidssalmegendigtning, må man prøve, om man kan finde en salme af tilsvarende karakter, måske en salme fra afdelingen ”Troen på Gud Fader”, eller en anden salme, der i forholdsvis almindelige vendinger handler om forholdet til Gud. Nogle gange er den gammeltestamentlige læsning af en sådan karakter, at det kan være nødvendigt at svare på den med en Kristus‑salme eller en anden salme, der kan repræsentere det, den gammeltestamentlige tekst peger frem mod - eller demonstrerer savnet af.
Salmen
før evangelielæsningen
Tredje salme er salmen før evangelielæsningen og svarer derfor normalt til messeleddet halleluja, menighedens glædesudbrud over, at man nu skal høre det glædelige budskab. I festtiderne er det muligt at vælge salmer, der direkte indeholder ordet ”halleluja”, eller dele af dem. På 1. søndag i advent: 76. - I juletiden: 104 (julesøndag og nytårsdag (julens ottendedag) evt. v 1‑3 & 6, helligtrekongers (søn)dag evt. v 1‑4). - Fra og med påskedag, til og med 3. søndag efter påske: 218 (eller 222, evt. et eller flere enkeltvers). - Fra 4. til 6. søndag efter påske (som i hele deres præg i realiteten er søndage før pinse): 301. - Kristi himmelfarts dag: 252. - Pinsedag og anden pinsedag: 283. - Trinitatis søndag: 492. På almindelige søndage må man vælge noget med almindelig lovprisningskarakter, fx nr. 1. Eller eet eller et par enkeltvers, fx 10 v 4; det skal normalt ikke være en lang salme, man synger her. I fastetiden vælger man naturligvis noget, der handler om Jesu lidelse og død eller er af tilsvarende karakter, for her er der jo ikke halleluja i messen, men en anden ”akklamation”. Selv har jeg i næsten al min tid brugt 201 som gennemgående salme fra og med 1. søndag i fasten til og med Mariæ bebudelses dag (vers 2!). I helligtrekongers- og trinitatistiden vil man også kunne vælge en helligåndssalme (kort eller enkelt(e) vers), hvad der vist også er dansk tradition for. Eller en anden salme, der peger frem mod evangelielæsningen.
Salmen
efter prædikenen
Salmen efter prædikenen er menighedens svar på evangelielæsningen og prædikenen (samt alt, hvad der i øvrigt er gået forud, idet de to første læsninger jo også ligefrem kan have været inddraget i prædikenen). Her har den romersk‑katolske messe jo trosbekendelsen, hvilket også er godt - i den!
Med netop trosbekendelsen har vi et stort problem i vor nuværende gudstjenesteordning. Det er ikke godt, at vi har den før evangelielæsningen. Men vi kan jo ikke have den efter evangelielæsningen fra prædikestolen. ”Gud være lovet for sit glædelige budskab” er allerede rigeligt med ”prædikestolsliturgi”! Bedst ville det efter min mening - i hvert fald liturgisk set - være at have evangelielæsningen fra alteret, derefter trosbekendelsen, og så en lille orgeloverledning eller et salme‑vers, mens præsten kommer af messeklæderne og op på prædikestolen. Men nu har ønsket om at have evangelielæsningen og prædikenen tæt sammen på prædikestolen altså sejret.
Under alle omstændigheder er salmen efter prædikenen et af de vigtigste led i den lutherske salme‑messe, og jeg kunne aldrig drømme om at lade den vige for trosbekendelsen. Så hellere lide med den dårlige placering af trosbekendelsen efter anden læsning. Og vi har jo i netop vor danske salmeskat alle de dejlige evangeliesalmer, hvor evangeliet først genfortælles, og hvor vi til sidst svarer på det med tak og bøn. Nogle vil vige tilbage for, faktisk pr. automatik at vælge en sådan salme som salme efter prædikenen. ”Kage på kage”, har man sagt. Men jeg er ligeglad og vælger dem konsekvent. Er der ikke en salme, der direkte svarer til, ja, på, evangeliet, må man vælge en salme af en tilsvarende karakter, gerne en, der tydeligt indeholder tak for frelsen. Man kan også tænke på, at denne salme danner overgangen mellem prædikenen og nadveren.
Nadversalmer
Mange steder har man særlige nadversalmer før og efter nadveren. Det har jeg ikke selv haft. Blandt andet fordi jeg har ment, at gudstjenesten gerne måtte være så enkel og ”stor i trækkene” som muligt. Den romersk‑katolske messes eukaristi‑del er således ikke et forbillede for mig! I øvrigt er det efter min erfaring og viden ikke uden videre sådan, at man i den moderne romersk‑katolske messe gør noget stort ud af sangen før og efter nadverliturgien. Og man skal huske på, at et eventuelt offertorium (se nf.) kommer efter kirkebønnen (som jo bedes lige efter trosbekendelsen). Efter min mening skal man nok nøjes med at synge en særlig salme (eller enkeltvers) før nadveren, når kirkebønnen har været bedt for alteret, hvor det jo så til gengæld giver sig selv.
Men eukaristidelen af den romersk‑katolske messe rummer altså efter min mening alt for meget - også helt bortset fra dens forfærdelige karakter af offer (her må man virkelig sætte sit ”økumeniske filter” på!). Alle dens mange led kommer til at skygge for selve ”Herrens indstiftelse” (Grundtvig). Og jeg går selv med glæde fra salmen efter prædikenen lige over i nadverritualet, hvor jeg dog trods alt foretrækker ritual C (med præfation og fælles helligsang (Sanctus). Så savner jeg ikke noget. Under uddelingen kan man (evt. koret) godt synge noget (svarende til messeleddet Communio), men dæmpet, langsomt orgelspil med dybe toner, er også godt. Et eller et par salmevers efter uddelingen kan også være udmærket, svarende til den takkesang, katolikkerne - måske - synger efter kommunionen. Men man kan også bare lade det dæmpede orgelspil (eller korsangen) fortsætte indtil kollekten. Hvis man har salmer eller salme‑vers omkring nadveren, kan de med fordel veksle med kirkeåret, så man har salmer eller vers, der passer til hhv. adventstiden (dog evt. med særlige salmer eller vers til 1. og 2. søndag i advent ), juletiden, helligtrekongerstiden osv. I trinitatistiden kan man måske veksle mellem to eller tre ”sæt”.
Udgangssalmen
Udgangssalmen vil som regel skulle være en kort tak for, hvad vi har modtaget i gudstjenesten, gerne med elementer, der fører os ud til ugens liv som kristne i verden. I festtiderne selvfølgelig en af den pågældende fests salmer eller vers af en sådan. I tiden fra 1. søndag i fasten til og med palmesøndag vælger jeg fast hhv. 624, 207, 206, 217, 58 (Mariæ bebudelse!) og 208, og det kan jeg så meget desto bedre gøre, som jeg ikke skal bruge dem før evangelielæsningen, hvor jeg jo som gennemgående salme har 201 (dog ikke palmesøndag, hvor jeg fx har haft valgt 212).
Nogle eksempler
Til slut vil jeg give nogle eksempler på mit eget salmevalg fra de senere og seneste år til forskellige dage i kirkeåret. Salmenumrene fra den gamle salmebogs tid er ”oversat” til DDS 2003‑numre. Overvægten af eksempler fra første tekstrække‑år skyldes forskellige mere eller mindre tilfældige forhold.
1. søndag i advent er hos os - og med rette - i modsætning til den romersk‑katolske 1. søndag i advent en nytårs‑festgudstjeneste, og her valgte jeg i 2003: 74, 80, 76 v 1‑4, 78 og 76 v 5‑7.
Kristi fødsels dag (juledag) 2002: 100, 115, 104, 118 og 101.
Nytårsdag (julefestens ottendedag) 2002: 712, 110, 104 v 1‑3
& 6, 135 og 719.
Sidste søndag efter helligtrekonger (”forklarelsessøndagen”) 2007: 402, 64, 1, 161 og 162.
Fastelavns søndag 2007: 205, 56, 142 v 1‑2, 141 og 599.
2. søndag i fasten 2007: 493, 499, 201, 158 og 207.
3. søndag efter påske 2003 (min afskedsgudstjeneste i Døllefjelde): 236, 235, 218, 230 og ”246 v 4‑6” (= 212 i den gamle salmebog).
5. søndag efter påske 2005: 724, 47, 301, 56 og 58.
Trinitatis søndag 2002: 321, 66, 492, 355 og 11.
1. søndag efter trinitatis 2001: 403, 435 (se nf.), 289 v 3 (se nf.), 685 og 696.
11. søndag efter trinitatis 2002: 3, 707, 396 (se nf.), 151 og 518.
14. søndag efter trinitatis 2002: 391, 38, 1, 52 og 676.
Allehelgens søndag 1999 (se nf.): 9, 31, 571, 566 og 375.
Sidste søndag i kirkeåret 2001: 349, 435 (se nf.), 492 v 6, 66 og 431.
Bemærkninger til de
salmenumre, hvorefter der står ”(se nf.)”.
Til 435 på første og sidste søndag efter trinitatis:
Ifølge de principper, jeg har opregnet ovenfor, er det
forkert at bruge nr. 435 (Aleneste Gud i Himmerig) som andet end indgangssalme,
da den jo svarer til gloria‑messeleddet - så at dens første vers jo også
bruges som gloria‑led, når vor højmesse i henhold til Alterbogens ”Note
Til 289 v 3 (Du
kærlighedens Ånd! indgyd):
Her er et eksempel på, at jeg har valgt et vers fra en helligåndssalme før evangelielæsningen. Men det blev så den måde, vi mødte evangeliet på den dag. Og netop dette vers fører os jo godt fra epistelen til evangeliet. (Vi må her prøve at undgå, at den fejlplacerede trosbekendelse får os til, helt at glemme anden læsning). Det er heller ikke muligt at finde egnede ”hallelujaagtige” salmer eller vers til samtlige søndage efter trinitatis.
Til 396 (Min mund
og mit hjerte) på 11. søndag efter trinitatis:
396 er jo klart skrevet over en del af epistelen, men da det således er fristende at bruge den, og da den jo også munder ud i en lovprisning, der passer godt til evangeliet, har jeg valgt den. Se også de andre bemærkninger her ovenfor, især den til 289 v 3.
Til allehelgens
søndag 1999:
Allehelgens søndag rummer følgende elementer: ”Helgen‑elementet”, dvs. martyr‑elementet. ”Allesjæles‑elementet”, dvs. det at mindes vore døde med håb. ”Reformations‑elementet” (Luthers teser allehelgensaften 1517). Dette sidste element ville jeg også gerne have vist et eksempel med. Men det er det af forskellige grunde ikke blevet til. Bla. er ”Lover Gud, I kristne fromme” jo ikke kommet med i DDS 2003! Ellers har jeg også ofte valgt 336. Men andre gange har jeg ønsket, at vi skulle koncentrere os om de to førstnævnte elementer, hvilket dog ikke betyder, at jeg ikke gerne ville kunne bruge den storslåede ”Lover Gud, I kristne fromme” med jævne mellemrum. Men den har åbenbart været for skrap kost.
* * *
Mindre religion
[Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 06.03.07. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”].
Da jeg blev præst i 1971, syntes ”religionen”, dvs. kristendommen, at være under afvikling i Danmark. Omkring 1980 kom der en ny åbenhed - for alle mulige former for religiøsitet, herunder dog også kristendommen. Så kom indvandringen. Som hed sig at være af så beskedent omfang, at det da umuligt kunne få nogen indflydelse. Men efterhånden fik vi at vide, at nu var vi et multikulturelt samfund, og at det måtte vi indstille os på. Der blev løjet for os og manipuleret med os, og alle slags undertrykkelsesmekanismer blev taget i anvendelse. Det var faktisk de metoder, der blev brugt for at holde den frembrydende kritik nede, der først fik mig op af stolen. Men efterhånden begyndte selve problemets karakter at gå op for mig.
Alle vi danskere vil gerne hjælpe. Men selv den største indvandring til Danmark ville jo ikke kunne afhjælpe de enorme problemer, den tredje verden stod i, hvorimod den ville betyde, at Danmark ville komme til at udvikle sig i en helt anden retning, end det ellers ville være blevet tilfældet. Og det ser vi nu. Prisen for at have nogle hundrede tusinde muslimer i Danmark er, at nu skal også kristendommen henvises til privatsfæren. Som en slags hobby.
Jeg er ikke, hvad man kalder teokrat, altså en, der mener, at religiøse argumenter skal have en særlig vægt eller ligefrem være de eneste afgørende. Men havde vi ikke haft indvandringen, ville tingene have kunnet udvikle sig naturligt. Med et større eller mindre antal mere eller mindre bevidste kristne. Og med den indflydelse på menneskelivet i Danmark, det på en naturlig måde kunne have fået.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
En bedre fordeling
[Lolland-Falsters Folketidende 23.01.07]
I forbindelse med biskop Steen Skovsgaards udtalelser om blandt andet den seneste tids vejrfænomener som mulige tegn på, at den yderste dag er nær, er der et ejendommeligt forhold, vi ikke må glemme. Og det er, at medens der i selve kirken er en tendens til at dyrke en ”kristendommen light” med ingen eller ringe vægt på det Guds Riges komme, vi ellers beder om, hver gang vi beder Fadervor, møder vi hos miljøforkæmperne i mange tilfælde en måde at tale og forholde sig på, som har klart religiøse, ja, ofte ligefrem ”apokalyptiske” træk (jfr. betegnelsen ”Apokalypsen” for Det Nye Testamentes sidste skrift, Johannes’ Åbenbaring med synerne af begivenhederne i de sidste tider). En bedre fordeling af praktisk fornuft og religiøsitet ville gavne både kristenlivet og miljøsagen.
De, der kender mig, vil vide, at jeg hører til dem, der lægger allermest vægt på Evangeliets her-og-nu-betydning, men at dette ingenlunde er ensbetydende med en svækkelse af den dimension, der udgøres at håbet om Guds Riges komme. Hvis jeg må have lov at citere indledningen til min første Grundtvig-afhandling: ”Spørgsmålet er dels, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med en ’saglig egenværdi’, dels, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen” (”Fra drøm til program”, 1987, s. 9).
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Virkeligheden er vanskelig
[Lolland-Falsters Folketidende 20.12.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”.]
Den 19. december bragte Folketidende et læserbrev af den jyske sognepræst og medstifter af Præsteinitiativet Bodil Hindsholm Hansen: ”Indenfor og udenfor”. Og til det vil jeg sige:
Det er rigtigt, at Jesus - blandt meget andet, som vi heller ikke må glemme! - har sagt henholdsvis ”Jeg var fremmed, og I tog imod mig”, og ”Jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig” (Matt. 25,35 og 43). Og det må vi alle høre. Ja, jeg mener det virkelig. Hvad skulle jeg ellers mene? Problemet er bare, at der er et par milliarder mennesker i verden, der ville opnå en kolossal forbedring af deres livssituation, hvis de blev lukket ind i Danmark. Ligesom det jo i øvrigt også har vist sig, at det ikke kun er mennesker, man lukker ind, når man bare åbner dørene, men i høj grad også nogle idéer, der - hvis de får magten her - vil kunne ødelægge alt, hvad vore forfædre og vi selv har fået bygget op, og som gør Danmark til et så attraktivt sted.
Det nytter altså ikke, bare at hælde helligt vand ud af ørerne, som Præsteinitiativets folk gør. Virkeligheden er vanskelig, og man skal ikke bilde hverken sig selv eller andre ind, at man har efterlevet Jesu ord, bare man har forsøgt at skubbe en smule til den nuværende danske fremmedpolitik.
Bent Christensen
præst og politisk aktiv borger
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Tilbage
til julen?
[Lolland-Falsters Folketidende 07.12.06]
Det var med stor glæde, jeg i Folketidende den 6.december læste artiklen ”Juleaften mister sin status”. For nu har førjuleriet antaget så absurde proportioner, at forudsætningerne for en tilbagevenden til den egentlige måde at fejre jul på er ved at være til stede.
Jeg tænker selvfølgelig især på forholdene i selve kirken, hvor man har en autoriseret alterbog, ifølge hvilken julefesten ligger i dagene 25. december til 6. januar (med helligaftenskimningsandagten 24. december som en sent tilkommen optakt), men laver alt muligt juleri i den dejlige forberedelsestid, som adventstiden er.
Kirkeåret er en af de større strukturer, Evangeliet kommer til udtryk i, og en udviskning af denne struktur er en tilsvarende svækkelse af den måde, Evangeliet kommer til at stå for os på.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Islam og
naturlig åbenbaring
Af Bent Christensen
[Dansk Kirketidende 23/2006, 29.11.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
I sit svar i nr. 21/2006 på indlæggene fra os medlemmer af Islamkritisk Netværk i nr. 16/2006 skriver Kim Arne Pedersen om mig, at jeg ”argumenterer mod naturlig teologi”, ja, han spørger, om jeg ikke ender i ”en barthiansk og dermed ikke særlig grundtvigsk position”, og hvorfor jeg ikke som Grundtvig-forsker diskuterer ”Grundtvig og naturlig teologi”. Men det var jo ikke naturlig teologi som sådan, jeg argumenterede imod. Jeg mindede blot om, at ”Islamkritisk Netværk er ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk diskussionsforum”. Og jeg vil i den forbindelse gerne bringe noget af det i min oprindelige tekst, jeg måtte skære væk for at efterkomme redaktørens krav om max 600 ord:
”Nu er det jo ikke sikkert, der overhovedet ER nogen Gud. ([...] jfr. Grundtvigs helt afgørende vigtige skelnen mellem spørgsmålet om ”den sande kristendom” og spørgsmålet om ”kristendommens sandhed”). [...] Men er der dækning for ordet ”Gud” med stort G, er der altså kun een. Og jeg vil sådan set med hele mit gemyt og i hele mit eget discipelforhold til Grundtvig meget gerne tale om, at denne ene Gud også åbenbarer sig i sit skaberværk. Ja, jeg gik, som nogle af dette blads læsere kan have bemærket, faktisk på pension som 60-årig i 2003 for at kunne hellige mig projektet ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”, hvor pointen netop er, at det gudsforhold, som i gudstjenesten, teologien og fromhedslivet finder sted i den frelseshistoriske dimension, så at sige bliver fyldt ud af dén indirekte gudserkendelse, som opnås gennem ”den kendende og elskende forholden sig til selve Tilværelsen”. Der er dog her klart tale om et projekt inden for kristendommens rammer, men alligevel”.
Herefter kommer det i nr. 16 trykte afsnit, hvor jeg svarer benægtende på spørgsmålet, hvorvidt islam kan regnes for ”naturlig åbenbaring”, men i stedet betegner islam som ”historiens største kætteri”. Hvortil jeg i den oprindelige tekst føjede: ”Medmindre altså Muhammed havde ret, og det er os andre, der er kættere, forvanskere, vantro. Det endegyldige svar på dette spørgsmål, gives - som Grundtvig også har sagt det - først ved verdens ende”. - Og jeg fortsatte:
”Noget helt andet er, hvordan vi som kristne skal forholde os i mødet med den konkrete muslim, og her vil jeg godt sige, at hvis det er i et møde i en stille og rolig og fredelig ligevægtssituation, så vil jeg da godt anerkende, at muslimen (navnlig hvis han aldrig har hørt andet) i hvert fald selv tror, det er Gud, han forholder sig til. For uanset hvad vi ellers må sige om islam, er også hver enkelt muslim jo skabt til Gud, dvs. med en trang til at finde hvile i forholdet til Ham. Og så kan vi ellers, som det hedder, tage den derfra. Hvilket ganske vist, hvis samtalen fortsætter længe nok, vil føre til konstateringen af, at der er tale om to fundamentalt forskellige måder at forholde sig til vor fælles Skaber og Herre på”.
Til slut vil jeg her sige, at det - netop i forholdet til islam - ikke er muligt at skelne mellem religion og politik, fordi islam jo under påberåbelse af at sidde inde med den direkte, nøjagtige, fuldstændige og endegyldige åbenbaring kræver politisk magt eller (foreløbig) særbehandling. Og det, at dette krav under alle omstændigheder og først og fremmest må afvises politisk, betyder ikke, at det ikke også nødvendiggør en teologisk kritik, der ganske særligt retter sig mod de elementer i islam, der her er tale om.
* * *
MIN FORKLARING
Af Bent Christensen, pastor emer., dr. theol., Holeby
[Dansk Kirketidende 16/2006, 23.08.06. Eet af fire indlæg fra medlemmer af Islamkritisk Netværk mod Kim Arne Pedersens artikel i DKT 14/2006 ”Grundtvig, islam og det islamkritiske netværk”. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
I artiklen ”Grundtvig, islam og det islamkritiske netværk” (nr. 14/2006) påstår Kim Arne Pedersen, at vi grundtvigske teologer i Netværket har et forklaringsproblem. Men Grundtvig selv kan altså også være meget hård - og meget træffende, forbløffende aktuel - i sin islamkritik. Og Islamkritisk Netværk er ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk diskussionsforum. Det er dannet i en situation, hvor de gode, de bange og de kyniske (erhvervsfolk og geopolitikere) slår knuder på sig selv for at fedte for muslimerne, ja, repræsentanter for Folkekirken ligefrem taler om at revidere teksten i et af dens bekendelsesskrifter.
Det må derfor afklares , hvordan Folkekirken bør optræde i denne situation. Og der må øves en teologisk kritik af religionen islam, hvis troende optræder i Danmark og Europa i stadigt stigende tal og fører sig frem med politiske krav med stadigt voksende styrke, to forhold, som tilsammen kan komme til at betyde en total ændring af hele vor livsform, ja, i sidste ende og i værste fald enten islamisk dominans eller samfundsmæssigt kaos og måske ligefrem borgerkrig.
At muslimen og den kristne ikke tror på den samme Gud, er en meningsløs påstand, hvis det er underforstået, at muslimen og den kristne så tror på hver sin Gud (med stort G). Meningen er derfor, at for den kristne er muslimens gud en afgud, ja, det, der er værre! Islam er jo ikke et resultat af naturlig åbenbaring. Den er ikke kommet til Muhammed gennem hans oplevelse af menneskelivet og verden. Islam er - ud fra en religionshistorisk betragtning - Muhammeds konstruktion på baggrund af hans kendskab til jødedommen og kristendommen. Og dermed ud fra en kristen betragtning historiens største kætteri.
Det, at alle mennesker er Guds skabninger, skabt i hans billede, så vi ligner ham, ja, skabt til Ham, garanterer ikke noget som helst. Ordet ”Gud” bare en lyd - der kan bruges til hvad som helst. For desværre er det af Gud skabte menneske en falden skabning, en synder, der vil sikre sig og hævde sig i forhold til sin Skaber og videre vil bruge ethvert middel, også det allerhøjeste, nemlig skabningsforholdets ”religiøse instinkt”, til at gøre sig selv til herre over sit medmenneske. Derfor er den megen tale om særlig respekt for idé- og praksiskomplekser, der er forsynet med betegnelsen religion, tåbelig, ja, man burde snarere sige, at ethvert sådant kompleks bør sættes under skærpet tilsyn, når det gør krav på særligt hensyn og særlig magt.
Det er altså fuldt berettiget, at vi i Islamkritisk Netværk prøver at sætte et kritisk lys på såvel islams fremfærd som på vor egen måde at forholde os til den på. Ikke på den måde, at vi selv gør et fundamentalistisk magtkrav gældende, fordi vi tror på ”den ene sande treenige Gud” og på Jesus som ”Kristus Guds Søn” (ude på verdens store torv er såvel kristendommen som islam jo bare påstande blandt andre påstande), men på den måde, at vi lægger Koranen og Bibelen ved siden af hinanden og desuden sammenligner de to religioners tilblivelseshistorie og videre historie og frugter, idet vi også foretager en systematisk opgørelse af deres indhold og væsen. Videre må vi sammenligne islam og dens frugter med den samfunds- og livsform, der fremstår som ønskelig, ikke bare for os selv i vore egne lande, men også universelt. Guddommeliggørelsen og den deraf følgende urimelige brug af menneskerettighederne må ganske vist også kritiseres, men de bør forstås og bruges som et sæt praktiske spilleregler med universel gyldighed, hvor det universelle simpelt hen viser sig derved, at ingen i det lange løb kan slippe af sted med at modsige dem over for verdensoffentligheden.
* * *
DER
ER MINDST FEM DIMENSIONER I DET NYE NETVÆRK
[Kristeligt Dagblad 12.06.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
[Min
overskrift var (bedre): Dem og os – mindst fem dimensioner]
Af Bent Christensen
Den fremmedpolitiske debat og debatten om forholdet til islam har altid været præget af rod i begreberne. Og forvirringen er ikke blevet mindre, efter at Islamkritisk Netværk er trådt frem. Der er mindst fem dimensioner i hele den samlede problematik.
I den første dimension ligger selve befolkningsudskiftningsproblematikken, hvor mange danskere er imod, at der kommer så mange fremmede til landet, at vore efterkommere selv i bedste fald kommer til at leve i et helt andet samfund, end det ellers var blevet tilfældet – medens andre ser udslettelsen af det særligt danske som et formål i sig selv.
I den anden dimension ligger de problemer, der på det kulturelle og samfundsmæssige plan er forbundet med den voksende tilstedeværelse af specielt muslimer, idet selve tilstedeværelsen af et stort muslimsk mindretal på en helt særlig måde vil komme til at præge menneskelivet i Danmark. Afgørende er her det moderne, frie vestlige samfunds modstand mod de teokratiske og dermed totalitære elementer i islam.
I den tredje dimension ligger spørgsmålet, hvordan store grupper med forskellig tro skal kunne leve fredeligt ved siden af hinanden i samfundet. Her må de kristne alt andet lige være de første til at gå ind for fredelig sameksistens. Ikke mindst vor egen historie her i Vesteuropa har lært os en frygtelig lektie, hvad dette angår. Problemet er bare, at alt ikke er lige, idet der, selv med de så stærkt kritiserede danske stramninger, er tale om en tilstrømning og tilvækst af et omfang, som er helt uden fortilfælde.
I den fjerde dimension ligger de kristnes forhold til muslimerne på selve det religiøse og teologiske plan, et forhold, der har såvel en kritisk som en missionarisk side. Pdes. må de kristne træde ganske særligt op mod de undertrykkende elementer i islam og i det hele taget afvise denne religion som et kæmpe kætteri, men pdas. må de i lydighed mod Kristi missionsbefaling i fuld frihed komme de mennesker kærligt og taktfuldt i møde, som indtil nu har levet deres liv inden for rammerne af denne religion, ja, i en vis forstand anerkende, at de i hvert fald selv tror, de dermed forholder sig til hele verdens og alle menneskers ene Herre, hvorefter de kristne ved såvel eksempel som ord må forkynde evangeliet om, at det er ved Jesus Kristus, man kommer i det sande forhold til denne Herre og opnår den sande frihed.
I den femte dimension ligger den kristne kirkes eventuelt mere politiske optræden i forhold til såvel de herboende muslimer som den muslimske verden overhovedet. Her er der nogle, der gerne vil optræde politisk på Folkekirkens vegne, medens andre er imod en sådan optræden, især hvis Folkekirken dermed får en slags rolle som et vedhæng til hhv. Udenrigsministeriet og Integrationsministeriet.
Det er vigtigt at skelne mellem disse dimensioner – også selv om de jo ofte skærer ind over hinanden og [STRØGET AF KD-RED: især for så vidt angår dimension 1 og 2 og dimension 3 og 4] skaber ubehagelige dilemmaer.
Bent Christensen,
pastor emer., dr. theol. og medlem af Islamkritisk Netværk,
Fuglsevej 5,
4960 Holeby
* * *
I VIRKELIGHEDEN
[Præsteforeningens Blad 26.05.06. Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
I sit svar på mit indlæg ”Folkekirken i Muhammed-krisen” (nr. 15/16) – med overskriften ”En skrivebordsskelnen” (nr. 19) – betegner Jørgen Christensen min skelnen mellem politiserende resolutioner og det, alene at udtale sig om det, der har med kirkens egne forhold at gøre, som ”en skrivebordsskelnen, der ikke passer på virkeligheden”. Men jeg må fortsat se det som et særdeles virkeligt problem, at folk fra den kirke, jeg er medlem af, er med til at vedtage en udtalelse, hvor der i forhold til en hysterisk, magtsyg og voldelig, ja, i nogle tilfælde morderisk reaktion på nogle uskyldige tegninger i en dansk avis tales om ”respekt” og om, at offentliggørelsen af tegningerne var ”en devaluering af ytringsfriheden”. Og det bliver ikke bedre af, at de kristne i de pågældende lande er blevet gjort til gidsler, hvoraf nogle er blevet dræbt.
Jeg så helst, at vi Folkekirken blev enige om, at ingen, der på nogen måde optræder på et kirkeligt embedes eller et kirkeligt organs vegne, kan skrive under på noget som helst. Og det indebærer ikke en fornægtelse af kirkens legemlighed – som jo netop ikke skal komme til udtryk på papir, men i, at vi kristne omgås hinanden, fejrer gudstjeneste sammen, oplever andre ting sammen og taler med hinanden om såvel praktiske som teologiske spørgsmål.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Torslunde, Holeby
* * *
FOLKEKIRKEN
I MUHAMMED-KRISEN
[Præsteforeningens Blad 2006/15-16, 15.04.06. - Er også sat på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Er jeg den eneste, der har set noget problematisk i dels de danske kirkefolks optræden ude i verden i anledning af Muhammed-krisen, dels den danske delegations medvirken i vedtagelsen af udtalelsen i samme anledning på Kirkernes Verdensråds generalforsamling? Jeg mener, der er noget her, der i hvert fald må drøftes.
Formelt har alle deltaget som enkeltpersoner, og altså ikke på Folkekirkens vegne. Men reelt har det vel både ude og hjemme været opfattet som noget, der er sket på Folkekirkens vegne. Og hertil må jeg sige, at det i hvert fald ikke har været på mine vegne. Og formodentlig heller ikke på flertallet af folkekirkemedlemmernes vegne. Eller i hvert fald langtfra på alle folkekirkemedlemmers vegne.
Jeg er tilhænger af den nuværende Folkekirkes adskillelse fra staten. Dog på så langt sigt som muligt. For vi er ganske uforberedt til det. Og i den forbindelse har jeg gentagne gange sagt – nemlig til dem, der har udtrykt frygt for, at vi så vil få en synode, der udtaler sig om alt muligt – at paragraf 1 i den nye kirkes forfatning skal lyde: ”Intet kirkeligt organ må udtale sig om andet, end hvad der har med kirkens egne forhold at gøre”.
Tilsvarende mener jeg, det allerede nu må præciseres, at intet folkekirkeligt organ og ingen folkekirkelig delegation, hverken hjemme eller ude, må udtale sig om andet, end hvad der har med selve den kristne Kirkes forhold at gøre.
Jeg har fra første færd været en stor tilhænger af den mellemkirkelige organisation, vi fik i 1990, og jeg har selv været meget mellemkirkeligt aktiv i alle disse år. Men formålet skal udelukkende være selve det indre sam-liv i den store familie, de kristne (Kirken) udgør. Og selv i denne dimension skal Folkekirken så vidt overhovedet muligt ikke deltage i vedtagelse af dokumenter og lignende.
Men navnlig skal Folkekirken altså holde sig helt ude af alt, hvad der på nogen måde har politisk karakter. For det første vil ingen politisk eller politiserende udtalelse kunne være på alle folkekirkemedlemmers vegne. Og for det andet skal Kirken kun tale i forkyndelsens og vidnesbyrdets kategorier, ikke i (mere eller mindre pseudopolitisk) resolutions-sprog.
Bent Christensen
* * *
NÅ!
[Sendt til Kristeligt Dagblad 17.03.06, men ikke optaget. Sat på her 23.03.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Nå! - Det er min kommentar til firmaet ”Gorillas”(!) blasfemiske T-shirt-tekst. Det er det seneste og formodentlig værste eksempel på, hvordan afstumpede og kyniske reklamefolk bruger ting fra religionen i deres forsøg på at skaffe sig ørenlyd på det overfyldte og støjende marked. Og så er der ikke mere at sige om det.
Det værste, vi kristne kan gøre, er at melde firmaet til politiet. Det er for det første helt principielt et spørgsmål, om vi under nogen omstændigheder skal prøve at bruge samfundsmagten til den slags. Og for det andet er hele blasfemiproblematikken nu i den grad blevet et spørgsmål om islams magt og rettigheder, at vi kun vil gå muslimernes ærinde ved at gøre det. Det er sigende, at det er et muslimsk byrådsmedlem, der straks har meldt firmaet til politiet. Jeg tror ikke, der er tale om andet end grov kynisme fra ”Gorillas” side. Men man kunne – som et tankeeksperiment - godt forestille sig det som et bestillingsarbejde.
Bent
Christensen
pastor
emer., dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Kirkernes Verdensråd og
tegningerne
[Sat på Kristeligt Dagblads Netdebat 02.03.06. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Jeg er dybt rystet efter at have læst artiklen [om den danske delegations aktiviteter på Kirkernes Verdensråds generalforsamling] "Danskere arbejder på at få fordømmelse af tegninger" (KD 02.03.06). Det kan ikke være rigtigt, at Folkekirken skal deltage i den slags. Oven i købet med de kristne mindretal som gidsler. Dette må få et efterspil. Det var slemt nok, at kirkefolk som en slags vedhæng til Udenrigsministeriet deltog i fedteturen for nylig. Men der er mange ting, der skal gøres op med i den kommende tid. Foreløbig vil jeg bare sige, at den danske delegation i hvert fald ikke repræsenterer mig, og at jeg vil kæmpe for, at Folkekirken for fremtiden bliver holdt helt uden for Kirkernes Verdensråds politiske aktiviteter.
NB! I øvrigt er jeg stærkt økumenisk indstillet og har personligt haft meget at gøre med såvel den ortodokse som den romersk-katolske kirke. For tiden er det især den katolske kirke i Polen og (især gennem herboende polakker) Danmark jeg har med at gøre, desuden, siden 1990, den lille lutherske kirke i Polen. Men ligesom Folkekirkens organer ikke skal politisere, skal der ikke politiseres i det økumeniske arbejde. Hvad enkeltpersoner siger, er noget helt andet. Her går jeg ind for næsten grænseløs frihed.
Bent
Christensen
pastor, dr.
theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
- -
TILFØJELSE senere 02.03.06
[Sat på som ”svar” i netdebatten]
I selve mit indlæg mangler følgende i bemærkningen om mine egne økumeniske aktiviteter:
"desuden, siden 1990, den lille lutherske kirke i Polen". – [HER: ER sat ind i ovenstående tekst]
Jeg er ked af, at jeg ikke fik dette med i selve teksten. For det var med denne kontakt, det hele startede, og jeg har så sent som i dag (02.03.06) mailvekslet med en af denne kirkes præster - i øvrigt om netop Muhammed-krisen!
Så vidt jeg kan se, er det ikke længere muligt for mig at rette i selve mit indlæg.
Endelig kan jeg tilføje, at jeg netop har læst den vedtagne udtalelse fra Kirkernes Verdensråds generalforsamling, og at jeg i en mail til Det Mellemkirkelige Råd, hvori jeg udbeder mig en forklaring, bla. skriver:
"Og det kan se nok så kønt ud. Nettoresultatet er et pres mod friheden til at lave satire over den magtbegærligt politiserende religion islam (som truer med at ødelægge Danmark og hele Vesteuropa). Så ikke alene repræsenterer vor delegation ikke mig; det samme må gælde en meget stor del af Folkekirkens medlemmer."
* * *
Helligånden
og debatten
[2]
Af Bent Christensen
[Præsteforeningens Blad 2006/4, 27.01.06. - Forkortet af redaktøren, fordi der ikke bringes personsager i bladet. De udeladte dele står her med småt. - Se også teksten ”Helligånden og debatten (1)” længere nede på denne underside]
Måske kan nogle huske det ”præsteinitiativ”, jeg i 2001 satte i gang ved et indlæg her i bladet: ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat” ( nr. 2001/26). Der var tale om et oprør mod det dengang faktisk eneherskende ”humanistiske, politisk korrekte tyranni”.
I dag er situationen på flere måder en anden, men på det seneste er der dog forskellige grupper, der har ført sig frem, altså bla. det såkaldte præsteinitiativ.
Læserne kan nok regne ud, at jeg ikke sympatiserer med dette initiativ, i den forstand, at jeg er politisk uenig med de pågældende. Og man er nok også klar over, at jeg hører til dem, der finder det plat og farisæisk. Men jeg vil med dette indlæg understrege, at jeg vender mig kraftigt imod ethvert forsøg på at holde disse præster nede med magt.
Jeg vil selvfølgelig spørge folkene bag præsteinitiativet, om de er rede til at drage den fulde konsekvens af deres evangelieforståelse, som jo må være totalt åbne grænser. For er de ikke det, må de med os andre indrømme, at ude i den politiske virkelighed må vi - med Evangeliets tiltale over os - foretage en helhedsvurdering og føre en politisk debat om, hvilken praktisk politik der bliver konsekvensen af den.
Men jeg er meget utilfreds med, at biskoppen over Fyens Stift har givet Georg Klinting, Krogsbølle, en påtale for den prædiken, han holdt juleaften. Jeg har bedt Georg Klinting sende mig den pågældende prædiken, hvad han meget venligt har gjort. Og det er unægtelig noget af et indlæg i den asylpolitiske debat - med udførlig inddragelse af to konkrete eksempler. Men havde jeg været hans biskop, ville jeg bare - som et rent prædiken-teknisk råd - have sagt, at han hellere burde have draget disse sager frem i den almindelige politiske drøftelse. Jeg ville aldrig have givet ham en påtale.
Jeg vil med næb og kløer forsvare [Georg Klintings og de andre] protesterende præsters ret til at gøre, som de har gjort. For det første er ”meningsundertrykkelse den anden vej” det sidste, vi har brug for nu. Og for det andet – og navnlig - er det under alle forhold bogstavelig talt livs-nødvendigt, at vi skal kunne regne med, at præsterne fra prædikestolen siger, hvad de mener de bør sige - uden frygt for repressalier. Og så må vi ellers tage uroen og debatten. Som jeg altid har sagt: I kirken skal det så vidt overhovedet muligt ikke være magten, men Helligånden og debatten, der styrer.
Bent
Christensen
dr.
theol.
tidligere
sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev
Fuglsevej
5
4960
Holeby.
* * *
VI MÅ LÆRE AT LEVE MED OG I MANGFOLDIGHEDEN
Kommentar 25.01.06 til Kåre Bluitgen-interview
i religion.dk 21.01.06. - Står også på undersiderne ”Program” og
”Fremmedpolitik”.
I et interview på Kristeligt
Dagblads ”religion.dk”, ”Jeg bukker, takker og smiler” (21.01.06), siger Kåre
Bluitgen, som man jo ellers må beundre for hans mod og gode vilje, at ”jeg
tror, at lægevidenskaben en dag finder den medicin, der kan helbrede
religiøsitet, så vi en dag holder op med at slå hinanden ihjel, på grund af det
vi tror på”.
Hertil må vi som kristne sige, at
vel er det uhyggeligt, hvordan vi her i den vestlige kristenhed har behandlet
ikke alene andre mennesker, men også hinanden, men der er jo ikke noget af
dette, der kan føres tilbage til JESUS! Det er der virkelig ikke, tværtimod! Vi
kan også minde om, at kristendommen, altså selve den ægte kristendom, ikke er
en ”religion”, men netop adskiller sig fra og er et opgør med ”religiøsiteten”.
Når det alligevel er sådan, at der,
som det er blevet sagt, skal en stærk tro til at studere kirkehistorie (og det
såkaldt kristne Europas historie), er det, fordi kristendommen, dvs.
”kristendommen”, fra kejser Konstantins tid af alligevel er blevet gjort ikke
alene til ”religion”, men til statens, samfundets og kulturens idegrundlag. Heldigvis
er Evangeliet dog fortsat til stede som en kritisk mod-magt.
Noget andet er, at der alligevel er
det forkerte ved Kåre Bluitgens ”fromme” håb, at det er for naivt at forestille
sig, at de dårlige ting, selv kristendommen/”kristendommen” er blevet inddraget
i, skulle forsvinde, hvis det skulle lykkes at fjerne menneskenes religiøse gen
(eller hvad han nu forestiller sig). Den eneste ”behandling”, der kunne hjælpe,
ville være at fjerne ”arvesyndens gen”, altså genet for menneskets selviskhed
og trang til at herske over de andre. Og det er nok for meget at håbe på.
Historien er fuld af rædselsfulde eksempler på, hvad der kommer ud af forsøg i
den retning. Og Kåre Bluitgens forestillinger om den helt store
hjernemanipulation ligger klart på denne linje.
Nej, vi må indrømme og se i øjnene,
at vi mennesker er, som vi er, og så ellers prøve at inddæmme disse træk og
afbøde deres virkninger.
Det bogstavelig talt djævelske er,
at også de i sig selv allerstørste og allerbedste ting, altså først og fremmest
religiøsiteten, og lad os nu bare regne den kristne gudstro med, men også
kærligheden til folk og fædreland, kan føre til de værste og mest grusomme
handlinger, når de kommer i forbindelse med magtsygen.
Men det allerværste er, at det er
nemmere sagt end gjort at komme ud over dette. For netop det største, man tror
på eller elsker, er jo det, man sidst vil opgive. Dertil gælder også alle slags
idealer af ikke i snævrere forstand religiøs karakter, fx Kåre Bluitgens
idealer. Det viser han jo selv, når han med sit beundringsværdige mod faktisk
sætter sit liv på spil i sin insisteren på ytringsfriheden.
Hvad situationen i Danmark angår,
ville det bedste have været, om vi ikke havde lukket så mange muslimer ind i
landet. Men ellers er den eneste løsning, jeg kan se, at vi kristne - sammen
med frisindede humanister (der virkelig ER frisindede!) - insisterer på, at
magten skal holdes ude af den religiøse og i det hele taget idemæssige kamp,
som altså kun skal være en kamp på ord, en vidnesbyrdets og forkyndelsens kamp,
hvor forholdet til, hvad man i det hele taget må regne for sandhed, spiller den
afgørende rolle, men hvor alle parter også erkender, at det først er på den
yderste dag, det vil vise sig, hvad der er Sandheden (med stort). Og så må man
i øvrigt insistere på, at alle følger de spilleregler, der er nødvendige for,
at vi skal kunne leve i fred med hinanden.
Men det er ikke let. For
”spilleregler” som ”demokrati”, ”åndsfrihed”, ”tolerance” osv. har jo ikke i
sig selv noget INDHOLD. Der er intet i disse ”spilleregler”, man kan hverken
leve eller dø på, så der må noget mere til. Og det vil altid være fristende for
samfundet (staten) at prøve at påtvinge hele befolkningen et eller andet, der
er mere end bare disse spilleregler. Det vidner al historisk erfaring om. Som
det tegner lige nu, kan man frygte, at statsmagten og andre ledende kræfter vil
prøve at give ”værdierne” mere indhold og prøve at ophøje resultatet til en
slags ny offentlig tvangs-religion. Men det vil være forfærdeligt. - Men det
kan blive svært at definere grænsen. For man kommer ikke uden om en vis form
for fælles opdragelse i fx skolevæsenet, ligesom man heller ikke kommer uden
om, at et vist minimum af fælles værdi-indhold i det hele taget vil være
ønskeligt. Men det er altså svært, for det ligger vist ikke i menneskets natur
at elske mangfoldigheden. Man vil gerne have sin egen frihed, men man bliver
utryg, hvis de andre er alt for anderledes!
Det bedste vil være, hvis det - ud
over det ønskværdige minimum af fælles indhold - kan lykkes at lade
”spillereglerne” forblive hverken mere eller mindre end netop ”spilleregler” og
at lade borgerne selv finde ud af, hvad de hver især og i de grupperinger, de
evt. finder sammen i, vil bygge deres liv på og finde deres håb mod lidelsen og
døden i. Vi kristne skal være de første til at vise, at vi på een gang kan leve
og dø på vores tro og være gode medborgere og gode bidragydere til det
samfundsmæssige og kulturelle fællesskab.
Det eneste, vi alle må være absolut
intolerante over for, er intolerancen. Enhver gruppering, der vil prøve at tage
magten over hele samfundet og dermed udelukke den her omtalte mulighed, må
bekæmpes med alle nødvendige midler.
Endelig vil jeg sige, at dette ikke
udelukker, at menneskelivet i fx Danmark fortsat bliver i høj grad præget af
såvel vor historiske kristne (eller dog ”kristne”) arv som af den kristendom,
der fortsat lever i den - større eller mindre - kristne menighed. Det skal bare
ske i frihed, og under efterlevelse af de nødvendige spilleregler. Man kan jo
ikke have en meget stor gruppe af mennesker, der lever på en bestemt tro, uden
at det vil komme til at præge livet i hele samfundet. Navnlig hvis der fx er
tale om enkeltting, der kan vinde frivillig tilslutning hos borgere, der ikke
selv tilhører den pågældende gruppe.
Bent
Christensen
pastor, dr.
theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
PRINSEDÅBEN
21.01.06
Skrevet specielt her til denne underside 21.01.06. - Se også eksemplet på lørdagsdåb (”privat-dåb”) nederst på denne side, afdelingen med særlige gudstjenester.
Jeg er tilhænger af den måde, vi har monarki på. Og jeg er glad for vort kongehus. Men netop derfor afskyr jeg mange ting i den måde, kongehuset og alt, hvad der har noget med det at gøre, i disse år bliver dyrket på. Og jeg hører til dem, der frygter, at det på langt sigt kan virke direkte undergravende.
