GRUNDTVIG

Bent Christensen

Denne side er senest blevet revideret 09-11-20: Om naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt. FOREDRAG på Rønshoved Højskole 07.11.20. - Forrige: Naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt (ARTIKEL i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017). - Forforrige: KIRKE OG MENIGHED I GRUNDTVIGS TEOLOGI OG KIRKEPOLITIK 1806-61. - Grundtvig-Studier 2013.

INDHOLD

Ældst nederst – yngst øverst

Altid øverst:

LINKS TIL DE NUMRE AF GRUNDTVIG-STUDIER, HVORI DER ER ARTIKLER AF MIG. - Sat på 22.02.16.

Om naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt. FOREDRAG på Rønshoved Højskole 07.11.20.

NATURVIDENSKABERNE I DET GRUNDTVIGSKE DANNELSESPROJEKT (artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017).

KIRKE OG MENIGHED I GRUNDTVIGS TEOLOGI OG KIRKEPOLITIK 1806-61. - Grundtvig-Studier 2013.

Dette nummer af Grundtvig-Studier udkom stærkt forsinket. Jeg modtog mit eksemplar med posten påskelørdag (19/4) 2014. Grundtvig-Studier skal egentlig udkomme på eller omkring Grundtvigs fødselsdag den 8. september, men er nogle gange først udkommet ved eller efter årets slutning.

GRUNDTVIGS KIRKEPOLITISKE UDVIKLING. Oplæg på Grundtvig-Selskabets årsmøde i Vartov den 23. november 2013.

TRE KOMMENTARER TIL ARTIKLER I KRISTELIGT DAGBLAD OM GRUNDTVIG. - KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.

FRA HAMANN TIL FASC. 209.10. Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige. - Grundtvig-Studier 2012.

TOTALDIGTEREN GRUNDTVIG. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter. - Grundtvig-Studier 2011.

GRUNDTVIGS LIV MED GUD. - Foredrag ved Theologisk Oratoriums sommerkonvent i Sankt Birgitta Kloster, Maribo, den 27. maj 2010.

OM »OMKRING GRUNDTVIGS VIDSKAB«. Indledningen ved forsvaret den 4. september 1998 og replikker til de to officielle opponenter. - Grundtvig-Studier 2001.

TOTALDIGTEREN GRUNDTVIG - I FORTID OG FREMTID. - Manuskript til forelæsning på Nysted Folkeuniversitet 24.09.00.

GRUNDTVIG OG ÅRHUNDREDERNE - OGSÅ DET ENOGTYVENDE? - Folkeuniversitetet, Sognets Hus, Maribo 15.02.00.

AT KENDE GUD I LIVETS ALMINDELIGE GUDSTJENESTE. En præsentation af doktordisputatsen »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. - Lolland-Falsters Stiftsbog 1999.

»GRUNDTVIGS VIDSKAB - dialog mellem videnskaben og det folkelige«. Manuskript til indlednings-foredrag 20.11.98 ved åbningen af seminaret: »Økologi i uddannelse og folkeoplysning« (20. - 22. november) på Den frie Lærerskole, Ollerup

Min opposition ex auditorio ved forsvaret af Ole Vinds disputats: Grundtvigs historiefilosofi på Københavns Universitet den 28. maj 1999.

Foredrag om Grundtvig og naturvidenskaberne i Forum Teologi Naturvidenskab Århus Universitet. - Skriftlig udgave. - Formodentlig i foråret 1999.

Jeg har af en eller anden grund ikke den nøjagtige dato i manuskriptet, men jeg vil prøve at finde den andetsteds.

Det danske RESUMÉ af min i 1998 udgivne disputats »OMKRING GRUNDTVIGS VIDSKAB. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.

EN LOKAL GRUNDTVIG-KRITIK ANNO 1817. Et læserbrev i "Lolland-Falsters Stifts Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger" nr. 33/1817.

GRUNDTVIG OG LOLLAND-FALSTER OG OXFORD! Grundtvig'ske forbindelses-tråde mellem Udby, Radsted, Døllefjelde og Oxford i fortid og nutid. - Lolland-Falsters Stiftsbog 1996. - Foreløbig kun de af mig selv skrevne dele samt digtet "Fuglesyn af Oxford".

Det danske RESUMÉ af min i 1987 udgivne licentiatafhandling »FRA DRØM TIL PROGRAM. Menneskelivets og det verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832«.

»NYAARS-MORGEN« SOM TEOLOGISK OG KIRKEHISTORISK DOKUMENT. - Præsteforeningens Blad 1987/1-2, 09.01.87.

VAR GRUNDTVIGS NYERKENDELSE I 1832 EN TRAGISK HÆNDELSE? - Licentiatforelæsning på Københavns Universitet, Det teologiske Fakultet, den 19. november 1985. - Trykt i Grundtvig-Studier 1989-1990.

FOR KRISTENDOMMENS SKYLD. Menneske først, kristen så - og hvad så? - FØNIX 1/1978. - Med nogle ganske få rettelser og ændringer af retskrivnings- og opsætningsmæssig karakter. I selve ordlyden er intet ændret. - Men med en indledning, som er skrevet forbindelse med indskrivningen af teksten i januar 2003.

* * * * * *

Altid øverst:

Links til Statsbibliotekets sider med de numre af Grundtvig-Studier, hvor der er artikler af mig

Men artiklerne står også her på siden.

LINK til

Grundtvig-Studier 2013 med min artikel

"Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61":

http://ojs.statsbiblioteket.dk/…/g…/issue/viewIssue/2803/164

LINK til

Grundtvig-Studier 2012 med min artikel

"Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige":

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/issue/view/2184

LINK til

Grundtvig-Studier 2011 med min artikel

"Totaldigteren Grundtvig. En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter":

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/article/view/16578

LINK til

Grundtvig-Studier 2001 med mit svar til de to officielle oppositioner ved mit disputatsforsvar: "Om »Omkring Grundtvigs Vidskab«".

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/issue/view/2172

LINK til

Grundtvig-Studier 1989 med teksten til min licentiatforelæsning på Københavns Universitet i 1985: "Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?".

http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/issue/view/2145

NB! Ovenstående oversigt står altid øverst.

Om naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt - FOREDRAG.

Manuskript til foredrag på Rønshoved Højskole 07.11.20 - som del af kurset "Dannelsens forbindelser". - Det allerførste svarer til, hvad jeg faktisk sagde. Men grebet af stemningen, kom jeg til at fremføre det skrevne langt friere end planlagt. Der var i det holdte foredrag ting, der ikke kom med, og ting, der blev tilføjet.

Da jeg havde fået ordet, fortalte jeg først lidt om mig selv, og det gjorde jeg, som jeg nu plejer, ved stort set at fortælle, hvad der står under mit billede i min forfatterfolder, nemlig:

Bent Christensen. Født 1943. Neobop-jazzpianist o. 1960. Sprogløjtnant med russisk 1964. Cand. mag. i dansk/russisk 1968. Gymnasieadjunkt 1968-1971. Med supplerende teologisk uddannelse præst i Folkekirken 1971-2003. Lic. theol. (ph.d.) 1985 (Grundtvig-afhandlingen Fra drøm til program, udg. 1987). Dr. theol. 1998 (Omkring Grundtvigs Vidskab). Arbejder siden 2003 især med teologi (herunder salmedigtning), poetik og egne digte. - Polsk er nu det slaviske hovedsprog. Oversættelser af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz: Sonetter 1826 (Krimsonetter og Odessasonetter samlet, 2017). Ballader og romancer (2018). Grażyna - Konrad Wallenrod (2020). - Egne udgivelser: Lollandsonetter (2015). Salmer (2015). Digte og aforismer 1966-2016 (2016). Mit teologiske testamente (2017). Digte og aforismer 2016-2018. Mit Dannevirke (2019). - Bidrag i flere numre af Grundtvig-Studier.

Men jeg fortalte også, enten her eller inde i foredraget, om min tilknytning til Forum Teologi-Naturvidenskab, Århus, og min naturvidenskabelige interesse fra ungdommen af.

Og så gik jeg i gang med foredraget:

Så vidt jeg kan se, har vi tiden frem til kl. 17.00. Men jeg regner med, at vi både skal have en pause og en drøftelse. Jeg har derfor forberedt mig på lidt af hvert.

Jeg har et manuskript. Som jeg vil holde mig ret tæt til! Jeg har en dårlig hukommelse og kan slet ikke tale frit ud fra, hvad jeg kan huske, Dvs. det kan jeg måske nok, men så risikerer det i hvert fald at blive for langt! Desuden vil jeg gerne have de helt rigtige og helt præcise formuleringer med. Sådan havde og har jeg det også, når jeg står på en prædikestol. - [Ja, sådan stod der i manuskriptet, og noget i den retning sagde jeg også, men det blev, som allerede nævnt, meget friere].

Hvis oplæsningen(!) af mit manuskript tager for lang tid, kan jeg springe noget over, men hvis det fylder for lidt, kan jeg supplere med noget fra det ret store dokument, jeg begyndte med at lave, og som jeg har liggende bagved. Det indeholder det meste eller vigtigste af, hvad jeg har liggende på harddisken om dette emne.

Men jeg kan også gå til min bog Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde (2019). Det var mit forsøg på at optræde som Grundtvig-discipel nøjagtig 200 år efter, at hans eget berømte enmandstidsskrift ophørte med at udkomme. Vi kommer til det senere. Det kan blive i forbindelse med foredragets sidste afsnit eller i forbindelse med drøftelsen, for jeg forestiller mig, at det især bliver, for så vidt angår bogens anden del "Filosofien, videnskaben og virkelighedsbilledet". Men det kan måske også blive, for så vidt angår tredje del " Mit eget virkelighedsbillede".

Men lad os nu se. Jeg går nu i gang med det forberedte foredrag.

Når vi skal beskæftige os med spørgsmålet "naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt", skal vi dele op i tre dele.

Vi skal for det første se på Grundtvig selv, dvs. på hans eget syn på videnskabeligheden overhovedet og på hans egen måde at drive videnskabelighed på. Vi er nødt til at skulle kende hele det omfattende virkelighedssyn, der danner grundlaget for og rammen om Grundtvigs syn på videnskabeligheden og oplysningen overhovedet, og vi er nødt til at have hele dette forhold med i betragtningen, når vi selv skal prøve at forstå, hvad der sker, når vi tager naturvidenskaberne med i vort videnskabelige og dannelsesmæssige projekt. - Det siger sig selv at vi pdes. skal prøve at forstå, hvad Grundtvig selv mente, da han dengang skrev disse ting, men at vi pdas. må prøve at oversætte det til noget, der passer ind i vor tids sammenhæng.

Dernæst skal vi se på, hvordan Grundtvig selv - derudover - så på naturvidenskaberne og på deres plads og betydning.

Og endelig skal vi se på, hvordan vi i dag skal have naturvidenskaberne med i dét videnskabelige og dannelsesmæssige projekt, vi nu - som Grundtvigs arvinger - selv prøver at realisere. Men det helt afgørende er, at naturvidenskaberne overhovedet er med, men altså på den udtrykkelige måde, at det hører med til såvel videnskabeligheden som oplysningen eller dannelsen, at alle, hver efter evne og lejlighed, får en direkte viden om den verden, vi tilhører og er opstået af, og om os selv i vor menneskelige biologiske og fysiologiske legemlighed. Så må denne viden indgå i hele vor videre forholden os til og tydning af Tilværelsen.

1 - Grundtvigs eget syn på videnskabeligheden og på hans egen måde at drive videnskabelighed på

Hvad Grundtvig selv angår, kan enhver hurtigt se, at han langtfra selv havde nogen interesse for naturvidenskaberne og derfor ikke tog hensyn til dem i sin egen videnskabelige praksis.

Grundtvig var, hvad vi i dag vil kalde humanist. Han var teolog, digter, filolog, historiker og mytolog. Han bestemte sin måde at drive videnskabelighed på som "historisk-poetisk". Men det var altså netop videnskabeligheden, han gav denne betegnelse. Når vi i dag siger ordet "videnskab", ser vi nok først og fremmest nogle mænd i hvide kitler for os i nogle laboratorier eller store tekniske anlæg. Eller vi ser nogle, der sidder og kører programmer igennem på deres computere. Det er det, der svarer til det engelske ord "science". Vi mangler på dansk et ord, der svarer til det engelske ord "scholarship". Men det dækker heller ikke helt, hvad Grundtvig forstod ved videnskabelighed.

Grundtvig har selv dannet et ord, der betegner, hvad han forstod ved videnskabelighed. Og det er ordet "vidskab". Det er også derfor, jeg har givet min disputats titlen Omkring Grundtvigs Vidskab. Med undertitlen "En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement".

Det helt afgørende her indledningsvis er, at erkendelsen, eller altså videnskabeligheden eller "vidskaben" - og dermed også hele Grundtvigs altomfattende livsoplysningsprojekt - er en meget vigtig side af "det kristeligt nødvendige livsengagement". Grundtvigs videnskabeligheds- og oplysningsprojekt er dybt kristeligt teologisk begrundet. Det fremgår kort og klart af denne berømte strofe fra det store kirkehistoriske digt "Christenhedens Syvstjerne" (1854-55) - dvs. fra den del af det, der er blevet til sangen "Ingen har guldtårer fældet":

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

(VU VI 347. DP 259).

Her er det de meget vigtige Grundtvig begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men anliggendet i denne strofe er jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

Grundtvig har lagt grunden til dette allerede i afhandlingerne "om Allehaande" i sit enmandstidskrift Danne-Virke (1816-1819). I den første afhandling, "Om det Philosophiske Aarhundrede", siger han, at

Uagtet det Timelige ingenlunde kan forklare det Evige, maatte dog det Timeliges Forklaring have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie, thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo hvad det betegner og betyder [...] At begribe sig selv i Sandheden det er da det store Maal for den menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig Vidskab (DV I 117 - GV 167).

Det er altså mennesket selv, der er den alt andet overordnede og samlende genstand for erkendelsesaktiviteten,

thi Fornuften maa kunne komme til at begribe sig selv og Alt hvad der hører under dette Begreb, altsaa det hele timelige Menneske og alt det Timelige, thi Mennesket er alt det Timeliges Middelpunkt, og det maae da kunne begribes i Mennesket (DV I 116f).

Allerede her i de helt grundlæggende bestemmelser anlægges altså et i videnskabsteoretisk forstand fuldstændig antropocentrisk syn.

Og det er vel at mærke menneskelivet i dets konkrete historiske forløb, der er tale om. Det svarer til, at hvis man har en grammofonplade med et stykke musik på, så er det ved at høre den, man lærer at forstå, hvad den betyder - og ikke ved at sidde og kigge på bølgerne i rillerne gennem et mikroskop!

Historien er den helt overordnede erkendelseskilde, fordi den er "den evige Sandheds Aabenbarelse i Tiden", fordi "Historien maae vise, hvorledes Aabenbarelsen er skeet, maae udtrykke den evige Sandheds timelige Billede". Men Grundtvig gør udtrykkeligt opmærksom på, at der her ikke er tale om den særlige (i historien "indskudte" kristne åbenbaring), men om netop den åbenbaring, Guds-åbenbarelse, som den naturlige historie "uvitterlig [det vil sige. uafvidende; ubevidst; ved selve sit forløb] udgiør og beskriver", altså om den åbenbaring, som verden i selve sin forsiggående skabthed udgør (DV I 122).

I "Om Mennesket i Verden" advarer Grundtvig i et vidtløftigt billedsprog mod pseudovidenskabeligt hængedynd, spekulationens luftballoner osv., men fremhæver betragtningen af den levende og nære natur, idet han siger, at

Derimod vil vi venlig betragte Alt hvori Livet rører og røber sig, ei saaledes gaae i Tanker, at vi ei høre den syngende Fugl, vil ei løbe for den surrende Bie eller lade Kiærminden skjule sig uændset (DV II 141).

Der er en nøje sammenhæng mellem Grundtvigs positive, anti-idealistiske forståelse af menneskets legemlighed og hans positive forståelse af den rette beskæftigelse med også den ikke-menneskelige natur:

Saa ufuldstændig [vor legemlige selvkundskab] maa være, saa er den vi kan have, dog hverken ubetydelig eller usikker, thi det er upaatvivleligt at Alt hvad der forbinder os med sandselige Ting, tilhører det sandselige Menneske, og vor legemlige Selv-Kundskab kan og bør da voxe ved hvert Skridt vi giøre til Bekiendtskab med den udvortes Verden og vort Forhold til den (DV II 145).

Hvor vigtig - og også dybt kristologisk begrundet - den videnskabelig erkendelse var for Grundtvig, fremgår måske allertydeligst af den enogtyvende og sidste artikel i artikelrækken "Den christelige Børnelærdom" (1855-1861): "Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden" (1861). Hvad den større kirkelige og kirkepolitiske sammenhæng angår, må jeg her nøjes med at henvise til min artikel i Grundtvig-Studier 2013 "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61", der netop slutter med behandlingen af denne artikel.

Det er den yderste frikirkemulighed i Danmark, Grundtvig her præsenterer, nemlig en måske ganske lille menighed, der sammenlignes med urmenigheden i Jerusalem. Men i forbindelse med en behandling af præsteuddannelsen går Grundtvig over til at skildre de forhold, hvorunder man i en frikirke kunne tænkes at oprette og drive et veritabelt universitet!

Og om denne måske ganske lille mindretalskirke i Danmark siger Grundtvig så:

Man vilde derfor strax lægge Grundstenen til en kristelig Højskole [universitet], som, trods al sin udvendige Tarvelighed, ingenlunde indvendig vilde være indskrænket til det nødvendigste daglige Behov, men være stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Visdoms-Skatte, der jo umulig kan være “skjulte i Faderens og Vorherres Jesu Kristi Erkjendelse”, uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning skal staa Maal med ham, maa komme for Lyset (US IX, 579).

Det, der nu er blevet tale om, er intet mindre end et helt universitet, altså bogstavelig talt et menigheds-universitet! Og den universalhistoriske forklaringsvidenskabelighed begrundes nu rent kirkeligt og kristologisk. Der er tale om fuldendelsen af det (i Kristus nyskabte) “‘ny Menneskes’ Levnedsløb”. Jf. Ef 4,13.15.22-24 og ApG 20,24.

Og til denne fortsættelse hører vel at mærke “en i alle Retninger (undtagen den falske) fremskridende Oplysning” [fremhævet her, BC] (580). Det er i netop vor sammenhæng her i dag meget vigtigt, at også oplysningens - eller "dannelsens" - nødvendighed begrundes på denne bogstavelig talt yderste måde!

Men vi skal nu tilbage til Er os tomme Ord og Lyde-sammenhængen.

Det er det skabte-men-faldne menneskeliv - hverken mere eller mindre! - der bekræftes og sættes i sit sande lys af den særlige åbenbaring, og det er dette menneskeliv, der er frelsens genstand. Samtidig gælder det, så at sige den anden vej, at selve ordet Gud - og dermed hele den særlige åbenbaring, ja, selve frelses-talen - alt sammen bliver betydnings-tomt, hvis den Gud, der er tale om, ikke forstås som netop dette menneskelivs og dets verdens Gud - som både Skaber og Frelser.

Det er heraf, mit begreb "det kristeligt nødvendige livs-engagement" følger - eller "det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed" - eller altså "er-os-tomme-ord-og-lyde-princippet". Og der er altså helt særligt tale om en erkendelse af betydning. Hvilket yderligere understreges af hele "Logos kristologien", dvs. troen på Kristus som det Guds Ord og den Guds Sandhed, ved hvem verden er skabt, og som al mening og betydning i verden er et aftryk af. Hvilket bekræftes og forstærkes i inkarnationens store begivenhed. - Og inkarnationen (kødspåtagelsen) er altså det, at Ordet, Kristus, blev kød (menneske), at Gud blev menneske.

Også den kristne opstandelsestro er en stor bekræftelse af menneskelivets legemlighed. Ingen ved ganske vist, hvad "kødets opstandelse" nærmere vil sige. Jf. selveste Paulus's overvejelser i 1. Korintherbrev kapitel 15. Men det afgørende er, at vi her og nu kan høre påskeevangeliet som en forkyndelse af håbet for vort menneskeliv, også i dets legemlighed.

Det helt afgørende i såvel skabelses- som frelses-forholdet må være erkendelsen af Gud, det at kende Gud. Dette kan imidlertid - bortset fra alt det, der ligger i den særlige åbenbaring og i selve frelsen (og som unægtelig er helt afgørende, men dog noget andet, og for så vidt "tomt") - kun ske indirekte, nemlig gennem menneskets erkendelse af sig selv og sin verden.

Og der skal være en stadig vekselvirkning mellem livet og den tydende erkendelse af det, i den forstand, at erkendelses-resultatet, tydningen, vender tilbage til livet igen som oplysning, hvorved selve livets levelse kommer til at give en ny og højere grad af erkendelse. Og så videre.

Det er i øvrigt også vigtigt at lægge mærke til, hvor stor betydning historikeren Grundtvig i sine historiske værker tillagde geografien i også meget fysisk og biologisk forstand!

Selve Grundtvigs egen videnskabelige praksis kan vi ikke komme særligt ind på i dag. Men han var historiker i bredeste forstand, også med sådan noget som fremdragelse af gamle tekster af også poetisk art. Og hans historiske forfatterskab kan sine steder antage karakter af ren litteraturhistorie. Grundtvig var særdeles kritisk over for det tyske, dog især, når det blev ført frem nord for Ejderen. Men han var faktisk særdeles velorienteret i den tyske litteratur og litteraturhistorie.

Og Grundtvig var filolog! Det gælder i høj grad også den gamle angelsaksiske litteratur. Grundtvig kunne læse angelsaksisk, ja, har også skrevet i hvert fald et enkelt digt på angelsaksisk! Og han har oversat det angelsaksiske kvad Beowulf og andre angelsaksiske tekster. Vi skal om lidt komme nærmere ind på hans berømte og skelsættende "Indledning til Nordens Mytologi", men det er vigtigt, at Grundtvigs berømte tre englandsrejser 1829, 1830 og 1831, der fik så stor betydning for hele det nye syn på kirke, videnskabelighed og livsoplysning, der først blev præsenteret i denne indledning til en lærebog i nordisk mytologi, gjaldt studiet er de gamle angelsaksiske håndskrifter.

Grundtvig er den dag i dag en vigtig person i angelsaksisk filologisk sammenhæng. For en del år siden blev jeg kontaktet af en professor i angelsaksisk ved University of California, der må have set den engelske underside på min hjemmeside, og som bad mig om hjælp med nogle ting, blandt andet i forbindelse med Beowulf-kvadet, som Grundtvig jo havde oversat til dansk. Det udviklede sig til en længerevarende og ret omfattende kontakt!

Men Grundtvigs tre englandsrejser fik en helt særlig og meget større og mere omfattende betydning - som den store Grundtvig-forsker Kaj Thaning har behandlet meget udførligt i sin trebindsdisputats Menneske først -. Grundtvigs opgør med sig selv (1963). Thaning viser, hvordan Grundtvig gennem den lange række af udkast til Indledningen, under indtryk af det møde med virkeligheden, der havde været tale om i England, skrev sig frem til den endelige, helt usædvanlige version, der ikke bare var en indledning til selve bogen som sådan, men også indeholdt et nyt og omfattende kultur- og kirkepolitisk program. Han satte sin præsentation af den nordiske mytologi ind i den store sammenhæng, den skulle være en del af.

Men Grundtvig var altså også mytolog - både i 1808 og 1832 og i det hele taget. Heller ikke Grundtvigs behandling af mytologien kan vi dog komme nærmere ind på her. Vi skal dog lægge godt mærke til 1832-mytologiens fulde titel: Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog, historisk-poetisk udviklet og oplyst af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. - "Sindbilled-Sprog" betyder billedsprog eller symbolsk og poetisk sprog. Grundtvig interesserer sig altså ikke for den gamle mytologi som religion, og da slet ikke her i 1832. Det, der interesserer ham, er, hvilke forestillinger om tilværelsen vore forfædre gjorde sig, og hvilke udtryk disse forestillinger fik. Ved at beskæftige sig med den gamle mytologi får man simpelt hen en vigtig viden om menneskelivet både dengang og som det senere har udviklet sig. Men man får også et helt særligt lys ind over livet, en særlig slags sidebelysning, kan man sige. Det gælder i det hele taget for Grundtvig, at han lader forskellige del af tilværelsen og menneskelivet sidebelyse hinanden.

Jeg vil om lidt præsentere nogle af de vigtigste steder i Indledningen til Nordens Mythologi 1832, hvor Grundtvig taler om hele den videnskabelige og kulturelle sammenhæng, beskæftigelsen med mytologien skal indgå i.

Men allerførst må jeg sige lidt om den livsanskuelsesmæssige sammenhæng, Grundtvig vil tale ind i. Det er ikke et kristent projekt, Grundtvig præsenterer i Indledningen til Nordens Mythologi. Det, han vil, er ganske vist stadig for ham selv dybt begrundet i kristendommen. Men han vil også kunne dele det med dem, der i hvert fald ikke tilhører det ret lille mindretal af, hvad Grundtvig regnede for rigtig rettroende kristne (jf. fremtidsbetragtningerne i Den christelige Børnelærdom). I Indledningen skelner Grundtvig mellem de egentlige kristne og dem, han betegner som "Naturalister med Aand". Men det fælles skal være et syn på verden og eksistensen, der er åbent over for tilværelsens realiteter og dermed også åbent for det fællesmenneskelige videnskabelige og dannelsesmæssige program, Grundtvig lægger frem. - I dag ville vi måske kalde naturalisterne med ånd kulturkristne, ja, når jeg prøver at præsentere det, jeg som Grundtvig-discipel i dag ønsker realiseret, går jeg ofte så vidt, at jeg siger, at også "åbne og ærlige ateister" vil kunne deltage i det.

Menneskelivet - og det danske folkeliv - har en værdi i sig selv uanset eller "før" kristendommen, så at det trænger til at blive oplyst (i den helt store betydning af ordet). At Grundtvig så, især for det danske folks vedkommende, alligevel også har, hvad jeg kalder hans "sekundære teologi" om de forhold, der er tale om her, kan jeg ikke komme nærmere ind på nu. - Men nu til citaterne fra Nordens Mythologi!

Indledningen til Nordens Mythologi 1832

Grundtvig vil følge 1700-tallets kolde og begrænsede oplysning op med en ny, varm og altomfattende livs-oplysning. - Ja vi skal sørge for at bruge netop ordet "livsoplysning", så tit som muligt, ja, gerne tale om "folkelig livsoplysning" - i modsætning til "folkeoplysning", der er noget meget mindre og snævrere. - Ja, jeg vil også henvise til Grundtvigs hyppige brug af ordet og begrebet "forklaring".

Den store forklaring, Grundtvig taler om, er i sidste ende den store "gennemlysthed", historien skal munde ud i. Det kristeligt set yderste mål for verdens historie, er selvfølgelig hele skaberværkets genløsning som en ny himmel og en ny jord (Johannes’ Åbenbaring 21,1) gennemlyst af Guds herlighed. Nogle steder betyder "forklaring" hos Grundtvig faktisk det samme som "herlighed". Men i hans skabelsesteologi er der også tale om en udvikling, hvor der ikke tages særligt hensyn til hverken syndefaldet eller frelsen, en udvikling, der er en vækstens udfoldelse af det menneskeliv, som blev "født" i skabelsen. Man kan også sige, at ordet "forklaring" i sin erkendelsesside må betyde noget i retning af "gennemlyst eller oplyst indefra" eller "inderligt gennemskuet og forstået".

Hver gang jeg synger "Den signede dag med fryd vi ser" og vi kommer til andet vers, ser og hører jeg det måske nok stærkeste udtryk for, hvad "forklaringen" betyder, nemlig, når vi synger, at julenat, "da lyset oprandt, som Jordens bold / skal lysne udi og gløde". Se det for jer! Se hele jordkloden med både det biologiske og det menneskelige liv gennemlyst og gennemglødet af sandhed og herlighed! Det er i dette store perspektiv, det vi beskæftiger os med i dag, skal ses. Vel at mærke uden, at der bliver tale om en kristelig "overklistring" af videnskabeligheden. For at leve op til, hvad jeg kalder "er os tomme ord og lyde-princippet" skal den videnskabelige erkendelse (men også den historisk-poetiske erkendelse, ja, den digteriske og i det hele taget kunstneriske erkendelse), drives autonomt; det er virkeligheden, som den er, der skal erkendes, hvis den skal virkelighedsudfylde den særlige kristne frelseshistorie og frelsestale!

Vi kan også tage dette berømte sted:

Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig [fremh. her] giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares [fremh. her] i en fælles guddommelig Bevidsthed (US V 408).

Om "Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys" siger Grundtvig, at den er,

hvad Man veed giør klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom (US V 458).

Grundtvig opererer med forestillingen om, at hele verdenshistorien skal vare seks tusind år, så er der nu kun er ca. fem hundrede år tilbage at nå forklaringsmålet i! Man har altså travlt!

Der er hos Grundtvig tale om en videnskabelighed, som er styret og "adlet" af det ophøjede forklarings-mål, så at resultatet bliver en forening af "alle dygtige Bestræbelser, fra Mathematikerens til Poetens, fra Ord-Sankerens til Tanke-Samlerens [sprogvidenskabsmandens og idéhistorikerens]", og saaledes vil en Universal-Historie, i saa vidtløftig Forstand, at den fuldstændigste Encyklopædi er Registeret til den, være det store Konst-Værk, der maa svæve os for Øine (US V 414).

Af særlig betydning i vor dannelses-sammenhæng i dag er det, at Grundtvig siger, at

Dannelse og Duelighed maa [...] altid være beregnet paa Folke-Livet for Øieblikket, men Lærdom paa Menneske-Livet i det Hele, saa naar Lærdommen er ret ægte, indslutter den Dannelse og Duelighed i sig, men disse kan ikke indslutte hin, uden i en dunkel Følelse, og Lærdommen vil især hos de egenlige Bog-Lærde (Skole-Mesterne) føre paa Vild-Spor, hvis der ikke staaer en Folke-Dannelse ligeoverfor, der nøder den til at tage det nærværende Liv og Øieblik i Betragtning, ligesom Folke-Dannelsen snart vil udarte til en overfladelig Politur, dersom Lærdommen ikke holder den i Aande (US V 407).

Afsnittet om oplysningssiden af sagen slutter således:

Paa een Gang at ville giøre alle Folk lige kloge, er en Daarskab, som naar den alvorlig prøvedes, kun vilde tiene til at giøre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er, som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles nødvendigt (US V 408).

Nøglebegrebet er udbredelsen af "en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder". Og det er meget vigtigt, når vi i dag skal tale om Grundtvigs dannelsesbegreb. Alle skal have del i den store fælles dannelse - eller have tilbudt deres del. For enhver må jo "tage, som han nemmer" (et ikke stedfæstet Grundtvig-citat efter hukommelsen).

Göteborg-superuniversitetet

Allerede i Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834) fremsætter Grundtvig sin tanker om et fællesnordisk superuniversitet:

Sine herlige Collegier, hvor Vidskabs-Mænd med gode Kaar kan opoffre hele deres Liv til de Studeringer, som huge dem, har jeg tit misundt England, og vinder Nordens Videnskabelighed engang den levende Middel-Punkt, jeg inderlig ønsker den, ved et stort Universitet, fælles for de tre Nordiske Riger, da faaer den sikkert ogsaa nogle saadanne storladne Studere-Kamre (US VIII 94f).

Men det er i artiklen "Om Nordens videnskabelige Forening" (1839), Grundtvig for alvor udfolder sine tanker om det store fællesnordiske universitet.

Han begynder med at definere det i forhold til hhv. embedsmandsuddannelsen og den folkelige oplysning. Øverst skal det ene store fællesnordiske topvidenskabelige universitet være. På næste niveau skal der i hvert land være "en Planteskole for Præster, Lovkyndige og andre praktiske Embedsmænd" samt en "'Folkelig Høiskole' [et folke-universitet], hvor Alt paa Modersmaalet dreier sig om Fædrenelandet [...]" (134). - Der skal selvfølgelig også være en livsoplysende uddannelse for børnene og de unge uden for det folklige universitet, Grundtvig ønskede at oprette i Sorø Akademi. Og det hele skal stå i stadig vekselvirkning med hinanden, både ned og op.

Grundtvig så i øvrigt også det fællesnordiske superuniversitet som det særlige nordiske bidrag til hele den fællesmenneskelige kultur og videnskabelighed, ja, han forudså fx ikke bare fælleseuropæiske, men faktisk globale konferencer på det allerøverste niveau. Det sker fx i fremtidsdigtet "Dansk Ravne-Galder", hvor deltagere fra forskellige lande, deriblandt Indien, på et skib på vej hjem fra en konference i København i 1910(!) samtaler om videnskabeligheden (Udvalgte Skrifter X 364-482)). - Den lange dialog i dette digt er ganske morsom. Blandt andet fordi Grundtvig har givet repræsentanterne for de forskellige folk karakteristiske navne. Tyskeren hedder fx Denkspruch og englænderen Clearby!

Naturvidenskabernes betydning for Grundtvig selv

Da Grundtvig skal besvare spørgsmålet, hvad man overhovedet skal med et stort fællesnordisk superuniversitet, nævner han først - ganske pudsigt, eller pædagogisk (drillende?) - hensynet til matematikken og naturvidenskaberne! Man må straks indrømme, at

Mathematiken og Naturvidenskaberne hverken kan udtömmes ved den folkelige eller Embedsmændenes Dannelse, og at de dog, baade for deres mangfoldige praktiske Anvendelighed, og for den Indsigt i Naturens Hemmeligheder, de enten give eller dog spaae og love, fortjene alle Hovedfolks Opmærksomhed (SKV II 135).

Men de historiske videnskaber er selvfølgelig de vigtigste, ja,

da Historien omfatter Menneske-Slægtens mærkværdigste Ord og Gierninger, hvori Menneskenaturen aabenbarer sig, og hvortil alle videnskabelige Fremskridt höre, saa er al menneskelig Vidskab i Grunden historisk, og Kundskaben om det Forbigangne det eneste Middel til at forstaae det Nærværende og lægge fornuftige Planer for det Tilkommende (SKV II 136).

Og den helt grundlæggende beskrivelse af det fællesnordiske universitet lyder:

Ved et saadant frit Nordisk Universitet, hvis Sæde Regieringerne maatte erklære for en Fristad, vilde Collegierne eller Museerne være deelt mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, for at samle Kræfterne paa begge Sider til den stærkest muelige Anstrængelse og Vexelvirkning; thi Menneskelivet i kraftig Virksomhed med Ord og Gierning danner en egen Kundskabs-Kreds, der kiendelig adskiller sig saavel fra Dyrekredsen, som i det Hele fra Synskredsen i sandselig Forstand[, så] at der med Nödvendighed finder en vis Modsætning Sted mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, skiöndt det fölger af sig selv, baade at en tilstrækkelig Oplysning vil hæve den, og at Universal-Historien, ved at omfatte hele den menneskelige Virksomhed, ogsaa omfatter alle Menneske-Slægtens videnskabelige Bestræbelser (SKV II 148f).

Grundtvig forestiller sig altså udtrykkeligt, at der skal være både en humanistisk og en naturvidenskabelig afdeling (med både fysik og biologi) på superuniversitetet. Og han taler lige så udtrykkeligt om den stærkest mulige vekselvirkning mellem dem. Desuden ser han tydeligvis den naturvidenskabelige erkendelsesvirksomhed som "bedrift", altså som et forløb, der er omfattet af universalhistorien.

Et interessant eksempel på, hvordan Grundtvig selv mere detaljeret har forholdt sig til naturvidenskaben, er hans behandling af Linné i 1812-verdenskrøniken

I det kun 1½ US-side lange afsnit om Sverige tales der en hel del om videnskabeligheden fra Gustav Adolfs dage af, hvilket for det meste vil sige om historieskrivningen (sammen med digtekunsten). Desto mere påfaldende er omtalen af Linné’s botaniske (altså naturvidenskabelige) indsats, som ikke alene ved sin internationale anerkendelse og virkning, men også ved sin karakter har vakt Grundtvigs beundring:

Hidindtil havde Man, paa løselig fransk Viis, delt Urter og Ukrud blot efter deres Blade, men Smaalændingen kigede indenfor med klarere Øie, og fandt i Frugtstøvets Redskaber sandere Kendemærker. Hans Fortjeneste af Naturhistorien ved Ideens Udførelse maa kun Indviede bedømme, men Ideen kan hver se var kostelig, om ogsaa i Fremtiden et [endnu] inderligere Kendemærke skulde meget forstyrre hans Anordning (US II 356).

Det er tydeligt, at selve "inderligheden", det at se ind under overfladen, for Grundtvig har en principiel betydning, som rækker langt ud over biologien. Linné’s botaniske indsats står faktisk som intet mindre end et symbol på den nordiske inderlighed og dybdeskuen i modsætning til den franske overfladiskhed!

En ting, vi skal lægge godt mærke til, er, at Grundtvig åbenbart ikke forestillede sig, ikke udtrykkeligt i hvert fald, at der skulle være et "teologisk fakultet" på Göteborg-universitetet! Men vi må alligevel forestille os, at i det mindste de tanker om "den mosaisk-kristelige anskuelse" osv., han gjorde sig i Indledningen til Nordens Mythologi på en eller anden måde skulle have været repræsenteret. Og på en eller anden måde også hans tanker om skaberværkets vej mod forklaringen. Han regner i hvert fald med, at præsterne skal komme på besøg i Göteborg og derefter (men også bare som læsere af Göteborg-professorernes skrifter) skal spille en vigtig rolle i formidlingen af det, der har fundet sted dér. Det er dog klart, at Grundtvig ikke forestiller sig, at superprofessorerne i Göteborg på nogen måde skal være underlagt teologien.

Selv om der må skelnes mellem naturvidenskaberne og teknologien, hører det også med til forståelsen af Grundtvig, at han kunne se med anerkendelse og begejstring på den teknologiske side af sagen. I Haandbog i Verdens-Historien (bd. I-III, 1833-1843. ) giver betragtningen af de store opdagelsesrejser ham anledning til at komme ind på også dette område - i et karakteristisk verdenshistorisk perspektiv.

Vel frister den måde, opdagelserne er blevet udnyttet på, til, at man kun ser bagsiden af den tids åndelige røre i dem, men de har dog ikke blot udvidet "Synskredsen i den virkelige Verden", de har også udvidet "Menneskets Virkekreds", hvorved de så videre ikke blot blev forudsætningen for den almindelige udvikling i "Nyaarstiden", nej, de "gav ogsaa Videnskaberne de borgerlige Pligter og Rettigheder, uden hvilke de aldrig enten ret kan fæste Rod i Jorden eller blive Livet tjenlige" (489).

Bag disse betragtninger ligger helt åbenbart Grundtvigs begejstring for søfartsnationen England som bærer af Nordens gamle kæmpeånd, ligesom den for så vidt "lavere" teknologi jo har forholdsvis let ved at vinde en plads i Grundtvigs hjerte, når den indgår i store og verdenshistorisk betydningsfulde bedrifter!

Vi behøver nu kun at supplere dette med et par citater fra Grundtvigs afhandlinger i enmandstidsskriftet Danne-Virke (1816-1819), der jo præsenterede det syn på videnskabelighed og dannelse, han dengang havde, og som videreføres i Indledningen til Nordens Mythologi. Først om matematikkens og fysikkens plads:

Mathematiken og Physiken skal ikke vove at bestige en Dronningstol Historien nægter dem al Adkomst til, men de skal og derfor undgaae den Mistanke og Harme Historien kaster tilbage paa deres daarlige og hoffærdige Dyrkere; i Historiens Ledebaand skal de naae det Maal og den Dybde de ere skikkede til, uden at forvilde sig i Skyerne, eller fordybe sig i Afgrunden (Danne-Virke I 239).

Grundtvig taler her bare om historien, men forholdet er selvfølgelig det samme, hvis vi taler om hele den humanistiske videnskabelighed. Og Grundtvig præciserer, hvordan matematikken og fysikken skal holde sig inden for deres grænser, når han siger, at de hverken må "forvilde sig i Skyerne, eller fordybe sig i Afgrunden". Han advarer pdes. mod at drage vidtløftige, højtflyvende spekulative konklusioner af naturvidenskabernes resultater og pdas. mod at "fordybe sig i Afgrunden". Hvad han mener med det sidste, er måske ikke så let af afgøre. Men det kan være det modsatte af det første, mere "idealistiske", nemlig et forsøg på at bevæge sig så langt ned i materien, at man opsluges af den erkendelsesmæssige materialisme.

I denne forbindelse kan det også være nyttigt at se, hvad Grundtvig siger om det, vi i dag kalder reduktionisme-problemet. I afhandlingen "Om mennesket i verden" har Grundtvig først i et tankeeksperiment forsøgt at spore overgangene fra det livløse til det levende nedefra og op, men det går ikke, så han ender med at erklære:

Her see vi da, at det er af Planterne vi skal lære at kiende Jorden, Planterne igien af Dyrene, Dyrene af Mennesket, og hvor bagvendt man altsaa hidindtil for det meste har drevet Videnskabeligheden, da man vilde begribe det Større i det Mindre, forklare det Høiere af det Lavere, det Levende af det Livløse, det Fornuftige af det Umælende, vi see, at allerede i Sandse-Verdenen driver Alt os tilbage til os selv, og Naturen afviser alle vore Spørgsmål med det Tørre: spørg dig selv! og overgaaer det din Forstand, da spørg min Hovmester, som jo ogsaa er din! (Danne-Virke II 151).

Grundtvig spiller her til sidst på den gennemgående replik i Ludvig Holbergs komedie Den pantsatte Bonde-Dreng, og pointen er, at den, der ikke er noget i sig selv, må henvise til den virkelige herre!

Men nu går jeg over til foredragets sidste del.

[Pause]

Naturvidenskaberne i et aktuelt grundtvigsk dannelsesprojekt

Der er måske ikke meget mere at sige her, end, hvad jeg allerede sagde i den indledende oversigt. Det er klart - med eller uden Grundtvig - at det er menneskelivet, der er det øverste niveau i hele vort tilværelsesengagement, så at det også er kunsten og litteraturen og den humanistiske videnskabelighed m.m., der er det vigtigste og højeste i hele dannelsesprojektet. Men det er lige så klart, at naturvidenskaberne også er dannelsesfag. Alle skal vide noget om hele det kosmos, vi bor i, og som vi med vore legemer er en del af. Og det gælder alt, lige fra astrofysikken og partikel- og højenergifysikken til hele biologien inklusive hjerneforskningen. Og så kunne jeg sådan set slutte med at gentage, hvad jeg sagde indledningsvis, nemlig, at så må denne viden indgå i hele vor videre forholden os til og tydning af Tilværelsen.

Men hvis jeg skal sige lidt mere, kan jeg begynde med at advare mod misforståede og dermed dårlige forsøg på at hente tilværelsesforståelse ud af naturvidenskabernes resultater. Sådan advarede Grundtvig jo også. Flere af jer kender vel nok nogle i øvrigt fremragende bøger af naturvidenskabsfolk i måske nobelprisklassen, der i et allersidste kapitel eller en efterskrift prøver at lægge frem, hvad de rent tilværelses- og livsforståelsesmæssigt har fået ud af at beskæftige sig med fx astrofysik eller partikelfysik. Og det kommer der som regel ikke noget særlig interessant ud af.

I mit eget forsøg på at være Grundtvig-discipel i vor tid, nemlig i bogen Mit Dannevirke. Betragtninger om allehånde - der udkom i januar 2019, nøjagtig 200 år efter ophøret af Grundtvigs allerede omtale tidsskrift Danne-Virke (1816-1819) - beskæftiger jeg mig en del med fysik-nobelprismodtager Murray Gell-Mann [ɡɛl] (1929-2019), en af den såkaldte standardmodels fædre. Standardmodellen den almindeligt anerkendte teori om elementarpartiklerne. Og det gør jeg ikke mindst, fordi han har været med i noget, der et langt stykke kunne ses som et amerikansk svar på Grundtvigs Göteborg-projekt. Han arbejdede også med biologien og havde en solid humanistisk dannelse. Titlen på den bog, jeg har studeret, er Quarken og jaguaren, og den viser jo udtrykkeligt, at han arbejder med både partikelfysikken og biologien. En kvark er en af de mange partikler, der er mindre end atomernes større bestanddele elektroner, protoner og neutroner ,og dens danske oversættelses fulde titel e: Quarken og jaguaren. Eventyrlige beretninger om det simple og det komplekse (1995). Det "komplekse" er i sidste ende livet.

Hans "amerikanske Göteborg" hed Santa Fe Institute (SFI). Det var (er?) et tværfagligt fællesskab på områderne matematik, computervidenskab, fysik, kemi, populationsbiologi, økologi, evolutionsbiologi, udviklingsbiologi, immunologi, arkæologi, lingvistik, statsvidenskab, økonomi og historie.

Men Gell-Mann ville have haft godt af at være med i et rigtig grundtvigsk "Göteborg", for selv om han kommer med mange gode betragtninger og historier undervejs, er den måde, bogen slutter på, ikke så meget anderledes end den måde tilsvarende bøger af andre store fysikere slutter på. Det viser allerede overskriften til bogens fjerde og sidste del: "Diversitet og bæredygtighed"! - Hvis der bliver tid til det, kan jeg evt. senere, måske i forbindelse med vor drøftelse, tage noget om Gell-Mann fra Mit Dannevirke.

Men naturvidenskaberne skal altså først og fremmest indgå i dannelsesprojektet derved, at de simpelt hen er til stede i det - hvilket ikke udelukker, at lærebøgerne og lærerne ser det hele både som og i en stor sammenhæng. Med "som en stor sammenhæng" mener jeg selvfølgelig, at undervisningen i naturvidenskab ikke kun skal være en undervisning i en lang række isolerede ting, men en undervisning, der virkelig ser hele menneskets naturvidenskabelige bestræbelse om én stor sammenhæng.

Jeg vil her også, og helt særligt, nævne den videnskabshistoriske sammenhæng. Og det gælder, som vi har hørt, helt særligt i selve Grundtvigs sammenhæng. - Det er i øvrigt interessant, og utvivlsom et udtryk for noget grundtvigsk, at da jeg gik i de første skoleklasser, hed naturfag "naturhistorie"!

Jeg er i mine senere år blevet mere og mere glad for både videnskabshistorien og teknologihistorien. Og jeg tror, jeg har det på samme måde som Grundtvig, for så vidt angår disse historier som historier om bedrifter. Men der er mere i det. Og i særdeleshed, når det skal være en del af dannelsen.

Mere kritisk set kan videnskabshistorien lære os, at det er utrolig dumt at tro, man i netop sin egen tid ved alt, at faktisk står ved videnskabens ende. Det troede fysikerne i slutningen af 1800-tallet, men så kom atomfysikken og væltede det hele - og åbnede op for en helt anderledes forståelse af virkeligheden. - Man kan sige, at dette svarer til, hvad der i den seneste tid har været tilfældet, for så vidt angår mørkt stof og mørk energi.

Men videnskabshistorien kan også lære os at se med respekt på dem, der er gået forud, selv om deres teorier kan forekomme os i dag nærmest latterlige.

Jeg vil senere nævne en anden af mine mange gode oplevelser i Forum Teologi-Naturvidenskab, Århus Universitet, med daværende professor i de eksakte videnskabers historie Olaf Pedersen [Tjek!], men hvad videnskabshistorien angår, vil jeg referere, hvad han på et af de afslutningsseminarer, jeg deltog i, sagde som indledning til det foredrag om "Religion og naturvidenskab", han var blevet bedt om at holde.

Han sagde for det første, at han ikke ville anerkende titlen! For der er ikke noget forhold mellem religion og naturvidenskab! Der er ikke opstået naturvidenskab i ikke-kristne kulturer. Der er kun opstået naturvidenskab i Europa. Og den europæiske kultur bygger på to søjler: Grækenland og Israel.

Og hvad det forhold, jeg er inde på lige nu, angår, sagde han om de gamle græske naturfilosoffer, der fx prøvede at forestille sig, at alt bestod af jord, vand, luft og ild, at det afgørende ikke var, hvad de sådan forestillede sig, og som vi i dag kan se på med et smil. Det afgørende var, at de var de første, der overhovedet stillede den slags spørgsmål. Ja Olaf Pedersen sagde, citeret efter hukommelsen, men måske helt ordret: ALT, HVAD DER SIDEN ER SKET I VIDENSKABERNES HISTORIE, ER KUN FOR KRUSNINGER PÅ OVERFLADEN AT REGNE! - Her er virkelig noget at tænke over, når det drejer sig om naturvidenskabernes betydning i dannelsesprojektet!

Men det, det først og fremmest drejer sig om, er, at den enkelte kommer til at se sig selv med Universet som både sin omgivelse og sit ophav (som K.E. Løgstrup har formuleret det). Den enkelte skal lære at se sit legeme som et fantastisk fysiologisk, biokemisk og i sidste ende fysisk kompleks. Og i den forbindelse skal den enkelte virkelig forstå og have følelsen af, at hvert eneste atom i hans eller hendes krop er dannet i stjerner. Det skal han - jeg bruger herefter pronominet "han" i betydningen "han/hun" - også gøre, når han under en tur i natten ser op på stjernerne.

Og dette betyder også, at han skal se hele universets historie som sin historie, fra Big Bang af og op til det øjeblik, hvor han går og ser på stjernerne. Men tæt forbundet hermed er jo så partikelfysikken, som den bevæger sig dybere og dybere "ned" i det, der måske nærmest er et uendeligt dyb.

Så er der hele biologien, hvor den enkelte tilsvarende skal se sig selv som resultatet af udviklingen fra det første liv - eller proto-liv - af.

I min bog Mit Dannevirke arbejder jeg lidt med spørgsmålet om muligt liv andre steder i Universet - og med spørgsmålet om, hvor anderledes det måske kan være. I den forbindelse peger jeg på den kendsgerning, at alt liv her på Jorden har én fælles oprindelse. Og jeg spørger, hvorfor der ikke er flere slags liv med hver sin oprindelse! Hvis vi antager, at der opstår liv, når og hvor de rette betingelser er til stede, hvorfor er der så ikke flere forskellige former for liv her på Jorden? Og når der altså kun er én form - med ét dna - kan det tyde på, at liv, der måtte være opstået andre steder i Universet i hvert fald grundlæggende ville svare til livet her på Jorden. Det undrer mig, at dette spørgsmål næsten ikke drøftes.

I denne forbindelse kan jeg også nævne de fantastiske helt nye fremskridt på genetikkens område. Eske Willerslev!

Men jeg kan også - foreløbig rent stikordsvis - nævne sådan noget som celleforskningen, både, hvor imponerende selve cellen og de ting, der foregår i den, er, og den dygtighed, hermed disse ting bliver udforsket. Vi består jo af celler!

Og så er der altså partikel- og højenergifysikken og i forbindelse dermed astrofysikken. Her tænker jeg også på, hvordan man prøver at nå frem til teorier og modeller, der kan sammenfatte det hele. Standardmodellen. GUT. SGUT. Teorien om superstrenge.

Og der er sådan noget som Higgs partikel (eller "Guds partikel") osv. - Fra en Wikipedia-artikel: "Higgs-bosonen [en forudsagt elementarpartikel] er vital for forståelsen af universet ved brug af standardmodellen. Standardmodellen har tidligere lidt af den mangel, at partiklers masse ikke har kunnet forklares. Når partikler har masse, er det, fordi de interagerer med Higgs-feltet. Jo mere en partikel vekselvirker med Higgs-feltet, desto større vil partiklens masse være. Higgs-bosonen er vigtig, da den er en indikator for eksistensen af Higgs-feltet. Hvis Higgs-feltet eksisterer, kan massen forklares". - Mere fra Wikipedia-artiklen: "Alle atomer er opbygget af mindre partikler kaldet elementarpartikler, der er universets mindste bestanddele. Standardmodellen er en teori der beskriver elementarpartiklernes opførsel utrolig præcist. Der var dog indtil for nylig et væsentligt problem med standardmodellen. Modellen forklarede nemlig ikke hvordan elementarpartiklerne fik deres masse". - Navnet "Guds partikel opstod i øvrigt ved en fejltagelse, da den amerikanske fysiker, Leon Lederman, i 1993 skrev en bog kaldet "The Goddamn Particle", og forlaget tænkte, at den ville sælge bedre, hvis den blev omdøbt til "The God Particle". - Centeret for partikelfysik CERN ved Geneve kunne d. 4. juli 2012 offentliggøre to målinger foretaget med partikelacceleratoren LHC, der begge med en sandsynlighed på 5 sigma kunne vise, at der ved protonsammenstød var fundet en partikel. Partiklen menes at være Higgs-partikel, da de to deler egenskaber. Jeg vender senere tilbage til CERN.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår dette ret langt, men det er et eksempel på, hvor langt man er kommet. Og det er altså vigtigt, at vi forstår, hvor dyb tilværelsen i også rent fysisk forstand er. I Mit Dannevirke har jeg - i høj grad med citater fra forskellige leksika og hjemmesider - forsøgt at give en oversigt over nogle af disse ting: Ikke for at gøre mig klog på dem, men for at vise, at de spiller en grundlæggende rolle i hele det omfattende kulturprogram, jeg som nutidig Grundtvig-discipel prøver at lægge frem.

Når vi putter vore egne tanker m.m. om naturvidenskaberne ind i det aktuelle grundtvigske dannelsesprojekt, skal vi også tænke på Grundtvigs forhold til Sandheden! Ikke mindst i disse tider med fake news, alternative fakta og alle mulige spekulationer og konspirationsteorier!

Når vi er disciple af Grundtvig, må vi stå fast på, at der kun er én sandhed - hvor kompliceret og komplementær osv. den end er, og hvor dunkelt, stykkevist og ufuldkomment vi end kender den. Grundtvig var "sandhedsfundamentalist"! Hans filosofiske udgangspunkt var modsigelsens grundsætning (kontradiktionsprincippet), nemlig den regel i logikken, der siger, at noget ikke kan være både én ting og dens modsætning på samme tid. Dette knytter han naturligvis også sammen med sin tro på, at Kristus er Sandheden. Men kontradiktionsprincippet gælder jo, uanset om man er Kristus-troende eller ej.

Og her kommer naturvidenskaberne - og den naturvidenskabelige metode - ind som et meget vigtigt eksempel. Når naturvidenskaberne er med i dannelsesprojektet som dannelsesfag, er det simpelt hen med til, på en helt særlig direkte måde, at give respekt for virkeligheden og dermed sandheden. Naturvidenskaberne og den naturvidenskabelige metode kan betragtes som en vaccine mod bullshit!

Noget andet, man skal holde sig for øje, er, at der inden for naturvidenskaberne ikke bliver holdt afstemninger om, hvad der er rigtig eller forkert! Inden for naturvidenskaberne arbejder man på den måde, at nogen på et tidspunkt fremlægger en teori, man er nået frem til gennem observationer, forsøg og beregninger. Og denne teori kan så efterprøves ved, at andre gentager observationerne, forsøgene og beregningerne, ja, på denne eller andre måder måske ligefrem prøver at falsificere teorien, som man siger. Man taler inden for naturvidenskaberne helst ikke om at bevise en teori. Men hvis det ikke lykkes andre forskere at falsificere en teori, der i øvrigt er formuleret på den rette måde, bliver den stående - indtil nye observationer eller forsøg viser, at der er noget, der ikke passer, hvorefter teorien enten må modificeres eller forkastes og erstattes af en ny.

I Mit Dannevirke kommer jeg en del ind på, hvordan man - også som kristen - kan tænke videre over, hvad der ligger inde i det rent naturvidenskabelige felt. Det kan man jo godt, bare man ikke kalder det naturvidenskab. Det kan godt være, naturvidenskaberne når frem til nogle resultater, der populært sagt åbner mere op for troen på Gud. Men så skal man være nået frem til dem ad rent naturvidenskabelig vej.

Troen/teologien og naturvidenskaberne ikke står direkte over for hinanden. Når man vil pege på det naturvidenskabelige felts begrænsning, skal man gøre det ud fra, hvad man oplever ved at være til som menneske, ud fra hele den menneskelige eksistens. Men det betyder til gengæld ikke så lidt. Det er jo klart, at det er umuligt at nøjes med naturvidenskabernes resultater som grundlag for sit livs- og tilværelsessyn.

Jeg plejer at sige til humanistiske ateister, at jeg, hvis det er umuligt for dem at være troende kristne, må anbefale dem at være så gode humanister som muligt. Idet jeg altså blandt andet påpeger, at hvis menneskelivet dybest set kun er fysik, hvilken stilling har så det humane. Er det humane en del af eller en egenskab ved det altså ret fysiske univers? Eller indebærer humanismen, at mennesket ligesom sætter sig selv et andet sted hen, altså uden for Universet? Men det er jo så noget i retning af, at mennesket gør sig til (en slags) gud. - Det er ikke let. Det er heller ikke let at være kristen, men det er i hvert fald ikke nemmere at være humanistisk ateist. Jeg har selv prøvet det i min ungdom!

Jeg kommer i dette foredrag ikke egentlig ind på det, man kalder det ondes problem, eller, sagt på teologisk, syndefaldet og verdens karakter af falden verden, men jeg mener ikke, det kan benægtes, at der er et sådant problem. Der hviler en ulykke over verden og eksistensen. Det, der på teologisk kaldes verdens og tilværelsens "faldenhed" er under alle omstændigheder et eksistentielt grundvilkår. Ingen kan leve sit liv uden at have en ubestridelig oplevelse af, at der er meget, der er, som det skal være, men også meget, der ikke er, som det skal være, ja, som angriber, ødelægger og tilintetgør det, der er, som det skal være.

Men jeg vil nu prøve at se lidt på henholdsvis fysikken og biologien med teologiske briller.

Jeg begynder med partikel- eller højenergifysikken. Og her har jeg allerede sagt, at denne videnskab nu er kommet så langt ned i stoffets/energiens væsen, at der åbner sig et uanskueligt dyb. Gud er i givet fald, om man så må sige, evig, uendelig og allestedsnærværende. Men hvordan "rører" han som allestedsnærværende ved verden? Her mener jeg, man godt kan tillade sig, i hvert fald at lege med den tanke, at Gud "rører ved" verden "op gennem" det dyb, partikel- eller højenergifysikken bevæger sig ned i.

Jeg har også tænkt noget over, hvordan man i disse sammenhænge kan forstå de ord i den nikænske trosbekendelse, hvor Gud betegnes som "alt det synliges og usynliges skaber". Jeg bryder mig ikke meget om spekulationer, men hvad nu, hvis der alligevel også er en "usynlig" verden her i det dennesidige, altså en anden virkelighed end den naturvidenskaberne i hvert fald umiddelbart beskæftiger sig med. Jeg kan i denne forbindelse spørge: Hvor befinder logikken sig? Hvor befinder matematikken sig? Hvor befinder naturlovene sig? Eller jeg kan spørge: Hvis disse ting bare er egenskaber ved det univers, fysikken undersøger, hvad vil det så nærmere sige?

Men så til sidst noget om sjælen! Jeg tror ikke, den ellers imponerende hjerneforskning kan finde sjælen (lige så lidt, som partikel- eller højenergifysikken kan finde Gud). Jeg har udtrykt det på den måde, at hjerneforskeren aldrig vil kunne komme bag om hjernen!

Der er for mig ingen tvivl om, at hele menneskelivet manifesterer sig i kemiske og neurologiske processer. Jeg tænker her ikke mindst på, hvordan man kan se aktiviteter forskellige steder i hjernen, når en forsøgsperson bliver udsat for det og det eller bliver sat til at gøre det og det. Men jeg tror ikke, man nogensinde vil kunne komme bag om det. Navnlig tror jeg ikke, man nogensinde vil kunne løse selvbevidsthedens eller altså sjælens, gåde ad den vej.

Hvis jeg som kristen teolog skal forsøge at sige noget, om sjælen, så bliver jeg igen nødt til at tænke på Gud som allestedsnærværende, ja, på, at "i ham lever og røres og er vi" (som det hed i den forrige oversættelse af Apostlenes Gerninger 17,28. Når vi tror, vi er skabt i Guds billede, så vi ligner ham, kan vi også godt prøve at forestille os, at den sjæl, vi ikke kan finde i hjerneforskningen, på en eller anden måde og i en eller anden grad er noget, vi ligesom låner af Gud! Det, at vi jo faktisk meget tydeligt lever med en sjæl, eller som en sjælelig-legemlig enhed, kan forstås ud fra troen på, at vi lever og røres og er i Gud.

I Forum Teologi-Naturvidenskab deltog folk fra alle slags faggrupper, og der var også en del medicinere og læger. Blandt andet dette forhold betød, at vi også kom til at drøfte de etiske spørgsmål, der opstår i forbindelse med de naturvidenskabelige fremskridt.

Også sådan noget som robotter og kunstig intelligens blev drøftet både i almindelighed og i det etiske perspektiv. Enhver kan se, at dette i hvert fald har noget med dannelsen at gøre. For slet ikke at tale om alle de etiske spørgsmål, genteknologien rejser, især når den anvendes på mennesker. Hvad skal vi stille op med superrobotter med kunstig intelligens, der måske kan overgå os, ja, måske afløse os? Eller med genmanipulerede mennesker, der måske kan blive til en helt ny art? Her er der også hele spørgsmålet om forholdet mellem rige og fattige.

Men hvor - også helt uhyggeligt - vigtig den etiske side af sagen er, er det stadig selve den naturvidenskabelige videns betydning for livsfølelsen, der er det afgørende. Hvis jeg allerede her må have lov at vise et af mine egne digte. Det er ganske kort og er skrevet helt tilbage i 1995:

Ingen skal etikken dyrke

før livs-herlighed han så!

Og noten til det lyder: Jf. Grundtvig: "Derfor ingen Korset gribe, / Før med Herren han opstod" (GSV 312,11).

Men for at give nogle helt konkrete eksempler på, hvad naturvidenskabeligheden som del af dannelsen kan føre til, vil jeg til allersidst tillade mig at præsentere nogle af de digte i mine digtsamlinger, der har med naturvidenskaberne af gøre. Det kan være, det er "for meget", men det er i hvert fald konkrete eksempler! Og jeg kan simpelt hen ikke lade være at vise dem. Men jeg nøjes med at tage ét digt, der har med fysikken at gøre, ét, der har med biologien at gøre, og ét, der er et forsøg på at bruget noget fra højenergifysikken som digterisk form.

Egne digte med et forhold til noget naturvidenskabeligt

Fra Digte og aforismer 1966-2016

LIGE SIDEN DET STORE KNALD

Lige siden Det Store Knald

er energifaldet strømmet gennem Verden

en del af det passerer min fløjtekant

og så lyder et øjeblik

min tone i tomheden.

Min tone i tomheden

energien kommer nu fra Solen

og måske ganske lidt

fra fissionsværker på Jorden

men er tonen da kun

tomhedens genlyd?

Tomhedens genlyd?

jeg tror min tone

følger et mønster

dybere end tomheden

mit liv er musik.

Mit liv er musik

og delenes dans

selv om delene fortoner sig

i dybet

det forløber i hvert fald

i tiden

og hen over marken

som formet stof

i krop over jord.

Uge 9 2010.

DYBT I TRÆET

Når du ser dybt i træet,

kommer du med rødderne

ned i det uorganiske ler

og via dettes grundstoffer

ud til stjernerne,

hvor de blev dannet.

Men du kan også se tilbage

gennem det store stamtræ

til den første levende celle.

Eller du kan standse

ved det punkt, hvor planternes

og dyrenes veje skiltes,

og følge tråden op til dig selv.

Da ser du træet som

din fjerne slægtning.

Og så kan du se dybt i det

på en ny måde.

Du kan dybdespejle dig i det

og finde nye

afsætspunkter for dit liv.

Fra disse knopper

sætter din træslægtning

sine fineste frugter.

14.07.14

Fra Digte og aforismer 2016-2018

Large Motive Collider Experiments 2018

Indledning til LMC-digte

Large Motive Collider-digtene i denne afdeling har deres udgangspunkt i det digt, der indleder afdelingen: "Hvad skal det ende med?". I dette digt opregner jeg mine forskellige poetiske muligheder, og det slutter således: "Eller skulle jeg ende med at / sætte den store strøm på og / skyde nogle virkelighedsstumper / ind i hinanden i min / Large Motive Collider / og registrere resultatet med min / Compact Poetry Detector?".

I CERN-anlægget, Large Hadron Collider (LHC) på grænsen mellem Schweiz og Frankrig bliver subatomare partikler først accelereret op til næsten lysets hastighed og dernæst bliver bragt til at støde ind i hinanden, hvorved nye partikler bliver skabt. Og resultatet registreres af en Compact Muon Solenoid particle detector (CMS).

Men nu har jeg altså prøvet af lave en digt-form, der består af en Large Motive Collider (LMC) og en Compact Poetry Detector (CPD). Nu er det motiv-kollision og poesi-registrering, det gælder.

Da jeg ville prøve at lave et digt, der svarede til, hvad der står i slutningen af digtet "Hvad skal det ende med?", tænkte og prøvede jeg først lidt, men det endte ret hurtigt med noget, der efter lidt tilpasning, blev til det her viste digt.

Man kan sige, at digtet i nogle henseender minder om en sonet! Der er jo to indledende afsnit og ét afsluttende (svarende til henholdsvis sonettens to kvartetter og to terzetter). Det nye er, at der er indskudt et "kollisionspunkt" mellem andet og sidste afsnit.

Første "trekant" svarer til den partikel, der bliver sendt den ene vej i det store CERN-rør, og anden "trekant" svarer til den partikel, der bliver sendt den anden vej. Men man kan selvfølgelig ikke få et digt til at ligne den verdens største maskine, som CERN-acceleratoren er! Og hvordan skal man vise den enorme acceleration til op i nærheden af lysets hastighed? Jeg har forsøgt at gøre det ved den forøgelse af linjernes længde, der er tale om - og som vises ved tekstens centrering og ved anvendelsen af "maskinskrift" (Courier New), hvor både alle tegnene og alle mellemrummene fylder det samme. Jeg ved ikke, om det vil lykkes mig at antyde accelerationen, når jeg læser digtet op. Og jeg kan jo i hvert fald ikke fået de to modsatrettede "stråler" til at gå hver sin vej samtidig!

Princippet for forøgelsen af linjernes længde er blevet, at jeg i første afsnit begynder med det ord, der svarer til "første partikel", og derefter forøger med fire anslag gennem de i alt ni linjer. Og tilsvarende i andet afsnit.

I CERN får man på et tidspunkt de to partikelstråler, man har accelereret op, til at støde ind i hinanden. Dette har jeg forsøgt at gengive i det "kollisionspunkt", der indleder tredje afsnit. Man ser, hvordan stenen og blomsten nærmer sig hinanden og forenes i det helt nye ord "stomblen" - som bliver første ord i tredje afsnit. Også det vil jeg i hvert fald forsøge at markere i oplæsningen.

Selve den tredje "trekant" er bygget op på helt samme måde som de to første. Men hvor linjernes forøgelse i de to første betegner accelerationen, betegner den i den tredje den fyrværkeriagtige spredning, der indtræffer, når partiklerne kolliderer med altså hver især næsten lysets hastighed. Jeg går ud fra, at alle har set sådanne billeder.

Bemærk endelig, at jeg efter disse digte ikke nøjes med at sætte en almindelig datoangivelse under (som det jo af historiske grunde er min skik), men på helt naturvidenskabelig måde også angiver time, minut og sekund.

LMC-eksperiment 01

STENEN OG BLOMSTEN

stenen

ligger her

i strandsandet

og er rund og glat

sandvasket så mange år

kommet fra sveriges fjelde

med den kolde hårdtflydende is

indgår nu i den kære danske sommer

min storetå og den mødes i et nuttekys

blomsten

skyder op nu

af danmarks jord

og et frø fra i fjor

grøn gul som græs og sol

rodfæstet hjemme i sommerens

hede luft og lyset med evighed i

vi to er lykkelige sammen i dette nu

giv mig dit gule smil så får du mit igen

stenen blomsten

stomblen

stenblomsten

sten slår blomst

blomst omfavner sten

stenen i blomstens blade

istiden rammer evigheden her

sverige skyder på det danske mål

lykken splintres rød grøn gul og blå

vi smiler nutter og kysser i sommers tid

06-03-2018 23:36:32

* * *

Naturvidenskaberne i det grundtvigske dannelsesprojekt - ARTIKEL

Artikel i Dansk Kirketidende nr. 7, august 2017 - Det er nok denne artikel, der er årsagen til, at Rønshoved Højskole spurgte, om jeg ville komme og holde ovenstående foredrag med samme titel!

TEKST: BENT CHRISTENSEN, PASTOR EMERITUS OG FORFATTER, DR. THEOL. & CAND. MAG.

Det var med stor interesse og glæde, jeg læste de to artikler i nr. 5/2017 om Grundtvig og Ørsted. Og det er ikke bare, fordi jeg selv har behandlet polemikken mellem Grundtvig og Ørsted i min disputats Omkring Grundtvigs Vidskab (1998). Jeg vil tværtimod lade denne tidlige polemik ude af betragtning, idet det afgørende for mig hele tiden har været Grundtvigs eget, senere altomfattende program for kultur, videnskabelighed og livsoplysning. I den aktuelle situation er det nemlig mere nødvendigt end nogensinde at føre dette langtfra realiserede, program frem. På en til tidens tarv og vilkår passende måde, som Grundtvig selv ville sige.

Det, den ældre Grundtvig ønskede, var en altomfattende erkendelses- og dannelsesstruktur med det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg på det øverste niveau i den nordiske kulturkreds, men også som det særlige nordiske bidrag til den fællesmenneskelige kultur og videnskabelighed, idet han også forudså fx ikke bare fælleseuropæiske, men faktisk globale konferencer på det allerøverste niveau (se fremtidsdigtet "Dansk Ravne-Galder", Udvalgte Skrifter X 364-482).

På næstøverste niveau skulle det danske folkelige universitet i Sorø have været - ved siden af det almindelige universitet i København. Og dernæst de forskellige uddannelser af børn og unge, som selvfølgelig skulle bibringe eleverne både det, vi i dag kalder faglige kompetencer, og bred og dyb livsoplysning. Og hele det folkelige liv med møder og foredrag osv. Hvad de faglige kompetencer angår, kan jeg henvise til, hvad Grundtvig har sagt, nemlig, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult alle sammen. Han kunne også have sagt, hvis vi alle var kunstnere og intellektuelle.

Grundtvig beundrede i øvrigt al slags bedrift, også på det teknologiske område. Han så fx damphamrene i de engelske fabrikker som stumper af Thors hammer. Og jeg elsker selv teknologihistorien, især den del af den, der handler om enkeltpersoners opfindelser. Men det er jo også imponerende, hvad vore dages teams opfinder. Jeg har derfor ikke som sådan noget imod, at der også er en vej, der hedder fra forskning til faktura. Det, jeg har noget imod, er, at ordet forskning er ved at være blevet synonymt med teknologi- og produktudvikling. Vi bliver en kulturelt fattig civilisation, hvis den rene erkendelsesforskning på alle områder bliver forsømt. Og jeg ser bort fra de spinoff-virkninger, også videnskabsmændene selv i deres kamp for bevillinger ofte taler om, altså fra, at de rene faktura-mennesker saver den gren over, de selv sidder på. Det vigtigste er selve det at samle viden om Kosmos og eksistensen. Også med "samle" i betydningen sætte i sammenhæng. - Noget helt tredje er, at vi er nået dertil, hvor vi må drøfte, hvor stor en del af vort liv vi vil bruge på at producere og forbruge varer.

Det materielle grundlag skal selvfølgelig være i orden. Men med dette grundlag i orden var det så menneskelivet og dets oplysning, det gjaldt om for Grundtvig. Og det ville for ham dengang helt særligt sige den danske folkelige livs-oplysning, en oplysning, der skulle tjene det at leve som menneske i verden, hvilket altså i hele situationen dengang først og fremmest ville sige det at leve et dansk menneskeliv i Danmark.

Det sidste skal man ikke hænge sig mere i end højst nødvendigt. Det er alt for nemt og billigt at sætte Grundtvig ud på et sidespor, fordi han set med de seneste årtiers øjne var en fæl nationalist. Og det er sørgeligt, at han er blevet det, når man netop nu har så stærkt brug for hans tanker om videnskabelighed og dannelse. Jeg har altid oversat "det folkelige" til "menneskelivet som konkret forløb". Og jeg vil ikke komme nærmere ind på, at det folkelige og nationalstaten i øvrigt nok ikke er så ringe endda. Jeg vil i stedet pege på, at det danske og det nordiske for Grundtvig også indgik i en universel sammenhæng.

Hvad forholdet mellem det, vi i dag kalder den kulturelle elite, og hele folket angår, vil jeg minde om, hvad Grundtvig skrev i Indledningen til Nordens Mythologi (1832), hvor han for første gang udfoldede grundlaget for sit kulturprogram:

Dette er noget, vi har brug for at lægge os på sinde lige netop nu, hvor vi ser de dårlige frugter af, at man på en forkert måde har villet demokratisere den akademiske dannelse og finkulturen. Målet er ikke, at alle skal være miniakademikere, miniintellektuelle og minikunstnere. Drengevidenskabelighed sagde Grundtvig. Og vi kan udvide begrebet, så det også kommer til at omfatte de andre kulturområder. Det, der sker i den akademiske verden og i finkulturen, skal selvfølgelig være tilgængeligt for alle i også helt direkte forstand. Men det vigtigste er, at det forplanter sig nedad på også alle mulige indirekte måder, nemlig som elementer i den folkelige eller almindelige livsoplysning. Det kan ske i den særlige folkehøjskolesammenhæng. Men det skal under alle omstændigheder også ske i hele det almindelige undervisningssystem, fra børnehaven af og opefter.

Men nu til naturvidenskabernes plads i alt dette, vel at mærke deres rette plads. Naturvidenskabernes betydning skal hverken over- eller undervurderes. Det er klart - med eller uden Grundtvig - at det er menneskelivet, der er det øverste niveau i hele vort tilværelsesengagement, så at det også er kunsten og litteraturen og den humanistiske videnskabelighed, der er det vigtigste og højeste i hele dannelsesprojektet. Men det er lige så klart, at naturvidenskaberne også er dannelsesfag. Alle skal vide noget om hele det kosmos, vi bor i, og som vi med vore legemer er en del af. Og det gælder alt, lige fra astrofysikken og partikel- og højenergifysikken til hele biologien inklusive hjerneforskningen.

Selve det at vide noget om hele Kosmos er det vigtigste. Men en vigtig sidegevinst ved fortroligheden med naturvidenskaberne kommer af det, der ligger i deres karakter af eksakte videnskaber Hvis denne side af sagen havde været stærkere inde i alles bevidsthed, ville vi have været sparet for megen bullshit i den offentlige debat. Og jeg benytter i denne forbindelse lejligheden til også at fremføre mit gamle ønske om en genindførelse af examen philosophicum som ikke alene et alment erkendelsesmæssigt og almenkulturelt grundkursus, men også et kursus i logikken og metodelæren.

Grundtvig nævnte udtrykkeligt naturvidenskaberne som dele af det, der skulle dyrkes på superuniversitetet i Göteborg:

Og så behøver der egentlig ikke siges mere. Det siger sig selv, at det samme forhold skal gøre sig gældende på alle niveauer i den oplysning, Göteborg-universitetet skulle give sit store bidrag til. Men det kan også være interessant at se, hvad Grundtvig allerede i Danne-Virke (1816-1819) sagde om disse forhold. Først om matematikkens og fysikkens plads:

Grundtvig taler her bare om historien, men forholdet er selvfølgelig det samme, hvis vi taler om hele den humanistiske videnskabelighed. Og det kan også være nyttigt at se, hvad Grundtvig siger om det, vi kalder reduktionisme-problemet. I afhandlingen "Om mennesket i verden" har Grundtvig først i et tankeeksperiment forsøgt at spore overgangene fra det livløse til det levende nedefra og op, men det fører til denne erklæring:

Grundtvig spiller her til sidst på den gennemgående replik i Ludvig Holbergs komedie Den pantsatte Bonde-Dreng, og pointen er, at den, som ikke er noget i sig selv, må henvise til den virkelige herre!

Grundtvig selv var absolut ikke naturvidenskabeligt minded, men det er godt at se, at han tager det hele med. Og jeg vil for mit eget vedkommende understrege, at vi selvfølgelig kun får den nytte og glæde, vi skal have af naturvidenskaberne i hele livsoplysnings- og dannelsesprojektet, når de har fuld autonomi på deres eget felt. Den menneskelige eksistens’ og kunst og humanioras forrang indebærer ikke, at naturvidenskaberne skal have noget som helst foreskrevet ovenfra. De skal frit kunne virke opad. Og det samme gælder, hvad troen og teologien angår. Troen og teologien har jo ikke noget direkte mellemværende med naturvidenskaberne. Den kristne påstand (som jeg ynder at sige) står ikke direkte over for naturvidenskaberne eller på niveau med dem, men over for hele menneskets oplevelse af sin eksistens, i hvilken oplevelse den viden, naturvidenskaberne skaffer os, kun er en - men altså nødvendig - del.

* * *

Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61

Af Bent Christensen

[Grundtvig-Studier 2013 s. 7-63. Nedenstående tekst bygger på manuskriptet. Der kan altså muligvis være enkelte uoverensstemmelser mellem den og den trykte tekst]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links over alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

Grundtvig beskæftigede sig med kirkens væsen og forhold fra “Om Religion og Liturgie” (skrevet 1806) og livet ud. Den sidste tekst, der behandles her, er dog den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom (1861). Grundtvigs kirkesyn og tanker om kirkens ordning udviklede sig fra en kritik af afvigelserne fra den rette lære og praksis inden for Enevældens statskirke over en kamp for håndhævelsen af lovgivningens bestemmelser eller eventuelt en udtræden af statskirken til en kamp for præsternes og de enkelte kirkemedlemmers frihed. Hovedsagen her er præsentationen og analyserne af en række centrale udsagn om, hvad Grundtvig har forstået ved ordene “kirke” og “menighed”.

Denne artikel er et forsøg på at give en oversigt over Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik[1] fra “Om Religion og Liturgie" (skrevet 1806, trykt 1807) til det sidste stykke af den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom[2] med særligt henblik på en præsentation af nogle af hans vigtigste og mest interessante udsagn om kirken og menigheden.[3]

Nærværende artikel bygger på forfatterens to Grundtvig-bøger Fra drøm til program (1987) og Omkring Grundtvigs Vidskab (1998) samt på Anders Pontoppidan Thyssens bidrag til Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys (1983)[4], og der henvises til Kaj Thanings disputats Menneske først (1963).

Dele af den nyere og nyeste litteratur har været taget i betragtning. Hvad den bredere kirkepolitiske sammenhæng angår, henvises der til Anders Holms artikel i Kirkeretsantologi 2012 “Magtbalancen i dansk kirkepolitik før og efter 1849 – skitse til en forståelsesmodel”. Den beskriver kort og overskueligt de kirkepolitiske hovedpositioner “før og efter 1849”, nemlig henholdsvis J.P. Mynsters (den gamle statskirkes bevarelse), H.N. Clausens og D.G. Monrads (en eller anden grad af synodal kirkeforfatning) og Grundtvigs (“en fri statskirke med sognebåndsløsning og præstefrihed”) (13). Anders Holm betegner selv 1825 (Kirkens Gienmæle) som “et af de absolutte nøgleår” i hans undersøgelse (14). Og han peger i denne forbindelse på det forhold, at Grundtvigs tankegang i 1825 “stadig var formet af den gamle statskirkeordning” (15), og at han derfor ikke interesserer sig for hele den store del af Clausens bog, hvor denne gør sig til talsmand for “øget frihed til kirkens selvstyre” – “blot på en anden måde end Grundtvig” (17).

En langt bredere baggrund tegnes i Esben Lunde Larsens Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv (2012). Her er det helt overordnet Grundtvigs frihedssyn overhovedet, der er tale om, og i høj grad på et bredt politisk og samfundsmæssigt plan, og med det aktuelle perspektiv, eller de aktuelle perspektiver, anlagt i såvel første som tredje (og sidste) del. Men i denne ph.d.-afhandlings midterste del, hvor det er Grundtvig selv, der behandles, spiller hans tanker om og kamp for religionsfrihed og kirkelig frihed en både stor og grundlæggende rolle. I kapitel 6 – hvis overskrift er “Grundtvigs frihedsbegreb” – behandles indgående og i bredere historisk sammenhæng skrifter, der også behandles i nærværende artikel, eller som kunne have været inddraget her: Kirkens Gienmæle (1825), Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige (1826), “Om den sande Christendom” (1826), “Om Religions-Frihed” (1827), Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes (1830), Nordens Mythologi (1832), Om Daabs-Pagten (1832), Om Sogne-Baandets Løsning (1834) og Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834). Og kapitel 7 har overskriften “Fra religionsfrihed til samfundsmæssig frihed”. I den “Konklusion”, hvormed kapitel 6 slutter, skriver Esben Lunde Larsen: “Forudsætningen for Grundtvigs begreb om åndelig frihed er fuld religionsfrihed og har sit udgangspunkt i det bibelske citat ‘Hvor Herrens Aand er, der er frihed’” (2 Kor 3,18) (Larsen 2012, 147).

Hvad især Kirkens Gienmæle (1825) og Grundtvigs forhold til professor H.N. Clausen angår, henvises der til Jens Rasmussens artikel i Grundtvig-Studier 1998 “N.F.S. Grundtvig og ‘Rationalisterne’ i årene 1825-32”. Hvad igen den bredere baggrund angår, henvises der til hans bog Religionstolerance og religionsfrihed (2009) og til hans bidrag til Vartovbogen 2000 “Ritualstriden i 1830'erne – holdninger hos N. Faber, J.P. Mynster og N.F.S. Grundtvig”.

Der kan også henvises til Thorkild C. Lyby, nemlig hans bidrag til Ordet, kirken og kulturen (1993) “Grundtvigs tanker om præstefrihed – og grundtvigianernes” og til Vartovbogen 2000 “Grundtvigs kirkelige anskuelse og dens konsekvenser”.

Det var ikke Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske syn, der var genstanden for de undersøgelser, hvis resultater blev lagt frem i Fra drøm til program og Omkring Grundtvigs Vidskab. Af undertitlerne fremgår, at det i det første tilfælde drejede sig om “Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse” og i det andet om “N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement”. Udgangspunktet var kort sagt den Grundtvig-forståelse og det syn på Grundtvig-året 1832, der var blevet lagt frem i Kaj Thanings Menneske først (1963), og målet var fra først af en uddybning og systematisering af Thanings resultater. Imidlertid begyndte stoffet ret hurtigt at blive “genstridigt”, så at det ikke alene blev nødvendigt at inddrage Grundtvigs kirkeforståelse og kirkepolitik som et vigtigt sidetema, men så at det også blev nødvendigt at vurdere Grundtvig-året 1832 på en anden måde, end Thaning havde gjort. Et meget tydeligt udtryk for dette var, at den titel, de to bedømmere[5] havde opgivet til nærværende forfatters licentiatforelæsning, lød: “Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?”.[6]

Tidsrummet 1806-61 falder i tre hovedperioder: 1. Tiden fra 1806 til 1825, hvor Grundtvig gennem kritik forsøgte at rense Enevældens statskirke for tidens heterodokse lære og praksis. - 2. Tiden fra 1825 til 1832, hvor Grundtvig måtte erkende, at han havde tabt sin kamp og til sidst var lige ved at komme ud i en separatistisk situation. - 3. Tiden efter 1832, hvor Grundtvig, efter at være kommet ud af sit separatisme-dilemma, udviklede sin frihedsstrategi, ifølge hvilken de rettroende kristne med udtrædelsesmuligheden hele tiden stående åben, men med sognebåndsløsningen og samlingen omkring rettroende præster som en både nødvendig og tilstrækkelig betingelse kunne leve som Jesu Kristi frimenighed inden for den statskirkelige/folkekirkelige organisation. I de følgende afsnit vil udviklingen gennem disse perioder i høj grad blive belyst ved en række citater, men der vil også blive givet nogle oversigter over de vigtigste begivenhedsforløb. I centrum vil stå præsentationer og analyser af en lang række udsagn om Grundtvigs forhold til ordene og begreberne kirke og menighed og til præsteembedet.

Når det i selve den løbende tekst er tydeligt, hvor et citat eller en række citater er taget fra, vil kun sidetallet i parentes blive angivet. Ved større, indrykkede citater angives altid både skrift og sidetal.

Om Religion og Liturgie

Den første tekst af interesse i nærværende sammenhæng er afhandlingen “Om Religion og Liturgie”, som er skrevet i 1806 og trykt i februarnummeret 1807 af det af L. N. Fallesen udgivne Theologisk Maanedsskrivt. Grundtvigs direkte anledning til at skrive den var udgivelsen af biskop P.O. Boisens Plan til en Forbedring af den offentlige Gudstjeneste (1805) og den strid, denne plan havde vakt.[7] Men det er altså Grundtvigs forhold til og forståelse af “kirken”, det gælder. Hvad mener han i denne og de følgende tekster, når han bruger ordet “kirke”? Og hvordan skelner han mellem på den ene side den givne kirkeinstitution og de mennesker, den er institution for, og på den anden side den kristne menighed i mere ideel forstand?

I 1806 var Danmark simpelt hen et evangelisk-luthersk “kristent land” med den enevældige konge som overhoved (Kongelovens artikel 1 og 6) og som sådant en del af “Kristenheden” (hvad man så ellers i øvrigt har regnet med til den). Det lå derfor helt uden for horisonten at skelne mellem en del af folket, der var “kirken” (menigheden), og en del af folket, der ikke var “kirke”. Set på denne måde var menigheden lig med folket. Men denne (helt bogstavelig talt og i videste, ja, helt udvendige forstand) “folke-menighed” og dens præster og andre toneangivende personer kunne, såvel i forskellige perioder gennem tiden som i forskellige grupperinger, være bedre eller dårligere kristne, ja, i nogle, måske mange, tilfælde i lære og meninger direkte ukristelige. Når man skal prøve at bestemme Grundtvigs kirkesyn, må man derfor også (som han selv må have gjort det allerede i 1806) holde sig for øje, hvad det ene af de to særlige evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter siger, nemlig at “kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret” (Den Augsburgske Bekendelse, art. 7).[8] I Enevældens “kristne land” Danmark, hvor det sådan set ikke gav nogen mening at tale om hverken kirken eller menigheden som særlige størrelser, har der altså alligevel været en særlig “kirkelig dimension” til stede, repræsenterende, hvad Grundtvig senere betegnede som den sande kristendom.[9]

En undersøgelse af “Om Religion og Liturgie” i nærværende sammenhæng kan med fordel tage udgangspunkt i afhandlingens slutning, hvor Grundtvig i tredjesidste afsnit skriver:

Maatte disse Blade kun vise Nødvendigheden af dybere Granskning over Principerne, der bør ligge til Grund for vore kirkelige Indretninger! Maatte de anspore nogle af vore Religionslærere til ret at tydeliggiøre sig deres høie Kald og Bestemmelse, som Jesu hele Læres værdige Tolke! Maatte de vække nogle af vore Brødre, de theologiske Candidater, af den uværdige Slummer, i hvilken Mange af dem vente paa det hellige Læreembede, uden at berede sig dertil; da maa gierne hvert vort Ord overantvordes til Glemsel, thi da udrettede vi mere, end vor Stilling turde lade os haabe (US I, 172).

Og i det næstsidste afsnit siger Grundtvig, at hvis de i hans afhandling fremlagte resultater skulle blive ringeagtet, bare fordi de “ei stemme med Tidens Tone”, eller fordi han ikke selv har hverken navn eller stilling, så fortryder han ikke dette forsøg; idet det jo “ei var vor egen, men Religionens og Artens Sag, vi stræbte at tale” (172 f).

Der er flere interessante ting i disse citater. Først er der betegnelsen “vore kirkelige Indretninger” for kirkeinstitutionen i Enevældens Danmark. Men man skal også lægge mærke til, hvilken betydning Grundtvig tillægger præsteembedet (“det hellige Læreembede”) – selv om han altså, i tidens sprog, betegner præsterne som “Religionslærere”. Det viser også noget om Grundtvigs embedssyn, at han betegner de teologiske kandidater som “vore Brødre”. Endelig er det påfaldende, at Grundtvig allerede her understreger, at det ikke er sin egen, men “Religionens og Artens Sag”,[10] han har villet tale. Det har måske ikke været så usædvanligt endda at sige sådan, men den senere læser vil næppe kunne undgå at komme til at tænke frem mod Kirkens Gienmæle (1825).

I afsnittet om “Liturgiens undervisende Deel” (159), altså prædikenen, undtager Grundtvig de få præster, “der med uddannede Evner forbinde Flid og Nidkiærhed, og forkynde Jesu hele Lære” (160), hvorefter han inddeler resten af præsterne i to grupper: de dogmatiske og de moralske. Om de dogmatiske, dvs. de i ordlyden rettroende, men i deres person og måde at prædike på døde og kedelige præster, skriver han, at de

foredrage Systemet uden Frugtbarhed for Livet, og uden sand Relation til det Evige; thi den der stedse slaaer omkring sig med Treeenighed, Jesus og hans Forsoning, ahner slet ikke disse Lærdommes høie Betydning. Fra disse Kirker maa vi blive borte, eller sove (US I, 160).

Og om de moralske (rationalistiske)[11] præster skriver han, at de “stemme deri overeens, at de giennem hele Aar ængstlig stræbe at undgaae Nævnelsen af det Helligste, som frygtede de for at besmitte det ved uværdigt Selskab” (160).

Men det er i afsnittet om dåben, den skarpeste dom over tidens præster fældes. Når “Daabsceremonien” almindeligvis gør “saa lidet Indtryk, og efterlader os saa tomme”, ligger årsagen først og fremmest i “Maaden, hvorpaa især de moralske Præster forrette samme” (165). Og så fortsætter Grundtvig:

Med hvilken tankeløs Iilfærdighed oplæses ikke som oftest Indledningen, der skal vise, hvi Daaben skeer! Hvilken Vold giør ikke Nævnelsen af den hellige Treenighedslære paa Præsten! Hvilken forstaaelig Afskye for Overtroe fremlyser ei af hvert hans Træk, naar han med uvillig Finger maa drage Korsets betydningsfulde Tegn over den Spædes Bryst og Ansigt! Tydelig seer man, det ei er til Troe paa den Korsfæstede, ei til de Helliges Arvedeel i Lyset; men kun til en Borger af Moralstaten, der skal kunne staae urokkelig uden Kirke og Religion, den oplyste Lærer vil indvie Barnet (US I, 165 f).

Ordene “de Helliges Arvedeel i Lyset” er fra Kolossenserbrevet 1,12, og hovedvægten ligger i første omgang (jf. “ei er til Troe”) på arven i lyset, men de peger, om end i nok så “usynlig”, forstand også på det særlige kristne fællesskab – især i modsætning til det, kun at være “Borger af Moralstaten”. Og Grundtvig er virkelig hård mod præsterne; det er i høj grad også dem, han giver skylden for den elendige tilstand, menigheden befinder sig i. Men han har også konstateret, at

Staae vore Kirker end ikke tomme, er det dog bekiendt, at intet Menneske af god Tone mere besøger dem, uden enten for at faae sit Øre kildret, eller for Exemplets Skyld, eller af mindre ædle Grunde. Almuen selv føler ei længer den Trang til at møde selv i Herrens Huus, og kommer paa mange Steder kun stundum af Vane (US I, 158).

Og han vil “slet ikke nægte, at den temmelig høit stegne Ligegyldighed for alt Helligt paa Jorden og i Himmelen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplysning, afholder Mange fra vore Kirker” (158).

Citaterne fra Grundtvigs første teologiske tekst viser, at selv om det ligger helt uden for horisonten at drage praktiske konsekvenser i form af dannelse af en frikirke eller lignende, skelner han meget stærkt mellem, hvad man godt allerede her kan kalde den sande kristendom, og så alle tidens udvandinger og forvanskninger. Men det er også interessant, at han har et klart øre for, at det heller ikke er nok med en i ordlyden læremæssigt korrekt afliren af tingene. Under alle de for Grundtvigs september 1806-stade karakteristiske måder at tale om såvel religionen som liturgien på, der kendetegner denne afhandling, ligger i virkeligheden en grund, der i forbavsende grad peger frem mod hans senere kirkelige kampe. Men en sådan spiralisk fremadskriden er i det hele taget karakteristisk for Grundtvig. Der ligger nok også allerede her noget af den nyomvendtes iver i den måde, han skriver på, ja, i selve det, at han overhovedet skrev og fik trykt denne afhandling. Det var jo først i september 1805, altså et år tidligere, han, for nu at sige det på den måde, havde indset, at den romantiske æstetik måtte underordne sig kristendommen, idet han i kristendommen havde fundet sit “faste punkt”.[12]

Der er imidlertid også interessante kirkehistoriske, ja, fælleskirkelige elementer i afhandlingen. Det er selvfølgelig ganske naturligt, at Grundtvig på overgangen fra “religionen” til “liturgien” tager udgangspunkt i “den første christelige Liturgie saaledes som vi finde den angivet i Apostlernes Skrivter” (156). Men han gør det. Og han vender sig mod kravet om, at “Liturgien skal skride frem med Tiden” (157). Samtidig ser han det dog som ikke alene tilladt, men som ligefrem en pligt at “udfylde den til et fremadskridende Heelt, og benytte alle vor Tidsalders Fordele til at forøge Fremstillingens Værdighed”, idet man dog må “stedse huske, hvad det er som skal fremstilles” (158). Ordvalget er her, som jo i mange henseender hele afhandlingen, præget af tiden.[13]

Af helt særlig interesse er de steder, hvor han skriver om katolicismen. I afsnittet “Kollekter, Bønner, og Psalmer” nævner Grundtvig, at det kun er “vore katholske Brødre”, der værdsætter “harmonisk Musik” (hvad han så ellers mener med det) (167). Det er muligt, at der ligger en vis grad af ironi i denne påfaldende måde at betegne katolikkerne på, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at han skriver netop sådan. Og i den del af afhandlingen, hvor han gør sig til talsmand for opsættelsen af nye altertavler med malerier af tidens kunstnere, erklærer han, at man ikke skal tro, at “vi ikke erkiende den sildigere Katholicismes rasende Daarlighed, der tilbad Billederne, som om de i sig selv havde deres Betydning” (171). Grundtvig taler altså her udtrykkeligt om den senere katolicismes dårlighed, hvori jo i en eller anden grad må ligge, at han, og jo unægtelig med rette, har en højere vurdering af den tidligere katolicisme. Og efter et afsnit, der godt kan læses som en evangelisk og poetisk forvendt forståelse af den katolske brug af helgenbillederne, siger han til forsvar for sin tanke om nye altertavler:

Have vore Fædre, der udryddede Katholicismen, ladet de nys tilbedte Malerier blive, uden deraf at befrygte nogen Ulempe, og har meer end halvtredie Sekul retfærdiggiort deres Iid; hvorledes skulde da vi, opdragne som Protestanter, med vor langt renere Anskuelse af Protestantismens Eenhed med sand Christendom, frygte for at danne Katholiker, ved at ombytte de slette Malerier med Bedre! Bør vi det ikke, naar disse kunne befordre Andagten, eller endog kun pryde vort Gudshuus, og indgyde Almuen den poetiske Sands, uden hvilken en stor Deel af Liturgien er halv tabt for den! Troer man da, det blot er det Gode i Arten, der kan stifte Skade? (US I, 171 f).

Dette kan ses som et udtryk for det lutherske princip om at bevare i hvert fald mange af de traditionelle ting og kun udrense de ting, der i sig selv er uevangeliske. Den sidste sætning betyder, at når man har kunnet lade en del katolske billeder af også ret dårlig kvalitet blive i kirkerne uden at tage skade af det, hvorfor skulle man så tage skade af at erstatte disse billeder, eller nogle af dem, med langt bedre billeder, lavet af nutidens dygtige kunstnere.[14]

Således foregriber Gr.s første teologiske tekst hans senere kirkehistoriske syn i fx Kirkens Gienmæle og Sangværket.

Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?

I Grundtvigs dimisprædiken Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? (1810) trækkes modsætningen mellem “Jesu saliggiørende Lære” (US II, 16) eller “Jesu Kristi hellige Lære” (20) og henholdsvis rationalismens fornægtelse og romantikkens sværmeri på ny kraftigt op.

Det første sted, hvor Grundtvig taler om kirken, er slutningen af første afsnit. Her har Grundtvig netop spurgt, om man i samtiden giver Evangeliet videre til sine børn. Men han må besvare spørgsmålet benægtende: “Som en Lyd uden Værd og Betydning høre de Yngre iblandt os Jesu Navn almindelig at nævnes, ja stort maa vi kalde det, naar de kun høre det saa, naar det ei kommer til dem, svøbt i Bespottelse og Haan” (15). Og så fortsætter han:

Og nu vore Kirker, jeg siger vore, thi Kristi ere de ei længer, hvad høres vel der? heel ofte forfængelig Snak om alskens Smaating paa Jord, og kommer det høit, da brammende Ord og kløgtige Taler, men idel Lærdomme, som kun ere Menneskens Bud. Herrens Ord er forsvundet af hans Hus, thi naar det og lyder, er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskærpes, det maa lade sig forvende og bruge til hos den Enfoldige at størke Menneskers Mening (US II, 15).

Her er det kirkebygningerne, der er tale om, dog som mere end blot bygninger; de skulle jo være Kristi kirker, men er nu “vore”, dvs. steder, hvor man i stedet for at møde og ære og høre Kristus nu dyrker sit eget. Og i en også videre betydning taler Grundtvig så om ikke bare kirkebygningerne, men også hele kirkeinstitutionen som det Herrens hus, hvorfra hans ord er forsvundet. Senere taler han om gudstjenesterne som “de Kristnes Forsamlinger”, idet han dog i sin dom over, hvad der foregår i dem, retter blikket mod “Tilhørernes” ansigter og konstaterer, at det under gudstjenesten kun er kulde, der kan ses i dem, og at “kolde udgange de af Herrens Tempel” (19). Her betegnes menigheden altså blot som “tilhørerne” (mens “de Kristnes Forsamlinger” nok overvejende er en neutral betegnelse for gudstjenesterne). Men med betegnelsen “Herrens Tempel” (svarende til Herrens hus) sammenlignes kirken som gudstjenestens sted og som institution med Templet i Jerusalem. Ligesom de gamle jøder havde Templet stående midt i al deres ugudelighed og utroskab, således har man i Enevældens Danmark kirkebygningerne og kirkeinstitutionen stående midt i al sin vantro og ligegyldighed. Midt i al elendigheden er kirken altså dog til stede som “dimension”. Og om forholdene i dette Danmark har Grundtvig sagt, at “Vi stande under kristen Øvrighed, som ei blot tillader men under Ed tilholder Ordets Tienere at forkynde Jesu saliggiørende Lære” (16).

Dimisprædikenens lange næstsidste afsnit indledes med, at tilhørerne anråbes som “Brødre i Kristo” (19), og her er det præsterne, embedsbrødrene, også de kommende, der tiltales.[15] Afsnittet slutter med denne opfordring:

Lader os med den Følelse, som kan giennemgløde Hierterne, forkynde Folket det trøstende Evangelium, og selv stirrende mod Himlen, hvortil Herren opfoer, stræbe at vinde Borgere for hans Naades Rige! (US II, 20).

Her er det præsterne, der repræsenterer den særlige kirkelige “dimension”, og det er “Folket”, de skal forkynde Evangeliet for - dog med henblik på at vinde “Borgere for [Kristi] Naades Rige”, hvilket vel ikke kun er Gudsriget ude bag tidens ende, men også det usynlige Kristi Rige, der allerede er til stede.

Grundtvigs skovoplevelse i 1811

Et helt særligt punkt i tiden mellem dimisprædikenen og udviklingen i 1820’rne er Grundtvigs såkaldte skovoplevelse i maj 1811, en generindring af hans ordination i Trinitatis Kirke onsdag den 29. maj og det syn på præsteembedet, den fremkaldte hos ham.[16] Tidspunktet er formodentlig fredag den 31. maj, to dage senere. Grundtvig, der var på vej hjem til Udby for at være kapellan hos sin far, var stået af dagvognen og gik det sidste stykke vej til fods.

Oplevelsen i skoven ved Udby skildres i digtet “Farvel til min Ven F.C. Sibbern" (PS I nr. 72, s. 322 ff). Grundtvig fortæller, hvordan han, da han nærmede sig Udby, vemodig over minderne fra barndommen, tynget af tanken om den præstegerning, der nu lå foran ham, og jo stadig mærket af 1810-krisen, satte sig på “en gammel Sten” og læste 1 Kor 15,55-58. Det sidste af disse vers gengiver han således:

Og derfor, Brødre! staar som Klippeblokke!

Ej lader eder ryste, ja, ej rokke!

Udretter flittelig det Herrens Værk!

Vel vidende, at ej forfængelig

Den Gjerning er, som Herren valgte sig.

(PS I, 327)

Det er tydeligt, at Grundtvig her tolker 1 Kor 15,58 som en formaning og opmuntring til præsterne og dermed, i situationen, til ham selv. Og lidt tidligere i digtet har han set tilbage på sin ordination to dage før, altså onsdag i ugen før pinse. At denne uge i digtet betegnes som “Pinseugen”, der jo egentlig er ugen efter pinsedag, må ses som et af udtrykkene for, i hvor høj grad Grundtvig ser sin ordination i pinsens perspektiv. Det pågældende afsnit lyder:

Apostlene paa hellig Pinsefest

Iførte blev med Kraften fra det høje;

I Pinseugen det sig maatte føje,

At jeg indviedes til Herrens Præst.

Adskillige de Naadegaver ere,

Men skjænkes alle af den samme Aand:

Der Brødrene udrakte højre Haand,

For det med Suk af Herren at begjære,

At Kjærligheds og Krafts og Sandheds Aand

Miskundelig paa mig neddale vilde,

Da aabnede sig Hjærtets Taarekilde,

Da sprængte Sjælen sine Fængselsbaand;

Og der jeg hørte Brødrene tilsammen

I Jesu Kristi Navn at sige Amen,

Da blev det samme i mit Bryst udtonet,

Og jeg mig følte med min Gud forsonet.

(PS I s. 326)

Det i nærværende sammenhæng interessante i de to her citerede dele af digtet til Sibbern er, hvordan Grundtvig i denne 1811-situation oplever sin præstetjeneste i den danske statskirke, og sin indvielse til den, i det helt store kirkehistoriske og apostoliske perspektiv og dermed også sit aktuelle embedsbroderskab med de præster, der deltog i ordinationen.[17] Biskoppen (Münter) står der ikke noget om. Desto mere påfaldende er det, at Grundtvig med så stærke følelser mindes den fælles håndspålæggelse og det fælles amen fra de præster, han så sent som i dimisprædikenen havde talt så overordentlig negativt om (og som var blevet så harme over udgivelsen af dimisprædikenen, at det først i 1822 lykkedes ham at få præsteembede i København).[18] Alt dette er et vigtigt udtryk for, hvor stærkt “den kirkelige dimension” trods alt var til stede for Grundtvig i 1811.

Om Kirke, Stat og Skole

Som den sidste tekst med udsagn om, hvad ordet “kirke” betød for Grundtvig i tiden før hans kirkelige kampe i 1820’rne, inddrages nu afhandlingen “Om Kirke, Stat og Skole” (Nyaars-Morgen er noget helt særligt). Det er den sidste af de i alt otte afhandlinger i Grundtvigs tidskrift Danne-Virke, 1816-19, og endda den, der i bind IV fremtræder som såvel målet for som konklusionen af dem alle.[19] Bindet er tilegnet “Kirkens Statens og Skolens / Talsmænd i Aalborg / Geheimeraad Stiftamtmand Moltke / Biskop Jansen / og / Rector Tauber / Med Taksigelse / Paa Krønikens og egne Vegne” (DV IV, i).

Afhandlingen “Om Kirke, Stat og Skole” er i fjerde bind af Danne-Virke delt op i tre dele.[20] Første del er formet som en dialog mellem Grundtvigs fornuft og forstand, (og hvad denne har lært af historien), eller altså mellem de to personer Handvan og Frode.[21] Anden del er en “Forelæsning” (63), som der lægges op til på s. 63-65. Tredje del er en “historisk udsigt” (som der lægges op til på s. 153 f). Det afgørende er, at Grundtvig faktisk har skrevet sådan allerede i 1818 (hvor formodentlig også sidste del er skrevet).

I dialogen mellem Frode og Handvan behandles kirken særligt på side 33-40, men allerede på side 28 kommer der et vigtigt udsagn. Her siger Handvan, da Frode har afæsket ham et svar på, hvad han mente, da han talte om den store uenighed, der er og har været om “Ideerne: Kirke, Stat og Skole” (27), at “de Huse vi kalde Kirken og Skolen, ere ikke Kirke og Skole i høiere Forstand”. Hertil svarer Frode præciserende, at Handvan, altså mener, at “det er Indbyggerne, ikke Træ og Kalk og Steen, som giør Huset, og udgiør det i høiere Forstand!” (28). Og i sin første replik i dialogens særlige afsnit om kirken siger Frode blandt andet:

Altsaa, naar man spørger Juristerne hvad der udfordres til at være Medlem af en Kirke, vil de strax svare: at troe, eller dog lade som man troer hvad Kirken siger om Sjæl og Salighed, og her har vi bestemt, hvad vi spurgde om: Sikkerhed for, at i Kirken er Troen paa det Oversandselige Hovedsagen, saa der vel kan være megen Tvist om, hvad man skal troe, eller hvilken Kirke der er den sande, men aldrig om hvad Kirken er, thi den er bestemt et Samfund af Troende, ligesaavist som det Huus vi kalde Kirken er bestemt til en Samlings-Plads for en troende Menighed ͻ: Folk som have Tro tilfælles. (...) og i den murede Kirke har vi et fast, i Kirke-Giængerne et levende, øiensynligt Billede af den aandelige Kirke, som aldrig kan bedrage os, naar vi spørge ikke om hvad de i sig selv ere, men hvad de forudsætte og betyde (DV IV, 33 f).

Her tales der altså først om en kirke som noget, man kan være medlem af, som en størrelse, der kan sige noget, som et samfund af troende og som en bygning med et bestemt formål. Og derefter skelnes der mellem “den murede Kirke”, “Kirke-Giængerne” og den “aandelige Kirke” (usynlige kirke), som den forsamlede menighed kun kan være et billede af. Grundtvig prøver stadig at tale om “kirken” på en principiel og neutral måde, men til sidst er det tydeligvis den kristne kirke, han taler om, den kirke, som er bygget af levende stene, men som dog ikke er identisk med den usynlige kirke.

Det i ovenstående citat oversprungne lyder: “Det kan da i denne Henseende være os ganske ligegyldigt, hvad Ordet Kirke oprindelig betyder, og af hvad Sprog det er laant”. Dette er et af de overraskende eksempler på, hvor forbeholden Grundtvig er over for ordet “kirke”. For det kan ikke været ordets etymologi, den græskkyndige Grundtvig har været i tvivl om; det må være den måde, ordet i samtiden er blevet brugt på, der, og med rette, har vakt hans modvilje. Der er jo ingen tvivl om, at det er det græske adjektiv “κυριακóς” (kyriakós, med betydningen “Herrens”, dvs. Jesu Kristi), der ligger bag. Og så kan det være underordnet, om det er substantivet “δωμα” (dåma, hus) eller substantivet “εκκλησία” (ekklesia, forsamling) der skal underforstås.[22]

Et interessant eksempel på neutral brug af ordet “kirke” er denne Frode-replik:

og kan du da ikke tillige begribe at Alt hvad der angaaer Menneskets oversandselige Forhold eller med eet Ord: Aand, det kaldes nu for Resten Religion eller Poesie, eller hvad man vil, for saavidt har sit faste Udtryk i hvad vi almindelig og historisk, uden Hensyn paa et bestemt Indhold, maae kalde: Kirke! (DV IV, 36).

Her viser især “uden Hensyn paa et bestemt Indhold” (som ganske vist står i en af dialogpersonen Frodes replikker), at ordet “kirke” af Grundtvig (men vel også i almindelighed) er blevet brugt i betydningen “trossamfund” eller “religiøs institution”, uanset hvilken forståelse af det oversanselige og forholdet til det man måtte have eller være nået frem til. Denne brug af ordet hænger selvfølgelig også sammen med den måde, der argumenteres på (jf. argumentationsformen i “Om Religion og Liturgie”). I hvor høj grad har denne sprogbrug eller sproglige mulighed været bestemmende for, at Grundtvig efter 1832 har kunnet bruge ordet om simpelt hen en slags offentlig religionsanstalt? Han kunne vel ikke have gjort det, hvis denne sprogbrug ikke i det mindste var almindelig kendt? Men det har også betydning, at han selv har brugt ordet på denne måde. Idet han så til gengæld efterhånden helst vil undgå at bruge det om den kristne menighed.

I indledningen til tredje del af “Om Kirke, Stat og Skole” hævder Grundtvig, at “Kirke-Historien, selv blot timelig betragtet, bliver for Mennesket baade den vigtigste og meest lærerige”. Men det er sådan set religionshistorien, han mener, nemlig historien om “Menneskets Forhold til Kraften i det Usynlige, eller hans aandige Forhold” (304). Og i fortsættelsen er i hvert fald selve ordlyden til det yderste neutral. At ringeagte kirkehistorien i den her angivne betydning er ren dumhed, hvorimod det er

kun fornuftigt med al Flid at undersøge, hvilken Kirke: den hedenske, israelitiske, christelige, mahomedanske, eller om der er nogen anden [fremhævet her, BC], Historien erklærer for den sande, hvilken da maa tilkjendes Ret til, ved sit Ord, at beherske de menneskelige Forhold (DV IV, 304).

Her er Grundtvig virkelig gået til det yderste i selve sin neutrale brug af ordet “kirke” lig med “sammenslutning af nogle, der har en bestemt fælles tro om ‘Kraften i det usynlige’”. Men man skal stadig huske, hvilken argumentatorisk sammenhæng dette er skrevet i. Og det neutrale slutter med selve denne brug af ordet “kirke”. Det viser resten af det her lige ovenfor citerede. Til allersidst i “Om Kirke, Stat og Skole”, i det afsnit om araberne og islam (“Mahomed”), som udgør den sidste tilføjelse til den afsluttende historiske oversigt, bruger Grundtvig i sin beskrivelse af forholdet mellem religion, stat og skole i den arabiske muslimske verden ordet “Kirken” fire gange og ordet “Kirkeskole” én gang, nemlig i betegnelsen “dette falske Kirkeskole-Mesterskab” (DV IV, 395).

Konklusionen er altså, at uanset hvordan både Grundtvig selv og samtiden har brugt ordet “kirke”, har det i Europa og Danmark været sådan, at kristendommen har været religionen, og at “kirken” dermed har været religionsinstitutionen. Man har ikke kunnet se den specifikt kristne kirke for bare træer. Derfor er det afgørende ikke, om ordet “kirke” direkte og helt konkret har kunnet bruges om ikke-kristne trossamfund. Det afgørende er snarere, at såvel ordet “religion” – synonymt med “kristendom” eller omvendt – som ordet “kirke” har fået en så almen betydning, at vejen har været åbnet for, at man i de kristne europæiske lande, og altså også i Danmark, har kunnet fylde disse ord med det indhold, man på et givet tidspunkt mente at være nået frem til (jf. også Grundtvigs polemik med fx H.C. Ørsted). Mange af de heterodokse i begyndelsen af 1800-tallet har simpelt hen ment, at det, de og deres lærefædre fra oplysningstiden og “romantikken” var nået frem til gennem den fremskridende udvikling, var den (nu) sande kristendom.

Der er i Frodes sidste replik i afsnittet om kirken et interessant udsagn om forholdet mellem åbenbaring, kunst og kirke. Frode henviser ret direkte til dannevirkeafhandlingen “Om Aabenbaring, Konst og Vidskab” (DV III, 201-298), hvori der blev skelnet mellem åbenbaring og kunst, og siger så:

thi nu see vi, at Aabenbaring hører nødvendig Kirken til, men Konsten ikke. Hvad vi altsaa kunde vente at finde i Kirken var et levende Udtryk for Aabenbaring, med hvad dertil nødvendig hører (DV IV, 40).

I afsnittet om staten siger Frode, at det er i staten, man finder udtrykket for kunsten (41).

Det er imidlertid i den “forelæsning” (jf. Frodes sidste replik, 63-65), der følger efter dialogen, de fleste udsagn om kirken står. Det første citat handler om “kirken” i den i det mindste konfessionelt set neutrale betydning den institution, det fællesskab eller den “dimension”, der har med menneskets værdi og bestemmelse at gøre, svarende til, hvad der allerede flere gange er citeret.

Enhver (...), som vil have Ord for at troe paa Menneskets aandelige og evige Bestemmelse (...), skal blive nødt til at indrømme, at det er Kirken alene, som kan give Mennesket sit Værd; at han kun i Kirken kan naae sin Bestemmelse. Hvad Kirken skal hedde, hvad der i den skal forkyndes, hvordan den kan og skal tee sig i Verden, kun derom kan mellem kloge Folk være Tvist (DV IV, 102 f).

Men lidt senere er det klart den kristne kirke, Grundtvig taler om:

Kirken altsaa: Huset paa de evige Bjerge, den staaer urokkelig, og trodser alle sine Fiender, thi Ingen kan række eller røre den uden som Ven, kun Himmel-Stormere kan indbilde sig, det er mueligt at neddrage den fra sin Høihed (DV IV, 103).

Og senere igen skelner Grundtvig såvel mellem den helt ydre kirkeinstitution og dens bygninger og kirken lig med menigheden, som mellem den også i sidstnævnte forstand synlige kirke og den usynlige kirke – men jo især mellem den usynlige kirke og kirken i plat fysisk og institutionel forstand:

Vi leve i Tider, da det snart vil mangensteds blive kaldt formasteligt at udvikle den Sandhed, at Han, hvem ei Himlenes Himle kan rumme, boer ikke i Templer, som bygges af Menneske-Hænder, at Guds Rige er inden i os, og kommer ikke saa, at man kan pege derpaa; at det er ikke Legems Faste, og Læbers Ord, ikke Slagt[-]Offer eller Mad-Offer i hvilkensomhelst Skikkelse, men et oprigtigt, troende, haabfuldt og kiærligt Hjerte Gud forlanger, og at det kun er i det, Han vil vandre og boe, som i et levende Paulun til Dagenes Ende. (...) Med andre Ord: man vil igjen som fordum, snedig forvexle den eneste, hellige, sande, usynlige Kirke, med dens jordiske Skygge (DV IV, 104 f).

Den sande kirke er fremkaldt ved den sande åbenbaring, så

Spørgsmaalet er ikke her, om der virkelig gives et ved Sandheds Aand aabenbaret Ord, ͻ: en sand Aabenbaring, men Tingen er kun den, at gives der ingen sand Aabenbaring, da gives der heller ingen sand Kirke, at i Troen paa Ordet bestaaer det eneste muelige Kirke-Samfund paa Jorden (DV IV, 108).

Men så skal man også tage åbenbaringen for pålydende:

Man veed, at netop i den sidste Tid gives der endeel Skriftkloge, som vil indbilde sig, de kan være troende Christne, og lade Bibelen gjælde for en guddommelig Aabenbaring, uden dog at antage Lærdommen om Christi Lidelse i vort Sted, og vor Retfærdiggjørelse ved Troen paa ham (DV IV, 112).

Dette er et eksempel på, hvordan man har ment at kunne lægge sit eget indhold i ordet “kristen” eller “kristendom” osv. For hvor usynlig den sande kirke end er, fremkaldes den dog ved et bestemt hørligt ord:

Den sande Kirke, hørde vi [vel s. 105 og 107 f, se ovenfor], maa være usynlig, men aabenbaret i et Ord, som hos alle Troende avler een og samme Forestilling om Kirken og Kirke-Gangen, hvilket kun er mueligt, naar Ordet behersker Troen, og dog nødvendigt, naar Forestillingen skal være et aandeligt Billede af den sande Kirke og Menneske-Veien dertil, som maa have Eenhed, saavist som Gud er een, og Mennesket i Guds Billede eet (DV IV, 118).

Og på dette grundlag kan Grundtvig her godt tale om kirken som et kirke-samfund:

Holde vi fast herved, da opdage vi let, baade hvorledes Kirke-Samfundet er mueligt, hvorledes Eenhed er en nødvendig Følge af dets Sandhed, og hvorvidt denne Eenhed strækker sig. (...) vare vi ikke Syndere, da bestod hele Kirke-Samfundet i denne Troe, men ere vi Syndere, da ere vi netop faldne ud af dette Samfund, som ei kan oprettes uden ved Troe paa et Ord, der forudsætter Faldet, og aabenbarer en Opreisning ved Troen. (...) Har vi nu et saadant aabenbaret Ord, og bestaaer Kirke-Samfundet ene i Troen derpaa, da indsee vi let, at, under Troens Betingelse, maa Forestillingen ligesaa bestemt blive eens, som Ordet er eet, og som de menneskelige Vilkaar, og den menneskelige Bestemmelse i Henseende til Gud og Evigheden ere nødvendig eens (DV IV, 119).

Og den forskellighed, der kan være i denne enhed, er ikke en forskellighed for hvad som helst. Man taler om, at forestillingerne kan være meget forskellige, men “Aanden dog den samme”, men

Tiest betyder Sligt det Samme, som naar vore Moral-Prækere vilde indbilde os, at man kunde være en meget god Christen, uden at troe paa Christus, hvilket da igien er det Samme, som hvad man paa en Maade ogsaa vilde bilde Børn ind, at man kan være et meget gudfrygtigt Menneske, uden just at troe paa Gud. Hertil er da intet Videre at svare, end at alle de, der mene det, upaatvivlelig ere lige gode ͻ: lige lidt Christne, men hin Tale kan ogsaa betyde [fremhævet her, BC], hvad den betød i vore Fædres Mund, at man kan have temmelig afvigende Forestillinger om det virkelig Dunkle i Skriften (...) og dog høre til den ene og sande, usynlige Kirke [fremhævet her, BC], naar man er enig i Grund-Sandhederne, enig om at Skriften er Guds rene Ord, som man skal følge (DV IV, 120).

“Slutningen”, som Grundtvig siger, altså den logiske følge, bliver da, at

den sande, usynlige Kirke er overalt, hvor den evige Sandheds Aand findes, og giver sig tilkjende, hvor samme Aand taler, saa Fædrene havde sikkerlig Ret naar de sagde, at den sande Kirke var, hvor Guds Ord lærdes reent og puurt [fremhævet her, BC], skiøndt det vilde være meget overilet, om man deraf sluttede, at Taleren og Tilhørerne befandt sig i den sande Kirke, thi det var jo mueligt at kun Talerens Tunge befandt sig i den (DV IV, 120 f).

Med henvisningen til fædrenes bestemmelse af den sande kirke nærmest citerer Grundtvig Den Augsburgske Bekendelses art. 7. Dette kan ses som en bekræftelse af, hvad der ovenfor er sagt om den betydning, denne artikel nok også helt fra begyndelsen af må have haft for Grundtvig. Men man skal desuden lægge mærke til, at Grundtvig også her gør opmærksom på, at selve det forhold, at præsterne i deres prædikener rent formelt, i selve ordlyden, taler i overensstemmelse med Bibelen og bekendelsesskrifterne, ikke garanterer, at det så er “de helliges forsamling”, den sande kirke, man er i.

Og så taler Grundtvig (på en måde, der peger helt frem mod hans endelige syn) om friheden såvel internt i kirken som i forholdet mellem kirken og staten:

Rense vi saaledes vore Begreber om Kirken, da staae vi hverken Fare for at tilraade eller bifalde noget Pavedom eller Klerkedom, thi er Kirken kun til i Aanden, da kan der heller aldrig tilkomme den nogen anden Magt, end den det fribaarne Aandens Ord har, hvor det finder Troe og Gienlyd.

Snarere kunde man herved fristes til at tænke sig Kirken aldeles udenfor Sammenhæng med Staten; men at ogsaa dette vilde være en stor Vildfarelse, indsee vi let, ved at betænke Kirkens Virksomhed, og Statens Vilkaar (DV IV, 121).

Ligesom nemlig den sande Kirke paa Jorden maa være et Samfund i Troen paa et Ord, som aabenbarer Menneskets evige Bestemmelse [fremhævet her, BC], og Veien dertil; saaledes maa nødvendig den sande Stat være en forenet Stræben efter at opfylde Menneskets timelige Bestemmelse [fremhævet her, BC], og da denne nødvendig maa være stadige Fremskridt ad Veien til den evige, saa er det indlysende, at den sande Stat er en Skabning af den sande Kirke (DV IV, 121 f).

Her er det første eksempel i nærværende undersøgelse på, at Grundtvig overhovedet opererer med tanken om, at man i datidens Danmark kunne have en fra staten adskilt kirke. For reelt er det jo forholdene i det kristne land Danmark, der er tale om. Og han afviser derfor også straks denne tanke. For staten er “en Skabning af den sande Kirke”. Ja, i det følgende bestemmer han ligefrem kirken som selv en stat, nemlig med den begrundelse, at “Kirke-Samfundet” er en “hiertelig sammenknyttet” enhed, som med nødvendighed må “giøre Eet i Verden”. Meningen må være, at når det forholder sig sådan mellem de kristne borgere i et kristent land, må staten i dette land være en følge af dette fællesskab. Men Grundtvig er åbenbart klar over, at han nu er ved at blive noget vidtløftig. Han betegner det, han her har sagt, som et “Vink om Kirkens og Statens sande Forhold”, som det næppe ville “befordre Klarheden og Tydeligheden” at forfølge. Desuden er det sådan, at “de Fleste som tale om Stat forstaae derved snarere enhver anden Ting, end en Kirke-Stat, og at de der tale om en Kirke-Stat, som den rette, forstaae noget ganske Andet derved end jeg”. Grundtvig tager altså på den ene side til efterretning, at drøftelsen af statens forhold for det meste finder sted på et sekulært eller ligefrem kristendomsfjendsk grundlag, mens han på den anden side distancerer sig fra en romersk-katolsk eller anden teokratisk måde at tale om en kirkestat på. Og det er på denne baggrund, han allerede her giver udtryk for den upartiskhed, han i så høj grad senere skulle praktisere. Der er mange grunde til, at man “i en Undersøgelse om Staten nuomstunder helst skal begynde saa langt fra Kirken som mueligt” (122).

I det herefter følgende allersidste alinea-afsnit, inden han går over til betragtningen af statens forhold “in puris naturalibus” (123), når Grundtvig dog at sige noget interessant om henholdsvis det ideelle forhold mellem stat og kirke og det aktuelle, dvs. fra 1700-tallet stammende, syn på dette forhold. For hvis definitionen på en stat er, at den er “et Selskab, der med forenede Kræfter stræber at forsvare sig i en frie Stilling, og at iværksætte hvad det antager for gavnligst ͻ: tienligst til sin Velfærd” (122 f), passer den omtrent “ligesaa godt paa en dyrisk som paa en menneskelig Stat” (123). Men

vare alle Folkene enige om at danne menneskelige [fremhævet her, BC] Stater da kunde man spare Umagen med at vise, i hvad Forhold Staten bør staae til Kirken, og Spørgsmaalet vilde kun være, hvorledes Staten bedst kunde svare til sin Bestemmelse, og befordre Menneskets Udvikling efter Kirkens Aabenbaring (DV IV, 123).

