|
INTERNATIONALT - men efterhånden overvejende med POLSKE ting! Bent
Christensen |
Denne side er
senest blevet opdateret 29.10.17: JOHANNES BUGENHAGENS POMMERN-HISTORIE.
- Informator Polski nr. 2-3 2017. - Forrige:
DYBT BEVÆGENDE SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017. - Lillebror til en af de på
Slaglille Kirkegård begravede polske RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn.
- Med link til Facebook-billedalbum.
* * *
JOHANNES
BUGENHAGENS POMMERN-HISTORIE. - Informator Polski nr.
2-3 2017.
DYBT
BEVÆGENDE SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017. - Lillebror til en af de på Slaglille
Kirkegård begravede polske RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn. - Med link
til Facebook-billedalbum. - 18.09.17.
NOGLE
AF DE LOLLANDSKE ROEPOLAKKER VAR UKRAINERE. - Fra Polakkasernen i Tågerup til
Ukraines nyere historie. - 29.04.15.
ULVE,
FÅR OG VOGTERE. - Internetversionen af den danske tekst, der er grundlaget for
min på polsk skrevne anmeldelse "Wilki, owce i strażnicy" i det polsk-danske kvartalsskrift
Informator Polski nr. 88-89, sommer-efterår 2014. - Sat på her 15.09.14.
TRE
AF ADAM MICKIEWICZ'S KRIMSONETTER. Trykt i det polsk-danske kvartalsskrift
Informator Polski nr. 88-89, sommer-efterår 2014. - Sat på her 15.09.14
TANDLÆGEBESØG
M.M. I SZCZECIN. Fra undersiden "Erindringer - DAGBOG". -
25.08.14.
MERE
UKRAINE! - OPLYSNINGER (med polske links) OM DE ETNISKE, SPROGLIGE OG
KIRKELIGE/RELIGIØSE FORHOLD I UKRAINE. - På min Facebook-væg og her 27.03.14.
BOŻE, COŚ POLSKĘ / GUD, DU, SOM POLEN. - Tre vers af den polske
nationalsalme med min oversættelse til dansk. - I anledning af
70-årshøjtidelighederne i Slaglille.
SIDEGEVINSTER. Oplevelser gennem en uge i
Szczecin-området ud over deltagelsen i integrationsdagene i Chojna.
- Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013.
POLSK-DANSK HØJTIDELIGHED I MINDELUNDEN DEN 9.
NOVEMBER 2013
1943 - SLAGLILLE - 2013. Et Facebook-billedalbum. -
Gudstjeneste og andagter i anledning af 70-året for nedskydningen af en RAF
Halifax-bomber med polsk besætning og fem medlemmer af den danske familien
Christensens død i forbindelse dermed.
POLEN I DANSK LITTERATUR. - 1. Fra Knud Lyne Rahbek
til Carsten Hauch. - 2. Fra Georg Brandes til Maria Helleberg. - Dobbeltartikel
i Informator Polski nr. 2-3 (84-85) og 4 (86) 2013, september og december 2013.
- "Informator" er et kvartalsskrift, som udgives af den polsk-danske
paraplyorganisation Federacja „Polonia”. - Efter
Informator Polski-versionen står den uforkortede
version af artiklen. - 13.04.15: TILLÆG til begge versioner af artiklen "Polen i
dansk litteratur": D.G. Monrads digt "Til Diebitsch", som formodentlig er skrevet ret kort efter
den polske Novemberopstand 1830-1831.
INFORMATOR POLSKI 2-3/2013. - Tekster til
Facebook-billedalbum med kopier af forsiden af Informator Polski 2-3/2013 og de
fire sider med første del af min artikel "Polen i dansk litteratur"
samt af billederne fra Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor Polsk-Dansk Forening
i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året for de
første roepolakkers ankomst til Gedser.
Tekster til FB-billedalbummet CHOJNA
OG SZCZECIN-ZDROJE 2013. (Fra polsk-tysk-danske
økumeniske integrationsdage og Bonhoeffer-mindehave).
TO POLSK-DANSKE JUBILÆER. - Billedtekster til
Facebook-billedalbum med billeder fra Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor
Polsk-Dansk Forening i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede
120-året for de første roepolakkers ankomst til Gedser.
BILLEDER FRA VORT MELLEMKIRKELIGE LIV. - Tekster til
lysbilledforedrag (og Facebook-billedalbum) om Annas og mine mellemkirkelige
oplevelser fra begyndelsen af 1970'erne til nu. -
Tekster og link til billedalbummet "OPLEVELSER
MED POLAKKER 1990-2012".
PÅ FACEBOOK OM INFORMATOR
4/2012. - Sat på både der og her 12.12.12.
Tekster og link til FACEBOOK-BILLEDALBUM FRA DEN
POLSK-DANSKE HØJTIDELIGHED PÅ SLAGLILLE KIRKEGÅRD 10.11.12.
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. oktober 2012
- Polsk husindvielse aftenen før Harald Blåtand-dagene 4. - 5. oktober
2012.
- Referat af Harald Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5. oktober 2012 (med
forskellige links).
- Den danske version af mit på universitetet i Szczecin på polsk
fremførte konferenceindlæg "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern
til i dag".
- Det uforkortede grundmanuskript til
konferenceindlægget "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i
dag".
- Endnu et ekko fra Szczecin 4/10 - 5/10 2012. Oversættelse af omkvædet
til den polske sang "Abyśmy byli jedno" (med udførlige
kommentarer).
FRA PRÆSTEGÅRD TIL INDKØBSHELLIGDOM. - Min sidste
artikel om den 1829(!) afsnit lange polske præstegårdsserie
"Plebania" (præstegården). - Informator Polski. Nr. 2-3 (80-81) 2012.
Sat på her 15.08.12. - En uforkortet version står lige efter.
ANDAGT PÅ SLAGLILLE KIRKEGÅRD DEN 12. NOVEMBER 2011. -
Også tekster og link til Facebook-billedalbum.
HARALD BLÅTAND-TEKSTSAMLING. - Tekster og links i
forbindelse med og fra Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011.
- LINKS TIL BILLEDER OG REFERAT FRA DAGEN.
Sat på 22.09.11.
- BISKOP PETER FISCHER-MØLLERS
"HILSEN" ved den polsk-danske gudstjeneste i Roskilde Domkirke d. 4. september
2011 i anledning af 1025 året for Harald Blåtands død i Polen og begravelse i
Roskilde
- HARALD BLÅTAND-DAG I ROSKILDE.. - Min
artikel på Lolland-Falsters Folketidendes kulturside 29.08.11.
- HARALD BLÅTAND-MARKERING I ROSKILDE. -
Min egen grund-foromtaletekst. - Sat på 29.08.11.
- HARALD BLÅTAND VAR DEN FØRSTE DØBTE
REGERENDE KONGE. KD Online og Facebook 04.08.11.
- HARALD BLÅTAND-MARKERING I ROSKILDE DEN
4. SEPTEMBER 2011. - Facebook-note 13.07.11
- HARALD BLÅTAND OG DANMARK-POLEN.
"Opfølgning" i Lolland-Falsters Folketidende 08.07.11.
- NY UNDERSØGELSE SLÅR FAST: DANERKONGEN BOEDE I JELLING. Artikel i Kristeligt Dagblad
16.08.13 (NB!
2013).
NÆRKONTAKT MED ”PLEBANIA”. Anna og Bent Christensen
besøgte Besta Film i Warszawa den 18. november 2010. -
Sat her på siden 16.04.11.
PÅ SPORET AF ”PLEBANIA” - EN SLAGS PILGRIMSFÆRD. -
”Informator Polski” nr. 4 (74) 2010. Sat her på siden 06.12.10. - Derefter den
uforkortede grundversion af denne beretning.
TUR 2010 TIL POLEN OG TIL VENDERNE/SORBERNE I BUNDESLAND SACHSEN. - Egentlig tekst til
Facebook-billedalbum, men indsat her 17.07.10 som foreløbig beretning. - Selve
beretningen er indsat 06.12.10, lige ovenover.
SLAGLILLE KIRKEGÅRD. Polske flyvere
og civile danske ofre for nedskydning af RAF Halifax den 17. september 1943. -
I: Billedalbumtekst. - II: Oversættelse af Slaglille-afsnittet i bog om polske
flyvere på danske kirkegårde.
Lysbilledforedraget ”BETRAGTNINGER
OM KIRKEN, DENGANG OG NU, OG HER OG DER”, Landet Præstegård, Lolland vestre
Provsti, den 6. juni 2010.
TIL
TANDLÆGE - MED MERE - I SZCZECIN. - Artikel i ”Informator Polski” nr. 4 (70)
2009 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja ”Polonia”). - PLUS - lige derefter - DEN
UFORKORTEDE VERSION AF SAMME BERETNING!
FRA POZNAŃ TIL NJEBJELČICY 2008. - Om Annas og
min tur gennem Polen til Lausitz med deltagelse i
sorbisk ”Internationales Gemeindefest”. - Artikel i
„Informator Polski” nr. 4 (66) 2008 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske
paraplyorganisation Federacja „Polonia”).
MERE END EN SÆBEOPERA. Tv-serien ”Plebania” fra et luthersk
synspunkt. - Oversættelse
til dansk af artikel i det polsk-danske kvartalsskrift INFORMATOR POLSKI. Nr.
2-3 (64-65) 2008.
SÅDAN GØR VI I DANMARK. Lidt om Den Danske Folkekirke
med særligt henblik på fejringen af advent og jul.
Den
danske grund-version af min ”gæste-tekst” på det lutherske sogn Czerwionkas hjemmeside (Det Evangelisk-Augsburgske Sogn i Czerwionka, Polen). - December 2007
FOR SVAGT OG FOR SENT. -
Utrykt svar på replik til mit JP-indlæg 17.01.07 ”Støvleslikkende
propagandister” (se nf.).
STØVLESLIKKENDE
PROPAGANDISTER. - Jyllands-Posten 17.01.07. Kommenteret George Orwell-citat om de
britiske journalister og intellektuelles liggen på
maven for Stalin og Sovjetunionen i 1944.
EN POLSK OMVEJ MED LIDT AF
HVERT. - Artikel om vor ferie i Polen mv. 20.09-01.10.06. ”Informator Polski”
4/2006.
FRA STORSTRØMS AMT TIL WOJEWÓDZTWO POMORSKIE. - Artikel
om vor ferie i Gdansk-området 26.08-14.09.05. ”Informator Polski” 4/2005.
*
* * *
* *
Johannes Bugenhagens
Pommern-historie
Informator Polski
nr. 2-3 2017.
I 1517 blev den senere lutherske reformator
Johannes Bugenhagen af den pommerske fyrste Bogislaw
X sat til at finde kilder til Pommerns historie, og det endte med, at han på
grundlag af, hvad han havde fundet, skrev den første samlede Pommerns historie,
der under titlen "Pomerania" forelå som
færdigt latinsk håndskrift i 1518.
Wolin i fortid og nutid
Denne artikel handler om
Johannes Bugenhagens skrift "Pomerania"
fra 1518, den første sammenhængende Pommerns historie. Men der er en særlig
polsk-dansk forhistorie og en særlig polsk-dansk aktualitet, nemlig henholdsvis
det særlige forhold mellem Danmark og Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień, der
begyndte i 2011 med den fælles Harald Blåtand-dag i Roskilde, hvor Harald blev
begravet efter (formodentlig) at være død i Wolin, og
den fælles polsk-danske, katolsk-lutherske markering af 500-året for Luthers
teser om afladen i dagene omkring Bugenhagens
fødselsdag den 24. juni 2017 - i og omkring Bugenhagens
fødeby Wolin.
Som led i mine forberedelser
til sidstnævnte begivenhed (som jeg på grund af indtrufne private
omstændigheder ikke selv kommer/kom [ret her, Roman!] til at
deltage i) købte og læste jeg den danske kirkehistorieprofessor emeritus Martin
Schwarz Laustens bog Johann Bugenhagen -
Luthersk reformator i Tyskland og i Danmark (2011), hvor jeg så en omtale
af Johannes Bugenhagens skrift "Pomerania", som jeg straks købte den nye 2008-udgave
af, hvor hele teksten er oversat til tysk,
men side for side står sammen med en fotografisk gengivelse af det oprindelige
latinske håndskrift (Norbert Buske (udg.): Johannes
Bugenhagen, Pomerania. Erste Gesamtdarstellung der Geschichte Pommerns. Faksimiledruck und Übersetzung
der Handschrift von 1517/18). Denne udgave er på
tilsammen 273 sider, hvilket altså vil sige, at Bugenhagens
håndskrift svarer til noget i retning af 137 almindelige bogsider. Alle
oversættelser her i artiklen er foretaget af undertegnede, og ting i firkantet
parentes er indsat af mig.
Hvordan Bugenhagen kom til at
skrive Pommerns historie
I
forsommeren 1517 satte den pommerske fyrste Bogislaw
X den katolske præst og skoleleder Johannes Bugenhagen (1485-1558) til
at gennemsøge alle arkiver i de pommerske biblioteker, klostre og byer for at
finde historisk materiale. Anledningen var en henvendelse fra den saksiske
kurfyrste Friedrich der Weise, der ville have undersøgt, om der i Pommern lå
ting, der havde betydning for Sachsens historie. Men fyrst Bogislaw
udvidede opgaven, så den kom til at gælde alt historisk materiale i de
pommerske arkiver. Det lå i tiden, at fyrsterne ville have deres områders
historie frem.
Bugenhagen
brugte med fyrst Bogislaws tilladelse det materiale,
han havde fundet, til en fremstilling af Pommerns historie fra de ældste tider
af og frem til nutiden, og fyrst Bogislaw fik
allerede i maj 1518 overdraget det færdige værk, som indledes med et forord til
såvel Bogislaw selv som hans tre sønner Georg,
Kasimir og Barnim. De tituleres (som de også gang på
gang omtales i selve skriftet) "hertuger af Stettin,
Pommern, Kasjubien og Slaverne, fyrster af Rügen".
"Pomerania"
som nationalt identitetsskrift
"Pomerania" er inddelt i fire dele eller
"bøger": 1. Pommerns ældste tid. - 2. Pommerns omvendelse til den
kristne tro. - 3. Om pommeranernes højvelbårne fyrster. - 4. Hvad der ellers er
sket i Pommern. Men det siger sig selv, at jeg må nøjes med at give en
overordnet karakteristik af teksten og faktisk udelukkende beskæftige mig med
første bog.
Bugenhagens "Pomerania" er et
eksempel på, hvad der betegnes som "humanistiske landebeskrivelser",
og Bugenhagen tjener sin fyrste og sit fyrstehus godt; han betoner gang på gang
og med alle mulige - og "umulige" - eksempler og henvisninger
Pommerns både politiske og kirkelige enhed og uafhængighed, og han fremhæver
såvel landets som fyrstehusets slaviske baggrund.
Bugenhagens fremstilling er meget kompliceret og ikke særlig
velordnet, men det hele bliver endnu mere kompliceret, når man begynder at
prøve at sammenholde hans oplysninger med oplysningerne i nyere og mere
nøjagtige fremstillinger af Pommerns historie - som også i sig selv er
overordentlig kompliceret!
En
folkelig nationalisme, som vi kender den fra 1800-tallet, er der ikke tale om.
Og Pommern omkring år 1500 var en multietnisk stat. Man kunne så forestille
sig, at Bugenhagen ville have fremhævet det tyske
element, som jo nu dominerede. Men det gør han ikke. Han taler pænt om den
oprindelige slaviske befolkning, og han taler om "mine pommeranere"
(fx s. 26), og siger gennemgående "os", "vort" og
"vore" om hele Pommern og alle dets indbyggere.
Bugenhagen
og det slaviske
Jeg
ville gerne have fundet noget, der tydede på, at Johannes Bugenhagen selv havde
en slavisk baggrund. Men det har jeg ikke. Men selv om det fremgår, at der nu
ikke er mange slavisktalende tilbage i Pommern, må Bugenhagen have hørt slavisk
blive talt og dermed også have haft en eller anden grad af kendskab til det.
I
slutningen af det afsnit i 1. bog, der har overskriften "Pommeranerne blev
engang kaldt slavere", skriver Bugenhagen:
[De slaviske pommeranere] bor ganske vist på landet, men
på grund af handelssamkvemmet med byerne taler de begge sprog. De er imidlertid
så glade for det slaviske, at når en af vore [de tysktalende pommeranere]
besøger nogen på hans bopæl ... så taler han næsten ikke tysk. Men det er sandt
at sige vor fejl, fordi vi har alt for let ved at le ad dem, hvis sprog vi ikke
kender, når de taler vort. Når de først helt har tilegnet sig det slaviske
sprog, lærer de så godt som aldrig tysk perfekt. Tysk har, som græsk, artikler
[der, die, das; ein, eine, ein], men det slaviske bliver talt uden artikler, som
latin. Hvis vi ville gøre os klart, at denne mangel, hvis det er en mangel,
ikke kommer af uvidenhed, men snarere af forskellen i sprogbrug, så ville vi
ikke på så ukristelig vis gøre os lystige over det allerede temmelig kristne og
dannede folk, men tværtimod respektere dem som en tilbagebleven del af vort
eget folk (s. 85).
Bugenhagen
udviser stor solidaritet med de slavisktalende landboer og betegner dem
udtrykkeligt som en "del af vort eget folk", og jeg tror ikke, vi
skal lægge for megen vægt på ordene "hvis sprog vi ikke kender". Det
må også ligge i det, at den tyske mand fra byen godt har kunnet forstå, hvad
den slaviske landbo sagde på slavisk.
Bugenhagens
Pommern i nutid og fortid
Det
Pommern, Bugenhagen beskæftiger sig med som det nutidige Pommern, svarer
formodentlig nøje til det Pommern, der fremgår af 1640-kortet her på siden. Og
han begynder sin beskrivelse med at give en forklaring på, hvorfor de pommerske
fyrster fra gammel tid af ikke bare har betegnet sig som fyrster over Pommern,
men også som "Herzöge der Slawen".
Men han må "skille slavere fra slavere", og det "Slawien", han beskæftiger sig med, er det, der ligger
i området fra Sachsen til Østersøen - med byerne Stralsund,
Rostock, Wismar og Lüneburg og med bispesæderne
Lübeck, Hamburg, Schwerin, Schleswig
og Cammin.
Dette "Slawien" er
adskilt fra sine broderfolk bøhmerne og preusserne ved flere vandløb og fra
goterne [svenskerne] og danskerne ved det hav, man kalder det salte. Dette folk
er meget stærkt og modigt, ja, er ofte præget af ubesindig dristighed, og dets
lyst står til fiskeri og landbrug. Det er mere gudfrygtigt end de ovenfor
omtalte slavere, især, fordi det driver handel med tyskerne og blander sig med
dem ... Ikke kun tyskere, men også mange slavere bor ved [Østersøens] kyster,
idet dog de, jeg lige har kaldt slavere, nu hører til de på en måde allermest
tyske, det vil sige til dem, der opfører sig allermest humant og uden list og
svig, ja, er blevet til de allermest kristne, efter at de har undergivet sig
Kristus, verdens skaber, styrer og frelser, og har aflagt deres gudløse
religion og dermed deres trodsige, vilde væsen og nedarvede sprog. Siden da er
de blevet regnet til tyskerne (s. 26).
I
afsnittet "Hele Pommern" kommer Bugenhagen nærmere ind på, hvilke
folk og stammer selve Pommern grænser op til og har inden for sine grænser. Til
allersidst i det forrige afsnit var han gået helt mod øst til "die Ruthenen", hvilket her betyder alle de østslaviske
folk, hvorefter han nævnte polakkerne og "die Pruzzen",
det baltiske folk, hvis sprog nu er uddødt, men som det senere tyske Preussen
har sit navn fra. Men nu skriver han, at vest for Polen kommer man til den vidt
udstrakte provins, hvor de mange forskellige slaviske stammer bor, der blandt
andet er blevet betegnet som "Wenden",
vendere. Og det sidste er jo altså, hvad vi her i Danmark har kaldt de slavere
på den anden side af Østersøen, vi både sloges og fraterniserede med, ja, som
bosatte sig flere steder på Lolland-Falster, så vi den dag i dag har slaviske
stednavne som fx Tillitse og Korselitse.
Senere
(s. 41) nævner Bugenhagen Rügen, hvor "die Ranen" (rani) bor, engang
slavernes tapreste stamme. Rügen spiller en stor
rolle i dansk sammenhæng. I 1168 erobrede danskerne borgen Arkona på Rügen, og det endte med, at Rügen
fik den danske konge som lensherre, og at Paven lagde Rügen
under Roskilde Stift (indtil 1534). Men disse forhold kommer Bugenhagen ikke
ind på. Til gengæld optræder "der Dänenkönig"
flere andre steder, som regel voldeligt! Og der er i registret 18
sidehenvisninger til "Dänemark, Königreich".
Wolin og Stettin
Af helt særlig interesse
er det, at Bugenhagen på grundlag af de gamle krønikers beretninger om Harald
Blåtands død i byen Vineta - eller måske Wolin - skriver, at "Harald, danskernes kristne konge,
såret af sin søn, skal være flygtet dertil og mod al forventning være blevet
venligt modtaget af barbarerne og have endt sit liv der" (s. 45).
Afsnittet om Wolin begynder med nogle overvejelser, der også optræder
andre steder i skriftet, om ingen ringere end Julius Cæsars plads i områdets
historie. Bynavnet Julin(a), som nogle steder bruges om Wolin,
menes fx at komme af fornavnet Julius. Dette har selvfølgelig intet med
virkeligheden at gøre, men må ses som et kuriøst eksempel på, hvor ivrig
Bugenhagen er for at give sit land en lang og storslået fortid. Men han er ikke
alt for benovet:
Det handler jo for os ikke om anseelsen, som om vi skulle være vokset op
af Julius' eller romernes blod. For hvad har vi med de hedninger at gøre, hvis
dårskab vore forfædre har efterabet og derved [ville have] udleveret både os og
de andre til den evige pine, hvis ikke Herren Kristus i den nye tid havde
forbarmet sig over synderne og havde rakt sin hjælpende hånd til dem, der var
trykket af en uhyre byrde. Kun ham kan vi rose os af, hvis der er nogen
anledning til at rose sig, ikke den Julius, hvis navn vi ikke benytter til ros,
men kun som bevis for vor stammes høje alder (s. 46).
Man skal her huske på, at
Bugenhagen endnu på dette tidspunkt var katolsk præst, om end allerede af den
evangeliske og bibelhumanistiske slags. Det var vist først i 1520, Bugenhagen
læste et skrift af Luther, nemlig Kirkens
babyloniske fangenskab.
Lidt senere nævner Bugenhagen
som et bevis på, hvor stærk en by Wolin/Julin tidligt
havde været, at julinerne helt alene havde holdt
stand mod hele den danske magt. Men på et tidspunkt brændte Wolin/Julin
ned, og der var, da Bugenhagen skrev "Pomerania",
kun lidt af dens fordums storhed tilbage. Fyrst Bogislaw
og hans fyrstehof har dog nu givet den et smukkere udseende.
Men Stettin
er Pommerns hovedstad. Og den besøges af de rigeste købmænd fra mange af
folkene rundt omkring og udmærker sig ved den pommerske fyrstes prægtige hof,
ja, er stor og folkerig og vel befæstet med mure. Og den har "en ikke
ringe overflod af alt, hvad der både indefra og udefra strømmer igennem
den" (s. 42). - Ifølge leksikonnet Den Store Danske var Stettin
Pommerns hovedstad fra 1487. Jeg må afstå fra at gøre nærmere rede for, hvor de
pommerske fyrster har resideret.
Pommern og Polen
Bugenhagen fremhæver gang på
gang, hvordan Pommern har bevaret sin selvstændighed i forhold til såvel
Sachsen som Polen, så at den pommerske fyrste hører direkte under kejseren og
den pommerske kirke direkte under paven i Rom. Afsnittet "Pommeranerne er
ikke undergivet polakkerne" begynder:
For at ikke nogen igen skal regne os til polakkerne, hvis sprog vore
landsmænd i sin tid har forstået og har talt ret godt, skønt dette kan siges om
alle slavere, regner jeg det for umagen værd at vise, at Pommern, siden det fik
sit navn, og siden opdelingen af Lechitterriget [die Lechitenherrschaft] ikke har været undergivet Polen (s.
69).
Polakkerne stammer som
bekendt fra sagnfiguren Lech, og dele af Pommern har i perioder mere eller
mindre hørt under Polen eller betalt tribut til den polske konge. Men nu lidt
mere om Bugenhagens syn på forholdet mellem
pommeranerne og polakkerne. Pommeranerne har dygtigt kunnet give polakkerne råt
for usødet. Og Bugenhagen siger hertil:
Er der ikke opstået et så stort gensidigt had, at de snarere har haft glæde
ved at tilføje hinanden sår end ved at handle med hinanden? For et sådant, for
at sige det rent ud, ualmindelig vildt og på sine egne kræfter stolende folk
[pommeranerne] var ikke i stand til at underordne sig andre, men holdt det for
mere ærefuldt at lide døden og med stor udgydelse af blod at opgive ånden. Og
dette afgudsdyrkende folk kunne ikke bevare troskab mod de kristne, om de end
havde lovet og svoret det ... For dem var der nemlig ikke noget mere
gudfrygtigt end, trods den aflagte troskabsed, at spotte de fjender, der
fremfor alt spottede deres afgudsbilleder (s. 70).
Da pommeranerne var blevet
omvendt til den kristne tro, blev det noget anderledes. Men Bugenhagen
beskriver også de nu kristne pommeraneres reaktion, når de bliver beskyldt for
at være dårlige kristne:
[Så vil en pommeraner] straks rive dig i håret eller slå dig med næven i
ansigtet eller, hvad der virkelig er forfærdeligt, stikke dig en dolk i
brystet, medmindre han er udstyret med klog indsigt og mener, at den ham
forvoldte uret skal bæres med sindsro (s. 70).
Lidt senere gengiver
Bugenhagen den polske konge Bolesław III's meget
hårde anklager mod pommeranerne over for biskop Otto, hvori han blandt andet
siger, at pommeranerne har hærget med yderste grusomhed inde i Polen, ja, har
slået tænderne ud af de faldne polakkers kranier og spredt deres knoglerester
på markerne og trampet på dem. Og det vil han ikke kalde godt. Men da
pommeranerne var blevet omvendt til den kristne tro, gjorde de kun indfald i
fremmed område, hvis det var nødvendigt! Når polakkerne senere har haft ondt i
sinde mod pommeranerne, "da har Swantopolk,
Pommerns hertug ... med sejrrig hånd kastet det polske åg af og siden 1200
tappert forsvaret sig og sine besiddelser (s. 73).
Jeg vil slutte med en
oplysning i skriftets 4. bog "Hvad der ellers er sket i Pommern", der
både er sjov og har med forholdet mellem Danmark og Pommern at gøre:
I året 1323 var vinteren så streng i januar måned, at man, som det
berettes, kunne gå over isen fra Pommern til Danmark. Og der blev, hvis det
passer, udskænket øl i de mange hytter, der var blevet bygget på isen (s. 286).
Til allersidst står med
stor skrift på henholdsvis den latinske og den tyske side: "Christo
gratia" - "Dem Herrn sei
Dank".
Bent Christensen, forfatter, pastor emeritus, dr.
theol. og cand. mag. i dansk/russisk
* * *
Tekster til Facebook-album slået op 18.09.17
LINK til albummet:
DYBT BEVÆGENDE SLAGLILLE-HØJTIDELIGHED 2017
Lillebror til en af de på Slaglille Kirkegård begravede polske
RAF-flyvere deltog ledsaget af børnebørn.
Albumtekst
Lørdag den 16. september 2017 mindedes vi i
Slaglille Kirke og på Slaglille Kirkegård endnu en gang de polske RAF-flyvere
og den lokale familien Christensen, hvis hus den nedskudte Halifax kurede
brændende ind i. Men det helt særlige var, at lillebroren til en af flyverne og
hans to børnebørn og den enes kæreste deltog i højtideligheden. Zbigniew Kasprzak er lillebror til Flight Sergeant
(polsk grad: flyverløjtnant), andenpilot Eugeniusz Kasprzak, der var 21 år
gammel, da RAF Halifax-flyet blev skudt ned over Slaglille. Og jeg kan ikke
lade være straks at vise, hvordan jeg faktisk har fået et særligt forhold til
netop de to. Jeg har nemlig på opfordring oversat to digte, som Eugeniusz Kasprzak skrev, da han
i 1939/40 var interneret i Rumænien. Digtene står i afdelingen Oversættelser i
min samling "Digte og aforismer 1966-2016" (og både de originale
polske tekster og mine oversættelser blev trykt i de polsk-danske
kvartalsskrift Informator Polski nr. 2/2015; se også nærmere i teksten til det
sidste billede). Men her er de rørende linjer, hvor den unge polske flyver
drømmer sig hjem til ikke mindst sin elskede lillebror Zbysio
(kæleform til Zbigniew):
Jeg falder i søvn! Og drømmer om kirkegangsskarer,
Hvor godt at være iblandt dem igen, så længe det
varer.
Hos Mor og Far, hos Miecio,
hos Zbysio, min kæreste kære.
Der ringes til messe, og snart vil vi sammen i
kirken være.
Hvad Eugeniusz Kasprzak og hans digte angår, skal vi huske på, at store
dele af de polske væbnede styrker flygtede til Rumænien, efter at de var blevet
faldet i ryggen af Hitlertysklands allierede
Sovjetunionen (17. september 1939), så at de måtte opgive kampen. Her blev de
interneret, men det lykkedes dem at komme videre til Frankrig og
Storbritannien, hvor de kæmpede videre. Cirka 1/10 af jagerpiloterne i Slaget
om England var polakker (men der var altså også polske besætninger på britiske
bombefly). Også folk og skibe fra den polske flåde deltog i krigen på vestallieret side. Polske hærsoldater ydede et meget stort
bidrag. De kendteste polske hærenheder er: Andet Polske Korps (var de første,
der nåede op på Monte Cassino i Italien den 18. maj
1944). - Første Polske Panserdivision (tog hele turen fra Normandiet til Wilhelmshaven nord for Holland). - Første Polske Uafhængige
Faldskærmsbrigade (deltog i Operation Market Garden (Arnhem). I filmen
"Broen ved Arnhem" spilles brigadechef, generalmajor Stanisław Sosabowski
fremragende af Gene Hackman).
Men her er lidt af den særlige Slaglille-historie.
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber
med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø,
hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Den havde landsat agenter i Polen og
var på vej hjem. 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da
den nedskudte maskine ramte deres hus og satte det i brand. Hvert år afholdes
der en polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. I nogle år fra 2005 af
medvirkede jeg i min egenskab af dansk folkekirkepræst (emeritus) og medlem af
Foreningen af Polakker i Danmark (Maribo). Det var dengang kun ude på
kirkegården. Men i 2013, i 70-året, kunne jeg overdrage denne tjeneste til
sognepræst Anders Frederiksen, og fra da af begyndte vi med en gudstjeneste i
kirken. Se albummet "1943 - Slaglille - 2013".
Efter højtidelighederne i Slaglille Kirke og på Slaglille
Kirkegård kørte vi til Polsk-Dansk Forenings lokale i kulturcentret Grønnegades
Kaserne, Næstved, hvor det sædvanlige efterfølgende samvær fandt sted, denne
gang (til ære for de polske gæster) med smørrebrød og vin. - Min kone Anna
deltog også i det hele, hvad hun som regel gør.
Se også teksterne til de enkelte billeder - og de
tidligere Slaglille-albummer.
-
FLYVERHUSET - en tilføjelse
Den 16. september 2019 så jeg sognepræst Anders O.
G. Frederiksens opslag om højtidelighederne lørdag den 14. september 2019. Jeg
skrev en kommentar, hvori jeg beklagede, at Anna og jeg havde måttet melde
afbud. Men jeg så også to kommentarer, hvori det hus, der nu er på stedet, hvor
familien Christensens hus lå, af lokale blev omtalt som "Flyverhuset".
Det mente jeg ikke at have set eller hørt før, men en googling
førte mig til undersiden "Plane 223 HAL II BB309 - Slaglille Mark",
der er en underside til "AirmenDK Allied Airmen - Allierede flyvere 1939-45 DK". - Her er
linket:
https://www.airmen.dk/p223.htm
-
Alle billeder i dette album er taget af Informator
Polski-redaktør Roman Smigielski.
-
Tekster til de enkelte billeder
01 - Hjemmeværnskompagni Rosenborg
- Eksercitskompagniets fanebærere. I midten Forbundet "Polonias"
fane. Til højre Polsk-Dansk Forening i Næstveds fane. - Indskriften nederst på
"Polonias" fane er et Georg Brandes-citat: ”Man elsker Polen, som man
elsker friheden”. Jeg kan være kritisk over for Brandes, men anerkender
selvfølgelig hans format, og hvad Polen og polakkerne angår, er han og jeg helt
enige. Det var en glædelig overraskelse for mig, da jeg med Polen som fælles
punkt blev "ven" med Georg Brandes! Se på min hjemmeside, undersiden
"Internationalt", min til Informator Polski skrevne artikel
"Polen i dansk litteratur", hvor jeg også skriver om Brandes' bog
"Indtryk fra Polen". - www.bentchristensen.dk
02 - Familien Kasprzak i
Slaglille Kirke. Til højre Flight Sergeant / podporucznik (flyverløjtnant) Eugeniusz
Kasprzaks lillebror Zbigniew. De to unge damer er
hans børnebørn. Den unge mand er det ene barnebarns kæreste.
03 - De to medvirkende præster ved den lille
økumeniske gudstjeneste: Sognepræst Anders Frederiksen og katolsk sognepræst i
Næstved Julian Bodnar. Der blev talt og læst på både
dansk og polsk. Og det hele begyndte med, at Lidia Szuster
(se senere billeder) læst den velkomst op på polsk, som sognepræst Anders
Frederiksen derefter fremførte på dansk.
04 - Den polske vicekonsul og den polske
militærattaché ved Familien Christensens grav. Den britiske militærattaché
deltager ellers altid også i disse højtideligheder, men var forhindret denne
gang, så den polske flådekommandør optrådte også på hendes(!) vegne. Se også
billede 11 og teksten til det.
05 - Zbigniew Kasprzak
ved Familien Christensens grav.
06 - Hjemmeværnskompagni Rosenborgs
æreskommando ved de polske RAF-flyveres grav. - Det skaldede hoved bag de to
civile damer er mit.
07 - Hjemmeværnets trompetist Erling Skovdal og to
fanebærere ved de polske RAF-flyveres grav. Den danske fane indgår i
æreskommandoet (se forrige billede). - Jeg tror, det er ved begyndelsen af
højtideligheden, og at Erling Skovdal er ved at spille melodien til den sang,
polske soldater synger for deres døde kammerater: "Śpij, Kolego"
(Sov, kammerat).
08 - Zbigniew Kasprzak og
hans to børnebørn ved flyvernes grav. Til højre for dem med en buket i hånden
står formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved og Forbundet
"Polonia" Lidia Szuster, som altid leder
disse arrangementer i samarbejde med den polske ambassade, sognepræst Anders
Frederiksen og hjemmeværnet.
09. - Zbigniew Kasprzak,
hans to børnebørn og den polske militærattaché med den polske ambassades krans.
10 - Zbigniew Kasprzak er
ved at lægge sin buket ved altså blandt andet sin storebrors grav.
11 - Den polske og den britiske krans ved gravstenen.
Til højre er den typisk britiske krans, som altså var blevet lagt af den polske
militærattaché på den fraværende britiske militærattachés vegne. (I
2016-albummet kan man se Colonel Sarah Johansen
(dansk gift!). - Navnene på gravstenen er (her skrevet af efter det omdelte
program, hvor også både de britiske og de polske grader er anført, og i dettes
rækkefølge): F/Lt. Wincenty Wasilewski,
porucznik (løjtnant af første grad) nawigator, 27 år. - Sgt. Władysław Barzdo, st. sierżant
(oversergent), mekaniker, 27 år. - 2. Pilot F/Sgt. Eugeniusz
Kasprzak, podporucznik
(løjtnant), pilot, 21 år (står nederst på selve gravstenen). - F/sgt. Julian Michalski, plutonowy (delingsfører), radiooperator, skytte, 35 år. - Sgt. Władysław Patlewicz, kapral (korporal), skytte, 28 år.
12 - Zbigniew Kasprzak
ved den grav, hvor blandt andet hans storebror ligger.
13 - Familien Kasprzak
ved de polske RAF-flyveres grav.
14 - Familien Kasprzak
foran det polske flag i Polsk-Dansk Forenings lokale i kulturcentret
Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor det sædvanlige efterfølgende samvær fandt
sted.
15 - Familien Kasprzak
flankeret af formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved og Forbundet
"Polonia" Lidia Szuster og tidligere
formand for Forbundet "Polonia" og fortsat redaktør af de
polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski Roman Smigielski.
16 - Her er jeg kommet med på et billede (i
baggrunden). Til højre for Zbigniew Kasprzak står
Lidia Szuster (se teksten til forrige billede). De
tre andre har jeg ikke navne på.
17 - Og her er det lykkedes redaktør Roman
Smigielski (som altså har taget alle disse billeder) at få mig alene sammen med
Zbigniew Kasprzak og hans to børnebørn. Jeg ser noget
sammenbidt ud. Men det er af bevægelse! Det var en meget bevægende dag. - Anna
og jeg fik under samværet i Polsk-Dansk Forenings lokale vekslet nogle ord med
de to unge damer, som også talte udmærket engelsk. De var utrolig søde. Jeg fik
også vekslet nogle ord med Zbigniew Kasprzak og
fortalt også ham, at jeg havde oversat hans brors digte til dansk - og citeret
det sted, hvor storebroren omtaler ham som "Zbysio,
min kæreste kære" (najdroższy Zbysio). Men redaktør
Roman Smigielski havde en hel pakke med til dem med blandt andet det nummer af
Informator Polski (2/2015), hvor mine oversættelser står sammen med digtene på
polsk (s. 18-19). Zbigniew Kasprzak havde i øvrigt
tidligere besøgt Danmark og Urszula og Roman Smigielski og i den forbindelse
været på Slaglille Kirkegård, men det var første gang, han deltog i højtidelighederne.
* * *
Nogle af de lollandske roepolakker var Ukrainere
Fra Polakkasernen i Tågerup til Ukraines
nyere historie
I forbindelse med en drøftelse i en tråd til et opslag i
Dansk-Ukrainsk Selskabs lukkede Facebook-gruppe havde jeg sat min Lollandsonet nr. 18 "Polakkasernen
i Tågerup" ind i et kommentarfelt:
Den ligger dér ved vejen helt alene,
var også bygget her som en enklave
for arbejdskraft, der måtte nærmest slave,
som vi i dag med ret stor skam må mene.
Så fjernt fra alt var de til liden gene,
de piger, som var her med den opgave
at luge roerne med korte stave
og tage op, til markerne var rene.
Polakkasernen er et fornemt minde
for dem, der her på Lolland ville finde
et arbejde, som kunne nøden linde.
Og nogle blev her, andre kom til siden.
Museet gemmer nu på vigtig viden,
og havefesten åbner sommertiden.
Hele sonetten med udførlige noter står på undersiden "Litterære tekster".
Og som en kommentar til det skrev jeg blandt andet: "Her i gruppen bør jeg nævne, at en del af roepolakkerne i virkeligheden var ukrainere. Ivan har givet mig en bog om det, som jeg har læst, men ikke har ved siden af mig nu. Det er sørgeligt. Der er åbenbart sket en mere eller mindre tvungen polonisering af den ukrainske del ... Og det vil nok være svært at finde nogle i det polske miljø i dag, der vil betegne sig som ukrainere. Lige netop nu ville det ellers være ret godt!".
Det fik formand for
Dansk-Ukrainsk Selskab Ivan N. Nielsen til at skrive denne kommentar med en
kort og lærerig oversigt over Ukraines nyere historie:
Den bog, Bent omtaler, er skrevet af DUS' ældste nulevende medlem Piotr (Petro) Balicki. Piotr Balickis kilder er blandt andet hans egne interviews med de ukrainske "roepolakker" på Lolland og Sydsjælland om disses oplevelser med de polske myndigheder og den katolske kirke i Danmark efter 1919, hvor polakkerne forsøgte med tvang at indforskrive alle de fra Østrig-Ungarn indvandrede "Ruthenen" som polske statsborgere i DK.
De ukrainske roepolakker blev betegnet som "Ruthenen" i deres Østrig-Ungarnske identitetspapirer, som de havde medbragt til DK. I Østrig-Ungarn var betegnelsen "Ukrainer" forbudt offentligt, ligesom i øvrigt i Det russiske Imperium, hvor myndighederne betegnede ukrainerne som "Malorossy" - lillerussere helt frem til Imperiets sammenbrud.
I 1917-18 brød som bekendt Det russiske og Det østrig-ungarnske Imperium sammen.
Ved Brest-Litovsk aftalen i 1918 anerkendte Tyskland, og sågar Bolsjevik-Rusland officielt den første UKRAINSKE statsdannelse, nemlig den ukrainske folkerepublik - UNR.
I 2009 sørgede DUS i samarbejde med Ukraines ambassade og Nordea-Fonden for at opsætte en mindetavle på den ejendom i Upsallagade på Østerbro, som i 1919-21 husede UNR's og siden Hetmanatets, diplomatiske mission i Danmark.
Med Brest-Litovsk aftalen i 1918 anerkendtes og legaliseredes for første gang på internationalt plan begrebet "ukrainere" og den ukrainske stat. Herefter kunne Tyskland, vestmagterne eller Bolsjevik-Rusland ikke så godt anfægte deres egen anerkendelse af begrebet.
Da Sovjet blev dannet i 1922, måtte Sovjetrusland derfor nødtvungent gå med til at indlemme de tidligere "lillerussiske guvernementer" som Den Ukrainske Sovjetrepublik og give ukrainerne lov til at betegne sig selv som "ukrainere" i deres officielle dokumenter - fødselsattester, pas, vielsesattester mv.
For at have et skin af legitimitet i Ukraine måtte
kommunistpartiet op gennem 1920'erne iværksætte en ukrainiseringskampagne,
der medførte en gradvis ukrainisering af de ukrainske
byer, som før 1. verdenskrig var domineret af ikke-ukrainske etniske grupper.
90% af ukrainernes boede dengang på landet.
Mit svar på denne
kommentar var:
Tak, Ivan! Jeg er meget glad for, at mine nok også lidt selvpromoverende aktiviteter har givet anledning til, at denne meget fine oversigt er kommet her i tråden. For når jeg nu engagerer mig lidt i det ukrainske, er det ikke kun af moralske og politiske, herunder bredt sikkerhedspolitiske, grunde. Det er også, fordi Ukraines og ukrainernes historie er noget helt særligt, såvel pga. den komplicerede og ofte meget sørgelige faktiske begivenhedsfølge som pga. den måde, hvorpå Polen (i perioder med Litauen), Moskva-Rusland og Østrig har behandlet ukrainerne og Ukraine på, altså også i begreberne og historieskrivningen osv. Der er tale om forhold af en karakter, der uanset alt andet vækker ens nysgerrighed. Et helt afgørende afsnit i Ivans oversigt er:
"Da Sovjet blev dannet i 1922, måtte Sovjetrusland derfor nødtvungent gå med til at indlemme de tidligere "lillerussiske guvernementer" som Den Ukrainske Sovjetrepublik og give ukrainerne lov til at betegne sig selv som "ukrainere" i deres officielle dokumenter - fødselsattester, pas, vielsesattester mv. "
Min kommentar til det, og altså til de dér omtalte forhold, er, at der jo har været en grund til, at Lenin og Sovjetunionen måtte lade Ukraine opstå som ukrainsk sovjetrepublik og ikke bare lade det være en del af den store russiske sovjetrepublik. Og der har været en grund til, at den ukrainske sovjetrepubliks grænse kom til at ligge, som den gjorde. Det skal man huske, når man i dag hører Moskva-propagandaen (og dennes nyttige idioter i Vesten) tale om, at ukrainerne ikke er et rigtigt folk, og at Ukraines østgrænse er kunstig. At der senere er kommet mange russere ind i Østukraine, ikke mindst som følge af hunger-folkedrabet i 1932/33, er en anden sag, som i hvert fald ikke sætter Moskva i et gunstigt lys.
* * *
Ulve, får og vogtere
Internetversionen af den danske tekst, der er grundlaget for min på polsk skrevne anmeldelse "Wilki, owce i strażnicy" i de polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski nr. 88-89, sommer-efterår 2014.
-
Historieprofessor Bent
Jensens koldkrigsbog Ulve, får og vogtere er udtrykkeligt skrevet op mod sovjetkommunismens repræsentanter og sympatisører
og de af dem udnyttede naive fredsforkæmpere i Danmark, og op mod et tidligere
værk om Danmark under Den Kolde Krig. Men de fakta, den drager frem, må anses
for at være korrekte, og dens analyser og konklusioner virker rimelige, selv om
den er blevet stærkt kritiseret af dem, der ikke bryder sig om det billede, den
tegner.
Bent Jensens (og hans fem medarbejderes) 1512 sider lange tobindsværk om den kolde krig i Danmark er på en gang et imponerende faghistorisk værk, der bygger på og henviser til et meget stort og i mange tilfælde helt nyt, ikke mindst sovjetisk, kildemateriale, og et - nødvendigt - politisk "bestillingsarbejde". Et flertal til højre i Folketinget bevilgede i 2006 10 mio. kroner til oprettelsen af et Center for Koldkrigsforskning, som Bent Jensen blev leder af, og det lå i opgaveformuleringen, at der skulle tages hensyn til Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) fra flere sider kritiserede udredning fra 2005 Danmark under den kolde krig, og at resultatet af Centrets arbejde også skulle være af formidlende karakter.
Allerede forordet er usædvanligt. Det begynder således: "Jeg er et barn af Den Kolde Krig. Jeg var ni år, da det kommunistiske kup i Prag blev organiseret med sovjetisk hjælp" (bd. 1 s. 13). Og så opridses hele historien frem til i dag - og Bent Jensens oplevelse af den. Det deraf følgende engagement præger i flere henseender den måde, bogen er skrevet på. Bent Jensen kan simpelt hen ikke lade være at forholde sig spydigt til dem, der har været på den forkerte side, eller bare for naive. Men selv om bogen derved gøres sårbar for kritik, har jeg ikke grund til at antage, at den ikke er troværdig.
Bind 1 omhandler de trusler og udfordringer, Danmark og landets demokratiske institutioner stod over for, mens bind 2 beskriver de foranstaltninger, det danske demokrati traf for at afværge såvel truslerne fra Øst som udfordringerne fra danske sympatisører. Her er nogle af de mest interessante kapiteloverskrifter. Fra bind 1: 1. Sovjetunionen som Militær-Industrielt Kompleks. - 3. Ulve i bjørnepels. DKP [Danmarks Kommunistiske Parti] som Sovjetunionens villige hjælper. - 4. Får i ulveklæder? Det Nye Venstre. Socialistisk Folkeparti. - 6. Den første fredsbevægelse under Den Kolde Krig [til slutningen af 1950'erne]. - 7. Kulturkamp under Den Kolde Krig. - 10. KGB- og STASI-nære danske statsborgere. - 11. Påvirkningsoperationer og desinformation. - 12. Den anden fredsbevægelse under Den Kolde Krig [1970'erne og 1980'erne]. - Fra bind 2: 14. Haren som trussel mod bjørnen? Sovjetunionens syn på Danmark i Atlantpagten. - 15. Tryk og tilpasning: "ikke-provokationspolitik". - 17. Vogterne. Demokratiets forsvar mod de indre trusler.
Det rent militære styrkeforhold mellem Warszawapagten og NATO beskrives nøje. Det afgørende er, at Warszawapagten alt i alt var klart overlegen, hvad konventionelle styrker angår, og ville have kunnet rykke hurtigt frem gennem Vesttyskland, hvilket betød, at NATO på et tidligt tidspunkt ville være blevet nødt til at anvende taktiske atomvåben
Bent Jensens vurdering af det danske forsvar er ikke høj. En vigtig faktor er, at det gennem hele perioden var den danske politik, at der ikke skulle være atomvåben på dansk grund "under de nuværende omstændigheder". Og det var et vigtigt led i den sovjetiske politik at holde Danmark atomvåbenfrit, ja, at få gjort Norden til en atomvåbenfri zone.
Allierede vurderinger af det danske forsvar som værende af ringe kvalitet refereres og citeres. (Var vi så ringe? Her føler jeg mig personligt ramt; jeg var jo i årene 1962-1977 selv en del af de danske væbnede styrker). Spørgsmålet var, om vi i tilfælde af et angreb, med de små og ikke atombevæbnede styrker, vi havde, ville kunne holde, til allierede forstærkninger (amerikanske og britiske enheder) nåede frem, og ville kunne sikre deres ankomst. Dette blev der efterhånden tvivl om. Men en af grundene til, at NATO gav Danmark så lang snor, var, at vi jo også havde Færøerne og Grønland. På Færøerne var der vigtige overvågningsinstallationer, og Thulebasen på Grønland var ikke atomvåbenfrit område!
Der er i bind 2 også en meget omfattende beskrivelse af de forberedelser til totalforsvaret af Danmark, der var tale om, altså alle de ikke-militære ting, der ville være nødvendige for, at hele samfundet kunne fungere og så mange mennesker som muligt overleve. Overvejelserne om og forberedelserne til at internere kommunistiske 5. kolonne-folk før eller ved krigens udbrud behandles indgående.
Det vækker ubehagelige minder hos mig at læse om alle de såkaldte fredsaktiviteter, der blev udfoldet i Danmark, stort set og mere eller mindre direkte styret fra Moskva gennem Danmarks Kommunistiske Parti. Nogle eksempler på kommunistisk styrede frontorganisationer: Fredens Tilhængere. Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. Én Verdens Ungdom. Aldrig Mere krig. Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Nej til Atomvåben. Kvinder for Fred. Fagbevægelsen for Fred. Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme. Kristne for Nedrustning. Lærere for Fred. Læger for Fred.
Bogens kapitel 9 har titlen "Spionage, sabotage og hvervning", og her behandles de sovjetiske og østtyske spionageoperationer i Danmark, hvilket vil sige såvel den spionage, der blev udført af den sovjetiske ambassades egne efterretningsfolk, som den, der blev udført af danskere, som på forskellig måde blev hvervet af disse. En helt særlig kilde er her den sovjetiske KGB-officer og dobbeltagent Oleg Gordijevskij, som i 1974 var begyndt at forsyne den britiske tjeneste MI6 med oplysninger. - Der står ikke meget om den polske efterretningsvirksomhed i Danmark, dog fx, at to af medarbejderne på den polske ambassade var efterretningsofficerer (bd. 1 s. 456). Der er i registret et halvt hundrede henvisninger til Polen. - Og det kan måske interessere Informators læsere, at Andrzej Wajdas udtalelse om kommunismens overraskende sammenbrud citeres, hvor Wajda blandt andet siger: "Det viste sig, at Sovjetunionen ikke kunne eksistere. Det var som et fortidsuhyre, uden forbindelse mellem hoved og hale. Og så forsvandt det" (bd. 2 s. 594).
Af agenter, der arbejdede for KGB eller STASI, nævnes blandt andet den borgerlige avis Jyllands-Postens korrespondent i Bonn Flemming Sørensen. Han var oprindelig kommunist, men gik efter 1958 over til Socialistisk Folkeparti. I 1959 blev han, under den såkaldte Østersøuge i Rostock, hvervet som STASI-agent.
En helt særlig plads indtager journalisten Jørgen Dragsdahl, og det hører med i billedet, at han allerede i 2008 anlagde injuriesag mod Bent Jensen, fordi denne i en avisartikel havde betegnet ham som KGB-agent. Bent Jensen tabte sagen ved byretten i Svendborg, men blev i 2013 frikendt ved Østre Landsret, som vurderede, "at Bent Jensen [havde] haft tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine udtalelser". Denne retssag var grunden til, at Ulve, får og vogtere først udkom i februar 2014.
I bogen gøres der udførligt rede for Dragsdahls virksomhed, især som det, der hedder påvirkningsagent, altså som en agent, der ved desinformerende artikler og lignende skulle påvirke ikke bare offentligheden, men også de politiske beslutningstagere. I kapitel 11 "Påvirkningsinformationer og desinformation" er et helt afsnit viet Jørgen Dragsdahl (bd. 1 s. 574-578), og det følgende afsnit handler om hans avis Informations rolle som "redskab for desinformation".
Et eksempel på, hvor stor indflydelse Dragsdahl havde, er en tekstboks med overskriften "Kjeld Olesens udvikling". Kjeld Olesen var socialdemokratisk forsvarsminister 1971-1973, minister for offentlige arbejder 1975-1978 og udenrigsminister 1979-1982. I tekstboksen beskrives Kjeld Olesens udvikling fra en tilsyneladende driftssikker antikommunist og NATO-venlig minister til NATO-skeptisk politiker. Efter sin afgang som udenrigsminister erklærede han offentligt, at NATO benyttede sig af manipulerede tal ved opgørelsen af styrkeforholdet mellem Øst og Vest. Og han byggede her på oplysninger, han havde fået af Jørgen Dragsdahl. Olesen afviste nu blankt, at der overhovedet eksisterede nogen militær trussel fra sovjetisk side, og han "erklærede samtidig, at han fandt det særdeles positivt, at så mange socialdemokrater engagerede sig i fredsbevægelserne ... Ja, Socialdemokratiet var i sig selv, dvs. som parti, en fredsbevægelse". Olesen beundrede Dragsdahl og har selv fortalt, at han blev påvirket af hans "alternative" syn på USA, NATO og dansk sikkerhedspolitik. Som minister læste han alle Dragsdahls artikler. Han havde ligeledes som udenrigsminister "uden tøven" og personligt udpeget ham til medlem af regeringens sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg (bd. 2 s. 479).
Efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. partikongres i februar 1956 med Khrusjtjovs hemmelige Stalin-kritiske tale og den sovjetiske nedkæmpelse af det ungarske oprør i oktober 1956 var det svært at være kommunist i Danmark, og i 1959 stiftede tidligere DKP-formand Aksel Larsen og andre tidligere DKP-medlemmer Socialistisk Folkeparti. Der har været delte meninger om, hvor egentligt et brud med kommunismen der var tale om. Socialdemokraten Per Hækkerup, der blev udenrigsminister i 1962, udtalte, at selv om en slange skifter ham, er den stadig en slange (bd. 1 s. 265-266). Det nye parti var i hvert fald særdeles aktivt i kampen mod forsvaret og NATO.
Ved siden af fremlæggelsen af de mange oplysninger om danske borgeres arbejde for, samarbejde med eller støtte til Sovjetunionen og Warszawapagten er det behandlingen af "fodnotepolitikken" i 1980'erne og Socialdemokratiets kursskifte, der er de mest omstridte dele af Ulve, får og vogtere, og dele, hvor også nuværende socialdemokrater har noget i klemme.
Der gives i Ulve, får og vogtere en indgående beskrivelse og analyse af hele denne usædvanlige situation, lige fra forholdene internt i Socialdemokratiet og til de andre NATO-landes voksende kritik af den danske illoyalitet. Det danske forsvar var også svagt i denne periode, så både USA og Storbritannien advarede os om, at det kunne komme dertil, at de ikke ville risikere deres soldaters liv ved at sende forstærkninger til Danmark, men i en given situation ville finde andre løsninger. Bent Jensen tegner et meget dystert billede af situationen og mener, at det kun var Murens fald i 1989 (som ingen havde forudset), der reddede Danmark fra at komme i en meget ugunstig situation.
Af særlig interesse er det billede, der tegnes af Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen (som havde været statsminister til 1982) og af den tidligere tv-journalist Lasse Budtz, som allerede i 1979 havde overtaget posten som udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokratiet fra den NATO-positive Robert Pedersen. Der var kommet en hel del nye unge medlemmer i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som lå langt til venstre for, hvad der hidtil havde været Socialdemokratiets politik. Bent Jensen er meget hård ved Anker Jørgensen, idet han betegner ham som en leder uden en klar og konsekvent linje og med ringe indsigt i udenrigs- og sikkerhedspolitik (han var formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund 1968-1972 og havde været medlem af Folketinget siden 1964). Desuden var han ikke alene i sine følelsers, men også i den efterhånden meget venstreorienterede Lasse Budtz' vold.
De sidste streger i det lidet flatterende billede af Socialdemokratiet tegner Bent Jensen ved at skildre partiets holdning (eller mangel på samme) til begivenhederne i de kommunistiske satellitstater. Ledende socialdemokrater dyrkede til det allersidste deres venskabelige forbindelser med de døende kommunistiske regimer. I oktober 1989(!) deltog Lasse Budtz i Venskabsforeningen Danmark-DDR's festseminar i anledning af 40-året for DDR's oprettelse. Polen og Solidaritet og begivenhederne i Polen i 1980'erne nævnes ikke udtrykkeligt i denne sammenhæng, men der henvises til, at flere ledende socialdemokrater så med skepsis og ulyst på de folkelige oppositionsbevægelser i Øst- og Centraleuropa. "Lasse Budtz udtrykte således sin store bekymring for de 'højreorienterede kræfter', der nu løb stormløb mod de socialistiske regimer" (bd. 2 s. 513). Lignende ting var blevet fremført af socialdemokraterne Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Ole Espersen, Mogens Lykketoft (Folketingets nuværende formand) og Jytte Hilden.
Bogen blotlægger ikke alene mange nulevende og stadig indflydelsesrige personers optræden under Den Kolde Krig, men kommer også til at stå som et tegn i den aktuelle strid om ting, der vel er anderledes, men i flere henseender også sammenlignelige. Det bliver spændende at se, hvordan den fortsatte debat om bogen kommer til at forløbe, og hvilken indflydelse den vil få.
Bent Christensen
EFTER ARTIKLEN OG I BOKSE
Om bogen
Bent Jensen: Ulve, får og vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991, bd. 1-2. Gyldendal, 2014. 1512 sider. - På side 35 i bladet er de to binds omslagsforsider gengive.
Om forfatteren
Bent Jensen, f. 1938. Oprindelig uddannet som elektriker. Lærte russisk på Hærens Sprogskole (TLBS) 1960-1962. Cand. mag. historie/russisk 1969. Dr. phil. 1979. Professor ved Syddansk Universitet 1980. Leder af Center for Koldkrigsforskning 2007-2010.
Bent Jensen beskæftigede sig som historiker først med især dansk-sovjetiske forhold og har herom bl.a. skrevet Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle (1984) og Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965 (1999). Siden har han udvidet fokus til at omfatte det fulde omfang af den stalinistiske undertrykkelse i Gulag og glemsel (2002) og Stalin. En biografi (2005). Ulve, får og vogtere, 1-2 (2014) sætter fokus på den kolde krig i Danmark.
Bent Jensen deltager ofte i den offentlige debat og var 1989-91 politisk redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten. - Øvers til venstre på side 36 er der i bladet et billede af Bent Jensen..
Om anmelderen
Bent Christensen er født 1943. Indkaldt til værnepligtstjeneste 1962, løjtnant af reserven 1964 (sprogløjtnant med russisk), premierløjtnant af reserven 1968, feltpræst af reserven med rådighedstjeneste 1972-1977, feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern vinteren 1976/77, feltpræst af reserven uden aktiv tjeneste 1977-2003. Cand. mag. i dansk/russisk 1968. Gymnasielærer 1968-1971. Sognepræst i Den Danske Folkekirke 1971-2003. Lic. theol. (ph.d.) 1985, dr. theol. 1998. Har siden 2003 arbejdet med teologi (herunder salmedigtning), litteratur (herunder egen poetik og egne digte) og slaviske ting, nu udelukkende polske.
* * *
Tre af Adam Mickiewicz's Krimsonetter
Oversat af Bent Christensen 2014.
Trykt i det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski, nr. 2-3/2014 (nr. 88-89), august eller september 2014. - Står også på undersiden "Litterære tekster", langt nede på siden, efter mine tidligste egne digte, i afdelingen "Oversættelser".
Adam Mickiewicz skrev de i alt 19 Sonety krymskie under sin forvisning fra Litauen på en rejse til Krim i 1825. De 18 af dem blev udgivet i Moskva 1826. Den sidste (som mangler den sidste linje) blev først trykt efter Mickiewicz's død. Mickiewicz er den polske nationaldigter, men han var født og opvokset i Litauen, som indtil Polens tredje deling i 1795 var i union med Polen. Ved sin arrestation i 1823 boede han i Kaunas (Kowno).
6 Bakhtjisaraj
Så stort endnu, skønt stedets tomhed piner!
Pashaerne har væltet magtens sæder,
og i Giraj-elskovens skjulesteder
ulækkert kryb på gulv og vægge sviner.
Hvor før var farver, snerleserpentiner
nu snor sig ind og alt med grønt beklæder,
i kunsthåndværkets sted naturen træder;
dens skrift på væggen staver til: ruiner!
I salen står uskadt en hvid fontæne,
fra marmorkanten drypper perletårer,
der er jo kun så lidt endnu at dræne.
Den råber ud til alle verdens dårer:
Har herligheden endnu et domæne?
For jeg står her med mine tørre årer.
Noter
Bakhtjisaraj.
- Mickiewicz's polske titel er Bakczysaraj, men Den Store
Danske har stavemåden Bakhtjisaraj og oplyser: "Bakhtjisaraj, (tyrkisk 'slottet i haven'), by på Krim 32 km
syd for Simferopol [midtvejs mellem Simferopol og Sevastopol, BC] ... Bakhtjisaraj blev grundlagt af khan Mengli-Girej
(d. 1515) i begyndelsen af 1500-t. som hovedstad for Krimtatarerne, og den
fungerede som sådan indtil Krims indlemmelse i Rusland i 1783. Bakhtjisaraj har fra 1991 været sæde for Krimtatarernes
parlament. Dens orientalske arkitektur, især "tårefontænen", har
inspireret flere digtere, men er især besunget af A.S.
Pusjkin og A. Mickiewicz".
Pasha. -
Ærestitel for ledende osmanniske (tyrkiske) militære og civile embedsmænd. Krim
blev i 1475 erobret af osmannerne, og frem til 1774 var Krimkhanatet
en tyrkisk vasalstat, der udviklede en rig og særegen kultur.
Giraj.
- Jf. khan Mengli-Girej i den første note. - En
Wikipedia-artikel oplyser, at Giraj eller Girej var et tatarisk dynasti på Krim, grundlagt af Hadjdij Giraj, som (antagelig i
1430'erne), støttet af Litauen og Polen, gjorde Krimhanatet
selvstændigt og siden styrede khanatet, til Krim blev
erobret af Rusland (1783).
13 Tjatir Dah
MIRZA
For dine fødder jeg i andagt tier,
o Tjatir Dah, krimskibets maste-krone!
O verdens minaret, bjergherskertrone!
Du fra din klippetyngde dig befrier
og højt ved himlens port dig dertil vier
som Gabriel at vogte frydens zone;
din turban over skovens mørke tone
står skræmmende med lynildsbroderier.
Om solen svider eller tågen svaler,
om marken hærges eller huse skændes,
som den urokkelige du vil kendes.
Som dragoman du tolker Guds signaler,
hvorved alt op og ned kan vendes,
du hører kun, hvad Gud til verden taler.
Noter
Tjatir Dah. - Tjatir Dah betyder på tatarisk "telt-bjerget" og er et
bjergmassiv ved Simferopol-Alusjta-vejen midt på det
sydlige Krim. Byen Alusjta ligger ved
sortehavskysten.
MIRZA
(udtales (deles) mir-za). - Mirza er en titel af
persisk oprindelse, "(an)fører, leder". Bruges for medlemmerne af det
øverste aristokrati i tatarstaterne. - Her i Krimsonetterne er "Mirza" hovedpersonen
"Pielgrzyms" (pilgrimmens) lokale
rejsefører og dialogpartner. - I "Tjatir Dah" står ordet "Mirza" lige foran sonettens
første firlinjersstrofe, hvilket angiver, at det er
ham, der taler. I andre sonetter optræder ordet "Pielgrzym"
(som er betegnelsen for sonetternes vestlige hovedperson) på tilsvarende måde.
I nogle af sonetterne optræder begge ord som en angivelse af, hvem der taler i
det følgende, så at der altså bliver tale om en dialog mellem
"Pilgrimmen" og "Mirza". - Betegnelsen "Pilgrim"
(som ikke forekommer i denne sonet) kan forstås på flere måder. Den kan gå på,
at den fra Litauen forviste rejsende søger det tabte. Eller den kan gå på, at
han søger sig selv. Men den kan også ses i forbindelse med Polens historie, ja,
man kan her tænke på, at Mickiewicz i 1832 under indtryk af den polske Novemberopstand 1830-1831 skrev det ejendommelige værk Księgi narodu polskiego i pielgrzymstwa polskiego (bøger om den polske nation og den polske
pilgrimsfærd), og på, at han 1832-1833 var medudgiver af det i Paris udgivne
tidsskrift Pielgrzym Polski (den polske pilgrim).
Dragoman. -
Ordet dragoman kommer af italiensk "dragomanno"
og arabisk "targuman" (tolk). En dragoman
var i det ottomanske imperium en person, der kunne vestlige sprog og fungerede
som både tolk og diplomat.
16 Bjerget Kikineis
MIRZA
Se ned i denne kløft, se bølgegrunden!
Bjerg-fuglen ligger dér som lyn-nedsavet
med mastefjer spredt over hele havet,
en kreds af hvidt mod blåt så langt udspunden.
En ø af sne nu ligger dér i bunden,
en hvid ø i det blå, af den sky lavet,
som ofte er så dystert sort tykmavet,
men nu er med et flammebånd omvunden.
Det er et lyn! Men her med denne store
forhindring for os må vi holde stille.
Jeg springer, du er klar med pisk og spore.
Når jeg er væk, se mod den klippepille.
Ser du mig dér, kan kløften ikke skille;
men ellers sig, at jeg en fejl her gjorde!
Noter
Kikineis. -
Kikineis er en landsby på den allersydligste del af
Krim, ca. 20 km fra Jalta ved landevejen mod Sevastopol. Dens russiske navn var
(svarende til det tatariske navn) indtil 1945 Кикинеи́з
(Kikineíz). Efter 1945 er det russiske navn Оползнево́е
(Opolznevóje). De ukrainske navne er henholdsvis Кікенеїз og
О́ползневе.
- I dansk sammenhæng må navnet skulle udtales kikine-ís
med tryk på sidste stavelse.
MIRZA. - Se
noten til sonet nr. 13.
Bølgegrunden osv. - For at forstå denne sonet skal man være klar over, at Mirza og hans
ledsager er så højt oppe, at de ser ned på skyerne, som har det himmelblå hav
under sig. Men den kløft, de ser ned i, er altså ikke bredere, end at det
skulle kunne lade sig gøre at få hesten til at springe over den. Hvis ikke, er
det bare ærgerligt! - Se om Mirzas ledsager i Mirza-noten til nr. 13.
Bjerg-fuglen.
- Er vist ikke knyttet særligt til bjerget ved landsbyen Kikineis,
men Mickiewicz bruger den formodentlig her, fordi han ser de skyer, Mirza ser
ned på, som også fuglefjer. Og i den persiske mytologi er fuglen Simurg skildret som et bjerg og som en sky.
Mastefjer. - Meningen må være, at den "nedsavede" (egl. nedskudte) fugls hvide fjer nu ses som skibenes hvide sejl på havet, så langt øjet rækker.
-
Bemærkning (kun her i internetudgaven):
Fem andre Krimsonetter er tidligere oversat til
dansk, nemlig nr. 1, "Stepy Akermańskie" (De akermanske Stepper), nr. 10 "Bajdary"
(Bajdary), nr. 14 "Pielgrzym",
(med den forkerte titel "Tjatyrdah", se
nf.), nr. 8 "Grób Potockiej"
(Potockas Grav) og nr. 18 "Ajudah"
(Judah). - Disse fem sonetter, som var oversat fra polsk af Knud Berlin (1864-1954), stod i denne rækkefølge under
overskriften "Fem krimske Sonetter af Adam Mickiewicz" i Ny Jord. 14 Dags Skrift for Litteratur,
Videnskab og Kunst, 1888. Den pdf-kopi, jeg har fået fra Statsbiblioteket, ser ud til at være fra en bogudgave
af tidsskriftet. På titelbladet står "1ste Bind. (Januar-Juni 1888)".
- Hvad den forkerte titel til oversættelsen af nr. 14 "Pielgrzym"
angår, forestiller jeg mig, at der også har skullet være trykt en oversættelse
af sonetten "Czatyrdah"
(Mickiewicz's nr. 13, som jeg nu har oversat med titlen stavet "Tjatir Dah"), men at dennes
tekst og titlen til den formodentlig lige derefter følgende oversættelse af "Pielgrzym"
er blev fjernet, så at oversættelsen af "Pielgrzyms" tekst er kommet til at stå under titlen
"Tjatyrdah". - Jeg har spurgt Det Kgl.
Bibliotek, om man kendte noget til andre Knud Berlin-oversættelser af Krimsonetterne end dem, der er trykt i Ny Jord, altså fx den formodentlig
fjernede oversættelse af "Czatyrdah", men det gjorde man ikke.
* * *
Tandlægebesøg m.m. i Szczecin.
Fra undersiden "Erindringer - DAGBOG".
Mandag den 25. august 2014. - Det følgende svarer i høj grad til, hvad jeg har skrevet på min Facebook-væg. - I går aftes kom vi hjem fra et lille tandlægebesøg i Szczecin, Polen. Det var derfor, jeg måtte slå søndagens salme op allerede i onsdags. Men vi har jo fulgt situationen i Ukraine i radio og tv fra vort værelse på vort dejlige Hotel Victoria. Her er noget af, hvad jeg lige har skrevet i en kommentar på Dansk-Ukrainsk Selskabs profil: "Godt! Men det er også interessant, at det er Rabinovich tv. Den har jeg lige fået i min satellitboks under min søgning efter Ukraine Today (som jeg vist ikke har satellitadgang til). Nu må jeg se, hvad det er for en. - Men jeg arme mand! Jeg vil gerne være solidarisk med Ukraine og følge med i, hvad der sker, så jeg også kan kommentere det forskellige steder, men jeg har også mine egne projekter, som jeg skal se at få gjort færdige, mens jeg endnu kan. Det bliver en afvejning. - Vi kom hjem fra et tandlægebesøg i Szczecin, Polen, i går aftes, men har netop, på Nettet, set TVP 1's dækning af uafhængighedsdagen. Jeg skal jo også fortsat dyrke mit polske "bifag". Men jeg regner det ukrainske for en udvidelse af det polske. Det nære forhold mellem Polen og Ukraine blev også understreget i den her omtalte tv-avis. Der vistes bla. en Twitter-hilsen (på ukrainsk med latinske bogstaver) fra premierminister Donald Tusk. Den begyndte (citeret efter hukommelsen) med ordene: Der kan ikke være et frit Europa uden et uafhængigt Ukraine. Og så ønskede han ellers Ukraine alt godt. - Jeg sætter links til de to nævnte tv-stationer i kommentarfeltet. - Ellers oplevede vi ikke noget særligt. Det vigtigste var jo også, at vi begge fik en ny tandkrone, og at jeg fik fornyet belægningen på en tand i min gamle bro fra 1964. Men selve det at få talt noget polsk er altid en vigtig del af sådan et tandlægebesøg. Jeg fik især nogle meget interessante samtaler med taxachaufføren, der kørte os til og fra tandlægen, og som vi kender fra tidligere. Om Ukraine og Rusland. Og om den aktuelle præstesag, som vel at mærke ikke har noget med det der, I ved nok, at gøre. Det er en vist god katolsk præst, der bare er kritisk over for det kirkelige system og nu er blevet suspenderet af ærkebiskoppen i Warszawa. Chaufføren og jeg var stort set enige i alt. Også om, hvordan den katolske kirke burde reformeres, blandt andet så præsterne kunne gifte sig og komme til at leve et almindeligt menneskeliv. Meget interessant at have en sådan samtale. Som jeg sagde til ham: "Taxachaufførerne er nogle af de klogeste. Meget ofte henviser korrespondenter og kommentatorer til deres samtaler med chaufføren på vej hen til studiet". Hvortil han først svarede: "Hvis jeg havde hørt til de klogeste, ville jeg ikke have været taxachauffør!". Men i anden omgang indrømmede han, at man som taxachauffør fik talt med mange mennesker og derved kom til at vide meget. Hvad den katolske kirke angår, er det ofte sådan, at når man taler med almindelige katolikker, ender man næsten med at forsvare den katolske kirke! Og det bekræfter mig i min egen holdning, der kort sagt går ud på, at jeg stiller mig tæt og kærligt kritisk ved siden af mine romersk-katolske medkristne med fødderne solidt plantet i "1530" (Augsburg, det sidste forsøg på at undgå kirkesplittelsen, jf. Den Augsburgske Konfession, som i dag er et af Folkekirkens bekendelsesskrifter). Jeg var til aftenmesse i Domkirken lørdag aften. Evangeliet var Matt 16,13-20, altså Peters bekendelse og Jesu ord: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene«. Det fik præsten en vist sådan set meget god prædiken om paveembedet ud af. Men søndag morgen, hvor jeg, fordi vi skulle med DenTour-bussen allerede kl. 10.30, måtte nøjes med at høre messen fra Hellig Kors Kirke (Kościół Świętego Krzyża) i Warszawa på den polske radios program 1 (som utallige gange derhjemme), var det en helt anden prædiken. Jeg tror ikke, ordet "paven" forekom en eneste gang, nej, prædikenen var faktisk en næsten luthersk prædiken om det (denne forstand) almindelige præstedømme, nemlig på den måde, at nøglemagten blev forstået som den magt, der ligger i, at enhver troende har fået nøgler til Himmeriget, dvs. Evangeliet, så at han i alt, hvad han siger og gør, kan være med til at lukke sine medmennesker ind i Himmeriget. En fantastisk prædiken. Jeg vil ikke udelukke, at den kan være holdt under indtryk af den ovenfor omtalte præstesag. Man skal virkelig ikke undervurdere den katolske kirke! - Lørdag eftermiddag gik jeg en længere turisttur i området lige i nærheden af Hotel Victoria på pl. Stefana Batorego (Stefan Batory var konge i Polen-Litauen 1576 – 86) og langs havnen/Oderfloden op til Wały Chrobrego, et stort anlæg ved de gamle fæstningsvolde, som i sin nuværende skikkelse er anlagt i 1902-1907, dvs. i den tyske tid, men som nu har navn efter Polens første rigtige konge Bolesław Chrobry eller Boleslav den Tapre (fyrste 992 – 18. april 1025, konge 18. april – 17. juni 1025). Han efterfulgte fyrst Mieszko, der var det spæde Polens første kristne regent. Det er et flot anlæg. Øverst ligger Nationalmuseet og den store slotsagtige bygning, hvor amts- eller województwo-administrationen har til huse (Województwo Zachodniopomorskie). - Og jeg fik som sædvanlig købt nogle bøger, bla. en polsk Ukraines historie og en meget spændende bog om "Det Kæmpende Solidaritet", dvs. den mere aktivistiske gren af Solidaritet. Som noget nyt købte jeg tre CD'er med polske lydbøger. Dem vil jeg prøve at høre, evt. flere gange. Det er en god sprogtræning. Og jeg kan også gøre det i bilen. - Lørdag aften spiste vi traditionen tro "bøf på sten" i Hotel Victorias restauration "Restauracja Stary Szczecin" (Restauration Gamle Stettin). Her og i øvrigt indimellem hyggede vi os med vor medsvigerfar Hans-Erik, som også var til tandlæge.
* * *
MERE UKRAINE! - OPLYSNINGER
(med polske links) OM DE ETNISKE, SPROGLIGE OG KIRKELIGE/RELIGIØSE FORHOLD I
UKRAINE
På min Facebook-væg
og her 27.03.14.
I forlængelse af et
tidligere Facebook-opslag om de etniske, sproglige og kirkelige/religiøse
forhold i Ukraine kan jeg nu videregive følgende, som jeg har fundet i diverse polske Wikipedia-artikler (og fået
oplyst af en polsk kilde).
Jeg sætter også denne
opfølgning på, fordi jeg af en meget velorienteret person er blevet gjort
opmærksom på, at Den Store Danske ikke er den bedste kilde til disse ting. Men
man kan selvfølgelig heroverfor gøre gældende, at de polske artikler også kan
være ensidige. (Hvad Den Store Danske angår, husker jeg, at den også i det hele
taget har været kritiseret for at være for overfladisk, hvad forholdene i det
tidligere Sovjetunionen angår. Men det overstiger min "ekspertise" og
tid og mine kræfter at gå ind i en nærmere undersøgelse af dette).
Hvad antallet af
polakker - eller ukrainere med polsk baggrund - angår, har jeg fundet et meget
interessant tal på en internetside fra organisationen "Stowarzyszenie
'Wspólnota Polska'"
(Foreningen "Det Polske Fællesskab"). Se det sidste af linkene
nederst. Her opgives antallet af polakker i Ukraine til at ligge mellem 150.000
og 900.000! Forklaringen på det meget store gab mellem disse to tal er, at der
i den nedre ende af skalaen er tale om folk, der mere eller mindre behersker
det polske sprog, mens der i den øvre ende af skalaen bare er tale om folk med
polsk baggrund. Vi kender det her fra Danmark, hvor der er polske indvandrere
fra forskellige tider, der behersker det polske sprog, efterkommere af polske
indvandrere, der ikke behersker det polske sprog, men er bevidste om og stolte
over deres polske baggrund - OG efterkommere af polske indvandrere, der ikke
behersker det polske sprog og heller ikke er interesserede i deres polske
baggrund, men tværtimod gør alt for at fremtræde som slet og ret danskere. - På
den her omtalte internetside opgives antallet af polakker i Danmark til 20.000. Men hvis vi
medregner samtlige efterkommere efter de polakker, der siden 1893 er kommet til
Danmark, bliver tallet meget stort - og naturligvis til sidst ubestemmeligt.
Hvad forholdene på Krim angår, har min polske kilde oplyst,
at der er ca. 1.000 polakker på Krim, som nu vil meget gerne til Polen, og at
russerne har givet dem valget mellem at modtage russisk pas eller flytte fra
halvøen.
Min polske kilde
omtaler også de ukrainske nationalisters overgreb mod polakkerne fra Anden
Verdenskrig af og til vist 1950 og gør opmærksom på, at en del af den nuværende
ukrainske regering udgøres af nationalister med sort-røde
faner, som er efterfølgere af OUN (Organizacja Ukraińskich Nacjonalistów = Організація Українських Націоналістів
(Organizatsija ukrainskikh natsionalistiv) =
Organisationen af Ukrainske nationalister) og UPA (Ukraińska Powstańcza Armia = Українська Повстанська Армія (Ukrainska
Povstanska Armija) = Den Ukrainske Opstandshær). Dette er interessant og vigtigt. Så er
det altså ikke bare russisk og prorussisk propaganda. Men som jeg har sagt til
min polske kilde: Når EU støtter Ukraine, kommer en vigtig del af støtten til
at bestå i, at sådanne grupperinger bliver holdt på plads.
Hvad nu DE ETNISKE
GRUPPER I UKRAINE (inkl. Krim) angår, opgiver den polske Wikipedia-artikel
disse tal:
Ukrainere – 77,8%
Russere – 17,3%
Hviderussere – 0,6%
Moldavere – 0,5%
Krimtatarer – 0,5%
Bulgarere – 0,4%
Polakker – 0,3%
Jøder – 0,2%
Øvrige – 2,4%
Og hvad DE
KIRKELIGE FORHOLD I UKRAINE (inkl. Krim) angår, oplyser den polske
Wikipedia-artikel, at 83,8% af indbyggerne i Ukraine erklærer sig som kristne.
Fordelingen på konfessioner opgives til at være:
Ortodokse – 76,7%;
Uden bekendelse –
14,7%
Katolikker – 5,6%;
Protestanter – 1,3%
(hovedsagelig pinsekirkelige og baptister);
Muslimer – 1,2%;
Andre religioner –
0,4%;
Jøder
("judaister") – 0,1%.
MEN - der tilføjes
disse meget interessante, mere detaljerede CIA(!!!)-tal
fra 2006:
- Den Ukrainske
Ortodokse Kirke (Kijev-Patriarkatet, altså den særlige ukrainske ortodokse
kirke) - 50,4%
- Den Ukrainske Ortodokse
Kirke under Moskva-Patriarkatet (altså en afdeling af Den Russiske Ortodokse
Kirke) - 26,1%
- Den Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke (en helt selvstyrende,
"selvhovedet", ukrainsk ortodoks kirke) - 7,2%
(Der er altså to
forskellige ukrainske ortodokse kirker og, når den russiske regnes med, tre
forskellige ortodokse kirker)
- Den katolske
kirke med byzantinsk-ukrainsk ritual (det, der egentlig forstås ved Den Græsk-Katolske Kirke, nemlig en kirke med ortodoks
gudstjenesteform, der hører under paven i Rom, noget, der stammer fra den
polske tid; medlemmerne af denne kirke kaldes også de (med Rom) unerede) - 8%
- Katolicisme
(altså almindelig katolicisme som i fx Polen - 2,2%
(10,2% af
indbyggerne i Ukraine hører altså ifølge CIA under paven i Rom)
- Protestanter (se
også ovenfor) - 2,2%
- Judaisme - 0,6%
Polskkyndige, der
vil vide mere, kan bruge disse links:
LINKS:
http://pl.wikipedia.org/wiki/Ukraina
http://pl.wikipedia.org/wiki/Rze%C5%BA_wo%C5%82y%C5%84ska
http://pl.wikipedia.org/wiki/Akcja_Wis%C5%82a
http://pl.wikipedia.org/wiki/Bia%C5%82oru%C5%9B
http://wspolnotapolska.org.pl/polonia_w_liczbach.html
* * *
INFORMATOR POLSKI 4/2013
Den 6. december 2013 blev der sat tre nye Informator Polski-tekster her på siden, nemlig dels de to tekster lige her nedenfor ("70-året for Slaglille-katastrofen" og "Sidegevinster"), dels, noget længere nede, anden del af dobbeltartiklen "Polen i dansk litteratur" (efter første del, som stod i Informator Polski 2-3/2013).
Jeg lavede den 9. december 2013 Facebook-billedalbummet "INFORMATOR POLSKI 4/2013", hvis tekster står efter den oprindelige omtale her lige nedenfor. - LINK:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.696953147005220.1073741839.100000716224349&type=1&l=c12ff7078a
-
70-året for Slaglille-katastrofen
[Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
-
FLYVERHUSET - en tilføjelse
Den 16. september 2019 så jeg sognepræst Anders O.
G. Frederiksens opslag om højtidelighederne lørdag den 14. september 2019. Jeg
skrev en kommentar, hvori jeg beklagede, at Anna og jeg havde måttet melde
afbud. Men jeg så også to kommentarer, hvori det hus, der nu er på stedet, hvor
familien Christensens hus lå, af lokale blev omtalt som "Flyverhuset".
Det mente jeg ikke at have set eller hørt før, men en googling
førte mig til undersiden "Plane 223 HAL II BB309 - Slaglille Mark",
der er en underside til "AirmenDK Allied Airmen - Allierede flyvere 1939-45 DK". - Her er
linket:
https://www.airmen.dk/p223.htm
-
Den første artikel i dette nummer er Polonia-formand Lidia Szusters "70. rocznica katastrofy lotniczej pod Slaglille" (70-året for flykatastrofen ved Slaglille). - Jeg henviser i denne forbindelse også til såvel de forskellige Slaglille-tekster længere nede på denne side som til Facebook-billedalbummet"1943 - Slaglille - 2013". - LINK:
TILFØJELSE
11.12.13: LINK til Polowizja-video fra Slaglille kirke og kirkegård:
http://www.polowizja.dk/2013_12.html
Den anden tekst er
biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møllers prædiken ved den økumeniske
gudstjeneste i Slaglille Kirke den 14. september 2013, hvor 70-året blev
højtideligholdt. Titlen er: "Wiara rodzi się z tego, co się
słyszy" (Troen kommer af det, der høres,
jf. Paulus' Brev til Romerne kap. 10, vers 17). Men det var evangeliet til
Folkekirkens gudstjeneste dagen efter, 16. søndag efter trinitatis, biskoppen
prædikede over, opvækkelsen af enkens søn fra Nain,
Lukasevangeliet kap. 7, vers 11-17. (Se nf. om boksen under denne prædiken).
Den tredje tekst er profesor Edwars Olszewskis artikel "W 70. rocznicę
tragicznej śmierci
Lublin uhonorował pilota
RAF Eugeniusza Piotra Kasprzaka" (Lublin ærede RAF-pilot Eugeniusz
Piotr Kasprzak i anledning af 70-året for hans
tragiske død). Andenpilot Eugeniusz
Piotr Kasprzak blev født i Lublin den 8. januar 1922.
Den fjerde tekst er
et to sider langt digt med titlen "W 70 lat dookoła
Slaglille" (70 år omkring Slaglille). Digtet er underskrevet "Konrad
Jan Kołacz / Næstved, 5 lipca
2013 r." (Konrad Jan Kołacz / Næstved, den
5. jul lipca 2013).
Nederst på den side,
hvor slutningen af biskop Peter Fischer-Møllers prædiken star, er der en boks
med de tre vers af den polske nationalsalme, som blev sunget til allersidst ude
ved de polske flyveres grav - med den oversættelse til dansk, som man havde
bedt mig om at lave, så de danske ikke polskkyndige deltagere også kunne synge
med. Det ser nogenlunde således ud:
|
Boże, coś Polskę
Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki
otaczał blaskiem potęgi i chwały,
coś ją zasłaniał, tarczą Swej opieki od nieszczeć, które przygnębić ją
miały Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie! Ty,
któryś potem, tknięty jej upadkiem,
wspierał walczących za najswiętszą
sprawę, i
chcąc świat cały mieć jej męstwa świadkiem, w
nieszczęściach samych pomnażal jej slawę. Przed
Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Powstała z grobu na Twe władne słowo
Polska, wolności narodów choraży, pierzchnęły straże, a ponad jej głową Znowu
swobodnie Orzel Biały krąży! Przed
Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie! |
Gud, du, som Polen Gud, du, som
Polen gennem lange tider omgav med
glansen af din magt og ære! Du med dit
skjold var værn til alle sider, du lod os fri
for tryk og trængsel være. Velsign os,
Herre, hør os, når vi beder; vort land er
frit, når du, vor Gud, os leder! Du led med
os, da vi var dybest nede, og var hos os
i vore frihedskampe, du ville vidt
vort kampmods ry udbrede, vor ære lod
du ingen hær nedtrampe. Velsign os,
Herre, hør os, når vi beder; vort land er
frit, når du, vor Gud, os leder! Opstanden som af graven var nu Polen, genfødt var verdens frihedsfanebærer, den hvide ørn fløj frit nu under solen, nu ingen fangelænker folket snærer. Velsign os, Herre, hør os, når vi beder; vort land er frit, når du, vor Gud, os leder! Alojzy Feliński og Antoni Górecki m.fl. 1816 og senere Dansk
oversættelse Bent Christensen 2013 |
Tekster til Facebook-billedalbummet "INFORMATOR
POLSKI 4/2013"
Albumtekst
I dette album er kopier af forsiden af og udvalgte sider i det polske tidsskrift "Informator Polski" 4/2013. De udvalgte sider er (foruden forsiden): Siden med den boks, hvori står de tre strofer af den polske nationalsalme "Boże, coś Polskę", som blev sunget ved de polske flyveres grav på Slaglille Kirkegård den 14. september 2013, og min oversættelse af dem "Gud, du, som Polen". - De to farvebilledsider med billeder fra højtidelighederne i Slaglille den 14. september 2013. - Første side af min artikel "Sidegevinster. Oplevelser gennem en uge i Szczecin-området ud over deltagelsen i integrationsdagene i Chojna" (august 2013). Se også billedalbummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013" - Første side af sidste del af min dobbeltartikel "Polen i dansk litteratur" ("Fra Georg Brandes til maria Helleberg").
ekster til de enkelte billeder
01 Forside med mindesmærke. - Kazimierz Danilewicz's
mindemærke på de polske flyveres grav på Slaglille
Kirkegård. - Den 17. september 1943 blev en RAF-Halifaxbomber, der var på vej
hjem til England efter at have nedkastet agenter i Polen, skudt ned af en tysk
natjager over Slaglille ved Sorø. Under forsøget på at nødlande kurede den
brændende Halifax ind i den danske familie Christensens hus hus.
Fem polske flyvere og fem medlemmer af familien Christensen omkom. I de sidste
mange år er der hvert år på eller i nærheden af enten selve datoen 17.
september eller alle helgens dag (1. november) blevet afholdt
mindehøjtideligheder ved såvel de polske flyveres grav som familien
Christensens grav. Fra 2005 var jeg den danske præst ved disse højtideligheder
og dermed den, der holdt andagten ved familien Christensens grav, men netop
under 70-årshøjtidelighederne den 14. september 2013 overdrog jeg denne
tjeneste til stedets præst sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen.
02 Prædiken og salme. - Slutningen af den polske oversættelse af
biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møllers prædiken ved den dansk-polske
gudstjeneste i Slaglille kirke, et billede af kirken og en boks med de tre
strofer af den polske nationalsalme, som blev sunget til allersidst ved
andagten ved de polske flyveres grav: "Boże,
coś Polskę"
- med min oversættelse til dansk "Gud, du, som Polen". - Formand for
Forbundet "Polonia" og Polsk-Dansk Forening i Næstved Lidia Szuster, som altid leder og koordinerer højtidelighederne,
havde bedt mig lave en dansk oversættelse af disse strofer, som i det mindste
kunne sætte de ikke polskkyndige danske deltagere i stand til at synge med. Men
det lykkedes mig at lave en rigtig oversættelse med rim, som blev trykt i
programmet. Jeg blev meget glad og stolt, da jeg så, at redaktør Roman Śmigielski havde sat denne boks ind. Det tillader jeg
mig at tage som en slags officiel anerkendelse af min oversættelse. Her er boksens indhold:
Boże, coś
Polskę
Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki
otaczał blaskiem potęgi i chwały,
coś ją zasłaniał, tarczą Swej opieki
od nieszczeć, które przygnębić
ją miały
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Ty, któryś potem, tknięty jej upadkiem,
wspierał walczących za najswiętszą
sprawę,
i chcąc świat cały mieć jej męstwa świadkiem,
w nieszczęściach samych pomnażal
jej slawę.
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Powstała z grobu na Twe władne słowo
Polska, wolności narodów choraży,
pierzchnęły straże, a ponad
jej głową
Znowu swobodnie Orzel Biały
krąży!
Przed Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Gud, du, som Polen
Gud, du, som Polen
gennem lange tider
omgav med glansen
af din magt og ære!
Du med dit skjold
var værn til alle sider,
du lod os fri for
tryk og trængsel være.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Du led med os, da
vi var dybest nede,
og var hos os i
vore frihedskampe,
du ville vidt vort
kampmods ry udbrede,
vor ære lod du
ingen hær nedtrampe.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Opstanden som af
graven var nu Polen,
genfødt var verdens
frihedsfanebærer,
den hvide ørn fløj
frit nu under solen,
nu ingen
fangelænker folket snærer.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Alojzy Feliński
og Antoni Górecki m.fl. 1816 og senere
Dansk oversættelse Bent Christensen 2013
03 Den første af de to midtersider med
farvebilleder. - Øverst: De
to mindesten på de polske flyveres grav og familiens Christensens gravsten. -
Nederst til venstre: Ambassadør Rafał Wiśniewski (i midten), konsul Łukasz
Gabler og militærattaché oberst Dariusz Siekiera har lige lagt Polens krans på familien
Christensens grav. - Nederst til højre: Det halve af billedet med de fire
faner. Yderst til venstre ses Forbundet af Polske Kombattanter i Danmark's fane.
04 Den anden af de to midtersider med
farvebilleder. - Øverst til
højre: Et nyere kors med de omkomne polske flyveres navne på. - I midten til
venstre: Før gudstjenesten i Slaglile Kirke. På den
forreste bænk sidder ambassadør Rafał Wiśniewski, konsul Łukasz
Gabler og den britiske militærattaché oberstløjtnant
Gordon Fotheringham. På den anden bænk sidder formand
Lidia szuster, den polske militærattaché oberst
Dariusz Siekiera, borgmester Carsten Rasmussen,
Næstved, og borgmester Ivan Hansen, Sorø. - Nederst til venstre: Den anden
halvdel af billedet med de fire faner. Til venstre Forbundet
"Polonias" fane. Til højre Polsk-Dansk Forening i Næstved's
85 år gamle fane. - Nederst til højre: Andagten ved de polske flyveres grav.
Fra venstre ses Anders Gothenborg Frederiksen (i præstekjole), konsul Łukasz Gabler, ambassadør Rafał Wiśniewski,
biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller og katolsk generalvikar
("domprovst") Lars Messerschmidt (i hvidt). Lars Messerschmidt havde
i kirken, på prædikestolen fremført en hilsen fra den katolske kirke i Danmark.
Andagten ved graven var som sædvanlig blevet holdt af katolsk præst i Næstved
Julian Bodnar, hvis hoved vist ses lige til højre for
Lars Messerschmidts.
05 "Sidegevinster". - Dette nummer af "Informator" indeholdt også to tekster af mig, som ikke havde noget med Slaglille at gøre. Her ses det første af min artikel "Sidegevinster. Oplevelser gennem en uge i Szczecin-området ud over deltagelsen i integrationsdagene i Chojna" (august 2013). Nederst til højre er indsat et billede taget den 24. august 2013 foran Augustinerklosterkirken i Chojna. Fra venstre: Biskop Peter Fischer-Møller, domprovst Jens Arendt, sognepræst Maria Harms, pastor emeritus Bent Christensen (mig) og katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski. Se også billedalbummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013". Hele artiklen står nu også på undersiden "Internationalt".
06 "Polen i
dansk litteratur - 2". - Den
anden tekst af mig, som ikke havde noget med Slaglille at gøre: "Polen i
dansk litteratur - 2. Fra Georg Brandes til Maria Helleberg". Hele
artiklen (samt den ca. tre gange så lange grundtekst) står nu også på
undersiden "Internationalt".
* * *
Sidegevinster
Oplevelser gennem en uge i Szczecin-området ud over deltagelsen i
integrationsdagene i Chojna
[Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
LINK til
billedalbummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013":
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.642611555772713.1073741836.100000716224349&type=1&l=6785eb0b95
Vi skulle bare deltage i nogle polsk-tyske økumeniske integrations- og venskabsdage. Og så ellers lidt til tandlæge og et lille pilgrimsbesøg i den i 2012 oprettede Bonhoeffer-mindehave i forstaden Szczecin-Zdroje. Men som det er sket før, kom vi også denne gang til at opleve mere, end vi havde regnet med.
De "integrationsdage", vi som medlemmer af den danske folkekirkelige delegation skulle deltage i, skulle finde sted i byen Chojna et stykke syd for Szczecin og ikke langt fra grænsen til Tyskland. På polsk og tysk betegnes disse dage (som i år skulle holdes for 24. gang) som henholdsvis Dni Integracji, Przyjaźni i Ekumenizmu og Tage der Integration, Freundschaft und Ökumene. Vi danskere var inviteret med på grund af det særlige forhold, der er opstået mellem Haderslev og Roskilde stifter og ærkebispedømmet Szczecin-Kamień. Men jeg kan ikke her komme ind på denne officielle del af vort besøg. Jeg må nøjes med at henvise til det store billedalbum på min Facebook-profil. Man skal bare finde min profil og dernæst albummet "Chojna og Szczecin-Zdroje 2013".
Fra Szczecin til Chojna
Vi var kommet med DenTour-bussen til Szczecin torsdag eftermiddag, hvor vi som sædvanlig indtog vort værelse på Hotel Victoria. Fredag morgen kørte vi fra Szczecin Główny kl. 0625 og fik en dejlig tur til Chojna gennem Oderdalen med enge og skove.
Vi ankom til Chojna kl. 0754 og
skulle som det første deltage i messen i Augustinerklosterkirken kl. 9. Så vi
gik vi hen til en tankstation for at spørge om vej. Der kom vi til at opleve to
af polakkernes typiske karaktertræk: utålmodigheden og hjælpsomheden. For inden
vi fik set os om, havde tankstationsejeren fået sat den yngre kvindelige
medarbejder i butikken til at køre os hen til klosterkirken ikke langt derfra.
Da vi kom derhen, tilbød vi hende penge for kørslen. Men det ville hun ikke
høre tale om. Hun gik i stedet målbevidst hen til en dør i sidebygningen til
kirken, ringede på dørtelefonen og fik fat i præsten, som hun fortalte, hvad
sagen drejede sig om, og kort efter kom selveste ks. prałat Antoni Chodakowski
ud af døren. Dermed havde den unge dame udført sin opgave, og hun skyndte sig
tilbage til bilen fulgt at vore allervarmeste takkeord.
Vi havde det lidt
dårligt med at skulle ulejlige præsten, som jo nok havde meget at skulle tage
sig af inden messen, men han tog overordentlig venligt imod os og viste os ind
i et lokale, hvor vi kunne stille vore ting og jeg kunne iføre mig min
præstekjole.
Oplevelser uden for programmet
Det, at jeg gik rundt
i mit mørke tøj og min hvide skjorte med præsteflip mere eller mindre tæt på
Anna, fik mig til at tænke på den katolske kirkes omdømme, så jeg så mig en del
gange nødsaget til at forklare folk, at jeg var en dansk luthersk præst, der
havde ret til at have en kone. På vej til koncerten i Mariakirken fredag aften
var det et ældre ægtepar, der sad og ventede på en bænk. Og det endte med, at
vi fulgtes ad til kirken og kom til at sidde ved siden af hinanden. Vi sad
nogen tid, inden koncerten begyndte, og på et tidspunkt fortalte manden, at han
tilbage i 1950'erne havde gjort tjeneste i det sovjetiske flyvevåben. Så det
fik vi snakket noget om. Også på russisk. Jeg nåede dog ikke at fortælle ham,
at jeg til sprogløjtnantseksamen i 1964 havde afhørt "en nedskudt
sovjetisk pilot", der havde skullet bombe flådestationen i Korsør!
Vi danskere boede på
Hotel Piast i Cedynia helt
ude ved grænsen til Tyskland, og lørdag morgen blev vi vist rundt i byen. Vi
fik blandt andet udpeget det sted,
hvor slaget ved Cedynia den 24. juni 972 var blevet
udkæmpet, og hvor fyrst Mieszko I stort set havde
tilintetgjort grev Hodos styrke. Dette vidner om, at Oderfloden
allerede dengang var grænseflod. I øvrigt henviste vort hotels navn jo til
slægten Piast, som Mieszko
tilhørte.
Park Leśny Zdroje
Hjemme i Szczecin igen var vi om søndagen til messe i Domkirken og om mandagen til tandlæge. Men tirsdag den 27. august blev vor helt store oplevelsesdag. Vi havde længe haft et besøg i den sydlige Szczecin-forstad Zdroje i tankerne. Vi vidste nemlig, at den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer i 1930'rne (hvor byen hed Finkenwalde) havde drevet et præsteseminarium dér, men nu havde jeg oven i købet set på Internettet, at der i 2012 var blevet indviet en mindehave på det sted, hvor præsteseminariet havde ligget. Så nu skulle det være.
Men da vi fandt siden om "Zdroje
(Finkenwalde)" i vor polske rejseførerbog, blev
vi klar over, at der også var andre interessante ting i området. Der er tale om
en landsby grundlagt i midten af 1700-tallet ved udkanten af skovområdet Puszcza Bukowa (Bøgevildskoven).
Den har været berømt for sine haver og blomster, og den har været et sted, szczecinerne tog på udflugt til. Men helt fra middelalderen
af har den også været et sted, hvor der er blevet brudt kridt og kalk, og på et
tidspunkt blev disse råstoffer også brugt til cementproduktion. Den naturpark, der ligger lige syd for
Szczecin-Zdroje (mellem jernbanen og motorvejen), og
som hedder Park Leśny Zdroje
(Zdroje Skovpark), er afgørende præget af den råstofudvinding,
der har været tale om.
Hele området øst for Oderfloden og syd og øst for motorvejen er et under istiden
formet moræneområde. Det benævnes Wzgórza Bukowe (Bøgebakkerne). Og så vidt jeg har kunnet læse på
Nettet, har der været tale om en meget voldsom formning, der ofte har vendt op
og ned på de forskellige geologiske lag. Det er derfor, kalk- og kridtlagene er
blevet tilgængelige. Men i Park Leśny Zdroje er terrænet altså derudover stærkt præget af
råstofudvindingen. Dette er helt særligt tilfældet, for så vidt angår den
berømte Jezioro Szmaragdowe
(Smaragdsøen), som den 16. juli 1925 pludselig blev fyldt med vand fra
undergrunden. Men der er også andre minder om disse ting i området.
Trods søgninger på
Nettet var det aldrig lykkedes os at finde ud af, hvor den ellers flere steder
omtalte Bonhoeffer-mindehave lå, så da vi med
sporvogn og bus var kommet til Zdroje, besluttede vi
at gå til Park Leśny Zdroje
først. Den ville vi jo alligevel se, og det kunne være, Bonhoeffer-haven
lå i eller i forbindelse med den. Og vi havde masser af tid.
Vi gik kom ind i
parken fra øst, hvor der var en sti, som også var på kortet. Men det så ret
vildt ud af en park at være. Men nu var vi der, og den sti, vi kom ind på,
førte direkte til Smaragdsøen. Jeg sagde til Anna: "Ja, vi er jo kommet
ind ad bagvejen, men for hvert skridt, vi går, nærmer vi os
civilisationen". Men det var noget af en overdrivelse! Vi fik ikke set
megen civilisation. Det, der på kortet bar navnet "park", var i
virkeligheden en ren jungle, som ikke alene var fuldstændig bevokset med træer,
men som også af både naturlige og industrielle grunde var stærkt kuperet.
"Men vi skal ikke fortryde noget", sagde jeg hele tiden til Anna,
"vi er jo også kommet for at studere netop dette gamle råstofudvindingsområde
og dets geologi".
Endelig så vi et tegn
på "civilisation", nemlig et par korttavler. Men hverken disse eller
de mange andre, vi senere stødte på, var til den helt store hjælp. Det var fx
ikke angivet, hvor på kortet vi var, og det var kun en del af området, der var
vist. Det hele byggede meget på forskellige afmærkede stier. Vi nåede dog frem
til Smaragdsøen. På det sted, hvor der endnu er en cementbro efter den lille
bjergværksbane. Dér satte vi os og fik en hårdt tiltrængt smøg. Vi havde jo på
grund af jordens tørhed ikke kunnet ryge undervejs, men her kunne vi sidde på
en bænk lige ved vandkanten. Nogle ænder kom forventningsfuldt svømmende hen
til os. Men vi havde intet at give dem, så vi måtte prøve at spise dem af med
nogle venlige ord.
Så vidt, så godt. Men vi ville jo også gerne nå at se den i rejseføreren omtalte - og afbildede - broagtige store cementbue med en kinesisk pavillon på - som naturligvis i sin tid var blevet lavet for at vise cementens muligheder. Men den nåede vi aldrig hen til. Til gengæld fik vi set den også berømte kunstige grotte, som der indtil for nylig har været en vis restaurationsvirksomhed ved. Og et par andre ting. Til sidst nåede vi ud til Punkt Widokowy - Polana Widok (Udsigtspunktet "Udsigt fra lysningen"), hvorfra vi kunne se helt til Szczecin og blandt andet tydeligt kunne se Domkirken. Jeg fik taget et billede af Anna, mens hun stod og så op mod Szczecin. Det var vist et sted, hvor jernbanen havde kunnet køre de udgravede materialer hen til skrænten. Mens vi sad på en bænk dér, kom et andet par derud, og da de havde nydt udsigten, kom de hen til os og gav sig i snak med os.
Det var ikke et ægtepar, måske to slægtninge. For kvinden var helt polak og kunne kun polsk. Men manden viste sig at være polskamerikaner på ferie i Polen. Og hvilken polskamerikaner! Vi kom blandt andet ind på forskellige politiske ting, og han viste sig at ligge langt til venstre på den politiske skala. Han spurgte mig, hvordan jeg vurderede Polens aktuelle situation. Og jeg kunne jo kun svare, at efter min mening befandt Polen sig i den bedste situation nogensinde. Det var en meget interessant samtale, endnu et eksempel på, hvad Anna og jeg kalder "dybdeturisme". Og så lykkedes det os at komme ud af parken og ind i byen.
Bonhoeffer-haven
Men nu var det blevet sent, og vi skulle nå at besøge vort hovedmål: Bonhoeffer-mindehaven. Vi gik hen til taxa-holdepladsen i nærheden af den rundkørsel, hvor vi var stået af bussen. Taxachaufførerne måtte da vide, hvor det var. Det viste sig også at være tilfældet. Men på en måde, der ikke bare løste vort problem, men også førte til vor største "dybdeøkumeniske" oplevelse på denne tur.
Der holdt en lang række taxaer på holdepladsen. Og jeg gik hen til den første. Dér sad chaufføren og læste i en bog med et billede af pave Jan Paweł II som bogmærke. Det var en katolsk katekismus! Han vidste imidlertid ikke selv, hvor Bonhoeffer-haven var, men mente dog, at der var en lidt længere nede i rækken, der vidste det. Det var der også. Og han fortalte os, at det var lige i nærheden. Men vi var nu så trætte og forsinkede, at vi insisterede på at blive kørt derhen. Det viste sig at være for enden af ul. Jabłoniowa, en blind sidevej til ul. Batalionów Chłopskich.
Men vi blev sat af og gik med ærefrygt ind i det fine, men ikke alt for velpassede lille anlæg med det fulde navn Ogród Ciszy i Medytacji im. ks. Dietricha Bonhoeffera (på tysk: Dietrich Bonhoeffer-Garten der Stille und Meditation).
Jeg gav mig straks til at gennemfotografere haven. Det første
billede, vi tog inde i haven, var af selve den lille mindesten med indskriften
"Finkenwalde Seminarium 1935-1937 Dietrich Bonhoeffer". Dernæst tog vi et, som i mit
Facebook-album har fået teksten "Her står jeg ved mindestenen. Med hele
historien 1933-1944 i tankerne". 1933 er jo året for Hitlers
magtovertagelse og 1944 er det år, hvor Bonhoeffer
blev henrettet på grund af sin tilknytning til sammensværgelsen mod Hitler i
forbindelse med det mislykkede bombeattentat i Wolfsschanze. Men Bonhoeffer havde også fra begyndelsen af været en ledende
skikkelse i Bekendelseskirken (Die Bekennende Kirche, en samlende betegnelse for den organiserede modstand
1933-45 blandt evangeliske præster og menigheder imod det nazistisk dominerede
rigskirkestyre). Bonhoeffer var desuden en stor og
fin teolog, som man også her i Danmark stadig studerer og lader sig inspirere
af. Som jeg blandt andet har sagt til de polske katolikker, vi har talt med om Bonhoeffer: "Bonhoeffer er
noget af det nærmeste, man kan komme 'en protestantisk helgen', og han er i
hvert fald en martyr, vi absolut skylder at ære og mindes".
Det næste billede, vi tog, er et, hvor Anna sidder og mediterer på bænken i nærheden af mindestenen, men hvorpå man også ser nogle af alle pladerne med hovedsagelig Bonhoeffer-citater langs den sti, der bugter sig gennem haven. Det er meningen, at man skal gå stille rundt og fordybe sig i teksterne og meditere over dem. På et af de næste billeder står Anna og mediterer ved det døde træ, der er plantet som et symbol på Gestapos lukning af præsteseminariet i 1937 og dermed udslukkelsen af det åndelige liv på dette sted. Derefter kommer en tekst, hvori der henvises en skulptur, som man åbenbart planlægger at rejse senere. Alle teksterne står på polsk, tysk og engelsk, men jeg oversætter nu denne til dansk:
Bordet. Stenskulpturen i form af et bord med stole symboliserer det fællesskab, den varme familieatmosfære, der herskede mellem de studerende og pastor Dietrich Bonhoeffer. Den væltede stol skal symbolisere Gestapos pludselige indtrængen, fordrivelsen af de studerende og præsteseminariets lukning.
På det sidste billede står jeg ved det store kors, der måske før 2012 var det eneste minde om Dietrich Bonhoeffers præsteseminarium.
Da vi var færdige med fotograferingen og sad lidt på bænken og hvilte os, kom en mand ind i haven. Det var den taxachauffør, vi først havde henvendt os til. Han sagde, at nu ville han altså selv se mindehaven. Men han var tydeligvis også interesseret i at komme til at snakke med os. Jeg havde jo fortalt ham, at vi var et dansk luthersk præstepar. Det blev en meget interessant samtale, hvor vi kom ind på mange ting i forbindelse med forholdet mellem den katolske og den lutherske kristendomsform. Han var blandt andet meget uforstående over for, at vi i Den Danske Folkekirke havde indført et ritual for vielse af par af samme køn. Men jeg kunne oplyse, at ikke alene var jeg imod og havde skrevet meget imod det, men at også biskoppen over vort stift, Lolland-Falsters Stift, var imod og ikke havde skrevet under på ritualet - hvad en anden biskop heller ikke havde, nemlig den kvindelige biskop over Helsingør Stift. (Jeg er sikker på, at "kvindelige biskop" også har rykket noget i ham). Men jeg sagde indtil flere gange, at for os i Folkekirken var friheden noget af det allervigtigste. Og jeg understregede, at vi jo trods alle vore dårligdomme havde troen på Jesus Kristus og på Den Treenige Gud som vort centrum, og at Evangeliet levede hos os i vor frihed. Hvad den katolske kirke angår, måtte jeg sige, at hvor historisk og økumenisk indstillet jeg end var, og hvor meget jeg end ønskede at leve tæt sammen med mine katolske medkristne, måtte jeg forholde mig absolut kritisk til især Maria-dyrkelsen og messeofferteologien. Sådan talte vi gennem længere tid, indtil han var nødt til at tage en tur med sin taxa. Vi tog hjerteligt afsked med hinanden. På et tidspunkt havde jeg spurgt ham, hvorfor han havde siddet og studeret katekismen. Var han måske en, der var ved at konvertere? Nej, det var han ikke; han var født og døbt katolsk og var af en katolsk slægt, han ville bare fordybe sig i troslæren. Det må man sige!
Bogkøb
Onsdag var vor sidste
hele dag i Szczecin. Og den havde vi sat af til især bogindkøb. Vi gik op til Galeria Kaskada på al. Niepodległości, hvor der var en Empik-boghandel, jeg før havde været i, og jeg fik købt
nogle interessante historiske bøger med alternative vinkler på både det ene og
det andet, og tyskeren Reinhold Vetters bog om, hvordan Lech Wałęsa havde overlistet kommunisterne. Og jeg fik
opfyldt et af mine største ønsker. Forrige gang havde jeg købt pseudonymet
Vincent V. Severskis meget seriøse og oplysende,
bredt flerstrengede agentroman Nielegalni (De illegale), og jeg ville nu prøve at se, om
der var andre bøger af denne forfatter, som skal have været en stor mand i den
polske efterretningstjeneste. Det var der, oven i købet en fortsættelse - med
en titel, der nærmest rimede: Niewierni (De troløse). Den glæder jeg mig utrolig meget til
at skulle læse.
Og så kørte vi hjem.
Efter endnu et besøg i Polen med både planlagte og uventede, både officielle og
private oplevelser.
Bent Christensen
* * *
POLSK-DANSK HØJTIDELIGHED I
MINDELUNDEN DEN 9. NOVEMBER 2013
I anledning af, at
den 11. november er Polens uafhængighedsdag (1918), afholdt den polske
ambassade og Frihedskampens Frednings- og Mindefond lørdag den 9. november en
mindehøjtidelighed i Mindelunden, Ryvangen, hvor også et polsk-dansk ægtepar
ligger begravet. - Det danske forsvar var repræsenteret ved chefen for
Søværnets Operative Kommando kontreadmiral Frank Trojahn.
Jeg medvirkede som den danske præst (på vegne af Folkekirken og Foreningen af
Polakker i Danmark).
Højtidelighedens
forløb: Totalforsvarsregion Sjællands Eksercitskommando marcherede ind og
udgjorde æresvagten. Velkomst ved den polske vicekonsul. Man sang den polske og
den danske nationalsang. Tale om ægteparret Lone og Lucjan Masłocha og det
britisk-polsk-danske samarbejde under Anden Verdenskrig. Den polske katolske
præst bad for de døde. Jeg bad for de døde (se bønnen allernederst her). Man
sang "Altid frejdig, når du går". Den polske ambassadør, danske
frihedskæmperveteraner, den polske, den britiske, den amerikanske, den franske
og endnu en militærattaché (som jeg ikke fik identificeret) lagde kranse ved
Frihedskæmpermonumentet og ægteparret Masłochas
grave). Eksercitskommandoets trompetist spillede den polske soldatersang for de
faldne kammerater " Śpij kolego" (Sov, kammerat). Pårørende og andre lagde
blomster ved ægteparret Masłochas grave, blandt
andet slægtningen Lone Mogensen, som er opkaldt efter Lone Masłocha, født
Mogensen.
Efter
højtideligheden var der samvær på den polske ambassade, hvor jeg fik lejlighed
til at tale med flere forskellige deltagere, blandt andet den polske
militærattaché oberst Dariusz Siekiera, som jeg
drøftede en ny og meget kontroversiel bog, jeg lige har læst, med, nemlig om
Warszawaopstanden 1944. Jeg fik også en god og lang snak med kulturattaché
Joanna Tamborska.
Da Anna var
rekonvalescent efter både det ene og det andet, og da mine andre
billedleverandører heller ikke var til stede, har jeg endnu ikke billeder, men
jeg håber, ambassaden vil sætte et billedgalleri på sin hjemmeside også i år.
Foreløbig må jeg nøjes med at sætte et link til det fra sidste år ind her:
LINKS
Mindelundens internetside:
http://www.mindelundenryvangen.dk/
Artikel i Den korte Avis med omtale af
ægteparret Masłocha og deres skæbne og af den tilsvarende
højtidelighed i 2012:
http://denkorteavis.dk/2012/mindedag-i-ryvangen/
Den polske ambassades
omtale af og billeder fra højtideligheden i Mindelunden den 10. november 2012:
http://kopenhaga.msz.gov.pl/pl/wspolpraca_dwustronna/wspolpraca_kulturalna/spotkanie_w_mindelunden
-
Min bøn ved den polsk-danske højtidelighed i
Mindelunden den 9. november 2013
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.
Amen
Lad os bede!
Kære Gud og Far i Himlen!
Vi er i dag samlet for at mindes dem, der gav deres liv i kampen for frihed og menneskelighed og ligger begravet her.
Vi beder om, at de må være i din nådige varetægt indtil den yderste dag, og at de da må indgå til den evige herlighed i dit Rige.
Det er i dag få dage før den polske uafhængighedsdag, og vi beder særligt for Lone og Lucjan Masłocha og for både Danmark og Polen og for fællesskabet mellem vore to folk. Lad os leve i fred og frihed på hver vor side af Østersøen, og lad os sammen bidrage til, at Europas og verdens mennesker må kunne leve i gode kår.
Men vi beder også om, at du vil hjælpe os til, aldrig at glemme det Ondes frygtelige magt og det mod og de ofre, det kan kræve at stå den imod.
Hjælp os til at stå imod, når vi selv fristes til at begå uret.
Kære Gud! Vær hos os med din hjælp og styrke, din trøst og dit håb i alle vore dage, og vær vort livs Gud nu og i al evighed.
Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Bror og Herre!
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
* * *
1943 - Slaglille - 2013
Et Facebook-billedalbum
Gudstjeneste og andagter i anledning
af 70-året for nedskydningen af en RAF Halifax-bomber med polsk besætning og
fem medlemmer af den danske familien Christensens død i forbindelse dermed.
LINK:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.650699698297232.1073741838.100000716224349&type=1&l=d40eaf3e1e
Dette album består
af billeder fra gudstjenesten i Slaglille Kirke og andagterne på Slaglille
Kirkegård i anledning af 70-året for nedskydningen over Slaglille af en RAF
Halifax-bomber med polsk besætning den 17. september 1943. Kun to
besætningsmedlemmer overlevede.
Normalt holdes der
kun to andagter på kirkegården, nemlig ved de fem omkomne polske flyveres grav
og ved de omkomne medlemmer af den danske familien Christensen, hvis hus den
brændende Halifax kurede ind i under forsøget på at nødlande. -
Halifax-bomberen havde landsat agenter m.m. i Polen og var på vej hjem.
Hvert år afholdes
ved allehelgenstide (omkring 1. november) eller lidt senere, nemlig så tæt som
muligt på den polske uafhængighedsdag 11. november, en polsk-dansk mindehøjtidelighed
ved de to grave, men i år havde man valgt lørdag den 14. september for at komme
så tæt på selve dagen som muligt. Jeg har i min egenskab af dansk
folkekirkepræst (emeritus) og medlem af Foreningen af Polakker i Danmark
medvirket siden 2005, men i år overdrog jeg tjenesten til Slaglille-sognepræst
Anders Gothenborg Frederiksen.
TEKSTER TIL DE ENKELTE BILLEDER
01 Monumentet på de
polske RAF-flyveres grav på Slaglille Kirkegård.
02 Mindestenen med
de fem omkomne polske flyveres navne. De er på grund af forholdene lidt forkert
stavet (hvad ambassadøren udlagde meget smukt i sin tale under den
efterfølgende sammenkomst). Her er de rigtige gradsbetegnelser og navne m.m.:
F/Lt. Wincenty
Wasilewski, porucznik nawigator (navigatør), 27 år, Sgt. Władyslaw
Barzdo, St.sierżant, mechanik pokładowy
(mekaniker), 27 år, 2. pilot F/Sgt. Eugeniusz Kasprzak, sierżant pilot, 21
år, F/Sgt. Julian Michalski, Plut. Radiooperator, strzelec
(radiooperatør, skytte), 35 år, Sgt. Władyslaw Patlewicz, kapral, strzelec (skytte), 28 år.
03 En plade på de
polske flyveres grav med denne indskrift: Fra polakker i Ringsted til ære for
de faldne flyvere.
04 Et særligt lille
kors for flyverne med de fem efternavne.
06 På selve den
forreste bænk: Polsk ambassadør Rafał Wiśniewski, polsk konsul Łukasz
Gabler, britisk militærattaché lieutenant
colonel (oberstløjtnant) Gordon Fotheringham.
På bænken bagved: Poloniaformand og formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved
og koordinator af Slaglille-højtidelighederne Lidia Szuster
(ansigtet lige bag den røde blomst), polsk militærattaché pułkownik
(oberst) Dariusz Siekiera, borgmester Carsten
Rasmussen, Næstved, og borgmester Ivan Hansen, Sorø.
07 I Slaglille
Kirke. - Informator Polski-redaktør m.m. Roman Smigielski og Lidia Szusters mand Józef. På næste
bænk: Urszula Smigielski (g. m. Roman), Anna Christensen (g. m. mig), formand
for Polsk Forening i Maribo Hanna Slobodziuk. - Alle
billederne i dette album på nær ét har jeg fået fra ægteparrene Szuster og Smigielski!
08 I nederste højre
hjørne: formand Lidia Szusters mand Józef (se forrige billede). På bænken bagved: Urszula
Smigielski (g. m. Roman på næste billede), Anna Christensen (g. m. mig),
formand for Foreningen af Polakker i Maribo Hanna Slobodziuk
og hendes mand Bent.
09 To af de tre
tilstedeværende modstandsbevægelsesveteraner og pastor emeritus Bent
Christensen, Lolland-Falsters Stift og Foreningen af Polakker i Maribo (mig).
10 Hjemmeværnsmand
med Forbundet "Polonias" fane. - Polonia er paraplyorganisationen for
alt polsk-dansk i Danmark.
11 Generalvikar
Lars Messerschmidt (har lige læst epistelen på dansk), pastor Julian Bodnar (læser epistelen på polsk) og sognepræst Anders
Gothenborg Frederiksen.
12 Biskop over
Roskilde Stift Peter Fischer-Møller prædiker.
13 Generalvikar
Lars Messerschmidt taler på den katolske kirkes vegne.
15 Vort eget eneste
billede - som det under store kameravanskeligheder lykkedes Anna at få taget.
Så det skulle med. Men det viser også ganske godt, hvordan man - med Slaglille
Kirke i baggrunden - nu er samlet til andagt ved familien Christensens grav. -
I midten ses formanden for Foreningen af Polakker i Danmark Torsten Elsvor -
som i øvrigt også er "Museum Polakkasernen" i Tågerups fader. Polakkaserne
i Tågerup ligger 5 km fra, hvor vi bor og er en af de "kaserner",
hvor de polske sæsonarbejdere (roepiger)
boede fra roelugningen til roeoptagningen. Midt i billedets venstre halvdel
(med kanten af støttepillen lige bag sig) ses formanden for Foreningen
Polakkasernens Venner Marek Kocuba.
16 Efter
gudstjenesten i Slaglille Kirke gik alle ud til familien Christensens grav. -
Ved de almindelige årlige andagter begynder man ved de polske flyveres grav og
går derefter til familiens Christensens grav, hvor det jo er ofrene for
følgevirkningen af nedskydningen der ligger, men i år, hvor det hele begyndte
med gudstjenesten i kirken, havde man besluttet at lade andagten ved flyvernes
grav være det sidste punkt. Efter hvad man vel kan kalde bagvægtsprincippet.
Jeg tror, enhver der ser dette album, forstår det. Vi, der var med, oplevede
det som det rigtige. Anna og jeg gjorde i hvert fald.
17 Ved familien Christensens
grav, lige før hjemmeværnets Trompeter Erling skovdal,
som jeg netop står og taler med, som altid indleder andagten ved at spille
"Guds fred med vore døde".
18 Konsul Łukasz Gabler, ambassadør Rafał Wiśniewski og
militærattaché Dariusz Siekiera ved familien
Christensens grav.
19 De tre fra
ambassaden har lagt krans ved familien Christensens grav.
20 De tre fra den
polske ambassade med ambassadøren i midten har lagt krans.
21 Den ældste
frihedskæmperveteran har lagt krans.
22 Borgmester Ivan
Hansen, Sorø, (tv.) og borgmester Carsten Rasmussen, Næstved, (th.) har lagt
krans.
23 Formand for
Foreningen af Polakker i Danmark Torsten Elsvor og Polonia-formand Lidia Szuster ved familien Christensens grav. - Se og så teksten
til billede 06.
24 En repræsentant
for Slaglille Menighedsråd lægger krans. - I baggrunden, lidt til venstre for
midten, står sognepræst Anders Frederiksen og jeg. Dér stod vi også, da jeg
overdrog tjenesten til ham, hvad jeg desværre ikke har et direkte billede af.
25 Torsten Elsvor
og Lidia Szuster ved familien Christensens grav. -
Lige bag Lidia Szuster ses lidt af sognepræst anders Frederiksne, og til
venstre for ham står jeg. Og da jeg som sagt ikke har noget direkte billede af
den lille "indsættelse" eller overdragelse, jeg foretog, tillader jeg
mig at sætte hele den både danske og polske lille tekst ind her: //
OVERDRAGELSE AF ANDAGTSTJENESTEN til sognepræst Anders Gothenborg Frederiksen /
Siden 2005 har jeg fungeret som Den Danske Folkekirkes præst ved højtidelighederne
her på Slaglille Kirkegård, og jo især her ved familien Christensens grav. / Od
dwa tysiące piątego roku to ja służyłem jako
pastor Duńskiego Kościoła
Ludowego na uroczystościach tu na cmentarzu parafii
Slaglille, zwłaszcza tutaj
przy grobie rodziny Christensen. / Men stedets præst, sognepræst Anders
Gothenborg Frederiksen, har nu erklæret sig villig til at varetage denne
tjeneste. Og det er jo det rigtige, at det er stedets præst, der varetager den.
Som den, der senest var varetaget tjenesten, vil jeg nu overdrage den til ham.
/ Ale poprosiliśmy tutejszego
proboszcza, pastora Anders
Gothenborg Frederiksen, by przejął tę służbę, i
on zgodził się. I
oczywiście jest to najlepsze. Że proboszcz parafii Slaglille sprawuje tę służbę. I teraz przekazuję mu służbę. / Pastor Anders! Nu er det dig! Jeg
ønsker Guds velsignelse over dig og denne tjeneste! Pastorze Anders! /
Teraz to Ty! Życzę błogosławieństwa Bożego nad
Tobą i tą służbą!
26 Torsten Elsvor
og Lidia Szuster har lige lagt deres krans. - Se
teksten til billede 06 og billede 23.
27 a Sognepræst
Anders Gothenborg Frederiksen ved flyvergraven lige før andagten dér. Her ser
man også det meste af Slaglille Kirke. - Kopieret fra
Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Pastorats Facebook-profil.
27 b Den britiske
militærattaché lieutenant colonel
(oberstløjtnant) Gordon Fotheringham på vej med
krans.
28 Den britiske
militærattaché lieutenant colonel
(oberstløjtnant) Gordon Fotheringham har lagt sin
krans.
29 Andagten ved de
polske flyveres grav. I forgrunden fra venstre: den polske militærattaché pułkownik (oberst) Dariusz Siekiera,
sognepræst Anders Frederiksen, den polske ambassadør Rafał
Wiśniewski, biskop Peter Fischer-Møller,
generalvikar Lars Messerschmidt, pastor Julian Bodnar.
Mellem de to sidstnævnte ses Polonia-formand Lidia Szuster.
- Til allersidst sang vi den polske "nationalsalme" (ikke
national-sang), som jeg på Lidia Szusters opfordring
havde lavet denne oversættelse af, så danskerne kunne synge den (den polske
tekst står allernederst her):
Gud, du, som Polen
gennem lange tider
omgav med glansen
af din magt og ære!
Du med dit skjold
var værn til alle sider,
du lod os fri for
tryk og trængsel være.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit, når
du, vor Gud, os leder!
Du led med os, da
vi var dybest nede,
og var hos os i
vore frihedskampe,
du ville vidt vort
kampmods ry udbrede,
vor ære lod du
ingen hær nedtrampe.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Opstanden som af
graven var nu Polen,
genfødt var verdens
frihedsfanebærer,
den hvide ørn fløj
frit nu under solen,
nu ingen
fangelænker folket snærer.
Velsign os, Herre,
hør os, når vi beder;
vort land er frit,
når du, vor Gud, os leder!
Alojzy Feliński og
Antoni Górecki m.fl. 1816 og senere
Dansk oversættelse
Bent Christensen 2013
-
Boże, coś Polskę
Boże, coś Polskę przez tak liczne wieki
otaczał blaskiem potęgi i chwały,
coś ją zasłaniał, tarczą Swej opieki
od nieszczeć, które przygnębić
ją miały
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Ty, któryś potem, tknięty jej upadkiem,
wspierał walczących za najswiętszą
sprawę,
i chcąc świat cały mieć jej męstwa świadkiem,
w nieszczęściach samych pomnażal
jej slawę.
Przed Twe ołtarze zanosim
błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
Powstała z grobu na Twe władne słowo
Polska, wolności narodów choraży,
pierzchnęły straże, a ponad
jej głową
Znowu swobodnie Orzel Biały krąży!
Przed Twe ołtarze zanosim błaganie:
Ojczyznę wolną pobłogosław, Panie!
30 Katolsk
sognepræst i Næstved Julian Bodnar holder andagten
ved de polske flyveres grav. Bemærk æreskommandoet med kaptajn Thomas Seloy til venstre.
31 Fanerne ved
flyvergraven. I nederste højre hjørne står kaptajn Thomas Seloy,
der som altid var leder af æreskommandoet og som i øvrigt er leder af "Eksercits Kommandoen"
under Totalforsvarsregion Sjælland.
32 Faner ved
flyvergraven. - SLUT
* * *
Polen i dansk litteratur - 1
Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten Hauch
[Artikel i Informator Polski nr. 2-3 (84-85) 2013, september 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
Fra 13.04.15 med et TILLÆG (efter arktiklens
anden del): D.G. Monrads digt "Til Diebitsch", som formodentlig er skrevet ret kort efter
den polske Novemberopstand 1830-1831.
LINK til Facebook-billedalbum med forsiden af dette nummer af Informator
Polski, artiklens fire sider (med
illustrationer) - samt to af nummerets særlige farvebilledmidtersider
med billeder fra Musikstalden, Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor Polsk-Dansk
Forening i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året
for de første roepolakkers ankomst til Gedser. Billedteksterne står længere
nede på denne side med overskriften " Informator Polski 2-3/2013":
Nr. 206 af kultur- og litteraturtidsskriftet Kritik, der udkom sidst i december 2012, havde liberalismen som tema. Også litteraturhistorisk! En af artiklerne var skrevet af litteraturprofessor Johan de Mylius, Syddansk Universitet, og havde titlen "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848". Og i den omtales også den rolle, Polen spillede i dansk litteratur i tiden op til folkestyrets indførelse i 1848. Sympatien med Polen var så stor, at den polske sammenhæng var den eneste, hvori man i Enevældens sidste tid nogenlunde risikofrit kunne tale om friheden! Men under min internetsøgning efter mere om dette tema stødte jeg på to andre tekster, nemlig for det første en magisterafhandling ved Wiens Universitet og for det andet en artikel i det i Poznań udgivne tidsskrift Folia Scandinavica. Det er henholdsvis tyskeren Anne Seuferts Geteiltes Polen in der dänischen Literatur - eine Rezeptionsanalyse von Carsten Hauch bis Agnes Henningsen (Det delte Polen i dansk litteratur - en receptionsanalyse fra Carsten Hauch til Agnes Henningsen) (2010) og polakken Sylwia Schabs på dansk skrevne artikel "Maria Hellebergs Fremmede naboer i den danske Polen-diskurs" (2009). Jeg bygger i det følgende ret tæt på de her nævnte tre tekster, men vil gøre det i samlet kronologisk orden. Dog først lidt om forfatterne til de to udenlandske tekster.
Anne Seufert er født 1979 i München og er i dag ansat i musikforlaget Schott Music i Mainz. Men hun har studeret og beskæftiget sig med mange forskellige ting. I sammenhængen her er det hendes magisterafhandling, der er interessant. Hun har til mig oplyst, at baggrunden for den var studier i de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Østersølandene, og at hun var kommet til at se temaet Polen i dansk litteratur som et eksempel på kulturudvekslingen hen over Østersøen. I 2009 foretog hun som led i arbejdet med magisterafhandlingen studierejser til Polen, Danmark og Sverige.
Dr. Sylwia Schab er ansat på Institut for Skandinaviske Studier ved Adam Mickiewicz Universitetet i Poznań. Hendes artikel beskæftiger sig hovedsagelig med Maria Hellebergs bog fra 1992 Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie. Men hun sætter også denne bog ind i en bredere sammenhæng. Som eksempler på danske romaner med polsk tema nævner hun: Agnes Henningsens Polens Døtre (1901), Hilmar Wulffs Vejen til livet (1947), Peer Hultbergs Præludier (1989, om Frederik Chopin), Janina Katz' Mit liv som barbar (1993), Stig Dalagers Davids bog (1995), Jens Henrik Jensens Kællingen i Kraków (1999) og Janina Katz' Drengen fra dengang (2004). Og hun nævner desuden Frederik Poulsens Rejser og Rids (1920) og Liv og Rejser omkring Aarhundredskiftet (1946), Hilmar Wulffs Polen (1961), Dea Trier Mørchs Polen (1970), Jess Ørnsbos "Polen - én stor hemmelig klub" (i Europa retur: 12+1 forfattere på rejse,1990) og Hans Erik Rasmussens Karlsvognen - med heste, vogn og børn gennem Østeuropa (2002).
