HAMANN

Bent Christensen

Denne side er oprettet 26.10.06. - Senest opdateret 09.01.13: FRA HAMANN TIL FASC. 209.10: OM GRUNDTVIGS FORHOLD TIL JOHANN GEORG HAMANN OG DENNES SAMTIDIGE. - Grundtvig-Studier 2012

Det var den ”empiriske” del af mit store (i enhver betydning af ordet) livs‑projekt ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement” (se undersiderne ”Poesi” og "Min lyrik- og poetikhistorie"), nærmere betegnet mine studier af den tyske romantiks forhistorie, der bragte mig ind i et studium af königsbergeren Johann Georg Hamann (1730-1788), en ikke så kendt, men i virkeligheden meget stor skikkelse i 1700-tallets tyske åndsliv, en ”besynderlig” (Gr.), men særdeles interessant person, hvis betydning for Søren Kierkegaard er almindeligt kendt, også internationalt, men som også (med og mod Herder) har haft betydning for Grundtvig, et forhold, jeg på tidspunktet for oprettelsen af nærværende underside følte mig kaldet til at undersøge nærmere. Indtil jeg fik foretaget i hvert fald en nødtørftig undersøgelse deraf, måtte man nøjes med den ved denne undersides oprettelse indsatte tekst. Men som det fremgår af den 26.08.11 indsatte tekst, kom jeg ikke videre med undersøgelsen, i hvert fald ikke i form af egentlige resultater. Nærværende underside vil derfor næppe blive udvidet med andet end denne lille tekst om en lille liste fra Grundtvigs hånd, hvori Hamanns navn står.

INDHOLD

Ældst øverst.

FRA HAMANN TIL FASC. 209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige. - Grundtvig-Studier 2012.

JOHANN GEORG HAMANN I FORTID OG NUTID. Om mit møde med teologen og filosoffen Johann Georg Hamann. - Sat her på hjemmesiden 26.10.06.

ET LILLE STYKKE GRUNDTVIG-HAMANN-FORSKNING. - Hamann på Grundtvigs liste. - 26.08.11

* *

Fra Hamann til Fasc. 209.10: Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige

[Trykt i Grundtvig-Studier 2012. Men nedenstående er foreløbig det endelige af mig indsendte manuskript. Eventuelle afvigelser derfra i den trykte tekst vil der blive taget hensyn til senere. Denne tekst står også på undersiden "Grundtvig"]

Af Bent Christensen

Et forsøg på at undersøge Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann (1730-1788) førte frem til et dokument i Grundtvig-arkivet (Fasc. 209.10), en liste med en række tyske forfattere og med angivelse af nogle særlige perioder eller år for de pågældende i tidsrummet 1741-1781. Grundtvigs forhold til Hamann kan yngre forskere måske arbejde videre med. Forfatterlisten kan ses som et forarbejde til Verdenskrøniken 1817. Men den kan også ses som en betragtning af de pågældende forfattere og de pågældende punkter og perioder under en helt særlig “time-billedlig” eller “synkronistisk” vinkel, som er snævrere og mere speciel end den vinkel, der er anlagt i selve Verdenskrøniken.

Johann Georg Hamann (1730-1788) kan i flere henseender ses som noget i retning af en tysk forløber for Grundtvig, og Grundtvig har kendt ham og følt et åndeligt slægtskab med ham – også i sit kritiske forhold til Herder. Men en mere udførlig præsentation af Hamann ligger uden for nærværende årbogs rammer, og der må stort set blot henvises til Hamann-litteraturen. Det afgørende er, at Hamann er den største og dybeste kritiker af oplysningstænkningen før Grundtvig. Også Søren Kierkegaard kendte Hamann og satte ham højt, et forhold, der både herhjemme og internationalt har været genstand for nogen behandling. Kierkegaards navn blev også nævnt adskillige gange i løbet af det nedenfor omtalte Hamann-kollokvium.

At Hamann fik tilnavnet “Magus des Nordens” (den vise mand i Norden, jfr. Matt 2,1-12), skyldes dels selve hans åndelige format, dels, hvad der betegnes som hans hang til det irrationelle og hans mystisk-profetiske sprog.

Hamann var endnu mere ude på sidelinjen end Grundtvig og Kierkegaard, men var alligevel en anerkendt skikkelse i såvel samtiden som eftertiden. I 1772 udgav Hamann flere skrifter som svar på Herders Über den Ursprung der Sprache (1772). Kants Kritik der reinen Vernunft (1781) læste Hamann allerede korrekturtrykket af, og han skrev – måske – en avisanmeldelse af den ved dens udgivelse, i hvert fald et manuskript. I 1784 skrev han det ganske vist først i 1800 trykte skrift Metakritik über den Purismum der Vernunft. Hamann kritiserer her skarpt Kants projekt, idet han blandt andet beskylder Kant for at ville bedrive en ny form for metafysik, når han spørger om et grundlag for erkendelsen forud for og uafhængigt af erfaringen. På grund af den respekt, Hamann havde for sin ven Kant, hvis format han trods sin kritik til fulde anerkendte, undlod han at offentliggøre dette skrift, men allerede samme år gengav han i et brev til sin anden Königsberg-ven Herder det meste af Metakritikkens indhold, hvilket fik indflydelse på Herders Kant-kritik. Hamann var altså ikke alene 1700-tallets tredje store Königsberg-tænker, men stod også i personlig forbindelse med de to andre.

Hamann-søgninger på Internettet førte til en kontakt med et Hamann-forskningsmiljø, der i mange henseender kan minde om Grundtvig-Selskabet herhjemme, og det endte med, at denne artikels forfatter i 2006 kom til at deltage i “9. Internationales Hamann-Kolloquium” i “Interdisziplinäres Zentrum für die Erforschung der Europäischen Aufklärung” ved Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Halle (Saale).

De fleste foredragsholdere var i professor- og doktorklassen på fagområderne teologi, filosofi og litteratur. Ikke til stede denne gang var den danske Hamann-ekspert og fhv. professor ved Germansk Institut, Københavns Universitet, Sven-Aage Jørgensen, som alle kendte, agtede højt og spurgte til. Fra Norge deltog lektor ved universitetet i Oslo Øystein Skar, hvis bog Opplysning og kors (2003) er benyttet i forbindelse med arbejdet med denne artikel.

I foredragene og drøftelserne var det naturligvis Hamanns kritik af såvel Kants kriticisme som hele 1700-tallets oplysningsprojekt, der spillede den overordnede rolle. Men af ganske særlig interesse for en dansk Grundtvig-forsker var de ting, der handlede om Hamanns syn på Bibelen, Kristus og skaberværket som Guds ord samt om hans syn på Kirken og sakramenterne. Et par notat-stikord: “Sprog er sakramente og ethvert sakramente er sprog”. “Det kirkelige sakramentes sproglighed (ordlighed)”. “Guds magtord skaber, hvad det nævner” (Gottes Machtwort schaffet, was es lautet)!

Hamann i Verdenskrøniken 1817

På denne baggrund melder forholdet mellem Grundtvig og Hamann sig som en oplagt genstand for en større undersøgelse. Men gennemførelsen af en sådan vil være vanskeligere, end det umiddelbart kunne synes.

Hamanns navn forekommer tre gange i 1817-verdenskrønikens afsnit om Herder, og det på en måde, der tyder på, at Grundtvig selv har kendt Hamann og været klar over, at han var en mand af en anden og dybere karakter end Herder.

I omtalen af Herders ungdom i Königsberg skriver Grundtvig, at han dér stiftede venskab med “den genialske, besynderlige Hamann” (VK 1817, 545. US III, 677).[1] Og da Grundtvig midt i det ganske kritiske Herder-afsnit vil fremhæve den fortjeneste, Herder dog har indlagt sig, sker det med disse ord:

Hvad der imidlertid gjør ham især historisk mærkværdig [bemærkelsesværdig] og vil, dersom han ikke skylder Hamann alt for meget [fremhævet her], stedse bevare hans Ihukommelse, er den dybere historiske Anskuelse, som først gjennem ham stræbde at gjøre sig gjældende (VK 1817, 547 f. US III, 678).

Til slut går Grundtvig ind på spørgsmålet, om Herder var digter, og han henviser til den tyske digter Jean Pauls karakteristik af ham som snarere et digt[2] - idet han så fortsætter:

og mig synes, man i saa Fald helst skulde kalde ham en Prophetie: Hamanns Prophetie om Humaniteten c: Menneske-Forgudelsen, hvis Fremskin han [Herder] oplevede, uden at gjenkjende den, fordi han var en Prophetie, som ovenikjøbet over Fornuft-Critiken havde glemt sig selv (VK 1817, 551; US III, 680).

Af ovenstående fremgår det, at Grundtvig, velorienteret, som han var, ikke alene har kendt Hamann, men altså også har sat ham kvalitativt højere, end han satte Herder. Men det er ikke uden videre til at se, i hvilket omfang Grundtvig er påvirket af Hamann. At der er tale om et åndeligt slægtskab, er tydeligt, men det er muligt, at der (i dette som i andre tilfælde) netop, i hvert fald først og fremmest, er tale om blot slægtskab, ikke om påvirkning.

Der er dog måske alligevel stof til et eller flere forskningsprojekter om forholdet mellem Grundtvig og Hamann. Men man må i givet fald nok som én mulighed nøjes med, overvejende at foretage en sammenligning af de to, eventuelt i et bredere epokalt perspektiv, eller man må, som en anden mulighed, tage Hamann med ind i en minutiøs undersøgelse og genvurdering af Grundtvigs forhold til Herder.

Det eneste resultat, en søgning efter andre steder, hvor Hamann er direkte nævnt hos Grundtvig, har været den lille liste, som nu skal præsenteres og i nogen grad udmøntes. Noget større bidrag til Grundtvig-Hamann-forskningen er der ikke tale om, men snarere et lille bidrag til belysning af Grundtvigs arbejde med 1700-tallets tyske litteratur.

En Grundtvig-liste – Fasc. 209.10

Den pågældende liste står på et oktav-blad i Grundtvig-arkivet med fascikelnummeret 209.10, hvorpå Grundtvig – under overskriften “Synchronismer” – har skrevet en liste med en række tyske 1700-talsforfatteres efternavne efterfulgt af nogle ikke umiddelbart forståelige årstal. Og i det følgende meddeles de resultater, studiet af navnene og årstallene på denne liste har ført til.

I Registrant over N.F.S. Grundtvigs papirer skriver “WM” (William Michelsen) i indholdsregesten:

Liste over tyske forfattere, begyndende med Rabener og Gellert og endende med Goethe og Bürger. De tilføjede tal angiver ikke fødsel og død. For Goethe angives 1767-74, for Hamann 1759-81.[3]

Muligvis forarbejde til VK 1817; “i.j.n.” [i Jesu navn] tyder på sen affattelse.

Datering: 1817 (?).

Hertil kan bemærkes, at hvad “i.j.n.” angår (og der er også punktum efter i’et!), er der tale om Grundtvigs fromme skik med, også helt bogstaveligt, at indlede hver del af sit skriftlige arbejde i Jesu navn, efterhånden, som her, forkortet. “[S]en affattelse” må betyde tæt på arbejdet med Verdenskrøniken. Spørgsmålstegnet ved dateringen må dog ses som velbegrundet; kan denne liste, hvis den har været et forarbejde til VK 1817, virkelig være skrevet samme år?[4] – Udviklingen af Grundtvigs i-Jesu-navn-markeringer i øverste venstre hjørne af hans manuskripter er et helt studium (og dateringskriterium) for sig.[5]

Her følger nu afskriften af fotokopien af listen fra Det Kongelige Bibliotek. Tvivl om læsningen af tallene vil blive behandlet senere:

i.j.n.

Synchronismer

Rabener 1741-57

Gellert 1742-57

Ramler 1744-67

Gleim -65

Cramer -59

Sulzer 1745-50

Möser 1746-55

Kant 1746-81

Lessing 1747-61

Klopstock 1748

Mendelssohn 1750-61

Gessner 1751-62

Wieland 1751-60

Winkelmann 1755-60

Abbt -65

Hamann 1759-81[6]

Nicolaij 1760

Herder 1763-67

Lavater -68

Claudius -70

Schröckh 1764

Jacobi 1764

Göthe 1767-74

Bürger 1769-78

Wieland og Abbt er føjet til senere, Wieland delvis mellem Gessner og Winkelmann, Abbt til højre for Winkelmann, hvad der må være lig med efter denne. Nicolai (af Grundtvig altså skrevet “Nicolaij”), Schröckh og Jacobi er overstreget af Grundtvig.

Årstallene er altså ikke de pågældende forfatteres fødsels- og dødsår. Men hvad er de så? Listen omfatter efter alt at dømme tidsrummet fra Rabeners debut som satiriker i 1741 (se nedenfor) til Kants Kritik der reinen Vernunft i 1781 og Hamanns i samme år mere eller mindre påbegyndte, men først i 1784 færdiggjorte og i 1800 (posthumt) trykte Metakritik über den Purismus der reinen Vernunft. Hvad Verdenskrøniken 1817 angår, har Grundtvig selv angivet Frederik den Stores regeringstid (1740–1786) som kriterium for valget af periode.[7] I forbindelse hermed bruger Grundtvig i øvrigt et dansk ord, der meget vel kan svare til det ord, han har sat over listen: “Synchronismer”. Efter at have nævnt Klopstock, Lessing, Wieland og Winckelmann som tidens største navne skriver han nemlig, at “før vi fæste Øie paa disse storskaarne Time-Billeder [fremhævet her] maa vi lade det løbe omkring imellem de mindre”.[8] Og det fremgår af sammenhængen, at Grundtvig i høj grad har betragtet både de store og de små forfattere, såvel digtere som kritikere og humanister, som netop billeder på eller udtryk for det omhandlede tidsrum.

Set i et almindeligt litteraturhistorisk perspektiv gælder listen det meste af den periode, der i Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart i titlen til 1990-udgavens bind VI betegnes som “Aufklärung, Sturm und Drang, frühe Klassik 1740-1789”.[9]

I Verdenskrøniken 1817 er hele overgangen på s. 504-506 fra den tyske kirkehistorie til den særlige litteraturhistorie, der her er tale om (“en klar Oversigt over den tydske Bog-Verden”, 505), uhyre interessant i begge de her omtalte henseender (områder og periode).

Fasc. 209.10 og Verdenskrøniken 1817

I Verdenskrøniken 1817 begynder selve gennemgangen af perioden med et af de mange navne, der ikke er med på listen, nemlig “Preuseren Gotsched, en ægte Volfianer, Oversætteren af Bayles Ordbog” (506). Men Fasc. 209.10-listens navne og årstal ligger inden for den behandling af Tysklands litteratur- og åndshistorie i 1700-tallets anden halvdel, der begynder på side 505 og som – efter behandlingen af Kant, den kritiske filosofi og dennes teologiske konsekvenser – på side 561 går over i et lille overgangsafsnit, hvor først tronskiftet (i 1786) fra Frederik den Store til Frederik Vilhelm II nævnes og der dernæst peges frem mod den franske revolution, men hvor der til sidst ledes direkte over til den umiddelbart følgende behandling af Amerikas historie, det sted, “hvor de politiske Revolutioner toge deres Begyndelse”.

På side 633 vender Grundtvig – efter at have været rundt i hele Europa – igen tilbage til Tyskland, men nu til Fichte. Og det er tydeligt, at han nu er ved at slutte. Han når også at kaste endnu et blik på Frankrig og England, og efter at være nået helt frem til Schelling og dennes intellektuelle anskuelse slutter han med at sætte sin egen historiske anskuelse op mod den. Der er dog et par af navnene fra listen med, nemlig (den ganske vist overstregede) Schröckh (634) og Goethe (649-651). Og da Grundtvig til sidst – med direkte henvisning til jubilæumsåret 1817 – erklærer, at han vil standse ved Luthers grav (672), munder dette ud i en sidestilling af Matthias Claudius (også på listen) og Luther. Claudius var død i 1815, og nu vil Grundtvig rejse denne “ægte Søn af Morten Luther” et venligt kors tæt ved Luthers grav (673). Til allersidst sætter “denne Bogs Forfatter” sig selv på Luthers grav. For denne bog er jo en hilsen eller hyldest til “Jubel-Aaret med Sagas Røst fra Danmarks Skove” (674). Bogen slutter på side 675.

