GRUNDTVIG

Bent Christensen

Denne side er senest blevet revideret 09-11-20: Om naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt. FOREDRAG på Rønshoved Højskole 07.11.20. - Forrige: Naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt (ARTIKEL i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017). - Forforrige: KIRKE OG MENIGHED I GRUNDTVIGS TEOLOGI OG KIRKEPOLITIK 1806-61. - Grundtvig-Studier 2013.

INDHOLD

Ældst nederst – yngst øverst

Altid øverst:

LINKS TIL DE NUMRE AF GRUNDTVIG-STUDIER, HVORI DER ER ARTIKLER AF MIG. - Sat på 22.02.16.

Om naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt. FOREDRAG på Rønshoved Højskole 07.11.20.

NATURVIDENSKABERNE I DET GRUNDTVIGSKE DANNELSESPROJEKT (artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017).

KIRKE OG MENIGHED I GRUNDTVIGS TEOLOGI OG KIRKEPOLITIK 1806-61. - Grundtvig-Studier 2013.

Dette nummer af Grundtvig-Studier udkom stærkt forsinket. Jeg modtog mit eksemplar med posten påskelørdag (19/4) 2014. Grundtvig-Studier skal egentlig udkomme på eller omkring Grundtvigs fødselsdag den 8. september, men er nogle gange først udkommet ved eller efter årets slutning.

GRUNDTVIGS KIRKEPOLITISKE UDVIKLING. Oplæg på Grundtvig-Selskabets årsmøde i Vartov den 23. november 2013.

TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.

FRA HAMANN TIL FASC. 209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige. - Grundtvig-Studier 2012.

TOTALDIGTEREN GRUNDTVIG. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter. - Grundtvig-Studier 2011.

GRUNDTVIGS LIV MED GUD. - Foredrag ved Theologisk Oratoriums sommerkonvent i Sankt Birgitta Kloster, Maribo, den 27. maj 2010.

OM »OMKRING GRUNDTVIGS VIDSKAB«. Indledningen ved forsvaret den 4. september 1998 og replikker til de to officielle opponenter. - Grundtvig-Studier 2001.

TOTALDIGTEREN GRUNDTVIG - I FORTID OG FREMTID. - Manuskript til forelæsning på Nysted Folkeuniversitet 24.09.00.

GRUNDTVIG OG ÅRHUNDREDERNE - OGSÅ DET ENOGTYVENDE? - Folkeuniversitetet, Sognets Hus, Maribo 15.02.00.

AT KENDE GUD I LIVETS ALMINDELIGE GUDSTJENESTE. En præsentation af doktordisputatsen »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. - Lolland-Falsters Stiftsbog 1999.

»GRUNDTVIGS VIDSKAB - dialog mellem videnskaben og det folkelige«. Manuskript til indlednings-foredrag 20.11.98 ved åbningen af seminaret: »Økologi i uddannelse og folkeoplysning« (20. - 22. november) på Den frie Lærerskole, Ollerup

Min opposition ex auditorio ved forsvaret af Ole Vinds disputats: Grundtvigs historiefilosofi på Københavns Universitet den 28. maj 1999.

Foredrag om Grundtvig og naturvidenskaberne i Forum Teologi Naturvidenskab Århus Universitet. - Skriftlig udgave. - Formodentlig i foråret 1999.

Jeg har af en eller anden grund ikke den nøjagtige dato i manuskriptet, men jeg vil prøve at finde den andetsteds.

Det danske RESUMÉ af min i 1998 udgivne disputats »OMKRING GRUNDTVIGS VIDSKAB. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.

EN LOKAL GRUNDTVIG-KRITIK ANNO 1817. Et læserbrev i "Lolland-Falsters Stifts Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger" nr. 33/1817.

GRUNDTVIG OG LOLLAND-FALSTER OG OXFORD! Grundtvig'ske forbindelses-tråde mellem Udby, Radsted, Døllefjelde og Oxford i fortid og nutid. - Lolland-Falsters Stiftsbog 1996. - Foreløbig kun de af mig selv skrevne dele samt digtet "Fuglesyn af Oxford".

Det danske RESUMÉ af min i 1987 udgivne licentiatafhandling »FRA DRØM TIL PROGRAM. Menneskelivets og det verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832«.

»NYAARS-MORGEN« SOM TEOLOGISK OG KIRKEHISTORISK DOKUMENT. - Præsteforeningens Blad 1987/1-2, 09.01.87.

VAR GRUNDTVIGS NYERKENDELSE I 1832 EN TRAGISK HÆNDELSE? - Licentiatforelæsning på Københavns Universitet, Det teologiske Fakultet, den 19. november 1985. - Trykt i Grundtvig-Studier 1989-1990.

FOR KRISTENDOMMENS SKYLD. Menneske først, kristen så - og hvad så? - FØNIX 1/1978. - Med nogle ganske få rettelser og ændringer af retskrivnings- og opsætningsmæssig karakter. I selve ordlyden er intet ændret. - Men med en indledning, som er skrevet forbindelse med indskrivningen af teksten i januar 2003.

* * * * * *

Altid øverst:

Links til Statsbibliotekets sider med de numre af Grundtvig-Studier, hvor der er artikler af mig

Men artiklerne står også her på siden.

LINK til

Grundtvig-Studier 2013 med min artikel

"Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61":

http://ojs.statsbiblioteket.dk/…/g…/issue/viewIssue/2803/164

LINK til

Grundtvig-Studier 2012 med min artikel

"Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige":

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/issue/view/2184

LINK til

Grundtvig-Studier 2011 med min artikel

"Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter":

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/article/view/16578

LINK til

Grundtvig-Studier 2001 med mit svar til de to officielle oppositioner ved mit disputatsforsvar: "Om »Omkring Grundtvigs Vidskab«".

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/issue/view/2172

LINK til

Grundtvig-Studier 1989 med teksten til min licentiatforelæsning på Københavns Universitet i 1985: "Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?".

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/issue/view/2145

NB! Ovenstående oversigt står altid øverst.

Om naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt - FOREDRAG.

Manuskript til foredrag på Rønshoved Højskole 07.11.20 - som del af kurset "Dannelsens forbindelser". - Det allerførste svarer til, hvad jeg faktisk sagde. Men grebet af stemningen, kom jeg til at fremføre det skrevne langt friere end planlagt. Der var i det holdte foredrag ting, der ikke kom med, og ting, der blev tilføjet.

Da jeg havde fået ordet, fortalte jeg først lidt om mig selv, og det gjorde jeg, som jeg nu plejer, ved stort set at fortælle, hvad der står under mit billede i min forfatterfolder, nemlig:

Bent Christensen. Født 1943. Neobop-jazzpianist o. 1960. Sprogløjtnant med russisk 1964. Cand. mag. i dansk/russisk 1968. Gymnasieadjunkt 1968-1971. Med supplerende teologisk uddannelse præst i Folkekirken 1971-2003. Lic. theol. (ph.d.) 1985 (Grundtvig-afhandlingen Fra drøm til program, udg. 1987). Dr. theol. 1998 (Omkring Grundtvigs Vidskab). Arbejder siden 2003 især med teologi (herunder salmedigtning), poetik og egne digte. - Polsk er nu det slaviske hovedsprog. Oversættelser af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz: Sonetter 1826 (Krimsonetter og Odessasonetter samlet, 2017). Ballader og romancer (2018). Grażyna - Konrad Wallenrod (2020). - Egne udgivelser: Lollandsonetter (2015). Salmer (2015). Digte og aforismer 1966-2016 (2016). Mit teologiske testamente (2017). Digte og aforismer 2016-2018. Mit Dannevirke (2019). - Bidrag i flere numre af Grundtvig-Studier.

Men jeg fortalte også, enten her eller inde i foredraget, om min tilknytning til Forum Teologi-Naturvidenskab, Århus, og min naturvidenskabelige interesse fra ungdommen af.

Og så gik jeg i gang med foredraget:

Så vidt jeg kan se, har vi tiden frem til kl. 17.00. Men jeg regner med, at vi både skal have en pause og en drøftelse. Jeg har derfor forberedt mig på lidt af hvert.

Jeg har et manuskript. Som jeg vil holde mig ret tæt til! Jeg har en dårlig hukommelse og kan slet ikke tale frit ud fra, hvad jeg kan huske, Dvs. det kan jeg måske nok, men så risikerer det i hvert fald at blive for langt! Desuden vil jeg gerne have de helt rigtige og helt præcise formuleringer med. Sådan havde og har jeg det også, når jeg står på en prædikestol. - [Ja, sådan stod der i manuskriptet, og noget i den retning sagde jeg også, men det blev, som allerede nævnt, meget friere].

Hvis oplæsningen(!) af mit manuskript tager for lang tid, kan jeg springe noget over, men hvis det fylder for lidt, kan jeg supplere med noget fra det ret store dokument, jeg begyndte med at lave, og som jeg har liggende bagved. Det indeholder det meste eller vigtigste af, hvad jeg har liggende på harddisken om dette emne.

Men jeg kan også gå til min bog Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde (2019). Det var mit forsøg på at optræde som Grundtvig-discipel nøjagtig 200 år efter, at hans eget berømte enmandstidsskrift ophørte med at udkomme. Vi kommer til det senere. Det kan blive i forbindelse med foredragets sidste afsnit eller i forbindelse med drøftelsen, for jeg forestiller mig, at det især bliver, for så vidt angår bogens anden del "Filosofien, videnskaben og virkelighedsbilledet". Men det kan måske også blive, for så vidt angår tredje del " Mit eget virkelighedsbillede".

Men lad os nu se. Jeg går nu i gang med det forberedte foredrag.

Når vi skal beskæftige os med spørgsmålet "naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt", skal vi dele op i tre dele.

Vi skal for det første se på Grundtvig selv, dvs. på hans eget syn på videnskabeligheden overhovedet og på hans egen måde at drive videnskabelighed på. Vi er nødt til at skulle kende hele det omfattende virkelighedssyn, der danner grundlaget for og rammen om Grundtvigs syn på videnskabeligheden og oplysningen overhovedet, og vi er nødt til at have hele dette forhold med i betragtningen, når vi selv skal prøve at forstå, hvad der sker, når vi tager naturvidenskaberne med i vort videnskabelige og dannelsesmæssige projekt. - Det siger sig selv at vi pdes. skal prøve at forstå, hvad Grundtvig selv mente, da han dengang skrev disse ting, men at vi pdas. må prøve at oversætte det til noget, der passer ind i vor tids sammenhæng.

Dernæst skal vi se på, hvordan Grundtvig selv - derudover - så på naturvidenskaberne og på deres plads og betydning.

Og endelig skal vi se på, hvordan vi i dag skal have naturvidenskaberne med i dét videnskabelige og dannelsesmæssige projekt, vi nu - som Grundtvigs arvinger - selv prøver at realisere. Men det helt afgørende er, at naturvidenskaberne overhovedet er med, men altså på den udtrykkelige måde, at det hører med til såvel videnskabeligheden som oplysningen eller dannelsen, at alle, hver efter evne og lejlighed, får en direkte viden om den verden, vi tilhører og er opstået af, og om os selv i vor menneskelige biologiske og fysiologiske legemlighed. Så må denne viden indgå i hele vor videre forholden os til og tydning af Tilværelsen.

1 - Grundtvigs eget syn på videnskabeligheden og på hans egen måde at drive videnskabelighed på

Hvad Grundtvig selv angår, kan enhver hurtigt se, at han langtfra selv havde nogen interesse for naturvidenskaberne og derfor ikke tog hensyn til dem i sin egen videnskabelige praksis.

Grundtvig var, hvad vi i dag vil kalde humanist. Han var teolog, digter, filolog, historiker og mytolog. Han bestemte sin måde at drive videnskabelighed på som "historisk-poetisk". Men det var altså netop videnskabeligheden, han gav denne betegnelse. Når vi i dag siger ordet "videnskab", ser vi nok først og fremmest nogle mænd i hvide kitler for os i nogle laboratorier eller store tekniske anlæg. Eller vi ser nogle, der sidder og kører programmer igennem på deres computere. Det er det, der svarer til det engelske ord "science". Vi mangler på dansk et ord, der svarer til det engelske ord "scholarship". Men det dækker heller ikke helt, hvad Grundtvig forstod ved videnskabelighed.

Grundtvig har selv dannet et ord, der betegner, hvad han forstod ved videnskabelighed. Og det er ordet "vidskab". Det er også derfor, jeg har givet min disputats titlen Omkring Grundtvigs Vidskab. Med undertitlen "En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement".

Det helt afgørende her indledningsvis er, at erkendelsen, eller altså videnskabeligheden eller "vidskaben" - og dermed også hele Grundtvigs altomfattende livsoplysningsprojekt - er en meget vigtig side af "det kristeligt nødvendige livsengagement". Grundtvigs videnskabeligheds- og oplysningsprojekt er dybt kristeligt teologisk begrundet. Det fremgår kort og klart af denne berømte strofe fra det store kirkehistoriske digt "Christenhedens Syvstjerne" (1854-55) - dvs. fra den del af det, der er blevet til sangen "Ingen har guldtårer fældet":

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

(VU VI 347. DP 259).

Her er det de meget vigtige Grundtvig begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men anliggendet i denne strofe er jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

Grundtvig har lagt grunden til dette allerede i afhandlingerne "om Allehaande" i sit enmandstidskrift Danne-Virke (1816-1819). I den første afhandling, "Om det Philosophiske Aarhundrede", siger han, at

Uagtet det Timelige ingenlunde kan forklare det Evige, maatte dog det Timeliges Forklaring have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie, thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo hvad det betegner og betyder [...] At begribe sig selv i Sandheden det er da det store Maal for den menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig Vidskab (DV I 117 - GV 167).

Det er altså mennesket selv, der er den alt andet overordnede og samlende genstand for erkendelsesaktiviteten,

thi Fornuften maa kunne komme til at begribe sig selv og Alt hvad der hører under dette Begreb, altsaa det hele timelige Menneske og alt det Timelige, thi Mennesket er alt det Timeliges Middelpunkt, og det maae da kunne begribes i Mennesket (DV I 116f).

Allerede her i de helt grundlæggende bestemmelser anlægges altså et i videnskabsteoretisk forstand fuldstændig antropocentrisk syn.

Og det er vel at mærke menneskelivet i dets konkrete historiske forløb, der er tale om. Det svarer til, at hvis man har en grammofonplade med et stykke musik på, så er det ved at høre den, man lærer at forstå, hvad den betyder - og ikke ved at sidde og kigge på bølgerne i rillerne gennem et mikroskop!

Historien er den helt overordnede erkendelseskilde, fordi den er "den evige Sandheds Aabenbarelse i Tiden", fordi "Historien maae vise, hvorledes Aabenbarelsen er skeet, maae udtrykke den evige Sandheds timelige Billede". Men Grundtvig gør udtrykkeligt opmærksom på, at der her ikke er tale om den særlige (i historien "indskudte" kristne åbenbaring), men om netop den åbenbaring, Guds-åbenbarelse, som den naturlige historie "uvitterlig [det vil sige. uafvidende; ubevidst; ved selve sit forløb] udgiør og beskriver", altså om den åbenbaring, som verden i selve sin forsiggående skabthed udgør (DV I 122).

I "Om Mennesket i Verden" advarer Grundtvig i et vidtløftigt billedsprog mod pseudovidenskabeligt hængedynd, spekulationens luftballoner osv., men fremhæver betragtningen af den levende og nære natur, idet han siger, at

Derimod vil vi venlig betragte Alt hvori Livet rører og røber sig, ei saaledes gaae i Tanker, at vi ei høre den syngende Fugl, vil ei løbe for den surrende Bie eller lade Kiærminden skjule sig uændset (DV II 141).

Der er en nøje sammenhæng mellem Grundtvigs positive, anti-idealistiske forståelse af menneskets legemlighed og hans positive forståelse af den rette beskæftigelse med også den ikke-menneskelige natur:

Saa ufuldstændig [vor legemlige selvkundskab] maa være, saa er den vi kan have, dog hverken ubetydelig eller usikker, thi det er upaatvivleligt at Alt hvad der forbinder os med sandselige Ting, tilhører det sandselige Menneske, og vor legemlige Selv-Kundskab kan og bør da voxe ved hvert Skridt vi giøre til Bekiendtskab med den udvortes Verden og vort Forhold til den (DV II 145).

Hvor vigtig - og også dybt kristologisk begrundet - den videnskabelig erkendelse var for Grundtvig, fremgår måske allertydeligst af den enogtyvende og sidste artikel i artikelrækken "Den christelige Børnelærdom" (1855-1861): "Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden" (1861). Hvad den større kirkelige og kirkepolitiske sammenhæng angår, må jeg her nøjes med at henvise til min artikel i Grundtvig-Studier 2013 "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61", der netop slutter med behandlingen af denne artikel.

Det er den yderste frikirkemulighed i Danmark, Grundtvig her præsenterer, nemlig en måske ganske lille menighed, der sammenlignes med urmenigheden i Jerusalem. Men i forbindelse med en behandling af præsteuddannelsen går Grundtvig over til at skildre de forhold, hvorunder man i en frikirke kunne tænkes at oprette og drive et veritabelt universitet!

Og om denne måske ganske lille mindretalskirke i Danmark siger Grundtvig så:

Man vilde derfor strax lægge Grundstenen til en kristelig Højskole [universitet], som, trods al sin udvendige Tarvelighed, ingenlunde indvendig vilde være indskrænket til det nødvendigste daglige Behov, men være stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Visdoms-Skatte, der jo umulig kan være “skjulte i Faderens og Vorherres Jesu Kristi Erkjendelse”, uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning skal staa Maal med ham, maa komme for Lyset (US IX, 579).

Det, der nu er blevet tale om, er intet mindre end et helt universitet, altså bogstavelig talt et menigheds-universitet! Og den universalhistoriske forklaringsvidenskabelighed begrundes nu rent kirkeligt og kristologisk. Der er tale om fuldendelsen af det (i Kristus nyskabte) “‘ny Menneskes’ Levnedsløb”. Jf. Ef 4,13.15.22-24 og ApG 20,24.

Og til denne fortsættelse hører vel at mærke “en i alle Retninger (undtagen den falske) fremskridende Oplysning” [fremhævet her, BC] (580). Det er i netop vor sammenhæng her i dag meget vigtigt, at også oplysningens - eller "dannelsens" - nødvendighed begrundes på denne bogstavelig talt yderste måde!

Men vi skal nu tilbage til Er os tomme Ord og Lyde-sammenhængen.

Det er det skabte-men-faldne menneskeliv - hverken mere eller mindre! - der bekræftes og sættes i sit sande lys af den særlige åbenbaring, og det er dette menneskeliv, der er frelsens genstand. Samtidig gælder det, så at sige den anden vej, at selve ordet Gud - og dermed hele den særlige åbenbaring, ja, selve frelses-talen - alt sammen bliver betydnings-tomt, hvis den Gud, der er tale om, ikke forstås som netop dette menneskelivs og dets verdens Gud - som både Skaber og Frelser.

Det er heraf, mit begreb "det kristeligt nødvendige livs-engagement" følger - eller "det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed" - eller altså "er-os-tomme-ord-og-lyde-princippet". Og der er altså helt særligt tale om en erkendelse af betydning. Hvilket yderligere understreges af hele "Logos kristologien", dvs. troen på Kristus som det Guds Ord og den Guds Sandhed, ved hvem verden er skabt, og som al mening og betydning i verden er et aftryk af. Hvilket bekræftes og forstærkes i inkarnationens store begivenhed. - Og inkarnationen (kødspåtagelsen) er altså det, at Ordet, Kristus, blev kød (menneske), at Gud blev menneske.

Også den kristne opstandelsestro er en stor bekræftelse af menneskelivets legemlighed. Ingen ved ganske vist, hvad "kødets opstandelse" nærmere vil sige. Jf. selveste Paulus's overvejelser i 1. Korintherbrev kapitel 15. Men det afgørende er, at vi her og nu kan høre påskeevangeliet som en forkyndelse af håbet for vort menneskeliv, også i dets legemlighed.

Det helt afgørende i såvel skabelses- som frelses-forholdet må være erkendelsen af Gud, det at kende Gud. Dette kan imidlertid - bortset fra alt det, der ligger i den særlige åbenbaring og i selve frelsen (og som unægtelig er helt afgørende, men dog noget andet, og for så vidt "tomt") - kun ske indirekte, nemlig gennem menneskets erkendelse af sig selv og sin verden.

Og der skal være en stadig vekselvirkning mellem livet og den tydende erkendelse af det, i den forstand, at erkendelses-resultatet, tydningen, vender tilbage til livet igen som oplysning, hvorved selve livets levelse kommer til at give en ny og højere grad af erkendelse. Og så videre.

Det er i øvrigt også vigtigt at lægge mærke til, hvor stor betydning historikeren Grundtvig i sine historiske værker tillagde geografien i også meget fysisk og biologisk forstand!

Selve Grundtvigs egen videnskabelige praksis kan vi ikke komme særligt ind på i dag. Men han var historiker i bredeste forstand, også med sådan noget som fremdragelse af gamle tekster af også poetisk art. Og hans historiske forfatterskab kan sine steder antage karakter af ren litteraturhistorie. Grundtvig var særdeles kritisk over for det tyske, dog især, når det blev ført frem nord for Ejderen. Men han var faktisk særdeles velorienteret i den tyske litteratur og litteraturhistorie.

Og Grundtvig var filolog! Det gælder i høj grad også den gamle angelsaksiske litteratur. Grundtvig kunne læse angelsaksisk, ja, har også skrevet i hvert fald et enkelt digt på angelsaksisk! Og han har oversat det angelsaksiske kvad Beowulf og andre angelsaksiske tekster. Vi skal om lidt komme nærmere ind på hans berømte og skelsættende "Indledning til Nordens Mytologi", men det er vigtigt, at Grundtvigs berømte tre englandsrejser 1829, 1830 og 1831, der fik så stor betydning for hele det nye syn på kirke, videnskabelighed og livsoplysning, der først blev præsenteret i denne indledning til en lærebog i nordisk mytologi, gjaldt studiet er de gamle angelsaksiske håndskrifter.

Grundtvig er den dag i dag en vigtig person i angelsaksisk filologisk sammenhæng. For en del år siden blev jeg kontaktet af en professor i angelsaksisk ved University of California, der må have set den engelske underside på min hjemmeside, og som bad mig om hjælp med nogle ting, blandt andet i forbindelse med Beowulf-kvadet, som Grundtvig jo havde oversat til dansk. Det udviklede sig til en længerevarende og ret omfattende kontakt!

Men Grundtvigs tre englandsrejser fik en helt særlig og meget større og mere omfattende betydning - som den store Grundtvig-forsker Kaj Thaning har behandlet meget udførligt i sin trebindsdisputats Menneske først -. Grundtvigs opgør med sig selv (1963). Thaning viser, hvordan Grundtvig gennem den lange række af udkast til Indledningen, under indtryk af det møde med virkeligheden, der havde været tale om i England, skrev sig frem til den endelige, helt usædvanlige version, der ikke bare var en indledning til selve bogen som sådan, men også indeholdt et nyt og omfattende kultur- og kirkepolitisk program. Han satte sin præsentation af den nordiske mytologi ind i den store sammenhæng, den skulle være en del af.

Men Grundtvig var altså også mytolog - både i 1808 og 1832 og i det hele taget. Heller ikke Grundtvigs behandling af mytologien kan vi dog komme nærmere ind på her. Vi skal dog lægge godt mærke til 1832-mytologiens fulde titel: Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog, historisk-poetisk udviklet og oplyst af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. - "Sindbilled-Sprog" betyder billedsprog eller symbolsk og poetisk sprog. Grundtvig interesserer sig altså ikke for den gamle mytologi som religion, og da slet ikke her i 1832. Det, der interesserer ham, er, hvilke forestillinger om tilværelsen vore forfædre gjorde sig, og hvilke udtryk disse forestillinger fik. Ved at beskæftige sig med den gamle mytologi får man simpelt hen en vigtig viden om menneskelivet både dengang og som det senere har udviklet sig. Men man får også et helt særligt lys ind over livet, en særlig slags sidebelysning, kan man sige. Det gælder i det hele taget for Grundtvig, at han lader forskellige del af tilværelsen og menneskelivet sidebelyse hinanden.

Jeg vil om lidt præsentere nogle af de vigtigste steder i Indledningen til Nordens Mythologi 1832, hvor Grundtvig taler om hele den videnskabelige og kulturelle sammenhæng, beskæftigelsen med mytologien skal indgå i.

Men allerførst må jeg sige lidt om den livsanskuelsesmæssige sammenhæng, Grundtvig vil tale ind i. Det er ikke et kristent projekt, Grundtvig præsenterer i Indledningen til Nordens Mythologi. Det, han vil, er ganske vist stadig for ham selv dybt begrundet i kristendommen. Men han vil også kunne dele det med dem, der i hvert fald ikke tilhører det ret lille mindretal af, hvad Grundtvig regnede for rigtig rettroende kristne (jf. fremtidsbetragtningerne i Den christelige Børnelærdom). I Indledningen skelner Grundtvig mellem de egentlige kristne og dem, han betegner som "Naturalister med Aand". Men det fælles skal være et syn på verden og eksistensen, der er åbent over for tilværelsens realiteter og dermed også åbent for det fællesmenneskelige videnskabelige og dannelsesmæssige program, Grundtvig lægger frem. - I dag ville vi måske kalde naturalisterne med ånd kulturkristne, ja, når jeg prøver at præsentere det, jeg som Grundtvig-discipel i dag ønsker realiseret, går jeg ofte så vidt, at jeg siger, at også "åbne og ærlige ateister" vil kunne deltage i det.

Menneskelivet - og det danske folkeliv - har en værdi i sig selv uanset eller "før" kristendommen, så at det trænger til at blive oplyst (i den helt store betydning af ordet). At Grundtvig så, især for det danske folks vedkommende, alligevel også har, hvad jeg kalder hans "sekundære teologi" om de forhold, der er tale om her, kan jeg ikke komme nærmere ind på nu. - Men nu til citaterne fra Nordens Mythologi!

Indledningen til Nordens Mythologi 1832

Grundtvig vil følge 1700-tallets kolde og begrænsede oplysning op med en ny, varm og altomfattende livs-oplysning. - Ja vi skal sørge for at bruge netop ordet "livsoplysning", så tit som muligt, ja, gerne tale om "folkelig livsoplysning" - i modsætning til "folkeoplysning", der er noget meget mindre og snævrere. - Ja, jeg vil også henvise til Grundtvigs hyppige brug af ordet og begrebet "forklaring".

Den store forklaring, Grundtvig taler om, er i sidste ende den store "gennemlysthed", historien skal munde ud i. Det kristeligt set yderste mål for verdens historie, er selvfølgelig hele skaberværkets genløsning som en ny himmel og en ny jord (Johannes’ Åbenbaring 21,1) gennemlyst af Guds herlighed. Nogle steder betyder "forklaring" hos Grundtvig faktisk det samme som "herlighed". Men i hans skabelsesteologi er der også tale om en udvikling, hvor der ikke tages særligt hensyn til hverken syndefaldet eller frelsen, en udvikling, der er en vækstens udfoldelse af det menneskeliv, som blev "født" i skabelsen. Man kan også sige, at ordet "forklaring" i sin erkendelsesside må betyde noget i retning af "gennemlyst eller oplyst indefra" eller "inderligt gennemskuet og forstået".

Hver gang jeg synger "Den signede dag med fryd vi ser" og vi kommer til andet vers, ser og hører jeg det måske nok stærkeste udtryk for, hvad "forklaringen" betyder, nemlig, når vi synger, at julenat, "da lyset oprandt, som Jordens bold / skal lysne udi og gløde". Se det for jer! Se hele jordkloden med både det biologiske og det menneskelige liv gennemlyst og gennemglødet af sandhed og herlighed! Det er i dette store perspektiv, det vi beskæftiger os med i dag, skal ses. Vel at mærke uden, at der bliver tale om en kristelig "overklistring" af videnskabeligheden. For at leve op til, hvad jeg kalder "er os tomme ord og lyde-princippet" skal den videnskabelige erkendelse (men også den historisk-poetiske erkendelse, ja, den digteriske og i det hele taget kunstneriske erkendelse), drives autonomt; det er virkeligheden, som den er, der skal erkendes, hvis den skal virkelighedsudfylde den særlige kristne frelseshistorie og frelsestale!

Vi kan også tage dette berømte sted:

Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig [fremh. her] giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares [fremh. her] i en fælles guddommelig Bevidsthed (US V 408).

Om "Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys" siger Grundtvig, at den er,

hvad Man veed giør klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom (US V 458).

Grundtvig opererer med forestillingen om, at hele verdenshistorien skal vare seks tusind år, så er der nu kun er ca. fem hundrede år tilbage at nå forklaringsmålet i! Man har altså travlt!

Der er hos Grundtvig tale om en videnskabelighed, som er styret og "adlet" af det ophøjede forklarings-mål, så at resultatet bliver en forening af "alle dygtige Bestræbelser, fra Mathematikerens til Poetens, fra Ord-Sankerens til Tanke-Samlerens [sprogvidenskabsmandens og idéhistorikerens]", og saaledes vil en Universal-Historie, i saa vidtløftig Forstand, at den fuldstændigste Encyklopædi er Registeret til den, være det store Konst-Værk, der maa svæve os for Øine (US V 414).

Af særlig betydning i vor dannelses-sammenhæng i dag er det, at Grundtvig siger, at

Dannelse og Duelighed maa [...] altid være beregnet paa Folke-Livet for Øieblikket, men Lærdom paa Menneske-Livet i det Hele, saa naar Lærdommen er ret ægte, indslutter den Dannelse og Duelighed i sig, men disse kan ikke indslutte hin, uden i en dunkel Følelse, og Lærdommen vil især hos de egenlige Bog-Lærde (Skole-Mesterne) føre paa Vild-Spor, hvis der ikke staaer en Folke-Dannelse ligeoverfor, der nøder den til at tage det nærværende Liv og Øieblik i Betragtning, ligesom Folke-Dannelsen snart vil udarte til en overfladelig Politur, dersom Lærdommen ikke holder den i Aande (US V 407).

Afsnittet om oplysningssiden af sagen slutter således:

Paa een Gang at ville giøre alle Folk lige kloge, er en Daarskab, som naar den alvorlig prøvedes, kun vilde tiene til at giøre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er, som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles nødvendigt (US V 408).

Nøglebegrebet er udbredelsen af "en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder". Og det er meget vigtigt, når vi i dag skal tale om Grundtvigs dannelsesbegreb. Alle skal have del i den store fælles dannelse - eller have tilbudt deres del. For enhver må jo "tage, som han nemmer" (et ikke stedfæstet Grundtvig-citat efter hukommelsen).

Göteborg-superuniversitetet

Allerede i Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834) fremsætter Grundtvig sin tanker om et fællesnordisk superuniversitet:

Sine herlige Collegier, hvor Vidskabs-Mænd med gode Kaar kan opoffre hele deres Liv til de Studeringer, som huge dem, har jeg tit misundt England, og vinder Nordens Videnskabelighed engang den levende Middel-Punkt, jeg inderlig ønsker den, ved et stort Universitet, fælles for de tre Nordiske Riger, da faaer den sikkert ogsaa nogle saadanne storladne Studere-Kamre (US VIII 94f).

Men det er i artiklen "Om Nordens videnskabelige Forening" (1839), Grundtvig for alvor udfolder sine tanker om det store fællesnordiske universitet.

Han begynder med at definere det i forhold til hhv. embedsmandsuddannelsen og den folkelige oplysning. Øverst skal det ene store fællesnordiske topvidenskabelige universitet være. På næste niveau skal der i hvert land være "en Planteskole for Præster, Lovkyndige og andre praktiske Embedsmænd" samt en "'Folkelig Høiskole' [et folke-universitet], hvor Alt paa Modersmaalet dreier sig om Fædrenelandet [...]" (134). - Der skal selvfølgelig også være en livsoplysende uddannelse for børnene og de unge uden for det folklige universitet, Grundtvig ønskede at oprette i Sorø Akademi. Og det hele skal stå i stadig vekselvirkning med hinanden, både ned og op.

Grundtvig så i øvrigt også det fællesnordiske superuniversitet som det særlige nordiske bidrag til hele den fællesmenneskelige kultur og videnskabelighed, ja, han forudså fx ikke bare fælleseuropæiske, men faktisk globale konferencer på det allerøverste niveau. Det sker fx i fremtidsdigtet "Dansk Ravne-Galder", hvor deltagere fra forskellige lande, deriblandt Indien, på et skib på vej hjem fra en konference i København i 1910(!) samtaler om videnskabeligheden (Udvalgte Skrifter X 364-482)). - Den lange dialog i dette digt er ganske morsom. Blandt andet fordi Grundtvig har givet repræsentanterne for de forskellige folk karakteristiske navne. Tyskeren hedder fx Denkspruch og englænderen Clearby!

Naturvidenskabernes betydning for Grundtvig selv

Da Grundtvig skal besvare spørgsmålet, hvad man overhovedet skal med et stort fællesnordisk superuniversitet, nævner han først - ganske pudsigt, eller pædagogisk (drillende?) - hensynet til matematikken og naturvidenskaberne! Man må straks indrømme, at

Mathematiken og Naturvidenskaberne hverken kan udtömmes ved den folkelige eller Embedsmændenes Dannelse, og at de dog, baade for deres mangfoldige praktiske Anvendelighed, og for den Indsigt i Naturens Hemmeligheder, de enten give eller dog spaae og love, fortjene alle Hovedfolks Opmærksomhed (SKV II 135).

Men de historiske videnskaber er selvfølgelig de vigtigste, ja,

da Historien omfatter Menneske-Slægtens mærkværdigste Ord og Gierninger, hvori Menneskenaturen aabenbarer sig, og hvortil alle videnskabelige Fremskridt höre, saa er al menneskelig Vidskab i Grunden historisk, og Kundskaben om det Forbigangne det eneste Middel til at forstaae det Nærværende og lægge fornuftige Planer for det Tilkommende (SKV II 136).

Og den helt grundlæggende beskrivelse af det fællesnordiske universitet lyder:

Ved et saadant frit Nordisk Universitet, hvis Sæde Regieringerne maatte erklære for en Fristad, vilde Collegierne eller Museerne være deelt mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, for at samle Kræfterne paa begge Sider til den stærkest muelige Anstrængelse og Vexelvirkning; thi Menneskelivet i kraftig Virksomhed med Ord og Gierning danner en egen Kundskabs-Kreds, der kiendelig adskiller sig saavel fra Dyrekredsen, som i det Hele fra Synskredsen i sandselig Forstand[, så] at der med Nödvendighed finder en vis Modsætning Sted mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, skiöndt det fölger af sig selv, baade at en tilstrækkelig Oplysning vil hæve den, og at Universal-Historien, ved at omfatte hele den menneskelige Virksomhed, ogsaa omfatter alle Menneske-Slægtens videnskabelige Bestræbelser (SKV II 148f).

Grundtvig forestiller sig altså udtrykkeligt, at der skal være både en humanistisk og en naturvidenskabelig afdeling (med både fysik og biologi) på superuniversitetet. Og han taler lige så udtrykkeligt om den stærkest mulige vekselvirkning mellem dem. Desuden ser han tydeligvis den naturvidenskabelige erkendelsesvirksomhed som "bedrift", altså som et forløb, der er omfattet af universalhistorien.

Et interessant eksempel på, hvordan Grundtvig selv mere detaljeret har forholdt sig til naturvidenskaben, er hans behandling af Linné i 1812-verdenskrøniken

I det kun 1½ US-side lange afsnit om Sverige tales der en hel del om videnskabeligheden fra Gustav Adolfs dage af, hvilket for det meste vil sige om historieskrivningen (sammen med digtekunsten). Desto mere påfaldende er omtalen af Linné’s botaniske (altså naturvidenskabelige) indsats, som ikke alene ved sin internationale anerkendelse og virkning, men også ved sin karakter har vakt Grundtvigs beundring:

Hidindtil havde Man, paa løselig fransk Viis, delt Urter og Ukrud blot efter deres Blade, men Smaalændingen kigede indenfor med klarere Øie, og fandt i Frugtstøvets Redskaber sandere Kendemærker. Hans Fortjeneste af Naturhistorien ved Ideens Udførelse maa kun Indviede bedømme, men Ideen kan hver se var kostelig, om ogsaa i Fremtiden et [endnu] inderligere Kendemærke skulde meget forstyrre hans Anordning (US II 356).

Det er tydeligt, at selve "inderligheden", det at se ind under overfladen, for Grundtvig har en principiel betydning, som rækker langt ud over biologien. Linné’s botaniske indsats står faktisk som intet mindre end et symbol på den nordiske inderlighed og dybdeskuen i modsætning til den franske overfladiskhed!

En ting, vi skal lægge godt mærke til, er, at Grundtvig åbenbart ikke forestillede sig, ikke udtrykkeligt i hvert fald, at der skulle være et "teologisk fakultet" på Göteborg-universitetet! Men vi må alligevel forestille os, at i det mindste de tanker om "den mosaisk-kristelige anskuelse" osv., han gjorde sig i Indledningen til Nordens Mythologi på en eller anden måde skulle have været repræsenteret. Og på en eller anden måde også hans tanker om skaberværkets vej mod forklaringen. Han regner i hvert fald med, at præsterne skal komme på besøg i Göteborg og derefter (men også bare som læsere af Göteborg-professorernes skrifter) skal spille en vigtig rolle i formidlingen af det, der har fundet sted dér. Det er dog klart, at Grundtvig ikke forestiller sig, at superprofessorerne i Göteborg på nogen måde skal være underlagt teologien.

Selv om der må skelnes mellem naturvidenskaberne og teknologien, hører det også med til forståelsen af Grundtvig, at han kunne se med anerkendelse og begejstring på den teknologiske side af sagen. I Haandbog i Verdens-Historien (bd. I-III, 1833-1843. ) giver betragtningen af de store opdagelsesrejser ham anledning til at komme ind på også dette område - i et karakteristisk verdenshistorisk perspektiv.

Vel frister den måde, opdagelserne er blevet udnyttet på, til, at man kun ser bagsiden af den tids åndelige røre i dem, men de har dog ikke blot udvidet "Synskredsen i den virkelige Verden", de har også udvidet "Menneskets Virkekreds", hvorved de så videre ikke blot blev forudsætningen for den almindelige udvikling i "Nyaarstiden", nej, de "gav ogsaa Videnskaberne de borgerlige Pligter og Rettigheder, uden hvilke de aldrig enten ret kan fæste Rod i Jorden eller blive Livet tjenlige" (489).

Bag disse betragtninger ligger helt åbenbart Grundtvigs begejstring for søfartsnationen England som bærer af Nordens gamle kæmpeånd, ligesom den for så vidt "lavere" teknologi jo har forholdsvis let ved at vinde en plads i Grundtvigs hjerte, når den indgår i store og verdenshistorisk betydningsfulde bedrifter!

Vi behøver nu kun at supplere dette med et par citater fra Grundtvigs afhandlinger i enmandstidsskriftet Danne-Virke (1816-1819), der jo præsenterede det syn på videnskabelighed og dannelse, han dengang havde, og som videreføres i Indledningen til Nordens Mythologi. Først om matematikkens og fysikkens plads:

Mathematiken og Physiken skal ikke vove at bestige en Dronningstol Historien nægter dem al Adkomst til, men de skal og derfor undgaae den Mistanke og Harme Historien kaster tilbage paa deres daarlige og hoffærdige Dyrkere; i Historiens Ledebaand skal de naae det Maal og den Dybde de ere skikkede til, uden at forvilde sig i Skyerne, eller fordybe sig i Afgrunden (Danne-Virke I 239).

Grundtvig taler her bare om historien, men forholdet er selvfølgelig det samme, hvis vi taler om hele den humanistiske videnskabelighed. Og Grundtvig præciserer, hvordan matematikken og fysikken skal holde sig inden for deres grænser, når han siger, at de hverken må "forvilde sig i Skyerne, eller fordybe sig i Afgrunden". Han advarer pdes. mod at drage vidtløftige, højtflyvende spekulative konklusioner af naturvidenskabernes resultater og pdas. mod at "fordybe sig i Afgrunden". Hvad han mener med det sidste, er måske ikke så let af afgøre. Men det kan være det modsatte af det første, mere "idealistiske", nemlig et forsøg på at bevæge sig så langt ned i materien, at man opsluges af den erkendelsesmæssige materialisme.

I denne forbindelse kan det også være nyttigt at se, hvad Grundtvig siger om det, vi i dag kalder reduktionisme-problemet. I afhandlingen "Om mennesket i verden" har Grundtvig først i et tankeeksperiment forsøgt at spore overgangene fra det livløse til det levende nedefra og op, men det går ikke, så han ender med at erklære:

Her see vi da, at det er af Planterne vi skal lære at kiende Jorden, Planterne igien af Dyrene, Dyrene af Mennesket, og hvor bagvendt man altsaa hidindtil for det meste har drevet Videnskabeligheden, da man vilde begribe det Større i det Mindre, forklare det Høiere af det Lavere, det Levende af det Livløse, det Fornuftige af det Umælende, vi see, at allerede i Sandse-Verdenen driver Alt os tilbage til os selv, og Naturen afviser alle vore Spørgsmål med det Tørre: spørg dig selv! og overgaaer det din Forstand, da spørg min Hovmester, som jo ogsaa er din! (Danne-Virke II 151).

Grundtvig spiller her til sidst på den gennemgående replik i Ludvig Holbergs komedie Den pantsatte Bonde-Dreng, og pointen er, at den, der ikke er noget i sig selv, må henvise til den virkelige herre!

Men nu går jeg over til foredragets sidste del.

[Pause]

Naturvidenskaberne i et aktuelt grundtvigsk dannelsesprojekt

Der er måske ikke meget mere at sige her, end, hvad jeg allerede sagde i den indledende oversigt. Det er klart - med eller uden Grundtvig - at det er menneskelivet, der er det øverste niveau i hele vort tilværelsesengagement, så at det også er kunsten og litteraturen og den humanistiske videnskabelighed m.m., der er det vigtigste og højeste i hele dannelsesprojektet. Men det er lige så klart, at naturvidenskaberne også er dannelsesfag. Alle skal vide noget om hele det kosmos, vi bor i, og som vi med vore legemer er en del af. Og det gælder alt, lige fra astrofysikken og partikel- og højenergifysikken til hele biologien inklusive hjerneforskningen. Og så kunne jeg sådan set slutte med at gentage, hvad jeg sagde indledningsvis, nemlig, at så må denne viden indgå i hele vor videre forholden os til og tydning af Tilværelsen.

