|
INTERNATIONALT - men efterhånden overvejende med POLSKE ting! Bent
Christensen |
Denne side er
senest blevet opdateret 29.10.17: JOHANNES BUGENHAGENS POMMERN-HISTORIE.
- Informator Polski nr. 2-3 2017. - Forrige:
DYBT BEVÆGENDE SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017. - Lillebror til en af de på
Slaglille Kirkegård begravede polske RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn.
- Med link til Facebook-billedalbum.
* * *
JOHANNES
BUGENHAGENS POMMERN-HISTORIE. - Informator Polski nr.
2-3 2017.
DYBT
BEVÆGENDE SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017. - Lillebror til en af de på Slaglille
Kirkegård begravede polske RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn. - Med link
til Facebook-billedalbum. - 18.09.17.
NOGLE
AF DE LOLLANDSKE ROEPOLAKKER VAR UKRAINERE. - Fra Polakkasernen i Tågerup til
Ukraines nyere historie. - 29.04.15.
ULVE,
FÅR OG VOGTERE. - Internetversionen af den danske tekst, der er grundlaget for
min på polsk skrevne anmeldelse "Wilki, owce i strażnicy" i det polsk-danske kvartalsskrift
Informator Polski nr. 88-89, sommer-efterår 2014. - Sat på her 15.09.14.
TRE
AF ADAM MICKIEWICZ'S KRIMSONETTER. Trykt i det polsk-danske kvartalsskrift
Informator Polski nr. 88-89, sommer-efterår 2014. - Sat på her 15.09.14
TANDLÆGEBESØG
M.M. I SZCZECIN. Fra undersiden "Erindringer - DAGBOG". -
25.08.14.
MERE
UKRAINE! - OPLYSNINGER (med polske links) OM DE ETNISKE, SPROGLIGE OG
KIRKELIGE/RELIGIØSE FORHOLD I UKRAINE. - På min Facebook-væg og her 27.03.14.
BOŻE, COŚ POLSKĘ / GUD, DU, SOM POLEN. - Tre vers af den polske
nationalsalme med min oversættelse til dansk. - I anledning af
70-årshøjtidelighederne i Slaglille.
SIDEGEVINSTER. Oplevelser gennem en uge i
Szczecin-området ud over deltagelsen i integrationsdagene i Chojna.
- Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013.
POLSK-DANSK HØJTIDELIGHED I MINDELUNDEN DEN 9.
NOVEMBER 2013
1943 - SLAGLILLE - 2013. Et Facebook-billedalbum. -
Gudstjeneste og andagter i anledning af 70-året for nedskydningen af en RAF
Halifax-bomber med polsk besætning og fem medlemmer af den danske familien
Christensens død i forbindelse dermed.
POLEN I DANSK LITTERATUR. - 1. Fra Knud Lyne Rahbek
til Carsten Hauch. - 2. Fra Georg Brandes til Maria Helleberg. - Dobbeltartikel
i Informator Polski nr. 2-3 (84-85) og 4 (86) 2013, september og december 2013.
- "Informator" er et kvartalsskrift, som udgives af den polsk-danske
paraplyorganisation Federacja „Polonia”. - Efter
Informator Polski-versionen står den uforkortede
version af artiklen. - 13.04.15: TILLÆG til begge versioner af artiklen "Polen i
dansk litteratur": D.G. Monrads digt "Til Diebitsch", som formodentlig er skrevet ret kort efter
den polske Novemberopstand 1830-1831.
INFORMATOR POLSKI 2-3/2013. - Tekster til
Facebook-billedalbum med kopier af forsiden af Informator Polski 2-3/2013 og de
fire sider med første del af min artikel "Polen i dansk litteratur"
samt af billederne fra Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor Polsk-Dansk Forening
i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året for de
første roepolakkers ankomst til Gedser.
Tekster til FB-billedalbummet CHOJNA
OG SZCZECIN-ZDROJE 2013. (Fra polsk-tysk-danske
økumeniske integrationsdage og Bonhoeffer-mindehave).
TO POLSK-DANSKE JUBILÆER. - Billedtekster til
Facebook-billedalbum med billeder fra Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor
Polsk-Dansk Forening i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede
120-året for de første roepolakkers ankomst til Gedser.
BILLEDER FRA VORT MELLEMKIRKELIGE LIV. - Tekster til
lysbilledforedrag (og Facebook-billedalbum) om Annas og mine mellemkirkelige
oplevelser fra begyndelsen af 1970'erne til nu. -
Tekster og link til billedalbummet "OPLEVELSER
MED POLAKKER 1990-2012".
PÅ FACEBOOK OM INFORMATOR
4/2012. - Sat på både der og her 12.12.12.
Tekster og link til FACEBOOK-BILLEDALBUM FRA DEN
POLSK-DANSKE HØJTIDELIGHED PÅ SLAGLILLE KIRKEGÅRD 10.11.12.
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. oktober 2012
- Polsk husindvielse aftenen før Harald Blåtand-dagene 4. - 5. oktober
2012.
- Referat af Harald Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5. oktober 2012 (med
forskellige links).
- Den danske version af mit på universitetet i Szczecin på polsk
fremførte konferenceindlæg "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern
til i dag".
- Det uforkortede grundmanuskript til
konferenceindlægget "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i
dag".
- Endnu et ekko fra Szczecin 4/10 - 5/10 2012. Oversættelse af omkvædet
til den polske sang "Abyśmy byli jedno" (med udførlige
kommentarer).
FRA PRÆSTEGÅRD TIL INDKØBSHELLIGDOM. - Min sidste
artikel om den 1829(!) afsnit lange polske præstegårdsserie
"Plebania" (præstegården). - Informator Polski. Nr. 2-3 (80-81) 2012.
Sat på her 15.08.12. - En uforkortet version står lige efter.
ANDAGT PÅ SLAGLILLE KIRKEGÅRD DEN 12. NOVEMBER 2011. -
Også tekster og link til Facebook-billedalbum.
HARALD BLÅTAND-TEKSTSAMLING. - Tekster og links i
forbindelse med og fra Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011.
- LINKS TIL BILLEDER OG REFERAT FRA DAGEN.
Sat på 22.09.11.
- BISKOP PETER FISCHER-MØLLERS
"HILSEN" ved den polsk-danske gudstjeneste i Roskilde Domkirke d. 4. september
2011 i anledning af 1025 året for Harald Blåtands død i Polen og begravelse i
Roskilde
- HARALD BLÅTAND-DAG I ROSKILDE.. - Min
artikel på Lolland-Falsters Folketidendes kulturside 29.08.11.
- HARALD BLÅTAND-MARKERING I ROSKILDE. -
Min egen grund-foromtaletekst. - Sat på 29.08.11.
- HARALD BLÅTAND VAR DEN FØRSTE DØBTE
REGERENDE KONGE. KD Online og Facebook 04.08.11.
- HARALD BLÅTAND-MARKERING I ROSKILDE DEN
4. SEPTEMBER 2011. - Facebook-note 13.07.11
- HARALD BLÅTAND OG DANMARK-POLEN.
"Opfølgning" i Lolland-Falsters Folketidende 08.07.11.
- NY UNDERSØGELSE SLÅR FAST: DANERKONGEN BOEDE I JELLING. Artikel i Kristeligt Dagblad
16.08.13 (NB!
2013).
NÆRKONTAKT MED ”PLEBANIA”. Anna og Bent Christensen
besøgte Besta Film i Warszawa den 18. november 2010. -
Sat her på siden 16.04.11.
PÅ SPORET AF ”PLEBANIA” - EN SLAGS PILGRIMSFÆRD. -
”Informator Polski” nr. 4 (74) 2010. Sat her på siden 06.12.10. - Derefter den
uforkortede grundversion af denne beretning.
TUR 2010 TIL POLEN OG TIL VENDERNE/SORBERNE I BUNDESLAND SACHSEN. - Egentlig tekst til
Facebook-billedalbum, men indsat her 17.07.10 som foreløbig beretning. - Selve
beretningen er indsat 06.12.10, lige ovenover.
SLAGLILLE KIRKEGÅRD. Polske flyvere
og civile danske ofre for nedskydning af RAF Halifax den 17. september 1943. -
I: Billedalbumtekst. - II: Oversættelse af Slaglille-afsnittet i bog om polske
flyvere på danske kirkegårde.
Lysbilledforedraget ”BETRAGTNINGER
OM KIRKEN, DENGANG OG NU, OG HER OG DER”, Landet Præstegård, Lolland vestre
Provsti, den 6. juni 2010.
TIL
TANDLÆGE - MED MERE - I SZCZECIN. - Artikel i ”Informator Polski” nr. 4 (70)
2009 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja ”Polonia”). - PLUS - lige derefter - DEN
UFORKORTEDE VERSION AF SAMME BERETNING!
FRA POZNAŃ TIL NJEBJELČICY 2008. - Om Annas og
min tur gennem Polen til Lausitz med deltagelse i
sorbisk ”Internationales Gemeindefest”. - Artikel i
„Informator Polski” nr. 4 (66) 2008 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske
paraplyorganisation Federacja „Polonia”).
MERE END EN SÆBEOPERA. Tv-serien ”Plebania” fra et luthersk
synspunkt. - Oversættelse
til dansk af artikel i det polsk-danske kvartalsskrift INFORMATOR POLSKI. Nr.
2-3 (64-65) 2008.
SÅDAN GØR VI I DANMARK. Lidt om Den Danske Folkekirke
med særligt henblik på fejringen af advent og jul.
Den
danske grund-version af min ”gæste-tekst” på det lutherske sogn Czerwionkas hjemmeside (Det Evangelisk-Augsburgske Sogn i Czerwionka, Polen). - December 2007
FOR SVAGT OG FOR SENT. -
Utrykt svar på replik til mit JP-indlæg 17.01.07 ”Støvleslikkende
propagandister” (se nf.).
STØVLESLIKKENDE
PROPAGANDISTER. - Jyllands-Posten 17.01.07. Kommenteret George Orwell-citat om de
britiske journalister og intellektuelles liggen på
maven for Stalin og Sovjetunionen i 1944.
EN POLSK OMVEJ MED LIDT AF
HVERT. - Artikel om vor ferie i Polen mv. 20.09-01.10.06. ”Informator Polski”
4/2006.
FRA STORSTRØMS AMT TIL WOJEWÓDZTWO POMORSKIE. - Artikel
om vor ferie i Gdansk-området 26.08-14.09.05. ”Informator Polski” 4/2005.
*
* * *
* *
Johannes Bugenhagens
Pommern-historie
Informator Polski
nr. 2-3 2017.
I 1517 blev den senere lutherske reformator
Johannes Bugenhagen af den pommerske fyrste Bogislaw
X sat til at finde kilder til Pommerns historie, og det endte med, at han på
grundlag af, hvad han havde fundet, skrev den første samlede Pommerns historie,
der under titlen "Pomerania" forelå som
færdigt latinsk håndskrift i 1518.
Wolin i fortid og nutid
Denne artikel handler om
Johannes Bugenhagens skrift "Pomerania"
fra 1518, den første sammenhængende Pommerns historie. Men der er en særlig
polsk-dansk forhistorie og en særlig polsk-dansk aktualitet, nemlig henholdsvis
det særlige forhold mellem Danmark og Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień, der
begyndte i 2011 med den fælles Harald Blåtand-dag i Roskilde, hvor Harald blev
begravet efter (formodentlig) at være død i Wolin, og
den fælles polsk-danske, katolsk-lutherske markering af 500-året for Luthers
teser om afladen i dagene omkring Bugenhagens
fødselsdag den 24. juni 2017 - i og omkring Bugenhagens
fødeby Wolin.
Som led i mine forberedelser
til sidstnævnte begivenhed (som jeg på grund af indtrufne private
omstændigheder ikke selv kommer/kom [ret her, Roman!] til at
deltage i) købte og læste jeg den danske kirkehistorieprofessor emeritus Martin
Schwarz Laustens bog Johann Bugenhagen -
Luthersk reformator i Tyskland og i Danmark (2011), hvor jeg så en omtale
af Johannes Bugenhagens skrift "Pomerania", som jeg straks købte den nye 2008-udgave
af, hvor hele teksten er oversat til tysk,
men side for side står sammen med en fotografisk gengivelse af det oprindelige
latinske håndskrift (Norbert Buske (udg.): Johannes
Bugenhagen, Pomerania. Erste Gesamtdarstellung der Geschichte Pommerns. Faksimiledruck und Übersetzung
der Handschrift von 1517/18). Denne udgave er på
tilsammen 273 sider, hvilket altså vil sige, at Bugenhagens
håndskrift svarer til noget i retning af 137 almindelige bogsider. Alle
oversættelser her i artiklen er foretaget af undertegnede, og ting i firkantet
parentes er indsat af mig.
Hvordan Bugenhagen kom til at
skrive Pommerns historie
I
forsommeren 1517 satte den pommerske fyrste Bogislaw
X den katolske præst og skoleleder Johannes Bugenhagen (1485-1558) til
at gennemsøge alle arkiver i de pommerske biblioteker, klostre og byer for at
finde historisk materiale. Anledningen var en henvendelse fra den saksiske
kurfyrste Friedrich der Weise, der ville have undersøgt, om der i Pommern lå
ting, der havde betydning for Sachsens historie. Men fyrst Bogislaw
udvidede opgaven, så den kom til at gælde alt historisk materiale i de
pommerske arkiver. Det lå i tiden, at fyrsterne ville have deres områders
historie frem.
Bugenhagen
brugte med fyrst Bogislaws tilladelse det materiale,
han havde fundet, til en fremstilling af Pommerns historie fra de ældste tider
af og frem til nutiden, og fyrst Bogislaw fik
allerede i maj 1518 overdraget det færdige værk, som indledes med et forord til
såvel Bogislaw selv som hans tre sønner Georg,
Kasimir og Barnim. De tituleres (som de også gang på
gang omtales i selve skriftet) "hertuger af Stettin,
Pommern, Kasjubien og Slaverne, fyrster af Rügen".
"Pomerania"
som nationalt identitetsskrift
"Pomerania" er inddelt i fire dele eller
"bøger": 1. Pommerns ældste tid. - 2. Pommerns omvendelse til den
kristne tro. - 3. Om pommeranernes højvelbårne fyrster. - 4. Hvad der ellers er
sket i Pommern. Men det siger sig selv, at jeg må nøjes med at give en
overordnet karakteristik af teksten og faktisk udelukkende beskæftige mig med
første bog.
Bugenhagens "Pomerania" er et
eksempel på, hvad der betegnes som "humanistiske landebeskrivelser",
og Bugenhagen tjener sin fyrste og sit fyrstehus godt; han betoner gang på gang
og med alle mulige - og "umulige" - eksempler og henvisninger
Pommerns både politiske og kirkelige enhed og uafhængighed, og han fremhæver
såvel landets som fyrstehusets slaviske baggrund.
Bugenhagens fremstilling er meget kompliceret og ikke særlig
velordnet, men det hele bliver endnu mere kompliceret, når man begynder at
prøve at sammenholde hans oplysninger med oplysningerne i nyere og mere
nøjagtige fremstillinger af Pommerns historie - som også i sig selv er
overordentlig kompliceret!
En
folkelig nationalisme, som vi kender den fra 1800-tallet, er der ikke tale om.
Og Pommern omkring år 1500 var en multietnisk stat. Man kunne så forestille
sig, at Bugenhagen ville have fremhævet det tyske
element, som jo nu dominerede. Men det gør han ikke. Han taler pænt om den
oprindelige slaviske befolkning, og han taler om "mine pommeranere"
(fx s. 26), og siger gennemgående "os", "vort" og
"vore" om hele Pommern og alle dets indbyggere.
Bugenhagen
og det slaviske
Jeg
ville gerne have fundet noget, der tydede på, at Johannes Bugenhagen selv havde
en slavisk baggrund. Men det har jeg ikke. Men selv om det fremgår, at der nu
ikke er mange slavisktalende tilbage i Pommern, må Bugenhagen have hørt slavisk
blive talt og dermed også have haft en eller anden grad af kendskab til det.
I
slutningen af det afsnit i 1. bog, der har overskriften "Pommeranerne blev
engang kaldt slavere", skriver Bugenhagen:
[De slaviske pommeranere] bor ganske vist på landet, men
på grund af handelssamkvemmet med byerne taler de begge sprog. De er imidlertid
så glade for det slaviske, at når en af vore [de tysktalende pommeranere]
besøger nogen på hans bopæl ... så taler han næsten ikke tysk. Men det er sandt
at sige vor fejl, fordi vi har alt for let ved at le ad dem, hvis sprog vi ikke
kender, når de taler vort. Når de først helt har tilegnet sig det slaviske
sprog, lærer de så godt som aldrig tysk perfekt. Tysk har, som græsk, artikler
[der, die, das; ein, eine, ein], men det slaviske bliver talt uden artikler, som
latin. Hvis vi ville gøre os klart, at denne mangel, hvis det er en mangel,
ikke kommer af uvidenhed, men snarere af forskellen i sprogbrug, så ville vi
ikke på så ukristelig vis gøre os lystige over det allerede temmelig kristne og
dannede folk, men tværtimod respektere dem som en tilbagebleven del af vort
eget folk (s. 85).
Bugenhagen
udviser stor solidaritet med de slavisktalende landboer og betegner dem
udtrykkeligt som en "del af vort eget folk", og jeg tror ikke, vi
skal lægge for megen vægt på ordene "hvis sprog vi ikke kender". Det
må også ligge i det, at den tyske mand fra byen godt har kunnet forstå, hvad
den slaviske landbo sagde på slavisk.
Bugenhagens
Pommern i nutid og fortid
Det
Pommern, Bugenhagen beskæftiger sig med som det nutidige Pommern, svarer
formodentlig nøje til det Pommern, der fremgår af 1640-kortet her på siden. Og
han begynder sin beskrivelse med at give en forklaring på, hvorfor de pommerske
fyrster fra gammel tid af ikke bare har betegnet sig som fyrster over Pommern,
men også som "Herzöge der Slawen".
Men han må "skille slavere fra slavere", og det "Slawien", han beskæftiger sig med, er det, der ligger
i området fra Sachsen til Østersøen - med byerne Stralsund,
Rostock, Wismar og Lüneburg og med bispesæderne
Lübeck, Hamburg, Schwerin, Schleswig
og Cammin.
Dette "Slawien" er
adskilt fra sine broderfolk bøhmerne og preusserne ved flere vandløb og fra
goterne [svenskerne] og danskerne ved det hav, man kalder det salte. Dette folk
er meget stærkt og modigt, ja, er ofte præget af ubesindig dristighed, og dets
lyst står til fiskeri og landbrug. Det er mere gudfrygtigt end de ovenfor
omtalte slavere, især, fordi det driver handel med tyskerne og blander sig med
dem ... Ikke kun tyskere, men også mange slavere bor ved [Østersøens] kyster,
idet dog de, jeg lige har kaldt slavere, nu hører til de på en måde allermest
tyske, det vil sige til dem, der opfører sig allermest humant og uden list og
svig, ja, er blevet til de allermest kristne, efter at de har undergivet sig
Kristus, verdens skaber, styrer og frelser, og har aflagt deres gudløse
religion og dermed deres trodsige, vilde væsen og nedarvede sprog. Siden da er
de blevet regnet til tyskerne (s. 26).
I
afsnittet "Hele Pommern" kommer Bugenhagen nærmere ind på, hvilke
folk og stammer selve Pommern grænser op til og har inden for sine grænser. Til
allersidst i det forrige afsnit var han gået helt mod øst til "die Ruthenen", hvilket her betyder alle de østslaviske
folk, hvorefter han nævnte polakkerne og "die Pruzzen",
det baltiske folk, hvis sprog nu er uddødt, men som det senere tyske Preussen
har sit navn fra. Men nu skriver han, at vest for Polen kommer man til den vidt
udstrakte provins, hvor de mange forskellige slaviske stammer bor, der blandt
andet er blevet betegnet som "Wenden",
vendere. Og det sidste er jo altså, hvad vi her i Danmark har kaldt de slavere
på den anden side af Østersøen, vi både sloges og fraterniserede med, ja, som
bosatte sig flere steder på Lolland-Falster, så vi den dag i dag har slaviske
stednavne som fx Tillitse og Korselitse.
Senere
(s. 41) nævner Bugenhagen Rügen, hvor "die Ranen" (rani) bor, engang
slavernes tapreste stamme. Rügen spiller en stor
rolle i dansk sammenhæng. I 1168 erobrede danskerne borgen Arkona på Rügen, og det endte med, at Rügen
fik den danske konge som lensherre, og at Paven lagde Rügen
under Roskilde Stift (indtil 1534). Men disse forhold kommer Bugenhagen ikke
ind på. Til gengæld optræder "der Dänenkönig"
flere andre steder, som regel voldeligt! Og der er i registret 18
sidehenvisninger til "Dänemark, Königreich".
Wolin og Stettin
Af helt særlig interesse
er det, at Bugenhagen på grundlag af de gamle krønikers beretninger om Harald
Blåtands død i byen Vineta - eller måske Wolin - skriver, at "Harald, danskernes kristne konge,
såret af sin søn, skal være flygtet dertil og mod al forventning være blevet
venligt modtaget af barbarerne og have endt sit liv der" (s. 45).
Afsnittet om Wolin begynder med nogle overvejelser, der også optræder
andre steder i skriftet, om ingen ringere end Julius Cæsars plads i områdets
historie. Bynavnet Julin(a), som nogle steder bruges om Wolin,
menes fx at komme af fornavnet Julius. Dette har selvfølgelig intet med
virkeligheden at gøre, men må ses som et kuriøst eksempel på, hvor ivrig
Bugenhagen er for at give sit land en lang og storslået fortid. Men han er ikke
alt for benovet:
Det handler jo for os ikke om anseelsen, som om vi skulle være vokset op
af Julius' eller romernes blod. For hvad har vi med de hedninger at gøre, hvis
dårskab vore forfædre har efterabet og derved [ville have] udleveret både os og
de andre til den evige pine, hvis ikke Herren Kristus i den nye tid havde
forbarmet sig over synderne og havde rakt sin hjælpende hånd til dem, der var
trykket af en uhyre byrde. Kun ham kan vi rose os af, hvis der er nogen
anledning til at rose sig, ikke den Julius, hvis navn vi ikke benytter til ros,
men kun som bevis for vor stammes høje alder (s. 46).
Man skal her huske på, at
Bugenhagen endnu på dette tidspunkt var katolsk præst, om end allerede af den
evangeliske og bibelhumanistiske slags. Det var vist først i 1520, Bugenhagen
læste et skrift af Luther, nemlig Kirkens
babyloniske fangenskab.
Lidt senere nævner Bugenhagen
som et bevis på, hvor stærk en by Wolin/Julin tidligt
havde været, at julinerne helt alene havde holdt
stand mod hele den danske magt. Men på et tidspunkt brændte Wolin/Julin
ned, og der var, da Bugenhagen skrev "Pomerania",
kun lidt af dens fordums storhed tilbage. Fyrst Bogislaw
og hans fyrstehof har dog nu givet den et smukkere udseende.
Men Stettin
er Pommerns hovedstad. Og den besøges af de rigeste købmænd fra mange af
folkene rundt omkring og udmærker sig ved den pommerske fyrstes prægtige hof,
ja, er stor og folkerig og vel befæstet med mure. Og den har "en ikke
ringe overflod af alt, hvad der både indefra og udefra strømmer igennem
den" (s. 42). - Ifølge leksikonnet Den Store Danske var Stettin
Pommerns hovedstad fra 1487. Jeg må afstå fra at gøre nærmere rede for, hvor de
pommerske fyrster har resideret.
Pommern og Polen
Bugenhagen fremhæver gang på
gang, hvordan Pommern har bevaret sin selvstændighed i forhold til såvel
Sachsen som Polen, så at den pommerske fyrste hører direkte under kejseren og
den pommerske kirke direkte under paven i Rom. Afsnittet "Pommeranerne er
ikke undergivet polakkerne" begynder:
For at ikke nogen igen skal regne os til polakkerne, hvis sprog vore
landsmænd i sin tid har forstået og har talt ret godt, skønt dette kan siges om
alle slavere, regner jeg det for umagen værd at vise, at Pommern, siden det fik
sit navn, og siden opdelingen af Lechitterriget [die Lechitenherrschaft] ikke har været undergivet Polen (s.
69).
Polakkerne stammer som
bekendt fra sagnfiguren Lech, og dele af Pommern har i perioder mere eller
mindre hørt under Polen eller betalt tribut til den polske konge. Men nu lidt
mere om Bugenhagens syn på forholdet mellem
pommeranerne og polakkerne. Pommeranerne har dygtigt kunnet give polakkerne råt
for usødet. Og Bugenhagen siger hertil:
Er der ikke opstået et så stort gensidigt had, at de snarere har haft glæde
ved at tilføje hinanden sår end ved at handle med hinanden? For et sådant, for
at sige det rent ud, ualmindelig vildt og på sine egne kræfter stolende folk
[pommeranerne] var ikke i stand til at underordne sig andre, men holdt det for
mere ærefuldt at lide døden og med stor udgydelse af blod at opgive ånden. Og
dette afgudsdyrkende folk kunne ikke bevare troskab mod de kristne, om de end
havde lovet og svoret det ... For dem var der nemlig ikke noget mere
gudfrygtigt end, trods den aflagte troskabsed, at spotte de fjender, der
fremfor alt spottede deres afgudsbilleder (s. 70).
Da pommeranerne var blevet
omvendt til den kristne tro, blev det noget anderledes. Men Bugenhagen
beskriver også de nu kristne pommeraneres reaktion, når de bliver beskyldt for
at være dårlige kristne:
[Så vil en pommeraner] straks rive dig i håret eller slå dig med næven i
ansigtet eller, hvad der virkelig er forfærdeligt, stikke dig en dolk i
brystet, medmindre han er udstyret med klog indsigt og mener, at den ham
forvoldte uret skal bæres med sindsro (s. 70).
Lidt senere gengiver
Bugenhagen den polske konge Bolesław III's meget
hårde anklager mod pommeranerne over for biskop Otto, hvori han blandt andet
siger, at pommeranerne har hærget med yderste grusomhed inde i Polen, ja, har
slået tænderne ud af de faldne polakkers kranier og spredt deres knoglerester
på markerne og trampet på dem. Og det vil han ikke kalde godt. Men da
pommeranerne var blevet omvendt til den kristne tro, gjorde de kun indfald i
fremmed område, hvis det var nødvendigt! Når polakkerne senere har haft ondt i
sinde mod pommeranerne, "da har Swantopolk,
Pommerns hertug ... med sejrrig hånd kastet det polske åg af og siden 1200
tappert forsvaret sig og sine besiddelser (s. 73).
Jeg vil slutte med en
oplysning i skriftets 4. bog "Hvad der ellers er sket i Pommern", der
både er sjov og har med forholdet mellem Danmark og Pommern at gøre:
I året 1323 var vinteren så streng i januar måned, at man, som det
berettes, kunne gå over isen fra Pommern til Danmark. Og der blev, hvis det
passer, udskænket øl i de mange hytter, der var blevet bygget på isen (s. 286).
Til allersidst står med
stor skrift på henholdsvis den latinske og den tyske side: "Christo
gratia" - "Dem Herrn sei
Dank".
Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr.
theol. og cand. mag. i dansk/russisk
* * *
Tekster til Facebook-album slået op 18.09.17
LINK til albummet:
DYBT BEVÆGENDE SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017
Lillebror til en af de på Slaglille Kirkegård begravede polske
RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn.
Albumtekst
Lørdag den 16. september 2017 mindedes vi i
Slaglille Kirke og på Slaglille Kirkegård endnu en gang de polske RAF-flyvere
og den lokale familien Christensen, hvis hus den nedskudte Halifax kurede
brændende ind i. Men det helt særlige var, at lillebroren til en af flyverne og
hans to børnebørn og den enes kæreste deltog i højtideligheden. Zbigniew Kasprzak er lillebror til Flight Sergeant
(polsk grad: flyverløjtnant), andenpilot Eugeniusz Kasprzak, der var 21 år
gammel, da RAF Halifax-flyet blev skudt ned over Slaglille. Og jeg kan ikke
lade være straks at vise, hvordan jeg faktisk har fået et særligt forhold til
netop de to. Jeg har nemlig på opfordring oversat to digte, som Eugeniusz Kasprzak skrev, da han
i 1939/40 var interneret i Rumænien. Digtene står i afdelingen Oversættelser i
min samling "Digte og aforismer 1966-2016" (og både de originale
polske tekster og mine oversættelser blev trykt i de polsk-danske
kvartalsskrift Informator Polski nr. 2/2015; se også nærmere i teksten til det
sidste billede). Men her er de rørende linjer, hvor den unge polske flyver
drømmer sig hjem til ikke mindst sin elskede lillebror Zbysio
(kæleform til Zbigniew):
Jeg falder i søvn! Og drømmer om kirkegangsskarer,
Hvor godt at være iblandt dem igen, så længe det
varer.
Hos Mor og Far, hos Miecio,
hos Zbysio, min kæreste kære.
Der ringes til messe, og snart vil vi sammen i
kirken være.
Hvad Eugeniusz Kasprzak og hans digte angår, skal vi huske på, at store
dele af de polske væbnede styrker flygtede til Rumænien, efter at de var blevet
faldet i ryggen af Hitlertysklands allierede
Sovjetunionen (17. september 1939), så at de måtte opgive kampen. Her blev de
interneret, men det lykkedes dem at komme videre til Frankrig og
Storbritannien, hvor de kæmpede videre. Cirka 1/10 af jagerpiloterne i Slaget
om England var polakker (men der var altså også polske besætninger på britiske
bombefly). Også folk og skibe fra den polske flåde deltog i krigen på vestallieret side. Polske hærsoldater ydede et meget stort
bidrag. De kendteste polske hærenheder er: Andet Polske Korps (var de første,
der nåede op på Monte Cassino i Italien den 18. maj
1944). - Første Polske Panserdivision (tog hele turen fra Normandiet til Wilhelmshaven nord for Holland). - Første Polske Uafhængige
Faldskærmsbrigade (deltog i Operation Market Garden (Arnhem). I filmen
"Broen ved Arnhem" spilles brigadechef, generalmajor Stanisław Sosabowski
fremragende af Gene Hackman).
Men her er lidt af den særlige Slaglille-historie.
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber
med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø,
hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Den havde landsat agenter i Polen og
var på vej hjem. 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da
den nedskudte maskine ramte deres hus og satte det i brand. Hvert år afholdes
der en polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. I nogle år fra 2005 af
medvirkede jeg i min egenskab af dansk folkekirkepræst (emeritus) og medlem af
Foreningen af Polakker i Danmark (Maribo). Det var dengang kun ude på
kirkegården. Men i 2013, i 70-året, kunne jeg overdrage denne tjeneste til
sognepræst Anders Frederiksen, og fra da af begyndte vi med en gudstjeneste i
kirken. Se albummet "1943 - Slaglille - 2013".
Efter højtidelighederne i Slaglille Kirke og på Slaglille
Kirkegård kørte vi til Polsk-Dansk Forenings lokale i kulturcentret Grønnegades
Kaserne, Næstved, hvor det sædvanlige efterfølgende samvær fandt sted, denne
gang (til ære for de polske gæster) med smørrebrød og vin. - Min kone Anna
deltog også i det hele, hvad hun som regel gør.
Se også teksterne til de enkelte billeder - og de
tidligere Slaglille-albummer.
-
FLYVERHUSET - en tilføjelse
Den 16. september 2019 så jeg sognepræst Anders O.
G. Frederiksens opslag om højtidelighederne lørdag den 14. september 2019. Jeg
skrev en kommentar, hvori jeg beklagede, at Anna og jeg havde måttet melde
afbud. Men jeg så også to kommentarer, hvori det hus, der nu er på stedet, hvor
familien Christensens hus lå, af lokale blev omtalt som "Flyverhuset".
Det mente jeg ikke at have set eller hørt før, men en googling
førte mig til undersiden "Plane 223 HAL II BB309 - Slaglille Mark",
der er en underside til "AirmenDK Allied Airmen - Allierede flyvere 1939-45 DK". - Her er
linket:
https://www.airmen.dk/p223.htm
-
Alle billeder i dette album er taget af Informator
Polski-redaktør Roman Smigielski.
-
Tekster til de enkelte billeder
01 - Hjemmeværnskompagni Rosenborg
- Eksercitskompagniets fanebærere. I midten Forbundet "Polonias"
fane. Til højre Polsk-Dansk Forening i Næstveds fane. - Indskriften nederst på
"Polonias" fane er et Georg Brandes-citat: ”Man elsker Polen, som man
elsker friheden”. Jeg kan være kritisk over for Brandes, men anerkender
selvfølgelig hans format, og hvad Polen og polakkerne angår, er han og jeg helt
enige. Det var en glædelig overraskelse for mig, da jeg med Polen som fælles
punkt blev "ven" med Georg Brandes! Se på min hjemmeside, undersiden
"Internationalt", min til Informator Polski skrevne artikel
"Polen i dansk litteratur", hvor jeg også skriver om Brandes' bog
"Indtryk fra Polen". - www.bentchristensen.dk
02 - Familien Kasprzak i
Slaglille Kirke. Til højre Flight Sergeant / podporucznik (flyverløjtnant) Eugeniusz
Kasprzaks lillebror Zbigniew. De to unge damer er
hans børnebørn. Den unge mand er det ene barnebarns kæreste.
03 - De to medvirkende præster ved den lille
økumeniske gudstjeneste: Sognepræst Anders Frederiksen og katolsk sognepræst i
Næstved Julian Bodnar. Der blev talt og læst på både
dansk og polsk. Og det hele begyndte med, at Lidia Szuster
(se senere billeder) læst den velkomst op på polsk, som sognepræst Anders
Frederiksen derefter fremførte på dansk.
04 - Den polske vicekonsul og den polske
militærattaché ved Familien Christensens grav. Den britiske militærattaché
deltager ellers altid også i disse højtideligheder, men var forhindret denne
gang, så den polske flådekommandør optrådte også på hendes(!) vegne. Se også
billede 11 og teksten til det.
05 - Zbigniew Kasprzak
ved Familien Christensens grav.
06 - Hjemmeværnskompagni Rosenborgs
æreskommando ved de polske RAF-flyveres grav. - Det skaldede hoved bag de to
civile damer er mit.
07 - Hjemmeværnets trompetist Erling Skovdal og to
fanebærere ved de polske RAF-flyveres grav. Den danske fane indgår i
æreskommandoet (se forrige billede). - Jeg tror, det er ved begyndelsen af
højtideligheden, og at Erling Skovdal er ved at spille melodien til den sang,
polske soldater synger for deres døde kammerater: "Śpij, Kolego"
(Sov, kammerat).
08 - Zbigniew Kasprzak og
hans to børnebørn ved flyvernes grav. Til højre for dem med en buket i hånden
står formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved og Forbundet
"Polonia" Lidia Szuster, som altid leder
disse arrangementer i samarbejde med den polske ambassade, sognepræst Anders
Frederiksen og hjemmeværnet.
09. - Zbigniew Kasprzak,
hans to børnebørn og den polske militærattaché med den polske ambassades krans.
10 - Zbigniew Kasprzak er
ved at lægge sin buket ved altså blandt andet sin storebrors grav.
11 - Den polske og den britiske krans ved gravstenen.
Til højre er den typisk britiske krans, som altså var blevet lagt af den polske
militærattaché på den fraværende britiske militærattachés vegne. (I
2016-albummet kan man se Colonel Sarah Johansen
(dansk gift!). - Navnene på gravstenen er (her skrevet af efter det omdelte
program, hvor også både de britiske og de polske grader er anført, og i dettes
rækkefølge): F/Lt. Wincenty Wasilewski,
porucznik (løjtnant af første grad) nawigator, 27 år. - Sgt. Władysław Barzdo, st. sierżant
(oversergent), mekaniker, 27 år. - 2. Pilot F/Sgt. Eugeniusz
Kasprzak, podporucznik
(løjtnant), pilot, 21 år (står nederst på selve gravstenen). - F/sgt. Julian Michalski, plutonowy (delingsfører), radiooperator, skytte, 35 år. - Sgt. Władysław Patlewicz, kapral (korporal), skytte, 28 år.
12 - Zbigniew Kasprzak
ved den grav, hvor blandt andet hans storebror ligger.
13 - Familien Kasprzak
ved de polske RAF-flyveres grav.
14 - Familien Kasprzak
foran det polske flag i Polsk-Dansk Forenings lokale i kulturcentret
Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor det sædvanlige efterfølgende samvær fandt
sted.
15 - Familien Kasprzak
flankeret af formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved og Forbundet
"Polonia" Lidia Szuster og tidligere
formand for Forbundet "Polonia" og fortsat redaktør af de
polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski Roman Smigielski.
16 - Her er jeg kommet med på et billede (i
baggrunden). Til højre for Zbigniew Kasprzak står
Lidia Szuster (se teksten til forrige billede). De
tre andre har jeg ikke navne på.
17 - Og her er det lykkedes redaktør Roman
Smigielski (som altså har taget alle disse billeder) at få mig alene sammen med
Zbigniew Kasprzak og hans to børnebørn. Jeg ser noget
sammenbidt ud. Men det er af bevægelse! Det var en meget bevægende dag. - Anna
og jeg fik under samværet i Polsk-Dansk Forenings lokale vekslet nogle ord med
de to unge damer, som også talte udmærket engelsk. De var utrolig søde. Jeg fik
også vekslet nogle ord med Zbigniew Kasprzak og
fortalt også ham, at jeg havde oversat hans brors digte til dansk - og citeret
det sted, hvor storebroren omtaler ham som "Zbysio,
min kæreste kære" (najdroższy Zbysio). Men redaktør
Roman Smigielski havde en hel pakke med til dem med blandt andet det nummer af
Informator Polski (2/2015), hvor mine oversættelser står sammen med digtene på
polsk (s. 18-19). Zbigniew Kasprzak havde i øvrigt
tidligere besøgt Danmark og Urszula og Roman Smigielski og i den forbindelse
været på Slaglille Kirkegård, men det var første gang, han deltog i højtidelighederne.
* * *
Nogle af de lollandske roepolakker var Ukrainere
Fra Polakkasernen i Tågerup til Ukraines
nyere historie
I forbindelse med en drøftelse i en tråd til et opslag i
Dansk-Ukrainsk Selskabs lukkede Facebook-gruppe havde jeg sat min Lollandsonet nr. 18 "Polakkasernen
i Tågerup" ind i et kommentarfelt:
Den ligger dér ved vejen helt alene,
var også bygget her som en enklave
for arbejdskraft, der måtte nærmest slave,
som vi i dag med ret stor skam må mene.
Så fjernt fra alt var de til liden gene,
de piger, som var her med den opgave
at luge roerne med korte stave
og tage op, til markerne var rene.
Polakkasernen er et fornemt minde
for dem, der her på Lolland ville finde
et arbejde, som kunne nøden linde.
Og nogle blev her, andre kom til siden.
Museet gemmer nu på vigtig viden,
og havefesten åbner sommertiden.
Hele sonetten med udførlige noter står på undersiden "Litterære tekster".
Og som en kommentar til det skrev jeg blandt andet: "Her i gruppen bør jeg nævne, at en del af roepolakkerne i virkeligheden var ukrainere. Ivan har givet mig en bog om det, som jeg har læst, men ikke har ved siden af mig nu. Det er sørgeligt. Der er åbenbart sket en mere eller mindre tvungen polonisering af den ukrainske del ... Og det vil nok være svært at finde nogle i det polske miljø i dag, der vil betegne sig som ukrainere. Lige netop nu ville det ellers være ret godt!".
Det fik formand for
Dansk-Ukrainsk Selskab Ivan N. Nielsen til at skrive denne kommentar med en
kort og lærerig oversigt over Ukraines nyere historie:
Den bog, Bent omtaler, er skrevet af DUS' ældste nulevende medlem Piotr (Petro) Balicki. Piotr Balickis kilder er blandt andet hans egne interviews med de ukrainske "roepolakker" på Lolland og Sydsjælland om disses oplevelser med de polske myndigheder og den katolske kirke i Danmark efter 1919, hvor polakkerne forsøgte med tvang at indforskrive alle de fra Østrig-Ungarn indvandrede "Ruthenen" som polske statsborgere i DK.
De ukrainske roepolakker blev betegnet som "Ruthenen" i deres Østrig-Ungarnske identitetspapirer, som de havde medbragt til DK. I Østrig-Ungarn var betegnelsen "Ukrainer" forbudt offentligt, ligesom i øvrigt i Det russiske Imperium, hvor myndighederne betegnede ukrainerne som "Malorossy" - lillerussere helt frem til Imperiets sammenbrud.
I 1917-18 brød som bekendt Det russiske og Det østrig-ungarnske Imperium sammen.
Ved Brest-Litovsk aftalen i 1918 anerkendte Tyskland, og sågar Bolsjevik-Rusland officielt den første UKRAINSKE statsdannelse, nemlig den ukrainske folkerepublik - UNR.
I 2009 sørgede DUS i samarbejde med Ukraines ambassade og Nordea-Fonden for at opsætte en mindetavle på den ejendom i Upsallagade på Østerbro, som i 1919-21 husede UNR's og siden Hetmanatets, diplomatiske mission i Danmark.
Med Brest-Litovsk aftalen i 1918 anerkendtes og legaliseredes for første gang på internationalt plan begrebet "ukrainere" og den ukrainske stat. Herefter kunne Tyskland, vestmagterne eller Bolsjevik-Rusland ikke så godt anfægte deres egen anerkendelse af begrebet.
Da Sovjet blev dannet i 1922, måtte Sovjetrusland derfor nødtvungent gå med til at indlemme de tidligere "lillerussiske guvernementer" som Den Ukrainske Sovjetrepublik og give ukrainerne lov til at betegne sig selv som "ukrainere" i deres officielle dokumenter - fødselsattester, pas, vielsesattester mv.
For at have et skin af legitimitet i Ukraine måtte
kommunistpartiet op gennem 1920'erne iværksætte en ukrainiseringskampagne,
der medførte en gradvis ukrainisering af de ukrainske
byer, som før 1. verdenskrig var domineret af ikke-ukrainske etniske grupper.
90% af ukrainernes boede dengang på landet.
Mit svar på denne
kommentar var:
Tak, Ivan! Jeg er meget glad for, at mine nok også lidt selvpromoverende aktiviteter har givet anledning til, at denne meget fine oversigt er kommet her i tråden. For når jeg nu engagerer mig lidt i det ukrainske, er det ikke kun af moralske og politiske, herunder bredt sikkerhedspolitiske, grunde. Det er også, fordi Ukraines og ukrainernes historie er noget helt særligt, såvel pga. den komplicerede og ofte meget sørgelige faktiske begivenhedsfølge som pga. den måde, hvorpå Polen (i perioder med Litauen), Moskva-Rusland og Østrig har behandlet ukrainerne og Ukraine på, altså også i begreberne og historieskrivningen osv. Der er tale om forhold af en karakter, der uanset alt andet vækker ens nysgerrighed. Et helt afgørende afsnit i Ivans oversigt er:
"Da Sovjet blev dannet i 1922, måtte Sovjetrusland derfor nødtvungent gå med til at indlemme de tidligere "lillerussiske guvernementer" som Den Ukrainske Sovjetrepublik og give ukrainerne lov til at betegne sig selv som "ukrainere" i deres officielle dokumenter - fødselsattester, pas, vielsesattester mv. "
Min kommentar til det, og altså til de dér omtalte forhold, er, at der jo har været en grund til, at Lenin og Sovjetunionen måtte lade Ukraine opstå som ukrainsk sovjetrepublik og ikke bare lade det være en del af den store russiske sovjetrepublik. Og der har været en grund til, at den ukrainske sovjetrepubliks grænse kom til at ligge, som den gjorde. Det skal man huske, når man i dag hører Moskva-propagandaen (og dennes nyttige idioter i Vesten) tale om, at ukrainerne ikke er et rigtigt folk, og at Ukraines østgrænse er kunstig. At der senere er kommet mange russere ind i Østukraine, ikke mindst som følge af hunger-folkedrabet i 1932/33, er en anden sag, som i hvert fald ikke sætter Moskva i et gunstigt lys.
* * *
Ulve, får og vogtere
Internetversionen af den danske tekst, der er grundlaget for min på polsk skrevne anmeldelse "Wilki, owce i strażnicy" i de polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski nr. 88-89, sommer-efterår 2014.
-
Historieprofessor Bent
Jensens koldkrigsbog Ulve, får og vogtere er udtrykkeligt skrevet op mod sovjetkommunismens repræsentanter og sympatisører
og de af dem udnyttede naive fredsforkæmpere i Danmark, og op mod et tidligere
værk om Danmark under Den Kolde Krig. Men de fakta, den drager frem, må anses
for at være korrekte, og dens analyser og konklusioner virker rimelige, selv om
den er blevet stærkt kritiseret af dem, der ikke bryder sig om det billede, den
tegner.
Bent Jensens (og hans fem medarbejderes) 1512 sider lange tobindsværk om den kolde krig i Danmark er på en gang et imponerende faghistorisk værk, der bygger på og henviser til et meget stort og i mange tilfælde helt nyt, ikke mindst sovjetisk, kildemateriale, og et - nødvendigt - politisk "bestillingsarbejde". Et flertal til højre i Folketinget bevilgede i 2006 10 mio. kroner til oprettelsen af et Center for Koldkrigsforskning, som Bent Jensen blev leder af, og det lå i opgaveformuleringen, at der skulle tages hensyn til Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) fra flere sider kritiserede udredning fra 2005 Danmark under den kolde krig, og at resultatet af Centrets arbejde også skulle være af formidlende karakter.
Allerede forordet er usædvanligt. Det begynder således: "Jeg er et barn af Den Kolde Krig. Jeg var ni år, da det kommunistiske kup i Prag blev organiseret med sovjetisk hjælp" (bd. 1 s. 13). Og så opridses hele historien frem til i dag - og Bent Jensens oplevelse af den. Det deraf følgende engagement præger i flere henseender den måde, bogen er skrevet på. Bent Jensen kan simpelt hen ikke lade være at forholde sig spydigt til dem, der har været på den forkerte side, eller bare for naive. Men selv om bogen derved gøres sårbar for kritik, har jeg ikke grund til at antage, at den ikke er troværdig.
Bind 1 omhandler de trusler og udfordringer, Danmark og landets demokratiske institutioner stod over for, mens bind 2 beskriver de foranstaltninger, det danske demokrati traf for at afværge såvel truslerne fra Øst som udfordringerne fra danske sympatisører. Her er nogle af de mest interessante kapiteloverskrifter. Fra bind 1: 1. Sovjetunionen som Militær-Industrielt Kompleks. - 3. Ulve i bjørnepels. DKP [Danmarks Kommunistiske Parti] som Sovjetunionens villige hjælper. - 4. Får i ulveklæder? Det Nye Venstre. Socialistisk Folkeparti. - 6. Den første fredsbevægelse under Den Kolde Krig [til slutningen af 1950'erne]. - 7. Kulturkamp under Den Kolde Krig. - 10. KGB- og STASI-nære danske statsborgere. - 11. Påvirkningsoperationer og desinformation. - 12. Den anden fredsbevægelse under Den Kolde Krig [1970'erne og 1980'erne]. - Fra bind 2: 14. Haren som trussel mod bjørnen? Sovjetunionens syn på Danmark i Atlantpagten. - 15. Tryk og tilpasning: "ikke-provokationspolitik". - 17. Vogterne. Demokratiets forsvar mod de indre trusler.
Det rent militære styrkeforhold mellem Warszawapagten og NATO beskrives nøje. Det afgørende er, at Warszawapagten alt i alt var klart overlegen, hvad konventionelle styrker angår, og ville have kunnet rykke hurtigt frem gennem Vesttyskland, hvilket betød, at NATO på et tidligt tidspunkt ville være blevet nødt til at anvende taktiske atomvåben
Bent Jensens vurdering af det danske forsvar er ikke høj. En vigtig faktor er, at det gennem hele perioden var den danske politik, at der ikke skulle være atomvåben på dansk grund "under de nuværende omstændigheder". Og det var et vigtigt led i den sovjetiske politik at holde Danmark atomvåbenfrit, ja, at få gjort Norden til en atomvåbenfri zone.
Allierede vurderinger af det danske forsvar som værende af ringe kvalitet refereres og citeres. (Var vi så ringe? Her føler jeg mig personligt ramt; jeg var jo i årene 1962-1977 selv en del af de danske væbnede styrker). Spørgsmålet var, om vi i tilfælde af et angreb, med de små og ikke atombevæbnede styrker, vi havde, ville kunne holde, til allierede forstærkninger (amerikanske og britiske enheder) nåede frem, og ville kunne sikre deres ankomst. Dette blev der efterhånden tvivl om. Men en af grundene til, at NATO gav Danmark så lang snor, var, at vi jo også havde Færøerne og Grønland. På Færøerne var der vigtige overvågningsinstallationer, og Thulebasen på Grønland var ikke atomvåbenfrit område!
Der er i bind 2 også en meget omfattende beskrivelse af de forberedelser til totalforsvaret af Danmark, der var tale om, altså alle de ikke-militære ting, der ville være nødvendige for, at hele samfundet kunne fungere og så mange mennesker som muligt overleve. Overvejelserne om og forberedelserne til at internere kommunistiske 5. kolonne-folk før eller ved krigens udbrud behandles indgående.
Det vækker ubehagelige minder hos mig at læse om alle de såkaldte fredsaktiviteter, der blev udfoldet i Danmark, stort set og mere eller mindre direkte styret fra Moskva gennem Danmarks Kommunistiske Parti. Nogle eksempler på kommunistisk styrede frontorganisationer: Fredens Tilhængere. Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. Én Verdens Ungdom. Aldrig Mere krig. Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Nej til Atomvåben. Kvinder for Fred. Fagbevægelsen for Fred. Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme. Kristne for Nedrustning. Lærere for Fred. Læger for Fred.
Bogens kapitel 9 har titlen "Spionage, sabotage og hvervning", og her behandles de sovjetiske og østtyske spionageoperationer i Danmark, hvilket vil sige såvel den spionage, der blev udført af den sovjetiske ambassades egne efterretningsfolk, som den, der blev udført af danskere, som på forskellig måde blev hvervet af disse. En helt særlig kilde er her den sovjetiske KGB-officer og dobbeltagent Oleg Gordijevskij, som i 1974 var begyndt at forsyne den britiske tjeneste MI6 med oplysninger. - Der står ikke meget om den polske efterretningsvirksomhed i Danmark, dog fx, at to af medarbejderne på den polske ambassade var efterretningsofficerer (bd. 1 s. 456). Der er i registret et halvt hundrede henvisninger til Polen. - Og det kan måske interessere Informators læsere, at Andrzej Wajdas udtalelse om kommunismens overraskende sammenbrud citeres, hvor Wajda blandt andet siger: "Det viste sig, at Sovjetunionen ikke kunne eksistere. Det var som et fortidsuhyre, uden forbindelse mellem hoved og hale. Og så forsvandt det" (bd. 2 s. 594).
Af agenter, der arbejdede for KGB eller STASI, nævnes blandt andet den borgerlige avis Jyllands-Postens korrespondent i Bonn Flemming Sørensen. Han var oprindelig kommunist, men gik efter 1958 over til Socialistisk Folkeparti. I 1959 blev han, under den såkaldte Østersøuge i Rostock, hvervet som STASI-agent.
En helt særlig plads indtager journalisten Jørgen Dragsdahl, og det hører med i billedet, at han allerede i 2008 anlagde injuriesag mod Bent Jensen, fordi denne i en avisartikel havde betegnet ham som KGB-agent. Bent Jensen tabte sagen ved byretten i Svendborg, men blev i 2013 frikendt ved Østre Landsret, som vurderede, "at Bent Jensen [havde] haft tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine udtalelser". Denne retssag var grunden til, at Ulve, får og vogtere først udkom i februar 2014.