Disse sidste ting er interessante, fordi de viser noget om forholdet mellem listen og bogen. Da Grundtvig lavede listen, har han set Kant- og Hamann-året 1781 som det sidste år, for så vidt angår denne række af time-billeder eller synkronismer. Goethe er med på listen, men vel at mærke med årstallene 1767-1774 (Sturm und Drang-perioden). Og Schröckh (som altså desuden er strøget) med årstallet 1764. Claudius står på listen med årstallet 1770, men er af jubilæumsår-grunde blevet gemt til sidst.

Medens selve udvalget af forfattere på listen er nemt at forstå, er det sværere at forstå, hvorfor det sidste af en forfatters årstal i flere tilfælde ikke alene ligger meget tidligt i den pågældendes liv og forfatterskab, men også tidligt i den periode, det tydeligvis drejer sig om. Se fx under Lessing. Grundtvig må have valgt disse tidlige årstal, fordi han har ment, at de – i den ene eller den anden forstand – har betegnet afslutningen på den del af det pågældende forfatterskab, som er specielt interessant under den vinkel, der her er tale om. Der kan igen henvises til overgangsafsnittet på s. 504-506, selv om Grundtvig altså ikke har arbejdet under helt den samme vinkel, da han skrev Verdenskrøniken, som da han sad og lavede listen. Det virkelig interessante spørgsmål er nemlig, i hvilken grad listen er et forarbejde til Verdenskrøniken, eller om det (også) i en anden og mere speciel forstand er nogle særlige dele af de pågældende forfatterskaber og biografier, der er tale om, altså disse dele som særlige time-billeder/synkronismer. Det er i hvert fald påfaldende, at det i høj grad er senere dele af de pågældendes liv og forfatterskaber, der behandles i Verdenskrøniken, ligesom der jo er nogle af navnene på listen, der ikke er med i bogen, medens der i denne er en hel del navne med, som ikke står på listen.

Følgende navne er ikke på listen, men med i den pågældende del af Verdenskrøniken 1817: Gotsched (506, 509, 511). Bodmer (507, 509), Haller (509), Hagedorn (509), Kleist (510), Schlegel (510), Stolberg (518), Voss (xxxi-xxxii og 518), Götze (527), Bodmer (533), Baumgarten (539), Semler (539), Meusel (539), Rühs (539), Gebauer (539), Maskov (539), Gatterer (539) og. Schløzer (539).

Om forfatterne på listen

I betragtning af den betydning, Hamann har både bag og i denne artikel, kan det være rimeligt at begynde med nogle særlige bemærkninger om ham. Det er interessant, at han er med på denne liste, men det er også interessant at se, hvad der uden tvivl ligger bag de årstal, der er angivet ved hans navn.

Hamanns “førsteår” 1759 er klart nok. Det er nemlig det år, skriftet Sokratische Denkwürdigkeiten udkom.[10] Forholdene i og omkring “slutåret” 1781, nemlig om Hamann og Kant og Kritik der reinen Vernunft er omtalt i artiklens første del. Men det er under alle omstændigheder et vidnesbyrd om Grundtvigs kendskab til Hamann, at han åbenbart har kendt til Hamanns reaktion i 1781 og regnet dette år for et afgørende år i hans forfatterskab – og i den litteraturhistoriske periode, listen dækker. Hamann døde i 1788 og Frederik den Store i 1786, og i Hamann-bibliografien anføres to (i Hamanns levetid trykte) skrifter fra årene efter 1781, nemlig Golgatha und Scheblimini (1784) og Entkleidung und Verklärung (1786/87).[11]

Men i det følgende skal nu, så kort som muligt, anføres nogle ting om samtlige forfattere på listen og deres årstal samt om, hvor og hvordan de er omtalt og behandlet i Verdenskrøniken. Forfatternes navne er fremhævet med fed, og de årstal, der svarer til årstallene i Grundtvigs liste, er fremhævet med fed kursiv. Det har ikke altid været let at finde et værk eller et vendepunkt, der med sikkerhed svarer til, hvad Grundtvig har haft i tankerne, da han lavede sin liste, men alt i alt giver de ting, der – hovedsagelig ved internetsøgninger – er fundet frem til, et indtryk af, hvilke kriterier der har ligget til grund for valget af årstal.[12] Der er ikke tale om en fuldkommen konsekvens i, hvad der i teksten og noterne er oplyst om de enkelte forfattere og årstal, men de ret vidtløftige oplysninger, der i nogle tilfælde er givet, skal ses som relevante eksempler på, hvad de pågældende årstal dækker over.

Gottlieb Wilhelm Rabener (1714-71). Satirisk forfatter. Debuterede 1741 i Johann Joachim Schwabes ugeskrift Belustigungen des Verstandes und Witzes (1741-1745) og blev efterfølgende bidragyder til bladet Neue Beiträge zum Vergnügen des Verstandes und Witzes (1744-1759). – I året 1757 tryktes et oplag af Gottlieb Wilhelm Rabeners Satiren, Zweyter Theil.[13] – I VK 1817 nævnes Rabener sammen med Gellert og Cramer som den kreds, der optog Klopstock i sig. Af Rabeners egen produktion nævnes hans “godmodige Satirer”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Christian Fürchtegott Gellert (1715-69). Digter og moralfilosof. 1742: “Gedanken von einem guten deutschen Briefe” (i ovennævnte ugeskrift Belustigungen des Verstandes und Witzes, årgang 1742, 177-189.). – Gellert skrev på baggrund af sine oplevelser under Den Preussiske Syvårskrig Geistliche Oden und Lieder, 1757. – I VK 1817 nævnes Gellert sammen med Rabener og Cramer som den kreds, der optog Klopstock i sig. Af Gellerts egen produktion nævnes hans “lette og velmeende Fabler”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Karl Wilhelm Ramler (1725-98). Digter og filosof. Påbegyndte 1742 teologistudiet i Halle. I hvert fald digtet “Sehnsucht nach dem Winter” angives som skrevet i 1744. – Ramlers Oden udkom 1767. – I VK 1817 betegnes Ramler på s. 510 som hørende til “den gallo-romanske Side” og blandt Frederik den Stores beundrere og lovsangere.

Johann Wilhelm Ludwig Gleim (1719-1803). Digter. “Førsteåret” må (bindestregen) være 1744, hvor Versuch in scherzhaften Liedern, Erster Teil udkom. – 1765 udkom Lob des Landlebens. – I VK 1817 betegnes Gleim på s. 510 som hørende til “den gallo-romanske Side” og blandt Frederik den Stores beundrere og lovsangere.

Johann Andreas Cramer (1723-88). Teolog. Kansler ved universitetet i Kiel. Cramer fik magistergraden i 1745 og begyndte at holde forelæsninger. Til året til 1744 er der ikke fundet noget, og at Grundtvig har anført det, kan skyldes en forveksling.[14] Allerede i sin første studentertid dyrkede Cramer ivrigt litteratur og æstetik sammen med en kreds af unge litterære venner. På Klopstocks anbefaling blev Cramer kaldt til Danmark som hofpræst i marts 1754. – Cramer udgav 1759-1765 fem bind passionsprædikener, og hans fire bind salmeoversættelser udkom 1755-1764. – I VK 1817 nævnes Cramer sammen med Rabener og Gellert som den kreds, der optog Klopstock i sig (511). Af Cramers egen produktion nævnes hans “Oversættelse af Psalteren” og “hans smukke Riim om Luther og Melanchton”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Johann Georg Sulzer (1720-79). Svejtsisk teolog og oplysningsfilosof. Udgav i 1745 sit første værk: Versuch einiger Moralischen Betrachtungen über die Werke der Natur. – I 1750 udgav Sulzer Kritische Nachrichten aus dem Reiche der Gelehrsamkeit (sammen med Ramler) og Unterredungen über die Schönheit der Natur. Han blev samme år medlem af Det Preussiske Videnskabsakademi. – Sulzer nævnes ikke i VK 1817.

Justus Möser (1720-94). Jurist, litterat og historiker. 1746 bidrag i Ein Wochenblatt.[15] – Det eneste søgningsresultat for året 1755, er, at Möser i det år blev “syndikus ved ridderskabet” eller “Sekretär der Ritterschaft”.[16] – I VK 1817 får Möser på s. 539 en relativ anerkendelse for sin indsats som historiker.

Immanuel Kant (1724-1804). 1746: Gedanken von der wahren Schätzung der lebendigen Kräfte. – 1781: Kritik der reinen Vernunft. – I VK 1817 behandles Kant selv s. 554 f og den kritiske filosofi og dens virkninger s. 555-561.

Gotthold Ephraim Lessing (1729-81). I Verdenskrøniken 1817 angiver Grundtvig, at Lessing fremtrådte som forfatter i 1747 – et år før Klopstock (519). Der er tale om flere tekster, blandt andet Der junge Gelehrte ein Lustspiel in drei Aufzügen. – Til året 1761 oplyser én tysk kilde: “Einen überraschenden Einschnitt stellen die Jahre 1761 bis 1765 dar; Lessing übernahm eine Stelle als Gouvernements-Sekretär beim preußischen General Tauentzien in Breslau” (http://www.zum.de/Faecher/Materialien/dittrich/Literatur/Lessing_Goethe_Schiller.htm) [I GS 2012 er denne henvisning sat ned som fodnote 17]. Alle andre fundne kilder angiver (efter)året 1760. – I VK 1817 optræder Lessings navn flere steder, men selve behandlingen af ham sker s. 519-531. Mon det blandt andet er Der junge Gelehrte, 1747, Grundtvig tænker på, når han skriver, at Lessing begyndte “med Stile-Øvelse og Snurre-Piberier”? (520).[17] Grundtvig har ikke noget bestemt til året 1761, men det står nok på en eller anden måde i forbindelse med, at Lessing altså i 1760 måtte opgive at leve af sin pen og blev ansat som sekretær for den preussiske general Tauentzien i Breslau (Wrocław). Til gengæld skriver han, at Lessing i 1770 “strandede som Hofraad paa Bibliotheket i Wolffenbyttel [Wolfenbüttel]”, hvad han videre kommenterer med ordene: “[E]fter forgjæves at have i Forstandens vide Verden søgt Sandheden i en ham velbehagelig Skikkelse, slog han sig til Roe med Literatur, Brudstykker og Comoedier” (522). Fælles for årene 1761 (1760) og 1770 er under alle omstændigheder, at Lessing måtte ty til erhvervsarbejde, og Grundtvig har måske simpelt hen i selve VK 1817 valgt 1770 i stedet for 1761. Grundtvigs sammenligning af Lessing og Klopstock på s. 519 f. viser også noget om hans syn på henholdsvis den yngre og den ældre Lessing. Nathan der Weise (1779) – og dets tema – behandles udførligt, fra s. 523 og helt frem til s. 531. Men dets udgivelsesår, ligger altså ikke alene efter det oprindelige “sidsteår” 1761, men også efter det “grænseår” 1770, Grundtvig har brugt i Verdenskrøniken. Dette må ses som ét blandt flere udtryk for, at Grundtvig har lavet listen under en mere speciel vinkel og i Verdenskrøniken har givet en bredere og i hvert fald noget mere almindelig fremstilling af de pågældende forfattere og deres betydning.

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803). Kun året 1748 er på listen, og det er året for udgivelsen af Messias’ tre første sange. – I VK 1817 behandles Klopstock på s. 519 f. (i en sammenligning med Lessing) og på s. 531.

Moses Mendelssohn (1729-86). Tysk-jødisk oplysningsfilosof. Fra 1750 huslærer, senere bogholder hos en silkefabrikant. – 1761: Rhapsodie oder Zusätze zu den Briefen über die Emfindungen og Philosophische Schriften. – Mendelssohn omtales ikke i VK 1817.

Salomon Gessner (1730-1788). Svejtsisk idyldigter, maler og grafiker. 1751 debuterede Gessner anonymt i Bodmers ugeskrift Crito med “Lied eines Schweizers an sein bewaffnetes Mädchen”.[18] – 1762: fire bind Gedichte. – Gessner omtales ikke i VK 1817.

Christoph Martin Wieland (1733-1813). Digter, oversætter og udgiver. 1751: Lobgesang auf die Liebe.[19] – 1760: Prosasørgespillet Clementina von Poretta og dialogen Araspes und Panthea.[20] Samme år blev Wieland ansat som kancellidirektør i Biberach, Baden-Württemberg. – I VK 1817 omtales Wieland især på s. 531-536. På s. 534 skriver Grundtvig, at “den største Tjeneste han har viist Poesien, var Oversættelsen af Shakspears Værker”. Og han har anført årstallene i marginen. Men desværre er der af lige netop det fjerde ciffer i det første årstal kun et par små prikker at se. Men der skulle vel have stået 1762; Wielands 22 Shakespeare-oversættelser blev i hvert fald udgivet 1762-1766. Men Grundtvig kan på listen have valgt 1760 som året, hvor en periode i Wielands liv slutter og en ny begynder,[21] og det er vist også det år, Wieland får stødet til at begynde at oversætte Shakespeare.[22]

Johann Joachim Winckelmann (1717-68). 1755: Winckelmann udgav sit første skrift (i et oplag på knapt 50 eksemplarer): Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst. Et andet oplag udkom allerede 1756. – 1760: Winckelmann udgiver Description des pierres gravées du feu Baron de Stosch og bliver optaget i akademierne „Academi di S. Luca zu Rom, „Accademia Etrusca zu Cortona“ og „Society of Antiquaries of London“. Description er et stort og vigtigt arbejde, nemlig beskrivelsen – som skulle være på fransk – af den da afdøde Baron de Stosch’s samling på ca. 3000 gamle udskårne smykkesten. Winckelmanns hovedværk Geschichte der Kunst des Alterthums udkom 1764. – I VK 1817 er Winckelmann nævnt på s. 505 og behandles s. 537 f.

Thomas Abbt (1738-66). Forfatter og oplysningsfilosof. Der er ikke fundet noget til årstallet 1755.[23] Efter gymnasiet studerede Abbt fra 1756 filosofi og matematik i Halle. Under pseudonymet *B* var han medarbejder ved Briefe, die neueste Litteratur betreffend (Berlin 1733-1765). I 1765 udgav Abbt værket Vom Verdienst,[24] og samme år blev han udnævnt til gräflicher Schaumburg-Lippischer Hof-, Regierungs- und Consistorialrat og Patronus scholarum i Bückeburg. – Abbt omtales ikke i VK 1817.

Johann Georg Hamann (1730-88). 1759: Sokratische Denkwürdigkeiten. – I 1781 måske avisartikel om Kritik der reinen Vernunft, men ellers i hvert fald en første, om end utrykt kritik af Kants skrift (se ovf.). – I VK 1817 omtales Hamann de ovenfor anførte steder.

Christoph Friedrich Nicolai, også Nickolai (1733-1811). Nicolai er overstreget på listen. Forfatter (satiriske romaner og rejsebeskrivelser), forlagsboghandler, kritiker, regionalhistoriker, oplysningens hovedrepræsentant i Berlin. Kun årstallet 1760 er anført på listen. I dette år udgav Nicolai Ehrengedächtniß Herrn Ewald Christian von Kleist (det første værk i bibliografien). – Nicolai omtales ikke i VK 1817.