I den ideelle situation, hvor ikke bare en enkelt stat, men alle stater var rent menneskelige, uden noget dyrisk i sig og ved sig, ville kirken altså blot være den side af det menneskelige fællesskab, hvor åbenbaringen blev modtaget, medens staten ville være det organ, der sørgede for, at alle fællesskabets anliggender blev styret efter åbenbaringen. Og man skal også lægge godt mærke til, at Grundtvig udtrykkeligt siger “alle Folkene". Heri må nemlig ligge, at hvis blot én stat ikke var rent menneskelig, måtte de andre stater, i hvert fald nabostaterne, være nødt til at skulle kunne forsvare deres territorium og deres frihed militært.[23] Imidlertid har man i det forgangne århundrede pukket så meget på sin ret til at være dyr,[24] at man har påstået, at kirkens indflydelse på staten kun har været en stor tragedie, som har vist, hvor megen skade religionen kan gøre.[25] Og dermed har Grundtvig givet den sidste del af begrundelsen for, at han nu er nødt til at betragte staten helt isoleret og nøgent, “in puris naturalibus” (123).

Man kan spørge, om betragtningerne i det her behandlede alinea-afsnit er af så stor betydning, at beskæftigelsen med dem hører hjemme i nærværende sammenhæng. Men det er nok mere relevant end som så. Disse betragtninger er jo et ejendommeligt udtryk for, at der i denne syndige verden ikke uden videre kan være tale om et simpelt sammenfald mellem stat og kirke. Og man kan derfor heller ikke uden videre se dem som en særlig variant af Grundtvigs senere menneske først-princip, men vel snarere som et særligt udtryk for toregimentlæren eller noget, der svarer dertil.

Tredje del af “Om Kirke, Stat og Skole” (DV IV, 295-396) betegnes af Grundtvig i en parentes under afhandlingens titel som dens “Slutning”, og den består af en rekapitulerende indledning (295-332) og en historisk oversigt (332-396). Den historiske oversigt begynder med nogle indledende betragtninger (332-334) og bevæger sig så gennem afsnit om Ægypten (335-337), Palæstina (337-347), Grækenland (347-357), Rom (357-361) og kristendommens tid (361-396). Den egentlige gennemgang af kristendommens tid slutter med afsnittet om Tyskland (392-394). Derefter følger et afsnit om, hvorfor han ikke (egentlig) har inddraget Norden (394 f). Det næstsidste afsnit i afhandlingen (395 f) handler om, hvorfor araberne tilsyneladende er blevet glemt. Men Grundtvig når alligevel at give en stærkt kritisk karakteristik af forholdet mellem religion (kirke!), stat og skole i den muslimske verden. Se nærmere om dette i begyndelsen af indeværende afsnit.[26]

I det allersidste lille alinea-afsnit ikke alene i denne afhandling, men også i hele tidsskriftet Danne-Virke udtrykker Grundtvig sin forvisning om, at den tænksomme læser nok vil kunne se, “at jeg ei har fordreiet det Mindste, men har af Historien selv øst mine Tanker om den Vidskab, jeg kalder historisk” (396).[27] Og denne slutning er af stor betydning, for så vidt som Grundtvig med de allersidste ord direkte siger, at det egentlig er den historiske vidskab, det har drejet sig om i hele det otte afhandlinger store kompleks.[28]

I indledningen til tredje del giver Grundtvig først en rekapitulerende bevisførelse for trosforestillingens virkelighed og Åndens og ordets kraft, og fortsætter så:

At der endelig har været Mennesker, som troede eller gav sig i det Mindste ud for at troe Eet og det Samme om Guddommen eller Over-Magten i det Usynlige, og Menneskets Forhold dertil, det er vel en afgjort Sag, i det Mindste for alle dem, iblandt os, der huske deres Børne-Lærdom, og herved opstaaer, som af sig selv, Begrebet om Troes-Samfund, som det jo aldrig kan skade at kalde Kirker da det er et kort, og om Sligt endnu brugeligt Ord (DV IV, 302).

De sidste to ledsætninger er et af de meget stærke eksempler på, hvor almindeligt Grundtvig kan bruge ordet “kirke”. Men det er desuden påfaldende, at han nærmest undskylder, at han overhovedet bruger dette ord, ja, ligesom forudser, at det på et tidspunkt vil gå ud af brug. Men igen skal hele Grundtvigs måde at argumentere på tages i betragtning, herunder, at der også er en del ironi i den. Der er flere bunde i Grundtvigs brug af ordet “kirke”. Og idet han stadig bruger selve ordet “kirke” neutralt som lig med “trossamfund”, fortsætter han:

Uagtet vi nu veed, at der baade har været og er forskjellige Kirker til, saa kan vi dog godt begribe, at kun een kan have været den sande, og at den maa Sandhed, som den sande Guddom nødvendig er, ligesaa nødvendig altid have holdt med, og opholdt [dvs. holdt oppe, opretholdt], ligesom den igjen maa have ført det største Ord, dannet Mennesket bedst, og udviklet ham mest til Sandheds Erkjendelse, altsammen Ting, Historien maa vise, og derved bevise, hvilken Kirke der er den sande (DV IV, 303).

Og Grundtvig mener, at dette bevis har Tyge Rothe ført i et “kosteligt Værk”, han har skrevet, og det må jo være Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa I-V (1774-1783); “det er da ikke hans Skyld, hvis man i Dannemark enten ikke har læst det, eller desuagtet drager i Tvivl: om den christelige Kirke, Historien saa klarlig giver Vidnesbyrd, er den sande” (303). Selve ordet “kirke” som sådant er stadig neutralt, men også kun netop selve ordet som sådant, for af alle “kirker” er der altså kun én, der er den sande, én, hvis medlemmer er fælles om den sande tro på den sande Gud.

I den historiske oversigt kommer Grundtvig flere steder og på flere forskellige måder ind på forholdet mellem folk og menighed og stat og kirke. I begyndelsen af indledningen til afsnittet om kristendommens tid siger han, at man godt kunne forestille sig, at alt måtte blive ens, hvor kristendommen blev udbredt. Men det blev jo af flere grunde ikke tilfældet. Det ville blandt andet forudsætte, at Bibelen kun antoges som normgivende skrift “af hvem der indvortes udgjorde et eneste Folk” (362). Og så fortsætter han:

Var der nu imidlertid flere end eet Folk i Verden, da maatte Christen-Dommen, hvis det var den sande Kirke, den førde med sig [fremhævet her, BC], give Rum for enhver i Folkenes Eiendommelighed grundet Adskillighed i Henseende til den udvortes Stats-Forfatning, og til Skolen i det Hele, naar blot Kirkens Eenhed og den aandelige Stats Dannelse ei derved bestreedes. (...) og deraf følger, at Forskjelligheden kunde i Grunden blive ligesaa stor mellem dem der kaldte sig Christne, som den fordum var dem vi derfra pleie at adskille under Navn af Hedninger (DV IV, 362).

Her er det helt overordnet forholdet mellem, om man så må sige, det kirkelige og det folkelige, der er tale om, idet statsforfatningen og “Skolen i det Hele” ses som følger eller funktioner af “Folkenes Eiendommelighed”. Og Grundtvig ser en kunstig ensretning, hvilket vil sige en kunstig udviskning af det enkelte folks ejendommelighed, som værende i strid mod den sande kristendom. Han bruger dog ikke selve ordene “den sande kristendom”, men siger, at der vil blive “Rum” for det enkelte folks ejendommelighed, hvis det er “den sande Kirke [fremhævet her, BC]”, kristendommen har ført med sig. Og hvad enten man fremhæver det ene eller det andet, er det tankevækkende, at Grundtvig udtrykker dette forhold på lige denne måde. For hvad mener han med, at kristendommen fører kirken med sig? Det kan jo ikke være kirken lig med menigheden. Men så må det være “samfundet” eller “institutionen”. Under alle omstændigheder er det jo i virkeligheden begrebet "folkemenighed", Grundtvig her er ved at nærme sig. Han betoner i hvert fald, at kristendommen giver rum for de forskellige faktisk eksisterende folks ejendommeligheder, og vender sig mod forestillingen om, at kristendommen skulle medføre eller være ensbetydende med folkelig og kulturel ensretning. I de følgende betragtninger om forholdet mellem “kirke” og “menighed” siger Grundtvig noget mere, som – måske – kan kaste mere lys over dette spørgsmål. Han fortsætter nemlig:

Naar man adskiller den prophetiske Kirke fra den apostoliske, den saakaldte jødiske, fra den christelige, da tager man enten feil, eller den ene af de Kirker maa være falsk, eller man tager det samme Ord i to forskjellige Bemærkelser, thi to sande Kirker som Udtryk for to fra hinanden afvigende og dog sande Aabenbaringer af Menneskets Forhold til Guddommen, er en Umuelighed. (…) Tvetydigheden lod sig imidlertid undgaae, naar vi stedse vilde skjelne nøie mellem Kirke og Menighed, saaledes som der i Apostlernes Skrifter udentvivl skjelnes mellem Naos og Ekklesia, og det var sikkert Umagen værdt, da det er nødvendigt, naar man uden Forvirring skal kunne bruge Ordet Kirke om andre Troes-Samfund end det Christelige, hvilket dog er nødvendigt, naar man skal betragte det som saadant, ved Siden af andre, ja blot endog, naar man skal tydeliggjøre sig dets egen Historie (DV IV, 362-364).

Den skelnen mellem “Naos” og “Ekklesia”, Grundtvig her anbefaler, er en skelnen mellem “tempel” (kirke) og “forsamling” (menighed), og hvad det nærmere vil sige, prøver han at udvikle i det følgende. Han kommer først med nogle betragtninger om forholdet mellem “den Ebraiske Kirke” (364) og kristendommen, hvor det er opstandelsestroen, der bevirker den afgørende forskel. Det i nærværende sammenhæng vigtigste i det, der følger derefter, og som citeres nedenfor, er imidlertid, hvad der dér siges om Kristus og kirken og om sakramenternes betydning:

Herved sammensmelte Forestillingerne om Kirke og Menighed, men dog som en Dobbelthed, hvilket man altid har følt, naar man, efter Skriftens Anviisning, skjelnede mellem det Præstelige og det Kongelige i Jesus; thi som Ypperste-Præst var Han altid aandelig Ord-Føreren i den sande Kirke; som Konge derimod er Han efter sin seierrige Opstandelse, sin Menigheds Hoved, og den er Hans Legeme og Hans Rige. Denne Dobbelthed er det Sacramenterne betegne, thi ved Daaben skeer, under Forudsætning af Troe, Optagelsen i den sande Kirke, og i Nadveren skjænkes, under Forudsætning af troende Længsel derefter, hjertelig Eenhed med Christo, som til[29] Med-Lemmer af Hans Menighed: hans virkelige, aandelige Legeme.

Vi indsee nu let, at Christi Menighed udgjør en aandelig Stat ͻ: en Kirke-Stat, men vi maae tillige indsee, at den langt fra at udelukke den verdslige Stat, netop arbeider paa at denne kan nærme sig sin rette Skikkelse (DV IV, 364 f).

Det er ret vanskeligt at følge Grundtvig her. Men i baggrunden må ligge brugen af ordet “naós” som betegnelse for Jerusalems Tempel, og dernæst må det først og fremmest være 1 Kor 3,16-17 og Ef 2,21-22, Grundtvig tænker på. Det første sted siger Paulus: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? (...) Guds tempel er helligt, og det tempel er I”. Og det andet sted siger han: “I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden”. Og til kirken forstået som Guds tempel knyttes forståelsen af Kristus som ypperstepræst (og ordfører), medens forståelsen af Kristus som konge (og legemets hoved) knyttes til forståelsen af menigheden som Kristi legeme. Tilsvarende er dåben optagelsen i kirken, medens nadveren giver den hjertelige og legemlige enhed med Kristus. Men der er langt fra den forståelse af ordet “kirke”, der er tale om her, til det, der (øverst på s. 364) var udgangspunktet, nemlig muligheden for at bruge ordet “kirke” om ikke-kristne trossamfund. Derfor er det afgørende i Grundtvigs tankegang nederst på siden ordene om sammensmeltningen af “Forestillingerne om Kirke og Menighed, men dog som en Dobbelthed”. For når man holder sig denne sammensmeltede dobbelthed for øje, kan man nok dels trække en linje fra dåben som indlemmelse i det kristne trossamfund og tilbage til en mere almindelig, dvs. “organisatorisk”, brug af ordet “kirke”, dels skelne mellem dåben som optagelsen i kirkesamfundet og nadveren som det, der giver den hjertelige og legemlige enhed med Kristus.

I den kirkehistoriske oversigt s. 377-387 skriver Grundtvig stærkt kritisk om forliget mellem de kristne og Konstantin og dets følger (380 f), og i afsnittet om middelalderens og dermed pavekirkens historie skriver han:

At gjøre alle Mennesker til sande Christne og rette Lemmer paa Christi Legeme, har Bibelen erklæret for umueligt, og da Erfaringen daglig stadfæstede det Samme, maatte man strax opgivet en Plan, kun Mueligheden heraf kunde retfærdiggjøre, naar man ei i Grunden havde havt et verdsligt Øiemeed (DV IV, 384).

Begivenhedsforløbet fra 1819 til 1832

Det er i perioden 1819-32, den udvikling finder sted, som resulterer i Grundtvigs højst ejendommelige bestemmelse af statskirken og senere Folkekirken som kongens og folkets kirke, ja, en slags offentlig, man kunne måske næsten sige “kulturkristen”, religionsanstalt, hvori Jesu Kristi frimenighed kan være gæst. Og hvis man skal forstå, hvad det er der sker i denne periode, må man have et overblik over de vigtigste punkter i dette forløb.

I 1819 ophørte Danne-Virke med at udkomme. Og året 1819 var i det hele taget et meget negativt år for Grundtvig. I digtet Nyaars-Morgen (1824) fremstiller han det som intet mindre end et åndeligt døds-år.[30] Men med oplevelsen af påsken 1821 som nyindsat præst i Præstø-Skibbinge begyndte hans vej frem mod den “opstandelse”, som fik sit udtryk i Nyaars-Morgen.

1. søndag i advent 1822 blev Grundtvig indsat som kapellan ved Vor Frelsers Kirke i København. Men på grund af den ligegyldighed, han følte omkring sig, truedes påskehåbet fra 1821 af en tidlig død. Allerede fra omkring advent 1823 følte han dog et nyt håb, og han kastede sig ud i en lang række forsøg på at skrive et uigendriveligt forsvarsskrift for kristendommen. I forhold til kampen i, om man så må sige, dannevirkestillingen var der tale om såvel en skærpelse som en frontforkortning. Men disse forsøg mundede ud i endnu en krise, hvorunder Grundtvig først måtte erkende sin egen lunkenhed og dernæst det apologetiske projekts mangel på liv – idet han nemlig gennem krisen selv var blevet levende igen.[31]

Med prædikenen til anden påskedag 1824 begynder selve det gennembrud, som – formodentlig fra omkring pinse – kulminerer i det store dagningsdigt Nyaars-Morgen. Nyaars-Morgen er et af de vigtigste udtryk for, hvad der alleregentligst var Grundtvigs anliggende, et nyt og stærkt udtryk for, hvad der var det dybeste og mest originale indhold i Danne-Virke. Og dermed peger det hen over Indledningen til Nordens Mythologi 1832 og frem mod udviklingen i de sidste årtier af Grundtvigs liv, nemlig for så vidt som han jo vel måtte opgive drømmen om en egentlig kristen opvækkelse af hele det danske folk, men alligevel arbejdede for en opvækkelse og oplysning af hele folket på grundlag af sin ejendommelige “sekundærteologi”[32] om Guds kærlighed til og særlige plan med dette lille danske “hjertefolk”. Men Nyaars-Morgen vakte ingen opmærksomhed og blev ikke engang fulgt op af Grundtvig selv. Den næste store begivenhed i hans liv blev opdagelsen af den historiske kirke og dens bekendelse i juli 1825.

Men allerede i februar 1825 havde Grundtvig løsnet sit første skud i den “kirkekamp”, han op gennem sidste halvdel af 1820’rne blev indviklet i. Det skete med artiklen “Om gudelige Forsamlinger”,[33] hvori han indtog den religionspolitiske position, han skulle fastholde resten af sit liv: en upartisk hensyntagen til samfundets tarv, hvilket igen vil sige størst mulig frihed – navnlig for dem, der i hvert fald snarere var i overensstemmelse med luthersk kristendom end de undertrykkende embedsindehavere i statskirken. Herefter fulgte artiklerne i Theologisk Maanedsskrift, med blandt andet den store dobbeltafhandling “Om den sande Christendom” og “Om Christendommens Sandhed”, som bragtes i tiden januar 1826 til juni 1827.[34]

Det var under arbejdet med nogle udkast til en afhandling om kristendommens troværdighed, Grundtvig gjorde sin store opdagelse af, at det er den faktiske historiske Kirkes kristendom, der er den sande kristendom, og at det er i den historiske Kirkes apostoliske trosbekendelse, denne sande kristendoms grundlærdomme findes.[35] Den offentlige proklamation af Opdagelsen skete i den berømte prædiken til 9. søndag efter trinitatis (31. juli) 1825. Grundtvig havde nu fået et urokkeligt grundlag for den kamp mod tidens pseudokristendom, han så længe havde følt sig forpligtet til at føre. Og allerede få uger senere fik han anledning til at sætte, hvad han selv troede skulle være det afgørende modangreb, ind – med bogen Kirkens Gienmæle, nemlig mod den indflydelsesrige, men kætterske professor H.N. Clausens bog Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, som var blevet sendt ud til subskribenterne omkring 20.-23. august 1825.[36]

Men i stedet for en afklaring – eller dog en kirkelig og teologisk debat – kom der en lang og pinefuld injurieproces ud af dette. Grundtvigs måde at føre kirkekamp på var dog præget af et efter omstændighederne stort mådehold. Det var for ham altid friheden, det gjaldt, og ganske særligt de gammeldagstroendes frihed for at skulle tvangsindlægges på tidsåndens forskellige kætterier. Men han havde en helt hudløs samvittighed med hensyn til, hvad han kunne komme til at lægge navn til ved uden videre at blive i et kirkesamfund, hvor kættere og vantro havde magten.

Umiddelbart før pinse 1826 – og dermed tusindårsfesten for Ansgars komme til Danmark – nedlagde Grundtvig sit præsteembede. Både forbuddet mod brugen af de salmer, han havde skrevet til jubilæet, og andre negative enkeltfaktorer har ligget bag dette skridt, men i Fra drøm til program peges der på den mulige forklaring, at “Embedsnedlæggelsen, sådan som Grundtvig udførte den, var den for alle parter blideste løsning, Grundtvig kunne acceptere med samvittigheden i behold” (Christensen 1987, 107). Den kan således ses som en forløber for kompromisløsningerne i 1832 og 1839 (Vartov) og for hele det store ejendommelige kompromis, som Grundtvigs endelige kirkepolitiske model var.

Den 30. oktober 1826 blev Grundtvig dømt skyldig i injuriesagen, hvilket bl.a. indebar livsvarig censur. I januar 1827 skrev han et udkast til en ansøgning om at måtte danne en menighed uden for statskirken.

I marts 1829 tog Grundtvig på en kongelig særbevilling til England for at studere angelsaksiske håndskrifter. Det blev den første af tre englandsrejser i træk. Et par måneder efter hjemkomsten fra den sidste udsendtes (med dateringen 20. oktober 1831) subskriptionsplanen til, hvad der betegnedes som en ny udgave af den Nordens mytologi, han havde udgivet i 1808. Og indtil ca. 19. februar 1832 arbejdede han sig igennem en lang række udkast til en indledning til den nye udgave. Den 22. december 1832 udkom den bog, som nu ikke alene var blevet en helt ny fremstilling af mytologien, men også indeholdt et nyt og omfattende kultur- og kirkepolitisk program.

Samtidig med Grundtvigs arbejde med den nye mytologi-bog fandt imidlertid en række dramatiske og betydningsfulde begivenheder sted. Nogle vækkelsesfolk havde fået inddraget Grundtvig i planerne om en frimenighedsdannelse, men den tilspidsede situation, der derved var opstået, mundede ud i en kompromisløsning. I stedet for at få sat ordensmagten ind mod sine planlagte “bedetimer” i et lejet lokale fik Grundtvig tilladelse til at holde “dansk aftensang” (gudstjeneste uden nadver) hver søndag i Frederikskirken (den nuværende Christians Kirke på Christianshavn).[37]

I Omkring Grundtvigs Vidskab gives på s. 246-247 en oversigt (der stort set svarer til oversigten i Fra drøm til program s. 122) over udviklingen i Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske holdning 1822/23-1832. Denne udvikling sker gennem fem faser:

1. En almindelig polemisk-apologetisk fase, som strækker sig helt tilbage til 1822/23, og som slutter i foråret 1824.

2. Tiden fra foråret 1824 til sommeren 1825, hvorunder konflikten skærpes og konkretiseres.

3. Tiden fra Opdagelsen i juli 1825 til embedsnedlæggelsen i maj 1826, hvorunder Grundtvig tror, misforholdene i den eksisterende enevolds-statskirke kan rettes, når de er blevet klart påpeget.

4. Tiden fra september 1826 (“Vigtige Spørgsmål til Danmarks Lovkyndige”) til november-februar 1830/31 (“Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?”), hvorunder Grundtvig præsenterer forskellige forslag til helt nye kirkelige ordninger, som har det tilfælles, at en mere eller mindre statslig kristen kirke, som de gammeldagstroende skal kunne være i, bevares, medens de, der ikke ønsker at være i en sådan kristen kirke, i fuld religionsfrihed skal kunne træde ud af den.

5. Tiden fra april 1831, hvor Grundtvig erklærer sig villig til at stå i spidsen for en frimenighedsdannelse, til “forliget” med biskop Müller 27. februar 1832. I “Om den Clausenske Injurie-Sag” 2. november 1821 havde Grundtvig nævnt de rettroendes udtræden af statskirken som den måske rimeligste løsning.

(Christensen 1998, 246-247)

Nyaars-Morgen

Den mytiske sammenfletning af Danmarks og Grundtvigs historier, som finder sted Nyaars-Morgen, har grundlæggende betydning for Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik, nemlig for så vidt angår det forhold, at Grundtvig senere var rede til faktisk at slå knuder på sig selv for at kunne blive sammen med både Herren Jesus Kristus og det danske folk. Men Nyaars-Morgen er ikke kun nøglen til forståelsen af omsvinget 1831/32; det indgår også i den gruppe af skrifter, hvori udviklingen frem mod Opdagelsen i 1825 kan følges. Dette gælder ganske særligt str. 43,3-11, hvor Ånden tugtede Grundtvig med trøstende ord

Og bar mig paa Haanden

Til Kirke i Chor;

Der Selv Han mig døbde,

Til Anger og Bod,

Og Han, som os kjøbde

Fra Død med sit Blod,

Han skjænked mig Livet,

Som Ham det er givet,

Med Kysset i Kjærligheds Kalk!

(Nyaars-Morgen str. 43, US IV, 262).

Dette er en påfaldende foregribelse af det berømte sted i den ovenfor omtalte gennembrudsprædiken på 9. søndag efter trinitatis 1825, hvor Grundtvig spørger menigheden, om de måske allerede har lært at svare de vantro forkyndere, der vil berøve Jesus Kristus hans guddommelige ære:

vidste I det maaskee længe før jeg, som, efterat have lidt Skibbrud paa Barndommens Tro, blev fundet som et Lig paa den nøgne Strandbredd, og kunde længe ei ret besinde, hvor jeg var, da jeg vaagnede i Kirken, indbildte mig længe, at jeg havde været langt borte i fremmede Lande (...) Nu først seer jeg det ret, det var en Drøm, thi Daabens Naade og Nadverens Velsignelse var det jo, som traadte i Kraft, der jeg vaagnede i Troen, og veed I det, da veed I, hvad jeg har at sige [alle fremhævelser er tilsat her] (GP III, 207 f; US IV, 392).

Og det er lige efter det her citerede, selve proklamationen af trosbekendelsens betydning kommer. Den slående overensstemmelse mellem 1824-digtet og 1825-prædikenen er imidlertid én af de mange ting, der understreger, at opdagelsen af Kirken som historisk kendsgerning gik forud for opdagelsen af Apostolicums betydning.

Men det allervigtigste er, hvilken drøm for det kristne Danmark der er tale om i Nyaars-Morgen. Den “opstandelse”, der er baggrunden for dette digt, og som kommer til udtryk i det, er ikke bare en opstandelse i Grundtvig selv, men også en opstandelse i hele Danmark, eller i hvert fald et håb om en sådan. I 1824 var Grundtvigs håb endnu et håb for Danmark som en kristen nation. Og Grundtvigs drøm i sommermorgenen 1824 rakte helt ud i det danske landskab med mark og skov, ja, sund og bælter. Det kommer fx allerede til udtryk i str. 7, hvor Grundtvig udråber det som en kendsgerning,

At Natten er svundet,

Med Skyggernes Hær,

Og Solen oprundet

Til heltelig Færd,

At glødende Voven

Har favnet dens Glans,

At straalende Skoven

Den byder sin Krands.

(Nyaars-Morgen str. 7, US IV, 251)

Det danske hav har modtaget Solens varme, og den danske skov (den danske folkemenighed), som nu stråler i Solens lys, hilser den velkommen med taknemmelig tilbedelse. Allerede denne strofe må ses som en stor pinse-strofe. Og det samme gælder den strofe, hvori Grundtvig udtrykker forvisningen om, at det, der nu vitterligt er begyndt i hans syn og hans digt, med nødvendighed vil sætte sig videre spor:

Hvad Dagen skal bringe,

Det gjættes vel kun,

Dog ei bredes Vinge][38]

For Intet i Lund,

Og altid en Gjerning

Det spaaer, naar Guld-Terning

Hentriller paa Blad-Tavle-Bord!

(Nyaars-Morgen str. 19, US IV, 254)

At der nu “bredes Vinge”, må gå på den begyndelse og poetiske kendsgerning, som digtet Nyaars-Morgen er, også selv om det i direkte forstand er flyvning, ikke sang, fuglen, der breder vingerne ud, gør klar til. Men bladtavlebordet er skovens toppe og guldterningen solens stråler. Dagningens pinseterning er kastet over den danske menighed.

Men Grundtvig var selvfølgelig i sommeren 1824 godt klar over, at hans håb måtte anses for at være urimeligt. Former af ordet “urimelig” eller tilsvarende udtryk forekommer 13 gange i Fortalen.[39] Og den ældste udkast-titel var “Urim eller Himmel-Lysene paa Jorden”.[40] Men rimeligt eller u-rimeligt, det, der i sommeren 1824 er Grundtvigs store drøm og mål, er en samlet folkelig-kristelig opvækkelse. Det store mål, Gud vil skal nås, er: “Oplivelsen af Nordens Helte-Aand, til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane” (US IV, 246). Vel er den særligt kristne dimension klart til stede i digtet, men der skelnes ikke mellem folk og menighed.

Kirkens Gienmæle

Det første, der er vigtigt i Kirkens Gienmæle (1825), er, at Grundtvig på selve titelbladet ikke alene betegner dette genmæle som et genmæle mod professor Clausen, men også som et genmæle “ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig / Capellan ved vor Frelsers Kirke” [min fremhævelse, BC] (US IV, 396). For vel er det ikke nogen synlig kirkeorganisation, Grundtvig gør sig til talsmand for, men det er dog heller ikke en kirke, der fortaber sig i den høje teologiske usynlighed. Dette kommer også på flere måder ganske direkte til udtryk ikke ret langt inde i Fortalen. Her kræver Grundtvig jo af professor Clausen, at han enten skal “giøre den Christelige Kirke høitidelig Afbigt for sin uchristelige og forargelige Lærdom, eller nedlægge sit Embede og aflægge sit christne Navn”. Dette er Grundtvigs “ufravigelige Paastand, i den Christelige Kirkes og Menigheds Navn”. Ellers vil han erklære Clausen for en falsk lærer “paa Kirkens Vegne, som var, som er, og som skal blive,[41] og hvis Lærdom ligger klart udfoldet, velbekjendt i dens Historie: paa den eneste ægte Historisk-Christelige Kirkes Vegne” (397). Og Grundtvig begrunder videre sit standpunkt med, at

den Christelige Kirke er ingen tom eller omtvistelig Indbildning, det er en aabenbar Kiends-Gierning, et velbekiendt historisk Factum, som al Verdens Protest ei kan rokke et Haarsbredd, end sige tilintetgiøre (...) den Christelige Kirke er en stor, en mageløs Kiends-Gierning, hvortil mangfoldige store Kiends-Gierninger, giennem henved et Par Aartusinder, er, som dens Virkninger, uopløselig knyttede (US IV, 398).

Og i selve Gienmælets tekst betoner Grundtvig yderligere kirkens historiskhed gennem alle de forløbne 1800 år. Det er jo fx rigtigt, at både de lutherske, zwingliske og calvinske menigheder har protesteret mod “Pavedommets Misbrug”. Men det har de gjort, “uden derved paa nogen Maade at ville, som Prof. Clausen, løsrive sig fra den eneste sande, almindelig (catholsk) christelige Kirke, som ene hviler paa det historiske Fundament” (403). Og det vel allerstærkeste udsagn om kirkens historiskhed lyder:

Jeg veed jo nok, at Prof. med sin protestantiske Kirke, (S. 68) henflytter sig, med forsætlig Forbigaaelse af al mellemliggende Historie, umiddelbart til Christendommens Fødsel; men saaledes, ved et aldeles historisk Spørgsmaal, at overflyve hele den Historie, der ene kan besvare det, er og bliver jo dog kun et latterligt Sværmerie, der ei kan forandre det mindste i den virkelige Verden (...); men hvorledes kommer vi da til Christus og Skriften, uden paa et Kosteskaft igiennem Luften, naar vi forsætlig forbigaae den hele mellemliggende Historie, som jo er den eneste virkelige Vei giennem Tiden (US IV, 413 f).

Og Grundtvig kommer i Gienmælet også ind på det i nærværende artikel tidligere berørte spørgsmål om betydningen og brugen af selve ordet “kirke”. Clausen har indledningsvis defineret navnet “kirke”, hvad Grundtvig kommenterer således:

Vi vil ikke tvistes med Prof. om den curieuse Materie, hvad Navnet Kirke over Hovedet betyder; men er det hans Mening, at Ordet Kirke er kommet til os som Navn paa ethvert Samfund til at fremme almindelig Religieusitet, da tager han mærkelig feil [dvs. fejl], så det er til at tage og føle på]. (...) [Vi vil] lade Prof. tænke sig ved Kirke overhovedet, hvad han vil, naar han kun indrømmer os, at den Christelige Kirke (Ecclesia Christiana) er et Troes-Samfund, med en Troes-Bekiendelse, som den forelægger alle dem, der vil indlemmes i den, indlemmer dem kun ved Daaben og Nadveren i sig, naar de tilegne sig Bekiendelsen, og anseer dem som Frafaldne, naar de siden vrage Troen eller vægre sig ved Bekiendelsen (US IV, 406 f).

Dette skal ikke tages som udtryk for, at Grundtvig har skiftet mening siden “Om Kirke, Stat og Skole”, hvor han selv brugte ordet “kirke” i ganske neutral betydning. Dengang skete det jo i en særlig argumentatorisk sammenhæng; her er der tale om en direkte konfrontation. Og selv her lader Grundtvig jo udtrykkeligt betydningen af selve ordet “kirke” stå hen – for til gengæld at stå fast på, at “Ecclesia Christiana” er noget ganske bestemt. Disse få eksempler viser klart, at Grundtvig i 1820'rnes meget konkret skærpede situation måtte tale helt anderledes historisk-kirkeligt, ja, i den sande betydning af ordet, “katolsk” om kirken. Og i forbindelse dermed nævner han også frafaldet og udtrædelsen eller udstødelsen som helt konkrete muligheder, jo ikke mindst for så vidt angår professor Clausen. Men dette var kun begyndelsen, og det kom til at ende på en helt anden måde. Hvor spørgsmålet så bliver, hvad der blev ændret, og hvad der stod fast.[42]

Tekster og begivenheder 1830-32

Grundtvigs sidste store kirkepolitiske skrift før omsvinget i 1832 var afhandlingen “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” (i første bind af Maanedsskrift for Christendom og Historie 1830-31). Det er Grundtvigs sidste forsøg på at få bevaret statskirken som noget, han kan anerkende som et kristent kirkesamfund. Denne afhandling er ganske udførligt gennemgået i Fra drøm til program (s. 133-141), hvortil der henvises, idet dog noget af det vigtigste derfra skal refereres og citeres i det følgende.

Grundtvigs forslag har karakter af en indrømmelse til, hvad regeringen og folket ønsker, og han foreslår følgende ordning:

1. Der gives en udstrakt religionsfrihed; “de Præster og Skrift-Kloge, der ikke [kan] forsone sig med Stats-Religionen”, skal have lov til at træde ud af statskirken (307). Men den uundgåelige skilsmisse skal være så “borgerlig tilfredsstillende” som muligt (…)

2. Når denne religionsfrihed er indført, kan ingen præst eller teolog beklage sig over, at der gøres “Ende paa den gruelige Forvirring i Stats-Kirken” ved, at man holder “dem, der [vil] være Lærere i den, til at holde sig Lovene efterrettelige” (307) (Christensen 1987, 136; sidetallene henviser til US V).

Grundtvig vil godt gå med til, at præsternes direkte bundethed til Confessio Augustana løses, men statskirken skal stadig være evangelisk-luthersk, og de gamle ritualer skal bevares (dog evt. med en vis valgfrihed). Og præsterne må ikke ligefrem modsige, “hvad der hører til denne christelige Grundvold”. Grundtvigs forslag betegner altså en stramning i forhold til den hidtidige praksis, men en liberalisering i forhold til den hidtil gældende forfatning. Men samtidig foreslår han en frihed for menigheden til at “betjene sig af hvilken Præst de vilde” (US V, 308), altså en foregribelse af den i 1855 indførte mulighed for sognebåndsløsning.

Der kom dog ikke noget ud af dette forslag, og hele situationen, også og ikke mindst Grundtvigs egen personlige situation, blev i den grad skærpet, at han var lige ved at komme ud i noget, der dels ville have været ulovligt og i en vis forstand sekterisk, dels ville have været det helt store nederlag for hans ideer om det nationale, kulturelle og folkelige fællesskab.

Allerede før Grundtvigs tredje englandsrejse havde en kreds af hans tilhørere samlet underskrifter på en ansøgning om en slags frimenighedsdannelse og om at få overladt Frederikskirken (i dag Christians Kirke) til gudstjenester med Grundtvig som præst. Ansøgningen blev imidlertid ikke indleveret, og Grundtvig tog til England. Men i løbet af sommeren 1831 intensiveredes frimenighedsbestræbelserne og antog en mere separatistisk karakter. Den 28. november 1831 indgav man en ansøgning med 155 underskrifter om at måtte danne en frimenighed og bruge Frederikskirken med Grundtvig og tidligere præst ved denne kirke L. Siemonsen som præster. Erklæringer fra disse var vedlagt. Men ansøgningen blev afslået, og man prøvede da at fastholde Grundtvig på hans løfte om at lede de forsamlinger eller husandagter, der allerede fra september af havde været afholdt i Jac. Chr. Lindbergs hjem (med ham som prædikant, men under dække af Siemonsens tilstedeværelse).[43] Men Grundtvig var fortsat tilbageholdende, og i februar 1832 gjorde han et sidste forsøg på at få afværget det åbne, ulovlige kirkebrud, idet han personlig opsøgte kancellipræsident Stemann, som dog ikke ville gå med til at tillade en frimenighedsdannelse. Og de følgende søndage måtte Grundtvig så komme til stede og prædike ved andagten i Lindbergs hjem.

Men situationen udviklede sig yderligere, antallet af deltagere voksede og med dem den separatistiske stemning, og Grundtvig, som følte sig på nogen afstand af i hvert fald mange af sine “vakte” tilhørere, fik lejet et pakhusloft, hvor der skulle have været holdt gudstjeneste den 4. marts. Dette fik imidlertid biskop P.E. Müller til at henvende sig til politiet, som indkaldte Grundtvig og bad ham tale med biskoppen. Det hele endte med, at Grundtvig ved Kgl. resolution af 1. marts 1832 fik tilladelse til at holde aftensangsgudstjenester i Frederikskirken, så det blev dér og ikke på pakhusloftet, Grundtvig og hans tilhørere, stille og roligt, fik fejret fastelavns søndag.[44]

Også hele denne krise og dens, meget danske, løsning er udførligt beskrevet og analyseret i Fra drøm til program (Christensen 1987, 113-121). Det bemærkelsesværdige er, at Grundtvigs ønske om at undgå at blive isoleret sammen med sine “vakte tilhørere”, men tværtimod at kunne forblive i hvert fald nogenlunde centralt placeret i samfundet og kulturen, efter nærværende forfatters opfattelse har spillet en helt afgørende rolle ikke alene for Grundtvigs kirkepolitiske kurs fra da af, men også for det program, han udfoldede i den berømte Indledning til Nordens Mythologi (1832). Nogle eksempler fra denne indledning, fra Om Daabs-Pagten (1832), fra Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834) og fra Den christelige Børnelærdoms 21. og sidste artikel: “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden” (1860-61) kan demonstrere situationen nærmere. Men først skal der gives en oversigt over perioden 1832-61.

Fra Indledningen 1832 til Børnelærdommen 1861

Den kirkepolitiske klemme, Grundtvig i løbet af 1831 og i begyndelsen af 1832 var kommet i, er et at de helt afgørende motiver bag Indledningen til Nordens Mythologi – uden at det dog kommer til at fordunkle det storslåede forklaringsvidenskabelige indhold i den. Men der står i Indledningen næsten intet direkte om kirkens forhold som sådanne. Her er det jo skolefællesskabet, det drejer sig om, altså det videnskabelige og kulturelle fællesskab mellem de rettroende kristne og naturalisterne med ånd. Men i forbindelse dermed stilles selve tros-modsætningen klart og udførligt op. De kristne og naturalisterne er – eller kan i hvert fald ifølge Grundtvig være – fælles om den kristelige anskuelse, som omfatter antagelsen af såvel Kristi guddommelighed som det naturlige menneskes skabthed i Guds billede, og videre forestillingen om, at der tidligt må være tilstødt mennesket et stort “Uheld” (US V, 401), det uheld, de kristne kalder syndefaldet. Den “store Kirkelige Trætte” (402) består for Grundtvig udelukkende i de forskellige vurderinger af, hvordan dette uheld skal gøres godt igen. Men denne modsætning svarer til modsætningen mellem det ptolemæiske og det kopernikanske verdensbillede, hvori ingen af parterne vil påstå, at Jorden har lyset i sig selv. På det religiøse plan betyder det, at så må “enten Guds Søn blive Menneskens Søn eller Menneskens Søn blive Guds Søn”. Dette er selvfølgelig en af Grundtvigs spydigheder, efter at han har tabt kirkekampen. Men så har han gjort sin præstelige pligt, hvorefter han med god samvittighed kan “holde Skole” sammen med naturalisterne, dvs. have fælles videnskabelighed og kultur med dem (403). Et andet sted udtrykker Grundtvig det samme ved at sige, at i den kristne tro betyder himmelfarten, at Kristus fører alle sine med sig til Himmelen, medens den for naturalisten kun er et “Forbillede” (435), der først skal forstås og siden efterlignes! Grundtvig vil aldeles ikke anbefale nogen at nøjes med kristendommens anskuelsesside. Men da der faktisk er mange, der ikke kan eller ikke vil gå ind i den kristne frelsestro, og da menneskelivet og dets forklaring har en betydning i sig selv, kan han godt nøjes med at konstatere, at det rent videnskabeligt og kulturelt set ingen forskel gør, om man ganske har fejlvurderet sine muligheder i denne henseende.

Grundtvig fremstiller alt dette i den del af Indledningen, som står på side 399-403 i femte bind af Udvalgte Skrifter. Og dér finder man også et lille udsagn om de kirkelige forhold. De kristne og naturalisterne kan altså på anskuelsesplanet være enige om såvel skabelsen og skabelsesforholdet som syndefaldet, og dermed gælder det, at “Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig”. “Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund [fremhævet her, BC] skarpt at giennemføre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger” (402). Men Grundtvig kommer ikke, hverken her eller andre steder i Indledningen, ind på, hvad der nærmere skal forstås ved “hver i sit Kirke-Samfund”. Det helt afgørende for ham er, at han nu (med Frederikskirke-løsningen) er kommet ud af sin akutte kirkepolitiske klemme, og at han derfor med god samvittighed kan udfolde og fremlægge sit program om anskuelses- og kulturfællesskab mellem de (få) rettroende kristne og de mange “naturalister”, som jo ikke mindst tilhører, hvad man i dag vil betegne som “eliten”. At Grundtvig forestiller sig, at statskirken – og i hvert fald en eller anden form for fællesskab i den – skal fortsætte, derom vidner, at han ser statskirkens gejstlighed udgøre et centralt punkt i det vekselvirkningsforhold mellem den lærde og den folkelige dannelse, der også er tale om i Indledningens program. Der skal ske en genfødelse af “Menneske-Livet i Kirke, Stat og Skole”, og det kan kun ske ved, at der virkelig “kommer nyt Liv i Præster, Stats-Mænd, og Professorer”, og at dette liv virkelig forplanter sig videre ud i folket (443). Men også dette bliver først rigtig udfoldet i de kirkepolitiske skrifter, som følger efter Nordens Mythologi.

Om Daabs-Pagten

Grundtvigs første kirkepolitiske skrift efter løsningen af hans og statens dilemma i slutningen af februar 1832 var den lille bog (19 oktavsider) Om Daabs-Pagten, som udkom den 7. december 1832,[45] og hvori han for første gang offentligt[46] præsenterede sit nye forslag til en løsning på den kirkelige problematik.[47] Og igen var der en konkret anledning, nemlig det andragende, stiftsprovst H.G. Clausen i november 1832 havde indgivet om tilladelse til at benytte det dåbsritual, han i den grad havde forandret, at en far ved en dåb i Domkirken havde besvaret spørgsmålet "Vil du døbes på denne tro?" med et højtlydt Nej.[48]

Grundtvig indleder med at forklare, at når han “i de senere Aar” (US V, 366), dvs. i tiden efter Gienmælet og injuriedommen, ikke har været særlig aktiv i den kirkelige debat,[49] har det været, fordi han dels ikke kunne se noget formål med det, dels var led ved at trættes med folk, der ikke kunne eller ikke ville se det indlysende rigtige i hans argumenter. Men sit standpunkt i denne periode gengiver han nu således:

Under disse Omstændigheder fandt jeg det nemlig rimeligst, at jeg og de andre gammeldags Christne, der fandt den nymodens Christendom utaalelig i vort Kirke-Samfund, men for Resten os aldeles uvedkommende, at vi frivillig tilbød at gaae ud af Stats-Kirken og selv sørge for vor Troes Vedligeholdelse, overladende Modstanderne af vore Fædres som af vores Tro alle de Fordele, Verden kan tage og give. Dette Forsæt iværksatte, som Man veed, Endeel af mine gamle Tilhørere, med mit Vidende og fulde Samtykke, og jeg maa være meget blind, dersom ikke Efter-Slægten, ja, selv den nærværende Slægt, om en halvsnees Aar, vil have ondt ved at troe sine egne Øine, naar den seer, at vor Troes Modstandere, istedenfor deri at see et sjeldent Offer, lagt ligesaavel paa Fædrenelandets og Borger-Fredens som paa Troens og Samvittigheds-Frihedens Alter, tvertimod saae en skrækkelig Fornærmelse (US V, 366 f).

Men afslaget på ansøgningen om frimenighedsdannelse gør “en anden Adfærd” (367) nødvendig. Og Grundtvig lægger nu op til forslaget om løsning af sognebåndet som en mulighed, han og de andre gammeldagstroende kan leve med:

For længe siden har jeg sagt og oftere gjentaget, hvad jo ogsaa er soleklart, at naar vi gammeldags Christne ikke skal tage vor Tro i Graven med os, da maa der enten igjen komme en saadan Orden i Stats-Kirken, at vor Tro kan nære og forplante sig der, eller vi maae gaae ud af den; men just fordi den sidste Udvei dog i Grunden altid staaer os aaben [fremhævet her, BC], naar vi have Sind til at betale den Told, der kan kræves, just derfor skal vi, naar Man ikke godvillig vil lade os fare, holde ud saalænge mueligt (US V, 367).

Henpegningen på udtrædelsesmuligheden er fra nu af et vigtigt og blivende element i Grundtvigs kirkepolitiske holdning. Men man kan blive i statskirken på visse betingelser:

Nu maatte vi derfor igjen [altså på en ny måde] prøve paa at faae Stats-Kirken, hvori Man nøder os til at blive, reformeret, det vil her sige: at sætte de gammeldags Christne i Besiddelse af den Troes-Frihed, Loven vel hjemler dem, men som de dog unægtelig i Grunden har mistet, hvor Præsterne ikke forrette Sacramenterne tilbørlig og ei ved Underviisning bestyrke og høitidelig bekræfte de Unge i deres Daabs-Pagt (US V, 367).

Og sognebåndets løsning er altså den lige netop tilstrækkelige reform: “Vil Man lade os kirkelig fare, saa velan! i Guds Navn, (...) men vil Man det ikke, da raade Man dog til Løsningen af Sogne-Baandet, det Kirkelige Stavns-Baand” (372). Der kan så være frihed for alle:

Jeg, for min Part, og for deres som vil lyde mit Raad, erklærer i det mindste, at saasnart Sogne-Baandet bliver løst i Henseende til Sacramenterne og Confirmationen, da maa for os de nymodens Præster forrette deres Embede som de lyster (US V, 374).

Rationalisterne kunne altså have det frie ritualvalg, de i praksis allerede havde, men de rettroende skulle have samme frihed, så de kunne bevare det gamle ritual.

Den afgørende begrundelse for det nye forslag er Grundtvigs ønske om at gøre alt for at bevare den borgerlige fred og enighed;

skiøndt jeg nok kunde ønske at være kirkelig saa skarpt adskilt fra Modstanderne som mueligt, saa ønsker jeg dog, for godt Landsmandsskab, heller at blive saa nær som mueligt, da den Kirkelige Skilsmisse vel ingenlunde indslutter Nag eller borgerlig Fjernhed i sig, men vil dog rimeligviis hos de Fleste føre disse store timelige Ulykker med sig (US V, 374).

Grundtvig siger ikke udtrykkeligt, at den statskirke, hvori der også skal være frihed for stiftsprovst Clausen og hans ligesindede, ikke er et kristent kirkesamfund. Men implicit gør han det jo. Det er bare ikke det, det drejer sig om i dette lille, helt aktuelt taktiske skrift, som alene drejer sig om bønnen (dog ikke uden spydighed) om kirkelig frihed, også for de rettroende. Men i det næste skrift kommer det.

Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet

Det vigtigste skrift efter 1832-løsningen er Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (som udkom den 2. juli 1834). Og igen var der en konkret anledning, nemlig den Kgl. resolution af 22. april 1834, der bebudede en “tidssvarende” revision, af det bestående ritual.[50] De afgørende punkter er, at Grundtvig ønsker statskirken bevaret som en slags offentlig religionsanstalt, dog med kristendommen (eller det kristelige) som fælles medium for rettroende og heterodokse. Og alterbogen skal bevares og sakramenterne forrettes “med Indstiftelsens Ord”. Desuden skal præsterne i det løfte på dansk, som skal erstatte den latinske ed, blot love “at lære efter den Hellige Skrift og at pryde Lærdommen med Tugt og gode Sæder” (US VIII, 86). Den tilstrækkelige frihed sikres ved sognebåndets løsning.

De to yderpunkter i hele forholdet defineres straks i begyndelsen af afhandlingens første afsnit “Den herskende Kirke”. Allerede selve overskriften er i øvrigt interessant. Der kan jo i den dels være tale om det forhold, at det er det heterodokse parti, der har magten i statskirken (der altså alligevel betegnes som “kirke”), dels om forholdet mellem kirke og magt overhovedet. Men selve afhandlingen begynder således:

Christendommen eller, om Man heller vil, Christenhedens Fæderne-Tro, og det Samfund, den skaber, er en vitterlig Kiends-Gierning fra Fortiden, som aldrig kan blive til Andet end hvad den har været, saa hvem der giør den om, skyder den kun fra sig og giør sig kun latterlig ved at ville kline Dens Navn paa sine egne Hænders Gierninger. Stats-Kirken derimod er ingen Kirke-Stat, men simpelthen en Stats-Indretning (Establishement), som Regieringen har Lov til at ende og vende efter eget Tykke (US VIII, 57).

Det første yderpunkt er altså det “Samfund”, fædrenetroen skaber, og som (svarende til, hvad Grundtvig havde skrevet i Kirkens Gienmæle 1825) er en uforanderlig “Kiends-Gierning fra Fortiden”. Grundtvig konkretiserer ikke, hvad han her mener med “samfund”. Det kan derfor mere eller mindre forstås som svarende til “de helliges samfund” i Apostolicum” eller “de helliges forsamling” i Confessio Augustana. Dette usynlige samfunds konkrete repræsentation bliver ifølge Grundtvig i denne afhandling de rettroende, som (evt. ved sognebåndsløsning) er forsamlet om de rettroende præster. Grundtvig bruger her endnu ordet “Samfund”.

Det andet yderpunkt er statskirken som institution eller indretning, “Stats-Indretning”.[51] For det var det, Grundtvig betragtede statskirken som, efter at han med injuriedommen i 1826 havde tabt kampen for at fastholde den på det forfatningsbestemte bekendelsesgrundlag. I hvert fald i udgangspunktet er der hos Grundtvig ikke tale om et ønske fra hans side om, at statskirken blot skal være en sådan indretning, men om, at han tager de faktiske forhold til efterretning. Men efterhånden ser han det alligevel som en god løsning, fordi magten derved tages ud af hele kirke-forholdet. Og navnlig er det i den øjeblikkelige situation en god taktisk løsning, som på den ene side gør det muligt for ham at blive i statskirken og altså ikke skulle træde ud (legalt eller illegalt) sammen med “de vakte”, men som på den anden side lader den sande kirke være repræsenteret af de rettroende og deres præster, idet de rettroende enten kan være så heldige at have en rettroende sognepræst eller gennem sognebåndsløsning kan knytte sig til en rettroende præst – og idet udtrædelsesmuligheden stadigvæk principielt er til stede.

Lige i den øjeblikkelige situation er dette en for Grundtvig god løsning, der jo også i mange henseender har noget for sig. Men allerede når man læser Den Danske Stats-Kirke, må man spørge, om det er en langtidsholdbar løsning. Med al hensyntagen til sondringen mellem den usynlige og den synlige kirke må man spørge, om de rettroendes samling om deres rettroende præster ikke er en lige lovlig løs repræsentation af den usynlige kirke. Og Grundtvigs program blev jo heller ikke gennemført. Han fik sognebåndsløsningen (1855) og valgmenighederne (1868), men også den senere Folkekirke forblev en evangelisk-luthersk bekendelseskirke, i hvert fald i den forstand, at dens præster er bundet til de tre oldkirkelige bekendelsesskrifter, Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus, og i den forstand, at der kun er én alterbog og ritualbog.

I hvor høj grad Folkekirken efterhånden i praksis er kommet til at svare til, eller i hvert fald af mange nu opfattes som noget, der svarer til Grundtvigs “Stats-Indretning”, er et spørgsmål, der ikke skal drøftes her. Meget tyder på, at der dengang, såvel i gejstligheden som blandt de toneangivende overhovedet, var tale om en prægning af tidsånden, der i hvert fald ikke står tilbage for, hvad der er tilfældet nu. Og problemet var, at tidens progressive ofte var dybt overbevist om, at det var dem, der repræsenterede den sande, udviklede kristendom. Dette forhold peger Grundtvig meget fint og præcist på, når han i det her citerede taler om dem, der vil kline kristendommens (eller den sande kirkes) navn på deres “egne Hænders Gierninger”. Men det er jo så netop dette forhold – og såvel statens som formodentlig store dele af befolkningens ønske om at bevare en fælles religiøs institution – der tvinger Grundtvig til at bringe sognebåndsløsningsløsningen ind som det eneste taktisk mulige, når han nu (af flere grunde) ikke ønsker at isolere sig fra det store fællesskab sammen med de vakte. Det nye kirkepolitiske program er en minimal-løsning, der lige netop gør det muligt at bevare den i Grundtvigs øjne frugtbarest mulige forbindelse mellem den gammeldags kristendom og folkets liv.[52]

Med ovenstående er det i nærværende sammenhæng vigtigste sagt om, hvad Grundtvig i 1834 forstod – og kunne forstå – ved ordet “kirke”. Yderligere nogle eksempler fra bogen kan dog være af interesse. I afsnittet “Den herskende Kirke” påpeger Grundtvig udtrykkeligt, at hvis regeringen skulle tage parti for nogen af parterne, måtte det blive for ham og de andre rettroende, som jo “ikke blot har Alter-Bogen, Ritualet og Lands-Loven, men ogsaa Konge-Loven for sig” (US VIII, 60). “Lands-Loven” må være Danske Lov. Men hvis regeringen ikke skal tage parti, må den så ikke blive nødt til enten at afskaffe statskirken “eller dog til at give Et af Partierne sin Stilling udenfor den, som Dissenterne i England”? (61). Dette spørgsmål besvarer Grundtvig imidlertid på en måde, der siger meget om hans vurdering af situationen og om hans motiver i 1834:

Hvad Omstændighederne i Fremtiden kan nøde til, veed naturligvis Ingen af os, men for Øieblikket, efter hvis Krav der altid maa handles i Staten, er det saa langt fra at være nødvendigt, at det endog neppe lod sig gjøre; thi Afskaffelsen af Stats-Kirken vilde ligesaalidt være i Folkets Smag som den var efter Statens Tarv, og da Hoved-Partierne synes omtrent lige stærke, viger neppe Noget af dem godvillig, saa Regieringen maatte fremtvinge Skilsmissen, altsaa ret egenlig tage Parti, ei blot med Pennen, men med hele Haanden (US VIII, 61).

Men ved at løse sognebåndet og ellers mere eller mindre lade alt forblive, som det i praksis er, kan regeringen på en gang overholde lovene, ikke mindst Kongeloven, og sikre både fred og frihed;

skal Fæderne-Troen fremdeles leve og virke i Stats-Kirken, da maa Sogne-Baandet løses og Alt for Resten blive omtrent som det er, eller endnu friere, og naar jeg siger “som det er”, da mener jeg dermed ikke hvad der staaer paa Papiret, men hvad der i den sidste Menneske-Alder virkelig har været Tilfældet, at hverken følde Præsterne sig i deres Lærdom bundne til de Symbolske Bøger, eller ved Ministerialia[53] til Alter-Bogen, men benyttede dem frit, som de trøstede sig til at forsvare efter den Hellige Skrift og almindelig Sandhed (US VIII, 67).

I begyndelsen af afsnittet “Den fri Stats-Kirke” henviser Grundtvig dem, der ser med skepsis på hans forslag, til den historiske erfaring og især til “Kirkens” historie i “Jødeland”. Her bruger Grundtvig altså igen ordet “kirke” om noget andet end den kristne Kirke eller et kristent kirkesamfund. Men i dette afsnit af Den Danske Stats-Kirke er der i høj grad tale om en slags lignelse. Apostlene betegnes som “de Galilæiske Fiskere”, der “prædikede Evangelium” (78), og slutpointen er, at den kristne religion umuligt kunne være opstået uden den frihed, der rådede i den jødiske “statskirke”, og at det derfor umuligt kan være i kristendommens ånd at gå ind for kirketvang. Og til allersidst føjer Grundtvig meget spydigt til, at

naar Man paa Christi Vegne protesterer mod Sogne-Baandets Løsning, paa Grund af at Friheden maaskee tilsidst kunde gaae saavidt, at “Handværks-Folk” vilde føre Ordet i Kirken, saavidt altsaa, som den maatte gaae, naar “Jesus og hans Apostler” skulde komme til Orde, da giør Man sig kun latterlig (US VIII, 78 f).

Dette er ikke helt så morsomt, som Grundtvig øjensynlig har tænkt sig. Det var jo, da det kom til stykket, så som så med friheden for Jesus og hans disciple i den jødiske “statskirke”. Men det fremgår af sammenhængen, at det er de forhold, Jesus og hans disciple til at begynde med virkede i, Grundtvig har i tankerne, de forhold, hvorunder der fx var plads til så modsatte retninger som saddukæerne og farisæerne. Den afsluttende spydighed er dog i hvert fald lige lovlig frisk. Men den er et tidligt udtryk for den nedtoning af præsteembedets betydning, der efterhånden kommer til at præge Grundtvigs udsagn om kirken.

Endelig er der Grundtvigs vigtige bemærkning om begrebet “statsreligion”. Man er i England begyndt at tænke over forholdet mellem statsreligionen og “en grundig Oplysning” (i modsætning til den hidtidige “falske Oplysning”);

men een vigtig Oplysning synes Man netop ved denne Bestræbelse at fattes, den nemlig, at Staten aldrig har havt nogen Religjon og faaer heller ingen, fordi Staten kun er en Personification og ingen “virkelig Person”, som Man dog allerførst maa være for at troe Noget end sige for at troes af Folket. Stats-Religjon er altsaa et Konst-Ord, hvis Tomhed Stats-Geistligheden kun har overseet, fordi Den i kirkelig Henseende altid confunderer Staten med sig selv (US VIII, 91).

1834-61

Tiden mellem Den Danske Stats-Kirke og Den christelige Børnelærdoms sidste artikel skal ikke behandles særligt her.[54] Nogle vigtige ting hos Anders Pontoppidan Thyssen kan dog inddrages.

Det nok allervigtigste er, hvad Thyssen skriver om Grundtvigs situation omkring året 1835, et år, som efter nærværende forfatters mening indtager en særdeles vigtig plads i den lange række af “Grundtvig-år”.[55] Thyssen fremhæver, at Grundtvig endnu i 1834 var præget af en pessimisme, som ret hurtigt havde afløst den høje stemning i Indledningen til Nordens Mythologi og Den Danske Stats-Kirke.

Men fra omkring 1835 ændres billedet fuldstændigt. Grundtvig fik kontakt med samtiden på en ny måde, med de aktuelle spørgsmål og med helt nye kredse; og skønt stadig et stridens tegn mødte han voksende anseelse fra flere sider. Det medførte eller faldt sammen med et nyt syn på samtiden. Havde han selv i modgangens år kunnet fastholde sine “urimelige håb”, undertiden i stærke ord, så åbnedes nu alle sluser for en overvældende optimisme, som ikke lod sig standse af skuffelser (Thodberg & Thyssen 1983, 265).

Årstallet 1835 er også et vigtigt år i Omkring Grundtvigs Vidskab (Christensen, 1998), hvis syvende kapitel begynder med netop dette år – og meget betegnende har overskriften “Folkeliv og oplysning 1835-1848”. Og i slutningen af første kapitel ses “1810/11” som en helt ny start for Grundtvig, men vel at mærke som startpunktet for “en begyndelse, som kom til at strække sig helt frem til o. 1835, hvor han var 52 år gammel” (64). Men der ses flere steder også ganske kritisk på Grundtvigs situation fra da af og gennem resten af hans liv. For eksempel tales der om den “sekundære”[56] eller “tilpassede-til-det-mulige” realisering af Grundtvigs 1824-drøm, der blev tale om i perioden 1835 til 1872 (17). Og der tales om, hvordan 1835-optimismen kommer til at præge Grundtvig “i den proces, som fører fra de store forklaringsvidenskabelige højder i Indledningen til ‘Nordens Mythologi’ og til den endelige koncentration om folkelivets bevarelse og oplysning” (21). Ja, det spørgsmål stilles, hvor grænsen hos “efter-1835-Grundtvig” går “mellem den storslåede skabelses- og forklarings-teologi, og så nogle mindre storslåede motiver af mere bekvemmelighedsmæssig art” (57). Men det vil være uretfærdigt kun at se en forholdsvis simpel opportunisme hos Grundtvig i alt dette. Det, der har drevet ham ud i nogle meget mærkværdige positioner og taktikker eller strategier, har uden tvivl været, at han på den ene side brændende har ønsket af leve sammen med og virke i hele det af både Gud og ham selv så højt elskede danske folk og på den anden side har haft en usædvanlig øm samvittighed, for så vidt angår, hvad han kunne lægge navn til at opfatte som egentlig kristen kirke.

I afsnittet med overskriften “Kirkelige opgør” omtaler Thyssen Grundtvigs og hans tilhængeres konfrontation med J.P. Mynster, som i september 1834 var blevet udnævnt til Sjællands biskop, og som i sine bestræbelser på at bevare og styrke statskirkeordningen betragtede disses ønsker som “revolutionære krav” (274). I 1838 fremlagde Mynster et forslag til et nyt, bindende ritual. Og det mødte voldsom modstand.

De Grundtvig-påvirkede præster tog skarpt afstand fra forslaget, især fordi det ændrede dåbsritualet; og fra forsamlingsfolk fremkom der 1839-40 modadresser med over 2000 navne. Selv udgav Grundtvig i 1839 hele tre kirkepolitiske skrifter, to om sit syn på statskirken og et mod ritualforslaget, som han gennemheglede fra først til sidst (Thodberg & Thyssen 1983, 275).[57]

I forbindelse med Grundlovens tilblivelse vendte Grundtvig sig kraftigt mod løftet om en kirkeforfatning, som efter hans mening kun ville medføre et fortsat “Præste-Herskab” (344).[58] Og han fortsatte sin kamp for frihed for såvel præster som kirkegængere.[59] Loven om sognebåndsløsning i 1855 var kun det første skridt. Men Grundtvig ville fastholde folkekirkeordningen for at bevare vekselvirkningen mellem kirke og folk og for at undgå de farer, som en egentlig frikirkedannelse ville indebære.

I 1842 havde Grundtvig erklæret, at det “udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker” hørte aposteltiden til og først skulle genopstå ved verdens ende (356).[60] Og endnu i 1847 tog han afstand fra tanken om, at fællesskabet om dåben og nadveren skulle give sig udslag i et mere konkret fællesskab. Han holdt afstand til de gudelige forsamlinger[61] og stod fast på, at de helliges fællesskab var Herrens gerning i nadveren. Men i 1860’erne “blev menighedsfællesskabet en hovedsag for Grundtvig og de grundtvigske menigheder” (357).

Af særlig interesse i nærværende sammenhæng er nogle steder i Den christelige Børnelærdom, som Thyssen drager frem, og som angår netop de ord, hvis betydning og brug nærværende artikel helt centralt har handlet om. Det er nogle steder fra den femte og syvende artikel, altså “Om vor tredje Tros-Artikel” og “Det ny Testamentes Kristendom”, som er skrevet i henholdsvis 1855 og 1856.[62] Thyssen skriver:

I ”Den christelige Børnelærdom” tog [Grundtvig] forbehold over for selve ordet kirke som et uklart fremmedord, der var blevet udnyttet, “naar listige Præster og Paver vilde sætte sig selv i Herrens Sted og sætte det Udvendige over det Indvendige”.[63] Det burde erstattes af menighed eller “Folke-Samling”, og “de helliges samfund” burde erstattes af “de helliges fællesskab” (1855-56).[64] (Thodberg & Thyssen 1983, 356 f).

Men her må også Grundtvigs egne tekster citeres. I Børnelærdommens femte artikel: “Om vor tredje Tros-Artikel” skriver han:

Saaledes maa det da, som kristelige skriftkloge, være vor første Omsorg at oplyse Menigheden om, at vor tredje Tros-Artikel skal lyde saaledes paa Dansk, at vi deri udtrykker hverken mer eller mindre end vor Tro paa den Helligaand i hele den hellige Menighed, eller den hellige, almindelige Folke-Samling, og i de helliges Fællesskab, med Synds-Forladelse, Kjøds-Opstandelse, og evigt Liv.

Veed først Menigheden dette, da behøver den næppe vor Oplysning, for at se, at Ordet “Kirke” og ethvert dunkelt Ord, man har sat i Steden for “Menighed” eller “Folke-Samling”, har været meget skadeligt, baade som en Formørkelse af Menighedens Forhold til Aanden, og som et Smuthul for Paven og alle dem, der, som Troens og Menighedens Herrer, vilde sætte sig selv i den Helligaands Sted, eller dog antages for at have den Helligaand alene og saaledes være Mellemled mellem Aanden og Menigheden (US IX, 371).

I den syvende artikel er det “Det ny Testamentes Kristendom”, det handler om, men desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Grundtvig benytter lejligheden til at sammenligne begrebsforvirringen i forbindelse med brugen af ordet “testamente” både om bibeldelen Det Ny Testamente og om selve den nye pagt mellem Gud og mennesker (også i indstiftelsesordene)[65] med begrebsforvirringen i forbindelse med brugen af ordet “kirke”. Grundtvig skriver nemlig allerede i slutningen af det første afsnit, at

nu gaar det med Benævnelsen “det ny Testamente”, ligesom det gaar med Benævnelsen “Kirke”: at vi, af Skrøbelighed eller dog af andre løse Grunde, er kommet til at give to grundforskjellige Ting ens Benævnelse, hvad altid foraarsager nogen Forvirring, og kan, naar uforstandige eller listige Personer komme til at føre det store Ord, foranledige en grænseløs Forvirring (US IX, 385).

Og han fortsætter:

I det man saaledes med et fremmed Ord gav hele den kristne Menighed og vore Søndags-Huse med deres Husholdere ens Benævnelse og kaldte begge Dele “Kirke”, da fordunkledes derved selv den ærligste og forstandigste Tale om disse i sig selv himmelvidt forskjellige Ting; og naar listige Præster og Paver vilde sætte sig selv i Herrens Sted og sætte det udvendige over det indvendige, da havde de i Talens Dunkelhed og Tankens Tusmørke dertil den ønskeligste Lejlighed (US IX, 385).

Med den brug og forståelse af ordet “kirke”, der faktisk har været tale om på Grundtvigs tid, kan det under alle omstændigheder være en forbedring at erstatte det med “menighed”, “forsamling” eller “Folke-Samling” (der vel også må ses som direkte svarende til “ekklesia”). Når Grundtvig har villet ændre “de helliges samfund” til “de helliges fællesskab”, må det skyldes, at “samfund” har forekommet ham for institutionelt eller bare for konkret, hvorimod “fællesskab” bedre har kunnet udtrykke det forhold, som troen, Helligånden og nadveren skaber.

Det hele sluttede med samlingen omkring gudstjenesterne i Vartov og de årlige vennemøder på Grundtvigs fødselsdag og den grundtvigske bevægelses fremgang på alle områder.

Den christelige Børnelærdoms sidste artikel

Den sidste tekst, der skal inddrages her, er den enogtyvende og sidste artikel i Den christelige Børnelærdom: “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden”.[66] Denne artikel er behandlet i Fra drøm til program på s. 274 ff og i Omkring Grundtvigs Vidskab på s. 421-433 samt i tillæg D (s. 527-529). Det er en højst ejendommelig tekst, som Grundtvig har haft flere motiver til at skrive. Men i nærværende sammenhæng er det i helt forbløffende grad vigtige i denne artikel den radikale måde, hvorpå Grundtvig – hvad hans motiv(er) så end har været – her lufter udtrædelsestruslen. Det er den yderste frikirkemulighed i Danmark, der præsenteres i slutningen af artiklen, nemlig en måske ganske lille menighed, der sammenlignes med urmenigheden i Jerusalem. Egentlig var det embedsmandsuddannelsen, herunder præsternes, det drejede sig om, men så går Grundtvig over til at skildre de forhold, hvorunder man i en frikirke kunne tænkes at oprette og drive et veritabelt universitet!

Når de kun tolv US-sider, det drejer sig om,[67] blev så udførligt inddraget i Omkring Grundtvigs Vidskab, skyldtes det naturligvis, at det i dette arbejdes sammenhæng var af overordentlig stor betydning, at Grundtvig betragtede videnskabeligheden og oplysningen som så vigtige, at selv den mindste lille frimenighed – af dybt kristne grunde – måtte prøve at oprette ikke bare sin egen præsteskole, men et helt universalvidenskabeligt universitet. Men dette var en særlig vinkel. I selve Grundtvigs tekst er dagsordenen en anden, ja, der er formodentlig tale om indtil flere dagsordener. Man kan måske også karakterisere den som på én gang Grundtvigs kirkelige og kirkepolitiske testamente – og som et resultat af, at han har benyttet lejligheden til at få trykt noget ellers ubenyttet stof.[68] Disse forhold er da også taget i betragtning i såvel Fra drøm til program som Omkring Grundtvigs Vidskab. [69]

Det meste af Den christelige Børnelærdoms sidste artikel svarer til overskriften “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden”, og den begynder med denne konstatering:

Det evige Liv, som et virkeligt, glædeligt Liv for hele Mennesket, med Sjæl og Legeme, det var ikke blot efter Skriften Øjemedet med Vorherres Jesu Kristi Komme til Verden, men det er til alle Tider, efter den kristne Menigheds egen Tros-Bekjendelse ved Daaben, Troens Øjemed, Menighedens Haab og den Helligaands Gjerning i den hellige, almindelige Kirke-Forsamling og de helliges Fællesskab, saa at kun for saa vidt, som de saakaldte Stats-Kirker eller særlige Kirker og deres skriftkloge, hver for sig, vedkjender sig det samme Øjemed, kun for saa vidt kan de høre Kristus og hans Menighed til, og naar de da selv tilstaar, de har et andet Øjemed, da har vi, som kristne, slet intet med dem at gjøre, og naar saadanne Kirker og skriftkloge meddeler os deres Tanker om, hvorpaa vi bedst kan bygge vor kristne Tro, da kan vi følgelig kun tage Hensyn derpaa, for saa vidt vi finder, at det er den fasteste Grundvold, og at Troen, ved at bygge derpaa, sikrest naar sit og Menighedens Øjemed: det evige Liv (US IX, 533).

Herefter afviser Grundtvig den hierarkiske, den statskirkelige, den videnskabelige og den på Bibelen som grundlæggende bog byggende mulighed. I stedet peger han på den velsignede lystanke, som er født hos ham, tanken om at udlede alt kristeligt af “det lille, almægtige Guds-Ord, som Vorherre Jesus Kristus selv, ved sine egne Indstiftelser, fra Begyndelsen personlig har talt og aandelig bliver ved at tale til alle sine Discipler” (534).

Her må indskydes et spørgsmål. Hvad mener Grundtvig helt præcis, når han taler om det gudsord, Vor Herre har talt “ved sine egne Indstiftelser”? Gælder det kun den apostoliske trosbekendelse? Så at denne også kommer til at gælde den anden “indstiftelse”, nemlig nadveren, når denne altså fejres i en gudstjeneste, hvor troen er blevet bekendt (trosbekendelsen indgår i hvert fald ikke i nadverliturgien). Eller opererer Grundtvig i virkeligheden med to “gudsord”, nemlig trosbekendelsen ved dåben og indstiftelsesordene ved nadveren? Han taler dog ikke om nadverens indstiftelsesord på samme måde og i samme grad, som han taler om trosbekendelsen.

Men nu vil Grundtvig prøve endnu en gang at “beskrive” sin lystanke; han må jo (idet han omtaler sig selv i tredje person som “den gamle Præst og Skriver”) “nu snart give den [lystanken] ganske Gud og Menigheden i Vold, naar Herren kalder ham til Sovekamret” (534). Det er altså i helt udtrykkelig forstand et åndeligt testamente, der her er tale om.

Med udgangspunkt i ordet “beskrive” vender Grundtvig tilbage til forholdet mellem Bibelen og livs-ordet af Herrens egen mund, idet han præciserer, at selv om det (i alle betydninger af ordene) er livet, der er hjertesagen, og “Ordet med levende Røst”, der er hovedsagen, og beskrivelsen kun en biting, da er han vis på, “at den kristne Menighed, som det aandelige Guds-Folk, skal endnu have langt mere Gavn og Glæde af sin fortløbende historiske og profetiske Skrift, end det verdslige Guds-Folk i Jødeland havde af sin” (535). Og så følger et afsnit om lystankens kirkehistoriske betydning:

Modstanderne maatte nemlig tænke, sige og skrive hvad de vil, saa er der hos os, ved den velsignede Lys-Tanke, som de kalder en luftig Indbildning eller en tosset Legende, om det lille Ord af Herrens egen Mund, i den sidste Menneskealder sket et kirkehistorisk Omsving, der vel ingenlunde har sat den kristne Menighed i et nyt Forhold enten til sin hellige Skrift og sine skriftkloge, eller til sit forbigangne Levnedsløb, eller til Menneskelivet fra Begyndelsen og hele Menneskeslægtens Løbebane og Bestemmelse, men som dog synes at have gjort det, fordi det har vejledet de adspredte Guds Børn, til i den hellige almindelige Kirke-Forsamling at indtage Menighedens oprindelige, men hartad rent forglemte Stilling til Herren og Aanden, som dens eneste aandelige Øvrighed, og til alt Djævelskabet, som dens uforsonlige Fjende, og til Menneske-Livet, som det store Tvistens Æble mellem Frelseren og Fristeren (US IX, 535).

Den derpå følgende historiske, ja, i høj grad selvbiografiske oversigt over begivenhederne fra sin barndom af til nutiden indleder Grundtvig med denne beskrivelse af situationen i slutningen af 1700-tallet:

I enhver Tvangs-Kirke, den kalde sig nu Kirke-Stat eller Stats-Kirke, katholsk, luthersk, evangelisk, reformert, eller hvad den vil, er den kristne Menighed, om den ogsaa findes der, opløst i lutter Enkeltheder, som, hver for sig eller i smaa hjærtelige Vennelag, maa stræbe med den Helligaands Bistand at bevare Troen, at nære Haabet og at vinde Kjærligheden (US IX, 535 f).

Og om situationen lidt senere skriver han:

I min Ungdom, ved det nittende Aarhundredes Begyndelse, fandt jeg hele Verden i fuldt Oprør mod Vorherre Jesus Kristus og hans Saligheds-Midler, med et rasende Had til Bibelen, der hos os, ligesom Jesuiterne hos de romersk-katholske, ansaas for Kilden til al mulig Overtro, Hykleri og Grusomhed. Under dette Oprør havde næsten hele Præsteskabet i vor saakaldte lutherske Statskirke revet sig løs fra den verdslige Kirkelov, saa de ikke blot prædikede og lærte smaa og store, under Navn af Kristendom eller paa Strid derimod, hvad som helst de lystede, men behandlede ogsaa den kristne Menigheds Daabs-Pagt og alle Indstiftelsesordene ved Daaben og Nadveren med al mulig Vilkaarlighed, og dog var alle Statskirkens Medlemmer ikke blot indespærrede i den som et aandeligt Fangetaarn, de ej maatte forlade, men de var næsten alle lænkebundne, hver til sin Sognepræst, baade i Henseende til Daab, Nadver og Konfirmatjon (US IX, 536).

Meget af det, Grundtvig siger her, er velkendt, men noget af det fortjener særlig opmærksomhed. Det er for det første bemærkelsesværdigt, at ordene “Det evige Liv” ikke alene er de allerførste i Børnelærdommens sidste artikel, men også ses som “øjemedet” (i betydningen formålet) med Kristi komme og dermed som “Troens Øjemed” (i betydningen sigtepunkt, mål) – så at det, der skiller Kristi menighed fra alle andre religiøse grupperinger, er, om man vedkender sig dette “øjemed” eller ej. Videre er det bemærkelsesværdigt, at Grundtvig gengiver tredje trosartikel med brug af ordene “Kirke-Forsamling” i stedet for “kirke”, og “Fællesskab” i stedet for “samfund”. Han har allerede tidligere forholdt sig til ordene “kirke” og “samfund”, især i Børnelærdommens femte artikel om netop “vor tredje Tros-Artikel”. Her i den sidste artikel bruger han dog ordet “Kirke-” i “Kirke-Forsamling” og ikke den mere radikale ændring til “Folke-Samling”.

Og Grundtvig erklærer videre (i det første af ovenstående citater) klart og hårdt, at de andre religiøse grupperinger har de kristne slet intet at gøre med. Resten af dette citat er en af Grundtvigs sædvanlige spydigheder om dem i samtiden, der mener, at det er dem, der er nået frem til sandheden og derfor vil belære de gammeldagstroende.

Det andet citat har nogle endnu mere bemærkelsesværdige udsagn, nemlig for det første den faktisk triumferende konstatering af, at der siden 1825, eller i hvert fald 1832, er sket et “kirkehistorisk Omsving”. Og man skal ikke lade sig forvirre af, at Grundtvig straks derefter siger, at dette omsving ikke har sat “den kristne Menighed”, ja, “den hellige almindelige Kirke-Forsamling”, i et nyt forhold til noget af det, det kommer an på. Det er ikke et udtryk for beskedenhed. For når det kunne se sådan ud, er det kun, fordi det har hjulpet “Guds Børn” tilbage i den rette, oprindelige stilling i forhold til såvel Gud som Djævelen og derfor ikke er nyt. Men det allermest interessante, netop i forbindelse med den klare og eksklusive bestemmelse af den kristne menighed, Grundtvig foretager her, er, at han, med ord, der peger direkte frem mod artiklens sidste del, også taler om dens stilling til ikke alene kirkehistorien, men også til “Menneskelivet fra Begyndelsen og hele Menneskeslægtens Løbebane og Bestemmelse” og til sidst betegner menneskelivet som “det store Tvistens Æble mellem Frelseren og Fristeren”.

I det tredje citat skelnes mellem alle de forskellige former for tvangskirker og så “den kristne Menighed”. Men her er der tale om situationen i Grundtvigs barndom i Udby, ikke om situationen efter 1825 eller 1832/34, altså om en situation, hvor de få sande kristne måtte leve deres kristenliv enten som enkeltpersoner eller i små tilfældige grupper. Og det kunne Grundtvig godt have levet i og med, siger han derefter, hvis det ikke havde været for de forhold i begyndelsen af 1800-tallet, han beskriver i det næste citat. Men skildringen af forholdene i hans barndom er interessant derved, at den understreger, hvordan der med sognebåndsløsningsmuligheden og valgmenighederne trods alt er blevet tale om noget, der har mere karakter af menighed.

Det sidste af citaterne her ovenfor er først og fremmest vigtigt, fordi det med mindst samme kraft, som der var i Grundtvigs skrifter fra “Om Religion og Liturgie” af, beskriver situationen i begyndelsen af århundredet, men samtidig – på baggrund af sognebåndsløsningsstrategien – fremhæver det helt urimelige i, at statskirkens medlemmer var bundet til deres sognepræster. Sammenligningen mellem Bibelen og jesuitterne kan man ved første læsning studse over, men der må være tale om et ret raffineret spil med forholdene. Nødvendigt for forståelsen er, at Jesuitterordenen blev ophævet af paven i 1773 og først blev genoprettet i 1814, dvs. efter den tid, Grundtvig her taler om, så at jesuitterne og Bibelen altså havde det til fælles, at de var forhadte. Men der ligger formodentlig også den raffinerede betragtning i det, at ligesom det, i det små, ud fra et katolsk synspunkt var tåbeligt at lægge de meget dygtige jesuitter for had, var det, i det store, tåbeligt at lægge Bibelen for had.

Og så fortsætter Grundtvig sin selvbiografiske og kirkehistoriske redegørelse frem til 1832 (Frederikskirke-løsningen) og 1839 (Vartov) (US IX, 536-541). Det er meget givende at læse Grundtvigs egen fremstilling af de ting, som er behandlet i nærværende artikel. Afsnittet om Vartov-løsningen slutter med, at Grundtvig omtaler Vartov-perioden som en situation, hvor han “nogenlunde frit kunde tjene Vorherre og vore fælles Venner”, hvad han altså nu har gjort i over tyve år, “under den Forudsætning, at jeg maatte lære lige saa frit i Statskirken, som før uden for den” (541). Med det sidste sigter Grundtvig til aftensangsgudstjenesterne i Frederikskirken, som han altså regner for en tjeneste uden for statskirken. Men det helt særlige er, at han ser gudstjenesterne i Vartov fra 1839 af som en allerede de facto realiseret sognebåndsløsningsordning eller valgmenighedsmodel. Loven om sognebåndsløsning vedtoges i 1855, men loven om valgmenigheder først i 1868. Og netop om situationen i 1861 handler det afsnit, som følger lige efter den historisk-selvbiografiske oversigt:

Da nu tillige vor ny Grundlov hævder os med alle vore Medborgere Religjonsfrihed, og Sogne-Baandets Løsning har gjort Præstefriheden uskadelig, saa vil der, naar denne os nødvendige Frihed kan blive lovfast, for apostoliske Kristne ej være mindste Grund til at forlade Folkekirken, men være al Grund til at blive i den, saa længe Friheden paa bægge Sider bestaar (US IX, 541).

Hermed har Grundtvig slået det kirkepolitiske hovedtema an. Der er ingen tvivl om, at han faktisk er godt tilfreds med den aktuelle situation, hvortil hører de muligheder, der videre tegner sig. Og selve det at lufte udtrædelsesmuligheden med passende mellemrum legitimerer jo de rettroendes og dermed Grundtvigs forbliven i Folkekirken. Hvis Grundtvig kun havde været præst, ville han måske nok være trådt ud af Folkekirken og have dannet en frimenighed. Men nu er han jo også så meget andet, ikke mindst – i meget stor forstand – oplysningsmand. Hvortil kommer hans store kærlighed til Danmark og sine danske landsmænd, uanset hvor dårlige kristne eller slet ikke kristne de er, og hans store forestilling om Danmarks verdenshistoriske rolle. Derfor er sognebåndsløsningsmodellen og senere valgmenighedsmodellen den helt ideelle løsning for lige netop ham – uanset hvor gode disse modeller også var for alle de andre rettroende. Nu kunne han på en gang være kristen præst (med god samvittighed) sammen med sine rettroende venner og folkelig og kulturel leder for mere eller mindre alle de andre.

I den videre behandling af forholdene omkring lystanken er der et sted, hvor Grundtvig får gjort forskellen mellem katolicisme og (dårlig) protestantisme klar på en meget karakteristisk måde:

Den rene Modsætning mellem den papistiske og protestantiske Kirke-Skole er nemlig den, at Papisterne bygger deres Æventyr paa den sande Historie, men Protestanterne bygge den sande Historie paa deres eget Æventyr, hvoraf følger, at det papistiske Æventyr er glimrende, blændende og tilsyneladende vel grundet, medens det protestantiske Æventyr, der skulde bære Historien, var saa plat og flovt som muligt, maatte falde ved det første Aandepust, og truede dog med at tage hele den sande Historie med sig i Faldet (US IX, 565 f).

Meningen må være, at katolikkerne i hvert fald har en historisk forståelse, og at det dårlige bare er, at de føjer deres hjemmelavede kætterier til, mens protestanterne (et ord, der skal forstås ret negativt), prøver at gøre deres i realiteten vilkårlige og i hvert fald utilstrækkelige skriftdyrkelse og deres egen tænkning til den historiske kirkes grundlag. Dette er endnu et eksempel på, hvor redeligt og præcist Grundtvig bedømmer romerkatolicismen, og på, at han ikke regner den dårlige “protestantisme” (som altså ikke skal forveksles med sand evangelisk kristendom) for spor bedre end den, snarere tværtimod.

Behandlingen af forholdene i menigheden munder ud i nogle betragtninger om forholdet mellem menighed og præst, der ender med konstateringen af, at det er nødvendigt for menigheden at have frie skriftkloge, og dermed er der lagt op til overvejelserne i hele resten af artiklen over stort set udelukkende spørgsmålet om præsternes og teologernes uddannelse.

Man kan spørge, om Grundtvig her bruger skoleproblematikken til at lufte truslen om udtrædelse – eventuelt som led i retfærdiggørelsen af, at den ikke bliver ført ud i livet! Men det er under alle omstændigheder af stor betydning, hvordan han her understreger, at kristenlivet må være et virkeligt, levende menneskeliv, og at dette kræver nogle tilsvarende ting af de vordende præster og deres uddannelse. Og hvor det før gjaldt om at få en mere beskeden og uvidenskabelig embedsmandsuddannelse også for præsterne, fremhæves det nu, at frikirkens uddannelsesanstalt vil bære sine frugter, netop fordi den ikke vil være indskrænket til det allernødvendigste!

Og Grundtvig går virkelig radikalt til værks. Han sammenligner direkte fremtidens kirke med den førpinselige menighed på 120 medlemmer, men forestiller sig dog en vækst til en størrelse af efterpinseligt omfang (jf. ApG 2,41). Og om denne måske ganske lille mindretalskirke i Danmark siger han så:

Det, der nu er blevet tale om, er intet mindre end et helt universitet, altså bogstavelig talt et menigheds-universitet![70] Og den universalhistoriske forklaringsvidenskabelighed begrundes nu rent kirkeligt og kristologisk, idet Grundtvig ikke alene bygger på Kol 2,3, som han selv henviser til med en note, men også på Ef 4,13.15.[71]

Når de danske kristne nu “ved aabenlys Udgang af Babel [Folkekirken(!)]” så at sige fortsætter, hvor den oldkirkelige menighed slap, da den blev opslugt i ophøjelsen til statsreligion, så er det en fortsættelse, ja, fuldendelse, der skal finde sted. Og Grundtvig taler her også om denne fuldendelse som fuldendelsen af det (i Kristus nyskabte) “‘ny Menneskes’ Levnedsløb”. Jf. Ef 4,13.15.22-24 og ApG 20,24. Og til denne fortsættelse og fuldendelse hører “en i alle Retninger (undtagen den falske) fremskridende Oplysning” [fremhævet her, BC] (580).

Herefter ser Grundtvig helt frem til de sidste tider, hvor kampen vil få sin endelige tilspidsning, og med dette for øje bliver det klarere og klarere

paa den ene Side, at Herrens eget guddommelige Munds-Ord til Menigheden er den eneste Grund, der gjør Troen klippefast, men des klarere bliver det ogsaa paa den anden Side, at Menighedslivet, for sejerrigt at gjennemgaa den store Prøvelse, maa være saa fuldvoxent, som det kun ved Hjælp af den størst mulige Oplysning kan blive (US IX, 583).

Og efter en sidste advarsel til præsterne mod, at de på nogen som helst måde opkaster sig til statholdere over menigheden, ser han frem til, at når man er kommet over selvfornægtelsens bjerg,

da prise vi Herrens Godhed og Visdom, som lagde det evige Livs-Ord i Menighedens Mund, hvor det er nemt at finde, i Steden for at begrave det enten i Skriften eller hos Tjenerskabet (US IX, 595).

Det er altså i denne – således udmundende – “testamentariske” sammenhæng, de storslåede udtryk for en rent kirkelig universalvidenskabeligheds nødvendighed og karakter er kommet til at stå – idet hovedvægten dog også her til allersidst ligger på “den guddommelige Væxt og fri Udvikling af de[t] kristelige Menigheds-Liv i Herren” (595).

Der er fra Grundtvigs sidste år ikke tekster af tilsvarende interesse. Og Børnelærdommens sidste artikel er også en god tekst at slutte med. Her bliver forholdet spændt til det yderste – uden at det kommer til en sprængning, ja, nok netop med henblik på at undgå, at det kommer til en sprængning.

Forkortelser

BG: Christensen, Georg og Grundtvig, Stener (udg.) (1924-1926), Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, I-II, København.

Bibliografien. Se SJ.

DBL: Dansk Biografisk Leksikon. Se “Internetsider”.

DV: Grundtvig, N.F.S. (1819), Danne-Virke et Tids-Skrift (1816-1819, Fotografisk optryk 1983), IV, København.

GP: Thodberg, Christian (udg.) (1983-1986), N.F.S. Grundtvigs Prædikener1822-26 og 1832-39, III, København.

ODS: Ordbog over det Danske Sprog.

PS: Grundtvig, Svend og Christensen, Georg (udg.) (1880-1930), N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, I, København.

SJ: Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

US: Holger Begtrup (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København.

Litteraturliste

Værker af Grundtvig

Begtrup, Holger (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København.

Christensen, Georg og Grundtvig, Stener (udg.) (1924-26), Breve fra og til N.F.S. Grundtvig, I-II, København.

Grundtvig, N. F. S. (1819), Danne-Virke et Tids-Skrift, (1816-19, Fotografisk optryk 1983), IV, København.

Grundtvig, Svend og Christensen, Georg (udg.) (1880-1930), N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, I, København.

Thodberg, Christian (udg.) (1983-86), N.F.S. Grundtvigs Prædikener1822-26 og 1832-39, III, København.

Værker af andre forfattere

Christensen, Bent (1987), Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832, København.

Christensen, Bent (1990), “Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?”, Grundtvig-Studier 1989-1990, 16-31.

Christensen, Bent (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, København.

Grane, Leif (1970), Confessio Augustana, København.

Harbsmeier, Martin S. (2006) “Gudelære og religionskritik i Lukrets’ De rerum natura”. Se “Internetsider”.

Holm, Anders (2012), “Magtbalancen i dansk kirkepolitik før og efter 1849 - skitse til en forståelsesmodel”, Andersen, Svend m.fl. (red.) (2012) Kirkeretsantologi 2012, København.

Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

Kirkeritualet (1685). Citeret efter email fra Holger Villadsen.

Larsen, Esben Lunde (2012), Frihed for Loke saavelsom for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv, København.

Liturgikommissionen (1978), De biskoppelige handlinger, København.

Lundgreen-Nielsen, Flemming (1980), Det handlende Ord. N.F.S. Grundtvigs digtning, litteraturkritik og poetik, 1798-1819, I-II, København.

Lyby, Thorkild C. (1993), “Grundtvigs tanker om præstefrihed – og grundtvigianernes”, Ordet, kirken og kulturen, Aarhus.

Lyby, Thorkild C. (2000), “Grundtvigs kirkelige anskuelse og dens konsekvenser”, Vartovbogen 2000, København.

Rasmussen, Jens (1998) “N.F.S. Grundtvig og ‘Rationalisterne’ i årene 1825-32”, Grundtvig-Studier 1998, 95-119.

Rasmussen, Jens (2000) “Ritualstriden i 1830'erne – holdninger hos N. Faber, J.P. Mynster og N.F.S. Grundtvig”, Vartovbogen 2000, København.

Rasmussen, Jens (2009), Religionstolerance og religionsfrihed, Odense.

Rønning, Frederik (1908), N.F.S. Grundtvig. Et bidrag til skildring af dansk åndsliv i det 19. århundrede (I-IV, 1907-14), II, København.

Thaning, Kaj (1963), Menneske først – . Grundtvigs opgør med sig selv, København.

Thaning, Kaj (1981) “Den ‘mageløse opdagelses’ tilblivelse”, Grundtvig-Studier 1981, 7-29

Thodberg, Christian (1986), “Grundtvigs skovoplevelse i 1811 og prædikenerne over Peters fiskedræt i tiden, der fulgte”, Grundtvig-Studier 1986, 11-55.

Thyssen, Anders Pontoppidan (1983), “Grundtvigs tanker om kirke og folk”, Thodberg, Chr. & A. Pontoppidan Thyssen (red.) (1983), Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys, Århus, 84-114, 225-286 og 335-359.

Internetsider

Dansk Biografisk Leksikon (til biskop P.O. Boisen), http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Biskop/P.O._Boisen?highlight=P.O.%20Boisen

Dansk Biografisk Leksikon (til stiftsprovst H.G. Clausen), http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Provst/H.G._Clausen?highlight=H.G.%20Clausen

Harbsmeier, Martin S. (2006) “Gudelære og religionskritik i Lukrets’ De rerum natura”, AIGIS elektronisk tidsskrift for klassiske studier i Norden, nr, 1/2006, http://aigis.igl.ku.dk/2006,1/MSH-Lucr.pdf

Lucrets -Titus Lucretius, De rervm natvra liber primv , Carushttp://www.thelatinlibrary.com/lucretius/lucretius1.shtml

English summary

Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61

[Church and Congregation in Grundtvig’s

Theology and Church Politics 1806-61]

By Bent Christensen

From his 1806 work “Om Religion og Liturgie” (On Religion and Liturgy) and for the rest of his life, N. F. S. Grundtvig was preoccupied with the substance and the conditions of the church. In this paper, however, the latest text considered is the final chapter of his book Den christelige Børnelærdom (Christian Childhood Teachings) (1861).

The paper presents and analyses a number of statements showing what Grundtvig understood by the terms “church” and “congregation” through three main periods: 1. 1806-25 when Grundtvig by criticizing tried to clear the State Church of the Danish absolute monarchy of the current heterodox teachings and practices. - 2. 1825-32 when Grundtvig had to admit that the battle was lost and that he himself was close to ending up as a separatist - 3. The years after 1832 when Grundtvig developed a freedom strategy based on the right of each parishioner to choose another vicar or minister than the official incumbent of the parish (the so-called “sognebåndsløsning”).

“On Religion and Liturgy” (written 1806 and printed 1807) was conceived under the State Church of the Danish absolute monarchy, a situation in which it was not feasible to distinguish between the state and the church, nor between people and congregation. Grundtvig in his harsh criticism of contemporary clergy, however, was moving in the specific Christian dimension. He strove to change the state of things by criticizing them. In a poem dated 1811 he described in a strongly pentecostal and Apostolic perspective how he experienced his recent ordination and his future clerical calling.

In his treatise “Om Kirke, Stat og Skole” (On Church, State and School) (1818-19), Grundtvig endeavoured to define the word and the conception of “church” and to examine the relationship between the church and the state. He used the word “church” in a very broad sense, whereas he defined the Christian “kirkesamfund” (i.e. the community of Christians within the church) quite precisely.

In his great poem Nyaars-Morgen (New Year’s Morn) (1824), Grundtvig for the last time expressed his daring dream of a joint Christian and popular revival in Denmark, and in 1825 in the pamphlet Kirkens Gienmæle (The Church’s Retort) he used his “mageløse opdagelse” (i.e. his “matchless discovery”, as he termed it, that the confession of the Apostles’ Creed at the baptism is the only true basis for the authentic Church) for an attack on a heterodox professor of divinity. Grundtvig’s experiment to enforce true Christianity in this way was a failure. He lost the ensuing libel action brought against him by his victim, thus automatically, according to the Freedom of the Press Act of 1799, incurring life-long censorship.

“Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” (Should the Lutheran Reformation Really Continue?) (1830-31) represents Grundtvig’s last attempt to preserve the state church as a Christian community. From the autumn of 1831 until February 1832 he and his revivalist friends approached a separatist solution. However, the outcome was that on 1 March 1832 Grundtvig was granted per- mission to officiate in a Copenhagen church as a free preacher.

From then on Grundtvig took on a radical freedom strategy. The state church was to be preserved as an institution embracing heterodox as well as orthodox believers. This would be possible if the parish-defined obligations were abolished (the possibility of “sognebåndsløsning”) so that those Christians who did not feel confident with the incumbent of their parish might choose to avail themselves of the services of another vicar. This model was presented in two papers: Om Daabs-Pagten (On the Baptismal Covenant) (1832) and Den Danske Stats- Kirke upartisk betragtet (An Impartial View of the Danish State Church) (1834).

Grundtvig could now, at one and the same time, be an orthodox Christian among his co-orthodox supporters and engage in realizing the cultural programme presented in the comprehensive Introduction to his Nordens Mythologi (Norse Mythology) (1832). From around 1835 he was seized by strong optimism.

In 1861 the final part of Den christelige Børnelærdom was published, subtitled “The Eternal Word of Life from the very Mouth of our Lord to his Congrega- tion”. In it, Grundtvig took as a supposition the most radical version of a free church, i.e. one with a congregation of perhaps only a few thousand members. Above all, however, this was meant to legitimate that Grundtvig and his friends remained in what was now, pursuant to the new Danish democratic constitution from 1849, labeled the Danish People’s Church. With the possibility of secession from the People’s Church, and after the passing in 1855 of the law legalizing “sognebåndsløsning”, there actually might be several good reasons to stay.

Grundtvig now viewed the People’s Church as a state institution with room for anything which could in any way be defined as Christianity, and indeed for the true congregation of orthodox believers. Things never went so far, however. The 1849 Constitution states that the Evangelical-Lutheran Church is the Danish People’s Church. In practice, however—and to a high degree thanks to Grundtvig—there is a great liberality in the People’s Church, and those who desire so may break their ties to their parish and attach themselves to a minister they trust or even form their own elective congregation within the People’s Church.

Dansk resume

[Dette resume er ikke trykt men er grundlaget for ovenstående english summary]

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) beskæftigede sig med kirkens væsen og forhold fra “Om Religion og Liturgie” (skrevet 1806) og livet ud. Den sidste tekst, der behandles i artiklen, er dog den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom (1861).

I artiklen præsenteres og analyseres en række udsagn om, hvad Grundtvig har forstået ved ordene “kirke” og “menighed”. Det sker inden for tre hovedperioder: 1. Tiden fra 1806 til 1825, hvor Grundtvig gennem kritik forsøgte at rense Enevældens statskirke for tidens heterodokse lære og praksis. - 2. Tiden fra 1825 til 1832, hvor Grundtvig måtte erkende, at han havde tabt sin kamp og til sidst var lige ved at komme ud i en separatistisk situation. - 3. Tiden efter 1832, hvor Grundtvig udviklede sin på sognebåndsløsningsmuligheden byggende frihedsstrategi.

I “Om Religion og Liturgie” skrev Grundtvig i Enevældens statskirkelige situation, hvor der ikke kunne skelnes mellem stat og kirke, folk og menighed. Men han bevægede sig i den særlige kristne “dimension”, og han var hård i sin kritik af tidens præster. Han ønskede at forbedre forholdene gennem kritik. I et digt fra 1811 beskrev han i et stærkt pinseligt og apostolisk perspektiv sin oplevelse af sin ordination og sin kommende præstegerning.

I afhandlingen “Om Kirke, Stat og Skole” (1818-1819) søgte Grundtvig at bestemme ordet og begrebet “kirke” og forholdet mellem kirken og staten. Ordet “kirke” brugte han meget bredt, men det kristne “kirkesamfund” bestemtes ganske præcist.

I digtet Nyaars-Morgen (1824) udtrykte Grundtvig for sidste gang sin - urimelige - drøm om en samlet kristelig-folkelig opvækkelse i Danmark, og i 1825 brugte han i Kirkens Gienmæle sin opdagelse af, at trosbekendelsen (Apostolicum) ved dåben udtrykker den sande kristendom, til et angreb på en heterodoks professor. Grundtvig prøvede at gennemtvinge håndhævelsen af den sande kristendom. Men det lykkedes ikke. Grundtvig tabte den injuriesag, professoren anlagde mod ham, og blev idømt livsvarig censur.

“Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” (1830-1831) var Grundtvigs sidste forsøg på at få bevaret statskirken som et kristent kirkesamfund. Og fra efteråret 1831 til februar 1832 nærmede han og hans vakte venner sig en separatistisk løsning. Det endte dog med, at Grundtvig den 1. marts 1832 fik tilladelse til at holde gudstjenester i en københavnsk kirke som fri præst.

Grundtvig anlagde nu en vidtgående frihedsstrategi. Statskirken skulle bevares som en institution, både de heterodokse og de rettroende kunne være i. Dette var muligt, hvis sognebåndet blev løst, så de kristne, der ikke havde tillid til deres sognepræst, kunne knytte sig til en anden, rettroende præst. Denne model blev præsenteret i Om Daabs-Pagten (1832) og Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834).

Grundtvig kunne nu på en gang være rettroende kristen sammen med sine kirkelige venner og arbejde for virkeliggørelsen af det kulturelle program, han havde præsenteret i den lange Indledning til Nordens Mythologi (1832). Fra omkring 1835 blev han grebet af en stærk optimisme.

I 1861 tryktes sidste del af Den christelige Børnelærdom: “Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden”. Her opererede Grundtvig i et tankeeksperiment med den yderste frikirkemulighed, dvs. med en menighed på måske kun nogle få tusinde medlemmer. Men dette skulle først og fremmest legitimere Grundtvigs og hans venners forbliven i det, der nu, ifølge den demokratiske grundlov fra 1849, var Den Danske Folkekirke. For med udtrædelsesmuligheden åben og med den i 1855 vedtagne lov om sognebåndsløsning var der mange gode grunde til at blive.

Grundtvig betragtede nu Folkekirken som en statslig institution, hvor der burde være plads til alt, hvad der på nogen måde kunne betegnes som kristendom, men altså også til de rettroendes sande menighed. Så vidt kom det dog ikke. Ifølge Grundloven er det den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke. Men der er i praksis - og i høj grad takket være Grundtvig - en stor rummelighed i Folkekirken, og de, der ønsker det, kan ved sognebåndsløsning knytte sig til en præst, de har tillid til, eller ligefrem danne en valgmenighed inden for Folkekirken.

FORFATTER:

Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen

Fuglsevej 5

DK‑4960 Holeby

E‑mail: bc@bentchristensen.dk.

www.bentchristensen.dk

* * *

Grundtvigs kirkepolitiske udvikling

Oplæg på Grundtvig-Selskabets årsmøde i Vartov den 23. november 2013 ved dr. theol. Bent Christensen.

Efter dette oplæg fulgte to bud på "Grundtvigs nutidige kirkepolitiske relevans" ved henholdsvis biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen og lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen. Og derefter var der paneldebat.

Tak for ordet! Det er en glæde for mig at være til stede her i dag - selv om jeg jo egentlig indstillede mine grundtvigforskningsaktiviteter for over ti år siden. For når jeg står her, er det på baggrund af det formodentlig allersidste efterslæt, nemlig artiklen i det kommende nummer af Grundtvig-Studier: Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61. Og den betragter jeg som et kirkeligt pligtarbejde. Det er jo uhyre vigtigt, at vi i den aktuelle kirkelige drøftelse holder os for øje, hvad Grundtvig faktisk sagde og gjorde - og hvad der skete med ham.

Det var i 1806, Grundtvig skrev sin første teologiske tekst: "Om Religion og Liturgie". Og det var kun et år efter, at han efter sin ungdoms prægning af tidsånden var begyndt at vende tilbage til den kristne tro.

I 1806 var Danmark i princippet et evangelisk-luthersk kristent land. Med Kongen som overhoved for det hele og med en gejstlig stand til at tage vare på den kristelige side af nationens liv. Kirkeinstitutionen var således en del af statsforvaltningen, medens menigheden praktisk taget udgjordes af hele befolkningen. Det lå helt uden for horisonten at skelne mellem en del af folket, der var "kirken" (menigheden), og en del af folket, der ikke var "kirke". Samtidig var det imidlertid så som så med det kristelige indhold i denne konstruktion. Og det allerværste var, at også mange af de gejstlige var stærkt præget af rationalismens og Oplysningens tanker.

I alt dette var den evangelisk-lutherske kristendom dog stadig klart til stede som, hvad man kan kalde en særlig dimension.

Grundtvigs dom over tidens gejstlige er hård. Kun få præster er både dygtige, nidkære og rettroende. Flertallet er enten døde og kedelige, om end i ordlyden dogmatisk korrekte, eller blot "moralske", dvs. "rationalistiske". Om den sidstnævnte gruppes måde at forrette dåben på siger han:

At Grundtvig her også nævner, hvad korstegnelsen egentlig skulle være, nemlig indvielsen til troen på den Korsfæstede og til "de Helliges Arvedeel i Lyset", er så til gengæld et eksempel på, hvordan den sande kristne "dimension" tegner sig for ham selv. Han betegner da også præsteembedet som "det hellige Læreembede", og de teologiske kandidater som "vore brødre" (US I, 172).

Nogle tilsvarende eksempler kunne nævnes fra dimisprædikenen 1810, Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?

Et ejendommeligt og stærkt udtryk for Grundtvigs kirke og embedssyn midt i hele elendigheden er hans "skovoplevelse" fredag den 31. maj 1811 (formodentlig), to dage efter hans ordination og to dage før pinse (jf. Christian Thodbergs artikel derom i Grundtvig-Studier 1986). Grundtvig var (det sidste stykke til fods) på vej hjem til Udby for at være kapellan hos sin far. Vemodig over minderne fra barndommen, tynget af tanken om den præstegerning, der nu lå foran ham, og jo stadig mærket af 1810-krisen, satte han sig på "en gammel Sten" og læste 1 Kor 15,55-58. I digtet "Farvel til min Ven F.C. Sibbern" (PS I, 322 ff) gengiver han det sidste af disse vers som en opfordring til sine præste(embeds)brødre om at stå som klippeblokke, ikke lade sig hverken ryste eller rokke, men flittigt udrette Herrens værk "Vel vidende, at ej forfængelig / Den Gjerning er, som Herren valgte sig" (327). Og netop her i "pinseugen", som han (egentlig fejlagtigt) kalder ugen før pinse, ser han sin ordination i det helt store kirkehistoriske, pinselige og apostoliske perspektiv:

Apostlene paa hellig Pinsefest

Iførte blev med Kraften fra det høje;

I Pinseugen det sig maatte føje,

At jeg indviedes til Herrens Præst.

Adskillige de Naadegaver ere,

Men skjænkes alle af den samme Aand:

Der Brødrene udrakte højre Haand,

For det med Suk af Herren at begjære,

At Kjærligheds og Krafts og Sandheds Aand

Miskundelig paa mig neddale vilde,

Da aabnede sig Hjærtets Taarekilde,

Da sprængte Sjælen sine Fængselsbaand;

Og der jeg hørte Brødrene tilsammen

I Jesu Kristi Navn at sige Amen,

Da blev det samme i mit Bryst udtonet,

Og jeg mig følte med min Gud forsonet.

(PS I s. 326)

Der ligger meget i dette. Navnlig hvis liturgihistorikeren Holger Villadsen og jeg har ret, når vi mener, at der den 29. maj 1811 ikke udtrykkeligt har været bedt om Helligåndens neddalen i den bøn med biskoppens og præsternes håndspålæggelse, hvormed selve ordinationen afsluttedes! Og det er altså stort set de samme præster, eller den samme slags præster, som Grundtvig så sent som i dimisprædikenen har bedømt så ualmindelig hårdt. Dette er et helt særligt udtryk for, hvor stærkt "den kirkelige dimension" trods alt var til stede for Grundtvig i 1811.

Fra dannevirkeafhandlingen "Om Kirke, Stat og Skole" (1818-1819) vil jeg give et par eksempler på, hvordan Grundtvig forholder sig til og bruger selve ordet "kirke".

Yderst på den ene ende af skalaen er nogle overraskende udtryk for, at Grundtvig er villig til at lade ordet "kirke" stå for næsten hvad som helst. Det gælder fx det sted, hvor han som eksempler på "kirker" opregner "den hedenske, israelitiske, christelige, mahomedanske", ja tilføjer: "eller om der er nogen anden" (DV IV, 304). Og til allersidst i afhandlingen, nemlig i det afsnit om araberne og islam ("Mahomed"), som udgør den sidste tilføjelse til den afsluttende historiske oversigt, bruger Grundtvig i sin beskrivelse af forholdet mellem religion, stat og skole i den arabiske muslimske verden ordet "Kirken" fire gange og ordet "Kirkeskole" én gang, nemlig i betegnelsen "dette falske Kirkeskole-Mesterskab" (395). Men det er altså kun selve ordet "kirke", Grundtvig forholder sig neutralt til; det store spørgsmål er jo, hvilken kirke historien vil erklære for den sande.

Det går i det hele taget frem og tilbage denne afhandling, lige fra den til det yderste neutrale brug af ordet "kirke" til nogle helt klart evangelisk-lutherske bestemmelser af, hvad kirken er. Et sted konkluderer Grundtvig, at

Her citerer Grundtvig faktisk Den Augsburgske Bekendelses art. 7. Men han siger også, at en kirke er

et Samfund af Troende, ligesaavist som det Huus vi kalde Kirken er bestemt til en Samlings-Plads for en troende Menighed ͻ: Folk som have Tro tilfælles. (...) og i den murede Kirke har vi et fast, i Kirke-Giængerne et levende, øiensynligt Billede af den aandelige Kirke, som aldrig kan bedrage os, naar vi spørge ikke om hvad de i sig selv ere, men hvad de forudsætte og betyde (DV IV, 33 f).

I 1819 ophørte Danne-Virke med at udkomme. Og året 1819 var i det hele taget et meget negativt år for Grundtvig. I de følgende år gik det op og ned for ham. Med prædikenen til anden påskedag 1824 begyndte imidlertid selve det gennembrud, som kulminerede i det store digt Nyaars-Morgen, et af de vigtigste udtryk for, hvad der alleregentligst var Grundtvigs anliggende. Vel måtte han opgive sin drøm om en egentlig kristen opvækkelse af hele det danske folk, men alligevel arbejdede han for en opvækkelse og oplysning af hele folket på grundlag af sin ejendommelige "sekundærteologi" om Guds kærlighed til og særlige plan med dette lille danske "hjertefolk".

Allerede i februar 1825 havde Grundtvig løsnet sit første skud i den "kirkekamp", han op gennem sidste halvdel af 1820’rne blev indviklet i. Det skete med artiklen "Om gudelige Forsamlinger", hvori han indtog den religionspolitiske position, han skulle fastholde resten af sit liv: en upartisk hensyntagen til samfundets tarv, hvilket igen vil sige størst mulig frihed. - Men Grundtvig havde en helt hudløs samvittighed med hensyn til, hvad han kunne komme til at lægge navn til ved uden videre at blive i et kirkesamfund, hvor kættere og vantro havde magten.

Det var under arbejdet med nogle udkast til en afhandling om kristendommens troværdighed, Grundtvig i 1825 gjorde sin store opdagelse af, at det er den faktiske historiske Kirkes kristendom, der er den sande kristendom, og at det er i den historiske Kirkes apostoliske trosbekendelse, denne sande kristendoms grundlærdomme findes.

Hermed havde han fået et urokkeligt grundlag for den kamp mod tidens pseudokristendom, han så længe havde følt sig forpligtet til at føre. Og allerede få uger senere fik han anledning til at sætte, hvad han selv troede skulle være det afgørende modangreb, ind – med bogen Kirkens Gienmæle, nemlig mod den indflydelsesrige, men kætterske professor H.N. Clausens bog Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus.

Men i stedet for en afklaring – eller dog en kirkelig og teologisk debat – kom der en lang og pinefuld injurieproces ud af dette!

Umiddelbart før pinse 1826 – og dermed tusindårsfesten for Ansgars komme til Danmark – nedlagde Grundtvig sit præsteembede. Men jeg mener, at "Embedsnedlæggelsen, sådan som Grundtvig udførte den, var den for alle parter blideste løsning, Grundtvig kunne acceptere med samvittigheden i behold" (Fra drøm til program, 107).

Den 22. december 1832 udkom den nye Nordens Mythologi med den Indledning, hvori Grundtvig fremlagde et nyt og omfattende kultur- og kirkepolitisk program.

Udviklingen i Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske holdning 1822/23-1832 kan inddeles i fem faser:

1. En almindelig polemisk-apologetisk fase, som strækker sig helt tilbage til 1822/23, og som slutter i foråret 1824.

2. Tiden fra foråret 1824 til sommeren 1825, hvorunder konflikten skærpes og konkretiseres.

3. Tiden fra Opdagelsen i juli 1825 til embedsnedlæggelsen i maj 1826, hvorunder Grundtvig tror, misforholdene i den eksisterende enevolds-statskirke kan rettes, når de er blevet klart påpeget.

4. Tiden fra september 1826 ("Vigtige Spørgsmål til Danmarks Lovkyndige") til november-februar 1830/31 ("Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?"), hvorunder Grundtvig præsenterer forskellige forslag til helt nye kirkelige ordninger, som har det tilfælles, at en mere eller mindre statslig kristen kirke, som de gammeldagstroende skal kunne være i, bevares, medens de, der ikke ønsker at være i en sådan kristen kirke, i fuld religionsfrihed skal kunne træde ud af den. Det var Grundtvigs sidste forsøg på at få bevaret statskirken som noget, han kan anerkende som et kristent kirkesamfund.

5. Tiden fra april 1831, hvor Grundtvig erklærer sig villig til at stå i spidsen for en frimenighedsdannelse, til "forliget" med biskop Müller 27. februar 1832. I "Om den Clausenske Injurie-Sag" 2. november 1831 havde Grundtvig nævnt de rettroendes udtræden af statskirken som den måske rimeligste løsning.

Den tilspidsede situation omkring planerne om en frimenighedsdannelse med Grundtvig i spidsen mundede ud i en kompromisløsning. I stedet for at få sat ordensmagten ind mod sine planlagte "bedetimer" i et lejet lokale fik Grundtvig tilladelse til at holde "aftensang" (gudstjeneste uden nadver) hver søndag i Frederikskirken (den nuværende Christians Kirke på Christianshavn).

Grundtvigs ønske om at undgå at blive isoleret sammen med sine "vakte tilhørere", men tværtimod at kunne forblive i hvert fald nogenlunde centralt placeret i samfundet og kulturen har efter min opfattelse spillet en helt afgørende rolle ikke alene for Grundtvigs kirkepolitiske kurs fra da af, men også for det program, han udfoldede i Indledningen til Nordens Mythologi 1832.

I Indledningen til 1832-mytologien er det skolefællesskabet, det drejer sig om, altså det videnskabelige og kulturelle fællesskab mellem de rettroende kristne og naturalisterne med ånd. Men der er et sted, hvor Grundtvig siger noget vigtigt om det kirkelige forhold mellem disse to parter.

De kristne og naturalisterne kan på anskuelsesplanet være enige om såvel skabelsen og skabelsesforholdet som syndefaldet, og dermed gælder det, at "Sagen er kun, om Skaden kan helbredes paa naturlig Maade eller ikke, og det er vor store Kirkelige Trætte, hvori al Mæglen kun er latterlig". "Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund [fremhævet her] skarpt at giennemføre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger" (402).

Men Grundtvig kommer ikke ind på, hvad der nærmere skal forstås ved "hver i sit Kirke-Samfund". Det helt afgørende for ham er, at han nu (med Frederikskirke-løsningen) er kommet ud af sin akutte kirkepolitiske klemme, og at han derfor med god samvittighed kan udfolde og fremlægge sit program om anskuelses- og kulturfællesskab mellem de få(!) rettroende kristne og de mange "naturalister", som jo ikke mindst tilhører, hvad man i dag vil betegne som "eliten". At Grundtvig forestiller sig, at statskirken – og i hvert fald en eller anden form for fællesskab i den – skal fortsætte, derom vidner, at han ser statskirkens gejstlighed udgøre et centralt punkt i det vekselvirkningsforhold mellem den lærde og den folkelige dannelse, der også er tale om i Indledningens program.

Grundtvigs næste kirkepolitiske skrift var den lille bog Om Daabs-Pagten, som udkom den 7. december 1832, og hvori han for første gang offentligt præsenterede forslaget om sognebåndets løsning som en vej ud af den problematiske kirkelige situation. Men også udtrædelsesmuligheden er fra nu af et vigtigt og blivende element i Grundtvigs kirkepolitiske holdning. Sognebåndets løsning er den lige netop tilstrækkelige reform: "Vil Man lade os kirkelig fare, saa velan! i Guds Navn, (...) men vil Man det ikke, da raade Man dog til Løsningen af Sogne-Baandet, det Kirkelige Stavns-Baand" (US V, 372).

Det vigtigste skrift efter 1832-løsningen er Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (som udkom den 2. juli 1834). De afgørende punkter er, at Grundtvig ønsker statskirken bevaret som en slags offentlig religionsanstalt, dog med kristendommen (eller det kristelige) som fælles medium for rettroende og heterodokse. Den tilstrækkelige frihed sikres ved sognebåndets løsning.

I tiden mellem Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834) og Den christelige Børnelærdoms sidste artikel (1861) er noget af det allervigtigste omsvinget hos Grundtvig fra pessimisme til optimisme omkring året 1835.

Jeg kan dog se ganske kritisk på Grundtvigs situation fra da af og gennem resten af hans liv. Jeg taler om den "sekundære" eller "tilpassede-til-det-mulige" realisering af Grundtvigs 1824-drøm. Og om, hvordan 1835-optimismen kommer til at præge Grundtvig i den proces, der fører fra de store forklaringsvidenskabelige højder i Indledningen til Nordens Mythologi og til den endelige koncentration om folkelivets bevarelse og oplysning. Ja, jeg kan spørge, hvor grænsen hos "efter-1835-Grundtvig" går mellem den storslåede skabelses- og forklarings-teologi, og så nogle mindre storslåede motiver af mere bekvemmelighedsmæssig art. Men det, der har drevet Grundtvig ud i nogle meget mærkværdige positioner og taktikker eller strategier, har uden tvivl været, at han på den ene side brændende har ønsket af leve sammen med og virke i hele det af både Gud og ham selv så højt elskede danske folk (altså ikke kun med nogle kredse af "vakte", som han i virkeligheden ikke engang rigtig havde kristendomsforståelse fælles med), og på den anden side har haft en usædvanlig øm samvittighed, for så vidt angår, hvad han kunne lægge navn til at opfatte som egentlig kristen kirke.

I 1842 erklærede Grundtvig, at det "udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker" hørte aposteltiden til og først skulle genopstå ved verdens ende. Og endnu i 1847 tog han afstand fra tanken om, at fællesskabet om dåben og nadveren skulle give sig udslag i et mere konkret fællesskab. Det var først i 1860’erne menighedsfællesskabet blev en hovedsag for ham. Men nu havde han jo også de grundtvigske menigheder (jf. Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys, 356 f).

Og det hele sluttede med samlingen omkring gudstjenesterne i Vartov og de årlige vennemøder på Grundtvigs fødselsdag og den grundtvigske bevægelses fremgang på alle områder.

I Den christelige Børnelærdoms sidste artikel "Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden" taler Grundtvig særdeles radikalt om, at Jesu Kristi menighed kan træde ud af Folkekirken. Det er den yderste frikirkemulighed i Danmark, der her præsenteres, nemlig en måske ganske lille menighed, der sammenlignes med urmenigheden i Jerusalem.

Jeg må desværre nøjes med, bare lige at nævne det særdeles vigtige forhold, at Grundtvig i denne forbindelse også understreger, at videnskabeligheden og oplysningen har så stor betydning, at selv den mindste lille frimenighed – af dybt kristne grunde – må prøve at oprette ikke bare sin egen præsteskole, men et helt universalvidenskabeligt universitet, altså i den allerstørste betydning af ordet et menigheds-universitet!

Men i artiklen som helhed er dagsordenen en anden, ja, der er formodentlig tale om indtil flere dagsordener. Grundtvig begynder med at afvise den hierarkiske, den statskirkelige, den videnskabelige og den på Bibelen som grundlæggende bog byggende mulighed som det, man kan bygge kirken på. I stedet peger han på den velsignede lystanke, som er født hos ham, tanken om at udlede alt kristeligt af "det lille, almægtige Guds-Ord, som Vorherre Jesus Kristus selv, ved sine egne Indstiftelser, fra Begyndelsen personlig har talt og aandelig bliver ved at tale til alle sine Discipler" (US IX, 534).

I den derpå følgende historiske, ja, i høj grad selvbiografiske oversigt beskriver Grundtvig først situationen i slutningen af 1700-tallet, hvor de få sande kristne måtte leve deres kristenliv enten som enkeltpersoner eller i små tilfældige grupper. Og denne skildring understreger, hvordan der nu - med sognebåndsløsningsmuligheden - trods alt er blevet tale om noget, der har mere karakter af menighed.

Men Grundtvig kunne godt have levet i og med denne situation - hvis det ikke havde været for det oprør mod Vor Herre og hans "Saligheds-Midler", der kom til at rase i begyndelsen af 1800-tallet, hvor nemlig hele præsteskabet havde revet sig løs fra den bekendelsesbundne kirkelov, og hvor alle ikke alene var indespærret i statskirken overhovedet, men også var "lænkebundne, hver til sin Sognepræst, baade i Henseende til Daab, Nadver og Konfirmatjon" (US IX, 536).

Men siden 1825, eller i hvert fald 1832, er der altså sket et "kirkehistorisk Omsving". Og Grundtvig er faktisk er godt tilfreds med den aktuelle situation:

Men selve det at lufte udtrædelsesmuligheden med passende mellemrum legitimerer jo de rettroendes og dermed Grundtvigs forbliven i Folkekirken. Hvis Grundtvig kun havde været præst, ville han måske nok være trådt ud af Folkekirken og have dannet en frimenighed. Men nu er han jo også så meget andet, ikke mindst – i meget stor forstand – oplysningsmand. Hvortil kommer hans store kærlighed til Danmark og sine danske landsmænd, uanset hvor dårlige kristne eller slet ikke kristne de er, og hans store forestilling om Danmarks verdenshistoriske rolle. Derfor er sognebåndsløsningsmodellen og senere valgmenighedsmodellen den helt ideelle løsning for lige netop ham – uanset hvor gode disse modeller også var for alle de andre rettroende. Nu kunne han på en gang være kristen præst (med god samvittighed) sammen med sine rettroende venner og folkelig og kulturel leder for mere eller mindre alle de andre.

I Børnelærdommens sidste artikel bliver forholdet spændt til det yderste – uden at det kommer til en sprængning, ja, nok netop med henblik på at undgå, at det kommer til en sprængning!

Bent Christensen

_______________________________________

Litteratur

Begtrup, Holger (udg.) (1904 09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København. - I teksten forkortet US.

Grundtvig, N. F. S. (1819), Danne-Virke et Tids-Skrift, (1816-19, Fotografisk optryk 1983), IV, København. - I teksten forkortet DV.

Grundtvig, Svend og Christensen, Georg (udg.) (1880-1930), N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, I, København. - I teksten forkortet GS.

Thodberg, Christian (1986), “Grundtvigs skovoplevelse i 1811 og prædikenerne over Peters fiskedræt i tiden, der fulgte”, Grundtvig-Studier 1986, 11-55.

Thodberg, Chr. & A. Pontoppidan Thyssen (red.) (1983), Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys, Århus.

- - -

Oplægget bygger på min artikel "Kirke og menighed i Grundtvigs teologi og kirkepolitik 1806-61", der står i Grundtvig-Studier 2013.

* * *

Tre kommentarer til artikler i Kristeligt Dagblad om Grundtvig

KD Onlinedebat og Facebook. - 08.10.13.

Den politiske højrefløj har overtaget Grundtvig

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/528414:Grundtvig--Den-politiske-hoejrefloej-har-overtaget-Grundtvig

Da der er en sammenhæng mellem disse tre kommentarer, bringer jeg dem alle tre her, selv om de to første jo stort set ikke har noget med kirke og teologi at gøre. Tilsvarende har jeg også sat dem alle tre på undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat". - Lidt senere på dagen satte jeg disse tre kommentarer i min avisen.dk-blog under den fælles overskrift "Grundtvig, de politiske fløje og kirkestyrelsen".

Venstrefløjen har forladt ham

Nu har jeg ikke mit dankort her. Og jeg benytter lejligheden til, endnu en gang at beklage, at man ikke længere har klippekortet! - Men foreløbig vil jeg sige, at det er venstrefløjen, der har forladt Grundtvig. - Omkring 1972 herskede, hvad nogle af os kaldte "national-socialismen". Dengang hadede venstrefløjen EF og brugte nationalisten Grundtvig i sin kamp. Nu er dagsordenen en anden. Og hvis jeg igen skal være ondskabsfuld, vil jeg sige, at man nu i hvert fald i SF er glad for EU, og at det måske skyldes, at man ikke længere har Sovjetunionen, så at EU er det nærmeste, man kan komme det. Men spøg til side, jeg har altid været tilhænger af EF og EU, altså af, at dette fællesskab findes, for jeg er rigtignok mere og mere kritisk over for mange ting. Det er for ideologisk og folkeforagtende, for at sige det kort. - Og hvad Grundtvig angår, kan vi jo alle lade os inspirere af ham. Helt aktuelt er der meget at hente, for så vidt angår uddannelsespolitikken. Grundtvig sagde jo, at hvis alle var professorer, ville vi dø af sult, men gik i stedet ind for, at en i grunden ensartet dannelse skulle udbredes i alle samfundslag. Måske vender jeg tilbage. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig).