Men hvis jeg skal sige lidt mere, kan jeg begynde med at advare mod misforståede og dermed dårlige forsøg på at hente tilværelsesforståelse ud af naturvidenskabernes resultater. Sådan advarede Grundtvig jo også. Flere af jer kender vel nok nogle i øvrigt fremragende bøger af naturvidenskabsfolk i måske nobelprisklassen, der i et allersidste kapitel eller en efterskrift prøver at lægge frem, hvad de rent tilværelses- og livsforståelsesmæssigt har fået ud af at beskæftige sig med fx astrofysik eller partikelfysik. Og det kommer der som regel ikke noget særlig interessant ud af.

I mit eget forsøg på at være Grundtvig-discipel i vor tid, nemlig i bogen Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde - der udkom i januar 2019, nøjagtig 200 år efter ophøret af Grundtvigs allerede omtale tidsskrift Danne-Virke (1816-1819) - beskæftiger jeg mig en del med fysik-nobelprismodtager Murray Gell-Mann [ɡɛl] (1929-2019), en af den såkaldte standardmodels fædre. Standardmodellen den almindeligt anerkendte teori om elementarpartiklerne. Og det gør jeg ikke mindst, fordi han har været med i noget, der et langt stykke kunne ses som et amerikansk svar på Grundtvigs Göteborg-projekt. Han arbejdede også med biologien og havde en solid humanistisk dannelse. Titlen på den bog, jeg har studeret, er Quarken og jaguaren, og den viser jo udtrykkeligt, at han arbejder med både partikelfysikken og biologien. En kvark er en af de mange partikler, der er mindre end atomernes større bestanddele elektroner, protoner og neutroner ,og dens danske oversættelses fulde titel e: Quarken og jaguaren. Eventyrlige beretninger om det simple og det komplekse (1995). Det "komplekse" er i sidste ende livet.

Hans "amerikanske Göteborg" hed Santa Fe Institute (SFI). Det var (er?) et tværfagligt fællesskab på områderne matematik, computervidenskab, fysik, kemi, populationsbiologi, økologi, evolutionsbiologi, udviklingsbiologi, immunologi, arkæologi, lingvistik, statsvidenskab, økonomi og historie.

Men Gell-Mann ville have haft godt af at være med i et rigtig grundtvigsk "Göteborg", for selv om han kommer med mange gode betragtninger og historier undervejs, er den måde, bogen slutter på, ikke så meget anderledes end den måde tilsvarende bøger af andre store fysikere slutter på. Det viser allerede overskriften til bogens fjerde og sidste del: "Diversitet og bæredygtighed"! - Hvis der bliver tid til det, kan jeg evt. senere, måske i forbindelse med vor drøftelse, tage noget om Gell-Mann fra Mit Dannevirke.

Men naturvidenskaberne skal altså først og fremmest indgå i dannelsesprojektet derved, at de simpelt hen er til stede i det - hvilket ikke udelukker, at lærebøgerne og lærerne ser det hele både som og i en stor sammenhæng. Med "som en stor sammenhæng" mener jeg selvfølgelig, at undervisningen i naturvidenskab ikke kun skal være en undervisning i en lang række isolerede ting, men en undervisning, der virkelig ser hele menneskets naturvidenskabelige bestræbelse om én stor sammenhæng.

Jeg vil her også, og helt særligt, nævne den videnskabshistoriske sammenhæng. Og det gælder, som vi har hørt, helt særligt i selve Grundtvigs sammenhæng. - Det er i øvrigt interessant, og utvivlsom et udtryk for noget grundtvigsk, at da jeg gik i de første skoleklasser, hed naturfag "naturhistorie"!

Jeg er i mine senere år blevet mere og mere glad for både videnskabshistorien og teknologihistorien. Og jeg tror, jeg har det på samme måde som Grundtvig, for så vidt angår disse historier som historier om bedrifter. Men der er mere i det. Og i særdeleshed, når det skal være en del af dannelsen.

Mere kritisk set kan videnskabshistorien lære os, at det er utrolig dumt at tro, man i netop sin egen tid ved alt, at faktisk står ved videnskabens ende. Det troede fysikerne i slutningen af 1800-tallet, men så kom atomfysikken og væltede det hele - og åbnede op for en helt anderledes forståelse af virkeligheden. - Man kan sige, at dette svarer til, hvad der i den seneste tid har været tilfældet, for så vidt angår mørkt stof og mørk energi.

Men videnskabshistorien kan også lære os at se med respekt på dem, der er gået forud, selv om deres teorier kan forekomme os i dag nærmest latterlige.

Jeg vil senere nævne en anden af mine mange gode oplevelser i Forum Teologi-Naturvidenskab, Århus Universitet, med daværende professor i de eksakte videnskabers historie Olaf Pedersen [Tjek!], men hvad videnskabshistorien angår, vil jeg referere, hvad han på et af de afslutningsseminarer, jeg deltog i, sagde som indledning til det foredrag om "Religion og naturvidenskab", han var blevet bedt om at holde.

Han sagde for det første, at han ikke ville anerkende titlen! For der er ikke noget forhold mellem religion og naturvidenskab! Der er ikke opstået naturvidenskab i ikke-kristne kulturer. Der er kun opstået naturvidenskab i Europa. Og den europæiske kultur bygger på to søjler: Grækenland og Israel.

Og hvad det forhold, jeg er inde på lige nu, angår, sagde han om de gamle græske naturfilosoffer, der fx prøvede at forestille sig, at alt bestod af jord, vand, luft og ild, at det afgørende ikke var, hvad de sådan forestillede sig, og som vi i dag kan se på med et smil. Det afgørende var, at de var de første, der overhovedet stillede den slags spørgsmål. Ja Olaf Pedersen sagde, citeret efter hukommelsen, men måske helt ordret: ALT, HVAD DER SIDEN ER SKET I VIDENSKABERNES HISTORIE, ER KUN FOR KRUSNINGER PÅ OVERFLADEN AT REGNE! - Her er virkelig noget at tænke over, når det drejer sig om naturvidenskabernes betydning i dannelsesprojektet!

Men det, det først og fremmest drejer sig om, er, at den enkelte kommer til at se sig selv med Universet som både sin omgivelse og sit ophav (som K.E. Løgstrup har formuleret det). Den enkelte skal lære at se sit legeme som et fantastisk fysiologisk, biokemisk og i sidste ende fysisk kompleks. Og i den forbindelse skal den enkelte virkelig forstå og have følelsen af, at hvert eneste atom i hans eller hendes krop er dannet i stjerner. Det skal han - jeg bruger herefter pronominet "han" i betydningen "han/hun" - også gøre, når han under en tur i natten ser op på stjernerne.

Og dette betyder også, at han skal se hele universets historie som sin historie, fra Big Bang af og op til det øjeblik, hvor han går og ser på stjernerne. Men tæt forbundet hermed er jo så partikelfysikken, som den bevæger sig dybere og dybere "ned" i det, der måske nærmest er et uendeligt dyb.

Så er der hele biologien, hvor den enkelte tilsvarende skal se sig selv som resultatet af udviklingen fra det første liv - eller proto-liv - af.

I min bog Mit Dannevirke arbejder jeg lidt med spørgsmålet om muligt liv andre steder i Universet - og med spørgsmålet om, hvor anderledes det måske kan være. I den forbindelse peger jeg på den kendsgerning, at alt liv her på Jorden har én fælles oprindelse. Og jeg spørger, hvorfor der ikke er flere slags liv med hver sin oprindelse! Hvis vi antager, at der opstår liv, når og hvor de rette betingelser er til stede, hvorfor er der så ikke flere forskellige former for liv her på Jorden? Og når der altså kun er én form - med ét dna - kan det tyde på, at liv, der måtte være opstået andre steder i Universet i hvert fald grundlæggende ville svare til livet her på Jorden. Det undrer mig, at dette spørgsmål næsten ikke drøftes.

I denne forbindelse kan jeg også nævne de fantastiske helt nye fremskridt på genetikkens område. Eske Willerslev!

Men jeg kan også - foreløbig rent stikordsvis - nævne sådan noget som celleforskningen, både, hvor imponerende selve cellen og de ting, der foregår i den, er, og den dygtighed, hermed disse ting bliver udforsket. Vi består jo af celler!

Og så er der altså partikel- og højenergifysikken og i forbindelse dermed astrofysikken. Her tænker jeg også på, hvordan man prøver at nå frem til teorier og modeller, der kan sammenfatte det hele. Standardmodellen. GUT. SGUT. Teorien om superstrenge.

Og der er sådan noget som Higgs partikel (eller "Guds partikel") osv. - Fra en Wikipedia-artikel: "Higgs-bosonen [en forudsagt elementarpartikel] er vital for forståelsen af universet ved brug af standardmodellen. Standardmodellen har tidligere lidt af den mangel, at partiklers masse ikke har kunnet forklares. Når partikler har masse, er det, fordi de interagerer med Higgs-feltet. Jo mere en partikel vekselvirker med Higgs-feltet, desto større vil partiklens masse være. Higgs-bosonen er vigtig, da den er en indikator for eksistensen af Higgs-feltet. Hvis Higgs-feltet eksisterer, kan massen forklares". - Mere fra Wikipedia-artiklen: "Alle atomer er opbygget af mindre partikler kaldet elementarpartikler, der er universets mindste bestanddele. Standardmodellen er en teori der beskriver elementarpartiklernes opførsel utrolig præcist. Der var dog indtil for nylig et væsentligt problem med standardmodellen. Modellen forklarede nemlig ikke hvordan elementarpartiklerne fik deres masse". - Navnet "Guds partikel opstod i øvrigt ved en fejltagelse, da den amerikanske fysiker, Leon Lederman, i 1993 skrev en bog kaldet "The Goddamn Particle", og forlaget tænkte, at den ville sælge bedre, hvis den blev omdøbt til "The God Particle". - Centeret for partikelfysik CERN ved Geneve kunne d. 4. juli 2012 offentliggøre to målinger foretaget med partikelacceleratoren LHC, der begge med en sandsynlighed på 5 sigma kunne vise, at der ved protonsammenstød var fundet en partikel. Partiklen menes at være Higgs-partikel, da de to deler egenskaber. Jeg vender senere tilbage til CERN.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår dette ret langt, men det er et eksempel på, hvor langt man er kommet. Og det er altså vigtigt, at vi forstår, hvor dyb tilværelsen i også rent fysisk forstand er. I Mit Dannevirke har jeg - i høj grad med citater fra forskellige leksika og hjemmesider - forsøgt at give en oversigt over nogle af disse ting: Ikke for at gøre mig klog på dem, men for at vise, at de spiller en grundlæggende rolle i hele det omfattende kulturprogram, jeg som nutidig Grundtvig-discipel prøver at lægge frem.

Når vi putter vore egne tanker m.m. om naturvidenskaberne ind i det aktuelle grundtvigske dannelsesprojekt, skal vi også tænke på Grundtvigs forhold til Sandheden! Ikke mindst i disse tider med fake news, alternative fakta og alle mulige spekulationer og konspirationsteorier!

Når vi er disciple af Grundtvig, må vi stå fast på, at der kun er én sandhed - hvor kompliceret og komplementær osv. den end er, og hvor dunkelt, stykkevist og ufuldkomment vi end kender den. Grundtvig var "sandhedsfundamentalist"! Hans filosofiske udgangspunkt var modsigelsens grundsætning (kontradiktionsprincippet), nemlig den regel i logikken, der siger, at noget ikke kan være både én ting og dens modsætning på samme tid. Dette knytter han naturligvis også sammen med sin tro på, at Kristus er Sandheden. Men kontradiktionsprincippet gælder jo, uanset om man er Kristus-troende eller ej.

Og her kommer naturvidenskaberne - og den naturvidenskabelige metode - ind som et meget vigtigt eksempel. Når naturvidenskaberne er med i dannelsesprojektet som dannelsesfag, er det simpelt hen med til, på en helt særlig direkte måde, at give respekt for virkeligheden og dermed sandheden. Naturvidenskaberne og den naturvidenskabelige metode kan betragtes som en vaccine mod bullshit!

Noget andet, man skal holde sig for øje, er, at der inden for naturvidenskaberne ikke bliver holdt afstemninger om, hvad der er rigtig eller forkert! Inden for naturvidenskaberne arbejder man på den måde, at nogen på et tidspunkt fremlægger en teori, man er nået frem til gennem observationer, forsøg og beregninger. Og denne teori kan så efterprøves ved, at andre gentager observationerne, forsøgene og beregningerne, ja, på denne eller andre måder måske ligefrem prøver at falsificere teorien, som man siger. Man taler inden for naturvidenskaberne helst ikke om at bevise en teori. Men hvis det ikke lykkes andre forskere at falsificere en teori, der i øvrigt er formuleret på den rette måde, bliver den stående - indtil nye observationer eller forsøg viser, at der er noget, der ikke passer, hvorefter teorien enten må modificeres eller forkastes og erstattes af en ny.

I Mit Dannevirke kommer jeg en del ind på, hvordan man - også som kristen - kan tænke videre over, hvad der ligger inde i det rent naturvidenskabelige felt. Det kan man jo godt, bare man ikke kalder det naturvidenskab. Det kan godt være, naturvidenskaberne når frem til nogle resultater, der populært sagt åbner mere op for troen på Gud. Men så skal man være nået frem til dem ad rent naturvidenskabelig vej.

Troen/teologien og naturvidenskaberne ikke står direkte over for hinanden. Når man vil pege på det naturvidenskabelige felts begrænsning, skal man gøre det ud fra, hvad man oplever ved at være til som menneske, ud fra hele den menneskelige eksistens. Men det betyder til gengæld ikke så lidt. Det er jo klart, at det er umuligt at nøjes med naturvidenskabernes resultater som grundlag for sit livs- og tilværelsessyn.

Jeg plejer at sige til humanistiske ateister, at jeg, hvis det er umuligt for dem at være troende kristne, må anbefale dem at være så gode humanister som muligt. Idet jeg altså blandt andet påpeger, at hvis menneskelivet dybest set kun er fysik, hvilken stilling har så det humane. Er det humane en del af eller en egenskab ved det altså ret fysiske univers? Eller indebærer humanismen, at mennesket ligesom sætter sig selv et andet sted hen, altså uden for Universet? Men det er jo så noget i retning af, at mennesket gør sig til (en slags) gud. - Det er ikke let. Det er heller ikke let at være kristen, men det er i hvert fald ikke nemmere at være humanistisk ateist. Jeg har selv prøvet det i min ungdom!

Jeg kommer i dette foredrag ikke egentlig ind på det, man kalder det ondes problem, eller, sagt på teologisk, syndefaldet og verdens karakter af falden verden, men jeg mener ikke, det kan benægtes, at der er et sådant problem. Der hviler en ulykke over verden og eksistensen. Det, der på teologisk kaldes verdens og tilværelsens "faldenhed" er under alle omstændigheder et eksistentielt grundvilkår. Ingen kan leve sit liv uden at have en ubestridelig oplevelse af, at der er meget, der er, som det skal være, men også meget, der ikke er, som det skal være, ja, som angriber, ødelægger og tilintetgør det, der er, som det skal være.

Men jeg vil nu prøve at se lidt på henholdsvis fysikken og biologien med teologiske briller.

Jeg begynder med partikel- eller højenergifysikken. Og her har jeg allerede sagt, at denne videnskab nu er kommet så langt ned i stoffets/energiens væsen, at der åbner sig et uanskueligt dyb. Gud er i givet fald, om man så må sige, evig, uendelig og allestedsnærværende. Men hvordan "rører" han som allestedsnærværende ved verden? Her mener jeg, man godt kan tillade sig, i hvert fald at lege med den tanke, at Gud "rører ved" verden "op gennem" det dyb, partikel- eller højenergifysikken bevæger sig ned i.

Jeg har også tænkt noget over, hvordan man i disse sammenhænge kan forstå de ord i den nikænske trosbekendelse, hvor Gud betegnes som "alt det synliges og usynliges skaber". Jeg bryder mig ikke meget om spekulationer, men hvad nu, hvis der alligevel også er en "usynlig" verden her i det dennesidige, altså en anden virkelighed end den naturvidenskaberne i hvert fald umiddelbart beskæftiger sig med. Jeg kan i denne forbindelse spørge: Hvor befinder logikken sig? Hvor befinder matematikken sig? Hvor befinder naturlovene sig? Eller jeg kan spørge: Hvis disse ting bare er egenskaber ved det univers, fysikken undersøger, hvad vil det så nærmere sige?

Men så til sidst noget om sjælen! Jeg tror ikke, den ellers imponerende hjerneforskning kan finde sjælen (lige så lidt, som partikel- eller højenergifysikken kan finde Gud). Jeg har udtrykt det på den måde, at hjerneforskeren aldrig vil kunne komme bag om hjernen!

Der er for mig ingen tvivl om, at hele menneskelivet manifesterer sig i kemiske og neurologiske processer. Jeg tænker her ikke mindst på, hvordan man kan se aktiviteter forskellige steder i hjernen, når en forsøgsperson bliver udsat for det og det eller bliver sat til at gøre det og det. Men jeg tror ikke, man nogensinde vil kunne komme bag om det. Navnlig tror jeg ikke, man nogensinde vil kunne løse selvbevidsthedens eller altså sjælens, gåde ad den vej.

Hvis jeg som kristen teolog skal forsøge at sige noget, om sjælen, så bliver jeg igen nødt til at tænke på Gud som allestedsnærværende, ja, på, at "i ham lever og røres og er vi" (som det hed i den forrige oversættelse af Apostlenes Gerninger 17,28. Når vi tror, vi er skabt i Guds billede, så vi ligner ham, kan vi også godt prøve at forestille os, at den sjæl, vi ikke kan finde i hjerneforskningen, på en eller anden måde og i en eller anden grad er noget, vi ligesom låner af Gud! Det, at vi jo faktisk meget tydeligt lever med en sjæl, eller som en sjælelig-legemlig enhed, kan forstås ud fra troen på, at vi lever og røres og er i Gud.

I Forum Teologi-Naturvidenskab deltog folk fra alle slags faggrupper, og der var også en del medicinere og læger. Blandt andet dette forhold betød, at vi også kom til at drøfte de etiske spørgsmål, der opstår i forbindelse med de naturvidenskabelige fremskridt.

Også sådan noget som robotter og kunstig intelligens blev drøftet både i almindelighed og i det etiske perspektiv. Enhver kan se, at dette i hvert fald har noget med dannelsen at gøre. For slet ikke at tale om alle de etiske spørgsmål, genteknologien rejser, især når den anvendes på mennesker. Hvad skal vi stille op med superrobotter med kunstig intelligens, der måske kan overgå os, ja, måske afløse os? Eller med genmanipulerede mennesker, der måske kan blive til en helt ny art? Her er der også hele spørgsmålet om forholdet mellem rige og fattige.

Men hvor - også helt uhyggeligt - vigtig den etiske side af sagen er, er det stadig selve den naturvidenskabelige videns betydning for livsfølelsen, der er det afgørende. Hvis jeg allerede her må have lov at vise et af mine egne digte. Det er ganske kort og er skrevet helt tilbage i 1995:

Ingen skal etikken dyrke

før livs-herlighed han så!

Og noten til det lyder: Jf. Grundtvig: "Derfor ingen Korset gribe, / Før med Herren han opstod" (GSV 312,11).

Men for at give nogle helt konkrete eksempler på, hvad naturvidenskabeligheden som del af dannelsen kan føre til, vil jeg til allersidst tillade mig at præsentere nogle af de digte i mine digtsamlinger, der har med naturvidenskaberne af gøre. Det kan være, det er "for meget", men det er i hvert fald konkrete eksempler! Og jeg kan simpelt hen ikke lade være at vise dem. Men jeg nøjes med at tage ét digt, der har med fysikken at gøre, ét, der har med biologien at gøre, og ét, der er et forsøg på at bruget noget fra højenergifysikken som digterisk form.

Egne digte med et forhold til noget naturvidenskabeligt

Fra Digte og aforismer 1966-2016

LIGE SIDEN DET STORE KNALD

Lige siden Det Store Knald

er energifaldet strømmet gennem Verden

en del af det passerer min fløjtekant

og så lyder et øjeblik

min tone i tomheden.

Min tone i tomheden

energien kommer nu fra Solen

og måske ganske lidt

fra fissionsværker på Jorden

men er tonen da kun

tomhedens genlyd?

Tomhedens genlyd?

jeg tror min tone

følger et mønster

dybere end tomheden

mit liv er musik.

Mit liv er musik

og delenes dans

selv om delene fortoner sig

i dybet

det forløber i hvert fald

i tiden

og hen over marken

som formet stof

i krop over jord.

Uge 9 2010.

DYBT I TRÆET

Når du ser dybt i træet,

kommer du med rødderne

ned i det uorganiske ler

og via dettes grundstoffer

ud til stjernerne,

hvor de blev dannet.

Men du kan også se tilbage

gennem det store stamtræ

til den første levende celle.

Eller du kan standse

ved det punkt, hvor planternes

og dyrenes veje skiltes,

og følge tråden op til dig selv.

Da ser du træet som

din fjerne slægtning.

Og så kan du se dybt i det

på en ny måde.

Du kan dybdespejle dig i det

og finde nye

afsætspunkter for dit liv.

Fra disse knopper

sætter din træslægtning

sine fineste frugter.

14.07.14

Fra Digte og aforismer 2016-2018

Large Motive Collider Experiments 2018

Indledning til LMC-digte

Large Motive Collider-digtene i denne afdeling har deres udgangspunkt i det digt, der indleder afdelingen: "Hvad skal det ende med?". I dette digt opregner jeg mine forskellige poetiske muligheder, og det slutter således: "Eller skulle jeg ende med at / sætte den store strøm på og / skyde nogle virkelighedsstumper / ind i hinanden i min / Large Motive Collider / og registrere resultatet med min / Compact Poetry Detector?".

I CERN-anlægget, Large Hadron Collider (LHC) på grænsen mellem Schweiz og Frankrig bliver subatomare partikler først accelereret op til næsten lysets hastighed og dernæst bliver bragt til at støde ind i hinanden, hvorved nye partikler bliver skabt. Og resultatet registreres af en Compact Muon Solenoid particle detector (CMS).

Men nu har jeg altså prøvet af lave en digt-form, der består af en Large Motive Collider (LMC) og en Compact Poetry Detector (CPD). Nu er det motiv-kollision og poesi-registrering, det gælder.

Da jeg ville prøve at lave et digt, der svarede til, hvad der står i slutningen af digtet "Hvad skal det ende med?", tænkte og prøvede jeg først lidt, men det endte ret hurtigt med noget, der efter lidt tilpasning, blev til det her viste digt.

Man kan sige, at digtet i nogle henseender minder om en sonet! Der er jo to indledende afsnit og ét afsluttende (svarende til henholdsvis sonettens to kvartetter og to terzetter). Det nye er, at der er indskudt et "kollisionspunkt" mellem andet og sidste afsnit.

Første "trekant" svarer til den partikel, der bliver sendt den ene vej i det store CERN-rør, og anden "trekant" svarer til den partikel, der bliver sendt den anden vej. Men man kan selvfølgelig ikke få et digt til at ligne den verdens største maskine, som CERN-acceleratoren er! Og hvordan skal man vise den enorme acceleration til op i nærheden af lysets hastighed? Jeg har forsøgt at gøre det ved den forøgelse af linjernes længde, der er tale om - og som vises ved tekstens centrering og ved anvendelsen af "maskinskrift" (Courier New), hvor både alle tegnene og alle mellemrummene fylder det samme. Jeg ved ikke, om det vil lykkes mig at antyde accelerationen, når jeg læser digtet op. Og jeg kan jo i hvert fald ikke fået de to modsatrettede "stråler" til at gå hver sin vej samtidig!

Princippet for forøgelsen af linjernes længde er blevet, at jeg i første afsnit begynder med det ord, der svarer til "første partikel", og derefter forøger med fire anslag gennem de i alt ni linjer. Og tilsvarende i andet afsnit.

I CERN får man på et tidspunkt de to partikelstråler, man har accelereret op, til at støde ind i hinanden. Dette har jeg forsøgt at gengive i det "kollisionspunkt", der indleder tredje afsnit. Man ser, hvordan stenen og blomsten nærmer sig hinanden og forenes i det helt nye ord "stomblen" - som bliver første ord i tredje afsnit. Også det vil jeg i hvert fald forsøge at markere i oplæsningen.

Selve den tredje "trekant" er bygget op på helt samme måde som de to første. Men hvor linjernes forøgelse i de to første betegner accelerationen, betegner den i den tredje den fyrværkeriagtige spredning, der indtræffer, når partiklerne kolliderer med altså hver især næsten lysets hastighed. Jeg går ud fra, at alle har set sådanne billeder.

Bemærk endelig, at jeg efter disse digte ikke nøjes med at sætte en almindelig datoangivelse under (som det jo af historiske grunde er min skik), men på helt naturvidenskabelig måde også angiver time, minut og sekund.

LMC-eksperiment 01

STENEN OG BLOMSTEN

stenen

ligger her

i strandsandet

og er rund og glat

sandvasket så mange år

kommet fra sveriges fjelde

med den kolde hårdtflydende is

indgår nu i den kære danske sommer

min storetå og den mødes i et nuttekys

blomsten

skyder op nu

af danmarks jord

og et frø fra i fjor

grøn gul som græs og sol

rodfæstet hjemme i sommerens

hede luft og lyset med evighed i

vi to er lykkelige sammen i dette nu

giv mig dit gule smil så får du mit igen

stenen blomsten

stomblen

stenblomsten

sten slår blomst

blomst omfavner sten

stenen i blomstens blade

istiden rammer evigheden her

sverige skyder på det danske mål

lykken splintres rød grøn gul og blå

vi smiler nutter og kysser i sommers tid

06-03-2018 23:36:32

* * *

Naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt - ARTIKEL

Artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017 - Det er nok denne artikel, der er årsagen til, at Rønshoved Højskole spurgte, om jeg ville komme og holde ovenstående foredrag med samme titel!

TEKST: BENT CHRISTENSEN, PASTOR EMERITUS OG FORFATTER, DR. THEOL. & CAND. MAG.

Det var med stor interesse og glæde, jeg læste de to artikler i nr. 5/2017 om Grundtvig og Ørsted. Og det er ikke bare, fordi jeg selv har behandlet polemikken mellem Grundtvig og Ørsted i min disputats Omkring Grundtvigs Vidskab (1998). Jeg vil tværtimod lade denne tidlige polemik ude af betragtning, idet det afgørende for mig hele tiden har været Grundtvigs eget, senere altomfattende program for kultur, videnskabelighed og livsoplysning. I den aktuelle situation er det nemlig mere nødvendigt end nogensinde at føre dette langtfra realiserede, program frem. På en til tidens tarv og vilkår passende måde, som Grundtvig selv ville sige.

Det, den ældre Grundtvig ønskede, var en altomfattende erkendelses- og dannelsesstruktur med det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg på det øverste niveau i den nordiske kulturkreds, men også som det særlige nordiske bidrag til den fællesmenneskelige kultur og videnskabelighed, idet han også forudså fx ikke bare fælleseuropæiske, men faktisk globale konferencer på det allerøverste niveau (se fremtidsdigtet "Dansk Ravne-Galder", Udvalgte Skrifter X 364-482).

På næstøverste niveau skulle det danske folkelige universitet i Sorø have været - ved siden af det almindelige universitet i København. Og dernæst de forskellige uddannelser af børn og unge, som selvfølgelig skulle bibringe eleverne både det, vi i dag kalder faglige kompetencer, og bred og dyb livsoplysning. Og hele det folkelige liv med møder og foredrag osv. Hvad de faglige kompetencer angår, kan jeg henvise til, hvad Grundtvig har sagt, nemlig, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult alle sammen. Han kunne også have sagt, hvis vi alle var kunstnere og intellektuelle.

Grundtvig beundrede i øvrigt al slags bedrift, også på det teknologiske område. Han så fx damphamrene i de engelske fabrikker som stumper af Thors hammer. Og jeg elsker selv teknologihistorien, især den del af den, der handler om enkeltpersoners opfindelser. Men det er jo også imponerende, hvad vore dages teams opfinder. Jeg har derfor ikke som sådan noget imod, at der også er en vej, der hedder fra forskning til faktura. Det, jeg har noget imod, er, at ordet forskning er ved at være blevet synonymt med teknologi- og produktudvikling. Vi bliver en kulturelt fattig civilisation, hvis den rene erkendelsesforskning på alle områder bliver forsømt. Og jeg ser bort fra de spinoff-virkninger, også videnskabsmændene selv i deres kamp for bevillinger ofte taler om, altså fra, at de rene faktura-mennesker saver den gren over, de selv sidder på. Det vigtigste er selve det at samle viden om Kosmos og eksistensen. Også med "samle" i betydningen sætte i sammenhæng. - Noget helt tredje er, at vi er nået dertil, hvor vi må drøfte, hvor stor en del af vort liv vi vil bruge på at producere og forbruge varer.

Det materielle grundlag skal selvfølgelig være i orden. Men med dette grundlag i orden var det så menneskelivet og dets oplysning, det gjaldt om for Grundtvig. Og det ville for ham dengang helt særligt sige den danske folkelige livs-oplysning, en oplysning, der skulle tjene det at leve som menneske i verden, hvilket altså i hele situationen dengang først og fremmest ville sige det at leve et dansk menneskeliv i Danmark.

Det sidste skal man ikke hænge sig mere i end højst nødvendigt. Det er alt for nemt og billigt at sætte Grundtvig ud på et sidespor, fordi han set med de seneste årtiers øjne var en fæl nationalist. Og det er sørgeligt, at han er blevet det, når man netop nu har så stærkt brug for hans tanker om videnskabelighed og dannelse. Jeg har altid oversat "det folkelige" til "menneskelivet som konkret forløb". Og jeg vil ikke komme nærmere ind på, at det folkelige og nationalstaten i øvrigt nok ikke er så ringe endda. Jeg vil i stedet pege på, at det danske og det nordiske for Grundtvig også indgik i en universel sammenhæng.

Hvad forholdet mellem det, vi i dag kalder den kulturelle elite, og hele folket angår, vil jeg minde om, hvad Grundtvig skrev i Indledningen til Nordens Mythologi (1832), hvor han for første gang udfoldede grundlaget for sit kulturprogram:

Dette er noget, vi har brug for at lægge os på sinde lige netop nu, hvor vi ser de dårlige frugter af, at man på en forkert måde har villet demokratisere den akademiske dannelse og finkulturen. Målet er ikke, at alle skal være miniakademikere, miniintellektuelle og minikunstnere. Drengevidenskabelighed sagde Grundtvig. Og vi kan udvide begrebet, så det også kommer til at omfatte de andre kulturområder. Det, der sker i den akademiske verden og i finkulturen, skal selvfølgelig være tilgængeligt for alle i også helt direkte forstand. Men det vigtigste er, at det forplanter sig nedad på også alle mulige indirekte måder, nemlig som elementer i den folkelige eller almindelige livsoplysning. Det kan ske i den særlige folkehøjskolesammenhæng. Men det skal under alle omstændigheder også ske i hele det almindelige undervisningssystem, fra børnehaven af og opefter.

Men nu til naturvidenskabernes plads i alt dette, vel at mærke deres rette plads. Naturvidenskabernes betydning skal hverken over- eller undervurderes. Det er klart - med eller uden Grundtvig - at det er menneskelivet, der er det øverste niveau i hele vort tilværelsesengagement, så at det også er kunsten og litteraturen og den humanistiske videnskabelighed, der er det vigtigste og højeste i hele dannelsesprojektet. Men det er lige så klart, at naturvidenskaberne også er dannelsesfag. Alle skal vide noget om hele det kosmos, vi bor i, og som vi med vore legemer er en del af. Og det gælder alt, lige fra astrofysikken og partikel- og højenergifysikken til hele biologien inklusive hjerneforskningen.

Selve det at vide noget om hele Kosmos er det vigtigste. Men en vigtig sidegevinst ved fortroligheden med naturvidenskaberne kommer af det, der ligger i deres karakter af eksakte videnskaber Hvis denne side af sagen havde været stærkere inde i alles bevidsthed, ville vi have været sparet for megen bullshit i den offentlige debat. Og jeg benytter i denne forbindelse lejligheden til også at fremføre mit gamle ønske om en genindførelse af examen philosophicum som ikke alene et alment erkendelsesmæssigt og almenkulturelt grundkursus, men også et kursus i logikken og metodelæren.

Grundtvig nævnte udtrykkeligt naturvidenskaberne som dele af det, der skulle dyrkes på superuniversitetet i Göteborg:

Og så behøver der egentlig ikke siges mere. Det siger sig selv, at det samme forhold skal gøre sig gældende på alle niveauer i den oplysning, Göteborg-universitetet skulle give sit store bidrag til. Men det kan også være interessant at se, hvad Grundtvig allerede i Danne-Virke (1816-1819) sagde om disse forhold. Først om matematikkens og fysikkens plads:

Grundtvig taler her bare om historien, men forholdet er selvfølgelig det samme, hvis vi taler om hele den humanistiske videnskabelighed. Og det kan også være nyttigt at se, hvad Grundtvig siger om det, vi kalder reduktionisme-problemet. I afhandlingen "Om mennesket i verden" har Grundtvig først i et tankeeksperiment forsøgt at spore overgangene fra det livløse til det levende nedefra og op, men det fører til denne erklæring:

Grundtvig spiller her til sidst på den gennemgående replik i Ludvig Holbergs komedie Den pantsatte Bonde-Dreng, og pointen er, at den, som ikke er noget i sig selv, må henvise til den virkelige herre!

Grundtvig selv var absolut ikke naturvidenskabeligt minded, men det er godt at se, at han tager det hele med. Og jeg vil for mit eget vedkommende understrege, at vi selvfølgelig kun får den nytte og glæde, vi skal have af naturvidenskaberne i hele livsoplysnings- og dannelsesprojektet, når de har fuld autonomi på deres eget felt. Den menneskelige eksistens’ og kunst og humanioras forrang indebærer ikke, at naturvidenskaberne skal have noget som helst foreskrevet ovenfra. De skal frit kunne virke opad. Og det samme gælder, hvad troen og teologien angår. Troen og teologien har jo ikke noget direkte mellemværende med naturvidenskaberne. Den kristne påstand (som jeg ynder at sige) står ikke direkte over for naturvidenskaberne eller på niveau med dem, men over for hele menneskets oplevelse af sin eksistens, i hvilken oplevelse den viden, naturvidenskaberne skaffer os, kun er en - men altså nødvendig - del.

* * *

Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61

Af Bent Christensen

[Grundtvig-Studier 2013 s. 7-63. Nedenstående tekst bygger på manuskriptet. Der kan altså muligvis være enkelte uoverensstemmelser mellem den og den trykte tekst]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links over alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

Grundtvig beskæftigede sig med kirkens væsen og forhold fra “Om Religion og Liturgie” (skrevet 1806) og livet ud. Den sidste tekst, der behandles her, er dog den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom (1861). Grundtvigs kirkesyn og tanker om kirkens ordning udviklede sig fra en kritik af afvigelserne fra den rette lære og praksis inden for Enevældens statskirke over en kamp for håndhævelsen af lovgivningens bestemmelser eller eventuelt en udtræden af statskirken til en kamp for præsternes og de enkelte kirkemedlemmers frihed. Hovedsagen her er præsentationen og analyserne af en række centrale udsagn om, hvad Grundtvig har forstået ved ordene “kirke” og “menighed”.

Denne artikel er et forsøg på at give en oversigt over Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik[1] fra “Om Religion og Liturgie" (skrevet 1806, trykt 1807) til det sidste stykke af den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom[2] med særligt henblik på en præsentation af nogle af hans vigtigste og mest interessante udsagn om kirken og menigheden.[3]

Nærværende artikel bygger på forfatterens to Grundtvig-bøger Fra drøm til program (1987) og Omkring Grundtvigs Vidskab (1998) samt på Anders Pontoppidan Thyssens bidrag til Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys (1983)[4], og der henvises til Kaj Thanings disputats Menneske først (1963).

Dele af den nyere og nyeste litteratur har været taget i betragtning. Hvad den bredere kirkepolitiske sammenhæng angår, henvises der til Anders Holms artikel i Kirkeretsantologi 2012 “Magtbalancen i dansk kirkepolitik før og efter 1849 – skitse til en forståelsesmodel”. Den beskriver kort og overskueligt de kirkepolitiske hovedpositioner “før og efter 1849”, nemlig henholdsvis J.P. Mynsters (den gamle statskirkes bevarelse), H.N. Clausens og D.G. Monrads (en eller anden grad af synodal kirkeforfatning) og Grundtvigs (“en fri statskirke med sognebåndsløsning og præstefrihed”) (13). Anders Holm betegner selv 1825 (Kirkens Gienmæle) som “et af de absolutte nøgleår” i hans undersøgelse (14). Og han peger i denne forbindelse på det forhold, at Grundtvigs tankegang i 1825 “stadig var formet af den gamle statskirkeordning” (15), og at han derfor ikke interesserer sig for hele den store del af Clausens bog, hvor denne gør sig til talsmand for “øget frihed til kirkens selvstyre” – “blot på en anden måde end Grundtvig” (17).

En langt bredere baggrund tegnes i Esben Lunde Larsens Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv (2012). Her er det helt overordnet Grundtvigs frihedssyn overhovedet, der er tale om, og i høj grad på et bredt politisk og samfundsmæssigt plan, og med det aktuelle perspektiv, eller de aktuelle perspektiver, anlagt i såvel første som tredje (og sidste) del. Men i denne ph.d.-afhandlings midterste del, hvor det er Grundtvig selv, der behandles, spiller hans tanker om og kamp for religionsfrihed og kirkelig frihed en både stor og grundlæggende rolle. I kapitel 6 – hvis overskrift er “Grundtvigs frihedsbegreb” – behandles indgående og i bredere historisk sammenhæng skrifter, der også behandles i nærværende artikel, eller som kunne have været inddraget her: Kirkens Gienmæle (1825), Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige (1826), “Om den sande Christendom” (1826), “Om Religions-Frihed” (1827), Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes (1830), Nordens Mythologi (1832), Om Daabs-Pagten (1832), Om Sogne-Baandets Løsning (1834) og Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834). Og kapitel 7 har overskriften “Fra religionsfrihed til samfundsmæssig frihed”. I den “Konklusion”, hvormed kapitel 6 slutter, skriver Esben Lunde Larsen: “Forudsætningen for Grundtvigs begreb om åndelig frihed er fuld religionsfrihed og har sit udgangspunkt i det bibelske citat ‘Hvor Herrens Aand er, der er frihed’” (2 Kor 3,18) (Larsen 2012, 147).

Hvad især Kirkens Gienmæle (1825) og Grundtvigs forhold til professor H.N. Clausen angår, henvises der til Jens Rasmussens artikel i Grundtvig-Studier 1998 “N.F.S. Grundtvig og ‘Rationalisterne’ i årene 1825-32”. Hvad igen den bredere baggrund angår, henvises der til hans bog Religionstolerance og religionsfrihed (2009) og til hans bidrag til Vartovbogen 2000 “Ritualstriden i 1830'erne – holdninger hos N. Faber, J.P. Mynster og N.F.S. Grundtvig”.

Der kan også henvises til Thorkild C. Lyby, nemlig hans bidrag til Ordet, kirken og kulturen (1993) “Grundtvigs tanker om præstefrihed – og grundtvigianernes” og til Vartovbogen 2000 “Grundtvigs kirkelige anskuelse og dens konsekvenser”.

Det var ikke Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske syn, der var genstanden for de undersøgelser, hvis resultater blev lagt frem i Fra drøm til program og Omkring Grundtvigs Vidskab. Af undertitlerne fremgår, at det i det første tilfælde drejede sig om “Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse” og i det andet om “N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement”. Udgangspunktet var kort sagt den Grundtvig-forståelse og det syn på Grundtvig-året 1832, der var blevet lagt frem i Kaj Thanings Menneske først (1963), og målet var fra først af en uddybning og systematisering af Thanings resultater. Imidlertid begyndte stoffet ret hurtigt at blive “genstridigt”, så at det ikke alene blev nødvendigt at inddrage Grundtvigs kirkeforståelse og kirkepolitik som et vigtigt sidetema, men så at det også blev nødvendigt at vurdere Grundtvig-året 1832 på en anden måde, end Thaning havde gjort. Et meget tydeligt udtryk for dette var, at den titel, de to bedømmere[5] havde opgivet til nærværende forfatters licentiatforelæsning, lød: “Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?”.[6]

Tidsrummet 1806-61 falder i tre hovedperioder: 1. Tiden fra 1806 til 1825, hvor Grundtvig gennem kritik forsøgte at rense Enevældens statskirke for tidens heterodokse lære og praksis. - 2. Tiden fra 1825 til 1832, hvor Grundtvig måtte erkende, at han havde tabt sin kamp og til sidst var lige ved at komme ud i en separatistisk situation. - 3. Tiden efter 1832, hvor Grundtvig, efter at være kommet ud af sit separatisme-dilemma, udviklede sin frihedsstrategi, ifølge hvilken de rettroende kristne med udtrædelsesmuligheden hele tiden stående åben, men med sognebåndsløsningen og samlingen omkring rettroende præster som en både nødvendig og tilstrækkelig betingelse kunne leve som Jesu Kristi frimenighed inden for den statskirkelige/folkekirkelige organisation. I de følgende afsnit vil udviklingen gennem disse perioder i høj grad blive belyst ved en række citater, men der vil også blive givet nogle oversigter over de vigtigste begivenhedsforløb. I centrum vil stå præsentationer og analyser af en lang række udsagn om Grundtvigs forhold til ordene og begreberne kirke og menighed og til præsteembedet.

Når det i selve den løbende tekst er tydeligt, hvor et citat eller en række citater er taget fra, vil kun sidetallet i parentes blive angivet. Ved større, indrykkede citater angives altid både skrift og sidetal.

Om Religion og Liturgie

Den første tekst af interesse i nærværende sammenhæng er afhandlingen “Om Religion og Liturgie”, som er skrevet i 1806 og trykt i februarnummeret 1807 af det af L. N. Fallesen udgivne Theologisk Maanedsskrivt. Grundtvigs direkte anledning til at skrive den var udgivelsen af biskop P.O. Boisens Plan til en Forbedring af den offentlige Gudstjeneste (1805) og den strid, denne plan havde vakt.[7] Men det er altså Grundtvigs forhold til og forståelse af “kirken”, det gælder. Hvad mener han i denne og de følgende tekster, når han bruger ordet “kirke”? Og hvordan skelner han mellem på den ene side den givne kirkeinstitution og de mennesker, den er institution for, og på den anden side den kristne menighed i mere ideel forstand?