1790-1834
Men jeg går nu tilbage til 1790 (og vel situationen omkring den polsk-preussiske pagt), hvor Knud Lyne Rahbek (1760-1830) skrev drikkevisen "Nu bort med alskens politik". De her citerede linjer (første halvdel af sidste strofe) skal ses som en slags sort drikkevise-humor, der skal understrege, at nu er det altså det lystige samvær, det gælder. De er derfor i virkeligheden et stærkt udtryk for, at det polske spørgsmål har spillet en vigtig rolle blandt 1790'ernes danske kunstnere og intellektuelle. I visen opregnes en række aktuelle emner, man ikke vil have lystigheden forstyrret af, og til sidst (og dermed som det største) nævnes med disse tilsyneladende kyniske ord den polske sag:
Hvad gaaer os stakkels Polen an?
Vi det dog ikke hielpe kan.
Lad ingen Polak taales her!
Det meget bedre er!
Digtet "Raab til Polen" er formodentlig det første digt, Frederik Paludan-Müller (1809-1876) har
fået trykt, nemlig i Kjøbenhavnsposten
den 8. Marts 1831, altså under Novemberopstanden
1830-1831, på et tidspunkt, hvor polakkernes situation endnu var så gunstig, at
de kunne forberede et modangreb mod de russiske styrker. Den polske ørn som
frihedsbebuder står i centrum:
Polen, du hvis
Ørn nu svæver
Imod Himlen, du
som hæver
Efter Faldet
atter dig:
Tappre Folk, som Krigens Fane
Folder ud paa Ærens Bane,
Hvor den blodig
viser sig.
[...]
Hvide Ørn, slaa dine Vinger,
Som nu ingen
Lænke tvinger,
Imod Solens Straaler ud!
[...]
Polens Ørn! See
Ørne skjælve
Ved din Stigen;
dunkelt hvælve
Fremtidsskyer sig
over dem.
Ørne, som har
fordum plukket
Dine bedste Fjer
og drukket
Af dit Blod, vil
styrte frem.
[...]
Hvad er skjønt som Troskabs Minde
Bag Udødeligheds Glands?
Det skal
Frihedshelten vinde,
Lykkens Krone den
er hans!
Tiden hans
Bedrift ei svækker,
Ved hans Navn
Erindring lægger
Rørt og stolt en
evig Krands.
I H.C. Andersens rejsebog Skyggebilleder fra 1831 er det især Julirevolutionen i Paris 1830, der ligger i baggrunden. Men også den polske situation (Novemberopstanden 1830-1831) er med i billedet, "et heelt Folks Kamp og Undergang", som Andersen skriver i kapitel 6. Og senere fortæller han om sit besøg ved det sted, hvor den polske helt Józef Poniatowski blev dræbt under slaget ved Leipzig 1813. - Józef Antoni Poniatowski (1763-1813) var chef for VIII (polske) Korps i den franske armé og blev (som noget helt enestående for en udlænding) nogle få dage før sin død den 19. oktober 1813 af Napoleon udnævnt til marskal af Frankrig. - Og om netop Poniatowski skriver H.C. Andersen (jeg citerer nu fra Johan de Mylius' udgave af Skyggebilleder):
Vi kjørte over Ehterfloden, i hvilken Poniatowsky fandt sin Død; man viiste mig i Forstaden de forskjellige Stillinger den fjendtlige Armee her havde taget, hvor man havde sprængt igjennem Haverne, og hvor Napoleon havde trukket sig tilbage.
Og senere mindes Andersen Tadeusz Kościuszko, lederen af den første polske opstand (1794):
"En underlig Aftendæmring laae over Stedet, jeg tænkte paa Kosciusko, Polens Wilhelm Tell [se nf.], paa det ulykkelige Rige, der som et Landkort er klippet i Stykker; paa det arme, kjæmpende Folk - - En lille Fugl hoppede paa Grenen tæt ved og qviddrede, men det var ganske svagt, han frygtede vist Censur og Stikbreve, det klang saa dæmpet, men jeg syntes at høre den døende Polaks Kampsang:
'Noch ist Polen nicht verloren!'".
Når Andersen kalder Kościuszko "Polens Wilhelm Tell", er den helt direkte årsag til det, at han i Leipzig netop havde været til en italiensk operatrups opførelse af Rossinis opera Wilhelm Tell.
I 1832 skrev Emil Aarestrup (1800-1856) en erotisk sonet, hvori ordet polsk
forekommer. Første linje lyder: "Jeg havde faaet
Brev fra dig, Nanette!", og de følgende tre linjer handler om, hvor
himmelsk henrykt det gør digtets Jeg. Men derefter beretter Jeg'et
om, hvordan han bliver distraheret af en forførerisk "smidig, svaj
[smækker] Brunette". Han kan ikke rigtig forklare, hvad det var ved hende,
der var så fristende, og til sidst flyder det hele sammen for ham:
Var det den sagte
Vuggen af Karethen?
Laa det i Maanen?
eller i Cometen?
Var det Contourerne af Silkekjolen?
En Sympathi (thi hun var polsk) med Polen?
Alt gik i eet - du - hun - min Troskab! Himmel,
Hvor man kan være
svag og hjertesvimmel!
Der er ingen tvivl om, at dette er skrevet
under indtryk af Novemberopstanden 1830-1831. Og selv
om man kan sige, at Aarestrup her bruger et dybt alvorligt og tragisk forhold i
et erotisk digt, er det et udtryk for, hvor meget Polen i 1832 har været fremme
i danskernes bevidsthed (jfr. Rahbeks drikkevise fra 1790). - Kometen må være Enckes
Komet, som var synlig i juni 1832.
Aarestrups digt "En polsk Moder"
fra 1834 er til gengæld dybt alvorligt. Det handler om en moder, der havde født
en søn, netop da hun fik nyheden om, at hendes mand, der havde deltaget Novemberopstanden, var blevet taget til fange. Og det
lykkes hende lige at vise faderen hans søn gennem fængselsvinduet dagen før
hans henrettelse. Digtet slutter med, at moderen beder faderen indvie den lille
dreng til at gå i sin fars fodspor og kæmpe for Polens frihed:
Hør hvad en Moder beder
Hvis Hjerte snart vil briste
Kast dine Øine paa
ham
For førstegang og sidste.
Kast dine Øine paa
ham,
Med Kraften og med Evnen,
Som Døden kun kan give,
Og vie ham ind til Hævnen.
Carl Bagger (1807-1846), som døde 39 år gammel efter et svirende bohemeliv, var en af de få digtere i 1830'erne, der var for liberaliseringen af samfundet. Det gælder især indledningsdigtet "Til Læseren" i debutsamlingen Smaadigte (1834), hvor Bagger taler imod dyrkelsen af kongemagten og den nationalisme, der består i, at man elsker sit fødeland, bare fordi det er dér, man er født. Det særlig interessante er imidlertid den måde, Polen optræder på. Digteren er borger overalt, og især "Hvor der Sorg er, hvor der lyder Klage",
Rundtom har han Slægt, som, stædt i Nød,
Veeraab til hans Sjæl og Øre sender:
Polen gisper hist i grufuld Død -
Hine Døende, det er hans Frænder!
Et andet digt af
Carl Bagger er "Finis Poloniae"
("Polens ende" eller "nu er det ude med Polen"). Disse
latinske ord er - fejlagtigt, af den preussiske propaganda - lagt i munden på
Tadeusz Kościuszko, da han under flugten fra
slaget ved Maciejowice i 1794 (se nf.) troede, han
ville blive dræbt af de forfølgende kosakker. Kościuszko,
som overlevede, har senere benægtet, at han skulle have råbt sådan, men ordene
er alligevel gået over i historien. Digtet stod i Smaadigte, 1834, og er således
skrevet under indtryk af Novemberopstanden 1830-1831.
Om baggrunden for Polens ulykke skriver Bagger:
Stor var Landenes Krands, som fordum nævnedes
Polen,
Over den kraftige Slægt skinte med Glæde Guds
Sol.
Tvedragt splitted dog Sønnernes Kraft,
uvedkommende Fyrster
Deelte med vanhellig Haand Strækningen efter Behag.
Vildt efter Død eller Frihed da kasted Du Tærning, Kosciuszko,
Intet af begge Du vandt, kun et forsmægtende Liv.
Og om situationen
nu: "Aarene randt; i Trældom ginge
de Tappre; det knuged /
Polens Sønner; omsonst stirred de efter en
Hjælp". Men den pige, der læser højt for sine forældre, skal ikke springe
det polske drama over: "Hjælp for det levende Polen, Pige, besad ei Europa, / Men til det myrdede Folk Digteren vier en
Sang". Det eneste, der kan gøres nu, hvor Polen ikke længere eksisterer
som nation, er, hvad digteren netop har gjort, nemlig at skrive et digt.
Carsten Hauch: En
polsk Familie
Den måske bedst kendte tekst i dansk litteratur med Polen som tema er Carsten Hauchs (1790-1872) digt "Polsk Fædrelandssang" fra romanen En polsk Familie (1839):
Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst,
Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund,
Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?
Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur,
Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fangebuur,
Sværd og Lee paa Sletten blinked mellem Røg og Damp,
Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde Kamp.
Derfor hører vi bestandig Suk fra Flodens Skiød,
Derfor risler den veemodig, som en Drøm om Død,
Derfor sørge Mark og Enge med den hvide Piil,
Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.
Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad paa Kind,
Under Suk og Veemodssange slumrer Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner, synge de om Kampens Ørn,
Under Sang om svunden Storhed vaagne Polens Børn.
Det slag, der er tale om i anden strofe, må være slaget ved Maciejowice den 10. oktober 1794, hvor den af Tadeusz Kościuszko ledede polske styrke blev totalt nedkæmpet af russerne (se ovf.) - og hvori også de med leer bevæbnede polske kosynierzy deltog.
En polsk Familie udkom i 1839, og dens handling udspiller sig omkring og under den polske Novemberopstand 1830-1831. Hovedtemaet i romanen er modsætningen mellem den realisme og materialisme eller ligefrem opportunisme, som fik nogle polakker til at affinde sig med det russiske herredømme, og den mere eller mindre sværmeriske idealisme, som fik store dele af folket til at gå ind for opstanden. Handlingen begynder med, at den unge polske adelsmand Adalbert i eftersommeren 1829 kommer ridende hjem til sin fader gods, som ligger "omtrent fem Mile fra den gamle Hovedstad Krakau", men lige nord for det daværende "Kongeriget Polens" grænse (hvor kongen vel at mærke var den russiske tsar Nikolaj 1). Idet jeg opfordrer læserne til, selv at læse En polsk Familie, vil jeg stort set nøjes med at præsentere de vigtigste personer.
Adalbert er den person, der optræder allerførst i romanen, og det er også ham, der er dens mandlige hovedperson og helt, også som deltager i opstanden. Han vakler ganske vist til at begynde med mellem sin fars fornuftige materialisme og Leontines og hendes bror Bonaventuras patriotiske idealisme.
Adalberts far Stanislaus Litowski er godsejer og starosta, dvs. udøver af myndighed i sit område, og er dermed i den russiske delingsmagts tjeneste. (Jeg skriver i referaterne alle navne på fiktive personer, som de pågældende forfattere har gjort). Han tror på fremskridtet og teknikken og har derved fået sine godsbesiddelser til at blomstre. Når han er imod tanken om en opstand, er det ud fra den fornuftige betragtning, at det vil være umuligt at sætte sig op mod en stormagt som Rusland, og han betragter denne tanke som et farligt sværmeri, der kun kan kaste landet ud i en ren katastrofe.
Stanislaus Litowskis svoger Czernim er også godsejer og har også et realistisk syn på mulighederne, men er dog stærkt patriotisk sindet og prøver at omgå og undergrave det russiske styre med list. Han er folkeligt indstillet, og behandler sine undergivne i overensstemmelse dermed. Og da opstanden er en realitet, deltager han i den.
Casimir er starosta'ens anden søn og altså Adalberts bror. Han er en ganske apolitisk levemand, der i en blanding af lidenskabelighed og melankoli lever i øjeblikket. Han har giftet sig med Alexandra for pengenes skyld, men har forelsket sig i Emilie (se nf.). Han ender af personlige grunde med at slutte sig til den russiske hær. Og til sidst tager han, hårdt såret, sit eget liv.
Leontine er
en fattig halvsøster til Casimirs
hustru Alexandra. Hun er stærkt patriotisk og ender med at tage aktivt
del i opstandens kampe.
Bonaventura von Zaleski, Leontines bror, er en indtil det stereotype skildret idealistisk polsk patriot.
Emilie, hvis virkelige identitet ikke skal afsløres her, er en rent negativ person. Hun opholder sig på Stanislaus Litowskis gods, men er født og opvokset i Rusland og føler sig som russer. Hun er en koket og intrigant, ja, kynisk kvinde, der kun forfølger sine egne materialistiske mål.
Major Zeltner er officer i den russiske hær, en brutal og skrupelløs person, der ender med at gifte sig med Emilie.
I modsætning til den
russiske side bliver den polske side i romanen fremstillet som fattig i det
ydre, men rig og stolt i det indre. Centralt står de polske folkesange som
bærere af den polske kultur og som udtryk for den polske folkesjæl. De indlagte
digte og sange skaber en melankolsk atmosfære, hvori kun håbet om en bedre
fremtid gennem modstand mod undertrykkerne lyser op. Hauch bruger også en række
symboler: Den hvide polske ørn. Giftslangen som repræsentant for det russiske
styre. Nattergalen som symbol for de polske folkesangere og i videre forstand
for hele den polske folkesjæl. Men romanen tegner samtidig et realistisk
billede af den historiske situation før, under og efter Novemberopstanden.
Fortsættes
Bent Christensen
dr. theol. og cand. mag. i dansk/russisk
Polen i dansk litteratur - 2
Fra Georg Brandes til Maria Helleberg
[Informator Polski nr. 4 (86) 2013, december 2013 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”.]
Fra 13.04.15 med et TILLÆG: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch", som
formodentlig er skrevet ret kort efter den polske Novemberopstand
1830-1831.
Georg Brandes: Indtryk fra Polen
Georg Brandes
(1842-1927) er almindeligt kendt som det danske "moderne gennembruds"
fader - fra og med 3. november 1871, hvor han holdt sin første forelæsning
over Hovedstrømninger
i det nittende Aarhundredes Litteratur (udgivet i
bogform fra 1872-1890).
Men på grund af sin europæiske berømmelse blev han også inviteret på flere
foredragsturnéer rundt omkring i Europa. Polen besøgte han i 1885, 1886,
1887, 1894 og 1898. I 1888 beskrev og
analyserede han sine polske oplevelser i bogen Indtryk fra Polen (i Samlede
Skrifter (SS), bind
10, 1902, udvidet til at dække
samtlige rejser). Bogen udkom vist allerede i 1888 på polsk med titlen Polska. - Georg
Brandes fremtræder i sin sympati med Polen og polakkerne med et såre
menneskeligt ansigt og som en indfølende og dygtig iagttager, beretter og
analytiker.
Brandes'
samlede rejseberetning falder (i Samlede Skrifter) i fem dele,
hvoraf de fire første gengiver "indtrykkene" fra opholdene i Polen og
den femte har titlen "Af Maryla Wielopolska's Levned". Sidste del behandler
"Polens romantiske Literatur". Jeg kan også kraftigt opfordre til, at man
læser Brandes' Indtryk, helst dem
alle, altså i Samlede Skrifter.
Der var meget mere end ren medfølelse i
Brandes' forhold til polakkerne:
Jeg holder ikke
blot af Polakkerne, fordi deres Skæbne er saa tung og
den historiske Uret, de lider under, er saa stor, men
fordi noget i deres Væsen tiltaler mig stærkt. Man har undertiden i Polen rost
mig for, at mens Andre gør Jordens Mægtige deres Opvartning, har jeg
foretrukket at gøre Ulykken min Kur. Men det er ikke Polens Ulykke alene, som
har vundet mig for Landet og Folket. I Menneskeplantens Vegetation, broget som
den er, fængsles jeg maaske mest af den slaviske
Stammes fineste Blomst (SS 146).
I slutningen af det første
"indtryk" ser han også Polen som forbillede for al europæisk
uafhængighedskamp:
Man møder her et
Folk, i hvilket hver Nerve er spændt, fordi det Dag ud, Dag ind kæmper for sin
Tilværelse, i Stedet for, som andre Folkeslag, at nyde den. Man ser her et
Folk, som ganske er gaaet op i sin nationale Sag, og
dog er denne nationale Sag ikke andet end Menneskehedens, den almenmenneskelige
Sag.
Man elsker derfor
Polen ikke som man elsker Tyskland eller Frankrig eller England, men som man
elsker Friheden. Thi hvad er det at elske Polen andet end at elske Friheden, at
have en dyb Sympathi med Ulykken og at beundre Modet
og den stridbare Begejstring! (SS 47-48).
Og Brandes fortsætter - helt i polsk ånd:
Overalt i Europa,
hvor der er kæmpet for Friheden, kæmpede i det nittende Aarhundrede
Polakker med [...] de betragtede sig som Frihedens svorne Garde og betragter
endnu Enhver, der kæmper for Frihed, som en Broder. Men omvendt kan det ogsaa siges, at overalt, hvor der i Europa kæmpes for
Frihed, dér kæmpes for Polen (SS 48).
Efter at Brandes har bragt nogle eksempler
på polakkernes varme afsked og "På gensyn" med ham, slutter "Tredie Indtryk" med denne appel fra vinden i
poppeltræet:
Og Vinden, som
susede i det høje Poppeltræ, sagde: Glem os ikke! Glem os ikke! Hele Europa har
glemt os. Glem ikke dette Folk, som er saa vindende
og saa rigt, som føler saa
dybt og drømmer saa stærkt og elsker saa varmt. Glem ikke denne Jord, der har drukket saa meget ædelt Blod, ikke dette Land, som er forladt af
Guder og haanet af Mennesker. Glem det ikke! (SS
143).
Da Brandes på sin første rejse kom til
Warszawa, fik floden Wisła ham til at tænke på
Carsten Hauchs ovenfor citerede "Polsk Fædrelandssang". Men han oplevede også Polen ude på landet.
I sommeren 1894 boede han på et gods hos en polsk adelsfamilie, og han tegner
dette billede af landskabet.
Naar man der er udenfor Havens smukke Enemærker,
saa ligger Landskabet der i dets Fladhed. Rigt nok er
det, thi der er Kornmark ved Kornmark, og tiltalende, thi Poppelpil og Birk,
Piletræer og Linde giver Vejene Skygge; men Landskabets kønneste Prydelse i
Øjeblikket er dog de mægtige Rugstakke, der er satte op paa
en Maade, vi ikke kender, som gammeldags Taarne, runde med lave, spidse Tage. [...] Ellers brydes
Fladheden kun af Vindmøller, Vejenes Træer og hist og her langt borte en Kirke
eller en Skov. Rundt om gaar Piger med lyse
Hovedklæder og river Kornet sammen (SS 98).
Da Brandes på sin 1898-rejse besøgte det
østrigskbesatte Galicien, bemærkede han straks,
hvordan befolkningen dér levede helt anderledes frit og ubekymret end i det
russiske delingsområde.
Opholdet i Galizien havde den store Interesse for mig, at jeg for
første Gang saa Polakkerne som frit Folk. [...] Jeg
har idetmindste her set saa
meget, at enhver Paastand om Polakkernes Mangel paa Evne til i vore Dage at føre deres Liv som selvstændigt
Folk for mig er grundløs (SS 145).
Brandes giver også en oversigt over Polens
historie fra 1300-tallet af til 1795, hvor Polen ophørte med at eksistere som
nation (stat). I forbindelse hermed retter han en skarp kritik mod den polske
adel, som på grund af sin standsegoisme bærer en stor del af skylden for Polens
ulykke.
Men Brandes har bemærket, at man nu i polske
adelige kredse, ikke mindst blandt kvinderne, har en bred viden om europæiske
forhold og behersker indtil flere europæiske sprog. Kvinderne har stor
indflydelse, også for så vidt angår det nationale sindelag, og behandles af
mændene med ømhed og varme.
Brandes har som allerede nævnt bemærket de
store forskelle mellem forholdene i henholdsvis det preussiske, det russiske og
det østrigske delingsområde. Om de to førstnævnte delingsmagter siger han:
Jordens to
største Militærmagter, Tyskland og Rusland, der staar
paa en spændt Fod med hinanden, men af hvilke ingen
fører den politiske Frihed, Folkenes eller de Enkeltes Selvbestemmelsesret, i
sit Skjold, har for Tiden én Opgave og ét Maal
tilfælles; de tilstræber med Opbydelse af alle Midler Udryddelsen af en
Nationalitet paa 14-16 Millioner Mennesker, der er
bastet og bundet, undertrykt og kneblet som ingen anden Nationalitet i Europa
[...].
I den sidste Tid
har paa én Gang Rusland og Tyskland iværksat en
Forfølgelse af den polske Nationalitet, der nærmer sig til Mishandling (SS
49-50).
Men den fælles lidelse binder det polske
folk sammen - med det relativt frie "østrigske Polen" som det
kulturelle centrum:
En mægtig og for
Polen ubetinget gunstig Følge af Fremmedherredømmet har været Sammensvejsningen
og Sammensmeltningen af alt, hvad der er polsk, til ét. Alle provinsielle
Forskelle er gaaede til Grunde i Enheden; de
forskellige Dele af Polen, østerrigske, russiske,
prøjsiske Polakker føler sig ubetinget som ét Folk. I den nyere Tid er det østerrigske Polen blevet Kærnen, om hvilken det øvrige
slutter sig, eftersom Polakkerne dog nu i Galizien
har en Landdag, hvor deres Sprog tør tales, desuden to nationale Universiteter,
og Byer nok, hvor mangt og meget kan trykkes, som den russiske Censur vilde
forbyde (SS 41-42).
Brandes ser meget klart de trods alt
frugtbare virkninger af nederlaget i den håbløse Januaropstand
1863 og har øje for de nye, særligt polske positivistiske
strømninger.
I "Polens
romantiske Literatur" ser Brandes som det særlige ved den polske romantiske litteratur det
stærke præg, den politiske situation har givet den, hvilket indebærer en ret
stor ensidighed. Der er sket en sammensmeltning af de romantiske idealer med
den polske folkekarakter.
Brandes prøver
også at sætte den polske litteratur i et skandinavisk perspektiv. Han
sammenligner fx Mickiewicz' Pan Tadeusz
(1834) og Finlands (finlandssvenske) nationaldigter Johan Ludvig Runebergs Fänrik Ståls sägner
(1848/1860). Der er mange overensstemmelser. Men der er hos Mickiewicz tale om
en udpræget national selvkritik, som stort set mangler hos Runeberg. Han
sammenligner også Mickiewicz med den danske nationaldigter Adam Oehlenschläger
og den svenske Esaias Tegnér.
Som de fremmeste polske digtere ser Brandes
Adam Mickiewicz (1798-1855), Julius Słowacki
(1809-1849) og Zygmunt Krasiński (1812-1859).
Fælles for disse tre er skildringen af grusomhed og lidelse og udtrykket for
hævntørst og håb. Men hos Mickiewicz beundrer han først og fremmest det
"Grundvæld af sprudlende, dumdristig Ungdomskraft" og den
"Sundhed i Følelseslivet", der udmærker ham fremfor alle andre polske
digtere. Krasiński har ikke den samme sunde
åndskraft som Mickiewicz, men udmærker sig dog ved "sin Sjæls Højhed og
det Storladne i Synsmaade og Tankegang", Słowackis kunstneriske styrke ligger i den farvepragt,
der præger hans måde at skrive på (SS 262). "Mickiewicz er Ørnen, Krasinski er Svanen, Slowacki Paafuglen blandt Polens bevingede Aander"
(SS 263).
For Brandes hører romantikken naturligvis
fortiden til, men der er i romantikken alligevel noget, "som endnu bevarer
sin Livskraft og sit Værd", et "Element af sundt Sværmeri, som enhver
stærk menneskelig Følelse kan antage, naar den
forfines eller forstærkes ud over det Almindelige". "I faa Literaturer har denne
blivende Romantik opnaaet et Udtryk af saadan Skønhed som i den polske" (SS 285).
I det afsluttende resumé siger Brandes -
naturligt nok for netop ham - at den polske litteratur kun kan overleve, hvis
den tilslutter sig de moderne strømninger og bliver et levende udtryk for den
nye tid. Men det ser han også gode muligheder for. Den nye situation efter 1863
har fremkaldt en rigdom og mangfoldighed i Polen, og der er i intet andet
europæisk land en litteratur, der når den polske i overvældende alvor og dyb
patos.
Agnes Henningsen: Polens Døtre
Agnes Henningsen (1868-1962) hører
holdningsmæssigt til i traditionen efter Georg Brandes, og hendes roman Polens Døtre (1901, her forkortet PD), som jeg også kan anbefale at man læser, ligger i
forlængelse af Brandes' Indtryk og
Hauchs roman En polsk Familie.
Hvad Agnes Henningsen ganske særligt har
overtaget fra Brandes' program, er kvindefrigørelsen og frigørelsen fra den
traditionelle seksualmoral. Anne Seufert ser hendes
forfatterskab som stående helt i den nye feministiske litteraturs tegn. Det
gælder også Polens Døtre, hvori
Agnes Henningsen tegner et billede af en helt ny, ja, dengang ligefrem
revolutionær kvindetype, som ikke lader sig binde af hverken
samfundskonventionerne eller sine elskere. Og dette fremkaldte naturligvis en
voldsom kritik hos mange læsere og anmeldere.
Halina Labowna er
den unge patriotiske adelige kvinde. Over for hende står den intrigante
guvernante og forfatterinde Marja Mankowska, hvis bror Jan Mankowski
er den forfængelige, selviscenesættende dandy. Agnes Henningsen sætter det
litterære hohememiljø over for det forarmede
aristokratiske miljø. Og så lader hun Georg Brandes optræde i romanen - som den
danske foredragsrejsende litteraturkritiker Percy Branner!
Ved sit første møde med Halina Labowna karakteriserer Marja Mankowska
hende med de to ord "Poesi og Polen". Hvortil Halina svarer:
"Ja. Men Polen først" (PD 10).
Percy Branner spiller en nøglerolle, for så
vidt angår Polens skæbne. Han optræder i sine foredrag ikke kun som den, der
styrker polakkernes håb, men præsenterer også alternative forslag, nemlig til
fx henholdsvis den romantisk-fanatiske holdning og den dekadente resignation.
Da Halina (der lige har været ude ved Kościuszkos
grav) spørger sig selv og digteren Józef Prus, om Polen kan blive et land igen, svarer denne med et
citat fra et af Branners foredrag:
Bevar polsk sprog,
polsk kultur, kunst, al polsk dygtighed. Da vil der altid eksistere et Polen!
[...]
Det gjaldt om, at
Polen var indre stærkt, sagde han, til der en gang kom en omvæltning i Europa.
Et land kunne være stærkt imod de stores vilje, i videnskab, i oplysning,
teknik, i industri og digtning. Et stærkt folk kunne vente, hundrede år, to
hundrede år. Et trofast folk kunne vente! (PD 83).
Og det er, siger Anne Seufert, i grunden simpelt hen en kort sammenfatning af det
politiske budskab, der ligger i Brandes' Indtryk
fra Polen. Percy Branner (og altså bag ham Georg Brandes) spiller i Agnes
Henningsens roman ligefrem en frelserrolle; han er i hvert fald en slags
profet, der giver det undertrykte og udmattede polske folk nyt håb og viser det
en ny vej mod national og kulturel genfødsel.
Men hvor meget Agnes Henningsen end bygger
på Brandes, er hendes Polen i høj grad en anonym kulisse, som bliver betragtet
under de respektive personers synsvinkel. Dette gælder dog ikke uden videre for
byen Kraków og den betydning, den har for den
patriotiske Halinas romantiske længsler. Her ligger nationalhelten Kościuszko begravet, og da Halina midt i al
fattigdommen og vintertristheden ser de polske mænd i deres hvide frakker og
høje støvler, siger hun: "Sådan så Kosciuszkos soldater
ud!" (PD 75).
Parallellen til Leontines og Adalberts besøg ved Kościuszkos
grav i Carsten Hauchs En polsk Familie
er tydelig (og er endnu et eksempel på, at der går en klar og stærk linje fra
Hauch over Brandes til Agnes Henningsen), men i modsætning til Leontine følger
Halina ikke det ønske, hun ellers har, om at aflægge en ed til Polen ved Kościuszkos grav. I stedet oplever hun en personlig
opvågnen, som blandt andet får hende til at indse, at hun kun er en svag og
sårbar kvinde. Selv Kościuszkos grav ender altså
for så vidt med at blive kulisse for den vågnende Halinas indre følelsesverden.
Også de politiske forhold bliver ifølge Anne
Seufert ikke til meget mere end en svagt belyst
kulisse i Agnes Henningsens roman. Hun inddrager ganske vist nogle ting fra
Brandes' Indtryk, men det afgørende i
hendes roman er, at Polens døtre i den fremstilles som tilhørende en ny
fortvivlet generation, som enten helt har mistet håbet om Polens nationale
genopstandelse, eller som - i Halinas tilfælde - klamrer sig til mindet om
fortidens helte, idet de håber, at et under vil kunne bringe den ubønhørligt fremskridende udvikling til standsning. Hvor Carsten
Hauch skildrede modsætningen mellem fornuft og romantik, konfronterer Agnes
Henningsen ubarmhjertigt det romantiske miljø med det 20. århundredes nye
bohememiljø. Det afgørende for Agnes Henningsen er ikke det delte Polens
politiske situation, men den sociale opbrudssituation i slutningen af det 19.
århundrede, hvori hun kan skitsere sit eget samfundssyn og lade sin egen
feminisme blive realiseret.
Maria Helleberg: Fremmede naboer
Sylwia Schab går i sin artikel "Maria Hellebergs Fremmede naboer i den danske Polen-diskurs" (2009) helt tilbage til Georg Brandes' Indtryk fra Polen og til Carsten Hauchs En polsk familie. Men hun betegner den danske beskæftigelse med Polen som "ikke særlig omfangsrig" og "ret ensformig". Maria Helleberg (født 1956) er imidlertid "En af de danske forfattere, som lod sig lokke - og i hvert fald som ikke blev afskrækket af Polens berygtet indviklede og til dels uforståelige skæbne og 'natur'" (s. 114).
Maria Helleberg havde, allerede før hun i begyndelsen af 1990'erne kom til Polen, skrevet en historisk roman med polske motiver, nemlig Marskallens kvinde (1990). Men nu blev hun helt opslugt af den polske histories mytiske "spindelvæv af sammensatte problemer, dramatiske begivenheder, historiens latter og skæbnens evindelige gåen op og ned". Og det førte til, at hun skrev en bog med den lange - og sigende - titel: Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie (1992). Ifølge Sylwia Schab er en fremmed nabo "en nabo, som man ikke ser så tit og som man ikke ved særlig meget om", men titlen viser også, at Polens skæbne ses som "en del af den europæiske arv og historie" (s. 114).
Maria Helleberg omtaler flere af den polske histories polske helte og heltinder: Dronning Jadwiga (1373(?)-1399, regerende dronning fra 1384). Kong Jan Sobieski (som reddede Wien fra tyrkerne i 1683). Tadeusz Kościuszko (som ledede den polske opstand i 1794; se ovf.). Maria Walewska (som for Polens skyld blev Napoleons elskerinde). Og der er Józef Piłsudski, som af Maria Helleberg karakteriseres således:
En god fader, men også en ego-beruset macho-type, populist og aristokrat. En god fader, men en gnaven patriark. Ikke umiddelbart tiltalende. Et stormvejr af en mand. Fascinerende, skræmmende. Ingen helgen. Et ur-polsk identifikationsbillede. Adelig, hestebetvinger, pater familias, feltherre, digter [...]. På godt og ondt er han typisk for Polen som nation og begreb i overgangen mellem slaveri og frihed. (Helleberg s. 67)
(Jeg læste i 2012 Andrzej Garlickis Piłsudski-biografi Józef Piłsudski 1867-1935 og må på det grundlag give Maria Helleberg ret).
Maria Hellebergs (karikerende og vel ikke helt alvorligt mente) karakteristik af den typiske polak lyder:
Polakken er charmerende, men doven. Sexet og modig, men ikke til at stole på, kender ikke klokken. Han er gammeldags og kysser damerne på hånden, og så er han en pralhals, en upraktisk person (Helleberg s. 8).
Og hun nævner polakkernes (historisk velbegrundede) mistro over for deres naboer, især russerne, der jo (som tyskerne) fra deres side også så skævt til polakkerne: "Den polske foragt for russisk 'orientalisme' og 'barbari' fandt sit modsvar i russisk foragt for det 'degenererede' og 'træske' Polen" (Helleberg s. 50).
Maria Helleberg har set, at polakkerne ikke alene identificerer sig med Vesteuropa overhovedet, men ganske særligt med Frankrig, og hun beklager, at Polen kun sporadisk har vist interesse for den nord-sydlige (kultur-)akse.
Sylwia Schab kritiserer Maria Helleberg for at "essentialisere" Polen, altså for at "fremmane" et særligt polsk "iboende væsen" (s. 118), som derefter også får tillagt en symbolsk almeneuropæisk og almenmenneskelig betydning. "Polen egner sig ret godt til denne rolle - det fremstilles som et insekt fastlåst i et stykke rav - med sin gammeldags mentalitet og attitude, som godt nok er utidssvarende, men pittoresk og dramatisk" (her henvises til Helleberg s. 11).
Sylwia Schabs konklusion er, at man i Danmark overvejende interesserer sig for ikke det virkelige, men det symbolske Polen, dvs. Polen på fx Brandes' tid som "symbol på kampen for friheden, et eksemplarisk land for Europa" (s. 118), eller i tiden efter Murens fald i 1989 "som symbol på kampen for uafhængigheden, Østeuropas banebryder". I den danske beskæftigelse med Polen er dette land blevet låst fast som "en symbolsk størrelse, noget uhåndgribeligt, ubegribeligt, mytisk - noget, som er svært at passe ind i de rationelle (danske, protestantiske) kategorier" (s. 121). Men hun yder dog Maria Helleberg den retfærdighed at lade sin artikel slutte med dette citat fra hendes bog:
Sandheden om polakkerne er hverken enkel eller handy. Men den er lige så fascinerende som myterne (Helleberg s. 12).
Med andre ord: Det er svært at trænge igennem til, hvordan polakkerne egentlig er, men de virkelige polakker er lige så spændende som dem, der fremtræder i de forskellige myter!
Den
ca. tre gange længere tekst, som denne artikel er en nedkortning af, kan læses
på min hjemmeside, undersiden "Internationalt". Her er der også links
til blandt andet Anne Seuferts afhandling og Sylwia Schabs artikel. Adressen er: www.bentchristensen.dk - [Denne længere
tekst står nu lige her nedenfor].
Bent Christensen
dr. theol. og cand. mag. i dansk/russisk
TILLÆG til ovenstående tekst: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch".
I en sammenhæng, jeg ikke kan komme nærmere ind på her, blev jeg bedt om at prøve at transskribere nedenstående digt fra Monrads egen gotiske håndskrift. Det var svært. Men uanset hvad der måtte være af fejllæsninger, er digtets mening tydelig nok, så jeg vover at bringe min transskrition med noter her. Det er jo et vigtigt og interessant supplement til ovenstående artikel.
D.G. MONRAD
Til Diebitsch
[Strofenumrene og nogle punktummer
ved strofeslut er indsat af BC]
1.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
2.
See! i Hellas Blomsterland
I de store Aanders Rige,
Der den ei neddæmpes kan,
Men maa kjekt mod Skyen stige.
3.
Svandt med Trældom Secler hen,
Syntes Friheds Aand forsvundet,
Den sig reiste dog igjen
ei dens Ungdomskraft var bundet.
4.
Unge vakre Dreng kan du
Trodse Voldsmænds frække Skare
Myriader i et Nu
Bringe Død og Trældoms Snare.
5.
Armen ak nedsynker mat
Modet ei, men Kraften viger,
Er til Død din Stjerne sat?
Mon at Haabets Funke sviger?
6.
Nei see fra det kolde Nord,
Diebitsch som et lyn fremfarer,
Med sit bolde Heltechor
Friheds Ungersvend han varer.
7.
Trældoms Aag afrystes brat,
Friheds Søn ei meer skal bløde,
Udi Rædslens skumle Nat,
Smiler Hellas Morgenrøde.
8.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
9.
Retfærds Arm er udstrakt nu,
Og den slaar, den knusend rammer,
Tvætter Fyrsters Skjendsels Gru,
Af med Blodstrøm, Rædsler, Jammer.
10.
See! Polakker kjekt fremgaaer,
Friheds Aanden ei neddysses,
Gyldne Lænker de forsmaaer
Af Despoter de ei kyses.
11.
Tusender sig vælte frem
for den nye Lue slukke,
Ak Du Diebitsch fører dem,
Heer en Friheds Ven maa Sukke.
12.
Pligten kalder og du gaaer,
Hjertet bløder, du skal kæmpe
Mod den Aand, som du formaaer,
Ei at hade, ei at dæmpe.
13.
I dit Indre raser Kamp,
Dybt er saaret ædle Hjerte,
Ei i slagets Røg og Damp
Du fornam en saadan Smerte.
14.
Ei din store Helteaand,
Slig en Byrde bærer længe,
Ømme Hjerte sine Baand,
Drives voldsomt til at sprænge.
15.
Ak! det brast, det brast saa snart
Til vor dybe Smerte, Glæde,
Thi dit Øie lyst og klart,
Kun i Maaschau nu skal græde.
16.
Ei din Friheds Laurbærkrands
Skal med Frihedsblod beplettes,
Thi i Seclers raske Dands,
Slige Pletter ei aftvættes.
Ditlev Gothard Monrad, formodentlig ret kort efter den
polske Novemberopstand 1830-1831. Utrykt.
Transskription - med
forbehold - ved Bent Christensen 14.02.15.
De mest usikre steder er
nævnt i noterne.
NOTER
Diebitsch.
- Russisk officer af schlesisk adelsslægt (faderen
var dog også i russisk tjeneste; se de biografiske links).
Deutsche Biographie om Diebitsch: Diebitsch, Hans Karl Friedrich Anton (russisch:
Iwan Iwanowitsch) von, russischer
Graf (1829) mit dem Beinamen Sabalkanski
(= Übersteiger des Balkans) russischer
General, * 13.5.1785 Groß Leipe
(Kreis Trebnitz, Schlesien),
† 10.6.1831 Kleczewo (Lager von Pultusk,
Polen). ... D. besuchte das Berliner Kadettenkorps und trat unter Paul I. in russische
Dienste. Seit 1810 im Stabe Feldmarschall Fürst
Wittgensteins, hatte D. hervorragenden Anteil an den Operationen dieses
Korps beim Einfall →Napoleons
in Rußland. ... Im Türkenkrieg
1828-29 erzwang er als Oberbefehlshaber
(ab 1829 an Stelle Wittgensteins) den Übergang über den Balkan, die Eroberung
von Varna und den Frieden von Adrianopel.
Nikolai I., dessen Vertrauen
er seit Aufdeckung der Dekabristenverschwörung besaß, entsandte ihn beim
Ausbruch der Julirevolution zur
Vereinbarung gemeinsamer Maßnahmen nach Berlin. Als Oberbefehlshaber (seit 1829 Feldmarschall) besiegte er 1830
die polnischen Aufständischen
bei Grochow und Ostrolenka,
fiel aber alsbald der Cholera zum Opfer.
Str. 5 - Mon at. - Nogle (men måske nyere) eksempler på "mon at" brugt
således er fundet ved googling, men ikke i ODS. -
Læsningen af strofens sidste vers er usikker. Monrad har (vist) også streget et
bogstav over i det ord, der her er gengivet som "Funke".
Str. 6-7.
Det er Diebitsch's fortjeneste, at Grækenland fik sin
frihed (digtets str. 6-7) på grund af hans indsats i den russisk-tyrkiske krig.
Se noten med de biografiske oplysninger.
Wikipedia-artikel om freden ved Adrianopel:
Der Friede von Adrianopel,
der am 14. September 1829 in der heutigen
Stadt Edirne geschlossen wurde, beendete den 1828 ausgebrochenen Krieg zwischen Russland und dem Osmanischen Reich. Russland als Gewinner des Krieges erhielt fast die gesamte Donaumündung zugesprochen, ferner Teile Armeniens und einige wichtige Festungen am Oberlauf der Kura. Außerdem wurde die freie
Schifffahrt auf dem Schwarzen Meer und durch die Dardanellen garantiert. Für
Russland bedeutete dies die Kontrolle über die Donauschifffahrt, den freien
Zugang zum Mittelmeer und eine wichtige Ausgangsbasis zur endgültigen
Eingliederung des Kaukasus. // Serbien erhielt eine weitgehende Autonomie, die Unabhängigkeit Griechenlands [min
fremh., BC] wurde praktisch erreicht, auch wenn dem Land erst 1830 die volle
Souveränität zuerkannt wurde. Großer Verlierer
des Konflikts war das Osmanische
Reich, dessen Machtverfall im 19. Jahrhundert weiterging.
Fra str. 8 og digtet ud. Medens Diebitsch altså i
digtets første del er en frihedshelt, fordi han har vundet Grækenlands frihed
fra Osmannerriget (str. 6-7), er han i digtets anden del (der indledes med en
gentagelse af digtets første strofe) skurken, fordi han som øverstbefalende for
de russiske styrker deltager i nedkæmpelsen af den polske Novemberopstand
1830-1831. - Hvad Monrad bygger sin vurdering af Diebitsch's
sindelag på, ved jeg ikke. Det kan være fri fantasi - i den liberale sags
tjeneste.
Str. 9. -
Generelt om revolutionsåret 1830, jf. Julirevolutionen i Frankrig. Den Store
Danske oplyser at den franske revolution også gjorde indtryk i Danmark og havde
indflydelse på forløbet frem mod stænderforsamlingerne 1834-1848. Hvis jeg har
ret i, at Monrads digt er skrevet i hvert fald ikke alt for lang tid efter Diebitsch's død den 10. juni 1831, må det ses som en del af
hele denne situation. - Jeg har senere til dels fået bekræftet, at dette digt
kan være fra 1831, måske 1832. I den her foreliggende form, hvor det er skrevet
som det første i et lille hæfte med digte, kan det være fra 1834. Jeg håber,
der senere dukker flere oplysninger op til dateringsspørgsmålet.
Str. 10. -
Den polske Novemberopstand 1830 mod den russiske
anneksionsmagt bryder ud.
Str. 11. -
Feltmarskal Diebitsch fører den russiske hærstyrke,
der skal nedkæmpe den polske opstand.
Str. 12-14.
- Diebitsch's samvittighedskvaler skildres. Bygger
Monrad her på noget, eller har han opdigtet det, fordi digtet skal tjene den
liberale sag?
Str. 15. - Diebitsch's død. - Ifølge biografierne (se første note)
døde han af kolera kort efter en sejr over de polske opstandsstyrker. -
Læsningen af sidste vers er usikker.
Str. 16. - Diebitsch's græske fortjeneste i sig selv var god, men der kommer blod på hans laurbærkrans, når man lægger hans indsats i Polen oveni, ja, pletterne fra dette blod er uaftvættelige. - Monrads sympati er på grækernes side i 1829, og det i det helt store historiske frihedsperspektiv tilbage til oldtidens græske demokrati og åndelige storhed, men nu er den jo helt aktuelt og dermed afgørende på polakkernes side - idet dette jo kun er en indirekte måde at tale om kampen for frihed i Danmark på, en måde, der blev set gennem fingre med. - Jeg henviser til min artikel [altså her på siden, digtet her er et tillæg til den uforkortede udgave her lige ovf.] "Polen i dansk litteratur" og dermed også til Johan de Mylius' artikel i KRITIK nr. 206 "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848".
* * *
Polen i dansk litteratur
Som behandlet i en dansk tidsskriftartikel, en tysk magisterafhandling
og en polsk litteraturvidenskabelig artikel.
Dette er den
uforkortede tekst, som er grundlaget for Informator Polski-dobbeltartiklen her
ovenfor. Med diverse links. - Og fra 13.04.15 med et TILLÆG: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch", som
formodentlig er skrevet ret kort efter den polske Novemberopstand
1830-1831.
Anledningen til denne artikel er en artikel i kulturtidsskriftet Kritik nr. 206, der udkom sidst i december 2013, og som på mange måder er uhyre interessant. Kritik nr. 206 har liberalismen som tema - i alle dens skikkelser og under alle synsvinkler, herunder den litteraturhistoriske, idet en af artiklerne er skrevet af litteraturprofessor Johan de Mylius og har titlen "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848". Med denne titel sigtes til det forhold, at mange digtere og intellektuelle vendte sig voldsomt mod det frembrydende demokrati (flertalsstyre), deriblandt Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Grundtvig endte ganske vist med at slutte sig til den demokratiske bevægelse (jfr. Grundtvig-ordet "folkegavn" i titlens første del). Men til at begynde med var han tilhænger af enevælden og kaldte den enevældige konge "Fredegod". Det for Informator Polskis læsere (som nærværende artikel er grundlagt med henblik på; se nf.) særlig interessante i denne artikel er imidlertid, at den også omtaler den rolle forholdet til Polen spillede i dansk litteratur i tiden op til folkestyrets indførelse i 1848.
I det følgende bygger jeg først på den her omtalte Kritik-artikel, men derefter på en tysk magisterafhandling og endelig på en polsk litteraturvidenskabelig artikel. Begge de to sidstnævnte tekster er fundet under søgninger på Internettet. Og jeg siger med det samme, at der i høj grad er blevet tale om et andenhåndsarbejde. Egentlig skulle jeg bare ud fra Kritik-artiklen have skrevet en ganske kort artikel til det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski med nærmest blot en oversigt over tekster, hvori Polen er blevet behandlet (den artikel, det er blevet til, står lige ovenfor her på siden). Men da jeg først var kommet i gang, kunne jeg ikke lade være at inddrage de tre tekster, og især Anne Seuferts magisterafhandling, i et langt større omfang, end jeg oprindelig havde forestillet mig. Og jeg har i nogle tilfælde suppleret lidt (fx nogle af citaterne), ligesom jeg også har fundet ting, der ikke indgår i de tre tekster, jeg direkte bygger på. Jeg har i forbindelse med arbejdet fået læst Carstens Hauchs En polsk Familie (som jeg har ønsket at læse siden min tid som danskstuderende) og dele af Georg Brandes' Indtryk fra Polen (som jeg vist også læste om i studietiden, og som jeg i hvert fald omtalte i mit indlæg på Harald Blåtand-konferencen på Szczecin Universitet i oktober 2012; den polske version på undersiden POLSKI, den danske version på undersiden "Internationalt" ).
Jeg ville aldrig have prøvet at offentliggøre et så andenhånds og kladdeagtigt arbejde som nærværende tekst på tryk. Men som i flere andre tilfælde gør jeg det her på min hjemmeside. Idet jeg bider hovedet af al akademisk ære for at stille de ting, jeg har fundet, til rådighed for mine læsere. Jeg hader at lade noget gå til spilde. I nogle tilfælde refererer jeg de tekster, jeg bygger på, meget tæt. I andre tilfælde forholder jeg mig mere frit, så at der ligefrem bliver tale om mine egne formuleringer, ligesom jeg i flere tilfælde uden videre indføjer oplysninger m.m., jeg selv har fundet. Jeg har bestræbt mig på at gøre det nogenlunde tydeligt, hvornår jeg går ud over det rene referat, men det ville være blevet for tungt, hvis jeg skulle have gjort det meget tydeligt i alle tilfælde. Jeg har også forsøgt, i videst muligt omfang at gengive polske navne med den korrekte stavemåde, dog naturligvis ikke i direkte citater. Jeg håber, at læserne ikke alene vil bære over med alle disse ting, men også vil kunne få glæde og gavn af nærværende tekst, som den nu engang er blevet.
Kritik nr. 206
Carl Bagger
I Johan de Mylius' Kritik-artikel omtales digteren Carl Bagger (1807-1846), som var en af de få digtere i 1830'erne, der var for liberaliseringen af samfundet. Og det gælder især indledningsdigtet "Til Læseren" i debutsamlingen Smaadigte (1834), hvor Bagger taler imod dyrkelsen af kongemagten og nationalismen, måske med adresse til både Grundtvigs "Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord" (1820) og Poul Martin Møllers "Rosen blusser alt i Danas Have" (også fra 1820, men først trykt 1823). Og Bagger er altså imod den nationalisme eller patriotisme, der består i, at man elsker sit fødeland, bare fordi det er dér, man er født.
Mangen hænger ved sit Fødeland
Kun fordi det fødte Patrioten;
Usselt, kun instinctviis elsker han,
Kysser Moderdyret sløvt paa Poten!
Og det er forbløffende, så meget Baggers måde at tale på ligner vore dages fædrelandsfornægtende kosmopolitters. Digterens egentlige hjem er jo ikke det land, han tilfældigvis er født i, men "Universets Hele". Det særlig interessante er imidlertid den måde, Polen optræder på. Digteren er borger overalt;
... hvor han flytter Foden frem,
Har han Part i alle Klodens Dele.
Selsomt, hvor han Hjem dog vælge kan!
Hvor der Sorg er, hvor der lyder Klage,
Tykkes tidt ham, er hans Fødeland,
Did ham Smertens Toner mægtigt drage.
Rundtom har han Slægt, som, stædt i Nød,
Veeraab til hans Sjæl og Øre sender:
Polen gisper hist i grufuld Død -
Hine Døende, det er hans Frænder!
Hertil skriver Johan de Mylius: "For Bagger gjaldt, hvad
der gjaldt for enhver, der dengang ville tage ordet frihed i sin mund: Polens
frihedskamp var det risikofrit at sympatisere med" (s. 99). Ja, det er
virkelig interessant, at man i Danmark med så stor sympati har fulgt Polens
skæbne (her senest Novemberopstanden 1830-1831), og at at sympatien
med polakkerne altså har været så stor, at man godt kunne tillade sig at tale
om friheden, når det bare var i forbindelse med dem. Noget helt andet er, at
det åbenbart til alle tider har været sådan, at kærligheden til det danske er
noget, de danske kosmopolitter bekæmper meget voldsomt, men at de i denne kamp
ofte udtaler sig særdeles positivt om andre folks kamp for national frihed.
H.C. Andersen
På side 102-103 er det H.C. Andersen, det gælder, nemlig den side af ham, hvor begrebet frihed spiller en iøjnefaldende rolle - selv om Andersen jo ellers var både kongens og adelens ven. Johan de Mylius omtaler først rejsebogen Skyggebilleder fra 1831, hvor det især er Julirevolutionen i Paris 1830, der ligger i baggrunden, men hvor også den polske situation er med i billedet, "et heelt Folks Kamp og Undergang", som Andersen skriver i kap. VI. Og senere fortæller han om sit besøg ved det sted, hvor den polske helt Józef Poniatowski blev dræbt under slaget ved Leipzig 1813. Det er i Skyggebilleders kap. IX.
Józef Antoni Poniatowski (1763-1813) var chef for VIII (polske) Korps i den franske armé og blev (som noget helt enestående for en udlænding) nogle få dage før sin død den 19. oktober 1813 af Napoleon udnævnt til marskal af Frankrig. Og om slaget ved Leipzig og Poniatowski skriver H.C. Andersen (jeg citerer nu fra netop Johan de Mylius' udgave af Skyggebilleder):
Det var en underlig Følelse der greb mig idet jeg kjørte hen over den store, uoverseelige Leipziger-Slette, hvor enhver Landsby er saa mærkelig i Krigshistorien. Her havde Napoleon været, her havde den store Feldtherre tænkt og følt. Kornet bølgede frodigt over den uhyre Kampplads; ingen Vunde læges dog saa let som den store Naturs! der behøves kun et Foraar, for at smykke den ældste Ruin med Blomster og Grønt. Man arbeidede paa en ny Landevei, jeg saae Menneskebeen og Kugler man havde fundet ved Gravningen. Under et Træ sad der en gammel Karl med et Træbeen; han havde vist seet lidt mere her, end Kornet der nu bølgede foran ham, hørt en dybere Sang end den Fuglene qvidrede paa Grenene over ham. Med sin lille Pibe i Munden hvilede han sig her og tænkte paa gamle Dage.
Og herefter indsætter Andersen sit digt "Invaliden":
Røgsky ved Røgsky over Marken laae;
De røde Ildsvælg Øiet ene saae.
Sært dundred' Jorden under Hestens Hov,
Som var det Stormen i en Gran-Skov.
Mand tæt ved Mand vi stod', kun »frem!« det lød;
Min Broder faldt - han fandt en Heltedød
Jeg følte Intet - Intet Hjertet rørte.
Den dybe Tromme-Hvirvel kun jeg hørte,
Trompetens Stød - vi bruste vildt afsted -
Da faldt min Hest, mit ene Been gik med;
Hen over os den hele Hær nu gik,
Jeg veed ei meer, det sortned' for mit Blik!
Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst!
O, denne Stilhed knugede mit Bryst.
Mit Been var Ild - af Tørst min Læbe brændte,
Jeg laae blandt Liig, men intet Træk jeg kjendte.
Det sildigt var, jeg følte Nattens Blæst,
Nær ved mig vrinskede en saaret Hest;
Der laae en Franskmand, dybt hans Dødssuk lød,
»Napoleon« han nævned' og var død
Jeg vilde bede - hævede mit Blik,
Men Døden atter over Hjertet gik;
Jeg veed ei selv, hvor længe der jeg laae, -
Det første som igjen mit Øie saae,
Det var en Mand, indsvøbt i Kappen her,
Han jog to Ravne bort, der sad mig nær.
Jeg saae dem, hørte deres hæse Skriig;
Jeg var et Liig jo, mellem døde Liig.
Taus Manden stod, hans Ansigt ej jeg saae;
Den store Kappe høit om Kinden laae.
Han saae mod Himlen, Alt var Skyer der, -
Da lyste der med eet et Stjerneskjær.
»Mon étoile!« jeg hørte han brød ud
Han bøiede sig dybt, som for sin Gud;
Den store Kappe bort fra Skuldren gik,
Jeg saae det aabne, stolte Helteblik;
Et Suk steeg fra mit Bryst, da saae han ned,
Men taug - han taug - jeg glemte hvad jeg leed,
Men glemmer aldrig dette dybe Blik.
Han bredte Kappen over mig - og gik.
Jeg laae imellem Liv og Død henstrakt
Mit Hjerte bad - og Redning blev mig bragt.
Den franske Leir var nær, der kom jeg hen,
Men ei den tause Mand jeg saae igjen;
Ham var det dog, der Liv og Hjelp mig gav!
Maaskee nu Græsset voxer paa hans Grav:
Maaskee han lever - lever langt herfra,
Er lykkelig - mit Hjerte siger ja!
Og Andersen fortsætter:
Vi kjørte over Ehterfloden, i hvilken Poniatowsky fandt sin Død; man viiste mig i Forstaden de forskjellige Stillinger den fjendtlige Armee her havde taget, hvor man havde sprængt igjennem Haverne, og hvor Napoleon havde trukket sig tilbage. (Skyggebilleder s.79 -81)
Og senere mindes Andersen Tadeusz Kościuszko, lederen af den første polske opstand (1794):
"En underlig Aftendæmring laae over Stedet, jeg tænkte paa Kosciusko, Polens Wilhelm Tell [se nf.], paa det ulykkelige Rige, der som et Landkort er klippet i Stykker; paa det arme, kjæmpende Folk - - En lille Fugl hoppede paa Grenen tæt ved og qviddrede, men det var ganske svagt, han frygtede vist Censur og Stikbreve, det klang saa dæmpet, men jeg syntes at høre den døende Polaks Kampsang:
'Noch ist Polen nicht verloren!'" (Skyggebilleder s. 85).
Når Andersen kalder Kościuszko "Polens Wilhelm Tell", er den helt direkte årsag til det, at han i Leipzig netop havde været til en italiensk operatrups opførelse af Rossinis opera Wilhelm Tell.
Så vidt Johan de Mylius' artikel og H.C. Andersens Skyggebilleder. Men det kunne være interessant at se, hvad der ellers er om Polen i dansk litteratur, især i perioden 1795-1918, hvor Polen ikke eksisterede som stat.
Carsten Hauch
Det eneste, jeg umiddelbart selv kendte til, var Carsten Hauchs (1790-1872) roman En polsk Familie (1839), hvori digtet "Polsk Fædrelandssang" indgår:
Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst,
Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund,
Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?
Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur,
Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fangebuur,
Sværd og Lee paa Sletten blinked mellem Røg og Damp,
Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde Kamp.
Derfor hører vi bestandig Suk fra Flodens Skiød,
Derfor risler den veemodig, som en Drøm om Død,
Derfor sørge Mark og Enge med den hvide Piil,
Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.
Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad paa Kind,
Under Suk og Veemodssange slumrer Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner, synge de om Kampens Ørn,
Under Sang om svunden Storhed vaagne Polens Børn.
Det slag, der er tale om i anden strofe, må være slaget ved Maciejowice den 10. oktober 1794, hvor den af Tadeusz Kościuszko ledede polske styrke blev totalt nedkæmpet af russerne - og hvori også de med leer bevæbnede polske kosynierzy deltog.
Men det var kun romanens titel og denne sang, jeg kendte. Og så vidste jeg, at den store danske litteraturkritiker Georg Brandes, den danske naturalismes fader, ophavsmanden til "det moderne gennembrud" i 1870'erne, var meget optaget af polakkernes sag og besøgte Polen flere gange (1885, 1886, 1887, 1894, 1898). Jeg vidste også , at Brandes i 1888 havde udgivet bogen Indtryk fra Polen (en polsk udgave med titlen "Polska" (Polen) udkom, så vidt jeg har kunnet se, samme år). Og jeg vidste, at Hilmar Wulff havde skrevet om polakkerne på Lolland, nemlig i trilogien trilogien Vejen til Livet, Livets Brød og Forjættelsens Dag (1947-49). Men det var stort set det hele. Så jeg gav mig til at søge på Internettet.
En tysker og en polak om emnet
Resultatet af mine internetsøgninger blev, at jeg fandt to interessante udenlandske tekster om Polen i dansk litteratur, nemlig tyskeren Anne Seuferts magisterafhandling Geteiltes Polen in der dänischen Literatur - eine Rezeptionsanalyse von Carsten Hauch bis Agnes Henningsen (Det delte Polen i dansk litteratur - en receptionsanalyse fra Carsten Hauch til Agnes Henningsen), og polakken Sylwia Schabs på dansk skrevne artikel "Maria Hellebergs Fremmede naboer i den danske Polen-diskurs". Det er, som titlerne viser, den første afhandling, der især skal refereres i resten af denne artikel, men Sylwia Schabs artikel er mere omfattende end som så og skal også refereres. Den indeholder blandt andet en ret udførlig oversigt over danske bøger med Polen som tema. Til gengæld vil der ikke blive inddraget ret mange andre ting; der er i forvejen rigeligt i de to afhandlinger.
Anne Seuferts
magisterafhandling
Anne Seufert er en særdeles interessant person. (Jeg er nu Facebook-ven med hende, og vi har udvekslet beskeder og oplysninger om hinanden). Hun er født i München, Tyskland, 1979, og er i dag ansat i musikforlaget Schott Music i Mainz (hun studerede efter studentereksamen klaver, både klassisk og jazz). Men hun har studeret og beskæftiget sig med mange forskellige andre ting, og hun behersker (i forskellig grad) følgende fremmedsprog: engelsk, spansk, fransk, norsk, svensk, dansk, russisk og polsk. Polsk har hun, så vidt jeg kan se, kun studeret på begynderplan, og dansk ser ud til at være det nordiske sprog, hun på forhånd havde beskæftiget sig mindst med - men dog så meget, at hun altså kunne skrive en magisterafhandling om Polen i dansk litteratur. Hun læser også uden videre, hvad jeg skriver til hende på dansk. I sammenhængen her er det imidlertid hendes magisterafhandling, der er interessant. Den er skrevet ved universitetet i Wien, der som det eneste universitet i Østrig har en afdeling (institut) for skandinavistik. Anne Seufert fik graden mag. phil. i 2010.
Anne Seufert har over for mig oplyst, at baggrunden for, at hun valgte at skrive netop denne magisterafhandling, var, at hun i forbindelse med sine studier af blandt andet svensk og norsk, fra 2006 ved Institut for Skandinavistik ved Wiens Universitet, blev engageret i forskellige aktiviteter på området Østersø-studier og efterhånden blev stærkt interesseret i de politiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Østersølandene og i forbindelse dermed også begyndte at studere russisk og polsk, polsk dog kun på begynderniveau, og hun havde ikke og har, bortset fra private venner, ikke noget særligt forhold til Polen, men hun opgiver, at hun nu behersker russisk "flydende", og hun har senere været på et kort studieophold i Sankt Petersborg. I årene 2006-2008 har hun på sommerkurser studeret norsk sprog, litteratur og kultur ved universiteterne i Kristiansand og Bergen. Når hun valgte Polen i dansk litteratur som emne for sin magisterafhandling, var det, fordi det var et eksempel på kulturudvekslingen hen over Østersøen, og altså, i udgangspunktet, ikke på grund af en helt speciel interesse for hverken Danmark eller Polen. I 2009 foretog hun imidlertid som led i arbejdet med magisterafhandlingen studierejser til Polen, Danmark og Sverige. - LINK til Anne Seuferts magisterafhandling:
http://othes.univie.ac.at/8695/1/2010-03-02_9972015.pdf
Det siger sig selv, at det ikke vil være muligt at give en udtømmende præsentation af Anne Seuferts 154 sider lange afhandling. Men det kan være nyttigt at begynde med en opregning (oversat til dansk) af de vigtigste overskrifter: Tadeusz Kościuszko - Polens delinger og den første polske opstand i året 1794. - Polen-debatten i de københavnske klubber i 1790'erne. - Polen efter den sidste deling og frem til de historiske begivenheder omkring og efter Novemberopstanden i 1830. - Den polske udvandring og Polen-receptionen i Tyskland efter 1830. - Polen-receptionen i dansk litteratur i 1830'rne. - Billedet af Polen i Carsten Hauchs roman En polsk familie (med mange underafsnit). - Billedet af Polen i 1830'rnes danske lyrik - Emil Aarestrup, Carl Bagger og Frederik Paludan-Müller. - Polen-renæssancen i dansk Litteratur efter 1863 [1863-opstanden]. - Heinrich Heines Polen-billede som inspirationskilde for Georg Brandes' Indtryk fra Polen. - Agnes Henningsens Polens Døtre - moderne heltinder i den polske ombrydningstid [efter 1863-opstanden] (med en hel del underafsnit).
Afhandlingens indledning har titlen "Die Darstellung des geteilten Polens in der dänischen Literatur - Zerrbild der historischen Wirklichkeit?" (Fremstillingen af det delte Polen i den danske litteratur - et vrangbillede af den historiske virkelighed?). Hvad Polen angår, er det, som også hele afhandlingens titel viser, landets historie fra delingerne i slutningen af 1700-tallet af, og opstandene mod delingsmagterne, det drejer sig om. Men i nabolandene er det i første omgang de forskellige former for nationalromantik, der udgør den sammenhæng, hvori man beskæftiger sig med Polens skæbne. Danmark havde særlige forudsætninger for at føle sig beslægtet med polakkerne, nemlig efter tabet af Norge i 1814 og af Slesvig-Holsten i 1864. Men den første bølge af dansk interesse for Polen kom allerede i forbindelse med opstanden under Kościuszko i 1794 - og de to næste selvfølgelig efter Novemberopstanden i 1830 og Januaropstanden i 1863. Den danske beskæftigelse med Polen når et højdepunkt med Carsten Hauchs roman En polske familie (1839), der skildrer situationen omkring og i 1831. Men også det moderne gennembruds ledende skikkelse Georg Brandes engagerede sig i Polens skæbne og udgav i 1888 sine Indtryk fra Polen, og han ser spørgsmålet om Polens frihed i et fælleseuropæisk humanistisk perspektiv. I Agnes Henningsens roman Polens Døtre fra 1901 bliver den handling, der udspiller sig i det delte Polen op mod slutningen af 1800-tallet, bærer af et budskab om kvindefrigørelse og en ny samfundsorden. Hvor meget der altså i disse værker end bygges på den faktiske polske virkelighed, ses denne gennem ikke alene forfatternes egne kulturelle briller, men også gennem det billede, der er tegnet af Polen i dets andre nabolande (især Tyskland og Sverige), og derved fortegnes den faktiske historiske virkelighed, som i mange tilfælde ofte blandes op med de stereotype billeder af Polen og polakkerne, der har været i omløb.
Efter denne indledning følger en ret grundig gennemgang af situationen omkring den af Tadeusz Kościuszko ledede første polske opstand (1794), hvorefter igen følger et afsnit om den landflygtige Kościuszkos ophold i Sverige og om den betydning for interessen for Polen i Skandinavien det fik.
Heiberg, Rahbek og Baggesen
Det første egentlige afsnit om Polen i dansk litteratur er afsnittet med den allerede anførte overskrift "Polen-debatten i de københavnske klubber i 1790'erne" (Die Polendebatte in den Kopenhagener Klubs der 1790er Jahre). København er den også kulturelle hovedstad i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge med hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Ludvig Holberg nævnes som 1700-tallets store, af oplysningstidens ånd prægede forfatter og som enevældens mand. Men selv om Danmark, blandt andet takket være reformerne i 1780'erne, kun i ringe grad bliver præget af den franske revolution i 1789, bliver de nye tanker dog diskuteret i København. Blandt de vigtigste af de forfattere, der er påvirket af disse strømninger, nævnes P.A. Heiberg (1758-1841), Knud Lyne Rahbek (1760-1830) og Jens Baggesen (1764-1826). Af disse er det især P.A. Heiberg, der forfægter den franske revolutions idealer, og man kunne formode, at han også ville have interesseret sig for Polens skæbne. Men der er i hans forfatterskab, som Anne Seufert udtrykker det, "keine nennenswerte Passage, die sich mit der Polenfrage in der Kopenhagener Tagesdebatte auseinandersetzt" (intet nævneværdigt sted, hvor han går ind i den københavnske Polen-diskussion). Men i en drikkevise af Rahbek finder man et udtryk for, at begivenhederne i Polen har været diskuteret blandt danske kunstnere og intellektuelle (måske foranlediget af Kościuszkos ophold i Sverige og dets virkninger dér). Det er drikkevisen "Nu bort med alskens politik", hvori en række aktuelle emner opregnes, og i hvis sidste strofe det polske spørgsmål omtales - eller afvises med disse tilsyneladende kyniske ord:
Hvad Ende det med Polen faaer,
mig meget lidt til Hjerte gaaer;
at ingen Polak taales her,
det al min Omsorg er.
Men der er i virkeligheden nok snarere tale om en slags sort drikkevise-humor, der skal understrege, at nu er det altså det lystige samvær, det gælder. Og strofen kan derfor kontrastvis ses som et udtryk for, at det polske spørgsmål har spillet en vigtig rolle, når det har været alvorlige diskussioner og ikke det lystige drikkelag, man har været samlet til.
Den tredje af de 1700-talsdigtere, Anne Seufert nævner, er Jens Baggesen (1764-1826), som i sin rejsebog Labyrinten (1792-93) lige når at få nævnt Polen:
Hvor er det mueligt, raabte jeg, at skye, at spotte, at hade, at forfølge hinanden? Mennesker
imod Mennesker? Nationer mod Nationer? Brødre mod Brødre? Venner imod Venner?
Ubegribelige Splidagtighed mellem den samme Sols Straaler!
Tydske! Franske! Engellændere!
Hollændere! Danske, Norske og Svenske! Preussere! Polske! Ungarer! Italienere!
Spaniere! Portugiesere! ere
I da ikke alle Mennesker? Alle, som Mennesker, lige? (Seufert
s. 13).
Anne Seufert siger
hertil, at Polen ikke spillede nogen særlig rolle for Baggesen, men "eher in der Gesamtheit einer egalitären Weltanschauung im Sinne Rousseaus
aufging" (snarere gik op i hele hans Rousseau'ske lighedsanskuelse). Mens Polen lå uden for
Heibergs overvejende indenrigspolitiske interesse, var Baggesens interessefelt
for stort til, at han kunne gå i detaljer, for så vidt angår Polens skæbne.
Carsten Hauch
Anden del af selve Anne Seuferts gennemgang har titlen "Die Polenrezeption in der dänischen Literatur der 1830er Jahre - von Carsten Hauch bis Frederik Paludan-Müller" (Polen i 1830'rnes danske litteratur - fra Carsten Hauch til Frederik Paludan-Müller), men det indledes med først en oversigt over begivenhederne i Polen fra den sidste deling i 1795 og frem til tiden omkring Novemberopstanden i 1830 (s. 17-22) og dernæst et afsnit om den store betydning, disse begivenheder fik i nabolandet Tyskland. Der var mange steder i Tyskland (bortset fra Preussen?) stor sympati med polakkerne, men helt særlig betydning fik de mange flygtninge og udvandrere, der slog sig ned i Tyskland (og Frankrig), i Tyskland især i landene Sachsen, Hessen, Bayern, Württemberg og Pfalz (Tyskland består jo den dan i dag af flere "Bundesländer", og det var først i 1871, de forskellige tyske lande blev samlet i ét kejserrige).
Blandt de polske landflygtige i Tyskland (Sachsen) og senere Frankrig var lyrikeren Wincenty Pol (1807-1872), som selv havde deltaget i Novemberopstanden. Han vendte dog tilbage til Polen (Galicien) allerede i 1832. I 1833 udkom (i Leipzig) samlingen Volkslieder der Polen (polakkernes folkesange), som Wincenty Pol havde redigeret og oversat til tysk, og denne samling blev inspirationskilde for mange tyske digtere - og for den danske digter Carsten Hauch (men fik også i det hele taget betydning i Danmark og det øvrige Skandinavien).
Hermed er der lagt op til behandlingen af den danske litteratur, begyndende med Carsten Hauch, men indledt med en ret udførligt beskrivelse af Danmark i årene 1800-1830 (s. 27-30). Denne beskrivelse slutter, frit gengivet, således:
Skønt de vigtigste repræsentanter for den danske romantik rettede blikket mod deres egen nationale fortid, var der også forfattere, der så dennes dyder legemliggjort og de romantiske idealer realiseret i polakkernes håbløse, men tapre kamp for frihed og uafhængighed. Og Polen blev overhovedet et symbol på kampen for frihed og en bedre verdensorden. Men i Danmark kunne man altså også mere direkte identificere sig med polakkerne og se dem som et forbillede.
Og så går Anne Seuferts i gang med sin meget grundige gennemgang af Carsten Hauchs Roman En polsk Familie (s. 31-65).
Indtil nu har Anne Seuferts afhandling være refereret og citeret temmelig grundigt. Men det har været for at få hele den både polske, europæiske og danske baggrund med - og de få eksempler på, at man i Danmark har interesseret sig for Polen før 1830. Hvad Carsten Hauchs roman angår, kan der ikke blive tale om en tilsvarende brug af Anne Seuferts afhandling. Det vigtigste, der skal siges om den her, er, at enhver interesseret simpelt hen selv bør læse bogen! Og det gælder ganske særligt enhver polak her i Danmark eller enhver dansker med polsk baggrund. Fra Anne Seuferts gennemgang af Carsten Hauchs roman skal kun de allervigtigste og mest interessante ting præsenteres her.
En polsk Familie udkom i 1839 og udspiller sig omkring og under den polske Novemberopstand 1830-1831, og ikke alene de indlagte digte, men også skildringen af den polske folkelige kultur er stærkt inspireret af Wincenty Pols ovenfor omtalte antologi Volkslieder der Polen. Anne Seufert ser dog også udtryk for, at Hauchs personlige erfaringer ligger til grund for romanen. Han havde deltaget i kampene mod englænderne, der i 1807 belejrede og terrorbombede København og endte med at beslaglægge eller ødelægge alle de danske krigsskibe, der lå i og (under bygning) ved havnen. Og i 1814 var Norge (der siden 1380, havde været i union med Danmark) som følge af den danske deltagelse i Napoleonskrigene på fransk side blevet lagt ind under den svenske konge. Danmark var altså i en situation, der i flere henseender kunne minde om Polens. Desuden mener hun, at også de nederlag, Hauch oplevede som digter og i sit personlige liv afspejler sig i romanen.
Hovedtemaet i romanen er modsætningen mellem den realisme og materialisme eller ligefrem opportunisme, som fik nogle polakker til at affinde sig med det russiske herredømme, og den mere eller mindre sværmeriske idealisme, som fik store dele af folket til at gå ind for opstanden. Handlingen begynder med, at den unge polske adelsmand Adalbert i eftersommeren 1829 kommer ridende hjem til sin fader gods, som ligger "omtrent fem Mile fra den gamle Hovedstad Krakau" (i perioden 1815-1846 fristaden Kraków), men lige nord for det daværende "Kongeriget Polens" grænse (hvor kongen vel at mærke var den russiske tsar Nikolaj 1).
Kan
Hauch her, og andre steder, have haft Adam Mickiewicz' polske nationalepos Pan Tadeusz i tankerne? Selv om Tadeusz
jo ikke kommer ridende, men kørende i en lille hestevogn, og handlingen
udspiller sig i Litauen. Hauch må i givet fald have hørt om det (eller have
læst om det på fx tysk i referat og/eller uddrag). Eller også er det bare en
almindelig og/eller nærliggende måde at begynde en sådan roman på. - Pan Tadeusz var ganske vist udkommet i
1834, men den blev, så vidt jeg har kunnet se, først oversat til tysk i 1882
(og til svensk i 1898). - Det var vist i sine sidste år, Valdemar Rørdam
(1872-1946) oversatte Pan Tadeusz til
dansk (Pan Tadeusz eller Den sidste
adelsfejde i Litwa). (Var den første trykte udgave Det danske Selskabs,
København, 1958?). Og uanset Rørdams fejltrin med især hyldesdigtet
til Nazityskland i anledning af angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941
("Så
kom den Dag, som vi har ventet længe", trykt 26. juni 1941) betegnes hans oversættelse
på Federacja Polonias hjemmeside som nok uden
overdrivelse "en af de ypperste, hvis ikke den bedste". - Jeg har
overvejet, om det var at gå for langt ud at lade dette petit-stykke indgå i
(denne hjemmesideudgave af) artiklen. Men Valdemar Rørdams, åbenbart
fremragende, oversættelse af det polske nationalepos er jo (igen uanset hans
fejltagelse, ja, forræderi) også et eksempel på "Polen i dansk
litteratur". - LINK:
http://www.federacja-polonia.dk/dk/pantadeusz.html
Og
endnu et LINK, nemlig til et uddrag af Arne
Hardis' bog om Valdemar Rørdam og hans skæbne: Æresretten (2003). Uddragets titel er:
"Valdemar Rørdam, den patriotiske landsforræder. En syg skæbne". - http://historienu.dk/rordam.pdf
-
Rørdam
kunne ikke selv polsk (selv om han også har oversat Reymonts
Chłopi
(Bønderne) og andre ting fra slavisk, i hvert fald Pusjkins Jevgenij Onegin).
Et klip fra Internet-udgaven af Dansk Biografisk Leksikon: "Hans sjældne
talent som gendigter, også hvor han – som ved de slaviske værker – har måttet
omplante på anden hånd, beror foruden på hans sprogskabende evne tillige på en
grundfæstet litterær kultur".
Da jeg som sagt hellere vil opfordre læserne til, selv at læse En polsk Familie, end at give udførlige referater og citater fra Anne Seuferts afhandling, vil jeg nøjes med at præsentere nogle af hendes allermest interessante iagttagelser. Der er først hendes omtale af hovedpersonerne (og dermed af de forskellige holdninger i den tids Polen).
Afsnit II.3.2.4. har overskriften "Die Figuren - Stereotypen oder Repräsentanten verschiedener Weltanschauungen?" (Personerne - stereotyper eller repræsentanter for forskellige livsanskuelser), og jeg refererer og citerer nu (med alt på dansk og navne m.m. så vidt muligt, og når jeg har skønnet det rimeligt, på korrekt polsk) de vigtigste steder i dette afsnit, idet jeg også indsætter egne oplysninger og kommentarer.
Der er først Adalberts far starosta'en Stanisław Litowski. En "starosta" (dansk: starost) var en embedsmand med blandt andet dømmende myndighed over et område, hvilket vil sige, at Stanisław Litowski var i tsarens tjeneste i dennes egenskab af konge over Kongeriget Polen. Trods - eller måske netop på grund af - sin rationalistisk prægede og materialistiske livsanskuelse er han ikke en rent negativ person. Han tror på fremskridtet og teknikken og har derved fået sine godsbesiddelser til at blomstre. Når han er imod tanken om en opstand, er det ud fra den fornuftige betragtning, at det vil være umuligt at sætte sig op mod en stormagt som Rusland, og han betragter denne tanke som et farligt sværmeri, der kun kan kaste landet ud i en ren katastrofe.
Dernæst er der Stanisław Litowskis svoger "Czernim" (Hauchs fejlagtige gengivelse af efternavnet Czernin?). Han har også et realistisk syn på mulighederne, men er dog stærkt patriotisk sindet og prøver at omgå og undergrave det russiske styre med list. Han er folkeligt indstillet, og behandler sine undergivne i overensstemmelse dermed. Og da opstanden er en realitet, deltager han i den.
Emilie (således i romanen), hvis virkelige identitet ikke skal afsløres her, er en rent negativ person. Hun opholder sig på Stanisław Litowskis gods, men er født og opvokset i Rusland og føler sig som russer. Hun er en koket og intrigant, ja, kynisk kvinde, der kun forfølger sine egne materialistiske mål.
Leontine (således
i romanen), Emilies diametrale modsætning, er en fattig halvsøster til Adalberts bror Casimirs
hustru Alexandra (således i romanen). Hun er stærkt patriotisk og ender
med at tage aktivt del i opstandens kampe.
Major Zeltner (således i romanen) er officer i den russiske hær, en brutal og skrupelløs person, der ender med at gifte sig med Emilie.
Bonaventura von Zaleski (således i romanen; kan en polak have haft et "von" i sit navn?), Leontines bror, er en indtil de stereotype skildret idealistisk polsk patriot.
Casimir (således i romanen, men det må jo gengive Kazimierz) er starosta'ens anden søn og altså Adalberts bror. Han er en ganske apolitisk levemand, der i en blanding af lidenskabelighed og melankoli lever i øjeblikket. Han har giftet sig med Alexandra for pengenes skyld, men har forelsket sig i Emilie. Han ender med, af personlige grunde, at slutte sig til den russiske hær og med, hårdt såret, at tage sit eget liv.
Adalbert nævnes til sidst i afsnittet om personerne,
men ligesom det jo er ham, der optræder allerførst i romanen, er det også ham,
der er dens mandlige hovedperson og helt. Han vakler ganske vist til at begynde
med mellem sin fars fornuftige materialisme og Leontines og hendes bror Bonaventuras patriotiske idealisme. Og han har begge sider
i sig, så at det i høj grad bliver tilfældighedernes spil (og Leontine), der
får ham til at slutte sig til opstanden. Anne Seufert
ser deri en afspejling af Hauchs gemyt og livshistorie. Og netop tvivlens
nådegave sætter Adalbert i stand til at vokse ud over
sig selv og sine omgivelser og blive, hvad Anne Seufert
betegner som "en humanist, der aldrig sætter ideologien over menneskelivet
og aldrig lader materialistiske motiver sejre over hjertets følelser" (s.
44).
Det andet afsnit,
jeg vil fremdrage nogle ting fra, er afsnit II.3.2.9: "Das Polenbild bei Carsten Hauch - romantische Idealisierung oder historischer Realismus?"
(Billedet af Polen hos Carsten Hauch - romantisk idealisering eller historisk
realisme?).
I modsætning til
den russiske side bliver den polske side fremstillet som fattig i det ydre, men
rig og stolt i det indre. Centralt står de polske folkesange som bærere af den
polske kultur og som udtryk for den polske folkesjæl. De indlagte digte og
sange skaber en melankolsk atmosfære, hvori kun håbet om en bedre fremtid
gennem modstand mod undertrykkerne lyser op. Hauch bruger også en række
symboler: Den hvide polske ørn. Giftslangen som repræsentant for det russiske
styre. Nattergalen som symbol for de polske folkesangere og i videre forstand
for hele den polske folkesjæl. Men romanen tegner samtidig et realistisk
billede af de historiske begivenheder før, under og efter Novemberopstanden.
Tre lyrikere i 1830'erne
Inden Anne Seufert går over til at præsentere digte af lyrikerne Emil
Aarestrup, Carl Bagger og Frederik Paludan-Müller placerer hun dem i
overgangsfasen mellem pdes. romantikken og den poetiske realisme og pdas.
Biedermeier-idyllens sammenbrud og det moderne gennembrud. Hun peger i den
forbindelse på indflydelsen fra Byron og Heine.
Emil Aarestrup
Under søgning på Internettet efter hele
teksten til det eneste digt af Emil Aarestrup (1800-1856), Anne Seufert behandler, fandt jeg et andet digt (fra 1832),
hvori ordet polsk forekommer. Man skal her huske på, at Aarestrup var tidens
store erotiske digter. Og selv om dette digt ikke som sådant har noget med
Polen at gøre, er det nok alligevel, ja, netop, interessant som udtryk for,
hvor nærværende Polen var i 1830'rnes Danmark. Det er i øvrigt også citeret i
sin helhed i Dansk Litteraturs Historie
og kommenteret dér (se nf.), og har altså i den sammenhæng været regnet for et
vigtigt eksempel på Aarestrups digtekunst. Første linje i den sonet, der er
tale om, lyder: "Jeg havde faaet Brev fra dig,
Nanette!", og de følgende tre linjer handler om, hvor himmelsk henrykt det
gør digtets Jeg. Men derefter beretter Jeg'et om,
hvordan han bliver distraheret af en forførerisk "smidig, svaj [smidig,
smækker] Brunette". Han kan ikke rigtig forklare, hvad det var ved hende,
der var så fristende, og til sidst flyder det hele sammen for ham:
Var det den sagte
Vuggen af Karethen?
Laa det i Maanen?
eller i Cometen?
Var det Contourerne af Silkekjolen?
En Sympathi (thi hun var polsk) med Polen?
Alt gik i eet — du — hun — min Troskab! Himmel,
Hvor man kan være
svag og hjertesvimmel!
Der er en lang række mulige årsager til den
sammenflydning, svaghed og svimmelhed, der griber Jeg'et:
Vognens vuggen, månen, kometen (se nf.), kjolens konturer - eller måske sympati
med Polen, fordi den kvinde, hvis former viste sig i kjolens konturer,
tilfældigvis var polsk. Eller hvor "tilfældigvis"? Man skal nemlig
nok vogte sig for at sige "nødrim", når man har med Aarestrup at
gøre. Og hvor går i øvrigt grænsen mellem et nødrim og et sofistikeret rim? Man
kan godt forestille sig, at erotikeren Aarestrup er begyndt med
"Silkekjolen", og at det derefter er begyndt at snurre med
rim-muligheder i hans hjerne. Men en digter af Aarestrups kaliber ville ikke
have valgt rimparret "Silkekjolen/Polen" som en ren nødløsning. Og
"Polen" ville næppe heller have meldt sig som en mulighed, hvis det
ikke lige havde været i 1832, året efter nedkæmpelsen af Novemberopstanden.
Den måde, hvorpå Polen optræder her i Aarestrups erotiske sonet, svarer altså
for så vidt ganske nøje til, hvordan det optræder i Knud Lyne Rahbeks ovenfor omtalte drikkevise "Nu
bort med alskens politik". Og
dette gælder også den for så vidt tilfældige måde, der er tale om, og som netop
i sit overfladisk set helt utilbørlige kontrastforhold understreger, hvor meget
Polen i 1832 har været fremme i danskernes bevidsthed. Og det er desuden et
blandt mange eksempler på, hvor stort et indtryk de polske kvinders skønhed har
gjort i hele Europa! I Dansk Litteraturs
Historie kommenteres hele opregningen af mulige årsager således:
Den erotiske situation er altså
her en konstellation af komet, måne, polsk politik, kjolekonturer og
karetvuggen, men den slags løse tilfældigheder er åbenbart nok til at nulstille
alt, hvad digteren måtte have af forpligtelser over for sin kone eller kæreste.
Hjertesvimmelhed er den form for retningsløshed, som opstår, når det enkelte
øjeblik bliver sprængt ud af den sociale orden.
Og der var faktisk
en synlig komet, da dette digt blev skrevet. I Dansk Litteraturs Historie står der, at "Kometen er Halleys komet, der viste sig i 1835". Men da digtet
(også i 1913-udgaven) er dateret 1832, kan der ikke være tale om Halleys komet. Der må være tale om en forveksling med Enckes Komet, som også viste sig i 1835, men hvis omløbstid
om Solen er ca. tre år. Så vidt jeg har kunnet se, var Enckes
Komet synlig i juni 1832.
Som en service til læserne
af hjemmesideudgaven sætter jeg hele sonetten ind her:
Jeg havde faaet Brev fra
dig, Nanette!
Jeg var, begriber du, i Himmerige:
I næste Uge, du Guddommelige! -
O min Henrykkelse, den kan du gjætte.
Den samme Dag en smidig, svaj Brunette,
En Slangebygning, fristede med slige
Forføreriske, altfor
tydelige -
Hvordan skal jeg forklare dig det Rette?
Var det den sagte Vuggen af Karethen?
Laa
det i Maanen? eller i Cometen?
Var det Contourerne af
Silkekjolen?
En Sympathi (thi hun var
polsk) med Polen?
Alt gik i eet - du - hun
- min Troskab! Himmel,
Hvor man kan være svag og hjertesvimmel!
1832.
Den eneste Aarestrup-tekst, Anne Seufert behandler, er digtet "En polsk Moder" fra
1834. (Titlen er vist ikke original, men Anne Seufert
citerer efter Digte II (1862)). Dette
digt handler kort sagt om en moder, der havde født en søn, netop da hun fik
nyheden om, at hendes mand - Sabinski - der havde
deltaget i den polske Novemberopstand mod russerne
1830-1831, var blevet taget til fange. Og det lykkes hende lige at vise faderen
hans søn gennem fængselsvinduet dagen før hans henrettelse. Digtet slutter med,
at moderen indvier den lille dreng til at gå i sin fars fodspor og kæmpe for
Polens frihed! Et barsk digt af erotikeren Aarestrup, men netop derved et helt særligt
vidnesbyrd om, hvordan man i Danmark, ja, i Nysted (hvor Aarestrup var
læge1827-1838), har fulgt med i Polens skæbne.
Anne Seufert
bemærker, at dette digt er moderne i forhold til de ældre, romantiske og mere
propagandistiske tyske digte om Polen og polske forhold, og at det på en ny
måde er denne polske moders individuelle skæbne, der er i fokus. Men hun må dog
samtidig bemærke, at det ikke helt undgår det stereotype. Jeg vil føje til, at
det særlige ved digtet først og fremmest skyldes Aarestrups særlige måde at
være digter på, og at det er selve det, at netop han har skrevet et sådant
digt, der gør det interessant i nærværende artikels sammenhæng. Anne Seufert ser en vis lighed mellem den polske moder i dette
digt og Leontine-skikkelsen i Carsten Hauchs roman En polsk Familie.
Som en service til
læserne af hjemmesideudgaven sætter jeg hele digtet ind her.
Ordene
"Timer", "Flygtling" og
"førstegang" er verificeret efter faksimileudgaven af Samlede skrifter II, 1976 (hvor
førstelinjen er brugt som titel). Jeg har her sat punktum efter sidstelinjerne i de strofer, der i udgaven (mærkeligt nok)
slutter uden tegn.
HVORHEN, MIN UNGE FRUE
Hvorhen, min unge Frue?
Tyk Morgentaagen
ligger
Om alle Promenader
Og glimrende Boutiker.
Og under Silkehatten
Saa
streng en Alvor skues,
Som vilde du ved Smiilet,
Var det paa Læben, blues?
Hvad trykker denne Tærne,
Som følger dig, til
Barmen?
Hvad for en kostbar
Byrde,
I Shawler svøbt, paa Armen?
Det er min Søn, den
spæde,
Jeg bar paa ham med Smerte
Dengang hans Fader rev
sig
Begeistret
fra mit Hjerte.
Og fødte ham fortvivlet
Den Time, da jeg hørte
Til Fængslet man hans
Fader,
Saaret,
i Lænker, førte.
Seer du Castellets Mure?
De grønne Bastioner?
og mellem Kuglestabler
De rolige Kanoner?
Imorgen,
naar det dages
I disse øde Gader,
Saa
lyder Sørgetrommen,
Saa
skyder man hans Fader.
Imorgen,
naar det dages,
Saa
hvirvler Russens Tromme,
Saa
knalder deres Bøsser,
Saa
er hans Timer omme.
De vilde ei, Sabinski
Tillade dig at skue
Din lille Dreng, din
Anton,
Og din forgrædte Frue.
Men deres onde Trudsler
Kan ei
mit Mod forskrække
Paa
denne Rand af Volden
Kan Fangen see os begge.
Han seer os! ja han seer
os!
Han ud af Gittret svinger
Til Tegn det hvide Klæde
-
O, at vi havde Vinger.
Kom giv mig Drengen,
Amme!
Tag Huen af ham skynd
dig.
O hvor hans lille Hoved
I Solen skinner yndig.
See her din Søn, Sabinski
Som jeg har født med
Smerte
En Arving til din Adel
Din Tapperhed, dit
Hjerte.
Om Flygtling
end paa Jorden
Han løfte skal mod Solen
Det gamle Frihedsbanner,
Sablen og Pistolen.
Hør hvad en Moder beder
Hvis Hjerte snart vil
briste
Kast dine Øine paa ham
For førstegang og sidste.
Kast dine Øine paa ham,
Med Kraften og med Evnen,
Som Døden kun kan give,
Og vie ham ind til
Hævnen.
Med disse Ord gav Damen
Sit Barn til Ammen atter
-
Kun af en Skildvagt
hørtes
En raa,
barbarisk Latter.
INDSKUD
OM NAVNET SABINSKI/SABINSKY/ SABIŃSKI
Navnet Sabinski i Emil
Aarestrups digt om den polske moder vakte minder hos mig - militære minder! Da
jeg i sommerhalvåret 1964 gjorde tjeneste som sprogløjtnant ved Bornholms Værn,
var en major Sabinsky chef for luftværnsbatteriet. Og han må staves sådan, for
en internetsøgning førte frem til et pdf-dokument med en indholdsfortegnelse
til Luftværns artilleri-tidsskrift
1947-1961, hvori indgår en artikel fra 1950 med titlen
"Fjernkendingsuddannelse - i praksis!" skrevet af en N.J.W. Sabinsky. Det kan ikke være andet end
"min" major Sabinsky. Og efternavnet kan vel ikke være andet end
polsk. - Man kan så spørge, hvad dette militære minde har med emnet for
nærværende artikel at gøre. Men nu har jeg altså for det første fået lyst til
at inddrage det (og jeg sætter et tilsvarende indskud ind i
"Erindringer"), og for det andet er major Sabinsky jo et eksempel på
"Polen i Danmark". Majoren må have været af polsk afstamning. Men jeg
må indrømme, at jeg ud over, hvad jeg skriver i dette indskud, intet ved om
major Sabinskys baggrund, altså hvilket forhold han evt. har haft til Polen.
Hvis der faktisk har været et forhold, er det ret interessant. Hvis der ikke
har været et (nærmere) forhold, er der reelt kun tale om associationer og
minder inde i mit hoved! - Hvis der på nogen måde er tale om et forhold mellem
Polen og major Sabinsky er der imidlertid en indholdsmæssig, nemlig militær,
sammenhæng mellem Aarestrups digt og ham. Ligefrem en slægtssammenhæng vil det
nok være for langt ude at forestille sig. Men man kan godt spørge, hvor Emil
Aarestrup har haft navnet Sabinski fra. Har det måske
været et polsk heltenavn, der var i omløb? Der var jo endnu ingen polakker på
Lolland. Begge de her behandlede digte er jo skrevet, mens Emil Aaarestrup var læge i Nysted på Sydøstlolland (1827-1838),
og de første roepolakker ankom først til Gedser ca. 60 år senere, nemlig i
1893. Jeg har selvfølgelig også søgt på det polske navn Sabiński.
Men det har ikke umiddelbart givet noget af interesse. I et almindeligt polsk
leksikon, jeg har, forekommer navnet ikke. - Major Sabinsky var (så vidt jeg
bestemt husker) en af de officerer, der var blevet officerer af linjen uden at
have gået på Hærens Officersskole, men på baggrund af sin indsats og position i
Modstandsbevægelsen. Og det betyder, at han har gjort noget ret stort. Han var
derfor en ikke helt almindelig officer. Meget bramfri og i visse situationer
ilter. Men også meget venlig mod sådan en ung sprogløjtnant som mig. Jeg har
ved nogle lejligheder siddet ved bord sammen med ham ved frokosten i
officersmessen og talt meget fint med ham. Min egen chef kaptajn G. Nielsen (CH-E/BV) var selv
luftværnsartillerist og havde været næstkommanderende under major Sabinsky - og
omtalte ham, så vidt jeg husker, positivt, men uden helt at fortie hans
særegenhed. - Der gik nogle historier om major Sabinsky, som jeg tillader mig
at gengive her, men selvfølgelig med forbehold, både i forhold til, hvad man
fortalte, og i forhold til, hvor godt jeg husker det. Den ene var, at han i
forbindelse med et mytteri eller noget i den retning (se nf.) simpelt hen havde
alarmeret luftværnsbatteriet og ladet det køre Bornholm rundt og rundt, indtil
gemytterne var faldet til ro. Den anden var (vist ikke i samme forbindelse), at
han havde beordret hele batteriet (altså hele mandskabet) ud i Østersøen, hvor
de så skulle barbere sig. Jeg tror, det i medierne blev kendt som
"barbervandsskandalen". - Skulle jeg have ladet være at fortælle
dette? Måske. Men det er jo mange år siden, og som jeg husker det hele, var
major Sabinsky en dygtig officer og en god batterichef. Og jeg synes selv, det,
jeg her har fortalt, på en eller anden måde er en vinkel på Emil Aarestrups
digt. En dansk officer og tidligere modstandsmand ved navn Sabinsky - og måske
med et noget polsk temperament! - Men jeg kan jo blive ved. For kan der, hvad
mytteriet angår, have været tale om det mytteri, som mest er kendt fra
Søgårdlejren i Sønderjylland (16. februar 1953), hvis årsag var en pludselig
forlængelse af værnepligtstiden fra 12 til 18 måneder - efter krav fra NATO.
(Hvorfor? Opstanden i DDR og nedkæmpelsen af den fandt jo først sted i juni
1953. Og jeg har ikke kunnet finde tilsvarende begivenheder i begyndelsen af
1953 eller i 1952). Kan major Sabinsky have været batterichef allerede i 1953?
Han har i hvert fald skrevet artiklen om fjernkendingsuddannelse i 1950. -
Interesserede kan finde mere om 1953-mytteriet, bla. et par links, på
undersiden "Erindringer" (kap. 5).
Carl Bagger
Det er også kun ét
digt af Carl Bagger (1807-1846), Anne Seufert
inddrager, nemlig digtet "Finis Poloniae".
(Disse latinske ord betyder ordret "Polens ende", men på dansk må de
gengives med fx "nu er det ude med Polen"). - Se også omtalen af Carl
Bagger i begyndelsen af nærværende artikel (Kritik-afsnittet).
Da jeg prøvede at
finde hele digtet på internettet, fandt jeg en polsk Wikipedia-artikel med
titlen "Finis Poloniae". Af den fremgår, at disse to latinske
ord skulle være Tadeusz Kościuszkos udbrud, da
han under flugten fra slaget ved Maciejowice i 1794
(se ovf. til Hauchs "Polsk Fædrelandssang") troede, han ville blive dræbt af de
forfølgende kosakker. Kościuszko, som
overlevede, har senere benægtet, at han skulle have råbt sådan, og ifølge
Wikipedia-artiklen er der ingen tvivl om, at der er tale om noget, den
preussiske propaganda har fundet på. Men udråbet er alligevel gået over i
historien, ikke mindst i malerkunsten. Også mange polakker har troet, det var Kościuszkos ord. - Wikipedia-artiklen henviser til
seks malerier med titlen "Finis Poloniae".
Det første af dem er gengivet som illustration til artiklen, nemlig Dietrich Montens skildring fra 1831 af de slagne opstandsfolk på vej
over grænsen til Preussen.
http://pl.wikipedia.org/wiki/Finis_Poloniae
Anne Seufert peger i sin gennemgang af Carl Baggers digt
"Finis Poloniae" allerførst på, hvordan det
adskiller sig fra Emil Aarestrups "En polsk Moder", hvori der endnu
er tale om en vis balance mellem lidelse og æstetik. Heroverfor er der i Carl
Baggers digt tale om en helt anderledes barsk realisme. Carl Bagger er i det
hele taget en overgangsskikkelse mellem den i videste forstand romantiske
periode og den naturalisme og realisme, som bryder frem i 1870'erne. Men digtet
- et heltedigt i hexametre - er et ungdomsværk, der
endnu er præget af romantikkens helteidealer, idet disse dog knyttes sammen med
Baggers optagethed af revolutionære temaer. Anne Seufert
anser det for sandsynligt, at Bagger har kendt nogle af de ovenfor omtalte
tyske polskvenlige "Polenlieder". Og hans
digt blev kendt i hele Norden, hvor det fx blev til inspiration for den svenske
digter Carl Snoilsky.
Det har ikke været
muligt at finde digtets tekst på Internettet, og ej heller en affattelsesdato.
Anne Seufert angiver, at hun citerer digtet efter Smaadigte (1867).
Men en Wikipedia-artikel oplyser, at Smaadigte udkom første gang i 1834. Det er altså meget
sandsynligt, at digtet er skrevet under indtryk af Novemberopstanden
1830-1831. Og ligesom det var interessant at se Emil Aarestrups digt "En
polsk Moder" (og "den polske linje" i hans sonet) på baggrund af
hele hans (i høj grad erotiske) forfatterskab, kan det også være interessant af
se Carl Baggers "Finis Poloniae" på
baggrund af samlingen Smaadigte
i øvrigt. Den indeholder nemlig ifølge Wikipedia-artiklen "perler af
lyrisk romancedigtning som 'Den engelske Kapitajn',
'Bortrejsen' og 'Sophie af Hardenberg', dramatisk-episke situationer som
'Fragmenter af den spanske Kongekrønnike' og
bellmanske genrestykker som 'Promenaden om Natten'".
Da også Carl
Baggers person og historie er af ret stor interesse i nærværende artikels
sammenhæng, bringer jeg her Den Store Danskes artikel om ham:
Carl Bagger, 1807-1846, dansk forfatter. Bagger repræsenterer om
nogen sin forfattergeneration, den spleen-litteratur, kaldet romantismen, der
fulgte efter den harmoniske romantik. Han var fra skoletiden ven med H.C.
Andersen og debuterede 1826 med digte i en traditionel, sentimental-romantisk
stil; derpå forsøgte han sig som dramatiker. Efter nogle urolige studieår, der
ikke resulterede i nogen eksamen, vakte han opsigt med den krast realistiske
fortælling Min Broders Levnet (1835), der blev hans eneste
større arbejde, men som er bemærkelsesværdig i dansk litteraturs historie. Fortællingen
skildrer gennem den dæmoniske soldebroder Arthur et
københavnerliv uden for rangklasserne, der aldrig før havde fået en litterær
behandling. Udskældt af den herskende samtidige kritik var fortællingen dog
forløber for Fr. Paludan-Müller og senere hen for 1870'ernes realistiske
forfattere. Baggers forfatterskab afspejler hans eget disharmoniske liv. Han
var født uden for ægteskab og voksede op hos en plejefamilie, senere hos
bedstemoderen, der tilhørte Københavns finere borgerskab. Med godsejerdatteren
Thora Fiedler fik han 1829 en søn, men kunne først ægte moderen 1837. Efter et
svirende bohemeliv i København blev han redaktør af Fyens Stiftstidende i
Odense, hvor han døde 39 år gammel, fire dage efter sønnen.
Digtet udtrykker
med stærke ord (og ved heltedigtsversemålet) sympati med det undertrykte, men
heltemodige polske folk. Men det munder ud i et opråb til alle Europas nationer
om at se hen til det modige polske folk og tage dets frihedskærlighed til
forbillede. Anne Seufert citerer følgende fra det:
Yngling, o Du, hvis livlige Sands er aaben for
Stordaad,
Hvis ufordærvede Sind føler for Fleer, end Dig
selv,
[...]
Stor var Landenes Krands, som fordum nævnedes
Polen,
Over den kraftige Slægt skinte med Glæde Guds
Sol.
Tvedragt splittet dog Sønnernes Kraft, uvedkommende Fyrster
Deelte med vanhellig Haand Strækningen efter Behag.
Vildt efter Død eller Frihed da kastes Du Tærning,
Kosciuszko,
Intet af begge Du vandt, kun et forsmægtende Liv.
[...]
- Aarene
randt; i Trældom ginge de Tappre;
det knuged
Polens Sønner; omsonst stirred de efter en
Hjælp.
[...]
Venlige Glut, som læser ved Lys for Fader og Moder,
Spring ei mit Drama[?] forbi, læs for de Gamle
det høit!
Hjælp for det levende Polen, Pige, besad ei
Europa,
Men til det myrdede Folk Digteren vier en Sang.
(Smaadigte
(1867). - Men førsteudgaven 1834 (se ovf.)).
Det er vanskeligt
at afgøre, om der før de sidste her citerede linjer står noget i digtet om Novemberopstanden. Men i de linjer, som udgør linje 3-8 af
det citerede, er der tydeligvis tale om Polens situation fra tiden før
1791-forfatningen og frem til Kościuszkos
nederlag i 1794.
Det er i det hele
taget vanskeligt at udtale sig nærmere om digtet på grundlag af de her citerede
dele, men der er altså tydeligvis tale om endnu et eksempel på, at Polens
skæbne har frembragt digte, der står som noget helt særligt i de pågældende
forfatterskaber. De sidste fire linjer er særlig interessante. Den situation,
hvor en pige, læser højt for sine forældre, må jo finde sted i udlandet, fx
Danmark, og den sang, digteren vier det myrdede folk, må enten være selve dette
digt eller i videre forstand Carl Baggers og andre digteres digte om og til
Polen. Det sidste verspar er ganske godt turneret. Meningen er jo, at medens
Polen endnu levede, dvs. endnu kunne have været reddet, hvis det bare havde
fået hjælp fra (Vest-)Europa, fik det ingen hjælp, så det eneste, der kan gøres
nu, hvor Polen ikke længere eksisterer som nation, er, hvad digteren netop har
gjort, nemlig at skrive et digt. Det er på det foreliggende grundlag vanskeligt
at afgøre, hvor "mordet" på det polske folk skal placeres i tid? Er
det den tredje deling i 1795, hvor Polen altså faktisk ophørte med at eksistere
som nation? Eller er det - også - Polens situation efter nedkæmpelsen af Novemberopstanden i 1831?
Frederik
Paludan-Müller
Den næste forfatter,
Anne Seufert drager frem er Frederik Paludan-Müller
(1809-1876), dvs. hans digt fra 1831 "Raab til
Polen". Og det, der særligt interesserer hende, er den indflydelse fra de
tyske "Polenlieder", der, indholdsmæssig
såvel som stilistisk, ja, allerede i digtets titel, gør sig gældende i dette
digt. Hun nævner som eksempler Ernst Ortlepps
"Ruf nach Polen" og Moritz Veits "Aufruf an
Polen". Og hvad ørnetematikken angår, Heinrich Mattaeys
"Der weiße Adler". Det er formodentlig det
første digt, Paludan-Müller har fået trykt, nemlig i Kjøbenhavnsposten den 8. Marts 1831. Det er et bidrag til den aktuelle Polen-debat.
Opstanden begyndte den 29. november 1830 og sluttede den 21. oktober 1831. Da
Paludan-Müllers digt blev trykt, var polakkernes situation endnu så gunstig, at
de kunne forberede et modangreb mod de russiske styrker. Fra slutningen af
marts til begyndelsen af april vandt polakkerne nogle sejre i forskellige slag.
Anne Seufert nævner, at sympatien med den polske
opstand i Tyskland og Danmark lå i forlængelse af sympatien med den græske
frihedskrig 1821-29.
Som i Heinrich Mattaeys digt står den polske ørn som frihedsbebuder også i
centrum i Paludan-Müllers:
Polen, du hvis
Ørn nu svæver
Imod Himlen, du
som hæver
Efter Faldet
atter dig:
Tappre Folk, som Krigens Fane
Folder ud paa Aarens Bane,
Hvor den blodig
viser sig:
[...]
Du dig reiser af din Dvale,
Drager Sværdet,
mens din Tale
Tordner: Frihed
eller Død!
[...]
Hvide Ørn, slaa dine Vinger,
Som nu ingen
Lænke tvinger,
Imod Solens Straaler ud!
[...]
Flyv! Og aldrig
du forglemme,
Ørn har kun i Høiden hjemme,
Hvor den Vingen
brede kan.
Og der er en tilsvarende overensstemmelse,
for så vidt angår sejrsprofetien og genvindelsen af
friheden. Hvor Paludan-Müllers tone oven i købet er endnu mere patetisk:
Polens Ørn! See
Ørne skjælve
Ved din Stigen;
dunkelt hvælve
Fremtidsskyer sig
over dem.
Ørne, som har
fordum plukket
Dine bedste Fjer
og drukket
Af dit Blod, vil
styrte frem.
Da er Hævnens
Time kommen,
Jorden ryster i
sin Grund;
Thi forfærdelig
er Dommen
Efter Seirens store Stund:
Riger da vil
styrte sammen,
Vold og Uret døe i Flammen,
Og Ruiner levnes
kun.
[...]
Ja - hvad er som Seiersdøden,
Som det unge
Hjertes Bløden
For sit Land, bag
Aerens Skjold?
Hvad er stort som
Livets Gave?
Hvad er som de Tappres Grave
Fædrehjemmets Værn og Vold?
Hvad er skjønt som Troskabs Minde
Bag Udødeligheds Glands?
Det skal
Frihedshelten vinde,
Lykkens Krone den
er hans!
Tiden hans
Bedrift ei svækker,
Ved hans Navn
Erindring lægger
Rørt og stolt en
evig Krands.
Anne Seufert er
ikke sikker på, om Paludan-Müller faktisk har kendt "Der weiße Adler". Men hvis han ikke har gjort det, så de
to digtere altså har skrevet deres digte uafhængigt af hinanden, er der kun
tale om et desto stærkere vidnesbyrd om, hvor udbredt denne måde at skrive om
Polen på, var i såvel Tyskland som Danmark, altså for så vidt angår den
stereotype brug af bestemte symboler, ja, reduktionen af den polske frihedskamp
til netop en mere almen symbolik.
1863-1901
Den tredje og
sidste del af selve forfatterpræsentationen og tekstgennemgangen i Anne Seuferts afhandling dækker perioden fra den polske Januaropstand 1863 til Agnes Henningsens roman Polens Døtre, der udkom i 1901.
Anne Seufert indleder med en fyldig gennemgang af den historiske
baggrund, nemlig det delte, og altså ikke som nation eksisterende Polens
historie fra nedkæmpelsen af Novemberopstanden i 1831
til våbenstilstanden efter Første Verdenskrig i november 1918 og dermed Polens
genopståen som nation. Jeg vil nu referere de vigtigste ting i denne
gennemgang.
Næppe var Novemberopstanden nedkæmpen, før
det igen begyndte at gære. Det gjaldt såvel i den polske emigrant-elite i
Paris, som i selve det besatte og delte Polen. Og denne gæring fik selvfølgelig
afgørende næring, da revolutionerne i 1848 igen gik over Europa. Traditionen og
deres natur tro deltog mange polakker igen i frihedskampene rundt omkring, fx i
Italien, Tyskland og Ungarn. Det kom dog ikke til nogen ny opstand i Polen. En
af grundene dertil var, at polakkerne nu havde levet opdelt i de tre
delingsområder, det preussiske, det østrigske og det russiske, så længe, at de
havde svært ved at optræde samlet. En anden grund var, at tsar Aleksandr II's
reformer fra tronbestigelsen i 1855 af gjorde forholdene i det russiske
delingsområde mere udholdelige. Samtidig betød denne mindskelse af presset dog
også, at det blev muligt for de unge polske intellektuelle at komme i snævrere
kontakt med eksilkredsene i Vesteuropa, hvilket førte til dannelsen af konspiratoriske
foreninger. Polakkerne udnyttede også den nye situation til at fejre de
kirkelige og nationale festdage i langt større omfang end hidtil. Men til sidst
blev dette for meget for den ellers reformvenlige tsar, som så sig nødsaget til
at demonstrere sin autoritet.
Da polakkerne på Kościuszkos dødsdag den 11. november 1861 i stort tal
samledes i Warszawas kirker, blev disse stormet af russiske soldater og flere
tusind troende arresteret. Dette udløste en slags religiøs generalstrejke i
alle trossamfund, også de protestantiske og jødiske. Man lukkede simpelt hen
selv alle kirker og synagoger. Og vreden var så stor, at patriotiske kredse
under ledelse af Jarosław Dąbrowski
begyndte at forberede en ny opstand.
Jarosław Dąbrowski må ikke forveksles med general Jan Henryk Dąbrowski (1755-1818), på hvis initiativ de såkaldte
polske legioner blev oprettet, som kæmpede på fransk side i Norditalien 1797-1807, og hvis navn
indgår i legionærsangen "Mazurek Dąbrowskiego" ("Dąbrowskis
mazurka" eller "Dąbrowski-mazurkaen";
altså en march i trefjerdedelstakt!), som i 1927 blev den polske nationalsang.
Omkvædet lyder:
Marsz, marsz, Dąbrowski,
Z ziemi włoskiej do Polski.
Za twoim przewodem
Złączym się z narodem.
(Fremad, fremad, Dąbrowski,
fra Italiens land til
Polen.
Under din ledelse
forener vi os med
folket.)
Den 22. januar 1863
udnævnte Den Centrale Polske Nationalkomite sig til provisorisk regering og erklærede
Rusland krig. Det videre forløb af den partisankrig, der blev tale om, skal
ikke skildres her. I april 1864 blev lederne taget til fange af russerne og i
august samme år henrettet. Kongeriget Polen blev i de følgende år underkastet
en kraftig russificering og i indlemmet i selve Rusland, efterhånden under betegnelsen "Kraj
Nadwiślański" ("Wisła-Land"; landet ved floden Wisła).
Hvor
beundringsværdigt det end var, at de polske opstandsfolk havde kunnet holde ud
i over et år, betød dette enden på de polske nationalromantiske drømme.
Russerne indledte en hård russificeringspolitik, og den katolske kirke blev sat
under pres. Også i det preussiske delingsområde førtes en assimileringspolitik,
og Bismarck gjorde det lettere for tyskere at erhverve polsk jord. I Galicien, det østrigske delingsområde, var forholdene af
flere grunde bedre, og i modsætning til, hvad der var tilfældet i de to andre
delingsområder, begyndte her en polsk kulturel opblomstring.
I slutningen af
1800-tallet afløstes den i høj grad nationale romantik af den særlige polske
form for "positivisme", hvis idéer dog selvfølgelig i høj grad var
hentet fra Vesteuropa. Og i denne sammenhæng satte man nu sin lid til en
"organisk" kulturel og økonomisk udvikling. De voksende
interessemodsætninger mellem pdes. Rusland og pdas. Preussen og Østrig-Ungarn -
og Ruslands tabte krig med Japan i 1905 - betød også, at trykket lettedes. Men
samtidig forløb udviklingen stadig forskelligt i de tre delingsområder. Der var
dog stadig tre faktorer, der bandt alle polakker sammen: Den polske litterære
tradition, de polske bidrag på områderne kunst, musik og videnskab, og den
katolske kirke som repræsentant for polsk tradition og livsform. Vigtige navne
er her forfatterne Adam Mickiewicz og Henryk Sienkiewicz, musikerne Frederyk Chopin, Karol Szymanowski
og Ignacy Paderewski samt,
på naturvidenskabens område den dobbelte Nobelpris-modtager Maria Skłodowska-Curie.
Med udbruddet af
Første Verdenskrig ændrede Polens situation sig med ét slag. Delingsmagterne
var nu i krig med hinanden og var interesserede i at få polakkerne på deres
side. Dette fik en ganske særlig betydning for dannelsen af den senere polske
leder Józef Piłsudskis
legioner, der kæmpede på Østrigs side. I 1916 tillod Østrig og Preussen
oprettelsen af et "Kongeriget Polen", og efter Oktoberrevolutionen i
1917 var Rusland helt ude af billedet. Den 11. november 1918 blev Polen de
facto en selvstændig stat, og ved Versailles-freden i 1920 fik det genfødte
Polen international anerkendelse.
Georg Brandes
Det er på den
ovenfor skitserede baggrund, det danske "moderne gennembruds" fader
Georg Brandes (1842-1927) møder Polen og polakkerne. Og gennemgangen af hans
forhold til Polen udgør den største enkeltdel af Anne Seuferts
afhandling, nemlig fra side 82 til side 130, 48 sider, ca. en tredjedel af hele
afhandlingen, mod de 34, sider, hun bruger til den næststørste gennemgang,
nemlig af Carsten Hauch (s. 31-65). Afhandlingen er på 154 sider, alt
iberegnet, blandt andet et tysk og et norsk resumé og forfatterens ret
omfattende CV. Men det vil naturligvis ikke være hverken muligt eller rimeligt
at inddrage hele Anne Seuferts Brandes-gennemgang i
nærværende artikel, så det vil i det følgende kun være de vigtigste og mest
interessante ting, der bliver refereret og citeret.
Anne Seufert indleder Brandes-gennemgangen med afsnittet
"Das Polenbild Heinrich Heines als Inspirationsquelle für Georg
Brandes' Indtryk fra Polen"
(Heinrich Heines Polen-billede som inspirationskilde for Georg Brandes' Indtryk fra Polen). Og det forhold, der
er tale om her, er endnu et vigtigt eksempel på, hvordan kendskabet i Danmark
til forholdene og begivenhederne i Polen først og fremmest er kommet i stand
via Tyskland.
Jeg vil nu referere
og citere nogle af de mest interessante ting i afsnittet om Heinrich Heine som
Brandes' inspirationskilde. Brandes interesserede sig ikke kun for polakkernes
skæbne, men også for andre folkeslags. (Det kan måske overraske nogle, at
Brandes også engagerede sig i de danske slesvigeres ,
men han udgav faktisk i 1919 en samling af sine - som det hedder i Den Store Danske - "varmtfølte og
virkningsfulde artikler om det slesvigske spørgsmål: Sønderjylland under prøjsisk Tryk). I 1880'erne og 1890'erne blev
han flere gange indbudt til foredragsrejser i Polen, og i 1888 offentliggjorde
han sine indtryk og oplevelser under disse rejser i bogen Indtryk fra Polen. Og Anne Seufert er
sikker på, at han i forbindelse med sine forberedelser af disse rejser også har
læst Heinrich Heine (1797-1856). Heine havde siden sin ungdom beskæftiget sig
med det polske spørgsmål og haft gode polske kontakter. Allerede i 1822 besøgte
han Polen, og i 1823 udgav han rejseberetningen Über Polen (Om Polen). Også Heine var under stærkt indtryk af
polakkernes glødende patriotisme, som også han så i en større europæisk
sammenhæng. Ligeledes havde Heine et åbent blik for de polske kvinders skønhed
og charme. Hvilket dog ikke hindrer ham i at betragte Polens politiske forhold.
Og han bemærker allerede i 1820'rne udviklingen hos polakkerne frem mod en
større vægtlæggen på den åndelige styrkelse af den nationale identitet. Anne Seufert ser en tydelig inspiration fra Heines Über Polen i Brandes' Indtryk fra Polen, ikke blot indholdsmæssigt, men også stilistisk.
Efter Heine-afsnittet følger et afsnit om det billede af Polen, man har haft i Danmark i anden halvdel og slutningen af 1800-tallet. Og hun gør selvfølgelig opmærksom på parallellerne mellem det polske nederlag i Novemberopstanden 1863-1864 og det danske nederlag i krigen med Preussen om Slesvig i 1864. Men nu vil jeg fremdrage de mest interessante ting, Anne Seufert skriver i de følgende Brandes-afsnit (uden angivelse af afsnit). - I internetudgaven indsætter jeg her et link til en Georg Brandes-tidstavle 1842-1927, som er udarbejdet af mag.art. og lektor ved Institut for Litteraturhistorie, Aarhus
Universitet, Per Dahl, og som er "Arbejdspapir nr. 18, Institut for Litteraturhistorie
Aarhus Universitet":
Inden jeg går i gang med at plukke fra Anne Seuferts tekst, må jeg dog bemærke, at den måde, hvorpå jeg gennem hendes fremstilling (og efterhånden nogen direkte læsning i Indtryk) har lært Brandes at kende, har gjort et stort og meget positivt indtryk på mig. Jeg har selvfølgelig aldrig underkendt Brandes' dygtighed, ja, har vel altid været mest tilbøjelig til at mene, det var en fejl, at man ikke fulgte Carsten Hauchs ønske om, at Brandes skulle efterfølge ham som professor i æstetik ved Københavns Universitet. (Dette Hauch-Brandes-forhold, men også i det hele taget forholdet mellem de to, er naturligvis ganske særlig interessant i nærværende sammenhæng). Men Brandes havde erklæret det bestående krig. Og han fik krig. Og i en hel del henseender, ja, sådan set grundlæggende, må jeg også selv betragte Brandes og hans åndelige efterkommere som mine modstandere. Men noget af det, jeg især er modstander af hos de kulturradikale og andre "progressive", er jo deres ensidighed, det, at de ikke, som jeg, har viljen og evnen til at se åbent på dem, der mener og vil noget andet. For jeg må sige, at ikke alene var Brandes en stor begavelse. Det er også klart, at noget i retning af "det moderne gennembrud" med nødvendighed måtte afløse efterklangen af romantikken - eller hvordan man nu skal betegne den litterære situation, da Brandes trådte frem. Og hvis Brandes var blevet professor, var både hans eget liv og livet i Danmark nok blevet bedre; romantikkens afløser i Danmark kunne være blevet sundere og bredere. Men på baggrund af alt dette må jeg som litterært engageret slavist og ven af Polen erklære, at allerede Anne Seuferts behandling af Georg Brandes og hans bog (som jeg har læst om før, men ikke fået læst) har gjort et særdeles positivt indtryk på mig. Ikke alene fremtræder Brandes her i sin sympati med Polen og polakkerne med et såre menneskeligt ansigt; han fremtræder også som en indfølende og dygtig iagttager, analytiker og beretter. Men nu plukkene fra Anne Seuferts afhandling!
Allerede in 1880'erne var Brandes' internationale anseelse så stor, at han ofte blev indbudt til foredragsrejser - blandt andet i Polen og Rusland. Og det var på grundlag af disse rejser, han i 1888 udgav ikke alene Indtryk fra Polen (25/9), men også Indtryk fra Rusland (3/11).
I en internetudgave af G. Brandes: Samlede Skrifter X, 1902 (herefter forkortet SS), som blandt andet indeholder både Indtryk fra Polen og Indtryk fra Rusland står der om førstnævnte (under titlen): "(1888, senere udvidet)". Og det er ifølge en note denne udgave Anne Seufert benytter. Derfor kan hun skrive, at Brandes' samlede rejseberetning falder i fem dele, hvoraf de fire første gengiver "indtrykkene" fra opholdene i Polen ikke blot i 1885, 1886 og 1887, men også i 1894 og 1898, medens den sidste behandler "den polske romantiske litteratur i det 19. århundrede". Der er helt bogstaveligt tale om en samling "indtryk", der i Samlede skrifter betegnes som hhv. "Første Indtryk (1885)" (s. 9-48), "Andet Indtryk (1886)" (s. 49-95), "Tredie Indtryk (1894)" (s. 96-143) og "Fjerde Indtryk (1899)" (s. 144-162). Hvorefter følger "Af Maryla Wielopolska's Levned" (s. 163-184) og "Polens romantiske Literatur" (s. 187-287). - LINK:
http://www.archive.org/stream/samledeskrifter17brangoog/samledeskrifter17brangoog_djvu.txt
Et meget stærkt udtryk for Brandes' følelser
over for polakkerne er det, at Anne Seufert oplyser,
at han under en tale af en 1863-veteran fik tårer i øjnene. Men det vigtigste
er dette citat:
Jeg holder ikke
blot af Polakkerne, fordi deres Skæbne er saa tung og
den historiske Uret, de lider under, er saa stor, men
fordi noget i deres Væsen tiltaler mig stærkt. Man har undertiden i Polen rost
mig for, at mens Andre gør Jordens Mægtige deres Opvartning, har jeg
foretrukket at gøre Ulykken min Kur. Men det er ikke Polens Ulykke alene, som
har vundet mig for Landet og Folket. I Menneskeplantens Vegetation, broget som
den er, fængsles jeg maaske mest af den slaviske
Stammes fineste Blomst (SS 146).
Det er ord, man som ven af Polen og
polakkerne i det 21. århundrede helt kan identificere sig med. Forskellen er
kun, at Polens situation og position i Europa i dag er mere gunstig end
nogensinde. Men det er både klart og smukt set af Brandes i 1898. Og ligesom jeg
har opfordret hver eneste polak, der kan læse dansk, eller hver eneste dansker
med polsk baggrund, til at læse Carsten Hauchs roman, vil jeg også på det
kraftigste opfordre til, at man læser Brandes' Indtryk. Men det skal være i Samlede Skrifter, bd. 10, hvor det hele er med. Så vidt jeg i en
bibliotekssøgning har kunnet se, er det kun her, alle Indtrykkene står.
Som Heine bestræber Brandes sig på at se
Polen i et samlet europæisk perspektiv. Men samtidig ser han paralleliteten
mellem Polens og Danmarks skæbne. Således allerede i forordet:
Denne Bog handler
om et Folks Kamp for at bevare sin Nationalitet efter at dets Enhed som Stat
med Vold er bleven opløst. Saa fremmed og
uvedkommende Polen som Æmne end maatte
synes det danske Publikum, vil dette Æmne dog maaske paa Grund af Sprogkampen i
Nordslesvig vække nogen Interesse. Mellem Polen og Danmark er der forsaavidt en vis Parallel som den danske Stat i det sidste
Aarhundrede to Gange er bleven delt, første Gang i
1814, da Norge blev løsrevet, anden Gang i 1864, da Hertugdømmerne gik tabt.
Der er for alle truede Stater et og andet at lære af Polens Skæbne (SS 5).
I slutningen af det første
"indtryk" ser han også Polen som forbillede for al europæisk
uafhængighedskamp - og jeg citerer nu direkte fra Samlede Skrifter, dvs. uden
Anne Seuferts udeladelser:
Man møder her et
Folk, i hvilket hver Nerve er spændt, fordi det Dag ud, Dag ind kæmper for sin
Tilværelse, i Stedet for, som andre Folkeslag, at nyde den. Man ser her et
Folk, som ganske er gaaet op i sin nationale Sag, og
dog er denne nationale Sag ikke andet end Menneskehedens, den almenmenneskelige
Sag.
Man elsker derfor
Polen ikke som man elsker Tyskland eller Frankrig eller England, men som man
elsker Friheden. Thi hvad er det at elske Polen andet end at elske Friheden, at
have en dyb Sympathi med Ulykken og at beundre Modet
og den stridbare Begejstring!
Polen er et
Sindbillede - et Sindbillede paa alt det, som
Menneskehedens Ypperste har elsket og hvorfor de har kæmpet (SS 47-48).
Og Brandes fortsætter - helt i polsk ånd:
Overalt i Europa,
hvor der er kæmpet for Friheden, kæmpede i det nittende Aarhundrede
Polakker med, [...] de betragtede sig som Frihedens svorne Garde og betragter
endnu Enhver, der kæmper for Frihed, som en Broder. Men omvendt kan det ogsaa siges, at overalt, hvor der i Europa kæmpes for
Frihed, dér kæmpes for Polen. Polens Fremtidsskæbne er helt afhængig af
Europas; thi sejrer Ideen om Folkeslagenes Ret til Uafhængighed og hvert enkelt
Folks Ret til fuld politisk Frihed paa stedse flere
Punkter rundt om paa Jorden, saa
nærmer Timen sig, da Polens Genopstandelse bliver mere end et Haab (SS 48).
Bemærkelsesværdig er også den måde, hvorpå
Brandes i slutningen af "Andet indtryk" bruger det polske forbillede
til at udtale sin kritik af Danmark. Den moderne læser kan også studse, men
altså nok især over, at det er den danske Radikale Venstre-radikalismes
åndelige fader, der har skrevet sådan. Men ved nærmere læsning af de sidste
linjer (efter tankestregen) i det her nedenfor citerede, ser man, at det også
er sit eget program, Brandes har i tankerne ("indholdsfattigt",
" formfattigt"):
Og naar man ser, hvor vidt Polakkerne bringer det, saa studser man et Øjeblik ved at et Folk som det danske,
der har havt alt det, som de mangler og savner:
Landets Uafhængighed, Forfatning, Pressefrihed, Talefrihed, Forsamlingsfrihed,
Ret til at anvende sine Penge, som det vilde, Statsmagten i sin Haand, Hæren i sin Tjæneste, aaben Adgang til Havet som til alle Frihedens Goder - at et
saadant Folk har ført et saa
lidet rigt, et forholdsvis saa indholdsfattigt og saa formfattigt Liv og har ladet sig saa
mange af sine bedste Vindinger fravriste uden at nogen Fremmed har ringeste
Skyld deri (SS 91).
Og efter at Brandes har bragt nogle
eksempler på polakkernes varme afsked og "På gensyn" med ham, slutter
"Tredie Indtryk" med denne appel fra vinden
i poppeltræet:
Og Vinden, som
susede i det høje Poppeltræ, sagde: Glem os ikke! Glem os ikke! Hele Europa har
glemt os. Glem ikke dette Folk, som er saa vindende
og saa rigt, som føler saa
dybt og drømmer saa stærkt og elsker saa varmt. Glem ikke denne Jord, der har drukket saa meget ædelt Blod, ikke dette Land, som er forladt af
Guder og haanet af Mennesker. Glem det ikke! (SS
143).
"Fjerde Indtryk" begynder med
nogle også mere principielle betragtninger over det at lære et fremmed land at
kende og berette sandheden om det, og det er i denne forbindelse Brandes
skriver, som allerede tidligere citeret:
Men det er mig
endnu vanskeligere at være upartisk, fordi jeg forud er hildet. Jeg holder ikke
blot af Polakkerne, fordi deres Skæbne er saa tung og
den historiske Uret, de lider under, er saa stor, men
fordi noget i deres Væsen tiltaler mig stærkt. Man har undertiden i Polen rost
mig for, at mens Andre gør Jordens Mægtige deres Opvartning, har jeg
foretrukket at gøre Ulykken min Kur. Men det er ikke Polens Ulykke alene, som
har vundet mig for Landet og Folket. I Menneskeplantens Ve- getation,
broget som den er, fængsles jeg maaske mest af den
slaviske Stammes fineste Blomst (SS 146).
På den første rejser kommer Brandes til
Warszawa, hvor floden Wisła blandt andet får ham
til at tænke på Carsten Hauchs "Polsk Fædrelandssang" fra En
polsk Familie:
Warszawa (som Franskmændene kalder Varsovie og vi med
det tyske Navn Warschau) er en By paa
en halv Million Indbyggere. Den ligger som bekendt ved Floden Wisla (som vi Danske kalder med det tyske
Navn Weichsel), en Flod, mindst saa bred som Alssund
ved Sønderborg, over hvilken i de senere Aar en
mægtig Jernbro fra den Plads, hvor Slottet ligger, fører over til den i Polens
Historie saa tragisk berømte Forstad Praga. Jeg véd
ikke, om det beroede paa Erindringen om Hauchs skønne
Sang, at Floden i sin Vinterdragt, fuld af graalig
Drivis, tog sig saa sørgmodig ud (SS 16).
Når Brandes betegner Praga
(øst for Wisła-floden) som Warszawas
"tragisk berømte Forstad", er det på grund af de håbløse kampe, der
under opstandene er blevet udkæmpet dér. Men det er i det hele taget
imponerende, så godt han har fået orienteret sig i byens historie, og så skarpt
et blik han har for alle de både store og små ting, der vidner om den russiske
undertrykkelse af polakkerne. Han omtaler blandt andet den sproglige
tvangsrussificering, der betyder, at teatret er det eneste offentlige sted,
hvor det polske sprog er tilladt. "Livet i Warszawa er en
Nervesygdom", har Brandes hørt en af indbyggerne sige, "Ingen holder
det ret længe ud". Og hans indtryk af livet i byens gader er, at
det slaar den Fremmede, at hvor man ser Befolkningen samlet i
større Antal, f. Eks. Ved Søndags-Lystvandringen i Hovedgaderne, dèr har den aldrig det veltilfredse og velstaaende
Søndagsudseende som i andre store Byer, men et tungsindigt eller grublende
Udtryk. Aldrig bliver man paa Gaden Vidne til et lustigt Optrin, aldrig raabes et skemtende Ord (SS 18).
Bedre er det ude på landet. Brandes boede i
sommeren 1894 på et gods hos en polsk adelsfamilie, og han tegner dette billede
af landskabet.
Naar man der er udenfor Havens smukke Enemærker,
saa ligger Landskabet der i dets Fladhed. Rigt nok er
det, thi der er Kornmark ved Kornmark, og tiltalende, thi Poppelpil og Birk,
Piletræer og Linde giver Vejene Skygge; men Landskabets kønneste Prydelse i
Øjeblikket er dog de mægtige Rugstakke, der er sætte op paa
en Maade, vi ikke kender, som gammeldags Taarne, runde med lave, spidse Tage. [...] Ellers brydes
Fladheden kun af Vindmøller, Vejenes Træer og hist og her langt borte en Kirke
eller en Skov. Rundt om gaar Piger med lyse
Hovedklæder og river Kornet sammen (SS 98).
Da Brandes på sin 1898-rejse besøger det
østrigsbesatte Galicien, bemærker han straks, hvordan
befolkningen lever helt anderledes frit og ubekymret.
Opholdet i Galizien havde den store Interesse for mig, at jeg for
første Gang saa Polakkerne som frit Folk. Jeg kendte
en Smule til prøjsisk Polen og kender ret nøje enkelte af Posens fremragende
Mænd; russisk Polen er jeg fra fire Ophold der nogenlunde fortrolig med; men
jeg havde aldrig før kunde iagttage polsk Liv, hvor det udfolder sig uden noget
Tryk under Selvregering, med fuld Forsamlingsret og fuld Ytringsfrihed. Jeg har
idetmindste her set saa
meget, at enhver Paastand om Polakkernes Mangel paa Evne til i vore Dage at føre deres Liv som selvstændigt
Folk for mig er grundløs (SS 145).