Også nogle af de seneste kirkelige begivenheder i kongehuset har været skæmmet af tidsåndens krav. Jeg tænker her først og fremmest på de ritualfremmede ”indslag” af mere eller mindre ”kulturel” art, der har været tale om i de pågældende gudstjenester, men også nogle af de såkaldte taler har været præget af tidens krav om, at alt skal være ”personligt”.
Det var derfor med de værste anelser, jeg lørdag den 21. januar 2006 satte mig foran fjernsynet for at se den til ulidelighed foromtalte dåbsgudstjeneste, og jeg gjorde det først for alvor i sidste øjeblik, så jeg stort set slap for den øvrige dækning af begivenheden.
Jeg havde dog en vis tillid til, at biskop Erik Norman Svendsen ville forvalte tingene godt. Jeg husker hans ”tale” ved kronprinseparrets bryllup som en god prædiken. Og min tillid blev stort set ikke gjort til skamme. ”Talen” var en virkelig god prædiken, enkel og pædagogisk, et fint udtryk for, hvad det hele drejer sig om, når man får sit barn døbt.
Jeg kunne godt have tænkt mig at sætte hele prædikenen på her, men vil nøjes med at indsætte linket til den på DR’s hjemmeside:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/01/21/101857.htm
Gudstjenesten
Og gudstjenesten var stort set helt efter bogen - nemlig Ritualbogen! Jeg indsætter en oversigt, idet jeg håber, der ikke er væsentlige fejl i, hvad jeg fik noteret. Det eneste virkelige ”indskud” er skrevet med rødt.
INTROITUS: Her kommer, Jesus, dine små.
INDGANGSSALME: I østen stiger solen op.
DÅBSTALE
DÅBSSALME: Op al den
ting, som Gud har gjort.
DÅBEN
INDSKUD: Korværk med drengesolist
og harpe.
DÅBSSALME: Sov sødt,
barnlille.
DÅBSKOLLEKT, HILSEN OG VELSIGNELSE
UDGANGSSALME: Nu
takker alle Gud.
KORVÆRK
TROMPETFANFARE – mens
forældrene med barnet gik ud, fulgt af biskoppen.
POSTLUDIUM
(Livgardens messingblæsere)
-
- -
KOMMENTAR:
Det eneste, der i denne gudstjeneste ikke var efter bogen, var korværket efter dåben. Og som tiden og Folkekirken er, kunne vi formodentlig umuligt være sluppet for mindst eet ”indskud” af den slags. Så det værste var placeringen. Salmen efter dåben er så tæt knyttet til selve dåbshandlingen, at der jo sådan set var tale om et indskud i dåbshandlingen i videre forstand. Det er i hvert fald helt klart, at ”Sov sødt, barnlille” burde være fulgt lige efter faddertiltalen.
At koret sang særlige amen’er, og at der kom et korværk efter sidste salme og derefter en trompetfanfare, mens forældrene med barnet, og biskoppen gik ud, kan ikke være urimeligt, når det er kronprinseparrets søn, der bliver døbt (se dog nf.). Det afgørende er, at der ikke sker brud på selve den forordnede gang i gudstjenesten, og det var der altså kun tale om i eet tilfælde.
Salmevalget vil jeg karakterisere som i bedste forstand ”normalt”. Det var salmer, gennemsnitsfolkekirkemedlemmet kender og holder af. Et fint udtryk for folkekirkeligt fællesskab.
- - -
Men
hvorfor har jeg sat dette ind her?
Fordi jeg gerne vil kommentere trangen til selviscenesættelse i forbindelse med særlige dåbsgudstjenester, vielser og begravelser - og dermed støtte især de yngre og kommende præster i forhold til de krav, der stilles.
Det gælder allerede selve ønsket om særlige dåbsgudstjenester om lørdagen (se dog også nf.). Her har jeg altid sagt, at det har man jo desværre ret til, hvis man vil nøjes med det - og så i øvrigt holdt den særlige dåbsgudstjeneste så skrabet som overhovedet muligt. For uanset at det nok er en særlig tradition i Den Danske Folkekirke, at dåben så vidt muligt finder sted under den almindelige gudstjeneste på søn- og helligdage, så har det jo aldrig været meningen, at dåben skulle være en privat familieceremoni, tværtimod ligger det i dåbens væsen, at den menighed, der døbes ind i, er repræsenteret.
Men det gælder altså også de forskellige selviscenesættelseskrav, der stilles. Og dem kan det jo være svært at afvise, hvis folk har siddet foran fjernsynet og set i princippet det samme finde sted, når det er kongehuset, der er involveret. Derfor burde alle kongelige begivenheder i Folkekirken vær strengt efter bogen - som et forbillede for hele resten af menigheden, og som en støtte til alle Folkekirkens præster.
Mange vil selvfølgelig spørge, hvad det dog kan gøre, at folk får lov at sætte deres personlige præg på deres særlige gudstjenester. Men jeg mener for det første, at der er tale om manglende ydmyghed, manglende forståelse af, at det, der foregår i kirken, det er noget, man går ind i og går ind under, og ikke noget, man selv skal skabe sig. Og for det andet mener jeg, at det i selve den strukturelle, liturgiske forstand er ødelæggende med alle disse ”indskud”.
At lige netop kongehuset holder lørdagsdåb - med tv-deltagelse af praktisk taget hele folkekirkemenigheden! - kan jeg ikke have noget at indvende imod. Der er flere indlysende grunde til, at det må være sådan.
Ej heller kan jeg have noget imod, at musikken er forstærket, og at der er særlige korsvar. Det er jo en særlig begivenhed, og det afgørende er, at selve liturgien ikke bliver brudt. - Et interessant spørgsmål er dog, om der så også skal tages særlige hensyn til andre højtstående familier, og hvor grænsen i givet fald skal gå.
* * *
[Sat på her 12.01.06. Var egentlig tænkt som indlæg i Kristeligt Dagblad, men blev ikke sendt dertil, da jeg jo så sent som 05.01.06 havde et indlæg i denne avis: ”Religionsstrid beror på misforståelse”. – Er også sendt til sognepræst Georg Klinting. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”.]
Som det vil være en del læsere bekendt, har jeg en anden holdning til den fremmedpolitiske problematik end de præster, der benyttede deres prædiken juleaften til at protestere mod folketingsflertallets asylpolitik. Og jeg vil bla. spørge dem, om de er rede til at drage den fulde konsekvens af deres evangelieforståelse, som jo må være totalt åbne grænser. For er de ikke det, må de med os andre indrømme, at ude i den politiske virkelighed må vi - med Evangeliets tiltale over os - foretage en helhedsvurdering og føre en politisk debat om, hvilken praktisk politik der bliver konsekvensen af den.
Men jeg er meget utilfreds med, at biskoppen over Fyens Stift iflg. Radioavisen 12.01.06 har givet sognepræst Georg Klinting en påtale for den prædiken, han holdt juleaften. Jeg har bedt Georg Klinting sende mig den pågældende prædiken, hvad han meget venligt har gjort. Og det er unægtelig noget af et indlæg i den asylpolitiske debat - med udførlig inddragelse af to konkrete eksempler. Men havde jeg været hans biskop, ville jeg bare - som et rent prædiken-teknisk råd - have sagt, at han hellere burde have draget disse sager frem i den almindelige politiske drøftelse. Jeg ville aldrig have givet ham en påtale.
Jeg vil med næb og kløer forsvare Georg Klintings og de andre protesterende præsters ret til at gøre, som de har gjort. I 2001 var vi nogle præster, der protesterede mod meningsundertrykkelsen fra den anden side, og nu skal vi ikke have det samme den anden vej. Men navnlig er det bogstavelig talt livs-nødvendigt, at vi skal kunne regne med, at præsterne fra prædikestolen siger, hvad de mener de bør sige - uden frygt for repressalier. Og så må vi ellers tage debatten. Som jeg altid har sagt: I kirken skal det så vidt overhovedet muligt ikke være magten, men Helligånden og debatten, der styrer.
* * *
Religionsstrid
beror på misforståelse
[Kristeligt Dagblad 05.01.06. - Overskrift i mit ms.: VIST NÆPPE STRID. - Står også på undersiden ”Fremmedpolitik”]
Mogens Camre og Morten
Messerschmidt ved selvfølgelig godt, at Gud pr. definition er alle tings herre,
men de vil blot holde religion uden for politik
Af Bent Christensen
Når dette læses, er KD-overskriften fra 3. januar formodentlig allerede gjort til skamme: ”Dansk Folkeparti i intern strid om religion”. For den uenighed, der ifølge den pågældende artikel skulle være tale om mellem DF-politikerne Camre, Messerschmidt og Langballe, må bero på en misforståelse.
Det, Mogens Camre og Morten Messerschmidt mener, når de i deres artikel i KD samme dag betegner intelligent design-læren som ”den seneste overtro”, er jo, at det ikke kan nytte noget at spille den slags teorier ud mod biologien – på biologiens plan. At biologien på den anden side kun forklarer meget lidt i forhold til, hvordan vi oplever og forstår vort eget liv ved simpelt hen at leve det, og i forhold til, hvordan vi videre oplever og forstår den verden, vi lever vort liv som en del af, er en helt anden sag, som de to forfattere springer over, idet de skynder sig videre til det forhold, at vi heldigvis kan gøre grin med intelligent design- folkene og eventuelle direkte bibelfundamentalistiske ”overtroiske præstemænd”, ligesom vi i det hele taget kan gøre grin med selv de allerhelligste ting i kristendommen. Hvorefter de så kommer til deres egentlige anliggende, som jo er, at det er uklart, hvorfor vi må gøre grin med kristendommen og kritisere den, men ikke må gøre det samme i forhold til islam.
Og når de to forfattere i artiklens indledning skriver, at ”troen på den ene eller den anden gud er en privatsag, så længe denne tro ikke indebærer en adfærd, som truer det demokratiske samfund og menneskers sikkerhed”, så er det jo ikke, fordi de ikke véd, at selvfølgelig er Gud pr. definition alle tings Herre, så at intet livsområde ligger uden for vort forhold til og ansvar over for Ham. Det afgørende er, at religionen holdes uden for politik i den forstand, at ingen må kræve mere magt til sig selv ved at påberåbe sig Gud (eller hvad dertil svarer). Som jeg engang udtrykte det (vist her i avisen): "Gud er bare en lyd". Enhver kan sige ordet "Gud" - og så kræve særlig indflydelse (for hvad som helst). Men den går ikke. I demokratiet må alle lægge deres synspunkter frem og se, om de kan få tilslutning til dem. På lige fod.
Jeg er sikker på, at Jesper Langballe er enig – selv om han andetsteds i samme avis citeres for udtalelser, der er kritiske over for nogle af de ting, Camre og Messerschmidt har skrevet.
Bent
Christensen
pastor, dr.
theol.
bestyrelsesmedlem i DF Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
[Således ”adresseblokken” som sendt til KD]
* * *
MESSEKLÆDER
[Sat i Kristeligt Dagblads
læserdebat (debat.religion.dk) 06.12.05]
Til artiklen 06.12.05 ”Advarsel mod reklame i kirken” i anledning af Vollsmose-messehagelen med Amnesty Internationals logo vil jeg først og fremmest sige, at jeg kun kan erklære mig enig i, at det er meget dårlig teologi (eller mangel på samme) at føre den slags almindelige symboler ind i gudstjenesten.
Men det, jeg især vil kommentere, er den forklaring, der er sat under selve artiklen, og hvori der bla. står, at messehagelen ”bliver brugt til altergang ved gudstjenester og sakramenter”. For det første er der tale om en dårlig formulering. For hvad vil ”ved sakramenter sige”? Menes der dels særlige nadvergudstjenester i modsætning til selve højmessen, dels særlige dåbsgudstjenester? Og for det andet er det en misforståelse (selv om det faktisk endnu er skik mange steder), når man kun bruger messeklæder ved nadveren. I ”Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke” står der klart i afsnittet ”Højmessevejledning”, at ”Præsten er ... under altertjenesten normalt iført messeklæder” (s. 13). Og ”altertjenesten”, det er altså de dele af gudstjenesten, hvor præsten står for alteret, dvs. såvel ”formessen” (gudstjenesten før prædikenen) som gudstjenesten efter prædikenen med bla. nadveren. Der kan siges meget om dette, men det afgørende er, at denne, rette, brug af messeklæderne får gudstjenesten til at fremtræde som en helhed, så at kollekten, læsningerne og trosbekendelsen kommer til at fremtræde med den vægt, der tilkommer disse led. Og om brugen af messeklæderne overhovedet må man sige, at den understreger traditionen og ”objektiviteten” i gudstjenesten. Præstekjolen er jo egentlig kun en stands-dragt.
Ved dåben optræder Folkekirkens præster vel oftest kun i præstekjolen. I nogle få tilfælde anvendes messehagel. Men vi er en del, der ved dåben bærer messeskjorte og stola. Og det er en god skik. For min skyld kunne man i det hele taget godt anvende stola også ved altertjenesten (altså i begge de dele af gudstjenesten, hvor præsten står for alteret). Stolaen er mere beskeden end messehagelen og skal efter sigende betyde, at nu har præsten seletøjet på. En god symbolik. Og stolaer er desuden billigere, så det vil være mere overkommeligt at få i hvert fald de tre vigtigste kirkefarver repræsenteret (hvid/gylden, grøn og violet). Den røde farve hører kun til på Sankt Stefans dag 26/12 (martyrblodet) og på de to pinsedage (Helligåndens ild), og den kan fint erstattes af den hvide eller gyldne farve.
Man kan sige ”klædeskabsteologi” så meget, man vil. Kristen gudstjeneste kan fejres af to eller tre, der sidder i en stue og beder og hører bibelske tekster osv. Og på mange andre måder. Jeg er selv gammel feltpræst! Men ved den normale højmesse er det godt, at såvel ”objektiviteten” og traditionen som kirkeårets struktur markeres.
* * *
[Skrevet og sendt 07.06.05, men var endnu 13.12.05 ikke blevet trykt i Dansk Kirketidende, hvorfor jeg satte den ind her på denne underside. - Jeg bebrejder ikke redaktøren noget. Det er jo en ret usædvanlig form for gøren opmærksom på sig selv! Ikke desto mindre har jeg alligevel sat den på her. For jeg mener virkelig, hvad jeg skriver om ”for sagens skyld”!].
Det var en udmærket artikel, Inge Lise Pedersen havde i nr. 12/2005: ”Ny orden i Folkekirken”. Det er jo rigtigt, at ”Vi mangler en samlet magt- og kompetenceudredning. Og noget grundtvigsk nytænkning”.
Men hvad det sidste angår, har jeg besluttet at bide hovedet af skammen og henvise til mig selv. For sagens skyld. I artiklens sidste afsnit, ”Den kirkelige anskuelse”, efterlyser Inge Lise Pedersen ”en teologisk gennemlysning” af begreberne. Og her vil jeg altså tillade mig at henvise ikke bare til den ret lange række af artikler, jeg gennem årene har haft her i bladet, men også – igen-igen - til mine to Grundtvig-afhandlinger, især licentiatafhandlingen ”Fra drøm til program” (udg. 1987), som ganske vist egentlig var en undersøgelse af ”menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse”, men som i et venligt opgør med Kaj Thaning også i høj grad kom til at handle om udviklingen af Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske standpunkt. Og jeg vil i den forbindelse også henvise til, at der ligefrem skete det ejendommelige, at mine to bedømmere (Leif Grane og Jørgen I. Jensen) til licentiat-forelæsningen i 1985 gav mig en titel, som slet ikke havde noget med min undersøgelses hovedemne at gøre. Titlen lød: ”Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?”.
Også min disputats ”Omkring Grundtvigs Vidskab” (1998) handler om noget andet end kirkesyn og kirkepolitik, nemlig ”N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement”. Men tingene hænger jo sammen, og jeg viderefører her min kærlige kritik af Thaning. Man kan let finde de relevante steder ved hjælp af den udførlige indholdsfortegnelse og det ligeledes udførlige register. Men kan fx her pege på min gennemgang af slutafsnittet i ”Den christelige Børnelærdom”, som jeg i øvrigt også allerede havde behandlet i ”Fra drøm til program” (GV 418ff og 527ff; DP (259).274ff). Her kan man se, hvor kompliceret – og problematisk – allerede Grundtvigs egen holdning var. Og jeg mener virkelig, mine resultater og min Thaning-kritik er et godt sted at begynde, når man – langt om længe! – vil til at tænke nyt.
Mine indlæg her i bladet og andre steder har ifølge sagens natur været mere almindelige debatindlæg, og jeg skal være den første til at tilslutte mig Inge Lise Pedersens opfordring til, at man fra flere sider går i gang med en videre ”gedigen teologisk gennemtænkning” fra fagteologisk side. Men det ene udelukker ikke det andet, og jeg vil samtidig spørge: ”Hvor svært kan det være?”. For uanset hvordan man vil vurdere både Grundtvig selv og grundtvigianismen, skal man være mere end almindeligt blind for at undgå at se, at nu går den ikke længere; nu må vi holde op med at mene ”statsfolkekirke-skelettet”, når vi siger ”kirken” og gå over til at mene ”de døbtes tros-samfund”. Men der er stadig et stort potentiale hos Grundtvig selv, hvis fagteologiske udfoldelse kan være til gavn og inspiration for os. Og der er selvfølgelig også brug for en helt ny og selvstændig fagteologisk fordybelse i, hvad det vil sige at høre til de døbtes flok. Jeg tillader mig bare at minde om, at alt dette er noget, jeg gik i gang med allerede i 1980’erne, såvel i forhold til Grundtvig som ud fra min almindelige kristne og præstelige, herunder økumeniske erfaring.
Til sidst vil jeg også for endnu en gangs skyld tillade mig at henvise til min hjemmeside, hvor man blandt andet kan læse resuméerne af mine to afhandlinger, licentiatforelæsningen, mit svar i Grundtvig Studier til mine to disputats-opponenter samt de fleste af mine artikler om kirken. Adressen er www.bentchristensen.dk, og de relevante undersider er ”Grundtvig”, ”Kirke og teologi” og ”Program”. – Da sagen som sagt, naturligvis, også har en økumenisk, fælleskirkelig vinkel, henviser jeg også til artiklen ”Katolikker fortsat” i nummer 13/2005 – samt til www-undersiden ”Internationalt”.
* * *
DEN
NÆSTBEDSTE DRØM
Af Bent Christensen
[Bidrag til Præsteforeningens Blads essaykonkurrence »Udfordringer til Folkekirken«. Sat her på denne side 24.09.05. - Står fra 28.06.07 i Den Danske Præsteforenings on-line bibliotek ”Teologiske ressourcer” som en af teksterne til temaet ”Kirke og stat”. - NB! Må ikke forveksles med den tidligere (og dermed længere nede) indsatte tekst med samme titel!]
Livs-åndedraget
Bortset fra selve spørgsmålet, om der overhovedet er en Gud, eller mere præcist: spørgsmålet om kristendommens sandhed, er den største udfordring til Folkekirken »Forholdet mellem kirke og stat« og i forbindelse dermed spørgsmålet om medlemmernes selvforståelse. De andre udfordringer, der er nævnt i konkurrenceudskrivningsteksten, er underordnede i forhold dertil og vil nærmest blive klaret af sig selv, når en nyordning og afklaring har fundet sted.
Og det var ikke bare for at prøve at være lidt smart, jeg allerførst nævnte spørgsmålet om kristendommens sandhed. For når man hører den kirkelige debat, får man ofte den fornemmelse, at deltagerne har glemt, at det er dette spørgsmål, det hele står og falder med. Når man fx igen og igen diskuterer, om gudstjenesten er for »kedelig«! Det er jo en kategori, der er sagen absolut uvedkommende. Eller når man taler om, at folk skal »interessere« sig for kirken. Som om de store forhold, der her er tale om, er noget, man kan »interessere« sig for!
Det allerførste skridt på vejen til afklaringen af kirkens, dvs. menighedens, selvforståelse er, at alle bliver sig bevidst, at spørgsmålet over alle spørgsmål er, om der gives nogen bekræftelse af vort livs herlighed, nogen trøst og noget håb mod lidelsen og døden og nogen mulighed for at komme af med skyldens byrde, og om det er i kristendommen, vi kan få alt dette. Og så må forkyndelsen ellers være et stort: Hvad vil I? Forkyndelsen må renses totalt for alt, hvad der på nogen måde kan minde om hidlokkelse af et publikum, hvervning af tilhængere eller salg af varer.
Nu får vi som bekendt ikke noget definitivt svar på det store spørgsmål om kristendommens sandhed før ved verdens ende. Men det afgørende er også, at vi som udgangspunkt er enige om, at det altså er det, der er hovedspørgsmålet, så at enten er kristendommen ikke sand, og så er det i bedste fald spild af tid at diskutere kirkens forhold, eller også er kristendommen sand ‑ eller dog muligvis sand ‑ og så består udfordringen til kirken i, hvordan vi indretter os, så vi bedst kan have vort livs‑åndedrag i denne store sammenhæng, og så vi dermed også vidner om den for dem, der endnu ikke er kommet ind i den. At være kirke er at være fælles om troen. Men vi kan også udtrykke det mere forsigtigt og sige, at det er at være enige om, hvad vi tvivler på! Men altså så at vi, med al vor tvivl og anfægtelse, sammen prøver at sætte vort håb til det.
Men når det forholder sig sådan, så betyder det, at selvfølgelig skal der prædikes og forkyndes og undervises, og selvfølgelig skal de, der varetager disse opgaver, gøre det så dygtigt, det overhovedet er muligt, så at der virkelig bliver gjort tankemæssigt rede for kristendommens indhold og dettes forhold til virkeligheden i øvrigt. Men dette er ikke nok. Vi må ikke hengive os til en undervisnings‑overtro, så vi forestiller os, at bare tingene bliver forklaret grundigt nok, vil alle blive gode troende kristne. Nej, det er kun i mødet dybt i vort hjerte mellem hele vor eksistens og hele kristendommen, troen opstår. Og hele kristendommen, det er ikke kun den kristne lære; det er naturligvis også det kristne liv, dvs. Kirkens liv i allervideste forstand. Og her skriver jeg Kirken med stort, for selv i den allermest konkrete møde‑situation er det jo en aktuel og lokal repræsentation af hele den store virkelighed, der blev sat i gang ved påskens og pinsens begivenheder, der er tale om. Og når jeg siger »kirken« så mener jeg altså (bortset fra enkelte, specielle sammenhænge) aldrig blot gejstligheden eller apparatet eller en særlig inderkreds, men altid hele menigheden, hele fællesskabet af døbte, enten i verden overhovedet eller i det givne enkelte kirkesamfund.
Men ligesom vi i det hele taget ikke lever bare for at overbevise os selv og andre om, at vi er i live, således skal vi heller ikke leve vort kirkelige liv bare for at overbevise os selv og hinanden og de andre om kristendommens sandhed; livets formål er livet! Dette skal vi altid have i vore tanker, når vi overvejer, hvordan vi skal indrette os som kirke. Ja, jo mindre vi tænker på andet end det, jo bedre vil det også virke i de andre henseender, og jeg tænker jo her helt særligt på missions‑aspektet: Jo mere vore omgivelser ser, at de kristne lever for at leve, og ser, at de lever godt, jo mere vil de få øjnene op for kristendommen som livs‑mulighed, også deres livs mulighed.
Det, det drejer sig om, er vort liv som menighed i Danmark. Men dette liv har det ikke godt under de nuværende forhold. Den nuværende folkekirkeordning, og navnlig den selvforståelse, ja, mangel på samme, den medfører, er en direkte hindring for, at vi kan leve, og leve godt, som kristen menighed! Det er derfor, »Forholdet mellem kirke og stat« er den udfordring, der er overordnet alle de andre.
Med
mel i munden
Enten er Danmark simpelt hen en kristen nation i den forstand, at der stort set er sammenfald mellem befolkning og menighed, eller også må menigheden, kirken, fremtræde som en særlig størrelse. Enten er hele samfundet og alle dets institutioner og hele kulturen gennemsyret af kristendom, eller også må kristendommen leve i sin egen særlige sammenhæng. En mellemting gives ikke. Men det er netop noget i den retning, vi oplever nu, og det er derfor, vort kristne liv har det dårligt. Der bliver ikke meget livs‑åndedrag, når man både vil blæse og have mel i munden.
Jeg har læst Bjerg og Steffensen nye bog »Nedlæg folkekirken« og i en kommentar i Kristeligt Dagblad erklæret, at der ikke var eet eneste af deres kritikpunkter, jeg ikke i en eller anden grad kunne nikke genkendende til og være enig i, men at jeg altså var uenig på to punkter, nemlig for det første for så vidt angår den tid, der er nødvendig for omstillingsprocessen, og for det andet, for så vidt angår selve forestillingen om, hvad der skal komme efter den nuværende Folkekirke, hvor jeg selvsagt ikke kan dele de to forfatteres frikirkelige syn. (»Sand diagnose, forkert medicin«, KD 26.11.03. Kan også læses på min hjemmeside, hvor man i det hele taget kan få uddybet de ting, jeg lægger frem i dette essay: www.bentchristensen.dk).
Men selv om jeg altså generelt må erklære mig enig i Bjerg og Steffensens kritik af forholdene i Folkekirken, så er det vist alligevel ud fra en anden grund‑følelse. Med alle dens fejl holder jeg af Folkekirken. For hvor har vi kritikere alle vore gode synspunkter fra? Hvor har vi vores fine kristendom fra? Intet andet sted end fra den Folkekirke, hvis sammenhæng vi sådan set allerede blev født ind, og som vi ved vor dåb blev indlemmet i, og hvis kristendomsforståelse vi er blevet opdraget og oplært i.
Og ingen skal komme og fortælle mig noget om den søde drøm, alle danske kristne jo må have om, at Danmark simpelt hen måtte være et kristent land. Og der er vist heller ingen, der kan sige andet, end at jeg i alle mine år som sognepræst i Folkekirken har tjent i fuld loyalitet og solidaritet i forhold til alle medlemmer af sognemenighederne. Og altså for så vidt med folkekirkedrømmen for øje og i hjertet. Dog med denne drøm som udtrykkeligt en folke‑kirke‑drøm.
Da jeg blev præst i 1971, havde jeg ikke noget kirkesyn, ja, jeg tænkte slet ikke på den led. På den tid var der nogle, der yndede at betegne præsterne som »statsansatte forkyndere«. Og det var ikke venligt ment. Men jeg havde ikke noget mod denne betegnelse. 1970’erne var en på næsten alle måder forfærdelig tid, og ikke mindst for så vidt angår »kristendommens stilling i samfundet«. Det så simpelt hen ud til, at kristendommen var på vej ind på det store religionshistoriske museum. Men konsekvenserne var frygtelige. Det havde jeg selv indset. Så i en slags trods ville jeg gerne prøve at klamre mig til kristendommens mulighed, ja, prøve at hjælpe andre til at gøre det samme. Og dertil var tjenesten som »statsansat forkynder« udmærket. Jeg opfattede Danmark som et gammelt kristent land, der lige for tiden ikke havde det så godt med troen. Men når nu folk som jeg selv, der virkelig havde gennemlevet alternativets frygtelige tomhed og meningsløshed, kunne vidne om dette og forkynde kristendommen som alligevel en mulighed, så kunne troen måske komme igen.
Allerede omkring midten af 1970’erne begyndte jeg dog at indse, at det ikke var nok, at der var nogle, der sørgede for, at en sådan forkyndelse fandt sted. Og kernen i problemet var, hvordan hvert enkelt folkekirkemedlem skulle forstå sin egen dåb og dermed sit medlemskab af menigheden, og hvordan vi tilsvarende skulle forstå hinandens dåb og medlemskab.
Det helt afgørende var hensynet til, hvad jeg meget gerne vil kalde den lille mand med den lille tro. Jeg ved godt, at der er nogle, der ikke kan lide denne betegnelse. Men jeg kan. Der er ikke nogen, jeg føler mig nærmere knyttet til end denne lille mand eller kvinde. Hvilket ikke skal forstås nedladende; solidariteten, sammenhængen går jo begge veje. Jeg ved godt, at jeg er professionel, og jeg tænker ikke ringe om det særlige præsteembede, ligesom jeg også udmærket er klar over, at der blandt de læge medlemmer af menigheden er folk, der har særlige forudsætninger og evner og en særlig position. Ja, når jeg her i dette essay siger »vi«, vil det ofte være os, jeg tænker på; anderledes kan det ikke være. Men vi, der har en særlig placering og nogle særlige muligheder, kan jo kun udøve vor tjeneste for fællesskabet i stor ydmyghed og dyb solidaritet i den betydning, at vi også er fuldt bevidste om livsnødvendigheden for os selv af at høre sammen med alle de andre i kirke‑legemet.
Og den lille mand eller kvinde med den lille tro bliver ladt i stikken med den kirkeordning og deraf følgende kirkeforståelse eller mangel på samme, vi har nu. Det fremgår simpelt hen ikke klart, at ved dåben er vi alle blevet fuldgyldige medlemmer af den kristne menighed.
Problemet har imidlertid også en anden side, og det vedrører, kan vi så sige, den store mand uden tro ‑ eller med sin egen tro, hvormed jeg især mener troen på sin egen ret og magt. Jeg tænker her bla. på servicekirke-tankegangen og på den måde, nogle menighedsrådsmedlemmer fører sig frem på.
Det, det drejer sig om, er, at dåben og dermed medlemskabet på forhånd skal tages for pålydende af alle, og for så vidt angår alle! Ingen skal føle, at han/hun ikke er helt med, og ingen skal tro, at han/hun kun er delvis med og kan køre en slags friløb. Sagt på en ikke så god, men til gengæld tydelig måde: Samme rettigheder og samme pligter for alle!
Jeg ved godt, at der må skelnes mellem den synlige og den usynlige kirke. Men denne skelnen tilkommer det kun Gud at foretage. Vi andre skal ikke foretage en sådan opdeling. Vi skal ikke på forhånd gøre det hele mindre, end det er. Eller gøre det til noget helt uvirkeligt, ulegemligt noget, med kristendommen som en privatsag i den forstand, at den bliver noget rent indre i hver enkelt kristen, næret (hvis dette overhovedet kommer til at ske) af Evangeliet som et helt nøgent og ulegemligt ord, der holdes i omløb ved nogle ansatte i en arvet »ramme«.
Grundtvig
og ramme‑rodet
Hvis Danmark som nation slet og ret var et kristent land, ville det i en vis forstand ikke give nogen mening at skelne mellem stat og kirke eller mellem folk og menighed. Men selv i tilfælde af et sådant totalt sammenfald mellem folk og menighed, nation og kirke, repræsenterer kristendommen og dermed »kirken« i en sådan grad en anden dimension, at det vil være naturligt at have en særskilt forvaltning på dette område. Det var også netop dette, grundlovsfædrene havde i tankerne, da de indsatte »løfteparagraffen« i Grundloven (§ 66 i den nuværende grundlov). Men da Danmark som i denne forstand slet og ret en kristen nation efter enhver realistisk vurdering må forblive en drøm, er der ingen grund til at opholde sig mere ved dette tankeeksperiment.
Allerede Grundtvig måtte opgive den drøm om en samlet kristelig‑folkelig opvækkelse, han i 1824 så stort og smukt ‑ men som han selv sagde: urimeligt ‑ havde drømt i digtet »Nyaars‑Morgen«. 1820’ernes kirkekamp endte som bekendt med, at Grundtvig hverken kunne forhindre kætternes herredømme i kirken eller selv få lov at træde ud og danne en frimenighed, så at han til sidst ‑ i det berømte år 1832 ‑ måtte gribe til den fortvivlede udvej at erklære den daværende statskirke for en ikke‑kirke, en borgerlig indretning eller offentlig religionsanstalt, hvor »Jesu Kristi frimenighed« kunne få lov at være som gæst. Dette kalder jeg »Grundtvigs mageløse fejltagelse«! (Jeg henviser til mine to Grundtvig-bøger: »Fra Drøm til Program« og »Omkring Grundtvigs Vidskab« samt til resuméerne af dem og til andre tilsvarende tekster på min ovenfor anførte hjemmesideadresse).
Jeg husker, hvordan den britiske Grundtvig‑kender A.M. Allchin under et møde i Grundtvig‑Selskabet for nogle år siden gav udtryk for, at han stadig ikke forstod Grundtvigs kirkesyn og ‑politik. Men da jeg havde fået ordet og havde prøvet at forklare sagen, lyste han op og udbrød (citeret efter hukommelsen): »O, he had to call the church not a church in order that he could stay in it!«.
Ja, det var kombinationen hos Grundtvig af pdes. en meget øm samvittighed med hensyn til, hvem han kunne være i kirkesamfund med, og pdas. et stærkt ønske om at kunne bevare en form for kristelig fælleskultur i sit elskede Danmark, der drev ham ud i denne ejendommelige konstruktion. Det bebrejder jeg ham. Enten måtte han være blevet i statskirken, senere Folkekirken, under passende protest mod de herskende kætterier, eller også måtte han været trådt ud ‑ hvad han jo i hvert fald kunne have gjort i 1849.
Men det værste var ikke det, Grundtvig gjorde (eller ikke gjorde); det værste var den måde, han begrundede det på, og de følger denne begrundelse har fået. For hvis man så endda var blevet ved Grundtvigs trods alt klare syn, ifølge hvilket der skelnedes mellem pdes. statskirken/Folkekirken som et offentligt religiøst apparat og pdas. »Jesu Kristi frimenighed«, så kunne vi måske have levet med det. Men resultatet er blevet forskellige former for uklar tale, hvor man ikke ved, hvad der er hvad, men roder rundt i »det‑kirkelige‑og‑det‑folkelige« eller taler om Folkekirken som »en ramme om evangeliets forkyndelse«.
Det er her, vi har problemet: at det for det enkelte folkekirkemedlem er fuldstændig uklart, hvad der ligger i hans/hendes medlemskab, fuldstændig uklart, hvad det egentlig var han/hun blev indlemmet i ved sin dåb. Kan man blive indlemmet i »en ramme om evangeliets forkyndelse«? Eller er indpodningen i Kristus ved dåben kun indlemmelsen i noget fuldstændig usynligt og ulegemligt noget?
Nej, den eneste måde, vi i den nuværende Folkekirke kan møde alle tidens udfordringer på, er, at vi går fra den nuværende slutfase af tusind års dansk nationalkirkelighed og over i en tilstand, hvor vi klart fremtræder som kirkesamfund, ja, rent ud sagt del af Kristi legeme og Guds folk i verden.
Den
næstbedste drøm
Den næstbedste drøm, vi kan drømme nu, er drømmen om den under de givne vilkår bedst mulige videreførelse af vor historie og tradition som kristen nation og kristent folk ‑ i den del af folket og befolkningen, der ønsker at leve som kristne i en sådan videreførelse.
Det helt afgørende for mig har altid været, at vi først fik gang i en ordentlig debat og samtale, og at vi dernæst fik en lang og god overgangsperiode. Det var i midten af 1980’erne, jeg begyndte at tale om disse ting i den offentlige debat, og dengang sagde jeg »over en periode på fx 30 år« ‑ underforstået: hvis vi går i gang nu. Men det er jo først i de allerseneste år, der for alvor er kommet gang i debatten, ja, er begyndt at ske en holdningsændring så det fx er blevet »stuerent« at tale om oprettelse af stiftsråd, ja et landskirkeråd ‑ eller ligefrem kirkens adskillelse fra staten. Så jeg er lige ved at sige, at vi stadigvæk godt kunne bruge 30 år; for det almindelige folkekirkemedlem er stadig ganske uforberedt på disse store ændringer.
Måske ville ‑ som det er blevet foreslået ‑ pinsedag 2026 (tolvhundredåret for Ansgars komme til Danmark) alligevel være en rimelig mulighed. Og gid vi endda kunne vente så længe. Men jeg er bange for, at vi ikke kommer til at bestemme dette selv. Det kan meget vel gå sådan, at indvandringen og Menneskerettighederne og omverdenen tvinger os til at opgive den nuværende folkekirkeordning længe før det tidspunkt. Men desto mere haster det med, at vi får besindet og forberedt os. Og navnlig gælder det om at få gjort drøftelsen så højlydt og bred, at intet medlem af den nuværende Folkekirke kan undgå at blive klar over, hvad det er han/hun nu må forholde sig til. Med hele mit her fremlagte syn, er det af afgørende betydning, at forberedelsen bliver så lang og grundig som muligt, så at ingen bliver tabt i svinget ved en fejltagelse.
Det afgørende er, at det står klart for enhver, hvad dåben og kirkemedlemskabet betyder. Afskedigelse af præster eller udelukkelse af medlemmer, der groft og vedholdende og offentligt taler eller handler i klar modstrid med kristendommen, er en mulighed, det kan blive nødvendigt at gribe til. Men det er noget helt andet end et forsøg på, generelt at opdele menigheden i sande og falske kristne eller første og anden rangs medlemmer. Selvfølgelig vil der være kristne af mange forskellige slags. Men der skal være plads og lige ret for alle, der selv vil være med ‑ men altså under den klare forudsætning, at det er Den Kristne Kirke, vi alle er medlem af, meget højtideligt sagt Kristi legeme og Guds folk i verden.
Hvis nogle efter moden overvejelse synes, at dette er for meget, må de i al venskabelighed træde ud af kirken. Og i »moden overvejelse« ligger naturligvis, at de pågældende skal forstå, at der ikke er tale om at skulle leve op til et bastant krav om een og kun een meget klar og håndfast forståelse af hverken kirken som Kristi legeme og Guds folk eller andre dele af den kristne tro. Igen gælder det, at minimumskravet er, at vi er enige om, hvad det er vi med al vor tvivl og anfægtelse og rod i tankerne prøver at holde os til. De, der med fordel kan sige farvel til kirkefællesskabet, er dem, hvem alene selve tanken om en sådan forståelse af det er modbydelig. Ingen må føle sig tilskyndet til at forlade kirken på grund af en »falsk forargelse«, men den, der i »ægte forargelse« virkelig og vedholdende føler sig frastødt af den grund‑betydning og grund‑retning, der ligger i de traditionelle tros‑udtryk, må selvfølgelig gå sine egne veje.
Af de ting, vi skal have med over i den nye tilstand, vil jeg allerførst nævne friheden. Vi må gøre alt for at få skruet den kommende forfatning sammen på en sådan måde, at der stort set bliver den samme frihed for både kirkens medlemmer overhovedet og dens præster, som der er i dag. Eventuelle opstramninger i visse henseender må ikke grundlæggende indskrænke denne frihed. Men der er jo også alle de skatte, vi har i vor tradition, og lad os bare holde os til tiden efter Reformationen ‑ med salmedigtere som Sthen, Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann, og med vore stolte teologiske traditioner, både på og uden for universiteterne, men i forbindelse dermed jo også vor gode evangeliske prædiketradition med evnen til at kunne gå i clinch med den moderne virkelighed.
Den
nødvendige katolicitet
Ja, der er meget godt at sige om, hvad vi har haft i den nationalkirkelige tid, som nu er ved at være forbi. Det værste er faktisk, at de allerfleste af Folkekirkens medlemmer ikke har haft gjort brug af det! Det er det store paradoks. Men alt det meget gode findes altså hos os endnu, som en tradition og et potentiale. Og det kan sagtens føres med over i den nye situation og indgå i et nyt og bedre liv der.
Men de dårlige ting og manglerne skal vi jo ikke have med over. Og hele kirkens nye situation, som selvstændig organisme i samfundet vil få mange ting til at tegne sig på en helt ny måde og stille helt nye krav, ligesom de nye økumeniske horisonter, der har åbnet sig i løbet af 1900‑tallet, stiller nye krav og indebærer nye muligheder. Jeg vil derfor ikke vige tilbage for at betegne min vision om den måde, vi skal være kirke på i fremtiden, som »evangelisk‑demokratisk, luthersk‑grundtvigsk minimal‑katolicitet«!
Jeg ved selvfølgelig godt, det er farligt at bruge ordet »katolicitet«, men jeg vil prøve at overbevise den velvillige læser om, at jeg faktisk er en så hard core lutheraner som nogen, bare på en så dyb måde, at jeg føler mig som »katolik« i den forstand, at jeg er meget bevidst om, at jeg står i traditionen tilbage fra Jesus og apostlene af, hvilket vil sige, at jeg har en meget lang historie fælles med den nuværende romersk‑katolske kirke, ja, ligefrem udgik af den i 1536, hvilket igen vil sige, at jeg tilsvarende er meget økumenisk sindet. Jeg har altså både lyst og råd til at have et tæt samlivs‑forhold til mine brødre og søstre i den store romersk‑katolske afdeling af Kirken. Ja, størrelsen betyder også noget (større end alle os andre tilsammen), ikke på den måde, at vi skal lade os benove af den, men på den måde, at det altså er dér, vi har de fleste af vore medkristne i verden. Et af mine slagord er: Jeg vil gerne kalde Paven min bror; han skal bare ikke tro, han er min far!
Jeg bør nok her lige nævne, at jeg tilfældigvis også er lidt slavist og derfor beskæftiger mig en hel del med Den Romersk‑Katolske Kirke i Polen og er meget fortrolig med dens udgave af messen. (De allerfleste søndage hører jeg fx, hvad jeg kan nå, af messetransmissionen kl. 9 i den polske radio). At jeg som slavist også har haft en del med Den Russiske Ortodokse Kirke at gøre, er noget andet igen. Meget af det, jeg i dette essay siger om forholdet til Den Romersk-Katolske Kirke gælder også forholdet til den store Østkirke; vi må bare erkende, at afstanden mellem den og os er så meget større, at det alligevel bliver noget helt andet. Og medens jeg er ved det: Jeg har også haft meget med andre dele af den lutherske kirkeafdeling at gøre; herom lidt mere nedenfor.
På baggrund af alt, hvad jeg her har sagt, er jeg selvfølgelig absolut kritisk over for såvel grundskavanken i den romerske teologi som de af denne udgående enkeltskavanker, fx Maria‑ og pavedyrkelsen, messeofferet samt magttrangen og den dertil svarende moralistiske prædiken. Men som jeg siger: Jeg sætter bare mit økumeniske filter på. For det er så nemt at filtrere disse ting fra. Og når det så er gjort, er der også meget godt at hente: Det, at man virkelig ved sig som kirke‑organisme. Og det, at alle virkelig ved, hvad det er de er med i, når de fejrer messe. Og når Martin Luther kunne finde Evangeliet i sin tids katolske kirke, så findes det altså også i vor tids! Men hvis nogen vil tro, jeg er halvpapist, er der ikke noget at gøre ved det. Jeg går videre ‑ for den velvillige læsers skyld.
Jeg kan også sige det på en anden måde: Nu er der, jeg havde nær sagt tilfældigvis, både historiske og økumeniske grunde til, at mit begreb »minimal‑katolicitet« har noget med Den Romersk‑Katolske Kirke at gøre. Men jeg ville jo under alle omstændigheder føre det frem, fordi det efter min bedste overbevisning er det begreb, man helt principielt kommer frem til, når man skal foretage en kirkelig nyorientering. Den nødvendige katolicitet. Det nødvendige minimum af katolicitet.
Vor historie fra Reformationen i 1536 til i dag er een ting. Vi kunne have været kirke på en anden måde. Men nu blev det ‑ på godt og ondt ‑ sådan. Med kirkeapparatet som »en del af samfundet«. Med en gudstjeneste, der efterhånden kun var en prædiken med nogle salmer omkring. Og med skolestuen som det måske vigtigste sted for folkets kristendom. Men det var så vores måde at være kristent land på, og den har jo givet os meget. Der hviler endnu et dejlig mildt og frit evangelisk skær over menneskelivet i Danmark. Og så fik vi jo altså Grundtvig! Der er bare det ved det, at nu går den ikke længere; vi er nødt til at gå over i en ny tilstand, og så er vi også nødt til at have det nødvendige minimum af »katolicitet«, idet vi skal huske på, at det gode græske ord »katolsk« jo slet og ret betyder »almindelig«. Det, det drejer sig om, er forståelsen af kirken som alle de døbtes fællesskab i både tid og rum (traditionen og det økumeniske), og en dertil svarende forståelse af gudstjenesten som »re‑præsenteret frelseshistorie« (vist Erik A. Nielsens uforlignelige betegnelse) og dialogisk begivenhed mellem Gud og os. Det er disse få ting, det drejer sig om. Men det er absolut nødvendigt, at vi får en ny, eller altså gammel, oprindelig, forståelse af dem.
Men hvad forståelsen af vort historiske fællesskab med Den Romersk-Katolske Kirke angår, kan jeg jo også henvise til Grundtvig, min store lærefader i alt andet end det med kirken som en borgerlig indretning! Det er Grundtvig, der for alvor har lært mig, at vi ikke kan springe direkte fra år 1536 i Danmark til år 33 i Jerusalem og altså overspringe tre fjerdedele af den historie, vi har bag os. Og han har demonstreret dette ved at gendigte salmer fra alle perioder eller ledende folkemenigheder i Kirkens historie.
Det er også Grundtvig, jeg har selve begrebet »minimal‑katolicitet« fra, ja, ikke selve ordet, men den sag, det betegner. Og det gælder først og fremmest den kirkelige anskuelse af den historiske kirke som en stor og mageløs kendsgerning, og trosbekendelsen ved dåben som vilkåret for optagelse i den og dermed som definition af, hvad kirken og den sande kristendom er. Men det gælder også Grundtvigs måde at forstå sakramenterne og tale om dem på, stærkt, men stille og roligt, som »Herrens indstiftelser«.