Johann Gottfried von Herder (1744-1803). I 1763 fik Herder det Hochgräflich-Dohnasche Stipendium og arbejdede med Schweizerische Patriotische Gesellschafts prisopgave “Wie können die Wahrheiten der Philosophie zum Besten des Volkes allgemeiner und nützlicher werden?”. Dette er et typisk eksempel på, at vigtige punkter i selve forfatternes liv, her et begyndelsespunkt, kan være yderpunkter i de perioder, der angives. Året før havde Herder sluttet venskab med den 14 år ældre Hamann.[25] Det første værk i Herder-bibliografien er Fragmente über die neuere deutsche Literatur, som reelt udkom i 1766, men med 1767 angivet som udgivelsesår, det år, der ofte sættes som første år i den Sturm und Drang-periode, disse Fragmente dermed ses som startskuddet til. – I VK 1817 behandles Herder (og Preussen) på s. 543-554. Herders tidlige ungdom ved Grundtvig ikke meget at sige om, men venskabet med Hamann omtales, og dernæst skriver Grundtvig, at Herder “allerede i sit 21 år [blev] Rector og præst i Riga” (s. 545). Den korte oversigt over Herders liv slutter allerede øverst på s. 546, og resten af pladsen bruger Grundtvig hovedsagelig på en kritisk vurdering af ham. Dog nævnes hans “dybere historiske Anskuelse” (som han kan have fra Hamann) og hans indsats i henseende til den, især med de værker, Grundtvig på s. 548 betegner som “Skyggerids til Historiens Philosophie”, “Poetiske Folke-Stemmer” og “Breve om det theologiske Studium”. (Og det må jo være Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit (1784-91), Volkslieder nebst untermischten anderen Stücken (1778/79) som i det posthume 2. oplag 1807 fik titlen Stimmen der Völker in Liedern, og Briefe das Studium der Theologie betreffend (1780-81)). På s. 548 betegner Grundtvig Ideen zur Philosophie der Geschichte som det værk, der både af Herder selv og andre blev betragtet som hans (dog ikke fortsatte) hovedværk. På s. 551 går Grundtvig ind på spørgsmålet, hvorvidt Herder var digter (se ovf.), og behandlingen af ham klinger ud i en kritik af hans tvetydige forhold til Bibel og kristendom – og munder ud i en overgang til behandlingen af Kant (554).

Johann Caspar Lavater (1741-1801). Svejtsisk reformert præst, filosof og forfatter. “Førsteåret” er vel som Herders (jf. bindestregen) 1763. I dette år foretog Lavater en dannelsesrejse til Nordtyskland med særligt henblik på teologisk videreuddannelse hos oplysnings- og reformteologen Johann Joachim Spalding i Barth, svensk Pommern.[26] I 1767 skrev Lavater sine Schweizer Lieder, og han udgav i 1768 Gereimte Psalmen og fra dette år firebindsværket Aussichten in die Ewigkeit (1768-1773/78). – I VK 1817 nævnes Lavater på s. 619 og 623, og han omtales på s. 627.

Matthias Claudius (pseudonym Asmus) (1740-1815). Digter, også af salmer, og journalist. Også Claudius’ “førsteår” må være 1763, i hvilket år han udgav Tändeleyen und Erzählungen. – I 1770 begyndte Claudius at udgive sine hidtil i tidskrifter spredte tekster, og i 1775 påbegyndte han udgivelsen af Asmus omnia sua secum portans (oder Sämtliche Werke des Wandsbecker Bothen). – Se ovenfor om Claudius’ særlige plads til allersidst i VK 1817.

Johann Matthias Schröckh, også Schroeckh, (1733-1808). Østrigsk litteraturvidenskabsmand, historiker og kirkehistoriker. Kun ét årstal: 1764, i hvilket år Schröckh udgav, hvad der i hvert fald må have været første oplag af bind I af Abbildungen und Lebensbeschreibungen berühmter Gelehrten. – I VK 1817 omtales Schröckh, skønt strøget på listen, som kirkehistoriker, dog ganske kritisk (634). I marginen angives hans dødsår fejlagtigt som 1806.

Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819). Filosof, jurist, købmand og forfatter, blandt andet kendt for sine stridigheder med Hamann. Nachtrag zum Briefwechsel 1764-1784. Jacobi er strøget på listen. – Jacobi er ikke nævnt i VK 1817.

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Når Grundtvig lader førsteåret være 1767, kan det skyldes, at han har vidst, det var i det år, Goethe til sin digterven Justus Friedrich Wilhelm Zachariä (1726-1777) skrev oden “An Zachariä”, som ellers (uden Goethes vidende) blev trykt første gang i 1776 (under titlen “An Herrn Professor Zachariä”). Første autoriserede tryk kom først 1815. – 1774: Die Leiden des jungen Werthers.[27] – I VK 1817 omtales Goethe, dvs. hans tilfredshed med Winckelmanns i grunden hedenske sindelag, på s. 537 f. Selve behandlingen af Goethe på s. 649-651 er hovedsagelig en generel karakteristik. Werther nævnes s. 649, Faust og “Göthes Natur-Historie” på s. 650.

Gottfried August Bürger (1747-94). Oplysnings- og Sturm und Drang-digter. Kendt for sine ballader (blandt hvilke især skrækdigtet ”Lenore” fra 1774 var yndet) – og for udgivelsen af Feldzüge und Abenteuer des Freiherrn von Münchhausen (1786/1789). I 1769 udgav Bürger prøveskriftet Etwas über eine deutsche Übersetzung des Homer. – 1778 overtog Bürger redaktionen af tidsskriftet Der Göttinger Musenalmanach, som han havde fået trykt sine ting i, og han udgav sin første digtsamling Gedichte. – I VK 1817 nævnes Bürger kun i fortalen (s. xxxii) – i forbindelse med en forklaring på, hvorfor Voss dårligt nok er omtalt.

De oplysninger, der er givet her, svarer forhåbentlig, men jo ikke med 100 procents sikkerhed, til, hvad Grundtvig har haft for øje, da han sad og skrev sin liste; Grundtvig kan i nogle tilfælde have haft kendskab til andre skrifter eller begivenheder. Men ovenstående må under alle omstændigheder kunne ses som en interessant kommentar til et sælsomt lille papir i Grundtvig-arkivet, hvorved det kommer til at give et ejendommeligt indblik ikke alene i Grundtvigs forudsætninger for arbejdet med Tysklands litteraturhistorie i Verdenskrøniken 1817, men også i hans betragtning af en række udvalgte forfattere og nogle særlige punkter og perioder i deres liv og virke som på en særlig måde repræsentative for perioden 1740–86.

Det er påfaldende, at Grundtvigs årstal i mange tilfælde ikke er interessante eller vigtige i den almindelige litteraturhistoriske sammenhæng – og fx ofte ikke optræder i Geschichte der deutschen Literatur (1967). Ligesom Grundtvig jo heller ikke selv følger sin liste i Verdenskrøniken 1817. Og det er ikke kun et spørgsmål om den periode, Grundtvig udtrykkeligt siger, han har valgt at holde sig inden for i Verdenskrøniken, og som listen jo også holder sig inden for. Den typiske periode for den enkelte forfatter begynder med den allerførste begyndelse (udgivelsesmæssigt eller blot biografisk) og slutter, når den første blomstring er forbi. Der kunne skrives en ganske stor afhandling om tysk litteratur- og åndshistorie i anden halvdel af 1700-tallet set gennem Fasc. 209.10’s prisme.

Det ville også være en undersøgelse værd at få opklaret, hvilke hjælpemidler i form af bøger og tidsskrifter Grundtvig har haft til sin rådighed.[28] Men det er under alle omstændigheder imponerende, at han er gået så langt ned i detaljen.

I den Hamann-sammenhæng, der har været udgangspunktet for nærværende artikel, er listen og de her meddelte oplysninger af interesse som eksempel på den sammenhæng, Grundtvig har set Hamann i. Men Hamann har haft langt større betydning for Grundtvig end selve det, at han har været et interessant lyspunkt i litteratur- og idéhistorien; Hamann må i en eller anden grad have stået for Grundtvig som en slags forløber for ham selv.

NOTER (her som slutnoter)

1 Ordet “genialsk” bruges almindeligvis lidt nedsættende om noget “excentrisk” og bevidst påtaget eller “tillavet”. Grundtvigs brug af dette ord kan altså godt udtrykke en vis forbeholdenhed. Man kan dog netop her spørge, i hvilken grad og på hvilken måde det er tilfældet.

2 Jean Paul: Vorschule der Aesthetik, 1804, her efter 2. forøgede udg. 1813, 3. Abteilung, kap. III. Kantate-Vorlesung Über die poetische Poesie, jf. Norbert Miller (udg.), Jean Paul Sämtliche Werke, Band I/5, 1980, 451-452. München.

3 Michelsen gengiver Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18”, men den er både i listen og her er rettet til “81”.

4 Bogen udkom “omkr. d. 30. sept”, og fortalen er dateret 19. juni 1817 (SJ I, 133).

5 Grundtvigs brug af "i.j.n." - og udviklingen i denne brug - er behandlet af Helge Toldberg (Toldberg 1946, 115-116).

6 Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18” er her rettet til “81”.

7 VK 1817, 506 og 581.

8 VK 1817, 506.

9 I 1967-udgaven af Geschichte der deutschen Literatur, som er benyttet her, dækker bind V perioden 1570-1750 og bind VI,1 perioden 1750-1832.

10 Om Sokratische Denkwürdigkeiten skriver Øystein Skar blandt andet: “[Hamann] vil i sitt skrift gjenoppvekke det provoserende ved denne tenkeren fra Athen (...). Hamann trekker inn den skotske filosofen David Hume (1711-1776), som tilkjenner troen en egen plass, uavhengig av erfaringen (...). Hamann bruker Humes skepsis som hjelp til troens sprang” (NB [???] Opplysning og kors , 20).

11 Det viser meget om Grundtvigs kriterier for valget af årstal på listen, at disse to vigtige, men jo sene og sammenfattende skrifter, ikke er regnet med, så det vil være rimeligt at oplyse lidt mere om dem. I Golgatha und Scheblimini. Von einem Prediger in der Wüsten bygger Hamann på Luthers brug af ordet “Scheblimini”, som er dannet på grundlag af den tyske transskription af den hebraiske ordlyd i Sl. 110,1: “Scheb limini”, “Sæt dig ved min højre hånd”. Skriftet er et svar på Moses Mendelssohns Jerusalem (1783), og Hamann skriver i et brev om det, at det er “der wahre Innhalt meiner ganzen Autorschaft, die nichts als ein evangelisches Lutherthum in petto [på hjerte] hat” (Briefwechsel 6,466,22-24). Og om Entkleidung und Verklärung. Ein fliegender Brief an Niemand, den Kundbaren skriver Hamann i et andet brev, at dette (ufuldendte) skrift tjener “[der] Entkleidung meiner kleinen Schriftstellerey und Verklärung ihres Zwecks, das verkannte Christentum und Luthertum zu erneuern und die demselben entgegengesetzten Mißverständnisse aus dem Wege zu räumen” (Briefwechsel 7,43,36-44,2). Der er her citeret efter Gerhard Krause og Gerhard Müller (red.): Theologische Realenzyklopädie, bd. 14 (1985). – Hvad mener Hamann med “den Kundbaren”? En internetsynonymordbog (www.textlog.de) oplyser: “Kundbar sind Tatsachen, die allen bekannt sind oder doch so vielen, daß es keiner neuen Bekanntmachung bedarf, um sie zu jedermanns Wissenschaft zu bringen. Es übersetzt das lateinische notorisch. Doch ist kundbar veraltet und wird gegenwärtig gewöhnlich durch offenkundig vertreten”. Måske kunne man oversætte det med "ham, I ved nok"?

12 I de mange tilfælde, hvor biografiske og bibliografiske data må anses for at være af almindelig leksikalsk karakter, er kilder ikke anført. Disse data er i vidt omfang indhentet og kontrolleret ved flere forskellige internetsøgninger.

13 Måske har Grundtvig haft en anden begivenhed i tankerne. Rabener var allerede i første halvdel af 1750’erne – med stor succes – begyndt at udgive sine satiriske skrifter i bogform. Der er under alle omstændigheder tale om afslutningen på Rabeners egentlig produktive periode.

14 Dette er nok en “kuriositet”, men i 1744 udkom en latinsk bog, hvis forfatterangivelse og titel lyder: Joann. Andr. Crameri Elementa Artis Docimasticae. Forfatteren til den er imidlertid metallurgen Johann Andreas Cramer (1710-1777). Så enten er der noget i 1744 for teologen Cramer, der ikke har kunnet findes, eller også er der tale om en misforståelse fra Grundtvigs side. – Ars docimastica, Dokimasie eller Probierkunst (dansk: Proberkunst) er de metoder, der bruges ved bestemmelsen af indholdet af forskellige stoffer i metaller.

15 Möser var selv Ein Wochenblatts udgiver. Joachim Kirchner nævner, hvad der også er af en vis interesse i nærværende sammenhæng, “unter den Autoren der Zeitschriften des fünften Jahrzehnts zuvörderst den Namen Justus Möser (1720-94), der 1746 als junger Advokat seiner Heimatstadt Osnabrück unter dem schlichten Titel Ein Wochenblatt die erste Probe seines publizistischen Talentes ablegte” (Kirchner 1958, 101).

16 “Die Ritterschaft” betegnede den lavere tyske adel.

17 Det kan også være Damon oder die wahre Freundschaft (1747), Die alte Jungfer (1748/1749) eller Der Misogyne (1748).

18 Førsteårstallet i listen kan også se ud til at være 1757. Men så passer det ikke med rækkefølgen. Det er formodentlig den øverste vandrette streg i 5-tallet, der er kommet til at gå over i 1-tallet).

19 Førsteårstallet kan også her se ud til at være 1757. Men se til Gessner ovf..

20 Araspes und Panthea betegnes i Geschichte der deutschen Literatur (1967) som en romanagtig dialog på grundlag af en episode i Xenofons Kyrupædi (VI, 1, 82).

21 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om året 1760 bla.: “Es bedeutete einen Einschnitt in sein Leben, daß er am 17.4.1760 einstimmig zum Senator von Biberach gewählt wurde” (bd. VI, 1, 84).

22 Wieland får måske allerede den første tilskyndelse i 1759. I Wieland’s translation of Shakespeare skriver Frederick William Meisnest en hel del om baggrunden for, at Wieland gik i gang med Shakespeare-oversættelserne, bl.a. følgende: “No doubt the immediate and most direct call for translating Shakespeare came to Wieland from his friend W. D. Sulzer [den Sulzer, der er på Grundtvigs liste, må være Johann Georg Sulzer], who upon returning a volume of Wieland’s copy of Shakespeare (Jan. 14, 1759), expressed the hope that some skilful genius would translate and analyse Shakespeare’s plays in the manner of Brumoy’s Theatre des Orecs”. Meisnest er her citeret fra en elektronisk udgave, som angives at være “Reprinted from the Modern Language Review. Vol. IX. No. 1. January 1914”. – www.ebooksread.com/authors-eng/frederick-william-from-old-catalog-meisnest/wielands-translation-of-shakespeare-sie/1-wielands-translation-of-shakespeare-sie.shtml.

23 Må være Abbts “førsteår” (bindestregen).

24 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om dette værk, at i det “glaubte Abbt, seine Sendung als Erzieher und Lehrer des Volkes zu erfüllen”, og det betegnes som “eine Darstellung jener Eigenschaften und Rechte, die Voraussetzung von Verdienst und Anerkennung sind” (VI, 1, 139). Det er et moralsk opbyggeligt værk, hvori Abbt forsøger at forene det folkelige og det videnskabelige.

25 I Michael Zarembas Herder-biografi Johann Gottfried Herder. Prediger der Humanität (Köln, 2002) står i “Zeittafel” under året 1762 blandt andet: “Freundschaft mit Hamann und Hartknoch” (s. 255).

26 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) betegnes året 1763 dog som “[d]as Jahr freiwilliger Verbannung”; det “konnte ihm weder innere Ruhe noch jenen Gottesbegriff vermitteln, um den er rang” (VI, 1 198). Og da han heller ikke kunne få et embede, kastede han sig ud i sit forfatterskab. Dette er et interessant eksempel på, hvad Grundtvig har set på, når han har valgt listens årstal.

27 I den oprindelige titel er der genitiv-s i “Werthers”, men i 1787-udgaven var det fjernet.

28 Flemming Lundgreen-Nielsen har i mail af 23. juni 2012 oplyst, at Hamann er omtalt i Baggesens Labyrinten I, 1792. “Hamann nævnes – bredere end hos Grundtvig i 1817 – i kapitlet “Hamburg”, hvor Baggesen opsøger den berømte Bohnske boglade og finder en række af hans skrifter. (...) Baggesens nøgleord for Hamann er “original”, og han har hørt, at han er en Habakuk for Herder og (Matthias) Claudius. Den lille profets navn er ifølge ODS ensbetydende med en spøgende karakteristik af en person som “sær, underlig” (...). Baggesens karakteristik af en stilprøve (på fransk!) fra en Hamann-tekst (hans epistel om inoculationen af den sunde forstand [Lettre néologique et provinciale sur l’inoculation du bon sens (1761)] er præget af dyb skepsis og ikke beundring. (...) Ifølge samtidige notater læste Grundtvig i Labyrinten bind 2, 1793, i midten af 1804 (...), men den nævnte beskrivelse kan næppe dengang have sendt ham på nogen opdagelsesrejse i Hamanns forfatterskab”.