I bogen gøres der udførligt rede for Dragsdahls virksomhed, især som det, der hedder påvirkningsagent, altså som en agent, der ved desinformerende artikler og lignende skulle påvirke ikke bare offentligheden, men også de politiske beslutningstagere. I kapitel 11 "Påvirkningsinformationer og desinformation" er et helt afsnit viet Jørgen Dragsdahl (bd. 1 s. 574-578), og det følgende afsnit handler om hans avis Informations rolle som "redskab for desinformation".
Et eksempel på, hvor stor indflydelse Dragsdahl havde, er en tekstboks med overskriften "Kjeld Olesens udvikling". Kjeld Olesen var socialdemokratisk forsvarsminister 1971-1973, minister for offentlige arbejder 1975-1978 og udenrigsminister 1979-1982. I tekstboksen beskrives Kjeld Olesens udvikling fra en tilsyneladende driftssikker antikommunist og NATO-venlig minister til NATO-skeptisk politiker. Efter sin afgang som udenrigsminister erklærede han offentligt, at NATO benyttede sig af manipulerede tal ved opgørelsen af styrkeforholdet mellem Øst og Vest. Og han byggede her på oplysninger, han havde fået af Jørgen Dragsdahl. Olesen afviste nu blankt, at der overhovedet eksisterede nogen militær trussel fra sovjetisk side, og han "erklærede samtidig, at han fandt det særdeles positivt, at så mange socialdemokrater engagerede sig i fredsbevægelserne ... Ja, Socialdemokratiet var i sig selv, dvs. som parti, en fredsbevægelse". Olesen beundrede Dragsdahl og har selv fortalt, at han blev påvirket af hans "alternative" syn på USA, NATO og dansk sikkerhedspolitik. Som minister læste han alle Dragsdahls artikler. Han havde ligeledes som udenrigsminister "uden tøven" og personligt udpeget ham til medlem af regeringens sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg (bd. 2 s. 479).
Efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. partikongres i februar 1956 med Khrusjtjovs hemmelige Stalin-kritiske tale og den sovjetiske nedkæmpelse af det ungarske oprør i oktober 1956 var det svært at være kommunist i Danmark, og i 1959 stiftede tidligere DKP-formand Aksel Larsen og andre tidligere DKP-medlemmer Socialistisk Folkeparti. Der har været delte meninger om, hvor egentligt et brud med kommunismen der var tale om. Socialdemokraten Per Hækkerup, der blev udenrigsminister i 1962, udtalte, at selv om en slange skifter ham, er den stadig en slange (bd. 1 s. 265-266). Det nye parti var i hvert fald særdeles aktivt i kampen mod forsvaret og NATO.
Ved siden af fremlæggelsen af de mange oplysninger om danske borgeres arbejde for, samarbejde med eller støtte til Sovjetunionen og Warszawapagten er det behandlingen af "fodnotepolitikken" i 1980'erne og Socialdemokratiets kursskifte, der er de mest omstridte dele af Ulve, får og vogtere, og dele, hvor også nuværende socialdemokrater har noget i klemme.
Der gives i Ulve, får og vogtere en indgående beskrivelse og analyse af hele denne usædvanlige situation, lige fra forholdene internt i Socialdemokratiet og til de andre NATO-landes voksende kritik af den danske illoyalitet. Det danske forsvar var også svagt i denne periode, så både USA og Storbritannien advarede os om, at det kunne komme dertil, at de ikke ville risikere deres soldaters liv ved at sende forstærkninger til Danmark, men i en given situation ville finde andre løsninger. Bent Jensen tegner et meget dystert billede af situationen og mener, at det kun var Murens fald i 1989 (som ingen havde forudset), der reddede Danmark fra at komme i en meget ugunstig situation.
Af særlig interesse er det billede, der tegnes af Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen (som havde været statsminister til 1982) og af den tidligere tv-journalist Lasse Budtz, som allerede i 1979 havde overtaget posten som udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokratiet fra den NATO-positive Robert Pedersen. Der var kommet en hel del nye unge medlemmer i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som lå langt til venstre for, hvad der hidtil havde været Socialdemokratiets politik. Bent Jensen er meget hård ved Anker Jørgensen, idet han betegner ham som en leder uden en klar og konsekvent linje og med ringe indsigt i udenrigs- og sikkerhedspolitik (han var formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund 1968-1972 og havde været medlem af Folketinget siden 1964). Desuden var han ikke alene i sine følelsers, men også i den efterhånden meget venstreorienterede Lasse Budtz' vold.
De sidste streger i det lidet flatterende billede af Socialdemokratiet tegner Bent Jensen ved at skildre partiets holdning (eller mangel på samme) til begivenhederne i de kommunistiske satellitstater. Ledende socialdemokrater dyrkede til det allersidste deres venskabelige forbindelser med de døende kommunistiske regimer. I oktober 1989(!) deltog Lasse Budtz i Venskabsforeningen Danmark-DDR's festseminar i anledning af 40-året for DDR's oprettelse. Polen og Solidaritet og begivenhederne i Polen i 1980'erne nævnes ikke udtrykkeligt i denne sammenhæng, men der henvises til, at flere ledende socialdemokrater så med skepsis og ulyst på de folkelige oppositionsbevægelser i Øst- og Centraleuropa. "Lasse Budtz udtrykte således sin store bekymring for de 'højreorienterede kræfter', der nu løb stormløb mod de socialistiske regimer" (bd. 2 s. 513). Lignende ting var blevet fremført af socialdemokraterne Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Ole Espersen, Mogens Lykketoft (Folketingets nuværende formand) og Jytte Hilden.
Bogen blotlægger ikke alene mange nulevende og stadig indflydelsesrige personers optræden under Den Kolde Krig, men kommer også til at stå som et tegn i den aktuelle strid om ting, der vel er anderledes, men i flere henseender også sammenlignelige. Det bliver spændende at se, hvordan den fortsatte debat om bogen kommer til at forløbe, og hvilken indflydelse den vil få.
Bent Christensen
EFTER ARTIKLEN OG I BOKSE
Om bogen
Bent Jensen: Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991, bd. 1-2. Gyldendal, 2014. 1512 sider. - På side 35 i bladet er de to binds omslagsforsider gengive.
Om forfatteren
Bent Jensen, f. 1938. Oprindelig uddannet som elektriker. Lærte russisk på Hærens Sprogskole (TLBS) 1960-1962. Cand. mag. historie/russisk 1969. Dr. phil. 1979. Professor ved Syddansk Universitet 1980. Leder af Center for Koldkrigsforskning 2007-2010.
Bent Jensen beskæftigede sig som historiker først med især dansk-sovjetiske forhold og har herom bl.a. skrevet Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle (1984) og Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965 (1999). Siden har han udvidet fokus til at omfatte det fulde omfang af den stalinistiske undertrykkelse i Gulag og glemsel (2002) og Stalin. En biografi (2005). Ulve, får og vogtere, 1-2 (2014) sætter fokus på den kolde krig i Danmark.
Bent Jensen deltager ofte i den offentlige debat og var 1989-91 politisk redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten. - Øvers til venstre på side 36 er der i bladet et billede af Bent Jensen..
Om anmelderen
Bent Christensen er født 1943. Indkaldt til værnepligtstjeneste 1962, løjtnant af reserven 1964 (sprogløjtnant med russisk), premierløjtnant af reserven 1968, feltpræst af reserven med rådighedstjeneste 1972-1977, feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern vinteren 1976/77, feltpræst af reserven uden aktiv tjeneste 1977-2003. Cand. mag. i dansk/russisk 1968. Gymnasielærer 1968-1971. Sognepræst i Den Danske Folkekirke 1971-2003. Lic. theol. (ph.d.) 1985, dr. theol. 1998. Har siden 2003 arbejdet med teologi (herunder salmedigtning), litteratur (herunder egen poetik og egne digte) og slaviske ting, nu udelukkende polske.
* * *
Tre af Adam Mickiewicz's Krimsonetter
Oversat af Bent Christensen 2014.
Trykt i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski, nr. 2-3/2014 (nr. 88-89), august eller september 2014. - Står også på undersiden "Litterære tekster", langt nede på siden, efter mine tidligste egne digte, i afdelingen "Oversættelser".
Adam Mickiewicz skrev de i alt 19 Sonety krymskie under sin forvisning fra Litauen på en rejse til Krim i 1825. De 18 af dem blev udgivet i Moskva 1826. Den sidste (som mangler den sidste linje) blev først trykt efter Mickiewicz's død. Mickiewicz er den polske nationaldigter, men han var født og opvokset i Litauen, som indtil Polens tredje deling i 1795 var i union med Polen. Ved sin arrestation i 1823 boede han i Kaunas (Kowno).
6 Bakhtjisaraj
Så stort endnu, skønt stedets tomhed piner!
Pashaerne har væltet magtens sæder,
og i Giraj-elskovens skjulesteder
ulækkert kryb på gulv og vægge sviner.
Hvor før var farver, snerleserpentiner
nu snor sig ind og alt med grønt beklæder,
i kunsthåndværkets sted naturen træder;
dens skrift på væggen staver til: ruiner!
I salen står uskadt en hvid fontæne,
fra marmorkanten drypper perletårer,
der er jo kun så lidt endnu at dræne.
Den råber ud til alle verdens dårer:
Har herligheden endnu et domæne?
For jeg står her med mine tørre årer.
Noter
Bakhtjisaraj.
- Mickiewicz's polske titel er Bakczysaraj, men Den Store
Danske har stavemåden Bakhtjisaraj og oplyser: "Bakhtjisaraj, (tyrkisk 'slottet i haven'), by på Krim 32 km
syd for Simferopol [midtvejs mellem Simferopol og Sevastopol, BC] ... Bakhtjisaraj blev grundlagt af khan Mengli-Girej
(d. 1515) i begyndelsen af 1500-t. som hovedstad for Krimtatarerne, og den
fungerede som sådan indtil Krims indlemmelse i Rusland i 1783. Bakhtjisaraj har fra 1991 været sæde for Krimtatarernes
parlament. Dens orientalske arkitektur, især "tårefontænen", har
inspireret flere digtere, men er især besunget af A.S.
Pusjkin og A. Mickiewicz".
Pasha. -
Ærestitel for ledende osmanniske (tyrkiske) militære og civile embedsmænd. Krim
blev i 1475 erobret af osmannerne, og frem til 1774 var Krimkhanatet
en tyrkisk vasalstat, der udviklede en rig og særegen kultur.
Giraj.
- Jf. khan Mengli-Girej i den første note. - En
Wikipedia-artikel oplyser, at Giraj eller Girej var et tatarisk dynasti på Krim, grundlagt af Hadjdij Giraj, som (antagelig i
1430'erne), støttet af Litauen og Polen, gjorde Krimhanatet
selvstændigt og siden styrede khanatet, til Krim blev
erobret af Rusland (1783).
13 Tjatir Dah
MIRZA
For dine fødder jeg i andagt tier,
o Tjatir Dah, krimskibets maste-krone!
O verdens minaret, bjergherskertrone!
Du fra din klippetyngde dig befrier
og højt ved himlens port dig dertil vier
som Gabriel at vogte frydens zone;
din turban over skovens mørke tone
står skræmmende med lynildsbroderier.
Om solen svider eller tågen svaler,
om marken hærges eller huse skændes,
som den urokkelige du vil kendes.
Som dragoman du tolker Guds signaler,
hvorved alt op og ned kan vendes,
du hører kun, hvad Gud til verden taler.
Noter
Tjatir Dah. - Tjatir Dah betyder på tatarisk "telt-bjerget" og er et
bjergmassiv ved Simferopol-Alusjta-vejen midt på det
sydlige Krim. Byen Alusjta ligger ved
sortehavskysten.
MIRZA
(udtales (deles) mir-za). - Mirza er en titel af
persisk oprindelse, "(an)fører, leder". Bruges for medlemmerne af det
øverste aristokrati i tatarstaterne. - Her i Krimsonetterne er "Mirza" hovedpersonen
"Pielgrzyms" (pilgrimmens) lokale
rejsefører og dialogpartner. - I "Tjatir Dah" står ordet "Mirza" lige foran sonettens
første firlinjersstrofe, hvilket angiver, at det er
ham, der taler. I andre sonetter optræder ordet "Pielgrzym"
(som er betegnelsen for sonetternes vestlige hovedperson) på tilsvarende måde.
I nogle af sonetterne optræder begge ord som en angivelse af, hvem der taler i
det følgende, så at der altså bliver tale om en dialog mellem
"Pilgrimmen" og "Mirza". - Betegnelsen "Pilgrim"
(som ikke forekommer i denne sonet) kan forstås på flere måder. Den kan gå på,
at den fra Litauen forviste rejsende søger det tabte. Eller den kan gå på, at
han søger sig selv. Men den kan også ses i forbindelse med Polens historie, ja,
man kan her tænke på, at Mickiewicz i 1832 under indtryk af den polske Novemberopstand 1830-1831 skrev det ejendommelige værk Księgi narodu polskiego i pielgrzymstwa polskiego (bøger om den polske nation og den polske
pilgrimsfærd), og på, at han 1832-1833 var medudgiver af det i Paris udgivne
tidsskrift Pielgrzym Polski (den polske pilgrim).
Dragoman. -
Ordet dragoman kommer af italiensk "dragomanno"
og arabisk "targuman" (tolk). En dragoman
var i det ottomanske imperium en person, der kunne vestlige sprog og fungerede
som både tolk og diplomat.
16 Bjerget Kikineis
MIRZA
Se ned i denne kløft, se bølgegrunden!
Bjerg-fuglen ligger dér som lyn-nedsavet
med mastefjer spredt over hele havet,
en kreds af hvidt mod blåt så langt udspunden.
En ø af sne nu ligger dér i bunden,
en hvid ø i det blå, af den sky lavet,
som ofte er så dystert sort tykmavet,
men nu er med et flammebånd omvunden.
Det er et lyn! Men her med denne store
forhindring for os må vi holde stille.
Jeg springer, du er klar med pisk og spore.
Når jeg er væk, se mod den klippepille.
Ser du mig dér, kan kløften ikke skille;
men ellers sig, at jeg en fejl her gjorde!
Noter
Kikineis. -
Kikineis er en landsby på den allersydligste del af
Krim, ca. 20 km fra Jalta ved landevejen mod Sevastopol. Dens russiske navn var
(svarende til det tatariske navn) indtil 1945 Кикинеи́з
(Kikineíz). Efter 1945 er det russiske navn Оползнево́е
(Opolznevóje). De ukrainske navne er henholdsvis Кікенеїз og
О́ползневе.
- I dansk sammenhæng må navnet skulle udtales kikine-ís
med tryk på sidste stavelse.
MIRZA. - Se
noten til sonet nr. 13.
Bølgegrunden osv. - For at forstå denne sonet skal man være klar over, at Mirza og hans
ledsager er så højt oppe, at de ser ned på skyerne, som har det himmelblå hav
under sig. Men den kløft, de ser ned i, er altså ikke bredere, end at det
skulle kunne lade sig gøre at få hesten til at springe over den. Hvis ikke, er
det bare ærgerligt! - Se om Mirzas ledsager i Mirza-noten til nr. 13.
Bjerg-fuglen.
- Er vist ikke knyttet særligt til bjerget ved landsbyen Kikineis,
men Mickiewicz bruger den formodentlig her, fordi han ser de skyer, Mirza ser
ned på, som også fuglefjer. Og i den persiske mytologi er fuglen Simurg skildret som et bjerg og som en sky.
Mastefjer. - Meningen må være, at den "nedsavede" (egl. nedskudte) fugls hvide fjer nu ses som skibenes hvide sejl på havet, så langt øjet rækker.
-
Bemærkning (kun her i internetudgaven):
Fem andre Krimsonetter er tidligere oversat til
dansk, nemlig nr. 1, "Stepy Akermańskie" (De akermanske Stepper), nr. 10 "Bajdary"
(Bajdary), nr. 14 "Pielgrzym",
(med den forkerte titel "Tjatyrdah", se
nf.), nr. 8 "Grób Potockiej"
(Potockas Grav) og nr. 18 "Ajudah"
(Judah). - Disse fem sonetter, som var oversat fra polsk af Knud Berlin (1864-1954), stod i denne rækkefølge under
overskriften "Fem krimske Sonetter af Adam Mickiewicz" i Ny Jord. 14 Dags Skrift for Litteratur,
Videnskab og Kunst, 1888. Den pdf-kopi, jeg har fået fra Statsbiblioteket, ser ud til at være fra en bogudgave
af tidsskriftet. På titelbladet står "1ste Bind. (Januar-Juni 1888)".
- Hvad den forkerte titel til oversættelsen af nr. 14 "Pielgrzym"
angår, forestiller jeg mig, at der også har skullet være trykt en oversættelse
af sonetten "Czatyrdah"
(Mickiewicz's nr. 13, som jeg nu har oversat med titlen stavet "Tjatir Dah"), men at dennes
tekst og titlen til den formodentlig lige derefter følgende oversættelse af "Pielgrzym"
er blev fjernet, så at oversættelsen af "Pielgrzyms" tekst er kommet til at stå under titlen
"Tjatyrdah". - Jeg har spurgt Det Kgl.
Bibliotek, om man kendte noget til andre Knud Berlin-oversættelser af Krimsonetterne end dem, der er trykt i Ny Jord, altså fx den formodentlig
fjernede oversættelse af "Czatyrdah", men det gjorde man ikke.
* * *
Tandlægebesøg m.m. i Szczecin.
Fra undersiden "Erindringer - DAGBOG".
Mandag den 25. august 2014. - Det følgende svarer i høj grad til, hvad jeg har skrevet på min Facebook-væg. - I går aftes kom vi hjem fra et lille tandlægebesøg i Szczecin, Polen. Det var derfor, jeg måtte slå søndagens salme op allerede i onsdags. Men vi har jo fulgt situationen i Ukraine i radio og tv fra vort værelse på vort dejlige Hotel Victoria. Her er noget af, hvad jeg lige har skrevet i en kommentar på Dansk-Ukrainsk Selskabs profil: "Godt! Men det er også interessant, at det er Rabinovich tv. Den har jeg lige fået i min satellitboks under min søgning efter Ukraine Today (som jeg vist ikke har satellitadgang til). Nu må jeg se, hvad det er for en. - Men jeg arme mand! Jeg vil gerne være solidarisk med Ukraine og følge med i, hvad der sker, så jeg også kan kommentere det forskellige steder, men jeg har også mine egne projekter, som jeg skal se at få gjort færdige, mens jeg endnu kan. Det bliver en afvejning. - Vi kom hjem fra et tandlægebesøg i Szczecin, Polen, i går aftes, men har netop, på Nettet, set TVP 1's dækning af uafhængighedsdagen. Jeg skal jo også fortsat dyrke mit polske "bifag". Men jeg regner det ukrainske for en udvidelse af det polske. Det nære forhold mellem Polen og Ukraine blev også understreget i den her omtalte tv-avis. Der vistes bla. en Twitter-hilsen (på ukrainsk med latinske bogstaver) fra premierminister Donald Tusk. Den begyndte (citeret efter hukommelsen) med ordene: Der kan ikke være et frit Europa uden et uafhængigt Ukraine. Og så ønskede han ellers Ukraine alt godt. - Jeg sætter links til de to nævnte tv-stationer i kommentarfeltet. - Ellers oplevede vi ikke noget særligt. Det vigtigste var jo også, at vi begge fik en ny tandkrone, og at jeg fik fornyet belægningen på en tand i min gamle bro fra 1964. Men selve det at få talt noget polsk er altid en vigtig del af sådan et tandlægebesøg. Jeg fik især nogle meget interessante samtaler med taxachaufføren, der kørte os til og fra tandlægen, og som vi kender fra tidligere. Om Ukraine og Rusland. Og om den aktuelle præstesag, som vel at mærke ikke har noget med det der, I ved nok, at gøre. Det er en vist god katolsk præst, der bare er kritisk over for det kirkelige system og nu er blevet suspenderet af ærkebiskoppen i Warszawa. Chaufføren og jeg var stort set enige i alt. Også om, hvordan den katolske kirke burde reformeres, blandt andet så præsterne kunne gifte sig og komme til at leve et almindeligt menneskeliv. Meget interessant at have en sådan samtale. Som jeg sagde til ham: "Taxachaufførerne er nogle af de klogeste. Meget ofte henviser korrespondenter og kommentatorer til deres samtaler med chaufføren på vej hen til studiet". Hvortil han først svarede: "Hvis jeg havde hørt til de klogeste, ville jeg ikke have været taxachauffør!". Men i anden omgang indrømmede han, at man som taxachauffør fik talt med mange mennesker og derved kom til at vide meget. Hvad den katolske kirke angår, er det ofte sådan, at når man taler med almindelige katolikker, ender man næsten med at forsvare den katolske kirke! Og det bekræfter mig i min egen holdning, der kort sagt går ud på, at jeg stiller mig tæt og kærligt kritisk ved siden af mine romersk-katolske medkristne med fødderne solidt plantet i "1530" (Augsburg, det sidste forsøg på at undgå kirkesplittelsen, jf. Den Augsburgske Konfession, som i dag er et af Folkekirkens bekendelsesskrifter). Jeg var til aftenmesse i Domkirken lørdag aften. Evangeliet var Matt 16,13-20, altså Peters bekendelse og Jesu ord: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene«. Det fik præsten en vist sådan set meget god prædiken om paveembedet ud af. Men søndag morgen, hvor jeg, fordi vi skulle med DenTour-bussen allerede kl. 10.30, måtte nøjes med at høre messen fra Hellig Kors Kirke (Kościół Świętego Krzyża) i Warszawa på den polske radios program 1 (som utallige gange derhjemme), var det en helt anden prædiken. Jeg tror ikke, ordet "paven" forekom en eneste gang, nej, prædikenen var faktisk en næsten luthersk prædiken om det (denne forstand) almindelige præstedømme, nemlig på den måde, at nøglemagten blev forstået som den magt, der ligger i, at enhver troende har fået nøgler til Himmeriget, dvs. Evangeliet, så at han i alt, hvad han siger og gør, kan være med til at lukke sine medmennesker ind i Himmeriget. En fantastisk prædiken. Jeg vil ikke udelukke, at den kan være holdt under indtryk af den ovenfor omtalte præstesag. Man skal virkelig ikke undervurdere den katolske kirke! - Lørdag eftermiddag gik jeg en længere turisttur i området lige i nærheden af Hotel Victoria på pl. Stefana Batorego (Stefan Batory var konge i Polen-Litauen 1576 – 86) og langs havnen/Oderfloden op til Wały Chrobrego, et stort anlæg ved de gamle fæstningsvolde, som i sin nuværende skikkelse er anlagt i 1902-1907, dvs. i den tyske tid, men som nu har navn efter Polens første rigtige konge Bolesław Chrobry eller Boleslav den Tapre (fyrste 992 – 18. april 1025, konge 18. april – 17. juni 1025). Han efterfulgte fyrst Mieszko, der var det spæde Polens første kristne regent. Det er et flot anlæg. Øverst ligger Nationalmuseet og den store slotsagtige bygning, hvor amts- eller województwo-administrationen har til huse (Województwo Zachodniopomorskie). - Og jeg fik som sædvanlig købt nogle bøger, bla. en polsk Ukraines historie og en meget spændende bog om "Det Kæmpende Solidaritet", dvs. den mere aktivistiske gren af Solidaritet. Som noget nyt købte jeg tre CD'er med polske lydbøger. Dem vil jeg prøve at høre, evt. flere gange. Det er en god sprogtræning. Og jeg kan også gøre det i bilen. - Lørdag aften spiste vi traditionen tro "bøf på sten" i Hotel Victorias restauration "Restauracja Stary Szczecin" (Restauration Gamle Stettin). Her og i øvrigt indimellem hyggede vi os med vor medsvigerfar Hans-Erik, som også var til tandlæge.
* * *
MERE UKRAINE! - OPLYSNINGER
(med polske links) OM DE ETNISKE, SPROGLIGE OG KIRKELIGE/RELIGIØSE FORHOLD I
UKRAINE
På min Facebook-væg
og her 27.03.14.
I forlængelse af et
tidligere Facebook-opslag om de etniske, sproglige og kirkelige/religiøse
forhold i Ukraine kan jeg nu videregive følgende, som jeg har fundet i diverse polske Wikipedia-artikler (og fået
oplyst af en polsk kilde).
Jeg sætter også denne
opfølgning på, fordi jeg af en meget velorienteret person er blevet gjort
opmærksom på, at Den Store Danske ikke er den bedste kilde til disse ting. Men
man kan selvfølgelig heroverfor gøre gældende, at de polske artikler også kan
være ensidige. (Hvad Den Store Danske angår, husker jeg, at den også i det hele
taget har været kritiseret for at være for overfladisk, hvad forholdene i det
tidligere Sovjetunionen angår. Men det overstiger min "ekspertise" og
tid og mine kræfter at gå ind i en nærmere undersøgelse af dette).
Hvad antallet af
polakker - eller ukrainere med polsk baggrund - angår, har jeg fundet et meget
interessant tal på en internetside fra organisationen "Stowarzyszenie
'Wspólnota Polska'"
(Foreningen "Det Polske Fællesskab"). Se det sidste af linkene
nederst. Her opgives antallet af polakker i Ukraine til at ligge mellem 150.000
og 900.000! Forklaringen på det meget store gab mellem disse to tal er, at der
i den nedre ende af skalaen er tale om folk, der mere eller mindre behersker
det polske sprog, mens der i den øvre ende af skalaen bare er tale om folk med
polsk baggrund. Vi kender det her fra Danmark, hvor der er polske indvandrere
fra forskellige tider, der behersker det polske sprog, efterkommere af polske
indvandrere, der ikke behersker det polske sprog, men er bevidste om og stolte
over deres polske baggrund - OG efterkommere af polske indvandrere, der ikke
behersker det polske sprog og heller ikke er interesserede i deres polske
baggrund, men tværtimod gør alt for at fremtræde som slet og ret danskere. - På
den her omtalte internetside opgives antallet af polakker i Danmark til 20.000. Men hvis vi
medregner samtlige efterkommere efter de polakker, der siden 1893 er kommet til
Danmark, bliver tallet meget stort - og naturligvis til sidst ubestemmeligt.
Hvad forholdene på Krim angår, har min polske kilde oplyst,
at der er ca. 1.000 polakker på Krim, som nu vil meget gerne til Polen, og at
russerne har givet dem valget mellem at modtage russisk pas eller flytte fra
halvøen.
Min polske kilde
omtaler også de ukrainske nationalisters overgreb mod polakkerne fra Anden
Verdenskrig af og til vist 1950 og gør opmærksom på, at en del af den nuværende
ukrainske regering udgøres af nationalister med sort-røde
faner, som er efterfølgere af OUN (Organizacja Ukraińskich Nacjonalistów = Організація Українських Націоналістів
(Organizatsija ukrainskikh natsionalistiv) =
Organisationen af Ukrainske nationalister) og UPA (Ukraińska Powstańcza Armia = Українська Повстанська Армія (Ukrainska
Povstanska Armija) = Den Ukrainske Opstandshær). Dette er interessant og vigtigt. Så er
det altså ikke bare russisk og prorussisk propaganda. Men som jeg har sagt til
min polske kilde: Når EU støtter Ukraine, kommer en vigtig del af støtten til
at bestå i, at sådanne grupperinger bliver holdt på plads.
Hvad nu DE ETNISKE
GRUPPER I UKRAINE (inkl. Krim) angår, opgiver den polske Wikipedia-artikel
disse tal:
Ukrainere – 77,8%
Russere – 17,3%
Hviderussere – 0,6%
Moldavere – 0,5%
Krimtatarer – 0,5%
Bulgarere – 0,4%
Polakker – 0,3%
Jøder – 0,2%
Øvrige – 2,4%
Og hvad DE
KIRKELIGE FORHOLD I UKRAINE (inkl. Krim) angår, oplyser den polske
Wikipedia-artikel, at 83,8% af indbyggerne i Ukraine erklærer sig som kristne.
Fordelingen på konfessioner opgives til at være:
Ortodokse – 76,7%;
Uden bekendelse –
14,7%
Katolikker – 5,6%;
Protestanter – 1,3%
(hovedsagelig pinsekirkelige og baptister);
Muslimer – 1,2%;
Andre religioner –
0,4%;
Jøder
("judaister") – 0,1%.
MEN - der tilføjes
disse meget interessante, mere detaljerede CIA(!!!)-tal
fra 2006:
- Den Ukrainske
Ortodokse Kirke (Kijev-Patriarkatet, altså den særlige ukrainske ortodokse
kirke) - 50,4%
- Den Ukrainske Ortodokse
Kirke under Moskva-Patriarkatet (altså en afdeling af Den Russiske Ortodokse
Kirke) - 26,1%
- Den Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke (en helt selvstyrende,
"selvhovedet", ukrainsk ortodoks kirke) - 7,2%
(Der er altså to
forskellige ukrainske ortodokse kirker og, når den russiske regnes med, tre
forskellige ortodokse kirker)
- Den katolske
kirke med byzantinsk-ukrainsk ritual (det, der egentlig forstås ved Den Græsk-Katolske Kirke, nemlig en kirke med ortodoks
gudstjenesteform, der hører under paven i Rom, noget, der stammer fra den
polske tid; medlemmerne af denne kirke kaldes også de (med Rom) unerede) - 8%
- Katolicisme
(altså almindelig katolicisme som i fx Polen - 2,2%
(10,2% af
indbyggerne i Ukraine hører altså ifølge CIA under paven i Rom)
- Protestanter (se
også ovenfor) - 2,2%
- Judaisme - 0,6%
Polskkyndige, der
vil vide mere, kan bruge disse links:
LINKS:
http://pl.wikipedia.org/wiki/Ukraina
http://pl.wikipedia.org/wiki/Rze%C5%BA_wo%C5%82y%C5%84ska
http://pl.wikipedia.org/wiki/Akcja_Wis%C5%82a
http://pl.wikipedia.org/wiki/Bia%C5%82oru%C5%9B
http://wspolnotapolska.org.pl/polonia_w_liczbach.html
* * *
INFORMATOR POLSKI 4/2013
Den 6. december 2013 blev der sat tre nye Informator Polski-tekster her på siden, nemlig dels de to tekster lige her nedenfor ("70-året for Slaglille-katastrofen" og "Sidegevinster"), dels, noget længere nede, anden del af dobbeltartiklen "Polen i dansk litteratur" (efter første del, som stod i Informator Polski 2-3/2013).
Jeg lavede den 9. december 2013 Facebook-billedalbummet "INFORMATOR POLSKI 4/2013", hvis tekster står efter den oprindelige omtale her lige nedenfor. - LINK:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.696953147005220.1073741839.100000716224349&type=1&l=c12ff7078a
-
70-året for Slaglille-katastrofen
[Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
-
FLYVERHUSET - en tilføjelse
Den 16. september 2019 så jeg sognepræst Anders O.
G. Frederiksens opslag om højtidelighederne lørdag den 14. september 2019. Jeg
skrev en kommentar, hvori jeg beklagede, at Anna og jeg havde måttet melde
afbud. Men jeg så også to kommentarer, hvori det hus, der nu er på stedet, hvor
familien Christensens hus lå, af lokale blev omtalt som "Flyverhuset".
Det mente jeg ikke at have set eller hørt før, men en googling
førte mig til undersiden "Plane 223 HAL II BB309 - Slaglille Mark",
der er en underside til "AirmenDK Allied Airmen - Allierede flyvere 1939-45 DK". - Her er
linket:
https://www.airmen.dk/p223.htm
-
Den første artikel i dette nummer er Polonia-formand Lidia Szusters "70. rocznica katastrofy lotniczej pod Slaglille" (70-året for flykatastrofen ved Slaglille). - Jeg henviser i denne forbindelse også til såvel de forskellige Slaglille-tekster længere nede på denne side som til Facebook-billedalbummet"1943 - Slaglille - 2013". - LINK:
TILFØJELSE
11.12.13: LINK til Polowizja-video fra Slaglille kirke og kirkegård:
http://www.polowizja.dk/2013_12.html
Den anden tekst er
biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møllers prædiken ved den økumeniske
gudstjeneste i Slaglille Kirke den 14. september 2013, hvor 70-året blev
højtideligholdt. Titlen er: "Wiara rodzi się z tego, co się
słyszy" (Troen kommer af det, der høres,
jf. Paulus' Brev til Romerne kap. 10, vers 17). Men det var evangeliet til
Folkekirkens gudstjeneste dagen efter, 16. søndag efter trinitatis, biskoppen
prædikede over, opvækkelsen af enkens søn fra Nain,
Lukasevangeliet kap. 7, vers 11-17. (Se nf. om boksen under denne prædiken).
Den tredje tekst er profesor Edwars Olszewskis artikel "W 70. rocznicę
tragicznej śmierci
Lublin uhonorował pilota
RAF Eugeniusza Piotra Kasprzaka" (Lublin ærede RAF-pilot Eugeniusz
Piotr Kasprzak i anledning af 70-året for hans
tragiske død). Andenpilot Eugeniusz
Piotr Kasprzak blev født i Lublin den 8. januar 1922.
Den fjerde tekst er
et to sider langt digt med titlen "W 70 lat dookoła
Slaglille" (70 år omkring Slaglille). Digtet er underskrevet "Konrad
Jan Kołacz / Næstved, 5 lipca
2013 r." (Konrad Jan Kołacz / Næstved, den
5. jul lipca 2013).
Nederst på den side,
hvor slutningen af biskop Peter Fischer-Møllers prædiken star, er der en boks
med de tre vers af den polske nationalsalme, som blev sunget til allersidst ude
ved de polske flyveres grav - med den oversættelse til dansk, som man havde
bedt mig om at lave, så de danske ikke polskkyndige deltagere også kunne synge
med. Det ser nogenlunde således ud:
|
Boże, coś Polskę
Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki
otaczał blaskiem potęgi i chwały,
coś ją zasłaniał, tarczą Swej opieki od nieszczeć, które przygnębić ją
miały Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie! Ty,
któryś potem, tknięty jej upadkiem,
wspierał walczących za najswiętszą
sprawę, i
chcąc świat cały mieć jej męstwa świadkiem, w
nieszczęściach samych pomnażal jej slawę. Przed
Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Powstała z grobu na Twe władne słowo
Polska, wolności narodów choraży, pierzchnęły straże, a ponad jej głową Znowu
swobodnie Orzel Biały krąży! Przed
Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie! |
Gud, du, som Polen Gud, du, som
Polen gennem lange tider omgav med
glansen af din magt og ære! Du med dit
skjold var værn til alle sider, du lod os fri
for tryk og trængsel være. Velsign os,
Herre, hør os, når vi beder; vort land er
frit, når du, vor Gud, os leder! Du led med
os, da vi var dybest nede, og var hos os
i vore frihedskampe, du ville vidt
vort kampmods ry udbrede, vor ære lod
du ingen hær nedtrampe. Velsign os,
Herre, hør os, når vi beder; vort land er
frit, når du, vor Gud, os leder! Opstanden som af graven var nu Polen, genfødt var verdens frihedsfanebærer, den hvide ørn fløj frit nu under solen, nu ingen fangelænker folket snærer. Velsign os, Herre, hør os, når vi beder; vort land er frit, når du, vor Gud, os leder! Alojzy Feliński og Antoni Górecki m.fl. 1816 og senere Dansk
oversættelse Bent Christensen 2013 |
Tekster til Facebook-billedalbummet "INFORMATOR
POLSKI 4/2013"
Albumtekst
I dette album er kopier af forsiden af og udvalgte sider i det polske tidsskrift "Informator Polski" 4/2013. De udvalgte sider er (foruden forsiden): Siden med den boks, hvori står de tre strofer af den polske nationalsalme "Boże, coś Polskę", som blev sunget ved de polske flyveres grav på Slaglille Kirkegård den 14. september 2013, og min oversættelse af dem "Gud, du, som Polen". - De to farvebilledsider med billeder fra højtidelighederne i Slaglille den 14. september 2013. - Første side af min artikel "Sidegevinster. Oplevelser gennem en uge i Szczecin-området ud over deltagelsen i integrationsdagene i Chojna" (august 2013). Se også billedalbummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013" - Første side af sidste del af min dobbeltartikel "Polen i dansk litteratur" ("Fra Georg Brandes til maria Helleberg").
ekster til de enkelte billeder
01 Forside med mindesmærke. - Kazimierz Danilewicz's
mindemærke på de polske flyveres grav på Slaglille
Kirkegård. - Den 17. september 1943 blev en RAF-Halifaxbomber, der var på vej
hjem til England efter at have nedkastet agenter i Polen, skudt ned af en tysk
natjager over Slaglille ved Sorø. Under forsøget på at nødlande kurede den
brændende Halifax ind i den danske familie Christensens hus hus.
Fem polske flyvere og fem medlemmer af familien Christensen omkom. I de sidste
mange år er der hvert år på eller i nærheden af enten selve datoen 17.
september eller alle helgens dag (1. november) blevet afholdt
mindehøjtideligheder ved såvel de polske flyveres grav som familien
Christensens grav. Fra 2005 var jeg den danske præst ved disse højtideligheder
og dermed den, der holdt andagten ved familien Christensens grav, men netop
under 70-årshøjtidelighederne den 14. september 2013 overdrog jeg denne
tjeneste til stedets præst sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen.
02 Prædiken og salme. - Slutningen af den polske oversættelse af
biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møllers prædiken ved den dansk-polske
gudstjeneste i Slaglille kirke, et billede af kirken og en boks med de tre
strofer af den polske nationalsalme, som blev sunget til allersidst ved
andagten ved de polske flyveres grav: "Boże,
coś Polskę"
- med min oversættelse til dansk "Gud, du, som Polen". - Formand for
Forbundet "Polonia" og Polsk-Dansk Forening i Næstved Lidia Szuster, som altid leder og koordinerer højtidelighederne,
havde bedt mig lave en dansk oversættelse af disse strofer, som i det mindste
kunne sætte de ikke polskkyndige danske deltagere i stand til at synge med. Men
det lykkedes mig at lave en rigtig oversættelse med rim, som blev trykt i
programmet. Jeg blev meget glad og stolt, da jeg så, at redaktør Roman Śmigielski havde sat denne boks ind. Det tillader jeg
mig at tage som en slags officiel anerkendelse af min oversættelse. Her er boksens indhold:
Boże, coś
Polskę
Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki
otaczał blaskiem potęgi i chwały,
coś ją zasłaniał, tarczą Swej opieki
od nieszczeć, które przygnębić
ją miały
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Ty, któryś potem, tknięty jej upadkiem,
wspierał walczących za najswiętszą
sprawę,
i chcąc świat cały mieć jej męstwa świadkiem,
w nieszczęściach samych pomnażal
jej slawę.
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Powstała z grobu na Twe władne słowo
Polska, wolności narodów choraży,
pierzchnęły straże, a ponad
jej głową
Znowu swobodnie Orzel Biały
krąży!
Przed Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Gud, du, som Polen
Gud, du, som Polen
gennem lange tider
omgav med glansen
af din magt og ære!
Du med dit skjold
var værn til alle sider,
du lod os fri for
tryk og trængsel være.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Du led med os, da
vi var dybest nede,
og var hos os i
vore frihedskampe,
du ville vidt vort
kampmods ry udbrede,
vor ære lod du
ingen hær nedtrampe.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Opstanden som af
graven var nu Polen,
genfødt var verdens
frihedsfanebærer,
den hvide ørn fløj
frit nu under solen,
nu ingen
fangelænker folket snærer.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Alojzy Feliński
og Antoni Górecki m.fl. 1816 og senere
Dansk oversættelse Bent Christensen 2013
03 Den første af de to midtersider med
farvebilleder. - Øverst: De
to mindesten på de polske flyveres grav og familiens Christensens gravsten. -
Nederst til venstre: Ambassadør Rafał Wiśniewski (i midten), konsul Łukasz
Gabler og militærattaché oberst Dariusz Siekiera har lige lagt Polens krans på familien
Christensens grav. - Nederst til højre: Det halve af billedet med de fire
faner. Yderst til venstre ses Forbundet af Polske Kombattanter i Danmark's fane.
04 Den anden af de to midtersider med
farvebilleder. - Øverst til
højre: Et nyere kors med de omkomne polske flyveres navne på. - I midten til
venstre: Før gudstjenesten i Slaglile Kirke. På den
forreste bænk sidder ambassadør Rafał Wiśniewski, konsul Łukasz
Gabler og den britiske militærattaché oberstløjtnant
Gordon Fotheringham. På den anden bænk sidder formand
Lidia szuster, den polske militærattaché oberst
Dariusz Siekiera, borgmester Carsten Rasmussen,
Næstved, og borgmester Ivan Hansen, Sorø. - Nederst til venstre: Den anden
halvdel af billedet med de fire faner. Til venstre Forbundet
"Polonias" fane. Til højre Polsk-Dansk Forening i Næstved's
85 år gamle fane. - Nederst til højre: Andagten ved de polske flyveres grav.
Fra venstre ses Anders Gothenborg Frederiksen (i præstekjole), konsul Łukasz Gabler, ambassadør Rafał Wiśniewski,
biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller og katolsk generalvikar
("domprovst") Lars Messerschmidt (i hvidt). Lars Messerschmidt havde
i kirken, på prædikestolen fremført en hilsen fra den katolske kirke i Danmark.
Andagten ved graven var som sædvanlig blevet holdt af katolsk præst i Næstved
Julian Bodnar, hvis hoved vist ses lige til højre for
Lars Messerschmidts.
05 "Sidegevinster". - Dette nummer af "Informator" indeholdt også to tekster af mig, som ikke havde noget med Slaglille at gøre. Her ses det første af min artikel "Sidegevinster. Oplevelser gennem en uge i Szczecin-området ud over deltagelsen i integrationsdagene i Chojna" (august 2013). Nederst til højre er indsat et billede taget den 24. august 2013 foran Augustinerklosterkirken i Chojna. Fra venstre: Biskop Peter Fischer-Møller, domprovst Jens Arendt, sognepræst Maria Harms, pastor emeritus Bent Christensen (mig) og katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski. Se også billedalbummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013". Hele artiklen står nu også på undersiden "Internationalt".
06 "Polen i
dansk litteratur - 2". - Den
anden tekst af mig, som ikke havde noget med Slaglille at gøre: "Polen i
dansk litteratur - 2. Fra Georg Brandes til Maria Helleberg". Hele
artiklen (samt den ca. tre gange så lange grundtekst) står nu også på
undersiden "Internationalt".
* * *
Sidegevinster
Oplevelser gennem en uge i Szczecin-området ud over deltagelsen i
integrationsdagene i Chojna
[Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
LINK til
billedalbummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013":
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.642611555772713.1073741836.100000716224349&type=1&l=6785eb0b95
Vi skulle bare deltage i nogle polsk-tyske økumeniske integrations- og venskabsdage. Og så ellers lidt til tandlæge og et lille pilgrimsbesøg i den i 2012 oprettede Bonhoeffer-mindehave i forstaden Szczecin-Zdroje. Men som det er sket før, kom vi også denne gang til at opleve mere, end vi havde regnet med.
De "integrationsdage", vi som medlemmer af den danske folkekirkelige delegation skulle deltage i, skulle finde sted i byen Chojna et stykke syd for Szczecin og ikke langt fra grænsen til Tyskland. På polsk og tysk betegnes disse dage (som i år skulle holdes for 24. gang) som henholdsvis Dni Integracji, Przyjaźni i Ekumenizmu og Tage der Integration, Freundschaft und Ökumene. Vi danskere var inviteret med på grund af det særlige forhold, der er opstået mellem Haderslev og Roskilde stifter og ærkebispedømmet Szczecin-Kamień. Men jeg kan ikke her komme ind på denne officielle del af vort besøg. Jeg må nøjes med at henvise til det store billedalbum på min Facebook-profil. Man skal bare finde min profil og dernæst albummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013".
Fra Szczecin til Chojna
Vi var kommet med DenTour-bussen til Szczecin torsdag eftermiddag, hvor vi som sædvanlig indtog vort værelse på Hotel Victoria. Fredag morgen kørte vi fra Szczecin Główny kl. 0625 og fik en dejlig tur til Chojna gennem Oderdalen med enge og skove.
Vi ankom til Chojna kl. 0754 og
skulle som det første deltage i messen i Augustinerklosterkirken kl. 9. Så vi
gik vi hen til en tankstation for at spørge om vej. Der kom vi til at opleve to
af polakkernes typiske karaktertræk: utålmodigheden og hjælpsomheden. For inden
vi fik set os om, havde tankstationsejeren fået sat den yngre kvindelige
medarbejder i butikken til at køre os hen til klosterkirken ikke langt derfra.
Da vi kom derhen, tilbød vi hende penge for kørslen. Men det ville hun ikke
høre tale om. Hun gik i stedet målbevidst hen til en dør i sidebygningen til
kirken, ringede på dørtelefonen og fik fat i præsten, som hun fortalte, hvad
sagen drejede sig om, og kort efter kom selveste ks. prałat Antoni Chodakowski
ud af døren. Dermed havde den unge dame udført sin opgave, og hun skyndte sig
tilbage til bilen fulgt at vore allervarmeste takkeord.
Vi havde det lidt
dårligt med at skulle ulejlige præsten, som jo nok havde meget at skulle tage
sig af inden messen, men han tog overordentlig venligt imod os og viste os ind
i et lokale, hvor vi kunne stille vore ting og jeg kunne iføre mig min
præstekjole.
Oplevelser uden for programmet
Det, at jeg gik rundt
i mit mørke tøj og min hvide skjorte med præsteflip mere eller mindre tæt på
Anna, fik mig til at tænke på den katolske kirkes omdømme, så jeg så mig en del
gange nødsaget til at forklare folk, at jeg var en dansk luthersk præst, der
havde ret til at have en kone. På vej til koncerten i Mariakirken fredag aften
var det et ældre ægtepar, der sad og ventede på en bænk. Og det endte med, at
vi fulgtes ad til kirken og kom til at sidde ved siden af hinanden. Vi sad
nogen tid, inden koncerten begyndte, og på et tidspunkt fortalte manden, at han
tilbage i 1950'erne havde gjort tjeneste i det sovjetiske flyvevåben. Så det
fik vi snakket noget om. Også på russisk. Jeg nåede dog ikke at fortælle ham,
at jeg til sprogløjtnantseksamen i 1964 havde afhørt "en nedskudt
sovjetisk pilot", der havde skullet bombe flådestationen i Korsør!
Vi danskere boede på
Hotel Piast i Cedynia helt
ude ved grænsen til Tyskland, og lørdag morgen blev vi vist rundt i byen. Vi
fik blandt andet udpeget det sted,
hvor slaget ved Cedynia den 24. juni 972 var blevet
udkæmpet, og hvor fyrst Mieszko I stort set havde
tilintetgjort grev Hodos styrke. Dette vidner om, at Oderfloden
allerede dengang var grænseflod. I øvrigt henviste vort hotels navn jo til
slægten Piast, som Mieszko
tilhørte.
Park Leśny Zdroje
Hjemme i Szczecin igen var vi om søndagen til messe i Domkirken og om mandagen til tandlæge. Men tirsdag den 27. august blev vor helt store oplevelsesdag. Vi havde længe haft et besøg i den sydlige Szczecin-forstad Zdroje i tankerne. Vi vidste nemlig, at den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer i 1930'rne (hvor byen hed Finkenwalde) havde drevet et præsteseminarium dér, men nu havde jeg oven i købet set på Internettet, at der i 2012 var blevet indviet en mindehave på det sted, hvor præsteseminariet havde ligget. Så nu skulle det være.
Men da vi fandt siden om "Zdroje
(Finkenwalde)" i vor polske rejseførerbog, blev
vi klar over, at der også var andre interessante ting i området. Der er tale om
en landsby grundlagt i midten af 1700-tallet ved udkanten af skovområdet Puszcza Bukowa (Bøgevildskoven).
Den har været berømt for sine haver og blomster, og den har været et sted, szczecinerne tog på udflugt til. Men helt fra middelalderen
af har den også været et sted, hvor der er blevet brudt kridt og kalk, og på et
tidspunkt blev disse råstoffer også brugt til cementproduktion. Den naturpark, der ligger lige syd for
Szczecin-Zdroje (mellem jernbanen og motorvejen), og
som hedder Park Leśny Zdroje
(Zdroje Skovpark), er afgørende præget af den råstofudvinding,
der har været tale om.
Hele området øst for Oderfloden og syd og øst for motorvejen er et under istiden
formet moræneområde. Det benævnes Wzgórza Bukowe (Bøgebakkerne). Og så vidt jeg har kunnet læse på
Nettet, har der været tale om en meget voldsom formning, der ofte har vendt op
og ned på de forskellige geologiske lag. Det er derfor, kalk- og kridtlagene er
blevet tilgængelige. Men i Park Leśny Zdroje er terrænet altså derudover stærkt præget af
råstofudvindingen. Dette er helt særligt tilfældet, for så vidt angår den
berømte Jezioro Szmaragdowe
(Smaragdsøen), som den 16. juli 1925 pludselig blev fyldt med vand fra
undergrunden. Men der er også andre minder om disse ting i området.
Trods søgninger på
Nettet var det aldrig lykkedes os at finde ud af, hvor den ellers flere steder
omtalte Bonhoeffer-mindehave lå, så da vi med
sporvogn og bus var kommet til Zdroje, besluttede vi
at gå til Park Leśny Zdroje
først. Den ville vi jo alligevel se, og det kunne være, Bonhoeffer-haven
lå i eller i forbindelse med den. Og vi havde masser af tid.
Vi gik kom ind i
parken fra øst, hvor der var en sti, som også var på kortet. Men det så ret
vildt ud af en park at være. Men nu var vi der, og den sti, vi kom ind på,
førte direkte til Smaragdsøen. Jeg sagde til Anna: "Ja, vi er jo kommet
ind ad bagvejen, men for hvert skridt, vi går, nærmer vi os
civilisationen". Men det var noget af en overdrivelse! Vi fik ikke set
megen civilisation. Det, der på kortet bar navnet "park", var i
virkeligheden en ren jungle, som ikke alene var fuldstændig bevokset med træer,
men som også af både naturlige og industrielle grunde var stærkt kuperet.
"Men vi skal ikke fortryde noget", sagde jeg hele tiden til Anna,
"vi er jo også kommet for at studere netop dette gamle råstofudvindingsområde
og dets geologi".
Endelig så vi et tegn
på "civilisation", nemlig et par korttavler. Men hverken disse eller
de mange andre, vi senere stødte på, var til den helt store hjælp. Det var fx
ikke angivet, hvor på kortet vi var, og det var kun en del af området, der var
vist. Det hele byggede meget på forskellige afmærkede stier. Vi nåede dog frem
til Smaragdsøen. På det sted, hvor der endnu er en cementbro efter den lille
bjergværksbane. Dér satte vi os og fik en hårdt tiltrængt smøg. Vi havde jo på
grund af jordens tørhed ikke kunnet ryge undervejs, men her kunne vi sidde på
en bænk lige ved vandkanten. Nogle ænder kom forventningsfuldt svømmende hen
til os. Men vi havde intet at give dem, så vi måtte prøve at spise dem af med
nogle venlige ord.
Så vidt, så godt. Men vi ville jo også gerne nå at se den i rejseføreren omtalte - og afbildede - broagtige store cementbue med en kinesisk pavillon på - som naturligvis i sin tid var blevet lavet for at vise cementens muligheder. Men den nåede vi aldrig hen til. Til gengæld fik vi set den også berømte kunstige grotte, som der indtil for nylig har været en vis restaurationsvirksomhed ved. Og et par andre ting. Til sidst nåede vi ud til Punkt Widokowy - Polana Widok (Udsigtspunktet "Udsigt fra lysningen"), hvorfra vi kunne se helt til Szczecin og blandt andet tydeligt kunne se Domkirken. Jeg fik taget et billede af Anna, mens hun stod og så op mod Szczecin. Det var vist et sted, hvor jernbanen havde kunnet køre de udgravede materialer hen til skrænten. Mens vi sad på en bænk dér, kom et andet par derud, og da de havde nydt udsigten, kom de hen til os og gav sig i snak med os.