Brandes giver også en oversigt over Polens
historie fra 1300-tallet af til 1795, hvor Polen ophørte med at eksistere som
nation (stat). I forbindelse hermed retter han en skarp kritik mod den polske
adel, som på grund af sin standsegoisme bærer en stor del af skylden for Polens
ulykke. På denne baggrund giver han følgende karakteristik af polakkerne:
Der gaves ikke mer
noget polsk Rige. Men der gaves endnu et polsk Folk. Et Folk, der havde
heroiske, ridderlige, glimrende, unyttige Dyder nok, men langt færre nyttige og
borgerlige Dyder. Et begejstret og upraktisk Folk, ædelmodigt og upaalideligt, pragtlystent og flygtigt, livfuldt og
letsindigt, et Folk, der altid havde afskyet strengt og kedsommeligt Arbejde og
altid elsket stærke eller fine, sanselige og aandelige
Nydelser, men fremfor alt Uafhængigheden indtil Vanvid, Friheden indtil Liberum veto, og som ogsaa
nu, da det havde tabt Uafhængighed og Frihed, var blevet sin gamle Kærlighed
tro. Et lettroende og godtroende Krigerfolk, altid rede til at sætte Livet ind
mod et Tilsagn, som Ingen tænkte paa at holde (SS
27-28).
Og Brandes følger denne karakteristik op med
en lang række yderligere iagttagelser og betragtninger.
Han har bemærket, at man i polske adelige
kredse, ikke mindst blandt kvinderne, har en bred viden om europæiske forhold
og behersker indtil flere europæiske sprog. Kvinderne har stor indflydelse,
også for så vidt angår det nationale sindelag, og behandles af mændene med
ømhed og varme. Om den unge polske mand siger han, at han
i Privatlivet
langt snarere lader sig lede af flygtig Drift end af klog Selvkærlighed, og
hvor én eneste offenlig Interesse, det tabte
Fædreland, den mistede Uafhængighed, Modersmaalet,
den nationale Literatur og Kunst, staar
ufravigeligt og uden Nedgang hævet over alle Omskiftelser. [...] De har altfor mange Anlæg og altfor
liden Opfordring til Stadighed (SS 36-37).
Og Brandes lægger - med al sin sympati og
kærlighed i det hele taget ikke fingrene imellem i sin bedømmelse af
polakkerne. "I er et Samfund af Dilettanter" (SS 37), siger
han til dem. Men uddyber dette således:
Jeg tror,
Bestemmelsen [dilettanter] er sand, hvis man tager Ordet i dets store Forstand
og holder sig for Øje, hvorledes Polakkerne er blevne dertil. Man tænke sig et
af Naturen meget energisk Folk, for hvis Energi man har sænket en uigennembrydelig Skranke; [...] et yderst ærgerrigt Folk,
for hvilket alle høje Stillinger, Embeder af hvad Navn nævnes kan, er lukkede,
og hvem alle Udmærkelser og Æresbevisninger er formente [...] Man forestille
sig ret levende dette Folk, som var anlagt til et stort, frit Liv i Offenlighedens brede Daglys,
indespærret i Privatlivets Halvmørke; [...] Man forestille sig alt dette, og
man vil forstaa, at der ved Trykket, der har virket
samtidigt fra saa mange Sider, har maattet opstaa en overordenlig, sammentrængt Livsvirksomhed, en kogende
Intensitet af Liv, paa det snevre
Omraade, som var levnet (SS 37-38).
Men Brandes beundrer jo polakkerne, og det
gælder også den berømte polske gæstfrihed, som han har nydt godt af. Det er i
det hele taget påfaldende, så mange af Brandes' iagttagelser, man som polenrejsende i vor tid kan nikke genkendende til. Om den
polske gæstfrihed siger han:
Gæstfriheden er
meget stor og meget smagfuld. En sjælden Egenskab, som er Folket medfødt, er
Takt. Det maa i denne Sammenhæng være mig tilladt med
Taknemmelighed at nævne den Finhed, hvormed Gæstfrihed ved min Ankomst til
Warszawa blev udvist mod mig selv. [...] Gæstfriheden er en dybtliggende
Egenskab hos det polske Folk (SS 32).
Også Brandes' høje vurdering af de polske
kvinder kan den moderne læser tilslutte sig:
De bedste af dem
har en Stolthed, der høj og sjælden som den er, beror paa
Følelsen af Sjælelivets Styrke og Renhed. Det er Kvinder som blev skabte til at
herske, og som endog i smaa og trange Forhold bevarer
den store Selvfølelse, der ligger dem i Blodet. Det er denne Type, hvis Aandsliv helt gaar op i den
nationale Sag. [...] De polske Kvinder er berømte for Skønhed og svarer til
deres Ry. Det er en Slags Troessætning i Polen at den
ægte polske Kvinde er blond; det anses for finest at være dette; dog [...]
holder hin Troessætning ikke Stik: Brunetterne er
overalt meget hyppige og Flertallets Haarfarve
vistnok mørk Cendré. Hændernes fuldendte Form og Føddernes Lidenhed er
navnkundige hos de polske Damer. Mest Pris sætter de selv paa
Hændernes Skønhed. [...] De polske Kvinders Hoved er hedt, deres Sanser
beherskede (SS 51-52).
De polske mænd skriver Brandes ikke så meget
om, men dog for eksempel således:
Mændene er
velvoksne, ofte magre Skikkelser; hyppigst med skarpt skaarne
Ansigter og stærkt, langt nedhængende Overskæg. Denne Type lader sig forfølge
fra Bonden til Aristokraten. En ofte forekommende Afart er den svære, barnligt aabne Landadelsmand, der hilser sine Venner Goddag og
Farvel med et Kys og har Hjertet paa Læberne, men
ikke desmindre en mandig Holdning og megen naturlig
Værdighed; det er denne Type, Mickiewicz i Pan Tadeusz har foreviget i
adskillige Eksemplarer. (SS 54).
Brandes har som allerede nævnt bemærket de
store forskelle mellem forholdene i henholdsvis det russiske, det preussiske og
det østrigske delingsområde. Om de to førstnævnte delingsmagter siger han:
Jordens to
største Militærmagter, Tyskland og Rusland, der staar
paa en spændt Fod med hinanden, men af hvilke ingen
fører den politiske Frihed, Folkenes eller de Enkeltes Selvbestemmelsesret, i
sit Skjold, har for Tiden én Opgave og ét Maal
tilfælles; de tilstræber med Opbydelse af alle Midler Udryddelsen af en
Nationalitet paa 14-16 Millioner Mennesker, der er
bastet og bundet, undertrykt og kneblet som ingen anden Nationalitet i Europa,
men som ikke desto mindre af dens Magthavere behandles[,] som overskyllede
eller fortrængte den de Elementer, der behersker den, og vi ser den uafbrudt betegnet
som en Fare eller en Trusel [...].
I den sidste Tid
har paa én Gang Rusland og Tyskland iværksat en
Forfølgelse af den polske Nationalitet, der nærmer sig til Mishandling (SS
49-50).
Også dette citat er fra den digitale
Google-udgave af Samlede Skrifter. Og
der kan være tale om en fejlscanning i: "men som ikke desto mindre af dens
Magthavere behandles[,] som overskyllede eller fortrængte den de Elementer, der
behersker den". Men måske mangler der bare det komma, jeg har sat ind i
firkantet parentes, så at meningen altså bliver: som om den [den polske nationalitet] overskyllede eller fortrængte de
elementer, der behersker den. Men er det nok? Det er stadig ikke helt klart, hvad
meningen er.
Men den fælles lidelse binder det polske
folk sammen - med det relativt frie "østrigske Polen" som det
kulturelle centrum:
En mægtig og for
Polen ubentinget gunstig Følge af Fremmedherredømmet
har været Sammensvejsningen og Sammensmeltningen af alt, hvad der er polsk, til
ét. Alle provinsielle Forskelle er gaaede til Grunde
i Enheden; de forskellige Dele af Polen, østerrigske,
russiske, prøjsiske Polakker føler sig ubetinget som ét Folk. I den nyere Tid
er det østerrigske Polen blevet Kærnen, om hvilken
det øvrige slutter sig, eftersom Polakkerne dog nu i Galizien
har en Landdag, hvor deres Sprog tør tales, desuden to nationale Universiteter,
og Byer nok, hvor mangt og meget kan trykkes, som den russiske Censur vilde
forbyde. Og som alle Provinser, saaledes flyder alle
Bekendelser nutildags sammen i den nationale Enhed
(SS 41-42).
Med "alle Bekendelser" må Brandes
ikke alene tænke på alle de kristne konfessioner (romersk-katolske, ortodokse
og evangeliske), men også på den jødiske.
Brandes bemærker også, at det forhold, at
det nu (og det må i hvert fald gælde i det preussiske og det russiske
delingsområde) er umuligt for en polak at gøre militær karriere, har den
positive virkning at det tvinger polakkerne til at interessere sig for industri-
og handelssektoren med en deraf følgende opblomstring af et arbejdende
borgerskab. Brandes ser meget klart de positive virkninger af nederlaget i den
håbløse Januaropstand 1863 og har øje for de nye positivistiske strømninger i Polen. -
Hvad positivisme i den særlige polske forstand angår, må der henvises til fx
fremstillinger af den polske litteraturs historie.
Efter de fire "Indtryk" og den
derefter indsatte biografi "Af Maryla Wielopolskas Levned" (som i overensstemmelse med Anne Seuferts fremstilling vil blive behandlet behandlet i forbindelse med Agnes Henningsens roman Polens Døtre) følger den store del,
hvori Brandes giver en særdeles grundig oversigt over den polske romantiske
litteratur i det 19. århundrede. I nærværende artikel vil det dog også her kun
være muligt at drage et mindre antal særlig interessante ting frem.
Brandes
om den polske romantiske litteratur
Idet jeg igen
henviser til ovenstående link til Brandes' Samlede
Skrifter, må jeg også her nøjes med at give nogle smagsprøver. Men det er
interessant, at Anne Seufert begynder med at referere
den måde, hvorpå Brandes indordner samtidens polske litteratur i den store
europæiske sammenhæng. Fælles er distanceringen fra klassicismen. Men også
udviklingen frem mod en mere virkelighedsnær skildring af tingene. Det særlige
ved den polske romantiske litteratur er det stærke præg, den politiske
situation har givet den, hvilket indebærer en ret stor ensidighed. Men så går
Brandes ellers over til at skildre hovedpunkterne i den polske digtning i
perioden 1820-1850 - idet han dog indleder med til tilbageblik helt tilbage til
reformationstiden. De vigtigste elementer er den polske folkekarakter,
påvirkningen fra den øvrige europæiske litteratur og tematiseringen af den
politiske situation.
Hvad den polske
folkekarakter angår, fremhæver Brandes, at "Den var opvakt og ædelmodig,
pragtelskende og sværmerisk, med Hang til ridderlige Dyder og religiøse Opsving
(SS 197). Og der skete altså en sammensmeltning af de romantiske idealer med
den polske folkekarakter.
Blandt de
digtere, Brandes nævner, er: Julius Słowacki
(1809- 1849), der lod sig insirere af Shakespeare.
Zygmunt Krasinski (1812- 1859), der først og fremmest
skreb i Dantes ånd. I Adam Mickiewicz' (1789-1855)
forfatterskab ser Brandes omrids af Shakespeares Hamlet-skikkelse.
Brandes prøver
også at sætte den poslke litteratur i et skandinavisk
perspektiv. Han sammenligner fx Mickiewicz' Pan
Tadeusz (1834) og Finlands (finlandssvenske) nationaldigter Johan Ludvig
Runebergs Fänrik Ståls sägner
(1848/1860). Der er mange overensstemmelser. Men der er hos Mickiewicz tale om
en udpræget national selvkritik, som nævsten mangler
hos Runeberg. Men han sammenligner også Mickiewicz med den danske
nationaldigter Adam Oehlenschläger og den svenske Esaias Tegnér.
Hovedforskellen er, at medens to to skandinaver især
henter deres stof fra den nationale fortid, bygger Mickiewicz næsten
udelukkende på den samtid, han selv har oplevet.
I forgrunden ser Brandes Adam Mickiewicz
(1798-1855), Julius Słowacki (1809-1849) und Zygmunt Krasiński
(1812-1859). Fælles for disse tre er skildringen af grusomhed og lidelse og
udtrykket for hævntørst og håb. Men Brandes prøver at give en helt konkret
karakteristik af hver enkelt af dem. Hos Mickiewicz beundrer han først og
fremmest det "Grundvæld af sprudlende, dumdristig Ungdomskraft" og
den "Sundhed i Følelseslivet", der udmærker ham fremfor alle andre
polske digtere. Krasiński har ikke den samme
sunde åndskraft som Mickiewicz, men udmærker sig dog ved "sin Sjæls Højhed
og det Storladne i Synsmaade og Tankegang", Słowackis kunstneriske styrke ligger i den farvepragt,
der præger hans måde at skrive på (SS 262). "Mickiewicz er Ørnen, Krasinski er Svanen, Slowacki Paafuglen blandt Polens bevingede Aander"
(SS 263).
Til sidst priser Brandes den polske
romantiks tidløse skønhed med disse ord:
Som Kunstform er Romantiken i vore Dage død, en Ting, der hører Fortiden
til. [...] Ikke desmindre gives der en Romantik, som
overlever Kunstformer og Kunstskoler og som endnu bevarer sin Livskraft og sit
Værd. Det er det Element af sundt Sværmeri, som enhver stærk menneskelig
Følelse kan antage, naar den forfines eller
forstærkes ud over det Almindelige.
[...]
I faa Literaturer har denne
blivende Romantik opnaaet et Udtryk af saadan Skønhed som i den polske (SS 285).
Blandt de yngre digtere fra tiden efter Januaropstanden 1863 nævner Brandes
Józef Ignaz Kraszewski, Adam Asnyk, "Bogislaw Prus" (se
herefter), Aleksander Świętochowski og
Henryk Sienkiewicz. - "Bogislaw Prus" må være en fejl for Bolesław Prus (1847-1912),
hvis rigtige navn i øvrigt var Aleksander
Głowacki
I det afsluttende resumé siger Brandes -
naturligt nok for netop ham - at den polske litteratur kun kan overleve, hvis
den tilslutter sig de moderne strømninger og bliver et levende udtryk for den
nye tid. Men det ser han også gode muligheder for. Den nye situation efter 1863
har fremkaldt en rigdom og mangfoldighed i Polen, og der er i intet andet
europæisk land en litteratur, der når den polske i overvældende alvor og dyb
patos.
Anne Seufert giver
til sidst denne karakteristik af Brandes' rejseberetninger (forholdsvis frit
oversat af mig):
Ser man Georg Brandes' rejseberetninger i
den historiske virkeligheds spejl, kan man se, at der rigtignok tegner sig et
vrangbillede, som skyldes forfatterens subjektive synsmåde og de faste
billeder, der har været i omløb. Men hvad iagttagelsen af en politiske
situation og den samfundsmæssige udvikling angår, gør den skarpsynede
iagttagers objektivitet sig alligevel gældende. Og i det afsluttende essay om
den polske romantik kommer den fremragende litteraturkritiker til orde, som vel
analyserer det betragtede ud fra sine egne programmatiske idéer, men alligevel
hele tiden har den polske litteratur selv og dens baggrund for øje (Seufert s. 112).
Agnes Henningsen
Det meste af pladsen i Anne Seuferts afhandling bliver brugt på gennemgangen af tre
forfattere og tre værker, nemlig Carsten Hauch og hans roman En polsk Familie, Georg Brandes og hans Indtryk fra Polen - og, i selve afhandlingens
sidste del, Agnes Henningsen og hendes roman Polens Døtre. Dette betyder også, at sidstnævnte tekst i høj grad
bliver set i sammenhæng med de to førstnævnte. Ja, der går i det hele taget en
klar linje fra Carsten Hauch i 1839 til Agnes Henningsen i 1901. - Jeg
indrømmer, at jeg udelukkende kender Polens
Døtre fra Anne Seuferts afhandling og derfor ikke
kan anbefale den til læsning på samme måde, som jeg har anbefalet En polsk Familie og Indtryk fra Polen, men det siger sig selv, at også Agnes Henningsens
roman vil være særdeles interessant læsning for polakker i Danmark og danskere
med polsk baggrund.
Agnes Henningsen (1868-1962) var en af det
af Georg Brandes i 1871 (med universitetsforelæsningsrækken
"Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes
Litteratur") startede moderne
gennembruds kvinder. I hvert fald i et videre tidsperspektiv. Polens Døtre udkom i 1901, og hun var i 1899 debuteret som romanforfatter under eget
navn med romanen Glansbilledet. Af en
vis interesse er, at hun er mor til den berømte, men omstridte arkitekt,
forfatter og (både bogstaveligt og billedligt talt) oplysningsmand Poul
Henningsen (jfr. PH-lampen), der som en hovedskikkelse inden for
kulturradikalismen i 1930'erne kan ses som en viderefører af det af Brandes
startede moderne projekt. - LINK:
Anne Seufert
indleder med at karakterisere Agnes Henningsen som en forfatter, der i flere
henseender går i Georg Brandes' fodspor. Og det gælder ikke alene dennes
litteraturprogrammatiske og andre programpunkter, men også det billede af
Polen, Brandes har tegnet, og som i høj grad præger romanen Polens Døtre.
Hvad Agnes Henningsen ganske særligt har
overtaget fra Brandes' program, er kvindefrigørelsen og frigørelsen fra den
traditionelle seksualmoral. Anne Seufert ser hendes
forfatterskab som stående helt i den ny feministiske litteraturs tegn. Det
gælder også Polens Døtre, hvori
Agnes Henningsen tegner et billede af en helt ny, ja, dengang ligefrem
revolutionær kvindetype, som ikke lader sig binde af hverken
samfundskonventionerne eller sine elskere. Og dette fremkaldte naturligvis en
voldsom kritik hos mange læsere og anmeldere.
Anne Seuferts
første egentlige afsnit om Polens Døtre
(herefter forkortet PD) har overskriften "Maryla Wielopolskas livshistorie
som inspirationskilde for Polens Døtre".
Der er på centrale punkter overensstemmelse mellem Maryla
Wielopolskas og Halina Łabowna
livshistorier. (En søgning på Internettet har vist, at Wielopolski/Wielopolska faktisk findes som et polsk efternavn, og
desuden at der findes et, men vist sjældent, polsk kvindefternavn
Łabowna; pluralisefternavnet Łabowie
gav flere hits). Anne Seufert skriver, at Polens
Døtre har "Af Maryla Wielopolska's
Levned" som "Handlungsfundament". Den
unge patriotiske adelige kvinde hedder her Halina Łabowna,
den intrigante guvernante Marja Mańkowska bliver
til den patriotiske roman Blods store
forfatter, og hendes bror Jan Mańkowski
er den forfængelige, selviscenesættende dandy. (Jeg har også her valgt at
skrive navnene med "polske bogstaver", når der ikke er tale om
direkte citater). Men Agnes Henningsen udvider handlingen, idet hun sætter det
litterære hohememiljø over for det forarmede
aristokratiske miljø. Og hun lader Georg Brandes selv optræde i romanen - som
den danske foredragsrejsende litteraturkritiker Percy Branner! Men hun udvider
i det hele taget persongalleriet, og hun går psykologisk mere i dybden.
Ved sit første møde med Halina Labowna karakteriserer Marja Mańkowska
hende med de to ord "Poesi og Polen". Hvortil Halina svarer:
"Ja. Men Polen først" (PD 10).
Percy Branner spiller en nøglerolle, for så
vidt angår Polens skæbne. Han optræder i sine foredrag ikke kun som den, der
styrker polakkernes håb, men præsenterer også alternative forslag, nemlig til
fx henholdsvis den romantisk-fanatiske holdning og den dekadente resignation.
Da Halina (der lige har været ude ved Kościuszkos
grav) spørger sig selv og digteren Józef Prus, om Polen kan blive et land igen, svarer denne med et
citat fra et af Branners foredrag:
Bevar polsk
sprog, polsk kultur, kunst, al polsk dygtighed. Da vil der altid eksistere et
Polen! [...]
Det gjaldt om, at
Polen var indre stærkt, sagde han, til der en gang kom en omvæltning i Europa.
Et land kunne være stærkt imod de stores vilje, i videnskab, i oplysning,
teknik, i industri og digtning. Et stærkt folk kunne vente, hundrede år, to
hundrede år. Et trofast folk kunne vente! (PD 83).
Og det er, siger Anne Seufert, i grunden simpelt hen en kort sammenfatning af det
politiske budskab, der ligger i Brandes' Indtryk
fra Polen. Percy Branner (og altså bag ham Georg Brandes) spiller i Agnes
Henningsens roman ligefrem en frelserrolle; han er i hvert fald en slags
profet, der giver det undertrykte og udmattede polske folk nyt håb og viser det
en ny vej mod national og kulturel genfødsel.
Men hvor meget Agnes Henningsen end bygger
på Brandes, er hendes Polen i høj grad en anonym kulisse, som bliver betragtet
under de respektive personers synsvinkel. Dette gælder dog ikke uden videre for
byen Kraków og den betydning, den har for den patriotiske
Halinas romantiske længsler. Her ligger nationalhelten Kościuszko
begravet, og da hun midt i al fattigdommen og vintertristheden ser de polske
mænd i deres hvide frakker og høje støvler, siger hun: "Sådan så Kosciuszkos soldater ud!" (PD
75).
Parallellen til Leontine og Adalberts besøg ved Kościuszkos
grav i Carsten Hauchs En polsk Familie
er tydelig (og er endnu et eksempel på, at der går en klar og stærk linje fra
Hauch over Brandes til Agnes Henningsen), men i modsætning til Leontine følger
Halina ikke det ønske, hun ellers har, om at aflægge en ed til Polen ved Kościuszkos grav. I stedet oplever hun en personlig
opvågnen, som blandt andet får hende til at indse, at hun kun er en svag og
sårbar kvinde. Selv Kościuszkos grav ender altså
for så vidt med at blive kulisse for den vågnende Halinas indre følelsesverden.
Også de politiske forhold bliver ifølge Anne
Seufert ikke til meget mere end en svagt belyst
kulisse i Agnes Henningsens roman. Hun inddrager ganske vist nogle ting fra
Brandes' Indtryk, men det afgørende i
hendes roman er, at Polens døtre i den, fremstilles som tilhørende en ny
fortvivlet generation, som enten helt har mistet håbet om Polens nationale
genopstandelse, eller som - i Halinas tilfælde - klamrer sig til mindet om
fortidens helte, idet de håber, at et under vil kunne bringe den ubønhørligt fremskridende udvikling til standsning.
Anne Seufert kan
imidlertid trods de mange overensstemmelser med Brandes' Indtryk betragte Polens Døtre
som et selvstændigt værk. Og vel er meget kulisse - og meget udtryk for Agnes
Henningsens eget program, men der er også tale om en virkelig sammenhæng med
forholdene i Polen omkring århundredskiftet, når Agnes Henningsen over for den
endnu romantiske Polen-datter Halina stiller den frække Marja Mańkowska. Og det er også tilfældet, når hun fremstiller
det aristokratiske miljø som en slags støvet museum. Hvor Carsten Hauch
skildrede modsætningen mellem fornuft og romantik, konfronterer Agnes
Henningsen ubarmhjertigt det romantiske miljø med det 20. århundredes nye
bohememiljø. Det afgørende for Agnes Henningsen er ikke det delte Polens
politiske situation, men den sociale opbrudssituation i slutningen af det 19.
århundrede, hvori hun kan skitsere sit eget samfundssyn og lade sin egen
feminisme syn blive realiseret.
Hermed slutter
den nødtørftige gennemgang af Anne Seuferts
magisterafhandling. Men interesserede vil med stort udbytte kunne læse - eller
i hvert fald kigge i - hele afhandlingen. Se det ovf. indsatte link.
Sylwia Schab
om Maria Hellebergs Fremmede naboer m.m.
Den anden udenlandske tekst, jeg vil præsentere, er en
artikel, som er skrevet - på dansk - af Sylwia Schab,
og som er trykt i Folia scandinavica,
bd. 10, Poznań, 2009, s. 113-122: "Maria
Hellebergs Fremmede naboer i den
danske Polen-diskurs". Dr. Sylwia Schab er ansat
på Institut for Skandinaviske Studier ved Adam Mickiewicz Universitetet i Poznań (Katedra Skandynawistyki Uniwersytetu im. Adama
Mickiewicza w Poznaniu). - LINK:
https://repozytorium.amu.edu.pl/jspui/bitstream/10593/256/1/113-122.pdf
Sylwia Schabs artikel beskæftiger sig, som det fremgår af titlen, hovedsagelig med Maria Hellebergs bog fra 1992 Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie. Men det er udtrykkeligt også hendes hensigt at sætte denne bog ind i en bredere kulturel og litterær sammenhæng og bestemme dens plads i den danske beskæftigelse med Polen. Hun går derfor helt tilbage til Georg Brandes' ovenfor omtalte bog Indtryk fra Polen (1888) - og til Carsten Hauchs En polsk familie (1839). Men hun nævner også en hel del andre eksempler på dansk litterær og anden beskæftigelse med Polen og polakker i perioden 1888-2002.
Straks i artiklens indledning slår Sylwia Schab fast, at
Polen som emne eller motiv kan ikke siges at stå i søgelyset for de danske forfattere. Sommetider vælges det som et symbol på frihed og fædrelandskærlighed, bliver til et sted befolket af eksemplarisk ædle og heroiske mænd og kvinder [...], andre gange som en passende eksotisk kulisse for en spændingsroman [...] eller et sted, hvor barndommen og barndomsminderne langt fra fremstår som pletfrie (Schab s. 113).
Desuden nævnes et par eksempler på historiske romaner. Der er tale om følgende forfattere og bogtitler, som jeg her har sat i kronologisk rækkefølge: Agnes Henningsen Polens Døtre (1901), Hilmar Wulff Vejen til livet (1947), Peer Hultberg Præludier (1989, om Frederik Chopin), Janina Katz Mit liv som barbar (1993), Stig Dalager Davids bog (1995), Jens Henrik Jensen Kællingen i Kraków (1999) og Janina Katz Drengen fra dengang (2004).
Derudover nævnes følgende rejseberetninger og lignende: Frederik Poulsen Rejser og Rids (1920) og Liv og Rejser omkring Aarhundredeskiftet (1946), Hilmar Wulff Polen (1961), Dea Trier Mørch Polen (1970), Jess Ørnsbo "Polen - én stor hemmelig klub" (i Europa retur: 12+1 forfattere på rejse,1990), Hans Erik Rasmussen Karlsvognen - med heste, vogn og børn gennem Østeuropa (2002).
Selv om der jo her er tale om en hel del forfattere og titler, betegner Sylwia Schab den danske beskæftigelse med Polen som " ikke særlig omfangsrig" og "ret ensformig". Og som en af grundene nævner hun, at der i forholdet mellem Danmark og Polen er tale om et naboskab, som er tæt, men "af den type, som generelt ikke volder problemer". Og hun fortsætter: "Polen forbliver således et ret ukendt land, præget af det eksotiske i en 'nær' udgave, som ikke vækker lysten til at blive udforsket dybere eller kunstnerisk bearbejdet" (Schab s. 114).
Men så går Sylwia Schab til Maria Helleberg - "En af de danske forfattere, som lod sig lokke - og i hvert fald som ikke blev afskrækket af Polens berygtet indviklede og til dels uforståelige skæbne og 'natur'". Maria Helleberg havde, allerede før hun i begyndelsen af 1990'erne kom til Polen, skrevet en historisk roman med polske motiver, nemlig Marskallens kvinde (1990). Men nu blev hun helt opslugt af den polske histories mytiske "spindelvæv af sammensatte problemer, dramatiske begivenheder, historiens latter og skæbnens evindelige gåen op og ned". Og det førte til, at hun skrev en bog med den lange - og sigende - titel: Fremmede naboer. En europæisk erfaring rigere. Polens historie. Ifølge Sylwia Schab er en fremmed nabo "en nabo, som man ikke ser så tit og som man ikke ved særlig meget om", og titlen viser også, at Polens skæbne ses som "en del af den europæiske arv og historie". Endelig henviser Sylwia Schab til, at det ifølge bogens omslag er forfatterens ambition, om muligt, at indkredse selve den polske sjæl! Bogen er "en personlig og kunstnerisk udlægning af Polens og polakkernes skæbne i historiens løb - affødt af fascination og forskrækkelse, af kærlighed og undren" (Schab s. 114-115).
Maria Hellebergs bog er ikke "litteratur" i egentlig, skønlitterær forstand, og der er derfor ikke grund til at bruge ret megen plads på et referat af Sylwia Schabs artikel her. Det mest interessante er, at Sylwia Schab ser bogen i forlængelse af Georg Brandes' Indtryk fra Polen - og dermed i forlængelse af de mange stereotyper om den polske folkekarakter, som både polakkerne selv og tyskerne og danskerne har opereret med. Det gælder fx de polske helte og heltinder, Maria Helleberg omtaler: Dronning Jadwiga (1373(1374?)-1399, regerende dronning fra 1384). Maria Walewska (som for Polens skyld blev Napoleons elskerinde). Kong Jan Sobieski (som reddede Wien fra tyrkerne i 1683). Tadeusz Kościuszko (som ledede den polske opstand i 1794; se ovf.).
Den Store Danske om dronning
Jadwiga:
Jadwiga,
ca. 1374-17.7.1399, dronning af Polen, datter af Ludvig 1. den Store, konge af
Polen og Ungarn.
Jadwiga blev i 1384 valgt og kronet som
dronning af Polen. I 1386 blev hun gift med den litauiske storfyrste Władysław 2. Jagiełło,
og Litauen indgik i personalunion med Polen. Hun regerede Polen jævnbyrdigt med
sin mand.
Jadwiga blev i 1997 kanoniseret af pave
Johannes Paul 2. i Kraków.
Og der er Józef Piłsudski, som af Maria Helleberg karakteriseres således:
En god fader, men også en ego-beruset macho-type, populist og aristokrat. En god fader, men en gnaven patriark. Ikke umiddelbart tiltalende. Et stormvejr af en mand. Fascinerende, skræmmende. Ingen helgen. Et ur-polsk identifikationsbillede. Adelig, hestebetvinger, pater familias, feltherre, digter. (...) På godt og ondt er han typisk for Polen som nation og begreb i overgangen mellem slaveri og frihed. (Helleberg s. 67)
(Jeg læste i 2012 Andrzej Garlickis Piłsudski-biografi Józef Piłsudski 1867-1935 og må på det grundlag give Maria Helleberg ret).
Maria Hellebergs karakteristik af den typiske polak er også interessant:
Polakken er charmerende, men doven. Sexet og modig, men ikke til at stole på, kender ikke klokken. Han er gammeldags og kysser damerne på hånden, og så er han en pralhals, en upraktisk person. (Helleberg s. 8)
Jeg vil tilføje, at her har vi virkelig stereotyperne. Noget af det gælder selvfølgelig stadig, men fx "den polske blikkenslager" er både flittig og dygtig og præcis.
Maria Helleberg nævner også polakkernes (jo historisk velbegrundede) mistro over for deres naboer, især russerne, der jo (som tyskerne) fra deres side også så skævt til polakkerne:
Den polske foragt for russisk "orientalisme" og "barbari" fandt sit modsvar i russisk foragt for det "degenererede" og "træske" Polen (Helleberg s. 50).
Schab refererer også Maria Hellebergs iagttagelse af, at polakkerne ikke alene identificerer sig med Vesteuropa overhovedet, men ganske særligt med Frankrig. (I hvilken forbindelse jeg kan nævne, at allerede Grundtvig i et af sine historiske skrifter karakteriserede polakkerne som en slags franskmænd eller i hvert fald et folk, der kunne blive en slags franskmænd. Jeg har endnu ikke fundet det pågældende sted). Helleberg beklager, at Polen kun sporadisk har vist interesse for den nord-sydlige (kultur-)akse (Helleberg s. 63).
Sylwia Schab kritiserer Maria Helleberg for at "essentialisere" Polen, altså for at "fremmane" et særligt polsk "iboende væsen", som derefter også får tillagt en symbolsk almeneuropæisk og almenmenneskelig betydning. "Polen egner sig ret godt til denne rolle - det fremstilles som et insekt fastlåst i et stykke rav - med sin gammeldags mentalitet og attitude, som godt nok er utidssvarende, men pittoresk og dramatisk" (Helleberg s. 11).
Og Schab spørger, "hvor nyskabende, hvor original Maria Hellebergs fremstilling af Polens skæbne og det polske folks karakter er". Og hun mener, at den slet ikke er det, "eller i meget ringe grad". Og det er her, hun påviser, hvordan Maria Helleberg bygger videre på Brandes, der jo allerede i 1888 skrev således om Polen:
Polen er et Sindbillede - et Sindbillede paa alt det, som Menneskehedens Ypperste har elsket og hvorfor de har kæmpet. I Polen er Alt sammentrængt, alt det Hadværdigste og Afskyeligste, alt det Elskeligste og mest Straalende; her findes Jordelivets Modsætninger som i højt Relief; her er Verdensvæsenet sammentrængt som i en Essens (Brandes Indtryk 1888 s. 48).
Sylwia Schabs artikel slutter med det lille afsnit "Hvornår mødes fantasi og virkelighed i dette land?". (Og det er formodentlig Polen, der er tænkt på; i noten til overskriften henviser hun til Jess Ørnsbos ovf. nævnte bidrag til Europa retur: 12+1 forfattere på rejse, s. 106). Hendes konklusion er, at man i Danmark overvejende interesserer sig for ikke det virkelige, men det symbolske Polen, dvs. Polen på fx Brandes' tid som "symbol på kampen for friheden, et eksemplarisk land for Europa", eller i tiden efter Murens fald i 1989 "som symbol på kampen for uafhængigheden, Østeuropas banebryder". I den danske beskæftigelse med Polen er dette land blevet låst fast som "en symbolsk størrelse, noget uhåndgribeligt, ubegribeligt, mytisk - noget, som er svært at passe ind i de rationelle (danske, protestantiske) kategorier".
Schab yder dog Maria Helleberg den retfærdighed at lade sin artikel slutte med dette citat fra hendes bog:
Sandheden om polakkerne er hverken enkel eller handy. Men den er lige så fascinerende som myterne (Helleberg s. 12).
Måske kunne også jeg have ladet dette blive det sidste ord, men selv om det vel er overflødigt, vil jeg alligevel gengive dets betydning i min egen formulering: Det er svært at trænge igennem til, hvordan polakkerne egentlig er, men de virkelige polakker er mindst lige så spændende som dem, der fremtræder i de forskellige myter!
Bent Christensen
dr. theol. og cand. mag. i dansk/russisk
TILLÆG til ovenstående tekst: D.G.
Monrads digt "Til Diebitsch".
I en sammenhæng, jeg ikke kan komme nærmere ind på her, blev jeg bedt om at prøve at transskribere nedenstående digt fra Monrads egen gotiske håndskrift. Det var svært. Men uanset hvad der måtte være af fejllæsninger, er digtets mening tydelig nok, så jeg vover at bringe min transskrition med noter her. Det er jo et vigtigt og interessant supplement til ovenstående artikel.
D.G. MONRAD
Til Diebitsch
[Strofenumrene og nogle
punktummer ved strofeslut er indsat af BC]
1.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
2.
See! i Hellas Blomsterland
I de store Aanders Rige,
Der den ei neddæmpes kan,
Men maa kjekt mod Skyen stige.
3.
Svandt med Trældom Secler hen,
Syntes Friheds Aand forsvundet,
Den sig reiste dog igjen
ei dens Ungdomskraft var bundet.
4.
Unge vakre Dreng kan du
Trodse Voldsmænds frække Skare
Myriader i et Nu
Bringe Død og Trældoms Snare.
5.
Armen ak nedsynker mat
Modet ei, men Kraften viger,
Er til Død din Stjerne sat?
Mon at Haabets Funke sviger?
6.
Nei see fra det kolde Nord,
Diebitsch som et lyn fremfarer,
Med sit bolde Heltechor
Friheds Ungersvend han varer.
7.
Trældoms Aag afrystes brat,
Friheds Søn ei meer skal bløde,
Udi Rædslens skumle Nat,
Smiler Hellas Morgenrøde.
8.
Tidens Strøm frembruser vildt
Kjekt sig ruller Friheds Bølge,
Kæmper mod Tyranner snildt,
Som i Dybet den vil dølge.
9.
Retfærds Arm er udstrakt nu,
Og den slaar, den knusend rammer,
Tvætter Fyrsters Skjendsels Gru,
Af med Blodstrøm, Rædsler, Jammer.
10.
See! Polakker kjekt fremgaaer,
Friheds Aanden ei neddysses,
Gyldne Lænker de forsmaaer
Af Despoter de ei kyses.
11.
Tusender sig vælte frem
for den nye Lue slukke,
Ak Du Diebitsch fører dem,
Heer en Friheds Ven maa Sukke.
12.
Pligten kalder og du gaaer,
Hjertet bløder, du skal kæmpe
Mod den Aand, som du formaaer,
Ei at hade, ei at dæmpe.
13.
I dit Indre raser Kamp,
Dybt er saaret ædle Hjerte,
Ei i slagets Røg og Damp
Du fornam en saadan Smerte.
14.
Ei din store Helteaand,
Slig en Byrde bærer længe,
Ømme Hjerte sine Baand,
Drives voldsomt til at sprænge.
15.
Ak! det brast, det brast saa snart
Til vor dybe Smerte, Glæde,
Thi dit Øie lyst og klart,
Kun i Maaschau nu skal græde.
16.
Ei din Friheds Laurbærkrands
Skal med Frihedsblod beplettes,
Thi i Seclers raske Dands,
Slige Pletter ei aftvættes.
Ditlev Gothard Monrad, formodentlig ret kort efter den
polske Novemberopstand 1830-1831. Utrykt.
Transskription - med forbehold
- ved Bent Christensen 14.02.15.
De mest usikre steder er
nævnt i noterne.
NOTER
Diebitsch.
- Russisk officer af schlesisk adelsslægt (faderen
var dog også i russisk tjeneste; se de biografiske links).
Deutsche Biographie om Diebitsch: Diebitsch, Hans Karl Friedrich Anton (russisch:
Iwan Iwanowitsch) von, russischer
Graf (1829) mit dem Beinamen Sabalkanski
(= Übersteiger des Balkans) russischer
General, * 13.5.1785 Groß Leipe
(Kreis Trebnitz, Schlesien),
† 10.6.1831 Kleczewo (Lager von Pultusk,
Polen). ... D. besuchte das Berliner Kadettenkorps und trat unter Paul I. in russische
Dienste. Seit 1810 im Stabe Feldmarschall Fürst
Wittgensteins, hatte D. hervorragenden Anteil an den Operationen dieses
Korps beim Einfall →Napoleons
in Rußland. ... Im Türkenkrieg
1828-29 erzwang er als Oberbefehlshaber
(ab 1829 an Stelle Wittgensteins) den Übergang über den Balkan, die Eroberung
von Varna und den Frieden von Adrianopel.
Nikolai I., dessen Vertrauen
er seit Aufdeckung der Dekabristenverschwörung besaß, entsandte ihn beim
Ausbruch der Julirevolution zur
Vereinbarung gemeinsamer Maßnahmen nach Berlin. Als Oberbefehlshaber (seit 1829 Feldmarschall) besiegte er 1830
die polnischen Aufständischen
bei Grochow und Ostrolenka,
fiel aber alsbald der Cholera zum Opfer.
Str. 5 - Mon at. - Nogle (men måske nyere) eksempler på "mon at" brugt
således er fundet ved googling, men ikke i ODS. -
Læsningen af strofens sidste vers er usikker. Monrad har (vist) også streget et
bogstav over i det ord, der her er gengivet som "Funke".
Str. 6-7.
Det er Diebitsch's fortjeneste, at Grækenland fik sin
frihed (digtets str. 6-7) på grund af hans indsats i den russisk-tyrkiske krig.
Se noten med de biografiske oplysninger.
Wikipedia-artikel om freden ved Adrianopel:
Der Friede von Adrianopel,
der am 14. September 1829 in der heutigen
Stadt Edirne geschlossen wurde, beendete den 1828 ausgebrochenen Krieg zwischen Russland und dem Osmanischen Reich. Russland als Gewinner des Krieges erhielt fast die gesamte Donaumündung zugesprochen, ferner Teile Armeniens und einige wichtige Festungen am Oberlauf der Kura. Außerdem wurde die freie
Schifffahrt auf dem Schwarzen Meer und durch die Dardanellen garantiert. Für
Russland bedeutete dies die Kontrolle über die Donauschifffahrt, den freien
Zugang zum Mittelmeer und eine wichtige Ausgangsbasis zur endgültigen
Eingliederung des Kaukasus. // Serbien erhielt eine weitgehende Autonomie, die Unabhängigkeit Griechenlands [min
fremh., BC] wurde praktisch erreicht, auch wenn dem Land erst 1830 die volle Souveränität
zuerkannt wurde. Großer Verlierer des Konflikts war das Osmanische Reich, dessen Machtverfall im 19. Jahrhundert weiterging.
Fra str. 8 og digtet ud. Medens Diebitsch altså i
digtets første del er en frihedshelt, fordi han har vundet Grækenlands frihed
fra Osmannerriget (str. 6-7), er han i digtets anden del (der indledes med en
gentagelse af digtets første strofe) skurken, fordi han som øverstbefalende for
de russiske styrker deltager i nedkæmpelsen af den polske Novemberopstand
1830-1831. - Hvad Monrad bygger sin vurdering af Diebitsch's
sindelag på, ved jeg ikke. Det kan være fri fantasi - i den liberale sags
tjeneste.
Str. 9. -
Generelt om revolutionsåret 1830, jf. Julirevolutionen i Frankrig. Den Store
Danske oplyser at den franske revolution også gjorde indtryk i Danmark og havde
indflydelse på forløbet frem mod stænderforsamlingerne 1834-1848. Hvis jeg har
ret i, at Monrads digt er skrevet i hvert fald ikke alt for lang tid efter Diebitsch's død den 10. juni 1831, må det ses som en del af
hele denne situation. - Jeg har senere til dels fået bekræftet, at dette digt
kan være fra 1831, måske 1832. I den her foreliggende form, hvor det er skrevet
som det første i et lille hæfte med digte, kan det være fra 1834. Jeg håber,
der senere dukker flere oplysninger op til dateringsspørgsmålet.
Str. 10. -
Den polske Novemberopstand 1830 mod den russiske
anneksionsmagt bryder ud.
Str. 11. -
Feltmarskal Diebitsch fører den russiske hærstyrke,
der skal nedkæmpe den polske opstand.
Str. 12-14.
- Diebitsch's samvittighedskvaler skildres. Bygger
Monrad her på noget, eller har han opdigtet det, fordi digtet skal tjene den
liberale sag?
Str. 15. - Diebitsch's død. - Ifølge biografierne (se første note)
døde han af kolera kort efter en sejr over de polske opstandsstyrker. -
Læsningen af sidste vers er usikker.
Str. 16. - Diebitsch's græske fortjeneste i sig selv var god, men der kommer blod på hans laurbærkrans, når man lægger hans indsats i Polen oveni, ja, pletterne fra dette blod er uaftvættelige. - Monrads sympati er på grækernes side i 1829, og det i det helt store historiske frihedsperspektiv tilbage til oldtidens græske demokrati og åndelige storhed, men nu er den jo helt aktuelt og dermed afgørende på polakkernes side - idet dette jo kun er en indirekte måde at tale om kampen for frihed i Danmark på, en måde, der blev set gennem fingre med. - Jeg henviser til min artikel [altså her på siden, digtet her er et tillæg til den uforkortede udgave her lige ovf.] "Polen i dansk litteratur" og dermed også til Johan de Mylius' artikel i KRITIK nr. 206 "Fra Fredegod til folkegavn. Digterne og friheden 1830-1848".
* * *
Informator Polski 2-3/2013
Billedtekster til
Facebook-billedalbum med kopier af forsiden og nogle sider af efterårsnummeret
af det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski. Der er dels tale om kopier af de fire sider med første del af min
artikel "Polen i dansk litteratur", dels tale om billeder fra Grønnegades Kaserne,
Næstved, hvor Polsk-Dansk Forening i Næstved fejrede sit
85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året for de første roepolakkers
ankomst til Gedser.
LINK til albummet:
ALBUMTEKST
I efterårsnummeret af det polsk-danske kvartalsskrift "Informator Polski" bragtes første del af min dobbeltartikel "Polen i dansk litteratur": "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten Hauch". - Denne tekst kan nu også læses på min hjemmeside www.bentchristensen.dk. Når man har fået startsiden frem, skal man finde undersiden "Internationalt" i menuen ude til venstre og klikke på den. Og når den er kommet frem, skal man bare gå ned, indtil man finder teksten. Man kan eventuelt søge på ordet "Rahbek". - 03.09.13 var denne artikel den øverste på siden, lige under indholdsfortegnelsen. - De to sidste billeder er fra Musikstalden, Grønnegades Kaserne, Næstved, hvor Polsk-Dansk Forening i Næstved fejrede sit 85-års jubilæum, og hvor man fejrede 120-året for de første roepolakkers ankomst til Gedser.
BILLEDTEKSTER
01
Forsiden af nr.
2-3/2013 af INFORMATOR POLSKI. - Fanen er Federacja
Polonias (Forbundet Polonia, paraplyorganisationen for alt det polsk-danske).
På fanen er dels det polske rigsvåben (den hvide ørn) og det lille danske
rigsvåben, dels dette Georg Brandes-citat (på både polsk og dansk): "Man
elsker Polen, som man elsker friheden". - I anden del af min artikel
kommer jeg udførligt ind på Georg Brandes' store kærlighed til og forståelse af
Polen og polakkerne. Der er tale om en meget sympatisk og stadig aktuel side af
Brandes. - Manden foran fanen er formand for Wspólnota
Polska (Det Polske Fællesskab) og tidligere
vicestatsminister Longin Komołowski.
Billedet er taget under den i albumteksten omtalte (og på de to sidste billeder
viste) dobbelte jubilæumsfest i Næstved.
02
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 32 - med første side af første del af min dobbeltartikel
"Polen i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten
Hauch".
03
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 33 - med anden side af første del af min dobbeltartikel "Polen
i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten Hauch".
- På billedet ses Bertel Thorvaldsens statue af den i teksten omtalte polske general
Józef Poniatowski.
04
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 34 - med tredje side af første del af min dobbeltartikel
"Polen i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten
Hauch". - På billedet ses en tegning af den i teksten omtalte polske
oprørsleder Tadeusz Kościuszko.
05
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013 s. 35 - med fjerde side af første del af min dobbeltartikel
"Polen i dansk litteratur" - "Fra Knud Lyne Rahbek til Carsten
Hauch". - På billedet ses omslaget til Carsten Hauchs roman "En polsk
familie", som omtales udførligt i teksten.
06
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013. - Den ene af de to farvebilledmidtersider
(faktisk s. 2 af midterdobbeltsiden, men den med
titeltekst på). - Titelteksten er: "Højtidelighederne i
"Musikstalden" i Næstved den 1. juni 2013. - Teksten under det
øverste billede er: "Næstveds borgmester Carsten Rasmussen og formand for Federacja "Polonia" Lidia Szuster".
07
INFORMATOR POLSKI
2-3/2013. - Den anden (egl. første) af de to farvebilledmidtersider. Teksten under billederne er:
"Pastor Julian Bodnar, pastor Bent Christensen
og formanden for Foreningen af Jøder fra Polen Marek Chrapot".
- "Formand Longin Komołowski
taler" (men den del af billedet, han er på, er her i albummet på billede
06). Jfr. teksten til nummerets forside (billede 01).
* * *
Tekster til
FB-billedalbummet
Chojna og Szczecin-Zdroje
2013
LINK til albummet:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.642611555772713.1073741836.100000716224349&type=1&l=6785eb0b95
Jeg er (02.09.13) også
begyndt på en lille artikel om vore dage i Szczecin og Chojna
22.-29. august 2013. Men hvis redaktøren antager den til Informator Polski, vil den tidligst blive sat her på siden om et
kvartals tid, nemlig hvis den er blevet trykt i nr. 4. Jeg sætter jo ikke
artikler til tidsskrifter olgn. her på siden, før de er blevet trykt. - Hvad
netop Informator Polski angår, kan
jeg henvise til artiklen ovenfor, første del af min artikel om "Polen i
dansk litteratur".
ALBUMTEKST:
Foreløbig så meget om dette album, at det er Annas og mine egne, ikke ganske dækkende, billeder fra de polsk-tysk-danske økumeniske dage 23.-24. august 2013 i den lille by Chojna et stykke syd for Szczecin og tæt på grænsen til Tyskland. Så vidt jeg har forstået, var disse økumeniske polsk-tyske integrations- og venskabsdage de 24. i rækken. - Genopbygningen af Marienkirche, som blev ødelagt under krigen, er et vigtigt polsk-tysk, katolsk-evangelisk projekt. Og det er en storslået og smuk del af forsoningsprojektet mellem polakker og tyskere, katolikker og evangeliske. - "Szczecin-Zdroje" dækker især over Annas og mit private besøg i den 2012 oprettede mindehave for den protestantiske martyr Dietrich Bonhoeffer, som 1935-1937 drev et præsteseminarium dér, som var en ledende skikkelse i tredivernes tyske bekendelseskirke (mod nazismen) og som i 1944 blev henrettet efter at have deltaget i sammensværgelsen mod Hitler. LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Dietrich_Bonhoeffer - Men der kommer altså både flere billeder og mere tekst senere. - LINK til Gazeta Wyborczas omtale af åbningen (jo på polsk, men med billeder): http://szczecin.gazeta.pl/szczecin/1,34959,11904541,Nowy_ogrod_na_czesc_najwybitniejszego_mysliciela_ze.html - Og LINK til en side om haven med både polsk, tysk og engelsk tekst: http://www.cme.nazwa.pl/szczecin/index.php?D=11
BILLEDTEKSTER
Når nummereringen er blevet noget rodet (tal plus bogstaver flere steder), skyldes det, at jeg først satte vore egne billeder ind, dernæst Lidia Szusters og til sidst Roman Smigielskis, nemlig alle de første "00-billeder").
00 a
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - I midten ærkebiskop Andrzej Dzięga. Til venstre for ham provst og sognepræst Antoni Chodakowski. Nummer to fra højre er katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski.
00 b
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - FRA VENSTRE: Provst og sognepræst Antoni Chodakowski, ærkebiskop Andrzej Dzięga, n.n.
00 c
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - Katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski.
00 d
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - De danske folkekirkegejstlige: Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, domprovst Jens Ahrendt, sognepræst Maria Harms, pastor emeritus Bent Christensen (Lolland-Falsters Stift).
00 e
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - Forrest tre danske kvindelige deltagere: Anna Christensen (Bent Christensens kone), Lidia Szuster (formand for Federacja "Polonia") og Urszula Smigielski (Informator Polski-redaktør m.m. Roman Smigielskis kone). Bag Lidia Szuster og til højre: Alicja Grodzka fra Sønderjylland, som også indgik i den danske delegation. - Lige bag Lidia Szuster ses Chojnas borgmester Adam Fedorowicz.
00 f
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - De danske folkekirkegejstlige modtager ærkebiskoppens velsignelse. Se teksten til billede 01.
00 g
Messen i Augustinerklosterkirken fredag morgen. - Udgangsprocessionen er ved at gå i gang. Ks. prałat Antoni Chodakowski giver tegn til, at de danske folkekirkegejstlige skal træde ind i processionen.
01
Efter deltagelsen i en almindelig katolsk messe (se mere nf.) i Augustiner-Klosterkirken i Chojna var vi med ved den polsk-tysk-danske videnskabelige konference med temaet "Åndens økologi" ("Ekologia ducha" / "Ökologie des Geistes"). - På billedet her står Chojnas borgmester ved talerpulten og byder os velkommen. Han deltog (som det også fremgår af de følgende billeder) stort set i det hele gennem de to dage. Lidt til venstre under midten sidder min kone Anna med lyst hår og knold i nakken. Efter hende i retning mod talerstolen (med min tomme stol imellem; jeg tager billedet) sidder domprovst Ahrendts kone Solvejg. På den anden side af bordet sidder (over for Anna) domprovst Jens Ahrendt, og foran ham (i mørk jakke med ryggen til) sognepræst Maria Harms og lidt til højre for ham (med nakken til) biskop Peter Fischer-Møller. - Hvad "deltagelse i messen" angår, omfattede dette jo ikke kommunionen (altergangen). Det kan der siges meget om. Mange katolske præster siger, at vi for deres skyld godt kunne deltage, men at de jo er nødt til at rette sig efter reglerne. Hvad mon ærkebiskop Andrzej Dzięga mener? Han viste i hvert fald den gestus at give hver af os danske folkekirkegejstlige en personlig velsignelse (svarende til, hvad folkekirkepræster, der ikke vil tage ukonfirmerede børn til alters, giver sådanne, hvis de er med oppe!). Se billede 00 f. Det kan der også siges meget om. At fire danske gejstlige med en biskop i spidsen på en måde bliver behandlet som ukonfirmerede børn! Men jeg tror, det var meget positivt ment, og at det var rigtigt at tage imod denne velsignelse i en tilsvarende positiv ånd. Økumenisk (mellemkirkeligt) arbejde er vanskeligt. Men når man går ind i det, må man (i hvert fald et langt stykke) tage det hele med. - Senere viser jeg et billede (fra forsiden af tekstbladet til den økumeniske gudstjeneste om lørdagen, billede 9 b), hvor Kristus fra korset lægger armene på både middelalderteologen Bernhard af Clairvaux og Martin Luther. Det blev der sagt meget positivt om. Også fra ærkebiskoppens side. - Vi er jo også ved at lægge op til 2017, 500-året for Luthers teser mod afladshandelen. Og stemningen er forsonlig. Vi må se, hvad vi med broderlig kærlighed og Helligåndens hjælp kan nå frem til. Foreløbig er det stort, at vi efter disse 500 ofte ligefrem blodige år nu sammen kan bekende vor fælles tro på Den Treenige Gud i en virkelig stemning af fællesskab. - Men se også billederne fra den økumeniske gudstjeneste næste dag og teksterne til dem (nr. 2 a - 9 f). NB! Hvad billednummereringen angår, skal man være klar over, at dette album er blevet til i flere omgange. Mine egne billeder blev (med dette som det første) sat ind 30/8. Lidia Szusters (første?) billeder blev sat ind 2/9.
02
Den 24. august 2013. - De danske gejstlige i Chojna (foran Augustinerklosterkirken) på vej til den økumeniske gudstjeneste i Marienkirche (Kościół Mariacki). - FRA VENSTRE: Biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, domprovst Jens Ahrendt, sognepræst Maria Harms, pastor emeritus Bent Christensen (Lolland-Falsters Stift) og polsk katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski.
02 b
Se tekst til forrige. - Men det særlige her er, at man ret tydeligt ser den katolske sognepræst i Haderslev og motorcykelpræst(!) Jan Zalewskis faktisk helt rockeragtige motorcykelmærke på stolaen. Det er til venstre lige over det røde kors forneden. - Pastor Jan og hans polske motorcyklister kan man se i albummet "Polsk-danske andagter. Slaglille den 1. juni 2010". Det var her, vi mødtes første gang som hhv. polsk-katolsk og dansk folkekirkepræst ved andagterne på Slaglille Kirkegård for de polske RAF-flyvere og de medlemmer af den danske familien Christensen, som omkom ved nedskydningen og nedstyrtningen af RAF-Halifaxen i 1943. Og det var her, pastor Jan greb fat i mig og fik mig inddraget i det store Harald Blåtand-projekt, som den danske deltagelse i disse to Chojna-dage var en udløber af. Se albummerne med billeder fra Harald Blåtand-dagen i Roskilde 2011 og Harald Blåtand-dagene i Szczecin og omegn 2012.
02 c
Se teksterne til
billede 02 a og 02 b.
03 a
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: Sognepræsten ved Augustinerklosterkirken, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, n.n. domprovst Jens Ahrendt, n.n., hovedet af biskop Peter Fischer-Møller, sognepræst Maria Harms.
03 b
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: N.n., biskop Peter Fischer-Møller, sognepræst Maria Harms, tysk gejstlig (vist biskop), pastor Jan Zalewski.
04
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: N.n., domprovst Jens Ahrendt, sognepræsten ved Augustinerklosterkirken, pastor emeritus Bent Christensen, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, n.n.
05
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - I midten pastor emeritus Bent Christensen, Lolland-Falsters Stift. - Se også de forrige billedtekster.
06
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Ærkebiskop Andrzej Dzięga taler med en kørestolsbruger.
07
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Medlemmer af menigheden før indgangsprocessionen. Nogle med "høst- og fællesskabsbrød" i hænderne. Lidt til højre for midten (mellem to damer) borgmester Adam Fedorowicz.
08 a
Et af billederne fra samlingen før den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Medlemmer af menigheden før indgangsprocessionen. Nogle med "høst- og fællesskabsbrød" i hænderne.
08 b
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Indgangsprocessionen. - FRA VENSTRE: En af kirkens messetjenere, biskop Peter Fischer-Møller, tysk evangelisk gejstlig (biskop?) med brød.
08 c
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Indgangsprocessionen. - FRA VENSTRE: Sognepræst Maria Harms (i kanten af billedet), domprovst Jens Ahrendt, pastor emeritus Bent Christensen, tysk evangelisk gejstlig (biskop?).
08 d
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Høstkrans, som blev brugt allerede ved denne gudstjeneste, men som var lavet til høstgudstjenesten næste dag.
08 e
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Brødene foran alteret og høstpynt, som blev brugt allerede ved denne gudstjeneste lørdag formiddag, men som var lavet til høstgudstjenesten næste dag.
09 a
Et desværre uskarpt billede af "høst- og fællesskabsbrødene" foran alteret i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Der kommer flere og bedre billeder senere. - Ved den økumeniske gudstjenestes slutning blev de store brød delt ud til blandt andet os præster, og så blev de brudt i små stykker og delt videre til alle gudstjenestedeltagere. Anna, som sad på forreste række sammen med andre ægtefæller m.m., fik også sådan et stort brød. - Det var ikke nadver, men et særligt brødets fællesskab.
09 b
Chojna den 24. august 2013. - Forsiden af teksthæftet til den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. NB! Den 24. i rækken! Så længe har dette økumeniske polsk-tyske integrations- og venskabsprojekt været i gang. At vi danskere var med i år, er en udløber af det af mig mange gange omtalte Harald Blåtand-projekt, som begyndte Roskilde i 2011 og fortsatte i Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień i 2012. - Jeg fik ikke fat i den afbildede skulpturs nærmere historie (men vil prøve at sætte noget ind senere). Men skulpturen viser i hvert fald Kristus, der tager sine arme væk fra korset og velsigner middelalderteologen Bernhard af Clairvaux (1090-1153) og Martin Luther (som satte Bernhard højt). Og det blev et tema i gudstjenesten. Jeg hørte da rigtigt, at en af tyskerne foreslog, at denne skulptur - eller i hvert fald en kopi - skulle stilles op i Marienkirche? Og hørte jeg rigtigt, da jeg mente, ærkebiskoppen sagde, at han gik ind for idéen? I givet fald er det et fantastisk eksempel på, hvordan det økumeniske skal bygge på det kirkehistoriske. Og jo i det hele taget et fantastisk eksempel på, at det økumeniske udgår fra, at Kristus er Kirkens Herre. - Under billedet af skulpturen står dette Bernhard-citat på både tysk og polsk. Her den tyske version: "Solange unsere Herzen noch geteilt sind, wir uns im Zwiespalt befinden, sind wir nicht vollkommen. Im himmlischen Jerusalem wohnen nicht nur einzelne, sondern sind alle insgesamt einmütig beisammen: Sie sind weder in sich selbst noch untereinander geteilt".
09 c
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - Biskop Peter Fischer-Møller siger noget.
09 d
Den økumeniske gudstjeneste i Kościół Mariacki / Marienkirche. - FRA VENSTRE: Messetjener, pastor emeritus Bent Christensen, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski (ved pulten), tysk gejstlig (jfr. de tidligere billeder), biskop Rolf Koppe (tidligere "udenrigsminister" i den tyske evangeliske kirke; har bla. været vist flere gange i Danmark), n.n., ærkebiskop Andrzej Dzięga.
09 e
Brødene bæres ned. Som nævnt i nogle af de forrige tekster var denne gudstjeneste lørdag formiddag den 24. august præget af, at der skulle være høstgudstjeneste næste dag. Men ved denne økumeniske gudstjeneste var det, at disse brød blev brudt og delt ud til alle deltagere i gudstjenesten, også et stort forsoningssymbol. Som nævnt har vi jo desværre (siger jeg uanset min kritik af den katolske messeofferteologi) ikke nadverfællesskab med katolikkerne, men denne fælles brødsbrydelse og brødspisning er da altid noget. (Hvad den katolske offerteologi angår, siger jeg, at det er Kristus, der er nadverens Herre og Vært, og at han "overruler" al vor dårlige teologi og andre dårligheder). - Dette storslåede og bevægende brødritual gav mig i øvrigt et traume. Jeg stod jo også oppe i koret og fik udleveret et helt brød. Som jeg brød et stykke af til både mig og min sidemand. Men inden det nåede at gå op for mig, at jeg jo skulle være gået ned i kirken og have brudt brødstykker af og delt dem ud, var der heldigvis en anden, der tog det og gjorde det. Hvor dum kan man være?! Men man bliver træt af sådan nogle forløb. Ikke mindst, når man i kirke-akustik skal prøve at følge med på både polsk og tysk. Jeg håber, jeg får chancen en anden gang.
09 f
De tre danske kvinder her på forreste bænk fik også brød (se teksten til forrige billede). Man kan se, at de nød situationen. - FRA VENSTRE: Domprovst Ahrendts kone Solvejg, min kone Anna og dansk-polske Alicja Grodzka fra Sønderjylland. - I den danske delegation indgik også formand for den polsk-danske paraplyorganisation Federacja Polonia Lidia Szuster, som har taget dette billede og de andre billeder, som blev sat her i albummet mandag den 2. september.
10 a
Efter den økumeniske gudstjeneste. FRA VENSTRE (i midtergangen): Pastor emeritus Bent Christensen, en tysk evangelisk biskop (eller lignende), ærkebiskop Andrzej Dzięga, borgmester Adam Fedorowicz.
10 b
De økumeniske integrationsdage blev omtalt i denne avis: "Kurier Szczeciński", dog ikke på forsiden, som jeg bare viser som sådan. Se næste billede.
10 c
Stykket i nederste venstre hjørne af s. 9 i "Kurier Szczeciński" 26.08.13 (se forrige billede) handler om de økumeniske integrationsdage i Chojna 23.-24. august. - Jeg oversætter (i hvert fald her i første omgang) kun overskriften og "manchetten": "Integration gennem økumeni. - ENHED ER NØDVENDIG. - Den økumeniske gudstjeneste i Mariakirken var et af de vigtigste elementer i dette års Integrationsdage i Chojna. Polakker, tyskere og danskere, katolikker og protestanter bad under denne gudstjeneste for enhed, respekt og forståelse".
11
Tirsdag den 27. august 2013. Udsigt fra syd mod Szczecin. Den Bonhoeffer-have, billederne fra og med nr. 13 er fra, ligger lige på den anden side af jernbanen bag træerne nedenfor. - Anna på en udsigtsplatform i naturparken Park Leśny Zdroje syd for Szczecin-forstaden Szczecin-Zdroje (i den tyske tid: Finkenwalde), et område, hvor der tidligere blev brudt kalk og kridt til kalkbrænderier og cementfabrikker. Et geologisk set uhyre interessant område. Meget kuperet - også som følge af brydningen af kalk og kridt. Og meget anstrengende at gå rundt i - og mere eller mindre fare vild i!
12
Tirsdag den 27. august 2013. Anna ved en kunstig grotte med en cementbue foran. Den har også i de seneste år fungeret som restaurant, og det er en af seværdighederne i naturparken syd for Szczecin-Zdroje (i den tyske tid: Finkenwalde), et område, hvor der tidligere blev brudt kalk og kridt til kalkbrænderier og cementfabrikker. Et geologisk set uhyre interessant område. Meget kuperet - også som følge af brydningen af kalk og kridt. Og meget anstrengende at gå rundt i - og mere eller mindre fare vild i!
13
Tirsdag den 27. august 2013. (Se også de to forrige billeder med tekster. Skoven i baggrunden er den dér omtalte naturpark). - Efter at have holdt søndag (25/8) med deltagelse i messen i Ærkekatedralen, Szczecin, og et tandlægebesøg om mandagen i vor faste klinik Unimedex (nul huller!) aflagde Anna og jeg et pigrimsbesøg i mindehaven for, hvad man godt kan kalde den protestantiske martyr Dietrich Bonhoeffer. Denne mindehave er anlagt i 2012 - på det sted, hvor denne ledende skikkelse i den tyske antinazistiske bekendelseskirke drev et præsteseminarium fra 1935 til 1937 (hvor Gestapo lukkede det). Området var jo tysk til 1945. Bonhoeffer var med i sammensværgelsen mod Hitler i 1944 og blev henrettet for det. - LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Dietrich_Bonhoeffer - Billedet er taget, da vi var nået frem til haven ad ul. Jabłoniowa, som er en lille blind sidevej til ul. Batalionów Chłopskich i den vest-sydvestlige del af Zdroje. (På kortet ligger haven faktisk lige nord for den berømte Smaragdsø (Jezioro Szmaragdowe) i den i teksten til billede 11 og 12 omtalte naturpark Park Leśny Zdroje - men på den anden side af jernbanen. - LINK til Gazeta Wyborczas omtale af åbningen (jo på polsk, men med billeder): http://szczecin.gazeta.pl/szczecin/51,34939,11904541.html?i=1 - Og LINK til en side om haveb med både polsk, tysk og engelsk tekst: http://www.cme.nazwa.pl/szczecin/index.php?D=11
14
Tirsdag den 27. august 2013. (Se også billede 11 og 12 med tekster. Skoven i baggrunden er den dér omtalte naturpark). - Billedet her (og det forrige) og de følgende er fra vort pilgrimsbesøg i den i 2012 anlagte mindehave for Dietrich Bonhoeffer. Se teksten (med Bonhoeffer-link) til billede 13. - Her er den forreste del af haven taget fra venstre side. Indgangen er ved det hvide skilt.
15
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her er porten taget indefra. I billedets højre kant mindestenen.
16
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her er mindestenen.
17
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her står jeg ved mindestenen. Med hele historien 1933-1944 i tankerne.
18
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Dette billede er tage helt fra den modsatte ende af haven (længst væk fra porten). På bænken sidder Anna. - Bemærk alle pladerne med Bonhoeffer-citater langs stien. Det er udtrykkeligt meningen, at man skal gå stille rundt og fordybe sig i teksterne og meditere over dem. - Haven hedder jo på tysk "Dietrich Bonhoeffer Garten der Stille und Mediation", på engelsk "Dietrich Bonhoeffer’s Garden of Silence and Meditation" og på polsk "Ogród ciszy i medytacji im. ks. dra Dietricha Bonhoeffera". - Jeg har ikke lige kunnet finde citaterne, men jeg tror, de er et sted. Hvis jeg finder dem, sætter jeg dem og /eller et link til dem ind her og/eller der.
19
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Her et andet tværsnit. Bemærk blodbøgen og den grønne bøg i baggrunden; under dem står det kors, der bliver vist på det sidste billede.
20
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Anna står og mediterer ved det døde/visne træ. Ja, det er et dødt træ, der er plantet. Som et symbol. Et af de første og vigtigste minde-steder på ruten rundt i haven. Det symboliserer Gestapos lukning af præsteseminariet i 1937 og dermed udslukkelsen af det åndelige liv på dette sted.
21
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Et nærbillede af en af de første tekst-plader. Med citatet "Der Tisch" (Bordet). Jeg ved ikke, om man kan læse det. Man kan måske nok, hvis man zoomer ind. Jeg vil som sagt prøve at få fat i alle citaterne eller i hvert fald nogle af dem.
22
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem. - Nærbillede udefra af de to bøgetræer og korset (se forrige og næste billede og teksterne til dem). - Korset er det lyse stykke træ ved tredje stakitstang fra venstre.
23
Dietrich Bonhoeffer-mindehaven. Se de forrige billeder og teksterne til dem (især de to forrige. altså nr. 21 og 22). - Her står jeg ved korset - som jeg tror er det kors, der før 2012 var det eneste minde om Dietrich Bonhoeffers i 1937 af Gestapo lukkede præsteseminarium. Jeg skal snarest have undersøgt det nærmere, men jeg er jo lige kommet hjem og har mange andre ting at skulle tage mig af.
* * *
Tekster til "Billeder fra vort mellemkirkelige
liv"
Billeder til lysbilledforedrag om Annas og mine mellemkirkelige oplevelser fra begyndelsen af 1970'erne til nu (desuden Facebook-billedalbum). Senest holdt i Rødbyhavn Sogns menighedslokaler 07.03.13. Holdt første gang i Landet Præstegård, Lolland vestre Provsti, den 6. juni 2010 efter kort eftermiddagsgudstjeneste (1 søndag efter trinitatis) ved mig i Landet Kirke. Se også prædikenen til denne gudstjeneste på hjemmeside-undersiden ”Prædikener efter 30.06.03” samt de ved den indsatte bemærkninger.
LINK til billedalbum:
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.125441327489741.12941.100000716224349&type=1&l=87e4eef532
Først de to kort (som i Facebook-billedalbummet står til sidst):
00 a KORT 01 - Skoleatlas-kort Europa med de vestlige steder markeret.
00 b KORT 02 - Skoleatlas-kort Asien med de østlige steder markeret.
-
00 a - Sergenthold sprog før gruppeførereksamen. - Her blev grundlaget lagt, nemlig for så vidt angår det russiske sprog og dermed den sproglige baggrund for mine aktiviteter med og i de slaviske lande fra 1990 af. - På billedet ses i juni 1963 sergenthold sprog (russisk), før vi tog til et af de nordsjællandske øvelsesterræner for at aflægge infanterigruppeførereksamen. Holdet udgjorde gruppen, og så skiftedes vi til at være gruppeførere, ligesom vi jo have gjort det under uddannelsen. Jeg er nummer tre fra venstre. - Barakken i baggrunden er en af Teknikerliniens Befalingsmandsskoles barakker (TLBS). Her boede vi fra november 1962 til februar 1964. - Barakken i baggrunden er en af Teknikerliniens Befalingsmandsskoles barakker. Her boede vi fra november 1962 til februar 1964. Teknikerliniens Befalingsmandsskole (TLBS) lå dengang i Ryvangen-delen af Svanemøllens Kaserne, København. I september og oktober 1962 havde vi været almindelige rekrutter i Sofielundlejren ved Holbæk (se albummet "50-års rekrutjubilæum"). Pr. 1. marts 1964 blev vi udnævnt til løjtnanter af reserven. - Jeg kom til Bornholms Værn, hvor jeg gjorde tjeneste som sprogløjtnant i Bornholms Værns og Bornholms Regions stab. Dette er baggrunden for, at jeg senere søgte præsteembede på Bornholm. Se de to næste billeder. - Dette er det mest velegnede af de ganske få billeder, jeg har fra sprogofficersuddannelsestiden. Men det giver et indtryk af, hvor grundig og omfattende en militær uddannelse vi fik. (I Facebook kan man prøve at zoome, men helt godt bliver det ikke. Måske kan jeg senere forbedre det). Vi blev altså (men selvfølgelig slet ikke så grundigt som de rigtige infanterisergenter) uddannet som gruppeførere. Men derefter fik vi uddannelse som stabshjælpere helt op til brigade- og divisionsniveau. Meningen var, at vi jo dels selv skulle kunne klare os under alle slags militære forhold, dels skulle være fortrolige med alle slags militære ting, så vi på det grundlag kunne virke som efterretningsofficerer. Vi fik uddannelse i en lang række militære enkeltfag, men efterretningstjenesten var jo det vigtigste. Og over alt dette var det russisk og russisk og russisk, som vi lærte op til universitetsbifagsniveau, selvfølgelig sammen med russisk kultur og historie og "sovjetkundskab". Det var en - især arbejds- og studiemæssigt - hård, men meget givende uddannelse. I de 16 måneder arbejdede vi faktisk døgnet rundt!
00 b (Ikke med i Rødbyhavn-foredraget. Indsat her 29.05.13).
- Her, 1964, er jeg blevet løjtnant af reserven (altså sprogløjtnant, russisk)
ved Bornholms Værn (jfr. det forrige, feltmæssige billede, som viser Sergenthold
Sprog umiddelbart før praktisk gruppeførereksamen i juni 1963). - Bemærk mine
små værns-"regimentsmærker" med griffen.
Dette lille mærke (med Christian IV's navnetræk) var mærke for Bornholms Værn
som sådant (der går tilbage til den i 1613 oprettede Bornholms Milits).
Bornholms Værn var noget helt særligt, nemlig på én gang "regiment"
(personelforvaltning og uddannelse m.m.) og operativ enhed (lille brigade). De
to infanteribataljoner (som jeg senere gjorde tjeneste ved, til sidst som
feltpræst for 1. bataljon) havde to store sejlskibe som mærke (med Christian
V's navnetræk), idet de gik tilbage til det i 1680 oprettede Marineregimentet.
Bornholms Værns stab, som jeg indgik i, var også stab for hele Bornholms
militærregion (med Bornholms Marinedistrikt, Flyverdetachementet, og
hjemmeværnet). - Bemærk også min adjudantsnor på venstre skulder. Den betyder,
at jeg er ordonnansofficer, dvs. "adjudantmedhjælper", idet chefen
for efterretningssektionen, som jeg tilhørte, tillige var oberstens adjudant. -
I et kommentarfelt i tråden under dette billede: Under
søgning efter ting ifbm.
"regimentsmærkerne" fandt jeg en Wikipedia-artikel, som er skrevet
efter 2001, hvor Bornholms Værn blev nedlagt, og som derfor beskriver Værnets
organisation i den sidste tid. I min tid (1964-1974) var det lidt anderledes,
men dog grundlæggende det samme. Ifølge denne artikel blev Værnets arkiver
destrueret efter nedlæggelsen. Hvis det virkelig er sandt, er det en skandale.
Med desto bedre samvittighed kan jeg og andre gamle BV'ere
dog så øse af vore erindringer, mens vi endnu er her. - LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Bornholms_V%C3%A6rn
01 - Bornholm 1971-1974: Sankt Peders Kirke. Indkørslen i forgrunden er Pedersker Præstegårds. - De to landkort, der blev vist allerførst i foredraget, står nu helt til sidst i Facebook-albummet.
02 - Sankt Pouls Kirke, Bornholm. - Bornholm var i sig selv eksotisk! Men vi fik også vore to første rigtig mellemkirkelige oplevelser, mens vi var der: a. Kontakten med sommerhusgæsten Gunnar Stehr, som var katolsk organist i Berlin, og som vi endte med at holde dansk-tysk orgelmusikgudstjeneste med i Sankt Peders Kirke. - b. Vi deltog sammen med et andet bornholmsk præstepar i Prästmötet i Visby, Gotland, hvortil der var inviteret repræsentanter for østersøøerne Bornholm, Öland og Ålandsøerne.
03 - DANCON/UNFICYP XXVI’s feltpræst på vej ud på OP-besøg (vinterhalvåret 1976/77).
04 - Gudstjeneste påskedag 1977 i gammelt byzantinsk amfiteater, som lå i DANCON’s område.
05 - Salamis. Her gik apostlene Paulus og Barnabas (ApG 4,35) i land (ApG 13,5).
06 - Barnabas’ ikon, cypriotisk jøde (ApG 4,35), Cyperns første biskop.
07 - Kirkeruin fra oldtiden.
08 - Anna ved gammelt dåbsbassin i oldtidskirkeruin.
09 - Den cypriotiske landsby Kakopetria med kirken i midten. Bla. i denne kirke var jeg ofte til "liturgi" (de ortodokse bruger dette ord, hvor vi siger "gudstjeneste" eller "højmesse", og hvor katolikkerne siger "messe").
10 - Ikonostas (ikon- eller billedvæg) i cypriotisk kirke. Inde bag den er alteret.
11 - Feltpræstekonvent med lokale gæster (franciscanermunke). Katolikker, anglikanere, canadisk protestant og nordiske lutheranere. Når der ikke er ortodokse med, er det, fordi de er part i konflikten.
12 - En lille gruppe fra DANCON på søndagsbesøg hos AUSCON, på vej til messe og grill-fest på østrigsk OP.
13 - Den lille 800 år gamle kirke, der lå i B-kompagniets lejr. Her fik den danske feltpræst lov til at holde gudstjenester. Og biskoppen af Morfou inviterede mig til at deltage i fejringen af dens 800-års jubilæum. Under hele liturgien stod jeg lige ved siden af ham - som æresgæst, repræsentant for DANCON og Den Danske Folkekirke.
14 - Kig ind gennem ikonostasens kongeport.
15 - Det ortodokse alter med danske folkekirkebøger på.
16 - 1986. Ærkebiskop Pitirim fra Den Russiske Ortodokse Kirke besøger Lolland-Falsters Stift. Her i forbindelse med festmiddag og møde på Fuglsang.
17 - 1990. Polsk luthersk delegation besøger Lolland-Falsters Stift . Biskop Jan Szarek og BC på prædikestolen i Døllefjelde Kirke.
18 - Møde med den polske delegation i Døllefjelde-Musse Forsamlingshus.
19 - 1992 BC repræsenterer Folkekirken (og de øvrige nordiske kirker) ved de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler i Järvenpää, Finland. - Vladimir Kinner, som er nr. 3 fra venstre ved observatørbordet ses på billede nr. 39 sammen med BC efter gudstjeneste i finsk-russisk luthersk kirke i Sankt Petersborg.
20 - BC og metropolit Vladimir.
21 - Fire biskopper i Porvoo 1992. (Her underskreves det Porvoo-dokument, vi nu er ved, helt at tilslutte os). 07.03.13: Hvor langt er vi kommet?
22 - Ærkebiskop Michail leder gudstjenesten og prædiker i finsk ortodoks kirke.
23 - 1994. Første besøg i Polen. Anna og Bent er nået frem til sen sydpolske by Cieszyn, hvor der er luthersk flertal, og hvor den lutherske Jesus-kirke rager op over byen.
24 - BC prædiker i Wisła.
25 - BC og pastor Leszek Czyż.
26 - BC prædiker i lille moderne kirke i Cieszyn-området.
27 - På vej til middag hos repræsentant for denne menighed. Typisk lille polsk landbrug.
28 - Under middagen hos denne familie.
29 - Anna og Paweł Pilch i hemmelig skovkirke, hvor de lutherske holdt gudstjenester under forfølgelserne i 1600-tallet.
30 - Alteret i denne ”skovkirke”.
31 - Det kommunistiske regime forbød klokketårn. Men en skorsten måtte man vel godt have!
32 - Anna og Władysław Stefek ved den lutherske boghandel i Cieszyn.
33 - Den Evangelisk-Augsburgske Kirkes center i Warszawa. Her boede også (nu) „kirkebiskop”, dvs. biskop over hele den lille lutherske kirke, Jan Szarek (jfr. nr. 17), og her boede vi som hans gæster.
34 - Til bryllup i Warszawa. I den luthersk Kristi Himmelfartskirke, hvor BC også prædikede om søndagen. Hos den da kun ca. eet år gamle i embedet pastor Adam Pilch, som den 10. april 2010 stadig var sognepræst ved denne kirke, men i sin egenskab af øverste lutherske militærgejstlige også var med i præsidentflyet, som styrtede ned ved Smolensk i Rusland, hvor man var på vej til mindehøjtidelighed i Katyn. Meget vemodigt. Adam Pilch var af biskop Szarek sat til at være vor guide i Warszawa.
35 - Mindesmærke for Warszawa-opstanden i 1944. Det var netop ved 50-årsdagen for denne, vi var der.
36 - ÷
37 - Anna og Bent deltog i den store minde-messe for Opstanden. Her ses præsident Lech Wałęsa på vej ned fra kommunionen (altergangen).
38 - ÷
39 - 1994 i Rusland. BC og pastor Vladimir Kinner (den finsk-russiske ingermanlandske kirke i Sankt Petersborg). Denne kirke har også medlemmer i grænseområdet nord for Sankt Petersborg. - Vladimir Kinner er nr. 3 fra venstre ved observatørbordet på billede nr.
19.
40-41 - ÷
42 - Moskva 1994. Tre kvinder, deriblandt AC, på vej til gudstjeneste i russisk ortodoks klosterkirke.
43 - Moskva 1994: Fader Pavel og danske Connie Meyer i den ortodokse Feodor Studit-kirke i Moskva. - Se også nr. 49 og 50. Takket være Connie Meyer og det dansk-russiske Paulus-Samfundet fik vi et enestående tæt forhold til denne menighed, som vi stadig har lidt forbindelse med, selv om jeg jo efterhånden har måttet koncentrere mig om det polske og det "vendiske" (sorbiske; se nr. 65-70). Connie er nu vor eneste kontakt i Rusland.
44 - Rusland 1997 - Vor otte ugers af Demokratifonden og Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige udvalg støttede rejse til Rusland og Kazakhstan): - De ingermanlandske lutheraneres store nye kirke ved deres center lidt nord for Sankt Petersborg. Den på nr. 19 og 39 viste pastor Vladimir Kinner var nu blevet provst og leder af dette center.
45 - Rusland 1997: BC prædiker i den på nr. 44 viste kirke.
46 - Universitetet i Sankt Petersborg. (se også nr. 47).
47 - BC forelæser (på dansk!) om Grundtvig på Institut for Nordiske Sprog og Hollandsk på universitetet i Sankt Petersborg.
48 - Under besøget hos lutheranerne i Moskva.
49 - Anna, Bent og fader Pavel i 1997 (jfr. nr. 43).
50 - Kirkefrokost efter gudstjenesten (”liturgien”) i Feodor Studit.
51 - På vej til Omsk i Sibirien krydses Uralbjergene. BC benytter standsningen i Perm' til at få sig en is hos en af perronsælgerne.
52 - Frokost hos cheflægen på det store børnehospital i Omsk. Annas og Bents forbindelse til dette hospital er manden til venstre, lægen Vjatjeslav Sjtjeglóv, som besøgte Danmark og Lolland-Falster med en Memorial-delegation i 1995.
53 b - BC ved tavlen, hvor han efter et spørgsmål fra en af tilhørerne havde været nødt til at gennemgå Folkekirkens højmesse.
54 - Kazakhstan 1997. Anna og Bent med ærkebiskop Aleksij og guiden Pavel foran parlamentet i Almaty. - BC havde truffet ærkebiskoppen i København.
55 - Den russisk-ortodokse domkirke i Almaty, Kazakhstan.
56 - Domkirken indvendig. Her havde BC under en gudstjeneste lejlighed til at fremføre en ”hilsen”.
57 - BC fremfører den oversigt over den danske kirkes historie gennem tusind år, han tidligere havde givet i Radio Liberty (Radio Svoboda).
58 - Tilhørerne.
59 - De af Stalin under Anden Verdenskrig deporterede volgatyskeres ”bedehus” i Almaty,
60 - Det volgatyske ”bedehus” indvendig. Her prædikede BC på tysk og russisk første søndag i november 1997.
61 - Tjekkiet 1998. - Den ved nr. 57 omtalte Radio Liberty, som BC efterhånden havde haft en del kontakt med hjemme fra Døllefjelde. Vi nåede at besøge den to gange, herunder at drikke kaffe med direktøren på dennes kontor, ligesom BC blev interview’et til programmet Kontinent Evropa.
63 - Slovakiet 1998, den lutherske kirke i landsbyen Sobotište.
64 - BC, pastor Ľubomir Batka og dennes sønner. Pastor Batka havde for nylig besøgt Lolland-Falsters Stift.
65 - 1999. Hos ”venderne” (sorberne) i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR. På tranparent’en står på tysk og sorbisk ”International byfest 09.-11.07.1999”.
66 - Legende sorbiske børn. Bemærk legetøjet!
67 - BC deltager i friluftsmesser og får til sidst ordet for en kort ”Ansprache” (”hilsen”).
68 - BC og sorbisk kvinde i folkedragt.
69 - Nebelschütz 2008. To præster ved ”Wendentor”.
70 - Nebelschütz 2008. Borgmester Tomaš Čornak,
BC, prins prins Dah Bopke og billedkunstner Michelle Nze
efter søndagsmessen under ”16. internationale byfest”. Prins Dah Bopke er fra Benin i Afrika
(mellem Togo og Nigeria), og Michelle Nze, som nu bor i Tyskland, er født i Libreville,
republikken Gabons hovedstad.
71 - Polen 2005. BC, den
lutherske biskop i Sopot ved Gdańsk Michał Warczyński og pastor
Krzystof Cieślar.
72 - Polen 2005.
Kasjubisk friluftsmesse. - Kasjuberne er en gruppe på
flere hundrede tusind mennesker, som taler det selvstændige, men jo polsk meget
nærstående sprog kasjubisk. Premierminister Donald
Tusk har mere eller mindre kasjubisk baggrund.
73 - Polen 2005.
Den unge kasjubiske kvinde Sulisława leder en
grundtvigsk(!) højskole i nærheden af Gdańsk.
74 - Slaglille ved Sorø
2005. - En side af vort polske engagement i Danmark - BC som repræsentant for
såvel Polsk Forening i Maribo som Den Danske Folkekirke ved de årlige
allehelgensandagter på Slaglille kirkegård ved Sorø, hvor en RAF Halifax-bomber
med polsk besætning i 1943 blev skudt ned af tyske jagere og faldt ned i et
hus. - Her leder katolsk præst i Næstved pastor Bodnar
andagten ved de polske flyveres grav.
75 - 2005. - BC leder
andagten ved de fem medlemmer af familien Christensens grav, hvis hus hvor Halifax’en styrtede ned i.
76 - Den 1. juni 2010
besøgte en gruppe polske motorcyklister med den katolske sognepræst i Haderslev
Jan Zalewski i spidsen Slaglille Kirkegård. Det
lokale hjemmeværns trompeter medvirkede som sædvanlig.
77 - Den polske andagt 2010.
Bemærk, at den katolske ”motorcykelpræst” bærer sin stola lige over
motorcykeldragten!
78 - Den danske andagt
2010.
- - -
HBSZ = Harald Blåtand i bispedømmet
Szczecin-Kamineń
oktober 2012
HBSZ 01 - Slaglille. Kirken med motorcyklerne foran.
HBSZ 02 - Slaglille. Jan leder andagt ved polske flyveres grav.
HBSZ 03 - Slaglille. Ved BC leder andagt ved familien Christensens grav.
HBSZ 04 - .09.2011 Roskilde Domkirke Indgangsprocession.
HBSZ 05 - .09.2011 Roskilde Domkirke. Ærkebiskoppen fra Szczecin og andre gejstlige.
HBSZ 06 - .09.2011 Roskilde Domkirke. BC indleder på polsk om Harald Blåtand.
HBSZ 07 - .09.2011 Roskilde Domkirke udgangsprocession.
HBSZ 08 - 03.10.2012 Anna og Bent ved indvielsen af Urszula og Romans hus med Pani Sołtys (Fru Sognefogeden).
HBSZ 09 - 04.10.2012 Gruppebillede ved kloster. Blandt andet den danske delegation ledet af biskopperne Fischer-Møller og Arendt.
HBSZ 10 - 05.10.2012 De danske gejstlige i Domkirken. Plus den evangelisk-augsburgske (lutherske) sognepræst i Szczecin, som er nummer to fra venstre.
HBSZ 11 - 04.10.2012 Harald Blåtand-mindesten i Wolin med spejdere.
HBSZ 12 - 04.10.2012 Mindesten med spejderpige.
HBSZ 13 - 04.10.2012 Alle ved Harald Blåtand-mindesten.
HBSZ 14 - 04.10.2012 BC læser evangelium i Wolin eller Kamien.
HBSZ 15 - 05.10.2012 BC mfl. under Jørns indlæg på Szczecin Universitet.
HBSZ 16 - 05.10.2012 BC fremfører på polsk sit indlæg på universitetet.
HBSZ 17 -
Side 26 af Szczecin Universitets
"The University Review".
* * *
OPLEVELSER MED POLAKKER 1990-2012
Tekster til det
Facebook-billedalbum, der svarer til det lysbilledforedrag, jeg holdt i
Errindlev Præstegård den 5. februar 2013.01.
LINK:
Indledning til hele albummet:
Baggrunden for mine
oplevelser med polakkerne er for det første, at jeg under min
værnepligtstjeneste 1962-1964 blev uddannet til sprogløjtnant med russisk, for
det andet, at jeg i 1968 blev cand. mag. i dansk/russisk, for det tredje, at
jeg i 1971 blev præst på supplerende teologisk uddannelse, først på Bornholm,
hvor jeg stadig var sprogofficer ved Bornholms Værn, men i 1972 blev feltpræst,
og fra 1974 af og indtil min pensionering i 2003 i Døllefjelde-Musse-Herritslev
Pastorat, Lolland østre Provsti. - Men I skal være klar over, at der kun er
tale om nogle få eksempler på, hvad jeg har oplevet med polakker, såvel her i
Danmark som i Polen. Jeg har i hundredevis af
billeder. Og vi har selvfølgelig oplevet masser af andre ting på de ture, der
er omtalt. Og jeg har heller ikke omtalt alt, hvad Anna og jeg har oplevet i
Foreningen af Polakker i Danmark, som vi er meget aktive medlemmer af, herunder
vor deltagelse i Museum Polakkasernens fester (her i pastoratet, nemlig i
Tågerup). Og jeg læser en del polske ting, hører polsk radio og ser polsk tv
(de sidstnævnte ting kommer vi til at høre lidt om i foredraget). Ligesom jeg
jo bidrager ret flittigt på både dansk og polsk til kvartalsskriftet
"Informator Polski". Og jeg har heller ikke alle vore ture til Polen
med. Foruden de ture, der her er billeder fra, har vi besøgt Polen i 1998, 2002
og 2011 (2011 var et tandlægebesøg med dertil hørende småaktiviteter og
oplevelser i Szczecin). Vi vil, så længe vi overhovedet kan, tage til tandlæge
i Szczecin mindst én gang om året og mindst opleve selve byen Szczecin og dens
mennesker, men måske også tage længere ind i landet. Men der ligger også andre
ting forude. Nu må vi se. Jeg prøver imidlertid at indskrænke mine polske
aktiviteter (og har af de andre udenlandske aktiviteter kun kontakten til
"venderne"/sorberne tilbage). Jeg er nødt til at koncentrere mig om
mit hovedområde, under arbejdstitlen "Poetisk livsfølelse og litterær
poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". - Hvis man vil vide mere,
kan man gå på min hjemmeside og læse undersiderne "Om mig selv",
"Internationalt" (med rejseberetninger) og POLSKI. Adressen er:
www.bentchristensen.dk
Tekster til de enkelte billeder:
0000 Kortet. - Billederne fra Polen begynder helt nede
mod syd, i midten af kortet, dvs. i "Schlesiens
Amt" (Województwo Śląskie)
med byerne Cieszyn og Wisła.
Men derefter kommer vi rundt i hele Polen, bortset fra den nordøstlige del,
blandt andet Warszawa, Gdańsk, Poznań, Świnoujście,
Wadowice syd for Kraków
(pave Jan Paweł II's fødeby), Czerwionka i Katowice-området, Łubowice lidt længere mod vest (tysk: Lubowitz,
digteren Joseph von Eichendorffs fødested), Szczecin
(Stettin), Krasiczyn (lidt
vest for Przemyśl nede i kortets sydøstligste
hjørne, Województwo Pokarpackie).
1989 Murens fald 01-04. - Det begyndte med dette: Murens fald den 9.
november 1989. Jeg husker, at vi fulgte udviklingen nøje, ikke mindst gennem Danmarks
Radios Connie Pedersens reportager. - Jeg var midt i arbejdet med min
Grundtvig-disputats og havde faktisk også mit sognepræsteembede at passe. Men
jeg kunne jo russisk, og på et eller andet tidspunkt begyndte jeg at arbejde
med tanken om, fx at invitere et russisktalende luthersk præstepar fra Estland
eller Letland til at bo hos os et par uger. Det ville jo også blive en stor
oplevelse for alle i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Det var så stort
historisk, at jeg ville være med. Og det ville være stort, at bruge de
russisk-kundskaber, jeg fra først af havde erhvervet mig med henblik på krig,
til noget ikke alene fredeligt, men også direkte kirkeligt. - Men det endte
med, at jeg efter at have kontaktet det netop oprettede Mellemkirkelige Udvalg
i Lolland-Falsters Stift, blev sekretær i et projekt, der endte med, at vi
allerede i september 1990 fik besøg af en timandsdelegation fra den lille
Evangelisk-Augsburgske Kirke i Polen, eller altså den lille lutherske kirke i
det ellers massivt katolske Polen. De var alle fra den lutherske højborg i det
sydligste Polen, "Cieszyn Stift", med
byerne Bielsko-Biała, Cieszyn
og Wisła.
1990 01. - Lørdag den 15. september 1990. Medlemmer delegationen fra den polske
evangelisk-augsburgske (lutherske) kirke som panel ved et møde i
Døllefjelde-Musse Forsamlingshus. - Yderst fra venstre (med ansigterne til)
sidder først jeg og derefter Det Mellemkirkelige Stiftsudvalgs formand Henning
Rasmussen. Til venstre i panelet: pastor Leszek Czyż,
n.n., Urszula Śliwka
(hvis jeg husker rigtigt). Stående i midten: biskop Jan Szarek.
Videre mod højre: Paweł Pilch,
Jerzy (husker ikke efternavnet, men finder nok navnelisten fra dengang; talte
engelsk), Władysław Stefek,
Aniela Szarek. Ved bordhjørnet domprovst Im. Felter.
- Nogle af disse polakker kommer vi til at se og høre mere om senere. Ikke
alene for Anna og mig, men også for kirkekasserer Merete Madsen og hendes mand
Arne, der havde hr. Paweł Pilch
boende hos sig, blev dette besøg indledningen til personlige venskaber. De to familier
besøgte hinanden flere gange. Ved et af familien Pilchs
besøg medvirkede far, søn og datter i gudstjenesten i Døllefjelde Kirke.
Faderen fremførte en "hilsen", sønnen Marek, som er rigtig (meget
dygtig) organist spillede, og datteren Ewa (som vi senere ser på et billede)
spillede fløjte. Ved en anden lejlighed var de to familier til middag hos os i
præstegården. Pastor Leszek Czyż besøgte os med
kone og børn kort efter vor tur til Polen i 1994, og det var ham, der fungerede
som præst ved den gudstjeneste i Peter og Paulus-Kirken i Wisła,
hvor jeg prædikede - og hvor Pilch-sønnen Marek sad
ved orglet.
1990 02. - Døllefjelde Kirke 14. søndag efter trinitatis, den 16. september
1990. - Her står biskop Jan Szarek og prædiker med
mig som tolk. Jeg kunne endnu ikke polsk, og russisk lader polakkerne som om de
ikke kender! Så Jan Szarek prædikede på tysk, som jeg
af forskellige grunde beherskede ret godt. - Det var mig selv, der havde taget
initiativet, og jeg havde nydt mit sekretærarbejde, men da man engang under
projektets opstart udtalte sig anerkendende om min indsats, svarede jeg:
"Derfor ingen! Biskoppen skal bare bo i Døllefjelde Præstegård og prædike
i Døllefjelde Kirke. Og det var man helt med på.
1994 01. - I 1994 besøgte Anna og jeg for første gang Polen, og vi ser her Anna
og Władysław Stefek,
som havde været med i 1990, og som vi boede hos under den første del af
besøget. Jeg kunne nu noget polsk. Det slaviske sprog polsk svarer jo til det
slaviske sprog russisk, som det germanske sprog dansk svarer til det germanske
sprog tysk. Så da vi i september 1990 tog afsked med vore polske gæster, sagde
jeg til dem, at herefter skulle vi korrespondere på polsk. Og jeg begyndte at
lære mig selv polsk. Med min professionelle baggrund skulle det jo være ret
nemt. Men selv om jeg altså nu efter 22 års forløb kan det ret godt, har det
alligevel været langt sværere, end jeg troede. Det er jo heller ikke min
hovedbeskæftigelse, og jeg har sjældent lejlighed til at tale det. - Kirken, de
står foran, har en interessant historie. Den er bygget i kommunisttiden. Og de
kunne ikke få tilladelse til at bygge et klokketårn. Men en skorsten til pejsen
kunne de godt bygge. Og det gjorde de så. Og hængte klokkerne udenpå. - Vi
hørte mange tilsvarende historier. Vel var kommunisttiden en både vanvittig og
grusom tid. Men polakker er polakker, og man fandt i mange henseender ret godt
ud af det. Man mindedes især de første år under Edward Gierek
(partileder i 1970'erne) som en ganske god tid. Jeg har desværre ikke tid til
flere eksempler.
1994 02 a. - Anna og Paweł Pilch
i en bevaret skovkirke oppe i bjergene på grænsen Tjekkiet (men ikke langt fra
grænsen til Slovakiet), som lutheranerne under forsøgene på at undertrykke dem
måtte holde gudstjenester i. Det var især i 1600-tallet. Jeg ved ikke, hvornår
den sidst har haft reel betydning. Nu er den i hvert fald et minde, som er med
til at styrke de evangeliskes identitet.
1994 02 b. - Her ser man den sten, der har fungeret som alterbord i lutheranernes
skovkirke.
1994 03 a. - Vi boede altså først hos Władysław
Stefek og hans kone. Her står Anna foran deres hus.
Både Władysław Stefek
og Paweł Pilch var
landmålere. Åbenbart et godt mere eller mindre liberalt erhverv under
kommunismen. Og lutheranerne klarede sig gennemgående økonomisk godt. Og var
efter omstændighederne respekterede af kommuniststyret - som måske også havde
brug for at markere, at der trods alt var andre kirkesamfund end det
romersk-katolske. Men vore lutherske venner understregede kraftigt, at de selv
nødt godt af den stærke romersk-katolske kirkes magt. Alt i Polen, og ikke
mindst i Polens historie, er kompliceret. Mange i kommuniststyret var jo først
og fremmest polakker.
1994 03 b. - Vi var kørt gennem hele Polen fra grænseovergangen ved Szczecin i
nord. Og vejene var dengang meget kommunistdårlige. Men endelig kunne vi fra en
bakketop se byen Cieszyns silhuet. Se, hvordan den
store Jesuskirke rager op, lutheranernes store stolthed. Lutheranerne udgør en
meget stor del af befolkningen i dette område. I 1994 var et flertal i Wisłas byråd lutheranere, og det var tydeligt, at de
også fyldte godt i Cieszyn. - Få dage senere
prædikede jeg på polsk i Jesuskirken.
1994 03 c. - Det var en særlig stor ære for mig, at jeg fik lov at prædike i
netop Jesuskirken i Cieszyn. Min første prædiken i
Polen og min første prædiken på polsk. Jeg kunne nu så meget polsk, at jeg,
blandt andet ved hjælp af mit eksemplar af Bibelselskabernes polske
bibeludgave, kunne skrive og fremføre en ret enkel prædiken.
1994 04. - Jeg fik også lov at prædike i denne lille, ret nye filialkirke i Puńców.
1994 05. - Her står jeg på prædikestolen i kirken i Puńców
og prædiker på polsk. (Rekonstruktion; jeg er meget tilbageholdende med hensyn
til at fotografere under gudstjenesten).
1994 06. - Efter gudstjenesten inviterede menighedsrådsformanden eller
kirkeværgen eller noget i den retning os til middag på sin gård, der lå lige
ved siden af. Her ser vi gårdspladsen.
1994 07. - Og her sidder vi om middagsbordet. Det var en fantastisk oplevelse.
Her havde disse mennesker levet i århundreder under vanskelige kår, senest
under krig og besættelse og besættelse/undertrykkelse. Vi er altså i 1994, og
det var først gennem rækken af begivenheder omkring 1990, Polen havde fået sit
første demokratiske styre siden 1939. Og det mindede jo også vor egen barndom i
1950'erne. Som var en lykkelig tid. I min lille tale opfordrede jeg dem, og
især børnene og de unge, til at bevare så meget som muligt af deres tradition
og ikke bare lade sig løbe over ende af det vestlige, som altså ikke var lige
godt alt sammen.
1994 08. - En anden form for luthersk samvær. Her grillning
- eller brænding! - af pølser i Hażlach efter en
fantastisk optræden med sang og musik m.m. (Polakkerne er ofte ret
"hurtige" eller utålmodige, derfor ofte nok snarere
"brænding" end grillning). Jeg er selv
ivrigt i gang bag det lille træ i forgrunden til højre i billedet. Det var i
øvrigt efter en fantastisk aften med korsang og folkedans. Den nye stiftsbiskop
Paweł Anweiler, som vi
ser på næste billede, deltog også, og det var dejligt at opleve, hvordan han og
også de unge kunne tale sammen.
1994 09. - Og vi genså vore gæster fra 1990 Aniela og Jan Szarek.
Fru Aniela har taget billedet, og det er Anna, der sidder ved siden af Jan. Jan
var imidlertid blevet "kirkebiskop", dvs. overhoved for hele den
evangelisk-augsburgske kirke i pl, men havde stadig sommerhus i Bielsko-Biała. Til venstre ser vi hans efterfølger som biskop
over Cieszyn Stift Paweł
Anweiler. - Biskop Anweiler
viste os senere Częstochowa (med Jasna Góra-klostret), hvor han havde været luthersk præst. Med
Den Sorte Madonna og det hele. Han sagde, at det var vigtigt for at forstå den
polske katolicisme. Han kendte mange af dem, vi mødte, og det var tydeligt, at
han havde et godt forhold til dem. Men vi blev styrkede i vor
evangelisk-lutherske identitet! Vi havde i det hele taget en hel del med ham at
gøre, og han og hans kone besøgte senere Lolland-Falsters Stift og Døllefjelde
Præstegård.
1994 10 a. - Ved familien Pilchs hus i Wisła. Fra venstre den allerede omtalte datter Ewa.
Fru Helena. Anna. Paweł Pilch.
Han var som sagt også landmåler, og han har selv bygget sit fantastiske hus -
mere eller mindre ind i bjergsiden. - Se mere om familien Pilch
(og familien Madsen i Døllefjelde) på et af de første billeder, det fra mødet i
Døllefjelde-Musse Forsamlingshus.
1994 10 b. - Også i Wisła fik jeg lov at prædike.
I Apostlene Peters og Paulus' Kirke (Kościół
ap. Piotra i Pawła). -
Pastor Leszek Czyż (se 1990-billedet fra
Døllefjelde-Musse Forsamlingshus) ledede gudstjenesten, og ved orglet sat
familien Pilchs topprofessionelle organist-søn Marek.
Kan I se sammenhængen?!
1994 11. - Vi kom til Warszawa lige sidst i juli måned og kom til at opleve den
første frie fejring af et rundt jubilæum for Warszawaopstanden, som jo begyndte
den 1. august 1944 kl. 17. Under kommunismen havde det nærmest været forbudt at
tale om den. Men man havde da et mindesmærke. Her ses polske opstandssoldater
på vej op fra kloakkerne i den sidste fase af den opstand som Stalin lod Hitler
knuse. Vi oplevede mange højtideligheder i de dage. På selve dagen deltog (så
vidt jeg kan huske og har kunnet tjekke på Nettet) vicepræsident Al Gore, USA,
premierminister John Major, Storbritannien, senatsformand René Monory, Frankrig, Sergej Filatov
som personlig repræsentant for præsident Jeltsin i Rusland og forbundspræsident
Roman Herzog, Tyskland.
1994 12. - På Piłsudskipladsen i Warszawa blev
der afholdt en stor højtidelighed med bla. den stor friluftsmesse ledet af
polens "Primas" kardinal Józef Glemp (som i øvrigt døde her den 23. januar 2013). Vor vært
biskop Szarek deltog officielt i sin egenskab af
evangelisk-augsburgsk kirkebiskop, og vi kørte med
ham derhen. (Vi boede i en gæstelejlighed i bispeboligen). Og vi kom til at sidde
et godt sted: Vi fik et billede af Polens første præsident efter kommunismen,
fagforeningshelten fra 1980 Lech Wałęsa, da
han gik ned efter kommunionen, altså altergangen, som vi vil sige (lige til
højre for den blå paraply i midten af billedet).
1994 13. - Biskop Szarek havde sat en af sine unge
præster til at tage sig af os og blandt andet vise os rundt til alt, hvad der
have med opstandsjubilæet at gøre. Det var pastor Adam Pilch
(ikke i familie med dem i Wisła). Her ses vi to
præster sammen efter gudstjenesten i Adams kirke, hvor jeg igen havde fået lov
at prædike. - Men det er med sorg, Anna og jeg ser dette billede. Sidst vi
hørte om Adam Pilch, var i forbindelse med
præsidentflyets styrt i 2010. Adam var nemlig blevet øverste lutherske
militærgejstlige i den polske hær, med oberst-grad (det er jo kun hos os, de
militærgejstlige ikke har militære grader), og som sådan var han med ombord, og
omkom sammen med alle de andre. Vi så også hans billede på tavlen ved den store
tv-transmitterede mindegudstjeneste på Piłsudskipladsen.
2005 01. - Efter besøget i Polen i 1994 var lige hjemme og vende i Døllefjelde,
hvorefter vi tog til Rusland, også vort første besøg dér. Og jeg beskæftigede
mig i det hele taget meget med Rusland (og Kazakhstan) i resten af 1990'erne.
Samt lidt med Tjekkiet og Slovakiet, hvis sprog jeg også studerede lidt.
Desuden det slaviske mindretal i Bundesland Sachsen,
dvs. sorberne eller venderne, som de også kaldes og kalder sig (jfr.
"vore" vendere, der var her på Lolland-Falster). Nogle gange besøgte
vi også vore polske venner lidt. - Men vi bliver dog nødt til at springe frem
til 2005, hvor vi besøgte Gdańsk og omegn i
anledning af 25-året for de afgørende begivenheder på især skibsværftet i Gdańsk med Lech Wałęsa
som leder (jfr. billedet fra gudstjenesten på Piłsudskipladsen
1994). - Her ser vi vejen ned til den berømte port, hvis låge Lech Wałęsa talte fra i 1980. STOCZNIA
er det polske ord for skibsværft. - I forgrunden Anna med sin rygsæk.
2005 02. - Et nærbillede af den berømte port til Gdańsk-skibsværftet.
Det var på lågen til den, Lech Wałęsa holdt
den tale, vi så ofte har set i tv. - Bemærk det polske flag, Jomfru Maria og
pave Jan Paweł II. På den gule trætavle står de
krav, skibsværftsarbejderne stillede til det kommunistiske styre. - Og Anna
står med sin rygsæk og oplever og studerer det hele.
2005 03. - Et af de krav, de strejkende skibsværftsarbejdere stillede i 1980
var, at der skulle rejses et mindesmærke over de arbejdere, der blev dræbt af
kommuniststyret under strejker og demonstrationer i 1970. Her står jeg foran de
tre kors, der blev resultatet.
2005 04. - I 2005 besøgte vi også den lutherske menighed i Sopot
ved Gdańsk. Jeg fik i begyndelse af
søndagsgudstjenesten lejlighed til at fremføre en "hilsen" på polsk,
og vi boede nogle dage i bispeboligen og deltog i forskellige møder m.m. Ved et
af dem fortalte jeg på polsk om de kirkelige forhold i Danmark. - På billedet
ses fra venstre jeg, biskop Michał Warczyński og pastor Krzystof
Cieślar].
2005 05. - I Gdańsk-området bor det største
sproglige mindretal i Polen, kasjuberne. Den
nuværende polske premierminister Donald Tusk er kasjub.
Vi nåede at deltage i en kasjubisk friluftsgudstjeneste, som foregik på både
polsk og kasjubisk (et sprog, jeg ved hjælp af indkøbte bøger senere fik prøvet
at sætte mig lidt ind i). Vi nåede at tale med nogle af de andre
messedeltagere, som var overordentlig venlige og økumeniske, mellemkirkeligt
åbne.
2005 06. - Her går nogle af de mange deltagere i den kasjubiske friluftsmesse
hjem i flot procession.
2005 07. - Jeg havde hjemmefra fået kontakt med en særlig del af den polske
højskoleverden, nemlig Den Kasjubiske Folkehøjskole. Bemærk billedet af
Grundtvig over døren! Den unge dame, jeg taler med, bærer det dejlige gamle
slaviske navn Sulisława (som hun var meget stolt
over). Der var også en lille restaurant knyttet til denne del af den kasjubiske
højskole, og Sulisława beværtede os med et
overdådigt lokalt fiskemåltid.
2005 08. - Jeg havde i det hele taget forberedt mig godt hjemmefra. Jeg kunne
blandt andet optræde lidt på det daværende Storstrøms Amts vegne, da vi besøgte
"amtsrådhuset" i Gdańsk.
"Amtet" hedder på polsk "Województwo Pomorskie", hvilket kan oversættes med "Pommerns
Amt". Det var venskabsamt med Storstrøms Amt. - Vi fik en god samtale med
to unge damer, som havde med venskabsforbindelsen at gøre.
2005 09. - Jeg havde også en hilsen med fra Baltic
Sea Solutions, som jo har hovedkvarter i Holeby! Og den overbragte jeg til
bystyret i byen Lębork vest for Gdańsk. Den er med i Baltic
Sea Solutions-samarbejdet. Her ses jeg ved indgangen til den afdeling, hvor den
mand sad, der havde med dette at gøre. Ham og en kollega fik jeg en rigtig god
snak med.
2006 01. - I 2006 var vi igen i Polen. Her besøgte vi for første gang Poznań, men især øen Ostrów Lednicki (Lednicki-øen) i en sø
noget øst for Poznań, som regnes for den polske
stats vugge. Vi skal senere høre en hel del om de dansk-polske Harald Blåtand-begivenheder
i 2011 og 2012, men det er vigtigt at huske på, at fyrst Mieszko
I, som var samtidig med Harald, også lod sig døbe (966) og dermed lagde grunden
til den polske stat. Mieszko havde en borg på denne
ø. - Her står Anna på den store høj, der er på øen. Vi ser nogle rekonstruerede
huse og lidt af søen.
2006 02. - En model af borganlægget på Ostrów Lednicki (Lednicki-øen). På de
næste billeder ser vi noget af resterne af den store bygning.
2006 03. - Foran det, der nok har været Mieszkos
"slotskapel". Bemærk den kvindelige guide i fin middelalderdragt.
2006 04. - Et nærbillede af "slotskapellet".
2006 05. - I 2006 besøgte vi igen også en luthersk menighed. Vi ser nogle
repræsentanter for menigheden i Żagań,
præstefruen, pastor Andrzej Dębski og Anna.
Det er en meget lang historie, hvordan jeg var kommet i mailkontakt med pastor Andrzej Dębski. Men vi fik besøgt hans menighed, og jeg
fik under søndagsgudstjenesten fremført en lille "hilsen" på polsk.
De forærede mig et eksemplar af den nye polske evangeliske salmebog, som jeg
siden har haft stor nytte af.
2006 06. - I 2006 fik jeg en særlig opgave i Polen. Et dansk-polsk,
luthersk-katolsk par ville have deres borgerligt indgåede ægteskab kirkeligt
velsignet i Świnoujście. De havde spurgt
deres sognepræst til råds. Hun havde sagt: "I skal kontakte Bent
Christensen på Lolland". Og det endte med, at de besøgte mig og vi fik
planlagt en velsignelsesgudstjeneste i dette kirketårn, som var, hvad der var
tilbage af en luthersk kirke, som var blevet bomberamt under krigen. Som
betingelse havde jeg stillet, at Anna og jeg skulle med til festen! - Da jeg
før gudstjenesten stod i min præstekjole foran tårnet, kom et par mænd hen til
os og ville høre, hvad vi var for nogle. De spurgte også, hvorfor jeg kunne polsk.
Og så fik de hele min historie tilbage for min sprogofficerstid af. Hvor jeg jo
også fortalte, at jeg havde gjort tjeneste på Bornholm ligge nord derfor.
"Ja", svarede den ene af dem, "dengang gik jeg og forberedte mig
på at angribe Bornholm". Hvorefter vi vendte øjnene mod himlen og takkede
Gud for, at det ikke var kommet så vidt.
2006 07. - Her er vi inde i det rum i det store tårn, hvor
velsignelsesgudstjenesten fandt sted. Jeg har fjernet parrets hoveder. Det er
jo ikke sikkert, de vil bryde sig om at blive vist frem. Men det gik rigtig
godt. Mindst halvdelen af menigheden var polske katolikker, men de fulgte fint
med i det hele. Jeg havde også skrevet det hele ud på både dansk og polsk. Vi
fulgte nøje Folkekirkens ritual for "kirkelig velsignelse", men jeg
brugte også bønner m.m. fra den Evangelisk-Augsburgske Kirkes ritual. Pastor Andrzej Dębski
fra Żagań, som vi så på billedet før, havde
hjulpet mig via e-mail.
2008 01. - I 2008 fulgte vi grundlæggelsen af den polske stat-temaet op. Vi
besøgte igen Poznań og kørte derfra videre forbi
søen med Ostrów Lednicki,
men nu til byen Gniezno, som svarer til Jelling og
Roskilde i Danmark. Den polske katolske kirkes "Primas" har nu igen
sit sæde dér. Vi var til messe i domkirken og besøgte bagefter det museum, vi
ser i baggrunden, Museet for den
Polske Stats Grundlæggelse (Muzeum Początków Państwa Polskiego). Det lille træ, Anna står ved, er ”Pavens Eg”,
som stammede fra et af de agern, polske forstfolk havde taget fra Bolesław den Tapres Eg, Polens ældste egetræ (800 år),
og havde fået velsignet af Jan Paweł II under et
besøg i Rom i 2004. Det træ, Anna står ved, blev plantet på dette sted i 2006.
2008 02. - Senere på 2008-turen besøgte vi også pave Jan Paweł
II's fødeby Wadowice syd for Kraków,
ikke langt fra vore lutherske venner, som han også havde et godt forhold til.
Her ses den kirke, den lille Karol, som han jo hed (Karol Wojtyła),
blev døbt i.
2008 03. - Her står jeg ved statuen af paven ved siden af kirken og foran vejen
ned til det hus, Karol Wojtyła var blevet født
i. Vi var til hverdagsaftenmesse i kirken.
2008 04. - Sognet Czerwionka i Katowice-området. - Vi
dyrkede stadig den lutherske forbindelse. På et tidspunkt havde manden, som
står sammen med sin kone på billedet her, sendt mig en mail, hvori han
forklarede, at biskop Jan Szarek under et besøg havde
sagt, at han kunne kontakte mig. De ønskede nemlig en venskabsforbindelse med
et dansk folkekirkesogn. Og der var endnu på dette tidspunkt et projekt i gang.
Men det blev desværre ikke til mere. Det eneste, der er kommet ud af det, er,
at jeg har skrevet nogle ting om dansk jul og påske på deres internetside. -
Manden, som står til venstre sammen med sin kone, hedder Joachim Gibiec
og er noget i retning af kirkeværge i menigheden der. Til højre for ham står
deres datter. Og yderst til højre står jeg og er meget optaget af deres søde
lille hund.
2008 05. - Vi
skulle videre til vore vendiske/sorbiske venner i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland Sachsen, Tyskland. Og vi besøgte Łubowice (tysk: Lubowitz),
hvor den for mig ret interessante tyske romantiske digter Joseph von
Eichendorff blev født i 1788. Schlesien hørte dengang
under Tyskland, men Eichendorff var tosproget tysk-polsk, for lokalbefolkningen
var overvejende polsk. Her står jeg ved Eichendorffs
buste ved parkeringspladsen foran kirken. Jeg er stadig i kontakt med
Eichendorff-Centret dernede og modtog så sent som sidst på året 2012 en
indbydelse til at deltage i noget stort dernede. Hvad jeg desværre ikke kunne.
Men jeg håber at nå at deltage i noget lignende ved en senere lejlighed.
2008 06. - Bagefter gik vi hen til ruinen af Eichendorffs barndomshjem for bese den og lade os
fotografere ved den.
2010 01 = 2009. - I 2009 startede vi som patienter på den
store supermoderne tandlægeklinik Unimedex i Szczecin
(via firmaet DenTour, som ordnet transport og det
hele). - Vi boede ikke langt fra dette turistkontor, hvor jeg fik øje på byens
logo: Szczecin [skrevet med en særlig lydskrift] plus årstallet 2050 og de
engelske ord "floating garden" (flydende
have). Dette logo eller "marka" henviser
til byens meget store planer for både byen selv og det store vådområde omkring
den. Jeg gik ind og spurgte, hvad de ellers kunne sige om dette logo, især den
mærkelige lydskrift. Men jeg endte på rådhuset, hvor jeg fik forklaringen af de
to embedsmænd, der havde med hele projektet at gøre og benyttede lejligheden
til at interviewe dem i min egenskab af medarbejder ved det polsk-danske
kvartalsskrift "Informator Polski". Jeg har besøgt både rådhuset og turistbureuaet et par gange siden og har forsøgt at
formidle kontakt mellem Szczecin by og Lolland Kommune. - Min artikel om blandt
andet dette logo eller "marka" (med den
mærkelige lysdskift), men også artikler og tekster om
andre af de ting, dette billedalbum handler om, kan ses på min hjemmeside,
undersiderne "Internationalt" og POLSKI. www.bentchristensen.dk
2010 02. - 2010 blev et af vore helt store polske år. Med to ture. På den
første besøgte vi igen Poznań og deltog for
anden gang i mindehøjtidelighederne i anledning af årsdagen for den brutalt
nedkæmpede arbejderopstand i 1956. Her ses orkestret i spidsen for den parade,
som udgik fra mindegudstjenesten i en kirke ikke langt fra Adam Mickiewicz’s Plads.
2010 03. - Man er forsamlet på Adam
Mickiewicz’s Plads ved
mindesmærket med de to store kors. Der blev holdt flere taler, og de døde fra
1956 blev mindet.
2010 17. - Nærbillede af mindesmærket. Bemærk de to æresvagt-soldater og
billedet af Solidaritet-præsten Jerzy Popiełuszko,
som blev tortureret ihjel af det kommunistiske sikkerhedspoliti i 1984, men som
netop var blevet saligkåret den 6. juni 2010.
2010 17. - Men 2010 var altså vor helt store tur, så vi fortsatte til Warszawa,
hvor et af vore mål var Hellig Kors Kirke, som gudstjenestetransmissionerne i
den polske radio næsten helt fast er fra. Jeg har nok hørt i hundredvis af
messetransmissioner fra denne kirke.
2010 19. - Det var stort at være til messe i dette rum, hvorfra jeg vel har
hørt i hundredevis at messetransmissioner. Det er
især herfra min ret store fortrolighed med den katolske messe (på godt og ondt)
stammer. Og jeg fik snakket med en kirketjener om det, som gav mig en fin bog
om kirken. - Præsten fik jeg ikke hilst på. Det var nemlig biskoppen, som havde
andet at se til efter messen.
2010 20. - Det kan godt være, man synes, det er noget ulækkert, men i denne
søjle i Hellig Kors Kirke i Warszawa ligger den store polske komponist Fryderyk
Szopens hjerte altså "begravet". (Hans
franske, mere almindeligt kendte eksil-navn er Frédéric Chopin).
2010 21. - En anden kirkelig ting, vi har dyrket meget (ved hjælp af vor gode
parabolantenne), og som udgør en meget vigtig del af vor beskæftigelse med det
katolske Polen, er den i vanskeligt beskrivelig grad fremragende tv-serie
"Plebania" (Præstegården). Det interessante er, at det er en rigtig
moderne, topprofessionel tv-serie, hvis folk anlægger et meget loyalt, men på
flere måder også ganske kritisk syn på den katolske kirke i Polen og dens rolle
i samfundet, og at den også i teologisk forstand er topprofessionel, idet den
præst, der er virkelighedens forbillede for seriens hovedperson, også er
konsulent på serien! Vi skal se dem begge om lidt. - Denne serie havde jeg
allerede skrevet om i "Informator Polski", og da jeg opsøgte
filmselskabets hovedkontor, som i øvrigt lå ikke langt fra Hellig Kors Kirke,
viste det sig, at man havde læst den! Jeg fortalte, at vi skulle videre til
nogle af "Plebania-stederne", og redaktør Wojciech Krzemiński
sagde, at vi var velkomne til, ved en senere lejlighed at besøge filmstudierne
og hilse på skuespillerne. Hvad vi kom til. Men de billeder kommer senere. -
Ikke meget øst for Warszawa ligger landsbyen Okuniew,
hvor store dele af den meget lange Plebania-serie er blevet indspillet. Det er
en meget gammeldags landsby, fordi den ligger lige op til et stort militært
øvelsesterræn. Her ser vi kirken. Bemærk Anna ved elmasten til højre!
2010 22. - Kirken indefra. Her har vi "været" utallige gange i
Plebania-seriens tid. Nu fik vi deltaget i en lille hverdagsaften-messe. Det
var næsten ikke til at tro!
2010 23. - Virkelighedens Okuniew-præst og en meget
sød og økumenisk åben kirkegænger, som vi fulgtes med og talte godt med på vej
fra kirke.
2010 24. - En lille butik ikke langt fra kirken. Selve butikken har ikke været
med i serien, men ligner godt, nok endnu mere gammeldags, og i hvert fald en
enkelt af dem vi talte med derinde, havde været statist i serien.
2010 25. - Men én ting var Okuniew, hvor store dele
af Plebania-serien var blevet indspillet, en anden ting var seriens forbillede
i den helt virkelige virkelighed! Det er nemlig Krasiczyn
Sogn nede i det sydøstligste hjørne af Polen. Her ser vi kirken i Krasiczyn.
2010 26. - Vi havde selvfølgelig planlagt at skulle deltage i søndagsmessen.
Der var kun ståpladser tilbage, da vi kom. Til gengæld viste det sig, at vi
havde stået lige ved siden af den nu pensionerede, men utrolig ungdommelige
præst, der var både forbillede og konsulent for tv-serien. Her har jeg taget et
billede af menigheden, lige da messen er slut.
2010 27. - Senere lykkedes det os at få aflagt en visit hos forbilled-sognepræsten,
som stadig boede i forbilled-præstegården (i en slags
pensionistlejlighed). Han hedder Stanisław Bartmiński og har ikke bare været sognepræst, men
bærer også titlen prałat” (prælat), dvs. præst med biskoppelig myndighed. - Da jeg overrakte ham min
Informator Polski-artikel om tv-serien, sagde han, at den kendte han godt; han
havde læst den på min internetside! Vi fik en fin lille samtale med denne fine
og kloge og sådan set ikke så gamle mand i hans lille stue, og bagefter
overrakte han mig de to bind af den Krasiczyn-sognehistorie,
han har skrevet - og som selvfølgelig også har et kapitel om tv-serien.
2010 28. - Til sidst en for os lollikker sjov lille ting. Da vi nærmede os
grænsen til Tyskland, gjorde vi holdt ved en tankstation, hvor vi kom i snak
med nogle håndværkere. Vi fortalte dem, at vi var på vej til
"venderne" (sorberne) Tyskland, og at vi for tusind år siden også
have haft slavisktalende vendere oppe hos os, hvad fx et sognenavn som Tillitse
endnu vidnede om. "Tillitse", sagde de, "det ligger jo lige
hernede!". Og de viste os på kortet, hvor det var. - Her er et vejskilt ved
grænsen til "Polens svar på Tillitse"! Efter alt, hvad jeg ved, men
som jeg ikke kan komme nærmere ind på her, har de to navne intet som helst med
hinanden at gøre. Men bortset fra, at det polske navn staves med y, er de to
navne unægtelig ens. Vi skal huske på, at i polsk betyder c ts - ligesom i tysk
og i bynavnet Fredericia.
2010 29. - Tylice's busstoppested og købmandshandel
med vor daværende blå Škoda på parkeringspladsen.
2010 30 a. - Den anden 2010-tur begyndte med et tandlægebesøg. Vi kørte som
sædvanlig med DenTour-bussen til Szczecin. - Men så
tog vi toget til Warszawa. Den 18. november 2010 blev det besøg i Besta Films studier i Warszawa til virkelighed, som
redaktør Krzemiński havde lovet os, og som vi
længe havde drømt om. Jeg var blevet sat i mailkontakt med PR- og
marketingschef (szef promocji)
Ewa Ogórek og
havde aftalt alt med hende. Her står hun og Anna ved hosholderske
Józfinas køkkenbord. Bemærk juletræet! En af de
scener, vi fik lov at komme tæt på, foregik nytårsaften, og vi så den derhjemme
omkring midten af januar 2011.
2010 30 b. - Her står Ewa Ogórek og jeg ved præstegårdens juletræ i rummet
ved siden af køkkenet.
2010 30 c . - Her samtaler jeg med husholderske Józefina
eller "Bedstemor Józia" (Babcia Józia), eller altså skuespillerinden
Katarzyna Łaniewska, kendt fra filmen "Kajs
Fødselsdag", hvori hun spillede den polske piges mor, og som hun omtalte
med stolthed her i den danske sammenhæng. Vi fik talt rigtig godt om mange
ting.
2010 30 d. - Og her er det billede, jeg måske har drømt mest om i hele mit liv!
Her står jeg sammen med seriens sognepræst Antoni Wójtowicz
(Włodzimierz Matuszak)!
2010 30 e. - Og her (mellem Katarzyna Łaniewska og
mig) sognepræstens søster Krystyna (Bernadeta Machała-Krzemińska).
2010 30 f. - Men det er svært at sige, at et af disse billeder er det bedste. Her
er i midten den helt fantstisk søde og dygtige lille
Ewa eller Ewunia (Weronika Kosobudzka), kirketjenerens barnebarn og hendes mor Iwona (Karolina
Nolbrzak). I nederste højre hjørne sidder den
pianist, der på forskellig måde medvirker i serien. En utrolig spændende dame,
som vi også fik snakket en del med under det store fælles aftensmåltid. - Vi
fik også snakket godt med Ewunia og hendes mor. Anna,
som jo stort set ikke kan polsk kom langt med lille Ewunia
ved hjælp af internationalt bedstemorsprog. - Ewunia
var i øvrigt ledsaget af sin rigtige bedstefar og var vidunderligt upåvirket af
det hele. Stille og rolig og sød var hun.
2012 01. - Men nu er vi tilbage i Danmark - og til 2005, hvor jeg påbegyndte
min tjeneste som dansk præst ved de fælles polsk-danske højtideligheder på
Slaglille Kirkegård ved Sorø. I september 1943 blev et britisk RAF-fly med
polsk besætning skudt ned over Slaglille. Og ved nedstyrtningen ramte det et
dansk hus, så at fem medlemmer af familien Christensen (ikke familie til mig)
omkom. Derfor er der én grav at holde polsk andagt ved hvert år ved
allehelgenstide og én dansk. Her ser vi de polske flyveres grav med et særligt
monument (de to involverede fly). Bemærk fanen og hjemmeværnsfolkene.
Hjemmeværnet deltager hver gang med et æreskommando og en trompetist.
2012 02. - Den polske grav fra den anden side.
2012 03. - Under andagten ved de polske flyveres grav. Den katolske præst er
Julian Bodnar fra Næstved. Til højre for trompetisten
står den britiske og den polske militærattaché.
2012 04. - Den polske militærattaché komandor Jarosław Miłowski tænder et lys ved familien Christensens
grav.
2012 05. - Dette er vist lige før min første andagt ved familien Christensens
grav (2005). Bemærk, at det dengang var en hæroberst, der var militærattaché. -
Damen i den ternede frakke til højre for obersten er formand for Polsk-Dansk
Forening i Næstved og organisator af Slaglille-højtidelighederne Lidia Szuster.
2012 06. - I sommeren 2010 var der ekstraordinære andagter på Slaglille
Kirkegård. Den katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski
er nemlig også motorcykelpræst. Og han leder nogle historiske motorcykelture
rundt i i hele Europa. I 2010 besøgte de Danmark. Her
ser vi nogle af alle motorcyklerne ved Slaglille Kirkegårds mur.
2012 07. - Motorcykelpræst - helt bogstavelig talt - Jan Zalewski
leder andagten ved de polske flyveres grav. Han har simpelt hen bare lagt sin
stola over sit motorcykldragt! Et af billederne på
hans stola er i øvrigt en slags kirkeligt motorcykellogo.
2012 08. - Den af mig lededes andagt ved familien Christensensn
grav. Til venstre for pastor Jan Zalewski står den
lokale sognepræst Anders Frederiksen. Han er nu ved at overtage min tjeneste (som
jeg har varetaget, fordi hans forgænger ikke var interesseret). Den endelige
overdragelse finder sted i forbindelse med den store 70-årsmarkering i
september 2013. Yderst til højre (med fotopapparatet)
står Lidia Szuster leder de årlige Slaglille-hjøtideligheder. Det gør hun i sin egenskab af formand for
Polsk-Dansk Forening i Næstved. Senere er hun også blevet formand for
paraplyorganisationen "Federacja Ponolia". - Men motorcykelpræst Jan Zalewskis deltagelse førte noget nyt med sig. Vi opdagede
hurtigt, at vi kom godt ud af det med hinanden, og kort efter andagten her,
spurgte han mig, om jeg ikke ville være med i et Harald Blåtand-projekt i 2011,
som (i hvert fald cirka) er 1025-året for Haralds død (formodentlig i Wolin nord for Szczecin). Jeg sagde ja, og resultatet ser
vi på de næste billeder.
2012 09 2011. - Indgangsprocessionen ved den dansk-polske Harald
Blåtand-gudstjeneste i Roskilde Domkirke den 4. september 2011: Sognepræst ved
den katolske Sankt Laurentii Kirke i Roskilde Alren Soosaipillai. - Domprovst
Jens Arendt. - Pastor Jan Zalewski. - Pastor emeritus
Bent Christensen. - Biskop Czeslaw Kozon. -
ambassadør Rafał Wiśniewski.
- (Skjult bag Bent Christensen: Biskop Peter Fischer-Møller). - Ærkebiskop
Andrzej Dzięga.
2012 10 2011. - Forreste række fra venstre: Ærkebiskop
Andrzej Dzięga. - Biskop Czeslaw Kozon. - Biskop Peter Fischer-Møller. - Anden række fra
venstre: Domprovst Jens Arendt. - Pastor emeritus Bent Christensen.
2012 11 2011. - Jeg giver indledningen om Harald Blåtand
på polsk.
2012 12 2011. - Udgangsprocessionen. Se teksten til
billedet af indgangsprocessionen.