Forkortelser

DDS: Den Danske Salmebog (2003).

Fasc.: Fascikel, dvs. håndskriftskapsel i Grundtvig-arkivet på Det Kongelige Bibliotek, København.

Geschichte der deutschen Literatur (1967): de Boor, Helmut og Newald, Richard (1967), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, V og VI,1, München.

Geschichte der deutschen Literatur (1990): de Boor, Helmut og Newald, Richard (1990), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, VI, München.

SJ I: Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

US: Holger Begtrup (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København.

Verdenskrøniken 1817 eller blot Verdenskrøniken: Grundtvig, N. F. S. (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

VK 1817: Grundtvig, N. F. S. (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

Litteraturliste

Værker af Grundtvig

Begtrup, Holger (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, bind 1‑10, København.

Grundtvig, N. F. S. (ca. 1817), “Synchronismer”, liste med tyske forfatternavne og årstal. Grundtvig-arkivet, Fasc. 209.10, Det Kongelige Bibliotek, København.

- (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

Værker af andre forfattere

Albeck, Gustav m.fl. (1957-64), Registrant over N. F. S. Grundtvigs papirer, I-XXX, København.

Baggesen, Jens (1792), Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig, I, København.

de Boor, Helmut og Newald, Richard (1967), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, V og VI,1, München.

de Boor, Helmut og Newald, Richard (1990), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, VI, München.

Den Danske Salmebog (2003).

Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

Kirchner, Joachim (1958), Das deutsche Zeitschriftenwesen, seine Geschichte und seine Probleme: Von den Anfängen bis zum Zeitalter der Romantik, I, Wiesbaden (Harrassowitz Verlag).

Krause, Gerhard og Müller, Gerhard (red.) (1985), Theologische Realenzyklopädie, XIV, Berlin.

Meisnest, Frederick William (1914), Wieland's translation of Shakespeare. Elektronisk udgave, som angives at være “Reprinted from the Modern Language Review. Vol. IX. No. 1. January 1914”. www.ebooksread.com/authors-eng/frederick-william-from-old-catalog-meisnest/wielands-translation-of-shakespeare-sie/1-wielands-translation-of-shakespeare-sie.shtml

Miller, Norbert (udg.), Jean Paul Sämtliche Werke, Band I/5, 1980, München.

Paul, Jean: Vorschule der Âsthetik, 2. forøgede udg. 1813

Seils, Martin (2003), “Höllenfahrt der Selbsterkenntnis”, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 18.07.2003, Nr. 164 / Seite 38.

Skar, Øystein (2003), Opplysning og kors. Utvalgte tekster oversatt og med innledning af Øystein Skar, Oslo.

Toldberg, Helge (1946), ”Dateringskriterier for Grundtvig-haandskrifter”, Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, årg. XXXIII, 107-120.

Zaremba, Michael (2002), Johann Gottfried Herder. Prediger der Humanität, Köln.

Internetsider

Internationales Hamann-Kolloquium: www.hamann-kolloquium.de

Zentrale für Unterrichtsmedien im Internet e. V.: www.zum.de - Til Lessing: http://www.zum.de/Faecher/Materialien/dittrich/Literatur/Lessing_Goethe_Schiller.htm.

FORFATTER:

Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen

Fuglsevej 5

DK‑4960 Holeby

E‑mail: bc@bentchristensen.dk.

www.bentchristensen.dk

* * *

JOHANN GEORG HAMANN I FORTID OG NUTID

Om mit møde med teologen og filosoffen Johann Georg Hamann i den tyske litteraturhistorie og i en aktuel tysk og international forskningssammenhæng. - Eller: En slags tysk Grundtvig 1730-1788-2006.

Sat på her 26.10.06

I forbindelse med mine studier af den tyske romantik, eller rettere af dens forhistorie, kom jeg i 2005 til at stifte bekendtskab med en person, som jeg hidtil egentlig kun havde kendt af navn, nemlig Johann Georg Hamann (1730-1788).

I Gyldendals ”Verdens litteraturhistorie” står der elleve linier om Hamann, der præsenteres som filosof og en vigtig forløber for ”Sturm und Drangs” anskuelser. Foruden inspirationen fra den engelske filosof David Hume peges der dog også på hans fordybelse i Bibelens beretninger, og jeg kan allerede her føje til, at Hamann regnes for 1700-tallets største tyske lutherske teolog. Videre står der, at

Hamanns meget kringlede, rhapsodiske afhandlinger, som stadig volder fortolkerne problemer, søgte om bag det han så som en mekanistisk verdensanskuelse, og ville ”pløje med en anden kalv end fornuftens”. Verden var ikke et dødt system, men en levende åbenbaring ( bd. 4, s. 166).

De elleve linier slutter med oplysningen om, at Hamanns indflydelse ikke bare gjaldt ”Sturm und Drang”, men også senere tider, og som eksempel nævnes Søren Kierkegaard, der gerne citerer Hamann, når han gør op med sin tids ”system”.

Men da jeg efterhånden også stødte på Hamanns navn flere andre steder, måtte jeg prøve at lære denne åbenbart særdeles interessante person at kende, så jeg fik ikke alene skaffet nogle bøger om ham, men fik også fundet en masse tekster om og af ham på Internettet - i hvilken forbindelse jeg stødte på et Hamann-forskningsmiljø, der i mange henseender kan minde om Grundtvig-Selskabet herhjemme, og det hele er foreløbig endt med, at jeg kom til at deltage i”9. Internationales Hamann-Kolloquium” i ”Interdisziplinäres Zentrum für die Erforschung der Europäischen Aufklärung” ved Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Halle (Saale), i dagene 28.- 30. september 2006. Og det er på denne baggrund, jeg har ønsket at give denne meget foreløbige præsentation af en af de mest spændende skikkelser i 1700-tallets idéhistorie.

Hamann nævnt hos Grundtvig

Også den internationale Hamann-litteratur er fuld af henvisninger til Kierkegaards forhold til Hamann, og Kierkegaards navn blev nævnt adskillige gange i løbet af det her omtalte kollokvium eller seminar. I den sparsomme danske litteratur om Hamann (se nf.), er det også Kierkegaard-perspektivet, der er helt afgørende. Men der er også et Grundtvig-perspektiv! Og for mit eget vedkommende ser jeg det som en klar opgave at få skaffet mig et i hvert fald nogenlunde overblik over Grundtvigs forhold til Hamann. Foreløbig har jeg kun fundet en direkte omtale af Hamann med navns nævnelse i een Grundtvig-sammenhæng, nemlig i Verdens-Krøniken 1817, hvor Hamanns navn forekommer tre gange i afsnittet om Herder, og det på en måde, der tyder på, at Grundtvig selv har kendt Hamann og været klar over, at han var en mand af en anden og dybere karakter.

I omtalen af Herders ungdom i Königsberg, skriver Grundtvig, at han dér stiftede venskab med ”den genialske, besynderlige Hamann” (US III 677). Og da Grundtvig midt i det ganske kritiske Herder-afsnit vil fremhæve den fortjeneste, han dog har indlagt sig, sker det med disse ord:

Hvad der imidlertid gjør ham især historisk mærkværdig [dvs. bemærkelsesværdig] og vil, dersom han ikke skylder Hamann alt for meget [fremh. her], stedse bevare hans Ihukommelse, er den dybere historiske Anskuelse, som først gjennem ham stræbde at gjøre sig gjældende (US III 678).

Til slut går Grundtvig ind på spørgsmålet, om Herder var digter, og han henviser til den tyske digter Jean Pauls karakteristik af ham som snarere et digt - idet han så fortsætter:

og mig synes, man i saa Fald helst skulde kalde ham en Prophetie: Hamanns [fremh. her] Prophetie om Humaniteten c: Menneske-Forgudelsen, hvis Fremskin han [Herder] oplevede, uden at gjenkjende den ... (US III 680).

Johann Georg Hamann - den vise mand i Norden

Johann Georg Hamann blev født den 27. august 1730 i Königsberg i det daværende Østpreussen (nu Kaliningrad i den russiske ”eksklave”, som Østpreussen efter Anden Verdenskrig blev til) og døde den 21. juni 1788 i Münster (Westfalen) under et længere ophold hos venner dér. At han fik tilnavnet ”Magus des Nordens” (den vise mand i Norden, jfr. Matt. 2,1-12), skyldes dels selve hans åndelige format, dels, hvad der betegnes som hans hang til det irrationelle og hans mystisk-profetiske sprog. Men allerede selve Hamanns levnedsløb er noget ud over det sædvanlige, i sig selv et fænomen i 1700-tallets tyske kulturhistorie.

Hamann var søn af en ”sårlæge” og begyndte allerede i 1746 at studere teologi ved universitetet i Königsberg, men skiftede senere til jura - og beskæftigede sig i øvrigt mest med sprog, litteratur og filosofi samt naturvidenskab. I 1752 forlod han universitetet uden eksamen og var i nogle år privatlærer for godsejerbørn, bla. i nærheden af Riga (det nuværende Letlands hovedstad), hvor han senere blev knyttet til det tyske handelshus Berens, et forhold, der på en helt overraskende måde kom til at bestemme hans videre livsbane.

I 1757 blev Hamann nemlig sendt til London, hvor han skulle ordne nogle forretninger for firmaet. Men for det første mislykkedes denne opgave for ham, og for det andet gik han mere eller mindre i hundene derovre. Midt i den dybe krise, han således var kommet i, begyndte han et intensivt bibelstudium, og i 1758 oplevede han en stærk kristelig opvækkelse, som ikke alene blev et afgørende vendepunkt i hans eget personlige liv, men også satte ham i et stærkt modsætningsforhold til samtidens rationalisme og ”oplysning”. I januar 1759 vendte han tilbage til huset Berens i Riga, hvor man tilgav ham, at hans London-opgave var endt i fiasko. Han fik dog ikke tilladelse til at gifte sig med købmand J. C. Berens’ søster Katharina. Dette skyldtes ikke mindst, at J. C. Berens som den Oplysningstidens mand, han var, følte en stærk modvilje mod den nyomvendte Hamanns måde at demonstrere sit nye standpunkt på.

I 1759 vendte Hamann tilbage til Königsberg, hvor J. C. Berens, der stadig var hans ven, sammen med Immanuel Kant forsøgte af bringe ham tilbage på Oplysningens vej. Men uden held. Tværtimod indledte Hamann nu det forfatterskab, som var et voldsomt opgør med rationalismen og oplysningstiden. Det skete med Skriftet ”Sokratische Denkwürdigkeiten” (af nedennævnte Øystein Skar oversat til: ”Verdt å huske om Sokrates”). Hamann så netop sig selv som en slags Sokrates, der i forhold til oplysningstidens selvsikkerhed, erkendte sin egen uvidenhed. Men han forblev i et venskabeligt forhold til den seks år ældre Kant (1724-1804). Og senere indledte han et venskab med den fjorten år yngre Johann Gottfried Herder (1744-1803). Også med en lang række i dag mindre kendte, men i samtiden vigtige personer stod Hamann i venskabelig forbindelse, hvilket blandt andet førte til en omfattende brevveksling. Hamanns breve udgør en væsentlig del af forfatterskabet.

Efter nogle år med fortsat forfatterskab og brede studier (græsk, hebræisk, arabisk, Luther, litteratur, filosofi) samt forskellige former for erhvervsarbejde fik Hamann i 1767 ved Kants(!) mellemkomst arbejde som oversætter i toldforvaltningen(!). Senere blev han forfremmet til pakhusforvalter, en stilling, han beholdt, til han i 1787 ansøgte om orlov for at foretage en rejse til venner i Westfalen, men i stedet fik sin afsked og en lille pension. Det er bemærkelsesværdigt, at en af de største skikkelser i 1700-tallets tyske åndsliv levede på denne måde. Men dette beskedne levebrød gav Hamann god tid og lejlighed til både at læse og at skrive, og samtidig så han netop en større symbolik i det forhold, at han hverken fik en formel afslutning på sine universitetsstudier eller en akademisk stilling. Hamann var endnu mere ude på sidelinien end Grundtvig og Kierkegaard, men var alligevel en anerkendt skikkelse i såvel samtiden som eftertiden.

Også selve Hamanns person og personlige livsførelse var af en højst usædvanlig karakter. Han var fx en forslugen natur, såvel i forhold til mad som i forhold til læsestof. Og han havde svært ved at udtrykke sig såvel mundtligt som skriftligt. At han ikke havde stilet mod hverken et universitets- eller et præsteembede, kan skyldes, at han havde en slags talefejl. Og at hans forfatterskab i høj grad bestod af mindre skrifter og breve, skyldtes, at han heller ikke havde let ved at udtrykke sig skriftligt - bortset fra, at også hele hans holdning til tiden og kulturen og hele hans anskuelse og metode medførte, at han måtte udtrykke sig på usædvanlige måder. Der er i hans forfatterskab træk, der minder om både Grundtvig og Kierkegaard. Det gælder henholdsvis hans ofte dunkle og symbolske form og hans brug af pseudonymer.

En særdeles ejendommelig omstændighed i Hamanns liv var hans, som han selv kaldte det, ”samvittighedsægteskab” (Gewissensehe) med faderens tidligere tjenestepige, en jævn bondedatter, som hverken kunne læse eller skrive, og som i det hele taget stod kulturelt langt under ham. Men han levede trofast med hende og deres fire børn i dette papirløse forhold. Nogle peger på de nævnte kulturelle forskelle som årsag, men den helt særlige årsag var vist, at han fortsat anså den Katharina Berens, han ikke måtte få, som sin ”brud af Guds hånd”.

I 1772 udgav Hamann flere skrifter som svar på Herders ”Über den Ursprung der Sprache” (Om sprogets oprindelse), bla. ”Des Ritters von Rosencreuz letzte Willensmeynung über den göttlichen und menschlichen Ursprung der Sprache” (Rosenkorsridderens sidste vilje angående sprogets guddommelige og menneskelige oprindelse), og i 1774 ytrede han sig i anledning af dennes ”Älteste Urkunde des Menschengeschlechts” (Det ældste dokument om Menneskeslægten). Kants banebrydende værk ”Kritik der reinen Vernunft” (Kritik af den rene fornuft, 1781) læste Hamann allerede korrekturtrykket af, og han skrev en avisanmeldelse af det ved dets udgivelse. I 1784 skrev han det ganske vist først efter hans død trykte skrift ”Metakritik über den Purismum der Vernunft” (Metakritik [dvs. ”kritik af kritikken”] om fornuftens renselse, trykt 1800). Hamann kritiserer her skarpt Kants projekt, idet han bla. beskylder Kant for at ville bedrive en ny form for metafysik, når han spørger om et grundlag for erkendelsen forud for og uafhængigt af erfaringen. Men navnlig kritiserer han Kants forsøg på at gøre fornuften uafhængig af sproget. Ifølge Hamann beror hele evnen til at tænke netop på sproget. Men på grund af den store respekt, Hamann havde for sin ven Kant, hvis format han trods sin kritik til fulde anerkendte, undlod han altså at offentliggøre dette skrift. Til gengæld skrev han allerede samme år (1784) et brev til sin anden Königsberg-ven Herder, hvori det meste af Metakritikkens indhold var gengivet, hvilket fik stor indflydelse på Herders Kant-kritik. [Se det lige her nedenfor indsatte afsnit!] - Alle kender navnene Kant og Herder, men det er vigtigt at holde sig for øje, at Hamann altså ikke alene var 1700-tallets tredje store Königsberg-tænker, men også stod i personlig forbindelse med de to andre og havde stor indflydelse på den yngre Herder.