Det var ikke et ægtepar, måske to slægtninge. For kvinden var helt polak og kunne kun polsk. Men manden viste sig at være polskamerikaner på ferie i Polen. Og hvilken polskamerikaner! Vi kom blandt andet ind på forskellige politiske ting, og han viste sig at ligge langt til venstre på den politiske skala. Han spurgte mig, hvordan jeg vurderede Polens aktuelle situation. Og jeg kunne jo kun svare, at efter min mening befandt Polen sig i den bedste situation nogensinde. Det var en meget interessant samtale, endnu et eksempel på, hvad Anna og jeg kalder "dybdeturisme". Og så lykkedes det os at komme ud af parken og ind i byen.
Bonhoeffer-haven
Men nu var det blevet sent, og vi skulle nå at besøge vort hovedmål: Bonhoeffer-mindehaven. Vi gik hen til taxa-holdepladsen i nærheden af den rundkørsel, hvor vi var stået af bussen. Taxachaufførerne måtte da vide, hvor det var. Det viste sig også at være tilfældet. Men på en måde, der ikke bare løste vort problem, men også førte til vor største "dybdeøkumeniske" oplevelse på denne tur.
Der holdt en lang række taxaer på holdepladsen. Og jeg gik hen til den første. Dér sad chaufføren og læste i en bog med et billede af pave Jan Paweł II som bogmærke. Det var en katolsk katekismus! Han vidste imidlertid ikke selv, hvor Bonhoeffer-haven var, men mente dog, at der var en lidt længere nede i rækken, der vidste det. Det var der også. Og han fortalte os, at det var lige i nærheden. Men vi var nu så trætte og forsinkede, at vi insisterede på at blive kørt derhen. Det viste sig at være for enden af ul. Jabłoniowa, en blind sidevej til ul. Batalionów Chłopskich.
Men vi blev sat af og gik med ærefrygt ind i det fine, men ikke alt for velpassede lille anlæg med det fulde navn Ogród Ciszy i Medytacji im. ks. Dietricha Bonhoeffera (på tysk: Dietrich Bonhoeffer-Garten der Stille und Meditation).
Jeg gav mig straks til at gennemfotografere haven. Det første
billede, vi tog inde i haven, var af selve den lille mindesten med indskriften
"Finkenwalde Seminarium 1935-1937 Dietrich Bonhoeffer". Dernæst tog vi et, som i mit
Facebook-album har fået teksten "Her står jeg ved mindestenen. Med hele
historien 1933-1944 i tankerne". 1933 er jo året for Hitlers
magtovertagelse og 1944 er det år, hvor Bonhoeffer
blev henrettet på grund af sin tilknytning til sammensværgelsen mod Hitler i
forbindelse med det mislykkede bombeattentat i Wolfsschanze. Men Bonhoeffer havde også fra begyndelsen af været en ledende
skikkelse i Bekendelseskirken (Die Bekennende Kirche, en samlende betegnelse for den organiserede modstand
1933-45 blandt evangeliske præster og menigheder imod det nazistisk dominerede
rigskirkestyre). Bonhoeffer var desuden en stor og
fin teolog, som man også her i Danmark stadig studerer og lader sig inspirere
af. Som jeg blandt andet har sagt til de polske katolikker, vi har talt med om Bonhoeffer: "Bonhoeffer er
noget af det nærmeste, man kan komme 'en protestantisk helgen', og han er i
hvert fald en martyr, vi absolut skylder at ære og mindes".
Det næste billede, vi tog, er et, hvor Anna sidder og mediterer på bænken i nærheden af mindestenen, men hvorpå man også ser nogle af alle pladerne med hovedsagelig Bonhoeffer-citater langs den sti, der bugter sig gennem haven. Det er meningen, at man skal gå stille rundt og fordybe sig i teksterne og meditere over dem. På et af de næste billeder står Anna og mediterer ved det døde træ, der er plantet som et symbol på Gestapos lukning af præsteseminariet i 1937 og dermed udslukkelsen af det åndelige liv på dette sted. Derefter kommer en tekst, hvori der henvises en skulptur, som man åbenbart planlægger at rejse senere. Alle teksterne står på polsk, tysk og engelsk, men jeg oversætter nu denne til dansk:
Bordet. Stenskulpturen i form af et bord med stole symboliserer det fællesskab, den varme familieatmosfære, der herskede mellem de studerende og pastor Dietrich Bonhoeffer. Den væltede stol skal symbolisere Gestapos pludselige indtrængen, fordrivelsen af de studerende og præsteseminariets lukning.
På det sidste billede står jeg ved det store kors, der måske før 2012 var det eneste minde om Dietrich Bonhoeffers præsteseminarium.
Da vi var færdige med fotograferingen og sad lidt på bænken og hvilte os, kom en mand ind i haven. Det var den taxachauffør, vi først havde henvendt os til. Han sagde, at nu ville han altså selv se mindehaven. Men han var tydeligvis også interesseret i at komme til at snakke med os. Jeg havde jo fortalt ham, at vi var et dansk luthersk præstepar. Det blev en meget interessant samtale, hvor vi kom ind på mange ting i forbindelse med forholdet mellem den katolske og den lutherske kristendomsform. Han var blandt andet meget uforstående over for, at vi i Den Danske Folkekirke havde indført et ritual for vielse af par af samme køn. Men jeg kunne oplyse, at ikke alene var jeg imod og havde skrevet meget imod det, men at også biskoppen over vort stift, Lolland-Falsters Stift, var imod og ikke havde skrevet under på ritualet - hvad en anden biskop heller ikke havde, nemlig den kvindelige biskop over Helsingør Stift. (Jeg er sikker på, at "kvindelige biskop" også har rykket noget i ham). Men jeg sagde indtil flere gange, at for os i Folkekirken var friheden noget af det allervigtigste. Og jeg understregede, at vi jo trods alle vore dårligdomme havde troen på Jesus Kristus og på Den Treenige Gud som vort centrum, og at Evangeliet levede hos os i vor frihed. Hvad den katolske kirke angår, måtte jeg sige, at hvor historisk og økumenisk indstillet jeg end var, og hvor meget jeg end ønskede at leve tæt sammen med mine katolske medkristne, måtte jeg forholde mig absolut kritisk til især Maria-dyrkelsen og messeofferteologien. Sådan talte vi gennem længere tid, indtil han var nødt til at tage en tur med sin taxa. Vi tog hjerteligt afsked med hinanden. På et tidspunkt havde jeg spurgt ham, hvorfor han havde siddet og studeret katekismen. Var han måske en, der var ved at konvertere? Nej, det var han ikke; han var født og døbt katolsk og var af en katolsk slægt, han ville bare fordybe sig i troslæren. Det må man sige!
Bogkøb
Onsdag var vor sidste
hele dag i Szczecin. Og den havde vi sat af til især bogindkøb. Vi gik op til Galeria Kaskada på al. Niepodległości, hvor der var en Empik-boghandel, jeg før havde været i, og jeg fik købt
nogle interessante historiske bøger med alternative vinkler på både det ene og
det andet, og tyskeren Reinhold Vetters bog om, hvordan Lech Wałęsa havde overlistet kommunisterne. Og jeg fik
opfyldt et af mine største ønsker. Forrige gang havde jeg købt pseudonymet
Vincent V. Severskis meget seriøse og oplysende,
bredt flerstrengede agentroman Nielegalni (De illegale), og jeg ville nu prøve at se, om
der var andre bøger af denne forfatter, som skal have været en stor mand i den
polske efterretningstjeneste. Det var der, oven i købet en fortsættelse - med
en titel, der nærmest rimede: Niewierni (De troløse). Den glæder jeg mig utrolig meget til
at skulle læse.
Og så kørte vi hjem.
Efter endnu et besøg i Polen med både planlagte og uventede, både officielle og
private oplevelser.
Bent Christensen
* * *
POLSK-DANSK HØJTIDELIGHED I
MINDELUNDEN DEN 9. NOVEMBER 2013
I anledning af, at
den 11. november er Polens uafhængighedsdag (1918), afholdt den polske
ambassade og Frihedskampens Frednings- og Mindefond lørdag den 9. november en
mindehøjtidelighed i Mindelunden, Ryvangen, hvor også et polsk-dansk ægtepar
ligger begravet. - Det danske forsvar var repræsenteret ved chefen for
Søværnets Operative Kommando kontreadmiral Frank Trojahn.
Jeg medvirkede som den danske præst (på vegne af Folkekirken og Foreningen af
Polakker i Danmark).
Højtidelighedens
forløb: Totalforsvarsregion Sjællands Eksercitskommando marcherede ind og
udgjorde æresvagten. Velkomst ved den polske vicekonsul. Man sang den polske og
den danske nationalsang. Tale om ægteparret Lone og Lucjan Masłocha og det
britisk-polsk-danske samarbejde under Anden Verdenskrig. Den polske katolske
præst bad for de døde. Jeg bad for de døde (se bønnen allernederst her). Man
sang "Altid frejdig, når du går". Den polske ambassadør, danske
frihedskæmperveteraner, den polske, den britiske, den amerikanske, den franske
og endnu en militærattaché (som jeg ikke fik identificeret) lagde kranse ved
Frihedskæmpermonumentet og ægteparret Masłochas
grave). Eksercitskommandoets trompetist spillede den polske soldatersang for de
faldne kammerater " Śpij kolego" (Sov, kammerat). Pårørende og andre lagde
blomster ved ægteparret Masłochas grave, blandt
andet slægtningen Lone Mogensen, som er opkaldt efter Lone Masłocha, født
Mogensen.
Efter
højtideligheden var der samvær på den polske ambassade, hvor jeg fik lejlighed
til at tale med flere forskellige deltagere, blandt andet den polske
militærattaché oberst Dariusz Siekiera, som jeg
drøftede en ny og meget kontroversiel bog, jeg lige har læst, med, nemlig om
Warszawaopstanden 1944. Jeg fik også en god og lang snak med kulturattaché
Joanna Tamborska.
Da Anna var
rekonvalescent efter både det ene og det andet, og da mine andre
billedleverandører heller ikke var til stede, har jeg endnu ikke billeder, men
jeg håber, ambassaden vil sætte et billedgalleri på sin hjemmeside også i år.
Foreløbig må jeg nøjes med at sætte et link til det fra sidste år ind her:
LINKS
Mindelundens internetside:
http://www.mindelundenryvangen.dk/
Artikel i Den korte Avis med omtale af
ægteparret Masłocha og deres skæbne og af den tilsvarende
højtidelighed i 2012:
http://denkorteavis.dk/2012/mindedag-i-ryvangen/
Den polske ambassades
omtale af og billeder fra højtideligheden i Mindelunden den 10. november 2012:
http://kopenhaga.msz.gov.pl/pl/wspolpraca_dwustronna/wspolpraca_kulturalna/spotkanie_w_mindelunden
-
Min bøn ved den polsk-danske højtidelighed i
Mindelunden den 9. november 2013
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.
Amen
Lad os bede!
Kære Gud og Far i Himlen!
Vi er i dag samlet for at mindes dem, der gav deres liv i kampen for frihed og menneskelighed og ligger begravet her.
Vi beder om, at de må være i din nådige varetægt indtil den yderste dag, og at de da må indgå til den evige herlighed i dit Rige.
Det er i dag få dage før den polske uafhængighedsdag, og vi beder særligt for Lone og Lucjan Masłocha og for både Danmark og Polen og for fællesskabet mellem vore to folk. Lad os leve i fred og frihed på hver vor side af Østersøen, og lad os sammen bidrage til, at Europas og verdens mennesker må kunne leve i gode kår.
Men vi beder også om, at du vil hjælpe os til, aldrig at glemme det Ondes frygtelige magt og det mod og de ofre, det kan kræve at stå den imod.
Hjælp os til at stå imod, når vi selv fristes til at begå uret.
Kære Gud! Vær hos os med din hjælp og styrke, din trøst og dit håb i alle vore dage, og vær vort livs Gud nu og i al evighed.
Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Bror og Herre!
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
* * *
1943 - Slaglille - 2013
Et Facebook-billedalbum
Gudstjeneste og andagter i anledning
af 70-året for nedskydningen af en RAF Halifax-bomber med polsk besætning og
fem medlemmer af den danske familien Christensens død i forbindelse dermed.
LINK:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.650699698297232.1073741838.100000716224349&type=1&l=d40eaf3e1e
Dette album består
af billeder fra gudstjenesten i Slaglille Kirke og andagterne på Slaglille
Kirkegård i anledning af 70-året for nedskydningen over Slaglille af en RAF
Halifax-bomber med polsk besætning den 17. september 1943. Kun to
besætningsmedlemmer overlevede.
Normalt holdes der
kun to andagter på kirkegården, nemlig ved de fem omkomne polske flyveres grav
og ved de omkomne medlemmer af den danske familien Christensen, hvis hus den
brændende Halifax kurede ind i under forsøget på at nødlande. -
Halifax-bomberen havde landsat agenter m.m. i Polen og var på vej hjem.
Hvert år afholdes
ved allehelgenstide (omkring 1. november) eller lidt senere, nemlig så tæt som
muligt på den polske uafhængighedsdag 11. november, en polsk-dansk mindehøjtidelighed
ved de to grave, men i år havde man valgt lørdag den 14. september for at komme
så tæt på selve dagen som muligt. Jeg har i min egenskab af dansk
folkekirkepræst (emeritus) og medlem af Foreningen af Polakker i Danmark
medvirket siden 2005, men i år overdrog jeg tjenesten til Slaglille-sognepræst
Anders Gothenborg Frederiksen.
TEKSTER TIL DE ENKELTE BILLEDER
01 Monumentet på de
polske RAF-flyveres grav på Slaglille Kirkegård.
02 Mindestenen med
de fem omkomne polske flyveres navne. De er på grund af forholdene lidt forkert
stavet (hvad ambassadøren udlagde meget smukt i sin tale under den
efterfølgende sammenkomst). Her er de rigtige gradsbetegnelser og navne m.m.:
F/Lt. Wincenty
Wasilewski, porucznik nawigator (navigatør), 27 år, Sgt. Władyslaw
Barzdo, St.sierżant, mechanik pokładowy
(mekaniker), 27 år, 2. pilot F/Sgt. Eugeniusz Kasprzak, sierżant pilot, 21
år, F/Sgt. Julian Michalski, Plut. Radiooperator, strzelec
(radiooperatør, skytte), 35 år, Sgt. Władyslaw Patlewicz, kapral, strzelec (skytte), 28 år.
03 En plade på de
polske flyveres grav med denne indskrift: Fra polakker i Ringsted til ære for
de faldne flyvere.
04 Et særligt lille
kors for flyverne med de fem efternavne.
06 På selve den
forreste bænk: Polsk ambassadør Rafał Wiśniewski, polsk konsul Łukasz
Gabler, britisk militærattaché lieutenant
colonel (oberstløjtnant) Gordon Fotheringham.
På bænken bagved: Poloniaformand og formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved
og koordinator af Slaglille-højtidelighederne Lidia Szuster
(ansigtet lige bag den røde blomst), polsk militærattaché pułkownik
(oberst) Dariusz Siekiera, borgmester Carsten
Rasmussen, Næstved, og borgmester Ivan Hansen, Sorø.
07 I Slaglille
Kirke. - Informator Polski-redaktør m.m. Roman Smigielski og Lidia Szusters mand Józef. På næste
bænk: Urszula Smigielski (g. m. Roman), Anna Christensen (g. m. mig), formand
for Polsk Forening i Maribo Hanna Slobodziuk. - Alle
billederne i dette album på nær ét har jeg fået fra ægteparrene Szuster og Smigielski!
08 I nederste højre
hjørne: formand Lidia Szusters mand Józef (se forrige billede). På bænken bagved: Urszula
Smigielski (g. m. Roman på næste billede), Anna Christensen (g. m. mig),
formand for Foreningen af Polakker i Maribo Hanna Slobodziuk
og hendes mand Bent.
09 To af de tre
tilstedeværende modstandsbevægelsesveteraner og pastor emeritus Bent
Christensen, Lolland-Falsters Stift og Foreningen af Polakker i Maribo (mig).
10 Hjemmeværnsmand
med Forbundet "Polonias" fane. - Polonia er paraplyorganisationen for
alt polsk-dansk i Danmark.
11 Generalvikar
Lars Messerschmidt (har lige læst epistelen på dansk), pastor Julian Bodnar (læser epistelen på polsk) og sognepræst Anders
Gothenborg Frederiksen.
12 Biskop over
Roskilde Stift Peter Fischer-Møller prædiker.
13 Generalvikar
Lars Messerschmidt taler på den katolske kirkes vegne.
15 Vort eget eneste
billede - som det under store kameravanskeligheder lykkedes Anna at få taget.
Så det skulle med. Men det viser også ganske godt, hvordan man - med Slaglille
Kirke i baggrunden - nu er samlet til andagt ved familien Christensens grav. -
I midten ses formanden for Foreningen af Polakker i Danmark Torsten Elsvor -
som i øvrigt også er "Museum Polakkasernen" i Tågerups fader. Polakkaserne
i Tågerup ligger 5 km fra, hvor vi bor og er en af de "kaserner",
hvor de polske sæsonarbejdere (roepiger)
boede fra roelugningen til roeoptagningen. Midt i billedets venstre halvdel
(med kanten af støttepillen lige bag sig) ses formanden for Foreningen
Polakkasernens Venner Marek Kocuba.
16 Efter
gudstjenesten i Slaglille Kirke gik alle ud til familien Christensens grav. -
Ved de almindelige årlige andagter begynder man ved de polske flyveres grav og
går derefter til familiens Christensens grav, hvor det jo er ofrene for
følgevirkningen af nedskydningen der ligger, men i år, hvor det hele begyndte
med gudstjenesten i kirken, havde man besluttet at lade andagten ved flyvernes
grav være det sidste punkt. Efter hvad man vel kan kalde bagvægtsprincippet.
Jeg tror, enhver der ser dette album, forstår det. Vi, der var med, oplevede
det som det rigtige. Anna og jeg gjorde i hvert fald.
17 Ved familien Christensens
grav, lige før hjemmeværnets Trompeter Erling skovdal,
som jeg netop står og taler med, som altid indleder andagten ved at spille
"Guds fred med vore døde".
18 Konsul Łukasz Gabler, ambassadør Rafał Wiśniewski og
militærattaché Dariusz Siekiera ved familien
Christensens grav.
19 De tre fra
ambassaden har lagt krans ved familien Christensens grav.
20 De tre fra den
polske ambassade med ambassadøren i midten har lagt krans.
21 Den ældste
frihedskæmperveteran har lagt krans.
22 Borgmester Ivan
Hansen, Sorø, (tv.) og borgmester Carsten Rasmussen, Næstved, (th.) har lagt
krans.
23 Formand for
Foreningen af Polakker i Danmark Torsten Elsvor og Polonia-formand Lidia Szuster ved familien Christensens grav. - Se og så teksten
til billede 06.
24 En repræsentant
for Slaglille Menighedsråd lægger krans. - I baggrunden, lidt til venstre for
midten, står sognepræst Anders Frederiksen og jeg. Dér stod vi også, da jeg
overdrog tjenesten til ham, hvad jeg desværre ikke har et direkte billede af.
25 Torsten Elsvor
og Lidia Szuster ved familien Christensens grav. -
Lige bag Lidia Szuster ses lidt af sognepræst anders Frederiksne, og til
venstre for ham står jeg. Og da jeg som sagt ikke har noget direkte billede af
den lille "indsættelse" eller overdragelse, jeg foretog, tillader jeg
mig at sætte hele den både danske og polske lille tekst ind her: //
OVERDRAGELSE AF ANDAGTSTJENESTEN til sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen /
Siden 2005 har jeg fungeret som Den Danske Folkekirkes præst ved højtidelighederne
her på Slaglille Kirkegård, og jo især her ved familien Christensens grav. / Od
dwa tysiące piątego roku to ja służyłem jako
pastor Duńskiego Kościoła
Ludowego na uroczystościach tu na cmentarzu parafii
Slaglille, zwłaszcza tutaj
przy grobie rodziny Christensen. / Men stedets præst, sognepræst Anders
Gothenborg Frederiksen, har nu erklæret sig villig til at varetage denne
tjeneste. Og det er jo det rigtige, at det er stedets præst, der varetager den.
Som den, der senest var varetaget tjenesten, vil jeg nu overdrage den til ham.
/ Ale poprosiliśmy tutejszego
proboszcza, pastora Anders
Gothenborg Frederiksen, by przejął tę służbę, i
on zgodził się. I
oczywiście jest to najlepsze. Że proboszcz parafii Slaglille sprawuje tę służbę. I teraz przekazuję mu służbę. / Pastor Anders! Nu er det dig! Jeg
ønsker Guds velsignelse over dig og denne tjeneste! Pastorze Anders! /
Teraz to Ty! Życzę błogosławieństwa Bożego nad
Tobą i tą służbą!
26 Torsten Elsvor
og Lidia Szuster har lige lagt deres krans. - Se
teksten til billede 06 og billede 23.
27 a Sognepræst
Anders Gothenborg Frederiksen ved flyvergraven lige før andagten dér. Her ser
man også det meste af Slaglille Kirke. - Kopieret fra
Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Pastorats Facebook-profil.
27 b Den britiske
militærattaché lieutenant colonel
(oberstløjtnant) Gordon Fotheringham på vej med
krans.
28 Den britiske
militærattaché lieutenant colonel
(oberstløjtnant) Gordon Fotheringham har lagt sin
krans.
29 Andagten ved de
polske flyveres grav. I forgrunden fra venstre: den polske militærattaché pułkownik (oberst) Dariusz Siekiera,
sognepræst Anders Frederiksen, den polske ambassadør Rafał
Wiśniewski, biskop Peter Fischer-Møller,
generalvikar Lars Messerschmidt, pastor Julian Bodnar.
Mellem de to sidstnævnte ses Polonia-formand Lidia Szuster.
- Til allersidst sang vi den polske "nationalsalme" (ikke
national-sang), som jeg på Lidia Szusters opfordring
havde lavet denne oversættelse af, så danskerne kunne synge den (den polske
tekst står allernederst her):
Gud, du, som Polen
gennem lange tider
omgav med glansen
af din magt og ære!
Du med dit skjold
var værn til alle sider,
du lod os fri for
tryk og trængsel være.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit, når
du, vor Gud, os leder!
Du led med os, da
vi var dybest nede,
og var hos os i
vore frihedskampe,
du ville vidt vort
kampmods ry udbrede,
vor ære lod du
ingen hær nedtrampe.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Opstanden som af
graven var nu Polen,
genfødt var verdens
frihedsfanebærer,
den hvide ørn fløj
frit nu under solen,
nu ingen
fangelænker folket snærer.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Alojzy Feliński og
Antoni Górecki m.fl. 1816 og senere
Dansk oversættelse
Bent Christensen 2013
-
Boże, coś Polskę
Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki
otaczał blaskiem potęgi i chwały,
coś ją zasłaniał, tarczą Swej opieki
od nieszczeć, które przygnębić
ją miały
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Ty, któryś potem, tknięty jej upadkiem,
wspierał walczących za najswiętszą
sprawę,
i chcąc świat cały mieć jej męstwa świadkiem,
w nieszczęściach samych pomnażal
jej slawę.
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Powstała z grobu na Twe władne słowo
Polska, wolności narodów choraży,
pierzchnęły straże, a ponad
jej głową
Znowu swobodnie Orzel Biały krąży!
Przed Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
30 Katolsk
sognepræst i Næstved Julian Bodnar holder andagten
ved de polske flyveres grav. Bemærk æreskommandoet med kaptajn Thomas Seloy til venstre.
31 Fanerne ved
flyvergraven. I nederste højre hjørne står kaptajn Thomas Seloy,
der som altid var leder af æreskommandoet og som i øvrigt er leder af "Eksercits Kommandoen"
under Totalforsvarsregion Sjælland.
32 Faner ved
flyvergraven. - SLUT
* * *
Polen i dansk litteratur - 1
Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten Hauch
[Artikel i Informator Polski nr. 2-3 (84-85) 2013, september 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
Fra 13.04.15 med et TILLÆG (efter arktiklens
anden del): D.G. Monrads digt "Til Diebitsch", som formodentlig er skrevet ret kort efter
den polske Novemberopstand 1830-1831.
LINK til Facebook-billedalbum med forsiden af dette nummer af Informator
Polski, artiklens fire sider (med
illustrationer) - samt to af nummerets særlige farvebilledmidtersider
med billeder fra Musikstalden, Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor Polsk-Dansk
Forening i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året
for de første roepolakkers ankomst til Gedser. Billedteksterne står længere
nede på denne side med overskriften " Informator Polski 2-3/2013":
Nr. 206 af kultur- og litteraturtidsskriftet Kritik, der udkom sidst i december 2012, havde liberalismen som tema. Også litteraturhistorisk! En af artiklerne var skrevet af litteraturprofessor Johan de Mylius, Syddansk Universitet, og havde titlen "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848". Og i den omtales også den rolle, Polen spillede i dansk litteratur i tiden op til folkestyrets indførelse i 1848. Sympatien med Polen var så stor, at den polske sammenhæng var den eneste, hvori man i Enevældens sidste tid nogenlunde risikofrit kunne tale om friheden! Men under min internetsøgning efter mere om dette tema stødte jeg på to andre tekster, nemlig for det første en magisterafhandling ved Wiens Universitet og for det andet en artikel i det i Poznań udgivne tidsskrift Folia Scandinavica. Det er henholdsvis tyskeren Anne Seuferts Geteiltes Polen in der dänischen Literatur - eine Rezeptionsanalyse von Carsten Hauch bis Agnes Henningsen (Det delte Polen i dansk litteratur - en receptionsanalyse fra Carsten Hauch til Agnes Henningsen) (2010) og polakken Sylwia Schabs på dansk skrevne artikel "Maria Hellebergs Fremmede naboer i den danske Polen-diskurs" (2009). Jeg bygger i det følgende ret tæt på de her nævnte tre tekster, men vil gøre det i samlet kronologisk orden. Dog først lidt om forfatterne til de to udenlandske tekster.
Anne Seufert er født 1979 i München og er i dag ansat i musikforlaget Schott Music i Mainz. Men hun har studeret og beskæftiget sig med mange forskellige ting. I sammenhængen her er det hendes magisterafhandling, der er interessant. Hun har til mig oplyst, at baggrunden for den var studier i de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Østersølandene, og at hun var kommet til at se temaet Polen i dansk litteratur som et eksempel på kulturudvekslingen hen over Østersøen. I 2009 foretog hun som led i arbejdet med magisterafhandlingen studierejser til Polen, Danmark og Sverige.
Dr. Sylwia Schab er ansat på Institut for Skandinaviske Studier ved Adam Mickiewicz Universitetet i Poznań. Hendes artikel beskæftiger sig hovedsagelig med Maria Hellebergs bog fra 1992 Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie. Men hun sætter også denne bog ind i en bredere sammenhæng. Som eksempler på danske romaner med polsk tema nævner hun: Agnes Henningsens Polens Døtre (1901), Hilmar Wulffs Vejen til livet (1947), Peer Hultbergs Præludier (1989, om Frederik Chopin), Janina Katz' Mit liv som barbar (1993), Stig Dalagers Davids bog (1995), Jens Henrik Jensens Kællingen i Kraków (1999) og Janina Katz' Drengen fra dengang (2004). Og hun nævner desuden Frederik Poulsens Rejser og Rids (1920) og Liv og Rejser omkring Aarhundredskiftet (1946), Hilmar Wulffs Polen (1961), Dea Trier Mørchs Polen (1970), Jess Ørnsbos "Polen - én stor hemmelig klub" (i Europa retur: 12+1 forfattere på rejse,1990) og Hans Erik Rasmussens Karlsvognen - med heste, vogn og børn gennem Østeuropa (2002).
1790-1834
Men jeg går nu tilbage til 1790 (og vel situationen omkring den polsk-preussiske pagt), hvor Knud Lyne Rahbek (1760-1830) skrev drikkevisen "Nu bort med alskens politik". De her citerede linjer (første halvdel af sidste strofe) skal ses som en slags sort drikkevise-humor, der skal understrege, at nu er det altså det lystige samvær, det gælder. De er derfor i virkeligheden et stærkt udtryk for, at det polske spørgsmål har spillet en vigtig rolle blandt 1790'ernes danske kunstnere og intellektuelle. I visen opregnes en række aktuelle emner, man ikke vil have lystigheden forstyrret af, og til sidst (og dermed som det største) nævnes med disse tilsyneladende kyniske ord den polske sag:
Hvad gaaer os stakkels Polen an?
Vi det dog ikke hielpe kan.
Lad ingen Polak taales her!
Det meget bedre er!
Digtet "Raab til Polen" er formodentlig det første digt, Frederik Paludan-Müller (1809-1876) har
fået trykt, nemlig i Kjøbenhavnsposten
den 8. Marts 1831, altså under Novemberopstanden
1830-1831, på et tidspunkt, hvor polakkernes situation endnu var så gunstig, at
de kunne forberede et modangreb mod de russiske styrker. Den polske ørn som
frihedsbebuder står i centrum:
Polen, du hvis
Ørn nu svæver
Imod Himlen, du
som hæver
Efter Faldet
atter dig:
Tappre Folk, som Krigens Fane
Folder ud paa Ærens Bane,
Hvor den blodig
viser sig.
[...]
Hvide Ørn, slaa dine Vinger,
Som nu ingen
Lænke tvinger,
Imod Solens Straaler ud!
[...]
Polens Ørn! See
Ørne skjælve
Ved din Stigen;
dunkelt hvælve
Fremtidsskyer sig
over dem.
Ørne, som har
fordum plukket
Dine bedste Fjer
og drukket
Af dit Blod, vil
styrte frem.
[...]
Hvad er skjønt som Troskabs Minde
Bag Udødeligheds Glands?
Det skal
Frihedshelten vinde,
Lykkens Krone den
er hans!
Tiden hans
Bedrift ei svækker,
Ved hans Navn
Erindring lægger
Rørt og stolt en
evig Krands.
I H.C. Andersens rejsebog Skyggebilleder fra 1831 er det især Julirevolutionen i Paris 1830, der ligger i baggrunden. Men også den polske situation (Novemberopstanden 1830-1831) er med i billedet, "et heelt Folks Kamp og Undergang", som Andersen skriver i kapitel 6. Og senere fortæller han om sit besøg ved det sted, hvor den polske helt Józef Poniatowski blev dræbt under slaget ved Leipzig 1813. - Józef Antoni Poniatowski (1763-1813) var chef for VIII (polske) Korps i den franske armé og blev (som noget helt enestående for en udlænding) nogle få dage før sin død den 19. oktober 1813 af Napoleon udnævnt til marskal af Frankrig. - Og om netop Poniatowski skriver H.C. Andersen (jeg citerer nu fra Johan de Mylius' udgave af Skyggebilleder):
Vi kjørte over Ehterfloden, i hvilken Poniatowsky fandt sin Død; man viiste mig i Forstaden de forskjellige Stillinger den fjendtlige Armee her havde taget, hvor man havde sprængt igjennem Haverne, og hvor Napoleon havde trukket sig tilbage.
Og senere mindes Andersen Tadeusz Kościuszko, lederen af den første polske opstand (1794):
"En underlig Aftendæmring laae over Stedet, jeg tænkte paa Kosciusko, Polens Wilhelm Tell [se nf.], paa det ulykkelige Rige, der som et Landkort er klippet i Stykker; paa det arme, kjæmpende Folk - - En lille Fugl hoppede paa Grenen tæt ved og qviddrede, men det var ganske svagt, han frygtede vist Censur og Stikbreve, det klang saa dæmpet, men jeg syntes at høre den døende Polaks Kampsang:
'Noch ist Polen nicht verloren!'".
Når Andersen kalder Kościuszko "Polens Wilhelm Tell", er den helt direkte årsag til det, at han i Leipzig netop havde været til en italiensk operatrups opførelse af Rossinis opera Wilhelm Tell.
I 1832 skrev Emil Aarestrup (1800-1856) en erotisk sonet, hvori ordet polsk
forekommer. Første linje lyder: "Jeg havde faaet
Brev fra dig, Nanette!", og de følgende tre linjer handler om, hvor
himmelsk henrykt det gør digtets Jeg. Men derefter beretter Jeg'et
om, hvordan han bliver distraheret af en forførerisk "smidig, svaj
[smækker] Brunette". Han kan ikke rigtig forklare, hvad det var ved hende,
der var så fristende, og til sidst flyder det hele sammen for ham:
Var det den sagte
Vuggen af Karethen?
Laa det i Maanen?
eller i Cometen?
Var det Contourerne af Silkekjolen?
En Sympathi (thi hun var polsk) med Polen?
Alt gik i eet - du - hun - min Troskab! Himmel,
Hvor man kan være
svag og hjertesvimmel!
Der er ingen tvivl om, at dette er skrevet
under indtryk af Novemberopstanden 1830-1831. Og selv
om man kan sige, at Aarestrup her bruger et dybt alvorligt og tragisk forhold i
et erotisk digt, er det et udtryk for, hvor meget Polen i 1832 har været fremme
i danskernes bevidsthed (jfr. Rahbeks drikkevise fra 1790). - Kometen må være Enckes
Komet, som var synlig i juni 1832.
Aarestrups digt "En polsk Moder"
fra 1834 er til gengæld dybt alvorligt. Det handler om en moder, der havde født
en søn, netop da hun fik nyheden om, at hendes mand, der havde deltaget Novemberopstanden, var blevet taget til fange. Og det
lykkes hende lige at vise faderen hans søn gennem fængselsvinduet dagen før
hans henrettelse. Digtet slutter med, at moderen beder faderen indvie den lille
dreng til at gå i sin fars fodspor og kæmpe for Polens frihed:
Hør hvad en Moder beder
Hvis Hjerte snart vil briste
Kast dine Øine paa
ham
For førstegang og sidste.
Kast dine Øine paa
ham,
Med Kraften og med Evnen,
Som Døden kun kan give,
Og vie ham ind til Hævnen.
Carl Bagger (1807-1846), som døde 39 år gammel efter et svirende bohemeliv, var en af de få digtere i 1830'erne, der var for liberaliseringen af samfundet. Det gælder især indledningsdigtet "Til Læseren" i debutsamlingen Smaadigte (1834), hvor Bagger taler imod dyrkelsen af kongemagten og den nationalisme, der består i, at man elsker sit fødeland, bare fordi det er dér, man er født. Det særlig interessante er imidlertid den måde, Polen optræder på. Digteren er borger overalt, og især "Hvor der Sorg er, hvor der lyder Klage",
Rundtom har han Slægt, som, stædt i Nød,
Veeraab til hans Sjæl og Øre sender:
Polen gisper hist i grufuld Død -
Hine Døende, det er hans Frænder!
Et andet digt af
Carl Bagger er "Finis Poloniae"
("Polens ende" eller "nu er det ude med Polen"). Disse
latinske ord er - fejlagtigt, af den preussiske propaganda - lagt i munden på
Tadeusz Kościuszko, da han under flugten fra
slaget ved Maciejowice i 1794 (se nf.) troede, han
ville blive dræbt af de forfølgende kosakker. Kościuszko,
som overlevede, har senere benægtet, at han skulle have råbt sådan, men ordene
er alligevel gået over i historien. Digtet stod i Smaadigte, 1834, og er således
skrevet under indtryk af Novemberopstanden 1830-1831.
Om baggrunden for Polens ulykke skriver Bagger:
Stor var Landenes Krands, som fordum nævnedes
Polen,
Over den kraftige Slægt skinte med Glæde Guds
Sol.
Tvedragt splitted dog Sønnernes Kraft,
uvedkommende Fyrster
Deelte med vanhellig Haand Strækningen efter Behag.
Vildt efter Død eller Frihed da kasted Du Tærning, Kosciuszko,
Intet af begge Du vandt, kun et forsmægtende Liv.
Og om situationen
nu: "Aarene randt; i Trældom ginge
de Tappre; det knuged /
Polens Sønner; omsonst stirred de efter en
Hjælp". Men den pige, der læser højt for sine forældre, skal ikke springe
det polske drama over: "Hjælp for det levende Polen, Pige, besad ei Europa, / Men til det myrdede Folk Digteren vier en
Sang". Det eneste, der kan gøres nu, hvor Polen ikke længere eksisterer
som nation, er, hvad digteren netop har gjort, nemlig at skrive et digt.
Carsten Hauch: En
polsk Familie
Den måske bedst kendte tekst i dansk litteratur med Polen som tema er Carsten Hauchs (1790-1872) digt "Polsk Fædrelandssang" fra romanen En polsk Familie (1839):
Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst,
Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund,
Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?
Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur,
Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fangebuur,
Sværd og Lee paa Sletten blinked mellem Røg og Damp,
Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde Kamp.
Derfor hører vi bestandig Suk fra Flodens Skiød,
Derfor risler den veemodig, som en Drøm om Død,
Derfor sørge Mark og Enge med den hvide Piil,
Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.
Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad paa Kind,
Under Suk og Veemodssange slumrer Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner, synge de om Kampens Ørn,
Under Sang om svunden Storhed vaagne Polens Børn.
Det slag, der er tale om i anden strofe, må være slaget ved Maciejowice den 10. oktober 1794, hvor den af Tadeusz Kościuszko ledede polske styrke blev totalt nedkæmpet af russerne (se ovf.) - og hvori også de med leer bevæbnede polske kosynierzy deltog.
En polsk Familie udkom i 1839, og dens handling udspiller sig omkring og under den polske Novemberopstand 1830-1831. Hovedtemaet i romanen er modsætningen mellem den realisme og materialisme eller ligefrem opportunisme, som fik nogle polakker til at affinde sig med det russiske herredømme, og den mere eller mindre sværmeriske idealisme, som fik store dele af folket til at gå ind for opstanden. Handlingen begynder med, at den unge polske adelsmand Adalbert i eftersommeren 1829 kommer ridende hjem til sin fader gods, som ligger "omtrent fem Mile fra den gamle Hovedstad Krakau", men lige nord for det daværende "Kongeriget Polens" grænse (hvor kongen vel at mærke var den russiske tsar Nikolaj 1). Idet jeg opfordrer læserne til, selv at læse En polsk Familie, vil jeg stort set nøjes med at præsentere de vigtigste personer.
Adalbert er den person, der optræder allerførst i romanen, og det er også ham, der er dens mandlige hovedperson og helt, også som deltager i opstanden. Han vakler ganske vist til at begynde med mellem sin fars fornuftige materialisme og Leontines og hendes bror Bonaventuras patriotiske idealisme.
Adalberts far Stanislaus Litowski er godsejer og starosta, dvs. udøver af myndighed i sit område, og er dermed i den russiske delingsmagts tjeneste. (Jeg skriver i referaterne alle navne på fiktive personer, som de pågældende forfattere har gjort). Han tror på fremskridtet og teknikken og har derved fået sine godsbesiddelser til at blomstre. Når han er imod tanken om en opstand, er det ud fra den fornuftige betragtning, at det vil være umuligt at sætte sig op mod en stormagt som Rusland, og han betragter denne tanke som et farligt sværmeri, der kun kan kaste landet ud i en ren katastrofe.
Stanislaus Litowskis svoger Czernim er også godsejer og har også et realistisk syn på mulighederne, men er dog stærkt patriotisk sindet og prøver at omgå og undergrave det russiske styre med list. Han er folkeligt indstillet, og behandler sine undergivne i overensstemmelse dermed. Og da opstanden er en realitet, deltager han i den.
Casimir er starosta'ens anden søn og altså Adalberts bror. Han er en ganske apolitisk levemand, der i en blanding af lidenskabelighed og melankoli lever i øjeblikket. Han har giftet sig med Alexandra for pengenes skyld, men har forelsket sig i Emilie (se nf.). Han ender af personlige grunde med at slutte sig til den russiske hær. Og til sidst tager han, hårdt såret, sit eget liv.
Leontine er
en fattig halvsøster til Casimirs
hustru Alexandra. Hun er stærkt patriotisk og ender med at tage aktivt
del i opstandens kampe.
Bonaventura von Zaleski, Leontines bror, er en indtil det stereotype skildret idealistisk polsk patriot.
Emilie, hvis virkelige identitet ikke skal afsløres her, er en rent negativ person. Hun opholder sig på Stanislaus Litowskis gods, men er født og opvokset i Rusland og føler sig som russer. Hun er en koket og intrigant, ja, kynisk kvinde, der kun forfølger sine egne materialistiske mål.
Major Zeltner er officer i den russiske hær, en brutal og skrupelløs person, der ender med at gifte sig med Emilie.
I modsætning til den
russiske side bliver den polske side i romanen fremstillet som fattig i det
ydre, men rig og stolt i det indre. Centralt står de polske folkesange som
bærere af den polske kultur og som udtryk for den polske folkesjæl. De indlagte
digte og sange skaber en melankolsk atmosfære, hvori kun håbet om en bedre
fremtid gennem modstand mod undertrykkerne lyser op. Hauch bruger også en række
symboler: Den hvide polske ørn. Giftslangen som repræsentant for det russiske
styre. Nattergalen som symbol for de polske folkesangere og i videre forstand
for hele den polske folkesjæl. Men romanen tegner samtidig et realistisk
billede af den historiske situation før, under og efter Novemberopstanden.
Fortsættes
Bent Christensen
dr. theol. og cand. mag. i dansk/russisk
Polen i dansk litteratur - 2
Fra Georg Brandes til Maria Helleberg
[Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
Fra 13.04.15 med et TILLÆG: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch", som
formodentlig er skrevet ret kort efter den polske Novemberopstand
1830-1831.
Georg Brandes: Indtryk fra Polen
Georg Brandes
(1842-1927) er almindeligt kendt som det danske "moderne gennembruds"
fader - fra og med 3. november 1871, hvor han holdt sin første forelæsning
over Hovedstrømninger
i det nittende Aarhundredes Litteratur (udgivet i
bogform fra 1872-1890).
Men på grund af sin europæiske berømmelse blev han også inviteret på flere
foredragsturnéer rundt omkring i Europa. Polen besøgte han i 1885, 1886,
1887, 1894 og 1898. I 1888 beskrev og
analyserede han sine polske oplevelser i bogen Indtryk fra Polen (i Samlede
Skrifter (SS), bind
10, 1902, udvidet til at dække
samtlige rejser). Bogen udkom vist allerede i 1888 på polsk med titlen Polska. - Georg
Brandes fremtræder i sin sympati med Polen og polakkerne med et såre
menneskeligt ansigt og som en indfølende og dygtig iagttager, beretter og
analytiker.
Brandes'
samlede rejseberetning falder (i Samlede Skrifter) i fem dele,
hvoraf de fire første gengiver "indtrykkene" fra opholdene i Polen og
den femte har titlen "Af Maryla Wielopolska's Levned". Sidste del behandler
"Polens romantiske Literatur". Jeg kan også kraftigt opfordre til, at man
læser Brandes' Indtryk, helst dem
alle, altså i Samlede Skrifter.
Der var meget mere end ren medfølelse i
Brandes' forhold til polakkerne:
Jeg holder ikke
blot af Polakkerne, fordi deres Skæbne er saa tung og
den historiske Uret, de lider under, er saa stor, men
fordi noget i deres Væsen tiltaler mig stærkt. Man har undertiden i Polen rost
mig for, at mens Andre gør Jordens Mægtige deres Opvartning, har jeg
foretrukket at gøre Ulykken min Kur. Men det er ikke Polens Ulykke alene, som
har vundet mig for Landet og Folket. I Menneskeplantens Vegetation, broget som
den er, fængsles jeg maaske mest af den slaviske
Stammes fineste Blomst (SS 146).
I slutningen af det første
"indtryk" ser han også Polen som forbillede for al europæisk
uafhængighedskamp:
Man møder her et
Folk, i hvilket hver Nerve er spændt, fordi det Dag ud, Dag ind kæmper for sin
Tilværelse, i Stedet for, som andre Folkeslag, at nyde den. Man ser her et
Folk, som ganske er gaaet op i sin nationale Sag, og
dog er denne nationale Sag ikke andet end Menneskehedens, den almenmenneskelige
Sag.
Man elsker derfor
Polen ikke som man elsker Tyskland eller Frankrig eller England, men som man
elsker Friheden. Thi hvad er det at elske Polen andet end at elske Friheden, at
have en dyb Sympathi med Ulykken og at beundre Modet
og den stridbare Begejstring! (SS 47-48).
Og Brandes fortsætter - helt i polsk ånd:
Overalt i Europa,
hvor der er kæmpet for Friheden, kæmpede i det nittende Aarhundrede
Polakker med [...] de betragtede sig som Frihedens svorne Garde og betragter
endnu Enhver, der kæmper for Frihed, som en Broder. Men omvendt kan det ogsaa siges, at overalt, hvor der i Europa kæmpes for
Frihed, dér kæmpes for Polen (SS 48).
Efter at Brandes har bragt nogle eksempler
på polakkernes varme afsked og "På gensyn" med ham, slutter "Tredie Indtryk" med denne appel fra vinden i
poppeltræet:
Og Vinden, som
susede i det høje Poppeltræ, sagde: Glem os ikke! Glem os ikke! Hele Europa har
glemt os. Glem ikke dette Folk, som er saa vindende
og saa rigt, som føler saa
dybt og drømmer saa stærkt og elsker saa varmt. Glem ikke denne Jord, der har drukket saa meget ædelt Blod, ikke dette Land, som er forladt af
Guder og haanet af Mennesker. Glem det ikke! (SS
143).
Da Brandes på sin første rejse kom til
Warszawa, fik floden Wisła ham til at tænke på
Carsten Hauchs ovenfor citerede "Polsk Fædrelandssang". Men han oplevede også Polen ude på landet.
I sommeren 1894 boede han på et gods hos en polsk adelsfamilie, og han tegner
dette billede af landskabet.
Naar man der er udenfor Havens smukke Enemærker,
saa ligger Landskabet der i dets Fladhed. Rigt nok er
det, thi der er Kornmark ved Kornmark, og tiltalende, thi Poppelpil og Birk,
Piletræer og Linde giver Vejene Skygge; men Landskabets kønneste Prydelse i
Øjeblikket er dog de mægtige Rugstakke, der er satte op paa
en Maade, vi ikke kender, som gammeldags Taarne, runde med lave, spidse Tage. [...] Ellers brydes
Fladheden kun af Vindmøller, Vejenes Træer og hist og her langt borte en Kirke
eller en Skov. Rundt om gaar Piger med lyse
Hovedklæder og river Kornet sammen (SS 98).
Da Brandes på sin 1898-rejse besøgte det
østrigskbesatte Galicien, bemærkede han straks,
hvordan befolkningen dér levede helt anderledes frit og ubekymret end i det
russiske delingsområde.
Opholdet i Galizien havde den store Interesse for mig, at jeg for
første Gang saa Polakkerne som frit Folk. [...] Jeg
har idetmindste her set saa
meget, at enhver Paastand om Polakkernes Mangel paa Evne til i vore Dage at føre deres Liv som selvstændigt
Folk for mig er grundløs (SS 145).
Brandes giver også en oversigt over Polens
historie fra 1300-tallet af til 1795, hvor Polen ophørte med at eksistere som
nation (stat). I forbindelse hermed retter han en skarp kritik mod den polske
adel, som på grund af sin standsegoisme bærer en stor del af skylden for Polens
ulykke.
Men Brandes har bemærket, at man nu i polske
adelige kredse, ikke mindst blandt kvinderne, har en bred viden om europæiske
forhold og behersker indtil flere europæiske sprog. Kvinderne har stor
indflydelse, også for så vidt angår det nationale sindelag, og behandles af
mændene med ømhed og varme.
Brandes har som allerede nævnt bemærket de
store forskelle mellem forholdene i henholdsvis det preussiske, det russiske og
det østrigske delingsområde. Om de to førstnævnte delingsmagter siger han:
Jordens to
største Militærmagter, Tyskland og Rusland, der staar
paa en spændt Fod med hinanden, men af hvilke ingen
fører den politiske Frihed, Folkenes eller de Enkeltes Selvbestemmelsesret, i
sit Skjold, har for Tiden én Opgave og ét Maal
tilfælles; de tilstræber med Opbydelse af alle Midler Udryddelsen af en
Nationalitet paa 14-16 Millioner Mennesker, der er
bastet og bundet, undertrykt og kneblet som ingen anden Nationalitet i Europa
[...].
I den sidste Tid
har paa én Gang Rusland og Tyskland iværksat en
Forfølgelse af den polske Nationalitet, der nærmer sig til Mishandling (SS
49-50).
Men den fælles lidelse binder det polske
folk sammen - med det relativt frie "østrigske Polen" som det
kulturelle centrum:
En mægtig og for
Polen ubetinget gunstig Følge af Fremmedherredømmet har været Sammensvejsningen
og Sammensmeltningen af alt, hvad der er polsk, til ét. Alle provinsielle
Forskelle er gaaede til Grunde i Enheden; de
forskellige Dele af Polen, østerrigske, russiske,
prøjsiske Polakker føler sig ubetinget som ét Folk. I den nyere Tid er det østerrigske Polen blevet Kærnen, om hvilken det øvrige
slutter sig, eftersom Polakkerne dog nu i Galizien
har en Landdag, hvor deres Sprog tør tales, desuden to nationale Universiteter,
og Byer nok, hvor mangt og meget kan trykkes, som den russiske Censur vilde
forbyde (SS 41-42).
Brandes ser meget klart de trods alt
frugtbare virkninger af nederlaget i den håbløse Januaropstand
1863 og har øje for de nye, særligt polske positivistiske
strømninger.
I "Polens
romantiske Literatur" ser Brandes som det særlige ved den polske romantiske litteratur det
stærke præg, den politiske situation har givet den, hvilket indebærer en ret
stor ensidighed. Der er sket en sammensmeltning af de romantiske idealer med
den polske folkekarakter.
Brandes prøver
også at sætte den polske litteratur i et skandinavisk perspektiv. Han
sammenligner fx Mickiewicz' Pan Tadeusz
(1834) og Finlands (finlandssvenske) nationaldigter Johan Ludvig Runebergs Fänrik Ståls sägner
(1848/1860). Der er mange overensstemmelser. Men der er hos Mickiewicz tale om
en udpræget national selvkritik, som stort set mangler hos Runeberg. Han
sammenligner også Mickiewicz med den danske nationaldigter Adam Oehlenschläger
og den svenske Esaias Tegnér.
Som de fremmeste polske digtere ser Brandes
Adam Mickiewicz (1798-1855), Julius Słowacki
(1809-1849) og Zygmunt Krasiński (1812-1859).
Fælles for disse tre er skildringen af grusomhed og lidelse og udtrykket for
hævntørst og håb. Men hos Mickiewicz beundrer han først og fremmest det
"Grundvæld af sprudlende, dumdristig Ungdomskraft" og den
"Sundhed i Følelseslivet", der udmærker ham fremfor alle andre polske
digtere. Krasiński har ikke den samme sunde
åndskraft som Mickiewicz, men udmærker sig dog ved "sin Sjæls Højhed og
det Storladne i Synsmaade og Tankegang", Słowackis kunstneriske styrke ligger i den farvepragt,
der præger hans måde at skrive på (SS 262). "Mickiewicz er Ørnen, Krasinski er Svanen, Slowacki Paafuglen blandt Polens bevingede Aander"
(SS 263).
For Brandes hører romantikken naturligvis
fortiden til, men der er i romantikken alligevel noget, "som endnu bevarer
sin Livskraft og sit Værd", et "Element af sundt Sværmeri, som enhver
stærk menneskelig Følelse kan antage, naar den
forfines eller forstærkes ud over det Almindelige". "I faa Literaturer har denne
blivende Romantik opnaaet et Udtryk af saadan Skønhed som i den polske" (SS 285).