Det er blevet sagt (jeg husker ikke af hvem), at Grundtvig er det eneste alternativ til romerkatolicismen. Og jeg er tilbøjelig til at give vedkommende ret. Det skal rent ud sagt bare være med korrektion for den beklagelige nødløsning, Grundtvigs borgerlig indretning-forståelse var et udtryk for. Jeg har som sagt i mit mellemkirkelige engagement siden 1990 også færdedes en del i forskellige dele af den lutherske kirkeafdeling, ligesom jeg har fulgt en del med i tysk fjernsyn (bla. ZDF-transmissionerne af både katolske og evangeliske gudstjenester), og det er mit klare indtryk, at de lutherske kirker ude i verden har hårdt brug for den luthersk-grundtvigske minimal-katolicitet, jeg her taler om - og som jeg altså er nået frem til gennem mit liv i den Folkekirke, jeg også kan være så hård ved. Men når man færdes ude i det økumeniske verdenslandskab, får man den paradoksale oplevelse, at vi pdes. i al vor elendighed er helt til grin, men pdas. er en kirkelig og teologisk stormagt!
Men hvad nu den store romersk-katolske kirke angår, ser jeg sådan på det, at nu mødes vi altså som medkristne på lige fod, går til gudstjeneste hos og med hinanden (med beklagelse og afventen, for så vidt angår det manglende nadverfællesskab) og diskuterer teologi med hinanden. Og så må vi ellers se, hvad der sker. Mit håb er naturligvis, at en større kirke- og gudstjenestebevidsthed vil brede sig hos os, og at evangeliets lys vil brede sig hos dem, så at vi måske til sidst sammen kan havne det sted, som var meningen med det, Martin Luther gav startskuddet til i 1517! Og hvorfor ikke? Hvis vi tror på Evangeliet og tror på Helligånden! Hvorfor så ikke? Men uanset, hvad der faktisk kommer til at ske, kan vi ikke tænke mindre om det.
Fremtidens store evangelisk‑lutherske kirkesamfund i Danmark skal klart fremtræde som og forstå sig selv som arvtageren og videreføreren af den danske middelalderkirke, den evangeliske kirke fra 1536 til 1849 og Den Danske Folkekirke fra 1849. Som jeg altid siger, når jeg fx er i Maribo Domkirke med romersk‑katolske eller ortodokse gæster: Det er ikke forkert, at vi lutheranere nu har bla. denne gamle katolske kirke, for det er vore forfædre, der har bygget den, og nu er det os, der er den katolske kirke her i landet!
Hvad gudstjenesten angår, har jeg i al min tid som præst levet godt med Folkekirkens forordnede gudstjeneste, især (med kun et par kritikpunkter) 1992‑alterbogens med nadverritual C. Jeg er ikke liturgisk arkæolog. Det afgørende er, at både den fungerende præst og alle de andre er enige om at forstå gudstjenesten som re‑præsenteret frelseshistorie og dialogisk begivenhed mellem Gud og os. I forhold hertil er funderingen i den romersk‑katolske messe sådan set underordnet; men det er den, vi historisk kommer fra og økumenisk ligger nærmest. Hvad detaljerne i mit gudstjenestesyn og min gudstjenesteforvaltning angår, må jeg henvise til min hjemmeside, undersiden »Kirke og teologi« samt undersiderne »Prædikener«.
Og
så skal det ellers bare virke
Men hvad nu vore egne forhold angår, så skal selve den nødvendige drøftelse selvfølgelig ledsages af en udvikling på det praktiske og organisatoriske område, og det ikke bare, fordi der faktisk er behov for justeringer allerede her og nu, men også af hensyn til styrkelsen af kirkebevidstheden. Hvilke kompetencer stiftsrådene og landskirkerådet til at begynde med skal have, er underordnet. Det vigtigste er, at udviklingen bliver sat i gang, og at der bliver nogle steder, hvor man dog kan drøfte kirkens forhold.
På dette sted bliver det imidlertid nødvendigt for mig at imødegå det argument, statskirketilhængerne altid fremfører, nemlig, at ikke alene landskirkerådet, men nok også stiftsrådene vil begynde at udtale sig om alt muligt på kirkens vegne. Det er utvivlsomt rigtigt, at der er en sådan fare. Den lurer jo ikke mindst i vor nymoralistiske tid. Men så må den imødegås. Mit forslag er, at en af den kommende kirkeforfatnings allerførste paragraffer kommer til at lyde: »Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med andet end kirkens styre og anliggender«. Hvilket på den anden side overhovedet ikke er det samme som, at kirkens medlemmer, læge såvel som gejstlige, ikke skal interessere sig for og udtale sig om alt muligt, men det skal være i forkyndelsens, vidnesbyrdets eller debattens kategorier, og aldrig på andres vegne. Jeg vil i hvert fald ikke selv finde mig i, at nogen embedsindehaver eller noget organ udtaler sig på min vegne, ikke engang hvis jeg er enig i det, der bliver udtalt. Og desuden kommer der som regel kun banale platheder ud af den slags ‑ som jo ofte vil være blevet til ved sammenkogning af forskellige synspunkter til eller anden form for resolutionstekst.
Men det, at kirken styrer sig selv, har altså også stor praktisk betydning. Gennem mange år har statskirketilhængerne forsøgt at bilde hinanden og os andre ind, at sognene og disses menighedsråd var ‑ næsten bogstavelig talt ‑ det eneste saliggørende. Men det går ikke så godt mere. Her er de voksende strukturproblemer det vigtigste eksempel. Men der er en lang række andre ting ‑ og der bliver flere og flere ‑ som kun kan løses på stifts‑ eller landsplan.
Men om tingene bliver skruet sammen på den ene eller den anden måde, er underordnet. Jeg har her kun to krav. Det ene er, at der ikke i organisationen må være noget, der strider imod forståelsen af, hvad det vil sige at være kirke. Og det andet er, at det skal virke!
Jeg forestiller mig, at valgmenigheder og andre muligheder for mindretal vil kunne komme til at spille en stor rolle. Der skal fx ikke ske ret mange interessante og underholdende moderniseringer af kirkens hovedgudstjeneste, før jeg melder mig til en valgmenighed, hvor der kan blive fejret rigtig højmesse.
Men jeg vil fra min side være åben for, hvad jeg med Grundtvig vil kalde »al den frihed for det enkelte, hvormed det hele kan bestå«, så at jeg altså erklærer mig villig til at være i kirkesamfund med enhver, der ikke er så langt borte fra kristendommen i evangelisk‑luthersk forståelse, at han klart må siges at have udelukket sig selv. Og jeg har ikke noget imod, at rummeligheden i alt væsentlig kommer til at svare til den rummelighed, vi kender i Folkekirken i dag. Mangfoldigheden er en rigdom. Bekæmpelsen af kætterier og andre utålelige ting skal så vidt muligt foregå gennem debatten. For ‑ lidt højtideligt sagt ‑ hvis vi overhovedet tror på Helligånden, så vil den netop kun gøre sin gerning i friheden og gennem den fri forkyndelse og indbyrdes samtale. Og jeg er overbevist om, at selve afklaringen af kirkens forhold vil medføre en helt ny besindelse på og koncentration omkring den sande tro.
Forholdet mellem antallet af læge og gejstlige medlemmer af de forskellige råd skal naturligvis være sådan, at der bliver en passende stor overvægt af læge medlemmer. Jeg mener det alvorligt, når jeg har ordet »demokratisk« med i den ordkæde, hvormed jeg betegner min kirkelige vision. Ja, når jeg i mange år har været talsmand for kirkens adskillelse fra staten i også en situation, hvor kirkens medlemmer har udgjort omkring 90% af befolkningen, har det ikke mindst været med den begrundelse, at menigheden ved sine dertil valgte repræsentanter skal være herre i eget hus, og altså ikke bare ude i de lokale menigheder, men også på kirkeligt landsplan. Alle skal helt bogstaveligt kunne opleve, at dette er »vores kirke« ‑ og altså ikke en »kongens kirke«, der som et levn fra enevældens tid bliver ved med at blive holdt ned over hovedet på »befolkningen« (og som man fx derfor kan forholde sig distanceret og modvilligt til). Men også den økonomiske side af sagen er vigtig. Det skal naturligvis være dem, der betaler, der ‑ ved deres valgte repræsentanter ‑ bestemmer, hvordan pengene skal bruges.
Men samtidig skal vi have afklaret vort embedssyn, så vi holder op med at rode begreberne sammen, når vi taler om hhv. det almindelige præstedømme og det særlige præsteembede (ministerium). Vi skal rent ud sagt også indse, at der hører et minimum af »apostolicitet« med til at være kirke! Vi skal indse, at de mennesker, der ud af menighedens midte udpeges til en som regel livslang præste- og prædiketjeneste, og som er særligt uddannet dertil, har en særlig pligt til og nogle særlige muligheder for at holde fast ved den bekendelse og tradition, der går tilbage til apostlene og vor Herre selv. Og dette gælder først og fremmest, for så vidt angår den enkelte præsts tjeneste i den enkelte menighed. Men det gælder også de gejstliges rolle i de kommende råd, især landskirkerådet. Hvordan dette skal ordnes i praksis, må vise sig. Og det siger sig selv, at intet hverken skal eller kan presses ned over menigheden mod dennes vilje. Lægfolket skal se sin egen interesse i, at der tillægges udøveren af den særlige præstetjeneste nogle særlige beføjelser (bundet til en særlig forpligtelse) og skabes et frirum omkring ham/hende, og at den gejstlige del af landskirkerådet får nogle måske bare vetoagtige beføjelser, som kan sikre mod overilede beslutninger på de helt centrale områder. I øvrigt bør der træffes så få af den slags afgørelser som muligt. Vi skal i videst muligt omfang simpelt hen holde os til Bibelen og de givne bekendelsesskrifter og så ellers lade alt være frit. Men en ny alter- og ritualbog og en ny salmebog skal vi jo for eksempel have engang imellem.
-
Det, jeg her har præsenteret, er en vision, som har dannet sig hos mig gennem 32 års tjeneste som præst i Folkekirken, gennem 31 års Grundtvig‑studium og gennem 13 års økumenisk engagement. Og denne vision holder jeg nu op for mine medkristne i den nuværende Folkekirke i håb om, at den i det mindste vil blive med‑set. Men jeg håber selvfølgelig også, at den vil blive delt af så mange, at den nye tilstand, vi ‑ jo under alle omstændigheder uundgåeligt ‑ kommer over i, som minimum får en sådan karakter af den her definerede »minimal‑katolicitet«, at kristne af min type vil kunne leve godt i den, men jeg håber naturligvis også, at graden af »katolicitet« vil blive så høj, at det vil blive til glæde og gavn, ja, liv, for alle, uanset »type«. I det minimal‑begreb, der her er tale om, ligger jo netop også, at der skal være plads til stor mangfoldighed. Det afgørende minimum er, at vi i det mindste alle kan være enige om, at det er kirke, vi er.
* * *
UDEN
OS
[Præsteforeningens Blad 2005/28-29 – 15.07.05]
Jeg har med interesse fulgt Jan Stolts replikskifte med formanden (senest i nr. 2005/17). Og jeg er enig med Jan Stolt i, at der, også økumenisk set, er et behov for, at vi, der er imod homovielse, får markeret vor modstand. Men formanden har jo nok ret. Det afgørende er imidlertid, at vi bliver ved med at markere modstanden, så at det altid vil være tydeligt, at det ikke er hele Folkekirken, der står bag den løgn, som det er at sidestille ægteskabet og forhold mellem to af samme køn.
For tiden er tolerance over for homoseksuelle næsten det helligste af alt, progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører, og det er i hvert fald det bekvemmeste, ikke ligefrem at udtale sig imod, så jeg forudser, at salamistrategien på et tidspunkt kan føre til, at vi får homovielse i Folkekirken, altså måske også ligefrem i ritualbogen.
Man kunne så overveje at træde ud af Folkekirken og danne et alternativt evangelisk-luthersk kirkesamfund. Men det er den yderste nødløsning, som tidligst (om overhovedet) bør vælges, hvis landskirkerådet i den frie evangelisk-lutherske kirke, der på et tidspunkt kommer til at efterfølge den nuværende stats-folkekirke, går ind for homovielse. Jeg har i Kristeligt Dagblad (07.01.05, opfølgning 31.01.05) foreslået, at vi modstandere danner en forening, så at vi på den måde vedvarende kan vise, at ikke alle er med. Men ellers må vi bare fra tid til anden ytre os, mens vi venter på bedre tider.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Torslunde, 4960 Holeby
* * *
I titlen over ”Grundtvigsk talt” i nr. 10/2005 stiller Niels Højlund spørgsmålet ”Katolikker igen?”. Bag det svar, som gives allerede i titlen over denne replik, ligger et kirkesyn, der af forfatteren betegnes som ”evangelisk-demokratisk, luthersk-grundtvigsk minimal-katolicitet”.
[Dansk Kirketidende 13/2005 - 17. juni]
Det er sådan set alt sammen rigtigt, hvad Niels Højlund skriver i sin ”Grundtvigsk talt” i nr. 10/2005: ”Katolikker igen?”, nemlig for så vidt som hans vinkel er mediernes fascination af de to store pave-begivenheder, vi netop har været vidne til, og ikke-katolske ”turisters” fascination af katolsk mystik og kollektivitet.
Men når de moderne mediefolk og det moderne publikum, ja, måske også Niels Højlund selv, ser ”show” i requiemmessen for Johannes Paul II og i Benedikt XVI’s inaugurationsmesse, så er der tale om en undervurdering af såvel Romerkirken som Lutherdommen, og vi kommer ikke videre med hverken os selv eller vort forhold til Romerkirken, hvis vi ikke ser dybere på både dem og os.
Vi må begynde med at tage stilling til spørgsmålet, hvorvidt vi kan regne verdens over 1 milliard katolikker for vore medkristne eller ej, vore brødre og søstre i Herren. For vi kunne jo godt vælge at sige, at romerkatolicismen rummer så mange kætterske elementer, at vi ikke vil have noget med dem at gøre. Og jeg mener også, vi stadig bør have denne mulighed fremme - så vi virkelig ved, hvad vi gør, når vi ikke vælger den! For det mener jeg altså ikke, vi bør gøre.
Det er nemt at opregne Romerkirkens store fejl, altså ikke mindst Maria- og helgendyrkelsen, pavedyrkelsen, messeoffertanken, præstecølibatet og magten/ufriheden samt tendensen til snarere at prædike moral (og dermed magt) end evangelium. Og over for disse fejl, kan vi selvfølgelig ikke for vort eget vedkommende rokke os så meget som en millimeter. Men når man oplever katolske gudstjenester, og når man i det hele taget omgås katolikker, indser man, at trods alle disse fejl lever kristendommen alligevel i denne store afdeling af Kirken. Som jeg plejer at sige: Når Evangeliet på Luthers tid, i Romerkirkens mørkeste periode, var til stede, så han kunne finde det, så er det altså også til stede nu. Og så må vi andre bare sætte ”det økumeniske filter” på og optage alt i den bedste mening, når vi (om end med manglende nadverfællesskab fra deres side) fejrer gudstjeneste sammen med dem, idet vi på enhver passende måde vidner om det lys, der ved Luther er gået op for os.
Den katolske messe, som jeg kender godt, især som del af mit polske engagement, er stort set en god gudstjeneste. De dårlige ting, især messeoffertanken, ligger selvfølgelig under det hele, men tager man messebogens tekster til en søn- eller helligdag og giver sig til at afmærke de ord, der direkte udtrykker disse dårlige ting, er det ikke meget blæk, man får brugt. Det allermeste (ikke bare de tre læsninger) er jo bibelcitater, og det meste af det andet er også i orden. Ikke mindst når man selv er en god lutheraner, kan man leve et udmærket gudstjenesteliv med den katolske messe!
For der er jo også ting i den katolske messe, som vi kan lære af, især hvis vi ligger under for et ”vulgærprotestantisk” syn på gudstjenesten som enten noget i retning af et hvervemøde (af tilpas underholdende karakter) eller dog som et stykke undervisning (prædikenen), der af en eller anden grund er garneret med nogle rester af gammel liturgi. Messeoffertanken er som sagt noget galt noget, men den kan altså også opfattes som et udtryk for hengivelse til Gud, given sig ind i Jesu Kristi offer. Det kan der stadigvæk være ”gerning” i - som om vi kunne give Gud noget; men eet er sikkert, og det er, at alle deltagere i messen, fra præsten og nedefter, oplever det, der sker, som et levende samvær med Kristus her og nu. Derfor er det forkert at karakterisere messen som ”show”. Når nogen gør det, siger det mere om dem end om katolikkerne.
Jeg fulgte begge ”pave-messer” nøje. Og der var for det første intet ”show” i form af påklistrede, mere eller mindre ”kulturelle” indslag o. lign., som vi kender det ved store begivenheder hos os selv. Og jeg mener i det hele taget ikke at have bemærket forekomsten af ”indslag”, der ikke var efter bogen. At der optrådte gejstlige fra kardinaler og nedefter i deres respektive ornater, kan heller ikke kaldes ”show”. Man må selvfølgelig altid diskutere selve den hierarkiske struktur og hele embedssynet. Og selve indsættelsen af den højt tronende Benedikt XVI gjorde heller ikke noget særlig behageligt indtryk på mig. Det var virkelig ”for meget” (selv om der denne gang var sket en nedtoning!). Men det er stadig en grov - og farlig - undervurdering at kalde det ”show”. Det kommer alt sammen indefra, fra den forståelse af kristendommen og kirken, man nu engang har.
Og hvad os selv angår, så er det allerværste, vi kan gøre, at prøve at efterligne det, vi i vor egen overfladiskhed tror Romerkirken gør, altså ved fx at prøve at ”synliggøre kirken” uden overhovedet at vide, hvad vi mener med ”kirken”, så det fx bare bliver enkelte præsters eller biskoppers optræden i medierne, eller i det hele taget dele af et statskirke-skelet, der prøver at markere sig som ”kirke”. Den eneste ”synliggørelse af kirken”, vi trænger til her hos os, er tværtimod, at vi bliver klar over, hvad ordet ”kirke” naturligvis helt grundlæggende må betyde, nemlig forsamlingen af dem, der hører Herren til, flokken af Jesu Kristi disciple osv., og så ellers giver os til at leve i overensstemmelse med denne forståelse, dvs. som et frit kirkesamfund, der styrer sig selv.
Jeg må derfor i hvert fald for mit eget vedkommende melde hus forbi, når Niels Højlund slutter med at lufte den ”kyniske” antagelse, at der nok vil være dem i vor egen evangelisk-lutherske kirke, der efter de to pave-begivenheder ”nu godt kunne forestille sig, at vi ved en adskillelse af kirke og stat herhjemme fik anbragt folkekirken i en situation, hvor den på tilsvarende vis kunne begynde for alvor at gøre sig gældende på mediemarkedet, dér hvor virkeligheden bliver til”. Jeg har tværtimod altid sagt, at netop i en tidsalder, hvor alle prøver at sælge noget eller at ”få fat i folk”, skal det være den kristne kirkes (hvilket altså vil sige menigheds!) adelsmærke, at den vel vidner om Evangeliet i både ord og gerning og altid er parat til at gøre rede for sin tro - og denne tros forhold til virkeligheden i øvrigt - og at den naturligvis, i overensstemmelse med sin Herres eksempel og befaling, altid er åben over for dem, der ikke er med, men at den under alt dette klart viser, at den hverken skal ”sælge” noget eller ”have fat i” nogen. Og så må det jo ellers i fuld frihed og ærlighed og redelighed vise sig, hvor mange der ønsker at være med i flokken af Jesu Kristi disciple.
Det er adskillige år siden jeg begyndte at karakterisere mit kirkesyn som ”evangelisk-demokratisk, luthersk-grundtvigsk minimal-katolicitet”. Pladsen tillader desværre ikke en nøjere forklaring her, men jeg har så sent som i nr. 10/2004 gjort nødtørftigt rede for det her i bladet, nemlig i program-artiklen ”Vort liv i pluraliteten”. Artiklen kan også læses på min hjemmeside: www.bentchristensen.dk, undersiden ”Program”. Og på undersiden ”Kirke og teologi” kan man se mere udførlige præsentationer af dette kirkesyn. Men helt kort kan jeg her sige, at det, jeg sigter til med ”minimal-katolicitet”, er, at vi skal have det nødvendige minimum af forståelse af os selv som del af dén ene og dermed almindelige (på græsk: katolske) Kirke, der pr. definition kun kan være, hvorved vi - ud over den rette økumeniske (fælleskirkelige) forståelse - får den rette forståelse af vort eget fællesskab, vor egen gudstjeneste og vor egen plads i traditionen.
Vi skal forstå os selv som evangelisk-lutherske på grundlag af ”Den Augsburgske Konfession” 1530, som var de reformatoriskes forsøg på at bevare kirkens enhed på et evangelisk grundlag. Dette lykkedes som bekendt ikke, men i vor egen selvforståelse og i vor egen samtale med de romersk-katolske må vi fastholde, at det ikke er vor skyld, at Vestkirken blev splittet. Når jeg fx står med besøgende katolikker i Maribo Domkirke, så siger jeg til dem, at nu er dette altså vores kirke; den er bygget af vore forfædre, og efter Reformationen i 1536 er det altså os, der nu er den (reformerede) katolske kirke i Danmark! Det er den kirkeforståelse, man må have som dansk lutheraner.
Mit svar til Niels Højlund er altså, som det allerede er fremgået af overskriften, at vel skal vi ej være ”katolikker igen”, for det er vi allerede, og det skal vi blive ved med at være, vel at mærke som den del af Kirken, der var så heldig at bevare, det lys, Luther fik øje på midt i Vestkirkens mørkeste periode.
Hvad Den Romersk-Katolske Kirke angår, må vi lade det blive ved hverken mere eller mindre end det broderlige samkvem i den fælles tro på, at Kirken er een, fordi den kun har een Herre. En organisatorisk enhed er under de nuværende forhold utænkelig. Om ikke andet (men det er der altså også!) er netop paveembedet en absolut hindring. Og desuden er der jo andre dele af Kirken end romerkatolikkerne og os lutheranere. Men jeg er overbevist om, at hvis vi i den lutherske afdeling af Kirken kan vinde en selvforståelse og finde en praksis, der svarer til de principper for ”evangelisk minimal-katolicitet”, jeg har prøvet at formulere, så vil det også kunne have velgørende indvirkning langt ind i den romersk-katolske menighed, hvor der jo også er mange der synes, både det ene og det andet er ”for meget”, men for hvem det er svært at finde støtte og inspiration hos nogle mere eller mindre vulgærprotestantiske rester af de gamle lutherske fyrste-kirker.
* * *
TUNGEN
LIGE I MUNDEN
[Kristeligt Dagblad 14.04.05. - Et par steder er stort begyndelsesbogstav sat ind efter originalen]
Bent Christensen
pastor og dr.theol., Fuglsevej 5, Holeby
Her efter Pavens begravelse må vi i den evangelisk-lutherske afdeling af Kirken holde tungen lige i munden. Over for Romerkirkens åbenbare og store fejl må vi naturligvis fastholde den lutherske reformations afgørende landvindinger.
Men vi må ikke hengive os til en gold og negativ vulgærprotestantisme. Når Evangeliet på Luthers tid fandtes i Romerkirken, gør det det også i dag. Vi må anerkende katolikkerne som vore medkristne, vore brødre og søstre i Herren. Og vi må omgås dem, fejre gudstjeneste sammen med dem og diskutere teologi med dem og så ellers se, hvad der sker.
Det manglende nadverfællesskab er en skandale. Vi fra vor side kunne selvfølgelig godt sige, at vi ikke vil deltage i en nadverfejring, der i den grad er præget af messeoffertanken, men vi må - også i den henseende - sætte "det økumeniske filter" på og sige, at det er Herrens nadver, og at det "overruler" de dårlige ting, man hos dem har fundet på.
Og så må vi tålmodigt vente.
Vi kan lære af hinanden. Hvad kirke- og gudstjenesteforståelsen angår, hvad traditionen angår, har katolikkerne nogle ting, vi har fået smidt ud med badevandet, men hvad Evangeliet og friheden angår, har vi nogle ting, de bør tage til sig. Lad mig rent ud sige det på den måde, at vi selvfølgelig godt ved, de ønsker os "tilbage til Rom", og at de må vide, at vi ønsker landvindingerne i den lutherske reformation udbredt hos dem. På det grundlag må vi fortsætte vort fælles liv som dele af den Jesu Kristi Kirke, som pr. definition er én.
* * *
DEN,
DER TIER, SAMTYKKER
KIRKEN OG DE HOMOSEKSUELLE Hvis ikke der kommer en organiseret modstand, vil de progressives pålægsmaskine køre videre med salami-taktikken, og så ender vi med at få et ritual for egentlig vielse af homoseksuelle i folkekirkens ritualbog
[Kristeligt Dagblad 31.01.05]
[Manuskript-titel: Forening mod homovielse?]
[I nedenstående tekst følges uden videre manuskriptets retskrivning. De afsnit, der er forkortet væk af redaktionen, er skrevet med småt.]
Måske er der læsere, der gerne vil vide, hvad der er kommet ud af min opfordring i KD 07.01.05 til at danne en eller flere foreninger, som dels skulle tage afstand fra homovielser i Folkekirken, dels (evt. på hver sin måde) skulle beskæftige sig med Folkekirkens forfatningsmæssige forhold. Om ikke andet har jeg i hvert fald selv lyst til at give en statusrapport.
Der kom hverken mere eller mindre end 10 positive henvendelser, og de fleste var blot ”skulderklap”, så selv om vi måske bliver en håndfuld personer, der vil arbejde videre med sagen, må det konstateres, at der ikke som sådan er kommet noget ud af min opfordring.
Hvad man vel heller ikke kunne have forventet. (Der var dog også en hel del ekstra besøg på min hjemmeside. Desuden en kritisk, men venlig e-mail fra en mor til en datter, der lever i registreret partnerskab. Hun fik selvfølgelig et tilsvarende venligt, om end ikke imødekommende svar).
Men kommer der ikke en organiseret modstand (også uden for den kirkelige højrefløj), vil de progressives pålægsmaskine køre videre med salamitaktikken, så at vi ender med at få et ritual for egentlig homovielse i Folkekirkens ritualbog. Og så må man sige, at den, der tier, samtykker.
Det er vigtigt, at så mange som muligt - fra alle dele af det folkekirkelige spektrum - siger fra, og jeg tror ikke, at lejlighedsvise protester fra højrefløjen og nogle enkeltpersoner er nok. De ”progressive” giver aldrig op; de ”véd” jo, at de har Historien og Oplysningen og Godheden på deres side. Men det er under alle omstændigheder vigtigt, at så mange som muligt siger ”uden mig”. Og det er heller ikke sikkert, historiens gang er så entydig, som de progressive tror.
Det vigtigste for mig er selve det principielle, at noget, der ikke er sandt, ikke ligefrem bør institutionaliseres i kirken. Og jeg kan med selv min bedste vilje ikke se, at det er sandt at side- eller ligestille homoseksuelle parforhold med ægteskabet. Der er tale om et knæfald for tidsånden, hvor ”gode ord” betyder langt mere end både virkeligheden og logikken. Sidst så vi det i den fremmedpolitiske debat (ja, i forsøget på, helt at undertrykke en sådan), men her har virkeligheden nu vist sig med en sådan styrke, at selv Socialdemokraterne nu i høj grad har overtaget de ikke-stuerenes politik. Ja, dette er måske en af grundene til, at tolerance over for homoseksualitet nu er progressivitetsmarkøren over alle progressivitetsmarkører.
Men der er også mere praktiske grunde til at sige ”tøv en kende” til fortalerne for den uindskrænkede accept af homoseksualitet. Så vidt mig bekendt er homoseksualitet i høj grad psykologisk og socialt betinget, og det er derfor et meget forkert signal at sende til børnene og de unge, som skal til at finde deres seksuelle identitet, at homoseksualitet er nøjagtig lige så godt som heteroseksualitet.
Men denne side af sagen vil jeg i øvrigt lade kyndigere folk udtale sig om, idet jeg håber, at de vil sige, hvad de virkelig véd, og ikke bare, hvad det er bekvemmest at sige lige netop nu. Der er jo flere eksempler på, at det ikke er så nemt at fremlægge politisk ukorrekte forskningsresultater.
Hvad nu selve forholdene i Folkekirken angår, står vi netop her i mit eget stift (Lolland-Falsters Stift) i den situation, at der snart skal vælges ny biskop, og da det ser ud til, at to af kandidaterne (i modsætning til vor afgående biskop, Holger Jepsen) er imod indførelse af et homovielsesritual, er dette en god mulighed for menighedsrådsmedlemmerne til at få taget stilling til også dette spørgsmål.
Jeg var selv (som medlem af det grundtvigske Kirkeligt Samfund) med til at opstille Holger Jepsen og har altid haft et godt forhold til ham, ligesom jeg også altid har haft et godt forhold til min gamle nabokollega i Nysted Jens Chr. Nielsen (som nu er homovielsespositiv bispekandidat), og jeg har desuden højtideligt erklæret, at jeg som ikke længere i embede ikke ville blande mig i bispevalget, men som det hele desværre er, bliver jeg nødt til at anbefale menighedsrådsmedlemmerne at stemme på en kandidat, der er imod homovielser.
Og hermed er jeg ovre ved den kirkeforfatningsmæssige side
af sagen. Det er jo ikke alene et spørgsmål om at få en homovielsesmodstander
til at stå i spidsen for Lolland-Falsters Stift; det er også et spørgsmål om en
tolvtedel af det samlede bispekollegium. Og i den nuværende situation er
bispekollegiet det eneste (om end uautoriserede) organ, der - i praksis - kan
tale på Folkekirkens vegne. Ellers er der jo kun statens organer. (Landsforeningen af
Menighedsrådsmedlemmers eller Præsteforeningens bestyrelser kan ikke optræde på
helt tilsvarende måde, især ikke Præsteforeningens, som jo er en rent faglig
organisation).
Der er sådan set ikke noget at sige til, at biskopperne agerer i det magttomrum, der er begyndt at vise sig. Der er jo ikke andre til det. Og i den aktuelle sag kan man glæde sig over, at de er åbenlyst uenige. (At nogle af biskopperne optræder som ”paver” i deres stifter og egenmægtigt indfører et homovielsesritual, er noget helt tredje igen). Men det er alligevel utilfredsstillende, at der ikke er et bredere sammensat centralt kirkeligt organ til behandling af ikke bare sådanne sager, men jo først og fremmest de flere og flere egentlige spørgsmål om kirkens forhold, der trænger sig på. Det er nødvendigt, at vi snarest muligt får et centralt kirkeligt organ med en rimelig repræsentation af biskopper (alle), præster (en hel del) og lægfolk (et flertal), som kan afgøre Folkekirkens anliggender.
Hvis man til sin tid i et sådant landskirkeråd vedtager at indføre homovielse i Folkekirken eller dens efterfølger, må vi andre enten danne et alternativt evangelisk-luthersk kirkesamfund eller markere vor modstand ved dannelse af foreninger og/eller valgmenigheder. Jeg vil dog gøre næsten alt for at undgå en egentlig kirkesplittelse.
Bent Christensen
dr. theol.,
tidligere sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
TOLERANCENS
TYRANNI SKAL IKKE STÅ UIMODSAGT
[Kristeligt Dagblad 07.01.05 - Selve nedenstående tekst er det originale manuskript]
KIRKEN OG DE HOMOSEKSUELLE - Dannelse af en forening mod homoseksuelle vielser kunne være en passende markering efter syv biskoppers beslutning om at godkende et ritual for velsignelse af homoseksuelle
Af Bent Christensen
[Manuskriptet havde denne
overskrift og ”manchet”: FORENING MOD HOMOVIELSE? - Efter
de syv biskoppers beslutning om at ville godkende et ritual for velsignelse af
homoseksuelle forhold kunne dannelsen af en eller flere foreninger på een gang
være en passende markering og danne grundlag for den drøftelse af bla.
Folkekirkens forfatningsmæssige forhold, som nu er mere nødvendig end
nogensinde før. ]
Med de syv
biskoppers stiftsvise ja til homo-velsignelse har salami-taktikken vundet endnu
et stykke terræn i Folkekirken, og det tvinger også os modstandere til at tage
et yderligere skridt. I mit indlæg her i avisen 08.09.04 nævnte jeg dannelsen
af homovielsesfri valgmenigheder som en mulighed, og det gælder jo stadig. Men
så længe der ikke ligger en autoriseret ritualbog med homovielsesritual på
altrene, kan mindre gøre det. Den praktiske betydning af det, de syv biskopper
vil gøre, er jo forsvindende lille, og kirkelig splittelse er en alvorlig sag,
ikke mindst ude i sognene, hvor det kan blive meget ubehageligt at skulle sige
farvel til et i øvrigt godt fællesskab med sin præst og sine medkristne. Selv
står jeg fx for at skulle have ny sognepræst, og det ville være meget
sørgeligt, hvis jeg, fordi vedkommende erklærede sig villig til at forrette
homovielser, men i øvrigt var en god præst, enten skulle løse sognebånd eller
forlade sognemenigheden til fordel for en valgmenighed. Så meget desto mere,
som homovielser måske aldrig vil komme til at finde sted her i
Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat.
Men der ligger
noget principielt i denne dumme sag. For mig er det simpelt hen utåleligt, at
den løgn, der her er tale om, skal institutionaliseres i den kirke, jeg er
medlem af, et latterligt knæfald for den ”progressive” tidsånd. Derfor må der
siges fra. Ad absurdum-tolerancens tyranni skal ikke stå uimodsagt.
Jeg foreslår
derfor, at vi modstandere danner en eller flere foreninger, som for det første
kan være synlige udtryk for, at det ikke er hele Folkekirken, der står bag
dette nye skridt, og som for det andet kan være med til forberede en ny tilstand
i den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Den aktuelle sag har jo også
afsløret behovet for en ordning af Folkekirkens forfatningsmæssige forhold.
Ja, sådan må det
formuleres. Det vil være for negativt og for lidt, bare at danne en forening af
folkekirkemedlemmer mod homovielse. Derfor nævner jeg muligheden af at danne
mere end een forening. Og den forening, jeg gerne ville være med til at danne,
skulle altså dels markere afstandtagen fra de syv biskoppers beslutning, dels
være et forum for en drøftelse af kirkens gradvise selvstændiggørelse i forhold
til staten - på grundlag af en luthersk-grundtvigsk teologi og et
traditionsbevidst og økumenisk kirke- og gudstjenestesyn.
Interesserede vil
kunne gøre sig bekendt med mine synspunkter ved at gå på min hjemmeside, især
undersiden ”Kirke og teologi”. Adressen er: www.bentchristensen.dk.
Og hvis man synes, kan man henvende sig til mig på en af nedenstående adresser.
Bent Christensen
dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
Jeg beder indtrængende
interesserede besøgende klikke på mailadressen. Alene en kontakt vil tjene et formål.
Og så kan vi siden se, om og hvordan vi eventuelt vil organisere os. Jeg
understreger, at vi bør sigte videre og mere positivt, hvilket til gengæld kan
betyde, at der kan ende med at blive flere forskellige grupperinger af
homovielsesmodstandere. Man kan jo godt se meget forskelligt på mange andre
ting i forbindelse med kirkens fremtid. Men vi kunne da starte samlet!
* * *
Af pastor, dr. theol. Bent Christensen, Torslunde
pr. Holeby
[Dansk Kirketidende 19/2004, 24.september 2004]
I sin ”Set herfra” i nr.18/2004 er der to ting, vor redaktør glemmer. For det første, at man ikke kan slutte fra, at flere og flere ting tolereres, til, at så er alt, hvad der tolereres, godt. Og for det andet, at det ikke er sikkert, udviklingen i retning af, at flere og flere ting tolereres, er irreversibel, dvs. ikke har en grænse, hvorfra der kan gås tilbage. Hvilke to forhold naturligvis hænger sammen: Hvis man opdager, at nogle af de ting, man har tolereret, er dårlige for menneskelivet, kan det være, man tænker om igen.
Udviklingen i retning af tolerance over for fx skilsmisser og homoseksualitet hænger sammen med en ændring af de sociale omstændigheder, som betyder, at det ikke er hverken nødvendigt eller muligt at møde disse ting med moralske sanktioner på samme måde, som det var tilfældet i tidligere tider. Og så må man finde en grimasse, der kan passe. I den aktuelle kulturelle virkelighed er tolerancen simpelt hen det nemmeste og mest bekvemme.
Men hvad nu skilsmissehyppigheden angår, er der ingen grund til, ligefrem triumferende at konstatere, at der efterhånden er ”flere skilsmissebørn i klasserne end dem med en samboende far og mor”. Menneskelivet er vanskeligt, og det er lettere sagt end gjort at værne om kernefamiliens liv. Men det er nødvendigt at forsøge. Og så nytter det ikke noget at sige, at det da kan komme ud på eet, om ægteskaberne holder eller de opløses.
Det samme gælder, hvad fænomenet homoseksualitet angår. Een ting er, at man tager til efterretning, at der findes mennesker med en sådan orientering, og ikke ønsker at være ond ved dem. Noget andet er, om det generelt er menneskevenligt, ligefrem totalt at sidestille homoseksualitet og heteroseksualitet. Det kunne være, det var bedre at forholde sig bare en smule kritisk, så at man ikke fremmer udviklingen af den homoseksuelle orientering.
Dette er eet væsentligt argument mod indførelse i Folkekirken af et ritual for vielse af personer af samme køn. Og jeg vil i den forbindelse minde om, at uanset hvor lidt bibelfundamentalistisk man vil være - og jeg er selv langtfra bibelfundamentalist - så er det soleklart, at hele det samlede bibelske vidnesbyrd tager afstand fra homoseksualitet - for at værne om den normale seksualitet. Og det nytter ikke, at man vil prøve at forplumre dette ved at henvise til, hvordan Jesus forholder sig til fordømmende moralisme, eller til, hvordan Gud elsker os alle sammen. Man kan ikke slutte fra det berettigede opgør med den moralistiske dømmesyge - eller fra Guds kærlighed til os alle sammen - til, at så er alt eet fedt.
Dette er også indholdet i det på sin vis mere formelle argument mod indførelse i Folkekirken af et ritual for homovielser, at det simpelt hen er løgn at sidestille samlivet mellem to personer af samme køn med det normale ægteskab. Og det er dette argument, der er det helt afgørende for mig. Det vil være utåleligt for mig, hvis en sådan løgn skal institutionaliseres i det kirkesamfund, jeg er medlem af. Og så er det fuldstændig ligegyldigt, om der er tale om ægteskabsstiftelse eller blot ”velsignelse”.
Hvis der kommer et sådant ritual i kirkens ritualbog, bliver jeg derfor nødt til at foretage en eller anden markering af protest og afstandtagen, fx ved at tilslutte mig en valgmenighed omkring en præst, der ikke vil forrette sådanne handlinger. Samtidig kan en sådan valgmenighed fungere som et pilotprojekt i den proces frem mod kirkens adskillelse fra staten, som i forvejen er nødvendig og på længere sigt uundgåelig, men som nu må fremskyndes.
Hvad landskirkerådet i den kommende fri evangelisk-lutherske kirke vil beslutte, må vi vente og se - hvis vi lever længe nok. Men selv i værste fald vil en valgmenighedsløsning være en mulighed. En udtræden af den nuværende Folkekirke eller dens efterfølger vil være et så alvorligt skridt, at alt andet bør forsøges først. Det vigtigste er, at ad-absurdum-frisindets tyranni ikke står uimodsagt.
* * *
Af Bent Christensen
[Kristeligt Dagblad 08.09.04]
Først Irak, nu homo-vielse. Efter næste valg bør statsministeren ikke hedde Anders Fogh Rasmussen.
Og hvis et folketingsflertal får gennemtrumfet homo-vielse i Folkekirken, må den i forvejen nødvendige proces frem mod kirkens adskillelse fra staten fremskyndes.
En hurtigere mulighed vil være dannelsen af valgmenigheder inden for overkommelige geografiske områder. Jeg har nemlig ikke fantasi til at forestille mig, at Folkekirkens præster vil kunne gøres pligtige til at forrette homo-vielser. Og så kunne dannelsen af valgmenigheder, hvor sådanne vielser ikke forekommer, være en mulighed.
Sådanne valgmenigheder kunne samtidig være en slags pilotprojekter i forhold til den kommende fri evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Jeg tænker her især på gudstjenestebevidstheden og i det hele taget kirkebevidstheden, herunder den økumeniske bevidsthed. Hvad gudstjenestebevidstheden angår, kunne sådanne valgmenigheder også være steder, hvor man kunne styrke koncentrationen omkring gudstjenesten og indholdet ved dåb og brudevielse.
Jeg har valgt at gøre dette indlæg ganske kort, men interesserede vil kunne læse mere på min hjemmeside: www.bentchristensen.dk (undersiden ”Kirke og teologi”).
Bent
Christensen
pastor,
dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
[Sat her på denne underside 24.08.04 efter fremsendelsen af ovenstående indlæg til Kristeligt Dagblad og som den tekst, der helt umiddelbart skal supplere dette. Men se også de andre tekster her på denne underside samt undersiden ”Program”. - Seneste opdatering: 28.08.04]
Så skal vi til det igen - kæmpe mod indførelse af homo-vielse i Folkekirken. De frisindede helmer ikke, før de får denne afgørende blåstempling af parforhold mellem to af samme køn i hus.
Der er nogle sager, der er så hellige for de frisindede og progressive, at alle andre hensyn bliver sat til side og al normal tankevirksomhed ophører. Og det er altså ikke mindst den seksuelle frigørelse og det seksuelle frisind. Derfor er AIDS fx nærmest blevet en slags hellig sygdom. Men det er også sådan noget som miljø - tænk på den vrede, Bjørn Lomborg har vakt! Eller indvandringen, hvor det stadig er svært af få en saglig debat i stand - om end der er sket meget siden 2001; det, der holder modet oppe hos en mand som mig, er, at virkeligheden jo kun for en tid kan tilsløres og tildækkes af snak og magt.
Og det er i forbindelse med dette forhold, hovedgrunden til min modstand mod homo-vielse i Folkekirken ligger. Det er først og fremmest et spørgsmål om sandhed og løgn. Det er simpelt hen løgn at lave et ritual, der får det til at se ud, som om et parforhold mellem to personer af samme køn kan sidestilles med et ægteskab. Hvis et folketingsflertal skulle få gennemtrumfet homo-vielse i Folkekirken, vil et løgne-spil være blevet trumfet ind i kirken. Og det er utåleligt.
Selve fænomenet homoseksualitet som sådant har jeg ikke mange meninger om. Nogle siger, at det er et alvorligt eksempel på synd. Sådan har jeg aldrig set på det. Jeg har altid betragtet det som en ”fejl” af genetisk og/eller anden art. Nej, synden i forbindelse med homo-vielser ligger i løgnen, det at man institutionaliserer en handling, som er løgn. Det er fortalerne, der er synderne. Og de feje, der ikke tør sige deres mening, fordi der her er tale om en frisinds-markør, og fordi det kan koste noget at udtale sig i modstrid med det herskende frisind.
Det afgørende i forbindelse med selve fænomenet homoseksualitet er, om det er en orientering, der er genetisk bestemt og dermed ligger fast fra fødslen af, eller om der er tale om en måske endda meget udbredt (mere eller mindre almindelig?) mulighed, som kan holdes nede eller bringes frem af forskellige forhold og omstændigheder. Men hvis man er så frisindet, at man fuldstændig sidestiller homo- og heteroseksualitet, kan det selvfølgelig være lige meget, om der bliver mange eller få, der udvikler en homoseksuel orientering. Jeg føler mig dog langtfra overbevist om, at det er lige meget. Jeg tror helt bestemt, at det giver den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker, hvis homoseksualiteten begrænses til det færrest mulige antal personer. Men jeg er som sagt ikke ekspert. Gad vidst, om det er muligt at få en fordomsfri behandling af spørgsmålet. Hvem tør sige, at man ikke kan leve lige så lykkeligt som homoseksuel, som man kan som heteroseksuel?
Også den heteroseksuelle seksualitet hører til frisindets hellige områder. Så også her er det svært at få en fordomsfri behandling af de mange og alvorlige problemer, der nu engang hører til dette store, stærke og vigtige område af menneskelivet. Det har bla. debatten om prostitution og sexslaveri vist. Men vigtigere er selvfølgelig seksualiteten i forhold til det almindelige parforhold mellem mand og kvinde og dermed i forhold til familien. (Og det er med vilje, jeg siger ”i forhold til” og ikke fx i forbindelse med; for problemet er jo, at det ikke kun er seksualiteten mellem de to i parforholdet, det drejer sig om). Eller de helt unges møde med seksualiteten. Hvis man ikke var så forblindet af frisindet, ville der være mange ting at behandle her. Og nogle af dem er man trods alt også begyndt at tale om. For det nytter jo ikke at være frisindet, hvis det gør en blind for den sorg og fortræd, fx utroskab og opløste parforhold kan forvolde. Og der er de mange problemer hos børn og unge, som skyldes problemer i og omkring forældrenes parforhold. Også her er der tale om en virkelighed, man nu bliver nødt til at forholde sig til.