I 1806 var Danmark simpelt hen et evangelisk-luthersk “kristent land” med den enevældige konge som overhoved (Kongelovens artikel 1 og 6) og som sådant en del af “Kristenheden” (hvad man så ellers i øvrigt har regnet med til den). Det lå derfor helt uden for horisonten at skelne mellem en del af folket, der var “kirken” (menigheden), og en del af folket, der ikke var “kirke”. Set på denne måde var menigheden lig med folket. Men denne (helt bogstavelig talt og i videste, ja, helt udvendige forstand) “folke-menighed” og dens præster og andre toneangivende personer kunne, såvel i forskellige perioder gennem tiden som i forskellige grupperinger, være bedre eller dårligere kristne, ja, i nogle, måske mange, tilfælde i lære og meninger direkte ukristelige. Når man skal prøve at bestemme Grundtvigs kirkesyn, må man derfor også (som han selv må have gjort det allerede i 1806) holde sig for øje, hvad det ene af de to særlige evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter siger, nemlig at “kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret” (Den Augsburgske Bekendelse, art. 7).[8] I Enevældens “kristne land” Danmark, hvor det sådan set ikke gav nogen mening at tale om hverken kirken eller menigheden som særlige størrelser, har der altså alligevel været en særlig “kirkelig dimension” til stede, repræsenterende, hvad Grundtvig senere betegnede som den sande kristendom.[9]

En undersøgelse af “Om Religion og Liturgie” i nærværende sammenhæng kan med fordel tage udgangspunkt i afhandlingens slutning, hvor Grundtvig i tredjesidste afsnit skriver:

Maatte disse Blade kun vise Nødvendigheden af dybere Granskning over Principerne, der bør ligge til Grund for vore kirkelige Indretninger! Maatte de anspore nogle af vore Religionslærere til ret at tydeliggiøre sig deres høie Kald og Bestemmelse, som Jesu hele Læres værdige Tolke! Maatte de vække nogle af vore Brødre, de theologiske Candidater, af den uværdige Slummer, i hvilken Mange af dem vente paa det hellige Læreembede, uden at berede sig dertil; da maa gierne hvert vort Ord overantvordes til Glemsel, thi da udrettede vi mere, end vor Stilling turde lade os haabe (US I, 172).

Og i det næstsidste afsnit siger Grundtvig, at hvis de i hans afhandling fremlagte resultater skulle blive ringeagtet, bare fordi de “ei stemme med Tidens Tone”, eller fordi han ikke selv har hverken navn eller stilling, så fortryder han ikke dette forsøg; idet det jo “ei var vor egen, men Religionens og Artens Sag, vi stræbte at tale” (172 f).

Der er flere interessante ting i disse citater. Først er der betegnelsen “vore kirkelige Indretninger” for kirkeinstitutionen i Enevældens Danmark. Men man skal også lægge mærke til, hvilken betydning Grundtvig tillægger præsteembedet (“det hellige Læreembede”) – selv om han altså, i tidens sprog, betegner præsterne som “Religionslærere”. Det viser også noget om Grundtvigs embedssyn, at han betegner de teologiske kandidater som “vore Brødre”. Endelig er det påfaldende, at Grundtvig allerede her understreger, at det ikke er sin egen, men “Religionens og Artens Sag”,[10] han har villet tale. Det har måske ikke været så usædvanligt endda at sige sådan, men den senere læser vil næppe kunne undgå at komme til at tænke frem mod Kirkens Gienmæle (1825).

I afsnittet om “Liturgiens undervisende Deel” (159), altså prædikenen, undtager Grundtvig de få præster, “der med uddannede Evner forbinde Flid og Nidkiærhed, og forkynde Jesu hele Lære” (160), hvorefter han inddeler resten af præsterne i to grupper: de dogmatiske og de moralske. Om de dogmatiske, dvs. de i ordlyden rettroende, men i deres person og måde at prædike på døde og kedelige præster, skriver han, at de

foredrage Systemet uden Frugtbarhed for Livet, og uden sand Relation til det Evige; thi den der stedse slaaer omkring sig med Treeenighed, Jesus og hans Forsoning, ahner slet ikke disse Lærdommes høie Betydning. Fra disse Kirker maa vi blive borte, eller sove (US I, 160).

Og om de moralske (rationalistiske)[11] præster skriver han, at de “stemme deri overeens, at de giennem hele Aar ængstlig stræbe at undgaae Nævnelsen af det Helligste, som frygtede de for at besmitte det ved uværdigt Selskab” (160).

Men det er i afsnittet om dåben, den skarpeste dom over tidens præster fældes. Når “Daabsceremonien” almindeligvis gør “saa lidet Indtryk, og efterlader os saa tomme”, ligger årsagen først og fremmest i “Maaden, hvorpaa især de moralske Præster forrette samme” (165). Og så fortsætter Grundtvig:

Med hvilken tankeløs Iilfærdighed oplæses ikke som oftest Indledningen, der skal vise, hvi Daaben skeer! Hvilken Vold giør ikke Nævnelsen af den hellige Treenighedslære paa Præsten! Hvilken forstaaelig Afskye for Overtroe fremlyser ei af hvert hans Træk, naar han med uvillig Finger maa drage Korsets betydningsfulde Tegn over den Spædes Bryst og Ansigt! Tydelig seer man, det ei er til Troe paa den Korsfæstede, ei til de Helliges Arvedeel i Lyset; men kun til en Borger af Moralstaten, der skal kunne staae urokkelig uden Kirke og Religion, den oplyste Lærer vil indvie Barnet (US I, 165 f).

Ordene “de Helliges Arvedeel i Lyset” er fra Kolossenserbrevet 1,12, og hovedvægten ligger i første omgang (jf. “ei er til Troe”) på arven i lyset, men de peger, om end i nok så “usynlig”, forstand også på det særlige kristne fællesskab – især i modsætning til det, kun at være “Borger af Moralstaten”. Og Grundtvig er virkelig hård mod præsterne; det er i høj grad også dem, han giver skylden for den elendige tilstand, menigheden befinder sig i. Men han har også konstateret, at

Staae vore Kirker end ikke tomme, er det dog bekiendt, at intet Menneske af god Tone mere besøger dem, uden enten for at faae sit Øre kildret, eller for Exemplets Skyld, eller af mindre ædle Grunde. Almuen selv føler ei længer den Trang til at møde selv i Herrens Huus, og kommer paa mange Steder kun stundum af Vane (US I, 158).

Og han vil “slet ikke nægte, at den temmelig høit stegne Ligegyldighed for alt Helligt paa Jorden og i Himmelen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplysning, afholder Mange fra vore Kirker” (158).

Citaterne fra Grundtvigs første teologiske tekst viser, at selv om det ligger helt uden for horisonten at drage praktiske konsekvenser i form af dannelse af en frikirke eller lignende, skelner han meget stærkt mellem, hvad man godt allerede her kan kalde den sande kristendom, og så alle tidens udvandinger og forvanskninger. Men det er også interessant, at han har et klart øre for, at det heller ikke er nok med en i ordlyden læremæssigt korrekt afliren af tingene. Under alle de for Grundtvigs september 1806-stade karakteristiske måder at tale om såvel religionen som liturgien på, der kendetegner denne afhandling, ligger i virkeligheden en grund, der i forbavsende grad peger frem mod hans senere kirkelige kampe. Men en sådan spiralisk fremadskriden er i det hele taget karakteristisk for Grundtvig. Der ligger nok også allerede her noget af den nyomvendtes iver i den måde, han skriver på, ja, i selve det, at han overhovedet skrev og fik trykt denne afhandling. Det var jo først i september 1805, altså et år tidligere, han, for nu at sige det på den måde, havde indset, at den romantiske æstetik måtte underordne sig kristendommen, idet han i kristendommen havde fundet sit “faste punkt”.[12]

Der er imidlertid også interessante kirkehistoriske, ja, fælleskirkelige elementer i afhandlingen. Det er selvfølgelig ganske naturligt, at Grundtvig på overgangen fra “religionen” til “liturgien” tager udgangspunkt i “den første christelige Liturgie saaledes som vi finde den angivet i Apostlernes Skrivter” (156). Men han gør det. Og han vender sig mod kravet om, at “Liturgien skal skride frem med Tiden” (157). Samtidig ser han det dog som ikke alene tilladt, men som ligefrem en pligt at “udfylde den til et fremadskridende Heelt, og benytte alle vor Tidsalders Fordele til at forøge Fremstillingens Værdighed”, idet man dog må “stedse huske, hvad det er som skal fremstilles” (158). Ordvalget er her, som jo i mange henseender hele afhandlingen, præget af tiden.[13]

Af helt særlig interesse er de steder, hvor han skriver om katolicismen. I afsnittet “Kollekter, Bønner, og Psalmer” nævner Grundtvig, at det kun er “vore katholske Brødre”, der værdsætter “harmonisk Musik” (hvad han så ellers mener med det) (167). Det er muligt, at der ligger en vis grad af ironi i denne påfaldende måde at betegne katolikkerne på, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at han skriver netop sådan. Og i den del af afhandlingen, hvor han gør sig til talsmand for opsættelsen af nye altertavler med malerier af tidens kunstnere, erklærer han, at man ikke skal tro, at “vi ikke erkiende den sildigere Katholicismes rasende Daarlighed, der tilbad Billederne, som om de i sig selv havde deres Betydning” (171). Grundtvig taler altså her udtrykkeligt om den senere katolicismes dårlighed, hvori jo i en eller anden grad må ligge, at han, og jo unægtelig med rette, har en højere vurdering af den tidligere katolicisme. Og efter et afsnit, der godt kan læses som en evangelisk og poetisk forvendt forståelse af den katolske brug af helgenbillederne, siger han til forsvar for sin tanke om nye altertavler:

Have vore Fædre, der udryddede Katholicismen, ladet de nys tilbedte Malerier blive, uden deraf at befrygte nogen Ulempe, og har meer end halvtredie Sekul retfærdiggiort deres Iid; hvorledes skulde da vi, opdragne som Protestanter, med vor langt renere Anskuelse af Protestantismens Eenhed med sand Christendom, frygte for at danne Katholiker, ved at ombytte de slette Malerier med Bedre! Bør vi det ikke, naar disse kunne befordre Andagten, eller endog kun pryde vort Gudshuus, og indgyde Almuen den poetiske Sands, uden hvilken en stor Deel af Liturgien er halv tabt for den! Troer man da, det blot er det Gode i Arten, der kan stifte Skade? (US I, 171 f).

Dette kan ses som et udtryk for det lutherske princip om at bevare i hvert fald mange af de traditionelle ting og kun udrense de ting, der i sig selv er uevangeliske. Den sidste sætning betyder, at når man har kunnet lade en del katolske billeder af også ret dårlig kvalitet blive i kirkerne uden at tage skade af det, hvorfor skulle man så tage skade af at erstatte disse billeder, eller nogle af dem, med langt bedre billeder, lavet af nutidens dygtige kunstnere.[14]

Således foregriber Gr.s første teologiske tekst hans senere kirkehistoriske syn i fx Kirkens Gienmæle og Sangværket.

Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?

I Grundtvigs dimisprædiken Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? (1810) trækkes modsætningen mellem “Jesu saliggiørende Lære” (US II, 16) eller “Jesu Kristi hellige Lære” (20) og henholdsvis rationalismens fornægtelse og romantikkens sværmeri på ny kraftigt op.

Det første sted, hvor Grundtvig taler om kirken, er slutningen af første afsnit. Her har Grundtvig netop spurgt, om man i samtiden giver Evangeliet videre til sine børn. Men han må besvare spørgsmålet benægtende: “Som en Lyd uden Værd og Betydning høre de Yngre iblandt os Jesu Navn almindelig at nævnes, ja stort maa vi kalde det, naar de kun høre det saa, naar det ei kommer til dem, svøbt i Bespottelse og Haan” (15). Og så fortsætter han:

Og nu vore Kirker, jeg siger vore, thi Kristi ere de ei længer, hvad høres vel der? heel ofte forfængelig Snak om alskens Smaating paa Jord, og kommer det høit, da brammende Ord og kløgtige Taler, men idel Lærdomme, som kun ere Menneskens Bud. Herrens Ord er forsvundet af hans Hus, thi naar det og lyder, er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskærpes, det maa lade sig forvende og bruge til hos den Enfoldige at størke Menneskers Mening (US II, 15).

Her er det kirkebygningerne, der er tale om, dog som mere end blot bygninger; de skulle jo være Kristi kirker, men er nu “vore”, dvs. steder, hvor man i stedet for at møde og ære og høre Kristus nu dyrker sit eget. Og i en også videre betydning taler Grundtvig så om ikke bare kirkebygningerne, men også hele kirkeinstitutionen som det Herrens hus, hvorfra hans ord er forsvundet. Senere taler han om gudstjenesterne som “de Kristnes Forsamlinger”, idet han dog i sin dom over, hvad der foregår i dem, retter blikket mod “Tilhørernes” ansigter og konstaterer, at det under gudstjenesten kun er kulde, der kan ses i dem, og at “kolde udgange de af Herrens Tempel” (19). Her betegnes menigheden altså blot som “tilhørerne” (mens “de Kristnes Forsamlinger” nok overvejende er en neutral betegnelse for gudstjenesterne). Men med betegnelsen “Herrens Tempel” (svarende til Herrens hus) sammenlignes kirken som gudstjenestens sted og som institution med Templet i Jerusalem. Ligesom de gamle jøder havde Templet stående midt i al deres ugudelighed og utroskab, således har man i Enevældens Danmark kirkebygningerne og kirkeinstitutionen stående midt i al sin vantro og ligegyldighed. Midt i al elendigheden er kirken altså dog til stede som “dimension”. Og om forholdene i dette Danmark har Grundtvig sagt, at “Vi stande under kristen Øvrighed, som ei blot tillader men under Ed tilholder Ordets Tienere at forkynde Jesu saliggiørende Lære” (16).

Dimisprædikenens lange næstsidste afsnit indledes med, at tilhørerne anråbes som “Brødre i Kristo” (19), og her er det præsterne, embedsbrødrene, også de kommende, der tiltales.[15] Afsnittet slutter med denne opfordring:

Lader os med den Følelse, som kan giennemgløde Hierterne, forkynde Folket det trøstende Evangelium, og selv stirrende mod Himlen, hvortil Herren opfoer, stræbe at vinde Borgere for hans Naades Rige! (US II, 20).

Her er det præsterne, der repræsenterer den særlige kirkelige “dimension”, og det er “Folket”, de skal forkynde Evangeliet for - dog med henblik på at vinde “Borgere for [Kristi] Naades Rige”, hvilket vel ikke kun er Gudsriget ude bag tidens ende, men også det usynlige Kristi Rige, der allerede er til stede.

Grundtvigs skovoplevelse i 1811

Et helt særligt punkt i tiden mellem dimisprædikenen og udviklingen i 1820’rne er Grundtvigs såkaldte skovoplevelse i maj 1811, en generindring af hans ordination i Trinitatis Kirke onsdag den 29. maj og det syn på præsteembedet, den fremkaldte hos ham.[16] Tidspunktet er formodentlig fredag den 31. maj, to dage senere. Grundtvig, der var på vej hjem til Udby for at være kapellan hos sin far, var stået af dagvognen og gik det sidste stykke vej til fods.

Oplevelsen i skoven ved Udby skildres i digtet “Farvel til min Ven F.C. Sibbern" (PS I nr. 72, s. 322 ff). Grundtvig fortæller, hvordan han, da han nærmede sig Udby, vemodig over minderne fra barndommen, tynget af tanken om den præstegerning, der nu lå foran ham, og jo stadig mærket af 1810-krisen, satte sig på “en gammel Sten” og læste 1 Kor 15,55-58. Det sidste af disse vers gengiver han således:

Og derfor, Brødre! staar som Klippeblokke!

Ej lader eder ryste, ja, ej rokke!

Udretter flittelig det Herrens Værk!

Vel vidende, at ej forfængelig

Den Gjerning er, som Herren valgte sig.

(PS I, 327)

Det er tydeligt, at Grundtvig her tolker 1 Kor 15,58 som en formaning og opmuntring til præsterne og dermed, i situationen, til ham selv. Og lidt tidligere i digtet har han set tilbage på sin ordination to dage før, altså onsdag i ugen før pinse. At denne uge i digtet betegnes som “Pinseugen”, der jo egentlig er ugen efter pinsedag, må ses som et af udtrykkene for, i hvor høj grad Grundtvig ser sin ordination i pinsens perspektiv. Det pågældende afsnit lyder:

Apostlene paa hellig Pinsefest

Iførte blev med Kraften fra det høje;

I Pinseugen det sig maatte føje,

At jeg indviedes til Herrens Præst.

Adskillige de Naadegaver ere,

Men skjænkes alle af den samme Aand:

Der Brødrene udrakte højre Haand,

For det med Suk af Herren at begjære,

At Kjærligheds og Krafts og Sandheds Aand

Miskundelig paa mig neddale vilde,

Da aabnede sig Hjærtets Taarekilde,

Da sprængte Sjælen sine Fængselsbaand;

Og der jeg hørte Brødrene tilsammen

I Jesu Kristi Navn at sige Amen,

Da blev det samme i mit Bryst udtonet,

Og jeg mig følte med min Gud forsonet.

(PS I s. 326)

Det i nærværende sammenhæng interessante i de to her citerede dele af digtet til Sibbern er, hvordan Grundtvig i denne 1811-situation oplever sin præstetjeneste i den danske statskirke, og sin indvielse til den, i det helt store kirkehistoriske og apostoliske perspektiv og dermed også sit aktuelle embedsbroderskab med de præster, der deltog i ordinationen.[17] Biskoppen (Münter) står der ikke noget om. Desto mere påfaldende er det, at Grundtvig med så stærke følelser mindes den fælles håndspålæggelse og det fælles amen fra de præster, han så sent som i dimisprædikenen havde talt så overordentlig negativt om (og som var blevet så harme over udgivelsen af dimisprædikenen, at det først i 1822 lykkedes ham at få præsteembede i København).[18] Alt dette er et vigtigt udtryk for, hvor stærkt “den kirkelige dimension” trods alt var til stede for Grundtvig i 1811.

Om Kirke, Stat og Skole

Som den sidste tekst med udsagn om, hvad ordet “kirke” betød for Grundtvig i tiden før hans kirkelige kampe i 1820’rne, inddrages nu afhandlingen “Om Kirke, Stat og Skole” (Nyaars-Morgen er noget helt særligt). Det er den sidste af de i alt otte afhandlinger i Grundtvigs tidskrift Danne-Virke, 1816-19, og endda den, der i bind IV fremtræder som såvel målet for som konklusionen af dem alle.[19] Bindet er tilegnet “Kirkens Statens og Skolens / Talsmænd i Aalborg / Geheimeraad Stiftamtmand Moltke / Biskop Jansen / og / Rector Tauber / Med Taksigelse / Paa Krønikens og egne Vegne” (DV IV, i).

Afhandlingen “Om Kirke, Stat og Skole” er i fjerde bind af Danne-Virke delt op i tre dele.[20] Første del er formet som en dialog mellem Grundtvigs fornuft og forstand, (og hvad denne har lært af historien), eller altså mellem de to personer Handvan og Frode.[21] Anden del er en “Forelæsning” (63), som der lægges op til på s. 63-65. Tredje del er en “historisk udsigt” (som der lægges op til på s. 153 f). Det afgørende er, at Grundtvig faktisk har skrevet sådan allerede i 1818 (hvor formodentlig også sidste del er skrevet).

I dialogen mellem Frode og Handvan behandles kirken særligt på side 33-40, men allerede på side 28 kommer der et vigtigt udsagn. Her siger Handvan, da Frode har afæsket ham et svar på, hvad han mente, da han talte om den store uenighed, der er og har været om “Ideerne: Kirke, Stat og Skole” (27), at “de Huse vi kalde Kirken og Skolen, ere ikke Kirke og Skole i høiere Forstand”. Hertil svarer Frode præciserende, at Handvan, altså mener, at “det er Indbyggerne, ikke Træ og Kalk og Steen, som giør Huset, og udgiør det i høiere Forstand!” (28). Og i sin første replik i dialogens særlige afsnit om kirken siger Frode blandt andet:

Altsaa, naar man spørger Juristerne hvad der udfordres til at være Medlem af en Kirke, vil de strax svare: at troe, eller dog lade som man troer hvad Kirken siger om Sjæl og Salighed, og her har vi bestemt, hvad vi spurgde om: Sikkerhed for, at i Kirken er Troen paa det Oversandselige Hovedsagen, saa der vel kan være megen Tvist om, hvad man skal troe, eller hvilken Kirke der er den sande, men aldrig om hvad Kirken er, thi den er bestemt et Samfund af Troende, ligesaavist som det Huus vi kalde Kirken er bestemt til en Samlings-Plads for en troende Menighed ͻ: Folk som have Tro tilfælles. (...) og i den murede Kirke har vi et fast, i Kirke-Giængerne et levende, øiensynligt Billede af den aandelige Kirke, som aldrig kan bedrage os, naar vi spørge ikke om hvad de i sig selv ere, men hvad de forudsætte og betyde (DV IV, 33 f).

Her tales der altså først om en kirke som noget, man kan være medlem af, som en størrelse, der kan sige noget, som et samfund af troende og som en bygning med et bestemt formål. Og derefter skelnes der mellem “den murede Kirke”, “Kirke-Giængerne” og den “aandelige Kirke” (usynlige kirke), som den forsamlede menighed kun kan være et billede af. Grundtvig prøver stadig at tale om “kirken” på en principiel og neutral måde, men til sidst er det tydeligvis den kristne kirke, han taler om, den kirke, som er bygget af levende stene, men som dog ikke er identisk med den usynlige kirke.

Det i ovenstående citat oversprungne lyder: “Det kan da i denne Henseende være os ganske ligegyldigt, hvad Ordet Kirke oprindelig betyder, og af hvad Sprog det er laant”. Dette er et af de overraskende eksempler på, hvor forbeholden Grundtvig er over for ordet “kirke”. For det kan ikke været ordets etymologi, den græskkyndige Grundtvig har været i tvivl om; det må være den måde, ordet i samtiden er blevet brugt på, der, og med rette, har vakt hans modvilje. Der er jo ingen tvivl om, at det er det græske adjektiv “κυριακóς” (kyriakós, med betydningen “Herrens”, dvs. Jesu Kristi), der ligger bag. Og så kan det være underordnet, om det er substantivet “δωμα” (dåma, hus) eller substantivet “εκκλησία” (ekklesia, forsamling) der skal underforstås.[22]

Et interessant eksempel på neutral brug af ordet “kirke” er denne Frode-replik:

og kan du da ikke tillige begribe at Alt hvad der angaaer Menneskets oversandselige Forhold eller med eet Ord: Aand, det kaldes nu for Resten Religion eller Poesie, eller hvad man vil, for saavidt har sit faste Udtryk i hvad vi almindelig og historisk, uden Hensyn paa et bestemt Indhold, maae kalde: Kirke! (DV IV, 36).

Her viser især “uden Hensyn paa et bestemt Indhold” (som ganske vist står i en af dialogpersonen Frodes replikker), at ordet “kirke” af Grundtvig (men vel også i almindelighed) er blevet brugt i betydningen “trossamfund” eller “religiøs institution”, uanset hvilken forståelse af det oversanselige og forholdet til det man måtte have eller være nået frem til. Denne brug af ordet hænger selvfølgelig også sammen med den måde, der argumenteres på (jf. argumentationsformen i “Om Religion og Liturgie”). I hvor høj grad har denne sprogbrug eller sproglige mulighed været bestemmende for, at Grundtvig efter 1832 har kunnet bruge ordet om simpelt hen en slags offentlig religionsanstalt? Han kunne vel ikke have gjort det, hvis denne sprogbrug ikke i det mindste var almindelig kendt? Men det har også betydning, at han selv har brugt ordet på denne måde. Idet han så til gengæld efterhånden helst vil undgå at bruge det om den kristne menighed.

I indledningen til tredje del af “Om Kirke, Stat og Skole” hævder Grundtvig, at “Kirke-Historien, selv blot timelig betragtet, bliver for Mennesket baade den vigtigste og meest lærerige”. Men det er sådan set religionshistorien, han mener, nemlig historien om “Menneskets Forhold til Kraften i det Usynlige, eller hans aandige Forhold” (304). Og i fortsættelsen er i hvert fald selve ordlyden til det yderste neutral. At ringeagte kirkehistorien i den her angivne betydning er ren dumhed, hvorimod det er

kun fornuftigt med al Flid at undersøge, hvilken Kirke: den hedenske, israelitiske, christelige, mahomedanske, eller om der er nogen anden [fremhævet her, BC], Historien erklærer for den sande, hvilken da maa tilkjendes Ret til, ved sit Ord, at beherske de menneskelige Forhold (DV IV, 304).

Her er Grundtvig virkelig gået til det yderste i selve sin neutrale brug af ordet “kirke” lig med “sammenslutning af nogle, der har en bestemt fælles tro om ‘Kraften i det usynlige’”. Men man skal stadig huske, hvilken argumentatorisk sammenhæng dette er skrevet i. Og det neutrale slutter med selve denne brug af ordet “kirke”. Det viser resten af det her lige ovenfor citerede. Til allersidst i “Om Kirke, Stat og Skole”, i det afsnit om araberne og islam (“Mahomed”), som udgør den sidste tilføjelse til den afsluttende historiske oversigt, bruger Grundtvig i sin beskrivelse af forholdet mellem religion, stat og skole i den arabiske muslimske verden ordet “Kirken” fire gange og ordet “Kirkeskole” én gang, nemlig i betegnelsen “dette falske Kirkeskole-Mesterskab” (DV IV, 395).

Konklusionen er altså, at uanset hvordan både Grundtvig selv og samtiden har brugt ordet “kirke”, har det i Europa og Danmark været sådan, at kristendommen har været religionen, og at “kirken” dermed har været religionsinstitutionen. Man har ikke kunnet se den specifikt kristne kirke for bare træer. Derfor er det afgørende ikke, om ordet “kirke” direkte og helt konkret har kunnet bruges om ikke-kristne trossamfund. Det afgørende er snarere, at såvel ordet “religion” – synonymt med “kristendom” eller omvendt – som ordet “kirke” har fået en så almen betydning, at vejen har været åbnet for, at man i de kristne europæiske lande, og altså også i Danmark, har kunnet fylde disse ord med det indhold, man på et givet tidspunkt mente at være nået frem til (jf. også Grundtvigs polemik med fx H.C. Ørsted). Mange af de heterodokse i begyndelsen af 1800-tallet har simpelt hen ment, at det, de og deres lærefædre fra oplysningstiden og “romantikken” var nået frem til gennem den fremskridende udvikling, var den (nu) sande kristendom.

Der er i Frodes sidste replik i afsnittet om kirken et interessant udsagn om forholdet mellem åbenbaring, kunst og kirke. Frode henviser ret direkte til dannevirkeafhandlingen “Om Aabenbaring, Konst og Vidskab” (DV III, 201-298), hvori der blev skelnet mellem åbenbaring og kunst, og siger så:

thi nu see vi, at Aabenbaring hører nødvendig Kirken til, men Konsten ikke. Hvad vi altsaa kunde vente at finde i Kirken var et levende Udtryk for Aabenbaring, med hvad dertil nødvendig hører (DV IV, 40).

I afsnittet om staten siger Frode, at det er i staten, man finder udtrykket for kunsten (41).

Det er imidlertid i den “forelæsning” (jf. Frodes sidste replik, 63-65), der følger efter dialogen, de fleste udsagn om kirken står. Det første citat handler om “kirken” i den i det mindste konfessionelt set neutrale betydning den institution, det fællesskab eller den “dimension”, der har med menneskets værdi og bestemmelse at gøre, svarende til, hvad der allerede flere gange er citeret.

Enhver (...), som vil have Ord for at troe paa Menneskets aandelige og evige Bestemmelse (...), skal blive nødt til at indrømme, at det er Kirken alene, som kan give Mennesket sit Værd; at han kun i Kirken kan naae sin Bestemmelse. Hvad Kirken skal hedde, hvad der i den skal forkyndes, hvordan den kan og skal tee sig i Verden, kun derom kan mellem kloge Folk være Tvist (DV IV, 102 f).

Men lidt senere er det klart den kristne kirke, Grundtvig taler om:

Kirken altsaa: Huset paa de evige Bjerge, den staaer urokkelig, og trodser alle sine Fiender, thi Ingen kan række eller røre den uden som Ven, kun Himmel-Stormere kan indbilde sig, det er mueligt at neddrage den fra sin Høihed (DV IV, 103).

Og senere igen skelner Grundtvig såvel mellem den helt ydre kirkeinstitution og dens bygninger og kirken lig med menigheden, som mellem den også i sidstnævnte forstand synlige kirke og den usynlige kirke – men jo især mellem den usynlige kirke og kirken i plat fysisk og institutionel forstand:

Vi leve i Tider, da det snart vil mangensteds blive kaldt formasteligt at udvikle den Sandhed, at Han, hvem ei Himlenes Himle kan rumme, boer ikke i Templer, som bygges af Menneske-Hænder, at Guds Rige er inden i os, og kommer ikke saa, at man kan pege derpaa; at det er ikke Legems Faste, og Læbers Ord, ikke Slagt[-]Offer eller Mad-Offer i hvilkensomhelst Skikkelse, men et oprigtigt, troende, haabfuldt og kiærligt Hjerte Gud forlanger, og at det kun er i det, Han vil vandre og boe, som i et levende Paulun til Dagenes Ende. (...) Med andre Ord: man vil igjen som fordum, snedig forvexle den eneste, hellige, sande, usynlige Kirke, med dens jordiske Skygge (DV IV, 104 f).

Den sande kirke er fremkaldt ved den sande åbenbaring, så

Spørgsmaalet er ikke her, om der virkelig gives et ved Sandheds Aand aabenbaret Ord, ͻ: en sand Aabenbaring, men Tingen er kun den, at gives der ingen sand Aabenbaring, da gives der heller ingen sand Kirke, at i Troen paa Ordet bestaaer det eneste muelige Kirke-Samfund paa Jorden (DV IV, 108).

Men så skal man også tage åbenbaringen for pålydende:

Man veed, at netop i den sidste Tid gives der endeel Skriftkloge, som vil indbilde sig, de kan være troende Christne, og lade Bibelen gjælde for en guddommelig Aabenbaring, uden dog at antage Lærdommen om Christi Lidelse i vort Sted, og vor Retfærdiggjørelse ved Troen paa ham (DV IV, 112).

Dette er et eksempel på, hvordan man har ment at kunne lægge sit eget indhold i ordet “kristen” eller “kristendom” osv. For hvor usynlig den sande kirke end er, fremkaldes den dog ved et bestemt hørligt ord:

Den sande Kirke, hørde vi [vel s. 105 og 107 f, se ovenfor], maa være usynlig, men aabenbaret i et Ord, som hos alle Troende avler een og samme Forestilling om Kirken og Kirke-Gangen, hvilket kun er mueligt, naar Ordet behersker Troen, og dog nødvendigt, naar Forestillingen skal være et aandeligt Billede af den sande Kirke og Menneske-Veien dertil, som maa have Eenhed, saavist som Gud er een, og Mennesket i Guds Billede eet (DV IV, 118).

Og på dette grundlag kan Grundtvig her godt tale om kirken som et kirke-samfund:

Holde vi fast herved, da opdage vi let, baade hvorledes Kirke-Samfundet er mueligt, hvorledes Eenhed er en nødvendig Følge af dets Sandhed, og hvorvidt denne Eenhed strækker sig. (...) vare vi ikke Syndere, da bestod hele Kirke-Samfundet i denne Troe, men ere vi Syndere, da ere vi netop faldne ud af dette Samfund, som ei kan oprettes uden ved Troe paa et Ord, der forudsætter Faldet, og aabenbarer en Opreisning ved Troen. (...) Har vi nu et saadant aabenbaret Ord, og bestaaer Kirke-Samfundet ene i Troen derpaa, da indsee vi let, at, under Troens Betingelse, maa Forestillingen ligesaa bestemt blive eens, som Ordet er eet, og som de menneskelige Vilkaar, og den menneskelige Bestemmelse i Henseende til Gud og Evigheden ere nødvendig eens (DV IV, 119).

Og den forskellighed, der kan være i denne enhed, er ikke en forskellighed for hvad som helst. Man taler om, at forestillingerne kan være meget forskellige, men “Aanden dog den samme”, men

Tiest betyder Sligt det Samme, som naar vore Moral-Prækere vilde indbilde os, at man kunde være en meget god Christen, uden at troe paa Christus, hvilket da igien er det Samme, som hvad man paa en Maade ogsaa vilde bilde Børn ind, at man kan være et meget gudfrygtigt Menneske, uden just at troe paa Gud. Hertil er da intet Videre at svare, end at alle de, der mene det, upaatvivlelig ere lige gode ͻ: lige lidt Christne, men hin Tale kan ogsaa betyde [fremhævet her, BC], hvad den betød i vore Fædres Mund, at man kan have temmelig afvigende Forestillinger om det virkelig Dunkle i Skriften (...) og dog høre til den ene og sande, usynlige Kirke [fremhævet her, BC], naar man er enig i Grund-Sandhederne, enig om at Skriften er Guds rene Ord, som man skal følge (DV IV, 120).

“Slutningen”, som Grundtvig siger, altså den logiske følge, bliver da, at

den sande, usynlige Kirke er overalt, hvor den evige Sandheds Aand findes, og giver sig tilkjende, hvor samme Aand taler, saa Fædrene havde sikkerlig Ret naar de sagde, at den sande Kirke var, hvor Guds Ord lærdes reent og puurt [fremhævet her, BC], skiøndt det vilde være meget overilet, om man deraf sluttede, at Taleren og Tilhørerne befandt sig i den sande Kirke, thi det var jo mueligt at kun Talerens Tunge befandt sig i den (DV IV, 120 f).

Med henvisningen til fædrenes bestemmelse af den sande kirke nærmest citerer Grundtvig Den Augsburgske Bekendelses art. 7. Dette kan ses som en bekræftelse af, hvad der ovenfor er sagt om den betydning, denne artikel nok også helt fra begyndelsen af må have haft for Grundtvig. Men man skal desuden lægge mærke til, at Grundtvig også her gør opmærksom på, at selve det forhold, at præsterne i deres prædikener rent formelt, i selve ordlyden, taler i overensstemmelse med Bibelen og bekendelsesskrifterne, ikke garanterer, at det så er “de helliges forsamling”, den sande kirke, man er i.

Og så taler Grundtvig (på en måde, der peger helt frem mod hans endelige syn) om friheden såvel internt i kirken som i forholdet mellem kirken og staten:

Rense vi saaledes vore Begreber om Kirken, da staae vi hverken Fare for at tilraade eller bifalde noget Pavedom eller Klerkedom, thi er Kirken kun til i Aanden, da kan der heller aldrig tilkomme den nogen anden Magt, end den det fribaarne Aandens Ord har, hvor det finder Troe og Gienlyd.

Snarere kunde man herved fristes til at tænke sig Kirken aldeles udenfor Sammenhæng med Staten; men at ogsaa dette vilde være en stor Vildfarelse, indsee vi let, ved at betænke Kirkens Virksomhed, og Statens Vilkaar (DV IV, 121).

Ligesom nemlig den sande Kirke paa Jorden maa være et Samfund i Troen paa et Ord, som aabenbarer Menneskets evige Bestemmelse [fremhævet her, BC], og Veien dertil; saaledes maa nødvendig den sande Stat være en forenet Stræben efter at opfylde Menneskets timelige Bestemmelse [fremhævet her, BC], og da denne nødvendig maa være stadige Fremskridt ad Veien til den evige, saa er det indlysende, at den sande Stat er en Skabning af den sande Kirke (DV IV, 121 f).

Her er det første eksempel i nærværende undersøgelse på, at Grundtvig overhovedet opererer med tanken om, at man i datidens Danmark kunne have en fra staten adskilt kirke. For reelt er det jo forholdene i det kristne land Danmark, der er tale om. Og han afviser derfor også straks denne tanke. For staten er “en Skabning af den sande Kirke”. Ja, i det følgende bestemmer han ligefrem kirken som selv en stat, nemlig med den begrundelse, at “Kirke-Samfundet” er en “hiertelig sammenknyttet” enhed, som med nødvendighed må “giøre Eet i Verden”. Meningen må være, at når det forholder sig sådan mellem de kristne borgere i et kristent land, må staten i dette land være en følge af dette fællesskab. Men Grundtvig er åbenbart klar over, at han nu er ved at blive noget vidtløftig. Han betegner det, han her har sagt, som et “Vink om Kirkens og Statens sande Forhold”, som det næppe ville “befordre Klarheden og Tydeligheden” at forfølge. Desuden er det sådan, at “de Fleste som tale om Stat forstaae derved snarere enhver anden Ting, end en Kirke-Stat, og at de der tale om en Kirke-Stat, som den rette, forstaae noget ganske Andet derved end jeg”. Grundtvig tager altså på den ene side til efterretning, at drøftelsen af statens forhold for det meste finder sted på et sekulært eller ligefrem kristendomsfjendsk grundlag, mens han på den anden side distancerer sig fra en romersk-katolsk eller anden teokratisk måde at tale om en kirkestat på. Og det er på denne baggrund, han allerede her giver udtryk for den upartiskhed, han i så høj grad senere skulle praktisere. Der er mange grunde til, at man “i en Undersøgelse om Staten nuomstunder helst skal begynde saa langt fra Kirken som mueligt” (122).

I det herefter følgende allersidste alinea-afsnit, inden han går over til betragtningen af statens forhold “in puris naturalibus” (123), når Grundtvig dog at sige noget interessant om henholdsvis det ideelle forhold mellem stat og kirke og det aktuelle, dvs. fra 1700-tallet stammende, syn på dette forhold. For hvis definitionen på en stat er, at den er “et Selskab, der med forenede Kræfter stræber at forsvare sig i en frie Stilling, og at iværksætte hvad det antager for gavnligst ͻ: tienligst til sin Velfærd” (122 f), passer den omtrent “ligesaa godt paa en dyrisk som paa en menneskelig Stat” (123). Men

vare alle Folkene enige om at danne menneskelige [fremhævet her, BC] Stater da kunde man spare Umagen med at vise, i hvad Forhold Staten bør staae til Kirken, og Spørgsmaalet vilde kun være, hvorledes Staten bedst kunde svare til sin Bestemmelse, og befordre Menneskets Udvikling efter Kirkens Aabenbaring (DV IV, 123).

I den ideelle situation, hvor ikke bare en enkelt stat, men alle stater var rent menneskelige, uden noget dyrisk i sig og ved sig, ville kirken altså blot være den side af det menneskelige fællesskab, hvor åbenbaringen blev modtaget, medens staten ville være det organ, der sørgede for, at alle fællesskabets anliggender blev styret efter åbenbaringen. Og man skal også lægge godt mærke til, at Grundtvig udtrykkeligt siger “alle Folkene". Heri må nemlig ligge, at hvis blot én stat ikke var rent menneskelig, måtte de andre stater, i hvert fald nabostaterne, være nødt til at skulle kunne forsvare deres territorium og deres frihed militært.[23] Imidlertid har man i det forgangne århundrede pukket så meget på sin ret til at være dyr,[24] at man har påstået, at kirkens indflydelse på staten kun har været en stor tragedie, som har vist, hvor megen skade religionen kan gøre.[25] Og dermed har Grundtvig givet den sidste del af begrundelsen for, at han nu er nødt til at betragte staten helt isoleret og nøgent, “in puris naturalibus” (123).

Man kan spørge, om betragtningerne i det her behandlede alinea-afsnit er af så stor betydning, at beskæftigelsen med dem hører hjemme i nærværende sammenhæng. Men det er nok mere relevant end som så. Disse betragtninger er jo et ejendommeligt udtryk for, at der i denne syndige verden ikke uden videre kan være tale om et simpelt sammenfald mellem stat og kirke. Og man kan derfor heller ikke uden videre se dem som en særlig variant af Grundtvigs senere menneske først-princip, men vel snarere som et særligt udtryk for toregimentlæren eller noget, der svarer dertil.

Tredje del af “Om Kirke, Stat og Skole” (DV IV, 295-396) betegnes af Grundtvig i en parentes under afhandlingens titel som dens “Slutning”, og den består af en rekapitulerende indledning (295-332) og en historisk oversigt (332-396). Den historiske oversigt begynder med nogle indledende betragtninger (332-334) og bevæger sig så gennem afsnit om Ægypten (335-337), Palæstina (337-347), Grækenland (347-357), Rom (357-361) og kristendommens tid (361-396). Den egentlige gennemgang af kristendommens tid slutter med afsnittet om Tyskland (392-394). Derefter følger et afsnit om, hvorfor han ikke (egentlig) har inddraget Norden (394 f). Det næstsidste afsnit i afhandlingen (395 f) handler om, hvorfor araberne tilsyneladende er blevet glemt. Men Grundtvig når alligevel at give en stærkt kritisk karakteristik af forholdet mellem religion (kirke!), stat og skole i den muslimske verden. Se nærmere om dette i begyndelsen af indeværende afsnit.[26]

I det allersidste lille alinea-afsnit ikke alene i denne afhandling, men også i hele tidsskriftet Danne-Virke udtrykker Grundtvig sin forvisning om, at den tænksomme læser nok vil kunne se, “at jeg ei har fordreiet det Mindste, men har af Historien selv øst mine Tanker om den Vidskab, jeg kalder historisk” (396).[27] Og denne slutning er af stor betydning, for så vidt som Grundtvig med de allersidste ord direkte siger, at det egentlig er den historiske vidskab, det har drejet sig om i hele det otte afhandlinger store kompleks.[28]

I indledningen til tredje del giver Grundtvig først en rekapitulerende bevisførelse for trosforestillingens virkelighed og Åndens og ordets kraft, og fortsætter så:

At der endelig har været Mennesker, som troede eller gav sig i det Mindste ud for at troe Eet og det Samme om Guddommen eller Over-Magten i det Usynlige, og Menneskets Forhold dertil, det er vel en afgjort Sag, i det Mindste for alle dem, iblandt os, der huske deres Børne-Lærdom, og herved opstaaer, som af sig selv, Begrebet om Troes-Samfund, som det jo aldrig kan skade at kalde Kirker da det er et kort, og om Sligt endnu brugeligt Ord (DV IV, 302).

De sidste to ledsætninger er et af de meget stærke eksempler på, hvor almindeligt Grundtvig kan bruge ordet “kirke”. Men det er desuden påfaldende, at han nærmest undskylder, at han overhovedet bruger dette ord, ja, ligesom forudser, at det på et tidspunkt vil gå ud af brug. Men igen skal hele Grundtvigs måde at argumentere på tages i betragtning, herunder, at der også er en del ironi i den. Der er flere bunde i Grundtvigs brug af ordet “kirke”. Og idet han stadig bruger selve ordet “kirke” neutralt som lig med “trossamfund”, fortsætter han:

Uagtet vi nu veed, at der baade har været og er forskjellige Kirker til, saa kan vi dog godt begribe, at kun een kan have været den sande, og at den maa Sandhed, som den sande Guddom nødvendig er, ligesaa nødvendig altid have holdt med, og opholdt [dvs. holdt oppe, opretholdt], ligesom den igjen maa have ført det største Ord, dannet Mennesket bedst, og udviklet ham mest til Sandheds Erkjendelse, altsammen Ting, Historien maa vise, og derved bevise, hvilken Kirke der er den sande (DV IV, 303).