2012 13 2012. - I oktober 2012 havde Ærkebispedømmet
Szczecin-Kamień inviteret en dansk delegation til højtideligholdelse af
2025-året for Harald Blåtands død nede hos dem. - Men den 3. oktober, aftenen
før de to dages program, var vi af redaktøren af "Informator Polski"
Roman Śmigielski (som også, sammen med sin kone
Urszula, deltog i hele de to følgende dages program) inviteret til, som det
viste sig, ægte katolsk husindvielse af deres nye, endnu ikke helt færdige
polske hus noget syd for Szczecin. For de har boet og arbejdet i Danmark i
mange år og bor her stadig. Til højre i billedet er utrolig livlige og søde
"sognefoged" (sołtys). - Præsten, der
foretog indvielsen, var Jan Zalewski, som stammer fra
området! - Roman, som også er en stor mand i det polske organisationsarbejde,
både i Danmark og internationalt (var indtil for nylig formand for "Federacja Polonia" i Danmark), fungerede ofte som tolk
de to følgende dage. Han er nu afløst som Polonia-formand af Lidia Szuster, som også var med, og som vi ser på det følgende gruppebillede,
ligesom vi har set hende på to af de foregående Slaglille-billeder.
2012 14 2012. - Ærkebispedømmets program begyndte om
formiddagen den 4. oktober 2012 med en rundtur i området syd for Szczecin. -
Gruppebillede ved cistercienserklosteret i Kołbacz.
Fra venstre: Den lokale præst (mener jeg). Pastor Jan Zalewski.
Hovedet af Urszula Śmigielska. Kirsten Thøgersen
fra Jelling(!). Roskilde-bispinde Bente. Pastor Maria
Harms. Generalvikar Lars Messerschmidt. Biskop Peter Fischer-Møller. Ærkebiskop
Andrzej Dzięga. Biskop Niels Henrik Arendt.
Pastor emeritus Bent Christensen (mig). Delegationsmedlem og tolk fra
Sønderjylland Alicja Grodzka. Anna Christensen (min
kone). Polonia-formand Lidia Szuster. Lektor emeritus
Jørn Arpe Munksgaard. En polsk præst, som jeg ikke ved noget om.
2012 15 2012. - Der indgik flere gudstjenester i
programmet. Her er vi i Ærkekatedralen i Szczecin. - De lutherske gejstlige ved
afslutningsgudstjenesten i Domkirken 5/10. Nummer to fra venstre er den
lutherske sognepræst i Szczecin Sławomir Sikora.
2012 16 2012. - Harald Blåtand-mindestenen i Wolin (Jomsborg?) med polske
spejdere og det danske og det polske flag.
2012 17 2012. - Nærbillede af Mindestenen i Wolin over Harald Blåtand med polsk spejder-æresvagt og
flag.
2012 18 2012. - Ved Harald Blåtand-mindestenen i Wolin. Fra venstre: Katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski. Katolsk generalvikar (ca. domprovst) i Danmark
Lars Messerschmidt, som repræsenterede biskop Czeslaw Kozon,
der var i Australien. Pastor emeritus Bent Christensen, Lolland-Falsters Stift
(mig). Sognepræst i Roskilde Domsogn Maria Harms. Biskop over Roskilde Stift
Peter Fischer-Møller (pga. en misforståelse i jakkesæt). Biskop over Haderslev
Stift Niels Henrik Arendt. Og (med lilla kalot) ærkebiskop Andrzej Dzięga.
2012 19 2012. - Førstedagen (4/10) sluttede med en
økumenisk gudstjeneste i domkirken i Kamień Pomorski
(næsten helt oppe ved Østersøen, knapt 40 km øst for Świnoujście,
den anden domkirke i det ærkebispedømme, der jo har dobbeltnavnet Archidiecezja Szczecińsko-Kamieńska).
Pastor emeritus Bent Christensen læser evangeliet på dansk. Det var, så vidt
jeg husker, først blevet læst på polsk af pastor Jan Zalewski.
Og det var biskop Niels Henrik Arendt, der prædikede.
2012 20 2012. - Fredag formiddag 5/10 (anden dag). - I
programmet indgik også en historisk konference på Szczecin Universitets
humanistiske fakultet. Det første indlæg er i gang. Fra venstre: Mig, den i
Sønderjylland boende tolk og medlem af den danske delegation Alicja Grodzka, lektor emeritus Jørn Arpe Munksgaard under
fremførelse af sit foredrag om Harald Blåtand, de to repræsentanter for
fakultetet og/eller instituttet, som ledede konferencen.
2012 21 2012. - Her fremfører pastor emeritus Bent
Christensen (på polsk) sit indlæg om "Det dansk-polske forhold fra Erik af
Pommern til i dag" (Stosunki duńsko-polskie
od Eryka Pomorskiego do dzisiaj).
2012 22 2012. - Dette er det sidste billede. For dette er
det sidste, der er sket (men jer er med i forberedelsen af flere kommende
ting). - Det er side 26 af sidste nummer af Szczecin Universitets
engelsksprogede kvartalsskrift "The University Review". Redaktør
Leszek Wątróbski, der deltog i såvel
husindvielsen som noget af universitetskonferencen har sendt mig det. Han og
hans kone deltog i husindvielsen 3. oktober.
- Her på side 26 ser man en kort omtale af hele det danske besøg og en lidt
mere indgående omtale af Harald Blåtand-konferencen (NB! "Harald
'Bluetooth' Gormsson"). Og så er der et dejligt
billede af ærkebiskoppen og mig. Bemærk, at han i denne sammenhæng først
tituleres professor! Ærkebiskoppen var meget glad for mit foredrag, som jeg jo
holdt på polsk. - Da det vist ikke, i hvert fald ikke uden videre, er til at
læse teksten, indsætter jeg her, hvad jeg har skrevet om denne side på min
internetunderside "Erindringer - DAGBOG": "Billedteksten lyder:
"Prof. Andrzej Dzięga, Metropolitan Bishop of the Szczecin-Kamień Archdiocese
and Pastor Dr. Bent Christensen". Selve teksten begynder med en kort omtale
af den danske delegations besøg "in connection with the 1025th anniversary of
the death of Harald "Bluetooth" Gormsson, a
Danish king who is reported to have died in Wolin". Om selve konferencen på universitetet står
der blandt andet, at temaet var "the creation of
statehood i Poland and
Denmark in Christian Europe". Mit indlæg betegnes således: "Dr Bent Christensen - Polish-Danish
relations from the times of Eric of Pomerania until the modern days". Tekstens sidste afsnit omtaler kort hele det
øvrige program".
* * *
På Facebook om INFORMATOR
4/2012
-
INFORMATOR POLSKI 4/2012
12.12.12. - I det
nummer af "Informator Polski", som udkom her i begyndelsen af
december, er der nogle ting, der har en eller anden sammenhæng med ting, jeg
tidligere har vist vennerne. Og da jeg ved, der er både polske og danske
venner, der interesserer sig for disse ting, slår jeg dem nu op her på
væggen/tidslinjen. Jeg gør det afsnit for afsnit i de følgende fem
kommentarfelter:
1.
På den sidste af de
fire midtersider med farvebilleder er der seks billeder fra Harald
Blåtand-dagene i Bispedømmet Szczecin-Kamień. Overskriften er: "Obchody 1025. rocznicy śmierci króla Danii Haralda Sinozębego"
(Højtidelighederne i anledning af 1025-året for den danske konge Harald
Blåtands død). Og billederne viser: Mindestenen for Harald i Wolin. - De fire gejstlige i Folkekirkens delegation på
kirkebænken. - Alle danske deltagere og nogle af de polske værter ved
cistercienserklostret i Kołbacz (en filial af
cistercienserklostret i Esrum). - Generalvikar (katolsk "domprovst" i
Danmark) Lars Messerschmidt ved prædikepulten under en af gudstjenesterne. - De
to danske bidragydere, en dansk tolk og to repræsentanter for Det Humanistiske
Fakultet under konferencen på Szczecin Universitet. - Pastor Maria Harms og pastor
Jan Zalewski ved prædikepulten under en af
gudstjenesterne.
2.
På de følgende to
tekstsider (29 og 30) følger den polske præst Robert Gołębiowskis
artikel "Obchody 1025. rocznicy
śmierci w Wolinie
Haralda Sinozębego - króla
Danii" (Højtidelighederne i anledning af
1025-året for den danske konge Harald Blåtands død i Wolin).
- Der er to billeder til denne artikel: a. Ærkebiskop Andrzej Dzięga under en af gudstjenesterne. - b. Alle holder
hinandens hænder under afsyngelsen af sangen "Abyśmy
byli jedno" (For at vi
alle må være ét). Og til dette billede er der nederst på siden en boks med den
polske og en dansk version af denne sang (som egentlig er omkvædet til sangen
"Patrzę na ptaki i lilie polne"
(Jeg ser på fuglene og markens liljer). Se nærmere på min hjemmeside,
undersiden "Internationalt". I tekstboksen står:
Abyśmy byli jedno, podajmy sobie ręce.
Abyśmy byli razem i jedno mieli serce.
Dzielmy się chlebem, dzielmy się niebem;
Niech się odmieni, niech się odmieni
oblicze ziemi, tej ziemi.
Dansk oversættelse af omkvædet til den
polske sang "Abyśmy byli
jedno".
For at vi ét må være,
ræk nu hinanden hånden!
Så at nu i det nære
hjertet er ét og ånden.
Vi deler brødet og
himmelmødet.
Må Ånden give, må
Ånden give,
at ny må blive vor
jord her!
Polsk original: biskop Józef
Zawitkowski.
Dansk endelig version: Bent Christensen
10.10.12.
3.
På de to næste
sider (31 og 32) står artiklen "Dania i Polska w
okresie zimnej wojny" (Danmark og Polen under Den Kolde Krig). Det er
det pågældende afsnit af mit indlæg på universitetskonferencen. Midt på den
første side er et dejligt billede af udenrigsminister Per Hækkerup med cigar. -
Se hhv. den danske og den polske version af hele indlægget på min hjemmeside,
undersiderne "Internationalt" og POLSKI.
4.
På side 43-45 står
Polonia-formand og formand for Dansk-Polsk Forening i Næstved Lidia Szusters særdeles interessante artikel "Pomnik lotników polskich w Slaglille" (De polske flyveres mindesmærke
i Slaglille). - Slaglille-historien vil være mange af mine venner her bekendt;
ellers kan den læses på min hjemmeside, undersiderne "Internationalt"
og "Erindringer - DAGBOG". Men Lidia Szusters
artikel har ikke alene en hel del detaljer, jeg ikke har fået med, men også, og
navnlig, en omtale af mindesmærkets skaber Kazimierz Danilewicz.
5.
Såvel i mit ovenfor
omtalte konferenceindlæg som i min rejseberetning i Informator 4/2008 "Fra
Poznań til Njebjelčicy
2008" (som også kan læses på undersiden "Internationalt") har
jeg omtalt "Det danske tårn" i Wawel-kongeslottet.
Og om netop det handler den lille artikel på side 52: "Duńskie
ślady na Wawelu" (Danske spor på Wawel).
Jeg tillader mig at oversætte hele den lille tekst:
"Det danske
tårn, også kaldt den gotiske pavillon, er lige ved Kurza
Stopka (Hønsefoden, se nf.). Det blev opført i det
fjortende århundrede. Under renæssanceombygningen af slottet i det sekstende
århundrede blev det inkluderet i det nye palads. Den nuværende skikkelse - med
en udsigtsbalkon i den øverste etage - fik det i det tyvende århundrede, efter
den af professor A. Szyszko-Bohusz gennemførte
restaurering".
"Tårnets navn
stammer fra den store monark-kongres i Kraków 1364, i
kong Kazimierz den Stores regeringstid. I den deltog også den danske konge
Valdemar IV [Atterdag], som boede i netop dette tårn - som også Danmarks,
Norges og Sveriges konge Erik af Pommern
boede i, da han i 1424 var det polske kongepars gæst i anledning af Władysław II Jagiełłos
fjerde kone Zofia Holsztynskas kroning".
"Desuden er der i Wawel-slottet to
skulpturer af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen - en Kristus-figur i Kaplica Potockich (for tiden
under restaurering) samt et mindesmærke for oberst Włodzimierz Potocki i Dronning Zofias kapel".
Det meste af denne lille artikels højre spalte fyldes af et billede med
teksten "Det danske tårn på Wawel". - Og
"Det danske tårn" er altså den venstre "tilbygning"
(åbenbart oprindelig en fritstående pavillon) til selve kongeslottet. Yderst
til højre det "Kurza Stopka", "hønsefoden",
man ser. Og man skal ikke se længe på den, før man godt kan se, den faktisk
ligner en hønsefod. - LINK til den polske Wikipedia-artikel "Wieża Duńska na Wawelu" (Det danske tårn på Wawel)
med en tegning, der viser tårnets placering og to gode billeder, hvoraf det ene
svarer ret nøje til det, der illustrerer Informator-artiklen: http://pl.wikipedia.org/wiki/Wie%C5%BCa_Du%C5%84ska_na_Wawelu
Der er meget andet interessant stof i vinternummeret af "Informator
Polski", men ovenstående er som sagt noget, der har direkte forbindelse
med ting, jeg har vist mine Facebook-venner og/eller har sat på min hjemmeside.
* * *
Andagterne på Slaglille Kirkegård 10.11.12
Billedtekster til Facebook-billedalbum
LINK:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.499978633369340.118321.100000716224349&type=1&l=31bb262017
Album-tekst:
Andagter på Slaglille Kirkegård den 10. november 2012
Den polske katolske præst (navn indsættes senere) ledede andagten ved de polske RAF-flyveres grav (se historien nf.). Hjemmeværnet stillede med geværbevæbnet æreskommando, fane og trompetspiller. Ved den danske andagt ved familien Christensens grav (se historien nf.) medvirkede kun trompetspilleren. - Den polske og den britiske ambassade var repræsenteret ved militærattachéerne oberst Dariusz Siekiera og commander Martin Smith.
Dette års andagter blev holdt dagen før den polske uafhængighedsdag, som er årsdagen for våbenstilstanden efter Første Verdenskrig. Den 11. november 1918 tog polakkerne magten i deres land, og de tyske soldater drog hjem.
Den særlige
Slaglille-historie
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Den havde landsat agenter i Polen og var på vej hjem. 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus og satte det i brand. Hvert år afholdes der ved allehelgenstide (begyndelsen af november måned) polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. Både sidste år og i år dog lidt senere, nemlig henholdsvis dagen efter og dagen før den polske uafhængighedsdag 11. november. - Jeg medvirkede i min egenskab af dansk folkekirkepræst (emeritus) og medlem af Foreningen af Polakker i Danmark (Maribo). Jeg har medvirket siden 2005, men er ved at overdrage denne tjeneste til stedets præst.
Tekster til de enkelte
billeder i Facebook-billedalbummet:
01
Fra venstre: Dansk
frihedskæmperveteran. Den britiske militærattaché commander
Martin Smith. Dansk
frihedskæmperveteran. Den polske militærattaché oberst Dariusz Siekiera lægger sin krans. Over hans ryg formand for
Polsk-Dansk Forening i Næstved og for paraplyorganisationen Federacja
Polonia Lidia Szuster. Hjemmeværnets trompeter.
Formand for Polsk Forening i Maribo Hanna Slobodziuk.
Premierløjtnanten, der ledede hjemmeværnets æreskommando. - De to frihedskæmperveteraner er Max Roe
(Frihedskampens Frednings- og Mindefond) og Jens Ege (Foreningen Danske
Veteraner 1940-1945). Desværre kan man ikke se deres frihedskæmperarmbind på
billederne, og jeg kan indtil videre ikke sige, hvem der er hvem.
02
Som på forrige billede. Yderst til venstre ses knapt halvdelen af den polske militærattachés fru Zofia.
03
Her lægger den britiske militærattaché sin krans. Og hjemmeværnets fanebærer er kommet med på billedet. - Se i øvrigt teksten til billede 01.
04
Æreskommandoet præsenterer gevær til de polske RAF-flyveres
ære. - Over stenen ses noget af skulpturen, som repræsenterer de to involverede
fly. - Bemærk det polske flyvevåbens mærke øverst på stenen. Det var også på de
RAF-fly, som havde polsk besætning, og det bruges i det polske flyvevåben den
dag i dag. - Teksten på stenen er, på henholdsvis dansk og polsk: "For
jeres frihed og vores" / "Za wolność
waszą i naszą".
Under dette motto har polske soldater kæmpet i mere eller mindre alle krige,
hvor det var friheden, der stod på spil. Under Anden Verdenskrig deltog efter
1940 flere polske end franske soldater i nedkæmpelsen af Nazityskland. - Ja,
jeg kan ikke lade være at indsætte dette klip fra en engelsk Wikipedia-artikel:
"The Polish armed forces in the west fought under British command and numbered 195,000 in
March 1944 and 165,000 at the end of that year, including about 20,000 personnel in the
Polish Air Force and 3,000 in the Polish Navy. At the end of World War II, the
Polish Armed Forces in the west numbered 195,000".
05
Fra venstre: Sognepræst i Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Pastorat Anders Gothenborg Frederiksen. Pastor emeritus Bent Christensen (mig). Den polske katolske præst, som leder andagten her ved de polske flyveres grav. Den polske militærattachés fru Zofia. Dansk frihedskæmperveteran. Den britiske militærattaché. Lidt af den anden danske frihedskæmperveteran. - Den polske katolske præst, var i år var pastor Stanisław Chorągwicki, som kun har været i Danmark i to måneder, og som foreløbig først og fremmest studerer dansk. Når man ser godt efter, kan man godt se hans grå præsteskjorte (med præsteflip) under vindjakken.
06
Oberst Dariusz Siekiera lægger den polske ambassades krans på
familien Christensens grav.
Link til
Facebook-billedalbummet:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.499978633369340.118321.100000716224349&type=1&l=31bb262017
* * *
HARALD BLÅTAND-DAGE I SZCZECIN 4.-5. OKTOBER 2012
Under denne overskrift
samles forskelligt fra Szczecin-delen af det Harald Blåtand-forløb, der
begyndte i Roskilde den 4. september 2011 (se teksterne m.m. under overskriften
HARALD BLÅTAND-TEKSTSAMLING længere
nede på denne side).
FACEBOOK-BILLEDALBUM:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
INDHOLD
- Polsk husindvielse
aftenen før Harald Blåtand-dagene 4. - 5. oktober 2012.
- Referat af Harald
Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5. oktober 2012 (med forskellige links).
- Den danske version
af mit på universitetet i Szczecin på polsk fremførte konferenceindlæg
"Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i dag".
- Det uforkortede grundmanuskript til konferenceindlægget
"Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i dag".
- Endnu et ekko fra
Szczecin 4/10 - 5/10 2012. Oversættelse af omkvædet til den polske sang "Abyśmy byli jedno" (med udførlige kommentarer).
-
Polsk husindvielse aftenen før Harald Blåtand-dagene
4. - 5. oktober 2012
Et på sin vis privat forspil til Harald Blåtand-dagene, men både
husejerparret og nogle af gæsterne deltog også i de to følgende dages
begivenheder.
Det var ægteparret Urszula og Roman Śmigielscy (for nu at skrive det på polsk), der havde inviteret Anna og mig med til den højtidelige og festlige indvielses af deres flotte nye hus i området syd for Szczecin, og det blev en stor oplevelse, glæde og ære for os. Så da Roman selv lod et par billeder fra husindvielsen indgå i det billedudvalg, han sendte mig, tillod jeg mig at lave et særligt lille Facebook-billedalbum med dem i - samt billedet af Roman som tolk ved afslutningsgudstjenesten i Domkirken i Szczecin fredag den 5. oktober. - Om efternavnet: I Danmark er der som bekendt ikke forskel på mænds og kvinders efternavne. Men på polsk hedder vor værtinde altså Urszula Śmigielska og vor vært Roman Śmigielski. Denne slags polske efternavne er egentlig tillægsord og altså i henholdsvis hunkøn og hankøn. Så når efternavnet gælder begge ægtefæller, bliver det sat i flertal: Śmigielscy.
LINKET til albummet er
her:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.488272414539962.115944.100000716224349&type=1&l=714c1f50d3
Og TEKSTERNE er her:
Polsk husindvielse aftenen før Harald
Blåtand-dagene
Den 3. oktober, altså aftenen før de to Harald Blåtand-dage i Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień, havde vi en stor, på sin vis privat, oplevelse. Urszula og Roman Śmigielscy (polakkerne sætter et ægtepars efternavn i flertal; se indledningen ovf.) havde inviteret os med til, også helt bogstavelig talt, indvielsen af deres nye hus i området syd for Szczecin. Men det havde også sammenhæng med selve Harald Blåtand-dagene, som de to deltog i, Roman Śmigielski som på flere måder repræsentant for de polske organisationer i Danmark og som tolk. Desuden deltog Lidia Szuster, der netop har afløst Roman som formand for "Federacja Polonia" i Danmark, og som også deltog i de to følgende dages begivenheder. Men hvem foretog selve indvielsen af huset? Det gjorde pastor Jan Zalewski, initiativtageren til hele det dansk-polske Harald Blåtand-projekt. Se teksterne under de to billeder i dette minialbum samt selve albummet med alle billederne fra de to Harald Blåtand-dage.
Tekst til billede 01
(Anna og jeg på vej mod tagselvbordet i køkkenet):
Polsk katolsk husindvielse. - Her er selve indvielsen forbi, og vi er ved at gå i gang med mad og drikke. Men bemærk korset til venstre over og bag mit hoved. Husindvielsen efter det katolske ritual havde fundet sted, da alle gæsterne var ankommet - med et lille særligt sæt til formålet: Et kors. To lys. En skål med vievand og en vievandskost. Alt i fantastisk sødt miniformat. Men det hindrede ikke, at både hele huset og værtsparret blev bestænket med vievand. Det var godt at deltage i det, selv om det jo ligger en del fra, hvad vi er vant til. Pastor Jan, som foretog indvielsen, inddrog også mig, idet han lod mig bede Fadervor på dansk.
Tekst til billede 02
Der var mange interessante personer til stede, også blandt familiemedlemmerne og naboerne. Men noget helt særligt var de to lokale myndighedspersoner med titlerne hhv. "wójt" og "sołtys". - "Wójt" [wujt] kan vist oversættes med "landkommuneborgmester" og "sołtys" med "landsbyrådsformand". Men hvis der er polakker, der ser dette, må de meget gerne korrigere mig. - Wójt'en, som var en mand, har jeg ikke noget billede af, men jeg talte med ham og udtrykte min glæde over, nu at have mødt en wójt i virkeligheden. I tv-serien "Plebania", som jeg ofte har fortalt om, spiller wójt'en i Tulczyn jo en stor rolle. - Men her på billedet ser vi yderst til højre den kvindelige "sołtys" [soutys, med tryk på o], fru Jola. Og en sådan havde jeg indtil den aften kun "mødt" i ordbogen. Hun var et utrolig venligt og levende mennesker, og vi fik en god snak om min sidste Plebania-artikel i det af Roman redigerede "Informator Polski". Hun står med det pågældende nummer i hånden. - Videre fra højre er det Roman, min kone Anna og mig. - Vi blev kørt hjem af en anden meget spændende gæst og hans spændende kone, dr. Leszek Wątróbski, som er ansat på Szczecin Universitet, og som vi mødte om fredagen.
Tekst til billede 03
Her ses Roman som tolk i Domkirken i Szczecin under den økumeniske afslutningsgudstjeneste fredag aften den 5. oktober 2012. - Dette billede er også, som et af de sidste, med i det store album med billederne fra 4. og 5. oktober 2012:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
-
Referat af Harald Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5.
oktober 2012
Harald Blåtand-dagene i Szczecin 4.-5. oktober 2012 var et genbesøg i forhold til Harald Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011, hvori ærkebiskop af Szczecin-Kamień Andrzej Dzięga deltog (se tekstsamlingen derom på undersiden "Internationalt").
Den danske delegation havde en katolsk og en folkekirkelig del. Den katolske del bestod af initiativtager, katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski og generalvikar Lars Messerschmidt (på biskop Czeslaw Kozons vegne; han var i Australien). Desuden formand for den polske paraplyorganisation i Danmark "Federacja Polonia" Lidia Szuster og redaktør af "Informator Polski" Roman Śmigielski, med ægtefælle, samt konferenceindlægsholder Jørn Arpe Munksgaard og en repræsentant for en katolsk menighed i Sønderjylland. Den folkekirkelige del bestod af biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller med ægtefælle, sognepræst ved Roskilde Domkirke Maria Harms, biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt og mig, altså pastor emeritus, polskkyndig kontaktmand og konferenceindlægsholder Bent Christensen, Lolland-Falsters Stift, med ægtefælle, og en repræsentant for Jelling(!) Sogn. Jeg har desværre ikke alle navne. - Det polske værtsskab havde ærkebiskop af Szczecin-Kamień Andrzej Dzięga i spidsen. Han deltog personligt i det hele. Men en lang række andre, både gejstlige og læge personer deltog, bla. borgmesteren i Wolin, da vi var dér.
PROGRAMMET
Torsdag 4/10: - Mariekirken i Gryfino med mindetavlen over den polske hærfører Stefan Czarniecki, som i 1658 hjalp Danmark mod svenskerne. - Cistercienserklostret i Kołbacz, der i 1173 blev grundlagt fra Esrum Kloster af. - Wolin, hvor Harald Blåtand formodentlig døde, og som Johannes Bugenhagen stammer fra (Luthers nære medarbejder og ham, der bispeviede de første lutherske biskopper i Danmark). Andagt ved Harald Blåtand-mindestenen og deltagelse i messen i Skt. Nikolai Kirke, hvor sognepræst Maria Harms fremførte en "hilsen". - Kamień Pomorski. Økumenisk gudstjeneste i domkirken, hvor biskop Niels Henrik Arendt prædikede.
Fredag 5/10: Konference på Szczecin Universitets humanistiske fakultet. Der var tre indlæg og en livlig drøftelse. Indlæggene var: Lektor emeritus, cand. mag. Jørn Arpe Munksgaard om Harald Blåtand, hans dåb og etablering af en egentlig kongemagt i Danmark. Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen (på polsk) om "Det dansk-polske forhold fra Erik af Pommern til i dag" (Stosunki duńsko-polskie od Eryka Pomorskiego do dzisiaj). Dr. Piotr Klafkowski (Katedra Etnologii i Antropologii Kulturowej, hvilket vel vil sige Institut for etnologi og kulturantropologi; se begge links nf.) om især bibeloversættelserne til de nordiske sprog, herunder grønlandsk. - Besøg hos den lutherske kirke, dvs. Den Evangelisk-Augsburgske Kirke, i Szczecin. - Økumenisk gudstjeneste i domkirken (ærkekatedralen) i Szczecin med prædiken ved biskop Peter Fischer-Møller. - Der havde været samvær omkring måltider gennem hele programmet, men det hele sluttede med en højtidelig afskedsmiddag hos sognepræsten ved Domkirken.
LINKS
FACEBOOK-FOTOALBUM:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.484606638239873.115199.100000716224349&type=1&l=2499f00b6a
Senere mini-album
med to sider fra
universitetets kvartalsskrift "The University Review":
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.529590340408169.123512.100000716224349&type=1&l=4468318107
Underside til den katolske kirke i Haderslev's
hjemmeside (Sct. Marie Kirke, pastor Jan Zalewski)
med oversigt over hele begivenhedsforløbet fra Harald Blåtand-idéens
undfangelse i 2010 til dagene i Szczecin 2012. Med alle teksterne til
prædikener m.m.:
http://sct.mariekirke.homepage.dk/harald_blaatand.htm
Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień:
http://www.diecezja.szczecin.pl
Billedgalleri fra det danske besøg i oktober 2012 på ærkebispedømmets hjemmeside (den afsluttende økumeniske gudstjeneste i ærkekatedralen; se teksterne til nogle af billederne nedenfor):
http://www.diecezja.szczecin.pl/fotogalerie/1628-Ekumeniczna-wizyta-katolikow-i-luteran-z-Danii
Dr. Piotr Klafkowski (tredje indlægsholder 5/10):
Wolin (Jomsborg?) Kommune, vikingernes hovedstad. Referat og billeder fra 4/10:
Det er jo på polsk. Men alle kan nyde billederne. Lige først i teksten ser man borgmesteren stå og holde sin tale. Bemærk også de skiftende cover-billeder, bla. fra det årlige vikingetræf i august.
TEKSTER (oprindelig
Facebook-kommentarer) TIL NOGLE AF BILLEDERNE PÅ ÆRKEBISPEDØMMET SZCZECIN-KAMIEŃ'S HJEMMESIDE:
Hvis man klikker billede nr. 4 op til stort, ser man tydeligt pastor Jan Zalewski yderst til venstre - og dernæst Maria Harms, den lutherske (evangelisk-augsburgske) præst, mig, biskop Peter Fischer-Møller og biskop Niels Henrik Arendt. (Mig ser man også på i hvert fald billede nr. 3, 7, 13 og 16, og de to biskopper er med på flere billeder). - Præsten på mindst et af de andre billeder med den sorte kalot på hovedet og et kors på maven er - bogstavelig talt - græsk-katolsk, altså fra den kirke i bla. Ukraine og Polen, som har ortodoks ("græsk") gudstjeneste m.m. (som Den Russiske Ortodokse Kirke), men hører under paven i Rom og altså dermed er katolsk. De polakker, der kom til de vestlige områder, som tyskerne efter Anden Verdenskrig blev fordrevet fra (jfr. Oder-Neisse-grænsen), kom jo fra de områder af det østlige Polen, som blev lagt til hhv. den ukrainske og den hviderussiske sovjetrepublik.
Præsten, der står og tolker ved biskop Peter Fischer-Møllers prædiken, er initiativtageren til hele Harald Blåtand-projektet overhovedet, altså katolsk sognepræst i Haderslev Jan Zalewski. Den kvindelige præst (stor sensation, men helt igennem positiv modtagelse) er Maria Harms, Roskilde Domkirke. Den civile mand på næstsidste billede er Informator Polski-redaktør Roman Smigielski, som også tolkede meget under besøget. Og på det allersidste billede ses biskop Peter Fischer-Møller og ærkebiskop Andrzej Dziega.
Jeg henviser også til billede nr. 9, hvor generalvikar Lars Messerschmidt (efter at den polske oversættelse var blevet læst) læser den danske oversættelse af det evangelium, biskop Peter Fischer-Møller derefter prædikede over. Se bla. denne prædiken på det ovf. indsatte Sct. Marie Kirke-link. - En generalvikar er biskoppens stedfortræder (svarer i denne henseende til domprovst). Lars Messerschmidt repræsenterede den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon, som var i Australien. - Endelig henviser jeg til billede nr. 16, hvor det er mig, der får en økumenisk fredskrammer af ærkebiskoppen.
-
DET DANSK-POLSKE FORHOLD
FRA ERIK AF POMMERN TIL I DAG
Ved pastor emeritus, dr. theol. & cand.
mag. Bent Christensen
Nedenstående
tekst er den forkortede, endelige danske version af det indlæg, jeg den 5.
oktober 2012 fremførte min polske oversættelse af på den historiske konference
på Szczecin Universitets humanistiske fakultet (Uniwersytet
Szczeciński, Wydział
Humanistyczny). - På grund af tidsforholdene,
herunder det forhold, at det trods alt tager mig noget længere tid at fremføre
sådan et foredrag på polsk end på dansk, blev hele indledningen og dele af
selve teksten sprunget over. - Men se det helt
uforkortede danske grundmanuskript lige her nedenfor!
Indledning. Danskerne og slaverne
I
begyndelsen var der hverken danskere eller polakker. I de nordiske lande boede
nogle germanere, der efterhånden talte urnordisk (o. 200). Først fra o. 1100
har der udskilt sig et særligt dansk sprog. Men allerede fra 900-tallet
betegnede navnet Danmark et område, der godt og vel svarer til det Danmark vi
kender i dag. Og der var danske konger før Harald Blåtand - hvor meget de så
har hersket over, men vel i hvert fald Jylland.
Seksbindsværket
Dansk Udenrigspolitiks Historie
(forkortet DUH), som jeg hovedsagelig - og meget tæt
- bygger på, lader dansk udenrigspolitik begynde med 800-tallet.[1]
Når kong Godfred (Gudfred) i
begyndelsen af 800-tallet i hvert fald forstærkede de allerede eksisterende
voldanlæg, der senere blev til "Dannevirke", var det for at beskytte
sig imod såvel sakserne mod syd som de slaviske stammer mod øst. (Fra omkring
år 600 og i løbet af 600-tallet strakte det slaviske bosættelsesområde sig til
Elben og Saale).
Harald
Blåtand havde som bekendt meget med slaverne at gøre, ikke mindst lige her i
Szczecin-området (Wolin = Jomsborg?).
Jeg nævner bare lige, at hans kone med det danske navn Tove var datter af abodritterfyrsten Mistivoi.[2]
Der
var på mange måder, både fredeligt og i konflikt, megen forbindelse mellem
danskerne og de slaviske stammer syd for Østersøen. I nogle tilfælde var
Danmark i alliance med abodritterne mod sakserne.
Først fra o. 1100 hører vi om vendiske sørøvertog mod Danmark - og om danske
gengældelsesaktioner. Men det endte jo med, at både sakserne og danskerne førte
korstog og erobringskrig mod venderne. Den 15. juni 1169 erobrede danskerne
Arkona og vandt dermed herredømmet over Rügen - som
kom til at høre under Roskilde Stift!
Jeg
bor selv på øen Lolland ved Østersøen, hvor der den dag i dag er landsbyer og
lokaliteter med slaviske navne, fordi venderne havde bosat sig her, fx
Tillitse.[3]
I
1200-tallet havde Danmark herredømmet over en 100-200 km bred stribe land syd
for Østersøen, fra Holsten og helt over mod grænsen til Litauen. Og desuden
områder i den nordlige del af Estland og øerne Dagø og Øsel.
- Gotland erobredes først 1361 (af Valdemar Atterdag). I vor sammenhæng er det
særlig interessant, at Erik af Pommern 1436-49 brugte den som sørøverrede.[4]
Danmark måtte afstå Gotland til Sverige i 1645.
Men
efter slaget ved Bornhøved 1227 var det danske herredømme er slut.[5]
Og Polen gik dengang ikke meget nord for Warta. Så jeg vil nu springe frem til
den tid, hvor der var tale om en virkelig dansk og en virkelig polsk stat, og
hvor disse to stater fik noget med hinanden at gøre, nemlig til den danske
konge Erik af Pommerns og de polske
konger Władysław II Jagiełło
og Władysław III Warneńczyk's
tid.
Erik af Pommerns tid
Erik,
som var født 1382, regerede 1396-1439 (Norge allerede fra 1389, Danmark 1396,
Kalmarunionen, dvs. Danmark, Norge, Sverige, 1397), til at begynde med, dvs.
til 1412, med dronning Margrete I som formynder. Władysław
II regerede 1386-1434. Władysław III
regerede 1434-1444.
Når
Erik blev betegnet som "af Pommern", skyldes det, at han var søn af
den pommerske fyrste Warcisław VII og kong
Valdemar Atterdags datter Margretes søsterdatter Maria. (Erik var altså
Valdemar Atterdags oldebarn). Hans oprindelige navn er i danske tekster Bugislav, og han er født i den nuværende polske kystby Darłowo godt 160 km nordøst for Szczecin - hvor han
også er begravet.[6]
På
et tidspunkt førte Erik af Pommern forhandlinger med Polen om en alliance mod
Den tyske Orden, og han prøvede også at få sin fætter Bugislav
(som han havde udset til sin efterfølger) gift med en polsk kongedatter (DUH I 156.162).[7]
På vej til et møde med den tyske kejser, som på grund af
omstændighederne kom til at finde sted i Ofen
(Budapest), kom Erik i 1424 til den polske hovedstad Kraków,
hvor han hilste på den nye dronning. På hjemvejen, hvor han fulgtes med
kejseren, deltog både denne og han i dronningens kroning.[8]
Polen
var blandt de østersømagter Danmark især fik et forhold til. De andre var
Hanseaterne, Den tyske Orden og Rusland. Nogle gange indgik Danmark og Polen i
de samme alliancer. Byen Danzig (Gdańsk)
er flere gange inde i billedet - med og mod Danmark. Og Den nordiske Syvårskrig (1563-1570) afsluttedes ved freden i Stettin (Szczecin) den 13. december 1570 (med en supplerende
dansk-polsk traktat den 15. december). Det
var i øvrigt også på blandt andet et møde i Stettin,
den alliance blev indgået, som lagde grunden for Den nordiske
Syvårskrig.
I
1585 solgte Frederik II bispedømmet Kurland (vest for Riga) til den polske konge
Stefan Batory for 30.000 daler. Indbyggerne, der
havde protesteret voldsomt mod at skulle under katolsk herredømme, blev sikret
religionsfrihed. Men bispedømmet blev derefter af polakkerne pantsat til
hertugen af Preussen.
Jeg
vil nu gå frem til den polske militære undsættelse af Danmark i 1658.
Stefan Czarnieckis
polske styrke i Danmark 1658-1659
I august
1658 - kun et halvt år efter Freden i Roskilde - angreb den svenske konge Karl
Gustav Danmark. Men Danmark fik hjælp af Nederlandene, Brandenburg, den tyske
kejser - og Polen, og i løbet af efteråret
1658 trængte en tysk-polsk hær op på den jyske halvø og fordrev svenskerne, som
året efter led deres afgørende nederlag på Fyn (hvor polakkerne dog ikke var
med).
Allerede
under den første Karl Gustav-krig havde den polske konge reageret på et brev om
hjælp fra Frederik III ved i oktober 1657 at give en division under kommando af
Stefan Czarniecki ordre til at gå til Jylland for at
hjælpe danskerne. Men på grund af vejr- og terrænforholdene kom Czarniecki ikke længere end til Vestpommern. Men i
september 1658 fik Czarniecki på ny ordre om at gå
til Danmark - hvad han gjorde med en division på 4500-5000 mand.[9]
Den
14. december gik de polske styrker over Alssund. Og denne overgang er faktisk
nævnt i tredje strofe af den polske nationalsang:
Jak Czarniecki do Poznania
Po szwedzkim
zaborze,
Dla Ojczyzny
ratowania
Wrócim
się przez morze.
Hvilket
i min ordrette oversættelse (med indsatte tydeliggørelser) linje for linje
betyder:
Som
Czarniecki [vendte hjem] til Poznań
efter
den svenske besættelse
vil
[også] vi til Fædrelandets redning
vende
hjem over havet.
"Vi"
er egentlig de polske soldater, der under Revolutionskrigen kæmpede i Italien
på fransk side.[10]
Det
var om morgenen den 14. december 1658, de allierede styrker nåede frem til
Alssund.[11]
Først forsøgte det brandenburgske infanteri at gå over sundet, men det blev
mødt af kraftig modstand. Så besluttede Czarniecki at
sætte sit rytteri over. Det skete i små pramme og både - som hestene svømmede
bag efter. Sundet var på dette sted (ca. 2 km nord for Sønderborg Slot) 400-500
m bredt. Overgangen lykkedes, og Czarnieckis styrke
splittede det svenske infanteri og rytteri og tvang svenskerne til at trække
sig tilbage til Sønderborg og Nordborg. Natten mellem den 16. og 17. december
forlod den svenske besætning Sønderborg og sejlede bort på svenske krigsskibe.
Den
18. december indtog de allierede styrker Nordborg, og den 25. december
(julemorgen!) indtoges Koldinghus. Fra 7. februar havde Czarniecki
sit hovedkvarter i Århus, og den 27. maj indtoges Frederiksodde (Fredericia).
Den 27. august 1659 forlod den polske styrke Århus og drog hjem til Polen.
Dette
kunne suppleres med beretninger om de polske troppers møde med danskerne, såvel
mere morsomme ting om, hvordan de to nationaliteter oplevede hinanden, som mere
ubehagelige ting i forbindelse med det forhold, at de polske soldater jo måtte
"leve af landet".
Danmark og Polen i tiden 1660 til 1945
Under
Den Store Nordiske Krig var både Danmark og Polen med i den store alliance mod
Sverige. Men ellers er der ikke meget at sige om forholdet mellem Danmark og
Polen i tiden helt frem til efter Anden Verdenskrig.
Polens
delinger - og i 1795 dets totale forsvinden fra landkortet - var det lille land
Danmark et bekymret vidne til, og der var i Danmark også stor sympati med
polakkerne.[12] Især de
polske opstande 1830-1831 og 1863 blev fulgt med sympati i Danmark.[13]
Et
eksempel på danske kulturpersonligheders interesse og sympati for Polen er den
store danske litteraturkritiker Georg Brandes, den danske naturalismes fader,
ophavsmanden til "det moderne gennembrud" i 1870'erne. Brandes var
meget optaget af polakkernes sag og besøgte Polen flere gange (1885, 1887, 1894,
1898). I 1888 udgav Brandes bogen Indtryk
fra Polen. En polsk udgave med titlen Polska (Polen) udkom, så vidt jeg
har kunnet se, samme år.
I
1893 kom de første polske sæsonarbejdere kom til
Danmark, det sidste hold i 1929. Det var især unge kvinder fra Galicien, som arbejdede i de danske roemarker, med lugning
og optagning. Under Første Verdenskrig blev det vanskeligt for polakkerne at
komme hjem, og flere tusinde endte med at blive i Danmark.[14]
Efter
Første Verdenskrig var der i Danmark stor sympati med det genopståede Polen, og
der blev gjort meget for at fremme det
økonomiske samkvem og danske virksomheders aktiviteter. Men hvad de politiske
forbindelser angår, udviste Danmark en iøjnefaldende tilbageholdenhed. Polen
ville gerne knytte forbindelse til de skandinaviske lande, som jo kunne yde en
modvægt mod Sovjetunionen og Tyskland. Men som der står i Dansk Udenrigspolitiks Historie: "Jo mere de unge stater [også
de baltiske lande] søgte tilnærmelse til Danmark for at lægge afstand til deres
store nabolande, des mere lagde Danmark afstand til dem for at bevare det gode
forhold til selv samme stormagter" (DUH IV 246).[15]
Nazitysklands
og Sovjetunionens overfald på Polen i september 1939 blev selvfølgelig også i
Danmark fulgt med både forfærdelse og medfølelse, og Polens skæbne (Englands og
Frankrigs reelle passivitet) har naturligvis udgjort en del af baggrunden for,
at man den 9. april 1940 lod sig besætte af Nazityskland.
Danmark og Polen under Den Kolde Krig
Som
det var tilfældet fra september 1939 til maj 1945, har vi i Danmark også med
særlig interesse og medfølelse fulgt Polens historie i tiden fra maj 1945 til
september 1989. Men de faktorer, der havde gjort sig gældende i
mellemkrigstiden, gjorde sig fortsat gældende: Sympatien med polakkerne var
stor, men man var fra den danske stats side meget forsigtig. Dog var det også
sådan, at man såvel i den danske befolkning som blandt danske politikere så
noget særligt i Polen.
Polen
blev af Warszawapagten (Sovjetunionen) gang på gang brugt til fremsættelse af
forskellige afspændings- og nedrustningsplaner, og Danmark var i hvert fald
altid interesseret i at udnytte de muligheder, der lå deri, til at udbygge
kontakten med Polen.
I
september 1959 var den danske udenrigsminister J.O.
Krag på officielt besøg i Polen - det første af sin art af en minister fra et
NATO-land. Krag indledte den 'Øst-politik', Per Hækkerup hen mod midten af
1960'erne som ny udenrigsminister blev kendt for.
Efter
en besøgsrække til Tjekkoslovakiet, Polen og Jugoslavien i eftersommeren 1965
berettede Per Hækkerup i Udenrigspolitisk Nævn om interessante udviklinger i
disse lande. Det gjaldt såvel den voksende nationalfølelse som ønsket om
udvikling af mere liberale økonomiske systemer. Og han havde bemærket en
overordentlig stærk interesse for at udbygge kontakten med de mindre lande i
Vesteuropa. "Denne småstatsdialog på tværs af Jerntæppet måtte fortsættes,
fremhævede Per Hækkerup, som især fandt de uformelle samtaler med de
østeuropæiske ledere interessante". "Navnlig synes Rapacki at have spillet en rolle [...]. Den polske
udenrigsministers tilsyneladende oprigtighed og engagement gjorde indtryk på
Hækkerup og hans ledende embedsmænd" (DUH V
582).
Da
jeg 1962-1964 aftjente min værnepligt, blev jeg uddannet til såkaldt
sprogofficer - med russisk (og jeg blev i 1968 cand. mag. i dansk/russisk). Og
efter min hjemkommandering gjorde jeg tjeneste nogle uger om året. Jeg
fungerede helt primært som taktisk efterretningsofficer (på Bornholm). På et
tidspunkt hørte vi, at nogle af vore yngre sprogofficerskammerater pludselig
blev "omskolet" fra russisk til - polsk! Og fra 1972 til 1993
uddannede man også sprogofficerer i polsk fra grunden af. (Jeg begyndte først
mit selvstudium af polsk i 1990. Og det var i kirkelig sammenhæng!).
Hvad
vi fik at vide dengang, er i dag offentligt kendt, nemlig at to polske
divisioner skulle være blandt de første Warszawapagt-enheder,
der i givet fald skulle angribe Danmark. Vi blev alle meget kede af at høre
dette. Det ville være en tragedie i tragedien, hvis vi ligefrem skulle komme
til at kæmpe mod polakker, der var blevet tvunget til at deltage i et angreb
mod os. Det drejede sig om 7. Landgangsdivision (marineinfanteri) (7. Dywizja Desantowa) og 6.
Luftlandedivision (6. Dywizja Powietrzno-Desantowa).
Disse to polske divisioner skulle - sammen med sovjetiske og østtyske enheder -
erobre Sjælland.[16]
Men
tilbage til udenrigspolitikken. Grundlæggende er mønstret det samme. Det gælder
også i situationen omkring Warszawapagt-landenes
invasion af Tjekkoslovakiet natten til den 21. august 1968. Den danske
regerings holdning var, at en "hysterisk indstilling" ikke ville
gavne nogen.[17] Og den
dansk-polske afspændingsdialog fortsatte, ja, Danmark spillede ligefrem en
rolle som formidler og budbringer mellem Bonn og Warszawa.
Når
udenrigsminister Poul Hartling (som i øvrigt var præsteviet teolog) udsatte et
officielt besøg i Polen (dog uden at sige det offentligt), var det på grund af
den antisemitiske kampagne dér fra slutningen af 1968 (omkring 3000 polske
jøder flygtede til Danmark). Senere blev et dansk udenrigsministerbesøg udsat
på grund af polsk irritation over en påstået dansk opmuntring til polske jøder
om at emigrere til Danmark. Først i april 1972 besøgte en dansk
udenrigsminister igen Polen.
Og
foruden det kendskab, regeringen havde til de ovenfor omtalte angrebsplaner,
kunne Politiets Efterretningstjeneste konstatere, at den polske
efterretningsvirksomhed i Danmark i omfang kun blev overgået af den sovjetiske.
Dette var baggrunden for, at de polske
ønsker om henholdsvis en visumfrihedsaftale og en konsulatsaftale ikke blev
imødekommet. - Angrebsplanerne blev offentligt kendt gennem blandt andet
Berlingske Tidendes omtale af dem den
15. februar 1976.
Men
der blev også indgået aftaler, ikke mindst om forskellige ressource- og
miljøforhold i Østersøen. Og selv om også den øgede polske flådeaktivitet i
østersøområdet gav anledning til dansk uro og danske bemærkninger, fx under
statsminister Anker Jørgensens officielle besøg i Polen i oktober 1976, og selv
om man fra polsk side var utilfreds med den danske presse kritik af forholdene
i Polen, "bevaredes dog et forholdsvis åbent diskussionsklima mellem
landene" (DUH VI 165f).
Så
kom 1980'erne. Begivenhederne i Polen efter strejkerne og aftalerne i august
1980 blev fulgt nøje af den danske regering, og der var i den danske befolkning
stor sympati med menneskene i Polen og med Solidaritet (Solidarność).
En af de ting, man var bekymret over og forberedte sig på, var, at en voldelig
udvikling i Polen, måske i forbindelse med en sovjetisk invasion, kunne føre
til store flygtningestrømme til Bornholm. Og der kom faktisk en hel del
såkaldte solidaritetsflygtninge til Danmark i 1980'erne.
Men
ellers optrådte den danske regering, som danske regeringer plejer, nemlig meget
tilbageholdende, ja, undertiden nærmest uforstående og kritisk over for
Solidaritets og den polske befolknings krav. "Den danske regering var imod, at situationen blev udnyttet i den
internationale politik, og havde ikke sympati for de kredse i Vesten, der
ønskede konfrontation" (DUH VI 235).[18]
Men man fortsatte med at yde humanitær hjælp til Polen. Der blev i 1980'erne
fra dansk side, i høj grad privat og NGO, fx Røde Kors og Folkekirkens
Nødhjælp, ydet omfattende humanitær hjælp og anden støtte til Polen.[19]
Den danske fagbevægelse er blevet kritiseret for sin
passivitet i forhold til begivenhederne i Polen i 1980'erne, men den gik dog
videre end "sit" parti Socialdemokratiet.[20]
Og det hele endte jo godt. Polen, Ungarn og Tjekkiet
blev optaget i NATO i 1999, hvad Danmark havde været blandt de største
fortalere for. Og efter EU-mødet i København 2002 blev Polen og ni andre
ansøgerlande optaget i Unionen.
Hvad
NATO angår, bør vi vel her i Szczecin nævne oprettelsen i 1999 af det nye
multinationale dansk-tysk-polske korps
Multinational Corps Northeast (Wielonarodowy Korpus Północ-Wschód),
hvori indgår en division fra hvert af de tre lande, og som fik hovedkvarter her
i byen - i det kaserneområde, som nu på NATO-sprog hedder Baltic Barracks (Koszary
Bałtyckie).[21]
Der
er nu kontakt på alle måder og områder og et rigtig godt forhold. Der er
selvfølgelig det med "den polske blikkenslager" og andre håndværkere.
Og det, at nogle polske kriminelle opererer i Danmark. Men det skal nok gå.
Det, jeg selv savner mest, er, at man både i den danske befolkning som helhed
og i det danske politiske system for alvor får øjnene op for Polens og
polakkernes mange kvaliteter og store potentiale. Men det skal nok komme. Jeg
forudser en stor fremtid for forholdet mellem de to gamle Østersø-naboer
Danmark og Polen.
"Efterskrift"
10.10.12.
- Tilhørerne på universitetet i Szczecin var meget glade for og interesserede i
denne slutning. Men man spurgte også, hvad jeg byggede min optimisme på. Og jeg
måtte i mit svar allerførst henvise til min egen og Annas store begejstring for
polakkerne. Men da det jo allerede ligger i det, jeg sagde i min slutning, at
en sådan ligefrem begejstring ikke er så udbredt i Danmark, hvor mange stadig
har en forestilling om Polen som et tilbagestående land - og da noget
tilsvarende nok har ligget i tilhørernes spørgsmål - måtte jeg, som det mest
afgørende, henvise til, hvad polakkerne allerede har vist de kunne, og til,
hvad de i fremtiden vil vise de kan. Jeg nævnte i den forbindelse (som så ofte
før), at Polen nu er i den bedste situation, det nogensinde har været i. Og jeg
henviste desuden til den amerikanske professor (var han vel), der har forudset,
at Polen ligefrem kan blive EU's førende land.
- - -
Det
uforkortede
grundmanuskript
til ovenstående konferenceindlæg
DET DANSK-POLSKE FORHOLD
FRA ERIK AF POMMERN TIL I DAG
Ved pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen
Nedenstående tekst er
det uforkortede grundmanuskript til ovenstående danske version af det indlæg,
jeg den 5. oktober 2012 fremførte min polske oversættelse af på den historiske
konference på Szczecin Universitets humanistiske fakultet (Uniwersytet
Szczeciński, Wydział
Humanistyczny). Se også bemærkningerne dertil.
Forbemærkning
Det siger sig selv,
at det er umuligt at fortælle om i hvert fald 600 års historie - med lidt
indledning om de forudgående 900 år - på den tid, jeg har til rådighed her. Men
jeg vil prøve at give en række særlig interessante eksempler og at tage et vist
overblik over dem. Man kan måske bebrejde mig, at jeg i så høj grad beskæftiger
mig med det rent udenrigspolitiske, ja, ofte militære. Men da det jo er kong
Harald Blåtand og Mieszko I, der er udgangspunktet,
har jeg opfattet opgaven på den måde, at det først og fremmest er forholdet
mellem de to stater, jeg har skullet beskæftige mig med. Men mere indledning er
der slet ikke tid til, så jeg vil straks gå i gang - idet jeg dog altså
tillader mig, indledningsvis at se lidt på forholdet mellem danskerne og de
slaviske stammer syd for Østersøen fra den allerførste begyndelse af.
Indledning. Danskerne og
slaverne
I begyndelsen var
der hverken danskere eller polakker. I de nordiske lande boede nogle germanere,
der efterhånden talte urnordisk (o. 200). Indskriften på det berømte danske
guldhorn (o. 400) var på urnordisk: Ek hlewagastiR holtijaR horna tawido = Jeg Lægæst, Holtes søn (eller "Holtes ætling" eller
"fra Holt") gjorde hornet.
Senere udviklede
det urnordiske sig til oldnordisk og til vestnordisk (senere norsk, færøsk og
islandsk) og østnordisk (senere dansk og svensk). Først fra o. 1200 (tidligst
o. 1050) er der tale om adskilte sprog. Men allerede fra 900-tallet betegnede
navnet Danmark (danskernes mark, grænseland, men efterhånden om hele Danmark)
et område, der næsten var identisk med det Danmark vi kender i dag plus Skåne i
Sydsverige og Slesvig (vel hele Slesvig?).
Der var danske
konger før Harald Blåtand - hvor meget de så har hersket over - men måske det
hele. Eller det hele har været betegnet som dansk. Og i hvert fald Jylland.
Seksbindsværket Dansk Udenrigspolitiks Historie
(forkortet DUH), som jeg hovedsagelig - og meget tæt
- bygger på, lader dansk udenrigspolitik begynde med 800-tallet, skønt dens
temaer allerede var anslået i tiden forud (DUH I 25).
[1a]
I begyndelsen af 800-tallet var Godfred (Gudfred)
konge i Danmark. Ifølge frankiske
årbøger har han bygget Dannevirke, men han har nok blot fornyet og forstærket
de allerede eksisterende voldanlæg.
Dem, han skulle beskytte sig imod, var dels sakserne mod syd, dels de
slaviske stammer mod øst, som havde været dér (obodriter
og vendere). (Fra omkring år 600 og i løbet af 600-tallet strækker det slaviske
bosættelsesområde sig til Elben og Saale).
Ca. 808 angreb Gudfred (Godfred) den vendiske stamme abodritterne
i det nuværende Østholsten og Vestmecklenburg,
ødelagde deres handelsplads Reric.
Og Harald Blåtand
(som jeg ellers ikke skal beskæftige mig med) havde som bekendt meget med
slaverne at gøre, ikke mindst lige her i Szczecin-området (Wolin
= Jomsborg?). Jeg nævner bare lige, at hans kone med
det danske navn Tove var datter af abodritterfyrsten Mistivoi.
Af direkte dansk-polske ægteskaber før Erik af Pommerns
tid kan nævnes: Svend Tveskæg (måske, se noten) g. m. Gunhild [Swietoslawa/Świętosława], datter af Mieszko
I. - Magnus, søn af kong Niels, d. 1134 g. m. Ryksa,
datter af Bolesław III Krzywousty.
[1]
Så selv om der, i
hvert fald i Dansk Udenrigspolitiks Historie, ikke berettes om begivenheder,
der har med et forhold mellem den danske stat
og den polske stat som sådanne at
gøre, har der altså været en vis form for kontakt!
Men hvad nu
forholdet mellem danskerne og slaverne overhovedet angår, var der altså på
mange måder, både fredeligt og i konflikt, megen forbindelse mellem danskerne
og de slaviske stammer syd for Østersøen, "og deres fyrster blev anset for ligeværdige med de danske konger"
(DUH I 65). I nogle tilfælde var Danmark i alliance
med abodritterne mod sakserne. "[F]ørst fra 1100 hører vi om egentlige modsætninger mellem de
to folk. Da foretog venderne - måske under tysk pres - sørøvertog mod Danmark,
og fra tid til anden forekom danske gengældelsesaktioner" (DUH I 63). Men det endte jo med, at både sakserne og
danskerne førte korstog og erobringskrig mod venderne. Den 15. juni 1169
erobrede danskerne Arkona og vandt dermed herredømmet over Rügen
- som kom til at høre under Roskilde Stift!
KORT DUH I 69 - I 1200-tallet havde Danmark herredømmet
over en 100-200 km bred stribe land syd for Østersøen, fra Holsten og helt over
mod grænsen til Litauen. Og desuden områder i den nordlige del af Estland og
øerne Dagø og Øsel. - Gotland erobredes først 1361
(af Valdemar Atterdag). I vor sammenhæng er det særlig interessant, at Erik af
Pommern 1436-49 brugte den som sørøverrede. [2]
Danmark måtte afstå Gotland til Sverige i 1645 (Den Store Danske, herefter =
Den Store Danske, internetudgaven). [2b]
Men ingen dansk
bosættelse i det slaviske Pommern, kun nogle kirkelige stiftelser (DUH I 74). - Og vel ikke meget anderledes i det øvrige
område(?).
KORT DUH I 95 og 97. Det danske herredømme er slut (slaget ved
Bornhøved 1227). [3] Og Polen går
(s. 97) ikke meget nord for Warta.
Til sidst her i
denne indledning vil jeg nævne, at jeg selv bor på (og er født på) øen Lolland
ved Østersøen, hvor der den dag i dag er landsbyer og lokaliteter med slaviske
navne, fordi venderne havde bosat sig her, fx Tillitse. Dette er en af grundene
til, at jeg har knyttet forbindelse til de sidste "vendere", altså
sorberne (Serbołużyczanie), ganske særligt Gmejna Njebjelčicy
(Gemeinde Nebelschütz / Gmina Niebielczyce) ca. 25 km
nordvest for Budyšin (Bautzen/Budziszyn). I 2001 besøgte en sorbisk tremandsdelegation
Lolland-Falster og var blandt andet til højmesse i Tillitse Kirke. - At
Lolland-Falster fra o. 1900 af på ny blev et område med slavisk, nemlig polsk
bosættelse, vender jeg naturligvis tilbage til. For jeg nu vil springe frem til
den tid, hvor der var tale om en virkelig dansk og en virkelig polsk stat, og
hvor disse to stater fik noget med hinanden at gøre, nemlig til den danske
konge Erik af Pommerns og de polske
konger Władysław II Jagiełło
og Władysław III Warneńczyk's
tid.
Erik af Pommerns tid
Erik, som var født
1382, regerede 1396-1439 (Norge allerede fra 1389, Danmark 1396, Kalmarunionen,
dvs. Danmark, Norge, Sverige, 1397), til at begynde med, dvs. til 1412, med
dronning Margrete I som formynder. Władysław
II regerede 1386-1434. Władysław III
regerede 1434-1444.
Når Erik blev
betegnet som "af Pommern", skyldes det, at han var søn af den
pommerske fyrste Warcisław VII og Margretes
søsterdatter Maria. (Erik var altså Valdemar Atterdags oldebarn). Hans
oprindelige navn er (i danske tekster) Bugislav, og
han er født i den nuværende polske kystby Darłowo
godt 160 km nordøst for Szczecin - hvor han også er begravet. [5]
Da den tyske Orden
voldte det nordiske unionskongedømme vanskeligheder, førte Erik af Pommern
forhandlinger med Polen om en alliance. På et tidspunkt prøvede han at få sin
fætter og protegé Bugislav gift med en polsk
kongedatter (DUH I 156.162). [6]
På vej til et møde med den tyske kejser, som på grund af omstændighederne
kom til at finde sted i Ofen (Budapest), kom Erik i 1424
til den polske hovedstad Krakow, hvor han hilste på den nye dronning.
Traditionen fortæller, at Erik bad om at måtte blive inviteret til hendes
kroning, der snart skulle finde sted. Han fik først et henholdende svar, men på
hjemvejen, hvor han fulgtes med kejseren, deltog både denne og han i
dronningens kroning (Gyldendal
og Politikens Danmarkshistorie VI 58).
I min artikel " Fra Poznań til Njebjelčicy 2008" (Informator Polski nr. 4 (66) 2008 skriver jeg om min kones og mit
besøg på kongeslottet i Kraków:
Som i Gniezno var det den ældste historie, der
først og fremmest interesserede os, og vi tog en grundig tur rundt i
museumsafdelingen ”Det Forsvundne Wawel”. På en af
modellerne af kongeslottet så vi, at der var et ”dansk tårn” (Wieża duńska). Jeg
spurgte et par kustodedamer, hvad det mon betød, og de svarede, at det vist var
det tårn, den danske konge havde boet i, da han var til bryllup i det polske
kongehus. Det var tæt på, for nu har jeg været på Wikipedia, som oplyser, at
det var Erik af Pommern (NB!), da han i 1424 var til dronning Zofia’s, Władysław II Jagiełło’s fjerde kones, kroning.
Mellem Erik af Pommern og
Frederik III
De østersømagter, Danmark
i 1400-tallet især fik et forhold til, var hanseaterne, Polen, Den tyske Orden
og til sidst Rusland (DUH I 168).
Christian II var
lige ved at komme med i en alliance mod Polen-Litauen. Den blev dog ikke til
noget, og i stedet fik Christian II tildelt den opgave at mægle fred mellem
Polen og Rusland (DUH I 202).
Når det gjaldt
blokade af Sverige, søgte Danmark støtte hos Danzig,
der var kommet under Polen, og især hos de vendiske hansestæder med Lübeck i
spidsen (DUH I 208).
Kongeriget Polen
blev i 1569 ved unionen i Lublin forenet med storfyrstendømmet Litauen og blev
derved en stat, der strakte sig "fra hav til hav", nemlig fra
Østersøen til Sortehavet, men den indre styrke svarede slet ikke til den
geografiske størrelse (DUH I 218 - tekst til kort).
Men ellers var det
Danmarks forhold til Danzig og Sverige og Polens
forhold til Rusland, det drejede sig om. Danzig, der
havde den polske konge som lensherre, ønskede fri handel gennem Øresund, og
Danmark ville gerne have støtte mod Sverige og Polen mod Rusland. Ret
kompliceret. Fx blev der i 1522 sluttet et angrebs- og forsvarsforbund mellem Danzig og Lübeck rettet mod Christian II (DUH 241).
Kong Sigismund 2.
August henvendte sig i 1561 til både Danmark og Sverige om hjælp i krigen mod
Rusland, men en polsk gesandt i København fik i april 1562 kun henholdende
svar. Frederik II lå jo selv i forhandlinger med den russiske tsar! (DUH I 307).
Men så blev
forholdet mellem Polen og Sverige forværret, og den 5. oktober 1563 blev der på
møder i Stralsund og Stettin undertegnet en ny traktat. Der var tale om
et offensivt krigsforbund mod Sverige, og hermed var grunden lagt for Den
nordiske Syvårskrig 1563-70 (DUH 307)
Men det skifter
meget, og den polske gesandt har fx ikke
følt sig meget velkommen i Roskilde [Freden i Roskilde 18. nov. 1568; se også
312b]. Danskerne var ikke begejstrede for det polske tilbud om mægling.
Men det interessante her i vor sammenhæng er, at der altså var en polsk gesandt
til stede i Roskilde (DUH I 313).
Den nordiske Syvårskrig (1563-1570) afsluttedes ved freden i Stettin 13. december 1570. Fredskongressen i Stettin er den første store internationale kongres i nyere
tid i Norden, hvor repræsentanter fra en lang række af Europas magter kom
sammen med det mål at få en ende på krigshandlingerne. Fredstraktaten var
udstedt af blandt andre Sigismund 2. August, som "var repræsenteret ved to
råder og en sekretær" (DUH I 314-317).
Men Polen havde så
store kontroverser med både Sverige og ikke mindst Danmark, at det flere gange
var ved at få hele kongressen til at bryde sammen. (Til trods for den
dansk-polske traktat af 5. oktober 1563 var der fundamentale
interessemodsætninger mellem de to lande. Livland. Narvafarten. Dansk
opbringning af polske og danzigske skibe).
Diskussionerne blev så skarpe, at polakkerne ved flere lejligheder hævdede, at
de ikke længere kunne være mæglere. Men efter pres fra de øvrige mæglere blev
polakkerne, og to dage efter hovedtraktaten blev en ny, supplerende dansk-polsk
traktat underskrevet den 15. december 1570 (DUH I 317).
Men alt dette er kun eksempler på, at den danske og den polske stat nu
direkte - og på godt og ondt - havde med hinanden at gøre.
Et på flere måder
interessant eksempel på forholdene i det østlige østersøområde er situationen i
Livland, hvor svenske, russiske, polsk-litauiske og danske interesser stødte
sammen. Jeg vil her især nævne forholdene omkring det overvejende
protestantiske Kurland, nærmere betegnet "bispedømmet Kurland" (et
ret lille område på den vestlige del af den halvø vest for Riga, hvor også
selve Kurland er). Men midt i alle de komplicerede ejendoms- og
interesse-forhold vil jeg faktisk kun nævne det i vor sammenhæng interessante
forhold, at den overvejende protestantiske befolkning i "bispedømmet
Kurland" fremførte hjerteskærende protester mod at skulle komme under
Polen, hvor en katolsk reaktion ledet af jesuiterne
netop i disse år var i stærk fremgang. På et tidspunkt besatte polske styrker
en stor del af bispedømmet. I København var man pdes. ikke meget for at give
afkald på området, men pdas. var man ikke parat til at ofre meget på sagen, så
det endte med, at Frederik 2. solgte bispedømmet Kurland til Stefan Batory
for 30.000 daler. Det skete ved en traktat udstedt den 28. februar på sejmen i
Warszawa. I denne traktat blev indbyggerne sikret religionsfrihed. Men
bispedømmet blev derefter af polakkerne pantsat til hertugen af Preussen (DUH I 324f).
Men det var jo i det hele taget i Danmarks interesse at bevare især den sydlige østersøkyst på protestantiske
hænder (DUH I 328).
Som det imidlertid
hedder i Dansk Udenrigspolitiks Histories
sammenfatning af perioden 1559-1588: "De to største magter ved Østersøen, Rusland
og Polen-Litauen, spillede mest en indirekte rolle for dansk politik" (DUH I 345).
Men hvad jeg har
nævnt her, er som sagt kun nogle spredte eksempler på mødet mellem Danmark og
Polen i tiden efter de allerførste egentlige kontakter mellem de to stater
under Erik af Pommern. Og der kan jo under ingen omstændigheder blive tale om
en egentlig historisk redegørelse for de politiske forhold i østersøområdet, så
jeg vil - med overspringelse af bla. Trediveårskrigen! - skynde mig frem til et
helt anderledes direkte møde mellem danskerne og polakkerne, nemlig den polske
militære undsættelse af Danmark i 1658, så meget desto mere, som det - af gode
grunde - er et emne, der optager ks. Jan Zalewski
meget, og som han også selv har skrevet om.
Stefan Czarnieckis
polske styrke i Danmark 1658-1659
Efter
Trediveårskrigen søgte "den svenske krigerkonge Karl 10. Gustav [...] af
al kraft at udnytte de militære ressourcer, der var blevet ledige [...] til at
konsolidere den svenske stilling som regional stormagt og føre de stadig
uafsluttede opgør med Danmark og Polen til ende". [D]en næsten permanente
krigstilstand i det baltiske område [fik omsider] en ende med Karl 10. Gustavs
pludselige død i 1660 og de efterfølgende fredsaftaler i Olivaklostret uden for
Danzig samme år" [...] Dermed var den lange
konfliktcyklus, som Trediveårskrigen var af en del af, omsider til ende" (DUH II 30f).
I begyndelsen af
1656 blokerede en svensk flåde Danzigs havneindløb.
Nederlandene sendte en flådeafdeling ind i Østersøen og opfordrede - under
henvisning til alliancetraktaten af 1653 - Danmark til at reagere skarpt over
for Sverige. I slutningen af august 1656 sluttede en dansk flådeafdeling på 9
skibe sig til den 42 fartøjer stærke nederlandske flåde, der var på vej mod Danzig.
I juni 1657
erklærede Danmark Sverige krig. Og til at begynde med gik det godt. Men den
svenske konge gik hurtigt i modoffensiv, og i løbet af nogle måneder var
Jylland besat af svenske tropper.
Den 30. januar 1658
dannede Brandenburg, Polen og den tyske kejser en alliance mod Sverige. Men
samme nat gik Karl Gustav over isen og nåede helt til Roskilde, hvor den for
Danmark hårde Roskildefred blev sluttet den 26. februar.
I sommeren 1658
overvejede Karl Gustav forskellige muligheder. Det endte med, at en svensk
flåde den 7. august løb ind i Korsørs havn og landsatte en styrke, der hurtigt
nåede frem til København og til Kronborg, som blev erobret allerede den 6.
september. Den anden Karl Gustav-krig var begyndt.
Men dette
fremkaldte internationale reaktioner. Holland sendte et halvt hundrede
krigsskibe med 2000 soldater til undsætning, og deltog i forsvaret af København
og var med til at afværge den svenske storm natten mellem den 10. og 11.
februar 1659.
"Dertil kom også, at Danmarks tysk-polske allierede nu begyndte at
røre på sig efter at Frederik 3. straks efter Karl Gustavs landgang havde
anmodet om troppehjælp. I løbet af efteråret 1658 trængte en tysk-polsk hær
under kommando af kurfyrst Frederik Vilhelm af
Brandenburg op på den jyske halvø og fordrev - når bortses fra Frederiksodde
[det senere Fredericia [7]] - svenskerne fra Jylland. Året efter fortsatte
forbundshæren (uden polakkerne, se nf.) med nederlandsk maritim støtte til Fyn,
hvor den svenske besættelsesstyrke led et afgørende nederlag i et blodigt slag
ved Nyborg den 14. november 1659. Dermed havde Karl Gustavs erobringsplaner
lidt definitivt skibbrud " (DUH II 70).
Jeg citerer nu fra
artiklen "Højtidelighederne i anledning af 350-året for hetman [hærfører]
Stefan Czarnieckis overgang [over Oderfloden]
ved Gryfino" (Uroczystości
350. rocznicy przeprawy Hetmana Stefana Czarnieckiego pod Gryfinem) på
Szczecin-bispedømmets hjemmeside:
http://www.diecezja.szczecin.pl/aktualnosci/Uroczystosci-350-rocznicy-przeprawy-Hetmana-Stefana-Czarnieckiego-pod-Gryfinem_750
Der er tale om
overgangen over Oderfloden den 7. oktober 1659, altså
på vejen hjem fra felttoget i Danmark. - Czarniecki
blev dog, som det også fremgår af artiklen, først blevet udnævnt til
"hetman polny" ("felt-hærfører",
med "hetman wielki", " stor-hetman'en" over sig) den 2. januar 1665, men han
døde allerede den 16. februar 1665. "Hetman wielki"
var Stanisław Rewera Potocki (1654-1667). Under felttoget i Jylland havde Czarniecki titlen "wojewoda ruski" (1657-1664). Denne titel må vel oversættes med
"guvernør". "Województwo ruskie" var et "guvernement" i det sydlige
Polen (en del af Prowincja Małopolska)
med byen Lwów (i dag Lviv i
Ukraine) som hovedby (hentet fra forskellige internetsider). Men nu til selve
den del af artiklen, der handler om Stefan Czarnieckis
indsats i Jylland.
Baggrunden var, at
Karl Gustav i 1655 var gået ind i Polen - hvad der var grunden til Danmarks
ovf. omtalte overmodige krigserklæring. Og Frederik III havde jo i 1657 sluttet
en traktat med den polske konge Jan II Kazimierz, hvori der blandt andet stod,
at hvis svenskerne forlod Polen og angreb Danmark, skulle den polske konge
sende et korps af tilsvarende styrke til Danmark. Om forløbet frem til freden i
Roskilde den 26. februar 1658 og om Karl Gustavs genoptagelse af krigen er der
berettet ovenfor.
Allerede under den
første krig havde den polske konge reageret på et brev om hjælp fra Frederik
III ved i oktober 1657 at give en division under kommando af Stefan Czarniecki ordre til at gå til Jylland for at hjælpe danskerne.
Men på grund af vejr- og terrænforholdene kom Czarniecki
ikke længere end til Vestpommern. Men i september 1658 fik Czarniecki
på ny ordre om at gå til Danmark - hvad han gjorde med en division på 4500-5000
mand.
Den 14. december
gik de polske styrker over Alssund. Og denne overgang er, siger man, faktisk
nævnt i tredje strofe af den polske nationalsang (det har i hvert fald noget
med vand at gøre):
Jak Czarniecki do Poznania
Po szwedzkim zaborze,
Dla Ojczyzny ratowania
Wrócim się przez morze.
Hvilket i min
ordrette oversættelse (med indsatte tydeliggørelser) linje for linje betyder:
Som Czarniecki [vendte hjem] til Poznań
efter den svenske
besættelse
vil [også] vi til
Fædrelandets redning
vende hjem over
havet.
Man skal i den
forbindelse huske på, at den polske nationalsang oprindelig var de polske
legioners sang, som under revolutionskrigen kæmpede i Italien på fransk side -
under general Dąbrowski (hvorfor omkvædet jo
også begynder med ordene "Marsz, marsz, Dąbrowski"
(Fremad, fremad, Dąbrowski)). Senere fik sangen
navnet „Mazurek Dąbrowskiego”
(Dąbrowskis mazurka; den er nemlig, mærkeligt
nok for en march, i trefjerdelstakt). Sangen er skrevet i 1797 (af Józef Wybicki), i Lombardiet,
hvor de polske legioner dengang var.
Men nu til selve
overgangen over Alssund, som kort kan refereres således: Om morgenen den 14.
december 1658 nåede de allierede styrker frem til Alssund. Czarnieckis
rytterenheder udgjorde i alt 780 ryttere og heste. Den brandenburgske styrke
var på 5000 mand infanteri samt artilleri. Denne styrke blev støttet af fire
danske krigsskibe. Den svenske styrke i Sønderborg var på 1800 mand.
Først forsøgte det
brandenburgske infanteri af gå over sundet, men det blev mødt af kraftig
modstand fra de svenske skanser. Så besluttede Czarniecki
at sætte sit rytteri over. Det skete i små pramme og både - som hestene
svømmede bag efter. Temperaturen var på 2-4 grader Celsius, og sundet var på
dette sted (ca. 2 km nord for sønderborg Slot)
400-500 m bredt. Overgangen lykkedes, og Czarnieckis
styrke splittede det svenske infanteri og rytteri og tvang svenskerne til at
trække sig tilbage til Sønderborg og Nordborg.
INDSKUD fra en anden internetside:
Det var den 14.
december, og der var en så hård frost [se dog temperaturangivelsen ovf. - det
er vel +grader?], at hestene ikke kunne svømme, men måtte trækkes gennem det
kolde vand liggende fladt som brædder, og da de kom op af vandet, var de
stivfrosne, så at rytterne, da de var siddet op, måtte skynde sig at sætte dem
i bevægelse, så de kunne få varmen.
http://aburbecondita753.blogspot.dk/2011/10/wyprawa-stefana-czarnieckiego-do-danii.html
Sønderborg blev nu
belejret og beskudt at såvel det allierede artilleri fra den anden side af
sundet som af de danske krigsskibe - som dog senere blev tvunget til Flensborg
af svenske krigsskibe, der uventet dukkede op. Natten mellem den 16. og 17.
december forlod den svenske besætning Sønderborg og sejlede bort på svenske
krigsskibe.
Den 18. december
indtog de allierede styrker Nordborg, og den 25. december (juledag!) indtoges
Koldinghus. Fra 7. februar havde Czarniecki sit
hovedkvarter i Århus, og den 27. maj indtoges Frederiksodde (Fredericia).
Herefter forlod de svenske styrker Jylland og sejlede over til Fyn. Den 27.
august 1659 forlod den polske styrke Århus og drog hjem til Polen.
Der henvises til
sidst til professor W. Czaplińskis bog „Polska a Dania XVII-XX w” (Polen og Danmark. 16. - 20.
århundrede). Denne bog er anmeldt af Jørgen Steen Jensen i Historisk
Tidsskrift, Bind 13. række, 6 (1979) 1 - http://e-tidsskrifter.dk/ojs/index.php/historisktidsskrift/article/view/32893/63514
Dette kunne
suppleres med beretninger om de polske troppers møde med danskerne, såvel mere
morsomme ting om, hvordan de to nationaliteter oplevede hinanden, som mere
ubehagelige ting i forbindelse med det forhold, at de polske soldater jo måtte
"leve af landet".
Danmark og Polen i tiden
1660 til 1945
Om forholdet mellem
Danmark og Polen i tiden fra den spektakulære polske indsats i Jylland
1658-1659 er der ikke meget at sige her. Men jeg kan da nævne, at det i Dansk Udenrigspolitiks Historie bla.
nævnes, at "under Augusts [August II Mocny] rastløse ledelse havde Polen [...] markeret sig som
en af Sveriges fjender - og dermed som en potentiel alliancepartner for Danmark"
(DUH II 173). Og under Den Store Nordiske Krig 1700-1721 var både Danmark og Polen-Litauen med i den
store alliance mod Sverige (med undtagelsen af Stanisław
Leszczyńskis regeringsperiode 1705–1709).
Polens delinger -
og i 1795 dets totale forsvinden fra landkortet - var det lille land Danmark et
bekymret vidne til, og der var i Danmark også stor sympati med/for polakkerne.
Og i 1864 henviste statsminister Monrad til polakkernes evne til at overleve
som folk, hvis det skulle komme dertil, at Danmark gik under som stat.
Tilsvarende overvejelser gjorde danske politikere sig i tiden op til og under
Anden Verdenskrig.
Især de polske
opstande 1830-1831 og 1863 blev fulgt med sympati i Danmark. I Dansk Udenrigspolitiks Historie nævnes
desuden (jo i forbindelse med 1863-opstanden), at "Antagelig bidrog det
polske problem til Preussens i foråret 1863 nedtonede engagement i den
dansk-tyske konflikt" (DUH III 220). At dette så
har bidraget til det katastrofale danske overmod, er en anden sag og jo i hvert
fald ikke polakkernes skyld!
Et vigtigt eksempel
på danske kulturpersonligheders interesse og sympati for Polen er den store
danske litteraturkritiker Georg Brandes, den danske naturalismes fader,
ophavsmanden til "det moderne gennembrud" i 1870'erne. Brandes var
meget optaget af polakkernes sag og besøgte Polen flere gange (1885, 1887,
1894, 1898). I 1888 udgav Brandes bogen Indtryk
fra Polen. En polsk udgave med titlen Polska (Polen) udkom, så vidt jeg
har kunnet se, samme år.
Jeg ville
naturligvis gerne have haft tid til at sige en hel del om den polske
indvandring til Danmark, men jeg må nøjes med at konstatere, at de første
polske sæsonarbejdere kom til Danmark i 1893, det
sidste hold i 1929. Det var især unge kvinder fra Galicien,
som arbejdede i de danske roemarker, med lugning og optagning. Men der kom også
polske mænd, som fx arbejdede i teglværkerne. Under Første Verdenskrig blev det
vanskeligt for polakkerne at komme hjem, og flere tusinde endte med at blive i
Danmark.
Da det var arbejdet
i roemarkerne, det først og fremmest gjaldt om, og da sukkerroerne kun dyrkes i
det sydlige Danmark, var det Lolland-Falster, der fik den største indvandring
af polakker. Hvis man fx slår op i telefonbogen her, vil man finde mange polske
navne.
En række kulturelle
foreninger blev oprettet af polske arbejdere i Danmark i 1920´erne, og i 1933
så ”Foreningen af polakker i Danmark” dagens lys. På Lolland-Falster, hvor jeg
bor, er der nu kun Maribo-afdelingen tilbage, men den er min kone og jeg meget
aktive medlemmer af. Til de polske sæsonarbejdere
blev de såkaldte polakkaserner opført, som især de unge polske kvinder boede i i roesæsonen. En af dem, i landsbyen Tågerup, ca. 5 km fra,
hvor vi bor nu, er fint restaureret og indrettet som museum, Museum Polakkasernen, en bevaret og
restaureret bygning. Den besøges af mange gæster i sommerens løb, og sæsonen
åbnes ved en traditionsrig fest med deltagelse af repræsentanter for den polske
ambassade i Danmark, nogle gange også ambassadøren, samt af medlemmer af de
polske foreninger fra Lolland-Falster og Sjælland. Men der er i det hele taget
et rigt foreningsliv i de polske foreninger i Danmark. I 1999 dannedes
paraplyorganisationen Federacja „Polonia”, som repræsenterer alle
polske og polsk-danske organisationer i Danmark.
Til at begynde med
stod de polske landarbejdere langt nede på den sociale rangstige, men de blev
hurtigt integreret i samfundet. Nogle købte jord, andre oprettede deres egne
virksomheder. I dag er polakkerne et godt og respekteret befolkningselement i
Danmark.
Da de polske
indvandrere var katolikker, fik den polske tilstedeværelse også kirkelig
betydning. På Lolland-Falster er der i dag tre romersk-katolske kirker, i
Nykøbing, Maribo og Nakskov.
Danmarks holdning
til det genopståede Polen (og de baltiske lande) i tiden mellem første og anden
verdenskrig er interessant. Sympatien er stor nok, og der gøres også meget for
at fremme det økonomiske samkvem og danske
virksomheders aktiviteter, men hvad de politiske forbindelser angår, udviste
Danmark en iøjnefaldende tilbageholdenhed. Disse lande ville gerne knytte
forbindelse til de skandinaviske lande, som jo kunne yde en modvægt mod Sovjetunioen og (for Polens vedkommende) Tyskland. Men som
der står i Dansk Udenrigspolitiks
Historie: "Jo mere de unge stater søgte tilnærmelse til Danmark for at
lægge afstand til deres store nabolande, des mere lagde Danmark afstand til dem
for at bevare det gode forhold til selv samme stormagter" (DUH IV 246). Jeg citerer videre:
Den danske liggen død-politik og ekstreme
forsigtighed i alle spørgsmål, der var kontroversielle i forhold til
stormagterne udsattes for kritik fra blandt andet Polen, som i 1920'erne og
begyndelsen af 1930'erne ønskede dansk medvirken til en mere håndfast kurs over
for Tyskland. Danmarks svar var et betydeligt privatøkonomisk engagement, der
tog afsæt i indgåelsen i 1924 af en Handels- og Søfartstraktat, og som blandt
andet fandt udtryk i ingeniørfirmaet Højgaard & Schulz' aktiviteter og i en
voksende polsk kuleksport til Danmark. Selv om den polske regering og enkelte
indflydelsesrige danske, særlig direktør Knud Højgaard fra nævnte firma, søgte
at udbygge dette voksende økonomiske samvirke med en politisk dimension, var de
skiftende danske regeringer meget forsigtige på dette punkt - ligesom de var
det i forholdet til de baltiske lande (DUH IV 246).
Og jeg kunne citere
videre. Det afgørende var, at man i København ikke følte, man havde råd til
andet; man følte også sin egen suverænitet truet.
Nazitysklands - og
senere Sovjetunionens - overfald på Polen i september 1939 blev selvfølgelig
også i Danmark fulgt med både forfærdelse og medfølelse med Polen. Og jeg har
for mit eget vedkommende ofte tænkt på, at Polens skæbne har været medvirkende
til, at Danmark lod sig besætte af Nazityskland den 9. april 1940 og derefter
gik ind i samarbejdspolitikken. Man havde jo set, hvordan Polen faktisk (trods
den engelske og franske krigserklæring) blev svigtet af sine allierede. Og
Danmark havde ingen allierede. Især var det fra især britisk side gang på gang
blevet erklæret, at vi ikke skulle regne med nogen hjælp. - At mange danskere,
deriblandt jeg selv, skammer os over dette, er en helt anden sag, som jeg ikke
skal komme nærmere ind på her.
Men som allerede
nævnt byggede samarbejdspolitikken til dels på det polske eksempel fra
delingernes tid. Man ville som polakkerne prøve at overleve som folk - og undgå
at få folket nazificeret. Nu blev den tyske besættelse - mod hvad man til at
begynde med havde forventet - ganske kort. Men det lykkedes faktisk at undgå en
nazificering af det danske folk.
Om
Warszawaopstanden skriver Dansk Udenrigspolitiks Historie: "Ingen, der
havde medansvar for udviklingen i Danmark, kunne overse pointen: Befrielsen
kunne være livsfarlig" (DUH IV 583).
Danmark og Polen under Den
Kolde Krig
Som det var
tilfældet fra september 1939 til maj 1945, har vi i Danmark også med særlig
interesse og medfølelse fulgt Polens historie i tiden fra maj 1945 til
september 1989, hvor Tadeusz Mazowiecki blev den første demokratisk valgte
premierminister i efterkrigstidens Polen. Og vi følger stadig den nu meget
spændende og positive udvikling i Polen - bare ikke nok, og ikke bredt nok, så
derfor er fælles begivenheder som disse dage her i Szczecin og omegn meget
vigtige.
Men hvad nu Den
Kolde Krigs periode angår, gjorde de samme faktorer sig gældende, som havde
gjort sig gældende i mellemkrigstiden: Sympatien med polakkerne var stor, men
man var fra den danske stats side meget forsigtig. Dog var det også sådan, at
man såvel i den danske befolkning som blandt danske politikere så noget særligt
i Polen. Måske har man overvurderet de polske politikeres muligheder, men man
har gerne villet møde dem og tale med dem, og man ved jo heller ikke, hvad de
danske og de polske politikere har talt om på tomandshånd og uden for referat.
Jeg tror, at de fleste både polske og danske politikere har vidst, at man ikke
ville hinanden noget ondt, men tværtimod gerne ville have et så godt og dybt
forhold til hinanden som overhovedet muligt. Jeg husker, hvordan jeg selv som
universitetsstuderende og lidt politisk aktiv i Det Konservative Folkeparti diskuterede
disse forhold med et par endnu mere politisk aktive kammerater - fra Det
Radikale Venstre. De besvarede mine indvendinger (mod deres kontakter med
polske kommunister) med, at det betød noget, at de talte med politisk aktive
unge polakker, som var the coming men.
Og jeg måtte sige, at det kunne der selvfølgelig godt være noget om. Men jeg
vil nu drage nogle eksempler frem fra, hvad der er sket på statsniveau.
Danmark var i 1949
blevet medlem af NATO, men som bekendt på en til tider meget fodslæbende måde. På godt og ondt, vil jeg i dag sige. Det
første eksempel, jeg vil fremdrage, er den danske modstand mod den
"strategiske eksportkontrol" over for østbloklandene, også under Koreakrigen. Og helt særligt vil jeg nævne, at Danmark
"frygtede en sovjetisk modboykot, der kunne berøve Danmark den så vigtige
kulimport fra Polen" (DUH V 213).
I 1957 afviste
Danmark de sovjetiske forslag om at gøre Østersøen til et "fredens
hav", men man var alligevel interesseret i, at især Polen "kunne opnå
øgede kontakter vestover, blandt andet til Danmark, hvilket man i København var
interesseret i og også regnede med var en del af baggrunden for Warszawas klare
støtte til de sovjetiske forslag" (DUH V 327).
I 1956 var det
hovedsagelig den brutale sovjetiske fremfærd i Ungarn, der optog sindene, men
man reagerede selvfølgelig også på begivenhederne i Polen (Poznań).
Og jeg kan citere
fra teksten under et billede af udenrigsministrene J.O.
Krag og Adam Rapacki under førstnævntes officielle
besøg i Polen i september 1959 - "det første af sin art af en minister fra
et NATO-land": "Samtidig med at Danmark fastholdt en venlig,
henholdende afvisning af de forskellige forslag om atomvåbenfri zoner m.v. fra
ikke mindst polsk hold, indledte allerede Krag således i det små den 'Øst-politik',
Per Hækkerup hen mod midten af 1960'erne som ny udenrigsminister blev kendt
for" (DUH V 571).
Og så kom den
polske førstepartisekretær (pierwszy sekretarz) Władysław Gomułkas plan i 1964 om fastfrysning af A-våben i
Centraleuropa. Den førte straks - i forlængelse af "de relativt nære
diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Polen siden slutningen af
1950'erne" til "regelmæssige diskrete kontakter mellem de to landes
udenrigsministerier" (DUH V 572). Og det "stod i stigende grad klart for regeringen,
at Polen havde en selvstændig national interesse i at fremsætte planen"
(DUH V 573).
Den polske
udenrigsministers såkaldte Rapacki-plan i 1964 om
indkaldelse af en konference om kollektiv
europæisk sikkerhed forholdt den danske regering sig til på den sædvanlige måde
- og i sædvanlig modsætning til de fleste andre NATO-lande. Og man respekterede
de polske ønsker om at undgå offentlig omtale og officiel behandling af sagen.
I NATO-rådet understregede Danmark, at den vestlige dialog med Polen burde opretholdes
(DUH 592f).
Ja, det er det samme hele tiden. Efter en besøgsrække til Tjekkoslovakiet, Polen og Jugoslavien i
eftersommeren 1965 berettede Per Hækkerup i Udenrigspolitisk Nævn om
interessante udviklinger i disse lande. Det gjaldt såvel den voksende nationale
følelse som ønsket om udvikling af mere liberale økonomiske systemer. Og han
havde bemærket en overordentlig stærk interesse for at udbygge kontakten med de
mindre lande i Vesteuropa. "Denne småstatsdialog på tværs af Jerntæppet
måtte fortsættes, fremhævede Per Hækkerup, som især fandt de uformelle samtaler
med de østeuropæiske ledere interessante". "Navnlig synes Rapacki at have spillet en rolle [...]. Den polske
udenrigsministers tilsyneladende oprigtighed og engagement gjorde indtryk på
Hækkerup og hans ledende embedsmænd" (DUH V
582).
Men jeg vil nu
tillade mig at komme en hel del ind på de rent militære forhold, herunder min
egen beskedne rolle. Når jeg i dag sidder her som i hvert fald noget
"slavist", skyldes det, at jeg under min aftjening af værnepligt
1962-1964 blev uddannet til såkaldt sprogofficer - med russisk (og jeg blev i
1968 cand. mag. i dansk/russisk). Jeg må dog understrege, at jeg efter min
udnævnelse til løjtnant af reserven og senere premierløjtnant helt primært
fungerede som taktisk efterretningsofficer, først i Bornholms Værns og Regions
stab (en brigade- og regionsstab), senere i infanteribataljonernes stabe -
hvorefter jeg (i 1972) blev feltpræst af reserven. Jeg havde altså ikke den
store strategiske indsigt i, hvad der foregik. Men noget hørte man
selvfølgelig. Og en af de ting, vi efterhånden blev klar over, var, at russisk
ikke var nok, og jeg husker, man talte om, at nogle af vore yngre
sprogofficerskammerater ligefrem, vist oven i købet i ret stor hast, blev
omskolet til - polsk! Og fra 1972 til 1993 uddannede man også sprogofficerer i
polsk fra grunden af (ser jeg nu helt nøje i Wikipedia). - Jeg er ikke selv
blevet omskolet til polsk i militær sammenhæng. Jeg begyndte først mit
selvstudium af polsk i 1990 (så småt). Og det var i en hovedsagelig kirkelig
sammenhæng!
Vi blev alle meget
kede af at høre dette. Selvfølgelig var en sovjetisk soldat også et menneske,
som vi nødig ville slå ihjel eller gøre fortræd, men det ville være endnu mere
forfærdeligt, hvis vi skulle komme i krig med nogle polakker, som helt klart
ville være blevet tvunget til at angribe os. Ikke desto mindre er det dag
offentligt kendt, hvad vi fik at vide dengang, nemlig at to polske divisioner
skulle være blandt de første Warszawapagt-enheder,
der i givet fald skulle angribe Danmark. Og det er i dag også offentligt kendt,
at det drejede sig om 7. Landgangsdivision (marineinfanteri) (7. Dywizja Desantowa ("niebieskie berety") og 6.
Luftlandedivision. 6. Dywizja Powietrzno-Desantowa
("czerwone berety").
Min vigtigste kilde til dette er en artikel fra 2002 i det kendte polske
ugeblad Wprost
("ligeud" eller "rent ud sagt") - som vel at mærke er
skrevet af historikeren Paweł Piotrowski fra Wrocław-afdelingen
af IPN, det polske Institut for National Erindring (Instytut
Pamięci Narodowej, IPN). Og det fremgår af artiklen, at disse to polske
divisioner - sammen med sovjetiske og østtyske enheder - især skulle erobre
Sjælland. Det fremgår også af artiklen, at man påregnede indsættelse af en hel
del taktiske A-våben - og at man selv regnede med ca. 50 procents tab i
operationens første fase.
Men tilbage til
udenrigspolitikken. Grundlæggende er mønstret det samme. Det gælder også i
situationen omkring Warszawapagt-landenes invasion af
Tjekkoslovakiet natten til den 21. august 1968.
Hvis jeg igen må
tillade mig en personlig bemærkning, så var jeg selv genindkaldt til såkaldt
rådighedstjeneste i sidste halvdel af august, men var tilfældigvis ikke på
Bornholm i den forbindelse. Jeg var på øvelse et andet sted i landet. Men nogle
af mine kammerater havde været på Bornholm og kunne fortælle, at der havde
været øget Warszawapagt-flådeaktivitet - og vel også
flyaktivitet - at vore to radarer (sø- og luft-, NATO's vigtige øjne inde bag
og langt ind bag Jerntæppet) var blevet jammet (i øvrigt på en meget mærkelig
måde, efter hvad jeg hørte). Og de kunne fortælle, at beredskabet havde været
øget. Det var i det hele taget mærkeligt at være på militærøvelse i de dage,
også på grund af særlige omstændigheder, som jeg den dag i dag ikke vil komme
nærmere ind på.
Men enhver kunne jo
sige sig selv, at hvor uhyggeligt dette overgreb mod Tjekkoslovakiet end var,
så kunne situationen umuligt være en trussel mod Danmark - medmindre det hele
skulle komme fuldstændig ud af kontrol. Det var naturligvis også den danske
regerings holdning. Jeg er også overbevist om, at ingen bebrejdede Polen noget
for den polske deltagelse i invasionen og undertrykkelsen af det tjekkiske
forår. Alle vidste, at i hvert fald netop Polen var tvunget til at være med.
Den dansk-polske
afspændingsdialog fortsatte, ja, Danmark spillede ligefrem en rolle som
formidler og budbringer mellem Bonn og Warszawa.
Når
udenrigsminister Poul Hartling (som i øvrigt var præsteviet teolog) udsatte et
officielt besøg i Polen (dog uden at sige det offentligt), var det på grund af
den antisemitiske kampagne dér fra slutningen af 1968. Senere blev et dansk udenrigsministerbesøg
udsat på grund af polsk irritation over en påstået dansk opmuntring til polske
jøder om at emigrere til Danmark. Først i april 1972 besøgte en dansk
udenrigsminister igen Polen.
I
de følgende år flygtede omkring 3000 polske jøder til Danmark, for at undgå de
antisemitiske forhold, der herskede i Polen.
I 1970'erne var
forholdet til Polen præget af, at man anså dette land for at have det mest
'liberale' regime i Østeuropa. Samtidig kunne Politiets Efterretningstjeneste
dog konstatere, at den polske efterretningsvirksomhed i Danmark i omfang kun
blev overgået af den sovjetiske. Dette var
baggrunden for, at de polske ønsker om henholdsvis en visumfrihedsaftale og en
konsulatsaftale ikke blev imødekommet.
Og Dansk Udenrigspolitiks Historie nævner
nu, at de danske myndigheder var vidende om de angrebsplaner, jeg har fortalt
om ovenfor. (Afsnittet "Den polske front" refererer fyldigt den
artikel af Paweł Piotrowski,
jeg også har bygget min fremstilling på, og der vises et kort over indsættelsen
af de polske styrker ifølge operationsplan OP-61). Offentligt kendt blev disse
planer gennem blandt andet Berlingske
Tidendes omtale af dem den 15. februar 1976.
Men der blev også
indgået aftaler, ikke mindst om forskellige ressource- og miljøforhold i
Østersøen. Og selv om også den øgede polske flådeaktivitet i østersøområdet gav
anledning til dansk uro og danske bemærkninger, fx under statsminister Anker
Jørgensens officielle besøg i Polen i oktober 1976, og selv om man fra polsk
side var utilfreds med den danske presse kritik af forholdene i Polen,
"bevaredes dog et forholdsvis åbent diskussionsklima mellem landene"
(DUH VI 165f).
Så kom 1980'erne.
Begivenhederne i Polen efter strejkerne og aftalerne i august 1980 blev fulgt
nøje af den danske regering, og der var i den danske befolkning stor sympati
med menneskene i Polen og med Solidaritet (Solidarność).
En af de ting, man var bekymret over og forberedte sig på, var at en voldelig
udvikling i Polen, måske i forbindelse med en sovjetisk invasion kunne føre til
store flygtningestrømme til Bornholm.
Og der kom faktisk
en hel del såkaldte solidaritetsflygtninge til Danmark i 1980'erne.
Men ellers optrådte
den danske regering som danske regeringer plejer, nemlig meget tilbageholdende,
ja, undertiden nærmest uforstående og kritisk over for Solidaritets og den
polske befolknings krav. Det er svært for mig at sige, hvor meget af dette, der
skyldtes traditionel dansk frygt for en stormagt, nemlig Sovjetunionen, eller
en, også indenrigspolitisk og ideologisk motiveret, modvilje mod at træde for
hårdt op mod et østblokdiktatur, når vi jo også havde diktaturer og
militærdiktaturer i Vesten, eller den jo yderste fornuftige og realistiske
forståelse af, at man meget nemt kunne skade Solidaritet, hvis man fra vestlig
side markerede en alt for voldsom støtte. "Den danske regering var imod, at situationen blev udnyttet i den
internationale politik, og havde ikke sympati for de kredse i Vesten, der
ønskede konfrontation" (DUH VI 235). Og man
fortsatte med at yde humanitær hjælp til Polen. Der blev i 1980'erne fra dansk
side, i høj grad privat og NGO, fx Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp, ydet
omfattende humanitær hjælp og anden støtte til Polen.
Den danske fagbevægelse er blevet kritiseret for sin passivitet i forhold
til begivenhederne i Polen i 1980'erne, men den gik dog videre end
"sit" parti Socialdemokratiet, og i Bent Boels artikel "LO og
Solidarnosc,1980-1989. Så nær og dog så fjern" (Arbejderhistorie nr. 2, 2007) forsvares og forklares den danske
fagbevægelses optræden. Tidsskriftet Arbejderhistorie
udgives af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH) [8]
Men det hele endte jo godt. Allerede i 1989 fik Polen som nævnt sin
første demokratisk valgte premierminister. I 1990 blev Solidaritets-leder Lech Wałęsa den første demokratisk valgte præsident
efter Anden Verdenskrig. Og den 27. oktober 1991 afholdtes det første helt frie
parlamentsvalg.
Polen, Ungarn og
Tjekkiet blev optaget i NATO i 1999, hvad Danmark havde været blandt de største
fortalere for. Og efter EU-mødet i København 2002 blev Polen og ni andre
ansøgerlande optaget i Unionen.
Hvad NATO angår,
bør vi vel her i Szczecin nævne oprettelsen i 1999 af det nye multinationale
dansk-tysk-polske korps, hvori indgår en division fra hvert af de tre lande, og
som fik hovedkvarter her i byen - i det kaserneområde, som nu på NATO-sprog
hedder Baltic Barracks,
hvilket på dansk må være enten "Den Baltiske Kaserne" eller
"Østersøkasernen". Gad vidst, om nogen nogensinde har prøvet at sige
det på dansk! På polsk hedder det Koszary Bałtyckie. Selve korpset må på dansk hedde Korps
Nordøst, eller altså Det Multinationale Korps Nordøst. Men igen er det mest
NATO-engelsk, man bruger: Multinational
Corps Northeast (forkortet MNC
NE). På polsk hedder det Wielonarodowy Korpus Północ-Wschód. - Da min egen
yngste søn var i hæren, var han nogle gange på NATO-øvelser i Polen, i hvilken
forbindelse han et par gange også var i dette korpshovedkvarter. Det var meget
stort for mig gamle koldkrigssoldat at følge med i og høre om.
Hvad der ellers er
sket i forholdet mellem Danmark og Polen indtil i dag, vil jeg afstå fra at
komme ind på. Der er jo nu kontakt på alle måder og områder og et rigtig godt
forhold. Der er selvfølgelig det med "den polske blikkenslager" og
andre håndværkere. Og det, at nogle polske kriminelle opererer i Danmark. Men
det skal nok gå. Det, jeg selv savner mest, er, at man både i den danske
befolkning som helhed og trods alt nok også i det danske politiske system for
alvor får øjnene op for Polens og polakkernes mange kvaliteter og store
potentiale. Man kan så sige, at jeg jo er professionel og bare, hvad der er
meget almindeligt, ønsker at alle andre skal interessere sig for det samme, som
jeg interesserer mig for. Men jeg har altså først sent i mit liv fået et
særligt forhold til netop Polen, så man kan også vende det om og sige, at det
er "de polske kvaliteter", der har fået mig til at engagere mig så
meget i det polske (selv om det stadig kun er en del af mit "slavistik-bifag"). Så det skal nok komme. Jeg forudser en stor
fremtid for forholdet mellem de to Østersø-naboer Danmark og Polen.
"Efterskrift"
10.10.12.
- Tilhørerne på universitetet i Szczecin var meget glade for og interesserede i
denne slutning. Men man spurgte også, hvad jeg byggede min optimisme på. Og jeg
måtte i mit svar allerførst henvise til min egen og Annas store begejstring for
polakkerne. Men da det jo allerede ligger i det, jeg sagde i min slutning, at
en sådan ligefrem begejstring ikke er så udbredt i Danmark, hvor mange stadig
har en forestilling om Polen som et tilbagestående land - og da noget
tilsvarende nok har ligget i tilhørernes spørgsmål - måtte jeg, som det mest
afgørende, henvise til, hvad polakkerne allerede har vist de kunne, og til,
hvad de i fremtiden vil vise de kan. Jeg nævnte i den forbindelse (som så ofte
før), at Polen nu er i den bedste situation, det nogensinde har været i. Og jeg
henviste desuden til den amerikanske professor (var han vel), der har forudset,
at Polen ligefrem kan blive EU's førende land.
NOTER
[1a]
Carsten
Due-Nielsen, Ole Feldbæk og Nikolaj Petersen (red.): Dansk Udenrigspolitiks Historie I-VI, København 2001-2004. -
Forkortet DUH.
[1]
Der
hersker fortsat delte meninger om, hvem Svend Tveskæg egentlig var gift med,
bl.a. fordi kilderne enten er uklare, eller også modsiger de hinanden.
Den mest "velordnede" model fremgår bl.a.
af Steenstrups bidrag til Danmarks Riges Historie (bind 1). Her gifter
Svend sig først med en datter [Swietoslawa] af hertug
Mieszko 1 af Polen. I Danmark kaldes hun Gunhild. Med
hende får Svend børnene Tyra, Harald og Knud.Det foreligger
ikke dokumenteret direkte, at Gunhild først hed Swietoslawa,
eller at Mieszko havde en datter med dette navn, men
der er - som beskrevet senere - gode indicier herfor.
http://www.vikingekonger.dk/Vikingekonger%20HTML/Artikler%20B/Svend%20Tveskaegs%20hustruer.html
-
PL WIKIPEDIA:
Ryksa, najstarsza córka Bolesława III Krzywoustego i Salomei z Bergu,
urodziła się w 1116.
-
W 1129 lub 1130 Ryksa
poślubiła Magnusa Silnego, syna króla Danii Nielsa Starego. Z tego
związku na świat przyszli król Danii Kanut V i Niels. Magnus Silny,
który w 1129 został koronowany na króla Szwecji, zmarł 4 czerwca
1134.
http://pl.wikipedia.org/wiki/Ryksa_Boles%C5%82aw%C3%B3wna
-
Dansk
Biografisk Leksikon: Richiza, f. senest 1108,
dronning. I forbindelse med kong Niels' og hertug Boleslawaf
Polens fælles angreb på Pommern aftaltes ægteskab mellem den danske kongesøn
Magnus og den polske hertugdatter R.; ifølge Saxo fejredes brylluppet i Ribe
1127. Efter at Magnus var faldet i slaget ved Fodevig 1134 ægtede R. "Waledar, ruthenes fyrste",
der snarere er identisk med fyrst Wolodar af Minsk.
-
Wikipedia:
I
1129 blev Magnus gift med prinsesse Rikissa af Polen
eller Richia Sventoslava
(1106-1155), datter af Boleslav 3. af Polen
-
DUH I 65: Svend Estridsen havde
bortgivet sin datter Sigrid til abodritterfyrsten
Godskalk. På den måde blev Knud Lavard fætter til den Henrik, som han i 1129
afløste som knés (konge).
[2]
Dette
bygger på Den Store Danske, internetudgaven. Det første årstal 1436 går på, at
det var i det år, han slog sig ned på Gotland. Alt 1434 var der udbrudt oprør i
Sverige, og i 1436 udbrød der også oprør i Norge, hvilket altså fik Erik til at
flygte til Gotland. Så snart Christoffer af Bayern var ankommet, opsagde
rigsrådet i 1439 Erik af Pommern som konge.
[2b]
Den
Store Danske Encyklopædi, internetudgaven: http://www.denstoredanske.dk/
[3]
Wikipediartikel med kort:
http://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_ved_Bornh%C3%B8ved_(1227)
[4] http://pl.wikipedia.org/wiki/Eryk_Pomorski
Eryk Pomorski (ur. przed 11 czerwca 1382 w
Darłowie, zm. zap. 3 maja lub przed 16 czerwca 1459, tamże[1][2])
– książę pomorski z dynastii Gryfitów.
Król Norwegii (jako Eryk III) w latach 1389-1442, król Danii (jako Eryk VII) w
latach 1396-1439 i król Szwecji (jako Eryk XIII) w latach 1396-1434/1435-1439,
książę słupski i stargardzki jako Eryk I w latach
1449-1459. Syn księcia słupskiego Warcisława VII i Marii, córki
Henryka III, księcia meklemburskiego, z linii meklembursko-zwierzyńskiej.
Eryk urodził
się na zamku darłowskim, na chrzcie otrzymał imię bardzo
popularne w dynastii Gryfitów – Bogislaw
(Bogusław). Babką Eryka, matką Marii meklemburskiej była
księżniczka duńska Ingeborga, córka króla Waldemara IV Atterdaga, ostatniego męskiego przedstawiciela
dynastii Estridsenów na tronie duńskim. Siostrą Ingeborgi
była Małgorzata
I.
[5]
Hvor
kommer stavemåden Bugislav fra? Jeg har ikke kunnet
finde noget om det. Men på polsk betegnes "Eryk Pomorski" jo mest som Bogusław,
dog også Bogislaw (altså med "l", se noten
ovf.). Jeg har prøvet, om det kunne være kasjubisk. Men Bugislav
er vel den danske (germanske?) gengivelse af Bogusław.
[6]
Når
det danske rigsråd i 1436 gjorde fælles sag med det svenske, hang det sammen
med, "at kong Erik, der ikke selv havde fået børn, ønskede sin pommerske
fætter Bugislav anerkendt uden valg som sin
efterfølger". Men det mødte modstand, "og da kong Erik i 1437-38
alligevel søgte at sikre Bugislavs position ved at
indsætte pommerske lensmænd i Danmark, fastlåstes konflikten" (DUH I 156). - Men Bugislav døde
[7]
Fra
http://da.wikipedia.org/wiki/Fredericia#Baggrund_for_navnet :
Christian
4. indså efter eventyret i 30-årskrigen og Wrangels uhindrede hærgen, at det
var nødvendigt at bygge en stærk fæstning i Jylland, og at dette kunne
kombineres med hans planer om en jysk storby Jyllands By.
Efter at to halvøer ved indløbet til Gudsø Vig, nemlig
Houens Odde og Emmernæs, var forkastet som mulig
placering, blev Lyngs Odde valgt. Her blev anlagt en befæstet lejr med
skanseanlæg, der i en halvbue strakte sig fra kyst til kyst. Imidlertid løb Torstenson nemt anlægget over ende i 1644, og det blev Frederik
3. der endeligt kom til at føre fæstningsplanerne ud i livet ved på rigsmarsk
Anders Billes anbefaling at anlægge en flankefæstning på den ellers øde Bers odde lidt længere mod nord. Denne store opgave blev
påbegyndt i midten af 1640'erne.
Den 15. december 1650 satte kongen sin underskrift
på det dokument, der gav byen de første privilegier. I 1651 navngaves
den nye fæstningsby Frederiksodde efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit
nuværende latiniserede navn, Fredericia.
[8]
- - -
ENDNU ET EKKO FRA SZCZECIN
4/10 - 5/10 2012
Oversættelse af omkvædet til den polske sang
"Abyśmy byli jedno".
Se kommentaren.
For at vi ét må være,
ræk nu hinanden
hånden!
Så at nu i det nære
hjertet er ét og
ånden.
Vi deler brødet
og himmelmødet.
Må Ånden give,
må Ånden give,
at ny må blive
vor jord her!
Polsk original: J. Zawitkowski.
Dansk endelig version: Bent
Christensen 10.10.12.
Hele den polske
tekst, hvis første linje betyder "Jeg ser på fuglene og markens
liljer", kan høres sunget af Monika Grajewska
på:
http://mp3.moje.pl/Monika_Grajewska/Aby%C5%9Bmy_byli_jedno.html
Og den kan læses
her (med min markering af de i den sungne sang trykstærke vokaler i omkvædet):
1. Patrzę na ptaki i lilie polne,
widzę, jak Ojcze troszczysz się o nie;
tylko my, ludzie, na Twojej ziemi
nie potrafimy chlebem się dzielić.
Ref.
Abyśmy byli jedno, podajmy sobie ręce.
Abyśmy byli razem i jedno mieli serce.
Dzielmy się
chlebem, dzielmy się niebem;
Niech się
odmieni, niech się odmieni
oblicze ziemi, tej ziemi.
2. Przymnóż nam wiary i odmień serca
niechaj zapłonie ogień braterstwa;
i niech już przyjdzie na ludzką
ziemię
oczekiwane wciąż nowe plemię.
Ref. Abyśmy byli jedno...
3. O ludzie, bracia, do was wołamy -
niech się zakończą grzechów
rozłamy
i w ocalonym rodzinnym domu
obdzielmy siebie znakiem pokoju.
Ref. Abyśmy byli jedno ...
4. O Chryste, Królu przyszłego wieku
niechaj blask prawdy w każdym człowieku
uczyni jedno ludzkie wyznanie -
żeś Ty nam Bogiem, żeś Ty nam
Panem.
Ref. Abyśmy byli jedno ....
Hymn kongresu eucharystycznego, Wrocław 1997.
Tekst: Biskop J. Zawitkowski.
Mel.: Pastor W. Kądziela.
KOMMENTAR:
Første version af
nedenstående oversættelse blev lavet ved nattetide (og på ganske kort tid) den
4. oktober 2012 - den første af Harald Blåtand-dagene i Szczecin (se undersiden
"Internationalt" på min hjemmeside). Jeg var blevet bedt om det med
henblik på at danskere og polakker skulle kunne synge denne sang på hver sit
sprog, mens vi stod og holdt hinanden i hænderne. Jeg ved foreløbig ikke, om
der i forvejen findes en dansk version. Og jeg understreger, at der er tale om
et meget hurtigt arbejde i en særlig situation - hvori blandt andet indgik, at
jeg næsten ikke kendte melodien! Nu (10.10.12) har jeg imidlertid fundet
melodien på Nettet, så jeg ikke mindst har kunnet korrigere slutningen, der jo
er ret speciel - idet den bygger på pave Johannes Paul II's berømte ord til
allersidst i den prædiken, han holdt i Warszawa den 2. juni 1979, og som jeg
bør oplyse lidt mere om.
Det var Johannes
Paul II's første besøg som pave i det kommunistiske Polen. Og det var
pinselørdag. Så der var en kolossal kraft i det, da han ikke alene sluttede
prædikenen med de på Sl. 104,30 byggende pinsehymneord "Udsend Din Ånd, og
Du vil forny jordens åsyn", men - efter en meget sigende pause -
tilføjede: "Denne jords". Hvilket også kan høres som "dette lands"! Den officielle engelske
oversættelse af prædikenen slutter således: "Let your
Spirit descend. / Let your Spirit descend.
/ and renew the face of the earth,
/ the face of this land" (link nedenfor). På polsk sagde paven: "Niech zstąpi Duch Twój! Niech zstąpi
Duch Twój! I odnowi oblicze ziemi! ... Tej ziemi!" Og
det er altså disse ord, der er baggrunden for,
at denne sangs omkvæd slutter således: "Niech się odmieni, niech się
odmieni / oblicze ziemi, tej ziemi". Hvad der i min oversættelse er blevet til: "Må Ånden give, / må Ånden
give, / at ny må blive / vor jord her!". - De sidste tre ord må synges med
mere vægt på de enkelte stavelser, end Monika Grajewska
synger de polske ord, men jeg mener, det sagtens kan lade sig gøre for danskere
at synge også disse sidste ord sammen med polakker. Og i noden (se link) er de
to sidste toner halvnoder!
LINKS
Den officielle engelske
oversættelse af pave Johannes Paul II's prædiken i Warszawa den 2. juni 1979:
* * *
FRA PRÆSTEGÅRD TIL INDKØBSHELLIGDOM
Lidt om de sidste 221 afsnit i tv-serien Plebania og et par ord om dens kun 94 afsnit lange afløser Galeria
[Informator Polski. Nr. 2-3 (80-81) 2012. August 2012]
I nr. 1/2011 af Informator Polski fortalte jeg i artiklen Bliskie spotkanie z telenowelą „Plebania" (Nærkontakt med ”Plebania”) om Annas og mit besøg hos Besta Film i Warszawa den 18. november 2010. Vi overværede blandt andet optagelsen af den situation, hvor Józefina og Artur sidder og venter på sognepræsten, som endnu er i bispekurien på grund af nogle problemer, han har rodet sig ind i under et - typisk - forsøg på at hjælpe en gammel ven. Det er nytårsaften 2010, kl. 23! Vi så senere denne scene i afsnit 1608. Men med afsnit 1829 var det pludselig slut. Man må dog sige, at serien fik en afslutning derved, at kærligheden i overraskende grad fik overtaget i den lange kamp mellem sognepræst Antoni Wójtowicz og den gangsteragtige rigmand Janusz Tracz (Tracz læst bagfra = Czart = Fanden).
Kamp til det sidste
Antoni Wójtowicz havde ved seriens
begyndelse i 2000 været sognepræst i landsognet Tulczyn
siden 1978. I december 2009 (omkring
afsnit 1407) blev han sognepræst i
byen Hrubielów. Vi er i bispedømmet Zamość (Diecezja zamojska)
i kirkeprovinsen Przemyśl (Metropolia przemyska), som udgør det sydøstligste
hjørne af Polen.
[BILLEDE: Proboszcz Antoni]
Kernen i personkredsen er sognepræst Antoni (Proboszcz), de to "hjælpepræster" (wikarzy) Artur og Kuba og husholdersken Józefina (Babcia Józia = Bedstemor Józia). Herudover er de allervigtigste personer: Den gamle Tulczyn-pige Wiki, som nu er tv-journalist og hjælper Proboszcz. Den tidligere wójt ("landsbyborgmester") i Tulczyn Karol, som nu er Tracz's marionet-borgmester i Hrubielów. Karols forgænger Julia, som nu stiller sin viden og erfaring til rådighed for Proboszcz og Wiki. Der er stor gensidig sympati mellem hende og Proboszcz. Babcia Józia bliver faktisk helt jaloux. Men alt og alle er viklet ind i hinanden. Mange sider af livet i nu en lidt større sydøstpolsk provinsby bliver vist.
Kampen mellem Tracz og de gejstlige har stået på lige fra seriens afsnit 1 af. Tracz er en helt igennem nihilistisk og hensynsløs egoist, som ydermere har sin lyst i at genere og om muligt korrumpere de gejstlige, virkelig en lille djævel, og den gode proboszcz Antoni bliver hurtigt hans hovedmodstander. I de sidste 221 afsnit står Tracz på højden af sin magt blandt andet fordi han har sin marionet Karol anbragt i borgmesterstolen.
Den almindelige, dvs. økonomiske, men jo også moralske kamp drejer sig især om to bygninger, nemlig dels en beboelsesejendom, der til at begynde med ejes af kirken, dels en beboelsesejendom, der til at begynde med ejes af Proboszcz's gamle ven grev Aleks, hvis spilleforgældede søn skiller sig af med den bag faderens ryg. I den første ejendom kommer i begyndelsen nogle oversvømmelsesramte mennesker til at bo, men de må flytte, da Tracz køber den af kirken (bispedømmet har brug for pengene). Og i den anden kommer beboerne til at lide under lejeforhøjelser på over 100 %, da Tracz overtager den. Efterhånden bliver Tracz dog mere og mere presset, og det kunne godt være endt med hans totale nederlag. Men der ligger en stor pointe i, at det ikke kom dertil. Kampen mellem Gud og Djævelen fortsætter jo indtil verdens ende og Guds Riges komme.
Kærlighedens magt
Det helt særlige i den sidste del af serien er imidlertid, hvad der sker inde i Janusz Tracz. I afsnit 1715 ankommer hans mor til Hrubielów - efter at have boet i USA, hvortil hun flygtede fra sin onde mand, da Janusz var kun tre år gammel. Derved accelereres en udvikling, som allerede var begyndt, da Tracz kort efter afsnit 724 fik sønnen Paweł (Pawełek), som nu går i børnehaveklassen. Pawełeks mor begik selvmord omkring eller efter afsnit 758, og selv om Tracz ikke er særlig dygtig til at være enlig far, har han hele tiden næret sin form for faderkærlighed til ham. Det er altså ikke bare kærligheden repræsenteret ved Proboszcz, der vinder over det onde, men også den magt, kærligheden helt direkte har i selv en person som Tracz.
Tracz kan ikke tilgive sin mor, at hun forlod ham, da han var lille. Og man kan sige, at selve denne tidlige moderløshed kan være en del af forklaringen på, at Tracz er blevet den, han er - og at skuffet kærlighed også er kærlighed. Men der ligger selvfølgelig også en genetisk og opdragelsesmæssig arv fra faderen i det. Da Janusz og hans halvbror Osa tilbage i Tulczyn-tiden er på allehelgensbesøg ved faderens grav, siger Janusz til Osa, at hvis der er et Helvede, så er vores far dér! Men Janusz's forhold til Osa viser, at han også kan nære sin form for broderlige følelser.
Det ligger i seriens teologi, at der bor noget godt i selv det ondeste menneske. Det er, hvad Proboszcz hele tiden siger. På den måde bliver Tracz ikke bare Djævelens repræsentant i seriens store kamp mellem det gode og det onde, men også en yderste repræsentant for det syndige menneske, en fortabt søn. Og samtidig bliver moderen en slags "fortabt mor", der vender hjem efter mange år i det fremmede! Et særligt stridspunkt mellem Janusz Tracz og hans mor er, at hun tager Pawełek med hen i kirken, hvor han ikke har været før, og begynder at indføre ham i kristendommen. Tracz gør i det hele taget alt, hvad han kan, for at hindre det hjertelige forhold mellem Pawełek og hans bedstemor i at udvikle sig - samtidig med, at det jo gør et stærkt indtryk på ham.
Kampen bølger frem og tilbage. Tracz bruger alle midler, også vold og trusler mod værelsesudlejere og arbejdsgivere, for at få moderen til at forlade byen. Så det ender med, at hun kommer til at bo i præstegården. For Proboszcz har selvfølgelig engageret sig i sagen. Da Anna får konstateret leukæmi, men ikke er dækket af sygesikringen, vil Tracz først ikke hjælpe hende. Men følelserne river alligevel i ham, og på et tidspunkt giver han anonymt 20.000 złoty til den indsamling, Proboszcz og kredsen omkring ham har startet. Dernæst melder han sig som konoglemarvsdonor, og til sidst tager han moderen hjem til sig. Det er dog stadig ikke den rene idyl og forsoning. Anna får ikke lov at følge Pawełek i skole. Og Janusz bebrejder hende, at hun har hængt et kors op på væggen i sit værelse. I seriens sidste afsnit bebrejder Anna til gengæld Janusz, at han prøver at opdrage sønnen til at blive som sin far.
Så vidt jeg husker, står Proboszcz til allersidst i døren til sin søster Krystynas restauration og siger farvel til de personer, som på dette tidspunkt er forsamlet dér. Tydeligvis en i sidste øjeblik påklistret slutning, som er Proboszcz's farvel til seerne.
[BILLEDE: Janusz Tracz]
Goddag og farvel til Galeria
Galeria og Plebania har det til fælles, at de i sæbeoperaens form skildrer livet i det moderne Polen, Galeria nu i den sydvestlige del, byen Wrocław. Og mens det i Plebania er præstegården og kirken, der står i centrum, er det i Galeria (galeria handlowe) den nye tids helligdom: indkøbscentret! Den katolske kirke spiller ikke nogen rolle i Galeria - bortset fra, at ægteparret Laura og Wiktors søn Fryderyk i sidste afsnit træffer sin endelige beslutning om at gå i kloster! Hvad sæbeopera-formen angår, går Galeria endnu videre end Plebania. På overfladen er alt realistisk nok, men handlingen og personernes (meget stærkt indfiltrede) forhold til hinanden er af en sådan karakter, at der i reelt er tale om en parodi på genren. Hvor det raffinerede altså er, at det hele bliver fremført på en fuldstændig realistisk måde. Netop som Plebanias afløser har Galeria været god at følge, en ny interessant vinkel på livet i det moderne Polen (selv om serien faktisk bygger på et italiensk forlæg). Vi er derfor lidt kede af, at den allerede er slut. Men vi glæder os til at se dens afløser efter sommerferien. Den har arbejdstitlen "Mały Londyn" (Lille London).
En længere version af denne artikel vil snarest blive sat på min hjemmeside www.bentchristensen.dk - Den står nedenfor.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
[BILLEDE (uden
tekst) af tre af hovedpersonerne i Galeria]
- - -
DEN UFORKORTEDE VERSION AF OVENSTÅENDE
ARTIKEL:
Fra præstegård til indkøbshelligdom - uforkortet
version
Om de sidste 221 afsnit i tv-serien Plebania med et par ord om dens kun 94 afsnit lange afløser Galeria
[Denne uforkortede version er også sat på her 15.08.12]
I nr. 1 (75) 2011 fortalte jeg i artiklen Bliskie spotkanie z telenowelą „Plebania" (Nærkontakt med "Plebania") om Annas og mit besøg hos Besta Film i Warszawa den 18. november 2010. En af de scener, vi fik lov at overvære optagelsen af, var den - tavse - situation, hvor Józefina og pastor Artur sidder og venter på sognepræsten, som endnu er i bispekurien på grund af nogle problemer, han har rodet sig ind i under et - typisk - forsøg på at hjælpe en gammel ven. Det er nytårsaften kl. 23! Den 14. januar 2011 så vi - på TVP Polonia - denne scene i afsnit 1608.
Men med afsnit 1829 var det pludselig slut, så jeg vil med denne artikel dels sige farvel til serien Plebania, dels ganske kort omtale den serie, der afløste den, nemlig Galeria, der foregår i og omkring et "galeria handlowa" (indkøbscenter). Den sluttede dog allerede med afsnit 94. Angiveligt på grund af dårlige seertal.
Plebania, afsnit 1608-1829
Også i de sidste 221 afsnit af Plebania handler det først og fremmest om "stedfortræderkrigen" mellem Gud og Djævelen ved henholdsvis sognepræst Antoni Wójtowicz ("Proboszcz") og den gangsteragtige rigmand Janusz Tracz (Tracz læst bagfra = Czart = Fanden).
Antoni Wójtowicz havde ved seriens
begyndelse i 2000 været sognepræst i landsognet Tulczyn
siden 1978(!). I 2007 (afsnit 916)
blev han tillige provst (dziekan) for Hrubielów
Provsti (dekanat Hrubielowski), hvad han fortsat var, da han i december 2009 blev sognepræst i
byen Hrubielów (han flyttede fysisk fra Tulczyn til Hrubielów i afsnit
1407). Vi er i bispedømmet Zamość (Diecezja Zamojska), vel
mere eller mindre identisk med det virkelige bispedømme Zamość-Lubaczów
(Diecezja zamojsko-lubaczowska) i kirkeprovinsen Przemyśl
(Metropolia przemyska), som
udgør det allersydøstligste hjørne af Polen.
Personer og miljøer
Kernen i personkredsen er selvfølgelig sognepræst Antoni, de to "hjælpepræster" (wikarzy) ks. Artur og ks. Kuba og husholdersken Józefina (Babcia Józia = Bedstemor Józia). Men så er der kirketjener Marian med datteren Iwona og dennes ualmindelig søde datter Ewa (Ewunia), flot spillet af Weronika Kosobudzka, et ualmindelig dejligt lyspunkt i seriens Hrubielów-del, ikke mindst som hun færdes i køkkenet hos Babcia Józia. Der er et fantastisk forhold mellem disse to - og mellem Ewunia og Proboszcz, som jo ender med at blive noget i retning af pap-bedstefar for hende. Mor og datter bor nemlig i præstegården, indtil Iwona bliver gift med Babcia Józias barnebarn Mateusz. På et tidspunkt viser det sig, at det er ks. Kuba, som har kendt Iwona, før han blev præst, der er far til lille Ewunia - og viser sine følelser for hende på en måde, der får nogle til at mistænke ham for at være pædofil. Ja, der mangler ikke noget! - (TIL LÆSERE AF DEN DANSKE UDGAVE: På polsk sætter man som regel forkortelsen "ks." (for ksiądz = præst, gejstlig) foran alle gejstliges navne, nogenlunde svarende til, når vi sætter "pastor" foran navnet. Men hvis det er fx en biskop, bliver det "ks. biskup" foran navnet).
En vigtig person fra Tulczyn-tiden er tv-journalisten Wiki, som nu arbejder i Warszawa, men kommer til Hrubielów for at hjælpe Proboszcz i hans kamp mod Janusz Tracz. Men også andre personer fra Tulczyn optræder i Hrubielów. Nogle af dem har i fællesskab overtaget indkøbscentret Arka.
Proboszcz's søster Krystyna driver restaurationen i Arka. Datteren Kasia og hendes klassekammerater undervises i religion af de to wikarzy, og ks. Kubas undervisning får nogle af eleverne til at engagere sig i nogle ting, der også har med hovedhandlingen at gøre. Samtidig vises her et moderne skolemiljø med fester, forelskelser osv.
En meget vigtig person er den tidligere wójt ("landsbyborgmester") i Tulcyn Karol Śliwiński, som Tracz har fået gjort til sin marionet-borgmester i Hrubielów.
Doktor Blumental er nu på sygehuset i Hrubielów, hvor han blandt andet spiller en vigtig rolle i forbindelse med Traczs mors sygdom.
Også Proboszcz's ven grev Aleksander Lubiniecki, eller bare Aleks, optrådte i Tulczyn-tiden, men han kommer igen til stede, og hans (spille)forgældede søn Xawery kommer i kløerne på Tracz.
Tulczyn-ægteparret Irka og Jurek bliver skilt, og Irka kommer i den forbindelse til at danne par med advokaten Witold, som også kommer ind i nogle af Tracz-sagerne.
Blandt de nye Hrubielów-personer er Karols forgænger Julia, som allerede i sin borgmestertid spillede en ret stor rolle. Hun stiller nu sin viden og erfaring til rådighed for Proboszcz og Wiki, især i kampen mellem Proboszcz og Tracz. Der er stor gensidig sympati mellem hende og Proboszcz. Babcia Józia bliver faktisk helt jaloux. Men jeg forstår Proboszcz. Jeg ville som sognepræst også være betaget af en sådan borgmester! Men der opstår efterhånden også stor sympati mellem grev Aleks og Julia.
Endelig vil jeg nævne de to
kørestolsbundne mænd Jacek og Wojtek, der nu arbejder med en
internet-lokalavis, som især spiller en rolle i forbindelse med
indsamlingskampagnen til fordel for Tracz's syge mor. Avisen findes
selvfølgelig ikke i virkeligheden, men den har den smarte adresse
www.hrubielove.pl. - hvor sidste del af bynavnet Hrubielów altså er blevet til
det engelske ord for kærlighed.
TILFØJELSE 15.08.12 til "hrubielove": I det nummer af Informator Polski, ovenstående kortere
version står i, og som jeg netop har fået, er der også et interview med den nye
formand for Informator Polski's udgiver Federacja "Polonia" Lidia Szuster (som i øvrigt siden 2000
har været formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved, og som dermed også er
den, der arrangerer de nedenfor omtalte andagter på Slaglille Kirkegård). Lidia
Szuster stammer fra Wrocław, og i begyndelsen af interview'et oplyser hun, at byen nu
(altså på samme måde som Hrubielów) har et "love-navn", et
kærligheds-navn, nemlig VrotsLove! (Husk, at
"c" på polsk står for "ts", jfr. tysk og Fredericia). Om der er nogen forbindelse mellem
disse to navne, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kunne i hvert fald ikke lade
være at sætte denne tilføjelse ind. - Jeg har prøvet, om "VrotsLove"
indgår i en hjemmesideadresse, hvad det dog det ikke ser ud til. Men på den
særlige hjemmeside for Wrocław som europæisk kulturby 2016 hedder
den første underside Wroclaw is pronounced like VrotsLove.
- Og det er altså
ikke langt ude, at jeg gør så meget ud af dette her i denne tilføjelse (rent bortset fra, at Lidia Szuster
og hendes historie under alle omstændigheder er interessant på nærværende underside).
For uanset om der er nogen direkte forbindelse mellem hrubielove og VrotsLove, eller om der måske ligefrem
er flere virkelige tilsvarende eksempler, viser dette, at serien
"Plebania" er helt på højde med situationen i sin skildring af livet i det moderne Polen.
Kampen til det sidste
Kampen mellem Janusz Tracz og de gejstlige har stået på lige fra seriens afsnit 1 af, hvor det kom til et slagsmål mellem ham og den nyankomne wikary ks. Adam. Tracz er en helt igennem nihilistisk og hensynsløs egoist, som ydermere har sin lyst i at genere og om muligt korrumpere de gejstlige, virkelig en lille djævel eller Djævelens repræsentant. Den gode proboszcz Antoni bliver hurtigt hans hovedmodstander.
I de sidste 221 afsnit står Tracz på højden af sin magt. Han kan med sin marionet i borgmesterstolen blandt andet tjene store penge, ved at hans firmaer eller med ham forbundne firmaer vinder næsten alle licitationerne. Men fra afsnit 1715 af begynder det at gå galt for ham. Da ankommer hans mor nemlig til Hrubielów - efter at have boet i USA, hvortil hun flygtede fra sin onde mand, da Janusz var kun tre år gammel.
Men i virkeligheden var kimen til Tracz's nederlag allerede blevet lagt, da han fik sønnen Paweł (Pawełek), som nu begynder at gå i børnehaveklassen. For selv om han ikke er særlig dygtig til at være enlig far, viser han ham jo sin form for faderkærlighed. (Pawełeks mor begik selvmord i 2006). Det er altså ikke bare kærligheden repræsenteret ved Proboszcz, der vinder over det onde, men også den magt, kærligheden helt direkte har i selv en person som Tracz. Også i marionet-borgmester Karol kommer kærlighedens magt til at gøre sig gældende.