Men for nu at vende tilbage til den kirkelige sammenhæng, som det jo drejer sig om her, så kan netop betragtningen af udviklingen, for så vidt angår det normale parforhold, få en til at overveje, om det ikke var bedre at få ritualer i forbindelse med indgåelse af parforhold helt ud af kirken. Så blev man også fri for den ulidelige selviscenesættelse i forbindelse med brudevielsesgudstjenesten. Dog, som jeg tidligere har sagt: Det vil være ynkeligt, hvis den kirkelige vielses skæbne skal afgøres af homo-vielses-kravet. Så vi skal tænke os grundigt om. Og hellere prøve at få bragt noget mere både kristelig og menneskelig seriøsitet ind i brudevielsesgudstjenesterne. Det kunne måske ligefrem være med til at fremme et mere hensigtsmæssigt syn på parforhold og familieliv.
Her kan jeg så nævne den ide, jeg har haft i længere tid, men som nu har fået en særlig aktualitet, nemlig brugen af valgmenighedsmuligheden som et skridt på vejen frem mod en fri og selvstændig evangelisk-luthersk kirke her i Danmark.
Man taler om, at et folketingsflertals eventuelle gennemtrumfning af homo-vielse i Folkekirken vil kunne splitte kirken. Men kirkesplittelse er noget af det alvorligste, man kan gøre sig skyldig i (Kirken er rigeligt splittet i forvejen), så jeg for mit vedkommende vil blive i den store evangelisk-lutherske kirke i Danmark så længe, det på nogen måde er muligt. Og det gælder såvel under den nuværende statskirkeordning som i en kommende selvstændighedssituation. For ingen kan jo fx vide, om frisindet ikke er så udbredt, at der også i et fremtidigt landskirkeråd vil kunne være flertal for homo-vielse. Derfor er valgmenighedsmuligheden et stort gode.
Jeg kan ikke forestille mig en situation under hverken den nuværende eller den kommende kirkeordning, hvor man ligefrem vil tvinge præsterne til at forrette homo-vielser (men skulle den indtræffe, må jeg forlade kirken). Det vil derfor være muligt at danne valgmenigheder omkring præster, der ikke vil forrette homo-vielser. Og på den måde vil man kunne leve med, at man - vildført af frisindet - praktiserer disse vielser i resten af kirken. Man kan jo ikke frakende folk kristennavnet, bare fordi de er netop vildledt af frisindet eller godheden.
Hvis homo-vielser bliver indført i Folkekirken eller i den kommende fri kirke (hvor det som sagt ikke kan udelukkes, at frisindet får så megen magt, at det sker), vil det for det første være afgørende, om det er noget, alle præster kan tvinges til. Sådan bliver det dog næppe. Ikke formelt i hvert fald. For det springende punkt bliver, om frisindet bliver så udbredt blandt menighedsrådsmedlemmer, at det bliver mere eller mindre umuligt for en ansøger at få embede, hvis han erklærer, at han ikke vil forrette homo-vielse. Men selv da vil der kunne oprettes homovielsesfri valgmenigheder.
Hvad frisindets udbredelse og vækst angår, er det i øvrigt et spørgsmål, om der er tale om en uendelig proces i een retning! Efter min mening er vi allerede nu nået dertil, hvor en proces, der som mainstream gennem de sidste tre århundreder i mange henseender har været både gavnlig og uundgåelig, er begyndt at gå ud ad tangenterne og ud i absurditeterne. Og måske er der allerede nu tegn på, at kontrasten mellem det automatiske frisind og virkeligheden er blevet for stor. Med andre ord: Det kan tænkes, at der slet ikke bliver mere automatisk, abstrakt frisind blandt den efter-statsfolkekirkelige menigheds medlemmer!
Men dannelsen af nye valgmenigheder vil også kunne tjene et større og rent positivt formål. De kan rent ud sagt fungere som pilotprojekter på vejen frem mod den frie evangelisk-lutherske kirke. Navnlig vil man i sådanne valgmenigheder kunne styrke gudstjeneste- og kirkebevidstheden, herunder den økumeniske bevidsthed. Og dette altså først og fremmest i kraft af, at der er tale om nogenlunde ligesindede, der har fundet sammen for at arbejde frem mod kirkens kommende tilstand. Men en faktor som undervisningen af både børn, unge og voksne vil også være afgørende. I stedet for de mange almenkulturelle og underholdende aktiviteter, der i stigende grad dyrkes rundt omkring.
Men det er meget vigtigt, at de mennesker, der evt. samles i sådanne valgmenigheder, undgår sekteriskhed og selvretfærdighed. Pilotprojekt-karakteren, dvs. sigtet frem mod den kommende kirkeordning for så vidt muligt hele den nuværende folkekirkemenighed, skal være klar og fast. At der måske bliver mange valgmenigheder i den kommende kirke, er en helt anden sag. Moderne mennesker, også moderne kristne, er jo meget forskellige, og hvis der skal være både forskellighed og frihed, er en kirke med mange valgmenigheder næsten den eneste mulighed. Man kunne dog nøjes med sognebåndsløsning, ja, med mulighed for at henlægge sit gudstjenesteliv til en kirke, hvor man kan være tilfreds med gudstjenestelivet. For mig er gudstjenesten det helt afgørende. Altså især højmessen søndag formiddag. Her vil jeg meget vanskeligt kunne leve med »moderne« gudstjenester, som jeg fx kender dem fra tysk TV’s transmissioner af såkaldte evangeliske gudstjenester.
Men vi bør selvfølgelig gøre alt for, at den kommende kirke bliver så lidt splittet som muligt. Jeg vil heller ikke have noget imod, at der afprøves nye gudstjenesteformer, ja, vil måske selv deltage i noget af det - uden for højmessetiden. Jeg vil bare ikke undvære en rimelig traditionel og liturgisk fast gudstjeneste på søn- og helligdage kl. 10 om formiddagen!
Se om gudstjenesten nederst på denne
underside!
Kirkesplittelse er virkelig et stort onde. Men hvordan skal kirkesplittelse defineres? Netop den danske valgmenighedsmulighed betyder jo, at vel er der nogle, der har set sig nødsaget til at samle sig om præster af en særlig observans, men de står jo stadig i det landskirkelige fællesskab.
Men hvis det blev sådan, at man blev nødt til at danne en evangelisk-luthersk frikirke - med et ret lille medlemstal. Kunne en sådan frimenighed så tilslutte sig Det Lutherske Verdensforbund? Eller dog på en eller anden måde erklære sig for hørende til den lutherske kirkeafdeling, idet man samtidig klart bekendte sin almindelige økumeniske orientering.
I den postmoderne tid bliver et af de store spørgsmål, hvordan fællesskab kan forenes med mangfoldighed i frihed. Her bliver Grundtvigs slagord vigtigt: ”Al den frihed for det enkelte, hvormed det hele kan bestå” (citeret efter hukommelsen).
Oprettelse - på amerikansk vis - af nye ”kirker” (som om det var en ny forening) er en vederstyggelighed. Men den rette vej frem må være ”mangfoldighed i enheden og enhed i mangfoldigheden” (jfr. Det Lutherske Verdensforbunds motto). Jfr. også mit eget begreb ”evangelisk-demokratisk minimalkatolicitet”, hvori ligger, at der skal være frihed og demokrati i kirken - og dermed kun det nødvendige minimum af katolicitet = ”almindelighed”.
Men nu må vi se. Dette er skrevet 30.08.04, hvor det ser ud til, at fx de frisindede venstrepolitikere vil nøjes med at markere deres frisind, men når det kommer til stykket, stemme imod et forslag om at tvangsindføre homo-vielser i Folkekirken.
* * *
[Lolland-Falsters Stiftsbog 2003 s. 72ff]
Det kommer klart til udtryk i biskoppens formaning i ordinationsritualet, hvor han lægger de vordende præster på sinde, at de »flittigt gransker den hellige skrift og troens lærdomme«, og i den del af præsteløftet, hvor den nyordinerede præst lover, at han/hun »vil stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede«. Og der har også været præster, der har siddet i deres studereværelse og oparbejdet en meget stor lærdom, uden at det nødvendigvis har givet sig udslag i en (større) skriftlig produktion.
Her i denne artikel skal der ved »præstegårdsteologi« forstås arbejde, der mindst har ført til artikler i videnskabelige tidsskrifter - eller tilsvarende resultater (fx indlæg på præstekonventer eller anden formidling af teologi på højt niveau). Og der skal selvfølgelig være tale om teologisk arbejde, ikke blot om almindelig lærdom på områder som sprog og litteratur (hvad der ellers også har været adskillige eksempler på). Og ved »i Lolland-Falsters Stift« forstås, at det pågældende arbejde helt eller delvis har fundet sted her i stiftet.
Under alle omstændigheder betyder alene pladsforholdene, at der kun har kunnet blive tale om en nødtørftig præsentation af nogle af de vigtigste eksempler på, hvordan denne side af det kirkelige liv har udfoldet sig også her hos os. Og på grund af den meget korte tid, der har været til rådighed for arbejdet med denne artikel, har det også været nødvendigt, i høj grad at arbejde på anden hånd![i]
Artiklen har måttet få en meget opremsende karakter - med mange navne og titler (af både den ene og den anden slags) og mange årstal. Men jeg har prøvet at sætte en hel del oplysninger og forklaringer ind til de mange titler på bøger og artikler. At dette så i mange tilfælde er blevet mere hjælpsomt end smukt, er en anden sag. Jeg håber, det kan bringe læserne lidt ned under og ind bag disse titler, så de alligevel kan få et ret godt indtryk af, hvordan der gennem alle disse år har været læst og tænkt og skrevet i de lolland-falsterske præstegårde (herunder bispegården).
Da jeg havde fået overdraget opgaven, henvendte jeg mig straks (i en rundsendt e-mail) til samtlige præster i stiftet (samt pr. brev til et par, der er flyttet herfra) for at høre, hvad de eventuelt kunne oplyse - også om sig selv. Desuden henvendte jeg mig til vor forrige biskop, Thorkild Græsholt, som gav en hel del oplysninger og vink - efter at han først havde udtrykt sin forfærdelse over opgavens omfang. Det ville jo kræve en hel bog! For som han skrev i et brev til mig: »Sagen er den at op til 1950’erne foregik så at sige al teologi i præstegårdene. Selve ordet ”præstegårdsteologi” ville næppe være blevet forstået før 1960. Man kunne lige så godt have sagt ”køkkenmadlavning” - og derfor sagde man det ikke«.
Og hvis man undrer sig over denne tilsyneladende ret dristige påstand, kan man jo tænke på, at de to største navne i dansk teologi faktisk virkede uden for universitetet, nemlig N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard, selv om Grundtvig jo ikke var nogen helt almindelig præst og Kierkegaard slet ikke var præst, men jo dog cand. theol. - og mag. art., svarende til vore dages dr. phil.
Nu skal der selvfølgelig ikke lægges op til nogen form for konkurrence mellem det arbejde, der drives på universiteterne, og det arbejde, der drives i præstegårdene eller andre steder uden for universiteterne. Det siger sig selv, at de begavede og dygtige mennesker, der opnår ansættelse ved et universitet, og som et langt liv igennem deler deres arbejde mellem forskning og undervisning på højeste niveau, samler en viden og foretager en gennemtænkning af tilværelsens og teologiens store spørgsmål, som giver dem nogle helt særlige muligheder. Men på den anden side siger det også sig selv, at der ligger nogle særlige muligheder i, at det teologiske studium og den teologiske tænkning bliver drevet i forbindelse med den daglige præstetjeneste. Og om begge former for teologisk arbejde gælder det, at det - som den store svejtsiske teolog Karl Barth udtrykte det - bliver drevet »fordi vi skal prædike på søndag«. Karl Barth (1886-1968) startede i øvrigt selv som præstegårdsteolog; han var præst i en lille by i Svejts, da han skrev sin berømte Romerbrevskommentar (1919).
Og dette gælder også, selv om nogle former for universitetsteologi udtrykkeligt bliver drevet som helt ren og helt kirkeuafhængig videnskab. Det er nemlig meget vigtigt - også for kirken og dermed søndagsprædikenen - at de teologiske fakulteter ikke bare er »præsteskoler« med et direkte og snævert sigte på brugen ude i kirkens liv, men steder, hvor der kan forskes og undervises frit. Også selv om friheden skulle føre ud i både kætterier og fritænkeri. Hvor det gælder sandheden, må der herske frihed, og selv de mest vilde vinkler kan være nyttige. Navnlig når der altså samtidig drives teologi på højt niveau blandt kirkens præster! Det er rent ud sagt vigtigt, at kirken også »kan selv«, idet det allervigtigste altså er selve den positive værdi, der ligger i, at alle præster har et højt uddannelsesstade, og at en del præster driver regulær forskning eller på anden måde yder noget ekstraordinært.
Nøgleordet er vekselvirkning. Og denne vekselvirkning består jo for det første i, at præsterne selv er uddannet på et universitet. Men den består for den sags skyld også i, at mange af de ansatte ved de teologiske fakulteter selv er præster. Nogle er måske bare blevet ansat som hjælpepræster ved kirker i universitetsbyen. Men andre har faktisk flere års egentlig præstetjeneste bag sig, inden de bliver ansat ved universitetet - hvad der, som vi skal se, også har været eksempler på her fra stiftet.
Grundtvig lagde meget stor vægt på vekselvirkningen mellem universitetet og præstegårdene. I det kirkepolitiske programskrift »Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet« fra 1834 taler han allerede om den absolutte topvidenskabelighed, der kunne være på et stort fællesnordisk universitet (den senere »Göteborg-tanke«), samtidig med, at præster og andre embedsmænd blev uddannet på de almindelige nationale universiteter. Og han taler meget smukt om, hvordan videnskabeligheden ville få gavn af »et tusind danske Præste-Gaarde, hvis i det Hele velstuderede Indbyggere ligesaavel kan virke populært tilbage paa Universitetet som videnskabelig paa Folket!«. Ja, den bedste modgift mod de skader, den akademiske indelukkethed mellem bøgerne kan forvolde, er »den, velstuderede Landsby-Præster daglig indsuge, i levende Berørelse med Naturen, under aandelig og hjertelig Vexel-Virkning med Almuen« (»Udvalgte Skrifter« VIII 95).
I forbindelse med jubilæet i 1954 udgaves bogen »Lolland-Falsters Stift i 150 år«, og den har - om end selv sparsom i sin dækning af emnet - været grund-kilden til denne artikel, for så vidt angår disse første tre fjerdedele af stiftets historie. Det gælder kapitlerne om biskopperne side 41-192 og afsnittet om præsterne (side 245-262) i kapitlet om »Præster og præstekonventer«.
Ja, de forskellige præstekonventer, hvoraf nogle udtrykkeligt er studie- eller arbejdskonventer, er en helt særlig side af sagen, og det er i denne artikels sammenhæng overordentlig interessant, at det her omtalte kapitel om præsterne har netop denne overskrift. For det er indlysende, at disse kollegiale sammenkomster har været et sted, hvor resultaterne af både den særlige og den almindelige præstegårdsteologi er blevet udvekslet, så at også det studium og arbejde, som ikke har båret frugt på tryk, er kommet til at indgå i det præstelige og kirkelige liv. En af de præster, som har bidraget med oplysninger til denne artikel, har da også opfordret til, at denne side af sagen blev inddraget. Men det har ikke været muligt. Jeg må nøjes med at henvise til kapitlet i 1954-jubilæumsbogen - og til en evt. behandling af emnet i en senere udgave af Stiftsbogen. For nu går jeg over til rækken af eksempler på præstegårdsteologi 1804-1954.
Rasmus Møller (1763-1842) blev sognepræst i Købelev-Vindeby allerede i 1802 - altså medens Lolland-Falster endnu hørte til Fyens Stift! Rasmus Møller var far til digteren og filosoffen Poul Martin Møller og stedfar til digteren Christian Winther og var selv en meget lærd mand. Dette første eksempel er et meget klart eksempel på, hvad præstegårdsteologi er! I 1954-jubilæumsbogen står der om Rasmus Møller, at »studerekammeret med hans lange pibe var hans kæreste opholdssted« (LFS 97).
I 1790 havde Rasmus Møller fået magistergraden. I 1954-jubilæumsbogen angives titlen som »dr. phil.«, idet en note dertil oplyser: »D.v.s. egentlig mag. art., først 1854 ændredes denne titel officielt til ”dr. phil.”; men Møller og flere andre omtales stadig som ”dr. phil.”, endog i officielle skrivelser« (jfr. ovf. til Søren Kierkegaard). Men sin teologiske doktorgrad fik han i 1815 - altså efter 13 år i Købelev Præstegård. Disputatsen var en behandling af spørgsmålet, om man gjorde ret i at udelukke særlige kristelige dogmer fra undervisningen i skolerne. Og Rasmus Møllers svar var et klart nej; hele kristendommen, også de vanskeligste dele, skulle formidles til børnene; kristendommen skulle ikke skæres til efter fornuften.
Under kirkekampen i anden halvdel af 1820’rne udgav Rasmus Møller sin protest mod rationalismen under titlen »Rationalismen, i dens Forhold til Bibelen og Protestantismen«. De to hovedaktører i denne kamp var N.F.S. Grundtvig og teologiprofessor H.N. Clausen. Og Rasmus Møller stillede sig altså for så vidt på Grundtvigs side, som han forsvarede den traditionelle tro. - Se også note 6. Men jeg vil tillade mig, også at henvise til min egen behandling af kirkekampen i »Fra Drøm til Program« s. 94ff, og i »Omkring Grundtvigs Vidskab s. 219ff (omtales nf.).
Men det bedste middel mod tidens vantro var, atter og atter at læse i Den Hellige Skrift, og en stor del af hans arbejder sigtede derfor mod at gøre Bibelen mere kendt og forståelig. Sammen med professor Jens Møller havde Rasmus Møller lavet en videnskabelig oversættelse af Det gamle Testamentes poetiske og profetiske skrifter (1828-1830), men i de følgende år udgav han oversættelser og forklaringer til Det nye Testamente, der fortrinsvis var beregnet på skolelærere og almindelige lægfolk. Hans forfatterskab omfattede ud over disse og andre mere pædagogiske teologiske skrifter også arbejder inden for området klassisk filologi (latinske forfattere). I 1820 blev Rasmus Møller stiftsprovst og i 1831 biskop (den tredje i rækken) over Lolland-Falsters Stift.
Jakob Chr. Lindberg (1797-1857) var i årene 1844-1857 sognepræst i Tingsted[ii] og havde ved sin tiltræden et teologisk og kirkeligt forfatterskab bag sig. Men navnlig er han kendt som deltager i den ovenfor omtalte kirkekamp i 1820’rne. Det var imidlertid i Tingsted-årene, han fuldførte sit teologiske hovedværk, en oversættelse af både det gamle og det nye testamente. - Lindberg har 6 numre i Holger Villadsens bibliografi over litteratur om kirkefædrene (se nf.), men ingen af dem er fra hans Tingsted-tid.
D.G. Monrad (1811-1887) var biskop over Lolland-Falsters Stift i to perioder, nemlig 1849-1854 og 1871-1887, og inden da havde han i årene 1846-1848 været sognepræst i Vester Ulslev. Men Monrad er nok først og fremmest kendt som politiker. Han var i forreste linje i begivenhederne omkring enevældens afskaffelse og demokratiets indførelse, ja, det var faktisk ham, der - som minister i martsregeringen 1848 - skrev udkastet til den nye grundlov. Det, Monrad sad i Vester Ulslev Præstegård og lavede ud over prædikenforberedelsen og embedsforretningerne, har været præstegårds-politik! Pastor Johs. B. Boysen[iii], som selv var præst i bla. Vester Ulslev, yndede at sige, at Danmarks Riges Grundlov mere eller mindre var blevet skrevet i Vester Ulslev Præstegård! Det var også politik, der var årsagen til Monrads afskedigelse fra bispeembedet i 1854. Mere demokratisk var landet altså ikke blevet! Men det er en anden historie - hvad hans rolle som statsminister i 1864 og emigration til New Zealand i 1865-1869 også er. Her skal det jo dreje sig om teologen Monrad.
Og så er det hans anden bispeperiode, vi skal til. To år efter sin teologiske embedseksamen havde Monrad ganske vist fået magistergraden (se ovf.) for en afhandling om nogle særlige former i de semitiske sprogs udsagnsord[iv], og han havde faktisk fortsat sine studier af de østerlandske sprog med henblik på at blive professor. Og i 1865 havde han udgivet sine oversættelser af Esajas’ Bog, Jobs Bog og Salmernes Bog. Den prædikensamling, han udgav i 1871 - altså i sin anden bispeperiode - var efter både hans egen og andres mening på sin vis hans teologiske hovedværk, men det var prædikener, han havde holdt i sin korte tid som sognepræst i Brøndbyøster-Brøndbyvester efter hjemkomsten fra New Zealand.
Det eneste i Monrads forfatterskab, der strengt taget ligger inden for de definitioner, der er sat for denne artikel, er nogle af de skrifter, han udgav efter prædikensamlingen. Og så er det en skønssag, hvilke af dem der er egentlig teologiske skrifter, og hvilke af dem der må henregnes til det område, der kaldes det opbyggelige. Et godt eksempel på dette forhold er den i 1876 udgivne bog »Fra Bønnens Verden«, der i 1954-jubilæumsbogen udtrykkeligt betegnes som »en bog, der ikke blot blev et skattet opbyggelsesskrift, men som også var et apologetisk indlæg i striden mod Brandesianismen« (LFS 154). (Apologetisk (af navneordet »apologi«) er det gamle ord for den virksomhed, hvorved kristendommen siden de allerførste århundreder har forsvaret sig mod angreb og kritik fra andre religioner og livsanskuelser).
Men også grundtvigianismen måtte Monrad forholde sig til, og det førte til et flittigt studium af kirkefædrene, hvis resultater bla. blev fremlagt i bogen »Et Bidrag til den apostoliske Troesbekjendelses Historie« (1886)[v]. I 1954-jubilæumsbogen hedder det derom:
[Monrad] satte trosbekendelsen højt, kaldte den »den korteste og fyldigste af alle Verdenshistorier«. Han kunne ønske, at Grundtvigs opfattelse[vi] var rigtig, men han fandt den ikke holdbar (LFS 154).
Bogen om Fadervor-bønnen »forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«: »Den femte Bøn og dens Liv i Kirken indtil Luther« omtales således i 1954-jubilæumsbogen:
Og endelig - og det var måske det arbejde, der tog [dvs. »greb«] ham mest - fremdrog og samlede Monrad kirkefædrenes udtalelser om den femte bøn. Han ville underbygge den opfattelse, han var kommet til, at det er kristendommens ubetingede fordring, at man tilgiver andre, hvad de har forset sig imod en. Med stor energi bearbejdede han sit eget sind for at kunne opfylde denne fordring over for de mange hårde angreb, han var blevet udsat for (LFS 154).
Om de skrifter, Monrad skrev i sin anden bispeperiode, hedder det i Dansk Biografisk Leksikon, at de »bærer side for side vidnesbyrd om hans eminente sproglige og videnskabelige begavelse« (bd. 10, s. 52). Ved Københavns Universitets firehundredeårsfest i 1879 fik Monrad en æresdoktorgrad i teologi. - I Holger Villadsens bibliografi optræder Monrad med i alt ni numre, hvoraf de otte er fra hans anden bispeperiode.
Man vil kunne sige, at der her er brugt rigelig plads på en person, der først og fremmest var politiker og biskop. Men Monrad er ikke alene den vel berømteste gejstlige, vi har haft her i stiftet; hvad der er mere afgørende i denne artikels sammenhæng, er, at de her omtalte eksempler på »bispegårdsteologi« også er fine eksempler på, hvordan videnskabelig begavelse og stor viden kan bruges i forbindelse med spørgsmål, der både praktisk og personligt har tegnet sig for den pågældende ude i det virkelige liv.
Frederik
Helweg (1816-1901) var sognepræst Købelev 1867-1901 og tillige stiftsprovst
1886-1899. Han er kendt som en af Grundtvigs mest selvstændige og originale
disciple og havde før sin Købelev-tid udgivet flere bøger (bla. »Spaadommene
eller Gud i Historien« og »Parabel og Offer, eller Natursymbolik«). Da han kom
til Købelev havde han et begivenhedsrigt liv i de sønderjyske egne bag sig. I
1846 var han blevet forstander for den i 1844 oprettede Rødding Højskole (den
allerførste af slagsen), og han havde som feltpræst deltaget i krigen
1848-1850. I 1864 var han af preusserne blevet afsat fra sit embede som
sognepræst i Haderslev. Men fra hans Købelev-tid kan nævnes: »Frimenighed og
Apostelskole« (1878-1882), en kirke- og kulturhistorisk skildring af navnlig
det andet århundrede, »Israels Aandsliv i Hjemfærdstiden« (1890) og »Israel i
Historiens og Aabenbaringens Tjeneste« (1899). (»Hjemfærdstiden« er tiden efter
Som en nøgle til sin forfattervirksomhed udgav
Frederik Helweg 1892 redegørelsen »Livstanke og Livsgerning«. - Frederik Helweg
beskæftigede sig meget med den ældste kirkes historie og med kirkefædrene. I
Holger Villadsens bibliografi optræder han med 19 numre, som bortset fra den
ovf. omtalte bog om »Spaadommene« alle er fra Købelev-tiden, nemlig fra
perioden 1870-1893.
Niels Munk Plum (1880-1957) var 1917-1922 sognepræst i Gundslev og 1942-1950 biskop over Lolland-Falsters Stift. I sin præstetid i Gundslev fortsatte han de videre teologiske studier, han havde drevet siden sin embedseksamen i 1904, så at han i 1920 fik den teologiske doktorgrad for afhandlingen »Forsagelsen ved Daaben«. I 1922 blev han docent i systematisk teologi ved Københavns Universitet og i 1924 professor i dogmatik og Ny Testamente. Herefter udfoldede han et større teologisk forfatterskab, men jeg har ikke fundet nogen titler fra hans tid som biskop.
K.E. Skydsgaard (1902-1990) var sognepræst i Nørre Vedby 1935-1940 og fik i 1937 den teologiske doktorgrad for afhandlingen »Metafysik og Tro. En dogmatisk Studie i nyere Thomisme«. Fra før Nørre Vedby-tiden stammer »Lucien Labretonnière, en rom.kat. Religionsfilosof« (Dansk teologisk Tidsskrift 1932), men fra 1939 (i et internationalt tidsskrift for studiet af middelalderlitteratur m.m.) er »La Connaissance humaine d’après S. Thomas d’Aquin« (»Den menneskelige erkendelse ifølge St. Thomas Aquinas«). - Thomisme er dén romersk-katolske tænkning, som har udviklet sig på grundlag af Thomas Aquinas’ (ca. 1225-1274) tænkning. Fra slutningen af 1800-tallet opnåede denne intellektualistiske tænkning en renæssance, den såkaldt nythomisme. Lucien Labretonnière må være en repræsentant for nythomismen.
I 1940 blev Skydsgaard docent i systematisk teologi ved Københavns Universitet og i 1942 professor i dogmatik og nytestamentlig eksegese. Han kom (hvad hans tidlige skrifter jo også havde givet grundlaget for) til at beskæftige sig meget med økumenisk (mellemkirkelig) teologi i både teori og praksis og var Det Lutherske Verdensforbunds observatør ved Den Romersk-Katolske Kirkes skelsættende Andet Vatikanerkoncil 1962-1965.
Louis Brøndum (1906-1988) var sognepræst i Østofte 1932-1947 og i Kgs. Lyngby 1947-1953, hvorefter han blev forstander for Pastoralseminariet. I hvert fald een tekst må stamme fra Østofte-tiden, nemlig »Trosbegrebet hos Synoptikerne« (i »For Kirke og Teologi« 1947). (»Synoptikerne« er evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas). Og der ligger formodentlig også studier i Østofte Præstegård bag et skrift som »Gud og Lidelserne« (1948). Et forfatterskab af teologisk og kirkelig art fortsætter i de følgende år.
Som den sidste af de præster, der er kommet her til stiftet før 1954, og hvis navne har været fremme i forbindelse med forberedelsen af denne artikel, skal endelig nævnes Niels Otto Jensen (1901-1969), som var sognepræst på Femø 1927-1941, og om hvem der i »Kirkelig Haandbog« 1951 står: »1935: Medudgiver af Tillæg til Salmebogen; Medudgiver af Tidehverv. Skrev deri flere afhandlinger«. Og jeg kan huske, jeg selv engang har læst noget af ham. Jeg tror, det var en bog eller artikel om Luther eller den lutherske retfærdiggørelseslære eller noget i den retning. Jeg har bare ikke kunnet finde titlen.
Tre af navnene fra stiftets præstesager kan også lige nævnes her; for uanset hvad man ellers må sige om det, så er de mere eller mindre kætterske tanker, disse præster er nået frem til - og har skrevet bøger om - også en form for præstegårdsteologi! De tre er: N.P. Arboe Rasmussen, som var sognepræst i Vålse 1916-1920. Otto Larsen, som var sognepræst i Øster Ulslev - Godsted 1928-1932. Og Poul Kalmeyer, som var sognepræst i Skovlænge-Gurreby 1949-1971. Men Otto Larsen får sin egen behandling i Jørgen Stenbæks artikel s. 91. -[Tilføjelse her i hjemmeside-udgaven: Da jeg fik opgaven, sagde man, at der ville komme en artikel om alle præstesagerne; nu blev det så kun til artiklen om Otto Larsen, idet dog Vålse/Arboe Rasmussen-sagen omtales i indledningen til artiklen og til allersidst i den. Kalmeyers afvigelse var et opgør med den paulinske retfærdiggørelseslære, altså med vægt på gerningerne, og jeg kan henvise til biskop Halfdan Høgsbros i 1957 udgivne bøger »Min brevveksling med Pastor Kalmeyer« og »Tro og gerninger«].
At finde nogle eksempler frem fra stiftets første 150 år har ikke været det værste; det har været meget sværere at blive sikker på, at der fra perioden 1954 til i dag ikke er sket alvorlige og uretfærdige udeladelser af såvel personer som skrifter og anden aktivitet. Men jeg har gjort det så godt, det har været mig muligt i den korte tid, jeg fik til rådighed, og jeg har også prøvet at spørge mig for så godt, jeg kunne. Hvis der er læsere, der bliver opmærksomme på udeladelser - eller som i det hele taget har oplysninger at kunne bidrage med, det være sig om andre eller om sig selv - må de meget gerne henvende sig til Stiftskontoret, hvor også alt det materiale, der er blevet samlet i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel, bliver opbevaret. For hvem ved - måske er der ligefrem en præst her i stiftet, der kunne tænke sig fx at bruge en studieorlov på at forske videre i dette interessante emne! Det kunne blive til et nyt stykke præstegårdsteologi - lokal-kirkehistorie! Men man kunne mere beskedent også forestille sig en opsamlingsartikel i en kommende udgave af Stiftsbogen.
Det var i 1955, Immanuel Felter (1908-2001) blev stiftsprovst her i stiftet (efter 1958 hedder det domprovst), og det var han til 1978. Felter er en af dem, hvis teologiske viden og format ikke har givet sig udslag i en skriftlig produktion, der i omfang svarer dertil. Efter embedseksamen i 1933 studerede han teologi i Strasbourg og tog senere til Basel for at høre den ovenfor citerede Karl Barth. Felters forfatterskab er som sagt ikke så stort, men han har i »Dansk teologisk Tidsskrift« skrevet en artikel om den centrale paulinsk-lutherske forståelse af det kristne menneske som på een gang retfærdig og synder - eller med titlens latinske ord: »Simul justus et peccator« (1950). Og han har i »Præsteforeningens Blad« skrevet tekstvejledninger og anmeldelser m.m. samt bla. artiklerne »Ånden i de Johannæiske skrifter« (1970) og »Nadveren og alterets placering - en teologisk begrundelse« (1987). Men dertil må nævnes hans indflydelse i de forskellige konventssammenhænge, ganske særligt i det af ham stiftede og ledede arbejdskonvent, som blandt andet i tiden op til alterbogsreformen arbejdede meget med de liturgiske spørgsmål - og ytrede sig om dem, også i form af en række indlæg i debatten fra Felter selv. I denne forbindelse kan det anføres, at den eneste bogtitel, jeg fandt, da jeg søgte på Internettet (bortset fra bogen om Maribo Domkirke fra 1966, som jo også er et stykke teologi), var biskop og salmedigter Johannes Johansens »Forslag til kollekter til begge textrækker i kirkeåret gennemset sammen med Immanuel Felter i marts 1988« (1988). - Endelig må jeg nævne den frugt af Felters »domprovstegårdsteologiske« lærdom, at det var ham, der af Kirkeministeriet blev udpeget som min vejleder, da jeg i 1969 som gymnasieadjunkt og cand. mag. havde søgt om at komme til at gennemgå den supplerende teologiske uddannelse med henblik på at få tilladelse til at søge præsteembede efter § 2 i den daværende lov om adgang til præsteembeder. Og som jeg sagde ved samværet efter Felters begravelse: »Det var hard core lutherdom, man fik lært dér!«. - Se også Mette Trankjær og Jette Walther Birks interview med Felter i Stiftsbogen 2000: »Domprovst Immanuel Felter«.
Jørgen Ertner (f. 1930) var sognepræst i Landet-Ryde 1961-1968 og er den ene af de to fraflyttede sværvægtere blandt stiftets præstegårdsteologer, jeg har skrevet til, og han har sendt en meget fyldig og interessant redegørelse for hele sit forløb, en direkte beretning fra manden selv om et stykke stor præstegårdsteologi! I 1968 blev han sognepræst i Mern og senere tillige provst for Stege-Vordingborg Provsti. Og i 1988 fik han den teologiske doktorgrad for afhandlingen »Peder Palladius’ lutherske teologi«. Jeg var selv til stede ved forsvarshandlingen og havde lejlighed til, bagefter at lykønske ham på hans gamle stifts vegne. Jeg ville gerne kunne referere og citere meget mere fra Jørgen Ertners redegørelse, men må nøjes med følgende:
Det var begyndt allerede i Ertners studietid, hvor han havde gået til en øvelse over Luther hos professor Hal Koch, og da Ertner en dag i 1962 sad i Landet Præstegård og læste i »Kirkehistoriske Samlinger«, så han, at der var blevet udskrevet en prisopgave med titlen: »En dogmehistorisk Redegørelse for Peder Palladius’ teologiske Standpunkt«. Og Ertner fik »lyst til at prøve kræfter med opgaven, idet jeg syntes, det kunne være interessant af se, hvilken ”lutherdom” det var der blev indført i Danmark i 1536/37«. - Peder Palladius var den første biskop over Sjælland efter Reformationen og kendes ikke mindst fra sin berømte »visitatsbog« (med de taler o.lign. han havde holdt, når han besøgte menighederne rundt omkring på Sjælland og skulle prøve at pode evangelisk kristendom ind i dem).
Herefter beretter Ertner om de forskellige vanskeligheder ved at sidde på Lolland og arbejde med sådan et emne. »Jeg husker, hvordan jeg på folkebiblioteket i Nakskov studerede to vigtige latinske værker af Palladius, der var udlånt af Statsbiblioteket i Aarhus på betingelse af, at de opbevaredes i boks og kun måtte benyttes på læsesalen dér«.[vii] Men de fleste bøger kunne benyttes hjemme i Landet Præstegård eller i sommerhuset på Læsø. »Det blev meget nattearbejde og arbejde i ferierne«.
Ved sammenkomsten efter prisoverrækkelsen var der en professor, der sagde til Ertner: »Den må De lave om til en disputats«. »Jeg fortsatte nu mine studier i Landet Præstegård ... Medens prisopgaven havde koncentreret sig om temaet lov-evangelium og det dermed sammenhørende tema boden og retfærdiggørelsen, begyndte jeg nu en undersøgelse af Palladius’ skriftsyn og hermeneutik ...«. Hermeneutik vil sige skriftudlægning, fortolkning.
I 1966/67 fik Ertner bevilget 7 måneders orlov, og efter den fortsatte arbejdet i fritiden. Det var først i 1988 - seksogtyve år efter, at han havde siddet i Landet Præstegård og læst om prisopgaven! - han kunne forsvare disputatsen på Københavns Universitet. Ertner har siden skrevet artikler om Palladius, Grundtvig, Chr. III’s Bibel og Kingo.
Niels Krapper (f. 1916) var sognepræst i Holeby-Bursø 1962-1984 og har ikke fået noget trykt (bortset fra et par artikler i Kristeligt Dagblad i slutningen af 1950’erne, hvor han endnu var præst på Christiansø), men jeg nævner ham her som et eksempel på den slags præstegårdsteologer, der bare stille og roligt har siddet og samlet sig stor lærdom - hvad han i øvrigt gør den dag i dag. Niels Krapper har i al sin tid været kendt og respekteret som en meget lærd teolog, selv om det kun var i kollegiale diskussioner og samtaler, hans viden og synspunkter blev ført frem. Under arbejdet med denne artikel er jeg dog blevet klar over, at et større utrykt arbejde om det såkaldte 1. Klemensbrev har cirkuleret blandt kolleger.
Svend Aage Nielsen (f. 1938), sognepræst i Toreby siden1968, har både før og efter 1968 skrevet om Søren Kierkegaard (fx »Det etiske stadium er det højeste« (Kierkegaard-Studiet i Japan) (1969)). I 1969 udgav han prædikensamlingen »Kærlighedens revolution«. Og han har skrevet om Kaj Munk: »Livet gad jeg ønske jer« (Erindringer om, taler af og breve fra Kaj Munk) (1984). »Kaj Munks økumeniske teologi« (i Marc Auchet m.fl.: »Kaj Munk. Dansk rebel og international inspirator« (1995)).
Svend Aage Nielsen er ivrig deltager i debatten om den såkaldte filioque-tilføjelse i den nikænske trosbekendelse. Filoque betyder »og [udgår] fra Sønnen« (om Helligånden) og er en i Vestkirken indskudt tilføjelse til den nikænske trosbekendelse, som muligvis er teologisk rigtig, men som under alle omstændigheder betegner et brud med det princip, at det selvfølgelig kun er hele Kirken, der kan rette i en bekendelse, der oprindelig er vedtaget af hele Kirken (år 381).
Thorkild Græsholt (f. 1926) var biskop her i stiftet 1969-1996. Det helt særlige ved Thorkild Græsholt som teolog er den erfaring og viden, han vandt som præsteviet missionær i Indien 1952-1960. Efter hjemkomsten til Danmark blev han lektor i missionshistorie ved Københavns Universitet og senere sognepræst i Stengård sogn. Thorkild Græsholt har skrevet et meget stort antal artikler og debatindlæg og har som biskop ofte repræsenteret Folkekirken i mellemkirkelige sammenhænge, hvor hans særlige baggrund naturligvis har haft stor betydning, ligesom han med sin viden om hinduismen og indiske forhold har fungeret som vejleder for indiske præster og teologistuderende. Fra Græsholts forfatterskab skal her nævnes: »Til verdens ende: missionshistoriske rids« (1971), »Hinduisme« (1977) og »Tilbage til Indien« (1979).
[NB! Det følgende Haystrup-afsnit havde pga. forskellige kilde-forhold desværre nogle fejl og mangler i den trykte version. Her bringes det (indsat 28.08.04) i korrigeret skikkelse og med et tilføjet afsnit om Haystrups rolle som vejleder for to studerende, der begge blev præster her i stiftet].
Helge Haystrup (f. 1924) er den anden af
de »fraflyttede sværvægtere«, jeg har henvendt mig til, og som har sendt
oplysninger. Han var sognepræst i Østofte 1971-1980, men havde inden da (1969)
allerede fået den teologiske licentiatgrad for afhandlingen »Hellighed og
Autoritet i Oldkirken. En konfrontation ud fra Augustins De baptismo af to
kirkesyn« (udg. allerede 1968) og for licentiat-forelæsningen »Augustin som
skriftfortolker« (udg. 1970). - Augustin (354-430) er Vestens store kirkelærer.
Han var biskop i Hippo, Nordafrika, fra 396. De baptismo betyder »Om
dåben«.
I sin Østofte-tid udgav Haystrup: »Oldkristne kirker i Norditalien«
(1972). »Oldkirken« (1974). »Byzanz« (1975). »Middelalderkirken« (1976).
»Kristusbekendelsen i Oldkirken« (1979). Fra samme periode opgiver Haystrup
også en lang række artikler. Fra tiden efter Østofte er en endnu længere række
titler om kirkefaderen Augustin m.m. Ganske særligt må nævnes den lange række
af »Augustin-studier« fra årene 1989-2002, i alt femten bind. Helge Haystrup
fik i 1996 den teologiske æresdoktorgrad.
Helge Haystrup var vejleder for to kommende præster under særuddannelse, nemlig skoleinspektør i Østofte Johs. Brønholt, der i 1975 blev sognepræst i Idestrup, og skovrider og godsforvalter ved Halsted Kloster Gods Ole Mahrt-Olsen, der i 1975 blev sognepræst i Skelby-Gedesby-Gedser.
Den næste i den kronologiske rækkefølge, der opereres med i denne artikel, er mig selv, Bent Christensen (f. 1943), sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev 1974-2003. Og jeg vil tillade mig at gøre dette afsnit lidt personligt - som et førstehåndsvidnesbyrd, der kan supplere tingene fra Jørgen Ertners beretning.
Det var i min allerførste præstetid i Pedersker-Povlsker på Bornholm (1971-1974), jeg begyndte at studere Grundtvig. Og det var ikke for at få mig en slags hobby! Nej, jeg gik meget og tænkte over, hvordan jeg selv som kristent menneske skulle forholde mig til livet her og nu og her i denne verden, og hvordan jeg skulle tale om dette, både fra prædikestolen, i konfirmandstuen, og hvor jeg ellers optrådte som præst. Så kom den store Grundtvig-forsker Kaj Thanings lille bog: »For menneskelivets skyld« (1971) (en mere populær opfølgning af hans store og skelsættende disputats: »Menneske først - Grundtvigs opgør med sig selv« (1963)). Og det må nævnes her, at Kaj Thaning selv var præstegårdsteolog og havde siddet og arbejdet med sit Grundtvig-tema i Asperup Præstegård på Fyn helt tilbage fra trediverne af. Her mødte jeg noget - i sidste ende jo Grundtvig selv - der lige var, hvad jeg havde brug for. Jeg havde nemlig indtil da ikke beskæftiget mig meget med Grundtvig. (Som kristeligt vågnende danskstuderende havde jeg skrevet speciale om Thomas Kingo).
På samme tid stiftede jeg bekendtskab med den svejtsiske gammeltestamentler Walther Zimmerlis bog »Die Weltlichkeit des Alten Testaments« (Göttingen 1971). Og denne titel betyder ikke bare »Det gamle Testamentes verdslighed«; »Weltlichkeit« betyder også »verdensfyldthed« og »verdensengagement«. Senere førte denne beskæftigelse med den bibelske teologi til en dobbeltartikel i Præsteforeningens Blad om »Denne tilværelses plads og betydning i - eller i forhold til - Det nye Testamentes kristendom« og »Denne tilværelses plads og betydning i det gamle Israels gudsforhold« (1984) samt til en artikel i Kristeligt Dagblads »Teologisk Forum« om de gammeltestamentlige læsningers betydning i gudstjenesten: »For verdslighedens skyld« (1987).
Min første tekst om den grundtvigske teologi var en artikel i tidsskriftet »Fønix«: »For Kristendommens Skyld. Menneske først, kristen så - og hvad så?« (1978). Men i 1979 begyndte jeg som licentiatstuderende ved Københavns Universitet, og i 1985 fik jeg den teologiske licentiatgrad for afhandlingen »Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832« (udg. 1987). Her havde jeg fået bestemt begrebet »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og samtidig havde jeg lagt grunden til den næste afhandling: »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«, som i 1998 gav mig den teologiske doktorgrad. I forbindelse med mit arbejde med disputatsen fik jeg bevilget tre måneders orlov i 1992 og otte ugers orlov i 1996.
Tredje trin i selve min Grundtvig-forskning burde have været en større undersøgelse med titlen »Totaldigteren Grundtvig. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. Men livet er kort, og det er ikke blevet til mere end en indledende forskningshistorisk skitse, som kan læses på min hjemmeside. For nu er jeg gået på tidlig pension for at bruge resten af min tid på det projekt, det hele - ud over selve det personligt og præsteligt kristelige - har sigtet imod: »Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«.
På min hjemmeside - www.bentchristensen.dk - vil interesserede også kunne læse resumeerne af mine to bøger samt flere andre artikler om Grundtvig og kirke og teologi - og desuden en række artikler om det mellemkirkelige og internationale engagement, jeg siden 1990 har udfoldet på grundlag af mit gamle bifag som cand. mag. i dansk/russisk. For tingene hænger jo sammen; jeg har fortalt om danske kirkeforhold og grundtvigsk teologi i de vest- og østslaviske lande, ikke mindst på universiteter og præsteskoler i Rusland og Kazakhstan under den af Demokratifonden og Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg støttede store rejse i 1997. På hjemmesiden vil man desuden finde en udførlig levnedsbeskrivelse og en bibliografi. - Jeg kan også henvise til min præsentation af min disputats i Stiftsbogen 1998: »At kende Gud i livets almindelige gudstjeneste«.
Holger Villadsen (f. 1945) blev sognepræst i Vestenskov[viii] i 1975 og er fra 1994 tillige provst for Lolland søndre Provsti. I 1973 havde han fået Århus Universitets guldmedalje for prisopgaven »Bibelanvendelse i Severian af Gabala’s græske homilier« (utrykt). Forfatteren til de prædikener, Holger Villadsen her har undersøgt, var biskop o. 400 og nød stort ry som prædikant. Gabala er en lokalitet ved byen Laodikea i Lilleasien.