Ikke noget at føje til

Nu har jeg læst artiklen. Og det eneste, jeg har at føje til, er, at når venstrefløjen (marxister og kulturradikale, for at sige det kort) i årtier har haft bekæmpelsen af dansk nationalitet og folkelighed som et af sine vigtigste projekter, så er der ikke noget at sige til, at det kun er på den anden side, man holder af Grundtvig. Det kan på mange områder være svært at sige, hvad Grundtvig ville mene i dag, men der kan ikke være den ringeste tvivl om, at han ville være imod indvandringen og kosmopolitismen. - Grundtvig var nationalist. Også i den grad. Men sådan var tiden. Og det særlige ved Grundtvig var, at han så sit elskede Danmarks rolle i et verdenshistorisk perspektiv. Den nordiske videnskabelighed (Göteborg-universitetet) skulle være den nordiske folkestammes bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed. Der er også store økumeniske (mellemkirkelige) perspektiver i Grundtvigs teologi og salmedigtning. Der er masser at øse af. Og man kan som sagt lade sig inspirere, som man vil. En af de ting, Grundtvig virkelig bekæmpede, var efteraberiet. Han sagde også, at hans åndelige efterkommere skulle stå på hans skuldre - og altså være kommet videre. Jeg håber, vi kan få en Grundtvig-renæssance. - Nu går jeg til artiklen om Grundtvig og kirkeforfatningen. Det spørgsmål er noget mere kompliceret. Jeg henviser til min kommentar til den. - FB-TILFØJELSE: Ja, se det næste opslag!

Ville Grundtvig være imod et kirkeråd?

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/528395:Kirke---tro--Ville-Grundtvig-vaere-imod-et-kirkeraad

Sune Auken kommer nærmest

Denne artikel er et stærkt eksempel på, at Grundtvig kan tages til indtægt for alt. Men jeg mener, at Sune Auken er den, der kommer nærmest. - Jeg har selv beskæftiget mig meget med Grundtvigs kirketeologi, kirkesyn og kirkepolitik, ja, regner med at få en stor artikel om det i det kommende nummer af Grundtvig-Studier, som jeg tillader mig at henvise til. Jeg henviser også til Grundtvig-Selskabets årsmøde den 23. november, hvor jeg skal give det indledende oplæg til drøftelsen om netop forholdet mellem Grundtvig og den aktuelle kirkepolitiske situation. Men jeg kan i al korthed sige så meget her, at Grundtvig rigtignok var imod en kirkeforfatning. Men det var han blandt andet, fordi han slet ikke regnede Folkekirken for et kristent kirkesamfund. Folkekirken var for ham en slags offentlig religionsanstalt, hvor der nærmest skulle være plads til alt muligt, der på nogen måde kunne betegnes som kristeligt. Han regnede kun ganske få for egentlige kristne (Jesu Kristi frimenighed), og de kunne så samles omkring de (også få) rettroende præster, ofte gennem sognebåndsløsning. Og det var så det! Apparatet sørgede staten for, og så kunne de få rettroende bare samles om de få rettroende præster. Men Grundtvig holdt også hele tiden den mulighed åben, at de få rettroende kunne bryde ud og danne en frikirke. Det er derfor meget sandsynligt, at Grundtvig ville have været frikirkemand i dag. - Jeg regner selv Grundtvig for min store teologiske lærefader. Men jeg er uenig med ham i kirkepolitikken. Grundtvig havde på den ene side en meget øm samvittighed med hensyn til, hvad han ville lægge navn til. Derfor var han nødt til at sige, at Folkekirken ikke var en kristen kirke. Men på den anden side havde han også sit store folkelige og kulturelle program, og det kunne han bedre arbejde for, hvis man blev i den statslige religionsanstalt Folkekirken. - Hvad jeg selv mener? Jeg mener, at Folkekirken er et evangelisk-luthersk kirkesamfund, ja, de døbtes fællesskab og dermed en organisme, der skal styre sig selv. Derfor går jeg i den aktuelle situation ind for kirkestyrelsesudvalgets model 3 (den mest vidtgående), og på længere sigt går jeg ind for, at den evangelisk-lutherske menighed i Danmark skal have fuld selvstændighed, altså adskilles fra staten. Jeg har ikke Grundtvigs ømme samvittighed. Jeg bliver fx i Folkekirken på trods af, hvad jeg betegner som "løgnevielsesritualet". Og først og fremmest ønsker jeg at være solidarisk med den berømte lille mand med den lille tro. Også han skal imidlertid være klar over, hvad det er han ved dåben blev indlemmet i. Hvis der er medlemmer, der efter moden overvejelse finder ud af, at de ikke ønsker at være med i de døbtes Kristus-fællesskab, bliver de nødt til at melde sig ud. Men jeg opfordrer ikke nogen til det. Sagen kan beskrives på flere måder, og jeg vil gerne være i menighed sammen med alle, der på nogen måde vil være med til at prøve at samles om det, der er indholdet i den trosbekendelse, vi blev døbt på. - Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. (i Grundtvig). - www.bentchristensen.dk

* * *

Fra Hamann til Fasc. 209.10: Om Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann og dennes samtidige

[Trykt i Grundtvig-Studier 2012. Men nedenstående er foreløbig det endelige af mig indsendte manuskript. Eventuelle afvigelser derfra i den trykte tekst vil der blive taget hensyn til senere. Denne tekst står også på undersiden "Hamann"]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links til alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

Af Bent Christensen

Et forsøg på at undersøge Grundtvigs forhold til Johann Georg Hamann (1730-1788) førte frem til et dokument i Grundtvig-arkivet (Fasc. 209.10), en liste med en række tyske forfattere og med angivelse af nogle særlige perioder eller år for de pågældende i tidsrummet 1741-1781. Grundtvigs forhold til Hamann kan yngre forskere måske arbejde videre med. Forfatterlisten kan ses som et forarbejde til Verdenskrøniken 1817. Men den kan også ses som en betragtning af de pågældende forfattere og de pågældende punkter og perioder under en helt særlig “time-billedlig” eller “synkronistisk” vinkel, som er snævrere og mere speciel end den vinkel, der er anlagt i selve Verdenskrøniken.

Johann Georg Hamann (1730-1788) kan i flere henseender ses som noget i retning af en tysk forløber for Grundtvig, og Grundtvig har kendt ham og følt et åndeligt slægtskab med ham – også i sit kritiske forhold til Herder. Men en mere udførlig præsentation af Hamann ligger uden for nærværende årbogs rammer, og der må stort set blot henvises til Hamann-litteraturen. Det afgørende er, at Hamann er den største og dybeste kritiker af oplysningstænkningen før Grundtvig. Også Søren Kierkegaard kendte Hamann og satte ham højt, et forhold, der både herhjemme og internationalt har været genstand for nogen behandling. Kierkegaards navn blev også nævnt adskillige gange i løbet af det nedenfor omtalte Hamann-kollokvium.

At Hamann fik tilnavnet “Magus des Nordens” (den vise mand i Norden, jfr. Matt 2,1-12), skyldes dels selve hans åndelige format, dels, hvad der betegnes som hans hang til det irrationelle og hans mystisk-profetiske sprog.

Hamann var endnu mere ude på sidelinjen end Grundtvig og Kierkegaard, men var alligevel en anerkendt skikkelse i såvel samtiden som eftertiden. I 1772 udgav Hamann flere skrifter som svar på Herders Über den Ursprung der Sprache (1772). Kants Kritik der reinen Vernunft (1781) læste Hamann allerede korrekturtrykket af, og han skrev – måske – en avisanmeldelse af den ved dens udgivelse, i hvert fald et manuskript. I 1784 skrev han det ganske vist først i 1800 trykte skrift Metakritik über den Purismum der Vernunft. Hamann kritiserer her skarpt Kants projekt, idet han blandt andet beskylder Kant for at ville bedrive en ny form for metafysik, når han spørger om et grundlag for erkendelsen forud for og uafhængigt af erfaringen. På grund af den respekt, Hamann havde for sin ven Kant, hvis format han trods sin kritik til fulde anerkendte, undlod han at offentliggøre dette skrift, men allerede samme år gengav han i et brev til sin anden Königsberg-ven Herder det meste af Metakritikkens indhold, hvilket fik indflydelse på Herders Kant-kritik. Hamann var altså ikke alene 1700-tallets tredje store Königsberg-tænker, men stod også i personlig forbindelse med de to andre.

Hamann-søgninger på Internettet førte til en kontakt med et Hamann-forskningsmiljø, der i mange henseender kan minde om Grundtvig-Selskabet herhjemme, og det endte med, at denne artikels forfatter i 2006 kom til at deltage i “9. Internationales Hamann-Kolloquium” i “Interdisziplinäres Zentrum für die Erforschung der Europäischen Aufklärung” ved Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Halle (Saale).

De fleste foredragsholdere var i professor- og doktorklassen på fagområderne teologi, filosofi og litteratur. Ikke til stede denne gang var den danske Hamann-ekspert og fhv. professor ved Germansk Institut, Københavns Universitet, Sven-Aage Jørgensen, som alle kendte, agtede højt og spurgte til. Fra Norge deltog lektor ved universitetet i Oslo Øystein Skar, hvis bog Opplysning og kors (2003) er benyttet i forbindelse med arbejdet med denne artikel.

I foredragene og drøftelserne var det naturligvis Hamanns kritik af såvel Kants kriticisme som hele 1700-tallets oplysningsprojekt, der spillede den overordnede rolle. Men af ganske særlig interesse for en dansk Grundtvig-forsker var de ting, der handlede om Hamanns syn på Bibelen, Kristus og skaberværket som Guds ord samt om hans syn på Kirken og sakramenterne. Et par notat-stikord: “Sprog er sakramente og ethvert sakramente er sprog”. “Det kirkelige sakramentes sproglighed (ordlighed)”. “Guds magtord skaber, hvad det nævner” (Gottes Machtwort schaffet, was es lautet)!

Hamann i Verdenskrøniken 1817

På denne baggrund melder forholdet mellem Grundtvig og Hamann sig som en oplagt genstand for en større undersøgelse. Men gennemførelsen af en sådan vil være vanskeligere, end det umiddelbart kunne synes.

Hamanns navn forekommer tre gange i 1817-verdenskrønikens afsnit om Herder, og det på en måde, der tyder på, at Grundtvig selv har kendt Hamann og været klar over, at han var en mand af en anden og dybere karakter end Herder.

I omtalen af Herders ungdom i Königsberg skriver Grundtvig, at han dér stiftede venskab med “den genialske, besynderlige Hamann” (VK 1817, 545. US III, 677).[1] Og da Grundtvig midt i det ganske kritiske Herder-afsnit vil fremhæve den fortjeneste, Herder dog har indlagt sig, sker det med disse ord:

Hvad der imidlertid gjør ham især historisk mærkværdig [bemærkelsesværdig] og vil, dersom han ikke skylder Hamann alt for meget [fremhævet her], stedse bevare hans Ihukommelse, er den dybere historiske Anskuelse, som først gjennem ham stræbde at gjøre sig gjældende (VK 1817, 547 f. US III, 678).

Til slut går Grundtvig ind på spørgsmålet, om Herder var digter, og han henviser til den tyske digter Jean Pauls karakteristik af ham som snarere et digt[2] - idet han så fortsætter:

og mig synes, man i saa Fald helst skulde kalde ham en Prophetie: Hamanns Prophetie om Humaniteten c: Menneske-Forgudelsen, hvis Fremskin han [Herder] oplevede, uden at gjenkjende den, fordi han var en Prophetie, som ovenikjøbet over Fornuft-Critiken havde glemt sig selv (VK 1817, 551; US III, 680).

Af ovenstående fremgår det, at Grundtvig, velorienteret, som han var, ikke alene har kendt Hamann, men altså også har sat ham kvalitativt højere, end han satte Herder. Men det er ikke uden videre til at se, i hvilket omfang Grundtvig er påvirket af Hamann. At der er tale om et åndeligt slægtskab, er tydeligt, men det er muligt, at der (i dette som i andre tilfælde) netop, i hvert fald først og fremmest, er tale om blot slægtskab, ikke om påvirkning.

Der er dog måske alligevel stof til et eller flere forskningsprojekter om forholdet mellem Grundtvig og Hamann. Men man må i givet fald nok som én mulighed nøjes med, overvejende at foretage en sammenligning af de to, eventuelt i et bredere epokalt perspektiv, eller man må, som en anden mulighed, tage Hamann med ind i en minutiøs undersøgelse og genvurdering af Grundtvigs forhold til Herder.

Det eneste resultat, en søgning efter andre steder, hvor Hamann er direkte nævnt hos Grundtvig, har været den lille liste, som nu skal præsenteres og i nogen grad udmøntes. Noget større bidrag til Grundtvig-Hamann-forskningen er der ikke tale om, men snarere et lille bidrag til belysning af Grundtvigs arbejde med 1700-tallets tyske litteratur.

En Grundtvig-liste – Fasc. 209.10

Den pågældende liste står på et oktav-blad i Grundtvig-arkivet med fascikelnummeret 209.10, hvorpå Grundtvig – under overskriften “Synchronismer” – har skrevet en liste med en række tyske 1700-talsforfatteres efternavne efterfulgt af nogle ikke umiddelbart forståelige årstal. Og i det følgende meddeles de resultater, studiet af navnene og årstallene på denne liste har ført til.

I Registrant over N.F.S. Grundtvigs papirer skriver “WM” (William Michelsen) i indholdsregesten:

Liste over tyske forfattere, begyndende med Rabener og Gellert og endende med Goethe og Bürger. De tilføjede tal angiver ikke fødsel og død. For Goethe angives 1767-74, for Hamann 1759-81.[3]

Muligvis forarbejde til VK 1817; “i.j.n.” [i Jesu navn] tyder på sen affattelse.

Datering: 1817 (?).

Hertil kan bemærkes, at hvad “i.j.n.” angår (og der er også punktum efter i’et!), er der tale om Grundtvigs fromme skik med, også helt bogstaveligt, at indlede hver del af sit skriftlige arbejde i Jesu navn, efterhånden, som her, forkortet. “[S]en affattelse” må betyde tæt på arbejdet med Verdenskrøniken. Spørgsmålstegnet ved dateringen må dog ses som velbegrundet; kan denne liste, hvis den har været et forarbejde til VK 1817, virkelig være skrevet samme år?[4] – Udviklingen af Grundtvigs i-Jesu-navn-markeringer i øverste venstre hjørne af hans manuskripter er et helt studium (og dateringskriterium) for sig.[5]

Her følger nu afskriften af fotokopien af listen fra Det Kongelige Bibliotek. Tvivl om læsningen af tallene vil blive behandlet senere:

i.j.n.

Synchronismer

Rabener 1741-57

Gellert 1742-57

Ramler 1744-67

Gleim -65

Cramer -59

Sulzer 1745-50

Möser 1746-55

Kant 1746-81

Lessing 1747-61

Klopstock 1748

Mendelssohn 1750-61

Gessner 1751-62

Wieland 1751-60

Winkelmann 1755-60

Abbt -65

Hamann 1759-81[6]

~~Nicolaij~~ ~~1760~~

Herder 1763-67

Lavater -68

Claudius -70

~~Schröckh~~ ~~1764~~

~~Jacobi 1764~~

Göthe 1767-74

Bürger 1769-78

Wieland og Abbt er føjet til senere, Wieland delvis mellem Gessner og Winkelmann, Abbt til højre for Winkelmann, hvad der må være lig med efter denne. Nicolai (af Grundtvig altså skrevet “Nicolaij”), Schröckh og Jacobi er overstreget af Grundtvig.

Årstallene er altså ikke de pågældende forfatteres fødsels- og dødsår. Men hvad er de så? Listen omfatter efter alt at dømme tidsrummet fra Rabeners debut som satiriker i 1741 (se nedenfor) til Kants Kritik der reinen Vernunft i 1781 og Hamanns i samme år mere eller mindre påbegyndte, men først i 1784 færdiggjorte og i 1800 (posthumt) trykte Metakritik über den Purismus der reinen Vernunft. Hvad Verdenskrøniken 1817 angår, har Grundtvig selv angivet Frederik den Stores regeringstid (1740–1786) som kriterium for valget af periode.[7] I forbindelse hermed bruger Grundtvig i øvrigt et dansk ord, der meget vel kan svare til det ord, han har sat over listen: “Synchronismer”. Efter at have nævnt Klopstock, Lessing, Wieland og Winckelmann som tidens største navne skriver han nemlig, at “før vi fæste Øie paa disse storskaarne Time-Billeder [fremhævet her] maa vi lade det løbe omkring imellem de mindre”.[8] Og det fremgår af sammenhængen, at Grundtvig i høj grad har betragtet både de store og de små forfattere, såvel digtere som kritikere og humanister, som netop billeder på eller udtryk for det omhandlede tidsrum.

Set i et almindeligt litteraturhistorisk perspektiv gælder listen det meste af den periode, der i Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart i titlen til 1990-udgavens bind VI betegnes som “Aufklärung, Sturm und Drang, frühe Klassik 1740-1789”.[9]

I Verdenskrøniken 1817 er hele overgangen på s. 504-506 fra den tyske kirkehistorie til den særlige litteraturhistorie, der her er tale om (“en klar Oversigt over den tydske Bog-Verden”, 505), uhyre interessant i begge de her omtalte henseender (områder og periode).

Fasc. 209.10 og Verdenskrøniken 1817

I Verdenskrøniken 1817 begynder selve gennemgangen af perioden med et af de mange navne, der ikke er med på listen, nemlig “Preuseren Gotsched, en ægte Volfianer, Oversætteren af Bayles Ordbog” (506). Men Fasc. 209.10-listens navne og årstal ligger inden for den behandling af Tysklands litteratur- og åndshistorie i 1700-tallets anden halvdel, der begynder på side 505 og som – efter behandlingen af Kant, den kritiske filosofi og dennes teologiske konsekvenser – på side 561 går over i et lille overgangsafsnit, hvor først tronskiftet (i 1786) fra Frederik den Store til Frederik Vilhelm II nævnes og der dernæst peges frem mod den franske revolution, men hvor der til sidst ledes direkte over til den umiddelbart følgende behandling af Amerikas historie, det sted, “hvor de politiske Revolutioner toge deres Begyndelse”.

På side 633 vender Grundtvig – efter at have været rundt i hele Europa – igen tilbage til Tyskland, men nu til Fichte. Og det er tydeligt, at han nu er ved at slutte. Han når også at kaste endnu et blik på Frankrig og England, og efter at være nået helt frem til Schelling og dennes intellektuelle anskuelse slutter han med at sætte sin egen historiske anskuelse op mod den. Der er dog et par af navnene fra listen med, nemlig (den ganske vist overstregede) Schröckh (634) og Goethe (649-651). Og da Grundtvig til sidst – med direkte henvisning til jubilæumsåret 1817 – erklærer, at han vil standse ved Luthers grav (672), munder dette ud i en sidestilling af Matthias Claudius (også på listen) og Luther. Claudius var død i 1815, og nu vil Grundtvig rejse denne “ægte Søn af Morten Luther” et venligt kors tæt ved Luthers grav (673). Til allersidst sætter “denne Bogs Forfatter” sig selv på Luthers grav. For denne bog er jo en hilsen eller hyldest til “Jubel-Aaret med Sagas Røst fra Danmarks Skove” (674). Bogen slutter på side 675.

Disse sidste ting er interessante, fordi de viser noget om forholdet mellem listen og bogen. Da Grundtvig lavede listen, har han set Kant- og Hamann-året 1781 som det sidste år, for så vidt angår denne række af time-billeder eller synkronismer. Goethe er med på listen, men vel at mærke med årstallene 1767-1774 (Sturm und Drang-perioden). Og Schröckh (som altså desuden er strøget) med årstallet 1764. Claudius står på listen med årstallet 1770, men er af jubilæumsår-grunde blevet gemt til sidst.

Medens selve udvalget af forfattere på listen er nemt at forstå, er det sværere at forstå, hvorfor det sidste af en forfatters årstal i flere tilfælde ikke alene ligger meget tidligt i den pågældendes liv og forfatterskab, men også tidligt i den periode, det tydeligvis drejer sig om. Se fx under Lessing. Grundtvig må have valgt disse tidlige årstal, fordi han har ment, at de – i den ene eller den anden forstand – har betegnet afslutningen på den del af det pågældende forfatterskab, som er specielt interessant under den vinkel, der her er tale om. Der kan igen henvises til overgangsafsnittet på s. 504-506, selv om Grundtvig altså ikke har arbejdet under helt den samme vinkel, da han skrev Verdenskrøniken, som da han sad og lavede listen. Det virkelig interessante spørgsmål er nemlig, i hvilken grad listen er et forarbejde til Verdenskrøniken, eller om det (også) i en anden og mere speciel forstand er nogle særlige dele af de pågældende forfatterskaber og biografier, der er tale om, altså disse dele som særlige time-billeder/synkronismer. Det er i hvert fald påfaldende, at det i høj grad er senere dele af de pågældendes liv og forfatterskaber, der behandles i Verdenskrøniken, ligesom der jo er nogle af navnene på listen, der ikke er med i bogen, medens der i denne er en hel del navne med, som ikke står på listen.

Følgende navne er ikke på listen, men med i den pågældende del af Verdenskrøniken 1817: Gotsched (506, 509, 511). Bodmer (507, 509), Haller (509), Hagedorn (509), Kleist (510), Schlegel (510), Stolberg (518), Voss (xxxi-xxxii og 518), Götze (527), Bodmer (533), Baumgarten (539), Semler (539), Meusel (539), Rühs (539), Gebauer (539), Maskov (539), Gatterer (539) og. Schløzer (539).

Om forfatterne på listen

I betragtning af den betydning, Hamann har både bag og i denne artikel, kan det være rimeligt at begynde med nogle særlige bemærkninger om ham. Det er interessant, at han er med på denne liste, men det er også interessant at se, hvad der uden tvivl ligger bag de årstal, der er angivet ved hans navn.

Hamanns “førsteår” 1759 er klart nok. Det er nemlig det år, skriftet Sokratische Denkwürdigkeiten udkom.[10] Forholdene i og omkring “slutåret” 1781, nemlig om Hamann og Kant og Kritik der reinen Vernunft er omtalt i artiklens første del. Men det er under alle omstændigheder et vidnesbyrd om Grundtvigs kendskab til Hamann, at han åbenbart har kendt til Hamanns reaktion i 1781 og regnet dette år for et afgørende år i hans forfatterskab – og i den litteraturhistoriske periode, listen dækker. Hamann døde i 1788 og Frederik den Store i 1786, og i Hamann-bibliografien anføres to (i Hamanns levetid trykte) skrifter fra årene efter 1781, nemlig Golgatha und Scheblimini (1784) og Entkleidung und Verklärung (1786/87).[11]

Men i det følgende skal nu, så kort som muligt, anføres nogle ting om samtlige forfattere på listen og deres årstal samt om, hvor og hvordan de er omtalt og behandlet i Verdenskrøniken. Forfatternes navne er fremhævet med fed, og de årstal, der svarer til årstallene i Grundtvigs liste, er fremhævet med fed kursiv. Det har ikke altid været let at finde et værk eller et vendepunkt, der med sikkerhed svarer til, hvad Grundtvig har haft i tankerne, da han lavede sin liste, men alt i alt giver de ting, der – hovedsagelig ved internetsøgninger – er fundet frem til, et indtryk af, hvilke kriterier der har ligget til grund for valget af årstal.[12] Der er ikke tale om en fuldkommen konsekvens i, hvad der i teksten og noterne er oplyst om de enkelte forfattere og årstal, men de ret vidtløftige oplysninger, der i nogle tilfælde er givet, skal ses som relevante eksempler på, hvad de pågældende årstal dækker over.

Gottlieb Wilhelm Rabener (1714-71). Satirisk forfatter. Debuterede 1741 i Johann Joachim Schwabes ugeskrift Belustigungen des Verstandes und Witzes (1741-1745) og blev efterfølgende bidragyder til bladet Neue Beiträge zum Vergnügen des Verstandes und Witzes (1744-1759). – I året 1757 tryktes et oplag af Gottlieb Wilhelm Rabeners Satiren, Zweyter Theil.[13] – I VK 1817 nævnes Rabener sammen med Gellert og Cramer som den kreds, der optog Klopstock i sig. Af Rabeners egen produktion nævnes hans “godmodige Satirer”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Christian Fürchtegott Gellert (1715-69). Digter og moralfilosof. 1742: “Gedanken von einem guten deutschen Briefe” (i ovennævnte ugeskrift Belustigungen des Verstandes und Witzes, årgang 1742, 177-189.). – Gellert skrev på baggrund af sine oplevelser under Den Preussiske Syvårskrig Geistliche Oden und Lieder, 1757. – I VK 1817 nævnes Gellert sammen med Rabener og Cramer som den kreds, der optog Klopstock i sig. Af Gellerts egen produktion nævnes hans “lette og velmeende Fabler”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Karl Wilhelm Ramler (1725-98). Digter og filosof. Påbegyndte 1742 teologistudiet i Halle. I hvert fald digtet “Sehnsucht nach dem Winter” angives som skrevet i 1744. – Ramlers Oden udkom 1767. – I VK 1817 betegnes Ramler på s. 510 som hørende til “den gallo-romanske Side” og blandt Frederik den Stores beundrere og lovsangere.

Johann Wilhelm Ludwig Gleim (1719-1803). Digter. “Førsteåret” må (bindestregen) være 1744, hvor Versuch in scherzhaften Liedern, Erster Teil udkom. – 1765 udkom Lob des Landlebens. – I VK 1817 betegnes Gleim på s. 510 som hørende til “den gallo-romanske Side” og blandt Frederik den Stores beundrere og lovsangere.

Johann Andreas Cramer (1723-88). Teolog. Kansler ved universitetet i Kiel. Cramer fik magistergraden i 1745 og begyndte at holde forelæsninger. Til året til 1744 er der ikke fundet noget, og at Grundtvig har anført det, kan skyldes en forveksling.[14] Allerede i sin første studentertid dyrkede Cramer ivrigt litteratur og æstetik sammen med en kreds af unge litterære venner. På Klopstocks anbefaling blev Cramer kaldt til Danmark som hofpræst i marts 1754. – Cramer udgav 1759-1765 fem bind passionsprædikener, og hans fire bind salmeoversættelser udkom 1755-1764. – I VK 1817 nævnes Cramer sammen med Rabener og Gellert som den kreds, der optog Klopstock i sig (511). Af Cramers egen produktion nævnes hans “Oversættelse af Psalteren” og “hans smukke Riim om Luther og Melanchton”, der (som de to andres produkter) ikke tillægges “synderligt poetisk Værd” (511). På s. 510 nævnes han blandt digterne på “den gallo-romanske Side”.

Johann Georg Sulzer (1720-79). Svejtsisk teolog og oplysningsfilosof. Udgav i 1745 sit første værk: Versuch einiger Moralischen Betrachtungen über die Werke der Natur. – I 1750 udgav Sulzer Kritische Nachrichten aus dem Reiche der Gelehrsamkeit (sammen med Ramler) og Unterredungen über die Schönheit der Natur. Han blev samme år medlem af Det Preussiske Videnskabsakademi. – Sulzer nævnes ikke i VK 1817.

Justus Möser (1720-94). Jurist, litterat og historiker. 1746 bidrag i Ein Wochenblatt.[15] – Det eneste søgningsresultat for året 1755, er, at Möser i det år blev “syndikus ved ridderskabet” eller “Sekretär der Ritterschaft”.[16] – I VK 1817 får Möser på s. 539 en relativ anerkendelse for sin indsats som historiker.

Immanuel Kant (1724-1804). 1746: Gedanken von der wahren Schätzung der lebendigen Kräfte. – 1781: Kritik der reinen Vernunft. – I VK 1817 behandles Kant selv s. 554 f og den kritiske filosofi og dens virkninger s. 555-561.

Gotthold Ephraim Lessing (1729-81). I Verdenskrøniken 1817 angiver Grundtvig, at Lessing fremtrådte som forfatter i 1747 – et år før Klopstock (519). Der er tale om flere tekster, blandt andet Der junge Gelehrte ein Lustspiel in drei Aufzügen. – Til året 1761 oplyser én tysk kilde: “Einen überraschenden Einschnitt stellen die Jahre 1761 bis 1765 dar; Lessing übernahm eine Stelle als Gouvernements-Sekretär beim preußischen General Tauentzien in Breslau” (http://www.zum.de/Faecher/Materialien/dittrich/Literatur/Lessing_Goethe_Schiller.htm) [I GS 2012 er denne henvisning sat ned som fodnote 17]. Alle andre fundne kilder angiver (efter)året 1760. – I VK 1817 optræder Lessings navn flere steder, men selve behandlingen af ham sker s. 519-531. Mon det blandt andet er Der junge Gelehrte, 1747, Grundtvig tænker på, når han skriver, at Lessing begyndte “med Stile-Øvelse og Snurre-Piberier”? (520).[17] Grundtvig har ikke noget bestemt til året 1761, men det står nok på en eller anden måde i forbindelse med, at Lessing altså i 1760 måtte opgive at leve af sin pen og blev ansat som sekretær for den preussiske general Tauentzien i Breslau (Wrocław). Til gengæld skriver han, at Lessing i 1770 “strandede som Hofraad paa Bibliotheket i Wolffenbyttel [Wolfenbüttel]”, hvad han videre kommenterer med ordene: “[E]fter forgjæves at have i Forstandens vide Verden søgt Sandheden i en ham velbehagelig Skikkelse, slog han sig til Roe med Literatur, Brudstykker og Comoedier” (522). Fælles for årene 1761 (1760) og 1770 er under alle omstændigheder, at Lessing måtte ty til erhvervsarbejde, og Grundtvig har måske simpelt hen i selve VK 1817 valgt 1770 i stedet for 1761. Grundtvigs sammenligning af Lessing og Klopstock på s. 519 f. viser også noget om hans syn på henholdsvis den yngre og den ældre Lessing. Nathan der Weise (1779) – og dets tema – behandles udførligt, fra s. 523 og helt frem til s. 531. Men dets udgivelsesår, ligger altså ikke alene efter det oprindelige “sidsteår” 1761, men også efter det “grænseår” 1770, Grundtvig har brugt i Verdenskrøniken. Dette må ses som ét blandt flere udtryk for, at Grundtvig har lavet listen under en mere speciel vinkel og i Verdenskrøniken har givet en bredere og i hvert fald noget mere almindelig fremstilling af de pågældende forfattere og deres betydning.

Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803). Kun året 1748 er på listen, og det er året for udgivelsen af Messias’ tre første sange. – I VK 1817 behandles Klopstock på s. 519 f. (i en sammenligning med Lessing) og på s. 531.

Moses Mendelssohn (1729-86). Tysk-jødisk oplysningsfilosof. Fra 1750 huslærer, senere bogholder hos en silkefabrikant. – 1761: Rhapsodie oder Zusätze zu den Briefen über die Emfindungen og Philosophische Schriften. – Mendelssohn omtales ikke i VK 1817.

Salomon Gessner (1730-1788). Svejtsisk idyldigter, maler og grafiker. 1751 debuterede Gessner anonymt i Bodmers ugeskrift Crito med “Lied eines Schweizers an sein bewaffnetes Mädchen”.[18] – 1762: fire bind Gedichte. – Gessner omtales ikke i VK 1817.

Christoph Martin Wieland (1733-1813). Digter, oversætter og udgiver. 1751: Lobgesang auf die Liebe.[19] – 1760: Prosasørgespillet Clementina von Poretta og dialogen Araspes und Panthea.[20] Samme år blev Wieland ansat som kancellidirektør i Biberach, Baden-Württemberg. – I VK 1817 omtales Wieland især på s. 531-536. På s. 534 skriver Grundtvig, at “den største Tjeneste han har viist Poesien, var Oversættelsen af Shakspears Værker”. Og han har anført årstallene i marginen. Men desværre er der af lige netop det fjerde ciffer i det første årstal kun et par små prikker at se. Men der skulle vel have stået 1762; Wielands 22 Shakespeare-oversættelser blev i hvert fald udgivet 1762-1766. Men Grundtvig kan på listen have valgt 1760 som året, hvor en periode i Wielands liv slutter og en ny begynder,[21] og det er vist også det år, Wieland får stødet til at begynde at oversætte Shakespeare.[22]

Johann Joachim Winckelmann (1717-68). 1755: Winckelmann udgav sit første skrift (i et oplag på knapt 50 eksemplarer): Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke in der Malerei und Bildhauerkunst. Et andet oplag udkom allerede 1756. – 1760: Winckelmann udgiver Description des pierres gravées du feu Baron de Stosch og bliver optaget i akademierne „Academi di S. Luca zu Rom, „Accademia Etrusca zu Cortona“ og „Society of Antiquaries of London“. Description er et stort og vigtigt arbejde, nemlig beskrivelsen – som skulle være på fransk – af den da afdøde Baron de Stosch’s samling på ca. 3000 gamle udskårne smykkesten. Winckelmanns hovedværk Geschichte der Kunst des Alterthums udkom 1764. – I VK 1817 er Winckelmann nævnt på s. 505 og behandles s. 537 f.

Thomas Abbt (1738-66). Forfatter og oplysningsfilosof. Der er ikke fundet noget til årstallet 1755.[23] Efter gymnasiet studerede Abbt fra 1756 filosofi og matematik i Halle. Under pseudonymet *B* var han medarbejder ved Briefe, die neueste Litteratur betreffend (Berlin 1733-1765). I 1765 udgav Abbt værket Vom Verdienst,[24] og samme år blev han udnævnt til gräflicher Schaumburg-Lippischer Hof-, Regierungs- und Consistorialrat og Patronus scholarum i Bückeburg. – Abbt omtales ikke i VK 1817.

Johann Georg Hamann (1730-88). 1759: Sokratische Denkwürdigkeiten. – I 1781 måske avisartikel om Kritik der reinen Vernunft, men ellers i hvert fald en første, om end utrykt kritik af Kants skrift (se ovf.). – I VK 1817 omtales Hamann de ovenfor anførte steder.

Christoph Friedrich Nicolai, også Nickolai (1733-1811). Nicolai er overstreget på listen. Forfatter (satiriske romaner og rejsebeskrivelser), forlagsboghandler, kritiker, regionalhistoriker, oplysningens hovedrepræsentant i Berlin. Kun årstallet 1760 er anført på listen. I dette år udgav Nicolai Ehrengedächtniß Herrn Ewald Christian von Kleist (det første værk i bibliografien). – Nicolai omtales ikke i VK 1817.

Johann Gottfried von Herder (1744-1803). I 1763 fik Herder det Hochgräflich-Dohnasche Stipendium og arbejdede med Schweizerische Patriotische Gesellschafts prisopgave “Wie können die Wahrheiten der Philosophie zum Besten des Volkes allgemeiner und nützlicher werden?”. Dette er et typisk eksempel på, at vigtige punkter i selve forfatternes liv, her et begyndelsespunkt, kan være yderpunkter i de perioder, der angives. Året før havde Herder sluttet venskab med den 14 år ældre Hamann.[25] Det første værk i Herder-bibliografien er Fragmente über die neuere deutsche Literatur, som reelt udkom i 1766, men med 1767 angivet som udgivelsesår, det år, der ofte sættes som første år i den Sturm und Drang-periode, disse Fragmente dermed ses som startskuddet til. – I VK 1817 behandles Herder (og Preussen) på s. 543-554. Herders tidlige ungdom ved Grundtvig ikke meget at sige om, men venskabet med Hamann omtales, og dernæst skriver Grundtvig, at Herder “allerede i sit 21 år [blev] Rector og præst i Riga” (s. 545). Den korte oversigt over Herders liv slutter allerede øverst på s. 546, og resten af pladsen bruger Grundtvig hovedsagelig på en kritisk vurdering af ham. Dog nævnes hans “dybere historiske Anskuelse” (som han kan have fra Hamann) og hans indsats i henseende til den, især med de værker, Grundtvig på s. 548 betegner som “Skyggerids til Historiens Philosophie”, “Poetiske Folke-Stemmer” og “Breve om det theologiske Studium”. (Og det må jo være Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit (1784-91), Volkslieder nebst untermischten anderen Stücken (1778/79) som i det posthume 2. oplag 1807 fik titlen Stimmen der Völker in Liedern, og Briefe das Studium der Theologie betreffend (1780-81)). På s. 548 betegner Grundtvig Ideen zur Philosophie der Geschichte som det værk, der både af Herder selv og andre blev betragtet som hans (dog ikke fortsatte) hovedværk. På s. 551 går Grundtvig ind på spørgsmålet, hvorvidt Herder var digter (se ovf.), og behandlingen af ham klinger ud i en kritik af hans tvetydige forhold til Bibel og kristendom – og munder ud i en overgang til behandlingen af Kant (554).

Johann Caspar Lavater (1741-1801). Svejtsisk reformert præst, filosof og forfatter. “Førsteåret” er vel som Herders (jf. bindestregen) 1763. I dette år foretog Lavater en dannelsesrejse til Nordtyskland med særligt henblik på teologisk videreuddannelse hos oplysnings- og reformteologen Johann Joachim Spalding i Barth, svensk Pommern.[26] I 1767 skrev Lavater sine Schweizer Lieder, og han udgav i 1768 Gereimte Psalmen og fra dette år firebindsværket Aussichten in die Ewigkeit (1768-1773/78). – I VK 1817 nævnes Lavater på s. 619 og 623, og han omtales på s. 627.

Matthias Claudius (pseudonym Asmus) (1740-1815). Digter, også af salmer, og journalist. Også Claudius’ “førsteår” må være 1763, i hvilket år han udgav Tändeleyen und Erzählungen. – I 1770 begyndte Claudius at udgive sine hidtil i tidskrifter spredte tekster, og i 1775 påbegyndte han udgivelsen af Asmus omnia sua secum portans (oder Sämtliche Werke des Wandsbecker Bothen). – Se ovenfor om Claudius’ særlige plads til allersidst i VK 1817.

Johann Matthias Schröckh, også Schroeckh, (1733-1808). Østrigsk litteraturvidenskabsmand, historiker og kirkehistoriker. Kun ét årstal: 1764, i hvilket år Schröckh udgav, hvad der i hvert fald må have været første oplag af bind I af Abbildungen und Lebensbeschreibungen berühmter Gelehrten. – I VK 1817 omtales Schröckh, skønt strøget på listen, som kirkehistoriker, dog ganske kritisk (634). I marginen angives hans dødsår fejlagtigt som 1806.

Friedrich Heinrich Jacobi (1743-1819). Filosof, jurist, købmand og forfatter, blandt andet kendt for sine stridigheder med Hamann. Nachtrag zum Briefwechsel 1764-1784. Jacobi er strøget på listen. – Jacobi er ikke nævnt i VK 1817.

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Når Grundtvig lader førsteåret være 1767, kan det skyldes, at han har vidst, det var i det år, Goethe til sin digterven Justus Friedrich Wilhelm Zachariä (1726-1777) skrev oden “An Zachariä”, som ellers (uden Goethes vidende) blev trykt første gang i 1776 (under titlen “An Herrn Professor Zachariä”). Første autoriserede tryk kom først 1815. – 1774: Die Leiden des jungen Werthers.[27] – I VK 1817 omtales Goethe, dvs. hans tilfredshed med Winckelmanns i grunden hedenske sindelag, på s. 537 f. Selve behandlingen af Goethe på s. 649-651 er hovedsagelig en generel karakteristik. Werther nævnes s. 649, Faust og “Göthes Natur-Historie” på s. 650.

Gottfried August Bürger (1747-94). Oplysnings- og Sturm und Drang-digter. Kendt for sine ballader (blandt hvilke især skrækdigtet ”Lenore” fra 1774 var yndet) – og for udgivelsen af Feldzüge und Abenteuer des Freiherrn von Münchhausen (1786/1789). I 1769 udgav Bürger prøveskriftet Etwas über eine deutsche Übersetzung des Homer. – 1778 overtog Bürger redaktionen af tidsskriftet Der Göttinger Musenalmanach, som han havde fået trykt sine ting i, og han udgav sin første digtsamling Gedichte. – I VK 1817 nævnes Bürger kun i fortalen (s. xxxii) – i forbindelse med en forklaring på, hvorfor Voss dårligt nok er omtalt.

De oplysninger, der er givet her, svarer forhåbentlig, men jo ikke med 100 procents sikkerhed, til, hvad Grundtvig har haft for øje, da han sad og skrev sin liste; Grundtvig kan i nogle tilfælde have haft kendskab til andre skrifter eller begivenheder. Men ovenstående må under alle omstændigheder kunne ses som en interessant kommentar til et sælsomt lille papir i Grundtvig-arkivet, hvorved det kommer til at give et ejendommeligt indblik ikke alene i Grundtvigs forudsætninger for arbejdet med Tysklands litteraturhistorie i Verdenskrøniken 1817, men også i hans betragtning af en række udvalgte forfattere og nogle særlige punkter og perioder i deres liv og virke som på en særlig måde repræsentative for perioden 1740–86.

Det er påfaldende, at Grundtvigs årstal i mange tilfælde ikke er interessante eller vigtige i den almindelige litteraturhistoriske sammenhæng – og fx ofte ikke optræder i Geschichte der deutschen Literatur (1967). Ligesom Grundtvig jo heller ikke selv følger sin liste i Verdenskrøniken 1817. Og det er ikke kun et spørgsmål om den periode, Grundtvig udtrykkeligt siger, han har valgt at holde sig inden for i Verdenskrøniken, og som listen jo også holder sig inden for. Den typiske periode for den enkelte forfatter begynder med den allerførste begyndelse (udgivelsesmæssigt eller blot biografisk) og slutter, når den første blomstring er forbi. Der kunne skrives en ganske stor afhandling om tysk litteratur- og åndshistorie i anden halvdel af 1700-tallet set gennem Fasc. 209.10’s prisme.

Det ville også være en undersøgelse værd at få opklaret, hvilke hjælpemidler i form af bøger og tidsskrifter Grundtvig har haft til sin rådighed.[28] Men det er under alle omstændigheder imponerende, at han er gået så langt ned i detaljen.

I den Hamann-sammenhæng, der har været udgangspunktet for nærværende artikel, er listen og de her meddelte oplysninger af interesse som eksempel på den sammenhæng, Grundtvig har set Hamann i. Men Hamann har haft langt større betydning for Grundtvig end selve det, at han har været et interessant lyspunkt i litteratur- og idéhistorien; Hamann må i en eller anden grad have stået for Grundtvig som en slags forløber for ham selv.

NOTER (her som slutnoter)

1 Ordet “genialsk” bruges almindeligvis lidt nedsættende om noget “excentrisk” og bevidst påtaget eller “tillavet”. Grundtvigs brug af dette ord kan altså godt udtrykke en vis forbeholdenhed. Man kan dog netop her spørge, i hvilken grad og på hvilken måde det er tilfældet.

2 Jean Paul: Vorschule der Aesthetik, 1804, her efter 2. forøgede udg. 1813, 3. Abteilung, kap. III. Kantate-Vorlesung Über die poetische Poesie, jf. Norbert Miller (udg.), Jean Paul Sämtliche Werke, Band I/5, 1980, 451-452. München.

3 Michelsen gengiver Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18”, men den er både i listen og her er rettet til “81”.

4 Bogen udkom “omkr. d. 30. sept”, og fortalen er dateret 19. juni 1817 (SJ I, 133).

5 Grundtvigs brug af "i.j.n." - og udviklingen i denne brug - er behandlet af Helge Toldberg (Toldberg 1946, 115-116).

6 Grundtvigs åbenlyse fejlskrivning “18” er her rettet til “81”.

7 VK 1817, 506 og 581.

8 VK 1817, 506.

9 I 1967-udgaven af Geschichte der deutschen Literatur, som er benyttet her, dækker bind V perioden 1570-1750 og bind VI,1 perioden 1750-1832.

10 Om Sokratische Denkwürdigkeiten skriver Øystein Skar blandt andet: “[Hamann] vil i sitt skrift gjenoppvekke det provoserende ved denne tenkeren fra Athen (...). Hamann trekker inn den skotske filosofen David Hume (1711-1776), som tilkjenner troen en egen plass, uavhengig av erfaringen (...). Hamann bruker Humes skepsis som hjelp til troens sprang” (NB [???] Opplysning og kors , 20).

11 Det viser meget om Grundtvigs kriterier for valget af årstal på listen, at disse to vigtige, men jo sene og sammenfattende skrifter, ikke er regnet med, så det vil være rimeligt at oplyse lidt mere om dem. I Golgatha und Scheblimini. Von einem Prediger in der Wüsten bygger Hamann på Luthers brug af ordet “Scheblimini”, som er dannet på grundlag af den tyske transskription af den hebraiske ordlyd i Sl. 110,1: “Scheb limini”, “Sæt dig ved min højre hånd”. Skriftet er et svar på Moses Mendelssohns Jerusalem (1783), og Hamann skriver i et brev om det, at det er “der wahre Innhalt meiner ganzen Autorschaft, die nichts als ein evangelisches Lutherthum in petto [på hjerte] hat” (Briefwechsel 6,466,22-24). Og om Entkleidung und Verklärung. Ein fliegender Brief an Niemand, den Kundbaren skriver Hamann i et andet brev, at dette (ufuldendte) skrift tjener “[der] Entkleidung meiner kleinen Schriftstellerey und Verklärung ihres Zwecks, das verkannte Christentum und Luthertum zu erneuern und die demselben entgegengesetzten Mißverständnisse aus dem Wege zu räumen” (Briefwechsel 7,43,36-44,2). Der er her citeret efter Gerhard Krause og Gerhard Müller (red.): Theologische Realenzyklopädie, bd. 14 (1985). – Hvad mener Hamann med “den Kundbaren”? En internetsynonymordbog (www.textlog.de) oplyser: “Kundbar sind Tatsachen, die allen bekannt sind oder doch so vielen, daß es keiner neuen Bekanntmachung bedarf, um sie zu jedermanns Wissenschaft zu bringen. Es übersetzt das lateinische notorisch. Doch ist kundbar veraltet und wird gegenwärtig gewöhnlich durch offenkundig vertreten”. Måske kunne man oversætte det med "ham, I ved nok"?

12 I de mange tilfælde, hvor biografiske og bibliografiske data må anses for at være af almindelig leksikalsk karakter, er kilder ikke anført. Disse data er i vidt omfang indhentet og kontrolleret ved flere forskellige internetsøgninger.

13 Måske har Grundtvig haft en anden begivenhed i tankerne. Rabener var allerede i første halvdel af 1750’erne – med stor succes – begyndt at udgive sine satiriske skrifter i bogform. Der er under alle omstændigheder tale om afslutningen på Rabeners egentlig produktive periode.

14 Dette er nok en “kuriositet”, men i 1744 udkom en latinsk bog, hvis forfatterangivelse og titel lyder: Joann. Andr. Crameri Elementa Artis Docimasticae. Forfatteren til den er imidlertid metallurgen Johann Andreas Cramer (1710-1777). Så enten er der noget i 1744 for teologen Cramer, der ikke har kunnet findes, eller også er der tale om en misforståelse fra Grundtvigs side. – Ars docimastica, Dokimasie eller Probierkunst (dansk: Proberkunst) er de metoder, der bruges ved bestemmelsen af indholdet af forskellige stoffer i metaller.

15 Möser var selv Ein Wochenblatts udgiver. Joachim Kirchner nævner, hvad der også er af en vis interesse i nærværende sammenhæng, “unter den Autoren der Zeitschriften des fünften Jahrzehnts zuvörderst den Namen Justus Möser (1720-94), der 1746 als junger Advokat seiner Heimatstadt Osnabrück unter dem schlichten Titel Ein Wochenblatt die erste Probe seines publizistischen Talentes ablegte” (Kirchner 1958, 101).

16 “Die Ritterschaft” betegnede den lavere tyske adel.

17 Det kan også være Damon oder die wahre Freundschaft (1747), Die alte Jungfer (1748/1749) eller Der Misogyne (1748).

18 Førsteårstallet i listen kan også se ud til at være 1757. Men så passer det ikke med rækkefølgen. Det er formodentlig den øverste vandrette streg i 5-tallet, der er kommet til at gå over i 1-tallet).

19 Førsteårstallet kan også her se ud til at være 1757. Men se til Gessner ovf..

20 Araspes und Panthea betegnes i Geschichte der deutschen Literatur (1967) som en romanagtig dialog på grundlag af en episode i Xenofons Kyrupædi (VI, 1, 82).

21 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om året 1760 bla.: “Es bedeutete einen Einschnitt in sein Leben, daß er am 17.4.1760 einstimmig zum Senator von Biberach gewählt wurde” (bd. VI, 1, 84).

22 Wieland får måske allerede den første tilskyndelse i 1759. I Wieland’s translation of Shakespeare skriver Frederick William Meisnest en hel del om baggrunden for, at Wieland gik i gang med Shakespeare-oversættelserne, bl.a. følgende: “No doubt the immediate and most direct call for translating Shakespeare came to Wieland from his friend W. D. Sulzer [den Sulzer, der er på Grundtvigs liste, må være Johann Georg Sulzer], who upon returning a volume of Wieland’s copy of Shakespeare (Jan. 14, 1759), expressed the hope that some skilful genius would translate and analyse Shakespeare’s plays in the manner of Brumoy’s Theatre des Orecs”. Meisnest er her citeret fra en elektronisk udgave, som angives at være “Reprinted from the Modern Language Review. Vol. IX. No. 1. January 1914”. – www.ebooksread.com/authors-eng/frederick-william-from-old-catalog-meisnest/wielands-translation-of-shakespeare-sie/1-wielands-translation-of-shakespeare-sie.shtml.

23 Må være Abbts “førsteår” (bindestregen).

24 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) står der om dette værk, at i det “glaubte Abbt, seine Sendung als Erzieher und Lehrer des Volkes zu erfüllen”, og det betegnes som “eine Darstellung jener Eigenschaften und Rechte, die Voraussetzung von Verdienst und Anerkennung sind” (VI, 1, 139). Det er et moralsk opbyggeligt værk, hvori Abbt forsøger at forene det folkelige og det videnskabelige.

25 I Michael Zarembas Herder-biografi Johann Gottfried Herder. Prediger der Humanität (Köln, 2002) står i “Zeittafel” under året 1762 blandt andet: “Freundschaft mit Hamann und Hartknoch” (s. 255).

26 I Geschichte der deutschen Literatur (1967) betegnes året 1763 dog som “[d]as Jahr freiwilliger Verbannung”; det “konnte ihm weder innere Ruhe noch jenen Gottesbegriff vermitteln, um den er rang” (VI, 1 198). Og da han heller ikke kunne få et embede, kastede han sig ud i sit forfatterskab. Dette er et interessant eksempel på, hvad Grundtvig har set på, når han har valgt listens årstal.

27 I den oprindelige titel er der genitiv-s i “Werthers”, men i 1787-udgaven var det fjernet.

28 Flemming Lundgreen-Nielsen har i mail af 23. juni 2012 oplyst, at Hamann er omtalt i Baggesens Labyrinten I, 1792. “Hamann nævnes – bredere end hos Grundtvig i 1817 – i kapitlet “Hamburg”, hvor Baggesen opsøger den berømte Bohnske boglade og finder en række af hans skrifter. (...) Baggesens nøgleord for Hamann er “original”, og han har hørt, at han er en Habakuk for Herder og (Matthias) Claudius. Den lille profets navn er ifølge ODS ensbetydende med en spøgende karakteristik af en person som “sær, underlig” (...). Baggesens karakteristik af en stilprøve (på fransk!) fra en Hamann-tekst (hans epistel om inoculationen af den sunde forstand [Lettre néologique et provinciale sur l’inoculation du bon sens (1761)] er præget af dyb skepsis og ikke beundring. (...) Ifølge samtidige notater læste Grundtvig i Labyrinten bind 2, 1793, i midten af 1804 (...), men den nævnte beskrivelse kan næppe dengang have sendt ham på nogen opdagelsesrejse i Hamanns forfatterskab”.

Forkortelser

DDS: Den Danske Salmebog (2003).

Fasc.: Fascikel, dvs. håndskriftskapsel i Grundtvig-arkivet på Det Kongelige Bibliotek, København.

Geschichte der deutschen Literatur (1967): de Boor, Helmut og Newald, Richard (1967), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, V og VI,1, München.

Geschichte der deutschen Literatur (1990): de Boor, Helmut og Newald, Richard (1990), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, VI, München.

SJ I: Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

US: Holger Begtrup (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, I-X, København.

Verdenskrøniken 1817 eller blot Verdenskrøniken: Grundtvig, N. F. S. (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

VK 1817: Grundtvig, N. F. S. (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

Litteraturliste

Værker af Grundtvig

Begtrup, Holger (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, bind 1‑10, København.

Grundtvig, N. F. S. (ca. 1817), “Synchronismer”, liste med tyske forfatternavne og årstal. Grundtvig-arkivet, Fasc. 209.10, Det Kongelige Bibliotek, København.

- (1817), Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, København.

Værker af andre forfattere

Albeck, Gustav m.fl. (1957-64), Registrant over N. F. S. Grundtvigs papirer, I-XXX, København.

Baggesen, Jens (1792), Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig, I, København.

de Boor, Helmut og Newald, Richard (1967), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, V og VI,1, München.

de Boor, Helmut og Newald, Richard (1990), Geschichte der deutschen Literatur von den Anfängen bis zur Gegenwart, VI, München.

Den Danske Salmebog (2003).

Johansen, Steen (1948), Bibliografi over N. F. S. Grundtvigs Skrifter, I, København.

Kirchner, Joachim (1958), Das deutsche Zeitschriftenwesen, seine Geschichte und seine Probleme: Von den Anfängen bis zum Zeitalter der Romantik, I, Wiesbaden (Harrassowitz Verlag).

Krause, Gerhard og Müller, Gerhard (red.) (1985), Theologische Realenzyklopädie, XIV, Berlin.

Meisnest, Frederick William (1914), Wieland's translation of Shakespeare. Elektronisk udgave, som angives at være “Reprinted from the Modern Language Review. Vol. IX. No. 1. January 1914”. www.ebooksread.com/authors-eng/frederick-william-from-old-catalog-meisnest/wielands-translation-of-shakespeare-sie/1-wielands-translation-of-shakespeare-sie.shtml

Miller, Norbert (udg.), Jean Paul Sämtliche Werke, Band I/5, 1980, München.

Paul, Jean: Vorschule der Âsthetik, 2. forøgede udg. 1813

Seils, Martin (2003), “Höllenfahrt der Selbsterkenntnis”, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 18.07.2003, Nr. 164 / Seite 38.

Skar, Øystein (2003), Opplysning og kors. Utvalgte tekster oversatt og med innledning af Øystein Skar, Oslo.

Toldberg, Helge (1946), ”Dateringskriterier for Grundtvig-haandskrifter”, Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen, årg. XXXIII, 107-120.

Zaremba, Michael (2002), Johann Gottfried Herder. Prediger der Humanität, Köln.

· Internetsider

Internationales Hamann-Kolloquium: www.hamann-kolloquium.de

Zentrale für Unterrichtsmedien im Internet e. V.: www.zum.de - Til Lessing: http://www.zum.de/Faecher/Materialien/dittrich/Literatur/Lessing_Goethe_Schiller.htm.

FORFATTER:

Pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen

Fuglsevej 5

DK‑4960 Holeby

E‑mail: bc@bentchristensen.dk.

www.bentchristensen.dk

* * *

Totaldigteren Grundtvig.

En kommenteret forskningshistorisk oversigt som bidrag til bestemmelsen af Grundtvigs egenart som digter

Af Bent Christensen

[Trykt i Grundtvig-Studier 2011. Teksten her er (i hvert fald indtil videre) mit indsendte manuskript. Jeg vil senere gennemgå den for at rette eventuelle uoverensstemmelser i forhold til den trykte tekst]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links over alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

Med udgangspunkt i bestemmelsen af Grundtvig som “kirkelig og folkelig totaldigter” og i et ønske om at følge undersøgelsen af den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement op med en undersøgelse af den poetiske side deraf gives her en kommenteret oversigt over den litterære Grundtvig‑forskning og ‑kritik. I hele Grundtvigs overordentlig særegne forfatterskab og virke sker der en omfattende og gennemgående sammenfletning af nationens og hans egen skæbne inden for en særlig historisk vision eller konstruktion og i en særlig, i høj grad samlet, symbolverden. Kristendommen indgår næsten altid i hans digtning eller fremstår som dens substrat.

I Omkring Grundtvigs Vidskab (Christensen 1998) har jeg bestemt Grundtvig som “kirkelig og folkelig totaldigter”,[29] og jeg ville gerne have fulgt dette arbejde op med en større undersøgelse af Grundtvigs forhold til den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement, men da det ikke har været muligt, må jeg lade nedenstående kommenterede oversigt være mit sidste lille bidrag til Grundtvig‑forskningen.

Om at bruge eller bruges af Grundtvig

Da det er til fordel for et forsøg på at foretage “en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig”, jeg har forladt Grundtvig‑forskningen, vil jeg lade denne oversigt begynde med et indledende replikskifte med Poul Borum, for så vidt angår det at ville bruge Grundtvig til noget ‑ eller måske blive brugt til noget af ham!

Det er til allersidst i Digteren Grundtvig (Borum 1983), Poul Borum kommer ind på dette, og hans udgangspunkt er spørgsmålet, hvorvidt Grundtvig var romantiker, hvilket fører til en stærkt kritisk vurdering af C.I. Scharlings bog fra 1947 om Grundtvig og Romantiken (Scharling 1947).[30] Det, Borum kritiserer Scharling for, er dennes alt for hurtige ligning: “romantik = Schelling, Grundtvig ikke = Schelling, altså Grundtvig ikke = romantik” (272).[31] Men dette skyldes efter Borums mening nok en underliggende “kirkepolitisk modernitet”, som Borum ser som liggende i forlængelse af beredskabs‑brugen af Grundtvig i Hal Kochs forelæsnings‑biografi fra besættelsestiden (Koch 1943) (272).

Og Borum uddeler nu hug til den ene Grundtvig‑forsker efter den anden. Den næste bliver William Michelsen for dennes erklæring (i polemik mod Vilhelm Andersen) i sin anmeldelse af Scharlings Grundtvig‑bog om, at “i samme grad som en forf. opfattes som udtryk for sin tid, bliver han vor tid uvedkommende” (Michelsen 1948, 79), hvilket Borum synes er “så eminent forkert” ‑ hvorefter han går videre til Kaj Thaning, hvis disputats (Thaning 1963) ses som “et typeeksempel” på “den underforståede vilje hos mange forskere til, trods deres dobbelte byrde af historisk dokumentation og ‘videnskabelig’ tese, at ville ‘aktualisere’ Grundtvig” (272f). Ved læsningen af Thaning besværes man ifølge Borum af “en underforstået ‘moderne forkyndelse’ ‑ hvad kan Grundtvig ‘bruges til’ i dag?” (273). Og senere karakteriserer han denne type Grundtvig‑forskning som “materialesamling med skjult polemik” (275).

Herefter vender Borum tilbage til Grundtvigs placering i en meget bredt set romantisk sammenhæng, som jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på her, men som giver ham anledning til at pege på nødvendigheden af en “sam‑læsning” (276) af Grundtvig i den lange periode, han var med, en periode, der omfatter alle romantikkens faser og mere til. “Helheden Grundtvig er i bogstaveligste forstand del af sin samtid ‑ og den var lang”. Det er den historiske Grundtvig, “den ikke‑enestående Grundtvig”, der er “den nødvendige forudsætning for at erkende og opleve den levende Grundtvig”. Hvori ligger ‑ og det bliver bogens slutpointe ‑ at Grundtvig “i det hele taget ikke [skal] bruges til noget. Han skal læses. Og derved bruger han os” (277).

Og så længe vi befinder os inden for selve Grundtvig‑forskningens eller Grundtvig‑litteraturformidlingens område, må jeg jo erklære mig enig med Borum. Man skal selvfølgelig ikke drive nogen som helst form for forskning, heller ikke Grundtvig‑forskning, med en i den forstand, der her er tale om, skjult dagsorden. Men på den anden side kan ingen forskning være fuldstændig sterilt forudsætningsløs. Navnlig vil der i al humanistisk forskning være tale om en fortløbende dialog mellem generationerne – med faktisk alligevel en underliggende kulturel dagsorden. Og det, jeg kalder Grundtvig‑udmøntningen, den må jo så helt legitimt være omfattet af, hvad Borum sigter til, når han siger, at Grundtvig efter endt – ordentlig – læsning bruger os. Hvor resultaterne af denne brug jo så netop kommer til at ligge hos os og ikke hos Grundtvig, og altså så heller ikke skal forsøges lagt ind i Grundtvig. Borum har dog næppe haft fx en meget håndfast kulturprogrammatisk udmøntnings‑brug i tankerne, men har snarere tænkt på vejen fra læsning til liv i al almindelighed og fra læsning til skrivning i al almindelighed. ‑ Jeg vil nu begynde forfra med den forskningshistoriske oversigt.

Gustav Albeck om Grundtvig i den litterære Grundtvig‑forskning

Gustav Albecks bearbejdede og udvidede foredrags‑tekst Har Grundtvig‑Selskabet forsømt Digteren Grundtvig? (1987) er en oversigt over den litterære Grundtvig‑forskning helt tilbage fra 1800‑tallet af. Foredraget blev holdt ved Grundtvig‑Selskabets 40‑års jubilæumsmøde på Liselund den 15. januar 1988.[32]

Det er ikke særlig meget i denne Albeck‑tekst, der er af direkte positiv interesse i nærværende sammenhæng. Men negativt har denne redegørelse en ganske særlig interesse her, fordi det nok ikke kun har været almindelig kristendomsfjendskhed eller en mere speciel modvilje mod Grundtvigs “platheder” og andre lignende ejendommeligheder, der i mange år afholdt de rigtige og store litteraturforskere fra at beskæftige sig med Grundtvig. Årsagen har jo også været, at Grundtvigs digtning i det hele taget er så ejendommelig, at den selv med en mere velvillig eller dog mere objektiv indstilling er svær at gå til. Om Frederik Rønning og dennes store Grundtvig‑monografi (Rønning 1907‑1914) siger Albeck da også, at

Som litteraturhistoriker af fag kunne Rønning ingenlunde se bort fra, at Grundtvig var en stor digter, men han evnede ikke at åbne op for et indblik i det særprægede og værdifulde i Grundtvigs digtning (Albeck 1987, 31).

Det første eksempel på en videnskabelig beskæftigelse med digteren Grundtvig, Albeck nævner, er Holger Begtrups kommenterede udgave af Nyaars‑Morgen i 1901 (32).[33] Her er det en mand fra folkehøjskolens verden, der har set storheden i netop dette Grundtvigs største og mest udprægede “totaldigter‑digt”.[34]

Jeg har selv oplevet, hvordan det er at blive fanget ind af Nyaars‑Morgen, som jo kom til at spille en ikke oprindelig planlagt, men meget stor rolle i Fra drøm til program (1987). Men jeg kan også huske, hvordan jeg registrerede en lille undren, da jeg i netop denne periode hørte det omtalt som “en af verdenslitteraturens største tekster”. For det var jo ikke et stykke verdenslitteratur, men Grundtvig og Danmark og kristendommen, jeg oplevede, når jeg (i øvrigt med stor hjælp fra Begtrups kommentarer) arbejdede med dette digt.

Men allerede i 1880 havde H.S. Vodskov i sin anmeldelse af Poetiske Skrifter bd. I (Vodskov 1884) kunnet betegne Nyaars‑Morgen (US IV, 238‑343) og Roskilde‑Riim (US II, 427‑608) som “sande levende, lyriske Floder” osv. ‑ og Grundtvig som “en af vore største [digtere]” (34). Så kom Valdemar Vedel (1890), som trods både god vilje og faglig kompetence “var uden indforståethed med en ånd som Grundtvigs” (34) og Hans Brix, som var mere indforstået, men som altså i Tonen fra Himlen (1912) netop skrev om Grundtvigs kirkelige brugsdigte, salmerne.

Det er også karakteristisk ‑ og jo for så vidt berettiget ‑ at Vilh. Andersen (1924), ifølge Albeck, i “mandjævningen” mellem Grundtvig og Oehlenschläger lader Oehlenschläger bære prisen som digter, idet han opfatter Grundtvig som “den digtende profet og salmisten ‑ til nød skjalden” (36), “visionernes skjald” (38).

I nyere tid, eller altså i Grundtvig‑Selskabets tid, begynder man at få øjne og øren op for Grundtvigs digtning. Især nævner Albeck en række navne på folk, som kom til at yde netop “Nyaarsmorgens digter en større retfærdighed”: Paul la Cour, Aage Henriksen, Poul Behrendt, Jørgen Elbek og Poul Borum (37). Også enkelte andre navne nævnes, bl.a. Helge Toldberg (40), idet hans disputats Grundtvigs Symbolverden (1950) dog mærkeligt nok ikke nævnes. Til gengæld omtales litteraturfolkenes og teologernes gode samarbejde omkring Registranten (40).

Og da Albeck lidt senere når frem til spørgsmålet, hvorvidt Grundtvig‑Selskabet har forsømt noget, er det ikke selve den litteraturvidenskabelige udforskning af Grundtvigs digtning, han først tænker på, men de store udgivelsesopgaver, der ligger og venter.

I forbindelse med 200‑året i 1983 siger Albeck, at Grundtvig‑Selskabet “førte en mærkelig skyggetilværelse”, så at det fx blev Det danske Selskab, der kom til at stå for udgivelsen af Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys (Thodberg og Thyssen 1983). Og så er det endda så som så med behandlingen af digteren Grundtvig i denne bog ‑ selv om han jo får lidt i Flemming Lundgreen‑Nielsens kapitel om “Grundtvig og romantikken” (42).

Først til allersidst kommer Albeck positivt ind på den litterære beskæftigelse med Grundtvig, hvilket ‑ betegnende nok, men jo absolut fortjent ‑ sker gennem en hel sides (tekstens sidste) begejstret omtale af den bedrift, Poul Borum har ydet i sin bog om netop udtrykkeligt Digteren Grundtvig.[35] Men mere end en opregning af de navne, der optræder i Borums bog, bliver det ikke til: Høirup, Thodberg,[36] Elbek, Michelsen, Stevns, Kofoed, Thaning, Lise Helweg ‑ og Lundgreen‑Nielsen. Og her har Albeck helt glemt Helge Toldberg, som Borum jo ellers også virkelig inddrager.

Albecks jubilæumsforedrag demonstrerer på sin helt særlige måde, at vel er Grundtvig digter, og også som sådan af gigantisk format, men at han altså er det på en måde, der kræver en anden tilgang end lige den, der normalt anvendes i litteraturvidenskaben. Det, det egentlig drejer sig om hos Grundtvig, er af en anden karakter og bevæger sig på et andet niveau og i en anden retning, end hvad der almindeligvis er tilfældet i digtningen. For det er jo ikke bare det, at salmer ifølge sagens natur ikke er digtning på samme måde som almindelig digtning; det er navnlig det, at også Grundtvigs øvrige digtning på enestående vis adskiller sig fra fx en Oehlenschlägers digtning.

Gustav Albeck ‑ Omkring Grundtvigs Digtsamlinger

Gustav Albecks egen hoved‑tekst er Omkring Grundtvigs Digtsamlinger. Studier i Grundtvigs lyriske forfatterskab 1808‑16 (1955). Og det første sted, jeg vil inddrage, er det sted i begyndelsen af afsnittet “Omkring Bekendtskabet med Sorterup” (som vel at mærke følger lige efter kapitlet “Digteren og Krisen 1810”), hvor Albeck i forbindelse med omtalen af det “stille og stolte Sværmeri” i månederne efter “korstogsoplevelsen” den 9. oktober 1810 bruger ordet “Funktionspoet” om målet for Grundtvigs “dybtliggende Trang til at (...) stille sin Digtning i en stor Sags, ja i den Højestes Tjeneste” (62f).

I afsnittet om Saga. Nytaarsgave for 1812 (US II, 88ff) citerer Albeck in extenso Grundtvigs udkast til fortale (102ff) ‑ efter at han har refereret hans berømte skelnen mellem de aktive, de passive og de deponentiske digtere. Og i nærværende sammenhæng kommer denne Grundtvigs skelnen til at stå i et nyt lys.

Nu er Grundtvig i 1811, hvor dette udkast er skrevet, ganske vist i en helt særlig situation, hvor kravet til en styring af fantasiens flugt er ganske særlig stærkt ‑ og af en ganske særlig karakter. Men grund‑mønstret har en videre gyldighed.

Et meget langt stykke ligger Grundtvigs poetik jo helt på den passive side: Digteren skal bare lade synerne ind‑bilde sig (jfr. Borum om dette forhold her nf.) og derefter udtrykke dem i ord. Han afviser i hvert fald ‑ også i sine senere perioder ‑ den rent aktive mulighed, dvs. den mulighed, at digteren bare bruger sin fantasi som et middel eller redskab i, som han siger her i fortale‑udkastet, “dette eller hint Øiemed”. Men så er der altså, hvad han med en slags vittighed, han har hentet fra den latinske grammatik, kalder den deponentiske mulighed (passiv form, aktiv betydning). Og denne mulighed går her først og fremmest, for ikke at sige udelukkende, på det forhold, at fantasiens flugt skal bedømmes, så den kun kommer til at gå i een retning, nemlig “den hjemad til Gud”, så at de deponentiske digtere bliver “de religiøse eller kristelige”. Altså en klar religiøs eller direkte kristelig styring af fantasien (103).

Så siger Grundtvig ganske vist, at “denne digterflok synes igen at kunne deles i mange hobe, efter den retning af Fantasien Enhver af dem billiger”. Men altså netop “synes”! For her er det jo udelukkende retningen “hjemad til Gud”, han har for øje. Men under den synsvinkel, jeg arbejder inden for, dvs. totaldigteren Grundtvig og det uudfoldede poetiske potentiale hos ham, kan der også ses noget andet og mere i det, nemlig pdes. den retning, Grundtvig selv senere tog, og hvor det aktive element i det deponentiske går ud i et direkte historisk‑ og folkelig‑politisk vekselvirkningsengagement, og pdas. nogle forskellige rent poetiske retninger, hvor der hverken er tale om, rent passivt at give sig i fantasiens vold, eller om at udnytte fantasien i en mere eller mindre plat og “forstemmende” hensigt (103).

Af en vis interesse er endelig påpegningen af sammenhængen mellem Europa, Frankrig og Napoleon (1815) og digtsamlingen (nytårsgaven) Heimdall (US III, 145ff) – med gennembrudsdigtet “Et Blad af Jyllands Rimkrønike” (VK 1812, US III, 196‑247). ‑ Albeck peger på en tilsvarende sammenhæng mellem 1812‑verdenskrøniken (VK 1812, US II, 167‑422) og Roskilde‑Riim (US II, 427‑608) (213).

Helge Toldberg ‑ Grundtvigs Symbolverden

Helge Toldbergs disputats Grundtvigs Symbolverden (1950) har spillet en stor rolle i mit eget arbejde med Grundtvig helt tilbage fra Fra drøm til program af (Christensen 1987). Det er fx der, jeg første gang har mødt begrebet “sekundær teologi” i den særlige betydning, det har i forbindelse med Grundtvig.[37] Men i nærværende sammenhæng er det jo ganske særligt Helge Toldbergs kortlægning af hele det symbol‑univers, Grundtvigs digtning fra 1814/15 af udspiller sig i, der er af interesse.

I den helt særlige Tolberg’ske forstand er Grundtvig først og fremmest “total‑digter”, for så vidt som han altså i helt overvejende grad i sine tekster bevæger sig inden for det samme ene symbol‑univers.[38] Men med den karakter, dette univers har, og den måde, Grundtvig bevæger sig i det på, er der ikke nogen klar grænse mellem denne “symbol‑totalitet”, og så den betydning af “total‑digter”, jeg har gjort brug af i Omkring Grundtvigs Vidskab, nemlig den betydning, hvori der i Grundtvigs forfatterskab er tale om et “interaktivt” forhold mellem ham og omverdenen (den danske nation, det danske folk og den danske menighed). For der er jo hos Grundtvig ikke tale om et blot “poetisk” univers i en æstetisk distance fra virkeligheden, men tværtimod om en verden, hvor Grundtvig fletter sit eget liv ind i den store Danmarks‑sammenhæng, som i øvrigt er fyldt med alle de symboler m.m., som Helge Toldberg gør så fremragende rede for. Toldberg vier da også selv hele sit andet kapitel til behandlingen af forholdet mellem “Aktion og vision” hos Grundtvig. Og dette kapitel vender jeg naturligvis tilbage til. Men først en ganske kort præsentation af selve Toldbergs litteraturvidenskabelige hovedanliggende.

Toldbergs arbejde er en strukturalistisk og symbolteoretisk undersøgelse af hele Grundtvigs forfatterskab, set som en autonom helhed, og han skelner mellem tre lag eller dimensioner deri: 1. Det eksistentialreligiøse (kristne) substrat, som Grundtvig vandt fra og med 1810 (men jo, vil jeg her føje til, også havde med sig fra barndomshjemmet og sit teologiske studium). ‑ 2. Den substans, “som af en eller anden grund var blevet Gr. kær” (6), og som stort set er hentet fra Bibelen, Beowulf, Eddaen, Snorre, Saxo, folkeviserne, tidligere salmedigtning, og Jørgen Sorterup (viii). ‑ 3. Selve symbol‑strukturen i det symbol‑univers, hvori Grundtvigs digtning efter 1814/15 kommer til at udspille sig.

Allerede inden han når frem til det ovenfor omtalte kapitel 2, får Toldberg sagt nogle ting, som er af interesse i nærværende sammenhæng. Det gælder således allerede præciseringen af, at selv om symbolet ifølge selve den symbolteori, hans undersøgelse hviler på, er uafhængigt af en kontekst, findes det i praksis oftest i en sådan og har da et særligt forhold til denne, så at det altså i nogle tilfælde (som fx Grundtvigs) ligefrem kan gælde, at

Symbolet er et led i den producerendes univers og bliver explicit, i det øjeblik andre delagtiggøres i det. Som litteraturforsker kan man være tilbøjelig til at overse, at en af litteraturens store kan have grebet ind i en udvikling paa en anden og mere afgørende måde end gennem de værker, han har skrevet (Toldberg 1950, 8).[39]

Toldberg henviser herefter til netop sit kapitel 2, “hvor der skelnes mellem vision og aktion, aktivt indgreb i tiden dikteret af syner [min kursivering]”. Og han indleder selve dette kapitel med at slå fast, at Grundtvig altså “hørte til den aktive aandstype, og at han selv opfattede visionen som en særegen form for aktion”.[40] Og han citerer William Michelsen for, “rammende”, at have sagt, at Grundtvig ‑ altså så at sige den modsatte vej ‑ “til stadighed følte begivenhederne i verdens og især Danmarks historie ‘som begivenheder i sit eget liv, der var med til at bestemme hans personlige udvikling’”.[41] Idet Toldberg så skynder sig at føje til, at “Sagen har et endnu videre perspektiv: han prøvede efter evne og i lydighed mod Gud at gribe ind i disse begivenheder” (31). ‑ Og nogle flere eksempler fra dette kapitel:

Alt polemisk i Gr.s forfatterskab er strukturelt set aktion: noget aktuelt, som kan rettes, og noget forbigangent, som kan antage anden form i menneskers bevidsthed ved ændring i den historiske dom (Toldberg 1950, 32).

(...)

Hvis folk skal paavirkes, maa det ske ved at delagtiggøre dem i vision (...) [og Grundtvig har i årene efter 1825] fundet nye maal for sin aktion: folkeundervisning og styrkelse af danskheden” (Toldberg 1950, 32).

Grundtvigs stærkeste “aktionsdigt” er Nordens Aand (1834) (US VIII, 40‑51).

Det er en gennemførelse til yderste konsekvens af kampen mod Djævelen (...) Den digtning, Gr. skal laane tunge, griber enheden i symbolerne og sværger til tilknytningerne (mindelserne) som deres strukturelle grundtræk. Det er ikke et æstetisk principspørgsmaal for ham, men indgaar i den kamp paa liv og død mod den Onde, han føler sig engageret i (Toldberg 1950, 34).

Grundtvig er selv partner i sin mytiske digtning, hvorved læseren også bliver det.

Det er skjaldens natur at skabe sig “Selv en Fylking at nedmeie” (jf. den tidligere omtalte selvoplevelse af Marathonslaget i barndommen); og paa Møens Klint, det naturskønneste sted i Danmark, har Gr. set sig udkæmpe livets kamp med “Opsals Jetten”, havfruens ransmand (Toldberg 1950, 34).[42]

Toldberg kaster et blik ud over Grundtvigs praktiske indsats som grundlægger af folkehøjskolen og som politiker. Og i forbindelse med påmindelsen om, at højskoletanken altså “ikke var et socialt, men et pædagogisk program” understreger han, at Grundtvig jo selv havde ønsket dette program “praktiseret paa alle undervisningstrin fra barneskole til universitet”.[43] Grundtvigs virke sigtede på hele folkets vækkelse,[44] men Toldberg ser også, hvordan Grundtvigs stærke vægtlæggen på dette folkelige program havde “nogen sammenhæng (...) med hans svage position i de akademiske kredse, hvor han fra begyndelsen følte, at han hørte hjemme” (36). Det er meget interessant at se, hvordan Toldberg også her ‑ under sin symbolteoretiske synsvinkel ‑ kommer til at se nogle sammenhænge på en måde, der nøje svarer til, hvordan jeg har set dem i Omkring Grundtvigs Vidskab![45]

Og konklusionen bliver, at

Det er som hjerteskjald [i modsætning til hjerne‑skjald] (...), Gr. føler sig kaldet til at øve sin digterindsats i det danske folk; og han vælger de dertil egnede strukturer uden hensyn til eller ligefrem paa trods af al poetik (Toldberg 1950, 37).

Flemming Lundgreen‑Nielsen ‑ Det handlende ord

Allerede i Fra drøm til program kunne jeg med tilslutning henvise til, hvad Flemming Lundgreen‑Nielsen har peget på i sin disputats Det handlende ord (1980).

Det gjaldt først og fremmest hans bestemmelse af året 1819 (helt præcis med ophøret af Danne‑Virke i januar måned) som det år, hvorefter “Grundtvig ikke mere i ord og handling stiller sig ved siden af regulære digtere eller søger at ændre litteraturen på dennes egne præmisser”, idet han nu er blevet formet til “den Grundtvig, som uden om den egentlige skønlitteratur er blevet en dansk klassiker i det 19. århundrede”, forberedt “til en livsindsats af større format end den gennemsnitlige kunstners” (12).

Men det gjaldt også Flemming Lundgreen‑Nielsens brug af begrebet “selvsymbolik” om Grundtvigs særlige måde at inddrage sin egen person på. I bogens “Konklusion” munder den korte oversigt over “Grundtvigs tyve litterære år i den danske højromantik” (884) ud i, at “Forfatteren Grundtvig og hans skrifter bliver til ét stort symbol” (885). Og de følgende 7½ sider af den i alt 16 sider lange konklusion kommer til at handle om dette, dvs. om “Grundtvigs selvsymbolik” (kursiveret her).

Flemming Lundgreen‑Nielsen begynder med at tage et overblik over den af mange dele – både bag, omkring og i Grundtvig ‑ sammensatte baggrund for dette ejendommelige fænomen (885f). Men ikke engang alle de dele tilsammen, Flemming Lundgreen‑Nielsen her nævner, synes tilstrækkelige til at forklare den enestående måde, Grundtvig opfatter og indsætter sin egen person på. Det er klart, at den psykologisk bunder i “en uverificerbar medfødt evne til at opfatte tilværelsen symbolsk”, i hvilken forbindelse den jo så især skal ses som beslægtet med den romantiske enhedsfilosofi og den “ciffertydning og gådeløsning ved hjælp af anelse og inspiration”, den giver anledning til, ligesom den naturligvis skal ses på baggrund af hele den jødisk‑kristne tradition for symbolsk og allegorisk tydning og læsning (885). Flemming Lundgreen‑Nielsen nævner også synet på præsten som på een gang bare menneske og “Guds repræsentant i verden og frembærer af Guds ord og sakramenterne” (886). Og selv om det stadig ikke forklarer netop Grundtvigs stærke og gennemgående brug af sin egen person som symbol, er det naturligvis en afgørende del af baggrunden, Flemming Lundgreen‑Nielsen peger på, når han til sidst siger, at

Religiøst måtte endelig Grundtvigs tro på Guds forsyn få ham til at skimte redskaber og udtryk for Guds vilje overalt, i verdenshistorien, Nordens historie, samtidspolitikken, tylvtefejden og sin egen privathistorie [min kursivering] (Lundgreen‑Nielsen 1980, 886).

Min replik hertil skal være, at selvfølgelig udgør alle disse ting baggrunden for Grundtvigs helt særlige måde at være digter på, men kernen deri er en særegen kombination af “roller” hos Grundtvig. Han var poetisk og profetisk seer, og han var indgribende profet og reformator, en stor kirkelig og folkelig lederskikkelse, ja, en slags politiker. Han var en handlende seer med et handlende ord. Det var ham, der så, ham, der erfarede, og ham, der skulle virke. Derfor kunne han på een gang blive den, der så, den, der var det centrale symbol, og den, der skulle udsige det, han så og var, så det kom til at virke.

Det er da også dette, Flemming Lundgreen‑Nielsen udtrykker til allersidst ‑ med den formel for Grundtvigs digtning, vel at mærke også i allerede årene op til 1819, som således både bliver selve tekstens sidste ord og hele bogens titel: “det handlende ord” (898). Men forinden har han karakteriseret Grundtvigs overgang fra før 1819 til efter 1819 således:

Grundtvig forlader den moderne litteraturs verden efter at have draget dens fornemste erkendelsesmiddel og udtrykselement, symbolet, ud af en overvejende værkrettet kunstnerisk sammenhæng for at bruge det i hverdagens arbejde. Han fylder hele sit liv og giver det virkekraft med sin symbolværdi, men prøver ikke mere at gøre skønlitteratur deraf (Lundgreen‑Nielsen 1980, 895).

Efter 1819 omdanner Grundtvig “sig selv og sin eksistens [min kursivering] til et forhåbningsfuldt udsagn om Danmarks og Nordens kristne fremtid” og udskiller “som ubrugeligt det meste af den litteratur, han har anvendt to årtier som offentlig skribent på, og begynder forfra” (Lundgreen‑Nielsen 1980, 896. ‑ Christensen 1987, 59f og 300).

Af det her fremdragne fremgår, at vel er der altså en klar overensstemmelse mellem de ting, Flemming Lundgreen‑Nielsen har peget på, og de resultater, jeg selv (jo også byggende på ham) er nået frem til, men det er der altså på den lidt skæve måde, at hvor jeg i både Omkring Grundtvigs Vidskab og nærværende artikel (ligesom Toldberg og Borum) inddrager hele forfatterskabet (og i Fra drøm til program går frem til 1832), er det hos Flemming Lundgreen‑Nielsen udtrykkeligt kun de første tyve år, der direkte er undersøgelsens genstand. Men netop derved kommer Flemming Lundgreen‑Nielsens to hovedpunkter til gengæld til at virke så stærkt. På den ene side fremhæver de efter‑1819‑forfatterskabets helt overordentlig særegne karakter. På den anden side fremhæver de den rolle, Grundtvigs selvsymbolik og ord‑handling så alligevel spiller også allerede før 1819.

I sit indledningskapitels afsnit om “Vurderingskriterier” gør Flemming Lundgreen‑Nielsen rede for forholdet mellem samtidens og Grundtvigs poetik ‑ gennem dennes forskellige faser, hvoraf den sidste, “1811‑1819 med ny taktik fra julen 1815”, betegner “en afvikling af litterær skoling, [og] i mangel af bedre ord kan kaldes Grundtvigsk‑nationalkristelig”, idet Grundtvig i denne fase ophører med at forholde sig til “forbilleder og genrer” og “i voksende omfang [forholder sig til] sine egen tanker om poesiens oprindelse, virkning [min kursivering] og betydning” (19).

Flemming Lundgreen‑Nielsen konstaterer, at “Grundtvigs poetik stemmer strukturelt med romantikkens”, men føjer straks til, at “hos ham er den religiøse definition af poesi udtrykkeligt kristen”. Men det er karakteristisk for litteraturforskeren Flemming Lundgreen‑Nielsen, som vi senere skal se det hos digteren og litteraturformidleren Borum, at han lægger meget stor vægt på, at Grundtvig trods sit enestående særpræg alligevel har sans for almindelige poetiske faktorer, også “langt på den anden side af sin skønlitterære læretid”. Og at han fx “endnu i 1838” reagerer ud fra et “begreb om kunstnerisk helhed”! Eller at han kan se “[m]angetydighed og dunkelhed” som “næsten en garanti for, at digteren faktisk har haft et syn, en ægte inspiration”! Eller at han kan anbefale “[l]ivlighed og velklang” og deri se “et sikkert Pant paa at der svævede noget Deiligt for Skjalden”! (20). I betragtning af, i hvor høj grad Flemming Lundgreen‑Nielsens Grundtvig‑forståelse ikke alene stemmer overens med min, men i høj grad ligefrem har været med til at danne den, virker det underlig overfladisk, når han her bliver hængende i spørgsmål som disse.

Tilsvarende synes Flemming Lundgreen‑Nielsen at se med noget i retning af lettet undren på det forhold, at skønt Grundtvig måtte stå skeptisk over for “[b]egrebet og disciplinen æstetik [min kursivering]”, ja, helst helt undgår selve dette ord, så nægter han alligevel ikke “en lovmæssighed i poesien”; han “mener” blot, den skal “søges i det gudskabte menneskes indre, ikke i ydre formers eller reglers historie”. Men den modsætning mellem “æstetik” og “poesi”, der her er tale om, drejer sig jo selvfølgelig for det første om noget andet end fx “kunstnerisk helhed” (og lovmæssighed) eller ej, “mangetydighed og dunkelhed” eller ej, “livlighed og velklang” eller ej, og er for det andet ikke kun en modsætning mellem “totaldigteren Grundtvig” og “det æstetiske”, men også mellem dette, og så poesiens dybdedimension overhovedet, såvel hos Grundtvig som hos andre, mere almindelige digtere (21).

Flemming Lundgreen‑Nielsen henviser ligefrem til “[u]tallige gennemrettede og tilfilede manuskripter” og til “direkte udtalelser”, hvori han ser beviser på, at “Grundtvig i egen digterisk og kritisk praksis nok vidste, hvad det var at arbejde æstetisk”! (21). Og afsnittet slutter med denne sande, men alligevel ejendommeligt dobbeltsidige og beskedne konklusion:

Det er da ikke uberettiget at sætte Grundtvig i forhold til og bedømme ham ud fra den samtidige æstetik, skønt den poetik, han selv prøver at sammenstille, unægtelig er interessantere [min kursivering]. At Grundtvig ved næsten enhver lejlighed underordner komposition, stil og metrik sit budskab og sigte [min kursivering] med en tekst ‑ eksempelvis i en fragmentarisk forelæsning 1814 over “Roskilde‑Riim” (...) ‑ betyder jo også, at han er sig disse æstetisk‑tekniske kategoriers eksistens bevidst. Bedømmelsen af Grundtvigs tyve skønlitterære år kan ske ud fra en vekselvirkning mellem hans egen og samtidens poetik. Ved at fokusere på et niveau ‑ ordkunsten ‑ i Grundtvigs skrifter, han selv betragtede som ikke ligegyldigt, men vel underordnet, kan litteraturhistorien vinde et kapitel om digteren og æstetikeren Grundtvig (Lundgreen‑Nielsen 1980, 21).

Og i slutningen af afsnittet om “Placering i Grundtvigforskningen”, hvor det altså netop er hans eget arbejdes placering og karakter, der er tale om, siger Flemming Lundgreen‑Nielsen, at en af de myter om Grundtvig, der må skaffes af vejen, er den, “at han umiddelbart og ubesværet skrev digte i lange baner uden rigtigt at vide, hvad han gjorde” (27). Virkeligheden er nemlig tværtimod, at

Grundtvig har i de tyve ungdomsår, der her er emnet, brugt megen tid på at tænke og skrive i æstetiske baner og løse æstetiske problemer, han var belæst i faglitteraturen og forstod som regel i teoretiske overvejelser over sin egen digtning, hvad han som digter gjorde. Den “poetiske” [min kursivering ‑ men Lundgreen‑Nielsens anførselstegn!] sans (med alt, hvad det i hans definition indebar) er det centrale i hans væsen [min kursivering]. Derfor kan i det følgende det fagligt litterære (i vid forstand) ses som brændpunkter i hans virksomhed, også hvor der inddrages tekster uden for skønlitteratur og litteraturkritik (Lundgreen‑Nielsen 1980, 28).

Flemming Lundgreen‑Nielsen har altså, ligesom vi skal se det for Poul Borums vedkommende, øje for, at Grundtvig også er “totaldigter” i den forstand, at han er digter ud over alle genremæssige grænser. Men det er altså noget andet, end hvad jeg forstår ved “totaldigter”, ja, det ligger i og for sig på en nærmest modsat led. Det afgørende fælles er, at der er tale om en “poetisk totalitet”

Et helt anderledes rammende udtryk for Grundtvigs enestående digterkarakter er det, når Flemming Lundgreen‑Nielsen i afsnittet “Disposition” siger, at hans bog “er komponeret som en fremskriden fra det mindste (den 15‑årige skoledrengs stilehefter) til det største (symbolet Grundtvig) [min kursivering]” (28).

Herefter vil jeg nu ‑ uden mange kommentarer ‑ fremdrage nogle af de enkeltiagttagelser, Flemming Lundgreen‑Nielsen har gjort, for så vidt angår “handlings‑karakteren” af og selvsymbolikken i allerede Grundtvigs før 1819‑forfatterskab. Det gælder fx allerede Grundtvigs mytologiske forskning i sommeren 1807, som “ikke kun [er] et personligt anliggende”; den skal “karakteristisk for Grundtvigs hele indstilling også anvendes praktisk [min kursivering]. Flemming Lundgreen‑Nielsen citerer hertil Grundtvigs eget udsagn i et udkast fra sommeren 1807,[46] hvor det egentlig er forholdet mellem poesi og videnskab, det drejer sig om, dvs. det forhold, at hos Grundtvig er begge dele eet, “eller rettere at jeg hverken er eller nogensinde vorder egentlig Digter [min kursivering], men kun Organet for en svunden Alder [min kursivering]” (Lundgreen‑Nielsen 1980, 213. ‑ Jfr. Christensen 1998, 48f). Hvilken sidste bestemmelse vel at mærke skal ses i den sammenhæng, at

[Grundtvig] synes at se et dobbelt formål med historisk digtning over nordisk oldtid: en genfødelse af fædrelandskærligheden som betingelse for folkets fortsatte beståen og (...) en hjælp til den enkelte læser til at rive sig løs ‑ vel fra den usle eksistens. [Men Grundtvig] har til stadighed begge i synsfeltet. Manuskriptet er den første begyndelse til en teori for den historiske digtning (Lundgreen‑Nielsen 1980, 215).

Ud fra sit religiøse historiesyn “tager Grundtvig afstand fra en blot humanistisk historiegendigtning. Den historiske digtart er for ham religiøs symbolisme” (216). – Hvortil jeg vil sige, at en “religiøs symbolisme” jo ikke i sig selv og nødvendigvis behøver at være “handlende”, indgribende, men blot kan være en hjælp til den enkelte læser af den i citatet her ovenfor omtalte karakter. Men med Grundtvigs organiske historiesyn og med hans “forestilling om oldsagnene som bærere af en historisk dansk folkebevidsthed” (216) bliver grænsen mellem de to formål naturligvis flydende.

Et meget tidligt eksempel på Grundtvigs forkyndende og indgribende digtning er Maskeradeballet i Dannemark 1808 (US I, 225‑240). Flemming Lundgreen‑Nielsen kalder det “en besynderlig digtning”, som skal “være ‘Syn’, ikke litterær kunst, men forkyndelse [min kursivering] på linje med Grundtvigs landeværnsprædikener”. Men også her finder Flemming Lundgreen‑Nielsen det fornødent at fremhæve, at “Alligevel spiller teksten på læserens forventninger til litterær komposition” (230).

Og medens Flemming Lundgreen‑Nielsen kan fastslå, at Grundtvigs livsanskuelse i årene 1805‑1810 “klart nok ikke [var] romantisk”, må han samtidig gøre opmærksom på, at han respekterede de traditionelle lyriske genrer, og “nok aldrig [har] været mere formbevidst end netop i dette femår”. Men så kommer den meget karakteristiske og interessante tilføjelse: “Først i senere perioder skulle han nå større kunstneriske højder i subjektiv [min kursivering] poesi” (407f). Hvor man altså også skal bemærke, at Flemming Lundgreen‑Nielsen udtrykkeligt – men jo helt i overensstemmelse med sit arbejdes anlæg ‑ nøjes med at tale om de kunstneriske højder i den poesi, som altså netop ikke kun er “kunst”!

Grundtvigs ejendommelige begreb “den deponentiske digtertype” har allerede været præsenteret i nærværende artikels Gustav Albeck‑afsnit, og Flemming Lundgreen‑Nielsen føjer ikke væsentligt nyt til. Men i sin status over året 1811 ser han “den begyndende symboldannelse omkring [Grundtvigs] egen personlighed” som “[d]et vigtigste, men endnu dulgte træk i hans selvbiografiske poesi”. Hvorefter han i den næste sætning fastslår, at “Mest umiddelbar fremtid er der i årets største private arbejdspræstation, omskrivningen af Schouboe‑lærebogen til en verdenskrønike” (515).

I de to her citerede sætninger kommer de to hoved‑elementer i Grundtvigs totaldigter‑praksis til at stå ved siden af hinanden. Verdenskrøniken 1812 skal jo, som jeg også selv udtrykkeligt fremhæver det i min gennemgang i Omkring Grundtvigs Vidskab, netop ikke læses som en dårlig, af subjektive domme plettet, historie‑håndbog, men som “i alt overvejende grad (...) et skrift af apologetisk, opbyggende, polemisk, folkeopvækkende og profetisk karakter” (Christensen 1998, 70). Det viser jo særlig klart bogens faktisk dobbelte udmunding i nogle store forhåbninger til oprettelsen af det nye norske universitet ‑ nemlig såvel til slut i selve teksten som i den sidste af bogens mange note‑tilføjelser, hvor der oven i købet begge steder sluttes med et “Amen!” (US II 389 og 422).

Dette ser Flemming Lundgreen‑Nielsen naturligvis også, men herudover er det interessant, at han for det første ser 1812‑verdenskrønikens afsnit om europæisk og nordisk litteratur som sammenlagt udgørende “en veritabel litteraturhistorie”, der oven i købet betegner “et kæmpeskridt i retning af den organiske litteraturhistorieskrivning, som N.M. Petersen grundlagde 40 år senere” (558). Ja, Flemming Lundgreen‑Nielsen kan føje til, at

Strukturelt foregriber Grundtvigs litteraturhistorie Georg Brandes’ mesterligt ‑ og ensidigt ‑ komponerede hovedstrømninger 1871 ff, selv om de to unægtelig skuer ud over litteraturen med forskellige slags briller (Lundgreen‑Nielsen 1980, 558).

Men navnlig er det for det andet interessant, at Flemming Lundgreen‑Nielsen også anlægger en betragtning på 1812‑verdenskrøniken som selv en slags digterværk (558ff – jfr. Poul Borums inddragelse af faktisk hele forfatterskabet), ja, han giver den til slut ligefrem denne karakteristik:

National i hensigt, kristen i tendens, romantisk i udtryk er VK 1812 en digters værk [min kursivering], et af de oversete litterære hovedværker, Grundtvigs forfatterskab har så mange af (Lundgreen‑Nielsen 1980, 562f).

I sin “Status 1812” peger Flemming Lundgreen‑Nielsen på, hvordan Grundtvig “i stigende grad [gør] sin egen åndspersonlighed til et tegn for den gammellutherske kristendom [min kursivering], i praktisk handling i oplæsningen af det vældige ‘Roskilde’‑digt, på tryk på årets sidste dag i mindedigtet over Reinhard” (569).[47]

Grundtvigs taler i Helligtrekongerlyset, januar 1814 (US III, 7‑51), karakteriserer Flemming Lundgreen‑Nielsen således:

At al hans indgriben [min kursivering] drejer sig om det ene at indgive de unge tiltro til Guds kraft alene[,] ligger i logisk forlængelse af hans historiesyn i VK 1812. Helligtrekongertalerne er Grundtvigs hidtil mest storstilede forsøg på at overskride de litterære genrers begrænsning [min kursivering] (Lundgreen‑Nielsen 1980, 604).

I indledningsdigtet i heftet med Prøver af Snorros og Saxos Krøniker 1815, Mindesang paa Fædres Gravhøi (US IV, 8‑13) er Grundtvig med Flemming Lundgreen‑Nielsens ord “kun et hanefjed fra rent ud at erklære sin egen person og virksomhed for et pant på fædrelandets genrejsning” (654).

Nytårsgaven Heimdall (1815) hvis afgørende poetiske gennembrudskarakter jo – med rette – er et hovedpunkt hos Helge Toldberg, er “Grundtvigs sidste verdslige digtsamling for de næste 23 år”.[48] I den afsluttende stroferække i tilegnelsesdigtet Til Dana (US III, 146‑149) “anbringer Grundtvig sig selv centralt som skjalden med himmelspejlende hjerte [min kursivering] (str. 13 og 17)” (662).

Fælles for Forslag til Norges Heltedigt (PS IV, 69‑126) og Et Blad af Jyllands Rimkrønike (US III, 196‑247) er “Grundtvigs høje vurdering af Danmarks, danskhedens og sin egen [min kursivering] forløsende evne i kraft af Guds nåde” (677).

Digtsamlingen “Heimdall”s sammenbragte tekster kan anskues som en helhed under én synsvinkel, ‑ titlens (...) ‑ og vækkerfunktionen samler de egenskaber, Grundtvig har stræbt efter at udtrykke i digtsamlingen. Den består af tekster med vækkende råb og indtrængende forkyndelse, henvendt til det danske folk, til jyderne, til nordmændene, til kongen og til dronningen (...) i skjaldens egen vægterskikkelse [min kursivering] (Lundgreen‑Nielsen 1980, 677).

I sin “Status 1815” nævner Flemming Lundgreen‑Nielsen det meget tydelige totaldigter‑element, som ligger i Grundtvigs bestræbelse på at “få krønikerne finansieret af og fordelt til de rette grupper af medborgere, i en imponerende eksemplifikation af en omsætning af litterært sværmeri for folket til praktisk folkelig virkelighed” [min kursivering] (680).

Og Flemming Lundgreen‑Nielsen ser i “Status 1817” “[d]en vældige selvsymbolik i ‘Paaske‑Liliens’ lyrik” (Danne‑Virke, bind II, 291‑325, US III, 438‑459) som “en strukturel foregribelse af ‘Nyaars‑Morgen’s”, men gør samtidig opmærksom på, at selvsymbolikken ikke fastholdes. Grundtvig koncentrerer sig nu om det videre arbejde med oversættelserne og om, hvad Flemming Lundgreen‑Nielsen betegner som “samfundsfilosofien i ‘Danne‑Virke’”. Statusopgørelsens facit er, at “Som digter og litteraturkritiker har Grundtvig nærmest opgivet ævred” (775).

Men når Flemming Lundgreen‑Nielsen i denne helt rigtige iagttagelse udtrykkeligt peger helt frem mod også Nyaars‑Morgen, 1824 (US IV, 238‑343), må det så også understreges, at perioden 1819‑1824 til gengæld spiller en helt central rolle i dette store digts sammenfletning af Grundtvigs og Danmarks myter, hvorved den altså i sig selv bliver en del af totaldigteren Grundtvigs selvsymbolik! (Nyaars‑Morgen, 5.‑7. sang. ‑ Christensen 1987, 48f, 50f, 56ff, 68 og 78ff).

Det sidste kapitel i selve Det handlende ords tredje hoveddel bærer overskriften “1818 ‑ januar 1819: udgang af den skønlitterære verden”, og i sin “Status” over denne periode konstaterer Flemming Lundgreen‑Nielsen, at “De tretten måneder bliver i realiteten de sidste, hvor Grundtvig forsøger at hævde en plads som verdslig litterat ‑ digter, kritiker, æstetiker og kulturdebattør” (857). Og sammenfatningen af hele tredje hoveddel indledes med den karakteristik af årene 1811‑1819, at de “betegner i Grundtvigs forfatterskab en afvikling af de skønlitterære kategorier, former og normer” (858).

I den “Epilog”, hvori Flemming Lundgreen‑Nielsen kaster et blik frem over Grundtvigs forfatterskab efter januar 1819, slår han fast, at

Efter midten af 1820’erne var Grundtvig en brugsdigter [min kursivering], der skrev for at fremme sine formål i en form, han selv bestemte uden at lade sig påvirke af yngre digtere eller af recensenter, ‑ læredigte, salmer, lejlighedsdigte, fædrelandssange, skolesange. Den personlige lyrik er skudt mere tilbage. Hans sidste verdslige digtsamling “Nordiske Smaadigte” 1838 [min kursivering] er dels et forlæggerinitiativ (fra Norge), dels et optryk af ældre digte i en art fortsættelse af “Kvædlinger” 1815 (Lundgreen‑Nielsen 1980, 867).

I sin afsluttende “Konklusion” siger Flemming Lundgreen‑Nielsen, at

Alle disse skikkelsers egenskaber [c: Guds stridsmand, martyr, profetisk forkynder] samler Grundtvig i den oldnordiske betegnelse skjald for den ordkunstner, der søger sandheden og kæmper for at fremme den praktisk i livet ‑ modsat digternes illusoriske forsoning med tilværelsen og dens onder i værker, hvis afrundede ydre form slutter omkring et destillat af tilværelsens skønhed, godhed, nydelse og smerte (Lundgreen‑Nielsen 1980, 883f).

Poul Borum ‑ Digteren Grundtvig

I nærværende sammenhæng er Poul Borums bog Digteren Grundtvig (Borum 1983) allerede og helt overordnet interessant i selve forholdet mellem titlen, og så den måde, han lægger sin behandling an på.

Det sammenfattende ottende kapitel i Borums bog har titlen “Enheden”, og her erklærer Poul Borum indledningsvis, at han straks fra starten vidste, at

synsvinklen “digteren Grundtvig”, som for mig var og er den centrale, skulle udfoldes over hele hans produktion i alle genrer og former (Borum 1983, 258).

Dette er en meget stærk måde at sige “totaldigteren Grundtvig” på, for så vidt angår selve det forhold, at der er en total sammenhæng i hele Grundtvigs forfatterskab, og at denne sammenhæng netop må behandles i sin totalitet i en bog, der bærer titlen Digteren Grundtvig. For så vidt er der altså her overensstemmelse mellem Poul Borums og mit syn på Grundtvig. Men på den anden side er der den meget store ‑ og meget bemærkelsesværdige ‑ forskel mellem hans og mit syn, at hvor jeg som primært, om end “poetisk engageret”, teolog konstaterer ‑ som noget, der altså kan ses som en mangel hos Grundtvig ‑ at der i hans ageren som hverken mere eller mindre end “totaldigter” er tale om en ensidighed, der gør det nødvendigt at operere med begrebet det uudfoldede poetiske potentiale hos Grundtvig, så er der intetsteds tale om noget sådant hos Poul Borum, som jo altså selv er, om end teologisk velorienteret, digter og litteraturformidler.

Men når Poul Borum bekender sin tro på een Grundtvig, må jeg selvfølgelig erklære mig enig med ham, og især altså når han erklærer, at han ikke vil have sin Grundtvig “fordelt på en hel masse ‘roller’ ‑ mytologen, historikeren, digteren, prædikanten, salmisten o.s.v.” (260).

Og dog. Der mangler jo noget i Poul Borums opregning af Grundtvig‑roller, nemlig sådan nogle roller som oplysningsmanden, den folkelige og nationale profet, politikeren osv. Poul Borum kan med det brede digter‑syn, han anlægger, se en enhed i de roller, han opregner. Og det ville han nok også kunne i den forlængelse, jeg her har føjet til. Men når jeg som teolog skal bestemme Grundtvig som “totaldigter”, bliver jeg ikke alene nødt til at pege på den ensidighed eller ligefrem mangel, der alligevel er tale om, men også nødt til at sætte dobbeltbestemmelsen “kirkelig og folkelig” foran. For om end det poetiske udtryk, ja, for så vidt også det poetisk univers, er det samme i de forskellige dele af Grundtvigs forfatterskab, så er det alligevel to forskellige sammenhænge, han bevæger sig i, med to forskellige slags teologi, den “primære”, strengt rettroende i den kirkelige sammenhæng, hvori han kun så sig i selskab med ganske få af sine elskede danske landsmænd, og den “sekundære”, selvkonstruerede teologi i den folkelige og nationale sammenhæng.[49] Men det var selvfølgelig den samme ene Grundtvig, der af omstændighederne og sin egen kombination af øm samvittighed, folkelig solidaritet og (også) folkelig kaldsbevidsthed blev tvunget til at fordele sin indsats på i hvert fald disse to hoved‑roller!

Men forklaringen på, at Poul Borum har så let ved at få alt hos Grundtvig til at gå op i den samme enhed, er jo nok, at han ‑ om end altså med stor teologisk forståelse ‑ anlægger et rent poetisk syn på sin hele Grundtvig. Det vidner ikke mindst det forhold om, at han bruger hele det andet afsnit af sit slutkapitel på Grundtvigs hemmelige syn af Johannes’ Åbenbaring og Christenhedens Syvstjerne”. Man kan sige, at Borum anlægger et “total‑poetisk” syn på “skjalde‑profeten” Grundtvig.

Men nu til de udvalgte udsagn fra selve Poul Borums fremstilling og mine replikker til dem.

Borum lægger straks ud med den for hans bog karakteristiske, både kollegiale og kongeniale, spillen videre på Grundtvigs billeder og udtryk. Han har jo set, at ordet “særsyn” både forekommer i titlen på det allerførste stykke tekst, Grundtvig fik trykt, og i et af hans sene digte.

Titlen på Grundtvigs læserbrev i ugebladet Politivennen den 14. januar 1804 er Et Særsyn i det nittende Aarhundrede (US I, 38f) (Borum citerer Grundtvig med moderniseret retskrivning, men jeg har ønsket at bringe citaterne med de oprindelige stavemåder). Og her betyder det, som Borum også angiver, slet og ret “mærkværdighed” eller “sjældenhed”. Men Borum ser samtidig et profetisk indhold i dette ord på dette sted:

Grundtvig var ikke blot selv et særsyn i det nittende århundrede, han havde også et sær‑syn, en digterisk‑profetisk gave, som er mærkværdig og sjælden i verdenslitteraturen (Borum 1983, 11).

Og selve ordet dukker op igen 54 år senere, nemlig i første strofe af digtet til Grundtvigs tredje hustru Til min Asta fra 1858 (US X, 485f), og nu “tydeligvis” brugt “udvidet‑symbolsk”:

Underligt er vort jævne Land,

Alfer omsvæve dets Skove,

Og under Fuglesang ved Strand

Havfruer dandse på Vove;

Særsynet kommer som en Tyv,

Skov! fra Dit Skjul og Havets Dyb!

(US X 485. Borum 1983, 11)

Borum bemærker også, at det er det “underlige” (dvs. underfulde) sjællandske landskab, digtet tager sit udgangspunkt i. Men han går ikke videre ind på det karakteristiske forhold, at Grundtvig i dette digt til sin kone bevæger sig fra det underfuldt besjælede danske landskab via det danske modersmål og dets skjalde til sig selv og den lykke, det er for ham at være vis på kvindens kærlighed, inden han (efter en strofe til hver af sine to første koner) når frem til den ene strofe, der rettes til hans “datterlige” “tredje Viv”. Og jeg ser dette som eet blandt mange eksempler på, at Grundtvig, også når han egentlig skulle være ganske privat, er total‑digter; selv da handler digtet om sammenfletningen af Danmarks og Grundtvigs underfulde liv.

Om den historisk‑biografiske Grundtvig‑forskning siger Borum, at dens formål har været at påvise, “hvorledes kilderne udsprang” til de syner, “som siden løb sammen i den vældige strøm vi kalder ‘Grundtvig’” (13). Man skal her særligt bemærke anførselstegnene omkring Grundtvigs navn; med dem kommer det til – hvad der jo er fuldstændig korrekt ‑ at betegne ikke bare en person, men en institution og et symbol.

Borum citerer digtet Havet (Saga 1812), hvor Grundtvig slutter sin revselses‑tale med dette (for denne periode) karakteristiske vers‑ og rimpar: “Mærk disse Ord! de er ej mine egne, / Jeg dig advarer på Himmelens Vegne” (PS I 364). Og selv om Borum må siges at strække sit enheds‑syn til det yderste, når han på grundlag af fortalen til Saga siger, at dette er et udtryk for “den ufravigelige kristne og romantiske poetik, som er grundlaget for [Grundtvigs] digtning gennem de næste tres år”, er der alligevel tale om en rigtig iagttagelse, især for så vidt som han ser den samme “profetiske vished” i Sagas “selvbiografiske poesi” og i 1812‑Verdenskrøniken (23 – jfr. Flemming Lundgreen‑Nielsen her ovf.).

Borum har det lidt svært med de ganske særligt for digteren Grundtvig store årstal 1815 og 1824.[50] Men han må dog indrømme, at “der er noget afgørende rigtigt i Helge Toldbergs idé om, at året 1815 er det centrale år for digteren Grundtvig: hans gennembrud til sit eget sprog” (28). Og herefter citerer han de fem sidste strofer af indledningsdigtet til Prøver af Snorros og Saxos Krøniker: “Mindesang paa Fædres Gravhøi” (US IV, 8‑13), som han har kaldt “et af den unge Grundtvigs flotteste digte” (27f), men som jo også virkelig er, hvad jeg vil kalde et nationalt “total‑digt”.

Efter at være gået helt frem til 1827‑skriftet Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Literaire Testamente (US V, 155‑180) indrømmer Borum, at “På en måde er det selvfølgelig rigtigt nok, at dette er skribenten Grundtvigs testamente. Skribenten, ‘litteraten’ Grundtvig er færdig”, og han citerer Flemming Lundgreen‑Nielsen for, at efter Nyaars‑Morgen “drejer Grundtvig sit forfatterskab over i retning af mere objektive genrer, oftest af belærende art” (Lundgreen‑Nielsen 1980, 892) (Borum 1983, 31f). “Men han bliver ved med at skrive digte!”. Hvorefter Borum ganske vist må indrømme, at “Der kommer dog ingen digtsamlinger. (...) Men personlige og nationale lejlighedsdigte”. [51] Og sange ‑ til brug i “den nye folkelige kultur med både religiøse og verdslige møder” (32).

Det er interessant ‑ og karakteristisk ‑ at Borum her taler om “1827” på en måde, der svarer til, hvordan Flemming Lundgreen‑Nielsen og jeg taler om allerede “1819”, det år, jeg ‑ sammen med Grundtvig selv! ‑ betegner som et helt anderledes virkeligt “døds‑år”.[52] Men Borum omtaler ikke året 1819; han citerer blot Flemming Lundgreen‑Nielsen for, hvad han siger om Grundtvigs udvikling efter 1824 (Nyaars‑Morgen).

Efter således trods alt (mere eller mindre modstræbende) at have markeret “Grundtvig‑årene 1815 og 1824 kommer Borum i sin indledende oversigt over Grundtvigs forfatterskab frem til året 1832, og hvad derefter fulgte. Men igen meget karakteristisk ‑ og på en meget karakteristisk måde ‑ er det af Grundtvigs digteriske produktion efter 1832 Sang‑Værk til den Danske Kirke (1837‑1841), der omtales først ‑ og bliver betegnet som “den mest enestående digtsamling i den danske litteratur” (34).

Samtidig med, at Borum igen og igen anlægger sin litterære betragtning meget bredt på meget store dele af hele Grundtvigs forfatterskab, er han godt klar over, at Grundtvig er digter på en helt særlig måde ‑ idet han så dog alligevel tager forbehold for den måde, hvorpå man fra både den ene og den anden side har villet regne Grundtvig for stående uden for litteraturen:

Digteren Grundtvig skrev brugskunst: salmer, prædikener, sange, politiske og pædagogiske skrifter, foredrag, taler. Han regnedes ikke til litteraturen mere, og siden har han ofte haft svært ved at finde en plads i den, fordi litteraturforskerne og grundtvigianerne fra hver deres side frakendte ham pladsen; de første følte ham mindreværdig, de sidste mereværdig (Borum 1983, 34).

Og Borum peger i denne forbindelse på det underlige forhold, at også de to andre giganter i 1830’rnes og 1840’rnes danske litteratur, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, “faldt uden for ‘litteraturen’ i snæver skønlitterær forstand”, idet den førstes storhed “hviler på hans eventyr for børn” og den anden var filosof, “selv om han skrev romaner”. Og Grundtvig skrev altså kun “brugskunst” (34).

Omvendt er Oehlenschläger den repræsentant for litteraturen i snævrere forstand, det er mest nærliggende at sammenligne Grundtvig med, når man skal prøve at forstå hans egenart (se også de andre steder her i artiklen, hvor disse to sammenlignes). Og hvad dette forhold angår, kan Borum fx omtale Grundtvig som “en Oehlenschlägers kristelige arvtager” (23). Eller han kan om det helhedssyn på myterne, som Grundtvig fandt på Langeland, sige, at det var ‑ som altid hos Grundtvig ‑ “på samme tid poetisk, historisk og kristeligt”, idet denne samtidighed dog også skabte “spændinger, som gjorde de resulterende værker mindre ‘fuldkomne’ i konventionel æstetisk forstand end f.eks. Oehlenschlägers i århundredets første årti” (41).

Men hos Oehlenschläger ender fx gendigtningen af Vølvens Spådom i slutningen af Nordens Guder (1819) “som idyl, dramatisk idyl” (48). Borum citerer fire strofer og fastslår, at “man er aldrig i tvivl om, at ‘asers skare’ i virkeligheden er statisterne på Kongens Nytorv”. Og han sammenfatter forskellen mellem de to digtere således: “Dåd forvandles [hos Oehlenschläger] til spil ‑ hos Grundtvig forvandles dåd til forløsning” (49).

Men Borum betragter stadig Grundtvig som ‑ romantisk ‑ digter; Grundtvig og Oehlenschläger, det er “den vilde romantiske tanke over for den klassicerende romantiske følelse” (49). Hverken mere eller mindre!

Dansk Ravne‑Galder (skrevet 1860) (US X, 364‑482) betegner Borum som “et overset mesterværk”, ikke bare fordi det har mange gode enkeltsteder, men fordi det udgør “en helhed, et af Grundtvigs største syner”, hvori han “ligesom i Kirke‑spejl i de følgende år kan inddrage sig selv i både fortidens, nutidens og fremtidens historie på en naturlig måde, stolt men uden selvglæde” (62 – jfr. Christensen 1998, 433ff). Men samtidig peger Borum på, at dette digt af Grundtvig “i sine mange filosofiske indlæg viser en forbavsende lighed med (...) Herman Melvilles [min kursivering] (...) Clarel fra 1876” (Borum 1983, 64f). Hvortil jeg igen vil sige, at det selvfølgelig under alle omstændigheder er interessant at finde frem til forfattere, der fremtræder som paralleller til Grundtvig, men at der så vidt mig bekendt ingen sidestykker findes til den måde, hvorpå Grundtvig ‑ og med så store virkninger ude i virkeligheden ‑ koblede sin egen person sammen med nationens og folkets liv. Jeg har desværre ikke læst hverken Melvilles digt[53] eller noget særligt af, hvad der i øvrigt er skrevet af folk, man har peget på som paralleller til Grundtvig, men uanset hvad resultatet vil vise sig at blive, er det en klar opgave for Grundtvig‑forskningen at få foretaget en bred undersøgelse af dette forhold, især naturligvis for så vidt angår 1800‑tallet.

I sit tredje kapitel, “Historie”, giver Borum indledningsvis en karakteristik af Grundtvigs historiesyn. Men også her må han jo anlægge sit total‑digteriske syn på Grundtvig, idet han siger, at

det sær‑egne[sic!] ved Grundtvigs historiesyn og kultursyn er jo dets mangfoldige digteriske udtryk ‑ ikke blot i digte, men også i f.eks. de historiske værker læst som digtning [NB!], som fiktivt‑kognitive sprogkunstværker (Borum 1983, 68 – jfr. Flemming Lundgreen‑Nielsen her ovf.).

Herefter følger en grundig gennemgang af indskriften på Oddens mindestøtte (1809) (US I, 756‑757), der til slut betegnes som byggende på, hvad Borum med sin helt personlige tilegnelse af Grundtvigs forkærlighed for bindestregs‑tydeliggørelser, kalder “id‑entifikation”[54]:

Thi i dette på overfladen overpersonlige digt er Grundtvig jo i høj grad til stede. Det var ham, der skrev det, og ikke Oehlenschläger. (...) Og er han, Nordens Mytologis forfatter, måske ikke allerede en bautasten? (...)

Og frem for alt: er han ikke sat til ‑ kaldet til ‑ at bevidne og vidne om fortid og nutid og fremtid og altid og danskhed “i løbende tid”? Historikeren Grundtvig (Borum 1983, 72).

Men der er flere gode steder hos Poul Borum, hvor han giver udtryk for sit særlige syn på “totaldigteren Grundtvig”. Han bemærker fx, at Grundtvigs “fryd” over Fønix‑digtet allerede ligger i, at “det var ham der fandt det i Exeter‑manuskriptet i 1829” (83).

Men først og fremmest var Fønix‑digtet en tekst, hvor eventyr og myte mødtes med en kristen tolkning med hjemmel helt tilbage hos kirkefædrene. (...) Her som overalt hos Grundtvig bliver man slået af hans identifikations‑evne. Det er under‑forstået (også “forstået som et under”) i digtets [”Fugl Phønix”] under‑bevidsthed, at Grundtvig er Fugl Fønix! Han bekræfter overalt Keats’ berømte billede af digteren (og nok ikke kun den romantiske) som det mest ikke‑eksisterende af alle menneskelige væsener, fordi han er til stede i alt. Deraf de store digteres store “selvfølelse”, som netop ikke er noget egotrip, men en identifikation, som altid allerede starter i og med sproget (Borum 1983, 83f).

Men hos Grundtvig er der alligevel tale om noget andet, noget mere specielt, end i Keats’ ‑ og Borums ‑ bestemmelse af digterens allestedsnærværelse. Det peger Borum ganske præcist på, når han siger, at

Krigen 1848‑50, hvor sønnerne deltog, blev for Grundtvig en vidunderlig bekræftelse på hans verdenshistoriske syn og på Danmarks plads ‑ og dermed hans egen plads ‑ i denne virkelighed. (Borum 1983, 88).

Og Borum ser også rigtigt, når han henviser til, at dette viser sig på alle områder: I Grundtvigs breve fra disse år, i hans kærlighed til Marie Toft og i “de store og små syner i tidsskriftet Danskeren (88).

Poul Borums betragtninger over 1810‑samlingen Nytaarsnat (US II, 46‑75) og Grundtvigs kommentar til den i Kvædlinger (1815) er meget interessante.

Det er for det første karakteristisk, at han fanger den ‑ med hans egne ord ‑ godt skjulte poetik i 1815‑kommentaren. (Endnu et eksempel på 1815’s betydning!). Han fanger rækkefølgen i Grundtvigs tale om, at skjalden først ind‑bilder sig synerne og så derefter af‑bilder dem i ord og toner. “Synet er et ind‑billede, ligesom symbolet er et sind‑billede” (91).

Men Borum har jo også øje for, hvad jeg vil kalde “totaldigter‑dimensionen”, og det ikke alene i 1815‑kommentaren, men også allerede i 1810‑forordet. Ja, han ser ‑ med Grundtvig ‑ 1810 gennem 1815 (92).

Og Borum slutter afsnittet med nogle interessante betragtninger over forholdet mellem digtning og liv ‑ eller digtning og handling (frugt, resultater). Han tager udgangspunkt i Grundtvigs egen karakteristik af Nytaarsnat (US II, 46‑68) i 1810‑forordet som “fortalen til mit følgende liv” og ser deri en angivelse af “den tætte sammenhæng, Grundtvig oplevede mellem digt og liv” ‑ med videreudviklingen deraf “i 1815‑kommentarens underlige ord om ‘dåd’” (92). Men der er tale om en for Borum karakteristisk uklarhed, når han så fortsætter med at sige, at

På en måde giver tilfældet Grundtvig næring til den myte, man egentlig helst vil holde lidt på afstand og i hvert fald ikke bryder sig om at få anbragt begrebet “sublimering” på, at digtningen er en erstatning for handling, for liv. Når det nu netop drejer sig om at give handlingen kunstnerisk liv... Det er ikke fri for at Grundtvig skattede til den banale side af den romantiske organismetænkning, som handler om en udvikling fra at sætte blomst (digt) til at bære frugt (liv). Når Grundtvig som digter lykkes bedst, har han tillid til billed‑ligheden. Men som samfundsborger (og kirkefader‑aspirant) ville han jo godt se resultater, og den lykkefølelse, der fylder hans liv og hans digtning, med obligate tilbagefald, fra midten af trediverne, skyldes selvfølgelig i høj grad den response han nu fik (Borum 1983, 92f).

Som jeg læser dette, havde Borum helst set, at Grundtvig havde holdt sig til den rene “billed‑lighed”, altså til selve det at “ind‑bilde” sig nogle syn(er) og dernæst “af‑bilde” dem i ord (se ovf.). Og så ikke mere. Digtet skal ikke bare være blomst, men også den endelige frugt.

Hvor står Borum selv i forhold til sublimerings‑myten om digtningen som erstatning for liv og handling? Den vil han helst “holde lidt på afstand”, og den bryder han sig ikke om at “få anbragt begrebet ‘sublimering’ på”. Men det betyder vel, at han indrømmer, at myten egentlig har ret? Og det er vel på sine egne og sine ligesindede digterkollegers vegne, han tilføjer den svævende sætning “Når det nu netop drejer sig om at give handlingen kunstnerisk liv...”? Meningen må være, at det er uretfærdigt at kalde digtningen sublimeret liv, når den jo ‑ i sig selv ‑ er liv, er handling.

Organismetænkningens forestilling om, at digtets blomst skal bære liv som frugt, kalder Borum banal, og der ligger en tydelig misbilligelse i den måde, hvorpå han taler om samfundsborgeren og kirkefader‑aspiranten Grundtvigs ønske om at se resultater! Selv den jo i sig selv rigtige vurdering af Grundtvigs nye situation fra omkring midten af 1830’erne har en ironisk tone. Hvad der sådan set også kan være grund til. Jeg ser jo også selv kritisk på, hvordan Grundtvig nyder sin nye position og rolle. Men hvor Borum beklager Grundtvigs fald fra den rene “billed‑lighed”, beklager jeg de kirkesynsmæssige og kirkepolitiske konsekvenser deraf.

Efter at have inddraget Grundtvigs egen 1832‑bestemmelse (i Nordens Mythologi) af myten som “et begejstret ord i sin kraft” ‑ og forstået dette som “digterisk inspireret tale med handlingsfunktion” ‑ bestemmer Borum Nyaars‑Morgen (US IV, 238‑343) som “et langt, manisk digt med historisk indhold” ‑ og siger videre, at

Digtets stof er Grundtvig og fortid, nutid og fremtid. Dets indhold er en personlig myte [min kursivering]; Vilhelm Andersen kalder det “en myte af Grundtvigs eget liv, ligesom Aladdin af Oehlenschlägers”, og sammenligningen er eftertanke værd. Dets holdning er profetiens (Borum 1983, 105f).

Herefter følger Borums lange gennemgang af Nyaars‑Morgen ‑ som der ikke er grund til gå nærmere ind på her. Selv den “overflyvning” (122), Borum må nøjes med, giver ham jo ellers anledning til mange gode digter‑til‑digter‑læsninger, men det er ikke det, der er denne artikels vinkel.

Borum kan godt se, at Nyaars‑Morgen er både “et kristent historisk‑poetisk program”, et rimbrev til vennerne og “en storsalme med alle salmens funktioner”. Og han kan naturligvis også godt se, at det er en “personlig myte”. Men også her har han sit eget personlige syn, idet han uddybende karakteriserer digtet som “en personlig tids‑myte med tidens ophævelse som udgangspunkt og endemål” (106).[55] Borum kan virkelig se, at Grundtvig er “total‑digter”, men lægger alligevel sit helt særlige tryk på “‑digter”!

Hans Hauges Borum‑replik Alt‑i‑alt

Da nærværende artikel skulle færdigredigeres, forelå Hans Hauges artikel Alt‑i‑alt: Et gensyn med Poul Borums syn på Digteren Grundtvig (Hauge 2009).[56] Det er en redigeret udgave af et foredrag, der blev holdt på det litterære Grundtvig‑seminar i Vartov den 3. november 2007.

Af også mere almindelig interesse er den måde, hvorpå Hauge placerer Borums 1983‑bog inden for tiårs‑periodeinddelingen siden 1960’erne:

Hvor den marxistiske og politiske Grundtvig afløste den tidehvervske i 1970’erne, afløste den æstetiske og litterære Grundtvig den politiske i 1980’erne,[57] i 1990’erne var der forgæves forsøg på at universalisere ham,[58] og i dag er han så igen tidehvervsk som i 1960’erne (Hauge 2009, 190).

I nærværende sammenhæng er det naturligvis 1980’erne og tiden her omkring 2010, der er af særlig interesse. At Grundtvig i det første tiår af 2000‑tallet skulle være blevet “tidehvervsk som i 1960’erne”, skal forstås som et meget Hauge’sk udsagn; det er i hvert fald en meget snæver Grundtvig, man i denne forstand har henholdsvis dyrket eller sendt ud i kulden (medmindre han har kunnet legitimeres ved at blive set sammen med Kierkegaard). Det er mit håb, at nærværende artikel i al sin nødtørftighed kan være et bidrag til, at man i 2010’erne ikke alene genopdager Grundtvig i hele hans bredde, men også får en ny og bedre forståelse af den ejendommelige sammenhæng ‑ eller altså totalitet ‑ i hele hans virke.

Men ellers er Hauges artikel først og fremmest interessant, for så vidt som den handler om Borums egen placering i æstetikkens og litteraturkritikkens historie, fx om forholdet til den gamle lærer Gustav Albeck helt tilbage fra 1953 af. Og som bidrag til nærværende forskningshistoriske krydspejling er den derved interessant, for så vidt som den på sin særlige måde præciserer bestemmelsen af Borum som den, der vel ser totalt på Grundtvig, men gør det på den måde, at der så at sige er tale om en poetisering eller æstetisering af hele Grundtvigs forfatterskab, og ikke om at se hele Grundtvigs forfatterskab og virke som en inddragelse af hele virkeligheden, herunder Grundtvig selv, i en ejendommelig, altomfattende poetisk struktur.

Det er svært at sige, hvordan Hauge selv bedømmer “digteren Grundtvig”. Han siger fx direkte, at han ikke vil tage stilling til den af Hans Brix formulerede, men formodentlig af mange delte opfattelse, at det ikke var Grundtvigs “egentlige opgave, det han følte som sit livskald, at skabe poesi” (Brix 1955, 188) (Hauge 2009, 190f). “Det lader sig næppe afgøre, hvad Grundtvig følte var hans livskald”. Hauge indrømmer dog, at Grundtvig mange steder “selv var poesi‑kritisk” (191). Men det er jo noget helt andet og meget mindre end det, der er tale om hos fx Brix.

Og til Borums forståelse af 1815‑gennembruddet som det, at Grundtvig rent poetisk fandt sit eget sprog, uafhængigt af ydre begivenheder, peger Hauge på, at “Ellers betød 1814 og tabet af krigen og Norge jo da ellers en del for Grundtvig, men den slags interesserer ham ikke” (Borum). Og Hauge peger på, at årsagen kunne være, at “Grundtvig var kommet fri af sine forgængere eller indflydelsen fra tidligere digtere”, og på, at det altså kunne være de ydre årsager: “Statsbankerot, fremmede tropper i landet, nederlaget, Napoleon” (193).

Ifølge Hauge lykkes det sjældent for Borum at gennemføre, hvad jeg her vil kalde totallæsningen af Grundtvig som digter. Men det “skyldes ikke Grundtvig, men Borums egen litteraturkritik og opfattelse af kunst og æstetik”. Borum polemiserer mod Rønnings vurdering af Grundtvig som havende for megen vælde og for lidt form “ved netop at kalde teksterne fra omkring 1815 intet mindre end fuldendte”, hvoroverfor Hauge, typisk, stiller spørgsmålet: “Hvis de var, hvad skulle han så bagefter?”. Og Hauge tilslutter sig med forbehold Rønnings karakteristik af Grundtvig som en i æstetisk forstand ikke ren digter (“guld isprængt med uædlere metaller”):

Heri forklares i samme bevægelse det vanskelige ved at læse Grundtvig som digter og kun som digter. Poesien var ikke det centrale, som også Brix sagde. Og jeg vil føje til, der er ingen tekst, der ikke er isprængt uædlere metaller, for nu at bruge denne metafor (Hauge 2009, 194).

Hauge forholder sig æstetisk, men ikke total‑æstetisk til Grundtvig, kan man måske sige. Borum vil i sin Grundtvig‑læsning sådan set “på forhånd opgive alle traditionelle genreforskelle og forsøg på at skelne mellem litteratur og ikke‑litteratur”, men kan ikke gennemføre det (195).

Tilsvarende kritiserer Hauge (i forbindelse med diskussionen om Thodbergs arbejde med de prosadigtagtige steder i Grundtvigs prædikener) Borum for at gøre for meget ud af det forhold, at også Grundtvigs ikke i snævrere forstand poetiske tekster er poetiske:

Grundtvigs prosa er poetisk, siger Borum, og det er sandt, skønt det, der mangler hos Borum, er en forståelse for, at det poetiske er en sproglig funktion, der kan findes i alle tekster, i al fald hvis vi følger den strukturelle lingvistik (Hauge 2009, 198).

Borum har blandt andet fremhævet Peter Brasks Grundtvig‑tolkning (Brask 1974), der sammen med Borums egen bliver et eksempel på en tidssvarende Grundtvig‑tolkning.[59] Men Hauge siger ikke her noget om sin egen stilling. Det gør han derimod, når han senere finder “noget inciterende” ved Borums “tese om, at alt er i alt”, så at der ingen forskel er på forskellige tekster og genrer, “ganske som der ingen dualismer synes at være hos Grundtvig”. Der er måske ligefrem tale om “en radikal immanenstænkning”. “Det hele er til stede her og nu” (199). Heroverfor må jeg sige, at det forekommer mildest talt uheldigt at sige, at der ingen dualismer (i flertal) er hos Grundtvig. Hos ham er der jo da i hvert fald først og fremmest dualismerne sandhed‑løgn og liv‑død. Men det, der tænkes på her, er selvfølgelig “dualismen” himmel og jord (og tilsvarende). Og så må man jo, når det gælder Grundtvig, snarere end om “radikal immanenstænkning” tale om skabelse‑syndefald‑genløsningsteologi, pinseteologi og det, jeg kalder “teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”.

Hauge mener, det er “godt set”, når Borums “alt‑i‑alt” får ham til at sige, at “Grundtvig indføjede en poetik ‘overalt i sine skrifter’” (213). Men det er altså det hele, så jeg må konkludere, at hvor interessant ‑ og som sædvanlig morsom ‑ Hauges kritik af Borum end er, understreger den kun, i hvilken grad Borum virkelig prøver at anlægge et, om end altså i snævrere forstand poetisk, total‑syn på Grundtvig, hvorved den samtidig understreger, at det er min langt bredere bestemmelse af Grundtvig, som ”totaldigter”, der er mest dækkende.

Totaldigteren Grundtvig og hans totaldigt

Jeg vil mene, at der i ovenstående oversigt er givet en opklarende og nyttig krydsbelysning af nogle meget vigtige og ejendommelige træk i Grundtvigs måde at digte og virke på.

Det står nu klarere, hvad det vil sige, når jeg betegner Grundtvig som totaldigter, idet ikke alene hele hans poetiske forfatterskab, men sådan set hele hans forfatterskab og virke overhovedet ses som eet stort totaldigt, der udspiller sig i een stor fælles symbolverden, med Danmark og Grundtvig selv som de helt centrale symboler i inderlig sammenfletning. Og det gælder, som allerede nævnt, også selv om der må skelnes mellem den kirkelige og den folkelige totaldigter Grundtvig, idet der jo alligevel ikke kan skelnes helt. Grundtvigs ikke‑kirkelige forfatterskab og virke er på en særdeles ejendommelig måde præget af hans “sekundære teologi”, i hvilken der er et helt særligt forhold mellem det lille danske hjertefolk og Gud, og i hvilken dette folk har en helt særlig plads og rolle i historien, uanset Grundtvigs meget strenge og snævre forståelse af, hvad der skal forstås ved den egentlige Jesu Kristi menighed.

Hertil kan føjes, at allerede selve Grundtvigs “kristelig‑romantiske” poetik godt kunne have dannet grundlaget for en digterisk praksis og udfoldelse af “ikke‑totaldigterisk” karakter. Den havde ikke engang behøvet være særlig historisk. Og den havde i hvert fald ikke behøvet inddrage hverken digteren selv eller folket og nationen på den måde, det blev tilfældet hos Grundtvig.

Man kunne fx godt have forestillet sig, at der på grundlag af, hvad jeg kalder “teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, og på grundlag af hele Grundtvigs teologi og poetik om billed‑synet og billed‑sproget, kunne have været fremkommet en digtning, hvor synerne var blevet set “rent”, det vil sige uden at blive set inden for en stor historisk vision eller konstruktion, hvori digterens egen nation og person – i en stor livs‑ og skæbnesammenfletning – spiller den afgørende og endelige rolle, altså en digtning, der mere i det små, det vil sige i tingene og del‑forløbene, havde set menneskelivet og dets verden som afbildende Gud. Man må i hvert fald sige, at selve Grundtvigs teologi om, at erkendelsen af menneskelivet og dets verden giver en nødvendig indirekte gudserkendelse, som ikke kan erstattes af noget andet, indebærer mange forskellige muligheder for også “poetisk” oplevelse og erkendelse.

Og i denne forbindelse er der så også en anden ensidighed, man må konstatere hos Grundtvig, og det er, at kristendommen så godt som altid udtrykkeligt indgår i – eller dog tydeligt fremstår som “substratet” i hans digtning. Mest påfaldende i de helt private digte til fx hustruerne. Men ligesom det kneb for ham at skrive historie, som om han hverken havde religion eller fædreland, således kunne han heller ikke digte på den måde. Man kunne jo ellers ud fra Grundtvigs teologi om “det kristeligt nødvendige livsengagement”, ikke alene forestille sig en poesi, der var uden direkte, udtrykkeligt kristent indhold eller præg, men faktisk også forvente en sådan poesi, nemlig fordi det ifølge denne teologi udtrykkeligt og absolut ikke er kristendommen, der skal presses ned over virkeligheden, men virkeligheden, der ‑ bogstavelig talt poetisk “set” ‑ skal føje sit indhold til, ja, lægge det ind i, den særlige åbenbarings frelseshistoriske tale om Gud og Guds Rige.

Men nu den Grundtvig, der faktisk var – og var sådan, som han var – hvorfor er det en så helt enestående stærk og dejlig oplevelse at læse ham og derved komme til at være sammen med ham og Danmark og verdenshistoriens andre lande og folk? Også selv om man egentlig (hvilket også vil sige før og helt uanset den aktuelle debat og kamp) føler sig på ret stor afstand af både hans verdenshistoriske og danmarkshistoriske syn, og selv om man ofte må forholde sig med et undertiden nærmest rørt overbærende smil til den måde, han bevæger sig rundt i sit symbolunivers på og bringer dets elementer sammen på. Det må være, fordi der er noget helt særlig stærkt og stort ved en digtning, der inddrager ikke bare hele virkeligheden i dens først og fremmest menneskehistoriske begivenhedskarakter, men også digteren selv – og dermed på en tilsvarende stærk måde læseren fra det sted, hvor han befinder sig ‑ i det fælles begivenhedsforløb.

Forkortelser

GS: Grundtvig‑Studier.

PS: Svend Grundtvig (udg.) (1880‑1930), N.F.S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, bind 1‑9, København.

US: Holger Begtrup (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, bind 1‑10, København.

VK 1812: N.F.S. Grundtvig (1812), Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng, København.

Litteraturliste

Værker af Grundtvig

Balslev, Th. et al. (udg.) (1944‑1964), Nik. Fred. Sev. Grundtvig: Sang‑Værk til den danske Kirke, København. ‑ Fotografisk optryk 1982‑1984, København.

Begtrup, Holger (udg.) (1904‑09), Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, bind 1‑10, København.

Grundtvig, N.F.S. (1815), Europa, Frankrig og Napoleon, en dansk historisk Betragtning, København.

Grundtvig, N.F.S. (1815), Heimdall. Dansk Nyaars‑Gave for 1816, København.

Grundtvig, N.F.S. (1815), Imod den lille Anklager, København.

Grundtvig, N.F.S. (1815), Kvædlinger eller Smaakvad ved Nic. Fred. Sev. Grundtvig, Præst, København.

Grundtvig, N.F.S. (1816‑1819, fotografisk optryk 1983), Danne‑Virke et Tids‑Skrift af N.F.S. Grundtvig, bind 1‑4, København.

Grundtvig, N.F.S. (1848‑1851), Danskeren, et Ugeblad, København.

Grundtvig, N.F.S. (1860), Christenhedens Syvstjerne. Et Kirkeligt Sagakvad af N.F.S. Grundtvig, København.

Thodberg, Christian (udg.) (1983‑1986), N.F.S. Grundtvigs prædikener 1822‑26 og 1832‑39. I‑XII, København.

Værker af andre forfattere

Albeck, Gustav (1955), Omkring Grundtvigs Digtsamlinger. Studier i Grundtvigs lyriske Forfatterskab 1808‑16, Aarhus‑København (= Acta Jutlandica XXVII Supplementum A Humanistisk Serie 40).

‑ (1987), “Har Grundtvig‑Selskabet forsømt Digteren Grundtvig?”, Grundtvig‑Studier 1987, bind 39, København, 29‑43.

Albeck, Gustav et al. (1957‑1964), Registrant over N.F.S. Grundtvigs papirer I‑XXX, København.

Andersen, Vilh. (1924), Illustreret dansk Litteraturhistorie, bind 3, København.

Begtrup, Holger (udg.) (1901), N.F.S. Grundtvig Nyårsmorgen, København.

Borum, Poul (1983), Digteren Grundtvig, København.

Brask, Peter (1974), Tekst og tolkning. Bidrag til den litterære semantik. Første del. Tekstbeskrivelsens teori og metode I‑II, Roskilde.

Brix, Hans (1912), Tonen fra Himlen, København.

‑ (1998), Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, København.

Hauge, Hans (2009), ”Alt‑i‑alt: Et gensyn med Poul Borums syn på Digteren Grundtvig”, Grundtvig‑Studier 2009, bind 60, København, 188‑202.

Koch, Hal (1944), Grundtvig, København.

Lundgreen‑Nielsen, Flemming (1980), Det handlende ord: N.F.S. Grundtvigs digtning, litteraturkritik og poetik, København.

‑ (1983), “Grundtvig og romantikken” i Christian Thodberg og Anders Pontoppidan Thyssen (red.), Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys: Hovedtanker og Udviklingslinier fra de senere Års Grundtvigforskning, Århus, 19‑42

Michelsen, William (1948), “Romantik og Kristendom hos den unge Grundtvig”, Grundtvig‑Studier 1948, bind 1, København, 79‑91.

Rønning, Frederik (1907‑1914), N.F.S. Grundtvig. Et bidrag til skildring af dansk åndsliv i det 19. århundrede, bind 1‑4, København.

Scharling, C.I. (1947), Grundtvig og Romantiken belyst ved Grundtvigs Forhold til Schelling, København.

Thaning, Kaj (1963), Menneske først ‑ Grundtvigs opgør med sig selv, København.

Thodberg, Christian (1983), “Grundtvig som prædikant” i Thodberg, Christian og Thyssen, Anders Pontoppidan (red.) (1983), Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys: Hovedtanker og Udviklingslinier fra de senere Års Grundtvigforskning, Århus, 117‑162.

Thodberg, Christian og Thyssen, Anders Pontoppidan (red.) (1983), Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys: Hovedtanker og Udviklingslinier fra de senere Års Grundtvigforskning, Århus.

Toldberg, Helge (1950), Grundtvigs symbolverden, København.

Vedel, Valdemar (1890), Studier over Guldalderen i dansk Digtning, København.

Vodskov, H.S. (1884), “N.F.S. Grundtvig: Poetiske Skrifter, I”, Spredte Studier, København, 66‑83.

- - -

RESUMÉ

Den oprindelige danske tekst, som dannede grundlaget for det trykte engelske Summary (som står på undersiden ENGLISH).

I Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement har forfatteren bestemt Grundtvig som først og fremmest “kirkelig og folkelig totaldigter”, og han ville gerne have fulgt denne undersøgelse op med en større undersøgelse af den poetiske side af det kristeligt nødvendige livsengagement, men da dette ikke har været muligt, præsenteres nogle hovedpunkter i bestemmelsen af Grundtvig som ”totaldigter” i denne kommenterede oversigt over den litterære Grundtvig‑forskning og ‑kritik frem til og med Hans Hauges Poul Borum‑replik Alt‑i‑alt.

Efter et indledende replikskifte med Poul Borum, for så vidt angår det at ville bruge Grundtvig til noget eller måske snarere blive brugt til noget af ham, gennemgås Gustav Albecks udvidede foredrags‑tekst Har Grundtvig‑Selskabet forsømt Digteren Grundtvig?, hvori der gives en oversigt over den litterære Grundtvig‑forskning og ‑kritik tilbage fra 1800‑tallet af og frem til Poul Borums bog om Digteren Grundtvig. Albeck demonstrerer her på sin særlige måde, at beskæftigelsen med digteren Grundtvig kræver en anden tilgang end den i litteraturvidenskaben normale.

Derefter gennemgås Albecks eget bidrag: Omkring Grundtvigs Digtsamlinger. Af særlig interesse er behandlingen af Grundtvigs bestemmelse (med en grammatisk vittighed) af sig selv som “deponentisk digter” (passiv form, aktiv betydning). Det påpeges i forbindelse hermed, at Grundtvig efterhånden førte det aktive element ud i et direkte historisk og folkelig‑politisk vekselvirkningsengagement.

I Helge Toldbergs Grundtvigs Symbolverden er det ganske særligt kortlægningen af hele det symbol‑univers, Grundtvigs digtning fra 1814/15 af udspiller sig i, der er af interesse. Under sin symbolteoretiske synsvinkel kommer Toldberg til at se nogle sammenhænge på en måde, der svarer til, hvordan de er blevet set i Omkring Grundtvigs Vidskab.

Allerede i Fra drøm til program kunne forfatteren tilslutte sig Flemming Lundgreen‑Nielsens bestemmelse i Det handlende ord af året 1819 som det år, hvor Grundtvig helt kommer til at stå uden for den egentlige skønlitteratur. Og det samme gjaldt det af Flemming Lundgreen‑Nielsen dannede begreb “selvsymbolik”. Men forfatteren påpeger, at litteraturforskeren Flemming Lundgreen‑Nielsen ikke går dybt nok, når han i så høj grad bliver hængende i spørgsmålet, i hvilket omfang Grundtvig trods sit enestående særpræg alligevel har sans for almindelige litterærpoetiske faktorer. Modsætningen mellem “æstetik” og “poesi” hos Grundtvig er ikke kun en modsætning mellem “totaldigteren Grundtvig” og “det æstetiske”, men også mellem det blot “æstetiske” og poesiens dybdedimension overhovedet. Men Flemming Lundgreen‑Nielsen giver et rammende udtryk for Grundtvigs enestående digterkarakter, når han siger, at hans bog er komponeret som en fremskriden fra den 15‑årige skoledrengs stilehefter til “symbolet Grundtvig”.

I Digteren Grundtvig betragter Poul Borum på sin særlige måde Grundtvig som “totaldigter”. Man kan sige, at han anlægger et “total‑poetisk” syn på “skjalde‑profeten” Grundtvig; han kan virkelig se, at Grundtvig er “totaldigter”, men lægger altså sit helt særlige tryk på “‑digter”!

Til sidst inddrages Hans Hauges replik til Poul Borum: Alt‑i‑alt. Af ganske særlig interesse er her bestemmelsen af Borums bog som hørende hjemme i de æstetiske og litterære 1980’ere (mellem de politiske 1970’ere) og de “universaliserende” 1990’ere). Det er svært at sige, hvordan Hauge selv bedømmer “digteren Grundtvig”, men hans kritik af Borums forsøg på at forstå Grundtvig “total‑poetisk” understreger efter forfatterens mening, at det er dennes egen totaldigter‑bestemmelse af Grundtvig, der er den mest dækkende.

I den “Afsluttende replik” ses det som ejendommeligt for Grundtvig, at han inden for en særlig historisk vision eller konstruktion og i en særlig, i høj grad samlet, symbolverden foretager en omfattende og gennemgående sammenfletning af nationens og sin egen skæbne, og at kristendommen næsten altid indgår i eller fremstår som substratet i hans digtning.

* * *

Grundtvigs liv med Gud

Foredrag ved Theologisk Oratoriums sommerkonvent i Sankt Birgitta Kloster, Maribo, den 27. maj 2010.

Af Bent Christensen

Bemærkninger til denne internetudgave

Nedenstående er det ”bruttomanuskript”, jeg nåede frem til, nogle dage før min deltagelse i konventet 25.-27. maj 2010 (jeg er, som det fremgår, ikke medlem, men havde spurgt, om jeg måtte få lov at deltage i hele konventet, hvad jeg fik, og jeg havde stor glæde og udbytte af det). Selve foredraget varede, som aftalt, kun lige godt tre kvarter, idet uddraget af ”Grundtvigs Morgenbøn” blev læst op under den efterfølgende drøftelse. Enhver kan altså se, at det kun er ca. en tredjedel af nedenstående tekst, der er blevet fremført mundtligt. Men jeg lovede deltagerne, at jeg straks ville gå hjem og sætte det på min hjemmeside, så de kunne få det hele at læse dér.

Jeg gør opmærksom på, at der (i hvert fald her i første omgang) er mange ting, der er citeret efter Rønning eller andre tilsvarende forlæg, som ikke følger Grundtvigs originale retskrivning. Jeg gør ligeledes opmærksom på, at jeg (endnu) ikke har fået læst en endelig korrektur med de endelige verificeringer. Men når man ved dette, kan man forhåbentlig have glæde af at læse det her foreliggende resultat af det ”lejligheds-studium”, der jo har været tale om. Jeg kunne forstå, at nogle af deltagerne måske ville gå hjem og forske videre. Men det kan jo også være, der er andre, der kunne blive inspireret til at forske i såvel denne side af Grundtvig som hele emnet ”andagtslivet i danske præstegårde og andre kristne hjem i det attende og nittende århundrede”.

Inden jeg siger noget som helst andet, vi jeg sige, at det hele er blevet meget større for mig, end jeg først troede. Men jeg har valgt at skrive mit manuskript stor set så udførligt, som det faldt naturligt, idet jeg ret hurtigt fattede den plan at sætte det hele på min hjemmeside, når jeg havde holdt foredraget. Jeg har ikke kunnet nå at redigere en kortere version (men har på den anden side heller ikke haft tid til at gøre det endnu længere!), så jeg har forsynet mit manuskript med nogle gode streger og andre mærker, og jeg har taget æggekoger-stopuret med, så jeg ikke alene er sikker på at blive bremset om tre kvarter, men også undervejs kan se, hvor lang tid der er gået. - Men vi har jo ”brutto-tid” til kl. 12, så vi får forhåbentlig lejlighed til at supplere lidt og til at drøfte tingene - og jeg forestiller mig, at der er flere af deltagerne, der vil kunne bidrage med gode supplerende ting og baggrunds-ting.

Min hjemmeside-adresse er nem at huske: www.bentchristensen.dk, og så skal man ellers bare klikke på undersiden ”Grundtvig”, hvor manuskriptet vil stå som den næstøverste tekst - idet den tekst fra 2002 stadig vil stå øverst, der har undertitlen ”Grundtvig-forskeren Bent Christensens litterære testamente”!

Men når jeg så ellers begynder med at sige tak for invitationen til at optræde som foredragsholder her i dag, er det ikke kun af konvention. Det er en helt særlig ære, glæde og oplevelse for mig. Og det gælder i høj grad også det forhold, at jeg har fået lov til at deltage i hele konventet. Jeg har jo aldrig haft noget som helst direkte med Oratoriet at gøre. Men indirekte har jeg. Og jeg håber, der er medlemmer til stede, som kan huske Johs. B. Boysen, der indtil 1973 var sognepræst i Øster Ulslev (og dermed i min svigerfar E.J. Andersens Fuglse-tid 1943-1951 havde været hans nabopræst og ven, med fortsættelse af venskabet i min svigerfars Hillested-tid frem til 1975) - og som før det havde været sognepræst på min mors fødeø Askø. Han blev nemlig i min Døllefjelde-tid (på den anden side af Øster Ulslev-pastoratet!) vor ”husven i anden generation” og en af mine store lærefædre, ikke mindst på områderne liturgi og økumeni. Og han henviste ofte til sit medlemskab af Oratoriet. Det eneste andet medlem, jeg har kendt indtil nu, er vist min ordinationsbiskop og biskop fra 1974 til 1996 Thorkild Græsholt.

Men nu til sagen! Som ganske vist er vanskelig. Jeg blev selvfølgelig glad og beæret, da biskop Steen - i sin egenskab af Oratoriets leder - ringede og spurgte, om jeg ville holde dette foredrag - som altså skulle handle om Grundtvigs personlige, ja, også ligefrem private fromheds- og andagtsliv. Men jeg måtte straks sige, at jeg absolut intet vidste om emnet! Idet jeg dog sagde, at jeg ville prøve at se, hvad jeg kunne finde - og at jeg ellers måtte prøve at sige noget sådan mere i al almindelighed.

Under mine forberedelser kom jeg i anden Grundtvig-sammenhæng (dette års andet(!) ”tilbagefald” i den Grundtvig-forskning, jeg ellers udtrykkeligt forlod i 2002) i kontakt med min gamle ”parallel-grundtvigforsker” siden 1980’erne Kim Arne Pedersen, som viste sig at vide en masse om emnet, og som man i virkeligheden burde have inviteret i stedet for mig - hvis eneste fortrin i nærværende sammenhæng er, at jeg er lollik ”i hu’rede le’”, for nu at bruge gamle Johanne Andersens betegnelse af sig selv som falstring! Jeg ved nu også, at Kim ikke alene nogle gange har optrådt i Oratorie-sammenhæng, men også i en periode direkte var medlem. Og jeg har ikke alene drøftet emnet med ham i telefonen og dér fået nogen orientering og en enkelt henvisning, han har også sendt mig et par af sine ”kompendier”, nemlig til foredragene(?) ”Grundtvig og troens erfaring. Grundtvig og teologien” og ”Grundtvigs jul” (jfr. artiklen i DKT (vist) november 2009), og jeg vil naturligvis sige det, når jeg direkte bruger noget derfra, men det afgørende er, at jeg nu er blevet klar over, at andagtslivet har spillet en langt større rolle i Grundtvigs liv (dog nok især under og efter ægteskabet med Marie), end jeg havde troet; det gælder ikke mindst den store ”Grundtvigs Morgenbøn”, som jeg godt nok havde fundet (i hvert fald noget af) på Internettet, men som jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle stille op med! Men disse forhold vil jeg vende tilbage til i slutningen af foredraget.

Jeg håber, at de ting, jeg nu har fundet frem til og har fået af Kim, og som jeg mere eller mindre vil causere over, vil kunne have deres værdi. Og nu står jeg altså her. Jeg kunne dog stadig sådan set godt ønske af udvide foredragets titel, så den kom til at lyde: ”Grundtvigs liv med Gud - ud fra Christensens liv med Grundtvig”! Noget i den retning sagde jeg også til biskoppen. Idet jeg henviste til, hvordan Theodor Jørgensen i sin opposition ved mit disputatsforsvar den 4. september 1998 indledningsvis drillende havde foreslået, at hvis det ikke var fordi titlen ”Fra drøm til program” allerede var brugt (og, siger jeg her, jo om Grundtvig selv) i min første Grundtvig-bog, så kunne en eventuel tredje bog passende få titlen ”Mit liv med Grundtvig. Fra drøm til program”! (Grundtvig-Studier 1999 s. 111). Og jeg ser nu, at titlen i programmet er blevet ”Grundtvigs liv med Gud og i hvert fald Bent Christensens liv med Grundtvig”. Sådan er ordene altså faldet da vi aftalte foredraget.

Og det, jeg siger her, er ikke det rene pjat! Det gælder nemlig stadig, at selv om det altså har vist sig, at andagtslivet i egentlig forstand har spillet en større rolle i Grundtvigs liv (i hvert fald til sidst), end jeg på forhånd troede, så er der en hel del ting fra området ”Grundtvigs liv med Gud” i videre forstand, der også er særdeles interessante og meget vigtige for hele vor forståelse af Grundtvig og af hele den proces, hans samlede virksomhed har udgjort, lige fra de umiddelbare oplevelser, følelser og tanker af - og den almindelige læsning og i det hele taget studium af - og til hans allerstørste produktion (fx Nyaars-Morgen). Men det er selvfølgelig svært, for det gælder jo for både Grundtvig og alle os andre, at når man er kristen, så er hele ens liv naturligvis et ”liv med Gud”. - Jeg tillader mig her at nævne titlen på den art, jeg i anledning af mit disputatsforsvar året før skrev i Lolland-Falsters Stiftsbog 1999: ”At kende Gud i livets almindelige gudstjeneste”. Det var min måde at betegne det liv på, som følger af ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”! - Denne tekst står længere nede på denne side.

Men jeg vil nu opregne de ting, jeg har fundet, og som jeg mener kan være af interesse i såvel snævrere som videre forstand. Jeg vil stort set gå strengt kronologisk frem, idet det jo også, ja, på en helt særlig måde, her i denne sammenhæng er vigtigt at se, hvordan det udvikler sig for og i Grundtvig gennem de forskellige faser af hans liv.

Man vil snart opdage, at det er Frederik Rønnings ejendommelige, men jo meget omfattende og på mange måder meget værdifulde Grundtvig-bog, jeg allerførst har løbet igennem i min forberedelse af dette foredrag. Og jeg citerer ham ofte - og citerer ofte fra ham. Det har jeg simpelt hen været nødt til at rent tidsmæssige grunde. Nogle gange er det ganske vist ikke til at se, hvad han bygger på, men jeg regner med, der altid er en eller anden form for dækning for, hvad han skriver. I flere tilfælde citerer jeg (af tidsgrunde) også Grundtvigs (og andres) tekster direkte efter ham og i hans stavemåde, selv om jeg kunne have fundet originalerne. For alle tilfældes skyld oplyser jeg, at der er tale om Frederik Rønning: N.F.S. Grundtvig. Et bidrag til skildring af dansk åndsliv i det 19. århundrede, bind 1‑4, 1907‑1914.

- - -

Barndom i Udby. 1783-1792

Efter alt at dømme - og hvordan skulle det ellers have været? - er den lille Frederik Grundtvigs andagtsliv begyndt på moderens skød. Rønning taler i den forbindelse om ”de hyggelige vinteraftener på moders skød, et fadervor, en aftensang og så den lune, trygge barnesæng” (Rønning I¹ s. 6). - (I citationstegn hos Rønning, men ikke umiddelbart til at se, at der citeres og hvad).

Og i et digt til sin moder fra 1815 siger Grundtvig selv:

O! det var et Aftensæde,

Som vi glemme ej paa Jord,

Der din Pusling sad med Glæde

Ved det vakre, lille Bord,

Læste om de gamle Dage,

Rent og klart med højen Røst,

Fulgte gjennem Kirkens Sage

Frelseren med Liv og Lyst!

Naar da fra sin Præstecelle

Gamle Fader til os kom,

Lod sig Læsningen fortælle,

Retted den med Kristendom,

Gav Besked om, hvad vi gjemte,

Til han kom, forstandig, blid, -

O! hvad var vi, hvis vi glemte

Slig en hellig Gammenstid!

(PS III nr. 40, s. 479).

Ovenstående er fra digtet ”Til Katrine Marie Bang, min elskede Moder” (1815), tilegnelsesdigt foran i ”Kvædlinger eller Smaakvad”, 1815. Og det handler jo helt direkte om den læse-undervisning, moderen gav den lille Frederik - med faderens teologiske støtte og supplement. Men sammen med Rønnings oplysning siger det noget om, hvordan det er gået til, mens Grundtvig var lille i Udby Præstegård. - Og i forbindelse med omtalen af Grundtvigs gensyn med barndomshjemmet i 1800 skriver Rønning, at Frederik ”var blevet en anden”, og ikke bare på den måde, at han var ”blevet for lang en knægt til at sidde med foldede hænder på mors skød og bede sin aftenbøn” (Rønning I¹ s. 7). - Endvidere: ”Den gang Frederik sad på sin moders skød i Udby præstegård og bad sin aftenbøn, da var vejen fra dette barnesæde og op til Vorherre så underlig kort og let. [...] Da han gik i Århus skole var vejen blevet meget lang [BC: se nf.], men det nedarvede, det han havde taget med fra Udby præstegård, bandt ham dog til den som noget gammelt kendt, om end ikke særlig elsket” (Rønning I¹ s. 118). - Og endnu et eksempel. I den refererende omtale af Grundtvigs omarbejdelse af sin levnedsskildring i maj 1804 (til ”Den omarbejdede dagbog 1802”) skriver Rønning om Grundtvigs T.C. Bruun-påvirkede og meget overmodige og nedladende, ja, nærmest blasfemiske betragtninger over Djævelens magt og eksistens, og han tilføjer:

Dette sidder Grundtvig og skriver i Udby præstegård, nogle få skridt fra sin faders studerekammer, og fra den dagligstue hvor han som lille havde siddet på moders skød og med foldede hænder læst aftenbønnen (Rønning I¹ s. 127).

Uanset hvad man kan mene om den på steder som disse ret romanagtige måde, Rønning skriver på, og uanset hvad han bygger på, er der utvivlsomt en meget vigtig sandhed i dette, altså i, at præget fra barndommen i Udby Præstegård har spillet en stor rolle gennem hele Grundtvigs liv. Og vi kan jo her i vor sammenhæng konstatere, at det i høj grad gælder netop barndomshjemmets andagts- og fromhedsliv, selv om prægningen jo naturligvis har skyldtes hele atmosfæren overhovedet.

Og så er der jo gamle Magdalene, barnepigen, som Grundtvig i ”Nyaars-Morgen” (str. 277-285) har givet, hvad jeg har kaldt ”verdenshistoriens flotteste monument over en barnepige” (”’Nyaars-Morgen’ som teologisk og kirkehistorisk dokument”, Præsteforeningens Blad 1987/1-2). - Denne tekst står længere nede på denne side.

Det er Grundtvigs solidaritet med Danmark, det gælder. Han kan jo alligevel ikke udvandre. For hvor er det sted

[...]

Hvor end jeg kan røre

med Psalmen et Bryst,

Hvis ikke den findes,

Hvor klarlig jeg mindes,

Mig rørde Grund-Tonen i Støv!

(NM 277)

Det, Grundtvig mindes - og som han vil mindes, om han end bliver hundrede år - er, hvordan Magdalene sad i sin krog og sang:

O, Jesu! ...

Forlad, for din Pine,

Mig Synderne mine,

Frels mig fra den evige Død!

(NM 279)

[Hvorfra?]

Vi kan her også tænke på barndomsminderne i 1845-salmen ”Kirkeklokke! mellem ædle malme” (vel egl. alle stroferne 1-5 ).

Privatskole i Tyregod og latinskole i Århus. 1792-1800

I 1792 kom Grundtvig - 9 år gammel - i privatundervisning hos pastor Feld i Tyregod, og der er jo i den forbindelse en del interessante ting af almindelig teologisk betydning, men hvad dette foredrags emne angår, er det eneste, jeg har fundet, omtalen i Frederikskirke-prædikenen nytårsdag 1834 af salmen ”Guds godhed ville vi prise”, som, ”naar den, som det var Skik på Jyllands Heder, blev sungen til Huus-Andagt Nyaars-Aften, opmuntrede og forlystede mig meer end de bedste sange, jeg siden enten hørde eller saae” (DKT 1874 sp. 1-2; GE 22). - Jeg håber, at der under drøftelsen efter foredraget vil komme bidrag om, hvad der har været skik eller kan formode at have været skik i præstehjem af forskellig slags i slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet. Jeg har selv kun fundet lidt, og intet om, hvordan det har forholdt sig hos pastor Feld. Men jeg forestiller mig, at i det mindste et minimum af morgenandagt har været almindelig. Jeg tænker her også på Kingos morgen- og aftensalmer.

1798-1800 gik Grundtvig i Århus Latinskole, og hvad dette foredrags emne angår, har jeg et sted på Internettet fundet den bemærkning, at den modvægt et levende gudsforhold kunne have givet ham i forhold til ”[s]kolens åndløse og terpende undervisning”, den ”mistede han under skolens latinske andagter og den tvungne kirkegang i den iskolde Domkirke”. - Jeg er ikke klar over, hvor det stammer fra, men internetadressen er:

http://www.ninonbonnevie.dk/artikler.htm#Grundtvig.

Og et andet sted har jeg fundet en Google-scannet udgave af, hvad der (i den til dels ret beskadigede gengivelse af titelbladet) ser ud som Ludvig Schrøder: ”N.F.S. Grundtvigs Barndom og ungdom” (1783-1806), København 1883. - http://www.archive.org/stream/nfsgrundtvigsba00schrgoog/nfsgrundtvigsba00schrgoog_djvu.txt

Og derfra har jeg klippet følgende - som kun behøvede få og indlysende rettelser:

Skolen begyndte om Sommeren Kl. 7 og om Vinteren Kl. 8 med en meget vidtløftig Morgenandagt. Først sang man et latinsk Salmevers. Derpaa knælede en af Mesterlektiens Disiple i den aabne Dør med Ansigtet vendt mod Underskolen og messede en latinsk Bøn. Saa knælede en Disipel af 4. eller 5. Klasse midt i det større Læseværelse og fremsagde en latinsk Morgenbøn, som saa gjentoges paa Dansk af en af de to lavere Klasser. Om Eftermiddagen sluttedes Undervisningen Kl. 5 eller tidligere, dersom Mørket faldt paa, og da atter med et latinsk Vers og med en latinsk Bøn, der messedes. Men hertil kom en meget vidtløftig Kirkegang.

Hvis dette ikke kan tjene til andet, kan det i hvert fald være et eksempel på, hvad det var Grundtvig ville bort fra med sine opdragelses- og skoletanker, men det kan også godt have haft en tilsvarende indflydelse på Grundtvigs forhold til det kristne andagtsliv.

Student i København. 1800-1803

Om ”Grundtvigs liv med Gud” i studieårene har jeg ikke andet at sige, end at vi jo har Grundtvigs egne ord for, at han endte sin akademiske løbebane ”uden ånd og uden tro” [her foreløbig efter Rønning I,1 s. 100, hvor der jo angives ”Kirkespejlet”], samt at Rønning i forbindelse med omtalen af det kirkelige liv i København i Grundtvigs studietid skriver:

Det var tilgiveligt, om klokkeklangen [jfr. ”Kirkeklokke”-sammenhængen på s. 16] fra de københavnske kirketårne ikke drog et ungt menneske. Og Grundtvig kom da - efter eget udsagn [hvor?] - heller aldrig i disse kirker, uden en enkelt gang, som da han, på slægtskabets vegne, en Aprildag i 1802, måtte give møde i Frue kirke i anledning af bispinde Balles jordefærd (Rønning I¹ s. 18).

Men man kan jo kalde det en form for andagt - i særdeleshed under den noget videre vinkel, jeg i høj grad anlægger her - når Grundtvig i digtet ”Den 15. Juli 1802” tænker på døden. Rønning citerer et af versene, og kan det end, med Rønnings ord, ses som en del af ”et digt med en alvorlig grundstemning, så er det dog først og fremmest et udtryk for, i hvilken grad Grundtvig selv i sådanne stunder var en del af sin tid. Hvor det interessante jo også er, at han altså har kendt denne tankegang og denne stil. (Fra Egeløkke-tiden får vi et par tilsvarende eksempler). Det vers, Rønning citerer, lyder:

Har du besluttet, du bedste blandt fædre,

snart af afskære livsholdende tråd,

ét jeg kun ønsker: at jeg lidt bedre[!]

havde lagt vind på en pligtmæssig dåd[!];

men om dit bud jeg ej stedse end lød,

rolig jeg dog går i møde min død.

(Rønning I¹ s. )

Men trøsten består blot i, at han kan skue frem mod de ”fjærne egne”, ”der hvor ej uskyld for magten skal blegne - der hvor ej lasten skal svømme i fryd”, og hvor han skal gense sine nærmeste (Rønning I¹ s. 45f).

Af en vis interesse kan det være at se, hvad Rønning fortæller om, hvad han antager har været ”tonen i Torkildstrup præstegård” i også Grundtvigs bror Ottos tid. Det kan i hvert fald være så dog et enkelt eksempel på, hvordan fromhedslivet i den tids præstehjem i øvrigt har været. Rønning citerer nemlig, hvad Otto Grundtvigs forgængers søn, Bernhard Severin Ingemann i sin ”Levnedsbog” har skrevet derom:

En fredelig, kærlig og i hjærtegrunden gudfrygtig, men tillige munter og livlig tone var den herskende i barndomshjæmmet. Pietistisk stilhed og hængehoved-væsen hørte ikke til tidens væsen. Udvortes tegn på stærke religiøse bevægelser var der næsten intet spor af her eller måske nogensteds i Danmark[!]. På bordbønnen[!] nær, som læstes højt af børnene[!], fandt der ingen fælles husandagt sted. Af moderen lærte børnene i stilhed deres morgen- og aftenbøn. Uagtet husfaderens tænkemåde tilhørte en ældre tid, hvori det huslige og kirkelige liv endnu smukt, med sandhed og opbyggelse, kunde sammensmælte, havde dog åndsretningen fra midten af det 18. århundrede her, som næsten alle vegne, draget en skarp grænse mellem kirken og det daglige hjæm. Salmer og det bibelske sprog hørtes næsten aldrig uden for kirken; men muntre sange, spøg og dans og selskabelig glæde genlød ofte fra præstegården.” (Rønning I¹ s. 72).

Jeg understreger, at dette altså er Ingemanns erindringer om livet i Torkilstrup Præstegård i hans fars tid, og at det er Rønning, der formoder, at noget tilsvarende har været gældende dér i Otto Grundtvigs tid. (Jfr. også Rønnings bemærkninger om livet, herunder ikke mindst det selskabelige liv, på Nordfalster omkring år 1800). For både forholdene og stemningen har været temmelig meget anderledes i Udby præstegård!

Mellem universitetet og Egeløkke. 1803-1805

I statusopgørelsen over Grundtvigs ”Sociale, politiske og religiøse Anskuelser” i perioden, lige efter at han er blevet teologisk kandidat, henviser Rønning endnu en gang til hans religiøse arv fra barndomshjemmet, der dog betegnes som ”omtrent sat overstyr”. Særlig interessant er fodnoten til dette:

Når han af og til i sine optegnelser begynder en måned med en religiøs sentens (f.eks. Marts 1801: Adjuva, deus, me invocantem te et laudabo c: Min Gud! hjælp mig som paakalder dig og jeg vil prise dig), er det nærmest et tegn på, at han endnu ikke har afrystet de gamle vaner [fremh. her] (Rønning I¹ s. 119).

Men det er jo i det hele taget et spørgsmål, hvilken betydning man skal tillægge de bønner, der skrives i dagbogsoptegnelser og lignende, og som vi også får andre eksempler på. Helt uden betydning og interesse kan de dog ikke være. Det samme gælder Grundtvigs skik fra allerede 1811 af og indtil 1845 med at sætte et forkortet ”I Jesu Navn” på sit manuskriptpapir. Man kan jo ikke sige andet, end at også det er et udtryk for ”Grundtvigs liv med Gud”, og endda meget centralt i den lidt bredere sammenhæng, jeg her betragter sagen i, nemlig for så vidt angår hele hans skriftlige produktion. Flemming Lundgreen-Nielsen skriver i sin indledning til udgaven af ”Blik paa Poesiens Historie og Bernhard Severin Ingemann” (1985) herom:

Hvert læg er i øverste venstre hjørne på forsiden mærket med tre-seks diminutive prikker. Især på læggene 4, 5, 6, 15 og 16 kan det ses, at prikkerne skal læses som bogstaverne i.i.n. dvs. i Jesu Navn. Denne indviende afmærkning foretager Grundtvig på sine manuskripter i tiden 1811-1845 ”i stadig aftagende størrelse, efterhånden kun 3 prikker og til sidst en bølgestreg” (Toldberg i: Registrant [...]) (Blik s. 26).

Så vidt jeg husker, har Kaj Thaning givet sin fortolkning af dette forhold, men det ville føre yderligere alt for vidt at komme ind på det!

Fra Grundtvigs tid i København i sommeren 1804 - og dermed fra ”Dagbogsblade februar - 31. december 1804” - er to oplevelser af nogen interesse. Den første er fra 21. august:

Pludselig vaagnede Ieg i Morges Kl. omtrent 4. Ieg blev snart bekjendt med Aarsagen, det var hverken Rusken eller Plasken, ney en voldsom Nedstyrtelse af Regn. En lignende naaed aldrig mit Øre, Ieg rejste mig op i Sengen for at lytte til denne bestyrtende Buldren - [han har aftenen før læst Baggesens beskrivelse af oversvømmelsen i Mannheim] - Ogsaa tænkte Ieg for første Gang noget virkelig ved det at Himmelens Vinduer fordum aabnedes Ieg flyttedes paa hin Side Syndfloden, og hørte den første Morgens Vandskyld (DUB I 161f).

Kan man kalde dette en slags andagt? En slags ”meditation”? Det er i hvert fald en eller anden form for eksistentiel situation, der siger noget om personen Grundtvigs stilling i de store dimensioner og om hans måde at forholde sig dertil på.

Den næste oplevelse er fra 25. august, og jeg (og andre?) er mere eller mindre begyndt at kalde den Hyskenstræde-oplevelsen:

I Dag flyttede Ieg fra Pilestræde 110 hid i Hyskenstræde 38 og 39 til min Fætter Trøyel - Ieg gjenkjender mig neppe selv, Ieg er fuld af Mismod, mine Sjels og Legems Kræfter synes at være hensvundne som ved Berørelsen af en undergjørende Talisman. Det mørkner, Ieg sidder ene. Ene i tre øde Kamre, saa sad Ieg sjelden eller aldrig. Ieg sidder ved et Vindue, det vender mod Gaarden Trindt omkring mig saares mit Blik af indgjærdende Mure, hvad skal Ieg kalde dem, rædslende Tegn paa Menneskets Hovmod, eller Bevis for at Mennesket søger stedse at hæve sig blot ved fysisk Kraft - Døden staar malet for mit Øye, men ak, ey svæver den i disse Øyeblikke for mig som en mild Befrier fra Forgængelighedens Baand ney som en tilintegjørende Knuser - Mørket forbyder mit Øye at see, Forvirring min Hjerne at tænke, og Sting med følgende Ubehageligheder min Haand af skrive -

Ieg tændte Lys, men ingen af de skrækkende Billeder der før maledes for min Indbildnings Evne mit Iegs eneste virksomme Del, veg.

De faa ny Styrke, Ieg tænker: - gyselige Tanke! - Hvad om menneskets Tilvær er som Lysets? Iordboens Hoved udtænkte, hans Haand frembragte Lyset for ligesom at illudere Naturen, at udfylde Mørkets rædslende Tomhed, men det er kun et Middel, det lyser og svinder Et andet træder i dets Plads og selv maa det ile at vorde en Partikel af et andet Legeme. Hvad? om en høyere Aand saaledes frembragte Mennesket for at adsprede det kaotiske Mørke, for at udfylde Uexistentsens [sic!] Tomhed, lod en Slægt bevæge sig og svinde efter den anden uden at der paa hin Side dens synlige Ophør fremstraaler nogen ny Tilværelse uden den usle bevidstløs at være et andet Væsens mindste Del. Dog ney det kan ikke være. Vi ønske jo stedse at give vore Frembringelser Varighed især da naar De kunne vidne om vor Kraft. Skulde Vi da ikke tro det samme om den Ophøyede der frembragte os, og skulde det ey være ham ligesaalet. ———— Atter hæver sig en Tvivl. Kan ikke det frembagte i sig selv indeholde sin Tilværs Grændse, og Frembringeren kan dog være mægtig nok til atter at byde andre ligeartede fremstaa og desuden ———— Nu kom nogle som vilde besøge Trøyel [sideskift i ms.] Ieg fik Dem til at sludre ved en Pibe Tobak, og mine sorte Griller samt De i samme hjemmehavende Tvivl løbe bort - Mit Selskab gik ogsaa bort, men nu fik Ieg Øye paa salig Horatses Værk og det er en prægtig Medisin (DUB I 162f). - Iflg. note DUB II 135: Horats’ Satirer, II, 1, p. 57-60.

At dette er en meget vigtig optegnelse, kan ikke diskuteres. Noget andet er, hvilken plads og betydning den har i dette foredrags sammenhæng. Men jeg vil mene, at den som minimum er interessant i den forstand, at den viser noget om, hvad der er foregået i de områder af Grundtvigs sind, hvor også det, vi i mere egentlig og snæver forstand vil betegne som andagts- og fromhedslivet, hører hjemme. Og Rønning tillægger det også stor betydning. Jeg refererer og citerer nu den allersidste side af bd. 1, første del. Rønning spørger, om ”den Grundtvig, der nu en Martsdag i 1805 kørte ud af Udby præstegård [på vej til Egeløkke], var han ganske den samme som den teologiske kandidat, der i efteråret 1803 var draget ind i den: en mand ’uden ånd og uden tro’”. Tilsyneladende er han jo ”endnu den samme noget selvgode spidsborger” (Rønning I¹ s. 171).

Og dog er der, dybt nede i hans sind, i underbevidsthedens lag, sket noget. Tænk på hin Avgustdag, da han i tusmørket sad i den lille stue i Hyskenstræde, og for første gang i sit liv fik en anelse om de afgrundsdybder, hvorhen over menneskeslægtens gang går! [...]

Der er en sammenhæng i alt tilværende; intet skyder frem, som ikke har sine rødder i det foregående. Men overgangen fra gammelt til nyt er så uhyre forskelligartet. [...] Det er stundom, som om forberedelserne der rækker sig ud fra det gamle, ikke når helt over til det ny; der bliver et gabende rum tilbage, og det må tages i et spring. Således var det med Grundtvig. Derfor kommer hos ham overgangen fra det gamle til det ny med dramatisk pludselighed (Rønning I¹ s. 172).

Egeløkke. 1805-1808

Der er i de forskellige optegnelser fra Egeløkke-tiden nogle eksempler på, hvad jeg karakteriserer som liggende inden for, hvad vi kan kalde ”storområdet betragtning, meditation, bøn”. Og de ligger altså for så vidt langt fra egentlig ”andagt”. Eller gør de? De ligger i hvert fald ikke langt fra selve min titels ord ”Grundtvigs liv med Gud”! Og de er under alle omstændigheder særdeles interessante som udtryk for udviklingen i Grundtvigs gudsforhold og kristelige eller religiøse holdning. Den første, jeg har fundet, er fra ”Dagbogsblade 2. januar - 31. december 1805” og er nedskrevet den 5. december 1805:

O! Gud! hvad skulde Ieg her? Hvi skulde jeg saaledes faa mine forvovne Tvivl om Kærligheds Realitet, opløste? Hvi skulde Ieg lære at kende denne overjordiske tryllende Gestalt, for at se den flygte? [...] Hvi skød din Haand mig ud paa det stormende hav, og bød Mig tumles hen ad de brusende Bølger, uden engang at have et Land i Sigte, Ieg ved min Kæmpen og Stræben kunde haabe at naa? - (DUB I 230).

Der er i ”Leksjons / Og / Karakterbog / For / Karl Frederik Stensen Leth / Begyndt / D. 1te Marts 1806” to bønner - eller vel snarere halvanden - som pludselig dukker op midt i undervisningsbeskrivelserne og de pædagogiske overvejelser. Rønning citerer den første af dem på side I² 22. Men jeg citerer og refererer her efter DUB. Først den fra den første optegnelse, altså 1. marts 1806:

O! Du evig Gode som bor over Stjernerne! Dig anraaber Jeg om Hjelp og Bistand. Din vise Haand satte Mig her, hvor mit Væsen undergik de frygteligste Rystelser. O! Det skedte dog sikkert ej, for at jeg skulle lide, men for at Jeg skulde være et Redskab til Udførelse af dine vise Planer. - Ja Jeg kan ikke skue rettere end at en stor Del af min Lykke tabte sig for stedse her, men Jeg vil ikke klage, dersom det maa lykkes Mig at danne Dyden og Dig en tro Tjener, Verden en nyttig Borger, der vil, der vil anvende sine ydre og indre Evner til Befordring af sandt Menneskeheld.

Naar Jeg da vemodig skuer tilbage paa den ulykkelige Punkt i mit Hjertes Historie, da skal Jeg dog glædes ved at skue Frugterne af min haarde Kamp, og min dyre Sejer -

O Du Almægtige! jeg kan kun plante og vande, Du kan alene lade vokse [jfr. Paulus!] O gør det! O fyld mig med tidobbelt Varme naar Jeg taler din og Dydens Sag for den Unge! Gør hans Hjerte Blødt, saa det maa smelte ved Beskrivelsen om den Verdens Jammer Jeg vil lære ham at afhjelpe! - Og især, naar Jeg med taarefuldt Øje skildrer ham de Fristelser der ville omringe ham i hans Ungdom og Manddom, lad da din Aand gøre min Tunge veltalende, lad mine Ord præge sig med uudslettelig Skrift i hans Inderste, saa de maa vorde en uoverstigelig Mur mellem ham og Lasten! Amen! ja det ske o Herre! (DUB I 291f).

Der er meget at sige om denne nedskrevne bøn.

Det allerførste spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig, i hvilken grad der virkelig er tale om en bøn - eller overhovedet en ytring, der ligger inden for det område, man havde i tankerne, da man udformede titlen på dette foredrag. Men jeg vil igen mene, det under alle omstændigheder er en ytring eller tekst, der er af stor interesse.

Det er selvfølgelig også et spørgsmål - i sig selv af stor interesse - hvor meget ”Grundtvig” der er i denne ytring. Eller i hvert fald i hvor høj grad allerede selve ordlyden er hans egen. Det er klart, at Grundtvig her bygger på en tradition, han har kendt. Og det er formodentlig også givet, at det ikke er en tradition, der stammer hjemme fra Udby Præstegård. Det er en rigtig 1700-talsbøn. En nærmere bestemmelse vil jeg ikke forsøge.

Vi må dog konstatere, at Grundtvig her (formodentlig) den 1. marts 1806 faktisk har skrevet denne bøn ind i sin ”Lektions- og karakterbog”. Og så kan det være nok så meget en litterær tekst!

Samtidig er der imidlertid elementer, som helt særligt har med Grundtvigs egen Langeland-situation i foråret 1806 at gøre, fx: ”her, hvor mit Væsen undergik de frygteligste Rystelser” - ”at en stor Del af min Lykke tabte sig for stedse her” - ”den ulykkelige Punkt i mit Hjertes Historie, da skal Jeg dog glædes ved at skue Frugterne af min haarde Kamp, og min dyre Sejer”.

Men selve bønnen drejer sig i sin ordlyd udelukkende om selve Grundtvigs huslærergerning, og nøgleordene, for så vidt angår det, hans elev skal få ud af det, er nytte og dyd.

Anderledes er det i den noget tilsvarende bøn den 22. maj 1806. Hvor det dog er helt svært at se, hvor grænsen går mellem bøn og ”overvejelser”:

- O Du algode i Himlen! Giv mig Kraft til at fuldende den Gerning Du har givet Mig! Lad min Aand sejre i den frygtelige, daglig fornyede Kamp der truer at styrte den i Modløsheds, Forvirrings og Fortvivlelses bundløse Afgrund! Da maaske det lykkes Mig her at danne et Menneske der opklækket ved Naturens moderlige Bryst kan bevare den dybe Følelse for alt hvad der er Stort og Skønt uden dog at synke hen i klagende Uvirksomhed ved at se Virkeligheden saa langt neden for de lyse Idealer, ja selv for hvad den, under sine endelige Bestemmelser kunde være - Dette er det store det eneste Maal hvortil Jeg vil arbejde. Anskuelsen og Forstanden, der synes at leve i evigt Fjendskab, dem vilde Jeg samle i en fornuftig Identitet - Jeg vilde ej subordinere men koordinere hans Kræfter - Jeg vilde lære ham at hæve sig over alt Jordisk, til det Evige Højeste, uden at lade ham ækles ved Eksistensen; Jeg vilde ikke blot at Han skulde anse den som værdig Genstand for sin Virken fra en højere Standpunkt, men Jeg vilde ogsaa - for hans Velbefindens Skyld - at Han skulde kunne tage behagelig Del i den, uden dog ved Assimilering at besmittes af den. Jeg vilde, Han skulde kende sit Væsen og den ham omgivende Virkelighed saa godt, at Han kunde lade sine nedre Kræfter leve i broderlig Samfund med den, uden at hans højere enten behøvede at forlade deres Standpunkt eller opponere sig mod den nedre, skøndt de opponerede sig mod den Virkelighed hvori disse toge virksom Del (DUB I 330).

Og der er mere, men det er vel nu ikke længere bøn? - Det er sådan set stadig Carl, Grundtvig taler om, men det er nu helt tydeligt Grundtvigs egen problematik, det særligt drejer sig om.

Eftermiddag den 5. juni 1806:

[...] Nu foldede Han paa engang sine Hænder, og raabte forundringsfuld med barnlig Alvor ”men hvordan er de allerførste mennesker dog blevne til!? Spørgsmaalet, frembragt i en saadan Stemning var Mig overmaade kært, og gav Lejlighed til med Eftertryk at vise den betingede Nødvendighed af en højere aarsag, af en Guds Tilværelse - Liv, Munterhed og Interesse - (DUB I 333f).

Fra ”10: Spredte dagbogsoptegnelser fra foråret til 10. september 1806”, første optegnelse (formodentlig fasc. 507 fol.):

Jo, takket være Jesu skiønne Lære, ofte fornyede den mit Mod i Fortvivlelsens Stund, og trøstede mig i Nødens Time, ofte skal endnu min Aand og mit Hjerte, naar hin bliver dorsk og dette koldt i Verdensvrimlen, ofte skulle de da oplives og opvarmes af hin lyse Sols glandsfulde Straaler, der sprede saa blid en Varme trindt sig.

Den frydfulde Tanke, jeg skal leve, naar jeg døer, den skal være min kraftige Trøst i alle de Rystelser, som forestaa. Henrykkes og begeistres jeg ved det svage Billede, min Indbildningskraft skaber af Evighedens uvisnelige Blomster, skjulle jeg da gyse for Gangen giennem den tomme Ørk som leder mig dig? Skulde jeg vende mig hen til mere lokkende Egne, men som snart tabe sig i et end skrækkeligere Øde? Nej, jeg vil taale, vil sværge lasten had og lade Herren raade. Sikkert vil Han, som ene kan, læge min dybe Vunde (DUB I 366f).

Igen et eksempel på noget, der må betegnes som ”meditation” (se nf.) - eller altså en slags bøn eller andagt på Grundtvigs daværende grundlag.

Af fødselsdagsoptegnelsen 8. september 1806:

Men mine Kundskaber har Jeg ikke ubetydelig forøget[!] og mange højere Standpunkter har Jeg besteget, hvorfra Jeg med friere og lysere Blik kan overskue Livet, dets Gaader, og Forhold.

Takket være Herren den Algode der skænkede Mig Sundhed og Kraft til at arbejde paa min egen og min Lærlings[!] Uddannelse! Tifold være Han takket, fordi Han gav Held til mine Bestræbelser!

O nu Du Evige! Du den Eneste Jeg tør betro min stille Kummer, - med et rent Hjerte og barnlig Tillid skuer Jeg op mod din Himmel og beder inderlig, at Du fremdeles vil velsigne mit Arbejde, og, om det er muligt, give mit Hjerte Fred!

I dit Tempel, ved Altrets Fod, og overalt hvor din udstrakte Befæstning lader Mig ahne Dig, skal Jeg med luende Hjerte og glødende Læber takke Dig! Dog ske ikke min, men din Villie Fader! Du ved hvilken Vej Jeg maa gaa for at komme til Dig, og Jeg vil ikke forlade den om den er trang og slibrig -

Men skal Jeg lide, o da lad mit Hjerte stedse være aabent for Trøst af sin Søns Jesu hellige lære, saa mit Mod ej skal synke i Fristelsers og Prøvelsers haarde Stund!

Frimodig skal Jeg da begynde dette og hvert Aar, som Du endnu vil Jeg skal leve her paa Jorden, og frimodig skal Jeg høre din Røst naar Du ved Døden kalder Mig bort fra denne usle Jord, til Forening med Dig og alle Hellige - Amen det ske o Herre! (DUB I 374).

En egentlig og nøjere teologisk analyse af dette - med henblik på bestemmelse af Grundtvigs kristelige udvikling og det trin, han nu står på, ligger uden for dette foredrags rammer, herunder selve de tidslige, men det er i hvert fald et stærkt og interessant eksempel på ”Grundtvigs liv med Gud”!

1807-versionen af det, der i 1811 bliver til ”Strandbakken ved Egeløkke” nævner jeg kun lige. For det er 1811-versionen, der er af en vis interesse i vor sammenhæng.

1810-krisen

I afsnittet ”Reformator-drømme”, altså om ”Efterår 1810” - og det må efter alt at dømme gælde situationen mellem Kotzebue-læsningen og dertil deraf følgende reformator-kald (9. oktober 1810) og udbruddet af sindssygdommen omkring eller efter midten af december 1810. (Se det nf. videre citerede fra Rønning II¹ s. 195) - skriver Rønning (hvad han så ellers bygger det på):

Og Grundtvig tog sin bibel frem, han læste og grublede, han bad om lys over sin vej: hvorledes skulde slægten rejses op af sit dybe fald? (Rønning II¹ s. 188).

Og Grundtvig når at få skrevet ”Dejlig er den himmel blå”. Det første af flere eksempler på en nøje sammenhæng mellem Grundtvigs ”liv med Gud” i en kritisk periode og tilblivelsen af et digt eller en salme! Der kommer et lidt andet, ikke så kendt, lige om lidt. Et vigtigt element i sammenhængen, som jeg her definerer den. - NB! Jeg benytter her lejligheden til at sige, at jeg jo ikke har kunnet gennem hele Grundtvigs forfatterskab, herunder alle salmerne, for at finde steder, der på den ene eller den anden måde kunne være af interesse her i denne sammenhæng, men har måttet nøjes med (nogle af) de få ting, jeg med min ringe hukommelse umiddelbart er kommet i tanker om, og så ellers de ting, jeg har fundet hos Rønning og i ”Erindringer” samt de ting, jeg har fået eller er blevet henvist til af Kim. - ”Men”, skriver Rønning, ”stilheden var kun stilheden før stormen. Orkanen kom, og den mægtige profetskikkelse lå slynget i støvet” (Rønning II¹ s. 193).

I fodnoten hertil henviser Rønning til, at ”Begtrup (’Grundtvig 1810-11’) mener, at gennembruddet[!] hos Grundtvig skete under læsningen af Davids 50. salme”. Jeg har ikke haft mulighed for at se, hvad Begtrup skriver, men det må vel i givet fald have været vers 16-17, der har ramt Grundtvig:

Men til den ugudelige siger Gud:

Hvor vover du at remse mine bud op

og tage min pagt i min mund,

når du dog hader irettesættelse

og kaster mine ord bag dig?

(Sl. 50,16f)

Og for så vidt også de følgende vers om den, der ”gør fælles sag med horkarle” og ”lader munden løbe med ondskab og spænder tungen for bedragets vogn”, ja, bagtaler sin bror (Sl. 50,18-20).

Og Rønning fortsætter:

En morgen, hen ved midten af måneden [december], blev Grundtvigs venner på kollegiet [Valkendorfs] grebet af uro. (Rønnings slutnote: Sibberns optegn. i Pers. tidsskr. 4. R. III.). Han vilde ikke stå op og var underlig. De sendte bud efter hans morbroder, doktor F.L. Bang. Han kom og de væntede spændt på hans dom. Bang erklærede, at ”det ikke var legemlig sygdom Grundtvig led af, men at han lå i indvortes kamp for sin sjæls frelse (Rønning II¹ s. 195). - F.C. Sibbern skriver, at han beklager, at han ”næsten Intet mindes” (formodentlig fra dagene i Udby Præstegård), men anfører en grund til at være sikker på, at den 21. december ”var een af de Dage, jeg var fra Byen med Grundtvig” (Err. s. 118). - Og Rønning skriver på s. 196: ”Efter en ugestids forløb var der kommet så meget ro over Grundtvig, at han kunde tænke på at tage hjæm til Udby. Vennerne turde dog ikke lade ham rejse alene, og Sibbern tilbød at følge ham. Den 20. [NB!] forlod de København.

Og efter at have betegnet Grundtvigs tilstand med ordene ”Den mægtige profetskikkelse fra nogle dage i forvejen ravede nu om på randen af vanviddets afgrund” bringer Rønning følgende citat):

Forunderlige, gådefulde tilstand! Jeg tror fast og urokkelig på den treenige Gud og på forløsningen ved Jesum, ligesom jeg da intet øjeblik kan omtvivle de hellige skrifters troværdighed og sanddruhed. Jeg ... (Rønning II¹ s. 195).

Måske står dette på det samme papir, som det digt, Rønning derefter citerer, idet han i fodnoten betegner det som: ”Brudstykke blandt Grundtvigs håndskrifter, det er en hurtigt nedskreven kladde uden rettelser. Den er ikke dateret, men stammer utvivlsomt fra disse dage. Jeg citerer nu hele dette digt-fragment, som det står hos Rønning:

Almægtige! din vredes hånd

har kastet mig i støvet,

nedbøjet vånder sig min ånd,

sin styrke hel berøvet.

Fra dine veje jeg bortveg

og skammelig dit ...

[må være Grundtvig selv, der afbryder her]

Bekymret jeg hver aftenstund

mig lægger ned at sove,

og vågner efter korte blund

bekymret op med dagen.

Ak! hjærtet er så koldt derved,

og sjældnere fra hjærtet ret

de tårer kom som væde.

Så underlig den angest er

som monne mig omspænde;

dog lovet være Herrens navn:

min synd han lod mig kende;

og nåde vil han skænke mig

til mig fra den at vende.

O, hvad er da al verdens fred

mod denne korte trængsel!

Den ender sig med salighed

udfrir af Satans fængsel.

[Syntaksen er god nok - hvis ”trængsel” er subjekt for ”udfrir”]

Treenige! o hjælp mig da

din nåde ret at bruge.

- - - - - - - -

Om anfaldet i Vindbyholt Kro skriver F.C. Sibbern blandt andet:

Men langt ud paa natten vaagnede jeg; Gr. laae paa Knæ i et Hjørne af Værelset og bad med saa høi røst, at det vist maatte vække Opmærksomhed i Huset. Jeg søgte at faae ham rolig, men det varede længe (Err. s. 118).

Ifølge Rønning stillede Sibbern sig ”med foldede hænder ved hans side, og søgte dybt bevæget at trøste og berolige ham” (Rønning I¹ s. 197. - Rønnings slutnote: Sibberns anførte optegn. - G.’s brev til Sibbern af 24.12.1810[!] (fasc. 466).). På vejen hjem til Udby Præstegård fortalte Grundtvig Sibbern, ”at han havde følt Djævelen som en Slange legemligen at snoe sig om hans Krop”. Og Sibbern gengiver til sidst gamle Johan Grundtvigs berømte ord, da han havde hørt hans beretning om hele forløbet: ”Min Søn har anfægtelser”. Hvad Sibbern kommenterer med ordene: ”og derved vidste han, hvad han havde for sig” (Err. s. 118).

Situationen i Vindbyholt Kro må vel regnes for det helt ekstreme eksempel på Grundtvigs bønsliv i krisesituationer og behøver ikke yderligere kommentarer.

Som Grundtvigs egen ytring - og bøn! - for så vidt angår den krise, han har været igennem citerer Rønning nogle brudstykker, som, ifølge fodnoten, i Grundtvigs ”Salmer og åndelige sange” V er henført til 1810, men af Rønning formodes at være fra (begyndelsen?) af 1811:

Skælver, skælver I slægter på jord!

Vågner af søvn og af dvale!

Tyer til Herrens det hellige ord!

Helvedes hane mon gale;

afgrundens fyrste er mægtig på jord,

Helvedes urene ånder i kor

juble ved slægternes jammer.

Når mine synder for mig stå

da må jeg svarlig grue,

da tør jeg aldrig tænke på

den Hellige at skue;

og dog fra dig, mit Lys! min Gud!

i evighed at kastes ud,

hvo kunde det udholde!

Når Satan på mig tager fat

med sine Helved-tænder,

og når han i den stille nat

mig - - - - - -

(Rønning II¹ s. 200f)

Skovoplevelsen 1811

En af de ting, der hurtigt er dukket op hos både mig selv og dem, jeg har drøftet sagen med, er den begivenhed, som (formodentlig) fandt sted den 31. maj 1811, og som ofte betegnes som ”Grundtvigs skovoplevelse”. Og denne ”oplevelse” bliver det første eksempel på Grundtvigs personlige ”liv med Gud” efter de netop citerede fragmenter, og altså dermed efter, hvad jeg ofte har betegnet som 1810/11-krisen, for eftervirkningerne af selve det voldsomme udbrud i december 1810 varede jo til langt ind i 1811. Og det er jo også indlysende, at der er en sammenhæng mellem hele denne krise, og så den bekræftelse af sit kald, Grundtvig nu oplever.

Christian Thodberg har i Grundtvig-Studier 1986 skrevet en lang artikel med titlen ”Grundtvigs skovoplevelse i 1811 og prædikenerne over Peters fiskedræt i tiden, der fulgte”. Og uanset hvad man vil mene om Thodbergs dateringer m.m., herunder spørgsmålet, hvorvidt der var tale om een eller to oplevelser (nemlig henholdsvis lige før pinse og lige før 5. søndag efter trinitatis), er det en meget interessant artikel, som jeg hermed henviser til. Hvad der her i dette foredrags sammenhæng er af interesse, er naturligvis skovoplevelsens karakter af ”andagt”. Jeg vil derfor stort set undlade at gå ind i denne oplevelses nedslag i de mange prædikener til 5. søndag efter trinitatis (Peters fiskedræt), Thodberg gennemgår, men vil dog - blandt andet af indlysende personlige grunde (”Fra drøm til program”!) - inddrage nedslagene i digtet ”De Levendes land” og i ”Nyaars-Morgen”.

Der er ingen tvivl om, at det er oplevelsen i skoven ved Udby (formodentlig) fredag den 31. maj 1811, der skildres i digtet ”Farvel til min Ven F.C. Sibbern (Juni 1811)” (PS I nr. 72, s. 322ff). NB! Sibberns netop omtalte tilstedeværelse under sygdomsforløbet i december 1810! - Svend Grundtvig giver i PS følgende oplysninger til digtet: ”Først trykt med denne overskrift og i den her først meddelte Form i Rahbeks Sandsigeren f. 28de Avgust 1811, S. 463-72, hvor Digtet dog vanheldes af en Del stygge Trykfejl [som anføres i fodnoten]. Derefter i en omarbejdet Skikkelse i Saga, Nyaarsgave for 1812, S. 99-108, med Overskrift ”Til Sibbern. Udby i Juni 1811.” Ogsaa denne Text aftrykkes her i sin Helhed” (og det er PS I s. 329-335).

Forhistorien er, at Grundtvig, der jo skulle være kapellan hos sin far, var blevet ordineret i Trinitatis Kirke i København onsdag den 29. maj og nu var på vej hjem til Udby. Han var stået af dagvognen og gik det sidste stykke vej til fods. Det er næste fire sider inde i det 6½ PS-sider lange digt (der handler om forholdet og forskellen mellem Sibbern og Grundtvig, eller som Thodberg udtrykker det, ”mellem tænkning og tro”, GS 11), Grundtvig begynder at skildre skovoplevelsen:

Du véd det, Ven! min syge, matte Aand

Sig krympet har i kolde Vinterbaand;

Du véd, at der med Vaarens lune Vinde

Blev lunere og lysere der inde;

Men at dog hid og did de Skyer droge

Og Solens varme Straaler tit forjoge.

Det er en rørende måde, Grundtvig her deler mindet om krisen med vennen på og oplyser ham om, hvordan den blev ved at kaste skygger. Herefter følger den i Thodberg- og Peter-sammenhængen meget vigtige skildring af ordinationen. Men i vor sammenhæng er det skildringen af selve skovoplevelsen, der er det afgørende. Uanset at Grundtvig jo var under flytning fra København til Udby, er det bemærkelsesværdigt, at han har haft Bibelen - eller i hvert fald Det Nye Testamente - med sig (selve det eksemplar, han har haft fra barndommen og siden havde med sig?!), og allerede det gør jo situationen til en virkelig andagtssituation. Men også det tilbageblik, der er tale om, er overordentlig vigtigt - og bekræftende - i vor sammenhæng. For Grundtvig skildrer nu, hvordan han, med Thodbergs ord ”i et anfald af mismod i skoven knæler ned og læser 1. Kor. 15,55-58”:

I Skovens Udgang paa en gammel Sten

Jeg satte mig, optog af lidet Gjemme

Det Testament, hvor i jeg læste hjemme,

Da jeg som Barn fra Dunkle Dagligstue

Oplærtes til mod Himlene at skue.

Den gamle Bog mig trolig havde fulgt

Paa Jyllands Heder, Lavinds Blomsterenge, [Langelands]

Men dog, des værre, én gang alt for længe,

Dens blanke Lys var for mit Øie dulgt.

Jeg den oplod, og hvor mit Øje faldt,

Der fandt det også uden Leden alt:

”Du Død, hvor er din Brod?

Hvor, Helvede! Din Sejer?

Vor Synd er Dødens Brod,

Og Loven Broddens Styrke,

Men takket være Gud,

Som os ved Jesum, Herren,

Har Seier givet nu!

[...]” - (PS I 327)

Og efter en tiltale til hele præstestanden ”rejser Grundtvig sig frimodigt”, refererer Thodberg, ”og ser med fortrøstning både Udby Kirke og præstegården i møde” (GS 13).

Herefter går Thodberg til prædikenen til 5. søndag efter trinitatis 1833(!), som han citerer det pågældende afsnit af i ”prosadigt-opstilling”, fordi det er ”opstemt”. Det i vor sammenhæng interessante sted lyder:

I den [c: den dejlige sommer 1811] sættes jeg tilbage,

thi da jeg i den første Gang

skulde tale til Menigheden

om Dagens Evangelium,

da mødte Herren mig i Skoven,

som jeg derfor siden elsker dobbelt,

mødte mig ikke i Drømme,

men lysvaagen med sit Ord,

og lagde det i min Mund i mit Hjerte,

det Troens Ord, jeg skulde prædike,

mødte mig naturligvis,

som han vandrede herneden,

usynlig, men virkelig i Aanden

[...]

(GS 14)

Jeg gentager, at jeg hverken i den mundtlige eller den skriftlige version af foredraget kan komme mere ind på de særlige forhold omkring selve præsteembedet og om dateringen (dateringerne?!). Og jeg behøver vel heller ikke gentage, at vi her har en andagts- eller liv-med-Gud-situation, der virkelig er noget!

Men jeg er nødt til at gå til de to strofer af ”De Levendes Land”, hvor der helt tydeligt må siges at være tale om et nedslag af 1811-skovoplevelsen som netop skovoplevelse betragtet! Jeg husker den dag i dag netop dette fra Thodbergs foredrag om skovoplevelsen, som jeg bestemt mener jeg hørte, før artiklen blev trykt - om det så har været på Præstehøjskolen eller i Grundtvig-Selskabets regi.

Thodberg begynder med at pege på ”det ejendommelig brud mellem strofe 4-6 (verdensbarnets forgæves drøm) og strofe 7-8:

O, Kiærligheds Aand!

Lad barnlig mig kysse din straalende haand

Som rækker fra Himlen til Jorderigs muld

Og rører vort Øie med Fingre som Guld,

Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand

Det deilige Land!

O himmelske Navn!

Som aabner for vores din hellige Favn,

Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,

Og levendegiøre det visnede Løv,

O lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,

At Gud mig kun seer!

Inden jeg går videre, vil jeg minde om Grundtvigs eget princip om, at (refereret efter hukommelsen), at det ikke gør noget, det ikke står i teksten, når bare det kan ligge i den! Og jeg citerer nu Thodberg videre:

I en nyudsprungen bøgeskov kaster solen sine stråler ned i smalle striber! Er det ikke muligt her at se billedet af den hånd med fingre som guld, der rammer den knælende Grundtvigs hoved? [...] Grundtvig oplever en særlig ”håndspålæggelse” og modtager en direkte kaldelse (GS 34).

Og hvad str. 8 angår (”O himmelske Navn!” osv.) spørger Thodberg (efter at have citeret de relevante linier om ordinationen i Sibbern-digtet):

Er det ekkoet af dette amen i Jesu navn, der endnu klinger for Grundtvigs ører i strofe 8? Er det denne bøn, hvormed ordinanden meddeles den Helligånd, han føler blive gentaget ude i skoven? Derved åbnes Guds favn.

Saa Aanden usmittet kan røre ved Støv.

Herefter går Thodberg til de sidste to linier i str. 8:

O lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,

At Gud mig kun seer!

Her peges der, siger Thodberg, ”tillige på den helt individuelle oplevelse”:

Og er det tilfældigt, at det siges, at Ånden kan levendegøre det visnede løv? Det er karakteristisk for bøgeskoven, at de visnede bøgeblade i årevis ligger i skovbunden uden at formuldes, og det er i de visnede bøgeblade, Grundtvig knæler ned med blikket rettet mod det nyudsprungne løv og forsommerens lys og pragt (GS 35).

Og så undlader Thodberg endda at pege på den mulighed, at Grundtvig under sin knælen kan være kommet til at synke med knæene ned i skovbundens endnu fugtige ler. Jeg tillader mig nu at citere mig selv! Nemlig min gennemgang af ”O deilige Land” (som jeg kalder det) i ”Fra drøm til program”, hvor jeg til str. 8,5-6 siger:

8^5-6 må omskrevet betyde: ”Lad mig knæle så dybt ned i min skabthed (jfr. 1. Mos. 2,7), at kun Gud ser mig. Så dybt ned i min skabthed, at jeg er skjult for Synden, Døden og Djævelen.” (DP 36).

Hvor det altså er skabtheden som det at være formet af jord, der er det afgørende. Men desværre vidste jeg på det tidspunkt, engang i første halvdel af 1980’erne, ikke noget om ”Grundtvigs skovoplevelse”. Hvis jeg havde hørt Thodbergs foredrag før indleveringen af denne licentiatafhandling i 1985, ville jeg formodentlig have taget hensyn til det. - Det er i øvrigt mærkeligt, at det er bøgebladene på skovbunden, Thodberg nævner i GS-artiklen. Jeg mener at have husket det som (i hvert fald også) de visne blade, der jo sidder på de unge bøgetræer fra sidste år, så at det kan se ud, som om det er dem, der bliver oplivet af solens stråler. Men det er måske noget, jeg selv lægger til - hvad det i så fald ikke bliver ringere af!

Endelig er der så str. 54 i ”Nyaars-Morgen”, hvor der kan ses et tydeligt nedslag af skovoplevelsen i de fire første linier - og en beskrivelse af Grundtvigs præstelige kamp frem til 1824 i resten af strofen:

Saa lød fra det høje,

Hvor stille jeg sad, [jfr. ”Jeg satte mig” i Sibbern-digtet!]

Med Ordet for Øje,

En Røst over Blad;

Jeg lytted, jeg loved

Den Herre saa blid,

Jeg ypped, jeg voved

Den standende Strid,

Jeg høded, jeg hugged, [høde = true, jfr. sv. hota]

Jeg sang og jeg sukked,

Min Hu stod til Sejer og Fred.

(NM 54, her efter GS 37)

Hertil skriver Thodberg:

Især de fire første linier er i denne sammenhæng bemærkelsesværdige; de synes at røbe, at Åndens åbenbaring rammer Grundtvig, hvor han sidder i ensomhed med sit Ny Testamente opslået - en situation, der bedst kan identificeres med skovoplevelsen, hvor Grundtvig sidder på stenen i skoven og læser 1. Kor. 15,55-58 (GS 37).

Thodberg læser her uden videre ”Røst over Blad” som gående på bladene i Grundtvigs Ny Testamente. Og i NM-strofen er det jo også primært den i Grundtvig genopstandne (eller genopstående) Luther ved skriftstudiet i studerekammeret, der er tale om. Men Thodberg har jo altid været den første til (sammen med Grundtvig) at gå ind for, hvad man måske kunne kalde en homonym forståelse (der er nok en særlig betegnelse derfor, som jeg bare ikke kan huske). Så selv om han ikke siger det udtrykkeligt, har han selvfølgelig også hørt skovens bøgeblade med. Og jeg vil føje til, at hvis vi virkelig skal snakke skovoplevelse, så er denne ”høring” (også) meget vigtig - så meget desto mere, som den sjællandske bøgeskov jo i ”Nyaars-Morgen” klart er et symbol på den danske menighed.

INDSKUD (bestående af tre oprindeligne slutnoter til ovst.): I ”Fra drøm til program” skriver jeg i min parafraserende kommentar til str. 54-67: ”Herefter skildres først Grundtvigs gerning som den genopstandne Luther (med to ganges anvendelse af Fønix-motivet). I modsætning til den stærkt eremit-bibelske begyndelse slutter afsnittet med fire stærke nadverstrofer, hvor bl.a. nadverens kirkebyggende funktion fremhæves” (DP 55). - Jeg mener at kunne huske, Thodberg engang - og det var da vist helt bestemt på et præstehøjskolekursus - nævnte som eksempel, at alter-KALKEN (og selvfølgelig dermed nadveren som helhed) også kunne høres(!) som den kalk, der holder kirkebygningens levende stene sammen! Jeg husker ikke Grundtvig-sammenhængen og kan derfor ikke afgøre, hvor meget der er Grundtvig, og hvor meget der er Thodberg i dette. - Dette er også vigtigt, når vi skal forstå de så ofte citerede linier fra ”Tør end nogen ihukomme”: ”vi af bløde bøgestammer, / under nattergalesang[!], / bygge kun et gæstekammer / til en himmelsk altergang” (DDS 348). Det er jo helt tydeligt, at det ikke er et statskirkeligt træskelet, der her er tale om, men, om man så må sige, huset bygget af levende træer, menigheden! - Jeg har ikke kunnet lade være at inddrage dette, da netop denne strofe jo er blevet brugt til støtte for de mest forfærdelige slags kirkesyn og kirkepolitiske holdninger. - Indskud slut.

Det er på høje tid, vi forlader Grundtvigs skovoplevelse, men jeg vil kraftigt anbefale Christian Thodbergs artikel i Grundtvig-Studier 1986.

Præstetiden i Udby og tiden frem til Præstø. 1811-1821

Af ting fra Grundtvigs tid som præst i Udby kan meget passende begyndes med følgende sted i et brev af 3. september 1811 til en ”renteskriver Boesen” (Rønnings slutnote):

Vel er jeg endnu ingenlunde fri for de onde, bespottelige tanker, som den Onde indskyder, men jeg har som oftest kraft til at stå dem imod; de vige næsten ganske bort, når jeg er i kirken, og jeg kan selv opbygges og røres ved det Guds ord, jeg taler. Både herved og ved hos Luther at læse, at han næsten sin hele tid havde sådanne åndelige anfægtninger, er jeg bleven rolig og munter til sinds” (Rønning II² s. 2).

Man bemærker her, at også, ja, selvfølgelig ikke mindst(!), selve gudstjenesten jo er af, hvad man kalder sjælesørgerisk sjælesørgerisk betydning. Og jo unægtelig på en helt særlig måde, når man som præst har det privilegium at være dens redskab. Vi skal altså ikke stirre os helt blinde på det private andagtsliv. Men samtidig siger Grundtvig jo meget tydeligt, at den mere eller mindre andagtsmæssige læsning af Luther, og oplevelsen af ham som både trøstende og styrkende eksempel, har haft stor betydning. Og vi skal selvfølgelig hellere se den store sammenhæng mellem gudstjeneste, andagt, ”meditation” og teologi end at spille disse forskellige sider af sagen ud mod hinanden. - Jeg understreger, at når jeg - i anførselstegn - bruger ordet ”meditation”, så har det absolut intet med østerlandske teknikker at gøre. Jeg bruger bare, i mangel af bedre, dette ord for den aktivitet, der, kan man sige, ligger mellem selve den gudstjenesteagtige aktivitet, herunder en husandagts bøn, skriftlæsning og salmesang, og den rent teoretisk-videnskabelige aktivitet, det være sig på teologiens eller andre områder. Man kunne måske også tale om en ”eksistentiel betragtning” eller ”en eksistentielt forholdende sig betragtning”.

En anden ting, der kan nævnes, hører på sin vis ganske til på præstetjenestens område, men er dog samtidig et blandt flere tilsvarende ejendommelige og stærke udtryk for Grundtvigs forhold til det at bede - ud over de mere eller mindre faste bønner i gudstjenesten og husandagten olgn.

Det er C.J. Brandt, der videregiver en gammel kones taknemmelige beretning om, hvordan det var at gå til præst hos den unge kapellan Grundtvig i Udby. Hun fortæller om sit holds sidste time før konfirmationen,

hvorledes han, efter i flere Timer, som han plejede, at have talt med dem og til dem og formanet dem paa det inderligste faldt paa sine Knæ midt i deres Kreds og bad for dem med høj Røst under mange Taarer: at dog Herren vilde bevare dem, saa de maatte blive i hans Pagt. Derefter stod han op, dybt bevæget, og gik ind i et Sideværelse, men de kunne tydelig høre, hvorledes han der i Enrum blev ved at bede (Err. s. 122).

Et helt andet eksempel fra Udby-tiden er, hvad man kunne kalde Grundtvigs oplæsning af ”Roskilde-Riim” som andagt for den døende fader! Rønning skriver herom:

Det var en morgen midt i adventstiden, at han for sidste gang sad i sit studereværelse [...]. Sønnen havde taget plads ved hans side, tavs og sorgfuld; han søgte efter et trøstens ord for sin gamle fader. ”Roskilde rim” var netop færdigt fra hans hånd, og faderen havde, på grund af sin skrøbelighed, intet hørt af det. Så faldt det sønnen ind, at dog kanske rimene om den kirke [som havde haft så stor betydning for både faderen og farfaderen], og om den stjærne over kristnes grave som ledte og som lyste brødrene til hvilen - at disse rim dog kunde kvæge oldingen (Rønning II² s. 46).

I sin egen beretning om denne situation skriver Grundtvig (i ”Roskilde-Saga”, 1814):

Det var en Morgenstund i Adventstiden, næst derefter, da saae den samme Klerk sin gamle Fader sidstegang at sidde i den Dagligstue, som var hans Værelse i henved fyrgetive Aar. Han havde været her i Verden hadtad firsindstive, og rettelig forkyndt Guds Ord i mere end halvtredsindstive, han sad der som et Billede paa Ordets Tunge, der rørde sig i halvtreddehundred [sic] Aar i Fædrelandet, han sad der med sin Helsot bleg og mat, og Sønnen saae ham tavs og sorrigfuld. Men, der den Gamle spurde om Evangeliet i Gaar, om det ej talde om Johannis Sendebud til Frelseren, og blev saa ved: jeg heder [sic] og Johannes, og Fængsler ere mangeslags og jeg er og i Fængsel; da rørdes Hjertet i den unge Klerk, og Rimet laae der just for Haanden at beredes til sin Vandring, og det havde føiet sig saa underlig, at mod Sædvane havde Præstegubben Intet hørt deraf. Nu faldt det Sønnen ind at dog kanskee de Riim om Kirken som var den Gamle kiær og velbekiendt fra Ungdomsaar, og om hans Fader gamle Otto, hvem han i Graven ærede og elskede saa overmaade, og om den Stjerne over Christnes Grave som ledte og lysde Brødrene til Hvilen, at disse Riim kanskee dog kunde kvæge Oldingen. Den Unge læsde, den gamle lyttede, og Ungdoms kiære Minder bleve levende, og Hjertet lod sig op for Ordets Trøst, som var dets velbekjendte Engel, og Gravens Nat forsvandt for Stjernen, og milde Taarer randt paa Kind, og barneglad og høit begejstret bøiede den Gamle sig hen over Sønnen, gav ham sin Velsignelse, og sagde: saa skal dig Herren trøste i din sidste Time, som du har her trøstet mig, thi du sang Israels Gud Psalmer (Err. s. 52).

Det var et langt citat, simpelt hen hele det stykke, der står som nr. 37 i ”Erindringer”! Men hvis man overhovedet skal se det som et eksempel på en særlig slags andagt, er der mange enkeltheder, der er vigtige, og de ting, der er med til at tegne hele situation, er tilsvarende vigtige. Det er virkelig et godt og kærligt træk af den døendes søn, at han giver ham en både menneskelig og kristelig trøst på denne måde - der bogstavelig talt lå lige for hånden.

Jeg har ikke glemt ”Strandbakken ved Egeløkke”, som jo på sin vis er påbegyndt på Langeland i 1807, men som fik sin endelige udformning i digtet med dette navn i ”Saga. Nytaarsgave for 1812”, der udkom den 23. december 1811. Men det vil føre for vidt at komme ret meget ind på det. Det er dog helt åbenbart, at de kristne ting skal forstås på baggrund af omvendelseskrisen 1810/11. Men hvor megen reel ”andagt” ligger der til grund? Eller hvor litterært er det, når Grundtvig i 1811-digtet anråber ham, der bygger over stjernernes toppe og takker ham for den smerte, der har gjort ham viis, eller lærte ham med smerte, at han ”dog havde et hjerte”, eller taler om, hvordan han stirrede rundt efter en frelser og fandt Gud overalt, men slutter med at sige, at hans ånd dog ”synligst vissest” fandt ham i ”Bøgernes Bog” (US II 99f).

Det sidste Udby-eksempel er eet blandt flere eksempler på Grundtvigs ”dagbogsbønner”, som jeg altså mener vi godt kan regne med. Det var, da Grundtvig havde været i audiens hos kongen for at fremføre sit ønske om at blive professor i Kristiania (Christiania?), og herom skriver Rønning:

Kongen optog henvendelsen meget venligt, og lovede flere gange at tænke over sagen; Grundtvig gik hjæm med tak til Gud og skrev i sin almanak: ”Gud give mig ved sin Helligånd nåde til altid at være et villigt redskab i hans hånd, ikke søge min egen ære, ikke søge at tækkes menneskene, men den som prøver hjærterne” (Rønning II² s. 49).

Fra Udby-tiden er endelig et brev til en pietist, hvori Grundtvig råder de ”sande kærlige Guds børn”, der måtte være ved at komme ind i sådanne kredse, til at ”afsondre sig” fra dem, ”afvænne sig fra de ubibelske, mørke talemåder, afholde sig fra de bestemte bedetimer, der friste til hykleri, sjælden ere andægtige, og afvænne mennesket fra at lyde Jesu bud [fremh. her]” (Rønning II² s. 94). Men han taler i dette brev også om sin egen situation og om sit eget hovmod, som bragte ham ”fortvivlelsens afgrund nær”, hvor han dog så netop ”Gud være lovet” glemte ”alle fagter, gebærder og sværmerske griller” og lærte, at han var ”en grov synder og ingen helgen”, at han ikke var et hår bedre end alle de verdens børn, han havde foragtet. Og så kommer det i vor sammenhæng afgørende udsagn: ”Jeg bad om kærligheden” [kursiveret her]. Dette er jo fra småtingsafdelingen, men det giver alligevel et ret godt indtryk af Grundtvigs holdning til fænomenerne ”andagt” og ”fromhedsliv” i 1812. - Jfr. det af Rønning citerede fra ”Om gudelige Forsamlinger”, februar 1825, hvor Grundtvig betegner forsamlingerne som ”kun mådelige surrogater for det kirkelige liv og kun mådelige planteskoler for sand gudsfrygt” og taler om, hvordan ”en vis sygelig pietisme” sætter sit præg på dem” (Rønning III¹ s. 99). (Jeg har ikke været i selve denne tekst, US IV 366ff).

Der er formodentlig flere andre ting, jeg kunne have fundet fra denne periode, men det eneste, jeg lige nu kan føje til - og som i øvrigt er en af de første, få, ting, jeg kom til at tænke på, da jeg havde fået opgaven - er det sted i Dannevirke-afhandlingen ”Om Mennesket i Verden” (1817), hvor Grundtvig (i en ret vidtløftig sammenhæng) karakteriserer sig selv som filosofisk forfatter med blandt andet disse ord:

Altsaa, udvortes Tøfler og Nathue, og indvortes sunde Natte-Tanker og sande Morgen-Drømme og lidt gammeldags Morgen-Bøn og Morgen-Læsning til [fremh. her], det holder jeg for den bedste Beredelse til en Vandring ind i Menneske-Kundskabens Irgange (DV II 140).

Ingen kan vide, om og i hvilken grad, der ligger en virkelig andagtspraksis bag dette, men det er i hvert fald et fint udtryk for, hvad Grundtvig har ønsket at præsentere som grundlaget for sit forfatterskab, og der er vel svært at forestille sig, at han ikke faktisk har begyndt sin dag med en bøn og lidt bibellæsning.

Præst i Præstø og ved Vor Frelsers. 1821-1826

Fra Grundtvigs Præstø-tid foreligger en erindring af en N.W.T. Bondesen, som også refererer en gammel kones beretning om konfirmandundervisningen og konfirmationen: ”De afsang hver gang først en Psalme; dernæst holdt G. en Bøn; saa læste hvert Barn ved hans bord et Stykke af Bibelen [...] endelig sluttedes der med en Psalme og en Bøn” (Err. s. 126). Dette svarer jo til beretningen fra Udby. Men om selve konfirmationen berettes, at

Grundtvigs første Tale til Konfirmanderne var saa gribende, at de alle uden Undtagelse vare heftig bevægede; han maatte bede dem berolige sig og standse deres Taarer, ja han maatte endog gjøre et længere Ophold paa Grund af deres hulken (Err. s. 127).

Fra Grundtvigs tid som præst ved Vor Frelsers Kirke i København kan den berømte 1. søndag i advent-oplevelse i 1823 nævnes - som et eksempel på, hvordan det personlige og tjenstlige liv og præstetjenesten og den videre ”profetiske” virksomhed naturligvis hele tiden er sider af samme liv, men undertiden kan løbe sammen med en ganske særlig styrke og intensitet. Det var jo epistelen fra Romerbrevet, han skulle prædike over og derfor sad og grundede over, og så gennemlynede det ham, at ”Natten var forgangen, og Dagen kommet nær” (US IV 244). Og netop Rønnings beskrivelse af denne situation siger noget, der er vigtigt i vor sammenhæng her:

Det, der foregår hos Grundtvig i Advent 1832, er ikke et nyt religiøst gennembrud; i hans kristelige tankegang foregår der ingen forandring. Det, der sker er, at natten den sorte, mismodet, skrider under, og at dagen hin klare, håbet oprinder - inde i hans sjæl. Der ude hviler mørket endnu; men han er nu selv en af dem, der ”med lys, glædeligt lys i deres indre, ser mørket skjule jorderige - og derfor med fortrøstning vænter, at dagen skal oprinde ude over jorderig, som den er oprundet i ham selv (Rønning III¹ s. 27).

Hvad jeg lige har sagt om adventsoplevelsen 1823, gælder også de følgende ting i forbindelse med Opdagelsen. I ”Kirke-Speil” fortæller Grundtvig selv:

Da jeg nu i denne Retning uafladelig grublede, læste og skrev under Bøn og Paakaldelse [fremh. her], se, da slog det mig i et velsignet Øjeblik, at det mageløse Vidnesbyrd, jeg saa møjsommelig ledte om i hele Aandens Verden, det gjennemlød som en Himmel-Røst hele Tiden og kristenheden i den apostoliske Tros-Bekjendelse ved Daaben (Err. s. 105).

Der var måske flere ting at sige om hele Grundtvigs situation frem til embedsnedlæggelsen lige før pinse 1826, fx om arbejdet med salmerne til Ansgar-tusindårsfesten som del af også hans personlige kristenliv, men jeg tror, det er nok, jeg lige nævner det.

Mellem Vor Frelsers og Vartov. 1826-1839

Fra Grundtvigs tid mellem embedsnedlæggelsen lige før pinse 1826 (i en situation som der kunne være meget at sige om) til indsættelsen som præst ved Vartov den 9. juni 1839 har jeg nogle ting fra ”Erindringer”.

I Marie Bloms beretning om juleaften 1832 i Grundtvigs hjem er følgende interessant:

Alle spiste vi sammen i Sovekammeret og fik Grød. Foruden den sædvanlige stille Bordbøn var der slet ingen religiøse ceremonier [fremh. her] (Err. s. 136).

Dette så jeg først i Kim Arne Pedersens artikel i Dansk Kirketidende (vist november 2009) om Grundtvig og julen.

Og om Grundtvigs undervisning og opdragelse af de to drenge fortæller Marie Blom:

en Tid lang var det i det mindste Metoden, at Drengene, efter at have været til Bøn hos deres Fader om Morgenen [fremh. her], i en bestemt Tid bleve indespærrede [...] og dér formanede til af de af dem givne Bøger at lære så meget, som de formåede (Err. s. 140).

Svend Grundtvigs hustru Lavra fortæller i sine erindringer mere udførligt:

Undervisningen [af Johan og Svend] foregik i Faderens Studereværelse og begyndte med Morgenbøn. Grundtvig fremsagde Trosbekendelsen, bad Fadervor og læste derefter et Stykke af det gamle eller ny Testamente. Da Drengene bleve større, lod han også dem tage Del i denne Oplæsning. Af salmer lærte de en Del udenad, men Salmesang var der ikke. Det var der vel i det hele taget ikke meget af på den Tid, selv i kristelige Hjem; og den musikalske Ævne var også kun svag i den Grundtvig’ske Familie (Err. s. 145f).

Fra prædikensamlingen ”Søndags-Bogen” citerer Rønning en prædiken, der blev holdt i Frederikskirken i 1838, og hvor det egentlig er bønnerne i gudstjenesten, der er tale om, men hvor Grundtvig også siger noget måske oplysende om sit private bønsliv:

Hvad mig selv angår, da finder jeg, at det hænger kun dårlig sammen med mine fleste bønner i forsamlingen, dårligere end med dem i lønkamret [fremh. her], så det er mig klart, at hvem der ikke er videre i kristendommen end jeg, skal ikke forsamle sig til bedetime (Rønning III² s. 21).

Og senere bringer Rønning nogle andre ting, der kan være af en vis interesse her. (Og jeg citerer og anfører alt efter Rønning). Det er i forbindelse med Grundtvigs forhold til Mynsters ”Betragtninger over de kristelige troslærdomme”, 1833. Og Rønning skriver og citerer blandt andet:

Grundtvig kender også [her i forhold til Mynster] bønnen, selvfølgeligt [sic!]; men han ser den egentlig først tydeligt, når den som en hvid due, båret af Helligånden, hæver sig fra den mørke jord [...] Grundtvig kendte jo nok disse indviklede gange, og bønnens kamp for at slippe ud af dem [fremh. her]; han har jo sunget:

Hver Gang du hører Herrens ord

fra vore dødninglæber,

som det blev mumlet under jord,

skønt det til himlen stræber -

men han dvæler ikke der inde i hjærtets labyrinter, følger ikke kampen i alle den enkeltheder (Rønning III² s. 25).

Grundtvigs digt i 1834 ”Til Johan, min ældste søn, da han fyldte sit 12. år” har ikke direkte eller udtrykkeligt noget med husandagtslivet at gøre, men giver alligevel et fint indblik i Grundtvigs syn på ”fromhed”:

”Klinet på, det regner af”,

derfor ej jeg dig afretted

til udråb om hvad han gav,

og hvad sine han forjætted;

jeg kun lærte dig hans ord,

vidned ærlig: jeg dem tror.

Lagt jeg har hver Herrens dag

troens ord på eders tunge,

som en livets hovedsag

for de gamle og de unge;

men ej spurgte jeg endnu

selv min ældste: troer du?

(Rønning III² s. 187)

Som Rønning så rigtigt siger i sin korte kommentar: ”Grundreglen for al opdragelse er den, at ”al ting væntes i naturens orden” (smst.).

Men når Rønning nu henviser til ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” (”Aabent Brev til mine Børn”), som ganske vist er fra efteråret 1839 og altså egentlig hører til i næste afsnit (Grundtvig blev indsat som præst i Vartov 9. juni), så vil jeg benytte lejligheden til, selv at citere linierne:

Og naar min Sjæl blev af sin Grublen træt

Den hviled sig ved ”Fadervor” at bede.

(Her efter Erindringer. s. 261)

Disse linier er nemlig noget af det første, der meldte sig hos mig, da jeg - temmelig uforsigtigt, men jo grebet af sammenhængens karakter! - havde sagt ja til at optræde her i dag. Og på nuværende tidspunkt har de fået endnu større betydning for mig, idet det jo altså har vist sig, at der var meget mere ”andagt” i Grundtvigs liv, end jeg havde gået og regnet med (hvis jeg ellers overhovedet har haft tænkt over det). Og jeg kan ikke lade være at sammenholde netop disse linier med Grundtvigs forhold til trosbekendelsen - helt ud i teorien om, at den skulle være overdraget til apostlene af den Opstandne selv. Man kan jo nemlig sige, at Grundtvig var en slags fundamentalist, altså først og fremmest ”trosbekendelsesfundamentalist”, og når jeg siger det her, er det, fordi alt tyder på, at han pdes. virkelig har grublet mere end de fleste af os andre, men pdas. så har haft tilsvarende mere behov for at ”hvile sig”! - Lad mig bare tage mig selv som eksempel: Jeg regner mig for at være en både ganske rettroende og traditionalistisk mand (i hvert fald på min måde) og en ganske from mand (igen ”på min måde”), men jeg har alligevel langt lettere ved at leve med, hvad jeg efterhånden kalder henholdsvis ”tågeklatternes teologi” og ”det almindelige livsåndedrag med Gud”, end Grundtvig utvivlsomt har haft.

Men afsnittet her om tiden mellem Vor Frelsers og Vartov kan slutte med en henvisning til Grundtvigs situation efter samtalen med biskop Mynster om netop drengenes konfirmation - og hele spørgsmålet om Grundtvigs ret til at konfirmere i hvert fald ”gode venners børn” (Err. s. 110). For det var jo her, Grundtvig gik gennem Kongens Have for (nok i enhver henseende) at blive kølet af, hvilket resulterede i digtet ”Hvad kvidre I om, I spurve grå! / så sent i kongens have”. Altså igen et eksempel på sammenhængen og vekselvirkningen mellem, om man så må sige, personlig situation og skriftlig produktion, eller på, hvad man kunne kalde ”produktionen som andagt”. - Grundtvig fortæller selv om det således:

Da jeg imidlertid paa den smukke Vinterdag, for at tilbagevinde Ligevægten, gik om ad Volden og igjennem Kongens Have, hvor Smaafuglene kvidrede saa venlig, da faldt det mig ind, hvad Salmisten synger om den Gud, som under baade Spurv og Svale en Rede ved sit Alter, til at udruge sine spæde; og da gik jeg rolig hjem og satte mine Tanker paa Rim (Err. s. 110)

Det er faktisk ikke for meget sagt, at det er fuglene, der her har holdt andagt for Grundtvig - eller i hvert fald sat et sjælesørgerisk forløb i gang. Første strofe lyder:

Hvad kvidrer I om, I Spurve graa!

Saa seent i Kongens Have?

Vil I for min Vaande Bod mig spaa:

En Skat i Nyaars-Gave,

En Svalerede, et Spurveskjul,

Hvor Unger mine kan lege Jul,

Og fjedres til at flyve!

(PS VI 204-205)

Præst i Vartov. 1839-1872

Vartov med Lise 1839-1851

Som allerede nævnt er det først (i vist ikke fuldstændig kendt omfang) fra og med ægteskabet med Marie, Grundtvig får et egentligt husandagtsliv. I den artikel, vi om lidt skal komme nærmere ind på, skriver Anders Eskedal i hvert fald: ”I sit første ægteskab befattede Grundtvig sig ikke med husandagt” (GS 2003 s. 142). Nu kommer det måske an på, hvad man mener med husandagt, for det kan da godt være, han ikke i sit første ægteskab har holdt andagter i stil med dem, han holdt i sit sidste. Men det bekræfter jo min oprindelige fornemmelse - samtidig med, at det retfærdiggør den til tider stærkt udvidede vinkel, jeg har anlagt.

I forbindelse med 1844-krisen er der igen nogle eksempler på, hvordan affattelsen af digte og salmer har fundet sted under omstændigheder, der har været mere eller mindre andagtslignende. Et af dem er (i hvert fald efter Rønnings formodning) digtet ”Lørdags-midnat”, som er resultatet af, at Grundtvigs ”sygt arbejdende hjerne trænger til at lette sig gennem ord”. Grundtvig henvender sig til sin muntre og lystige lille lampe og spørger den hvorfor den kappes med stjernerne (Rønning IV¹ s. 54). ”Men”, skriver/refererer(?) Rønning, ”også den flamme skal slukkes, og således vil det også gå livsflammen i hans egen sjæl; dog den skal tændes igen i evigheds borg -

Lys da, du lille!

så længe du kan!

Luerne spille

på evigheds rand!

(Rønning IV¹ s. 55)

I det videre forløb spiller tilblivelsen af ”Sov sødt, barnlille” en stor rolle (Rønning IV¹ s. 57-59), men jeg vil nøjes med at citere Rønnings beretning om situationen frem til og med dikteringen af de tre sidste strofer, hvori indgår, en ekstrem ”andagtssituation”, der kan sammenlignes med situationen på Vinbyholdt Kro i 1810:

Det fortælles [slutnote 1], at [Grundtvig] en dag var blevet borte for sine omgivelser. ”Man søgte efter ham alle vegne, og fandt ham endelig i en vognbod, liggende på knæ med hænderne foldede på vognhjulet, grædende og bedende” [...] En dag da [Grundtvig og Busck] sad sammen her oppe [i lysthuset], sagde Grundtvig: ”Sæt dig og skriv hvad jeg siger til dig”, og derpå fremsagde han disse vers:

Guds engle, de sjunge:

[...]

Da alle de købte

[...]

Sov sødt. barn lille!

[...]

(Rønning IV¹ s. 59)

”Kirkeklokke! mellem ædle malme” er skrevet i den ret pressede situation under salmebogsforhandlingerne i 1845 (Rønning IV¹ s. 99).

Om situationen i forbindelse med den grundlovgivende rigsforsamling skriver Rønning:

Alt drog sindet ud efter. Men midt i denne udadgående bevægelse kunde hans sind pludselig længes ind efter, til en stille samtale i lønkammeret [fremh. her].

Det var pinseaften (1848). I en ensom time vendte han sig ind mod sig selv, til ”selvprøvelse”: ”Alt at opofre for himmelens skyld” - ja, det skulde jo en kristen være rede til.

[...]

[...] Og så fandt han da endelig den ømme byld: sit eget selv:

Ja, at fornægte sig selv, det er tingen,

det går til bunds, skiller sjælen fra ånd;

det skal vi alle, og det kan dog ingen

som sig ej skjuler i Frelserens hånd -

men

hvor er det ord som på tungen skal gløde

glat gennem ilden min Frelser i møde?

Fra en sådan stille samtale i lønkammeret gik Grundtvig så atter, styrket og lutret, ud til samtidens gærning (Rønning IV¹ s. 144).

Så kom det første valg. Som Grundtvig deltog i. Men det interessante i vor sammenhæng her er, at der i Grundtvigs ret åbenhjertige beretning om også aftenen før afstemningen intet står om hverken aften- eller morgenbøn. Han skriver blot: ”Med disse Tanker sov jeg ind, med dem vaagnede jeg, med dem mødte jeg paa Valgstedet” (Err. s. 79). Men det siger naturligvis ikke noget om, hvorvidt Grundtvig også har bedt ikke bare sin almindelige aften og morgenbøn, men tillige bedt særligt for valget. Det eneste, der står fast, er, at han i hvert fald ikke har fortalt om det, og det kan i givet fald være særdeles interessant. For alt tyder jo på, at Grundtvig i det hele taget har været en så god kristen, at han ikke har udstillet, endsige gjort sig til af sit private bønsliv.

Vartov i Maries tid 1851-1854

Som allerede nævnt kom andagtslivet til at spille en større rolle i Grundtvigs liv, da han var blevet gift med Marie. I denne forbindelse kan jeg citere følgende fra et af Frederik Barfods ”erindringsbreve” (nærmere om dette i noten i ”Erindringer”):

[Som fru Toft havde [Marie] på Rønnebæksholm holdt gudelige forsamlinger [...]; hun elskede alt dengang Grundtvigs salmedigtning, som hun selv sang med sin smukke og kraftige stemme. (I en af hans salmer fik hun ham blandt andet til at gøre en ændring, så hun kunne bruge den som sin daglige aftensang [...] [Mens Marie lå på dødslejet] og våndede sig, bad hun gang efter anden Jesus Kristus om at dulme de svære smærter, men uden at hun følte nogen lindring, indtil hun bad ”Vorherre Jesus Kristus” hjælpe sig, da ophørte smærterne (Err. s. 174).

”I sommeren 1853 Havde Grundtvig det ikke godt”, skriver Rønning, ”det var hans gamle skrøbelighed, der plagede ham igen, ligesom i 1844” (Rønning IV² s. 75). Så han tog ned til Rønnebæksholm. Og det er måske snarere terapi en andagt, når Rønning videre citerer et brev af 30. juni 1853, hvori Jutta Rørdam blandt andet skriver:

[Marie] læser hver dag to af hans prædikener fra 1832 for ham [...] Det at han oversætter et kapitel af det nye testamente om formiddagen, og skriver et udtog af prædikenen om eftermiddagen, siger Marie, hjælper så meget til at berolige hans sind (Rønning IV² 76).

Af stor interesse er også disse linier fra salmen ”Nåden hun er af kongeblod”:

Hver gang vi bad vort Fadervor,

følte vi dybt i vort indre,

nåden vil høste, hvad den sår,

vil ikke nøjes med mindre

(DDS 695,5)

Og fra tiden mellem Maries død og ægteskabet med Asta kan nævnes salmen ”Stol du kun på dit Fadervor” fra 1855 (DDS 586). - Jfr. (uanset affattelsestidspunktet og at den første er en revision eller gendigtning) DDS 488,7: ”og bed så smukt dit Fadervor”. - DDS 293,7: ”Hver gang en ærlig sjæl på jord / vil sine hænder folde / ... / Og hvisk til os dit Fadervor”. - Jer har ikke søgt videre, fx på ordet ”bede”, men der er formodentlig andre eksempler.

Vartov med Asta 1858-1872

Det er fra den sidste periode i Grundtvigs liv, der er er egentligt materiale om et husandagtsliv. Og det er er, jeg har fået den afgørende hjælp fra Kim Arne Pedersen, som dels har henledt min opmærksomhed på Anders Eskedals artikel, dels har sendt mig de dele af ”Grundtvigs morgenandagt”, der indgår i hans kompendium om ”Grundtvig og troens erfaring”.

Jeg vil først citere de to relevante stykker i Anders Eskedals artikel ”’Den Gamle’ som præst / eller et blik ind i N.F.S. Grundtvigs præstevirke især i perioden efter sygdommen i 1867” (GS 2003 s. 128ff).

Desuden må nævnes - skønt det jo var noget rent privat - den husandagt, som Grundtvig i sit tredje ægteskabs tid [fremh. her, altså af BC] indførte, og som i hvert fald lejlighedsvis overværedes også af andre end dem, der hørte til hans husstand. Også husandagten hører til hans præstearbejde [BC: NB! artiklens titel!] (128).

Og senere kommer den udførlige omtale af Grundtvigs husandagt:

Endu én ting må nævnes fra Grundtvigs hjem i hans meget sene år: Den husandagt, som i denne periode stod som husets egen gudstjeneste [BC-fremhævelse]. I sit første ægteskabs tid befattede Grundtvig sig ikke med husandagt, muligvis er der ansatser til det under det andet, men det er først fra hans tredje ægteskabs tid, vi ved noget sikkert. Grundtvigs bøn under denne husandagt er berømt - og allerede omtalt. Den er højstemt, og den er ikke bare lang, den er ekstremt lang, og det virker, som om tre-fire bønner er sat sammen, så man kan overveje, om den er bedt i flere omgang. Fadervor er klemt inde midt i, og Den Apostolske Trosbekendelse refereres. Der blev også sunget et par salmer, ofte vel ’Guds-Barnets Vuggesang’, ’Sov sødt, Barnlille’ [slutnote 64]. Det syntes, som om denne husandagt også har været åben for andre end de sytten mennesker, der på den tid hørte til husstanden (GS 2003 s. 142f)

Kim Arne Pedersens foredragskompendium har titlen ”Grundtvig og troens erfaring. Grundtvig og teologien” og har øjensynlig været brugt ved et foredrag i ”Vartov juni 2007”. Men det, der er af interesse i vor sammenhæng her, er det afsnit, der har overskriften ”Grundtvigs daglige morgenandagt som et eksempel på sammenhængen kristendom–erfaring”. Og her citeres ”Grundtvigs morgenandagt” udførligt, men ikke fuldstændigt:

”Det hellige Korses Tegn baade for vort Aasyn og for vort Bryst, draget ved den hellige Daab i Jesus Kristus-Navnet til fuld og klar Skilsmisse mellem os og den Onde og til et evigt Vidnesbyrd om, at vi hører dig til, korsfæstede Herre Jesus Kristus, vor guddommelige Gjenløser …Dit Ejendoms Folk, født af Gud, dygtig og flittig til al god Gjerning. Amen!

Alraadende Gud Fader giv os med din Helligaand i Jesus Kristus-Navnet hjertelig at love, prise og takke Dig, fordi Du af Din store Kjærlighed har skjænket os Din elskelige, eenbaarne Søn, …og fordi Du med den samme Din elskelige Søn ….vil i din Helligaand med Dit eget Guddoms-Ord skjænke os alt, hvad som godt er til evigt Liv og Lys i Din Sandhed og din Kjærlighed. Og fordi Du vidunderlige har draget vore Hjerter…til…Din…Søn…saa vi med hans Munds Ord…har ærlig og godvillig:

Forsaget og afsagt …og godvillig vedkjendt og bekjendt os til Troen paa Dig:

Alraadende Gud Fader, Himmelens og Jordens Skaber;…

….

Og Vorherres Jesu Kristi og vor Gud og Fader, giv os fremdeles hjertelig at love, prise og takke Dig, fordi du af den samme Din store Kjærlighed, i Din Enbaarne Søns …Navn har skjænket os Din egen Guddoms-Aand…som…kan og vil guddommelig udrette hele Din gode Gjerning hos os til Vorherres Jesu Kristi Dag, og som …vidner med vor Aand, at vi ere …Børn…tildøbte…gjenfødte…ved Nadveren og Kjærligheden ham hjertelig iførte, …Medarvinger…og at ligesom han altid bønhørtes paa Jorden, …skal og vi bønhøres, naar vi bede med hans egen Bøns Ord og Røst…med hans Aand og med sand Selvfornægtelse i hans Jesus Kristus Navn:

Fader vor, Du som er i Himlene o.s.v.

Og ejegode Gud Fader, af hvem al Faderlighed …bærer Navn, giv os af inderste Hjerte at love, prise og takke Dig, fordi Du ved den Hellige Nadver i og med den Helligaand guddommelig udløser hele din Kjærligheds og Velsignelses Fylde over os i Menigheden, saamange som…troende æder hans Legeme,…givet for os..og drikker hans Blod…udgydt for os til Syndernes forladelse…saa vi visselig og virkelig kommer til at leve ved Sønnen, ligesom han lever ved Dig, sin himmelske Fader ydmygelig i Ære og Herlighed, i Fred og evig Salighed evindelig. Amen! Ja Amen! Halleluja, Halleluja, Halleluja i al Evighed, Amen! Ja Amen Halleluja i det Høje! – Indsat af BC ved klargøringen af internetudgaven: Mon disse Halleluja’er har været sunget? (Jeg har endnu ikke set Brummers artikel).

Alt med Jesus Kristus Navnet!

Deri Grunden, deraf Gavnet,

Deri Aanden uden Mage

Boer og bygger alle Dage.

Deri ham, som for os døde,

Evighedens Morgenrøde,

Han som Lyset er og Livet

Af Gud Fader os er givet.

Faderens og hans skal være

Lov og Tak og evig Ære”

Så vidt jeg har forstået på Kim, står hele andagten i T. Brummers artikel ”Trosbekendelsens form og plads i Grundtvigs daglige bøn”, Dansk Kirketidende 1965 193ff. Jeg har desværre ikke kunnet nå at skaffe et eksemplar af dette nummer, men må nøjes med at henvise til det.

Og nogle allersidste ting:

Også under 1867-sygdommen spiller det at skrive en rolle. Under sin rekonvalescens på en gård ude ved Furesøen skrev Grundtvig det i et digt om Jesu fristelse i ørkenen:

Did, ak! kan jeg dig ej følge,

ej kan jeg min rædsel dølge,

lange-fasten ej udstå,

ej med Himmerigets helte

[...]

”Men derfor var det jo netop også at Guds enbårne søn havde taget tvekampen på sig” (Rønning IV² 145f).

Også Grundtvigs sidste digt ”Gammel nok jeg nu er blevet” kan betragtes som en form for andagts-tekst - nu i intet mindre end (i nærheden af) den yderste situation (Rønning IV² s. 148f).

Men husandagterne fortsatte til det sidste. H. Brun skriver: ”Ved den huslige Opbyggelse Mandag Morgen [Grundtvigs dødsdag, 2. september 1872] var han vel noget besværet af Slimhosten, men det var nu intet usædvanligt (Err. 266).

* * *

Om »Omkring Grundtvigs Vidskab«

Indledningen ved forsvaret den 4. september 1998 og replikker til de to officielle opponenter

[Trykt i Grundtvig-Studier 2001]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links over alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

I »Grundtvig-Studier« 1999 tryktes Anders Pontoppidan Thyssens og Theodor Jørgensens officielle oppositioner ved forsvaret den 4. september 1998 af min disputats »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. Af flere forskellige grunde er det imidlertid først her til 2001-nummeret, jeg har fået skrevet et svar - som følger efter teksten fra manuskriptet til min indledning ved forsvarshandlingen.[60]

Indledning ved forsvaret den 4. september 1998

Jeg vil begynde med en slags mindeord. Som har en spøgefuld form, men skal forstås tilsvarende alvorligt!

Jeg er meget ked af, at vi ikke har Kaj Thaning blandt os mere. For hvor ville jeg gerne have hørt ham som opponent ex auditorio sige: »Jamen Bent Christensen har stadig ikke forstået radikaliteten i det, der skete med Grundtvig i vinteren 1831/32!«.

Hermed har jeg bekendt mit discipelforhold til Kaj Thaning. Og jeg vil yderligere udtrykke min taknemmelighed mod denne enestående Grundtvig-forsker ved at lade denne indledning tage udgangspunkt i, hvordan jeg i min bog faktisk har udtrykt min stærke anerkendelse af netop radikaliteten i Kaj Thanings Grundtvig-forståelse.

Men inden da vil jeg uden navns nævnelse udtrykke min taknemmelighed mod alle de andre Grundtvig-forskere, jeg har bygget på, både de døde og de levende, både de ældre og de yngre. Flere af dem er til stede her i dag.

Og jeg vil udtrykke min taknemmelighed for alt, hvad Københavns Universitet har gjort og betydet for mig, ikke bare her i disputats-forløbet, heller ikke bare under licentiatstudiet, men også helt tilbage fra dengang, jeg for temmelig nøjagtig 34 år siden i netop denne bygning påbegyndte mit cand. mag.-studium i dansk og russisk!

Men hvad nu min anerkendelse af radikaliteten i Kaj Thanings Grundtvig-forståelse angår, så kommer den jo fx meget klart til udtryk i min vurdering af forholdet mellem Kaj Thaning og den svenske Grundtvig-forsker Harry Aronson, idet jeg på s. 19 i bogen gør dette forhold op på den måde, at jeg siger, at det netop er i forbindelse med Kaj Thanings arbejde, Harry Aronsons disputats bør nævnes, idet Aronson nemlig for det første slet ikke beskæftiger sig med »den side af Grundtvig, som har med den videnskabelige erkendelse at gøre«. Og idet hans synsvinkel for det andet er

så traditionelt og kirkeligt teologisk, at han heller ikke får de mere overordnede sammenhænge omkring erkendelsesspørgsmålet ind i billedet. [...] Thaning [har] ret, når han påpeger, at Aronson slet ikke har forstået, hvor radikal Grundtvig er i sin anerkendelse af det foreliggende menneskelivs »saglige egenværdi«, også før og uanset kristendommen. Thaning ser - med sit ene øje - langt mere end Aronson, som altså næsten ingenting ser af det, der virkelig er interessant [fremh. her i GS] (GV 18f).

Men jeg kan også sige det på den måde, at det helt tilbage i begyndelsen netop var hos »Thaning og hans Grundtvig«, jeg fandt et syn på det naturlige menneskelivs værdi og betydning, som jeg ikke, blot tilnærmelsesvis, havde set hos andre end de to.

Den afhandling, jeg skal forsvare her i dag, bygger på licentiatafhandlingen »Fra drøm til program«, som blev antaget i 1985 og udgivet i 1987[61]. Og jeg vil citere det allerførste afsnit i denne bog:

Den overordnede eksistentielle baggrund for nærværende arbejde er ønsket om en afklaring overhovedet af spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning. Spørgsmålet er dels, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med en »saglig egenværdi«, dels, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen (DP 9).

Her er hele mit anliggende præsenteret. Også den side af det, vi skal tale om i dag. Og når jeg siger »saglig egenværdi« om »livet her og nu«, så mener jeg jo det samme, som Kaj Thaning mener. Og for den sags skyld også Løgstrup!

Men når jeg videre taler om denne, sig selv godtgørende, »værdis« betydning for »gudsforholdet og gudsrigesforventningen«, så er jeg allerede kommet noget ind på mit eget område. For een ting er, at det er godt, vi i kristendommens lys kan se det, jeg kalder den foreliggende tilværelses »saglige egenværdi«. Men det er ikke nok. Det næste spørgsmål bliver jo: Hvad betyder dette syn inde i det kristne menneskeliv, jeg som kristen lever?

I denne forbindelse vil jeg tillade mig at nævne titlen på mit allerførste lille bidrag til Grundtvig-diskussionen. Hvad der i øvrigt er en helt særlig sammenhæng i her i dag. Idet der var tale om et indlæg i en diskussion mellem Kaj Thaning og - Theodor Jørgensen, som er officiel opponent her i dag. Titlen på mit indlæg i FØNIX var: »Menneske først, kristen så - og hvad så?«[62].

Ja, det er dette »og hvad så«, der lige fra første færd har været hoved-spørgsmålet for mig. Og jeg vil gerne gentage, at det altså drejer sig om spørgsmålet, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen.

Og jeg nævner lige, at selv om det er kortest og præcisest at anvende de traditionelle teologiske ord om disse forhold, så er både spørgsmålet og det eventuelle svar jo det samme, hvis man bruger andre ord, ja, har andre forestillinger!

I øvrigt er nøgleordet »betydning«. Men inden jeg går nærmere ind i det, vil jeg runde præsentationen af mit discipelforhold til Kaj Thaning af med en redegørelse for, hvad der så er forskellen på hans og min Grundtvig-forståelse.

Det vil jeg også gøre ved at citere fra bogen, hvor jeg i indledningen siger, at

Medens der altså er en - måske temmelig enestående - overensstemmelse mellem Kaj Thanings og nærværende forfatters forståelse af, hvad der var Grundtvigs store spørgsmål, er der tale om til dels direkte modsatte vurderinger af, hvilken karakter hans afklaring i forhold til dette spørgsmål fik. Ganske særligt viser dette sig med hensyn til spørgsmålet, hvornår det er selve denne afklaring, der kommer til udtryk hos Grundtvig, eller hvornår det er andre motiver, der gør sig gældende. Og det ikke blot i forhold til årstallet 1832, men også i forhold til en lang række andre situationer og udsagn gennem det meste af Grundtvigs lange liv og forfatterskab. Der kan her først og fremmest peges på, hvordan Thaning ikke kan (eller vil) se storheden i Grundtvigs 1824-drøm, ja, overensstemmelsen mellem denne drøm, og så den »sekundære« eller »tilpassede-til-det-mulige« realisering af den, der faktisk blev tale om i den lange periode fra 1835 til 1872. Og der kan peges på, hvordan Thaning vurderer 1825-opdagelsen meget negativt og ikke ser, at det er den, der giver Grundtvig den egentlige befrielse fra den apologetiske værnepligtsbyrde (se DP[63] 94).

Generationsforskellen spiller utvivlsomt en afgørende rolle i det dobbeltforhold, der her er tale om. Den Thaning’ske ensidighed afspejler den samfundsmæssige, kulturelle og kirkelige situation i 30’rnes, 40’rnes og 50’ernes Danmark (GV 17).

Der er altså kirkesynet til forskel! Og jeg vil hævde, at det kirkesyn, hvorigennem jeg læser Grundtvig, er et kirkesyn, der passer til den situation, vi befinder os i nu her op mod årtusindskiftet!

Men selv om jeg selvfølgelig lægger stor vægt på den kirkesynsmæssige og kirkepolitiske side af sagen, vil jeg kraftigt understrege, at dette er noget, der er kommet til. I vekselvirkningen mellem Grundtvig-studiet og min præstelige erfaring. Fra begyndelsen af var det kun de spørgsmål, jeg her allerførst præsenterede, det gjaldt.

Men der er jo selvfølgelig en sammenhæng. Hvis du har et dårligt kirke- og gudstjenestesyn, har du nok også et dårligt syn på dit liv ude i hverdagen: Den, der vil have sin gudstjeneste til at ligne et kaffebord, vil også have sit kaffebord til at ligne en gudstjeneste!

Det, jeg prøver at gøre op med, er ikke det Thaning’ske begreb »pilgrimssyn«. Nej, det er, hvad jeg fx vil kalde den halvflov‑halvfriske og halvflov‑halvbenovede måde at forholde sig til livet og denne verdens ting på. Eller den måde at ville leve som kristen på, der gør kristenlivet til sådan en højere form for hobby - ved siden af og i stedet for det rigtige liv. Så man fx ikke går til jazz- eller rock-koncert, men tror, det er liv, når man anvender noget tam kirke-umba-umba-musik i gudstjenesten!

Som det fremgår af begge mine bøger, mener jeg, at Grundtvig af pdes. omstændighederne og pdas. sin ømme samvittighed blev tvunget til at anlægge sit »monstrøse«[64] syn på Folkekirken som en offentlig religionsanstalt, hvori den lille Jesu Kristi frimenighed kunne være gæst, og at dette videre medførte, at han måtte lade sin folkelige solidaritet komme til udtryk i en ejendommelig »sekundær teologi« om det lille danske hjertefolks særlige forhold til kristendommen.

Men når man har konstateret dette, er det nemt at drage Grundtvigs rene landvindinger ud og bruge dem i, hvad jeg vil kalde en »ny-grundtvigsk minimal-katolicitet«.

Men her må jeg standse. Den videre udvikling af dette hører hjemme ude i den kirke-debat, som allerede er i fuld gang.

Tilbage til det anliggende, som har stået i centrum for min beskæftigelse med Grundtvig lige fra begyndelsen af, og som fortsat vil være det centrale i mit discipel-forhold til ham: »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« eller »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og her i dag: »den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.

Som jeg sagde før: Nøgleordet er betydning! Alt er egentlig sagt i den berømte strofe fra »Christenhedens Syvstjerne« (CSS):

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

(CSS 6,60, VU VI 347)

Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

Lad mig slutte med en modificeret gengivelse af nogle steder fra den summariske sammenfatning i bogens sidste kapitel:

Det er det skabte-men-faldne menneskeliv, der bekræftes og sættes i sit sande lys af den særlige åbenbaring, og det er dette menneskeliv, der er frelsens genstand. Samtidig gælder det, så at sige den anden vej, at selve ordet Gud - og dermed hele den særlige åbenbaring, ja, selve frelsen - alt sammen bliver betydnings-tomt, hvis den Gud (åbenbaring og frelse), der er tale om, ikke forstås som netop dette menneskelivs og dets verdens Gud - som både Skaber og Frelser.

Det er heraf, begrebet »det kristeligt nødvendige livs-engagement« følger - eller »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« - eller altså »er-os-tomme-ord-og-lyde-princippet«. Og allerede af, hvad der indtil nu er sagt, følger, at der helt særligt er tale om en erkendelse af betydning. Hvilket yderligere understreges af hele »Logos‑kristologien«, dvs. troen på Kristus som det Guds billede og den Guds Sandhed, ved hvem verden er skabt, og som al mening og betydning i verden er et aftryk af. Hvilket bekræftedes og forstærkedes i inkarnationens store begivenhed. Der er også en stor sammenhæng mellem Grundtvigs billedsyn og inkarnations-teologien.

Selve engagementet i det at leve sit menneskeliv er naturligvis det helt primære. Men det menneskelige liv kan under ingen omstændigheder leves ureflekteret, så der vil - i særdeleshed for den troende kristne - altid være et element af »erkendelse« i selv den mest umiddelbare »levelse« af livet. Og det ligger i alt, hvad der hidtil er sagt, at det helt afgørende i såvel skabelses- som frelses-forholdet må være erkendelsen af Gud, det at kende Gud. Dette kan imidlertid - bortset fra alt det, der ligger i den særlige åbenbaring og i selve frelsen (og som unægtelig er helt afgørende, men dog noget andet, og for så vidt »tomt«) - kun ske indirekte, nemlig gennem menneskets erkendelse af sig selv og sin verden.

Der er ikke kun tale om, at det liv, der leves, gøres til genstand for en erkendelse, som er en indirekte gudserkendelse. Der er også tale om en stadig vekselvirkning mellem livet og den tydende erkendelse af det, i den forstand, at erkendelses-resultatet, tydningen, vender tilbage til livet igen som oplysning, hvorved selve livets levelse kommer til at give en ny og højere grad af erkendelse. Og så videre.

Sådan kan det hele gøres op. Dybest set er der altså tale om skabelsesteologi, Logos‑kristologi og inkarnations-teologi. Samt herligheds-teologi - eller -eskatologi. Det er intet mindre end selve Guds herlighed, på græsk DOXA, der yderst ude, men også i flere grader af en allerede-her-og-nu-måde, ligger bag Grundtvigs særlige og stadige brug af ordet »forklaring« - og dermed også bag hans brug af ordet »oplysning«!

Allerede i den første Dannevirke-afhandling har Grundtvig med meget enkle ord sagt, hvad det går ud på i den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement. Det er mod slutningen af afhandlingen »Om det Philosophiske Aarhundrede«, hvor han siger, at »Historiens Maal [...] umulig [kan] være andet end det Timeliges Forklaring« (DV I 129).

Og hermed er det jo sagt, at hele formålet med skabelsen er af erkendelsesmæssig karakter i den forstand, at det hele er åbenbaring - eller åbenbarelse. Mennesket og hele menneskets verden er skabt med det formål, at mennesket ved at komme til erkendelse af sig selv og sin verden skal komme til erkendelse af Gud.

Det er en så stor teologi, der ligger under det alt sammen. Så stor, at man netop ikke skal gå og udsige den hele tiden, men bare - under den og inden for den - gå helt sagligt løs på livet og virkeligheden! Uden at lade den ene hånd vide, hvad den anden gør. Og i hvert fald uden hele tiden at sige det!

Replik til Anders Pontoppidan Thyssen

Medens ovenstående gengivelse af manuskriptet til min indledning ved disputatsforsvaret giver et øjebliksbillede, er der i det følgende tale om replikker, som er skrevet i tidsrummet december-februar 2000/2001. Ved forkortelsen GS + tal, henvises der til sider i »Grundtvig-Studier« 1999. Ved blot »s.« + tal eller ved forkortelsen GV + tal henvises der til sider i »Omkring Grundtvigs Vidskab«. Ved DP + tal henvises der til »Fra drøm til program«. I det par tilfælde, hvor GV ikke er citeret helt nøjagtigt i GS 1999, følges GV.

Det første sted i Anders Pontoppidan Thyssens opposition, jeg vil svare på her, er afsnittet nederst GS 96 og øverst GS 97, hvor Pontoppidan Thyssen til sidst i sit referat af disputatsens kapitel 3 »Dannevirke-tiden 1816-1819« siger, at »Mærkeligt nok må han dog slutte med at konstatere, at Grundtvig hverken i Danne-Virke eller i perioden fra og med 1832 “gør noget forsøg på, direkte og egentligt at foretage den forstands- og begrebsmæssige ‘forklaring’ af tilværelsen, der angiveligt spiller en så afgørende rolle i hans videnskabssyn” (s. 202)«. Ja, det er mærkeligt, men jo altså også i den Grundtvig'ske betydning »bemærkelsesværdigt«. Det er et vigtigt resultat af undersøgelsen, at der intet sted hos Grundtvig er noget eksempel på, at han så meget som forsøger noget sådant. Hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at Grundtvig egentlig forsømmer noget. Han ville nok selv henvise til, at man jo stadigvæk befandt sig i dunkelheden og kun var på vej mod »forklaringen«. Hvorved så imidlertid den ejendommelige skabelsesteologiske eller »sekundær-teologiske« »erkendelses-eskatologi« i hans tænkning ville blive understreget. Og det er stadigvæk påfaldende, at det eneste bidrag fra Grundtvig selv til den store forklaringsvidenskabelighed, der spiller en så altbestemmende rolle i Indledningen til »Nordens Mythologi«, er det grundlag eller det »skelet«, han giver med »Haandbog i Verdens-Historien«. Men derom mere senere.

I referatet af »Mands Minde« foredragene i kapitel 7 siger Pontoppidan Thyssen, at »De vidner også om, at Grundtvigs vidskab (nu?) indebærer “en helt ny form for ‘historisk-poetisk’ videnskabelighed”« (GS 99). Jeg husker ikke at have bemærket det i parentesen stillede spørgsmål ved forsvarshandlingen, men kan her præcisere, at der ikke i afsnittet nederst på s. 366 er tale om en »1838-ny« form for videnskabelighed hos Grundtvig, men om, at den form for netop »historisk-poetisk« videnskabelighed, Grundtvig overhovedet har gjort sig til talsmand for, jo er en helt ny og for ham ejendommelig form for videnskabelighed. Det nye, der er tale om i 1838, er ikke en ny form for videnskabelighed, men tværtimod (hvad Pontoppidan Thyssen også (delvis) citerer), at Grundtvig nu, ikke mindst i »Mands Minde«, »retter opmærksomheden mod selve det danske folkeliv som hverken mere eller mindre end netop Liv betragtet« (GV 365), hvilket imidlertid bringer disse foredrag ind på en meget vigtig plads i hele det »altomfattende “kultur-” eller “livslevelses”-program« (GV 367), som Grundtvigs »vidskab« er tænkt ind i, og hvor der er »tale om en slags menneskelivets egen indre selv-oplysning, hvor studiet eller tilegnelsen af det liv, der har været levet, indgår i en livs- og oplysnings-vekselvirkning med det liv, der leves nu« (GV 366).

Men det er desværre rigtigt, når Pontoppidan Thyssen påpeger, at jeg har overset (eller i hvert fald ikke har fået gjort udtrykkeligt opmærksom på) »den påfaldende omstændighed, at Grundtvig ikke [i det s. 365 citerede stykke fra den første Mands Minde-foredrag] henviser til 1832 som det store vendepunkt, men udtrykkeligt til sin opvågnen i “Nordens Aand” 1808 (s. 365)« (GS 99). Jeg er dog glad for, at Pontoppidan Thyssen har påpeget dette, for det bekræfter jo min vurdering af »1832« og udviklingen derefter!

Til gengæld gør jeg i forbindelse med behandlingen af den tilsvarende kirkehistoriske foredragsrække »Kirke-Speil« (1860-1863, udg. 1871 og 1876) udtrykkeligt opmærksom på det påfaldende forhold, at Grundtvig overhovedet ikke nævner »Nordens Mythologi«, da han i det syvogtredivte og næstsidste foredrag begejstret taler om, hvordan han i England lærte »først i Henseende til Frihed som til alt menneskeligt at lægge hele Vægten paa Virkeligheden« (US X 356) (GV 459). »Hvad det i stedet munder ud i, er det råd til den kristelige frimenighed, at den, nu hvor sognebåndet er løst, gør alt for at blive i Folkekirken, ja, kun i yderste nødsfald træder ud af den!«. Idet jeg dog også gør opmærksom på, at »forklarings-perspektivet og hele den bredere menneskelige sammenhæng var trods alt kort, men stærkt repræsenteret i det syttende foredrag! (her [GV] s. 454f)« (GV 460). - Se også GS 104f.

I referatet af kapitel 8 citerer Pontoppidan Thyssen korrekt nok, at jeg i min behandling af tidsskriftet »Danskeren« bl.a. vil vise hvordan Grundtvig »stadig holder sin “Sorø”-tanke frem (s. 390f)«. Men det er selvfølgelig en fejl, og ikke Pontoppidan Thyssens mening, når han hertil føjer »altså forklaringsvidenskabeligheden« (som jo netop ikke skulle drives på den folkelige højskole i Sorø, men på det fællesnordiske superuniversitet i Göteborg) (GS 100).

Det er i en senere artikel i »Danskeren«[65], Grundtvig (i forbindelse med en påvisning af nødvendigheden af den levende samtale på Rigsdagen!) kommer over i forklarings-perspektivet. Og her fremhæver Pontoppidan Thyssen korrekt, at jeg »finder det bemærkelsesværdigt, at Grundtvig “endnu - og under disse tilspidsede omstændigheder - husker det helt store forklarings-perspektiv ...” og “ligefrem knytter det sammen med den aktuelle kamp” (s. 396)«. Men når Pontoppidan Thyssen derefter spørger, »om ikke denne kobling af “forklaringen” til den aktuelle kamp mod tyskerne medfører en indsnævring af perspektivet« (GS 100), må jeg svare, at det bemærkelsesværdige netop er, at Grundtvig trods alt endnu husker forklarings-perspektivet. Det, min undersøgelse har afsløret, er jo, at Grundtvigs udvikling efter 1832 ikke svarer til den enorme vægtlæggen på forklarings-videnskabeligheden, idet der dog er tale om meget komplicerede forhold, altså forhold, der er langt mere komplicerede, end fx Kaj Thaning har kunnet eller villet se!

I det i øvrigt korrekte referat af min behandling af det i min sammenhæng helt afgørende vigtige sidste afsnit i »Den christelige Børnelærdom« gør Pontoppidan Thyssen opmærksom på, at det er »Grundtvigs “kirkelige anskuelse” (fra 1825)«, Grundtvig sigter til med titlen »Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden«. Og han bemærker kritisk, at denne anskuelse »ikke interesserer BC (skønt den omtales udførligt af Grundtvig)« (GS 101). Men for det første er det altså ikke Grundtvigs »kirkelige anskuelse«, der er genstand for min undersøgelse, endsige grunden til min interesse for »Den christelige Børnelærdoms« sidste afsnit, som i min sammenhæng er interessant, uhyre interessant, derved, at »hvor Grundtvig før har begrundet den universalhistoriske forklaringsvidenskabelighed rent skabelsesteologisk - eller i hvert fald sekundær-teologisk - gør han det nu klart kirkeligt og kristologisk« (GV 424). Og for det andet interesserer jeg mig faktisk overordentlig meget for Grundtvigs 1825-opdagelse af den historiske kirke som en mageløs kendsgerning, både rent kirkeligt, og for så vidt angår den betydning, den får med hensyn til hele erkendelsesproblematikken! Jeg er særdeles opmærksom på de »enormt frigørende konsekvenser af Grundtvigs 1825-opdagelse« og lægger »afgørende vægt på de konsekvenser, 1825-opdagelsen får for Grundtvigs holdning til hele erkendelses-problematikken« (GV 221).

I sin drøftelse vedrørende afhandlingens anlæg og resultater lægger Pontoppidan Thyssen ud med en påpegning af, at det ikke er mange linier, jeg har ofret på metodiske spørgsmål. Hvad han unægtelig har ret i - idet jeg dog vil svare både ham og andre, der har fremsat en tilsvarende kritik, at den på sin vis ganske umiddelbare tilgang til Grundtvig måske er nok så kongenial og frugtbar, som en mere »flot« metode, hentet fra en fortidig eller nutidig filosof eller litteraturvidenskabsmand, ville have været. Og jeg mener, at dette netop viser sig i, hvad Pontoppidan Thyssen opfatter som »et metodisk problem«, fordi der - som jeg selv udførligt gør rede for det i disputatsens indledning - efterhånden viste sig en så stor »genstridighed i materialet« (GV 11), »at det oprindelige anlæg måtte opgives« (GS 101). Ja, jeg vil hævde, at det er her, min tilsyneladende så direkte, løse, bløde metode (nogle vil sige mangel på samme!) viser sin frugtbarhed. Jeg har ikke på forhånd haft hverken så meget metode eller så meget tese, at jeg har været forhindret i at se de hidtil upåagtede, ja, hidtil negligerede, forhold hos Grundtvig, der er blevet afdækket og fortolket i min disputats!

Pontoppidan Thyssen gengiver udmærket mine begrundelser og konklusioner, for så vidt angår den meget brede beskæftigelse med Grundtvig, der endte med at blive tilfældet i min disputats, altså hvordan hans »vidskab« kun kan forstås »som en del eller side af hele hans samlede kultur-syn og kultur-politik«, og hvordan Grundtvig inden for de danske, nordiske og fælleskirkelige/fællesmenneskelige helheder skal ses som en »total-digter«, der »udfoldede sig i alle sine mange enkeltaktiviteter«. Men i vel en blanding af anerkendelse og (allerede) spydighed siger Pontoppidan Thyssen, at »Alle disse ting har BC faktisk skrevet om i disputatsafhandlingen«, for han fortsætter med at sige, at »hvis man stadig savner begrundelse for ordet “vidskab” (som var afhandlingens hovedspørgsmål!), har BC endnu en trumf: andre store personligheder har udmærket sig inden for bestemte felter, “men Grundtvig er helt enestående, fordi han i sin egen kæmpemæssige person forener alt dette” [...] (s. 486f, jfr. s. 14f)« (GS 102). Dette opfatter Pontoppidan Thyssen - med tydeligt ubehag - som endnu en af de mange Grundtvig-lovprisninger i mine to bøger. Men jeg er jo - som det også fremhæves i Theodor Jørgensens opposition (se fx GS 113f) - ingenlunde ukritisk over for Grundtvig, hvilket imidlertid ikke forhindrer mig i at fastholde, at den måde, hvorpå han ser »den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement« som del af en stor livs- og kultursammenhæng, faktisk er helt enestående.

Så må jeg snarere give Pontoppidan Thyssen ret, når han siger, at det ofte er »svært at se, hvad han (BC) egentlig mener om Grundtvigs forhold til “den videnskabelige erkendelse”« (GS 103). Idet jeg dog kan forsvare mig med, at det faktisk også er svært at se, hvad Grundtvig selv helt præcist mener derom! Og hvornår! Afdækningen af disse forhold er vel netop en af mit arbejdes fortjenester. Jeg kan her henvise til afsnittet »Motiver og hovedpunkter gennem faserne« (GV 487ff). Og jeg kan ikke give Pontoppidan Thyssen ret, når han efter at have refereret dette afsnit siger, at »Hele dette forløb tyder på, at BC’s vidskabs-tese står på svage fødder« (GS 105). For vel er det, jeg har fundet, temmelig anderledes end, hvad jeg - ud fra Kaj Thaning - oprindelig havde forventet. Hvilket også gælder et så vigtigt og tidligt tekstkompleks som »Danne-Virke«. Men det viser som sagt kun, hvor frugtbar min metode har været. Tesen i disputats-teknisk forstand er jo identisk med konklusionen, som på bagsiden af disputatsens omslag er formuleret således:

På den ene side påvises det, at en absolut topvidenskabelighed (af humanistisk-livstydende karakter) er det øverste lag i den altomfattende kultursammenhæng, Grundtvig drømte om og arbejdede for.

Men på den anden side gøres der udførligt rede for, hvordan både indre, helt centrale, saglige og positive faktorer, og ydre, til dels meget negative faktorer, bevirker, at Grundtvig fra o. 1835 mere og mere koncentrerer sig om det danske folkelivs bevarelse, opvækkelse, »levelse« og oplysning - med Grundtvig selv i centrum som den store kirkelige og folkelige »totaldigter«.

Pontoppidan Thyssen kan slet ikke lide, at jeg bruger ordet »system«. Men der er nu ikke tale om, at jeg »vil opfatte Grundtvigs anskuelser [fremh. her] som et sammenhængende “system”« (GS 105). De gange, jeg anvender dette ord (som jeg jo nok burde have erstattet med et andet, mindre misforståeligt), er det altid om den samlede »struktur«, som strækker sig lige fra forældrenes (og søskendes og kammeraters) opdragelse af de helt små børn og helt op til »Göteborg« - og hele vejen ned igen. Og ordet er altid sat i anførselstegn. I forbindelse med behandlingen af Grundtvigs allersidste »Marielyst-tale« skriver jeg således også, at idet Grundtvig her afviser som en misforståelse, at han skulle have haft i sinde »at stille en ny Oplysning og Dannelse som den folkelige imod den fornemme, akademiske«, giver han »en slags sidste fremstilling af, hvad der i nærværende fremstilling - med et højst upassende ord - gennemgående er blevet betegnet som Grundtvigs “system”, for så vidt angår forholdet mellem den folkelige livs-oplysning og den højere videnskabelighed« (GV 452).

Hvad Pontoppidan Thyssen derefter skriver om Grundtvig som »snarere letbevægelig« (GS 105), kan jeg godt tilslutte mig, i hvert fald for så vidt angår det forhold, at han gennem hele sit liv har grebet snart sagt enhver aktuel lejlighed eller situation, der bød sig som en mulighed for at fremme hans anliggende. Hvormed der dog så ikke uden videre er sagt noget om, at selve anliggendet er blevet tilsvarende ændret. Typiske eksempler på, hvordan jeg selv har været opmærksom på dette forhold er, at jeg allerede i forbindelse med Grundtvigs debut-skrift »Lidet om Sangene i Edda« skriver, at det »har en særlig interesse derved, at det viser, hvordan han fra første færd har benyttet ydre anledninger til at fremføre sine tanker« (GV 39), eller at jeg påpeger, hvordan både folke-højskoleskrifterne og Göteborg-skriftet har en klar tilknytning til, hvad der rent politisk var oppe i tiden (GV 343).

Men Pontoppidan Thyssen tænker selvfølgelig navnlig på bevægelser på dybere niveau’er, og så må det jo i virkeligheden være udtryk for en anerkendelse af min metode, når han siger, at »Grundtvigs særlige tænke- og virkemåde [...] må advare mod kategoriske sammenfatninger«, ja, når han siger, at »Mange af BC’s “faser” ville ikke være nødvendige, hvis Grundtvig havde bundet sig til et fast tankesystem«, og når han siger, at »“vidskaben” [...] - ifølge BC’s materiale - synes at miste sin mening og betydning efter 1832!« (GS 106). Hvilket dog skal forstås som noget af en spydighed. Og forholdene er som sagt meget komplicerede.

Til slut omtaler Pontoppidan Thyssen den inddragelse (også ud over, hvad man (herunder jeg selv) umiddelbart ville have forventet) af det kirkepolitiske felt, der er tale om i begge mine to bøger. Og her må Pontoppidan Thyssen jo bemærke, at min vurdering af Grundtvig er »påfaldende negativ« (jfr. her s. 68). Hvilket altså virkelig er tilfældet. Der er her tale om et - fra begyndelsen af fuldstændig utilsigtet - resultat af min Grundtvig-forskning. Men undervejs er det blevet mere og mere klart, at der er en nøje sammenhæng mellem kirkesynet - både hos Grundtvig selv og hos Grundtvig-forskerne! - og så de forskellige ting, der har været særligt fokuseret på i mine to Grundtvig-undersøgelser.

Men nu til Pontoppidan Thyssens bemærkninger til min behandling af den kirkepolitiske side af sagen. Pontoppidan Thyssen kan tydeligvis ikke lide - eller forstå - at jeg forholder mig kritisk til Grundtvig, »fordi han i sin kirkepolitik ville sondre mellem kristne og ikke-kristne og dermed svigtede “folkekirken” som et fællesskab af alle dens medlemmer«. Og han finder det »mærkeligt«, at jeg ser Grundtvigs 1832-løsning som hængende sammen med, »at han led under følelse af isolering og havde et “desperat behov“ for at finde en udvej af “klemmen” (Fra drøm - s. 94-144, især 142-144, 296f)« (GS 107). Pontoppidan Thyssen finder min fremstilling af kirkekampen »i høj grad ensidig«. »I den historiske sammenhæng er der ikke basis for hans [altså mine, BC’s] psykologiske motiveringer, og Grundtvigs kirkepolitiske reaktioner var ikke urimelige« (GS 107).

Efter at have suppleret referatet af min fremstilling med sin egen skitsering af den historiske sammenhæng og i forbindelse dermed at have mere end antydet, at der ikke har været taget nok hensyn til denne i mine undersøgelser, ligesom jeg åbenbart heller ikke i denne forbindelse skulle have haft øje for den »sans for helhedssammenhænge«, som jeg ellers lægger så stor vægt på hos Grundtvig, siger Pontoppidan Thyssen, at man over for min fremstilling snarere føler sig »hensat til aktuel polemik til forsvar for “folkekirken”«! (GS 108). Og det er yderst interessant, at Pontoppidan Thyssen, idet han ser min holdning som »nært beslægtet med Thanings«, om denne siger, at »Men Thaning ville åbenbart nødig kritisere Grundtvig, så han talte i stedet om “en tydelig afsporing i den grundtvigske bevægelse”! (Menneske først - s. 502, jfr. Fra drøm - s. 296)«. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at Pontoppidan Thyssen slutter med, for sit eget vedkommende at erkende, »at sagen i sig selv er noget kompliceret« (GS 108f).

Nu kan jeg ikke gå i enkeltheder her, men jeg mener at have påvist, at det helt afgørende punkt, hvor knuden strammedes for Grundtvig, var forløbet fra april 1831, hvor han erklærede sig villig til at gå i spidsen for en frimenighedsdannelse, til 1. marts 1832, hvor kongen underskrev resolutionen om, at Grundtvig skulle have tilladelse til for sin person at holde dansk aftensang i Frederikskirken. Og inden for dette forløb igen var de helt afgørende punkter Grundtvigs samtale med kancellipræsident Stemann 11. februar 1832, hvor denne afviste muligheden af, at der skulle kunne gives tilladelse til en frimenighedsdannelse, og Grundtvigs samtale med biskop P.E. Müller 27. februar 1832, som mundede ud i den Kgl. resolution med tilladelsen til aftensangsgudstjenesterne (DP 113ff). På sin vis har både de danske myndigheder og Grundtvig jo - efter god dansk skik - optrådt moderat og »rimeligt«. Det, jeg bebrejder Grundtvig, er egentlig »kun«, at han pdes. for sin meget ømme samvittigheds skyld, mht. hvem han ville anse for virkelige kristne, og pdas. af hensyn til sin egen stilling i samfundet og i forhold til hele folket, absolut skulle lave en så udtrykkelig, udførlig og »monstrøs«34 konstruktion, for så vidt angår sit syn på statskirken/folkekirken som en organisation, han og de andre »gammeldagstroende« (»Jesu Kristi frimenighed«) kunne blive i. Som A.M. Allchin, citeret efter hukommelsen, sagde, da jeg under et af Grundtvig-Selskabets årsmøder havde forklaret disse forhold: »Oh, he had to call the church not a church in order that he could stay in it!«. - I øvrigt vil jeg henvise til min inddragelse af polemikken mellem Kaj Thaning og P.G. Lindhardt i forbindelse med min gennemgang i »Omkring Grundtvigs Vidskab« af »Den christelige Børnelærdoms« sidste afsnit[66].

Det helt afgørende i forbindelse med min disputats (men også allerede i forbindelse med »Fra drøm til program«) er, at de kirkepolitiske omstændigheder kan ses som årsagen til det mærkelige forhold, at Grundtvig i Indledningen til »Nordens Mythologi« kommer så højt op i de store forklaringsvidenskabelige højder (og drager så ejendommelige kirkepolitiske konsekvenser deraf), når det så viser sig, at han gennem resten af sit liv stiger ned fra disse højder igen. Hvad han altså gør - også uanset hvor dårligt det bekommer mine kritikere, at jeg bruger ordet »nedstigning« (som jeg i øvrigt har fra Aage Henriksen![67]). Men det er som sagt meget kompliceret. For der er ingen tvivl om, at det helt klart fra »Danne-Virke« af og gennem resten af Grundtvigs liv er for - i videste forstand - erkendelsens skyld, mennesket skal engagere sig i dette liv. Og der er heller ingen tvivl om, at den - igen i videste forstand - videnskabelige erkendelsesvirksomhed på også allerhøjeste niveau hele tiden hører med i den sammenhæng, Grundtvig ser for sig. Ja, vel at mærke ser for sig! For dette syn behøver jo ikke indebære, at Grundtvig personligt skulle praktisere - eller kæmpe lige ihærdigt for - alle dele af det lige her og nu. Hvad der kan være grund til at spørge om, er, i hvilken grad Grundtvigs skiftende vægtlæggen på netop den videnskabelige erkendelse, hænger sammen med de skiftende, ikke mindst kirkepolitiske omstændigheder. Og jeg er også overbevist om, at det er rigtigt, når jeg hævder, at det helt centrale og afgørende for Grundtvig - »totaldigteren Grundtvig« - er selve livets, hvilket for ham vi sige det danske folkelivs, lykkelige og oplyste »levelse«. Hvor den videnskabelige erkendelsesvirksomhed er en vigtig, men speciel og »tjenende« del af denne »levelse«.

Replik til Theodor Jørgensen

De indvendinger, Theodor Jørgensen har mod mit arbejde, fordeler sig på fire hovedtemaer: 1. At jeg har min egen kulturteologiske drøm eller vision, som Grundtvig tjener som hjemmelsmand for, og som jeg i en tilbagerettet brug anvender som målestok på Grundtvig, hvilket fører til en skævvridning af min undersøgelse. - 2. At jeg burde have arbejdet mere problemorienteret-systematisk med Grundtvigs tænkning. - 3. At jeg i forbindelse dermed i højere grad burde have læst Grundtvig idehistorisk-kontekstuelt. - 4. Endelig benytter Theodor Jørgensen mit »ellipse-billede« af motiverne bag Indledningen til »Nordens Mythologi« (med hhv. universalvidenskabeligheden og den kirkelige problematik som de to centrer) til at præsentere et andet ellipse-billede, hvor de to centrer eller poler udgøres af hhv. det universelle og det partikulære.

Nu er det jo i nærværende sammenhæng ikke Bent Christensen og hans eventuelle drømme, visioner og programmer, men Grundtvig, det skal handle om. Men jeg kan selvfølgelig ikke benægte, at jeg faktisk har nogle visioner og et program. Det spørgsmål, der kan blive tale om i forbindelse med min disputats, er dog udelukkende, om dette forhold, ja, i det hele taget mit erklærede »brugs-motiv«, har haft en dårlig, skævvridende indflydelse på mit Grundtvig-studium. Hvad jeg altså ikke mener det har, men at det tværtimod har indebåret nye, frugtbare vinkler og belysninger! Og jeg vil nu prøve at sige lidt om, hvordan »mit liv med Grundtvig«[68] har udviklet sig siden faktisk begyndelsen af 1970’erne - med særligt henblik på, i hvilken grad og på hvilken måde min egen side af det kan have haft indflydelse på min disputats.

Som det fremgår af ovenstående Indledning, var det selve synet på livet her og nu, der først hos Thaning og derefter hos Grundtvig selv vakte min opmærksomhed. Og det er jo fortsat her, det absolutte hovedspørgsmål ligger. På grundlag af det Grundtvig-studium, der førte frem til »Fra drøm til program«, har jeg dannet betegnelserne »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« og »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og der er så vidt mig bekendt ingen, der har anfægtet mine resultater på dette absolutte hoved-område. Da jeg fik idéen til disputatsen, var det (som det også fremgår af dens undertitel) nu den særlige erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, jeg ville undersøge. Og jeg kan også røbe, at jeg vist omtrent samtidig faktisk begyndte at tale om en tredje del i en trilogi! (Se note 38). Eller som jeg yndede at sige: et tredje trin i raketten! Desværre bliver det nu næppe muligt for mig at få en bog ud af det, men en artikel her i Grundtvig-Studier håber jeg det kan blive til. Så må en anden skrive bogen[69]. Jeg havde også straks en arbejdstitel: »En undersøgelse af den poetiske side af N.F.S. Grundtvigs forhold til det kristeligt nødvendige livsengagement«. Fra sommeren 2000 har den fulde (projekt-) titel været: »Totaldigteren Grundtvig. En bestemmelse af Grundtvigs egenart som digter og en vurdering af forholdet mellem det poetiske potentiale i hans tænkning og graden, i hvilken det er udfoldet«.

Hvad mit eget program angår, dvs. hvad angår det, jeg i forlængelse af selve min Grundtvig-forskning, vil bruge den indsigt, viden og inspiration til, den har givet mig, kan jeg henvise til den artikelrække, jeg i forlængelse af disputatsen, har haft i Dansk Kirketidende. Der er tale om først artiklen: »Fra “Fra drøm til program” til Program«, som kom allerede i 1995. Dernæst artiklen »Livsvidenskabelig efterskrift« (nemlig til disputatsen), som kom i 1998. Og endelig den to år efter disputatsens udgivelse trykte artikel »Livspoetisk Indledning«. De, der måtte ønske at stifte nærmere bekendtskab med mit eget program, kan læse disse artikler[70]. Det eneste, jeg yderligere vil sige her, er, at vel taler jeg i disse artikler udtrykkeligt om det ønskelige i - på en eller anden måde! - at realisere (i hvert fald noget af det, der lå i) Grundtvigs Göteborg-tanke, og vel taler jeg også om en genoplivelse af Folkehøjskolen (også som en »dimension« i undervisning uden for selve denne institution). Men jeg gør det udtrykkeligt ud fra Grundtvigs eget princip om, at det skal være (let omskrevet) på en med tidens tarv og vilkår passende måde, ja, mit eget hovedprincip er princippet om, at de Grundtvig-tanker, der i hans udformning uhjælpeligt hører fortiden til, må hæves op i højere nævnere, ligesom jeg gør meget ud af at vise, hvordan Grundtvigs tanker om videnskabeligt og kulturelt samarbejde mellem kristne og ikke-kristne meget fint vil kunne bruges i vor egen jo ikke bare moderne, men post-moderne situation. For slet ikke at tale om hvor godt mit kirkesyn passer til den post-moderne situation. Jeg går jo fx ind for Folkekirkens adskillelse fra staten over en periode på 30 år! Kort sagt: Det passer simpelt hen ikke, at mit program (hvis jeg endelig ville gøre det til målestok for Grundtvig i min rent forskningsmæssige beskæftigelse med ham) skulle forlange af Grundtvig, at han skulle blive ved at kæmpe for den kristne enhedskultur. Hvis jeg endelig bebrejder ham noget, er det jo, at han prøver - ved hjælp af forskellige konstruktioner og besværgelser - alligevel at få bevaret noget af en enhedskultur, og i hvert fald at få sikret sin egen position i det danske samfund!

I det følgende skal det nu, så vidt muligt, udelukkende dreje sig om min forskningsmæssige beskæftigelse med Grundtvig, og jo især som den foreligger i »Omkring Grundtvigs Vidskab«. Og her er der kun to punkter, hvor man kan sige, at mit eget program er inde i billedet. Det ene er, at jeg nogle steder i disputatsen giver udtryk for, at det kunne være ønskeligt at realisere Grundtvigs Göteborg-tanke. Det gælder det sted, Theodor Jørgensen citerer GS 114f. Her udtrykker jeg forståelse for, at Grundtvig efter omstændighederne opgav at arbejde videre med Göteborg-tanken, for i stedet at koncentrere sig om udviklingen af et folkeligt oplysnings-program. Men jeg føjer til, at

når dette er sagt, må man desto mere holde sig for øje, at potentialet i det, Grundtvig har ydet, under andre og mere gunstige omstændigheder vil kunne [og her er det, Theodor Jørgensen indsætter sit: »(bemærk futurums-formen)«] få en helt anderledes storslået udfoldelse, også på allerhøjeste akademiske og kulturelle niveau! (GV 526).

Og jeg må da også indrømme, at selve fremstillingen i »Omkring Grundtvigs Vidskab« slutter med, at jeg endnu en gang slår fast, »at hvor utroligt det end lyder, så er Grundtvigs store universalhistoriske vidskabs- og oplysnings-program kun i yderst ringe omfang blevet ført ud i livet«, og føjer til, at man altså »simpelt hen bare ikke [kan] forstå, hvad Grundtvigs vidskab er (eller var tænkt som), hvis man ikke gør sig klart, i hvor ringe omfang den indtil nu er blevet realiseret!«. Hvorefter fremstillingens allersidste sætning kommer til at lyde: »Hvilken forståelse så til gengæld er den første forudsætning for, at en sådan virkeliggørelse eventuelt kan komme til at finde sted!« (GV 513).

Det kan selvfølgelig altid diskuteres, om det er rigtigt, at sige sådan i en disputats - oven i købet lige til allersidst. Men det er i hvert fald en kendsgerning, at Grundtvigs Göteborg-tanke endnu ikke er blevet realiseret. Og det må vel også kunne gå an at lade en så stor undersøgelse af et dybt teologisk funderet erkendelsesprogram munde ud i et ønske om, at den måske kunne være en del af grundlaget for en fremtidig realisering af det. Det afgørende spørgsmål er, om dette ønske har haft en uheldig indvirkning på den forskningsmæssige kvalitet af mit arbejde. Og det skal jeg vende tilbage til, når jeg svarer på de enkelte dele af Theodor Jørgensens kritik.

For der er jo også et andet punkt, hvor man vil kunne sige, at mit eget syn kan have medført en skævvridning af undersøgelsen. Og det er kirkesynet (eller det kirkepolitiske syn), hvor det jo er klart, at jeg står i et meget kritisk forhold til såvel Grundtvig selv og grundtvigianismen som overhovedet til den opfattelse, at den nuværende stats-folkekirke blot skulle være »en ramme om evangeliets forkyndelse«. Derfor vil jeg nu give en kort samlet oversigt over udviklingen i min Grundtvig-forskning, for så vidt angår netop kirkesynet.

Som det allerede er fremgået, gik jeg i begyndelsen af 1970’erne til Grundtvig - gennem Kaj Thaning - med det ene store formål at fordybe mig i, populært sagt, »Grundtvigs livsbekræftende teologi«. Og om mit kirkesyn på det tidspunkt kan jeg sige, at jeg sådan set ikke havde noget! Jeg var så stats-folkekirkelig som nogen. Men jeg kan også godt oplyse, at min præstelige og almindelige (herunder mellemkirkelige) erfaring, først på Bornholm og gennem de sidste mange år på Lolland, sammen med min orientering og deltagelse i den almindelige kirkelige debat, selvfølgelig har bidraget væsentligt til, at jeg i dag virkelig må siges at have et kirkesyn! Idet denne udvikling vel at mærke er sket i kraftig vekselvirkning med de ting, jeg - uden at det fra begyndelsen af på nogen måde havde været tilsigtet - fik afdækket i mit Grundtvig-studium.

For hvad nu selve Grundtvig-studiet angår, så lagde jeg altså ud som helt ukritisk begejstret Thaning-discipel. Da jeg begyndte at lægge grunden til min licentiat-afhandling, var det faktisk min hensigt, at mit bidrag til Grundtvig-forskningen mere eller mindre skulle bestå i en systematisk fremstilling af de ting, Thaning havde vist mig hos Grundtvig. Det var Leif Grane, som var min vejleder lige til at begynde med (hvorefter det blev Jørgen I. Jensen, og disse to blev mine bedømmere), der anbefalede mig at gå historisk til værks, bl.a. derved, at jeg ikke bare begyndte i 1832, men gik tilbage til 1825. Det gjorde jeg så, hvilket snart førte mig et år længere tilbage, nemlig til 1824 og »Nyaars-Morgen«, hvis storhed hurtigt gik op for mig, så at det kom til at indtage en hoved-plads i »Fra drøm til program«.

Det første, der fik mig til at forholde mig kritisk til Kaj Thaning, blev netop vurderingen af »Nyaars-Morgen«. For selv om dette store digt og den programmatiske Indledning til »Nordens Mythologi« ikke uden videre er sammenlignelige, måtte jeg dog stille det spørgsmål, om der ikke allerede her i 1824 var tale om et særdeles positivt forhold til denne tilværelse, og om Grundtvig ikke herfra, under andre og mere gunstige omstændigheder, ville have kunnet udvikle sig på en måde, der svarede til, hvad der blev tilfældet efter 1832. Men omstændighederne i 1820’rne var alt andet end gunstige. »Nyaars-Morgen« blev ikke ænset. Og så kom Kirkekampen - som 1825-opdagelsen og »Kirkens Gienmæle«, på grund af professor Clausens og i det hele taget samfundets reaktion, kun gjorde værre for Grundtvig. For i sig selv var 1825-opdagelsen jo klart af stærkt befriende karakter. Alt dette kom jeg til at fordybe mig mere og mere i. For det var jo baggrunden for »1832«. Og på denne baggrund kom jeg så også til at se, i hvor høj grad Grundtvigs arbejde med Indledningen i vinteren 1831/32 også var motiveret af hans behov for at få sig vredet ud af den helt umulige kirkelige klemme, han var kommet i. Ja, arbejdet med Indledningen måtte ses i sammenhæng med den kompromis-løsning på Grundtvigs - og Danmarks - problem, Frederikskirke-aftensangsordningen blev. (Se her s. 68).

Uden at det som sagt på nogen måde havde været inde i billedet fra begyndelsen af, kom disse ting således til at indtage en væsentlig plads i »Fra drøm til program«. Og det er slående, at den titel, der blev opgivet til min licentiat-forelæsning i november 1985, lød: »Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?«. (Manuskript-teksten blev bragt i Grundtvig-Studier 1989-1990).

Den kritiske holdning, der nu var tale om, var altså på ingen måde en holdning, jeg havde haft på forhånd, og så lagt ind i min forskning. Det omvendte var tilfældet. Det var virkelig »forsknings-oplevelse« at afdække disse sammenhænge, som ingen havde set (eller villet se) før, i hvert fald ikke så tydeligt og på den måde.

I løbet af arbejdet med »Omkring Grundtvigs Vidskab« blev de ting, jeg havde opdaget i min første undersøgelse, yderligere bekræftet - med frugtbare virkninger for ikke mindst min bestemmelse af hele Grundtvigs »sekundære teologi«, og jo ganske særligt sekundærteologien om Danmarks og det danske folks helt særlige plads i Guds husholdning.

Jeg mener altså ikke, mit kirkesyn har haft andet end netop frugtbar betydning for mit arbejde med Grundtvig. Idet der altså i høj grad ligefrem har været tale om en vekselvirkning! Og hermed vil jeg gå over til at svare på de enkelte dele af Theodor Jørgensens opposition.

Nederst på side GS 111 siger Theodor Jørgensen, at jeg - med Grundtvig som inspirator og hjemmelsmand - har min egen kulturteologiske drøm eller vision, men at mit problem er, at »det kunne Grundtvig efter [min] mening have gjort bedre eller mere konsekvent«. Men dertil må jeg sige, at det jo altså ikke er mit program, jeg måler Grundtvig på - så meget desto mindre, som det program, jeg sådan set har, jo i høj grad er blevet til på grundlag af Grundtvig-studium.

Skal man endelig tale om, at jeg er blevet »skuffet« over Grundtvig (som Theodor Jørgensen siger GS 113), så er det, som jeg udførligt har gjort rede for det i disputatsens indledning, fordi det viste sig, at det forholdt sig temmelig anderledes med hans »vidskab«, end man skulle tro, når man trods alt stadig med Kaj Thaning så Indledningen til »Nordens Mythologi« som den store gennembrudstekst. For jeg vil fastholde, at når den universalhistoriske forklaringsvidenskabelighed i 1832 spillede en så afgørende rolle for Grundtvig, at han af hensyn til den udviklede en helt uhyrlig kirkepolitisk konstruktion, så er det altså påfaldende, at han aldrig siden begiver sig op i de højder, der er tale om i 1832-Indledningen. For det gør han ikke. Og det er i denne forbindelse, min brug af ordet »nedstigning« kommer ind. Og selv om jeg altså i helt direkte forstand bruger det snævert om det forhold, at Grundtvig ikke siden »kommer så højt op« som i Indledningen til »Nordens Mythologi«, gælder det jo også hele det forhold, Aage Henriksen betegner som - »nedstigningen, Grundtvigs forvandling til grundtvigianisme« (se note 37). Men der er jo mange faktorer i dette; der er tale om et kompliceret samspil mellem ydre og indre ting, mellem hvad Grundtvig selv ville og hvad der var muligt, osv.

På side GS 112 siger Theodor Jørgensen, at jeg »opfatter Grundtvig som repræsentant for og forsvarer af en kristen enhedskultur, som også hans videnskabsforståelse er udtryk for«. Men igen er forholdet jo mere kompliceret end som så, idet man fx må skelne mellem »Dannevirke-Grundtvig« 1816-19 og »efter-1832-Grundtvig«, som ikke taler om »den ved troen oplyste fornuft«[71], men om den kristelige anskuelse, som netop ikke er det samme som selve den kristne tro. Og selv om Grundtvig altså i Indledningen til »Nordens Mythologi« bruger hensynet til det videnskabelige og kulturelle samarbejde mellem kristne og »naturalister« som begrundelse for sin kirkepolitiske konstruktion - hvorved mest muligt af, om ikke kristen, så dog kristelig, enhed skulle kunne bevares - så er hans videnskabsforståelse som sådan ikke bundet til en enhedskultur. Det kommer frem i det meget vigtige slutafsnit af »Den christelige Børnelærdom«, hvor Grundtvig (men igen i en meget kompliceret motiv-sammenhæng!) giver en storslået teologisk begrundelse for den videnskabelige erkendelses nødvendighed i selv den mindste lille frimenighed! (GV 418ff - US IX 579f).

På side GS 113 citerer Theodor Jørgensen det sted på side GV 485, hvori jeg stiller det spørgsmål, hvor meget Grundtvig i virkeligheden interesserede sig for den videnskabelige erkendelse, idet store dele af hans beskæftigelse med erkendelsesspørgsmål i virkeligheden gælder andre ting, og idet han jo efterhånden mere og mere koncentrerede sig om hhv. den lille kristne menigheds og det danske folks liv. Og det er i forbindelse hermed, Theodor Jørgensen taler om min »skuffelse«. Men det forhold, at det i løbet af min undersøgelse viste sig, at der var mindre »vidskab« hos Grundtvig, end jeg havde forventet, det er jo ikke det samme som, at jeg uden videre vil kritisere Grundtvig for, at han - og da især efter omstændighederne - koncentrerede sig om livet. Og jeg gentager: Det, der er påfaldende, er, at Grundtvig i Indledningen til »Nordens Mythologi« kommer op i så store højder (hvad han jo virkelig gør!), men at han så straks bevæger sig nedad igen - mod folkelivet, dets redning og bevarelse, dets oplysning, hvilket jo som sagt ikke behøver være noget dårligt! Virkeligheden og livet er vigtigere end videnskaben, kommer bogstavelig talt foran den.

Lidt senere siger Theodor Jørgensen så, at Indledningen til »Nordens Mythologi«

er det skrift, hvor Grundtvig ifølge præses også går på kompromis med sine egne visioner om universalvidenskaben i den omfattende eskatologiske forklarings tjeneste ved at opgive at stå fast på en primær-teologisk eller åbenbaringsteologisk begrundelse af den til fordel for et samarbejde med »naturalisterne af ånd«. Det sker ifølge præses, fordi Grundtvig ønsker at komme ud af den kirkelige og kulturelle isolation, han indtil da havde befundet sig i (GS 113).

Men når jeg taler om et kompromis i 1832, så er det jo det kirkepolitiske kompromis! Grundtvigs skelnen mellem egentlig kristen tro, og så den anskuelse, som de egentlig kristne og »naturalisterne« kunne være fælles om, ligger på et andet plan. Selv om der jo - for Grundtvig - var en vis sammenhæng. For det var jo netop fællesskabet om anskuelsen, og dermed om kulturen og videnskabeligheden, der var grundlaget for fællesskabet om stats-, senere folkekirken som en fælles borgerlig indretning eller offentlig religionsanstalt.

Ja, tingene er komplicerede. Een ting er forholdet mellem, hvad Grundtvig selv må sige, som troende kristen, og så, hvad han - på anskuelsesplanet - kan være fælles med »naturalisterne« om. En anden ting er, at når Grundtvig kan tale så stort om et fællesskab mellem kristne og ikke-kristne, så bygger det netop på den skabelsesteologi, han som troende kristen har (bl.a. som arv fra Irenæus). For vel er det rigtigt, at i det helt store kristne, frelseshistoriske perspektiv, dér er »forklaringen« det samme som »herliggørelsen« i Guds Rige. Men Grundtvig opererer jo også med en i selve skabelsen indbygget forklarings-udvikling eller vækst, hvorigennem den menneskeslægt, der ved skabelsen var som et nyfødt barn - trods syndefaldet og dets virkninger - ved tidens ende skal nå sin fulde udfoldelse. Man kan også sige, at den »forklaring«, Grundtvig taler om i Indledningen til »Nordens Mythologi«, er en »sekundærteologisk«, men jo egentlig skabelsesteologisk, parallel til selve genløsnings-herliggørelsen. (Derfor forstår jeg heller ikke, hvad Theodor Jørgensen mener, når han på side GS 118 siger (hvis det er det, han gør), at i »Christenhedens Syvstjerne« bliver verdenshistorie frelseshistorie).

Videre spørger Theodor Jørgensen, om jeg ikke overbetoner de rent psykologiske forhold i forbindelse med Grundtvigs måde at reagere og forholde sig på - »og dermed apologetikken, polemikken, strategiske hensyn m.m. i Grundtvigs skrifter« (GS 114). Men det mener jeg ikke jeg gør. Skønt, hvad vil det sige at over-betone? Det er i hvert fald helt givet, at der hos Grundtvig var tale om pdes. en ejendommelig ømskindethed med hensyn til, hvad han kunne tåle hos dem, han skulle regne for sine virkelige medkristne, og pdas. et stærkt ønske om at være centralt placeret i et vekselvirkningsforhold med hele det danske folk. Og jeg mener godt, man kan tillade sig at gøre det tankeeksperiment, at hvis Grundtvig havde været skruet lidt anderledes sammen rent psykologisk, og altså navnlig mht. denne kirkelige »ømskindethed«, så kunne han med den samme storslåede teologi have talt om kirken og om forholdet mellem kristne og ikke-kristne på en anden måde - med grænserne liggende nogle andre steder.

Men når Theodor Jørgensen derefter spørger, om »den påpegede selvmodsigelse« (GS 114) (hvad der så ellers helt nøjagtigt sigtes til her?) ikke kunne være sagligt begrundet i Grundtvigs tankeverden som sådan, så kan jeg kun erklære mig enig. Det er jo netop det, jeg skriver helt omme på omslagets bagside, altså at der i bogen gøres udførligt rede for, »hvordan både indre, helt centrale, saglige og positive faktorer [fremh. her i GS], og ydre, til dels meget negative faktorer, bevirker, at Grundtvig fra o. 1835 mere og mere koncentrerer sig om det danske folkelivs bevarelse [osv. - større citat her s. 68]«. Hvor jeg vel at mærke taler om nogle helt anderledes indre og positive ting, end erkendelsen af »uigennemførligheden af dette vidskab-syn i modernitetens tidsalder«. For her mener jeg, at det er den ydre modstand og den manglende genklang, der har givet Grundtvig den hårde belæring om projektets uigennemførlighed. Så sent som i »Dansk Ravne-Galder« (skrevet 1860) er Grundtvigs drøm om både »Sorø« og »Göteborg« jo intakt.

Og hermed er vi nået frem til Theodor Jørgensens kritik af mig for at tale om »den virkelige Grundtvig« (i det følgende afsnit på side GS 114). Men det gør Grundtvig jo også selv. Nogle eksempler:

Allerede i »Imod den lille anklager« (1815) taler Grundtvig om, hvordan han, hvis det ikke var for hans polemiske og apologetiske pligtarbejde, ville kunne vandre »i forbigangne Dage«, »sjunge med den Røst mig skiænkedes, udsige hvorledes jeg hørde Dage tale med Dage om deres Herre«. (LA 161 - GV 132f). I fortalen til »Nyaars-Morgen« udtrykker han fx håbet om at få »en lille Plet, hvor jeg kan prædike, hvad jeg troer, synge, hvad mig synes, og fortælle, hvad jeg seer, uden at drages med [...] det hele døde Væsen, som er Tidens Pestilents [frem. her i GS]« (US IV 245 - DP 90). Og i forbindelse med forsoningen med Chr. Molbech i 1826 skriver Grundtvig i et brev til denne, at når der kommer en afklaring på den kirkelige situation, vil han kunne få tid til at dyrke, hvad der er hans hjertes lyst og allerede længe har været hans »ivrige Syssel«, nemlig »poetisk og historisk, saa godt jeg kan, at opklare saavel det christelige som det danske Folke-Liv i de forrige Tider [...]« (M.-Gr.[72] 141 - DP 103).

Jeg mener også, det er med rette, jeg gør den iagttagelse, at perioden fra efteråret 1806 og op til foråret 1810 »er den eneste periode, hvor Grundtvig udfolder sig videnskabeligt på helt sin egen måde, og stort set rent positivt, uden at skulle indgå i større konflikter«, så at disse år har »stor betydning med hensyn til forståelsen af, hvad der gennem hele resten af hans liv, og altså ofte gennem alle mulige konflikter og manøvrer, var hans egentlige anliggende(r)« (GV 49). Ligeledes mener, jeg, det er en rigtig iagttagelse, når jeg om »Krønike-Riim« (1829) siger, at »Sammen med bestræbelserne for at komme til England vidner disse rim om, hvad der var Grundtvigs egentlige lyst, så snart han kunne se sig fritaget for værnepligts- og kirkekampsbyrden« (GV 252).

Disse eksempler viser, at dén »egentlige« Grundtvig, jeg taler om, er en Grundtvig, der konkret (og vekselvirkende) beskæftiger sig med en historisk og poetisk tydning af tilværelsen og livet. Man kan altså ikke på een gang kritisere denne min tale om en »egentlig« Grundtvig, og så min tale om Grundtvigs »nedstigning« fra de universalhistoriske højder i 1832. For jeg siger jo netop ikke, at det er den Grundtvig, der er så højt oppe, der er den »egentlige« Grundtvig!

Og så er der også det, at det jo var »Omkring Grundtvigs Vidskab«, der var titlen på min disputats, og ikke »Totaldigteren Grundtvig«, så at min »skuffelse« over Grundtvig i den forstand var en skuffelse, at min undersøgelses resultat var, at den store universalvidenskab, og i det hele taget den videnskabelige erkendelse i også Grundtvigs egen forstand, ikke spillede en så stor rolle for ham, som jeg - ud fra Kaj Thaning - troede, da jeg startede projektet. Det har jeg klart gjort rede for i disputatsens indledning. Og jeg skal da også gerne indrømme, at jeg fra projektets undfangelse af havde en forventning om at finde nogle »erkendelsesgenveje« hos Grundtvig, som altså viste sig ikke at være der - i hvert fald ikke på den måde og i den grad, jeg havde forestillet mig. Jeg kan i denne henseende ganske tilslutte mig den konklusion, Theodor Jørgensen drager i det allersidste afsnit af sin opposition, hvor han jo netop også siger, at det er noget, min afhandling demonstrerer til fulde. Selv om han så føjer til, at »det måske ikke er det resultat hos læseren, som præses selv ville ønske«. Men i denne tilføjelse tager Theodor Jørgensen fejl, for det, jeg ønsker, er jo, at læseren skal kunne se resultatet af min undersøgelse. Og det svarer i denne henseende nøje til, hvad Theodor Jørgensen siger, nemlig at

Det er ikke som filosof eller erkendelsesteoretiker, at Grundtvig har haft eller vil kunne få betydning [...] Der er nogle fundamentalt vigtige ansatser ikke mindst i Danne-Virke-afhandlingerne, men de når ikke ud over det mere generelle. De omsættes og specificeres ikke i en udfoldet erkendelsesteori. Grundtvigs humanvidenskabelige betydning ligger i enkeltvidenskaberne, i filologien, mytologien, pædagogikken (GS 120).

Men min enighed med Theodor Jørgensen her kan ikke forhindre mig i, stadig at mene, at det nok var umagen værd - på en med tidens tarv og vilkår passende måde - at følge Grundtvigs ansatser op! Samtidig med, at vi også - netop inde i post-moderniteten lader os inspirere af »den egentlige Grundtvigs« mere konkret poetiske måde at tyde og forholde sig på.

At det er den indirekte gudserkendelse, der er den helt afgørende grund til, at det dennesidige livsengagement er kristeligt nødvendigt, det indebærer jo heller ikke, at der først og fremmest skal være tale om en erkendelse, der består i nogle resultater på universalvidenskabeligt topniveau - hvordan sådanne resultater så ellers vil se ud. Det er ganske vist dette indtryk, man får i Indledningen til »Nordens Mythologi«. Hvor selv den allerøverste videnskabeligheds udgangspunkt i og vekselvirkning med det konkret levede liv imidlertid også tillægges en helt afgørende betydning. I øvrigt kan topvidenskabeligheden som sagt også komme senere. Helt afgørende er under alle omstændigheder den gudserkendelse, der ligger i selve den kærlighedsfulde - og oplyste - hengivelse til det konkrete, hvilket for Grundtvig vil sige folkelige, liv her og nu.

På det metodiske plan kritiserer Theodor Jørgensen mig for ikke at have arbejdet mere problemorienteret systematisk (GS 115). Og den kritik må jeg jo sådan set tage til mig. Idet jeg dog med glæde noterer, at Theodor Jørgensen (ligesom Anders Pontoppidan Thyssen - GS 96.109) anerkender, hvad jeg har ydet, for så vidt angår Dannevirke-afhandlingerne, og idet jeg spørger, hvad der egentlig ellers er at »systematisere« - ud over, hvad jeg trods alt har gjort i disputatsens kapitel 9.

Men så kunne - og burde - jeg , siger Theodor Jørgensen, have arbejdet mere idehistorisk kontekstuelt, så jeg kunne have givet en uddybende besvarelse af spørgsmålet, hvilke overordnede problemstillinger i samtidens videnskabsteoretiske diskussioner, »Grundtvigs vidskab« forholdt sig til. Samtidig med en besvarelse af spørgsmålet, hvilken relevans den har i en nutidig videnskabsteoretisk diskussion (GS 115f).

Hvad det sidste angår, kan jeg jo henvise til mit forslag om, at vi på en eller anden måde nu forsøger at realisere Grundtvigs Göteborg-tanke! Og hvad i det hele taget den idehistoriske perspektivering angår, vil jeg sige, at jeg i forbindelse med mit projekt faktisk har læst en del almindelig erkendelsesteori og noget Kant, Fichte, Schelling, Herder og Locke m.fl. Samtidig med, at jeg jo også har studeret Scharlings Grundtvig-bog. Men måske har jeg manglet lysten og/eller evnen til at gå videre ad den vej. Eller også har jeg set nok til, selv at blive overbevist om, at det forholder sig, som jeg siger, at vel har Grundtvig været stærkt påvirket af sin tid, men at han på en enestående måde har taget alt, hvad der var værd at tage med af denne påvirkning, med ind i sit genuint kristne univers, hvor det er blevet indsmeltet i den fulde kristendom, der her er tale om. Man kan så bebrejde mig, at jeg ikke mere udførligt har gjort rede for dette forhold. Men det har jeg altså ikke. Bl.a. fordi jeg vidste, at andre og derpå klogere folk arbejdede med disse ting. Og endelig er der jo igen det forhold, at jeg på et tidspunkt bogstavelig talt så mig nødsaget til ændre mit arbejdes titel fra blot »Grundtvigs Vidskab« til »Omkring Grundtvigs Vidskab« - fordi det altså viste sig, at Grundtvigs forhold til den videnskabelige erkendelse (selv i hans egen jo særdeles vide forstand) måtte ses som del af en endnu større sammenhæng. Det anerkender Theodor Jørgensen også, når han siger, at min kritiske perspektivering af Grundtvig i hvert fald til dels legitimerer »den omstændelige gennemgang af hele Grundtvigs forfatterskab« (GS 114).

Jeg giver dog et eksempel eller to på, hvad det er jeg mener, når jeg siger, at jeg ikke har anset det for umagen værd i min sammenhæng at bruge tid og plads på en idehistorisk perspektivering.

I bogens Tillæg A »Forklaring/oplysning« nævner jeg, at jeg trods alt bl.a. har ledt efter den idéhistoriske baggrund (ud over den bibelske) for Grundtvigs brug af ordet og begrebet »forklaring«, men at »resultatet har været det nærmest chokerende, at en sådan baggrund ikke er fundet! Foruden diverse håndbøger har store dele af såvel Herders (se note 152 til her [GV] s. 188) som Schellings forfatterskab været afsøgt - men uden resultat. Det samme gælder en fremstilling som Paulus Svendsen: “Gullalderdrøm og utviklingstro”!« (GV 517).

Nu kan det selvfølgelig være, jeg ikke har ledt grundigt nok. Men det er under alle omstændigheder påfaldende, at det i hvert fald ikke har været ligetil at finde det. Og så er der den note, jeg henviser til i det netop citerede. Det er en note til det systematiske Dannevirke-afsnit »Al vidskab må være historisk«, og den vil jeg tillade mig at citere in extenso:

Se hertil GTE[73] 130f, hvor Høirup bl.a. peger på »Impulser fra Herder«. Men også de Herder-elementer, der her måtte være tale om, er blevet underkastet den særlige Grundtvig’ske, »bibelske« omsmeltnings- og omstøbningsproces. Som led i nærværende undersøgelse har bl.a. »Auch eine Philosophie der Geschichte zur Bildung der Menschheit« og »Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit« været gennemsøgt med henblik på opsporing af »påvirknings-elementer«, ganske særligt med henblik på det helt centrale Grundtvig-begreb »forklaring« (se Tillæg A her s. 514ff). Men i det førstnævnte værk tales der kun om »Aufklärung« i almindelig pædagogisk-civilisatorisk betydning; der er intet fundet, som på nogen dybere måde kan ligge bag Grundtvigs tale om »forklaring«. - Og i den tale, der i »Ideen« kunne minde om Grundtvigs tale om forklarings-udviklingen, er det bogstavelig talt blot »Humanität«, det drejer sig om. Selv hvor Grundtvig måske har overtaget en ordlyd, er der i det egentlige indhold nærmest tale om det modsatte af, hvad det betyder hos Herder - også i det sted, som måske på sin vis kan være en del af baggrunden for det berømte »ingen-abekat« sted i I/NML[74]: »Kein nachahmender Affe höherer Wesen sollte der zur Freiheit erschaffene Mensch sein, sondern, auch wo er geleitet wird, im glücklichen Wahn stehen, dass er selbst handle« (»Ideen« 195). - (GV 585f, note 152 til s. 188).

I forbindelse med sin efterlysning af en mere systematisk fremstilling spørger Theodor Jørgensen, hvad der fx virkelig skal forstås ved det, når jeg på side GV 115 taler om »Grundtvigs “særlige, dobbelt erfaringsbaserede erkendelsesteori”« (GS 116). Her burde jeg udtrykkeligt have henvist til netop min systematiske behandling af Dannevirke-artiklerne. For indirekte gør jeg det jo, når jeg til det pågældende sted i manuskriptet »Forelæsning over Roskilde-Riim« siger, at der »allerede her i 1814« (GV 115) foreligger et udtryk herfor. Det, jeg sigter til, er jo, at for det første allerede selvbevidstheden ifølge Grundtvig er en erfaring, hvilket igen vil sige, at det er på erfaringens vej, mennesket kommer til »Sandhedens evige Grundsætning« (DV II 37. GV 177), og at det for det andet er »ved Anvendelse af Sandhedens Grundsætning paa Erfaringen at al fornuftig sikkerhed og Vished ene er mulig« (DV II 37f. GV 190).

Theodor Jørgensen siger videre, at han gerne havde set en uddybning af, hvad jeg mener, når jeg (GV 132) om Grundtvigs opgør med Schelling i »Imod den lille Anklager« taler om de erkendelsesteoretiske perspektiver i Grundtvigs afvisning af såvel naturfilosofien som idealismen og kantianismen. Men det ligger jo i hele min fremstillings sammenhæng, at der her er tale om den erkendelsesteoretiske realisme, som også hænger sammen med afvisningen af den Schelling’ske monisme i godt/ondt- og sandhed/løgn-forholdet.

Endelig er der Theodor Jørgensens »overtagelse« af mit ellipse-billede til brug i forbindelse med en større udvikling af forholdet mellem det universelle og det partikulære hos Grundtvig. Dertil vil jeg for det første sige, at det jo ikke var dette forhold, min undersøgelse gjaldt, og at jeg derfor heller ikke mener, det er særlig relevant i forbindelse med min tale om Grundtvigs »nedstigning« efter 1832. Selv om det jo er rigtigt nok, at nedstigningen fra universalvidenskabeligheden til den folkelige livsoplysning og til totaldigter-vekselvirkningen med folket også er en bevægelse fra det universelle til det partikulære. Og jeg kan da stort set også kun erklære mig enig med Theodor Jørgensen i hans betragtninger.

Men hvad mener Theodor Jørgensen, når han siger, at vejen til et universelt videnskabs-begreb går over folkeoplysningen, og at dennes sigte både er partikulært og universelt? (GS 118). Det universelle videnskabsbegreb fremgår vel af teologien om menneskeslægten og dens skabelsesbestemte liv og udvikling gennem historien. Og at der skal være en vekselvirkning mellem folkelivet og universalvidenskabeligheden, og mellem universalvidenskabeligheden og den folkelige livsoplysning, er en anden side af sagen. Derfor er det da også kun højst indirekte, den folkelige oplysnings sigte kan siges at være universelt. Selv om det jo er rigtigt, at Grundtvigs folkelige organismesyn kun er en del af hans organismesyn på hele menneskeslægten, så at Grundtvig altså selvfølgelig ikke kan tages til indtægt for en nationalistisk selvtilstrækkelighed. Det gælder også »super-universitetet« i Göteborg, som for det første skulle være et fællesnordisk projekt, og som for det andet udtrykkeligt skulle være det særligt nordiske bidrag til den samlede menneskeslægts universalhistoriske forklaringsvidenskabelighed og -udvikling.

Hvad endelig kirkesynet angår, kan jeg kun være enig med Theodor Jørgensen, når han siger, at Grundtvigs koncentration om »“den lille, egentlige kristne menigheds (gudstjenstlige) liv” [også kan] opfattes som en udvidelse af forståelseshorisonten til den kristne kirkes katolicitet« (GS 119). Det er jo noget, jeg - hvis jeg må have lov at nævne det - i allerhøjeste grad har levet efter i mit omfattende mellemkirkelige engagement i både syd og øst op gennem 1990’erne. I hvilken forbindelse jeg jo også har erfaret, hvor godt det er at have den i økumenisk forstand universelle Grundtvig med sig ud i verden. Og dette gælder også, og ikke mindst, Sangværkets salmer. Jeg er glad for, at Theodor Jørgensen i denne sammenhæng udtrykkeligt nævner min behandling af det sidste afsnit i »Den christelige Børnelærdom«.

Men igen: det er ikke lige denne problematik, der står i centrum i min disputats. Og jeg kan heller ikke se, at de rigtige betragtninger, Theodor Jørgensen her fremsætter, kan spilles ud mod min måde at tale om Grundtvigs »nedstigning« på til fordel for en forståelse af Grundtvigs udvikling efter 1832 som »en voksende erkendelse af kristendommens vilkår i modernitetens tidsalder« (GS 120). Og da slet ikke, når det faktisk var i netop Indledningen til »Nordens Mythologi«, Grundtvig fremlagde den model for et kulturelt og videnskabeligt samliv og samarbejde mellem kristne og ikke-kristne, som også vil kunne bruges i vor post-moderne tid.

* * *

TOTALDIGTEREN GRUNDTVIG - I FORTID OG FREMTID

Manuskript til forelæsning på Nysted Folkeuniversitet 24.09.00. - Særtryk – Men det er kun som et foreløbigt bidrag, det er sat ind her.

1. Det teologiske grundlag

For at komme hurtigt ind i selve temaet for denne forelæsning - »Totaldigteren Grundtvig« - vil jeg i al ubeskedenhed tillade mig at nævne titlerne og undertitlerne på de to bøger, jeg selv har skrevet om Grundtvig, og at læse op, hvad der står bag på omslagene af dem - med netop ordet »totaldigter« som det bogstavelig talt allersidste ord:

I min første bog gjaldt det det helt store grund-teologiske spørgsmål om livsfornægtelse eller livsengagement, og om forståelsen af menneskelivets allerede skabelsesgivne værdi, også før eller uanset kristendommen. Det er min licentiatafhandling fra 1985, udg. 1987: »Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832«.

Og på bagsiden af denne bogs omslag står der:

»Hvordan var Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne »saglige egenværdi«? Og hvilken betydning tillagde han det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning? Det er de spørgsmål, der behandles i denne undersøgelse af Grundtvigs liv og forfatterskab i perioden 1824-32«.

Og som jeg plejer at sige: Det svar, der i bogen gives på disse spørgsmål, er - helt kort sagt - JA!

Lidt mindre kort kan det siges på den måde, at for det første har menneskelivet for Grundtvig allerede ved selve det at være menneskelivet, altså uanset eller »før« kristendommen, en enestående og herlig værdi. - Hvad Grundtvig jo som kristen ser som en følge af, at mennesket er skabt i Guds billede, så vi ligner Ham. Og alle syndefaldets forfærdelige virkninger ændrer ikke noget ved dette forhold på den måde, at det ikke stadigvæk er mennesket, der er det mest storslåede fænomen i verden.

Og for det andet betyder dette for os kristne, at vi simpelt hen må tale om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« - eller om »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og det ikke bare sådan i al almindelighed. Nej, når forholdet til »menneskelivet og dets verden« er så afgørende vigtigt for den kristne, skyldes det, at det jo kun er igennem dette forhold, vi overhovedet ved, hvad ordet »Gud« betyder, når vi hører det kristne evangelium. Ligesom det jo også kun er gennem dette forhold, vi kan forstå, hvad det er det drejer sig om, når vi hører og bekender, at Jesus Kristus er Guds Søn og vor Frelser, og når vi i troen på Ham lever i det kristne håb om Hans komme med Guds Rige. Hele vort menneskeliv, hele vor tilværelse (»menneskelivet og dets verden«) er simpelt hen betydnings-indholdet i det kærligheds-forhold til Gud, som livet i den kristne tro jo er, og dermed også betydnings-indholdet i det kristne HÅB.

Grundtvig har udtrykt dette på mange måder. En af de kendteste og tydeligste er den berømte strofe fra det store kirkehistoriske digt »Christenhedens Syvstjerne« (1854-55) - eller fra den del deraf, som er blevet til sangen »Ingen har guldtårer fældet«:

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

(VU VI 347. DP 259).

Nu er det ganske vist her i denne strofe den særlige del af »menneskelivet og dets verden«, som udgøres af »Eget Folk og Fædres Land«, der er tale om. Men i Grundtvigs forståelse er det jo netop i denne sammenhæng, hele det konkrete, givne menneskeliv leves, med alt, hvad det indeholder. Og nøgleordet er jo »betyde«. Hvis vi ikke ved, hvad »eget Folk og Fædres Land« (og alle de andre ting) BETYDER, så bliver den kristne forkyndelse også det rene volapyk for os.

2. Erkendelse og totaldigtning

På denne baggrund blev titlen på min i 1998 udgivne disputats:

»Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.

Hvor ordet Vidskab er et af Grundtvig selv (i den første af de såkaldte Dannevirke-afhandlinger, 1816-1819) dannet ord, der svarer til den oprindelige betydning af det græske »filosofia«, nemlig som betegnende menneskets samlede erkendelsesbestræbelse og -virksomhed.

Her skriver jeg i bagsideteksten:

»I denne fortsættelse [af »Fra drøm til program«] er det den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, der er tale om. Med til dels overraskende resultater...

Men på den anden side gøres der udførligt rede for, hvordan både indre, helt centrale, saglige og positive faktorer, og ydre, til dels meget negative faktorer, bevirker, at Grundtvig fra o. 1835 mere og mere koncentrerer sig om det danske folkelivs bevarelse, opvækkelse, ‘levelse’ og oplysning - med Grundtvig selv i centrum som den store kirkelige og folkelige ‘totaldigter’«.

Og hermed er vi altså - efter en ultrakort opridsning af hele grundlaget og baggrunden derfor - nået frem til det ord »totaldigter«, som er det første og afgørende ord i denne forelæsnings titel!

3. Totaldigteren Grundtvig og hans danske symbol-univers

Grundtvig var jo for det første totaldigter i den forstand, at det hele hang sammen for ham. Også selv om han skarpere end nogen kunne skelne mellem selve den kristne tro - eller dog den »kristelige anskuelse« - og så det for alle fælles menneskelige. - Som den store litterære Grundtvig-forsker Flemming Lundgreen-Nielsen udtrykker det i en foredrags-titel: »Halvt oplysningsmand, halvt romantiker - helt kristen«!

Og så var han for det andet totaldigter i den forstand, at han allerede fra starten af ønskede at gribe ind i nationens og folkets liv. Lad mig som det første eksempel nævne det dramatiske digt eller »optrinet« »Maskeradeballet i Dannemark 1808«. Det er under krigen med England. Grundtvig revser det danske folk for at prøve at vække det. Som Flemming Lundgreen-Nielsen udtrykker det: »‘Maskeradeballet i Dannemark 1808’ er en besynderlig digtning. Den skal være ‘Syn’, ikke litterær kunst, men forkyndelse på linje med Grundtvigs [prædikener for det langelandske landeværn]. .. ‘Maskeradeballet’ er mere en handling end et digt ...«. - Jfr. i øvrigt titlen på Flemming Lundgreen-Nielsens disputats: »Det handlende ord«!

Og sådan blev han jo ved, ikke mindst i nationens skæbnestunder: 1814, 1848-50, 1864. Og vel at mærke i en helt enestående vekselvirkning mellem Grundtvig og det danske folk. Jfr. begrebet »total-teater«, hvor publikum jo spiller med i stykket!

Men Grundtvig var for det tredje også total-digter på den måde, at han sådan set kun har skrevet eet stort digt, som handler om Danmark og ham selv - i en stor mytisk-symbolsk sammenfletning og vekselvirkning - og hvis formål er at fremme det danske folkelivs lykkelige og oplyste »levelse«. - Jfr. titlen på Finn Abrahamowitz’ nye bog: »Grundtvig, Danmark til lykke«!

Og hele tiden var perspektivet - på den ene eller den anden måde - både kristeligt og nationalt/folkeligt. Vel at mærke på den højst ejendommelige måde, at Grundtvig i løbet af 1820’rne måtte erkende, at folkets flertal ikke kunne betegnes som egentlig Kristus-troende kristne i den forstand, Grundtvig kunne anerkende, men at han alligevel bevarede sin store kærlighed til sit folk og udviklede en hel »sekundærteologi« om det danske folks positive forhold til kristendommen - og om Danmarks nødvendige rolle i Guds plan med menneskeslægten! - At Grundtvig både kirkeligt og folkeligt/menneskeligt også er universel, kan vi ikke komme ind på her.

Grundtvig var totaldigter i denne forstand gennem hele sit liv. Selv hans næstsidste digt »Ved fjerde nordiske Kirkemøde / September 1871«, altså skrevet et år før hans død, hører klart hjemme i rækken af »total-digte«, som handler om det nye liv i Danmark, der er opstået i og ved og med Grundtvig. Med skarp dansk og nordisk front mod tyskheden!

»Skarpsindighed er Tyskens Brod, / Den vil hans Liv fortære«, hvorimod »Dybsindighed er Nordens Lod«, som daglig synker ned »I Hjærte-Dybets Kjærlighed«, den kærlighed, som »i det sidste Gyldenaar« vil »forklare«, »Al Sandhed«, dvs. gennemlyse den, så den kommer til at fremtræde i sin oprindelige herlighed. For det er intet mindre end dette, der sigtes til med de Grundtvig’ske nøgleord »forklare« eller »forklaring«! - Derfor kan Grundtvig (jo ikke mindst på baggrund af alt det, der er sket i hans tid og ved og omkring ham) nu sige:

Velkommen da Oplysnings-Tid,

Som har i Norden hjemme,

Du kroner herlig Aandens Flid,

Som aldrig gaar ad Glemme.

Som Tid med sine Tusindaar

Udgik fra Evigheden,

Saa Tid i Evighed indgaar

Med Glans fra Nørreleden.

(PS IX 616)

Som jeg siger i »Omkring Grundtvigs Vidskab«: »En smukkere og mere storslået sammenfatning af det hele kan næppe tænkes end denne proklamation af, at glansen fra Nordens sidste gyldne oplysnings-tid så at sige skal skinne helt ind i evigheden!«.

Men for det fjerde er Grundtvig altså også total-digter i den forstand, at hans digtning bevæger sig i eet stort fælles mytisk-symbolsk univers! Et godt udtryk for dette forhold er allerede titlen på den anden store litterære Grundtvig-forskers, Helge Toldbergs, disputats: »Grundtvigs Symbolverden«.

Og selve den mytisk-symbolske sammenfletning mellem Danmark og Grundtvig, den finder vi helt tydeligt så sent som i hans tredjesidste digt - nemlig hans sidste variation af »Jeg gik mig ud en sommerdag at høre«, skrevet i november 1870 til eleverne på Marielyst Højskole - med titlen »Hjærtefuglen« (PS IX nr. 61, s. 613). Og i en eller anden forstand er denne »hjertefugl« jo Grundtvig selv. Men den er også »palmefuglen« Fønix, fuglen, der opstod af sin egen aske, et af de gennemgående symboler hos Grundtvig. Og jeg kunne nævne mange flere sammenhænge. Men det afgørende er, at der er tale om en genopstanden »livspoesi« i Danmark - med Grundtvig som »talerør« - eller skulle vi sige sang-næb?! - Jeg citerer nu i brudstykker:

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre

Paa Fuglesang, som Hjærtet kunde røre,

[og så omkvædet:]

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale

Og de andre Fugle smaa, som tale.

[...]

Jeg saa en fattig Fugl som Lærken flagre / Med Fjedre graa henover Sællands Agre.

Den Fuglesang, den kan jeg aldrig glemme, / Den klang alt som min egen Moders Stemme.

[...]

Nu Hjærtets Fugl som Palmefugl den unge / Om Liv og Lys kan som den gamle sjunge.

Saa lav dig, Danevang, nu til at høre

Paa Sangen ny, som Hjærterne kan røre,

I de grønne Sale,

Mellem Nattergale

Og de andre Fugle smaa, som tale.

Grundtvig står bogstavelig talt på gravens rand. Men han er sig fuldt bevidst, at i og med og ved ham er noget nyt opstået i Danmark. Og det, han siger til pigerne på Marielyst-højskolen er, at de, som repræsentanter for det unge Danmark, skal lytte til den ny hjerte-rørende danske sang.

* *

Men lad os nu tage en hurtig tur gennem hele forfatterskabet. Og lad os begynde med indskriften på mindestøtten på Sjællands Odde over dem, der døde under linieskibet Prins Christians heltemodige, men forgæves kamp mod den britiske overmagt i 1807:

De Snekker mødtes i Kveld paa Hav

Og Luften begyndte at gløde

De leged alt over den aabne Grav

Og Bølgerne gjordes saa røde.

Her er jeg sat til en Bautasteen,

At vidne for Slægter i Norden

Danske de vare, hvis møre Been

Under mig smuldre i Jorden

Danske af Tunge af Æt og af Id

Thi skal de nævnes i løbende Tid

Fædrenes værdige Sønner.

(US I 756)

Og vi tænker måske ikke over det, men i virkeligheden er der på en eller anden måde allerede her tale om en inddragelse af Grundtvigs egen person. »Her er jeg sat til en Bautasteen, at vidne for slægter i Norden ...«. - Med hele den karakter dette digt har, er der ingen tvivl om, at bautastenen også er Grundtvig selv. Eller at der er tale om en sammenkobling mellem stenen og digtet og dets forfatter!

Jeg kunne også komme udførligt ind på begivenhederne i begyndelsen af 1814, hvor det jo både militært og politisk så virkelig sort ud for Danmark - og hvor det jo også endte med, at vi mistede Norge. Men jeg må nøjes med at nævne skriftet »Helligtrekongerlyset« og navnlig indledningsdigtet »Til Fædrenelandet« som er et særdeles stærkt og ejendommeligt udtryk for dén helt overordnede følelse og tankegang hos Grundtvig, vi her prøver at pejle os ind på. Her viser Grundtvig Danmark hen til det eneste sted, hvor der er frelse at hente, nemlig til Kristus - vel vidende, at man kan have svært ved at følge denne henvisning:

O, hør mit Ord,

Og mærk det vel!

For Døden groer

En Urt paa Fjeld!

Er Talen sær,

O Moder kiær!

Da kom ihu,

Hvad Verden seer:

Ei frelses Du,

Hvis ei der skeer

Et Underværk!

O hør engang

Min Paaskesang! [!!!]

O hør og mærk!

Og følg Din Skjald

Til høien Hald!

(US III 10)

Hvor »høien Hald« jo altså må være Himlen. Grundtvig opfordrer Danmark til, så at sige at følge ham, Danmarks skjald, i påskens retning!

Selv om der ikke er tale om egentlige digterværker, men kun om oversættelser - om end af en ganske særlig karakter - er Grundtvigs store oversættelsesarbejde op gennem 1810’erne og ind i begyndelsen af 1820’erne et vigtigt - og ejendommeligt - udtryk for, hvordan alt hans arbejde hele tiden indgik i hans og Danmarks store fælles historie. Det drejer sig om de tre store oversættelser af henholdsvis Saxos Danmarks-krønike, Snorres norske kongekrønike og det angelsaksiske, dvs. oldengelske, digt om helten Bjovulf. Disse tre oversættelser blev - i en kæmpe arbejdsindsats fra Grundtvigs side - skrevet med et folkeopvækkende formål for øje. Hvilket gjaldt helt ud i den måde, de blev udgivet og distribueret på - som skulle være en national »happening«! - Og hele Grundtvigs situation i forbindelse med dette arbejde spiller en meget stor rolle i digtet »Nyaars-Morgen«, som vi snart kommer til, og som er det største udtryk overhovedet for Grundtvigs indsats som netop totaldigter.

Vi skal nu frem til det vigtige Grundtvig-år 1815! For som Helge Toldberg så fremragende har påvist det i sin før omtalte disputats »Grundtvigs Symbolverden«, så er det fra dette år Grundtvig for alvor går ind i sit og Danmarks store fælles mytisk-symbolske univers!

Det begynder i det store digt »Et Blad af Jyllands Rimkrønike« (1815). Og lad os høre nogle typiske steder fra det. - Det begynder således:

Der er et Land saa kosteligt

Alt under Nørre-Lide,

Kun eet, jeg veed, er Landet sligt

Paa Verdens Vesterside,

Det sært i Nord er tunget ud,

Og til en Tunge fiin af Gud

Det er vist og beskaaret.

(Str. 1 - US III 196)

Det er typisk - og fantastisk stærkt og smukt - at Grundtvig her ser Skagen som en tunge, Gud har givet Danmark til forkyndelse og digtning!

Og et andet både typisk og smukt eksempel: ravet som et symbol for det danske hjerte, der kan spejle, ja, modtage Gud billede. Ligesom jo det danske blå øje og den danske kærminde, forglemmigej, kan spejle Himlen - også gennemgående symboler. Det danske rav ses samtidig i modsætning til den romerske, latinske kultur:

Jeg veed et lille Runespeil,

Det er af Rav det samme;

Vel, som det lader, ved en Feil

Det fik en romersk Ramme;

Men nem at ændre er den Feil,

Thi Rammen til det danske Speil

Er romersk kun anstrøget.

(US III 238)

[...]

Ja, Dannemark! vær glad og froe!

Og lov din Gud for Lykke!

Thi hvad de Stolte ei vil troe,

Du kan i dig indtrykke;

O! priis den Herre, som dig gav

Det Hiertespeil af dunkle Rav,

Som kan hans Billed favne!

(US III 239)

Men nu til Grundtvig-og-Danmark-digtet over alle Grundtvig-og-Danmark-digte: »Nyaars-Morgen«! - Man inddeler ofte os Grundtvig-forskere efter de årstal - altså »Grundtvig-årstal« - vi tillægger den største betydning. Og for mig står året 1824, hvor »Nyaars-Morgen« blev til, som det - i hvert fald i sig selv - største år. Hvad jeg mener med » i hvert fald i sig selv«, kan jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan kun sige så meget, at der i hvert fald sker noget meget stort og smukt inde i Grundtvig selv. Ved pinsetide 1824 ser han en meget stor drøm om en stor og altomfattende kristelig, folkelig og kulturel opvækkelse i Danmark. Og han skriver denne drøm, dette morgen-syn ned. Og udgiver det. - Og så sker der ikke mere! Resten af tiden, fra 1825 til 1832 kommer til at gå med den såkaldte kirkekamp (som Grundtvig jo kommer ud i, da han vil prøve at gøre sin »mageløse« 1825-opdagelse af den historiske Kirke og den bekendelse gældende). Hvorefter Grundtvigs - og Grundtvigs-og-Danmarks liv kommer til at forme sig på en anden - og ringere, men altså mulig - måde, end der havde været tale om i 1824-drømmen. Som Grundtvig da også selv i sin fortale til digtet karakteriserede som urimelig!

Det er disse forhold, der ligger bag min licentiat-afhandlings titel: »Fra drøm til program« - hvor drømmen altså er »Nyaars-Morgen«, og hvor programmet er den berømte Indledning til håndbogen »Nordens Mythologi« 1832, den tekst, som bl.a. kommer til at danne grundlaget for det, der blev til den danske Folkehøjskole.

Og som titelblads-motto for »Fra drøm til program« har jeg netop valgt slutstrofen - strofe 312! - af »Nyaars-Morgen«:

Mens Markerne bølge

Med staaende Korn,

Mens Fuglene følge

Det gamle Skov-Horn,

Mens Krøniken rækkes

Og tækkes de Smaa,

Om Dagen end stækkes,

Og Slæderne gaae,

Syng lavt over Skoven,

Syng højt over Voven:

Guds Fred over Folket i Nord!!

(US IV 343)

Og den freds-hilsen, det freds-ønske, digtet slutter med, svarer til, hvordan det begyndte:

Guds Fred! hvor I bygge,

Paa Mark og paa Fjeld,

I Bøgenes Skygge,

Ved Elvenes Væld!

Guds Fred over Skoven,

Hvor Stammerne staae!

Guds Fred over Voven,

Hvor Snekkerne gaae,

Som ankre, som flage

Paa festlige Dage,

Som end tone Fædrenes Flag!

Guds Fred, som den fandtes

Ved Fædrenes Barm,

Guds Fred, som den vandtes

Ved Frelserens Arm,

Guds Fred, som den throner,

Hvor Kjærlighed boer,

Guds Fred, som den toner

I Hytter af Jord,

Som selv jeg den nyder,

Tilønsker og byder

Jeg Brødre og Frænder i Nord!

(US IV 249)

Og det er altså i en helt ny morgen efter en frygtelig nat, Grundtvig bringer sin hilsen:

Guds Fred og God-Morgen!

Paa Mark og paa Fjeld!

Forvundet er Sorgen,

Mig pinde i Kveld,

I Midnattens Mørke,

Da Hel-Hanen goel,

Da Mulmet i Størke

Sig værged mod Soel:

Da Natten med Dagen,

Michael med Dragen,

Mig tykdes at kæmpe om Nord!

Og på baggrund af påske-solens opstandelse og det danske havs og den danske skovs (den danske nations og den danske folke-menigheds) modtagelse af pinse-solens ild vil Grundtvig nu bryde ud i en ny sang - som også må indebære en stor kristelig, folkelig og videnskabelig og kulturel opvækkelse:

At Natten er svundet,

Med Skyggernes Hær,

Og Solen oprundet

Til heltelig Færd,

At glødende Voven

Har favnet dens Glands,

At straalende Skoven

Den byder sin Krands,

At liflig min Tunge

Har Lyst til at sjunge,

Det ingen aftrætte mig skal!

Ja, Lyst til at sjunge

Jeg har nu om Alt,

Hvad Øre og Tunge

Jeg værd haver kaldt:

Om Moses og Mimer,

Om Himmel og Jord,

Om Alt, hvad sig rimer

Med Aand og med Ord,

Om Lys fra det Høie,

Om Glimt i vort Øie,

Om Gnisten i Staal og i Flint!

Et typisk udtryk for Grundtvigs selvforståelse foreligger i str. 207:

207.

O, skal jeg da prale,

Og spørge fuldkry,

Om ei jeg kan tale

Med Fugl under Sky?

Om end der i Norden

Har tonet en Røst,

Hvis Gjenlyd i Jorden

Ei klang fra mit Bryst?

Om ikke I mene,

Jeg kunde forene

De Toner til Gjenlyd af Alt!

Og Grundtvig jubler over den nye opblomstring han føler og ser i sit syn - og som vil komme til at gælde hele nationen, hele folket:

238.

O, nu faae vi Sommer!

O, nu har vi Dag!

Nu voxe der Blommer

Paa Fjeld og paa Tag!

Nu voxe der Palmer,

Som Rosmer[75] paa Straa!

Nu klinge der Psalmer,

Hvor Leerne gaae!

Nu synger det Døde!

Nu blomstrer det Øde!

Nu Bjergene springe med Fryd!

(US IV 321)

Et smukt Grundtvig-Danmark-digt fra 1834, dvs. fra omkring midten af 1830’rne, hvor Grundtvig er begyndt at få den position i nationen, det endte med at blive til - hverken mere eller mindre! - er guld-jubilæumsdigtet til Frederik VI: »Gylden-Aaret«.

Nu skal det aabenbares,

At gammel Kiærlighed

I hver en Skærs-Ild klares,

Og er for Rust i Fred;

For Levende og Døde

Kan Daners Hjerter bløde

Men isne kan de ei!

(34)

Og så et helt centralt - og stærkt udtryk - for sammenhængen mellem den helt store teologi om Gud som den evige Kærlighed i egen person, og så al videnskabelighed og oplysning. For det er nemlig intet mindre end det, der er tale om når Grundtvig i str. 38 siger:

End lever Kiærligheden,

Som aldrig skal forgaae,

Men klare sig herneden,

Til Livet at forstaae,

Til klart Ham at begribe,

Der evig er i Live,

Som Kiærligheden selv!

(38)

Og str. 41 handler jo om det kærlighedsfulde livsengagement som grundlaget for alt studium og al oplysning:

Man længe nok maa sige,

At Kiærlighed er blind,

Det blir dog Lysets Rige,

Hvor ret den strømmer ind,

Og han har aldrig levet,

Som klog paa det er blevet,

Han først ei havde kiær!

(41)

Under Den Første Slesvigske Krig 1848-1850 giver Grundtvigs fædrelandskærlighed sig nogle for den moderne læser faktisk direkte stødende udslag! Hvad mener I om denne første strofe - skrevet af en kristen præst! - i anledning af det sejrrige udfald fra Fredericia 6. juli 1849, på melodien »Dengang jeg drog afsted« og med titlen »En ny lystig Vise om Holstenerne og General Bonin, som fik Løbepas ved Frederis den første Fredag i Juli Maaned 1849«:

Det var et deiligt Slag,

Det var en Sommerdag,

Men det i Tydsken giøs,

Jeg tænker vist han frøs,

Fordi det gik grangivelig paa Liv og Lemmer løs.

Kom nu igien, Vildtydsker, og trumf i Bordet, at

At Dansken ei tør sige Kis-Kis til Tydskens Kat!

Til Kat vi siger: Kis!

Hurra for Frederis!

Hurra, Hurra, Hurra!

(US IX 206)

Så er »Kiærminde-Sang« i anledning af slaget ved Isted den 25. juli 1850 af en anden karakter. Vi kender alle strofen »Guds Fred med vore Døde / I Danmarks Rosengaard!«. - Men husker vi hvordan det jo i Grundtvigs »total-digtning« igen og igen optrædende løvesymbol kommer ind i slutningen af denne strofe:

Vor Kiærlighed med alle,

De Store og de Smaa,

Som vilde staae og falde

Med Løven askegraa!

Ja, »Løven askegraa« som Danmarks-symbol her - det er simpelt hen sublimt!

Fra »mellemkrigstiden« mellem 1848 og 1864 kan vi trække digtet »Danmarks Krone« fra 1853 frem. Og selv om det jo klart er Danmarks konge-krone, der er tale om (i forbindelse med det på det tidspunkt aktuelle arvefølge-spørgsmål), får det unægtelig en helt særlig klang, når vi hører det her lige før vor folkeafstemning om krone-mønten! Og lad os i al venskabelighed - og et glimt i øjet - høre det meste af dette digt her i dag. - Jeg er ikke helt klar over den aktuelle sammenhæng, digtet optræder i, men det har jo i al fald noget at gøre med arvefølgespørgsmålet, overgangen fra det oldenborgske til det glücksborgske hus - og med det forhold, at Christian IX’s senere dronning var fra Hessen! - Men vi kan også i dette kuriøse eksempel høre, hvordan Grundtvig altså sætter sin egen digter-person ind i Danmarks-historien!

...

Danmarks Krone, siger man,

Er nu alt for lille,

Vejer knap et Solegran,

Klæder Drotter ilde,

Skjærer med sin gamle Glands,

Som tillands, saa og tilvands,

I Europas Øjne.

Danmarks Krone derfor maa,

Siger man, i Essen,

Før den kan med Æren gaa

Videre fra Hessen;[76]

Smeltes bort maa Rust og Ry,

Før en Krone splinterny

Komme kan for Dagen.

Danmark! lader med et »Ja«

Fem du være lige,

Tænker fejl, at du endda

Er et Kongerige,

Under Lyn og Tordenskrald

Giver med din sidste Skjald [NB! Grundtvig!]

Op du Folke-Aanden!

Danmarks Rige! dejligst Vang

Under Sol og Maane!

Hør dog først min [Gr.s] Svanesang

Over Bølgens Blaane!

Med den gammeldanske Røst

Lyde skal den fra mit Bryst

Om den danske Krone.

Kun i Lignelser paa Jord

Aand sig aabenbarer,

Er de sande, som i Nord,

Hjærtet dertil svarer;

I en Lignelse fra Nord

Skjalden føjer Sandheds Ord

Om den danske Krone.

(PS VIII nr. 7, s. 27f)

[...]

Kronen, som nys blomstred op

Om en Skjoldungs Tinde,

Skinner over Bøgetop,

Med en frisk Kjærminde[!],

Danmarks Rige! Slip den ej!

Sig til hver en Frister Nej!

Stol paa Danmarks Lykke!

(PS VIII nr. 7, s. 30)

Under krigen i 1864 bidrog Grundtvig også med nogle bemærkelsesværdige digte, fx »Trøstebrev til Danmark« og »Budstikke i Høinorden«. I »Trøstebrev til Danmark« lyder sidste strofe:

Derfor, Danmark! Moder søde!

Tro kun paa Guds-Lykken din!

Græd kun Guld for dine Døde!

Lad dig trøste Kveld-Sang min!

I en Paaske-Morgenrøde

Ogsaa den stod op af Døde.

(US X 517)

Og den kunne jeg holde et helt lille ekstra foredrag om! - Grundtvig som Mor Danmarks søn! - Guds-Lykken for det Danmark, hvis befolkningsflertal efter Grundtvigs mening aldeles ikke var egentlige kristne! - Og så hentydningen til, hvordan Grundtvigs egen sang, som nu lyder i hans livs-aften, har oplevet sin påskeopstandelse - jo i 1824, den påskeopstandelse, der hen over pinsen førte til »Nyaars-Morgen«! - Kan I se, det er rigtigt, hvad jeg siger, når jeg kalder Grundtvig totaldigter!

4. Grundtvigs poetik

I de eksempler, vi allerede har hørt, har vi også godt fornemmet, hvordan Grundtvig på sin særlige måde har tydet tingene. Og her til sidst skal vi høre nogle eksempler på, hvordan Grundtvig har udtalt sig om poesien på grundlag af sin »livsengagementets teologi«.

Allerførst skal vi igen gøre os klart, at Grundtvig altså virkelig er teolog, kristen teolog - og det i den allerstørste og allerdybeste forstand! Vi skal fx være klar over, at når Grundtvig siger »Gud Fader«, altså den første person i Treenigheden, så forstår han derved »livsvarmen selv«, »kærligheden i egen person«. Og når han siger »Kristus«, altså den anden person i Treenigheden, så forstår han derved denne Kærligheds billede, som er det billede vi mennesker er skabt i. Og han forstår derved Guds Ord, Ordet som var i Begyndelsen og var hos Gud og var Gud, Sandheden i egen person. (Det er på grundlag heraf, han så betegner Helligånden, altså den tredje person i Treenigheden, som »Kærligheds og Sandheds Ånd«). Sådan tænker - og ser - Grundtvig. Og er man først blevet opmærksom på det, kan man se det alle steder. Helt konsekvent! - Også det, der på teologisk hedder »inkarnationsteologien«, altså teologien om netop det, vi fejrer om julen: at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, har meget stor betydning for Grundtvigs forståelse af tilværelses billedlighed og dermed af poesien.

Det er hele denne teologi, der ligger bag Grundtvigs forståelse af tilværelses billedlighed, vel at mærke ikke bare som en samling udflydende, diffuse tågeklatter, men også med en virkelig struktur og betydning. Det er altid både Kærligheden og Sandheden, både Livet og Ordet, livsmagten og den logiske struktur, der åbenbarer sig. Vi skal huske, at det græske ord for Ordet i betydningen Kristus, sådan som evangelisten Johannes bruger det i sit juleevangelium, netop er Logos, det samme ord, vi har i logik og i alle de videnskabsnavne, der ender på »-logi«.

Vi kan ikke nå flere eksempler fra selve Grundtvigs digtning. Jeg bliver nødt til at slutte med et enkelt, men til gengæld meget stærkt og tydeligt eksempel på, hvordan Grundtvig på denne baggrund taler om poesien.

Det er fra Dannevirke-afhandlingen »Om Aabenbaring, Konst og Vidskab« (hvor vi jo i øvrigt i selve titlen ser et eksempel på Grundtvigs egen brug af ordet Vidskab! - det ord i min disputats’ titel, som har vagt stor undren hos mange). Oprindelig havde denne afhandling titlen »Om Poesie, Konst og Vidskab«. Og allerede dette siger noget om, at Grundtvig altså egentlig opfatter poesien som en åbenbaring - hvor det så bare er uheldigt, at det græske ord poesi nærmest betyder det modsatte, nemlig noget, kunstnere skaber! - Men lad os nu høre, hvad Grundtvig selv siger:

Hvad vi skal komme til at begribe, maae vi kunne forfølge til sin Oprindelse, thi først der lære vi at kiende Aarsagen i Virkningen, og paa Kon- [/260/] -stens Fødsel maae vi da fæste Øie. Det ældste Konst-Værk er unægtelig Verden og Mennesket, men det er, som man maa indrømme, et Værk af guddommelig, ei af menneskelig Konst. Imidlertid er det her vi faae fast Fod i Konstens Rige, thi her aabner hele Tiden sig for os, som et stort Skole-Aar, hvori der hverken kan, eller efter Mesterens Hensigt skal, læres noget Nyt, men hvori Konst-Værket skal lære at forstaae sig selv, og da begribe sig i Ham, [...] heraf følger ogsaa, at hvad vi kalde Aabenbaring og Konst kun er en Lignelse af den Guddommens Aabenbaring, som Verden forudsætter, og Skaber-Konsten, som den udtrykker, altsaa en billedlig Gientagelse deraf i Mennesket [...] [/261/] [...]

[...] Hvad vi har kaldt den naturlige Aabenbaring er da det her betegnede Syn og nu vil man indsee, hvorfor jeg ei har kunnet bruge Ordet Poesie, da det ikke alene som et fremmed Ord og en efterstræbt Rang-Titel, er blevet saa saare misbrugt, men fordi de i sig selv hverken betyder mere [/262/] eller mindre end Konst c: Virken efter Syn, ingenlunde Synet selv, som dog nødvendig maa skielnes, skiøndt det kun historisk kan skilles derfra; thi Konsten ligger allerede i Synet, og maa fødes deraf, og Synet indeholdes atter i Konsten, og udtrykkes i dens Værk. At see er ikke nogen Gierning af Seeren, men en Sandsning[;] ikke Speilet men Gienstanden, eller rettere den som skabde dem og deres Forhold, giør Synet, og et aandigt Syn viser sig selv i et sandseligt Speil, er en Aabenbaring. Konst er en Virksomhed, altsaa en Gierning af Konstneren, men med Synet lader sig i Sandse-Verdenen Intet giøre, med mindre det er til i den, har et Legeme«, og hvor dunkelt det end kan være os, hvorledes Aabenbaringen annammes, saa kan vi dog aldrig tvivle om, at Ordet er dens Legeme, thi i det og kun igiennem det, kan den udgaae, og maa da vist, i det Ringeste, med det indgaae i Verden. Her, ved Ordet som betegner Synet, staae vi ved Konstens Vugge, men Billed-Ordet selv tør vi dog ikke kalde et menneskeligt Konstværk, netop fordi det er et guddommeligt, der langt fra at kræve, udelukker Menneskets Medvirkning (DV III 259-262).

5. Totaldigteren Grundtvig og os - i nutid og fremtid

Vi kan ikke nå ret meget mere i dag. Men ifølge foredragets titel skulle jeg jo også sige noget om totaldigteren Grundtvig i vor fremtid!

Og jeg kan da i hvert fald fortælle, at jeg selv er fast besluttet på at tage Grundtvig med mig ind i min egen fremtid. Og altså ikke bare til sådan en privat hobby-brug. Jeg håber sandelig, at jeg vil kunne nå at lave nogle ting, der vil kunne få betydning for andre også.

Den første måde at »bruge« Grundtvig på er selvfølgelig at læse ham. Det siger sig selv. Og det er jo dejligt at være sammen med Grundtvig! Men lad os så også virkelig gøre det, virkelig læse ham! Så vi ikke bare véd, at det er fint og rigtigt at påberåbe sig Grundtvig - og så ellers bare lægger tidens og sine egne yndlingsideer mere eller mindre i munden på ham! Nej, netop jo mere man indser, at videreførelsen af Grundtvig kun kan ske på måder, der er måske meget anderledes, er det vigtigt, at man faktisk kender Grundtvigs tekster, så det faktisk bliver ham man viderefører. Eller bygger videre på. - Poul Borum afslutter selve sin fremstilling i bogen om »Digteren Grundtvig« med at sige om Grundtvig, at »Han skal i det hele taget ikke bruges til noget. Han skal læses. Og derved bruger han os«! (DG 227).

Dette er jeg helt enig i, og hvis jeg kan nå det, vil jeg afslutte mit Grundtvig-studium med en større eller mindre undersøgelse, som allerede har arbejdstitlen »Poetik, poesi og poetisk potentiale hos totaldigteren N.F.S. Grundtvig«. Her vil jeg - om muligt - dels prøve at sammenfatte den hidtidige litterære Grundtvig-forskning, dels prøve at give min egen bestemmelse af Grundtvigs egenart som digter. Hvad denne forelæsning har været en meget lille smagsprøve på! Men navnlig vil jeg pege på, at der jo i Grundtvigs teologi og poetik er et potentiale, han ikke selv har udnyttet, og som vi og vore efterkommere måske kan udfolde - på helt nye og anderledes måder!

Dette er jeg også så småt begyndt at forberede, idet jeg sideløbende er gået i gang med et projekt med arbejdstitlen »Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«. Her vil jeg lægge det »poesi-teologiske« og poetologiske syn, jeg har arvet fra Grundtvig og selv udviklet videre, ind over det studium af lyrikken i Danmark og andre germanske lande (samt lidt franske modernister og symbolister og måske nogle slaviske digtere) - og altså ind over et nøjere studium af nogle ret få forfatterskaber og tekster.

Så har jeg både Grundtvig - og mødet med de her nævnte tekster. Og det vil jeg (hvis jeg ellers lever og kan arbejde længe nok) så prøve at bruge i såvel en helt bred »livs-poetisk« forstand som i en snævrere litterærpoetisk forstand.

Hvad det litterære angår, kan jeg her ultra-kort sige, at jeg især forestiller mig en lyrik, der ligner den bedste »tressermodernisme«, fx Klaus Rifbjerg, men er frigjort til en total saglighed i en tydende forholden sig til virkeligheden og tingene - inden for den altomfattende ramme, som udgøres af den måde at være kristen på, som ikke mindst Grundtvig har hjulpet mig frem til!

Som sagt, om ikke andet så ved at prøve at give så meget som muligt videre. Noget, jeg især har i tankerne, er, at en Grundtvig-inspireret ny forståelse af poesien i begge disse betydninger - og af vekselvirkningen dem imellem - vil kunne bringe nyt liv i det, der i grundtvigsk sprogbrug hedder »folkelig livsoplysning«. Hvor det store spørgsmål så ganske vist er, om der overhovedet ER noget folk. Men så længe hverken det danske folk eller menneskeslægten er uddøde, vil der jo være et menneskeliv, der skal leves og forstås. Og så gælder det bare om, som jeg siger, at få løftet arven fra Grundtvig op i nogle »højere fællesnævnere«, så vi ikke bare sætter en gentagelse af, hvad Grundtvig engang har sagt ind i en helt ny og anderledes situation, men får bragt et virkeligt møde i stand mellem det helt grundlæggende i Grundtvigs tænkning, og så de nye former og vilkår, der bliver tilfældet. I en artikel i Dansk Kirketidende her i sommer med titlen »Livspoetisk Indledning« har jeg gjort et første forsøg på at skitsere nogle af disse ting. Særtryk af denne artikel - samt andre skriftlige ting, herunder manuskriptet til denne forelæsning - ligger her på bordet til interesserede. Er der ikke nok, må vi snakke om det. - Jeg slutter forelæsningen her og takker for lydhørheden. Der bliver nok lejlighed til at udveksle nogle bemærkninger efter pausen!

BENT CHRISTENSEN

* * *

GRUNDTVIG OG ÅRHUNDREDERNE - OGSÅ DET ENOGTYVENDE?

Folkeuniversitetet, Sognets Hus, Maribo 15.02.00

A. Kort om Grundtvig - og de to århundreder, han selv levede i

B. Nogle af de ting hos Grundtvig, der kan have betydning for os ind i det 21. århundrede

C. Nogle af de vigtigste områder og måder, hvorpå vi nu - sådan som JEG ser det(!) - kan udmønte arven fra Grundtvig

* *

Kort om Grundtvig - og de to århundreder, han selv levede i

Grundtvig og 1700-tallet

Grundtvig blev som bekendt født her i Storstrøms Amt, nemlig i Udby Præstegård, den 8. september 1783.

Og denne omstændighed giver anledning til den første markering af et vigtigt forhold i Grundtvigs baggrund, altså forholdet til faderen og dennes »gammeldags« kristendom. Og til lutherdommen - bag om tidens og den nærmeste fortids toneangivende strømninger: »rationalisme« og »romantik«.

Som det næste kan vi nævne, at Grundtvig faktisk - om end på afstand - har »oplevet« den franske revolution i 1789 - eller i hvert fald begivenhederne i forbindelse med revolutionen og revolutionskrigene i årene derefter! (Det er der en kostelig beretning om i denne bog (GEEG, 18f)).

Og i samme forbindelse kan vi nævne, at den helt unge digterspire Grundtvig fx havde den skrækkelige 1700-tals-digter T.C. Bruun som et vigtigt forbillede!

Mere positive elementer i Grundtvigs arv fra sit fødeårhundrede er påvirkningen fra Ludvig Holberg, men også i det hele taget forholdet til begrebet og ordet »oplysning«. Om end han altså senere skulle komme til at tage meget kraftigt afstand fra 1700-tallets »oplysning« i dens »franske« form.

Endelig vil jeg også nævne, at 1700-tallets patriotisme-begreb ligger bag den stærke fædrelandskærlighed, Grundtvig blev grebet af i 1814/15.

· Grundtvig og 1800-tallet

Den unge Frederik Grundtvig gik i faderens fodspor, for så vidt som han i 1803 tog teologisk embedseksamen ved Københavns Universitet.

Men i denne forbindelse er der endnu en arv fra fortiden, der skal nævnes, nemlig den arv, den senere Århus-biskop Henning Høirup i sin disputats har gjort opmærksom på, hvilket vil sige arven fra den filosofiske rationalisme i form af respekt for de logiske tankelove, og så ganske særligt den såkaldte modsigelsens grundsætning, dvs. den tankelov, som siger, at man ikke om den samme ting kan sige både noget, der betyder det ene, og noget, der betyder det modsatte. Og vi kan allerede nu se frem til året 1825, hvor netop denne respekt for, at man ikke må modsige sig selv, var en afgørende del af grundlaget for den såkaldte »mageløse opdagelse«. Idet den jo også overhovedet spillede en vigtig rolle i Grundtvigs opgør med tidens strømninger, først og fremmest med den såkaldte naturfilosofi, men også i det hele taget med alskens »romantik« og »idealisme«.

Men så skal det også siges allerede nu, at vi her står over for et af de virkelig store eksempler på, hvordan de ting, Grundtvig tilegner sig, kommer til at indgå i - eller bliver indoptaget i og omsmeltet ind i - hans i bund og grund kristne univers. Rationalistisk logik lyder jo ikke umiddelbart særlig kristeligt. Men så snart vi bare tænker på, at det jo er det græske ord LOGOS, der, der i den danske oversættelse af Johannes’ juleevangelium gengives med Ordet - med stort O - og altså betyder KRISTUS, så er det jo straks noget andet! Rent ud sagt: Vel er logikkens tankelove ikke lig med Kristus. Men de er jo et aftryk af Ham. Og det gælder hele den verdens og tilværelsens logiske og matematiske struktur. Det er alt sammen et aftryk af Kristus. Det er en del af den virkelighed, Johannes forkynder, når han i sit juleevangelium siger, at

Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er (Joh 1,3).

At Grundtvig så ikke bliver stående ved det blotte LOGOS-begreb med hensyn til Kristus, men jo ganske særligt ser Ham som billedet af den Gud Fader, som jo er Kærligheden i egen person, hvorved den ved Kristus, Ordet, Logos skabte verden jo også bliver et billede af denne Kærlighed, »livsvarmen selv« i egen person, det er en anden sag.

Endelig bør det måske nævnes, at også en meget vigtig Grundtvig’sk ting som interessen for den nordiske oldtid (allerede fra studietiden af!) var noget, der helt tilbage fra 1700-tallet af var »oppe i tiden« - men som altså unægtelig fik en meget anderledes skikkelse hos Grundtvig.

Omkring 1. april 1805 kom Grundtvig så som huslærer til Egeløkke på Langeland.

Og det er jo i disse Langelands-år 1805-1808, han for det første for alvor bliver konfronteret med og tilegner sig samtidens nye strømninger, altså populært sagt »romantikken«, men for det andet så at sige kommer igennem dem og ud på den anden side.

Jeg plejer at sige det på den måde, at han først prøver den »romantiske« løsningsmodel mht. enten at hæve sig op over dødens og trivialitetens verden eller at forsone sig med den, men dernæst opgiver den og falder tilbage på kristendommen - vel at mærke på den måde, at han medbringer alt, hvad der er værd at tage med, fra »romantikken« og indoptager det i sin kristendomsforståelse, så at den kristendomsforståelse, der kommer ud af det, i hele sin struktur er fuldstændig klassisk, ortodoks, altså »rettroende« eller »gammeldags«, men samtidig kommer til at omfatte alle de ting, som »romantikken« ikke HAVDE, men altså forgæves - eller på en falsk måde - havde stræbt efter.

Det siger sig selv, at vi ikke her i aften kan få ret mange enkeltheder i Grundtvigs livshistorie med. Men i meget store træk sker der nu det, at Grundtvig bliver den Grundtvig, han altså blev til, og som sådan begynder sit forfatterskab.

Helt stikordsvis kan vi nævne den voldsomme krise i december 1810, hvorefter han i 1811 bliver præst - som faderens personlige kapellan i Udby.

I kølvandet på den berømte og berygtede 1812-verdenskrønike kommer Grundtvig ind i en voldsom polemik med de fine og toneangivende - ikke mindst professor H.C. Ørsted. Her lægges grunden til den såkaldte Dannevirke-filosofi.

I 1814/15 sker vigtige gennembrud - også ud af den ret golde polemiske situation - såvel mht. hans orientering mod en dansk fædrelandskærlighed som mht. udviklingen af hele det særlig billedsprog, som Helge Toldberg sin disputats's titel så træffende kalder »Grundtvig Symbolverden«.

Og i årene 1816-19 udgiver Grundtvig enmandstidsskriftet »Danne-Virke«, som ikke alene rummer de berømte »Dannevirke-afhandlinger«, men også har meget historisk og poetisk stof - og simpelt hen betegner et omfattende forsøg på at udforme et alternativ til tidens kultur og kulturelle strømninger.

I begyndelsen af 1820’erne, hvor Grundtvig nu er blevet præst ved Vor Frelsers Kirke i København, begynder han for alvor at udvikle sin populært sagt livsbekræftende teologi, ikke mindst under inspiration fra kirkefaderen Irenæus (biskop i Lyon i Sydfrankrig i slutningen af det andet århundrede). Denne teologi skal vi vende tilbage til om lidt.

Og nu kunne alt ellers bare have udviklet sig positivt. Men Grundtvig var jo en enlig svale i den tids danske kirke og i 1820’erne spidsedes det hele til og blev til en regulær kirkekamp, som Grundtvig faktisk tabte.

I 1825 troede han ganske vist, at han havde fundet det ultimative våben mod tidens vantro, nemlig i form af sin »mageløse opdagelse« af den historiske, levende kristne kirke og den trosbekendelse, den trosbekendelse, hvorigennem hver eneste kristne til alle tider er blevet medlem af Kirken, så at det selvfølgelig stadigvæk kan diskuteres hvorvidt kristendommen er sand, men så at det IKKE kan diskuteres, hvad der er DEN SANDE KRISTENDOM. Det er her »modsigelsens grundsætning« ligger til grund. Den sande kristendom kan jo ikke på een gang være det, der siges i den apostoliske trosbekendelse - og så det modsatte, det, som de toneangivende kredse udgav for den sande, »oplyste« kristendom.

Sejerssikker udgav Grundtvig nu sit berømte »Kirkens Gienmæle« mod modeprofessoren H.N. Clausen. Men denne tog ikke den teologiske kamp op. Han anlagde i stedet injuriesag mod Grundtvig. Og vandt!

Nu må vi igen lade en hel masse detaljer ligge. Vi går frem til det næste store Grundtvig-årstal: 1832 - og konstaterer, at da Grundtvig hverken kunne vinde sin kamp for den sande kristendom i kirken eller få lov at træde ud af den (det var jo enevældens statskirke, der var tale om), så udformede han en vældig KOMPROMISLØSNING, som helt kort sagt gik ud på, at når han var nødt til at blive i en kirke, han ikke kunne få den sande kristendom til at herske i, så kunne han kun gøre dette med samvittigheden i behold ved at erklære denne enevolds-statskirke for ikke en afdeling af Jesu Kristi Kirke, for »kongens og folkets kirke«, »en borgerlig indretning« - eller med andre ord: en offentlig religionsanstalt - hvori dog den sande kirke, dvs. »Jesu Kristi frimenighed« kunne være »gæst«.

Dette kirkepolitiske kompromis var imidlertid tæt forbundet med udfoldelsen af hele det store historie- igen videnskabssyn i den berømte Indledning til »Nordens Mythologi« 1832, som samtidig indehold en også for os i dag og langt ind i det 21. århundrede vigtig model for samfundsmæssigt, kulturelt og videnskabeligt sam-liv og sam-arbejde mellem kristne og ikke-kristne.

På dette grundlag fik Grundtvig i begyndelsen af 1832 tilladelse til at holde sine aftensangsgudstjenester i det, som dengang hed Frederikskirken på Christianshavn, og på dette grundlag var han fra 1839 til sin død præst ved stiftelsen Vartov.

Fra o. 1835 begyndte Grundtvig at blive en anerkendt skikkelse i Danmark, og vi ved jo, hvilke store virkninger hans gerning fik i såvel den kirkelige som den folkelige grundtvigianisme med folkehøjskolerne og det hele.

Det sidste, vi skal drage frem, når vi netop taler om »Grundtvig og århundrederne«, er det, vi med et farligt ord kan betegne som »Grundtvigs nationalisme«.

Grundtvig var altid patriot. Og fra 1814/15 af var han besjælet af en meget stærk fædrelandskærlighed, som også spillede en stor rolle i tidsskriftet »Danne-Virke«. Men det, det drejer sig om nu, er jo ganske særligt hele det folkeligheds-begreb, der ligger bag Grundtvigs tanker om den folkelige livs-oplysning, dels den - bogstavelig talt også meget militante - nationalisme, der kom frem i forbindelse med situationen og begivenhederne i 1848 og videre frem. Dog, nogen helt almindelig nationalisme var det nu ikke. Der var tale om en dyb forståelse af folket som en organisme og af menneskelivet i denne organisme som et konkret forløb, så at danskernes deltagelse i livet i netop denne givne skikkelse var deres eneste mulighed for at leve et virkeligt liv.

* *

Nogle af de ting hos Grundtvig, der kan have betydning for os ind i det 21. århundrede

Og jeg vil her gå nærmere ind på de to ting, som jeg selv har beskæftiget mig med siden begyndelsen af 1970’erne:

Det, der fra allerførst af har været selve grundEN til, at jeg (i første halvdel af 1970’erne) gik i gang med et dybere studium af netop Grundtvig, nemlig hans teologi om »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« eller om »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og vel at mærke »engagement« forstået som et engagement i »menneskelivet og dets verden« som betydnings-indholdet i det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning! - (Min licentiatafhandling fra 1985 (udg. 1987): »Fra drøm til program«).

Den erkendelsesmæssige side af dette livsengagement. - (Min disputats fra 1998: »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«).

- - -

»Det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«. Eller »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Dvs. engagementet i »menneskelivet og dets verden« som betydnings-indholdet i det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning!

Den helt afgørende Grundtvig-tekst, som sådan set siger det hele, er denne berømte strofe fra det, vi i dag kender som den sang, vi skal synge her lige efter foredraget: Ingen har guldtårer fældet, men som jo oprindelig er den del af det store kirkehistoriske digt Christenhedens Syvstjerne fra 1854-55, nærmere betegnet str. 60 i digtets 6. sang: Den nordiske Menighed:

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

(VU VI 347).

Nu er det ganske vist her i denne strofe den særlige del af »menneskelivet og dets verden«, som altså udgøres af Eget Folk og Fædres Land, der er tale om. Men i Grundtvigs forståelse er det jo netop i denne sammenhæng, hele det konkrete, givne menneskeliv levet, med alt, hvad det indeholder.

Det helt afgørende er imidlertid ordene »Veed vi ei, hvad de betyde«. Betydning er nøgleordet. Det er for betydningens skyld, engagementet i denne tilværelse er »kristeligt nødvendig«!

Denne strofe betyder jo:

Hvis ordene »folk« og »fædreland« er ord, vi ikke forbinder noget med, andet end højst nogle statiske mængder, for så vidt angår folketal, jordbund (produktionsmidler), areal/havressourcer, så kan vi jo heller ikke komme til at forbinde noget med ord som »menighed« eller »Kirke« og »frelse« eller »Guds Rige«. Ja, selve ordet Gud bliver et tomt, et meningsløst ord, hvis vi ikke hører bogstavelig talt alverdens betydning i det!

Ordet »Gud« betegner jo allerførst hele Universets, alt livs og hele tilværelsens Skaber og Herre. Men du forstår jo ikke selve betydningen af dette, hvis du ikke også kender - og elsker - det liv og den verden, hvis Skaber og Herre Gud er.

Og det er i dette forhold, vi har hele meningen med Grundtvigs tale om hele den store erkendelses- og oplysnings-sammenhæng, der går lige fra hans store Göteborg-projekt, altså hans tanke om et stor fællesnordisk super-universitet i Göteborg, over hans Sorø-projekt (som heller ikke blev til noget!), og så ned til den folkehøjskole-bevægelse, som BLEV til noget, med de mange små institutioner rundt omkring i landet, ja, videre helt ned til selv det mindste lille stykke »oplyst« levet liv i det mindste og mest afsides sjællandske landsogn.

Nogle vil så indvende, at dette bare er en i dårlig forstand »livsbekræftende« »skabelsesteologi« - som hovedsagelig egner sig for velnærede bønder. Men det er ikke rigtigt. Vel er det skabelsesteologi. Også i den grad. Men det er jo ikke KUN skabelsesteologi og ikke KUN en i »flad«, »plat« forstand »livsbekræftende« teologi. - Vi kan jo bare gå til stroferne før og strofen efter »Er-os-tomme-ord-og-lyde-strofen«!

Det begynder jo med guldtårerne. Og vel er det altså GULD-tårer. Men dog netop TÅRER! Grundtvig er jo ikke uvidende om, hvilken stor smerte der er forbundet med at være menneske i verden! Men det er altså netop den, der husker - og stadig fornemmer - »glimtet af guldet«, der har mest grund til at græde!

Så vidt LIDELSEN. Men med hensyn til bekymringen over, hvorvidt Grundtvig nu også er opmærksom på SYNDEN, så kan vi gå til sangens fjerde strofe:

Føler vi ej i vort hjerte,

vi oprandt af gude-æt,

ej vi føle kan med smerte,

at vi arted os kun slet,

kun med spot det ord vi møde,

at genløse og genføde

Gud os vil som sine børn.

Den, der virkelig elsker livet, er jo netop den, der for alvor kan mærke den ulykke, der ved Syndefaldet er kommet over det og derfor kan længes efter den FRELSE for livet, Jesus er kommet med. Vel at mærke frelse FOR livet, ikke frelse FRA livet!

Men det er selvfølgelig rigtigt, at der hos Grundtvig er tale om en mere positiv vurdering af »det skabte, om end faldne« menneskeliv, end hos en hel del andre kristne. Teologisk udtrykt: Grundtvig ser ikke menneskets gudbilledlighed totalt tilintetgjort ved Syndefaldet, kun »ødelagt«. Det er det, der her i sangen kommer til udtryk i den første strofe, således:

Ingen har guldtårer fældet,

som ej glimt af guldet så,

og Gudsbilledet forældet

må i glans dog for os stå,

om hos os det skal fornyes,

thi fornyes kan som flyes

kun, hvad gammelt end er til.

Og netop med hensyn til begrebet »det stykkevist bevarede gudsbillede«, som jo er det, den kristne frelse er en frelse og fornyelse, gen-fødelse af, kan vi gå til en anden berømt Grundtvig-sang, der netop handler om dette: »Menneske først og Christen saa«

Menneske først og Christen saa

Kun det er Livets Orden,

Kaldes vi Faar, tænk dog ei paa

At lægge Dyr til Hjorden!

Og Djævelskab til Christendom

Kan Almagt selv ei skabe om,

Kast ei for Svinet Perlen!

(Str. 1)

»Menneske først og Christen saa« - det svarer nøje til »thi fornyes kan som flyes kun, hvad gammelt end er til«! - Og så kommer en af Grundtvigs gode »brandere« - som nogle hader og foragter, men som vi andre jo elsker: Vel kaldes vi kristne FÅR, fordi vi jo er dem, der samles i menighedens flok omkring Kristus som Den gode Hyrde. Men det er jo en lignelse! Det betyder IKKE, at vi kristne virkelig er DYR!!! (Hvori der jo også ligger en brod mod en moderne »naturalisme« eller »biologisme«, hvor man siger, at mennesket jo bare et det højeststående dyr! Hvad man jo faktisk siger, hvis man frasiger sig troen på Skaberen.

Men helt afgørende i den interne teologiske diskussion i Kirken er det følgende om, at »Djævelskab til Christendom Kan Almagt selv ei skabe om«. Det er jo Grundtvigs indvending imod den teologi, der hævder gudsbilledets totale tilintetgørelse. - (Og i parentes bemærket: Dette syn på det skabte, om end faldne menneske, er jo af afgørende betydning med hensyn til, hvordan vi kristne skal forholde os til vore ikke-kristne medmennesker. Hvilket imidlertid ikke er hovedsagen her i dette foredrag, hvor det jo er de kristnes forhold til vor eget KRISTNE menneskeliv, det drejer sig om).

Men når det er vort KRISTNE menneskeliv, det drejer sig om, så skal vi jo først være blevet »kristne så«, og det bliver vi jo ikke, hvis vi har nok i vor tilværelse, sådan som den faktisk foreligger. Det er også derfor, det helt aktuelt er meningsløst at diskutere, om Folkekirkens gudstjenester og præsternes prædikener er »kedelige« med folk, der egentlig er godt tilfredse med det hele, sådan som det nu engang er:

Er et evigt liv med glæde

ej vor længsel og vor lyst,

kun forgæves engle kvæde

derom os til håb og trøst

...

(str. 2)

Og nu vil jeg runde dette helt centrale afsnit af foredraget af med nogle kerne-citater fra Grundtvigs »dogmatik« : »Den christelige Børnelærdom« - hvor Grundtvig siger følgende om det naturlige menneskeliv, eller altså »det skabte, om end faldne menneskeliv«.

- - -

[De hidtidige dogmatikker fik til følge], at det gamle Menneske-Liv, der aldeles blev givet til Pris, daglig klarere gik Pokker i Vold, medens hvad der kaldte sig det ny Liv enten slet intet Liv var, slet ingen Kraft havde, slet ingen Ting gjorde, uden i det højeste at skrive Dogmatikker og lære dem udenad, - eller det saakaldte ny og aandelige Liv blev et umenneskeligt, ret et Fandens Liv, der førte Krig med alt menneskeligt, og løftede under alle Slags falske Navne den Selvraadighed og Selvklogskab til Skyerne, som altid har hørt Fanden, den Menneske-Morder, til (US IX 425).

[Skønt der er himmelvid forskel på det medfødte og det genfødte menneskeliv, er det dog altid]

Det selvsamme Menneske-Liv, vi taler om ... saa at - for at sige alt med eet Ord - Røveren paa Korset havde samme Menneske-Liv til fælles med Guds enbaarne Søn, Vorherre Jesus Kristus, til hvem han raabte: Herre! tænk paa mig, naar du kommer i dit Rige! og af hvem han fik det sanddru, mageløs kraftige og kjærlige Svar: sandelig, sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradis (US IX 429).

Lige saa aandløst og bagvendt som det derfor er, at ville bandsætte og saa vidt muligt udrydde det gamle, oprindelige Menneske-Liv, for at skaffe det ny, kristelige Menneske-Liv Plads og Raaderum, lige saa bagvendt og aandløst er det: at bandsætte og saa vidt muligt udrydde Folke-Livet, for at sætte Kristen-Livet i dets Sted (US IX 436).

- - -

Men nu til:

· 2.

· Den erkendelsesmæssige side af dette livsengagement.

Hvilket bliver i al korthed for det hele ligger faktisk i den strofe, jeg først citerede fra »Ingen har guldtårer fældet«, nemlig sangens anden strofe, hvor det afgørende jo er, at hvis vi ikke ved, hvad »eget Folk og Fædres Land« BETYDER, så bliver den kristne forkyndelse også det rene volapyk for os.

Selv plejer jeg at udtrykke det på den måde, at jeg siger, at hele vort menneskeliv, hele vor tilværelse (»menneskelivet og dets verden«) simpelt hen er betydnings-indholdet i det kærligheds-forhold til Gud, som livet i den kristne tro jo er, og dermed også betydnings-indholdet i det HÅB, vi som kristne lever i.

Derfor er det bogstavelig talt - men jo altså i den helt store stil - FOR BETYDNINGENS SKYLD, vi skal engagere os i vort liv og tilværelse her og nu. Og altså ikke kun et spørgsmål om at være gode kristne ved at »gi’ den hele armen« som en radiojournalist engang troede var det evangelium, sognepræsten i Døllefjelde forkyndte!

Men dertil kommer så Grundtvigs - også fra kirkefaderen Irenæus stammende - syn på menneskelivet som en UDVIKLING frem mod »forklaringen«.

Og dette er et meget specielt Grundtvig-begreb. Og et eksempel på, hvad jeg kalder »Grundtvigs sekundære teologi«.

For alleryderst ude er »forklaringen« jo intet mindre en hele frelseshistoriens resultat: HERLIGGØRELSEN i Guds Rige, ja, den tilstand for hele det genløste skaberværk, som helt vidunderlig storslået komme til udtryk i de kendte, men vist ikke altid tilstrækkelig påagtede linier fra »Den signede dag med fryd vi ser«, nemlig de linier, hvor det om Jesu fødsel midt i julenatten hedder:

da lyset oprandt, som jordens bold

skal lysne udi og gløde.

(Str. 2)

Hvis vi skal forstå, hvad Grundtvig mener med sin stadige brug af ordet »forklaring«, så skal vi se dette for os: Hele den jordklode, vi nu kender fra rumfartens billeder, fuldstændig gennemlyst af den herligheds glans, som fra Begyndelsen lå i Skabelsen. - Hvortil vi imidlertid må skynde os at føje: Ikke i modsætning til, endsige som tilintetgørelse af, den konkrete dejlighed, vi jo netop har fået et nyt syn af ved billederne af den grøn-blå klode i det sorte Rum. - Hvortil vi så også må skynde os at sige, at det jo netop er på denne afstand, den grøn-blå biosfære ser så dejlig ude. Betragtet på lidt nærmere hold er livet hernede jo ofte en grum og meget smertelig affære. Så gudsriges-gennemglødningen er virkelig værd at håbe på!

I øvrigt er Jesu »forklarelse på bjerget« også en vigtig ting at holde sig for øje, når man skal forstå, hvad der er Grundtvig taler om, når han siger »forklaring« - og når han siger OPLYSNING!

Og alt dette skal vi huske på, når vi nu går over i det, jeg altså betegner som Grundtvigs »sekundære teologi«.

For den store frelses-genløsning er jo noget helt andet end skaberværkets udfoldelse - trods alt - gennem den historiske udvikling af, hvad der fra Begyndelsen af var nedlagt i det. Og dog er der nogle ting, der er fælles, og det gælder altså navnlig det forhold, at, når Grundtvig - også i den »sekundære« skaberværksudviklingshistoriske sammenhæng - siger »forklaring«, så betyder det også dér langt mere end bare det, der på engelsk hedder »explanation«, så betyder det også hér en »gennemlysning« og afklaring, hvori netop hele den BETYDNING, der fra Begyndelsen af har været nedlagt i skaberværket kommer til syne.

Og alt dette skal vi huske, så vi virkelig er klar over, at den OPLYSNING, Grundtvig taler om, når han siger »folkelig oplysning« eller »folkelig livs-oplysning« er intet mindre end en del af og et middel i den store udvikling frem mod »forklaringen«, der fra Begyndelsen af har være meningen

Og det er nok ikke mindst derfor, man i udlandet har så svært ved at forstå, hvad meningen er med en »folkelig« højskole, som ikke har noget specielt fagligt sigte. Men når man tænker og føler SÅ stort om og for det at være menneske, skabt i Guds billede, så vi ligner ham, som Grundtvig gør, at er det, at mennesket får oplyst netop sin menneskelighed - forud for alle faglige kundskaber - intet mindre end en del af selve formålet med, at Guds har skabt verden og mennesket!

Og så til allersidst her: Hvor vanskeligt andre end danske grundtvigske kristne end kan have ved at forstå dette, så ligger det jo i hele Grundtvigs skabelses-teologi, at han - og dermed også vi, der er hans disciple og efterfølgere - fra vor side af er rede til at gå i videnskabeligt og kulturelt sam-liv og sam-arbejde med enhver, der på SIN måde tænker stort om menneskelivet, fx ved at opleve det som en stor og herlig gåde - uden direkte (endnu!) at være kommet til egentlig kristen tro.

Nogle af de vigtigste områder og måder, hvorpå vi nu - sådan som JEG ser det(!) - kan udmønte arven fra Grundtvig

Denne - sidste - del af foredraget bliver nu ganske personlig. Rent ud sagt »Grundtvig gennem Christensen«! - Men det kan jo ikke være anderledes, når Grundtvig altså faktisk har været død i 128 år, men foredraget udtrykkeligt skal handle om det 21. århundrede! Og desuden kan I jo godt høre, at det også er for at »bruge« Grundtvig, jeg har siddet i hvert fald 20 år sammen med ham i studerekammeret! Rent ud sagt så vil jeg bruge resten af den tid, jeg har tilbage at arbejde i, på at få udmøntet så meget som muligt af arven fra Grundtvig. Selvfølgelig ikke på den måde, at ALT, hvad jeg foretager mig, nødvendigvis skal kunne henføres til Grundtvig. Det ville også være helt imod Grundtvigs ånd. Men man vil nok kunne sige, at alt, hvad jeg kommer til at beskæftige mig med, kommer til at foregå inden for de rammer og perspektiver, der har dannet sig hos mig gennem mit arbejde med Grundtvig. - Jeg vil dog allerede her fremsætte den påstand, at der stort set er tale om ting, der er alt andet end private Bent Christensen-interesser. Selv opfatter jeg dem i hvert fald som ting af stor fælles interesse - i hvert fald inden for en meget stor sub-kultur i det fremtidige multietniske, multireligiøse og multikulturelle samfund, vi - og ikke mindst vore efterkommere - selv i bedste fald kommer til at leve i.

Jeg vil drage fire store punkter frem:

1. »Den Grundtvig-Christensen’ske minimal-katolicitet«

2. »Statholder-marken«

3. »Göteborg« og den folkelige livsoplysning - på nye måder

4. »Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«. - Og forholdet til mytologi, historie og folkelighed/nationalitet

- - -

· 1. »Den Grundtvig-Christensen’ske minimal-katolicitet«

Her adskiller mit syn sig i i hvert fald een henseende fra såvel Grundtvigs som den moderne grundtvigianismes. Men jeg mener, at mit syn er både det rigtige og det eneste mulige - netop ind i det 21. århundrede!

Hvad Grundtvig selv angår, er det nemlig min påstand, at det for det første kan kritiseres, at han - for nu at være rigtig grov - i en blanding af samvittigheds-ømskindethed og opportunisme i 1832 konstruerede en kirkepolitisk kompromis-løsning, ifølge hvilken den danske statskirke (fra 1849 Den danske Folkekirke) ikke var en KIRKE, men »en borgerlig indretning« eller altså en offentlig religionsanstalt af en vis kristelig karakter, hvori den sande Jesu Kristi frimenighed kunne være gæst. (At Grundtvig så i sin »sekundære teologi« så et ganske særligt forhold mellem kristendommen og hans så højt elskede danske folk, er en anden sag).

Og hvad den aktuelle grundtvigianisme angår, er der - så vidt jeg kan se - tale om noget i retning af en kombination af disse to ting. - Min påstand er, at grundtvigianismens drøm er, at folkekirke-kristendommen skal være »stammereligion« i Danmark, og at det forudsætter netop, at Folkekirken ikke fremtræder som et egentlig kirke-samfund, hvorved det ville blive helt tydeligt, at det altså allerede nu kun er 85% af befolkningen, der faktisk HAR denne religion!

Heroverfor siger jeg, at det - ikke mindst i det kommende multietniske og multireligiøse Danmark - ikke engang er noget valg! Før eller siden vil Folkekirke-menigheden blive skilt ud som en selvstændig størrelse, der alene af den grund bliver nødt til at styre sig selv.

Men også selv om den fremtidige situation i overraskende grad kommer til at ligne den, vi har nu, vil det efter min mening af flere grund være ønskeligt, at det, der i dag er stats-folkekirken bliver et selvstændigt og selvstyrende kirkesamfund.

I øvrigt er jeg dog en stor discipel af Grundtvig - og som sådan også et glad medlem af Kirkeligt Samfund! Og det afgørende er, hvordan vi får arven fra Grundtvig med ind i den situation, som altså efter min mening er ikke bare ønskelig, men måske også uundgåelig. Og så bliver det virkelig interessant.

Så bliver Grundtvigs 1825-opdagelse - m.m.! - pludselig et fantastisk udtryk for det, jeg her kalder en »minimal-katolicitet«. For det indebærer jo en klar »minimalisme« i forhold til såvel den ægte romersk-katolske vare som alle mulige andre former for »højkirkelighed«. Det gælder i kirkesynet overhovedet. Det gælder i embedssynet. Og det gælder ikke mindst i sakrament-synet, hvor Grundtvigs forståelse af dåben og nadveren, som »Herrens bad og Herrens bord«, »Herrens indstiftelser« jo simpelt hen er det rene guld.

Der er en (jeg husker desværre ikke hvem), der har sagt, at Grundtvig er det eneste alternativ til katolicismen. Og jeg mener, han har ret. Se fx hvor forvirret den evangeliske kirke i Tyskland fører sig frem. Nej, allerede nu har vi - i al vor elendighed - enorme værdier og ressourcer her hos os i Grundtvig-Danmark, og hvis vi ellers bare kunne finde lidt bedre ud af det, kunne vi være et forbillede for hele den såkaldte protestantiske verden!

Men hvor vigtigt selve dette kirkesyn i sig selv er, så er det en særlig side af det, jeg især vil pege på her i aften. Og det er de virkninger Grundtvigs forståelse af kirken som »en mageløs historisk kendsgerning har« for hele det livsengagement ude i verden, der hele tiden har været hovedsagen for mig i mit discipel-forhold til Grundtvig. - (At hele den grundtvigske frihedstradition med sognebåndsløsning m.m. og valgmenigheds-mulighed osv. og altså i det hele taget et frit og uhøjtideligt i god forstand »lavkirkeligt« syn også skal med, er noget, vi slet ikke kan komme nærmere ind på).

Sagt ganske kort, så indebærer Grundtvigs kirkeforståelse (og det gjorde den også for ham selv, uanset det kirkepolitiske kompromis) en frigørelse fra alle former for bevisførelse for kristendommens sandhed. Kirken er en kendsgerning, og i Kirken lever kristendommen. Så her møder mennesket svaret på sit hjertes længsel. (Jfr. »Ingen har guldtårer fældet«). Og så opstår troen - hvorefter du på den baggrund kan gå ud og engagere dig i dit liv som legems- og betydnings-indholdet i det kærlighedens og håbets forhold mellem Gud og dig, som kristenlivet jo er.

· 2. »Statholder-marken«

Selv ser jeg det altid for mig på den måde, at jeg står uden for to døre, nemlig for det første kirke-døren, og for det andet studerekammer-døren (inde bag hvilken jeg altså har fordybet mig i den her omtalte Grundtvig-teologi).

Og ude foran mig - og altså ikke bare foran MIG, men foran enhver kristen med et sådant grundtvigsk syn - ligger så det, jeg kalder »statholder-marken«. Det er et begreb, jeg har fra Grundtvig, der netop ser menneskets stilling mellem Gud og verden som en statholders stilling, i et »tjenerligt« forhold til Gud og et »kongeligt« forhold til verden.

Det helt afgørende i dette syn er, at så gælder det om at gå løs på verden og livet - uden at lade den venstre hånd vide, hvad den højre gør. Dvs. uden at »overklistre« virkeligheden med kristendom og uden at sige kristelige ting hele tiden. Når »livsengagementet« skal spille den rolle, jeg her har gjort rede for, så er det netop selve virkeligheden ude på »statholder-marken«, der selv skal komme til orde, selv skal udfolde sig. - Og det vil jeg nu sige lidt mere konkret om i de to sidste punkter.

· 3. »Göteborg« og den folkelige livsoplysning - på nye måder

Grundtvig har haft en kolossal virkning i Danmark. Men det kan få os til at glemme, at der faktisk var vigtige ting, han ikke havde held med. Og det gælder fx hans tanke om det store fællesnordiske super-universitet i Göteborg, hvor et par hundrede »superprofessorer« fra de nordiske lande skulle gå og lave, lige hvad de havde lyst til - men hvor så alle interesserede kunne komme og høre på og deltage i samtaler, så at resultatet af denne høje videnskabelighed - som vel at mærke overvejende skulle være af humanistisk-livstydende karakter - kunne forplante sig hele vejen ned i de nordiske folks liv. Samtidig med, at dette særlige nordiske bidrag til den fællesmenneskelige videnskabelighed også skulle indgå i vekselvirkning med, hvad der tilsvarende blev lavet hos de andre hovedfolk.

Siden Grundtvigs tid har man drøftet muligheden af at virkeliggøre denne Grundtvigs Göteborg-tanke. Uden at det endnu er blevet til andet en dog trods alt et nordisk folkeligt akademi i Kungälv oppe ved Göteborg. Men allerede i min disputats har jeg gjort mig til talsmand for, at denne tanke på ny tages op, og for ikke så længe siden har jeg sendt et forslag om det til lederen af Grundtvig-Akademiet i Vartov, Kim Arne Pedersen, som også er min »nærmeste parallelforsker«. Og jeg tror, tanken har en fremtid, selv om det nok kommer til at foregå på den måde, at det internationale forsker-samvær, der allerede finder sted i Grundtvig-Akademiet, så at sige vokser op fra selve det at forske i Grundtvig til det at forske på grundtvigsk! - Men der kan jo også blive tale om tværfaglig samtale i andre sammenhænge og under andre former, men altså i lyset af Grundtvigs Göteborg-tanke.

Neden under den menneskelige videnskabelighed på højeste niveau forestillede Grundtvig sig så det folkelige statsuniversitet på Sorø Akademi (omslaget på min disputats!). Den tanke blev som bekendt heller ikke til noget! I stedet fik vi de mange små folkehøjskoler. Som nu er i stor krise, både indholdsmæssigt og økonomisk. Men det er klart, at den folkelige livsoplysning MÅ skulle videreføres. På de overlevende folkehøjskoler. Men også på alle mulige andre leder og kanter. Institutionerne er ikke det afgørende. Sådan noget som efterskolerne er et oplagt sted. Men en grundtvigsk folkelig livsoplysning kan jo også puttes ind i alle mulige andre sammenhænge!

Og til allersidst vil jeg ganske kort omtale noget af det, jeg selv arbejder med som, og som også har noget at gøre med, hvad der i det 21. århundrede kan være indholdet i den folkelige livs-oplysning.

· 4. »Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«.

Jeg har allerede præsenteret mit af Grundtvig inspirerede, men også på et enkelt afgørende punkt fra Grundtvig afvigende kirkesyn. Men i det hele taget gælder det, at når vi nu skal udmønte arven fra Grundtvig, så må vi løfte det, Grundtvig selv har sagt, op i nogle »højere nævnere«, så vi ikke bare slavisk gentager de ord, han i sin tid sagde, men tager det, han har sagt i en dybere og bredere mening, og så anvender det i vor aktuelle situation. Eller med en let omskrivning af hans egne ord: »på en med tidens tarv og vilkår passende måde«.

Lad mig slutte med at fortælle, at for mit eget vedkommende har jeg to projekter i gang som opfølgning af mit Grundtvig-studium gennem mere end 20 år:

For det første et afsluttende egentligt stykke Grundtvig-forskning med arbejdstitlen: »Poetik, poesi og poetisk potentiale hos totaldigteren N.F.S. Grundtvig«, hvor jeg dels vil vise, hvad Grundtvig faktisk var for en slags digter, nemlig en »kirkelig og folkelig total-digter« af en helt anden slags en fx Oehlenschläger, dels vil vise, hvilket uudfoldet poetisk potentiale, der ligger i hans tænkning.

For det andet et projekt, hvor jeg prøver at anvende de ting, jeg har lært af Grundtvig ude på »statholder-marken«, som den ligger for os nu. Det er det projekt, der har arbejdstitlen »Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement«.

Helt kort sagt drejer det sig her om at sige »poetisk livsfølelse«, hvor Grundtvig talte om at leve et oplyst menneskeliv. Og dernæst om den særlige »litterære poesi«, som dels udgår derfra, dels virker tilbage derpå.

Grundtvig arbejdede hele sit liv på at udforme et alternativ til den herskende kultur. Det projekt skal vi fortsætte. Men ikke alene skal vi foretage den »nævner-forhøjelse«, jeg før talte om. Vi skal også ligesom »nulstille« det hele. Og her tænker jeg altså især på mytologi, historie og folkelighed/nationalitet. Jeg siger ikke, at vi ikke kan ende med at overtage disse ting helt eller delvist. Jeg siger bare, at vi skal viske tavlen ren og gå i gang på en frisk.

Tag nu Grundtvigs syn på og brug af den nordiske mytologi - de syner, det nordiske folk så i syn ungdom. For det er jo det, der er tale om. Men i en højere nævner vil det jo sige, at eet område af tilværelsen, som udstråler et særligt lys, oplyser vor del af tilværelsen. For os nu kan det jo også være andre ting. Ligesom det jo også for Grundtvig selv kunne være andre ting. Og jeg tror, et nyt »poetisk« syn og et nyt syn på og en ny brug af poesien vil være en oplagt mulighed.

Men det gælder også historien. Grundtvig lavede en vældig historie-konstruktion, som vi ikke uden videre kan overtage. I hvert fald ikke uden, at vi først er begyndt forfra. Og måske skal vi snarere forholde os »historisk-poetisk« til de ting, der foregår i Europa lige nu. Selv om det unægtelig tager sig broget ud i den helt aktuelle situation!

Hvormed vi er kommet over i spørgsmålet om det folkelige og nationale.

Igen: Vi kan ikke bare gentage, hvad Grundtvig - eller grundtvigianerne! - har sagt. Men på den anden side kan vi heller ikke tilslutte os talen om, at danskheden bare er noget, der er blevet opfundet i København i 1848! Der er store udfordringer i den kommende tid. Og jeg mener bestemt, at den danske folkelighed vil have stor betydning, også i fremtiden. I det kommende multietniske samfund skal vi måske ligefrem slutte os sammen i en slags forening for etniske danskere i Danmark!

Men hvad angår Europa angår, mener jeg på den anden side, at vi skal ud af den defensive holdning. Jeg må indrømme, at min EU-begejstring har fået et knæk her på det sidste. Men netop sådan som verden ser ud mener jeg, at et tæt samarbejde mellem de vest- central- og sydeuropæiske lande er en nødvendighed. Og så må vi strides om, hvilken politik der skal føres. Hvilket vil sige, at vi fra dansk side, i stedet for bare at forsvare os skal gå offensivt til værks og gøre alle de gode ting, vi har gældende. Være danske i Europa!

Ved I, at der i EU er ved at blive startet i undervisningsprogram op, som slet og ret hedder GRUNDTVIG?! Men det er der, og jeg kan godt røbe, at jeg er ved at optage kontakt med dem, der har med det at gøre, både her i Danmark og nede i Bruxelles. Idet jeg jo foruden min Grundtvig-ekspertise også har mine slaviske sprogkundskaber og mine ti års erfaring mht. arbejdet i og i forhold til de øst- og vestslaviske lande. Hvad der kommer ud af det, altså for mit vedkommende, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg nævner det som et perspektiv-eksempel. Og jeg ved af erfaring, at man virkelig kan gå ud i verden med sin danske grundtvigske ballast.

Så altså: Både hjemme og ude er der ikke alene et stort behov, men også store muligheder for at udfolde og udmønte arven fra Grundtvig!

* * *

At kende Gud i livets almindelige gudstjeneste

En præsentation af doktordisputatsen »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.

[Lolland-Falsters Stiftsbog 1999]

Når Grundtvig taler om Forklaringen, er der yderst ude tale om den evige herligheds‑glans i Guds Rige. Men ikke som en fremmed, kunstig glans. Det er skaberværket, der er tale om, renset, gennemlyst af Guds herlighed. Med hele menneskeslægtens liv, ja, hvert eneste lille stykke menneskeliv som sit betydnings‑indhold.

Den afhandling, der her præsenteres for Stiftsbogens læsere, er kun en del af en endnu større sammenhæng. I 1987 udkom licentiatafhandlingen Fra drøm til program, hvor det helt grundlæggende drejede sig om »Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse«. Og efter planen skal det hele afsluttes med en mindre undersøgelse af »Grundtvigs poesi og poetik«. Herefter vil jeg langt om længe - gammel af år, men forhåbentlig endnu ung af sind - gå i gang med min egen udmøntning af alt det, jeg har lært hos Grundtvig. Med det, jeg kalder »livs‑poesien«, i centrum. Og i en storeuropæisk sammenhæng, hvor der også bliver tale om en vekselvirkning med de øst‑ og centraleuropæiske lande, kirker og folk, det op igennem 1990’erne er blevet min dejlige, men krævende skæbne at beskæftige mig med.

· Mødet med Grundtvigs livsbekræftende kristendom

Det var som ung præst i begyndelsen af 1970’erne, jeg kom i gang med Grundtvig‑studiet. Ellers var det Thomas Kingo, jeg som teologisk engageret danskstuderende havde skrevet speciale om. På det tidspunkt var jeg nemlig ikke helt sikker på, hvad Grundtvig stod for. Men som ung præst (med en supplerende teologisk uddannelse oven i min cand. mag.‑uddannelse i dansk/russisk) tumlede jeg meget med spørgsmålet om betydningen af livet her i verden. Jeg var sådan set godt klar over, at den sande religion - hvilket ville sige kristendommen - ikke kunne være egentlig »livsfornægtende«. Men samtidig var det jo også helt åbenbart, at kristendommen »gik ud på«, at Guds Rige var kommet nær, og at denne verden engang skulle forgå, så at det, det gjaldt om, var, først at søge Guds Rige - om end med den tilføjelse, at så skulle alt det andet gives os i tilgift.

Men hvordan skulle jeg forholde mig til disse ting? Og hvordan skulle jeg sætte ord på? For det gjaldt jo både mit eget personlige liv som kristen og hele mit virke som præst i forkyndelse, undervisning osv.

Det var på den ene side klart nok, at kristendommen ikke kunne være »livsfornægtende« i den forstand, at man skulle forholde sig negativt til det liv, Gud jo selv har givet os. Men på den anden side var problemet heller ikke løst ved, at man bare insisterede på, at kristendommen var »livsbekræftende«. »Livsbekræftende« er et farligt ord. Jeg skal aldrig glemme, dengang jeg blev interviewet af en radiojournalist, der havde hørt, at sognepræst Bent Christensen i Døllefjelde var af den opfattelse, at for at være en god kristen skulle man »sådan gi’ den hele armen«!

Men »livsbekræftende« kan også være et godt ord til, på en kort og letfattelig måde at få sagt, hvad det har drejet sig om - både for Grundtvig og for mig. Hvor det så ikke skal forstås i retning af en bevidstløs kasten sig ud i hvad som helst, men skal forstås i modsætning til den falske livsfornægtelse, man i det meste af Kirkens historie i meget høj grad har følt sig forpligtet til. Enten så man har forsøgt at praktisere den, ved at gå i kloster eller tilsvarende. Eller så man har gjort oprør mod den på forskellig måde. Eller så man har prøvet at gøre sådan lidt af hvert. I en halvflov‑halvfrisk og halvflov‑halvbenovet måde at forholde sig til livet og denne verdens ting på.

Her var det så, Grundtvig kom ind. Nærmere betegnet gennem den store Grundtvig‑forsker Kaj Thaning. Først gennem hans mindre bog For menneskelivets skyld, som netop var udkommet i 1971. Men senere blev selve hans banebrydende disputats fra 1963 i bogstaveligste forstand en grundbog for mig: Menneske først - Grundtvigs opgør med sig selv. I 1978 traf jeg min beslutning om at gå i gang med et egentligt forskningsprojekt, og i 1985 fik jeg den teologiske licentiatgrad for afhandlingen Fra drøm til program.

· Betydning mellem skabelse og genløsning

I 1987 udkom denne afhandling som bog. På bagsiden af omslaget præsenterede jeg de spørgsmål, den handlede om, således: »Hvordan var Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne ‘saglige egenværdi’? Og hvilken betydning tillagde han det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning?«.

- Og allerførst i selve bogens Indledning skrev jeg:

»Den overordnede eksistentielle baggrund for nærværende arbejde er ønsket om en afklaring overhovedet af spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning. Spørgsmålet er dels, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med en ‘saglig egenværd’, dels, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen«.

Og helt kort sagt er det svar, der i bogen gives på disse spørgsmål: Ja! Forstået på den måde, at både den almindelige erfaring og den kristne skabelsestro siger, at det naturlige, skabte menneskeliv har en gudgiven værdi og betydning, som sætter sig igennem og godtgør sig selv, både trods syndefaldets forfærdelige virkninger og trods alle menneskenes forkerte tanker om det. Hvortil kommer, at dette liv og engagementet i det også har en uundværlig og helt afgørende betydning i de nævnte kristne sammenhænge. Hvor ordet »betydning« skal forstås i sit allerfuldeste omfang og sin allerstørste dybde!

· Livet mellem gudstjenesterne

Det er ikke nok at sige, at kristendommen »ikke er livsfornægtende«. Det er ikke nok at sige, at det da er »tilladt« for de kristne at engagere sig i livet her og nu. Nej, det er direkte nødvendigt for os kristne at engagere os i livet. Og hvorfor? Fordi det jo er i livet, vi virkelig har med Gud at gøre, virkelig lærer Gud at kende - i hele indholds‑fylden og i alle betydnings‑detaljerne.

Hertil vil nogle indvende, at det vel er i selve kristendommen, i gudstjenesten osv., vi virkelig lærer Gud at kende. Og det gør vi da også. For her giver Gud sig til kende i den helt nye og helt særlige frelses‑åbenbaring. Ja, her rækker Gud os frelsen og frelsens håb. Hvilket imidlertid hverken kan eller skal erstatte den måde, vi lærer Gud at kende på ude i livet. Frelsen træder ikke i stedet for den skabte, om end faldne, tilværelse. Frelsen er tværtimod en frelse, der gælder den skabte, men faldne tilværelse. Frelsen er, at alt det, der fra Begyndelsen var såre godt, bliver udfriet fra Syndens og Dødens og Djævelens magt. Derfor er der i spørgsmålet om kristendom og livsengagement ikke tale om et enten‑eller, men om et både‑og.

Det kan selvfølgelig ikke nytte noget at gå rundt og ville være »livsbekræftende« i stedet for at gå i kirke om søndagen osv. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet, kristeligt set. Men det, der er spørgsmålet, er, hvordan vi skal forholde os til det liv, der ligger imellem søndagsgudstjenesterne. Og her gælder det, ret kristeligt set, at det er også gudstjeneste. Også dér har vi med Gud at gøre. Og ikke kun i det, man kalder »tjeneste for medmennesket«. Hvor vigtigt dette selvfølgelig er. Det gælder det hele. (Ellers bliver vor tjeneste for hinanden jo også bare noget kedeligt og mere eller mindre surt noget!).

· Er os tomme ord og lyde ...

Vi kan ikke engang høre, hvad der bliver sagt henne i kirken, hvis vi ikke fra først til sidst er klar over, at det alt sammen kommer fra ham, vi i forvejen har livet fra, selv om der desværre ved »Djævelens falske list« er gået alvorligt skår i vort forhold til ham og dermed også alvorligt skår i selve livet. Det er det, Grundtvig udtrykker således i den berømte strofe fra det store kirkehistoriske digt Christenhedens Syvstjerne:

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.[77]

Her er det de meget vigtige Grundtvig‑begreber folk og fædreland, der specielt er blevet nævnt. Men det, der er selve anliggendet i denne strofe, gælder jo overhovedet alt, hvad der er indhold i vor tilværelse, alt, hvad der har betydning i vort liv.

Det samme forhold har Grundtvig også udtrykt på den måde, at han siger, at kristendommens særlige sprog udelukkende består i, hvad Jesus selv har sagt, og i, hvad der udspringer af hans liv. Men, siger Grundtvig, »det tilhører Kirken og Kirke‑Skolen [C: teologien], og passer kun paa Løbe‑Banen til det evige Liv«, idet han så fortsætter: »Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornødenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han skiænker, skal arbeide for«. Og så kommer den helt afgørende formulering, hvor Grundtvig bruger begivenhederne mellem udfrielsen fra Egypten og bosættelsen i Det Forjættede Land som billede på forholdet mellem den særlige frelses‑ og gudstjeneste‑dimension, og så sam‑livet med Gud ude i den almindelige tilværelse. Her siger Grundtvig nemlig om Gud, at »Han lader vel regne Manna til sit Folk i Ørken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og høste«.[78] Det betyder, at på det plan, hvor det gælder frelsen, dér står vi helt nøgne, ligesom ude i en ørken, og er totalt henvist til Guds helt særlige frelsesgerning imod os. Men når det så er givet, må vi ellers selv kaste os ud i livet - i den tilværelse, som netop i kraft af Guds helt særlige frelses‑gave også allerede her og nu er det forjættede land, »Paradis opladt på ny«.

· Erkendelse og oplysning

»Betydning« er altså det store nøgleord, når talen er om »det kristeligt nødvendige livsengagement«. Derfor blev det allerede midt under arbejdet med den første afhandling klart for mig, at den måtte følges op af en undersøgelse, der specielt handlede om »N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. Hvilket selvfølgelig lyder meget »højt« og akademisk. Men når jeg siger, at der her er tale om den sammenhæng, som også ligger bag det, der hedder »den folkelige livsoplysning«, dvs. hele folkehøjskolebevægelsen, så kan alle se, hvad det drejer sig om. I virkeligheden er min disputats (sammen med licentiatafhandlingen) en behandling af hele det teologiske og filosofiske grundlag for højskolebevægelsen. Idet »livsoplysningen« altså hos Grundtvig ses som den nedre etage i det store erkendelses‑ og oplysningsprojekt, der skulle strække sig lige fra det store fællesnordiske super‑universitet i Göteborg til de alleryngste børns leg i et lille sjællandsk landsogn. Med det virkelige, folkelige menneskeliv som den stadige kilde og det stadige mål i en uafbrudt vekselvirkning og bevægelse op og ned. Super‑professoren i Göteborg har jo selv engang været et lille barn, der er vokset op i folkelivet og efterhånden har modtaget de ting, der er blevet sendt nedad i hele oplysnings‑kæden. Og så videre.

Med et ganske vist ikke særlig smukt billede: Det er som et stort transportbånd, der hele tiden transporterer konkret, levet liv op, og hele tiden transporterer erkendelse ned - som oplysning. Hvortil kommer, at der hele tiden er vekselvirkning mellem levet liv, erkendelse og oplysning på alle niveauer og alle leder!

Allerede i 1816 skrev Grundtvig selv således om »den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«, ja, den skabelsesgivne nødvendighed deraf:

»Uagtet det Timelige ingenlunde kan forklare det Evige, maatte dog det Timeliges Forklaring have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie, thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo hvad det betegner og betyder, uagtet man ikke begriber det Afbildede selv.

At begribe sig selv i Sandheden det er da det store Maal for den menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig Vidskab«.[79]

Og i det berømte sted i Indledningen til Nordens Mythologi 1832 siger Grundtvig - med særligt henblik på den store videnskabeligheds og den store livs‑oplysnings nødvendighed, men stadig inden for rammerne af sin store skabelse‑og‑frelses‑teologi – at

»Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed«.[80]

Dette er noget af det største, der nogen sinde er sagt om, hvad det vil sige at være menneske, og om, hvorfor det er så vigtigt med en videnskabelighed og en oplysning, der hele tiden gør menneskene klogere på sig selv og deres tilværelse. Det gælder ikke mindst de sidste ord: »... forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed«. Her skal »forklares« nemlig forstås i samme betydning, som vi kender fra evangeliet om »forklarelsen på bjerget«. Grundtvig bruger gang på gang dette ord, som altså i sin yderste betydning falder sammen med den store evige herligheds‑glans i Guds rige. Men som altså ikke er en fremmed, »kunstig« glans. Det er skaberværket, der er tale om, renset, gennemlyst af Guds herlighed, men også med hele menneskeslægtens liv gennem historien som sit betydnings‑indhold, så at hvert eneste lille stykke menneskeliv, der har været levet, indgår i det.

Det er så stort, Grundtvig har set og tænkt. Og når jeg har brugt tyve år af mit liv på arbejdet med disse to afhandlinger (godt nok også med stor glæde derved undervejs), så er det naturligvis med det håb, at de ting, jeg har set og lagt frem, vil kunne bidrage til, at vi både kirkeligt og folkeligt (kulturelt) vil kunne få så meget som muligt af denne storhed ind i vort liv - på (med en let omskrivning af Grundtvigs egne ord) en med tidens tarv og vilkår passende måde!

* * *

Foredrag i Forum Teologi Naturvidenskab

Århus Universitet

Formodentlig i foråret 1999. Jeg har af en eller anden grund ikke den nøjagtige dato her i manuskriptet, men jeg vil prøve at finde den andetsteds.

[Skriftlig udgave]

Allerførst vil jeg udtale min meget store glæde over at have fået lov at optræde her i Forum Teologi Naturvidenskab! Hermed er en stor gammel drøm gået i opfyldelse.

Men jeg må straks til sagen! Endda meget straks. Tiden tillader jo slet ikke den udførlige præsentation af det, der for Grundtvig var hovedsagen, som jeg så gerne ville have præsenteret vort forum for, nemlig det store, på skabelses-, inkarnations- og herligheds-forklaringsteologi byggende alternative kulturprogram, hvori alt sker ud fra og med henblik på det i folkelig skikkelse levede menneskeliv, som på een gang er kilde og mål for dén store proces af historisk-poetisk livstydnings-videnskab og livs-oplysning, der i noget, der svarer til et kæmpe transportbånd først stiger op fra det konkrete, levede liv mod den allerhøjeste erkendelses-aktivitet og derfra ned igen - som oplysning. Idet lyset er det samme, hvad enten der er tale om det yderste »sekundær-eskatologiske«[81] forklaringsmål, som til aller-allersidst kommer til at indgå i den store endelige herlighed, eller der er tale om oplysningen af folkelivet her og nu i en måske ganske beskeden sammenhæng - som fx på Grundtvigs egen lille folke-højskole »Marielyst«! Jeg må nøjes med nogle ganske få hovedpunkter, hvis jeg skal få mulighed for at leve op til det, der er lovet i programmet.

Jeg vil begynde med at citere teksten på bagsiden af omslaget på min licentiat-afhandling »Fra drøm til program« (udg. 1987):

Hvordan var Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne »saglige egenværdi«? Og hvilken betydning tillagde han det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning? Det er de spørgsmål, der behandles i denne undersøgelse af Grundtvigs liv og forfatterskab i perioden 1824-32

Og - som jeg plejer at sige, og med fordel også kan gøre det her i dag - svaret på disse spørgsmål er kort sagt: JA!

Vel at mærke på den måde, at når licentiatafhandlingen munder ud i begrebet »det kristeligt nødvendige livsengagement«, så er der tale om en nødvendighed, som helt afgørende er af betydningsmæssig, dvs. erkendelsesmæssig karakter.

Dette kommer klart og klassisk til udtryk i den kendte, ja, måske snart for ofte citerede strofe fra »Christenhedens Syvstjerne« - som måske alligevel ikke kan citeres ofte nok, og som vi i hvert fald skal have med her i dag:

Er os tomme Ord og Lyde:

Eget Folk og Fædres Land,

Veed vi ei, hvad de betyde

Meer end Mængde, Muld og Strand,

Tant er og hvert Ord, vi tale,

Om Guds Riges Bjerg og Dale,

Om Guds Folk og Menighed.

Her er der jo tale om den særlige nationale og folkelige sammenhæng. Men det gør ikke noget. For det, der siges her, gælder helt klart det, jeg kalder »livsengagementet« overhovedet. Og den afgørende teologiske pointe er, at hvis vi ikke ved - eller interesserer os for - hvad fx livet her i verden i den folke-organisme, hvis liv vi deltager i, betyder, så kan vi ikke engang høre, hvad der i den kristne prædiken siges om det nye gudsfolk, som Kirken er. Og det samme gælder, for så vidt angår hhv. det danske landskab og Guds Rige.

Når det dennesidige livsengagement er ikke bare tilladt, men direkte nødvendigt, så er det helt afgørende, fordi det fører til erkendelse af livets og verdens betydning og dermed til en - den særlige frelsesåbenbaring udfyldende - indirekte erkendelse af Gud!

Der er her tale om skabelsesteologi, LOGOS-kristologi og inkarnations-teologi. Samt: herligheds-teologi - eller ‑eskatologi. Det er intet mindre end selve Guds herlighed, på græsk DOXA, der yderst ude, men også i flere grader af en allerede-her-og-nu-måde, ligger bag Grundtvigs særlige og stadige brug af ordet »forklaring« - og dermed også bag hans brug af ordet »oplysning«!

Det er hverken mere eller mindre end dette store teologiske og sekundærteologiske perspektiv, hele Grundtvigs beskæftigelse med erkendelsen og oplysningen skal ses i. Og når jeg siger oplysningen, så gælder det altså også den »folkelige livsoplysning«, der har fundet sted - og fortsat (igen!) - skal finde sted inden for og uden for den institution, som hedder »Folkehøjskolen«.

Men hermed er vi er nu nået frem til andet trin i det, jeg ofte kalder »nærværende storsammenhæng«, nemlig min disputats. Som altså hedder: Omkring Grundtvigs Vidskab.[82] En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement.

Og jeg vil igen tillade mig at citere fra omslagets bagside:

... ... ...

Så stort er perspektivet, så stor er sammenhængen. Hvor vi skal lægge mærke til at også hele den videnskabelige erkendelsesaktivitet - i allervideste forstand - er underordnet livet, det levede liv, den udgår fra og skal vende tjenende tilbage til. Det er i selve det således oplyste livs levelse, den indirekte, foreløbige gudserkendelse finder sted! Men en af de ting, vi kan drøfte her i dag - og meget gerne videre i dette forum - det er jo, om det ikke netop er så stort, vi skal se og tænke, hvis vi vil bruge naturvidenskaberne til andet end teknologi.

I de otte store artikler eller afhandlinger i enmands-tidsskriftet »Danne-Virke« 1816-1819 fremlægger Grundtvig sin grundlæggende metafysik og erkendelsesteori og sit grundlæggende videnskabelige program - helt frem til den afsluttende bestemmelse af den rent institutionelle sammenhæng i den ottende afhandling: »Om Kirke, Stat og Skole«.

Idet vi husker, hvad jeg indledningsvis har sagt, skynder vi os nu frem til det sted i den første Dannevirke-afhandling, »Om det Philosophiske Aarhundrede«, hvor Grundtvig om den menneskelige erkendelsesaktivitets formål og muligheder siger, at

Uagtet det Timelige ingenlunde kan forklare det Evige, maatte dog det Timeliges Forklaring[83] have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie, thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo hvad det betegner og betyder, uagtet man ikke begriber det Afbildede selv [...] At begribe sig selv i Sandheden det er da det store Maal for den menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig Vidskab (DV I 117 - GV 167).

Hvor vi til sidst skal lægge mærke til, at det altså er mennesket selv, der er den alt andet overordnede og samlende genstand for erkendelsesaktiviteten - »At begribe sig selv [fremh. her] i Sandheden«! Når Grundtvig skal besvare spørgsmålet, »om Fornuften i Følge sine Vilkaar kan komme til at begribe noget som er af Vigtighed for det aandelige Menneske«, så siger han nemlig, at på det spørgsmål

er Svaret let, thi Fornuften maa kunne komme til at begribe sig selv og Alt hvad der hører under dette Begreb, altsaa det hele timelige Menneske og alt det Timelige, thi Mennesket er alt det Timeliges Middelpunkt, og det maae da kunne begribes i Mennesket (DV I 116f).

Allerede her i de helt grundlæggende bestemmelser anlægges altså et i videnskabsteoretisk forstand fuldstændig antropocentrisk syn.

Og det er vel at mærke menneskelivet i dets konkrete historiske forløb, der er tale om. Undskyld, hvis det billede, jeg nu kommer med, er for plat, men jeg synes nu, det er ganske godt. Altså: Når Grundtvig lader, hvad han kalder den historisk-poetiske tydning af menneskelivet som begivenheds-forløb være det alt overordnede, så svarer det jo til, at hvis man har en grammofonplade med et stykke musik på, så er det ved at høre den, man lærer at forstå, hvad den betyder - og ikke ved at sidde og kigge på bølgerne i rillerne gennem et mikroskop! Men lad os nu høre, hvordan Grundtvig selv udtrykker det i »Danne-Virke«:

Historien er den helt overordnede erkendelseskilde, fordi den er »den evige Sandheds Aabenbarelse i Tiden«, fordi »Historien maae vise, hvorledes Aabenbarelsen er skeet, maae udtrykke den evige Sandheds timelige Billede« - og det er jo denne åbenbarelse, dette billede, »dette hvorledes«, fornuften skal begribe. Og Grundtvig gør selv udtrykkeligt opmærksom på, at der her ikke er tale om den særlige (i historien »indskudte«) åbenbaring, dvs. »de guddommelige Aabenbaringer hvorom Historien melder«, men om netop den åbenbaring, Guds-åbenbarelse, som den naturlige historie »uvitterlig []: uafvidende; ubevidst; ved selve sit forløb] udgiør og beskriver«, altså om den åbenbaring, som verden i selve sin forsiggående skabthed udgør (DV I 122).

I »Om Krønikens Dyrkning« begrunder Grundtvig dette yderligere, idet han siger, at

vi see det klart at Historien maa aabenbare Sandhed, saa vist s[o]m Mennesket er sandelig til, saa vist som ikke hele Tilværelsen er en Drøm som Ingen drømmer [...] At Historien nødvendig maa aabenbare Sandhed, klarlig besvare alle de Spørgsmaal Mennesket kan giøre sig selv, det er saa vist, som at vi selv ere til, men Ingen af os mægter at omfatte eller begribe Historien, som omfatter os tilligemed alle vore Forældre og Efterkommere til Dagenes Ende (DV I 312).

Her peger Grundtvig til sidst på det forhold, han tidligere har omtalt på den måde, at vidskaben også må være historisk, »fordi den maae være stykkeviis og kan kun sluttes med Tiden«; vi kan jo ikke »begr[i]be mere end hvad der alt er [u]dviklet« (DV I 120).

Men nu til »Naturbetragtningens og naturvidenskabelighedens plads« i Dannevirke-afhandlingerne. For en sådan er der i høj grad tale om. Det skal bare være den rette plads!

Når også »alt det Timelige« overhovedet, må kunne komme til at begribes i mennesket (DV I 117), hører alt det ikke-menneskelige altså med til menneskets virkelighed - som det ydre lag af den stor-virkelighed, hvori mennesket er centrum. Mennesket ses altså ikke som en fremmed i modsætning til den øvrige virkelighed, det øvrige univers.

Når Grundtvig ytrer sig negativt mod forskellige former for beskæftigelse med »naturen«, er der tale om en frontstilling mod enten det, man i dag ville kalde naturvidenskabelig reduktionisme, eller - især - den såkaldte »naturfilosofi«, som jo er en spekulativ filosofi, der ikke har noget særligt med naturvidenskabeligheden at gøre. Det gælder fx, når han advarer mod at »lade sig indbilde der enten i Natur[-]Betragtningen, umiddelbar Anskuelse eller Sligt ka[n] findes nogen Gienvei til Historiens Maal« (DV I 129).

Den afgørende bestemmelse af matematikkens og naturvidenskabelighedens rette plads giver Grundtvig i dette kendte udsagn fra »Om historisk Vidskab«:

Underordnet den historisk-humanistiske menneske-betragtning skal matematikken og fysikken altså gøre deres del af det store samlede erkendelses-arbejde, dvs. dels bevæge sig frem mod deres del af det store erkendelses-mål, dels dække deres dybde-del af virkeligheden. Men Grundtvig advarer mod hhv. spekulationens og reduktionismens - eller måske dæmoniens? - afsporingsmuligheder.

I »Om Mennesket i Verden« advarer Grundtvig i et vidtløftigt billedsprog mod pseudovidenskabeligt hængedynd, spekulationens luftballoner osv., men fremhæver betragtningen af den levende og nære natur, idet han siger, at

Og der er en nøje sammenhæng mellem Grundtvigs positive, anti-idealistiske forståelse af menneskets legemlighed og hans positive forståelse af den rette beskæftigelse med også den ikke-menneskelige natur:

Dette er et af de steder, jeg glæder mig til at høre jer fra den anden side af torvet sige noget til, lige fra medicinere og nedefter! - Men det gælder også de to næste citater.

Livet - og selvfølgelig især menneskelivet - er hele tiden det helt overordnede og centrale; »først naar man begynder at eftergranske alle Tings Forhold til Livet og ordne dem derefter, først da kan man tale om en videnskabelig Inddeling og om et System i Natur-Historien« (DV II 148). Og efter i et tankeeksperiment at have forsøgt at spore overgangene fra det livløse til det levende nedefra og op, erklærer Grundtvig, at

Og Grundtvig giver en både stort set og stort formuleret afvisning af den fysiske reduktionismes mulighed (og dermed af et Laplace-agtigt overmod mht. muligheden af, mere eller mindre at kunne opnå en rent fysisk total-forståelse af tilværelsen), idet han i stedet henviser til den langt mere ydmyge, men til gengæld mere realistiske og jo i virkeligheden også langt mere storslåede historisk-humanistiske vej:

Var det nu saa, at vi først skulde kiende Alt, før vi kunde lære at kiende vor Sjæl, og var det endog mueligt, som vi have seet det ikke er, at gaae denne Vei, saa er det dog klart, at alle de forbigangne Slægter vare udgangne af Verden, uden at kiende sig selv, at vi maatte følge dem ligesaa vankundige, og de følgende Slægter os, thi var det endogsaa muligt at maale Afgrunden og beføle Stjernerne, saa er det dog aabenbart, at selv i Legemets Verden finder en Udvikling Sted, og paa sit eget Støv, ja paa hin Side Tid og Rum maatte det Menneske staae der endelig skulle stykkeviis have lært at kiende Alt, og derved udfundet sin Plads. Paa den anden Side, da om det end ikke var vist, at vi ved at kiende os selv ledtes til at kiende det Øvrige, saa var det ligevist, at vi selv ere den vigtigste Gienstand for vor Kundskab (DV II 198f).

Hvad mon I andre siger til det?

Så vidt Dannevirke-afhandlingerne. - Vi vil nu gå helt frem til den næste store tekst, nemlig Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832. Og til dem, der undrer sig over, hvordan det har kunnet gå til, at en indledning til, hvad der egentlig blot skulle have været en ny udgave af håndbogen i nordisk mytologi fra 1808, er blevet at så vigtigt programskrift, vil jeg gentage, at når Grundtvig taler om videnskabelighed, så er det altså først og fremmest - og helt overordnet - det, vi vil kalde humanistisk videnskabelighed, og så oven i købet i den særlige betydning, han selv betegner som historisk-poetisk - hvilket dog ikke skal misforstås i retning af det rene føleri og vilkårlighed. Når Grundtvig arbejder som filolog, mytolog og historiker, går han faktisk både sagligt og dygtigt til værks, når det gælder selve kendsgerningerne. Fx selve begivenhedsforløbet i stats-verdenshistorien på grundlag af kilderne. Det er meget vigtigt, at »historisk-poetisk« ikke forstås som noget i retning af digtning i betydningen op-digtning, men derimod som den dybere, poetiske tydning af de kendsgerninger, der findes i de overleverede kilder.

Der er to steder i Indledningen, hvor de helt overordnede perspektiver, som var fremme allerede i Dannevirke-afhandlingerne, bliver formuleret.

Det er for det første det sted, hvor Grundtvig - i en bisætning - får givet det nok mest centrale udtryk overhovedet for sit syn på forholdet mellem pdes. den forklarings-udvikling, hvis betydning, ja, absolutte nødvendighed, han stort set simpelt hen forudsætter som givet, og pdas. den evighed i Guds rige, som er frelseshistoriens mål. Grundtvig siger nemlig her om »Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys« (457), at den er,

hvad Man veed giør klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom (US V 458).

Og når Grundtvig siger »Universal-Historien«, så taler han ikke kun om hele verdens-historien, men om

en Universal-Historisk Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele Menneske-Livet, med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigiør, styrker og forlyster Alt, hvad der staaer i Pagt med Enkelt-Mandens, Folkenes og hele Menneske-Slægtens timelige Velfærd, og maa nødvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig (US V 397).

Betragtet helt fra oven er der tale om en videnskabelighed, som er styret og »adlet« af det ophøjede forklarings-mål, så at resultatet bliver en forening af »alle dygtige Bestræbelser, fra Mathematikerens til Poetens, fra Ord-Sankerens til Tanke-Samlerens [sprogvidenskabsmandens og idéhistorikerens]«, og

saaledes vil en Universal-Historie, i saa vidtløftig Forstand, at den fuldstændigste Encyklopædi er Registeret til den, være det store Konst-Værk, der maa svæve os for Øine (US V 414).

Men netop som sådan er der altså tale om en »praktisk« videnskabelighed, som »ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men omfatter det i et levende Begreb«, ja, »bestandig gaaer ud fra Livet« (403).

Og vi kan selvfølgelig ikke forlade Indledningen til »Nordens Mythologi« uden også at høre det allerberømteste sted i den. Hvor vi skal lægge mærke til, at udgangspunktet for det er det forhold, at menneskene ikke skal være ens, uden udvikling fra slægt til slægt, men at oplysningen og dannelsen skal være »fremskridende« . At Grundtvig så i løbet af blot fire linier når helt frem til faktisk den tilstand, hvor Gud er »alt i alle« (1. Kor. 15,28), dvs. i den yderste endelige herligheds-forklaring - med hele den historiske forklarings-udviklingsproces indoptaget i sig - er en anden sag. Men stedet lyder som bekendt således:

Tiden tillader desværre ikke, at jeg kommer ind på hele diskussionen omkring betydningen af det gennembrud - eller ud-brud - som finder sted i og efter denne mytologi-indledning. Jeg må nøjes med at sige, nu får Grundtvig løst sit kirkelige problem (ved at erklære enevældens statskirke for ikke en kirke, men kun en borgerlig indretning, en offentlig religions-anstalt, som kristne og hedninger kan være fælles om). Vi må nøjes med at konstatere, at fra o. 1835 begynder Grundtvig at vinde bred anerkendelse, og at det så er i perioden 1836-1847, han udgiver de såkaldte »højskoleskrifter« - om sin store plan for indretningen af Sorø Akademi til et centralt statsligt folke-universitet.

Til Grundtvigs »højskoleskrifter« kan i virkeligheden også regnes det skrift, som efter Dannevirke-afhandlingskomplekset og Indledningen til »Nordens Mythologi« er den tredje store tekst i vor sammenhæng, nemlig det såkaldte »Göteborg-skrift«: »Om Nordens videnskabelige Forening« (1839), hvori Grundtvig fremlægger sin plan om et stort fællesnordisk »Oxford« eller »akademi« a la Platons i Athen.

Inden Grundtvig nærmere beskriver, hvad det er for en institution han har i tankerne, definerer han den i forhold til hhv. embedsmandsuddannelsen og den folkelige oplysning. Og her opstilles det samlede »system«, han opererer med, helt klart: Øverst skal altså nu det ene store fællesnordiske topvidenskabelige universitet være. På næste niveau skal der i hvert land være »en Planteskole for Præster, Lovkyndige og andre praktiske Embedsmænd« samt en »‘Folkelig Høiskole’, hvor Alt paa Modersmaalet dreier sig om Fædrenelandet [...]« (134). Dette skal selvfølgelig være i orden, før man begynder at tale om det store videnskabelige universitet.

Men hvad skal man med et sådant universitet? Ja, hvad man skal overhovedet med universiteter, når man har folkelige højskoler og embedsmandsseminarier. Dette spørgsmål besvarer Grundtvig imidlertid ved først - ganske pudsigt, eller pædagogisk (drillende?) - at nævne hensynet til matematikken og naturvidenskaberne; man må jo straks indrømme, at

At der har været en eller anden form for »spil« i det, når Grundtvig begyndte med at nævne matematikken og naturvidenskaberne, fremgår af, at han indleder omtalen af de historiske videnskaber med den spydighed, at det vist vil være langt mindre indlysende »ei blot i Ægypten og Nordamerika, men selv mangensteds i Europa«, at disse videnskaber heller ikke kan udtømmes på de lavere niveau’er, ja, at de oven i købet er »endnu langt mere praktisk anvendelige«! (135). Og det allervigtigste er jo, at for disse videnskabers vedkommende, er det selve menneske-naturen og hele menneske-udviklingen, de spår og lover en langt dybere indsigt i. Sagen er jo, at

Selv om Grundtvig også i denne artikel er mere orienteret i retning af selve det aktuelle livs oplysning, har han ikke glemt det store forklarings-perspektiv fra Mytologiens Indledning. Det kommer helt direkte frem i forbindelse med en længere redegørelse for, hvorfor det netop er så vigtigt med en særlig videnskabelighed i det kristne Norden her i menneskeslægtens »vidskabs-tid«. Han taler stadigvæk om videnskabelighedens ophøjede mål som »klar Forstand paa hele Menneske-Livet i alle sine mangfoldige Retninger« (SKV II 139).

Og det er altså virkelig et universitet, med alle fag, også de naturvidenskabelige, Grundtvig har i tankerne:

Ved et saadant frit Nordisk Universitet [...] vilde Collegierne eller Museerne være deelt mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, for at samle Kræfterne paa begge Sider til den stærkest muelige Anstrængelse og Vexelvirkning; thi Menneskelivet i kraftig Virksomhed med Ord og Gierning danner en egen Kundskabs-Kreds, der kiendelig adskiller sig saavel fra Dyrekredsen, som i det Hele fra Synskredsen i sandselig Forstand[, så] at der med Nödvendighed finder en vis Modsætning Sted mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, skiöndt det fölger af sig selv, baade at en tilstrækkelig Oplysning vil hæve den, og at Universal-Historien, ved at omfatte hele den menneskelige Virksomhed, ogsaa omfatter alle Menneske-Slægtens videnskabelige Bestræbelser (SKV II 148f).

Af skrifter, som er interessante i vor sammenhæng, vil jeg yderligere nævne to, nemlig først det meget vigtige (men igen flertydige) slutafsnit i Grundtvigs »dogmatik« »Den christelige Børnelærdom« og endelig det først i 1909 (US X) udgivne digt »Dansk Ravne-Galder«.

Hvad nu slutafsnittet i »Den christelige Børnelærdom« (ca. 1861 - se GV 418f) angår, så er det fra den teologiske side set en af de allervigtigste tekster overhovedet. Ganske vist er sammenhængen - og motiverne - her også filtret godt ind i den kirkepolitiske problematik.

Alt dette må vi imidlertid lade ude af betragtning her i dag. Det afgørende er, at Grundtvig i dette afsnit - som samtidig er af en helt testamenteagtig karakter - når frem til at opstille en model for den kristne menigheds totale forpligtethed på en omfattende videnskabelig erkendelsesvirksomhed - også i selv den mest ekstreme mindretals-situation! Og dette er jo således det stærkest tænkelige udtryk for, hvad jeg kunne kalde »nødvendigheden af at dyrke den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og der er helt tydeligt tale om en alt - dvs. også naturvidenskaberne - omfattende virksomhed. Lad os høre et par af de vigtigste steder:

Grundtvig går virkelig radikalt og frygtløst til værks i sin skildring af de forhold, hvorunder man kunne tænkes af skulle oprette en sådan læreanstalt. Han sammenligner direkte med den før-pinselige menighed på 120 medlemmer med tolv »lærere«, men forestiller sig dog en vækst til en størrelse af efter-pinseligt omfang (jfr. Ap.G. 2,41), men altså en ganske lille mindretalskirke i Danmark - som dog nok vil have nogle få rige og i hvert fald et vist antal tjenst- og offervillige medlemmer. Og så kommer det:

Man vilde derfor strax lægge Grundstenen til en kristelig Højskole, som, trods al sin udvendige Tarvelighed, ingenlunde indvendig ville være indskrænket til det nødvendigste daglige Behov, men være stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Visdoms-Skatte, der jo umulig kan være »skjulte i Faderens og Vorherres Jesu Kristi Erkjendelse«, uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning skal staa Maal med ham, maa komme for Lyset (US IX 579).

Og han siger videre, at

Frimenigheden i Oplysnings-Tiden maa da nødvendig oplyse hele Synskredsen lige til Menneske-Aandens og Menneske-Livets yderste Grænser, og stræbe aandelig at beherske den, for paa Himlens Vegne at gjøre sig Jorden underdanig (US IX 579f).

Og begrundelsen er dybt teologisk - på den måde, som jeg indledningsvis skitserede. Den altomfattende erkendelsesvirksomhed skal ikke kun tjene til det, man kalder »forudforståelse«, nej der er videre tale om det, jeg kalder »udfyldningen af den særlige åbenbaring«. Når Grundtvig nemlig siger, at

Da nu ogsaa vor hellige Skrift, dels som Efterretning og dels som Spaadom, følger Menneskelivet fra Verdens Skabelse til Verdens Ende, saa følger det af sig selv, at ligesom enhver menneskelig Evne og Kundskab maa bidrage sit til at oplyse Skriften, saaledes vil alle menneskelige Evner og Kundskaber udkræves til Skriftens fyldestgjørende Forklaring, hvorfor jo ogsaa de protestantiske Højskoler stilede paa at dyrke alle mulige saakaldte Videnskaber eller Kundskabs-Fag og Vidskabs-Dele (US IX 580).

Dybt kristologisk begrundes den videnskabelige erkendelsesvirksomheds nødvendighed med, at det, det gælder om for menigheden er at vinde den »samme Klarhed, som aabenbarede sig i »Menneske-Sønnen« Vorherre Jesus Kristus«, hvilket for »Lærestandens«, altså præsternes og teologernes, vedkommende vil sige »Enheden af Guds Søns Tro og Erkjendelse«. Idet begge dele vel at mærke forudsætter, at selve »Menighedslivet har naaet sin fuldvoxne Mandsalder«! (US IX 581).

Det at høre Kristus til som hans menighed er altså ikke kun noget åndeligt, men består i en nyskabelse til en helt ny, både åndelig og legemlig, menneskelighed. Og på hele denne store skabelse-og-genløsnings-baggrund er det så, det gælder, at

det maa da være den kristelige Oplysnings Maal at vise, hvordan alt timeligt klarlig har sin oprindelige Sammenhæng i Guds-Ordet fra Evighed, og hvordan det under Tidsløbet er samlet i Kristus Jesus og lever og rører sig i hans Menighed[85] (US IX 581).

Mon dette er noget, vi kan tale om her på vort Forum?

Det sidste af de store skrifter, jeg har nævnt, er det altså først i 1909 udgivne digt »Dansk Ravne-Galder« (skrevet 1860).

Digtets hoveddel er en dialog - som i øvrigt angives at finde sted i 1910, storslået nok svarende til tidspunktet for udgivelsen! Situationen er den, at det kulturelle og videnskabelige centrum i det nye Europa, ja, verden, er Danmark! Grundtvigs tanker har ikke alene sejret i Danmark, men langt videre ud i verden. Derfor valfarter gæster fra mange lande hver midsommerdag til Danmark. Ja, de har alle sammen lært sig dansk. Ligesom hjemme i Danmark nu selv »Professoren i Latin og Fransk, / Han talde som Bonden Pæredansk / og satte deri sin Ære!« (str. 205).

Det er nu lige efter en sådan - meget ugrundtvigsk sagt - »videnskabelig-kulturel kongres«. Og scenen er et dampskib, hvor nogle af de udenlandske deltagere samt den danske kvinde Ædle sidder og taler om især Danmark og den nye danske videnskabelighed og oplysning, som man altså også i temmelig høj grad har tilegnet sig eller lært at kende ude i de andre lande.

Dette er det sidste store udtryk for, hvor stort Grundtvig tænkte og drømte - samtidig med, at han efter princippet om det muliges kunst måtte nøjes med sin trods alt mere begrænsede personlige succes - samt de mange små folke-højskoler, der kom ud af det i stedet for det store folke-universitet i Sorø, for slet ikke at tale om det fællesnordiske super-universitet i Göteborg. Men begge dele er altså med så sent som i 1860, hvor »Dansk Ravne-Galder« er skrevet. Samt - et »Vallø«, som i 1910 er blevet et »Sorø« for kvinder!

Den lange dialog i dette digt er ganske morsom. Blandt andet fordi Grundtvig har givet repræsentanterne for de forskellige folk karakteristiske navne. Tyskeren hedder fx Denkspruch og englænderen Clearby! Og lad os drage noget af det, den sidstnævnte har sagt, frem. Det er en præsentation af den britiske erfaringsvidenskabelighed og hele orientering mod livets praksis og common sense,

Saa Øgenavnet »Gierningsmænd«

Med Æren vi kan bære,

Da virkelig vi prøved paa

Alt, hvad os syndes mueligt,

Og Prøven kun kan fælde Dom

I Muelighedens Rige.

(US X 452)

Det dobbelttydige ord »Gierningsmænd« spiller ifølge Grundtvigs egen note på »matter-of-fact-men«.

Men i overensstemmelse med hele digtets anlæg må Clearby i det følgende også forholde sig selvkritisk til den britiske tradition. De prøver, briterne har foretaget, var ofte »vilde«, umulige, dyrekøbte. Det gælder bl.a. nogle af deres ingeniørmæssige bedrifter.

Og hvad de først og sidst manglede, var »Lyset over Livet«, ikke »det saakaldte rene Lys«,[86]

Men Himmel-Lyset i Guds Aand,

Som Jorden overstraaler,

Som Livets Bane forudseer,

Dets Vilkaar forudsætter

...

(US X 453)

Efter en selvkritisk beskrivelse af britisk åndsliv følger en omtale af Grundtvigs indsats i den angelsaksiske oldforskning. Replikken slutter med denne konklusion:

Saa det er af sin Fortids Sang,

Og ei af Regnebrættet,

Et Folk faaer med sit Lykke-Haab

Sit Lys paa Fremtids Bane;

...

(US X 456)

Senere tale den kvindelige græske deltager Neophyta [dvs. den nyomvendte!] på menneskenaturens vegne mod al falsk dyrkelse og ophøjelse af den ikke-menneskelige natur. Og om det kristne menneskeliv hedder det, at

[...] er nu Mennesket gienfødt

Til Aandens Liv med Ære,

Da og han maa paa Livets Vei

Med sine Tanker vandre,

Ei spørge Østers og ei Hval,

Ei Jordlag og Planeter

Om Loven for sit Aandeliv,

Som ingen af dem kiender,

Men spørge Aanden og sit Liv

Om Lovene for Krybet,

For Jord og Luft og Ild og Vand,

Og for de kræfter vilde,

Som synes nu fra Aand og Liv

I Oprørsstand løsrevne.

(US X 460f)

Og helt afgørende, ja, helt centralt i nærværende sammenhæng, er det,

At Liv, som ei sig selv forstaaer,

Forstaaer da heller ikke

Sit Grund-Forhold til Livets Rod

Og Dødens kolde Aande.

(US X 461)

Der er ikke i og for sig noget nyt i det program, disse replikker mere eller mindre direkte udtrykker hver sin side af. Det er simpelt hen Grundtvigs gamle program helt tilbage fra »Danne-Virke« af, sådan som det er blevet videreudviklet gennem især 1830’rnes tanker om folkelivet og dets oplysning.

I sit næstsidste digt: »Ved fjerde nordiske Kirkemøde September 1871« ser Grundtvig frem til »det sidste Gyldenaar«, hvor kærligheden »forklarer« al sandhed. Og så siger han:

Velkommen da Oplysnings-Tid,

Som har i Norden hjemme,

Du kroner herlig Aandens Flid,

Som aldrig gaar ad Glemme.

Som Tid med sine Tusindaar

Udgik fra Evigheden,

Saa Tid i Evighed indgaar

med Glans fra Nørreleden.

En smukkere og mere storslået sammenfatning af det hele kan næppe tænkes end denne proklamation af, at glansen fra Nordens sidste gyldne oplysnings-tid så at sige skal skinne helt ind i evigheden!

* * *

Hermed er foredraget sådan set slut. Og der er heller ikke mere tid tilbage. Jeg vil dog lige drage et par »godbidder« frem af det, der særligt har med naturvidenskabeligheden at gøre.

I sin 1812-verdenskrønike har Grundtvig til sin omtale af Newton en note på 3½ US-side - bogens længste! - (US II 401-404), i virkeligheden en hel ekskurs om Grundtvigs syn på forholdet mellem tro og videnskab (med særligt henblik på forholdet mellem åbenbaring og erfaring) - og således et af de i nærværende sammenhæng allermest interessante steder i hele bogen. Det er Grundtvigs første egentlige, mere udførlige redegørelse af denne art.

Det, der var meningen i selve teksten, var, at selv den kristne Newton satte overdreven pris på den udvortes (sanse)erfaring. Grundtvig har altså ikke villet vende sig imod sanseerfaringen som del af den menneskelige erkendelse, endsige imod erfaringserkendelsen i videre forstand.

Men Grundtvig vil gerne uddybe sin kritik af denne ensidighed - så meget desto mere, som den erkendelsesteoretiske strid i det hele taget er et aktuelt spørgsmål. Der er jo for det første det parti, som »Intet vil tro uden hvad der kan føles med Hænder« (empirisme og materialisme), og for det andet det parti, der »udgiver sine Tanker og Drømme for det eneste Virkelige, og vil gøre alt Andet til blot Skygge« (spekulativ, subjektiv idealisme).

Over for begge disse to ensidigheder sætter Grundtvig nu intet mindre end selve den kristne tro, repræsenteret ved en gengivelse af Kol. 2,2f: »Jeg troer ligefrem, at i Guds, baade Faderens og Kristi Hemmeligheds Erkendelse, ere alle, baade Visdoms og Kundskabs Liggendefæ skjulte«. I troens gudserkendelse er altså alt det på forhånd indeholdt, som ellers er genstand for hhv. den menneskelige tankevirksomhed og den menneskelige erfaring. Troens gudserkendelse repræsenterer en enhed hinsides de sædvanlige modsætninger mellem pdes. empirisme og materialisme og pdas. spekulativ, subjektiv idealisme. Og hvordan har nogen »oplyst Kristen« kunnet tænke anderledes? Allerede den verdslige visdom »betragter jo Mangfoldigheden baade af Synsting og Kundskaber, som Noget der maa forbinde sig til en vis Eenhed, naar Hovedforholdet først er udfundet«. Allerede den ikke-kristne videnskabelighed opererer altså ud fra og med henblik på (antagelsen) af den fundamentale enhed i alt, hvad der er til, hvilket dybest set er den Gud, de kristne tror på, og medens den verdslige visdom forgæves prøver på at udgrunde den yderste enhed og sammenhæng, så er dette (umuligt, som det er for mennesker) netop, hvad Gud i sin særlige åbenbaring har »aabenbaret sine Troende«, hvilket igen vil sige, at så må alt »kunne lade sig betragte i dets Sammenhæng med Aabenbaringen« (401).

Hermed har Grundvig givet en meget klar og tilfredsstillende redegørelse for sin kristne erkendelsesteori og sit kristne videnskabssyn. For man kan ikke sige, at der er tale om, at åbenbaringen skal erstatte hverken tænkningen eller erfaringen; visdommens og kundskabens skatte er jo kun skjult til stede i gudserkendelsen, og alt skal betragtes - blot naturligvis i dets sammenhæng med åbenbaringen.

Og vi er stadigvæk i VK 1812:

Det er tydeligt, at selve »inderligheden«, det at se ind under overfladen, for Grundtvig har en principiel betydning, som rækker langt ud over biologien. Linné’s botaniske indsats står faktisk som intet mindre end et symbol på den nordiske inderlighed og dybdeskuen i modsætning til den franske overfladiskhed!

I programmet står der, at der i mit foredrag også vil indgå en omtale af Grundtvigs polemik med H.C. Ørsted. Den kommer her. I al korthed. Jeg må herudover henvise til de to GS-artikler, jeg omtaler om lidt! For det er jo ikke en naturvidenskabelig diskussion, der er tale om. Det er ikke naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, der føler sig foranlediget til at træde op mod denne forfærdelige kapellan i Udby, men den fine, i tidens ånd dannede kulturpersonlighed! Men det må de interesserede selv læse om. Det eneste, jeg vil drage frem her, er de steder, hvor der faktisk er tale om matematik og fysik!

Som bekendt havde allerede Grundtvigs 1812-verdenskrønike vakt stor forargelse i de dannede kredse, og endnu værre blev det, da han i februar 1814 udgav skriftet »En mærkelig Spaadom« - et gammelt håndskrift, han havde fundet i sin fars gemmer, og som han nu så opfyldt i Napoleon og tidens europæiske begivenheder.

Omkring 01.04.14 bragtes en anonym anmeldelse af »En mærkelig Spaadom« i »Dansk Litteratur-Tidende« nr. 12 og 13. Det skulle imidlertid senere vise sig, at det var ingen ringere end professor H.C. Ørsted, der var forfatteren.[87]

I begyndelsen af maj udkom Grundtvigs svar, en pjece med titlen: »Hvem er den falske Prophet? Hvem forvirrer Folket? Svar til Recensenten i Litt. Tid. No. 12 og 13«. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om en højspændt polemisk situation - hvor Grundtvigs anonyme modstander er en højt kvalificeret repræsentant for modstandernes parti. (Flemming Lundgreen-Nielsen stiller det spørgsmål, om Grundtvig i virkeligheden ikke godt har vidst, hvem anonymen var!).

Hvad Grundtvig i denne situation mere positivt siger om forholdet mellem kristendom og naturvidenskab, er først og fremmest en imødegåelse af recensentens forsøg på at isolere ham som en enlig videnskabsfjendsk mørkemand. Man skal derfor ikke overvurdere betydningen af, at Grundtvig erklærer, at »alle Kundskaber baade kan og bør og maa tjene Gud«, ja, henviser til, hvordan han i Verdenskrøniken har givet udtryk for, at kristendommens kommende sejr netop vil betyde videnskabernes samling i »en hidtil Ukiendt Endrægtighed« (41 - US II 404).

Grundtvigs forsvar former sig dog i høj grad også som et modangreb. Med hensyn til, hvad han i Verdenskrøniken har skrevet om kemi, astronomi og matematik som snarere ledende fra end til religionen, præciserer han, at det er i menneskenes syndige måde at forholde sig til naturen - og bruge naturvidenskaberne - på, fejlen ligger (matematikken ser han dog på med særlig skepsis). Naturens egen gang er jo ret beset Guds værk (41f).

Det drejer sig om et af de mest berømte - eller berygtede - steder i Verdenskrøniken 1812. I sin bedømmelse af videnskabeligheden i samtidens Frankrig har Grundtvig nemlig skrevet, at et tydeligt tegn på, at Frankrigs åndelige træ er ved at gå ud, er, at man allerede fra før Revolutionen kun rigtig har dyrket de to naturvidenskaber kemi og astronomi samt »Sjælen i denne Kundskabskreds: Mathematikken«. Ikke alene kan disse videnskaber nemlig dyrkes blot »for Nyttens Skyld i det daglige Liv« (hvad franskmændene i det hele tager var de første til at gøre, s. 286); de har også den egenskab, at de »snarere lede fra end til Religionen«. Grundtvig peger her på hhv. kemiens reduktionisme, astronomiens snævre årsagsforklaring og matematikkens »Billede af Sjælen, med dens uendelige Fremhigen«, hvorved man »fries fra Forestillingen om en Evighed, som forfærder alle Guds Uvenner« (343). Og så følger det afsnit, som kom til at spille en fremtrædende rolle i polemikken med H.C. Ørsted (se her s. 10):

Indseer Man end [c: endvidere], hvor nær beslægtet [...] Mathematiken, med sin ideløse Tydelighed og anmassede Selvstændighed maa være med den menneskelige Forstand, naar denne stadfæster sig i hovmodig Vantro, da forstaaer Man hvor meget Sandt der er i den almindelige Paastand, at Kristendommen er Videnskaberne i Veien, og kan tillige kaste et mærkeligt [88] Blik paa deres Stamtavle. Endel af disse Kundskaber kan længe bevares igennem Brugen, men den videnskabelige Syslen dermed holder snart op af sig selv, thi selvstændig kan Sjælen ikke være, og naar den formastelig prøver derpaa, bliver den flux Legemets Træl (US II 343).

Skønt Grundtvig ikke selv er uden skyld i, at dette afsnit er blevet misforstået, er der ingen tvivl om, at det, der faktisk står i det, er, at netop når man indser, at matematikkens forbindelse med vantroen skyldes dens slægtskab med den syndigt misbrugte menneskeforstand, så forstår man, at det kun er den perverterede videnskabelighed, kristendommen unægtelig altid vil stille sig hindrende i vejen for; et blik på videnskabernes stamtavle vil nemlig tværtimod vise, at kristendommen (eller i hvert fald en form for gudstro, som forhindrer sjælen i at prøve at ville være selvstændig) er en nødvendig forudsætning for en egentlig videnskabelig beskæftigelse med kemien, astronomien og matematikken. Og selv om Grundtvig altså har fået sløret denne påpegning af den positive forbindelse mellem kristendommen og disse videnskaber bag rækken af negative ord og i en vanskelig syntaks, er det vigtigt at lægge mærke til, at en sådan påpegning faktisk findes her i Verdenskrøniken 1812.

Her er et sted, vi måske kan få en frugtbar drøftelse af her i dag. Jeg ville i hvert fald meget gerne høre de tilstedeværende matematikkyndiges kommentarer til det, Grundtvig her siger om »matematikkens ‘Billede af Sjælen, med dens uendelige Fremhigen’« og »Mathematiken[s] [...] ideløse Tydelighed og anmassede Selvstændighed«!

30.05.15 udkom Grundtvigs svar på H.C. Ørsteds »Imod den store Anklager«, med titlen »Imod den lille Anklager, det er Prof. H.C. Ørsted, med Beviis for at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig«. Denne gang er det en hel bog på 227 sider! (Se HO 637ff med litteraturhenvisninger s. 638).

Henning Høirup vurderer dette afsluttende kampskrift som den hidtil udførligste fremstilling af Grundtvigs kristelige erkendelsesteori, ja, som noget af det ypperste, han har ydet på filosofiens område (GTE 110 og 113), og det er da også helt åbenbart, at der her er tale om det hidtil mest omfattende og dybtgående opgør med tidens naturfilosofi og idealisme. Men det i min sammenhæng mest interessante ved dette skrift er den måde, hvorpå det ved sin stil og tone markerer vendepunktet i Grundtvigs liv og gerning. For der er ikke særlig mange (nye) udtryk for et syn på den videnskabelige erkendelses kristelige nødvendighed.

I fortalen anslås straks fra begyndelsen en ny fornøjet, humoristisk tone. Også i bogens første hovedafsnit hersker den humoristiske tone. Overskriften er: »En ny lystig Historie om den lille Anklager«.

I afsnittet »Om min lille Verdenskrønike« imødegår Grundtvig H.C. Ørsteds nye angreb, fsv. angår forholdet mellem kristendommen, og så naturvidenskaberne og matematikken. Stadigvæk er det en underlig defensiv måde, han udtaler sig om den videnskabelige erkendelse på, men samtidig når han alligevel at erklære, at ret beset er kristendommen også betingelsen for den levende dyrkelse af naturvidenskaberne og matematikken. Og han undrer sig over, at man har kunnet udråbe netop ham som hader af videnskaberne og forfægter af den mening, at der skulle være et indbygget fjendskab mellem dem og religionen. Gennem hele sit forfatterskab, og ikke mindst i 1812-Verdenskrøniken har han jo tværtimod bestræbt sig på at påvise »den nøie og nødvendige Forbindelse mellem Troe og Videnskab« (161).

Der er dog stadig tale om en fremprovokeret erklæring af defensiv karakter, og i det følgende giver Grundtvig meget direkte til kende, i hvor høj grad hans polemiske og apologetiske indsats er et pligtarbejde. For var det blot de uberettigede beskyldninger mod ham, der var det største bevis på disse selvkloge menneskers blindhed (jfr. Johs. 9,39-41), så behøvede han ikke at tage til genmæle, men kunne i stedet koncentrere sig positivt om de ting, der virkelig interesserer ham, nemlig den religiøs-poetiske tydning og den religiøse lovsang. Og det helt centrale er beskuelsen af »Tidernes Speil«, historien som åbenbarelse af Gud. Men nu kræver tidsalderens vantro altså, at han påtager sig den tunge byrde at vidne uforfærdet om Gud og hans ord, også når det indebærer beskyldninger mod ham for hjerteløst hykleri osv.

Selvfølgelig skal hverken fysiske eksperimenter eller historiske data på forhånd indordnes under kristendommen. Men de videnskabelige teoretikere, »kan ikke være Christne og dog danne et System, der mod-siger Christendommen, ja de kan ikke være Christne uden at danne Systemet efter en christelig Idee«. Det er ikke »Naturgranskningen, men en falsk Naturphilosophie der er Christendommen fiendsk« (LA 169).

Her er også noget, vi bør drøfte: Begrebet »christelig Idee«. Eller det senere grundtvigske begreb »kristelig anskuelse«. Eller det, jeg kan kalde »kristendommen som den store grundhypotese«. Hvor jeg bl.a. tænker på de i hvert fald »praktisk erkendelsesteoretiske« konsekvenser af en »kirkelig anskuelse« a la den, Grundtvig vandt ved sin såkaldte »mageløse opdagelse« i 1825.

Men nu videre i »Imod den lille Anklager« :

For matematikken gælder det, at hvis den ikke skal ende med at tegne et billede af forstandens selvstændighed, ja, med at »afbilde en evig Indifferents«, så må den indgå i en sammenhæng, hvor det bliver klart, at den allerdybest set fører »tilbage til Erkiendelse af Forstandens Afhængighed og de høieste Modsigelsers Uendelighed, i det[89] den er en Anskuelse af Modsigelsens Grundsætning, som Forstandens nødvendige Grundlov« (LA 172f).

Og hvad siger vi til det: matematikken som afbildende »en evig Indifferents«?!

Det er tydeligt at Grundtvig - selv om han klarer sig godt - her er kommet ind på et fremmed område, han aldrig af sig selv ville have betrådt. Det vigtigste ved skriftet »Imod den lille Anklager« er, at det ved sit udgivelsestidspunkt og sin holdning og tone klart markerer afslutningen på den ikke alt for frugtbare polemiske situation efter Verdenskrøniken 1812 og peger frem mod den ganske vist også polemiske og apologetiske, men dog helt anderledes storslåede, positive og farverige Dannevirke-sammenhæng.

I Indledningen til »Nordens Mythologi« er der et sted, som det af flere grunde er nødvendigt at drage frem her i dag. Det er i sig selv interessant - selv om det vel er tvivlsomt, om vi - i udtrykkets helt sædvanlige betydning - kan bruge det til noget! Det glæder jeg mig til at høre naturvidenskabsfolkenes kommentarer til! Men så er det jo også interessant, fordi det ikke alene er et af de Grundtvig-steder, Viggo Mortensen har inddraget i sin disputats, men det oven i købet på en måde, som i sin tid førte til et replikskifte mellem Viggo Mortensen og mig.

Viggo Mortensens disputats: »Teologi og naturvidenskab« har jeg ikke egentlig inddraget i min disputats. Men det bør nævnes, at Viggo Mortensen i sin inddrager Grundtvig nogle få steder. Af særlig interesse i nærværende sammenhæng (og hoved-stedet) er redegørelsen s. 287ff for, hvordan der i Grundtvigs syn på videnskabeligheden også er sider, der principielt kan ses som pegende på en ny naturlighed« (288). Viggo Mortensen slutter med at citere det ejendommeligt storslåede sted, hvor Grundtvig siger, at lader man kristendommen og dens moder jødedommen leve med sig, da vil Astronomi, Botanik og Mineralogi, ja, selv Grammatik, Chemi og Mathematik, der vel poetisk maa kaldes de sex Vand-Kar af Steen, blive til en aaben Vin-Kielder« (US V 446 -DP 241f - Hele stedet er med i den til foredraget hørende trykte citat-samling). - Men han citerer også Grundtvigs brev fra maj 1829 til professor J.F. Schouw, hvori Grundtvig bl.a. skriver, at Det er en videnskabelig Vaar- og Fødselstid, hvori vi leve, og alle ærlige Mænd, der have sans derfor, skulde stræbe at være saa meget Venner, og staa i saa levende Vexelvirkning som mueligt« (287f) (efter GNL 257). Og Viggo Mortensen når på grundlag heraf - samt på grundlag af Kalkedon-synodens lære om Kristi to naturer - frem til at udtrykke forholdet mellem teologi og naturvidenskab således: »Uden sammenblanding og uden adskillelse men i levende vekselvirkning« (289). I et indlæg i Dansk Kirketidende 14-15/1989 s. 216ff (»Grundtvig og naturvidenskaben«) har nærværende forfatter kommenteret dette - under påpegning af,

at der hos Grundtvig selv jo ikke er tale om en direkte sammenstilling af netop teologi og naturvidenskab, men kort sagt om, at den - som vi nu vil sige - humanistiske videnskabelighed på helt afgørende vis ligger mellem disse to.

Man kan også sige det på den måde, at ikke alene i forhold til teologien, men også i forhold til naturvidenskabeligheden sætter Grundtvig sit menneske først« [...] Derved kommer teologi og naturvidenskabelighed som sagt aldrig i direkte berøring med hinanden; naturvidenskabeligheden er både før og efter kristen så« underordnet den humanistisk videnskabelighed. (Anf. skr. s. 216).

I sin »Haandbog i Verdens-Historien« (1833.1835/36.1842-56) (som jo var hans eget store bidrag som netop faghistoriker til den universalhistoriske videnskabelighed, han i Indledningen til »Nordens Mythologi« havde gjort sig til talsmand for) giver betragtningen af de store opdagelsesrejser Grundtvig anledning til at komme ind på de for ham jo ellers så fremmede områder naturvidenskab og teknik - i et karakteristisk verdenshistorisk perspektiv.

De store opdagelsesrejser har udvidet menneskets virkekreds og har herunder givet »Videnskaberne de borgerlige Pligter og Rettigheder, uden hvilke de aldrig enten ret kan fæste Rod i Jorden eller blive Livet tjenlige« (489). - Dette er intet mindre end Grundtvigs(!) anerkendelse af sammenhængen mellem teknologi og naturvidenskab - og videre til videnskabeligheden overhovedet! Hvis ikke handel og skibsfart »havde gjort det baade nødvendigt og fordelagtigt at sysselsætte Tankerne med det nærværende, virkelige Liv, og i Anvendeligheden søge det eneste gyldige Beviis paa deres Rigtighed«, var den nyere tids videnskabelighed blevet en blanding af »Luftighed og Dødbideri« (US VII 490).

Vel kan den teknologiske nytte hos mennesker, der kun har »materialistiske« motiver, give anledning til udviklingen af en aldeles aandløs og ugudelig Vidskab«, men så kan de da gøre nytte med den; »paa en høiere Vidskab vilde de ogsaa blot spildt deres Kræfter«! Og så kommer en virkelig overraskende, men meget storslået sammenkobling af teknologien/naturvidenskabeligheden med det, som Grundtvig klart sætter i centrum:

og hvem der har dybere Følelse for Menneske-Livets Rigdom og Formaal, vil, paa Erfarings-Veien, ogsaa derover vinde en Klarhed, der paa ingen anden Vei er at finde. Vi skal derfor aldrig beklage os, enten over det store borgerlige Fortrin, Natur-Videnskaberne ved Handel og Skibsfart synes at have vundet, eller over den jettemæssige Storagtighed og Trods, hvormed de sædvanlig møde Aanden, men vi skal kun beklage vor egen Daarskab, naar vi, istedenfor at lære Viisdom af dem, som »af Myren«, heller, om vi kunde, vilde forvandle dem efter vor classiske Skolastiks Lignelse, hvorved vi vist nok tog Brodden fra dem men ogsaa Livet af dem (US VII 490).

Bag disse betragtninger ligger helt åbenbart Grundtvigs begejstring for søfartsnationen England som bærer af Nordens gamle kæmpeånd, ligesom den for så vidt »lavere« teknologi jo har forholdsvis let ved at vinde en plads i Grundtvigs hjerte, når den indgår i store og verdenshistorisk betydningsfulde bedrifter!

Og netop her i Forum Teologi Naturvidenskab - med de store traditioner for »fagligt-festligt samvær«(!) er vi simpelt hen nødt til også at have den tekst med, jeg nu vil præsentere:

Den 14. juli 1847 deltog Grundtvig - som jo nu virkelig havde fået en position i samfundet og kulturlivet - i den udflugt til Roskilde, som den skandinaviske naturforskerkongres(!) foretog, og han bidrog såvel med en sprudlende vittig tale som med en sang: »I Roeskilde, den 14de Juli 1847« (særtrykkets titel). Efter talen udbragte han en skål »for Munden og Ordet - Naturen og Historien[90] - eller for en enig Sammenstræben mellem dem, der dyrke Naturen og dem, der dyrke Historien« (Berlingske Tidendes referat, her efter SJ nr. 893). Grundtvig fik stor succes.

Sangen er en veritabel drikkevise. Den begynder med at bestemme det danske Folk som det lille folk, der ikke er berømt »For dybt at kige eller dybt at granske / I nogen Verdens Ting undtagen Vin«, men de udenlandske videnskabsmænd skal være velkomne, når de under dansken hans liv og vinen dens ære, og når de under ånden sejr, også selv om de tæller, måler og vejer naturen. Vindruerne kan synes langt borte fra alt, hvad der har med dybe tanker at gøre;

Men fremmed dog for Livet og for Kraften

Var aldrig, hvor den sprudled, Druesaften,

Og, at til Granskning Evne kun er givet

Med Kraften og med Livet,

Det, finder danske Folk, er soleklart

For hver en Gransker-Sjæl af nordisk Art.

(PS VI 639)

I den følgende strofe udtaler Grundtvig sin velkomst i sin egenskab af dansk digter.

På den ene side er dette digt et overdådigt eksempel på, hvordan Grundtvig nu hygger sig i sin popularitet. Men gennem den festlige overflade, der naturligvis må være tale om ved en sådan lejlighed, ses også det mere seriøse, positive syn på forholdet mellem det åndelige og det poetiske, og så det naturvidenskabelige.

Og så endnu en replik til H.C. Ørsted. Det er en artikel i det nye enmands-tidsskrift »Danskeren«, som var Grundtvigs vigtigste indsats under Treårskrigen (og i 1851 med). I denne artikel - som har titlen »Dansk Betragtning af Aanden i Naturen og Aanden i Historien« (nr. 50, 21.12.50) benytter Grundtvig udgivelsen af H.C. Ørsteds »Aanden i Naturen« til - uden i øvrigt at have læst bogen! - til at fremsætte sin egne betragtninger over spørgsmålet. På sin nye »folkelige« måde gentager Grundtvig her det opgør, han indledte allerede i sin ungdoms polemik med Ørsted, og som han udviklede i »Danne-Virke«. Selvfølgelig både kan og skal man slutte tilbage fra både naturen og menneskelivet til begges årsag, men samtidig må man erkende, at man ikke kan overskue hverken hele verden eller hele historien - for slet ikke at tale om, at hverken verden eller historien er forbi endnu! Og under alle omstændigheder er den eneste metode, der dur, at man begynder med sig selv; man må altså

begynde med Menneske-Naturen og Menneske-Historien, istedenfor at de lærde Granskere altid helst vilde begynde med at klare sig og andre det Synlige, der, som Soel og Maane og Stjerner, Havets Bund og Bjergets Rødder, var længst borte, og begynde med at forklare den allerældste guddommelige Historie, som er Skabelsens, hvad man jo burde forudseet, umuelig kunde lykkes (»Danskeren« III 800).

Når man alligevel prøvede på dette sidste, opdagede man, at ens resultater ikke passede med de mere hjemlige »menneskelige Livs-Forhold, som beviser sig selv« (man bemærke den enorme rækkevidde af påstanden - eller henvisningen! - i relativsætningen her til sidst). Men når man ikke kunne få tingene til at passe sammen - og altså heller ikke ville underkaste sig hverdagserfaringens vidnesbyrd - så måtte man jo gribe til det fortvivlede Raad at skabe Mennesket og alle de menneskelige Livs-Forhold« om efter sit eget hoved. Og heraf er alle den senere tids revolutioner af enhver art udsprunget - hvorved menneskelivet ikke alene ikke er blevet forklaret, men tværtimod svækket og forvirret. Derfor må »vi Danskere«

følge vor egen jævne Vei og begynde med at faae lidt Forstand paa os selv, som de danske Mennesker, vi er: Dannemænd og Dannekvinder, som, naar de ordenlig lægger deres Hjerter og deres Hoveder sammen, sikkert vil faae saamegen Forstand paa Menneske-Naturen og Menneske-Historien, at de deraf meget bedre end nogen Tysker eller Franskmand kan slutte sig baade til Aanden i Naturen og Aanden i Historien! (»Danskeren« III 800).

Et på een gang typisk og temmelig specielt eksempel på, hvordan Grundtvig kæder Dannevirke-filosofi og aktuel problemstilling sammen, er artiklen med den sigende titel »De store Kloder og de smaa Mennesker« (nr. 36, 06.09.51). Det, Grundtvig her gør front imod, er altså i første række et kosmisk-fysikalistisk tilværelsessyn, hvori mennesket indtager en underordnet plads, fx

naar de tyske Vindmagere og deres Eftersnakkere begynder at regne op [...] hvormange tusindgange titusindgange titusind og milliongang Millioner Mile den Deel af Verden, de har seet i Luften, er større end hvad enten Keiser Augustus kaldte hele Verden eller hvad vi Muldvarper endnu kalder saa, og dernæst, hvorlidt dog selv den luftige Deel af Verden, de kiender, er imod alt det, de ikke kiender: det »hele Universum« det er hele det Hele, og slaar saa en fæl Latter op over den tossede Storagtighed og Stodder-Hovmod, det skal være at et Menneske-Barn, en lille Jordunge, at bilde sig ind, han er noget Stort, et Guds Barn, en Halvgud, Herre over Jorden og Arving til Himlen, ja, som dog er en Ubetydelighed mod det mindste nys opskyllede Bjerg, ei blot i Maanen, men selv paa Jorden (»Danskeren« IV 561f).

Efter en digression ud i sin store kopernikanske idiosynkrasi konkluderer Grundtvig, at selv om professorerne ville drive deres ydmyghed over for den store natur så vidt, at de ville anerkende, at efter deres begreber måtte så »den mindste Steen være mere værd end alle Professorernes Tanker, som hverken kan sees med de bedste Forstørrelses-Glas, eller fylder det mindste selv i den fineste haandfaste Vægtskaal«, så »kunde vi ikke ændse, hvad de sagde om Stenen meer end hvad Stenen sagde om dem«;

thi dersom hele vort Menneske-Liv og hele vor Bevidsthed intet Fortrin gav os for det Livløse, Umælende og Ubevidste, hvad kunde man da regne enkelte af vore Tanker, Ord og Kragetæer for! Ja, hvad havde hele den guddommelige Natur-Videnskab at betyde, dersom Mennesket, som jo er det eneste os bekiendte Væsen, den Videnskab kan findes hos, var kun som en Mide eller Maddike mod Jordens evige Bjerge, og som slet ingen Ting, en »forsvindende Størrelse« mod den store Uendelighed i Menneskets egne Tanker! (»Danskeren« IV 568).

Ja, til allersidst drejer Grundtvig kniven en ekstra omgang, idet han siger, at

Det er nemlig soleklart, at om det ogsaa var himmelsk Viisdom hvad et Menneske paa Jorden ei uden klar Selv-Modsigelse kan komme til, da var den Viisdom dog ikke for Mennesker paa Jorden, saa Vedkommende gjorde bedst i enten at tie eller at reise til Maanen med den (»Danskeren« IV 569).

Fragmentet »Mennesket. (Et kristeligt Læredigt)« (PS IX nr. 39) er først trykt i 1930, men i udgaven regnet som hørende til krigsåret 1864. Det udtrykker Grundtvigs sekundære oplysnings-teologi. Allerede i første strofe hedder det, at selv om slægt efter slægt uddør (jfr. »Havamál«, som der jo også er en metrisk overensstemmelse med), ødes »Mandhjemmets Liv« ikke;

Over dets Grave,

Høje og lave,

Brænder og Lys.

Og et helt koncentreret udtryk for Grundtvigs forklaringsvidenskabelige syn kommer i str. 5, hvor det netop er menneskeslægtens sidste tid, forstandstiden, der er tale om:

Ja, paa Gravranden

Voxer Forstand,

Og i Forstanden

Liv har sit Spejl,

Lys over Livet,

Deri er givet

Mandebod skjøn.

Tilsvarende er str. 7f et koncentreret udtryk for »mennesket-er-ingen-abekat-tankegangen« fra Nordens Mythologi«:

Aber med Hænder

Og Skader med Røst,

Over dem brænder

Ej Blus eller Bavn:

Naar de afsjæles,

Efter dem mæles

Aldrig et Muk.

Hvor de end findes

Mange i Flok,

Tælles og mindes

Leddene ej.

Lys over Livet

Det er kun givet

Menneskens Kjøn.

Og så den allersidste godbid:

Det er fra en af de såkaldte »Marielyst-taler« (1856-1871) - dvs. en af de taler, Grundtvig har holdt på den folkelige højskole, han havde fået penge til som 70-års fødselsdagsgave, og som han havde opkaldt efter sin midterste kone. Det er i slutningen af talen ved vinterskolens afslutning den 28. april 1865, hvor han til sidst bl.a. har talt om den nordiske betragtning af »Menneske-Livet i det Store og Hele« (74) som et liv, der styres af et guddommeligt Forsyn til sejr og evigt liv, »saa at hvad der er evig sandt om Gud og Menneske, det skal netop Tiden vise«.

Dette er ligesaa stik imod den Tyske Tankegang som Asernes i gamle Dage var imod Thursernes, efter hvis Mening det igrunden slet intet har at betyde med hvad der skeer, slet intet at betyde med hele Menneske-Historien, men at al Oplysning om Gud og Menneske og om Tid og Evighed, skal de store Selv-Tænkere enten finde hos sig selv eller udpine af den umælende Natur, i Stjernerne, hos Dyrene og i Bjergene, saa at naar Danmarks og Høinordens Folk kommer til at tænke naturlig, da vil det ret komme for en Dag, at Dansk og Tydsk kan saalidt forliges som Ild og Vand, eller som Aser og Thurser (TMH 75). (GV 452)

Hertil har jeg i disputatsen denne note:

Med »udpine« spiller Grundtvig formodentlig på et udsagn om den eksperimentelle naturvidenskab, der »piner naturen« for at få den til at afsløre sine hemmeligheder. Det har imidlertid ikke været muligt at stedfæste udsagnet. (GV-note 306).

Jeg mener helt sikkert, der findes et sådant udsagn. Men jeg kan godt fortælle, at jeg til sidst ringede til selveste Olaf Pedersen(!), som imidlertid ikke kunne hjælpe mig. (Mon han har været syg på det tidspunkt; det var jo ikke så langt tid før han døde). Er der nogen her, der kan opklare spørgsmålet? Men I skal også lige høre det sted, jeg videre henviser til:

Det er det sted i »Haandbog i Verdens-Historien«, hvor Grundtvig understreger, at en forfatter hverken må »ved Haarene trække [sin tro og (fædrelands)kærlighed] ind, hvor de Intet har at giøre, eller stræbe at udpine den Bekræftelse paa deres Ypperlighed, kun Frem-Tiden eller maaskee først Evigheden kan give, af For-Tid og Sam-Tid« (43).[91] Man må altså ikke prøve at udpine en bekræftelse på sin tro eller fx fædrelandskærlighed af historien eller nutiden og ikke bruge sin videnskab heller til apologetiske formål, men kun til at skildre og tyde virkeligheden, ligesom dette også skal ske på grundlag af, hvordan virkeligheden faktisk er - uden at den fx skal overklistres med »kristendom«! Grundtvig er »opsat paa at lade Menneske-Livet under alle Skikkelser afbilde sig i Historien, som det virkelig har yttret sig i Verden [fremhævet her]« (44). (GV 303f).

* * *

Til allersidst vil jeg opsummere og formulere de vigtigste af de spørgsmål, jeg mener vi børe drøfte her på Forum Teologi Naturvidenskab:

1. Hvad siger man til Grundtvigs kategoriske afvisning af reduktionismen, eller altså muligheden af at forstå tilværelsen så at sige nedefra og op? Og til måden, han gør det på?

2. Hvad siger man til de kristologiske ting? Altså til, at Kristus = LOGOS er grunden under al betydning, lige fra de simpleste talforhold i atomerne (og hvad der måtte ligge endnu dybere nede) og så opefter gennem naturens former og livets udfoldelse, helt op til de allerhøjeste og mest komplicerede menneskelige ting i de menneskelige relationer, i kunst og kultur osv.? - Jfr. også pkt. 7.

3. Og hvad siger man til, når JEG spørger, om det ikke netop er sådan vi skal tænke, når vi skal tænke over »pladsen til Gud«. Altså: I stedet for at tænke på en måde, der svarer til at ville finde en plads til Gud inde i et mekanicistisk univers, der består af tomt rum, nogle små runde kugler, og så nogle naturlove, så tænke »nedad«, ned gennem atom- og partikelfysikken og ned mod det store dyb, som bunder i Gud! - Hvormed jeg selvfølgelig IKKE mener, at vi skulle kunne udforske det, i hvert fald ikke særlig langt ned! Men som en måde at tænke på, der - helt populært sagt - kan afløse forestillingen om Gud som den gamle skæggede mand på en trone oppe bag skyerne! Eller altså den før omtalte vulgær-mekanicistiske model.

4. Og hvad siger man til Grundtvigs påpegning af naturvidenskabernes betydning i forhold til menneskets legemlighed? - At det altså på en måde er os selv, vi betragter. Jfr. Løgstrups: »Indfældet i naturen/kosmos«. Eller som jeg selv siger: Naturen/kosmos er vor »udvidede legemlighed« - og samtidig på en eller anden måde »en Guds legemlighed«, eller dog et sted, hvor vi på en eller anden måde har et, om end indirekte, legemligt møde med Gud? - Jfr. Newton: »sensorium dei«!?

5. Og der er de andre ting, jeg mere eller mindre udtrykkeligt har peget på under selve foredraget: Pkt. 4 (om natur og naturvidenskab i DV. - Pkt. 8 (note 6) (det »rene Lys«). - »Godbid b« (Linné). - »Godbid c-d« (HCØ). - »Godbid e« (vandkarsbilledet i I/NML og Viggo Mortensens brug af »levende vekselvirkning«). - »Godbid k« (»pine naturen«).

6. I »Dansk Kirketidende« 12-13/1998 har jeg fået trykt en tekst, der oprindelig var tænkt som en efterskrift til selve disputatsen: »Livsvidenskabelig efterskrift«. Den ville jeg gerne have inddraget her. Men tiden tillader det ikke. Jeg har taget nogle udskrifter med af den. Men vil dog ikke undlade at spørge forsamlingen, hvad man siger til mit forslag om på en eller anden måde at virkeliggøre denne Grundtvig-drøm? Som jeg skriver: Ikke nødvendigvis i form af et stort universitet i Göteborg (men hvorfor egentlig ikke?). Men så måske i form af en løbende kongres-serie, hvor nogle hundreder af de bedste nordiske hjerner fra alle grene af det videnskabelige og kulturelle liv, fra fysikere og op til digtere, samles og taler om tilværelsestydning i en virkelig forpligtende sammenhæng? - NB! På dette niveau kan vel intet andet end netop den fælles drøftelse i forpligtetheden på »total-sammenhængen« være afgørende for vurderingen af de fremlagte tings gyldighed.

7. Hvad mener man om den forestilling, jeg gør mig om, at det meget vel kan ende med, at det (især) bliver sådanne Grundtvig-disciple som mig, der er fortalere for at bevilge penge til fuldstændig ren og unyttig naturvidenskabelig grundforskning, fordi den jo - på sin rette plads og måde - er en uundværlig del af den samlede erkendelsesbestræbelse, som i sidste instans er så storslået teologisk begrundet, som fx Grundtvig har udtrykt det?

* * *

I øvrigt hedder mit eget post-disputat’ske projekt: Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement. Studier og udkast i storeuropæisk perspektiv!

BENT CHRISTENSEN

* * *

»GRUNDTVIGS VIDSKAB

- dialog mellem videnskaben og det folkelige«

Manuskript til indlednings-foredrag 20.11.98 ved åbningen af seminaret:

»Økologi i uddannelse og folkeoplysning« (20. - 22. november)

på Den frie Lærerskole, Ollerup

·

1. Indledning med Indledning / Haandbog i Verdens-Historien + andre citater

2. Introduktion af det følgende i form af selvbiografisk indledning

3. Stort set oplæsning af de systematiske punkter fra GV - mest muligt forkortet

4. Referat og citat af »Livsvidenskabelig Efterskrift« - mest muligt forkortet

Afsluttende punkter som direkte oplæg til den efterfølgende samtale

* * *

1. Indledning med begyndelsen af Indledning / Haandbog i Verdens-Historien + andre citater

Jeg ville gerne bruge mere tid på at udtrykke min glæde over at være her. Også på Annas vegne - som ikke bare sådan er »med mig«, men som virkelig også, ligesom jeg selv, har glædet sig til rent ud sagt at opleve, hvad I er for nogen! (Og jeg kan da godt allerede nu give den supplerende præsentation af både hende og mig selv, at hun ikke alene har sin egen stilling i Folkekirken som organist og børnekorleder hjemme i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, men også deltager meget aktivt i vort udstrakte mellemkirkelige og -kulturelle arbejde i de øst- og vestslaviske lande. For enhver kan sige sig selv, at det, vi er samlet om her på dette seminar, er noget, der er meget vigtigt i denne sammenhæng, både som klart en af de vigtigste danske kulturelle eksport-varer, og som noget, et internationalt engagement som fx dette, kaster et kraftigt lys tilbage på. Mere om dette senere, både her i foredraget og nok også i den efterfølgende drøftelse).

Altså: Jeg er meget glad for at være her! Men netop derfor vil jeg tillade mig at begynde med et lille drilleri - hvad det dog måske ikke engang er! - bestående i, at jeg vil citere godt og vel den første side af Indledningen til den Haandbog i Verdens-Historien, hvis Første Del Grundtvig udgav i 1833. Her markeres der en klar front mod alt »naturalisme«, »holisme« o. lign.! For spillende på Snorri Sturlassons Heimskringla (som han jo selv havde udgivet oversættelsen af i årene op til 1823 (tredje og sidste del af såvel Saxo- som Snorre-oversættelsen udkom i juni 1823), begynder Grundtvig således:

Jordens Kreds, med Land og Vand, betragter Menneske-Slægten aabenbar som sit Odels-Rige, eller dog som Guds og sit Eget, og skiøndt Man vel, naar Man sætter sig i Dyrenes Sted, kan synes, Man havde meget derimod at indvende, saa tie dog Dyrene med Skaden, fordi de er umælende og maae finde dem i at behandles som Oprørere, naar de giør dem uvane og sætter dem op imod Mennesket som deres Arve-Herre og Konge fra Arilds-Tid. Der findes nu vel Folk paa Jorden og det ikke faa, som, skiøndt de ogsaa efter Evne giør sig den underdanig og lader Dyrene trælle for sig og æder dem tilsidst, naar det smager dem, Folk, som desuagtet paastaae, de er selv i Grunden kun et eget Slags Bavianer og stræbe derfor, saavidt som mueligt, at ligne det Umælende; men det er aabenbar ufornuftigt, saa, naar vi vil blive ved at herske paa Jorden, maae vi nødvendig, paastaae, vi har Ret dertil, ikke fordi vi er enten de Fleste, eller de Største af Krop og de Stærkeste af Lemmer, thi det er vi ingenlunde, men fordi der er noget langt Ypperligere i os, end i alt Andet paa Jorden baade Levende og Dødt, noget Kongeligt og Guddommeligt, som vi kalde Aand og yttre paa mangfoldige Maader, men kiendeligst og kraftigst med vor Mund, i det levende Ord. ...

Heraf følger nødvendig, at vi Menneske-Børn, Saamange som føle og skatte vor Naturs mageløse Fortrin og lade haant om at nedværdige os til de Umælende, vi kan ikke sætte nogen Kundskab ved Siden ad den om os selv og vor Slægt, ved Siden ad Menneske-Kundskab, hvormed al sand Guds-Kundskab herneden maa sammensmelte, ja, hvoraf den er betinget ...

Men der er også et par andre citater. Menneskets stilling er jo ikke slet og ret »kongelig«. Med et meget fint udtryk betegner Grundtvig menneskets stilling i den helt store sammenhæng som »statholderlig«. Jeg referer og citerer nu fra Danne-Virke afhandlingen Om Mennesket i Verden:

Mennesket står altså mellem Gud og verden i »et statholderligt Forhold«, og dets bestemmelse er, at det skulle »omfatte [dette] dobbelte Forhold med Taknemmelighed, og efterhaanden begribe det i Kiærlighed (DV II 164).

Men

[mennesket kan] behage sig selv i sit kongelige Forhold og derved fristes til at nægte sit tjenerlige [...] betragte sin Selvstændighed som virkelig og sin Afhængighed som et Skin [...] Giør han nu det, da lyver og synder og falder han (DV II 164).

Og inden jeg går i gang med selve foredraget, lige et par citater til om menneskets stilling i forhold til naturen.

Fra den systematiske præsentation af hovedindholdet i DV-afhandlingerne - afsnit:

j. Naturbetragtningens og naturvidenskabelighedens plads [92]

En mere omfattende og positiv vurdering giver Grundtvig i dette kendte udsagn fra Om historisk Vidskab:

I Om Mennesket i Verden advarer Grundtvig i et vidtløftigt billedsprog mod pseudovidenskabeligt hængedynd, spekulationens luftballoner osv., men fremhæver betragtningen af den levende og nære natur, idet han siger, at

* * *

Men vi vil nu foreløbig lade disse citater stå. For inden jeg går i gang med selve den del af foredraget, som direkte svarer til den titel, jeg har aftalt med Jesper Saxgren, og som er annonceret i programmet, vil jeg tillade mig at sige noget mere om mig selv og min egen baggrund for at stå her i dag, ja, for i det hele taget nu at føre mig frem som aktiv og aktuel discipel af Grundtvig - med et erklæret ønske om at gøre inspirationen fra Grundtvig gældende i en nutidig og fremtidig sammenhæng, først og fremmest kirkeligt, men jo indesluttet deri og derudfra også folkeligt, kulturelt. Hele grund-anliggendet i mine i hvert fald 20 års Grundtvig-studium er jo, at der ikke alene ikke er nogen modsætning mellem disse to ting, men direkte en nødvendig sammenhæng. Et af de helt grundlæggende hovedpunkter i det, jeg i al ubeskedenhed kalder »den Grundtvig-Christensen’ske« teologi, er jo, at »det dennesidige livsengagement« ikke bare er sådan »tilladeligt«, men er direkte nødvendigt! Som den fulde titel på min disputats jo også lyder: »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«!

Det er dog ikke den rene ubeskedenhed, når jeg tillader mig at tale helt direkte om »den Grundtvig-Christensen'ske« teolog og i det hele taget »det Grundtvig-Christensen’ske syn«. Det er også simpel ærlighed og redelighed. For det er jo bedre at lægge åbent frem, at man faktisk »bruger« Grundtvig. Hvilket jo ofte vil sige på en måde, der ikke direkte svarer 100% til, hvad han selv sagde og mente. Ja, undertiden på en måde, der betegner en kritisk distanceren sig fra ham. For mit vedkommende gælder dette først og fremmest forholdet til Grundtvigs højst ejendommelige kirkesyn og kirkepolitiske syn.

Både i forhold til Grundtvig og i forhold til jer kan det være nyttigt med en lille præsentation. Men jeg gjorde det samme, da jeg i slutningen af oktober holdt et tilsvarende foredrag i Studenterkredsen i København. Det havde titlen »GRUNDTVIGS VIDSKAB OG MODERNITETEN«, og i det begyndte jeg med at sige lidt om mig selv og moderniteten. Dette perspektiv er jo også væsentligt i vor sammenhæng her på dette seminar. Hvor forholdet mellem mig - og altså mit Grundtvig-Christensen’ske syn - og så de »økologiske« holdninger, I har, står direkte i centrum.

2. Indledning: »Om mig selv og den moderne verden og det økologiske«

Hvad »moderniteten« angår, må jeg allerførst sige, at jeg jo er både så gammel og så konservativ, at jeg endnu stikker i netop »moderniteten« - altså forstået i modsætning til »post-moderniteten«. Hvis jeg da ellers overhovedet stikker i noget som helst! Hvilket på den anden side måske kan betyde, at jeg derved mere eller mindre er »kommet ud på den anden side«, trods min alder virkelig rede til at begynde på ny. Som »kristen realist i pluraliteten«. Sådan vil jeg i hvert fald gerne forstå mig selv.

Min allertidligste barndom havde jeg på Oreby Gods, hvor min far var skovfoged. Et ret isoleret land-miljø. På mødrene side stammer jeg fra bønder på de små øer i Smålandshavet. Men jeg må altså sige, at jeg på mange måder har min rod i en kultur, der i hvert fald er »førkrigs« (dvs. »før Anden Verdenskrigs«!). OG i en gammel skov- jæger- og bondekultur, hvor bevidstheden om sammenhængen med naturen og respekten for den, herunder både hus hus- og jagt(bytte)dyrene ikke var noget problem,

Omkring konfirmationsalderen var jeg ret optaget af naturvidenskab og teknik. Jeg var indskrevet på gymnasiets matematisk-fysiske linie. Men fortrød i sommerferien og blev nysproglig. I mellemtiden var jeg nemlig begyndt at spille jazz. Og nære visse litterære interesser og drømme. Men jazzen kom hurtigt til at fylde det hele. Jeg aftjente min værnepligt ved at blive uddannet som såkaldt sprogofficer med russisk. Hvilket jo også har en vis betydning, for så vidt angår Sovjet-kommunismen, hvis grå-kedelighed jeg hurtigt kom til at foragte, uanset dens ondskab. Jeg nævner det bare.[94]

(Senere blev jeg cand. mag. i dansk/russisk. Og disse to fag genoptager jeg i høj grad nu - med ret kraftig indragelse af polsk samt et mere orienteringsmæssigt studium af tjekkisk, slovakisk og ukrainsk. Jeg har gennem 90’erne udfoldet en stor mellemkirkelig og -kulturel aktivitet i forhold til de øst- og vestslaviske lande og vil i resten af mit liv beskæftige mig med et projekt, jeg kalder »Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement. Studier og udkast i storeuropæisk perspektiv«).

«1968« forholdt jeg mig bogstavelig talt re-aktionært til. Man kan godt sige, at epokens og mine veje skiltes omkring 1965, da efterkrigstiden holdt op. Tiden siden da har jeg overvejende udnyttet til at koble mig ind i Kirkens tradition og fordybe mig i teologien (selv om jeg også hele tiden har haft mit »jazz-ideal« med mig: det »primitive«, »elementære« i en »høj spænding«).

Og jeg har altså udgivet: Først: »Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832«. - Eller som der står på bagsiden af denne bogs omslag: »Hvordan var Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne »saglige egenværdi«? Og hvilken betydning tillagde han det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning? Det er de spørgsmål, der behandles i denne undersøgelse af Grundtvigs liv og forfatterskab i perioden 1824-32«.

Og så: »Omkring Grundtvigs Vidskab. En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«.

Jeg vil nu give en ultra-kort oversigt over den »storsammenhæng«, jeg har beskæftige mig med i mine afhandlinger.

2. Stort set oplæsning af de systematiske punkter fra GV 9.2

Menneskelivet og den verden, det leves i, er en stor og gådefuld kendsgerning, og allerede i sin naturlige tilstand viser og længes menneskelivet ud over sig selv.

I verden (blandt menneskene) findes også den store kendsgerning, som den kristne Kirke og dens tro er.

For den kristne er den i Kirken levende kristendom svaret på den her i pkt. 1 nævnte visen og længsel ud over sig selv. Det er mødet mellem de her i pkt. 1 og 2 nævnte historiske kendsgerninger, der er afgørende, og ganske særligt mødet mellem kristendommens tiltale og menneskets hjerte. Den ved dette møde opståede tro har også en side, der udgør en slags stor erkendelsesteoretisk grund-hypotese, og som i det hele taget udgør et grundlag for den kristnes erkendelsesmæssige virksomhed.

I kristendommen ses mennesket som hverken mere eller mindre end Guds faldne skabning, som ved Guds frelses-gerning gen-løses til et gen-oprettet skabnings-forhold. Men allerede før og uanset frelsen er det skabte om end faldne menneskes liv en vidunderlig kendsgerning. Syndefaldet har ikke annulleret Skaberens plan med sin skabning. Og dette gælder ganske særligt for det kristne menneske. Det er jo det skabte-men-faldne menneskeliv, der bekræftes og sættes i sit sande lys af den særlige åbenbaring, og det er dette menneskeliv, der er frelsens genstand. Samtidig gælder det, så at sige den anden vej, at selve ordet Gud - og dermed hele den særlige åbenbaring, ja, selve frelsen - alt sammen bliver betydnings-tomt, hvis den Gud (åbenbaring og frelse), der er tale om, ikke forstås som netop dette menneskelivs og dets verdens Gud - som både Skaber og Frelser.

Af det i pkt. 4 nævnte følger begrebet »det kristeligt nødvendige livs-engagement« - eller »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed« - eller »er-os-tomme-ord-og-lyde-princippet«. Og allerede af, hvad der indtil nu er sagt, følger, at der helt særligt er tale om en erkendelse af betydning. Hvilket yderligere understreges af hele »Logos-kristologien«, dvs. troen på Kristus som det Guds billede og den Guds Sandhed, ved hvem verden er skabt, og som al mening og betydning i verden er et aftryk af. Hvilket bekræftedes og forstærkedes i inkarnationens store begivenhed. Der er også en stor sammenhæng mellem Grundtvigs billedsyn og inkarnations-teologien.

Der er ikke kun tale om, at det liv, der leves, gøres til genstand for en erkendelse, som er en indirekte gudserkendelse. Der er også tale om en stadig vekselvirkning mellem livet og den tydende erkendelse af det, i den forstand, at erkendelses-resultatet, tydningen, vender tilbage til livet igen som oplysning, hvorved selve livets levelse kommer til at give en ny og højere grad af erkendelse. Og så videre.

Det er menneskets historiske liv, der er erkendelsens højeste genstand. En humanistisk, »menneskelig«, historisk-poetisk, tydende videnskabelighed er det øverste og alt overordnede lag i den videnskabelige aktivitet. Til gengæld er så virkelig alt andet indordnet under det. Intet verdens-ligt er jo mennesket fremmed. Alene det, at mennesket ved sin legemlighed er, som det nu hedder på Løgstrup’sk, »indfældet« i kosmos. Men jo også det, at verden er den skueplads, Gud har givet mennesket at leve sit liv på. Derfor skal mennesket - om så blot til ren orientering, men også med henblik på beherskelse og udfoldelse - kende sin verden som sådan. Dette syn betegner den diametrale modsætning til al fysikalistisk reduktionisme, men lader samtidig enhver form for naturvidenskabelighed komme til sin ret - på netop sin rette plads.

Den praktiske organisation, der må følge af dette syn, omfatter alt lige fra super-universiteter hos de forskellige hoved-folk til den mest elementære livs-levelse i en livs-oplyst folkelig sammenhæng. Fx hos et lille legende barn - som så igen kan være en kommende professor på super-universitetet. Vekselvirknings-forholdet mellem erkendelse og oplysning kommer jo i det helt store perspektiv til udtryk ved, at det er virkelige mennesker med al deres erfaring fra deres eget liv fra barndommen af, der udfører den overordnede forskning og tydning - hvis resultater så igen formidles nedad i folke-organismen, med det folkelige universitet (højskole) som det afgørende sted, men jo selvfølgelig også fra de forældre, som har modtaget livs-oplysning på en sådan skole, og til deres børn, ja, i det hele taget gennem tidligere elevers omgang med hinanden, dvs. i hele det folkelige og kulturelle liv.

12.

Af forskellige grunde blev det »system«, der her er beskrevet, aldrig fuldt udfoldet. Alligevel kan det, der faktisk blev udfoldet, dvs. den grundtvigske folke-højskole og hele den grundtvigske virkningshistorie i allerbredeste forstand, kun forstås på baggrund af en betragtning af hele »systemet«, herunder selvfølgelig hele den tilgrundliggende teologi - som jo netop på det dybeste plan er Theo-logi, idet kun det forhold, at de fleste mennesker i Grundtvigs omgivelser, ikke mindst de kulturelt toneangivende, måtte betragtes som i hvert fald ikke rettroende kristne, nødvendiggjorde formuleringen af en »sekundær« »højere-fællesnævner-teologi« eller -anskuelse. Hvilket så til gengæld er et forbillede eller en model, der kan bruges også i senere tider med henblik på kulturelt samarbejde og sam-liv mellem kristne og ikke-kristne - og dermed også med henblik på sam-livet, sam-eksistensen overhovedet mellem kristne og ikke-kristne, på et fælles menneskeligt grundlag. Hvor det spændende, alt for spændende spørgsmål så bare bliver, hvor langt væk fra kristendommen man kan komme. Den »naturalisme (hedenskab) med ånd«, Grundtvig taler om, er jo i kulturel forstand af særdeles kristelig karakter!

3. Tanker om den aktuelle udmøntning af arven fra Grundtvig

(Jfr. »Livsvidenskabelig Efterskrift, »Dansk Kirketidende« 12-13/1998)

Det var kun dele af Grundtvigs samlede erkendelses- og oplysnings-projekt, der faktisk blev realiseret - et forhold, som i høj grad er blevet overskygget af Grundtvigs kolossale virkningshistorie. Hverken super-universitetet i Göteborg eller det folkelige universitet i Sorø blev til noget. I stedet fik vi de mange små folkehøjskoler. Men netop nu, hvor det i så mange henseender er blevet både nødvendigt og muligt at tage tingene op til nyvurdering, er det værd at gøre sig nogle overvejelser angående mulighederne for at få udmøntet hele det potentiale, der lå i Grundtvigs oprindelige tanker.

Arven skal op i højere nævnere!

En ren gentagelse af, hvad Grundtvig har sagt, vil være fuldkommen u-grundtvigsk. Det, der i stedet må skulle være tale om, er, at man så at sige hæver de enkelte dele af den Grundtvig’ske arv op i nogle »højere nævnere«, således at de grundlæggende ting mere frit kan indgå i nye, aktuelle sammenhænge og forbindelser - på en med tidens tarv og vilkår passende måde! Samtidig med, at man selvfølgelig herindenfor fortsat glæder sig over og lader sig inspirere af alle Grundtvigs egne tekster og udsagn.

Kirkeforståelse og solidaritet

1. Den Danske Folkekirke skal forstås som et virkeligt kristent kirkesamfund - og dermed som den lokale afdeling af Kirken. Det er i vor tid hverken nødvendigt eller ønskeligt at operere med begrebet en kirke, der ikke er kirke, men kun »en borgerlig indretning«.

2. Aktiviteterne på kulturens og erkendelsens områder må vi enten betragte som findende sted inden for menighedens fællesskab eller som et samarbejde mellem kristne og ikke-kristne.

3. Hvad man end vil mene om den måde, Grundtvig har trukket grænserne på, og om hans motiver dertil, er der helt grundlæggende tale om et syn på den skabte tilværelse og om en solidaritet med, ja, kærlighed til, de ikke-(så)-kristne folkefæller, som er et enestående eksempel til efterfølgelse, også for os, som vil lægge grænserne nogle andre steder.

»Sagligheden« og »adskillelsen« - hos Grundtvig og hos os

1. Der er her kort sagt for det første tale om den saglighed og den adskillelse, som allerede i selve de kristnes eget liv er nødvendig i forholdet mellem det særligt kristelige (åbenbaringen, frelsen, gudstjenesten, troen, teologien), og så forholdet til og oplevelsen af tilværelsen som sådan. Og for det andet om den saglighed og adskillelse, som nødvendiggøres af, at de kristne i videst muligt omfang også skal kunne dele deres menneskeliv, herunder det videnskabelige og kulturelle liv, med deres ikke-kristne medmennesker. (Se afsnittet »Saglighed og adskillelse - 1 og 2« i »Fra drøm til program« s. 298ff).

2. Storheden i dette »betydnings-forhold« består netop i, at, når der i teologien og prædikenen er henvist til, at det forholder sig sådan, så skal »menneskelivet-og-dets-verden« selv »komme til orde«, selv, helt umiddelbart, godtgøre og udfolde sin egen betydning.

3. Den overordnede forståelse af den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement vil alligevel sætte alle enkeltdelene i et helt særligt lys og perspektiv.

4. Netop den grundtvigske forståelse af det skabte-om-end-faldne menneskelivs saglige egenværdi tilsiger endvidere de kristne, at de allerede for deres egen skyld - med henblik på selve deres eget forhold til den saglige egenværdi i deres eget, kristne, menneske-liv - må søge at dele så meget som muligt af tilværelsen i dens »saglighed« med deres ikke-kristne medmennesker. (Men også såvel et solidaritets- som et samfundsmæssigt egeninteresse-motiv).

Humanister med ånd - og andre?

De første og nemmeste potentielle kulturelle og videnskabelige samtale- og samarbejdspartnere vil naturligvis være de post-kristne humanister, som kun er ateister, fordi de slet og ret ikke mener at kunne tro på Gud. I kulturel forstand vil disse mennesker et meget langt stykke være »kristne« - idet det jo netop er post-kristne, de er. Dette er det nærmeste sidestykke til Grundtvigs »naturalister med ånd«.

Men hvem kunne ellers komme på tale? Jøder vel afgjort. Muslimer? Marxister? Mange andre i »den globale landsby, som i den grad har tilegnet sig den vestlig-globale kultur, at de alligevel i mange henseender kan sammenlignes med de post-kristne humanister.

Erkendelse og oplysning - op og ned

Stikord: Førskolealderen. Det egentlige skoleforløb (der ligesom småbørne-opdragelsen sagtens kan have passende »grundtvigske« elementer og kvaliteter indbygget). Noget, der svarer til den nuværende folke-højskole, eller måske ligefrem et »Sorø« (eller flere). De forskellige faglige uddannelser - helt op til de almindelige universiteter og højere læreanstalter. Allerøverst oppe et »Göteborg« - uanset hvilken institutionel skikkelse det får.

Man kan altså godt putte grundtvigsk livsoplysning ind i de allerede eksisterende institutioner. Et helt anderledes vigtigt spørgsmål er, hvad det er for et menneske- og folkeliv, det hele skal udgå fra og vekselvirke med. Hermed er der peget på det meget store kulturkritiske potentiale, der ligger i en virkelig udmøntning af de Grundtvig-elementer, jeg har draget frem! Hvor der selvfølgelig ikke er tale om en kulturkritik, der fx vil prøve at skrue tiden tilbage til forrige århundredes danske landbrugssamfund (hvilket på den anden side ingenlunde udelukker, at man kan lade sine rødder suge deraf!), men tværtimod om en kulturkritik, der med en grundtvigsk forståelse af »livet«, på et meget højt fællesnævner-niveau er kritisk-konstruktivt åben for enhver ægte livs-mulighed under de til enhver tid givne betingelser.

Hvad der under alle omstændigheder har blivende gyldighed, er, at den videnskabelighed, Grundtvig taler om, helt afgørende må ses som del af en altomfattende kulturel sammenhæng. Hvor »kulturel« altså ikke blot skal betegne en demokratiseret hof- og borgerkultur for moderne middelklassemennesker, endsige en slags religionserstatning for sådanne, men hvor der for det første er tale om en altomfattende sammenhæng oppe på topplanet ( »Göteborg«), hvor alle videnskabsgrene, al kunst og al faglig indsigt på højeste niveau mødes i en totalt forpligtende total-samtale - under den »historisk-poetiske« totaltydning af menneskelivet som det helt overordnede. Og hvor der så for det andet er tale om, at de mennesker, som - hver på deres måde - arbejder på dette højeste niveau, personligt er kommet dertil hele vejen fra deres fødsel ind i folkelivet af og op gennem hele uddannelses- og oplysnings-systemet (hvor de selvfølgelig hele tiden har levet i størst mulig vekselvirkning med det omkringværende levede liv - og selv har levet deres eget liv), og tale om, at de, oppe på deres top-plan, fortsat lever i vekselvirkning med hele det levede menneskeliv og med alle de lavere dele af »systemet«.

Mere poesi - på flere måder?

[Jeg håber at kunne give en foreløbig uddybning af dette her i DKT engang i efteråret. Og efter planen skal mit sidste stykke Grundtvig-forskning være fx en artikel i »Grundtvig-Studier« om Grundtvigs poesi og poetik. Jeg har hørt rygter om, at også andre beskæftiger sig med dette. Men jeg vil nok under alle omstændigheder lave mit!].

4. Afsluttende punkter som direkte oplæg til den efterfølgende samtale

Videnskaben og det folkelige. - Organismetanken. »En i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder (GV 261ne)«

Men hvordan? ALT skal overvejes. Den traditionelle folkehøjskole. Alle andre eksisterende institutioner (med »Grundtvig-input«). Helt nye former? - Vi må tænke virkelig stort, så vi kan være »klædt på« til en hurtigt indtræffende fremtid med uanede ting inden for informationsteknologi og andet elektroniske, samt biologisk osv. - Selv betragter jeg mig som godt nok på en vis måde konservativ, men på en anden måde hensynsløst, bedre: »nøgent« rede til at forholde mig til den til enhver tid foreliggende virkelighed. Og jeg er også grundlæggende FOR den vestlige kultur, herunder teknologien, som sådan. (Opsendelsen af Rumstationens første modul i dag!).

Samtale i pluraliteten? Mellem subkulturerne?

For mig vil »livs-poesien« i allerbredeste forstand - med den litterære poesi (og anden kunst) som »særtilfælde« deraf - være det centrale. Og jeg tror, man bredt ville kunne dele denne - jo selv meget brede - forståelse. Jeg mener, at en helt afgørende side af arven fra Grundtvig vil være forståelsen af vekselvirkningen mellem den særlige (kunstneriske) livs-poesi, og så dén almindelige livs-poesi, livs-forståelse og livsfølelse, det drejer sig om i selve livets »levelse« og »oplysning«!

Men nu glæder jeg mig til at høre, hvad I har at sige!

* * *

Min opposition ex auditorio ved forsvaret af

Ole Vinds disputats:

Grundtvigs historiefilosofi

på Københavns Universitet

den 28. maj 1999.

FÆRDIG VERSION - med senere notater indarbejdet!

[Ændret format og skrift 14.03.02]

Højtærede hr. dekan!

Ærede præses!

Ærede professorer og lektorer!

Mine damer og herrer!

En opposition ex auditorio er ofte snarere en replik end en kritik, så jeg vil allerførst benytte lejligheden til at ønske præses tillykke med det fornemme bidrag til Grundtvig-forskningen, der er ydet med det arbejde, der forsvares i dag.

Men så kunne jeg selvfølgelig opponere imod præses’ note 33 på s. 147, hvor præses om behandlingen af Dannevirke-afhandlingerne i min disputats fra sidste år: "Omkring Grundtvigs Vidskab" - vel nok lidt drillende, men jo så i god overensstemmelse med hele anlægget i hans arbejde - siger, at "Bogen fremhæver udmærket oplysningsfilosoffen [!] Grundtvig og hans tillid til videnskabeligheden". Og hvor præses endvidere hævder, "at Grundtvigs historiske Vidskab - og dermed også den afklarede universalhistoriske - slet ikke kommer til sin ret".

Men netop fordi jeg rigtignok bevidst og udtrykkeligt går ret meget uden om selve Grundtvigs rent faghistoriske indsats som sådan, herunder hans historiefilosofi som sådan og den idehistoriske perspektivering, kan jeg med desto større glæde nu se denne mangel så grundigt afhjulpet.

Og jeg må udtrykke min dybe tilfredshed med, at præses og jeg - uden at have kendt hinanden, medens vi skrev - har givet hver vort, hinanden supplerende, bidrag til, hvad man kunne kalde 1980’ernes og -90’ernes Thaning-korrigerende Grundtvig-forskning.

Navnlig har jeg med overordentlig stor interesse og glæde læst de to første afsnit i kapitel 9: "Gyldenåret" og "Forklaringsmålet".

Hvad det første begreb angår, giver præses en udmærket redegørelse for den såvel bibelske som Herder’ske baggrund for Grundtvigs brug af ordet gyldenår, ligesom han klart har set den afgørende betydning, ordet og begrebet får i det - som præses helt rigtigt udtrykker det - "storladne lejlighedsdigt" "Gylden-Aaret" fra 1834 (s. 415).

Og hvad det andet begreb angår, har præses virkelig forstået, at Grundtvig i sin gennemgående brug af ordet "forklaring" og tilsvarende "spiller på alle ordets betydningssammenhænge, fra den videnskabelige forklaring til den bibelske forklarelse" (s. 422).

I sin bog påviser præses, at vel lever og ånder Grundtvig i en tid, der er præget af arven fra oplysningstiden, men han giver de begreber, der er tale om, en helt ny og enestående fylde og farve ved at inddrage dem i sit eget kristne og - hvis jeg må have lov at bruge mit eget ord - "sekundærteologiske" univers.

Jeg har, hvad det sidste angår, med tilfredshed konstateret, at præses rammer noget helt afgørende karakteristisk, når han - med et udtryk hentet hos Jørgen Bukdahl (s. 239) - taler om Grundtvigs "konsekvente dobbelte bogholderi, der lader ham anskue også verdenshistorien i samme perspektiv [som selve den egentlige kristne eskatologi]" (s. 427). For mit eget vedkommende taler jeg altså her om Grundtvigs henholdsvis primære og sekundære teologi og eskatologi.

Men hvad er nu alligevel grunden til, at en teolog af Grundtvigs format giver sig til at føre "dobbelt bogholderi"? Og i den grad og på den måde, der til sidst bliver tale om? - Ja, det er jo, at han i løbet af anden halvdel af 1820’rne og frem til året 1831 må erkende, at en egentlig og samlet kristelig opvækkelse i Danmark er udelukket, men alligevel stadig ikke kan opgive det håb for hele Danmark - som også har sin rod i 1700-tals patriotismen - men som nu senest var brudt så storslået frem i digtet "Nyaars-Morgen", 1824.

Det er i sig selv særdeles fortjenstfuldt, at præses overhovedet har inddraget "Nyaars-Morgen" i sit arbejde - sammen med en lang række andre poetiske tekster. Men jeg vil spørge, om han mener, det er tilstrækkeligt (eller en tilladelig provokation!) at betegne dette digt som "et af de første store udtryk for Grundtvigs jordiske fremskridtstro", der "lyser [...] klart af Grundtvigs stærke optimisme på den historiske udviklings vegne"? (s. 234f).

For der er jo tale om noget endnu langt større end dette, nemlig en inderlig sammenfletning af det kristne, det folkelig-nationale og det personlige i en "morgen-drøm" af en enestående styrke og skønhed.

Året efter - i 1825 - gør Grundtvig så sin "mageløse opdagelse" - som præses giver en udmærket behandling af i afsnittet med den også træffende overskrift "Det historisk-kirkelige syn" (s. 216ff). Jeg vil dog advare mod den - ikke alt for forbeholdne - tilslutning til de Søren Holm’ske begreber "myte" og "kult", som præses i denne forbindelse gør sig skyldig i - og spørge præses, om han vil bekræfte, at der også her er tale om en provokation, altså en provokerende måde at tale om frelses- og kirkehistorien og sakramenterne på?

Men det lykkes ikke Grundtvig at vinde over professor H.N. Clausen og alle de andre kættere, så i vinteren 1831-32 skriver han sig frem til dén store kompromis-løsning, der tillader ham at blive i statskirke-institutionen - idet han frakender den karakteren af egentlig kristen kirke, men i stedet betegner den som en offentlig religionsanstalt med et vist kristeligt præg - på hvilket grundlag han så kan lægge op til et videnskabeligt og kulturelt samarbejde med de såkaldte naturalister med ånd.

Præses giver en dækkende beskrivelse af Grundtvigs nye standpunkt, når han siger, at Grundtvigs "adskillelse af tro og anskuelse, kirke og skole ... [bedst kan] "forstås som en fordobling af troen ..." (s. 239).

Og det er for så vidt også dækkende, når præses videre siger, at denne fordobling består i, at troen

nu både betød troen på Kristus, den opstandne frelser, der gennem menigheden åbner døren til kødets opstandelse og det evige liv, og troen på Skabelsens Gud, der som Historiens Herre står bag menneskeslægtens verdenshistoriske, timelige udvikling mod forklarelsens mål (s. 239).

Tilsvarende er det rigtigt, når præses lidt senere skriver, at "Grundtvigs historiesyn forudsætter også efter 1832, hvad Grell har kaldt hans skabelsesteologi" (s. 239).

Det er i den forstand også rigtigt set, når præses mod slutningen af kapitel 5’s afsnit 4: "Verdenshistorie først -" påpeger, at det,

At Grundtvig nu kunne adskille verdens- og kirkehistorie[,] betyder altså på ingen måde, at hans historieskrivning er sekulariseret ... (s. 240).

Og jeg kan stadigvæk følge præses, når han hertil føjer, at der snarere er tale om, "at det kristne historiesyn nu som dobbelt bogholdere kan afstemmes ad to veje" (s. 240).

Men jeg har det sværere med bestemmelsen efter tankestregen: "begge lige udviklingsoptimistiske". For vel er det rigtigt, at Grundtvig udvikler en kristendomsforståelse, der omfatter alt, hvad han havde set som både oplysningens og romantikkens berettigede forsøg, men det er alligevel ret provokerende at hæfte betegnelsen udviklingsoptimistisk på selve Grundtvigs primærteologiske historiesyn og eskatologiske syn.

Og desuden er der hos "efter-1832-Grundtvig" tale om en langt mere ejendommelig og kompliceret dobbelthed end, hvad der ligger i pdes. begreberne frelsesteologi og frelses-tro, og pdas. skabelsesteologi og forudforståelse.

Jeg vil derfor slutte med at spørge præses, om han har gjort sig klart, i hvor høj grad det er de ydre omstændigheder, der efter 1824 og 1825 tvinger Grundtvig over i en dobbeltstrategi, som kommer til at indebære en form for dobbelthed, der går langt ud over, hvad der ligger i hans eget kristendomssyn som sådant?

Præses har udtrykkeligt lagt sit arbejde idehistorisk og IKKE kronologisk-biografisk an (s. 39) og har derved opnået åbenlyst store resultater. Men alt har sin pris, og der er nogle ting, jeg savner i hans behandling af de tre store Grundtvig-årstal 1824, 1825 og 1832. Og jeg kan lige så godt slutte med rent ud at spørge præses, hvordan han forholder sig til min allerede i 1985 og 1987 præsenterede påpegning af, at det, der skete under Grundtvigs arbejde gennem den lange række af udkast til Indledningen til "Nordens Mythologi" i vinteren 1831/32, ikke kun blev presset frem af rent indre teologiske og historiefilosofiske motiver, men i meget høj grad også fik den karakter, det fik, pga. Grundtvigs faktisk desperate behov for at få slået sig ud af den umulige kirkelige og sociale situation, han var kommet til at befinde sig i.

_________________________________________

1824: 227. 235f

1825: 216-222. 227

1832: 176-198

NVF: 198-

* * *

Her følger den danske original-tekst til RESUME af min disputats:

Bent Christensen

OMKRING GRUNDVIGS VIDSKAB

En undersøgelse af N.F.S. Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement

Første motto:

Langt være det fra os, at misunde vore

christelige Børn og Efterkommere de Fremskridt,

der ere dem forbeholdne, meget meer vil vi med Flid

opdrage dem til i Kjærlighed at staae paa vore Skuldre,

og, med Lovsang til Ham, som kaldte os fra Mørket

til sit underlige Lys, nyde den videre Udsigt

og klarere Indsigt, Gud med os haver aabnet

og beredt dem!

(Grundtvig i »Om Natur og Aabenbaring«)

Andet motto:

Danmark er historiens Palæstina og Grundtvig er dets profet.

(Christensen, her!)

Gads Forlag 1998

SKRIFTER UDGIVET AF GRUNDTVIG-SELSKABET XXXI

G.E.C. Gads Forlag

Denne afhandling er af

Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet

antaget til offentligt at forsvares for den teologiske doktorgrad.

Københavns Universitet, den 1. december 1997

Jens Glebe-Møller

Dekan

Forsvaret finder sted fredag den 4. september 1998 kl. 14.00

i Annexauditorium A, Studiestræde 6 o.g.

1455 København K.

Billedet på omslaget viser Sorø Akademi ved den skovkransede sø i det sjællandske landskab. Grundtvigs drøm om et dansk folke‑universitet.

[Begyndelsen af den i 1998 udgivne bogs Indledning (hvorefter selve resumeet følger):]

Den undersøgelse af Grundtvigs forhold til den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement, hvis resultater her lægges frem, er en videreførelse af det i 1987 udgivne arbejde: »Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832«, hvori der til allersidst blev peget på nødvendigheden af, at der i vor tid søges inspiration hos Grundtvig ikke alene på det menneskelig-folkelige og kristelig-kirkelige plan, men også på det videnskabelige plan. Realiseringen af selve det overordnede universalvidenskabelige program fra 1832-mytologiens Indledning og fra Göteborg-skriftet blev proklameret som »en ganske særlig udfordring for vor tid«.

Ikke fordi troen behøver videnskaben, men fordi det er en tynd og fattig tro, der ikke - så vidt omstændighederne tillader det - medfører en grænseløs lyst til erkendelse, erkendelse af, hvad det vil sige at være menneske, erkendelse af den verden, som er menneskelivets verden, og dermed - indirekte - erkendelse af den Gud, som er menneskets Gud, og hvis verden menneskelivets verden også er (DP 307).

Nærværende arbejde er fremstået som et bidrag hertil, idet der er tale om en videreførelse af den første undersøgelse, nu med særligt henblik på den erkendelsesmæssige side af det livsengagement, som for Grundtvig dels havde en »saglig egenværdi«, dels var et nødvendigt betydnings-indhold i det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning.

[...]

RESUMÉ

(Fra den oprindelige 1994-version)

Indledning

Det her foreliggende arbejde er en videreførelse af det i 1987 udgivne arbejde »Fra drøm til program« - med særligt henblik på den erkendelsesmæssige side af det livsengagement, som for Grundtvig dels havde en saglig egenværdi, dels var et nødvendigt betydnings-indhold i det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning.

Meget tidligt i undersøgelsens forløb begyndte der imidlertid at tegne sig et langt bredere og mere kompliceret billede af - ja, omkring - Grundtvigs »vidskab«, end hvad der først havde været regnet med, og arbejdets afgørende bidrag til Grundtvig-forskningen er derfor blevet en stor-tydning af hele den alternative kristne - eller dog kriste-lige - kultur, Grundtvig i hvert fald siden 1816 arbejdede for, og hvori erkendelse og oplysning spillede en afgørende rolle, men hvor det allerdybest set var det ske folkelivs lykkelige og oplyste »levelse«, det gjaldt - med Grundtvigs egen vældige skikkelse i centrum som en kirkelig og folkelig leder, ja, kirkelig og folkelig »total-digter«.

I fortsat kritisk-korrigerende forlængelse af Kaj Thaning (»Menneske først -« 1963) bevæger det foreliggende arbejde sig gennem et område, stort set hele den hidtidige Grundtvig-litteratur har bevæget sig omkring - med Kim Arne Pedersens i slutningen af 1993 færdiggjorte afhandling som den nærmeste parallel.

Grundtvig og videnskabeligheden 1805-1872

1. Fra opvækkelse til omvendelse. 1805-1810

I dette kapitel følges Grundtvigs udvikling fra ung mand med digterambitioner på 1700-tallets præmisser, til nyomvendt præstekandidat efter en voldsom sjælelig og religiøs krise. Den afgørende iagttagelse er, at ikke alene er det i årene 1805-1808, den egentlige Grundtvig er blevet til, idet i hvert fald de vigtigste og mest karakteristiske spørgsmål her er begyndt at tegne sig for ham, men det er også i den her behandlede periode, i særdeleshed i årene 1806-1808, Grundtvig udfolder i hvert fald et prototypisk eksempel på den særlige Grundtvig’ske videnskabelighed i en form, der aldrig siden blev så »ren« i forhold til ydre påvirkninger og konflikter m.m.

Efter en voldsom »romantisk« vækkelses-krise i sommeren 1805 og efter oplevelsen af »romantikkens« utilstrækkelighed som forløsnings- eller forsoningsmiddel faldt Grundtvig i princippet (om end ikke fuldt afklaret) tilbage på kristendommen, idet han samtidig nu prøvede at flygte fra eksistensens problemer og usselhed ind i den såkaldte asa-rus - en flugt, som dog viste sig at være det første trin i hele den lange nedstigning til virkeligheden, som fandt sted i hele resten af hans liv.

Allerede i 1806 var det dobbelte grundlag for hele Grundtvigs videre udvikling altså til stede: En afvisning af den »romantiske« livsanskuelse som helhed, men en indoptagelse af dens gode dele i en ny altomfattende og »livsengageret« kristendomsforståelse. og en fagvidenskabelig (filologisk-mytologisk) aktivitet på højt niveau inden for denne livsorienterede helhedsanskuelse.

Sit højdepunkt nåede Grundtvigs, stadig af mødet med naturfilosofien prægede, arbejde på dette område med hovedværket »Nordens Mytologi« 1808. Men netop midt i dette værk bryder kristendommen igennem med overraskende styrke, og i resten af perioden, hvor Grundtvig nu opholder sig i København, sker der en væsentlig udvidelse af hans interesse- og aktivitets-område, hvilket bl.a. fører til udarbejdelsen af det diktat-kompendium, som bliver hans første og grundlæggende fremstilling af verdenshistorien.

2. Op til »Danne-Virke« 1811-1815

Hovedbegivenhederne i denne periode er: Grundtvigs indtræden i præstegerningen 1811. Udgivelsen af 1812-verdenskrøniken (samt af »En mærkelig Spaadom«, 1814). Den af disse udgivelser fremkaldte polemik. Og danskheds- og symbolsprogs-gennembruddet m.m. i 1815.

Verdenskrøniken 1812 rummer mange væsentlige betragtninger af forholdet mellem religion/kristendom og videnskabelighed, og af videnskabeligheden som del af kulturen. Men den er overvejende et skrift af apologetisk, profetisk og folkeopvækkende karakter, og dens betydning med hensyn til udviklingen af Grundtvigs videnskabssyn ligger i høj grad i, hvad der skete i den efterfølgende polemik, hvor Grundtvig fik klaret og skærpet begrebet i forhold til naturfilosofien.

Af mere positiv betydning er dog den yderligere tilnærmelse til den historiske og danske virkelighed, der sætter ind bl.a. som følge af tabet af Norge i 1814. Med i denne sammenhæng hører også den nu helt anderledes videnskabeligt prægede (men aldrig fuldførte) 1814-verdenskrønike. Men de afgørende gennembrud kommer til udtryk i »Fortaleriim« til »Roskilde-Saga« 1814 (med deres indhold af »kristen poetik«), digtet »Et Blad af Jyllands Rimkrønike« 1815 (med det nye symbolsprog, ja, den nye »symbol-verden«) - og det afsluttende indlæg i polemikken efter 1812-verdenskrøniken: »Imod den lille Anklager« 1815 (med den nye frigjorte og humoristiske tone).

Af stor betydning i denne periode - og dermed for udviklingen af den alternative Dannevirke-filosofi og -videnskabelighed, ja, for udviklingen gennem hele resten af Grundtvigs liv af alternativer til den herskende videnskabelighed, dannelse og undervisning - er også drømmen om og forsøgene på at få ansættelse ved et universitet.

Med Skt. Stefans-erklæringen 26.12.15 indvarsler Grundtvig den nye periode, hvor han vil afholde sig fra den direkte forkyndelse og i stedet koncentrere sig om de tre oversættelsers store total-projekt samt udgivelsen af »Danne-Virke«.

Fra 1815 får Grundtvigs beskæftigelse med de erkendelsesmæssige spørgsmål i snævrere forstand karakter af et apologetisk-polemisk opus alienum, medens det nye positive, der nu er brudt frem, er af en langt bredere kulturel og historisk-poetisk karakter - hvor den filologisk-historiske fremdragelse og brug (også digterisk) af fortidens bedrifter og produkter er den vigtigste videnskabelige aktivitet, og hvor sigtet klart er opvækkelsen og etableringen af en altomfattende kristelig-dansk kultur.

3. Dannevirke-tiden 1816-1819

Ud over tidsskriftet »Danne-Virke« er der kun eet trykt skrift fra denne periode, som er af direkte interesse, nemlig Verdenskrøniken 1817. Disse tekster udgør - sammen med oversættelserne - næsten hele Grundtvigs produktion i perioden.

Det er de otte store »filosofiske« afhandlinger i »Danne-Virke«, der udgør tekst-grundlaget for denne del af undersøgelsen. Men ikke alene betragtes disse afhandlinger som et sammenhørende tekstkompleks, de betragtes også i deres sammenhæng med hele »tekstkomplekset ‘Danne-Virke’«. Hvorved det bliver klart, at mange af de filosofiske, ja, ligefrem naturvidenskabelige udsagn spiller en mere sekundær og defensiv rolle, end man ellers kunne fristes til at tro. De filosofiske og erkendelsesmæssige udsagn i Dannevirke-artiklerne indgår i et altomfattende alternativt kulturprogram, som faktisk svarer ret godt til det program, som blev delvis realiseret i perioden efter 1835.

Grundtvig siger selv, at digtene, oversættelserne og de historiske artikler er beregnet på at skulle bære frugt på længere sigt, medens de otte afhandlinger allerede er (om end umodne) »frugter«, i og for sig færdige produkter til brug her og nu.

I »Danne-Virke« er kristendom og danskhed skudt ind i hinanden på en særdeles ejendommelig og temmelig uafklaret måde. Og en tilsvarende »sammenskudthed« er der tale om, når Grundtvig selv angiver tidsskriftets formål som »Befordring af sand Fædrelands-Kiærlighed og grundig Videnskabelighed«.

I Dannevirke-artiklerne arbejder og taler Grundtvig meget bredt og sagligt - og apologetisk-pædagogisk - med kristendommen og selve den kristne tro som den yderste ramme. Der er tale om en skabelses- og forklarings-teologisk begrundelse af videnskabeligheden, som svarer til teologien bag Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832. Men i 1816-1819 arbejder og kæmper Grundtvig endnu for en kristelig-dansk enhedskultur, så at der endnu ikke er tale om en udtrykkelig udskillelse af en rent sekundær anskuelses- og forklarings-teologi.

Formålet med den videnskabelige bestræbelse her i verden er en indirekte gudserkendelse gennem en med selve den historiske livs- og forklaringsudvikling vekselvirkende historisk forklaringsvidenskabelighed, som især består i en tydning af menneskeslægtens indtil nu foreliggende liv. Hele skaberværket, og navnlig hele historien, er jo Guds selvåbenbarelse og må altså kendes og »forklares«, hvis mennesket skal lære Gud at kende. Den øvrige tilværelse skal begribes i mennesket, som igen skal begribe sig selv i Sandheden (Gud) - hvorved den indirekte gudserkendelse opnås, idet hele tilværelsen jo er et billede af Gud.

På baggrund af denne bestemmelse af vidskabens Hvorfor rummer afhandlingerne en lang række udsagn om vidskabens Hvordan, lige fra de erkendelsesteoretiske forudsætninger til de rent faglig-historisk metodiske betragtninger. Erkendelsesteorien i »Danne-Virke« er i høj grad en videreførelse af polemikken mod tidens filosofi i årene forud - og i mere positiv forstand en mere eller mindre efterrationaliserende fremstilling af de resultater, Grundtvig selv er kommet til på grundlag af sin helt umiddelbare livserfaring, sin kristne tro og sit kendskab til den kristne teologiske tradition. Der er i virkeligheden tale om en bevægelse fra erfaringen til treenighedsteologien og tilbage til erfaringen igen - samtidig med, at der også er tale om et stærkt »rationalistisk« element. Medens åbenbaringen (herunder hele »billedligheden«) er skabelses- og inkarnationsteologisk begrundet, er forståelsen af fornuftens og forstandens rolle Logos-teologisk begrundet. Men når først skepticismen og spekulationen samt den rationalistiske »forsnævring« er afvist, interesserer Grundtvig sig ikke meget for erkendelsesteori. Og tilsvarende gælder det med hensyn til naturvidenskabeligheden, at når først den reduktionistiske mulighed er grundigt afvist (hvad den bliver), så bliver den efterladt på sin hverken mere eller mindre end retmæssige plads i det samlede erkendelsessystem, hvor den historiske total-tydning af menneskeslægtens liv har den ubestridt overordnede plads.

Blandt Dannevirke-filosofiens enkeltelementer kan følgende fremhæves: Den på een gang radikalt erfaringsbegrundede og sublimt treenighedsteologiske forståelse af selvbevidsthed, tilværelse, væren, sandhed og logik (tankelovene). Herved bliver åbenbaring og tro - sammen med dagligerfaringen - det afgørende belysningsmæssige og erkendelsesteoretiske grundlag. Resultatet bliver en erkendelsesrealisme under den kristelige anskuelse - med alle former for skepticisme, reduktionisme, rationalisme og spekulation lagt bag sig. - Foruden de begrænsninger af menneskets erkendemuligheder, der ligger i allerede skabthedens vilkår, har indrømmelsen af syndefaldet naturligvis også en vigtig erkendelsesteoretisk betydning. - Videre kan nævnes »funktionsdelingen« og vekselvirkningen mellem pdes. den særlige åbenbaring og troen, og pdas. den naturlige åbenbaring i og ved den foreliggende tilværelse samt den videnskabelige tilegnelse deraf. - Et hovedpunkt er, at al sand vidskab må være historisk, hvilket for det første betyder, at videnskabeligheden må være objektiv og erfaringsorienteret (i modsætning til rationalisme, idealisme og spekulation), og for det andet, at dens genstand ikke bare er en statisk tings-virkelighed, men menneske- og verdenshistorien som et forløb. (Ligesom man ikke kan forstå et stykke musik ved at studere pladens riller gennem et mikroskop, men kun ved at høre den!). Endelig betyder videnskabens historiskhed, at dens genstand altid vil være kun en del af virkeligheden, eftersom historien jo ikke er færdig endnu. Herved udelukkes alt egentligt »systembyggeri«. Denne bestemmelse af videnskabeligheden forudsætter en organisme-tænkning om menneskeslægten og de enkelte folk. - Når Grundtvig allerede her lægger så stor vægt på placeringen af videnskabeligheden efter åbenbaring og kunst, skyldes det utvivlsomt dels påvirkningen fra og hensynet (polemisk-pædagogisk) til tidens tanker, dels det allerede omtalte »Logos-teologiske« grundlag.

Det store hovedformål med videnskabeligheden i »Danne-Virke« er den opvækkende og oplivende brug af historien med dens store mindesmærker, medens beskæftigelsen med de lavere former for videnskabelighed indgår i mere negative, defensive eller indrømmelsesmæssige sammenhænge. Efter sin »død« i 1819 - og sin Opdagelse i 1825 - tager Grundtvig ikke disse ting op på en tilsvarende måde. Ikke desto mindre er Dannevirke-afhandlingerne af stor interesse som den del af forfatterskabet, hvor der bredest og mest detaljeret gøres rede for konsekvenserne af den videnskabssyn, som skulle have indgået i en altomfattende alternativ kristen kultur.

Verdenskrøniken 1817 fremtræder som et konkret eksempel på den historiske videnskabelighed, Grundtvig i Dannevirke-afhandlingerne har gjort sig til talsmand for. Den fremlægges som en nu mere upartisk »Udsigt over Tidens Løb«. Grundtvigs afbalancerede behandling af den nyere tyske filosofi er imidlertid ikke kun et udtryk for upartiskhed. Idet han pdes. udtrykker en fundamental kritik, men pdas. en relativ anerkendelse af den, er der dels tale om en bekendelse til det, som romantikken var et mislykket forsøg på, dels tale om en fremstilling af hans egen opfattelse af, hvordan det, romantikerne havde forsøgt, skulle gøres. Og bogen munder ud i en direkte sammenknytning af Luther-jubilæet og en nært forestående historisk opstandelse i Norden - med Danmark og Grundtvig i centrum.

4. Mellem »Danne-Virke« og »Nordens Mythologi« 1819-1831

Perioden 1819-1831 er præget af afgørende begivenheder og udviklinger, men rummer ikke særlig meget materiale, som er af direkte og speciel interesse i den her foreliggende sammenhæng. De vigtigste begivenheder er: Grundtvigs »død« i 1819. Hans påskelige opstandelse og pinselige gennemglødning i 1824. Hans opdagelse af Kirken og dens bekendelse i 1825. Og udgivelsen af Genmælet mod professor Clausen kort derefter, med kirkekampen til følge, hele den mere og mere umulige situation, som han i vinteren 1831/32 dels skrev, dels »kompromissede« sig ud af. De vigtigste tekster fra denne periode er »Nyaars-Morgen« (1824), nogle af artiklerne i »Theologisk Maanedsskrift«, især »Om Natur og Aabenbaring« (1825), og dobbeltafhandlingen »om den sande Christendom« og »Om Christendommens Sandhed« (1826-1927), det »Literaire Testamente« (1827), Søndagsbogen (især bd. III, 1831), »Krønike-Riim« (1829) og »Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?« (1831). Tre forhold er afgørende: For det første, at Grundtvigs egentlige lyst gang på gang træder frem, mest storslået i »Nyaars-Morgen«, men også i udtalelserne i forbindelse med genoptagelsen af venskabet med Chr. Molbech, i det »Literaire Testamente«, i Søndagsbogen og i »Krønike-Riim«. For det andet, at 1825-opdagelsen i sig selv betyder en befrielse fra den tyngende apologetiske værnepligts-byrde. Men for det tredje, at den kirkepolitiske situation efter udgivelsen af »Kirkens Gienmæle« fuldstændig blokerede for det, der ellers var åbnet op for, og tvang Grundtvig over i en strategi, som måske nok var den efter omstændighederne bedst mulige, men som alligevel indebar en skævvridning af såvel kirkesynet og kirkepolitikken som kultur- og videnskabssynet. Det mest positive resultat fra denne periode er, at »den kirkelige anskuelse« kommer til at fungere som baggrund for den »praktiske realisme«, der jo allerede i Dannevirke-tiden reelt havde været tale om: Med hjertets antagelse af den sande kristendom bortfalder alle apologetiske og erkendelsesteoretiske problemer, og der åbnes op for en uforstyrret beskæftigelse med den foreliggende virkelighed - sådan som den foreligger; det er den, der som sådan skal tydes, og i den, der skal leves. Men samtidig går der en lige linie fra Dannevirke-projektet over »Nyaars-Morgen« (og til dels Testamentet) og - selvfølgelig også gennem Mytologi-indledningen - frem til den folkelige og folkeoplysningsmæssige virkning, Grundtvig faktisk endte med at få.

5. »Nordens Mythologi« 1832

Ved siden af »Danne-Virke« og sammen med »Göteborg-skriftet« er Indledningen til »Nordens Mythologi« en af hovedteksterne i den her foreliggende undersøgelse. Og ingen kritisk nyvurdering kan for så vidt rokke ved vurderingen af denne tekst som et af de mest storslåede udtryk for, at menneskeslægtens forklarings-udvikling og forklarings-erkendelse er intet mindre end selve skabelsens mening. Allerede i »Fra drøm til program« blev der imidlertid anlagt et mere kritiske syn på dette storslåede skrift, idet det blev set som en del af en udbruds-manøvre ud af en umulig personlig, kirkelig og kulturel situation. Og i det her foreliggende arbejde bliver dette suppleret med påvisningen af, at Grundtvig allerede igennem rækken af udkast til indledning til »Haandbog i Verdens-Historien« begynder at foretage en nedstigning fra den meget høje forklaringsvidenskabelighed til den med folkelivet forbundne livsoplysningsvirksomhed - som dog også klart indgik som en vigtig del af Mytologi-indledningens program. Bortset fra de storslåede udtryk for forklaringsvidenskabelighedens Hvorfor - og for den altomfattende livssammenhæng, den skal indgå i - er det virkelig nye i Indledningen den klare sondring mellem (egentlig (gammeldags)troende) kristne, og så »naturalister«, og anerkendelsen af det kulturelle og videnskabelige samarbejde mellem kristne og »naturalister« - altså dem »med ånd«, ja, anerkendelsen af, at disse grupper kan være fælles om den samme kirke-institution - hvilket så indebærer, at samme kirkeinstitution bliver betragtet som en statslig religionsanstalt, hvor fællesnævneren er den livsanskuelsesmæssige side af kristendommen, medens den egentlige kristne menighed samles om de få troende præster og deres prædiken, sakramentforvaltning og undervisning. Med denne adskillelse og alligevel ikke-adskillelse er der lagt op til hele den »sekularisering« eller »sekundarisering« af den kristne teologi, som kommer til at finde sted gennem resten af Grundtvigs liv - for så vidt altså angår det store folkelige fællesskab, idet der naturligvis ikke sker noget tilsvarende i selve Grundtvigs primære teologi med henblik på den egentlige »Jesu Kristi menighed«.

6. Mellem Mytologien og Højskoleskrifterne 1832-1835

Allerede i sommeren 1832 påbegyndte Grundtvig arbejdet med sit eget bidrag til virkeliggørelsen af programmet fra Mytologi-indledningen; »Haandbog i Verdens-Historien«. Men gennem rækken af udkast til indledning til denne håndbog påbegynder han også nedstigningen fra de store forklaringsvidenskabelige højder. Efter at han har fået løst sit kirkepolitiske problem, skal Grundtvig nu tilpasse sig til det praktiske videnskabelige, kulturelle og folkelige virke, han skal i gang med. Efter de første udkast til denne indledning beskæftiger han sig ikke mere med forholdet til naturfilosofien, ligesom begrebet den kristelige (eller mosaiske) anskuelse kun spiller en lille rolle i hans senere produktion. Det, Håndbogen skal give, er en fremstilling af verdenshistoriens store kendsgerninger som den grundvold, hvorpå en altomfattende videnskabelighed, dannelse og kultur kan bygge.

Håndbogens anden del, som udkom i årene 1835-1836, betegner et nyt trin i nedstigningen, for så vidt som den i flere henseender ligger på linie med de folke-højskoleskrifter, som Grundtvig nu begynder at skrive. Stadig betones hensynet til videnskabeligheden, men der tales nu udtrykkeligt om en menneskelig vidskab, og det sker med sigte på »Folkelighed, Moders-Maal og verdenshistorisk Oplysning om Menneske-Livet«. Og den poetiske side af beskæftigelsen med historien fremhæves.

En anden vigtig tekst fra denne periode er guldjubilæums- og fødselsdagsdigtet til Frederik den Sjette: »Gylden-Aaret«. Dette digt ligger på linien fra »Nyaars-Morgen« 1824 og frem til digtene fra perioden efter 1839. Digtet er et helt centralt udtryk for, hvad det alleregentligst gjaldt om for Grundtvig, nemlig kærlighed, lys og lykke i forbindelse med det danske folkeliv.

Og i »Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet« fremlægger Grundtvig sin nye kirkepolitik, ifølge hvilken statskirken skal bevares som en offentlig religionsanstalt, dog med kristendommen som fælles »medium« for rettroende og kættere, ja, hedninger (naturalister). En af hovedbegrundelserne for denne »monstrøse« kirkepolitik er hensynet til videnskabeligheden og dannelsen (oplysningen). I levende vekselvirkning med (den altså for det meste ikke sandt troende) verden vil fædrenetroen kunne »vedligeholde og fremme den universelle Videnskabelighed, der [...] er det eneste, der kan føre til en grundig Forklaring af Verden og Mennesket”.

7. Folkeliv og oplysning 1835-1848

Fra omkring 1835 begynder Grundtvig at modtage anerkendelse og respekt fra bredere kredse, og selv var han fra nu af grebet af en overvældende og ukuelig optimisme. Samtidig får den politiske udvikling fra stænderforsamlinger til demokrati stor betydning for ham.

Det centrale mål for Grundtvig i denne periode er omdannelsen af Sorø Akademi til en slags alternativt universitet, eller altså en højskole for den folkelige livsoplysning. Også den egentlige videnskabelighed indgår i denne sammenhæng. Selv det såkaldte Göteborg-skrift (1839) er i forbavsende grad endnu en (nu skandinavistisk) anledning for Grundtvig til at fremme Sorø-tanken! Og samtidig tager han nye aktiviteter op, som alle på en eller anden måde har med folkelivets bevarelse, opvækkelse og oplysning af gøre.

8. Grundtvig og Danmark 1848-1872

I denne periode bliver tendenserne til koncentration omkring selve det danske folkelivs bevarelse, opvækkelse og oplysning selvfølgelig voldsomt forstærket på grund af de to slesvigske krige (1848-50 og 1846). Hvad videnskabeligheden angår, bliver der for det første tale om en voldsom skærpelse af de i forvejen stærke anti-tyske tendenser, og for det andet til sidst tale om, at Gud faktisk er nødt til at redde Danmark, fordi Danmarks videnskabelige indsats er nødvendig for realiseringen af hans forklaringsudviklingsplan!

Under krigen 1848-1850, ja, året 1851 med, udgav Grundtvig et nyt enmands-tidsskrift, ugeskriftet, »Danskeren«. Det var hans krigs-indsats, især for så vidt angik hjemmefronten, hvor danskheden var truet af den dominerende tyskprægede kultur. Men samtidig er der alligevel ikke så få af teksterne, der så at sige rager op i Dannevirke-højder. I »Danskeren« træder den sammenhæng på en ganske særlig måde frem, som der altid hos Grundtvig har været mellem livet og erkendelsen, ja, livet og dets erkendelse.

Det store kirkehistoriske kvad »Christenhedens Syvstjerne« (1854-1855) er naturligvis hovedsagelig af »primærteologisk« karakter, for så vidt som det altså handler om selve den egentlige udvikling frem mod Kristus-frelsens herliggørelses-forklaring. Desto mere interessant er det så, at Grundtvig selv her, i denne »primære« sammenhæng, beskæftiger sig med videnskabeligheden og oplysningen.

Et mere direkte udtryk for den videnskabelige erkendelses nødvendighed i en »primærteologisk« egentlig menighedssammenhæng foreligger i slutafsnittet af Grundtvigs »dogmatik«, »Den christelige Børnelærdom«. Afsnittets overskrift er »Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden« (første udgave o. 1861). Her kommer Grundtvig via tanken om en »kristelig Kirke-Skole for vordende Lærere [c: præster]« frem til tanken om et helt kristent universitet, som skulle »være stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Visdoms-Skatte, der jo umuligt kan være ‘skjulte i Faderens og Vorherres Jesu Kristi Erkjendelse’, uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning skal staa Maal med ham, maa komme for Lyset«. Der bliver med andre ord tale om en teologisk, kristologisk og ecclesiologisk begrundet altomfattende universalvidenskabelighed - som en helt nødvendig del af kirkens liv, uanset hvor lille fx den danske menighed vil vise sig at være. For så vidt er der altså her tale om det mest klare og udførlige sted i hele Grundtvigs forfatterskab med hensyn til den her foreliggende undersøgelses genstand: »den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement«. Og det er et sjældent sted, for stort set har Grundtvig jo henlagt sin tale om den videnskabelige erkendelse til de ikke-kirkelige, »sekundærteologiske« sammenhænge, medens han i sin kirkelige tale holder sig næsten udelukkende til selve frelses-forkyndelsen i en i virkeligheden ganske lukket kirkelig og gudstjenstlig sammenhæng. Ydermere viser en nærmere læsning af dette testamenteagtige slutafsnit, at dets hovedmotiv er tanken om udtrædelse af Folkekirken (eller det, at den bliver luftet!). Selv disse allermest storslåede udtryk for sammenhængen mellem de mest centrale ting i kristendommen, og så den videnskabelige erkendelse, er altså underordnet et andet formål, i dette tilfælde et kirkepolitisk!

Men den sidste store tekst fra Grundtvigs hånd ligger igen på det folkelige plan; det storslåede og ejendommelige, i 1860 skrevne, men først i 1909(!) trykte (og jo heller ikke helt færdiggjorte) fremtids-digt »Dansk Ravne-Galder«. Det særlig interessante ved dette digt er, at der netop er tale om en fremtids-vision, og dermed om et ret direkte udtryk for, hvad Grundtvig egentlig har forestillet sig som resultatet af sine videnskabelige og oplysningsmæssige bestræbelser. Og det er der da også alt sammen, ikke bare »Sorø« (og et »Vallø« som et kvindeligt sidestykke dertil!), men også »Göteborg«. Og Danmark er et videnskabelig-kulturelt verdens-centrum. Alle de store gamle temaer gennemspilles - i en ofte meget morsom dialog, hvor repræsentanterne for de forskellige folk pdes. har tilegnet sig meget af det grundtvigsk-danske, men alligevel forholder sig til det efter hver deres natur. Men det er her som altid Danmarks - selvfølgelig »livs-oplyste« - liv og lykke, der står i centrum. Den videnskabelige »forklaring« (som nu mere har betydningen »forståelse«) er altid under- og indordnet under selve livs-levelsens livs-udfoldende »forklaring«, som i virkeligheden er intet mindre end et »sekulariseret« eller »sekundariseret« del-aspekt af selve genløsningens store forklaring, forklarelse, herliggørelse, »DOXASMÓS«.

Bortset fra disse fire store titler er følgende fra perioden 1848-1864 af mere eller mindre direkte interesse: Oprettelsen af »Danske Forening« (1853). Åbningen af »Grundtvigs Højskole paa Marielyst« (1856). Den kirkehistoriske foredragsrække (1859-1863), som senere blev udgivet under titlen »Kirke-Speil« (1871). Der er her tale om, at Grundtvig viderefører sin folkelige gerning under de gældende vilkår, med fortsat og forstærket kamp mod tyskheden. Den egentlige videnskabelighed spiller en meget tilbagetrukken rolle, men den er med i billedet, og det virkelig interessante er, hvordan Grundtvig arbejder med dén folkelige sammenhæng, hvori også videnskabeligheden skal indgå. Et meget smukt og storslået udtryk for dette er »Høiskolesangen« (»Hvad Soelskin er for det sorte Muld«): I det første af Kirkespeil-foredragene er forklarings-perspektivet og hele den bredere menneskelige sammenhæng kort, men stærkt repræsenteret, og disse foredrag rummer desuden en del interessant selvbiografisk stof. Og de giver et stærkt indtryk af, at det først og fremmest har været hhv. menighedslivet og folkelivet som liv betragtet, der har haft Grundtvigs interesse. Det er påfaldende, at »Nordens Mythologi« 1832 overhovedet ikke omtales! Og hvor man kunne have forestillet sig, at det sidste foredrag var mundet ud i en eller anden form for fremblik mod Forklaringen, munder det i stedet ud i det råd til den kristelige frimenighed, at den, nu hvor sognebåndet er løst, skal gøre alt for at blive i Folkekirken! Et interessant eksempel på Grundtvigs egen fremtræden som egentlig fagvidenskabsmand (filolog) på højt niveau er udgivelsen i 1861 af »Beowulfes Beorh eller Bjovulfs-Drapen, det old-angelske Heltedigt, paa Grund-Sproget«.

Krigen i 1864 vækker den nu 80 år gamle Grundtvig til en imponerende aktivitet, hvor de fleste af de gamle motiver inddrages i kampen mod det tyske og til styrkelsen af håbet for Danmark. Dette gælder også videnskabeligheden og oplysningen, idet det nye dog er, at det hele bringes nærmere ind mod central-linien i en mere direkte kristen tale. Det er nu selve kristendommen, det hele falder tilbage på; det er den, der er oplysningen, og den, dvs. Kristus, der fører frem til Forklaringen.

Men hermed er Grundtvigs egentlige produktion slut. Af en vis interesse er dog hans taler ved de »vennemøder«, som fra 1863 blev holdt i forbindelse med Grundtvigs fødselsdag. Det er i virkeligheden imponerende, hvor mange af de store temaer han her når at få med, heriblandt »det gamle og det ny menneskeliv«, »den kristelige, fremskridende oplysning og alt menneskeligt«, »forklaring« osv. I læredigtet »Havamaal« (1866) tales der også om videnskabelighed og oplysning, men alt er lagt ind i menighedens liv på vej frem mod den evige salighed og herliggørelses-forklaring i Guds rige.

Grundtvigs næstsidste digt: »Ved fjerde nordiske Kirkemøde September 1871« er en overordentlig interessant og vigtig tekst, der kan karakteriseres som det i enhver henseende yderste udtryk for sammensmeltningen af den sekundære forklarings-eskatologi og den primære, centralt kristne frelses-eskatologi. Men desto større vægt har det så, at der tales så stærkt og klart om den dansk-nordiske hjertelige dybsindigheds rolle i dén sidste store oplysnings-tid, som i allerstørste forstand skal følge tiden til dørs! (Nemlig indtil Kristus »lukker tiden« med sin dag).

Grundtvigs vidskab

9. Totaldigteren Grundtvig og hans vidskab

Den afsluttende sammenfatning består af to hoveddele: »Motiver og hovedpunkter gennem faserne« og en mere systematisk opsummering af »Hovedpunkterne«.

Oversigten over motiverne og hovedpunkterne gennem de mange forskellige faser i Grundtvigs liv bevæger sig fra den unge Grundtvigs tilsyneladende helt »nøgne« digter- og skribent-ambition på 1700-tallets præmisser, til perioden 1835, hvor Grundtvig indtager en enestående stilling som kirkelig og folkelig leder og »total-digter«. Det afgørende er, at Grundtvig altså fra den ene side set i meget høj grad ender med at få realiseret, hvad der egentlig lå ham på hjerte, men at dette i meget høj grad fik karakter af en til dels resigneret tilpasning til det mulige. Og blandt de ting, det lykkedes Grundtvig at få virkeliggjort, var ikke en »menneskelig« topvidenskabelighed for folkelivet at vekselvirke med! Hvortil kommer, at Grundtvig gennem alle faserne af omstændighederne blev tvunget eller foranlediget til at tale om videnskabeligheden - og hensynet til videnskabeligheden - på en måde, som i virkeligheden betød, at det var andre motiver, der lå bag: kirkepolitiske, oplysningsmæssige (»Sorø«) eller nationale.

De allervigtigste hovedpunkter er: Den kulturelle, folkelige, »livsmæssige« totalsammenhæng. Den antispekulative og antiskeptiske erfaringsorientering. Den kristelige (historisk-kirkelige og eskatologiske) fundering og belysning.

Erkendelsesteoretisk er der i forhold til de klassiske dilemmaer dels tale om, at Grundtvig løser dem, dels tale om, at han ignorerer dem. Mennesket skal indse, at det står inde i tilværelsen og aldrig vil kunne overskue den helt, og det skal ikke spilde tiden og livet med ørkesløs grublen. Mennesket og dets verden er skabt med henblik på erkendelse. Men som skabning, ja, falden skabning, må mennesket vise ydmyghed - også i sin erkendelses-aktivitet. Løsningerne på de erkendelsesteoretiske dilemmaer ligger i forståelsen af menneskets stilling »i Sandheden«, mellem Gud og den øvrige skabning, og med dets egen selvbevidsthed som en afspejling af Guds evige og grundlæggende selvbevidsthed. Grundtvigs »kirkelige anskuelse« spiller en helt særlig »erkendelsesteoretisk« eller grundlagsmæssig rolle. Med hjertets antagelse af »den sande kristendom« kommer også erkendelsesvirksomheden til at foregå i kristendommens lys.

Men kombinationen af en meget snæver egentlig menighedsforståelse og en fortsat folkelig solidaritet, ja, en fortsat drøm om en af kristendommen mest muligt præget dansk enhedskultur, får efterhånden Grundtvig til at udvikle en til tider rent ud forbløffende »sekundær« eller »sekulariseret« teologi om det danske folk og dets oplysning og videnskabelighed. Kun i ganske få tilfælde arbejder Grundtvig med livsengagementet, herunder den erkendelsesmæssige side af det, i forbindelse med selve »Jesu Kristi frimenigheds« liv. Alt dette er lagt ud i de folkelige sammenhænge, hvor de egentlige kristne altså skal leve den ikke-gudstjenstlige side af deres kristenliv sammen med deres i hvert fald ikke så kristne landsmænd.

Grundtvig understregede selv, at først virkeliggørelsen af det videnskabelige projekt vil kunne vise, hvad det indebærer. Og hvor utroligt det end lyder, så er hans store universalhistoriske vidskabs- og oplysnings-program kun i yderst ringe omfang blevet ført ud i livet! Dette må man holde sig for øje, hvis man vil forstå, hvad Grundtvigs vidskab er (eller var tænkt som). Hvad der så til gengæld er den første forudsætning for, at en virkeliggørelse af det eventuelt kan komme til at finde sted!

* * *

En lokal Grundtvig-kritik anno 1817

Et læserbrev i "Lolland-Falsters Stifts Kongelig privilegerede Addresse-Contoirs Efterretninger" nr. 33/1817.

Af sognepræst Bent Christensen [Særtryk af Lolland-Falsters Stiftsbog 1997]

I fortsættelse af artiklen i sidste års

Stiftsbog om "Grundtvig og Lolland-

Falster og Oxford!" kan jeg ikke lade

være at delagtiggøre læserne i

følgende:

Grundtvig om "Maribo Avis"

I forbindelse med mit studium af Grundtvigs store filosofiske artikler i tidsskriftet "Danne-Virke" (1816-1819) stødte jeg i forordet til bd. II (med hæfterne fra perioden 12. juli til 25. november 1817) på en omtale af "Maribo Avis"! Og jeg citerer nu hele den pågældende sammenhæng - idet tallene i parentes både her og i det følgende henviser til kommentarerne efter teksterne:

Vil Gud, da skal næste Bind aabnes med en Betragtning over de tre store Grund-Ideer: Sandhed, Storhed og Skiønhed, hvorved vi da, mener jeg, drives til Historien for der at finde Poesie, Konst og Vidskab. Historien kommer da vel ud med Sproget, og baner os Vei til de verdslige Forhold, hvor vi vel finde Folk, om just ikke altid vaagne, dog selv hjemme.

I denne Anledning falder det mig ind, at det Eneste jeg har seet om mine Betragtninger i Dannevirke stod i Maribo Avis (1), og uden naturligviis at turde indlade mig i Kamp med den om min Synsmaade, som er, altid at see paa Aanden, vil jeg, for Provincialismens Skyld, anmærke, at Aande-Seer udentvivl i en af Lollands (1) Egne maa være et Skiældsord, og Kiød-Hoved ventelig sammesteds et Hædersnavn (2). Dersom disse Linier skulde komme Avisens lærde Patron (3) for Øie, tjende han mig maaskee med Underretning om, hvorvidt jeg har giættet rigtig, og hvad det er for en Egn, hvor man betragter Tingene saa reelt ("Danne-Virke", bd. II, s. viii-ix, 1817).

I "Maribo Avis" om Grundtvig

Så vidt dette hjertesuk fra Grundtvigs side. Men hvad var det egentlig han hentydede til? Det fandt jeg hurtigt frem til på Centralbiblioteket i Nykøbing, hvor man i den lokalhistoriske samling havde det pågældende nummer af "Maribo Avis" (4) på mikrofilm. Der er tale om et læserbrev (5) fra en landpræst eller lignende, som har hørt til Grundtvigs mange og skarpe modstandere blandt de dannede. Og denne læserbrevsskribent benytter her lejligheden til at slå to fluer med eet smæk, idet han med udgangspunkt i et bestemt nummer af den københavnske avis "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" først gør nar af Grundtvig, dernæst tager de små købstæders markeder i forsvar. Det sidste fylder langt størstedelen af læserbrevet, men dels spiller forfatteren flere gange tilbage på sin karakteristik af Grundtvig som "Aandeseeren", dels kan emnet "markeder" med lidt god vilje ses som faldende ind under Døllefjelde-vinklen i den forrige Grundtvig-artikel! Hvortil kommer, at det jo i det hele taget kan være interessant af se, hvordan man skrev læserbreve her i stiftet for 180 år siden - oven i købet i en avis, der blev trykt på samme trykkeri, som Stiftsbogen nu trykkes på! (6)

Læserbrevet bringes derfor nu (bortset fra et ganske kort slut-afsnit af rent teknisk karakter) i sin fulde ordlyd - med kommentarer i noterne. - Dog må man for at forstå dette læserbrev først kende:

Forhistorien

Når der i nedenstående læserbrev tages udgangspunkt i "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" nr. 28/1817, gælder det, for så vidt angår Grundtvig, dennes deltagelse i den såkaldte ABC-fejde, hvorom Steen Johansen i sin store Grundtvig-bibliografi (7) bla. skriver:

Ingemanns dengang overmaade yndede, hyperromantiske skuespildigtning blev i slutningen af december 1816 vittigt parodieret af J.L. Heiberg i dennes komedie "Julespøg og Nytaarsløier", et angreb, der forargede mange. I begyndelsen af marts 1817 optraadte Grundtvig i 2. hefte af Danne-Virke II [...] som Ingemanns forsvarer med et rimbrev til Ingemann. Dette rimbrev fremkaldte omgaaende Heibergs lille bog: "Ny A-B-C-Bog i en Times Underviisning til Ære, Nytte og Fornøielse for den unge Grundtvig, et pædagogisk Forsøg", som udkom i slutningen af marts. Herpaa svarede Grundtvig med artiklen "Pegepind til den ny Abc".

Og det var netop i nr. 27 og 28 af "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn", denne artikel blev bragt, så at det altså er den, der hentydes til, når der i nedenstående læserbrev tales så meget om "Pegepind" osv. Men nu læserbrevet i "Maribo Avis":

Skarp Luud (8)

Les beaux esprits se rencontrent - det vil sige: den samme Aand viser sig paa forskjellig Maade: Vist nok en frie Oversættelse (9) - men efter den samme Regel, hvorefter man paa nyeste Mode oversætter Snorros Vers (10). Men den Rencontre [dvs. det møde] som her egentlig skal tales om, findes i Kjøbenhavns nyeste Skilderie No. 28, trykt i dette Aar. Der seer man først den bagerste Ende af Aandeseerens Pegepind, hvormed han troer at mørbanke sin Modstander, saaledes at denne i lang Tid ikke skal røre sig, Quod Dii avertant! (11) Ved de raske og forunderlige Sving, som denne Pind gjør, bliver det umueligt strax at see, hvad det egentlig er Personen fører i Haanden. Man maae altsaa, liig Philosophien, over den Sandhed, som gaaer i Stykker (see Dannevirke II, 1, 25 (12)) gjøre en Syllogismus a posteriori c: ab effectu ad causam (13). Skal man altsaa slutte fra den Maade hvorpaa den saakaldte Pegepind viser sig, fra det den kaster om sig, saa skulle man troe, at den havde tre Ender. Andre ville maaske troe, at det er sal. A.F. Reisers (14) arvede Stok; men ved nøiere Eftersyn bliver det temmelig tydeligt, at det er et Kosteskaft, og just det selvsamme Kosteskaft, hvormed man i den nyere Tid vises tilrette i Philosophie, Logik, Æsthetik, Historie, Mythologie: altsammen af en og samme Aand. Aandeseeren vil vist ikke tage ugunstig op, at man betitler ham med dette Navn, da han jo siger om sig selv, at han

- førend Pogen kunde væve,

Sig did opsvang, hvor Aander svæve; (15)

thi han har ventelig ikke lukket Øjnene i Farten, helst da han vist red paa sin Pegepind, i Selskab med Damer, fra den Skueplads, der nu er forflyttet fra sit rette Sted, til vore Nedpositions (16) Blade; Paa denne Plads lærte han sandsynligviis det Sprog, han nu fører, og man maae lade ham, at han har profiteret af Reisen: Han veed da og fra Bloksbjergs Skove, at som man raaber i Skoven saa faaer man Svar.

I meerbemeldte Skilderie, ovenmeldte No. møder man dernæst et andet Stykke, som handler om Markedernes Afskaffelse i de smaae Kjøbstæder. Hvilke ere da de større og hvilke de smaae? Dette Stykke har, som alle fornemme Væsner, havt en Forløber, der anmeldte dets Komme; men da den lærde Redacteur af den Vest-Sjællandske Avis havde vovet at opkaste Tvivl, om det kunde være raadeligt og rigtigt at afskaffe Markederne: saa decideres [dvs. træffes der afgørelse] nu her i Sagen, og det i faae Linier. Formodentlig er denne Forfatter en gandske anden Person end Rytteren: man kan formode, at det er hans virkelige Overbeviisning, at Markederne ere skadelige, og da han desuden fører et andet Sprog end denne hersens [dvs. Grundtvig!], saa bør han ogsaa svares i et andet Sprog.

Forfatteren af disse Linier, skjøndt boende paa Landet, har ikke i mindste Maade enten Nytte eller Skade af Markederne, men han har efter sin Stilling været forpligtet til, at skaffe sig Kundskab om, hvad der er gavnligt og skadeligt for Landalmuen, som ogsaa for Kjøbstæderne ()17; Man maae tvivle om, at dette er Tilfældet med Forfatteren af Forslaget [om at afskaffe markederne]: han vilde da vist betænkt sig paa, saa gandske at bryde Staven over en Indretning, der ved Aarhundreders Hævd er sammengroet med Bønders og Borgeres Væsen og Stilling. - Med Hr. Bastholm (18) maae man ansee Markederne for uskadelige Folkeforlystelser og Forsamlinger, hvor man dog engang seer Almuen i sit rette Es; og dette er en Sag af yderste Vigtighed, ikke blot for Menneskegrandskeren, men ogsaa for Statsstyreren. Fra denne Side har man kjendt Markederne i mange Aar og i alle de danske Provindser. Ikkun der, hvor Politiemesteren ikke svarer til sit Navn, kan Markederne blive skadelige for Moraliteten. Det er meget vigtigt, at Staten bør afværge, at der ikke er Kroer, Dandseboder og Skjænkestuer i hver en Vraae; dette har den ogsaa ved gode Politielove gjort; og naar vedkommende Embedsmænd gjøre deres Pligter, er der fra denne Side intet videre at ønske. Men det er antaget som Princip i alle oplyste Stater, at Regjeringen ogsaa bør sørge for uskyldige Folkeforlystelser; thi uden disse bliver Nationen træg og mistroisk, ja staaer endog Fare for at troe paa Aandeseerne [altså fx Grundtvig!]. Her til Lands og i den største Deel af Tydskland og Frankrig ere de aarlige Markeder blevne til Folkeforlystelser, og det ville være yderst vanskeligt, at finde paa en bedre og mere passende, da denne tillige fremmer flere nyttige Hensigter. At de Varer, som falbydes paa Markederne, skulde være slettere end man vilde erholde dem, naar disse bleve ophævede: det paatvivles, thi hvor der er større Concurrence af Varer, er det netop de slette, som blive usolgte; og Ordsproget: "Naar Narre kommer til Torvs faaer Kræmmeren Penge", gjelder saavel som alle Kræmmerkneb, enten der er Marked eller ikke. Ved at ophæve Markederne vilde man kun bidrage til, at give Landboerne endnu mere i de Handlendes Vold, og da forsvandt af det danske Tungemaal det Ord Markedspriis, der er af en meget vigtig og virksom Betydning (19). - Man kunde fristes til at troe, at Markedsfienden har betænkt: Naar han først faaer Kjøbstædernes Opkomst sat i Gang ved Markedernes Ophævelse - da at sætte sig ned i en lille Kjøbstad, for at gavne dens Omegn med de bedste Varer til billigste Priser; han vil da vist ogsaa i samme Omegn foranstalte Almueforlystelser, ved hvilke Nysgjerrighed og Sandselighed slet ingen Rolle spiller, og raades hannem da, at anmode Aandeseeren [dvs. Grundtvig!] om at forfatte Planerne til desligeste [...].

KOMMENTARER:

1. Fremhævelsen med fed skrift er foretaget her.

2. Skønt "nærværende formidler" bestemt har mere sympati for Grundtvig end for denne læserbrevsskribent - som jo også, præst eller hvad han nu har været, formodentlig har været en tilflytter(!) - må jeg her notere, at også den nedladende måde, vort stift her omtales på, svarer til, hvad vi kender fra vor egen tid! Den måde, man dengang debatterede på, er i det hele taget ikke særlig tiltalende. Flemming Lundgreen-Nielsen (se kommentar 16) mener dog, at jeg "lægger for meget nedladende i Grundtvigs sætning", idet Grundtvig først og fremmest har været skuffet over den manglende reaktion i selve hovedstaden. Flemming Lundgreen-Nielsen gør endvidere opmærksom på, at ordet "Provincialisme" "på dette tidspunkt betyder 'dialektudtryk; evt. bare: dialekt'". Når Grundtvig altså siger "for Provincialismens Skyld", er der i mere egentlig forstand tale om selve det at studere en bestemt egns sprog. Hvilket dog ikke nødvendigvis fratager sætningen den nedladende klang, jeg har ment at høre i den - bl.a. jo på baggrund af, hvad der blev sagt og skrevet om os i forbindelse med det seneste bispevalg.

3. Grundtvig sigter formodentlig her til bogtrykker - og residerende kapellan! - Chr. Eichenbroch Schultz, som overtog avisen i 1807, og som i hvert fald var lærd i den forstand, at han i 1796 havde vundet en guldmedalje ved Universitetet. - Se kommentar 4 og 6.

4. "Maribo Avis" er altså identisk med "Lolland-Falsters Stifts Kongelig priviligerede Addresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten", og den var "Redigeret, trykt og forlagt af C.E. Schultz, priviligeret Bogtrykker". Det pågældende nummer er "11te Aargang. No. 33. Tirsdagen den 29de April 1817". - Se kommentar 6.

5. Der er på s. 2-3 en særlig afdeling for læserbreve, markeret ved en streg hvorunder der står: "(Indsendt)". Der er i dette nummer yderligere to læserbreve. Da de er ganske korte - og tillige ganske pudsige - bringes de i deres fulde ordlyd her i denne kommentar. Det første lyder:

Ved Liigbegjængelsen i Nakskov den 21de hujus [lat.: dennes], saaes paa Kisten et Gravskrift, med Motto: Hesperis tristes (!!??). En læg Mand, som formoder, at en sublim Tanke maae ligge skjult i disse uforstaaelige Ord, anmoder herved Forfatteren af samme, at opløse denne philologiske Gaade.

Dette læserbrev er signeret: "= X † 2 a.".

Der gives ikke i dette nummer af "Maribo Avis" noget svar på det stillede spørgsmål, men det kan her i Stiftsbogen oplyses, at de anførte latinske ord (som i øvrigt må være en forkert gengivelse af "Hesperis tristis" (med "i")) næppe kan være andet end simpelt hen det latinske navn for planten "sørgende aftenstjerne", som har dette navn pga. de mørke, brunlige årer i blomsten.

Det sidste af de i alt tre læserbreve lyder:

Natten til den 21de dennes skete Indbrud hos Hr. Kjøbmand Pöhler i Rødbye, ved at udtage nogle Ruder af hans Krambod-Vindue; men da Vinduet var forsynet med Skaader indenfra, maatte Tyven nøies med det Lidet der var ophængt i Vinduet. Ingen Under at slige Indbrud kan finde Sted, da den natlige Opsynsmand kuns opfylder sine Pligter nogle enkelte Gange om Aaret, og det - ved Dagen - med Kurven i Armen!

6. Man kan også godt sige, at den "Maribo Avis", der her er tale om, var den tids "Lollands-Posten" - selv om det, hvad netop selve privilegiet angår, var "Lolland-Falsters Stiftstidende", der blev dens efterfølger. Men i vor Stiftsbogs-sammenhæng er der virkelig tale om en kontinuitet, idet Lollands-Postens Bogtrykkeri klart stammer tilbage fra det bogtrykkeri, som underretsprokurator J.N. Høst i 1806 fik Kgl. privilegium til at oprette - med tilhørende "Adresse Contoir for Lollands og Falsters Stift" (jfr. navnet på dettes avis). Man skal i denne forbindelse også tænke på, at Lolland-Falsters Stift var et helt nyt stift, udskilt fra Fyens Stift med virkning fra Kristi Himmelfarts dag (10/5) 1804, hvor vor første biskop, Andreas Birch, blev bispeviet. - Oplysningerne i denne kommentar samt i kommentar 3 og 4 stammer fra bogtrykker Olaf Rasmussens artikel "Lolland-Falsters Stifts-Tidende og Lollands-Posten", som efter forespørgsel om disse historiske forhold venligst blev stillet til "nærværende formidlers" rådighed af den nuværende bogtrykker, Alfred Jensen. Det var i form af et særtryk af bogen "Maribo som stiftsby og mødested" fra 1962.

7. "Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs Skrifter" nr. 304.

8. Denne overskrift er formodentlig redaktionens. Og i så fald lægges der dermed afstand til læserbrevsskribentens ret grove omtale af Grundtvig.

9. Ja, egentlig betyder de franske ord jo "Skønne ånder mødes", men i sit i kommentar 16 omtalte brev gør Flemming Lundgreen-Nielsen opmærksom på, at "'beaux ésprits' er nærmest et fagudtryk, altså 'skønånder', dvs. 'æstetikere, kunstkendere og -nydere' med en bismag af 'dilettanter'".

10. Der hentydes her til de "Prøver af Snorros og Saxos Krøniker", som Grundtvig havde udgivet i september 1815. Prøverne af Snorre er trykt i "Udvalgte Skrifter" , bd. IV, s. 26-51.

11 . Latin: "Hvad guderne må forbyde" (egl. "afvende").

12. "Danne-Virke", andet bind, første hæfte, side 25, hvor Grundtvig - i sin skildring af den filosofiske situation i det nittende århundredes begyndelse - spørger, "om det maaskee er Kiendemærket paa det philosophiske Aarhundrede, at Sandheden da gaaer i Stykker, saa der kan være ligesaamange sande Philosophier som der er Huller i Tolerancen, saa hver Philosoph er god for sig, Kant for sig og Skoleholderen for sig, saa man behøver slet ikke at kiende Tidens største Tænkere for at tænke rigtig om Alt, altsaa naturligviis ogsaa om dem". - Man kan så i øvrigt her gøre den iagttagelse, at det, Grundtvig her peger på, også passer meget godt på den "post-modernistiske" situation her ved det 20. århundredes slutning!

13. Altså slutte baglæns fra virkningen til årsagen.

14. Der er ingen tvivl om, at første forbogstav her i selve avis-teksten er "A". Men meget tyder på, at det skulle have været "C". I "Dansk Biografisk Leksikon" er nemlig kun omtalt een person med efternavnet Reiser, og da der ydermere er tale om en person, der passer perfekt til sammenhængen og tonen her i dette læserbrev, viderebringes her nogle af oplysningerne om Carl Friederich Reiser:

Carl Friederich Reiser levede fra 1718-86 og betegnes som "forfatter og amtskirurg". Karakteristikken af ham lyder: "Reiser var sygeligt selvoptaget, uden sans for humor og ironi, hvilket i forbindelse med hans påfaldende gammeldags påklædning (kalvekrøs og paryk) og hans sære sprog, tysk var hans modersmål, og en højtidelig, patetisk stil med iøjnefaldende fremmedord gjorde ham til et yndet mål for karikatur og direkte forfølgelse fra gadens pøbel. Han brød sig ikke om sin profession [amtskirurg] og drømte om at studere teologi for at blive biskop[!!!] ... Med sine tynde ben, strømperne i ål, iført trekantet hat og med paraply under armen [det kan være dette, der sigttes til med ordene "arvede stok"] færdedes han i sine sidste år på gader og i parker som en af hovedstadens kendteste personer".

15. Disse linier stammer fra det rim i artiklen i "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" nr. 28, hvor Grundtvig svarer igen på drillerierne om, at han er en gammel kapellan uden embede, idet han siger, at så længe han overhovedet er i live, så vil han være en Martin Luther mod alle disse "Smaadyr", som slet ikke kan klare sig mod ham: "Det er en Præsts Orakelsprog / til hver en mundkaad Skolepog, / som Sandhed selv tør byde Trods / og arrig kalde den en Klods, / som, førend Pogen kunde væve [vel: så småt begynde at tale], / sig did opsvang, hvor Aander svæve" ("Poetiske Skrifter" IV s. 384).

16. Det har ikke været nærværende formidler muligt at finde ud af, hvad dette - måske også forkert stavede - ord står for. En henvendelse til den, der - om nogen - måtte vide det, gav imidlertid noget af et resultat. - Docent, dr. phil. Flemming Lundgreen-Nielsen oplyser i brev af 12.08.97 - hvorfra også andre oplysninger og rettelser med tak er hentet - hertil, at den store sammenhæng jo er tydelig nok, så at med indførelsen af et kosteskaft bliver Grundtvig set som en kollega og kammeret til heksene, der rider til Bloksbjerg på deres kosteskafter - "en karakteristik af den fortryllende tyske åndsvidenskab i tiden", idet han fortsætter:

"Damer" er vel så heksene, et lidet smigrende selskab for en præst. Rideturen går fra en skueplads, som er forflyttet fra sit rette sted - det begriber jeg simpelt hen ikke. Og står der virkelig i det følgende "Nedpositions Blade", er det et ord, ingen ordbøger kender, måske lavet af skribenten til at karakterisere Grundtvigs altid modsatte, dvs. antipodiske (nedpositionerede), holdninger. Altså måske er "Nedposition" = "underverden, den bagvendte verden, Helvede".

De "Nedpositions" blade, læserbrevsskribenten her taler om, må jo så være bl.a. "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn".

Flemming Lundgreen-Nielsen behandler i sin disputats "Det handlende ord" "A-B-C-fejden" på side 712-713 og refererer side 716 det stykke af forordet til "Danne-Virke" II, som er citeret i begyndelsen af sammenstillingen her i Stiftsbogen. I noten hertil giver Flemming Lundgreen-Nielsen i øvrigt den i stiftssammenhæng interessante oplysning, at "Grundtvig har vel fået et udklip af det ubetydelige læserbrev tilsendt fra præsten i Sakskøbing, Daniel Smith, hans ven og vært fra efterårslandemodet i Roskilde i 1812".

17. Det er formodentlig en land-sognepræst (som gerne vil vise, at han hører til de dannede), der skjuler sig bag signaturen "S.". Eller kan det være en degn, som kan noget fransk og latin? Eller en anden slags embedsmand el. lignende - hvor "paa Landet" saa evt. kan betyde "i en provinsby"?

18. Der sigtes her formodentlig til hofprædikant Chr. Bastholm (1740-1819), en af de fremmeste repræsentanter for den gejstlige rationalisme, der fx gjorde sig til talsmand for, at præster skulle gøre nytte ved at belære bønderne om fysik, fremskridt i agerdyrkningen osv. Til sammenhængen her passer det jo fint, at titlen på en af hans bøger om kristendommen er "Viisdoms og Lyksaligheds Lære" (1794).

19. Her ser man igen et eksempel på, at noget der var aktuelt for knapt 200 år siden, svarer til, hvad der er aktuelt i dag . I dette tilfælde er det jo - i helt bogstavelig forstand - diskussionen om markedsøkonomien, der er tale om!

* * *

Grundtvig og Lolland-Falster og Oxford!

Grundtvig'ske forbindelses-tråde mellem Udby, Radsted, Døllefjelde og Oxford i fortid og nutid

[NB! Denne tekst er foreløbig ufuldkommen. Nils Rolands og Thomas Rolands tekster vil snarest blive indsat]

Af sognepræst Bent Christensen (BC), provst Nils C. Roland (NCR) og stud. scient. soc. Thomas Roland (TR). - [Lolland-Falsters Stiftsbog 1996]

Nogle vil måske kalde sam-

menhængen i denne artikel

søgt. Jeg vil kalde den "set".

Der er tale om et mønster, der

ved til dels helt tilfældige

omstændigheder er kommet til

at tegne sig. Men altså så også

om et mønster, der forhåbent-

lig kan komme til at stå for

Stiftsbogens læsere som et

berigende tegn.

Det begyndte med, at jeg helt tilbage i 1993 i mit studium af Grundtvigs videnskabssyn var kommet til digtet "Fuglesyn af Oxford", skrevet af Grundtvig under et besøg i den berømte engelske universitetsby Oxford i 1843. Samtidig blev jeg klar over, at min provsts søn, Thomas Roland, der studerede antropologi ved Københavns Universitet, netop fra september 1993 til juni 1994 skulle henlægge sine studier til Oxford Brooks University. Hvilket straks fik mig til at spørge ham, om han ville foretage lidt research for mig med hensyn til det i Grundtvigs digt omtalte kapel, så der måske derved også ligefrem kunne blive kastet et ekstra lys over digtets egentlige indhold.

Thomas Roland erklærede sig straks villig, og resultatet af, hvad han selv betegner som "et spændende og morsomt detektivarbejde", blev nogle udførlige beretninger ledsaget af en række fine billeder, hvoraf nogle bringes her [altså i stiftsbogen, ikke her på denne underside] i forbindelse med det bidrag, Thomas Roland har skrevet specielt til Stiftsbogen. Thomas Roland fortæller i sit bidrag også lidt om sit møde med det aktuelle liv i og omkring den pågældende Oxford-kirke - bl.a. under et nyt besøg på stedet så sent som her i foråret 1996! Og selv om der åbenbart ikke er tale om nogen imponerende blomstring, giver det alligevel en ekstra lille vinkel på det særlige mellemkirkelige forhold til England, vi er begyndt at oparbejde her i stiftet. Hvilket jo også indebærer en ekstra vinkel på vore egne, til dels temmelig anderledes, problemer, sådan som det jo altid er, når man gør mellemkirkelige erfaringer.

Så langt, så interessant. Men der var også en anden forbindelses-tråd. For Thomas Rolands far var jo ikke blot min provst her i Lolland østre Provsti, men også sognepræst i Radsted, og netop en af forgængerne i dette embede optrådte faktisk også i mit Grundtvig-arbejde!

I foråret 1812 havde Grundtvig (der jo på det tidspunkt fungerede som kapellan for sin far i Udby) nemlig lånt en bog af sognepræst J. Harder, Radsted. Det drejede sig om en bog af den store filosof Immanuel Kant (1724-1804): "Die Religion innerhalb der Grenzen der blossen Vernunft". Egentlig skulle Grundtvig blot have læst bogen til almindelig orientering, men i et brev af 21. maj 1812 beder Grundtvig pastor Harder om at måtte beholde den nogle uger længere - i forbindelse med udarbejdelsen af en afhandling om arvesynd og forsoning!

Hermed var Radsted sogn altså i dobbelt forstand inde i billedet, og da det yderligere viste sig, at provst Nils Roland var i besiddelse af nogle interessante optegnelser om sin gamle forgænger, måtte nogle af disse oplysninger også med i vores artikel her.

I øvrigt var dette ikke Grundtvigs eneste forbindelse til Lolland-Falsters Stift. Han besøgte i sin ungdom ofte Torkilstrup, hvor hans bror Otto var præst (senere også provst).Om vinteren gik han somme tider over isen ved Gåbense færgested! Og det var jo Marie Blicher, datter af provst Blicher i Gunslev, der blev Grundtvigs første hustru. Endvidere kan det nævnes, at der i digtsamlingen "Saga" fra 1811 (lige efter det berømte "Strandbakken ved Egelykke") er følgende digte, som bygger på minder fra Lolland-Falster i 1807 og 1808: "Maribo", "Gunslev Have" og "Lolland". (Alle disse digte er trykt i Grundtvigs "Poetiske Skrifter", bd. I).

Allerede som ung stud. theol. prædikede Grundtvig flere gange i Torkilstrup og Lillebrænde, og i juni 1814 fungerede han i tre uger som ferieafløser for sin svoger P.E. Glahn i Olstrup ved Rødby.

I forbindelse med landemodet den 6. juli 1814 holdt Grundtvig i Maribo Domkirke foredraget "Om Udsigterne for Kristi Kirke" (en ret vigtig Grundtvig-tekst), og igen i efteråret 1819 optrådte han på det lolland-falsterske landemode.

(BC)

Sognepræst Johan Harder, Radsted

Den nuværende sognepræst i Radsted fortæller om den forgænger, Grundtvig lånte en filosofi-bog af

[Tekst indsættes senere]

(NCR)

"Fuglesyn af Oxford"

Sognepræsten i Døllefjelde præsenterer Grundtvigs Oxford-digt

I perioden 8. juni til 7. september 1843 foretog Grundtvig sin fjerde Englands-rejse, hvorunder han bl.a. i to omgange besøgte universitetet i Oxford. Og det var i forbindelse med disse besøg, han skrev digtet "Fuglesyn af Oxford", som dog først blev offentliggjort i det enmandstidsskrift, "Danskeren", som Grundtvig udgav hver uge under krigen 1848-50 og det følgende år ("Danskeren" II, s. 282-284). Digtet er også trykt som nr. 108 i "Poetiske Skrifter", bd. VI, hvor det har denne ordlyd:

Fugle-Syn,

Af Vidskabs-Byer,

Under Lyn,

Mens Dagen gryer,

Vanskelig til Sang opflammer.

Overalt en Dødning-Hal,

Som en stor Kjødhoved-Skal,

Skjuler Aandens Læsekammer,

Skjuler Hejmdals-Vuggen fin.

Dog i Ly

Af grønne Høje

Alfreds By

For Skjaldens Øje

Hæver sig med Spir og Taarne,

Kæmpe-Eg og Rose rød,

Slumrer sødt i Enge-Skjød

Som Ni-Mødrenes enbaarne,

Som din Stolthed, Fader Thems!

Flod og Bæk

Sig yndig slynger

Under Hæk,

Hvor Baaden gynger;

Under glade Fuglesange

Over Engen lysegrøn

Sno sig trindt i Lys og Løn

Snævre Stier, brede Gange,

Tankefulde Vandringsmænd.

Alfreds By!

Forgjæves pege

Højt i Sky

Ej dine Ege,

Dine Spir og dine Taarne;

Derom spaade Anguls Vaar,

Spaade mer end tusend Aar:

Du er Stjærnernes udkaarne

Til at tindre under Sky.

Held, o, Held!

Du Daabens Navner:

"Helligvæld",

Som Vidskab savner!

Ved din Bred paa ny af Gruset,

Under Hammerslag med Klang,

Under hundred Lærkers Sang,

Løfter brat sig Bedehuset

Fra den gamle Anguls-Tid.

Dages skal

Nu og saa fage

Vidskabs Hal

Fra Alfreds Dage:

Kæmpeaandens Læsekammer,

Hvor, i Skin af Livets Sol,

Straaler Sagas Dronningstol,

Kaster Glans paa alle Stammer,

Som sprang ud ved Helligvæld.

Kildevæld

Til Livets Floder!

Bliv i Kvæld

Nu Klarheds Moder!

Hele Sandheds-Tankekuldet

Lad, i Kristentøjet svøbt,

Lad, i dine Bølger døbt,

Rent og purt og tro som Guldet,

Svinge sig med Sang i Sky!

Det, Grundtvig siger her, er, at det for det meste er deprimerende at betragte Europas universiteter i "fugle-perspektiv", dvs. i et højere åndelig-poetisk syn, nu hvor en ny oplysnings-tid er ved at oprinde. Men der er dog Oxford - hvis spir og tårne peger mod himlen - svarende til, hvad angelsaksernes ungdom (under kong Alfred) spåede. - "Ni-Mødrenes enbaarne" er Heimdal, som ifølge den nordiske mytologi blev bragt til verden af ni søstre, der alle var jomfruer. For Grundtvig er Heimdal et symbol på den kommende historisk-poetiske videnskabelighed.

Og så er der jo Holywell-kirken, det gamle kapel fra omkring 1100, som nu er under genopbygning. "Holy Well" betegnes af Svend Grundtvig som "Oxfords gamle hellige Kilde" ("Poetiske Skrifter", bd. VI, s. 467), og når Grundtvig kalder den "Daabens Navner" (dvs. navnefælle), er det selvfølgelig med hentydning til dåben som livets kilde, men altså her i den betydning, at der nu kan blive tale om intet mindre end en åndelig genfødelse af det videnskabelige liv i Oxford - som jo har savnet det "hellige væld", man nu i form af restaureringsarbejdet er begyndt at ville dyrke og søge tilbage til igen.

Og i de to sidste strofer taler Grundtvig helt forbløffende direkte om kristendommen som videnskabelighedens lys og kilde. Ligesom kapel-bygningen nu er ved at blive genopført, således skal videnskabeligheden i selve universitetsbygningerne blomstre op. For nu er det i glansen fra Kristus selv som livets sol, den historiske videnskabelighed skal kaste videre glans over alle Kristenhedens (døbte) stammer og folkeslag!

I sidste strofe er det nok allerdybest set livskilden selv, dvs. selve den Gud, som er den egentlige kilde bag dåben og kristendommen, der bedes til. Og det, der bedes om, er, at kristendommens lys-kilde vil give den sande klarhed her i menneskeslægtens aften- og videnskabeligheds-stund, så at alle sande tanker og videnskabs-resultater, i netop en kristen sammenhæng, til allersidst kan tone ud i lovsang til Gud!

(BC)

Church of Saint Cross Holywell

Den nuværende sognepræst i Radsted's søn fortæller om sin research i Oxford i forbindelse med Grundtvigs digt

[Tekst indsættes senere]

(TR)

* * *

Her følger det danske resumé af min i 1987 udgivne licentiatafhandling

»Fra drøm til program«.

Titelblad m.m. og bagsideteksten på omslaget samt et par dele af selve bogens tekst er også med her i denne internetversion.

Den i 1987 udgivne bog er på i alt 324 sider.

- - -

Bent Christensen

FRA DRØM TIL PROGRAM

Menneskelivets og det verdens plads

og betydning i N.F.S. Grundtvigs

kristendomsforståelse fra Dagningen

i 1824 over Opdagelsen i 1825 til

Indledningen i 1832

Motto:

Mens Markerne bølge

Med staaende Korn,

Mens Fuglene følge

Det gamle Skov-Horn,

Mens Krøniken rækkes

Og tækkes de Smaa,

Om Dagen end stækkes,

Og Slæderne gaae,

Syng lavt over Skoven,

Syng højt over Voven:

Guds Fred over Folket i Nord!!

(„Nyaars-Morgens“ slutstrofe)

G·E·C GAD · KØBENHAVN

1987

SKRIFTER UDGIVET AF GRUNDTVIG-SELSKABET XIX

· Billedet på omslaget viser Udby Kirke midt i det sjællandske landskab

- - -

RESUMÉ

INDLEDNING

Forbemærkning

Den overordnede eksistentielle baggrund for nærværende arbejde har være ønsket om en afklaring af spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning. Spørgsmålet er dels, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med en »saglig egenværdi«, dels, hvilken betydning engagementet i livet her og nu har for gudsforholdet og gudsrigesforventningen.

Dette spørgsmål har tidligt ført til en beskæftigelse med Grundtvig via Kaj Thanings disputats: Menneske først - Grundtvigs opgør med sig selv, og skønt resultatet af nærværende undersøgelse fremstår som en afkræftelse af Thanings tese såvel mht. vurderingen af Grundtvigs tilværelses- og kristendomsforståelse før 1832 som med hensyn til årsagsforholdene i det gennembrudsagtige forløb, der faktisk fandt sted i vinteren 1831/32, beholder Thaning ret i, at det var i løbet af denne vinter, Grundtvig blev (helt) den Grundtvig, der kom til at præge Danmark så stærkt og på så mange måder, og navnlig må nærværende forfatter vedgå sin store gæld til Kaj Thaning som den, der i hvert fald mere end nogen anden har stillet de helt væsentlige spørgsmål til Grundtvig.

Sidespørgsmålet om »menneskelivets verden« gælder den foreliggende stoflig-legemlige verdens plads og betydning i Grundtvigs overvejende sproglig-symbolsk-mytisk-historiske måde at opleve og forstå på.

Fremstillingen udgøres i høj grad af citater og referater med det formål, at de helt store træk inden for det ene store spørgsmål, der er tale om, klart skal komme til syne, både for så vidt angår udviklingen gennem perioden, og for så vidt angår Grundtvigs tanker, som de fremtræder i citaterne inden for den kontekst, som referaterne og oversigterne repræsenterer. Snarere end på at bevise en »spids« tese har nærværende arbejde gået ud på at vise, hvad Grundtvig har sagt om det stillede spørgsmål.

Skønt systematisk i sit udgangspunkt er undersøgelsen lagt historisk-genetisk an. Der sker jo en udvikling med Grundtvig. Men snarere end fra eet sted til et andet gennem brud og knæk går denne udvikling spiralvis opad - idet der dog vitterligt sker en særlig ekstra drejning i 1832.

Undersøgelsens absolutte hovedgenstand har fra begyndelsen været Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832. Bl.a. på grund af Kaj Thanings påpegning af det kirkepolitiske omsving i 1832 har de kirkepolitiske skrifter og den kirkepolitiske udvikling også måttet inddrages. Det er her nærværende arbejdes tese, at det først og fremmest var omverdenens reaktion på »Kirkens Gienmæle«, der gjorde årene mellem 1825 og 1832 til en temmelig gold parentes i Grundtvigs liv. Det kirkepolitiske betragtes som et udtryk for, hvordan Grundtvig har følt sig tvunget til at arbejde sig frem mod en kirkepolitisk model, som på een gang sikrede: 1. den sande kristendom, 2. friheden og 3. den bredest og frugtbarest mulige menneskelige, folkelige og kulturelle vekselvirkning.

Da hovedspørgsmålet imidlertid har været »menneskelivets og dets verdens plads og betydning«, har de nærmeste år før Opdagelsen og Genmælet (i »parentesens« begyndelse!) også måttet inddrages, med Nyaars-Morgen som et hovedpunkt i selve fremstillingen og Irenæus-prædikenerne som en helt afgørende del af det grundlag, der i kap. 1 gives en indledende redegørelse for. - (Det er ingenlunde Opdagelsen, men den situation, der opstod med H.N. Clausens sagsanlæg, der sætter minus-parentesen. I sig selv ville opdagelsen have været en befrielse!).

Den »selv-symbolske« folkelige solidaritet i Nyaars-Morgen ses som en vigtig nøgle til forståelse af, hvad det var der drev Grundtvig ud i en »monstrøs« kirkepolitik. Dertil kommer, at når man til dette digt lægger Irenæus-prædikenerne og Dannevirke-afhandlingerne, ser man, at meget af, hvad der senere udfoldedes, allerede var til stede i 1824.

Undersøgelsen har helt afgørende været rettet mod Grundtvigs forståelse af denne tilværelses betydning i forhold til det genløste liv i den genløste verden og i forhold til kristenlivet som et liv i håb derom. Men her er også det gådefulde hos Grundtvig for alvor trådt frem. Hver gang Grundtvig er nået til det punkt, hvor han for alvor skulle sige noget om disse forhold, er han så at sige blevet stående på tærskelen. Og der er noget uafklaret i forholdet mellem de forskellige sider af den betydning, han tillægger livet her i verden her og nu: den umiddelbare »saglige egenværdi«, »forklarings-udviklingen« uanset genløsningen, og så betydningen i forhold til genløsningen.

1. Grundlaget

I dette indledende kapitel ridses Grundtvigs baggrund og udvikling gennem perioden 1783-1824 op. Allerdybest ligger hans medfødte psykiske konstitution, en usædvanlig livstrang og lige så usædvanlige anlæg for mytisk-symbolsk skuen.

I sin barndom og ungdom var Grundtvig præget og påvirket af hjemmets lutherske kristendom, sin ejendommelige historiske interesse, fortroligheden med det landlige folkeliv og visse af oplysningstidens idealer, og han erhvervede sig solide kundskaber i latin, historie og filosofi.

Efter en ejendommelig opblussen af den medfødte livstrang i forbindelse med langelandsårenes romantik og forelskelse rystedes Grundtvig i 1810/11 på plads i det helt centrale synd-nåde-forhold til Gud, på grundlag af hvilket der for alvor kan spørges om denne tilværelses plads og betydning.

I årene 1812-19 gennemgik Grundtvig en stærk udvikling på alle områder. Navnlig året 1815 er vigtigt - med danskhedsgennembruddet, påbegyndelsen af Saxo-oversættelsen og symbolsprogets frembrud i »Et Blad af Jyllands Rimkrønike«.

Af særlig stor betydning i nærværende sammenhæng er verdenskrønikerne 1812, 1814 og 1817 samt afhandlingerne i »Danne-Virke« 1816-19. Dannevirke-afhandlingerne udgør den filosofiske baggrund for den her behandlede periode.

Grundtvigs arbejde med oversættelserne af Snorre, Saxo og Bjovulf og hans ansættelse som præst, først i Præstø, senere i København, udgør en væsentlig del af baggrunden for og indholdet i »Nyaars-Morgen«. I øvrigt kom hans udvikling i årene op til Dagningen i 1824 til at forløbe ad to, dog kun til dels adskilte spor: et apologetisk-kirkepolitisk og et grund-teologisk, hvilket sidste helt overvejende udgøres af de ved »mødet« med Irenæus inspirerede prædikener fra 1823-24.

Resultatet af den forholdsvis indgåede beskæftigelse med »Irenæus-prædikenerne« kan sammenfattes således:

1. Ligesom det var tilfældet hos Irenæus i hans polemik mod den tids gnostikere, finder også hos Grundtvig selve den positive udvikling af kristendommens indhold i høj grad sted i frontstillingen mod fornuftsdyrkelsen. Det er et nyt syn på skabelse, synd og genløsning, der sættes op mod samtidens flade vantro, et syn, der ingenlunde omfatter mindre end, hvad romantikken havde forsøgt at omfatte.

2. Irenæus-teologien er først og fremmest »skabelsesteologi«. Fællesbegrebet i Grundtvigs tale om menneskets skabthed i disse prædikener er »gudbilledlighed«, også som Kristus-lighed (»Ord-lighed«). Men den mest storslåede del af det nye syn på skabelsen kommer til udtryk i de store »kærligheds-prædikener«, hvor kærligheden ses som gudbilledligheden i mennesket og »Kærlighed« som livets, ja, alt det værendes kilde og udspring. Derfor har også oplevelsen af allerede dette liv med den kærlighed, der gør sig gældende i det, helt afgørende betydning for indholdet af håbet om det evige liv i Guds Rige.

3. Hverken Gud eller mennesket, men Djævelen er Syndens ophavsmand. Faldet er dog samtidig resultatet af menneskets ulydighed og selvrådighed, hvilket imidlertid netop betyder, at synden ligger i »kødet« og ikke i legemet. Og menneskets fald er ikke totalt i den forstand, at det skulle være ophørt med at være menneske. Der er brudstykker tilbage af det forstyrrede gudsbillede.

4. Genløsningen består i, at Djævelens gerning tilintetgøres, så mennesket bliver på ny, hvad det engang har været.

5. Menneskets længsel efter sit oprindelige liv og sit oprindelige gudsforhold spiller en stor rolle. Og der knyttes en forbindelse mellem den naturlige længsel og det kristne håb, hvis indhold netop er hele skaberværkets forløsning.

6. Det særlige vækst- og barnligheds-motiv har hos Grundtvig ikke kun front mod fx rationalismens statiske historie- og menneskesyn, men også mod den schellingske tanke om syndefaldet som vækstens begyndelse. Paradisets vår forsvandt som følge af synden. Skabelsen selv var netop et forår, som uden vinter skulle have udviklet alt til Evighedens sommer - som vel at mærke er »uadskilleligt forbundet med Foraaret og Sæde-Tiden her«.

7. Også mht. kirkesynet rummer prædikenerne 1823-24 adskillige elementer af væsentlig interesse. Det gælder den nye forståelse af kirken som menighed, og det gælder selve Opdagelsen, som der ses mange skridt fremad mod. Endelig rummer prædikenerne kraftige ansatser til Grundtvigs senere kirkepolitiske tanker.

Kapitlet slutter med en forholdsvis udførlig gennemgang af digtet »O deilige Land«. Ganske vist må det anses for godtgjort (af Kaj Thaning), at det er skrevet i 1825, ligesom dets stemning snarere svarer til Grundtvigs stemning og situation i sommeren 1825 end i sommeren 1824, hvor det jo var »Nyaars-Morgen«, han var helt og fuldt optaget af at skrive. Men digtets temaer stemmer nøje overens med prædikenerne 1823-24, i hvilke en overvældende mængde »halvfabrikata« kan påvises. Derfor er denne placering valgt. Digtet handler om Guds pinselige og kriste-lige (dvs. »Kristus-lige«) nærvær i gudstjenestefejrende menneskers hjerte. Men fordi den Gud, der således er nærværende, også er bl.a. den i str. 1-3 beskrevne virkeligheds Gud (det uforkrænkelige legemlige og historiske liv, barnesindet og den danske sommernatur), er hele »menneskelivet og dets verden« omfattet af dette nærvær.

FØRSTE DEL. DAGNINGEN

Kapitel 2. »Nyaars-Morgen«

I forbindelse med en foreløbig gennemgang af fortalen beskrives forhistorien til Dagningens og digtets begivenhed. Der lægges her stor vægt på den betydning, som påsken 1821, advent 1823 samt påsken og pinsen 1824 har haft, navnlig anses det for næsten sikkert, at selve Dagnings-oplevelsen har fundet sted i påsken 1824, medens nedskrivningen af digtet er blevet påbegyndt i forbindelse med »gennemglødningen« ved pinsetide.

Under hensyntagen til, hvad der er hovedformålet med at inddrage »Nyaars-Morgen« så stærkt i undersøgelsen, lægges der en indtil det ensidige afgørende vægt på det selvbiografiske element i digtet, eller rettere på digtet som en sammenfletning af Grundtvigs og Danmarks myte. Men også hele dets mytiske og billedlige karakter i øvrigt tillægges betydning, ikke mindst mht. det danske, ja, sjællandske landskabs plads i Grundtvigs helhedssyn (»menneskelivets verden«!). Endelig spørges der også teologisk om »menneskelivets og dets verdens plads og betydning« u digtets univers i forhold til hele den kristne horisont.

Gennemgangen af digtet indledes med to oversigter, først en grovere »oversigt over digtets ti sange«, dernæst en mere detaljeret »oversigt over sange og underafsnit«. Skønt overvejende lagt an på den biografiske eller »sammenfletnings-mytiske« side af sagen markerer disse oversigter også i nogen grad den rent mytiske gang i digtet. Men det fastholdes som et afgørende hovedpunkt, at digtet nå ikke gengiver et sjæleligt »trip«, men virkelig handler om Grundtvigs og Danmarks historie, mytisk oplevet og tydet. Sådanne oversigter tager sig ikke ud af så meget, når de først står på papiret, men der ligger et stort analysearbejde bag dem, og de er tænkt som en første, afgørende hjælp for den læser, som vil trænge ind i det store og dunkle digt af veje, som også Grundtvig selv ville have kunnet anvise. Det vigtigste, allerede oversigterne viser, er, at 5., 6. og 7. sang - »Gennem nat og død til morgen og opstandelse« repræsenterer »tre vinkler på oversættelsesarbejdet og situation omkring ‘døden’ i 1819«.

Første del af den egentlige behandling af digtet udgøres af en »parafraserende og kommenterende oversigt«, om hvilken gælder det samme som for de to skematiske oversigter, nemlig at den i al sin beskedenhed for det første udspringer af et langt og intenst arbejde med digtet efter de her angive retningslinjer, og at den for det andet skal tjene som en indførende vejledning til digtet. Det er snarere digtet i hele dets struktur (selvfølgelig sammen med hele den poetiske udtrykskraft, der usvækket går gennem alle dets 312 strofer), end hvad der litterært fortolkende kan siges om det, der har betydning i nærværende, jo i denne forbindelse overvejende personal- og kirkehistoriske sammenhæng.

Kapitlet afsluttes med en mere systematisk del: »Teologi og program i ‘Nyaars-Morgen’«. Denne del fungerer samtidig som en opgørelse over »status 1824«.

Først gøres der udførligt rede for selve »dagningssituationen«, som den fremtræder i digtet og fortalen. Medens 1831/32 var et gennembrud, der overvejende bestod i fundet af en udvej ud af en pinlig kirke- og kulturpolitisk situation, var gennembruddet i 1824 en opstandelse af døde! Og det, digtet går ud på, er, at opstandelsen i Grundtvig er ensbetydende med en opstandelse i Danmark.

Dernæst gøres der rede for »billedsprogets teologi«, i hvilken forbindelse der i høj grad bygges på Helge Toldberg undersøgelse af »Grundtvigs symbolverden«. Men hvad der først og fremmest har betydning i nærværende sammenhæng, er selve det forhold, at Grundtvig har en billedlig måde at opleve og udtrykke sig på, som på een gang er medfødt og i barndommen tilegnet, og senere teologisk og filosofisk underbygget og artikuleret. For Grundtvig er billedligheden en nåde, der er givet fra begyndelsen og ikke sat ud af kraft ved faldet, en nåde, som bekræftes og udfyldes ved den kristne frelseshistorie. I Grundtvigs Symbolverden spiller landskabet en - bogstavelig talt - betydningsfuld rolle, men altid som en rolle, der indgår i historien. Men historien selv er ikke bare rækken af hændelser; også den læses billedligt, udtolkes typologisk. Ikke mindst »Nyaars-Morgen« er et digt, hvor historien, landskabet og Grundtvigs liv ses billedligt og i digtets sammenhæng og forløb bliver til myte.

Det helt centrale punkt i denne myte er Grundtvigs »død« midt i digtet. Det er dog, som om der hele tiden kredses om denne »død«, uden at dens allerinderste karakter bliver afsløret. Så meget står dog fast, at Grundtvigs »død« o. 1819 står i forbindelse med oversættelsesarbejdet som et lydighedsoffer, Grundtvig bragte for Danmark. Ved at opgive såvel sin præsterolle som sin poetiske fuglenatur og i stedet svømme møjsommeligt som en fisk under historiens bølger kom Grundtvig - på Åndens bud - til at vise både sig selv og hele folket hen til den dybe fælles saglighedsgrund under både kristendommen og danskheden.

»Teologien i ‘Nyaars-Morgen’« tegner sig særlig tydeligt spørgsmål en »eskatologisk horisont«, der ikke blot træder frem i og hen imod digtets endelige slutning, men også viser sig i den åbenhed ud mod Gudsriget, både den oprindelige og alle de sekundære slutninger har. Denne åbenhed omfatter alt, hvad der i øvrigt foregår og siges i digtet. »Skabelsesteologien« i digtet er først og fremmest grundlaget for og indholdet i hele dets mytisk-billedlige karakter. Med havfruen som Noas sønnedatter peges der dog helt afgørende - gennem både syndflod og syndefald - tilbage på det oprindelige Paradis - men så frem mod de himmelblå telte i de levendes land.

Det »læremæssige substrat« (Toldbergs udtryk) under hele digtet er den gammeldags paulinsk-lutherske kristendom. Hermed tænkes der især påskemorgen på 1810/11-omvendelsen. For i laget herover igen det er jo ikke mindst Johannes-Irenæus, der ligger bag!

Både i sin helhed og ganske særligt ved 9. sang er digtet et overordentlig vigtig dokument til belysning af udviklingen i Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske holdning. Men det rummer også en påfaldende tydelig foregribelse af helt fundamentale elementer i 1825-Opdagelsen (bogen s. 85f).

Den egentlige formulering af Dagningens program sker i digtets 10o. sang og i fortalens tre sidste afsnit: Der skal komme en ny sangbund i danske hjerter. Der skal indtræffe en livsfornyelse, udføres kristelige bedrifter og ske en altomfattende tilværelsesforklaring. Kirkens ødelagte overbygning skal fornyes, så kristendommen med ny styrke kan ledsage folket gennem historien, og der skal ske en fønixagtig genoplivelse af den gamle lutherske salmesang. Endelig skal der komme en ny videnskabelighed, som den hidtidige ikke kan fordunkle, om den så brænder sit formørkelseslys i begge ender. For sit eget vedkommende bebuder Grundtvig en ny prædiken, salmedigtning og historieskrivning.

På så at sige alle områder er såvel Opdagelsen som Indledningen foregrebet, ja, hvad det væsentlige indhold angår, til stede i 1824-Dagningen og dens digt. Nemlig fremtræder hele nedturen i digtet gennem danmarkshistorien til de levendes land som eet stort: menneske først! Det, man kan spørge om, er derfor først og fremmest, om Grundtvig i 1832 får et helt nyt syn på, hvad selve den nutidige virkelighed består i.

· ANDEN DEL:

FRA OPDAGELSEN TIL INDLEDNINGEN

Kapitel 3. Hændelsesforløbet

Det er påfaldende, at der næsten ingen andre spor end selve digtet »Nyaars-Morgen« er af Dagningen. Tiden 12.08.24 - 31.07.25 er en endnu tommere parentes end tiden 1825-32.

Men hvad var årsagen til dette? Det kan ikke være, at Grundtvig manglede en mere livsbekræftende og nutidigt orienteret kristendomsforståelse. Det var ikke en bods-byrde, der tyngede ham, men langt snarere en apologetisk værnepligts-byrde. Såvel i kap. 3 som i kap. 5 lægges der afgørende vægt på, at først denne apologetiske bryde, senere kirkekampens byrde, var hovedårsagen til, at Grundtvigs dagning blev fordunklet så at sige straks fra morgenstunden af. Dertil kommer skuffelsen over, at ingen reagerede på digtet, og skuffelsen over Henrik Steffens’ besøg i efteråret 1824.

Med artiklen »Om gudelige Forsamlinger« (FEB 1825) og deltagelsen i udgivelsen af »Theologisk Maanedsskrift« (fra MAR 1825) begyndte Grundtvigs deltagelse i kampen for den sande kristendom og mod den rationalistiske femte kolonne i kirken. Det helt afgørende begivenhedskompleks var imidlertid Opdagelsen af den historiske Kirke (menighed) og den bekendelse (Apostolicum), brugen deraf i Genmælet mod professor Clausen og denne injurie-sagsanlæg mod Grundtvig (25./30. juli - 10. september 1825). - Altså ikke Opdagelsen i og for sig, som tværtimod ville have befriet Grundtvig for den apologetiske byrde!

Midt i det »juridiske helvede«, Grundtvig således pludselig så sig stående i, blev det til stor opmuntring for ham, at der i forbindelse med Chr. Molbechs nyudgivelse af »Den Danske Riimkrønike« skete en tilnærmelse mellem de to tidligere venner. Hele situationen heromkring er af overordentlig stor interesse i nærværende sammenhæng som en af de små »plus-parenteser«, der trods alt er tale om i denne mellemperiode. Såvel selve genoplivelsen af ungdomsvenskabet med Molbech som Grundtvigs redegørelse for det standpunkt, han nu (marts 1826) indtager, er for det første tydeligt prototypisk i forhold til 1831/32-løsningen og for det andet klart betinget af Opdagelsen og Dagningen. - Hvis der ingen undertrykkelse af de gammeldagstroende og ingen injurieproces havde været, ville der intet have været til hinder for, at Grundtvig allerede nu offentligt kunne have rakt hånden frem til et almindeligt åndelig-kulturelt fællesskab med alle andre Molbech’er.

Den 26. maj 1826 modtog Grundtvig efter ansøgning sin afsked som præst. Mange faktorer har gjort sig gældende i denne situation, men i nærværende arbejde anses det for den mest sandsynlige forklaring, at embedsnedlæggelsen, sådan som Grundtvig udførte den, var den for alle parter blideste løsning, Grundtvig kunne acceptere med samvittigheden i behold!

Det følgende begivenhedsforløb består hovedsagelig i udsendelsen af de skrifter, som bliver gennemgået i kap. 4 og 5.

Vigtige begivenheder er dommen i injuriesagen 30.10.26, hvor Grundtvigs »fornærmelige Udladelser« mod Clausen blev mortificerede, han selv idømt en bøde og hans skrifter sat under censur, og i forbindelse hermed hele situationen omkring 3. stykke af artiklen »Om Religions-Frihed«, som blev undertrykt og beslaglagt omkring midten af april 1827. I denne fantastiske situation skrev Grundtvig sit »Literaire Testamente«, den næste »plus-parentes«, ja, den vigtigste mellemstation mellem »Nyaars-Morgen« og Indledningen.

I en helt anden grad som en mellemtid må tiden mellem Testamentet og Mytologien karakteriseres. Dog har året 1829 to vigtige begivenheder, der begge kan ses som følger af, at Grundtvig nu har følt sig helt fritaget for sin værnepligtsbyrde. Den første er udgivelsen af »Krønike-Riim til Børne-Lærdom«. Den anden er den første af Grundtvigs tre rejser til England. I sommeren 1830 foretog Grundtvig sin anden og i tiden 02.06-31.08.31 sin tredje rejse til England.

I april måned 1831 begyndte den udvikling, der sluttede med Frederikskirke-ordningen i marts 1832 - med en underskriftindsamling med henblik på en frimenighedsdannelse. Men det var først i efteråret 1831, begivenhederne for alvor tog fart. Samtidig med, at bestræbelserne for at få dannet en legal frimenighed fortsattes, begyndte de vakte at holde »forsamlinger« i J.C. Lindbergs hjem. Den 2. februar 1832 fik man afslag på ansøgningen om tilladelse til frimenighedsdannelse, og det betød, at Grundtvig nu stod under et stort moralsk pres mht. at stille sig i spidsen for i hvert fald de allerede etablerede forsamlinger. Den situation, som nåede en dramatisk tilspidsning i de sidste dage af februar 1832, fik imidlertid den udgang, at Sjællands biskop efter en samtale med en meget moderat Grundtvig indstillede til Kancelliet, at Grundtvig enten fik tilladelse til at holde gudstjenester i et til formålet lejet lokale eller subsidiært fik lov til at holde aftensangsgudstjeneste i Frederikskirken. Resultatet blev, at Kongen den 1. marts underskrev resolution om den sidstnævnte løsning.

Den 4. marts holdt Grundtvig sin første aftensangsgudstjeneste i Frederikskirken - uden mindste spor af polemik. 30. eller 31. marts skrev han en salme, som var den første egentlige frugt af den befrielse, dette kompromis var: »Tag det sorte Kors fra Graven«. I august måned fremlagde han i et brev til biskoppen sin nye opdagelse: sognebåndsløsnings-løsningen. Den 4. september offentliggjordes subskriptionsplanen til »Haandbog i Verdens-Historien«. Den 7. december udkom »Om Daabs-Pagten«, det skrift, hvori sognebåndsløsningsmodellen fremlagdes offentligt, og den 22. december udkom »Nordens Mythologi«.

Vel har Grundtvig i England fået et nyt forhold til virkeligheden. Men det, han i vinteren 1831/32 fik arbejdet sig ud af, var næppe et bodskristeligt pilgrimssyn. Nej, det var langt snarere følelsen af pligt til sammen med den lille flok af »vakte« at melde sig ud af det danske samfund, ja, det danske folk.

Pdas. må Grundtvig stort set have været færdig med Indledningen, da de afgørende begivenheder udspillede sig. Inden for »forliget« med biskoppen (eller hvad der i hvert fald faktisk viste sig at være oplægget til en kompromisløsning) havde Grundtvig allerede arbejdet sig frem til den grundlæggende sameksistensformel, som fik sin første praktiske anvendelse i Frederikskirkeordningen.

Men hvad var der kommet ud af den høje stemning i Indledningen, hvis den ikke var blevet fulgt op af en løsning på det helt konkrete kirkepolitisk dilemma? Ville der ikke være kommet en nedtur svarende til den efter »Nyaars-Morgen«? Grundtvigs hele opsving fra og med »Tag det sorte Kors fra Graven« skyldes ikke kun den løsning på det kulturstrategiske problem, Grundtvig havde fået skrevet sig frem til i Mytologiens Indledning; det skyldes også, og ikke mindst, den løsning på de helt konkrete kirkepolitiske problemer, som indledtes i slutningen af februar 1832.

Kapitel 4. Kirkesyn og kirkepolitik

Udviklingen i Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitiske holdning ti tiden 1824-31 forløber i følgende faser:

1. En almindelig polemisk-apologetisk fase helt tilbage fra 1822/23 og frem til foråret 1824.

2. Tiden fra foråret 1824 til sommeren 1825, i hvilken periode konflikten skærpes og konkretiseres.

3. Tiden fra Opdagelsen (og Genmælet) i juli (september) 1825 til embedsnedlæggelsen i maj 1826, i hvilken periode Grundtvig tror, misforholdene i den eksisterende enevolds-statskirke kan rettes, når de er blevet klart påpeget.

4. Tiden fra september 1826 (»Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige«) til november-februar 1830/31 (»Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?«), hvor Grundtvig præsenterer forskellige forslag til helt nye kirkelige ordninger, som har det til fælles, at en mere eller mindre statslig kristen kirke, som de gammeldagstroende skal kunne være i, bevares, medens de, der ikke ønsker at være med i en sådan kristen kirke, i fuld religionsfrihed kan træde ud af den.

5. Tiden fra april 1831, hvor Grundtvig erklærer sig villig til at stå i spidsen for en frimenighedsdannelse, til "forliget" med biskop Müller 27.02.32.

»Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?« var Grundtvigs sidste præsentation af en egentlig kirke-model, og det forekommer helt klart, at der både inde i og ud fra den kirke, Grundtvig her har forestillet sig, ville have være kunnet drevet en bred og åben kulturel virksomhed i dyb respekt for menneskelivets værdi og tilværelsens underfuldhed. Løsningen viste sig at blive en anden. Men når denne anden løsning blev mere end en ynkelig skinmanøvre, skyldes det bl.a., at Grundtvig havde været igennem udarbejdelsen af også denne kirkemodel.

Først skulle Grundtvig imidlertid gennem endnu en fase, hvor det er de rettroendes udtræden af statskirken, han såvel i skrift som i praksis gør sig til talsmand for - om end noget lunkent i praksis! Det indtryk, der bliver stående efter en beskæftigelse med Grundtvigs situation i 1831 er, at han havde et desperat behov for at finde en udvej til så at sige at hugge den kirkepolitisk knude over uden at skære rebet i stykker!

Kapitel 5. Menneskelivet og dets verden

Undersøgelsen gælder her følgende skrifter: 1. Afhandlingerne i »Theologisk Maanedsskrift« I og II. - 2. Grundtvigs »Literaire Testamente«. - 3. Irenæus-oversættelsen: »Om Legemets Opstandelse og Deel i Guds Rige« (Grundtvigs indledning og noter). - 4. »Krønike-Riim«. - 5. Søndagsbogen, især bd. III.

Allerede i månedsskrift-afhandlingerne udtrykker Grundtvig en holdning, som får en til at spørge, om han ikke også på dette grundlag ville have kunnet udvikle et universalhistorisk kulturprogram. Det ville ikke have taget noget af sagligheden fra engagementet i den timelighed, der udgøres af den skabte-men-faldne verdens historie indtil den yderste dag. Grundtvig erklærer også selv, at hvis det stod til ham, ville han langt hellere beskæftige sig med noget mere positivt og spændende end polemikken mod rationalisterne.

Grundtvigs »Literaire Testamente« rummer dels en særdeles interessant kommentar til 1824-drømmen om folkelig-kirkelig enhed, dels - i sine helt centrale afsnit - elementer, der tydeligt foregriber Indledningen, dels nogle karakteristisk og vigtige udsagn om forholdet mellem denne verdens liv og den kommende verdens liv. Kampen for livet mod døden er allerede sagligt begrundet i sig selv. Men dertil kommer, at kun ved deltagelsen i den kan mennesket (også som kristent) ane noget om fuldkommenhedstilstandens indhold. Og ærbødigheden for »lyset og Livet i Løn« (c: Guds for det skabte-men-faldne menneske skjulte lys og liv) er det naturlige menneskes ærefrygt for sandhedens og livets guddommelighed midt i hele dunkelheden. Men det er den timelige banes mål, Grundtvig taler om, når han siger, at mennesket kun kan nærme sig det under deltagelsen i denne kamp og i denne ærbødighed for Guds lys og liv. Grundtvigs anliggende i testamentet er at få påvist, at der ingen kaotisk uoverensstemmelse er mellem det kristelige og det nordisk-historisk menneskelige. Men han kommer også her i Testamentet til at antyde nogle meget vigtige sammenhænge mellem det timelige og det evige, sammenhænge, som også gælder, efter at man er blevet »menneske først og kristen så« (for at bruge Grundtvigs berømte, men langt senere formulerede udtryk).

Det vigtigste, der er at sige i forbindelse med Irenæus-oversættelsen fra 1827, er, at det har stor betydning, at Grundtvig netop da valgte at bruge tid og kræfter på dette arbejde. I øvrigt er der visse steder i noterne, der på en særlig klar måde viser forbindelsen mellem Irenæus-teologien og »sekundærteologien« i Indledningen. Det gælder især den note, Grundtvig har sat til det sted, hvor Irenæus taler om grundene til, at kampen mellem Gud og Djævelen trækker så længe ud. Her siger Grundtvig, at »Hvem der ellers ønsker at kiende Irenæi herlige Betragtning af Mennesket, der ei kunde skabes fuldkomment ... men skulde giennem Tiderne udvikles til Fuldkommenhed, han læse i fjerde Bog«.

Allerede i Søndagsbogens to første bind er der eksempler på, at Grundtvigs livslyst, med eller uden anledning i sammenhængen, er trængt ind i prædikenerne. Men det er først i bd. III, de elementer, der peger frem mod Indledningen, for alvor gør sig gældende. Dette gælder navnlig de overraskende indbrud af en livslyst, som tydeligvis bryder ind i disse prædikener, fordi den ikke har noget andet sted at gøre sig gældende. Dette betragtes i nærværende arbejde som et udtryk for, at den kirkepolitiske (og dermed kulturelle) situation ikke levnede Grundtvig nogen mere passende mulighed for at realisere sin livslyst.

I mellemperioden mellem »Nyaars-Morgen« og Indledningen til »Nordens Mythologi« er det eneste større arbejde fra Grundtvigs hånd, som direkte handler om menneskelivet her i verden, den samling »Krønike-Riim til Børne-Lærdom«, der udkom 06.03.29. Sammen med bestræbelserne for at komme til England vidner disse rim om, hvad der var Grundtvigs egentlige lyst, så snart han kunne se sig fritaget for værnepligts- og kirkekampsbyrden.

I fortalen bebuder han udarbejdelsen af, hvad der senere blev til »Haandbog i Verdens-Historien«, og han giver til kende, hvad det nu som både før og siden er der gør verdenshistorien så betydningsfuld: de store bedrifter og deres udøvere (som enkeltudtryk for, hvad der bor i mennesket), og menneskeslægtens samlede historie (som det samlede udtryk for, hvad mennesket er). Også menneskenes verden og deres ting er på betydningsfuld måde med i rimene. Modsætningen mellem den døde skrift og det levende, mundtlige ord begynder at træde frem, ligesom Grækenland fremhæves i modsætning til Rom og Tyskland. Af ganske særlig interesse er de rim (og den note), som handler om England. Slægtskabet mellem Norden og England fremhæves, og skønt ikke ukritisk over for Englands måde at bruge sin magt på, anerkender han den universelle åbenhed og mangfoldige menneskelighed, som ikke mindst er kommet til udtryk hos Shakespeare. Grundtvig ønsker England en fremtid, hvor der både bliver tale om store åndsbedrifter og en universalhistorisk forklaring.

Et overordentlig ejendommeligt udtryk for Grundtvigs optagethed af den del af virkeligheden, som udgøres af den store bedrift og dens udøver, er digtet »Christoffer Columbus«, skrevet i sommeren 1831. Her afspejles både det nye kultursyn, som er ved at bryde frem hos ham, og hans egen situation som midaldrende. Imidlertid står »bedriften« i et noget uklart forhold til kristendommen. Man kan sige, at dette digt betegner en uklar mellemfase mellem »O deilige Land« og Indledningen. Eller man kan betragte det som højdepunktet i forhold til de udtryk for uafklaret livstrang, der havde gjort sig gældende i navnlig Søndagsbogens tredje bind.

TREDJE DEL: INDLEDNINGEN

· Kapitel 6. Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832

Som det var tilfældet i forbindelse med behandlingen af nærværende undersøgelses første hovedtekst: »Nyaars-Morgen«, består første del af beskæftigelsen med den anden og egentlige hovedtekst i en parafraserende og kommenterende gennemgang. Igen skyldes dette for det første, at teksten ikke uden videre er særlig tilgængelig, og for det andet, at det er meget vigtigt, at konteksten er nøje bestemt, før man begynder at fortolke de enkelte citater. Desuden er hele den måde, hvorpå Indledningens tre dele koncentrisk lejrer sig omkring selv Fremstilling, et vigtigt udtryk for, hvordan det egentlig hænger sammen i det ejendommelige forhold mellem en lærebog i nordisk mytologi og et omfattende kulturstrategisk program.

Allerførst omtales imidlertid – på grundlag af Kaj Thanings store redegørelse i »Menneske først -« - de vigtigste udviklingslinier gennem de mange udkast til Indledningen. Først og fremmest gælder dette udskillelsen af begrebet »den mosaisk-christelige Anskuelse« og den derpå følgende opstilling af det omfattende kulturpolitiske program med den universalhistoriske vidskab og (som vigtigt led i den) mytologien som helt afgørende bestanddele.

Dernæst gives en udførlig gennemgang af »Rim-Brev til Nordiske Paarørende«, der er stillet i spidsen for bogen som en understregning af dens opvækkende funktion og som en angivelse i kort og kraftig poetisk form af, hvad opvækkelsen skal være en opvækkelse til. Hovedpunkter i Rimbrevet er spørgsmålet om, hvorvidt Norden skal frygte sin egen ånd, bare fordi den er før-kristen, appellen til de nulevende nordboer om opvågnen til den nu rent åndelige kamp mod rationalisme, materialisme og smålighed, og endelig lovsangen til friheden »for Alt, hvad der stammer fra Aand«.

Selve Indledningens opbygning er bestemt af, at Grundtvig egentlig bare har skullet give en videnskabelig begrundelse for nyudgivelsen af den håndbog, han havde udgivet allerede i 1808. Men i forbindelse med hans egen trængte situation er det altså gennem alle de mange udkast blevet til et omfattende kulturstrategisk program, byggende på nogle vidtløftige betragtninger over historiens gang i fortid, nutid – og den fremtid, som skal udgøres af verdensløbets sidste 500-årige fønixalder. Kernen i det hele er, at lige netop nu trænger hele menneskeslægten til, at der i Norden sker en genoplivelse af den ånd, som i sin tid kom til udtryk i de gamle myter. Derved kan der nemlig komme en frugtbar forbindelse i stand mellem den dramatiske poesi og forstanden, hvorved dén historisk-poetiske vidskab vil fødes, som skal »forklare« menneskelivet. En forudsætning for, at dette kan ske, er imidlertid, at ikke blot de troende kristne nordboer, men også »naturalisterne med ånd« (dvs. de mennesker, der ikke har en »cras« realistisk, historisk tro, men som alligevel deler den kristne »anskuelse« eller livsbelysning) sammen kan deltage i kampen mode de åndsfjendtlige kræfter og sammen kan arbejde for såvel forklarings-udviklingen i det virkelige, »forsiggående« liv som den i hælene derpå følgende teoretisk erkendende »forklaring«.

· FJERDE DEL:

· INDLEDNINGEN OG DAGNINGEN

· Kapitel 7. Indledningens udviklings- og forklaringssyn

I dette kapitel foretages den egentlige systematiske opgørelse af Indledningens teologi. Dette sker i to hovedafsnit, hvoraf det første beskæftiger sig med »udviklings- og forklaringssynets plads og betydning i forhold til gra frelseshistoriske primærteologi«.

»Irenæus-teologien« er nok et nødvendigt, men ikke et tilstrækkeligt grundlag for det voldsomme engagement i det timelige liv uanset kristendommen og frelsen, som kommer til udtryk her i Indledningen.

Selv rummer Indledningen så godt som ingen udsagn om primærteologiske forhold, heller ikke mht. forholdet mellem det timelige og det evige liv. Synsvinklen er rent timelig. Kristendommen bedømmes ud fra sine verdenshistoriske virkninger, og som kilde til den kristelige anskuelses lys. Den helt afgørende tanke er tanken om, at historien bevæger sig frem mod et mål, som det fra Begyndelsen har været meningen menneskeslægten skulle nå.

De få steder, hvor Grundtvig peger på selve genløsningsdimensionen, udelukker imidlertid enhver tvivl om, at det er den, der for ham udgør den absolut overordnede sammenhæng. Og når han lader nogle af de allerstørste spørgsmål »stå hen«, er det ikke teologisk (i tros-læren), men videnskabeligt. og han undlader ikke at lade nogle ironiske pile blive stående og vise hen til troen og frelsen!

I hvert fald eet sted har Grundtvig peget på sammenhængen mellem »forklaringen« og frelsen, nemlig dér, hvor han taler om forklaringen som »Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom«.

Heller ikke »menneske-først-kristen-så-motivet« spiller nogen direkte rolle i Indledningen (om end, som allerede antydet, nok en indirekte). Alt drejer sig om forklaringen. Derfor beskæftiger kapitlets andet hovedafsnit sig med, hvad der altså er det helt centrale »sekundærteologiske« element i Indledningen: »Det guddommelige eksperiment. Udviklings- og forklaringssynet i Indledningens sekundære eller udskilte skabelsesteologi«.

Såvel i sit indhold som i sin udformning ligger Grundtvigs udviklings- og forklaringssyn på enestående måde i forlængelse af den bibelske måde at tale på – i afgørende modsætning til den tyske historiespekulation, om end der også foreligger inspiration derfra. Og under det tankemæssige plan ligger det helt elementære og oprindelige »livsoplevelsesplan«.

I sig selv ville begrundelsen af Indledningens kamp-program med hensynet til målet ved den timelige banes ende på en måde blot være en ny slags »pilgrimssyn«. Men Grundtvig nøjes ikke med denne begrundelse; den allerdybeste begrundelse er hensynet til selve livet som liv. I det store stykke om mennesket som et guddommeligt eksperiment går der en direkte linie fra selve oplevelsen af mennesket som »en mageløs, underfuld Skabning« til udviklings- og forklaringstanken og derfra videre til den universalhistoriske vidskab som det middel, hvorved erkendelses-forklaringen skal finde sted gennem historiens sidste tid for til sidst af fuldbyrdes i menneskets forståelse af sig selv.

Det er ikke meget lys, Grundtvigs senere skrifter kaster over hans forklarings-syns nærmere indholdsmæssige karakter. I de egentlige højskoleskrifter er det selve den folkelige livsoplysning, det drejer sig om, og kun i det berømte skrift »Om Nordens videnskabelige Forening« vender Grundtvig for alvor tilbage til det rent videnskabelige program, han i Indledningen gik så voldsomt ind for. Det er, som om den kraftige understregning af netop den videnskabelige side af sagen dengang skulle tjene til legitimering af den kirkepolitiske kovending, Grundtvig var i færd med at foretage! Det eneste virkelig interessante sted i Grundtvigs senere forfatterskab, hvad dette forhold angår, er det sidste afsnit af »Den christelige Børnelærdom« , hvor han direkte udtaler sig om selve den kristne menigheds forhold til den altomfattende oplysning og vidskab. Grundtvig giver her en enestående påpegning af, at også den kristne (fri)menighed som sådan er nødt til at drive universalhistorisk forklaringsvidskab.

Der er dog stadig noget gådefuldt i, at Grundtvig i Indledningen engagerede sig så voldsomt i den rent timelige kamp og udvikling. Skulle han overdøve en dårlig samvittighed over at svigte de vakte? Men på den anden side: Havde han, hvis det kun var det, behøvet – og kunnet – udtrykke sig så stærkt og dybt, som han faktisk gjorde? Hvis der er tale om et udtryk for en efterrationalisering, er det fremfor alt en eftertænkning af Grundtvigs helt umiddelbare følelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Kapitlet munder ud i en prædikenagtig skitse over, hvad der kan tænkes at have ligge allerdybest nede under og allerinderst inde i Grundtvigs sekundærteologiske tænkning om forklarings-udviklingen og mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, nemlig en fornemmelse af, at hele meningen med skabelsen er, at Gud til sin glæde skal have ikke alene materien som en afstand over for sig, men have noget af sin egen ånd forbundet med denne materie, hvorefter han kan betragte, hvad han således har sat i gang – ligesom en menneske-far har sin glæde i at se, hvordan hans børn udvikler sig, også uanset det onde, der truer dem, og som han må prøve at beskytte dem imod og redde dem fra, ja, også uanset deres oprør og deres frækhed imod ham!

Trods det spekulative drag i Indledningen må den i virkeligheden nok så meget betragtes som et forsøg på at oversætte den helt umiddelbare oplevelse indefra og nedefra at det gådefulde under, det er at være til som menneske, til et sprog, der kan give et billede af, hvordan dette må tage sig ud fra Guds side. Grundtvigs tale om mennesket som »et guddommeligt Experiment« er i grunden i eminent grad en teologi fra neden!

· Kapitel 8. Hvad er det Indledningen har, som »Nyaars-Morgen« ikke har? Eller omvendt?

Kapitlet indledes med en oversigt over, »Hvad Indledningen indledte«, først lidt mere udførligt om de kirkepolitiske skrifter i 1832 (»Om Daabs-Pagten«) og 1834 (»Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet«) og om »Haandbog i Verdens-Historien« (1833-56), dernæst ganske summarisk om Grundtvigs forfatterskab og hele gerning gennem hele resten af hans liv. Egentlig burde enhver undersøgelse af, hvad det var der skete i vinteren 1831/32, nemlig gøre, hvad Kaj Thaning har gjort, altså lade beskæftigelsen med de sidste 40 år af Grundtvigs liv være et mindst lige så vigtigt hovedpunkt som den i nærværende undersøgelse behandlede periode. Men blot det i nærværende undersøgelse foretagne såre nødtørftige fremblik synes at bekræfte »Nyaars-Morgens« betydning som nøgle og knudepunkt. Om dette spørgsmål drejer kapitlets tre hovedafsnit sig.

»Var gennembruddet 1831/32 en erobring af nyt land eller et strategisk tilbagetog?«. Således spørges der i det første hovedafsnit. Siden Kaj Thanings disputats har diskussionen stort set drejet sig om, hvorvidt Grundtvig dog ikke også var Grundtvig før 1832. Men nu har Aage Henriksen fremlagt et syn på de to store gennembrudstekster i Grundtvigs forfatterskab, ifølge hvilket »Nyaars-Morgen« er »vandskellet i Grundtvigs forfatterskab«, »det værk, hvor hans personlige digteriske udvikling kulminerer«, medens det, der sker 1831/32, betegnes som påbegyndelsen af en nedstigning til institutionalisering og forstening.

Nærværende arbejde har også »Nyaars-Morgen« som et højdepunkt og Indledningen som et punkt, hvorfra Grundtvig kommer videre ved at lade noget tilbage. Men det spørgsmål, der rejses, er, om det nu også var det helt rigtige program, Grundtvig forsøgte at redde sin af omverdenen knuste drøm med. Det alternativ, der melder sig, er, at Grundtvig i stedet kunne være trådt ud af statskirken med, hvem der nu ville følge ham, og på dette grundlag med usvækket solidaritet have virket for såvel det fælles folkeliv som den universalhistoriske vidskab – som han fx selv havde skitseret det i slutningen af »Den christelige Børnelærdom«. Eller han kunne have gjort noget, der i det ydre svarede til det, han gjorde, blot uden i den grad at gøre en lykke af nødvendigheden.

Uanset de andre måder, Grundtvig kunne have løst sit kirkepolitiske og kulturstrategiske problem på, vidner det, han nu faktisk gjorde, imidlertid stærkt, ja, for så vidt netop endnu stærkere, om hans kolossalt høje vurdering af det timelige menneskelivs betydning. Samtidig indebærer det dog visse uklarheder mht. forholdet mellem det »menneskelige« og det »kristelige«.

For at komme ud af denne uklarhed må man som noget af det allerførste lære sig at skelne mellem to forskellige former for saglighed eller adskillelse, »adskillelse 1« og »adskillelse 2« - ja, allerførst mellem, hvad der her betegnes som saglighed eller adskillelse, og hvad man normalt vil forbinde med ordet »sekularisering«, og som Grundtvig aldrig nogen sinde har gjort sig til talsmand for.

»Adskillelse 1« er den sagligheds-adskillelse, som består i, at »menneskelivet og dets verden« allerede her og nu trods faldet har en skabelsesgiven værdi og betydning, som for det første udgør en »saglig egenværdi« før og uanset kristendommen, og som for det andet er en nødvendig del af det, kristendommen betyder.

»Adskillelse 2« er en pædagogisk-strategisk adskillelse, som omverdenens reaktion på »Nyaars-Morgen«, Genmælet osv. havde tvunget Grundtvig til at foretage.

I øvrigt har debatten omkring det Thaning’ske syn på betydningen af vinteren 1831/32 jo ikke drejet sig om, hvorvidt der (også) skete en styrkelse af »saglighed 1« fra og med 1832, men om, hvorvidt der i 1831/32 skete en kovending fra et »bodskristeligt pilgrimssyn« til en slags tidehvervsk sekulariseringssyn. Og hertil må det siges, at i 1824 var Grundtvig »selvsymbolsk« eller »selvidentificerende« digter med en temmelig uklar drøm om en dagnings-opvækkelse, hvori både han selv og hele folket skulle deltage, og i 1832 var han mytologisk og universalhistorisk videnskabsmand med et egentlig ikke meget klarere program, hvortil han søgte sine landsmænds tilslutning. Men det er jo på ingen måde mere »bodskristeligt« at være »selvsymbolsk digter« end at være spekulativt udtydende mytolog og universalhistoriker!

Den endelige opgørelse af forholdet mellem »Digtet og Indledningen« må gøre det klart, at digtet »Nyaars-Morgen« omfatter og altså »har« langt mere end det programmatiske prosastykke Indledningen til »Nordens Mythologi«. »Nyaars-Morgen« omfatter alt, lige fra det danske livs allerdybeste skabthedsgrund til svanernes indflyvning i Gudsriget og livet i dettes himmelblå telte. Også hele det universalvidenskabelige perspektiv er repræsenteret. Og uanset Grundtvigs stadige hævdelse af adskillelsen mellem det kristelige og det folkelige var det alligevel snarere indholdet i Dagnings-drømmen end det videnskabelige program fra Indledningen, der kom til at gå i en i hvert fald delvis opfyldelse, da den grundtvigske bevægelse begyndte at vokse frem; den stemning, Grundtvig har efterladt i Danmark, også langt ud over den organiserede grundtvigianismes område, er en stemning, der langt snarere kan se sin rod i »Nyaars-Morgen« end i Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832.

Det helt afgørende særlige og værdifulde ved Indledningen er det helt enestående bidrag, den giver til forståelsen af, hvad det overhovedet betyder, at verden er til, og at være til i den som menneske.

· SLUTNING

Da denne slutning i sig selv er et resumé, skal der her blot henvises til den – idet dog den allersidste side af den (godt og vel) gengives her:

Af selve programmet i Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832 var det kun folkehøjskole-delen, der nogenlunde blev ført ud i livet. Og der har i nærværende fremstilling været rettet kritik mod den kirkepolitiske side af det omsving, dette skrift er udtryk for. Alligevel må det regnes for noget af det mest originale, Grundtvig har givet, og den, der læser det, kan se, at den ærefrygtige respekt for det guddommelige eksperiment af støv og ånd, som kommer til udtryk dér, er af helt afgørende betydning, også for selve den kristne tro og det kristne håb, ja, for hele det kristne menneskes liv som kristen.

Grundtvig er en af de allerstørste i Kristenheden, og ikke mindst i vor tid kan, ja bør der hentes stor inspiration hos ham. I elektronikkens og arbejdsløshedens tidsalder er nødvendigheden af at lade sig inspirere af Grundtvig. mht. forståelsen af menneskeligheden og folkeligheden (folkeligheden som solidaritet) helt umiddelbart indlysende. Hele »højskoledimensionen« i det grundtvigske arvegods er absolut og øjeblikkeligt nødvendig.

Kirkeligt og kirkepolitisk er det nødvendigt for vor tid at lade sig inspirere af Grundtvig, ikke i en bevidstløs efterplapren af, hvad han så sig nødsaget til at sige omkring midten af forrige århundrede, men i et ærligt forsøg på at videreføre hans forening af ubetinget respekt for den sande kristendom og ubetinget solidaritet med sit danske folk - på en »med tidens tarv og vilkår passende« måde. Og navnlig gælder det selvfølgelig for hele den kristne menighed og for hver enkelt kristen om stadig dybere at forstå og opleve sammenhængen mellem det direkte frelseshistoriske gudsforhold og engagementet i det liv, som er frelseshistoriens genstand.

Endelig må det stå som en ganske særlig udfordring for vor tid, tilsvarende at realisere selve det overordnede universalvidenskabelige program fra Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832 - og Göteborg-skriftet; ellers bliver det nemlig ikke engang rigtig til noget på i hvert fald det første af de allerede nævnte områder, og nok heller ikke på det kirkelige område. Ikke fordi troen behøver videnskaben, men fordi det er en tynd og fattig tro, der ikke - så vidt omstændighederne tillader det - medfører en grænseløs lyst til erkendelse, erkendelse af, hvad det vil sige at være menneske, erkendelse af den verden, som er menneskelivets verden, og dermed - indirekte - erkendelse af den Gud, som er menneskets Gud, og hvis verden menneskelivets verden også er. Denne virkeliggørelse behøver ikke nødvendigvis ske ved oprettelsen af nogen ny institution, men snarere ved en kraftig fortsættelse af de tilløb, der allerede er blevet taget på og omkring de eksisterende universiteter - ikke mindst i forbindelse med fejringen af 200-året for N.F.S. Grundtvigs fødsel (DP 306f).

- - -

Bagsiden af omslaget til bogen »Fra drøm til program«:

Hvordan var Grundtvigs forståelse af menneskelivets allerede skabelsesgivne »saglige egenværdi«?

Og hvilken betydning tillagde han det dennesidige livsengagement som del af det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning?

Det er de spørgsmål, der behandles i denne undersøgelse af Grundtvigs liv og forfatterskab i perioden 1824-32.

* * *

»Nyaars-Morgen« som teologisk og kirkehistorisk dokument

[Præsteforeningens Blad 1987/1-2]

»Et af verdenslitteraturens største værker«, »et knudepunkt i Grundtvigs forfatterskab«. Sådan bedømmer Hal Koch »Nyaars-Morgen«, Grundtvigs store digt fra sommeren 1824.[95] Men han afstår fra en egentlig gennemgang af digtet - hvad den, der selv har forsøgt sig dermed, i og for sig ikke kan bebrejde ham. Det er et både langt og vanskeligt digt, som det tager måneder at sætte sig bare nogenlunde ind i, og som ingen, heller ikke Grundtvig selv, nogensinde har forstået fuldt ud. »Nyaars-Morgen« er imidlertid i så mange henseender en så afgørende vigtig tekst, at ingen anstrengelser må skyes for at få den lukket op, såvel for den teologiske og litteraturvidenskabelige forskning som for den kirkelige og folkelige brug.

Der er da også flere, som siden Hal Koch har arbejdet med og skrevet om »Nyaars-Morgen«.[96] Selv har jeg i al beskedenhed brugt en del tid og kræfter på »Nyaars-Morgen« i den beskæftigelse med Grundtvig, som er resulteret i den (i hvert fald foreløbig) utrykte afhandling: »FRA DRØM TIL PROGRAM. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832«. [Senere indskud: Den blev udgivet senere i 1987]. Og jeg er glad for at have fået lov til at præsentere nogle af mine resultater her i disse spalter.

Som det allerede fremgår af den her citerede undertitel, har den inderste drivkraft for mig været ønsket om en afklaring af hele spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning, dvs. spørgsmålet om, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med allerede en »saglig egenværdi«, og om, hvilken betydning engagementet i dette liv har for det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning - uanset hvordan vi så ellers i øvrigt prøver på at gøre os begreb om, hvad disse klassiske betegnelser egentlig dækker over.[97]

Så vidt den helt overordnede ramme omkring mit arbejde.

Selve min undersøgelses absolutte hovedgenstand var - på grundlag af inspirationen fra Kaj Thaning - fra begyndelsen af Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832.[98] Da netop Kaj Thaning har lagt afgørende vægt på det kirkehistoriske omsving mellem 1831 (»Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?«) og 1834 (»Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet«), måtte Grundtvigs kirkepolitiske skrifter og udvikling i perioden 1825-32 imidlertid også inddrages. Stadig var »menneskelivets og dets verdens plads og betydning« dog hovedspørgsmålet, så de nærmeste år før Opdagelsen i 1825 kom ind i synsfeltet, ikke bare som tiden op til denne, men navnlig som de år, hvor Grundtvig først »mødte« kirkefaderen Irenæus og udmøntede inspirationen fra ham i en række vigtige prædikener og dernæst skrev »Nyaars-Morgen«. Det endte med, at »Nyaars-Morgen« kom til at stå som det store hoved-værk ved den således begrænsede periodes begyndelse, ligesom Indledningen til »Nordens Mythologi« gjorde det ved dens slutning.

Skønt Hal Koch altså ikke fik gjort så meget ved »Nyaars-Morgen«, fik han dog hæftet den betydningsfulde betegnelse »knudepunkt« på det, og det er et ikke så helt ringe bidrag til forståelsen af dette digt, som nemlig i en meget konkret forstand er et knudepunkt ikke alene i Grundtvigs forfatterskab, men i hele hans liv og udvikling.

Ikke mindst når der tillægges Grundtvigs kirkepolitiske udvikling afgørende betydning, springer det hurtigt i øjnene, at den »selv-symbolske« folkelige solidaritet[99], »Nyaars-Morgen« er et så stærkt udtryk for, må være en vigtig nøgle til forståelsen af, hvad det var der senere drev Grundtvig ud i en kirkepolitik, som - unægtelig ikke uden grund - er blevet betegnet som »monstrøs«[100]. Men skønt »Nyaars-Morgen« således viser sig at være også et meget vigtigt kirkehistorisk dokument, er det også i mere grundlæggende forstand et vigtigt teologisk skrift - ikke mindst med hensyn til »menneskelivets og dets verdens plads og betydning.

Grundtvig og Danmarks vej gennem nat og død til morgen og opstandelse

Den første af »Nyaars-Morgens« ti sange er en glad og optimistisk morgenhilsen på baggrund af en rædselsfuld nat, hvor alt stod på spil i en vældig kamp mellem lyset og mørket:

Guds Fred og God-Morgen!

Paa Mark og paa Fjeld!

Forvundet er Sorgen,

Mig pinde i Kveld,

I Midnattens Mørke,

Da Hel-Hanen goel,

Da Mulmet i Størke

Sig værged mod Soel:

Da Natten med Dagen,

Michael med Dragen,

Mig tykdes at kæmpe om Nord!

(Str. 3)

Grundtvig er endnu ganske fortumlet oven på alt, hvad han har været igennem, men:

At Natten er svundet,

Med Skyggernes Hær,

Og Solen oprundet

Til heltelig Færd,

At glødende Voven

Har favnet dens Glands,

At straalende Skoven

Den byder sin Krands,

At liflig min Tunge

Har Lyst til at sjunge,

Det ingen aftrætte mig skal!

(Str. 7)

Det allerførste, Grundtvig nu gerne vil rette sin sang imod, er Gud og menneske set i det oprindelige grundforhold fra før faldet. For trods faldet eksisterer dette grundforhold jo endnu. »Månen i løn«, menneskets skabelsesgivne modtage- og spejlekvalitet, kan stadig favne »Varmen af Solen bag Sky« (str. 12). Og Grundtvig anråber de stjerner, der jublede på skabelsens morgen (jfr. Job 38,7), idet han beder om at få del i deres lovsang – hvorved han vil blive i stand til at tyde tilværelsens sære runer, de gåder, som på een gang blokerer for en direkte erkendelse af Gud og af tilværelsen i dens oprindelige skikkelse og samtidig meddeler indirekte erkendelse deraf (str. 13-14). Første sang slutter med proklamationen af et kommende nyt dagværk, som skal omfatte alt: frelseshistorien og verdenshistorien, åbenbaringen og menneskelivet (str. 18-20, jfr. str. 8).

2. - 7. sang skildrer den overstandne kamp i et stort tilbageblik fra aftenen gennem natten og frem til morgenen – eller over Grundtvigs liv fra 1806 til 1824. Centralt i dette forløb står Grundtvigs »død« i 1819.

5., 6. og 7. sang betegner i en ejendommelig overlapning tre vinkler på det store oversættelsesarbejde, Grundtvig havde slidt med i årene 1813-23, nemlig oversættelsen til dansk af Snorres norske kongekrønike, Saxos danmarkshistorie og Bjovulfskvadet fra hhv. islandsk, latin og angelsaksisk, og dermed også på den dødlignende situation i 1819, hvor han var ved at opgive det hele – og faktisk også opgav en hel del, fx. udgivelsen af enmandstidsskriftet »Danne-Virke« (med ikke mindst rækken af store erkendelsesteoretiske og videnskabsfilosofiske afhandlinger) og fortsættelsen af en egentlig digterkarriere.

Men dette forløb munder altså ud i en vældig opstandelsesoplevelse, og i 8. sangs sidste strofe ses Sjælland-Danmark som intet mindre end håbets forgård til Himlene. Her vil »Nordens Hav-Frue«, som er Noas sønnedatter og Danmarks stammoder(!) i sin grønne løvhytte drømme om livet i det gamle Paradis. Siden tiden lige efter syndefaldet har hun været den fremmeste repræsentant for det skabte-men-faldne menneskes længsel efter paradislivet, og nu har hun altså fundet håbets grønne ø midt i historiens bølger, ja, den ø, hvor der er kridt til at optegne historien og rav til at spejle himmelen og Himmelen. I håbets grønne telte kan hun således ikke bare drømme og håbe, men faktisk leve et foreløbigt paradisliv, indtil håbets tid er forbi, ja, synge sin »Havfrue-Sang«, indtil, som hun siger, »Klipperne smelte, / Og himmelblaa Telte / Jeg seer i de Levendes Land!« (str. 258).

Herefter følger så 9. sang, hvor den høje morgenstemning afløses af skuffelse over den sørgelige kontrast mellem morgenen i Grundtvig selv og den fortsatte søvn og ligegyldighed omkring ham. Denne sang er det inderste punkt i knuden.

Hvis samtiden ikke kan fornemme den opstandelse, som også skulle være dens, og i det hele taget ikke kan se, hvad hverken tingene eller historien betyder, da har Grundtvigs sang været forgæves, og da må han bede Gud finde en lille »Tue« til ham, hvor han kan sidde og kvæde sit Halleluja. – Men ved at udvandre vil han jo svigte det Danmark, han lige (i oversættelsesarbejdets store nationale opgave) har ofret sig for! – På den anden side har han nu ikke mere at ofre. Så nu må det bære eller briste. – Dog, bristningens mulighed er i virkeligheden ingen mulighed:

Hvorhen skal jeg stævne,

I Syd eller Nord!

Ei veed jeg at nævne

Den Tue paa Jord,

Hvor end findes Øre

For Fædrenes Røst,

Hvor end jeg kan røre,

Med Psalmen et Bryst,

Hvis ikke den findes,

Hvor klarlig jeg mindes,

Mig rørde Grund-Tonen i Støv!

(Str. 277).

Og herefter følger så de ni smukke strofer om, hvad Danmark ved barnepigen Magdalene har givet Grundtvig – verdenshistoriens flotteste monument over en barnepige! Konklusionen bliver, at så længe en Magdalenes – og en Ingemanns – gerning er mulig i Danmark, må alt stadig forsøges. Ja, også efter endnu en sidste vaklen afvises udvandringsmuligheden som ensbetydende med Danmarks-Moderens død.

Og skønt der også til allersidst tales om den yderste situation, hvor den, der har sit liv kært, må flygte fra verdens frost til kristendommens, kirkens, våge, slutter digtet med, at Ånden giver Grundtvig denne befaling:

Mens Markerne bølge

Med staaende Korn,

Mens Fuglene følge

Det gamle Skov-Horn,

Mens Krøniken rækkes

Og tækkes de Smaa,

Om Dagen end stækkes,

Og Slæderne gaae, Syng lavt over Skoven,

Syng høit over Voven:

Guds Fred over Folket i Nord!!

(Str. 312).

Håbets nutid og den eskatologiske horisont

Teologien i »Nyaars-Morgen« - eller »Nyaars-Morgens« teologi – er, som det allerede er fremgået af indholdsoversigten, helt overordnet en skabelse-genløsnings-teologi. Den kristne horisont er tydelig hele vejen rundt om digtet, især den del af den, som ligger ude bag fremtiden: den eskatologiske horisont.

Denne horisont tegnes i den ovenfor citerede allersidste strofes tre gange gentagne »Mens ...«, der betegner tiden indtil den sidste store vinter. - »Dog luner det end« (str. 309). Resten af denne verdens tid er tiden mellem den dagnings-opstandelse, Grundtvig lige har erfaret, og timelighedens endelige ophør med fimbulvinteren.

Når man går tilbage gennem digtet, støder man på yderligere en række lignende henpegninger på den eskatologiske horisont. En af dem har været citeret, str. 257f med havfruens svømmende, drømmende og syngende liv i håbets forgård til Himlene. Også den oprindelige slutning på selve digtets »handling« er klart eskatologisk:

Nu saae jeg de Fiske,

Som synge tilsidst,

Hvorom hørdes hviske

Den Lille paa Kvist:

Med Havet til Vugge,

Med Himlen til Grav,

For barnlige Sukke

Gud Døds-Sang dem gav,

De nordiske Svaner,

Med bølgende Baner,

Som flyve i Paradis ind!

(Str. 221).

Endelig hedder det i str. 178 om havfruens udødelige søn, at hans klædning »vendt og fornyet« skal følge ham ind i Paradis, den klædning, som har

En Stribe som Skoven,

Naar feirest den staaer,

En Stribe som Voven

Naar smullest den gaaer,

En Stribe som Klinten,

I Skumring og Gry,

Naar blaagraa, som Flinten,

Den rager i Sky;

...

(Str. 179,1-8)

Der er ganske tydeligt tale om tre faser i denne klædnings historie: Først repræsenterer den det naturlige, det medskabte (den er vævet af »Nornernes Væv«). Dernæst er den dette naturlige i (bogstavelig talt) kristelig forvendt skikkelse. Og endelig er den al denne danskhed – både natur, sprog og folkelighed – i Paradiset som det genløste skaberværks og skabthedslivs sted.

Åbenheden frem mod den eskatologiske horisont omfatter alt, hvad der foregår og siges i digtet, og svarende hertil slutter fortalens næstsidste afsnit med, at Grundtvig taler om sit håb for Norden og om den trøst, det er, at vi har fædrelandet med os overalt, blot vi har »Oldtidens levende Minde« hos os, idet han siger, at dette gælder så meget desto mere, som »vort rette Fæderne-Land dog er heroventil, hvor Han boer, af Hvem al Faderlighed haver Navn!!!« (US IV, s. 247).

Menneske først -

I 1824 har Grundtvig endnu ikke formet verselinjen: »Menneske først og Kristen saa«. Men sagen er i allerhøjeste grad og helt centralt til stede i »Nyaars-Morgen«. I str. 78 bremser Ånden - i skikkelse af »en Due, / Med Danne-Brogs Tegn«(!) (str. 77) - Grundtvigs ensidige prædikeri: »Godt nok med den Luther, / Ret smukt af hans Søn«. I Grundtvigs liv er tidspunktet 1815, hvor han efter sin prædiken St. Stefans dag(!) højtideligt proklamerer, at han vil indstille sin forkyndervirksomhed i hovedstaden.[101] Og 1815 er netop året, hvor så mange vigtige gennembrud finder sted, bl.a. netop danskhedsgennembruddet og billedsprogets frembrud (se her nf.).

Og hele den nedtur gennem danmarkshistorien til de levendes land, som udgør så stor en del af »Nyaars-Morgens« forløb, hvad er den andet end eet stort »lignelsesvist foregribende«: (dansk) menneske først!

I str. 121 er Grundtvig og Danmarks-moderen nået helt ned til de dybeste livslag under danmarkshistorien, ned til

Den yndigste Plet,

Hvor Bøgene slynge

Sig deilig paa Skraa,

I Krands om en Klynge

Af Høiene blaa,

Af duftende Bølger,

Som godvillig Følger

Kun Nattergal-Aande i Sang!

(Str. 121,4-11)

Hvorfor kan Grundtvig så ikke bare blive dér, ved disse kærmindebevoksede (og dermed himmelspejlende) høje, som bølger i takt med den blide danske sang? Fordi danskhedskvalitetens »vugge« skal flyttes det helt afgørende stykke om på den anden side muren foran de levendes land, eller m.a.o. fordi danskhedskvaliteten her i verden kun kan leve, når den er rodfæstet i den allerdybeste virkelighed under alle livslag. Men det er altså netop gennem nedstigningen i danmarkshistorien, Grundtvig er nået ned til denne virkelighed. (Str. 122).

Tilsvarende er både Rimbrev og Indledning til »Nordens Mythologi« 1832 samt den berømte strofe fra »Christenhedens Syvstjerne« om forholdet til »Eget Folk og Fædres Land« som forudsætning for forholdet til »Guds Riges Bjerg og Dale«, »Guds Folk og Menighed«[102] foregrebet i »Nyaars-Morgen«. Det er i begyndelsen af 9. sang, hvor Grundtvig erklærer, at hvis folket ikke forstår, hvad han siger nu, da er det kun fortidens, nu døde nordboer, han er i slægt med. Og han fortsætter:

Ja, er eder Bølger,

I Belte og Sund,

Hvor bly sig fordølger

Den deilige Lund,

Og tækker vor Tue

Med yndige Løv,

Ei meer, end vi skue

Med Øine af Støv,

Ei Tegn paa den Bølgen,

I Menneske-Følgen,

Som Aand seer paa Tidernes Hav;

Er Øen i Vove,

Med Fjorden fra Hav,

Med maigrønne Skove,

Og Fædrenes Grav,

For eder ei Andet,

End Støv-Øiet seer:

En Tue paa Vandet

Af Kalk og af Leer,

Ei Tegn paa det Kjære,

i Barmen vi bære:

Bøg-Holmen i Fædrenes Blod;

(Str. 260f).

ja, hvis det er tilfældet, da har hans sang om Havfruens søns kjortel (se til str. 178f ovf.) været forgæves.

Det er vist Regin Prenter, der først har anvendt udtrykket »sekundærteologi« om det kristendomssyn, der ligger i Grundtvigs ikke direkte teologiske eller forkyndende skrifter, altså fx. Indledningen til »Nordens Mythologi« 1832, men det kan også bruges om »Nyaars-Morgen«. Man kan tale om en »billedsprogets teologi« hos Grundtvig. Og denne teologi kommer ikke kun til udtryk i, hvad Grundtvig har skrevet om poesi (Grundtvigs poetik), ej heller kun i de forholdsvis direkte kristelige udsagn i hans digte, men også i selve den måde, hvorpå han først har »set« og dernæst nedskrevet sin poesi. En videre beskæftigelse med denne - afgørende vigtige - side af sagen ville imidlertid ganske sprænge denne artikels rammer, så jeg må nøjes med, hvad der allerede er fremgået af ovenstående gennemgang, og med at pege på den store teologiske betydning, Grundtvigs poesi overhovedet har, ikke mindst »Nyaars-Morgen«, som fra først til sidst er et digt, hvor historien, landskabet og Grundtvigs eget liv ses billedligt, ja, i digtets forløb bliver til myte, en omfattende himmelspejlende struktur. Herudover må der henvises til Helge Toldbergs disputats om »Grundtvigs Symbolverden«, som et skrift, også teologer bør vise stor opmærksomhed.

Kirkesynet i »Nyaars-Morgen«

Netop den mytiske sammenfletning af Danmarks og Grundtvigs historier (eller »eksistentialmyter«, som Toldberg siger) har også en ganske særlig betydning med hensyn til Grundtvigs kirkesyn og kirkepolitik. Alene »Nyaars-Morgen« - og ganske særligt den ovf. refererede 9. sang - er nok til at forklare, at Grundtvig senere hen var rede til at slå knuder på sig selv for at kunne blive sammen med både Herren Jesus Kristus og det danske folk!

Foruden således at være nøglen til forståelsen af omsvinget 1831/32 indgår »Nyaars-Morgen« imidlertid også i den gruppe af skrifter, hvori udviklingen frem mod Opdagelsen i 1825 kan følges. Dette gælder ganske særligt str. 43,3-11, hvor Ånden tugtede Grundtvig med trøstende ord

Og bar mig paa Haanden

Til Kirke i Chor;

Der Selv Han mig døbde,

Til Anger og Bod,

Og Han, som os kjøbde

Fra Død med sit Blod,

Han skjænked mig Livet,

Som Ham det er givet,

Med Kysset i Kjærligheds Kalk!

(Str. 43-3-11).

Dette er en påfaldende foregribelse af det berømte sted i gennembrudsprædikenen til 9. søndag efter trinitatis 1825, hvor Grundtvig spørger menigheden, om de måske allerede har lært at svare de vantro forkyndere, der vil berøve Jesus Kristus hans guddommelige ære:

... vidste I det måske længe før jeg, som efterat have lidt Skibbrud paa Barndommens Tro blev fundet som et Lig paa den nøgne Strandbredd, og kunde længe ei ret besinde, hvor jeg var, da jeg vaagnede i Kirken, indbildte mig længe, at jeg havde været langt borte i fremmede lande ... Nu først seer jeg det ret, det var en Drøm, thi Daabens Naade og nadverens Velsignelse var det jo, som traadte i Kraft, der jeg vaagnede i Troen, og veed I det, da veed I, hvad jeg har at sige (»Grundtvigs Prædikener« IV, 392 -fremhævelserne er mine).

Og det er lige efter det her citerede, at selve proklamationen af trosbekendelsens betydning kommer! Den slående overensstemmelse mellem 1824-digtet og 1825-prædikenen er imidlertid een af de mange ting, der understreger, at opdagelsen af Kirken gik forud for den langt mindre opdagelse af Apostolicums betydning.[103]

Grundtvig ved i 1824 godt, hvad der er jord, og hvad der er Himmel, hvad der er (menneske)natur, og hvad der er åbenbaring (frelse). Han ved godt, hvordan og hvornår der skal skelnes mellem folk og menighed. Men i 1824 er hans håb endnu et håb for Danmark som en kristen nation. Sådan var Grundtvigs drøm i sommermorgenen 1824 - helt ud i det danske landskab med mark og skov, ja, sund og bælter. Og uanset hvad der siden er sket for både ham og folket indtil denne dag, er dette en drøm, som sidder dybt i næsten alle danske kristne. Hvilken anden drøm skulle man også have lyst eller ret til at drømme?

* * *

VAR GRUNDTVIGS NYERKENDELSE I 1832

EN TRAGISK HÆNDELSE?

Af Bent Christensen

[Licentiatforelæsning på Københavns Universitet, Det teologiske Fakultet, den 19. november 1985. - Trykt i Grundtvig-Studier 1989-1990]

[Se også ovf. den 22.02.16 indsatte oversigt med links over alle de numre af Grundtvig-Studier hvori der er artikler af mig].

[NB! Titlen - og dermed emnet - var givet af de to bedømmere: professor Leif Grane og lektor Jørgen I. Jensen. Og dette er bemærkelsesværdigt. For den i 1987 udgivne licentiatafhandlings fulde titel er jo: »Fra drøm til program. Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832« (se resuméet her ovf.). Men bedømmerne har åbenbart fundet undersøgelsens fra begyndelsen af helt utilsigtede ecclesiologiske og kirkepolitiske sideresultat så interessant, at de valgte at formulere det sådan. - Jeg henviser også til mine overvejelser over mit blandede discipelforhold til Kaj Thaning i disputatsen »Omkring Grundtvigs Vidskab« fra 1998 og til resuméet af den her ovf.].

"Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?" Sådan lyder det spørgsmål, man - i en flersidig provokation - har stillet mig på baggrund af, hvad jeg har skrevet i min afhandling Fra drøm til program. Og det er et godt spørgsmål, et godt udgangspunkt for en kortfattet præsentation af, hvad det helt afgørende drejer sig om hos Grundtvig, - hvorunder der samtidig bliver tale om en positionsbestemmelse i forhold til to af de mest markante standpunkter i den nyere Grundtvig-forskning.

1. Når man siger "1832", har man dermed også sagt Kaj Thaning og hans skelsættende disputats: "Menneske først - Grundtvigs opgør med sig selv". Tesen i Kaj Thanings store arbejde er nemlig, at det først var under udarbejdelsen i vinteren 1831/32 af den lange Indledning til en helt ny udgave af "Nordens Mythologi", at Grundtvig blev Grundtvig - i en jordskredsagtig omvendelse fra, hvad Thaning betegner som et "bodskristeligt pilgrimssyn", til, hvad vi andre med lidt ond vilje vil kunne kalde et tidehvervsk sekulariseringssyn på forholdet mellem "det kristelige" og "det menneskelige".

Det første spørgsmål, Thanings tese rejser, er, om det dog virkelig kan være rigtigt, at Grundtvig slet ikke var Grundtvig før 1832? Og dette spørgsmål var også det, der optog mig i den første lange del af mit studium.

I denne forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at den helt overordnede baggrund for dette studium har været ønsket om en afklaring af hele spørgsmålet om værdien og betydningen af menneskelivet her i verden mellem skabelse/syndefald og genløsning, dvs. spørgsmålet om, i hvilken grad og på hvilken måde livet her og nu i kristendommens lys kommer til at fremtræde med allerede en "saglig egenværdi", og om, hvilken betydning engagementet i dette liv har for det kristne gudsforhold og den kristne gudsrigesforventning. Det er dette, der er baggrunden for, at min afhandlings under- og produktionstitellyder således:

Menneskelivets og dets verdens plads og betydning i N.F.S. Grundtvigs kristendomsforståelse fra Dagningen i 1824 over Opdagelsen i 1825 til Indledningen i 1832.

Og netop i denne titel ligger en påpegning af, at der helt tilbage i 1824 har været noget, det kunne være umagen værd at beskæftige sig med ved siden af den 1832-tekst, Kaj Thaning har fremhævet så overordentlig stærkt. For i første omgang at tage det baglæns:

Kaj Thaning oplyser selv i indledningen til sin disputats, at det var Grundtvigs kirkepolitiske omsving i 1832, der vakte hans interesse for Indledningen til "Nordens Mythologi" - og især de mange utrykte udkast til den. Men dermed bliver det også vigtigt at beskæftige sig med Grundtvigs kirkepolitiske skrifter og kirkepolitiske udvikling helt tilbage fra sommeren 1825, hvor han gjorde sin såkaldte "mageløse opdagelse" og på grundlag af den udgav kampskriftet "Kirkens Gienmæle".

Og disse begivenheder har jo også deres forhistorie, som i hvert fald omfatter tiden tilbage fra 1. s. i adv. 1822, hvor Grundtvig blev indsat som præst ved Vor Frelsers Kirke her i København. Og man skal ikke beskæftige sig ret længe med Grundtvigs produktion i disse år, før man bliver klar over, at der er langt mere at finde der end bare forstadierne til opdagelsen af den historiske kristne Kirke og dens trosbekendelse. Ja, for mig varede det ikke ret længe, før spørgsmålet kom til at lyde: Hvad er det egentlig "Indledningen" har, som ikke allerede var til stede under "Dagningen" i 1824? Senere blev dette spørgsmål yderligere skærpet - og i dag har det, med titlen til denne forelæsning, fået sin vel skarpest tænkelige form. Disse skærpelser vil jeg imidlertid gemme lidt, idet jeg først vil give en grov oversigt over perioden 1824-32, som den nu er kommet til at tage sig ud for mig.

Uanset hvordan man vil vurdere det, der vitterligt skete i 1832, var det ikke så lidt, Grundtvig! "havde" allerede i 1824.

Da Grundtvig - formodentlig ved pinsetide 1824 - begyndte at nedskrive "Nyaars-Morgen", havde han et liv på 40 år og et egentligt forfatterskab på 18 år bag sig. Og med sig havde han for det første sin medfødte stærke trang til liv og sine ligeledes medfødte usædvanlige anlæg for mytisk-symbolsk skuen, og for det andet sporene af alle de påvirkninger, han havde været udsat for, og hele den udvikling, han havde gennemgået:

Barndommens prægning med gammeldags luthersk kristendom, fortrolighed med det landlige folkeliv og voldsomme historiske interesse.

Den ejendommelige opblussen af den medfødte livstrang i forbindelse med langelandsårenes romantik og forelskelse.

Krisen i 1810/11, hvor han blev rystet på plads i sit helt centrale synd-nåde-forhold til Gud.

Arbejdet med de tre verdenskrøniker 1812, 1814 og 1817. Det vigtige år 1815 med danskhedsgennembruddet og frembruddet af det nye symbolsprog i digtet "Et Blad af Jyllands Rimkrønike".

Og udgivelsen af enmands-tidsskriftet "Danne-Virke" i årene 1816-19.

Af ganske særlig betydning for situationen bag den "Dagning", som gengives i digtet "Nyaars-Morgen", er det store oversættelsesarbejde med henholdsvis Snorres norske kongekrønike, Saxos danmarkshistorie og det angelsaksiske Bjovulfskvad - samt den

præstegerning, han siden 1821 atter havde stået i, og som for ham også indebar en stærk opvækkende og apologetisk forpligtelse. Grundtvigs teologiske udvikling de sidste år før Dagningen i 1824 kom til at løbe ad to, dog kun tildels adskilte, spor: et apologetisk-kirkepolitisk og et "grund-teologisk" - hvilket sidste helt overvejende udgøres af de ved "mødet" med kirkefaderen Irenæus inspirerede prædikener fra 1823-24.

Disse prædikener udgør periodens teologiske baggrund, ja, repræsenterer det teologiske grundlag for alt, hvad Grundtvig siden hen både sagde og gjorde - også efter 1832.

Her havde han - i polemik mod den samtidige rationalismes flade vantro - udviklet et på een gang oldkirkeligt og helt nyt kristendomssyn, som ingenlunde omfattede mindre end, hvad romantikken havde forsøgt at omfatte.

Der er tale om en skabelses- og genløsnings-teologi med en stærk betoning af menneskets - også efter syndefaldet bevarede - gudbilledlighed. Særlig storslået er skabelsessynet, som det kommer til udtryk i de store "kærligheds-prædikener", hvor kærligheden ses som gudbilledligheden i mennesket og "Gud/Kærlighed" som livets, ja, alt det værendes kilde. Derfor har også oplevelsen af allerede dette liv med den kærlighed, der gør sig gældende i det, helt afgørende betydning for indholdet i håbet om det evige liv i Guds rige. Menneskets længsel efter sit oprindelige liv og sit oprindelige gudsforhold spiller en vigtig rolle. Og der knyttes en forbindelse mellem denne naturlige længsel og det særlige kristne håb, hvis indhold netop er hele skaberværkets forløsning, idet genløsningen består i, at Djævelens gerning tilintetgøres, så mennesket bliver på ny, hvad det engang har været.

På denne baggrund, men også på baggrund af en krise, som går helt tilbage til året 1819, oplevede Grundtvig dagningen ved påsketide 1824 som intet mindre end en opstandelse af døde, ja, en opstandelse, som på een gang gjaldt Grundtvig selv og hele det danske folk.

Når 1832-hændelsen skal vurderes, er der mindst tre "størrelser", der skal betragtes i forhold til hinanden: digtet "Nyaars-Morgen" fra 1824, begivenhedsforløbet og hele udviklingen fra 1824 til 1832, og Indledningen til "Nordens Mythologi" 1832, og det er derfor, det er mest praktisk at tage overblikket over hele perioden som sådan først.

Så meget skal imidlertid siges allerede nu, at Dagningen og digtet i 1824 efter min mening repræsenterer en Grundtvig; der er mindst lige så god som ham, vi fik, - navnlig når den teologiske baggrund i de allerede omtalte "Irenæus-prædikener" og den filosofiske baggrund i Dannevirke-afhandlingerne regnes med. Dette betyder ikke, at der slet ikke er tale om en positiv udvikling hos Grundtvig også i det forløb, som faktisk kom til at finde sted. Men for det første kunne en lignende eller bedre udvikling nok også have fundet sted under andre og gunstigere omstændigheder, og for det andet er det altså et spørgsmål, om "1832-Grundtvig" nu også", som Thaning hævder, er så meget bedre end "1824 Grundtvig", ja, om "1832-Grundtvig" overhovedet er bedre end "1824-Grundtvig"!

Men nu først oversigten over forløbet fra 1824 til 1832.

Da Grundtvig i august 1824 skrev fortalen til "Nyaars-Morgen", var han endnu fuld af glæde og optimisme. Det store mål, han var overbevist om, også Gud ville skulle nås, var "Oplivelsen af Nordens Helte-Aand til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane".

Men - som Kaj Thaning udtrykker det - "det blev ikke til noget med bedrifterne". Dette gælder også den historieskrivning og salmedigtning m.m., Grundtvig havde bebudet for sit eget vedkommende.

Der er ingen tvivl om, at der faktisk indtraf en afmatning også i Grundtvig selv oven på den store anstrengelse med at nedskrive et af verdenslitteraturens mest storslåede digte. Men også omkring Grundtvig var der mathed. "Nyaars-Morgen" blev faktisk ikke ænset af læseverdenen, og i det hele taget var det det samme billede af sløvhed og vantro, der fortsat tegnede sig omkring ham.

Imidlertid spidsede den kirkelige kamp sig til. På Fyn kom det til direkte forfølgelse af medlemmerne af en såkaldt gudelig forsamlingsbevægelse, og fra sit kateder her på Københavns Universitet udbredte den populære unge professor H.N. Clausen sin til ukendelighed fortyndede "protestantiske kristendom".

Men i slutningen af juli måned 1825 kom det som en slags åbenbaring til Grundtvig, at det jo slet ikke var svært at sætte vantroens forkæmpere på plads. Over for deres luftkastel af en "kirke" kunne man bare pege på "den virkelige Jesu Christi Kirke paa Jorden", og over for deres "papistiske" vilkårlighed i skriftfortolkningen kunne man pege på den virkelige, historiske Kirkes trosbekendelse gennem alle slægterne som fortolkningsregel. - Og snart efter gjorde Grundtvig lige netop dette i praksis, idet han udsendte sit "Kirkens Gienmæle" mod professor Clausens nyeste bog.

Og det var her tragedien begyndte! For i stedet for at gå ind i en kirkelig diskussion anlagde professor Clausen injuriesag mod Grundtvig!

Desværre er det ikke muligt at gå i detaljer med redegørelsen for det videre forløb. Men det helt væsentlige er, at den afklaring, som 1825-opdagelsen i sig selv indebar, bogstavelig talt blev forplumret af professor Clausens sagsanlæg.

I sit fulde omfang bestod den kirkelige tragedie i, at man havde en statskirke, som alle almindelige danske borgere var tvunget til at være medlem af, og at denne statskirke på den ene side var forfatningsmæssigt bundet til den evangelisk-lutherske kristendom, men på den anden side i realiteten havde en gejstlighed, hvis toneangivende kredse repræsenterede en direkte mod kristendommen stridende rationalisme og idealisme.

Grundtvig betegnede selv den situation, han således var havnet i, som det "juridiske helvede", og kort før pinse 1826 modtog han efter ansøgning sin afsked som præst.

Der lå mange faktorer bag dette drastiske skridt, men det vigtigste, der er at sige om det, er, at embedsnedlæggelsen, sådan som Grundtvig udførte den, i virkeligheden var den for alle parter blidest mulige løsning!

I oktober måned 1826 faldt dommen i injuriesagen. Grundtvigs udtalelser mod professor Clausen blev mortificeret, og han blev både idømt en bøde og sat under censur.

Heller ikke Grundtvigs kirkepolitiske skrifter i disse år kan omtales her, men der er tale om en udvikling gennem tre faser:

1. Tiden fra Opdagelsen og Genmælet i 1825 til embedsnedlæggelsen i maj 1826. Her troede Grundtvig, at misforholdene i den eksisterende enevolds-statskirke kunne rettes, når blot de blev klart påpeget.

2. Tiden fra september 1826 til vinteren 1830/31, hvor Grundtvig præsenterede forskellige forslag til helt nye kirkelige ordninger, som havde det til fælles, at en mere eller mindre statslig kristen kirke, som Grundtvig og de andre gammeldagstroende kunne være i, skulle bevares, medens de, der ikke ønskede at være med i en sådan kristen kirke, i fuld religionsfrihed kunne træde ud af den.

3. Tiden fra april 1831, hvor Grundtvig erklærede sig villig til at stå i spidsen for en frimenighedsdannelse, til det "forlig" med Sjællands biskop i slutningen af februar 1832, som banede vejen for den ordning, at Grundtvig fik lov til at fungere som fri aftensangsprædikant i Frederikskirken.

Netop i tiden op til det her omtalte "forlig" mellem Grundtvig og Sjællands biskop var det imidlertid, at Grundtvig havde arbejdet sig gennem de mange udkast til Indledningen til den ny udgave af Nordens Mytologi og herunder havde haft held til at konstruere en helt ny kirkepolitisk model - der kort kan karakteriseres som: fredelig sameksistens og kappestrid mellem de egentlig kristne og de ”udvandede" (med Grundtvigs eget udtryk: "naturalisterne") inden for rammerne af, hvad Grundtvig fortsat betegner som en "kirke", men hvad der i realiteten er et fælles offentligt religionsvæsen. - Og allerede i sommeren 1832 formulerede han på dette grundlag sit forslag om sognebåndsløsningen som den teknik, der skulle muliggøre denne løsning.

Så er det selvfølgelig et spørgsmål, hvad der har været årsag til hvad! - Ifølge Kaj Thaning var der i denne vinter sket det, at Grundtvig endelig havde fundet sig selv, idet han havde lært at skelne ret mellem "det menneskelige" og "det kristelige", hvorfor han nu kunne afblæse kirkekampen som uvæsentlig og i stedet kaste sig ud i en veloplagt udmøntning af sit nye livssyn.

Denne vurdering mener jeg at have afkræftet. For det første forekommer det mig åbenbart, at Grundtvigs kristendomsforståelse var så "livsbekræftende" som overhovedet muligt allerede i 1824, ligesom den dybt sagligt betingede skelnen mellem dette livs egenværdi og det særlige, som den kristne frelse er, spiller en oven i købet meget væsentlig rolle i "Nyaars-Morgen".

Men det er selvfølgelig samtidig helt tydeligt, at det, der skete i vinteren 1831/32, virkelig var et gennembrud, der bragte Grundtvig ud af et dødvande. Det, der bare er spørgsmålet, er, hvad det var Grundtvig fik frigjort sig fra. Og her er det min tese, at det, han fik frigjort sig fra, selvfølgelig for det første var pligten til at fortsætte den kirkekamp, han ikke kunne vinde, men for det andet følelsen af forpligtelse til at gå i spidsen for en - illegal - frimenighedsdannelse sammen med de vakte kredse på Kristianshavn, hvorved han ville isolere sig fra det almindelige folkelige og kulturelle liv.

Set i den kirkepolitiske udviklings sammenhæng var det, der skete med Indledningen til "Nordens Mythologi" altså en nødløsning! - Men, lyder spørgsmålet så nu, er det det samme som "en tragisk hændelse"? - Nej, det er det ikke: Tragedien på Grundtvigs tid var, at hans drøm fra "Nyaars-Morgen" om en almindelig kristelig og overhovedet åndelig vækkelse ikke alene ikke kom til at gå i opfyldelse, men oven i købet blev efterfulgt af injurieprocessens og kirkekampens mareridt. - Men så er der selvfølgelig en anden tragedie, som vi lider under den dag i dag, og det er, at indflydelsesrige kredse helt har misforstået, hvad det var Grundtvig så sig nødsaget til i 1832, så de nærmest har ophøjet det til den eneste rigtige måde at være kirke på! I det perspektiv kan det, der skete i 1832, ses som en tragisk hændelse!

2. I det følgende vil jeg lidt mere indgående beskæftige mig med de to hoved-tekster, altså "Nyaars-Morgen" og Indledningen til "Nordens Mythologi".

Den opstandelse, der er tale om forud for og i "Nyaars Morgen", gælder på een gang Grundtvig selv og hele det danske folk. "Nyaars-Morgen" betegner - med et udtryk fra Helge Toldbergs disputats om "Grundtvigs Symbolverden" - en inderlig sammenfletning af Danmarks og Grundtvigs "eksistentialmyter".

Dette gælder ikke mindst de helt tydelige og i sammenhængen her meget vigtige kirkepolitiske perspektiver i 9. sang. Her er nøglen til forståelsen af, hvorfor Grundtvig senere hen var rede til at slå knuder på sig selv for at kunne blive sammen med både Herren Jesus Kristus og det danske folk!

"Nyaars-Morgen" består af ti sange og forløber i helt grove træk således:

1. sang er en glad og optimistisk morgenhilsen på baggrund af en rædselsfuld nat, hvor alt stod på spil i en vældig kamp mellem lyset og mørket.

2. - 6. sang skildrer ikke mindst denne kamp i et vældigt tilbageblik fra aftenen før natten, gennem selve natten og frem til morgenen. Eller biografisk udtrykt: i et vældigt tilbageblik over Grundtvigs liv fra 1806 til 1824. Centralt i dette forløb står Grundtvigs "død" i 1819.

5., 6. og 7. sang beskriver Grundtvigs (og Danmarks!) vej gennem nat og død til morgen og opstandelse, og det sker i en ejendommelig overlapning, idet disse tre sange betegner tre vinkler på det store oversættelsesarbejde, jeg omtalte før, og situationen omkring Grundtvigs åndelige død i 1819 - hvor han var ved at opgive det hele, og faktisk også opgaven hel del, fx. udgivelsen af "Danne-Virke" og sin egentlige digterkarriere.

For at give et indtryk af den opstandelsesstemning, dette forløb munder ud i, vil jeg nu citere tre strofer fra 8. sang. I str. 234 siger Grundtvig til den svale, der selv i den dybeste nat i dannebrogsfarvet dueskikkeIse havde repræsenteret håbet for ham og Danmark:

Ja, Andet end Skygger Du skuer i Dag,

Da Rede du bygger

Nu under vort Tag:

Du føler i Barmen,

Med Vinge som Haand,

At nu kommer Varmen

For Dannemarks Aand,

At nu er i Gjære,

Hvad Verden skal lære,

At Blomsterne Muldet er næst!

Og i str. 238 lyder det:

O, nu faae vi Sommer!

O, nu har vi Dag!

Nu voxe der Blommer

Paa Fjeld og paa Tag!

Nu voxe der Palmer,

Som Rosmer paa Straa!

Nu klinge der Psalmer,

Hvor Leerne gaae!

Nu synger det Døde!

Nu blomstrer det Øde!

Nu Bjergene springe med Fryd!

Endelig ser Grundtvig i 8. sangs sidste Strofe Sjælland-Danmark som intet mindre end håbets forgård til Himlene: Han lader Havfruen sige:

See, her vil jeg svømme,

Som Svane i Fjord,

I Løv-Hytten drømme

Om Livet i Fjor!

Ja, her vil jeg kvæde

Min Havfrue-Sang,

Med Graad og med Glæde,

Med bølgende Klang,

Til Klipperne smelte,

Og himmelblaa Telte

Jeg seer i de Levendes Land!

Herefter følger nu 9. sang, hvor den høje morgenstemning afløses af skuffelse over den sørgelige kontrast mellem morgenen i Grundtvig selv og mørket, eller i hvert fald søvnen, omkring ham.

Hvis samtiden ikke kan fornemme den opstandelse, som også skulle være dens, og i det hele taget ikke kan se, hvad tingene og historien betyder, da har Grundtvigs sang været forgæves, og hans bøn må blive:

Da skjænke Hans Naade,

Som Livet mig gav,

Som løste min Gaade,

Med blomstrende Stav,

Mig Vinger som Due,

At flyve herfra,

Og kvæde paa Tue

Mit Halleluja,

Hvor Gud skabde Øre

Til Psalmen at høre,

Han nu mig paa Tunge har lagt!

Men ved at udvandre vil han jo svigte det Danmark, han lige (i oversættelsesarbejdet) har ofret sig for! - På den anden side har han dog ikke mere at ofre. Så nu må det bære eller briste. - Dog, bristningens mulighed er i virkeligheden ingen mulighed:

Hvorhen skal jeg stævne,

I Syd eller Nord!

Ei veed jeg at nævne

Den Tue paa Jord,

Hvor end findes Øre

For Fædrenes Røst,

Hvor end jeg kan røre

Med Psalmen et Bryst,

Hvis ikke den findes,

Hvor klarlig jeg mindes,

Mig rørde Grund-Tonen i Støv!

(332)

Og herefter følger de ni smukke strofer om, hvad Danmark ved barnepigen Magdalene har givet Grundtvig - verdenshistoriens flotteste monument over en barnepige!

Konklusionen bliver, at så længe en Magdalenes - og en Ingemanns - gerning er mulig i Danmark, bør selv de svageste kræfter, ja, råb fra graven ud af en dyb hjertesorg forsøges. Men er ikke engang det længere tilfældet, må udvandringen ske - hvorefter denne mulighed for sidste gang afvises som ensbetydende med Danmarks-Moderens død.

Det er hele denne smerte- og kærlighedsfyldte vaklen frem og tilbage, der med hensyn til forståelsen af den senere udvikling i Grundtvigs kirkepolitiske syn har en betydning, som næppe kan overvurderes!!

Og skønt der også til allersidst tales om den yderste situation, hvor den, der har sit liv kært, må flygte fra verdens frost til kristendommens våge, slutter digtet med den strofe, der også står som motto på selve min afhandlings titelblad, som udtryk for, at her er kernen både i Grundtvigs kirkepolitiske syn og i hele hans forståelse af menneskelivets og dets verdens betydning:

Mens Markerne bølge

Med staaende Korn,

Mens Fuglene følge

Det gamle Skov-Horn,

Mens Krøniken rækkes

Og tækkes de Smaa,

Om Dagen end stækkes,

Og Slæderne gaae,

Syng lavt over Skoven,

Syng høit over Voven:

Guds Fred over Folket i Nord!!

Den egentlige formulering af Dagningens program sker i digtets 10. sang og i fortalens tre sidste afsnit:

Der skal komme en ny sangbund i danske hjerter. Der skal indtræffe en livsfornyelse, udføres kristelige bedrifter og ske en altomfattende tilværelsesforklaring. Kirkens ødelagte overbygning skal fornys, så kristendommen med ny styrke kan ledsage folket gennem historien, og der skal ske en fønixagtig genoplivelse af den gamle lutherske salmesang. Endelig skal der komme en ny videnskabelighed, som den hidtidige ikke kan fordunkle, om den så brænder sit formørkelseslys i begge ender!

Åndens ordre til Grundtvig lyder:

Forkynd, at af Skolen [c: videnskabeligheden]

Der giøres nu brat

Det Værksted for Solen,

Du skimted i Nat, [c: i "Danne-Virke"]

...

Og allerede her udtales det, at menneskeslægten inden verdens ende nok skal nå det mål, den er skabt til at nå. Det svarer helt til synet i Indledningen, når det hedder:

Hvad end der kan hændes,

...

Med Tiden fuldendes

Skal dog, hvad med den er begyndt.

På så at sige alle områder er Indledningen (ligesom i øvrigt også 1825-opdagelsen!) foregrebet i dette store dagnings-, ja, opstandelses- og pinsedigt. Ja, hele dette digts mytisk-biografiske ned-tur gennem danmarkshistorien til de levendes land - som vi desværre ikke har kunnet følge her - fremtræder overordentlig stærkt som eet stort: menneske først!

Men nu til Indledningen til "Nordens Mythologi" 1832. Som allerede nævnt skete der altså det højst mærkværdige for Grundtvig, at han under udarbejdelsen af en indledning til en håndbog i den oldnordiske mytologi fik arbejdet sig frem til et teoretisk grundlag for en løsning på en kirkelig konflikt, som syntes gået helt i hårdknude. Set som led i en længere sammenhængskæde kommer dette dog til at tage sig noget mindre mærkeligt ud!

Selve Indledningens opbygning er bestemt af, at Grundtvig egentlig bare har skullet give en videnskabelig begrundelse for nyudgivelsen af den håndbog, han havde udgivet første gang allerede i 1808. Men i forbindelse med hans egen trængte situation er det altså gennem alle de mange udkast blevet til et omfattende kulturstrategisk program, byggende på nogle vidtløftige betragtninger over historiens gang i fortid, nutid - og den fremtid, som skal udgøres af verdensløbets sidste 500-årige fønix-alder! Kernen i det hele er, at lige netop nu trænger hele menneskeslægten til, at der i Norden sker en genoplivelse af den ånd, som i sin tid kom til udtryk i de gamle myter. Derved kan der nemlig komme en frugtbar forbindelse i stand mellem den dramatiske poesi og forstanden, hvorved den historisk-poetiske vidskab vil fødes, som skal "forklare" menneskelivet.

En forudsætning for, at dette kan ske, er imidlertid, at ikke blot de troende kristne nordboer, men også "naturalisterne med ånd", dvs. de mennesker, der ikke har en direkte realistisk, historisk tro, men som alligevel deler den kristelige "anskuelse” (eller livsbelysning), sammen kan deltage i kampen mod de åndsfjendtlige kræfter og sammen kan arbejde for såvel forklarings-udviklingen i det virkelige, "forsiggående" liv som den i hælene derpå følgende teoretisk erkendende "forklaring".

Denne dobbelte sammenhæng i forklarings-udviklingen fremgår ganske særlig tydeligt af den vel mest berømte passage i Indledningen, nemlig det sted, hvor Grundtvig begrunder nødvendigheden af, at også den ny folkelige dannelse skal være fremadskridende, med, at

Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed (US V 408).

Om den nye universalhistoriske vidskabs betydning for vandringen frem mod forklaringen siger Grundtvig lidt tidligere i Indledningen. at

naar Man betragter Aandens Verden med Nordiske Øine i Christendommens Lys, da faaer Man Begreb om en Universal-Historisk Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele Menneske-Livet, med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigiør, styrker og forlyster Alt hvad der staaer i Pagt med Enkelt-Mandens, Folkenes og hele Menneske-Slægtens timelige Velfærd, og maa nødvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig (US V 397).

Man bemærker her, hvordan den sidste relativsætning diskret, men effektivt markerer grænsen mellem det timelige og det evige. Men det er altså på den timelige side af denne grænse, Grundtvig bevæger sig her i Indledningen!

3. Inden jeg til slut skal foretage den endelige vurdering af forholdet mellem Indledningen og Dagnings-digtet - med henblik på den endelige besvarelse af det til denne forelæsning stillede spørgsmål, skal det understreges, at hvad Indledningen først og fremmest har, ikke til forskel fra eller i modsætning til "Nyaars-Morgen", men i større omfang og klarere skikkelse, er det fuldt udfoldede udviklings- og forklaringssyn og det dermed forbundne videnskabelige program. Og det er i forbindelse dermed og netop i og med sin helt ejendommelige karakter, Indledningen giver et helt enestående bidrag til forståelsen af, hvad det overhovedet betyder, at verden er til, og at vi er til i den som mennesker!

At kalde gennembruddet i vinteren 1831/32 en tragisk hændelse er altså for meget sagt. Men jeg har selv formuleret et andet spørgsmål som overskrift på et af afsnittene i min afhandlings sidste kapitel: "Var gennembruddet i 1831/32 en erobring af nyt land eller et strategisk tilbagetog?".

Ingen vil formodentlig bestride, at det var i vinteren 1831-32 Grundtvig blev den Grundtvig, som i de følgende 40 år og i tiden fra hans død til i dag kom til at sætte et så dybt præg på danskernes liv. Men ud over spørgsmålet, om Grundtvig da så slet ikke var Grundtvig før 1831/32, kan der som sagt også stilles et helt anderledes radikalt modspørgsmål til Kaj Thaning, idet man nemlig spørger, om det, der skete i 1831/32, nu også betød, at Grundtvig vandt sig selv, eller om det betød, at han tabte i hvert fald noget af sig selv!

I forbindelse med fejringen af 200-året for Grundtvigs fødsel har Aage Henriksen fremlagt et syn på de to store gennembrudstekster, ifølge hvilket "Nyaars-Morgen" er "vandskellet i Grundtvigs forfatterskab". Aage Henriksen ser "Nyaars-Morgen" som "det værk, hvor [Grundtvigs] personlige digteriske udvikling kulminerer, og det, der sker 1831/32, som påbegyndelsen af

den lange nedstigning fra den fuldstændig ensomme position, som han havde arbejdet sig op i, nedstigningen, Grundtvigs forvandling til grundtvigianisme og dermed til en af de mest omfattende kulturinstitutioner, vi har haft i Danmark. Men samtidig sker en fortrængning, en tilsløring af den Grundtvig, som er blevet til i den foregående lange periode fra han blev født og til han var så langt fremme i livet som enogfyrre år gammel (De Levendes Land 1984, s. 61).

I den trepunktspejling mellem Kaj Thaning, Aage Henriksen og mine egne resultater, der nu er blevet tale om, har mit standpunkt altså det tilfælles med Aage Henriksens, at "Nyaars-Morgen" betragtes som et højdepunkt - og i øvrigt det punkt, hvorfra Grundtvigs omfattende indflydelse på det danske folk har sit egentlige udspring! - og Indledningen som et punkt, hvorfra Grundtvig kommer videre ved at lade noget tilbage. - Men hvor Aage Henriksen bebrejder Grundtvig, at han fra at have været personlig digter gik hen og blev reformator, spørger jeg - ud fra en kirkelig betragtning - om det nu også var det helt rigtige program, Grundtvig forsøgte at redde sin af omverdenen knuste drøm med.

Og det alternativ, der melder sig, er, at Grundtvig i stedet for at vælge sin "monstrøse" kirkepolitiske nødløsning (L. Koch's udtryk) kunne være trådt ud med, hvem der nu ville følge ham, og på dette grundlag med usvækket solidaritet have virket for såvel det fælles folkeliv som den universalhistoriske vidskab. Og ellers kunne han have gjort noget, der i det ydre svarede til det, han gjorde, men uden i den grad at gøre en lykke af nødvendigheden - med de tragiske følger for den danske evangelisk-lutherske kristne menigheds selvforståelse, dette har haft helt op til dette øjeblik!

I forbindelse med den her nævnte egentlig alternative løsning vil jeg til allersidst pege på et vist ellers temmelig upåagtet sted i slutningen af Grundtvigs "dogmatik": "Den christelige Børnelærdom", hvor han præsenterer en model for det universal-videnskabelige engagement i en kirkelig adskillelses-situation.

Udgangspunktet for disse overvejelser er en kritik af præsteuddannelsen, som munder ud i forestillingen om, at det måske kunne blive nødvendigt for Grundtvig og hans trosfæller at træde ud af Folkekirken og oprette deres egen præsteskole, som imidlertid ikke bare skulle være en "kristelig Kirke-Skole", men en hel "kristelig Højskole" (c: et universitet),

som, trods al sin udvendige Tarvelighed, ingenlunde indvendig vilde være indskrænket til det nødvendigste daglige Behov, men være stilet paa at omfatte alle Kundskabs- og Visdoms-Skatte, der jo umulig kan være "skjulte i Faderens og Vorherres Jesu Kristi Erkjendelse", uden at de ogsaa i Herrens Frimenighed, som til Slutning skal staa Maal med Ham, maa komme for Lyset (US IX 579).

Der er ingen tvivl om, at Grundtvig virkelig forestiller sig, at der - så vidt muligt - skal foregå de samme ting på dette kristne universitet, som han havde forestillet sig skulle foregå på "det "Göteborg-universitet", han på grundlag af Indledningen til "Nordens Mythologi" tidligere havde gjort sig til talsmand for. Også den kristne (fri)menighed som sådan er altså efter Grundtvigs opfattelse nødt til at drive universalhistorisk forklarings-vidskab.

Uden at forklejne betydningen hverken af 1831/32-gennembruddet overhovedet eller Indledningen som skrift vil jeg på grundlag af de resultater, som her har været præsenteret, pege på den mulighed, at vi i vor tid, i vor søgen efter inspiration hos Grundtvig, i nok så høj grad retter vor opmærksomhed mod både Grundtvigs drøm fra 1824 og det her til allersidst omtalte alternative program fra 1861!

* * *

For Kristendommens Skyld. Menneske først, kristen så - og hvad så?

[FØNIX 1/1978. - Med nogle ganske få rettelser og ændringer af retskrivnings- og opsætningsmæssig karakter. I selve ordlyden er intet ændret. - Men med en indledning, som er skrevet forbindelse med indskrivningen af teksten i januar 2003]

2003-indledning

Når jeg har sat denne 1978-tekst her på denne underside, er det først og fremmest, fordi det er mit allerførste bidrag til Grundtvig-diskussionen - og dermed indledningen til min egentlige aktivitet som Grundtvig-forsker.

Mit Grundtvig-studium var så småt begyndt allerede i 1972 - hvor jeg var blevet opmærksom på Kaj Thanings bog »For menneskelivets skyld. Grundtvigs opgør med sig selv« (1971). Her var nemlig noget, jeg måtte se som et svar på de spørgsmål, jeg både som ung præst (siden november 1971) og som kristen privatperson i stigende grad havde grublet over.

Men det var først i 1978 - faktisk i netop den situation, hvori artiklen blev skrevet - jeg traf beslutning om at gå i gang med et mere systematisk teologisk studium (ud over, hvad jeg - ikke mindst som præst på § 2-tilladelse – fortsat i almindelighed skulle studere i forbindelse med selve min præstetjeneste), og det var først i 1979, jeg gik i gang med det licentiat-studium, som førte til licentiatgraden i 1985 og til udgivelsen af »Fra drøm til program« i 1987.

Der er derfor en del ting i denne gamle tekst, jeg godt kan være lidt flov over her i 2003. Der er i høj grad tale om nogle ikke altid lige elegant formulerede »præstetanker«. Men samtidig er der jo alligevel tale om en ny og nødvendig vinkel på de ting, Kaj Thaning har peget på hos Grundtvig. Hovedsigtet er godt nok - og har holdt sig lige siden - så alt i alt må det være af en vis interesse, at også denne tekst er med her på siden.

1978-teksten

I »FØNIX« nr. 1/1977 (»Kulturel og kristen identitet som kristologisk problem«) skriver Theodor Jørgensen bl.a.:

For mig at se betyder denne (af det ondes virkelighed betingede) tvetydighed i erfaringen af menneskelighed, at man hverken kan eller skal komme til en endegyldig erfaring af sand menneskelighed, før det er muligt i tro at forstå Kristus. At fortolke Grundtvigs »menneske først - kristen så« på den måde er en fejlfortolkning. Der består et dialektisk forhold imellem erfaring af menneskelighed og kristen erfaring. Det betyder: På den ene side er erfaring af menneskelighed en forudsætning for troens forståelse af det kristne budskab. På den anden side er den kristne erfaring en nødvendig hjælp til at opdage sand menneskelighed, hvilket så igen fører til en bedre forståelse af kristendom. Og denne proces står på hele livet igennem (s. 5).

Selvfølgelig kan den kristne identitet, der er skjult i den kulturelle identitet, kun blive åbenbaret i lyset fra Kristus-åbenbaringen. Derfor er forholdet mellem erfaringen af sand menneskelighed og kristen erfaring af dialektisk karakter og udgør en proces, der aldrig afsluttes på denne side af opstandelsen (s. 7).

At der her er tale om en nyformulering i al fald i forhold til Kaj Thaning, understreges af, at han i »FØNIX« nr. 3/1977 har reageret med artiklen »Kulturel og kristen identitet. Nogle spørgsmål til Theodor Jørgensen«.

Uden egentlig at gå ind i en diskussion mellem Theodor Jørgensen og Kaj Thaning og helt uden at komme ind på det, de to artikler specielt beskæftiger sig med, nemlig den spænding mellem det kristne budskab og egen kulturel sammenhæng, den tredje verdens (her Tanzanias) mennesker må erfare, men til gengæld med udgangspunkt foruden i det fra Theodor Jørgensens artikel citerede også i Thanings Grundtvig-disputats, vil jeg i det følgende kort fremlægge nogle af de tanker, jeg selv har gjort mig under min læsning af Thanings disputats og i det hele taget under min tumlen med det problem, der jo ikke bare var Grundtvigs problem, men er alles problem.

I sin grundform består problemet af to hovedgrøfter, mennesket kan falde i:

1) At betragte den foreliggende verden og det foreliggende menneskeliv som al virkelighed. Her er spørgsmålet, om denne virkelighed er ond eller god, udelukket. Der er ikke noget at sammenligne med, endsige vælge imellem. Der er kun to muligheder: Enten at mennesket gør verden til sin gud, eller at mennesket gør sig selv til verdens gud. (Selvfølgelig kan det diskuteres, om ren nihilistisk resignation er en tredje mulighed, eller om det, man måtte betegne således, i virkeligheden falder ind under den ene eller den anden af de her nævnte to muligheder).

2) At betragte den foreliggende verden og det foreliggende menneskeliv som noget helt betydningsløst eller helt negativt, nemlig i forhold til en eller anden form for højere og bedre virkelighed. Også her er der to varianter: Enten den fuldstændige forsagelse og ringeagt i ren venten på ankomsten til /af den højere og bedre virkelighed - eller bestræbelsen på at skabe den foreliggende verden og det foreliggende menneskeliv om i det billede, mennesket mener at have af den højere og bedre virkelighed. Grundtvigs problem var kampen mod en blanding af disse to varianter, ikke mindst den sidstnævnte, og for at nå frem til et sandt syn på forholdet mellem den foreliggende og den højere/kommende tilværelse.

(Der kan også nævnes en slags tredje mulighed, nemlig den, at mennesket prøver at stå med et ben i hver grøft. Denne mulighed er i virkeligheden den mest almindelige. Det er den velkendte halvgudelige eller halvverdslige halvflovhed eller halvtrodsighed).

At der overhovedet er et sådant problem, hænger selvfølgelig i enhver henseende nøje sammen med »det Ondes problem«. Derfor er »hovedgrøft 1« som bekendt ikke bedre at falde i end »hovedgrøft 2«. Vel kan f.eks. mennesker, der vil skabe verden om, gøre store ulykker og volde mange lidelser, men det kan mennesker, der vil gøre sig selv til verdens gud jo også. Og uanset nødvendigheden af opgøret med den holdning, som det er at falde i »hovedgrøft 2«, må det ikke glemmes, at det Onde faktisk gør sig overmåde stærkt og ubehageligt gældende her i denne tilværelse i form af ondskab mellem mennesker, ulykke, sygdom og til sidst døden. Der er betydelig mere grund til at ynke kong Valdemar, der havde nok i sit Gurre, end munken i sit kloster.

Imidlertid er det at skulle vælge mellem disse to grøfter som at skulle vælge mellem at blive hængt eller skudt. Vor plads er selvfølgelig på vejen.

Og det er mærkeligt, som ordene kan komme til at spille. For det kan jo ikke være »den gyldne middelvej«, der bliver tale om. Den findes simpelt hen ikke. I al fald ikke mellem disse to grøfter.

Nej, vejen, det er Ham, som også er Sandheden og Livet, ved Hvem og til Hvem alt er skabt, og som er verdens Frelser.

Og det betyder selvfølgelig for det første, at det bliver umuligt at falde i »grøft 1«. Men det betyder også, at det bliver forkert at falde i »grøft 2«.

Det Onde er både meget ondt og meget stærkt. Men det er alligevel kun en del af et problem, eller rettere: en problematisk, blandet virkelighed. Det er ikke identisk med hele den foreliggende tilværelse. Den tilværelse, det Onde omklamrer og gennemtrænger, er tværtimod identisk med den tilværelse, der er skabt såre god af Gud, og som Gud er i gang med at frelse fra det Onde.

Derfor: Selv om det er bedre at afskrive den foreliggende tilværelse i forventning om frelsens kommende end at stille sig tilfreds med den foreliggende, er det alligevel forkert. Ikke, fordi frelsens kommende tilværelse ikke er uendelig meget bedre end den foreliggende, men fordi der trods det Ondes ødelæggelser er et nøje slægtskab mellem den foreliggende tilværelse og frelsens kommende. Det er forkert. Ikke af hensyn til de ca. 70 år på jorden i sig selv, sådan som de faktisk er, men af hensyn til forholdet til den Gud, som er både Skaber og Frelser, Livets Gud fra første begyndelse, nu og i al evighed. Pilgrimssynet må afvises, fordi det hænger sammen med et falsk gudsbillede og et falsk gudsforhold og dermed en falsk forståelse af, hvad livet er, så sandt som livet er forholdet til Gud. (At tilværelsen her i verden så netop har den plads i forholdet mellem Skaberen og mennesket, at den trods det Onde og uanset alle menneskets både forkerte og rigtige tanker om den, netop i sin egen skabte kvalitet fremtræder og godtgør sig som værdifuld og betydningsfuld i sig selv, er en helt anden sag. Man kan kalde dette et at de mest storslåede udtryk for Skaberens magt og snilde!).

Men nu den »dialektiske proces«.

Udgangssituationen er menneskets tvetydige erfaring af den problematiske, både gode og onde virkelighed, vel at mærke netop »tvetydige«. Som virkeligheden er, er kun tvetydig erfaring sand erfaring. Om denne udgangssituation og det kristne budskabs indtræden i den siger Grundtvig f.eks.:

Kun de, som igrunden elske Livet, Menneske-Livet, skabt i Guds Billede og efter Hans Lignelse, over alt Andet, og bekymres derfor over Mørket og Døds-Skyggen, som nu naturlig hænger og svæver over Menneske-Livet ligefra dets Begyndelse og forkynder det yderste Mørke med Død og Magtesløshed i alle Maader, som den bundløse Afgrund, vi med hvert Skridt nærmer os og kan opsluges af, før vi veed det, kun disse nytter det at tale med om vor Skabers Velbehag i Menneskelivet, Hans Medynk over Dødens Fanger og Hans Offer til vor Frelse ... (Prædiken langfredag 1847, her citeret efter Kaj Thaning »Menneske først - «, s. 555).

Dette er erfaring af menneskelighed bestående dels af kærlighed til menneske-livet, dels af frygt for og had til døden og alt ondt, og denne erfaring som forudsætning for troens forståelse af det kristne budskab, d.v.s. de første to trin i det dialektiske forhold, den dialektiske proces.

Men samtidig peger det jo allerede videre. Det kristne budskab ind i menneskets kærlighed til livet og had til døden er i første omgang en bekræftelse af, at det liv, der allerede i sin egen virkelighed og kvalitet gør sig elsket, virkelig er værd at elske, fordi det er skabt af Gud og genstand for hans frelse. Det kaster lys over tvetydigheden og viser, at godt og ondt, liv og død ikke blot optræder i en grå blanding, men som to grundmodsætninger, hvilket igen betyder, at livet i sig selv virkelig er såre godt - hvad der ikke fremtræder så klart for menneskets umiddelbare erfaring af tilværelsen. (Hvordan det kristne budskab også afslører tvetydigheden i menneskets kærlighed til livet og verden, behandles for korthedens skyld ikke her). I det kristne budskab siger Gud til mennesket: Det liv, som du elsker, elsker du med rette, og den død, du hader, hader du med rette; for det liv, du elsker, har jeg skabt, og det vil jeg frelse fra den død, du hader. Men med ordet »frelser« peger Gud videre. Det er ikke bare det, at det er menneskelivet (og dets verden), der skal frelses, men også, at menneskelivet (og dets verden) skal frelses.

Trods verdens og menneskenes faktisk foreliggende tilstand har det selvfølgelig stor og velgørende betydning for livet i denne verden, at kristne (og - så vidt muligt - andre, et spørgsmål, der ikke skal tages op her) lærer at se positivt og sagligt på verden og menneskelivet og altså bl.a. indser, at de ikke skal begynde at prøve på at skabe hverken verden eller menneskelivet om. Det er det, vi plejer at kalde sækularisering som følge af den kristne tro (således også Thaning i slutningen af disputatsens tyske resumé, s. 784). Man kunne også kalde det den kristne saglighed.

Men det er unægtelig kun den ene side af sagen. Ordet »frelse» (ja, selvfølgelig dets virkelighed) peger frem mod den anden side, som vi kan kalde den kristne salighed.

Nu er »salighed« imidlertid ikke bare et rim-ord til »saglighed«. Der er også noget andet ved det ord - bortset fra, hvad det betyder eller skulle betyde. For netop et ord som »salighed« viser, hvor nødvendigt det er, heller ikke bare at standse op her. Alle har jo - f.eks. ved læsning af Kingos »Far verden, far vel« - haft lejlighed til at konstatere, at ikke bare er ordet »salighed« et tomt ord, men at heller ikke forsøgene på at udmale saligheden frembyder nogen særlig fylde. Vi kan altså ikke standse ved ordene »salighed« eller »frelse«, ja, ikke ved hele den samlede kristne forkyndelse: det er alt sammen tomme ord! Ikke i betydningen uden dækning. Men i betydningen: uden konkret form og fylde, uden farve og mønster. (Her kunne indskydes interessante betragtninger med hensyn til Ordet, frelseshistorien og inkarnationen). Den dialektiske »proces« må altså gå videre. Hvorhen? Der er kun een vej: tilbage til den verden og det menneskeliv, mennesket allerede fra først af har elsket, og som Gud i det kristne evangelium har vedkendt sig.

Sådan har jeg også forstået de citerede steder i Theodor Jørgensens artikel. Men hvad mere er: Sådan har jeg også forstået især dele af det 13. kapitel i Kaj Thanings disputats! Og det, jeg nu vil citere er godt nok hovedsagelig Grundtvig selv. Men nogle af de helt afgørende steder er Thanings gengivelse af Grundtvig!

Under gennemgangen af Grundtvigs afhandling i »Den Christelige Børnelærdom« om »Det Christelige Ægteskab« citerer og skriver Thaning bl.a. (det fremhævede [ikke-kursiverede] er Thanings formuleringer):

»Vi må blive som menneskelige Ægtefæller, før vi kan indlemmes i det store Fællesskab med Herren«. »Vi må blive som Menneske-Børn, før vi kan gjenfødes til Guds-Børn». Det sidste kan ikke fattes uden gennem det første. Her er ikke tale om nogen »Godvillighed», men om simpelt hen at forstå kristendommen som et ord til dette jordiske menneskeliv, et »Glædskabs-Bud« til det faldne menneske - med tryk på: menneske. Alle »forestillinger« om et virkeligt menneskeliv er givet med skabelsen. Her bringer »Aabenbaringen« intet nyt« (Disputatsen s. 679f).

Og fra afhandlingen »Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden« citerer Thaning:

[Menigheden] trænger højlig til alt det Lys, vi kan udbrede over Aandens nærværende Verden, som Menighedens Skriftkloge sædvanlig har forsømt over den fraværende, som vi dog umulig kan kjende, uden for saa vidt den aabenbarer og spejler sig i det nærværende (Disputatsen s. 681).

Og fra et udkast fra tiden efter »Børnelærdommen«, hvor Grundtvig taler om »Christendommens videnskabelige Kald« og påpeger, at det netop ikke er en fejl, men en virkning af kristendommen, at »vi stiler paa en saadan, alle menneskelige Forhold omfattende Vidskab«, citeres Grundtvigs tale om:

... den Mennesket i Guds billede naturlige Lyst til at kiende og forstaae hele sit Liv og Levnetsløb hos alle Folk under Himlen, med alle dets Forhold til sig selv, til Gud og Verden, en Lyst, som Christendommen, langtfra at laste eller dæmpe, netop paany har vakt, helliget og givet et sikkert Haab om Fyldestgiørelse i sin Tid, nemlig ved Banens Ende, da Klarheden over hele Levnetsløbet først er muelig og hører saavelsom den salige Hvile til Livets Krone (Disputatsen s. 686).

(I nærværende sammenhæng må man kunne tillade sig at se bort fra den specielle vækst- eller udviklingstanke. Også i et klassisk eskatologisk syn har denne sammenhæng mellem livs- og verdensoplysning og Guds rige sin plads).

Endelig et sidste citat, nemlig af Thanings egne ord i slutningen af afsnittet her om kristendommens forhold til den universalhistoriske videnskab (her er kun den sætning, jeg særlig vil gøre opmærksom på, fremhævet):

Allerede i 1833 viste historikeren Grundtvig, hvilken plads den [c: universalhistorien] havde i Guds husholdning. Dengang kaldte han den ikke kristelig, og når han nu gør det, skyldes det ikke en ændring i grundsyn. For det vil jo blot sige, at det er kristendommen, der har fremkaldt den - det gælder i slægtens historie og i hans eget liv, og at dens indhold er menneskets historie og forhold. Uden menneskelivet var kristendommen jo tom (s. 687).

I disse citater træder desuden også en større sammenhæng frem på, hvad vi kan kalde det »horisontale plan«; det er ikke bare »menneskelivet« eller »folkeligheden«, men også menneskets forhold til sig selv og til verden, eller som Grundtvig også har udtrykt det: »hele Menneske-Livet og dets Forhold til Jorden og hele Skabningen» (Thanings disputats s. 681).

I denne forbindelse kan der også henvises til Kristus-hymnen i Kolossenserbrevets 1. kapitel (som Theodor Jørgensen netop også bruger i den kristologiske begrundelse i sin artikel, s. 5), og det vil specielt sige til v. 16: »... for i Ham blev Altet skabt ... alt skabtes ved Ham, og til Ham kommer alting tilbage«. Her dækker ordene »Altet« og »alt« hele det, jeg kalder det »horisontale plan«, ligesom »ved Ham« og »til Ham« dækker hele skabelsens og genløsningens virkelighed på det »vertikale plan«.

Dette er det vigtigt at understrege i vor tidssituation, som jo er præget af et ulideligt snæversyn, også og ikke mindst på det horisontale plan, hvor koncentrationen ikke bare om det menneskelige, men endnu snævrere: om de mellemmenneskelige relationer, »samfundet«, er ved at stjæle hele billeder på bekostning både af hele forholdet til det ikke-menneskelige kosmos og af menneskets forhold til sig selv som person, sin egen personlige eksistens.

Det er altså hele den foreliggende virkelighed som Guds skaberværk og genstand for Guds frelse, den dialektiske »proces« (se nf.) nu går tilbage til, hvilket vil sige det samme, som at evangeliet om Guds frelse og Guds rige i sin helhed og ud i hver eneste lille del fyldes med form og farve og mønster fra Guds skaberværk, sådan som vi nu (d.v.s. i det klare, hvide lys fra det selvsamme skabelsens og frelsens evangelium) oplever det og forholder os til det.

Evangeliet indeholder ganske vist hele Guds sandhed, men netop så at sige som et grænseløst hvidt lys. Det er i den forstand, dets ord er tomme, det er i den forstand, åbenbaringen intet nyt bringer, i den forstand kristendommen ville være tom uden menneskelivet. Eller igen med Grundtvigs ord:

Følgen af [afskæringen af det såkaldte ny menneske-liv hos Kristus og hans menighed fra hele det gamle menneskeliv] blev naturligvis, at det gamle Menneske-Liv, der aldeles blev givet til Pris, daglig klarere gik Pokker i Vold, medens hvad der kaldte sig det ny Liv enten slet intet Liv var, slet ingen Kraft havde, slet ingen Ting gjorde, uden i det højeste at skrive Dogmatikker og lære dem udenad ... (Afhandlingen »Det christelige, aandelige og evige Liv«i Børnelærdommen, citeret af Thaning s. 669).

På sin plads i den her skitserede dialektiske forholds-følge betyder alt dette ikke mindre, end at menneskelivet er til for kristendommens skyld!

Selvfølgelig lyder dette som en temmelig voldsom spillen med ordene. Men det kan uddybes i tre trin:

Først er erfaringen af menneskelivet (og hele den foreliggende virkelighed) nødvendig som »forudforståelse«.

Men dernæst er den nødvendig som »fremadforståelse«, d.v.s. forståelse af, hvad frelsens mål: Guds rige, er. Uden form og farve fra erfaringen af dette liv og denne verden bliver al tale om »evigt liv og salighed« tomme ord, der - for nu at taget et andet eksempel - højst kan fremkalde en kunstig, »nervøs«, ulegemlig, umenneskelig, uvirkelig, usund opstemthed, en form for sjælelig sygdomstilstand, der kendes fra visse ophedede, opsuggererede religiøse miljøer.

Og til allersidst: Både »forudforståelse« og »fremadforståelse« er netop kun forståelse. Det endelige resultat af hele denne »proces« (der selvfølgelig ikke skal opfattes vulgært tidsligt, endsige udviklingsmæssigt eller som en særlig slags »ordo salutis«, men i høj grad som et »dialektisk sagsforhold«) må - på denne side af opstandelsen, vor Herres Jesu Kristi Dag, blive levende, konkret virkelighed, således at »livet i Kristus« langtfra at være en tom religiøs floskel bliver livet under stjernerne og skyerne, mellem bjerge, træer og blomster, ved vinen og maden, med den elskede, i arbejde og værk - alt sammen forstået i den her skitserede dialektiske sammenhæng. Da er menneskelivet i denne verden ikke bare et forbillede eller en lignelse på Guds rige, men en for-smag derpå. I al den tvetydighed, delvished, foreløbighed og indirekthed, der jo stadig er, bliver det ved evangeliets ord og i troen på dette ord et paradis-liv. »Allerede - endnu ikke« om Guds rige bliver mere end en god formulering. Det bliver levende virkelighed.

Det bliver det i vort almindelige liv som person, i familie og i alle andre sammenhænge.

Det bliver det, som vi forholder os til hele vor virkelighed i al videnskab og forskning, både humanistisk og naturvidenskabelig.

Og det bliver det, som vi forholder os til hele vor virkelighed kunstnerisk og poetisk.

Det sidste ikke mindst. Her sluttes også ringen. Poetisk er ikke kun selve digtningen, men også hvert eneste menneskes dybe og livstonesøgende holdning til hele sit liv og hver eneste detalje i det - hvortil kommer, at der jo er en sammenhæng og et vekselvirkningsforhold mellem disse to former for poesi.

Og selv om vor kristendomsforståelse også er præget af »restriktion«[104], er det nok ikke her, vor nød er størst. (I øvrigt er det vel svært at skelne skarpt med hensyn til årsag og virkning her, hvilket jo også ligger i hele det syn, jeg har prøvet at formulere). Selvfølgelig skal al »restriktion« og al »forkortethed« i vor kristendomsforståelse og dermed i vor prædiken sprænges, så det hele kommer med, både »horisontalt« (skabelsesteologisk) og »vertikalt« (eskatologisk). Men her står det trods alt ganske godt til - rent bortset fra, at Ordet selv er i stand til at sprænge sig vej gennem vor kristendomsforståelse. Det, vi ganske særligt trænger til, er, at der bliver prædiket, så der bliver peget klart og tydeligt fra prædikenen og hele gudstjenesten ud i den her skitserede dialektiske sammenhæng. Og det vil sige, at der - udspringende af hele evangeliet i hele dets renhed og hele dets fylde og med fastholden af hele den dialektiske sammenhæng - skal prædikes: Gå ud til verden og menneskelivet med liv og lyst. I anledning af, at Guds rige er kommet nær. For kristendommens skyld!

[1] I mangel af bedre bruges ordene “kirkepolitik” og “kirkepolitisk” i nærværende artikel om alt, hvad der har med selve kirkeordningen og lignende at gøre (i modsætning til det rent teologiske og ecclesiologiske), herunder eventuel udtræden af statskirken/folkekirken eller dannelse af en frimenighed eller et nyt kirkesamfund.

[2] Det sidste stykke af den sidste artikel i Den christelige Børnelærdom blev trykt i Kirkelig Samler bind VII, andet hæfte, som “antagelig udkom i 2. halvdel af 1861 (evt. i begynd. af 1862)” (SJ III, 260).

[3] Det er først og fremmest almindelige teologiske og kirkepolitiske tekster, der er inddraget, og af prædikenerne kun dimisprædikenen og, med et enkelt citat, prædikenen til 9. søndag efter trinitatis 1825. Grundtvigs salmer er ladt ude af betragtning.

[4] Det er de tre afsnit om “Grundtvigs tanker om kirke og folk”, “indtil 1824”, “1825-47" og “1848-72" (s. 84-114, 225-286 og 335-359).

[5] Professor Leif Grane og lektor Jørgen I. Jensen.

[6] Forelæsningen blev holdt på Københavns Universitets teologiske fakultet den 19. november 1985. Teksten blev trykt i Grundtvig-Studier 1989-1990.

[7] Om P.O. Boisen (1762-1831), sognepræst i Vesterborg-Birket på Lolland 1787, biskop over Lolland-Falsters Stift 1805-31, oplyser Dansk Biografisk Leksikon bl.a.: “Den kosmiske livsfølelse der prægede hans optimisme og filantropi reddede ham fra den flove rationalisme og gav ham til forskel fra de fleste oplysningspræster af gennemsnittet mulighed for at forstå det nye århundredes romantiske tolkning af tilværelsen (...). Men hans Plan til Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse, 1806 var en anakronisme. (...) Så forskellige mænd som den af Kant påvirkede rationalist H.G. Clausen, den humanistisk følende præst J.P. Mynster og N.F.S. Grundtvig der var i sin romantisk gærende periode på Langeland, aflivede ved deres kritik B.s forslag“.

[8] Her citeret efter Grane 1970, 68. I “Om Kirke, Stat og Skole” (1819) gengiver Grundtvig denne bestemmelse, idet han skriver, at “Fædrene havde sikkerlig Ret naar de sagde, at den sande Kirke var, hvor Guds Ord lærdes reent og puurt” (DV IV, 121).

[9] Med henvisning til Jens Rasmussens Religionstolerance og religionsfrihed (2009) (som ikke har været direkte inddraget i arbejdet med nærværende artikel) skriver Esben Lunde Larsen: “Det er først med det hyrdebrev, som de danske biskopper udsteder i anledning af udsendelsen af Den Augsburgske Bekendelse ved reformationsjubilæet i 1817, og professor Kolderup-Rosenvinges Kirkeret fra 1838, at der skelnes mellem kirke og stat”. Og han citerer følgende fra Jens Rasmussens bog: “I denne kristne kultur var stat og kirke formelt juridisk set en så uadskillelig enhed, at konge og Kancelli, dvs. regeringen, ikke skelnede mellem stat og kirke. Der taltes i Kongeloven (1665) alene om ‘Kongens Religion’ i en konfessionel stat” (Rasmussen 2009: 41)” (Larsen 2012, 113).

[10] Hvad betyder “Artens Sag”? På s. 172 bruger Grundtvig ordet “art” i udtrykket “det Gode i Arten”. Her er det “arten" malerier, der er tale om. Og vel kun det? Betyder det så “området”? Og betyder “Religionens og Artens Sag” så “religionens og det kirkelige områdes sag”? Et opslag i Ordbog over det danske Sprog har ikke givet noget helt tilsvarende eksempel på denne brug af ordet “art”, men der må formodentlig være tale om en brug, der ligger inden for betydning 5.1: “gruppe af individer, ting ell. begreber, som har væsentlige egenskaber fælles; slags; klasse”.

[11] Ordet “rationalistisk” bruges her i en bred betydning. Det ville føre for vidt at gå nærmere ind på nuancerne, for så vidt angår denne del af den danske præstestand i 1806 og den følgende tid. Jens Rasmussen betegner Grundtvigs egen brug af ordet “Rationalister” som “for unuanceret” og henviser dels til nogle “moderate kræfter”, dels til det forhold, at H.N. Clausen jo understregede Skriftens betydning (Rasmussen 1998, 111).

[13] Grundtvig har selv udtalt sig om dette forhold i den ganske vist utrykte optegnelse fra 1815, som Begtrup citerer på side 135 i US I. Her siger Grundtvig nemlig, at man af hans dagbøger kan “lære, hvorlidet den storagtige Stil og de brammende Konstord, hvormed jeg udsmykkede min første Afhandling, stemmede med min Tankegang, at de vare fremmede Fjere, hvormed Forfængeligheden brystede sig”. Men i det her citerede sted fra “Om Religion og Liturgie”, er det især ordet “Værdighed”, der skærer i øjnene. Hvad Grundtvig mener med “udfylde den til et fremadskridende Heelt”, er vel, at gudstjenestens enkelte led skal være udformet på en sådan måde, at der bliver tale om et sammenhængende forløb. Det er måske også, mere eller mindre direkte, et eksempel på den “Gienlyd af Steffens”, Grundtvig på grundlag af udgiveren Fallesens kritik taler om i 1815-optegnelsen.

[14] Til “det Gode i Arten”, se note 10 til “Religionens og Artens Sag”.

[15] I en anden, men kritisk sammenhæng betegner Grundtvig præsterne som (dem, der skulle være) “Kristendommens Tolke” (US II, 20).

[16] Hele skovoplevelsen og dens forskellige nedslag i Grundtvigs forfatterskab behandles i Christian Thodbergs artikel i Grundtvig-Studier 1986: “Grundtvigs skovoplevelse i 1811 og prædikenerne over Peters fiskedræt i tiden, der fulgte”.

[17] Parallellen mellem pinsebegivenheden og ordinationen er påfaldende: “At Kjærligheds og Krafts og Sandheds Aand / Miskundelig paa mig neddale vilde”. Så meget desto mere, som der næppe er blevet bedt om noget sådant i den bøn, der i 1811 blev bedt med præsternes håndspålæggelse. Der er i hvert fald ikke noget sådant i hverken Kirkeritualet 1685 eller ritualbogen med de biskoppelige handlinger fra 1771. Og det er ikke sandsynligt, at biskop Münter ved selvtægt har valgt en bøn, hvori Helligånden nedbedes over ordinanderne. Lige efter den pågældende bøn har man dog sunget “første Vers af: Nu bede vi den Hellig Aand”, ligesom “Veni sancte Spiritus” osv. jo er blevet sunget og bedt umiddelbart før ordinationshandlingen. Der er altså under alle omstændigheder blevet bedt om Helligåndens tilstedeværelse. Det afgørende i nærværende sammenhæng er kun, om Grundtvig i den særlige stemning, han har været i, i dette digt selv har fået lagt Helligånden ind i ordinationsbønnen. – Der henvises til internetudgaven af Liturgikommissionens betænkning om “De biskoppelige handlinger” (1978), dvs. til P.G. Lindhardts redegørelse “Historisk om bispe- og præstevielsesritualerne” (s. 24 f og 19 f). Og det kan oplyses, at liturgihistorikeren Holger Villadsen har været konsulteret.

[18] Og hvis Kirkeritualet 1685 har været fulgt, har der ikke kun været tale om præster, der var Grundtvig særlig venligt stemt eller dog “rettroende”, men om alle Københavns præster. “Dagen tilforn blive Byens Præster, hvor Ordinationen sker, ved Klokkeren tilsagde at møde i Kirken, til den bestemte Tid og være overværendis ved samme Act at befordre den med Bøn og Hænders Paaleggelse (Kirkeritualet X. Capitel, II. Art). – Rønning citerer i sin omtale af Grundtvigs ordination et brev til biskop Münter fra en anonym “ven af den sande religion”, hvori biskoppen mere eller mindre forsøges truet til at lade Grundtvig prædike ved ordinationsgudstjenesten. Den anonyme brevskriver gør gældende, at “At høre Grundtvig prædike er et almindeligt ønske, da han sidst blev hørt med stort bifald; ikke at lade ham prædike var at berøve religionens venner en glædes- og opmuntringsdag”. Men biskoppen er måske, fortsætter brevskriveren spydigt, “smittet af den menneskekærlige professor Clausen, der også ved denne lejlighed har ytret sin tolerante ånd” (Rønning 1908, 205 f). Stiftsprovst H.G. Clausen var i 1809 blevet titulær professor (DBL2, bind V, 1934, 288 (Bjørn Kornerup)). Der har altså allerede i 1811 været en Grundtvig-lejr og en Clausen-lejr.

[19] Hvad angår strukturen i det tekstkompleks, de otte Dannevirke-afhandlinger udgør, henvises der til skemaet på side 150 i Omkring Grundtvigs Vidskab (Christensen 1998), og hvad strukturen i afhandlingen “Om Kirke, Stat og Skole” angår, henvises der til skemaet på side 162. Til slut i sidstnævnte skema gøres hele forholdet op således: “Hermed har Grundtvig bestemt videnskabelighedens plads i dens institution: “skolen" i forhold til de to andre hovedinstitutioner: kirken og staten – ligesom videnskabelighedens plads i hele den store Dannevirke-sammenhæng er bestemt i forhold til nationens og folkets, ja, hele menneskeslægtens liv”. Og i noten dertil bestemmes denne afhandling som “det punkt, alle de øvrige afhandlinger har bevæget sig frem mod”, og som det punkt, hvorefter der ikke ville kunne være kommet flere afhandlinger i denne række (note 140 på s. 584).

[20] Ifølge Bibliografien (SJ nr. 342, bd. I, 161) udkom første hæfte af DV IV (s. 1-95) i april 1818, andet hæfte (s. 97-194) “sandsynligvis i oktober 1818”, tredje hæfte (s. 195-293) i november 1818 og fjerde hæfte (s. 295-396) i januar 1819.

[21] Grundtvig skriver som indledning til dialogen, at han vil “laane et Par af Saxes danske Krønike, som var de første, der faldt mig ind, især da jeg seer, de ogsaa, naar man vilde kløve Ord, lode sig forsvare” (3). Måske mener Grundtvig med “kløve Ord” her (også) “gå etymologisk til værks”. Og hvad det angår, er Frode nemt nok, idet “fróði" på oldnordisk betyder “den vise”. I navnet Handvan står første sammensætningsled formodentlig for “hånd”. Andet sammensætningsled kan komme af det oldnordiske adjektiv “vanr” = vant (til); vanlig. Handvan er i så fald den, der sætter sin lid til det håndgribelige eller har for vane at gøre det. I selve dialogen peger en lang række steder i den retning. Nogle eksempler: Side 20: “at man, hvad Historien angaaer, kan faae Troen i Hænderne” (Frode). – Side 27: “det er ikke det Haandgribelige, du vil tage fat paa, og see til efter Haanden [fremhævet her, BC] at begribe” (Frode i svar på Handvans replik s. 26 f). – Side 34 f: “naar du ikke kan nægte, at Kirke er Udtrykket for Menneskets Forhold til det Over-Sandselige ͻ: Himmelske og Evige, og det kan du jo tage og føle på [fremhævet her, BC]” (Frode). Side 36 f: “men jeg har intet levende Begreb enten om Aand eller Poesie, og kan altsaa kun slutte mig til, at de maae være i Kirken, ikke tage og føle paa [fremhævet her, BC], at de virkelig ere der” (Handvan). – Side 37: “men kunde du dog ikke sige mig, i hvilken Skikkelse Aand og Poesie maatte vise sig, for at du kunde faae Fingre paa dem?” [fremhævet her, BC] (Frode).

[22] I Det Nye Testamente forekommer “η κυριακή ημέρα” (Åb 1,10) og “τo κυριακóν δειπνον” (1 Kor 11,20).

[23] Dette svarer faktisk til, hvordan verdenskommunismen er en nødvendig forudsætning for den kommunistiske tilstand. Forskellen er blot, at der hos Grundtvig kun er tale om et tankeeksperiment. Han fortsætter jo: “Det er nu imidlertid langt anderledes” (123).

[24] Grundtvig siger ordret, at “i det attende Aarhundrede, har man saa ivrig paatalt [dvs. hævdet] den Menneske-Rettighed at være saa meget Dyr, som man vil” [begge fremhævelser er tilsat] (123).

[25] Grundtvig citerer her Lucrets’ kommentar til sin skildring af Agamemnons ofring af Ifigenia: “tantum religio potuit svadere malorum” (en sådan mængde af onder har religionen kunnet forlede til, Rer.nat. 1,101). Men han har ændret “tantum” til “qvantum”, fordi citatet jo følger efter “viser”, så at der altså kommer til at stå: “en stor tragedie, der viser, hvor stor en mængde af onder religionen har kunnet forlede til”. – Dette bygger på Harbsmeier 2006, 12.

[26] Inddelingen i det sidste felt i skemaet på s. 156 i Omkring Grundtvigs Vidskab er derfor ikke helt præcis. Den historiske oversigt burde have været angivet som sluttende på side 396 (ikke 393), og til gengæld kunne “(f) Kristendommens tid” have været angivet som sluttende på side 395 og to nye punkter have været føjet til, nemlig “(g) Tilføjelse om araberne“ og “(h) Den allersidste bestemmelse af det hele som Grundtvigs tanker om den historiske vidskab”. Hvad dette sidste angår, kan “det hele” måske godt forstås som “hele denne afhandling”, men der er nok tale om i hvert fald hele rækken af (otte) afhandlinger, og måske også om hele tidsskriftet Danne-Virke. Grundtvig har i det mindste været klar over, at det var usikkert, om Danne-Virke ville fortsætte. Derpå tyder også, at det lille slutafsnit begynder således: “Hermed være det, indtil Videre, Nok!” (DV IV, 396).

[27] Grundtvigs allersidste farvel til læserne er slutningen af den 30. december 1818 daterede fortale til hele bind IV. Han siger ikke udtrykkeligt, at tidsskriftet faktisk er ophørt, men der ligger nok mere end et almindeligt nytårsønske i det, når han slutter med at sige, at “da nu vi Danske ei kan som Tydskerne blive kloge før Tiden, saa gid vi dog maa blive kloge med Tiden, og dertil, som til alle gode Øiemed, ønsker jeg mine ærede Læsere, med Tak for det gamle Aar, Lykke og Held i det Nye! (DV IV, viii)”. Se også Christensen 1998, 148 f.

[28] Desto mere uforståeligt og beklageligt er det, at disse sidste ord ikke er citeret i Omkring Grundtvigs Vidskab, hvori der dog gives en udførlig bestemmelse af formålet med hele tidsskriftet Danne-Virke (Christensen 1998, 140-149).

[29] Er der en sproglig fejl her? Måske skulle ordet “til” ikke have været der – og ordlyden altså have været “som Med-Lemmer af Hans Menighed: hans virkelige, aandelige Legeme”. Eller måske: “til at være Med-Lemmer”. Eller noget tilsvarende. Eller har Grundtvig måske virkelig villet skrive “Eenhed (…) til Med-Lemmer”?

[30] Lundgreen-Nielsen 1980, 12 og 856-858. Christensen 1987, 68. Christensen 1998, 219-220 og 234. I fortalen til Nyaars-Morgen omtaler Grundtvig også sin “død” i og i tiden op til 1819 (US IV, 241-243).

[31] Nærmere om dette i Christensen 1987, 43-46 og Christensen 1998, 219 f, 234.

[32] Begrebet “Grundtvigs sekundære teologi”, især for så vidt angår Grundtvigs syn på Danmark og hele det danske folk (hvoraf han jo kun regnede en lille del for sine egentlige medkristne), spiller en vigtig rolle i Omkring Grundtvigs Vidskab. Der kan især henvises til Tillæg B “Primær og sekundær teologi” (Christensen 1998, 520-523), men også til alle de sider, som der i Registret henvises til under ordene “sekundariseret”, “sekundær”, “sekundær teologi”, “sekundær-eskatologisk”, “sekundær-kristen”, “sekundær-profetisk”, “sekundær-teologi” og “sekundær-teologisk” (Christensen 1998, 624).

[33] Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 8. og 12. februar 1825.

[35] Se hertil Kaj Thanings artikel “Den ‘mageløse opdagelses’ tilblivelse” i Grundtvig-Studier 1981. Og Christensen 1987, 98.

[36] Se nærmere om de to bøger i SJ I, 193, nemlig under nr. 412 om Clausens og under nr. 413A om Grundtvigs bog.

[37] Der kan også henvises til Bent Christensen: “Var Grundtvigs nyerkendelse i 1832 en tragisk hændelse?" (Grundtvig-Studier 1989-1990, 16 ff) (Licentiatforelæsning på Københavns Universitet 19. november 1985).

[39] Fortalens to allerførste sætninger lyder: “Det er vist nok ikke rimeligt, at dette Rim vil tækkes Mange”. Og begyndelsen af Fortalens sidste afsnit lyder: “Ingen kan finde det rimeligere end jeg, at man i Almindelighed vil erklære disse Oplysninger, saavelsom Rimet selv, for idel Sværmerie og Galmands-Værk” (US IV, 239.247).

[40] SJ I, 184 (nr. 398). PS V, 272. – “Urim” kunne være det gammeltestamentlige lodkastningslod (2 Mos 28,30 og flere andre steder). Og det kunne i så fald ses i sammenhæng med guldterningen i str. 19 og hele digtets skæbnestund-karakter. Men det er formodentlig netop urimeligheden i det hele, det går på, så at det gammeltestamentlige ord højst har haft en homonym-medbetydning for Grundtvig, som fx (vist i en salme, der dog ikke er fundet) skal have kunnet høre både bæger og mørtel i ordet “kalk”, og som i netop Nyaars-Morgen str. 304 lader den genfødte sang-fugl ryste rim af sine frostgrå vinger.

[41] Dette svarer til mottoet på titelbladet: “Una sancta ecclesia perpetuo mansura sit”, hvortil som kilde angives “Conf. Aug. art. VII” (US IV, 396).

[42] Jens Rasmussen mener, at Grundtvig har været for hård ved Clausen, som jo udtrykkeligt understregede, at Jesu lære var den fuldkomne Åbenbaring, og for hvem kirken netop ikke var et “Luft-Castel”, idet han jo ville se den som “et synligt menneskeligt Samfund”, “et synligt Medium”, ja, “Organet, igjennem hvilket den kirkelige Virksomhed meddeler sig til Samfundets enkelte Medlemmer” (jf. Clausens ønske om en synodal kirkeforfatning) (Rasmussen 1998, 100). Men hvor interessant dette end kan være som bidrag til hele billedet af den kirkelige situation, er det ikke noget, der kunne have betydning for Grundtvig i 1825. Betoningen af “Jesu lære” var for lidt og talen om “Samfund”, “Medium” og “Organ” derfor uinteressant, også i forhold til Grundtvigs daværende syn på statskirken. I forhold til Grundtvigs senere kirkesyn var det sidste (på et andet plan) for meget! Det er derfor også uden særlig betydning, men selvfølgelig af en vis interesse, når Jens Rasmussen gør opmærksom på, at Grundtvig i Gienmælet kun beskæftiger sig med en ret lille del af de over 800 sider i Clausens bog, nemlig fortalen, indledningen og afsnittene om lære og ritualer (Rasmussen 1998, 98). Gienmælet var ikke en anmeldelse, men et kampskrift. – Netop i den aktuelle (2013) folkekirkelige situation (drøftelsen af en eventuel ny styrelseslov) kunne det være overordentlig interessant at studere Grundtvigs modstander H.N. Clausens 1825-tanker om en kirkeforfatning!

[43] Jacob Christian Lindberg var teolog, men ikke præsteviet og havde siden november 1830 udgivet Maanedsskrift for Christendom og Historie (i hvis første bind Grundtvigs “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” blev trykt). Han havde kæmpet på Grundtvigs side under 1820’rnes kirkekamp.

[44] I SJ I er der under nr. 499 “[Audiens hos kancellipræsident P.C. Stemann 11/12]” en ret udførlig beskrivelse af Grundtvigs mislykkede audiens hos kancellipræsidenten den 11. februar.

[45] Nordens Mythologi udkom to uger senere, nemlig den 22. december.

[46] Grundtvigs allerførste fremsættelse af forslaget om sognebåndsløsning skete i et brev til biskop P.E. Müller skrevet 22.-23. august 1832. Grundtvig skriver her blandt andet, at løsningen af sognebåndet er “det Minimum af Frihed, uden hvilken gammeldags Christne, som jeg og mine Lige, umuelig kan nære sig i Stats-Kirken” (BG II, 216).

[47] Nærmere om dette skrifts baggrund og dermed titel i SJ I, 262, US V, 365, Thodberg & Thyssen 1983, 239, og Christensen 1987, 284.

[48] Jens Rasmussen giver nogle eksempler på præsternes ændringer i ritualerne. Pastor Stenersen Gad ved Trinitatis Kirke ændrede i bortsendelsesordene efter nadveren “Hvormed han har fyldestgjort for alle Eders Synder” til “til hvis Ihukommelse I helligholde denne Handling”. Og stiftsprovst H.G. Clausen (som der jo var tale om i episoden i domkirken) udelod korstegningen og ordene “nedfoer til Helvede” i trosbekendelsen og ændrede forsagelsen til “Forsager du Synden og alt Ondt, som er Gud mishageligt” (Rasmussen 1998, 107).

[49] Se orienteringen om Grundtvigs forhold i disse år i SJ I, 262.

[50] Se Begtrups indledning US VIII, 52. Thyssen skriver, at “hovedmodstanderen er som hidtil det herskesyge Clausen-parti, der nu tilmed ved kirkeforfatning og et nyt, ensartet ritual ville genoplive middelalderens kirkestat” (Thodberg & Thyssen 1983, 239 f).

[51] Betegnelsen “borgerlig indretning” bruges gang på gang, når man taler om Grundtvigs syn på statskirken og senere Folkekirken, men man skal vist helt frem til den sekstende artikel i Den christelige Børnelærdom, altså til året 1858, for at finde den hos Grundtvig selv. I forbindelse med drøftelsen af skriftemålet siger Grundtvig der, at der fra den statskirkelige eller folkekirkelige side ikke kan være stort at indvende mod en måske anstødelig skriftemålspraksis; “thi Stats-Kirken, det er jo en blot menneskelig og borgerlig Indretning til Folkets Oplysning og Opbyggelse” (US IX, 481). Men det er til gengæld en bestemmelse, der ikke lader noget tilbage at ønske med hensyn til tydelighed. Og formålsbestemmelsen er interessant: “til Folkets Oplysning og Opbyggelse”; den peger jo ikke alene tilbage til Den Danske Stats-Kirke, men reelt også helt tilbage til Indledningen til Nordens Mythologi. Det er dog et spørgsmål, hvor blot “borgerlig” den statskirke, Grundtvig taler om, er. Han forudsætter jo i hvert fald, at Bibelen skal være den fælles bog. Man kan måske sige, at der skal være tale om en indretning, hvor mere eller mindre alt, hvad man kan finde på at betegne som kristendom, skal kunne eksistere frit.

[52] Se også Christensen 1987, 285 ff, og Christensen 1998, 321-323).

[53] ODS har formen “ministerial” som “nu næppe br.” sideform til “ministeriel” og angiver under betydning 3 ordet “ministerialier” i betydningen “præstelige embedsforretninger”, oven i købet ledsaget af et Grundtvig-citat: “forrette Ministerialier”. Og videre om ordets brug: “især i forb. ministerielle forretninger, en præsts kirkelige forretninger (m. undtagelse af prædiken)”. – Her på dette sted i Den Danske Stats-Kirke må der reelt være tale om både de to sakramenter og de “kirkelige handlinger”, som har fastsatte ritualer.

[54] Se Anders Pontoppidan Thyssens fremstilling i Thodberg & Thyssen 1983, 264-286 og 335-359.

[55] Nærværende forfatter regner følgende år for vigtige Grundtvig-år: 1805 (fra “romantik” til kristendom). 1806 (“Om Religion og Liturgie” skrives). 1810/11 (dimisprædiken, krise og påbegyndelse af præstegerning). 1814/15 (billedsprogs- og danskhedsgennembrud). 1819 (“død”). 1824 (Nyaars-Morgen). 1825 (opdagelsen af Kirken og dens bekendelse). 1832 (løsningen af det kirkelige dilemma og udgivelsen af Nordens Mythologi). 1835 (ny optimisme).

[56] Se note 32 med henvisninger til steder om Grundtvigs “sekundære teologi” i Omkring Grundtvigs Vidskab.

[57] I SJ II er der under året 1839 tre bøger, der svarer til, hvad Thyssen her henviser til, nemlig Tale til Folkeraadet om Dansk Kirkefrihed savnet[!] af Nik.Fred. Sev. Grundtvig, Præst (nr. 618), Aabent Vennebrev til en Engelsk Præst (nr. 626 A og B) og Frisprog mod H.H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog (nr. 640). Men der er desuden to tidsskriftartikler: “Kirken og Daabs-Pagten” (nr. 627) og “Den Christne Kirke og Stats-Kirkerne” (nr. 632).

[58] Ordet “Præste-Herskab” forekommer i Børnelærdommens niende artikel “De kristelige Livstegn” (US IX, 411).

[59] I sin “Skitsering af en forståelsesmodel” betegner Anders Holm stridighederne mellem de tre kirkepolitiske retninger i perioden 1842-55 som et “trekantsdrama” (Holm 2012, 22), ja, han viser ligefrem forholdet mellem de tre parter omkring en trekant, hvor henholdsvis Mynsters statskirke, Clausens og Monrads synodale kirke og Grundtvigs frie statskirke står ved hver sin spids, og hvor siden mellem Mynster og Clausen/Monrad betegner “Orden”, siden mellem Mynster og Grundtvig “Staten/Folket” og siden mellem Clausen/Monrad og Grundtvig “Frihed”. I teksten skriver Anders Holm blandt andet, at “Clausen og Mynster kunne være enige om en vis orden i modsætning til det utopiske anarki [fremhævet her, BC], som kan siges at være konsekvensen af Grundtvigs synspunkt” (23).

[60] Thyssen må her citere “Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne”, som blev trykt første gang i P. Chr. Kierkegaards Nordisk Tidsskrift for christelig Theologi, 1840-42 (US VIII, 370-457). Det citerede står helt henne i slutningen af tredje og sidste del “Det christelige Liv som et Christus-Liv”, hvor Grundtvig skriver: “Uagtet det nemlig kun er i Fællesskab med hele Menigheden, vi kan annamme og besidde Christen-Livet, og uagtet det, for at naae sin Modenhed og Glands, ogsaa kræver et virkeligt og kiendeligt udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker, saa har dog Erfaring lært og vil herefter stedse klarere vise, at hvor kun Herrens Anordninger bevares og træde ved Troen i Kraft, der kan hver Enkelt, som alvorlig vil, midt i vort statskirkelige Vilderede, komme endnu langt videre end Nogen af os er (US VIII, 453 f).

[61] I “Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne” siger Grundtvig, at han “slet ingen kirkelig Priis sætter paa ‘de gudelige Forsamlinger’”, ja, at han betragter “allehaande gudelige Forsamlinger og Broderskaber, i Klostere og udenfor dem, som i sig selv skadelige for Livet i Christo” (US VIII, 455).

[63] Børnelærdommens syvende artikel: “Det ny Testamentes Kristendom”. Thyssen citerer her efter originaltrykket; senere i denne artikel citeres et stykke efter US IX (der optrykker 3. udgave ved Svend Grundtvig fra 1883).

[64] Thyssen skriver ”samfund” med lille s og “fællesskab” med lille f.

[65] I 1819-Bibelen: “Denne Kalk er det nye Testament i mit Blod” (her efter ODS til “Pagt”).

[66] Denne, sidste, del af Børnelærdommen blev første gang trykt i tre numre af “Kirkelig Samler”, nemlig i henholdsvis bd. VI, tredje hæfte, som “antagelig” udkom i slutningen af 1860 (“evt. i begyndelsen af 1861”), bd. VII, første hæfte, som “antagelig” udkom “engang i forårshalvåret 1861”, og bd. VII, andet hæfte, “som antagelig udkom i 2. halvdel af 1861 (evt. i begynd. af 1862)” (SJ nr. 1269, 1281 og 1292 (s. 260 og 262 f)). Børnelærdommens sidste artikel er i øvrigt, også hvad dens længde og sammensætning angår, en tekst af en helt særlig karakter. “Visse afsnit af afhandlingen (= en fortsættelse af bibliogr. nr. 1281 [rettet fra 1282] var omskrivninger af en i 1860 offentliggjort artikel (bibliogr. nr. 1267).” (SJ III, 260).

[67] Og det er oven i købet indarbejdet stof fra en tidligere, i sin helhed utrykt, afhandling om “Den levende Christendom og det lærde Skolevæsen" (se SJ nr. 1267).

[68] Også ved sin længde adskiller denne tekst sig fra de andre artikler i Børnelærdommen, som i omfang svinger mellem 8 og 13 US-sider (gennemsnit 10,1). Den enogtyvende fylder i alt 63(!) sider, og selv om den er trykt i tre dele, er de to første ca. dobbelt så store som et af de almindelige stykker, medens den sidste er på næsten 3½ gange gennemsnitsomfanget. – Se Christensen 1998, Tillæg D, s. 527-529.

[69] Se også Thaning 1963, 680-682 og replikskiftet mellem P.G. Lindhardt og Kaj Thaning i Dansk Udsyn 1957 samt SJ nr. 1267 og 1292. – Om Kierkegaard-vinklen og det kirkepolitiske aspekt i denne tekst, se P.G. Lindhardt: “Kierkegaard og Grundtvig" (Dansk Udsyn 1957, 147 ff (og Præsteforeningens Blad 25. oktober 1957), hvor der rettes en stærk kritik mod Grundtvig – og mod den kirkepolitiske strategi, der kommer til udtryk i Børnelærdommens enogtyvende artikel. Og videre Kaj Thanings svar: “Grundtvig og Kierkegaard" (Dansk Udsyn 1957, 348 ff). – Om Grundtvigs i virkeligheden rent frikirkelige syn fra o. 1860, se Anders Pontoppidan Thyssen: “Grundtvigianismen og J.C. Christensens folkekirke" I, Dansk Kirketidende nr. 23/1993 s. 340, især s. 343.

[70] Hvad dette “menighedsuniversitet” og den store teologi omkring det angår, må der stort set henvises til Fra drøm til program og Omkring Grundtvigs Vidskab (Christensen, 1987 274-277 og Christensen 1998, 423-432). I nærværende sammenhæng er det den måde, hvorpå Grundtvig taler om selve denne mulige danske frikirke på, det drejer sig om.

[71] I 1791-bibeludgaven lyder Ef 4,13 således: “Indtil vi møde allesammen til troens og Guds Søns erkiendelses enighed, til en fuldkommen mand, til Christi fyldes vextes maade”. Og i 1819-bibeludgaven: “indtil vi alle naae til Eenhed i Troen og Guds Søns Erkiendelse, til Mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder”.