Den almindelige, dvs. økonomiske, men jo også moralske kamp drejer sig især om to bygninger, nemlig dels en beboelsesejendom, der til at begynde med ejes af kirken, dels en beboelsesejendom, der til at begynde med ejes af grev Aleks. I den første ejendom kommer i begyndelsen nogle oversvømmelsesramte mennesker til at bo, men de må flytte, da Tracz køber den af kirken (bispedømmet har brug for pengene), idet dog Proboszcz får en garanti for, at de oversvømmelsesramte bliver genhuset, en garanti, som selvfølgelig viser sig ikke at være meget værd. Og i den anden kommer beboerne til at lide under lejeforhøjelser på over 100 %, da Tracz overtager den. Da serien sluttede, var ingen af disse forhold afgjort, men den udvikling, der var i gang, pegede i retning af, at det gode ville sejre og Tracz tabe.
Proboszcz er også engageret i flere andre gode aktioner, især støtten til nogle kvindelige ansatte i et supermarked, som er blevet uretfærdigt afskediget. Jeg sætter stadigvæk min "embedsbroder" proboszcz Antoni meget højt, men her i slutningen af serien synes jeg nok, hans trang til at hjælpe og regere begynder at tage overhånd. Det synes Babcia Józia i øvrigt også. Jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at der ligefrem fra tekstforfatternes side ligger en stor teologisk pointe i dette.
Tracz og kærligheden
Det helt afgørende og virkelig storslåede i sidste del af serien er Tracz's forhold til sin søn og sin mor Anna, som prøver at få kontakt med sin søn og sit barnebarn. Tracz kan imidlertid ikke tilgive sin mor, at hun forlod ham, da han var lille, og vil ikke have noget med hende at gøre, ligesom han heller ikke vil lade hende få noget med Pawełek at gøre. Men moderen havde altså været nødt til at flygte fra Janusz's onde far. Og man kan sige, at selve denne tidlige moderløshed kan være en del af forklaringen på, at Tracz er blevet den, han er - og at skuffet kærlighed også er kærlighed. Men der ligger jo også en genetisk og opdragelsesmæssig arv fra faderen i det. Da Janusz og hans halvbror Osa tilbage i Tulczyn-tiden er på allehelgensbesøg ved faderens grav siger Janusz til Osa, at hvis der er et Helvede, så er vores far dér!
Janusz's forhold til Osa viser, at han også kan nære sin form for broderlige følelser. Det ligger i seriens teologi, at der bor noget godt i selv det ondeste menneske. Det er, hvad Proboszcz hele tiden siger. På den måde bliver Tracz ikke bare Djævelens repræsentant i seriens store kamp mellem det gode og det onde, men også en yderste repræsentant for det syndige menneske, en fortabt søn. Og samtidig bliver moderen en slags "fortabt mor", der vender hjem efter mange år i det fremmede! Et særligt stridspunkt mellem Janusz Tracz og hans mor er, at hun tager Pawełek med hen i kirken, hvor han aldrig har været før, og i det hele taget begynder at indføre ham i kristendommen.
Kampen bølger frem og tilbage. På et tidspunkt bruger Tracz alle midler, også vold og trusler mod værelsesudlejere og arbejdsgivere, for at få moderen til at forlade byen. Så det ender med, at hun kommer til at bo i præstegården. Tracz gør også alt, hvad han kan, for at hindre Anna i at kontakte Pawełek henne ved skolen.
På et tidspunkt opsøger Proboszcz Tracz og prøver at overbevise ham om, at hans mor trænger til hans kærlighed. Men Tracz er ubønhørlig. Så prøver Proboszcz at overbevise ham om, at det bliver Pawełek, der kommer til at lide mest. Og efterhånden begynder tingene at udvikle sig i en anden retning. For Tracz elsker jo sin lille søn - hvad Proboszcz godt er klar over og direkte gør ham opmærksom på.
Anna når dog at forsøge at begå selvmord. Og senere får hun konstateret leukæmi. Og først vil Janusz ikke hjælpe hende. Men da Proboszcz og andre har sat en indsamlingskampagne i gang for at skaffe penge til hendes behandling, kommer der på et tidspunkt et bidrag på 20.000 zl fra en anonym giver (som selvfølgelig er Tracz).
Pawełek flygter fra skolen hen til sygehuset for at besøge sin bedstemor. Hun græder af glæde, da han kommer ind til hende på sygestuen. Men Tracz bliver rasende, da han får det at vide. Da han om aftenen lægger drengen i seng, siger Pawełek, at han misunder faderen, at han har fået sin mor tilbage. Det kan han jo ikke selv få, eftersom hans mor er død. Tracz bliver overrasket over, at drengen kan tale så modent om det. Og Pawełek plager faderen om at få lov til at besøge sin bedstemor på sygehuset.
Allehelgens dag kan Pawełek ikke vente med at komme på kirkegården, hvor han håber at møde sin bedstemor. Tracz giver efter for sønnens plagen og henvender sig til Proboszcz i præstegården. Men han prøver stadig at presse sin mor til at forlade byen, og hun siger, at hvis hun bare må få lov til at sige farvel til Pawełek, vil hun gøre det.
Da Anna møder Janusz og Pawełek på kirkegården, forklarer hun, hvorfor hun i sin tid var nødt til at flygte, og hun fortæller, at hun sendte breve og pakker til ham fra USA. Men nu er det altså afsked. Bagefter siger Proboszcz imidlertid til Anna, at hun ikke skal bøje sig for sønnens krav, men blive i Hrubielów.
Og så begynder det at ske! Janusz begynder at drømme om sin mor om natten. En aften går han ned i kælderen, hvor han i en gammel kuffert finder en glaskugle, som moderen i sin tid havde sendt ham. Han finder også brevene fra moderen og tilbringer hele natten med at læse dem.
Anna holder juleaften i præstegården. Hjemme hos Tracz er et cateringfirma ved at gøre klar til et dyrt og alt andet end hyggeligt vigilie-måltid for far og søn alene. Pawełek forstår ikke, hvorfor de ikke skal være sammen med bedstemor, tante Joanna og farbror Osa!
Da Anna igen er blevet indlagt, besøger Proboszcz hende på sygehuset, så hun kan skrifte og få den sidste olie. Janusz kommer bevæget ind og beder moderen holde op med at plage ham. Hans måde at sige det på! I næste afsnit (1810) finder Janusz moderens seng tom og bliver meget forskrækket. Men Anna er bare til undersøgelse. Janusz taler med doktor Blumental, som siger, at det nu går fremad; meget afhænger af hendes psykiske tilstand, og det er tydeligt, at Anna nu ønsker at leve.
I afsnit 1812 erklærer Tracz sig over for doktor Blumental rede til at give knoglemarv til sin mor og bliver straks sendt til vævstypeundersøgelse! Og da han senere bliver klar over, at moderen er blevet udskrevet til præstegården, bebrejder han doktor Blumental det og kører selv til præstegården for at hente hende hjem til sig. Til Pawełeks store glæde.
Det er dog stadig ikke den rene idyl og forsoning. Anna får ikke lov at følge Pawełek i skole. Han har nu en barnepige, og hun skal følge ham i skole. Og da Janusz og moderen spiser morgenmad sammen, undlader Janusz - typisk - ikke at bebrejde hende, at hun har hængt et kors op på væggen i sit værelse. I seriens sidste afsnit (1829) er Anna bekymret over, at Janusz's prøver at opdrage sønnen til at blive som sin far. Men Janusz beder hende lade være at blande sig.
På grund af forholdene har serien ikke fået nogen egentlig afslutning, men så vidt jeg husker, står Proboszcz til allersidst i døren til Krystynas restauracja og siger farvel til de personer, som på dette tidspunkt er forsamlet dér. Tydeligvis en i sidste øjeblik påklistret slutning, som er Proboszcz's farvel til seerne.
Anna og jeg savner naturligvis Plebania, som fra engang siden før afsnit 400 har været en del af vort daglige liv mandag til fredag. Men vi mener alligevel, det var et godt tidspunkt for serien at slutte på. For hvis den skulle have haft en egentlig slutning, måtte den jo have skullet bestå i Tracz's totale omvendelse og dermed Guds og Proboszcz's sejr. Men Guds endelige sejr kommer altså først ved verdens ende, så det er godt nok, at kærligheden nåede at vise sig som trods alt den stærkeste magt.
Goddag og farvel til Galeria
Odet "Galeria" ligger - tilsigtet eller utilsigtet - tæt på ordet "plebania", og de to serier har da også det til fælles, at de i sæbeoperaens form skildrer livet i det moderne Polen, nu i den vestlige del, byen Wrocław. Og mens det i Plebania er præstegården og kirken, der står i centrum, er det i Galeria den nye tids helligdom: indkøbscentret! Den katolske kirke spiller ikke nogen rolle i Galeria - bortset fra, at ægteparret Laura og Wiktors søn Fryderyk er på vej til at gå i kloster. Hvad sæbeopera-formen angår, går Galeria endnu videre end Plebania. På overfladen er alt realistisk nok, men handlingen og personernes (meget stærkt indfiltrede) forhold til hinanden er af en sådan karakter, at der i reelt er tale om en parodi på genren. Hvor det raffinerede altså er, at det hele bliver fremført på en fuldstændig realistisk måde.
Netop som Plebanias afløser har Galeria været god at følge, en ny interessant vinkel på livet i det moderne Polen (selv om serien faktisk bygger på et italiensk forlæg). Vi er derfor lidt kede af, at den allerede er slut. Men vi glæder os til at se dens afløser efter sommerferien. Den skulle have arbejdstitlen "Mały Londyn" (Lille London).
* * *
Andagt på Slaglille Kirkegård den 12. november 2011
Se teksterne og linket til Facebook-billedalbum'et nedenfor!
Andagt ved den danske familien Christensens gravsted på Slaglille Kirkegård, Forinden havde den polske katolske præst (Julian Bodnar, Næstved) ledet andagten ved de polske RAF-flyveres grav. Og den polske ambassadør Rafał Wiśniewski havde holdt en lille tale. - Hjemmeværnet stillede med geværbevæbnet æreskommando, fane og trompetspiller. Ved den danske andagt medvirkede kun trompetspilleren. - Den polske og den britiske militærattaché deltog også (komandor Jarosław Miłowski og Commander Martin Smith).
Dette års andagter var præget af, at de blev holdt dagen efter den polske uafhængighedsdag, som er årsdagen for våbenstilstanden efter Første Verdenskrig. Den 11. november 1918 tog polakkerne magten i deres land, og de tyske soldater drog hjem.
Den særlige
Slaglille-historie
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Den havde landsat agenter i Polen og var på vej hjem. 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus og satte det i brand. Hvert år afholdes der ved allehelgenstide (begyndelsen af november måned) polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. - Jeg medvirkede i min egenskab af dansk folkekirkepræst (emeritus) og medlem af Foreningen af Polakker i Danmark. (Jeg har medvirket siden 2005).
-
Den andagt, jeg holdt
ved familien Christensens grav:
Kranse på graven.
Guds fred med vore døde (trompet).
Indledning
Nådeshilsen. Bøn (sluttende med Fadervor). Den apostolske velsignelse.
Altid frejdig, når du går.
-
Særlig
2011-indledning
I går var det 93-årsdagen for
Polens genopståen som stat på våbenstilstandsdagen den 11. november 1918. Og
det præger vore andagter i dag her på Slaglille Kirkegård. I 1939 havde Polen
igen mistet sin frihed, idet det var blevet erobret og besat af Nazi-Tyskland
og Sovjetunionen. Og i 1940 var Danmark blevet besat af Nazi-Tyskland. De
polske Royal Air Force-flyvere, der ligger begravet her, deltog i krigen mod
Nazi-Tyskland efter det gamle polske motto "For jeres frihed og
vores" - "Za waszą wolność i naszą". Dette
gav de deres liv for. Og dette kom de medlemmer af familien Christensen, som
ligger begravet her - i en lille tragedie i den store - også til at give deres
liv for. Alt dette har vi i tankerne også her ved denne danske andagt.
-
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. -
Łaska Wam i pokój od Boga Ojca naszego, i
Pana Jezusa Chrystusa! - Amen.
Módlmy się!
Kære Gud og Far i Himlen!
Vi er i dag samlet for at mindes de polske flyvere og de medlemmer af den danske familien Christensen, som i 1943 mistede livet her. Og vi gør det her på denne 12. november med ganske særligt Polens historie i tankerne - og med det fællesskab mellem Polen og Storbritannien og Danmark i tankerne, som denne danske familie kom til at få sin særlige plads i.
Og vi beder dig om, at du vil bevare disse medlemmer af familien Christensen i din nådige varetægt, indtil den yderste dag og dit riges komme.
Bevar dem også i vort minde, så de kan være med i vort livs sammenhæng fra slægt til slægt.
Og vi beder for vore lande. Bevar os fra krig og vold, og lad os altid leve i frihed. Styrk og bevar det gode forhold mellem os, og brug os til at gøre godt i Europa og i verden.
Men vi beder også om, at du vil hjælpe os til, aldrig at glemme det Ondes frygtelige magt og det mod og de ofre, det kan kræve at stå den imod.
Hjælp os til at stå imod, når vi selv fristes til at begå uret.
Modlimy się za polskich lotników, za
rodzinę Christensen oraz za pokój i wolność. Lecz także o
to, abyśmy sami nie popełnili niesprawiedliwości. Modlimy
się za Polskę, Wielką Brytanię i Danię, za wszystkich
Polaków, Brytyjczyków i Duńczyków i za stosunki i współpracę
między nami. I prosimy: Bądź u nas ze Swoją pomocą,
Swoją pociechą i Swoją nadzieją. I bądź Bogiem naszego
życia, teraz i na wieki.
Kære Gud! Vær hos os med din hjælp og styrke, din trøst og dit håb i alle vore dage, og vær vort livs Gud nu og i al evighed.
Ved Jesus Kristus, din Søn, vor Bror og Herre!
Ojcze Nasz:
Vor Far, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og
Helligåndens fællesskab være med os alle! - Łaska
Pana Jezusa Chrystusa i miłość
Boga, i społeczność
Ducha Świętego niech będzie z Nami wszystkimi! Amen.
* * *
Andagterne på Slaglille Kirkegård 12.11.11
Billedtekster til
Facebook-billedalbum
LINK:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.295375310496341.78131.100000716224349&type=1&l=c13b880c63
Se også teksterne nedenfor på denne side om de tidligere
Slaglille-højtideligheder
Album-tekst
Andagter på Slaglille Kirkegård den 12. november 2011
Højtideligheden bestod som sædvanlig af to andagter. Den første andagt, som jo er hovedandagten, blev ledet af den polske katolske præst (Julian Bodnar, Næstved) ledet andagten ved de polske RAF-flyveres grav. Og den polske ambassadør Rafał Wiśniewski havde holdt en lille tale. - Hjemmeværnet stillede med geværbevæbnet æreskommando, fane og trompetspiller. - Andagten ved den danske familien Christensens gravsted blev ledet af mig. Ved den danske andagt medvirker kun hjemmeværnets trompetist. - Den polske og den britiske militærattaché deltog også (komandor Jarosław Miłowski og Commander Martin Smith).
Dette års andagter var præget af, at de blev holdt dagen efter den polske uafhængighedsdag, som er årsdagen for våbenstilstanden efter Første Verdenskrig. Den 11. november 1918 tog polakkerne magten i deres land, og de tyske soldater drog hjem.
Den særlige
Slaglille-historie
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Den havde landsat agenter i Polen og var på vej hjem. 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus og satte det i brand. Hvert år afholdes der ved allehelgenstide (begyndelsen af november måned) polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. - Jeg medvirkede i min egenskab af dansk folkekirkepræst (emeritus) og medlem af Foreningen af Polakker i Danmark. (Jeg har medvirket siden 2005). - Se mere nedenfor på denne side.
Tekster til de
enkelte billeder i albummet
01
Før andagterne: Et medlem af den katolske kirke i Næstved's menighedsråd. - Pastor emeritus og medlem af
Polsk Forening i Maribo Bent Christensen (mig). - Roman Smigielski (bla.
redaktør af Informator Polski). - Komandor
(kommandør) Jarosław Miłowski
(polsk militærattaché). - Ambassadør Rafał
Wiśniewski. - Commander Martin Smith (britisk militærattaché).
02
Før andagterne: Pastor emeritus Bent Christensen (mig). - Roman Smigielski (bla. redaktør af Informator Polski). - Konsul Dobrosława Siemianowska. - Komandor (kommandør) Jarosław Miłowski (polsk militærattaché). - Ambassadør Rafał Wiśniewski.
03
De polske RAF-flyveres grav.
04
Ved de polske RAF-flyveres grav.
05
Den polske og den
britiske ambassades kranse på de polske flyveres grav.
06
Ambassadør Wiśniewski og Hjemmeværnets æreskommando.
07
Pastor Bent Christensen (jeg) leder andagten ved familien Christensens grav (se album-teksten).
08
Nærbillede fra andagten ved familien Christensens grav (se nr. 07 og album-teksten).
09
De to militærattachéer (begge gamle ubådsofficerer).
* * *
HARALD BLÅTAND-TEKSTSAMLING
Tekster og links i forbindelse med og fra Harald
Blåtand-dagen i Roskilde den 4. september 2011.
Links til billeder og referat fra dagen:
1.
Mit eget
FB-billedalbum med billeder fra dagen:
http://www.facebook.com/media/set/?set=a.254407451259794.69069.100000716224349&l=38f2909911&type=1
2.
Mit referat i
Katolsk Orientering:
*
Biskop Peter
Fischer-Møllers "hilsen" ved den polsk-danske gudstjeneste i Roskilde
Domkirke d. 4. september 2011 i anledning af 1025 året for Harald Blåtands død
i Polen og begravelse i Roskilde
[Se de ovenfor
indsatte links og foromtale-teksterne nedenfor]
Kære ærkebiskop
Andrzej Dziega, kære biskop Czeslaw Kozon, kære medkristne fra Polen og Danmark.
Det er en stor
glæde for mig at vi i dag har taget anledning af 1025 året for Harald Blåtands
død i Polen og begravelse i Roskilde til at holde en fælles gudstjeneste her i
Domkirken.
En gudstjeneste,
hvor der er blevet sunget salmer på polsk og dansk, og hvor vi sammen har
lyttet til Jesu bøn om enhed og hver på vores sprog har bedt med på hans egen
bøn: Fadervor.
Måske har nogle
undret sig over anledningen. Ikke alene fordi 1025 års jubilæer normalt ikke
bliver fejret, men også fordi historikerne har gjort hvad de kunne for at sætte
spørgsmålstegn både ved årstallet og stedet for Haralds begravelse.
Det rokker
imidlertid ikke det mindste ved den glæde det er at erfare, hvordan en
gudstjeneste kan forene os på tværs af sproglige og kirkelige forskelle,
hvordan gudstjenesten holder os fast på vores fælles grundlag, budskabet om
Guds grænseløse kærlighed til sin verden og os mennesker, som den kom til
udtryk i Jesu ord og gerninger, i hans liv og død og opstandelse.
Jeg er vintræet, I
er grenene, siger Jesus i de afskedstaler, hvor også bønnen om enhed, som vi
hørte sognepræst Maria Harms læse op og prædike over før, stammer fra.
Træet og grenene.
Et smukt billede på hvordan vi som kristne og kirker, rækkende ud i forskellige
retninger suger næring af den samme rod, hører til på den samme stamme.
Træet er et stærkt
symbol.
På Biblens første sider
hører vi om to træer, livets træ og kundskabens træ. Fortællingen om de træer
og deres frugter er fortællingen om menneskelivets vilkår, om hvordan sandhed
og løgn, godt og ondt kæmper på liv og død i verden og i sind og hjerte på
hvert eneste menneske.
I den nordiske
mytologi, som Harald Blåtand havde sin rod i, spillede træet også en vigtig
rolle. Ask Ygdrasill kaldte de det. Verdenstræet, som hvælvede sig over jorden og skabte orden
og sammenhæng.
Som det træ Jesus
taler om i lignelsen om sennepsfrøet. Sennepsfrøet er et af de mindste frø på
jorden, men som når det bliver sået vokser op og bliver et helt træ, og himlens
fugle bygger rede i dets grene.
Som det træ, der
blev plantet ude foran indkørslen til Palæet i forbindelse med pave Johannes Paul
IIs besøg her i Roskilde d. 6. juni 1989. Et enkelt
agern var blevet sået nogle år før. I dag 22 år efter er det blevet et smukt
ungt træ, stærkt nok til at kunne bære den præst, der spiller rollen som Zakæus
i det årlige evangeliespil for 2. klasses elever her i Roskilde. Det var i
øvrigt i her i forsommeren i år dagens prædikant, der havde rollen som Zakæus i
træet.
Et lille træ har
vokset sig større.
Et godt billede på
udviklingen i samarbejdet mellem kirkesamfundene i Danmark og de
mellemkirkelige relationer til vores nabolande i de forløbne år.
Som medlem af
forretningsudvalget i det tværkirkelige Danske Kirkers Råd, hvor også den
katolske kirke i Danmark er repræsenteret, glæder jeg mig over, at tidligere
tiders gensidige skepsis er afløst vilje til dialog i respekt for
forskellighederne i teologi og traditioner, i bevidsthed om fælles opgaver.
Som for eksempel
den fælles samfundsmæssige udfordring, vi står overfor med den menneskeskabte
globale opvarmning og nødvendigheden af en mere ansvarlig forvaltning af
jordens liv og ressourcer.
Jeg var til en
økumenisk inspirationsdag om det i går. Det kan virke som en helt uoverkommelig
opgave at få skiftet spor til en mere bæredygtig politik og livsstil, som også
yder folk i udviklingslandene retfærdighed.
Her finder jeg
trøst i en anekdote.
Det fortælles at
Martin Luther en gang blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide,
at jorden ville gå under i morgen. ”Så ville jeg plante et æbletræ i dag!”
svarede han. Et stærkt og realistisk udtryk for håb på trods.
Den danske poet
Piet Hein udtrykker det sådan her:
”Du skal plante et
træ.
Du skal gøre en
gerning,
som lever, når du
går i knæ,
en ting, som kan
vare
og være til lykke
og læ”
Vi glæder os over pave-egen
ved indkørslen til Palæet.
Vi glæder os over
det mellemkirkelige samarbejde.
Vi glæder os over
jeres besøg og fejringen af et stykke fælles Polsk-Dansk historie her i dag.
Vi glæder os over
at være sammen her til gudstjeneste som forskellige grene på det ene sande
vintræ, som er Kristus.
*
HARALD BLÅTAND-DAG I ROSKILDE
Bent Christensen, Nysted
[BC: avisens fejl for Holeby, se note], pastor emeritus, dr. theol. og cand.
mag., beretter her om den kommende Harald Blåtand-dag:
[Lolland-Falsters Folketidende 29.08.11]
MINDEDAG Søndag den 4. september 2011 markeres 1025-året for Harald Blåtands død ved en historisk byvandring gennem Roskilde og en dansk-polsk gudstjeneste i Roskilde Domkirke.
I sin krønike fortæller Adam af Bremen om, hvordan det var kommet til et oprør mod Harald Blåtand med hans søn Svend (Tveskæg) som leder. Det endte med, at Harald blev besejret og såret. Men det lykkedes ham at flygte til "den stad Jumne hos slaverne" - formodentlig Jomsborg nord for den nuværende polske by Szczecin. Han døde dog af sit sår, hvorefter hans lig "af hæren [blev] ført tilbage til fædrelandet og begravet i staden Roskilde i den kirke, han selv havde grundlagt til ære for den hellige Trefoldighed".
Som tidligere omtalt her på siden ("Harald Blåtand og
Danmark-Polen", 08.07.11) havde Harald Blåtand på flere måder med de
slaviske stammer nede syd for Østersøen at gøre. Polen var på den tid først
begyndt at opstå, svarende til, at det først var Harald, der "vandt sig
hele Danmark". Og det var nede i området omkring Poznań, under fyrst Mieszko I, som
var blevet døbt 966. Harald var blevet døbt ca. 965.
Men Harald Blåtand er altså død i det, der i dag er det polske ærkebispedømme Szczecin-Kamień, og (i hvert fald ifølge Adam af Bremen) begravet i Roskilde. Og 986 er nok det sandsynligste dødsår. Derfor vil 1025-året for hans død og begravelse blive markeret ved en dansk-polsk gudstjeneste i Roskilde Domkirke søndag den 4. september kl. 14. Det er det først mulige nogenlunde runde, dvs. dog "kvartrunde", år. Man skal tænke på, hvordan situationen i Polen var i 1986! Så initiativtageren til markeringen, den polske katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, har ønsket at bruge 1025-året som anledning til at markere dette stærke eksempel på forbindelsen over Østersøen mellem Danmark og den slaviske verden - og til at fejre, at forholdene omkring Østersøen nu atter er blevet normale.
I 986 var det den samme vestlige katolske kirke, både
Danmark og den spæde polske stat hørte til. Siden 1536 har Danmark været et
evangelisk-luthersk land og Polen et romersk-katolsk land. Men den 4. september
mødes man på dåbens, ja, Haralds og Mieszkos dåbs,
trods alt fælles grund. Gudstjenesten
i Roskilde Domkirke vil blive ledet af biskop over Roskilde Stift Peter
Fischer-Møller, men der vil blive sunget et par salmer på både dansk og polsk,
ligesom man vil bede Fadervor i kor på hver sit sprog, og såvel ærkebiskop
Andrzej Dzięga, Szczecin, som den danske
katolske kirkes biskop Czeslaw Kozon og sognepræst
Maria Harms, Roskilde Domsogn, vil fremføre "hilsener". I
gudstjenesten vil også deltage en polsk delegation, repræsentanter for den
polske ambassade i København, repræsentanter for de herboende polakker og
repræsentanter for den katolske menighed i Roskilde.
Forud for gudstjenesten
gennemføres en historisk byvandring under ledelse af museumsinspektør Anton Englert, Vikingeskibsmuseet, museumsdirektør Frank
Birkebæk, Roskilde Museum og professor Niels Lund, Københavns Universitet.
Vandringen indledes på Vikingeskibsmuseet, fortsætter til bymodellen
og Skt. Ibs Kirke og slutter i Domkirken, hvor professor Niels Lund vender op
og ned på Adam af Bremens historie, ved kritisk at belyse påstanden om Haralds
begravelse i Roskilde! - Billetter kan købes hos Udviklingshuset Sjælland
(turistbureauet) på Stændertorvet i Roskilde.
BC-NOTE
Det er helt rørende, at avisen er kommet til at skrive
"Nysted". Jeg var jo i Nysted Kommune i alle mine år som sognepræst i
Døllefjelde-Musse-Herritslev (1974-2003).
*
HARALD BLÅTAND-MARKERING I ROSKILDE
Søndag den 4.
september 2011 markeres 1025-året for Harald Blåtands død ved en historisk
byvandring og en dansk-polsk gudstjeneste i Domkirken.
Baggrunden for Harald
Blåtand-markeringen i Roskilde den 4. september er, at kong Harald ifølge
krønikeskriveren Adam af Bremen døde i Jumne (Jomsborg?), formodentlig nord for den nuværende polske by
Szczecin, og derefter blev begravet i Roskilde. Initiativtager til markeringen
er den polske katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski.
Ærkebiskoppen i Szczecin vil i spidsen for en polsk delegation deltage i den
dansk-polske gudstjeneste kl. 14. Den polske ambassade, herboende polakker og
den katolske kirke i Danmark vil også være repræsenteret. Forud for
gudstjenesten vil der blive afholdt en historisk "Byvandring i Harald
Blåtands fodspor".
[Dette er min egen grund-tekst, som bla. foromtalen på Roskilde Stifts hjemmeside bygger på. - Se også ovenfor min tekst til artikel på Lolland-Falsters Folketidendes kulturside 29.08.11]
Harald Blåtand og
slaverne
I sin krønike "Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum" (De Hamburgske ærkebiskoppers store gerninger), som er en af de vigtigste kilder til danmarkshistorien fra o. 850 til ca. 1074, skriver Adam af Bremen (1040 til ca. 1081) om, hvordan det var kommet til et oprør mod Harald med hans søn Svend (Tveskæg) som leder. Og om, hvordan det endte, skriver Adam:
I denne sørgelige krig, der var værre end en borgerkrig, blev Haralds parti besejret. Selv flygtede han fra slaget, gik om bord i et skib og slap over til den stad Jumne hos slaverne.
Af dem blev han - hvad man ellers ikke kunne håbe, da de jo var hedninger - humant modtaget, men nogle dage efter svandt hans kræfter som følge af såret, og han vandrede heden i bekendelse af Kristus. Hans lig blev af hæren ført tilbage til fædrelandet og begravet i staden Roskilde i den kirke, han selv havde grundlagt til ære for den hellige Trefoldighed.
Dette er kun en af kilderne, og der er megen usikkerhed omkring disse
ting. Men til grund for markeringen i Roskilde lægges, at Harald døde i 986 i Jumne, som kan være identisk med det berømte Jomsborg, og som har ligget nord for den nuværende polske
by Szczecin, og at han blev begravet i Roskilde, selv om det ikke er lykkedes
at finde arkæologisk bekræftelse af dette. Som mulige dødsår ser man også 985
og 987 angivet.
Harald Blåtand havde på flere måder med de slaviske stammer
nede syd for Østersøen at gøre. Dengang var området helt over til Holsten jo
befolket af slavere eller vendere. Harald var på et tidspunkt gift med
"Tove af Venden", datter af venderfyrsten Mstivoj eller Mistivoj (polsk: Mściwoj). Og nogle helt nye arkæologiske undersøgelser
tyder på, at en stor del af soldaterne i Haralds hird kom fra dette slaviske
område. Polen var på den tid først begyndt at opstå, svarende til, at det først
var Harald, der "vandt sig hele Danmark". Men for Polens vedkommende
var det nede i området omkring Poznań, det var begyndt, under fyrst Mieszko I, som var blevet døbt 966.
Harald var blevet døbt ca. 965.
Fyrsternes dåb og den gudstjenstlige markering
Hvis det er rigtigt,
hvad Adam af Bremen beretter, så at Harald Blåtand er død i det, der i dag er
Ærkebispedømmet Szczecin-Kamień, og begravet i Roskilde, er det allerede
af den grund naturligt, at han bliver mindet ved en dansk-polsk gudstjeneste i
Roskilde Domkirke. Og der har fra første færd også været arbejdet på en
tilsvarende polsk-dansk markering i Szczecin og i Wolin
lidt nord derfor, den lokalitet, der i fx Den Store Danske Encyklopædi betegnes
som "formentlig identisk med sagaernes Jomsborg".
Man regner med, at denne markering kommer til at finde sted i 2012. Men den
gudstjenstlige markering skal naturligvis også ses i sammenhæng med det
forhold, at både den danske kong Haralds og den polske fyrst Mieszkos dåb spillede en afgørende rolle i henholdsvis den
danske og den polske stats dannelse.
Enhver, der læser dette, vil nok helt umiddelbart spørge, hvorfor man har valgt, hvad man kunne kalde et kvartrundt år, til denne markering. Men enhver, der prøver at tænke 25 år tilbage i tiden, altså til 1986, vil se, at man, ikke mindst i Polen, dengang havde andet at tænke på, og at det, hvis det overhovedet havde været muligt, ville have været forbundet med meget store vanskeligheder at afholde en sådan markering. Og der er 25 år til 1050-året og 75 år til 1100-året! Derfor har initiativtageren til markeringen, den polske katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, ønsket at benytte den altså trods alt lidt runde lejlighed til at markere dette stærke, men jo langtfra enestående eksempel på forbindelsen over Østersøen mellem Danmark og den slaviske verden - og til at markere, at forholdene omkring Østersøen nu atter er blevet normale. Harald Blåtand-dagen i Roskilde skal altså i høj grad også ses som en fejring af denne normalisering.
I 986 var området omkring det nuværende Szczecin, ja, hele det
slaviske/vendiske område ved Østersøens sydkyst, som bekendt hedensk. Til
gengæld var det den samme Vestkirke, altså det, vi i dag kalder Den
Romersk-Katolske Kirke, både Harald og Mieszko blev
døbt ind i. Siden 1536 har Danmark været et evangelisk-luthersk land og Polen
et romersk-katolsk land. Og det gælder i hvert fald helt overvejende den dag i
dag. I den kreds, der har forberedt den fælles gudstjeneste, er man imidlertid
enige om, ikke at gøre noget særligt ud af dette forhold, men simpelt hen mødes
i den her foreliggende sammenhæng på dåbens trods alt fælles grund. Gudstjenesten i Roskilde Domkirke kl. 14 vil
blive ledet af biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, men der vil
blive sunget et par salmer, der kan synges samtidig på både dansk og polsk,
ligesom man vil bede Fadervor i kor på hver sit sprog, og såvel ærkebiskop
Andrzej Dzięga, Szczecin, som den danske
katolske kirkes biskop Czeslaw Kozon og sognepræst
Maria Harms, Roskilde Domsogn, vil fremføre, hvad der i den slags gudstjenstlige
sammenhænge betegnes som "hilsener".
Byvandring i Harald Blåtands fodspor
Forud for gudstjenesten
i Roskilde vil der finde en historisk byvandring sted under ledelse af lokale
historikere, blandt andet fra Vikingeskibsmuseet. På Vikingeskibsmuseets hjemmeside
står følgende foromtale:
Vandringen indledes på Vikingeskibsmuseet med udsigt ud over Fjorden og
til Domkirkens spir. Her introduceres den tyske kronikør Adam af Bremens
fortælling om Harald Blåtands død i Wolin, og senere
begravelse i Roskilde. Museets langskib Havhingsten fra Glendalough
fremvises som et eksempel på tidens kongelige magtudøvelse. Herfra går
vandringen mod bymodellen, hvor havneområdet
forbindes med domkirkeområdet i en fortælling om byens udvikling. Næste stop er
Skt. Ibs Kirke, et af de ældste, bevarede kirkerum i Roskilde.
På turen op mod Domkirken berettes om de spor fra vikingetiden, der er
fundet i området. Vandringen slutter på toppen af bakken, i Domkirken, hvor
professor Niels Lund vender op og ned på Adam af Bremens historie, ved kritisk
at belyse påstanden om Haralds begravelse i Roskilde.
Under byvandringen er deltagerne inviteret til at stille spørgsmål og
deltage i debat med rundviserne.
I en faktaboks
oplyses yderligere:
Byvandringens rundvisere:
Anton Englert: museumsinspektør ph.d.,
Vikingeskibsmuseet
Frank Birkebæk: museumsdirektør, Roskilde Museum
Niels Lund: professor dr. phil., Københavns Universitet
Efterfølgende er der mulighed for at deltage i domkirkens mindegudstjeneste
fra 14.00 – 15.00.
Tid: Søndag den 4. september 2011 kl. 11.30 – 13.30
Sted: Trapperne ved indgangen til Vikingeskibshallen
Pris: 50 kr.
Billetter kan købes hos Udviklingshuset Sjælland (turistbureauet) på Stændertorvet i Roskilde fra torsdag den 18. august.
Denne dag vil være af
interesse for alle, der interesserer sig for Danmarks, Polens og
Østersøområdets historie og nutid, og for alle, der glæder sig over det nu
normale og frugtbare forhold mellem Danmark og Polen, ligesom gudstjenesten i
Domkirken jo - på netop det ovenfor omtalte stille og rolige grundlag - vil
være en god økumenisk, mellemkirkelig begivenhed.
NOGLE LINKS:
Turistbureauet:
http://www.visitroskilde.com/danmark/da-dk/menu/turist/roskildelejre.htm
Vikingeskibsmuseet:
Kong Haralds slaviske
soldater:
http://videnskab.dk/kort-nyt/harald-blatands-vikinger-var-udlaendinge
*
Harald Blåtand var den første døbte regerende konge
KD Onlinedebat og på min
Facebook-væg 04.08.11 - Link til KD-artikel:
Fortæl os noget, vi ikke vidste i forvejen! Selvfølgelig er der tale om interessante fund. Og selvfølgelig var der kristendom i Danmark før Harald Blåtand, blandt andet kommet fra England. Og Ansgar kom her altså i 826. Men uanset hvad man ellers vil mene om Harald Blåtand og hans runesten og om de metoder, han kan have brugt for at gøre danerne kristne, er det altså ham, der var den første regerende konge, der blev døbt. Derfor vil vi også markere 1025-året for hans død, formodentlig i Jomsborg nord for det nuværende Szczecin, ved en dansk-polsk gudstjeneste i Roskilde Domkirke den 4. september 2011. Adam af Bremen beretter jo, at han blev begravet i Roskilde, og selv om meningerne er delte og intet er bevist, holder vi denne markering. De, der synes, det er underligt at markere 1025-året, kan prøve at tænke 25 år tilbage! Vi fejrer også, hvad der er sket siden da. - Så var der ganske vist Harald Klak, der også, og tidligere, blev døbt, men han kom ikke hjem og blev konge. Link: http://www.fortidensjelling.dk/sagnkonge20.htm.11
*
Harald Blåtand-markering i Roskilde den 4. september
2011
Facebook-note sat på
13.07.11
Søndag den 4. september bliver en Harald Blåtand-dag i Roskilde. Med en historisk byvandring og en dansk-polsk gudstjeneste i domkirken markeres 1025-året for kong Haralds død.
Men hvad har Harald Blåtand med Roskilde og Polen at gøre? - Lad os se, hvad Adam af Bremen (1040 til ca. 1081) skriver i sin krønike "Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum" (De Hamburgske ærkebiskoppers store gerninger), som er en af de vigtigste kilder til danmarkshistorien fra o. 850 til ca. 1074. Det var jo kommet til et oprør mod Harald med hans søn Svend (Tveskæg) som leder, og om, hvordan det endte, skriver Adam:
I denne sørgelige krig, der var værre end en borgerkrig, blev Haralds parti besejret. Selv flygtede han fra slaget, gik om bord i et skib og slap over til den stad Jumne hos slaverne.
Af dem blev han - hvad man ellers ikke kunne håbe, da de jo var hedninger - humant modtaget, men nogle dage efter svandt hans kræfter som følge af såret, og han vandrede heden i bekendelse af Kristus. Hans lig blev af hæren ført tilbage til fædrelandet og begravet i staden Roskilde i den kirke, han selv havde grundlagt til ære for den hellige Trefoldighed.
http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/konger/Harald/Harald_Blaatand3a.htm
Dette er kun en af kilderne, og der er megen usikkerhed omkring disse
ting. Men til grund for markeringen i Roskilde lægges, at Harald døde i 986 i Jumne, som kan være identisk med det berømte Jomsborg, og som har ligget nord for den nuværende polske
by Szczecin, og at han blev begravet i Roskilde, selv om det ikke er lykkedes
at finde arkæologisk bekræftelse af dette.
Men hvorfor denne "kvartrunde" markering? Ja, det ville jo have været vanskeligt eller umuligt at arrangere noget for 25 år siden, hvor Polen endnu var under kommunistisk styre, hvis nogen overhovedet havde fået idéen. Og der er 25 år til 1050-året og 75 år til 1100-året! Derfor har initiativtageren til markeringen, den polske katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, ønsket at benytte den altså trods alt lidt runde lejlighed til at markere dette stærke, men jo langtfra enestående eksempel på forbindelsen over Østersøen mellem Danmark og den slaviske verden - og til at markere, at forholdene omkring Østersøen nu atter er blevet normale. - Når jeg er med i initiativgruppen, skyldes det, at jeg er polskkyndig, medlem af Foreningen af Polakker i Danmark og økumenisk engageret.
Harald Blåtand havde på flere måder med de slaviske stammer
nede syd for Østersøen at gøre, fx var hans tredje kone, med det danske navn
Tove, datter af venderfyrsten Mstivoj eller Mistivoj (polsk: Mściwoj).
Venderne boede jo dengang i området helt over til Holsten. Og det er dem, der
er tale om; Polen var på den tid først begyndt at opstå, svarende til, at det
først var Harald, der "vandt sig hele Danmark". Men for Polens
vedkommende var det nede i området omkring Poznań, det var begyndt, under fyrst Mieszko I, som
var blevet døbt 966. Harald var blevet døbt ca. 965.
Og fyrsternes dåb
spillede jo en afgørende rolle i begge staters dannelse. Derfor bliver
markeringen også kirkelig. Men forud for gudstjenesten i Roskilde vil der finde
en historisk byvandring sted under ledelse af lokale historikere, blandt andet
fra Vikingeskibsmuseet.
Klokken 14 afholdes i
Roskilde Domkirke en fælles dansk-polsk gudstjeneste under ledelse af biskop
over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller. Fra Polen deltager en delegation med
ærkebiskop Andrzej Dzięga, Szczecin, i spidsen.
Desuden vil den polske ambassade i København være repræsenteret, ligesom en del
herboende polakker vil komme til stede, herunder repræsentanter for de polske
og polsk-danske foreninger i Danmark. Den katolske kirke i Danmark vil være
repræsenteret af biskop Czeslaw Kozon og af medlemmer
af den katolske menighed i Roskilde samt naturligvis af pastor Jan Zalewski.
Denne dag vil være af
interesse for alle, der interesserer sig for Danmarks, Polens og
Østersøområdets historie og nutid, og for alle, der glæder sig over det nu
normale og frugtbare forhold mellem Danmark og Polen, ligesom den jo vil være
en god økumenisk, mellemkirkelig begivenhed. Det sidste først og fremmest ved
selve det, at den finder sted, for så vidt jeg er orienteret, vil der ikke
blive lagt megen vægt på, at det er to forskellige afdelinger af den kristne
kirke, der mødes. Det afgørende er den fælles historie. Men hvad det økumeniske
eller fælleskirkelige angår, er det jo en vigtig pointe, at både den danske og
den polske stats grundlæggere havde dåben til fælles. 2011 er også 1046-året
for Haralds og 1045-året for Mieszkos dåb.
Bent Christensen
*
Harald Blåtand og Danmark-Polen
[Lolland-Falsters Folketidendes kulturside 08.07.11]
OPFØLGNING Folketidendes artikel her på siden den 5. juli under overskriften "Harald Blåtands vikinger var måske polske lejesoldater" har affødt følgende reaktion fra Bent Christensen, Fuglsevej 5, 4960 i Holeby:
- I mit bebudede lille "Det særligt danske"-projekt (læserbrev 6. april) er jeg netop blevet færdig med Harald Blåtand. Jeg begyndte nemlig med vor stammoder i Afrika for måske 200.000 år siden. Vi danskere er jo kun en lille kvist på menneskeslægtens store træ. Interesserede kan finde teksten på min hjemmeside (www.bentchristensen.dk). Dér har jeg allerede indsat og kommenteret disse nye arkæologiske resultater. Men jeg har også andre ting om Haralds forhold til vore slaviske naboer på den anden side af Østersøen. For eksempel den oplysning, at hans tredje kone, med det danske navn Tove, var datter af venderfyrsten Mstivoj eller Mistivoj (polsk: Mściwoj). Venderne boede jo dengang i området helt over til Holsten. Men det allervigtigste er, at den berømte fæstning Jomsborg, som Harald grundlagde eller lod grundlægge, og hvor han formodentlig døde, nok lå i området nord for den nuværende polske by Szczecin. Den polske stat var jo på dette tidspunkt først ved at opstå i området nede omkring Poznan.
Og for
det andet kan jeg fortælle, at vi er nogle, der er ved at planlægge en stor
dansk-polsk historisk og kirkelig markering af (cirka?) 1025-året for Harald
Blåtands død. Hvis alt går efter planen, kommer der i begyndelsen af september
til at ske noget i Roskilde (hvor Harald nok blev begravet). Når markeringen
også bliver kirkelig, er det, fordi fyrsternes dåb spillede en afgørende rolle
i statsdannelsen. Harald blev døbt ca. 965 og den polske fyrste Mieszko I blev døbt i 966.
Men hvorfor
1025-året og ikke 1000-året? Ja, hvordan var forholdene i Polen for 25 år
siden! Denne markering bliver altså også en markering af, at forholdene omkring
Østersøen atter er blevet normale.
*
Ny undersøgelse slår fast: Danerkongen boede i Jelling
Kristeligt Dagblad 16.08.13
(NB! 2013)
Nyt kapital tilføjes i danmarkshistorien
- undersøgelse fastslår, at Harald Blåtand holdt til i Jelling
Det har altid været omgærdet
af mystik, hvor Harald Blåtand egentlig holdt til. Men nu er mystikken omdannet
til konkret viden.
En ny undersøgelse fra
Nationalmuseet slår fast, at den betydningsfulde danske konge, der gjorde
danerne kristne, holdt til og havde sin residens i Jelling.
Udgravning viser nemlig, at
en kæmpe palisade på 1,4 kilometer, der omkranser Harald Blåtands kongsgård,
blev opført i år 968. Altså midt i hans regeringsperiode fra 958 til 987.
LÆS OGSÅ: Sådan blev Europa
kristent
Annonce - Der har altid været
tvivl om, det nu også kunne passe, at Harald Blåtand også havde sin kongsgård
og residerede omkring Jelling, eller om det bare var en historisk myte, der
opstod på grund af Jellingestenen.
- Men nu er vi helt sikre på,
at den stammer fra hans tid, siger museumsinspektør og ledende arkæolog på
Vejlemuseerne og teamleder for udgravningen, Rasmus Birch Iversen, til Ritzau.
Han kalder undersøgelsens
konklusion en "sensation".
En palisade er et kraftigt
plankeværk eller hegn, der tit har haft en forsvarsmæssig funktion.
LÆS OGSÅ: Blåtands vikingeborg
skal under Nationalmuseets vinger:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/515101:Kultur--Blaatands-vikingeborg-skal-under-Nationalmuseets-vinger
Seniorforsker på
Nationalmuseet Niels Bonde har lavet årringsdateringen på baggrund af 12 prøver
fra palisadevæggen. 11 prøver er nu daterede, og de stammer fra træer, der er
fældet omkring 968.
- Når vi kan sige det
rimeligt præcist, er det fordi en af prøverne, har noget af det alleryderste
træ lige under barken bevaret. I vikingetiden brugte man tømmeret i frisk
tilstand, og derfor er fældningstidspunktet lig med byggetidspunktet, siger
Niels Bonde.
Udgravningen af
palisadevæggen foregik i april og maj måned i år som en del af Nationalmuseets
Jellingprojektet.
Ifølge Rasmus Birch Iversen
er størrelsen på palisaden - 1,4 kilometer - også en "sensation".
- Dette er også en sensation,
fordi det her bygningsværk er så meget større end noget andet, vi kender fra
vikingetiden.
- Derfor får vi nu et billede
af en konge, som virkelig forsøger at hævde sig som en stor kristen konge på
linje med sine europæiske kolleger, siger museumsinspektøren.
Folkene bag udgravningen vil
i løbet af de næste par år udgive en bog om projektet.
- Men der er ingen aktuelle
planer om at fortsætte udgravningen, slutter Rasmus Birch Iversen.
LINK:
* * *
NÆRKONTAKT MED ”PLEBANIA”
Anna og Bent Christensen besøgte Besta Film i
Warszawa den 18. november 2010
[Nedenstående tekst, som er sat på her 16.04.11, svarer til
den originale polske version, jeg selv har skrevet til det polsk-danske
kvartalsskrift "Informator Polski". Det pågældende nummer udkom i
begyndelsen af april 2011, men jeg har endnu ikke selv fået det. Den endelige,
dvs. til trykte, polske version svarende, vil snarest blive sat på undersiden POLSKI, og nedenstående vil måske blive let korrigeret i forhold til den
(måske også fsva. billederne). - Nedenstående tekst
blev 15.04.11 også sat på min Facebook-profil som NOTE, ledsaget af et billedalbum,
som man kan komme til at se, hvis man bruger dette link: http://www.facebook.com/album.php?aid=51625&id=100000716224349&l=fb667a0b66 ].
I sommerferieberetningen På sporet af „Plebania” (nr. 4/2010) [står her på siden lige nedenfor] fortalte jeg blandt andet om besøget hos Besta Film i Warszawa, hvor redaktør Wojciech Krzemiński inviterede mig til, engang i løbet af efteråret 2010 at komme og besøge Besta Films studier. Og den 18. november 2010 blev dette virkelighed. Vi var til tandlæge i Szczecin og tog toget til Warszawa (afgang Szczecin 05.38, ankomst Warszawa 10.56).
PR- og marketingschef (szef promocji) Ewa Ogórek tog sig særdeles venligt af os - og en hel klasse af små skolebørn. Disse børn skulle møde en af ”Plebanias” hovedpersoner, sognepræstens husholderske Józefina (Katarzyna Łaniewska). Og mens de ventede på hende, snakkede nogle af dem ivrigt med os gæster fra Danmark. Vi fik også en god lille snak med en ledsagende mor.
Senere førte Ewa Ogórek os til studierne. Men på vejen så vi den første af de skuespillere, vi kender så godt, nemlig Marcin Piętowski, eller altså andenpræst (wikary) Artur. Han reagerede straks, da Anna spontant råbte: ”Hej Artur!”. Men det blev foreløbig kun til en kort præsentation, for vi skulle videre til studierne.
Det første af de rum, vi kender så godt, var skurken Tracz’s (Dariusz Kowalski) nye stue. Og vi var inde i Tracz’s nye kontor. Allerede her så vi, hvordan virkeligheden uden for billedrammen er, med ledninger og ting og smårod alle vegne.
Det næste var køkkenet i Hrubielów-præstegården. Handlingen i ”Plebania” er jo nu flyttet fra den fiktive landsby Tulczyn til den ligeledes fiktive nærmeste rigtige by Hrubielów (men jfr. virkelighedens navne Krasiczyn og Hrubieszów). Seriens absolutte hovedperson proboszcz (sognepræst) Antoni Wójtowicz (Włodzimierz Matuszak) er nu sognepræst i Hrubielów - og fortsat provst for det fiktive Hrubielów Provsti i det fiktive Zamość Stift (Dekanat Hrubielowski, Diecezja Zamojska). Det karakteristiske bord midt i køkkenet var fyldt med alskens dejlig mad. Som når Józefina, eller Babcia Józia (Bedstemor Józia), står og arbejder ved det. Jeg skyndte mig at få et billede af Anna og Ewa Ogórek ved dette bord, og jeg har nu, hver gang det har været i den rette vinkel, sagt til Anna: ”Det var jo lige der, du stod sammen med Ewa Ogórek!” (billede 1). Umiddelbart efter fik Anna taget et billede af Ewa Ogórek og mig ved præstegårdens juletræ. I seriens tid var vi jo i dagene mellem jul og nytår (billede 2).
Vi var også i et andet køkken. Jeg tror, det er køkkenet i det hus, Wiki (Agnieszka Włodarczyk) bor i, sammen med Joanna (Patrycja Szczepanowska) og hendes mand Osa (Maciej Wilewski). Wiki er en person, der efterhånden får større og større betydning. I november arbejdede hun som journalist og beskæftigede sig bla. med at opklare forholdene omkring den tidligere borgmester (wójt) i Tulczyn Karol Śliwiński (Adam Bauman), der som skurken Tracz’s marionet stillede op til borgmesterposten (burmistrz) i Hrubielów. Karol Śliwiński vandt valget og blev ny borgmester i Hrubielów, men allerede dengang var der noget i gang i ham, og det var noget af det mest spændende i den del af serien, som efter en periode med en vis afmatning havde genfundet sit meget høje niveau, først og fremmest på det teologiske område. Jeg forstår, at forfatterne har ønsket af skifte til et nyt miljø for at vise livet, herunder det kirkelige liv, i en moderne polsk by, og det er meget interessant, men for os havde serien sin uforlignelige storhedstid i Tulczyn-perioden.
Joanna er tidligere politibetjent, med en afskedigelseshistorie, jeg også kunne sige meget om. Og hun samarbejdede med Wiki om opklaringen af de beskidte ting, der foregik i valgkampen op til lokalvalget.
Osa er Joannas mand. Men hvad mere er, han er også skurken Janusz Tracz’s bror! Det var helt vildt, da de sammen aflagde allehelgensbesøg ved deres fars grav. Deres samtale ved graven var meget interessant, også fra et teologisk synspunkt. Polskkyndige læsere vil kunne se, at staver man Tracz bagfra, får man Czart, Fanden! De absolutte modpoler i serien er Janusz Tracz og sognepræst Antoni Wójtowicz, altså ret bogstavelig talt repræsentanterne for henholdsvis Gud og Fanden.
Det, jeg her har fortalt, giver et indtryk af, at det helt enestående storslåede ved serien ”Plebania” er, at den, med velvalgt brug af sæbeoperaens midler, giver et ikke alene dybt teologisk, men også både realistisk og kritisk billede af livet i nutidens Polen.
Vi gik så gennem præstegårdens spisestue og kom til præstekontoret (kancelaria), hvor vi også fik set de billeder på hylden bag skrivebordet, vi indtil nu mest bare havde set i baggrunden. Det første er billedet af det jo altså fiktive Zamość Stifts biskop. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt biskoppens efternavn, kun titlen (han spilles af Wojciech Duryasz). Men jeg har måske hørt biskoppens fornavn - sagt af sognepræst Antoni. De to er nemlig venner tilbage fra præsteseminariet af. Og dette forhold giver sig mange interessante udslag i kirkens jo stærkt autoritære hierarkiske system. Antoni Wójtowicz har et ret langt (men ikke uendelig langt!) tøjrslag, hvilket også skyldes, at sognepræst - og provst - Antoni er biskoppens problemknuser. Og biskoppen kan selvfølgelig regne med hans totale loyalitet over for den katolske kirke - idet Antoni Wójtowicz's slagord dog hele tiden er: ”Kirken, det er mennesker” (og ikke (bare) et magtsystem). Men der er også billeder af virkelige personer, ”den polske pave” Johannes Paul II, den store helt fra kommunisttiden, ”årtusindets primas”, kardinal Stefan Wyszyński, og den nuværende pave Benedikt XVI.
På vejen tilbage mødte vi Józefina - eller altså Katarzyna Łaniewska - som skulle være sammen med børnene, og de stod allerede og ventede på hende med fladtrykte næser inde bag glasdøren. Katarzyna Łaniewska er god til børn. Hun er jo, som hun senere stolt fortalte, også bedstemor (babcia) i det virkelige liv, og vi har derhjemme set hende i det kirkelige børneprogram ”Ziarno”.
Imidlertid var vi kommet virkelig ind på livet af pastor Artur (Marcin Piętowski), andenpræsten eller ”wikary” i Hrubielów. Det skyldtes blandt andet, at han også tit var ude og få sig en smøg, men han var også virkelig interesseret i at snakke med os. Han talte udmærket engelsk, så Anna kunne også tale med ham alene. Under disse små samtaler fortalte han mange interessante ting om både sin ”person” og den fremtid, der i serien tegner sig for denne og sognepræsten.
Jeg roste Marcin Piętowski for hans udførelse af denne på sin vis vanskelige rolle, og det blev han selvfølgelig glad for, men han sagde, at han havde det godt med den, og at den ikke var særlig svær at spille. Da jeg sagde til ham, at han jo nok selv var et bedre menneske end den sure og rethaveriske paragrafrytter Artur, protesterede han ikke mod det. Og han protesterede heller ikke, da jeg sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at det kunne være, pastor Artur ville udvikle sig positivt gennem seriens videre forløb.
Også andre deltog i disse ordvekslinger, blandt andet seriens kostumemand eller ”kostume-guru”, som den, der præsenterede os for ham, sagde. Han udspurgte mig meget detaljeret om brugen af liturgiske præsteklæder i Den Danske Folkekirke. Jeg måtte fortælle ham, at det var meget forskelligt, hvordan vore præster forholdt sig til dette, men at traditionalister som jeg brugte messeklæder på stort set samme måde som de katolske præster. Vi gennemgik det hele nøje, og han var også fuldt fortrolig med Reformationens historie og dermed Folkekirkens romersk-katolske baggrund.
Under samtalerne med Marcin Piętowski og de andre understregede jeg flere gange, at jeg som god lutheraner ønskede et tæt og kærligt, men samtidig kritisk forhold til katolikkerne. Og i den forbindelse kom vi jo også ind på seriens særlige holdning til den katolske kirke. På den ene side er den meget loyal over for kirken, men der er også en mere eller mindre direkte kritik i den, ikke mindst for så vidt angår præstecølibatet. Og måske har selv hovedpersonen sognepræst Antoni (som jeg holder meget af) sine svage sider! Måske er han for hjælpsom. Og måske er dette også en måde at få magt over folk på. Jeg sagde, at seriens holdning, dvs. kritisk loyalitet, svarede til min økumeniske holdning som lutheraner.
Men optagelserne var i gang, og overværelsen af dem var et af de vigtigste formål med vort besøg - ved siden af mødet med skuespillerne og de andre medvirkende. Vi kom først meget tæt på den - tavse - situation, hvor Józefina og pastor Artur sidder og venter på sognepræsten. Det er nytårsaften kl. 23! Man fortalte os lidt om denne situation, og den 14. januar 2011 så vi denne scene i afsnit 1608. Og vi vidste, at den altid gode og hjælpsomme sognepræst var kommet i alvorlige vanskeligheder, da han - på en meget selvrådig måde - havde prøvet at hjælpe den syge pastor Kazimierz, en ven fra præsteseminarietiden af. Sognepræsten er i bisperesidensen og venter dér på biskoppen. Józefina er meget bekymret og ked af det.
Det var en stor ære og glæde at få lov at være så tæt på Józefina og pastor Artur. Først var vi (under prøverne) i selve spisestuen, men derefter, dvs. under optagelserne, så vi dem gennem døren fra instruktionsrummet. Men dér var det jo også meget interessant for os at være. I disse Plebania-optagelser foregår det nemlig på den måde, at instruktøren og hans nærmeste medarbejdere, dvs. scripteren og den ledende lydmand, sidder ved nogle monitorer og foretager instruktionen gennem en slags internt radiosystem.
Vi fik også lov til at følge optagelserne af en større rigtig scene, en meget interessant scene inde i præstekontoret (kancelaria). Sognepræst Antoni er åbenbart kommet i virkelig store vanskeligheder på grund af den måde, hvorpå han havde prøvet at hjælpe sin ven pastor Kazimierz. Vi var i instruktionsrummet, og lydmanden gav mig et par trådløse hovedtelefoner, så jeg også kunne høre, hvad der blev sagt. Hvad jeg bagefter takkede ekstra meget for. Diskussionen mellem sognepræst Antoni og pastor Artur i denne scene var nemlig ikke bare et typisk eksempel på deres samtaler, men også en diskussion, der svarer til de diskussioner, vi har i Den Danske Folkekirke, nemlig, hvorvidt kirken skal styres som en koncern (korporacja) eller skal ledes på en anden måde og på sit eget særlige grundlag. Men i denne scene drejede det sig om den særlige situation, sognepræsten befandt sig i, og han sagde, at hans grundsætninger var meget enkle, og at der var ti (altså selvfølgelig De Ti Bud, og bag dem det dobbelte kærlighedsbud).
Filmmiljøet er noget helt særligt, hektisk, men samtidig præget af stor indbyrdes venlighed, en venlighed, der den dag også omfattede os - og med en disciplin, der ikke står tilbage for den militære.
Ved 15-tiden, da optagelserne sluttede, gik vi alle til spisning. Men inden da havde vi haft en rigtig god samtale med Katarzyna Łaniewska. Hun var utrolig venlig og interesseret. Og hun fortalte stolt om sin, så vidt jeg forstod, første internationale filmrolle. Det var i den dansk-polske film fra 1990 ”Kajs fødselsdag”, hvor hun spillede Magdalenas mor. Og hun fortalte i den forbindelse om sin veninde gennem mange år, den polsk-danske skuespiller Bożena (Bozenna) Partyka, som også havde været med i ”Kajs fødselsdag” - som polsk pasbetjent. Jeg har senere fået at vide, at Bozenna Partyka også har medvirket i filmen ”Den sorte madonna” (2007), hvor hun ifølge rollelisten spiller „en polak”. Og jeg er kommet i mail-kontakt med hende. Hun har boet i Danmark i snart tredive år, har arbejdet som dramalærer og skuespiller. Hun er nu knyttet til ”Verdens mindste Teater” (Annemette Albrectsen).
I forbindelse med mine udskrifter af ting fra Internettet sagde Katarzyna Łaniewska: ”Min tekniske udvikling er standset ved mobiltelefonen!”. Men børnebørnene hjælper hende med ting, der kræver computer. Og hun fortalte stolt om sine voksne børnebørn.
Katarzyna Łaniewska, som er født i 1933, oplevede som barn Warszawaopstanden i 1944. Hvor tæt på fik jeg ikke fat i, men det var tydeligvis noget, der var af stor betydning for hende. Jeg nåede desværre ikke at fortælle, at vi i 1994, helt tilfældigt, var i Warszawa under højtideligholdelsen af 50-året for opstanden.
Under samtalen kom vi også ind på præsidentflyulykken ved Smolensk den 10. april 2010. Og vi talte i det hele taget om Polens historie og nutid. Hun sagde, at nu havde de friheden, så at det bare gjaldt om at bruge den rigtigt. Jeg er sikker på, at hun blandt andet sigtede til den igangværende politiske ”polsk-polske krig”. Og jeg kunne jo kun give hende ret. Men jeg mener, vi var enige om, at det nu alt i alt gik godt for Polen (billede 3).
Anna nåede at spørge Józefina om hendes kogebog - som også findes i virkeligheden! Men den er udsolgt og vil ikke blive genoptrykt. Anna fik også drøftet denne kogebog med pastor Artur.
Imidlertid dukkede også seriens absolutte hovedperson op, sognepræst (proboszcz) Antoni Wójtowicz (Włodzimierz Matuszak), allerede iført præsteskjorte. Ham fik jeg vekslet nogle gode ord med, men han havde lidt travlt, så Józefina og jeg sørgede for, at han fik et eksemplar af min Plebania-artikel. Włodzimierz Matuszak er en meget venlig mand, af væsen meget lig proboszcz Antoni. Anna fik også taget et billede af ham og mig (billede 4), og vi nåede at få sagt pænt farvel til ham efter fællesspisningen.
Lidt senere fik vi også hilst på sognepræstens søster Krystyna (Bernadeta Machała-Krzemińska). Hun var også meget venlig og interesseret. Og også hun virkede umiddelbart meget lig sin rolle (billede 5).
Den spændende person Wala (Dorota Nowakowska), som er halvrusser fik vi kun set på afstand og under spisningen. Hendes mand Henryk (Marek Frąckowiak) var dengang endnu borgmester (wójt) i Tulczyn - men tabte valget. Wala driver et ægteskabsbureau i handelscentret ”Arka” i Hrubielów. En gruppe af personer fra Tulczyn har købt dette center, og Krystyna, sognepræstens søster, har sin nye restauration dér, og ægteparret Grzyb (Barbara Zielińska og Maciej Damięcki) deres nye butik, osv. - I den første artikel skrev jeg om den hykleriske, sladdervorne og begærlige fru Grzybowa, men nu er hun blevet lidt bedre.
Men netop i forbindelse med måltidet fik vi en helt særlig oplevelse. Og jeg tænker ikke først og fremmest på, at vi kom til at sidde lige over for dagens afsnits instruktør Adam Guziński, så at jeg nåede at få fortalt lidt om os og at få gjort det klart, at jeg skulle skrive en artikel om vort besøg til Informator. Nej, jeg tænker især på mødet med lille Ewa eller Ewunia (Weronika Kosobudzka), kirketjener Marian Piłats (Andrzej Chichłowski) barnebarn og datter af Iwona (Karolina Nolbrzak). Lille Ewunia, som vel er ca. 6 år, var ledsaget af sin virkelige bedstefar, som tog sig fint af hende, og som jeg fik talt lidt med. Hun sad stille og roligt ved bordet og lod sig ikke imponere af noget. Vi tror, hun har en sund indstilling til det hele. Senere kom Anna, som er en erfaren bedstemor, lidt mere ind på livet af hende.
Vi fik også hilst på ”moderen”, altså seriens Iwona. Det var en dejlig oplevelse ved slutningen af vort besøg. Hun er i serien en meget speciel og ret gådefuld kvinde - med en fortid, som jeg ikke kan komme nærmere ind på her. Men jeg har altid set noget spændende i hende, og Karolina Nolbrzak var virkelig sød og interesseret under vor lille samtale.
Til sidst talte vi med den pianistinde, der (ved vi nu) akkompagnerede sangerne under en optræden med julesange i Krystynas restauration. Det var en fin ældre dame, som vi fik snakket en hel del med. Hun fortalte om krigsretstilstanden (stan wojenny) 1981-1983, og om, hvordan danske studerende dengang ydede deres polske kammerater økonomisk og anden hjælp. Hun er født i Holland. Og hun talte fint både engelsk og tysk. Og så forstår jeg bedre, hvorfor hun, da jeg begyndte min forklaring om sprogofficer med russisk osv. og forholdet mellem de to slaviske sprog russisk og polsk, fuldførte min sætning med ”som mellem tysk og hollandsk”. - På billede 6: Forfatteren, Iwona, Ewunia i pianistinden.
Vi nåede i de ca. fire og en halv time, vi var der, også at
få snakket med andre end de her nævnte skuespillere m.fl. Især må fremhæves den kvinde, der havde en ledende funktion under
optagelserne, og som var den, der mest tog sig af os, da Ewa Ogórek havde været nødt til at gå til et planlagt møde. Men
der var altså andre, blandt andet et par ganske unge mænd, som jeg sad lidt
sammen med sofaen i præstegårdens spisestue. Og nu siger jeg næsten hver gang:
„Der sad jeg sammen de to unge fyre!”.
Ved afskeden lovede jeg
at sende resultatet af vort besøg, dvs. et eksemplar af ”Informator” med denne
artikel, og Anna siger, at den netop omtalte kvinde havde sagt, at vi var
velkomne til at komme igen en anden gang.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
og cand. mag. i dansk/russisk
[Bent Christensen
pastor emeryt, doktor teologii
i magister filologii duńskiej i rosyjskiej]
- - -
Tekster til FB-billedalbum, som jeg kraftigt henviser til. Det er alle de billeder, der er nævnt i artiklens danske FB-udgave, men som måske ikke alle er med i Informator Polski:
Billede 1: Anna og Ewa Ogórek ved Józefinas mad-bord.
Billede 2: Ewa Ogórek og Bent ved præstegårdens juletræ.
Billede 3: Józefina og Bent.
Billede 4: Sognepræst Antoni og Bent.
Billede 5: Krystyna mellem lidt af Józefina og lidt af Bent.
Billede 6: Bent, Iwona, lille Ewunia og pianistinden.
MEN SE ALTSÅ
BILLEDALBUMMET!
http://www.facebook.com/album.php?aid=51625&id=100000716224349&l=fb667a0b66
* * *
PÅ SPORET AF ”PLEBANIA” - EN SLAGS
PILGRIMSFÆRD
[Artikel i „Informator Polski” nr. 4 (74) 2010 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”. - Det i artiklen omtalte mulige besøg hos Besta Film fandt sted den 18. november 2010 og vil efter planen blive omtalt, nok på polsk, i forårsnummeret af „Informator Polski”]
Se også den uforkortede
grundversion af denne beretning lige under artiklen her! - Og
Facebook-billedalbummet, som man skulle kunne komme til ved at klikke på dette
link:
http://www.facebook.com/album.php?id=100000716224349&aid=15360
Se desuden den her ovf.
16.04.11 indsatte artikel "Nærkontakt med 'Plebania'"!
Hovedformålet med vor rejse 23. juni - 11. juli 2010 var at besøge de steder, som har betydning i forbindelse med tv-serien ”Plebania”, som jeg skrev om i nr. 2-3/2008. Og jeg må her stort set nøjes med at skrive om denne side af sagen. (En langt fyldigere version vil snarest blive sat på min hjemmeside, undersiden ”Internationalt”). Men vi var jo igen til tandlæge og optiker i Szczecin, hvor vi også fik dyrket både gamle og nye kontakter. Og vi oplevede i Poznań for anden gang højtideligholdelsen af årsdagen for demonstrationerne i 1956. Men så kørte vi til Warszawa, til det første punkt på Plebania-pilgrimsfærden.
Hos Besta Film i Warszawa
I Warszawa nåede vi Peter og Paulus-aftenmessen (29. juni) i Kościół Św. Krzyża, hvorfra vi har hørt utallige messetransmissioner. Derefter dvælede vi en stund på Plac Piłsudskiego, hvor vi i 1994 - næsten lige bag præsident Lech Wałęsa - havde deltaget i den store mindegudstjeneste i anledning af 50-året for Warszawaopstandens udbrud, men hvorfra vi jo også gang på gang har set transmissionerne af de forskellige højtideligheder.
Næste dag gik jeg ind hos Besta Film. Ved et rent lykketræf fik jeg en samtale med seriens redaktør Wojciech Krzemiński, som fortalte, at man jo havde fået et eksemplar af Informator og havde læst min artikel med meget stor interesse, ja, ligefrem begejstring. Den havde han, for at gøre en lang historie kort, fået gennem vor egen Polowizja-mand Wojtek Kłoczko. Og jeg skulle bare melde min ankomst engang i løbet af efteråret, så skulle jeg nok komme til at besøge studierne under optagelserne og få hilst på skuespillerne og de andre.
Efter et besøg på Warszawaopstandsmuseet, kørte vi videre mod øst til pilgrimsfærdens næste station, landsbyen Okuniew.
Okuniew - som at være i Tulczyn
Okuniew, landsbyen, hvor udendørsoptagelserne til Plebania-seriens Tulczyn indtil for nylig har fundet sted, og hvis kirke er kirken i Tulczyn, ligger lige syd for et stort militært øvelsesterræn, hvilket forklarer dens helt enestående karakter, af en landsby så tæt på Warszawa at være. For den viste sig i overraskende grad at svare til seriens Tulczyn, lige fra de tre småbutikker, vi handlede i, til den gamle fulde og kontaktivrige mand, der bogstavelig talt forfulgte mig helt ind i bilen.
Vi genkendte straks byens ”Rynek”, som ikke var nogen torveplads, men en dejlig lille kvadratisk park med en del stier og bænke, hvor nogle lokale nød skyggen. På dens stier havde mange scener udspillet sig, især den, der gik nærmest fra kirken.
Det var meget varmt, og vi var tørstige, så jeg gik hen til en lille butik, der var endnu mindre og meget mere gammeldags end butikkerne i serien! Her købte jeg en stor cola og fik præsenteret mig lidt for købmanden.
Da Anna og jeg havde fået slukket den værste tørst, gik vi tilbage til butikken, hvor jeg fik fortsat præsentationen og vi fik købt lidt ind. Jeg gav købmanden en udskrift af Informator-artiklen med en håndskreven lille hilsen føjet til for neden. Han var meget interesseret og begyndte straks at læse de første afsnit. Og vi fik snakket med nogle af kunderne. Det var fuldstændig som at være i seriens Tulczyn.
Vi fik også snakket med mange andre rundt i byen. Den allervigtigste oplysning, vi fik, var, at indgangen til seriens ”Gospoda”, altså Krystynas værtshus, var det ”afskårne” hjørne af et hus ved ”Rynek”. Vi kunne især genkende de ret usle fliser foran trappen.
Næste dag kørte vi ud til kirkegården, men bortset fra porten og kirkegårdens almindelige - meget polske - karakter var der ikke noget, vi kunne genkende. Men så var der selve den rigtige park, på den anden side af hovedgaden. Her genkendte vi ruinen af noget, der - efter hvad en dame, vi mødte på stien, fortalte - vist havde været en greves lille slot (”dwór”). Denne park gik man i serien ud til, når man skulle gå en vigtig tur sammen.
Kirken var det selvfølgelig en helt særlig oplevelse for os at se. Og pladsen foran med porten, hvor så mange scener havde udspillet sig. Vi fik taget billeder både indvendig og udvendig, herunder af det fritstående klokketårn, som vi også udmærket genkendte. Og af præstegården! Plebania! Det var dog ikke til at afgøre, hvor meget den har været med i serien. Kunne det virkelig være den, vi hver gang havde set i indledningen, og som ser ud til at ligge mere frit?
Deltagelsen i messen torsdag aften kl. 18 var et absolut højdepunkt. Men på den ejendommelige måde, at det overvejende føltes som noget helt naturligt og hjemmevant. Vi havde jo været der så tit!
Efter messen fik vi en meget fin samtale med en nonne, som glædede sig meget over det, jeg fortalte om vort forhold til ”Plebania”. Men det var også i det hele taget en god lille økumenisk samtale. Vi nåede også at hilse på præsten, som stod udenfor og talte med nogle damer. Og jeg fik givet ham en af mine udskrifter af Informator-artiklen. En af damerne fulgte os helt hen til bilen, og hende fik vi endnu en rigtig god økumenisk samtale med. Men alle, vi snakkede med, var venlige og ivrige efter at fortælle, og alle var meget økumenisk åbne over for os to lutheranere fra Danmark. Nogle var fortrolige med serien, andre ikke. Nonnen sagde, at hun så godt som aldrig havde set den, fordi TVP 1 sendte den i en af deres bedetider!
Det var vemodigt at sige farvel. Men bortset fra de mere og mere sjældne scener i kirken og måske nogle få andre ting, er Okuniew altså nu fortid i serien, som før sommerferien var nået til afsnit 1513(!), men fra omkring afsnit 1325 af var begyndt at skifte miljø fra landsby til rigtig by og dermed begyndt at vise livet i og omkring kirken i selve det moderne Polen - i modsætning til, hvordan det i alle de første afsnit var brydningen mellem gammelt og nyt i en lille østpolsk landsby. Hovedpersonen, sognepræst og provst Antoni Wójtowicz (Włodzimierz Matuszak), er nu sognepræst i Hrubielów, der er en fiktiv by ligesom Tulczyn, men hvis navn er dannet over det virkelige bynavn Hrubieszów (helt ude ved grænsen til Ukraine) på samme måde som Tulczyn er dannet over det virkelighedens Krasiczyn, der var turens næste hovedpunkt.
Mellem Okuniew og Krasiczyn
Landskabet mellem Warszawa og Lublin var et almindeligt sandet og fladt polsk landskab. I Lublin fik vi - som planlagt - kun set nogle af de vigtigste bygninger. Det Katolske Universitet i Lublin (Katolicki Uniwersytet Lubelski Jana Pawła II) var jeg dog inde i, og jeg fik i den lille informationskiosk købt mig en meget flot kuglepen med universitetets navn på. - I ”Plebania” optræder Lublin som den nærmeste større by, altså på niveau’et mellem Hrubielów og Warszawa, men vi mindes ikke at have set særlige ting i scener derfra.
Pludselig blev landskabet et stort stykke Sjælland, såvel i betydningen ”stort i trækkene” som ved markernes helt danske frugtbarhed. Det gøs i os, da vi forstod ”storheden” i Himmlers plan! Vi mindedes jo den uhyggelige dokumentarfilm, vi engang havde set i polsk TV om det tyske forsøg på at tømme Zamość-området for polakker og gøre det til et tysk bosættelses-pilotprojekt i den store Lebensraum-plan.
Selve byen Zamość er en slags Polens svar på Fredericia! Vi var der ikke længe, men fik set noget af befæstningen, kørt rundt om den indre by og dvælet en stund inde på torvet. Efter Zamość begyndte der at stå UA (Ukraine) på vejskiltene, ligesom bynavnet Lviv (Lwów) dukkede op. Og syd for Zamość kom vi ud af det frugtbare land og ind i det store sydøstlige efterhånden helt bjergagtige skovområde.
Krasiczyn - forbilledet for Plebania-seriens Tulczyn
Krasiczyn, Plebania-Tulczyns forbillede og dermed turens andet hovedmål, ligger ca. 10 km vest for Przemyśl. Det er, blandt andet på grund af ”Zamek” (slottet), men vel også på grund af områdets bjergagtighed, en ret turistpræget landsby. Den mindede i det ydre slet ikke om seriens Tulczyn.
Jeg kom straks på overordentlig god talefod med vor agroturistik-vært. Han stammede fra en pinsekirkefamilie(!) i Przemyśl, men var også godt inde i de lokale katolske forhold - og var i det hele taget ikke så pinsekirkelig, at det gjorde noget. Han fortalte, at tidligere sognepræst Bartmiński endnu boede i præstegården, var omkring de 80, men åndsfrisk.
Om søndagen (4/7) kom vi i god tid til 11-messen og sad på parkeringspladsen og undrede os over, at der ikke kom nogen. Men da vi kom om til indgangen på den anden side, så vi, at kirken var fuld, og at folk stod i våbenhuset og udenfor. De allerfleste er altså kommet gående fra byen.
Vi fandt et par ståpladser i våbenhuset, og jeg kunne sagens følge med i messen, for der var et godt højttaleranlæg. Da vi kom til prædikenen, gik vi dog indenfor og fandt en plads i nederste venstre hjørne. Dér sad en ældre præst i præstedragt, og på et tidspunkt sagde Anna: ”Det er ham!”. Hvortil jeg rystede på hovedet. Det var han da alt for ung til at være. Men det viste sig senere, at det faktisk var ham! Vi fik ikke talt med ham i kirken, men jeg fik efter messen fanget den (formodentlig) nye sognepræst, som førte mig ind i præstegården og dermed til ks. prałat Stanisław Bartmiński. Ham viste jeg straks udskriften af min artikel. Men den havde han skam læst på Internettet, altså på min hjemmeside! Så spurgte han meget fint, om jeg havde min kone med. Hun skulle da også med indenfor.
Det blev en fantastisk samtale. Ks. prałat Stanisław Bartmiński var mindst ti år yngre end sin alder og en meget klog og behagelig mand. På et tidspunkt gav han os et eksemplar af den tobindsbog, han netop havde udgivet om Krasiczyn Sogns historie. Og blandt de mange billeder i den viste han os - på den helt rigtige måde! - de billeder, der var af ham sammen med nogle af skuespillerne fra serien. Det mest spektakulære billede var nok det, hvor man ser Stanisław Bartmiński stå ved siden af sit fjernsynsapparat - med seriens Antoni Wójtowicz på skærmen.
Ks. Stanisław Bartmiński fortalte også historien om, hvordan det var
hovedmanden bag serien Olaf
Olszewskis mor, der havde henledt sin søns
opmærksomhed på, at hvis han ville lave en serie, der udspillede sig i et
østpolsk miljø, så ville det være godt at bygge på Krasiczyn
og sognepræst Bartmiński - som jo ikke bare har
været forbillede for seriens sognepræst, men også har fungeret som konsulent .
Mellem Krasiczyn og Łubowice
Kraków skulle vi ikke egentlig besøge. Men vi havde ikke haft tid til at gå i boghandel i Warszawa, og så var et gensyn med Kraków, som vi jo havde nydt for to år siden, det eneste rigtige.
Da vi kom ind på ”Rynek Główny”, stillede
vi os først et øjeblik foran Mariakirken. Men vi skulle jo først og fremmest
købe bøger. Og sandelig, om der ikke var en stor Empik-boghandel
lige på torvet. Dér fik jeg købt tre gode bøger, en om forholdene omkring den
polske stats grundlæggelse for over tusind år siden, en om Polens
selvstændighedsperiode i mellemkrigstiden og en polsk litteraturhistorie i
leksikonform.
Da vi havde forladt Kraków, skulle vi finde et sted at sove. Men efterhånden begyndte vi at nærme os Oświęcim, den by, hvis tyske navn er Auschwitz! Den har vi aldrig planlagt at besøge. Vi er på forhånd så meget ”imod”, som man kan blive, så vi vil hellere bruge den kostbare tid i Polen til positive ting. Men det endte med, at vi kom til at overnatte dér.
Allerede en snes kilometer fra byen begyndte det hele at få et dystert præg, og da vi kørte gennem den østlige udkant af byen, så vi på vor højre hånd et meget langt hegn med de karakteristiske krumme betonpæle med pigtråd foroven. Vi blev efterhånden klar over, at det måtte være et af hegnene omkring de fabrikker inde i selve byen Oświęcim, hvor fanger fra lejrene Auschwitz og Birkenau havde arbejdet.
Da jeg næste morgen var nede ved bilen, dukkede den ret specielle mand op, som havde vist os hen til det hotel, vi havde sovet i. Det havde han ikke ønsket en drikkeskilling for, men et minde, fx en kuglepen. Og han var blevet henrykt over at få den Dansk Folkeparti-kuglepen, jeg havde fundet i mit penalhus.
Han spurgte, om vi havde været tilfredse med hotellet. Det svarede jeg ikke direkte på, men sagde noget med, at det jo var et hotel fra kommunismens tid. Det udløste en talestrøm! Han mente helt bestemt, at det hele havde været bedre under kommunismen, ingen arbejdsløshed, social forsorg for alle, tryghed og lighed. Og på mit spørgsmål om det med friheden, svarede han prompte, at det var pokker til frihed, når folk måtte gå rundt og samle brød op af skraldespandene. Jeg var ked af at måtte afbryde denne særdeles interessante samtale, men vi skulle jo ud af hotellet og videre mod vort sidste særlige mål i Polen, Łubowice, og gensynet med Joseph von Eichendorffs fødested.
Łubowice - Joseph von Eichendorffs
fødested
Racibórz er den by, i hvis opland Łubowice ligger, den tyske romantiske digter Joseph von Eichendorffs (1788-1857) fødested. Dér fandt jeg turistinformationen og fortalte damen om mit ærinde. Hun gav mig en hel del meget fint materiale og henviste mig desuden til boghandelen ”Sowa” (Uglen), hvor jeg fik købt to Łubowice-årbøger med Eichendorff-afsnit i. Jeg købte desuden et hæfte med Eichendorffs lokale eventyr m.m. i polsk oversættelse og en Eichendorff-bog af sognepræsten i Łubowice. Den viste sig at være en fin lille PhD-afhandling eller tilsvarende.
Om onsdagen (7/7) kørte vi til Łubowice ad den østlige vej. Vi studerede landskabet og tænkte på Eichendorff. Pludselig var vi ved Oder-floden, hvor en lille enmandsbetjent mortorløs færge, der på snedig vis blev drevet af strømmen i floden, hurtigt fik os over på den anden side. Og snart efter var vi i Łubowice, hvor vi skyndte os til parken med slotsruinen, som vi næsten ikke havde haft tid til første gang.
Ellers ville vi bare ind på kirkegården for at se Eichendorff-minderne dér. Spørgsmålet om befolkningssammensætningen i området på Eichendorffs tid havde vi nemlig fået besvaret i sognepræstens bog: De allerfleste var polakker, nogle var tjekker, og nogle få tyskere! Joseph von Eichendorff, som omgikkes lokalbefolkningen ualmindelig frit, var derfor mere eller mindre tosproget med tysk og polsk.
Men på parkeringspladsen mødte vi hr. Paweł Ryborz, Kierownik administracyjny, Górnośląskie centrum kultury i spotkań im. Eichendorffa - eller på tysk: Geschäftsführer, Oberschlesisches Eichendorff Kultur und Begegnungszentrum. Ham fik vi en fantastisk samtale med, og han inviterede os indenfor i centeret, men vi havde ikke tid, så vi nøjedes med at udveksle visitkort. Og vi har nu en fin mail-kontakt med ønske fra begge sider om, at der skal komme mere ud af det. Præsten afstod vi på grund af det sene tidspunkt fra at gå hen til. Men jeg er nu kommet i mailkontakt med ham gennem hr. Ryborz.
Næste dag satte vi kursen mod Zgorzelec (den polske del af den grænse-dobbeltby, hvis tyske del hedder Görlitz). Under et stop ikke så langt derfra kom vi i snak med et par håndværkere, som fik hele remsen med gammel sprogofficer og venderne på Lolland-Falster og venderne i Lausitz (Łużyce), som vi var på vej til. Men jeg havde jo her blandt andet nævnt Tillitse på Lolland, det eneste danske sogn med et slavisk navn. ”Tillitse”, sagde de, ”det ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. Og de viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo hedder Tylice [tylitse] med y, så det måske ikke er (helt) det samme. Men alligevel!
Næste morgen kørte vi videre til turens anden hovedafdeling, deltagelsen i den lille, men i helt enestående grad vågne sorbiske landkommune Nebelschütz/Njebjelčicy’s Internationales Gemeindefest (mjezynarodny gmejnski swjedźeń).
For fjerde gang hos vore vendiske venner
Det var fjerde gang, vi besøgte vore vendiske (sorbiske) venner i Bundesland Sachsen, og vi har nu en så høj status, at vi fik den store ære at sidde sammen med borgmester Tomaš Čornak og Bundestagsabgeordneter (forbundsdagsmedlem) Rainer Deutschmann i en af de to hestevogne, der kørte i spidsen for det store festoptog fredag aften. - Som sædvanlig deltog også en delegation fra den polske venskabsby Namysłów.
Som de tre tidligere gange deltog jeg i præstekjole i søndagens fest-messe, og jeg fik som sædvanlig ordet ved messens slutning lige før velsignelsen. Denne gang kom jeg i min ”Ansprache” ind på, hvordan det ligger med vort kristne fællesskab, så at vi på vejen mod den kirkelige enheds genoprettelse må væbne os med tro, håb og kærlighed, ganske særligt tro på Helligånden. Og jeg lod min hilsen fra Den Danske Folkekirke munde ud i fremsigelsen på sorbisk af de første to vers af Folkekirkens epistel til denne søndag (6. søndag efter trinitatis):
Wšitcy su dźě zhrěšili a nimaja chwały před Bohom. Darmo su wosprawnjeni z jeho miłosće, wukupjeni přez Chrysta Jězusa. (Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, Rom. 3,23-24).
Bent Christensen
pastor emeritus, dr.
theol. & cand. mag.
www.bentchristensen.dk
Se også den uforkortede grundversion her lige
nedenfor!
____________________________________________
Billedtekster
1.
Kirken i virkelighedens Okuniew og Plebania-seriens Tulczyn. Her har Anna og Bent Christensen været mange gange gennem fjernsynet hjemme på Lolland, men nu også været virkeligt til stede ved en aftenmesse.
2.
Ks. prałat Stanisław Bartmiński, forbilledet for Plebania-seriens proboszcz (sognepræst), med Anna og Bent Christensen efter samtalen i Krasiczyn Præstegård. Bent Christensen står med de to bind af Krasiczyn Sogns historie, forfatteren lige har givet ham.
3.
De sørgelige, men også spektakulære rester af Joseph von Eichendorffs barndomshjem. Der er planer om at genopføre slottet og gøre det til et polsk-tysk kultur- og forsoningscenter.
4.
Bent Christensen ved pulten i kirken i Nebelschütz/Njebjelčicy. Her fremførte han ved festmessen under den internationale byfest sin korte ”Ansprache” eller hilsen fra Den Danske Folkekirke.
* * *
”PLEBANIA” - med mere
Den uforkortede beretning om
den 2010-sommertur, der først og fremmest var en slags pilgrimsfærd ”På sporet
af ‘Plebania’” (se ovst. Informator Polski-artikel).
Beretningen om
realiseringen af det omtalte besøg hos Besta Film,
som fandt sted den 18. november 2010, vil efter planen blive bragt i
forårsnummeret 2011 af ”Informator”, formodentlig på polsk, men der vil blive
sat en dansk version ind her på denne side.
Hovedformålet med vor 2010-rejse 23. juni til 11. juli var at besøge de steder, som har betydning i forbindelse med tv-serien ”Plebania”, som jeg skrev om i ”Informator Polski” nr. 2-3/2008 (og hvis danske version står længere nede på denne side). Men vi ville også gerne opleve højtideligholdelsen af årsdagen for Poznań-demonstrationerne endnu en gang (jfr. artiklen i nr. 4 (66) 2008 (og længere nede på denne side). Og i Warszawa skulle vi besøge Hellig Kors Kirke (Kościół św. Krzyża), hvorfra vi utallige gange har hørt transmissionerne af den Hellige Messe. Endelig ville vi aflægge et mere grundigt besøg i Łubowice, den romantiske digter Joseph von Eichendorffs fødested. Hvorefter vi i øvrigt endnu en gang skulle til international byfest hos vore sorbiske venner i Nebelschütz/Njebjelčicy.
Gensynet med Szczecin - 23.- 27. juni
Vi fortsatte, hvor vi sluttede i 2009, nemlig med tandlægebesøg i Szczecin. Og denne gang var vi også hos optikeren, hvor vi begge fik nye briller. Vi boede selvfølgelig på vort stamhotel ”Victoria”, hvor jeg fik gennemfotograferet ”Restauracja Stary Szczecins” vægbilleder, som jo blev udførligt omtalt i 2009-artiklen (Informator nr. 4 (70) 2009, og længere nede på denne side). Disse billeder kan ses på min Facebook-profil, hvor der også er et album med billeder fra hele turen.
Da vi nåede udkanten af byen så vi det første af de mange skilte, som viste vejen til ”Baltic Barracks” (Koszary Bałtyckie), hovedkvarteret for NATOs multinationale (dansk-tysk-polske) Korps Nordøst (Wielonarodowy Korpus Północ-Wschód eller Multinational Corps Northeast (i NATO-forkortelse MNC NE)). Vi havde godt set dette skilt fra bussen på vej ud af byen i 2009 og havde allerede dengang mindedes, at vor søn Nikolaj havde besøgt dette hovedkvarter ved (mindst) et af sine besøg i Polen i forbindelse med NATO-øvelser dér. Han var dengang linieofficer i hæren. Nu benyttede vi lejligheden til at køre derud. Det var en længere køretur, men det var ikke svært, for der var som sagt hele tiden Baltic Barracks-skilte.
Vi parkerede i nærheden, og jeg gik hen til hovedvagten, hvor jeg spurgte den polske vagt, om man måtte fotografere. Det måtte man selvfølgelig ikke! (Selv om jeg havde præsenteret mig som dansk reserveofficer, hvad enhver jo også kunne have sagt, og det med feltpræst sprang jeg over). Jeg ærgrede mig over, at vi ikke bare var kørt forbi og havde taget et billede af portanlægget. For jeg var sikker på, at det ville der ikke have været noget reelt forkert ved (selv om også det jo nok formelt set ville have været forbudt). Men jeg er jo gammel efterretningsofficer, så jeg kan godt se, at man ikke kan have folk til at stå og fotografere ved hovedvagten. Det er jo ikke selve porten og bygningerne, der er problemet, men personerne. Dem findes der ganske vist også billeder af alle steder, men det vil alligevel kunne være af efterretningsmæssig værdi for fx Taliban i Afghanistan at have tjek på, hvem der i en given periode går ind og ud af den port.
Da jeg sad og skrev dette, sagde jeg på et tidspunkt til mig selv, at der selvfølgelig også var et billede af Baltic Barracks’ hovedvagt på Nettet. Og det var der, selv om det tog lidt tid at finde det.
Da jeg var kommet tilbage til parkeringspladsen og var ude
af vagtens synsfelt, tog jeg et par billeder af en af de mange store
kasernebygninger, nemlig den med skiltet ”Great Belt Circle”.
Vor første planlagte aktivitet var en tur til Wały Chrobrego (Boleslaw den Tapres Volde) nede ved floden. Det var jo sankthansaften, og vi havde af polske venner derhjemme hørt, at der måske kunne være noget sankthans dér. Det var der dog ikke. Man fejrer vist overhovedet ikke sankthans på vor måde i Polen. At den Hellige Jans dag (altså 24. juni) er en kirkelig fest med en særlig gudstjeneste, er en anden sag. Hvor mange der faktisk går til sankthansmesse, fik vi ikke lejlighed til at konstatere, for vi skulle passe tandlægen og optikeren. Men Wały Chrobrego er et flot og dejligt anlæg, og der var en del promenerende og en vis stemning den aften, selv om det altså helt klart intet havde med sankthans at gøre.
Den 25. juni besøgte jeg vore venner på Rådhuset, mest bare for netop besøgets skyld, når jeg nu var i byen, men jeg fik alligevel en ret indholdsrig samtale med fru Marzena Paziewska, som var meget interesseret i at drøfte, hvad der videre kunne komme ud af vor kontakt. Jeg lovede at gå hjem og arbejde med sagen, for så vidt angår Lolland Kommune og vore turistinstitutioner her, og jeg er i skrivende stund (18.08.10) allerede så småt i gang.
Mødet på rådhuset var telefonisk aftalt til at skulle finde sted mellem kl. 13 og kl. 14, og da klokken var blevet ca. 13.30, inden jeg nåede derud, måtte jeg skynde mig at finde en parkeringsplads. Det overraskede mig, at der ikke var bedre parkeringsforhold. Dvs. det var der måske nok, men man skulle betale i nogle automater, og det havde jeg ikke tid til at finde ud af. Og havde jeg de rigtige mønter? Så jeg blev glad, da jeg fandt en ledig plads på en villavej ganske tæt på rådhuset. Men da jeg efter det korte møde kom tilbage til bilen, sad der nok så nydeligt en seddel i vinduesviskeren!
Det var selvfølgelig ærgerligt at have fået en parkeringsbøde. Og hvis jeg havde villet, kunne jeg vel som udlænding bare have ladet være at betale; det hører man i hvert fald om herhjemme. Men det var alle pengene værd at være kommet til mødet inden for den aftalte tid. Det var jo også kun 20 zloty. Og som jeg sagde til Anna, var det også en spektakulær souvenir at få med hjem. Så næste dag gik jeg, mens Anna var til tandlæge, glad gennem byen og hen til Biuro Strefy Płatnego Parkowania på ul. Wojska Polskiego 63 (Parkeringszonekontoret).
Foruden til fru Marzena på Rådhuset havde jeg også ringet
til ærkebiskoppens kontor. Og jeg havde i øvrigt også pr. mail bebudet min
ankomst begge steder. Men jeg havde jo truffet ærkebiskop Andrzej Dzięga i på
Københavns Rådhus den 31. maj, hvor jeg som tilhører deltog i det
videnskabelige seminar ”’For Danmarks frihed og Polens’. Den polske
modstandsbevægelse i Danmark” (”Za wolność
Danii i Polski” - Polski ruch
oporu w Danii), og han havde været meget
interesseret i at komme i kontakt med mig. Nu kom jeg til at tale med hans
sekretær, som jeg også havde hilst på i København, men han kunne oplyse, at der
ikke kunne blive noget møde i denne omgang. Ærkebiskoppen skulle nemlig til Gniezno.
At
ærkebiskoppen skulle på tjenesterejse til Gniezno,
lød ikke umiddelbart af noget særligt. Men på et tidspunkt så vi i
tv-programmet, at der om lørdagen (26/6) skulle være indsættelse af den nye Prymas Polski.
Og om lørdagen så vi i fjernsynet indsættelsen (ingres) af den nye Prymas i Gniezno, ærkebiskop Józef Kowalczyk. Det var en stor begivenhed, som jo mere eller mindre alt og alle deltog i, altså også vor ærkebiskop. - Vi så i det hele taget en del fjernsyn på hele turen, og det var meget fint sammen med, hvad vi oplevede ude i selve den polske virkelighed.
Til stede ved indsættelsesgudstjenesten var de tidligere præsidenter Lech Wałęsa og Aleksander Kwaśniewski, formanden for det polske parlaments (sejm) ”underhus” Bronisław Komorowski, dengang i denne egenskab fungerende præsident, men jo kort efter valgt som virkelig præsident, samt vicepremierminister Waldemar Pawlak. Desuden parlamentsmedlemmer og repræsentanter for det diplomatiske korps.
Vi gik senere en tur i byen og rekognoscerede for søndagsmessen, hvilket ville sige, at vi gik til domkirken for at sikre os, at vi kunne finde frem til den og ind i den (Bazylika archikatedralna św. Jakuba). Det gav en ekstra lille oplevelse.
Der havde været bryllup i domkirken, og især Anna studerede bryllupsselskabet, mens man stod udenfor og blandt andet blev fotograferet. Jeg gik også rundt om kirken og studerede forskellige ting. Et vigtigt resultat af Annas studium var, at hun blev klar over, hvordan man gør, når man giver, hvad vi kalder ”en trefoldig polsk krammer”, for alle gik også hen til brudeparret og ønskede dem tillykke. Man begynder med at lægge venstre kind mod venstre kind, dernæst højre mod højre, og så til sidst igen venstre mod venstre. Det må vi prøve at huske. En lille for os professionel eller kollegial ting var, at vi så en mand komme gående med en mappe i hånden, tydeligvis organisten.
Om aftenen fik vi i Restauracja Stary Szczecin husets specialitet ”mørbrad på svensk sten”. Man får et fint stykke råt kød på en hed sten i et særligt lille bakkestativ, hvor det ligger og steger, mens man efterhånden kommer smør på fra en lille skål og vender og drejer det og i det hele taget passer det. Når det begynder at blive stegt, skærer man sine stykker af med kniven og spiser dem direkte fra stenen. På en lille stegepande ligger stegte kartoffelskiver, som man spiser af panden. Dertil salat på en særlig lille tallerken. Men medens man venter på hovedretten, og det gælder alle retter, får man som forret noget endnu mere specielt, som vi endnu ikke ved hvad hedder, nemlig en lille krukke med en slags udvidet Bedstemors Stegefedt. Det smører man på de medfølgende både lyse og mørkere brødstykker med en træsmørekniv. Denne forret bliver vi mere og mere afhængige af.
Søndag morgen havde vi tid til at høre 9-messen fra Helligkors Kirke i Warszawa (som vi senere skulle besøge). Denne messetransmission hører vi, så ofte vi kan derhjemme, enten på langbølge (225 kHz) eller via satellit gennem fjernsynsapparatet, men nu kunne vi høre den på FM.
Men der er noget mærkeligt her. Ifølge mine notater var det et genhør med Polens nye Prymas ærkebiskop Józef Kowalczyk, som her tog afsked med Warszawa. Han havde jo været pavelig nuntius i Polen. Og jeg mener bestemt at kunne huske, at det var sådan. Men da jeg ville verificere det ved Google-søgninger, fandt jeg intet om ham og denne gudstjeneste. Og jeg prøvede længe - på alle de måder, jeg kunne komme i tanker om. Kan jeg have misforstået det så totalt? Eller hvad?
Klokken 11 var vi fysisk til stede i ”Sankt Jakobs” i Szczecin. Der var dåb. Læsningerne var: 1. Kong. 19,16b.19-21. - Gal. 5,1.13.18. - Luk. 9,51-62 (De ugæstfrie samaritanere. Efterfølgelsens vilkår). Prædikenen handlede selvfølgelig om det at følge efter Kristus. Og den netop saligkårede martyrpræst Jerzy Popiełuszko blev selvfølgelig nævnt. (Vi havde derhjemme i tv set saligkåringen den 6. juni på Plac Piłsudskiego i Warszawa). Men der blev også sagt noget om præsidentvalget næste søndag (4/7). Vel i forbindelse dermed noget om friheden osv. (jfr. epistelen). Og der var noget om dåben og om skoleferien. Da vi gik ud, nød vi organistens meget flotte postludium samt et også meget flot ekstra stykke, han spillede.
Efter messen satte vi os på en bænk i et nærliggende lille anlæg, hvor vi fik os en cola og en smøg. - Jeg er ellers ved at holde op med at ryge, eller dog gå over til e-cigaret, elektronisk cigaret, men det viste sig nødvendigt at ryge lidt sammen under denne ferie med alle de mange storslåede og til dels også strabadserende oplevelser.
Det var vemodigt at skulle sige farvel til Szczecin, som nu virkelig var blevet vor by. Selv om vi snart skulle derned igen. Anna var ikke blevet helt færdig med den ene af sine tænder. Men vi kunne ikke vide, at jeg ca. en uge efter skulle knække en kindtand i en sej bolle. Mens vi sad på bænken, skrev jeg i notesbogen: ”Og så videre til Poznań. Farvel og tak for denne gang, Szczecin!”.
Poznań - 27. - 29. juni
Vi fandt ikke vort gamle motel i Poznań, som det jo også var helt tilbage i 2006 vi boede på efter at være kommet ind fra Frankfurt. Og da vi endelig fandt et andet sted - som viste sig at være nærmest en slags feriested med små sommerhuslignende hytter - og fik lukket op for fjernsynet, opdagede vi (i TVP Info’s Poznań-lokalprogram), at den 28. juni jo nu var mandag og ikke, som sidst, en lørdag, så at det først var hhv. kl. 17 og 18, der skulle være gudstjeneste og højtidelighed. Til gengæld opdagede vi næste dag, at der var lukket på alle muséer om mandagen. Snydt igen!
Vi var også (fordi vi havde brugt en del tid på at komme nordfra gennem byen og lede efter det gamle motel) gået glip af den første tv-debat mellem Komorowski og Kaczyński, men vi fik set nogle bidder i TVP Info og noget af en debat mellem politikere fra PO, PiS og SLD om morgenen.
Om mandagen besluttede vi at tage den med ro og køre ind til byen midt på eftermiddagen, så vi i ro og mag kunne få parkeret og set os lidt om, fornemmet stemningen osv., inden vi i god til inden kl. 17 gik til kirken. Så jeg sad blandt andet på den dejlige overdækkede terrasse foran vor hytte og forberedte Peters og Paulus’ dag, som vi om muligt gerne ville nå at fejre i Kościół Św. Krzyża i Warszawa tirsdag aften kl. 18. (Jeg havde ikke fået mine gloser til Peters og Paulus’ dag med hjemmefra).
Jeg forberedte også ”september 1939-steder” efter ”Wojna polska 1939” og kortet, men fandt først og fremmest ud af (eller fik bekræftet), at der ikke havde været noget på vor strækning i begyndelsen af krigen. Men senere havde der jo været det ved floden Bzura og senere igen i bla. det område, der i dag er naturpark (Kampinoski Park Narodowy). Interesserede polskkyndige kan selv se efter i bogen. - Vi besluttede at nøjes med at have det i tankerne, når vi kørte forbi.
Selve højtideligheden om mandagen forløb på stort set samme
måde som sidst. Men som følge af en utrolig, og utrolig dum, fejlhuskning fra
min side kom vi ad en stor omvej til kirken - og dermed for sent. Vi satte os
derfor til at vente i den lille mindepark ude mellem vejbanerne og lige ud for
kirken (Kościół
oo. Dominikanów), altså mindeparken med
mindesmærkerne for den polske
undergrundsregering og undergrundshær (Armia Krajowa). Og her fik
jeg en god og lang samtale med to af musikerne af det orkester, der skulle gå i
spidsen for marchen fra kirken til til højtideligheden på Mickiewiczpladsen. Og jeg fik nogle gode billeder af
orkestret med mine so samtalepartnere i og af hele optoget. Ingen ting så galt,
uden er det godt for noget!
Jeg kunne komme med mange betragtninger over polakkernes måde at afholde mindehøjtideligheder på, men jeg vil nøjes med at sige, at de virkelig kan gennemføre det på på en gang blød og stærk, alvorlig og stille måde - selv om man også kan komme ret højt op i følelsesregistret, ikke mindst når de døde kaldes til appel. Ja, selv en dansker af min slags kan godt føle det som ret fremmed. Men en dansker af min slags kan også forstå det og leve med i det. Jeg kan simpelt hen ikke stå for polakkerne, ja, jeg både elsker og respekterer dem højt. Og med den historie skal man virkelig have lov at gøre disse ting. Som en af mine gode herboende polske venner engang sagde: ”Vi har jo ikke haft andet!”.
På et tidspunkt sagde Anna og jeg til hinanden, at det dog var en mærkelig klokke, der lød. Hvor kunne den dog være henne? Til sidst fandt vi ud af, at der var tale om en transpotabel - men meget fin - klokke, der stod ude i vejkanten på en trailen bag en personbil! Der er et billede af også den i mit Facebook-album om vor 2010-tur. Enhver læser, der kan finde ud af det, er velkommen til at melde sig som min FB-ven for at få billederne at se. Om man vil blive, må man selv om. Alle er velkomne!
Det sidste billede fra Poznań,
jeg har med i mit album, er mindesøjlen med navnet Marian Rejewski
på baggrund af en masse tal, en af de polske matematikere, der brød tyskernes Enigma-kode
i tiden op til anden Verdenskrig. Der har været en meget spændende serie om den
i polsk TV.
Næste
dag kørte vi til Warszawa.
Warszawa 29.-30. juni
Vi fandt et hotel i
udkanten af Warszawa og fik taget vort værelse i besiddelse, men kørte så
straks ind til byen, hvor vi nåede at komme til Peter og Paulus-aftenmessen i
Helligkors Kirke (Kościół Św. Krzyża). En gammel
og meget stor drøm gik hermed i opfyldelse, for hvor har vi dog hørt mange
radiotransmitterede messer fra denne kirke. Det er jo sådan, at ligesom der er
fast radioudstyr i Københavns Domkirke, så at man uden videre kan sende
morgenandagten derfra hver dag, således har man også udstyret fast installeret
i Helligkors Kirke i Warszawa, så at næsten alle den polske radios
messetransmissioner på Program 1 finder sted derfra kl. 9 på søn- og
helligdage, men med skiftende præster og kor. Kun ved ganske særlige
lejligheder transmitteres der andre steder fra. (Det polske fjernsyn, hvilket
for vort vedkommende derhjemme vil sige den særlige kanal for udlandspolakker
POLONIA, transmitterer derimod fra en ny kirke hver søndag, i POLONIA er det
normalt kl. 13).
Jeg har Googlet på
dette og fundet følgende (har desværre ikke fået kopieret linket):
Den ugentlige messe har siden den 21. september 1980 været transmitteret
fra Hellig Kors Kirke i Warszawa [...] Messetransmissionen i radioen var et af
skibsværftsarbejdernes krav i august 1980. I protokollen med aftalen mellem
Regeringskommissionen og Strejkekomitén, som blev
underskrevet den 31. august 1980, var der dette klare punkt: Regeringen sikrer radiotransmission af
søndagsmessen efter nærmeret aftale med biskopperne.
Vi fik parkeret i
en gade ikke langt fra kirken, som jo ligger på ul. Krakowskie Przedmieście -
men ikke langt fra den tværgående ul. Świętokrzyska. Og så gik vi hen til kirken. Det
er ikke til at beskrive, hvor stort det var for især mig at nærme sig denne
kirke, hvis gudstjenester siden vist 1996 har udgjort den væsentligste del af
min økumeniske aktivitet - hvortil jo kommer begivenhederne i og omkring denne
kirke under Warszawaopstanden i 1944. Men på den anden side er det også
mærkeligt at konstatere, hvor selvfølgelig det opleves at være sådan et sted,
når man pludselig er der.
Vi fandt nogle
siddepladser på nogle bænke oppe til højre for den forreste del af bænkene til
højre for midtergangen. Et udmærket sted. Og vi fik oplevet Peter og
Paulus-messen. Dvs. den handlede meget om biskoppens fødselsdag!
Den biskop, der
ledede denne messe, må have været biskop Piotr Jarecki, som ifølge hjemmesiden Warszawikia netop er født den 29. juni (1955). Det fremgår
også, at han er hjælpebiskop i ærkebispedømmet Warszawa med forskellige særlige
funktioner dér. Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde noget om en særlig
tilknytning til Helligkors Kirke, men det var tydeligt, at der var et meget
fint og hjerteligt forhold mellem ham og den forsamlede menighed. Det gjaldt
både, hvad han selv sagde, og hvad der blev sagt af den repræsentant for
menigheden, der ved messens slutning kom hen og overrakte ham en buket
blomster. - Jeg mener i øvrigt også at have hørt hans navn flere gange i
radioen, altså som celebrant og prædikant ved de transmitterede messer. LINK: http://warszawa.wikia.com/wiki/Piotr_Jarecki
En anden særlig
ting ved denne messe var, at der blev indviet et nyt (eller genophængt?)
Kristus-billede i det øverste venstre hjørne af skibet. Det fik en ordentlig
gang vievand. Jeg nåede i hvert fald at tænke: Bare det ikke skader billedet!
Men jeg er sikker på, at biskoppen har svunget kosten på en sådan måde, at der
ikke er kommet ret meget vand på selve lærredet!
Efter messen fik
jeg spurgt den yngre mand, vi sad ved siden af, om nogle ting i forbindelse med
biskoppens fødselsdag. Jeg fik også talt med en ældre kirketjener af en eller
anden art (han havde i hvert fald (haft) noget hvidt på under messen ). Det var
i øvrigt henne ved det omtalte billedhjørne, hvor også en polak fra Chicago(!)
talte med ham. Der var desuden en mere eller mindre lokal ældre kvinde, som
måske var sammen med manden fra Chicago. Jeg fortalte ivrigt om mit forhold til
kirken, og på et tidspunkt sagde kirketjeneren: ”Vent lige!”. Og han forsvandt,
men kom lidt efter tilbage med et meget fint hæfte i A 4-format om kirken med
mange fine billeder. Når jeg nu hører messe, slår jeg op på siden med billedet
af alteret og det meste af midterskibet, hvor jeg også kan se den bænk, vi sad
på.
Derefter gik vi
lidt rundt i kirken. Vi dvælede naturligvis især ved den søjle, hvor Frederyk Chopins hjerte er anbragt. Vi vidste det godt, men
det var alligevel mærkeligt at stå lige ved søjlen. Og det er naturligvis
noget, vi i det hele taget finder mærkeligt, fjernt fra vor mentalitet. Det
samme gælder Józef Piłsudskis
hjerte i moderens grav i Vilnius (Wilno), Litauen.
Fra kirken gik vi
hen til Plac Piłsudskiego,
som vi havde glædet os til at gense. For det første havde det jo været en
kolossal oplevelse for os at sidde dér den 1. august 1994 - næsten lige bag
præsident Lech Wałęsa - ved den store
mindegudstjeneste i anledning af 50-året for Warszawaopstandens udbrud. (Se i
hvert fald foreløbig længere nede på undersiden her den korte omtale af vort
første besøg i Warszawa i artiklen ”Danmark, Polen og Rusland – naboligt og
broderligt”, fra Lolland-Falsters Stiftsbog 1994). Men for det andet har vi jo
i de år, hvor vi har haft satellitparabol (dvs. siden 2003 eller senest 2004),
gang på gang set transmissionerne af de forskellige højtideligheder dér - i
netop 2004 jo ikke mindst 60-året for Warszawaopstandens udbrud.
Det var stort at komme
ud på pladsen - efter at vi havde opholdt os et lille stykke tid ved Piłsudskis statue og studeret indskrifterne på den,
ikke mindst den, der lyder:
Być zwyciężonym i nie ulec
to zwycięstwo,
zwyciężyć i spocząć na
laurach
to klęska.
At være besejret og ikke give op,
det er en sejr,
at sejre og hvile på laurbærrene,
det er et nedelag.
Vi fik taget et
godt billede af mig ved den flagstang midt på pladsen, hvor vi så ofte i
fjernsynet har set flaget blive hejst ved de forskellige højtideligheder - med
Helligkors Kirkes to tårne i baggrunden. Vi fik også taget et spektakulært
billede at den evangelisk-augsburgske domkirke med ”Stalins Hugtand” (som Anna
altid siger om disse bygninger, både i Moskva og her) ved siden af, altså det i
1955 færdiggjorte Pałac Kultury i Nauki (Kultur og Videnskabspalads).
Endelig var vi
henne ved Den Ukendte Soldats grav, hvor vi beundrede de to vagtposter. Vi
brugte også en del tid på, simpelt hen at opleve pladsen og prøve at indprente
os helhedsbilledet, så vi kunne have det på den indvendige nethinde, når vi så
transmissioner derhjemme.
Vi kunne godt være
gået ned til ul. Miodowa,
hvor vi i 1994 boede hos evangelisk-augsburgsk
”kirkebiskop” Jan Szarek, og til Plac
Krasińskich lige i nærheden med monumentet for
opstandsfolkene. Det var for os meget minderige steder. Łazienki
med Chopin-mindesmærket ville vi nok ikke kunne have nået. Men vi gjorde det
ikke. Det var jo aften, og vi havde kørt hele vejen fra Poznań
og nu oplevet de her omtalte store ting, så vi kunne simpelt hen ikke rumme
mere.
Men om onsdagen
(30/6) var der to ting, vi skulle, nemlig besøge Besta
Film og se det i den 31. juli 2004 (dagen før 60-årsdagen) indviede Warszawaopstandsmuseum!
Besta Film var den første station på vor
Plebania-pilgrimsfærd. Jeg havde jo længe vidst, at det var det selskab, der
producerede serien for Telewizja Polska,
og gemt deres adresse: ul. Ordynacka
14/5, i øvrigt ikke langt fra Helligkors Kirke. Men vi kunne ikke parkere lige
i nærheden, så vi kørte ned ad gaden Nowy Świat og fandt en betalingsparkeringsplads ved Aleje Jerosolimskie i nærheden af
Rondo generała de Gaulle’a,
hvor jeg bagefter fik taget et billede af den fantastiske de Gaulle-statue, der
næsten virkede som en karikatur!
Jeg har prøvet at
google lidt på ”de Gaulle-statuen” (pomnik generała de Gaulle’a) og har
fundet to ting. Den første er vel ret officiel, nemlig på: http://warszawa.naszemiasto.pl/kontakty_adresy/59829,pomnik-charlesa-de-gaulle-a,id,t.html
Her står der, at
statuen blev afsløret den 15. maj 2005, og at den er en kopi af en de
Gaulle-statue i Paris, støbt i den originale form, og finansieret af franske
firmaer. Der står også, at den ikke alene er til ære for de Gaulle overhovedet,
men også er et vidnesbyrd om hans forhold til Polen.
På siden http://www.skyscrapercity.com/showthread.php?t=150938, som er fra 2003, stilles spørgsmålet:
”Havde general Charles de Gaulle noget til fælles med Warszawa?”. Og svaret er:
”Ja da! I 1919 boede han som ung soldat i den franske militærmission i Polen i
(bydelen) Rembertów”. Og han var der også under
krigen i 1920. I 1967, besøgte han igen Warszawa, nu som præsident.
Og det er mærkeligt
som tingene hænger sammen, for en af de bøger, jeg (senere, i Kraków) købte på denne tur, er Adam Zamoyski:
”Warszawa 1920” (den polske udgave af ”Warsaw 1920”).
Her citeres flere gange den unge major
Charles de Gaulles rosende bemærkninger i breve og dagbog om den polske
krigsførelse. Men det vidste jeg ikke noget om, da jeg havde parkeret Anna og
bilen i nærheden af denne statue.
Men jeg gik altså
først op ad Nowy Świat
og til højre ned ad Ordynacka. Det tog mig en del tid
at finde Besta Film, for der var kun et ganske lille
skilt ved en dør til en opgang. Men jeg fandt det og gik ind. Oppe ved
kontorerne blev jeg modtaget af en flink dame, som jeg præsenterede mig for.
Jeg havde jo ikke meldt min ankomst. Jeg havde ikke villet gøre mere ud af
denne side af sagen end som så. Men jeg havde godt forestillet mig, at jeg
netop ville blive modtaget af en kontordame, som jeg så ville give en udskrift
af min Informator Polski-artikel ”Więcej niż opera mydlana” (Mere end
en sæbeopera). Min danske oversættelse af artiklen står længere nede på denne
underside, og originalen står på undersiden POLSKI. Og sådan kunne det også
være endt. Men den flinke dame bød mig en stol og spurgte, hvad jeg ville have
at drikke. Jeg valgte vand! (Det var virkelig varmt under det meste af denne
tur. Vi sms’ede til børnene derhjemme, som stønnede under den danske varme, at
de ikke vidste, hvad varme var).
Men så gik damen ud
og snakkede med en yngre mand ude på gangen. Han affærdigede hende vist nærmest
først. Men han kom ind og hilste på mig, og det endte med, at vi sad og
snakkede en halv times tid. Først vidste jeg ikke lige, hvem han var, men han
havde tydeligvis noget med ”Plebania” at gøre. Og da jeg holdt en pause i min
præsentation, fortalte han, at man jo have fået et eksemplar af Informator og
havde læst min artikel med meget stor interesse. Ja, han udtrykte faktisk - på
ledelsens vegne - en meget stor begejstring for den. Min beskedenhed forbyder
mig næsten at referere, hvad han sagde, men det var noget i retning af, at man
ikke overhovedet havde set en så på een gang positiv
og kompetent omtale af serien!
Her må jeg lige
indskyde, at daværende Federacja Polonia-formand og
også dengang Informator Polski-redaktør Roman Śmigielski
og Polowizja-redaktør Wojtek
Kłoczko (som vist har en forbindelse i Telewizja Polska) på et tidspunkt
havde sørget for, at folkene bag Plebania fik et eksemplar af nummeret med min
artikel. Og vi havde planer om, at Wojtek og jeg
skulle prøve at komme ned og besøge dem i studierne i Warszawa. Men det var der
åbenbart ikke kommet noget ud af. Det var min samtalepartner udmærket klar
over, og han undskyldte meget, at man på grund af det enorme tidspres, man
arbejdede under, ikke havde fået fulgt sagen op, for man havde som sagt læst og
drøftet min artikel med meget stor interesse. Nu sagde han, at jeg bare skulle
melde min ankomst engang i løbet af efteråret, så skulle jeg nok komme til at
besøge studierne under optagelserne og få hilst på skuespillerne og de andre.
Mod slutningen af samtalen gav han mig sit visitkort. Han hed Krzemiński - Wojciech Krzemiński.
Og da jeg havde set nogle udtalelser af en højtstående repræsentant for Besta Film, som hed Krzemiński,
udbrød jeg: ”Det er Dem!”. Hvortil han svarede ja. Men jeg undrede mig noget
over, at det var en så ung mand, og da jeg bagefter fik studeret visitkortet
nærmere, så jeg, at der oppe under selve firmanavnet stod Stanisław Krzemiński, så at det altså er ham, jeg har set
stumper af et interview med. Jeg har selvfølgelig overvejet, om der er tale om
far og søn. Men det er ikke sikkert. En Google-søgning på efternavnet Krzemiński gav 158.000 resultater! Men ifølge Besta Films hjemmeside er Wojciech Krzemiński
en af selskabets tre redaktører. Det fremgår i øvrigt også, at navnet ”Besta” ikke har noget med engelsk at gøre, men tværtimod er
dannet af de første bogstaver i ægteparret BErnadeta STAnisław Krzemińscys
fornavne - selskabets ejere! Inden vi skiltes understregede Wojciech Krzemiński, at det var et rent held, at jeg havde
truffet ham på kontoret, hvor han lige havde været inde et ærinde. - Den 18.
november 2010 besøgte Anna og jeg Besta Films studier
i Warszawa, hvor vi overværede nogle optagelser og talte med flere af
skuespillerne og andre af filmfolkene. Artiklen om denne store oplevelse er
under udarbejdelse og vil forhåbentlig blive bragt i ”Informator Polskis”
forårsnummer - og derefter sat her på undersieden.
Bagefter kørte
vi til Warszawaopstandsmuseet
(Muzeum Powstania Warszawskiego), ul. Grzybowska 79. Vi havde i fjernsynet set om dets
åbning i 2004 og havde det naturligvis som et af turens mål. Bortset fra, at
Warszawaopstanden spiller en kolossal rolle i polakkernes selvforståelse, har
vi jo også et helt særligt personligt forhold til den, fordi vi altså i 1994 -
for så vidt helt tilfældigt - var kommet til, meget bredt og intenst at opleve
højtideligholdelsen af 50-året for Opstandens udbrud. Og vi blev ikke skuffet.
Det er et meget fint museum, som giver et virkelig godt indtryk af de
storslåede, men jo uhyggelige og tragiske begivenheder dengang i 1944. Jeg
afstår fra en nærmere beskrivelse, men giver her linket til museets hjemmeside:
http://www.1944.pl/o_muzeum
Da vi var færdige
på museet, kørte vi videre mod øst til vor Plebania-pilgrimsfærds første
egentlige station, landsbyen Okuniew.
Okuniew 30. juni - 1. juli
Da vi efter en
besværlig tur i myldretiden og gennem et stort vejarbejde kom ud af Warszawa,
var vi ret hurtigt i Okuniew,
landsbyen, hvor udendørsoptagelserne til Plebania-seriens Tulczyn har fundet sted, og hvis kirke er kirken i Tulczyn.
Allerede lige før vi nåede frem til byen, mente Anna, hun kunne kende vejen,
hvor forskellige ting i forbindelse med bilkørsel var blevet optaget. Men det
er svært at sige, for vejene og skovene eller bevoksningerne ligner jo hinanden
meget.
Okuniew ligger lige syd for et stort militært
øvelsesterræn, hvilket forklarer dens helt enestående karakter, af en landsby
så tæt på Warszawa at være. Hele området syd for øvelsesterrænet er meget
stærkt præget af militæret. Mange af boligerne er tydeligvis officersboliger og
boliger for andet fast personel helt tilbage fra den kommunistiske tid af. Og
der er ingen industri eller andet erhvervsliv.
Da vi lærte Okuniew nærmere at kende, viste den sig i overraskende grad
at svare til seriens Tulczyn på en lang række
områder, lige fra de tre småbutikker, vi handlede i, til den gamle fulde og
kontaktivrige mand, der bogstavelig talt forfulgte mig helt ind i bilen, så at
han endte med at sidde på dørtrinnet. Jeg prøvede at skubbe til ham og at råbe
højt på mit bedste/værste polsk. Til sidst steg Anna ud fra sin side for at
prøve at hjælpe til udefra. Jeg tænkte, hvad det dog skulle hjælpe. Men
sandelig om ikke Anna fik trukket ham ud og op at stå. Hvorefter jeg smækkede
min dør i og hun satte sig tilbage til rattet og hurtigt fik kørt os væk! Han
ville ikke noget ondt, ville tværtimod gerne i kontakt med os, men det kunne jo
ikke nytte noget.
Men vi kom altså
ind i Okuniew. Det første, vi så, der mindede os om
”Plebania”, var et skilt fra en frisør- og/eller skønhedssalon med navnet
”Krystyna” - måske efter en af seriens hovedpersoner, sognepræst Antonis søster
Krystyna. Vi kørte så gennem ”hovedgaden” og tilbage igen ad en smal lille vej,
der førte forbi kirken. Her mødte vi et par modgående biler, og den enes fører
råbte vredt ad os. Vi troede, at vi havde overset et indkørsel forbudt-skilt
eller et andet skilt, der viste ensretning, men konstaterede dagen efter, at
der ikke var noget som helst af den slags. Vi sagde derfor til hinanden, at
det, den vrede polak havde råbt til os, var noget i retning af, at vi da måtte
vide, man aldrig kørte i den retning på den vej!
Vi fik parkeret
bilen ved byens ”Rynek”, som ikke var nogen
torveplads, men en dejlig lille kvadratisk park med en del stier og bænke, hvor
nogle lokale nød skyggen. Denne park huskede vi godt fra serien.
Det var meget
varmt, og vi var tørstige, så jeg gik til hovedgaden og ind i en lille butik,
der var endnu mindre og meget mere gammeldags end butikkerne i serien! Her
købte jeg en stor cola og fik præsenteret mig lidt for den mand, der stod i
butikken.
Da Anna og jeg
havde fået slukket den værste tørst, gik vi tilbage til butikken, hvor jeg fik
fortsat præsentationen og vi fik købt lidt ind. Jeg gav købmanden en udskrift
af Informator Polski-artiklen med en håndskreven lille hilsen føjet til for
neden og min internetadresse føjet til forfatterangivelsen. Han var, allerede
da jeg viste ham den, meget interesseret og begyndte straks at læse de første
afsnit.
I mellemtiden var også
broderen kommet til stede. Og jeg fik desuden snakket med nogle andre lokale,
der kom i butikken. Især en halvgammel mand var meget venlig og meget
interesseret. Det var alle tiders. Det var fuldstændig som at være i seriens Tulczyn.
Vi fik en del oplysninger
om Okuniews rolle. Blandt andet for første gang den
gennemgående, at man nærmest var holdt op med at optage dér. Dog ikke i kirken,
som man stadigvæk lejlighedsvis optog i. Og måske enkelte andre steder. Men det
var jo ikke så mærkeligt, eftersom handlingen i serien siden omkring afsnit
1325 i meget høj grad er blevet forlagt til den nærmeste større by Hrubielów. - Hrubielów er en fiktiv by ligesom Tulczyn,
men dens navn er dannet over det virkelige bynavn Hrubieszów
på samme måde som Tulczyn er dannet over
virkelighedens Krasiczyn. Hrubieszów
ligger tæt på grænsen til Ukraine, næsten lige øst for Zamość
(se nf.), og dermed noget længere fra Krasiczyn end
seriens Hrubielów synes at ligge fra Tulczyn, men det afgørende er, at det er i det sydøstlige
Polen, altså virkelig i det, man nu vil kunne kalde ”Udkantspolen”.
Vi fik at vide, at
der ville være aftenmesse i kirken næste dag (torsdag 1/7) kl. 18. Og man
fortalte os, at indgangen til seriens ”Gospoda”,
altså Krystynas værtshus, var det ”afskårne” hjørne af et hus, der lå ved det
diametralt modsatte hjørne af ”Rynek”. Jeg fik ikke
helt fat i, hvad købmanden fortalte, men det må nødvendigvis have været noget
med, at filmfolkene medbragte døren! For det, der sad i døråbningen, som vi nu
så den, var en blåmalet metalplade. Og der var ikke noget inde i huset. Seriens
Gospoda-lokale findes selvfølgelig i Besta Films studier. Dagen efter tog Anna et fint billede
af mig ved denne dør. - Men vi kunne kende fliserne foran trappen. Vi havde
tit, når vi så serien i fjernsynet derhjemme, undret os over, at de var i en så
ringe tilstand. - Og hvad med skiltet - ”Angelika” eller ”Andzelika”?
Var det virkelig her, det var hængt op, når vi så det i serien?
Jeg havde også
spurgt købmanden, hvor vi kunne sove. Han nævnte nogle hoteller, som vi godt
havde set, da vi nærmede os byen, blandt andet et, der hed ”Eden”. Og det
spurgte jeg om han kunne anbefale. Hvad han kunne. På vej derhen fik vi
imidlertid - lige uden for byen - øje på et skilt, der fortalte, at en kilometer
nede ad en sidevej lå det andet hotel, der havde været på tale: ”Srebrny Świerk”
(”Sølvgranen” - eller hvad det nu hedder på dansk). Efter nogen diskussion
besluttede vi at vende om og køre derned.
”Srebrny Świerk” er - næsten
bogstavelig talt - et kapitel for sig! Men jeg har fået taget en del billeder
af det og kan foreløbig sige så meget, at der var en ubegribelig forskel på
kvaliteten af de lokaler, jeg så, da jeg var inde og bestille vort værelse, og
så dettes standard. Det har åbenbart været beregnet til personalet. For
hotellet som sådant var et rigtigt bryllupshotel med ”nyfine”
festlokaler, og der skulle være bryllup om lørdagen, så man har helt sikkert
ikke villet have os ind på de rigtige værelser. Men vi kom til at tilbringe to
gode dage dér. Ikke mindst fordi vi jo dermed faktisk boede i Okuniew/Tulczyn.
Næste dag kørte vi
ud til kirkegården, som købmanden og hans bror også havde fortalt der var
blevet optaget på, og vi huskede jo de ikke så få scener, der er foregået dér.
Vi tog en hel del billeder derude, bla. et af en lille sandsækdæmning
ved parkeringspladsen, som også havde lette spor af oversvømmelse. Der løb en
mindre flod gennem en eng ved siden af. Bortset fra kirkegårdens almindelige -
meget polske - karakter var der ikke noget, vi kunne genkende. Porten mente vi
dog at kunne kende. Da vi bagefter kørte rundt ad de vigtigste veje, så vi
heller ikke noget, vi kunne genkende, selv om fx tolderen Kureks og
Afghanistan-officeren Brydas huse nok findes i de ret
store villakvarterer uden for selve landsbyen.
Efterhånden talte
vi med en del mennesker, og på grundlag af de oplysninger, vi derved fik, kom
vi til en del steder af betydning. - Samtalerne med alle disse mennesker i alle
aldre (bla. en dreng på ca. 12 år) var naturligvis i sig selv en vigtig del af
denne pilgrimsoplevelse. Det var som sagt i utrolig grad ligesom at være i
seriens Tulczyn.
Den sandede lille
plet ved vejen om Rynek-parken, vi brugte som
parkeringsplads, skulle, efter hvad man sagde, være seriens ”przystanek”, busholdeplads. Lidt underligt. Men man må have
sat et skilt og en bænk der og have klaret resten ved klipning.
Og der var selve
den rigtige park på den anden side af hovedgaden med ruinen af noget, der -
efter hvad en dame, vi mødte på stien, fortalte - vist havde været en greves
hovedbygning (”dwór”). Denne kunne vi sagtens
genkende fra nogle scener i serien som et sted, man går til, når man skal gå en
vigtig tur sammen.
Vi fik taget nogle
billeder af ”Rynek”, altså den lille kvadratiske
centrale park, hvor mange scener i serien havde udspillet sig på stierne, især
den, der gik nærmest fra kirken.
Og vi gik til
kirken og pladsen foran med porten, hvor så mange scener havde udspillet sig.
Vi tog billeder af kirken indvendig gennem gitteret i døren. Vi fik desværre
ikke taget flere af kirken indvendig. Jeg havde kamera-problemer efter messen,
og vi var optaget af en meget fin samtale med en utrolig sød nonne. Jeg skulle
ellers have taget orglet, som vi så udmærket genkendte.
Men vi fik taget
billeder af det fritstående klokketårn, som vi udmærket genkendte. Og af
præstegården! Plebania! Som ligner seriens fra indledningen ret godt, men nok
ikke er den samme. Dog måske. Det er jo en luft-optagelse, vi ser i
indledningen.
Vi fik også taget
nogle billeder i vor første og vigtigste butik. Også af en noget yngre mand,
der havde været med som statist i serien (50 afsnit).
Deltagelsen i
messen torsdag aften kl. 18 var en helt overvældende oplevelse. Men samtidig i
overraskende grad noget helt selvfølgeligt. Men vi har jo i serien været der
virkelig mange gange, så det var egentlig ganske naturlig at være der. I endnu
højere grad, end det, som allerede bemærket, havde været tilfældet i Helligkors
Kirke, som vi jo kun kendte fra radioen! Det var en hverdagsmesse uden prædiken
og trosbekendelse og med kun to læsninger. Men helt efter min nye messebog, som
har hverdagsmesserne med (anden af de to rækker).
Efter messen fik vi
som sagt en meget fin samtale med en nonne, som blandt andet glædede sig meget
over det, jeg fortalte om vort forhold til ”Plebania”. Men også i det hele
taget en god lille økumenisk samtale. At vi så ikke nåede at overvinde
problemerne med kameraets batterilåg og få taget nogle billeder inde i kirken,
gjorde ikke så meget. For vi skulle jo også nå at hilse på præsten, som stod
udenfor og talte med nogle lokale damer. Det gjorde vi, og jeg fik givet ham en
af mine udskrifter af Informator-artiklen. En af de kvindelige messedeltagere,
som også stod ude foran, fulgte os på vej hen til bilen, og hende fik vi endnu
en rigtig god økumenisk samtale med. Hun ville nok gerne have talt endnu
længere med os.
Det er umuligt at
opregne alle dem, vi snakkede med om serien og præsenterede os for. Alle var
venlige og ivrige efter at fortælle, og alle var også meget økumenisk åbne over
for os to lutheranere fra Danmark. Nogle var fortrolige med serien, andre ikke.
Nonnen sagde, at hun så godt som aldrig havde set den, fordi TVP 1 sendte den i en af deres bedetider!