[Indsat 25.08.11: Jeg har ikke fundet noget på Nettet om en Hamann-avisanmeldelse i 1781 af "Kritik der reinen Vernunft". Men ovenstående afsnit bygger på følgende hos Øystein Skar: "I utgivelsesåret 1781 offentliggjorde Hamann en avisanmeldelse av Kants verk. I 1784 kom en grundigere gjennomgåelse med tittelen 'Metakritik über den Purismum der Vernunft' ('Metakritik om fornuftens renselse'). Dette skriftet utkom først posthumt, i 1800 i F.T. Rinks bok Mancherley zur Geschichte der metakritischen Invasion. Noen av metakritikkens ideer meddelte Hamann, i teseaktig form, i enkelte brev. Men til Herder sendte han et brev som dekker det meste av skriftets innhold" ("Opplysning og kors" s. 32f). - Se nærmere om Hamann-året 1781 i teksten om Grundtvigs forfatterliste "Synchronismer" nederst på denne side!]

Som allerede nævnt begav Hamann sig i 1787 på en længe planlagt rejse til Westfalen, hvor han bla. besøgte sin ven filosoffen F.H. Jacobi. Men det - også i aktuelt økumenisk perspektiv - mest interessante i forbindelse med denne rejse er opholdet hos den katolske fyrstinde Amalie von Gallitzin, som netop gennem Jacobi havde lært Hamann og dennes skrifter at kende. For det var ikke alene Herder, der kun i ringe grad kunne forstå og tilegne sig Hamanns dybe lutherske kristendomsforståelse. Hamann stod på dette punkt ret alene i sin tid. Men med fyrstinde Gallitzin og hendes katolske kreds kunne han være fælles om troens inderlighed - uden at der blev tale om konfessionsskifte hos hverken den ene eller den anden part. Hamann døde på fyrstinde Gallitzins slot ved Münster den 21. juni 1788.

Hamann karakteriserede sig selv som en philologus crucis (”korsfilolog”), hvilket er noget andet - og mere - end en theo-logus crucis, altså en kors-teolog. En filolog er en, der elsker ordet, og netop fordi Hamann regnede hele det skaberværk, der er blevet til ved Kristus som Guds Ord, for een stor tale, eet stort ”ord”, kunne han sammenfatte hele sit virke som teolog, filosof og kulturkritiker i betegnelsen ”kors-filolog”.

Et vigtigt begreb hos Hamann er Guds trefoldige ”nedstigning” (”Herunterlassung”) i skabelsen, inkarnationen og pinseunderet (og det apostoliske vidnesbyrd i Det Ny Testamentes skrifter, men nok også i hele det bibelske vidnesbyrd, også fra før pinsen). Jeg citerer her fra Øystein Skars (se nf.) oversættelse af ”Biblische Betrachtungen eines Christen” (En kristens bibelske betragtninger):

Hvor herlig har Gud Fader ydmyket seg da han ikke bare dannet en jordklump, men også besjelet den gjennom sin pust! Hvor herlig har Guds sønn ydmyket seg! Han ble et menneske, det ringeste blant menneskene, han tok en tjenerskikkelse på, han ble gjort til synd for oss. Hvor herlig har Den Hellige Guds Ånd fornedret seg da han ble en historieskriver av de minste og mest foraktelige begivenheter på jorden! (Oplysning og kors, s. 25).

Forståelsen af mennesket som en helhed med legeme og sanser er afgørende for Hamann i hans opgør med samtidens dyrkelse af fornuften, og hans syn på poesien som menneskeslægtens modersmål overtages af Herder og af Grundtvig.

Den meget sparsomme litteratur om Hamann på dansk udgøres, så vidt jeg har kunnet se, af: Torben Bramming: ”Johann Georg Hamann og Søren Aabye Kierkegaard” (Præsteforeningens Blad nr. 44/1996). - Sven-Aage Jørgensen (se nf.): ”Johann Georg Hamann en profet og en Rasmus Modsat” (Kristeligt Dagblad 24.04.1989). - Tage Schack: ”Hamann” (1948). - Niels Thulstrup (se nf.): ”To af Forudsætningerne for Hamanns Opgør med sin Samtid” (Dansk teologisk tidsskrift 1960, s. 77-89). Og ”En bibellæsers dagbog” (”Akcept og protest” (1981) s. 171-175). - Chr. Truelsen: ”Hamanns forståelse af skriften” (Tidehverv nr. 4/1982). - På norsk udkom i 2003: ”Opplysning og kors. Udvalgte tekster oversatt og med innledning af Øystein Skar” (se nf.). - Den tyske Hamann-hjemmesides adresse er: www.members.aol.com/agrudolph/jghamann.htm.

9. Internationales Hamann-Kolloquium

Det siger sig selv, at det vil være umuligt at give et referat af, hvad der foregik de tre dage i Halle. Det var også derfor, jeg hurtigt måtte droppe den ellers ret gode titelmulighed ”Tysklands svar på Grundtvig-Selskabets årsmøde”. Det, der er interessant for (især Grundtvig-interesserede) danske, er først og fremmest selve det, at der altså ikke bare findes en på mange måder Grundtvig-lignende person som Hamann i den tyske teologi-, idé- og kulturhistorie, men at denne person nu, og faktisk med stigende intensitet, dyrkes tværfagligt og internationalt - på en måde, der på mange måder minder om den måde, Grundtvig dyrkes på i Grundtvig-Selskabet.

Foruden mig og enkelte andre almindelige deltagere, udgjordes kollokviet af i alt 27(!) foredragsholdere, sytten fra Tyskland, een fra Svejts, een fra Luxembourg, fire fra Ungarn, een fra USA, een fra Norge - og to russere, hvoraf den ene boede i Bruxelles, mens den anden var litteraturprofessor i Kaliningrad, altså det tidligere Königsberg, hvad han naturligvis var meget bevidst om. (Til gengæld imponerede jeg ham ved at føre dele af mine samtaler med ham på russisk). De fire ungarere havde alle en filosofisk tilgang til Hamann og gjorde i øvrigt opmærksom på, at der jo i Ungarn fra det østrig-ungarske kejserdømmes tid af er stærke bånd til tysk kultur. Amerikaneren var af dansk grundtvigsk afstamning, og hans indlæg havde titlen ”Johann Georg Hamann on Mystery and the Theology of Religions”. Den norske deltager var den ovenfor nævnte Øystein Skar, som jeg naturligvis fik talt en hel del med, og som gav mig et eksemplar af sin bog. En helt særlig oplevelse for begge var det, da den unge tyske professor Tom Kleffmann og jeg mødtes ved indskrivningsskranken. Vi har i flere år kendt hinanden gennem vor deltagelse i de årlige nabo-præstekonventer i skiftevis Landeskirche Mecklenburg og Lolland-Falsters Stift. Ligesom sidst i Maribo var Tom Kleffmanns emne korsteologien, men nu under titlen ”Luther und Hamann als Theologen des Kreuzes”. De fleste foredragsholdere var i professor- og doktorklassen, på fagområderne teologi, filosofi og litteratur. Ikke til stede denne gang var den danske Hamann-ekspert og fhv. professor ved Germansk Institut, Københavns Universitet, Sven-Aage Jørgensen, som alle kendte, agtede højt og spurgte til. Men jeg måtte svare, at jeg ikke kendte ham personligt og kun her på det seneste havde læst et par artikler af ham. Den ligeledes i ovenstående lille litteraturfortegnelse anførte teologiprofessor Niels Thulstrup blev også nævnt over for mig.

Kollokviets overordnede tema var ”Johann Georg Hamann: Religion und Gesellschaft” (Johann Georg Hamann: Religion og samfund), og i de syv undertemaer drejede det sig om bla. ”Religion, stat og samfund”, ”Hamann i Königsbergs lærde republik”, ”Hamanns konfessionstypologi” (om forholdet mellem protestantisme, katolicisme og ateisme), ”Hamanns lutherdom og teologi”, ”Hamann i den jødisk-kristne dialog” og ”Teologi, filosofi og religionsfilosofi”. Men det er ikke kun af pladsgrunde, det er mere end vanskeligt at give et referat her. Såvel foredragene som de efterfølgende drøftelser var af indlysende grunde overvejende af en særdeles indforstået karakter og gik ofte ud i detaljerne. Man kan forestille sig, hvordan det ville være, hvis en tysker, der først for et års tid siden var blevet opmærksom på Grundtvig, havde deltaget i et årsmøde i Grundtvig-Selskabet og skulle skrive et par afsnit om det i en artikel i et tysk tidsskrift! Så hvis jeg skal sige, hvad jeg selv har fået ud af det, må det være, at jeg har fået et indtryk af, hvordan man i dette miljø her i 2006 arbejder med studiet af Hamann, og dermed også har fået nogle helt aktuelle vinkler på nogle af de punkter, der er af særlig interesse for os i Danmark i almindelighed og for mig og mit projekt i særdeleshed.

En helt overordnet rolle spillede naturligvis Hamanns kritik af såvel Kants kriticisme som hele 1700-tallets oplysningsprojekt. Men af ganske særlig interesse for mig var de ting, der handlede om Hamanns syn på hhv. Bibelen, Kristus og skaberværket som Guds ord/Ord og om hans syn på Kirken og sakramenterne. Hvad mener læserne fx om følgende fra mine notater til foredraget ”Hamanns Verhältnis zum Sakrament” (Hamanns forhold til sakramentet (nadveren)): ”Sprogets sakramente”. ”Sprog er sakramente og ethvert sakramente er sprog”. ”Det kirkelige sakramentes sproglighed (ordlighed)”. ”Guds magtord skaber, hvad det nævner” (Gottes Machtwort schaffet, was es lautet). - Det var i forbindelse med dette foredrag, jeg tog ordet og dels i al almindelighed gjorde opmærksom på, at det var meget godt, at man vidste så meget om Hamann og den store dansker Kierkegaard, men at der var en anden - mindst lige så stor - dansker ved navn Grundtvig, som også var meget interessant i Hamann-sammenhæng, og som jeg ville gøre mit til at de skulle få mere at høre om, hvorefter jeg improviserede en oversættelse af to kendte Grundtvig-linier: "Nur am Bade und am Tische / hören wir Gott’s Wort an uns” (tilbage-oversættelse er vist overflødig).

Ellers nøjedes jeg med at drøfte tingene i pauserne. Og det var netop i en sådan pause-samtale, amerikaneren Gregory A. Walter fortalte mig om sin dansk-grundtvigske afstamning. Vi drøftede også hans ret ejendommelige tale om en kristologisk begrundet ”konfessionernes teologi”. Og her sagde han, at de spørgsmål, jeg stillede, var de samme, som alle også stillede ham hjemme i USA. Jeg havde jo bla. spurgt ham, hvordan han ville argumentere kristologisk, når han talte med ikke-kristne. Men jeg mener, han gav mig ret i, at hans Hamann-tolkning i virkeligheden også var til, om man så må sige, indvortes brug for os kristne selv, dvs. for vor, også kristologiske, forståelse af den menneskelighed, vi har fælles med de ikke-kristne. Fra mine notater kan jeg nævne (mere eller mindre fra Hamann selv stammende) stikord som: ”Korset er et offentligt mysterium”. ”Nadveren sætter os ind i eksistensen”. ”Forening af menneskelig og guddommelig natur”. ”Åben inklusivitet”.

I pausen efter foredraget om Hamanns konfessionstypologi drøftede jeg med foredragsholderen og et par omkringstående Hamanns forhold til den ovenfor (og også i foredraget) omtalte katolske kreds omkring fyrstinde Gallitzin, som jeg godt kendte til hjemmefra. Og jeg undlod jo heller ikke at gøre opmærksom på såvel mit eget gode danske og lutherske standpunkt som min, ikke mindst over for mine katolske medkristne, meget økumenisk åbne indstilling og praksis, og vi var enige om, at netop Hamanns forhold til fyrstinde Gallitzin og hendes kreds var af en også aktuelt forbilledlig karakter. I øvrigt var det denne foredragsholder, Johannes von Lübke, der ved kollokviets afslutning blev udpeget som ny koordinator, og jeg sagde i den forbindelse til ham, at jeg desværre ikke ville kunne bidrage med noget ved det næste kollokvium (i 2010!), hvor temaet skulle være Hamanns brevveksling, men at jeg ville tage hjem og studere videre på såvel Hamann som Hamann-og-Grundtvig. Dertil sagde han, at når jeg fik skrevet noget på tysk, skulle jeg endelig sende det til ham. Og da man ud over afholdelsen af kollokvierne hvert fjerde år også får ting trykt og lægger ting på Internettet, kan jeg jo gøre mig håb om, på den måde at kunne få sat dette vigtige perspektiv ind.

[26.08.11: Men det blev ikke - og bliver ikke - til andet end teksten her nedenfor!]

* * *

ET LILLE STYKKE GRUNDTVIG-HAMANN-FORSKNING

Som blev sat i gang igen på grund af en forespørgsel, som herved viderebringes: Hvor har Hamann skrevet i hvert fald noget i retning af, at "mennesket er den bedste kost for mennesket"?

Forespørgslen

I slutningen af august 2011 fik jeg en forespørgsel fra en mand, der var ved at udgive en tekst, hvori der forekom et - mere eller mindre direkte - Hamann-citat. Denne mand havde fundet nærværende underside og spurgte nu, om jeg kunne hjælpe. Det kunne jeg desværre ikke. Men det endte med, at jeg sendte spørgsmålet videre til Øystein Skar (omtalt ovenfor). - Og nu giver jeg spørgsmålet videre til mine læsere her. Der er vel ikke nogen, der ved, hvor - og evt. hvordan - Hamann har sagt noget, der (med henspillen på Ordsprogenes Bog 27,17) svarer til mennesket er den bedste kost for mennesket. Og det må jo skulle være "fejekost", når der i den nye danske oversættelse står "det ene menneske sliber det andet til". Hvis nogen har et svar, må man meget gerne meddele mig det. Min mailadresse findes angivet på startsiden. - Man må i øvrigt også meget gerne meddele mig eventuelle kommentarer og bemærkninger til Grundtvigs nedenfor viste liste og mine sparsomme bemærkninger til den.

Grundtvig-Hamann-forskningen må andre tage sig af

Dette var i sig selv nok til at indsætte denne bemærkning. Men jeg kan også benytte lejligheden til at oplyse, hvad jeg også har gjort til både den her nævnte forespørger og Øystein Skar, at jeg - trods en del læsning af relevante Grundtvig-tekster (og en forespørgsel hos Flemming Lundgreen-Nielsen (forfatteren til den litterære Grundtvig-disputats "Det handlende ord")) - aldrig kom videre med mit Grundtvig-Hamann-studium. Jeg kunne ikke finde noget, jeg umiddelbart kunne identificere som lån eller direkte påvirkning fra Hamann hos Grundtvig. Men jeg skynder mig at sige, at det kan være, fordi jeg ikke har ledt grundigt nok. Det er dog mit indtryk, at hvis man skal finde mere, end hvad jeg har meddelt ovenfor, må man gå ind i en nøje undersøgelse af Grundtvigs forhold til Herder og i den forbindelse se, om man kan finde afvigelser og modsætninger, der kan ses som udtryk for påvirkning fra Hamann hos Grundtvig. Men det skal være meget tydeligt. For Grundtvig kan sagtens have sagt noget i forhold til Herder, der kommer helt fra ham selv, men alligevel svarer til noget, Hamann også har sagt. Man kan i den forstand tænke på fx de "Irenæus-ting" hos Grundtvig, der stammer fra før hans møde med Irenæus (jeg har skrevet lidt om det i "Fra drøm til program" (s. 17) og "Omkring Grundtvigs Vidskab" (s. 16 m. note)). Jeg tror dog, Grundtvig har haft et ret grundigt kendskab til Hamann, evt. også gennem samtidige tidsskrifter. - Der kunne måske her ligefrem være stof til PhD-afhandling, ja, måske disputats, om Grundtvig-Herder-Hamann! Evt. med videre perspektiver på Grundtvigs og Hamanns forhold til oplysningstiden (og Herder).

Men det bliver under ingen omstændigheder mig, der kommer til at skrive en sådan afhandling. Som det fremgår af flere af de andre undersider her, arbejder jeg nu som Grundtvig-discipel, især for så vidt angår projektet "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement" (jfr. flere af undersiderne her). Men også ved min deltagelse i den netop nu meget vigtige debat om Folkekirkens fremtid (Se undersiden "Kirke og teologi"). Og så er jeg siden januar 2010 begyndt at skrive salmer! (Undersiden "Salmer").