Holger Villadsen er patristiker, dvs. arbejder med kirkefædrene og i forbindelse dermed den ældste kirkes gudstjenesteformer. Det var på denne baggrund, han i årene 1988-1993 var biskoppernes liturgiske sekretær under arbejdet med den nye alter- og ritualbog, som blev autoriseret i 1992.[ix] Han har også været ekstern lektor ved Århus Universitet (1983-1985).
Et af Holger Villadsens specialer er udarbejdelsen af bibliografier, dvs. fortegnelser over bøger og artikler m.m. I øjeblikket arbejder han med en nordisk patristisk bibliografi, hvis manuskript han har stillet dele af til rådighed for mig i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel. I denne bibliografi optræder han selv med ni numre, hvoraf de fire er bibliografier, som han enten selv har udarbejdet eller været medarbejder ved, men hvor der også er bidrag til forskellige bøger: »Philon og den oldkirkelige skriftfortolkning« (1986). »Skrifternes segl. En oversigt over de bibelske læsninger i østkirkens gudstjeneste i 4.-8- århundrede« (1987). »Brugen af Det gamle Testamente i det ældste lektionar fra Jerusalem« (1989). »Det tidlige perikopesystem i Konstantinopel ifølge Severian af Gabala« (1991) (se ovf.). - Et lektionar er en fortegnelse over de stykker (perikoper), der skal læses ved gudstjenesten.
Den Philon eller Filon, som Holger Villadsen skrev om i 1986, var en jødisk religionsfilosof fra Aleksandria, som søgte at forene græsk filosofi med jødisk tro - med vigtige følger for netop forståelsen og fortolkningen af de bibelske skrifter, for hans eget vedkommende altså i det, vi kalder Det gamle Testamente. Hans indflydelse i den kristne Kirke har været stor, og har til dels vist sig allerede i de nytestamentlige skrifter. Men der har været stor diskussion om dette emne, en diskussion, som Holger Villadsen altså her tager del i.
Ebba Refshauge (f. 1922) var sognepræst i Landet-Ryde 1978-1991. Hun har før sin tid i Landet skrevet to artikler i »Dansk teologisk Tidsskrift«: »Literærkritiske overvejelser til de to Thessalonikerbreve« (1971) og »Literærkritiske overvejelser til Filipperbrevet« (1972). Men fra 1984 er bogen: »Tårebrevet«, af biblioteksvæsenet beskrevet som: »En undersøgelse af et brev, som Paulus i 2. Korintherbrev 2,4 omtaler, at han skrev ”under mange tårer”«.
Bjarne Madsen (f. 1957) blev i 1993 sognepræst på Fejø og tillige provst for Lolland nørre Provsti. Og han havde da allerede et teologisk forfatterskab bag sig, blandt andet den i 1992 trykte emneopgave i praktisk teologi: »Forholdet mellem teologi og pædagogik hos Luther sammenholdt med naturalistisk, humanistisk og katolsk pædagogik«.
I tiden efter sin ansættelse her i stiftet har Bjarne Madsen fået trykt bla. følgende artikler: »Philipp Melanchthon. Et kort rids i anledning af 500-året for hans fødsel« (Københavns Universitets »TEOL-information«) (1997). - »Honningblomsten fra Heidelberg – om Philipp Melanchthon. Et historisk rids i anledning af 500-året for hans fødsel« (Præsteforeningens Blad) (1997). - »Fra Rigsdagen i Augsburg til Konkordieformlen. Et historisk rids i anledning af 500-året for Melanchthons fødsel, 2. del« (Præsteforeningens Blad) (1997). - »Philipp Melanchthon – Tysklands læremester. I anledning af 500-året for Philipp Melanchthons fødsel« (Stiftsbogen 1997). - »Katharina Melanchthon – også 500 år« (Stiftsbogen 1997). - »Katharina von Bora. I anledning af 500-året for hendes fødsel« (Stiftsbogen 1999). - »Morgenstjernen fra Wittenberg – Om Katharina von Bora« (Præsteforeningens Blad) (2000). - »Mutuum colloquium et consolatio fratrum – hos Luther og i ældre tid« (Præsteforeningens Blad) (2001). - »Luthers syn på islam« (Præsteforeningens Blad) (2002). - »Nicolaus Cusanus – til anfægtelse og eftertanke« (Stiftsbogen 2002). - Og så tilføjer Bjarne Madsen: »Anmeldelser, avisartikler og kronikker er udeladt«!
Dette er virkelig en opremsning. Men titlerne giver et godt udtryk for den teologi og det liv, der gemmer sig bag dem. Og når også artiklerne her til Stiftsbogen er taget med, er det i høj grad ment som en service for læserne.
Nogle forklaringer til Bjarne Madsens titler kan nok være nyttige: Honningblomsten er en alternativ tydning af Melanchthons populært sagt »græskificerede« navn, som ellers betyder »sort muld«. Bjarne Madsen siger selv derom: »For mig at se rummer han på den ene side det søde og blide og yndige, og på den anden side har han det mørke og tunge sindelag «. - Rigsdagen i Augsburg 1530 blev indkaldt af kejser Karl V i anledning af striden mellem den katolske kirke og reformatorerne, som i et forsøg på at nå frem til en bilæggelse af stridighederne fremlagde bekendelsesskriftet »Den Augsburgske Konfession«, forfattet af Luthers nære ven og medarbejder Melanchthon og godkendt af Luther selv. Den er et af de lutherske kirkers, herunder Folkekirkens, bekendelsesskrifter. - Konkordieformlen (1577) er det sidste lutherske bekendelsesskrift. Den skulle bilægge stridighederne mellem Luthers og den blødere Melanchthons tilhængere. Luther var død 1546 og Melanchthon 1560. - Katharina von Bora var Luthers hustru. - Mutuum colloqium osv.: »Brødrenes indbyrdes samtale og trøst«. Luther bruger udtrykket i De schmalkaldiske Artikler fra 1537, hvor han bestemmer evangeliets måde at virke på. Men dets mulige baggrund i traditionen og Bibelen er et vanskeligt spørgsmål, som Bjarne Madsen altså prøver at undersøge. - Nicolaus Cusanus, 1401-1464. Teolog og filosof. Endte som kardinal. Betragtede den menneskelige - altid stykkevise - erkendelse som »lærd uvidenhed« og hævdede det umulige i at erkende Gud på anden måde end at betone, hvad Gud ikke er.
Det er altså reformationstiden med Luther og Melanchthon - og deres koner! - Bjarne Madsen har beskæftiget sig med, og herunder med det meget dagsaktuelle emne: Martin Luthers stillingtagen til islam. I sin mail-korrespondance med mig i forbindelse med arbejdet med denne artikel har Bjarne Madsen oplyst, at »som et biprodukt af den beskæftigelse har jeg arbejdet med en kritik af Ingemar Öbergs »Luther och världsmissionen« (Åbo 1991) med særligt henblik på en kritik af hans syn på Luthers syn på mission over for muslimerne«. Det lyder som et igangværende projekt!
Da Jesper Bacher (f. 1971) blev ansat som sognepræst i Tirsted-Vejleby i 1999, var der tale om en særlig begivenhed i den lolland-falsterske præstegårdsteologis historie, idet der udtrykkeligt var knyttet en studieforpligtelse til stillingen. I det nuværende regulativ er tingene skruet sammen på en anden måde, men der tales stadig om, at sognepræst Bacher skal have »mulighed for i fornødent omfang at foretage teologiske studier«, og Jesper Bacher har over for mig her til artiklen oplyst, at hans nuværende projekt har arbejdstitlen »Politik og evangelium. Mellem korstog og tilbagetog«. Jesper Bacher har skrevet om »Teologi og præsteembede« i Stiftsbogen 2001.
Under arbejdet med denne artikel har også en række navne været fremme, som ikke lige falder inden for de definitioner, som blev formuleret i artiklens indledning. Det gælder først og fremmest de teologer, hvis særlige produktion og virke ligger forud for deres ansættelse her i stiftet. Men da de - og deres teologiske baggrund - alligevel har bidraget til livet her i stiftet, skal nogle af dem nævnes her til sidst.
Da Ole Jensen (f. 1937) i 1978 blev domprovst i Maribo (hvad han var til 1985), havde han været professor i dogmatik ved Københavns Universitet efter at have fået den teologiske doktorgrad for den på tysk udgivne afhandling »Theologie zwischen Illusion und Restriktion. Analyse und Kritik der existenz-kriticistischen Theologie bei dem jungen Wilhelm Hermann und bei Rudolf Bultmann« (1975). Bag denne vidtløftige tyske titel gemmer sig et opgør med en teologi, der bla. fører eller medvirker til ringeagt for naturen. Dansk udgave: »Teologi mellem illusion og restriktion« (1977). - Og Ole Jensen var også i sin Maribo-tid en ivrig debattør på miljøområdet og dertil grænsende områder. Fra Maribo-tiden stammer titlerne: »Frem til naturen og andre essays« (1980). »Dansk Kristendom: en folkebog om kirken« (1983).
Børge Rod-Salomonsen (f. 1934) var sognepræst i Vålse-Kippinge 1980-1985 og havde på det tidspunkt et længere forløb bag sig med videregående studier, forfatterskab og ansættelse som lektor ved Københavns Universitet. Det fremgår ikke tydeligt af »Kirkelig Håndbog«, hvad han har skrevet i sin Vålse-tid, men har var i perioden 1983-1998 ekstern lektor i klassisk jødedom ved Carsten Niebuhr Instituttet.
Lars Mynster (f. 1959) blev sognepræst i Nakskov Skt. Nikolai - Branderslev 1990. Udgav samme år bogen »Kejser Julian mod Galilæerne oversat og kommenteret af Lars Mynster«. (»Den romerske kejsers skrifter mod de kristne og en belysning af forholdet mellem kristendommen og dens omgivelser fra ca. 200-400«).
*
Rejsen gennem vort stifts to hundrede års præstegårdsteologiske historie er nu slut. Og den har været en stor oplevelse for mig selv - som jeg håber læserne har fået del i: At se alle disse præster sidde over bøgerne og med først gåsefjeren, så penneskaftet i hånden, og senere ved skrivemaskinen og nu computeren. Og at tænke på alt det, der er gået gennem deres hoveder - og så ikke bare derfra ud i deres skrifter (med den store værdi, det har haft), men også ud til deres menigheder, vel ikke altid i lige høj grad, men ingen præst vil i sin prædiken og undervisning og hele formidlervirksomhed, ja, i hele sin tjeneste og færden, kunne være helt upåvirket af en ekstra fordybelse i Bibelens vidnesbyrd, Kirkens historie eller tænkningen over troen og tilværelsen.
* * *
AF BENT CHRISTENSEN
[Kommentar i Kristeligt Dagblad 26.11.03. - Original undertitel: Den provokerende kritik i Bjerg og Steffensens nye bog er berettiget, men vi skulle helst have en så hel og samlet videreførelse af den nuværende Folkekirke som muligt]
Som på een gang glad og taknemmeligt og stærkt kritisk medlem af vor evangelisk-lutherske Folkekirke, er der nogle ting, jeg må sige til Bjerg & Steffensens nye bog ”Nedlæg Folkekirken”.
Der er ikke eet eneste af B&S’s kritikpunkter, jeg ikke i en eller anden grad kan nikke genkendende til og være enig i, men jeg har nogle indvendinger.
Jeg er ikke enig i, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få den nuværende Folkekirke opløst. For selv om der langt om længe er begyndt at komme gang i denne nødvendige debat, er det jo ikke en debat, det almindelige folkekirkemedlem hører ret meget til, og det er for mig helt afgørende, at alle bliver grundigt forberedt, så ingen ryger af i svinget ved en fejltagelse.
Det er ikke de store organisatoriske ændringer, der haster, men en ny måde at tale om kirken og medlemskabet af den på. Så kan man altid foretage nogle justeringer undervejs, fx på det meget vigtige strukturområde (herunder fjernelsen af de mange gudstjenester med få eller ingen deltagere).
Jeg er derfor heller ikke enig med B&S i, at den enkelte præst skal nøjes med at dyrke sin have (s. 10). Præsterne skal deltage i debatten. For uanset al snak frem og tilbage om embedssynet bliver der i hvert fald ikke rådet bod på nogen elendighed, hvis man ikke begynder med præsterne.
I afsnittet ”Den trojanske hest” (s. 95ff), drejer det sig om kirkens erobring indefra af de kirkefremmede dåbsgæster. Men hvis præsten selv går ydmygt ind under det store, der sker i dåben og i gudstjenesten som helhed, vil det få en afsmittende virkning. Ringere er folk nemlig heller ikke.
Heroverfor vil B&S gøre gældende, at lefle- og dikkesygen i den grad har taget overhånd, at der ikke er andet at gøre end at opløse det hele og begynde forfra. Men B&S indrømmer jo, at der trods alt er mange gode og lødige præster i Folkekirken. Og debatten har en stor magt. Der er rent ud sagt ting, man godt i sin behagesyge kan gå og gøre i den enkelte situation, men som man ikke kan forsvare i en offentlig debat.
Men det alt afgørende er naturligvis kirkesynet overhovedet. Og her vil jeg sætte det kirkesyn ind, som efter min bedste overbevisning er det eneste, der har fremtiden for sig, fordi det er det eneste, der er sandt og stærkt nok. Den etikette, jeg sætter på det, er ganske vist både uskøn og måske misforståelig: ”evangelisk-demokratisk, luthersk-grundtvigsk minimal-katolicitet”.
Men der ligger ikke noget højkirkeligt hierarkisk, endsige romersk-katolsk i det. Hverken præste- eller bispeembedet (tilsynsembedet) skal have større vægt, end hvad der er nødvendigt for, at kirken kan fungere som kirke. Og det samme gælder forståelsen af gudstjenesten, traditionen og det økumeniske. Hverken mere eller mindre end det nødvendige skal være der. ”Minimal-katolicitet” er den kirkeforståelse, som med nødvendighed ligger i, at de døbtes fællesskab er fællesskabet over hele jorden og gennem alle århundrederne af dem, der ved dåben er ind-podet i Kristus til at være hans legeme og Guds folk. (Læsere, der vil se bla. dette uddybet, kan gå på min hjemmeside: www.bentchristensen.dk).
Men så må også al tale om Folkekirken som ”en borgerlig ramme” bringes til ophør. Man kan ikke blive døbt ind i en ramme! Og præsterne må være de første til at ophøre med denne falske tale. Og hvis nogle af Folkekirkens nuværende medlemmer efter moden overvejelse (og på baggrund af en lang og grundig debat) synes, dette er for meget, må de i al venskabelighed melde sig ud.
Men jeg ønsker, at så store dele som muligt af den nuværende folkekirkemenighed følges ad gennem den nødvendige omstillingsproces og overgår samlet til den nye tilstand som det nye store kristne kirkesamfund i Danmark, der bliver videreføreren af den gamle danske middelalderkirke, den danske evangeliske kirke fra 1536 til 1849 og Den Danske Folkekirke fra 1849.
Jeg kan derfor overhovedet ikke tilslutte mig det frimenighedssyn, der ligger bag B&S’s vision om tiden efter Folkekirkens snarlige opløsning. Det ligger i sagens natur, at alle kristne i et land så vidt overhovedet muligt skal være i eet kirkeligt fællesskab - og at dette nationale kirkefællesskab efter det nødvendige minimums princip skal leve i et fællesskab med alle andre dele af Kirken i verden.
Disse indvendinger skal dog ikke hindre mig i at hilse denne nye bog velkommen. Den er et vigtigt led i den nødvendige proces frem mod en afklaring af vore kirkelige forhold.
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
[NB! Ikke at forveksle med det bidrag til Præsteforeningens Blads
essay-konkurrence, som under samme titel står længere oppe på denne underside,
og som 28.06.07 kom i Den danske Præsteforenings on-line bibliotek!]
[Denne utrykte tekst er sat her på undersiden 25.11.03. Meget af, hvad der står i den, står også i tidligere tekster, men alligevel er det den måde, jeg kort har formuleret mit kirkesyn og kirkepolitiske syn på i efteråret 2003. Og i slutningen tegnes et aktuelt kulturkamps-perspektiv]
Dybt i mit hjerte deler jeg den søde drøm om Danmark som slet og ret et kristent land, altså et land, hvor hele folket simpelt hen er kristne, og hvor det sådan set ikke giver nogen mening at tale om kirken som en særlig størrelse - om end nok som en særlig dimension.
Det er også denne drøm, der sigtes til i titlen på min første Grundtvig-bog fra 1987: ”Fra Drøm til Program”, og ganske særligt til Grundtvigs største og stærkeste - men som han selv sagde: urimelige - udtryk for denne drøm, hans store digt fra 1824 ”Nyaars-Morgen”, drømmen om en stor kristelig-folkelig opvækkelse i Danmark. Jeg vil tillade mig at citere følgende fra min gennemgang af digtet i nævnte bog:
”Sådan var Grundtvigs drøm altså i sommer-morgenen 1824 - helt ud i det danske landskab med mark og skov, ja, sund og bælter. Og uanset hvad der er sket siden for både ham og folket indtil denne dag, er det en drøm, som sidder dybt i alle danske kristne - ja, for så vidt også i mange, der sådan set slet ikke er kristne! Hvilken anden drøm skulle man også have lyst eller ret til at drømme?” (s. 87).
Alt godt altså om denne drøm. Men navnlig siden midten af 1960’erne har Danmark fjernet sig så meget fra denne drøm, at det må anses for helt usandsynligt, at den nogensinde skulle kunne blive til virkelighed. Og i denne situation må den kristne menighed med nødvendighed komme til at fremtræde som en særlig gruppe, altså som et egentligt kirkesamfund. Eller flere, men her nøjes jeg med at tale om den nuværende Folkekirke og dens forhåbentlig udelte videreførelse.
Det kan ikke være anderledes. Alle statskirketilhængernes og folkekirkeideologernes besværgelser og forsøg på at tilsløre virkeligheden kan højst trække tiden ud. Og desuden vil indvandringen og Menneskerettighederne under alle omstændigheder inden for de næste årtier tvinge os til at adskille Folkekirken fra staten og ligestille den med de andre trossamfund. Uanset vore drømme og ønsker må vi - som biskop Erik Norman Svendsen allerede for flere år siden udtrykte det - sørge for at være ”klædt på” til at klare denne udfordring.
Men selv om Danmark simpelt hen var et kristent land med den evangelisk-lutherske kirke som ”en del af samfundet”, burde denne kirke efter ikke alene min, men jo også grundlovsfædrenes mening have sin egen forfatning. Kirken vil som sagt altid være en særlig dimension. Og der ville også være praktiske grunde til at lade et så anderledes ”område” som kirken blive styret af mennesker, der var valgt specielt dertil, og altså ikke af almindelige stats-politikere.
Nu er vi imidlertid i en situation, hvor kirkens adskillelse fra staten af både den ene og den anden grund kun er et spørgsmål om tid. Ja, udviklingen går rigelig hurtigt. For det er naturligvis et hovedpunkt for mig, at ingen må ryge af i farten ved en fejltagelse, slet ikke den berømte lille mand med den lille tro. Og indtil for nylig har vi været næsten totalt uforberedte, hvad det almindelige folkekirkemedlem fortsat er. Men nu er der dog kommet gang i debatten, den første forudsætning for, at vi kan klare den uundgåelige omstilling. Og samtidig er der åbnet op for en gradvis udvikling med justeringer undervejs, fx indførelse af stiftsråd, ja, måske også snart en form for fællesfolkekirkeligt forum, der kan være en slags forløber for det landskirkeråd, vi engang vil få, men også med justeringer på det meget vigtige strukturområde.
Detaljerne i den kommende selvstændige kirkeorganisation skal jeg ikke komme ind på her. Det vigtigste er, at alt det (trods alt!) meget gode i vor nuværende Folkekirke så vidt muligt bliver ført med over, altså ikke mindst friheden og den decentrale og uhierarkiske fladhed, men jo altså også den fortsatte karakter af folke-kirke, dvs. kirke for enhver, der selv ønsker at være kristen i dette fællesskab.
Men der er eet forhold, jeg jo må komme ind på, og det er det skræmmebillede, statskirketilhængerne og folkekirkeideologerne tegner af den politiske kirke, vi vil få, når vi ikke længere har deponeret vores suverænitet hos staten. Og jeg må indrømme, at der desværre ligger en reel fare bag dette skræmmebillede. I disse værdidyrkende og nymoralistiske tider er der mange, der gerne vil høre ”kirkens røst” om alt muligt. Men ingen kan afsky tanken om landskirkerådet som en meningsfabrik eller etisk centralkomite mere end jeg. Jeg foreslår derfor, at § 1 i den kommende kirkeforfatning skal lyde: ”Intet kirkeligt organ må beskæftige sig med eller udtale sig om andet end kirkens styre og egne anliggender”. Hvilket ikke betyder, at der ikke skal være meninger om alt muligt, herunder alskens moral og alskens politik, inden for kirken; det skal bare være personer, eller eventuelt private grupper af personer, der i deres eget navn ytrer dem. For vel handler Evangeliets tiltale om det hele, men den kan ikke lyde sandt i en resolutions eller en politisk forligstekst form. Og desuden vil meningerne jo være så stærkt delte, at ”kirkens røst” allerede af den grund vil være en umulighed. Jeg vil i hvert fald ikke finde mig i, at et flertal taler med ”kirkens røst” på mine vegne!
Med en både uskøn og farlig ordsammenstilling kan jeg betegne min egen kirkelige holdning som ”evangelisk-demokratisk, luthersk-grundtvigsk minimalkatolicitet”. Hvor ”grundtvigsk” og ”minimal-” skal understreges. Samt betydningen ”almindelighed” i ordet ”katolicitet”. Der ligger ingen ”højkirkelighed”, endsige romersk katolicisme i det. Men selvfølgelig en stille og rolig vægtlæggen på gudstjenesten, traditionen og det økumeniske. Tænk på, hvordan Grundtvig på een gang var sakrament-funderet og lavkirkelig. Og tænk på hans ”kirkelige anskuelse” som helt bogstavelig talt et udtryk for ”minimal-katolicitet”, anskuelsen af de døbtes fællesskab overalt og gennem alle tider som en mageløs historisk kendsgerning. Og på den - i både tid og rum - store kirkeforståelse, der kommer til udtryk i Sangværket (med salmer fra alle Kirkens folkemenigheder, fra den hebræiske til den nordiske).
I bestemmelsen ”luthersk-grundtvigsk” ligger også, at, at
der med alt dette ingenlunde er tale om en falsk optagethed af selve det ”at
være kirke”. Bortset fra selve det gudstjenstlige samvær med Gud og hinanden og
fortsættelsen deraf i det personlige fromhedsliv og den personlige
eftertænkning, er det selvfølgelig det kristne menneskeliv ude i hverdagen, det
hele går ud på - i gudsrigeshåbets dimension og inden for den store ramme,
gudstjenesten har sat. Et afgørende element i hele min kristendomsforståelse
er, hvad jeg betegner som ”det dennesidige livsengagements kristelige
nødvendighed”. Det er også dette begreb, der har været det centrale i hele mit
Grundtvig-studium. (Læsere, der ønsker dette uddybet, kan gå på min hjemmeside,
hvor resumeerne af mine to Grundtvig-bøger også står. Adressen er: www.bentchristensen.dk).
Jeg kan i denne forbindelse ikke lade være at tænke på den
måske allerede nu udfusede kulturkamp, under hvilken det klart har vist sig, at
det ikke er nok at få stillet de gamle venstreorienterede for historiens
domstol eller at prøve at få genindført nogle af de gamle borgerlige dyder.
Ikke at jeg har noget imod nogen af delene. Der skal bare større og stærkere
ting til.
Nu får vi jo aldrig en enhedskultur igen. Pluraliteten er
kommet for at blive. Men med arven og inspirationen fra Grundtvig vil fremtidens
kristne i en kirke, der klart er kirke, kunne udvikle ny og stærk kultur (i
alle betydninger af ordet). Og de kristne skal ikke leve i en kirkelig
indelukkethed. ”Det kristeligt nødvendige livsengagement” bunder dybt i det
fælles menneskelige, hvilket bla. betyder, at de kristne i den fremtidens
kirke, jeg nu må nøjes med at drømme om, vil kunne være gode partnere for
fremtidens ”naturalister med ånd”, hvad jeg vil oversætte til ”åbne og ærlige
humanister”. Vi kan være uenige om meget. Men lad os mødes ude i det fælles rum
og se, hvad der kan komme ud af det.
* * *
[Kommentar i
Kristeligt Dagblad 06.01.03, - Står også på undersiden
"Fremmedpolitik"]
Min helt
umiddelbare reaktion, da jeg hørte om de ni Amager-sognes missionsinitiativ,
var, at sådan kan man da ikke behandle hverken sine medmennesker eller det
kristne evangelium.
Vel har kirken en
klar missionsforpligtelse, som også jeg naturligvis vedkender mig, men den må
da ikke blandes sammen med det nationale og folkelige selvforsvar, som den
hidtidige (og, om end i langsommere takt, fortsatte) tilstrømning af fremmede
vækker til. Man kan rent ud sagt ikke bruge den kristne missionsforpligtelse
som dække for en slags religiøst og kulturelt folkedrab efter opskriften: Kan vi
ikke komme af med dem på anden måde, kan vi i hvert fald sørge for, at de
neutraliseres som religiøs og kulturel størrelse.
Både evangelisation
og egentlig mission skal drives i et frihedens og ærlighedens rum og med den
yderste takt og respekt. Og desuden efter selvansvarlighedsprincippet, ifølge
hvilket det jo primært er den enkeltes eget problem, hvordan han vil forholde
sig til de allerstørste ting og alleryderste spørgsmål. Men kristendommen (med
alle dens, også kulturelle, frugter) skal naturligvis være hørlig og synlig i
det offentlige rum, ligesom den jo også vil være til stede i det personlige
møde mellem kristne og ikke-kristne. Og friheds- og selvansvarlighedsprincippet
skal ikke forveksles med kulde og ligegyldighed.
I den aktuelle
situation er det dog næsten ikke til at se, hvordan vi konkret skal forholde
os. Det er selve indvandringen der er problemet – og den dermed forbundne
interne splid og forbitrelse mellem os etniske danskere indbyrdes.
Jesus har sagt, at
vi endog skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os. Men kødet
er skrøbeligt, og det er meget svært at optræde på den rette kristne måde, når
man står over for følgerne af en fuldstændig fejlagtig og forløjet
indvandringspolitik, herunder især den deraf muliggjorte til dels ganske
utilslørede muslimske kolonisering. Desuden er der andet at tage hensyn til,
end hvordan min optræden lige nu tager sig smukt kristen ud.
Når – eller hvis –
der indtræder en normal situation, hvor tilgangen af udlændinge til Danmark har
fået et naturligt omfang og en naturlig karakter, hvor alle udlændinge, der kan
og bør det, er blevet repatrieret, og hvor der er sat en stopper for
islamiseringen (eller "hensyntagen-til-islam-iseringen") af Danmark,
vil vi stadig have et stort antal ikke-kristne mennesker i landet, herunder et
stort antal muslimer. Men til den tid må vi så begynde at finde ud af, hvordan
vi kan leve sammen i fred og frihed. For det første skal alle overholde ikke
alene landets love, men også et stort sæt uskrevne spilleregler. Og for det
andet skal vi mødes ude i det store offentlige rum i vor fælles menneskelighed
og i vort fælles ansvar som samfundsborgere. Hvad der kommer ud af dette møde,
må så vise sig, herunder hvor mange procent kristne vi ender med at blive.
Som Grundtvig-discipel
har jeg mange gode ideer til, hvordan mødet i den fælles menneskelighed og det
fælles borgerskab kan finde sted. Men indtil den ovenfor omtalte normalisering
af forholdene har fundet sted, holder jeg dem for mig selv.
Bent Christensen
sognepræst, dr.
theol.
Døllefjelde
4990 Sakskøbing
* * *
Dette åbne brev er i anledning af striden mellem kirkeministeren og biskopperne om salmebogs- og kirketællingssagen sendt til Præsteforeningens hovedbestyrelse og Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers bestyrelse samt Kristeligt Dagblad, Præsteforeningens Blad og Menighedsrådenes Blad.
Hvad selve stridsspørgsmålenes substans angår, er jeg i salmebogssagen (mest) enig med kirkeministeren og i kirketællingssagen enig med biskopperne. Og hvad kompetencespørgsmålet angår, vil jeg i og for sig ikke bebrejde nogen af parterne noget, idet vi jo befinder os i en helt uafklaret og uholdbar forfatningsmæssig situation.
For så vidt angår salmebogsspørgsmålet, hører jeg til dem, der mener, at det bedste vil være, foreløbig at beholde den nuværende salmebog, men supplere den med et nyt samlet tillæg og/eller et mere eller mindre autoriseret løsbladssystem, idet den nuværende salmebog så på et senere tidspunkt kan afløses af en ny autoriseret »kernesalmebog«, der som sådan vil kunne opnå bred tilslutning.
For så vidt angår kirketællingsspørgsmålet, har jeg i mange år påpeget det direkte uansvarlige i, at man fra så mange sider har set en interesse i at søge at skjule virkeligheden, med ikke alene ressourcespild, men også mange skadevirkninger til følge, ikke mindst for konfirmanderne ude i de små landsogne, som under de nuværende forhold får ødelagt deres oplevelse af den gudstjeneste, de ellers møder op til med et forventningsfuldt og åbent sind, idet de jo gang på gang oplever at være til gudstjeneste sammen med nogle ganske få – eller slet ingen - voksne.
Men mit helt særlige anliggende er, at det nu må stå klart for enhver, at vi ikke kommer uden om, snarest at gå i gang med at få skabt en mere tilfredsstillende ordning af Folkekirkens styringsmæssige forhold (hvad jeg i al beskedenhed også i mange år har haft gjort mig til talsmand for).
Jeg bebrejder ikke biskopperne, at de i de senere år klarere og klarere har optrådt som »bispesynode«. De har ikke kunnet gøre andet, for der har ikke været andre til det. Men det er en uholdbar situation. Vi kan naturligvis ikke afgøre sådan noget som salmebogssagen uden at have en central repræsentation af såvel de menige præster (og selvfølgelig provsterne) som lægfolket. Og det er - som også påpeget fra flere sider - ikke nogen tilfredsstillende løsning at sende spørgsmålet til høring ude i de enkelte menighedsråd. Der vil for det første være tale om en skæv repræsentation (overvægt af menighedsråd og menighedsrådsmedlemmer i de små landsogne). Men navnlig vil der for det andet ikke komme nogen tilfredsstillende drøftelse ud af, at man sidder ude omkring i de enkelte menighedsråd og drøfter sagen hver for sig. Hvad man dog selvfølgelig også godt kan gøre - og med fordel. Men det er nødvendigt med et centralt forum, hvor repræsentanter for præster og lægfolk fra hele Folkekirken kan drøfte sagen - i fuld offentlighed.
Jeg opfordrer derfor Præsteforeningens hovedbestyrelse og Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers bestyrelse til at gå sammen og forberede dannelsen af en - selvbestaltet - forsamling, der kan udgøre et forstadium til, at »bispesynoden« suppleres med et »præsteråd« og et »lægmandsråd«, som kan holde møder både hver for sig og sammen og sammen med biskopperne.
Og jeg vil på forhånd afvise den indvending, at så får vi en synode, der vil begynde at tale på Folkekirkens vegne. I alle de mange år, jeg har gjort mig til talsmand for, at vi får ordnet Folkekirkens styringsmæssige forhold, har jeg hele tiden vendt mig lige så skarpt mod en synode i dén betydning som de kritikere, der nu vil vende sig mod dette forslag. Jeg har altid sagt, at vi under ingen omstændigheder skal have en »menings-centralkomite« i Folkekirken, ja, at gerne allerede § 1 i den kirkeforfatning, vi jo før eller siden vil få, skal lyde: »Ingen af Folkekirkens forsamlinger må beskæftige sig med eller udtale sig om noget som helst andet end Folkekirkens styrelse og tilsvarende forhold«.
* * *
Af Bent Christensen
Som fortaler gennem de sidste to årtier for en adskillelse af
kirke og stat skulle jeg sådan set være blevet glad, da jeg så selve
overskriften på forsiden af Kristeligt Dagblad fredag den 2. februar: »Forslag
om minister for religionsudøvelse«. For det er klart, at det er hverken mere eller
mindre end en sådan minister, staten i et moderne samfund skal have. Det er
helt uholdbart, at en af statens ministre samtidig skal være en slags leder af
et trossamfund, der kun omfatter 85% af befolkningen.
Jeg skulle sådan set også være blevet glad, da jeg så, at det
var ingen ringere end den magtfulde Århus-biskop, der havde fremsat forslaget.
Men da det så fremgik, at det blot var en udvidelse af kirkeministertitlen,
forslaget gjaldt, blev det klart, at der nok alligevel ikke var noget at glæde
sig over. Den tanke, at den danske kirkeminister på een gang skulle være
øverste leder af Folkekirken og religions-, værdi- og integrationsminister, er
en direkte hån mod os medlemmer af Folkekirken.
Og der ville i øvrigt ikke under nogen omstændigheder have
været noget at glæde sig over. Heller ikke - ja, sådan set slet ikke - hvis der
virkelig havde været tale om et forslag om at skille kirken fra staten. For det
er vi slet ikke forberedt på! Hvilket også er grunden til, at jeg i så mange år
har talt så meget om det. Jeg har sagt, at vi skulle have ca. 30 år til at
forberede os. Så at vi fx kunne indføre den fulde adskillelse den 1. januar
2030.
Men det gælder jo desværre alle de helt store spørgsmål, vi
skal tage stilling til, at her er debatten manipuleret eller tabubelagt. Det
gælder Europa-politikken, hvor der aldrig har været en åben og ærlig debat om,
hvad det i det helt store perspektiv går ud på. Det gælder fremmedpolitikken,
hvor de mere kyndige og ærlige iagttagere nu åbent erkender, at vi skulle have
begyndt en virkelig debat for 20 år siden. Og det gælder kirkepolitikken, hvor
det indtil for ret få år siden også var særdeles ukorrekt, blot at begynde at
tale om kirkeligt selvstyre. For i de senere år er man dog trods alt begyndt at
tale mere åbent om tingene.
Ja, hvad Folkekirken angår, er vi så småt begyndt at erkende
virkeligheden og dens problemer. Jeg kan fx godt forestille mig, at vi om ca.
10 år har en eller anden form for stiftsråd, i hvert fald i de fleste stifter.
Og jeg kan også forestille mig, at vi ikke mange år senere har en eller anden
form for landskirkeråd, bestående af biskopperne, et passende antal
repræsentanter for provster og præster samt et passende antal repræsentanter
for lægfolket. Til at begynde med selvfølgelig som en rent rådgivende
forsamling og et samtale-forum. Hvilket imidlertid vil være en helt nødvendig
begyndelse. For det vil tage lang tid at få omstillet os fra stamme- og
statskirkementaliteten til det at forstå vores dåb som en indlemmelse i Den
Kristne Kirke - for vort vedkommende repræsenteret ved den store
evangelisk-lutherske folkekirke.
Når jeg har talt for en adskillelse på langt sigt af kirke og
stat, har det altså primært været af hensyn til styrkelsen af det store
evangelisk-lutherske kirkesamfund i Danmark. Først og fremmest som en styrkelse
af, hvad vi kunne kalde selve »medlemsbevidstheden«. Meget højtideligt sagt: af
bevidstheden om, ved dåben at være blevet »indpodet i Kristus«. Men jo også i forskellige
mere praktiske henseender. Især for så vidt angår menighedsdemokratiet, hvor
det jo ikke nytter noget at bilde medlemmerne ind, at de kan få styrket deres
indflydelse på kirkens forhold ved, at sogne-menighedsrådene får flere
beføjelser. Hvis lægfolket og de menige præster skal have virkelig indflydelse
på fx de voksende strukturproblemer, men også på en lang række af de andre
store spørgsmål, der med stigende styrke presser sig på, skal vi have en
præste- og lægmandsrepræsentation på både stifts- og landsplan.
Men jeg har også altid sagt, at statskirkeordningen desuden
er utålelig for alle dem, der ikke er medlemmer af det store
evangelisk-lutherske kirkesamfund, og da ganske særligt for de flere og flere
ikke-kristne indbyggere i landet. Og ikke-kristne indbyggere har vi vel at
mærke haft, også før der kom muslimske indvandrere!
Men selvfølgelig betyder den store muslimske indvandring - og
menneskerettighederne - en yderligere skærpelse af problematikken. Jeg for mit
vedkommende ser meget kritisk på den førte indvandringspolitik og ser med stor
bekymring på, hvad den vil medføre. Men så længe et flertal af vælgerne stemmer
på indvandringspartierne (eller menneskerettighederne og konventionerne
gennemtvinger det), får vi jo indvandringen, og så bliver det multietniske og
multireligiøse samfund i stadig stigende grad en kendsgerning, hvorfor vi før
eller siden bliver nødt til at opgive stamme- og statskirkeformen. Som dansker
og vesteuropæer er jeg dybt bekymret over denne udvikling. Men jeg må jo bøje
mig for flertallet (eller magten). Og i selve min egenskab af kristen og præst
i den kristne kirke er det mig for så vidt uvedkommende, hvordan flertallet
ønsker at indrette sig. Navnlig så længe menneskerettighederne også beskytter
mig.
Med dette indlæg vil jeg opfordre til, at man bredt i
Folkekirken fremskynder den nødvendige debat og de nødvendige forberedelser
til, at vi kan stå på egne ben som kirkesamfund. For adskillelsen kan blive os
påtvunget, inden vi ser os om, også selv om det er imod det store
medlemsflertals ønske!
* * *
[Simon Peters Sogn. Kirkenyt (Kolding) nr. 3/1999]
Kirken kan umuligt være et
statsligt »væsen« eller en borgerlig »ramme«. Kirken er pr. definition en
forsamling af mennesker, Guds-huset, bygget af levende stene.
Hvis 100% af befolkningen var
kristne i den forstand, at alle regnede sig selv og hinanden for kristne, så kunne man sige, at der ikke behøvede at være
nogen særlig kirke-organisation.
Sådan var det i høj grad
under enevælden. Hvor dog både præste- og bispeembedet klart repræsenterede den
helt særlige kirke-dimension.
Og da enevælden hørte op, var
man klar over, at selv om praktisk taget hele folket fortsat var
evangelisk-lutherske kristne og nu udgjorde »den danske folkekirke«, måtte
dennes forhold »ordnes ved lov«, dvs. ved en særlig forfatning.
Som bekendt er denne
grundlovsparagraf endnu ikke blevet opfyldt. Fordi næsten ingen har været
interesseret deri, men mange tværtimod har set deres interesse i, at den ikke
blev opfyldt.
Der er tre hovedgrunde til,
at det ikke går på denne midlertidige måde ret meget længere:
Det sidste procenttal for
medlemskab af Folkekirken er 85,8%, og allerede det gør det helt
utilfredsstillende, at statens parlament og statens regering er kirkens eneste
centrale organer.
Og medlemsdemokratiet i
Folkekirken kan ikke stoppe ved sognemenighedsrådene. Den idelige gentagelse af
denne påstand er en besværgende stikken folk blår i øjnene.
Sognemenighedsrådsdemokratiet
giver fx ikke nogen demokratisk kontrol med ressourceforbruget og -fordelingen
på stifts- og landsplan (de økonomiske stiftsudvalg er dog en spæd begyndelse).
Og det giver slet ikke nogen klart repræsentativ mulighed for at drøfte og
beslutte de helt store fælles ting i fuld åbenhed.
Men det helt afgørende er, at
hvert enkelt medlem af kirken klart skal kunne opleve sit medlemskab som det at
være en del af en organisme, den organisme, som kaldes Guds hus og kirke,
bygget af levende stene, Jesu discipel-skare, Guds folk, Kristi legeme osv. Det
er hverken mere eller mindre end det, dåben betyder. Man bliver jo fx ikke ved
dåben sat ind i en »ramme«, hvori man kan »høre evangeliets forkyndelse«!
Vi skal have alle Reformationens landvindinger og alle de mange rigdomme i vor kirkelige tradition med os ind i vort liv som selvstændig kirke-organisme i Danmark, og det skal være hele den nuværende folkekirke, der samlet og i al venskabelighed selvstændiggør sig i forhold til staten i en proces, der fx slutter den 31. december 2029!
Vi skal altså fx fortsat være en kirke med stor decentralisering (som dog ikke behøver at udelukke endog ganske drastiske strukturændringer, fx ude på landet). Og vi skal fortsat have sognebåndsløsning og valgmenigheder, ret til brug af anden præst i sognekirken osv. - hele frihedstraditionen.
Lad os først få etableret stiftsrådene, fx over de næste 10 år, først som et forum for drøftelse og rådgivning, dernæst med egentlig kompetence.
Men samtidig kan vi også godt begynde at forberede oprettelsen af et landskirkeråd. Vi kan i første omgang simpelt hen lade biskopperne, Præsteforeningens bestyrelse og Menighedsrådsforeningens bestyrelse sætte sig sammen og drøfte, hvordan vi videre skal gribe tingene an.
Det kommende landskirkeråd skal netop have tre afdelinger: en afdeling, der udgøres af bispekollegiet, en afdeling, der udgøres af præsternes repræsentanter, og en - stor - afdeling af lægfolkets repræsentanter.
I kirken gælder jo helt særlige forhold, så på visse områder, må de to gejstlige afdelinger skulle have en vetoret. Til gengæld skal lægmandsafdelingen have den afgørende indflydelse på de økonomiske og tilsvarende områder. Af den simple grund, at det jo er lægfolket, der finansierer foretagende.
landskirkerådet skal under ingen omstændigheder være en »menings-centralkomité«! Det skal ikke beskæftige sig med hverken mere eller mindre end netop kirkens styre.
I en demokratisk ordning som den her skitserede vil der aldrig kunne blive tale om, at »de fromme« kommer til at tyrannisere flertallet.
Så er den modsatte frygt mere velbegrundet. Det er derfor, forfatningen må have nogle mekanismer, der bedst muligt sikrer bekendelsen og traditionen.
Vi skal allerede nu begynde at arbejde på en sådan måde, at det praktisk taget bliver hele den nuværende Folkekirke, der om 30 år kommer til at udgøre et egentligt, selvstændigt kirkesamfund på et bekendelsesgrundlag og med et forhold dertil, som svarer til, hvad vi har i dag, altså et stort set lige så rummeligt kirkesamfund som det, vi har i dag. Efter Grundtvigs princip: Al den frihed for det enkelte, hvormed det hele kan bestå!
Bent Christensen
sognepræst, dr. theol.
Døllefjelde-Musse-Herritslev,
Lolland-Falsters Stift
* * *
Som kristen præst og teolog må jeg afvise et natursyn eller økologisk syn, som antager skikkelse af eller indgår i en særlig religion eller ideologi. Ligeledes må jeg afvise ethvert forsøg på at vride kristendommen ud i en tilsvarende retning eller putte tilsvarende elementer ind i den.
Gift i vandet og maden samt i det hele taget forurening af miljøet er for mig rent praktiske problemer. Ligesom det heller ikke er et teologisk eller religiøst problem, hvis der er rod og snavs hjemme i min bolig. Så skal der jo bare ryddes op og gøres rent.
Jeg er grundlæggende tilhænger af teknologi, herunder bioteknologi, og er i høj grad af den opfattelse, at mange af miljøproblemerne kan løses ved hjælp af mere teknologi, især mere »snild« teknologi - hvortil imidlertid også de økologiske dyrkningsmetoder m.m. jo kan regnes! Alt må underkastes en nøgtern vurdering.
Befolkningstilvæksten skal bremses, ja, jordens befolkning bør snarere mindskes end øges. Et af menneskepligternes(!) første bud må være: Du må ikke sætte børn i verden, du ikke selv kan forvente at kunne forsørge. Al religiøst begrundet modstand mod familieplanlægning bør forstumme.
Men også jeg er stærkt kritisk over for mange ting og tendenser i vor måde at leve på. Og også hos mig spiller forholdet til naturen en vigtig rolle i den måde at leve på, jeg ønsker fremmet og selv praktiserer.
Min store lærefader Grundtvigs anliggende kan kort siges at have været »folke-livets oplyste levelse«. Hvor »oplyst« altså svarer til »livs-oplysning«, dvs. oplysning ikke blot om, hvad det overhovedet vil sige at være menneske, men navnlig af det liv, der leves, og som netop må leves »folkeligt«, dvs. konkret, i de konkrete, givne sammenhænge (som nu og i fremtiden i hvert fald ikke vil være helt de samme som i Danmark i forrige århundrede).
Selv opererer jeg ganske særligt med begrebet »poesi« - i den omfattende betydning »livs-poesi«, hvoraf den litterære poesi (og i det hele taget al kunst) er et specialtilfælde, som hele tiden må udgå fra og vende tilbage til det almindelige levede liv.
Hvor Grundtvig altså talte om »folkelivets oplyste levelse«, vil jeg tale om »det konkrete livs poetiske levelse«. Ikke som noget andet end »oplyst«, men som en præcisering af, hvad der helt centralt indholdsmæssigt må være tale om i »oplysningen«.