I det afsluttende resumé siger Brandes -
naturligt nok for netop ham - at den polske litteratur kun kan overleve, hvis
den tilslutter sig de moderne strømninger og bliver et levende udtryk for den
nye tid. Men det ser han også gode muligheder for. Den nye situation efter 1863
har fremkaldt en rigdom og mangfoldighed i Polen, og der er i intet andet
europæisk land en litteratur, der når den polske i overvældende alvor og dyb
patos.
Agnes Henningsen: Polens Døtre
Agnes Henningsen (1868-1962) hører
holdningsmæssigt til i traditionen efter Georg Brandes, og hendes roman Polens Døtre (1901, her forkortet PD), som jeg også kan anbefale at man læser, ligger i
forlængelse af Brandes' Indtryk og
Hauchs roman En polsk Familie.
Hvad Agnes Henningsen ganske særligt har
overtaget fra Brandes' program, er kvindefrigørelsen og frigørelsen fra den
traditionelle seksualmoral. Anne Seufert ser hendes
forfatterskab som stående helt i den nye feministiske litteraturs tegn. Det
gælder også Polens Døtre, hvori
Agnes Henningsen tegner et billede af en helt ny, ja, dengang ligefrem
revolutionær kvindetype, som ikke lader sig binde af hverken
samfundskonventionerne eller sine elskere. Og dette fremkaldte naturligvis en
voldsom kritik hos mange læsere og anmeldere.
Halina Labowna er
den unge patriotiske adelige kvinde. Over for hende står den intrigante
guvernante og forfatterinde Marja Mankowska, hvis bror Jan Mankowski
er den forfængelige, selviscenesættende dandy. Agnes Henningsen sætter det
litterære hohememiljø over for det forarmede
aristokratiske miljø. Og så lader hun Georg Brandes optræde i romanen - som den
danske foredragsrejsende litteraturkritiker Percy Branner!
Ved sit første møde med Halina Labowna karakteriserer Marja Mankowska
hende med de to ord "Poesi og Polen". Hvortil Halina svarer:
"Ja. Men Polen først" (PD 10).
Percy Branner spiller en nøglerolle, for så
vidt angår Polens skæbne. Han optræder i sine foredrag ikke kun som den, der
styrker polakkernes håb, men præsenterer også alternative forslag, nemlig til
fx henholdsvis den romantisk-fanatiske holdning og den dekadente resignation.
Da Halina (der lige har været ude ved Kościuszkos
grav) spørger sig selv og digteren Józef Prus, om Polen kan blive et land igen, svarer denne med et
citat fra et af Branners foredrag:
Bevar polsk sprog,
polsk kultur, kunst, al polsk dygtighed. Da vil der altid eksistere et Polen!
[...]
Det gjaldt om, at
Polen var indre stærkt, sagde han, til der en gang kom en omvæltning i Europa.
Et land kunne være stærkt imod de stores vilje, i videnskab, i oplysning,
teknik, i industri og digtning. Et stærkt folk kunne vente, hundrede år, to
hundrede år. Et trofast folk kunne vente! (PD 83).
Og det er, siger Anne Seufert, i grunden simpelt hen en kort sammenfatning af det
politiske budskab, der ligger i Brandes' Indtryk
fra Polen. Percy Branner (og altså bag ham Georg Brandes) spiller i Agnes
Henningsens roman ligefrem en frelserrolle; han er i hvert fald en slags
profet, der giver det undertrykte og udmattede polske folk nyt håb og viser det
en ny vej mod national og kulturel genfødsel.
Men hvor meget Agnes Henningsen end bygger
på Brandes, er hendes Polen i høj grad en anonym kulisse, som bliver betragtet
under de respektive personers synsvinkel. Dette gælder dog ikke uden videre for
byen Kraków og den betydning, den har for den
patriotiske Halinas romantiske længsler. Her ligger nationalhelten Kościuszko begravet, og da Halina midt i al
fattigdommen og vintertristheden ser de polske mænd i deres hvide frakker og
høje støvler, siger hun: "Sådan så Kosciuszkos soldater
ud!" (PD 75).
Parallellen til Leontines og Adalberts besøg ved Kościuszkos
grav i Carsten Hauchs En polsk Familie
er tydelig (og er endnu et eksempel på, at der går en klar og stærk linje fra
Hauch over Brandes til Agnes Henningsen), men i modsætning til Leontine følger
Halina ikke det ønske, hun ellers har, om at aflægge en ed til Polen ved Kościuszkos grav. I stedet oplever hun en personlig
opvågnen, som blandt andet får hende til at indse, at hun kun er en svag og
sårbar kvinde. Selv Kościuszkos grav ender altså
for så vidt med at blive kulisse for den vågnende Halinas indre følelsesverden.
Også de politiske forhold bliver ifølge Anne
Seufert ikke til meget mere end en svagt belyst
kulisse i Agnes Henningsens roman. Hun inddrager ganske vist nogle ting fra
Brandes' Indtryk, men det afgørende i
hendes roman er, at Polens døtre i den fremstilles som tilhørende en ny
fortvivlet generation, som enten helt har mistet håbet om Polens nationale
genopstandelse, eller som - i Halinas tilfælde - klamrer sig til mindet om
fortidens helte, idet de håber, at et under vil kunne bringe den ubønhørligt fremskridende udvikling til standsning. Hvor Carsten
Hauch skildrede modsætningen mellem fornuft og romantik, konfronterer Agnes
Henningsen ubarmhjertigt det romantiske miljø med det 20. århundredes nye
bohememiljø. Det afgørende for Agnes Henningsen er ikke det delte Polens
politiske situation, men den sociale opbrudssituation i slutningen af det 19.
århundrede, hvori hun kan skitsere sit eget samfundssyn og lade sin egen
feminisme blive realiseret.
Maria Helleberg: Fremmede naboer
Sylwia Schab går i sin artikel "Maria Hellebergs Fremmede naboer i den danske Polen-diskurs" (2009) helt tilbage til Georg Brandes' Indtryk fra Polen og til Carsten Hauchs En polsk familie. Men hun betegner den danske beskæftigelse med Polen som "ikke særlig omfangsrig" og "ret ensformig". Maria Helleberg (født 1956) er imidlertid "En af de danske forfattere, som lod sig lokke - og i hvert fald som ikke blev afskrækket af Polens berygtet indviklede og til dels uforståelige skæbne og 'natur'" (s. 114).
Maria Helleberg havde, allerede før hun i begyndelsen af 1990'erne kom til Polen, skrevet en historisk roman med polske motiver, nemlig Marskallens kvinde (1990). Men nu blev hun helt opslugt af den polske histories mytiske "spindelvæv af sammensatte problemer, dramatiske begivenheder, historiens latter og skæbnens evindelige gåen op og ned". Og det førte til, at hun skrev en bog med den lange - og sigende - titel: Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie (1992). Ifølge Sylwia Schab er en fremmed nabo "en nabo, som man ikke ser så tit og som man ikke ved særlig meget om", men titlen viser også, at Polens skæbne ses som "en del af den europæiske arv og historie" (s. 114).
Maria Helleberg omtaler flere af den polske histories polske helte og heltinder: Dronning Jadwiga (1373(?)-1399, regerende dronning fra 1384). Kong Jan Sobieski (som reddede Wien fra tyrkerne i 1683). Tadeusz Kościuszko (som ledede den polske opstand i 1794; se ovf.). Maria Walewska (som for Polens skyld blev Napoleons elskerinde). Og der er Józef Piłsudski, som af Maria Helleberg karakteriseres således:
En god fader, men også en ego-beruset macho-type, populist og aristokrat. En god fader, men en gnaven patriark. Ikke umiddelbart tiltalende. Et stormvejr af en mand. Fascinerende, skræmmende. Ingen helgen. Et ur-polsk identifikationsbillede. Adelig, hestebetvinger, pater familias, feltherre, digter [...]. På godt og ondt er han typisk for Polen som nation og begreb i overgangen mellem slaveri og frihed. (Helleberg s. 67)
(Jeg læste i 2012 Andrzej Garlickis Piłsudski-biografi Józef Piłsudski 1867-1935 og må på det grundlag give Maria Helleberg ret).
Maria Hellebergs (karikerende og vel ikke helt alvorligt mente) karakteristik af den typiske polak lyder:
Polakken er charmerende, men doven. Sexet og modig, men ikke til at stole på, kender ikke klokken. Han er gammeldags og kysser damerne på hånden, og så er han en pralhals, en upraktisk person (Helleberg s. 8).
Og hun nævner polakkernes (historisk velbegrundede) mistro over for deres naboer, især russerne, der jo (som tyskerne) fra deres side også så skævt til polakkerne: "Den polske foragt for russisk 'orientalisme' og 'barbari' fandt sit modsvar i russisk foragt for det 'degenererede' og 'træske' Polen" (Helleberg s. 50).
Maria Helleberg har set, at polakkerne ikke alene identificerer sig med Vesteuropa overhovedet, men ganske særligt med Frankrig, og hun beklager, at Polen kun sporadisk har vist interesse for den nord-sydlige (kultur-)akse.
Sylwia Schab kritiserer Maria Helleberg for at "essentialisere" Polen, altså for at "fremmane" et særligt polsk "iboende væsen" (s. 118), som derefter også får tillagt en symbolsk almeneuropæisk og almenmenneskelig betydning. "Polen egner sig ret godt til denne rolle - det fremstilles som et insekt fastlåst i et stykke rav - med sin gammeldags mentalitet og attitude, som godt nok er utidssvarende, men pittoresk og dramatisk" (her henvises til Helleberg s. 11).
Sylwia Schabs konklusion er, at man i Danmark overvejende interesserer sig for ikke det virkelige, men det symbolske Polen, dvs. Polen på fx Brandes' tid som "symbol på kampen for friheden, et eksemplarisk land for Europa" (s. 118), eller i tiden efter Murens fald i 1989 "som symbol på kampen for uafhængigheden, Østeuropas banebryder". I den danske beskæftigelse med Polen er dette land blevet låst fast som "en symbolsk størrelse, noget uhåndgribeligt, ubegribeligt, mytisk - noget, som er svært at passe ind i de rationelle (danske, protestantiske) kategorier" (s. 121). Men hun yder dog Maria Helleberg den retfærdighed at lade sin artikel slutte med dette citat fra hendes bog:
Sandheden om polakkerne er hverken enkel eller handy. Men den er lige så fascinerende som myterne (Helleberg s. 12).
Med andre ord: Det er svært at trænge igennem til, hvordan polakkerne egentlig er, men de virkelige polakker er lige så spændende som dem, der fremtræder i de forskellige myter!
Den
ca. tre gange længere tekst, som denne artikel er en nedkortning af, kan læses
på min hjemmeside, undersiden "Internationalt". Her er der også links
til blandt andet Anne Seuferts afhandling og Sylwia Schabs artikel. Adressen er: www.bentchristensen.dk - [Denne længere
tekst står nu lige her nedenfor].
Bent Christensen
dr. theol. og cand. mag. i dansk/russisk
TILLÆG til ovenstående tekst: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch".
I en sammenhæng, jeg ikke kan komme nærmere ind på her, blev jeg bedt om at prøve at transskribere nedenstående digt fra Monrads egen gotiske håndskrift. Det var svært. Men uanset hvad der måtte være af fejllæsninger, er digtets mening tydelig nok, så jeg vover at bringe min transskrition med noter her. Det er jo et vigtigt og interessant supplement til ovenstående artikel.
D.G. MONRAD
Til Diebitsch
[Strofenumrene og nogle punktummer
ved strofeslut er indsat af BC]
1.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
2.
See! i Hellas Blomsterland
I de store Aanders Rige,
Der den ei neddæmpes kan,
Men maa kjekt mod Skyen stige.
3.
Svandt med Trældom Secler hen,
Syntes Friheds Aand forsvundet,
Den sig reiste dog igjen
ei dens Ungdomskraft var bundet.
4.
Unge vakre Dreng kan du
Trodse Voldsmænds frække Skare
Myriader i et Nu
Bringe Død og Trældoms Snare.
5.
Armen ak nedsynker mat
Modet ei, men Kraften viger,
Er til Død din Stjerne sat?
Mon at Haabets Funke sviger?
6.
Nei see fra det kolde Nord,
Diebitsch som et lyn fremfarer,
Med sit bolde Heltechor
Friheds Ungersvend han varer.
7.
Trældoms Aag afrystes brat,
Friheds Søn ei meer skal bløde,
Udi Rædslens skumle Nat,
Smiler Hellas Morgenrøde.
8.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
9.
Retfærds Arm er udstrakt nu,
Og den slaar, den knusend rammer,
Tvætter Fyrsters Skjendsels Gru,
Af med Blodstrøm, Rædsler, Jammer.
10.
See! Polakker kjekt fremgaaer,
Friheds Aanden ei neddysses,
Gyldne Lænker de forsmaaer
Af Despoter de ei kyses.
11.
Tusender sig vælte frem
for den nye Lue slukke,
Ak Du Diebitsch fører dem,
Heer en Friheds Ven maa Sukke.
12.
Pligten kalder og du gaaer,
Hjertet bløder, du skal kæmpe
Mod den Aand, som du formaaer,
Ei at hade, ei at dæmpe.
13.
I dit Indre raser Kamp,
Dybt er saaret ædle Hjerte,
Ei i slagets Røg og Damp
Du fornam en saadan Smerte.
14.
Ei din store Helteaand,
Slig en Byrde bærer længe,
Ømme Hjerte sine Baand,
Drives voldsomt til at sprænge.
15.
Ak! det brast, det brast saa snart
Til vor dybe Smerte, Glæde,
Thi dit Øie lyst og klart,
Kun i Maaschau nu skal græde.
16.
Ei din Friheds Laurbærkrands
Skal med Frihedsblod beplettes,
Thi i Seclers raske Dands,
Slige Pletter ei aftvættes.
Ditlev Gothard Monrad, formodentlig ret kort efter den
polske Novemberopstand 1830-1831. Utrykt.
Transskription - med
forbehold - ved Bent Christensen 14.02.15.
De mest usikre steder er
nævnt i noterne.
NOTER
Diebitsch.
- Russisk officer af schlesisk adelsslægt (faderen
var dog også i russisk tjeneste; se de biografiske links).
Deutsche Biographie om Diebitsch: Diebitsch, Hans Karl Friedrich Anton (russisch:
Iwan Iwanowitsch) von, russischer
Graf (1829) mit dem Beinamen Sabalkanski
(= Übersteiger des Balkans) russischer
General, * 13.5.1785 Groß Leipe
(Kreis Trebnitz, Schlesien),
† 10.6.1831 Kleczewo (Lager von Pultusk,
Polen). ... D. besuchte das Berliner Kadettenkorps und trat unter Paul I. in russische
Dienste. Seit 1810 im Stabe Feldmarschall Fürst
Wittgensteins, hatte D. hervorragenden Anteil an den Operationen dieses
Korps beim Einfall →Napoleons
in Rußland. ... Im Türkenkrieg
1828-29 erzwang er als Oberbefehlshaber
(ab 1829 an Stelle Wittgensteins) den Übergang über den Balkan, die Eroberung
von Varna und den Frieden von Adrianopel.
Nikolai I., dessen Vertrauen
er seit Aufdeckung der Dekabristenverschwörung besaß, entsandte ihn beim
Ausbruch der Julirevolution zur
Vereinbarung gemeinsamer Maßnahmen nach Berlin. Als Oberbefehlshaber (seit 1829 Feldmarschall) besiegte er 1830
die polnischen Aufständischen
bei Grochow und Ostrolenka,
fiel aber alsbald der Cholera zum Opfer.
Str. 5 - Mon at. - Nogle (men måske nyere) eksempler på "mon at" brugt
således er fundet ved googling, men ikke i ODS. -
Læsningen af strofens sidste vers er usikker. Monrad har (vist) også streget et
bogstav over i det ord, der her er gengivet som "Funke".
Str. 6-7.
Det er Diebitsch's fortjeneste, at Grækenland fik sin
frihed (digtets str. 6-7) på grund af hans indsats i den russisk-tyrkiske krig.
Se noten med de biografiske oplysninger.
Wikipedia-artikel om freden ved Adrianopel:
Der Friede von Adrianopel,
der am 14. September 1829 in der heutigen
Stadt Edirne geschlossen wurde, beendete den 1828 ausgebrochenen Krieg zwischen Russland und dem Osmanischen Reich. Russland als Gewinner des Krieges erhielt fast die gesamte Donaumündung zugesprochen, ferner Teile Armeniens und einige wichtige Festungen am Oberlauf der Kura. Außerdem wurde die freie
Schifffahrt auf dem Schwarzen Meer und durch die Dardanellen garantiert. Für
Russland bedeutete dies die Kontrolle über die Donauschifffahrt, den freien
Zugang zum Mittelmeer und eine wichtige Ausgangsbasis zur endgültigen
Eingliederung des Kaukasus. // Serbien erhielt eine weitgehende Autonomie, die Unabhängigkeit Griechenlands [min
fremh., BC] wurde praktisch erreicht, auch wenn dem Land erst 1830 die volle
Souveränität zuerkannt wurde. Großer Verlierer
des Konflikts war das Osmanische
Reich, dessen Machtverfall im 19. Jahrhundert weiterging.
Fra str. 8 og digtet ud. Medens Diebitsch altså i
digtets første del er en frihedshelt, fordi han har vundet Grækenlands frihed
fra Osmannerriget (str. 6-7), er han i digtets anden del (der indledes med en
gentagelse af digtets første strofe) skurken, fordi han som øverstbefalende for
de russiske styrker deltager i nedkæmpelsen af den polske Novemberopstand
1830-1831. - Hvad Monrad bygger sin vurdering af Diebitsch's
sindelag på, ved jeg ikke. Det kan være fri fantasi - i den liberale sags
tjeneste.
Str. 9. -
Generelt om revolutionsåret 1830, jf. Julirevolutionen i Frankrig. Den Store
Danske oplyser at den franske revolution også gjorde indtryk i Danmark og havde
indflydelse på forløbet frem mod stænderforsamlingerne 1834-1848. Hvis jeg har
ret i, at Monrads digt er skrevet i hvert fald ikke alt for lang tid efter Diebitsch's død den 10. juni 1831, må det ses som en del af
hele denne situation. - Jeg har senere til dels fået bekræftet, at dette digt
kan være fra 1831, måske 1832. I den her foreliggende form, hvor det er skrevet
som det første i et lille hæfte med digte, kan det være fra 1834. Jeg håber,
der senere dukker flere oplysninger op til dateringsspørgsmålet.
Str. 10. -
Den polske Novemberopstand 1830 mod den russiske
anneksionsmagt bryder ud.
Str. 11. -
Feltmarskal Diebitsch fører den russiske hærstyrke,
der skal nedkæmpe den polske opstand.
Str. 12-14.
- Diebitsch's samvittighedskvaler skildres. Bygger
Monrad her på noget, eller har han opdigtet det, fordi digtet skal tjene den
liberale sag?
Str. 15. - Diebitsch's død. - Ifølge biografierne (se første note)
døde han af kolera kort efter en sejr over de polske opstandsstyrker. -
Læsningen af sidste vers er usikker.
Str. 16. - Diebitsch's græske fortjeneste i sig selv var god, men der kommer blod på hans laurbærkrans, når man lægger hans indsats i Polen oveni, ja, pletterne fra dette blod er uaftvættelige. - Monrads sympati er på grækernes side i 1829, og det i det helt store historiske frihedsperspektiv tilbage til oldtidens græske demokrati og åndelige storhed, men nu er den jo helt aktuelt og dermed afgørende på polakkernes side - idet dette jo kun er en indirekte måde at tale om kampen for frihed i Danmark på, en måde, der blev set gennem fingre med. - Jeg henviser til min artikel [altså her på siden, digtet her er et tillæg til den uforkortede udgave her lige ovf.] "Polen i dansk litteratur" og dermed også til Johan de Mylius' artikel i KRITIK nr. 206 "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848".
* * *
Polen i dansk litteratur
Som behandlet i en dansk tidsskriftartikel, en tysk magisterafhandling
og en polsk litteraturvidenskabelig artikel.
Dette er den
uforkortede tekst, som er grundlaget for Informator Polski-dobbeltartiklen her
ovenfor. Med diverse links. - Og fra 13.04.15 med et TILLÆG: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch", som
formodentlig er skrevet ret kort efter den polske Novemberopstand
1830-1831.
Anledningen til denne artikel er en artikel i kulturtidsskriftet Kritik nr. 206, der udkom sidst i december 2013, og som på mange måder er uhyre interessant. Kritik nr. 206 har liberalismen som tema - i alle dens skikkelser og under alle synsvinkler, herunder den litteraturhistoriske, idet en af artiklerne er skrevet af litteraturprofessor Johan de Mylius og har titlen "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848". Med denne titel sigtes til det forhold, at mange digtere og intellektuelle vendte sig voldsomt mod det frembrydende demokrati (flertalsstyre), deriblandt Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Grundtvig endte ganske vist med at slutte sig til den demokratiske bevægelse (jfr. Grundtvig-ordet "folkegavn" i titlens første del). Men til at begynde med var han tilhænger af enevælden og kaldte den enevældige konge "Fredegod". Det for Informator Polskis læsere (som nærværende artikel er grundlagt med henblik på; se nf.) særlig interessante i denne artikel er imidlertid, at den også omtaler den rolle forholdet til Polen spillede i dansk litteratur i tiden op til folkestyrets indførelse i 1848.
I det følgende bygger jeg først på den her omtalte Kritik-artikel, men derefter på en tysk magisterafhandling og endelig på en polsk litteraturvidenskabelig artikel. Begge de to sidstnævnte tekster er fundet under søgninger på Internettet. Og jeg siger med det samme, at der i høj grad er blevet tale om et andenhåndsarbejde. Egentlig skulle jeg bare ud fra Kritik-artiklen have skrevet en ganske kort artikel til det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski med nærmest blot en oversigt over tekster, hvori Polen er blevet behandlet (den artikel, det er blevet til, står lige ovenfor her på siden). Men da jeg først var kommet i gang, kunne jeg ikke lade være at inddrage de tre tekster, og især Anne Seuferts magisterafhandling, i et langt større omfang, end jeg oprindelig havde forestillet mig. Og jeg har i nogle tilfælde suppleret lidt (fx nogle af citaterne), ligesom jeg også har fundet ting, der ikke indgår i de tre tekster, jeg direkte bygger på. Jeg har i forbindelse med arbejdet fået læst Carstens Hauchs En polsk Familie (som jeg har ønsket at læse siden min tid som danskstuderende) og dele af Georg Brandes' Indtryk fra Polen (som jeg vist også læste om i studietiden, og som jeg i hvert fald omtalte i mit indlæg på Harald Blåtand-konferencen på Szczecin Universitet i oktober 2012; den polske version på undersiden POLSKI, den danske version på undersiden "Internationalt" ).
Jeg ville aldrig have prøvet at offentliggøre et så andenhånds og kladdeagtigt arbejde som nærværende tekst på tryk. Men som i flere andre tilfælde gør jeg det her på min hjemmeside. Idet jeg bider hovedet af al akademisk ære for at stille de ting, jeg har fundet, til rådighed for mine læsere. Jeg hader at lade noget gå til spilde. I nogle tilfælde refererer jeg de tekster, jeg bygger på, meget tæt. I andre tilfælde forholder jeg mig mere frit, så at der ligefrem bliver tale om mine egne formuleringer, ligesom jeg i flere tilfælde uden videre indføjer oplysninger m.m., jeg selv har fundet. Jeg har bestræbt mig på at gøre det nogenlunde tydeligt, hvornår jeg går ud over det rene referat, men det ville være blevet for tungt, hvis jeg skulle have gjort det meget tydeligt i alle tilfælde. Jeg har også forsøgt, i videst muligt omfang at gengive polske navne med den korrekte stavemåde, dog naturligvis ikke i direkte citater. Jeg håber, at læserne ikke alene vil bære over med alle disse ting, men også vil kunne få glæde og gavn af nærværende tekst, som den nu engang er blevet.
Kritik nr. 206
Carl Bagger
I Johan de Mylius' Kritik-artikel omtales digteren Carl Bagger (1807-1846), som var en af de få digtere i 1830'erne, der var for liberaliseringen af samfundet. Og det gælder især indledningsdigtet "Til Læseren" i debutsamlingen Smaadigte (1834), hvor Bagger taler imod dyrkelsen af kongemagten og nationalismen, måske med adresse til både Grundtvigs "Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord" (1820) og Poul Martin Møllers "Rosen blusser alt i Danas Have" (også fra 1820, men først trykt 1823). Og Bagger er altså imod den nationalisme eller patriotisme, der består i, at man elsker sit fødeland, bare fordi det er dér, man er født.
Mangen hænger ved sit Fødeland
Kun fordi det fødte Patrioten;
Usselt, kun instinctviis elsker han,
Kysser Moderdyret sløvt paa Poten!
Og det er forbløffende, så meget Baggers måde at tale på ligner vore dages fædrelandsfornægtende kosmopolitters. Digterens egentlige hjem er jo ikke det land, han tilfældigvis er født i, men "Universets Hele". Det særlig interessante er imidlertid den måde, Polen optræder på. Digteren er borger overalt;
... hvor han flytter Foden frem,
Har han Part i alle Klodens Dele.
Selsomt, hvor han Hjem dog vælge kan!
Hvor der Sorg er, hvor der lyder Klage,
Tykkes tidt ham, er hans Fødeland,
Did ham Smertens Toner mægtigt drage.
Rundtom har han Slægt, som, stædt i Nød,
Veeraab til hans Sjæl og Øre sender:
Polen gisper hist i grufuld Død -
Hine Døende, det er hans Frænder!
Hertil skriver Johan de Mylius: "For Bagger gjaldt, hvad
der gjaldt for enhver, der dengang ville tage ordet frihed i sin mund: Polens
frihedskamp var det risikofrit at sympatisere med" (s. 99). Ja, det er
virkelig interessant, at man i Danmark med så stor sympati har fulgt Polens
skæbne (her senest Novemberopstanden 1830-1831), og at at sympatien
med polakkerne altså har været så stor, at man godt kunne tillade sig at tale
om friheden, når det bare var i forbindelse med dem. Noget helt andet er, at
det åbenbart til alle tider har været sådan, at kærligheden til det danske er
noget, de danske kosmopolitter bekæmper meget voldsomt, men at de i denne kamp
ofte udtaler sig særdeles positivt om andre folks kamp for national frihed.
H.C. Andersen
På side 102-103 er det H.C. Andersen, det gælder, nemlig den side af ham, hvor begrebet frihed spiller en iøjnefaldende rolle - selv om Andersen jo ellers var både kongens og adelens ven. Johan de Mylius omtaler først rejsebogen Skyggebilleder fra 1831, hvor det især er Julirevolutionen i Paris 1830, der ligger i baggrunden, men hvor også den polske situation er med i billedet, "et heelt Folks Kamp og Undergang", som Andersen skriver i kap. VI. Og senere fortæller han om sit besøg ved det sted, hvor den polske helt Józef Poniatowski blev dræbt under slaget ved Leipzig 1813. Det er i Skyggebilleders kap. IX.
Józef Antoni Poniatowski (1763-1813) var chef for VIII (polske) Korps i den franske armé og blev (som noget helt enestående for en udlænding) nogle få dage før sin død den 19. oktober 1813 af Napoleon udnævnt til marskal af Frankrig. Og om slaget ved Leipzig og Poniatowski skriver H.C. Andersen (jeg citerer nu fra netop Johan de Mylius' udgave af Skyggebilleder):
Det var en underlig Følelse der greb mig idet jeg kjørte hen over den store, uoverseelige Leipziger-Slette, hvor enhver Landsby er saa mærkelig i Krigshistorien. Her havde Napoleon været, her havde den store Feldtherre tænkt og følt. Kornet bølgede frodigt over den uhyre Kampplads; ingen Vunde læges dog saa let som den store Naturs! der behøves kun et Foraar, for at smykke den ældste Ruin med Blomster og Grønt. Man arbeidede paa en ny Landevei, jeg saae Menneskebeen og Kugler man havde fundet ved Gravningen. Under et Træ sad der en gammel Karl med et Træbeen; han havde vist seet lidt mere her, end Kornet der nu bølgede foran ham, hørt en dybere Sang end den Fuglene qvidrede paa Grenene over ham. Med sin lille Pibe i Munden hvilede han sig her og tænkte paa gamle Dage.
Og herefter indsætter Andersen sit digt "Invaliden":
Røgsky ved Røgsky over Marken laae;
De røde Ildsvælg Øiet ene saae.
Sært dundred' Jorden under Hestens Hov,
Som var det Stormen i en Gran-Skov.
Mand tæt ved Mand vi stod', kun »frem!« det lød;
Min Broder faldt - han fandt en Heltedød
Jeg følte Intet - Intet Hjertet rørte.
Den dybe Tromme-Hvirvel kun jeg hørte,
Trompetens Stød - vi bruste vildt afsted -
Da faldt min Hest, mit ene Been gik med;
Hen over os den hele Hær nu gik,
Jeg veed ei meer, det sortned' for mit Blik!
Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst!
O, denne Stilhed knugede mit Bryst.
Mit Been var Ild - af Tørst min Læbe brændte,
Jeg laae blandt Liig, men intet Træk jeg kjendte.
Det sildigt var, jeg følte Nattens Blæst,
Nær ved mig vrinskede en saaret Hest;
Der laae en Franskmand, dybt hans Dødssuk lød,
»Napoleon« han nævned' og var død
Jeg vilde bede - hævede mit Blik,
Men Døden atter over Hjertet gik;
Jeg veed ei selv, hvor længe der jeg laae, -
Det første som igjen mit Øie saae,
Det var en Mand, indsvøbt i Kappen her,
Han jog to Ravne bort, der sad mig nær.
Jeg saae dem, hørte deres hæse Skriig;
Jeg var et Liig jo, mellem døde Liig.
Taus Manden stod, hans Ansigt ej jeg saae;
Den store Kappe høit om Kinden laae.
Han saae mod Himlen, Alt var Skyer der, -
Da lyste der med eet et Stjerneskjær.
»Mon étoile!« jeg hørte han brød ud
Han bøiede sig dybt, som for sin Gud;
Den store Kappe bort fra Skuldren gik,
Jeg saae det aabne, stolte Helteblik;
Et Suk steeg fra mit Bryst, da saae han ned,
Men taug - han taug - jeg glemte hvad jeg leed,
Men glemmer aldrig dette dybe Blik.
Han bredte Kappen over mig - og gik.
Jeg laae imellem Liv og Død henstrakt
Mit Hjerte bad - og Redning blev mig bragt.
Den franske Leir var nær, der kom jeg hen,
Men ei den tause Mand jeg saae igjen;
Ham var det dog, der Liv og Hjelp mig gav!
Maaskee nu Græsset voxer paa hans Grav:
Maaskee han lever - lever langt herfra,
Er lykkelig - mit Hjerte siger ja!
Og Andersen fortsætter:
Vi kjørte over Ehterfloden, i hvilken Poniatowsky fandt sin Død; man viiste mig i Forstaden de forskjellige Stillinger den fjendtlige Armee her havde taget, hvor man havde sprængt igjennem Haverne, og hvor Napoleon havde trukket sig tilbage. (Skyggebilleder s.79 -81)
Og senere mindes Andersen Tadeusz Kościuszko, lederen af den første polske opstand (1794):
"En underlig Aftendæmring laae over Stedet, jeg tænkte paa Kosciusko, Polens Wilhelm Tell [se nf.], paa det ulykkelige Rige, der som et Landkort er klippet i Stykker; paa det arme, kjæmpende Folk - - En lille Fugl hoppede paa Grenen tæt ved og qviddrede, men det var ganske svagt, han frygtede vist Censur og Stikbreve, det klang saa dæmpet, men jeg syntes at høre den døende Polaks Kampsang:
'Noch ist Polen nicht verloren!'" (Skyggebilleder s. 85).
Når Andersen kalder Kościuszko "Polens Wilhelm Tell", er den helt direkte årsag til det, at han i Leipzig netop havde været til en italiensk operatrups opførelse af Rossinis opera Wilhelm Tell.
Så vidt Johan de Mylius' artikel og H.C. Andersens Skyggebilleder. Men det kunne være interessant at se, hvad der ellers er om Polen i dansk litteratur, især i perioden 1795-1918, hvor Polen ikke eksisterede som stat.
Carsten Hauch
Det eneste, jeg umiddelbart selv kendte til, var Carsten Hauchs (1790-1872) roman En polsk Familie (1839), hvori digtet "Polsk Fædrelandssang" indgår:
Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst,
Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund,
Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?
Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur,
Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fangebuur,
Sværd og Lee paa Sletten blinked mellem Røg og Damp,
Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde Kamp.
Derfor hører vi bestandig Suk fra Flodens Skiød,
Derfor risler den veemodig, som en Drøm om Død,
Derfor sørge Mark og Enge med den hvide Piil,
Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.
Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad paa Kind,
Under Suk og Veemodssange slumrer Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner, synge de om Kampens Ørn,
Under Sang om svunden Storhed vaagne Polens Børn.
Det slag, der er tale om i anden strofe, må være slaget ved Maciejowice den 10. oktober 1794, hvor den af Tadeusz Kościuszko ledede polske styrke blev totalt nedkæmpet af russerne - og hvori også de med leer bevæbnede polske kosynierzy deltog.
Men det var kun romanens titel og denne sang, jeg kendte. Og så vidste jeg, at den store danske litteraturkritiker Georg Brandes, den danske naturalismes fader, ophavsmanden til "det moderne gennembrud" i 1870'erne, var meget optaget af polakkernes sag og besøgte Polen flere gange (1885, 1886, 1887, 1894, 1898). Jeg vidste også , at Brandes i 1888 havde udgivet bogen Indtryk fra Polen (en polsk udgave med titlen "Polska" (Polen) udkom, så vidt jeg har kunnet se, samme år). Og jeg vidste, at Hilmar Wulff havde skrevet om polakkerne på Lolland, nemlig i trilogien trilogien Vejen til Livet, Livets Brød og Forjættelsens Dag (1947-49). Men det var stort set det hele. Så jeg gav mig til at søge på Internettet.
En tysker og en polak om emnet
Resultatet af mine internetsøgninger blev, at jeg fandt to interessante udenlandske tekster om Polen i dansk litteratur, nemlig tyskeren Anne Seuferts magisterafhandling Geteiltes Polen in der dänischen Literatur - eine Rezeptionsanalyse von Carsten Hauch bis Agnes Henningsen (Det delte Polen i dansk litteratur - en receptionsanalyse fra Carsten Hauch til Agnes Henningsen), og polakken Sylwia Schabs på dansk skrevne artikel "Maria Hellebergs Fremmede naboer i den danske Polen-diskurs". Det er, som titlerne viser, den første afhandling, der især skal refereres i resten af denne artikel, men Sylwia Schabs artikel er mere omfattende end som så og skal også refereres. Den indeholder blandt andet en ret udførlig oversigt over danske bøger med Polen som tema. Til gengæld vil der ikke blive inddraget ret mange andre ting; der er i forvejen rigeligt i de to afhandlinger.
Anne Seuferts
magisterafhandling
Anne Seufert er en særdeles interessant person. (Jeg er nu Facebook-ven med hende, og vi har udvekslet beskeder og oplysninger om hinanden). Hun er født i München, Tyskland, 1979, og er i dag ansat i musikforlaget Schott Music i Mainz (hun studerede efter studentereksamen klaver, både klassisk og jazz). Men hun har studeret og beskæftiget sig med mange forskellige andre ting, og hun behersker (i forskellig grad) følgende fremmedsprog: engelsk, spansk, fransk, norsk, svensk, dansk, russisk og polsk. Polsk har hun, så vidt jeg kan se, kun studeret på begynderplan, og dansk ser ud til at være det nordiske sprog, hun på forhånd havde beskæftiget sig mindst med - men dog så meget, at hun altså kunne skrive en magisterafhandling om Polen i dansk litteratur. Hun læser også uden videre, hvad jeg skriver til hende på dansk. I sammenhængen her er det imidlertid hendes magisterafhandling, der er interessant. Den er skrevet ved universitetet i Wien, der som det eneste universitet i Østrig har en afdeling (institut) for skandinavistik. Anne Seufert fik graden mag. phil. i 2010.
Anne Seufert har over for mig oplyst, at baggrunden for, at hun valgte at skrive netop denne magisterafhandling, var, at hun i forbindelse med sine studier af blandt andet svensk og norsk, fra 2006 ved Institut for Skandinavistik ved Wiens Universitet, blev engageret i forskellige aktiviteter på området Østersø-studier og efterhånden blev stærkt interesseret i de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Østersølandene og i forbindelse dermed også begyndte at studere russisk og polsk, polsk dog kun på begynderniveau, og hun havde ikke og har, bortset fra private venner, ikke noget særligt forhold til Polen, men hun opgiver, at hun nu behersker russisk "flydende", og hun har senere været på et kort studieophold i Sankt Petersborg. I årene 2006-2008 har hun på sommerkurser studeret norsk sprog, litteratur og kultur ved universiteterne i Kristiansand og Bergen. Når hun valgte Polen i dansk litteratur som emne for sin magisterafhandling, var det, fordi det var et eksempel på kulturudvekslingen hen over Østersøen, og altså, i udgangspunktet, ikke på grund af en helt speciel interesse for hverken Danmark eller Polen. I 2009 foretog hun imidlertid som led i arbejdet med magisterafhandlingen studierejser til Polen, Danmark og Sverige. - LINK til Anne Seuferts magisterafhandling:
http://othes.univie.ac.at/8695/1/2010-03-02_9972015.pdf
Det siger sig selv, at det ikke vil være muligt at give en udtømmende præsentation af Anne Seuferts 154 sider lange afhandling. Men det kan være nyttigt at begynde med en opregning (oversat til dansk) af de vigtigste overskrifter: Tadeusz Kościuszko - Polens delinger og den første polske opstand i året 1794. - Polen-debatten i de københavnske klubber i 1790'erne. - Polen efter den sidste deling og frem til de historiske begivenheder omkring og efter Novemberopstanden i 1830. - Den polske udvandring og Polen-receptionen i Tyskland efter 1830. - Polen-receptionen i dansk litteratur i 1830'rne. - Billedet af Polen i Carsten Hauchs roman En polsk familie (med mange underafsnit). - Billedet af Polen i 1830'rnes danske lyrik - Emil Aarestrup, Carl Bagger og Frederik Paludan-Müller. - Polen-renæssancen i dansk Litteratur efter 1863 [1863-opstanden]. - Heinrich Heines Polen-billede som inspirationskilde for Georg Brandes' Indtryk fra Polen. - Agnes Henningsens Polens Døtre - moderne heltinder i den polske ombrydningstid [efter 1863-opstanden] (med en hel del underafsnit).
Afhandlingens indledning har titlen "Die Darstellung des geteilten Polens in der dänischen Literatur - Zerrbild der historischen Wirklichkeit?" (Fremstillingen af det delte Polen i den danske litteratur - et vrangbillede af den historiske virkelighed?). Hvad Polen angår, er det, som også hele afhandlingens titel viser, landets historie fra delingerne i slutningen af 1700-tallet af, og opstandene mod delingsmagterne, det drejer sig om. Men i nabolandene er det i første omgang de forskellige former for nationalromantik, der udgør den sammenhæng, hvori man beskæftiger sig med Polens skæbne. Danmark havde særlige forudsætninger for at føle sig beslægtet med polakkerne, nemlig efter tabet af Norge i 1814 og af Slesvig-Holsten i 1864. Men den første bølge af dansk interesse for Polen kom allerede i forbindelse med opstanden under Kościuszko i 1794 - og de to næste selvfølgelig efter Novemberopstanden i 1830 og Januaropstanden i 1863. Den danske beskæftigelse med Polen når et højdepunkt med Carsten Hauchs roman En polske familie (1839), der skildrer situationen omkring og i 1831. Men også det moderne gennembruds ledende skikkelse Georg Brandes engagerede sig i Polens skæbne og udgav i 1888 sine Indtryk fra Polen, og han ser spørgsmålet om Polens frihed i et fælleseuropæisk humanistisk perspektiv. I Agnes Henningsens roman Polens Døtre fra 1901 bliver den handling, der udspiller sig i det delte Polen op mod slutningen af 1800-tallet, bærer af et budskab om kvindefrigørelse og en ny samfundsorden. Hvor meget der altså i disse værker end bygges på den faktiske polske virkelighed, ses denne gennem ikke alene forfatternes egne kulturelle briller, men også gennem det billede, der er tegnet af Polen i dets andre nabolande (især Tyskland og Sverige), og derved fortegnes den faktiske historiske virkelighed, som i mange tilfælde ofte blandes op med de stereotype billeder af Polen og polakkerne, der har været i omløb.
Efter denne indledning følger en ret grundig gennemgang af situationen omkring den af Tadeusz Kościuszko ledede første polske opstand (1794), hvorefter igen følger et afsnit om den landflygtige Kościuszkos ophold i Sverige og om den betydning for interessen for Polen i Skandinavien det fik.
Heiberg, Rahbek og Baggesen
Det første egentlige afsnit om Polen i dansk litteratur er afsnittet med den allerede anførte overskrift "Polen-debatten i de københavnske klubber i 1790'erne" (Die Polendebatte in den Kopenhagener Klubs der 1790er Jahre). København er den også kulturelle hovedstad i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge med hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Ludvig Holberg nævnes som 1700-tallets store, af oplysningstidens ånd prægede forfatter og som enevældens mand. Men selv om Danmark, blandt andet takket være reformerne i 1780'erne, kun i ringe grad bliver præget af den franske revolution i 1789, bliver de nye tanker dog diskuteret i København. Blandt de vigtigste af de forfattere, der er påvirket af disse strømninger, nævnes P.A. Heiberg (1758-1841), Knud Lyne Rahbek (1760-1830) og Jens Baggesen (1764-1826). Af disse er det især P.A. Heiberg, der forfægter den franske revolutions idealer, og man kunne formode, at han også ville have interesseret sig for Polens skæbne. Men der er i hans forfatterskab, som Anne Seufert udtrykker det, "keine nennenswerte Passage, die sich mit der Polenfrage in der Kopenhagener Tagesdebatte auseinandersetzt" (intet nævneværdigt sted, hvor han går ind i den københavnske Polen-diskussion). Men i en drikkevise af Rahbek finder man et udtryk for, at begivenhederne i Polen har været diskuteret blandt danske kunstnere og intellektuelle (måske foranlediget af Kościuszkos ophold i Sverige og dets virkninger dér). Det er drikkevisen "Nu bort med alskens politik", hvori en række aktuelle emner opregnes, og i hvis sidste strofe det polske spørgsmål omtales - eller afvises med disse tilsyneladende kyniske ord:
Hvad Ende det med Polen faaer,
mig meget lidt til Hjerte gaaer;
at ingen Polak taales her,
det al min Omsorg er.
Men der er i virkeligheden nok snarere tale om en slags sort drikkevise-humor, der skal understrege, at nu er det altså det lystige samvær, det gælder. Og strofen kan derfor kontrastvis ses som et udtryk for, at det polske spørgsmål har spillet en vigtig rolle, når det har været alvorlige diskussioner og ikke det lystige drikkelag, man har været samlet til.
Den tredje af de 1700-talsdigtere, Anne Seufert nævner, er Jens Baggesen (1764-1826), som i sin rejsebog Labyrinten (1792-93) lige når at få nævnt Polen:
Hvor er det mueligt, raabte jeg, at skye, at spotte, at hade, at forfølge hinanden? Mennesker
imod Mennesker? Nationer mod Nationer? Brødre mod Brødre? Venner imod Venner?
Ubegribelige Splidagtighed mellem den samme Sols Straaler!
Tydske! Franske! Engellændere!
Hollændere! Danske, Norske og Svenske! Preussere! Polske! Ungarer! Italienere!
Spaniere! Portugiesere! ere
I da ikke alle Mennesker? Alle, som Mennesker, lige? (Seufert
s. 13).
Anne Seufert siger
hertil, at Polen ikke spillede nogen særlig rolle for Baggesen, men "eher in der Gesamtheit einer egalitären Weltanschauung im Sinne Rousseaus
aufging" (snarere gik op i hele hans Rousseau'ske lighedsanskuelse). Mens Polen lå uden for
Heibergs overvejende indenrigspolitiske interesse, var Baggesens interessefelt
for stort til, at han kunne gå i detaljer, for så vidt angår Polens skæbne.
Carsten Hauch
Anden del af selve Anne Seuferts gennemgang har titlen "Die Polenrezeption in der dänischen Literatur der 1830er Jahre - von Carsten Hauch bis Frederik Paludan-Müller" (Polen i 1830'rnes danske litteratur - fra Carsten Hauch til Frederik Paludan-Müller), men det indledes med først en oversigt over begivenhederne i Polen fra den sidste deling i 1795 og frem til tiden omkring Novemberopstanden i 1830 (s. 17-22) og dernæst et afsnit om den store betydning, disse begivenheder fik i nabolandet Tyskland. Der var mange steder i Tyskland (bortset fra Preussen?) stor sympati med polakkerne, men helt særlig betydning fik de mange flygtninge og udvandrere, der slog sig ned i Tyskland (og Frankrig), i Tyskland især i landene Sachsen, Hessen, Bayern, Württemberg og Pfalz (Tyskland består jo den dan i dag af flere "Bundesländer", og det var først i 1871, de forskellige tyske lande blev samlet i ét kejserrige).
Blandt de polske landflygtige i Tyskland (Sachsen) og senere Frankrig var lyrikeren Wincenty Pol (1807-1872), som selv havde deltaget i Novemberopstanden. Han vendte dog tilbage til Polen (Galicien) allerede i 1832. I 1833 udkom (i Leipzig) samlingen Volkslieder der Polen (polakkernes folkesange), som Wincenty Pol havde redigeret og oversat til tysk, og denne samling blev inspirationskilde for mange tyske digtere - og for den danske digter Carsten Hauch (men fik også i det hele taget betydning i Danmark og det øvrige Skandinavien).
Hermed er der lagt op til behandlingen af den danske litteratur, begyndende med Carsten Hauch, men indledt med en ret udførligt beskrivelse af Danmark i årene 1800-1830 (s. 27-30). Denne beskrivelse slutter, frit gengivet, således:
Skønt de vigtigste repræsentanter for den danske romantik rettede blikket mod deres egen nationale fortid, var der også forfattere, der så dennes dyder legemliggjort og de romantiske idealer realiseret i polakkernes håbløse, men tapre kamp for frihed og uafhængighed. Og Polen blev overhovedet et symbol på kampen for frihed og en bedre verdensorden. Men i Danmark kunne man altså også mere direkte identificere sig med polakkerne og se dem som et forbillede.
Og så går Anne Seuferts i gang med sin meget grundige gennemgang af Carsten Hauchs Roman En polsk Familie (s. 31-65).
Indtil nu har Anne Seuferts afhandling være refereret og citeret temmelig grundigt. Men det har været for at få hele den både polske, europæiske og danske baggrund med - og de få eksempler på, at man i Danmark har interesseret sig for Polen før 1830. Hvad Carsten Hauchs roman angår, kan der ikke blive tale om en tilsvarende brug af Anne Seuferts afhandling. Det vigtigste, der skal siges om den her, er, at enhver interesseret simpelt hen selv bør læse bogen! Og det gælder ganske særligt enhver polak her i Danmark eller enhver dansker med polsk baggrund. Fra Anne Seuferts gennemgang af Carsten Hauchs roman skal kun de allervigtigste og mest interessante ting præsenteres her.
En polsk Familie udkom i 1839 og udspiller sig omkring og under den polske Novemberopstand 1830-1831, og ikke alene de indlagte digte, men også skildringen af den polske folkelige kultur er stærkt inspireret af Wincenty Pols ovenfor omtalte antologi Volkslieder der Polen. Anne Seufert ser dog også udtryk for, at Hauchs personlige erfaringer ligger til grund for romanen. Han havde deltaget i kampene mod englænderne, der i 1807 belejrede og terrorbombede København og endte med at beslaglægge eller ødelægge alle de danske krigsskibe, der lå i og (under bygning) ved havnen. Og i 1814 var Norge (der siden 1380, havde været i union med Danmark) som følge af den danske deltagelse i Napoleonskrigene på fransk side blevet lagt ind under den svenske konge. Danmark var altså i en situation, der i flere henseender kunne minde om Polens. Desuden mener hun, at også de nederlag, Hauch oplevede som digter og i sit personlige liv afspejler sig i romanen.
Hovedtemaet i romanen er modsætningen mellem den realisme og materialisme eller ligefrem opportunisme, som fik nogle polakker til at affinde sig med det russiske herredømme, og den mere eller mindre sværmeriske idealisme, som fik store dele af folket til at gå ind for opstanden. Handlingen begynder med, at den unge polske adelsmand Adalbert i eftersommeren 1829 kommer ridende hjem til sin fader gods, som ligger "omtrent fem Mile fra den gamle Hovedstad Krakau" (i perioden 1815-1846 fristaden Kraków), men lige nord for det daværende "Kongeriget Polens" grænse (hvor kongen vel at mærke var den russiske tsar Nikolaj 1).
Kan
Hauch her, og andre steder, have haft Adam Mickiewicz' polske nationalepos Pan Tadeusz i tankerne? Selv om Tadeusz
jo ikke kommer ridende, men kørende i en lille hestevogn, og handlingen
udspiller sig i Litauen. Hauch må i givet fald have hørt om det (eller have
læst om det på fx tysk i referat og/eller uddrag). Eller også er det bare en
almindelig og/eller nærliggende måde at begynde en sådan roman på. - Pan Tadeusz var ganske vist udkommet i
1834, men den blev, så vidt jeg har kunnet se, først oversat til tysk i 1882
(og til svensk i 1898). - Det var vist i sine sidste år, Valdemar Rørdam
(1872-1946) oversatte Pan Tadeusz til
dansk (Pan Tadeusz eller Den sidste
adelsfejde i Litwa). (Var den første trykte udgave Det danske Selskabs,
København, 1958?). Og uanset Rørdams fejltrin med især hyldesdigtet
til Nazityskland i anledning af angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941
("Så
kom den Dag, som vi har ventet længe", trykt 26. juni 1941) betegnes hans oversættelse
på Federacja Polonias hjemmeside som nok uden
overdrivelse "en af de ypperste, hvis ikke den bedste". - Jeg har
overvejet, om det var at gå for langt ud at lade dette petit-stykke indgå i
(denne hjemmesideudgave af) artiklen. Men Valdemar Rørdams, åbenbart
fremragende, oversættelse af det polske nationalepos er jo (igen uanset hans
fejltagelse, ja, forræderi) også et eksempel på "Polen i dansk
litteratur". - LINK:
http://www.federacja-polonia.dk/dk/pantadeusz.html
Og
endnu et LINK, nemlig til et uddrag af Arne
Hardis' bog om Valdemar Rørdam og hans skæbne: Æresretten (2003). Uddragets titel er:
"Valdemar Rørdam, den patriotiske landsforræder. En syg skæbne". - http://historienu.dk/rordam.pdf
-
Rørdam
kunne ikke selv polsk (selv om han også har oversat Reymonts
Chłopi
(Bønderne) og andre ting fra slavisk, i hvert fald Pusjkins Jevgenij Onegin).
Et klip fra Internet-udgaven af Dansk Biografisk Leksikon: "Hans sjældne
talent som gendigter, også hvor han – som ved de slaviske værker – har måttet
omplante på anden hånd, beror foruden på hans sprogskabende evne tillige på en
grundfæstet litterær kultur".
Da jeg som sagt hellere vil opfordre læserne til, selv at læse En polsk Familie, end at give udførlige referater og citater fra Anne Seuferts afhandling, vil jeg nøjes med at præsentere nogle af hendes allermest interessante iagttagelser. Der er først hendes omtale af hovedpersonerne (og dermed af de forskellige holdninger i den tids Polen).