Jeg kan dog give et sidste lille bidrag til den "Grundtvig-Hamann-forskning", jeg selv har måttet afstå fra at drive. Og det kommer i nedenstående lille tekst, som formodentlig bliver den sidste på denne side - evt. suppleret med bidrag fra læserne.

* * *

Hamann på Grundtvigs liste

Hamann optræder i en liste med 1700-talsforfattere, som Grundtvig formodentlig har opstillet i forbindelse med arbejdet på Verdenskrøniken 1817

Nogen tid efter min deltagelse i det ovenfor omtalte Hamann-kollokvium i Halle 2006, skrev jeg til dr. phil. Flemming Lundgreen-Nielsen, som jeg kender fra Grundtvig-Selskabet, og hvis ovenfor omtalte disputats "Det handlende ord" har haft stor betydning for min egen Grundtvig-forskning. Jeg spurgte ham, om han kendte noget til omtale af Hamann hos Grundtvig ud over de ovenfor citerede steder i Verdenskrøniken 1817. Flemming Lundgreen-Nielsen har jo læst alt(!) hvad Grundtvig overhovedet har skrevet frem til 1819. Og det gjorde han. Han kunne i sine notater se, at der var ét sted, han havde noteret, nemlig et lille oktav-blad i Grundtvig-arkivet med fascikelnummeret 209.10, hvorpå Grundtvig - under overskriften "Synchronismer" - har skrevet en liste med en række tyske 1700-talsforfatteres efternavne efterfulgt af nogle ikke umiddelbart forståelige årstal.

I Registranten over Grundtvigs papirer skriver "WM" (William Michelsen) i indholdsregesten:

Liste over tyske forfattere, begyndende med Rabener og Gellert og endende med Goethe og Bürger. De tilføjede tal angiver ikke fødsel og død. For Goethe angives 1767-74, for Hamann 1759-18.

Muligvis forarbejde til VK 1817; "i.j.n." [i Jesu navn] tyder på sen affattelse.

Datering: 1817 (?).

Hvad "i.j.n." angår (og der er også punktum efter i'et!), er der tale om Grundtvigs fromme skik med, også helt bogstaveligt, at indlede hver del af sit skriftlige arbejde i Jesu navn, efterhånden, som her, forkortet. "Sen affattelse" må betyde "så tæt på arbejdet med Verdenskrøniken som muligt". Jeg må dog spørge, om det virkelig, hvis det har været et forarbejde, kan have været så sent som 1817. - Udviklingen af Grundtvigs I-Jesu-navn-markeringer i øverste venstre hjørne af sine manuskripter er et helt studium (og dateringskriterium) for sig, som Kaj Thaning har beskæftiget sig med.

På dette grundlag fik jeg Det Kongelige Bibliotek til at sende mig en fotokopi af denne liste, og min afskrift af den ser således ud (idet tvivl om læsningen af tallene vil blive behandlet senere):

i.j.n.

Synchronismer

Rabener 1741-57

Gellert 1742-57

Ramler 1744-67

Gleim - -65

Cramer - -59

Sulzer 1745-50

Möser 1746-55

Kant 1746-81

Lessing 1747-61

Klopstock 1748

Mendelssohn 1750-61

Gessner 1751-62

Wieland 1751-60

Winkelmann 1755-60

Abbt - -65

Hamann 1759-18 [fejl for -81?]

Nicolaij 1760

Herder 1763-67

Lavater - -68

Claudius - -70

Schröckh 1764

Jacobi 1764

Göthe 1767-74

Bürger 1769-78

Wieland og Abbt er føjet til senere, Wieland delvis mellem Gessner og Winkelmann, Abbt til højre for Winkelmann, hvad jeg forstår som lig med efter denne. Nicolai (af Grundtvig skrevet "Nicolaij"), Schröckh og Jacobi er overstreget af Grundtvig.

Årstallene er ikke de pågældende forfatteres fødsels- og dødsår. Men hvad er de så? Jeg har set nøjere på dem og foretaget omfattende søgninger på Internettet (via Google til Wikipedia og andre steder) og er kommet til det resultat, at der er tale om en altså "synkronisk" opstilling, som dækker perioden 1741-1781. "Synkronisk" set kan man sige, at når "første sidsteår" er 1750 og "sidste førsteår" er 1769, er det perioden 1750-1769, der omfatter alle; alle har været aktive, og altså "samtidige", i perioden 1750-1769. Ser man på 1817-verdenskrønikens disposition, kommer man til det resultat, at listens opstilling svarer til den beskrivelse af Tysklands litteraturhistorie i 1700-tallets anden halvdel, der begynder på s. 540 (eller 545) og slutter på s. 573. Mere konkret set går listen efter alt at dømme fra Rabeners debut som satiriker i 1741 i Johann Joachim Schwabe's "Belustigungen des Verstandes und Witzes" og til Kants "Kritik der reinen Vernunft" i 1781 og Hamanns i samme år mere eller mindre påbegyndte, men først i 1784 færdiggjorte og først i 1800 (posthumt) trykte "Metakritik über den Purismus der reinen Vernunft" (hvis min rettelse af Hamanns "slutår" fra "-18" til "-81" er rigtig). Og så er der, hvad dette sidste angår, tale om et blandt flere eksempler på, at Grundtvig har været meget nøje inde i den tyske litteraturhistories detaljer, formodentlig gennem læsning af tidsskrifter og lignende. Listen gælder med andre ord det meste af den periode, der fx i "Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart" i titlen til bind 6 betegnes som" Aufklärung, Sturm und Drang, frühe Klassik (1740-1789)".

I sammenhængen her er det egentlig kun Hamann, der er interessant, altså for det første ved selve det, at han er med på denne liste, og for det andet ved de årstal, der er angivet ved hans navn, og jeg vil derfor begynde med nogle særlige bemærkninger om ham, idet jeg henviser til min tekst om ham øverst på denne side.

Hamann levede 1730-1788, og hans "førsteår" 1759 er klart nok. Det er nemlig det år, "Sokratische Denkwürdigkeiten" udkom. Og om dette skrift skriver fx Georg Baudler:

Wie schon im vorigen Kapitel angedeutet, entstand HAMANNs erste Druckschrift, seine "Sokratischen Denkwürdigkeiten", aus dem Bemühen heraus, seinen Freunden, besonders KANT und BERENS, aber auch seiner Zeit im ganzen, die in London neu gewonnene Position des Denkens anschaulich und verständlich zu machen.

For så vidt angår "slutåret" 1781 (hvis altså min antagelse af, at det er det, Grundtvig ville have skrevet, er rigtig), har jeg i min tekst øverst på denne side oprindelig skrevet:

Kants banebrydende værk ”Kritik der reinen Vernunft” (Kritik af den rene fornuft, 1781) læste Hamann allerede korrekturtrykket af, og han skrev en avisanmeldelse af det ved dets udgivelse [25.08.11 her: Jeg har ikke på Internettet fundet noget om en trykt anmeldelse i 1781]. I 1784 skrev han det ganske vist først efter hans død trykte (1800) skrift ”Metakritik über den Purismum der Vernunft” [25.08.11: Se nærmere i citaterne nf.].

I anmeldelsen "Höllenfahrt der Selbsterkenntnis" - af Oswald Bayers "Vernunft ist Sprache" (se nf.) - skriver Martin Seils:

Ernst wurde es, als Kant mit der Ausarbeitung seiner "Kritik der reinen Vernunft" begann. Hamann leitete die Publikation des Werkes seinem eigenen Verleger Hartknoch in Riga zu. Dafür bat er sich - ohne Wissen Kants, aber auch ohne Hintergedanken und aus bloßer Neugierde - die Druckfahnen aus. Anfang Mai 1781 hatte Hamann die meisten Bogen in der Hand (Kant bekam auch nicht mehr). Er war damit der erste Leser der "Kritik der reinen Vernunft". Ende August erhielt er von Kant ein Dedikationsexemplar. Schon am 1. Juli 1781 hatte Hamann eine Rezension des Kantschen Werkes entworfen. Er ließ sie ungedruckt liegen [fremh. her]. Danach bewegte er den Plan einer umfangreicheren "Metakritik". Das Wort hat Hamann erfunden. Anfang Oktober 1783 und Ende Januar 1784 wird sie niedergeschrieben. Auch sie hat Hamann nicht veröffentlicht. Es scheint, als sei er nicht ganz zufrieden gewesen. Er gab aber Ende 1784 eine Abschrift an Herder, der den Text seinerseits Friedrich Heinrich Jacobi mitteilte. Veröffentlicht wurde die "Metakritik" im Jahre 1800 durch den Königsberger Kantianer Friedrich Theodor Rink und die Rezension 1801 durch den Frühkantianer Carl Leonhard Reinhold. Woher sie die Texte hatten, ist bis heute unklar. 1824/25 endlich konnte man beide Texte im sechsten und siebenten Teil der Rothschen Hamann-Ausgabe lesen. (Frankfurter Allgemeine Zeitung, 18.07.2003, Nr. 164 / Seite 38).

Under anmeldelsen oplyses: "Oswald Bayer (unter Mitarbeit von Benjamin Gleede und Ulrich Moustakas): "Vernunft ist Sprache". Hamanns Metakritik Kants. Spekulation und Erfahrung ...".

I artiklen "Wirklichkeit und Wort bei Johann Georg Hamann" skriver samme Martin Seils:

Als HAMANN so weit gekommen ist, nimmt er ein unbeschriebenes Blatt Papier, spitzt die Feder und entwirft eine Rezension. "Mit unverstellter Achtung kündigt ... Rezensent vorstehendes Werk an, um wenigstens durch seine eingeschränkte Anzeige eine freie und öffentliche Prüfung bei Lesern, die solcher gewachsen und durch Muße sowohl als Geschmack dazu berufen sind, zu befördern. (1) Die Besprechung zeichnet fast ohne jede kritische Bemerkung nur die Gedankenlinien des kantischen Werkes. Jedoch wird man mit Bewunderung vermerken dürfen, daß HAMANN gelingt, was jahrelang fast allen Fachvertretern der Philosophie auf den deutschen Lehrstühlen versagt blieb: ein klares Verständnis des Zieles und des gedanklichen Entwicklungsganges der kantischen Werkes. Und doch setzt HAMANN unter seine Rezension, die er dann in den Schreibtisch verschließt, um sie nie zu veröffentlichen, den Satz aus den Satiren des PERSIUS: "O quantum est in rebus inane": "O all dies Treiben ist eitel." (2) Und dazu schreibt er das Wort aus VIRGILS Aeneis: "Sunt lacrumae rerum": "Dinge zum Weinen sinds." (3) Diese beiden Sätze bilden auch das Motto, als HAMANN wenig später eine kleine Schrift zur Kritik der kantischen Vernunftkritik entwirft, die übrigens auch unvollendet bleibt, jedoch wenigstens HERDER im Manuskript bekannt wird und aus seinem Nachlaß später auftaucht. Der Titel: "Metakritik über den Purismus der Vernunft" deutet sogleich an, daß HAMANN vor allem die Frage nach Möglichkeit oder Unmöglichkeit einer reinen Darstellung der Möglichkeitsbedingungen des menschlichen Erkennens zum Gegenstand seiner Kritik machen will.

Se også det indsatte citat fra ”Opplysning og kors" i artiklen ovenfor.

Hvis det er Hamanns utrykte svar på Kants "Kritik der reinen Vernunft", Grundtvig har tænkt på (hvis det altså er "81", han har villet skrive), har han altså i det mindste kendt til Hamanns reaktion i 1781 og regnet dette år for et afgørende år i Hamanns forfatterskab - og i den litteraturhistoriske periode, listen dækker.

Jeg indsætter nu hele Hamann-bibliografien fra Bibliotheca Augustanas Hamann-side:

Beylage zu seiner Übersetzung «Des Herrn von Dangeuil's Anmerkungen über die Vortheile und Nachtheile von Frankreich und Großbritannien in Ansehung des Handels und der übrigen Quellen von der Macht der Staaten; nebst einem Auszuge eines Werkes über die Wiederherstellung der Manufakturen und des Handels in Spanien (1756).

Biblische Betrachtungen eines Christen (1758)

Gedanken über meinen Lebenslauf (1758/59)

Brocken (1759)

Sokratische Denkwürdigkeiten (1759) [fremh. her]

Versuch über eine akademische Frage (1760)

Die Magi aus dem Morgenlande (1760)

Wolken (1761)

Abaelardi Virbii Chimär. Einfälle über den zehnten Theil die Briefe die Neueste Litteratur betreffend (1761)

Vermischte Anmerkungen über die Wortfügung der französischen Sprache (1761)

Essais à la Mosaique (1762)

Aesthetica in nuce (1762)

Schriftsteller und Kunstrichter (1762)

Leser und Kunstrichter (1762)

Fünf Hirtenbriefe das Schuldrama betreffend (1763)

Zwo Recensionen [...] betreffend den Ursprung der Sprache (1772)

Des Ritters von Rosencreuz letzte Willensmeynung über den göttlichen und menschlichen Ursprung der Sprache (1772)

Philologische Einfälle und Zweifel über eine akademische Preisschrift (1772)

Au Salomon de Prusse (1772)

Neue Apologie des Buchstabens h (1773)

Lettre perdu d'un sauvage du nord (1773)

Le Kermes du nord ou la Cochenille de Pologne (1774)

Christiani Zacchaei Teleonarchae Prolegomena über die neueste Auslegung der ältesten Urkunde (1774)

Vettii Epagathi Regiomonticolae hierophantische Briefe (1775)

Versuch einer Sibylle über die Ehe (1775)

Zweifel und Einfälle über eine vermischte Nachricht (1776)

Schürze von Feigenblättern (Fragment, 1777)

Konxompax. Fragmente einer apokryphischen Sibylle über apokalyptische Mysterien (1779)

Zwey Scherflein zur neusten Deutschen Litteratur (1780)

Golgatha und Scheblimini. Von einem Prediger in der Wüsten (1784)

Metakritik über den Purismum der Vernunft (1784) [fremh. her].

Entkleidung und Verklärung. Ein fliegender Brief an Niemand, den Kundbaren (1786/87)

Internet-klip til Grundtvigs liste

Endelig vil jeg for at demonstrere hele karakteren af Grundtvigs liste sætte nogle ting ind om de andre forfattere og deres årstal. Det vil jo vise flere ting. For det første Grundtvigs kendskab til 1700-tallets tyske litteratur, og for det andet, hvilke ting han har lagt vægt på. Og hvad Hamann angår, viser det altså den sammenhæng, han indgår i her i denne liste, som altså efter alt at dømme er det eneste sted, Grundtvig overhovedet har nævnt Hamann uden for de i min første tekst her på siden citerede steder fra 1817-verdenskrøniken. Jeg vil, selv om jeg jo ikke i alle tilfælde kan være sikker på, at det lige er, hvad Grundtvig har tænkt på, fremhæve de årstal, der svarer til Grundtvigs liste, med fed kursiv og andre interessante årstal og ord (og forfatternes navne) med fed. Når jeg sætter både tyske og danske ting ind, skyldes det ikke bare, at jeg har brugt den første, den bedste kilde, men undertiden også, at jeg har måttet bruge den i sammenhængen her (det/de pågældende årstal) bedste kilde. Jeg tillader mig at undlade at angive, hvor klippene er hentet fra. Det vil være ret nemt at finde de pågældende sider ved Google-søgning.

Gottlieb Wilhelm Rabener (17. september 1714 - 22. marts 1771) var en tysk satirisk forfatter.

I 1741 debuterede han som satiriker in Johann Joachim Schwabe's "Belustigungen des Verstandes und Witzes", og blev efterfølgende bidragsyder til bladet Bremer Beitrage. Rabener's satirer er hovedsageligt rettet mod middelklassens dårskaber.

Året 1757 har jeg ikke kunnet finde noget særligt til. Men jeg kan i Wikisource se, at der i dette år et trykt et oplag af "Gottlieb Wilhelm Rabeners Satiren, Zweyter Theil".

Christian Fürchtegott Gellert (* 4. Juli 1715 in Hainichen; † 13. Dezember 1769 in Leipzig) war ein deutscher Dichter und Moralphilosoph der Aufklärung.

Christian Fürchtegott Gellert: Gedanken von einem guten deutschen Briefe (1742).

Während des Siebenjährigen Krieges versuchte er seine traumatischen Erlebnisse in den Geistlichen Liedern und Oden (1757) zu verarbeiten.