Det var vemodigt at
sige farvel til Okuniew. Vi kunne jo ikke vide,
hvordan der ville være i Krasiczyn, som jo i hvert
fald ved sin sognepræst var forbillede for seriens Tulczyn,
men det var svært at forestille sig noget, der kunne overgå Okuniew
som landsby, der svarer til seriens Tulczyn. Vi havde
virkelig oplevet et miljø, der i faktisk alle henseender svarede til, hvad vi
så mange gange havde oplevet ved skærmen derhjemme. Men bortset fra de nu
forholdsvis sjældne scener i kirken og måske nogle andre ting, var Okuniew altså ved at være fortid i serien, som nu har
skiftet miljø fra landsby til købstad. ”Szefowa” (den
ledende kvinde) på ”Srebrny Świerk”
sagde ved afskeden: ”De indspiller nu i Majdan”. Jeg
har senere fundet denne landsby på kortet. Der er ganske vist mange med det
navn i Polen, men hun har selvfølgelig ment den, der ligger næsten lige syd for
Okuniew, men nede på den anden side af landevej 2 (E
30) fra Warszawa mod Mińsk Mazowiecki, Siedlce og den berømte grænseby Brest/Brześć
inde i Hviderusland (Bialorus).
Det allersidste, vi
gjorde, var at poste nogle kort i konvolutter til dem derhjemme ved den lille
lokale Poczta, hvor vi også købte nogle postkort, dog
desværre ikke lokale, men med billeder fra Warszawa.
Fra Okuniew til Tomaszów Lubelski - 2. juli
Landskabet mellem Warszawa og Lublin var et almindeligt sandet og fladt polsk landskab. Og Lublin kørte vi kun lige så meget gennem, at vi nåede de to planlagte ting, nemlig at få set Det Katolske Universitet i Lublin (Katolicki Uniwersytet Lubelski Jana Pawła II, forkortet KUL) og at få en ”amerikansk” turistoplevelse af byen som sådan, mens vi nærmest bare kørte igennem den. Så vi nøjedes med at få set Zamek m.m. fra vejen, inden vi kørte videre mod Zamość. - I Plebania optræder Lublin som den nærmeste større by, altså på niveau’et mellem Hrubielów og Warszawa, men vi mindes ikke at have set særlige ting i scener derfra.
Da vi var kommet lidt ind i Lublin og kørte ad en slags boulevard, i hvert fald en vej med en del træer, kiggede jeg godt nok efter universitetet, men det var alligevel noget af et tilfælde, eller i hvert fald held, at jeg pludselig gennem højre øjenkrog fik øje på det inde bag træerne. Vi havde som sagt ikke megen tid, men vi fandt et sted lige ved universitetet, hvor Anna kunne holde med bilen, og jeg skyndte mig hen til den flotte indgang og gik ind. Det var vigtigt for mig at få den oplevelse med at have været indenfor dér.
Det er ikke, fordi jeg har noget særligt forhold til dette universitet. Og jeg ved faktisk intet om det. Men første gang jeg (for snart en hel del år siden) blev klar over dets eksistens, var ved en af radiotransmissionerne fra Helligkors Kirke, hvor jeg til min overraskelse i annonceringen af gudstjenesten hørte, at messen skulle celebreres af den-og-den, men prædikenen holdes af rektor for Katolicki Uniwersytet Lubelski. Jeg var ikke engang helt sikker på, at ”Lubelski” virkelig betød ”Lublin-”. Senere har jeg ved flere andre lejligheder hørt universitetets rektor prædike. Hvis jeg kan finde det i mine notater ved mine messebogsgloser (som jeg siden midten af 1990’erne har fået samlet en hel brevordner af), kan jeg se i hvert fald nogle af de gange, der har været tale om, men lige nu er jeg ærlig talt ikke helt klar over, om det kun er een fast dag om året (og i så fald hvilken), eller om der er flere, måske ikke faste dage. Og jeg har efterhånden også lagt mærke til, at der jævnlig optræder folk fra ”KUL” i de polske tv-aviser og debatprogrammer.
For en dansker er det jo under alle omstændigheder noget, der får ørerne til at spidse sig, når det er en universitetsrektor, der optræder som prædikant ved en radiotransmitteret gudstjeneste. Jeg ved ikke, om det nogensinde har været tilfældet her i Danmark.
Teologen Henning Lehmann var rektor for Aarhus
Universitet fra 1983 og nogle år frem. Men jeg har aldrig hørt om, at han har
prædiket i radioen, om overhovedet. Hans speciale var armensk kirkehistorie.
Der kan også have været andre teologer, der i nyere tid har været
universitetsrektorer, jeg har bare aldrig hørt om det, endsige altså, at de
skulle have prædiket i radioen. Til gengæld ved alle jo, at teologiprofessor P.G. Lindhardt, Århus, i sin tid var en stor prædikant og
også ved flere lejligheder fungerede ved radiotransmitterede gudstjenester. Og
der er jo i det hele taget her i Danmark en stor tradition for, at teologiske
universitetslærere bliver ordineret og ofte ligefrem ansat som hjælpepræster
ved en af universitetsbyens kirker.
Og et særligt kristent universitet har vi jo slet ikke her i landet. Så alene et katolsk universitets eksistens i Polen er jo noget helt særligt - ikke mindst når man tænker på dette lands historie, især efter Anden Verdenskrig. Jeg har selvfølgelig nu været på Nettet for at få lidt mere at vide, og jeg ser i den polske Wikipedia-artikel, at universitetet er grundlagt i 1918 (indtil 1928 hed det blot Uniwersytet Lubelski), og at det rigtignok har haft vanskelige vilkår i PRL-tiden (kommunisttiden, Den Polske Folkerepubliks tid). Tilføjelsen Jana Pawła II er fra 2005, pavens dødsår. - Link:
http://pl.wikipedia.org/wiki/Katolicki_Uniwersytet_Lubelski_Jana_Paw%C5%82a_II
Når jeg interesserer mig for dette universitet og gerne vil vide mere om det (og altså også havde det som et om end lille punkt på vor tur), skyldes det også, at jeg jo kan kalde mig ekspert i forholdet mellem kristendom og videnskab, eftersom jeg direkte har brugt over tyve år af mit liv på den grundtvigforskning, der i 1998 gav mig den teologiske doktorgrad for afhandlingen ”Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement”. Der er utvivlsomt stor afstand mellem Grundtvigs og mit syn på dette forhold, og så det katolske syn på det. Men så kunne det jo netop være interessant at få undersøgt nærmere, hvordan det forholder sig - og måske ligefrem få en drøftelse med folk fra fx KUL. Desværre vil jeg næppe selv få tid til det. Lige for tiden har jeg rigeligt at gøre med de ting, der i forbindelse med vor 2010-rejse venter forude.
Men jeg kom altså ind i forhallen og stod og ”oplevede”, men de studerende passerede forbi mig. Stort! Så fik jeg øje på receptionen, der også fungerede som en lille kiosk. Og jeg gik derhen og fortalte den meget søde unge dame, der sad der, om mit forhold til dette universitet. Jeg spurgte hende også, om hun havde noget, hun kunne foreslå som en passende, ikke for dyr souvenir. Det havde hun. Og jeg har nu den meget flotte kuglepen, jeg købte, liggende på bordet ved siden af mig med navnet i store bogstaver: KATOLICKI UNIWERSYTET LUBELSKI JANA PAWŁA II.
Da jeg var kommet udenfor igen, fik jeg en god lille snak med en mand, der holdt med sin bil og havde set mig fotografere ivrigt. Jeg ved ikke, om han havde nogen tilknytning til universitetet, og i givet fald hvilken.
Men så måtte vi ellers se at komme videre. Vor 2010-tur var jo et resultat af, at vi af såvel økonomiske som tidsmæssige grunde havde besluttet at droppe en endnu større Polen-tur i 2011 og i stedet lægge de vigtigste dele af den ind mellem Poznań-højtidelighederne den 28. juni og vor deltagelse i den internationale byfest i Nebelschütz/Njebjelčicy i dagene 9. - 11. juli. Så vi nøjedes med at få set Zamek (slottet) m.m. fra vejen, inden vi kørte videre mod Zamość.
Pludselig blev landskabet et stort stykke Sjælland, ikke mindst i betydningen ”stort i trækkene”. Det gøs i os, da vi forstod ”storheden” i Himmlers plan! Vi mindedes den uhyggelige dokumentarfilm, vi engang så i polsk TV om det tyske forsøg på at tømme Zamość-området for polakker og gøre det til et tysk bosættelses-pilotprojekt i den store Lebensraum-plan). Fantastisk område. Frugtbart. Dog ikke marker som i Danmark med bondegårde i! - Et polsk og et engelsk link til Himmlers Zamość-plan:
http://pl.wikipedia.org/wiki/Zamojszczyzna_%281942-1943%29
http://en.wikipedia.org/wiki/Zamo%C5%9B%C4%87_Uprising
Men selve byen Zamość var altså vort andet ”amerikanske turistmål”, Polens svar på Fredericia! Vi var der ikke længe, men fik set noget af befæstningen, kørt rundt om den indre by og dvælet en stund inde på torvet. En enestående oplevelse, et af de tilfælde, hvor lidt, altså den korte tid, virkelig var meget i forhold til ingenting, altså i forhold til, hvis vi bare var kørt udenom. Jeg henviser til billederne i albummet på min Facebook-profil: ”Bastion udefra” og ”Rynek. De armenske huse”.
Området syd for Lublin og omkring Zamość er som sagt eet stort, dvs. ”opdimensioneret” Sjællandsk landskab. Med rigtige marker med korn og andet, bla. lidt raps. Man kunne se - eller i hvert fald fornemme, at det var en særlig plet mellem sandet i nord og skovene i syd. Der var vejtræer langs vejen på en usædvanlig måde. Mest spektakulære var de ret mange fyrretræer langs vejen. For det første, at fyrretræer overhovedet var vejtræer. For det andet deres fantastiske former. Ikke mindst det, at stammerne delte sig i flere.
Og der begyndt at stå UA (Ukraine) på vejskiltene = ”denne vej fører til grænsen” (som med D derhjemme). Og bynavnet Lviv (Lwów). Så vidt jeg husker på netop denne måde, altså med den ukrainske form først og dernæst den polske i parentes.
Ud over den uhyggelige, ja, makabre Himmler-historie om Zamość-området er der også en anden særlig Zamość-historie fra det 20. århundrede. Også uhyggelig, for så vidt som det er historien om et slag i en krig - og hvilken krig! - men dog trods alt mere ”normal”. Og der er her oven i købet tale om en særlig tilknytning til vor 2010-tur - selv om vi ikke vidste noget om det, da vi kørte i området. For det var jo først, efter at vi var kommet hjem, jeg på et tidspunkt fik læst en af de bøger, jeg havde købt senere på turen (formodentlig i Kraków, nemlig den polske udgave af Adam Zamoyski bog om den polsk-bolsjevikiske krig: ”Warszawa 1920”, 2009. (Den engelske udgave ”Warsaw 1920” har copyright-år 2008).
At forfatteren til bogen om den polsk-bolsjevikiske krig har efternavn fælles med byen Zamość’s grundlægger, må jeg foreløbig betragte som et rent tilfælde. Og bogen handler jo heller ikke specielt om Zamość. Men i det allersidste kapitel ”Wyrównanie rachunków” (regnskabet udlignes) berettes om Europas sidste store rytterslag - og det største i over et århundrede, Slaget ved Komarów. - Et polsk og et engelsk link:
http://pl.wikipedia.org/wiki/Bitwa_pod_Komarowem
http://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Komar%C3%B3w
Syd for Zamość kom vi ud af det frugtbare land og ind i skovområdet. Vi overnattede i nærheden af Tomaszów Lubelski på et helt nyt motel eller hotel, eller i hvert fald helt nyindrettet (efter alt at dømme i nogle ældre bygninger), i fineste centraleuropæiske stil. Det var ved en helt ny Shell-station (med et også meget interessant lokalt særpræg). Men vi var altså også på en af hovedfærdselsårerne mellem Vest- og Østeuropa. - En interessant detalje: På vejen op til værelset så vi to gange et rødhvidt skilt med teksten: ”W pokojach hotelowych mogą przebywać tylko osoby zameldowane” (Kun anmeldte personer må opholde sig i hotelværelserne)!
Og hotellet havde en ”Restauracja Staropolska”! Man har tydeligvis helt bevidst villet ramme gammel (øst)polsk stil. Og der var en lille udstilling af ”retro-ting” i receptionen, altså ting fra PRL-tiden (kommunisttiden). Ifølge ”Turen går til Polen” er ”retro” en ny trend i Polen. Så også det var altså i virkeligheden et moderne træk. På en måde blev det jo ellers, da vi var kommet noget syd for Zamość tydeligt, at ”we were leaving modern Poland”. Sådan sagde vi i hvert fald. For det var jo hvad vi havde forventet. Ja, vi sms’ede hjem til børnene, at vi var ved at være i udkanten af den vestlige civilisation, i hvert fald Vesteuropa/EU. Og på en måde har det jo også været rigtigt. Men langs de veje, vi kørte ad, var det langt mindre synligt, end vi havde forventet. Så det mest interessante var, at også det østligste Polen så ud til at være i en rivende udvikling. Vi dog så godt som ingen nyere huse eller bygninger. Meget stammede fra kommunisttiden.
Jeg fik også en interessant lille samtale med en yngre lokal mand. Han så ikke meget optimistisk på situationen. Han henviste til arbejdsløsheden. Og om politikerne sagde han, at de var nogle forbrydere alle sammen! Jeg forsøgte at trøste ham ved at sige, at det da trods alt gik meget godt, og at den polske økonomi var i god gænge, også her under krisen, ja, at Polen faktisk var et af de lande, der klarede krisen bedst. Men det hjalp ikke meget. Han havde tydeligvis ikke tålmodighed til at se tingene i et så langt tidsperspektiv.
Vi botaniserede også lidt på vejen. Vi prøvede at finde ud af, hvilke træer skovene bestod af. På en rasteplads talte vi med et ægtepar, der solgte bær - så hurtigt, at vi ikke selv nåede at få nogen! De oplyste, at bøg forekom (men vi så vist ingen bøgetræer). Men ellers var det jo nåletræer og birk og eg og lidt el. Det var i hvert fald, hvad vi fik ud af det.
Krasiczyn - forbilledet for seriens Tulczyn. - 2. - 4. juli
Den første overraskelse var, at landskabet var så bjergagtigt. Men netop i det sydøstligste hjørne af Polen går den landskabsform, som er karakteristisk for de sydlige områder ned mod grænsebjergene altså ganske højt op mod nord, netop helt op til Przemyśl-området. Og vort næste mål, Tulcyn-forbilledet Krasiczyn, ligger jo 10 km vest for Przemyśl.
Krasiczyn er, blandt andet på grund af ”Zamek” (slottet), men vel også bjergagtigheden, ret turistpræget. Kunne minde lidt om Wisła. Området mindede slet ikke om tv-seriens Tulczyn - hvad Okuniew jo heldigvis havde gjort, også i den grad.
Vi fandt et ”agro-hotel”. Det var egentlig bare et almindeligt hus. Men der var værelser og køkken og forskellige udendørsmuligheder, blandt andet for børn. Måske havde det haft sin tid. Det var svært at sige. Men for os blev opholdet dér i sig selv en stor og vigtig oplevelse.
Det var et rørende hyggeligt sted at være. Men det har altså formodentlig sin storhedstid bag sig. Der var adgang til et fælleskøkken, hvor der også stod en vaskemaskine, man kunne benytte mod ekstra betaling. Der var gyngestativ og rutsjebane på en lille græsplæne med hæk omkring. Og andre lege- og sportsting, bla. bordtennis under overdækningen ved indgangen. Og en rigtig tennisbane til højre for gyngestativet.
Vi fik et fint, men gammeldags og beskedent værelse - som til gengæld havde balkon med udsigt til ”bjergene” og masser af plads. Og der var et fint satellit-tv. Ved afrejsen fik vi at vide, at der også var internetadgang!
Vor vært havde, så vidt jeg husker, en datter, der var dansk(!) gift og boede i London. Vi talte om ”i en globaliseret verden”!
Værten var ud af en pinsekirkefamilie, men var selv endnu ”ikke gammel nok til at vælge konfession”! (Noget af en spøgefugl!). Adspurgt sagde han, at katolikkernes forhold til deres kirke var meget konventionelt, praktisk, socialt og overfladisk. Han var meget begejstret for mig og sagde bla., at jeg var den mest dybe og troende person, han havde mødt! Eller noget i den retning. Han var tydeligvis slået af min på een gang frie og åbne og seriøse måde at tale og optræde på. På sin spøgefulde facon sagde han også, at der da var ledige grunde i området endnu, og at jeg kunne købe mig et hus og grundlægge en evangelisk menighed. Sagde vist, at så ville han være med. Var i det hele taget begejstret for, hvad jeg fortalte om folkekirkeligheden i Danmark. Jeg understregede, at vi i Danmark var nærmest besat af det med friheden. - Til gengæld sagde jeg til ham, at mødet og samtalerne med ham var en af de vigtigste dele af vor tur, hvortil han svarede, at det var den største ros, han havde fået i de sidste 20 år. - Utrolig interessante samtaler. Og han var tålmodig og lyttende, også ”sprogligt”, så man virkelig fik tid til at tænke sig om. Og sagde selv mange gode og interessante ting.
Og katten! Vel en lidt større killing. Som jeg sms’ede til vor søn Asbjørn, der på dette tidspunkt opholdt sig i Stuttgart, Tyskland (på sin ferietur med sine to gravhunde, som vi ofte passer): Verdens sødeste og mest kælne kat. Den gemte sig under vores bil, så selv vor vært ikke kunne få den ud. Har den kunnet lugte vores kat? Den var i hvert fald som den meget optaget af dækkene, og den gned sig alle de samme steder som vores kat. Den sad på trappen op til værelset og ville kæle og lege. Den ville også kravle op ad mit bukseben, mens jeg tale med værten. Han sagde, at den var hans barnebarn. Hvortil jeg svarede, at vel havde jeg rigtige børnebørn, men vor ene (ovf. omtalte) søns hunde var også en slags børnebørn for os.
Jeg fik altså flere helt vildt spændende samtale med vor vært. Og han var også godt inde i de lokale katolske forhold - og var i det hele taget ikke så pinsekirkelig, at det gjorde noget, en meget åben og tiltalende mand. Han fortalte, at tidligere sognepræst Bartmiński endnu boede i præstegården, var omkring de 80, men åndsfrisk. Vi skulle da bare gå hen og ringe på dørtelefonen. Det kørte vi også hen og gjorde. Der var ingen der svarede. For på dørtelefonen stod rigtignok at ks. prałat Stanisław Bartmiński boede i lejlighed 4, åbenbart en slags pensionistbolig i præstegården.
Ved kirken lå et lille usselt kommunalt kulturhus, helt sikkert fra kommunisttiden. Ved det holdt en bil, som folk gik hen til med deres hunde (en mand, jeg havde spurgt om præstegården, gik med derhen med sin hund under armen). Vi blev klar over, at bilen tilhørte et dyrlægeægtepar, som på den måde kørte rundt og blandt andet vaccinerede hunde (eller måske en dyrlæge med en kvindelig assistent).
Krasiczyn søndag den 4. juli 2010
Denne søndag var også valgdagen i præsidentvalgets anden runde, men foreløbig gjaldt det jo messen i ”forbilledkirken”.
Og vi kørte så til 11-messen. Vi holdt på parkeringspladsen fra kl. ca. 10.20, hvor jeg sad og forberedte mig med min Mszalik og mine gloser. Vi undrede os over, at der ikke kom nogen. Men da vi kom om til indgangen på den anden side, så vi, at kirken var fuld, så at folk stod op i våbenhuset og udenfor. De allerfleste er altså kommet gående fra byen.
Vi fandt et par gode ståpladser i våbenhuset, og jeg kunne sagens følge med i messen. Der var et godt højttaleranlæg. Da vi kom til prædikenen, gik vi dog indenfor og fandt en plads i nederste venstre hjørne. I nærheden af en ældre præst i præstekjole. På et tidspunkt sagde Anna: ”Det er ham!”. Hvortil jeg rystede på hovedet. Det var han da alt for ung til at være. - Men det viste sig at være ”ham”, altså ks. prałat Stanisław Bartmiński.
Det var en yngre præst, der havde messen. Jeg har ikke meget at (huske og) sige om hans prædiken (over udsendelsen af de 72). På et tidspunkt virkede det ganske evangelisk med meget om glæde, men så blev det mere, ”hvad vi skulle” (som sædvanlig). Hvilket sådan set også var rimeligt nok her, når udsendelsen af de 72 blev set som begyndelsen på, hvad han sagde om, hvad jeg i hvert fald nu her kan kalde ”det almindelige apostolat” (hvis man overhovedet kan sige sådan). Og måske er dette noget ret stort? Måske et udtryk for, at man er nødt til at mobilisere lægfolket i en helt ny grad og dermed også give det anerkendelse. Jeg ved det ikke, men det er interessant at overveje.
Efter messen lurede vi på, at præsten skulle komme ud. Jeg fik fanget ham og præsenterede mig osv. Inden vi så os om, var jeg inde i præstegården (Plebania!), hvor jeg blev præsenteret for den præst, vi havde stået i nærheden af under messen. Og det var rigtignok ks. prałat Stanisław Bartmiński! Jeg viste ham udskriften af min artikel. Men den havde han skam læst på Internettet, altså på min hjemmeside! Så spurgte han meget fint, om jeg havde min kone med. Hun skulle da også med indenfor. Så jeg gik ud og hentede Anna, der havde sagt, at hun ville vente i bilen - ikke trænge sig på. Men hun havde været klog nok til at stå et sted i nærheden, så hun kom hurtigt med ind.
Inde i ”Lejlighed 4” (jfr. dørtelefonen) kørte fjernsynet med et eller andet kirkeligt. Det var i hvert fald Paven, vi så på skærmen. Men prælaten skyndte sig at slukke, og vi satte os ved hans lille bord. Han spurgte, om vi ville have kaffe, te eller vand, men vi sagde, at vi hellere ville bruge tiden på at snakke.
Det blev en fantastisk samtale. Ks. prałat Stanisław Bartmiński var mindst ti år yngre end sin alder og en meget klog og behagelig mand. På et tidspunkt gav han os et eksemplar af den tobindsbog, han netop havde udgivet om Krasiczyn Sogns historie. Og blandt de mange billeder i den viste han os - på den helt rigtige måde! - de billeder, der var af ham og hans husholderske sammen med nogle af skuespillerne fra serien, deriblandt Włodzimierz Matuszak som ”proboszcz Antoni Wójtowicz”. Men måske var det mest spektakulære billede det, hvor man så Stanisław Bartmiński stå ved siden af sit fjernsynsapparat - der havde seriens Antoni Wójtowicz på skærmen.
Stanisław Bartmiński fortalte også historien om, hvordan det var hovedmanden bag serien Olaf Olszewskis mor, der havde henledt sin søns opmærksomhed på, at hvis han ville lave en serie, der udspillede sig i et østpolsk miljø, så var Krasiczyn og sognepræst Bartmiński det rette sted at bygge på. - Jeg vil senere referere og citere (især) Plebania-kapitlet i denne bog.
Fra Krasiczyn til Kraków - 4.- 5. juli
Mellem Krasiczyn og Kraków sov vi (på et motel eller lignende) i Grybów ca. 15 km øst for Nowy Sącz. - Det var ved en Orlen-tank. Meget fint og moderne. Fx de yndede skinnende blanke fliser i hall og på trapper.
På vejen mod nord fra Nowy Sącz kørte vi langs en langstrakt sø eller bred flod,
hvor vi kunne se spor af oversvømmelserne. Ved byen Czchów
gjorde vi holdt ved et lille vandkraftværk for at studere de dog forholdsvis
beskedne spor af oversvømmelserne nærmere. Senere kom vi til at mærke mere til
oversvømmelserne, om end indirekte, nemlig i form af omkørsler.
Kraków - 5. juli
Kraków skulle vi ikke egentlig besøge, selv om vi havde forberedt os derpå ved at tage rejsefører og kort med. Men vi havde ikke haft tid til at gå i boghandel i Warszawa, og så var et gensyn med Kraków, som vi jo havde nydt for to år siden, det eneste rigtige.
Vi parkerede på en lille bevogtet parkeringsplads (som vi
vist også havde brugt i 2008) ikke langt fra Rynek Główny. Og vi gik ind på torvet og stillede os foran Mariakirken. Det kunne lige
så godt have været i går, vi var der sidst. Men det var to år siden.
Foruden de mange
turister var der også forskellige gøglere og musikanter, der optrådte, blandt
andet et fantastisk harmonika-ensemble, som meget vel kan have bestået af
konservatoriestuderende.
Men vi skulle jo først
og fremmest købe bøger. Så vi så os om. Og sandelig, om der ikke var en Empik-boghandel lige dér på torvet. Vi gik derind, og jeg
fik købt tre gode bøger, en om forholdene omkring den polske stats
grundlæggelse for over tusind år siden, en om Polens selvstændighedsperiode i
mellemkrigstiden og en polsk litteraturhistorie i leksikonform.
Bagefter fik vi os en velfortjent kaffe og øl ved et
cafébord på torvet, ikke så langt fra, hvor vi havde siddet sidst, med god udsigt
over torvet mod Mariakirken. Og vi fik hørt for anden gang.
Her så vi for første gang virkelig mange turister. Man kunne se, der var mange ikke-polakker - der var nemlig ikke så mange flotte piger som normalt i en polsk by! Ja, undskyld mig; man kan sige om mig, hvad man vil, men det er vel tilladt at have sans for kvalitet! Og Anna og jeg var helt enige i denne iagttagelse.
Nej, ellers havde det været meget småt med udlændinge. Vi havde så godt som ingen udenlandske personbiler set. Og ikke en eneste campingvogn.
På en måde var vi forargede over, at folk i Vesteuropa ikke havde sans for Polen som et land, det er værd at besøge. Men vi kunne også godt se, at man kun kan få alt det ud af det, vi får, når i hvert fald en behersker sproget. Hvormed jeg ikke mener, jeg ligefrem behersker mundtlig polsk. Slet ikke i forhold til, hvad jeg synes jeg burde kunne efter alle disse år. Men jeg har jo siden begyndelsen af 1990’erne dyrket det polske helt på et sidespor. Kun studeret det meget lidt som direkte sprogstudium. Men lært det ved at læse, høre og se. Og stadigvæk som et bi-bifag ved siden af mit fortsatte russisk-studium og en smule beskæftigelse med tjekkisk, slovakisk (en lille smule ukrainsk) og til sidst ”vendisk” eller altså (øvre)sorbisk. Det var først i 1999, jeg droppede mit russiske engagement og dermed min videregående beskæftigelse med russisk som hovedsprog. Og jeg bruger stadigvæk mest en slags højere form for naturmetode, selv om det nu kun er polsk og lidt sorbisk, jeg dyrker, idet jeg dog også har beskæftiget mig lidt med kasjubisk og med, hvad der er at studere af polabisk. (Det sidste jo, fordi jeg gerne vil prøve at komme så nær på ”vore venderes” sprog som muligt).
Men jeg kan da føre en hvilken som helst samtale på polsk - bare ikke så ”elegancko”, som jeg synes jeg burde. Jeg er jo trods alt professionel sprogmand, sprogofficer med russisk og cand. mag. i dansk/russisk. Hvor man ikke må glemme, at den sproglige, herunder sprogvidenskabelige og i det hele taget generelle, side af danskstudiet virkelig er noget - også når man som jeg (og de fleste andre) er såkaldt litterær maksimist. Og jeg læser for længst polsk faktisk lige så godt, som jeg læser engelsk og tysk. Jeg håber at blive rigtig god til at tale polsk inde for det næste par år, så det med lidt held kan nå at blive til glæde for både mig selv om mine polske venner endnu en del år.
Nå, det var nogle mere almindelige betragtninger, men det betyder meget for mig, at mine polske - og for så vidt også danske - venner skal være klar over, hvor meget jeg elsker polakkerne og deres land. Sammen med Anna, som jeg har frarådet at gå ind i et egentligt sprogstudium, men nøjes med, hvad der efterhånden kommer af sig selv, og i stedet koncentrere sig om engelsk og tysk. Man kan jo efterhånden klare sig ret godt i Polen med især engelsk. Og vore sorbiske venner taler vi jo begge kun tysk med. For hvad talt sorbisk angår, står jeg også af, selv om jeg jo dyrker det så meget, at jeg nogenlunde kan læse fx et bibelcitat højt ved hjælp af ordbogen læse en hvilken som helst kortere tekst, fx en avisartikel, ligesom jeg naturligvis kan følge med i messebogen og salmebogen.
Og ”slavistikken” er jo som helhed også kun mit ”bifag” ved siden af de ting, der på forskellig måde ligger i forlængelse af mit oprindelige hovedfag, nemlig teologien og ”poesien”. Det er faktisk en stor luksus, at jeg overhovedet bruger tid og kræfter på polsk og sorbisk, selv om det altså stadigvæk er som en bi- og rand-beskæftigelse. For når jeg ser hen over hele mit liv - og frem mod, hvad der selv i bedste fald er tilbage af det - burde jeg sådan set sige, at nu skulle jeg koncentrere mig om, hvad der i enhver henseende og betydning er mit livs-projekt. Men jeg elsker jo mine slaviske aktiviteter, alle sider af dem, lige fra det allermest elementære sproglige og op til de allerhøjeste niveau’er. Hvor jeg så kan nævne det kirkelige eller økumeniske, som jo klart er ”hoved-hovedfag”. Og hvor jeg også kan sige, at både det polske og det sorbiske kan betragtes som meget fine og stærke ”livs-elementer” i mit storpoetiske projekt. Så det hele hænger sammen. Og skulle der være lidt ”luksus” i det, hvad så? Ved siden af min have (som i høj grad er nyttehave) er det min eneste ”hobby”. Man skal vel også slappe lidt af? Og jeg har investeret så meget i det, både fra begyndelsen af i 1962 og i anden omgang fra 1990 af. - Hvis nogen vil vide mere, kan man gå på undersiderne ”Om mig selv”, ”Erindringer”, ”Poetik” og ”Mit livs-rum”.
Oświęcim/Auschwitz -
5.-6. juli
Da vi havde forladt Kraków, skulle vi finde et sted at sove. Der viste sig dog ikke noget lige med det samme. Og vi kørte og kørte. Da vi kom til området nord for Pavens (altså Pavens, dvs. den polske paves!) fødeby Wadowice, mindedes vi, hvordan vi også sidst have ledt og ledt i dette område - men til sidst fundet et virkelig godt sted noget øst for byen. Det ville vi dog ikke begynde at lede efter, så vi fortsatte. Efterhånden begyndte vi at nærme os Oświęcim, den by, hvis tyske navn er Auschwitz!
Vi har ganske vist altid sagt, at vi ikke ville bruge tid på Auschwitz. Ikke fordi vi viger tilbage for konfrontationen med de uhyrligheder, der har udspillet sig dér, men fordi vi jo ikke har noget at bruge det til. Vi har hørt og set og læst så meget om det. Og vi er på forhånd så meget ”imod”, som man kan blive, så vi vil hellere bruge den kostbare tid i Polen til positive ting, der kan forøge vor viden og indgå i hele vort polske engagement, herunder kontaktknytning. Men nu nærmede vi os denne uhyggelige by, så vi forudså, at det kunne ende med, at vi kom til at overnatte dér.
Vi fortrød heller ikke, at det kom til at ende, som det gjorde. For vi fik oplevet nogle ting, som vi ikke havde kunnet forudse, og fik derved alligevel lært noget, vi ikke rigtig havde vidst i forvejen. Som vi bagefter sagde: Det alleruhyggeligste var at nærme sig selve byen. Det er ikke så nemt at forklare, men allerede da vi var måske en snes kilometer fra den, begyndte det hele at få et dystert præg. Det var selvfølgelig allerede selve bevidstheden om at nærme sig dette uhyggelige sted. Men det var også det præg, det hele havde, nemlig af, at det var et sted, hvor der ikke var sket ret meget siden 1945. Som Anna sagde: ”Det her er tydeligvis et sted, ingen vil flytte hen til”. Og det var altså også et sted, hvor der i det hele taget ikke blev gjort noget for at skabe udvikling.
Da vi kørte gennem den østlige udkant af byen og ganske vist var mest optaget af at finde et skilt, der henviste til en overnatningsmulighed, fik vi på vor højre hånd en meget lang mur - eller man skulle måske sige hegn - med de karakteristiske krumme betonpæle med pigtråd foroven. Det var tydeligvis ikke en af lejrene (Auschwitz eller Birkenau), men det lignede jo de hegn dér, vi så ofte havde set billeder eller film med, bare noget lavere. Da vi næste dag kørte i (vist) den nordvestlige del af byen, så vi tilsvarende hegn. Vi blev efterhånden klar over, at det var hegnene omkring de fabrikker inde i selve byen Oświęcim, hvor fanger fra lejrene havde arbejdet. - Bemærk, at jeg bruger de tyske navne Auschwitz og Birkenau, når jeg taler om lejrene, men de polske navne Oświęcim og Brzezinka, når jeg taler om selve de stakkels polske lokaliteter, der jo ikke kan gøre for, at nazityskerne fandt på at lægge deres dødsfabrikker dér.
Vi var altså allerede rigtig uhyggeligt til mode, da vi i det mørke, der efterhånden var faldet på, gjorde holdt i et lille parklignende område inde i byen for at planlægge vor videre søgning efter overnatning. Pludselig kom en mand hen til os, og da vi fortalte, at vi ledte efter hotel, sagde han, at der da lå et lige derhenne. Og han ikke alene snakkede og pegede; han endte med at gå foran for at vise os derhen. Ja, han gik med mig helt ind til receptionen, hvor han snakkede i munden på mig, da jeg meldte mig hos ”recepcjonistka’en”.
Da jeg havde fået registreret os - hos en dame, der så ud til at være noget utilpas ved at have fået sådanne, altså ”fine”, udenlandske gæster (nærmere nf.) - fulgte manden mig stadig. Vi troede, at han måske bare var ude på at tjene en skilling ved at hjælpe os. Men da jeg havde tilbudt ham penge, havde han afvist det. Han blev imidlertid ved med at følge mig, og da jeg kom hen til bilen igen, sagde han, at han gerne ville have en eller anden ting til minde om os, bare et visitkort for eksempel. Det fik han nu ikke, for dels er der ikke meget ved mine hjemmelavede visitkort, dels havde jeg ikke nået at få lavet nogle nye, inden vi rejste, så jeg havde højst eet tilbage. Men det virkede jo sympatisk, at han ikke var ude efter penge, så vi brød vore hoveder og ledte og ledte efter et eller andet, vi kunne give ham som takke-souvenir. På et tidspunkt spurgte han, om vi måske havde en kuglepen. Så jeg ledte i mit penalhus. Og hvad fandt jeg? En Dansk Folkeparti-kuglepen! Bingo! Den gav jeg ham straks, idet jeg fortalte ham, hvad den repræsenterede. Han blev ovenud lykkelig og gik.
Hotellet var en helt særlig oplevelse! Det havde tydeligvis været et fint sted i kommunisttiden. Og jeg skynder mig at sige, at det en uge eller to senere skulle lukke for en omfattende renovering. Den flinke receptionistdame var som sagt ikke så helt lidt utilpas ved situationen, altså ved, pludselig at stå med nogle udenlandske gæster. Vi så ganske vist ikke særlig fine ud, men alligevel. Vi var imidlertid ligeglade. Vi skulle bare have et sted at sove. Og der var også et fjernsyn - om end ikke med særlig god billedkvalitet. Men vi fik da set en film, inden vi lagde os til at sove. Receptionistdamen gjorde os også opmærksom på, at der var en hel del unge mennesker på hotellet, som måske kunne forstyrre os. Der var også nogle unge mennesker, men de var ganske fredelige og generede os ikke. Om morgenen fik vi serveret fin morgenmad, så vi ikke skulle nøjes med resterne af de unges tagselvbord. Alt i alt en udmærket oplevelse. Vi var jo heller ikke på luksusferie, men på studietur, og her fik vi virkelig et pust af fortid.
Da jeg næste morgen var nede ved bilen i forbindelse med pakningen - og Anna var oppe på værelset - dukkede vor ven fra aftenen før op igen. Og han havde en rose med til Anna, som hun har ladet ligge og tørre i bilen og har bragt med hjem. Men der var ikke tid til at hidkalde hende, mens jeg talte med ham; det var slemt nok endda, for vi var ved at nærme os tjek ud-tidspunktet, og samtalen blev ret lang.
Det viste sig nemlig, at manden ikke var ganske interessant at snakke med. Selvfølgelig var han en særling, men han var i stand til at fremføre sine meninger på en både sprogligt og begrebsmæssigt set udmærket måde. Han var barnebarn af en hjulmager og beskæftigede sig selv med billedskæreri og havde et lille museum med den slags, som han gerne ville have vist os. Og han havde altså også sine meninger.
Han spurgte selvfølgelig, om vi havde været tilfredse med det hotel, han havde hjulpet os hen til. Det svarede jeg ikke direkte på, men sagde noget med, at det jo var et hotel fra kommunismens tid. Det udløste en talestrøm! Han mente helt bestemt, at det hele havde været bedre under kommunismen, ingen arbejdsløshed, social forsorg for alle, tryghed og lighed. Og da jeg jo stillede spørgsmålet om friheden, svarede han prompte, at det var pokker til frihed, når folk måtte gå rundt og samle brød op af skraldespandene.
Jeg spurgte ham, hvad han mente om partiet PiS (Prawo i Sprawiedliwość = Ret og Retfærd), som jo er et nationalistisk og katolsk parti med lighed og andre gamle dyder på programmet, ja, på mange måder (nok ikke mindst efter deres mening, som ikke kan lide noget af partierne!) Polens svar på Dansk Folkeparti - selv om der jo også er et parti, hvis navn kan oversættes til ”Polsk Folkeparti”, nemlig det mindste af de to partier i den regerende koalition mellem PO (Platforma Obywatelska = Borgerplatformen) og PSL (Polskie Stronnictwo Ludowe). Men det havde han heller ikke noget til overs for. Han havde aldrig stemt!
Jeg forklarede ham noget mere om den kuglepen, han havde fået, og han ville gerne vide noget mere om partiet, og jeg fortalte ham blandt andet, at jeg kendte dets udenrigsordfører særdeles godt. Det interesserede ham meget. Jeg måtte ligefrem skrive Søren Espersens navn på det papir, jeg havde givet ham med min hjemmesideadresse på!
Men vi skulle videre mod vort sidste særlige mål i Polen, Łubowice, gensynet med Joseph von Eichendorffs fødested.
Racibórz og Łubowice
- 6.-7. juli
Vi ankom tirsdag eftermiddag til Racibórz, hvor vi parkerede i nærheden af Rynek. Gik over Rynek og så Mariasøjlen, men spottede straks derefter Empik, hvor Anna købte en lille kogebog med salater, men hvor jeg ikke selv fandt noget. Det var jo nu Eichendorff, det gjaldt. Så fandt jeg turistinformationen, hvor jeg talte med damen, som fandt alle herlighederne frem fra skabet. Det var gratis, men jeg sagde til hende, at det ville blive til reklame for byen, når mine Eichendorff-ting kom på min hjemmeside.
Turistinformationsdamen henviste mig til boghandelen ”Sowa” (ugle), hvilket viste sig at være fuldstændig rigtigt. Den sædvanlige i enhver henseende søde unge pige gravede med sine små polske fingre nogle Łubowice-årbøger med Eichendorffiana frem. Jeg købte to. Desuden et hæfte med Eichendorffs lokale eventyr m.m. i polsk oversættelse og en bog af sognepræsten i Łubowice. Den viste sig at være en PhD-afhandling eller tilsvarende. Den var i hvert fald af høj akademisk standard, og jeg konstaterede senere, at sognepræst Henryk Rzega faktisk også bliver tituleret ”doktor”. Den unge dame gav mig til sidst også forfatterens telefonnummer, og vi overvejede at opsøge ham i præstegården, men opgav det af tidsgrunde (se nf.)
Vi spiste kebab på et kebabværksted drevet af (formodentlig) en tyrk - men med en polsk pige ved kassen. En fladskærm viste et tyrkisk tv-program Udmærket, men vi snakkede om, at det egentlig var en slags europæisk landsforræderi. Vi havde jo i Poznan set, at der ingen polakker kom til den kebab-bod, vi spiste ved. Vi var dog enige om, at det var ærgerligt. Jeg - og vi! - havde jo alle de gode minder fra Cypern. Hvis situationen havde været en anden, vilde der virkelig have været tale om multikulturel berigelse. For lave mad, det kan de.
Derefter fandt vi vort hotel fra 2008: Ragos. Også et hotel, der efter alt at dømme stammede fra kommunisttiden, men meget fint istandsat. Desuden også med ”remont” forude, siger de. Meget fin og flink betjening. Overdådigt morgenbord. Og så måtte vi endda sige nej tak, da serveringsdamen spurgte, om hun skulle lave ”jajecznica” (røræg) eller varme pølser til os, noget, der jo ellers er en obligatorisk del af et polsk morgenbord.
Om aftenen kunne vi desværre ikke se den western med bla. Richard Widmark, vi helst ville have set, fordi det ydre metal på scart-stikket manglede. Vi så i stedet den amerikanske komedie med en meksikansk hushjælp og hendes datter.
Om onsdagen brugte vi formiddagen på at studere de ting, vi havde fået og købt dagen før, ikke mindst sognepræst Henryk Rzegas bog.
Efter en lille middagslur kørte vi til Łubowice ad den østlige vej. Vi studerede landskabet og tænkte på Eichendorff. Pludselig var vi ved Oder-floden, hvor en lille ”prom” (færge) lå og ventede, en gratis ”færge-bro” som ved Świnooujście! Den blev på en sneddig, men simpel måde drevet over floden ved strømmens kraft. - Se billedet ”Anna og Oder-færgemand” i Facebook-albummet.
Så kom vi til Łubowice, hvor vi skyndte os til parken med slotsruinen. Her fik vi (trods vanskeligheder med fotoapparatet) nogle gode billeder af ruinen m.m. Se Facebook-albummet. - Jeg har i en af de tekster, jeg har læst i forbindelse med dette besøg, set, at der er planer om at genopbygge slottet og gøre det til såvel et Eichendorff- som et tysk-polsk kultur- og forsoningscenter. Alle tiders idé. Tænk, hvis man kunne komme til at opleve det!
Alt det om befolkningssammensætningen, vi ellers især ville have undersøgt, havde jeg allerede set stod i Rzegas bog, så vi ville bare ind på kirkegården og se det Eichendorff-mindesmærket der, vi mente at have set omtalt et sted. Et direkte Joseph von Eidchendorff-mindesmærke var der vist ikke, men der var andre ting, blandt andet hans to søskendes gravsten. Og der var tavler med digte flere steder. - Henryk Rzegas oplysninger om bla. de etniske og sproglige forhold på Eichendorffs tid kan ses på undersiden ”Eichendorff”, hvor jeg efter vor hjemkomst begyndte at indsætte et referat af hans bog med også hel del citater.
Men på parkeringspladsen havde vi mødt en mand som viste sig at være hr. Paweł Ryborz, Kierownik administracyjny, Górnośląskie centrum kultury i spotkań im. Eichendorffa - eller på tysk: Geschäftsführer, Oberschlesisches Eichendorff Kultur und Begegnungszentrum. Ham fik vi en fantastisk samtale med, og han inviterede os indenfor i Centeret, så vi kunne fortsætte samtalen dér, men vi måtte sige, at vi ikke havde tid. Vi nøjedes med at udveksle visitkort. - Blandt de mange interessante ting, han fortalte, var, at der også havde været en særlig schlesisk polsk dialekt (som jeg i øvrigt mente den ovf. omtalte færgemand talte). Men han føjede vist ikke noget til, hvad Rzega i bogen skriver om befolkningssammensætningen på Eichendorffs tid. - Han fortalte, at man kunne overnatte i bygningen tv. for museet, og vi blev enige om, at vi måske kunne mødes ved en senere lejlighed. Jeg ville i hvert fald sende ham en mail.
Vi afstod fra at opsøge præsten, for det var efterhånden blevet, og jeg besluttede at kontakte ham pr. mail, når vi kom hjem, enten direkte eller via hr. Ryborz. Hvad jeg også gjorde. Endnu 30.08.10, hvor jeg var kommet hertil i suppleringen og bearbejdelsen af de optegnelser, jeg havde gjort på turen (hvor jeg havde min bærbare med), havde jeg ganske vist endnu ikke hørt fra pastor Rzega selv. Men jeg havde også sendt ham en del materiale, først i almindeligt brev, senere pr. mail, og jeg ved, hvordan det går, når man får noget, der i hvert fald helst skal studeres, inden man svarer! Og hr. Ryborz fik jeg en fin mailveksling med, og han fortalte, at han havde haft kontakt med præsten, som havde udtrykt interesse for kontakt med mig, og hvis mail-adresse han gav mig, men navnlig udtrykte han selv sin egen store interesse i at opretholde forbindelsen med mig, så der forhåbentlig kunne komme noget ud af det. Og jeg indrømmer, hvad jeg også har skrevet i mine mails dernedtil, at jeg meget gerne ville kunne nå at opleve at deltage i nogle af de mange spændende ting, der foregår dernede. Meget gerne også kirkeligt. På et af billederne i Henryk Rzegas bog ser man to evangelisk-augsburgske præster deltage i den økumeniske gudstjeneste, der blev holdt i anledning af det ovenfor omtalte centers indvielse.
Da vi kom hen til kirken spurgte vi en mand om det mindesmærke, der skulle være på kirkegården. Han var ved at male kirkedøren. Han var af tysk afstamning og sagde mange spændende ting, bla. at det havde været kontroversielt at tale tysk, da han var dreng. Men ”efter Solidaritet” var tingene blevet mere normale.
Så gik vi til den gamle kirkegård (se ovf.). På tilbagevejen, da vi igen snakkede med maleren (eller hvad han var) kom en mand forbi, der sagde ”Grüssgott”. Jeg spurgte ham, om det var det, han havde sagt, og det var det, han kom fra Hildesheim, men stammede fra området. Desuden var han årgang 1922 og gammel Fallschirmjäger og medlem af Rommels Afrikakorps. Han havde også været garnisoneret i Königsberg. Mente klart ikke at have noget at angre. Det var Versaillefredens skyld! - Jeg havde jo ikke kunnet undgå at udtrykke min professionelle militære respekt, da han sagde, han var gammel Fallschirmjäger. Ja, det røg ud af munden på mig, at de tyske soldater jo havde kæmpet godt for en dårlig sag. Men det sidste brød han sig ikke om. Vi måtte som sagt hele turen tilbage til Versaillesfreden. Men ingen af os pressede emnet yderligere. Vi stod jo dér som mennesker over for hinanden i 2010.
På hjemvejen fik vi et billede af landskabet mod øst (må det have været), der ikke viste noget særligt. Men senere kunne vi i det fjerne se bjergene på grænsen til Tjekkiet. Som ved tidligere lejligheder kunne vi godt forstå, at vi fik tjekkiske radiostationer i radioen, hvis der stod sendere i disse, jo heller ikke så fjerne bjerge.
Vi afstod fra vor ellers sådan set planlagte byvandring og nøjedes med at køre lidt rundt, så vi fik uddybet vort forsøg på at forestille os, hvordan det havde været på Eichendorffs tid. Vi fik set et glimt af ”Baszta” (forbavsende lille!) og var ude ved Zamek, hvor vi fik set lidt af ”Kaplica”.
Zgorzelec - 8.-9. juli
Næste dag satte vi kursen mod Zgorzelec (den polske del af den grænse-dobbeltby, hvis tyske del hedder Görlitz). Under et stop ikke så langt derfra, hvor vi skulle have vor efterhånden obligatoriske eftermiddags-isvaffel (som i varmen gjorde det ud for både frokost og kage til eftermidddagskaffen), kom vi i snak med et par håndværkere, som fik hele remsen med gammel sprogofficer og venderne på Lolland-Falster og venderne i Lausitz (Łużyce), som vi var på vej til. Men jeg havde jo her blandt andet nævnt Tillitse på Lolland, det eneste danske sogn med et slavisk navn. ”Tillitse”, sagde de, ”det ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. Og de viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo hedder Tylice [tylitse] med y. (Mht. c = ts, jfr. Fredericia). Jeg skal have drøftet dette med PhD’en i vendiske stednavne, som vi kender. Måske er det ikke (helt) det samme. Men alligevel! (Billede 39-40 i Facebook-albummet).
Men ellers skulle vi sådan set bare sove, inden vi skulle videre til turens anden hovedafdeling, deltagelsen i den lille, men i helt enestående grad vågne landkommune Nebelschütz/Njebjelčicy’s Internationales Gemeindefest (mjezynarodny gmejnski swjedźeń).
Der var dog lige een ting. Lige før vor afrejse var det lille afviserblinklys på siden af vor bil gået løs, og vi kunne ikke nå at komme til mekaniker. Vi måtte nøjes med at fæstne det med nogle strimler af den gode matte tape. Og det holdt også under hele turen, sikkert godt brændt fast af solen, men så også, så det holdt til den ret kraftige regn, vi fik, da vi kørte fra Krasiczyn. Om nødvendigt ville vi have opsøgt et Škoda-værksted undervejs. Men det havde altså ikke været nødvendigt. Men så ville vi opsøge det store fine Škoda-værksted i Zgorzelec, hvor vi i 2006 havde fået et nyt blink-relæ. Vi fandt det også. Det var afmærket på vort kort fra dengang. Og jeg gik hen til værkføreren og lagde den gamle regning på skranken. Hvormed jeg ville vise, at vi sandelig var gamle kunder. Så først kunne jeg ikke forstå, at han reagerede så underligt, men efterhånden gik det op for mig, at vist i første omgang havde troet, jeg kom for at klage over noget. Da han var blevet klar over, hvad det var jeg ville, blev han vældig flink og gik med ud til bilen for at se på sagen. Han kunne dog desværre ikke hjælpe os med det samme. Det lå ikke inde med så gamle reserlvedele (vor Felicia er fra 1998!). Men det havde alligevel været sjovt at gense det store fine firma. Og da vi kom hjem, viste det sig, at vor egen mekaniker også først skulle have den nye lampe hjem. Og det kostede næsten ingenting, så vi var ikke gået glip af en større besparelse ved, ikke at have fået det lavet i Polen. Stadigvæk ville det selvfølgelig have været sjovt, men vi havde jo fået selve gensyns-oplevelsen.
Nebelschütz/Njebjelčicy
09.-11. juli
Og så kørte vi endelig
til vore dagens vendere, vore venner siden 1999 i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland
Sachsen. Se undersiden ”Vendere - sorbere”. Det var fjerde gang, vi besøgte
dem, og vi har nu en så høj status, at vi fik den store ære at sidde sammen med
borgmester Tomaš Čornak
og Bundestagsabgeordneter (forbundsdagsmedlem) Rainer
Deutschmann i en af de to hestevogne, som kørte i
spidsen for det store festoptog (to gange rundt i den lille landsby). - Billede
41-47 i Facebook-albummet.
Som sædvanlig deltog også en delegation fra den polske venskabsby Namysłów og delegationer fra venskabsbyerne i Tjekkiet og Ungarn samt fra en tysk venskabsby. Desuden nogle franskmænd.
Som de tre tidligere
gange deltog jeg i ornat i søndagens fest-messe - dog ikke helt; den katolske
kirke vil jo ikke have nadverfællesskab med os. Men med de lokale folk er det
kristne fællesskab meget fint, og jeg fik som sædvanlig ordet ved messens
slutning lige før velsignelsen. Min ”Ansprache står
på undersiden DEUTSCH, og i den kommer jeg ind på, hvordan det ligger med vort
kristne fællesskab, og på, at vi på vejen mod den kirkelige enheds
genoprettelse må væbne os med tro, håb og kærlighed, ganske særligt tro på
Helligånden. - Facebook-billede 48.
Og jeg lod min hilsen fra Den Danske Folkekirke munde ud i fremsigelsen på sorbisk af de første to vers af Folkekirkens epistel til denne søndag (6. søndag efter trinitatis):
Wšitcy su dźě zhrěšili a nimaja
chwały před Bohom. Darmo su wosprawnjeni z jeho miłosće, wukupjeni přez Chrysta Jězusa. (Alle
har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige
af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, Rom. 3,23-24).
Se som sagt også teksten til Facebook-albummet
og teksterne til de enkelte billeder deri!
* * *
TUR 2010 TIL POLEN OG TIL VENDERNE/SORBERNE I BUNDESLAND SACHSEN
Egentlig tekst til Facebook-billedalbum, men indsat
her 17.07.10 som forebløbig beretning
De to egentlige beretninger om
denne tur står her lige ovenfor!
Netop hjemkommet sætter vi for families og venners skyld et udvalg af billederne fra vor 2010-tur på.
NB! Det er utilfredsstillende, hvis man ikke kan se teksterne til de enkelte billeder, men det hjælper, hvis man vælger "fuld skærm". Måske er der også andre måder at forbedre det på.
Se også hjemmesiden www.bentchristensen.dk, undersiderne ”Internationalt” (med tidligere rejseberetninger), ”Vendere - sorbere” og POLSKI.
Vi startede hos tandlæge og optiker i Szczecin. Billede 01-05 og 2009-beretningen på ”Internationalt”.
Så kørte vi til Poznań og oplevede endnu en gang højtideligheden på årsdagen for 1956-demonstrationerne der. Billede 06-10 og 2008-beretningen på ”Internationalt”. Til billede 11: Det var polske matematikere, der brød tyskernes Enigma-kode i tiden op til VK 2.
Derefter til Warszawa, hvor vi var inde i Helligkors Kirke (Kościół Świętego Krzyża) og ude på Plac Piłsudskiego samt på museet for Warszawaopstanden i 1944. Billede 12-16. - Helligkors Kirke og Plac Piłsudskiego har vi et helt særligt forhold til. Kirken har vi i vel hundredevis af gange hørt messetransmissioner fra i polsk radio, og pladsen har vi set mange højtideligheder på i polsk tv. I 1994 sad vi på pladsen og var (som den evangelisk-augsburgske biskops gæster) med i den store friluftsmesse i anledning af 50-året for Warszawaopstanden.
Men hovedformålet med turen var at studere præstegårdsserien ”Plebania” (plebania = præstegård), som er et af de allervigtigste områder i min økumeniske (mellemkirkelige aktivitet).
Jeg nåede at træffe Besta Films direktør i Warszawa, som var meget begejstret for min artikel om serien og inviterede mig til at komme og overvære nogle af optagelserne efter sommerferien (ikke billede af det). Han kendte i forvejen artiklen, som filmselskabet i sin tid havde fået gennem en af mine dansk-polske forbindelser.
Og vi besøgte landsbyen Okuniew lidt øst for Waszawa, hvor mange af udendørsoptagelserne har fundet sted, og hvis kirke er seriens Tulczyn-kirke (billede 17-25). - Senere besøgte vi Krasiczyn i det sydøstligste Polen - forbilledet for seriens Tulczyn Sogn (billede 30-33). Og vi traf forbilledet for seriens sognepræst: ks. prałat Stanisław Bartmiński (billede 33). Prałat (prælat) er en fin titel, som stiller en almindelig præst mere eller mindre lige med en biskop. Stanisław Bartmiński har ikke alene været forbillede for serien, men også konsulent på den. Det var moderen til hovedmanden bag serien, der havde henledt filmfolkenes opmærksomhed på Krasiczyn og Stanisław Bartmiński, da man havde fået grundidéen til serien.
Men vi så også Lublin (billeder ikke med her) og den Fredericia-agtige by Zamość (billede 26-27) og kørte helt frem til den polsk-ukrainske grænse (billede 28-29).
Efter besøget i Plebania-forbilledet Krasiczyn (billede 30-33) tog vi et kort gensyn med Kraków (ingen billeder).
På vejen så vi spor af de store oversvømmelser (billede 34-35). Hvad vi ikke kan vise, er, at vi nogle gange måtte køre ad omveje, fordi vejene var beskadiget af oversvømmelserne.
Vort andet hovedmål var et grundigere gensyn med den tyske romantiske digter Joseph von Eichendorffs fødested og barndomshjem i det dengang tyske Schlesien - dog med overvejende polsk befolkning (billede 37-38). Se også beretningen om 2008-turen på undersiden ”Internationalt”. På vejen dertil havde vi krydset Oder med en lille hånddreven bilfærge (billede 36).
Før vi overnattede i grænsebyen Zgorzelec/Görlitz, kom vi på en rasteplads i snak med et par håndværkere, som fik hele min lektie om blandt andet venderne på Lolland-Falster og de vendiske stednavne, fx Tillitse. ”Tillitse”, sagde de, ”det ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. Og de viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo hedder Tylice [tylitse] med y. (Mht. c = ts, jfr. Fredericia). Jeg skal have drøftet dette med PhD’en i vendiske stednavne, som vi kender. Måske er det ikke (helt) det samme. Men alligevel! (Billede 39-40).
Men så kørte vi til vore dagens vendere, vore venner siden 1999 i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland Sachsen. Se ”Vendere - sorbere”. Det var fjerde gang, vi besøgte dem, og vi har nu en så høj status, at vi fik den store ære at sidde sammen med borgmester Tomaš Čornak og Bundestagsabgeordneter (forbundsdagsmedlem) Rainer Deutschmann i en af de to hestevogne, som kørte i spidsen for det store festoptog (to gange rundt i den lille landsby). Billede 41-47.
Som de tre tidligere gange deltog jeg i ornat i søndagens fest-messe - dog ikke helt; den katolske kirke vil jo ikke have nadverfællesskab med os. Men med de lokale folk er det kristne fællesskab meget fint, og jeg fik som sædvanlig ordet ved messens slutning lige før velsignelsen. Se noten ”Nebelschütz-ansprache 2010”, hvor jeg kommer ind på, hvordan det ligger med vort kristne fællesskab, og på, at vi på vejen mod den kirkelige enheds genoprettelse må væbne os med tro, håb og kærlighed, ganske særligt tro på Helligånden. Billede 48.
Her må jeg slutte denne foreløbige beretning. Jeg skriver
snarest - som jeg plejer - en mere udførlig beretning til ”Informator Polski”.
- Se også teksterne til de enkelte billeder. Og altså bedst i ”Fuld skærm”
eller evt. med anden særlig indstilling.
* * *
SLAGLILLE
KIRKEGÅRD
Polske
flyvere og civile danske ofre for nedskydning af RAF Halifax den 17. september
1943.
Tekst til billedalbum og oversættelse af afsnit i bog
om polske flyvere på danske kirkegårde
I
Billedalbum-tekst
til albummet ”Polsk-danske andagter. Slaglille den 1. juni 2010”
Billedalbummet er på min Facebook-profil
Hvis man ønsker at se disse
billeder, kan man bare gå på Facebook og (hvis man ikke kan komme til at se den
umiddelbart) sende en ”venneanmodning” med henvisning til denne tekst. Man er
naturligvis også velkommen til at blive stående som min Facebook-ven, men
ønsker man ikke det, kan man jo bare slette sig igen.
Jeg ved ikke, om jeg
nogensinde kommer til at vise billeder på anden måde, men jeg mener, den her
foreslåede metode skulle være god nok, i hvert fald foreløbig.
Der er nu også et Facebook-album med billeder fra den
ordinære allehelgensandagt 2010, som blev holdt lørdag den 30. oktober.
Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Men 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus og satte det i brand. - NB! Se den udførlige beretning i oversættelsen nedenfor af Slaglille-afsnittet i Edward Zarudzkis bog! - Hvert år allehelgenslørdag afholdes en polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. Den polsk-katolske hovedandagt ved de polske flyveres grav ledes normalt af pastor Bodnar, Næstved, medens den danske andagt ved familien Christensens grav ledes af mig, i min egenskab af dansk folkekirkepræst og medlem af Foreningen af Polakker i Maribo. - Den andagt, jeg siden 2005 har holdt ved familien Christensens gravsted, kan ses nederst på undersiden ”Prædikener efter 30.06.03” under titlen ”5. november 2005”.
Men den 1. juni 2010 afholdtes en helt særlig mindehøjtidelighed. I slutningen af maj og begyndelsen af juni havde Danmark besøg af motorcykelgruppen ”Øst-Vest” (eller ”MotoElita”), som i perioden 29. maj til 6. juni gennemførte, hvad de kalder et ”rajd”, fra Polen til Danmark under mottoet ”For jeres frihed og vores”, det slagord, hvorunder polakker i århundreder har deltaget i andres krige for frihedens skyld. Gruppen ledes af den katolske præst i Haderslev Jan Zalewski, som nu også ledede den polsk-katolske hovedandagt.
TEKSTER TIL DE ENKELTE BILLEDER:
01 - Man samles ved kirken. - Til højre for mig præst og rajd-leder Jan Zalewski.
02 - Man viser selvfølgelig de polske rød-hvide farver. - Til højre bag motorcyklen med flagene står disse højtideligheders hovedkoordinator formand for Polsk-Dansk Forening i Næstved Lidia Szuster.
03 - Motorcyklerne ved kirkegårdsmuren. Jeg skal lige sige noget til hjemmeværnstrompeteren.
04 - Sognepræst Anders Frederiksen slutter sig til os.
05 - Selve flyvermonumentet har jeg kun et billede af fra en tidligere lejlighed, nemlig allehelgensandagten lørdag den 5. november 2005.
06 - Ved de polske flyveres grav (1). - Bemærk, at pastor Jan Zalewski bærer stolaen umiddelbart over motorcykeldragten. Sådan!
07 - Ved de polske flyveres grav (2).
08 - Ved de polske flyveres grav (3). Et dengang 11-årigt øjenvidne beretter. Th. for ham Lidia Szuster.
09 - Ved familien Christensens grav.
II
OM DE POLSKE RAF-FLYVERE PÅ SLAGLILLE KIRKEGÅRD
Fra Edward F.K. Zarudzkis bog ”POLEGLI ZA POLSKĘ. Polscy i Brytyjscy Lotnicy na cmentarzach duńskich” (De faldt for Polen. Polske og britiske flyvere på danske kirkegårde). - Udgivet af Federacja Polonia. København 2004. 70 s.
Refereret og oversat af Bent Christensen
Om Edward Zarudzki og hans bog
Om bogens forfatter Edward Karol Franciszek Zarudzki oplyses på bogens s. 63 blandt andet følgende: Født i Wien den 25. november 1915. Deltog som reserveofficer i det polske flyvevåben i kampene mod tyskerne i september 1939. Kom til England i 1940. Deltog som pilot med kaptajnsgrad i krigen over Europa og Atlanterhavet til 1944 (i den polske Bombereskadrille (Dywizjon) 304). Ingeniørmastergrad (MSc) og videregående studier i geofysik (DIC). Arbejdede derefter med blandt andet olieeftersøgning i Europa, Mellemøsten, Afrika, Canada og USA. Professor i geofysik ved universitetet i Bologna, Italien, 1971. Bosat i Danmark 1979 med arbejde som konsulent i forbindelse med ting i Grønland og Nordsøen samt for UNDP. Dansk gift.
Det første egentlige afsnit i bogen (afsnit 4) er en kort fremstilling af de polske flystyrkers historie fra nederlaget i 1939 til sejren i 1945. På side 13 opregnes fire polske RAF bombereskadriller og ti polske RAF jagereskadriller (for jeg er overbevist om, at det polske ”dywizjon” her skal oversættes med eskadrille).
Afsnit 5 handler om de flytyper, der er tale om i bogen. Om Halifax Mk II står der (s. 18):
En stor firemotorers bomber, der minder om Lancasteren [...] dog lidt langsommere (435 km/t [mod Lancasterens 460 km/t]), men til gengæld med større aktionsradius, ofte brugt ved flyvninger til Polen til støtte for AK [Armia Krajowa, den polske undergrundshær]. Flyvningerne varede undertiden op til tolv timer.
Besætningen var normalt på syv mand samt undertiden en til fem [SOE] agenter:
- Førstepilot - normalt chef for besætningen.
- Andenpilot, tillige bombeskytte eller jumpmaster.
- Navigatør, i PAF [de polske RAF-enheder] ofte med officersgrad og chef for besætningen og leder af flyets forsvar.
- Radiooperatør/tårnskytte (i eletrohydraulisk tårn med to maskingeværer).
- Mekaniker/jumpmaster.
- Frontskytte (i eletrohydraulisk tårn med to Browning maskingeværer).
- Agterskytte (i eletrohydraulisk tårn med fire maskingeværer).
Afsnit 6 giver en kort oversigt over de polske flyveres deltagelse i Anden Verdenskrig i RAF med særligt henblik på flyvningerne og luftkampene over dansk territorium.
Efter de seks indledende afsnit følger afsnit 7, hovedafsnittet, med beretningerne og oplysningerne om alle de steder i Danmark, hvor polske flyvere ligger begravet. Der er et ret udførligt underafsnit for hver af kirkegårdene Bispebjerg, Esbjerg, Frederikshavn, Korsør, Lemvig, Randers (Nord), Slaglille, Aabenraa og Aalestrup.
Afsnittet om kirkegården i SLAGLILLE
Som i de andre underafsnit er der allerførst en farvegengivelse af et kort over området, her området omkring Sorø, især mod øst og nordøst. Slaglille Kirkegård ligger 5 km øst for Sorø.
Dernæst er der en gengivelse af kirkegårdskortet med markering af den polske flyvergrav (i det nordøstlige hjørne). Under teksten under kortet beskrives de på de to kort viste forhold nøje. Og så følger den egentlige tekst, som her oversættes i sin fulde skikkelse.
-
De faldne polske flyvere fra RAF Eskadrille 138 til særlige opgaver, Flight C [Eskadra C], er begravet i en fællesgrav med en gravsten fra 1945 og et mindesmærke fra 1970, som er rejst af tidligere danske fanger i tyske krigsfangelejre [sådan står der]. I graven hviler:
P-0839 WASILEWSKI, Wincenty, F/Lt., flyverløjtnant, navigatør, f. 24.01.1916
P-78320 KASPRZAK,
Eugeniusz Piotr, F/sgt., sergent,
pilot, f. 08.01.1922
P-782464 BARZDO, Władysław, Sgt., oversergent, mekaniker, f. 24.01.1916
P-793235 MICHALSKI, Julian, F/Sg., sergent, radiooperatør/skytte, f. 12.07.1918
P-780909 PATLEWICZ, Władysław Stanisław, Sgt., korporal, skytte, f. 20.10.1915.
[Jeg har, så godt og rimeligt,
jeg har kunnet, oversat de i originalteksten angivne polske grads- og funktionsbetegnelser til moderne danske betegnelser,
altså hvad graderne angår, ”porucznik” til
flyverløjtnant (egl. ”af første grad”), ”sierżant” til sergent, ”St. [starszy]
sierżant” til oversergent, ”Plut.”
[plutonowy] til sergent og ”kapral”
til korporal. ”F/Sg.” for Julian Michalski er formodentlig trykfejl for
”F/Sgt.”. Jeg har ikke undersøgt, om de polske gradsbetegnelser direkte svarer
til de angivne britiske, eller om det er de, måske lidt afvigende, grader, de
pågældende har haft i deres polske sammenhæng. Og jeg har ikke forsøgt at gengive
den sammenknytning af grad og funktion, der vel mere eller mindre ligger i ”porucznik nawigator” og ””sierżant pilot”].
Det var en rent polsk besætning, der var om bord på den Halifax II BB 309 NF, der blev skudt ned den 17. september 1943. Den syv mand store Halifax-besætning, som natten mellem den 16. og 17. september fløj over Sjælland, var på vej tilbage til sin base i Tempsford fra en mission over Polen med kodenavnet ”Neon 3”. De havde nu været i luften i otte timer siden starten, men trods trætheden herskede der tilfredshed ombord. De var på vej tilbage fra en vanskelig opgave, som havde bestået i nedkastningen [eller landsætningen?] på nedkastningsområdet [landingspladsen?] ”Obraz” [placówka ”Obraz] af de to [SOE] agenter premierløjtnant M. Kryszczukajtis og løjtnant B. Wiechuła. Flyvningen over Danmark forløb overraskende roligt. Det var deres tredje togt til Polen. Klokken 3 om morgenen overlod førstepiloten F/Sgt. Tadeusz Miecznik, som var træt efter at have styret flyet så længe, roret til andenpiloten og gik ind i flyet og lagde sig på en særlig seng for at hvile sig. De havde endnu flyvningen over Nordsøen og landingen i England foran sig. Kl. 4.45 om morgenen blev de i nærheden af den lille by Sorø pludselig angrebet af den tyske pilot løjtnant Bodin, som kom fra sin base i Kastrup i sin Junkers 88, og som med en kort velrettet byge skød to af Halifax’ens motorer i brand. Andenpiloten sergent Kasprzak forsøgte at redde flyet og besætningen ved at foretage en nødlanding på de marker, han havde lige foran sig. Agterskytten fændrik [chorąży] Roman Puchała blev på sin post og forsvarede flyet til det sidste. Han fik, da de ramte jorden, et sår i hovedet og blev slået bevidstløs, men overlevede. Det brændende fly stødte til sidst ind i landmand Lauritz Christensens hus, som blev sat i brand.
[På dette sted er indsat en gengivelse af et maleri, der formodentlig ligesom de tilsvarende billeder i afsnit 5 og afsnittene om Esbjerg og Aalestrup er malet af bogens forfatter. Det viser den brændende Halifax og det brændende hus, hvorfra (kun) to børn løber ud, samt den tyske Junkers, der flyver lavt over stedet. I det meste af billedets nederste venstre fjerdedel ses fra ryggen en flyver, der holder hånden op for øjnene, mens han ser mod katastrofestedet. Det må skulle være den flygtende fændrik Puchała].
Fire af de polske besætningsmedlemmer omkom i flammerne, og det gjorde fem medlemmer af den danske familien Christensen også: faderen, moderen, bedstemoderen og to af de syv børn. Oversergent Miecznik, som på nedskydningstidspunktet havde ligget og sovet, overlevede, fordi han blev slynget ud af det brændende og sønderslåede fly. Han vågnede senere på et tysk hospital med en brækket arm og et brækket ben. Andenpiloten Kasprzak, som hårdt såret og forbrændt blev slynget ud af cockpittet. Han døde dagen efter på sygehuset i Ringsted. Fem af børnene i familien Christensen lykkedes det at redde sig ud af det brændende hus. Den tyske Junkers-besætnings triumf blev kort. Da de gik lavt ned for at observere den brændende Halifax, ramte de selv en højspændingsledning i nærheden. Flyet styrtede ned og blev knust. Piloten blev dræbt på stedet, og radiotelegrafisten og skytten fik svære kvæstelser. I løbet af få øjeblikke var ti personer omkommet, mens tre var blevet hårdt kvæstet og to blevet taget til fange med lettere kvæstelser. Da fændrik Puchała kom til bevidsthed efter det slag, han havde fået, sprang han ud af det brændende fly og begyndte at flygte ud over markerne. Under sin flugt stødte han på en polsk kvinde, som var gift med en landmand i nærheden, og som var løbet hen til nedstyrtningsstedet. Hun tilbød at skjule ham i sit hus. Under tyskernes påfølgende eftersøgning blev Puchała opdaget og taget til fange.
Den overlevende førstepilot sergent Miecznik, undgik at komme i fangenskab, idet han flygtede fra hospitalet, hjulpet af den danske modstandsbevægelse. Han blev bragt til København og videre til Sverige, hvorfra han efter en seks ugers odyssé vendte tilbage til sin eskadrille i Tempsford.
Tyskerne svøbte de polske flyveres forbrændte lig ind i nogle tæpper og begravede dem den følgende nat i al hemmelighed og ikke særlig dybt på en mark i nærheden. Selv om det var en overtrædelse af de tyske forbud, gravede den lokale præst Svend Jakobsen og graveren dem op og gav dem og Kasprzyk en kristen begravelse i blomstersmykkede kister og under deltagelse af folk fra sognet.
Straks efter Danmarks befrielse i maj 1945 satte lokale beboere, deriblandt mange danskere af polsk afstamning en granitsten på graven med indskriften: ”Ingen er større end den, der sætter sit liv til for andre” samt ”Od Polaków z Ringsted w hołdzie poległym lotnikom” [Fra polakker i Ringsted til ære for de dræbte flyvere]. I 1970 blev der på deres grav rejst en granitsøjle med en bonzeskulptur af to flyvemaskiner. Den er udført af en dansk billedhugger. Til indvielseshøjtideligheden var der bla. inviteret repræsentanter for Den Polske Folkerepubliks Ambassade i København. Den daværende ambassaderåd hr. Sokalski har givet en smuk beskrivelse af denne højtidelighed.
De så tragisk
omkomne medlemmer af familien Christensen ligger også begravet på kirkegården.
* * *
BETRAGTNINGER OM KIRKEN, DENGANG OG NU, OG HER OG DER
Landet Præstegård, Lolland vestre Provsti, den 6. juni
2010
Foredrag med billeder efter kort eftermiddagsgudstjeneste (1 søndag efter trinitatis) ved mig i Landet Kirke. Se også prædikenen til denne gudstjeneste på undersiden ”Prædikener efter 30.06.03” og de ved den indsatte bemærkninger.
”Foredrag med billeder”. - Det er jo moderne tider, så det var ikke (uden videre) et ”lysbilledforedrag”, men et ”computerprojektor-foredrag”. De nyere billeder var taget med det digitalkamera, vi nu har haft i nogle år, og de ældre var blevet digitaliseret ved hjælp af den scanner, vi har fået købt.
NB! Billederne kan ses på min Facebook-profil. I
albummet ”Billeder fra vort mellemkirkelige liv”. Man skulle komme til det ved
at klikke på dette link:
http://www.facebook.com/album.php?id=100000716224349&aid=12941
Foredragets oprindelige titel var:
Helligtrekongersbetragtninger om Kirken
dengang og nu og her og der
Det skulle nemlig have været holdt 1. søndag efter helligtrekonger, hvor det imidlertid blev aflyst på grund af snestorm!
INDLEDNING - stærkt udvidet hjemmesideversion
Det siger sig selv, at denne
allerførst skrevne indledning stort set ikke kom til at indgå i foredraget, som
jo endte med at blive en stor kavalkade over Annas og mit liv i det
mellemkirkelige, fra først til sidst og fra det mindste til det største. Men
jeg har fundet det nyttigt at bruge den her i denne hjemmesideudgave, og det
gælder også de ting om helligtrekonger og helligtrekongerstiden,
jeg fik samlet sammen.
Jeg skal ikke egentlig bruge tid på, hvor stort og dejligt det er for mig at have fået lov at holde dette foredrag her i Landet Præstegård ved Landet-Ryde Pastorats helligtrekongersmøde 2010 [som altså blev flyttet til 1 søndag efter trinitatis]. Men jeg vil alligevel give disse stikord: Mine besøg og ferier hos morbror Immanuel og fætter Johannes lige hernede på Skovgård fra så længe jeg kan huske, og til familien flyttede op til Højsted, hvor vi også kom. Annas og mine lejlighedsvise orgelafløsninger her (og for mit vedkommende en enkelt præsteafløsning) helt tilbage i Terttus tid. Min tid som ”hjælpepræst” i perioden mellem Terttu og Lisbeth. Annas ansættelse som organist her fra 1. juni 2007. Min egen lejlighedsvise optræden her som præst, organist - og kirkesanger. Hvortil kommer, at Kasper jo længe har været ”min præst” i min egenskab af fast afløser som organist i Vesterborg Kirke. Endelig kan jeg ikke lade været at fortælle, at det var i Ryde Kirke, jeg den 2. januar 1965 for første gang så Anna!
Helligtrekonger og
Kirken
Men ellers er det jo det forhold, at det er netop helligtrekongersmøde, vi er til, der er udgangspunktet. Det er i dag ganske vist allerede 1. søndag efter helligtrekonger. Det var jo i onsdags, den 6. januar, det var helligtrekongers dag og dermed julefestens sidste dag. Men efter gammel opfattelse går julefesten i videre forstand helt frem til kyndelmisse, altså 2. februar, og i Folkekirken kalder vi jo tiden frem til ugen før søndag septuagesima ”helligtrekongerstiden” - som slutter med en fast sidste søndag efter helligtrekonger (i år 24/1), hvor temaet igen (se nf.) er ”åbenbarelsen af Herrens herlighed”, med åbenbarelsen på bjerget som evangelium efter første tekstrække. Denne tid bliver også kaldt åbenbaringstiden, eller altså på græsk epifanitiden.
For som Kasper [sognepræst Kasper Høyer] jo også sagde i søndags, så er ”helligtrekonger” en senere og mere ”populær” betegnelsen for den fest, vi fejrer i anledning af de vise mænd fra Østerlands besøg i stalden i Betlehem. Ellers kaldes denne gamle festdag ”Herrens åbenbarelse”, og det er en fest, der er blevet fejret helt tilbage fra 200-tallet af, først ovre i den østlige del af Kirken, senere også i den vestlige del. Og hermed er vi jo allerede inde på selve emnet for dette foredrag, nemlig det forhold, at Kirken jo altså begyndte i Mellemøsten for næsten 2000 år siden, man kan måske sige, allerede da Jesus kaldte de første disciple, men i hvert fald den første kristne pinsedag.
Tre klip til yderligere oplysning:
Fra artikel i Kristeligt Dagblad 02.01.08
(Dorte J. Thorsen): Hellig Tre
Konger-højtiden er [...] en aflægger af den såkaldte "epifanifest", som på nær påske og pinse er
kristendommens ældste fest. I kirkens tidligste tid blev epifanifesten
holdt i begyndelsen af januar til minde om Jesu fødsel og dåb. Det var en
24 timer lang fest, hvor fødslen blev mindet om natten og dåben om dagen.
Det
var nemlig først ved et kirkemøde i 366 [men i den nf. citerede KD-artikel fra
14.02.03: ”[o]mkring år
Fra artikel i Kristeligt Dagblad
14.02.03 (Marianne Christiansen, også citeret her ovf.): Helligtrekongerstiden (fra
[?] den 6. januar til septuagesima søndag) kaldes også åbenbaringstiden, på
græsk epifanitiden. Epifani
betyder, at noget stråler frem. Helligtrekongerstiden
har med oplysning at gøre, at noget gøres indlysende og kommer klart frem,
symboliseret i de vise mænd, der går efter stjernen og finder barnet og går en
ny vej hjem. - BC: Jeg ville ikke
regne helligtrekongerstiden fra, men fra og med dagen efter
helligtrekongers dag, som jo er julefestens
sidste dag.
Fra den udgave af den polske katolske
messebog, jeg har: Epifanien [åbenbarelsesfesten] er festen for Jesu første
åbenbarelse og kaldelse af alle mennesker til den evige frelse. De vise mænd,
der knælende tilbeder Jesusbarnet, repræsenterer den mangfoldighed af racer,
folk og sprog, der hilser Gud som folkenes konge og dén nye families hoved, som
Kirken er, den almindelige Kirke, der lever i een
tro.
Her ser vi, hvor stor og klar sammenhængen er, når vort tema i dag ved dette helligtrekongersmøde, er ”Kirken dengang og nu og her og der”. Og vi bliver på en helt særlig måde mindet om, at det altså var ovre i øst, det hele begyndte, så at vi her i den vestlige del af Kirken er nogle, der er kommet til senere - selv om det jo indtil 328 var Rom, der var Romerrigets hovedstad (derefter Konstantinopel), så at der meget tidligt opstod en kristen menighed dér - måske med apostelen Peter som den første leder. Vi har da under alle omstændigheder et særligt brev fra apostelen Paulus til menigheden i Rom. Men ellers er de menigheder, Paulus skriver til, jo nogle, der ligger i Romerrigets østlige del og altså i Østkirkens område: Korintherne, Galaterne, Efeserne, Kolossenserne og Thessalonikerne. Og det samme gælder for hele Det Nye Testamente i øvrigt.
Når jeg peger på disse selvfølgeligheder, skyldes det naturligvis, at jeg - ved tilfældighedernes spil - i to omgange er kommet i et særligt forhold til vore østlige medkristne. Og det skal vi meget snart komme nærmere ind på, men allerførst vil jeg sige noget om min baggrund - eller totale mangel på samme! - for at blive engageret i det mellemkirkelige eller økumeniske arbejde og om mine første egentlige møder med andre kirkesamfund end Den Danske Folkekirke.
Min egen baggrund -
eller mangel på samme!
Det lyder selvfølgelig lidt hårdt, når jeg siger, at jeg fra allerførst af overhovedet ingen baggrund havde for at interessere mig for Kirken som universel, verdensomspændende størrelse, endsige for, selv at engagere mig i et mellemkirkeligt eller økumenisk arbejde (jeg vender tilbage til ordet ”økumenisk” senere). Men selv om jeg jo selvfølgelig fra de allerførste folkeskoleklasser af godt var klar over, at kristendommen var den religion, man havde i hele Europa, hele Amerika og en del andre steder også, så opfattede jeg det netop på den måde, at det var ”den religion, man havde” i de pågældende lande. Ligesom det missionsarbejde, jeg jo også tidligt hørte om, jo bare var ”udbredelsen af kristendommen”. Jeg tænkte ikke på ”Den Kristne Kirke” som et særligt fællesskab eller en særlig ”organisme”, og jeg husker tydeligt, at jeg meget tidligt undrede mig over, hvad det betød, når præsten i prædiken eller bøn sagde fx ”din kirke på jord”, ja, når han i den afsluttende kollekt ved gudstjenester uden dåb eller nadver takkede Gud for ”dit hellige og salige ord, hvorved du også her hos os forsamler din kristne kirke”. Det varede længe, før jeg forstod, at ordet ”kirke” eller ”Kirken” først og fremmest og helt grundlæggende betyder den forsamling af mennesker, der i troen og dåben hører Herren, dvs. Kristus, til. Og siden har jeg jo bemærket, at der er mange, der endnu ikke er nået frem til denne forståelse. Prøv og læg mærke til, hvordan ordet ”kirke” eller ”kirken” bruges! Det er meget sjældent, at det bruges på en måde, så det klart fremgår, at det er alle Folkekirkens medlemmer, der er tale om. Selvfølgelig kan vi også bruge ordet ”kirke” om kirke-bygningen og om kirke-institutionen. Men grundlæggende er det altså hele det folk, der hører Herren Jesus Kristus til, der er tale om, både i verden overhovedet og i det enkelte land, hvor nationalmenigheden, eller som Grundtvig sagde ”folkemenigheden”, er den lokale repræsentation af det verdensomspændende fællesskab.
Men da jeg i 1971 blev præst i Pedersker-Polvsker Pastorat på Bornholm (som jeg kendte fra min tjeneste som reserveofficer), havde jeg ingen forståelse af dette. Jeg betragtede kristendommen som en lære og tilværelsesforståelse, der fra gammel tid af havde hersket i Danmark og gennemsyret hele livet hos os, men som nu havde trange kår, ja, nærmest så ud til at være på vej til at komme på museum. Men det var noget, jeg sørgede over, for jeg mente, at kristendommen trods alt, hvad der rigtignok talte imod det, repræsenterede den sande forståelse af alle ting og gav den sande livsbekræftelse og det sande håb. Så jeg gik med stor glæde og iver ind i min præstegerning, hvis formål stod for mig som det at få ”kristendommen” til at genvinde sin gamle betydning - men selvfølgelig på tidens erkendelsesmæssige betingelser. Man talte i den tid ofte - og selvfølgelig kritisk - om præsterne som nogle ”statsansatte forkyndere”. Men det var faktisk en betegnelse, der, positivt forstået, svarede udmærket til min forståelse. Sagt på en anden måde: For mig var Danmark et gammelt kristent land, hvor troen lige for tiden ikke havde det så godt, men hvor vi, der var ansat til at forkynde troen og undervise i den, måtte gøre, hvad vi kunne, for at den skulle få det bedre igen!
Netop nu vi er her i Vesterborg-Landet-Ryde-sammenhængen, kan jeg dog nævne mit allerførste møde med noget, der havde et videre både geografisk og historisk perspektiv, nemlig hvad jeg oplevede, mens vi boede i Vesterborg Sogn, lige før jeg blev præst, dvs. hos sognepræst Volmer Krohn, som jo havde en svensk baggrund. - (Dette blev selvfølgelig også nævnt i selve det holdte foredrag).
Bornholm 1971-1974 og
Døllefjelde 1974-1976. De første mellemkirkelige oplevelser.
De vigtigste ting i dette
afsnit blev fortalt under mødet i Landet Præstegård.
Umiddelbart efter at jeg var blevet indsat i mit Pedersker-Povlsker-embede (se billederne af de to kirker, som er de første billeder til foredraget), fik jeg en oplevelse, som også havde en mellemkirkelig karakter, faktisk mit allerførste møde med Den Russiske Ortodokse Kirke. Der var nemlig blevet bragt en ung sovjetisk kvindelig skibskok med akut blindtarmsbetændelse ind til Centralsygehuset i Rønne, og dagen efter min indsættelse ringede man derfra til mig og fortalte, at man havde læst i avisen om min fortid som sprogofficer ved Bornholms Værn (som jeg jo i øvrigt stadigvæk tilhørte i denne egenskab, nu som premierløjtnant af reserven); det var først et års tid senere, jeg skiftede til feltpræst). Om jeg ikke ville hjælp dem med at tolke. Det gjorde jeg. Og det endte med, at attenårige Jelena efter operationen kom hjem på weekend hos os i Pedersker Præstegård.
Jeg tænkte en del over, hvordan jeg skulle forholde mig ret kirkeligt. Jeg er jo en ekstremt frihedselskende mand, der under ingen omstændigheder ville udnytte en sådan situation. Det endte med, at jeg meget forsigtigt spurgte hende, om hun ville med i kirke søndag formiddag. Det ville hun gerne. Og jeg gav hende min russiske Bibel med små nummererede sedler i og en oversigt over gudstjenesten med henvisning til dem, så hun faktisk kunne få ganske meget med. Og hun sad nok så fint på sin bænk og var med i det hele. Bagefter sagde hun: ”Er jeres kirker virkelig så fattige her i Danmark? Hjemme i Leningrad er de meget flottere!”. - Forstår I rækkevidden af dette? Her optrådte jeg med al mulig forsigtighed over for sådan en måske virkelig kommunistisk sovjetborger, og så endte hun nærmest med at være mere kirkelig end mig! Men jeg kunne jo overhovedet ikke vide, at jeg senere skulle få meget mere med den russiske kirke at gøre - efter kommunismens fald.
Senere fik jeg en anden lille økumenisk oplevelse i mine egne sogne. En af somrene blev jeg opsøgt af en af de mange tyske sommerhusturister. Han ville gerne se orglet i Sankt Peders Kirke. Det fik han selvfølgelig lov til, men jeg gik jo op til kirken og lukkede ham ind, og vi kom godt i snak med hinanden. Det vist sig, at han kom fra Berlin og var organist ved en katolsk kirke dér. Det var første gang, jeg prøvede at føre en samtale med en teologisk velorienteret katolik. Og i selve denne samtale var afstanden mellem os ikke stor. Gunnar Stehr, som han hed, var, som det jo ofte er tilfældet med netop tyske katolikker, også ganske velorienteret i luthersk teologi og udtrykte blandt andet sin begejstring for Martin Luthers skrift ”Om et kristenmenneskes frihed”! - Det endte med, at vi organiserede en fælles dansk-tysk salmesangs- og orgel-aftengudstjeneste i Sankt Peders Kirke med efterfølgende samvær i Præstegården, hvor vi også fik lejlighed til at lære hans kone og hans børn at kende. Vi fandt frem til et sæt tyske salmer, der også stod i Den Danske Salmebog, og så lavede vi et tekstblad, så danskere og tyskere kunne synge på hver deres sprog.
I august 1973 fik vi vor første mellemkirkelige oplevelse i udlandet. - Jeg siger her ”vi”. Det kunne jeg også have gjort i forbindelse med vor oplevelse med tyskerne. Og det gælder for næsten alt, hvad jeg fortæller om her, uanset om jeg siger ”jeg” eller ”vi” at Anna har deltaget meget interesseret og aktivt medarbejdende. - Sagen var, at Folkekirken på Bornholm havde modtaget en indbydelse fra den svenske kirke på Gotland til at sende to præstepar som deltagere i Prästmötet i Visby den 28.-31. august 1973. Det var naturligvis Bornholms placering som ø i Østersøen, der lå bag denne invitation. Der var også inviteret gæster fra den svenske ø Öland og fra Ålandsøerne. Ved festmiddagen havde jeg en ålandsk præstefrue til bords. Og selv om hun jo var svensktalende, så forstod hun ikke dansk på samme måde, som en svensker gør, så jeg måtte prøve at tale svensk til hende, så godt jeg kunne. Heldigvis er jeg jo cand. mag. i dansk med, hvad dertil hører, så at jeg også har aflagt skoleembedseksamen i svensk. Men heller ikke på universitetet dyrker man jo svensk på den måde, at man skal kunne tale det, så det blev jo noget af en blanding mellem mit bedste svensk, og så noget dansk udtalt på svensk. Vor vært, andenpræsten ved domkirken, som også var en stor klokkespil-spiller, og hvis navn jeg kun husker som ”Klock-Lasse”, må have hørt noget af det, for da jeg senere spurgte ham,
hvordan den særlige gotlandske dialekt var - som følge af, at øen jo havde været under dansk herredømme 1361-1645 (næsten 300 år!) - sagde han, at nu måtte jeg altså meget undskylde, men det var noget i retning af, når jeg prøvede at tale svensk!
Jeg kunne selvfølgelig godt fortælle en hel del om denne oplevelse. Men vi har jo meget tilbage endnu, og det afgørende var altså, at jeg overhovedet deltog i sådan en stor begivenhed i en anden kirke som officiel repræsentant for Den Danske Folkekirke. Selvfølgelig er afstanden ikke så stor, men det virkede alligevel meget stærkt at opleve, hvor tæt man på forhånd er på hinanden, når man mødes i kirkelig sammenhæng. De største forskelle var pdes. den meget højkirkelige tradition, der var fremherskende i Visby Stift, men pdas. vor fornemmelse af, at der var - en måske tilsvarende - større afstand mellem kirkeinstitutionen og den almindelige mand.
Det sidste er måske uretfærdigt. Men det var en fornemmelse, vi fik. Og hermed fik vi lagt grunden til den opfattelse, vi i det hele taget har, nemlig at der sådan set ikke er det kritiske, man ikke kan sige om Den Danske Folkekirke, men at det i hvert fald indtil nu på faktisk forunderlig måde, har været sådan, at der alligevel er en stærkt folkekirkelig identitet i Danmark. Jeg plejer at sige det på den måde, at vel er danskerne ikke til at drive i kirke, og uvidenheden om ”kirke og kristendom” er stor, men alligevel hviler der et mildt og dejligt evangelisk skær over menneskelivet i Danmark, og alligevel er der et enestående tillidsforhold mellem den almindelige dansker og Folkekirkens præster. Hvortil kommer, at vi jo har et kæmpe kirkeligt og teologisk potentiale. Jeg tænker her på sådan noget som vor salmebog, vore præsters intellektuelle og uddannelsesmæssige standard og vort høje teologiske niveau både på og uden for universiteterne. Jeg har efterhånden udtrykt det på den måde, at Danmark på paradoksal vis pdes. lever i stor kirkelig elendighed, men pdas. er en kirkelig og teologisk stormagt.
Hermed har jeg også allerede vist, at det at være mellemkirkeligt aktiv ikke bare lærer en noget om ens medkristne ude i verden; det lærer i allerhøjeste grad også en noget om os selv!
Vor næste mellemkirkelige oplevelse fandt også sted i Sverige. En dag i efteråret 1975 ringede skoleinspektør ved Sakskøbing Skole Søren Sørensen og spurgte, om jeg ville med til Klippan næste sommer. Klippan var jo Sakskøbings venskabsby, og Søren Sørensen var formand for Foreningen Norden i Sakskøbing. Hvad det så havde med os at gøre? Jo, det havde det med mig at gøre, at denne Søren og jeg i tiden ca. 1958- 1961 begge havde været medlemmer af Nakskov-jazzkvintetten The Strangers, han bassist, jeg pianist, og at han nu var ved at danne et Saxcoop Studieband, som skulle med til Klippan på venskabsbesøg. (Se undersiden ”Erindringer”, kap. (3 og) 4). Men man manglede en pianist. Jeg sagde selvfølgelig straks ja, og vi øvede hele vinteren. Da vi i sommeren 1976 var i Klippan, sad jeg ved klaveret under Studiebandets optræden et par gange i løbet af lørdagen, og søndag formiddag trak jeg i præstekjolen og deltog i den fællesnordiske gudstjeneste - sammen med den lokale provst og en norsk præst. Min medvirken bestod i, at jeg bad kirkebønnen. Det havde provsten og jeg aftalt dagen før, og det var stort at opleve, hvordan vi helt umiddelbart forstod hinanden og var klar over og enige om, hvad det var vi talte om.
Feltpræst på Cypern
vinteren 1976/77. Mødet med Den Ortodokse Kirke.
Fra og med Cypern kommer der
egentlige billeder. Se billedteksterne nedenfor.
Men så kom mit halve år som feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern DANCON/UNIFICYP. Det var fra begyndelsen af november 1976 til slutningen af maj 1977. Det kunne jeg sige meget om, og det har jeg naturligvis et særligt foredrag om - hvorfra de billeder, jeg viser nu, er taget. Men selv om det unægtelig også var kirkeligt lærerigt, hvad jeg oplevede internt i vor bataljon, er det jo den berøring med andre kirkeafdelinger, der blev tale om, det skal handle om her, først og fremmest den græske ortodokse kirke på Cypern. Jeg vil dog lige nævne, at de ting, jeg allerede har sagt om forholdene i Folkekirken, naturligvis på både godt og ondt fik en ganske særlig understregning i denne feltpræstesituation, altså pdes. den ret ringe interesse for at gå til gudstjeneste, men pdas. den meget store tillid til præsten og det meget positive forhold til ham. Og jeg siger altså ”præsten”, ham, der beklæder embedet. Men jeg tror da også, soldaterne i øvrigt regnede mig for en meget flink og solidarisk mand.
Nogle lidt mere
udførlige bemærkninger til Cypern-billederne:
03: I Land Rover’en på vej ud på ”husbesøg” på observationsposterne i bufferzonen.
04: Gudstjenesten påskedag 1977 i et oldtidsamfiteater i DANCONs område. Bemærk den grønne stola, som dengang var det liturgiske beklædningsstykke for danske feltpræster - af samme materialer som de grønne udgangsuniformer. Selve uniformen - her den særlige ”sommeruniform” til brug under udsendelse til varmere lande - svarer til præstekjolen. Den danske feltpræst er ikke officer, men hverken mere eller mindre end netop præst. Vist enestående - og det eneste rigtige. Men siger også meget om de forhold, jeg tidligere har været inde på. Vi feltpræster udlægger det på den måde, at så har vi altid samme grad som den, vi taler med. Eller hvis vi skal prøve at være lidt morsommere: Så er vi altid een grad over den, vi taler med! Men spøg til side, der er et enestående både respekt- og tillidsfuldt forhold mellem alle fra generaler og nedefter og feltpræsten. Og jeg er sikker på, at dette ikke gælder mindre under de krigsforhold, mine yngre kolleger nu arbejder under. Og jeg vil benytte lejligheden til at sige, at selv om min FN-tjeneste dengang er noget af det, jeg er mest stolt over i mit liv - især fordi jeg dengang virkelig troede, at fx vor tjeneste på Cypern i dette vinterhalvår også var med til at bane vejen for noget mere fredsbevarende arbejde - så bøjer jeg mig i den allerstørste respekt for de kolleger, der nu er i krig - for slet ikke at tale om de soldater, der virkelig kommer i kamp. Og dermed har jeg ikke udtalt mig politisk om noget som helst, kun om de betingelser, hvorunder tjenesten udøves.
05: Men mit halve år på Cypern var altså også mit første møde med Østkirken, Den Ortodokse Kirke. Cypern er et af de første kristne områder i verden, ja, Cypern er det første område i verden, der er blevet ”regeret”, eller i hvert fald administreret, af en kristen. Vi ser her ruinerne af byen Salamis på Østcypern. Det var her apostelen Paulus, ledsaget af den cypriotiske (ApG 4,36) jøde Barnabas gik i land på Cypern (ApG 13,5), og det var herfra, de ”drog rundt på hele øen lige til Pafos” (ApG 13,6), hvor de bla. kom i kontakt med den romerske statholder Sergius Paulus, som ”kom til tro, fuld af undren over Herrens lære” (ApG 13,12). De billeder, jeg har fra Pafos, må vi desværre springe over.
08: Anna, som jeg holdt mine to ugers orlov sammen med på Cypern, som også hun kom til at holde meget af, ved dåbsbassin i en kirkeruin. Dette billede har jeg gjort meget ud af i min konfirmandundervisning. For her kan man jo se og forestille sig, hvordan dåbskandidaterne har aflagt deres gamle klæder, er steget ned i vandet og er blevet døbt - under fuld neddykning så ”det gamle menneske” virkelig er blevet ”druknet” - og derefter er steget op igen og er blevet iført de nye, hvide, rene dåbsklæder, som de, når de, typisk, var blevet døbt påskelørdag (mellem Jesu død og opstandelse, som de blev delagtige i) gik i indtil 1. søndag efter påske, hvor de aflagde dem og dermed trådte ind i menighedens almindelige rækker, så at det er derfor, 1. søndag efter påske er den klassiske konfiormationssøndag.
09: En af de mange græsk-ortodokse kirker på Cypern nu, i landsbyen Kakopetria. Jeg nåede at deltage i gudstjenesten - eller ”liturgien”, som man, på græsk, siger ovre i øst - i denne kirke nogle gange. Men også i flere andre kirker. Som såkaldt § 2-præst, dvs. en præst, der har fået embede på en anden universitetsuddannelse plus en supplerende teologisk uddannelse, har jeg slet ikke skullet lære græsk, men med min svigerfars hjælp og ved selvstudium har jeg dog fået lært mig så meget (til brug ved studiet af Det Nye Testamente), at jeg godt var i stand til at følge med i gudstjenesterne. Den biskop, i hvis stift vi lå, og som jeg fik et vældig godt forhold til, havde givet mig et lille hæfte med hele liturgien i - på både det oldgræsk, den jo holdes på, og, i spalten ved siden af, nygræsk. Men det var jo heldigvis det oldgræske, jeg bedst forstod.
10: Sådan ser en ortodoks kirke ud indvendig. Alteret er gemt bag den såkaldte ikonostas eller ikon-væg, hvis port her er lukket. Et meget ejendommeligt forhold, som der kunne holdes et helt foredrag om. - Jeg understreger med det samme, at det jo er den samme ortodokse kirke, der er i Rusland og Kazakhstan, som vi senere kommer til. Og det er mærkeligt, at det jo i begge tilfælde er mine militære forhold, der har givet mig min forbindelse til Østkirken. For når jeg senere blev mellemkirkeligt aktiv i og i forhold til Rusland, skyldtes det altså min allerede omtalte fortid som sprogofficer med russisk med efterfølgende bifagseksamen i russisk på Københavns Universitet. Men at mit møde med den ortodokse kirke senere skulle komme til at omfatte Rusland også, kunne jeg ikke forestille mig dér i vinteren 1976/77, midt i Den Kolde Krig. Det nærmeste, jeg i den forbindelse kom Rusland var, at jeg under champagnereceptionen på den danske ambassade i Nicosia i anledning af Dronningens fødselsdag med vor sikkerhedsofficers tilladelse gik hen og vekslede nogle ord med den sovjetiske militærattaché, en barsk udseende oberst, som dog udviste stor russercharme, da jeg præsenterede mig som fletpræst og dermed ”uddeler af opium til folket” (jfr. Karl Marx), idet han smilende svarede, at ”I kristne og vi kommunister har det til fælles, at vi vil det gode!”.
13: Den på dette billede vist lille kirke - som jo godt kan minde om en dansk romansk landsbykirke - lå inden for det område, hvor vort Andet Kompagni - eller Bravo Company - havde lejr (Skouriotissa). Og den danske feltpræst havde tilladelse til at benytte den til gudstjeneste med de danske soldater. - Jeg fik dog også den helt enestående oplevelse, på biskoppens personlige invitation at deltage i denne lille kirkes 800-års jubilæum, vel at mærke ikke bare et sted nede i kirken, men under hele gudstjenesten ganske tæt på biskoppen, en enestående anerkendelse af vort kristne fællesskab - men jo også nok et stykke politik med det formål at være på god fod med den FN-styrken!
11: UNFICYP præstekonvent! Vi kunne jo af gode grunde (upartiskhed) ikke have ortodokse græskcypriotiske præster med. Men nogle romersk-katolske fransiscanerpatere kunne vi godt have med, og så ser vi ellers fra venstre: Min gode ven den østrigske katolske pater Thomas Grossruck, mig selv, den finske feltpræst, min nabopræst Bob, præst for den britiske 2. Faldskærmsbataljon, de to canadiske feltpræster (hhv. katolsk og protestanstisk), en fransiscanerpater, en britisk præst fra FN-styrkens hovedkvarter og en præst fra de almindelige britiske styrke på de to britiske baseområder nede på sydkysten.
12: En søndag besøgte nogle danske soldater og jeg det østrigske kontingent. På dette billede ses vi på vej ud til en af de østrigske observationsposter, hvor min gode ven pater Thomas (han var præmonstratensermunk!) holdt messe - med mig som læser (på tysk) af en af de bibelske læsninger. Det var gribende at se, hvor stærkt disse i mange tilfælde ret barsk udseende østrigske soldater levede med i messen. Bagefter holdt vi et dejlig grillmåltid på OP’en. - En anden søndag var nogle kammerater og jeg til messe hos den katolske canadiske feltpræst inde i hovedkvarteret. Han lod mig læse en af læsningerne på engelsk. Igen en god økumenisk oplevelse. Jeg husker endnu hans meget fine faste-prædiken, som jeg ikke kunne have holdt lige så godt selv.
Mellem Cypern og
Murens fald
Fra min hjemkomst fra Cypern i forsommeren 1977 til efteråret 1989 havde jeg vist kun een særlig økumenisk oplevelse. For allerede i 1978 og for alvor i 1979 gik jeg i gang med det Grundtvig-studium, er kom til at fylde al min ledige tid helt frem til 1998 - idet jeg dog fra 1990 af også kom til at drive en ret omfattende mellemkirkelig virksomhed. Men foreløbig gælder det altså kun perioden frem til Murens fald natten mellem torsdag den 9. november og fredag 10. november 1989.
Den oplevelse, jeg havde i denne periode, var min deltagelse i den russisk-ortodokse ærkebiskop, senere metropolit, Pitirims besøg hos os her i Lolland-Falsters Stift i 1986. Biskop Græsholt, som har husket min fortid med det russiske, havde inviteret mig med til den middag, som blev holdt på Fuglsang for ærkebiskoppen forud for det offentlige møde. Og jeg havde jo spurgt biskoppen, om han forventede noget særligt bidrag fra min side. Det endte med, at vi aftalte, at jeg under middagen skulle holde en lille tale på russisk for ærkebiskoppen.
Men altså tale på russisk for ærkebiskoppen! Det var jo meget godt, men jeg havde vel ikke sagt et ord på russisk, siden jeg - vel engang i 1972 - for anden gang havde hjulpet Centralsygehuset i Rønne med tolkning, så jeg måtte give mig selv et intensivkursus i de ret få dage, jeg havde. Jeg kunne blandt andet dengang tage en sovjetisk radiostation, der sendte på langbølge (den har måske stået i Østtyskland), og jeg husker, at jeg i dage hele tiden havde den station åben, når jeg kørte i min bil.
Og hvad værre var - jeg havde fået den idé, at jeg ville vise ærkebiskoppen, at vi gennem vor store salmedigter Grundtvig havde en helt særlig forbindelse til Østkirken, ikke mindst i de salmer, Grundtvig havde gendigtet fra oldgræsk under sin ”græske vækkelse” i anden halvdel af 1830’rne. Så jeg havde sat mig for at lave en til dels rytmisk, men urimet gendigtning af ”Søndag morgen fra de døde” fra 1837, en gendigtning af en af de salmer, der viser, at man i Østkirken meget stærkt opfatter hver eneste søndag som en lille påske. Det blev et hårdt arbejde. Men ikke mindst med Grundtvigs salmer når man meget langt, når man bruger sin bibelordbog og sin russiske Bibel; det er utroligt, så mange af de særlige ord man kan finde et eller andet sted i Bibelen! Så jeg nåede frem til et ganske godt resultat.
Dengang havde jeg jo ikke computer, men jeg lavede et håndskrevet eksemplar af min oversættelse og satte mit embedsstempel på. Og efter en lille tale og indledning og oplæsningen af min oversættelse overrakte jeg denne hilsen fra Lolland-Falsters Stift og Den Danske Folkekirke til ærkebiskoppen. I sin svartale roste han mit russisk, idet han sagde, at der kun havde været en enkelt lille fejl i min tale, et forkert tryk i dativformen af ”søstre” (de skiftende tryk i russisk, også gennem bøjningerne, er et rent mareridt). Men han sagde, at denne fejl måske alligevel vidnede om et godt øre for russisk, for tidligere havde trykket faktisk ligget, som jeg havde sagt! Den slags er altså noget, russere kan. -
Se billede 16!
Senere havde jeg jo denne gendigtning med mig til Rusland, og jeg havde hermed også fået lagt grunden til min kortvarige virksomhed i 1996 som egentlig salmeoversætter fra dansk til russisk, men derom senere.
INDSKUD: I prædikenen på 5. søndag efter påske 2007 (i øvrigt i Fuglse Kirke i det pastorat, jeg
bor i nu) mindedes jeg min ovenfor omtalte Pitirim-oplevelse således (og
jeg sætter det ind her for at give et eksempel på, hvordan tingene hænger
sammen):
Vi
begyndte vor gudstjeneste i dag med at synge Grundtvigs gendigtning af en
gammel græsk salme, der handler om hver eneste søndag som en lille påskedag:
”Søndag morgen fra de døde / Jesus sejerrig opstod”. Den er skrevet i 1837, det
år, hvor Grundtvig havde sin ”græske vækkelse”, hvilket vil sige en intens
oplevelse af og beskæftigelse med den gamle Østkirkes gudstjeneste og salmer.
Det var i forbindelse med arbejdet på ”Sangværk til den danske kirke”, hvor
Grundtvig jo gendigtede alle de seks såkaldte folkemenigheders salmer, nemlig
først nogle davidssalmer fra Det Gamle Testamente (den allerførste menighed
bestod jo af jøder) og dernæst altså nogle gamle græske salmer (Kirken fik jo
hurtigt medlemmer fra den østlige, græsktalende del af Romerriget). Og så
videre.
Men
hvad nu ”Søndag morgen fra de døde” angår, så repræsenterer den jo ikke bare
den gamle græsksprogede kirke. Den repræsenterer også vor tids
Østkirke, dvs. Den Ortodokse Kirke, som jo nu ikke bare er i Grækenland, men
også i alle de lande, der ligger øst for bla. Finland, Polen og Kroatien.
Men
dette vil jo også - og ikke mindst - sige Rusland. Og nu er det sådan,
at jeg har beskæftiget mig en hel del med netop Rusland, især i årene
1990-1999, men med et forspil engang i midten af 1980’erne, hvor en russisk
ortodoks ærkebiskop besøgte Lolland-Falsters Stift, og hvor biskop Græsholt
inviterede mig til at deltage i en aften med ham henne på Fuglsang.
Og
så måtte jeg jo finde på noget at bidrage med. Jeg forberedte en lille tale til
ærkebiskoppen på russisk. Men jeg prøvede også, om jeg kunne lave en
prosa-oversættelse til russisk af netop ”Søndag morgen fra de døde”. Og det
lykkedes vist ret godt. Så den læste jeg også op for ærkebiskop Pitirim,
hvorefter jeg overrakte ham et eksemplar af den med både den danske og den russiske
tekst - som en hilsen fra Lolland-Falsters Stift og Den Danske Folkekirke til
Den Russiske Ortodokse Kirke, der kunne vise, at netop her i Grundtvigs Danmark
havde vi ting, som på en særlig måde forbandt os med vore medkristne derovre.
Ærkebiskop
Pitirim blev meget glad for denne hilsen, hvor de afgørende elementer altså er:
Hver
en søndags morgenrøde / ... kalder underfuldt tilbage / alle Herrens levedage.
// Tusindtunget Herrens tale / da genfødes vidt om land ...
Hver
en søndag døden gyser,
mørket
skælver under jord,
for
med glans da Kristus lyser,
kæmpe-røst
har livets ord;
sejersalig
de bekrige
dødens
drot og mørkets rige.
Jeg er næsten sikker på, at der ikke i den vestlige del af Kirken er noget, der kan konkurrere med dette, for så vidt angår overensstemmelse med den østkirkelige forståelse af hver eneste søndag som en lille påske. Og vi skal i denne forbindelse huske på, at på russisk er ugedagen søndags navn det samme ord som ordet ”opstandelse”: voskresenje. Selv i kommunismens værste dage har selv den argeste russiske kommunist altså måttet bruge ordet ”opstandelse”, når han fx skulle sige ”på søndag”!
Efter Murens fald.
Polen og Rusland 1990-1999
I 1985 havde jeg fået den teologiske licentiatgrad for min første Grundtvig-afhandling ”Fra drøm til program” (udgivet 1987; se undersiden ”Grundtvig”), og jeg var straks gået i gang med den opfølgning af den, der udkom i sommeren 1998 og i september samme år blev forsvaret for den teologiske doktorgrad. Det var altså midt i arbejdet med disputatsen, Anna og jeg oplevede Berlinmurens fald natten mellem torsdag den 9. november og fredag 10. november 1989. Jeg mener oven i købet, det var under en ferie, jeg - som så ofte før i de år - holdt som arbejds-hjemmeferie. Men vi gik og ordnede nogle ting i køkkenet, mens vi i radioen hørte blandt andet Connie Pedersens beretninger fra Berlin.
Jeg kan ikke huske, om det var bogstavelig talt i denne nat, jeg begyndte at tale om, at nu var der nogle store begivenheder i gang, som vi på en eller anden måde simpelt hen måtte være med i. Men det varede i hvert fald ikke ret længe, før vi blev enige om, at vi fx kunne tilbyde at være værtsfolk for et præstepar fra et østland, for hvem mit kendskab til russisk kunne være en fordel. Og jeg kontaktede det gamle mere eller mindre private Mellemkirkelige Råd enten allerede i 1989 eller lige først i 1990. Men vi blev enige om, at det bedste ville være, at jeg ventede til efter 1. april 1990, hvor Folkekirkens nye mellemkirkelige struktur trådte i kraft.
Da jeg henvendte mig til Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg, endte det med, at der blev dannet et særligt udvalg bestående af Stiftsudvalgets formand Henning Rasmussen, udvalgsmedlem Johannes Andersen (forstander på Sønderskovhjemmet) og mig. Vi holdt vort første møde på sønderskovhjemmet, hvor vi blandt de muligheder, Henning Rasmussen på baggrund af sit medlemskab af det gamle mellemkirkelige råd, nåede frem til Den Evangelisk-Augsburgske Kirke i Polen. Henning Rasmussen havde lagt en del brev og visitkort ud på bordet, og blandt dem spottede jeg biskop (”senior”) Jan Szareks, hvorefter jeg udbrød noget i retning af: ”Det skal være dem!”. Hvad jeg fik tilslutning til. Og de to andre sagde, at vi da lige så godt kunne prøve at ringe til det nummer, der stod på visitkortet. Jeg kunne ganske vist intet polsk på det tidspunkt, men Henning Rasmussen vidste, at de kunne tysk, så jeg ringede op og fik bispinde Aniela i røret. Processen var i gang, og det endte med, at en delegation på ti mænd og kvinder med biskop Szarek i spidsen besøgte Lolland-Falsters Stift i september 1990. Der var naturligvis en del arbejde i forbindelse med dette projekt, og det blev jeg sat til at udføre - som en slags sekretær for projektet, knyttet til Udvalget. Det ville jeg også meget gerne, sagde jeg, på den betingelse, at biskoppen skulle bo i min præstegård og prædike i min kirke. - ”Stiftsbiskopperne” i den lille polske lutherske kirke bar endnu titlen ”senior”, men da vi i 1994 besøgte ”Cieszyn Stift”, bar den nye biskop Paweł Anweiler titlen ”biskup” (Jan Szarek var i mellemtiden blevet hele denne kirkes overhoved, ”kirkebiskop” eller ”biskup Kościoła”). - Se billederne nr. 17 og 18.
Her slutter den tekst, jeg i allerførste omgang begyndte at skrive, for
som enhver vil kunne forstå, var det for det første kun ganske få ting af
ovenstående, jeg kunne nu at få sagt under mødet, ligesom jeg kun kunne nå at
knytte nogle ganske korte bemærkninger til hvert enkelt af billederne ud over,
hvad der står i de følgende billedtekster, som også er teksterne til billederne
i det allerede omtalte Facebook-album.
På undersiden ”Om mig
selv” får man et udmærket overblik over mine mellemkirkelige og andre
internationale aktiviteter, ligesom der i artiklerne her på denne underside
fortælles en hel del om de begivenheder, billederne er fra.
-
-
Teksterne til
billederne, som de nu kan ses i Facebook-fotoalbummet
BILLEDER FRA VORT MELLEMKIRKELIGE LIV”
00 B - Skoleatlas-kort Asien med de østlige steder markeret.
01 - Bornholm 1971-1974: Sankt Peders Kirke. Indkørslen i forgrunden er Pedersker Præstegårds.
02 - Sankt Pouls Kirke, Bornholm.
03 - Cypern vinterhalvåret 1976/77: DANCON/UNFICYP XXVI’s feltpræst på vej ud på OP-besøg.
04 - Cypern: Gudstjeneste påskedag 1977 i gammelt byzantinsk amfiteater, som lå i DANCON’s område.
05 - Salamis, Cypern: Her gik apostlene Paulus og Barnabas (ApG 4,35) i land (ApG 13,5).
06 - Cypern: Barnabas’ ikon, cypriotisk jøde (ApG 4,35), Cyperns første biskop.
07 - Cypern: Kirkeruin fra oldtiden.
08 - Anna ved gammelt dåbsbassin i oldtidskirkeruin.
09 - Den cypriotiske landsby Kakopetria med kirken i midten. Her gik jeg til gudstjeneste (”liturgi”, som de siger) en del gange.
10 - Ikonostas (ikon- eller billedvæg) i cypriotisk kirke.
11 - Cypern: Feltpræstekonvent med lokale gæster (franciscanermunke). Katolikker, anglikanere, canadisk protestant og nordiske lutheranere. Når ortodokse ikke er med, er det, fordi de er part i konflikten.
12 - Cypern: En lille gruppe fra DANCON på søndagsbesøg hos AUSCON, på vej til messe og grill-fest på østrigsk OP.
13 - Cypern: Den lille 800 år gamle kirke, der lå i B-kompagniets lejr i Skouriotissa. Ikke alene fik DANCON-feltpræsterne lov at holde deres gudstjenester i denne kirke, jeg fik også den helt enestående oplevelse, på biskoppens personlige invitation at deltage i denne lille kirkes 800-års jubilæum, under hele gudstjenesten ganske tæt på biskoppen.
14 - Cypern: Kirken i Skouriotissa. Kig ind gennem ikonostasens kongeport.
15 - Cypern: Kirken i Skouriotissa. Et ret enestående billede. Alteret i en ortodoks kirke med Den Danske Folkekirkes alterbog og salmebog og den danske Bibel!
16 - Fuglsang, Lolland, 1986. Ærkebiskop Pitirim fra Den Russiske Ortodokse Kirke besøger Lolland-Falsters Stift. Her i forbindelse med festmiddag og møde på Fuglsang.
17 - Døllefjelde 1990: Polsk luthersk delegation besøger Lolland-Falsters Stift . Biskop Jan Szarek og BC på prædikestolen i Døllefjelde Kirke.
18 - Møde med den polske delegation i Døllefjelde-Musse Forsamlingshus.
19 - Järvenpää, Finland, 1992: BC repræsenterer Folkekirken (og de øvrige nordiske kirker) ved de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler i Järvenpää, Finland. - Vladimir Kinner, som er nr. 3 fra venstre ved observatørbordet ses på billede nr. 39 sammen med BC efter gudstjeneste i finsk-russisk luthersk kirke i Sankt Petersborg.
20 - Järvenpää, Finland, 1992: BC i samtale med ortodoks gejstlig. I baggrunden finsk luthersk præst. Helt til højre den russiske delegations leder metropolit Vladimir.
21 - Porvoo, Finland 1992 (jfr. det luthersk-anglikanske Porvoo-fællesskab): Fire biskopper i Porvoo. (Her underskreves det Porvoo-dokument, vi nu er ved, helt at tilslutte os).
22 - Finland 1992: Ærkebiskop Mikhail leder gudstjenesten og prædiker i finsk ortodoks kirke. - Han og BC blev ret gode venner, og i 1994 besøgte Anna og Bent ham. Han lå da på sygehuset, hvor han blev behandlet for en øjenlidelse. Det blev til en desto dybere og mere bevægende økumenisk samtale med denne store gamle mand, klog og rar og med en enestående åben indstilling til alle andre Kristus-troende. Han fik en mini-flaske Rød Aalborg og Verner Bruhns bog om Folkekirken: »A People and its Church«. Han blev meget glad for begge dele – og syntes straks at forstå spillet i bogens titel.
23 - Polen 1994: Første besøg i Polen. Anna og Bent er nået frem til den sydpolske by Cieszyn, hvor der er luthersk flertal, og hvor den lutherske Jesus-kirke rager op over byen.
24 - Polen 1994: BC prædiker i Wisła.
25 - Polen 1994: BC og pastor Leszek Czyż, Wisła (som var med på Lolland-Falster i 1990 og i øvrigt senere besøgte os i Døllefjelde).
26 - Polen 1994: BC prædiker i lille moderne kirke i Cieszyn-området.
27 - Polen 1994: På vej til middag hos repræsentant for menigheden (jfr. nr. 26). Typisk lille polsk landbrug.
28 - Polen 1994: Under middagen hos kirkeværgen (var det vist, jfr. nr. 26 og 27).
29 - Polen 1994: Anna og Paweł Pilch i hemmelig skovkirke i Wisła-området, hvor de lutherske holdt gudstjenester under forfølgelserne i 1600-tallet. - Paweł Pilch var med på Lolland-Falster i 1990.
30 - Polen 1994: Alteret i ”skovkirken” (jfr. nr. 29).
31 - Polen 1994: Det kommunistiske regime forbød klokketårn. Men en skorsten måtte man vel godt have!
32 - Polen 1994: Anna og vor vært den fremtrædende lutherske lægmand Władysław Stefek ved den lutherske boghandel i Cieszyn. - Også Władysław Stefek var med i 1990-delegationen.
33 - Polen 1994: Den Evangelisk-Augsburgske Kirkes center i Warszawa. Her boede også (nu) „kirkebiskop”, dvs. biskop over hele den lille lutherske kirke, Jan Szarek (jfr. nr. 17), og her boede vi som hans gæster.
34 - Polen 1994: Til bryllup i Warszawa. I den luthersk Kristi Himmelfartskirke, hvor BC også prædikede om søndagen. Hos den da kun ca. eet år gamle i embedet pastor Adam Pilch, som den 10. april 2010 stadig var sognepræst ved denne kirke, men i sin egenskab af øverste lutherske militærgejstlige også var med i præsidentflyet, som styrtede ned ved Smolensk i Rusland, hvor man var på vej til mindehøjtidelighed i Katyn. Meget vemodigt. Adam Pilch var af biskop Szarek sat til at være vor guide i Warszawa.
35 - Warszawa 1994: Mindesmærke for Warszawa-opstanden i 1944. Det var netop ved 50-årsdagen for denne, vi var der.
36 - Udgik af tidsgrunde.
37 - Warszawa 1994: Anna og Bent deltog i den store minde-messe for Opstanden. Her ses præsident Lech Wałęsa på vej ned fra kommunionen (altergangen).
38 - Udgik af tidsgrunde.
39 - Rusland 1994: BC og pastor Vladimir Kinner (den finsk-russiske ingermanlandske kirke i Sankt Petersborg). Denne kirke har også medlemmer i grænseområdet nord for Sankt Petersborg. - Vladimir Kinner er nr. 3 fra venstre ved observatørbordet på billede nr. 19.
40-41 - Udgik af tidsgrunde.
42 - Moskva 1994: Tre kvinder, deriblandt AC, på vej til gudstjeneste i russisk ortodoks klosterkirke.
43 - Moskva 1994: Fader Pavel og danske Connie Meyer i den ortodokse Feodor Studit-kirke i Moskva.
44 - 1997 (vor otte ugers af Demokratifonden og Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige udvalg støttede rejse til Rusland og Kazakhstan): - De ingermanlandske lutheraneres store nye kirke ved deres center lidt nord for Sankt Petersborg. Den på nr. 19 og 39 viste pastor Vladimir Kinner var nu blevet provst og leder af dette center.
45 - Rusland 1997: BC prædiker i den på nr. 44 viste kirke.
46 - Rusland 1997: Universitetet i Sankt Petersborg (se også nr. 47).
47 - Rusland 1997, universitetet i Sankt Petersborg: BC forelæser (på dansk!) om Grundtvig på Institut for Nordiske Sprog og Hollandsk på universitetet i Sankt Petersborg.
48 - Rusland 1997: Efter gudstjeneste hos lutheranerne i Moskva.
49 - Rusland 1997: Anna, Bent og fader Pavel i 1997 (jfr. nr. 43).
50 - Rusland 1997: Kirkefrokost efter gudstjenesten (”liturgien”) i Feodor Studits Kirke (jfr. nr. 49).
51 - Rusland 1997: På vej til Omsk i Sibirien krydses Uralbjergene. BC benytter standsningen i Perm til at få sig en is hos en af perronsælgerne.
52 - Omsk, Vestsibirien 1997: Frokost hos cheflægen på det store børnehospital i Omsk. Annas og Bents forbindelse til dette hospital er manden til venstre, lægen Vjatjeslav Sjtjeglóv, havde besøgt Danmark og Lolland-Falster med en Memorial-delegation i 1995. BC var lokal leder af LF-delen af besøget. - I 1999 besøgte Vjatjeslav Sjtjeglóv, cheflæge Marat og flere af de andre læger København og Lolland-Falster støttet af Demokratifonden og under BC’s ledelse. Man besøgte bla. Sundhedsstyrelsen, Rigshospitalets Børneafdeling og børneafdelingen på Centralsygehuset i Nykøbing Falster.
53 b - Omsk, Vestsibirien 1997: BC og dekanen ved tavlen med BC’s gennemgang af Den Danske Højmesse, fremkaldt af et spørgsmål om ”alle jeres mærkelige salmer” fra en af de studerende.
54 - Almaty, Kazakhstan 1997: Anna og Bent med ærkebiskop Aleksij og guiden Pavel foran parlamentet i Almaty. - BC havde truffet ærkebiskoppen i København.
55 - Almaty, Kazakhstan 1997: Den russisk-ortodokse domkirke.
56 - Almaty, Kazakhstan 1997: Domkirken indvendig. Her havde BC under en gudstjeneste lejlighed til at fremføre en ”hilsen”.
57 - Almaty, Kazakhstan 1997: BC fremfører under et ”stiftspræstemøde” den oversigt over den danske kirkes historie gennem tusind år, han tidligere havde givet i Radio Liberty (Radio Svoboda) (jfr. nr. 61).
58 - Almaty, Kazakhstan 1997: Tilhørerne til BC’s foredrag om den danske kirke gennem tusind år (jfr. nr. 57).
59 - Almaty, Kazakhstan 1997: De af Stalin under Anden Verdenskrig deporterede volgatyskeres ”bedehus”.
60 - Almaty, Kazakhstan 1997: Det volgatyske ”bedehus” indvendig. Her prædikede BC på tysk og russisk første søndag i november 1997.
61 - Prag, Tjekkiet 1998 (ved den ene ende af Václav pladsen, Václavské náměstí): Den ved nr. 57 omtalte Radio Liberty, som BC efterhånden havde haft en del kontakt med hjemme fra Døllefjelde. Vi nåede at besøge den to gange, herunder at drikke kaffe med direktøren på dennes kontor, ligesom BC blev interview’et til programmet Kontintent Evropa.
62 - BC ved indgangen til Radio Liberty og Radio Free Europe’s hovedkvarter i Prag (jfr. nr. 61)
63 - Slovakiet 1998: Den lutherske kirke i landsbyen Sobotište. - Til Facebook-vennerne: Se artiklen om vor 1998-rejse på min hjemmeside, undersiden ”Internationalt”. Der henvises jo i det hele taget til artiklerne dér.
64 - Sobotište, Slovakiet 1998: BC, pastor Ľubomír Batka og dennes sønner. Pastor Batka havde for nylig besøgt Lolland-Falsters Stift.
65 - Lausitz, Bundesland Sachsen 1999: Hos ”venderne” (sorberne) i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR. På tranparent’en står på tysk og sorbisk ”International byfest 09.-11.07.1999”. Også vejskilte m.m. i dette område i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR med en slavisk minoritet er tosprogede. Disse slavisktalende mennesker kaldes normalt ”sorbere”, men de kaldes og kalder sig også ”vendere”. Jfr. venderne på Lolland-Falster for tusind år siden. Se min hjemme-underside ”Vendere - sorbere”.
66 - Nebelschütz/ Njebjelčicy 1999: Legende sorbiske børn. Bemærk legetøjet! Man har ikke haft mange penge i DDR-tiden, men har alligevel fundet ud af det. Det er en meget fin oplevelse at have med sorberne af gøre, nok ikke mindst for danskere. Jeg kan nu læse - og læse op på - sorbisk, men ellers taler vi jo tysk sammen. Sorbisk minder meget om polsk, forboldet er vel nærmest som mellem svensk og dansk. For tusind år siden var der 25 slaviske stammer i området mellem Polen og det vestligste Tyskland, deriblandt ”vore vendere”, men bortset af ”vore øvresorbere” og nedersorberne omkring Cottbus er alle de andre sprogligt uddøde.
67 - Nebelschütz/Njebjelčicy 1999: BC deltager i friluftsmessen og får til sidst ordet for en kort ”Ansprache” (”hilsen”). Der er også evangeliske sorbere, men i Nebelschütz/Njebjelčicy er man - meget økumenisk åbne - katolikker.
68 - Nebelschütz/ Njebjelčicy 1999: BC og sorbisk kvinde i folkedragt.
69 - Nebelschütz/Njebjelčicy 2008.To præster ved ”Wendentor”, altså ”Den Vendiske Port”, BC og den nye lokale præst. Dette var vor tredje deltagelse i den internationale byfest (efter 1999 (nr. 65-68) og 2002).
70 - Nebelschütz/Njebjelčicy 2008: Borgmester Tomaš Čornak,
BC, prins Dah Bopke og
billedkunstner Michelle Nze efter søndagsmessen under
”16. internationale byfest”. Prins Dah Bopke er fra Benin i Afrika (mellem Togo og Nigeria), og Michelle Nze, som nu
bor i Tyskland, er født i Libreville, republikken Gabons hovedstad. Dette viser
til det alleryderste, hvordan det undergangstruede sorbiske mindretal anvender
den overlevelsesstrategi at dyrke det internationale! Men også vi to fra
Danmark er vigtige og ”eksotiske” gæster - ved siden af centraleuropæerne fra
Polen, Tjekkiet og Ungarn.
71 - Polen 2005: BC, den
lutherske biskop i Sopot ved Gdańsk Michał Warczyński og pastor
Krzystof Cieślar. -
Vort hovedmål var at deltage i festlighederne i anledning af 25-året for
Solidaritets sejr i 1980 (skibsværftet i Gdańsk, Lech Wałęsa), men vi benyttede da lejligheden til at
få lidt samvær med vore lutherske konfessionsfæller. Vi boede i et af
bispeboligens gæsteværelser.
72 - Polen 2005:
Kasjubisk friluftsmesse. - Kasjuberne er en gruppe på
flere hundrede tusind mennesker, som taler det selvstændige, men jo polsk meget
nærstående sprog kasjubisk. Premierminister Donald
Tusk har mere eller mindre kasjubisk baggrund.
73 - Polen 2005:
Den unge kasjubiske (jfr. nr. 72) kvinde Sulisława
leder en grundtvigsk(!) højskole i nærheden af Gdańsk.
74 - Danmark, Slaglille
ved Sorø 2005: En side af vort polske engagement i Danmark - BC som
repræsentant for såvel Polsk Forening i Maribo som Den Danske Folkekirke ved de
årlige allehelgensandagter på Slaglille kirkegård ved Sorø, hvor en RAF
Halifax-bomber med polsk besætning i 1943 blev skudt ned af tyske jagere og
faldt ned i et hus. - Her leder katolsk præst i Næstved pastor Bodnar andagten ved de polske flyveres grav.
(Slaglille-billederne er nr. 74-79).
75 - Danmark, Slaglille
ved Sorø 2005: BC leder andagten ved de
fem medlemmer af familien Christensens grav, hvis hus hvor Halifax’en
styrtede ned i. (Slaglille-billederne er nr. 74-79).
76 - Slaglille, Danmark:
Flyvermonumentet fotograferet allehelgenslørdag 2005. (Slaglille-billederne er
nr. 74-79).
77 - Slaglille den 1. juni
2010: En gruppe polske motorcyklister med den katolske sognepræst i Haderslev
Jan Zalewski i spidsen besøgte Slaglille Kirkegård.
Det lokale hjemmeværns trompeter medvirkede som sædvanlig. - Jfr. nr. 74 og 75
(alle Slaglille-billederne er nr. 74-79).
78 - Slaglille den 1.
juni 2010: Den polske andagt. Bemærk, at den katolske ”motorcykelpræst” bærer
sin stola lige over motorcykeldragten! (Slaglille-billederne er nr. 74-79).
79 - Slaglille den 1.
juni 2010: Den danske andagt (Slaglille-billederne er nr. 74-79). - SLUT! - Se
også fotoalbummet ”Polske motorcyklister mindes polske flyvere. Slaglille den
1. juni 2010.
* * *
TIL TANDLÆGE - MED MERE - I SZCZECIN
Et udvidet tandlægebesøg gav overraskende indblik i
byen Szczecins fortid og fremtid
Artikel i „Informator Polski”
nr. 4 (70) 2009 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation
Federacja „Polonia”. Sat på her 15.12.09. - Se
også den længere version af beretningen lige under denne tekst.
I år skulle vi ikke
på ferie. Og dog. Vi havde besluttet at begynde at gå til tandlæge i Szczecin -
og at gøre det til en lille ferie med lidt studium og lidt træning i polsk
talefærdighed. Så vi bestilte en dobbelttur hos firmaet DenTour fra torsdag den 1.
oktober til torsdag den 8. oktober 2009.