Og Grundtvig mener, at dette bevis har Tyge Rothe ført i et “kosteligt Værk”, han har skrevet, og det må jo være Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa I-V (1774-1783); “det er da ikke hans Skyld, hvis man i Dannemark enten ikke har læst det, eller desuagtet drager i Tvivl: om den christelige Kirke, Historien saa klarlig giver Vidnesbyrd, er den sande” (303). Selve ordet “kirke” som sådant er stadig neutralt, men også kun netop selve ordet som sådant, for af alle “kirker” er der altså kun én, der er den sande, én, hvis medlemmer er fælles om den sande tro på den sande Gud.

I den historiske oversigt kommer Grundtvig flere steder og på flere forskellige måder ind på forholdet mellem folk og menighed og stat og kirke. I begyndelsen af indledningen til afsnittet om kristendommens tid siger han, at man godt kunne forestille sig, at alt måtte blive ens, hvor kristendommen blev udbredt. Men det blev jo af flere grunde ikke tilfældet. Det ville blandt andet forudsætte, at Bibelen kun antoges som normgivende skrift “af hvem der indvortes udgjorde et eneste Folk” (362). Og så fortsætter han:

Var der nu imidlertid flere end eet Folk i Verden, da maatte Christen-Dommen, hvis det var den sande Kirke, den førde med sig [fremhævet her, BC], give Rum for enhver i Folkenes Eiendommelighed grundet Adskillighed i Henseende til den udvortes Stats-Forfatning, og til Skolen i det Hele, naar blot Kirkens Eenhed og den aandelige Stats Dannelse ei derved bestreedes. (...) og deraf følger, at Forskjelligheden kunde i Grunden blive ligesaa stor mellem dem der kaldte sig Christne, som den fordum var dem vi derfra pleie at adskille under Navn af Hedninger (DV IV, 362).

Her er det helt overordnet forholdet mellem, om man så må sige, det kirkelige og det folkelige, der er tale om, idet statsforfatningen og “Skolen i det Hele” ses som følger eller funktioner af “Folkenes Eiendommelighed”. Og Grundtvig ser en kunstig ensretning, hvilket vil sige en kunstig udviskning af det enkelte folks ejendommelighed, som værende i strid mod den sande kristendom. Han bruger dog ikke selve ordene “den sande kristendom”, men siger, at der vil blive “Rum” for det enkelte folks ejendommelighed, hvis det er “den sande Kirke [fremhævet her, BC]”, kristendommen har ført med sig. Og hvad enten man fremhæver det ene eller det andet, er det tankevækkende, at Grundtvig udtrykker dette forhold på lige denne måde. For hvad mener han med, at kristendommen fører kirken med sig? Det kan jo ikke være kirken lig med menigheden. Men så må det være “samfundet” eller “institutionen”. Under alle omstændigheder er det jo i virkeligheden begrebet "folkemenighed", Grundtvig her er ved at nærme sig. Han betoner i hvert fald, at kristendommen giver rum for de forskellige faktisk eksisterende folks ejendommeligheder, og vender sig mod forestillingen om, at kristendommen skulle medføre eller være ensbetydende med folkelig og kulturel ensretning. I de følgende betragtninger om forholdet mellem “kirke” og “menighed” siger Grundtvig noget mere, som – måske – kan kaste mere lys over dette spørgsmål. Han fortsætter nemlig:

Naar man adskiller den prophetiske Kirke fra den apostoliske, den saakaldte jødiske, fra den christelige, da tager man enten feil, eller den ene af de Kirker maa være falsk, eller man tager det samme Ord i to forskjellige Bemærkelser, thi to sande Kirker som Udtryk for to fra hinanden afvigende og dog sande Aabenbaringer af Menneskets Forhold til Guddommen, er en Umuelighed. (…) Tvetydigheden lod sig imidlertid undgaae, naar vi stedse vilde skjelne nøie mellem Kirke og Menighed, saaledes som der i Apostlernes Skrifter udentvivl skjelnes mellem Naos og Ekklesia, og det var sikkert Umagen værdt, da det er nødvendigt, naar man uden Forvirring skal kunne bruge Ordet Kirke om andre Troes-Samfund end det Christelige, hvilket dog er nødvendigt, naar man skal betragte det som saadant, ved Siden af andre, ja blot endog, naar man skal tydeliggjøre sig dets egen Historie (DV IV, 362-364).

Den skelnen mellem “Naos” og “Ekklesia”, Grundtvig her anbefaler, er en skelnen mellem “tempel” (kirke) og “forsamling” (menighed), og hvad det nærmere vil sige, prøver han at udvikle i det følgende. Han kommer først med nogle betragtninger om forholdet mellem “den Ebraiske Kirke” (364) og kristendommen, hvor det er opstandelsestroen, der bevirker den afgørende forskel. Det i nærværende sammenhæng vigtigste i det, der følger derefter, og som citeres nedenfor, er imidlertid, hvad der dér siges om Kristus og kirken og om sakramenternes betydning:

Herved sammensmelte Forestillingerne om Kirke og Menighed, men dog som en Dobbelthed, hvilket man altid har følt, naar man, efter Skriftens Anviisning, skjelnede mellem det Præstelige og det Kongelige i Jesus; thi som Ypperste-Præst var Han altid aandelig Ord-Føreren i den sande Kirke; som Konge derimod er Han efter sin seierrige Opstandelse, sin Menigheds Hoved, og den er Hans Legeme og Hans Rige. Denne Dobbelthed er det Sacramenterne betegne, thi ved Daaben skeer, under Forudsætning af Troe, Optagelsen i den sande Kirke, og i Nadveren skjænkes, under Forudsætning af troende Længsel derefter, hjertelig Eenhed med Christo, som til[29] Med-Lemmer af Hans Menighed: hans virkelige, aandelige Legeme.

Vi indsee nu let, at Christi Menighed udgjør en aandelig Stat ͻ: en Kirke-Stat, men vi maae tillige indsee, at den langt fra at udelukke den verdslige Stat, netop arbeider paa at denne kan nærme sig sin rette Skikkelse (DV IV, 364 f).

Det er ret vanskeligt at følge Grundtvig her. Men i baggrunden må ligge brugen af ordet “naós” som betegnelse for Jerusalems Tempel, og dernæst må det først og fremmest være 1 Kor 3,16-17 og Ef 2,21-22, Grundtvig tænker på. Det første sted siger Paulus: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? (...) Guds tempel er helligt, og det tempel er I”. Og det andet sted siger han: “I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden”. Og til kirken forstået som Guds tempel knyttes forståelsen af Kristus som ypperstepræst (og ordfører), medens forståelsen af Kristus som konge (og legemets hoved) knyttes til forståelsen af menigheden som Kristi legeme. Tilsvarende er dåben optagelsen i kirken, medens nadveren giver den hjertelige og legemlige enhed med Kristus. Men der er langt fra den forståelse af ordet “kirke”, der er tale om her, til det, der (øverst på s. 364) var udgangspunktet, nemlig muligheden for at bruge ordet “kirke” om ikke-kristne trossamfund. Derfor er det afgørende i Grundtvigs tankegang nederst på siden ordene om sammensmeltningen af “Forestillingerne om Kirke og Menighed, men dog som en Dobbelthed”. For når man holder sig denne sammensmeltede dobbelthed for øje, kan man nok dels trække en linje fra dåben som indlemmelse i det kristne trossamfund og tilbage til en mere almindelig, dvs. “organisatorisk”, brug af ordet “kirke”, dels skelne mellem dåben som optagelsen i kirkesamfundet og nadveren som det, der giver den hjertelige og legemlige enhed med Kristus.

I den kirkehistoriske oversigt s. 377-387 skriver Grundtvig stærkt kritisk om forliget mellem de kristne og Konstantin og dets følger (380 f), og i afsnittet om middelalderens og dermed pavekirkens historie skriver han:

At gjøre alle Mennesker til sande Christne og rette Lemmer paa Christi Legeme, har Bibelen erklæret for umueligt, og da Erfaringen daglig stadfæstede det Samme, maatte man strax opgivet en Plan, kun Mueligheden heraf kunde retfærdiggjøre, naar man ei i Grunden havde havt et verdsligt Øiemeed (DV IV, 384).

Begivenhedsforløbet fra 1819 til 1832

Det er i perioden 1819-32, den udvikling finder sted, som resulterer i Grundtvigs højst ejendommelige bestemmelse af statskirken og senere Folkekirken som kongens og folkets kirke, ja, en slags offentlig, man kunne måske næsten sige “kulturkristen”, religionsanstalt, hvori Jesu Kristi frimenighed kan være gæst. Og hvis man skal forstå, hvad det er der sker i denne periode, må man have et overblik over de vigtigste punkter i dette forløb.

I 1819 ophørte Danne-Virke med at udkomme. Og året 1819 var i det hele taget et meget negativt år for Grundtvig. I digtet Nyaars-Morgen (1824) fremstiller han det som intet mindre end et åndeligt døds-år.[30] Men med oplevelsen af påsken 1821 som nyindsat præst i Præstø-Skibbinge begyndte hans vej frem mod den “opstandelse”, som fik sit udtryk i Nyaars-Morgen.

1. søndag i advent 1822 blev Grundtvig indsat som kapellan ved Vor Frelsers Kirke i København. Men på grund af den ligegyldighed, han følte omkring sig, truedes påskehåbet fra 1821 af en tidlig død. Allerede fra omkring advent 1823 følte han dog et nyt håb, og han kastede sig ud i en lang række forsøg på at skrive et uigendriveligt forsvarsskrift for kristendommen. I forhold til kampen i, om man så må sige, dannevirkestillingen var der tale om såvel en skærpelse som en frontforkortning. Men disse forsøg mundede ud i endnu en krise, hvorunder Grundtvig først måtte erkende sin egen lunkenhed og dernæst det apologetiske projekts mangel på liv – idet han nemlig gennem krisen selv var blevet levende igen.[31]

Med prædikenen til anden påskedag 1824 begynder selve det gennembrud, som – formodentlig fra omkring pinse – kulminerer i det store dagningsdigt Nyaars-Morgen. Nyaars-Morgen er et af de vigtigste udtryk for, hvad der alleregentligst var Grundtvigs anliggende, et nyt og stærkt udtryk for, hvad der var det dybeste og mest originale indhold i Danne-Virke. Og dermed peger det hen over Indledningen til Nordens Mythologi 1832 og frem mod udviklingen i de sidste årtier af Grundtvigs liv, nemlig for så vidt som han jo vel måtte opgive drømmen om en egentlig kristen opvækkelse af hele det danske folk, men alligevel arbejdede for en opvækkelse og oplysning af hele folket på grundlag af sin ejendommelige “sekundærteologi”[32] om Guds kærlighed til og særlige plan med dette lille danske “hjertefolk”. Men Nyaars-Morgen vakte ingen opmærksomhed og blev ikke engang fulgt op af Grundtvig selv. Den næste store begivenhed i hans liv blev opdagelsen af den historiske kirke og dens bekendelse i juli 1825.

Men allerede i februar 1825 havde Grundtvig løsnet sit første skud i den “kirkekamp”, han op gennem sidste halvdel af 1820’rne blev indviklet i. Det skete med artiklen “Om gudelige Forsamlinger”,[33] hvori han indtog den religionspolitiske position, han skulle fastholde resten af sit liv: en upartisk hensyntagen til samfundets tarv, hvilket igen vil sige størst mulig frihed – navnlig for dem, der i hvert fald snarere var i overensstemmelse med luthersk kristendom end de undertrykkende embedsindehavere i statskirken. Herefter fulgte artiklerne i Theologisk Maanedsskrift, med blandt andet den store dobbeltafhandling “Om den sande Christendom” og “Om Christendommens Sandhed”, som bragtes i tiden januar 1826 til juni 1827.[34]

Det var under arbejdet med nogle udkast til en afhandling om kristendommens troværdighed, Grundtvig gjorde sin store opdagelse af, at det er den faktiske historiske Kirkes kristendom, der er den sande kristendom, og at det er i den historiske Kirkes apostoliske trosbekendelse, denne sande kristendoms grundlærdomme findes.[35] Den offentlige proklamation af Opdagelsen skete i den berømte prædiken til 9. søndag efter trinitatis (31. juli) 1825. Grundtvig havde nu fået et urokkeligt grundlag for den kamp mod tidens pseudokristendom, han så længe havde følt sig forpligtet til at føre. Og allerede få uger senere fik han anledning til at sætte, hvad han selv troede skulle være det afgørende modangreb, ind – med bogen Kirkens Gienmæle, nemlig mod den indflydelsesrige, men kætterske professor H.N. Clausens bog Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, som var blevet sendt ud til subskribenterne omkring 20.-23. august 1825.[36]

Men i stedet for en afklaring – eller dog en kirkelig og teologisk debat – kom der en lang og pinefuld injurieproces ud af dette. Grundtvigs måde at føre kirkekamp på var dog præget af et efter omstændighederne stort mådehold. Det var for ham altid friheden, det gjaldt, og ganske særligt de gammeldagstroendes frihed for at skulle tvangsindlægges på tidsåndens forskellige kætterier. Men han havde en helt hudløs samvittighed med hensyn til, hvad han kunne komme til at lægge navn til ved uden videre at blive i et kirkesamfund, hvor kættere og vantro havde magten.

Umiddelbart før pinse 1826 – og dermed tusindårsfesten for Ansgars komme til Danmark – nedlagde Grundtvig sit præsteembede. Både forbuddet mod brugen af de salmer, han havde skrevet til jubilæet, og andre negative enkeltfaktorer har ligget bag dette skridt, men i Fra drøm til program peges der på den mulige forklaring, at “Embedsnedlæggelsen, sådan som Grundtvig udførte den, var den for alle parter blideste løsning, Grundtvig kunne acceptere med samvittigheden i behold” (Christensen 1987, 107). Den kan således ses som en forløber for kompromisløsningerne i 1832 og 1839 (Vartov) og for hele det store ejendommelige kompromis, som Grundtvigs endelige kirkepolitiske model var.

Den 30. oktober 1826 blev Grundtvig dømt skyldig i injuriesagen, hvilket bl.a. indebar livsvarig censur. I januar 1827 skrev han et udkast til en ansøgning om at måtte danne en menighed uden for statskirken.

I marts 1829 tog Grundtvig på en kongelig særbevilling til England for at studere angelsaksiske håndskrifter. Det blev den første af tre englandsrejser i træk. Et par måneder efter hjemkomsten fra den sidste udsendtes (med dateringen 20. oktober 1831) subskriptionsplanen til, hvad der betegnedes som en ny udgave af den Nordens mytologi, han havde udgivet i 1808. Og indtil ca. 19. februar 1832 arbejdede han sig igennem en lang række udkast til en indledning til den nye udgave. Den 22. december 1832 udkom den bog, som nu ikke alene var blevet en helt ny fremstilling af mytologien, men også indeholdt et nyt og omfattende kultur- og kirkepolitisk program.

Samtidig med Grundtvigs arbejde med den nye mytologi-bog fandt imidlertid en række dramatiske og betydningsfulde begivenheder sted. Nogle vækkelsesfolk havde fået inddraget Grundtvig i planerne om en frimenighedsdannelse, men den tilspidsede situation, der derved var opstået, mundede ud i en kompromisløsning. I stedet for at få sat ordensmagten ind mod sine planlagte “bedetimer” i et lejet lokale fik Grundtvig tilladelse til at holde “dansk aftensang” (gudstjeneste uden nadver) hver søndag i Frederikskirken (den nuværende Christians Kirke på Christianshavn).[37]

I Omkring Grundtvigs Vidskab gives på s. 246-247 en oversigt (der stort set svarer til oversigten i Fra drøm til program s. 122) over udviklingen i Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske holdning 1822/23-1832. Denne udvikling sker gennem fem faser:

1. En almindelig polemisk-apologetisk fase, som strækker sig helt tilbage til 1822/23, og som slutter i foråret 1824.

2. Tiden fra foråret 1824 til sommeren 1825, hvorunder konflikten skærpes og konkretiseres.

3. Tiden fra Opdagelsen i juli 1825 til embedsnedlæggelsen i maj 1826, hvorunder Grundtvig tror, misforholdene i den eksisterende enevolds-statskirke kan rettes, når de er blevet klart påpeget.

4. Tiden fra september 1826 (“Vigtige Spørgsmål til Danmarks Lovkyndige”) til november-februar 1830/31 (“Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?”), hvorunder Grundtvig præsenterer forskellige forslag til helt nye kirkelige ordninger, som har det tilfælles, at en mere eller mindre statslig kristen kirke, som de gammeldagstroende skal kunne være i, bevares, medens de, der ikke ønsker at være i en sådan kristen kirke, i fuld religionsfrihed skal kunne træde ud af den.

5. Tiden fra april 1831, hvor Grundtvig erklærer sig villig til at stå i spidsen for en frimenighedsdannelse, til “forliget” med biskop Müller 27. februar 1832. I “Om den Clausenske Injurie-Sag” 2. november 1821 havde Grundtvig nævnt de rettroendes udtræden af statskirken som den måske rimeligste løsning.

(Christensen 1998, 246-247)

Nyaars-Morgen

Den mytiske sammenfletning af Danmarks og Grundtvigs historier, som finder sted Nyaars-Morgen, har grundlæggende betydning for Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik, nemlig for så vidt angår det forhold, at Grundtvig senere var rede til faktisk at slå knuder på sig selv for at kunne blive sammen med både Herren Jesus Kristus og det danske folk. Men Nyaars-Morgen er ikke kun nøglen til forståelsen af omsvinget 1831/32; det indgår også i den gruppe af skrifter, hvori udviklingen frem mod Opdagelsen i 1825 kan følges. Dette gælder ganske særligt str. 43,3-11, hvor Ånden tugtede Grundtvig med trøstende ord

Og bar mig paa Haanden

Til Kirke i Chor;

Der Selv Han mig døbde,

Til Anger og Bod,

Og Han, som os kjøbde

Fra Død med sit Blod,

Han skjænked mig Livet,

Som Ham det er givet,

Med Kysset i Kjærligheds Kalk!

(Nyaars-Morgen str. 43, US IV, 262).

Dette er en påfaldende foregribelse af det berømte sted i den ovenfor omtalte gennembrudsprædiken på 9. søndag efter trinitatis 1825, hvor Grundtvig spørger menigheden, om de måske allerede har lært at svare de vantro forkyndere, der vil berøve Jesus Kristus hans guddommelige ære:

vidste I det maaskee længe før jeg, som, efterat have lidt Skibbrud paa Barndommens Tro, blev fundet som et Lig paa den nøgne Strandbredd, og kunde længe ei ret besinde, hvor jeg var, da jeg vaagnede i Kirken, indbildte mig længe, at jeg havde været langt borte i fremmede Lande (...) Nu først seer jeg det ret, det var en Drøm, thi Daabens Naade og Nadverens Velsignelse var det jo, som traadte i Kraft, der jeg vaagnede i Troen, og veed I det, da veed I, hvad jeg har at sige [alle fremhævelser er tilsat her] (GP III, 207 f; US IV, 392).

Og det er lige efter det her citerede, selve proklamationen af trosbekendelsens betydning kommer. Den slående overensstemmelse mellem 1824-digtet og 1825-prædikenen er imidlertid én af de mange ting, der understreger, at opdagelsen af Kirken som historisk kendsgerning gik forud for opdagelsen af Apostolicums betydning.

Men det allervigtigste er, hvilken drøm for det kristne Danmark der er tale om i Nyaars-Morgen. Den “opstandelse”, der er baggrunden for dette digt, og som kommer til udtryk i det, er ikke bare en opstandelse i Grundtvig selv, men også en opstandelse i hele Danmark, eller i hvert fald et håb om en sådan. I 1824 var Grundtvigs håb endnu et håb for Danmark som en kristen nation. Og Grundtvigs drøm i sommermorgenen 1824 rakte helt ud i det danske landskab med mark og skov, ja, sund og bælter. Det kommer fx allerede til udtryk i str. 7, hvor Grundtvig udråber det som en kendsgerning,

At Natten er svundet,

Med Skyggernes Hær,

Og Solen oprundet

Til heltelig Færd,

At glødende Voven

Har favnet dens Glans,

At straalende Skoven

Den byder sin Krands.

(Nyaars-Morgen str. 7, US IV, 251)

Det danske hav har modtaget Solens varme, og den danske skov (den danske folkemenighed), som nu stråler i Solens lys, hilser den velkommen med taknemmelig tilbedelse. Allerede denne strofe må ses som en stor pinse-strofe. Og det samme gælder den strofe, hvori Grundtvig udtrykker forvisningen om, at det, der nu vitterligt er begyndt i hans syn og hans digt, med nødvendighed vil sætte sig videre spor:

Hvad Dagen skal bringe,

Det gjættes vel kun,

Dog ei bredes Vinge][38]

For Intet i Lund,

Og altid en Gjerning

Det spaaer, naar Guld-Terning

Hentriller paa Blad-Tavle-Bord!

(Nyaars-Morgen str. 19, US IV, 254)

At der nu “bredes Vinge”, må gå på den begyndelse og poetiske kendsgerning, som digtet Nyaars-Morgen er, også selv om det i direkte forstand er flyvning, ikke sang, fuglen, der breder vingerne ud, gør klar til. Men bladtavlebordet er skovens toppe og guldterningen solens stråler. Dagningens pinseterning er kastet over den danske menighed.

Men Grundtvig var selvfølgelig i sommeren 1824 godt klar over, at hans håb måtte anses for at være urimeligt. Former af ordet “urimelig” eller tilsvarende udtryk forekommer 13 gange i Fortalen.[39] Og den ældste udkast-titel var “Urim eller Himmel-Lysene paa Jorden”.[40] Men rimeligt eller u-rimeligt, det, der i sommeren 1824 er Grundtvigs store drøm og mål, er en samlet folkelig-kristelig opvækkelse. Det store mål, Gud vil skal nås, er: “Oplivelsen af Nordens Helte-Aand, til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane” (US IV, 246). Vel er den særligt kristne dimension klart til stede i digtet, men der skelnes ikke mellem folk og menighed.

Kirkens Gienmæle

Det første, der er vigtigt i Kirkens Gienmæle (1825), er, at Grundtvig på selve titelbladet ikke alene betegner dette genmæle som et genmæle mod professor Clausen, men også som et genmæle “ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig / Capellan ved vor Frelsers Kirke” [min fremhævelse, BC] (US IV, 396). For vel er det ikke nogen synlig kirkeorganisation, Grundtvig gør sig til talsmand for, men det er dog heller ikke en kirke, der fortaber sig i den høje teologiske usynlighed. Dette kommer også på flere måder ganske direkte til udtryk ikke ret langt inde i Fortalen. Her kræver Grundtvig jo af professor Clausen, at han enten skal “giøre den Christelige Kirke høitidelig Afbigt for sin uchristelige og forargelige Lærdom, eller nedlægge sit Embede og aflægge sit christne Navn”. Dette er Grundtvigs “ufravigelige Paastand, i den Christelige Kirkes og Menigheds Navn”. Ellers vil han erklære Clausen for en falsk lærer “paa Kirkens Vegne, som var, som er, og som skal blive,[41] og hvis Lærdom ligger klart udfoldet, velbekjendt i dens Historie: paa den eneste ægte Historisk-Christelige Kirkes Vegne” (397). Og Grundtvig begrunder videre sit standpunkt med, at

den Christelige Kirke er ingen tom eller omtvistelig Indbildning, det er en aabenbar Kiends-Gierning, et velbekiendt historisk Factum, som al Verdens Protest ei kan rokke et Haarsbredd, end sige tilintetgiøre (...) den Christelige Kirke er en stor, en mageløs Kiends-Gierning, hvortil mangfoldige store Kiends-Gierninger, giennem henved et Par Aartusinder, er, som dens Virkninger, uopløselig knyttede (US IV, 398).

Og i selve Gienmælets tekst betoner Grundtvig yderligere kirkens historiskhed gennem alle de forløbne 1800 år. Det er jo fx rigtigt, at både de lutherske, zwingliske og calvinske menigheder har protesteret mod “Pavedommets Misbrug”. Men det har de gjort, “uden derved paa nogen Maade at ville, som Prof. Clausen, løsrive sig fra den eneste sande, almindelig (catholsk) christelige Kirke, som ene hviler paa det historiske Fundament” (403). Og det vel allerstærkeste udsagn om kirkens historiskhed lyder:

Jeg veed jo nok, at Prof. med sin protestantiske Kirke, (S. 68) henflytter sig, med forsætlig Forbigaaelse af al mellemliggende Historie, umiddelbart til Christendommens Fødsel; men saaledes, ved et aldeles historisk Spørgsmaal, at overflyve hele den Historie, der ene kan besvare det, er og bliver jo dog kun et latterligt Sværmerie, der ei kan forandre det mindste i den virkelige Verden (...); men hvorledes kommer vi da til Christus og Skriften, uden paa et Kosteskaft igiennem Luften, naar vi forsætlig forbigaae den hele mellemliggende Historie, som jo er den eneste virkelige Vei giennem Tiden (US IV, 413 f).

Og Grundtvig kommer i Gienmælet også ind på det i nærværende artikel tidligere berørte spørgsmål om betydningen og brugen af selve ordet “kirke”. Clausen har indledningsvis defineret navnet “kirke”, hvad Grundtvig kommenterer således:

Vi vil ikke tvistes med Prof. om den curieuse Materie, hvad Navnet Kirke over Hovedet betyder; men er det hans Mening, at Ordet Kirke er kommet til os som Navn paa ethvert Samfund til at fremme almindelig Religieusitet, da tager han mærkelig feil [dvs. fejl], så det er til at tage og føle på]. (...) [Vi vil] lade Prof. tænke sig ved Kirke overhovedet, hvad han vil, naar han kun indrømmer os, at den Christelige Kirke (Ecclesia Christiana) er et Troes-Samfund, med en Troes-Bekiendelse, som den forelægger alle dem, der vil indlemmes i den, indlemmer dem kun ved Daaben og Nadveren i sig, naar de tilegne sig Bekiendelsen, og anseer dem som Frafaldne, naar de siden vrage Troen eller vægre sig ved Bekiendelsen (US IV, 406 f).

Dette skal ikke tages som udtryk for, at Grundtvig har skiftet mening siden “Om Kirke, Stat og Skole”, hvor han selv brugte ordet “kirke” i ganske neutral betydning. Dengang skete det jo i en særlig argumentatorisk sammenhæng; her er der tale om en direkte konfrontation. Og selv her lader Grundtvig jo udtrykkeligt betydningen af selve ordet “kirke” stå hen – for til gengæld at stå fast på, at “Ecclesia Christiana” er noget ganske bestemt. Disse få eksempler viser klart, at Grundtvig i 1820'rnes meget konkret skærpede situation måtte tale helt anderledes historisk-kirkeligt, ja, i den sande betydning af ordet, “katolsk” om kirken. Og i forbindelse dermed nævner han også frafaldet og udtrædelsen eller udstødelsen som helt konkrete muligheder, jo ikke mindst for så vidt angår professor Clausen. Men dette var kun begyndelsen, og det kom til at ende på en helt anden måde. Hvor spørgsmålet så bliver, hvad der blev ændret, og hvad der stod fast.[42]

Tekster og begivenheder 1830-32

Grundtvigs sidste store kirkepolitiske skrift før omsvinget i 1832 var afhandlingen “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” (i første bind af Maanedsskrift for Christendom og Historie 1830-31). Det er Grundtvigs sidste forsøg på at få bevaret statskirken som noget, han kan anerkende som et kristent kirkesamfund. Denne afhandling er ganske udførligt gennemgået i Fra drøm til program (s. 133-141), hvortil der henvises, idet dog noget af det vigtigste derfra skal refereres og citeres i det følgende.

Grundtvigs forslag har karakter af en indrømmelse til, hvad regeringen og folket ønsker, og han foreslår følgende ordning:

1. Der gives en udstrakt religionsfrihed; “de Præster og Skrift-Kloge, der ikke [kan] forsone sig med Stats-Religionen”, skal have lov til at træde ud af statskirken (307). Men den uundgåelige skilsmisse skal være så “borgerlig tilfredsstillende” som muligt (…)

2. Når denne religionsfrihed er indført, kan ingen præst eller teolog beklage sig over, at der gøres “Ende paa den gruelige Forvirring i Stats-Kirken” ved, at man holder “dem, der [vil] være Lærere i den, til at holde sig Lovene efterrettelige” (307) (Christensen 1987, 136; sidetallene henviser til US V).

Grundtvig vil godt gå med til, at præsternes direkte bundethed til Confessio Augustana løses, men statskirken skal stadig være evangelisk-luthersk, og de gamle ritualer skal bevares (dog evt. med en vis valgfrihed). Og præsterne må ikke ligefrem modsige, “hvad der hører til denne christelige Grundvold”. Grundtvigs forslag betegner altså en stramning i forhold til den hidtidige praksis, men en liberalisering i forhold til den hidtil gældende forfatning. Men samtidig foreslår han en frihed for menigheden til at “betjene sig af hvilken Præst de vilde” (US V, 308), altså en foregribelse af den i 1855 indførte mulighed for sognebåndsløsning.

Der kom dog ikke noget ud af dette forslag, og hele situationen, også og ikke mindst Grundtvigs egen personlige situation, blev i den grad skærpet, at han var lige ved at komme ud i noget, der dels ville have været ulovligt og i en vis forstand sekterisk, dels ville have været det helt store nederlag for hans ideer om det nationale, kulturelle og folkelige fællesskab.

Allerede før Grundtvigs tredje englandsrejse havde en kreds af hans tilhørere samlet underskrifter på en ansøgning om en slags frimenighedsdannelse og om at få overladt Frederikskirken (i dag Christians Kirke) til gudstjenester med Grundtvig som præst. Ansøgningen blev imidlertid ikke indleveret, og Grundtvig tog til England. Men i løbet af sommeren 1831 intensiveredes frimenighedsbestræbelserne og antog en mere separatistisk karakter. Den 28. november 1831 indgav man en ansøgning med 155 underskrifter om at måtte danne en frimenighed og bruge Frederikskirken med Grundtvig og tidligere præst ved denne kirke L. Siemonsen som præster. Erklæringer fra disse var vedlagt. Men ansøgningen blev afslået, og man prøvede da at fastholde Grundtvig på hans løfte om at lede de forsamlinger eller husandagter, der allerede fra september af havde været afholdt i Jac. Chr. Lindbergs hjem (med ham som prædikant, men under dække af Siemonsens tilstedeværelse).[43] Men Grundtvig var fortsat tilbageholdende, og i februar 1832 gjorde han et sidste forsøg på at få afværget det åbne, ulovlige kirkebrud, idet han personlig opsøgte kancellipræsident Stemann, som dog ikke ville gå med til at tillade en frimenighedsdannelse. Og de følgende søndage måtte Grundtvig så komme til stede og prædike ved andagten i Lindbergs hjem.

Men situationen udviklede sig yderligere, antallet af deltagere voksede og med dem den separatistiske stemning, og Grundtvig, som følte sig på nogen afstand af i hvert fald mange af sine “vakte” tilhørere, fik lejet et pakhusloft, hvor der skulle have været holdt gudstjeneste den 4. marts. Dette fik imidlertid biskop P.E. Müller til at henvende sig til politiet, som indkaldte Grundtvig og bad ham tale med biskoppen. Det hele endte med, at Grundtvig ved Kgl. resolution af 1. marts 1832 fik tilladelse til at holde aftensangsgudstjenester i Frederikskirken, så det blev dér og ikke på pakhusloftet, Grundtvig og hans tilhørere, stille og roligt, fik fejret fastelavns søndag.[44]

Også hele denne krise og dens, meget danske, løsning er udførligt beskrevet og analyseret i Fra drøm til program (Christensen 1987, 113-121). Det bemærkelsesværdige er, at Grundtvigs ønske om at undgå at blive isoleret sammen med sine “vakte tilhørere”, men tværtimod at kunne forblive i hvert fald nogenlunde centralt placeret i samfundet og kulturen, efter nærværende forfatters opfattelse har spillet en helt afgørende rolle ikke alene for Grundtvigs kirkepolitiske kurs fra da af, men også for det program, han udfoldede i den berømte Indledning til Nordens Mythologi (1832). Nogle eksempler fra denne indledning, fra Om Daabs-Pagten (1832), fra Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834) og fra Den christelige Børnelærdoms 21. og sidste artikel: “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden” (1860-61) kan demonstrere situationen nærmere. Men først skal der gives en oversigt over perioden 1832-61.

Fra Indledningen 1832 til Børnelærdommen 1861

Den kirkepolitiske klemme, Grundtvig i løbet af 1831 og i begyndelsen af 1832 var kommet i, er et at de helt afgørende motiver bag Indledningen til Nordens Mythologi – uden at det dog kommer til at fordunkle det storslåede forklaringsvidenskabelige indhold i den. Men der står i Indledningen næsten intet direkte om kirkens forhold som sådanne. Her er det jo skolefællesskabet, det drejer sig om, altså det videnskabelige og kulturelle fællesskab mellem de rettroende kristne og naturalisterne med ånd. Men i forbindelse dermed stilles selve tros-modsætningen klart og udførligt op. De kristne og naturalisterne er – eller kan i hvert fald ifølge Grundtvig være – fælles om den kristelige anskuelse, som omfatter antagelsen af såvel Kristi guddommelighed som det naturlige menneskes skabthed i Guds billede, og videre forestillingen om, at der tidligt må være tilstødt mennesket et stort “Uheld” (US V, 401), det uheld, de kristne kalder syndefaldet. Den “store Kirkelige Trætte” (402) består for Grundtvig udelukkende i de forskellige vurderinger af, hvordan dette uheld skal gøres godt igen. Men denne modsætning svarer til modsætningen mellem det ptolemæiske og det kopernikanske verdensbillede, hvori ingen af parterne vil påstå, at Jorden har lyset i sig selv. På det religiøse plan betyder det, at så må “enten Guds Søn blive Menneskens Søn eller Menneskens Søn blive Guds Søn”. Dette er selvfølgelig en af Grundtvigs spydigheder, efter at han har tabt kirkekampen. Men så har han gjort sin præstelige pligt, hvorefter han med god samvittighed kan “holde Skole” sammen med naturalisterne, dvs. have fælles videnskabelighed og kultur med dem (403). Et andet sted udtrykker Grundtvig det samme ved at sige, at i den kristne tro betyder himmelfarten, at Kristus fører alle sine med sig til Himmelen, medens den for naturalisten kun er et “Forbillede” (435), der først skal forstås og siden efterlignes! Grundtvig vil aldeles ikke anbefale nogen at nøjes med kristendommens anskuelsesside. Men da der faktisk er mange, der ikke kan eller ikke vil gå ind i den kristne frelsestro, og da menneskelivet og dets forklaring har en betydning i sig selv, kan han godt nøjes med at konstatere, at det rent videnskabeligt og kulturelt set ingen forskel gør, om man ganske har fejlvurderet sine muligheder i denne henseende.

Grundtvig fremstiller alt dette i den del af Indledningen, som står på side 399-403 i femte bind af Udvalgte Skrifter. Og dér finder man også et lille udsagn om de kirkelige forhold. De kristne og naturalisterne kan altså på anskuelsesplanet være enige om såvel skabelsen og skabelsesforholdet som syndefaldet, og dermed gælder det, at “Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig”. “Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund [fremhævet her, BC] skarpt at giennemføre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger” (402). Men Grundtvig kommer ikke, hverken her eller andre steder i Indledningen, ind på, hvad der nærmere skal forstås ved “hver i sit Kirke-Samfund”. Det helt afgørende for ham er, at han nu (med Frederikskirke-løsningen) er kommet ud af sin akutte kirkepolitiske klemme, og at han derfor med god samvittighed kan udfolde og fremlægge sit program om anskuelses- og kulturfællesskab mellem de (få) rettroende kristne og de mange “naturalister”, som jo ikke mindst tilhører, hvad man i dag vil betegne som “eliten”. At Grundtvig forestiller sig, at statskirken – og i hvert fald en eller anden form for fællesskab i den – skal fortsætte, derom vidner, at han ser statskirkens gejstlighed udgøre et centralt punkt i det vekselvirkningsforhold mellem den lærde og den folkelige dannelse, der også er tale om i Indledningens program. Der skal ske en genfødelse af “Menneske-Livet i Kirke, Stat og Skole”, og det kan kun ske ved, at der virkelig “kommer nyt Liv i Præster, Stats-Mænd, og Professorer”, og at dette liv virkelig forplanter sig videre ud i folket (443). Men også dette bliver først rigtig udfoldet i de kirkepolitiske skrifter, som følger efter Nordens Mythologi.

Om Daabs-Pagten

Grundtvigs første kirkepolitiske skrift efter løsningen af hans og statens dilemma i slutningen af februar 1832 var den lille bog (19 oktavsider) Om Daabs-Pagten, som udkom den 7. december 1832,[45] og hvori han for første gang offentligt[46] præsenterede sit nye forslag til en løsning på den kirkelige problematik.[47] Og igen var der en konkret anledning, nemlig det andragende, stiftsprovst H.G. Clausen i november 1832 havde indgivet om tilladelse til at benytte det dåbsritual, han i den grad havde forandret, at en far ved en dåb i Domkirken havde besvaret spørgsmålet "Vil du døbes på denne tro?" med et højtlydt Nej.[48]

Grundtvig indleder med at forklare, at når han “i de senere Aar” (US V, 366), dvs. i tiden efter Gienmælet og injuriedommen, ikke har været særlig aktiv i den kirkelige debat,[49] har det været, fordi han dels ikke kunne se noget formål med det, dels var led ved at trættes med folk, der ikke kunne eller ikke ville se det indlysende rigtige i hans argumenter. Men sit standpunkt i denne periode gengiver han nu således:

Under disse Omstændigheder fandt jeg det nemlig rimeligst, at jeg og de andre gammeldags Christne, der fandt den nymodens Christendom utaalelig i vort Kirke-Samfund, men for Resten os aldeles uvedkommende, at vi frivillig tilbød at gaae ud af Stats-Kirken og selv sørge for vor Troes Vedligeholdelse, overladende Modstanderne af vore Fædres som af vores Tro alle de Fordele, Verden kan tage og give. Dette Forsæt iværksatte, som Man veed, Endeel af mine gamle Tilhørere, med mit Vidende og fulde Samtykke, og jeg maa være meget blind, dersom ikke Efter-Slægten, ja, selv den nærværende Slægt, om en halvsnees Aar, vil have ondt ved at troe sine egne Øine, naar den seer, at vor Troes Modstandere, istedenfor deri at see et sjeldent Offer, lagt ligesaavel paa Fædrenelandets og Borger-Fredens som paa Troens og Samvittigheds-Frihedens Alter, tvertimod saae en skrækkelig Fornærmelse (US V, 366 f).

Men afslaget på ansøgningen om frimenighedsdannelse gør “en anden Adfærd” (367) nødvendig. Og Grundtvig lægger nu op til forslaget om løsning af sognebåndet som en mulighed, han og de andre gammeldagstroende kan leve med:

For længe siden har jeg sagt og oftere gjentaget, hvad jo ogsaa er soleklart, at naar vi gammeldags Christne ikke skal tage vor Tro i Graven med os, da maa der enten igjen komme en saadan Orden i Stats-Kirken, at vor Tro kan nære og forplante sig der, eller vi maae gaae ud af den; men just fordi den sidste Udvei dog i Grunden altid staaer os aaben [fremhævet her, BC], naar vi have Sind til at betale den Told, der kan kræves, just derfor skal vi, naar Man ikke godvillig vil lade os fare, holde ud saalænge mueligt (US V, 367).

Henpegningen på udtrædelsesmuligheden er fra nu af et vigtigt og blivende element i Grundtvigs kirkepolitiske holdning. Men man kan blive i statskirken på visse betingelser:

Nu maatte vi derfor igjen [altså på en ny måde] prøve paa at faae Stats-Kirken, hvori Man nøder os til at blive, reformeret, det vil her sige: at sætte de gammeldags Christne i Besiddelse af den Troes-Frihed, Loven vel hjemler dem, men som de dog unægtelig i Grunden har mistet, hvor Præsterne ikke forrette Sacramenterne tilbørlig og ei ved Underviisning bestyrke og høitidelig bekræfte de Unge i deres Daabs-Pagt (US V, 367).

Og sognebåndets løsning er altså den lige netop tilstrækkelige reform: “Vil Man lade os kirkelig fare, saa velan! i Guds Navn, (...) men vil Man det ikke, da raade Man dog til Løsningen af Sogne-Baandet, det Kirkelige Stavns-Baand” (372). Der kan så være frihed for alle:

Jeg, for min Part, og for deres som vil lyde mit Raad, erklærer i det mindste, at saasnart Sogne-Baandet bliver løst i Henseende til Sacramenterne og Confirmationen, da maa for os de nymodens Præster forrette deres Embede som de lyster (US V, 374).

Rationalisterne kunne altså have det frie ritualvalg, de i praksis allerede havde, men de rettroende skulle have samme frihed, så de kunne bevare det gamle ritual.

Den afgørende begrundelse for det nye forslag er Grundtvigs ønske om at gøre alt for at bevare den borgerlige fred og enighed;

skiøndt jeg nok kunde ønske at være kirkelig saa skarpt adskilt fra Modstanderne som mueligt, saa ønsker jeg dog, for godt Landsmandsskab, heller at blive saa nær som mueligt, da den Kirkelige Skilsmisse vel ingenlunde indslutter Nag eller borgerlig Fjernhed i sig, men vil dog rimeligviis hos de Fleste føre disse store timelige Ulykker med sig (US V, 374).

Grundtvig siger ikke udtrykkeligt, at den statskirke, hvori der også skal være frihed for stiftsprovst Clausen og hans ligesindede, ikke er et kristent kirkesamfund. Men implicit gør han det jo. Det er bare ikke det, det drejer sig om i dette lille, helt aktuelt taktiske skrift, som alene drejer sig om bønnen (dog ikke uden spydighed) om kirkelig frihed, også for de rettroende. Men i det næste skrift kommer det.

Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet

Det vigtigste skrift efter 1832-løsningen er Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (som udkom den 2. juli 1834). Og igen var der en konkret anledning, nemlig den Kgl. resolution af 22. april 1834, der bebudede en “tidssvarende” revision, af det bestående ritual.[50] De afgørende punkter er, at Grundtvig ønsker statskirken bevaret som en slags offentlig religionsanstalt, dog med kristendommen (eller det kristelige) som fælles medium for rettroende og heterodokse. Og alterbogen skal bevares og sakramenterne forrettes “med Indstiftelsens Ord”. Desuden skal præsterne i det løfte på dansk, som skal erstatte den latinske ed, blot love “at lære efter den Hellige Skrift og at pryde Lærdommen med Tugt og gode Sæder” (US VIII, 86). Den tilstrækkelige frihed sikres ved sognebåndets løsning.