Karl Wilhelm Ramler (* 25. Februar 1725 in Kolberg; † 11. April 1798 in Berlin), genannt der deutsche Horaz, war ein deutscher Dichter und Philosoph, der der Aufklärung wie auch der Empfindsamkeit zugerechnet wird.

[Begann] 1742 an der Universität Halle Theologie zu studieren. Drei Jahre später wechselte er an die Universität Berlin. - BC: Grundtvig kan have haft kendskab til noget i 1744.

Hans Oder udkom 1767.

Johann Wilhelm Ludwig Gleim (* 2. April 1719 in Ermsleben im Ostharz; † 18. Februar 1803 in Halberstadt) war ein Dichter der Aufklärungszeit.

Gleim's Versuch in scherzhaften Liedern, Erster Teil (Berlin, 1744).

1764 Petrarchische Gedichte. Lieder nach dem Anakreon (1766) BC: Grundtvig kan have haft kendskab til noget i 1765.

Johan Andreas Cramer (27. januar 1723 - 12. juni 1788) var en tysk teolog og prorektor for Kiels universitet, Christian-Albrechts-Universität.

[Drog]19 år gammel til Universitetet i Leipzig [...] 1745 tog han magistergraden og begyndte at holde forelæsninger. Men ved siden af teologien dyrkede han tillige fra sine første studenterdage flittig de skønne videnskaber. BC: Grundtvig kan have haft kendskab til noget i 1744.

Johann Andreas Cramer: Poetische Uebersetzung der Psalmen. På affotograferet titelblad: Leipzig 1759. - (På Klopstocks anbefaling blev Cramer kaldet til Danmark som hofpræst i marts 1754).

Johann Georg Sulzer (* 16. Oktober 1720 in Winterthur; † 27. Februar 1779 in Berlin) war ein Schweizer Theologe und Philosoph der Aufklärung.

Anhänger der Philosophie Christian Wolffs. In dessen Stil schrieb Sulzer sein erstes Werk, die Erbauungsschrift Versuch einiger Moralischen Betrachtungen über die Werke der Natur, die 1745 herausgegeben wurde.

Es folgte im Sommer 1750 eine Reise in die Schweiz, die Sulzer gemeinsam mit Friedrich Gottlieb Klopstock unternahm. - Kritische Nachrichten aus dem Reiche der Gelehrsamkeit (zusammen mit Ramler; 1750). - Unterredungen über die Schönheit der Natur (1750/1770)

Justus Möser (* 14. Dezember 1720 in Osnabrück; † 8. Januar 1794 ebenda) war ein deutscher Jurist, Staatsmann, Literat und Historiker.

Ein Wochenblatt, Hannover, Lüneburg, Schmid 1746. - Det har ikke uden videre været muligt at se, hvad Möser har bidraget med i "Ein Wochenblatt", men det er flere gange dukket op ved søgningerne. Året 1746 har vist også været et vigtigt år i hans personlige liv.

Sein energisches Auftreten gegen die Willkürlichkeiten des damaligen Statthalters von Osnabrück fielen auf, so daß er zum Advocatus patriae (zum Anwalt des Staats in Rechtsstreitigkeiten) ernannt wurde. Seit 1755 vertrat er zugleich als Syndikus die Rechte der Ritterschaft, 1768 wurde er Geheimer Referendar.

TILFØJELSE 23.09.11 (se også tilføjelsen til Klopstock og Abbt): Under mit arbejde med Ole Feldbæk (red.) "Dansk Identitetshistorie", bd. 1, (1991) (se mere i tilføjelsen til Abbt) stødte jeg på følgende omtale af Möser: "Et andet indtryk af tysk identitet formulerede den nordvesttyske embedsmand og forfatter Justus Möser i slutningen af 1760'erne og i 1770'erne. Han vender sig både mod sin tids absolutistiske regimer og mod oplysningstidens nytte- og lykketanker, og søger i stedet en identitet i den tyske middelalder med dens frie jordbesiddere og standsbestemte rettigheder. For den tyske og europæiske romantik skulle hans fremhævelse af det enkle og jævne i den tyske fortid og hans vægt på hjemstavnen - das [BC: vel fejl for "die"?] Heimat - og de traditionelle værdier få afgørende betydning" (s. 226).

Immanuel Kant (* 22. April 1724 in Königsberg; † 12. Februar 1804 ebenda) war ein deutscher Philosoph der Aufklärung.

1746 veröffentlichte er seine Schrift Gedanken von der wahren Schätzung der lebendigen Kräfte. - BC: Først i bibliografien.

1781: "Kritik der reinen Vernunft".

Gotthold Ephraim Lessing (22. januar 1729 i Kamenz (Sachsen) - 15. februar 1781 i Braunschweig) var den vigtigste tyske digter under oplysningstiden.

VK 1817: Lessing fremtrådte som forf. 1747. - Der junge Gelehrte ein Lustspiel in drei Aufzügen ; verfertiget im Jahre 1747. - Og der er andre med 1747 som færdiggørelsesåret.

Einen überraschenden Einschnitt stellen die Jahre 1761 bis 1765 dar; Lessing übernahm eine Stelle als Gouvernements-Sekretär beim preußischen General Tauentzien in Breslau.

Friedrich Gottlieb Klopstock (* 2. Juli 1724 in Quedlinburg; † 14. März 1803 in Hamburg) war ein deutscher Dichter.

Kun året 1748 på listen.

1745 begann er ein Studium der evangelischen Theologie in Jena und verfasste dort auch die ersten drei Gesänge des Messias, die er zunächst in Prosa anlegte. Nach der Übersiedlung nach Leipzig wurde im folgenden Jahr das Werk in Hexameter umgearbeitet. Das Erscheinen der ersten Teile 1748 in den Bremer Beiträgen erregte großes Aufsehen und wurde zum Vorbild der Messiaden-Literatur seiner Epoche.

TILFØJELSE 23.09.11 (se også tilføjelserne til Möser og Abbt): Under mit arbejde med Ole Feldbæk (red.) "Dansk Identitetshistorie", bd. 1, (1991) (se mere i tilføjelsen til Abbt) stødte jeg på en interessant note, der er så meget mere interessant i nærværende sammenhæng, som det er den i artiklen ovenfor omtalte Sven-Aage Jørgensen, der er tale om. Noten (på s. 227) lyder: "Professor Sven-Aage Jørgensen, Københavns Universitet, har udkastet den interessante tanke, at Friedrich Klopstock under sit ophold i København har modtaget indtryk af den danske identitetsudvikling, som efter hans tilbagevenden til Tyskland i 1771 kan have påvirket den tyske udvikling i årene frem til 1789". Noten henviser til følgende i selve teksten: "I slutningen af 1760'erne og i begyndelsen af 1770'erne møder vi imidlertid i Tyskland ikke blot Mösers [se tilføjelsen til ham her] historisk baserede identitet. Vi møder også Friedrich Klopstocks fremhævelse af det gamle tyske sprog" (s. 226f).

Moses Mendelssohn (* 6. September 1729 in Dessau; † 4. Januar 1786 in Berlin) war ein deutsch-jüdischer Philosoph im Zeitalter der Aufklärung und gilt als Wegbereiter der Haskala.

Seit 1750 arbeitete Mendelssohn als Hauslehrer bei dem Seidenfabrikanten Isaak Bernhard, in dessen Firma er 1754 als Buchhalter eintrat. - Første i bibliografien: "Briefe über die Empfindungen", 1755. -

Philosophische Schriften, 2 Bände, 1761.

Salomon Gessner (* 1. April 1730 in Zürich; † 2. März 1788 ebenda) war ein Schweizer Idyllendichter, Maler und Grafiker.

BC: Førsteårstallet kan også se ud til at være 1757. Men så passer det ikke med rækkefølgen. Jeg tror, det er den øverste vandrette streg i 5-tallet, der er kommet til at gå over i 1-tallet (jfr. til Wieland nf.).

Es gelang Gessner, sich bald einen Namen durch sein Lied eines Schweizers an sein bewaffnetes Mädchen (1751) und sein Gemälde Die Nacht (1753).

[...] und 1762 eine Sammlung seiner Gedichte in 4 Bänden. Durch die Malerei vom Dichten abgehalten, liess er erst 1772 ein zweites Bändchen Idyllen und die Briefe über die Landschaftsmalerei erscheinen. - 1761 ist er Mitbegründer der Helvetischen Gesellschaft.

Christoph Martin Wieland (* 5. September 1733 in Oberholzheim bei Laupheim; † 20. Januar 1813 in Weimar) war ein deutscher Dichter, Übersetzer und Herausgeber in der Aufklärung.

BC: Førsteårstallet kan også se ud til at være 1757. Men så passer det ikke med rækkefølgen. Jeg tror, det er den øverste vandrette streg i 5-tallet, der er kommet til at gå over i 1-tallet (jfr. til Gessner ovf.).

Lobgesang auf die Liebe, 1751. Hermann, Epenfragment, 1751, Erstdruck 1882.

VK 1817: Hænger det nu saaledes sammen med Vielands berømteste, saakaldte poetiske Værker, da vil man let indsee, at den største Tjeneste han har viist Poesien, var oversættelsen af Shakspears Værker [Note i marginen: 1760 til 66; for der står vel 1760?].

Johann Joachim Winckelmann (* 9. Dezember 1717 in Stendal; † 8. Juni 1768 bei Triest) war ein deutscher Archäologe, Antiquar und Kunstschriftsteller der frühen Aufklärung.

1755 gab Winckelmann seine erste Schrift in einer Auflage von nur knapp 50 Exemplaren heraus: Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst (Dresden). Dieses epochemachende Werk wurde schnell sehr erfolgreich.

Durch den Katalog zur Gemmensammlung (1760) des Barons Stosch wird er in den Akademien „Academi di S. Luca zu Rom“, „Accademia Etrusca zu Cortona“ und die „Society of Antiquaries of London“ aufgenommen. Den Gipfel seiner Kariere erreicht er 1763, als ihn der Vatikan zum Oberaufseher aller Altertümer in und um Rom ernennt.

Thomas Abbt (* 25. November 1738 in Ulm; † 3. November 1766 in Bückeburg) war ein deutscher Schriftsteller und Philosoph der Aufklärung.

Jeg har ikke fundet noget til årstallet 1755 (som jeg mener må være hans "førsteår"). Men der er nogle årstal deromkring, der viser noget.

Nach dem Besuch des Gymnasiums in Ulm studierte er ab 1756 in Halle (Saale) Philosophie und Mathematik. 1760 wirkte Abbt als Professor der Philosophie in Frankfurt (Oder); im Herbst 1761 nahm er einen Ruf als Professor für Mathematik nach Rinteln an. Von 1761 bis 1762 war er für beide Fächer Professor in Berlin.

Sein Aufenthalt in Berlin brachte ihm die Bekanntschaft des Aufklärers Christoph Friedrich Nicolai, zu dessen Berliner Mittwochsgesellschaft er bald gehörte. Auch mit Moses Mendelssohn schloss Abbt Freundschaft. Unter dem Pseudonym *B* war Abbt Mitarbeiter der Briefe, die neueste Litteratur betreffend, welche in 24 Teilen zwischen 1733 und 1765 in Berlin erschienen. - Ende 1765 ernannte Wilhelm Graf zu Schaumburg-Lippe Thomas Abbt zum gräflichen Schaumburg-Lippischen Hof-, Regierungs- und Consistorialrat und zum Patronus scholarum und holte ihn damit nach Bückeburg.

TILFØJELSE 23.09.11 (se også tilføjelsen til Möser og Klopstock): Under mit arbejde med Ole Feldbæk (red.) "Dansk Identitetshistorie", bd. 1, (1991) (se undersiden "Det særligt danske") stødte jeg på følgende omtale af Abbt i underafsnittet "Hvorfra?" i afsnittet "Dansk identitet i 1776" i Feldbæks eget hovedbidrag til bindet. Feldbæk spørger her, om den danske nationalbevidsthed evt. kan være opstået under inspiration fra Tyskland, hvad der dog ikke er noget der tyder på. Om Abbt skriver han fx: "Og i Thomas Abts [BC: vel fejl for "Abbts"?] berømte digt Vom Tode für das Vaterland - skrevet i Berlin i 1762, under Den preussiske Syvårskrig - defineres fædrelandet heller ikke efter, hvor man er født, men efter hvor man lever i den størst mulige borgerlige frihed".

Johann Georg Hamann (* 27. August 1730 in Königsberg; † 21. Juni 1788 in Münster) war ein deutscher Philosoph und Schriftsteller.

Sokratische Denkwürdigkeiten 1759.

Jeg går ud fra, at 1781 er "slutåret".

Måske avisartikel om "Kritik der reinen Vernunft" 1781, men ellers i hvert fald en første, om end utrykt kritik af Kants skrift. - Sidste i bibliografien: Konxompax. Fragmente einer apokryph. Sibylle über apokalypt. Mysterien, 1779. Zwey Scherflein zur neusten Deutschen Litteratur (1780). Golgatha und Scheblimini. Von einem Prediger in der Wüsten, 1784. Metakritik über den Purismus der reinen Vernunft, 1784 (dog først trykt posthumt 1800). Entkleidung und Verklärung. Ein fliegender Brief an Niemand, den Kundbaren (1786/87).

Se i øvrigt omtalen af året 1781 og Metakritik i artiklerne her.

Christoph Friedrich Nicolai, auch Nickolai (* 18. März 1733 in Berlin; † 8. Januar 1811 ebenda) war ein deutscher Schriftsteller, Verlagsbuchhändler, Kritiker, Verfasser satirischer Romane und Reisebeschreibungen, Regionalhistoriker, Hauptvertreter der Berliner Aufklärung, Freund Lessings, Zelters und Mendelssohns, Gegner Kants und Fichtes.

Kun årstallet 1760.

Nachdem der Vater 1758 verstorben war, folgte die Übernahme der väterlichen Buchhandlung. 1760 heiratete er Elisabeth Macaria Schaarschmidt († 1793), eine Tochter des königlichen Leibarztes Prof. Samuel Schaarschmidt. - Første i bibliografien: Ehrengedächtniß Herrn Ewald Christian von Kleist; Berlin 1760.

Johann Gottfried von Herder, geadelt 1802 (* 25. August 1744 in Mohrungen, Ostpreußen; † 18. Dezember 1803 in Weimar, Sachsen-Weimar-Eisenach) war ein deutscher Dichter, Übersetzer, Theologe und Geschichts- und Kultur-Philosoph der Weimarer Klassik.

Zunächst schrieb Herder Gedichte und Rezensionen für Kanters „Königsbergische Zeitung“. 1763 erhielt er auf sein Gesuch das „Hochgräflich-Dohnasche“-Stipendium und beteiligte sich an der Preisaufgabe der Schweizerischen Patriotischen Gesellschaft „Wie können die Wahrheiten der Philosophie zum Besten des Volkes allgemeiner und nützlicher werden?“.

Einem Ruf an eine Petersburger Schule im Jahre 1767 folgte er nicht. Die folgenden Proteste veranlassten ihn dazu, im Frühling 1769 seine Entlassung aus den Ämtern in Riga zu erbitten, um in Mitteleuropa zu wirken. - Øverste i bibliografien: Fragmente über die neuere deutsche Literatur, Riga 1766–1767.

Johann Caspar Lavater (* 15. November 1741 in Zürich; † 2. Januar 1801 ebenda) war ein reformierter Pfarrer, Philosoph und Schriftsteller aus der Schweiz in der Zeit der Aufklärung.

1763 unternahm Lavater zusammen mit dem befreundeten Johann Heinrich Füssli eine Bildungsreise nach Norddeutschland, um sich bei dem aufgeklärten Reformtheologen Johann Joachim Spalding in Barth in Schwedisch-Pommern für das geistliche Amt weiter auszubilden. Auf der Reise dorthin über Berlin wurde er mit vielen bedeutenden Männern seiner Zeit (darunter Christian Fürchtegott Gellert, Moses Mendelssohn, Friedrich Gottlieb Klopstock) bekannt.

Daneben verfasste Lavater die "Schweizerlieder" (1767) das in vier Bänden erschienene Werk "Aussichten in die Ewigkeit" (1768-1773/78) [...]