Restauracja Stary Szczecin
Vort første møde med Szczecins historie var Hotel Victoria med ”Restauracja Stary Szczecin” (Restauration Gamle Szczecin), hvor der overalt er ting, der vidner om fortiden, især de billeder, der er malet på alle væggene. Resten af vægpladsen er optaget af en masse små billeder i glas og ramme, hovedsagelig gamle postkort fra Szczecin. Og lokalet er fyldt med gamle ting, blandt andet gamle ure (fra bornholmerstørrelse og nedefter), en kakkelovn, et komfur, et par smørkærner, en tøjrulle, gamle strygejern, gamle køkkenvægte, en gammel pålægsskæremaskine og en stor hvidemaljeret krukke med teksten ”Feinster Tafel‑Essig” (fineste mad‑eddike).
I vægmalerierne er hele historien repræsenteret. Der er efter alt at dømme tale om billeder, der er malet ved eller efter restaurationens åbning for en snes år siden, men de er malet i gammel stil og øjensynlig på grundlag af gamle forlæg. Hvor intet andet fremgår, er det teksterne under eller i billedet, jeg nævner:
Stettin in Pommern 1740. - Brama Królewska (Kongeporten)
1740. - Et billede af den kirke, vi om søndagen var til messe i, Johannes
Døberens Kirke (Bazylika św. Jana Chrzciciela, se mere nf.). - Książę
(fyrst) Bogusław X + Anna Jagiellońska.
Szczecin 1491. - Szczecins røde ørn mellem to løver. Under skjoldet årstallet
1660. Nederst til venstre et svensk flag. - Havneparti med bla. tømmer og
tønder. Tekst: Hanza XIII‑XVI w. (se nf.) - Et
havneparti med ødelagt tekst, men med årstallet 1929. - Over det gamle hvidemaljerede
brændekomfur, hvorpå morgenkaffen står, et billede af franske tropper på vej
ind i Szczecin. Tekst: Entrée des français dans la ville de Stettin (de franskes indtog i byen Stettin)
1806. - Over det store anretterbord: Et billede af Det Gamle Rådhus i dets
nuværende, dvs. fra genopførelsen i 1970’erne stammende, skikkelse, men med
teksten ”Magdeburger Stadtrecht
Ovenstående kan suppleres med følgende: I billedet af
Johannes Døberens Kirke er indsat et billede af Luther med teksten ”Martin
Luther 1483‑
Nogle hovedpunkter i Szczecins historie,
hovedsagelig på grundlag af den ”Praktyczny przewodnik turystyczny”
(praktiske rejsefører), jeg købte dernede, kan sætte denne billedrundgang i
perspektiv. -
Floating Garden 2050. Szczecin skal være
Nordeuropas grønne Venedig
På flere af de tryksager, vi efterhånden fik, og mange steder rundt i byen så vi et mærkeligt logo, som ved nærmere eftersyn viste sig at bestå af bynavnet Szczecin i lydskrift efterfulgt af årstallet 2050 og med ordene ”floating garden” foroven til højre.
INDSKUD 02.02.12: Under Google-søgning efter et polsk ord fik jeg den
idé at søge efter "Szczecin" i den pågældende ordbog, og det gav
denne IPA-lydskrift (International Phonetic Alphabet), som jeg håber bliver vist korrekt på de
besøgendes skærme:
ʃʧ̑ɛʨ̑ĩn
Det her omtalte
Szczecin-logo ("marka") er tydeligvis lavet
på grundlag af den. Men det er, utvivlsomt ud fra grafiske hensyn, modificeret,
så det, hvad selve de egentlige lydtegn angår, er kommet til at se stort set
således ud:
ʃtʃɛ'tʃʲin
Jeg har i forhold til logoet (og IPA) her udeladt de vandrette bindebuer over de to konsonantgrupper og en "liggende skarp parentes" under andet og tredje tegn, men ellers svarer det ganske nøje til logoet. Så vidt jeg forstår IPA-lydskriften, består tillempningen dels i, at der er sat et ' midt i ordet (som stavelsesskilletegn?), dels i, at anden begyndelseskonsonant i sidste stavelse er ændret fra, hvad der kunne have været et "blødt ts" (for det polske c foran i), til lydskriften for den polske sz-lyd (= fx tysk sch) med det lille "j-blødhedstegn" - det ser jo godt ud, men svarer, så vidt jeg har kunnet se, ikke til noget IPA-tegn. Ændringen er altså (med det "bløde" ts som "mellemregning"):
ʨ̑ > tsʲ > tʃʲ
Vi var klar over,
at der var tale om en markedsføring af noget, der var ret stort, men hvor stort det var, blev vi først klar
over, da vi begyndte at læse i rejseføreren. Her var det allerførste egentlige
afsnit nemlig det 12 sider lange afsnit med netop titlen ”Szczecin. Floating Garden
Over halvdelen af
Szczecins areal udgøres af grønne og våde områder. Der er ikke mange sådanne byer
i Europa, virkelig ”en flydende have”. Men for at realisere dette utrolige
potentiale må Szczecin gå over til en helt ny planlægning. Szczecin kan blive
”Nordens Nye Grønne Venedig”, hvis man kan udnytte området mellem Oderens to grene (Śródodrze) med de mange øer og vandløb og de store
vådområder mod syd og øst. Dette område skal være Szczecins nye hjerte.
Szczecin er en by, der er skabt til at leve i, og den forener metropolens
dynamik og kreativitet med den plads og den ro, der er på et sted, som er både
natur- og menneskevenligt.
Szczecins ”marka” er af en helt anden kategori, end hvad man normalt
forstår ved et logo. Det sender den melding til verden, at Szczecin er en by,
der er åben, grænseoverskridende, innovativ, visionær, multikulturel og
flersproget.
Til slut opstilles
projektets program i ti punkter over to sider og med et grøn-blåt stiliseret
kort over ”Śródodrze” som baggrund. Et kort referat: Ingen af byens
attraktioner er hver for sig meget store i verdensmålestok. Derfor må man
overhale historiens øjeblik og lave noget virkelig spektakulært, der passer til
såvel de nye kommende tider som til de betingelser, naturen har givet. Szczecin
er pionerernes by. Det er dens store styrke. Kun pionerer kan bygge ”Amerika”.
- I et Europa, der er i færd med at forene sig, og som søger nye oplevelser i
en postindustriel tid, hvor værdierne er under omvurdering, satses på to ting: lystsejlads
og økologi. - Szczecin skal være den største og mest moderne marina i
Østersøområdet. Som man i alperne lever af skisport, skal fremtidens Szczecin
leve af sejlsport. Men i sig selv er dette for lidt. For at skabe genlyd i
verden skal man også have en virkelig spektakulær vision. - Vi vil skabe en by,
der slår verden med forundring, en ”BalticNeopolis”,
der kan ændre hele tænkemåden med hensyn til, hvordan og hvorfor mennesket
lever. De fleste byer er ved at gå op i sømmene, ved at blive kvalt og stoppet
til, de trykker folk ned og driver dem frem, mens alle gribes af paranoia.
Szczecin skal være helt anderledes, rolig og grøn som i dag, bare udviklet og
moderne, en dynamisk, men samtidig økologisk by, som imponerer med sin grad af
kreativitet. - Szczecin skal være et stærkt akademisk miljø, og den skal være
orienteret mod euroregionen Pommerns problematik, ja, mod en bredt forstået balticitet (bałtyckość).
- Szczecin skal have to-tre ting, der er i arkitektonisk særklasse, ja, som kan
vække hele Europas opmærksomhed, helst ikoner,
skabt af 2-3 arkitekter i verdensklasse, af den slags, der går over i
historien. - Set i dette perspektiv tegner der sig i dag et billede af Szczecin
som et ”makroudviklingsmæssigt megaprojekt” (megaprojekt makrodeweloperski),
der søger sin ”gigainvestor”. Med ham vil Szczecin betræde nye veje. - Let’s do it!
Det siger sig selv, at denne visionære begejstring gjorde et stort indtryk på os. Og på et tidspunkt sagde jeg til Anna: „Dette må vi dybere ind i. I morgen tager vi ud til Rådhuset for at se, om vi kan komme til at tale med nogen, der har med dette projekt at gøre. Så kan jeg skrive om det i den ferieberetning til ”Informator”, der nu alligevel bliver stof til”.
Møde på Rådhuset
Da vi kom ind i rådhuset, sagde jeg til rådhusbetjenten, at jeg kom med henblik på en artikel til Informator Polski, den danske Federacja ”Polonia”s kvartalsskrift. Jeg skyndte mig også at skrive Informator osv. på mit visitkort. Så vi blev vi henvist til Afdelingen for Markedsføring og Information (Biuro Promocji i Informacji).
I lokale 153 mødte vi fru Marzena Paziewska, som modtog os med stor venlighed, men efter at have set mit visitkort foreslog, at vi aftalte et møde næste dag, så man dels kunne stille med rette vedkommende, dels kunne nå at få samlet noget materiale til os. Vi aftalte en times møde næste formiddag fra kl. 10.
Bagefter gik vi ud på den anden side af rådhuset, hvor vi en stund sad på en bænk og betragtede folkelivet på og omkring Jasne Błonia. Jeg var nede ved Jan Paweł II’s statue, rejst til minde om hans besøg i Szczecin i 1987 og den messe, han havde holdt på netop dette sted.
Onsdag formiddag kl. 10 blev vi modtaget af fru Paziewska, og straks efter kom hr. Krzysztof Adamski til. Deres stillingsbetegnelser er hhv. Główny Specjalista w Biurze Promocji i Informacji og Główny Specjalista ds marki w Biurze Promocji i Informacji (altså hhv. chefspecialist og chefspecialist vedrørende ”marka”). De førte os til en stor flot sal med fine lædermøbler omkring mange små borde, åbenbart et lokale, hvor man kunne drikke kaffe og snakke i forbindelse med større møder og konferencer.
Fru Paziewska og hr. Adamski lagde stor vægt på Szczecins geografiske placering og historie helt tilbage fra den første begyndelse af. De nævnte herunder perioderne under dansk og svensk herredømme. Og også de fremhævede, at Szczecin altid har været en åben og multikulturel by, et vindue ud til verden, og at den altid havde været præget af den pionerånd, som nu kom til udtryk i projekt Floating Garden. Mest interessant var, hvad de fortalte om den kommunistiske tid, PRL-tiden 1945-1989. For vel hvilede det kommunistiske tryk også tungt på Szczecin, men det var alligevel særlig svært for styret af holde szczecinerne nede. Szczecin var også i disse år præget af sin helt særlige frihedsånd, og den var stadig en søfartsby, hvorfra mange kom ud i verden og så, hvordan det hele foregik dér, og hvortil mange kom ude fra verden og kunne fortælle om livet uden for den kommunistiske lejr. Desuden var de nye indbyggere, der skulle udfylde tomrummet efter de fordrevne tyskere, hentet fra andre dele af Polen, ikke mindst fra de områder, der var blevet indlemmet i Sovjetunionen (Hviderusland og Ukraine). Disse mennesker havde rent ud sagt mindre at miste end de polakker, der boede, hvor de altid havde boet, så de var meget mere dristige og dermed vanskeligere at holde nede. I Szczecin var mange flere ting tilladt end i resten af Polen. De to understregede også, at Szczecin havde spillet en vigtig rolle i de begivenheder i 1980, vi fortrinsvis kender fra Gdańsk. De szczecinske skibsværftsarbejderes støtte havde haft afgørende betydning for Solidaritets sejr. Da jeg sagde, at det vidste jeg godt, og at jeg ydermere vidste, at det faktisk var i Szczecin, den første aftale med regeringens repræsentanter var blevet underskrevet, lyste deres ansigter yderligere op. Også i 1970 havde Szczecin som allerede nævnt spillet en vigtig rolle.
Da vi talte om marina-delen af projektet, gjorde hr. Adamski opmærksom på, at det er muligt at sejle fra Berlin til Szczecin. Det er Berlins korteste vandvej til Østersøen. Man kan altså sejle med sin lystbåd fra Berlin til Szczecin og gøre holdt dér for at nyde naturområderne med det rige plante- og dyreliv. Men navnlig vil det jo blive sådan, at hvis man bor længere nede i Europa, kan man have sin lystbåd liggende i Szczecin-marinaen og køre dertil. Omvendt vil lystsejlere fra hele Østersøområdet kunne sejle til Szczecin-marinaen og derfra besøge hele det spændende område.
De to understregede, at det var hele Szczecins ånd, der lå bag projektet, og at der var bred opbakning fra indbyggerne og stor politisk enighed om det. Det var hævet over døgnets politiske strid. Selvfølgelig var der skeptikere og kritikere, men det havde man ikke noget imod. Man så også diskussionen som en del af projektet.
Af mine notater fremgår desuden, at projektet var begyndt internt i 2007 og præsenteret offentligt i 2008, og at det, de to talte mest ivrigt om, var det nye område, ja, det nye centrum, i ”Śródodrze”, vådområdet (rozlewisko) syd for den nuværende by. De lagde herunder stor vægt på, at der skulle være tale om et sted, hvor såvel indbyggerne som de besøgende udefra, i både overført og bogstavelig forstand kunne få et pusterum (oddech). Endelig pegede de kraftigt på, at pionerånden også ville kunne tiltrække folk udefra med samme ånd.
Da jeg spurgte, hvad man mente med ordene i projektbeskrivelsens pkt. 10 om ”gigainvestoren”, sagde de, at det ikke bare var een investor, man tænkte på, og de understregede, at det skulle være efter princippet ”najpierw projekt, wtedy inwest” (først projekt, så investering). Man vil fx udskrive internationale konkurrencer for arkitekter og byplanlæggere. - Jeg nåede ikke at få sagt det, men Anna og jeg har selv talt om, at det, de vil, jo er at få lavet ting, der svarer til Utzons operahus i Sidney - men altså så det passer ind i netop hele Floating Garden naturkonceptet.
De to havde svaret bekræftende på mit spørgsmål, om de også selv virkelig troede på projektet, og da Anna skulle tage billedet af os, og fru Paziewska satte sig til rette og begyndte at få smilet frem, sagde hun med typisk polsk humor: „Uśmiech młodych wierzących” (de unge troendes smil).
________________________________________________________________
Udlægning af Marka - kun her i denne www-version
Hvis der havde været plads
til det og mulighed for det, skulle nedenstående tekst have stået i en særlig
boks som tekst under Floating Garden 2050-logoet (”marka”). Nu bringer jeg det her. ”Marka” kan man få at se i
farver, hvis man klikker på www.szczecin.eu.
Hvis man ikke kan nøjes med at se det, som det står i øverste højre hjørne af den
side, der så umiddelbart kommer frem, kan man klikke på ”floating_garden” i det grå felt lidt længere nede og dernæst
på firkanten under det på den side, der så kommer frem: the most visionary
city in Europe. Så kommer en
jordklode i et sort felt frem, og hvis man fører pilen hen til venstre side af
det og klikker på den <, der så kommer frem, får man et rigtig flot
billede af ”Marka”. Hvis man igen og igen klikker på den >,
der kommer frem, hvis man fører pilen hen til højre side af feltet, får man
hele billed-show’et forfra. - En udlægning af
”Marka”, der ikke så direkte kræver, at man ser billedet, vil kunne læses i den
lange version af beretningen om vort tandlægebesøg i Szczecin - lige efter
denne.
- -
INDSKUD 02.02.12: Under Google-søgning efter et polsk ord fik jeg den idé at søge efter "Szczecin" i den pågældende ordbog, og det gav denne IPA-lydskrift (International Phonetic Alphabet), som jeg håber bliver vist korrekt på de besøgendes skærme:
ʃʧ̑ɛʨ̑ĩn
Det
her omtalte Szczecin-logo ("marka") er
tydeligvis lavet på grundlag af den. Men det er, utvivlsomt ud fra grafiske
hensyn, modificeret, så det, hvad selve de egentlige lydtegn angår, er kommet
til at se stort set således ud:
ʃtʃɛ'tʃʲin
Jeg har i forhold til logoet (og IPA) her udeladt de vandrette bindebuer over de to konsonantgrupper og en "liggende skarp parentes" under andet og tredje tegn, men ellers svarer det ganske nøje til logoet. Så vidt jeg forstår IPA-lydskriften, består tillempningen dels i, at der er sat et ' midt i ordet (som stavelsesskilletegn?), dels i, at anden begyndelseskonsonant i sidste stavelse er ændret fra, hvad der kunne have været et "blødt ts" (for det polske c foran i), til lydskriften for den polske sz-lyd (= fx tysk sch) med det lille "j-blødhedstegn" - det ser jo godt ud, men svarer, så vidt jeg har kunnet se, ikke til noget IPA-tegn. Ændringen er altså (med det "bløde" ts som "mellemregning"):
ʨ̑ > tsʲ > tʃʲ
[DETTE ER DEN OPRINDELIGE FORKLARING:] Project Floating Garden 2050’s logo består først og fremmest af bynavnet Szczecin skrevet med internationale lydskrifttegn. Det første tegn står for sz, de to næste for cz og det næste igen for e. Det apostroflignende tegn midt i ordet opfatter jeg som et stavelsesdelingstegn. De faktisk tre tegn, som følger derefter, skal gengive den ts-lyd, der svarer til bogstavet c - eller egentlig ć (der bare ikke skrives foran i). Man skal nemlig bemærke det lille j oppe til højre for den øverste del af det andet tegn. Jeg tror, det er noget, man har fundet på til lejligheden for at vise, at det jo er ”ć” og ikke cz, der gengives. Man kan prøve at sige ”tysselyden”, der svarer til det store s-agtige tegn, og derefter sætte tungen i j-stilling. Så får man den lyd, der svarer til ś, og med t’et foran den lyd, der svarer til ”ć”. De to sidste bogstaver i og n er der ingen problemer med.
Dette logo er et flot eksempel på polsk grafisk kunst. De to grønne buer over selve lydskriften viser, at lydene under dem hører sammen. Og resten af pladsen udfyldes - efter prikken over i’et - af ”floating garden”. Under selve lydskriften er der først det tegn, der ligner en lille seng. Det er nok bare en ekstra understregning af, at tegnene ovenfor (svarende til cz) hører sammen med hinanden - men ikke med det allerførste tegn (svarende til sz). Tomrummet i den nederste midterdel udfyldes af en del af gengivelsen af ”Śródodrze”, og yderst til højre fylder ordet ”project” den sidste plads ud, så at hele ord-delen af logo’et stort set kommer til at udfylde et imaginært rektangel.
Under udarbejdelsen af dette logo har man konsulteret såvel polske som internationale eksperter i lydskrift. Byens navn skal kunne udtales af alle på hele jorden. Men også selve synet af denne blikfangende skrift er jo et kraftigt signal til hele verden. Grafikerne har haft det sidste ord, og jeg benyttede under samtalen på rådhuset lejligheden til at udtale vor store beundring for polsk grafisk kunst.
Af Bent Christensen, pastor emeritus,
dr. theol. & cand. mag.
__________________________________________________________
BILLEDER (vises ikke
her, kun i Informator):
1.
Restauracja Stary Szczecin
2.
Szczecins ”marka”. [Se link ved den særlige tekst til ”marka”].
3.
Johannes Paul II’s
statue i Szczecin.
*
*
Til tandlæge - med mere - i Szczecin. - UDVIDET
VERSION
Et udvidet tandlægebesøg gav overraskende indblik i
byen Szczecins fortid og fremtid
Dette er den fulde version
af den beretning, der i kortere form stod i nr. 4 (70) 2009 af
Informator Polski, Kwartalnik Federacji
”Polonia”, og som står lige her ovenfor.
I år skulle vi ikke på ferie. Og dog. Vi havde besluttet at begynde at gå til tandlæge i Szczecin - og at gøre det til en lille ferie med lidt studium og lidt træning i polsk talefærdighed. Så vi bestilte en dobbelttur hos firmaet DenTour fra torsdag den 1. oktober til torsdag den 8. oktober 2009.
Vi stod på dobbeltdækkerbussen på banegårdpladsen i Nykøbing Falster kl. 8 og sejlede med færgen fra Gedser til Rostock. Lidt før kl. 15 ankom vi til Szczecin og indlogerede os på Hotel Victoria, som vi havde valgt hjemmefra.
Det vil sige indlogerede og indlogerede; det viste sig, at vi straks skulle til eftersyn hos tandlægen. Der er ellers et effektivt system af minibusser og taxaer, der transporterer de mange patienter fra de forskellige hoteller til klinikken og tilbage igen, men Anna og jeg og et par andre blev denne første gang kørt af en yngre polsk kvinde fra selve ledelsen. Hende fik jeg den første, meget interessante længere samtale med - om ikke mindst kirkelige ting. Senere fik jeg også et par gode samtaler med den meget flinke mand, der kørte os i den almindelige minibus. Og jeg insisterede selvfølgelig også på at tale polsk på både egne og her den første gang også Annas vegne med de ellers fint engelsktalende tandlæger. Her havde jeg den fornøjelse at vække lidt forvirring, da jeg skulle ind til tandrensning; man troede lige allerførst, at det var en forkert, polsk, patient, der trådte ind! - Nogle af de ansatte i firmaet og på tandlægeklinikken og hotellet talte også noget dansk. Firmaets leder, som også var aktivt til stede, er dansker.
Restauracja Stary
Szczecin
Vi nåede også et smut ud i byen allerede den første dag, men ellers var vort første møde med byen Szczecin og dens historie Hotel Victoria, som vi havde valgt hjemmefra - ved pl. Stefana Batorego og al. 3 Maja. - Jeg vil i denne version af artiklen nævne en del navne på gader og pladser. Også de siger jo noget om historien og det polske samfunds forhold til den. Det gælder alle polske byer, men Szczecin står i hvert fald ikke tilbage for nogen. - Se listen over navnene på gader og pladser med oversættelse og forklaring til allersidst.
Det var, da vi indtog vor aftensmad, vi meget stærkt mødte byens historie, nemlig i ”Restauracja Stary Szczecin” (Restauration Gamle Szczecin), hvor der overalt er ting, der vidner om fortiden, især de billeder, der er malet på alle væggene. Resten af vægpladsen er optaget af en masse små billeder i glas og ramme, hovedsagelig gamle postkort fra Szczecin. Og lokalet er fyldt med gamle ting, blandt andet gamle ure (fra bornholmerstørrelse og nedefter), en kakkelovn, et komfur, et par smørkærner, en tøjrulle, gamle strygejern, gamle køkkenvægte, en gammel pålægsskæremaskine og en stor hvidemaljeret krukke med teksten ”Feinster Tafel‑Essig” (fineste mad‑eddike).
I vægmalerierne er hele historien repræsenteret. Der er efter alt at dømme tale om billeder, der er malet ved eller efter restaurationens åbning for en snes år siden, men de er malet i gammel stil og øjensynlig på grundlag af gamle forlæg. Hvor intet andet fremgår, er det teksterne under eller i billedet, jeg nævner:
Stettin in Pommern 1740. - Brama Królewska (Kongeporten)
1740. - Et billede af den kirke, vi om søndagen var til messe i, Johannes
Døberens Kirke (Bazylika św. Jana Chrzciciela, se mere nf.). - Książę
(fyrst) Bogusław X + Anna Jagiellońska.
Szczecin 1491. - Szczecins røde ørn mellem to løver. Under skjoldet årstallet
1660. Nederst til venstre et svensk flag. - Havneparti med bla. tømmer og
tønder. Tekst: Hanza XIII‑XVI w. (se nf.) - Et
havneparti med ødelagt tekst, men med årstallet 1929. - Over det gamle
hvidemaljerede brændekomfur, hvorpå morgenkaffen står, et billede af franske
tropper på vej ind i Szczecin. Tekst: Entrée des français
dans la ville de Stettin (de franskes indtog i byen Stettin) 1806. - Over det store anretterbord: Et billede af
Det Gamle Rådhus i dets nuværende, dvs. fra genopførelsen i 1970’erne
stammende, skikkelse, men med teksten ”Magdeburger Stadtrecht
Ovenstående kan suppleres med følgende: I billedet af
Johannes Døberens Kirke er indsat et billede af Luther med teksten ”Martin
Luther 1483‑
Nogle hovedpunkter i Szczecins historie,
hovedsagelig på grundlag af den ”Praktyczny przewodnik turystyczny”
(praktiske rejsefører), jeg købte dernede, kan sætte denne billedrundgang i
perspektiv. -
I øvrigt er der i kælderen under hotellet et diskotek eller natklub ved navn ”Tango”. Kælderen stammer fra 1700-tallet og har smukke hvælvinger. Det kan jeg se på hotellets fine brochure, for vi nåede ikke at komme ned i den. Til gengæld kunne vi hele natten til lørdag og hele natten til søndag høre, hvad jeg vil kalde lyden af en bas-tromme. En af hotellets medarbejdere fortalte, at kælderen var en del af det berømte ”underjordiske Szczecin” med et stort system af bunkere. Dette Szczecin havde jeg lige nået at se en smule om i rejseføreren, nemlig i artiklen ”Największy schron w Polsce” (Det største beskyttelsesrum i Polen) om det store beskyttelsesrum under Hovedbanegården, som havde været i brug - eller været klar til brug - under såvel Anden Verdenskrig som Den Kolde Krig. Det er i dag et museum med to spor (trasy): Trasa ”II wojna światowa” (Anden Verdenskrig) og Trasa ”Zimna wojna” (Den Kolde Krig). - Link: www.schron.szczecin.pl
Fjernsyn, aviser, bøger, mennesker og steder
Fra og med den første aften så vi også en del fjernsyn, ligesom jeg fik læst noget i min igangværende polske roman (jeg har altid en polsk bog i gang), Piotr Wojciechowski: ”Doczekaj nowiu” (en fantastisk future fiction-roman om Polen, Vesten og Rusland, som jeg ville kunne skrive meget om).
Når man sådan arrangerer sit eget sprogkursus, er det godt at supplere ”samtaleøvelserne” med noget fjernsyn og noget læsning. Jeg havde også min polske Bibel med, som jeg altid læser et stykke i om morgenen. Bortset fra om mandagen, hvor jeg læser et stykke i Det Nye Testamente på ”vendisk”, dvs. det også vestslaviske sorbisk, som tales af det slaviske mindretal i området langs Tysklands grænse til Polen, mellem Berlin og Tjekkiet (se derom i nogle af de andre tekster her på siden samt på undersiden ”Vendere - sorbere”).
Jeg købte også aviser, både den lokale ”Kurier szczeciński” og ”Gazeta Wyborcza”, som jeg modtager hver dag derhjemme - som email-newsletter. Det ville jeg nok under alle omstændigheder have gjort, men denne gang var det absolut nødvendigt. Hasardaffæren (afera hazardowa) var jo i gang, og det var umuligt for mig at holde rede på det hele gennem fjernsynet alene!
Der var i øvrigt interessante artikler om flere andre ting i det første nummer, jeg købte (weekendnummeret), bla. en om ”uniatproblemet” mellem Den Russiske Ortodokse Kirke og Den Romersk-Katolske Kirke, et problem, jeg allerede havde fået et særligt indblik i, da jeg i 1992 var Den Danske Folkekirkes observatør ved de finsk-russiske, luthersk-ortodokse teologiske læresamtaler i Järvenpää, Finland. Som jeg dengang skrev i min rapport, kunne man næsten se gnisterne i luften, når lederen af den russiske delegation metropolit Vladimir og min sidemand den romersk-katolske biskop i Finland talte om dette højspændte emne, som jo altså ganske særligt og den dag i dag er et problem i de tidligere polske dele af Ukraine.
Jeg fik (ud over rejseføreren og et godt bykort) også købt
mig et par bøger til min samling af litteratur om Polens nyere historie, nemlig
Leszek Moczulski: ”Wojna polska
Jeg er ikke begyndt at læse ”Nasza
historia” endnu, men jeg kan, bla. på omslaget, se,
at det er en meget speciel historie, der bla. består af vidneudsagn og
kommentarer fra disse tyve års hovedpersoner. ”Wojna polska” (992 sider!) er jeg derimod i skrivende stund
(15.10.09) kommet lidt ind i, og jeg kan se, at jeg her får en ny både særlig
og meget bred beskrivelse af ikke bare Anden Verdenskrigs, men også store dele
af hele det 20. århundredes historie med særligt henblik på Polen. Den første
var Norman Davies: ”Powstanie '
Men hvad nu selve vort lille ferie- og studieophold i øvrigt angår, tog vi det stort set ret roligt. De første dage bevægede vi os næsten udelukkende på strækningen al. 3 Maja og al. Niepodległóści, dvs. fra hotellet og et par gange helt op til det store Galaxy indkøbscenter, hvor bla. den boghandel var, jeg købte mine bøger i. Men jeg nåede også at få set nærmere på Brama Portowa (Havneporten) og finde den nærmeste kirke, vi kunne gå til søndagsmesse i, hvilket altså blev Johannes Døberens Kirke (mere i afsnittet ovf. om Restauracja Stary Szczecin og nf.). - Når jeg tog et par ture alene, hænger det bla. sammen med, at jeg selv havde fået konstateret nul huller, hvorimod Anna fik sat en krone på en kindtand.
Under en af mine ture kiggede jeg også ind i Garnisonskirken, som ligger ganske tæt ved Brama Portowa. Her dvælede jeg blandt andet ved en mindetavle for 12. Mekaniserede Division. Jeg vidste, at dette var noget, jeg skulle undersøge nærmere, men ikke, at der ville være så meget i det, jeg nu sidder og ser på i den polske Wikipedia-artikel om denne division.
12. Szczecinske Mekaniserede Division (12 Szczecińska
Dywizja Zmechanizowana) har Szczecin som garnisonsby og den
ovenfor omtalte fyrst Bolesław Krzywousty (skævmund) som skytspatron. Den indgår i NATOs
nedenfor omtalte Korps Nordøst. Men det bliver endnu mere interessant!
12. Mekaniserede
Division blev oprettet i 1958 på grundlag af 12. Infanteridivision, men
viderefører også traditionerne helt tilbage fra general Józef
Hallers 6. Skyttedivision (6 Dywizja Strzelców Polskich Armii gen. Józefa Hallera) (1919),
herunder blandt andet fra den polske undergrundshær Armia
Krajowa’s 12. Infanteridivision (12 Dywizja Piechoty Armii Krajowej) (1944).
Men hvad nu den
nuværende 12. Division angår, så er det for det første særdeles interessant, at
dens første chef var ingen ringere end den fra 1980’rne kendte Wojciech Jaruzelski (general,
partileder, præsident). Og det er for det andet mindst lige så interessant -
eller hvad man nu skal sige! - at der i den polske Wikipedia-artikel om dens
opgaver dengang i 1958 står:
Dens hovedopgave i tilfælde af et angreb på NATO skulle være et hurtigt
angreb mod nordvest og støtte til den sovjetiske hær, for så vidt angår
beherskelsen af området med de danske stræder.
Fra oktober 2003 gjorde størstedelen af divisionen tjeneste i Irak. - Der står ikke noget i Wikipedia-artiklen om divisionens eventuelle tjeneste i Afghanistan, men jeg er næsten overbevist om, at den har enheder dér (jfr. nedenstående afsnit om plancheudstillingen foran Rådhuset). Og det er en alvorlig sag; jeg mener nemlig også at have set i polsk tv, at mindst en af de her i efteråret 2009 faldne polske soldater var fra Szczecin.
Men det var som sagt Johannes Døberens Kirke (Bazylika św. Jana Chrzciciela), vi havde været til messe i. Den eneste almindelige søndagsmesse var kl. 9 (10.30 var der særlig ungdomsmesse for især konfirmander). Der er ikke noget særligt at sige om messen på denne 27. almindelige søndag. Jeg havde ikke fået min messebog med, men kunne trods min ringe evne til at lære udenad være med i de fleste messeled. De få salmevers, der jo er tale om i den katolske messe, blev vist på et lille lærred. Vi kendte ikke melodierne, men nåede at kunne synge lidt med.
Prædikenen var det af akustiske grunde svært for mig at følge med i, selv om vi havde fundet en plads ved en af søjlerne med højttalere. Jeg ved ikke, om præsten overhovedet sagde noget, der havde med dagens evangelielæsning af gøre (Mark. 10,2-16). Det ville ellers have været oplagt med en typisk formaningstale om familiens betydning på grundlag af Jesu svar på farisæernes spørgsmål om skilsmisse - med bla. gentagelsen af de ord, vi allerede havde hørt i den gammeltestamentlige læsning (1. Mos. 2,18-24): ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød”. Og med stykket om, hvordan Jesus velsignede de små børn. Men det, jeg hørte - og husker - var nogle historiske betragtninger over det dobbelte mindeår 2009 (1939 og 1989) samt en lang række citater af Jan Paweł II - som måske godt også kan have haft sigte på både fædrelandet og familien.
Når vi ikke spiste på Restauracja Stary Szczecin, gjorde vi det som oftest på MacDonalds på al. Niepodległości. Det er ellers vort princip, at når vi er i et fremmed land, så skal vi også spise og drikke lokalt. Men kædecafeterier kan være en løsning, når man vil spise hurtigt, sikkert og billigt, og de unge mennesker, som betjente os både det ene og det andet sted, var ikke bare effektive og hurtige, men også utrolig søde, så også det blev et godt møde med szczecinerne. En enkelt gang spiste vi også på Kentucky Fried Chicken (KFC), som lå helt lige ved siden af NETTO på hjørnet af al. Niepodległości og Trasa Zamkowa. Dette NETTO handlede vi også i, igen en nem - og for os danskere sjov - løsning. Vi glemmer aldrig, da vi på vor tur til Polen i 2006 første gang oplevede NETTO i Polen. Det var en så stor oplevelse, at vi tog et reklameblad med hjem for at vise det til familien. Men nu er NETTO alle vegne.
En særlig lille oplevelse havde vi hos urmageren ikke langt fra, hvor vi boede (på al. 3 Maja eller al. Niepodległóści). Jeg skulle have en ny læderurrem. Vel at mærke til et ur, jeg i 2005 havde købt i Kartuzy i nærheden af Gdańsk. Vi var der for at opleve 25-året for underskrivelsen af aftalen med regeringen den 31. august 2005 (se nf. - og evt. artiklen om denne tur længere nede på denne side). Det var et ganske billigt ur. Jeg tror, jeg havde givet ca. 25 zł. for det. Men det havde en fin skive med tydelige almindelige tal og passede mig med sit beskedne udseende særdeles godt. Remmen havde det bare ikke så godt nu. Den flinke dame fandt en fin ny rem til mig og satte den på, og hun var helt med på, at nu havde jeg i dette ur med den nye rem et dobbelt minde om Polen. En lille, men typisk oplevelse. Og endnu et lille stykke sprogtræning.
Da jeg allerførst afleverede min sædvanlige indledning om, at jeg var dansker, men havde et vist kendskab til det polske sprog, sagde urmagerdamen, at foreløbig (na razie) gik det da meget godt. Hvortil jeg svarede: ”Tak, na razie!” (Ja, foreløbig!). Jeg er jo selv den første til at vide, hvor meget bedre jeg burde være til at tale polsk - med hele min professionelle baggrund og med al den tid, jeg har investeret i mit polsk-selvstudium. Men jeg har helt bevidst arbejdet med polsk på den måde, at jeg stort set har gjort det på rand-tidspunkter og ved læsning af eller lytning til ting, jeg alligevel gerne vil beskæftige mig med. Og jeg er jo nu 66 år, så gloserne sætter sig ikke lige så godt og hurtigt fast, som da jeg lærte det jo også slaviske sprog russisk under min sprogofficersuddannelse i den danske hær 1962-1964! Men jeg bliver ved, og det kommer. Jeg kan mærke, at dette otte dages ”tandlægebesøg” i Szczecin har givet mig endnu et løft.
Vi handlede også i forskellige andre butikker og kiosker, hvorved jeg altså fik en stor del af min sprogtræning - selv om man jo i moderne forretninger godt kan få købt en hel del uden at sige et ord. Anna kender kun ret få ord og vendinger på polsk, selv om også hun jo får samlet lidt op hver gang, og jeg har rådet hende til, hovedsagelig at bruge sine kræfter på engelsk og tysk, idet jeg jo som sagt ved, hvor svært det er - selv på en slavisk (russisk) baggrund - at komme til at beherske polsk bare nogenlunde. Men hun klarede sig fint både hos tandlægen, og når hun nogle gange var alene i byen. Hun nåede ikke mindst at få etableret et forhold til den søde dame i den lille kiosk ovre på den anden side af al. 3 Maja.
Jeg skal måske her indskyde, at både Anna og jeg som lollikker gennem hele vort liv har været vant til at møde polakker og altid godt har kunnet lide dem. Og som medlemmer siden første halvdel af 1990’erne af Foreningen af Polakker i Danmark (de sidste flere år Maribo-afdelingen) møder vi med jævne mellemrum de lokale polakker, både efterkommere af de helt gamle roepolakker og nogle af de nye, der også på det allerseneste er kommet hertil, hvilket altid er overordentlig hyggeligt. Jeg er selv den største lollik af os to (praktisk taget alle de forfædre og -mødre, jeg kender til, har været lollikker). Annas forældre var københavnere. Men Anna er meget lollandsk af en ”andengenerationsindvandrer” at være, og vi er enige om, at det polske og det lollandske giver en netop overordentlig hyggelig blanding. På denne baggrund nyder Anna mindst lige så meget som jeg vore mere eller mindre årlige ture til Polen, og vi er helt enige om, at vor færden i udlandet gennem resten af vort liv næsten udelukkende kommer til at finde sted i Polen. - Vi kommer dog også noget i Tyskland, hvor vi ca. hvert andet år besøger vore allerede omtalte ”vendiske” (sorbiske) venner, men hvor vi også har andre kontakter, ikke mindst mine fine lutherske præstekolleger i Mecklenburg. - Jeg kan her også henvise til undersiderne ”Om mig selv”, ”Erindringer” og ”ANNA CHRISTENSEN”. Samt, hvad det særligt tyske angår, til undersiderne ”DEUTSCH” og ”Hamann". Undersiden ”Vendere - sorbere” har jeg allerede henvist til.
I Restauracja Stary Szczecin kom vi en af dagene i snak med en tysk familie, hvor bedstemoderen stammede fra Stettin (som jeg i hvert fald bør stave det her) og nu med sin familie var vendt tilbage til den gamle by. Og uanset hvad vi jo mener om Nazityskland og Anden Verdenskrig og Polen og Sovjetunionen, var denne samtale alligevel gribende. Og det var i hvert fald en levende repræsentation af den historie, der var afbildet på restaurationens vægge, og som vi havde læst om i rejseføreren.
På et tidspunkt begyndte man at rejse et stillads ved hotellets facade, som åbenbart skulle have en omgang. Jeg kom i snak med en af arbejderne, som fortalte, hvad der skulle ske. Her fik jeg gjort et ord, jeg faktisk godt kendte, helt aktivt, så jeg aldrig glemmer det, nemlig ”rusztowanie” (stillads). Der er ganske vist ret tydeligt tale om et tysk låneord (jfr. tysk ”rüsten”, at bygge stillads, ”Gerüst”), men det er alligevel et godt eksempel på, hvordan det foregår, når man lærer et sprog ”efter naturmetoden” under ophold i det pågældende land. Og der var naturligvis mange flere af den slags situationer. Jeg mener virkelig, jeg fik et godt udbytte af dette udvidede tandlægebesøg, som jo netop først og fremmest havde haft sprogtræningen som side-formål.
En ting, der gjorde et ret stort indtryk på os, var den meget store hensynsfuldhed, Szczecins bilister vist over for fodgængere. Så snart man bare var i nærheden af en fodgængerovergang, standsede bilerne, så man kunne gå over. Måske er dette, hvad også den danske færdselslov egentlig kræver, men vi har aldrig oplevet en så stor hensynsfuldhed, hverken i andre polske byer (mener vi) eller hjemme i Danmark. Og vi kunne ikke lade være at mindes vore tilsvarende, dvs. helt modsatte, oplevelser i Rusland, hvor det nærmest var sådan, at bilerne satte farten op og tog sigte, når man fik øje på en fodgænger, der ville over gaden.
Floating Garden 2050. Szczecin skal være
Nordeuropas grønne Venedig
På flere af de tryksager, vi efterhånden fik, og mange
steder rundt i byen så vi et mærkeligt logo, som ved nærmere eftersyn viste sig
at bestå af bynavnet Szczecin i lydskrift efterfulgt af årstallet 2050 og med
ordene ”floating garden” foroven til højre.
Vi var klar over,
at der var tale om en markedsføring af noget, der var ret stort, men hvor stort det var, blev vi først klar
over, da vi begyndte at læse i rejseføreren. Her var det allerførste egentlige
afsnit nemlig det 12 sider lange afsnit med netop titlen ”Szczecin. Floating Garden
Over halvdelen af
Szczecins areal udgøres af grønne og våde områder. Der er ikke mange sådanne
byer i Europa, virkelig ”en flydende have”. Men for at realisere dette utrolige
potentiale må Szczecin gå over til en helt ny planlægning. Szczecin kan blive
”Nordens Nye Grønne Venedig”, hvis man kan udnytte området mellem Oderens to grene (Śródodrze) med de mange øer og vandløb og de store
vådområder mod syd og øst. Dette område skal være Szczecins nye hjerte.
Szczecin er en by, der er skabt til at leve i, og den forener metropolens
dynamik og kreativitet med den plads og den ro, der er på et sted, som er både
natur- og menneskevenligt.
Szczecins ”marka” er af en helt anden kategori, end hvad man normalt
forstår ved et logo. Det sender den melding til verden, at Szczecin er en by,
der er åben, grænseoverskridende, innovativ, visionær, multikulturel og
flersproget.
Til slut opstilles projektets
program i ti punkter over to sider og med et grøn-blåt stiliseret kort over ”Śródodrze” som
baggrund. Et kort referat: Ingen af byens attraktioner er hver for sig meget
store i verdensmålestok. Derfor må man overhale historiens øjeblik og lave noget
virkelig spektakulært, der passer til såvel de nye kommende tider som til de
betingelser, naturen har givet. Szczecin er pionerernes by. Det er dens store
styrke. Kun pionerer kan bygge ”Amerika”. - I et Europa, der er i færd med at
forene sig, og som søger nye oplevelser i en postindustriel tid, hvor værdierne
er under omvurdering, satses på to ting: lystsejlads og økologi. - Szczecin
skal være den største og mest moderne marina i Østersøområdet. Som man i
alperne lever af skisport, skal fremtidens Szczecin leve af sejlsport. Men i
sig selv er dette for lidt. For at skabe genlyd i verden skal man også have en
virkelig spektakulær vision. - Vi vil skabe en by, der slår verden med
forundring, en ”BalticNeopolis”, der kan ændre hele
tænkemåden med hensyn til, hvordan og hvorfor mennesket lever. De fleste byer
er ved at gå op i sømmene, ved at blive kvalt og stoppet til, de trykker folk
ned og driver dem frem, mens alle gribes af paranoia. Szczecin skal være helt
anderledes, rolig og grøn som i dag, bare udviklet og moderne, en dynamisk, men
samtidig økologisk by, som imponerer med sin grad af kreativitet. - Szczecin
skal være et stærkt akademisk miljø, og den skal være orienteret mod
euroregionen Pommerns problematik, ja, mod en bredt forstået balticitet (bałtyckość).
- Szczecin skal have to-tre ting, der er i arkitektonisk særklasse, ja, som kan
vække hele Europas opmærksomhed, helst ikoner,
skabt af 2-3 arkitekter i verdensklasse, af den slags, der går over i
historien. - Set i dette perspektiv tegner der sig i dag et billede af Szczecin
som et ”makroudviklingsmæssigt megaprojekt” (megaprojekt makrodeweloperski),
der søger sin ”gigainvestor”. Med ham vil Szczecin betræde nye veje. - Let’s do it!
Det siger sig selv, at denne visionære begejstring gjorde et stort indtryk på os. Og på et tidspunkt sagde jeg til Anna: „Dette må vi dybere ind i. I morgen tager vi ud til Rådhuset for at se, om vi kan komme til at tale med nogen, der har med dette projekt at gøre. Så kan jeg skrive om det i den ferieberetning til ”Informator”, der nu alligevel bliver stof til”.
Det første besøg på Rådhuset. Jasne
Błonia og Korps Nordøst
Som sagt, så gjort. Tirsdag over middag købte vi os hver en heldøgnsbillet og steg på linie 1‑sporvognen mod Głębokie. Sporvognen var i forvejen en af de ting, vi absolut skulle prøve. Den havde vor søn og svigerdatter, som allerede var tandlægepatienter i Szczecin, talt om med meget stor begejstring.
Vi var allerførst ikke helt klar over, hvordan stoppestedssystemet var indrettet, så vi kom først til et linie 1-stoppested ved sporet i den modsatte retning. Da jeg sad på bænken og fortvivlet kiggede i mine kort, forbarmede damen ved siden af sig over mig og tilbød sin hjælp. Snart meldte to andre ældre damer sig også, og til sidste deltog næsten alle på stoppestedet i forsøget på at hjælpe os. Men den første dame skar igennem og bad de andre lade være at blande sig; de kunne vel se, at det var hende, jeg var begyndt at tale med! Alt i alt var det dog et fint udtryk for szczecinernes hjælpsomhed, og vi fik skiftet stoppested ved at gå tilbage til den østlige side af gaden og lidt tilbage.
Vi kørte fra stoppestedet ved Brama Portowa ad al. Niepodległości og drejede på pl. Żołnierza Polskiego ad Trasa Zamkowa og nåede at få et glimt af Zamek (Fyrsterne af Pommerns Slot), inden vi drejede til venstre ad ul. Jana Matejki og igen til venstre ad ul. Piłsudskiego og over pladserne Grunwaldski, Odrodzenia og Sprzymierzonych, hvorfra vi ad al. Wojska Polskiego kørte endnu det lille stykke til stoppestedet ved ul. Zygmunta Felczaka, ad hvilken vi, efter at have krydset ul. Monte Cassino, nåede frem til al. Jana Pawła II med pl. Armii Krajowej og dermed rådhuset for enden, lige til venstre om hjørnet.
På ”rådhuspladsen” nåede vi lige at kaste et blik på to ”plancheopstillinger” om henholdsvis en forfærdelig fangemarch i (vist) januar 1945 og NATOs multinationale (dansk-polsk-tyske) Korps Nordøst, hvis hovedkvarter jo er i Szczecin (Wielonarodowy Korpus Północny Wschód eller Multinational Corps Northeast (i NATO-forkortelse MNC NE)).
Men nu var det Floating Garden 2050, det gjaldt, så vi skyndte os ind på rådhuset, hvor vi henvendte os til en vældig flink rådhusbetjent, som hurtigt henviste os til Afdelingen for Markedsføring og Information (Biuro Promocji i Informacji). Jeg havde nemlig allerede været så dristig, at jeg havde sagt, at jeg var der med henblik på en artikel til Informator Polski, den danske Federacja ”Polonia”s kvartalsskrift! Men bortset fra, at der var tale om en idé, jeg selv lige havde fået, var det jo rigtigt nok, så jeg skyndte mig også at skrive Informator osv. på mit visitkort.
I lokale 153 mødte vi fru Marzena Paziewska, som modtog os med stor venlighed, men efter at have set mit visitkort foreslog, at vi aftalte et møde næste dag, så man dels kunne stille med rette vedkommende, dels kunne nå at få samlet noget materiale til os. Vi aftalte en times møde næste formiddag fra kl. 10.
Bagefter gik vi ud på den anden side af rådhuset, hvor vi en stund sad på en bænk og betragtede folkelivet på og omkring Jasne Błonia (den lyse fælled, egl. flertal ). Der var bla. både bedstemødre og unge mødre og til dels fædre med mindre børn, som nød den smukke efterårsdag og det store springvand. Jeg var nede ved Jan Paweł II’s statue, rejst til minde om hans besøg i Szczecin i 1987 og den messe, han havde holdt på netop dette sted.
Da vi igen gik over pladsen foran rådhuset, så vi lidt nærmere på plancheopstillingen om Korps Nordøst, blandt andet et billede af overdragelsen af kommandoen til korpsets første chef, den danske generalløjtnant Henrik H. Ekmann. Der var også et billede fra fejringen af korpsets 10-års jubilæum i år (2009) med blandt andet forsvarsminister Søren Gade på. Korps Nordøst består af Danske Division, 14. Tyske Division og 12. Polske Division.
Det var i første omgang interessant for en gammel reserveofficer (sprogofficer med russisk) og feltpræst som mig at se disse billeder. Men det var jo helt tilbage i 1962-1964, jeg aftjente min værnepligt, med efterfølgende lejlighedsvise indkaldelser frem til vinteren 1976/77, hvor jeg afsluttede min aktive tid i forsvaret med seks måneders tjeneste som feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern. Men det var i Den Kolde Krigs for os ganske fredelige tid. Nu er situationen en anden og helt anderledes konkret forfærdelig. Som det også fremgik af plancherne, deltager nogle af Korps Nordøsts enheder nu i krigen i Afghanistan.
På vejen hjem besøgte vi Turzyn-markedet ved ul. Bohaterów Warszawy. Det havde vi hørt en del om fra vore børn. Men det blev en skuffelse, nok i høj grad også på grund af det sene tidspunkt på både dagen og året. Da vi var kommet hjem sagde vor svigerdatter dog, at det åbenbart kun var den mindst spektakulære del af det, vi havde været inde i. Så der er nok noget her, vi - også - må have til gode til næste gang, vi skal til tandlæge.
På vejen hjem blev vi siddende i linie 7-sporvognen og kørte med ud over havnen og til endestationen ved Basen Górniczy på øen Wyspa Pucka. Her fik vi set mange ting, bla. Zamek fra en ny side og Brama Królewska, men jo også havne- og erhvervsområdet på Wyspa Pucka.
Zamek (Slottet) er en af de ting, vi absolut skal dyrke, når vi næste gang skal til tandlæge. Det var i virkeligheden den første seværdighed, vi blev præsenteret for, nemlig på den plakat, der stod i hotellets reception og reklamerede for kommende teaterbegivenheder. Vi kan forstå, at Zamek ikke alene i sig selv, dvs. i sin genopførte skikkelse, men også ved de aktiviteter, der foregår dér, er byens store kulturelle centrum.
Mødet på Rådhuset
Onsdag formiddag kl. 10 blev vi modtaget af fru Paziewska, og straks efter kom hr. Krzysztof Adamski til. Deres stillingsbetegnelser er hhv. Główny Specjalista w Biurze Promocji i Informacji og Główny Specjalista ds marki w Biurze Promocji i Informacji (altså hhv. chefspecialist og chefspecialist vedrørende ”marka”). De førte os til en stor flot sal med fine lædermøbler omkring mange små borde, åbenbart et lokale, hvor man kunne drikke kaffe og snakke i forbindelse med større møder og konferencer.
Da vi begyndte samtalen, var vi enige om, at oplysningerne om projektet Floating Garden 2050 havde jeg i rejseføreren og det materiale, de gav os. Det, vor samtale især skulle tjene til, var at give et indtryk af, hvordan disse to repræsentanter for bystyret selv forholdt sig til dette projekt og selv kunne fortælle om det og den særlige ånd, der kom til udtryk i det.
Logoet
Det spørgsmål, der fra allerførst af havde vakt mit ønske om
at komme til at tale med nogen, der kunne udtale sig om det, var selve logoet (marka), så jeg havde med kuglepen håndskrevet en stor
gengivelse af det og med blyant tilføjet min egen fortolkning - med et par
spørgsmålstegn. - [Se 2012-indskuddet
efter nedenstående oprindelige forklaring!]
Man vil lettest kunne følge med i nedenstående, hvis man har ”marka” foran sig. Det kan man få ved at klikke her: www.szczecin.eu - Allerede på den side, der så kommer frem, finder man logo’et i øverste højre hjørne. Men man kan klikke sig videre frem, først på ”floating_garden” i det grå felt lige under logo’et, og så på den nye side, der kommer frem, på feltet lige under, hvor der står ”the most visionary city in Europe / poznaj wizję”. Så kommer der en billedserie frem. Ved klikker på ”<” i det lille hvide felt, der dukker frem, når man holder pilen ved billedets venstre kant, kommer man til en ren gengivelse af selve logoet. Når man klikker igen og igen på den tilsvarende ”>” ved billedets højre kant, får man hele billed-show’et forfra. Der i det hele taget mange fine ting til projektet, flere af dem identiske med, hvad der er på de ovf. citerede sider af rejseføreren. Især nogle af de allersidste af de i alt 35 billeder er meget flotte.
Logoet består som sagt først og fremmest af bynavnet Szczecin skrevet med internationale lydskrifttegn: ʃtʃɛ'tʃjin (håber, dette bliver vist ordentligt ude hos jer besøgende; på min skærm er der et _ under de særlige lydskrifttegn, som ikke skulle være der). Og det er klart nok, at det første ʃ står for sz, det efterfølgende tʃ for cz, hvorefter følger det særlige tegn for kort, ret åbent e. Det apostroflignende tegn midt i ordet opfatter jeg som et stavelsesdelingstegn. Det tʃj, som følger derefter, skal gengive den ts-lyd, der svarer til bogstavet c - eller egentlig ć (der bare ikke skrives foran i). Man skal her bemærke det lille j oppe til højre for den øverste del af ʃ’et. Jeg tror, det er noget, man har fundet på til lejligheden for at vise, at det jo er ”ć” og ikke cz, der gengives. Man kan prøve at sige ”tysselyden”, der svarer til ʃ, og derefter sætte tungen i j-stilling. Så får man den lyd, der svarer til ś, og med t’et foran den lyd, der svarer til ”ć”. De to sidste bogstaver i og n er der ingen problemer med.
I øvrigt er dette logo - i grønt og blåt - et flot eksempel på polsk grafisk kunst. Over selve lydskriften er der to grønne buer, der helt åbenbart skal vise, at hhv. tʃ og tʃj hører sammen. Og til højre for dem, men efter prikken over i’et, står ordene ”floating garden”. Under selve lydskriften er der først et lille tegn under det første tʃ. Det ligner en lille seng. Desværre glemte jeg at spørge de to om lige netop dette tegn, for i et sådant stykke polsk grafik er intet tilfældigt. Måske er det bare en ekstra understregning af, at t og ʃ hører sammen. Tomrummet i den nederste midterdel udfyldes af en del af den grafiske gengivelse af ”Śródodrze”, og yderst til højre fylder ordet ”project” den sidste plads ud, så at hele ord-delen af logo’et stort set kommer til at udfylde et imaginært rektangel. I samtalen på rådhuset fortalte de to, at man under udarbejdelsen af dette logo havde konsulteret såvel polske som internationale eksperter i lydskrift, og at der havde været nogen diskussion om det, men at grafikerne havde haft stor indflydelse på den endelige udformning. Jeg benyttede lejligheden til at udtale vor store beundring for polsk grafisk kunst.
INDSKUD 02.02.12: Under Google-søgning efter et polsk ord fik jeg den idé at søge efter "Szczecin" i den pågældende ordbog, og det gav denne IPA-lydskrift (International Phonetic Alphabet), som jeg håber bliver vist korrekt på de besøgendes skærme:
ʃʧ̑ɛʨ̑ĩn
Det
her omtalte Szczecin-logo ("marka") er
tydeligvis lavet på grundlag af den. Men det er, utvivlsomt ud fra grafiske
hensyn, modificeret, så det, hvad selve de egentlige lydtegn angår, er kommet
til at se stort set således ud:
ʃtʃɛ'tʃʲin
Jeg har i forhold til logoet (og IPA) her udeladt de vandrette bindebuer over de to konsonantgrupper og en "liggende skarp parentes" under andet og tredje tegn, men ellers svarer det ganske nøje til logoet. Så vidt jeg forstår IPA-lydskriften, består tillempningen dels i, at der er sat et ' midt i ordet (som stavelsesskilletegn?), dels i, at anden begyndelseskonsonant i sidste stavelse er ændret fra, hvad der kunne have været et "blødt ts" (for det polske c foran i), til lydskriften for den polske sz-lyd (= fx tysk sch) med det lille "j-blødhedstegn" - det ser jo godt ud, men svarer, så vidt jeg har kunnet se, ikke til noget IPA-tegn. Ændringen er altså (med det "bløde" ts som "mellemregning"):
ʨ̑ > tsʲ > tʃʲ
Samtalen
Hvad selve projektet som sådant angår, lagde fru Paziewska og hr. Adamski stor vægt på Szczecins geografiske placering og historie helt tilbage fra den første begyndelse af. De nævnte herunder perioderne under dansk og svensk herredømme. Og også de fremhævede, at Szczecin altid har været en åben og multikulturel by, et vindue ud til verden, og at den altid havde været præget af den pionerånd, som nu kom til udtryk i projekt Floating Garden. Mest interessant var, hvad de fortalte om den kommunistiske tid, PRL-tiden 1945-1989. For vel hvilede det kommunistiske tryk også tungt på Szczecin, men det var alligevel særlig svært for styret af holde szczecinerne nede. Szczecin var også i disse år præget af sin helt særlige frihedsånd, og den var stadig en søfartsby, hvorfra mange kom ud i verden og så, hvordan det hele foregik dér, og hvortil mange kom ude fra verden og kunne fortælle om livet uden for den kommunistiske lejr. Desuden var de nye indbyggere, der skulle udfylde tomrummet efter de fordrevne tyskere, hentet fra andre dele af Polen, ikke mindst fra de områder, der var blevet indlemmet i Sovjetunionen (Hviderusland og Ukraine). Disse mennesker havde rent ud sagt mindre at miste end de polakker, der boede, hvor de altid havde boet, så de var meget mere dristige og dermed vanskeligere at holde nede. I Szczecin var mange flere ting tilladt end i resten af Polen. De to understregede også, at Szczecin havde spillet en vigtig rolle i de begivenheder i 1980, vi fortrinsvis kender fra Gdańsk. De szczecinske skibsværftsarbejderes støtte havde haft afgørende betydning for Solidaritets sejr. Da jeg sagde, at det vidste jeg godt, og at jeg ydermere vidste, at det faktisk var i Szczecin, den første aftale med regeringens repræsentanter var blevet underskrevet, lyste deres ansigter yderligere op. Også i 1970 havde Szczecin som allerede nævnt spillet en vigtig rolle.
Da vi talte om marina-delen af projektet, gjorde hr. Adamski opmærksom på, at det er muligt at sejle fra Berlin til Szczecin. Det er Berlins korteste vandvej til Østersøen. Man kan altså sejle med sin lystbåd fra Berlin til Szczecin og gøre holdt dér for at nyde naturområderne med det rige plante- og dyreliv. Men navnlig vil det jo blive sådan, at hvis man bor længere nede i Europa, kan man have sin lystbåd liggende i Szczecin-marinaen og køre dertil. Omvendt vil lystsejlere fra hele Østersøområdet kunne sejle til Szczecin-marinaen og derfra besøge hele det spændende område.
De to understregede, at det var hele Szczecins ånd, der lå bag projektet, og at der var bred opbakning fra indbyggerne og stor politisk enighed om det. Det var et ”wspólny system brendingowy” (fælles branding-system), som var hævet over døgnets politiske strid. Selvfølgelig var der skeptikere og kritikere, men det havde man ikke noget imod. Man så også diskussionen som en del af projektet.
Af mine notater fremgår desuden, at projektet var begyndt internt i 2007 og præsenteret offentligt i 2008, og at det, de to talte mest ivrigt om, var det nye område, ja, det nye centrum, i ”Śródodrze”, vådområdet (rozlewisko) syd for den nuværende by. De lagde herunder stor vægt på, at der skulle være tale om et sted, hvor såvel indbyggerne som de besøgende udefra, i både overført og bogstavelig forstand kunne få et pusterum (oddech). Endelig pegede de kraftigt på, at pionerånden også ville kunne tiltrække folk udefra med samme ånd.
Da jeg spurgte, hvad man mente med ordene i projektbeskrivelsens pkt. 10 om ”gigainvestoren”, sagde de, at det ikke bare var een investor, man tænkte på, og de understregede, at det skulle være efter princippet ”najpierw projekt, wtedy inwest” (først projekt, så investering). Man vil fx udskrive internationale konkurrencer for arkitekter og byplanlæggere. - Jeg nåede ikke at få sagt det, men Anna og jeg har selv talt om, at det, de vil, jo er at få lavet ting, der svarer til Utzons operahus i Sidney - men altså så det passer ind i netop hele Floating Garden naturkonceptet.
De to havde svaret bekræftende på mit spørgsmål, om de også selv virkelig troede på projektet, og da Anna skulle tage billedet af os, og fru Paziewska satte sig til rette og begyndte at få smilet frem, sagde hun med typisk polsk humor: „Uśmiech młodych wierzących” (de unge troendes smil).
________________________________________________________________________
NAVNE PÅ GADER OG PLADSER - MED OVERSÆTTELSER OG
KOMMENTARER
al. 3 Maja. - Den 3. Majs Allé. - 3. maj er den polske grundlovsdag.
al. Jana Pawła II. - Jan Paweł II’s = Johannes Paul II’s Allé.
al. Niepodległóści. - Uafhængighedens Allé. - Til minde om Polens genopståen som nation i 1918.
al. Wojska
Polskiego. - Det Polske Militærs Allé.
pl. Armii Krajowej. - Armia Krajowa’s (AK’s) Plads. - Armia Krajowa var den polske undergrundshær under Anden Verdenskrig.
pl. Grunwaldski. - Grunwaldpladsen. - I slaget ved Grunwald (Tannenberg) den 15. juli 1410 besejrede en hovedsagelig polsk-litauisk styrke de tyske korsriddere.
pl. Odrodzenia. - Genfødselspladsen. - Jeg er ikke helt sikker, men der er nok også her tale om Polens genfødsel i 1918. Ellers er der tale om genfødsel i en anden periode og betydning. Ordet ”odrodzenie” bruges også om Renæssancen.
pl. Sprzymierzonych. - De Allieredes Plads. - Jeg er ikke sikker på, hvem der skal forstås ved de allierede. Måske er det de allierede sejrsmagter i Anden Verdenskrig. Men til dem hørte jo også Sovjetunionen ...
pl. Stefana Batorego. - Stefan Batorys Plads. - Stefan Batory var Polens konge 1576-1586.
pl.
Żołnierza Polskiego. - Den Polske Soldats Plads.
ul. Bohaterów Warszawy. - Warszawas Heltes Plads. - Heltene fra Warszawaopstanden 1. august til 3. oktober 1944.
ul. Jana Matejki. - Jan Matejkos Plads. - Formodentlig maleren Jan Matejko, 1838-1893
ul. Monte Cassino. - Monte Cassinosgade. - Efter det meget vigtige og blodige slag ved Monte Cassino i Italien med deltagelse af 2. Polske Korps under general Anders. Slaget sluttede den 19. maj 1944.
ul. Piłsudskiego. - Piłsudskisgade. - Józef Piłsudski var (mere eller mindre og med forskellige titler) Polens leder fra 1918 og til sin død i 1935. Det er lidt underligt, at det kun er en ”gade” (ulica), ikke en ”allé” (aleja), men de bedste steder, jeg har kunnet finde, benævnes den kun som ”ul. Piłsudskiego”. Næste gang skal jeg se, hvad der står på gadens (alléens?) navneskilt!
ul. Zygmunta Felczaka. - Zygmunt Felczaksgade. - Zygmunt Felczak, polsk politiker og journalist, 1903-1946.
Trasa Zamkowa. - Slotsgade. - Fra pl. Żołnierza Polskiego og ned til havnen, forbi det i artiklen omtalte ”Zamek”, Fyrsterne af Pommerns Slot. ”Trasa” betyder også ”rute”. Det almindelige ord for gade er som sagt ”ulica”.
* * *
FRA POZNAŃ TIL NJEBJELČICY
2008
[Artikel i „Informator Polski” nr. 4 (66) 2008 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja „Polonia”]
I Poznań
deltog vi i højtideligholdelsen lørdag den 28. juni af 52-året for
demonstrationerne og nedkæmpelsen af dem i 1956. Vi begyndte om formiddagen med
mindemessen i Dominikanerkirken (kościół oo. Dominikanów), som vi meget
venligt blev budt indenfor til, da vi mødte op og forsigtigt præsenterede os.
Kort før messen skulle
begynde, blev en lang række faner ført ind. Vi havde tidligere set lignende
mindemesser i polsk tv, men det var dybt bevægende at være til stede og se både
de mange gamle mænd og nogle unge mennesker med deres faner, alt fra
veteranorganisationer til gymnasiastforeninger, med tekster og navne som fx
”Stalintidens martyrer”, ”Katyń Østeuropas
Golgata” og ”Solidarność Poznań
Messen blev celebreret
under ledelse af ærkebiskop Stanisław Gądecki, som, efter at evangeliestykkerne om officeren
i Kapernaum med den syge tjener og helbredelsen af Peters svigermor og andre
syge var blevet læst (Matt. 8,5-17), prædikede over den politiske situation fra
1950’erne til i dag. Prædikenen begyndte med en fin gennemgang af baggrunden
for, indholdet i og perspektiverne omkring ”den poznanske juni”, fortsatte med
nogle aktuelle betragtninger om, at mennesket ikke lever af brød og frihed
alene, og sluttede med nogle helt dagsaktuelle formaninger, for så vidt angår de
beskæftigelses- og arbejdsmiljømæssige forhold i Polen. Der var jo også
politikere til stede!
Efter messen gik alle de
officielle deltagere, med alle fanerne og med et orkester i spidsen, til Adam
Mickiewicz’s Plads, hvor der ved tokorsmindesmærket
blev holdt taler og lagt kranse og blomster fra en meget lang række af
institutioner og organisationer. Også selve denne hovedhøjtidelighed var det
bevægende at være til stede ved.
Gniezno - domkirken og museet
Søndagen begyndte vi med
messe i domkirken i Gniezno (Peters og Paulus’ dag).
Da vi gik ud, fik vi kastet et blik på den hellige Wojciech’s
sølvkiste. På vejen til Museet for den Polske Stats Grundlæggelse (Muzeum Początków Państwa Polskiego) dvælede vi ved ”Pavens Eg”, som stammede fra et
af de agern, polske forstfolk havde taget fra Bolesław
den Tapres Eg, Polens ældste egetræ (800 år), og havde fået velsignet af Jan Paweł II under et besøg i Rom i 2004.
Inde i museet studerede
vi modellerne af det gamle Gniezno, og vi oplevede
det meget fine ”spektakl”, hvor byens historie blev vist ved videoer på en
skærm og ved en tur rundt til de forskellige udstillede genstande styret af
belysning og ledsaget af tale. Det var en utrolig sød ung museumskvinde, der
viste os derind og bagefter, ivrigt fortællende, viste os rundt i resten af
museet. Men det var bare et af de mange møder med dejlige polakker, vi fik på
denne tur.
Kielce-området med ”Szlak
literacki”
Køreturen gennem landskabet
var i sig selv en oplevelse og et studium, men derom mere senere. Vi kørte også
gennem Łódź - og fik bekræftet alt det
dårlige, vi havde læst om denne by. Man var dog begyndt at gøre noget ved det.
Men vi nåede jo så til det andet af vore planlagte mål: Góry
Świętokrzyskie øst for Kielce,
som jeg kendte fra min læsning af Stefan Żeromski’s
”Popioły” (1903).
Pludselig så vi en
afviser til ”Żeromszczyzna”, og lidt efter var
vi ved Stefan Żeromski’s (1864-1925)
barndomshjems tomme grund i Ciekoty. ”Żeromszczyzna” er i denne sammenhæng navnet på det
turist- og fritidsområde, grunden nu fungerer som. Der er forskellige tavler og
mindesten, bla. en sten med et citat fra ”Puszcza Jodłowa” (1925), som jeg her gengiver i min egen
oversættelse: ”Hvert vanskeligt og hårdt arbejde går i min fantasi tilbage til Góra Radostowa. Så er jeg ved
dets fod. Og ser mit livs grænse og mål. Barndomshjemmet”. Senere dvælede vi
ved mindestenen og tavlen ved Żeromski’s
fødested i Strawczyn nordvest for Kielce
samt ved den lokalitet syd-sydvest derfor, hvor
handlingen i romanen ”Wierna Rzeka”
(1912; da. udg.: ”Den trofaste Flod”) foregår. Ved et mærkeligt tilfælde var
vi, kort før vi tog af sted, i polsk tv kommet til at se en del af Tadeusz Chmielewski’s film over denne
roman. Og jeg besteg selvfølgelig en af dagene Góra Łyska, som ikke bare med sine
På turistkontoret i Kielce havde jeg blandt andet fået en fin lille bog med
titlen ”Szlak literacki”
(litteratur-ruten). Województwo Świętokrzyskie
er et stærkt område i den polske litterære geografi; ruten omfatter 32
forfattere! Men vi koncentrerede os om Żeromski,
Sienkiewicz og Gombrowicz.
Henryk Sienkiewicz (”Quo
vadis”,1896; Nobelprisen 1905) dyrkede vi på sin vis allerede under vor dag i Kielce, der som by var en diametral modsætning til Łódź, ikke mindst ved den elegante og
arkitektonisk interessante strøg-gågade ul. Sienkiewicza, hvor vi et par gange forfriskede os på en af
de mange gadecaféer. Men vi måtte jo også besøge Sienkiewicz’s
folkegave-æresbolig, godset Oblęgorek, som nu er
museum. Vi kom også ind det nærliggende lille aftapningsanlæg, hvor
mineralvandet ”Sienkiewicz” fyldes på flasker. Vandet kommer fra den
nærliggende kilde ”Ursus”, og produktionen er
grundlagt af Sienkiewicz selv i 1902 og genoptaget i 2002.
Vi havde også planlagt
at besøge nogle af de lokaliteter, som havde forbindelse til Witold Gombrowicz (”Ferdydurke”, 1938;
”Trans-Atlantyk”, 1953, og ”Dziennik”,
1957-1966; da. udg.: ”Dagbog”. - ”Ferdydurke” havde
vi set filmatiseringen af i polsk tv). Fødestedet Małoszyce
øst for Łysogóry kørte vi uden om, men vi havde
planlagt at besøge Bodzechów lidt længere mod nord,
hvor Witold Gombrowicz’s far Jan Onufry Gombrowicz havde været direktør for et industrianlæg, og
hvor der i dag er et museum samt mulighed for at bese rester og spor fra
industrianlæggets tid, og desuden Doły Biskupie lidt længere mod vest igen, hvor faderen havde
ledet en papfabrik, som på et tidspunkt fik navnet ”Witulin”
(efter sønnens fornavn Witold). I og ved ruinerne af denne fabrik er der hvert
år over flere dage forskellige Gombrowicz-arrangementer.
Men vi fik ikke set hverken det ene eller det andet! For da vi holdt ved
enden af en lille blind vej i nærheden af museet
i Bodzechów og studerede lidt i ”Szlak literacki”, kom jeg i snak
med en dame, som, da hun hørte navnet Gombrowicz, skyndte sig bagud i haven, idet hun bad mig vente. En af denne turs mest spektakulære
overraskelser var begyndt!
Gombrowicz-kontakt
Vi blev præsenteret for Stanisław Foremniak og hans
søster Alicja Kania, hvis farfar havde haft en
ledende stilling på industrianlægget i Witold Gombrowicz’s
fars tid og havde stået på ret fortrolig fod med ham, og de fortalte, at
familien i 1936 havde købt det stykke jord, vi stod på, af en vis Franciszka Józefa Gombrowicz. Kort efter sad vi og drak kaffe i Alicja og Stanisław Kania’s have lidt
længere tilbage ad vejen.
Bedstefaderen, Mikołaj Foremniak, var som
følge af nogle ting i forbindelse med 1905-revolutionen blevet sendt til
Sibirien. Også Witold Gombrowicz’s far havde været i
vanskeligheder. Og det bekræftes af, hvad der oplyses i ”Szlak
literacki”, nemlig at det i 1905 på den ene side var
lykkedes direktør Gombrowicz at overbevise de
strejkende arbejdere om, at lønforhøjelser var urealistiske i den aktuelle
situation, men at han på den anden side i sin flammende tale havde kritiseret
alle former for undertrykkelse, herunder tsardømmet, så at det endte med, at
virksomheden blev omringet af soldater og Onufry Gombrowicz ragede uklar med sin svigerfamilie, som ejede
foretagendet (s. 61).
Kraków - endnu en mindemesse
I Kraków
var det en stor oplevelse at stå under Mariakirkens tårn på torvet, Rynek Główny, og høre det
hornsignal, vi så ofte havde hørt i den polske radios program 1. Og i det gamle
universitetskvarter måtte vi ind i Collegium Maius, som vi ofte havde set i polsk tv’s historiske
programmer.
Vort besøg på Wawel begyndte med deltagelse i søndagsmessen i domkirken.
Vi havde allerede derhjemme hørt om, at man eventuelt ville åbne general Sikorski's kiste i netop Wawel-katedralen
for, om muligt, at få kastet nyt lys over den polske eksilregeringschef og
øverstkommanderendes død ved et flystyrt ved Gibraltar under Anden Verdenskrig,
den 4. juli 1943, og det var messen her den 6. juli 2008 helt igennem præget
af. Der var igen folk med faner og AK-armbind, og Sikorski
blev nævnt i indledningen, prædikenen, kirkebønnen, den eucharistiske
bøn og meddelelserne. Den meget tiltalende biskop prædikede - på grundlag af
både epistelen og evangeliet (Rom. 8,9.11-13 og Matt. 11,25-30) - i et større
historisk perspektiv om forholdet mellem det ydre og det indre (det
tilsyneladende og det sande) og anvendte dette på Polens skæbne under Anden
Verdenskrig med den onde Stalin og de lunkne ledere i Vest, og gik helt frem
til de seneste årtiers historie, som vidner om, at det, der er noget, og det,
der er sandt, sejrer i det lange løb. Den sande frihed ligger i det indre, i
Sandheden, i Ånden, i Kristus.
Som i Gniezno var det den ældste historie, der først og fremmest
interesserede os, og vi tog en grundig tur rundt i museumsafdelingen ”Det
Forsvundne Wawel”. På en af modellerne af
kongeslottet så vi, at der var et ”dansk tårn” (Wieża
duńska). Jeg spurgte et par kustodedamer, hvad
det mon betød, og de svarede, at det vist var det tårn, den danske konge havde
boet i, da han var til bryllup i det polske kongehus. Det var tæt på, for nu
har jeg været på Wikipedia, som oplyser, at det var Erik af Pommern (NB!), da
han i 1424 var til dronning Zofia’s, Władysław II Jagiełło’s
fjerde kones, kroning.
Inden vi forlod Kraków, så vi blandt andet: Błonia
(fx pavernes friluftsmesser). Den jødiske bydel i Kazimierz. Schindlers fabrik.
Og vi var oppe på den efter alle ingeniørkunstens regler genrejste udsigtshøj Kopiec Kościuszki, som havde
været helt i opløsning efter den store regn i 1997/98. Med det polske flag
sammen med Stars and Stripes på højens top; Tadeusz Kościuszko,
lederen af opstanden i 1794, havde jo deltaget i den amerikanske frihedskrig
mod englænderne.
Og vi så kirken ”Arka Pana” (Herrens Ark) i Nowa Huta-området, hvis
tilblivelseshistorie i 1960’erne og 1970’erne vi havde set i filmen om Karol Wojtyła, som jo dengang var biskop og ærkebiskop i Kraków. Jeg talte med to gamle damer, som havde oplevet
begivenhederne dengang. De virkede lidt usikre og skeptiske over for den
turistklædte mand, der præsenterede sig som dansk luthersk præst, men vi endte
da med, ganske hjerteligt og oprigtigt fra begge sider, at ønske hinanden Guds
velsignelse og alt godt.
Wadowice - Paven og geografien
I Karol Wojtyła’s fødeby Wadowice
fik vi set de relevante bygninger og taget et billede af mig ved statuen af
paven, ligesom vi tirsdag aften gik til hverdagsmesse i kirken og i forbindelse
dermed fik set den døbefont, som den lille Karol i sin tid var blevet døbt i.
En af dagene gik vi på
biblioteket for blandt andet at studere de ejendommeligheder i landskabet og
landbruget, vi havde iagttaget på vor næsten diagonale tur gennem Polen. Den
meget flinke kvindelige bibliotekar fandt de relevante bøger til mig og fik anbragt
både Anna og mig ved et lille bord, hvor hun serverede te, kaffe og
chokoladestykker for os. I bøgerne fik jeg bekræftelse og forklaring på, hvad
vi havde set i landskabet, og jeg mindedes den samtale, jeg havde haft med en
gammel mand i en landsby syd for hovedvej 92 mellem Września
og Konin. Han kunne bekræfte, at grænsen mellem
området med storlandbrug i vest og området med mindre landbrug mod øst svarede
til Kongeriget Polens vestgrænse i 1815. ”Grænsen gik lige heroppe mellem Słupca og Strzałkowo”.
Luthersk visit og mere litteraturhistorie
I Czerwionka
ikke langt vest-sydvest for Katowice besøgte vi
menighedsrådsformanden i det lutherske (evangelisk-augsburgske) sogn. Jeg er
polskkyndig konsulent i et venskabsmenighedsprojekt mellem dette sogn og et
lollandsk pastorat ikke langt fra, hvor vi bor. Menighedsrådsformand Joachim Gibiec er kulmineingeniør, og kunne fortælle, at deres
lille sognekirke oprindelig havde været kapel for de evangeliske medarbejdere
ved kulminen lige ved siden af. Denne mine er i øjeblikket lukket, men er ved
at blive genåbnet. Med de stigende energipriser står den polske kulindustri
over for en renæssance.
Til sidst gjorde vi
holdt i Łubowice (tysk: Lubowitz),
hvor den for mig ret interessante tyske romantiske digter Joseph von
Eichendorff blev født i 1788. Her fik vi taget det obligatoriske billede af mig
ved statuen af Eichendorff. Men ved museet lige ved siden af var nogle
tilbageblevne tyske schlesiere, og de fik hentet den
tysk-polske museumsleder, som gav os en helt personlig rundvisning. Bagefter
gik vi hen til ruinen af Eichendorffs barndomshjem
for bese den og lade os fotografere ved den.
Nebelschütz/Njebjelčicy med afrikansk prins
I deres påskehilsen 2008
havde vore slaviske, dvs. ”vendiske” (sorbiske) venner i Nebelschütz/Njebjelčicy (lidt nordvest for midten af linien
mellem Zgorzelec/Görlitz og
Dresden) spurgt, om vi ikke ville komme ned og deltage i ”Das 16.
Internationale Gemeindefest” (XVI. mjezynarodny gmejnski swjedźeń) 11.-13. juli 2008 (på samme måde som i
1999 og 2002), og det var denne invitation, der havde udløst hele vor rejse.
Men Polen spiller sammen med det andet slaviske naboland Tjekkiet en stor rolle
i disse internationale byfester. I år var
venskabskommunen Namysłów repræsenteret ved en
officiel delegation, et blæseorkester og en folkloregruppe.
De øvrige udenlandske
delegationer kom fra venskabskommunerne Hlučin i Tjekkiet og Ladanybene i Ungarn. Og der var en delegation fra den tyske
venskabskommune Barleben. Men foruden den af Anna og mig bestående tomandsdelegation fra det høje Nord var der en endnu mere
eksotisk tomandsdelegation bestående af den perfekt
tysktalende prins Dah Bopke
fra republikken Benin i Afrika (mellem Togo og Nigeria) og billedkunstneren Michelle Nze,
som er født i Libreville, republikken Gabons hovedstad, det land på Afrikas
vestkyst, som Ækvator går igennem, men som nu arbejder og bor i Berlin.
Sorberne er bløde og
venlige, meget hyggelige mennesker, som det er nemt for en dansker at føle sig
hjemme hos, og den internationale byfest kan, hvad festteltet, festpladsen,
musiktribunen og øludskænkningen angår, siges at være
en miniudgave af Krammarkedet i mit gamle sogn Døllefjelde. Et højdepunkt var
det store ”Festumzug” med temaet ”Kommunens
foreninger”, hvor alt fra kulturforeninger til kaninavlerforeningen og
børnehaverne var repræsenteret. Nogle grupper gik, andre kørte i vogne, trukket
af flotte og flot pyntede heste eller af spektakulære veteran-traktorer, og der
var flotte og sjove udklædninger, skilte osv. Nogle af grupperne optrådte i
mere eller mindre tableau-form. Anna og jeg gik med i afdelingen ”udenlandske
gæster” med hver et udleveret lille dannebrogsflag i hånden.
Ved festgudstjenesten om søndagen medvirkede orkestret fra Namysłów i fineste polske stil, for vel har vi i polsk radio og tv ofte hørt fanfarer til nadverens indstiftelsesord, men de, der lød her, overgik alt. Man kan diskutere katolsk og luthersk nadverteologi, så længe man vil, men disse fanfarer var i hvert fald et udtryk for troen på Kristi virkelige nærvær i nadveren, der ville noget!
Som de to første gange fik jeg ved messens slutning ordet for en kort ”Ansprache”. Det var også denne gang 15. almindelige søndag, vi fejrede, så jeg lod min hilsen fra Danmark og Den Danske Folkekirke være nogle strofer fra Johannes Johansens nye salme over lignelsen om sædemanden (DDS 154), som jeg havde oversat til urimede tyske vers. Jeg sluttede med - på mit bedste sorbisk - at fremsige et par til situationen tilpassede vers fra Peters første Brev: Poswjećmy swoje duše prawdźe a njetajenej bratrowskej lubosći, lubujmy so nuternje mjez sobu. Smy dźě znowa spłodźeni nic ze zachodneho, ale njezachodneho symjenja a to přez słowo Bože, kotrež je a wostawa žiwe! (1. Pet. 1,22-23). På dansk ville det være (også præget af den sorbiske oversættelses ordlyd): ”Lad os hellige vore sjæle til sandheden og den oprigtige broderkærlighed, lad os elske hinanden inderligt. Vi er jo genfødt, ikke af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds ord, som er og forbliver levende!”. - Og igen denne gang blev min hilsen besvaret med et kraftigt bifald, som glædede mig meget. Et sådant bifald er jo noget helt andet end et koncert-bifald; det er på een gang et amen og et tak-i-lige-måde.
Pastor, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen
________________
BILLEDTEKSTER:
Billede 1
Gniezno. - Anna ved Pavens Eg foran Museet for den Polske Stats Grundlæggelse (Muzeum Początków Państwa Polskiego).
Billede 2
”Żeromszczyzna”. - Udsigt fra den grund, Stefan Żeromski’s barndomshjem lå på. Til venstre solbadende mor og barn; området er jo nu fritids- og turistcenter. I midten Anna.
Billede 3
Bodzechów. - Anna med medlemmer af
den familie, hvis farfar havde en ledende stilling i det industriforetagende,
som Witold Gombrowicz’s far var direktør for.
Billede 4
Nebelschütz. - Borgmester Tomaš Čornak, forfatteren, prins Dah Bopke og billedkunstner Michelle Nze efter søndagsmessen under ”16. internationale byfest”.
* * *
Mere end en sæbeopera
Tv-serien „Plebania” fra et luthersk synspunkt
[Oversættelse til dansk af en af mig selv på polsk
skrevet og af redaktionen korrigeret artikel i det polsk-danske kvartalsskrift
INFORMATOR POLSKI. Nr. 2-3 (64-65) 2008 (sommer-efterår). - Udgivet af: Federacja „Polonia” (i Danmark). - Den polske original kan
læses på undersiden POLSKI].
Allerførst må jeg understrege, at jeg sætter tv-serien ”Plebania” meget højt. I øjeblikket er det at se denne serie min allervigtigste økumeniske aktivitet - ved siden af transmissionerne af Den Hellige Messe i polsk radio og fjernsyn.
Jeg er en god lutheraner. Jeg var sognepræst i den
evangelisk-lutherske Danske Folkekirke i årene 1971 til 2003 og deltager stadig
i kirkens liv (herunder det økumeniske liv) som teolog, præst, organist og
debattør. Men netop som ”god lutheraner” ønsker jeg at have et nært forhold til
mine søstre og brødre i Kristus i Den Romersk-Katolske Kirke. Mit slagord er: Kærligt-kritisk, med fødderne solidt plantet
i ”
Som lutheraner må jeg selvfølgelig forholde mig kritisk til dyrkelsen af Maria og helgenerne, visse sider af forståelsen af det kirkelige embede (paveembedet, bispeembedet og præsteembedet), herunder af cølibatet, samt til forståelse af eucharistien [nadveren] som et (af os udført) offer. Desuden er de katolske prædikener ofte - men ikke altid - af en mindre evangelisk, mere moralistisk karakter, måske også mere med henblik på katolicismens og det kirkelige hierarkis magt.
Men når jeg har udtrykt denne kritik, må jeg sige, at mange ting i den katolske kirke er af forbilledlig karakter. De to vigtigste er forståelse af kirken som et virkelig universelt fællesskab og den klare forståelse af Den Hellige Messe som et virkeligt fællesskab og en virkelig dialog mellem Gud og os. Hvad kirkeforståelsen angår, glæder det mig allermest, når det bliver understreget, at kirken, det ikke bare er hierarkiet. Det kan man også ofte høre i netop ”Plebania”, hvor sognepræst Antoni gang på gang siger: ”Kirken, det er mennesker”. I den katolske kirke er der en stærk bevidsthed om traditionen helt tilbage fra Kristus og apostlene af.
Skaberne af serien understreger, at den skal opfylde de almindelige tv-seriers standarder. Men valget af titlens ”plebania” [præstegård] som centrum for handlingen betyder ikke, at man bare har været på jagt efter billig sensation. I Tulczyn Sogns præstegård (Hrubielów Provsti, Zamość Stift) bor seriens hovedperson, sognepræst (og fra afsnit 916 af) provst Antoni Wójtowicz (Włodzimierz Matuszak). Dér er også seriens to allervigtigste rum: køkkenet og kontoret, hvor næste alle seriens personer mødes med sognepræsten, kapellanen - og husholdersken Józefina (Katarzyna Łaniewska). Plebania, det er arnestedet for de fleste af de lokale begivenheder, problemer og konflikter.
Præstegården i Tulczyn er ikke
kun sognets centrum, men også ”præstefamiliens”. Og ”præstefamilien”, det er
først og fremmest Józefinas familie, sognepræstens
husholderske (som han har ”arvet” efter sin forgænger!). Józefina eller Babcia Józia [bedstemor Józia] er enke
og har to døtre, to svigersønner, tre børnebørn (to piger og en dreng) - samt
den ”russiske” kusine Wala (som nu er gift med den
nye ”wójt” [”sogneborgmester”] Henryk). Den ene
datter, Halina, opholder sig i Australien og vender næppe tilbage til manden,
kirketjeneren Zbyszek, som har et forhold til fru
Wanda, der er embedsmand i kommunen. Den anden datter, Barbara, er læge - og
gift med Piotr, chef for lokalpolitistationen. Barbara og Piotrs datter
Karolina har en hviderussisk kæreste, som studerer i Polen. Desuden må nævnes:
Sognepræstens søster Krystyna, som driver det lokale værtshus ”Angelika” og har datteren Kasia. Den
tidligere kapellans søster Wiki, som spiller en vigtig rolle i serien, først
som veninde af Irka, værtshusets bartender [barmanka(!)].
Desuden kapellan Anteks mor. Pastor Adam er nu
sognepræst i sognet Stara Wiosna.
De nævnte personer udgør ikke kun en gruppe mennesker med særlige, umiddelbare
relationer til præsterne og hinanden, men er også en gruppe med vidt forgrenede
kontakter til faktisk alle andre personer i serien.
Seriens andre personer er også både vigtige og interessante. Det er vidt forskellige mennesker - fra de virkelig gode (som for eksempel doktor Blumental, Osa, Wala og hendes mand ”borgmester” (wójt) Henryk, til den fordægtige, hensynsløse forretningsmand og gangster Janusz Tracz (Dariusz Kowalski). Tracz læst bagfra [zcart], det betyder fanden! Men det er en af de allerpopulæreste personer i serien, og jeg har endnu håb om, at han omvender sig. Men måske skal han til det sidste være Det Ondes repræsentant.
Seriens skabere ønskede, at handlingen skulle udspille sig i den fjerne provins, hvorved modsætningerne mellem gammelt og nyt i vor tids Polen bliver understreget.
For mig er de kirkelige og teologiske spørgsmål det allermest interessante - samt de moralske, traditionsmæssige og kulturelle spørgsmål, som ofte er tæt forbundet med de kirkelige og teologiske spørgsmål. Der bliver i serien præsenteret en lang række etiske dilemmaer. Jeg mener, at denne serie ville være særdeles velegnet som konfirmandundervisningsmateriale i såvel den katolske som den evangeliske kirke. Måske bruges den allerede sådan i Polen?
Mere end en sæbeopera - det er denne artikels titel. Og det mener jeg helt alvorligt, i en meget dyb betydning. Jeg mener, at netop sæbeoperaformen understreger alle de mange alvorlige emner, der bliver fremstillet i seriens afsnit. Her kan man godt sige: Jo værre, jo bedre! Det er i dag meget svært at tale direkte om religiøse, eksistentielle og etiske spørgsmål. Et tilsvarende medium er komediefilmen.
Katolicismen i serien, det er først og fremmest de ting, sognepræst og provst Antoni Wójtowicz siger og gør - samt (dog ikke altid lige så forbilledligt) det, de andre gejstlige, inklusive biskoppen, siger og gør. Men det er også det, næsten alle de andre siger og gør. Der er i denne serie mange, ofte meget smukke eksempler på den katolske kristendoms rodfæstethed i det polske folk - men også mange eksempler på, at situationen er ved at ændre sig, eller at det hele ikke længere er så selvfølgeligt. Der er også nogle dårlige eksempler, først og fremmest fru Zofia Grzybowa (Barbara Zielińska), en skinhellig, intrigant, sladdervorn og grådig købmandskone og medlem af menighedsrådet. Og fru Michalina, en ualmindelig aktiv lægkvinde, som blandt andet er hjælper for ærkebispedømmets familiepræst (sognepræst Antoni!). Hun optræder med overdreven nidkærhed og særdeles ubehageligt over for Osa og Joanna, mens de går til vielsesforberedelse, men har selv en hemmelighed i sin fortid.
Om sognepræst Antoni har jeg kun godt at sige. Han er den ideelle sognepræst. I et af afsnittene i maj 2008 siger den svage og uheldige sognepræst i Hrubielów til ham, at han er alt for perfekt! Pastor Antoni er katolsk præst - ovenud loyal over for den katolske kirke. Men han er også en meget evangelisk præst. Kristus er for alle. Kristus elsker alle - lyder hans slagord. Og Kristi kærlighed medfører og kræver kærligheden mellem mennesker. Pastor Antonis katolicisme er fra først til sidst kærlighedens religion. Og han er meget økumenisk indstillet, hvilket i serien først og fremmest viser sig i hans optræden over for de ortodokse og de græsk-katolske. Jeg ville gerne se, hvordan han ville forholde sig til evangeliske kristne. Jeg håber, det ville være på samme måde! Det varme venskab mellem sognepræsten og den jødiske doktor Blumental (Janusz Michałowski) er også et smukt eksempel på ikke bare hans menneskelighed, men også hans forståelse af kristendommen. Pastor Antoni forholder sig også meget tolerant over for den unge hviderussiske ateist Janka, Babcia Józias datterdatter Karolinas kæreste.
Pastor Antonis eneste svage side er hans smag for magt. I sin loyalitet over for kirken og som biskoppens problemknuser kan han bruge ret skrappe midler. Men han er bevidst om det. Og han har fået sin straf: fru Michalina!
Min kone Anna og jeg siger ofte, at sognepræst Antoni og Babcia Józia næsten er det ideelle billede af et luthersk præstepar! (Det vil sige som det var hos os før; i dag har præstens kone - eller den kvindelige præsts mand! - sit eget arbejde uden for hjemmet). Det, der foregår i Józefinas køkken svarer i høj grad til, hvad der foregik i vort præstegårdskøkken. Serien er yderst loyal over for den katolske kirke, men jeg mener, at den her sætter spørgsmålstegn ved cølibatet. Noget tilsvarende kan man sige om de situationer, hvor det kommer til følelser mellem de unge præster og pigerne.
På Internettet har jeg fundet en meget interessant artikel
fra det katolske ugeskrift „Tygodnik Powszechny” [Almindeligt
Ugeskrift] (18. maj 2003). I den artikel læser vi om Krasiczyn,
en landsby i nærheden af byen Przemyśl (tæt
ved grænsen til Ukraine), som er forbilledet for seriens Tulczyn,
og om ” prałat” [”prælat”, præst med biskoppelig myndighed] Stanisław
Bartmiński, som er forbilledet for sognepræst
Antoni Wójtowicz. I denne artikel kan man også læse
om, hvordan Olaf Olszewski, seriens hovedskaber fik
kontakt med pastor Bartmiński, og om, hvordan
denne blev konsulent på serien. „Plebania” har altså en solid baggrund i
virkeligheden. Som præst i Den Danske Folkekirke kan jeg kun ønske for mine
søstre og brødre i den polske, katolske folkekirke, at der også mange andre
steder må være meget af denne virkelighed!
Bent
Christensen
pastor
emeryt, doktor teologii
i
magister filologii duńskiej i rosyjskiej
[Bent Christensen
pastor emeritus, dr.
theol.
cand. mag. i dansk/russisk]
* * *
Sådan gør vi i Danmark
Lidt om Den Danske
Folkekirke med særligt henblik på fejringen af advent og jul
[Den danske grund-version af min ”gæste-tekst” på det polske lutherske sogn Czerwionkas hjemmeside (Det Evangelisk-Augsburgske Sogn i Czerwionka, Polen). - December 2007. - Den polske version står på undersiden POLSKI. - Denne danske version står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
Hr. Joachim Gibiec har bedt mig skrive lidt om, hvordan vi fejrer advent og jul i Den Danske Folkekirke (den evangelisk-lutherske kirke i Danmark). Men allerførst må jeg helt kort sige lidt om vor kirke.
Danmark har været et kristent land siden 960’erne. I 1536 blev vi et evangelisk-luthersk land. Indtil 1849 var kirken en ren statskirke. Danmark var simpelt hen et evangelisk-luthersk kristent land. Hele folket var menighed. Med overgangen fra enevælde til demokrati i 1849 indførtes fuld religionsfrihed. Men den gamle statskirke, som nu kom til at hedde Den Danske Folkekirke, omfattede stadig praktisk taget hele befolkningen, og der var - og er - tæt forbindelse mellem kirken og staten. I vor grundlovs § 4 hedder det stadigvæk: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Siden 1970’erne er medlemstallet dalet kraftigt. Og den store muslimske indvandring gennem de seneste årtier har bidraget yderligere til denne udvikling. Pr. 1. januar 2006 var 83,0% af befolkningen medlemmer af Folkekirken. Vi har også mange andre problemer. Danskerne går meget lidt i kirke, og det store flertal har en ringe viden og bevidsthed om kristendommen. Men jeg har været præst i Folkekirken 1971-2003 og lever stadig aktivt med i kirkens liv, og jeg mener, at den evangeliske kristendoms lys og frihed stadig i meget høj grad præger vort liv og vor tilværelsesforståelse. Og hvordan fremtiden vil blive, er stadig et helt åbent spørgsmål. Måske vil afkristningen fortsætte. Måske vil der ske en styrkelse af den kristne og kirkelige bevidsthed. Eller det kan ende et sted midt imellem. Man diskuterer nu åbent, om kirken skal adskilles fra staten. Måske kan jeg i en senere artikel sige mere om dette. For nu vil jeg skrive lidt om vor måde at fejre advent og jul på.
Vort kirkeår forløber naturligvis stort set på samme måde som Den Evangelisk-Augsburgske Kirkes. Men der er visse forskelle. Jeg kender jeres kirkeår fra ”Śpiewnik Evangelicki” 2002 (den nyeste udgave af Den Evangelisk-Augsburgske kirkes salmebog). Her er nogle bemærkninger til de enkelte dage.
1. søndag i advent er hos os kirkeårets nytårsfest. Kirkefarven er hvid. (Kun ret få kirker har antependier olgn. i de liturgiske farver, og mange steder har man ikke messeklæder i fire eller dog tre farver. Der er også en hel del præster, der slet ikke bruger messeklæder, men kun optræder i præstekjole. Jeg er en traditionalistisk præst og bruger ved højmesserne og ved alle gudstjenester i fest-tiderne messeklæder, når jeg ikke er på prædikestolen, og er der ikke messehagel eller ikke messehagel i den rette farve, bruger jeg min egen hvide, grønne eller violette stola). Evangelierne til 1. søndag i advent er Matt 21,1-9 og Luk 4,16-30. (Vi har to tekstrækker, første tekstrække i de år, hvis største del falder i et ulige år, anden tekstrække i de år, hvis største del falder i et lige år. I kirkeåret 2007/08 følger vi altså anden tekstrække). - I hjemmene og andre steder har man i adventstiden adventskrans med fire lys. 1. søndag i advent tændes det første lyst, 2. søndag i advent tændes to lys osv. Og udendørs har mange elektriske lys i grantræer og lyskæder med små pærer på træer og buske.
2.-4. søndag i advent er kirkefarven violet. 2. søndag i advent er evangelierne Luk 21,25-36 og Matt 25,1-13. 3. søndag i advent Matt 11,2-10 og Luk 1,67-80. 4. søndag i advent Joh 1,19-28 og Joh 3,25-36.
Juleaften er den gudstjeneste i hele kirkeåret, der har de fleste deltagere. For en meget stor del af folkekirkemenigheden gælder, at man simpelt hen skal i kirke juleaften. Det er ikke en julevigilie, men snarere en slags fremrykket julenat-gudstjeneste. Præsten har frit tekstvalg. Kun få steder har man jule-midnatsgudstjeneste. I 1999 og 2000 prøvede jeg det selv, og der var forbavsende mange deltagere. To rigtig gode oplevelser. Jeg har i al min tid gjort meget for at give juleaftensgudstjenesten et så vigilieagtigt præg som muligt og har aldrig prædiket over juleevangeliet, men dog læst det fra alteret (ellers ville der være blevet oprør!). Juleaften har jeg kun præstekjole på. Og jeg har altid gjort meget for at pege på juledagsgudstjenesten som julens hovedgudstjeneste. Dog med ringe held. For de allerfleste danskere er det juleaftensgudstjenesten, der er julegudstjenesten. Og når man kommer hjem fra denne gudstjeneste, der holdes om eftermiddagen, som regel senest kl. 16.30, spiser man ande- og/eller flæskesteg med risengrød før eller ris a la mande som dessert. I vor familie har vi i overensstemmelse med vort syn på forholdet mellem juleaften og juledag i mange år kun spist risengrød juleaften - og gemt ande- og flæskestegen til juledag. Men det er noget meget specielt; vi kender faktisk ikke andre, der i vor tid gør sådan. Efter juleaftensmåltidet tændes juletræet, som man går omkring, mens man synger julesalmer og -sange. Og så deles gaverne ud.
Juledag, dvs. Kristi fødsels dag, går kun ret få i kirke. Men det er julens hovedgudstjeneste. Evangelierne er Luk 2,1-14 og Joh 1,1-14. - Kirkefarven i julen er hvid (se dog nf. til St. Stefans dag). - Det er gammel tradition, at man juledag, hvad enten man har været i kirke eller ej, spiser en stor julefrokost kl. ca. 12 med bla. forskellige slags sild, sylte og grønlangkål med medisterpølse og flæsk. Dertil øl og snaps. (I vor familie spiser vi altså ande- og flæskesteg, men se nf. til St. Stefans dag).
Den 26. december er St. Stefans dag. Men de fleste kalder den anden juledag, og en del præster benytter sig af muligheden for at holde den som netop en andenjuledagsgudstjeneste. Det har jeg naturligvis aldrig gjort. Jeg har tværtimod altid gjort meget for at understrege denne dags karakter af festen for Kirkens første martyr. Kirkefarven er rød, men i de fleste kirker har man ikke røde liturgiske klæder, og så bruger man jo de hvide. Evangelierne er (når man, hvad der er det normale, fejrer dagen som St. Stefans dag) Matt 23,34-39 og Matt 10,32-42. - De fleste danskere gør ikke noget særligt ud af maden ”anden juledag”, men der er også stadig nogle, der holder særlige familiesammenkomster. I vor familie spiser vi den frokost, der normalt spises juledag. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, når man netop har fejret alvorlig martyrfest. Men når jeg som familiefader løfter snapseglasset første gang, siger jeg altid - i dyb alvor og spøg - ”Undskyld, St. Stefan!”.
Søndagen mellem St. Stefans dag og nytårsdag kalder vi julesøndag. Evangelierne er Luk 2,25-40 og Matt 2,13-23.
Den 1. januar hedder hos os nytårsdag, men jeg har altid gjort meget for også at understrege, at det er julens ottendedag og Jesu navnedag. Evangelierne er Luk 2,21 og Matt 6,5-13.
Julens sidste ordinære gudstjeneste er helligtrekongers søndag (når der er en søndag i perioden 2.-6. januar). Evangelierne er Matt 2,1-12 og Joh 8,12-20. Nogle steder holder man særlige gudstjenester helligtrekongers aften (5. januar). - Men på dette tidspunkt er de allerfleste danskere for længst færdige med julen! For der har jo i forretningerne og i mange andre (desværre ofte også kirkelige) sammenhænge været ”julet” gennem hele december måned.
* * *
For svagt og for sent
[Sendt til Jyllands-Posten 22.01.07, men ikke trykt. Står også på undersiden ”Politik”]
I en replik til mit indlæg 17/1 om George Orwells fordømmelse af de britiske journalister og intellektuelles Stalin- og Sovjet-venlige optræden under Anden Verdenskrig skriver Sv. E. Jørgensen 22/1: ”Det er ikke rigtigt, at de vestallierede ikke sendte/ville sende hjælp til Warszawa-opstanden”. Og han gør opmærksom på - hvad jeg også gjorde - at det var Stalin og Sovjetunionen, der ”fik [...] tyskerne til at lave det beskidte job med at dræbe flest muligt polakker”.
Jeg er ikke ekspert på området, men har alligevel beskæftiget mig en hel del med emnet, siden min kone og jeg under en mellemkirkelig tur til Polen i 1994 ved tilfældighedernes spil kom til at befinde os mere eller mindre i centrum af begivenhederne under den store markering af 50-året for Warszawa-opstanden. Senest har jeg læst den polske udgave af den britiske historiker Norman Davies’ store bog (959 sider) ”Powstanie ’44” (”Rising ’44. The Battle for Warsaw”). Og det er rigtigt, at Sovjetunionen ikke alene ikke hjalp Warszawa, men oven i købet stort set (bortset fra et par halvhjertede forsøg på overgang over Wisla-floden) blev stående i defensive stillinger på dette frontafsnit, ligesom det er rigtigt, at man, bortset fra et enkelt tilfælde, heller ikke ville tillade de vestallierede at benytte flyvepladser på det af Den Røde Hær erobrede område.
Men det afgørende er, at de vestallierede optrådte meget svagt over for Stalin og ikke gav den legitime polske regering (i eksil i London) den støtte, de kunne have givet. Forholdene var selvfølgelig meget komplicerede. Churchill og Roosevelt havde meget andet at tænke på, og det helt store rædselsscenarie var, at Stalin kunne finde på at slutte separatfred med sin gamle ven Hitler (som han jo på grundlag af Ribbentrop-Molotov-pagten i 1939 oprindelig havde delt Polen med). Men alligevel må man sige, at de gav polakkerne en dårlig behandling, også når man tænker på, hvor stort et bidrag polske soldater ydede på vestallieret side.
Hvad nu nedkastningerne af forsyninger til Warszawa-opstandsfolkene angår, forholder det sig sådan, at RAF (og det sydafrikanske SAAF) gennemførte et antal flyvninger fra Syditalien, i høj grad med polske besætninger. 18/9 1944 (to uger før opstandsstyrkernes kapitulation efter godt to måneders kamp) kastede over 100 amerikanske B-17’er 1330 containere ned over Warszawa, hvoraf dog kun ca. 400 landede på opstandsstyrkernes nu stærkt indskrumpede område. Disse US-fly var startet fra England og landede og tankede op på sovjetkontrolleret område - denne ene gang. Nogle kilder opgør antallet af indsatte vestallierede fly til 306, hvoraf 41 gik tabt. I slutningen af september foretog også sovjetiske fly nedkastninger til opstandsstyrkerne, dog uden faldskærme, så at de nedkastede våben ofte blev ødelagt.
Den polske undergrundshærs senere skæbne under den sovjetiske besættelse kan jeg ikke komme ind på her. Men den var også grum.
Foruden den ovenfor omtalte Norman Davies-bog kan jeg fx henvise til London-afdelingen af den polske undergrundshærs veteranorganisations hjemmeside: www.polishresistance-ak.org. Og til hjemmesiden www.polandinexile.com.
* * *
Støvleslikkende
propagandister
Af Bent Christensen,
pastor emeritus, dr. theol., Fuglsevej 5, Holeby
[Jyllands-Posten 17.01.07. - Manuskript-titel: Een gang luder .... - Står også på undersiden ”Politik”]
I forbindelse med mine studier af polsk historie, for tiden
Warszawa-opstanden i 1944, er jeg kommet til at læse en tekst, George Orwell
(”Kammerat Napoleon” og ”
”Husk, at man altid kommer til at betale for uhæderlighed og fejhed. I skal ikke bilde jer ind, at I i årevis kan gøre jeg til støvleslikkende propagandister for Sovjetregimet, eller et hvilket som helst andet regime, og så pludselig blive intellektuelt hæderlige igen. Een gang luder, altid luder”.
* * *
EN POLSK OMVEJ MED LIDT AF HVERT
Af pastor, dr. theol.
& cand. mag. Bent Christensen
[Artikel i »Informator Polski« nr. 4 (58) 2006 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Federacja »Polonia«]
Forhåbentlig vil også
denne ferieberetning blive læst som et bidrag til styrkelsen og uddybelsen af
forholdet mellem Polen og Danmark, polakkerne og danskerne. Jeg er jo en 100%
dansker, som ved tilfældighedernes spil er blevet en slags slavist, men nu så
godt som udelukkende engagerer mig i polsk sprog, polske forhold og polske
mennesker, både her og der. At jeg derudover prøver at orientere mig i
kasjubisk og sorbisk og i forbindelse dermed agter at danne mig et overblik
over, hvad der vides om de nu uddøde ”nordvestslaviske” sprog, fx polabisk, er
en lidt anden sag. Vi her på Lolland-Falster har jo haft to særlige møder med
de slaviske mennesker syd for Østersøen, nemlig ikke bare det seneste med
polakkerne, men også det med venderne for tusind år siden, de slaver, som ikke
bare handlede med os og røvede og plyndrede hos os, men også slog sig ned på
vore øer, hvad stednavne som fx Tillitse og Korselitse vidner om den dag i dag.
Det er i dette
perspektiv, også disse i sig selv såre beskedne ferieoplevelser skal ses - idet
jeg kan tilføje, som det også ligger i overskriften, at netop den beskedne
karakter, vort 2006-besøg i Polen fik, skyldtes, at det var foranlediget af en
helt anden geografisk-kulturel sammenhæng. Denne artikel kunne nemlig også have
haft overskriften I Polen mellem
Königsberg og Halle!
Kortest muligt fortalt
var der nemlig sket det, at jeg i forbindelse med min hovedbeskæftigelse,
nærmere betegnet den del af den, som gælder studiet af den tyske romantik og
dens forhistorie, var stødt på kønigsbergeren Johann
Georg Hamann (1730-1788), som viste sig at være en helt enestående interessant
person, også i den Grundtvig-sammenhæng, jeg selv arbejder i - og som i øvrigt
besøgte Warszawa engang i midten af 1760’erne. Og i en sådan situation går man
jo i vore dage på Internettet, hvilket endte med, at jeg kom til at deltage i
”Det 9. Internationale Hamann-Kollokvium” for Hamann-forskere i Halle (Saale) i
dagene 28.-30. september 2006. Men selv om det ikke var muligt for Anna og mig
at komme af sted før den 20. september, måtte en sådan tur sydpå jo
nødvendigvis også omfatte et besøg i Polen, som vi kun havde besøgt ganske kort
tidligere på året i forbindelse med en dansk-polsk kirkelig handling, jeg var
blevet bedt om at forrette.
Poznań - Ostrów Lednicki
Vi nåede Poznań torsdag den 21. september, og vi fandt straks
mindesmærket for begivenhederne i juni 1956. Det var et af vore hovedmål. Vi
kan jo nu se polsk fjernsyn og havde set transmissionerne af
50-årshøjtidelighederne. Og det var med stor andagt, vi dvælede en stund på pl.
A. Mickiewicza.
Men vi lagde også mærke til, at der på ”ørnedelen” af mindesmærket var kommet
en tilføjelse til indskriften. Over de mere patinerede bogstaver i teksten ZA WOLNOŚĆ, PRAWO I CHLEB (for frihed, ret og brød) stod med nogle langt friskere
bogstaver ordene O BOGA (om Gud). Medmindre der var
tale om en reparation, måtte dette betyde, at man, da mindesmærket blev rejst,
ikke havde haft kravet om Gud med.
Da vi var kommet hjem,
søgte jeg en nærmere forklaring på Internettet, og det viste sig, at der
faktisk var tale om en tilføjelse, og
at den udvidede indskrift var blevet indviet af metropolit Stanisław
Gądecki i forbindelse med en af kardinal Józef Glemp ledet mindemesse den
23. juni 2006. Men det fremgik også af det materiale, jeg fandt, at meningerne
om denne tilføjelse havde været meget delte, ja, at i hvert fald nogle af
veteranerne fra 1956 stod fast på, at denne opstand havde været af rent
politisk-økonomisk karakter.
Til vor store skuffelse
fandt vi senere ud af, at museet for begivenhederne i juni 1956, Muzeum Poznańskiego Czerwca 1956, var lukket pga. reparation! - Det så vi i den
Poznański Informator Kulturalny,
Sportowy i Turystyczny, vi
havde købt - og som i øvrigt havde en Napoleon-silhuet på omslagets forside og
de tre første tekstsider fyldt med omtale af festlighederne 29/9-1/10 i
forbindelse med 200-året for Napoleons besøg i Poznań.
Weekend z Napoleonem!
- En ældre og helt anderledes vinkel på Polens komplicerede historie.
Vort andet hovedmål var Gniezno, hvis rolle i den polske statsdannelses historie og
forhistorie vi havde læst om. Vi nåede dog aldrig så langt! For på vejen fik vi
pludselig øje på et skilt, der viste til Ostrów Lednicki (Lednicki-øen),
Muzeum Pierwszych Piastów (museet for det tidlige piastdynasti).
Og da vi var færdige med at være dér, var det for sent at køre til Gniezno, hvor Muzeum Początków Państwa Polskiego (museet for den polske stats begyndelse) ville
være lukket, og hvor der vist ikke ville være ting i terrænet at se, i hvert
fald ikke ting, der kunne overgå, hvad vi havde set på Ostrów
Lednicki.
På Ostrów
Lednicki ser man et imponerende anlæg fra Mieszko I’s og Bolesław Chrobry’s tid med bla. rester af broer og kystbefæstning,
en stor rund vold og inden for denne ruinerne af en borg med indbygget kapel
samt fundamentet af en mindre kirke, desuden såvel rester som rekonstruktioner
af bygninger på området uden for ringvolden. Allerførst kommer man til en
montre med en meget flot model af hele øen og hele anlægget, som det kan have
set ud.
Selv om det af flere
grunde er svært at sammenligne de polske og de danske forhold, får man som
dansk besøgende nemt den tanke, at her er noget, der kan sammenlignes med
Jelling i Danmark. Uanset om Mieszko I faktisk er
blevet døbt i borgkapellet på Ostrów Lednicki, kan man godt sammenligne det med Jellingstenen,
hvor Harald Blåtand betegner sig som ”den Harald, som vandt sig al Danmark, og
Norge, og gjorde danerne kristne”. Og det er i hvert fald interessant, at både
Polen og Danmark var hedenske områder ved det tyske kejserriges grænser, og at
både Mieszko I og Harald Blåtand blev døbt ca. 965 -
for begges vedkommende nok i høj grad, om ikke udelukkende, af politiske og
kulturelle grunde.
Den dame i
middelalderdragt, som man på billede 1 ser sammen med mig foran borgkapellet,
fortalte, at ærkebiskoppen for en uge siden havde holdt en gudstjeneste dér -
hvad de endnu friske blomster ved alteret vidnede om. På dette tidspunkt gav
jeg mig naturligvis til kende som dansk evangelisk-luthersk præst, hvorefter vi
fik en god lille økumenisk samtale. Et andet nutids-perspektiv var, at et hold
polske skoleelever under ledelse af deres lærere også besøgte øen og fik en
grundig forklaring til det hele - mens vi på afstand fulgte dette eksempel på
den polske ungdoms nationale opdragelse.
Den sidste dag i Poznań besøgte vi museet i det gamle rådhus på
torvepladsen (Stary Rynek),
hvorved vi fik et godt indtryk af byens og dens håndværker- og
handelsborgerskabs betydning fra middelalderen af og frem til det 20.
århundrede. Og vi sluttede med at se den store ”Makieta” i
franciskanerklosterets kælder, en
Żagań
Søndag kørte vi til Żagań for dér at fejre søndag med vore lutherske
konfessionsfæller i Den Evangelisk-Augsburgske Kirke. Hvis der er læsere, der
kan huske min beretning vor rejse i 2002, vil de måske også kunne huske, at vi
på vej hjem fra et besøg hos vore sorbiske venner i det tyske Lausitz, var blevet klar over, at
der også var et polsk Lausitz, med hovedstaden Żary
- ”stolica polskich Łużyc”. Her havde vi også besøgt den
evangelisk-augsburgske præst Andrzej Dyczek. Det var
dog ikke ham, vi her i 2006 besøgte ved gudstjenesten i annekset Żagań, men hans efterfølger Andrzej Dębski, som vi aldrig havde mødt, men som siden
oktober 2005 havde været min ”mail-ven” på den måde, at han på et tidspunkt
havde fundet mit visitkort i sin forgængers arkivalier og på det grundlag havde
besøgt min hjemmeside, hvor der jo også er en polsk underside, som han havde
fundet så interessant, at han måtte sende mig en mail. Og så var vor
korrespondance i gang.
Det var bevægende at
møde den lille Żagań-menighed og deltage i
dens gudstjeneste i den lille ”kapel-sal” (salka-kaplica)
i et almindeligt hus på pl. królowej Jadwigi, hvor der før havde været en rigtig kirke, hvoraf
imidlertid kun tårnet (som restaureret mindesmærke) var tilbage. Ved
gudstjenestens slutning fik jeg lejlighed til at sige et par ord som en hilsen
fra Den Danske Folkekirke og Lolland-Falsters Stift. Andrzej og jeg havde ikke
nået at få aftalt noget om det inden vor afrejse, men det var så heldigt, at
det igen her i 2006 (altså ligesom i Sopot 2005) var
på15. søndag efter trinitatis, jeg skulle sige noget ved en evangelisk
gudstjeneste i Polen, så jeg genbrugte min primitive oversættelse af nogle vers
af Grundtvigs dejlige salme over Matt. 6,24-34 ”Lille Guds barn, hvad skader
dig”, hvoraf jeg - uden hverken rytme eller rim - havde fået første strofe til
at lyde: ”Dziecko Boże,
co może ci szkodzić? / Pamiętaj o swoim Ojcu niebieskim!
/ On jest bogaty, On jest dobry, / nikt
może walczyć przeciw Jego mocy.
/ Błogosławiony niech
będzie Bóg!” (Den
Danske Salmebog 2003 nr. 41). Efter gudstjenesten udvekslede vi gaver. Vi gav
to små træting, nemlig en lille dansk viking og en
fiskekutter fra Rødbyhavn (som alle jo mere eller mindre kender pga. færgen, og
som vi bor ganske tæt ved), og vi fik en fin lille bog med billeder fra det
gamle Żagań og både polsk og tysk tekst
samt et eksemplar af den nye evangeliske salmebog (Śpiewnik
Ewangelicki), som er fælles for de
evangelisk-augsburgske kirker i Polen og Tjekkiet og Den Evangelisk-Reformerte
Kirke i Polen. Jeg havde nemlig fortalt dem, at jeg kun havde den gamle. Den
blev jeg meget glad for. Især tekstdelen med gudstjenesteordningen og
kirkeåret. Det er meget vigtigt for mig at være up to date med såvel den
katolske messe som den evangeliske gudstjeneste. Og den katolske messebog, som
pater Josef Dudek, Næstved, i sin tid gav mig, er jo stadig gældende. - Se
billede 2.
Zgorzelec - Tjekkiet
Jeg springer nu til
noget helt andet, som imidlertid også var en vigtig del af denne lille turist-
og studietur. Vort afviserblinklys var nemlig gået i stykker, så da vi havde
tilbragt den første nat i Zgorzelec på det nye hotel
nordøst for byen (ved motorvejen og den nye ringvej), kørte vi til det nye
store og flotte Škoda bilfirma ikke langt derfra
(ikke at forveksle med den vist også ret nye store fabrikslignende Škoda-virksomhed andetsteds i byen). Her fik både bilen og
vi en meget fin behandling (for næsten ingen penge), og jeg fik en meget
interessant samtale om mange ting med den funktionær, der betjente os. Dette
var et helt særligt eksempel på, hvad vi jo igen denne gang så overalt, nemlig
at i hvert fald de dele af Polen, der her er tale om, er inde i en rivende
udvikling.
Resten af dagen brugte vi
til en udflugt, man kan mene om, hvad man vil, men som i hvert fald var en
dejlig turistoplevelse med en eller anden grad af historisk perspektiv. Jeg
havde jo ikke så lang tid i forvejen i et af de ”newsletters” fra Gazeta Wyborcza, jeg daglig får, set en artikel, hvori der blev
præsenteret en teori om, at kampvogne fra general Pattons
Third US Army i slutningen af april 1945 skulle have
været oppe i de nuværende polske dele af Nederschlesien.
Og jeg havde været på Internettet og fundet mere om denne teori. Så vi satte nu
kursen mod Świeradów-Zdrój, hvor der ifølge
noget af det materiale, jeg havde fundet på Nettet, i et par dage skulle have
været enheder fra Pattons Tredje Armé i
størrelsesordenen eskadron eller mere (mindst ti kampvogne).
Vi kørte ad små veje til
Świeradów-Zdrój og så Izerski-bjergene
blive større og større. Hvilket allerede var noget helt andet end bare at læse
om denne Patton-teori. Og pludselig var vi inde midt i Świeradów-Zdrój.
Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen polak ved at oplyse, at dette turist-centrum
ikke var et sted, vi befandt os godt! Men jeg er en stædig natur, så jeg fik
anbragt vor lille Škoda Felicia et sted på hovedgaden
med Anna i, parat til eventuelt at flytte den, og gik derefter på research. Jeg
opsøgte naturligvis allerførst Turistinformationen. Men den unge dame dér
kendte ikke noget til sagen. Jeg viste jo både hende og de to næste, jeg
spurgte, de relevante dele af den udskrift, jeg havde taget af
internetmaterialet, idet jeg spurgte, om de overhovedet på nogen måde havde
hørt sådanne begivenheder eller denne teori omtalt i byen. Den næste, jeg
spurgte, var en midaldrende dame i en grøntforretning. Hun studerede materialet
meget nøje, men havde heller aldrig hørt noget. Hun henviste mig derfor til den
fine gamle dame i souvenirforretningen overfor, som havde boet i byen altid.
Også hun hørte og læste med venlig interesse, men havde heller aldrig hørt om
det.
Og så gav jeg op. Den
tanke strejfede mig selvfølgelig, at hvis det nu havde været en film a la
”Ørnen er landet”, kunne der have været tale om en sammensværgelse, hvor man
havde lovet hinanden ikke at sige noget til nogen! Men det er altså kun mit
eget spøgefulde bidrag til historien. Det afgørende var, at jeg næppe ville
kunne finde nogen, der havde hørt om noget, og at vi i øvrigt måtte se at komme
videre. For hvad enten det nu kunne være sandt eller ej, at der havde været
US-kampvogne i området dengang, så skulle vi da lige se, hvor de i givet fald
kunne have haft kørt. Vi kørte derfor mod den nærmeste grænseovergang: Pobiedna (se billede 3). Og så fik vi den idé, at vi da
godt kunne køre et smut ind i Tjekkiet, hvor vi også kunne få bedre lys på
bjergene (for vi var jo begyndt at tage billeder). Så vi kørte et stykke mod
syd langs Izerski-bjergene. Men kommet så langt
besluttede vi, at vi lige så godt kunne køre hele vejen rundt, så vi kunne køre
tilbage ad den rute, der faktisk var nævnt i internetmaterialet, nemlig den
rute, professor Jerzy Łojek var vandret ad under
sin research i 1949: Jablonec - Szklarska
Poręba - Świeradów
- Gryfów Śląski.
Et langt stykke kørte vi her helt oppe på bjergene - en meget stor
naturoplevelse.
Vi fik forestillet os,
hvordan det kunne have været, hvis Pattons kampvogne
var kørt ad disse veje. Og vi fik taget mange gode billeder. Men kom ikke
sagens opklaring nærmere. - Og dog! For som det også fremgår af det materiale,
jeg havde fundet på Internettet, er der jo under alle omstændigheder tale om en
vinkel på ”Jalta-problematikken”. For hvis Eisenhower havde tilladt Patton at rykke
et par hundrede kilometer længere mod øst, kunne bla. Polens skæbne efter 1945
måske være blevet en anden. Der er i hvert fald i det pågældende materiale tale
om en tydelig kritik af den politik, vestmagterne
efter krigen førte over for Sovjetunionen, for så vidt angår de af Den Røde Hær
”befriede” områder.
En anden vinkel på denne
problematik er en meget interessant samtale, jeg på et tidligere tidspunkt
havde haft med en polak, hvis far havde været tvangsarbejder
i Tyskland under Anden Verdenskrig, men havde været så heldig at komme hos
nogle meget flinke tyskere (formodentlig nogle bønder), der havde behandlet ham
særdeles godt. I 1945 var han blevet ansat i den amerikanske hær, hvor han
arbejdede med opsporing af SS-folk. Efter et års tjeneste vendte han tilbage
til Polen. Med sin amerikanske uniform i kufferten! Det kostede ham to års
fængsel.
Lausitz - Halle
Det første stykke af
vejen fra Zgorzelec til Halle kørte vi ad nordligere,
mindre veje, som førte os gennem ”Biosphärenreservat Oberlausitzer Heide- und Teichlandschaft”
og dermed gennem landsbyer med tysk-sorbiske dobbeltnavne som fx Kreba-Neudorf/Chrjebja-Nowa Wjas og Klitten/Klětno, og
endelig til Bautzen/Budyšin,
som vi jo havde besøgt såvel i 1999 som i 2002. Under et ophold på denne strækning
fik vi i vor bilradio hørt det meste af et program på sorbisk i MDR. Det var en
stor oplevelse. For selv om mine sorbiskstudier hovedsagelig har bestået i
læsningen af Matthæusevangeliet i mit sorbiske Ny Testamente, kunne jeg følge
ret godt med i, hvad der blev sagt på dette bløde vestslaviske sprog med ”tysk”
bagtunge-r.
I Halle var der blandt
de tyske deltagerne i Hamann-kollokviet en litteraturmand, som underviste i Toruń. Ham fik jeg udvekslet nogle bemærkninger med om
det polske sprogs charme og sværhed. Men også i
samtaler med nogle af de andre tyskere, en af de to russere og nogle af de fire
Ungarere var det polske perspektiv med!
_ _
_ _ _
_ _ _ _
BILLEDTEKSTER - selv om billederne desværre ikke
er med her:
Billede 1
Forfatteren med middelalderklædt guide foran borgkapellet på Ostrów Lednicki.
Billede 2
Efter den evangeliske gudstjeneste i Żagań. Præsten står mellem to præstekoner, sin egen og (yderst til højre) forfatterens.
Billede 3
Forfatteren mellem Świeradów-Zdrój og Pobiedna. Amerikanerne kunne også være kommet denne vej!
* * *
FRA STORSTRØMS AMT TIL WOJEWÓDZTWO POMORSKIE
Af pastor, dr. theol.
& cand. mag. Bent Christensen
[Artikel i »Informator Polski« nr. 4 (54) 2005 (kvartalsskrift udgivet af den polsk-danske paraplyorganisation Fedederacja »Polonia«]
I nr. 2-3 2002 fortalte jeg om min kone Annas og mit besøg hos sorberne (”venderne”) i det tyske Lausitz med spændende efterspil i Polen, især i Żary, ”stolica polskich Łużyc” (hovedstaden i det polske Lausitz). Nu har vi igen været i Polen - og igen har jeg fået lov at fortælle om vore oplevelser her i Informator.
I 2003 gik jeg som 60-årig på pension fra mit sognepræsteembede i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat på Østlolland. Men det var efter princippet ”pensionen som arbejdsstipendium”, nemlig for at fortsætte såvel mit arbejde med at udmønte arven og inspirationen fra Grundtvig som mit slaviske engagement, nu med koncentration om især Polen og det polske.
Allerede i efteråret 2004 var jeg blevet opmærksom på, at vi her i Storstrøms Amt havde Województwo Pomorskie (Den Pommeranske Region) som venskabs-”amt”, og jeg fik etableret en kontakt til Kristian Primdal henne på amtet, som har med disse ting at gøre, og det endte med, at jeg fik planlagt og forberedt den tur, jeg her vil fortælle om, og som fandt sted i perioden 26. august til 14. september 2005.
I og ud fra Kamienica Królewska
De første ti dage boede vi i et lejet sommerhus i den
nordlige del af Den Kasjubiske Landskabspark, nærmere betegnet i den nordlige
del af ”Kartuzy Storkommune” (Powiat
Kartuski) ca.
Næste dag, lørdag den 27. august, begyndte vi at orientere os i området. Vi skulle først og fremmest finde en kirke at gå til messe i om søndagen. Men det tog ikke lang tid. Vi standsede op ved kirken i Kamienica Królewska, hvor jeg først fik snakket lidt med en kirketjener og dernæst med sognepræsten, som kunne fortælle, at han havde været i Danmark. Det endte med, at vi bebudede vor deltagelse i den sene formiddagsmesse.
Dernæst kørte vi lidt rundt i området og fik bla. besøgt ”Den gotiske kirkegård” ved Węsiory med mange sten og gravhøje fra de første århundreder e. Kr. Her stod vi ved nogle minder om en tilstedeværelse for to tusind år siden af nogle mennesker, der på en eller anden måde var beslægtede med os, svarende til, hvordan vi hjemme på Lolland-Falster i vore vendiske stednavne havde minder om en slavisk tilstedeværelse på vor side af Østersøen for tusind år siden. Og vi så en slags New Age dyrkelse af disse gamle sten (hvad brochuren også lagde op til). Vi så unge piger stå på stenene med lukkede øjne og udbredte hænder for at optage kraften fra dem. Vestlig dårligdom i et postkommunistisk land.
Messen søndag formiddag var allerede på vejen dertil en oplevelse. Vi fik set, hvordan folk i alle aldre i deres fine søndagstøj gik mod kirken, et virkelig smukt syn. Men også selve messen var en god oplevelse. Vi er jo selv, hvad jeg plejer at kalde hardcore lutheranere. Men netop derfor kan vi med stor lyst og uden risiko give os hen i sam-livet med vore romersk-katolske brødre og søstre i Herren. For os evangeliske kristne er det ingen kunst at pege på den håndfuld store fejl, Den Romersk-Katolske Kirke har. Men vi tilhørte den jo selv indtil 1536, og der er også flere andre grunde til, at det økumenisk set er meget vigtigt for os lutheranere at have et tæt forhold til den. Og jeg er meget fortrolig med Den Hellige Messes polske udgave. Jeg har utallige gange hørt transmissionerne fra Kościół Świętego Krzyża i Warszawa og kan nu også se tv-transmissionerne af messen på min nye parabol.
Messen her i Kamienica Królewska var lidt anderledes. Leddene blev for det meste sunget på nogle andre melodier, og jeg mener, den i det hele taget var præget af en særlig, nok lidt mere lavkirkelig lokal tradition. Bla. havde fredshilsenen i nadverliturgien form af bare et nik. Men vi kunne være godt med i det hele ved hjælp af min messebog og den særlige oversigt, jeg har lavet til Anna. Desværre kunne vi jo ikke deltage i kommunionen, men som jeg altid siger til mine katolske venner: Det er en skandale, at vi ikke sammen kan deltage i det måltid, som er Herrens, ikke vort, men vi må vente på bedre tider.
Om mandagen besøgte jeg den kommunale forvaltning i Lębork, hvor jeg fik et godt lille møde med Marian Borek, som er en af dem, der i efteråret 2004 havde besøgt Lolland i forbindelse med en konference i samarbejdsorganisationen Baltic Sea Solutions, hvis hovedkvarter ligger i Holeby Kommune, hvor vi bor. Den første gode kontakt som grundlag for min deltagelse i forbindelserne hen over Østersøen.
Derefter kørte vi gennem Gdynia og Sopot til Gdańsk, hvor vi for første, men ikke sidste gang kom i nærheden af Skibsværftet og mindesmærket på Plac Solidarności. Senere var vi ved hovedporten, hvor vi købte gode souvenirer i den lille kiosk. Og vi var inde på værftets, jeg vil godt sige nærmest hellige, område, hvor vi gennem nogle fine og meget udtryksfulde portaler kom til museet Drogi do wolności (Veje til Friheden). Her så vi billeder og tekst om den historiske baggrund. Men ganske særlig bevægende var det at se møblerne og tingene fra de højspændte dage i august 1980, herunder det bord, aftalerne med regeringen blev underskrevet ved - samt Lech Wałęsas berømte kuglepen, som han og Gdańsk’s borgmester også underskrev med ved grundlæggelsen af Det Europæiske Solidaritetscenter selve den 31. august 2005.
Alle begivenhederne på og omkring denne dag sad vi i vort sommerhus og så i fjernsynet. Det kunne vi også have gjort hjemme i Danmark, men det var alligevel noget helt særligt at se det, mens vi var i Polen og også besøgte Gdańsk og skibsværftsområdet flere gange. Det var stort at opleve, og vi må alle være Lech Wałęsa og de andre i Solidaritet dybt taknemmelige for deres dygtige og modige bidrag til kommunismens fald. I Polen er meningerne om Lech Wałęsa nu delte. Men jeg er ligeglad; han er en stor helt - og et oratorisk og kropssprogligt geni med polak-charme og -humor i den allerfineste stil!
Hos lutheranerne i Sopot og på Województwo-forvaltningen i Gdańsk
Søndag den 4. september deltog vi i gudstjenesten hos vore lutherske konfessionsfæller i den evangelisk-augsburgske Frelserens Kirke i Sopot. Og vi boede nogle dage i deres bispegård. Jeg havde i forvejen aftalt med biskop Michał Warczyński, at jeg ville møde op i min danske præstekjole og, i form af en slags lille prædiken, fremføre en hilsen fra Den Danske Folkekirke og Lolland-Falsters Stift. Det gjorde jeg så, og som ved tidligere lignende lejligheder kunne Anna bagefter fortælle, at ikke mindst pibekraven havde fået folk til at strække hals. Jeg sluttede mit bidrag på denne 15. søndag efter trinitatis med at fremføre versene 1 og 6-8 af ”Lille Guds barn, hvad skader dig” i min egen ”prosadigt-oversættelse”. Ved kirkekaffen efter gudstjenesten fik vi en god samtale med menighedens medlemmer.