De to yderpunkter i hele forholdet defineres straks i begyndelsen af afhandlingens første afsnit “Den herskende Kirke”. Allerede selve overskriften er i øvrigt interessant. Der kan jo i den dels være tale om det forhold, at det er det heterodokse parti, der har magten i statskirken (der altså alligevel betegnes som “kirke”), dels om forholdet mellem kirke og magt overhovedet. Men selve afhandlingen begynder således:

Christendommen eller, om Man heller vil, Christenhedens Fæderne-Tro, og det Samfund, den skaber, er en vitterlig Kiends-Gierning fra Fortiden, som aldrig kan blive til Andet end hvad den har været, saa hvem der giør den om, skyder den kun fra sig og giør sig kun latterlig ved at ville kline Dens Navn paa sine egne Hænders Gierninger. Stats-Kirken derimod er ingen Kirke-Stat, men simpelthen en Stats-Indretning (Establishement), som Regieringen har Lov til at ende og vende efter eget Tykke (US VIII, 57).

Det første yderpunkt er altså det “Samfund”, fædrenetroen skaber, og som (svarende til, hvad Grundtvig havde skrevet i Kirkens Gienmæle 1825) er en uforanderlig “Kiends-Gierning fra Fortiden”. Grundtvig konkretiserer ikke, hvad han her mener med “samfund”. Det kan derfor mere eller mindre forstås som svarende til “de helliges samfund” i Apostolicum” eller “de helliges forsamling” i Confessio Augustana. Dette usynlige samfunds konkrete repræsentation bliver ifølge Grundtvig i denne afhandling de rettroende, som (evt. ved sognebåndsløsning) er forsamlet om de rettroende præster. Grundtvig bruger her endnu ordet “Samfund”.

Det andet yderpunkt er statskirken som institution eller indretning, “Stats-Indretning”.[51] For det var det, Grundtvig betragtede statskirken som, efter at han med injuriedommen i 1826 havde tabt kampen for at fastholde den på det forfatningsbestemte bekendelsesgrundlag. I hvert fald i udgangspunktet er der hos Grundtvig ikke tale om et ønske fra hans side om, at statskirken blot skal være en sådan indretning, men om, at han tager de faktiske forhold til efterretning. Men efterhånden ser han det alligevel som en god løsning, fordi magten derved tages ud af hele kirke-forholdet. Og navnlig er det i den øjeblikkelige situation en god taktisk løsning, som på den ene side gør det muligt for ham at blive i statskirken og altså ikke skulle træde ud (legalt eller illegalt) sammen med “de vakte”, men som på den anden side lader den sande kirke være repræsenteret af de rettroende og deres præster, idet de rettroende enten kan være så heldige at have en rettroende sognepræst eller gennem sognebåndsløsning kan knytte sig til en rettroende præst – og idet udtrædelsesmuligheden stadigvæk principielt er til stede.

Lige i den øjeblikkelige situation er dette en for Grundtvig god løsning, der jo også i mange henseender har noget for sig. Men allerede når man læser Den Danske Stats-Kirke, må man spørge, om det er en langtidsholdbar løsning. Med al hensyntagen til sondringen mellem den usynlige og den synlige kirke må man spørge, om de rettroendes samling om deres rettroende præster ikke er en lige lovlig løs repræsentation af den usynlige kirke. Og Grundtvigs program blev jo heller ikke gennemført. Han fik sognebåndsløsningen (1855) og valgmenighederne (1868), men også den senere Folkekirke forblev en evangelisk-luthersk bekendelseskirke, i hvert fald i den forstand, at dens præster er bundet til de tre oldkirkelige bekendelsesskrifter, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus, og i den forstand, at der kun er én alterbog og ritualbog.

I hvor høj grad Folkekirken efterhånden i praksis er kommet til at svare til, eller i hvert fald af mange nu opfattes som noget, der svarer til Grundtvigs “Stats-Indretning”, er et spørgsmål, der ikke skal drøftes her. Meget tyder på, at der dengang, såvel i gejstligheden som blandt de toneangivende overhovedet, var tale om en prægning af tidsånden, der i hvert fald ikke står tilbage for, hvad der er tilfældet nu. Og problemet var, at tidens progressive ofte var dybt overbevist om, at det var dem, der repræsenterede den sande, udviklede kristendom. Dette forhold peger Grundtvig meget fint og præcist på, når han i det her citerede taler om dem, der vil kline kristendommens (eller den sande kirkes) navn på deres “egne Hænders Gierninger”. Men det er jo så netop dette forhold – og såvel statens som formodentlig store dele af befolkningens ønske om at bevare en fælles religiøs institution – der tvinger Grundtvig til at bringe sognebåndsløsningsløsningen ind som det eneste taktisk mulige, når han nu (af flere grunde) ikke ønsker at isolere sig fra det store fællesskab sammen med de vakte. Det nye kirkepolitiske program er en minimal-løsning, der lige netop gør det muligt at bevare den i Grundtvigs øjne frugtbarest mulige forbindelse mellem den gammeldags kristendom og folkets liv.[52]

Med ovenstående er det i nærværende sammenhæng vigtigste sagt om, hvad Grundtvig i 1834 forstod – og kunne forstå – ved ordet “kirke”. Yderligere nogle eksempler fra bogen kan dog være af interesse. I afsnittet “Den herskende Kirke” påpeger Grundtvig udtrykkeligt, at hvis regeringen skulle tage parti for nogen af parterne, måtte det blive for ham og de andre rettroende, som jo “ikke blot har Alter-Bogen, Ritualet og Lands-Loven, men ogsaa Konge-Loven for sig” (US VIII, 60). “Lands-Loven” må være Danske Lov. Men hvis regeringen ikke skal tage parti, må den så ikke blive nødt til enten at afskaffe statskirken “eller dog til at give Et af Partierne sin Stilling udenfor den, som Dissenterne i England”? (61). Dette spørgsmål besvarer Grundtvig imidlertid på en måde, der siger meget om hans vurdering af situationen og om hans motiver i 1834:

Hvad Omstændighederne i Fremtiden kan nøde til, veed naturligvis Ingen af os, men for Øieblikket, efter hvis Krav der altid maa handles i Staten, er det saa langt fra at være nødvendigt, at det endog neppe lod sig gjøre; thi Afskaffelsen af Stats-Kirken vilde ligesaalidt være i Folkets Smag som den var efter Statens Tarv, og da Hoved-Partierne synes omtrent lige stærke, viger neppe Noget af dem godvillig, saa Regieringen maatte fremtvinge Skilsmissen, altsaa ret egenlig tage Parti, ei blot med Pennen, men med hele Haanden (US VIII, 61).

Men ved at løse sognebåndet og ellers mere eller mindre lade alt forblive, som det i praksis er, kan regeringen på en gang overholde lovene, ikke mindst Kongeloven, og sikre både fred og frihed;

skal Fæderne-Troen fremdeles leve og virke i Stats-Kirken, da maa Sogne-Baandet løses og Alt for Resten blive omtrent som det er, eller endnu friere, og naar jeg siger “som det er”, da mener jeg dermed ikke hvad der staaer paa Papiret, men hvad der i den sidste Menneske-Alder virkelig har været Tilfældet, at hverken følde Præsterne sig i deres Lærdom bundne til de Symbolske Bøger, eller ved Ministerialia[53] til Alter-Bogen, men benyttede dem frit, som de trøstede sig til at forsvare efter den Hellige Skrift og almindelig Sandhed (US VIII, 67).

I begyndelsen af afsnittet “Den fri Stats-Kirke” henviser Grundtvig dem, der ser med skepsis på hans forslag, til den historiske erfaring og især til “Kirkens” historie i “Jødeland”. Her bruger Grundtvig altså igen ordet “kirke” om noget andet end den kristne Kirke eller et kristent kirkesamfund. Men i dette afsnit af Den Danske Stats-Kirke er der i høj grad tale om en slags lignelse. Apostlene betegnes som “de Galilæiske Fiskere”, der “prædikede Evangelium” (78), og slutpointen er, at den kristne religion umuligt kunne være opstået uden den frihed, der rådede i den jødiske “statskirke”, og at det derfor umuligt kan være i kristendommens ånd at gå ind for kirketvang. Og til allersidst føjer Grundtvig meget spydigt til, at

naar Man paa Christi Vegne protesterer mod Sogne-Baandets Løsning, paa Grund af at Friheden maaskee tilsidst kunde gaae saavidt, at “Handværks-Folk” vilde føre Ordet i Kirken, saavidt altsaa, som den maatte gaae, naar “Jesus og hans Apostler” skulde komme til Orde, da giør Man sig kun latterlig (US VIII, 78 f).

Dette er ikke helt så morsomt, som Grundtvig øjensynlig har tænkt sig. Det var jo, da det kom til stykket, så som så med friheden for Jesus og hans disciple i den jødiske “statskirke”. Men det fremgår af sammenhængen, at det er de forhold, Jesus og hans disciple til at begynde med virkede i, Grundtvig har i tankerne, de forhold, hvorunder der fx var plads til så modsatte retninger som saddukæerne og farisæerne. Den afsluttende spydighed er dog i hvert fald lige lovlig frisk. Men den er et tidligt udtryk for den nedtoning af præsteembedets betydning, der efterhånden kommer til at præge Grundtvigs udsagn om kirken.

Endelig er der Grundtvigs vigtige bemærkning om begrebet “statsreligion”. Man er i England begyndt at tænke over forholdet mellem statsreligionen og “en grundig Oplysning” (i modsætning til den hidtidige “falske Oplysning”);

men een vigtig Oplysning synes Man netop ved denne Bestræbelse at fattes, den nemlig, at Staten aldrig har havt nogen Religjon og faaer heller ingen, fordi Staten kun er en Personification og ingen “virkelig Person”, som Man dog allerførst maa være for at troe Noget end sige for at troes af Folket. Stats-Religjon er altsaa et Konst-Ord, hvis Tomhed Stats-Geistligheden kun har overseet, fordi Den i kirkelig Henseende altid confunderer Staten med sig selv (US VIII, 91).

1834-61

Tiden mellem Den Danske Stats-Kirke og Den christelige Børnelærdoms sidste artikel skal ikke behandles særligt her.[54] Nogle vigtige ting hos Anders Pontoppidan Thyssen kan dog inddrages.

Det nok allervigtigste er, hvad Thyssen skriver om Grundtvigs situation omkring året 1835, et år, som efter nærværende forfatters mening indtager en særdeles vigtig plads i den lange række af “Grundtvig-år”.[55] Thyssen fremhæver, at Grundtvig endnu i 1834 var præget af en pessimisme, som ret hurtigt havde afløst den høje stemning i Indledningen til Nordens Mythologi og Den Danske Stats-Kirke.

Men fra omkring 1835 ændres billedet fuldstændigt. Grundtvig fik kontakt med samtiden på en ny måde, med de aktuelle spørgsmål og med helt nye kredse; og skønt stadig et stridens tegn mødte han voksende anseelse fra flere sider. Det medførte eller faldt sammen med et nyt syn på samtiden. Havde han selv i modgangens år kunnet fastholde sine “urimelige håb”, undertiden i stærke ord, så åbnedes nu alle sluser for en overvældende optimisme, som ikke lod sig standse af skuffelser (Thodberg & Thyssen 1983, 265).

Årstallet 1835 er også et vigtigt år i Omkring Grundtvigs Vidskab (Christensen, 1998), hvis syvende kapitel begynder med netop dette år – og meget betegnende har overskriften “Folkeliv og oplysning 1835-1848”. Og i slutningen af første kapitel ses “1810/11” som en helt ny start for Grundtvig, men vel at mærke som startpunktet for “en begyndelse, som kom til at strække sig helt frem til o. 1835, hvor han var 52 år gammel” (64). Men der ses flere steder også ganske kritisk på Grundtvigs situation fra da af og gennem resten af hans liv. For eksempel tales der om den “sekundære”[56] eller “tilpassede-til-det-mulige” realisering af Grundtvigs 1824-drøm, der blev tale om i perioden 1835 til 1872 (17). Og der tales om, hvordan 1835-optimismen kommer til at præge Grundtvig “i den proces, som fører fra de store forklaringsvidenskabelige højder i Indledningen til ‘Nordens Mythologi’ og til den endelige koncentration om folkelivets bevarelse og oplysning” (21). Ja, det spørgsmål stilles, hvor grænsen hos “efter-1835-Grundtvig” går “mellem den storslåede skabelses- og forklarings-teologi, og så nogle mindre storslåede motiver af mere bekvemmelighedsmæssig art” (57). Men det vil være uretfærdigt kun at se en forholdsvis simpel opportunisme hos Grundtvig i alt dette. Det, der har drevet ham ud i nogle meget mærkværdige positioner og taktikker eller strategier, har uden tvivl været, at han på den ene side brændende har ønsket af leve sammen med og virke i hele det af både Gud og ham selv så højt elskede danske folk og på den anden side har haft en usædvanlig øm samvittighed, for så vidt angår, hvad han kunne lægge navn til at opfatte som egentlig kristen kirke.

I afsnittet med overskriften “Kirkelige opgør” omtaler Thyssen Grundtvigs og hans tilhængeres konfrontation med J.P. Mynster, som i september 1834 var blevet udnævnt til Sjællands biskop, og som i sine bestræbelser på at bevare og styrke statskirkeordningen betragtede disses ønsker som “revolutionære krav” (274). I 1838 fremlagde Mynster et forslag til et nyt, bindende ritual. Og det mødte voldsom modstand.

De Grundtvig-påvirkede præster tog skarpt afstand fra forslaget, især fordi det ændrede dåbsritualet; og fra forsamlingsfolk fremkom der 1839-40 modadresser med over 2000 navne. Selv udgav Grundtvig i 1839 hele tre kirkepolitiske skrifter, to om sit syn på statskirken og et mod ritualforslaget, som han gennemheglede fra først til sidst (Thodberg & Thyssen 1983, 275).[57]

I forbindelse med Grundlovens tilblivelse vendte Grundtvig sig kraftigt mod løftet om en kirkeforfatning, som efter hans mening kun ville medføre et fortsat “Præste-Herskab” (344).[58] Og han fortsatte sin kamp for frihed for såvel præster som kirkegængere.[59] Loven om sognebåndsløsning i 1855 var kun det første skridt. Men Grundtvig ville fastholde folkekirkeordningen for at bevare vekselvirkningen mellem kirke og folk og for at undgå de farer, som en egentlig frikirkedannelse ville indebære.

I 1842 havde Grundtvig erklæret, at det “udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker” hørte aposteltiden til og først skulle genopstå ved verdens ende (356).[60] Og endnu i 1847 tog han afstand fra tanken om, at fællesskabet om dåben og nadveren skulle give sig udslag i et mere konkret fællesskab. Han holdt afstand til de gudelige forsamlinger[61] og stod fast på, at de helliges fællesskab var Herrens gerning i nadveren. Men i 1860’erne “blev menighedsfællesskabet en hovedsag for Grundtvig og de grundtvigske menigheder” (357).

Af særlig interesse i nærværende sammenhæng er nogle steder i Den christelige Børnelærdom, som Thyssen drager frem, og som angår netop de ord, hvis betydning og brug nærværende artikel helt centralt har handlet om. Det er nogle steder fra den femte og syvende artikel, altså “Om vor tredje Tros-Artikel” og “Det ny Testamentes Kristendom”, som er skrevet i henholdsvis 1855 og 1856.[62] Thyssen skriver:

I ”Den christelige Børnelærdom” tog [Grundtvig] forbehold over for selve ordet kirke som et uklart fremmedord, der var blevet udnyttet, “naar listige Præster og Paver vilde sætte sig selv i Herrens Sted og sætte det Udvendige over det Indvendige”.[63] Det burde erstattes af menighed eller “Folke-Samling”, og “de helliges samfund” burde erstattes af “de helliges fællesskab” (1855-56).[64] (Thodberg & Thyssen 1983, 356 f).

Men her må også Grundtvigs egne tekster citeres. I Børnelærdommens femte artikel: “Om vor tredje Tros-Artikel” skriver han:

Saaledes maa det da, som kristelige skriftkloge, være vor første Omsorg at oplyse Menigheden om, at vor tredje Tros-Artikel skal lyde saaledes paa Dansk, at vi deri udtrykker hverken mer eller mindre end vor Tro paa den Helligaand i hele den hellige Menighed, eller den hellige, almindelige Folke-Samling, og i de helliges Fællesskab, med Synds-Forladelse, Kjøds-Opstandelse, og evigt Liv.

Veed først Menigheden dette, da behøver den næppe vor Oplysning, for at se, at Ordet “Kirke” og ethvert dunkelt Ord, man har sat i Steden for “Menighed” eller “Folke-Samling”, har været meget skadeligt, baade som en Formørkelse af Menighedens Forhold til Aanden, og som et Smuthul for Paven og alle dem, der, som Troens og Menighedens Herrer, vilde sætte sig selv i den Helligaands Sted, eller dog antages for at have den Helligaand alene og saaledes være Mellemled mellem Aanden og Menigheden (US IX, 371).

I den syvende artikel er det “Det ny Testamentes Kristendom”, det handler om, men desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Grundtvig benytter lejligheden til at sammenligne begrebsforvirringen i forbindelse med brugen af ordet “testamente” både om bibeldelen Det Ny Testamente og om selve den nye pagt mellem Gud og mennesker (også i indstiftelsesordene)[65] med begrebsforvirringen i forbindelse med brugen af ordet “kirke”. Grundtvig skriver nemlig allerede i slutningen af det første afsnit, at

nu gaar det med Benævnelsen “det ny Testamente”, ligesom det gaar med Benævnelsen “Kirke”: at vi, af Skrøbelighed eller dog af andre løse Grunde, er kommet til at give to grundforskjellige Ting ens Benævnelse, hvad altid foraarsager nogen Forvirring, og kan, naar uforstandige eller listige Personer komme til at føre det store Ord, foranledige en grænseløs Forvirring (US IX, 385).

Og han fortsætter:

I det man saaledes med et fremmed Ord gav hele den kristne Menighed og vore Søndags-Huse med deres Husholdere ens Benævnelse og kaldte begge Dele “Kirke”, da fordunkledes derved selv den ærligste og forstandigste Tale om disse i sig selv himmelvidt forskjellige Ting; og naar listige Præster og Paver vilde sætte sig selv i Herrens Sted og sætte det udvendige over det indvendige, da havde de i Talens Dunkelhed og Tankens Tusmørke dertil den ønskeligste Lejlighed (US IX, 385).

Med den brug og forståelse af ordet “kirke”, der faktisk har været tale om på Grundtvigs tid, kan det under alle omstændigheder være en forbedring at erstatte det med “menighed”, “forsamling” eller “Folke-Samling” (der vel også må ses som direkte svarende til “ekklesia”). Når Grundtvig har villet ændre “de helliges samfund” til “de helliges fællesskab”, må det skyldes, at “samfund” har forekommet ham for institutionelt eller bare for konkret, hvorimod “fællesskab” bedre har kunnet udtrykke det forhold, som troen, Helligånden og nadveren skaber.

Det hele sluttede med samlingen omkring gudstjenesterne i Vartov og de årlige vennemøder på Grundtvigs fødselsdag og den grundtvigske bevægelses fremgang på alle områder.

Den christelige Børnelærdoms sidste artikel

Den sidste tekst, der skal inddrages her, er den enogtyvende og sidste artikel i Den christelige Børnelærdom: “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden”.[66] Denne artikel er behandlet i Fra drøm til program på s. 274 ff og i Omkring Grundtvigs Vidskab på s. 421-433 samt i tillæg D (s. 527-529). Det er en højst ejendommelig tekst, som Grundtvig har haft flere motiver til at skrive. Men i nærværende sammenhæng er det i helt forbløffende grad vigtige i denne artikel den radikale måde, hvorpå Grundtvig – hvad hans motiv(er) så end har været – her lufter udtrædelsestruslen. Det er den yderste frikirkemulighed i Danmark, der præsenteres i slutningen af artiklen, nemlig en måske ganske lille menighed, der sammenlignes med urmenigheden i Jerusalem. Egentlig var det embedsmandsuddannelsen, herunder præsternes, det drejede sig om, men så går Grundtvig over til at skildre de forhold, hvorunder man i en frikirke kunne tænkes at oprette og drive et veritabelt universitet!

Når de kun tolv US-sider, det drejer sig om,[67] blev så udførligt inddraget i Omkring Grundtvigs Vidskab, skyldtes det naturligvis, at det i dette arbejdes sammenhæng var af overordentlig stor betydning, at Grundtvig betragtede videnskabeligheden og oplysningen som så vigtige, at selv den mindste lille frimenighed – af dybt kristne grunde – måtte prøve at oprette ikke bare sin egen præsteskole, men et helt universalvidenskabeligt universitet. Men dette var en særlig vinkel. I selve Grundtvigs tekst er dagsordenen en anden, ja, der er formodentlig tale om indtil flere dagsordener. Man kan måske også karakterisere den som på én gang Grundtvigs kirkelige og kirkepolitiske testamente – og som et resultat af, at han har benyttet lejligheden til at få trykt noget ellers ubenyttet stof.[68] Disse forhold er da også taget i betragtning i såvel Fra drøm til program som Omkring Grundtvigs Vidskab. [69]

Det meste af Den christelige Børnelærdoms sidste artikel svarer til overskriften “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden”, og den begynder med denne konstatering:

Det evige Liv, som et virkeligt, glædeligt Liv for hele Mennesket, med Sjæl og Legeme, det var ikke blot efter Skriften Øjemedet med Vorherres Jesu Kristi Komme til Verden, men det er til alle Tider, efter den kristne Menigheds egen Tros-Bekjendelse ved Daaben, Troens Øjemed, Menighedens Haab og den Helligaands Gjerning i den hellige, almindelige Kirke-Forsamling og de helliges Fællesskab, saa at kun for saa vidt, som de saakaldte Stats-Kirker eller særlige Kirker og deres skriftkloge, hver for sig, vedkjender sig det samme Øjemed, kun for saa vidt kan de høre Kristus og hans Menighed til, og naar de da selv tilstaar, de har et andet Øjemed, da har vi, som kristne, slet intet med dem at gjøre, og naar saadanne Kirker og skriftkloge meddeler os deres Tanker om, hvorpaa vi bedst kan bygge vor kristne Tro, da kan vi følgelig kun tage Hensyn derpaa, for saa vidt vi finder, at det er den fasteste Grundvold, og at Troen, ved at bygge derpaa, sikrest naar sit og Menighedens Øjemed: det evige Liv (US IX, 533).

Herefter afviser Grundtvig den hierarkiske, den statskirkelige, den videnskabelige og den på Bibelen som grundlæggende bog byggende mulighed. I stedet peger han på den velsignede lystanke, som er født hos ham, tanken om at udlede alt kristeligt af “det lille, almægtige Guds-Ord, som Vorherre Jesus Kristus selv, ved sine egne Indstiftelser, fra Begyndelsen personlig har talt og aandelig bliver ved at tale til alle sine Discipler” (534).

Her må indskydes et spørgsmål. Hvad mener Grundtvig helt præcis, når han taler om det gudsord, Vor Herre har talt “ved sine egne Indstiftelser”? Gælder det kun den apostoliske trosbekendelse? Så at denne også kommer til at gælde den anden “indstiftelse”, nemlig nadveren, når denne altså fejres i en gudstjeneste, hvor troen er blevet bekendt (trosbekendelsen indgår i hvert fald ikke i nadverliturgien). Eller opererer Grundtvig i virkeligheden med to “gudsord”, nemlig trosbekendelsen ved dåben og indstiftelsesordene ved nadveren? Han taler dog ikke om nadverens indstiftelsesord på samme måde og i samme grad, som han taler om trosbekendelsen.

Men nu vil Grundtvig prøve endnu en gang at “beskrive” sin lystanke; han må jo (idet han omtaler sig selv i tredje person som “den gamle Præst og Skriver”) “nu snart give den [lystanken] ganske Gud og Menigheden i Vold, naar Herren kalder ham til Sovekamret” (534). Det er altså i helt udtrykkelig forstand et åndeligt testamente, der her er tale om.

Med udgangspunkt i ordet “beskrive” vender Grundtvig tilbage til forholdet mellem Bibelen og livs-ordet af Herrens egen mund, idet han præciserer, at selv om det (i alle betydninger af ordene) er livet, der er hjertesagen, og “Ordet med levende Røst”, der er hovedsagen, og beskrivelsen kun en biting, da er han vis på, “at den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk, skal endnu have langt mere Gavn og Glæde af sin fortløbende historiske og profetiske Skrift, end det verdslige Guds-Folk i Jødeland havde af sin” (535). Og så følger et afsnit om lystankens kirkehistoriske betydning:

Modstanderne maatte nemlig tænke, sige og skrive hvad de vil, saa er der hos os, ved den velsignede Lys-Tanke, som de kalder en luftig Indbildning eller en tosset Legende, om det lille Ord af Herrens egen Mund, i den sidste Menneskealder sket et kirkehistorisk Omsving, der vel ingenlunde har sat den kristne Menighed i et nyt Forhold enten til sin hellige Skrift og sine skriftkloge, eller til sit forbigangne Levnedsløb, eller til Menneskelivet fra Begyndelsen og hele Menneskeslægtens Løbebane og Bestemmelse, men som dog synes at have gjort det, fordi det har vejledet de adspredte Guds Børn, til i den hellige almindelige Kirke-Forsamling at indtage Menighedens oprindelige, men hartad rent forglemte Stilling til Herren og Aanden, som dens eneste aandelige Øvrighed, og til alt Djævelskabet, som dens uforsonlige Fjende, og til Menneske-Livet, som det store Tvistens Æble mellem Frelseren og Fristeren (US IX, 535).

Den derpå følgende historiske, ja, i høj grad selvbiografiske oversigt over begivenhederne fra sin barndom af til nutiden indleder Grundtvig med denne beskrivelse af situationen i slutningen af 1700-tallet:

I enhver Tvangs-Kirke, den kalde sig nu Kirke-Stat eller Stats-Kirke, katholsk, luthersk, evangelisk, reformert, eller hvad den vil, er den kristne Menighed, om den ogsaa findes der, opløst i lutter Enkeltheder, som, hver for sig eller i smaa hjærtelige Vennelag, maa stræbe med den Helligaands Bistand at bevare Troen, at nære Haabet og at vinde Kjærligheden (US IX, 535 f).

Og om situationen lidt senere skriver han:

I min Ungdom, ved det nittende Aarhundredes Begyndelse, fandt jeg hele Verden i fuldt Oprør mod Vorherre Jesus Kristus og hans Saligheds-Midler, med et rasende Had til Bibelen, der hos os, ligesom Jesuiterne hos de romersk-katholske, ansaas for Kilden til al mulig Overtro, Hykleri og Grusomhed. Under dette Oprør havde næsten hele Præsteskabet i vor saakaldte lutherske Statskirke revet sig løs fra den verdslige Kirkelov, saa de ikke blot prædikede og lærte smaa og store, under Navn af Kristendom eller paa Strid derimod, hvad som helst de lystede, men behandlede ogsaa den kristne Menigheds Daabs-Pagt og alle Indstiftelsesordene ved Daaben og Nadveren med al mulig Vilkaarlighed, og dog var alle Statskirkens Medlemmer ikke blot indespærrede i den som et aandeligt Fangetaarn, de ej maatte forlade, men de var næsten alle lænkebundne, hver til sin Sognepræst, baade i Henseende til Daab, Nadver og Konfirmatjon (US IX, 536).

Meget af det, Grundtvig siger her, er velkendt, men noget af det fortjener særlig opmærksomhed. Det er for det første bemærkelsesværdigt, at ordene “Det evige Liv” ikke alene er de allerførste i Børnelærdommens sidste artikel, men også ses som “øjemedet” (i betydningen formålet) med Kristi komme og dermed som “Troens Øjemed” (i betydningen sigtepunkt, mål) – så at det, der skiller Kristi menighed fra alle andre religiøse grupperinger, er, om man vedkender sig dette “øjemed” eller ej. Videre er det bemærkelsesværdigt, at Grundtvig gengiver tredje trosartikel med brug af ordene “Kirke-Forsamling” i stedet for “kirke”, og “Fællesskab” i stedet for “samfund”. Han har allerede tidligere forholdt sig til ordene “kirke” og “samfund”, især i Børnelærdommens femte artikel om netop “vor tredje Tros-Artikel”. Her i den sidste artikel bruger han dog ordet “Kirke-” i “Kirke-Forsamling” og ikke den mere radikale ændring til “Folke-Samling”.

Og Grundtvig erklærer videre (i det første af ovenstående citater) klart og hårdt, at de andre religiøse grupperinger har de kristne slet intet at gøre med. Resten af dette citat er en af Grundtvigs sædvanlige spydigheder om dem i samtiden, der mener, at det er dem, der er nået frem til sandheden og derfor vil belære de gammeldagstroende.

Det andet citat har nogle endnu mere bemærkelsesværdige udsagn, nemlig for det første den faktisk triumferende konstatering af, at der siden 1825, eller i hvert fald 1832, er sket et “kirkehistorisk Omsving”. Og man skal ikke lade sig forvirre af, at Grundtvig straks derefter siger, at dette omsving ikke har sat “den kristne Menighed”, ja, “den hellige almindelige Kirke-Forsamling”, i et nyt forhold til noget af det, det kommer an på. Det er ikke et udtryk for beskedenhed. For når det kunne se sådan ud, er det kun, fordi det har hjulpet “Guds Børn” tilbage i den rette, oprindelige stilling i forhold til såvel Gud som Djævelen og derfor ikke er nyt. Men det allermest interessante, netop i forbindelse med den klare og eksklusive bestemmelse af den kristne menighed, Grundtvig foretager her, er, at han, med ord, der peger direkte frem mod artiklens sidste del, også taler om dens stilling til ikke alene kirkehistorien, men også til “Menneskelivet fra Begyndelsen og hele Menneskeslægtens Løbebane og Bestemmelse” og til sidst betegner menneskelivet som “det store Tvistens Æble mellem Frelseren og Fristeren”.

I det tredje citat skelnes mellem alle de forskellige former for tvangskirker og så “den kristne Menighed”. Men her er der tale om situationen i Grundtvigs barndom i Udby, ikke om situationen efter 1825 eller 1832/34, altså om en situation, hvor de få sande kristne måtte leve deres kristenliv enten som enkeltpersoner eller i små tilfældige grupper. Og det kunne Grundtvig godt have levet i og med, siger han derefter, hvis det ikke havde været for de forhold i begyndelsen af 1800-tallet, han beskriver i det næste citat. Men skildringen af forholdene i hans barndom er interessant derved, at den understreger, hvordan der med sognebåndsløsningsmuligheden og valgmenighederne trods alt er blevet tale om noget, der har mere karakter af menighed.

Det sidste af citaterne her ovenfor er først og fremmest vigtigt, fordi det med mindst samme kraft, som der var i Grundtvigs skrifter fra “Om Religion og Liturgie” af, beskriver situationen i begyndelsen af århundredet, men samtidig – på baggrund af sognebåndsløsningsstrategien – fremhæver det helt urimelige i, at statskirkens medlemmer var bundet til deres sognepræster. Sammenligningen mellem Bibelen og jesuitterne kan man ved første læsning studse over, men der må være tale om et ret raffineret spil med forholdene. Nødvendigt for forståelsen er, at Jesuitterordenen blev ophævet af paven i 1773 og først blev genoprettet i 1814, dvs. efter den tid, Grundtvig her taler om, så at jesuitterne og Bibelen altså havde det til fælles, at de var forhadte. Men der ligger formodentlig også den raffinerede betragtning i det, at ligesom det, i det små, ud fra et katolsk synspunkt var tåbeligt at lægge de meget dygtige jesuitter for had, var det, i det store, tåbeligt at lægge Bibelen for had.

Og så fortsætter Grundtvig sin selvbiografiske og kirkehistoriske redegørelse frem til 1832 (Frederikskirke-løsningen) og 1839 (Vartov) (US IX, 536-541). Det er meget givende at læse Grundtvigs egen fremstilling af de ting, som er behandlet i nærværende artikel. Afsnittet om Vartov-løsningen slutter med, at Grundtvig omtaler Vartov-perioden som en situation, hvor han “nogenlunde frit kunde tjene Vorherre og vore fælles Venner”, hvad han altså nu har gjort i over tyve år, “under den Forudsætning, at jeg maatte lære lige saa frit i Statskirken, som før uden for den” (541). Med det sidste sigter Grundtvig til aftensangsgudstjenesterne i Frederikskirken, som han altså regner for en tjeneste uden for statskirken. Men det helt særlige er, at han ser gudstjenesterne i Vartov fra 1839 af som en allerede de facto realiseret sognebåndsløsningsordning eller valgmenighedsmodel. Loven om sognebåndsløsning vedtoges i 1855, men loven om valgmenigheder først i 1868. Og netop om situationen i 1861 handler det afsnit, som følger lige efter den historisk-selvbiografiske oversigt:

Da nu tillige vor ny Grundlov hævder os med alle vore Medborgere Religjonsfrihed, og Sogne-Baandets Løsning har gjort Præstefriheden uskadelig, saa vil der, naar denne os nødvendige Frihed kan blive lovfast, for apostoliske Kristne ej være mindste Grund til at forlade Folkekirken, men være al Grund til at blive i den, saa længe Friheden paa bægge Sider bestaar (US IX, 541).

Hermed har Grundtvig slået det kirkepolitiske hovedtema an. Der er ingen tvivl om, at han faktisk er godt tilfreds med den aktuelle situation, hvortil hører de muligheder, der videre tegner sig. Og selve det at lufte udtrædelsesmuligheden med passende mellemrum legitimerer jo de rettroendes og dermed Grundtvigs forbliven i Folkekirken. Hvis Grundtvig kun havde været præst, ville han måske nok være trådt ud af Folkekirken og have dannet en frimenighed. Men nu er han jo også så meget andet, ikke mindst – i meget stor forstand – oplysningsmand. Hvortil kommer hans store kærlighed til Danmark og sine danske landsmænd, uanset hvor dårlige kristne eller slet ikke kristne de er, og hans store forestilling om Danmarks verdenshistoriske rolle. Derfor er sognebåndsløsningsmodellen og senere valgmenighedsmodellen den helt ideelle løsning for lige netop ham – uanset hvor gode disse modeller også var for alle de andre rettroende. Nu kunne han på en gang være kristen præst (med god samvittighed) sammen med sine rettroende venner og folkelig og kulturel leder for mere eller mindre alle de andre.

I den videre behandling af forholdene omkring lystanken er der et sted, hvor Grundtvig får gjort forskellen mellem katolicisme og (dårlig) protestantisme klar på en meget karakteristisk måde:

Den rene Modsætning mellem den papistiske og protestantiske Kirke-Skole er nemlig den, at Papisterne bygger deres Æventyr paa den sande Historie, men Protestanterne bygge den sande Historie paa deres eget Æventyr, hvoraf følger, at det papistiske Æventyr er glimrende, blændende og tilsyneladende vel grundet, medens det protestantiske Æventyr, der skulde bære Historien, var saa plat og flovt som muligt, maatte falde ved det første Aandepust, og truede dog med at tage hele den sande Historie med sig i Faldet (US IX, 565 f).

Meningen må være, at katolikkerne i hvert fald har en historisk forståelse, og at det dårlige bare er, at de føjer deres hjemmelavede kætterier til, mens protestanterne (et ord, der skal forstås ret negativt), prøver at gøre deres i realiteten vilkårlige og i hvert fald utilstrækkelige skriftdyrkelse og deres egen tænkning til den historiske kirkes grundlag. Dette er endnu et eksempel på, hvor redeligt og præcist Grundtvig bedømmer romerkatolicismen, og på, at han ikke regner den dårlige “protestantisme” (som altså ikke skal forveksles med sand evangelisk kristendom) for spor bedre end den, snarere tværtimod.

Behandlingen af forholdene i menigheden munder ud i nogle betragtninger om forholdet mellem menighed og præst, der ender med konstateringen af, at det er nødvendigt for menigheden at have frie skriftkloge, og dermed er der lagt op til overvejelserne i hele resten af artiklen over stort set udelukkende spørgsmålet om præsternes og teologernes uddannelse.

Man kan spørge, om Grundtvig her bruger skoleproblematikken til at lufte truslen om udtrædelse – eventuelt som led i retfærdiggørelsen af, at den ikke bliver ført ud i livet! Men det er under alle omstændigheder af stor betydning, hvordan han her understreger, at kristenlivet må være et virkeligt, levende menneskeliv, og at dette kræver nogle tilsvarende ting af de vordende præster og deres uddannelse. Og hvor det før gjaldt om at få en mere beskeden og uvidenskabelig embedsmandsuddannelse også for præsterne, fremhæves det nu, at frikirkens uddannelsesanstalt vil bære sine frugter, netop fordi den ikke vil være indskrænket til det allernødvendigste!

Og Grundtvig går virkelig radikalt til værks. Han sammenligner direkte fremtidens kirke med den førpinselige menighed på 120 medlemmer, men forestiller sig dog en vækst til en størrelse af efterpinseligt omfang (jf. ApG 2,41). Og om denne måske ganske lille mindretalskirke i Danmark siger han så:

Det, der nu er blevet tale om, er intet mindre end et helt universitet, altså bogstavelig talt et menigheds-universitet![70] Og den universalhistoriske forklaringsvidenskabelighed begrundes nu rent kirkeligt og kristologisk, idet Grundtvig ikke alene bygger på Kol 2,3, som han selv henviser til med en note, men også på Ef 4,13.15.[71]

Når de danske kristne nu “ved aabenlys Udgang af Babel [Folkekirken(!)]” så at sige fortsætter, hvor den oldkirkelige menighed slap, da den blev opslugt i ophøjelsen til statsreligion, så er det en fortsættelse, ja, fuldendelse, der skal finde sted. Og Grundtvig taler her også om denne fuldendelse som fuldendelsen af det (i Kristus nyskabte) “‘ny Menneskes’ Levnedsløb”. Jf. Ef 4,13.15.22-24 og ApG 20,24. Og til denne fortsættelse og fuldendelse hører “en i alle Retninger (undtagen den falske) fremskridende Oplysning” [fremhævet her, BC] (580).

Herefter ser Grundtvig helt frem til de sidste tider, hvor kampen vil få sin endelige tilspidsning, og med dette for øje bliver det klarere og klarere

paa den ene Side, at Herrens eget guddommelige Munds-Ord til Menigheden er den eneste Grund, der gjør Troen klippefast, men des klarere bliver det ogsaa paa den anden Side, at Menighedslivet, for sejerrigt at gjennemgaa den store Prøvelse, maa være saa fuldvoxent, som det kun ved Hjælp af den størst mulige Oplysning kan blive (US IX, 583).

Og efter en sidste advarsel til præsterne mod, at de på nogen som helst måde opkaster sig til statholdere over menigheden, ser han frem til, at når man er kommet over selvfornægtelsens bjerg,

da prise vi Herrens Godhed og Visdom, som lagde det evige Livs-Ord i Menighedens Mund, hvor det er nemt at finde, i Steden for at begrave det enten i Skriften eller hos Tjenerskabet (US IX, 595).

Det er altså i denne – således udmundende – “testamentariske” sammenhæng, de storslåede udtryk for en rent kirkelig universalvidenskabeligheds nødvendighed og karakter er kommet til at stå – idet hovedvægten dog også her til allersidst ligger på “den guddommelige Væxt og fri Udvikling af de[t] kristelige Menigheds-Liv i Herren” (595).

Der er fra Grundtvigs sidste år ikke tekster af tilsvarende interesse. Og Børnelærdommens sidste artikel er også en god tekst at slutte med. Her bliver forholdet spændt til det yderste – uden at det kommer til en sprængning, ja, nok netop med henblik på at undgå, at det kommer til en sprængning.

Forkortelser

BG: Christensen, Georg og Grundtvig, Stener (udg.) (1924-1926), Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, I-II, København.

Bibliografien. Se SJ.

DBL: Dansk Biografisk Leksikon. Se “Internetsider”.

DV: Grundtvig, N.F.S. (1819), Danne-Virke et Tids-Skrift (1816-1819, Fotografisk optryk 1983), IV, København.

GP: Thodberg, Christian (udg.) (1983-1986), N.F.S. Grundtvigs Prædikener1822-26 og 1832-39, III, København.

ODS: Ordbog over det Danske Sprog.

PS: Grundtvig, Svend og Christensen, Georg (udg.) (1880-1930), N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, I, København.

SJ: Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

US: Holger Begtrup (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København.

Litteraturliste

Værker af Grundtvig

Begtrup, Holger (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København.

Christensen, Georg og Grundtvig, Stener (udg.) (1924-26), Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, I-II, København.

Grundtvig, N. F. S. (1819), Danne-Virke et Tids-Skrift, (1816-19, Fotografisk optryk 1983), IV, København.

Grundtvig, Svend og Christensen, Georg (udg.) (1880-1930), N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, I, København.

Thodberg, Christian (udg.) (1983-86), N.F.S. Grundtvigs Prædikener1822-26 og 1832-39, III, København.

Værker af andre forfattere

Christensen, Bent (1987), Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832, København.

Christensen, Bent (1990), “Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?”, Grundtvig-Studier 1989-1990, 16-31.

Christensen, Bent (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, København.

Grane, Leif (1970), Confessio Augustana, København.

Harbsmeier, Martin S. (2006) “Gudelære og religionskritik i Lukrets’ De rerum natura”. Se “Internetsider”.

Holm, Anders (2012), “Magtbalancen i dansk kirkepolitik før og efter 1849 - skitse til en forståelsesmodel”, Andersen, Svend m.fl. (red.) (2012) Kirkeretsantologi 2012, København.

Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

Kirkeritualet (1685). Citeret efter email fra Holger Villadsen.

Larsen, Esben Lunde (2012), Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv, København.

Liturgikommissionen (1978), De biskoppelige handlinger, København.

Lundgreen-Nielsen, Flemming (1980), Det handlende Ord. N.F.S. Grundtvigs digtning, litteraturkritik og poetik, 1798-1819, I-II, København.

Lyby, Thorkild C. (1993), “Grundtvigs tanker om præstefrihed – og grundtvigianernes”, Ordet, kirken og kulturen, Aarhus.

Lyby, Thorkild C. (2000), “Grundtvigs kirkelige anskuelse og dens konsekvenser”, Vartovbogen 2000, København.

Rasmussen, Jens (1998) “N.F.S. Grundtvig og ‘Rationalisterne’ i årene 1825-32”, Grundtvig-Studier 1998, 95-119.

Rasmussen, Jens (2000) “Ritualstriden i 1830'erne – holdninger hos N. Faber, J.P. Mynster og N.F.S. Grundtvig”, Vartovbogen 2000, København.

Rasmussen, Jens (2009), Religionstolerance og religionsfrihed, Odense.