Afsnit II.3.2.4. har overskriften "Die Figuren - Stereotypen oder Repräsentanten verschiedener Weltanschauungen?" (Personerne - stereotyper eller repræsentanter for forskellige livsanskuelser), og jeg refererer og citerer nu (med alt på dansk og navne m.m. så vidt muligt, og når jeg har skønnet det rimeligt, på korrekt polsk) de vigtigste steder i dette afsnit, idet jeg også indsætter egne oplysninger og kommentarer.
Der er først Adalberts far starosta'en Stanisław Litowski. En "starosta" (dansk: starost) var en embedsmand med blandt andet dømmende myndighed over et område, hvilket vil sige, at Stanisław Litowski var i tsarens tjeneste i dennes egenskab af konge over Kongeriget Polen. Trods - eller måske netop på grund af - sin rationalistisk prægede og materialistiske livsanskuelse er han ikke en rent negativ person. Han tror på fremskridtet og teknikken og har derved fået sine godsbesiddelser til at blomstre. Når han er imod tanken om en opstand, er det ud fra den fornuftige betragtning, at det vil være umuligt at sætte sig op mod en stormagt som Rusland, og han betragter denne tanke som et farligt sværmeri, der kun kan kaste landet ud i en ren katastrofe.
Dernæst er der Stanisław Litowskis svoger "Czernim" (Hauchs fejlagtige gengivelse af efternavnet Czernin?). Han har også et realistisk syn på mulighederne, men er dog stærkt patriotisk sindet og prøver at omgå og undergrave det russiske styre med list. Han er folkeligt indstillet, og behandler sine undergivne i overensstemmelse dermed. Og da opstanden er en realitet, deltager han i den.
Emilie (således i romanen), hvis virkelige identitet ikke skal afsløres her, er en rent negativ person. Hun opholder sig på Stanisław Litowskis gods, men er født og opvokset i Rusland og føler sig som russer. Hun er en koket og intrigant, ja, kynisk kvinde, der kun forfølger sine egne materialistiske mål.
Leontine (således
i romanen), Emilies diametrale modsætning, er en fattig halvsøster til Adalberts bror Casimirs
hustru Alexandra (således i romanen). Hun er stærkt patriotisk og ender
med at tage aktivt del i opstandens kampe.
Major Zeltner (således i romanen) er officer i den russiske hær, en brutal og skrupelløs person, der ender med at gifte sig med Emilie.
Bonaventura von Zaleski (således i romanen; kan en polak have haft et "von" i sit navn?), Leontines bror, er en indtil de stereotype skildret idealistisk polsk patriot.
Casimir (således i romanen, men det må jo gengive Kazimierz) er starosta'ens anden søn og altså Adalberts bror. Han er en ganske apolitisk levemand, der i en blanding af lidenskabelighed og melankoli lever i øjeblikket. Han har giftet sig med Alexandra for pengenes skyld, men har forelsket sig i Emilie. Han ender med, af personlige grunde, at slutte sig til den russiske hær og med, hårdt såret, at tage sit eget liv.
Adalbert nævnes til sidst i afsnittet om personerne,
men ligesom det jo er ham, der optræder allerførst i romanen, er det også ham,
der er dens mandlige hovedperson og helt. Han vakler ganske vist til at begynde
med mellem sin fars fornuftige materialisme og Leontines og hendes bror Bonaventuras patriotiske idealisme. Og han har begge sider
i sig, så at det i høj grad bliver tilfældighedernes spil (og Leontine), der
får ham til at slutte sig til opstanden. Anne Seufert
ser deri en afspejling af Hauchs gemyt og livshistorie. Og netop tvivlens
nådegave sætter Adalbert i stand til at vokse ud over
sig selv og sine omgivelser og blive, hvad Anne Seufert
betegner som "en humanist, der aldrig sætter ideologien over menneskelivet
og aldrig lader materialistiske motiver sejre over hjertets følelser" (s.
44).
Det andet afsnit,
jeg vil fremdrage nogle ting fra, er afsnit II.3.2.9: "Das Polenbild bei Carsten Hauch - romantische Idealisierung oder historischer Realismus?"
(Billedet af Polen hos Carsten Hauch - romantisk idealisering eller historisk
realisme?).
I modsætning til
den russiske side bliver den polske side fremstillet som fattig i det ydre, men
rig og stolt i det indre. Centralt står de polske folkesange som bærere af den
polske kultur og som udtryk for den polske folkesjæl. De indlagte digte og
sange skaber en melankolsk atmosfære, hvori kun håbet om en bedre fremtid
gennem modstand mod undertrykkerne lyser op. Hauch bruger også en række
symboler: Den hvide polske ørn. Giftslangen som repræsentant for det russiske
styre. Nattergalen som symbol for de polske folkesangere og i videre forstand
for hele den polske folkesjæl. Men romanen tegner samtidig et realistisk
billede af de historiske begivenheder før, under og efter Novemberopstanden.
Tre lyrikere i 1830'erne
Inden Anne Seufert går over til at præsentere digte af lyrikerne Emil
Aarestrup, Carl Bagger og Frederik Paludan-Müller placerer hun dem i
overgangsfasen mellem pdes. romantikken og den poetiske realisme og pdas.
Biedermeier-idyllens sammenbrud og det moderne gennembrud. Hun peger i den
forbindelse på indflydelsen fra Byron og Heine.
Emil Aarestrup
Under søgning på Internettet efter hele
teksten til det eneste digt af Emil Aarestrup (1800-1856), Anne Seufert behandler, fandt jeg et andet digt (fra 1832),
hvori ordet polsk forekommer. Man skal her huske på, at Aarestrup var tidens
store erotiske digter. Og selv om dette digt ikke som sådant har noget med
Polen at gøre, er det nok alligevel, ja, netop, interessant som udtryk for,
hvor nærværende Polen var i 1830'rnes Danmark. Det er i øvrigt også citeret i
sin helhed i Dansk Litteraturs Historie
og kommenteret dér (se nf.), og har altså i den sammenhæng været regnet for et
vigtigt eksempel på Aarestrups digtekunst. Første linje i den sonet, der er
tale om, lyder: "Jeg havde faaet Brev fra dig,
Nanette!", og de følgende tre linjer handler om, hvor himmelsk henrykt det
gør digtets Jeg. Men derefter beretter Jeg'et om,
hvordan han bliver distraheret af en forførerisk "smidig, svaj [smidig,
smækker] Brunette". Han kan ikke rigtig forklare, hvad det var ved hende,
der var så fristende, og til sidst flyder det hele sammen for ham:
Var det den sagte
Vuggen af Karethen?
Laa det i Maanen?
eller i Cometen?
Var det Contourerne af Silkekjolen?
En Sympathi (thi hun var polsk) med Polen?
Alt gik i eet — du — hun — min Troskab! Himmel,
Hvor man kan være
svag og hjertesvimmel!
Der er en lang række mulige årsager til den
sammenflydning, svaghed og svimmelhed, der griber Jeg'et:
Vognens vuggen, månen, kometen (se nf.), kjolens konturer - eller måske sympati
med Polen, fordi den kvinde, hvis former viste sig i kjolens konturer,
tilfældigvis var polsk. Eller hvor "tilfældigvis"? Man skal nemlig
nok vogte sig for at sige "nødrim", når man har med Aarestrup at
gøre. Og hvor går i øvrigt grænsen mellem et nødrim og et sofistikeret rim? Man
kan godt forestille sig, at erotikeren Aarestrup er begyndt med
"Silkekjolen", og at det derefter er begyndt at snurre med
rim-muligheder i hans hjerne. Men en digter af Aarestrups kaliber ville ikke
have valgt rimparret "Silkekjolen/Polen" som en ren nødløsning. Og
"Polen" ville næppe heller have meldt sig som en mulighed, hvis det
ikke lige havde været i 1832, året efter nedkæmpelsen af Novemberopstanden.
Den måde, hvorpå Polen optræder her i Aarestrups erotiske sonet, svarer altså
for så vidt ganske nøje til, hvordan det optræder i Knud Lyne Rahbeks ovenfor omtalte drikkevise "Nu
bort med alskens politik". Og
dette gælder også den for så vidt tilfældige måde, der er tale om, og som netop
i sit overfladisk set helt utilbørlige kontrastforhold understreger, hvor meget
Polen i 1832 har været fremme i danskernes bevidsthed. Og det er desuden et
blandt mange eksempler på, hvor stort et indtryk de polske kvinders skønhed har
gjort i hele Europa! I Dansk Litteraturs
Historie kommenteres hele opregningen af mulige årsager således:
Den erotiske situation er altså
her en konstellation af komet, måne, polsk politik, kjolekonturer og
karetvuggen, men den slags løse tilfældigheder er åbenbart nok til at nulstille
alt, hvad digteren måtte have af forpligtelser over for sin kone eller kæreste.
Hjertesvimmelhed er den form for retningsløshed, som opstår, når det enkelte
øjeblik bliver sprængt ud af den sociale orden.
Og der var faktisk
en synlig komet, da dette digt blev skrevet. I Dansk Litteraturs Historie står der, at "Kometen er Halleys komet, der viste sig i 1835". Men da digtet
(også i 1913-udgaven) er dateret 1832, kan der ikke være tale om Halleys komet. Der må være tale om en forveksling med Enckes Komet, som også viste sig i 1835, men hvis omløbstid
om Solen er ca. tre år. Så vidt jeg har kunnet se, var Enckes
Komet synlig i juni 1832.
Som en service til læserne
af hjemmesideudgaven sætter jeg hele sonetten ind her:
Jeg havde faaet Brev fra
dig, Nanette!
Jeg var, begriber du, i Himmerige:
I næste Uge, du Guddommelige! -
O min Henrykkelse, den kan du gjætte.
Den samme Dag en smidig, svaj Brunette,
En Slangebygning, fristede med slige
Forføreriske, altfor
tydelige -
Hvordan skal jeg forklare dig det Rette?
Var det den sagte Vuggen af Karethen?
Laa
det i Maanen? eller i Cometen?
Var det Contourerne af
Silkekjolen?
En Sympathi (thi hun var
polsk) med Polen?
Alt gik i eet - du - hun
- min Troskab! Himmel,
Hvor man kan være svag og hjertesvimmel!
1832.
Den eneste Aarestrup-tekst, Anne Seufert behandler, er digtet "En polsk Moder" fra
1834. (Titlen er vist ikke original, men Anne Seufert
citerer efter Digte II (1862)). Dette
digt handler kort sagt om en moder, der havde født en søn, netop da hun fik
nyheden om, at hendes mand - Sabinski - der havde
deltaget i den polske Novemberopstand mod russerne
1830-1831, var blevet taget til fange. Og det lykkes hende lige at vise faderen
hans søn gennem fængselsvinduet dagen før hans henrettelse. Digtet slutter med,
at moderen indvier den lille dreng til at gå i sin fars fodspor og kæmpe for
Polens frihed! Et barsk digt af erotikeren Aarestrup, men netop derved et helt særligt
vidnesbyrd om, hvordan man i Danmark, ja, i Nysted (hvor Aarestrup var
læge1827-1838), har fulgt med i Polens skæbne.
Anne Seufert
bemærker, at dette digt er moderne i forhold til de ældre, romantiske og mere
propagandistiske tyske digte om Polen og polske forhold, og at det på en ny
måde er denne polske moders individuelle skæbne, der er i fokus. Men hun må dog
samtidig bemærke, at det ikke helt undgår det stereotype. Jeg vil føje til, at
det særlige ved digtet først og fremmest skyldes Aarestrups særlige måde at
være digter på, og at det er selve det, at netop han har skrevet et sådant
digt, der gør det interessant i nærværende artikels sammenhæng. Anne Seufert ser en vis lighed mellem den polske moder i dette
digt og Leontine-skikkelsen i Carsten Hauchs roman En polsk Familie.
Som en service til
læserne af hjemmesideudgaven sætter jeg hele digtet ind her.
Ordene
"Timer", "Flygtling" og
"førstegang" er verificeret efter faksimileudgaven af Samlede skrifter II, 1976 (hvor
førstelinjen er brugt som titel). Jeg har her sat punktum efter sidstelinjerne i de strofer, der i udgaven (mærkeligt nok)
slutter uden tegn.
HVORHEN, MIN UNGE FRUE
Hvorhen, min unge Frue?
Tyk Morgentaagen
ligger
Om alle Promenader
Og glimrende Boutiker.
Og under Silkehatten
Saa
streng en Alvor skues,
Som vilde du ved Smiilet,
Var det paa Læben, blues?
Hvad trykker denne Tærne,
Som følger dig, til
Barmen?
Hvad for en kostbar
Byrde,
I Shawler svøbt, paa Armen?
Det er min Søn, den
spæde,
Jeg bar paa ham med Smerte
Dengang hans Fader rev
sig
Begeistret
fra mit Hjerte.
Og fødte ham fortvivlet
Den Time, da jeg hørte
Til Fængslet man hans
Fader,
Saaret,
i Lænker, førte.
Seer du Castellets Mure?
De grønne Bastioner?
og mellem Kuglestabler
De rolige Kanoner?
Imorgen,
naar det dages
I disse øde Gader,
Saa
lyder Sørgetrommen,
Saa
skyder man hans Fader.
Imorgen,
naar det dages,
Saa
hvirvler Russens Tromme,
Saa
knalder deres Bøsser,
Saa
er hans Timer omme.
De vilde ei, Sabinski
Tillade dig at skue
Din lille Dreng, din
Anton,
Og din forgrædte Frue.
Men deres onde Trudsler
Kan ei
mit Mod forskrække
Paa
denne Rand af Volden
Kan Fangen see os begge.
Han seer os! ja han seer
os!
Han ud af Gittret svinger
Til Tegn det hvide Klæde
-
O, at vi havde Vinger.
Kom giv mig Drengen,
Amme!
Tag Huen af ham skynd
dig.
O hvor hans lille Hoved
I Solen skinner yndig.
See her din Søn, Sabinski
Som jeg har født med
Smerte
En Arving til din Adel
Din Tapperhed, dit
Hjerte.
Om Flygtling
end paa Jorden
Han løfte skal mod Solen
Det gamle Frihedsbanner,
Sablen og Pistolen.
Hør hvad en Moder beder
Hvis Hjerte snart vil
briste
Kast dine Øine paa ham
For førstegang og sidste.
Kast dine Øine paa ham,
Med Kraften og med Evnen,
Som Døden kun kan give,
Og vie ham ind til
Hævnen.
Med disse Ord gav Damen
Sit Barn til Ammen atter
-
Kun af en Skildvagt
hørtes
En raa,
barbarisk Latter.
INDSKUD
OM NAVNET SABINSKI/SABINSKY/ SABIŃSKI
Navnet Sabinski i Emil
Aarestrups digt om den polske moder vakte minder hos mig - militære minder! Da
jeg i sommerhalvåret 1964 gjorde tjeneste som sprogløjtnant ved Bornholms Værn,
var en major Sabinsky chef for luftværnsbatteriet. Og han må staves sådan, for
en internetsøgning førte frem til et pdf-dokument med en indholdsfortegnelse
til Luftværns artilleri-tidsskrift
1947-1961, hvori indgår en artikel fra 1950 med titlen
"Fjernkendingsuddannelse - i praksis!" skrevet af en N.J.W. Sabinsky. Det kan ikke være andet end
"min" major Sabinsky. Og efternavnet kan vel ikke være andet end
polsk. - Man kan så spørge, hvad dette militære minde har med emnet for
nærværende artikel at gøre. Men nu har jeg altså for det første fået lyst til
at inddrage det (og jeg sætter et tilsvarende indskud ind i
"Erindringer"), og for det andet er major Sabinsky jo et eksempel på
"Polen i Danmark". Majoren må have været af polsk afstamning. Men jeg
må indrømme, at jeg ud over, hvad jeg skriver i dette indskud, intet ved om
major Sabinskys baggrund, altså hvilket forhold han evt. har haft til Polen.
Hvis der faktisk har været et forhold, er det ret interessant. Hvis der ikke
har været et (nærmere) forhold, er der reelt kun tale om associationer og
minder inde i mit hoved! - Hvis der på nogen måde er tale om et forhold mellem
Polen og major Sabinsky er der imidlertid en indholdsmæssig, nemlig militær,
sammenhæng mellem Aarestrups digt og ham. Ligefrem en slægtssammenhæng vil det
nok være for langt ude at forestille sig. Men man kan godt spørge, hvor Emil
Aarestrup har haft navnet Sabinski fra. Har det måske
været et polsk heltenavn, der var i omløb? Der var jo endnu ingen polakker på
Lolland. Begge de her behandlede digte er jo skrevet, mens Emil Aaarestrup var læge i Nysted på Sydøstlolland (1827-1838),
og de første roepolakker ankom først til Gedser ca. 60 år senere, nemlig i
1893. Jeg har selvfølgelig også søgt på det polske navn Sabiński.
Men det har ikke umiddelbart givet noget af interesse. I et almindeligt polsk
leksikon, jeg har, forekommer navnet ikke. - Major Sabinsky var (så vidt jeg
bestemt husker) en af de officerer, der var blevet officerer af linjen uden at
have gået på Hærens Officersskole, men på baggrund af sin indsats og position i
Modstandsbevægelsen. Og det betyder, at han har gjort noget ret stort. Han var
derfor en ikke helt almindelig officer. Meget bramfri og i visse situationer
ilter. Men også meget venlig mod sådan en ung sprogløjtnant som mig. Jeg har
ved nogle lejligheder siddet ved bord sammen med ham ved frokosten i
officersmessen og talt meget fint med ham. Min egen chef kaptajn G. Nielsen (CH-E/BV) var selv
luftværnsartillerist og havde været næstkommanderende under major Sabinsky - og
omtalte ham, så vidt jeg husker, positivt, men uden helt at fortie hans
særegenhed. - Der gik nogle historier om major Sabinsky, som jeg tillader mig
at gengive her, men selvfølgelig med forbehold, både i forhold til, hvad man
fortalte, og i forhold til, hvor godt jeg husker det. Den ene var, at han i
forbindelse med et mytteri eller noget i den retning (se nf.) simpelt hen havde
alarmeret luftværnsbatteriet og ladet det køre Bornholm rundt og rundt, indtil
gemytterne var faldet til ro. Den anden var (vist ikke i samme forbindelse), at
han havde beordret hele batteriet (altså hele mandskabet) ud i Østersøen, hvor
de så skulle barbere sig. Jeg tror, det i medierne blev kendt som
"barbervandsskandalen". - Skulle jeg have ladet være at fortælle
dette? Måske. Men det er jo mange år siden, og som jeg husker det hele, var
major Sabinsky en dygtig officer og en god batterichef. Og jeg synes selv, det,
jeg her har fortalt, på en eller anden måde er en vinkel på Emil Aarestrups
digt. En dansk officer og tidligere modstandsmand ved navn Sabinsky - og måske
med et noget polsk temperament! - Men jeg kan jo blive ved. For kan der, hvad
mytteriet angår, have været tale om det mytteri, som mest er kendt fra
Søgårdlejren i Sønderjylland (16. februar 1953), hvis årsag var en pludselig
forlængelse af værnepligtstiden fra 12 til 18 måneder - efter krav fra NATO.
(Hvorfor? Opstanden i DDR og nedkæmpelsen af den fandt jo først sted i juni
1953. Og jeg har ikke kunnet finde tilsvarende begivenheder i begyndelsen af
1953 eller i 1952). Kan major Sabinsky have været batterichef allerede i 1953?
Han har i hvert fald skrevet artiklen om fjernkendingsuddannelse i 1950. -
Interesserede kan finde mere om 1953-mytteriet, bla. et par links, på
undersiden "Erindringer" (kap. 5).
Carl Bagger
Det er også kun ét
digt af Carl Bagger (1807-1846), Anne Seufert
inddrager, nemlig digtet "Finis Poloniae".
(Disse latinske ord betyder ordret "Polens ende", men på dansk må de
gengives med fx "nu er det ude med Polen"). - Se også omtalen af Carl
Bagger i begyndelsen af nærværende artikel (Kritik-afsnittet).
Da jeg prøvede at
finde hele digtet på internettet, fandt jeg en polsk Wikipedia-artikel med
titlen "Finis Poloniae". Af den fremgår, at disse to latinske
ord skulle være Tadeusz Kościuszkos udbrud, da
han under flugten fra slaget ved Maciejowice i 1794
(se ovf. til Hauchs "Polsk Fædrelandssang") troede, han ville blive dræbt af de
forfølgende kosakker. Kościuszko, som
overlevede, har senere benægtet, at han skulle have råbt sådan, og ifølge
Wikipedia-artiklen er der ingen tvivl om, at der er tale om noget, den
preussiske propaganda har fundet på. Men udråbet er alligevel gået over i
historien, ikke mindst i malerkunsten. Også mange polakker har troet, det var Kościuszkos ord. - Wikipedia-artiklen henviser til
seks malerier med titlen "Finis Poloniae".
Det første af dem er gengivet som illustration til artiklen, nemlig Dietrich Montens skildring fra 1831 af de slagne opstandsfolk på vej
over grænsen til Preussen.
http://pl.wikipedia.org/wiki/Finis_Poloniae
Anne Seufert peger i sin gennemgang af Carl Baggers digt
"Finis Poloniae" allerførst på, hvordan det
adskiller sig fra Emil Aarestrups "En polsk Moder", hvori der endnu
er tale om en vis balance mellem lidelse og æstetik. Heroverfor er der i Carl
Baggers digt tale om en helt anderledes barsk realisme. Carl Bagger er i det
hele taget en overgangsskikkelse mellem den i videste forstand romantiske
periode og den naturalisme og realisme, som bryder frem i 1870'erne. Men digtet
- et heltedigt i hexametre - er et ungdomsværk, der
endnu er præget af romantikkens helteidealer, idet disse dog knyttes sammen med
Baggers optagethed af revolutionære temaer. Anne Seufert
anser det for sandsynligt, at Bagger har kendt nogle af de ovenfor omtalte
tyske polskvenlige "Polenlieder". Og hans
digt blev kendt i hele Norden, hvor det fx blev til inspiration for den svenske
digter Carl Snoilsky.
Det har ikke været
muligt at finde digtets tekst på Internettet, og ej heller en affattelsesdato.
Anne Seufert angiver, at hun citerer digtet efter Smaadigte (1867).
Men en Wikipedia-artikel oplyser, at Smaadigte udkom første gang i 1834. Det er altså meget
sandsynligt, at digtet er skrevet under indtryk af Novemberopstanden
1830-1831. Og ligesom det var interessant at se Emil Aarestrups digt "En
polsk Moder" (og "den polske linje" i hans sonet) på baggrund af
hele hans (i høj grad erotiske) forfatterskab, kan det også være interessant af
se Carl Baggers "Finis Poloniae" på
baggrund af samlingen Smaadigte
i øvrigt. Den indeholder nemlig ifølge Wikipedia-artiklen "perler af
lyrisk romancedigtning som 'Den engelske Kapitajn',
'Bortrejsen' og 'Sophie af Hardenberg', dramatisk-episke situationer som
'Fragmenter af den spanske Kongekrønnike' og
bellmanske genrestykker som 'Promenaden om Natten'".
Da også Carl
Baggers person og historie er af ret stor interesse i nærværende artikels
sammenhæng, bringer jeg her Den Store Danskes artikel om ham:
Carl Bagger, 1807-1846, dansk forfatter. Bagger repræsenterer om
nogen sin forfattergeneration, den spleen-litteratur, kaldet romantismen, der
fulgte efter den harmoniske romantik. Han var fra skoletiden ven med H.C.
Andersen og debuterede 1826 med digte i en traditionel, sentimental-romantisk
stil; derpå forsøgte han sig som dramatiker. Efter nogle urolige studieår, der
ikke resulterede i nogen eksamen, vakte han opsigt med den krast realistiske
fortælling Min Broders Levnet (1835), der blev hans eneste
større arbejde, men som er bemærkelsesværdig i dansk litteraturs historie. Fortællingen
skildrer gennem den dæmoniske soldebroder Arthur et
københavnerliv uden for rangklasserne, der aldrig før havde fået en litterær
behandling. Udskældt af den herskende samtidige kritik var fortællingen dog
forløber for Fr. Paludan-Müller og senere hen for 1870'ernes realistiske
forfattere. Baggers forfatterskab afspejler hans eget disharmoniske liv. Han
var født uden for ægteskab og voksede op hos en plejefamilie, senere hos
bedstemoderen, der tilhørte Københavns finere borgerskab. Med godsejerdatteren
Thora Fiedler fik han 1829 en søn, men kunne først ægte moderen 1837. Efter et
svirende bohemeliv i København blev han redaktør af Fyens Stiftstidende i
Odense, hvor han døde 39 år gammel, fire dage efter sønnen.
Digtet udtrykker
med stærke ord (og ved heltedigtsversemålet) sympati med det undertrykte, men
heltemodige polske folk. Men det munder ud i et opråb til alle Europas nationer
om at se hen til det modige polske folk og tage dets frihedskærlighed til
forbillede. Anne Seufert citerer følgende fra det:
Yngling, o Du, hvis livlige Sands er aaben for
Stordaad,
Hvis ufordærvede Sind føler for Fleer, end Dig
selv,
[...]
Stor var Landenes Krands, som fordum nævnedes
Polen,
Over den kraftige Slægt skinte med Glæde Guds
Sol.
Tvedragt splittet dog Sønnernes Kraft, uvedkommende Fyrster
Deelte med vanhellig Haand Strækningen efter Behag.
Vildt efter Død eller Frihed da kastes Du Tærning,
Kosciuszko,
Intet af begge Du vandt, kun et forsmægtende Liv.
[...]
- Aarene
randt; i Trældom ginge de Tappre;
det knuged
Polens Sønner; omsonst stirred de efter en
Hjælp.
[...]
Venlige Glut, som læser ved Lys for Fader og Moder,
Spring ei mit Drama[?] forbi, læs for de Gamle
det høit!
Hjælp for det levende Polen, Pige, besad ei
Europa,
Men til det myrdede Folk Digteren vier en Sang.
(Smaadigte
(1867). - Men førsteudgaven 1834 (se ovf.)).
Det er vanskeligt
at afgøre, om der før de sidste her citerede linjer står noget i digtet om Novemberopstanden. Men i de linjer, som udgør linje 3-8 af
det citerede, er der tydeligvis tale om Polens situation fra tiden før
1791-forfatningen og frem til Kościuszkos
nederlag i 1794.
Det er i det hele
taget vanskeligt at udtale sig nærmere om digtet på grundlag af de her citerede
dele, men der er altså tydeligvis tale om endnu et eksempel på, at Polens
skæbne har frembragt digte, der står som noget helt særligt i de pågældende
forfatterskaber. De sidste fire linjer er særlig interessante. Den situation,
hvor en pige, læser højt for sine forældre, må jo finde sted i udlandet, fx
Danmark, og den sang, digteren vier det myrdede folk, må enten være selve dette
digt eller i videre forstand Carl Baggers og andre digteres digte om og til
Polen. Det sidste verspar er ganske godt turneret. Meningen er jo, at medens
Polen endnu levede, dvs. endnu kunne have været reddet, hvis det bare havde
fået hjælp fra (Vest-)Europa, fik det ingen hjælp, så det eneste, der kan gøres
nu, hvor Polen ikke længere eksisterer som nation, er, hvad digteren netop har
gjort, nemlig at skrive et digt. Det er på det foreliggende grundlag vanskeligt
at afgøre, hvor "mordet" på det polske folk skal placeres i tid? Er
det den tredje deling i 1795, hvor Polen altså faktisk ophørte med at eksistere
som nation? Eller er det - også - Polens situation efter nedkæmpelsen af Novemberopstanden i 1831?
Frederik
Paludan-Müller
Den næste forfatter,
Anne Seufert drager frem er Frederik Paludan-Müller
(1809-1876), dvs. hans digt fra 1831 "Raab til
Polen". Og det, der særligt interesserer hende, er den indflydelse fra de
tyske "Polenlieder", der, indholdsmæssig
såvel som stilistisk, ja, allerede i digtets titel, gør sig gældende i dette
digt. Hun nævner som eksempler Ernst Ortlepps
"Ruf nach Polen" og Moritz Veits "Aufruf an
Polen". Og hvad ørnetematikken angår, Heinrich Mattaeys
"Der weiße Adler". Det er formodentlig det
første digt, Paludan-Müller har fået trykt, nemlig i Kjøbenhavnsposten den 8. Marts 1831. Det er et bidrag til den aktuelle Polen-debat.
Opstanden begyndte den 29. november 1830 og sluttede den 21. oktober 1831. Da
Paludan-Müllers digt blev trykt, var polakkernes situation endnu så gunstig, at
de kunne forberede et modangreb mod de russiske styrker. Fra slutningen af
marts til begyndelsen af april vandt polakkerne nogle sejre i forskellige slag.
Anne Seufert nævner, at sympatien med den polske
opstand i Tyskland og Danmark lå i forlængelse af sympatien med den græske
frihedskrig 1821-29.
Som i Heinrich Mattaeys digt står den polske ørn som frihedsbebuder også i
centrum i Paludan-Müllers:
Polen, du hvis
Ørn nu svæver
Imod Himlen, du
som hæver
Efter Faldet
atter dig:
Tappre Folk, som Krigens Fane
Folder ud paa Aarens Bane,
Hvor den blodig
viser sig:
[...]
Du dig reiser af din Dvale,
Drager Sværdet,
mens din Tale
Tordner: Frihed
eller Død!
[...]
Hvide Ørn, slaa dine Vinger,
Som nu ingen
Lænke tvinger,
Imod Solens Straaler ud!
[...]
Flyv! Og aldrig
du forglemme,
Ørn har kun i Høiden hjemme,
Hvor den Vingen
brede kan.
Og der er en tilsvarende overensstemmelse,
for så vidt angår sejrsprofetien og genvindelsen af
friheden. Hvor Paludan-Müllers tone oven i købet er endnu mere patetisk:
Polens Ørn! See
Ørne skjælve
Ved din Stigen;
dunkelt hvælve
Fremtidsskyer sig
over dem.
Ørne, som har
fordum plukket
Dine bedste Fjer
og drukket
Af dit Blod, vil
styrte frem.
Da er Hævnens
Time kommen,
Jorden ryster i
sin Grund;
Thi forfærdelig
er Dommen
Efter Seirens store Stund:
Riger da vil
styrte sammen,
Vold og Uret døe i Flammen,
Og Ruiner levnes
kun.
[...]
Ja - hvad er som Seiersdøden,
Som det unge
Hjertes Bløden
For sit Land, bag
Aerens Skjold?
Hvad er stort som
Livets Gave?
Hvad er som de Tappres Grave
Fædrehjemmets Værn og Vold?
Hvad er skjønt som Troskabs Minde
Bag Udødeligheds Glands?
Det skal
Frihedshelten vinde,
Lykkens Krone den
er hans!
Tiden hans
Bedrift ei svækker,
Ved hans Navn
Erindring lægger
Rørt og stolt en
evig Krands.
Anne Seufert er
ikke sikker på, om Paludan-Müller faktisk har kendt "Der weiße Adler". Men hvis han ikke har gjort det, så de
to digtere altså har skrevet deres digte uafhængigt af hinanden, er der kun
tale om et desto stærkere vidnesbyrd om, hvor udbredt denne måde at skrive om
Polen på, var i såvel Tyskland som Danmark, altså for så vidt angår den
stereotype brug af bestemte symboler, ja, reduktionen af den polske frihedskamp
til netop en mere almen symbolik.
1863-1901
Den tredje og
sidste del af selve forfatterpræsentationen og tekstgennemgangen i Anne Seuferts afhandling dækker perioden fra den polske Januaropstand 1863 til Agnes Henningsens roman Polens Døtre, der udkom i 1901.
Anne Seufert indleder med en fyldig gennemgang af den historiske
baggrund, nemlig det delte, og altså ikke som nation eksisterende Polens
historie fra nedkæmpelsen af Novemberopstanden i 1831
til våbenstilstanden efter Første Verdenskrig i november 1918 og dermed Polens
genopståen som nation. Jeg vil nu referere de vigtigste ting i denne
gennemgang.
Næppe var Novemberopstanden nedkæmpen, før
det igen begyndte at gære. Det gjaldt såvel i den polske emigrant-elite i
Paris, som i selve det besatte og delte Polen. Og denne gæring fik selvfølgelig
afgørende næring, da revolutionerne i 1848 igen gik over Europa. Traditionen og
deres natur tro deltog mange polakker igen i frihedskampene rundt omkring, fx i
Italien, Tyskland og Ungarn. Det kom dog ikke til nogen ny opstand i Polen. En
af grundene dertil var, at polakkerne nu havde levet opdelt i de tre
delingsområder, det preussiske, det østrigske og det russiske, så længe, at de
havde svært ved at optræde samlet. En anden grund var, at tsar Aleksandr II's
reformer fra tronbestigelsen i 1855 af gjorde forholdene i det russiske
delingsområde mere udholdelige. Samtidig betød denne mindskelse af presset dog
også, at det blev muligt for de unge polske intellektuelle at komme i snævrere
kontakt med eksilkredsene i Vesteuropa, hvilket førte til dannelsen af konspiratoriske
foreninger. Polakkerne udnyttede også den nye situation til at fejre de
kirkelige og nationale festdage i langt større omfang end hidtil. Men til sidst
blev dette for meget for den ellers reformvenlige tsar, som så sig nødsaget til
at demonstrere sin autoritet.
Da polakkerne på Kościuszkos dødsdag den 11. november 1861 i stort tal
samledes i Warszawas kirker, blev disse stormet af russiske soldater og flere
tusind troende arresteret. Dette udløste en slags religiøs generalstrejke i
alle trossamfund, også de protestantiske og jødiske. Man lukkede simpelt hen
selv alle kirker og synagoger. Og vreden var så stor, at patriotiske kredse
under ledelse af Jarosław Dąbrowski
begyndte at forberede en ny opstand.
Jarosław Dąbrowski må ikke forveksles med general Jan Henryk Dąbrowski (1755-1818), på hvis initiativ de såkaldte
polske legioner blev oprettet, som kæmpede på fransk side i Norditalien 1797-1807, og hvis navn
indgår i legionærsangen "Mazurek Dąbrowskiego" ("Dąbrowskis
mazurka" eller "Dąbrowski-mazurkaen";
altså en march i trefjerdedelstakt!), som i 1927 blev den polske nationalsang.
Omkvædet lyder:
Marsz, marsz, Dąbrowski,
Z ziemi włoskiej do Polski.
Za twoim przewodem
Złączym się z narodem.
(Fremad, fremad, Dąbrowski,
fra Italiens land til
Polen.
Under din ledelse
forener vi os med
folket.)
Den 22. januar 1863
udnævnte Den Centrale Polske Nationalkomite sig til provisorisk regering og erklærede
Rusland krig. Det videre forløb af den partisankrig, der blev tale om, skal
ikke skildres her. I april 1864 blev lederne taget til fange af russerne og i
august samme år henrettet. Kongeriget Polen blev i de følgende år underkastet
en kraftig russificering og i indlemmet i selve Rusland, efterhånden under betegnelsen "Kraj
Nadwiślański" ("Wisła-Land"; landet ved floden Wisła).
Hvor
beundringsværdigt det end var, at de polske opstandsfolk havde kunnet holde ud
i over et år, betød dette enden på de polske nationalromantiske drømme.
Russerne indledte en hård russificeringspolitik, og den katolske kirke blev sat
under pres. Også i det preussiske delingsområde førtes en assimileringspolitik,
og Bismarck gjorde det lettere for tyskere at erhverve polsk jord. I Galicien, det østrigske delingsområde, var forholdene af
flere grunde bedre, og i modsætning til, hvad der var tilfældet i de to andre
delingsområder, begyndte her en polsk kulturel opblomstring.
I slutningen af
1800-tallet afløstes den i høj grad nationale romantik af den særlige polske
form for "positivisme", hvis idéer dog selvfølgelig i høj grad var
hentet fra Vesteuropa. Og i denne sammenhæng satte man nu sin lid til en
"organisk" kulturel og økonomisk udvikling. De voksende
interessemodsætninger mellem pdes. Rusland og pdas. Preussen og Østrig-Ungarn -
og Ruslands tabte krig med Japan i 1905 - betød også, at trykket lettedes. Men
samtidig forløb udviklingen stadig forskelligt i de tre delingsområder. Der var
dog stadig tre faktorer, der bandt alle polakker sammen: Den polske litterære
tradition, de polske bidrag på områderne kunst, musik og videnskab, og den
katolske kirke som repræsentant for polsk tradition og livsform. Vigtige navne
er her forfatterne Adam Mickiewicz og Henryk Sienkiewicz, musikerne Frederyk Chopin, Karol Szymanowski
og Ignacy Paderewski samt,
på naturvidenskabens område den dobbelte Nobelpris-modtager Maria Skłodowska-Curie.
Med udbruddet af
Første Verdenskrig ændrede Polens situation sig med ét slag. Delingsmagterne
var nu i krig med hinanden og var interesserede i at få polakkerne på deres
side. Dette fik en ganske særlig betydning for dannelsen af den senere polske
leder Józef Piłsudskis
legioner, der kæmpede på Østrigs side. I 1916 tillod Østrig og Preussen
oprettelsen af et "Kongeriget Polen", og efter Oktoberrevolutionen i
1917 var Rusland helt ude af billedet. Den 11. november 1918 blev Polen de
facto en selvstændig stat, og ved Versailles-freden i 1920 fik det genfødte
Polen international anerkendelse.
Georg Brandes
Det er på den
ovenfor skitserede baggrund, det danske "moderne gennembruds" fader
Georg Brandes (1842-1927) møder Polen og polakkerne. Og gennemgangen af hans
forhold til Polen udgør den største enkeltdel af Anne Seuferts
afhandling, nemlig fra side 82 til side 130, 48 sider, ca. en tredjedel af hele
afhandlingen, mod de 34, sider, hun bruger til den næststørste gennemgang,
nemlig af Carsten Hauch (s. 31-65). Afhandlingen er på 154 sider, alt
iberegnet, blandt andet et tysk og et norsk resumé og forfatterens ret
omfattende CV. Men det vil naturligvis ikke være hverken muligt eller rimeligt
at inddrage hele Anne Seuferts Brandes-gennemgang i
nærværende artikel, så det vil i det følgende kun være de vigtigste og mest
interessante ting, der bliver refereret og citeret.
Anne Seufert indleder Brandes-gennemgangen med afsnittet
"Das Polenbild Heinrich Heines als Inspirationsquelle für Georg
Brandes' Indtryk fra Polen"
(Heinrich Heines Polen-billede som inspirationskilde for Georg Brandes' Indtryk fra Polen). Og det forhold, der
er tale om her, er endnu et vigtigt eksempel på, hvordan kendskabet i Danmark
til forholdene og begivenhederne i Polen først og fremmest er kommet i stand
via Tyskland.
Jeg vil nu referere
og citere nogle af de mest interessante ting i afsnittet om Heinrich Heine som
Brandes' inspirationskilde. Brandes interesserede sig ikke kun for polakkernes
skæbne, men også for andre folkeslags. (Det kan måske overraske nogle, at
Brandes også engagerede sig i de danske slesvigeres ,
men han udgav faktisk i 1919 en samling af sine - som det hedder i Den Store Danske - "varmtfølte og
virkningsfulde artikler om det slesvigske spørgsmål: Sønderjylland under prøjsisk Tryk). I 1880'erne og 1890'erne blev
han flere gange indbudt til foredragsrejser i Polen, og i 1888 offentliggjorde
han sine indtryk og oplevelser under disse rejser i bogen Indtryk fra Polen. Og Anne Seufert er
sikker på, at han i forbindelse med sine forberedelser af disse rejser også har
læst Heinrich Heine (1797-1856). Heine havde siden sin ungdom beskæftiget sig
med det polske spørgsmål og haft gode polske kontakter. Allerede i 1822 besøgte
han Polen, og i 1823 udgav han rejseberetningen Über Polen (Om Polen). Også Heine var under stærkt indtryk af
polakkernes glødende patriotisme, som også han så i en større europæisk
sammenhæng. Ligeledes havde Heine et åbent blik for de polske kvinders skønhed
og charme. Hvilket dog ikke hindrer ham i at betragte Polens politiske forhold.
Og han bemærker allerede i 1820'rne udviklingen hos polakkerne frem mod en
større vægtlæggen på den åndelige styrkelse af den nationale identitet. Anne Seufert ser en tydelig inspiration fra Heines Über Polen i Brandes' Indtryk fra Polen, ikke blot indholdsmæssigt, men også stilistisk.
Efter Heine-afsnittet følger et afsnit om det billede af Polen, man har haft i Danmark i anden halvdel og slutningen af 1800-tallet. Og hun gør selvfølgelig opmærksom på parallellerne mellem det polske nederlag i Novemberopstanden 1863-1864 og det danske nederlag i krigen med Preussen om Slesvig i 1864. Men nu vil jeg fremdrage de mest interessante ting, Anne Seufert skriver i de følgende Brandes-afsnit (uden angivelse af afsnit). - I internetudgaven indsætter jeg her et link til en Georg Brandes-tidstavle 1842-1927, som er udarbejdet af mag.art. og lektor ved Institut for Litteraturhistorie, Aarhus
Universitet, Per Dahl, og som er "Arbejdspapir nr. 18, Institut for Litteraturhistorie
Aarhus Universitet":
Inden jeg går i gang med at plukke fra Anne Seuferts tekst, må jeg dog bemærke, at den måde, hvorpå jeg gennem hendes fremstilling (og efterhånden nogen direkte læsning i Indtryk) har lært Brandes at kende, har gjort et stort og meget positivt indtryk på mig. Jeg har selvfølgelig aldrig underkendt Brandes' dygtighed, ja, har vel altid været mest tilbøjelig til at mene, det var en fejl, at man ikke fulgte Carsten Hauchs ønske om, at Brandes skulle efterfølge ham som professor i æstetik ved Københavns Universitet. (Dette Hauch-Brandes-forhold, men også i det hele taget forholdet mellem de to, er naturligvis ganske særlig interessant i nærværende sammenhæng). Men Brandes havde erklæret det bestående krig. Og han fik krig. Og i en hel del henseender, ja, sådan set grundlæggende, må jeg også selv betragte Brandes og hans åndelige efterkommere som mine modstandere. Men noget af det, jeg især er modstander af hos de kulturradikale og andre "progressive", er jo deres ensidighed, det, at de ikke, som jeg, har viljen og evnen til at se åbent på dem, der mener og vil noget andet. For jeg må sige, at ikke alene var Brandes en stor begavelse. Det er også klart, at noget i retning af "det moderne gennembrud" med nødvendighed måtte afløse efterklangen af romantikken - eller hvordan man nu skal betegne den litterære situation, da Brandes trådte frem. Og hvis Brandes var blevet professor, var både hans eget liv og livet i Danmark nok blevet bedre; romantikkens afløser i Danmark kunne være blevet sundere og bredere. Men på baggrund af alt dette må jeg som litterært engageret slavist og ven af Polen erklære, at allerede Anne Seuferts behandling af Georg Brandes og hans bog (som jeg har læst om før, men ikke fået læst) har gjort et særdeles positivt indtryk på mig. Ikke alene fremtræder Brandes her i sin sympati med Polen og polakkerne med et såre menneskeligt ansigt; han fremtræder også som en indfølende og dygtig iagttager, analytiker og beretter. Men nu plukkene fra Anne Seuferts afhandling!
Allerede in 1880'erne var Brandes' internationale anseelse så stor, at han ofte blev indbudt til foredragsrejser - blandt andet i Polen og Rusland. Og det var på grundlag af disse rejser, han i 1888 udgav ikke alene Indtryk fra Polen (25/9), men også Indtryk fra Rusland (3/11).
I en internetudgave af G. Brandes: Samlede Skrifter X, 1902 (herefter forkortet SS), som blandt andet indeholder både Indtryk fra Polen og Indtryk fra Rusland står der om førstnævnte (under titlen): "(1888, senere udvidet)". Og det er ifølge en note denne udgave Anne Seufert benytter. Derfor kan hun skrive, at Brandes' samlede rejseberetning falder i fem dele, hvoraf de fire første gengiver "indtrykkene" fra opholdene i Polen ikke blot i 1885, 1886 og 1887, men også i 1894 og 1898, medens den sidste behandler "den polske romantiske litteratur i det 19. århundrede". Der er helt bogstaveligt tale om en samling "indtryk", der i Samlede skrifter betegnes som hhv. "Første Indtryk (1885)" (s. 9-48), "Andet Indtryk (1886)" (s. 49-95), "Tredie Indtryk (1894)" (s. 96-143) og "Fjerde Indtryk (1899)" (s. 144-162). Hvorefter følger "Af Maryla Wielopolska's Levned" (s. 163-184) og "Polens romantiske Literatur" (s. 187-287). - LINK:
http://www.archive.org/stream/samledeskrifter17brangoog/samledeskrifter17brangoog_djvu.txt
Et meget stærkt udtryk for Brandes' følelser
over for polakkerne er det, at Anne Seufert oplyser,
at han under en tale af en 1863-veteran fik tårer i øjnene. Men det vigtigste
er dette citat:
Jeg holder ikke
blot af Polakkerne, fordi deres Skæbne er saa tung og
den historiske Uret, de lider under, er saa stor, men
fordi noget i deres Væsen tiltaler mig stærkt. Man har undertiden i Polen rost
mig for, at mens Andre gør Jordens Mægtige deres Opvartning, har jeg
foretrukket at gøre Ulykken min Kur. Men det er ikke Polens Ulykke alene, som
har vundet mig for Landet og Folket. I Menneskeplantens Vegetation, broget som
den er, fængsles jeg maaske mest af den slaviske
Stammes fineste Blomst (SS 146).
Det er ord, man som ven af Polen og
polakkerne i det 21. århundrede helt kan identificere sig med. Forskellen er
kun, at Polens situation og position i Europa i dag er mere gunstig end
nogensinde. Men det er både klart og smukt set af Brandes i 1898. Og ligesom jeg
har opfordret hver eneste polak, der kan læse dansk, eller hver eneste dansker
med polsk baggrund, til at læse Carsten Hauchs roman, vil jeg også på det
kraftigste opfordre til, at man læser Brandes' Indtryk. Men det skal være i Samlede Skrifter, bd. 10, hvor det hele er med. Så vidt jeg i en
bibliotekssøgning har kunnet se, er det kun her, alle Indtrykkene står.
Som Heine bestræber Brandes sig på at se
Polen i et samlet europæisk perspektiv. Men samtidig ser han paralleliteten
mellem Polens og Danmarks skæbne. Således allerede i forordet:
Denne Bog handler
om et Folks Kamp for at bevare sin Nationalitet efter at dets Enhed som Stat
med Vold er bleven opløst. Saa fremmed og
uvedkommende Polen som Æmne end maatte
synes det danske Publikum, vil dette Æmne dog maaske paa Grund af Sprogkampen i
Nordslesvig vække nogen Interesse. Mellem Polen og Danmark er der forsaavidt en vis Parallel som den danske Stat i det sidste
Aarhundrede to Gange er bleven delt, første Gang i
1814, da Norge blev løsrevet, anden Gang i 1864, da Hertugdømmerne gik tabt.
Der er for alle truede Stater et og andet at lære af Polens Skæbne (SS 5).
I slutningen af det første
"indtryk" ser han også Polen som forbillede for al europæisk
uafhængighedskamp - og jeg citerer nu direkte fra Samlede Skrifter, dvs. uden
Anne Seuferts udeladelser:
Man møder her et
Folk, i hvilket hver Nerve er spændt, fordi det Dag ud, Dag ind kæmper for sin
Tilværelse, i Stedet for, som andre Folkeslag, at nyde den. Man ser her et
Folk, som ganske er gaaet op i sin nationale Sag, og
dog er denne nationale Sag ikke andet end Menneskehedens, den almenmenneskelige
Sag.
Man elsker derfor
Polen ikke som man elsker Tyskland eller Frankrig eller England, men som man
elsker Friheden. Thi hvad er det at elske Polen andet end at elske Friheden, at
have en dyb Sympathi med Ulykken og at beundre Modet
og den stridbare Begejstring!
Polen er et
Sindbillede - et Sindbillede paa alt det, som
Menneskehedens Ypperste har elsket og hvorfor de har kæmpet (SS 47-48).
Og Brandes fortsætter - helt i polsk ånd:
Overalt i Europa,
hvor der er kæmpet for Friheden, kæmpede i det nittende Aarhundrede
Polakker med, [...] de betragtede sig som Frihedens svorne Garde og betragter
endnu Enhver, der kæmper for Frihed, som en Broder. Men omvendt kan det ogsaa siges, at overalt, hvor der i Europa kæmpes for
Frihed, dér kæmpes for Polen. Polens Fremtidsskæbne er helt afhængig af
Europas; thi sejrer Ideen om Folkeslagenes Ret til Uafhængighed og hvert enkelt
Folks Ret til fuld politisk Frihed paa stedse flere
Punkter rundt om paa Jorden, saa
nærmer Timen sig, da Polens Genopstandelse bliver mere end et Haab (SS 48).
Bemærkelsesværdig er også den måde, hvorpå
Brandes i slutningen af "Andet indtryk" bruger det polske forbillede
til at udtale sin kritik af Danmark. Den moderne læser kan også studse, men
altså nok især over, at det er den danske Radikale Venstre-radikalismes
åndelige fader, der har skrevet sådan. Men ved nærmere læsning af de sidste
linjer (efter tankestregen) i det her nedenfor citerede, ser man, at det også
er sit eget program, Brandes har i tankerne ("indholdsfattigt",
" formfattigt"):
Og naar man ser, hvor vidt Polakkerne bringer det, saa studser man et Øjeblik ved at et Folk som det danske,
der har havt alt det, som de mangler og savner:
Landets Uafhængighed, Forfatning, Pressefrihed, Talefrihed, Forsamlingsfrihed,
Ret til at anvende sine Penge, som det vilde, Statsmagten i sin Haand, Hæren i sin Tjæneste, aaben Adgang til Havet som til alle Frihedens Goder - at et
saadant Folk har ført et saa
lidet rigt, et forholdsvis saa indholdsfattigt og saa formfattigt Liv og har ladet sig saa
mange af sine bedste Vindinger fravriste uden at nogen Fremmed har ringeste
Skyld deri (SS 91).
Og efter at Brandes har bragt nogle
eksempler på polakkernes varme afsked og "På gensyn" med ham, slutter
"Tredie Indtryk" med denne appel fra vinden
i poppeltræet:
Og Vinden, som
susede i det høje Poppeltræ, sagde: Glem os ikke! Glem os ikke! Hele Europa har
glemt os. Glem ikke dette Folk, som er saa vindende
og saa rigt, som føler saa
dybt og drømmer saa stærkt og elsker saa varmt. Glem ikke denne Jord, der har drukket saa meget ædelt Blod, ikke dette Land, som er forladt af
Guder og haanet af Mennesker. Glem det ikke! (SS
143).
"Fjerde Indtryk" begynder med
nogle også mere principielle betragtninger over det at lære et fremmed land at
kende og berette sandheden om det, og det er i denne forbindelse Brandes
skriver, som allerede tidligere citeret:
Men det er mig
endnu vanskeligere at være upartisk, fordi jeg forud er hildet. Jeg holder ikke
blot af Polakkerne, fordi deres Skæbne er saa tung og
den historiske Uret, de lider under, er saa stor, men
fordi noget i deres Væsen tiltaler mig stærkt. Man har undertiden i Polen rost
mig for, at mens Andre gør Jordens Mægtige deres Opvartning, har jeg
foretrukket at gøre Ulykken min Kur. Men det er ikke Polens Ulykke alene, som
har vundet mig for Landet og Folket. I Menneskeplantens Ve- getation,
broget som den er, fængsles jeg maaske mest af den
slaviske Stammes fineste Blomst (SS 146).