[Billede 1 (vises ikke her, og er i
”Informator” sat ind et andet sted): Efter gudstjenesten hos lutheranerne i Sopot. - Fra venstre: Bent Christensen, biskop Michał Warczyński,
pastor Krzystof Cieślar]
De følgende dage deltog vi i forskellige af sognets aktiviteter, og om torsdagen holdt jeg et lille foredrag om Den Danske Folkekirke med efterfølgende spørgsmål og svar. Ikke mindst hvad de tilstedeværendes interesse og engagement angår var det en fin aften, ligesom et sognemøde tidligere på ugen havde været. Men jeg har ikke før haft en så vanskelig optræden på polsk, og det er altså et svært, om end dejligt, sprog, I polakker har! Jeg overlevede dog, og der er ikke andet at gøre end at blive ved at træne talefærdigheden.
Den lille evangelisk-augsburgske kirke i Polen tæller højst 70.000 medlemmer, og de fleste findes i det sydlige Polen, hvor deres forfædre under modreformationens forfølgelser kunne flygte op i bjergene og gemme sig. Den menighed, vi besøgte her, og som også omfatter hele Gdańsk m.m., tæller under 500 medlemmer. Men netop i det økumeniske perspektiv, jeg tidligere pegede på, var det meget interessant for os at besøge disse spillevende medlutheranere, og så må vi ellers se, hvordan det hele udvikler sig. - Såvel mit bidrag til gudstjenesten om søndagen som det her omtalte lille foredrag eller oplæg, samt andre polske ting, kan nu læses på min hjemmeside, undersiden POLSKI. Adressen er: www.bentchristensen.dk .
På vejen fra lutheranerne tilbage til Kartuzy-området aflagde vi et i forvejen aftalt besøg hos en af de personer i ”amtsforvaltningen” (Urząd Marszałkowski), som har med venskabsamt‑samarbejdet at gøre: Anna Golec. Der var dog det helt særlige ved det, at det var hendes sidste dag i denne stilling, men hendes efterfølger Aleksandra Kozicka deltog også. Alene herved blev det et meget nyttigt møde. Formålet var ganske vist hverken mere eller mindre end at dyrke selve kontakten. Men der skal nok komme noget ud af det. Jeg er for mit eget vedkommende meget opsat på at være aktiv på området, og ikke alene har jeg nu min gode kontakt til vort eget amt (senere region), jeg stiller også op til kommunalbestyrelsesvalget i den nye Lolland Kommune. Jeg bliver ganske vist næppe valgt ind, men jeg har under alle omstændigheder en tæt forbindelse til den kommende kommunalbestyrelse, og de nye kommuner vil jo i høj grad være inde i billedet på det internationale område.
Ind i det kasjubiske
De sidste dage boede vi på Gościniec Maria i Borowo lidt øst for Kartuzy, som vi jo allerede kendte ret godt, idet vi var kørt igennem den på vore ture til og fra Gdańsk og også havde handlet en del i den. Men nu fik vi rigtig oplevet Kartuzy som ”Kasjubiens hovedstad”.
I mine tidligere artikler har jeg fortalt om, hvordan jeg har dyrket de vestslaviske sorbere som de sidste slægtninge på tysk område til de vendere, der i sin tid slog sig ned her på Lolland-Falster. Men allerede inden vi tog af sted denne gang, var jeg godt klar over, at de kunne få en konkurrent i kasjuberne, og jeg havde naturligvis besluttet at købe de nødvendige bøger for at få rede på dette forhold. Foruden Markusevangeliet på kasjubisk og en lille bog med en samling artikler om pommerske sprogforhold købte jeg 2003-udgaven af Stefan Ramułt: ”Słownik języka pomorskiego czyli kaszubskiego”, hvori der ikke alene er selve den kasjubisk-polske ordbog, men også sprogvidenskabelige afsnit af såvel Ramułt selv som udgiveren, professor ved universitetet i Gdańsk Jerzy Treder, vor tids førende ekspert på området. Siden har jeg på Internettet fundet og udskrevet en lille kasjubisk grammatik. Og selv om jeg af gode grunde ikke er nået særlig langt med dette mit nye studium, har jeg i hvert fald set så meget, at det er Ramułts opfattelse, at polsk, sorbisk og kasjubisk hører til hver sin vestslaviske sproggruppe, og kasjubisk til den pommerske - sammen med det nu uddøde polabisk, som indtil begyndelsen af 1700-tallet taltes så langt mod vest som i området omkring Lüneburg. Men tusind år er jo sproghistorisk set lang tid, så der er under alle omstændigheder sket meget, siden venderne slog sig ned på Lolland-Falster. Alligevel er det sjovt for en lollandsk slavist som mig at lege lidt med disse ting.
Vi besøgte naturligvis det dejlige lille kasjubiske museum i Kartuzy og vi kørte rundt i området for se mere, herunder ikke mindst byen Bytów helt ude i det sydvestlige hjørne, hvor såvel den gamle som den nyere historie viste sig for os i henholdsvis en korsridderborg fra o. 1400 og en lille ”græsk-katolsk” kirke fra 1989, altså en kirke for de ukrainere, som efter krigen blev flyttet til de nye vestpolske områder. Og vi nød fra først til sidst det storslåede, men blide og venlige kasjubiske landskab med de mange bakker og søer.
Vi fik efterhånden et forhold til turistinformationen på torvet i Kartuzy, og det var også den kasjubiske kvindelige leder dér, der gav os alle tiders svar på spørgsmålet om, hvordan vi kunne komme til at opleve en messe på kasjubisk. ”De skal tage til sanktuariet i Sianowo her lidt nordvest for Kartuzy. Dér vil der på søndag blive fejret en stor friluftsmesse. Og kom i god tid, så De også kan se pilgrimmene ankomme”.
Det gjorde vi så. Og det var en kæmpe oplevelse. Med det storkommunale brandvæsen og dets orkester i en ledende rolle. Vor distance til den Maria-dyrkelse, der her var tale om, vil jeg ikke komme ind på her. Vi har den positive holdning til vore romersk-katolske medkristne, vi har, og så sætter vi ellers ”det økumeniske filter” på. Og vi fik hørt kasjubisk: velkomsten til ærkebiskoppen, epistelen (anden læsning) og kirkebønnen. Vi fik også talt med nogle meget flinke og meget økumenisk indstillede folk i den store menighed.
[Billede 2 (vises ikke her, og er i ”Informator” sat ind et andet sted): Friluftsmessen i Sianowo. På skiltet over alteret står der på kasjubisk en tekst, som stammer fra en gudstjeneste for den afdøde pave i juli måned, og som forfatteren mener kan betyde ”Jan Paweł II! Vor fremtid i dine hænder! Sianowo 17.07.2005”. (Janie Pawle II / W twòje rãce najô przińdnosc / Swiónowò 17 VII 2005r.).]
Den sidste dag besøgte vi Den Kasjubiske Folkehøjskole, repræsenteret ved Sulisława Byczkowska, som jeg på grundlag af oplysninger fra Storstrøms Amt havde været i fin mail-kontakt med siden foråret, og som i forvejen kender Danmark, fra både højskoleophold og senere besøg. Her fik vi en enestående orientering om denne - grundtvigske! - højskoles aktiviteter på den helt aktuelle polske virkeligheds betingelser, og vi blev klar over, at Sulisława Byczkowska arbejdede for at gøre netop Kartuzy-området til pilot-område i forbindelserne mellem Województwo Pomorskie og Storstrøms Amt, ja, faktisk var på vej til Lolland-Falster i den anledning!
[Billede 3 (vises ikke her, og er i ”Informator” sat ind et andet sted): Den Kasjubiske Folkehøjskole i Wieżyca. Sulisława Byczkowska viser forfatteren billeder fra skolens liv. Og over døren hænger en plakat fra de danske folkehøjskolers 150-års jubilæum i 1994 med billedet af den gamle N.F.S. Grundtvig]
Her må jeg slutte. Men der kommer måske mere senere, for jeg er overbevist om, at her er grunden lagt for mit slaviske engagement i resten af min tid - idet jeg vil prøve at bevare forbindelsen til de stadigvæk meget spændende sorbere nede i Tyskland.
*
* *
Jeg kan ikke gøre for det, men den rejse til Rusland og Kazakhstan, som jeg fik lov at berette om i nr. 3-6/1998, var i virkeligheden kun en del af den oprindelige, siden 1995[1] planlagte rejse til samtlige mine kontakter i Centraleuropa, Baltikum og SNG. Da jeg imidlertid ikke kunne få orlov til at udføre rejsen samlet, måtte jeg nøjes med een uges orlov samt mine egne ferieuger, og så ellers droppe den baltiske del[2] og dele resten i en (med Kazakhstan udvidet) russisk 1997-del og en (reduceret) centraleuropæisk 1998-del - som jeg altså her vil berette om.
I forhold til den oprindelige plan var det helt tilfældigt, at vi kom til at indlede rejsen i Belgien. Men i mellemtiden var vor datter blevet ansat ved den danske EU-repræsentation i Bruxelles og hende skulle vi lige besøge, inden vi gik i gang med den efterfølgende kombination af ferie og mellemkirkelig aktivitet.
Og så var der jo også sket meget på, om man så må sige, EU-fronten - jo bl.a. her i bladet! Hvormed denne i og for sig helt private del af ferien kom til at få ret stor betydning for den mellemkirkelige del.
Inde i os selv gav det et vældigt EU-afsæt, at vi var med vor egen datter inde i EU-repræsentationen - samt EU-Parlamentet, som vi fik en meget grundig rundvisning i af vort lokale medlem Freddy Blaks sekretær. Men det var i øvrigt under denne rundvisning, Henrik W. Hansen gav os den meget tankevækkende forklaring på den belgiske stats dannelse i 1830 og dens nuværende etniske problemer, at i 1830, var det den fælles katolicisme, der forenede flamlænderne og vallonerne, medens det er i takt med kristendommens aftagende betydning, de etniske modsætninger har gjort sig stærkere og stærkere gældende!
Men der lå i et hele taget en stor symbolik i, at vi fik denne EU-baggrund for vort besøg i såvel de to umiddelbare kandidat-lande Tjekkiet og Polen som det stakkels agterudsejlede Slovakiet. Det undlod vi heller ikke at gøre vore kontakter opmærksom på. Hvad de var absolut tilfredse med. I Slovakiet dog nok på en mere forsigtig og afventende måde. Og jeg kan i det hele taget sige, at denne rejse i endnu højere grad end 1997-rejsen har bekræftet de ting, jeg skrev i forbindelse med 1997-Hauge-fejden[3].
Dette gjaldt allerede de ting, vi så i Belgien. Hvor udsigten over Waterloo-slagmarken jo gav anledning til mange tanker - også i en Grundtvig-sammenhæng[4]. Men hvor turen til Ieper (fransk: Ypres), dvs. til en af Første Verdenskrigs mest forfærdelige slagmarker, jo gav en helt direkte baggrund for freds- og forsonings-perspektivet i EU-projektet. Under tidligere ferier i Frankrig og Tyskland har vi bemærket, hvor demonstrativt man markerer dette perspektiv. Men denne gang virkede det endnu stærkere. Også fordi vi var på vej mod et område med både latente og igangværende etniske konflikter (der er godt med muligheder i og omkring Slovakiet, og der er ikke langt derfra til Ex-Jugoslavien). I Danmark har mange svært ved at forstå det, men andre steder er det - man kunne godt sige: blodig - alvor, at EU altså helt grundlæggende betyder "Aldrig mere krig i Europa".
Men EU er selvfølgelig ikke en problemfri mirakelløsning. Ude østpå kom vi - uden at vi vil fornærme nogen - til at tænke på Junibevægelsens 40 millioner polakker-plakat. Som der jo var en alvorlig sandhed i. Østudvidelsen vil - navnlig når den bliver ført helt til ende - medføre mange og store problemer og koste mange, mange penge. Men skal vi ikke tage os råd til denne solidaritet? Og til dette stykke blød sikkerhedspolitik? Er der et alternativ?
I Bruxelles gik vi - efter vor sædvane - i den lokale kirke. Det blev til en romersk-katolsk messe på flamsk. Med en gammel præst - og en "ungdomsvenlig liturgi". Faktisk det rene kirke-umba-umba, med guitar-ledsagelse og alternativ ordlyd i de liturgiske led. Ikke meget bedre end, hvad vi kender fra de ZDF-transmitterede såkaldte evangeliske gudstjenester i Tyskland, men jo dog styret af den romerske gudstjeneste-, embeds- og sakrament-forståelse - hvad man så ellers må sige til den. I begge tilfælde er der helt åbenbart tale om nervøse kirker, der vil "gøre noget for at få fat i de unge".
Tjekkiet overgik vore i forvejen positive forventninger. Her er man så ganske åbenbart fuldt opsat på at forsætte, hvor Hitler afbrød i 1939. Veje og anden infrastruktur udbygges i voldsomt tempo, og der investeres massivt i virksomheder og forretninger. Men samtidig er landskabet venligt, ja, hyggeligt. Bjergene er trods alt forholdsvis lave og bløde, og der er træer og buske overalt, fx mange æbletræer langs vejene og i haverne. Menneskene er højt civiliserede, stille og rolige, venlige. Tjekkiet er et land, man som dansker føler sig godt hjemme i.
Landskabet skæmmes dog af de mange reklameskilte - en utiltalende frugt af markedsøkonomien. Men man kan næsten fornemme, at når politikerne får tid til det, vil de forbyde dette. I den vestlige del af landet blomstrer desværre også en ulækker sex-business med barer og natklubber indrettet i selv de beskedneste landsbyhuse. Noget tilsvarende så vi på vej ud af Polen, hvor kvinder i selvlysende kortbuksedragter stod langs vejen og bød sig til mellem svampe- og bærsælgerne. Er der noget mere end almindelig sex-markedsmekanisme i dette? Er der tale om et islæt af dominans-lyst i forhold til de nu så svage tidligere Warszawapagt-lande? Og er det derfor, man har hørt om i øvrigt umotiverede drab på tyskere i Tjekkiet?
Prags Václav-plads[5] var godt nok fuld af turister. Men det virkede ikke så dårligt, som vi havde frygtet. Denne plads - og i det hele taget byen Prag - er et naturligt mødested for rejsende fra hele verden, både i det store historiske og kulturelle perspektiv og i Prag-forårets og fløjlsrevolutionens perspektiv, Dubček’s[6] og Havels perspektiv. I pladsens sydøstlige ende sidder kong Václav enestående stolt på sin hest. Men lidt længere inde har nogen anbragt et ganske beskedent og uofficielt mindesmærke over kommunismens ofre. Og på en mærkelig måde går selv MacDonald’s og Kentucky Fried Chicken godt ind i alt dette.
En helt anden amerikansk kulturinstitution lå et stenkast fra Václav-statuen: Radio Free Europe / Radio Liberty. For få år siden er dette radioselskab flyttet fra München til Prag, hvor den tjekkiske stat har stillet den tidligere tjekkoslovakiske parlamentsbygning praktisk taget gratis til rådighed. Måske ved læserne, at der er tale om en radiovirksomhed, der i øvrigt er 100% finansieret af den amerikanske kongres. Og måske forestiller man sig, at der blot er tale om plat amerikansk propaganda. Men det er der ikke. Amerikansk plathed mødte vi andre steder. Nemlig fx i Polen i skikkelse af repræsentanter for en lille "luthersk" kirke, der - efter hvad de selv sagde - i bibelsynet lå på linie med Missouri Synoden, men var mere åben for Helligånden!
Nej, Radio Liberty - eller som det hedder på russisk: "Rádio Svobóda"[7] - er ikke plat. Og den drives praktisk taget udelukkende af russere, hvoraf nogle måske har været længere tid i eksil. "Rádio Svobóda’s" udsendelser har en helt anderledes russisk karakter end fx Voice of America’s russisk-sprogede udsendelser, som jeg for mit eget vedkommende normalt kun lytter til, når jeg ikke kan fange "Rádio Svobóda". Der er tale om udsendelser alle døgnets 24 timer. Med programmer om alt fra sport og jazz til Internet og religion, men med hovedvægt på nyheder og samfunds- og kulturanalyse.
Jeg fandt stationen under 1991-kuppet, hvor jeg ledte efter nyt på kortbølgeskalaen. Pludselig hørte jeg nogle russisktalende mennesker sidde i et studie og drøfte situationen på en måde, der i hvert fald under ingen omstændigheder kunne være tilladt af kup-juntaen. Det var "Rádio Svobóda". Som jeg siden har været en næsten daglig lytter af.
I 1993 kom jeg ved et tilfælde til at tale i telefonen med direktøren for den russiske afdeling. I amerikaniseret form er hans navn Yuri Handler. Men han stammer fra Sankt Petersborg. Denne samtale førte til en kontakt med den daværende redaktør for religions-magasinet "Religionen i den moderne verden" Mark Smirnóv[8] og til en optræden i dette program med et indlæg om den danske kirke gennem 1000 år.
Nu skulle jeg imidlertid til Prag, og mit største ønske var at besøge den radiostation, som havde givet mig så mange gode oplevelser og havde lært mig så meget om "Rusland i går, i dag og i morgen", som et af deres programmer hedder. Jeg havde i forvejen sendt dem en del materiale, men var alligevel spændt, da vi trådte ind i bygningen og blev konfronteret med de omfattende sikkerhedsforanstaltninger ved indgangen. Det endte med en samtale på direktør Handler’s kontor, en rundvisning i bygningen, en samtale med Jeléna Kolomíjtshenko, som jeg kendte så godt fra programmet "Kontinent Europa" - og en aftale om et interview til dette program næste formiddag.
Det blev nu selve hovedredaktøren af dette program, der kom til at interviewe mig, italieneren Giovanni Bensi, som i Italien havde studeret katolsk teologi samt russisk sprog og litteratur, ja, som havde studeret i Moskva under Khrushtshóv, men var blevet udvist pga. for megen kontakt med dissident-miljøet. Nu havde han været ansat på Rádio Svobóda i 26 år.
Interviewet omfattede de punkter, som var blevet aftalt dagen før: Den danske tradition for religiøs tolerance og synet herudfra på hhv. den omstridte nye russiske religionslov og vore ny muslimske medborgere. Og desuden den splittede danske holdning til EU - og de kirkelige undertoner deri.
Jeg redegjorde for den enestående danske homogenitet. Danmark som en af de få virkelige nationalstater i Europa, ja, Danmark som en "stamme" med lutherdommen som "stammereligion". Hvilket betyder, at vi - med hele vor frihedstradition - pdes. deler kritikernes frygt for, hvad den nye russiske religionslov kan komme til at medføre af ufrihed, både i det russiske samfund som helhed og indenfor en mere eller mindre statsmonopoliseret ortodoks kirke selv, men at vi pdas. også godt forstår den russiske drøm om en forening af folkelighed og "pravoslávije" (ortodoksi) og i hvert fald som vestlige mennesker må skamme os over den uhørte religiøse aggressivitet, de stakkels russere i en enestående sårbar situation bliver udsat for fra vestlige sekters og kirkers side.
På feriens anden søndag boede vi i en ferielejlighed
ca.
Han kom også ned og talte med os lige inden gudstjenesten. Her viste jeg ham stolt min polske messebog, som jeg snart kender ud og ind, og som jeg havde slået op i på "14. almindelige søndag". Som imidlertid ikke blev fejret den dag. For i Tjekkiet fejrede man her, den 5. juli, Kyrillos’ og Methodios’ dag. Idet disse to jo også var tjekkernes apostle - men altså ikke polakkernes. Først et par dage senere fik jeg i en katolsk boghandel i Prags centrum købt mig en tjekkisk messebog. Ligesom jeg fik købt Bibelselskabernes tjekkiske Bibel. (Jeg har jo ikke kunnet lade være at nørkle en smule med tjekkisk, hvilket i øvrigt kom til at vise sig overordentlig nyttigt i forbavsende mange situationer. Desværre tillader pladsen ikke en udførlig beretning om, hvordan jeg fx slap med en bøde på kun 500 tjekkiske kroner for at have kørt uden motorvejsafgiftsmærkat).
Uden tekster og med en vanskelig akustik blev det svært at følge med i messens variable dele. Men der var en god stemning, meget venlig og åben. Og selv om vi igen fik en messe med udelukkende guitar-musik og "moderne" vestlige sange, var de søde unge slovakker en bedre oplevelse end pseudoungdommeligheden i Bruxelles.
Efter messen talte vi igen med den unge præst, som jeg udvekslede visitkort med. Men det var først, da vi var kommet hjem, jeg så, hvad der stod på hans: "Mgr. Jan Kotas, secretarius archiepiscopi pragensis". Det var altså helt tilfældigt, som sommerferieafløser, selveste ærkebiskoppens sekretær havde optrådt ved denne messe. Og jeg lavede en pakke til ham med alle relevante dele af det materiale, jeg afleverede alle passende steder: Den engelske og polske udgave af den "Præsentation" (”Om mig selv”), jeg på flere sprog bruger i mit mellemkirkelige arbejde, et særtryk af min Grundtvig-disputats’ English Summary - og den polske udgave af vor billedmappe "Hilsen fra Danmark" med billeder af og oplysninger om vore tre kirker ude og inde samt Døllefjelde Præstegård og miljøet omkring kirkepladsen. Pakken afleverede jeg senere til vagthavende i ærkebiskoppen palads på Hradčanské náměstí.[9] Og i ledsagebrevet havde jeg skrevet, at han gerne, hvis han fandt det passende, måtte hilse ærkebiskoppen.
Den sidste økumeniske aktivitet i Prag blev gensynet med Ružená[10] Černá, som jeg havde været sammen med på Dialog-seminaret i Skåde 1995. Hun og Anna og jeg talte et par timer over en kop kaffe, og vi fik et godt indtryk af den kirkelige situation i såvel Tjekkiet som Slovakiet. Blandt andet fortalte hun, at forholdet til Den Romersk-Katolske Kirke var godt, fordi også den følte sig trængt af ateismen.
Ved en folketælling i 1991 erklærede halvdelen af
Prags 1.2 mill. indbyggere sig for værende uden religiøst tilhørsforhold,
medens 200.000 ikke ønskede at besvare spørgsmålet om religiøst tilhørsforhold.
340.364 erklærede sig som romersk-katolske kristne. Blandt de største af de
øvrige kirkesamfund var Den Tjekkoslovakiske Hussittiske
Kirke (32.800)[11],
De Tjekkiske Brødres Forenede Evangeliske Kirke (17.698)[12]
og Den Ortodokse Kirke i Tjekkoslovakiet (3.000). Af forskellige slags rene
lutheranere var der i Prag i alt kun 762.
Vi havde af den lutherske biskop Anweiler i Bielsko-Biała, Polen, fået en adresse på en luthersk præst, men han var ikke hjemme, da jeg ringede på.
Det mest eksotiske punkt på vor rejse var besøget hos pastor Ľubomír Batka, som var vor gamle kontakt her fra Lolland-Falsters Stift i den forstand, at han havde været her, og at vi havde forsøgt at mødes her, dog uden held, men så dog havde fax- og brevvekslet i den mellemliggende tid. Vi var spændte på mødet med denne broder Ľubomír og hans familie. Det blev en forrygende succes.
Jeg må simpelt hen fortælle, hvordan vi straks blev sat til et større måltid, selv om det var ud på eftermiddagen, da vi besøgte dem første dag. Ľubomír har en meget fin og sød kone med en klassisk centraleuropæisk stil. Men selv var han jo husfaderen. Og inden vi skulle til at spise, begyndte han højtideligt at forklare noget. Vi tænkte, at det nok var det med bordbønnen. Det var det sådan set også. Men på den måde, at her i Slovakiet var det altså skik, at man indledte med et glas slivovica. Og stående ved bordenden hævede Lubomír sit fint slebne glas og udbragte en skål. Først derefter satte han sig ned og bad bordbønnen.
Og så må jeg fortælle om de to ud af fire sønner, vi mødte. Først Míroslav på tretten år. En meget klog og fin dreng. Som talte flydende engelsk(!) og desuden ganske godt tysk. Men så om aftenen storebroderen Lubomír jr., som ikke alene talte flydende både tysk og engelsk, men også fint - norsk! Han havde studeret i Tyskland, USA og Norge, var netop blevet "cand. theol." og skulle snart ordineres, men skulle undervise på det lutherske fakultet ved universitetet i Bratislava (hvor han inviterede mig til alt komme og forelæse om Danmark og Grundtvig). Vi fik mange gode samtaler med denne familie, bl.a. under en tur til en borgruin, hvor evangeliske martyrer havde siddet fængslet under modreformationen, og til et ateistisk begravelseskapel fra kommunisttiden. Lubomír inviterede mig til at komme og repræsentere Folkekirken ved en senere stor friluftsgudstjeneste ved borgruinen og til også at holde foredrag for stiftets gejstlighed.
Om søndagen deltog vi i to gudstjenester. Ved begge fik jeg ordet for en kort bemærkning (der var også en tysk gruppe på besøg). Jeg indledte med at sige lidt på mit primitive tjekkisk (slovakisk kunne jeg desværre ikke byde på; der er en del forskelligheder). Men det gjorde alligevel lykke, da jeg fik hilst fra biskop Holger Jepsen, domprovst Ole Opstrup[13], Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg samt menighederne i Døllefjelde, Musse og Herritslev, og da jeg - på slovakisk[14] - fra dagens evangelium citerede "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker". Hvorefter jeg fortsatte på tjekkisk:
"I en af vore salmer synger vi: 'Endnu findes Peters og Herrens fiskeri på jorden. Den dag i dag fanger vi mennesker. Vi fører dem til Gud, til livets kilde. Dér går de frit ind og ud. Dér følger glæden dem evigt'. - Det er en hilsen fra Den Danske Evangelisk-Lutherske Kirke".
Dette havde jeg møjsommeligt forberedt. Men jeg blev også bedt om at sige lidt om, hvem vi var, og hvor vi kom fra. Og det fik jeg også noget storslået ud af. For uden at have forberedt Lubomír jr. på det (som jo havde tolket for tyskerne), sagde jeg på dansk, at nu kunne jeg jo tale dansk, idet han sagtens ville kunne oversætte det til slovakisk. Han sagde bagefter, at han var blevet noget forskrækket. Men det gik meget fint. Og gav jo en kraftig markering af det særlige forhold mellem vore to lande og to lutherske kirker, som nu var under stærk udvikling.
Under den sidste gudstjeneste fejredes også kirkeværgens 30-års jubilæum. En fejring som fortsatte i den kvindelige menighedsrådsformands hjem ved et vidunderligt håndmads-måltid med alt fra slivovica til Coca-Cola. Men jeg er overbevist om, at det ville have udviklet sig yderligere, hvis tyskerne ikke havde være der!
Slovakiet i almindelighed og den slovakiske lutherske kirke i særdeleshed - med familien Ľubomír Batka som et formidabelt tilknytningspunkt - er noget, vi må interessere os for. Og man behøver, som det fremgår af ovenstående, ikke være slavist for at omgås dem. Der er tale om et land med mange og store problemer. Grænsen mellem Tjekkiet og Slovakiet er virkelig en grænse mellem vest og øst, mellem fremtid og fortid. Men vi må holde os mest muligt i kontakt med dem og prøve at få dem med ind i EU snarest muligt.
Vi kørte hjem gennem Polen. Og undlod ikke at besøge vore allerførste centraleuropæiske mellemkirkevenner tilbage fra 1990. Vi besøgte tre medlemmer af den delegation fra Den Evangelisk-Augsburgske Kirke i Republikken Polen, som i 1990 - på vort initiativ - besøgte Lolland-Falsters Stift: Tidligere stiftsrådsformand Wladyslaw Stefek i Cieszyn, den også fremtrædende lægmand Pawel Pilch i Wisla, og "kirkebiskop" (dvs. kirkens overhoved) Jan Szarek, som havde boet og prædiket hos os i Døllefjelde i 1990.
Der er ikke meget, i hvert fald ikke meget nyt, at fortælle herfra. Denne ekstremt lille mindretalskirke (allerhøjst 70.000 medlemmer ud af en helt overvejende katolsk befolkning på 40 mill.) synes fuldt optaget af at konsolidere sig og overleve. Men vi mødte dog et yngre præstepar oppe i Istebna, oppe i bjergene i grænseområdet mellem Polen, Tjekkiet og Slovakiet, hvor vi var på en hyggelig udflugt sammen med medlemmer af kirkekoret fra Jesuskirken i Cieszyn. Og den unge præst fik jeg en ret god samtale med - samtidig med, at han jo fik sin materiale-pakke.
Og inden vi drog af sted - med samlingspunkt netop ved den store flotte Jesuskirke - fik jeg taget et billede af Wladyslaw Stefek og mig foran statuen af den lutherske præst Jerzy Trzanowski (1592-1637), som havde været "tre slaviske folks evangeliske salmedigter", nemlig polakkernes, tjekkernes og slovakkernes. Dette billede sammenfatter såvel hele forløbet tilbage fra 1990 af som hele denne rejse gennem netop disse tre lande.
I forhold til 1997-ekspeditionen var dette en beskedent anlagt rejse, som skulle indeholde et ret stort element af rekreation. Men det mellemkirkelige kom alligevel til at fylde ret godt. Og EU-perspektivet - eller det storeuropæiske perspektiv - kom til at tegne sig stærkt. Samtidig med, at vor danske selvbevidsthed blev yderligere styrket. Ganske særligt står det mere klart end nogensinde før, at vi altså har en stor og sund tradition her i vor kirke, med et stærkt potentiale, som vi simpelt hen ikke kan tillade os at forholde først og fremmest vore kriseramte evangelisk-lutherske konfessionsfæller[15], men som vi også må gøre gældende over for den store tilbageblevne del af den gamle Vestkirke: Den Romersk-Katolske Kirke. Det er udmærket, hvis det ikke bliver til noget egentligt med Retfærddiggørelseserklæringen. Men samtalen og samværet, samkvemmet må fortsætte. Og hvad EU angår, så kan jeg ikke se nogen anden mulighed. Hvilket absolut ikke er ensbetydende med, at jeg siger ja eller halleluja til alt, hvad der har med EU at gøre. Men så må vi også her gå ind og konstruktivt gøre vor indflydelse gældende. Sammen med ligesindede i de andre lande.
I øvrigt kom vi hjem til en 6. søndag efter trinitatis-højmesse i Herritslev Kirke med deltagelse af 46 russiske ASF-feriebørn med ledere, hvilket i al beskedenhed blev en bekræftelse på, at dansk lutherdom sagtens kan vække respekt hos medlemmer af de to store gamle kirker.
Bent Christensen
* * *
[Dansk
Kirketidende 3-6/1998]
Denne rejseberetning med tilhørende betragtninger skal i høj grad læses i forlængelse af mit indlæg i Hauge-fejden: "EU-positiv først, dansker så!" (nr. 15/97). Idet jeg nemlig må sige, at alt, hvad jeg skrev dengang, er blevet bekræftet. Sammen med alt, hvad jeg tidligere har skrevet her i bladet om kirkesynet i almindelighed og synet på det mellemkirkelige (økumeniske) i særdeleshed.
Rejsen blev foretaget i perioden 09.09-03.11.97[22] af mig selv og min medarbejdende ægtefælle Anna (derhjemme også organist og børnekorleder). Vi blev støttet af Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg, jeg af Demokratifonden. Der var altså pdes. tale om et selvbestaltet projekt, planlagt og forberedt af mig selv siden 1995, men pdas. allerede i kraft af denne støtte om et besøg af en vis officiel karakter. Hvortil kommer de anbefalings- og støtteskrivelser, jeg dels havde sendt forud, dels medbragte fra: biskop Thorkild Græsholt, biskop Holger Jepsen, Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg, Dansk-Russisk Forening, CEKK[23], Center for Grundtvig-Studier, Dialogcentret og Ry Højskole. Samt fine tryksager fra Folketinget, Udenrigsministeriet, Århus Universitet og Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Og modtagelsen derovre svarede i rigt mål hertil. Med det russisk-ortodokse ærkebispedømme i Kazakhstan som et overvældende slut- og højdepunkt.
Det hele begyndte i 1962-64, da jeg under aftjeningen af min værnepligt blev uddannet til såkaldt sprogofficer med russisk, en uddannelse, jeg fulgte op med cand. mag. eksamen i dansk/russisk i 1968 (og fra 1990 med polsk-studier). Senere blev jeg så præst og Grundtvig-forsker - med et af denne kombination følgende syn på både Folkekirken og det økumeniske, som (hvad der vil være "Dansk Kirketidendes" læsere bekendt) nok i nogle henseender afviger fra, hvad der for tiden er standardopfattelsen i grundtvigske kredse, men som efter min egen mening er et til tidens tarv og vilkår passende grundtvigsk syn, der således heller ikke nede i dybden afviger fra det syn, ud fra hvilket mange i den grundtvigske lejr indtager en kritisk holdning til den institutionaliserede økumenisme. Og jeg er nødt til at fremhæve disse ting, ikke mindst her i bladet. For der er jo tale om en - til dels ved tilfældighedernes spil opstået - kombination af sproglige og kirkesynsmæssige forudsætninger samt en fordybelse i Grundtvigs teologi om "det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed med særligt henblik på den erkendelses- og livsoplysningsmæssige side deraf"[24], hvilket jo også er teologien bag Grundtvigs tanker om den, i høj grad også derovre, berømte danske Folkehøjskole (i hvis tradition der, trods al aktuel krise, ligger et stort potentiale). Dette er en stærk dansk eksportvare. Sammen med Grundtvigs teologi overhovedet og det store økumeniske potentiale i den.
Men hvorfor vil man ikke forstå dette hjemme i "Grundtvigheden"? Hvorfor vil man overlade det til Missouri-Synoden, og dem, der er endnu værre, at vise den "protestantiske" fane derovre? Som vi igen og igen sagde til hinanden: "De er ikke rigtig kloge, dem derhjemme, der ikke kan se, hvor vigtigt det er, at netop den danske kirke, og ganske særligt repræsentanterne for den grundtvigske tradition, er med på det kirkelige verdensplan?". For vi har jo i virkeligheden store rigdomme og en rodfæstet evangelisk sundhed i vores tradition. Som navnlig vil komme til syne, hvis vi får aflagt nogle af de værste unoder, vi har fået tillagt os. Med al vor vitterlige elendighed er vi jo, i hvert fald i vor tradition og i vort potentiale, en kirkelig og teologisk stormagt. Dette gælder i høj grad også i forhold til flere af vore lutherske søsterkirker.
Men ellers var det jo begivenhederne i årene 1989-91, der fik trukket os dybt ind i et mellemkirkeligt og -kulturelt engagement i de postkommunistiske vest- og østslaviske lande, med Polen og Rusland som de vigtigste, men nu med Kazakhstan på en fremtrædende plads også.
Det er ud fra enhver betragtning nødvendigt, at det danske engagement i det tidligere Sovjetunionen bliver styrket og udvidet. Her kan nævnes alt, lige fra den indlysende kirkelige grund, at medlemmerne af den kristne familie simpelt hen må omgås hinanden på samme måde, som det er tilfældet i almindelige menneske-familier, og så til de mange forskellige snævrere eller videre sikkerhedspolitiske perspektiver, der kan peges på. Mellem disse yderpunkter ligger så hele skalaen af kulturelle, økonomiske og politiske grunde. Hvor der jo tegner sig meget spændende og frugtbare muligheder - selv om der unægtelig også er mange dystre og truende ting der tegner sig. Vi må simpelt hen have såvel den østlige del af Kirken som den østlige del af Europa med ind i fællesskabet. Og det er de jo også selv meget ivrige efter. Altså dem, der er det. Hvilket så er en yderligere grund til, under alle omstændigheder at dyrke fællesskabet med i hvert fald dem!
Nu hører jeg jo ikke til dem, der skammer mig ved det kirkelige som sådant og vil prøve at hylle det ind i mere eller mindre "folkelige" og "kulturelle" ord og aktiviteter. Men det er gået mig sådan, at mit eget teologiske arbejde med spørgsmålet om "det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed" nu fører mig videre over i nogle mere "poetiske" ting, både i en bredere "livs-poetisk" betydning og i en mere specifik kulturel og litterær betydning. Så de områder bliver jeg for min egen skyld nødt til at koncentrere mig om, også i mine aktiviteter ovre østpå. Hvor det så er et åbent - og dermed spændende - spørgsmål, hvor direkte og direkte positiv en vekselvirkning der kan blive tale om, eller om det bliver på en mere indirekte måde, eller på en måde, hvor det er selve livet i vekselvirkningen, der bliver hovedsagen.
Og så kan der nok alligevel blive tale om en tilbagevirkning på selve det kirkelige også. For da jeg spurgte en af de fremtrædende "liberale" russisk-ortodokse teologer, vi mødte, hvad vi fra vort lille lands og vor lille kirkes side kunne gøre for, på en hæderlig og frugtbar måde at støtte og styrke netop disse kredse, svarede han: "Det er bedst at mødes i kulturen"! Ja, det er sørgeligt at skulle indrømme det, men de officielle kirkelige (magt-)strukturer er ikke altid lige fremmende for det frie møde og den frie samtale mellem kristne fra forskellige afdelinger af Kirken. Vi må bare aldrig glemme, at trods alle sine medlemmers - og ikke mindst lederes - forfærdelige synder er Kirken stadigvæk Kirken. Vi må under ingen omstændigheder gemme os i en mere eller mindre kultursnobbet enkeltmandskristendom, men tværtimod bestræbe os på at leve bedre som kirkekristne - og så ellers dyrke "kulturen" og engagere os i livet for livets egen skyld.
Vor rejse omfattede byerne Sankt Petersborg, Moskva, Omsk og Almaty - som Kazakhstans "sydlige hovedstad" nu hedder. (Man er netop ved at gøre den nordlige by Akmola til ny hovedstad, hvilket formodentlig er et modtræk fra Kazakhstans side mod eventuelle russisk-nationalistiske drømme om indlemmelse af de nordlige, med mange russere befolkede, områder i Den Russiske Føderation).
Foruden Den Russiske Ortodokse Kirke besøgte vi den finsk-russiske evangelisk-lutherske Ingermanlandske Kirke og den tysk-funderede ELKRAS-Kirke[25]. Og vi besøgte universiteter, kulturelle miljøer m.m. En meget bred og alsidig kontakt. I Sankt Petersborg fx lige fra den fremtrædende "liberale" teolog (og så dog samtidig repræsentant for metropolitten) Vladimir Fjodorov til musiker- og sangerparret Irina Kovalenko og Maksim Pashkov, som vi i sin tid havde mødt, da de optrådte på Teatercafeen i Nykøbing F. under de af Dansk-Russisk Forening arrangerede "russiske dage" i september 1996.
Et helt særligt højdepunkt, for så vidt angår den lutherske side, var mit møde med et underudvalg under den fælles (ELKRAS og Ingermanland) evangelisk-lutherske salmebogskommission, som i forvejen - efter opfordring - havde fået fem danske salmer i min russiske oversættelse. Resultatet bliver formodentlig, at i det mindste "O kristelighed" kommer med ("Jedínstvo s Khristóm"). Men desuden måske også "Som den gyldne sol frembryder" ("Sólntse útrom vdrug sijájet" og "I al sin glans nu stråler solen" ("Uzh sólntsa pólnyj blesk sijájet"). Alt selvfølgelig efter gennemsyn ved kyndige russere.
Storslået var det også at optræde i en Sankt Petersborg’sk kristen lokalradio, hvor Anna til mit akkompagnement demonstrerede "Nu takker alle Gud" (som et dansk eksempel på noget fælles), og hvor jeg læste op af ovennævnte salmeoversættelser og fortalte om mig selv og den danske kirke.
Som regel læste jeg også oversættelsen af "O kristelighed" op som led i mine forelæsninger. Som et koncentreret eksempel på dansk luthersk-grundtvigsk kristendom. Desuden den oversættelse til en slags prosadigt af "Søndag morgen fra de døde", jeg læste op for nuværende metropolit Pitirim, da han i 1986 besøgte Lolland-Falsters Stift. Den er jo et udslag af Grundtvigs "græske (dvs. ortodokse) vækkelse" i 1837 og dermed et meget direkte udtryk for hans økumeniske potentiale, ja, for den særlige forbindelse, der takket være Grundtvig kan ses mellem netop den danske kirke og Østkirken. Men så også en tilsvarende oversættelse af strofen "Er os tomme ord og lyde" samt et referat af "Menneske først og kristen så".
I forbindelse med forelæsningerne efterlod jeg foruden det omtalte officielle materiale også det engelske resumé af William Michelsens anmeldelse i "Grundtvig-Studier" af min licentiatafhandling "Fra drøm til program" og det engelske resumé af "Omkring Grundtvigs Vidskab" (se note 3) samt en oversættelse til russisk af en samling af de mest centrale Grundtvig-citater i denne afhandling - dog med et meget vigtigt citat fra Kim Arne Pedersens licentiatafhandling som det allerførste! - Som et eksempel på, hvordan også andre end jeg selv her i stiftet ser på det økumeniske, medbragte jeg desuden en russisk oversættelse af sognepræst i Hunseby Michael Fagerlunds til såvel vort lokale kirkeblad som dette formål af mig bestilte artikel: "Forskellighed i enhed".
Det grundtvigske syntes at slå ganske godt igennem derovre. Mange tilhørere fik tydeligt lys i øjnene, når jeg talte om "livsengagementets kristelige nødvendighed" (herunder også den lutherske kalds- og arbejds-etik). I Feodor Studit-kirken kom en ung dame hen og fortalte glædestrålende om, hvordan hun og andre i menigheden mindedes det Grundtvig-foredrag, jeg havde holdt for dem i København 1996, hvor de med støtte fra Demokratifonden havde været Paulus-Samfundets gæster. Ja, de havde viderekopieret og -fordelt de eksemplarer af mit manuskript, jeg havde givet dem. En ung mand i menigheden spurgte, hvordan det gik med min disputats!
Men et vigtigt punkt i Sankt Petersborg-delen af rejsen var også mødet med Det Kristne Økumeniske Diakoniråd, hvis medlemmer havde besøgt Danmark, nogle også Lolland-Falsters Stift, i 1996, og hvori indgår både danske Maria Nedergaard og hendes russiske mand Pavel, en ung ortodoks Sankt Petersborg-teolog. Samtalen med dem og Pjotr, en anden ung teolog, var meget oplysende, og oveni fik vi mødet med Vladimir Fjodorov, som på en helt enestående måde forener sin stilling som repræsentant for metropolitten med en særdeles "liberal" - eller bedre: "åben" - holdning ("liberal" er et "belastet" ord, de "liberale" ("åbne") ikke selv ynder). Desuden er han leder af et studie-center, hvor man under en kristelig synsvinkel arbejder med de humanistiske videnskaber. Formodentlig ikke helt et "russisk svar" på Grundtvigs "Göteborg", men under alle omstændigheder noget, det vil være særdeles interessant at komme i samarbejde og dialog med - også selv om dialogen måske kan blive kritisk. Vladimir Fjodorov har studeret i Tyskland og taler udmærket tysk.
Dette økumeniske råd var desværre også et af de to steder, hvor man bragte "velsignelsessagen" frem. For mit eget vedkommende havde jeg jo frygtet for at skulle blive konfronteret med dette pinlige emne, men besluttet mig for, under ingen omstændigheder selv at bringe det på bane. Idet jeg dog havde oversat mit åbne brev af 24.05.97 plus slutningen af et tidligere læserbrev (KD marts 1997) til russisk, så jeg i givet fald kunne vise det frem. Det gjorde jeg så i de to tilfælde, hvor man sagde til mig, at sådan noget som dette nu heller ikke ligefrem gjorde det lettere at være åben over for den lutherske kirke. Og for at vise, hvordan jeg prøver at optræde i denne sag, vil jeg her citere den ovf. omtalte læserbrevs-slutning:
"Vi er i Den Danske Folkekirke ikke værre end jer andre. Sådan set tværtimod. Det er netop vores godhed og vores dybt evangeliske sindelag, der ligger bag. Det er med dette som med mange af de andre problemer, vi for tiden slås med i det danske samfund overhovedet: Det stammer alt sammen fra noget, der er gjort i den allerbedste mening. Men jeg er selvfølgelig ked af, at vi nu (midt i en i det hele taget meget vigtig og vanskelig situation) også skal blive kendt for dette ude i resten af Kirken. Og selv kommer jeg aldrig til at forrette en sådan 'velsignelse'".
Hele udturen fra Sankt Petersborg til Almaty gennemførte vi med tog. Sammenlagt ca. 3½ døgns kørsel over fem nætter - i ganske behagelige topersoners sovekupeer. Vi så de sørgelige rester af de også i sin tid hæslige kolkhozer. Med de blegnede propaganda-tavler ved indgangene. Men også de lave Ural-bjerge og de levende birke-snehegn langs sporet. På vej ned gennem Kazakhstan heste og kameler ude på steppen - og en enkelt kamel mellem husene i en lille stationsby.
Og vi mødte mennesker, når vi færdedes. For eksempel den fine ortodokse dame i bussen fra Koltushi (hvor vi boede på Den Ingermanlandske Kirkes Uddannelsescenter) til Sankt Petersborg, som sagde alle de rigtige grund-kristne og åbne ting. Med stærk afstandtagen fra magt-mændenes kirke-politik. Og som til sidst ønskede os Guds velsignelse og gav os nogle af de æbler, hun var på vej ind fra datshaen til venner og slægtninge med.
Eller der var den blinde unge mand, vi kom til at stå ved siden af under aftensangen i en lille ortodoks Moskva-kirke, og som først troede, vi var lokale, men til sidst, da jeg havde hjulpet ham, så godt, jeg kunne, men derved også afsløret, hvem jeg var, gav mig et stort økumenisk knus.
I Omsk var vesterlændinge endnu et virkeligt særsyn, så at vi overalt blev mødt med en helt usminket, men utrolig venlig interesse. Byen havde pga. sin militærindustri været lukket område indtil for få år siden.
Samtidig var civilisationen virkelig høj i denne vestsibiriske by. Efter de økonomiske forhold høj standard og højt humør på vor lokale kontakts børnehospital. Og hvilken litteraturaften vi dumpede ind i få timer efter vor ankomst! Hovedoptrædende var "poetessen" (sådan blev hun præsenteret!) Galina Kudrjavskaja, som præsenterede og læste op af egne tekster. Der var i det hele taget en forunderlig tilstedeværelse af overvintret før 1917-dannelse. Men også stort bifald til min lille improviserede tale om nødvendigheden af og muligheden for et tættere kulturelt samarbejde mellem denne kultur, og så lille Grundtvig-Danmark.
Af helt særlig karakter var de seks private middage, heraf de fire i private hjem, vi fik lov at deltage i. I to tilfælde med håndplukket udvalg af kulturpersonligheder. Hvis der er nogen, der kan spise og drikke og tale højt og dybt og vedvarende om de store ting, så er det russere!
Mere "hjemlige" sociale begivenheder var middagen hos den svenske vicekonsul i Sankt Petersborg med deltagelse af den svenske Moskva-ambassades kulturattache (som ved bordet kunne fortælle mig, at han havde set mit hjemmefra afsendte læserbrev på forsiden af "Literaturnaja Gazeta") og frokosten hos ambassadør Christian Hoppe på den danske ambassade i Moskva - sammen med fader Pavel Visjnevskij og Connie Meyer, hvorved denne frokost blev et dejligt skulderklap fra den danske udenrigstjenestes side til Paulus-Samfundets enestående dansk-russiske, luthersk-ortodokse arbejde. Se videre nf.
Under rejsen holdt jeg hele prædikener på russisk (samt assisterede ved nadveren m.m.) i to lutherske kirker og fremførte kortere hilsener i tre andre, alle gange iført min medbragte danske præstekjole, som jeg desuden bar, da vi i følge med Den Ingermanlandske Kirkes biskop Are deltog officielt i den nedenfor omtalte genindvielse af den tyske "Petrikirche" i Sankt Petersborg. Desuden fremførte jeg hilsener i to ortodokse kirker - hvilket sidste er noget meget stort og positivt under de aktuelle meget vanskelige forhold, hvor der i Den Russiske Ortodokse Kirke er en stærk, til dels direkte "sort" nationalistisk og isolationistisk fløj, som prøver at tyrannisere alt og alle.
Den første ortodokse kirke, jeg fik lov at sige nogle ord i i forbindelse med en gudstjeneste, var Den Hellige Feodor Studits Kirke i Moskva, "Paulus-Samfundets" samarbejdsmenighed, som vi også havde besøgt i 1994. Men denne gang blev det til et virkeligt dybdebesøg i menigheden. Lørdag eftermiddag den 11. oktober holdt jeg for lørdagsskolens børn med tilhørende voksne det russiske lysbilledforedrag, vi selv kalder: "Om os selv og det, vi tror på. Om Anna og Bent, Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat og Lolland-Falsters Stift". Sent på aftenen holdt jeg det een gang til. Efter at vi havde oplevet en dåb (som der kunne skrives en helt særskilt artikel om) og deltaget i aftensangen. Så spiste vi sammen med en del af menigheden. Men kom ikke til at gå, før vi havde overværet en kirkelig trolovelse - i forbindelse med hvilken fader Pavel bl.a. helt direkte håndfast lærte pigen, hvordan hun skulle slå kors for sig, så det kom til at gælde pande, hjerte og skuldre: forstand, følelse og styrke.
Om søndagen deltog vi i hele liturgien (som gudstjeneste jo hedder på græsk og russisk). Dvs. jo desværre ikke i nadvermåltidet, hvilket i forhold til såvel den romersk-katolske som den ortodokse kirke er det mest forargelige af alt, hvad der er galt i Kirken: at nogen tillader sig at sætte sig på Herrens Nadver og inddrage den i deres kirkelige magtspil! Men her må vi som de stærkere brødre (jfr. 1. Kor. 8,10ff) væbne os med tålmodighed. Idet vi altså også gør os klart, at de medkristne, vi faktisk er sammen med, i de fleste tilfælde nok gerne ville have os med i deres nadverfejring.
I hvert fald havde fader Pavel allerede fra lørdag eftermiddag over for børnene og om aftenen over for de voksne i de mest pædagogisk-malende vendinger, dvs. med realistisk hensyntagen til de herskende fordomme mod os fra Vesten, talt meget stærkt og smukt økumenisk om os og Danmark og den danske kirke. Hvad han gjorde igen efter selve liturgien, medens Anna og jeg stod ved hans side oppe foran ikonostasen. Han fremhævede - ud fra vore lysbilleder - stærkt de lollandske roemarker og fiskekasserne, der fungerede som alter ved gudstjenesten på Errindlev Havn, men understregede, at det altså ikke var vilde mennesker, der boede på disse øer i den vestlige ende af Det Baltiske Hav.
Og jeg fik ordet. Jeg udtalte min hilsen fra alle i menighederne derhjemme, fra Det Mellemkirkelige Udvalg og fra biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Holger Jepsen. Og jeg understregede, at selvfølgelig er der problemer både i hver enkelt afdeling af Kirken og mellem de forskellige afdelinger. Men altså afdelinger. For der er jo naturligvis kun een Kirke, så vist som der kun er een treenig Gud og een Herre Jesus Kristus. Men trods alle vanskeligheder havde vi alligevel kunnet være så dybt og kærligt sammen med disse vore brødre og søstre i Kristus. Hvad jeg takkede meget for. Og jeg forsikrede dem, at de aldrig fra den evangelisk-lutherske Danske Folkekirkes side ville blive udsat for proselytisme af den art, som Rusland desværre plages af fra mange andre sider, men at det eneste, vi ønskede, netop var, bogstavelig talt at leve broderligt og søsterligt sammen med dem, i fri omgang og tankeudveksling med hinanden.
Det andet sted sagde jeg - en del kortere - det samme. Men til gengæld i en endnu vægtigere situation. Det var i Domkirken i Almaty, hvor vi også havde deltaget i såvel lørdagens aftensang som søndagens liturgi. Begge gange på ærespladser. Og begge gange med ærkebiskop Aleksij himself som gudstjenesteleder i den helt store stil.
Det var meget stort at stå og sige disse ting foran ikonostasen lige over for ærkebiskoppen i fuldt skrud - medens jeg forsigtigt optrådte i almindeligt tøj. Og ærkebiskoppen havde introduceret mig i ikke ringere økumeniske vendinger, end fader Pavel havde gjort. Bl.a. med udtrykkelig fremhævelse af den økonomiske hjælp fra Danmark. Under min lille tale, ikke mindst under sætningen om nul proselytisme fra vor side, kom der store smil fra såvel de medvirkende gejstlige som fra menigheden.
Bagefter måtte jeg ude på trappen give en mand en dansk præstelig velsignelse. Sådan noget er jo ellers fjernt fra os. Men der var ikke andet at gøre end at sige et par ord og slå et kors for ham.
Til gengæld kom en anden mand hen til mig og sagde, at jeg aldeles ikke skulle komme og kalde mig hans broder i Herren, for han havde været i Jerusalem og kendte godt forskel på Guds vej og Satans vej!
Således opnåede jeg på vej ned ad denne trappe at opleve hele spændvidden i Den Russiske Ortodokse Kirke.
Under turen holdt jeg tre foredrag i menighedsforsamlinger, to foredrag/forelæsninger på luthersk præsteskole, een forelæsning på ortodoks præsteskole og fem universitetsforelæsninger. Desuden samtaler med børn på en ortodoks skole i Almaty - for det meste på engelsk, som de ivrigt studerede helt fra anden klasse af!
I forbindelse med et amts-præstemøde fik jeg ikke alene lejlighed til af holde mit lille foredrag om den danske kirke gennem 1000 år for Almaty og omegns samlede gejstlighed, men jeg fik også overdraget samtlige præstestuderende og nogle korlederstuderende på det seminarium, mødet blev holdt på, til min Grundtvig-forelæsning med tilhørende uddeling af materiale. For enkelte af disse studerende var talen om "det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed" klart for meget af det gode. Men andre fik lys i øjnene.
Midt i alt dette gjorde vi os selvfølgelig vore tanker om, i hvilket omfang ærkebiskoppen havde opbakning hos sine gejstlige bag denne overvældende åbenhed. Navnlig skottede vi under frokosten noget over mod en skråt over for os siddende dybt russisk udseende gejstlig. Men pludselig smilede han lunt til os og åbnede op ved at sige: "East-West, home is best"!
Der blev også lejlighed til gode samtaler med ærkebiskoppen, fx om forholdet mellem inkarnationen og ikonerne. Hvor jeg kunne anlægge min Grundtvig-vinkel om i hvert fald skaberværkets almindelige billedlighed og sammenhængen mellem den og inkarnationen.
Hvad de to lutherske kirker angår, var det fx spændende at deltage i gen-indvielsen af "Petrikirche" i Sankt Petersborg. Nydeligt restaureret. Med snild bevarelse af side-tilskuerbænkene fra den svømmehal, kirken havde været omdannet til i sovjet-tiden.
Og det var fantastisk at opleve det velkendte, grund-lutherske på russisk/kazakhstansk jord og i det russiske sprog. Men også med andre forskelligheder: Pdes. med flere gudstjenesteled bevaret (i svensk-finsk eller tysk tradition) og pdas. med forskellige grader af dels gammel pietistisk, dels ny amerikansk indflydelse.
Det vrimlede med trenchcoat-klædte folk fra Missouri-synoden derovre. Samt bøger og andre tryksager. Og det var blandt andet i denne forbindelse, vi gang på gang spurgte os selv, hvorfor det kun skulle være sådan nogle, der skulle føre sig frem derovre i denne helt enestående og helt afgørende situation, medens fx de danske grundtvigianere holder sig fornemt og selvtilstrækkeligt tilbage. (Men som jeg jo undertiden siger til mine ortodokse venner: "Ja, I har jeres isolationistiske fløj, men vore "hard core" anti-økumenikere står på en vis måde ikke tilbage for jeres!").
Men oplevelsen af disse lutherske gudstjenester gjorde det også klart, at det virkelig må og skal være sandt, når jeg ved enhver lejlighed forsikrer, at vi fra vor side ikke vil drive proselytisme. For som jeg også fik lejlighed til at fremføre derovre, så ved vi jo netop i vor grundtvigske tradition, at Kirken nødvendigvis må antage skikkelse af folke-menigheder.
Der er for mig ingen tvivl om, at det er både moralsk og strategisk forkert at drive proselytisme i Rusland/SNG. Hvorfor jeg også er meget kritisk over for Den Romersk-Katolske Kirkes fremfærd. Vi så fx en stor romersk-katolsk kirke under opførelse i Almaty - selv om der kun er meget få katolikker i byen. Men som en af vore ortodokse ledsagere sagde: "De bygger for århundreder!".
Ikke at fx vi lutheranere ikke skal både omgås og støtte de jo århundredgamle lutherske kirker derovre. Også med "risiko" for, at et vist antal russere m.m. går hen og bliver lutheranere. Men hoved-strategien må jo være netop det frie og åbne broderlige samkvem i gensidig respekt.
Den allerførste morgen i Almaty spiste vi på hotellet morgenmad med en flink kroat. Han var ved at forberede et kroatisk olieselskabs aktiviteter i Kazakhstan. Dette nye land er jo med sine 17 mill. indbyggere og store steppe-ørkenstrækninger verdens i areal niendestørste land med bl.a. store forekomster af mineraler og olie.
Men det var ikke det. For da han nærmest ville til at hyre mig som kultur-konsulent for sit oliekompagni, gav jeg ham et af de fine russisk-sprogede præste-visitkort, jeg har lavet på min computer. Og så fik jeg ellers hans beretning om, hvordan han, der var ud af en ortodoks familie, som voksen var gået over til den lille lutherske kirke i Kroatien, fordi han ville "ud af ufriheden og frygten i den ortodokse kirke"! (Vi har hørt Karsten Fledelius fortælle om tilsvarende oplevelser netop også i det tidligere Jugoslavien).
Altså: vi skal ikke skjule det lutherske lys under en spand af misforstået pænhed. Lad også bare alle de russere m.fl., der på en naturlig og hæderlig måde kommer til det, blive medlemmer af en af de lutherske kirker derovre. Men hovedstrategien må jo - i overensstemmelse med Luthers eget anliggende - såvel over for den tilbageblevne del af Den Romersk-Katolske Kirke som over for Østkirken være, simpelt hen at gøre det lutherske lys og den lutherske dybde gældende i det åbne og frie samkvem - og så ellers lade Helligånden og Evangeliets sandheds-kraft om resten.
Anna og jeg har et dybfølt og ægte ambivalent forhold til de ortodokse gudstjenester. Lad os tage det negative først: De er en bedemølle uden lige. Og der er en helt ukristelig ekshibitionisme i al den megen korsen sig og bukken og knælen og ikon-kysning (af især helgen- og Maria-billeder!).
Men så det positive - som netop vil blive bevaret i tilfælde af en reformatorisk renselse gennem bl.a. samkvemmet med os.
Her vil jeg allerførst pege på kirkesangen: koret/korene og (på visse højdepunkter, i større eller mindre udstrækning) menigheden. Den er sublim. Såvel i selve sin enkle musikalske skønhed (dog med store lokale variationer) som i sin absolutte indordning i gudstjenestens helheds-forløb. Hvor må vi skamme os her i Folkekirken med umotiveret, larmende orgelspilleri, motet-afsyngelse og ting, der er puttet ind til kirkemusikernes ære og udfoldelse og menighedens underholdning.
Også så grimme mange af disse "protestantiske" ting simpelt hen er. Men hvor en ret luthersk menighedssang i en ret gudstjenstlig helhed jo sagtens vil kunne stå sig. Ikke med den samme skønhed som de bedste russiske kor. Men det er også underordnet. Hele menighedens deltagelse i det hele har naturligvis forrang fremfor skønheden.
I denne forbindelse kan også lysene nævnes. Selv om jeg for mit vedkommende grundlæggende hører til de "lys-skeptiske". Men hvis der skal "tændes lys" i kirkerne (hvad jeg altså ikke siger der skal), så er "den ægte vare" i hvert fald smukkere, både vokslysene og stagerne, end fyrfadslys i en grim jernglobe!
Og så er der røgelsen. Som gamle domprovst Felter udtrykte det på et stiftspræstekursus for nogle år siden: "Hvad uevangelisk er der ved røgelse?". - Det er dejligt at blive røget, velsignet. Det dufter dejligt. Bjælderne klinger smukt i karrets rolige trefoldige rytme. Og røgens opstigen gør det jo synligt, at velsignelsen er en bøn.
Dertil hele den fortrolighed og ro, der er over gudstjenesten. (Bortset altså fra den ekshibitionistiske uro omkring ikonkysseriet m.m.). Alt hviler i traditionen - uanset hvad vi andre med rette kan indvende mod både det ene og det andet. For det, jeg skriver her, skal altså ikke forstås som en uhæmmet turistbegejstring for alt det ortodokse. Men hver side af sagen må bedømmes for sig.
En meget vigtig del af gudstjenesteoplevelsen (og det gælder jo især selve liturgien, "højmessen"[26]) er selvfølgelig genkendelsen af hele gangen i den og af alle de gamle led, som også er bevaret i den vestlige, herunder den lutherske, tradition. Fx lige efter Den store Indgang: Trosbekendelsen. Den apostoliske velsignelse. "Opløft jeres hjerter ...". Præfation (svarende til vores: "Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige ..."). "Hellig, hellig, hellig ...". Indstiftelsesordene. Alt næsten helt ordret, som det er bevaret også hos os. Men også mere. Særlig gribende for Anna og mig er det at opleve "live", hvad en af vore gamle præstevenner med speciale i oldkirkelig liturgi altid talte om - imod den falske tale om "de hellige" og nadveren - nemlig det sted lige før altergangen, hvor præsten siger: "Det hellige for de hellige". Og hvor koret så svarer: "Een er Hellig, een er Herre, Jesus Kristus, til Gud Faders ære. Amen".
Og der bliver prædiket. Med glædeligt overraskende kraft og livlighed. En egentlig vurdering af "retningen" i det, der bliver sagt, skal jeg ganske vist nok afholde mig fra at prøve at give. Dertil er mit erfarings-grundlag for sparsomt og usikkert. Men forkyndt noget midt i bedemøllens gang bliver der i hvert fald.
Rusland er et gådefuldt og dybt splittet land. Med meget store problemer. Den mest sublime skønhed i kirkens gudstjeneste og arkitektur. Og tilsvarende i de verdslige kulturelle sammenhænge. Men samtidig et overraskende roderi og svineri på mange af de mere ydmyge steder. Dog er fx metroen ren og velfungerende. Også gaderne er faktisk ganske rene. Bortset fra de mange spytklatter på fortovene. Er de en følge af den forfærdelige luftforurening? Eller af sovjettidens undertrykkelse og nutidens dårlige økonomi og sociale uretfærdighed - så man bogstavelig talt hævner sig ved at spytte på den jord, man træder på?.
En enkelt, meget kompetent kritiker, selv med ortodoks rod, så en forbindelse mellem den ortodokse "himmelteologi" og ringeagten for fx elementær orden og renlighed ude i hverdagen. Som om man slet ikke ser hverdagen. Han karakteriserede det rent ud som en særlig form for manikæisme. Og selv har jeg tænkt over, om ikke den kommunistiske evne til i det mindste at lade, som om man ignorerer den aktuelle elendighed, medens man skuer frem mod den kommunistiske slut-tid, er en sekulariseret afart heraf. Det er næsten den eneste måde, man kan noget i retning af forstå, hvordan man har kunnet sætte alle disse store billeder og slagord op i de grimmeste og mest elendige omgivelser. For slet ikke at tale om de mange, ganske vist næsten udelukkende ældre russere, der ikke har mistet deres kommunistiske tro eller drøm endnu.
Ja, miljøproblemerne. Det er ikke bare en grim, det er også en stinkende ruin, kommunismen har efterladt. Mest mærkbar for den besøgende er som sagt byernes luftforurening. Ofte er det, så man på een gang er ved at blive kvalt og skal til at kaste op. Og mange træer ser ud til at lide frygteligt. Også helt ude i Uralbjergene og Vestsibirien. Det var nogle ret ynkelige birketræer, vi så fra togvinduet. Men vandet i hanerne er nu heller ikke for godt. Selv om det vist egentlig er blevet noget bedre, end det var for tre år siden.
Og en mærkeligt passivt opgivende holdning hos folk: "Det bliver ikke bedre i vor tid. Måske i vore børnebørns". Man hører ikke meget om, at man selv må gøre en indsats. Egentligt initiativ synes at være forbeholdt de såkaldte "nye russere" af mere eller mindre kriminel art. - Dog, det er jo ikke så "mærkeligt" endda. Hvad der end måtte ligge dybt i russernes folke-sjæl, så er der i hvert fald gået meget initiativ med i købet under trekvart århundredes kommunistisk terrorregime.
Men russerne, som man møder dem, er i almindelig omgang de mest bløde og dejlige mennesker med en helt uforligneligt charmerende sprogmelodi. Bare nogle helt almindelige dagligdags sætninger er den sødeste musik. Det er en stor menneskelig oplevelse, simpelt hen at være sammen med russere. Ikke mindst omkring et bord. Her kommer deres særlige blanding af ublasert umiddelbarhed og højt kulturelt stade til fuld udfoldelse.
Også selve Den Russiske Ortodokse Kirke er i dyb krise og splittelse. Højrefløjen har vi af gode grunde ikke mødt (bortset fra ham manden på trappen i Almaty, omtalt i anden del). Og de gode repræsentanter for gejstligheden, vi har mødt - med ærkebiskoppen i Kazakhstan som et helt fantastisk eksempel - har jo bare været gode. Men ude i yderkanterne af det ortodokse miljø har vi igen og igen hørt en meget stærk kritik af den ortodokse kirkeledelse, og altså især dennes højrefløj. Ikke mindst i forbindelse med den nye såkaldte lov om samvittighedsfrihed - den lov, som præsident Jeltsin, vel også under kraftigt pres fra Vesten, i første omgang nægtede at underskrive, men som i anden omgang er blevet vedtaget i en, efter kritikernes mening, blot sminket udgave.
Her har jeg ganske vist selv hele tiden prøvet at forsvare systemet. Idet jeg har gjort gældende, at der dog må gøres et eller andet for at dæmme op for alle de mange skrækkelige sekters gribbeagtige indhug i det store post-sovjetiske ådsel - i en helt usammenlignelig historisk krise-situation. Men kritikerne gør gældende, at der pdes. allerede i eksisterende lovgivning var hjemmel til at skride ind mod direkte kriminel aktivitet fra sekternes side, og at det pdas. ikke kan nytte noget, at Den Russiske Ortodokse Kirke prøver at søge ly bag statsmagtens lovgivning, når det er i den åbne åndelige kamp, den må vise sin styrke.
Det, kritikerne, vel at mærke gode ortodokse kristne, siger, er dels, at den ortodokse kirkeledelse søger at sikre sig et statsgaranteret religions-monopol, dels at hele den kommunistisk-nationalistiske højrefløj prøver at erstatte den fallerede marxistisk-leninistiske ideologi med en ortodoks-nationalistisk ideologi - som ikke har meget med egentlig kristendom at gøre. Som en af de virkelig kompetente kritikere sagde: "Hvad betyder det at sige: 'Jeg er ortodoks'? Hvad dækker det over? Ved de selv, hvad det dækker over? Det kan da i hvert fald aldrig have forrang for at sige: 'Jeg er kristen; jeg tror på Kristus'". Og man nævner igen og igen eksempler på, at folk, der fx på universiteter og lignende for 15 år siden var de største og mest militante ateister og marxister, nu er de første til at gå og holde øje med, om deres omgivelser nu også er "ortodokse" nok!
Men hvad modsætningerne inden for Den Russiske Ortodokse Kirke angår, må vi følge det samme princip som mht. proselytismen. Hvad der foregår internt i Den Russiske Ortodokse Kirke, kan ikke være vores anliggende, endsige "vores krig". Vi må grundlæggende optræde hæderligt og loyalt over for Den Russiske Ortodokse Kirke som sådan, dvs. som "den russiske folkekirke" (de forstår jo selv fra deres side udmærket folkekirke-kristendommens status som "stammereligion" i vores "gamle kristne land"). Idet vi dog samtidig også i denne henseende må forbeholde os retten til at omgås, hvem vi vil. Vor loyalitet over for "Den Russiske Ortodokse Kirke som sådan" kan aldrig skulle gå så vidt, at vi på nogen måde skulle føle os forpligtede til at lade være at omgås netop de "liberale" kredse, som ligner os mest.
I Moskva mødte jeg da også fx ledelsen af det frie "Forskningscenter for Religion og Samfund i SNG-landene og Baltikum", hvis "tilsynsråd" jeg er medlem af, og som jeg er den danske repræsentant for over for CEKK[27] og dertil hørende institutioner. Dette center udgiver årbogen "Dia-Logos" og må regnes for en meget interessant samarbejdspartner for os.
På lidt andre fronter besøgte jeg også såvel "Literaturnaja Gazetas" som "Radio Liberty’s" redaktioner med henblik på kommende samarbejde. Sidstnævnte har direkte bestilt min danske kommentar til den nye russiske religionslov (den danske udgave trykt i Kristeligt Dagblad 23.12.97 [og står nedenfor på undersiden her]).
Under indtryk af alt dette har vi fået dannet slagordet: "Frygt det værste, og støt de bedste!". For der er helt klart en kreds af "liberale", eller bedre: "åbne" folk, som under ingen omstændigheder må svigtes. Alene for deres egen skyld. Men jo også for sagens. Det er ud fra enhver betragtning af vital betydning at støtte en positiv udvikling i Rusland og de andre post-sovjetiske lande.
Men selv interesserer jeg mig jo især for det kirkelige og det kulturelle. Der vil kunne komme enorm gensidig kirkelig og kulturel berigelse ud af et øget samkvem under en gunstig udvikling. Også ud over de måske forholdsvis beskedne direkte bidrag, vi i første omgang vil modtage derovre fra. Det vil under alle omstændigheder være berigende for os, simpelt hen at være vidne til og deltagere i den historisk enestående proces, der er i gang derovre. Også som en måske overordentlig nyttig sidebelysning på de åndelige og kulturelle problemer, vi jo selv står med. Alene det at være med til at overveje, hvordan den vestlige indflydelse bør gøre sig gældende derovre, er en ren foræring med hensyn til vor egen selvforståelse i vort eget tidehverv.
I denne forbindelse vil jeg også pege specielt på yderområderne: Sankt Petersborg er en dejlig lys og åben østersøby - der sammen med de baltiske lande helt klart ligger inden for en videre nordisk horisont. Men det fjerne Omsk kan også være af særlig interesse for os. En millionby i det fjerne Sibirien med en åben, venlig og kultiveret befolkning, som meget gerne vil i forbindelse med Danmark. Endelig er der Kazakhstan - men derom i næste, og sidste, afsnit.
Kazakhstan er noget helt særligt. I dette centralasiatiske land mødes Øst og Vest og Syd og Nord i en efter omstændighederne åben, tolerant og livlig blanding. Måske er der i netop dette nye land helt særlige muligheder for os. Også selv om "omstændighederne" selvfølgelig ikke er rosenrøde. Det kan frygtes, at det ikke bliver til mere end de første ansatser, hvad den demokratiske udvikling angår. Og der er dem, der siger, at forventningen om enorme indtægter fra bl.a. de store mineral- og olieforekomster kan blive en sovepude af helt Saudi-Arabisk format. Men Kazakhstan har en i enhver forstand stor strategisk betydning. Fra toget så vi bæltesporene efter den netop afholdte store multinationale militærøvelse med bl.a. amerikansk, tyrkisk og russisk deltagelse. Og vestlige ledere kommer meget ofte på besøg.
Det er nok også på denne baggrund, vi skal se ærkebiskop Aleksíj’s enestående åbne og positive behandling af os. Personligt er han jo afgjort åben og interesseret i forhold til os i Vesten (jeg mødte ham i København i efteråret 1995). Men han er også i en position, hvor han har (kirke)politisk råd til at vise det, idet han efter alt at dømme er fuldt loyal mod Patriarken i Moskva (uden drømme om kirkelig løsrivelse) og tilsvarende også nyder dennes fulde tillid, samtidig med, at han står stærkt i det kazakhstanske samfund. Læserne skulle have set, hvordan han på nationaldagen den 25. oktober førte Anna og mig med frem i honoratiores-rækken ved højtideligheden foran parlamentsbygningen. Uden at se sig tilbage skred han forbi de maskinpistolbevæbnede vagter, idet han med høj røst forkyndte: "Det er gæster fra Danmark, jeg har med". Og ingen prøvede at standse os. Ligeledes skulle man have set, hvordan han og præsident Nazarbajev hilste på hinanden! Det er almindelig kendt, at disse to ledere har et direkte venskabeligt forhold til hinanden.
Men hvad nu forholdet mellem kristne og muslimer angår, synes Kazakhstan fortsat at være et helt forbilledligt land. På det store statsmuseum (se også nf.) så vi i afdelingen for den nye stats første år et dejligt billede af "vor egen" ærkebiskop Aleksíj og muslimernes overhoved (muftien) med en tekst, der frit kan gengives som: "Hvis der er to, der står sammen"!
I denne forbindelse må vort helt personlige møde med repræsentanter for den etnisk muslimske del af befolkningen omtales. Det er desuden en i flere henseender helt fantastisk historie. Fx det, at den begyndte på den tidligere Holeby Kro her i nabokommunen. Den er nemlig en del af ASF Dansk Folkehjælps landshovedkvarter. Så det var dér, jeg i oktober 1996 mødte Svetlána Shalakhmétova, der sammen med to andre udgjorde den kazakhstanske del af den delegation af ledere fra den russisk-kazakhstanske søsterorganisation Blagovest, som da besøgte Danmark.
Ja, Holeby Kro, som både Anna og jeg kender fra vor barndom og ungdom af. Og som vi nu også har oplevet i andre "russiske ASF-sammenhænge", nemlig når den lollandske del af de russiske ASF-børn har været indkvarteret der. Hvortil kommer, at det er en fast del af disse børns program, at de besøger vort pastorat, ser Herritslev og Musse kirker udefra - og i Musse sogn Mærsk McKinney Møllers fritidshus (et mindre gods); for ham kender de godt: den hvide stjerne på blå bund (som vi også selv har set, når vi har været i Rusland) - men så får en grundigere præsentation af Døllefjelde kirkegård og kirke, med hele historien om Sankt Kelds Kilde og kirkens start som lille kildekapel med senere (1362) tilbygning af skib ved gave fra hertug Christoffer, herunder sammenhængen mellem det middelalderlige kildemarked og det nuværende Døllefjelde-Musse Heste- og Krammarked. Hvorefter vi går ind i kirken og får en demonstration - på russisk - af en dansk, luthersk gudstjeneste. Hvad jeg er i stand til at give dem, fordi jeg siden 1994 har været i besiddelse af Den Ingermanlandske Kirkes alter- og salmebog! En meget lydhør og interesseret menighed, der navnlig er meget optaget af orglet, som de oplever for første gang. (I den ortodokse kirke lovprises Gud jo kun af den menneskelige stemme).
Det hører med i denne sammenhæng, at i hvert fald flere af disse børnehjemsbørn med sovjetisk/ortodoks baggrund er i stand til at stille meget kloge spørgsmål bagefter. Bl.a. spørger de meget til forholdet mellem os, og så Den Romersk-Katolske Kirke. Og da jeg i forbindelse hermed en af gangene ville fortælle en af de ganske unge kvindelige ledere om Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren, kunne jeg ikke lige få dette russiske ord frem. Men så sagde hun: "Hvad hedder det på engelsk?" - "Justification", sagde jeg. Og uden nogen tøven gav hun så det korrekte russiske ord: "Opravdánije"! Denne lille hændelse siger meget om såvel det almindelige som det kirkelige dannelsesniveau i Rusland. Efter kage og sodavand i konfirmandstuen får de så det allerede omtalte lysbilledforedrag om os selv osv.
Men det var altså ASF og den tidligere Holeby Kro. I forbindelse med Blagovest-delegationens besøg havde man bedt mig holde et foredrag om den danske kirke. Og det var da også storslået at få overdraget en sådan samling topledere i to timer. For eksempel kom en medarbejder ved Moskvas Bystyres afdeling for relationer til kirkelige organisationer m.v. hen og gav mig sit visitkort - med det resultat, at vi nu her under turen fik et meget indholdsrigt og positivt møde med selve chefen for denne afdeling - som lagde meget stor vægt på at forsikre om i hvert fald Bystyrets tolerante, ja direkte positive holdning til kirkerne, herunder udtrykkeligt de lutherske.
Men så kom også en af de kazakhstanske deltagere hen til mig. For jeg havde jo fortalt, at jeg havde mødt ærkebiskop Aleksíj i København sidste efterår og havde planer om at tage ned og besøge ham. Det var Svetlána Shalakhmétova. Der selv præsenterede sig som (etnisk) muslim. Men skyndte sig at forsikre om, at der var det allerbedste forhold mellem kristne og muslimer i Kazakhstan, ja, at hun ikke alene udmærket kendte Aleksíj (sådan betegnede hun ham, bare ved fornavnet) men elskede ham mindst lige så meget som de muslimske ledere! Og vi fik os i det hele taget en god snak, hvorunder hun inviterede mig til at besøge hende også, hvis jeg kom derned. Og det gjorde jeg jo. Desværre fik vi kun en eftermiddag og aften sammen med hende, idet hun skulle til stor fagforeningskongres oppe i den nye nordlige hovedstad. (Hun har en ledende stilling i Kulturarbejdernes Fagforenings Centralkomité). Men hvilken eftermiddag og aften!
Efter at vi havde meldt vores ankomst og aftalt en tid, kom denne "min musulmánka[28] fra Holeby" i bil med chauffør og tog hun os med til åbningen på det store statsmuseum af en stor UNESCO-udstilling af kazakhstansk traditionelt og moderne kunsthåndværk. Det var på FN-dagen, den 24. oktober, og vi blev i forbindelse med åbningsceremonien præsenteret for forskellige ledende personligheder for senere at få en special-rundvisning i museet ved en dygtig og ivrig ung kvindelig guide med de fineste asiatiske træk. Det var tydeligt, at dette national-museum er et vigtigt element i det nye Kazakhstans identitet.
Men da Svetlána Shalakhmétova så ikke mindst min store begejstring for den "pragt-jurta", præsident Nazarbájev havde skænket museet (jurtaen er det kazakhiske beduin-telt og dermed et af de allervigtigste nationale symboler), kørte hun os op i bjergene, hvor hendes veninde Nadézhda drev en turist-restaurant med netop "jurtaer" som lokaler. Hvilket resulterede i et ret fyldigt og meget eksotisk måltid "på huset". Der var virkelig stemning. Værtinde Nadézhda må karakteriseres som Kazakhstans svar på Bodil Udsen i "Livsens Ondskab".
Men det var lidt ærgerligt, at vi allerede havde fået så meget at spise. For efter programmet skulle vi jo spise til aften sammen med Svetlána og hendes mand i et separat-lokale i en bekendts restaurant. Det gjorde vi også. Med en fin let fiskemenu med stør-kød i hovedretten.
Svetlánas mand (som er direktør for parlamentets bilpark) kom med mange gode kazakh-historier og udmalede bl.a. (ved at trække pegefingeren som en kniv hen over halsen), hvor ked han var af, at han ikke personligt havde kunnet slagte et får til os. Vi nåede også at konstatere, at vi begge havde været soldater under Cuba-krisen (han ovre ved Vladivostók, jeg i Holbæk) - på hvilken baggrund vi så kunne udbringe en skål for det fredelige og venskabelige forhold, der nu var mellem vore to lande og de to tidligere koldkrigs-blokke. Men også en alvorligere snak om religion og tolerance nåede vi. Det var sælsomt at tale med disse mennesker, som jo hverken var egentlige muslimer eller kommunister, men hvis baggrund altså dels var kazakhisk-muslimsk, dels sovjetisk. Bl.a. på den måde, at man jo - netop i denne ikke-kristne sammenhæng - fik et helt særligt indtryk af, at der trods alt havde været tale om et ganske højt dannelsesniveau i Sovjetunionen.
Der kunne fortælles endnu mere. Men jeg bør slutte her. Også uden at været nået bare nogenlunde i dybden med en nærmere vurdering af tilstanden og mulighederne på det kirkelige og det kulturelle område. Men vi må vende tilbage til det. I den ene eller den anden sammenhæng. Vi skal i kontakt med dem derovre. Foreløbig vil jeg opfordre alle de af "Dansk Kirketidendes" læsere, der på en eller anden måde har noget at gøre godt med, om så også at gøre det. Og der er mange muligheder. Sproget er ikke den store hindring, for der studeres engelsk på livet løs. Ja, apropos engelsk - her i vores grundtvigske sammenhæng, med alle de mere eller mindre berettigede forbehold over for fx formaliseret økumenisk aktivitet. Tænk på, hvad der bl.a. var med til at fremkalde Grundtvigs berømte engelske omvendelse: At Grundtvig gik og bebrejdede englænderne alt det dårlige, de gjorde. Hvortil en englænder svarede, henvendt til Grundtvig og i det hele taget danskerne: "But what do you do?".
* * *
[»Kommentar« i Kristeligt Dagblad 23.12.97]
Jeg vil ikke prøve at udtale mig om enkeltheder i Loven om samvittighedsfrihed. Jeg har selvfølgelig læst hele teksten. Men jeg ønsker simpelt hen at komme med en dansk, luthersk kommentar til situationen i almindelighed i forbindelse med denne lov.
Og "en dansk kommentar", det vil sige, at jeg taler helt i mit eget navn. Men så til gengæld fuldstændig frit. Der er ingen andre, der har haft indflydelse på, hvad jeg siger. Men samtidig håber jeg, at det, jeg siger, er et repræsentativt eksempel på, hvad der kan siges ud af vor danske tradition.
Først og fremmest skal jeg forsikre mine russiske tilhørere/læsere om, at vi danske lutheranere ingen som helst slette hensigter har over for Rusland eller de andre lande i det tidligere Sovjetunionen! For det første ønsker vi at opføre os ordentligt. Men dertil kommer, at vi slet ikke er interesserede i den slags! Med vor selvforståelse og tradition kan vi faktisk ikke engang tænke den tanke, at vi skulle tage til Rusland for at drive proselytisme. Jeg taler den rene sandhed, når jeg igen og igen forsikrer mine ortodokse medkristne for, at vi fra vor side ikke giver os af med proselytmageri. Vi er overhovedet ikke interesserede i sådan noget. Vi ønsker blot, simpelt hen at leve broderligt med alle vore medkristne i hele Kirken. For der er jo kun een Kirke. Fordi der kun er een Treenig Gud og een Herre Jesus Kristus. Vi ønsker simpelt hen at leve broderligt sammen. I gensidig respekt og i fuld frihed. Til gensidig berigelse.
Som demokrater er vi selvfølgelig overhovedet interesserede i frihed og menneskerettigheder. Men det er noget andet. Og som kristne kan vi selvfølgelig ikke forholde os ligegyldigt til, om vore medkristne i Rusland lever godt eller dårligt. Men det er også noget andet. Ligeledes det, at vi selvfølgelig ønsker at have mulighed for at omgås frit med alle vore medkristne i Rusland, herunder med alle vore med-lutheranere, som har levet i Rusland gennem århundreder.
På dette grundlag kan jeg sige følgende om situationen i forbindelse med den nye Lov om samvittighedsfrihed:
For mit eget vedkommende kan jeg godt forstå, at det russiske samfund ønsker at forsvare sig mod den religiøse - og pseudo-religiøse - aggression, det har været udsat for gennem de senere år. Og jeg ønsker at sige, at jeg - som vestligt menneske - er flov over den måde, hvorpå især visse vestlige kirker, organisationer og sekter har udnyttet den historisk helt enestående situation i Rusland til opnåelse af deres egne formål. Det er væmmeligt! Men hvad det angår, må vi fra den danske kirkes side altså melde hus forbi!
Derfor har jeg faktisk gentagne gange forsvaret den nye lov over for dens kritikere i Rusland - i de fleste tilfælde troende ortodokse kristne. Men samtidig har jeg også lyttet til, hvad de igen og igen har fortalt mig om faren for, at denne lov bliver udnyttet til opnåelse af andre formål end forsvaret af det sårbare russiske samfund mod den religiøse aggression. Hvilket vil sige faren for, at denne lov vil blive brugt til noget i retning af at give Den Russiske Ortodokse Kirke et statsgaranteret monopol. Måske i det hele taget til at indføre en ny religiøs ufrihed i det russiske samfund, endog inden for den ortodokse kirke selv. Man siger, at den nye nationalistiske højrefløj ønsker at erstatte den fallerede kommunistiske ideologi med en ny "national-ortodoks" ideologi (i hvilken der er mere såkaldt "ortodoksi" end ægte kristendom: tro på Jesus Kristus).
Men det siger de, ikke jeg. Jeg har blot lyttet til, hvad man har sagt. Men jeg bliver ked af det, hvis den nye lov bliver brugt på en sådan måde. Jeg bliver meget ked af det, hvis dette kommer til at overgå mine russiske venner og medkristne. Men jeg gentager: Dette er ikke os danskeres problem! I hvert fald kun ud fra et almindeligt menneskerettigheds-synspunkt eller et almindeligt kirke-synspunkt. Ingen kristen kan jo forholde sig ligegyldigt til, at man har det dårligt i en anden del af Kirken. "Lider én legemsdel, så lider også alle de andre".
Fra dansk side forstår vi, at der i brede russiske kredse er en trang, en higen efter at identificere sig med den ortodokse kristendomsform. I Danmark føler vi på en tilsvarende måde - over for den lutherske kristendomsform! Danmark antog jo kristendommen nogle år før Kiev-Ruslands dåb. I 1536 sejrede den lutherske Reformation hos os. Men det regner vi ikke for et brud. Vi er bare kede af, at det Evangeliets lys, som Martin Luther genfandt, ikke fik lov til at skinne frit i hele Kirken, især Vestkirken. Men det er ikke vores problem.
Vi føler os som et kristent land og et kristent folk gennem mere end 1000 år. Ikke på den måde, at alt hos os skulle være i den bedste tilstand. Sådan er det ikke. Men trods alt har vi hos os dette Fælles. Man kan sige at vi har en "fælles svaghed", en "fælles lidettroendehed". Men selv i vor svaghed og lidettroendehed er vi et af de mest homogene folk i verden. Folk går meget lidt i kirke og har en svag bevidsthed om kristendommen. Men stadigvæk er ca. 90% af befolkningen medlemmer af Den Danske Kirke (som i direkte oversættelse hedder "Den Danske Folkekirke"), hvilket også vil sige, at de betaler en stor kirkeskat. Og i vor rige lutherske (og grundtvigske) tradition er der et stort potentiale. (Netop gennem vor Grundtvig har vi også et vældigt økumenisk, fælleskirkeligt potentiale, ikke mindst i forhold til den ortodokse del af Kirken).
Men det må understreges, at der hos os sammen med homogeniteten er fuld religionsfrihed, fuld samvittighedsfrihed. Der er i Danmark følgende såkaldte "anerkendte trossamfund": Tre Reformerte (Calvinistiske), det Romersk-Katolske, det Mosaiske, det Metodistiske, det Svenske (lutherske), det Russiske Ortodokse, det Anglikanske, det Baptistiske, det Norske (lutherske). Men det er ikke nødvendigt at have den såkaldte "anerkendelse". Vor "lov om samvittighedsfrihed" udgøres af paragraf 67 i Grundloven, hvori der står, at "borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning", samt af paragraf 70, hvori der står, at ingen "på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder". Og i dag har vi mange andre religiøse samfund og grupper: pinsevenner, muslimer, Jehovas Vidner, buddhister, osv., osv. I fuld frihed.
Netop vores Grundtvig har skabt begrebet "folke-menighed" - i en dybt bogstavelig betydning af ordet. Han sagde, at de forskellige folkeslag blev kristne på en måde, der svarede til den måde, de var folk på. Og i denne tradition ved vi, at Kirken ikke kan have en og samme skikkelse overalt i verden. Vi ved, at selve begreberne Inkarnation og Pinse indebærer en forståelse af, at Kirken uundgåeligt må antage forskellige skikkelser hos de forskellige folk. Vi må ikke forstå forskelligheden mellem de forskellige folkeslag udelukkende negativt som en følge af den babelske sprogforvirring. Vi må også forstå den positivt som en del af skabelsens mangfoldighed. Derfor går vi helt og fuldt ind for Det Lutherske Verdensforbunds motto: "Enhed i mangfoldighed". Og vi har en dyb forståelse af artikel 7 i den lutherske Augsburgske Bekendelse, hvori der står, at "der bestandigt vil forblive én hellig kirke. Men kirken er de helliges [dvs. de troendes[16]] forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer eller riter og ceremonier indstiftede af mennesker; som Paulus siger: 'En tro, en dåb, en Gud og alles Fader osv.'".
Det er altså på ingen måde i vor danske lutherske interesse at arbejde for, at russerne skulle blive lutheranere på samme måde, som vi er lutheranere, fx ved, at de "konverterer", går over til vores lutherske kirke-organisation. Tværtimod! Jeg gentager: Vi ønsker simpelt hen at omgås vore russiske medkristne i broderskab og frihed. Samtidig med, at vi selvfølgelig mener, at der faktisk ER et særligt lys i traditionen fra Martin Luther, som vil kunne oplyse også den østlige del af Kirken. Vel at mærke på en fuldstændig fri og naturlig måde. I en fuldstændig fri og naturlig omgang med hinanden i gensidig respekt. Og tilsvarende håber vi selvfølgelig at kunne blive beriget gennem det, der er blevet bevaret i den ortodokse kirkes tradition. Jeg har selv modtaget stor berigelse gennem min omgang med mine ortodokse medkristne, ikke mindst gennem min deltagelse i ortodokse gudstjenester. Og jeg håber at modtage yderligere berigelse.
Men dette er vor danske kirkelige følelse og måde at forholde os på, vor forståelse af begrebet "folke-menighed". Og den må ikke tages som udtryk for en billigelse af indskrænkninger i religionsfriheden. Det eneste, jeg siger, er, at det russiske samfund, i den helt enestående situation, det befinder sig i, har en eller anden form for ret til at forsvare sig mod den uhørt aggressive proselytisme, det udsættes for fra meget ubehagelige religiøse gruppers side, herunder grupper, der bærer et kristent navn. Men det skal være et midlertidigt forsvar i en enestående situation. Ikke mere. Efter sit væsen kan kristendommen kun trives i frihed. Som vor Grundtvig har udtrykt det: "Tvang til tro er snak i tåget"!
Og endnu en gang: Trods det almindelige menneskerettigheds-synspunkt, og trods den fælles interesse i hele Kirkens velfærd, må vi fra dansk side sige: "Det er russernes eget problem". Og det vil vise sig, hvad den nye religionslov vil blive brugt til. Hvis den bliver brugt på en undertrykkende måde, må russerne selv gøre noget ved det. Det er deres sag, deres problem. Idet vi fra dansk side selvfølgelig altid vil støtte dem, der kæmper mod undertrykkelse.
Men vi må håbe, at det ikke kommer dertil. Jeg håber, at alt vil udvikle sig positivt, såvel i det russiske samfund overhovedet som i Den Russiske Ortodokse Kirke. Uden at der bliver optrådt uretfærdigt mod noget andet hæderligt religiøst samfund. Og jeg glæder mig til den fortsatte berigelse gennem sam-livet med alle mine russiske venner.
* * *
[Kristeligt Dagblads kronik 02.12.97]
I tiden 9. september til 3. november 1997 foretog min medarbejdende hustru og jeg en siden 1995 planlagt og forberedt mellemkirkelig og -kulturel ekspedition til Rusland og Kazakhstan. (Som tidligere "sprogofficer" med bifagseksamen i russisk er jeg her i 90’erne blevet "fanget" i et ret stærkt mellemkirkeligt engagement i Polen og Rusland). Rejsen blev foretaget med støtte fra Lolland-Falsters Stifts Mellemkirkelige Udvalg samt (for min egen persons vedkommende) Demokratifonden.
Vi besøgte byerne Sankt Petersborg, Moskva, Omsk og Almaty, men denne kronik skal kun handle om vor rejse gennem Kazakhstan og vort ophold i dette unge lands "sydlige hovedstad", som i sovjettiden hed Alma-Ata, men hvis navn nu har fået en åbenbart mere kazakhisk form. Betydningen skulle være den samme: æble-byen.
Og det er ikke bare navnet, der er ændret. Man er også ved at gøre den nordlige by Akmola til ny hovedstad, dvs. ved at flytte de centrale statsinstitutioner dertil - samtidig med, at Almaty altså betegnes som "den sydlige hovedstad". Denne flytning skal formodentlig ses som et vink med en teltstang til de russisk-nationalistiske kredse, der gerne så de nordlige dele af Kazakhstan indlemmet i Rusland.
Ja, der er problemer nok. Kazakhstan grænser foruden Rusland op til Iran (i Det Kaspiske Hav), de tre små tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker Turkmenistan, Usbekistan og Kirgisistan (med den fjerde, urolige lige syd for de to sidstnævnte: Tadsjikistan) - samt Kina. Man behøver ikke engang se på kortet for at forstå, at dette land helt bogstavelig talt har en strategisk nøgleposition. Hvortil kommer dets kolossale naturrigdomme, bl.a. verdens måske største uudnyttede oliefelt.
Vi så da også fra vort togvindue bæltesporene fra den netop afholdte store multinationale militærøvelse med deltagelse af bl.a. russiske, amerikanske og tyrkiske enheder. Og det var næppe heller tilfældigt, at det var en repræsentant for et olieselskab, vi kom til at sidde ved bord med den allerførste morgen på "Hotel Kazakhstan". De fleste andre gæster så ud til at være beskæftiget i samme eller tilsvarende brancher. Og ligesom i Moskva afløste det ene vestlige statsbesøg det andet. Det er ikke for meget sagt, at man i alle henseender sværmer om Kazakhstan som fluerne om en ost.
Vi havde jo valgt at gennemføre hele turen Sankt Petersborg-Moskva-Omsk-Almaty med tog, så vi tilbragte sammenlagt 3½ døgn på skinnerne - dog i behagelige topersoners sove-kupeer. Og således kom vi ved midnatstid natten mellem den 20. og 21. oktober fra Omsk i Sibirien til Petropavlovsk jernbanestation lige inde på den anden side af grænsen mellem Rusland og Kazakhstan.
Det var en kold og mørk nat, og der var ikke særlig hyggeligt på denne endnu ganske sovjetiske station. Og virkelig skræmt blev jeg, da jeg efter nogen baksen med alle vore kufferter, fandt frem til vor sovevogn i det kazakhstanske tog, vi skulle skifte til.
Det var konduktøren. Jeg ved ikke, om læserne kender James Bond-filmen "Goldfinger". Og ganske særligt Mr. Goldfinger’s orientalske ledsager. Men som jeg sagde til Anna efter min første samtale med vor nye konduktør: "Goldfinger’s tjener ser ganske rar ud ved siden af"! Men med den erfaring, jeg under turen havde fået i at snakke mig gennem problemerne, lykkedes det mig at komme på talefod med ham, så vi dels kunne stille vore kufferter op ude på perronen, medens vi ventede på tilladelse til at stige ind, dels fik lov at få dem alle sammen med i kupeen. Og vi blev de fineste venner i løbet af den lange rejse ned gennem steppen og ørkenen. Bl.a. kom han de to morgener med den dejligste centralasiatiske te til os.
På perronen, inden vi fik lov til at stige på, fik jeg i øvrigt den mest ærefulde tillidspost, jeg nogensinde har beklædt. En af de mange lokale, der slæbte rundt på alle mulige varer, har åbenbart fundet min nordiske fremtoning tillidvækkende. For han kom hen til mig og bad mig bevogte de sække kartofler, han havde liggende på perronen, medens han var væk et øjeblik. Og så fór han ellers af sted - for senere at vende tilbage med konen og en sækkevogn. Idet han gav mig hånden og udtalte et "Spasibo!", der rungede over hele jernbaneterrænet.
Man bliver selvfølgelig på ingen måde ekspert i et land ved at opholde sig i det i 13-14 dage. Men man gør visse iagttagelser. Så jeg vil sige det på den måde, at man vist roligt kan fastslå, at præsident Nursultan Nazarbajev er Kazakhstans ubestridte leder. Hvor hårdt han sidder på magten, ved jeg ikke, men det er nok rigtigt, når det bliver sagt, at der var mere fart i bevægelsen frem mod demokrati i de første år efter Sovjetunionens opløsning. Og når vi så TV‑nyhedsudsendelser på hotelværelset var præsident Nazarbajev altid den gennemgående hovedperson.
Men charme skal der til, og Nursultan Nazarbajev er virkelig en charmerende mand. Det så vi, da vor vært ærkebiskop Aleksij på nationaldagen, "Republikkens dag", den 25. oktober til vor store overraskelse trak os med sig ind i honoratiores-opstillingen ved trappen op til parlamentsbygningen, som præsidenten og de andre talere stod foran. Præsidenten nød virkelig denne fest. Uden at det så ulækkert ud. Det er sådan set en meget sød måde, dette unge - og jo samtidig gamle - land prøver at skabe sig en samlet identitet på. Og den måde, hvorpå han og ærkebiskoppen på de tyve skridts afstand hilste på hinanden, var overordentlig hjertelig. Hvis der er to, der står sammen ...
Måske er det også i disse helt særlige forhold vi skal finde noget af forklaringen på, at ærkebiskop Aleksij helt ubekymret og med den mest afslappede hjertelighed gav os en modtagelse og behandling, som langt overgik vore vildeste fantasier. Medens den tidligere kazakhiske sovjetrepublik nu er blevet et selvstændigt land, hører den ortodokse kirke i landet jo stadig under Moskva-Patriarkatet.
Der er ingen tvivl om, at Danmark har en stor plads i ærkebiskop Aleksijs hjerte. Som man dengang kunne læse om det i KD, besøgte han Danmark i november 1995, ledsaget af konsulent, tidligere medarbejder i præsidentens administration Pavel Lisitsin, som for sit vedkommende flere gange har været i Danmark - og ved mere om mange ting herhjemme end fx jeg!
Ærkebiskoppens følelser for Danmark kom til udtryk ved flere lejligheder, men på den stærkeste måde, da han efter selv at have ledet liturgien (som "gudstjeneste" jo hedder på græsk og russisk) søndag den 26. november trak mig frem fra min gæste‑æresplads og holdt en meget smuk og meget økumenisk åben tale til os, hvori han talte varmt om Danmark og ikke mindst fremhævede vor økonomiske hjælp.
Hvorefter jeg fik ordet! Iført, hvad jeg kalder den sekundære folkekirkepræste‑uniform: blazer og gråblå bukser. For man må jo være forsigtig derovre. Den nationalistiske og isolationistiske højrefløj i Den Russiske Ortodokse Kirke har stor indflydelse, og det er ikke nemt for selv de mere åbent indstillede at skelne Den Danske Folkekirke fra de forskellige frikirker og sekter, der så ulækkert fører sig frem i det post‑sovjetiske fallitbo. Først ved mødet nogle dage senere med gejstligheden fra hele Almaty "amt" (oblast) vovede jeg at tage min sorte habit og til især sådanne lejligheder anskaffede sorte præsteskjorte på.
Men således stående i Domkirken ved siden af ærkebiskoppen i fuldt skrud udtalte jeg jo først min store taknemmelighed over det fællesskab, vi havde fået lov at opleve, ligesom jeg overbragte mine hilsener hjemmefra. Og her, som ved andre tilsvarende lejligheder, understregede jeg meget kraftigt, at der fra Den Danske Folkekirkes side aldrig ville blive tale om proselytmageri. Det var noget, de kunne lide at høre, og stemningen var i det hele taget meget hjertelig.
Ved vort allerede omtalte møde med den lokale gejstlighed (som alligevel var forsamlet) fik vi ikke alene den ære at spise frokost sammen med dem. Nej, jeg fik også lejlighed til at holde mit lille foredrag for dem om den danske kirke gennem 1000 år. Hvorefter jeg fik overdraget samtlige teologistuderende (herunder nogle kvindelige korlederstuderende) på den skole, hvor mødet foregik, så jeg kunne holde mit Grundtvig-foredrag for dem.
Jeg fik også lejlighed til at snakke teologi med ærkebiskoppen i forbindelse med de to frokoster, han gav i sin residens (fx om inkarnationsteologien som et mødested for den østlige ikon-teologi og den grundtvigske teologi om skaberværkets billedlighed), ligesom vi jo fik talt virkelig meget med Pavel Lisitsin, der var blevet sat til at ledsage os overalt, ofte sammen med højtstående præst ved Domkirken fader Jevgenij - som i øvrigt også har besøgt Danmark!
Den sidste søndag i Almaty deltog vi i de "tyske" lutheraneres gudstjeneste i deres lille træ‑bedehus. Og her havde jeg min præstekjole på. Denne menighed består hovedsagelig af de "volgatyskere" og deres efterkommere, som Stalin i 1941 deporterede til Kazakhstan. Dette var en helt særlig, både gribende og blandet, oplevelse, som der ikke kan fortælles om her. Men det var jo lige efter reformationsdagen 31. oktober, så vi oplevede at sidde nede midt i Centralasien og synge "Ein’ feste Burg ist unser Gott"!
* * *
I perioden 13. juli til 23. august 1994 foretog Anna og jeg en selvfinansieret studie- og kontakttur til Polen (i egen bil) og Rusland (fly og tog) – med en lille mellemperiode hjemme i Døllefjelde, hvor det meste af tiden dog gik med korrespondance og telefoneren i forbindelse med rejsen – samt besøg fra både Polen og Rusland!
Baggrunden for denne tur var dels vor medvirken i stiftets forbindelse til den lille lutherske kirke i Polen helt tilbage fra den første begyndelse i 1990, dels min deltagelse som dansk observatør ved de teologiske læresamtaler mellem den lutherske kirke i Finland og den russiske ortodokse kirke, i Järvenpää, Finland, 1992. Min personlige begrund har dels været min »kirkelighed«, dvs. min enkle og klare opfattelse af Kirken som Guds folk over hele jorden, dels min ellers siden 1971 næsten uudnyttede russiskuddannelse, som siden 1990 er blevet suppleret med et selvstudium af det jo også slaviske polske sprog. Mit forhold til den ortodokse kirke blev grundlagt under min FN-tjeneste på Cypern i vinteren 1976/77.
Anna har selvfølgelig deltaget som hustru – med den repræsentative værdi dette nu engang har. Men hun er jo også selv ansat i kirken – som organist og børnekorleder, der også indimellem deltager i konfirmandundervisningen. og hun har selv et stærkt engagement i det mellemkirkelige arbejde. Hvortil kommer sekretærfunktionen!
Om end privat i økonomisk forstand har turen været foretaget i tæt forbindelse med Det Mellemkirkelige Råd i København og Det Mellemkirkelige Udvalg her i Lolland-Falsters Stift, hvilket bl.a. er kommet til udtryk i den store stak gave-bøger til begge lande (om Folkekirken, Storstrøms Amt, polakkerne i Danmark – og Grundtvig).
Efter en lille campingferie hele vejen ned gennem Polen dukkede Cieszyn op i det begyndende bjergland. Den store lutherske Jesus-kirke hævede sig stolt over byen, den kirke, jeg to dage senere kom til at prædike i [på det polsk, jeg nu var begyndt at lære] – og lyse den aronitiske velsignelse i (på dansk!) over en fuldtallig menighed.
Den gæstfri modtagelse hos alle værtsfolk – og hos alle, vi besøgte, fra de øverste kirkelige og kommunale ledere til de mindste medlemmer af børnekorene. Rekorden fik nok – selv om der skal mere end målfoto til – bondefamilien, som gav en overdådig middag med tre slags kød i deres dejlige halvtredserstue efter sognepræst Melcers og min gudstjeneste nummer to den første søndag – i filialkirken Puncow [Puńców]. Hvor også samtalen med husets ungdom var bevægende og betydningsfuld. Søde, livlige unge mennesker med trangen mod Vesten lysende ud af øjnene, så jeg med min løftede grundtvigske pegefinger måtte sige: »Ja, lær af Vesten, men forbliv polakker!«. – Senere skulle vi i Rusland møde tilsvarende unge mennesker med det samme lys i de åbne øjne.
Men så sidde og synge på polsk med Jesuskirkens kor i bussen gennem bjergene. Bålstegte pølser med både dem og senere Hazlachs [Hażlach] unge kirkekor, der bagefter optrådte som forrygende folkloregruppe, fuld af luthersk-cieszynsk livskraft. Gid de må bevare den! – Og så børnekorene, velklædte, veldisciplinerede, søde. Der blev gjort alt for os. Møder med kirkelige og verdslige ledere, »intelligentsiaen i Wisla [Wisła]«osv. Samtaler med vågne unge præster, kirkemusikere m.m.
Gudstjenesterne. Selvfølgelig den store ære og glæde, det var for mig at få lov til at læse, prædike og bede på deres sprog i deres kirker, to gange i Cieszyn »storsogn«, een gang i Wisla og een gang i Himmelfartskirken i Warszawa. Men samtidig en desto mere intens oplevelse af den polsk-lutherske bekendte, men alligevel »sydlige« gudstjeneste. Intens oplevelse af Kirkens internationale fællesskab. Det er intet problem at komme som gæst og træde lige ind i det hele. Lutherdommen er i hvert fald helt bogstavelig talt een stor familie. - Senere skulle dette vise sig endnu stærkere, i Rusland.
Samtalerne. Om situationen hos dem og hos os. Og om fremtiden. For begge parter er spørgsmålet: Kan vi fastholde de kommende generationer? Kan vi holde kristendommen som åndsmagt op i samfundet og kulturen? Men vi var fra begge sider fast besluttede på et fremtidigt sam-liv i fastere rammer og med mere teologi og mere ungdom. Begge sider trænger til det. Mit eget slagord blev efterhånden: Som når den ene hånd vasker den anden!
Oplevelsen af landet og folket. Bjerghytte-museet med en helt utrolig demonstration af hyrde-instrumenter. Totimersturen ad Dunajec-floden gennem Pieniny-naturparken på en slags tømmerflåde med et pragteksemplar af en lille sej stagende færgemand. Polakkernes humor! – Hvorfor har alle polakker den humor? – De, der ikke havde den, er for længst uddøde, med den skæbne, Polen har haft!
At vi så også nåede at være meget tæt med i Warszawa-opstandsjubilæet, fx at stå femten skridt bag præsident Walesa [Wałęsa] under den store mindefriluftsmesse, kardinal Glemp celebrerede. Og fællesskabet med dem, vi stod ved siden af. – Om vi havde svigtet vores lutherske konfessionsfæller? Nej, vi kørte til messen med vor vært, overbiskop for den lutherske kirke Jan Szarek, som var officielt indbudt deltager i lilla bispeskjorte og det hele! Værre står det heller ikke til, selv i Polen!
Så var vi hjemme og vende i Døllefjelde, inden vi skulle til Rusland. Men vi nåede at få besøg af pastor Leszek Czyz [Czyż], med hvem jeg (i hans egenskab af repræsentant for stiftsbiskop Anweiler) fik en god videreførelse af planlægningssamtalerne med henblik på det videre samarbejde. Og af det unge russiske ægtepar Taisia og Jurij, som havde været til konference om nyreligiøsitet i Jylland (Dialogcentret), og som skulle være med til at tage sig af os i Moskva. – Han embedsmand i det russiske socialministerium, hun magister i teologi fra et ortodokst teologisk seminarium i USA!
Men vi sluttede altså med ti intense dage i Rusland. Allerede den første aften mødte præstekonen fra Ålborg op på hotellet, Connie Meyer, Paulus-Samfundet, den kreds i Danmark, som støtter den ortodokse kirke i Moskva, især fader Pavels Theodor Studit Kirke og menighed. Og noget senere kom denne russiske præst. Vi havde forestillet os en ældgammel mand med hvidt skæg. Men ind trådte en hippieagtig mand på ca. 30 år! Ham, vi senere så lege som et barn med en pind og en kat i en kratbevokset ruindynge i et kloster, man var ved at restaurere. (Kirken havde i sovjettiden været balletskole. I det hele taget så vi flere eksempler på, hvordan kirker inde bag den ydre skal har været ombygget til fabrikker og alt muligt. Man har selvfølgelig godt hørt om det. Men virkeligheden overgik i sin kommunistiske grimhed alle vore værste forestillinger. Genopbygningsiveren er imidlertid enorm). – Eller det var denne »fader Pavel«, der med en blanding af barnlig glæde og dyb alvor velsignede både vore ikoner og os i et brusebad af vievand. Eller som havde lavet et dåbsbassin til voksendåb (fuld neddykning!) af en olietønde malet hvid med af Connie fremskaffet dansk maling.
Men aftensagnsgudstjenesten i Danilov-klosteret og den fulde liturgi (»højmesse«) i selveste klosteret i Sergiev Posad (»Zagorsk« har fået sit gamle helgennavn tilbage). Kirkerummet med billeder, lys og guld, de mange stående gudstjenestedeltagere. Røgelsen. Korsangen. og vi havde teksterne på både kirkeslavisk, russisk og engelsk, så vi begge kunne følge med, jeg også synge lidt med, når der lejlighedsvis var menighedssang. Anna og jeg har et godt forhold til den ortodokse gudstjeneste – hverken for lille eller for stor begejstring. Der er nu engang ca. 300 millioner kristne, der fejrer gudstjeneste på denne måde, og en stor del af dem er vore EU-medborgere (Grækenland) eller naboer (Finland, Rusland m.m. og Polen). Og så må vi jo lejlighedsvis kunne dele gudstjenestefejringen med disse medkristne. Endvidere er der tale om en tradition, der går helt tilbage til det fjerde århundrede (Johannes Chrysostomos (»gyldenmund«)). Den ortodokse gudstjeneste er på en gang storslået smuk og indtil det frastødende ejendommelig, positivt set et stort frelseshistorisk drama, hvor man virkelig er Himlen nær, negativt set en stor uforanderlig bedemølle, hvor menighedens medleven set udefra hovedsagelig består i en stadig korsen sig og bukken, tænden vokslys og kyssen ikoner. Men vi var der. Og vi kommer igen – efter at have sat os endnu lidt mere ind i denne del af Kirkens liv ved hjælp af det materiale, vi har fået foræret eller købt derovre.
I Moskva havde vi et vigtigt møde med teologen Aleksandr Dvorkin, som leder »Skt. Irenæus Centret«, den russiske ortodokse kirkes »svar« på Dialogcentret (som beredskab mod »nyreligiøsiteten«), og med igumen (»abbed) Ioann Ekonomtsev, leder af hele den russiske ortodokse kirkes afdeling for katekisation og religiøs uddannelse samt rektor for det nyoprettede ortodokse universitet i Moskva. Det var møder med store fremtidsperspektiver i, ikke mindst rent »Grundtvig-mæssigt«. Særlig storslået for mig var det at overrække Grundtvig-gavebøgerne fra Det Mellemkirkelige Råd til Aleksandr Dvorkin i det kontor, hvor Irenæus-ikonen, centrets skytshelgen, stod i hjørnet. Irenæus var jo også Grundtvigs store lærefader – mht. skabelsens godhed og frelsens fylde. Det store fælles punkt er Irenæus’ berømte skrift mod den tids livsfornægtende kættere (o. 200). Som jeg sagde til Dvorkin: »Aldrig har jeg været så tæt på ikondyrkelsen!« - Hvor han dog straks rettede mig: »Vi dyrker ikke ikonerne, vi ærer dem!«.
I Sankt Petersborg besøgte vi kort det gejstlige akademi, hvor man henviste os til det sygehus, hvor min gode kontakt fra Järvenpää, ærkebiskop (og professor) Mikhail, blev behandlet for en øjenlidelse. Det blev til en desto dybere og mere bevægende økumenisk samtale med denne store gamle mand, klog og rar og med en enestående åben indstilling til alle andre Kristus-troende. Han fik en mini-flaske Rød Aalborg og Verner Bruhns bog om Folkekirken: »A People and its Church«. Han blev meget glad for begge dele – og syntes straks at forstå spillet i bogens titel.
Men ellers fik vi i Sankt Petersborg styrket vor lutherske identitet gennem mødet med provst Vladimir Kinner (som jeg også kendte fra Järvenpää) og hans russisktalende ingermanlandske menighed (noget i retning af det finsk-russiske »svar« på den danske kirke i Sydslesvig, bare mere russisk også). Her så vi en kirkelig facet af Sankt Petersborg som verdensåben østersøby: Den allerførste, vi mødte i Sankt Michaels Kirke, var en neger fra Madagascar, som talte udmærket russisk, og som for tiden var børne- og ungdomsarbejder ved kirken!
Under gudstjenesten i Sankt Michaels lutherske kirke på 12. søndag efter trinitatis 1994 oplevede jeg at stå i Rusland og prædike på russisk og at stå sammen med provst Kinner for alteret under kirkebønnen og i min del bede for såvel den russiske præsident og regering som den danske dronning og regering! – Efter gudstjenesten havde jeg en spændende og perspektiv-rig samtale med lederen af det lutherske bogforlag i Rusland.
Rusland er et land med meget store politiske, sociale og økonomiske problemer. Og med i bedste fald en meget lang opbygningsperiode foran sig. Kristendommen må naturligvis skulle spille en afgørende rolle, hvis det skal gå godt. Men hvordan vil den ortodokse kirke kunne tage denne udfordring op? Og hvor kommer vi lutheranere ind? Uden ulækker proselytisme, men i et ærligt broder- og naboforhold. Eet er dog sikkert: Vi skal være med, netop sådan: broderligt og naboligt.
Og de russiske mennesker er søde og bløde, venlige
og kærlige i det personlige møde. Også tilfældige mennesker i metroen eller på
gaden. Den russiske bjørn er stor og tung, men den er blød! – To gange fik vi
middag i rigtige russiske hjem – den ene gang hos ortodokse (med stående
bordbøn foran ikonen og champagne til maden), den anden gang hos lutherske (med
en velsteget hjemmelavet kylling og en hvidløgssauce,
der fik min præsteflip til at rotere vildt om halsen). Hvortil kom den dejlige
middag sammen med Connie Meyer og fader Pavel. Dette forhold mellem Folkekirken
og Den Russiske Ortodokse Kirke er helt i særklasse, men kan desværre ikke
omtales videre her. Anna og jeg er dybt taknemmelige over, hvordan vi gennem
Paulus-Samfundet er kommet lige ind i hjertet (og hjernen!) af den ortodokse
kirke i Moskva. Vi føler i det hele taget, at vi på de kun ti dage kom dybt ind
i begge de to kirker og i det folk, vi hidtil kun havde kunnet elske på
afstand, gennem sproget.
[1] Nemlig i toget på vej hjem fra min deltagelse i Dialog Center International’s 1995-seminar i Skåde, hvor jeg foruden gamle og ny russiske kontakter også mødte fine folk fra Tjekkiet, Letland og Litauen. Planen om en stor-rejse udsprang af spørgsmålet: Hvordan skal jeg få udnyttet alle disse kontakter på en ordentlig måde?
[2] Jeg prøver også at holde mig væk fra Baltikum, ikke fordi området ikke er uhyre interessant, men fordi mine slaviskkundskaber ikke er så nødvendige - eller ønskede - der, og fordi jeg i forvejen gaber over rigeligt. Der er heldigvis også mange andre, der beskæftiger sig med dette område. Efter den oprindelige plan ville jeg imidlertid have besøgt de tre baltiske lande på vejen fra Warszawa til Sankt Petersborg, idet jeg faktisk fra hhv. Järvenpää 1992 (dansk observatør ved luthersk-ortodokse læresamtaler) og Skåde 1995 har spændende kontakter der.
[3] "EU-positiv først, dansker så!" (nr. 15/97). - I skrivende stund (24. juli) kan jeg ikke vide, hvordan det vil komme til at gå i forholdet mellem Hans Hauge og Kirkeligt Samfund og Dansk Kirketidende, men uanset hvordan det kommer til at gå, og uanset hvor i forløbet denne artikel bliver trykt, vil jeg godt sige, at det er så vigtige ting, Hans Hauge sætter fingeren på, at en konstruktiv debat om dem, vil være den bedste måde at komme videre på.
[4] Jeg tænker her ikke mindst på skriftet "Europa, Frankrig og Napoleon" fra 1815. Og tillader mig at henvise til min behandling af det i "Omkring Grundtvigs Vidskab" s. 135ff.
[5] Václav - udtales "Vatslav", med tryk få første stavelse, og "á" betegner langt a.
[6] »č« betegner same lyd som »ch« i engelsk »church«. - I transskription af RUSSISKE ord gengiver JEG den med »tsh«.
[7] Medens "´" i tjekkiske og slovakiske ord betegner lang vokal, er det i gengivelsen af de russiske ord sat på for at vise, hvor trykket ligger. I normal russisk skrift forekommer det ikke.
[8] Mark Smirnóv, som er tidligere præst i Den Russiske Ortodokse Kirke, er jeg senere kommet i endnu tættere forbindelse med, idet jeg er medlem af tilsynsrådet for hans Moskva-forskningscenter med tilhørende årbog DIA-LOGOS.
[9] »ě« betegner »je«
[10] »ž« betegner stemt hvislelyd som »g« I engelsk »George«.
[11] Denne kirke blev dannet i 1920 af udbrydere fra Den Romersk-Katolske Kirke og forstår sig selv som en videreførelse af den hussittiske tradition.
[12] Også denne kirke blev dannet i forbindelse med oprettelsen af den nye tjekkoslovakiske stat i 1918. Der var tale om en forenet reformert-luthersk kirke, som også omfattede efterkommere efter 1400-tallet hussitter og bøhmiske/mæhriske brødre.
[13] Daværende sognepræst i Tingsted Ole Opstrup var nemlig en af dem, Lubomír med kone og barn i sin tid havde boet hos.
[14] Jeg havde fået et slovakisk Ny Testamente af værten på vort motel, som jeg var kommet en del i snak med (på russisk). Og jeg kan i den forbindelse også fortælle, at da jeg søndag aften kom hjem iført min til bl.a. sådanne lejligheder anskaffede præsteskjorte, sagde vagthavende på latin: "Lovet være Jesus Kristus" - hvormed han præsenterede sig som katolik. Jeg gik hen til ham, klappede ham på skulderen og sagde: "Men jeg er altså lutheraner". Hvilket fik ham til at pege op mod himlen, idet han sagde: "Martin Luther var en stor mand. Jan Hus var en stor mand".
[15] Vel har vi vor krise her i Folkekirken. Men den er i høj grad en krise, som består i, at man rent ud sagt ikke vil tage for sig af retterne. Ude i verden har vi set mange eksempler på en helt anderledes form for krise i lutherske kirker. En stor rådvildhed. Og ofte også en stor usundhed. Og med henblik på det postkommunistiske Central- og Østeuropa er det så jeg siger, at hvorfor skal det kun være alle de dårlige kirker, der skal have indflydelse? Hvorfor er vi ikke mere interesserede i at være med? Man får nærmest det indtryk, at jo sygere kristendomsform, ja, jo sygere religion, jo mere energisk fører man sig frem dernede og derovre!
[16] På russisk betyder "de hellige" jo "helgenerne"!
[1] Carsten Due-Nielsen, Ole
Feldbæk og Nikolaj Petersen (red.): Dansk
Udenrigspolitiks Historie I-VI, København 2001-2004. - Forkortet DUH.
[2] Af direkte dansk-polske ægteskaber før Erik af Pommerns
tid kan nævnes: Svend Tveskæg g. m. Gunhild [Swietoslawa/Świętosława], datter af Mieszko I (vist
ikke klart dokumenteret, men sandsynligt). - Magnus, søn af kong Niels, d. 1134
g. m. Ryksa, datter af Bolesław III Krzywousty (Skævmund). Så selv om der,
i hvert fald i Dansk Udenrigspolitiks
Historie, ikke er tale om særlige udenrigspolitiske begivenheder mellem Danmark
og Polen i denne periode, har der altså været en vis form for kontakt!
[3] Jeg er født på Lolland og
har levet det meste af mit liv på denne ø ved Østersøen, og så er jeg jo noget
slavist. På denne baggrund har jeg knyttet forbindelse til de sidste "vendere",
altså sorberne i Tyskland (Serbołużyczanie), ganske særligt Gmejna Njebjelčicy (Gemeinde
Nebelschütz / Gmina Niebielczyce) ca. 25 km nordvest for Budyšin
(Bautzen/Budziszyn). I 2001 besøgte en sorbisk tremandsdelegation
Lolland-Falster og var blandt andet til højmesse i Tillitse Kirke, kirken i det
eneste danske sogn med et slavisk navn.
[4] Det første årstal 1436 går
på, at det var i det år, Erik slog sig ned på Gotland. Allerede i 1434 var der
udbrudt oprør i Sverige, og i 1436 udbrød der også oprør i Norge, hvilket altså
fik Erik til at flygte til Gotland. Så snart Christoffer af Bayern var
ankommet, opsagde rigsrådet i 1439 Erik af Pommern som konge.
[6] Hvor kommer stavemåden
Bugislav fra? Jeg har ikke kunnet finde noget om det. På polsk betegnes
"Eryk Pomorski" jo mest som Bogusław, dog også Bogislaw. - Men
Bugislav døde.
[7] Når det danske rigsråd i
1436 gjorde fælles sag med det svenske for at få afsat kong Erik, hang det
sammen med, "at kong Erik, der ikke selv havde fået børn, ønskede sin
pommerske fætter Bugislav anerkendt uden valg som sin efterfølger". Men
det mødte modstand, "og da kong Erik i 1437-38 alligevel søgte at sikre
Bugislavs position ved at indsætte pommerske lensmænd i Danmark, fastlåstes
konflikten" (DUH I 156).
[8] I min artikel "Fra Poznań til Njebjelčicy 2008" (Informator Polski nr. 4 (66) 2008)
skriver jeg om min kones og mit besøg på kongeslottet i Kraków: "Som i
Gniezno var det den ældste historie, der først og fremmest interesserede os, og
vi tog en grundig tur rundt i museumsafdelingen ”Det Forsvundne Wawel”. På en
af modellerne af kongeslottet så vi, at der var et ”dansk tårn” (Wieża
duńska). Jeg spurgte et par kustodedamer, hvad det mon betød, og de
svarede, at det vist var det tårn, den danske konge havde boet i, da han var
til bryllup i det polske kongehus. Det var tæt på, for nu har jeg været på
Wikipedia, som oplyser, at det var Erik af Pommern (NB!), da han i 1424 var til
dronning Zofia’s, Władysław II Jagiełło’s fjerde kones,
kroning".
[9] Jeg bygger her på artiklen
"Højtidelighederne i anledning af 350-året for hetman [hærfører] Stefan
Czarnieckis overgang [over Oderfloden] ved Gryfino" (Uroczystości
350. rocznicy przeprawy Hetmana Stefana Czarnieckiego pod Gryfinem) på
Szczecin-bispedømmets hjemmeside.
http://www.diecezja.szczecin.pl/aktualnosci/Uroczystosci-350-rocznicy-przeprawy-Hetmana-Stefana-Czarnieckiego-pod-Gryfinem_750 - Der henvises til sidst i
artiklen til professor W. Czaplińskis bog „Polska a Dania XVII-XX w”
(Polen og Danmark. 16. - 20. århundrede). Denne bog er anmeldt af Jørgen Steen
Jensen i Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 6 (1979) 1 - http://e-tidsskrifter.dk/ojs/index.php/historisktidsskrift/article/view/32893/63514
[10] Den polske nationalsang var
oprindelig de polske legioners sang, som under revolutionskrigen kæmpede i
Italien på fransk side - under general Dąbrowski (hvorfor omkvædet jo også
begynder med ordene "Marsz, marsz, Dąbrowski" (Fremad, fremad,
Dąbrowski)). Senere fik sangen navnet „Mazurek Dąbrowskiego”
(Dąbrowskis mazurka; den er nemlig, mærkeligt nok for en march, i
trefjerdelstakt). Sangen er skrevet i 1797 (af Józef Wybicki), i Lombardiet,
hvor de polske legioner dengang var.
[11] Czarnieckis rytterenheder
udgjorde i alt 780 ryttere og heste. Den brandenburgske styrke var på 5000 mand
infanteri samt artilleri. Denne styrke blev støttet af fire danske krigsskibe.
Den svenske styrke i Sønderborg var på 1800 mand.
[12] Under krigen med Preussen i
1864 henviste statsminister Monrad til polakkernes evne til at overleve som
folk, hvis det skulle komme dertil, at Danmark gik under som stat. Tilsvarende
overvejelser gjorde danske politikere sig i tiden op til og under Anden
Verdenskrig.
[13] I Dansk Udenrigspolitiks Historie nævnes desuden (jo i forbindelse
med 1863-opstanden), at "Antagelig bidrog det polske problem til Preussens
i foråret 1863 nedtonede engagement i den dansk-tyske konflikt" (DUH III
220). At dette så har bidraget til det katastrofale danske overmod, er en anden
sag og jo i hvert fald ikke polakkernes skyld!
[14] Da sukkerroerne kun dyrkes i
det sydlige Danmark, var det Lolland-Falster, hvor jeg altså bor, der fik den
største indvandring af polakker. Der er mange polske navne i den lokale
telefonbog, og der er tre katolske kirker (Nykøbing, Maribo og Nakskov).
Maribo-afdelingen af den i 1933 stiftede ”Foreningen af polakker i Danmark”
(Związek Polaków w Danii) eksisterer stadig, og min kone og jeg er meget
aktive medlemmer af den. Til de polske sæsonarbejdere blev de såkaldte
polakkaserner opført, som især de unge polske kvinder boede i i roesæsonen. En
af dem, i landsbyen Tågerup, ca. 5 km fra, hvor vi bor nu, er fint restaureret
og indrettet som museum, Museum
Polakkasernen (Muzeum Izba Polska). Den besøges af mange gæster i sommerens
løb, og sæsonen åbnes ved en traditionsrig fest med deltagelse af
repræsentanter for den polske ambassade i Danmark, nogle gange også
ambassadøren, samt af medlemmer af de polske foreninger fra Lolland-Falster og
Sjælland, men også af andre interesserede. Men der er i det hele taget et rigt
foreningsliv i de polske foreninger i Danmark. I 1999 dannedes
paraplyorganisationen Federacja „Polonia”,
som repræsenterer alle polske og polsk-danske organisationer i Danmark. Til at
begynde med stod de polske landarbejdere langt nede på den sociale rangstige,
men de blev hurtigt integreret i samfundet. Nogle købte jord, andre oprettede
deres egne virksomheder. I dag er polakkerne et godt og respekteret befolkningselement
i Danmark.
[15] Den danske liggen
død-politik og ekstreme forsigtighed i alle spørgsmål, der var kontroversielle
i forhold til stormagterne udsattes for kritik fra blandt andet Polen, som i
1920'erne og begyndelsen af 1930'erne ønskede dansk medvirken til en mere
håndfast kurs over for Tyskland. Danmarks svar var et betydeligt
privatøkonomisk engagement, der tog afsæt i indgåelsen i 1924 af en Handels- og
Søfartstraktat, og som blandt andet fandt udtryk i ingeniørfirmaet Højgaard
& Schulz' aktiviteter og i en voksende polsk kuleksport til Danmark. Selv
om den polske regering og enkelte indflydelsesrige danske, særlig direktør Knud
Højgaard fra nævnte firma, søgte at udbygge dette voksende økonomiske samvirke
med en politisk dimension, var de skiftende danske regeringer meget forsigtige
på dette punkt (DUH IV 246).
[16] Man påregnede indsættelse
af en hel del taktiske A-våben - og regnede med ca. 50 procents egne tab i
operationens første fase. - Min vigtigste kilde til dette er en artikel fra
2002 i det kendte polske ugeblad Wprost
("ligeud" eller "rent ud sagt") - som vel at mærke er
skrevet af historikeren Paweł Piotrowski fra Wrocław-afdelingen af
det polske Institut for National
Erindring (Instytut Pamięci Narodowej, IPN). - LINK: http://www.wprost.pl/ar/13287/Desant-na-Danie/?pg=0
[17] Jeg selv var genindkaldt
til rådighedstjeneste i sidste halvdel af august 1968, men var tilfældigvis
ikke på Bornholm i den forbindelse. Jeg var på øvelse et andet sted i landet.
Men nogle af mine kammerater havde været på Bornholm og kunne fortælle, at der
havde været øget Warszawapagt-flådeaktivitet - og vel også flyaktivitet - og at
vore to radarer (sø- og luft-, NATO's vigtige øjne inde bag og langt ind bag
Jerntæppet) var blevet jammet (i øvrigt på en meget mærkelig måde, efter hvad
jeg hørte). Og de kunne fortælle, at beredskabet havde været øget. Det var i
det hele taget mærkeligt at være på militærøvelse i de dage, også på grund af
særlige omstændigheder, som jeg den dag i dag ikke vil komme nærmere ind på.
[18] Det er svært at sige, hvor
meget af dette, der skyldtes traditionel dansk frygt for en stormagt, nemlig
Sovjetunionen, eller en, også indenrigspolitisk og ideologisk motiveret,
modvilje mod at træde for hårdt op mod et østblokdiktatur, når vi jo, som det
blev sagt, også havde diktaturer og militærdiktaturer i Vesten, eller den jo
yderst fornuftige og realistiske forståelse af, at man meget nemt kunne skade
Solidaritet, hvis man fra vestlig side markerede en alt for voldsom støtte. -
Man må ikke glemme, at der under Den Kolde Krig på venstrefløjen blev sværmet
en hel del for kommunismen, så at selv Socialdemokratiet kunne være tvunget til
at udvise forsigtighed i offentlige udtalelser.
[19] Min egen biskop Thorkild
Græsholt (Lolland-Falsters Stift) kørte ved en enkelt lejlighed med en
nødhjælpslastbil til Polen (vel fra Folkekirkens Nødhjælp), og han fortalte
bagefter om den uhyggelige mange på alle
slags varer i de polske forretninger.
[20] I Bent Boels artikel "LO og Solidarnosc,1980-1989. Så nær og dog så
fjern" (Arbejderhistorie nr. 2,
2007) forsvares og forklares den danske fagbevægelses optræden. Tidsskriftet Arbejderhistorie udgives af Selskabet
til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH).
[21] Da min egen yngste søn var
i hæren, var han nogle gange på NATO-øvelser i Polen, i hvilken forbindelse han
et par gange også var i dette korpshovedkvarter. Det var meget stort for mig
gamle koldkrigssoldat at følge med i og høre om.
[22] Otte ugers sammensparet ferie.
[23] Center for Europæisk Kirkeret og Kirkekundskab.
[24] Resultatet af dette studium vil om nogle måneder blive offentliggjort i form af afhandlingen: "Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement". Denne afhandling er pr. 01.12.97 af Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet antaget til forsvar for den teologiske doktorgrad og vil efter planen udkomme inden sommerferien med henblik på forsvar i begyndelsen af september.
[25] "Evangelisk-Lutherske Kirke i Rusland og andre Stater".
[26] Der er tale om den kirkeslaviske udgave af Krysostomos-liturgien fra det fjerde århundrede.
[27] Center for Europæisk Kirkeret og Kirkekundskab.
[28] "Musulmánka" er det russiske ord for "kvindelig muslim". Da vi kom til at røbe over for Svetlána Shalakhmétova, at vi gik hjemme i Døllefjelde Præstegård og omtalte hende på denne måde, tog hun det slet ikke ilde op; både hun og hendes mand tog tværtimod betegnelsen til sig.