Rønning, Frederik (1908), N.F.S. Grundtvig. Et bidrag til skildring af dansk åndsliv i det 19. århundrede (I-IV, 1907-14), II, København.

Thaning, Kaj (1963), Menneske først – . Grundtvigs opgør med sig selv, København.

Thaning, Kaj (1981) “Den ‘mageløse opdagelses’ tilblivelse”, Grundtvig-Studier 1981, 7-29

Thodberg, Christian (1986), “Grundtvigs skovoplevelse i 1811 og prædikenerne over Peters fiskedræt i tiden, der fulgte”, Grundtvig-Studier 1986, 11-55.

Thyssen, Anders Pontoppidan (1983), “Grundtvigs tanker om kirke og folk”, Thodberg, Chr. & A. Pontoppidan Thyssen (red.) (1983), Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys, Århus, 84-114, 225-286 og 335-359.

Internetsider

Dansk Biografisk Leksikon (til biskop P.O. Boisen), http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Biskop/P.O._Boisen?highlight=P.O.%20Boisen

Dansk Biografisk Leksikon (til stiftsprovst H.G. Clausen), http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Provst/H.G._Clausen?highlight=H.G.%20Clausen

Harbsmeier, Martin S. (2006) “Gudelære og religionskritik i Lukrets’ De rerum natura”, AIGIS elektronisk tidsskrift for klassiske studier i Norden, nr, 1/2006, http://aigis.igl.ku.dk/2006,1/MSH-Lucr.pdf

Lucrets -Titus Lucretius, De rervm natvra liber primv , Carushttp://www.thelatinlibrary.com/lucretius/lucretius1.shtml

English summary

Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61

[Church and Congregation in Grundtvig’s

Theology and Church Politics 1806-61]

By Bent Christensen

From his 1806 work “Om Religion og Liturgie” (On Religion and Liturgy) and for the rest of his life, N. F. S. Grundtvig was preoccupied with the substance and the conditions of the church. In this paper, however, the latest text considered is the final chapter of his book Den christelige Børnelærdom (Christian Childhood Teachings) (1861).

The paper presents and analyses a number of statements showing what Grundtvig understood by the terms “church” and “congregation” through three main periods: 1. 1806-25 when Grundtvig by criticizing tried to clear the State Church of the Danish absolute monarchy of the current heterodox teachings and practices. - 2. 1825-32 when Grundtvig had to admit that the battle was lost and that he himself was close to ending up as a separatist - 3. The years after 1832 when Grundtvig developed a freedom strategy based on the right of each parishioner to choose another vicar or minister than the official incumbent of the parish (the so-called “sognebåndsløsning”).

“On Religion and Liturgy” (written 1806 and printed 1807) was conceived under the State Church of the Danish absolute monarchy, a situation in which it was not feasible to distinguish between the state and the church, nor between people and congregation. Grundtvig in his harsh criticism of contemporary clergy, however, was moving in the specific Christian dimension. He strove to change the state of things by criticizing them. In a poem dated 1811 he described in a strongly pentecostal and Apostolic perspective how he experienced his recent ordination and his future clerical calling.

In his treatise “Om Kirke, Stat og Skole” (On Church, State and School) (1818-19), Grundtvig endeavoured to define the word and the conception of “church” and to examine the relationship between the church and the state. He used the word “church” in a very broad sense, whereas he defined the Christian “kirkesamfund” (i.e. the community of Christians within the church) quite precisely.

In his great poem Nyaars-Morgen (New Year’s Morn) (1824), Grundtvig for the last time expressed his daring dream of a joint Christian and popular revival in Denmark, and in 1825 in the pamphlet Kirkens Gienmæle (The Church’s Retort) he used his “mageløse opdagelse” (i.e. his “matchless discovery”, as he termed it, that the confession of the Apostles’ Creed at the baptism is the only true basis for the authentic Church) for an attack on a heterodox professor of divinity. Grundtvig’s experiment to enforce true Christianity in this way was a failure. He lost the ensuing libel action brought against him by his victim, thus automatically, according to the Freedom of the Press Act of 1799, incurring life-long censorship.

“Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” (Should the Lutheran Reformation Really Continue?) (1830-31) represents Grundtvig’s last attempt to preserve the state church as a Christian community. From the autumn of 1831 until February 1832 he and his revivalist friends approached a separatist solution. However, the outcome was that on 1 March 1832 Grundtvig was granted per- mission to officiate in a Copenhagen church as a free preacher.

From then on Grundtvig took on a radical freedom strategy. The state church was to be preserved as an institution embracing heterodox as well as orthodox believers. This would be possible if the parish-defined obligations were abolished (the possibility of “sognebåndsløsning”) so that those Christians who did not feel confident with the incumbent of their parish might choose to avail themselves of the services of another vicar. This model was presented in two papers: Om Daabs-Pagten (On the Baptismal Covenant) (1832) and Den Danske Stats- Kirke upartisk betragtet (An Impartial View of the Danish State Church) (1834).

Grundtvig could now, at one and the same time, be an orthodox Christian among his co-orthodox supporters and engage in realizing the cultural programme presented in the comprehensive Introduction to his Nordens Mythologi (Norse Mythology) (1832). From around 1835 he was seized by strong optimism.

In 1861 the final part of Den christelige Børnelærdom was published, subtitled “The Eternal Word of Life from the very Mouth of our Lord to his Congrega- tion”. In it, Grundtvig took as a supposition the most radical version of a free church, i.e. one with a congregation of perhaps only a few thousand members. Above all, however, this was meant to legitimate that Grundtvig and his friends remained in what was now, pursuant to the new Danish democratic constitution from 1849, labeled the Danish People’s Church. With the possibility of secession from the People’s Church, and after the passing in 1855 of the law legalizing “sognebåndsløsning”, there actually might be several good reasons to stay.

Grundtvig now viewed the People’s Church as a state institution with room for anything which could in any way be defined as Christianity, and indeed for the true congregation of orthodox believers. Things never went so far, however. The 1849 Constitution states that the Evangelical-Lutheran Church is the Danish People’s Church. In practice, however—and to a high degree thanks to Grundtvig—there is a great liberality in the People’s Church, and those who desire so may break their ties to their parish and attach themselves to a minister they trust or even form their own elective congregation within the People’s Church.

Dansk resume

[Dette resume er ikke trykt men er grundlaget for ovenstående english summary]

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) beskæftigede sig med kirkens væsen og forhold fra “Om Religion og Liturgie” (skrevet 1806) og livet ud. Den sidste tekst, der behandles i artiklen, er dog den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom (1861).

I artiklen præsenteres og analyseres en række udsagn om, hvad Grundtvig har forstået ved ordene “kirke” og “menighed”. Det sker inden for tre hovedperioder: 1. Tiden fra 1806 til 1825, hvor Grundtvig gennem kritik forsøgte at rense Enevældens statskirke for tidens heterodokse lære og praksis. - 2. Tiden fra 1825 til 1832, hvor Grundtvig måtte erkende, at han havde tabt sin kamp og til sidst var lige ved at komme ud i en separatistisk situation. - 3. Tiden efter 1832, hvor Grundtvig udviklede sin på sognebåndsløsningsmuligheden byggende frihedsstrategi.

I “Om Religion og Liturgie” skrev Grundtvig i Enevældens statskirkelige situation, hvor der ikke kunne skelnes mellem stat og kirke, folk og menighed. Men han bevægede sig i den særlige kristne “dimension”, og han var hård i sin kritik af tidens præster. Han ønskede at forbedre forholdene gennem kritik. I et digt fra 1811 beskrev han i et stærkt pinseligt og apostolisk perspektiv sin oplevelse af sin ordination og sin kommende præstegerning.

I afhandlingen “Om Kirke, Stat og Skole” (1818-1819) søgte Grundtvig at bestemme ordet og begrebet “kirke” og forholdet mellem kirken og staten. Ordet “kirke” brugte han meget bredt, men det kristne “kirkesamfund” bestemtes ganske præcist.

I digtet Nyaars-Morgen (1824) udtrykte Grundtvig for sidste gang sin - urimelige - drøm om en samlet kristelig-folkelig opvækkelse i Danmark, og i 1825 brugte han i Kirkens Gienmæle sin opdagelse af, at trosbekendelsen (Apostolicum) ved dåben udtrykker den sande kristendom, til et angreb på en heterodoks professor. Grundtvig prøvede at gennemtvinge håndhævelsen af den sande kristendom. Men det lykkedes ikke. Grundtvig tabte den injuriesag, professoren anlagde mod ham, og blev idømt livsvarig censur.

“Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” (1830-1831) var Grundtvigs sidste forsøg på at få bevaret statskirken som et kristent kirkesamfund. Og fra efteråret 1831 til februar 1832 nærmede han og hans vakte venner sig en separatistisk løsning. Det endte dog med, at Grundtvig den 1. marts 1832 fik tilladelse til at holde gudstjenester i en københavnsk kirke som fri præst.

Grundtvig anlagde nu en vidtgående frihedsstrategi. Statskirken skulle bevares som en institution, både de heterodokse og de rettroende kunne være i. Dette var muligt, hvis sognebåndet blev løst, så de kristne, der ikke havde tillid til deres sognepræst, kunne knytte sig til en anden, rettroende præst. Denne model blev præsenteret i Om Daabs-Pagten (1832) og Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834).

Grundtvig kunne nu på en gang være rettroende kristen sammen med sine kirkelige venner og arbejde for virkeliggørelsen af det kulturelle program, han havde præsenteret i den lange Indledning til Nordens Mythologi (1832). Fra omkring 1835 blev han grebet af en stærk optimisme.

I 1861 tryktes sidste del af Den christelige Børnelærdom: “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden”. Her opererede Grundtvig i et tankeeksperiment med den yderste frikirkemulighed, dvs. med en menighed på måske kun nogle få tusinde medlemmer. Men dette skulle først og fremmest legitimere Grundtvigs og hans venners forbliven i det, der nu, ifølge den demokratiske grundlov fra 1849, var Den Danske Folkekirke. For med udtrædelsesmuligheden åben og med den i 1855 vedtagne lov om sognebåndsløsning var der mange gode grunde til at blive.

Grundtvig betragtede nu Folkekirken som en statslig institution, hvor der burde være plads til alt, hvad der på nogen måde kunne betegnes som kristendom, men altså også til de rettroendes sande menighed. Så vidt kom det dog ikke. Ifølge Grundloven er det den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke. Men der er i praksis - og i høj grad takket være Grundtvig - en stor rummelighed i Folkekirken, og de, der ønsker det, kan ved sognebåndsløsning knytte sig til en præst, de har tillid til, eller ligefrem danne en valgmenighed inden for Folkekirken.

FORFATTER:

Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen

Fuglsevej 5

DK‑4960 Holeby

E‑mail: bc@bentchristensen.dk.

www.bentchristensen.dk

* * *

Grundtvigs kirkepolitiske udvikling

Oplæg på Grundtvig-Selskabets årsmøde i Vartov den 23. november 2013 ved dr. theol. Bent Christensen.

Efter dette oplæg fulgte to bud på "Grundtvigs nutidige kirkepolitiske relevans" ved henholdsvis biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen og lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen. Og derefter var der paneldebat.

Tak for ordet! Det er en glæde for mig at være til stede her i dag - selv om jeg jo egentlig indstillede mine grundtvigforskningsaktiviteter for over ti år siden. For når jeg står her, er det på baggrund af det formodentlig allersidste efterslæt, nemlig artiklen i det kommende nummer af Grundtvig-Studier: Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61. Og den betragter jeg som et kirkeligt pligtarbejde. Det er jo uhyre vigtigt, at vi i den aktuelle kirkelige drøftelse holder os for øje, hvad Grundtvig faktisk sagde og gjorde - og hvad der skete med ham.

Det var i 1806, Grundtvig skrev sin første teologiske tekst: "Om Religion og Liturgie". Og det var kun et år efter, at han efter sin ungdoms prægning af tidsånden var begyndt at vende tilbage til den kristne tro.

I 1806 var Danmark i princippet et evangelisk-luthersk kristent land. Med Kongen som overhoved for det hele og med en gejstlig stand til at tage vare på den kristelige side af nationens liv. Kirkeinstitutionen var således en del af statsforvaltningen, medens menigheden praktisk taget udgjordes af hele befolkningen. Det lå helt uden for horisonten at skelne mellem en del af folket, der var "kirken" (menigheden), og en del af folket, der ikke var "kirke". Samtidig var det imidlertid så som så med det kristelige indhold i denne konstruktion. Og det allerværste var, at også mange af de gejstlige var stærkt præget af rationalismens og Oplysningens tanker.

I alt dette var den evangelisk-lutherske kristendom dog stadig klart til stede som, hvad man kan kalde en særlig dimension.

Grundtvigs dom over tidens gejstlige er hård. Kun få præster er både dygtige, nidkære og rettroende. Flertallet er enten døde og kedelige, om end i ordlyden dogmatisk korrekte, eller blot "moralske", dvs. "rationalistiske". Om den sidstnævnte gruppes måde at forrette dåben på siger han:

At Grundtvig her også nævner, hvad korstegnelsen egentlig skulle være, nemlig indvielsen til troen på den Korsfæstede og til "de Helliges Arvedeel i Lyset", er så til gengæld et eksempel på, hvordan den sande kristne "dimension" tegner sig for ham selv. Han betegner da også præsteembedet som "det hellige Læreembede", og de teologiske kandidater som "vore brødre" (US I, 172).

Nogle tilsvarende eksempler kunne nævnes fra dimisprædikenen 1810, Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?

Et ejendommeligt og stærkt udtryk for Grundtvigs kirke og embedssyn midt i hele elendigheden er hans "skovoplevelse" fredag den 31. maj 1811 (formodentlig), to dage efter hans ordination og to dage før pinse (jf. Christian Thodbergs artikel derom i Grundtvig-Studier 1986). Grundtvig var (det sidste stykke til fods) på vej hjem til Udby for at være kapellan hos sin far. Vemodig over minderne fra barndommen, tynget af tanken om den præstegerning, der nu lå foran ham, og jo stadig mærket af 1810-krisen, satte han sig på "en gammel Sten" og læste 1 Kor 15,55-58. I digtet "Farvel til min Ven F.C. Sibbern" (PS I, 322 ff) gengiver han det sidste af disse vers som en opfordring til sine præste(embeds)brødre om at stå som klippeblokke, ikke lade sig hverken ryste eller rokke, men flittigt udrette Herrens værk "Vel vidende, at ej forfængelig / Den Gjerning er, som Herren valgte sig" (327). Og netop her i "pinseugen", som han (egentlig fejlagtigt) kalder ugen før pinse, ser han sin ordination i det helt store kirkehistoriske, pinselige og apostoliske perspektiv:

Apostlene paa hellig Pinsefest

Iførte blev med Kraften fra det høje;

I Pinseugen det sig maatte føje,

At jeg indviedes til Herrens Præst.

Adskillige de Naadegaver ere,

Men skjænkes alle af den samme Aand:

Der Brødrene udrakte højre Haand,

For det med Suk af Herren at begjære,

At Kjærligheds og Krafts og Sandheds Aand

Miskundelig paa mig neddale vilde,

Da aabnede sig Hjærtets Taarekilde,

Da sprængte Sjælen sine Fængselsbaand;

Og der jeg hørte Brødrene tilsammen

I Jesu Kristi Navn at sige Amen,

Da blev det samme i mit Bryst udtonet,

Og jeg mig følte med min Gud forsonet.

(PS I s. 326)

Der ligger meget i dette. Navnlig hvis liturgihistorikeren Holger Villadsen og jeg har ret, når vi mener, at der den 29. maj 1811 ikke udtrykkeligt har været bedt om Helligåndens neddalen i den bøn med biskoppens og præsternes håndspålæggelse, hvormed selve ordinationen afsluttedes! Og det er altså stort set de samme præster, eller den samme slags præster, som Grundtvig så sent som i dimisprædikenen har bedømt så ualmindelig hårdt. Dette er et helt særligt udtryk for, hvor stærkt "den kirkelige dimension" trods alt var til stede for Grundtvig i 1811.

Fra dannevirkeafhandlingen "Om Kirke, Stat og Skole" (1818-1819) vil jeg give et par eksempler på, hvordan Grundtvig forholder sig til og bruger selve ordet "kirke".

Yderst på den ene ende af skalaen er nogle overraskende udtryk for, at Grundtvig er villig til at lade ordet "kirke" stå for næsten hvad som helst. Det gælder fx det sted, hvor han som eksempler på "kirker" opregner "den hedenske, israelitiske, christelige, mahomedanske", ja tilføjer: "eller om der er nogen anden" (DV IV, 304). Og til allersidst i afhandlingen, nemlig i det afsnit om araberne og islam ("Mahomed"), som udgør den sidste tilføjelse til den afsluttende historiske oversigt, bruger Grundtvig i sin beskrivelse af forholdet mellem religion, stat og skole i den arabiske muslimske verden ordet "Kirken" fire gange og ordet "Kirkeskole" én gang, nemlig i betegnelsen "dette falske Kirkeskole-Mesterskab" (395). Men det er altså kun selve ordet "kirke", Grundtvig forholder sig neutralt til; det store spørgsmål er jo, hvilken kirke historien vil erklære for den sande.

Det går i det hele taget frem og tilbage denne afhandling, lige fra den til det yderste neutrale brug af ordet "kirke" til nogle helt klart evangelisk-lutherske bestemmelser af, hvad kirken er. Et sted konkluderer Grundtvig, at

Her citerer Grundtvig faktisk Den Augsburgske Bekendelses art. 7. Men han siger også, at en kirke er

et Samfund af Troende, ligesaavist som det Huus vi kalde Kirken er bestemt til en Samlings-Plads for en troende Menighed ͻ: Folk som have Tro tilfælles. (...) og i den murede Kirke har vi et fast, i Kirke-Giængerne et levende, øiensynligt Billede af den aandelige Kirke, som aldrig kan bedrage os, naar vi spørge ikke om hvad de i sig selv ere, men hvad de forudsætte og betyde (DV IV, 33 f).

I 1819 ophørte Danne-Virke med at udkomme. Og året 1819 var i det hele taget et meget negativt år for Grundtvig. I de følgende år gik det op og ned for ham. Med prædikenen til anden påskedag 1824 begyndte imidlertid selve det gennembrud, som kulminerede i det store digt Nyaars-Morgen, et af de vigtigste udtryk for, hvad der alleregentligst var Grundtvigs anliggende. Vel måtte han opgive sin drøm om en egentlig kristen opvækkelse af hele det danske folk, men alligevel arbejdede han for en opvækkelse og oplysning af hele folket på grundlag af sin ejendommelige "sekundærteologi" om Guds kærlighed til og særlige plan med dette lille danske "hjertefolk".

Allerede i februar 1825 havde Grundtvig løsnet sit første skud i den "kirkekamp", han op gennem sidste halvdel af 1820’rne blev indviklet i. Det skete med artiklen "Om gudelige Forsamlinger", hvori han indtog den religionspolitiske position, han skulle fastholde resten af sit liv: en upartisk hensyntagen til samfundets tarv, hvilket igen vil sige størst mulig frihed. - Men Grundtvig havde en helt hudløs samvittighed med hensyn til, hvad han kunne komme til at lægge navn til ved uden videre at blive i et kirkesamfund, hvor kættere og vantro havde magten.

Det var under arbejdet med nogle udkast til en afhandling om kristendommens troværdighed, Grundtvig i 1825 gjorde sin store opdagelse af, at det er den faktiske historiske Kirkes kristendom, der er den sande kristendom, og at det er i den historiske Kirkes apostoliske trosbekendelse, denne sande kristendoms grundlærdomme findes.

Hermed havde han fået et urokkeligt grundlag for den kamp mod tidens pseudokristendom, han så længe havde følt sig forpligtet til at føre. Og allerede få uger senere fik han anledning til at sætte, hvad han selv troede skulle være det afgørende modangreb, ind – med bogen Kirkens Gienmæle, nemlig mod den indflydelsesrige, men kætterske professor H.N. Clausens bog Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus.

Men i stedet for en afklaring – eller dog en kirkelig og teologisk debat – kom der en lang og pinefuld injurieproces ud af dette!

Umiddelbart før pinse 1826 – og dermed tusindårsfesten for Ansgars komme til Danmark – nedlagde Grundtvig sit præsteembede. Men jeg mener, at "Embedsnedlæggelsen, sådan som Grundtvig udførte den, var den for alle parter blideste løsning, Grundtvig kunne acceptere med samvittigheden i behold" (Fra drøm til program, 107).

Den 22. december 1832 udkom den nye Nordens Mythologi med den Indledning, hvori Grundtvig fremlagde et nyt og omfattende kultur- og kirkepolitisk program.

Udviklingen i Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske holdning 1822/23-1832 kan inddeles i fem faser:

1. En almindelig polemisk-apologetisk fase, som strækker sig helt tilbage til 1822/23, og som slutter i foråret 1824.

2. Tiden fra foråret 1824 til sommeren 1825, hvorunder konflikten skærpes og konkretiseres.

3. Tiden fra Opdagelsen i juli 1825 til embedsnedlæggelsen i maj 1826, hvorunder Grundtvig tror, misforholdene i den eksisterende enevolds-statskirke kan rettes, når de er blevet klart påpeget.

4. Tiden fra september 1826 ("Vigtige Spørgsmål til Danmarks Lovkyndige") til november-februar 1830/31 ("Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?"), hvorunder Grundtvig præsenterer forskellige forslag til helt nye kirkelige ordninger, som har det tilfælles, at en mere eller mindre statslig kristen kirke, som de gammeldagstroende skal kunne være i, bevares, medens de, der ikke ønsker at være i en sådan kristen kirke, i fuld religionsfrihed skal kunne træde ud af den. Det var Grundtvigs sidste forsøg på at få bevaret statskirken som noget, han kan anerkende som et kristent kirkesamfund.

5. Tiden fra april 1831, hvor Grundtvig erklærer sig villig til at stå i spidsen for en frimenighedsdannelse, til "forliget" med biskop Müller 27. februar 1832. I "Om den Clausenske Injurie-Sag" 2. november 1831 havde Grundtvig nævnt de rettroendes udtræden af statskirken som den måske rimeligste løsning.

Den tilspidsede situation omkring planerne om en frimenighedsdannelse med Grundtvig i spidsen mundede ud i en kompromisløsning. I stedet for at få sat ordensmagten ind mod sine planlagte "bedetimer" i et lejet lokale fik Grundtvig tilladelse til at holde "aftensang" (gudstjeneste uden nadver) hver søndag i Frederikskirken (den nuværende Christians Kirke på Christianshavn).

Grundtvigs ønske om at undgå at blive isoleret sammen med sine "vakte tilhørere", men tværtimod at kunne forblive i hvert fald nogenlunde centralt placeret i samfundet og kulturen har efter min opfattelse spillet en helt afgørende rolle ikke alene for Grundtvigs kirkepolitiske kurs fra da af, men også for det program, han udfoldede i Indledningen til Nordens Mythologi 1832.

I Indledningen til 1832-mytologien er det skolefællesskabet, det drejer sig om, altså det videnskabelige og kulturelle fællesskab mellem de rettroende kristne og naturalisterne med ånd. Men der er et sted, hvor Grundtvig siger noget vigtigt om det kirkelige forhold mellem disse to parter.

De kristne og naturalisterne kan på anskuelsesplanet være enige om såvel skabelsen og skabelsesforholdet som syndefaldet, og dermed gælder det, at "Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig". "Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund [fremhævet her] skarpt at giennemføre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger" (402).

Men Grundtvig kommer ikke ind på, hvad der nærmere skal forstås ved "hver i sit Kirke-Samfund". Det helt afgørende for ham er, at han nu (med Frederikskirke-løsningen) er kommet ud af sin akutte kirkepolitiske klemme, og at han derfor med god samvittighed kan udfolde og fremlægge sit program om anskuelses- og kulturfællesskab mellem de få(!) rettroende kristne og de mange "naturalister", som jo ikke mindst tilhører, hvad man i dag vil betegne som "eliten". At Grundtvig forestiller sig, at statskirken – og i hvert fald en eller anden form for fællesskab i den – skal fortsætte, derom vidner, at han ser statskirkens gejstlighed udgøre et centralt punkt i det vekselvirkningsforhold mellem den lærde og den folkelige dannelse, der også er tale om i Indledningens program.

Grundtvigs næste kirkepolitiske skrift var den lille bog Om Daabs-Pagten, som udkom den 7. december 1832, og hvori han for første gang offentligt præsenterede forslaget om sognebåndets løsning som en vej ud af den problematiske kirkelige situation. Men også udtrædelsesmuligheden er fra nu af et vigtigt og blivende element i Grundtvigs kirkepolitiske holdning. Sognebåndets løsning er den lige netop tilstrækkelige reform: "Vil Man lade os kirkelig fare, saa velan! i Guds Navn, (...) men vil Man det ikke, da raade Man dog til Løsningen af Sogne-Baandet, det Kirkelige Stavns-Baand" (US V, 372).

Det vigtigste skrift efter 1832-løsningen er Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (som udkom den 2. juli 1834). De afgørende punkter er, at Grundtvig ønsker statskirken bevaret som en slags offentlig religionsanstalt, dog med kristendommen (eller det kristelige) som fælles medium for rettroende og heterodokse. Den tilstrækkelige frihed sikres ved sognebåndets løsning.

I tiden mellem Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834) og Den christelige Børnelærdoms sidste artikel (1861) er noget af det allervigtigste omsvinget hos Grundtvig fra pessimisme til optimisme omkring året 1835.

Jeg kan dog se ganske kritisk på Grundtvigs situation fra da af og gennem resten af hans liv. Jeg taler om den "sekundære" eller "tilpassede-til-det-mulige" realisering af Grundtvigs 1824-drøm. Og om, hvordan 1835-optimismen kommer til at præge Grundtvig i den proces, der fører fra de store forklaringsvidenskabelige højder i Indledningen til Nordens Mythologi og til den endelige koncentration om folkelivets bevarelse og oplysning. Ja, jeg kan spørge, hvor grænsen hos "efter-1835-Grundtvig" går mellem den storslåede skabelses- og forklarings-teologi, og så nogle mindre storslåede motiver af mere bekvemmelighedsmæssig art. Men det, der har drevet Grundtvig ud i nogle meget mærkværdige positioner og taktikker eller strategier, har uden tvivl været, at han på den ene side brændende har ønsket af leve sammen med og virke i hele det af både Gud og ham selv så højt elskede danske folk (altså ikke kun med nogle kredse af "vakte", som han i virkeligheden ikke engang rigtig havde kristendomsforståelse fælles med), og på den anden side har haft en usædvanlig øm samvittighed, for så vidt angår, hvad han kunne lægge navn til at opfatte som egentlig kristen kirke.

I 1842 erklærede Grundtvig, at det "udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker" hørte aposteltiden til og først skulle genopstå ved verdens ende. Og endnu i 1847 tog han afstand fra tanken om, at fællesskabet om dåben og nadveren skulle give sig udslag i et mere konkret fællesskab. Det var først i 1860’erne menighedsfællesskabet blev en hovedsag for ham. Men nu havde han jo også de grundtvigske menigheder (jf. Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys, 356 f).

Og det hele sluttede med samlingen omkring gudstjenesterne i Vartov og de årlige vennemøder på Grundtvigs fødselsdag og den grundtvigske bevægelses fremgang på alle områder.

I Den christelige Børnelærdoms sidste artikel "Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden" taler Grundtvig særdeles radikalt om, at Jesu Kristi menighed kan træde ud af Folkekirken. Det er den yderste frikirkemulighed i Danmark, der her præsenteres, nemlig en måske ganske lille menighed, der sammenlignes med urmenigheden i Jerusalem.

Jeg må desværre nøjes med, bare lige at nævne det særdeles vigtige forhold, at Grundtvig i denne forbindelse også understreger, at videnskabeligheden og oplysningen har så stor betydning, at selv den mindste lille frimenighed – af dybt kristne grunde – må prøve at oprette ikke bare sin egen præsteskole, men et helt universalvidenskabeligt universitet, altså i den allerstørste betydning af ordet et menigheds-universitet!

Men i artiklen som helhed er dagsordenen en anden, ja, der er formodentlig tale om indtil flere dagsordener. Grundtvig begynder med at afvise den hierarkiske, den statskirkelige, den videnskabelige og den på Bibelen som grundlæggende bog byggende mulighed som det, man kan bygge kirken på. I stedet peger han på den velsignede lystanke, som er født hos ham, tanken om at udlede alt kristeligt af "det lille, almægtige Guds-Ord, som Vorherre Jesus Kristus selv, ved sine egne Indstiftelser, fra Begyndelsen personlig har talt og aandelig bliver ved at tale til alle sine Discipler" (US IX, 534).

I den derpå følgende historiske, ja, i høj grad selvbiografiske oversigt beskriver Grundtvig først situationen i slutningen af 1700-tallet, hvor de få sande kristne måtte leve deres kristenliv enten som enkeltpersoner eller i små tilfældige grupper. Og denne skildring understreger, hvordan der nu - med sognebåndsløsningsmuligheden - trods alt er blevet tale om noget, der har mere karakter af menighed.

Men Grundtvig kunne godt have levet i og med denne situation - hvis det ikke havde været for det oprør mod Vor Herre og hans "Saligheds-Midler", der kom til at rase i begyndelsen af 1800-tallet, hvor nemlig hele præsteskabet havde revet sig løs fra den bekendelsesbundne kirkelov, og hvor alle ikke alene var indespærret i statskirken overhovedet, men også var "lænkebundne, hver til sin Sognepræst, baade i Henseende til Daab, Nadver og Konfirmatjon" (US IX, 536).

Men siden 1825, eller i hvert fald 1832, er der altså sket et "kirkehistorisk Omsving". Og Grundtvig er faktisk er godt tilfreds med den aktuelle situation:

Men selve det at lufte udtrædelsesmuligheden med passende mellemrum legitimerer jo de rettroendes og dermed Grundtvigs forbliven i Folkekirken. Hvis Grundtvig kun havde været præst, ville han måske nok være trådt ud af Folkekirken og have dannet en frimenighed. Men nu er han jo også så meget andet, ikke mindst – i meget stor forstand – oplysningsmand. Hvortil kommer hans store kærlighed til Danmark og sine danske landsmænd, uanset hvor dårlige kristne eller slet ikke kristne de er, og hans store forestilling om Danmarks verdenshistoriske rolle. Derfor er sognebåndsløsningsmodellen og senere valgmenighedsmodellen den helt ideelle løsning for lige netop ham – uanset hvor gode disse modeller også var for alle de andre rettroende. Nu kunne han på en gang være kristen præst (med god samvittighed) sammen med sine rettroende venner og folkelig og kulturel leder for mere eller mindre alle de andre.

I Børnelærdommens sidste artikel bliver forholdet spændt til det yderste – uden at det kommer til en sprængning, ja, nok netop med henblik på at undgå, at det kommer til en sprængning!

Bent Christensen

_______________________________________

Litteratur

Begtrup, Holger (udg.) (1904 09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København. - I teksten forkortet US.

Grundtvig, N. F. S. (1819), Danne-Virke et Tids-Skrift, (1816-19, Fotografisk optryk 1983), IV, København. - I teksten forkortet DV.

Grundtvig, Svend og Christensen, Georg (udg.) (1880-1930), N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, I, København. - I teksten forkortet GS.

Thodberg, Christian (1986), “Grundtvigs skovoplevelse i 1811 og prædikenerne over Peters fiskedræt i tiden, der fulgte”, Grundtvig-Studier 1986, 11-55.

Thodberg, Chr. & A. Pontoppidan Thyssen (red.) (1983), Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys, Århus.

- - -

Oplægget bygger på min artikel "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61", der står i Grundtvig-Studier 2013.

* * *

Tre kommentarer til artikler i Kristeligt Dagblad om Grundtvig

KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.

Den politiske højrefløj har overtaget Grundtvig

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/528414:Grundtvig--Den-politiske-hoejrefloej-har-overtaget-Grundtvig

Da der er en sammenhæng mellem disse tre kommentarer, bringer jeg dem alle tre her, selv om de to første jo stort set ikke har noget med kirke og teologi at gøre. Tilsvarende har jeg også sat dem alle tre på undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat". - Lidt senere på dagen satte jeg disse tre kommentarer i min avisen.dk-blog under den fælles overskrift "Grundtvig, de politiske fløje og kirkestyrelsen".

Venstrefløjen har forladt ham

Nu har jeg ikke mit dankort her. Og jeg benytter lejligheden til, endnu en gang at beklage, at man ikke længere har klippekortet! - Men foreløbig vil jeg sige, at det er venstrefløjen, der har forladt Grundtvig. - Omkring 1972 herskede, hvad nogle af os kaldte "national-socialismen". Dengang hadede venstrefløjen EF og brugte nationalisten Grundtvig i sin kamp. Nu er dagsordenen en anden. Og hvis jeg igen skal være ondskabsfuld, vil jeg sige, at man nu i hvert fald i SF er glad for EU, og at det måske skyldes, at man ikke længere har Sovjetunionen, så at EU er det nærmeste, man kan komme det. Men spøg til side, jeg har altid været tilhænger af EF og EU, altså af, at dette fællesskab findes, for jeg er rigtignok mere og mere kritisk over for mange ting. Det er for ideologisk og folkeforagtende, for at sige det kort. - Og hvad Grundtvig angår, kan vi jo alle lade os inspirere af ham. Helt aktuelt er der meget at hente, for så vidt angår uddannelsespolitikken. Grundtvig sagde jo, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult, men gik i stedet ind for, at en i grunden ensartet dannelse skulle udbredes i alle samfundslag. Måske vender jeg tilbage. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig).

Ikke noget at føje til

Nu har jeg læst artiklen. Og det eneste, jeg har at føje til, er, at når venstrefløjen (marxister og kulturradikale, for at sige det kort) i årtier har haft bekæmpelsen af dansk nationalitet og folkelighed som et af sine vigtigste projekter, så er der ikke noget at sige til, at det kun er på den anden side, man holder af Grundtvig. Det kan på mange områder være svært at sige, hvad Grundtvig ville mene i dag, men der kan ikke være den ringeste tvivl om, at han ville være imod indvandringen og kosmopolitismen. - Grundtvig var nationalist. Også i den grad. Men sådan var tiden. Og det særlige ved Grundtvig var, at han så sit elskede Danmarks rolle i et verdenshistorisk perspektiv. Den nordiske videnskabelighed (Göteborg-universitetet) skulle være den nordiske folkestammes bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed. Der er også store økumeniske (mellemkirkelige) perspektiver i Grundtvigs teologi og salmedigtning. Der er masser at øse af. Og man kan som sagt lade sig inspirere, som man vil. En af de ting, Grundtvig virkelig bekæmpede, var efteraberiet. Han sagde også, at hans åndelige efterkommere skulle stå på hans skuldre - og altså være kommet videre. Jeg håber, vi kan få en Grundtvig-renæssance. - Nu går jeg til artiklen om Grundtvig og kirkeforfatningen. Det spørgsmål er noget mere kompliceret. Jeg henviser til min kommentar til den. - FB-TILFØJELSE: Ja, se det næste opslag!

Ville Grundtvig være imod et kirkeråd?

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/528395:Kirke---tro--Ville-Grundtvig-vaere-imod-et-kirkeraad

Sune Auken kommer nærmest

Denne artikel er et stærkt eksempel på, at Grundtvig kan tages til indtægt for alt. Men jeg mener, at Sune Auken er den, der kommer nærmest. - Jeg har selv beskæftiget mig meget med Grundtvigs kirketeologi, kirkesyn og kirkepolitik, ja, regner med at få en stor artikel om det i det kommende nummer af Grundtvig-Studier, som jeg tillader mig at henvise til. Jeg henviser også til Grundtvig-Selskabets årsmøde den 23. november, hvor jeg skal give det indledende oplæg til drøftelsen om netop forholdet mellem Grundtvig og den aktuelle kirkepolitiske situation. Men jeg kan i al korthed sige så meget her, at Grundtvig rigtignok var imod en kirkeforfatning. Men det var han blandt andet, fordi han slet ikke regnede Folkekirken for et kristent kirkesamfund. Folkekirken var for ham en slags offentlig religionsanstalt, hvor der nærmest skulle være plads til alt muligt, der på nogen måde kunne betegnes som kristeligt. Han regnede kun ganske få for egentlige kristne (Jesu Kristi frimenighed), og de kunne så samles omkring de (også få) rettroende præster, ofte gennem sognebåndsløsning. Og det var så det! Apparatet sørgede staten for, og så kunne de få rettroende bare samles om de få rettroende præster. Men Grundtvig holdt også hele tiden den mulighed åben, at de få rettroende kunne bryde ud og danne en frikirke. Det er derfor meget sandsynligt, at Grundtvig ville have været frikirkemand i dag. - Jeg regner selv Grundtvig for min store teologiske lærefader. Men jeg er uenig med ham i kirkepolitikken. Grundtvig havde på den ene side en meget øm samvittighed med hensyn til, hvad han ville lægge navn til. Derfor var han nødt til at sige, at Folkekirken ikke var en kristen kirke. Men på den anden side havde han også sit store folkelige og kulturelle program, og det kunne han bedre arbejde for, hvis man blev i den statslige religionsanstalt Folkekirken. - Hvad jeg selv mener? Jeg mener, at Folkekirken er et evangelisk-luthersk kirkesamfund, ja, de døbtes fællesskab og dermed en organisme, der skal styre sig selv. Derfor går jeg i den aktuelle situation ind for kirkestyrelsesudvalgets model 3 (den mest vidtgående), og på længere sigt går jeg ind for, at den evangelisk-lutherske menighed i Danmark skal have fuld selvstændighed, altså adskilles fra staten. Jeg har ikke Grundtvigs ømme samvittighed. Jeg bliver fx i Folkekirken på trods af, hvad jeg betegner som "løgnevielsesritualet". Og først og fremmest ønsker jeg at være solidarisk med den berømte lille mand med den lille tro. Også han skal imidlertid være klar over, hvad det er han ved dåben blev indlemmet i. Hvis der er medlemmer, der efter moden overvejelse finder ud af, at de ikke ønsker at være med i de døbtes Kristus-fællesskab, bliver de nødt til at melde sig ud. Men jeg opfordrer ikke nogen til det. Sagen kan beskrives på flere måder, og jeg vil gerne være i menighed sammen med alle, der på nogen måde vil være med til at prøve at samles om det, der er indholdet i den trosbekendelse, vi blev døbt på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig). - www.bentchristensen.dk

* * *

Fra Hamann til Fasc. 209.10: Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige

[Trykt i Grundtvig-Studier 2012. Men nedenstående er foreløbig det endelige af mig indsendte manuskript. Eventuelle afvigelser derfra i den trykte tekst vil der blive taget hensyn til senere. Denne tekst står også på undersiden "Hamann"]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links til alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

Af Bent Christensen

Et forsøg på at undersøge Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann (1730-1788) førte frem til et dokument i Grundtvig-arkivet (Fasc. 209.10), en liste med en række tyske forfattere og med angivelse af nogle særlige perioder eller år for de pågældende i tidsrummet 1741-1781. Grundtvigs forhold til Hamann kan yngre forskere måske arbejde videre med. Forfatterlisten kan ses som et forarbejde til Verdenskrøniken 1817. Men den kan også ses som en betragtning af de pågældende forfattere og de pågældende punkter og perioder under en helt særlig “time-billedlig” eller “synkronistisk” vinkel, som er snævrere og mere speciel end den vinkel, der er anlagt i selve Verdenskrøniken.

Johann Georg Hamann (1730-1788) kan i flere henseender ses som noget i retning af en tysk forløber for Grundtvig, og Grundtvig har kendt ham og følt et åndeligt slægtskab med ham – også i sit kritiske forhold til Herder. Men en mere udførlig præsentation af Hamann ligger uden for nærværende årbogs rammer, og der må stort set blot henvises til Hamann-litteraturen. Det afgørende er, at Hamann er den største og dybeste kritiker af oplysningstænkningen før Grundtvig. Også Søren Kierkegaard kendte Hamann og satte ham højt, et forhold, der både herhjemme og internationalt har været genstand for nogen behandling. Kierkegaards navn blev også nævnt adskillige gange i løbet af det nedenfor omtalte Hamann-kollokvium.

At Hamann fik tilnavnet “Magus des Nordens” (den vise mand i Norden, jfr. Matt 2,1-12), skyldes dels selve hans åndelige format, dels, hvad der betegnes som hans hang til det irrationelle og hans mystisk-profetiske sprog.

Hamann var endnu mere ude på sidelinjen end Grundtvig og Kierkegaard, men var alligevel en anerkendt skikkelse i såvel samtiden som eftertiden. I 1772 udgav Hamann flere skrifter som svar på Herders Über den Ursprung der Sprache (1772). Kants Kritik der reinen Vernunft (1781) læste Hamann allerede korrekturtrykket af, og han skrev – måske – en avisanmeldelse af den ved dens udgivelse, i hvert fald et manuskript. I 1784 skrev han det ganske vist først i 1800 trykte skrift Metakritik über den Purismum der Vernunft. Hamann kritiserer her skarpt Kants projekt, idet han blandt andet beskylder Kant for at ville bedrive en ny form for metafysik, når han spørger om et grundlag for erkendelsen forud for og uafhængigt af erfaringen. På grund af den respekt, Hamann havde for sin ven Kant, hvis format han trods sin kritik til fulde anerkendte, undlod han at offentliggøre dette skrift, men allerede samme år gengav han i et brev til sin anden Königsberg-ven Herder det meste af Metakritikkens indhold, hvilket fik indflydelse på Herders Kant-kritik. Hamann var altså ikke alene 1700-tallets tredje store Königsberg-tænker, men stod også i personlig forbindelse med de to andre.

Hamann-søgninger på Internettet førte til en kontakt med et Hamann-forskningsmiljø, der i mange henseender kan minde om Grundtvig-Selskabet herhjemme, og det endte med, at denne artikels forfatter i 2006 kom til at deltage i “9. Internationales Hamann-Kolloquium” i “Interdisziplinäres Zentrum für die Erforschung der Europäischen Aufklärung” ved Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Halle (Saale).

De fleste foredragsholdere var i professor- og doktorklassen på fagområderne teologi, filosofi og litteratur. Ikke til stede denne gang var den danske Hamann-ekspert og fhv. professor ved Germansk Institut, Københavns Universitet, Sven-Aage Jørgensen, som alle kendte, agtede højt og spurgte til. Fra Norge deltog lektor ved universitetet i Oslo Øystein Skar, hvis bog Opplysning og kors (2003) er benyttet i forbindelse med arbejdet med denne artikel.

I foredragene og drøftelserne var det naturligvis Hamanns kritik af såvel Kants kriticisme som hele 1700-tallets oplysningsprojekt, der spillede den overordnede rolle. Men af ganske særlig interesse for en dansk Grundtvig-forsker var de ting, der handlede om Hamanns syn på Bibelen, Kristus og skaberværket som Guds ord samt om hans syn på Kirken og sakramenterne. Et par notat-stikord: “Sprog er sakramente og ethvert sakramente er sprog”. “Det kirkelige sakramentes sproglighed (ordlighed)”. “Guds magtord skaber, hvad det nævner” (Gottes Machtwort schaffet, was es lautet)!