Matthias Claudius (Pseudonym Asmus, * 15. August 1740 in Reinfeld (Holstein); † 21. Januar 1815 in Hamburg) war ein deutscher Dichter und Journalist, bekannt als Lyriker mit volksliedhafter, intensiv empfundener Verskunst.

Sein Erstlingswerk Tändeleyen und Erzählungen (1763) wurde als stilistisch inkonsistente Nachahmung bekannter Gedichte von der Kritik verrissen, hatte jedoch trotzdem eine zweite Auflage ein Jahr später.

Claudius Werke erschienen zunächst verstreut in Musenalmanachen und Zeitschriften, vor allem in Der Wandsbecker Bothe. Ab 1775 begann Claudius die mehrbändige Textsammlung Asmus omnia sua secum portans (oder Sämtliche Werke des Wandsbecker Bothen) zu veröffentlichen. Die zwischen 1770 und 1775 entstandenen ersten Bände erschienen 1775 in Hamburg.

Johann Matthias Schröckh, auch Schroeckh, (* 26. Juli 1733 in Wien; † 1. August 1808 in Wittenberg) war ein österreichischer Historiker und Literaturwissenschaftler.

Kun ét årstal: 1764. Men intet fundet dertil.

Er habilitierte sich am 6. März 1756 und war 1762 außerordentlicher Professor der Philosophie geworden.

Am 26. Oktober 1767 folgte einen Ruf als ordentlichen Professor der Poesie an die Universität Wittenberg, die er aus Existenzgründen übernahm. Dennoch hielt er daran fest, seine in Leipzig begonnen Vorlesungen über Kirchengeschichte, Gelehrtengeschichte und Geschichte der Theologie fortzusetzen.

Friedrich Heinrich Jacobi (* 25. Januar 1743 in Düsseldorf; † 10. März 1819 in München) war ein deutscher Philosoph, Jurist, Kaufmann und Schriftsteller.

Kun ét årstal: 1764.

Nach dem Willen seines Vaters war er – nach einer kurzen Lehre in Frankfurt und einem Aufenthalt in Genf – anfangs als Kaufmann tätig: er wurde 1764 Nachfolger seines Vaters in der Leitung einer Zuckermanufaktur.

RIEDRICH HEINRICH JACOBI. BRIEFWECHSEL 1785. Nr. 1108-1306. NACHTRAG ZUM BRIEFWECHSEL 1764-1784. Herausgegeben von Albert Mues, Gudrun Schury ...

Seine Schriften sind kaum systematisch, sondern Gelegenheitsarbeiten, meist in Brief-, Gesprächs-, auch Romanform verfasst. Für ihn gab es kein ernstzunehmendes Philosophieren, wenn es nicht eine bestimmte Person anspricht. In diesem Sinne war er nicht nur Kritiker, sondern immer ein kämpferischer Diskussionspartner. Seine Streitigkeiten mit Hamann, Goethe, Johann Gottlieb Fichte oder Friedrich Wilhelm Joseph Schelling sind berühmt.

Johann Wolfgang von Goethe (* 28. August 1749 in Frankfurt am Main; † 22. März 1832 in Weimar), geadelt 1782, war ein deutscher Dichter. Er forschte und publizierte außerdem auf verschiedenen naturwissenschaftlichen Gebieten. Ab 1776 bekleidete er am Hof von Weimar unterschiedliche politische und administrative Ämter.

An Zachariä - Entstanden 1767, Erstdruck ohne Goethes Wissen 1776 unter dem Titel »An Herrn Professor Zachariä. 1767«. Erster autorisierter Druck 1815. - BC: Gr. må have vidst det med 1767!

Die Leiden des jungen Werthers (1774).

Gottfried August Bürger (* 31. Dezember 1747 in Molmerswende im Ostharz; † 8. Juni 1794 in Göttingen) war ein deutscher Dichter in der Zeit der Aufklärung, der dem Sturm und Drang zugerechnet wird. Bekannt geworden sind vor allem seine Balladen sowie die Abenteuer des Freiherrn von Münchhausen.

Intet fundet fra eller om 1769. Men Grundtvig kan have kendt noget mellem de nedenfor fremhævede år 1768 og 1770.

Intet fundet til 1769.

Ab 1760 ging er auf die Stadtschule von Aschersleben, wo er jedoch wegen einer Schlägerei der Schule verwiesen wurde. Das Pädagogium in Halle nahm ihn als Schüler auf; dort freundete er sich mit dem Lyriker von Goeckingk an. 1764 begann er auf Druck seines Großvaters ein Studium der Theologie an der dortigen Universität. Erst 1768 wurde ihm erlaubt, an die Universität Göttingen zu gehen, um dort Rechtswissenschaften zu studieren. - Das Organ, in dem Bürger seine zahlreichen Gedichte veröffentlichte, war der Göttinger Musenalmanach, gegründet 1770 von Bürgers Freund Heinrich Christian Boie und Friedrich Wilhelm Gotter.

Das Organ, in dem Bürger seine zahlreichen Gedichte veröffentlichte, war der Göttinger Musenalmanach, gegründet 1770 von Bürgers Freund Heinrich Christian Boie und Friedrich Wilhelm Gotter. Im Jahre 1778 übernahm Bürger die Redaktion der Zeitschrift und gab die erste Sammlung seiner Gedichte heraus. Elf Jahre später erschien eine zweite, erweiterte Auflage in zwei Bänden.

Med disse primitive sammenklipninger har jeg givet, hvad jeg kunne. Jeg er nødt til at skulle videre med mit eget. Men det er dog nogle interessante oplysninger til et sælsomt lille papir i Grundtvig-arkivet. Og de giver et ejendommeligt indblik i Grundtvigs forudsætninger for og arbejde med Tysklands litteraturhistorie i 1817-verdenskrøniken. Og her i sammenhængen viser det, i hvilken sammenhæng Hamann har stået for Grundtvig. Selv om Hamann jo har haft langt større betydning for ham end selve det at være et interessant lyspunkt i litteratur- og idéhistorien. Grundtvig kan jo ikke andet end have set Hamann som en slags forløber for ham selv.

Det er ikke sikkert, jeg i alle tilfælde har fundet de rette udgivelser og/eller begivenheder til de respektive årstal. Men så er der også i den henseende noget at arbejde videre med og på.

Dette er nok mit farvel til Hamann-forskningen. Inden jeg nåede at få sagt rigtig goddag. Hvis jeg får tid, vil jeg prøve at oversætte denne Grundtvig-Hamann-tekst til tysk og sende den til Hamann-Kollokviet i Halle (og sætte det på undersiden DEUTSCH) - som en lille tak for de på mange måder storslåede dage i Halle 2006. Men jeg vil slutte med en hilsen til den eller dem, der måtte få lyst til at gå videre med Grundtvig-Hamann-forskningen: Held og lykke!

---

[1] Ordet “genialsk” bruges almindeligvis lidt nedsættende om noget “excentrisk” og bevidst påtaget eller “tillavet”. Grundtvigs brug af dette ord kan altså godt udtrykke en vis forbeholdenhed. Man kan dog netop her spørge, i hvilken grad og på hvilken måde det er tilfældet.

[2] Jean Paul: Vorschule der Aesthetik, 1804, her efter 2. forøgede udg. 1813, 3. Abteilung, kap. III. Kantate-Vorlesung Über die poetische Poesie, jf. Norbert Miller (udg.), Jean Paul Sämtliche Werke, Band I/5, 1980, 451-452. München.

[3] Michelsen gengiver Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18”, men den er både i listen og her er rettet til “81”.

[4] Bogen udkom “omkr. d. 30. sept”, og fortalen er dateret 19. juni 1817 (SJ I, 133).

[5] Grundtvigs brug af "i.j.n." - og udviklingen i denne brug - er behandlet af Helge Toldberg (Toldberg 1946, 115-116).

[6] Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18” er her rettet til “81”.

[7] VK 1817, 506 og 581.

[8] VK 1817, 506.

[9] I 1967-udgaven af Geschichte der deutschen Literatur, som er benyttet her, dækker bind V perioden 1570-1750 og bind VI,1 perioden 1750-1832.

[10] Om Sokratische Denkwürdigkeiten skriver Øystein Skar blandt andet: “[Hamann] vil i sitt skrift gjenoppvekke det provoserende ved denne tenkeren fra Athen (...). Hamann trekker inn den skotske filosofen David Hume (1711-1776), som tilkjenner troen en egen plass, uavhengig av erfaringen (...). Hamann bruker Humes skepsis som hjelp til troens sprang” (NB [???] Opplysning og kors , 20).

[11] Det viser meget om Grundtvigs kriterier for valget af årstal på listen, at disse to vigtige, men jo sene og sammenfattende skrifter, ikke er regnet med, så det vil være rimeligt at oplyse lidt mere om dem. I Golgatha und Scheblimini. Von einem Prediger in der Wüsten bygger Hamann på Luthers brug af ordet “Scheblimini”, som er dannet på grundlag af den tyske transskription af den hebraiske ordlyd i Sl. 110,1: “Scheb limini”, “Sæt dig ved min højre hånd”. Skriftet er et svar på Moses Mendelssohns Jerusalem (1783), og Hamann skriver i et brev om det, at det er “der wahre Innhalt meiner ganzen Autorschaft, die nichts als ein evangelisches Lutherthum in petto [på hjerte] hat” (Briefwechsel 6,466,22-24). Og om Entkleidung und Verklärung. Ein fliegender Brief an Niemand, den Kundbaren skriver Hamann i et andet brev, at dette (ufuldendte) skrift tjener “[der] Entkleidung meiner kleinen Schriftstellerey und Verklärung ihres Zwecks, das verkannte Christentum und Luthertum zu erneuern und die demselben entgegengesetzten Mißverständnisse aus dem Wege zu räumen” (Briefwechsel 7,43,36-44,2). Der er her citeret efter Gerhard Krause og Gerhard Müller (red.): Theologische Realenzyklopädie, bd. 14 (1985). – Hvad mener Hamann med “den Kundbaren”? En internetsynonymordbog (www.textlog.de) oplyser: “Kundbar sind Tatsachen, die allen bekannt sind oder doch so vielen, daß es keiner neuen Bekanntmachung bedarf, um sie zu jedermanns Wissenschaft zu bringen. Es übersetzt das lateinische notorisch. Doch ist kundbar veraltet und wird gegenwärtig gewöhnlich durch offenkundig vertreten”. Måske kunne man oversætte det med "ham, I ved nok"?

[12] I de mange tilfælde, hvor biografiske og bibliografiske data må anses for at være af almindelig leksikalsk karakter, er kilder ikke anført. Disse data er i vidt omfang indhentet og kontrolleret ved flere forskellige internetsøgninger.

[13] Måske har Grundtvig haft en anden begivenhed i tankerne. Rabener var allerede i første halvdel af 1750’erne – med stor succes – begyndt at udgive sine satiriske skrifter i bogform. Der er under alle omstændigheder tale om afslutningen på Rabeners egentlig produktive periode.

[14] Dette er nok en “kuriositet”, men i 1744 udkom en latinsk bog, hvis forfatterangivelse og titel lyder: Joann. Andr. Crameri Elementa Artis Docimasticae. Forfatteren til den er imidlertid metallurgen Johann Andreas Cramer (1710-1777). Så enten er der noget i 1744 for teologen Cramer, der ikke har kunnet findes, eller også er der tale om en misforståelse fra Grundtvigs side. – Ars docimastica, Dokimasie eller Probierkunst (dansk: Proberkunst) er de metoder, der bruges ved bestemmelsen af indholdet af forskellige stoffer i metaller.

[15] Möser var selv Ein Wochenblatts udgiver. Joachim Kirchner nævner, hvad der også er af en vis interesse i nærværende sammenhæng, “unter den Autoren der Zeitschriften des fünften Jahrzehnts zuvörderst den Namen Justus Möser (1720-94), der 1746 als junger Advokat seiner Heimatstadt Osnabrück unter dem schlichten Titel Ein Wochenblatt die erste Probe seines publizistischen Talentes ablegte” (Kirchner 1958, 101).

[16] “Die Ritterschaft” betegnede den lavere tyske adel.

[17] Det kan også være Damon oder die wahre Freundschaft (1747), Die alte Jungfer (1748/1749) eller Der Misogyne (1748).

[18] Førsteårstallet i listen kan også se ud til at være 1757. Men så passer det ikke med rækkefølgen. Det er formodentlig den øverste vandrette streg i 5-tallet, der er kommet til at gå over i 1-tallet).

[19] Førsteårstallet kan også her se ud til at være 1757. Men se til Gessner ovf..

[20] Araspes und Panthea betegnes i Geschichte der deutschen Literatur (1967) som en romanagtig dialog på grundlag af en episode i Xenofons Kyrupædi (VI, 1, 82).

[21] I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om året 1760 bla.: “Es bedeutete einen Einschnitt in sein Leben, daß er am 17.4.1760 einstimmig zum Senator von Biberach gewählt wurde” (bd. VI, 1, 84).

[22] Wieland får måske allerede den første tilskyndelse i 1759. I Wieland’s translation of Shakespeare skriver Frederick William Meisnest en hel del om baggrunden for, at Wieland gik i gang med Shakespeare-oversættelserne, bl.a. følgende: “No doubt the immediate and most direct call for translating Shakespeare came to Wieland from his friend W. D. Sulzer [den Sulzer, der er på Grundtvigs liste, må være Johann Georg Sulzer], who upon returning a volume of Wieland’s copy of Shakespeare (Jan. 14, 1759), expressed the hope that some skilful genius would translate and analyse Shakespeare’s plays in the manner of Brumoy’s Theatre des Orecs”. Meisnest er her citeret fra en elektronisk udgave, som angives at være “Reprinted from the Modern Language Review. Vol. IX. No. 1. January 1914”. – www.ebooksread.com/authors-eng/frederick-william-from-old-catalog-meisnest/wielands-translation-of-shakespeare-sie/1-wielands-translation-of-shakespeare-sie.shtml.

[23] Må være Abbts “førsteår” (bindestregen).

[24] I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om dette værk, at i det “glaubte Abbt, seine Sendung als Erzieher und Lehrer des Volkes zu erfüllen”, og det betegnes som “eine Darstellung jener Eigenschaften und Rechte, die Voraussetzung von Verdienst und Anerkennung sind” (VI, 1, 139). Det er et moralsk opbyggeligt værk, hvori Abbt forsøger at forene det folkelige og det videnskabelige.

[25] I Michael Zarembas Herder-biografi Johann Gottfried Herder. Prediger der Humanität (Köln, 2002) står i “Zeittafel” under året 1762 blandt andet: “Freundschaft mit Hamann und Hartknoch” (s. 255).

[26] I Geschichte der deutschen Literatur (1967) betegnes året 1763 dog som “[d]as Jahr freiwilliger Verbannung”; det “konnte ihm weder innere Ruhe noch jenen Gottesbegriff vermitteln, um den er rang” (VI, 1 198). Og da han heller ikke kunne få et embede, kastede han sig ud i sit forfatterskab. Dette er et interessant eksempel på, hvad Grundtvig har set på, når han har valgt listens årstal.

[27] I den oprindelige titel er der genitiv-s i “Werthers”, men i 1787-udgaven var det fjernet.

[28] Flemming Lundgreen-Nielsen har i mail af 23. juni 2012 oplyst, at Hamann er omtalt i Baggesens Labyrinten I, 1792. “Hamann nævnes – bredere end hos Grundtvig i 1817 – i kapitlet “Hamburg”, hvor Baggesen opsøger den berømte Bohnske boglade og finder en række af hans skrifter. (...) Baggesens nøgleord for Hamann er “original”, og han har hørt, at han er en Habakuk for Herder og (Matthias) Claudius. Den lille profets navn er ifølge ODS ensbetydende med en spøgende karakteristik af en person som “sær, underlig” (...). Baggesens karakteristik af en stilprøve (på fransk!) fra en Hamann-tekst (hans epistel om inoculationen af den sunde forstand [Lettre néologique et provinciale sur l’inoculation du bon sens (1761)] er præget af dyb skepsis og ikke beundring. (...) Ifølge samtidige notater læste Grundtvig i Labyrinten bind 2, 1793, i midten af 1804 (...), men den nævnte beskrivelse kan næppe dengang have sendt ham på nogen opdagelsesrejse i Hamanns forfatterskab”.