På den første rejser kommer Brandes til
Warszawa, hvor floden Wisła blandt andet får ham
til at tænke på Carsten Hauchs "Polsk Fædrelandssang" fra En
polsk Familie:
Warszawa (som Franskmændene kalder Varsovie og vi med
det tyske Navn Warschau) er en By paa
en halv Million Indbyggere. Den ligger som bekendt ved Floden Wisla (som vi Danske kalder med det tyske
Navn Weichsel), en Flod, mindst saa bred som Alssund
ved Sønderborg, over hvilken i de senere Aar en
mægtig Jernbro fra den Plads, hvor Slottet ligger, fører over til den i Polens
Historie saa tragisk berømte Forstad Praga. Jeg véd
ikke, om det beroede paa Erindringen om Hauchs skønne
Sang, at Floden i sin Vinterdragt, fuld af graalig
Drivis, tog sig saa sørgmodig ud (SS 16).
Når Brandes betegner Praga
(øst for Wisła-floden) som Warszawas
"tragisk berømte Forstad", er det på grund af de håbløse kampe, der
under opstandene er blevet udkæmpet dér. Men det er i det hele taget
imponerende, så godt han har fået orienteret sig i byens historie, og så skarpt
et blik han har for alle de både store og små ting, der vidner om den russiske
undertrykkelse af polakkerne. Han omtaler blandt andet den sproglige
tvangsrussificering, der betyder, at teatret er det eneste offentlige sted,
hvor det polske sprog er tilladt. "Livet i Warszawa er en
Nervesygdom", har Brandes hørt en af indbyggerne sige, "Ingen holder
det ret længe ud". Og hans indtryk af livet i byens gader er, at
det slaar den Fremmede, at hvor man ser Befolkningen samlet i
større Antal, f. Eks. Ved Søndags-Lystvandringen i Hovedgaderne, dèr har den aldrig det veltilfredse og velstaaende
Søndagsudseende som i andre store Byer, men et tungsindigt eller grublende
Udtryk. Aldrig bliver man paa Gaden Vidne til et lustigt Optrin, aldrig raabes et skemtende Ord (SS 18).
Bedre er det ude på landet. Brandes boede i
sommeren 1894 på et gods hos en polsk adelsfamilie, og han tegner dette billede
af landskabet.
Naar man der er udenfor Havens smukke Enemærker,
saa ligger Landskabet der i dets Fladhed. Rigt nok er
det, thi der er Kornmark ved Kornmark, og tiltalende, thi Poppelpil og Birk,
Piletræer og Linde giver Vejene Skygge; men Landskabets kønneste Prydelse i
Øjeblikket er dog de mægtige Rugstakke, der er sætte op paa
en Maade, vi ikke kender, som gammeldags Taarne, runde med lave, spidse Tage. [...] Ellers brydes
Fladheden kun af Vindmøller, Vejenes Træer og hist og her langt borte en Kirke
eller en Skov. Rundt om gaar Piger med lyse
Hovedklæder og river Kornet sammen (SS 98).
Da Brandes på sin 1898-rejse besøger det
østrigsbesatte Galicien, bemærker han straks, hvordan
befolkningen lever helt anderledes frit og ubekymret.
Opholdet i Galizien havde den store Interesse for mig, at jeg for
første Gang saa Polakkerne som frit Folk. Jeg kendte
en Smule til prøjsisk Polen og kender ret nøje enkelte af Posens fremragende
Mænd; russisk Polen er jeg fra fire Ophold der nogenlunde fortrolig med; men
jeg havde aldrig før kunde iagttage polsk Liv, hvor det udfolder sig uden noget
Tryk under Selvregering, med fuld Forsamlingsret og fuld Ytringsfrihed. Jeg har
idetmindste her set saa
meget, at enhver Paastand om Polakkernes Mangel paa Evne til i vore Dage at føre deres Liv som selvstændigt
Folk for mig er grundløs (SS 145).
Brandes giver også en oversigt over Polens
historie fra 1300-tallet af til 1795, hvor Polen ophørte med at eksistere som
nation (stat). I forbindelse hermed retter han en skarp kritik mod den polske
adel, som på grund af sin standsegoisme bærer en stor del af skylden for Polens
ulykke. På denne baggrund giver han følgende karakteristik af polakkerne:
Der gaves ikke mer
noget polsk Rige. Men der gaves endnu et polsk Folk. Et Folk, der havde
heroiske, ridderlige, glimrende, unyttige Dyder nok, men langt færre nyttige og
borgerlige Dyder. Et begejstret og upraktisk Folk, ædelmodigt og upaalideligt, pragtlystent og flygtigt, livfuldt og
letsindigt, et Folk, der altid havde afskyet strengt og kedsommeligt Arbejde og
altid elsket stærke eller fine, sanselige og aandelige
Nydelser, men fremfor alt Uafhængigheden indtil Vanvid, Friheden indtil Liberum veto, og som ogsaa
nu, da det havde tabt Uafhængighed og Frihed, var blevet sin gamle Kærlighed
tro. Et lettroende og godtroende Krigerfolk, altid rede til at sætte Livet ind
mod et Tilsagn, som Ingen tænkte paa at holde (SS
27-28).
Og Brandes følger denne karakteristik op med
en lang række yderligere iagttagelser og betragtninger.
Han har bemærket, at man i polske adelige
kredse, ikke mindst blandt kvinderne, har en bred viden om europæiske forhold
og behersker indtil flere europæiske sprog. Kvinderne har stor indflydelse,
også for så vidt angår det nationale sindelag, og behandles af mændene med
ømhed og varme. Om den unge polske mand siger han, at han
i Privatlivet
langt snarere lader sig lede af flygtig Drift end af klog Selvkærlighed, og
hvor én eneste offenlig Interesse, det tabte
Fædreland, den mistede Uafhængighed, Modersmaalet,
den nationale Literatur og Kunst, staar
ufravigeligt og uden Nedgang hævet over alle Omskiftelser. [...] De har altfor mange Anlæg og altfor
liden Opfordring til Stadighed (SS 36-37).
Og Brandes lægger - med al sin sympati og
kærlighed i det hele taget ikke fingrene imellem i sin bedømmelse af
polakkerne. "I er et Samfund af Dilettanter" (SS 37), siger
han til dem. Men uddyber dette således:
Jeg tror,
Bestemmelsen [dilettanter] er sand, hvis man tager Ordet i dets store Forstand
og holder sig for Øje, hvorledes Polakkerne er blevne dertil. Man tænke sig et
af Naturen meget energisk Folk, for hvis Energi man har sænket en uigennembrydelig Skranke; [...] et yderst ærgerrigt Folk,
for hvilket alle høje Stillinger, Embeder af hvad Navn nævnes kan, er lukkede,
og hvem alle Udmærkelser og Æresbevisninger er formente [...] Man forestille
sig ret levende dette Folk, som var anlagt til et stort, frit Liv i Offenlighedens brede Daglys,
indespærret i Privatlivets Halvmørke; [...] Man forestille sig alt dette, og
man vil forstaa, at der ved Trykket, der har virket
samtidigt fra saa mange Sider, har maattet opstaa en overordenlig, sammentrængt Livsvirksomhed, en kogende
Intensitet af Liv, paa det snevre
Omraade, som var levnet (SS 37-38).
Men Brandes beundrer jo polakkerne, og det
gælder også den berømte polske gæstfrihed, som han har nydt godt af. Det er i
det hele taget påfaldende, så mange af Brandes' iagttagelser, man som polenrejsende i vor tid kan nikke genkendende til. Om den
polske gæstfrihed siger han:
Gæstfriheden er
meget stor og meget smagfuld. En sjælden Egenskab, som er Folket medfødt, er
Takt. Det maa i denne Sammenhæng være mig tilladt med
Taknemmelighed at nævne den Finhed, hvormed Gæstfrihed ved min Ankomst til
Warszawa blev udvist mod mig selv. [...] Gæstfriheden er en dybtliggende
Egenskab hos det polske Folk (SS 32).
Også Brandes' høje vurdering af de polske
kvinder kan den moderne læser tilslutte sig:
De bedste af dem
har en Stolthed, der høj og sjælden som den er, beror paa
Følelsen af Sjælelivets Styrke og Renhed. Det er Kvinder som blev skabte til at
herske, og som endog i smaa og trange Forhold bevarer
den store Selvfølelse, der ligger dem i Blodet. Det er denne Type, hvis Aandsliv helt gaar op i den
nationale Sag. [...] De polske Kvinder er berømte for Skønhed og svarer til
deres Ry. Det er en Slags Troessætning i Polen at den
ægte polske Kvinde er blond; det anses for finest at være dette; dog [...]
holder hin Troessætning ikke Stik: Brunetterne er
overalt meget hyppige og Flertallets Haarfarve
vistnok mørk Cendré. Hændernes fuldendte Form og Føddernes Lidenhed er
navnkundige hos de polske Damer. Mest Pris sætter de selv paa
Hændernes Skønhed. [...] De polske Kvinders Hoved er hedt, deres Sanser
beherskede (SS 51-52).
De polske mænd skriver Brandes ikke så meget
om, men dog for eksempel således:
Mændene er
velvoksne, ofte magre Skikkelser; hyppigst med skarpt skaarne
Ansigter og stærkt, langt nedhængende Overskæg. Denne Type lader sig forfølge
fra Bonden til Aristokraten. En ofte forekommende Afart er den svære, barnligt aabne Landadelsmand, der hilser sine Venner Goddag og
Farvel med et Kys og har Hjertet paa Læberne, men
ikke desmindre en mandig Holdning og megen naturlig
Værdighed; det er denne Type, Mickiewicz i Pan Tadeusz har foreviget i
adskillige Eksemplarer. (SS 54).
Brandes har som allerede nævnt bemærket de
store forskelle mellem forholdene i henholdsvis det russiske, det preussiske og
det østrigske delingsområde. Om de to førstnævnte delingsmagter siger han:
Jordens to
største Militærmagter, Tyskland og Rusland, der staar
paa en spændt Fod med hinanden, men af hvilke ingen
fører den politiske Frihed, Folkenes eller de Enkeltes Selvbestemmelsesret, i
sit Skjold, har for Tiden én Opgave og ét Maal
tilfælles; de tilstræber med Opbydelse af alle Midler Udryddelsen af en
Nationalitet paa 14-16 Millioner Mennesker, der er
bastet og bundet, undertrykt og kneblet som ingen anden Nationalitet i Europa,
men som ikke desto mindre af dens Magthavere behandles[,] som overskyllede
eller fortrængte den de Elementer, der behersker den, og vi ser den uafbrudt betegnet
som en Fare eller en Trusel [...].
I den sidste Tid
har paa én Gang Rusland og Tyskland iværksat en
Forfølgelse af den polske Nationalitet, der nærmer sig til Mishandling (SS
49-50).
Også dette citat er fra den digitale
Google-udgave af Samlede Skrifter. Og
der kan være tale om en fejlscanning i: "men som ikke desto mindre af dens
Magthavere behandles[,] som overskyllede eller fortrængte den de Elementer, der
behersker den". Men måske mangler der bare det komma, jeg har sat ind i
firkantet parentes, så at meningen altså bliver: som om den [den polske nationalitet] overskyllede eller fortrængte de
elementer, der behersker den. Men er det nok? Det er stadig ikke helt klart, hvad
meningen er.
Men den fælles lidelse binder det polske
folk sammen - med det relativt frie "østrigske Polen" som det
kulturelle centrum:
En mægtig og for
Polen ubentinget gunstig Følge af Fremmedherredømmet
har været Sammensvejsningen og Sammensmeltningen af alt, hvad der er polsk, til
ét. Alle provinsielle Forskelle er gaaede til Grunde
i Enheden; de forskellige Dele af Polen, østerrigske,
russiske, prøjsiske Polakker føler sig ubetinget som ét Folk. I den nyere Tid
er det østerrigske Polen blevet Kærnen, om hvilken
det øvrige slutter sig, eftersom Polakkerne dog nu i Galizien
har en Landdag, hvor deres Sprog tør tales, desuden to nationale Universiteter,
og Byer nok, hvor mangt og meget kan trykkes, som den russiske Censur vilde
forbyde. Og som alle Provinser, saaledes flyder alle
Bekendelser nutildags sammen i den nationale Enhed
(SS 41-42).
Med "alle Bekendelser" må Brandes
ikke alene tænke på alle de kristne konfessioner (romersk-katolske, ortodokse
og evangeliske), men også på den jødiske.
Brandes bemærker også, at det forhold, at
det nu (og det må i hvert fald gælde i det preussiske og det russiske
delingsområde) er umuligt for en polak at gøre militær karriere, har den
positive virkning at det tvinger polakkerne til at interessere sig for industri-
og handelssektoren med en deraf følgende opblomstring af et arbejdende
borgerskab. Brandes ser meget klart de positive virkninger af nederlaget i den
håbløse Januaropstand 1863 og har øje for de nye positivistiske strømninger i Polen. -
Hvad positivisme i den særlige polske forstand angår, må der henvises til fx
fremstillinger af den polske litteraturs historie.
Efter de fire "Indtryk" og den
derefter indsatte biografi "Af Maryla Wielopolskas Levned" (som i overensstemmelse med Anne Seuferts fremstilling vil blive behandlet behandlet i forbindelse med Agnes Henningsens roman Polens Døtre) følger den store del,
hvori Brandes giver en særdeles grundig oversigt over den polske romantiske
litteratur i det 19. århundrede. I nærværende artikel vil det dog også her kun
være muligt at drage et mindre antal særlig interessante ting frem.
Brandes
om den polske romantiske litteratur
Idet jeg igen
henviser til ovenstående link til Brandes' Samlede
Skrifter, må jeg også her nøjes med at give nogle smagsprøver. Men det er
interessant, at Anne Seufert begynder med at referere
den måde, hvorpå Brandes indordner samtidens polske litteratur i den store
europæiske sammenhæng. Fælles er distanceringen fra klassicismen. Men også
udviklingen frem mod en mere virkelighedsnær skildring af tingene. Det særlige
ved den polske romantiske litteratur er det stærke præg, den politiske
situation har givet den, hvilket indebærer en ret stor ensidighed. Men så går
Brandes ellers over til at skildre hovedpunkterne i den polske digtning i
perioden 1820-1850 - idet han dog indleder med til tilbageblik helt tilbage til
reformationstiden. De vigtigste elementer er den polske folkekarakter,
påvirkningen fra den øvrige europæiske litteratur og tematiseringen af den
politiske situation.
Hvad den polske
folkekarakter angår, fremhæver Brandes, at "Den var opvakt og ædelmodig,
pragtelskende og sværmerisk, med Hang til ridderlige Dyder og religiøse Opsving
(SS 197). Og der skete altså en sammensmeltning af de romantiske idealer med
den polske folkekarakter.
Blandt de
digtere, Brandes nævner, er: Julius Słowacki
(1809- 1849), der lod sig insirere af Shakespeare.
Zygmunt Krasinski (1812- 1859), der først og fremmest
skreb i Dantes ånd. I Adam Mickiewicz' (1789-1855)
forfatterskab ser Brandes omrids af Shakespeares Hamlet-skikkelse.
Brandes prøver
også at sætte den poslke litteratur i et skandinavisk
perspektiv. Han sammenligner fx Mickiewicz' Pan
Tadeusz (1834) og Finlands (finlandssvenske) nationaldigter Johan Ludvig
Runebergs Fänrik Ståls sägner
(1848/1860). Der er mange overensstemmelser. Men der er hos Mickiewicz tale om
en udpræget national selvkritik, som nævsten mangler
hos Runeberg. Men han sammenligner også Mickiewicz med den danske
nationaldigter Adam Oehlenschläger og den svenske Esaias Tegnér.
Hovedforskellen er, at medens to to skandinaver især
henter deres stof fra den nationale fortid, bygger Mickiewicz næsten
udelukkende på den samtid, han selv har oplevet.
I forgrunden ser Brandes Adam Mickiewicz
(1798-1855), Julius Słowacki (1809-1849) und Zygmunt Krasiński
(1812-1859). Fælles for disse tre er skildringen af grusomhed og lidelse og
udtrykket for hævntørst og håb. Men Brandes prøver at give en helt konkret
karakteristik af hver enkelt af dem. Hos Mickiewicz beundrer han først og
fremmest det "Grundvæld af sprudlende, dumdristig Ungdomskraft" og
den "Sundhed i Følelseslivet", der udmærker ham fremfor alle andre
polske digtere. Krasiński har ikke den samme
sunde åndskraft som Mickiewicz, men udmærker sig dog ved "sin Sjæls Højhed
og det Storladne i Synsmaade og Tankegang", Słowackis kunstneriske styrke ligger i den farvepragt,
der præger hans måde at skrive på (SS 262). "Mickiewicz er Ørnen, Krasinski er Svanen, Slowacki Paafuglen blandt Polens bevingede Aander"
(SS 263).
Til sidst priser Brandes den polske
romantiks tidløse skønhed med disse ord:
Som Kunstform er Romantiken i vore Dage død, en Ting, der hører Fortiden
til. [...] Ikke desmindre gives der en Romantik, som
overlever Kunstformer og Kunstskoler og som endnu bevarer sin Livskraft og sit
Værd. Det er det Element af sundt Sværmeri, som enhver stærk menneskelig
Følelse kan antage, naar den forfines eller
forstærkes ud over det Almindelige.
[...]
I faa Literaturer har denne
blivende Romantik opnaaet et Udtryk af saadan Skønhed som i den polske (SS 285).
Blandt de yngre digtere fra tiden efter Januaropstanden 1863 nævner Brandes
Józef Ignaz Kraszewski, Adam Asnyk, "Bogislaw Prus" (se
herefter), Aleksander Świętochowski og
Henryk Sienkiewicz. - "Bogislaw Prus" må være en fejl for Bolesław Prus (1847-1912),
hvis rigtige navn i øvrigt var Aleksander
Głowacki
I det afsluttende resumé siger Brandes -
naturligt nok for netop ham - at den polske litteratur kun kan overleve, hvis
den tilslutter sig de moderne strømninger og bliver et levende udtryk for den
nye tid. Men det ser han også gode muligheder for. Den nye situation efter 1863
har fremkaldt en rigdom og mangfoldighed i Polen, og der er i intet andet
europæisk land en litteratur, der når den polske i overvældende alvor og dyb
patos.
Anne Seufert giver
til sidst denne karakteristik af Brandes' rejseberetninger (forholdsvis frit
oversat af mig):
Ser man Georg Brandes' rejseberetninger i
den historiske virkeligheds spejl, kan man se, at der rigtignok tegner sig et
vrangbillede, som skyldes forfatterens subjektive synsmåde og de faste
billeder, der har været i omløb. Men hvad iagttagelsen af en politiske
situation og den samfundsmæssige udvikling angår, gør den skarpsynede
iagttagers objektivitet sig alligevel gældende. Og i det afsluttende essay om
den polske romantik kommer den fremragende litteraturkritiker til orde, som vel
analyserer det betragtede ud fra sine egne programmatiske idéer, men alligevel
hele tiden har den polske litteratur selv og dens baggrund for øje (Seufert s. 112).
Agnes Henningsen
Det meste af pladsen i Anne Seuferts afhandling bliver brugt på gennemgangen af tre
forfattere og tre værker, nemlig Carsten Hauch og hans roman En polsk Familie, Georg Brandes og hans Indtryk fra Polen - og, i selve afhandlingens
sidste del, Agnes Henningsen og hendes roman Polens Døtre. Dette betyder også, at sidstnævnte tekst i høj grad
bliver set i sammenhæng med de to førstnævnte. Ja, der går i det hele taget en
klar linje fra Carsten Hauch i 1839 til Agnes Henningsen i 1901. - Jeg
indrømmer, at jeg udelukkende kender Polens
Døtre fra Anne Seuferts afhandling og derfor ikke
kan anbefale den til læsning på samme måde, som jeg har anbefalet En polsk Familie og Indtryk fra Polen, men det siger sig selv, at også Agnes Henningsens
roman vil være særdeles interessant læsning for polakker i Danmark og danskere
med polsk baggrund.
Agnes Henningsen (1868-1962) var en af det
af Georg Brandes i 1871 (med universitetsforelæsningsrækken
"Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes
Litteratur") startede moderne
gennembruds kvinder. I hvert fald i et videre tidsperspektiv. Polens Døtre udkom i 1901, og hun var i 1899 debuteret som romanforfatter under eget
navn med romanen Glansbilledet. Af en
vis interesse er, at hun er mor til den berømte, men omstridte arkitekt,
forfatter og (både bogstaveligt og billedligt talt) oplysningsmand Poul
Henningsen (jfr. PH-lampen), der som en hovedskikkelse inden for
kulturradikalismen i 1930'erne kan ses som en viderefører af det af Brandes
startede moderne projekt. - LINK:
Anne Seufert
indleder med at karakterisere Agnes Henningsen som en forfatter, der i flere
henseender går i Georg Brandes' fodspor. Og det gælder ikke alene dennes
litteraturprogrammatiske og andre programpunkter, men også det billede af
Polen, Brandes har tegnet, og som i høj grad præger romanen Polens Døtre.
Hvad Agnes Henningsen ganske særligt har
overtaget fra Brandes' program, er kvindefrigørelsen og frigørelsen fra den
traditionelle seksualmoral. Anne Seufert ser hendes
forfatterskab som stående helt i den ny feministiske litteraturs tegn. Det
gælder også Polens Døtre, hvori
Agnes Henningsen tegner et billede af en helt ny, ja, dengang ligefrem
revolutionær kvindetype, som ikke lader sig binde af hverken
samfundskonventionerne eller sine elskere. Og dette fremkaldte naturligvis en
voldsom kritik hos mange læsere og anmeldere.
Anne Seuferts
første egentlige afsnit om Polens Døtre
(herefter forkortet PD) har overskriften "Maryla Wielopolskas livshistorie
som inspirationskilde for Polens Døtre".
Der er på centrale punkter overensstemmelse mellem Maryla
Wielopolskas og Halina Łabowna
livshistorier. (En søgning på Internettet har vist, at Wielopolski/Wielopolska faktisk findes som et polsk efternavn, og
desuden at der findes et, men vist sjældent, polsk kvindefternavn
Łabowna; pluralisefternavnet Łabowie
gav flere hits). Anne Seufert skriver, at Polens
Døtre har "Af Maryla Wielopolska's
Levned" som "Handlungsfundament". Den
unge patriotiske adelige kvinde hedder her Halina Łabowna,
den intrigante guvernante Marja Mańkowska bliver
til den patriotiske roman Blods store
forfatter, og hendes bror Jan Mańkowski
er den forfængelige, selviscenesættende dandy. (Jeg har også her valgt at
skrive navnene med "polske bogstaver", når der ikke er tale om
direkte citater). Men Agnes Henningsen udvider handlingen, idet hun sætter det
litterære hohememiljø over for det forarmede
aristokratiske miljø. Og hun lader Georg Brandes selv optræde i romanen - som
den danske foredragsrejsende litteraturkritiker Percy Branner! Men hun udvider
i det hele taget persongalleriet, og hun går psykologisk mere i dybden.
Ved sit første møde med Halina Labowna karakteriserer Marja Mańkowska
hende med de to ord "Poesi og Polen". Hvortil Halina svarer:
"Ja. Men Polen først" (PD 10).
Percy Branner spiller en nøglerolle, for så
vidt angår Polens skæbne. Han optræder i sine foredrag ikke kun som den, der
styrker polakkernes håb, men præsenterer også alternative forslag, nemlig til
fx henholdsvis den romantisk-fanatiske holdning og den dekadente resignation.
Da Halina (der lige har været ude ved Kościuszkos
grav) spørger sig selv og digteren Józef Prus, om Polen kan blive et land igen, svarer denne med et
citat fra et af Branners foredrag:
Bevar polsk
sprog, polsk kultur, kunst, al polsk dygtighed. Da vil der altid eksistere et
Polen! [...]
Det gjaldt om, at
Polen var indre stærkt, sagde han, til der en gang kom en omvæltning i Europa.
Et land kunne være stærkt imod de stores vilje, i videnskab, i oplysning,
teknik, i industri og digtning. Et stærkt folk kunne vente, hundrede år, to
hundrede år. Et trofast folk kunne vente! (PD 83).
Og det er, siger Anne Seufert, i grunden simpelt hen en kort sammenfatning af det
politiske budskab, der ligger i Brandes' Indtryk
fra Polen. Percy Branner (og altså bag ham Georg Brandes) spiller i Agnes
Henningsens roman ligefrem en frelserrolle; han er i hvert fald en slags
profet, der giver det undertrykte og udmattede polske folk nyt håb og viser det
en ny vej mod national og kulturel genfødsel.
Men hvor meget Agnes Henningsen end bygger
på Brandes, er hendes Polen i høj grad en anonym kulisse, som bliver betragtet
under de respektive personers synsvinkel. Dette gælder dog ikke uden videre for
byen Kraków og den betydning, den har for den patriotiske
Halinas romantiske længsler. Her ligger nationalhelten Kościuszko
begravet, og da hun midt i al fattigdommen og vintertristheden ser de polske
mænd i deres hvide frakker og høje støvler, siger hun: "Sådan så Kosciuszkos soldater ud!" (PD
75).
Parallellen til Leontine og Adalberts besøg ved Kościuszkos
grav i Carsten Hauchs En polsk Familie
er tydelig (og er endnu et eksempel på, at der går en klar og stærk linje fra
Hauch over Brandes til Agnes Henningsen), men i modsætning til Leontine følger
Halina ikke det ønske, hun ellers har, om at aflægge en ed til Polen ved Kościuszkos grav. I stedet oplever hun en personlig
opvågnen, som blandt andet får hende til at indse, at hun kun er en svag og
sårbar kvinde. Selv Kościuszkos grav ender altså
for så vidt med at blive kulisse for den vågnende Halinas indre følelsesverden.
Også de politiske forhold bliver ifølge Anne
Seufert ikke til meget mere end en svagt belyst
kulisse i Agnes Henningsens roman. Hun inddrager ganske vist nogle ting fra
Brandes' Indtryk, men det afgørende i
hendes roman er, at Polens døtre i den, fremstilles som tilhørende en ny
fortvivlet generation, som enten helt har mistet håbet om Polens nationale
genopstandelse, eller som - i Halinas tilfælde - klamrer sig til mindet om
fortidens helte, idet de håber, at et under vil kunne bringe den ubønhørligt fremskridende udvikling til standsning.
Anne Seufert kan
imidlertid trods de mange overensstemmelser med Brandes' Indtryk betragte Polens Døtre
som et selvstændigt værk. Og vel er meget kulisse - og meget udtryk for Agnes
Henningsens eget program, men der er også tale om en virkelig sammenhæng med
forholdene i Polen omkring århundredskiftet, når Agnes Henningsen over for den
endnu romantiske Polen-datter Halina stiller den frække Marja Mańkowska. Og det er også tilfældet, når hun fremstiller
det aristokratiske miljø som en slags støvet museum. Hvor Carsten Hauch
skildrede modsætningen mellem fornuft og romantik, konfronterer Agnes
Henningsen ubarmhjertigt det romantiske miljø med det 20. århundredes nye
bohememiljø. Det afgørende for Agnes Henningsen er ikke det delte Polens
politiske situation, men den sociale opbrudssituation i slutningen af det 19.
århundrede, hvori hun kan skitsere sit eget samfundssyn og lade sin egen
feminisme syn blive realiseret.
Hermed slutter
den nødtørftige gennemgang af Anne Seuferts
magisterafhandling. Men interesserede vil med stort udbytte kunne læse - eller
i hvert fald kigge i - hele afhandlingen. Se det ovf. indsatte link.
Sylwia Schab
om Maria Hellebergs Fremmede naboer m.m.
Den anden udenlandske tekst, jeg vil præsentere, er en
artikel, som er skrevet - på dansk - af Sylwia Schab,
og som er trykt i Folia scandinavica,
bd. 10, Poznań, 2009, s. 113-122: "Maria
Hellebergs Fremmede naboer i den
danske Polen-diskurs". Dr. Sylwia Schab er ansat
på Institut for Skandinaviske Studier ved Adam Mickiewicz Universitetet i Poznań (Katedra Skandynawistyki Uniwersytetu im. Adama
Mickiewicza w Poznaniu). - LINK:
https://repozytorium.amu.edu.pl/jspui/bitstream/10593/256/1/113-122.pdf
Sylwia Schabs artikel beskæftiger sig, som det fremgår af titlen, hovedsagelig med Maria Hellebergs bog fra 1992 Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie. Men det er udtrykkeligt også hendes hensigt at sætte denne bog ind i en bredere kulturel og litterær sammenhæng og bestemme dens plads i den danske beskæftigelse med Polen. Hun går derfor helt tilbage til Georg Brandes' ovenfor omtalte bog Indtryk fra Polen (1888) - og til Carsten Hauchs En polsk familie (1839). Men hun nævner også en hel del andre eksempler på dansk litterær og anden beskæftigelse med Polen og polakker i perioden 1888-2002.
Straks i artiklens indledning slår Sylwia Schab fast, at
Polen som emne eller motiv kan ikke siges at stå i søgelyset for de danske forfattere. Sommetider vælges det som et symbol på frihed og fædrelandskærlighed, bliver til et sted befolket af eksemplarisk ædle og heroiske mænd og kvinder [...], andre gange som en passende eksotisk kulisse for en spændingsroman [...] eller et sted, hvor barndommen og barndomsminderne langt fra fremstår som pletfrie (Schab s. 113).
Desuden nævnes et par eksempler på historiske romaner. Der er tale om følgende forfattere og bogtitler, som jeg her har sat i kronologisk rækkefølge: Agnes Henningsen Polens Døtre (1901), Hilmar Wulff Vejen til livet (1947), Peer Hultberg Præludier (1989, om Frederik Chopin), Janina Katz Mit liv som barbar (1993), Stig Dalager Davids bog (1995), Jens Henrik Jensen Kællingen i Kraków (1999) og Janina Katz Drengen fra dengang (2004).
Derudover nævnes følgende rejseberetninger og lignende: Frederik Poulsen Rejser og Rids (1920) og Liv og Rejser omkring Aarhundredeskiftet (1946), Hilmar Wulff Polen (1961), Dea Trier Mørch Polen (1970), Jess Ørnsbo "Polen - én stor hemmelig klub" (i Europa retur: 12+1 forfattere på rejse,1990), Hans Erik Rasmussen Karlsvognen - med heste, vogn og børn gennem Østeuropa (2002).
Selv om der jo her er tale om en hel del forfattere og titler, betegner Sylwia Schab den danske beskæftigelse med Polen som " ikke særlig omfangsrig" og "ret ensformig". Og som en af grundene nævner hun, at der i forholdet mellem Danmark og Polen er tale om et naboskab, som er tæt, men "af den type, som generelt ikke volder problemer". Og hun fortsætter: "Polen forbliver således et ret ukendt land, præget af det eksotiske i en 'nær' udgave, som ikke vækker lysten til at blive udforsket dybere eller kunstnerisk bearbejdet" (Schab s. 114).
Men så går Sylwia Schab til Maria Helleberg - "En af de danske forfattere, som lod sig lokke - og i hvert fald som ikke blev afskrækket af Polens berygtet indviklede og til dels uforståelige skæbne og 'natur'". Maria Helleberg havde, allerede før hun i begyndelsen af 1990'erne kom til Polen, skrevet en historisk roman med polske motiver, nemlig Marskallens kvinde (1990). Men nu blev hun helt opslugt af den polske histories mytiske "spindelvæv af sammensatte problemer, dramatiske begivenheder, historiens latter og skæbnens evindelige gåen op og ned". Og det førte til, at hun skrev en bog med den lange - og sigende - titel: Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie. Ifølge Sylwia Schab er en fremmed nabo "en nabo, som man ikke ser så tit og som man ikke ved særlig meget om", og titlen viser også, at Polens skæbne ses som "en del af den europæiske arv og historie". Endelig henviser Sylwia Schab til, at det ifølge bogens omslag er forfatterens ambition, om muligt, at indkredse selve den polske sjæl! Bogen er "en personlig og kunstnerisk udlægning af Polens og polakkernes skæbne i historiens løb - affødt af fascination og forskrækkelse, af kærlighed og undren" (Schab s. 114-115).
Maria Hellebergs bog er ikke "litteratur" i egentlig, skønlitterær forstand, og der er derfor ikke grund til at bruge ret megen plads på et referat af Sylwia Schabs artikel her. Det mest interessante er, at Sylwia Schab ser bogen i forlængelse af Georg Brandes' Indtryk fra Polen - og dermed i forlængelse af de mange stereotyper om den polske folkekarakter, som både polakkerne selv og tyskerne og danskerne har opereret med. Det gælder fx de polske helte og heltinder, Maria Helleberg omtaler: Dronning Jadwiga (1373(1374?)-1399, regerende dronning fra 1384). Maria Walewska (som for Polens skyld blev Napoleons elskerinde). Kong Jan Sobieski (som reddede Wien fra tyrkerne i 1683). Tadeusz Kościuszko (som ledede den polske opstand i 1794; se ovf.).
Den Store Danske om dronning
Jadwiga:
Jadwiga,
ca. 1374-17.7.1399, dronning af Polen, datter af Ludvig 1. den Store, konge af
Polen og Ungarn.
Jadwiga blev i 1384 valgt og kronet som
dronning af Polen. I 1386 blev hun gift med den litauiske storfyrste Władysław 2. Jagiełło,
og Litauen indgik i personalunion med Polen. Hun regerede Polen jævnbyrdigt med
sin mand.
Jadwiga blev i 1997 kanoniseret af pave
Johannes Paul 2. i Kraków.
Og der er Józef Piłsudski, som af Maria Helleberg karakteriseres således:
En god fader, men også en ego-beruset macho-type, populist og aristokrat. En god fader, men en gnaven patriark. Ikke umiddelbart tiltalende. Et stormvejr af en mand. Fascinerende, skræmmende. Ingen helgen. Et ur-polsk identifikationsbillede. Adelig, hestebetvinger, pater familias, feltherre, digter. (...) På godt og ondt er han typisk for Polen som nation og begreb i overgangen mellem slaveri og frihed. (Helleberg s. 67)
(Jeg læste i 2012 Andrzej Garlickis Piłsudski-biografi Józef Piłsudski 1867-1935 og må på det grundlag give Maria Helleberg ret).
Maria Hellebergs karakteristik af den typiske polak er også interessant:
Polakken er charmerende, men doven. Sexet og modig, men ikke til at stole på, kender ikke klokken. Han er gammeldags og kysser damerne på hånden, og så er han en pralhals, en upraktisk person. (Helleberg s. 8)
Jeg vil tilføje, at her har vi virkelig stereotyperne. Noget af det gælder selvfølgelig stadig, men fx "den polske blikkenslager" er både flittig og dygtig og præcis.
Maria Helleberg nævner også polakkernes (jo historisk velbegrundede) mistro over for deres naboer, især russerne, der jo (som tyskerne) fra deres side også så skævt til polakkerne:
Den polske foragt for russisk "orientalisme" og "barbari" fandt sit modsvar i russisk foragt for det "degenererede" og "træske" Polen (Helleberg s. 50).
Schab refererer også Maria Hellebergs iagttagelse af, at polakkerne ikke alene identificerer sig med Vesteuropa overhovedet, men ganske særligt med Frankrig. (I hvilken forbindelse jeg kan nævne, at allerede Grundtvig i et af sine historiske skrifter karakteriserede polakkerne som en slags franskmænd eller i hvert fald et folk, der kunne blive en slags franskmænd. Jeg har endnu ikke fundet det pågældende sted). Helleberg beklager, at Polen kun sporadisk har vist interesse for den nord-sydlige (kultur-)akse (Helleberg s. 63).
Sylwia Schab kritiserer Maria Helleberg for at "essentialisere" Polen, altså for at "fremmane" et særligt polsk "iboende væsen", som derefter også får tillagt en symbolsk almeneuropæisk og almenmenneskelig betydning. "Polen egner sig ret godt til denne rolle - det fremstilles som et insekt fastlåst i et stykke rav - med sin gammeldags mentalitet og attitude, som godt nok er utidssvarende, men pittoresk og dramatisk" (Helleberg s. 11).
Og Schab spørger, "hvor nyskabende, hvor original Maria Hellebergs fremstilling af Polens skæbne og det polske folks karakter er". Og hun mener, at den slet ikke er det, "eller i meget ringe grad". Og det er her, hun påviser, hvordan Maria Helleberg bygger videre på Brandes, der jo allerede i 1888 skrev således om Polen:
Polen er et Sindbillede - et Sindbillede paa alt det, som Menneskehedens Ypperste har elsket og hvorfor de har kæmpet. I Polen er Alt sammentrængt, alt det Hadværdigste og Afskyeligste, alt det Elskeligste og mest Straalende; her findes Jordelivets Modsætninger som i højt Relief; her er Verdensvæsenet sammentrængt som i en Essens (Brandes Indtryk 1888 s. 48).
Sylwia Schabs artikel slutter med det lille afsnit "Hvornår mødes fantasi og virkelighed i dette land?". (Og det er formodentlig Polen, der er tænkt på; i noten til overskriften henviser hun til Jess Ørnsbos ovf. nævnte bidrag til Europa retur: 12+1 forfattere på rejse, s. 106). Hendes konklusion er, at man i Danmark overvejende interesserer sig for ikke det virkelige, men det symbolske Polen, dvs. Polen på fx Brandes' tid som "symbol på kampen for friheden, et eksemplarisk land for Europa", eller i tiden efter Murens fald i 1989 "som symbol på kampen for uafhængigheden, Østeuropas banebryder". I den danske beskæftigelse med Polen er dette land blevet låst fast som "en symbolsk størrelse, noget uhåndgribeligt, ubegribeligt, mytisk - noget, som er svært at passe ind i de rationelle (danske, protestantiske) kategorier".
Schab yder dog Maria Helleberg den retfærdighed at lade sin artikel slutte med dette citat fra hendes bog:
Sandheden om polakkerne er hverken enkel eller handy. Men den er lige så fascinerende som myterne (Helleberg s. 12).
Måske kunne også jeg have ladet dette blive det sidste ord, men selv om det vel er overflødigt, vil jeg alligevel gengive dets betydning i min egen formulering: Det er svært at trænge igennem til, hvordan polakkerne egentlig er, men de virkelige polakker er mindst lige så spændende som dem, der fremtræder i de forskellige myter!
Bent Christensen
dr. theol. og cand. mag. i dansk/russisk
TILLÆG til ovenstående tekst: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch".
I en sammenhæng, jeg ikke kan komme nærmere ind på her, blev jeg bedt om at prøve at transskribere nedenstående digt fra Monrads egen gotiske håndskrift. Det var svært. Men uanset hvad der måtte være af fejllæsninger, er digtets mening tydelig nok, så jeg vover at bringe min transskrition med noter her. Det er jo et vigtigt og interessant supplement til ovenstående artikel.
D.G. MONRAD
Til Diebitsch
[Strofenumrene og nogle
punktummer ved strofeslut er indsat af BC]
1.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
2.
See! i Hellas Blomsterland
I de store Aanders Rige,
Der den ei neddæmpes kan,
Men maa kjekt mod Skyen stige.
3.
Svandt med Trældom Secler hen,
Syntes Friheds Aand forsvundet,
Den sig reiste dog igjen
ei dens Ungdomskraft var bundet.
4.
Unge vakre Dreng kan du
Trodse Voldsmænds frække Skare
Myriader i et Nu
Bringe Død og Trældoms Snare.
5.
Armen ak nedsynker mat
Modet ei, men Kraften viger,
Er til Død din Stjerne sat?
Mon at Haabets Funke sviger?
6.
Nei see fra det kolde Nord,
Diebitsch som et lyn fremfarer,
Med sit bolde Heltechor
Friheds Ungersvend han varer.
7.
Trældoms Aag afrystes brat,
Friheds Søn ei meer skal bløde,
Udi Rædslens skumle Nat,
Smiler Hellas Morgenrøde.
8.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
9.
Retfærds Arm er udstrakt nu,
Og den slaar, den knusend rammer,
Tvætter Fyrsters Skjendsels Gru,
Af med Blodstrøm, Rædsler, Jammer.
10.
See! Polakker kjekt fremgaaer,
Friheds Aanden ei neddysses,
Gyldne Lænker de forsmaaer
Af Despoter de ei kyses.
11.
Tusender sig vælte frem
for den nye Lue slukke,
Ak Du Diebitsch fører dem,
Heer en Friheds Ven maa Sukke.
12.
Pligten kalder og du gaaer,
Hjertet bløder, du skal kæmpe
Mod den Aand, som du formaaer,
Ei at hade, ei at dæmpe.
13.
I dit Indre raser Kamp,
Dybt er saaret ædle Hjerte,
Ei i slagets Røg og Damp
Du fornam en saadan Smerte.
14.
Ei din store Helteaand,
Slig en Byrde bærer længe,
Ømme Hjerte sine Baand,
Drives voldsomt til at sprænge.
15.
Ak! det brast, det brast saa snart
Til vor dybe Smerte, Glæde,
Thi dit Øie lyst og klart,
Kun i Maaschau nu skal græde.
16.
Ei din Friheds Laurbærkrands
Skal med Frihedsblod beplettes,
Thi i Seclers raske Dands,
Slige Pletter ei aftvættes.
Ditlev Gothard Monrad, formodentlig ret kort efter den
polske Novemberopstand 1830-1831. Utrykt.
Transskription - med forbehold
- ved Bent Christensen 14.02.15.
De mest usikre steder er
nævnt i noterne.
NOTER
Diebitsch.
- Russisk officer af schlesisk adelsslægt (faderen
var dog også i russisk tjeneste; se de biografiske links).
Deutsche Biographie om Diebitsch: Diebitsch, Hans Karl Friedrich Anton (russisch:
Iwan Iwanowitsch) von, russischer
Graf (1829) mit dem Beinamen Sabalkanski
(= Übersteiger des Balkans) russischer
General, * 13.5.1785 Groß Leipe
(Kreis Trebnitz, Schlesien),
† 10.6.1831 Kleczewo (Lager von Pultusk,
Polen). ... D. besuchte das Berliner Kadettenkorps und trat unter Paul I. in russische
Dienste. Seit 1810 im Stabe Feldmarschall Fürst
Wittgensteins, hatte D. hervorragenden Anteil an den Operationen dieses
Korps beim Einfall →Napoleons
in Rußland. ... Im Türkenkrieg
1828-29 erzwang er als Oberbefehlshaber
(ab 1829 an Stelle Wittgensteins) den Übergang über den Balkan, die Eroberung
von Varna und den Frieden von Adrianopel.
Nikolai I., dessen Vertrauen
er seit Aufdeckung der Dekabristenverschwörung besaß, entsandte ihn beim
Ausbruch der Julirevolution zur
Vereinbarung gemeinsamer Maßnahmen nach Berlin. Als Oberbefehlshaber (seit 1829 Feldmarschall) besiegte er 1830
die polnischen Aufständischen
bei Grochow und Ostrolenka,
fiel aber alsbald der Cholera zum Opfer.
Str. 5 - Mon at. - Nogle (men måske nyere) eksempler på "mon at" brugt
således er fundet ved googling, men ikke i ODS. -
Læsningen af strofens sidste vers er usikker. Monrad har (vist) også streget et
bogstav over i det ord, der her er gengivet som "Funke".
Str. 6-7.
Det er Diebitsch's fortjeneste, at Grækenland fik sin
frihed (digtets str. 6-7) på grund af hans indsats i den russisk-tyrkiske krig.
Se noten med de biografiske oplysninger.
Wikipedia-artikel om freden ved Adrianopel:
Der Friede von Adrianopel,
der am 14. September 1829 in der heutigen
Stadt Edirne geschlossen wurde, beendete den 1828 ausgebrochenen Krieg zwischen Russland und dem Osmanischen Reich. Russland als Gewinner des Krieges erhielt fast die gesamte Donaumündung zugesprochen, ferner Teile Armeniens und einige wichtige Festungen am Oberlauf der Kura. Außerdem wurde die freie
Schifffahrt auf dem Schwarzen Meer und durch die Dardanellen garantiert. Für
Russland bedeutete dies die Kontrolle über die Donauschifffahrt, den freien
Zugang zum Mittelmeer und eine wichtige Ausgangsbasis zur endgültigen
Eingliederung des Kaukasus. // Serbien erhielt eine weitgehende Autonomie, die Unabhängigkeit Griechenlands [min
fremh., BC] wurde praktisch erreicht, auch wenn dem Land erst 1830 die volle Souveränität
zuerkannt wurde. Großer Verlierer des Konflikts war das Osmanische Reich, dessen Machtverfall im 19. Jahrhundert weiterging.
Fra str. 8 og digtet ud. Medens Diebitsch altså i
digtets første del er en frihedshelt, fordi han har vundet Grækenlands frihed
fra Osmannerriget (str. 6-7), er han i digtets anden del (der indledes med en
gentagelse af digtets første strofe) skurken, fordi han som øverstbefalende for
de russiske styrker deltager i nedkæmpelsen af den polske Novemberopstand
1830-1831. - Hvad Monrad bygger sin vurdering af Diebitsch's
sindelag på, ved jeg ikke. Det kan være fri fantasi - i den liberale sags
tjeneste.
Str. 9. -
Generelt om revolutionsåret 1830, jf. Julirevolutionen i Frankrig. Den Store
Danske oplyser at den franske revolution også gjorde indtryk i Danmark og havde
indflydelse på forløbet frem mod stænderforsamlingerne 1834-1848. Hvis jeg har
ret i, at Monrads digt er skrevet i hvert fald ikke alt for lang tid efter Diebitsch's død den 10. juni 1831, må det ses som en del af
hele denne situation. - Jeg har senere til dels fået bekræftet, at dette digt
kan være fra 1831, måske 1832. I den her foreliggende form, hvor det er skrevet
som det første i et lille hæfte med digte, kan det være fra 1834. Jeg håber,
der senere dukker flere oplysninger op til dateringsspørgsmålet.
Str. 10. -
Den polske Novemberopstand 1830 mod den russiske
anneksionsmagt bryder ud.
Str. 11. -
Feltmarskal Diebitsch fører den russiske hærstyrke,
der skal nedkæmpe den polske opstand.
Str. 12-14.
- Diebitsch's samvittighedskvaler skildres. Bygger
Monrad her på noget, eller har han opdigtet det, fordi digtet skal tjene den
liberale sag?
Str. 15. - Diebitsch's død. - Ifølge biografierne (se første note)
døde han af kolera kort efter en sejr over de polske opstandsstyrker. -
Læsningen af sidste vers er usikker.
Str. 16. - Diebitsch's græske fortjeneste i sig selv var god, men der kommer blod på hans laurbærkrans, når man lægger hans indsats i Polen oveni, ja, pletterne fra dette blod er uaftvættelige. - Monrads sympati er på grækernes side i 1829, og det i det helt store historiske frihedsperspektiv tilbage til oldtidens græske demokrati og åndelige storhed, men nu er den jo helt aktuelt og dermed afgørende på polakkernes side - idet dette jo kun er en indirekte måde at tale om kampen for frihed i Danmark på, en måde, der blev set gennem fingre med. - Jeg henviser til min artikel [altså her på siden, digtet her er et tillæg til den uforkortede udgave her lige ovf.] "Polen i dansk litteratur" og dermed også til Johan de Mylius' artikel i KRITIK nr. 206 "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848".
* * *
Informator Polski 2-3/2013
Billedtekster til
Facebook-billedalbum med kopier af forsiden og nogle sider af efterårsnummeret
af det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Der er dels tale om kopier af de fire sider med første del af min
artikel "Polen i dansk litteratur", dels tale om billeder fra Grønnegades Kaserne,
Næstved, hvor Polsk-Dansk Forening i Næstved fejrede sit
85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året for de første roepolakkers
ankomst til Gedser.
LINK til albummet:
ALBUMTEKST
I efterårsnummeret af det polsk-danske kvartalsskrift "Informator Polski" bragtes første del af min dobbeltartikel "Polen i dansk litteratur": "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten Hauch". - Denne tekst kan nu også læses på min hjemmeside www.bentchristensen.dk. Når man har fået startsiden frem, skal man finde undersiden "Internationalt" i menuen ude til venstre og klikke på den. Og når den er kommet frem, skal man bare gå ned, indtil man finder teksten. Man kan eventuelt søge på ordet "Rahbek". - 03.09.13 var denne artikel den øverste på siden, lige under indholdsfortegnelsen. - De to sidste billeder er fra Musikstalden, Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor Polsk-Dansk Forening i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året for de første roepolakkers ankomst til Gedser.
BILLEDTEKSTER
01
Forsiden af nr.
2-3/2013 af INFORMATOR POLSKI. - Fanen er Federacja
Polonias (Forbundet Polonia, paraplyorganisationen for alt det polsk-danske).
På fanen er dels det polske rigsvåben (den hvide ørn) og det lille danske
rigsvåben, dels dette Georg Brandes-citat (på både polsk og dansk): "Man
elsker Polen, som man elsker friheden". - I anden del af min artikel
kommer jeg udførligt ind på Georg Brandes' store kærlighed til og forståelse af
Polen og polakkerne. Der er tale om en meget sympatisk og stadig aktuel side af
Brandes. - Manden foran fanen er formand for Wspólnota
Polska (Det Polske Fællesskab) og tidligere
vicestatsminister Longin Komołowski.
Billedet er taget under den i albumteksten omtalte (og på de to sidste billeder
viste) dobbelte jubilæumsfest i Næstved.
02
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 32 - med første side af første del af min dobbeltartikel
"Polen i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten
Hauch".
03
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 33 - med anden side af første del af min dobbeltartikel "Polen
i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten Hauch".
- På billedet ses Bertel Thorvaldsens statue af den i teksten omtalte polske general
Józef Poniatowski.
04
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 34 - med tredje side af første del af min dobbeltartikel
"Polen i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten
Hauch". - På billedet ses en tegning af den i teksten omtalte polske
oprørsleder Tadeusz Kościuszko.
05
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 35 - med fjerde side af første del af min dobbeltartikel
"Polen i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten
Hauch". - På billedet ses omslaget til Carsten Hauchs roman "En polsk
familie", som omtales udførligt i teksten.
06
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013. - Den ene af de to farvebilledmidtersider
(faktisk s. 2 af midterdobbeltsiden, men den med
titeltekst på). - Titelteksten er: "Højtidelighederne i
"Musikstalden" i Næstved den 1. juni 2013. - Teksten under det
øverste billede er: "Næstveds borgmester Carsten Rasmussen og formand for Federacja "Polonia" Lidia Szuster".
07
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013. - Den anden (egl. første) af de to farvebilledmidtersider. Teksten under billederne er:
"Pastor Julian Bodnar, pastor Bent Christensen
og formanden for Foreningen af Jøder fra Polen Marek Chrapot".
- "Formand Longin Komołowski
taler" (men den del af billedet, han er på, er her i albummet på billede
06). Jfr. teksten til nummerets forside (billede 01).
* * *
Tekster til
FB-billedalbummet
Chojna og Szczecin-Zdroje
2013
LINK til albummet:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.642611555772713.1073741836.100000716224349&type=1&l=6785eb0b95
Jeg er (02.09.13) også
begyndt på en lille artikel om vore dage i Szczecin og Chojna
22.-29. august 2013. Men hvis redaktøren antager den til Informator Polski, vil den tidligst blive sat her på siden om et
kvartals tid, nemlig hvis den er blevet trykt i nr. 4. Jeg sætter jo ikke
artikler til tidsskrifter olgn. her på siden, før de er blevet trykt. - Hvad
netop Informator Polski angår, kan
jeg henvise til artiklen ovenfor, første del af min artikel om "Polen i
dansk litteratur".
ALBUMTEKST:
Foreløbig så meget om dette album, at det er Annas og mine egne, ikke ganske dækkende, billeder fra de polsk-tysk-danske økumeniske dage 23.-24. august 2013 i den lille by Chojna et stykke syd for Szczecin og tæt på grænsen til Tyskland. Så vidt jeg har forstået, var disse økumeniske polsk-tyske integrations- og venskabsdage de 24. i rækken. - Genopbygningen af Marienkirche, som blev ødelagt under krigen, er et vigtigt polsk-tysk, katolsk-evangelisk projekt. Og det er en storslået og smuk del af forsoningsprojektet mellem polakker og tyskere, katolikker og evangeliske. - "Szczecin-Zdroje" dækker især over Annas og mit private besøg i den 2012 oprettede mindehave for den protestantiske martyr Dietrich Bonhoeffer, som 1935-1937 drev et præsteseminarium dér, som var en ledende skikkelse i tredivernes tyske bekendelseskirke (mod nazismen) og som i 1944 blev henrettet efter at have deltaget i sammensværgelsen mod Hitler. LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Dietrich_Bonhoeffer - Men der kommer altså både flere billeder og mere tekst senere. - LINK til Gazeta Wyborczas omtale af åbningen (jo på polsk, men med billeder): http://szczecin.gazeta.pl/szczecin/1,34959,11904541,Nowy_ogrod_na_czesc_najwybitniejszego_mysliciela_ze.html - Og LINK til en side om haven med både polsk, tysk og engelsk tekst: http://www.cme.nazwa.pl/szczecin/index.php?D=11
BILLEDTEKSTER
Når nummereringen er blevet noget rodet (tal plus bogstaver flere steder), skyldes det, at jeg først satte vore egne billeder ind, dernæst Lidia Szusters og til sidst Roman Smigielskis, nemlig alle de første "00-billeder").
00 a
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - I midten ærkebiskop Andrzej Dzięga. Til venstre for ham provst og sognepræst Antoni Chodakowski. Nummer to fra højre er katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski.
00 b
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - FRA VENSTRE: Provst og sognepræst Antoni Chodakowski, ærkebiskop Andrzej Dzięga, n.n.
00 c
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - Katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski.
00 d
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - De danske folkekirkegejstlige: Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, domprovst Jens Ahrendt, sognepræst Maria Harms, pastor emeritus Bent Christensen (Lolland-Falsters Stift).
00 e
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - Forrest tre danske kvindelige deltagere: Anna Christensen (Bent Christensens kone), Lidia Szuster (formand for Federacja "Polonia") og Urszula Smigielski (Informator Polski-redaktør m.m. Roman Smigielskis kone). Bag Lidia Szuster og til højre: Alicja Grodzka fra Sønderjylland, som også indgik i den danske delegation. - Lige bag Lidia Szuster ses Chojnas borgmester Adam Fedorowicz.
00 f
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - De danske folkekirkegejstlige modtager ærkebiskoppens velsignelse. Se teksten til billede 01.
00 g
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - Udgangsprocessionen er ved at gå i gang. Ks. prałat Antoni Chodakowski giver tegn til, at de danske folkekirkegejstlige skal træde ind i processionen.
01
Efter deltagelsen i en almindelig katolsk messe (se mere nf.) i Augustiner-Klosterkirken i Chojna var vi med ved den polsk-tysk-danske videnskabelige konference med temaet "Åndens økologi" ("Ekologia ducha" / "Ökologie des Geistes"). - På billedet her står Chojnas borgmester ved talerpulten og byder os velkommen. Han deltog (som det også fremgår af de følgende billeder) stort set i det hele gennem de to dage. Lidt til venstre under midten sidder min kone Anna med lyst hår og knold i nakken. Efter hende i retning mod talerstolen (med min tomme stol imellem; jeg tager billedet) sidder domprovst Ahrendts kone Solvejg. På den anden side af bordet sidder (over for Anna) domprovst Jens Ahrendt, og foran ham (i mørk jakke med ryggen til) sognepræst Maria Harms og lidt til højre for ham (med nakken til) biskop Peter Fischer-Møller. - Hvad "deltagelse i messen" angår, omfattede dette jo ikke kommunionen (altergangen). Det kan der siges meget om. Mange katolske præster siger, at vi for deres skyld godt kunne deltage, men at de jo er nødt til at rette sig efter reglerne. Hvad mon ærkebiskop Andrzej Dzięga mener? Han viste i hvert fald den gestus at give hver af os danske folkekirkegejstlige en personlig velsignelse (svarende til, hvad folkekirkepræster, der ikke vil tage ukonfirmerede børn til alters, giver sådanne, hvis de er med oppe!). Se billede 00 f. Det kan der også siges meget om. At fire danske gejstlige med en biskop i spidsen på en måde bliver behandlet som ukonfirmerede børn! Men jeg tror, det var meget positivt ment, og at det var rigtigt at tage imod denne velsignelse i en tilsvarende positiv ånd. Økumenisk (mellemkirkeligt) arbejde er vanskeligt. Men når man går ind i det, må man (i hvert fald et langt stykke) tage det hele med. - Senere viser jeg et billede (fra forsiden af tekstbladet til den økumeniske gudstjeneste om lørdagen, billede 9 b), hvor Kristus fra korset lægger armene på både middelalderteologen Bernhard af Clairvaux og Martin Luther. Det blev der sagt meget positivt om. Også fra ærkebiskoppens side. - Vi er jo også ved at lægge op til 2017, 500-året for Luthers teser mod afladshandelen. Og stemningen er forsonlig. Vi må se, hvad vi med broderlig kærlighed og Helligåndens hjælp kan nå frem til. Foreløbig er det stort, at vi efter disse 500 ofte ligefrem blodige år nu sammen kan bekende vor fælles tro på Den Treenige Gud i en virkelig stemning af fællesskab. - Men se også billederne fra den økumeniske gudstjeneste næste dag og teksterne til dem (nr. 2 a - 9 f). NB! Hvad billednummereringen angår, skal man være klar over, at dette album er blevet til i flere omgange. Mine egne billeder blev (med dette som det første) sat ind 30/8. Lidia Szusters (første?) billeder blev sat ind 2/9.
02
Den 24. august 2013. - De danske gejstlige i Chojna (foran Augustinerklosterkirken) på vej til den økumeniske gudstjeneste i Marienkirche (Kościół Mariacki). - FRA VENSTRE: Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, domprovst Jens Ahrendt, sognepræst Maria Harms, pastor emeritus Bent Christensen (Lolland-Falsters Stift) og polsk katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski.
02 b
Se tekst til forrige. - Men det særlige her er, at man ret tydeligt ser den katolske sognepræst i Haderslev og motorcykelpræst(!) Jan Zalewskis faktisk helt rockeragtige motorcykelmærke på stolaen. Det er til venstre lige over det røde kors forneden. - Pastor Jan og hans polske motorcyklister kan man se i albummet "Polsk-danske andagter. Slaglille den 1. juni 2010". Det var her, vi mødtes første gang som hhv. polsk-katolsk og dansk folkekirkepræst ved andagterne på Slaglille Kirkegård for de polske RAF-flyvere og de medlemmer af den danske familien Christensen, som omkom ved nedskydningen og nedstyrtningen af RAF-Halifaxen i 1943. Og det var her, pastor Jan greb fat i mig og fik mig inddraget i det store Harald Blåtand-projekt, som den danske deltagelse i disse to Chojna-dage var en udløber af. Se albummerne med billeder fra Harald Blåtand-dagen i Roskilde 2011 og Harald Blåtand-dagene i Szczecin og omegn 2012.
02 c
Se teksterne til
billede 02 a og 02 b.
03 a
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: Sognepræsten ved Augustinerklosterkirken, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, n.n. domprovst Jens Ahrendt, n.n., hovedet af biskop Peter Fischer-Møller, sognepræst Maria Harms.
03 b
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: N.n., biskop Peter Fischer-Møller, sognepræst Maria Harms, tysk gejstlig (vist biskop), pastor Jan Zalewski.
04
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: N.n., domprovst Jens Ahrendt, sognepræsten ved Augustinerklosterkirken, pastor emeritus Bent Christensen, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, n.n.
05
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - I midten pastor emeritus Bent Christensen, Lolland-Falsters Stift. - Se også de forrige billedtekster.
06
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Ærkebiskop Andrzej Dzięga taler med en kørestolsbruger.
07
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Medlemmer af menigheden før indgangsprocessionen. Nogle med "høst- og fællesskabsbrød" i hænderne. Lidt til højre for midten (mellem to damer) borgmester Adam Fedorowicz.
08 a
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Medlemmer af menigheden før indgangsprocessionen. Nogle med "høst- og fællesskabsbrød" i hænderne.
08 b
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Indgangsprocessionen. - FRA VENSTRE: En af kirkens messetjenere, biskop Peter Fischer-Møller, tysk evangelisk gejstlig (biskop?) med brød.
08 c
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Indgangsprocessionen. - FRA VENSTRE: Sognepræst Maria Harms (i kanten af billedet), domprovst Jens Ahrendt, pastor emeritus Bent Christensen, tysk evangelisk gejstlig (biskop?).
08 d
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Høstkrans, som blev brugt allerede ved denne gudstjeneste, men som var lavet til høstgudstjenesten næste dag.
08 e
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Brødene foran alteret og høstpynt, som blev brugt allerede ved denne gudstjeneste lørdag formiddag, men som var lavet til høstgudstjenesten næste dag.
09 a
Et desværre uskarpt billede af "høst- og fællesskabsbrødene" foran alteret i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Der kommer flere og bedre billeder senere. - Ved den økumeniske gudstjenestes slutning blev de store brød delt ud til blandt andet os præster, og så blev de brudt i små stykker og delt videre til alle gudstjenestedeltagere. Anna, som sad på forreste række sammen med andre ægtefæller m.m., fik også sådan et stort brød. - Det var ikke nadver, men et særligt brødets fællesskab.
09 b
Chojna den 24. august 2013. - Forsiden af teksthæftet til den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. NB! Den 24. i rækken! Så længe har dette økumeniske polsk-tyske integrations- og venskabsprojekt været i gang. At vi danskere var med i år, er en udløber af det af mig mange gange omtalte Harald Blåtand-projekt, som begyndte Roskilde i 2011 og fortsatte i Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień i 2012. - Jeg fik ikke fat i den afbildede skulpturs nærmere historie (men vil prøve at sætte noget ind senere). Men skulpturen viser i hvert fald Kristus, der tager sine arme væk fra korset og velsigner middelalderteologen Bernhard af Clairvaux (1090-1153) og Martin Luther (som satte Bernhard højt). Og det blev et tema i gudstjenesten. Jeg hørte da rigtigt, at en af tyskerne foreslog, at denne skulptur - eller i hvert fald en kopi - skulle stilles op i Marienkirche? Og hørte jeg rigtigt, da jeg mente, ærkebiskoppen sagde, at han gik ind for idéen? I givet fald er det et fantastisk eksempel på, hvordan det økumeniske skal bygge på det kirkehistoriske. Og jo i det hele taget et fantastisk eksempel på, at det økumeniske udgår fra, at Kristus er Kirkens Herre. - Under billedet af skulpturen står dette Bernhard-citat på både tysk og polsk. Her den tyske version: "Solange unsere Herzen noch geteilt sind, wir uns im Zwiespalt befinden, sind wir nicht vollkommen. Im himmlischen Jerusalem wohnen nicht nur einzelne, sondern sind alle insgesamt einmütig beisammen: Sie sind weder in sich selbst noch untereinander geteilt".
09 c
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Biskop Peter Fischer-Møller siger noget.
09 d
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: Messetjener, pastor emeritus Bent Christensen, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski (ved pulten), tysk gejstlig (jfr. de tidligere billeder), biskop Rolf Koppe (tidligere "udenrigsminister" i den tyske evangeliske kirke; har bla. været vist flere gange i Danmark), n.n., ærkebiskop Andrzej Dzięga.
09 e
Brødene bæres ned. Som nævnt i nogle af de forrige tekster var denne gudstjeneste lørdag formiddag den 24. august præget af, at der skulle være høstgudstjeneste næste dag. Men ved denne økumeniske gudstjeneste var det, at disse brød blev brudt og delt ud til alle deltagere i gudstjenesten, også et stort forsoningssymbol. Som nævnt har vi jo desværre (siger jeg uanset min kritik af den katolske messeofferteologi) ikke nadverfællesskab med katolikkerne, men denne fælles brødsbrydelse og brødspisning er da altid noget. (Hvad den katolske offerteologi angår, siger jeg, at det er Kristus, der er nadverens Herre og Vært, og at han "overruler" al vor dårlige teologi og andre dårligheder). - Dette storslåede og bevægende brødritual gav mig i øvrigt et traume. Jeg stod jo også oppe i koret og fik udleveret et helt brød. Som jeg brød et stykke af til både mig og min sidemand. Men inden det nåede at gå op for mig, at jeg jo skulle være gået ned i kirken og have brudt brødstykker af og delt dem ud, var der heldigvis en anden, der tog det og gjorde det. Hvor dum kan man være?! Men man bliver træt af sådan nogle forløb. Ikke mindst, når man i kirke-akustik skal prøve at følge med på både polsk og tysk. Jeg håber, jeg får chancen en anden gang.
09 f
De tre danske kvinder her på forreste bænk fik også brød (se teksten til forrige billede). Man kan se, at de nød situationen. - FRA VENSTRE: Domprovst Ahrendts kone Solvejg, min kone Anna og dansk-polske Alicja Grodzka fra Sønderjylland. - I den danske delegation indgik også formand for den polsk-danske paraplyorganisation Federacja Polonia Lidia Szuster, som har taget dette billede og de andre billeder, som blev sat her i albummet mandag den 2. september.
10 a
Efter den økumeniske gudstjeneste. FRA VENSTRE (i midtergangen): Pastor emeritus Bent Christensen, en tysk evangelisk biskop (eller lignende), ærkebiskop Andrzej Dzięga, borgmester Adam Fedorowicz.
10 b
De økumeniske integrationsdage blev omtalt i denne avis: "Kurier Szczeciński", dog ikke på forsiden, som jeg bare viser som sådan. Se næste billede.
10 c
Stykket i nederste venstre hjørne af s. 9 i "Kurier Szczeciński" 26.08.13 (se forrige billede) handler om de økumeniske integrationsdage i Chojna 23.-24. august. - Jeg oversætter (i hvert fald her i første omgang) kun overskriften og "manchetten": "Integration gennem økumeni. - ENHED ER NØDVENDIG. - Den økumeniske gudstjeneste i Mariakirken var et af de vigtigste elementer i dette års Integrationsdage i Chojna. Polakker, tyskere og danskere, katolikker og protestanter bad under denne gudstjeneste for enhed, respekt og forståelse".
11
Tirsdag den 27. august 2013. Udsigt fra syd mod Szczecin. Den Bonhoeffer-have, billederne fra og med nr. 13 er fra, ligger lige på den anden side af jernbanen bag træerne nedenfor. - Anna på en udsigtsplatform i naturparken Park Leśny Zdroje syd for Szczecin-forstaden Szczecin-Zdroje (i den tyske tid: Finkenwalde), et område, hvor der tidligere blev brudt kalk og kridt til kalkbrænderier og cementfabrikker. Et geologisk set uhyre interessant område. Meget kuperet - også som følge af brydningen af kalk og kridt. Og meget anstrengende at gå rundt i - og mere eller mindre fare vild i!
12
Tirsdag den 27. august 2013. Anna ved en kunstig grotte med en cementbue foran. Den har også i de seneste år fungeret som restaurant, og det er en af seværdighederne i naturparken syd for Szczecin-Zdroje (i den tyske tid: Finkenwalde), et område, hvor der tidligere blev brudt kalk og kridt til kalkbrænderier og cementfabrikker. Et geologisk set uhyre interessant område. Meget kuperet - også som følge af brydningen af kalk og kridt. Og meget anstrengende at gå rundt i - og mere eller mindre fare vild i!
13
Tirsdag den 27. august 2013. (Se også de to forrige billeder med tekster. Skoven i baggrunden er den dér omtalte naturpark). - Efter at have holdt søndag (25/8) med deltagelse i messen i Ærkekatedralen, Szczecin, og et tandlægebesøg om mandagen i vor faste klinik Unimedex (nul huller!) aflagde Anna og jeg et pigrimsbesøg i mindehaven for, hvad man godt kan kalde den protestantiske martyr Dietrich Bonhoeffer. Denne mindehave er anlagt i 2012 - på det sted, hvor denne ledende skikkelse i den tyske antinazistiske bekendelseskirke drev et præsteseminarium fra 1935 til 1937 (hvor Gestapo lukkede det). Området var jo tysk til 1945. Bonhoeffer var med i sammensværgelsen mod Hitler i 1944 og blev henrettet for det. - LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Dietrich_Bonhoeffer - Billedet er taget, da vi var nået frem til haven ad ul. Jabłoniowa, som er en lille blind sidevej til ul. Batalionów Chłopskich i den vest-sydvestlige del af Zdroje. (På kortet ligger haven faktisk lige nord for den berømte Smaragdsø (Jezioro Szmaragdowe) i den i teksten til billede 11 og 12 omtalte naturpark Park Leśny Zdroje - men på den anden side af jernbanen. - LINK til Gazeta Wyborczas omtale af åbningen (jo på polsk, men med billeder): http://szczecin.gazeta.pl/szczecin/51,34939,11904541.html?i=1 - Og LINK til en side om haveb med både polsk, tysk og engelsk tekst: http://www.cme.nazwa.pl/szczecin/index.php?D=11
14
Tirsdag den 27. august 2013. (Se også billede 11 og 12 med tekster. Skoven i baggrunden er den dér omtalte naturpark). - Billedet her (og det forrige) og de følgende er fra vort pilgrimsbesøg i den i 2012 anlagte mindehave for Dietrich Bonhoeffer. Se teksten (med Bonhoeffer-link) til billede 13. - Her er den forreste del af haven taget fra venstre side. Indgangen er ved det hvide skilt.
15
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her er porten taget indefra. I billedets højre kant mindestenen.
16
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her er mindestenen.
17
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her står jeg ved mindestenen. Med hele historien 1933-1944 i tankerne.
18
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Dette billede er tage helt fra den modsatte ende af haven (længst væk fra porten). På bænken sidder Anna. - Bemærk alle pladerne med Bonhoeffer-citater langs stien. Det er udtrykkeligt meningen, at man skal gå stille rundt og fordybe sig i teksterne og meditere over dem. - Haven hedder jo på tysk "Dietrich Bonhoeffer Garten der Stille und Mediation", på engelsk "Dietrich Bonhoeffer’s Garden of Silence and Meditation" og på polsk "Ogród ciszy i medytacji im. ks. dra Dietricha Bonhoeffera". - Jeg har ikke lige kunnet finde citaterne, men jeg tror, de er et sted. Hvis jeg finder dem, sætter jeg dem og /eller et link til dem ind her og/eller der.
19
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her et andet tværsnit. Bemærk blodbøgen og den grønne bøg i baggrunden; under dem står det kors, der bliver vist på det sidste billede.
20
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Anna står og mediterer ved det døde/visne træ. Ja, det er et dødt træ, der er plantet. Som et symbol. Et af de første og vigtigste minde-steder på ruten rundt i haven. Det symboliserer Gestapos lukning af præsteseminariet i 1937 og dermed udslukkelsen af det åndelige liv på dette sted.
21
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Et nærbillede af en af de første tekst-plader. Med citatet "Der Tisch" (Bordet). Jeg ved ikke, om man kan læse det. Man kan måske nok, hvis man zoomer ind. Jeg vil som sagt prøve at få fat i alle citaterne eller i hvert fald nogle af dem.
22
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Nærbillede udefra af de to bøgetræer og korset (se forrige og næste billede og teksterne til dem). - Korset er det lyse stykke træ ved tredje stakitstang fra venstre.
23
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem (især de to forrige. altså nr. 21 og 22). - Her står jeg ved korset - som jeg tror er det kors, der før 2012 var det eneste minde om Dietrich Bonhoeffers i 1937 af Gestapo lukkede præsteseminarium. Jeg skal snarest have undersøgt det nærmere, men jeg er jo lige kommet hjem og har mange andre ting at skulle tage mig af.
* * *
Tekster til "Billeder fra vort mellemkirkelige
liv"
Billeder til lysbilledforedrag om Annas og mine mellemkirkelige oplevelser fra begyndelsen af 1970'erne til nu (desuden Facebook-billedalbum). Senest holdt i Rødbyhavn Sogns menighedslokaler 07.03.13. Holdt første gang i Landet Præstegård, Lolland vestre Provsti, den 6. juni 2010 efter kort eftermiddagsgudstjeneste (1 søndag efter trinitatis) ved mig i Landet Kirke. Se også prædikenen til denne gudstjeneste på hjemmeside-undersiden ”Prædikener efter 30.06.03” samt de ved den indsatte bemærkninger.
LINK til billedalbum:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.125441327489741.12941.100000716224349&type=1&l=87e4eef532
Først de to kort (som i Facebook-billedalbummet står til sidst):
00 a KORT 01 - Skoleatlas-kort Europa med de vestlige steder markeret.
00 b KORT 02 - Skoleatlas-kort Asien med de østlige steder markeret.
-
00 a - Sergenthold sprog før gruppeførereksamen. - Her blev grundlaget lagt, nemlig for så vidt angår det russiske sprog og dermed den sproglige baggrund for mine aktiviteter med og i de slaviske lande fra 1990 af. - På billedet ses i juni 1963 sergenthold sprog (russisk), før vi tog til et af de nordsjællandske øvelsesterræner for at aflægge infanterigruppeførereksamen. Holdet udgjorde gruppen, og så skiftedes vi til at være gruppeførere, ligesom vi jo have gjort det under uddannelsen. Jeg er nummer tre fra venstre. - Barakken i baggrunden er en af Teknikerliniens Befalingsmandsskoles barakker (TLBS). Her boede vi fra november 1962 til februar 1964. - Barakken i baggrunden er en af Teknikerliniens Befalingsmandsskoles barakker. Her boede vi fra november 1962 til februar 1964. Teknikerliniens Befalingsmandsskole (TLBS) lå dengang i Ryvangen-delen af Svanemøllens Kaserne, København. I september og oktober 1962 havde vi været almindelige rekrutter i Sofielundlejren ved Holbæk (se albummet "50-års rekrutjubilæum"). Pr. 1. marts 1964 blev vi udnævnt til løjtnanter af reserven. - Jeg kom til Bornholms Værn, hvor jeg gjorde tjeneste som sprogløjtnant i Bornholms Værns og Bornholms Regions stab. Dette er baggrunden for, at jeg senere søgte præsteembede på Bornholm. Se de to næste billeder. - Dette er det mest velegnede af de ganske få billeder, jeg har fra sprogofficersuddannelsestiden. Men det giver et indtryk af, hvor grundig og omfattende en militær uddannelse vi fik. (I Facebook kan man prøve at zoome, men helt godt bliver det ikke. Måske kan jeg senere forbedre det). Vi blev altså (men selvfølgelig slet ikke så grundigt som de rigtige infanterisergenter) uddannet som gruppeførere. Men derefter fik vi uddannelse som stabshjælpere helt op til brigade- og divisionsniveau. Meningen var, at vi jo dels selv skulle kunne klare os under alle slags militære forhold, dels skulle være fortrolige med alle slags militære ting, så vi på det grundlag kunne virke som efterretningsofficerer. Vi fik uddannelse i en lang række militære enkeltfag, men efterretningstjenesten var jo det vigtigste. Og over alt dette var det russisk og russisk og russisk, som vi lærte op til universitetsbifagsniveau, selvfølgelig sammen med russisk kultur og historie og "sovjetkundskab". Det var en - især arbejds- og studiemæssigt - hård, men meget givende uddannelse. I de 16 måneder arbejdede vi faktisk døgnet rundt!
00 b (Ikke med i Rødbyhavn-foredraget. Indsat her 29.05.13).
- Her, 1964, er jeg blevet løjtnant af reserven (altså sprogløjtnant, russisk)
ved Bornholms Værn (jfr. det forrige, feltmæssige billede, som viser Sergenthold
Sprog umiddelbart før praktisk gruppeførereksamen i juni 1963). - Bemærk mine
små værns-"regimentsmærker" med griffen.
Dette lille mærke (med Christian IV's navnetræk) var mærke for Bornholms Værn
som sådant (der går tilbage til den i 1613 oprettede Bornholms Milits).
Bornholms Værn var noget helt særligt, nemlig på én gang "regiment"
(personelforvaltning og uddannelse m.m.) og operativ enhed (lille brigade). De
to infanteribataljoner (som jeg senere gjorde tjeneste ved, til sidst som
feltpræst for 1. bataljon) havde to store sejlskibe som mærke (med Christian
V's navnetræk), idet de gik tilbage til det i 1680 oprettede Marineregimentet.
Bornholms Værns stab, som jeg indgik i, var også stab for hele Bornholms
militærregion (med Bornholms Marinedistrikt, Flyverdetachementet, og
hjemmeværnet). - Bemærk også min adjudantsnor på venstre skulder. Den betyder,
at jeg er ordonnansofficer, dvs. "adjudantmedhjælper", idet chefen
for efterretningssektionen, som jeg tilhørte, tillige var oberstens adjudant. -
I et kommentarfelt i tråden under dette billede: Under
søgning efter ting ifbm.
"regimentsmærkerne" fandt jeg en Wikipedia-artikel, som er skrevet
efter 2001, hvor Bornholms Værn blev nedlagt, og som derfor beskriver Værnets
organisation i den sidste tid. I min tid (1964-1974) var det lidt anderledes,
men dog grundlæggende det samme. Ifølge denne artikel blev Værnets arkiver
destrueret efter nedlæggelsen. Hvis det virkelig er sandt, er det en skandale.
Med desto bedre samvittighed kan jeg og andre gamle BV'ere
dog så øse af vore erindringer, mens vi endnu er her. - LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Bornholms_V%C3%A6rn
01 - Bornholm 1971-1974: Sankt Peders Kirke. Indkørslen i forgrunden er Pedersker Præstegårds. - De to landkort, der blev vist allerførst i foredraget, står nu helt til sidst i Facebook-albummet.
02 - Sankt Pouls Kirke, Bornholm. - Bornholm var i sig selv eksotisk! Men vi fik også vore to første rigtig mellemkirkelige oplevelser, mens vi var der: a. Kontakten med sommerhusgæsten Gunnar Stehr, som var katolsk organist i Berlin, og som vi endte med at holde dansk-tysk orgelmusikgudstjeneste med i Sankt Peders Kirke. - b. Vi deltog sammen med et andet bornholmsk præstepar i Prästmötet i Visby, Gotland, hvortil der var inviteret repræsentanter for østersøøerne Bornholm, Öland og Ålandsøerne.
03 - DANCON/UNFICYP XXVI’s feltpræst på vej ud på OP-besøg (vinterhalvåret 1976/77).
04 - Gudstjeneste påskedag 1977 i gammelt byzantinsk amfiteater, som lå i DANCON’s område.
05 - Salamis. Her gik apostlene Paulus og Barnabas (ApG 4,35) i land (ApG 13,5).
06 - Barnabas’ ikon, cypriotisk jøde (ApG 4,35), Cyperns første biskop.
07 - Kirkeruin fra oldtiden.
08 - Anna ved gammelt dåbsbassin i oldtidskirkeruin.
09 - Den cypriotiske landsby Kakopetria med kirken i midten. Bla. i denne kirke var jeg ofte til "liturgi" (de ortodokse bruger dette ord, hvor vi siger "gudstjeneste" eller "højmesse", og hvor katolikkerne siger "messe").
10 - Ikonostas (ikon- eller billedvæg) i cypriotisk kirke. Inde bag den er alteret.
11 - Feltpræstekonvent med lokale gæster (franciscanermunke). Katolikker, anglikanere, canadisk protestant og nordiske lutheranere. Når der ikke er ortodokse med, er det, fordi de er part i konflikten.
12 - En lille gruppe fra DANCON på søndagsbesøg hos AUSCON, på vej til messe og grill-fest på østrigsk OP.
13 - Den lille 800 år gamle kirke, der lå i B-kompagniets lejr. Her fik den danske feltpræst lov til at holde gudstjenester. Og biskoppen af Morfou inviterede mig til at deltage i fejringen af dens 800-års jubilæum. Under hele liturgien stod jeg lige ved siden af ham - som æresgæst, repræsentant for DANCON og Den Danske Folkekirke.
14 - Kig ind gennem ikonostasens kongeport.
15 - Det ortodokse alter med danske folkekirkebøger på.
16 - 1986. Ærkebiskop Pitirim fra Den Russiske Ortodokse Kirke besøger Lolland-Falsters Stift. Her i forbindelse med festmiddag og møde på Fuglsang.
17 - 1990. Polsk luthersk delegation besøger Lolland-Falsters Stift . Biskop Jan Szarek og BC på prædikestolen i Døllefjelde Kirke.
18 - Møde med den polske delegation i Døllefjelde-Musse Forsamlingshus.
19 - 1992 BC repræsenterer Folkekirken (og de øvrige nordiske kirker) ved de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler i Järvenpää, Finland. - Vladimir Kinner, som er nr. 3 fra venstre ved observatørbordet ses på billede nr. 39 sammen med BC efter gudstjeneste i finsk-russisk luthersk kirke i Sankt Petersborg.
20 - BC og metropolit Vladimir.
21 - Fire biskopper i Porvoo 1992. (Her underskreves det Porvoo-dokument, vi nu er ved, helt at tilslutte os). 07.03.13: Hvor langt er vi kommet?
22 - Ærkebiskop Michail leder gudstjenesten og prædiker i finsk ortodoks kirke.
23 - 1994. Første besøg i Polen. Anna og Bent er nået frem til sen sydpolske by Cieszyn, hvor der er luthersk flertal, og hvor den lutherske Jesus-kirke rager op over byen.
24 - BC prædiker i Wisła.
25 - BC og pastor Leszek Czyż.
26 - BC prædiker i lille moderne kirke i Cieszyn-området.
27 - På vej til middag hos repræsentant for denne menighed. Typisk lille polsk landbrug.
28 - Under middagen hos denne familie.
29 - Anna og Paweł Pilch i hemmelig skovkirke, hvor de lutherske holdt gudstjenester under forfølgelserne i 1600-tallet.
30 - Alteret i denne ”skovkirke”.
31 - Det kommunistiske regime forbød klokketårn. Men en skorsten måtte man vel godt have!
32 - Anna og Władysław Stefek ved den lutherske boghandel i Cieszyn.
33 - Den Evangelisk-Augsburgske Kirkes center i Warszawa. Her boede også (nu) „kirkebiskop”, dvs. biskop over hele den lille lutherske kirke, Jan Szarek (jfr. nr. 17), og her boede vi som hans gæster.
34 - Til bryllup i Warszawa. I den luthersk Kristi Himmelfartskirke, hvor BC også prædikede om søndagen. Hos den da kun ca. eet år gamle i embedet pastor Adam Pilch, som den 10. april 2010 stadig var sognepræst ved denne kirke, men i sin egenskab af øverste lutherske militærgejstlige også var med i præsidentflyet, som styrtede ned ved Smolensk i Rusland, hvor man var på vej til mindehøjtidelighed i Katyn. Meget vemodigt. Adam Pilch var af biskop Szarek sat til at være vor guide i Warszawa.
35 - Mindesmærke for Warszawa-opstanden i 1944. Det var netop ved 50-årsdagen for denne, vi var der.
36 - ÷
37 - Anna og Bent deltog i den store minde-messe for Opstanden. Her ses præsident Lech Wałęsa på vej ned fra kommunionen (altergangen).
38 - ÷
39 - 1994 i Rusland. BC og pastor Vladimir Kinner (den finsk-russiske ingermanlandske kirke i Sankt Petersborg). Denne kirke har også medlemmer i grænseområdet nord for Sankt Petersborg. - Vladimir Kinner er nr. 3 fra venstre ved observatørbordet på billede nr.
19.
40-41 - ÷
42 - Moskva 1994. Tre kvinder, deriblandt AC, på vej til gudstjeneste i russisk ortodoks klosterkirke.
43 - Moskva 1994: Fader Pavel og danske Connie Meyer i den ortodokse Feodor Studit-kirke i Moskva. - Se også nr. 49 og 50. Takket være Connie Meyer og det dansk-russiske Paulus-Samfundet fik vi et enestående tæt forhold til denne menighed, som vi stadig har lidt forbindelse med, selv om jeg jo efterhånden har måttet koncentrere mig om det polske og det "vendiske" (sorbiske; se nr. 65-70). Connie er nu vor eneste kontakt i Rusland.
44 - Rusland 1997 - Vor otte ugers af Demokratifonden og Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige udvalg støttede rejse til Rusland og Kazakhstan): - De ingermanlandske lutheraneres store nye kirke ved deres center lidt nord for Sankt Petersborg. Den på nr. 19 og 39 viste pastor Vladimir Kinner var nu blevet provst og leder af dette center.
45 - Rusland 1997: BC prædiker i den på nr. 44 viste kirke.
46 - Universitetet i Sankt Petersborg. (se også nr. 47).
47 - BC forelæser (på dansk!) om Grundtvig på Institut for Nordiske Sprog og Hollandsk på universitetet i Sankt Petersborg.
48 - Under besøget hos lutheranerne i Moskva.
49 - Anna, Bent og fader Pavel i 1997 (jfr. nr. 43).
50 - Kirkefrokost efter gudstjenesten (”liturgien”) i Feodor Studit.
51 - På vej til Omsk i Sibirien krydses Uralbjergene. BC benytter standsningen i Perm' til at få sig en is hos en af perronsælgerne.
52 - Frokost hos cheflægen på det store børnehospital i Omsk. Annas og Bents forbindelse til dette hospital er manden til venstre, lægen Vjatjeslav Sjtjeglóv, som besøgte Danmark og Lolland-Falster med en Memorial-delegation i 1995.
53 b - BC ved tavlen, hvor han efter et spørgsmål fra en af tilhørerne havde været nødt til at gennemgå Folkekirkens højmesse.
54 - Kazakhstan 1997. Anna og Bent med ærkebiskop Aleksij og guiden Pavel foran parlamentet i Almaty. - BC havde truffet ærkebiskoppen i København.
55 - Den russisk-ortodokse domkirke i Almaty, Kazakhstan.
56 - Domkirken indvendig. Her havde BC under en gudstjeneste lejlighed til at fremføre en ”hilsen”.
57 - BC fremfører den oversigt over den danske kirkes historie gennem tusind år, han tidligere havde givet i Radio Liberty (Radio Svoboda).
58 - Tilhørerne.
59 - De af Stalin under Anden Verdenskrig deporterede volgatyskeres ”bedehus” i Almaty,
60 - Det volgatyske ”bedehus” indvendig. Her prædikede BC på tysk og russisk første søndag i november 1997.
61 - Tjekkiet 1998. - Den ved nr. 57 omtalte Radio Liberty, som BC efterhånden havde haft en del kontakt med hjemme fra Døllefjelde. Vi nåede at besøge den to gange, herunder at drikke kaffe med direktøren på dennes kontor, ligesom BC blev interview’et til programmet Kontinent Evropa.
63 - Slovakiet 1998, den lutherske kirke i landsbyen Sobotište.
64 - BC, pastor Ľubomir Batka og dennes sønner. Pastor Batka havde for nylig besøgt Lolland-Falsters Stift.
65 - 1999. Hos ”venderne” (sorberne) i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR. På tranparent’en står på tysk og sorbisk ”International byfest 09.-11.07.1999”.
66 - Legende sorbiske børn. Bemærk legetøjet!
67 - BC deltager i friluftsmesser og får til sidst ordet for en kort ”Ansprache” (”hilsen”).
68 - BC og sorbisk kvinde i folkedragt.
69 - Nebelschütz 2008. To præster ved ”Wendentor”.
70 - Nebelschütz 2008. Borgmester Tomaš Čornak,
BC, prins prins Dah Bopke og billedkunstner Michelle Nze
efter søndagsmessen under ”16. internationale byfest”. Prins Dah Bopke er fra Benin i Afrika
(mellem Togo og Nigeria), og Michelle Nze, som nu bor i Tyskland, er født i Libreville,
republikken Gabons hovedstad.
71 - Polen 2005. BC, den
lutherske biskop i Sopot ved Gdańsk Michał Warczyński og pastor
Krzystof Cieślar.
72 - Polen 2005.
Kasjubisk friluftsmesse. - Kasjuberne er en gruppe på
flere hundrede tusind mennesker, som taler det selvstændige, men jo polsk meget
nærstående sprog kasjubisk. Premierminister Donald
Tusk har mere eller mindre kasjubisk baggrund.
73 - Polen 2005.
Den unge kasjubiske kvinde Sulisława leder en
grundtvigsk(!) højskole i nærheden af Gdańsk.
74 - Slaglille ved Sorø
2005. - En side af vort polske engagement i Danmark - BC som repræsentant for
såvel Polsk Forening i Maribo som Den Danske Folkekirke ved de årlige
allehelgensandagter på Slaglille kirkegård ved Sorø, hvor en RAF Halifax-bomber
med polsk besætning i 1943 blev skudt ned af tyske jagere og faldt ned i et
hus. - Her leder katolsk præst i Næstved pastor Bodnar
andagten ved de polske flyveres grav.
75 - 2005. - BC leder
andagten ved de fem medlemmer af familien Christensens grav, hvis hus hvor Halifax’en styrtede ned i.
76 - Den 1. juni 2010
besøgte en gruppe polske motorcyklister med den katolske sognepræst i Haderslev
Jan Zalewski i spidsen Slaglille Kirkegård. Det
lokale hjemmeværns trompeter medvirkede som sædvanlig.
77 - Den polske andagt 2010.
Bemærk, at den katolske ”motorcykelpræst” bærer sin stola lige over
motorcykeldragten!
78 - Den danske andagt
2010.
- - -
HBSZ = Harald Blåtand i bispedømmet
Szczecin-Kamineń
oktober 2012
HBSZ 01 - Slaglille. Kirken med motorcyklerne foran.
HBSZ 02 - Slaglille. Jan leder andagt ved polske flyveres grav.
HBSZ 03 - Slaglille. Ved BC leder andagt ved familien Christensens grav.
HBSZ 04 - .09.2011 Roskilde Domkirke Indgangsprocession.
HBSZ 05 - .09.2011 Roskilde Domkirke. Ærkebiskoppen fra Szczecin og andre gejstlige.
HBSZ 06 - .09.2011 Roskilde Domkirke. BC indleder på polsk om Harald Blåtand.
HBSZ 07 - .09.2011 Roskilde Domkirke udgangsprocession.
HBSZ 08 - 03.10.2012 Anna og Bent ved indvielsen af Urszula og Romans hus med Pani Sołtys (Fru Sognefogeden).
HBSZ 09 - 04.10.2012 Gruppebillede ved kloster. Blandt andet den danske delegation ledet af biskopperne Fischer-Møller og Arendt.
HBSZ 10 - 05.10.2012 De danske gejstlige i Domkirken. Plus den evangelisk-augsburgske (lutherske) sognepræst i Szczecin, som er nummer to fra venstre.
HBSZ 11 - 04.10.2012 Harald Blåtand-mindesten i Wolin med spejdere.
HBSZ 12 - 04.10.2012 Mindesten med spejderpige.
HBSZ 13 - 04.10.2012 Alle ved Harald Blåtand-mindesten.
HBSZ 14 - 04.10.2012 BC læser evangelium i Wolin eller Kamien.
HBSZ 15 - 05.10.2012 BC mfl. under Jørns indlæg på Szczecin Universitet.
HBSZ 16 - 05.10.2012 BC fremfører på polsk sit indlæg på universitetet.
HBSZ 17 -
Side 26 af Szczecin Universitets
"The University Review".
* * *
OPLEVELSER MED POLAKKER 1990-2012
Tekster til det
Facebook-billedalbum, der svarer til det lysbilledforedrag, jeg holdt i
Errindlev Præstegård den 5. februar 2013.01.
LINK:
Indledning til hele albummet:
Baggrunden for mine
oplevelser med polakkerne er for det første, at jeg under min
værnepligtstjeneste 1962-1964 blev uddannet til sprogløjtnant med russisk, for
det andet, at jeg i 1968 blev cand. mag. i dansk/russisk, for det tredje, at
jeg i 1971 blev præst på supplerende teologisk uddannelse, først på Bornholm,
hvor jeg stadig var sprogofficer ved Bornholms Værn, men i 1972 blev feltpræst,
og fra 1974 af og indtil min pensionering i 2003 i Døllefjelde-Musse-Herritslev
Pastorat, Lolland østre Provsti. - Men I skal være klar over, at der kun er
tale om nogle få eksempler på, hvad jeg har oplevet med polakker, såvel her i
Danmark som i Polen. Jeg har i hundredevis af
billeder. Og vi har selvfølgelig oplevet masser af andre ting på de ture, der
er omtalt. Og jeg har heller ikke omtalt alt, hvad Anna og jeg har oplevet i
Foreningen af Polakker i Danmark, som vi er meget aktive medlemmer af, herunder
vor deltagelse i Museum Polakkasernens fester (her i pastoratet, nemlig i
Tågerup). Og jeg læser en del polske ting, hører polsk radio og ser polsk tv
(de sidstnævnte ting kommer vi til at høre lidt om i foredraget). Ligesom jeg
jo bidrager ret flittigt på både dansk og polsk til kvartalsskriftet
"Informator Polski". Og jeg har heller ikke alle vore ture til Polen
med. Foruden de ture, der her er billeder fra, har vi besøgt Polen i 1998, 2002
og 2011 (2011 var et tandlægebesøg med dertil hørende småaktiviteter og
oplevelser i Szczecin). Vi vil, så længe vi overhovedet kan, tage til tandlæge
i Szczecin mindst én gang om året og mindst opleve selve byen Szczecin og dens
mennesker, men måske også tage længere ind i landet. Men der ligger også andre
ting forude. Nu må vi se. Jeg prøver imidlertid at indskrænke mine polske
aktiviteter (og har af de andre udenlandske aktiviteter kun kontakten til
"venderne"/sorberne tilbage). Jeg er nødt til at koncentrere mig om
mit hovedområde, under arbejdstitlen "Poetisk livsfølelse og litterær
poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". - Hvis man vil vide mere,
kan man gå på min hjemmeside og læse undersiderne "Om mig selv",
"Internationalt" (med rejseberetninger) og POLSKI. Adressen er:
www.bentchristensen.dk
Tekster til de enkelte billeder:
0000 Kortet. - Billederne fra Polen begynder helt nede
mod syd, i midten af kortet, dvs. i "Schlesiens
Amt" (Województwo Śląskie)
med byerne Cieszyn og Wisła.
Men derefter kommer vi rundt i hele Polen, bortset fra den nordøstlige del,
blandt andet Warszawa, Gdańsk, Poznań, Świnoujście,
Wadowice syd for Kraków
(pave Jan Paweł II's fødeby), Czerwionka i Katowice-området, Łubowice lidt længere mod vest (tysk: Lubowitz,
digteren Joseph von Eichendorffs fødested), Szczecin
(Stettin), Krasiczyn (lidt
vest for Przemyśl nede i kortets sydøstligste
hjørne, Województwo Pokarpackie).
1989 Murens fald 01-04. - Det begyndte med dette: Murens fald den 9.
november 1989. Jeg husker, at vi fulgte udviklingen nøje, ikke mindst gennem Danmarks
Radios Connie Pedersens reportager. - Jeg var midt i arbejdet med min
Grundtvig-disputats og havde faktisk også mit sognepræsteembede at passe. Men
jeg kunne jo russisk, og på et eller andet tidspunkt begyndte jeg at arbejde
med tanken om, fx at invitere et russisktalende luthersk præstepar fra Estland
eller Letland til at bo hos os et par uger. Det ville jo også blive en stor
oplevelse for alle i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Det var så stort
historisk, at jeg ville være med. Og det ville være stort, at bruge de
russisk-kundskaber, jeg fra først af havde erhvervet mig med henblik på krig,
til noget ikke alene fredeligt, men også direkte kirkeligt. - Men det endte
med, at jeg efter at have kontaktet det netop oprettede Mellemkirkelige Udvalg
i Lolland-Falsters Stift, blev sekretær i et projekt, der endte med, at vi
allerede i september 1990 fik besøg af en timandsdelegation fra den lille
Evangelisk-Augsburgske Kirke i Polen, eller altså den lille lutherske kirke i
det ellers massivt katolske Polen. De var alle fra den lutherske højborg i det
sydligste Polen, "Cieszyn Stift", med
byerne Bielsko-Biała, Cieszyn
og Wisła.
1990 01. - Lørdag den 15. september 1990. Medlemmer delegationen fra den polske
evangelisk-augsburgske (lutherske) kirke som panel ved et møde i
Døllefjelde-Musse Forsamlingshus. - Yderst fra venstre (med ansigterne til)
sidder først jeg og derefter Det Mellemkirkelige Stiftsudvalgs formand Henning
Rasmussen. Til venstre i panelet: pastor Leszek Czyż,
n.n., Urszula Śliwka
(hvis jeg husker rigtigt). Stående i midten: biskop Jan Szarek.
Videre mod højre: Paweł Pilch,
Jerzy (husker ikke efternavnet, men finder nok navnelisten fra dengang; talte
engelsk), Władysław Stefek,
Aniela Szarek. Ved bordhjørnet domprovst Im. Felter.
- Nogle af disse polakker kommer vi til at se og høre mere om senere. Ikke
alene for Anna og mig, men også for kirkekasserer Merete Madsen og hendes mand
Arne, der havde hr. Paweł Pilch
boende hos sig, blev dette besøg indledningen til personlige venskaber. De to familier
besøgte hinanden flere gange. Ved et af familien Pilchs
besøg medvirkede far, søn og datter i gudstjenesten i Døllefjelde Kirke.
Faderen fremførte en "hilsen", sønnen Marek, som er rigtig (meget
dygtig) organist spillede, og datteren Ewa (som vi senere ser på et billede)
spillede fløjte. Ved en anden lejlighed var de to familier til middag hos os i
præstegården. Pastor Leszek Czyż besøgte os med
kone og børn kort efter vor tur til Polen i 1994, og det var ham, der fungerede
som præst ved den gudstjeneste i Peter og Paulus-Kirken i Wisła,
hvor jeg prædikede - og hvor Pilch-sønnen Marek sad
ved orglet.
1990 02. - Døllefjelde Kirke 14. søndag efter trinitatis, den 16. september
1990. - Her står biskop Jan Szarek og prædiker med
mig som tolk. Jeg kunne endnu ikke polsk, og russisk lader polakkerne som om de
ikke kender! Så Jan Szarek prædikede på tysk, som jeg
af forskellige grunde beherskede ret godt. - Det var mig selv, der havde taget
initiativet, og jeg havde nydt mit sekretærarbejde, men da man engang under
projektets opstart udtalte sig anerkendende om min indsats, svarede jeg:
"Derfor ingen! Biskoppen skal bare bo i Døllefjelde Præstegård og prædike
i Døllefjelde Kirke. Og det var man helt med på.
1994 01. - I 1994 besøgte Anna og jeg for første gang Polen, og vi ser her Anna
og Władysław Stefek,
som havde været med i 1990, og som vi boede hos under den første del af
besøget. Jeg kunne nu noget polsk. Det slaviske sprog polsk svarer jo til det
slaviske sprog russisk, som det germanske sprog dansk svarer til det germanske
sprog tysk. Så da vi i september 1990 tog afsked med vore polske gæster, sagde
jeg til dem, at herefter skulle vi korrespondere på polsk. Og jeg begyndte at
lære mig selv polsk. Med min professionelle baggrund skulle det jo være ret
nemt. Men selv om jeg altså nu efter 22 års forløb kan det ret godt, har det
alligevel været langt sværere, end jeg troede. Det er jo heller ikke min
hovedbeskæftigelse, og jeg har sjældent lejlighed til at tale det. - Kirken, de
står foran, har en interessant historie. Den er bygget i kommunisttiden. Og de
kunne ikke få tilladelse til at bygge et klokketårn. Men en skorsten til pejsen
kunne de godt bygge. Og det gjorde de så. Og hængte klokkerne udenpå. - Vi
hørte mange tilsvarende historier. Vel var kommunisttiden en både vanvittig og
grusom tid. Men polakker er polakker, og man fandt i mange henseender ret godt
ud af det. Man mindedes især de første år under Edward Gierek
(partileder i 1970'erne) som en ganske god tid. Jeg har desværre ikke tid til
flere eksempler.
1994 02 a. - Anna og Paweł Pilch
i en bevaret skovkirke oppe i bjergene på grænsen Tjekkiet (men ikke langt fra
grænsen til Slovakiet), som lutheranerne under forsøgene på at undertrykke dem
måtte holde gudstjenester i. Det var især i 1600-tallet. Jeg ved ikke, hvornår
den sidst har haft reel betydning. Nu er den i hvert fald et minde, som er med
til at styrke de evangeliskes identitet.
1994 02 b. - Her ser man den sten, der har fungeret som alterbord i lutheranernes
skovkirke.
1994 03 a. - Vi boede altså først hos Władysław
Stefek og hans kone. Her står Anna foran deres hus.
Både Władysław Stefek
og Paweł Pilch var
landmålere. Åbenbart et godt mere eller mindre liberalt erhverv under
kommunismen. Og lutheranerne klarede sig gennemgående økonomisk godt. Og var
efter omstændighederne respekterede af kommuniststyret - som måske også havde
brug for at markere, at der trods alt var andre kirkesamfund end det
romersk-katolske. Men vore lutherske venner understregede kraftigt, at de selv
nødt godt af den stærke romersk-katolske kirkes magt. Alt i Polen, og ikke
mindst i Polens historie, er kompliceret. Mange i kommuniststyret var jo først
og fremmest polakker.
1994 03 b. - Vi var kørt gennem hele Polen fra grænseovergangen ved Szczecin i
nord. Og vejene var dengang meget kommunistdårlige. Men endelig kunne vi fra en
bakketop se byen Cieszyns silhuet. Se, hvordan den
store Jesuskirke rager op, lutheranernes store stolthed. Lutheranerne udgør en
meget stor del af befolkningen i dette område. I 1994 var et flertal i Wisłas byråd lutheranere, og det var tydeligt, at de
også fyldte godt i Cieszyn. - Få dage senere
prædikede jeg på polsk i Jesuskirken.
1994 03 c. - Det var en særlig stor ære for mig, at jeg fik lov at prædike i
netop Jesuskirken i Cieszyn. Min første prædiken i
Polen og min første prædiken på polsk. Jeg kunne nu så meget polsk, at jeg,
blandt andet ved hjælp af mit eksemplar af Bibelselskabernes polske
bibeludgave, kunne skrive og fremføre en ret enkel prædiken.
1994 04. - Jeg fik også lov at prædike i denne lille, ret nye filialkirke i Puńców.
1994 05. - Her står jeg på prædikestolen i kirken i Puńców
og prædiker på polsk. (Rekonstruktion; jeg er meget tilbageholdende med hensyn
til at fotografere under gudstjenesten).
1994 06. - Efter gudstjenesten inviterede menighedsrådsformanden eller
kirkeværgen eller noget i den retning os til middag på sin gård, der lå lige
ved siden af. Her ser vi gårdspladsen.
1994 07. - Og her sidder vi om middagsbordet. Det var en fantastisk oplevelse.
Her havde disse mennesker levet i århundreder under vanskelige kår, senest
under krig og besættelse og besættelse/undertrykkelse. Vi er altså i 1994, og
det var først gennem rækken af begivenheder omkring 1990, Polen havde fået sit
første demokratiske styre siden 1939. Og det mindede jo også vor egen barndom i
1950'erne. Som var en lykkelig tid. I min lille tale opfordrede jeg dem, og
især børnene og de unge, til at bevare så meget som muligt af deres tradition
og ikke bare lade sig løbe over ende af det vestlige, som altså ikke var lige
godt alt sammen.
1994 08. - En anden form for luthersk samvær. Her grillning
- eller brænding! - af pølser i Hażlach efter en
fantastisk optræden med sang og musik m.m. (Polakkerne er ofte ret
"hurtige" eller utålmodige, derfor ofte nok snarere
"brænding" end grillning). Jeg er selv
ivrigt i gang bag det lille træ i forgrunden til højre i billedet. Det var i
øvrigt efter en fantastisk aften med korsang og folkedans. Den nye stiftsbiskop
Paweł Anweiler, som vi
ser på næste billede, deltog også, og det var dejligt at opleve, hvordan han og
også de unge kunne tale sammen.