Hamann i Verdenskrøniken 1817

På denne baggrund melder forholdet mellem Grundtvig og Hamann sig som en oplagt genstand for en større undersøgelse. Men gennemførelsen af en sådan vil være vanskeligere, end det umiddelbart kunne synes.

Hamanns navn forekommer tre gange i 1817-verdenskrønikens afsnit om Herder, og det på en måde, der tyder på, at Grundtvig selv har kendt Hamann og været klar over, at han var en mand af en anden og dybere karakter end Herder.

I omtalen af Herders ungdom i Königsberg skriver Grundtvig, at han dér stiftede venskab med “den genialske, besynderlige Hamann” (VK 1817, 545. US III, 677).[1] Og da Grundtvig midt i det ganske kritiske Herder-afsnit vil fremhæve den fortjeneste, Herder dog har indlagt sig, sker det med disse ord:

Hvad der imidlertid gjør ham især historisk mærkværdig [bemærkelsesværdig] og vil, dersom han ikke skylder Hamann alt for meget [fremhævet her], stedse bevare hans Ihukommelse, er den dybere historiske Anskuelse, som først gjennem ham stræbde at gjøre sig gjældende (VK 1817, 547 f. US III, 678).

Til slut går Grundtvig ind på spørgsmålet, om Herder var digter, og han henviser til den tyske digter Jean Pauls karakteristik af ham som snarere et digt[2] - idet han så fortsætter:

og mig synes, man i saa Fald helst skulde kalde ham en Prophetie: Hamanns Prophetie om Humaniteten c: Menneske-Forgudelsen, hvis Fremskin han [Herder] oplevede, uden at gjenkjende den, fordi han var en Prophetie, som ovenikjøbet over Fornuft-Critiken havde glemt sig selv (VK 1817, 551; US III, 680).

Af ovenstående fremgår det, at Grundtvig, velorienteret, som han var, ikke alene har kendt Hamann, men altså også har sat ham kvalitativt højere, end han satte Herder. Men det er ikke uden videre til at se, i hvilket omfang Grundtvig er påvirket af Hamann. At der er tale om et åndeligt slægtskab, er tydeligt, men det er muligt, at der (i dette som i andre tilfælde) netop, i hvert fald først og fremmest, er tale om blot slægtskab, ikke om påvirkning.

Der er dog måske alligevel stof til et eller flere forskningsprojekter om forholdet mellem Grundtvig og Hamann. Men man må i givet fald nok som én mulighed nøjes med, overvejende at foretage en sammenligning af de to, eventuelt i et bredere epokalt perspektiv, eller man må, som en anden mulighed, tage Hamann med ind i en minutiøs undersøgelse og genvurdering af Grundtvigs forhold til Herder.

Det eneste resultat, en søgning efter andre steder, hvor Hamann er direkte nævnt hos Grundtvig, har været den lille liste, som nu skal præsenteres og i nogen grad udmøntes. Noget større bidrag til Grundtvig-Hamann-forskningen er der ikke tale om, men snarere et lille bidrag til belysning af Grundtvigs arbejde med 1700-tallets tyske litteratur.

En Grundtvig-liste – Fasc. 209.10

Den pågældende liste står på et oktav-blad i Grundtvig-arkivet med fascikelnummeret 209.10, hvorpå Grundtvig – under overskriften “Synchronismer” – har skrevet en liste med en række tyske 1700-talsforfatteres efternavne efterfulgt af nogle ikke umiddelbart forståelige årstal. Og i det følgende meddeles de resultater, studiet af navnene og årstallene på denne liste har ført til.

I Registrant over N.F.S. Grundtvigs papirer skriver “WM” (William Michelsen) i indholdsregesten:

Liste over tyske forfattere, begyndende med Rabener og Gellert og endende med Goethe og Bürger. De tilføjede tal angiver ikke fødsel og død. For Goethe angives 1767-74, for Hamann 1759-81.[3]

Muligvis forarbejde til VK 1817; “i.j.n.” [i Jesu navn] tyder på sen affattelse.

Datering: 1817 (?).

Hertil kan bemærkes, at hvad “i.j.n.” angår (og der er også punktum efter i’et!), er der tale om Grundtvigs fromme skik med, også helt bogstaveligt, at indlede hver del af sit skriftlige arbejde i Jesu navn, efterhånden, som her, forkortet. “[S]en affattelse” må betyde tæt på arbejdet med Verdenskrøniken. Spørgsmålstegnet ved dateringen må dog ses som velbegrundet; kan denne liste, hvis den har været et forarbejde til VK 1817, virkelig være skrevet samme år?[4] – Udviklingen af Grundtvigs i-Jesu-navn-markeringer i øverste venstre hjørne af hans manuskripter er et helt studium (og dateringskriterium) for sig.[5]

Her følger nu afskriften af fotokopien af listen fra Det Kongelige Bibliotek. Tvivl om læsningen af tallene vil blive behandlet senere:

i.j.n.

Synchronismer

Rabener 1741-57

Gellert 1742-57

Ramler 1744-67

Gleim -65

Cramer -59

Sulzer 1745-50

Möser 1746-55

Kant 1746-81

Lessing 1747-61

Klopstock 1748

Mendelssohn 1750-61

Gessner 1751-62

Wieland 1751-60

Winkelmann 1755-60

Abbt -65

Hamann 1759-81[6]

~~Nicolaij~~ ~~1760~~

Herder 1763-67

Lavater -68

Claudius -70

~~Schröckh~~ ~~1764~~

~~Jacobi 1764~~

Göthe 1767-74

Bürger 1769-78

Wieland og Abbt er føjet til senere, Wieland delvis mellem Gessner og Winkelmann, Abbt til højre for Winkelmann, hvad der må være lig med efter denne. Nicolai (af Grundtvig altså skrevet “Nicolaij”), Schröckh og Jacobi er overstreget af Grundtvig.

Årstallene er altså ikke de pågældende forfatteres fødsels- og dødsår. Men hvad er de så? Listen omfatter efter alt at dømme tidsrummet fra Rabeners debut som satiriker i 1741 (se nedenfor) til Kants Kritik der reinen Vernunft i 1781 og Hamanns i samme år mere eller mindre påbegyndte, men først i 1784 færdiggjorte og i 1800 (posthumt) trykte Metakritik über den Purismus der reinen Vernunft. Hvad Verdenskrøniken 1817 angår, har Grundtvig selv angivet Frederik den Stores regeringstid (1740–1786) som kriterium for valget af periode.[7] I forbindelse hermed bruger Grundtvig i øvrigt et dansk ord, der meget vel kan svare til det ord, han har sat over listen: “Synchronismer”. Efter at have nævnt Klopstock, Lessing, Wieland og Winckelmann som tidens største navne skriver han nemlig, at “før vi fæste Øie paa disse storskaarne Time-Billeder [fremhævet her] maa vi lade det løbe omkring imellem de mindre”.[8] Og det fremgår af sammenhængen, at Grundtvig i høj grad har betragtet både de store og de små forfattere, såvel digtere som kritikere og humanister, som netop billeder på eller udtryk for det omhandlede tidsrum.

Set i et almindeligt litteraturhistorisk perspektiv gælder listen det meste af den periode, der i Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart i titlen til 1990-udgavens bind VI betegnes som “Aufklärung, Sturm und Drang, frühe Klassik 1740-1789”.[9]

I Verdenskrøniken 1817 er hele overgangen på s. 504-506 fra den tyske kirkehistorie til den særlige litteraturhistorie, der her er tale om (“en klar Oversigt over den tydske Bog-Verden”, 505), uhyre interessant i begge de her omtalte henseender (områder og periode).

Fasc. 209.10 og Verdenskrøniken 1817

I Verdenskrøniken 1817 begynder selve gennemgangen af perioden med et af de mange navne, der ikke er med på listen, nemlig “Preuseren Gotsched, en ægte Volfianer, Oversætteren af Bayles Ordbog” (506). Men Fasc. 209.10-listens navne og årstal ligger inden for den behandling af Tysklands litteratur- og åndshistorie i 1700-tallets anden halvdel, der begynder på side 505 og som – efter behandlingen af Kant, den kritiske filosofi og dennes teologiske konsekvenser – på side 561 går over i et lille overgangsafsnit, hvor først tronskiftet (i 1786) fra Frederik den Store til Frederik Vilhelm II nævnes og der dernæst peges frem mod den franske revolution, men hvor der til sidst ledes direkte over til den umiddelbart følgende behandling af Amerikas historie, det sted, “hvor de politiske Revolutioner toge deres Begyndelse”.

På side 633 vender Grundtvig – efter at have været rundt i hele Europa – igen tilbage til Tyskland, men nu til Fichte. Og det er tydeligt, at han nu er ved at slutte. Han når også at kaste endnu et blik på Frankrig og England, og efter at være nået helt frem til Schelling og dennes intellektuelle anskuelse slutter han med at sætte sin egen historiske anskuelse op mod den. Der er dog et par af navnene fra listen med, nemlig (den ganske vist overstregede) Schröckh (634) og Goethe (649-651). Og da Grundtvig til sidst – med direkte henvisning til jubilæumsåret 1817 – erklærer, at han vil standse ved Luthers grav (672), munder dette ud i en sidestilling af Matthias Claudius (også på listen) og Luther. Claudius var død i 1815, og nu vil Grundtvig rejse denne “ægte Søn af Morten Luther” et venligt kors tæt ved Luthers grav (673). Til allersidst sætter “denne Bogs Forfatter” sig selv på Luthers grav. For denne bog er jo en hilsen eller hyldest til “Jubel-Aaret med Sagas Røst fra Danmarks Skove” (674). Bogen slutter på side 675.

Disse sidste ting er interessante, fordi de viser noget om forholdet mellem listen og bogen. Da Grundtvig lavede listen, har han set Kant- og Hamann-året 1781 som det sidste år, for så vidt angår denne række af time-billeder eller synkronismer. Goethe er med på listen, men vel at mærke med årstallene 1767-1774 (Sturm und Drang-perioden). Og Schröckh (som altså desuden er strøget) med årstallet 1764. Claudius står på listen med årstallet 1770, men er af jubilæumsår-grunde blevet gemt til sidst.

Medens selve udvalget af forfattere på listen er nemt at forstå, er det sværere at forstå, hvorfor det sidste af en forfatters årstal i flere tilfælde ikke alene ligger meget tidligt i den pågældendes liv og forfatterskab, men også tidligt i den periode, det tydeligvis drejer sig om. Se fx under Lessing. Grundtvig må have valgt disse tidlige årstal, fordi han har ment, at de – i den ene eller den anden forstand – har betegnet afslutningen på den del af det pågældende forfatterskab, som er specielt interessant under den vinkel, der her er tale om. Der kan igen henvises til overgangsafsnittet på s. 504-506, selv om Grundtvig altså ikke har arbejdet under helt den samme vinkel, da han skrev Verdenskrøniken, som da han sad og lavede listen. Det virkelig interessante spørgsmål er nemlig, i hvilken grad listen er et forarbejde til Verdenskrøniken, eller om det (også) i en anden og mere speciel forstand er nogle særlige dele af de pågældende forfatterskaber og biografier, der er tale om, altså disse dele som særlige time-billeder/synkronismer. Det er i hvert fald påfaldende, at det i høj grad er senere dele af de pågældendes liv og forfatterskaber, der behandles i Verdenskrøniken, ligesom der jo er nogle af navnene på listen, der ikke er med i bogen, medens der i denne er en hel del navne med, som ikke står på listen.

Følgende navne er ikke på listen, men med i den pågældende del af Verdenskrøniken 1817: Gotsched (506, 509, 511). Bodmer (507, 509), Haller (509), Hagedorn (509), Kleist (510), Schlegel (510), Stolberg (518), Voss (xxxi-xxxii og 518), Götze (527), Bodmer (533), Baumgarten (539), Semler (539), Meusel (539), Rühs (539), Gebauer (539), Maskov (539), Gatterer (539) og. Schløzer (539).

Om forfatterne på listen

I betragtning af den betydning, Hamann har både bag og i denne artikel, kan det være rimeligt at begynde med nogle særlige bemærkninger om ham. Det er interessant, at han er med på denne liste, men det er også interessant at se, hvad der uden tvivl ligger bag de årstal, der er angivet ved hans navn.

Hamanns “førsteår” 1759 er klart nok. Det er nemlig det år, skriftet Sokratische Denkwürdigkeiten udkom.[10] Forholdene i og omkring “slutåret” 1781, nemlig om Hamann og Kant og Kritik der reinen Vernunft er omtalt i artiklens første del. Men det er under alle omstændigheder et vidnesbyrd om Grundtvigs kendskab til Hamann, at han åbenbart har kendt til Hamanns reaktion i 1781 og regnet dette år for et afgørende år i hans forfatterskab – og i den litteraturhistoriske periode, listen dækker. Hamann døde i 1788 og Frederik den Store i 1786, og i Hamann-bibliografien anføres to (i Hamanns levetid trykte) skrifter fra årene efter 1781, nemlig Golgatha und Scheblimini (1784) og Entkleidung und Verklärung (1786/87).[11]

Men i det følgende skal nu, så kort som muligt, anføres nogle ting om samtlige forfattere på listen og deres årstal samt om, hvor og hvordan de er omtalt og behandlet i Verdenskrøniken. Forfatternes navne er fremhævet med fed, og de årstal, der svarer til årstallene i Grundtvigs liste, er fremhævet med fed kursiv. Det har ikke altid været let at finde et værk eller et vendepunkt, der med sikkerhed svarer til, hvad Grundtvig har haft i tankerne, da han lavede sin liste, men alt i alt giver de ting, der – hovedsagelig ved internetsøgninger – er fundet frem til, et indtryk af, hvilke kriterier der har ligget til grund for valget af årstal.[12] Der er ikke tale om en fuldkommen konsekvens i, hvad der i teksten og noterne er oplyst om de enkelte forfattere og årstal, men de ret vidtløftige oplysninger, der i nogle tilfælde er givet, skal ses som relevante eksempler på, hvad de pågældende årstal dækker over.

Gottlieb Wilhelm Rabener (1714-71). Satirisk forfatter. Debuterede 1741 i Johann Joachim Schwabes ugeskrift Belustigungen des Verstandes und Witzes (1741-1745) og blev efterfølgende bidragyder til bladet Neue Beiträge zum Vergnügen des Verstandes und Witzes (1744-1759). – I året 1757 tryktes et oplag af Gottlieb Wilhelm Rabeners Satiren, Zweyter Theil.[13] – I VK 1817 nævnes Rabener sammen med Gellert og Cramer som den kreds, der optog Klopstock i sig. Af Rabeners egen produktion nævnes hans “godmodige Satirer”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Christian Fürchtegott Gellert (1715-69). Digter og moralfilosof. 1742: “Gedanken von einem guten deutschen Briefe” (i ovennævnte ugeskrift Belustigungen des Verstandes und Witzes, årgang 1742, 177-189.). – Gellert skrev på baggrund af sine oplevelser under Den Preussiske Syvårskrig Geistliche Oden und Lieder, 1757. – I VK 1817 nævnes Gellert sammen med Rabener og Cramer som den kreds, der optog Klopstock i sig. Af Gellerts egen produktion nævnes hans “lette og velmeende Fabler”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Karl Wilhelm Ramler (1725-98). Digter og filosof. Påbegyndte 1742 teologistudiet i Halle. I hvert fald digtet “Sehnsucht nach dem Winter” angives som skrevet i 1744. – Ramlers Oden udkom 1767. – I VK 1817 betegnes Ramler på s. 510 som hørende til “den gallo-romanske Side” og blandt Frederik den Stores beundrere og lovsangere.

Johann Wilhelm Ludwig Gleim (1719-1803). Digter. “Førsteåret” må (bindestregen) være 1744, hvor Versuch in scherzhaften Liedern, Erster Teil udkom. – 1765 udkom Lob des Landlebens. – I VK 1817 betegnes Gleim på s. 510 som hørende til “den gallo-romanske Side” og blandt Frederik den Stores beundrere og lovsangere.

Johann Andreas Cramer (1723-88). Teolog. Kansler ved universitetet i Kiel. Cramer fik magistergraden i 1745 og begyndte at holde forelæsninger. Til året til 1744 er der ikke fundet noget, og at Grundtvig har anført det, kan skyldes en forveksling.[14] Allerede i sin første studentertid dyrkede Cramer ivrigt litteratur og æstetik sammen med en kreds af unge litterære venner. På Klopstocks anbefaling blev Cramer kaldt til Danmark som hofpræst i marts 1754. – Cramer udgav 1759-1765 fem bind passionsprædikener, og hans fire bind salmeoversættelser udkom 1755-1764. – I VK 1817 nævnes Cramer sammen med Rabener og Gellert som den kreds, der optog Klopstock i sig (511). Af Cramers egen produktion nævnes hans “Oversættelse af Psalteren” og “hans smukke Riim om Luther og Melanchton”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Johann Georg Sulzer (1720-79). Svejtsisk teolog og oplysningsfilosof. Udgav i 1745 sit første værk: Versuch einiger Moralischen Betrachtungen über die Werke der Natur. – I 1750 udgav Sulzer Kritische Nachrichten aus dem Reiche der Gelehrsamkeit (sammen med Ramler) og Unterredungen über die Schönheit der Natur. Han blev samme år medlem af Det Preussiske Videnskabsakademi. – Sulzer nævnes ikke i VK 1817.

Justus Möser (1720-94). Jurist, litterat og historiker. 1746 bidrag i Ein Wochenblatt.[15] – Det eneste søgningsresultat for året 1755, er, at Möser i det år blev “syndikus ved ridderskabet” eller “Sekretär der Ritterschaft”.[16] – I VK 1817 får Möser på s. 539 en relativ anerkendelse for sin indsats som historiker.

Immanuel Kant (1724-1804). 1746: Gedanken von der wahren Schätzung der lebendigen Kräfte. – 1781: Kritik der reinen Vernunft. – I VK 1817 behandles Kant selv s. 554 f og den kritiske filosofi og dens virkninger s. 555-561.

Gotthold Ephraim Lessing (1729-81). I Verdenskrøniken 1817 angiver Grundtvig, at Lessing fremtrådte som forfatter i 1747 – et år før Klopstock (519). Der er tale om flere tekster, blandt andet Der junge Gelehrte ein Lustspiel in drei Aufzügen. – Til året 1761 oplyser én tysk kilde: “Einen überraschenden Einschnitt stellen die Jahre 1761 bis 1765 dar; Lessing übernahm eine Stelle als Gouvernements-Sekretär beim preußischen General Tauentzien in Breslau” (http://www.zum.de/Faecher/Materialien/dittrich/Literatur/Lessing_Goethe_Schiller.htm) [I GS 2012 er denne henvisning sat ned som fodnote 17]. Alle andre fundne kilder angiver (efter)året 1760. – I VK 1817 optræder Lessings navn flere steder, men selve behandlingen af ham sker s. 519-531. Mon det blandt andet er Der junge Gelehrte, 1747, Grundtvig tænker på, når han skriver, at Lessing begyndte “med Stile-Øvelse og Snurre-Piberier”? (520).[17] Grundtvig har ikke noget bestemt til året 1761, men det står nok på en eller anden måde i forbindelse med, at Lessing altså i 1760 måtte opgive at leve af sin pen og blev ansat som sekretær for den preussiske general Tauentzien i Breslau (Wrocław). Til gengæld skriver han, at Lessing i 1770 “strandede som Hofraad paa Bibliotheket i Wolffenbyttel [Wolfenbüttel]”, hvad han videre kommenterer med ordene: “[E]fter forgjæves at have i Forstandens vide Verden søgt Sandheden i en ham velbehagelig Skikkelse, slog han sig til Roe med Literatur, Brudstykker og Comoedier” (522). Fælles for årene 1761 (1760) og 1770 er under alle omstændigheder, at Lessing måtte ty til erhvervsarbejde, og Grundtvig har måske simpelt hen i selve VK 1817 valgt 1770 i stedet for 1761. Grundtvigs sammenligning af Lessing og Klopstock på s. 519 f. viser også noget om hans syn på henholdsvis den yngre og den ældre Lessing. Nathan der Weise (1779) – og dets tema – behandles udførligt, fra s. 523 og helt frem til s. 531. Men dets udgivelsesår, ligger altså ikke alene efter det oprindelige “sidsteår” 1761, men også efter det “grænseår” 1770, Grundtvig har brugt i Verdenskrøniken. Dette må ses som ét blandt flere udtryk for, at Grundtvig har lavet listen under en mere speciel vinkel og i Verdenskrøniken har givet en bredere og i hvert fald noget mere almindelig fremstilling af de pågældende forfattere og deres betydning.

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803). Kun året 1748 er på listen, og det er året for udgivelsen af Messias’ tre første sange. – I VK 1817 behandles Klopstock på s. 519 f. (i en sammenligning med Lessing) og på s. 531.

Moses Mendelssohn (1729-86). Tysk-jødisk oplysningsfilosof. Fra 1750 huslærer, senere bogholder hos en silkefabrikant. – 1761: Rhapsodie oder Zusätze zu den Briefen über die Emfindungen og Philosophische Schriften. – Mendelssohn omtales ikke i VK 1817.

Salomon Gessner (1730-1788). Svejtsisk idyldigter, maler og grafiker. 1751 debuterede Gessner anonymt i Bodmers ugeskrift Crito med “Lied eines Schweizers an sein bewaffnetes Mädchen”.[18] – 1762: fire bind Gedichte. – Gessner omtales ikke i VK 1817.

Christoph Martin Wieland (1733-1813). Digter, oversætter og udgiver. 1751: Lobgesang auf die Liebe.[19] – 1760: Prosasørgespillet Clementina von Poretta og dialogen Araspes und Panthea.[20] Samme år blev Wieland ansat som kancellidirektør i Biberach, Baden-Württemberg. – I VK 1817 omtales Wieland især på s. 531-536. På s. 534 skriver Grundtvig, at “den største Tjeneste han har viist Poesien, var Oversættelsen af Shakspears Værker”. Og han har anført årstallene i marginen. Men desværre er der af lige netop det fjerde ciffer i det første årstal kun et par små prikker at se. Men der skulle vel have stået 1762; Wielands 22 Shakespeare-oversættelser blev i hvert fald udgivet 1762-1766. Men Grundtvig kan på listen have valgt 1760 som året, hvor en periode i Wielands liv slutter og en ny begynder,[21] og det er vist også det år, Wieland får stødet til at begynde at oversætte Shakespeare.[22]

Johann Joachim Winckelmann (1717-68). 1755: Winckelmann udgav sit første skrift (i et oplag på knapt 50 eksemplarer): Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst. Et andet oplag udkom allerede 1756. – 1760: Winckelmann udgiver Description des pierres gravées du feu Baron de Stosch og bliver optaget i akademierne „Academi di S. Luca zu Rom, „Accademia Etrusca zu Cortona“ og „Society of Antiquaries of London“. Description er et stort og vigtigt arbejde, nemlig beskrivelsen – som skulle være på fransk – af den da afdøde Baron de Stosch’s samling på ca. 3000 gamle udskårne smykkesten. Winckelmanns hovedværk Geschichte der Kunst des Alterthums udkom 1764. – I VK 1817 er Winckelmann nævnt på s. 505 og behandles s. 537 f.

Thomas Abbt (1738-66). Forfatter og oplysningsfilosof. Der er ikke fundet noget til årstallet 1755.[23] Efter gymnasiet studerede Abbt fra 1756 filosofi og matematik i Halle. Under pseudonymet *B* var han medarbejder ved Briefe, die neueste Litteratur betreffend (Berlin 1733-1765). I 1765 udgav Abbt værket Vom Verdienst,[24] og samme år blev han udnævnt til gräflicher Schaumburg-Lippischer Hof-, Regierungs- und Consistorialrat og Patronus scholarum i Bückeburg. – Abbt omtales ikke i VK 1817.

Johann Georg Hamann (1730-88). 1759: Sokratische Denkwürdigkeiten. – I 1781 måske avisartikel om Kritik der reinen Vernunft, men ellers i hvert fald en første, om end utrykt kritik af Kants skrift (se ovf.). – I VK 1817 omtales Hamann de ovenfor anførte steder.

Christoph Friedrich Nicolai, også Nickolai (1733-1811). Nicolai er overstreget på listen. Forfatter (satiriske romaner og rejsebeskrivelser), forlagsboghandler, kritiker, regionalhistoriker, oplysningens hovedrepræsentant i Berlin. Kun årstallet 1760 er anført på listen. I dette år udgav Nicolai Ehrengedächtniß Herrn Ewald Christian von Kleist (det første værk i bibliografien). – Nicolai omtales ikke i VK 1817.

Johann Gottfried von Herder (1744-1803). I 1763 fik Herder det Hochgräflich-Dohnasche Stipendium og arbejdede med Schweizerische Patriotische Gesellschafts prisopgave “Wie können die Wahrheiten der Philosophie zum Besten des Volkes allgemeiner und nützlicher werden?”. Dette er et typisk eksempel på, at vigtige punkter i selve forfatternes liv, her et begyndelsespunkt, kan være yderpunkter i de perioder, der angives. Året før havde Herder sluttet venskab med den 14 år ældre Hamann.[25] Det første værk i Herder-bibliografien er Fragmente über die neuere deutsche Literatur, som reelt udkom i 1766, men med 1767 angivet som udgivelsesår, det år, der ofte sættes som første år i den Sturm und Drang-periode, disse Fragmente dermed ses som startskuddet til. – I VK 1817 behandles Herder (og Preussen) på s. 543-554. Herders tidlige ungdom ved Grundtvig ikke meget at sige om, men venskabet med Hamann omtales, og dernæst skriver Grundtvig, at Herder “allerede i sit 21 år [blev] Rector og præst i Riga” (s. 545). Den korte oversigt over Herders liv slutter allerede øverst på s. 546, og resten af pladsen bruger Grundtvig hovedsagelig på en kritisk vurdering af ham. Dog nævnes hans “dybere historiske Anskuelse” (som han kan have fra Hamann) og hans indsats i henseende til den, især med de værker, Grundtvig på s. 548 betegner som “Skyggerids til Historiens Philosophie”, “Poetiske Folke-Stemmer” og “Breve om det theologiske Studium”. (Og det må jo være Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit (1784-91), Volkslieder nebst untermischten anderen Stücken (1778/79) som i det posthume 2. oplag 1807 fik titlen Stimmen der Völker in Liedern, og Briefe das Studium der Theologie betreffend (1780-81)). På s. 548 betegner Grundtvig Ideen zur Philosophie der Geschichte som det værk, der både af Herder selv og andre blev betragtet som hans (dog ikke fortsatte) hovedværk. På s. 551 går Grundtvig ind på spørgsmålet, hvorvidt Herder var digter (se ovf.), og behandlingen af ham klinger ud i en kritik af hans tvetydige forhold til Bibel og kristendom – og munder ud i en overgang til behandlingen af Kant (554).

Johann Caspar Lavater (1741-1801). Svejtsisk reformert præst, filosof og forfatter. “Førsteåret” er vel som Herders (jf. bindestregen) 1763. I dette år foretog Lavater en dannelsesrejse til Nordtyskland med særligt henblik på teologisk videreuddannelse hos oplysnings- og reformteologen Johann Joachim Spalding i Barth, svensk Pommern.[26] I 1767 skrev Lavater sine Schweizer Lieder, og han udgav i 1768 Gereimte Psalmen og fra dette år firebindsværket Aussichten in die Ewigkeit (1768-1773/78). – I VK 1817 nævnes Lavater på s. 619 og 623, og han omtales på s. 627.

Matthias Claudius (pseudonym Asmus) (1740-1815). Digter, også af salmer, og journalist. Også Claudius’ “førsteår” må være 1763, i hvilket år han udgav Tändeleyen und Erzählungen. – I 1770 begyndte Claudius at udgive sine hidtil i tidskrifter spredte tekster, og i 1775 påbegyndte han udgivelsen af Asmus omnia sua secum portans (oder Sämtliche Werke des Wandsbecker Bothen). – Se ovenfor om Claudius’ særlige plads til allersidst i VK 1817.

Johann Matthias Schröckh, også Schroeckh, (1733-1808). Østrigsk litteraturvidenskabsmand, historiker og kirkehistoriker. Kun ét årstal: 1764, i hvilket år Schröckh udgav, hvad der i hvert fald må have været første oplag af bind I af Abbildungen und Lebensbeschreibungen berühmter Gelehrten. – I VK 1817 omtales Schröckh, skønt strøget på listen, som kirkehistoriker, dog ganske kritisk (634). I marginen angives hans dødsår fejlagtigt som 1806.

Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819). Filosof, jurist, købmand og forfatter, blandt andet kendt for sine stridigheder med Hamann. Nachtrag zum Briefwechsel 1764-1784. Jacobi er strøget på listen. – Jacobi er ikke nævnt i VK 1817.

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Når Grundtvig lader førsteåret være 1767, kan det skyldes, at han har vidst, det var i det år, Goethe til sin digterven Justus Friedrich Wilhelm Zachariä (1726-1777) skrev oden “An Zachariä”, som ellers (uden Goethes vidende) blev trykt første gang i 1776 (under titlen “An Herrn Professor Zachariä”). Første autoriserede tryk kom først 1815. – 1774: Die Leiden des jungen Werthers.[27] – I VK 1817 omtales Goethe, dvs. hans tilfredshed med Winckelmanns i grunden hedenske sindelag, på s. 537 f. Selve behandlingen af Goethe på s. 649-651 er hovedsagelig en generel karakteristik. Werther nævnes s. 649, Faust og “Göthes Natur-Historie” på s. 650.

Gottfried August Bürger (1747-94). Oplysnings- og Sturm und Drang-digter. Kendt for sine ballader (blandt hvilke især skrækdigtet ”Lenore” fra 1774 var yndet) – og for udgivelsen af Feldzüge und Abenteuer des Freiherrn von Münchhausen (1786/1789). I 1769 udgav Bürger prøveskriftet Etwas über eine deutsche Übersetzung des Homer. – 1778 overtog Bürger redaktionen af tidsskriftet Der Göttinger Musenalmanach, som han havde fået trykt sine ting i, og han udgav sin første digtsamling Gedichte. – I VK 1817 nævnes Bürger kun i fortalen (s. xxxii) – i forbindelse med en forklaring på, hvorfor Voss dårligt nok er omtalt.

De oplysninger, der er givet her, svarer forhåbentlig, men jo ikke med 100 procents sikkerhed, til, hvad Grundtvig har haft for øje, da han sad og skrev sin liste; Grundtvig kan i nogle tilfælde have haft kendskab til andre skrifter eller begivenheder. Men ovenstående må under alle omstændigheder kunne ses som en interessant kommentar til et sælsomt lille papir i Grundtvig-arkivet, hvorved det kommer til at give et ejendommeligt indblik ikke alene i Grundtvigs forudsætninger for arbejdet med Tysklands litteraturhistorie i Verdenskrøniken 1817, men også i hans betragtning af en række udvalgte forfattere og nogle særlige punkter og perioder i deres liv og virke som på en særlig måde repræsentative for perioden 1740–86.

Det er påfaldende, at Grundtvigs årstal i mange tilfælde ikke er interessante eller vigtige i den almindelige litteraturhistoriske sammenhæng – og fx ofte ikke optræder i Geschichte der deutschen Literatur (1967). Ligesom Grundtvig jo heller ikke selv følger sin liste i Verdenskrøniken 1817. Og det er ikke kun et spørgsmål om den periode, Grundtvig udtrykkeligt siger, han har valgt at holde sig inden for i Verdenskrøniken, og som listen jo også holder sig inden for. Den typiske periode for den enkelte forfatter begynder med den allerførste begyndelse (udgivelsesmæssigt eller blot biografisk) og slutter, når den første blomstring er forbi. Der kunne skrives en ganske stor afhandling om tysk litteratur- og åndshistorie i anden halvdel af 1700-tallet set gennem Fasc. 209.10’s prisme.

Det ville også være en undersøgelse værd at få opklaret, hvilke hjælpemidler i form af bøger og tidsskrifter Grundtvig har haft til sin rådighed.[28] Men det er under alle omstændigheder imponerende, at han er gået så langt ned i detaljen.

I den Hamann-sammenhæng, der har været udgangspunktet for nærværende artikel, er listen og de her meddelte oplysninger af interesse som eksempel på den sammenhæng, Grundtvig har set Hamann i. Men Hamann har haft langt større betydning for Grundtvig end selve det, at han har været et interessant lyspunkt i litteratur- og idéhistorien; Hamann må i en eller anden grad have stået for Grundtvig som en slags forløber for ham selv.

NOTER (her som slutnoter)

1 Ordet “genialsk” bruges almindeligvis lidt nedsættende om noget “excentrisk” og bevidst påtaget eller “tillavet”. Grundtvigs brug af dette ord kan altså godt udtrykke en vis forbeholdenhed. Man kan dog netop her spørge, i hvilken grad og på hvilken måde det er tilfældet.

2 Jean Paul: Vorschule der Aesthetik, 1804, her efter 2. forøgede udg. 1813, 3. Abteilung, kap. III. Kantate-Vorlesung Über die poetische Poesie, jf. Norbert Miller (udg.), Jean Paul Sämtliche Werke, Band I/5, 1980, 451-452. München.

3 Michelsen gengiver Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18”, men den er både i listen og her er rettet til “81”.

4 Bogen udkom “omkr. d. 30. sept”, og fortalen er dateret 19. juni 1817 (SJ I, 133).

5 Grundtvigs brug af "i.j.n." - og udviklingen i denne brug - er behandlet af Helge Toldberg (Toldberg 1946, 115-116).

6 Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18” er her rettet til “81”.

7 VK 1817, 506 og 581.

8 VK 1817, 506.

9 I 1967-udgaven af Geschichte der deutschen Literatur, som er benyttet her, dækker bind V perioden 1570-1750 og bind VI,1 perioden 1750-1832.

10 Om Sokratische Denkwürdigkeiten skriver Øystein Skar blandt andet: “[Hamann] vil i sitt skrift gjenoppvekke det provoserende ved denne tenkeren fra Athen (...). Hamann trekker inn den skotske filosofen David Hume (1711-1776), som tilkjenner troen en egen plass, uavhengig av erfaringen (...). Hamann bruker Humes skepsis som hjelp til troens sprang” (NB [???] Opplysning og kors , 20).

11 Det viser meget om Grundtvigs kriterier for valget af årstal på listen, at disse to vigtige, men jo sene og sammenfattende skrifter, ikke er regnet med, så det vil være rimeligt at oplyse lidt mere om dem. I Golgatha und Scheblimini. Von einem Prediger in der Wüsten bygger Hamann på Luthers brug af ordet “Scheblimini”, som er dannet på grundlag af den tyske transskription af den hebraiske ordlyd i Sl. 110,1: “Scheb limini”, “Sæt dig ved min højre hånd”. Skriftet er et svar på Moses Mendelssohns Jerusalem (1783), og Hamann skriver i et brev om det, at det er “der wahre Innhalt meiner ganzen Autorschaft, die nichts als ein evangelisches Lutherthum in petto [på hjerte] hat” (Briefwechsel 6,466,22-24). Og om Entkleidung und Verklärung. Ein fliegender Brief an Niemand, den Kundbaren skriver Hamann i et andet brev, at dette (ufuldendte) skrift tjener “[der] Entkleidung meiner kleinen Schriftstellerey und Verklärung ihres Zwecks, das verkannte Christentum und Luthertum zu erneuern und die demselben entgegengesetzten Mißverständnisse aus dem Wege zu räumen” (Briefwechsel 7,43,36-44,2). Der er her citeret efter Gerhard Krause og Gerhard Müller (red.): Theologische Realenzyklopädie, bd. 14 (1985). – Hvad mener Hamann med “den Kundbaren”? En internetsynonymordbog (www.textlog.de) oplyser: “Kundbar sind Tatsachen, die allen bekannt sind oder doch so vielen, daß es keiner neuen Bekanntmachung bedarf, um sie zu jedermanns Wissenschaft zu bringen. Es übersetzt das lateinische notorisch. Doch ist kundbar veraltet und wird gegenwärtig gewöhnlich durch offenkundig vertreten”. Måske kunne man oversætte det med "ham, I ved nok"?

12 I de mange tilfælde, hvor biografiske og bibliografiske data må anses for at være af almindelig leksikalsk karakter, er kilder ikke anført. Disse data er i vidt omfang indhentet og kontrolleret ved flere forskellige internetsøgninger.

13 Måske har Grundtvig haft en anden begivenhed i tankerne. Rabener var allerede i første halvdel af 1750’erne – med stor succes – begyndt at udgive sine satiriske skrifter i bogform. Der er under alle omstændigheder tale om afslutningen på Rabeners egentlig produktive periode.

14 Dette er nok en “kuriositet”, men i 1744 udkom en latinsk bog, hvis forfatterangivelse og titel lyder: Joann. Andr. Crameri Elementa Artis Docimasticae. Forfatteren til den er imidlertid metallurgen Johann Andreas Cramer (1710-1777). Så enten er der noget i 1744 for teologen Cramer, der ikke har kunnet findes, eller også er der tale om en misforståelse fra Grundtvigs side. – Ars docimastica, Dokimasie eller Probierkunst (dansk: Proberkunst) er de metoder, der bruges ved bestemmelsen af indholdet af forskellige stoffer i metaller.

15 Möser var selv Ein Wochenblatts udgiver. Joachim Kirchner nævner, hvad der også er af en vis interesse i nærværende sammenhæng, “unter den Autoren der Zeitschriften des fünften Jahrzehnts zuvörderst den Namen Justus Möser (1720-94), der 1746 als junger Advokat seiner Heimatstadt Osnabrück unter dem schlichten Titel Ein Wochenblatt die erste Probe seines publizistischen Talentes ablegte” (Kirchner 1958, 101).

16 “Die Ritterschaft” betegnede den lavere tyske adel.

17 Det kan også være Damon oder die wahre Freundschaft (1747), Die alte Jungfer (1748/1749) eller Der Misogyne (1748).

18 Førsteårstallet i listen kan også se ud til at være 1757. Men så passer det ikke med rækkefølgen. Det er formodentlig den øverste vandrette streg i 5-tallet, der er kommet til at gå over i 1-tallet).

19 Førsteårstallet kan også her se ud til at være 1757. Men se til Gessner ovf..

20 Araspes und Panthea betegnes i Geschichte der deutschen Literatur (1967) som en romanagtig dialog på grundlag af en episode i Xenofons Kyrupædi (VI, 1, 82).

21 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om året 1760 bla.: “Es bedeutete einen Einschnitt in sein Leben, daß er am 17.4.1760 einstimmig zum Senator von Biberach gewählt wurde” (bd. VI, 1, 84).

22 Wieland får måske allerede den første tilskyndelse i 1759. I Wieland’s translation of Shakespeare skriver Frederick William Meisnest en hel del om baggrunden for, at Wieland gik i gang med Shakespeare-oversættelserne, bl.a. følgende: “No doubt the immediate and most direct call for translating Shakespeare came to Wieland from his friend W. D. Sulzer [den Sulzer, der er på Grundtvigs liste, må være Johann Georg Sulzer], who upon returning a volume of Wieland’s copy of Shakespeare (Jan. 14, 1759), expressed the hope that some skilful genius would translate and analyse Shakespeare’s plays in the manner of Brumoy’s Theatre des Orecs”. Meisnest er her citeret fra en elektronisk udgave, som angives at være “Reprinted from the Modern Language Review. Vol. IX. No. 1. January 1914”. – www.ebooksread.com/authors-eng/frederick-william-from-old-catalog-meisnest/wielands-translation-of-shakespeare-sie/1-wielands-translation-of-shakespeare-sie.shtml.

23 Må være Abbts “førsteår” (bindestregen).

24 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om dette værk, at i det “glaubte Abbt, seine Sendung als Erzieher und Lehrer des Volkes zu erfüllen”, og det betegnes som “eine Darstellung jener Eigenschaften und Rechte, die Voraussetzung von Verdienst und Anerkennung sind” (VI, 1, 139). Det er et moralsk opbyggeligt værk, hvori Abbt forsøger at forene det folkelige og det videnskabelige.

25 I Michael Zarembas Herder-biografi Johann Gottfried Herder. Prediger der Humanität (Köln, 2002) står i “Zeittafel” under året 1762 blandt andet: “Freundschaft mit Hamann und Hartknoch” (s. 255).

26 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) betegnes året 1763 dog som “[d]as Jahr freiwilliger Verbannung”; det “konnte ihm weder innere Ruhe noch jenen Gottesbegriff vermitteln, um den er rang” (VI, 1 198). Og da han heller ikke kunne få et embede, kastede han sig ud i sit forfatterskab. Dette er et interessant eksempel på, hvad Grundtvig har set på, når han har valgt listens årstal.

27 I den oprindelige titel er der genitiv-s i “Werthers”, men i 1787-udgaven var det fjernet.

28 Flemming Lundgreen-Nielsen har i mail af 23. juni 2012 oplyst, at Hamann er omtalt i Baggesens Labyrinten I, 1792. “Hamann nævnes – bredere end hos Grundtvig i 1817 – i kapitlet “Hamburg”, hvor Baggesen opsøger den berømte Bohnske boglade og finder en række af hans skrifter. (...) Baggesens nøgleord for Hamann er “original”, og han har hørt, at han er en Habakuk for Herder og (Matthias) Claudius. Den lille profets navn er ifølge ODS ensbetydende med en spøgende karakteristik af en person som “sær, underlig” (...). Baggesens karakteristik af en stilprøve (på fransk!) fra en Hamann-tekst (hans epistel om inoculationen af den sunde forstand [Lettre néologique et provinciale sur l’inoculation du bon sens (1761)] er præget af dyb skepsis og ikke beundring. (...) Ifølge samtidige notater læste Grundtvig i Labyrinten bind 2, 1793, i midten af 1804 (...), men den nævnte beskrivelse kan næppe dengang have sendt ham på nogen opdagelsesrejse i Hamanns forfatterskab”.

Forkortelser

DDS: Den Danske Salmebog (2003).

Fasc.: Fascikel, dvs. håndskriftskapsel i Grundtvig-arkivet på Det Kongelige Bibliotek, København.

Geschichte der deutschen Literatur (1967): de Boor, Helmut og Newald, Richard (1967), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, V og VI,1, München.

Geschichte der deutschen Literatur (1990): de Boor, Helmut og Newald, Richard (1990), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, VI, München.

SJ I: Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

US: Holger Begtrup (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København.

Verdenskrøniken 1817 eller blot Verdenskrøniken: Grundtvig, N. F. S. (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

VK 1817: Grundtvig, N. F. S. (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

Litteraturliste

Værker af Grundtvig

Begtrup, Holger (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, bind 1‑10, København.