Med dette anliggende må alt pseudo-liv afvises - altså fx forbrugerisme og underholdning (herunder sport som underholdning og sensations-nyheder o.lign. som underholdning). Forbrugerismen er altså ikke først og fremmest et miljø- eller ressourceproblem. Det er under alle omstændigheder en for ringe måde at leve sit liv på. Det, det drejer sig om, er at leve sit liv i en dyb refleksiv følelse og i en tilsvarende forholden sig til alt, hvad der er uden for en selv, først og fremmest til alle de menneskelige fællesskaber, man indgår i, men også til den ikke-menneskelige natur.
Mennesket er ikke en del af naturen. Du kan ikke leve nogen som helst form for menneskeligt liv og samtidig være fuldstændig opfyldt af tanken om, at dit liv kun er nogle meget komplicerede fysiske processer. Og som kristent menneske tror du, at du er skabt i Guds billede, så du ligner ham, ja, at »Guds Søn« (den anden person i Treenigheden) har levet i en menneskelig skikkelse, som ganske svarer til din.
Men samtidig er mennesket - med K.E. Løgstrups nu klassiske formulering - helt tydeligt »indfældet i naturen«. Hvert eneste atom i dit legeme er af nøjagtig samme slags som atomerne i det livløse stof. Og den måde, du rent biologisk fungerer på, svarer nøje til dyrenes, som du jo efter alt at dømme også evolutionært stammer fra.
I virkeligheden kommer dette forhold også til udtryk i de to bibelske skabelsesberetninger:
Da Gud havde skabt havdyrene og fuglene, velsignede han dem med ord, som kom til at indgå i den velsignelse, han senere gav menneskene. Og det er selvfølgelig underforstået, at (mindst) en tilsvarende velsignelse gælder landdyrene (1. Mos. 1,22-28).
Og den anden skabelsesberetning begynder udtrykkeligt
med, at Gud formede mennesket af jord - altså moderne udtrykt: af de samme
atomer, som findes i den ikke-menneskelige natur. Hvortil så altså kommer, at
Gud »blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen« (1.
Mos. 2,7) - svarende til gudbilledligheden i 1. Mos.
Men ligesom dyr og mennesker ifølge den første skabelsesberetning er fælles om dele af Skaberens velsignelse, således understreges slægtskabet mellem mennesker og dyr i den anden skabelsesberetning ved det rent ud forbløffende træk, at da Gud havde sagt, at det ikke var godt for Adam at være ene, så prøvede han først at føre alle dyrene hen til ham. Hvori jo ligger, at han måske kunne finde sin partner blandt dem. En fantastisk betoning af fællesskabet! Men Adam fandt dog ikke blandt dyrene »en hjælper, der svarede til ham« (1. Mos. 2,20). En sød betoning af, at fællesskabet mellem menneske og dyr altså har en grænse, medens det altså kun er i fællesskabet mellem de to i et menneskepar den fulde menneskelighed findes. Svarende til ordene i den første skabelsesberetning: »i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem«.
Jeg kan på dette grundlag betragte den ikke-menneskelige natur som en »forlængelse« af min egen legemlighed. Men jeg kan på en måde også betragte den som en slags særlig »Guds legemlighed«, noget, hvori Gud fremtræder for mig som Den Anden. Et landskab kan således i den allerstørste betydning være som en af de ruder, du både kan spejle dig i og se igennem!
* * *
Som stærkt mellemkirkeligt
engageret og som i sin tid afgjort fortaler for dansk tilslutning til
"Porvoo" ønsker jeg at erklære følgende mht. Fælleserklæringen om
Retfærdiggørelseslæren:
1. Hvad "Porvoo"
angår, anbefalede jeg i sin tid dansk tilslutning til det praktiske fællesskab
med forbehold over for det teologiske indhold i de første fire kapitler. Og nu
hører jeg til dem, der forstår situationen på den måde, at vi sådan set er med
- bare "papirløst".
2. Hvad Den Romersk-Katolske Kirke
angår, ønsker jeg, at vi skal holde os tæt, men jo fortsat kritisk, til dette
gamle og allerstørste kirkesamfund (og tilsvarende til den ortodokse
kirkeafdeling). Det er altså ikke i den forstand noget negativt, jeg her ønsker
at tilkendegive.
3. Men hvad Fælleserklæringen
angår, mener jeg, vi skal lade være at skrive under, ligesom vi skal fraråde de
andre lutherske kirker at skrive under. Grunden hertil er ikke først og
fremmest de betænkeligheder, jeg kunne have mht. denne eller hin enkelthed eller
mht. det ene eller det andet skjulte kort på den romerske side. Selv i bedste
fald vil jeg overhovedet være betænkelig ved underskrivelse af den slags
dokumenter. Vi skal glæde os over, at den teologiske drøftelse går så godt. Og
vi skal lade den fortsætte løbende. Men ellers skal vi blot holde os til de
oldkirkelige symboler - og så i øvrigt koncentrere os om de praktiske
spørgsmål.
4. Hvad de praktiske
spørgsmål angår, må vi på en eller anden måde nå frem til erklæringer om, at vi
- netop rent praktisk - anerkender hinanden som dele af den ene kristne Kirke
(og altså ikke fordømmer hinanden), idet vi altså ikke dermed skriver under på
noget som helst angående enkeltheder i hinandens teologi, men udtrykkeligt
forbeholder os retten til at diskutere teologi med også den allerstørste
skarphed - i en løbende, åben og fri broderlig samtale.
5. Det allerførste
enkeltspørgsmål, der herefter skal løses, er adgangen til "hinandens"
nadverbord (som jo ikke er vort, men Herrens). Vi fra vor side bør straks
erklære enhver, der er døbt med den kristne dåb, for hjerteligt velkommen ved
"vort" nadverbord - idet vi så dermed insisterer på vor tilsvarende
ret til at komme til Herrens bord hos alle de andre.
* * *
[»Kommentar« i Kristeligt Dagblad 23.12.97]
Jeg vil ikke prøve at udtale mig om enkeltheder i Loven om samvittighedsfrihed. Jeg har selvfølgelig læst hele teksten. Men jeg ønsker simpelt hen at komme med en dansk, luthersk kommentar til situationen i almindelighed i forbindelse med denne lov.
Og "en dansk kommentar", det vil sige, at jeg taler helt i mit eget navn. Men så til gengæld fuldstændig frit. Der er ingen andre, der har haft indflydelse på, hvad jeg siger. Men samtidig håber jeg, at det, jeg siger, er et repræsentativt eksempel på, hvad der kan siges ud af vor danske tradition.
Først og fremmest skal jeg forsikre mine russiske tilhørere/læsere om, at vi danske lutheranere ingen som helst slette hensigter har over for Rusland eller de andre lande i det tidligere Sovjetunionen! For det første ønsker vi at opføre os ordentligt. Men dertil kommer, at vi slet ikke er interesserede i den slags! Med vor selvforståelse og tradition kan vi faktisk ikke engang tænke den tanke, at vi skulle tage til Rusland for at drive proselytisme. Jeg taler den rene sandhed, når jeg igen og igen forsikrer mine ortodokse medkristne for, at vi fra vor side ikke giver os af med proselytmageri. Vi er overhovedet ikke interesserede i sådan noget. Vi ønsker blot, simpelt hen at leve broderligt med alle vore medkristne i hele Kirken. For der er jo kun een Kirke. Fordi der kun er een Treenig Gud og een Herre Jesus Kristus. Vi ønsker simpelt hen at leve broderligt sammen. I gensidig respekt og i fuld frihed. Til gensidig berigelse.
Som demokrater er vi selvfølgelig overhovedet interesserede i frihed og menneskerettigheder. Men det er noget andet. Og som kristne kan vi selvfølgelig ikke forholde os ligegyldigt til, om vore medkristne i Rusland lever godt eller dårligt. Men det er også noget andet. Ligeledes det, at vi selvfølgelig ønsker at have mulighed for at omgås frit med alle vore medkristne i Rusland, herunder med alle vore med-lutheranere, som har levet i Rusland gennem århundreder.
På dette grundlag kan jeg sige følgende om situationen i forbindelse med den nye Lov om samvittighedsfrihed:
For mit eget vedkommende kan jeg godt forstå, at det russiske samfund ønsker at forsvare sig mod den religiøse - og pseudo-religiøse - aggression, det har været udsat for gennem de senere år. Og jeg ønsker at sige, at jeg - som vestligt menneske - er flov over den måde, hvorpå især visse vestlige kirker, organisationer og sekter har udnyttet den historisk helt enestående situation i Rusland til opnåelse af deres egne formål. Det er væmmeligt! Men hvad det angår, må vi fra den danske kirkes side altså melde hus forbi!
Derfor har jeg faktisk gentagne gange forsvaret den nye lov over for dens kritikere i Rusland - i de fleste tilfælde troende ortodokse kristne. Men samtidig har jeg også lyttet til, hvad de igen og igen har fortalt mig om faren for, at denne lov bliver udnyttet til opnåelse af andre formål end forsvaret af det sårbare russiske samfund mod den religiøse aggression. Hvilket vil sige faren for, at denne lov vil blive brugt til noget i retning af at give Den Russiske Ortodokse Kirke et statsgaranteret monopol. Måske i det hele taget til at indføre en ny religiøs ufrihed i det russiske samfund, endog inden for den ortodokse kirke selv. Man siger, at den nye nationalistiske højrefløj ønsker at erstatte den fallerede kommunistiske ideologi med en ny "national-ortodoks" ideologi (i hvilken der er mere såkaldt "ortodoksi" end ægte kristendom: tro på Jesus Kristus).
Men det siger de, ikke jeg. Jeg har blot lyttet til, hvad man har sagt. Men jeg bliver ked af det, hvis den nye lov bliver brugt på en sådan måde. Jeg bliver meget ked af det, hvis dette kommer til at overgå mine russiske venner og medkristne. Men jeg gentager: Dette er ikke os danskeres problem! I hvert fald kun ud fra et almindeligt menneskerettigheds-synspunkt eller et almindeligt kirke-synspunkt. Ingen kristen kan jo forholde sig ligegyldigt til, at man har det dårligt i en anden del af Kirken. "Lider én legemsdel, så lider også alle de andre".
Fra dansk side forstår vi, at der i brede russiske kredse er en trang, en higen efter at identificere sig med den ortodokse kristendomsform. I Danmark føler vi på en tilsvarende måde - over for den lutherske kristendomsform! Danmark antog jo kristendommen nogle år før Kiev-Ruslands dåb. I 1536 sejrede den lutherske Reformation hos os. Men det regner vi ikke for et brud. Vi er bare kede af, at det Evangeliets lys, som Martin Luther genfandt, ikke fik lov til at skinne frit i hele Kirken, især Vestkirken. Men det er ikke vores problem.
Vi føler os som et kristent land og et kristent folk gennem mere end 1000 år. Ikke på den måde, at alt hos os skulle være i den bedste tilstand. Sådan er det ikke. Men trods alt har vi hos os dette Fælles. Man kan sige at vi har en "fælles svaghed", en "fælles lidettroendehed". Men selv i vor svaghed og lidettroendehed er vi et af de mest homogene folk i verden. Folk går meget lidt i kirke og har en svag bevidsthed om kristendommen. Men stadigvæk er ca. 90% af befolkningen medlemmer af Den Danske Kirke (som i direkte oversættelse hedder "Den Danske Folkekirke"), hvilket også vil sige, at de betaler en stor kirkeskat. Og i vor rige lutherske (og grundtvigske) tradition er der et stort potentiale. (Netop gennem vor Grundtvig har vi også et vældigt økumenisk, fælleskirkeligt potentiale, ikke mindst i forhold til den ortodokse del af Kirken).
Men det må understreges, at der hos os sammen med homogeniteten er fuld religionsfrihed, fuld samvittighedsfrihed. Der er i Danmark følgende såkaldte "anerkendte trossamfund": Tre Reformerte (Calvinistiske), det Romersk-Katolske, det Mosaiske, det Metodistiske, det Svenske (lutherske), det Russiske Ortodokse, det Anglikanske, det Baptistiske, det Norske (lutherske). Men det er ikke nødvendigt at have den såkaldte "anerkendelse". Vor "lov om samvittighedsfrihed" udgøres af paragraf 67 i Grundloven, hvori der står, at "borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning", samt af paragraf 70, hvori der står, at ingen "på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder". Og i dag har vi mange andre religiøse samfund og grupper: pinsevenner, muslimer, Jehovas Vidner, buddhister, osv., osv. I fuld frihed.
Netop vores Grundtvig har skabt begrebet "folke-menighed" - i en dybt bogstavelig betydning af ordet. Han sagde, at de forskellige folkeslag blev kristne på en måde, der svarede til den måde, de var folk på. Og i denne tradition ved vi, at Kirken ikke kan have en og samme skikkelse overalt i verden. Vi ved, at selve begreberne Inkarnation og Pinse indebærer en forståelse af, at Kirken uundgåeligt må antage forskellige skikkelser hos de forskellige folk. Vi må ikke forstå forskelligheden mellem de forskellige folkeslag udelukkende negativt som en følge af den babelske sprogforvirring. Vi må også forstå den positivt som en del af skabelsens mangfoldighed. Derfor går vi helt og fuldt ind for Det Lutherske Verdensforbunds motto: "Enhed i mangfoldighed". Og vi har en dyb forståelse af artikel 7 i den lutherske Augsburgske Bekendelse, hvori der står, at "der bestandigt vil forblive én hellig kirke. Men kirken er de helliges [dvs. de troendes[1]] forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer eller riter og ceremonier indstiftede af mennesker; som Paulus siger: 'En tro, en dåb, en Gud og alles Fader osv.'".
Det er altså på ingen måde i vor danske lutherske interesse at arbejde for, at russerne skulle blive lutheranere på samme måde, som vi er lutheranere, fx ved, at de "konverterer", går over til vores lutherske kirke-organisation. Tværtimod! Jeg gentager: Vi ønsker simpelt hen at omgås vore russiske medkristne i broderskab og frihed. Samtidig med, at vi selvfølgelig mener, at der faktisk ER et særligt lys i traditionen fra Martin Luther, som vil kunne oplyse også den østlige del af Kirken. Vel at mærke på en fuldstændig fri og naturlig måde. I en fuldstændig fri og naturlig omgang med hinanden i gensidig respekt. Og tilsvarende håber vi selvfølgelig at kunne blive beriget gennem det, der er blevet bevaret i den ortodokse kirkes tradition. Jeg har selv modtaget stor berigelse gennem min omgang med mine ortodokse medkristne, ikke mindst gennem min deltagelse i ortodokse gudstjenester. Og jeg håber at modtage yderligere berigelse.
Men dette er vor danske kirkelige følelse og måde at forholde os på, vor forståelse af begrebet "folke-menighed". Og den må ikke tages som udtryk for en billigelse af indskrænkninger i religionsfriheden. Det eneste, jeg siger, er, at det russiske samfund, i den helt enestående situation, det befinder sig i, har en eller anden form for ret til at forsvare sig mod den uhørt aggressive proselytisme, det udsættes for fra meget ubehagelige religiøse gruppers side, herunder grupper, der bærer et kristent navn. Men det skal være et midlertidigt forsvar i en enestående situation. Ikke mere. Efter sit væsen kan kristendommen kun trives i frihed. Som vor Grundtvig har udtrykt det: "Tvang til tro er snak i tåget"!
Og endnu en gang: Trods det almindelige menneskerettigheds-synspunkt, og trods den fælles interesse i hele Kirkens velfærd, må vi fra dansk side sige: "Det er russernes eget problem". Og det vil vise sig, hvad den nye religionslov vil blive brugt til. Hvis den bliver brugt på en undertrykkende måde, må russerne selv gøre noget ved det. Det er deres sag, deres problem. Idet vi fra dansk side selvfølgelig altid vil støtte dem, der kæmper mod undertrykkelse.
Men vi må håbe, at det ikke kommer dertil. Jeg håber, at alt vil udvikle sig positivt, såvel i det russiske samfund overhovedet som i Den Russiske Ortodokse Kirke. Uden at der bliver optrådt uretfærdigt mod noget andet hæderligt religiøst samfund. Og jeg glæder mig til den fortsatte berigelse gennem sam-livet med alle mine russiske venner.
* * *
[Præsteforeningens Blad 1994/41. - Sat her på undersiden 28.08.04]
Desværre har jeg egentlig slet ikke tid til at ytre mig. Men jeg må sige et par ord i anledning af Porvoo-erklæringen i almindelighed og Niels Thomsens artikel i nr. 1994/37 i særdeleshed.
Jeg har været præst fra 70’erne af, dvs. i en tid, hvor det nærmest gjaldt om at forsvare præsteembedet, altså embedet overhovedet, mod angreb fra vulgærdemokratisk side og mod en vulgær brug af Luthers tale om det almindelige præste-dømme (sacerdotium), som om det gjaldt det særlige præste- og prædikeembede (ministerium). Og i kampen på den front har jeg hørt til dem, der mente, at der i kirken nødvendigvis måtte være et særligt embede, forstået som en særlig funktion, så at det, jeg har kaldt »den apostoliske dimension«, kunne sikres. I den forbindelse har jeg også haft talt om den »urørlighedszone«, der måtte være omkring præsten, en zone, inden for hvilken præsten i forhold til alle fromhedsmæssige, stemningsmæssige, økonomiske og demokratiske kræfter kunne være »fri til at være bundet til bekendelsen« - eller hvordan det nu var P.G. Lindhardt formulerede det.
På denne baggrund er det kommet fuldstændig bag på mig, at der her i Den Danske Folkekirke skulle være nogen som helst fare for, at man på højkirkelig vis ville begynde at opprioritere bispe-embedets betydning. Men hvis eller når en sådan fare viser sig, må jeg naturligvis bekende mig som 100% lutheraner. Det er for mig ubegribeligt, at nogen i fuldeste alvor kan tillægge selve bispeembedet en betydning, som ikke allerede ligger i præste-embedet. I Kirkens første århundreder var det noget andet. Her var der - navnlig i de allerførste generationer - virkelig tale om en apostolisk succession. Hvortil kom, at der var mange faktorer, som gjorde det nødvendigt eller formålstjenligt, at man samlede sig om biskoppen. Dette sidste kan nok også være tilfældet under særlig vanskelige omstændigheder. Men da ikke i Folkekirken her og nu. Og hvad det første angår, er der her efter snart 2000 års forløb ingen som helst realitet i at tale om en særlig apostolisk succession knyttet specielt til bispe-embedet. At nogen kan tillægge det nogen som helst betydning, at danske præsters håndspålæggelse ikke har de sidste romerske biskopper her i landet som mellemled! Og da slet ikke, sådan som det hele gik til, og sådan som vi selv forstår det, der skete dengang. Der var jo tale om nød og tilfælde og ikke om, at vi ville eller vil stille os uden for det store kirkelige fællesskab.
Jeg hører til dem, der har det såre enkle syn på det økumeniske, at Kirken pr. definition og fra først til sidst simpelt hen er een - enheden, fællesskabet af alle dem, der i troen og dåben hører Kristus til - og at vi principielt skal betragte alle, der bekender sig som sådanne, som vore medkristne og dermed som dele af Kirken - der således ikke behøver være mere synlig. Dog altså, at alle stridighederne, herunder det manglende nadverfællesskab, naturligvis er en stor skandale, der så vidt og så hurtigt som muligt bør bringes til ophør. Jeg er ikke blind for de mange vanskeligheder, der viser sig, når dette skal konkretiseres. Og Porvoo-dokumentet er jo et tydeligt eksempel herpå. Men det vil være ulykkeligt, om man ikke finder en løsning.
Vi fra vor side kan - bør - ikke sige, at fordi anglikanerne har et sådant syn på bispe-embedet, vil vi ikke have fuldt fællesskab med dem. Men vi kan ikke acceptere konsekvenser som dem, Niels Thomsen peger på. Vi må insistere på, at successionen ligger i kirken, menigheden som helhed, og at embedet kun er et særligt udtryk herfor, et særligt middel hertil. Embedet. Den apostoliske funktion. Som bispe-embedet kun er et særligt udtryk for i den forstand, at det af såre menneskelige grunde er nødvendigt med et tilsyn. Hvortil selvfølgelig kommer, at ikke alene selve bispeembedet, men overhovedet kirkens organisation i større enheder end de ellers så højt besungne sogne, har en både symbolsk og praktisk betydning mht. forståelsen af det kirkelige fællesskabs universalitet. Det skal bare ikke være »så meget, at det gør noget«.
Men hvordan kan det gå til, at et »højkirkeligt« syn på bispeembedet fremstår som en fare her i Den Danske Folkekirke? Det skulle vel ikke være, fordi man har været så bange for synodal-kirken, at man af den grund er ved at risikere at få en bispe-kirke, fordi der jo er et magttomrum, der skal fyldes ud, hvis vi ikke helt tydeligt skal vise os som stats-kirke?
Bent
Christensen
Døllefjelde-Musse-Herritslev
* * *
-
-
-
Det bidrag, der med nærværende artikel skal gives til debatten omkring Liturgikommissionens nye »Forslag til Alterbog«, drejer sig hovedsagelig om den gammeltestamentlige læsnings betydning. Og det er der så meget desto mere grund til, som (gen)indførelsen af denne læsning efter min mening er det eneste positive i det nye alterbogsforslag!
Det er mit store ønske, som jeg også vil nævne her, at de menigheder, der ønsker det, må få tilladelse til at nøjes med at bruge det nye forslags læsetekster, men bevare den hidtidige ind- og udgangsbøn og de hidtidige kollekter, idet dog missalekollekterne fra Prøvealterbogen 1958 anvendes i de tilfælde, hvor de hidtidige kollekter ikke passer til evangeliet (stor set 2. tekstrække).
[Indsat ved indskrivningen 2002: Da vi tog 1992-alterbogen i brug, indførte vi - efter mit ønske - den deri anførte nye ind- og udgangsbøn, ligesom jeg gennem anden tekstrække-kirkeårene har brugt de deri anførte nye versioner af missalekollekterne!]
Desuden ønsker jeg, at det må blive tilladt at flytte epistelen tilbage til dens gamle plads før evangeliet, samt i anden-tekstrække-år at læse de episteltekster, der i forslaget er anført som »tredje prædiketekst«. Uanset hvor værdifuld (gen)indførelsen af den gammeltestamentlige læsning betragtes som, kan den nemlig aldrig blive så værdifuld, at den skal fortrænge halvdelen af læsningerne fra Det nye Testamente uden for evangelierne!
Men hvad så med trosbekendelsens og evangeliets placering i forhold til hinanden? Man kunne jo have trosbekendelsen efter epistelen og evangeliet fra prædikestolen. Men med al respekt for min store lærefader Grundtvig fastholder jeg den opfattelse, at trosbekendelsen er menighedens genlyds-svar på evangeliet. Og da det af flere grunde vil være både urealistisk og uønskeligt at flytte trosbekendelsen hen efter prædikenen, indebærer det, at evangeliet må læses fra alteret.
Herved bliver der ganske vist tre læsninger fra alteret i formessen - og en ekstra salme. Men det betyder ikke så meget, hvis man vælger ganske korte salmer eller udplukkede enkeltvers. Hos os har vi prøvet dette en tid - i forventning om biskoppens tilladelse - og denne vekslen mellem en »tekstflade« og menighedens korte svar fungerede meget fint.
Til allersidst i denne ønske-indledning en lille bemærkning til A. F. Nørager Pedersens omtale af alterbogsforslagets udvidede nadverritual i hans artikel i julinummeret af »Teologisk Forum«. Det er med rette, Nørager Pedersen spørger, hvorfor man dog i det nye forslag er standset ved den ene præfationslovprisning, når Prøveritualbogen 1963 tilbød seks. Dette problem løser jeg på den måde, at jeg simpelt hen tager disse seks præfationer og bruger dem på de forskellige helligdage og kirkeårstider. Det må man jo nok kunne tillade sig allerede nu! Men samtidig med, at jeg nævner denne mulighed, vil jeg selvfølgelig bede om, at denne lille kirkeårsstrukturerende faktor kommer med i en eventuel ny alterbog.
[2002: Fra 1992 af har jeg gjort det samme - men med Alterbogens Tillæg som hjemmel, selv om vi altså ikke ved den normale højmesse har menighedssvarene »Vi opløfter vore hjerter« og »Det er værdigt og ret«].
Men hvorfor alt dette besvær? Hvorfor ikke bare afvise det nye alterbogsforslag og blive ved det gamle? Fordi selve princippet om at (gen)indføre gammeltestamentlige læsninger er værdifuldt. Og det skal resten af nærværende artikel være en uddybning af.
Der er fremført mange begrundelsen for indførelsen af den gammeltestamentlige indgangslæsning. Men der er to, jeg ikke rigtig mener at have set, nemlig dem, der efter min mening er de allervigtigste! Og det er, at den gammeltestamentlige historie jo selv er frelseshistorie (hvilket i øvrigt fremgår ganske udmærket af alterbogsforslagets tekstudvalg), og at den særlige måde, den er det på, gør den til et umisteligt værn mod alle former for »gnosticisme«.
Man kan spørge, hvorfor jeg, der jo er alt andet end gammeltestamentler, drister mig til at gå så voldsomt ind i debatten om de gammeltestamentlige læsninger? Og det vil jeg gerne sige en smule om. Som det fremgår af oplysningerne i forbindelse med nærværende artikel, er mit særlige felt »menneskelivets og dets verdens plads og betydning i Grundtvigs kristendomsforståelse«. Men i forbindelse med det spørgsmål, jeg altså ganske særligt har haft rettet mod Grundtvig, blev jeg allerede i begyndelsen af 70’erne opmærksom på den schweiziske gammeltestamentler Walther Zimmerlis bog »Die Weltlichkeit des Alten Testaments« (Göttingen 1971).
I denne bog peger Zimmerli indledningsvis på, hvordan hele Kirkens historie har været præget af en stærk mistro til alt verdsligt (»alles Weltliche«), og på, hvordan denne mistro ofte har ført til en skjult usikkerhed over for livet og tingene her i verden.
Op imod denne usikkerhed holder Zimmerli så Det gamle Testamente, idet han fortsætter:
Nu findes der imidlertid i Kristenhedens Bibel, i dens første del, som udgør ikke mindre end tre fjerdedele af denne bibel, et skriftkompleks, som ganske åbenbart modsiger denne verdensfornægtende åndelighed og udmærker sig ved sin massive beskæftigelse med verdens ting og anliggender (s. 7).
Men Zimmerli gør opmærksom på, hvorledes modviljen mod denne verdslige del af Bibelen både meget tidligt har gjort sig gældende og også endnu i vort eget århundrede stadig gør sig gældende. I bogens forbemærkning henviser han direkte til, at den forelæsningsrække, der oprindelig er tale om, er blevet fremprovokeret af Rudolf Bultmanns tese om, at den bibelske forkyndelse i det nytestamentlige budskab skulle være undergået en »afverdsliggørelse« (»Entweltlichung«), og at Det gamle Testamente kun skulle have bevaret sin betydning i den kristne kirke i kraft af sit »forlis« (»Scheitern«).
Bogens sidste kapitel er et direkte opgør med Bultmanns tese. Ifølge Bultmann ligger den gammeltestamentlige histories dybe indre modsætning i, at »Gud og hans gerning ikke bliver forstået i en radikal hinsides-eskatologisk betydning, men skal passes sammen med den empiriske folkehistorie. På denne modsætning strander historien« (s. 141 - efter »Glauben und Verstehen« II, 1952, s. 184). Netop i dette forlis ligger så ganske vist ifølge Bultmann Det gamle Testamentes forjættelseskarakter!
For Bultmann svarer verdslighed og historiskhed til livet under loven, medens troen er ensbetydende med et eskatologisk liv i frihed fra al verdslighed. Og han henviser til skriftsteder som Johs. 16,33 og 1. Johs. 5,4: »I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden«. - »Og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro«.
Men Zimmerli afviser, at man skulle kunne sidestille dette johannæiske verdensbegreb med den »verdensdimension«, som går gennem hele Det gamle Testamente.
På den ene side véd Det gamle Testamente fra og med 1 Mosebog kap. 3 alt om oprøret og fjendskabet mod Gud, og det har et skarpt blik for, hvornår verden er ved at selvstændiggøre sig i forhold til Gud, men det forhindrer det ikke i at blive ved med at forkynde verden som Guds verden, som ikke alene hans skaberværk fra Begyndelsen, men også skuepladsen for hans fortsatte gerning. Verden er det sted, hvor Gud har sin historie med sit folk.
Og når Israel synder, så består dets synd jo ikke i historiskheden og verdsligheden som sådan, men i ulydighed - også i helt konkrete overtrædelser af Guds bud. Også lydigheden mod Gud var ifølge profeterne et ganske verdsligt anliggende, noget med at vise respekt for ægteskabet, for næstens liv og ejendom og så videre. Tilsvarende er både Guds straf og Guds frelse nøje knyttet til folkets verdslige liv i dets af Gud givne land.
Selvfølgelig får alt hvad der sker i Det gamle Testamente, et foreløbighedens præg, når man ser tilbage på det fra Det nye Testamente. Guds kærlighed til verden bliver først helt tydelig i hans Søns komme. »Men i Sønnen får også Guds verdslighed (»Weltlichkeit«) sin fulde gyldighed. I ham begynder meget af det at lyse helt op, som allerede kunne erkendes i Guds komme allerede i Det gamle Testamentes verdslighed« (s. 149).
På denne baggrund betegner Zimmerli til slut Det gamle Testamente som den store garanti for den rette forståelse af Kristus som »ikke en oververdslig begivenhed, men Guds kærligheds nærvær midt i verden«. Hvor evangeliet forstås ud fra Det gamle Testamente, fristes man ikke til at lave sig en Kristus, »som hersker i en åndelig bagverden og får sin sande dyrkelse i kirkerummet og de lærdes teologiske diskussioner« (s. 150).
Der er dog også en anden front, Zimmerli kæmper på. I forbemærkningen til bogen om Det gamle Testamentes verdslighed nævner han også problematikken i forbindelse med samtidens vågnende interesse for det gammeltestamentlige budskabs »verdensrelevans«. Og netop denne problematik har han haft specielt taget op i en anden tilsvarende bog: »Der Mensch und seine Hoffnung im alten Testament« (Göttingen 1968). I forordet til denne bog nævner han Ernst Bloch og dennes bog: »Das Prinzip Hoffnung« som det, der har givet stødet til denne forelæsningsrække - hvoraf den sidste forelæsning ligefrem præsenteres som en »samtale med Ernst Bloch«. Zimmerli forholder sig ikke kun kritisk afvisende til Blochs brug af Det gamle Testamente i sin af marxistisk tradition prægede filosofi, men udtrykker også sin taknemmelighed over, at Bloch ved sin varme tale om »håbets princip« har givet alle bibellæsere anledning til at gøre status over, hvad håbs-udsagnene i den bibelske tale egentlig bygger på.
Grundlæggende må Zimmerli dog sætte spørgsmålstegn ved Blochs brug af Det gamle Testamente, og på bogens allersidste sider erklærer han, at skønt Blochs lidenskab for »det humane« (»das Humanum«) rammer noget centralt i den bibelske tale, så rammer den alligevel ved siden af, når den ikke ser, at dette »Humanum« har erfaret sin dybeste grund i sit skabningsforhold til Gud, sin Skaber og Frelser. En Gud-Håb (»Deus-Spes«), hvor »Gud« kun er en maske, som engang skal kastes af, betyder i sidste ende, at man mister håbet.
Zimmerlis to bøger understreger, at samtidig med, at man går til Det gamle Testamente for at finde hjælp mod den »verdenstomhed«, Det nye Testamentes kristendom isoleret betragtet kan blive præget af, opdager man, at netop Det gamle Testamente på sin egen helt særlige måde taler om Guds transcendens som »den helt anderledes« og om mennesket som noget andet end bare et stykke af verden, en del af naturen. Det gamle Testamente giver altså ikke bare krop og verdslighed til det nye; det er også en afgørende hjælp til forståelsen af det i Det nye Testamente, som ikke er af denne verden.
Så vidt denne generelle henvisning til Walther Zimmerli. Det, der nu er spørgsmålet, er, om eller i hvilken grad de gammeltestamentlige læsninger i alterbogsforslaget faktisk repræsenterer denne side af Det gamle Testamente.
Og svaret er, at det gør de sådan set kun i et ret beskedent omfang!
Det forhold skyldes nok, at det i virkeligheden er meget vanskeligt at få de perspektiver, Zimmerli har peget på, frem ved hjælp af et udvalg af isolerede tekststykker. Kun en mere systematisk fremstilling af denne side af »Det gamle Testamentes teologi« kan rigtig få den frem.
Det, det drejer sig om, er jo sådan noget som f.eks. hele det historiske stræk tilbage fra Abrahams kaldelse af - og tilbage fra Moses og den første påske af. Og det kan man ikke umiddelbart høre, når det enkelte tekststykke bliver læst op. På den anden side er den folkehistoriske dimension jo alligevel repræsenteret i næsten hvert eneste tekststykke.
Nytårsdag læses netop stykket om Abrahams kaldelse. Og samtidig med, at der ganske tydeligt lægges op til evangeliet om Jesu omskærelse og navngivelse, er forjættelsen til Abraham ganske konkret; det er ganske konkret, han skal have et land og blive til et stort folk - idet der dog i forjættelsen om, at i ham skal alle jordens slægter velsignes, tillige peges langt ud over det rent materielle. Som sagt: Det gamle Testamentes verdslighed er aldrig en flad dennesidighed, men altid et livsfyldeindhold, der er spændt ud i forholdet til den Gud, som førte Israel ud af Ægypten, og som er himlens og jordens og hele menneskeslægtens Skaber og Herre.
Selve udvandringen af Ægypten, den »exodus«, som er det israelitiske folks og den israelitiske religions »genesis«, savner man i alterbogsforslaget en direkte beretning om. Man kunne godt til påskedag have valgt f.eks. 2. Mos. 14,21-31 (overgangen over Det røde Hav) og 15,1-11 (Israels lovsang efter overgangen). Men der er mange henvisninger til udfrielsen rundt omkring i andre af læsestykkerne, og til skærtorsdag er stykket om påskemåltidets indstiftelse valgt (2. Mos. 12,1-11). Pagtslutningen ved Sinaj er repræsenteret ved flere læsninger.
En helt afgørende vigtig tekst, som også er kommet med i alterbogsforslaget, er beretningen om Moses’ kaldelse ved den brændende tornebusk i 2. Mosebog kap. 3. Heraf er vers 1-7 og 10-14 indgangslæsning B på 3. søndag efter påske.
Det allervigtigste i denne tekst er åbenbaringen af Guds navn, Jahve, idet Gud på Moses’ spørgsmål svarede: »Jeg er den, jeg er!« Og fortsatte: »Således skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til eder!« (Der foreligger en slags ordspil med verbet »hájáh«, »være«).
Og uanset hvor stærkt man vil presse det, kan dette gammeltestamentlige »jeg er« på en eller anden måde høres i evangeliets jeg-er-udsagn: »Jeg er vejen og sandheden og livet« (Johs. 14,6). Indholdsmæssigt er der i hvert fald en klar sammenhæng - med den forskel mellem den gamle og den nye pagts åbenbaring, at mens Gud bare talte til Moses fra tornebusken, så slutter evangelieteksten med, at Jesus siger: »Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham« (Johs. 14,7).
Der er altså selvfølgelig ingen tvivl om, at det, der berettes om i Johannesevangeliet, betegner den endelige åbenbaring, i forhold til hvilken situationen omkring Moses’ kaldelse kun er et indledende trin. Men det er alligevel langtfra ligegyldigt, om beretningen fra 2. Mosebog kap. 3 bliver hørt med eller ej. Allerede hele den såre verdslige situation, hvori Moses’ kaldelse finder sted, er betydningsfuld: »Moses vogtede nu småkvæget for sin svigerfader Jetro«. Dertil kommer imidlertid hele den betydning, som - ganske vist først ved en nærmere granskning - kan læses ud af de ord, hvormed Gud åbenbarer sig for Moses, og hvorved det israelitiske folks historie som folk er ved at blive sat i gang.
Når Gud siger, at han er den, han er, og at Moses bare skal sige, at »Jeg Er« har sendt ham, kan der synes at være tale om et undvigende svar på Moses’ spørgsmål; Gud vil ikke give sig i menneskers vold ved at udlevere sit navn til dem. Men Gud er jo faktisk i færd med at åbenbare sig for Moses! Og det udsagnsord, der er brugt, har en dynamisk, aktiv karakter, udtrykker en virksomhed, »som ikke bare udspiller sig et eller andet sted, men kommer til syne i menneskets verden, og det i første række i Israels historie« (Martin Noth, »Das Alte Testament Deutsch«, Göttingen 1968, bd. 5, s. 31). Og med den form, ordet står i, er følgende oversættelse også mulig: »Jeg vil være til for jer, jeg vil være med jer på en måde, som I skal komme til at erfare (H. Ringgren: »Israels religion«, Lund 1970, s. 13).
Der er selvfølgelig grænser for, hvor hårdt denne overraskende sætning kan presses - og navnlig for, hvor meget den almindelige kirkegænger umiddelbart vil få ud af det, når teksten bliver læst op. Men noget kan der måske alligevel nok høres, og det gudsbillede, de ovenfor anførte fortolkninger tegner, svarer ganske til det billede af Gud og hans forhold til det israelitiske folk, der tegnes i 2. Mosebog som helhed, et billede af både transcendens og nærvær.
Også den vigtige og grundlæggende del af Israels historie, som ørkenvandringen er, omtales i nogle af læsningerne. Vigtigst i nærværende sammenhæng er stykket til midfaste søndag A, hvor det er bespisningen med vagtlerne og mannaen, der berettes om (2. Mos. 16,2ff). Hele dette tema har flere perspektiver, f.eks. knurren og straf, lydighed og ulydighed. Men allerede i sig selv er også dette gammeltestamentlige stykke et eksempel på, hvordan helt konkret mættelse indgår i forholdet mellem Gud og hans folk, og dermed understreger det denne side af evangeliet om bespisningen af de 5.000.
Trods al knurren og ulydighed og straf er ørkenvandringen imidlertid en vandring mod det forjættede land, så at det ender med, at al Kanaans grøde og al dets mælk og honning bliver indholdet i det gudsforhold, der ude i ørkenens tomhed så klart var blevet demonstreret som det absolut overordnede.
Og selv om man savner nogle af de steder, hvor der allerstærkest tales om Jahve som den sande giver af al den frugtbarhed og grøde, afgudsdyrkelsen prøvede at få fra Baal, f.eks. noget fra Hoseas kap. 2, er der alligevel en lang række steder rundt omkring i de valgte tekststykker, som repræsenterer denne vigtige side af sagen.
Til 3. søndag i fasten A advares folket i stykket fra 5. Mosebog kap. 18 mod at efterligne kanaanæernes hedenske vederstyggeligheder. Midfaste søndag B indskærpes det i stykket fra 5. Mosebog kap. 8, at folket omhyggeligt skal handle efter de bud, der pålægges det, »for at I må blive i live og blive mangfoldige og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren tilsvor eders fædre«. Og senere i stykket udmales landets herligheder. Israel skal holde Herrens bud, så det vandrer på hans veje og frygter ham. »Thi Herren din Gud vil føre dig ind i et herligt land, et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og i dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land med oliventræer og honning, et land, hvor du ikke skal tære fattigmands brød, hvor du intet skal mangle, et land, hvis sten giver jern, og i hvis bjerge du kan hugge kobber«. Men stadigvæk er al denne fylde indholdet i folkets forhold til dets Gud. For »når du så spiser dig mæt, skal du love Herren din Gud for det herlige land, han gav dig. Vogt dig for at glemme Herren din Gud, så du ikke holder hans bud, lovbud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig«.
Også hos profeterne er der både positivt og negativt ganske konkret tale om de ting, der hører menneskelivet til. Det gælder, både når der tales om Guds straf, og når der tales om Guds frelse. Til 17. søndag efter trinitatis A lyder det f.eks. fra Jeremias kap. 33: »Så siger Herren: På dette sted, som I siger er ødelagt, uden mennesker og kvæg, i Judas byer og på Jerusalems gader, der er lagt øde, uden mennesker og kvæg, skal atter høres fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, råb af folk, som siger: »Tak Hærskarers Herre; thi Herren er god, og hans miskundhed varer evindeligt!««. Og til 22. søndag efter trinitatis B lyder profetien i Esajas 49 til det fornedrede folk, at på frelsens dag skal landet rejses igen og folket finde græs langs vejene, »græsgang på hver nøgen høj« (v. 9).
Et af de allerstærkest »verdslige« steder er stykket fra Esajas 25, hvormed der på 2. søndag efter trinitatis A lægges op til lignelsen om den store nadver: »Hærskarers Herre gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter og stærk og klaret vin«. Dette giver en vældig understregning af, hvor konkret en livsfylde, der selvfølgelig også er tale om i det, Jesus forkynder med sin lignelse.
I forhold til de her omtalte og tilsvarende steder har de mange steder, hvor der tales om Gud som verdens og menneskenes Skaber og Herre, en forholdsvis svagere betydning. Det er ikke i dem, man finder de allervigtigste udtryk for den »Weltlichkeit«, hvormed Det gamle Testamente giver et så nødvendigt bidrag til kristendommen. Nej, det er i alle de steder, der i stærkt konkret detailrigdom handler om folkets liv i sit land og om begivenhederne i folkets historie.
Dermed være selvfølgelig ikke sagt, at det ikke er meget værdifuldt, at der er kommet så mange skabelsestekster med. Selvfølgelig er det godt at begynde gudstjenesten på Kristi fødsels dag B med læsningen af 1. Mosebog 1,1-5, beretningen om skabelsen i Begyndelsen, den skabelse, som begyndte med, at Gud sagde: »Der blive lys!«. Derved gives baggrunden for Johannes-juleevangeliets forkyndelse af, at alt, hvad der er til, er skabt ved Ordet, som blev kød, og for forkyndelsen af ham som lyset. Og herved spændes der også fra julen af hen over hele den gammeltestamentlige historie.
Og der tales også ganske konkret om menneskelivet i flere af skabelsesstederne. Det virker f.eks. meget stærkt, når der 1. søndag efter helligtrekonger A til evangeliet om, at de små børn ikke må hindres i at komme til Jesus, begyndes med Salme 8,2-10, hvor der ikke alene tales om, hvordan Gud har rejst sig et værn af spædes og diendes mund, men også om menneskets guddommelighed mellem himmelen og jorden, mellem månen og stjernerne og alt det, Gud har lagt under menneskets fødder: »småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier«.
Sådan som tekststykkerne i alterbogsforslaget er udvalgt, er det først og fremmest det frelseshistoriske og forjættelserne, der er lagt vægt på - samtidig med, at der i virkeligheden er tale om en høj grad af »tematisering«. Og sådan må det vel også være. En udvælgelse med en større direkte vægtlæggen på det Zimmerli’ske »verdslighedsperspektiv« ville nok have været at lade Det gamle Testamente komme til at lyde for meget på sine egne betingelser!
Men alligevel tjener de tekster, der er valgt, i høj grad det formål, Zimmerli har peget på. Der er hele repræsentationen af den gammeltestamentlige frelseshistorie. Og der er den generelt mere konkret og jordnært livsmættede tale. Der er simpelt hen en farve og fylde og poesi i de gammeltestamentlige tekster, som uundgåeligt kommer til at virke positivt ind på den måde, de nytestamentlige bliver hørt på. Endelig vil de gammeltestamentlige teksters tilstedeværelse i gudstjenesten komme til at virke ind på både prædikenen og undervisningen, således at også de sider af Det gamle Testamentes »Weltlichkeit«, der ikke er så stærkt repræsenteret i de valgte tekster, på den måde kan komme stærkere ind i menighedens bevidsthed.
* * *
Ikke alene rummer Det gamle Testamente alle vidnesbyrdene om frelses- og åbenbaringshistorien før Kristus, men det gør det på en helt anderledes direkte livs- og verdensomfattende måde, end hvad der er tilfældet i Det nye Testamente.
En af de vigtigste inspirationskilder bag hele det projekt, nærværende dobbeltartikel er en del af, er Walther Zimmerlis lille bog: »Die Weltlichkeit des Alten Testaments«. Heri peger Zimmerli på, hvordan hele Kirkens historie har været præget af »ein handfestes Misstrauen gegen alles Weltliche«, og på, hvordan denne mistro ofte har ført til »einer heimlichen Unsicherheit« over for livet og tingene her i verden. Men i Det gamle Testamente findes
ein Komplex von Schriften, der dieser weltabgekehrten Geistigkeit ganz offensichtlich zuwiderläuft und durch sein massives Eingehen auf die Dinge und Händel der Welt, ihre Freude und Leiden auffällt (7).
I, hvad der specielt er et opgør med Bultmann, betegner Zimmerli Det gamle Testamente som den store garanti for den rette forståelse af Kristus, ikke som »ein überweltliches Ereignis, sondern die Präsenz der Liebe Gottes mitten in der Welt« (150). Hvor Evangeliet forstås ud fra Det gamle Testamente, fristes man ikke til at lave sig en Kristus, »der in einer geistlichen Hinterwelt regiert« (150).
Hvad der imidlertid ikke kan fremhæves kraftigt nok, er, at Det gamle Testamente langtfra blot er et verdslighedens modstykke til Det nye Testamente. Netop når man går til Det gamle Testamente for at lære af dets »Weltlichkeit«, opdager man, at man derved samtidig får lært noget nyt om Guds absolutte transcendens og om den absolut overordnede betydning, forholdet til denne absolut transcendente Gud har.
Afgørende er dels Jahve-religionens særpræg ved dens begyndelse i ørkenen: Jahves transcendente personlighed og dennes præsens i begivenhederne, dels kampen mellem Jahve og Baal i Kanaan og Jahves sejr over Baal med erobringen af flere af hans attributter og overtagelsen af hans herredømme over landet og dets frugtbarhed. Omkring centrale punkter i disse to faser af Jahve-religionens historie vil den følgende skitse samle sig - i modsætning til de helt generelt sammenfattende betragtninger i første del.
Når vi beskæftiger os med Det gamle Testamente, går vi tilbage til det fra vor moderne vestlige situation. Engang var Jahve-troen imidlertid det afgørende nybrud i forhold til al anden religiøsitet.
I de førmosaiske religioner havde det ikke rigtig nogen mening at spørge om denne tilværelses plads og betydning i forhold til guderne. Der var ikke nogen skarp grænse mellem guder og naturkræfter, guder og kosmos, guder og mennesker. Et vist religiøst overskud kom til udtryk i fx de ægyptiske solhymner. Men trods al inderlighed og følelsesintensitet virker selv »Akhnatons solhymne« alligevel meget tynd og kunstig, hvorved den bliver et eksempel på, hvor tom og magtesløs følelsens og tankens gud er ved siden af åbenbaringens Gud.[x]
I det andet årtusinde f. Kr. var menneskeheden nået til en slags første tidens fylde. Og heri begyndte den frelseshistorie, som er kulmineret i dén store endelige begyndelse, der blev gjort i den anden tidens fylde. Dette skete ikke ved, at Gud byggede oven på den naturlige religion. Nej, han trak først Abraham og dernæst Moses ud fra hhv. det ene og det andet af de to store kulturriger for at begynde en helt ny historie inde i historien. Men altså inde i historien, ikke ved siden af den!
Den israelitiske religions historie begynder med »Exodus«, med den først påske. Det er en frelsesbegivenhed, der er grundlæggende i forholdet mellem Jahve og Israel.
Solen eller vejret eller frugtbarheden eller samfundet - det er alt sammen »Weltlichkeit« i betydningen »verdens og livets gang«. Men hebræernes påskeerfaring var en erfaring af transcendens - ikke som et filosofisk begreb, men som en erfaring af, at det nu drejede sig om noget helt andet end bare at holde Ægyptens kødgryder i kog.
De gamle religioners »Weltlichkeit« var en livets evigt gentagne cirkelgang. Men fra påsken ved Det røde Hav går der en linje såvel tilbage til verdens skabelse som frem til eskatologien i Det gamle Testamentes yngste skrifter. Og så er det ikke kun det lille kunstfolk Israel, der har en historie med en begyndelse og et mål, men hele den verden, der er skabt af den Gud, der frelste Israel og sluttede sin pagt med det.
I 2. Mosebog er det Moses’ kaldelse ved den brændende tornebusk, der indleder det særlige forhold mellem ham og Jahve. Tematisk er hele afsnittet om Moses i Midjan dog underordnet den store Sinaj-åbenbaring, og i nærværende sammenhæng har kun selve åbenbaringen af Jahve-navnet væsentlig interesse.
Når Gud over for Moses betegnede sig selv med sætningen »’æhjæh ’ašær ’æjæh«, har dette været udlagt dels som en betegnelse for Gud som »den værende« (således LXX: »ho ån«), dels som et undvigende svar på Moses’ spørgsmål. Men Gud vil jo netop ikke skjule sig for Moses. Tværtimod er han faktisk ved at åbenbare sig for ham som den, der vil hjælpe ham og hans folk. Og forståelsen af sætningen som noget i retning af et udsagn om en »væren« i abstrakt filosofisk forstand ligger også fjernt fra situationen ude ved den brændende tornebusk. Heroverfor henviser Martin Noth til, at verbet »hajah« har en dynamisk, aktiv karakter, udtrykker
ein »Wirksam-Sein ... das nicht irgendwo sich abspielt, sondern in der Welt der Menschen in Erscheinung tritt, und zwar in erster Linie in der Geschichte Israels (ATD 5, s. 31).
Ved åbenbaringen på Sinaj begynder selve åbenbaringstalen med, at Jahve henviser til sin frelsesgerning. Men udfrielsesbegivenheden alene er ikke nok til at konstituere det særlige forhold mellem Gud og Israel. Budene kommer til. Som Gerhard von Rad udtrykker det:
Die Ausrufung des göttlichen Rechtswillens ist wie ein über Israel hingeworfenes Netz, sie ist der Vollzug seiner Übereignung an Jahwe (TAT I, 205).
Budene er ikke slet og ret et værn om menneskelivet. De har et »lydighedsmæssigt overskud«.
Det oprindelige andet bud er af stor interesse i nærværende sammenhæng. Over for samtidens opfattelse af hele verden som - i det mindste potentielt - transparent mod det guddommelige, betegner billedforbudet den allerskarpeste modsætning. De andre folkeslags guder var
persongewordene Mächtigkeiten des Himmels oder der Erde oder des Abgrunds. So aber war Jahwes Verhältnis zur Welt nicht. So mächtig er sie durchwaltete, war er ihr theologisch doch transzendent. Die Natur war nicht eine Erscheinungsform Jahwes, sondern er stand ihr als Schöpfer gegenüber (G. v. Rad. TAT I, 231).
Mht. forholdet mellem religion og folkelighed betyder den pagt, der blev sluttet i Sinaj, at selv om Israels folkelighed ikke kan adskilles fra dets gudstro, så er Israels religion ikke blot et udtryk for dets folkelighed:
Netop ved pagten har den folkelige Tilværelseskamp og Gudstroen været saaledes sammenslynget, at det folkelig-nationale ikke har kunnet rive sig løs og gaa paa egen Haand, ej heller har kunnet skabe Guden om i sit eget Billed. Dertil var Ørkenguden fra Sinaj for stærk og for selvstændig (Fl. Hvidberg, IRH, 64).
Ved siden af udfrielsen af Ægypten og åbenbaringen ved Sinaj er vandringen gennem ørkenen det tredje store hovedtema i den mosaiske frelseshistorie.
I Israels senere tilbageblik står tiden i ørkenen snart som et positivt, snart som et negativt forbillede. Både dette og andre sider af hele situationen omkring forholdet mellem Jahve og hans folk i ørkentiden kommer stærkt og anskueligt til udtryk i de tekster, der handler om mannaen og vagtlerne.
Adam og Eva gjorde oprør mod (»kun«) at være Guds skabninger. Israelitterne under Moses knurrede over at skulle udsættes for Guds frelse! Men gennem hele Det gamle Testamente, fra 1. Mos. 3,21 til Mal. 4,6, følges Guds vrede over synden og ulydigheden af hans nådige og barmhjertige hjælp. På denne linje ligger også teksterne om mannaen og vagtlerne.
Allerede under selve flugten ud af Ægypten havde
israelitterne bebrejdet Moses, at han havde bragt dem ud til døden i ørkenen
(2. Mos.
Som 4. Mos. 11 foreligger nu, er det meget vagtelkød, israelitterne ender med at få, i virkeligheden en straf. Men i 2. Mos. 16 er der tale om en reel bespisning med såvel vagtelkød som manna. Helt grundlæggende er forsyningen med vagtelkød og manna altså simpelt hen en del af udfrielsens samlede frelseshandling.
Men der er også andre motiver. Da Jahve bebudede den underfulde bespisning for Moses, sluttede han med ordene: » - og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud« (2. Mos. 16,12). Og som begrundelse for påbudet om, at der kun må samles manna til een dag ad gangen hedder det: » - for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min lov eller ej« (2. Mos. 16,4). Bespisningen er mere end blot fysisk opholdelse, og den, der lever af Guds nåde, skal leve fra hånden i munden - ja, lydigt og tillidsfuldt hvile på den syvende dag og holde den hellig (Jfr. 5. Mos. 8,3 og Jer. 2,1).
I den sidste af de historiske manna-tekster står der
imidlertid, at »dagen efter påsken(!) spiste de af landets afgrøde ... selv
samme dag hørte mannaen op ... Israelitterne fik ikke manna mer, men spiste det
år af høsten i Kana’ans land« (Jos.
Mht. kampen mellem Jahve og Baal er en fremstilling som Fl. Hvidberg: »Graad og Latter i Det gamle Testamente«[xi] i første omgang nærmest rystende læsning. Det værste punkt nås dér, hvor Hvidberg ikke alene i almindelighed påviser, hvor stærkt selv en profet som Hoseas, netop i sin polemik mod Baal-dyrkelsen, er præget af det, han polemiserer imod, men ligefrem nævner den mulighed, at det er en udtryksmåde, der er hentet fra den kanaanæiske kult, når Hoseas siger: »Om to dage gør han os levende, rejser os op den tredje« Hos. 6,2),
at også her Jahve saa at sige er stillet ind i stedet for en anden, som blev levende efter to Dage op oprejstes den tredje Dag i Kultdramaet og derved sikrede Liv og Frugtbarhed for Dyr og Mennesker (G&L s. 113).
Det løber en koldt ned ad ryggen, når man begynder at fatte, at hovedskriftstedet bag 1. Kor. 15,4 i det mindste kan formodes at være formet efter den kanaanæiske Baal-dyrkelses mønster!
Men betragtningen kan også drejes 180º, så man vel antager, at formodningen er rigtig, men konkluderer, at så er den kristne påske Jahves endegyldige svar på og sejr over frugtbarhedsreligionen!
At det overhovedet kunne komme så vidt, at det til at begynde med nærmest så ud til, at den kanaanæiske religion skulle opsluge Jahve-troen, skyldes, at den agerbrugskultur, israelitterne trådte ind i, var en verden,
hvor al Føde for Dyr og Mennesker beroede paa den Regn, som Ba’al sendte ... en Verden, hvor al Frugtbarhed ... afhang af den samme Herres, Ba'als, Elskov med »Jomfru Anat« (Astarte) (G&L s. 64).
Tilsvarende siger Gerhard von Rad om de riter, der sikrede markens grøde:
Leben war nur möglich, indem der Mensch sich diesen sakralen Ordnungen unterstellte und indem er sie an seinem Teile mit vollzog (TAT I, 46).
Det var imidlertid nødvendigt, at den religion, der var blevet oprettet for et folk, der var trukket ud af civilisationen, ud i ørkenen, nu skulle ind i civilisationen ved dette folk. Og hvor faretruende det end gang på gang kom til at se ud, var det Jahve-troen, der gik sejrende ud af kampen.
De to første kapitler af Hoseas’ Bog rummer på en ejendommelig måde næsten alt, hvad der er at sige om temaet: Jahve contra Baal.
På en voldsomt anskuelig måde er det utroskabsmotivet, der indleder hele skriftet. Til gengæld kommer også den første af profetierne om Israels frelse allerede i første kapitel (Hos. 1,2.10).
I kapitel 2 er mønstret det samme: først en
skildring af Israels frafald og en forkyndelse af straffen derfor (2,2-13),
dernæst en ny både udførligere og stærkere profeti om Israels frelse, hvor
Jahve viser sig som den sande og helt underfuldt suveræne giver af korn, most
og olie (2,14-23, jfr.
2,14 svarer nøje til, hvad der ovf. er sagt om ørkenens betydning i det gamle Israels gudsforhold: »Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i ørkenen og tale hende kærligt til«.
I modsætning til den flade gåen op i seksualiteten og frugtbarheden rejses her en helt ny og personlig dimension. Det er derfor, det er ude i ørkenen, gudsforholdet skal genoprettes. Ørkenen er omvendelsens sted.
Omvendelsens sted er imidlertid ikke det blivende
sted, men det nulpunkts-sted, hvorfra vejen går tilbage til et sam-liv med al
frugtbarheds fylde (jfr. Es.
Den overordnede struktur i profetien Hos. 2,14-23 er pagtsfornyelsen: Israel føres ud i ørkenen og tales kærligt til, Baals-navnene fjernes, og der indgås en evig trolovelse.
Men i denne struktur indgår også en ny naturorden.
I vers 18 hører pagten med de vilde dyr og oprettelsen af den nye fredsorden sammen i en ny sikkerheds- og tryghedsorden.
I vers 15 og
I sin utroskab havde Israel ikke agtet på, at det var Herren, »som gav hende korn, most og olie« (v. 8). Men i slutningen af kapitlet opstilles der en hel naturkæde mellem Herren og Israel. Himlen og jorden indordnes helt afmytologiseret som led i denne kæde under Herren som den yderste, absolutte og suveræne betingelse for de naturprocesser, der frembringer kornet, mosten og olien.
Et af de stærkeste udtryk for Jahves sejr over Baal gives i Joel 1-2. Ikke alene den helt afgørende styring af alle de kanaanæiske elementer, der udgår fra det sidste af de her citerede vers, men også den tydelige omdannelse af sorgen og klagen til udtryk for anger, bod og omvendelse, som fremgår af 1,13 og 2,12f, viser, hvor total Jahves sejr er, hvor fuldstændigt de gamle elementer er blevet inddraget i den nye religion:
Vågn op, I drukne, og græd ... marken er ødelagt, jorden
sørger; thi kornet er ødelagt, og mosten slog fejl, og olien hentørres ...
Sørg, I præster .. Gå ind og bær sæk i nat ... så lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske
hjerte, med faste, gråd og klage! Sønderriv hjerterne, ej eders klæder, vend om
til Herren eders Gud (Joel 1,5.10.13;
Og Herren blev
nidkær for sit land og fik medynk med sit folk. Og Herren svarede sit folk: Se, jeg sender eder korn, most og
olie, så I kan mættes deraf ... Frygt ikke, jord, fryd dig, vær glad! ... Og I,
Zions sønner, fryd eder, vær glade i Herren
eders Gud! Thi han giver eder føde til frelse, idet han sender eder regn,
tidligregn og sildigregn, som før. Tærskepladserne skal fyldes med korn,
persekummerne løbe over med most og olie ... Og I skal kende, at jeg er i
Israels midte, og at jeg, og ingen anden, er Herren
eders Gud; og mit folk skal i evighed ikke blive til skamme (Joel 2,18f.21.23f.27).
Resultatet af dette strejftog gennem tekster, der repræsenterer helt centrale punkter og helt fundamentale strukturer i Israels og den israelitiske religions historie er blevet en kraftig påvisning af, at det gamle Israels religion for det første udspiller sig i en dimension, der så at sige står vinkelret oprejst i forhold til alle tidligere religioner, hvorved ikke alene Gud, men også mennesket hæves op over naturen, men at dette for det andet ikke betyder udelukkelsen af nogen del af menneskelivet og dets verden fra dette absolut vertikale gudsforhold, idet hele menneskelivet og dets verden tværtimod kærligt indesluttes i nådens og frelsens forhold til Israels i eminent grad personlige Gud.
Ikke alene ved selve dette resultat, men også ved de eksempler, der har ført frem til det, skulle der hermed være givet et bidrag til en stærkere bevidsthed om, hvordan en altomfattende »Weltlichkeit« også må være en bestanddel af Det nye Testamentes, ja, den kristne menigheds kristendom.
G&L = Fl. Hvidberg: Graad og Latter i Det gamle Testamente, København 1938.
IRH = Fl. Hvidberg: Den israelitiske Religions Historie, København 1944.
ATD
5 = Martin Noth: Das zweite Buch Mose - Exodus, Göttingen 1968. (Das Alte
Testament Deutsch 5).
TAT
= Gerhard von Rad: Theologie des Alten Testaments, München 1969.
Walter
Zimmerli: Die Weltlichkeit des Alten Testaments, Göttingen 1971.
* * *
[Præsteforeningens Blad 50/1984, 14.12.84]
Nærværende betragtninger og den følgende artikel om »Denne tilværelses plads og betydning i det gamle Israels gudsforhold« er foreløbige delresultater af en omfattende beskæftigelse med spørgsmålet om menneskelivets og dets verdens plads og betydning i kristendommen, altså i vort kristne gudsforhold og i vor kristne forventning om den kommende verdens liv. Formålet med det hele er at nå frem til en dybere og mere præcis forståelse af, hvad der er sand kristendom i modsætning til pdes. den religiøsitet eller livsholdning, som blot er en »flad« gåen op i tilværelsen, som man synes den nu engang er, og pdas. den religiøsitet eller livsholdning, der på den ene eller anden måde indebærer foragt for eller lede ved menneskelivet i verden her og nu. Man kan her tænke på modsætningen til pdes. de forskellige gamle livsfornyelses- og frugtbarhedsreligioner og pdas. holdninger som buddhisme, platonisme, gnosticisme o.lign. Men der er navnlig et aktuelt perspektiv.
Umiddelbart synes der ikke at være nogen tvivl om, hvad side vor epoke er svunget over på. For det 20. århundredes typiske vestlige menneske synes dette liv i denne verden ikke blot at stå i centrum, men simpelt hen at være hele virkeligheden. Dette skyldes ikke kun »afkristningen«, men en langt mere omfattende »afidealisering«. Selve den kristne grundstruktur har for så vidt klaret sig langt bedre end idealismen.
Men ser man på det, man kan kalde vor tids almindelige og typiske vestlige livsstemning, viser det sig, at det, der skulle have været en nyvunden, befriet naturalistisk dennesidighed, langtfra er kommet til at forme sig som en ren og uproblematisk hengiven sig til denne tilværelse. Det spørgsmål er med rette blevet stillet, om det moderne arbejdende og forbrugende menneske ikke i virkeligheden arbejder og forbruger sig bort fra livet og verden i en slags flugt så at sige ind igennem dennesidigheden og ud i den store tomhed på den anden side.[2] I sit fortvivlede arbejdsræs, sit grådige forbrug og sin rastløse fritidsaktivitet er det moderne vestlige menneske »kroget ind« i en snævert human sfære, hvor der ikke alene ikke er nogen forbindelse til en »himmel«, men heller ikke er nogen forbindelse til den ikke-menneskelige del af »alnaturen« og - bl.a. derfor - heller ikke nogen forbindelse til de sider af menneskelivet selv, der ligger uden for denne snævre sfære. Den moderne vestlige livsform er ikke en altomfattende »være«-livsform, men i tragisk snæver forstand en »gøre«- og »have«-livsform. Den er en paradoksal forening af en gåen op i og en flugt fra denne tilværelse.
Det 20. århundredes teologi og forkyndelse har selvfølgelig også været både trængt og præget af sin epoke. Ja, i sin overlevelseskamp har kristendommen ladet sig trænge sammen på et så lille sted, at den knapt har haft nogen berøringsflade med menneskelivet her i verden. Realiteten bag alle erklæringerne om, at man skulle være jorden tro og respektere tilværelsesområdernes autonomi, har været, at man har ladet verden og menneskelivet gå sin skæve gang efter de forhåndenværende omstændigheders princip. Teologien og forkyndelsen har været revet med af epokens flugt fra livet.
På denne baggrund føler også det moderne vestlige menneske, der virkelig hører kristendommen som Sandheden og virkelig ønsker at lade sig denne sandhed sige, at Sandheden må være en sandhed til og om dette liv i denne verden. Også hans udgangspunkt er, at den foreliggende virkelighed for så vidt er hele virkeligheden. Men denne følelse kommer vel at mærke ikke (længer) til udtryk i et trodsigt krav om, at kristendommen skal indordne sig under hans, dennesidigheden gældende, livsfølelse; den bliver langt snarere til en fortvivlet bøn om hjælp mod tomheden og håbløsheden, ja, måske mod en direkte livslede. Grundtvig kunne sige, at mennesket måtte lære at høre andet end tomhed i talen om folk og fædreland osv., før det kunne forbinde noget med talen om Guds rige. Men for mange af os moderne vesterlændinge er fortvivlelsen blevet så stor, at vi allerførst må have kristendommens Sandhedsord til at give os det håb og det mod, der sætter os i gang med overhovedet at lytte til den tale om og fra livet her i verden, vi næsten kun har et fortvivlet længsels-ekko tilbage af. Det er ud fra en sådan fortvivlelse, spørgsmålet om denne tilværelses plads og betydning nu stilles til Det nye Testamente. Den følgende skitse til en formulering af et svar på spørgsmålet er resultatet af en gennemlæsning af hele NT med henblik herpå.
Det nytter ikke at ville prøve at uddestillere en »lære« om denne tilværelses plads og betydning af Det nye Testamente. For det handler så godt som udelukkende om Guds rige og hans retfærdighed. Det »foregår« på et særligt gudsforholds-plan, og det er helt afgørende præget af pdes. en større eller mindre grad af nærforventning og pdas. menigheds stilling som en lille sekt, der trænges og forfølges af næsten alt og alle Den ældste menighed har simpelt hen hverken kunnet se nogen grund til eller noget behov for at tænke nærmere over spørgsmålet om betydning af engagementet i denne tilværelse.
Det, der imidlertid videre skal spørges om, er: Skal livsengagementet og tingene så ganske - eller i hvert fald delvis, halvflovt - forsages, fordi de i bedste fald er uden interesse, før de fremtræder i helt ren, genløst skikkelse? Eller indgår der alligevel i den nye pagt en »Weltlichkeit«, der svarer til, ja, viderefører den gamles?[3]
Fortegnet for hele Jesu gerning og dermed hele kristendommen er: »Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær«. Uanset hvad der ellers må siges om, at det er verden og menneskelivet, der er frelsens genstand, ligger det skår, der er gået i skabelsens i sig selv såre gode orden, primært i hjerte-forholdet mellem skabning og Skaber. Vejen tilbage til det sande skabthedsliv går over omvendelsen, og frelsens fuldbyrdelse ligger ude i den eskatologiske fremtid. I forhold til begge disse grundomstændigheder bliver den troendes engagement i sit menneskeliv her i verden sekundært.
Den helt fundamentale modsætning overhovedet er modsætningen: Gud - ikke-Gud. Først og primært som modsætningen mellem Gud og »intet« (på skabelsens plan), men som det hele faktisk er nu, navnlig som modsætningen mellem Gud og den/det Onde i frelseshistorien. Alle de andre modsætningspar er del-forhold heraf: liv-død, kærlighed-ondskab, sandhed-løgn, lys-mørke samt (i en af sagens karakter bestemt omvendt orden) synd-nåde. Også forholdet mellem den foreliggende nutid og den eskatologisk fremtid indgår i denne ene store grundmodsætning.
Derfor er kamp-perspektivet afgørende. Ligesom der ikke er nogen vej tilbage til Paradiset forbi omvendelsen, kan der ikke ses bort fra Djævelens og det Ondes magt her i tilværelsen. Dette gælder både synden i den enkelte selv og den forfølgelse, de kristne udsættes for. I denne forbindelse må også kampen mod vranglærerne nævnes. Når det Onde har så stor magt i verden, er der mere sandheds-virkelighed, ja, livsbekræftelse i selv den mest pinefulde kamp mod det Onde end i en »flad« nydende affinden sig med verden, som den er. Alle udsagnene om at forlade og forsage alt og tage sit kors op skal forstås inden for dette kamp-perspektiv.
Menighedens liv er et eskatologisk liv med centrum i gudstjeneste- og fromhedslivet og med den rene vandels gode eksempel, kærlighedsgerningerne og missionsarbejdet som de afgørende udadvendte livsytringer.
Det nye Testamentes stærke etiske præg er på en måde et udtryk for en høj vurdering af menneskelivets her og nu: Når det er så vigtigt at hjælpe Næsten her og nu, må det være, fordi hans (og dermed også mit!) liv her og nu er tilsvarende betydningsfuldt. Samtidig er det dog ganske klart, at Det nye Testamentes etik ikke uden videre er »for menneskelivets skyld« i en rent pragmatisk her-og-nu-betydning. Der er for det første et stærkt lydighedselement i den - som der også var det i den gamle pagts etik. For det andet indgår den nødhjælps-etik, der i så høj grad er tale om, i det eskatologiske kamp-perspektiv og i menighedens vidnesbyrd for verden.
Det er karakteristisk for Det nye Testamentes tale om de kristnes forhold til dette liv i denne verden, at den næsten altid falder i polemiske sammenhænge. For eksempel kommer behandlingen af spørgsmålet om askese faktisk altid i stand ved, at asketisk sindede modstandere bringer det på bane - eller modstandere, der på en uoprigtig måde spiller på spørgsmålet om askese olgn. for at bringe Jesus på glatis! Svarene kan derfor ikke sidestilles med direkte og positivt fremsatte udsagn om forholdet til denne tilværelse. Vigtigt, men vist ikke tilstrækkelig påagtet er, at Jesus i disse situationer ofte betjener sig af sin guddommelige ironi!
Med alt, hvad der indtil nu er peget på, er der stadig intet egentligt sagt om denne tilværelses plads og betydning. Det er nærmest kun blevet bekræftet og begrundet, at der ikke kan uddrages en lære om dette spørgsmål af Det nye Testamentes skriftsteder! Samtidig er det dog også understreget, at den forsagelse, der tales så meget om i Det nye Testamente, ikke er en forsagelse af hverken livet eller tingene i og for sig, men en forsagelse af den og det Onde, der vil rive livet og tingene ud af tilhørsforholdet til Gud.
Det nye Testamente er imidlertid mere end blot en samling skriftsteder. I sin helhed handler det i eminent grad »om« denne tilværelse: menneskelivet og dets verden. Ja, netop »om«! Det er ikke denne tilværelse, der beskrives eller kommer til udtryk i NT. Det, der udsiges i NT, er noget andet end tilværelsen. Men netop som dette andet handler det, der udsiges i NT, om denne tilværelse.
Det gør det allerede i og med, at den Gud, der tales om, er den Gud, der har skabt verden og menneskelivet. Hver gang der tales om Gud, tales der således også om livet og tingene. Og der kan slet ikke tales om Gud eller hans gerning, uden at det hele tiden er underforstået, at det, der betegnes med ordet Gud, er livets og tingenes Giver og Herre.
Men helt afgørende handler Det nye Testamentes tale om menneskelivet og dets verden, fordi den Gud, der tales om, er den Gud, hvis Søn trådte ind i verden og blev menneske. I kraft af inkarnationen som den begivenhed, der i grunden er hele Det nye Testamentes særlige indhold, er dets omtale af denne tilværelse og dette menneskeliv noget helt andet end blot en tale, der kredser og kredser om verden.
Svend Bjerg kan udtrykke noget af dette således:
Menneskets livsfortælling går forud for den kristne grundfortælling, hvori den finder forløsning. Det gælder ikke om at nedbryde menneskets livshistorie, men derimod om at indfælde den i den rette sammenhæng med den kristne grundhistorie. (»Den kristne grundfortælling«, s. 337).
I nærværende sammenhæng må der så tilføjes: Og så længe åbenheden for denne indfældning er den kristne grundhistories tydelige mening, gælder det ikke om at lede efter de ting i den kristne historie, som jo netop er de ting, verdens og menneskets historie jo på forhånd består af. Pdes. er der min, menneskets, verdens historie som begivenhed, pdas. er der den kristne historie, dvs. frelseshistorien, som begivenhed, kulminerende i Kristus-begivenheden. Man skal derfor ikke lede efter »Weltlichkeit« i den kristne historie (endsige i dens enkelte skriftsteder!), men se forbindelsen i de to »historiers« sammenviklethed - hvoraf det fremgår, at min, menneskets, verdens historie også er Guds, og at den endelige mening med den særlige kristne historie er, at der engang atter kun skal være een historie. Selv det mest eksklusivt pilgrimskristne udsagn inddrager derfor principielt hele verdenshistorien og hele det enkelte menneskes historie.
På baggrund af, hvad der her er skitseret, kan der nu drages følgende konklusion:
Når Syndens og Dødens og Djævelens virkelighed, og alt hvad deraf følger, hele tiden fastholdes, således at der ikke kun i al almindelighed tales om »gudsforholdets primat«, men gudsforholdet klart forstås som omvendelsesforholdet til nådens og frelsens Gud, Skaberen, der som Frelseren træder ind til sin faldne skabning med syndernes forladelse og det evige liv, da er der ingen grænser (andre end Det dobbelte Kærlighedsbuds) for, i hvilket omfang og på hvor mange måder menneskets skal lade et glad og frejdigt og stærkt engagement i hele sit menneskeliv og hele sin mennesketilværelse her i verden, indgå i sit kristne gudsforhold, dvs. i sin samlede, totale kristne livsholdning og livsfølelse. Ja, dette er ikke bare tilladt, men i virkeligheden direkte nødvendigt; ellers ender både talen om og forholdet til kristendommens Gud i den rene tomhed - samtidig med, at det forhold, man alligevel altid vil have til sit liv, dets ting og dets verden, bliver en flov, uartikuleret affære!
En uddybning af denne forståelse får man, når man
læser Det nye Testamente sammen med Bibelens første del: Det gamle Testamente.
(Anden del af nærværende dobbeltartikel følger i et senere nummer). [Står nu her ovenfor].
* * *
* * * * * * * * *
Se også - længere oppe på denne underside - artiklen fra Præsteforeningens Blad 2007/13: ”Salmevalg i historisk og økumenisk perspektiv”!
Rækkefølgen er:
Højmessen
Særlig dåbsgudstjeneste
Gudstjeneste med
konfirmation
Brudevielsesgudstjenesten
Begravelses- eller
bisættelsesgudstjenesten
* *
[Denne tekst er påbegyndt 11.05.02 og er foreløbig
en ret umiddelbar nedfældning af mine erfaringer, tanker og overvejelser. Den
vil løbende blive revideret. Se seneste revisions-dato ovf. - Se også - længere oppe på denne underside - artiklen fra
Præsteforeningens Blad 2007/13: ”Salmevalg i historisk og økumenisk
perspektiv”!]
Som det kan ses af alle de øvrige tekster på såvel denne som de andre undersider, er jeg en god discipel af både Luther og Grundtvig. Kun med ond vilje vil man kunne kalde mig egentlig højkirkelig, endsige »halvkatolsk« i romersk forstand. Men som discipel af Luther og Grundtvig er jeg en økumenisk orienteret traditionalist med en vis praktisk økumenisk, mellemkirkelig erfaring, og jeg er overbevist om, at sådan som hele virkeligheden faktisk er, er det nødvendigt for os i den evangelisk-lutherske kirkeafdeling at holde os såvel den fælles vestkirkelige tradition som den aktuelle romersk-katolske gudstjenesteordning for øje, når vi forvalter vor egen gudstjeneste-tradition. (Andre gamle gudstjenesteordninger som fx den ortodokse liturgi, bør også kendes og være med i ens betragtning, men de ligger alligevel så fjernt, at det er begrænset, hvor megen direkte betydning de kan have for de forhold, der er tale om i nærværende tekst).
Når jeg taler om virkeligheden, sådan som den faktisk er, tænker jeg naturligvis især på det forhold, at vi i løbet af århundrederne siden Reformationen har mistet den direkte forbindelse til den fælles vestkirkelige tradition, og på det forhold, at gudstjenesten af mange, også mange præster, i meget høj grad opfattes som et sted, hvor der skal »forkyndes« i betydningen belæres, ja, som en slags undervisnings-time, hvori der af en eller anden grund også indgår nogle »sange«, bønner og læsninger. Eller som en slags salgs- eller hverve-møde. For slet ikke at tale om synet på gudstjenesten som noget, der – ikke mindst af hensyn til ungdommen – helst skulle være et underholdende »show«. Og bag ved dette ligger selvfølgelig en vækkelsespræget forståelse af gudstjenesten som nærmest en slags gudeligt »møde«.
Hertil kommer det post-moderne syn på både gudstjenesten og præsten - fra både menighedens og dennes egen side. Her er der for begge parters vedkommende tale om en person- og ego-centreret holdning, som bør imødegås af et mere objektivt syn på gudstjenesten som den Guds tjeneste for os, både præsten og den øvrige del af menigheden ydmygt og taknemmeligt bør give sig ind under.
Med min ganske store erfaring med den romerske messe vil jeg langt fra betegne den som den ideelle gudstjeneste-form, og her ser jeg bort fra de direkte teologisk dårlige elementer (messeoffertanken, Maria- og helgendyrkelsen) – som man jo sagtens kunne rense ud uden at ændre på formen som sådan. Det er kvantitativt set ganske små brøkdele af teksten, det drejer sig om. Nej, jeg mener, at den danske højmesse, som den 1992-2003 fejredes i mit eget pastorat (se oversigten til allersidst), er noget nær den ideelle gudstjeneste.
De afgørende fordele ved vores gudstjeneste (ud over selve den evangeliske teologi som sådan, herunder den frie, åbne og evangeliske prædiketradition) er, for det første enkelheden, det, at tingene står rent og klart og stærkt (ikke mindst i nadverliturgien, hvor romermessen med al respekt efter min mening er noget af en rodebutik), og for det andet de fantastiske muligheder, der ligger i en rolle salmerne spiller.
Hvad salmerne angår, er der jo dels selve de
kvaliteter, der ligger i vore salmer og i vor måde at bruge dem på, dels det
forhold, at der i kraft af det frie salmevalg er meget store
variationsmuligheder inden for en gudstjeneste, der i øvrigt er ens. Og dette
gælder i både tid og rum. Gennem salmerne kan lokale og nationale
(»folkemenighedsmæssige«) forskelle komme frem. Men også hver tidsalder kan
derigennem komme til at tale med Gud på netop sin måde. – Til dette svarer
præstens frie bøn før prædikenen og frie udformning af kirkebønnen fra
prædikestolen (se nf.). – Her er den lutherske gudstjeneste virkelig levende
i forhold til såvel den romersk-katolske som den ortodokse. Men ret forvaltet
altså i grunden ikke mindre – i ordets bedste betydning – traditionel!
Det afgørende er ikke at efterligne den
romerske messe, men at kende den og holde sig den for øje, når
man skal forvalte vor egen gudstjeneste og vælge dens salmer.
Hvilke mindre afvigelser fra, jeg kunne tænke mig i forhold til, hvordan Den danske Højmesse fejredes i mit eget pastorat, vil fremgå af det følgende.
Allerede – ja, ikke mindst – ved højmessens første del kommer de store vanskeligheder ved at sammenholde vor højmesse og den romerske messe frem.
I Den danske Højmesse (som den fejredes i mit pastorat) er der før leddene hilsen og kollekt følgende tre led: præludium (evt. »Introitus« sunget af kor eller kirkesanger), indgangsbøn og indgangssalme.
I den romerske messe er de tilsvarende led indgangssalme, korstegn og hilsen, syndsbekendelse, kyrie og gloria.
Noget forenklet kan man sige, at vort præludium svarer til den romerske indgangssalme, og indgangsbønnen enten ikke svarer til noget eller (med lidt god vilje) svarer til syndsbekendelsen, medens indgangssalmen (alt efter hvilken salme der er tale om) rummer (eller kan rumme) elementer, der svarer til såvel den romerske indgangssalme som det romerske kyrie og gloria (hvad de »lovsange«, der ofte vælges, jo ganske særligt gør). Og dette må man altså holde sig for øje, når man som præst skal vælge salmer.
Ved særlige lejligheder har vi her i pastoratet udvidede højmesser, hvor indgangsbønnen erstattes af kyrie og gloria (DDS 360 v 2). – Og hvor der også er enkelte andre udvidelser og ændringer. Se nedenfor.
Men nu til de enkelte led.
Som allerede nævnt kan orgel-præludiet erstattes af et sunget »Introitus«.
Men den afgørende overvejelse, man må gøre sig til dette gudstjenesteled er, om det kunne være ønskeligt, på en eller anden måde at genindføre indgangs-processionen i en »evangelisk forvendt« og evangelisk forstået form!
Jeg mangler endnu meget i et kende og forstå den romersk-katolske teologi om processionen, men jeg mener at vide så meget, at den i sin kerne rummer et embedssyn, som ikke uden videre kan forenes med den evangelisk-lutherske embedsforståelse. For så vidt jeg har forstået, er der i Den Romersk-Katolske Kirke tale om, at her holder Kristus sit indtog, repræsenteret af præsten, og sådan kan vi jo ikke se på det. Men de katolske præster, jeg har drøftet dette med, har også nævnt processionskorset og evangeliebogen, og hvad skulle der være galt i at bære disse ting ind i kirken ved gudstjenestens begyndelse som et udtryk for, hvad jeg allerede indledningsvis har sagt, at frelseshistorien altså kommer til os bagfra gennem kirkehistorien for at blive re-præsenteret i det, der nu skal til at foregå, og hvad præsten angår, kan man jo se helt bort fra al Kristus-repræsentation i hans person, men »nøjes« med at se ham som repræsentant for den »apostolske dimension«, der altid vil være i præstens tjeneste – også selv i den mest »lavkirkelige« forståelse deraf.
Et helt andet spørgsmål er, hvordan vi skal forholde os til de andre, der skulle deltage i processionen. Men jeg slutter foreløbig overvejelserne her. Det vigtigste er at have disse overvejelser med som en baggrund for ens forståelse af, hvad der sker ved gudstjenestens begyndelse. Og det er muligt at anlægge et evangelisk syn på processionen, for kristendommen kommer altså til os bagfra (gennem Kirkens historie), og kristenlivet er altså en vandring frem mod Guds Rige.
Ja, jeg slutter hermed overvejelserne over muligheden af en evangelisk forstået indgangsprocession. Men det minimale rudiment deraf må være, at præsten fra sakristiet eller fra rummet bag alteret går pænt og højtideligt for alteret, så at han altså (hos mig betyder »han« i sammenhænge som disse altid »han eller hun«), hvis han kommer fra rummet bag alteret går langs alterskranken, indtil han kommer ud for midten af alteret og der vender sig om mod alteret, gør et lille ophold, slår et kors for sig og går frem til alteret, som hilses med en lille bøjning af hovedet.
Sådan gør jeg. Men det er typisk for vor situation, at det er noget, jeg gennem årene selv er kommet frem til – uden helt at vide, hvorfor jeg gør det, eller hvad det betyder. Det eneste, jeg ved, er, at der er tale om en ærlig bestræbelse på at gå ydmygt og alvorligt ind i funktionen som leder af gudstjenesten – samtidig med at alt dette jo, ligesom mange andre af de ting, præsten gør i gudstjenesten, jo ikke kun gælder selve præsten og hans særlige tjeneste, men er bevægelser m.m., som alle gudstjenestedeltagere i princippet er med i.
Af alle de grunde, som her er fremført, har det stor betydning, at præsten naturligvis går for alteret iført messeklæder (messeskjorte og messehagel, eller for min skyld meget gerne stola) i den til kirkeårs-tiden passende farve. I alle kirker bør der i hvert fald være hvid/gylden, grøn og violet messehagel og/eller stola. I mindre sogne kan den røde farve, som jo kun bruges St. Stefans dag (26/12), pinsedag og anden pinsedag, godt erstattes af rød/gylden. – Ved dåb bør præsten bære stola. – Vekslende alter-antependier og klæder på prædikestolens læsepult i kirkeårets farver kan med fordel indføres.
Hvad kirkefarverne (de liturgiske farver) angår, bør iagttages »evangelisk enkelhed«. Noget af det hos den romerske kirke, der ikke bør efterlignes, er, som allerede sagt, »overbroderetheden«, og det gælder såvel selve gudstjenesten som hele kirkeåret.
At kirkeårets første dag, 1. søndag i advent, fejres som en glad fest, er en indiskutabel evangelisk landvinding. De følgende tre adventssøndage er violette. I hele jule-tiden frem til og med helligtrekongers dag (6/1) er farven hvid/gylden, St. Stefans dag (26/12) dog om muligt rød (martyrblodet).
Juleaften er et særligt problem. I den danske tradition er der vel i realiteten tale om en amputeret og fremrykket julenatsmesse. Hvis det skulle være rigtigt burde der rettes op på dette forhold. Der burde i hvert fald fejres midnatsmesse. Det gjorde vi i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i 1999 og 2000 – med glædeligt overraskende deltagelse, såvel kvantitativt som kvalitativt. Og den af så mange højt elskede eftermiddagsgudstjeneste burde have en mere jule-vigilieagtig karakter. Det har jeg prøvet jeg at give den i de pastoratet, hvor jeg har været præst. Og jeg har kun optrådt i præstekjole.
På søndagene efter helligtrekonger er farven grøn. Herefter følger »forfasten« (»septuagesimatiden«), som nu er afskaffet i Den Romersk-Katolske Kirke (hvor søndagene er »almindelige« - med grøn kirkefarve - frem til søndagen før askeonsdag), men så længe vi bevarer denne »forfaste«, er farven naturligvis violet. - TILFØJELSE 10.11.08: Jeg er blevet opmærksom på, at der i den gældende vejledning er valgfrihed mellem violet og grøn kirkefarve i »forfasten«/»septuagesimatiden«, og jeg overvejer mere og mere, om det alligevel ikke vil være det mest rigtige at bruge den grønne farve. Her spiller det utvivlsomt også ind, at jeg i min beskæftigelse med og lejlighedsvise (dog meget ofte i radio og tv) deltagelse i den romersk-katolske messe bliver mere og mere vænnet til at betragte denne tid som en del af den »almindelige«, og dermed grønne, tid mellem jul og faste.
I hele fastetiden skal farven være violet. Også skærtorsdag! (At bruge hvid/gylden her vil sløre billedet; ingen fest før påskedag!). Langfredag er sort. Præstekjole må være det naturlige. Mon der er nogen i Folkekirken, der bruger messeskjorte og sort stola?
Fra og med påskedag, til og med trinitatis søndag (hellig trefoldigheds fest) er farven hvis/gylden (pinsedag og anden pinsedag dog om muligt rør). – Bededag (tidligere: almindelig bods- og bededag) er violet, men bør flyttes til en fredag aften i efteråret.
Allehelgens dag (det vil sige. allehelgens søndag, første søndag i november) er farven hvis/gylden.
På en måde kunne jeg selvfølgelig godt overveje at ønske den særlige danske opfindelse, som indgangsbønnen er, afskaffet til fordel for syndsbekendelse og kyrie, eller i hvert fald det sidste. Men da vi alligevel hverken kan eller skal overtage den romerske messe helt, og da man som sand traditionalist også må forholde sig til vor egen historie siden 1536, kan jeg også godt ønske at bevare indgangsbønnen – som altså også godt kan ses som dækkende de her nævnte romerske led. – Vi bruger den korte form (Alterbogen s. 8).
Ved valget af indgangssalme må de ovenfor nævnte forhold tages i betragtning, hvilket vil sige, at der i fest- og hverdags-tider bør vælges salmer med lovsangspræg, i fastetiden salmer med bods-præg (svarende til kyrie). På 1. søndag i fasten synger vi fx her i pastoratet altid Af dybsens nød, o Gud, til dig.
Menighedens hilsen til præsten bør ud fra enhver betragtning være Og med din ånd! De andre muligheder hører de danske 1970’ere til.
Jeg messer normalt ikke, men gør det dog ved de ovf. nævnte udvidede højmesser. Som ung messede jeg altid, men mistede lysten, fordi jeg fornemmede modvilje mod det hos flere. En anden årsag var, at jeg undertiden havde problemer med at holde tonen og blev meget ked af det, hvis jeg var »dalet«. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg stod helt frit. Jeg har det meget godt med, bare at sige det hele til daglig, men ville være ked af det, hvis messesangen helt forsvandt. Det er igen et spørgsmål om tradition og gudstjenestens særlige karakter.
Jeg vælger den første af de to mulige i første tekstrække-år og den anden (missale-bearbejdelsen) i anden tekstrække-år. (Enkelte dage gør særlige forhold sig gældende).
Hertil vil jeg kun sige, at jeg er meget glad for, at denne læsning nu er kommet med i gudstjenesten. Igen! For det var den jo i den ældste kirke! Og uanset alt, hvad der ellers kan siges, må vi som kristne klart betragte den gammeltestamentlige historie som den første del af Frelseshistorien. – Jeg henviser desuden til ovenstående artikel om, netop GT-læsningerne i gudstjenesten: » For verdslighedens skyld«. - Kristeligt Dagblads Teologisk Forum 9/1987).
Der er dog een ting, jeg har det rigtig dårligt med, og det er de tilfælde, hvor den gammeltestamentlige læsning er taget fra Davidssalmerne! De er jo under ingen omstændigheder læsninger. Og helt galt bliver det, når der er tale om deciderede bede-bønner. Det er grotesk at stå vendt mod menigheden og forelæse noget for dem, der er en bøn henvendt til Gud! Davidssalmerne skal bedes, ikke forelæses. Her kan den moderne romerske messe være et i hvert fald delvist forbillede, nemlig for så vidt som man der synger Davidssalme-tekster som vekselsang efter den gammeltestamentlige læsning. I denne forbindelse begår jeg undertiden den lille »liturgiske selvtægt«, at jeg til »Salmisten skriver« føjer: »i bøn til Gud«. Og under alle omstændigheder holder jeg under oplæsningen af de deciderede bede-bønner øjnene stift nede i alterbogen. (Se videre nf. til punkt 7).
Efter læsningen begår jeg et andet af de meget få tilfælde af »liturgisk selvtægt«, jeg – meget mod mine principper – gør mig skyldig i. Der er dog tale om noget, jeg har lært af en af de præster, der medvirker ved den radiotransmitterede morgenandagt i Domkirken i København, nemlig at jeg efter læsningen siger: Sådan lyder Skriftens ord! (Svarende til, at romerkatolikkerne siger: »Så vidt Herrens ord« eller »«Dette er Skriftens ord«). At sige amen efter en læsning er ikke godt, og det er heller ikke godt at slutte uden noget. Det ville naturligvis også være godt, om menigheden svarede med fx »Priset være Herren«, som den gør det i den romerske messe.
Da vi nu ikke bruger Davidssalmerne direkte på dette sted, bør man helst vælge en af de mange Davidssalme-gendigtninger, vi har i DDS, eller tilsvarende salmer (fx DDS 17).
Når man ikke har messeleddet gloria med, kan en salme som Aleneste Gud i Himmerig godt synges på dette sted. Ellers skulle det jo være som indgangssalme. Men man kan jo ikke få alt til at passe. Selv vælger jeg denne lovprisning til den treenige Gud på dette sted på første og sidste søndag efter helligtrekonger og på første og sidste søndag efter trinitatis.
Så vidt jeg ved, har Jørgen Michaelsen skrevet nogle salmer til dette sted i gudstjenesten, men jeg har desværre ikke set dem endnu. Andre salmedigtere bør også forsøge. I det hele taget bør vore nulevende salmedigtere interessere sig for at skrive salmer med direkte henblik på de forskellige pladser i gudstjenesten. Jeg kan godt røbe, at jeg selv er i gang med nogle forsøg.
Den eneste bemærkning, jeg har til dette gudstjeneste-led, er, at jeg ikke forstår de såkaldte epistel-hadere! Det har jeg aldrig gjort, men jo ældre jeg bliver, jo stærkere virker det på mig at høre disse vidnesbyrd fra den ældste kirke. – I det hele taget er læsningerne som sådanne (og altså ikke bare evangeliet som afsæt for prædikenen) for mig af helt afgørende betydning, det er jo her, vi helt direkte oplever frelseshistoriens re-præsentation, ja, man kan sige, at dåben og nadveren er særtilfælde heraf (med »elementerne« og den helt konkrete personlige inddragelse i en handling som det særlige). – Men også bønnerne, herunder ikke mindst salmerne som bønner, eller som åndedrag i dialog med Gud, er naturligvis en væsentlig del af gudstjenesten forstået som andet og mere end bare »undervisning«, »kommunikation« eller »forkyndelse«.
Trosbekendelsen synges af alle. – Men placeringen her før evangeliet er dårlig. jeg kan selvfølgelig godt se problemet. I den gamle gudstjenesteordning var det fint, at trosbekendelsen fulgte efter læsningen af det evangelium, der ikke skulle prædikes over. Nu er denne placering af trosbekendelsen blevet den pris, vi er kommet til at betale for den gammeltestamentlige læsning. Problemet kunne dog løses ved, at man læste evangeliet fra alteret, efterfulgt af trosbekendelsen, og at præsten gik på prædikestolen efter enten en ekstra salme eller et orgel-efterspil efter trosbekendelsen. - En anden mulighed var at genindføre læsningen fra alteret af det evangelium, der ikke prædikes over – men altså med bevarelse af den gammeltestamentlige læsning. Men det har man nok ikke tid til eller ro på sig til. Og det ville måske også komme til at stride mod det enkelhedsprincip, jeg så stærkt holder frem. Selv ville jeg dog nok kunne leve godt med denne løsning, som jo også indebærer andre fordele, ikke mindst den, at den gamle første tekstrække så altid vil være repræsenteret ved højmessen.
Nu er jeg godt nok en stor discipel af Grundtvig. Men jeg er altså ikke grundtvigianer i den forstand, at jeg ikke opfatter trosbekendelsen som slet og ret menighedens svar på alle læsningerne, især evangelielæsningen. Ja, hvis vi skulle følge den romerske messe, skulle trosbekendelsen jo komme efter prædikenen. Men her har vi jo vore gode salmer, ikke mindst »evangeliesalmerne«, hvor evangeliet først genfortælles, og hvor der så til sidst kommer en aktuel tilegnelse af evangeliet og en bede-dialog som led deri. Så trosbekendelsen efter evangeliet er fint.
1992-alterbogens løsning er et udtryk for den jo i og for sig helt rigtige store vægtlæggen på prædikenen. Men det er en høj pris, der liturgisk set betales for at få evangelielæsningen med op på prædikestolen.
Brugen af messeklæderne er også et problem i denne forbindelse. Også jeg har et sådan syn på prædikenen, at jeg i hvert fald under ingen omstændigheder ville finde det godt at prædike iført messehagel. Stola ville være bedre. Men grundlæggende finder jeg det udmærket, at det liturgiske forløb suspenderes til fordel for den udlægning af evangeliet, der i høj grad er tale om i prædikenen – selv om prædikenens karakter af tilsigelse altså heller ikke må glemmes. Med denne forståelse af, hvad det betyder, at præsten aflægger messeklæderne, inden han går på prædikestolen, er det imidlertid helt tåbeligt, at der så alligevel skal være »liturgi« på prædikestolen i form af menighedssvaret »Gud være lovet for sit glædelige budskab«, ligesom det også er forkert, at messeklæderne aflægges inden læsnings-rækkens højdepunkt, ja, dette er direkte ødelæggende for den rette forståelse og oplevelse af læsningernes betydning i gudstjenesten.
Altså: Evangeliet burde læses fra alteret og efterfølges af enten en salme (et salmevers) eller et orgel-efterspil. Sådan har jeg også gjort ved de allerede omtalte udvidede højmesser (med orgel-efterspil).
Som det er nu, bliver denne salme salmen før evangeliet, hvorved den kommer til at svare til messeleddet halleluja – lovprisningen af Gud for det evangelium, vi nu skal høre. Der er ikke i DDS salmer med selve ordet »halleluja« til alle kirkeårets dage. Men i festtiderne (på festdage) kan det stort set lade sig gøre. Gerne med et enkelt eller nogle få vers; det skal jo netop være et glædes-udbrud, ikke en længere »meditation«. – På 1. søndag i advent vælger jeg her DDS 59 v 1. - I hele jule-tiden (fra og med Kristi fødsels dag, til og med helligtrekongers (søn)dag, men ikke St. Stefans dag) DDS 85 eller de første tre vers deraf, på helligtrekongers (søn)dag dog vers 1-4! – Fra og med anden påskedag (påskedag har vi en særlig formesse), til og med 3. søndag efter påske DDS 190. – 4. – 6. søndag e. påske DDS 259. – Kristi himmelfarts dag DDS 215. – Pinsedag og anden pinsedag DDS 240. – Trinitatis søndag DDS 464. – I helligtrekongerstiden og trinitatistiden vælger jeg salmer eller enkeltvers af lovprisningskarakter, ofte DDS 1. – I fastetiden (til og med Mariæ bebudelses dag) synger vi gennemgående DDS 172 (svarende til det gamle Tractus).
Med et vist ubehag (se ovf.) begynder jeg med »Dette hellige evangelium ...«, hvortil menigheden svarer »Gud være lovet ...«. – Inden prædikenen beder jeg en af mig selv formuleret bøn. Dette lægger jeg stor vægt på. Det er meget vigtigt, at der ikke kun i prædikenen, men også i denne ene bøn kommer helt nutidige formuleringer – ved den person, som i menigheden er sat til at lede gudstjenesten.
Det er en ringe løsning, når mange yngre præster blot indleder med »I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«. (I Brinth og 3 × Christiansen: "Højmessen i Den Danske Folkekirke. En liturgisk håndbog" (1999) tales der – men uden nogen henvisning - i denne forbindelse om »gammel kirkelig sædvane« (s. 94). I den romerske messe er det det allerførste, præsten siger ved selve gudstjenestens begyndelse – vel at mærke i sammenhængen »korstegn og hilsen«, idet alle siger amen efter disse ord.
Så er det da altid noget, når en del præster her bruger et salmevers som indledende bøn (navnlig når dette vers faktisk er en bøn); som det fremgår af prædiken-undersiderne, gør jeg selv sådan indimellem. Men det er alligevel for ringe, når præster slet ikke kan eller tør udnytte denne mulighed for at bede på en anden måde end i gudstjenestens øvrige bønner; det er ikke alene det, at en chance for noget helt nutidigt i gudstjenesten lades ubenyttet; det er også dårligt, for så vidt angår det eksempel og dermed den hjælp for det enkelte menighedsmedlems personlige bønsliv, der her kan gives.
Prædikenen slutter ikke med amen, men med lovprisningen (uden at have overvejet det nærmere, men i overensstemmelse med, hvad jeg altid har hørt, før jeg selv blev præst, bruger jeg »Lov og tak og evig ære ...«), hvorefter følger kirkebønnen, som jeg har min egen faste formulering af – med mulighed for aktuelle indskud og med nyredigeringer efter en vis periodes brug (se eksempler nf.). – Ved de udvidede højmesser beder jeg kirkebønnen for alteret – med menighedssvar efter hvert afsnit, altså Alterbogens Note 3 b (som jeg dog ikke er særlig begejstret for, men som jeg følger, idet jeg principielt er imod liturgisk selvtægt).
Her vælger jeg så vidt muligt en af de ovf. omtalte »evangeliesalmer« (altså fx på 5. søndag efter trinitatis efter første tekstrække (Peters fiskefangst) DDS 127). Men ellers en salme, der på tilsvarende måde fungerer som menighedens svar på evangelium og prædiken. Enkelte gange kan det også være en salme, der leder over til nadverfejringen.
Vi bruger nadverritual c (det fyldigste i selve
Alterbogen) med nadverbønnen »Lovet være du, hellige Gud og Fader ...«. For så
vidt angår præfationen begår jeg igen et lille stykke liturgisk
selvtægt, idet jeg tillader mig at bruge de i Tillægget (s.
På alle dage, hvortil der findes en særlig kollekt, bedes denne. I fastetiden bedes den anden af de til langfredag anførte indledningskollekter (Alterbogen s. 212). Tidligere bad jeg den første af disse (fastekollekten) i hele fastetiden, men nu bruger jeg kun denne som slutningskollekt langfredag (og den anden som indledningskollekt).
Jeg følger selvfølgelig også her 1992-oversættelsen. – For vel elsker jeg det gode gamle ord »åsyn«, men det nytter ikke noget at blive hængende i gammelt sprog. Den yderste konsekvens af dette er oldtidssprogene i de ortodokse kirkers liturgier.
Udgangssalmen skal være kort og lovprisende/takkende.
Vi bruger den korte form, det vil sige. den anden af de i Alterbogen s. 27 anførte.
Under orgelpostludiet går præsten ud, mens alle rejser sig. – Den nyere skik med at blive siddende under postludiet er en absolut uskik. Jfr. overvejelserne til præludiet om processionens mulighed eller dog processionen som baggrund for det, man gør, og forståelsen heraf.
* * *
Klokkeringning, sluttende med 3 x 3 bedeslag
Orgel-præludium (eller introitus (indgangs-sang), sunget at koret)
Indgangsbøn (bedt af kirkesangeren)
Lad os alle bede! - Herre, jeg er kommet ind i dit hus
for at høre, hvad du vil tale til mig. Opluk nu ved din Helligånd mit hjerte,
så jeg af dit ord kan lære at angre mine synder, tro på Jesus Kristus og hver
dag styrkes og bevares i denne tro. Amen.
Salme
Hilsen: Pr.: Herren være med jer! - Mh.: Og med din ånd!
Kollekt-bøn (hvorefter alle synger: Amen).
læsning fra det gamle
testamente
Salme
Læsning fra det nye testamente (epistel eller lektie) (hvorefter evt. dåb)
Trosbekendelsen (erstattes evt. af dåben - hvor den jo lyder i form
af tilspørgslen)
Pr.: Lad os bekende vor kristne tro!
Alle synger:
Vi
forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi
tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi
tror på Jesus Kristus hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved
Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død
og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels, siddende ved Guds Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi
tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund,
syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen, amen, amen!
Salme
Præsten på
prædikestolen
Evangelium
Pr.: Dette
hellige evangelium skriver evangelisten ...
Mh.: Gud være lovet for sit glædelige budskab!
Pr.: Læser dagens evangelium
Fri bøn. Prædiken. Lovprisning. Kirkebøn (se eksempler
nedenfor). Meddelelser. Apostolisk velsignelse
Salme
Nadver
Pr.: Opløft jeres hjerter til Herren! Lad os prise
Hans navn!
Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige ... (her
veksler ordlyden med kirkeårstiden) ... Derfor vil vi med hele din menighed på
jorden og i Himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang:
Mh.: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den
almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed. - Hosianna i det højeste!
Pr.: Velsignet være Han, som kommer, i Herrens navn!
Mh.: Hosianna i det højeste!
Pr.: Lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du
friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede Søns rige. Vi
ihukommer med taksigelse hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse
og himmelfart og forventer hans komme i herlighed. Vi beder dig: send din
Helligånd over os og dette måltid. Giv os i tro at modtage vor Herres Jesu
Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes
forladelse og evigt liv. Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle
troende og samles med din menighed, når du fuldender den i dit rige.
Mh.: Amen
Pr.: Vor Far, du, som er i himlene! Helliget blive dit
navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os
i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore
skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er
Riget og magten og æren i evighed!
Mh.: Amen
Indstiftelsesordene
O du guds lam (eet af nedenstående vers - efter kirkeårstiden):
O du Guds Lam!
med
korsets skam,
du
bar al verdens synder,
derfra
al trøst begynder;
miskundelig
forbarm
du dig
ELLER:
O du Guds Lam!
med
korsets skam,
du
bar al verdens synder,
dermed
al fred begynder,
af
kærlighed
giv
os din fred
ELLER:
O du Guds Lam!
med
korsets skam,
du
bar al verdens synder,
derfra
vort liv begynder;
vor
død til trods
opliv
du os!
Nadvermåltidet (altergang)
Kollekt-bøn
Pr.: Vi takker dig, Herre vor Gud, almægtige Fader,
fordi du har styrket os med dine livgivende gaver. Vi beder dig, at du vil
fuldende, hvad du har begyndt i os, styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre
den indbyrdes kærlighed levende iblandt os ved din Søn, Jesus Kristus, vor
Herre, som med dig og Helligånden lever og råder, én sand Gud fra evighed og
til evighed.
Mh.: Amen
Hilsen
Pr.: Herren være med jer!
Mh.: Og med din ånd!
Velsignelse
Pr.: Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade
sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og
give dig fred!
Mh.: Amen, amen, amen
Salme
Udgangsbøn (bedt af kirkesangeren)
Lad os alle bede! - Herre, jeg takker dig, fordi du
har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre. Hjælp mig nu, min Gud, at jeg må
holde fast ved dit ord og i liv og død styrkes og trøstes derved. Amen.
Orgel-postludium
- - -
Jeg har ved almindelige gudstjenester altid bedt kirkebønnen fra prædikestolen. Ved de ovenfor omtalte udvidede højmesser har jeg for alteret bedt den i Alterbogens »NOTE 3« angivne kirkebøn – uden ændringer, selv om der er en del ting i den, jeg ikke er begejstret for, men ved alteret ændrer jeg ikke noget – medmindre der skulle være tale om et indskud i en særlig situation).
Før 14.08.99 bad jeg den i selve højmesseordningen anførte traditionelle kirkebøn – med ændringer og indskud efter omstændighederne, men fra den tid af har jeg bedt af mig selv formulerede bønner i fx de nedenfor anførte versioner.
Lad os bede!
Gud, vor Herre! Du, verdens og Kirkens Herre!
Vi beder for Kirken, for alle medlemmer af dit folk, både her hos os og ud over hele jorden, og for alle, der har et embede, et ansvar eller en tjeneste.
... [Bøn i særlige situationer].
Men vi beder også for alle mennesker: om liv og sundhed og glæde. Og for alle, der har ansvar for, at livet betrygges og trives og udfolder sig.
... [Bøn i særlige situationer].
Vi beder særligt for alle mennesker i sorg og nød, både herhjemme i det nære og ude i verden, og for alle, der skal prøve at hjælpe og lindre og trøste.
[- Vi beder for alle, der sørger over tabet af deres kære.]
... [Bøn i særlige situationer].
Vi beder for hele vort danske folk og fædreland, og for al vor øvrighed ... [bøn i særlige situationer] ..., for Dronningen og hele det kongelige hus.
... [Bøn i særlige situationer].
Men først og sidst beder vi for os alle, at vi må se din frelses lys og være omfattet af din barmhjertighed! – Amen!
Lad os bede!
Gud, vor Herre! Du, verdens og Kirkens Herre!
Vi beder for Kirken, for alle medlemmer af dit folk, både her hos os og ud over hele jorden, og for alle, der har et embede, et ansvar eller en tjeneste.
Hjælp os til at være kristne i verden med kærlighed i vore hjerter og klarhed i vor tanke. Tilgiv os, når vi har gjort det forkerte eller forsømt det rette, og tag os så på ny i din tjeneste.
Men vi beder ikke kun for os kristne selv; vi beder for alle mennesker: om liv og frihed, sundhed og glæde. Og for alle, der i deres tjeneste og arbejde skal bidrage dertil.
Vi beder særligt for alle mennesker i sorg og nød, både herhjemme i det nære og ude i verden, og for alle, der skal prøve at hjælpe og lindre og trøste.
Vi beder for krigenes og ulykkernes ofre og for alle, der sætter livet på spil for at beskytte de uskyldige og hjælpe de nødlidende.
Vi beder for vort danske folk og fædreland, for hele vort samfund, for al vor øvrighed og for alle, der har ansvar og indflydelse eller skal udføre et arbejde eller en tjeneste. Beskærm vor dronning og hele det kongelige hus.
Men først og sidst beder vi for os alle, at vi må se din frelses lys og være omfattet af din barmhjertighed! – Amen!
* * *
UDVIDET
HØJMESSE
Enkelte gange i løbet af kirkeåret fejrede vi i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat en udvidet højmesse - med stort set alt, hvad der kunne trækkes ud af Alterbogen med Tillæg. Det kunne være på 1. søndag i advent eller på andre vigtige dage. Noget ganske særligt var de midnatsmesser, vi fejrede julenat 2000 og 2001 - i anledning af 2000-året for vor tidsregning og 2000-året for Jesu fødsel - så derfor indsættes den her. - Salmenumrene er ”oversat” til DDS 2003.
Midnatsmesse
julenat 2000
I den mest muligt udvidede form ifølge 1992-alterbogen og Tillægget dertil. 1. tekstrækkes tekster læses.
PRÆLUDIUM
Indledningsord (præst). - (Men altså ikke indgangsbøn).
DDS 2003 nr. 95: Fra Himlen højt kom
budskab her
KYRIE
Pr.: Kyrie eleison!
Mh.: Gud fader, forbarme dig!
Pr.: Christe eleison!
Mh.: Christe, forbarme dig!
Pr.: Kyrie eleison!
Mh.: Herre Helligånd, forbarme dig!
GLORIA
Pr.: Ære være Gud i det højeste!
og fred på jorden, i mennesker velbehag!
Mh.:
Vi love, vi prise og takke dig,
al æren skal dig tilhøre,
o Herre, Gud Fader i Himmerig,
for kærlighed, du os mon gøre!
Du alle ting har i vold og magt,
det alt må frem, som er din agt,
thi frygte vi ingen fare.
HILSEN
Pr.: Herren være med jer! - Mh.: Og med din ånd!
KOLLEKT (juleaften 2)
Pr.: Lad os alle bede!
Herre, vor Gud, denne nat har du gjort hellig, natten begyndte at lyse, det sande lys brød igennem, det oplyste hele verden. Her har vi set hans underfulde lys, og vi beder: Lad os se det engang i din himmel, og drikke dybt af dets glæde ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. - Mh.: Amen.
LÆSNING fra Det Gamle Testamente (Es. 9,1-6a)
DDS 2003 nr. 115: Lad det klinge sødt i sky
EVANGELIUM (læst fra alteret)
Pr.: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.
Mh.: Gud være lovet for sit glædelige budskab.
[Præsten læser evangeliet]
TROSBEKENDELSE (synges af alle)
[Orgel-efterspil]
Præsten på prædikestolen:
FRI BØN, PRÆDIKEN og LOVPRISNING - samt meddelelser og bekendtgørelser
Den apostolske
velsignelse
DDS 2003 nr. 114: Hjerte, løft din glædes vinger
KIRKEBØN
Pr.: Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til bedste for hverandre. - Det beder vi om.
Mh.: Herre, hør vor bøn!
Pr.: Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. - Det beder vi om.
Mh.: Herre, hør vor bøn!
Pr.: Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele dronningens hus. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet. - Det beder vi om.
Mh.: Herre, hør vor bøn!
Pr.: Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden. - Det beder vi om.
Mh.: Herre, hør vor bøn!
Pr.: Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde. - Det beder vi om.
Mh.: Herre, hør vor bøn!
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Mh.: Amen.
SALME før nadveren:
Mæt min sjæl, o Jesus sød,
med dit legem, livets brød,
vederkvæg mig, frelser min,
med dit blods den dyre vin!
Tag dit herberg så i mig,
at for evig jeg hos dig
leve må i Himmerig!
(Gl. salmebog nr. 422. Jfr. DDS 2003 nr. 463)
NADVERBØN
Pr.: Opløft jeres hjerter til Herren!
Mh.: Vi opløfter vore hjerter.
Pr.: Lad os takke Herren vor Gud.
Mh.: Det er værdigt og ret.
Pr.: Det er i sandhed værdigt og ret, at vi altid og alle vegne takker dig, Gud Fader, Almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre, som for vor skyld blev menneske, for at vi ved ham skulle blive dine børn. Med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synger vi din herligheds lovsang:
Mh.:
Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige.
Himlen og jorden er fuld af din herlighed.
Hosianna i det højeste!
Pr.: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.
Mh.: Hosianna i det højeste!
Pr.:
Lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede Søns rige. Vi ihukommer med taksigelse hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse og himmelfart og forventer hans komme i herlighed. Vi beder dig: Send din Helligånd over os og dette måltid. Giv os i tro at modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv. Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden med alle troende og samles med din menighed, når du fuldender den i dit rige. - Mh.: Amen.
FADERVOR
INDSTIFTELSESORDENE
O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
derfra vort liv begynder;
vor død til trods
opliv du os!
[Hvorefter altergæsterne går op]
NADVERMÅLTIDET
KOLLEKT
Pr.: Lad os alle bede!
Herre, vor Gud, himmelske Fader! Tilbedet og højlovet være du i kirken gennem alle slægterne og i evighedernes evighed, at du har åbenbaret din uudgrundelige nåde og evige barmhjertighed ved at give din enbårne Søn, at han skulle blive menneske, født af jomfruen Maria. Giv du os, som ved hans tro og dåb er fødte på ny til at være dine børn, at din Ånd må drive frygten og synden ud af vore hjerter ved din kærlighed, din fred og dit velbehag. Lad din Helligånd fylde vore hjerter med juleglæde og lad ham bære os med barnesind op for dit ansigt at bekende og lovsynge dig, vor Fader, og din elskede Søn, vor Herre Jesus Kristus, med hvem du lever og regerer i Helligånds enhed, fra evighed og til evighed! - Mh.: Amen.
HILSEN
Pr.: Herren være med jer! - Mh.: Og med din ånd!
VELSIGNELSE
Menighed.: Amen, amen, amen.
DDS 2003 nr. 101: Himlens morgenrøde
postludium
[Hvorunder alle går ud]
* * *
LØRDAGSDÅB
(”privat-dåb”) i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat i årene op til 2003
Når man i Døllefjelde-Musse-Herritslev pastorat kom til mig og begærede lørdagsdåb, sagde jeg altid, at det havde man jo desværre ret til, hvis man ville nøjes med det - og holdt så i øvrigt den særlige dåbsgudstjeneste så skrabet som overhovedet muligt. For uanset at det nok er en særlig tradition i Den Danske Folkekirke, at dåben så vidt muligt finder sted under den almindelige gudstjeneste på søn- og helligdage, så har det jo aldrig været meningen, at dåben skulle være en privat familieceremoni, tværtimod ligger det i dåbens væsen, at den menighed, der døbes ind i, er repræsenteret. - Se også teksten ”Prinsedåben 21.01.06” i de kronologisk ordnede tekster på denne side, som jeg begrunder med, at det er ”fordi jeg gerne vil kommentere trangen til selviscenesættelse i forbindelse med særlige dåbsgudstjenester, vielser og begravelser - og dermed støtte især de yngre og kommende præster i forhold til de krav, der stilles”.
Til sidst lagde jeg mig (i de få tilfælde, der jo blev
tale om!) fast på følgende lille
DÅBSGUDSTJENESTE:
Klokkeringning med 3 x 3 bedeslag
Præludium/forspil
396 Alle mine kilder skal være hos dig
Sædvanlig dåbs-salme (vers)
Dåb efter ritualet
Sædvanlig dåbs-salme (vers)
Dåbskollekt, hilsen og velsignelse. Med amen(er)/svar
403 Dig takke vi, o Jesus Krist
Postludium/efterspil
* * *
GUDSTJENESTE
MED KONFIRMATION
i
Døllefjelde, Musse og Herritslev Kirker
indtil
2003
1.
søndag efter påske, første tekstrække *)
Til og med prædikenen er alt, som det ville have været ved en almindelig højmesse - bortset fra, at trosbekendelsen jo kommer som del af konfirmationen. - Alle salmenumre er ”oversat” til DDS 2003.
Klokkeringning
Hvis vejret tillader det, går præst og konfirmander i procession til kirken fra et nærliggende hus. Efter de 3 x 3 bedeslag går præst og konfirmander ind i kirken, medens alle rejser sig.
Præludium, indgangsbøn
DDS 2003 nr. 408: Nu ringer alle klokker mod
sky
Hilsen
Pr.: Herren være med jer! - Mh.: Og med din ånd!
Kollekt (alle
år)
Almægtige Gud og Fader, nu, da vi har fejret påsken, beder vi dig, du, som er gavmild uden grænser: Hjælp os at holde påske hver dag i hele vort daglige liv ved vor Herre Jesus Kristus, din søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. - Mh.: Amen.
Læsning fra Det Gamle Testamente (Sl. 30)
DDS 2003 nr. 223 v 3 & 5: ”Danser
for Herren! Lovsynger hans navn!”
Epistel (1. Johs. 5,1-5)
DDS 2003 nr. 218: Krist stod op af døde
Evangelium (Johs.
20,19-31)
Fri bøn. Prædiken. Lovprisning. Kirkebøn. Meddelelser. Apostolisk velsignelse
DDS 2003 nr. ”246 v 4-6”: Brat, Herre Jesus, blandt dine du stod [=
nr. 212 i den gamle salmebog]
KONFIRMATION
Samtale mellem
konfirmanderne og præsten
Præstens tale til konfirmanderne
Bøn
Vor Gud og Fader i himlen. Vi takker dig, fordi du tog imod os, da vi blev døbt. I Jesus Kristus har vi lært dig at kende, så vi kan leve som dine børn og tro på din kærlighed. Derfor beder vi dig: Bekræft for de unge, at du vil være med dem alle dage indtil verdens ende. Styrk dem med dit levende håb og bevar dem fra det onde, så din glæde må leve i dem. Amen.
DDS 2003 nr. 481 v 4: Fader vor i høje sale
Præsten og konfirmanderne går op i koret.
Trosbekendelsen - synges på sædvanlig måde af præsten, konfirmanderne og hele resten af menigheden.
Konfirmation:
- Konfirmanderne knæler ved alteret, evt. holdvis.
- Hver enkelt konfirmand nævnes ved navn. Forældre og andre pårørende rejser sig.
- Konfirmandens skriftord.
- Konfirmation (håndspålæggelse og velsignelse):
Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!
- For hvert hold siger præsten: Fred være med jer!
- Fadervor (bedes i kor af alle).
Under det lange forspil til næste salme går konfirmanderne ned på plads.
DDS 2003 nr. 482: O Herre god og
frelser from
Kollekt-bøn
Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig, fordi du har velsignet de unge og bekræftet dem i deres dåb. Sammen med alle dine døbte beder vi dig, at vi ved dit ord kan tro på, at vi livet igennem er dine børn, så at vi med håb kan vende os imod fremtiden og af dig lære at elske vor næste. Giv os styrke til i dit navn at kæmpe mod det onde. For du har begyndt din gode gerning i os og vil fuldføre den indtil den dag, hvor vi skal se dig, vor Fader, og din Søn, Jesus Kristus, i Helligåndens enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. - Mh.: Amen.
Hilsen
Pr.: Herren være med jer! - Mh.: Og med din ånd.
Velsignelse
Pr.: Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred! - Mh.: Amen, amen, amen.
Salmebogen nr. 453:
Vort løsen er vor tro og dåb
Udgangsbøn
Postludium
Præsten og konfirmanderne går ud - fulgt af alle de andre .
- - -
FOTOGRAFERING
[Således på det blad med gudstjenestens gang og læsninger, der blev uddelt:] Når menigheden er kommet ud af kirken, samles alle konfirmanderne oppe i koret til fotografering. Når den officielle fotograf er færdig, kan også andre komme til at fotografere, både hele holdet og enkelte konfirmander. Husk, at også processionen før gudstjenesten er god at fotografere. Under selve gudstjenesten er fotografering derimod ikke tilladt.
- - -
(* I anden tekstrække-år læstes Es. 43,10-12 -
ApG 2,22-28 (”B
* * *
BRUDEVIELSE
i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat 1992-2003
Denne form er
ganske nøje en af de muligheder, der er givet i 1992-ritualbogen.
INDGANG (præludium)
INDGANGSSALME
HILSEN
Præsten (herefter
forkortet: Pr.):
Herren være med
jer!
Menigheden
(herefter forkortet: Mh.):
Og med din ånd!
INDLEDENDE BØN
Pr.: Lad os alle
bede!
Herre, vor Gud,
himmelske Fader!
Vi takker dig for
livet, du gav os, og for alle dem, der har vist os kærlighed, fra vi var børn
og indtil i dag. Vi beder dig: Giv os stadig, hvad vi behøver, og forny daglig
vor indbyrdes kærlighed ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og
regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.
Mh.: Amen.
LÆSNING
Pr.: Således står
der skrevet:
Da Gud havde skabt
himlen og jorden, havet, solen, månen og stjernerne, planterne og dyrene sagde
han: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske
over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der
kryber på jorden.« Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte
han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem”.
Og vor Herre Jesus
Kristus siger:
”Har I ikke læst,
at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor
skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal
blive ét kød’? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har
sammenføjet, må et menneske ikke adskille”.
Og apostlen Paulus
skriver:
”Bær hinandens
byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige
og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed.
Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde
den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I
iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd”.
SALME (hvorefter
brudeparret træder frem foran alteret).
PRÆDIKEN
TILSPØRGSEL OG
ERKLÆRING
Pr.: Så tilspørger jeg
dig N.N. (brudgommens navn): Vil du have N.N. (brudens navn), som hos dig står,
til din ægtehustru?
Brudgommen: Ja!
Pr.: Vil du elske
og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den
almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru,
indtil døden skiller jer ad?
Brudgommen: Ja!
Pr.: Ligeså
tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn): Vil du have N.N. (brudgommens navn),
som hos dig står,
til din ægtemand?
Bruden: Ja!
Pr.: Vil du elske
og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den
almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand,
indtil døden skiller jer ad?
Bruden: Ja!
Pr.: Så giv
hinanden hånd derpå!
Præsten lægger sin
hånd på deres hænder og siger:
Eftersom I forud
har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette
for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så
forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.
(Her kan brud og
brudgom eventuelt give hinanden vielsesringe).
FORBØN
Pr.: Lad os alle
bede!
Mens brudeparret
knæler, siger præsten med håndspålæggelse:
Kære himmelske
Fader!
Giv denne brudgom
og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske
hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må
leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger!
Hør os i Jesu navn:
Vor Fader, du som
er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i
himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor
skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men
fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Fred være med jer!
Brudeparret sætter
sig.
SALME
SLUTNINGSKOLLEKT
Pr.: Lad os alle
bede!
Herre, vor Gud,
himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare
denne ordning og velsignelse urokket iblandt os. Giv alle kristne ægtefolk ved
din Helligånd, at de må hjælpe hinanden til at holde fast ved din frelsende
nåde. Gør dem glade i håbet, tålmodige i trængslen og udholdende i bønnen, og
styrk dem til at være levende lemmer af din menighed, så at de engang med den
kan samles hos dig i dit rige, hvor du med Søn og Helligånd lever og regerer,
én sand Gud fra evighed og til evighed.
Mh.: Amen.
VELSIGNELSE
Pr.: Herren være
med jer!
Mh.: Og med din
ånd!
Menigheden står op
under velsignelsen, mens præsten siger:
Herren velsigne dig
og bevare dig!
Herren lade sit
ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit
ansigt mod dig og give dig fred!
Mh.: Amen. Amen.
Amen.
UDGANGSSALME
UDGANG (postludium)
* * *
BEGRAVELSESGUDSTJENESTEN
i
Døllefjelde-Musse-Herritslev 1992-2003
Denne form er i alt
væsentligt en af de muligheder, der er givet i 1992-ritualbogen.
KLOKKERINGNING
PRÆLUDIUM
SALME
HILSEN
Præsten siger:
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.
INDLEDNINGSKOLLEKT
Præsten siger: Lad os alle bede!
Præsten læser derefter én af følgende bønner:
Almægtige, evige Gud, barmhjertighedens Fader, og al trøsts Gud, hør os, når vi i sorgen og savnet kalder på dig, og hjælp os med trøst og styrke i vor nød, ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed.
Eller (fra Prøveritualbogen 1963):
Herre, vor Gud, himmelske Fader. Du, som af din faderlige kærlighed til os har givet os din enbårne Søn, for at vi skal tro på ham og ved ham have evigt liv, vi beder dig, giv din Helligånd i vore hjerter, så vi må være bestandige i troen indtil enden og således blive salige, ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed.
Eller:
Almægtige, evige Gud, himmelske Fader, vi takker dig, fordi du har elsket verden således, at du har givet din Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi beder dig, at du vil trøste og styrke os i al sorg og bevare os i en levende tro på din enbårne Søn, så at vi engang med alle dine frelste må komme hjem til dig og prise og love dig i evighed ved din elskede Søn, vor Herre Jesus Kristus, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed.
Menigheden: AMEN!
LÆSNINGER
Først den særlige læsning til denne begravelsesgudstjeneste (en til den pågældende gudstjeneste særligt udvalgt tekst fra GT eller fra NT uden for evangelierne).
Umiddelbart derefter (altid): Påskeevangeliet.
SALME
PRÆDIKEN
Bøn. Skriftord (så godt som altid et ”Jesus-ord”). Prædiken. Bøn.
SALME
SLUTNINGSKOLLEKT
Præsten siger: Lad os alle bede!
Præsten læser derefter én af følgende bønner (fra Prøveritualbogen 1963)::
Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for din store nåde og barmhjertighed, at du har hengivet din Søn for vore synder og oprejst ham af døde, os til evig retfærdighed. Vi beder dig, at du ved din Helligånd vil lede og styre os efter din vilje og nådig bevare os i en sand tro, vogte os for alle synder og efter dette liv opvække os til det evige liv, ved din elskede Søn, Jesus Kristus vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed!
Eller:
Almægtige, evige Gud, vi takker dig, fordi du ved din Søns død tilintetgjorde synden og døden og ved hans opstandelse åbnede os adgang til retfærdighed og evigt liv. Vi beder dig, giv os nådigt at tro det af hjertet, holde fast ved denne tro og altid prise og takke dig ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.
Menigheden: AMEN!
DEN ARONITISKE VELSIGNELSE
Menigheden: AMEN, AMEN, AMEN!
SALME (Efter salmen stiller de, der skal bære, sig op ved kisten).
POSTLUDIUM
Kisten bæres ud. Kirkesangeren slutter sig i våbenhuset til ved at gå foran kisten til venstre for præsten.
JORDPÅKASTELSE (på kirkegården)
Præsten indleder med lovprisning:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Præsten kaster jord på kisten tre gange med ordene:
(N.N.) Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.
Præsten: Lad os bede!
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Den apostolske velsignelse:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
SALME(VERS)
Eventuelt TAK
* * *
BISÆTTELSESGUDSTJENESTEN
i
Døllefjelde-Musse-Herritslev 1992-2003
Denne form er i alt
væsentligt en af de muligheder, der er givet i 1992-ritualbogen.
KLOKKERINGNING
PRÆLUDIUM
SALME
HILSEN
Præsten siger:
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.
INDLEDNINGSKOLLEKT
Præsten siger: Lad os alle bede!
Præsten læser derefter én af følgende bønner:
Almægtige, evige Gud, barmhjertighedens Fader, og al trøsts Gud, hør os, når vi i sorgen og savnet kalder på dig, og hjælp os med trøst og styrke i vor nød, ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed.
Eller (fra Prøveritualbogen 1963):
Herre, vor Gud, himmelske Fader. Du, som af din faderlige kærlighed til os har givet os din enbårne Søn, for at vi skal tro på ham og ved ham have evigt liv, vi beder dig, giv din Helligånd i vore hjerter, så vi må være bestandige i troen indtil enden og således blive salige, ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed.
Eller:
Almægtige, evige Gud, himmelske Fader, vi takker dig, fordi du har elsket verden således, at du har givet din Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi beder dig, at du vil trøste og styrke os i al sorg og bevare os i en levende tro på din enbårne Søn, så at vi engang med alle dine frelste må komme hjem til dig og prise og love dig i evighed ved din elskede Søn, vor Herre Jesus Kristus, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed.
Menigheden: AMEN!
LÆSNINGER
Først den særlige læsning til denne begravelsesgudstjeneste (en til den pågældende gudstjeneste særligt udvalgt tekst fra GT eller fra NT uden for evangelierne).
Umiddelbart derefter (altid): Påskeevangeliet.
SALME
PRÆDIKEN
Bøn. Skriftord (så godt som altid et ”Jesus-ord”). Prædiken. Bøn.
SALME
JORDPÅKASTELSE
Præsten indleder med lovprisning:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Præsten kaster jord på kisten tre gange med ordene:
(N.N.) Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.
Præsten: Lad os bede!
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
DEN ARONITISKE VELSIGNELSE:
SALME (Efter salmen stiller de, der skal bære, sig op ved kisten).
EVT. TAK
POSTLUDIUM
(Kisten bæres ud. Kirkesangeren slutter sig i våbenhuset til ved at gå foran kisten til venstre for præsten. Når kisten er sat ind i rustvognen følger alle med ud til vejen, præsten og kirkesangeren går lige efter rustvognen, men ude til siden, så de ikke spærrer for de nærmeste pårørende.
* * *
[1] På russisk betyder "de hellige" jo "helgenerne"!
[2] Se Ole Jensen: Teologi mellem illusion og restriktion, Rønne 1977, s. 246 - og navnlig note 82 dertil.
[3] Der spilles her på en bog, som har været til væsentlig inspiration ikke blot for den gammeltestamentlige del af nærværende dobbeltartikel, men for hele den mere omfattende beskæftigelse med de her behandlede spørgsmål: Walther Zimmerli: Die Weltlichkeit des Alten Testaments, Göttingen 1971.
[i] Det gælder først og fremmest brugen af den bog, der blev udgivet ved stiftets jubilæum i 1954: »Lolland-Falsters Stift i 150 år«, herefter betegnet enten som »1954-jubilæumsbogen« eller ved forkortelsen LFS. - Der vil kun blive henvist til sidetal, men de pågældende forfattere (lokal-kirkehistorikere!) er: N.M. Plum (biskop her 1942-1950) med kapitlet »Lolland-Falsters Stifts oprettelse og første biskopper« (s. 41-119). - A. Nyholm (se slutningen af denne note): »Perioden 1849-87« (for så vidt angår biskopperne - s. 120-166). - S. Klitgaard Sørensen (sognepræst i Slemminge-Fjelde 1936-1970, fra 1956 tillige provst for Musse Herreds Provsti (stort set svarende til vore dages Lolland østre Provsti)): »Lolland-Falsters bisperække 1887-1950« (s. 167-192). - H.L. Houmand (må være identisk med sognepræsten i Åstrup på Falster fra 1941 (f. 1892)): »Præster og præstekonventer« (s. 245-273). - Desuden er »Kirke-Leksikon for Norden« (1900-1929) og »Dansk Biografisk Leksikon« (tredje udgave) blevet benyttet. Samt selvfølgelig de forskellige udgaver af »Kirkelig Håndbog«. Og jeg har foretaget biblioteks-søgning på Internettet. Hertil kommer de oplysninger fra nuværende og tidligere præster her i stiftet om både de pågældende selv og andre, der er kommet ind som resultat af den i teksten omtalte e-mail. Men jeg har jo også selv boet her i stiftet stort set altid, så at jeg har kendt eller hørt om de fleste af præstegårdsteologerne siden 1954! - Den »A. Nyholm«, som har skrevet afsnittet om biskopperne 1849-1887 i 1954-jubilæumsbogen, er identisk med den i Kirkelig Håndbog 1951 nævnte (og i bogens forord omtalte) Asger Nyholm, f. 1901, cand. mag. i historie 1933, dr. theol. 1947 (»Religion og Politik (D.G. Monrad)«), en kort tid fungerende som hjælpepræst (ikke her i stiftet), senere seminarielærer og til sidst seminarieforstander i Tønder (1947).
[ii]
Om Lindbergs på mange - men ikke alle - måder uheldige optræden i sin
Tingsted-tid kan man læse i 1954-jubilæumsbogen side
[iii] Johs. B. Boysen er en af de præstegårdsteologer, som ligger i denne artikels grænseområde. Han var meget belæst og meget vidende, ikke mindst på områderne liturgi og økumeni (»mellemkirke«), hvor han er min store lærefader. Han var husven i anden generation hos os i Døllefjelde Præstegård. Han havde i sin tid skrevet speciale om Oldkirkens gudstjenesteformer og var medlem af det liturgiske selskab Teologisk Oratorium. Som slesviger havde han et åbent, men samtidig uimponeret forhold til fx Den Romersk-Katolske Kirke. I øvrigt har Boysen i i hvert fald eet tilfælde været vejleder for en vordende præst under særuddannelse.
[iv] Afhandlingens latinske titel: ”De formis quiescentibus lingvarum Semiticarum”. Og dette emne har jo forbindelse til teologien, for så vidt som de sprog, Det gamle Testamente er skrevet på, hebraisk og aramaisk, sammen med bla. arabisk hører til de semitiske sprog.
[v] Desuden i »den ualmindelig livligt skrevne skildring af Laurentius Valla og af Baselerkonciliet« (LFS 154). Bogens titel er (iflg. Holger Villadsens bibliografi): »Den første Kamp om den apostolske Troesbekjendelses Oprindelse, Laurentius Valla, Koncilet i Firenze«. - Laurentius Valla (f. o. 1405), italiensk humanist, som på flere punkter kritiserede den daværende kirke - bla. for så vidt angår opfattelsen af den apostolske trosbekendelse som stammende direkte fra apostlene! - »Baselerkonciliet« (1431-1449) er det sidste af det 15. århundredes forsøg på at reformere den kirke, der efter Martin Luthers fremtræden endte med at blive splittet. Når der i bogtitlen står »Firenze«, hænger det sammen med, at der i forbindelse med stridigheder på koncilet i Basel oprettedes et modkoncil i Firenze! - Det er i øvrigt et sjovt lille forhold, at den her omtalte Monrad-bog iflg. Holger Villadsens bibliografi blev anmeldt i »Theologisk Tidsskrift« af Monrads efterfølger H.V. Sthyr (biskop 1887-1897). Biskop Sthyr har i alt 7 numre i bibliografien, men det er enten anmeldelser eller artikler, og kun to numre er fra hans bispetid. Det emne, biskop Sthyr åbenbart særligt har beskæftiget sig med, er samlingen af Det nye Testamentes skrifter, og denne beskæftigelse har han i 1896 sammenfattet i udgivelsen af »De nytestamentlige Skrifters Tilblivelse fremstillet i Sammenhæng med Aposteltidens Historie. En Række offentlige Foredrag holdte for Lægfolk«.
[vi] Ved den såkaldte mageløse opdagelse i 1825 så Grundtvig - rigtigt - at det ikke kan nytte noget at diskutere, hvad der er den sande kristendom, ved - populært sagt - at slå hinanden i hovedet med skriftsteder (som man mere eller mindre vilkårligt har plukket ud); vil man vide, hvad der til alle tider har været, og fortsat må være, den sande kristendom, må man se på, hvad der altid har været betingelsen for at blive optaget i Kirken, og det er jo trosbekendelsen i tilspørgslen ved dåben. Senere drev Grundtvigs ejendommelige tanketvang ham til den påstand, at den apostolske trosbekendelse ligefrem - ordret - var blevet overdraget apostlene af den opstandne Kristus i tiden mellem påskedag og himmelfarten! - Og denne artikels forfatter må altså - med al kærlighed til Grundtvig - give Monrad ret i hans afstandtagen fra denne udvikling i Grundtvigs syn på trosbekendelsen.
[vii]Jeg har selv prøvet noget tilsvarende med sjældne Grundtvig-bøger på Centralbiblioteket i Nykøbing.
[viii] Efter de omdannelser, der siden er sket, er det sådan, at Holger Villadsen og hans kone Anne Birgitte Villadsen (som er kirkebogsførende sognepræst) begge er ansat i »storpastoratet« Kappel-Vestenskov-Arninge-Tillitze og bor i Kappel Præstegård .
[ix] Da vi prøvede at fejre middelaldergudstjeneste i Døllefjelde Kirke i anledning af 640-året for Hertug Christoffers gavebrev, var Holger Villadsen meget hjælpsom og leverede fotokopier med såvel de gamle latinske tekster som noderne til den gregorianske sang.
[x]
Se fx Jes Peter Asmussen og Jørgen Læssøe (red.): Illustreret
Religionshistorie, København 1968, Bd. I, s.
[xi] Det har ikke været muligt at komme nærmere ind på gråd-latter-motivet i nærv. artikel. Se dog Joel-citatet til allersidst.