1994 09. - Og vi genså vore gæster fra 1990 Aniela og Jan Szarek.
Fru Aniela har taget billedet, og det er Anna, der sidder ved siden af Jan. Jan
var imidlertid blevet "kirkebiskop", dvs. overhoved for hele den
evangelisk-augsburgske kirke i pl, men havde stadig sommerhus i Bielsko-Biała. Til venstre ser vi hans efterfølger som biskop
over Cieszyn Stift Paweł
Anweiler. - Biskop Anweiler
viste os senere Częstochowa (med Jasna Góra-klostret), hvor han havde været luthersk præst. Med
Den Sorte Madonna og det hele. Han sagde, at det var vigtigt for at forstå den
polske katolicisme. Han kendte mange af dem, vi mødte, og det var tydeligt, at
han havde et godt forhold til dem. Men vi blev styrkede i vor
evangelisk-lutherske identitet! Vi havde i det hele taget en hel del med ham at
gøre, og han og hans kone besøgte senere Lolland-Falsters Stift og Døllefjelde
Præstegård.
1994 10 a. - Ved familien Pilchs hus i Wisła. Fra venstre den allerede omtalte datter Ewa.
Fru Helena. Anna. Paweł Pilch.
Han var som sagt også landmåler, og han har selv bygget sit fantastiske hus -
mere eller mindre ind i bjergsiden. - Se mere om familien Pilch
(og familien Madsen i Døllefjelde) på et af de første billeder, det fra mødet i
Døllefjelde-Musse Forsamlingshus.
1994 10 b. - Også i Wisła fik jeg lov at prædike.
I Apostlene Peters og Paulus' Kirke (Kościół
ap. Piotra i Pawła). -
Pastor Leszek Czyż (se 1990-billedet fra
Døllefjelde-Musse Forsamlingshus) ledede gudstjenesten, og ved orglet sat
familien Pilchs topprofessionelle organist-søn Marek.
Kan I se sammenhængen?!
1994 11. - Vi kom til Warszawa lige sidst i juli måned og kom til at opleve den
første frie fejring af et rundt jubilæum for Warszawaopstanden, som jo begyndte
den 1. august 1944 kl. 17. Under kommunismen havde det nærmest været forbudt at
tale om den. Men man havde da et mindesmærke. Her ses polske opstandssoldater
på vej op fra kloakkerne i den sidste fase af den opstand som Stalin lod Hitler
knuse. Vi oplevede mange højtideligheder i de dage. På selve dagen deltog (så
vidt jeg kan huske og har kunnet tjekke på Nettet) vicepræsident Al Gore, USA,
premierminister John Major, Storbritannien, senatsformand René Monory, Frankrig, Sergej Filatov
som personlig repræsentant for præsident Jeltsin i Rusland og forbundspræsident
Roman Herzog, Tyskland.
1994 12. - På Piłsudskipladsen i Warszawa blev
der afholdt en stor højtidelighed med bla. den stor friluftsmesse ledet af
polens "Primas" kardinal Józef Glemp (som i øvrigt døde her den 23. januar 2013). Vor vært
biskop Szarek deltog officielt i sin egenskab af
evangelisk-augsburgsk kirkebiskop, og vi kørte med
ham derhen. (Vi boede i en gæstelejlighed i bispeboligen). Og vi kom til at sidde
et godt sted: Vi fik et billede af Polens første præsident efter kommunismen,
fagforeningshelten fra 1980 Lech Wałęsa, da
han gik ned efter kommunionen, altså altergangen, som vi vil sige (lige til
højre for den blå paraply i midten af billedet).
1994 13. - Biskop Szarek havde sat en af sine unge
præster til at tage sig af os og blandt andet vise os rundt til alt, hvad der
have med opstandsjubilæet at gøre. Det var pastor Adam Pilch
(ikke i familie med dem i Wisła). Her ses vi to
præster sammen efter gudstjenesten i Adams kirke, hvor jeg igen havde fået lov
at prædike. - Men det er med sorg, Anna og jeg ser dette billede. Sidst vi
hørte om Adam Pilch, var i forbindelse med
præsidentflyets styrt i 2010. Adam var nemlig blevet øverste lutherske
militærgejstlige i den polske hær, med oberst-grad (det er jo kun hos os, de
militærgejstlige ikke har militære grader), og som sådan var han med ombord, og
omkom sammen med alle de andre. Vi så også hans billede på tavlen ved den store
tv-transmitterede mindegudstjeneste på Piłsudskipladsen.
2005 01. - Efter besøget i Polen i 1994 var lige hjemme og vende i Døllefjelde,
hvorefter vi tog til Rusland, også vort første besøg dér. Og jeg beskæftigede
mig i det hele taget meget med Rusland (og Kazakhstan) i resten af 1990'erne.
Samt lidt med Tjekkiet og Slovakiet, hvis sprog jeg også studerede lidt.
Desuden det slaviske mindretal i Bundesland Sachsen,
dvs. sorberne eller venderne, som de også kaldes og kalder sig (jfr.
"vore" vendere, der var her på Lolland-Falster). Nogle gange besøgte
vi også vore polske venner lidt. - Men vi bliver dog nødt til at springe frem
til 2005, hvor vi besøgte Gdańsk og omegn i
anledning af 25-året for de afgørende begivenheder på især skibsværftet i Gdańsk med Lech Wałęsa
som leder (jfr. billedet fra gudstjenesten på Piłsudskipladsen
1994). - Her ser vi vejen ned til den berømte port, hvis låge Lech Wałęsa talte fra i 1980. STOCZNIA
er det polske ord for skibsværft. - I forgrunden Anna med sin rygsæk.
2005 02. - Et nærbillede af den berømte port til Gdańsk-skibsværftet.
Det var på lågen til den, Lech Wałęsa holdt
den tale, vi så ofte har set i tv. - Bemærk det polske flag, Jomfru Maria og
pave Jan Paweł II. På den gule trætavle står de
krav, skibsværftsarbejderne stillede til det kommunistiske styre. - Og Anna
står med sin rygsæk og oplever og studerer det hele.
2005 03. - Et af de krav, de strejkende skibsværftsarbejdere stillede i 1980
var, at der skulle rejses et mindesmærke over de arbejdere, der blev dræbt af
kommuniststyret under strejker og demonstrationer i 1970. Her står jeg foran de
tre kors, der blev resultatet.
2005 04. - I 2005 besøgte vi også den lutherske menighed i Sopot
ved Gdańsk. Jeg fik i begyndelse af
søndagsgudstjenesten lejlighed til at fremføre en "hilsen" på polsk,
og vi boede nogle dage i bispeboligen og deltog i forskellige møder m.m. Ved et
af dem fortalte jeg på polsk om de kirkelige forhold i Danmark. - På billedet
ses fra venstre jeg, biskop Michał Warczyński og pastor Krzystof
Cieślar].
2005 05. - I Gdańsk-området bor det største
sproglige mindretal i Polen, kasjuberne. Den
nuværende polske premierminister Donald Tusk er kasjub.
Vi nåede at deltage i en kasjubisk friluftsgudstjeneste, som foregik på både
polsk og kasjubisk (et sprog, jeg ved hjælp af indkøbte bøger senere fik prøvet
at sætte mig lidt ind i). Vi nåede at tale med nogle af de andre
messedeltagere, som var overordentlig venlige og økumeniske, mellemkirkeligt
åbne.
2005 06. - Her går nogle af de mange deltagere i den kasjubiske friluftsmesse
hjem i flot procession.
2005 07. - Jeg havde hjemmefra fået kontakt med en særlig del af den polske
højskoleverden, nemlig Den Kasjubiske Folkehøjskole. Bemærk billedet af
Grundtvig over døren! Den unge dame, jeg taler med, bærer det dejlige gamle
slaviske navn Sulisława (som hun var meget stolt
over). Der var også en lille restaurant knyttet til denne del af den kasjubiske
højskole, og Sulisława beværtede os med et
overdådigt lokalt fiskemåltid.
2005 08. - Jeg havde i det hele taget forberedt mig godt hjemmefra. Jeg kunne
blandt andet optræde lidt på det daværende Storstrøms Amts vegne, da vi besøgte
"amtsrådhuset" i Gdańsk.
"Amtet" hedder på polsk "Województwo Pomorskie", hvilket kan oversættes med "Pommerns
Amt". Det var venskabsamt med Storstrøms Amt. - Vi fik en god samtale med
to unge damer, som havde med venskabsforbindelsen at gøre.
2005 09. - Jeg havde også en hilsen med fra Baltic
Sea Solutions, som jo har hovedkvarter i Holeby! Og den overbragte jeg til
bystyret i byen Lębork vest for Gdańsk. Den er med i Baltic
Sea Solutions-samarbejdet. Her ses jeg ved indgangen til den afdeling, hvor den
mand sad, der havde med dette at gøre. Ham og en kollega fik jeg en rigtig god
snak med.
2006 01. - I 2006 var vi igen i Polen. Her besøgte vi for første gang Poznań, men især øen Ostrów Lednicki (Lednicki-øen) i en sø
noget øst for Poznań, som regnes for den polske
stats vugge. Vi skal senere høre en hel del om de dansk-polske Harald Blåtand-begivenheder
i 2011 og 2012, men det er vigtigt at huske på, at fyrst Mieszko
I, som var samtidig med Harald, også lod sig døbe (966) og dermed lagde grunden
til den polske stat. Mieszko havde en borg på denne
ø. - Her står Anna på den store høj, der er på øen. Vi ser nogle rekonstruerede
huse og lidt af søen.
2006 02. - En model af borganlægget på Ostrów Lednicki (Lednicki-øen). På de
næste billeder ser vi noget af resterne af den store bygning.
2006 03. - Foran det, der nok har været Mieszkos
"slotskapel". Bemærk den kvindelige guide i fin middelalderdragt.
2006 04. - Et nærbillede af "slotskapellet".
2006 05. - I 2006 besøgte vi igen også en luthersk menighed. Vi ser nogle
repræsentanter for menigheden i Żagań,
præstefruen, pastor Andrzej Dębski og Anna.
Det er en meget lang historie, hvordan jeg var kommet i mailkontakt med pastor Andrzej Dębski. Men vi fik besøgt hans menighed, og jeg
fik under søndagsgudstjenesten fremført en lille "hilsen" på polsk.
De forærede mig et eksemplar af den nye polske evangeliske salmebog, som jeg
siden har haft stor nytte af.
2006 06. - I 2006 fik jeg en særlig opgave i Polen. Et dansk-polsk,
luthersk-katolsk par ville have deres borgerligt indgåede ægteskab kirkeligt
velsignet i Świnoujście. De havde spurgt
deres sognepræst til råds. Hun havde sagt: "I skal kontakte Bent
Christensen på Lolland". Og det endte med, at de besøgte mig og vi fik
planlagt en velsignelsesgudstjeneste i dette kirketårn, som var, hvad der var
tilbage af en luthersk kirke, som var blevet bomberamt under krigen. Som
betingelse havde jeg stillet, at Anna og jeg skulle med til festen! - Da jeg
før gudstjenesten stod i min præstekjole foran tårnet, kom et par mænd hen til
os og ville høre, hvad vi var for nogle. De spurgte også, hvorfor jeg kunne polsk.
Og så fik de hele min historie tilbage for min sprogofficerstid af. Hvor jeg jo
også fortalte, at jeg havde gjort tjeneste på Bornholm ligge nord derfor.
"Ja", svarede den ene af dem, "dengang gik jeg og forberedte mig
på at angribe Bornholm". Hvorefter vi vendte øjnene mod himlen og takkede
Gud for, at det ikke var kommet så vidt.
2006 07. - Her er vi inde i det rum i det store tårn, hvor
velsignelsesgudstjenesten fandt sted. Jeg har fjernet parrets hoveder. Det er
jo ikke sikkert, de vil bryde sig om at blive vist frem. Men det gik rigtig
godt. Mindst halvdelen af menigheden var polske katolikker, men de fulgte fint
med i det hele. Jeg havde også skrevet det hele ud på både dansk og polsk. Vi
fulgte nøje Folkekirkens ritual for "kirkelig velsignelse", men jeg
brugte også bønner m.m. fra den Evangelisk-Augsburgske Kirkes ritual. Pastor Andrzej Dębski
fra Żagań, som vi så på billedet før, havde
hjulpet mig via e-mail.
2008 01. - I 2008 fulgte vi grundlæggelsen af den polske stat-temaet op. Vi
besøgte igen Poznań og kørte derfra videre forbi
søen med Ostrów Lednicki,
men nu til byen Gniezno, som svarer til Jelling og
Roskilde i Danmark. Den polske katolske kirkes "Primas" har nu igen
sit sæde dér. Vi var til messe i domkirken og besøgte bagefter det museum, vi
ser i baggrunden, Museet for den
Polske Stats Grundlæggelse (Muzeum Początków Państwa Polskiego). Det lille træ, Anna står ved, er ”Pavens Eg”,
som stammede fra et af de agern, polske forstfolk havde taget fra Bolesław den Tapres Eg, Polens ældste egetræ (800 år),
og havde fået velsignet af Jan Paweł II under et
besøg i Rom i 2004. Det træ, Anna står ved, blev plantet på dette sted i 2006.
2008 02. - Senere på 2008-turen besøgte vi også pave Jan Paweł
II's fødeby Wadowice syd for Kraków,
ikke langt fra vore lutherske venner, som han også havde et godt forhold til.
Her ses den kirke, den lille Karol, som han jo hed (Karol Wojtyła),
blev døbt i.
2008 03. - Her står jeg ved statuen af paven ved siden af kirken og foran vejen
ned til det hus, Karol Wojtyła var blevet født
i. Vi var til hverdagsaftenmesse i kirken.
2008 04. - Sognet Czerwionka i Katowice-området. - Vi
dyrkede stadig den lutherske forbindelse. På et tidspunkt havde manden, som
står sammen med sin kone på billedet her, sendt mig en mail, hvori han
forklarede, at biskop Jan Szarek under et besøg havde
sagt, at han kunne kontakte mig. De ønskede nemlig en venskabsforbindelse med
et dansk folkekirkesogn. Og der var endnu på dette tidspunkt et projekt i gang.
Men det blev desværre ikke til mere. Det eneste, der er kommet ud af det, er,
at jeg har skrevet nogle ting om dansk jul og påske på deres internetside. -
Manden, som står til venstre sammen med sin kone, hedder Joachim Gibiec
og er noget i retning af kirkeværge i menigheden der. Til højre for ham står
deres datter. Og yderst til højre står jeg og er meget optaget af deres søde
lille hund.
2008 05. - Vi
skulle videre til vore vendiske/sorbiske venner i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland Sachsen, Tyskland. Og vi besøgte Łubowice (tysk: Lubowitz),
hvor den for mig ret interessante tyske romantiske digter Joseph von
Eichendorff blev født i 1788. Schlesien hørte dengang
under Tyskland, men Eichendorff var tosproget tysk-polsk, for lokalbefolkningen
var overvejende polsk. Her står jeg ved Eichendorffs
buste ved parkeringspladsen foran kirken. Jeg er stadig i kontakt med
Eichendorff-Centret dernede og modtog så sent som sidst på året 2012 en
indbydelse til at deltage i noget stort dernede. Hvad jeg desværre ikke kunne.
Men jeg håber at nå at deltage i noget lignende ved en senere lejlighed.
2008 06. - Bagefter gik vi hen til ruinen af Eichendorffs barndomshjem for bese den og lade os
fotografere ved den.
2010 01 = 2009. - I 2009 startede vi som patienter på den
store supermoderne tandlægeklinik Unimedex i Szczecin
(via firmaet DenTour, som ordnet transport og det
hele). - Vi boede ikke langt fra dette turistkontor, hvor jeg fik øje på byens
logo: Szczecin [skrevet med en særlig lydskrift] plus årstallet 2050 og de
engelske ord "floating garden" (flydende
have). Dette logo eller "marka" henviser
til byens meget store planer for både byen selv og det store vådområde omkring
den. Jeg gik ind og spurgte, hvad de ellers kunne sige om dette logo, især den
mærkelige lydskrift. Men jeg endte på rådhuset, hvor jeg fik forklaringen af de
to embedsmænd, der havde med hele projektet at gøre og benyttede lejligheden
til at interviewe dem i min egenskab af medarbejder ved det polsk-danske
kvartalsskrift "Informator Polski". Jeg har besøgt både rådhuset og turistbureuaet et par gange siden og har forsøgt at
formidle kontakt mellem Szczecin by og Lolland Kommune. - Min artikel om blandt
andet dette logo eller "marka" (med den
mærkelige lysdskift), men også artikler og tekster om
andre af de ting, dette billedalbum handler om, kan ses på min hjemmeside,
undersiderne "Internationalt" og POLSKI. www.bentchristensen.dk
2010 02. - 2010 blev et af vore helt store polske år. Med to ture. På den
første besøgte vi igen Poznań og deltog for
anden gang i mindehøjtidelighederne i anledning af årsdagen for den brutalt
nedkæmpede arbejderopstand i 1956. Her ses orkestret i spidsen for den parade,
som udgik fra mindegudstjenesten i en kirke ikke langt fra Adam Mickiewicz’s Plads.
2010 03. - Man er forsamlet på Adam
Mickiewicz’s Plads ved
mindesmærket med de to store kors. Der blev holdt flere taler, og de døde fra
1956 blev mindet.
2010 17. - Nærbillede af mindesmærket. Bemærk de to æresvagt-soldater og
billedet af Solidaritet-præsten Jerzy Popiełuszko,
som blev tortureret ihjel af det kommunistiske sikkerhedspoliti i 1984, men som
netop var blevet saligkåret den 6. juni 2010.
2010 17. - Men 2010 var altså vor helt store tur, så vi fortsatte til Warszawa,
hvor et af vore mål var Hellig Kors Kirke, som gudstjenestetransmissionerne i
den polske radio næsten helt fast er fra. Jeg har nok hørt i hundredvis af
messetransmissioner fra denne kirke.
2010 19. - Det var stort at være til messe i dette rum, hvorfra jeg vel har
hørt i hundredevis at messetransmissioner. Det er
især herfra min ret store fortrolighed med den katolske messe (på godt og ondt)
stammer. Og jeg fik snakket med en kirketjener om det, som gav mig en fin bog
om kirken. - Præsten fik jeg ikke hilst på. Det var nemlig biskoppen, som havde
andet at se til efter messen.
2010 20. - Det kan godt være, man synes, det er noget ulækkert, men i denne
søjle i Hellig Kors Kirke i Warszawa ligger den store polske komponist Fryderyk
Szopens hjerte altså "begravet". (Hans
franske, mere almindeligt kendte eksil-navn er Frédéric Chopin).
2010 21. - En anden kirkelig ting, vi har dyrket meget (ved hjælp af vor gode
parabolantenne), og som udgør en meget vigtig del af vor beskæftigelse med det
katolske Polen, er den i vanskeligt beskrivelig grad fremragende tv-serie
"Plebania" (Præstegården). Det interessante er, at det er en rigtig
moderne, topprofessionel tv-serie, hvis folk anlægger et meget loyalt, men på
flere måder også ganske kritisk syn på den katolske kirke i Polen og dens rolle
i samfundet, og at den også i teologisk forstand er topprofessionel, idet den
præst, der er virkelighedens forbillede for seriens hovedperson, også er
konsulent på serien! Vi skal se dem begge om lidt. - Denne serie havde jeg
allerede skrevet om i "Informator Polski", og da jeg opsøgte
filmselskabets hovedkontor, som i øvrigt lå ikke langt fra Hellig Kors Kirke,
viste det sig, at man havde læst den! Jeg fortalte, at vi skulle videre til
nogle af "Plebania-stederne", og redaktør Wojciech Krzemiński
sagde, at vi var velkomne til, ved en senere lejlighed at besøge filmstudierne
og hilse på skuespillerne. Hvad vi kom til. Men de billeder kommer senere. -
Ikke meget øst for Warszawa ligger landsbyen Okuniew,
hvor store dele af den meget lange Plebania-serie er blevet indspillet. Det er
en meget gammeldags landsby, fordi den ligger lige op til et stort militært
øvelsesterræn. Her ser vi kirken. Bemærk Anna ved elmasten til højre!
2010 22. - Kirken indefra. Her har vi "været" utallige gange i
Plebania-seriens tid. Nu fik vi deltaget i en lille hverdagsaften-messe. Det
var næsten ikke til at tro!
2010 23. - Virkelighedens Okuniew-præst og en meget
sød og økumenisk åben kirkegænger, som vi fulgtes med og talte godt med på vej
fra kirke.
2010 24. - En lille butik ikke langt fra kirken. Selve butikken har ikke været
med i serien, men ligner godt, nok endnu mere gammeldags, og i hvert fald en
enkelt af dem vi talte med derinde, havde været statist i serien.
2010 25. - Men én ting var Okuniew, hvor store dele
af Plebania-serien var blevet indspillet, en anden ting var seriens forbillede
i den helt virkelige virkelighed! Det er nemlig Krasiczyn
Sogn nede i det sydøstligste hjørne af Polen. Her ser vi kirken i Krasiczyn.
2010 26. - Vi havde selvfølgelig planlagt at skulle deltage i søndagsmessen.
Der var kun ståpladser tilbage, da vi kom. Til gengæld viste det sig, at vi
havde stået lige ved siden af den nu pensionerede, men utrolig ungdommelige
præst, der var både forbillede og konsulent for tv-serien. Her har jeg taget et
billede af menigheden, lige da messen er slut.
2010 27. - Senere lykkedes det os at få aflagt en visit hos forbilled-sognepræsten,
som stadig boede i forbilled-præstegården (i en slags
pensionistlejlighed). Han hedder Stanisław Bartmiński og har ikke bare været sognepræst, men
bærer også titlen prałat” (prælat), dvs. præst med biskoppelig myndighed. - Da jeg overrakte ham min
Informator Polski-artikel om tv-serien, sagde han, at den kendte han godt; han
havde læst den på min internetside! Vi fik en fin lille samtale med denne fine
og kloge og sådan set ikke så gamle mand i hans lille stue, og bagefter
overrakte han mig de to bind af den Krasiczyn-sognehistorie,
han har skrevet - og som selvfølgelig også har et kapitel om tv-serien.
2010 28. - Til sidst en for os lollikker sjov lille ting. Da vi nærmede os
grænsen til Tyskland, gjorde vi holdt ved en tankstation, hvor vi kom i snak
med nogle håndværkere. Vi fortalte dem, at vi var på vej til
"venderne" (sorberne) Tyskland, og at vi for tusind år siden også
have haft slavisktalende vendere oppe hos os, hvad fx et sognenavn som Tillitse
endnu vidnede om. "Tillitse", sagde de, "det ligger jo lige
hernede!". Og de viste os på kortet, hvor det var. - Her er et vejskilt ved
grænsen til "Polens svar på Tillitse"! Efter alt, hvad jeg ved, men
som jeg ikke kan komme nærmere ind på her, har de to navne intet som helst med
hinanden at gøre. Men bortset fra, at det polske navn staves med y, er de to
navne unægtelig ens. Vi skal huske på, at i polsk betyder c ts - ligesom i tysk
og i bynavnet Fredericia.
2010 29. - Tylice's busstoppested og købmandshandel
med vor daværende blå Škoda på parkeringspladsen.
2010 30 a. - Den anden 2010-tur begyndte med et tandlægebesøg. Vi kørte som
sædvanlig med DenTour-bussen til Szczecin. - Men så
tog vi toget til Warszawa. Den 18. november 2010 blev det besøg i Besta Films studier i Warszawa til virkelighed, som
redaktør Krzemiński havde lovet os, og som vi
længe havde drømt om. Jeg var blevet sat i mailkontakt med PR- og
marketingschef (szef promocji)
Ewa Ogórek og
havde aftalt alt med hende. Her står hun og Anna ved hosholderske
Józfinas køkkenbord. Bemærk juletræet! En af de
scener, vi fik lov at komme tæt på, foregik nytårsaften, og vi så den derhjemme
omkring midten af januar 2011.
2010 30 b. - Her står Ewa Ogórek og jeg ved præstegårdens juletræ i rummet
ved siden af køkkenet.
2010 30 c . - Her samtaler jeg med husholderske Józefina
eller "Bedstemor Józia" (Babcia Józia), eller altså skuespillerinden
Katarzyna Łaniewska, kendt fra filmen "Kajs
Fødselsdag", hvori hun spillede den polske piges mor, og som hun omtalte
med stolthed her i den danske sammenhæng. Vi fik talt rigtig godt om mange
ting.
2010 30 d. - Og her er det billede, jeg måske har drømt mest om i hele mit liv!
Her står jeg sammen med seriens sognepræst Antoni Wójtowicz
(Włodzimierz Matuszak)!
2010 30 e. - Og her (mellem Katarzyna Łaniewska og
mig) sognepræstens søster Krystyna (Bernadeta Machała-Krzemińska).
2010 30 f. - Men det er svært at sige, at et af disse billeder er det bedste. Her
er i midten den helt fantstisk søde og dygtige lille
Ewa eller Ewunia (Weronika Kosobudzka), kirketjenerens barnebarn og hendes mor Iwona (Karolina
Nolbrzak). I nederste højre hjørne sidder den
pianist, der på forskellig måde medvirker i serien. En utrolig spændende dame,
som vi også fik snakket en del med under det store fælles aftensmåltid. - Vi
fik også snakket godt med Ewunia og hendes mor. Anna,
som jo stort set ikke kan polsk kom langt med lille Ewunia
ved hjælp af internationalt bedstemorsprog. - Ewunia
var i øvrigt ledsaget af sin rigtige bedstefar og var vidunderligt upåvirket af
det hele. Stille og rolig og sød var hun.
2012 01. - Men nu er vi tilbage i Danmark - og til 2005, hvor jeg påbegyndte
min tjeneste som dansk præst ved de fælles polsk-danske højtideligheder på
Slaglille Kirkegård ved Sorø. I september 1943 blev et britisk RAF-fly med
polsk besætning skudt ned over Slaglille. Og ved nedstyrtningen ramte det et
dansk hus, så at fem medlemmer af familien Christensen (ikke familie til mig)
omkom. Derfor er der én grav at holde polsk andagt ved hvert år ved
allehelgenstide og én dansk. Her ser vi de polske flyveres grav med et særligt
monument (de to involverede fly). Bemærk fanen og hjemmeværnsfolkene.
Hjemmeværnet deltager hver gang med et æreskommando og en trompetist.
2012 02. - Den polske grav fra den anden side.
2012 03. - Under andagten ved de polske flyveres grav. Den katolske præst er
Julian Bodnar fra Næstved. Til højre for trompetisten
står den britiske og den polske militærattaché.
2012 04. - Den polske militærattaché komandor Jarosław Miłowski tænder et lys ved familien Christensens
grav.
2012 05. - Dette er vist lige før min første andagt ved familien Christensens
grav (2005). Bemærk, at det dengang var en hæroberst, der var militærattaché. -
Damen i den ternede frakke til højre for obersten er formand for Polsk-Dansk
Forening i Næstved og organisator af Slaglille-højtidelighederne Lidia Szuster.
2012 06. - I sommeren 2010 var der ekstraordinære andagter på Slaglille
Kirkegård. Den katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski
er nemlig også motorcykelpræst. Og han leder nogle historiske motorcykelture
rundt i i hele Europa. I 2010 besøgte de Danmark. Her
ser vi nogle af alle motorcyklerne ved Slaglille Kirkegårds mur.
2012 07. - Motorcykelpræst - helt bogstavelig talt - Jan Zalewski
leder andagten ved de polske flyveres grav. Han har simpelt hen bare lagt sin
stola over sit motorcykldragt! Et af billederne på
hans stola er i øvrigt en slags kirkeligt motorcykellogo.
2012 08. - Den af mig lededes andagt ved familien Christensensn
grav. Til venstre for pastor Jan Zalewski står den
lokale sognepræst Anders Frederiksen. Han er nu ved at overtage min tjeneste (som
jeg har varetaget, fordi hans forgænger ikke var interesseret). Den endelige
overdragelse finder sted i forbindelse med den store 70-årsmarkering i
september 2013. Yderst til højre (med fotopapparatet)
står Lidia Szuster leder de årlige Slaglille-hjøtideligheder. Det gør hun i sin egenskab af formand for
Polsk-Dansk Forening i Næstved. Senere er hun også blevet formand for
paraplyorganisationen "Federacja Ponolia". - Men motorcykelpræst Jan Zalewskis deltagelse førte noget nyt med sig. Vi opdagede
hurtigt, at vi kom godt ud af det med hinanden, og kort efter andagten her,
spurgte han mig, om jeg ikke ville være med i et Harald Blåtand-projekt i 2011,
som (i hvert fald cirka) er 1025-året for Haralds død (formodentlig i Wolin nord for Szczecin). Jeg sagde ja, og resultatet ser
vi på de næste billeder.
2012 09 2011. - Indgangsprocessionen ved den dansk-polske Harald
Blåtand-gudstjeneste i Roskilde Domkirke den 4. september 2011: Sognepræst ved
den katolske Sankt Laurentii Kirke i Roskilde Alren Soosaipillai. - Domprovst
Jens Arendt. - Pastor Jan Zalewski. - Pastor emeritus
Bent Christensen. - Biskop Czeslaw Kozon. -
ambassadør Rafał Wiśniewski.
- (Skjult bag Bent Christensen: Biskop Peter Fischer-Møller). - Ærkebiskop
Andrzej Dzięga.
2012 10 2011. - Forreste række fra venstre: Ærkebiskop
Andrzej Dzięga. - Biskop Czeslaw Kozon. - Biskop Peter Fischer-Møller. - Anden række fra
venstre: Domprovst Jens Arendt. - Pastor emeritus Bent Christensen.
2012 11 2011. - Jeg giver indledningen om Harald Blåtand
på polsk.
2012 12 2011. - Udgangsprocessionen. Se teksten til
billedet af indgangsprocessionen.
2012 13 2012. - I oktober 2012 havde Ærkebispedømmet
Szczecin-Kamień inviteret en dansk delegation til højtideligholdelse af
2025-året for Harald Blåtands død nede hos dem. - Men den 3. oktober, aftenen
før de to dages program, var vi af redaktøren af "Informator Polski"
Roman Śmigielski (som også, sammen med sin kone
Urszula, deltog i hele de to følgende dages program) inviteret til, som det
viste sig, ægte katolsk husindvielse af deres nye, endnu ikke helt færdige
polske hus noget syd for Szczecin. For de har boet og arbejdet i Danmark i
mange år og bor her stadig. Til højre i billedet er utrolig livlige og søde
"sognefoged" (sołtys). - Præsten, der
foretog indvielsen, var Jan Zalewski, som stammer fra
området! - Roman, som også er en stor mand i det polske organisationsarbejde,
både i Danmark og internationalt (var indtil for nylig formand for "Federacja Polonia" i Danmark), fungerede ofte som tolk
de to følgende dage. Han er nu afløst som Polonia-formand af Lidia Szuster, som også var med, og som vi ser på det følgende gruppebillede,
ligesom vi har set hende på to af de foregående Slaglille-billeder.
2012 14 2012. - Ærkebispedømmets program begyndte om
formiddagen den 4. oktober 2012 med en rundtur i området syd for Szczecin. -
Gruppebillede ved cistercienserklosteret i Kołbacz.
Fra venstre: Den lokale præst (mener jeg). Pastor Jan Zalewski.
Hovedet af Urszula Śmigielska. Kirsten Thøgersen
fra Jelling(!). Roskilde-bispinde Bente. Pastor Maria
Harms. Generalvikar Lars Messerschmidt. Biskop Peter Fischer-Møller. Ærkebiskop
Andrzej Dzięga. Biskop Niels Henrik Arendt.
Pastor emeritus Bent Christensen (mig). Delegationsmedlem og tolk fra
Sønderjylland Alicja Grodzka. Anna Christensen (min
kone). Polonia-formand Lidia Szuster. Lektor emeritus
Jørn Arpe Munksgaard. En polsk præst, som jeg ikke ved noget om.
2012 15 2012. - Der indgik flere gudstjenester i
programmet. Her er vi i Ærkekatedralen i Szczecin. - De lutherske gejstlige ved
afslutningsgudstjenesten i Domkirken 5/10. Nummer to fra venstre er den
lutherske sognepræst i Szczecin Sławomir Sikora.
2012 16 2012. - Harald Blåtand-mindestenen i Wolin (Jomsborg?) med polske
spejdere og det danske og det polske flag.
2012 17 2012. - Nærbillede af Mindestenen i Wolin over Harald Blåtand med polsk spejder-æresvagt og
flag.
2012 18 2012. - Ved Harald Blåtand-mindestenen i Wolin. Fra venstre: Katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski. Katolsk generalvikar (ca. domprovst) i Danmark
Lars Messerschmidt, som repræsenterede biskop Czeslaw Kozon,
der var i Australien. Pastor emeritus Bent Christensen, Lolland-Falsters Stift
(mig). Sognepræst i Roskilde Domsogn Maria Harms. Biskop over Roskilde Stift
Peter Fischer-Møller (pga. en misforståelse i jakkesæt). Biskop over Haderslev
Stift Niels Henrik Arendt. Og (med lilla kalot) ærkebiskop Andrzej Dzięga.
2012 19 2012. - Førstedagen (4/10) sluttede med en
økumenisk gudstjeneste i domkirken i Kamień Pomorski
(næsten helt oppe ved Østersøen, knapt 40 km øst for Świnoujście,
den anden domkirke i det ærkebispedømme, der jo har dobbeltnavnet Archidiecezja Szczecińsko-Kamieńska).
Pastor emeritus Bent Christensen læser evangeliet på dansk. Det var, så vidt
jeg husker, først blevet læst på polsk af pastor Jan Zalewski.
Og det var biskop Niels Henrik Arendt, der prædikede.
2012 20 2012. - Fredag formiddag 5/10 (anden dag). - I
programmet indgik også en historisk konference på Szczecin Universitets
humanistiske fakultet. Det første indlæg er i gang. Fra venstre: Mig, den i
Sønderjylland boende tolk og medlem af den danske delegation Alicja Grodzka, lektor emeritus Jørn Arpe Munksgaard under
fremførelse af sit foredrag om Harald Blåtand, de to repræsentanter for
fakultetet og/eller instituttet, som ledede konferencen.
2012 21 2012. - Her fremfører pastor emeritus Bent
Christensen (på polsk) sit indlæg om "Det dansk-polske forhold fra Erik af
Pommern til i dag" (Stosunki duńsko-polskie
od Eryka Pomorskiego do dzisiaj).
2012 22 2012. - Dette er det sidste billede. For dette er
det sidste, der er sket (men jer er med i forberedelsen af flere kommende
ting). - Det er side 26 af sidste nummer af Szczecin Universitets
engelsksprogede kvartalsskrift "The University Review". Redaktør
Leszek Wątróbski, der deltog i såvel
husindvielsen som noget af universitetskonferencen har sendt mig det. Han og
hans kone deltog i husindvielsen 3. oktober.
- Her på side 26 ser man en kort omtale af hele det danske besøg og en lidt
mere indgående omtale af Harald Blåtand-konferencen (NB! "Harald
'Bluetooth' Gormsson"). Og så er der et dejligt
billede af ærkebiskoppen og mig. Bemærk, at han i denne sammenhæng først
tituleres professor! Ærkebiskoppen var meget glad for mit foredrag, som jeg jo
holdt på polsk. - Da det vist ikke, i hvert fald ikke uden videre, er til at
læse teksten, indsætter jeg her, hvad jeg har skrevet om denne side på min
internetunderside "Erindringer - DAGBOG": "Billedteksten lyder:
"Prof. Andrzej Dzięga, Metropolitan Bishop of the Szczecin-Kamień Archdiocese
and Pastor Dr. Bent Christensen". Selve teksten begynder med en kort omtale
af den danske delegations besøg "in connection with the 1025th anniversary of
the death of Harald "Bluetooth" Gormsson, a
Danish king who is reported to have died in Wolin". Om selve konferencen på universitetet står
der blandt andet, at temaet var "the creation of
statehood i Poland and
Denmark in Christian Europe". Mit indlæg betegnes således: "Dr Bent Christensen - Polish-Danish
relations from the times of Eric of Pomerania until the modern days". Tekstens sidste afsnit omtaler kort hele det
øvrige program".
* * *
På Facebook om INFORMATOR
4/2012
-
INFORMATOR POLSKI 4/2012
12.12.12. - I det
nummer af "Informator Polski", som udkom her i begyndelsen af
december, er der nogle ting, der har en eller anden sammenhæng med ting, jeg
tidligere har vist vennerne. Og da jeg ved, der er både polske og danske
venner, der interesserer sig for disse ting, slår jeg dem nu op her på
væggen/tidslinjen. Jeg gør det afsnit for afsnit i de følgende fem
kommentarfelter:
1.
På den sidste af de
fire midtersider med farvebilleder er der seks billeder fra Harald
Blåtand-dagene i Bispedømmet Szczecin-Kamień. Overskriften er: "Obchody 1025. rocznicy śmierci króla Danii Haralda Sinozębego"
(Højtidelighederne i anledning af 1025-året for den danske konge Harald
Blåtands død). Og billederne viser: Mindestenen for Harald i Wolin. - De fire gejstlige i Folkekirkens delegation på
kirkebænken. - Alle danske deltagere og nogle af de polske værter ved
cistercienserklostret i Kołbacz (en filial af
cistercienserklostret i Esrum). - Generalvikar (katolsk "domprovst" i
Danmark) Lars Messerschmidt ved prædikepulten under en af gudstjenesterne. - De
to danske bidragydere, en dansk tolk og to repræsentanter for Det Humanistiske
Fakultet under konferencen på Szczecin Universitet. - Pastor Maria Harms og pastor
Jan Zalewski ved prædikepulten under en af
gudstjenesterne.
2.
På de følgende to
tekstsider (29 og 30) følger den polske præst Robert Gołębiowskis
artikel "Obchody 1025. rocznicy
śmierci w Wolinie
Haralda Sinozębego - króla
Danii" (Højtidelighederne i anledning af
1025-året for den danske konge Harald Blåtands død i Wolin).
- Der er to billeder til denne artikel: a. Ærkebiskop Andrzej Dzięga under en af gudstjenesterne. - b. Alle holder
hinandens hænder under afsyngelsen af sangen "Abyśmy
byli jedno" (For at vi
alle må være ét). Og til dette billede er der nederst på siden en boks med den
polske og en dansk version af denne sang (som egentlig er omkvædet til sangen
"Patrzę na ptaki i lilie polne"
(Jeg ser på fuglene og markens liljer). Se nærmere på min hjemmeside,
undersiden "Internationalt". I tekstboksen står:
Abyśmy byli jedno, podajmy sobie ręce.
Abyśmy byli razem i jedno mieli serce.
Dzielmy się chlebem, dzielmy się niebem;
Niech się odmieni, niech się odmieni
oblicze ziemi, tej ziemi.
Dansk oversættelse af omkvædet til den
polske sang "Abyśmy byli
jedno".
For at vi ét må være,
ræk nu hinanden hånden!
Så at nu i det nære
hjertet er ét og ånden.
Vi deler brødet og
himmelmødet.
Må Ånden give, må
Ånden give,
at ny må blive vor
jord her!
Polsk original: biskop Józef
Zawitkowski.
Dansk endelig version: Bent Christensen
10.10.12.
3.
På de to næste
sider (31 og 32) står artiklen "Dania i Polska w
okresie zimnej wojny" (Danmark og Polen under Den Kolde Krig). Det er
det pågældende afsnit af mit indlæg på universitetskonferencen. Midt på den
første side er et dejligt billede af udenrigsminister Per Hækkerup med cigar. -
Se hhv. den danske og den polske version af hele indlægget på min hjemmeside,
undersiderne "Internationalt" og POLSKI.
4.
På side 43-45 står
Polonia-formand og formand for Dansk-Polsk Forening i Næstved Lidia Szusters særdeles interessante artikel "Pomnik lotników polskich w Slaglille" (De polske flyveres mindesmærke
i Slaglille). - Slaglille-historien vil være mange af mine venner her bekendt;
ellers kan den læses på min hjemmeside, undersiderne "Internationalt"
og "Erindringer - DAGBOG". Men Lidia Szusters
artikel har ikke alene en hel del detaljer, jeg ikke har fået med, men også, og
navnlig, en omtale af mindesmærkets skaber Kazimierz Danilewicz.
5.
Såvel i mit ovenfor
omtalte konferenceindlæg som i min rejseberetning i Informator 4/2008 "Fra
Poznań til Njebjelčicy
2008" (som også kan læses på undersiden "Internationalt") har
jeg omtalt "Det danske tårn" i Wawel-kongeslottet.
Og om netop det handler den lille artikel på side 52: "Duńskie
ślady na Wawelu" (Danske spor på Wawel).
Jeg tillader mig at oversætte hele den lille tekst:
"Det danske
tårn, også kaldt den gotiske pavillon, er lige ved Kurza
Stopka (Hønsefoden, se nf.). Det blev opført i det
fjortende århundrede. Under renæssanceombygningen af slottet i det sekstende
århundrede blev det inkluderet i det nye palads. Den nuværende skikkelse - med
en udsigtsbalkon i den øverste etage - fik det i det tyvende århundrede, efter
den af professor A. Szyszko-Bohusz gennemførte
restaurering".
"Tårnets navn
stammer fra den store monark-kongres i Kraków 1364, i
kong Kazimierz den Stores regeringstid. I den deltog også den danske konge
Valdemar IV [Atterdag], som boede i netop dette tårn - som også Danmarks,
Norges og Sveriges konge Erik af Pommern
boede i, da han i 1424 var det polske kongepars gæst i anledning af Władysław II Jagiełłos
fjerde kone Zofia Holsztynskas kroning".
"Desuden er der i Wawel-slottet to
skulpturer af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen - en Kristus-figur i Kaplica Potockich (for tiden
under restaurering) samt et mindesmærke for oberst Włodzimierz Potocki i Dronning Zofias kapel".
Det meste af denne lille artikels højre spalte fyldes af et billede med
teksten "Det danske tårn på Wawel". - Og
"Det danske tårn" er altså den venstre "tilbygning"
(åbenbart oprindelig en fritstående pavillon) til selve kongeslottet. Yderst
til højre det "Kurza Stopka", "hønsefoden",
man ser. Og man skal ikke se længe på den, før man godt kan se, den faktisk
ligner en hønsefod. - LINK til den polske Wikipedia-artikel "Wieża Duńska na Wawelu" (Det danske tårn på Wawel)
med en tegning, der viser tårnets placering og to gode billeder, hvoraf det ene
svarer ret nøje til det, der illustrerer Informator-artiklen: http://pl.wikipedia.org/wiki/Wie%C5%BCa_Du%C5%84ska_na_Wawelu
Der er meget andet interessant stof i vinternummeret af "Informator
Polski", men ovenstående er som sagt noget, der har direkte forbindelse
med ting, jeg har vist mine Facebook-venner og/eller har sat på min hjemmeside.
* * *
Andagterne på Slaglille Kirkegård 10.11.12
Billedtekster til Facebook-billedalbum
LINK:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.499978633369340.118321.100000716224349&type=1&l=31bb262017
Album-tekst:
Andagter på Slaglille Kirkegård den 10. november 2012
Den polske katolske præst (navn indsættes senere) ledede andagten ved de polske RAF-flyveres grav (se historien nf.). Hjemmeværnet stillede med geværbevæbnet æreskommando, fane og trompetspiller. Ved den danske andagt ved familien Christensens grav (se historien nf.) medvirkede kun trompetspilleren. - Den polske og den britiske ambassade var repræsenteret ved militærattachéerne oberst Dariusz Siekiera og commander Martin Smith.
Dette års andagter blev holdt dagen før den polske uafhængighedsdag, som er årsdagen for våbenstilstanden efter Første Verdenskrig. Den 11. november 1918 tog polakkerne magten i deres land, og de tyske soldater drog hjem.
Den særlige
Slaglille-historie
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Den havde landsat agenter i Polen og var på vej hjem. 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus og satte det i brand. Hvert år afholdes der ved allehelgenstide (begyndelsen af november måned) polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. Både sidste år og i år dog lidt senere, nemlig henholdsvis dagen efter og dagen før den polske uafhængighedsdag 11. november. - Jeg medvirkede i min egenskab af dansk folkekirkepræst (emeritus) og medlem af Foreningen af Polakker i Danmark (Maribo). Jeg har medvirket siden 2005, men er ved at overdrage denne tjeneste til stedets præst.
Tekster til de enkelte
billeder i Facebook-billedalbummet:
01
Fra venstre: Dansk
frihedskæmperveteran. Den britiske militærattaché commander
Martin Smith. Dansk
frihedskæmperveteran. Den polske militærattaché oberst Dariusz Siekiera lægger sin krans. Over hans ryg formand for
Polsk-Dansk Forening i Næstved og for paraplyorganisationen Federacja
Polonia Lidia Szuster. Hjemmeværnets trompeter.
Formand for Polsk Forening i Maribo Hanna Slobodziuk.
Premierløjtnanten, der ledede hjemmeværnets æreskommando. - De to frihedskæmperveteraner er Max Roe
(Frihedskampens Frednings- og Mindefond) og Jens Ege (Foreningen Danske
Veteraner 1940-1945). Desværre kan man ikke se deres frihedskæmperarmbind på
billederne, og jeg kan indtil videre ikke sige, hvem der er hvem.
02
Som på forrige billede. Yderst til venstre ses knapt halvdelen af den polske militærattachés fru Zofia.
03
Her lægger den britiske militærattaché sin krans. Og hjemmeværnets fanebærer er kommet med på billedet. - Se i øvrigt teksten til billede 01.
04
Æreskommandoet præsenterer gevær til de polske RAF-flyveres
ære. - Over stenen ses noget af skulpturen, som repræsenterer de to involverede
fly. - Bemærk det polske flyvevåbens mærke øverst på stenen. Det var også på de
RAF-fly, som havde polsk besætning, og det bruges i det polske flyvevåben den
dag i dag. - Teksten på stenen er, på henholdsvis dansk og polsk: "For
jeres frihed og vores" / "Za wolność
waszą i naszą".
Under dette motto har polske soldater kæmpet i mere eller mindre alle krige,
hvor det var friheden, der stod på spil. Under Anden Verdenskrig deltog efter
1940 flere polske end franske soldater i nedkæmpelsen af Nazityskland. - Ja,
jeg kan ikke lade være at indsætte dette klip fra en engelsk Wikipedia-artikel:
"The Polish armed forces in the west fought under British command and numbered 195,000 in
March 1944 and 165,000 at the end of that year, including about 20,000 personnel in the
Polish Air Force and 3,000 in the Polish Navy. At the end of World War II, the
Polish Armed Forces in the west numbered 195,000".
05
Fra venstre: Sognepræst i Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Pastorat Anders Gothenborg Frederiksen. Pastor emeritus Bent Christensen (mig). Den polske katolske præst, som leder andagten her ved de polske flyveres grav. Den polske militærattachés fru Zofia. Dansk frihedskæmperveteran. Den britiske militærattaché. Lidt af den anden danske frihedskæmperveteran. - Den polske katolske præst, var i år var pastor Stanisław Chorągwicki, som kun har været i Danmark i to måneder, og som foreløbig først og fremmest studerer dansk. Når man ser godt efter, kan man godt se hans grå præsteskjorte (med præsteflip) under vindjakken.
06
Oberst Dariusz Siekiera lægger den polske ambassades krans på
familien Christensens grav.
Link til
Facebook-billedalbummet:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.499978633369340.118321.100000716224349&type=1&l=31bb262017
* * *
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. OKTOBER 2012
Under denne overskrift
samles forskelligt fra Szczecin-delen af det Harald Blåtand-forløb, der
begyndte i Roskilde den 4. september 2011 (se teksterne m.m. under overskriften
HARALD BLÅTAND-TEKSTSAMLING længere
nede på denne side).
FACEBOOK-BILLEDALBUM:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
INDHOLD
- Polsk husindvielse
aftenen før Harald Blåtand-dagene 4. - 5. oktober 2012.
- Referat af Harald
Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5. oktober 2012 (med forskellige links).
- Den danske version
af mit på universitetet i Szczecin på polsk fremførte konferenceindlæg
"Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i dag".
- Det uforkortede grundmanuskript til konferenceindlægget
"Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i dag".
- Endnu et ekko fra
Szczecin 4/10 - 5/10 2012. Oversættelse af omkvædet til den polske sang "Abyśmy byli jedno" (med udførlige kommentarer).
-
Polsk husindvielse aftenen før Harald Blåtand-dagene
4. - 5. oktober 2012
Et på sin vis privat forspil til Harald Blåtand-dagene, men både
husejerparret og nogle af gæsterne deltog også i de to følgende dages
begivenheder.
Det var ægteparret Urszula og Roman Śmigielscy (for nu at skrive det på polsk), der havde inviteret Anna og mig med til den højtidelige og festlige indvielses af deres flotte nye hus i området syd for Szczecin, og det blev en stor oplevelse, glæde og ære for os. Så da Roman selv lod et par billeder fra husindvielsen indgå i det billedudvalg, han sendte mig, tillod jeg mig at lave et særligt lille Facebook-billedalbum med dem i - samt billedet af Roman som tolk ved afslutningsgudstjenesten i Domkirken i Szczecin fredag den 5. oktober. - Om efternavnet: I Danmark er der som bekendt ikke forskel på mænds og kvinders efternavne. Men på polsk hedder vor værtinde altså Urszula Śmigielska og vor vært Roman Śmigielski. Denne slags polske efternavne er egentlig tillægsord og altså i henholdsvis hunkøn og hankøn. Så når efternavnet gælder begge ægtefæller, bliver det sat i flertal: Śmigielscy.
LINKET til albummet er
her:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.488272414539962.115944.100000716224349&type=1&l=714c1f50d3
Og TEKSTERNE er her:
Polsk husindvielse aftenen før Harald
Blåtand-dagene
Den 3. oktober, altså aftenen før de to Harald Blåtand-dage i Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień, havde vi en stor, på sin vis privat, oplevelse. Urszula og Roman Śmigielscy (polakkerne sætter et ægtepars efternavn i flertal; se indledningen ovf.) havde inviteret os med til, også helt bogstavelig talt, indvielsen af deres nye hus i området syd for Szczecin. Men det havde også sammenhæng med selve Harald Blåtand-dagene, som de to deltog i, Roman Śmigielski som på flere måder repræsentant for de polske organisationer i Danmark og som tolk. Desuden deltog Lidia Szuster, der netop har afløst Roman som formand for "Federacja Polonia" i Danmark, og som også deltog i de to følgende dages begivenheder. Men hvem foretog selve indvielsen af huset? Det gjorde pastor Jan Zalewski, initiativtageren til hele det dansk-polske Harald Blåtand-projekt. Se teksterne under de to billeder i dette minialbum samt selve albummet med alle billederne fra de to Harald Blåtand-dage.
Tekst til billede 01
(Anna og jeg på vej mod tagselvbordet i køkkenet):
Polsk katolsk husindvielse. - Her er selve indvielsen forbi, og vi er ved at gå i gang med mad og drikke. Men bemærk korset til venstre over og bag mit hoved. Husindvielsen efter det katolske ritual havde fundet sted, da alle gæsterne var ankommet - med et lille særligt sæt til formålet: Et kors. To lys. En skål med vievand og en vievandskost. Alt i fantastisk sødt miniformat. Men det hindrede ikke, at både hele huset og værtsparret blev bestænket med vievand. Det var godt at deltage i det, selv om det jo ligger en del fra, hvad vi er vant til. Pastor Jan, som foretog indvielsen, inddrog også mig, idet han lod mig bede Fadervor på dansk.
Tekst til billede 02
Der var mange interessante personer til stede, også blandt familiemedlemmerne og naboerne. Men noget helt særligt var de to lokale myndighedspersoner med titlerne hhv. "wójt" og "sołtys". - "Wójt" [wujt] kan vist oversættes med "landkommuneborgmester" og "sołtys" med "landsbyrådsformand". Men hvis der e