Grundtvig, N. F. S. (ca. 1817), “Synchronismer”, liste med tyske forfatternavne og årstal. Grundtvig-arkivet, Fasc. 209.10, Det Kongelige Bibliotek, København.

- (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

Værker af andre forfattere

Albeck, Gustav m.fl. (1957-64), Registrant over N. F. S. Grundtvigs papirer, I-XXX, København.

Baggesen, Jens (1792), Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig, I, København.

de Boor, Helmut og Newald, Richard (1967), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, V og VI,1, München.

de Boor, Helmut og Newald, Richard (1990), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, VI, München.

Den Danske Salmebog (2003).

Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

Kirchner, Joachim (1958), Das deutsche Zeitschriftenwesen, seine Geschichte und seine Probleme: Von den Anfängen bis zum Zeitalter der Romantik, I, Wiesbaden (Harrassowitz Verlag).

Krause, Gerhard og Müller, Gerhard (red.) (1985), Theologische Realenzyklopädie, XIV, Berlin.

Meisnest, Frederick William (1914), Wieland's translation of Shakespeare. Elektronisk udgave, som angives at være “Reprinted from the Modern Language Review. Vol. IX. No. 1. January 1914”. www.ebooksread.com/authors-eng/frederick-william-from-old-catalog-meisnest/wielands-translation-of-shakespeare-sie/1-wielands-translation-of-shakespeare-sie.shtml

Miller, Norbert (udg.), Jean Paul Sämtliche Werke, Band I/5, 1980, München.

Paul, Jean: Vorschule der Âsthetik, 2. forøgede udg. 1813

Seils, Martin (2003), “Höllenfahrt der Selbsterkenntnis”, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 18.07.2003, Nr. 164 / Seite 38.

Skar, Øystein (2003), Opplysning og kors. Utvalgte tekster oversatt og med innledning af Øystein Skar, Oslo.

Toldberg, Helge (1946), ”Dateringskriterier for Grundtvig-haandskrifter”, Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, årg. XXXIII, 107-120.

Zaremba, Michael (2002), Johann Gottfried Herder. Prediger der Humanität, Köln.

· Internetsider

Internationales Hamann-Kolloquium: www.hamann-kolloquium.de

Zentrale für Unterrichtsmedien im Internet e. V.: www.zum.de - Til Lessing: http://www.zum.de/Faecher/Materialien/dittrich/Literatur/Lessing_Goethe_Schiller.htm.

FORFATTER:

Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen

Fuglsevej 5

DK‑4960 Holeby

E‑mail: bc@bentchristensen.dk.

www.bentchristensen.dk

* * *

Totaldigteren Grundtvig.

En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter

Af Bent Christensen

[Trykt i Grundtvig-Studier 2011. Teksten her er (i hvert fald indtil videre) mit indsendte manuskript. Jeg vil senere gennemgå den for at rette eventuelle uoverensstemmelser i forhold til den trykte tekst]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links over alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

Med udgangspunkt i bestemmelsen af Grundtvig som “kirkelig og folkelig totaldigter” og i et ønske om at følge undersøgelsen af den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement op med en undersøgelse af den poetiske side deraf gives her en kommenteret oversigt over den litterære Grundtvig‑forskning og ‑kritik. I hele Grundtvigs overordentlig særegne forfatterskab og virke sker der en omfattende og gennemgående sammenfletning af nationens og hans egen skæbne inden for en særlig historisk vision eller konstruktion og i en særlig, i høj grad samlet, symbolverden. Kristendommen indgår næsten altid i hans digtning eller fremstår som dens substrat.

I Omkring Grundtvigs Vidskab (Christensen 1998) har jeg bestemt Grundtvig som “kirkelig og folkelig totaldigter”,[29] og jeg ville gerne have fulgt dette arbejde op med en større undersøgelse af Grundtvigs forhold til den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement, men da det ikke har været muligt, må jeg lade nedenstående kommenterede oversigt være mit sidste lille bidrag til Grundtvig‑forskningen.

Om at bruge eller bruges af Grundtvig

Da det er til fordel for et forsøg på at foretage “en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig”, jeg har forladt Grundtvig‑forskningen, vil jeg lade denne oversigt begynde med et indledende replikskifte med Poul Borum, for så vidt angår det at ville bruge Grundtvig til noget ‑ eller måske blive brugt til noget af ham!

Det er til allersidst i Digteren Grundtvig (Borum 1983), Poul Borum kommer ind på dette, og hans udgangspunkt er spørgsmålet, hvorvidt Grundtvig var romantiker, hvilket fører til en stærkt kritisk vurdering af C.I. Scharlings bog fra 1947 om Grundtvig og Romantiken (Scharling 1947).[30] Det, Borum kritiserer Scharling for, er dennes alt for hurtige ligning: “romantik = Schelling, Grundtvig ikke = Schelling, altså Grundtvig ikke = romantik” (272).[31] Men dette skyldes efter Borums mening nok en underliggende “kirkepolitisk modernitet”, som Borum ser som liggende i forlængelse af beredskabs‑brugen af Grundtvig i Hal Kochs forelæsnings‑biografi fra besættelsestiden (Koch 1943) (272).

Og Borum uddeler nu hug til den ene Grundtvig‑forsker efter den anden. Den næste bliver William Michelsen for dennes erklæring (i polemik mod Vilhelm Andersen) i sin anmeldelse af Scharlings Grundtvig‑bog om, at “i samme grad som en forf. opfattes som udtryk for sin tid, bliver han vor tid uvedkommende” (Michelsen 1948, 79), hvilket Borum synes er “så eminent forkert” ‑ hvorefter han går videre til Kaj Thaning, hvis disputats (Thaning 1963) ses som “et typeeksempel” på “den underforståede vilje hos mange forskere til, trods deres dobbelte byrde af historisk dokumentation og ‘videnskabelig’ tese, at ville ‘aktualisere’ Grundtvig” (272f). Ved læsningen af Thaning besværes man ifølge Borum af “en underforstået ‘moderne forkyndelse’ ‑ hvad kan Grundtvig ‘bruges til’ i dag?” (273). Og senere karakteriserer han denne type Grundtvig‑forskning som “materialesamling med skjult polemik” (275).

Herefter vender Borum tilbage til Grundtvigs placering i en meget bredt set romantisk sammenhæng, som jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på her, men som giver ham anledning til at pege på nødvendigheden af en “sam‑læsning” (276) af Grundtvig i den lange periode, han var med, en periode, der omfatter alle romantikkens faser og mere til. “Helheden Grundtvig er i bogstaveligste forstand del af sin samtid ‑ og den var lang”. Det er den historiske Grundtvig, “den ikke‑enestående Grundtvig”, der er “den nødvendige forudsætning for at erkende og opleve den levende Grundtvig”. Hvori ligger ‑ og det bliver bogens slutpointe ‑ at Grundtvig “i det hele taget ikke [skal] bruges til noget. Han skal læses. Og derved bruger han os” (277).

Og så længe vi befinder os inden for selve Grundtvig‑forskningens eller Grundtvig‑litteraturformidlingens område, må jeg jo erklære mig enig med Borum. Man skal selvfølgelig ikke drive nogen som helst form for forskning, heller ikke Grundtvig‑forskning, med en i den forstand, der her er tale om, skjult dagsorden. Men på den anden side kan ingen forskning være fuldstændig sterilt forudsætningsløs. Navnlig vil der i al humanistisk forskning være tale om en fortløbende dialog mellem generationerne – med faktisk alligevel en underliggende kulturel dagsorden. Og det, jeg kalder Grundtvig‑udmøntningen, den må jo så helt legitimt være omfattet af, hvad Borum sigter til, når han siger, at Grundtvig efter endt – ordentlig – læsning bruger os. Hvor resultaterne af denne brug jo så netop kommer til at ligge hos os og ikke hos Grundtvig, og altså så heller ikke skal forsøges lagt ind i Grundtvig. Borum har dog næppe haft fx en meget håndfast kulturprogrammatisk udmøntnings‑brug i tankerne, men har snarere tænkt på vejen fra læsning til liv i al almindelighed og fra læsning til skrivning i al almindelighed. ‑ Jeg vil nu begynde forfra med den forskningshistoriske oversigt.

Gustav Albeck om Grundtvig i den litterære Grundtvig‑forskning

Gustav Albecks bearbejdede og udvidede foredrags‑tekst Har Grundtvig‑Selskabet forsømt Digteren Grundtvig? (1987) er en oversigt over den litterære Grundtvig‑forskning helt tilbage fra 1800‑tallet af. Foredraget blev holdt ved Grundtvig‑Selskabets 40‑års jubilæumsmøde på Liselund den 15. januar 1988.[32]

Det er ikke særlig meget i denne Albeck‑tekst, der er af direkte positiv interesse i nærværende sammenhæng. Men negativt har denne redegørelse en ganske særlig interesse her, fordi det nok ikke kun har været almindelig kristendomsfjendskhed eller en mere speciel modvilje mod Grundtvigs “platheder” og andre lignende ejendommeligheder, der i mange år afholdt de rigtige og store litteraturforskere fra at beskæftige sig med Grundtvig. Årsagen har jo også været, at Grundtvigs digtning i det hele taget er så ejendommelig, at den selv med en mere velvillig eller dog mere objektiv indstilling er svær at gå til. Om Frederik Rønning og dennes store Grundtvig‑monografi (Rønning 1907‑1914) siger Albeck da også, at

Som litteraturhistoriker af fag kunne Rønning ingenlunde se bort fra, at Grundtvig var en stor digter, men han evnede ikke at åbne op for et indblik i det særprægede og værdifulde i Grundtvigs digtning (Albeck 1987, 31).

Det første eksempel på en videnskabelig beskæftigelse med digteren Grundtvig, Albeck nævner, er Holger Begtrups kommenterede udgave af Nyaars‑Morgen i 1901 (32).[33] Her er det en mand fra folkehøjskolens verden, der har set storheden i netop dette Grundtvigs største og mest udprægede “totaldigter‑digt”.[34]

Jeg har selv oplevet, hvordan det er at blive fanget ind af Nyaars‑Morgen, som jo kom til at spille en ikke oprindelig planlagt, men meget stor rolle i Fra drøm til program (1987). Men jeg kan også huske, hvordan jeg registrerede en lille undren, da jeg i netop denne periode hørte det omtalt som “en af verdenslitteraturens største tekster”. For det var jo ikke et stykke verdenslitteratur, men Grundtvig og Danmark og kristendommen, jeg oplevede, når jeg (i øvrigt med stor hjælp fra Begtrups kommentarer) arbejdede med dette digt.

Men allerede i 1880 havde H.S. Vodskov i sin anmeldelse af Poetiske Skrifter bd. I (Vodskov 1884) kunnet betegne Nyaars‑Morgen (US IV, 238‑343) og Roskilde‑Riim (US II, 427‑608) som “sande levende, lyriske Floder” osv. ‑ og Grundtvig som “en af vore største [digtere]” (34). Så kom Valdemar Vedel (1890), som trods både god vilje og faglig kompetence “var uden indforståethed med en ånd som Grundtvigs” (34) og Hans Brix, som var mere indforstået, men som altså i Tonen fra Himlen (1912) netop skrev om Grundtvigs kirkelige brugsdigte, salmerne.

Det er også karakteristisk ‑ og jo for så vidt berettiget ‑ at Vilh. Andersen (1924), ifølge Albeck, i “mandjævningen” mellem Grundtvig og Oehlenschläger lader Oehlenschläger bære prisen som digter, idet han opfatter Grundtvig som “den digtende profet og salmisten ‑ til nød skjalden” (36), “visionernes skjald” (38).

I nyere tid, eller altså i Grundtvig‑Selskabets tid, begynder man at få øjne og øren op for Grundtvigs digtning. Især nævner Albeck en række navne på folk, som kom til at yde netop “Nyaarsmorgens digter en større retfærdighed”: Paul la Cour, Aage Henriksen, Poul Behrendt, Jørgen Elbek og Poul Borum (37). Også enkelte andre navne nævnes, bl.a. Helge Toldberg (40), idet hans disputats Grundtvigs Symbolverden (1950) dog mærkeligt nok ikke nævnes. Til gengæld omtales litteraturfolkenes og teologernes gode samarbejde omkring Registranten (40).

Og da Albeck lidt senere når frem til spørgsmålet, hvorvidt Grundtvig‑Selskabet har forsømt noget, er det ikke selve den litteraturvidenskabelige udforskning af Grundtvigs digtning, han først tænker på, men de store udgivelsesopgaver, der ligger og venter.

I forbindelse med 200‑året i 1983 siger Albeck, at Grundtvig‑Selskabet “førte en mærkelig skyggetilværelse”, så at det fx blev Det danske Selskab, der kom til at stå for udgivelsen af Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys (Thodberg og Thyssen 1983). Og så er det endda så som så med behandlingen af digteren Grundtvig i denne bog ‑ selv om han jo får lidt i Flemming Lundgreen‑Nielsens kapitel om “Grundtvig og romantikken” (42).

Først til allersidst kommer Albeck positivt ind på den litterære beskæftigelse med Grundtvig, hvilket ‑ betegnende nok, men jo absolut fortjent ‑ sker gennem en hel sides (tekstens sidste) begejstret omtale af den bedrift, Poul Borum har ydet i sin bog om netop udtrykkeligt Digteren Grundtvig.[35] Men mere end en opregning af de navne, der optræder i Borums bog, bliver det ikke til: Høirup, Thodberg,[36] Elbek, Michelsen, Stevns, Kofoed, Thaning, Lise Helweg ‑ og Lundgreen‑Nielsen. Og her har Albeck helt glemt Helge Toldberg, som Borum jo ellers også virkelig inddrager.

Albecks jubilæumsforedrag demonstrerer på sin helt særlige måde, at vel er Grundtvig digter, og også som sådan af gigantisk format, men at han altså er det på en måde, der kræver en anden tilgang end lige den, der normalt anvendes i litteraturvidenskaben. Det, det egentlig drejer sig om hos Grundtvig, er af en anden karakter og bevæger sig på et andet niveau og i en anden retning, end hvad der almindeligvis er tilfældet i digtningen. For det er jo ikke bare det, at salmer ifølge sagens natur ikke er digtning på samme måde som almindelig digtning; det er navnlig det, at også Grundtvigs øvrige digtning på enestående vis adskiller sig fra fx en Oehlenschlägers digtning.

Gustav Albeck ‑ Omkring Grundtvigs Digtsamlinger

Gustav Albecks egen hoved‑tekst er Omkring Grundtvigs Digtsamlinger. Studier i Grundtvigs lyriske forfatterskab 1808‑16 (1955). Og det første sted, jeg vil inddrage, er det sted i begyndelsen af afsnittet “Omkring Bekendtskabet med Sorterup” (som vel at mærke følger lige efter kapitlet “Digteren og Krisen 1810”), hvor Albeck i forbindelse med omtalen af det “stille og stolte Sværmeri” i månederne efter “korstogsoplevelsen” den 9. oktober 1810 bruger ordet “Funktionspoet” om målet for Grundtvigs “dybtliggende Trang til at (...) stille sin Digtning i en stor Sags, ja i den Højestes Tjeneste” (62f).

I afsnittet om Saga. Nytaarsgave for 1812 (US II, 88ff) citerer Albeck in extenso Grundtvigs udkast til fortale (102ff) ‑ efter at han har refereret hans berømte skelnen mellem de aktive, de passive og de deponentiske digtere. Og i nærværende sammenhæng kommer denne Grundtvigs skelnen til at stå i et nyt lys.

Nu er Grundtvig i 1811, hvor dette udkast er skrevet, ganske vist i en helt særlig situation, hvor kravet til en styring af fantasiens flugt er ganske særlig stærkt ‑ og af en ganske særlig karakter. Men grund‑mønstret har en videre gyldighed.

Et meget langt stykke ligger Grundtvigs poetik jo helt på den passive side: Digteren skal bare lade synerne ind‑bilde sig (jfr. Borum om dette forhold her nf.) og derefter udtrykke dem i ord. Han afviser i hvert fald ‑ også i sine senere perioder ‑ den rent aktive mulighed, dvs. den mulighed, at digteren bare bruger sin fantasi som et middel eller redskab i, som han siger her i fortale‑udkastet, “dette eller hint Øiemed”. Men så er der altså, hvad han med en slags vittighed, han har hentet fra den latinske grammatik, kalder den deponentiske mulighed (passiv form, aktiv betydning). Og denne mulighed går her først og fremmest, for ikke at sige udelukkende, på det forhold, at fantasiens flugt skal bedømmes, så den kun kommer til at gå i een retning, nemlig “den hjemad til Gud”, så at de deponentiske digtere bliver “de religiøse eller kristelige”. Altså en klar religiøs eller direkte kristelig styring af fantasien (103).

Så siger Grundtvig ganske vist, at “denne digterflok synes igen at kunne deles i mange hobe, efter den retning af Fantasien Enhver af dem billiger”. Men altså netop “synes”! For her er det jo udelukkende retningen “hjemad til Gud”, han har for øje. Men under den synsvinkel, jeg arbejder inden for, dvs. totaldigteren Grundtvig og det uudfoldede poetiske potentiale hos ham, kan der også ses noget andet og mere i det, nemlig pdes. den retning, Grundtvig selv senere tog, og hvor det aktive element i det deponentiske går ud i et direkte historisk‑ og folkelig‑politisk vekselvirkningsengagement, og pdas. nogle forskellige rent poetiske retninger, hvor der hverken er tale om, rent passivt at give sig i fantasiens vold, eller om at udnytte fantasien i en mere eller mindre plat og “forstemmende” hensigt (103).

Af en vis interesse er endelig påpegningen af sammenhængen mellem Europa, Frankrig og Napoleon (1815) og digtsamlingen (nytårsgaven) Heimdall (US III, 145ff) – med gennembrudsdigtet “Et Blad af Jyllands Rimkrønike” (VK 1812, US III, 196‑247). ‑ Albeck peger på en tilsvarende sammenhæng mellem 1812‑verdenskrøniken (VK 1812, US II, 167‑422) og Roskilde‑Riim (US II, 427‑608) (213).

Helge Toldberg ‑ Grundtvigs Symbolverden

Helge Toldbergs disputats Grundtvigs Symbolverden (1950) har spillet en stor rolle i mit eget arbejde med Grundtvig helt tilbage fra Fra drøm til program af (Christensen 1987). Det er fx der, jeg første gang har mødt begrebet “sekundær teologi” i den særlige betydning, det har i forbindelse med Grundtvig.[37] Men i nærværende sammenhæng er det jo ganske særligt Helge Toldbergs kortlægning af hele det symbol‑univers, Grundtvigs digtning fra 1814/15 af udspiller sig i, der er af interesse.

I den helt særlige Tolberg’ske forstand er Grundtvig først og fremmest “total‑digter”, for så vidt som han altså i helt overvejende grad i sine tekster bevæger sig inden for det samme ene symbol‑univers.[38] Men med den karakter, dette univers har, og den måde, Grundtvig bevæger sig i det på, er der ikke nogen klar grænse mellem denne “symbol‑totalitet”, og så den betydning af “total‑digter”, jeg har gjort brug af i Omkring Grundtvigs Vidskab, nemlig den betydning, hvori der i Grundtvigs forfatterskab er tale om et “interaktivt” forhold mellem ham og omverdenen (den danske nation, det danske folk og den danske menighed). For der er jo hos Grundtvig ikke tale om et blot “poetisk” univers i en æstetisk distance fra virkeligheden, men tværtimod om en verden, hvor Grundtvig fletter sit eget liv ind i den store Danmarks‑sammenhæng, som i øvrigt er fyldt med alle de symboler m.m., som Helge Toldberg gør så fremragende rede for. Toldberg vier da også selv hele sit andet kapitel til behandlingen af forholdet mellem “Aktion og vision” hos Grundtvig. Og dette kapitel vender jeg naturligvis tilbage til. Men først en ganske kort præsentation af selve Toldbergs litteraturvidenskabelige hovedanliggende.

Toldbergs arbejde er en strukturalistisk og symbolteoretisk undersøgelse af hele Grundtvigs forfatterskab, set som en autonom helhed, og han skelner mellem tre lag eller dimensioner deri: 1. Det eksistentialreligiøse (kristne) substrat, som Grundtvig vandt fra og med 1810 (men jo, vil jeg her føje til, også havde med sig fra barndomshjemmet og sit teologiske studium). ‑ 2. Den substans, “som af en eller anden grund var blevet Gr. kær” (6), og som stort set er hentet fra Bibelen, Beowulf, Eddaen, Snorre, Saxo, folkeviserne, tidligere salmedigtning, og Jørgen Sorterup (viii). ‑ 3. Selve symbol‑strukturen i det symbol‑univers, hvori Grundtvigs digtning efter 1814/15 kommer til at udspille sig.

Allerede inden han når frem til det ovenfor omtalte kapitel 2, får Toldberg sagt nogle ting, som er af interesse i nærværende sammenhæng. Det gælder således allerede præciseringen af, at selv om symbolet ifølge selve den symbolteori, hans undersøgelse hviler på, er uafhængigt af en kontekst, findes det i praksis oftest i en sådan og har da et særligt forhold til denne, så at det altså i nogle tilfælde (som fx Grundtvigs) ligefrem kan gælde, at

Symbolet er et led i den producerendes univers og bliver explicit, i det øjeblik andre delagtiggøres i det. Som litteraturforsker kan man være tilbøjelig til at overse, at en af litteraturens store kan have grebet ind i en udvikling paa en anden og mere afgørende måde end gennem de værker, han har skrevet (Toldberg 1950, 8).[39]

Toldberg henviser herefter til netop sit kapitel 2, “hvor der skelnes mellem vision og aktion, aktivt indgreb i tiden dikteret af syner [min kursivering]”. Og han indleder selve dette kapitel med at slå fast, at Grundtvig altså “hørte til den aktive aandstype, og at han selv opfattede visionen som en særegen form for aktion”.[40] Og han citerer William Michelsen for, “rammende”, at have sagt, at Grundtvig ‑ altså så at sige den modsatte vej ‑ “til stadighed følte begivenhederne i verdens og især Danmarks historie ‘som begivenheder i sit eget liv, der var med til at bestemme hans personlige udvikling’”.[41] Idet Toldberg så skynder sig at føje til, at “Sagen har et endnu videre perspektiv: han prøvede efter evne og i lydighed mod Gud at gribe ind i disse begivenheder” (31). ‑ Og nogle flere eksempler fra dette kapitel:

Alt polemisk i Gr.s forfatterskab er strukturelt set aktion: noget aktuelt, som kan rettes, og noget forbigangent, som kan antage anden form i menneskers bevidsthed ved ændring i den historiske dom (Toldberg 1950, 32).

(...)

Hvis folk skal paavirkes, maa det ske ved at delagtiggøre dem i vision (...) [og Grundtvig har i årene efter 1825] fundet nye maal for sin aktion: folkeundervisning og styrkelse af danskheden” (Toldberg 1950, 32).

Grundtvigs stærkeste “aktionsdigt” er Nordens Aand (1834) (US VIII, 40‑51).

Det er en gennemførelse til yderste konsekvens af kampen mod Djævelen (...) Den digtning, Gr. skal laane tunge, griber enheden i symbolerne og sværger til tilknytningerne (mindelserne) som deres strukturelle grundtræk. Det er ikke et æstetisk principspørgsmaal for ham, men indgaar i den kamp paa liv og død mod den Onde, han føler sig engageret i (Toldberg 1950, 34).

Grundtvig er selv partner i sin mytiske digtning, hvorved læseren også bliver det.

Det er skjaldens natur at skabe sig “Selv en Fylking at nedmeie” (jf. den tidligere omtalte selvoplevelse af Marathonslaget i barndommen); og paa Møens Klint, det naturskønneste sted i Danmark, har Gr. set sig udkæmpe livets kamp med “Opsals Jetten”, havfruens ransmand (Toldberg 1950, 34).[42]

Toldberg kaster et blik ud over Grundtvigs praktiske indsats som grundlægger af folkehøjskolen og som politiker. Og i forbindelse med påmindelsen om, at højskoletanken altså “ikke var et socialt, men et pædagogisk program” understreger han, at Grundtvig jo selv havde ønsket dette program “praktiseret paa alle undervisningstrin fra barneskole til universitet”.[43] Grundtvigs virke sigtede på hele folkets vækkelse,[44] men Toldberg ser også, hvordan Grundtvigs stærke vægtlæggen på dette folkelige program havde “nogen sammenhæng (...) med hans svage position i de akademiske kredse, hvor han fra begyndelsen følte, at han hørte hjemme” (36). Det er meget interessant at se, hvordan Toldberg også her ‑ under sin symbolteoretiske synsvinkel ‑ kommer til at se nogle sammenhænge på en måde, der nøje svarer til, hvordan jeg har set dem i Omkring Grundtvigs Vidskab![45]

Og konklusionen bliver, at

Det er som hjerteskjald [i modsætning til hjerne‑skjald] (...), Gr. føler sig kaldet til at øve sin digterindsats i det danske folk; og han vælger de dertil egnede strukturer uden hensyn til eller ligefrem paa trods af al poetik (Toldberg 1950, 37).

Flemming Lundgreen‑Nielsen ‑ Det handlende ord

Allerede i Fra drøm til program kunne jeg med tilslutning henvise til, hvad Flemming Lundgreen‑Nielsen har peget på i sin disputats Det handlende ord (1980).

Det gjaldt først og fremmest hans bestemmelse af året 1819 (helt præcis med ophøret af Danne‑Virke i januar måned) som det år, hvorefter “Grundtvig ikke mere i ord og handling stiller sig ved siden af regulære digtere eller søger at ændre litteraturen på dennes egne præmisser”, idet han nu er blevet formet til “den Grundtvig, som uden om den egentlige skønlitteratur er blevet en dansk klassiker i det 19. århundrede”, forberedt “til en livsindsats af større format end den gennemsnitlige kunstners” (12).

Men det gjaldt også Flemming Lundgreen‑Nielsens brug af begrebet “selvsymbolik” om Grundtvigs særlige måde at inddrage sin egen person på. I bogens “Konklusion” munder den korte oversigt over “Grundtvigs tyve litterære år i den danske højromantik” (884) ud i, at “Forfatteren Grundtvig og hans skrifter bliver til ét stort symbol” (885). Og de følgende 7½ sider af den i alt 16 sider lange konklusion kommer til at handle om dette, dvs. om “Grundtvigs selvsymbolik” (kursiveret her).

Flemming Lundgreen‑Nielsen begynder med at tage et overblik over den af mange dele – både bag, omkring og i Grundtvig ‑ sammensatte baggrund for dette ejendommelige fænomen (885f). Men ikke engang alle de dele tilsammen, Flemming Lundgreen‑Nielsen her nævner, synes tilstrækkelige til at forklare den enestående måde, Grundtvig opfatter og indsætter sin egen person på. Det er klart, at den psykologisk bunder i “en uverificerbar medfødt evne til at opfatte tilværelsen symbolsk”, i hvilken forbindelse den jo så især skal ses som beslægtet med den romantiske enhedsfilosofi og den “ciffertydning og gådeløsning ved hjælp af anelse og inspiration”, den giver anledning til, ligesom den naturligvis skal ses på baggrund af hele den jødisk‑kristne tradition for symbolsk og allegorisk tydning og læsning (885). Flemming Lundgreen‑Nielsen nævner også synet på præsten som på een gang bare menneske og “Guds repræsentant i verden og frembærer af Guds ord og sakramenterne” (886). Og selv om det stadig ikke forklarer netop Grundtvigs stærke og gennemgående brug af sin egen person som symbol, er det naturligvis en afgørende del af baggrunden, Flemming Lundgreen‑Nielsen peger på, når han til sidst siger, at

Religiøst måtte endelig Grundtvigs tro på Guds forsyn få ham til at skimte redskaber og udtryk for Guds vilje overalt, i verdenshistorien, Nordens historie, samtidspolitikken, tylvtefejden og sin egen privathistorie [min kursivering] (Lundgreen‑Nielsen 1980, 886).

Min replik hertil skal være, at selvfølgelig udgør alle disse ting baggrunden for Grundtvigs helt særlige måde at være digter på, men kernen deri er en særegen kombination af “roller” hos Grundtvig. Han var poetisk og profetisk seer, og han var indgribende profet og reformator, en stor kirkelig og folkelig lederskikkelse, ja, en slags politiker. Han var en handlende seer med et handlende ord. Det var ham, der så, ham, der erfarede, og ham, der skulle virke. Derfor kunne han på een gang blive den, der så, den, der var det centrale symbol, og den, der skulle udsige det, han så og var, så det kom til at virke.

Det er da også dette, Flemming Lundgreen‑Nielsen udtrykker til allersidst ‑ med den formel for Grundtvigs digtning, vel at mærke også i allerede årene op til 1819, som således både bliver selve tekstens sidste ord og hele bogens titel: “det handlende ord” (898). Men forinden har han karakteriseret Grundtvigs overgang fra før 1819 til efter 1819 således:

Grundtvig forlader den moderne litteraturs verden efter at have draget dens fornemste erkendelsesmiddel og udtrykselement, symbolet, ud af en overvejende værkrettet kunstnerisk sammenhæng for at bruge det i hverdagens arbejde. Han fylder hele sit liv og giver det virkekraft med sin symbolværdi, men prøver ikke mere at gøre skønlitteratur deraf (Lundgreen‑Nielsen 1980, 895).

Efter 1819 omdanner Grundtvig “sig selv og sin eksistens [min kursivering] til et forhåbningsfuldt udsagn om Danmarks og Nordens kristne fremtid” og udskiller “som ubrugeligt det meste af den litteratur, han har anvendt to årtier som offentlig skribent på, og begynder forfra” (Lundgreen‑Nielsen 1980, 896. ‑ Christensen 1987, 59f og 300).

Af det her fremdragne fremgår, at vel er der altså en klar overensstemmelse mellem de ting, Flemming Lundgreen‑Nielsen har peget på, og de resultater, jeg selv (jo også byggende på ham) er nået frem til, men det er der altså på den lidt skæve måde, at hvor jeg i både Omkring Grundtvigs Vidskab og nærværende artikel (ligesom Toldberg og Borum) inddrager hele forfatterskabet (og i Fra drøm til program går frem til 1832), er det hos Flemming Lundgreen‑Nielsen udtrykkeligt kun de første tyve år, der direkte er undersøgelsens genstand. Men netop derved kommer Flemming Lundgreen‑Nielsens to hovedpunkter til gengæld til at virke så stærkt. På den ene side fremhæver de efter‑1819‑forfatterskabets helt overordentlig særegne karakter. På den anden side fremhæver de den rolle, Grundtvigs selvsymbolik og ord‑handling så alligevel spiller også allerede før 1819.

I sit indledningskapitels afsnit om “Vurderingskriterier” gør Flemming Lundgreen‑Nielsen rede for forholdet mellem samtidens og Grundtvigs poetik ‑ gennem dennes forskellige faser, hvoraf den sidste, “1811‑1819 med ny taktik fra julen 1815”, betegner “en afvikling af litterær skoling, [og] i mangel af bedre ord kan kaldes Grundtvigsk‑nationalkristelig”, idet Grundtvig i denne fase ophører med at forholde sig til “forbilleder og genrer” og “i voksende omfang [forholder sig til] sine egen tanker om poesiens oprindelse, virkning [min kursivering] og betydning” (19).

Flemming Lundgreen‑Nielsen konstaterer, at “Grundtvigs poetik stemmer strukturelt med romantikkens”, men føjer straks til, at “hos ham er den religiøse definition af poesi udtrykkeligt kristen”. Men det er karakteristisk for litteraturforskeren Flemming Lundgreen‑Nielsen, som vi senere skal se det hos digteren og litteraturformidleren Borum, at han lægger meget stor vægt på, at Grundtvig trods sit enestående særpræg alligevel har sans for almindelige poetiske faktorer, også “langt på den anden side af sin skønlitterære læretid”. Og at han fx “endnu i 1838” reagerer ud fra et “begreb om kunstnerisk helhed”! Eller at han kan se “[m]angetydighed og dunkelhed” som “næsten en garanti for, at digteren faktisk har haft et syn, en ægte inspiration”! Eller at han kan anbefale “[l]ivlighed og velklang” og deri se “et sikkert Pant paa at der svævede noget Deiligt for Skjalden”! (20). I betragtning af, i hvor høj grad Flemming Lundgreen‑Nielsens Grundtvig‑forståelse ikke alene stemmer overens med min, men i høj grad ligefrem har været med til at danne den, virker det underlig overfladisk, når han her bliver hængende i spørgsmål som disse.

Tilsvarende synes Flemming Lundgreen‑Nielsen at se med noget i retning af lettet undren på det forhold, at skønt Grundtvig måtte stå skeptisk over for “[b]egrebet og disciplinen æstetik [min kursivering]”, ja, helst helt undgår selve dette ord, så nægter han alligevel ikke “en lovmæssighed i poesien”; han “mener” blot, den skal “søges i det gudskabte menneskes indre, ikke i ydre formers eller reglers historie”. Men den modsætning mellem “æstetik” og “poesi”, der her er tale om, drejer sig jo selvfølgelig for det første om noget andet end fx “kunstnerisk helhed” (og lovmæssighed) eller ej, “mangetydighed og dunkelhed” eller ej, “livlighed og velklang” eller ej, og er for det andet ikke kun en modsætning mellem “totaldigteren Grundtvig” og “det æstetiske”, men også mellem dette, og så poesiens dybdedimension overhovedet, såvel hos Grundtvig som hos andre, mere almindelige digtere (21).

Flemming Lundgreen‑Nielsen henviser ligefrem til “[u]tallige gennemrettede og tilfilede manuskripter” og til “direkte udtalelser”, hvori han ser beviser på, at “Grundtvig i egen digterisk og kritisk praksis nok vidste, hvad det var at arbejde æstetisk”! (21). Og afsnittet slutter med denne sande, men alligevel ejendommeligt dobbeltsidige og beskedne konklusion:

Det er da ikke uberettiget at sætte Grundtvig i forhold til og bedømme ham ud fra den samtidige æstetik, skønt den poetik, han selv prøver at sammenstille, unægtelig er interessantere [min kursivering]. At Grundtvig ved næsten enhver lejlighed underordner komposition, stil og metrik sit budskab og sigte [min kursivering] med en tekst ‑ eksempelvis i en fragmentarisk forelæsning 1814 over “Roskilde‑Riim” (...) ‑ betyder jo også, at han er sig disse æstetisk‑tekniske kategoriers eksistens bevidst. Bedømmelsen af Grundtvigs tyve skønlitterære år kan ske ud fra en vekselvirkning mellem hans egen og samtidens poetik. Ved at fokusere på et niveau ‑ ordkunsten ‑ i Grundtvigs skrifter, han selv betragtede som ikke ligegyldigt, men vel underordnet, kan litteraturhistorien vinde et kapitel om digteren og æstetikeren Grundtvig (Lundgreen‑Nielsen 1980, 21).

Og i slutningen af afsnittet om “Placering i Grundtvigforskningen”, hvor det altså netop er hans eget arbejdes placering og karakter, der er tale om, siger Flemming Lundgreen‑Nielsen, at en af de myter om Grundtvig, der må skaffes af vejen, er den, “at han umiddelbart og ubesværet skrev digte i lange baner uden rigtigt at vide, hvad han gjorde” (27). Virkeligheden er nemlig tværtimod, at

Grundtvig har i de tyve ungdomsår, der her er emnet, brugt megen tid på at tænke og skrive i æstetiske baner og løse æstetiske problemer, han var belæst i faglitteraturen og forstod som regel i teoretiske overvejelser over sin egen digtning, hvad han som digter gjorde. Den “poetiske” [min kursivering ‑ men Lundgreen‑Nielsens anførselstegn!] sans (med alt, hvad det i hans definition indebar) er det centrale i hans væsen [min kursivering]. Derfor kan i det følgende det fagligt litterære (i vid forstand) ses som brændpunkter i hans virksomhed, også hvor der inddrages tekster uden for skønlitteratur og litteraturkritik (Lundgreen‑Nielsen 1980, 28).

Flemming Lundgreen‑Nielsen har altså, ligesom vi skal se det for Poul Borums vedkommende, øje for, at Grundtvig også er “totaldigter” i den forstand, at han er digter ud over alle genremæssige grænser. Men det er altså noget andet, end hvad jeg forstår ved “totaldigter”, ja, det ligger i og for sig på en nærmest modsat led. Det afgørende fælles er, at der er tale om en “poetisk totalitet”

Et helt anderledes rammende udtryk for Grundtvigs enestående digterkarakter er det, når Flemming Lundgreen‑Nielsen i afsnittet “Disposition” siger, at hans bog “er komponeret som en fremskriden fra det mindste (den 15‑årige skoledrengs stilehefter) til det største (symbolet Grundtvig) [min kursivering]” (28).

Herefter vil jeg nu ‑ uden mange kommentarer ‑ fremdrage nogle af de enkeltiagttagelser, Flemming Lundgreen‑Nielsen har gjort, for så vidt angår “handlings‑karakteren” af og selvsymbolikken i allerede Grundtvigs før 1819‑forfatterskab. Det gælder fx allerede Grundtvigs mytologiske forskning i sommeren 1807, som “ikke kun [er] et personligt anliggende”; den skal “karakteristisk for Grundtvigs hele indstilling også anvendes praktisk [min kursivering]. Flemming Lundgreen‑Nielsen citerer hertil Grundtvigs eget udsagn i et udkast fra sommeren 1807,[46] hvor det egentlig er forholdet mellem poesi og videnskab, det drejer sig om, dvs. det forhold, at hos Grundtvig er begge dele eet, “eller rettere at jeg hverken er eller nogensinde vorder egentlig Digter [min kursivering], men kun Organet for en svunden Alder [min kursivering]” (Lundgreen‑Nielsen 1980, 213. ‑ Jfr. Christensen 1998, 48f). Hvilken sidste bestemmelse vel at mærke skal ses i den sammenhæng, at

[Grundtvig] synes at se et dobbelt formål med historisk digtning over nordisk oldtid: en genfødelse af fædrelandskærligheden som betingelse for folkets fortsatte beståen og (...) en hjælp til den enkelte læser til at rive sig løs ‑ vel fra den usle eksistens. [Men Grundtvig] har til stadighed begge i synsfeltet. Manuskriptet er den første begyndelse til en teori for den historiske digtning (Lundgreen‑Nielsen 1980, 215).

Ud fra sit religiøse historiesyn “tager Grundtvig afstand fra en blot humanistisk historiegendigtning. Den historiske digtart er for ham religiøs symbolisme” (216). – Hvortil jeg vil sige, at en “religiøs symbolisme” jo ikke i sig selv og nødvendigvis behøver at være “handlende”, indgribende, men blot kan være en hjælp til den enkelte læser af den i citatet her ovenfor omtalte karakter. Men med Grundtvigs organiske historiesyn og med hans “forestilling om oldsagnene som bærere af en historisk dansk folkebevidsthed” (216) bliver grænsen mellem de to formål naturligvis flydende.

Et meget tidligt eksempel på Grundtvigs forkyndende og indgribende digtning er Maskeradeballet i Dannemark 1808 (US I, 225‑240). Flemming Lundgreen‑Nielsen kalder det “en besynderlig digtning”, som skal “være ‘Syn’, ikke litterær kunst, men forkyndelse [min kursivering] på linje med Grundtvigs landeværnsprædikener”. Men også her finder Flemming Lundgreen‑Nielsen det fornødent at fremhæve, at “Alligevel spiller teksten på læserens forventninger til litterær komposition” (230).

Og medens Flemming Lundgreen‑Nielsen kan fastslå, at Grundtvigs livsanskuelse i årene 1805‑1810 “klart nok ikke [var] romantisk”, må han samtidig gøre opmærksom på, at han respekterede de traditionelle lyriske genrer, og “nok aldrig [har] været mere formbevidst end netop i dette femår”. Men så kommer den meget karakteristiske og interessante tilføjelse: “Først i senere perioder skulle han nå større kunstneriske højder i subjektiv [min kursivering] poesi” (407f). Hvor man altså også skal bemærke, at Flemming Lundgreen‑Nielsen udtrykkeligt – men jo helt i overensstemmelse med sit arbejdes anlæg ‑ nøjes med at tale om de kunstneriske højder i den poesi, som altså netop ikke kun er “kunst”!

Grundtvigs ejendommelige begreb “den deponentiske digtertype” har allerede været præsenteret i nærværende artikels Gustav Albeck‑afsnit, og Flemming Lundgreen‑Nielsen føjer ikke væsentligt nyt til. Men i sin status over året 1811 ser han “den begyndende symboldannelse omkring [Grundtvigs] egen personlighed” som “[d]et vigtigste, men endnu dulgte træk i hans selvbiografiske poesi”. Hvorefter han i den næste sætning fastslår, at “Mest umiddelbar fremtid er der i årets største private arbejdspræstation, omskrivningen af Schouboe‑lærebogen til en verdenskrønike” (515).

I de to her citerede sætninger kommer de to hoved‑elementer i Grundtvigs totaldigter‑praksis til at stå ved siden af hinanden. Verdenskrøniken 1812 skal jo, som jeg også selv udtrykkeligt fremhæver det i min gennemgang i Omkring Grundtvigs Vidskab, netop ikke læses som en dårlig, af subjektive domme plettet, historie‑håndbog, men som “i alt overvejende grad (...) et skrift af apologetisk, opbyggende, polemisk, folkeopvækkende og profetisk karakter” (Christensen 1998, 70). Det viser jo særlig klart bogens faktisk dobbelte udmunding i nogle store forhåbninger til oprettelsen af det nye norske universitet ‑ nemlig såvel til slut i selve teksten som i den sidste af bogens mange note‑tilføjelser, hvor der oven i købet begge steder sluttes med et “Amen!” (US II 389 og 422).

Dette ser Flemming Lundgreen‑Nielsen naturligvis også, men herudover er det interessant, at han for det første ser 1812‑verdenskrønikens afsnit om europæisk og nordisk litteratur som sammenlagt udgørende “en veritabel litteraturhistorie”, der oven i købet betegner “et kæmpeskridt i retning af den organiske litteraturhistorieskrivning, som N.M. Petersen grundlagde 40 år senere” (558). Ja, Flemming Lundgreen‑Nielsen kan føje til, at

Strukturelt foregriber Grundtvigs litteraturhistorie Georg Brandes’ mesterligt ‑ og ensidigt ‑ komponerede hovedstrømninger 1871 ff, selv om de to unægtelig skuer ud over litteraturen med forskellige slags briller (Lundgreen‑Nielsen 1980, 558).

Men navnlig er det for det andet interessant, at Flemming Lundgreen‑Nielsen også anlægger en betragtning på 1812‑verdenskrøniken som selv en slags digterværk (558ff – jfr. Poul Borums inddragelse af faktisk hele forfatterskabet), ja, han giver den til slut ligefrem denne karakteristik: