|
FREMMEDPOLITIK Bent Christensen |
NB! Se nu
undersiden ”Debat”! - I princippet skulle der (efter marts
2010 - jfr. teksten ”Nyt årti”!) ikke sættes mere på denne underside, idet jeg betragter
min deltagelse i den fremmedpolitiske debat som afsluttet. Der kommer dog nok
nogle yderligere tekster hen ad vejen. Men de tekster, hvormed jeg (i også så
beskedent omgang som muligt) fortsat deltager i den almindelige, herunder
politiske, debat, bliver nu hovedsagelig sat på undersiden ”Debat”.
Denne
underside er oprettet 09.08.02.
Siden er senest blevet opdateret 11.03.10: NYT ÅRTI. - Lolland-Falsters Folketidende 11.03.10. - Se også: SNEHVIDE OG NIKOLINENIKKI. - Dansk Kirketidende 04.03.10. - Men ellers sluttede det jo med 23.11.09: FARVEL TIL DEN FREMMEDPOLITISKE DEBAT (kun her på siden) og OVERGIVELSE - TIL VIRKELIGHEDEN! (Præsteforeningens Blad 2009/47, 20.11.09).
NB! På denne side står også alle tekster af
teologisk og kirkelig karakter, der har med den fremmedpolitiske situation og
forholdet til islam at gøre. - Desuden alle tekster, der handler om situationen
omkring Jyllands-Postens tegninger.
NB! NB! Fra marts 2010 af vil jeg dog bestræbe
mig på, for det første at holde mig ude af den egentlige fremmedpolitiske debat,
og for det andet, så vidt muligt at sætte alle læserbreve og lignende på
undersiden ”Debat” - eller undersiden ”Kirke og teologi”. Eller måske andre
steder, fx ”Program”. Altså efter et princip, der er lige modsat af det
hidtidige, her lige ovenfor beskrevne.
Det ideelle ville være, om der ikke kom flere
tekster på nærværende underside. Men det er nok urealistisk.
* * * * * *
- - -
NYT ÅRTI. - Lolland-Falsters
Folketidende 11.03.10.
SNEHVIDE OG NIKOLINENIKKI.
- Dansk Kirketidende 04.03.10.
LYSPUNKTET NIKOLINENIKKI. -
Lolland-Falsters Folketidende 22.01.10. - Her 27.01.10.
FARLIGST FØRST. - Utrykt læserbrev til Weekendavisen.
Sat her på siden 23.01.10.
NYT YTRINGSFRIHEDSSELSKAB - NY KONSENSUS?. - Sendt til
Information 11.01.10. Afslag modtaget og teksten sat her på undersiden
12.01.10.
Indlæg på KD Onlinedebat 29.12.09: NOGLE PUNKTER I
ANLEDNING AF SAGEN OMKRING HEDEGAARD-INTERVIEW’ET. -
Til KD-artiklen ”Sandheden om Lars Hedegaard er ilde
hørt” (interview med Søren Krarup).
Indlæg på KD Onlinedebat 01.12.09 Til KD-artiklen
”Venstre afviser forbud mod minareter”.
FARVEL TIL DEN
FREMMEDPOLITISKE DEBAT. - Sat her på siden 23.11.09.
OVERGIVELSE
- TIL VIRKELIGHEDEN! - Præsteforeningens Blad 2009/47, 20.11.09.
ENDNU ET SKRIDT PÅ VEJEN MOD STERILITETEN. - Online-replik til Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad 05.11.09 i anledning af Menneskerettighedsdomstolens dom mod kristne kors i italienske skoler.
ONLINE-REPLIK TIL ERIK
BJERAGERS LEDER I KRISTELIGT DAGBLAD 28.10.09 i anledning af de to fangne
JP-terrorister.
OG LAD OS SÅ TAGE DEN DERFRA. - Præsteforeningens Blad 2009/41, 09.10.09. - I anledning af situationen efter besættelsen af Brorsons Kirke.
STOR I SEJREN. - Lolland-Falsters Folketidende 26.09.09. - I anledning af situationen efter besættelsen af Brorsons Kirke.
ANALYSE OG ALTERNATIV. - Jyllands-Posten 23.09.09. - I
anledning af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke, men i langt
videre perspektiv.
GEJL OG MANIPULATION. - Lolland-Falsters Folketidende
24.08.09. - I anledning af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke.
BEDRE SENT END ALDRIG. - Kristeligt Dagblads
Onlinedebat 21.04.09. - Til artikel om biskop Niels Henrik Arendts bog "Er
det den samme Gud?".
UNDSKYLD?. - I anledning af DF-viceborgmester Alex Ahrendtsens spørgsmål til en lang række indvandringsvenlige personligheder. - Jyllands-Posten 12.03.09.
STERILISERING
ENESTE MULIGHED. - Om bønner i Folkeskolen. - Kristeligt Dagblads onlinedebat.
20.02.09.
I ØVRIGT MENER JEG. - Om den britiske afvisning af Geert Wilders. - Ekstra Bladet 16.02.09.
IKKE SMERTEFRIT. - Lolland-Falsters Folketidende 30.01.09. - Om Fadervor ved morgensangen i Folkeskolen eller religiøs sterilisering eller ”værdierne” som ny stats‑tvangsreligion.
I ØVRIGT
MENER JEG, at ... vi skal hejse det hvide flag. - Ekstra Bladet 26.01.09.
PLURALITET ELLER STERILITET. - [Debatten om Fadervor i
Folkeskolen]. - Kristeligt Dagblads Netdebat 15.01.09.
MANGE TAK,
MIKAEL JALVING! - Sat på Mikael Jalvings
Berlingeske Tidende-blog og her på siden 17.11.08. I anledning
af dennes ”De hellige køer. Ny Muhammed-krise?” 10.11.08.
GRINER HELE VEJEN HEN TIL MOSKEEN. - Sat her på siden
31.03.08, men handler bla. om en ”I øvrigt”, jeg havde sendt til Ekstra Bladet
28.03.08.
DET NØDVENDIGE OPGØR.- Egentlig sidste i en række af
læserbreve til Lolland-Falsters Folketidende. Sat her på siden 19.03.08.
ET NYT LUFTNUMMER. [Om Villy Søvndal og SF]. -
Jyllands-Posten 11.03.08.
EKSTRA
BLADET, I øvrigt ... - Om Villy Søvndals storhedsvanvid og manglende
realitetssans. - 09.03.08.
ENIG,
HAUGE, MEN OPRUSTNING ER FARLIG. - Dansk Kirketidende 3/2008, 06.03.08.
DUMSMARTE FORDREJNINGER. - Lolland-Falsters Folketidende
06.03.08.
KÆRLIGHED OG POLITIK. -
Lolland-Falsters Folketidende 03.03.08.
VILLY-EFFEKTEN. – Lolland-Falsters
Folketidende 27.02.08.
MENNESKESYN. -
Lolland-Falsters Folketidende 14.01.08.
HELD OG LYKKE, ALI! -
Lolland-Falsters Folketidende 27.12.07.
”YALLAHRUP
FÆRGEBY” - Lolland-Falsters Folketidende 06.12.07.
MED
JESU ORD I ØRERNE. [Om at elske muslimerne, mens man fører den, alt taget i
betragtning, rigtige politik]. - Lolland-Falsters Folketidende 28.11.07.
I ØVRIGT MENER JEG (om Islamisk Trossamfunds fatwa-trusler).
- Ekstra Bladet 16.07.07.
DE LIBERALE OG SHARIAEN. -
Lolland-Falsters Folketidende 31.05.07
MINDST 15 PROCENT [til Dansk Folkeparti ved næste valg]. -
Lolland-Falsters Folketidende 24.05.07.
INDLÆG I NETDEBAT I ”NYHEDSAVISEN” I FORBINDELSE MED BT- /
MORTEN MESSERSCHMIDT-SAGEN. - 23.05.07.
SNAVSET OVER PÅ OS. - Kristeligt
Dagblad 22.05.07.
PARAGRAF 67 OG ISLAM.
(Manuskript-titel: ”§ 67 og indvandrings-islam”). - Jyllands-Posten 05.05.07.
SOM STALINS ALLIANCE MED
HITLER. - Svar til Enhedslistens Pelle Dragsted. - Lolland-Falsters
Folketidende 03.05.07.
RØD-GRØN. - Til
Enhedslistens Pelle Dragsted. - Lolland-Falsters Folketidende 26.04.07.
MENNESKESYN. - Lolland-Falsters Folketidende 24.04.07.
LÆS KORANEN! -
Jyllands-Posten 21.04.07.
INDLÆG 2 - I diskussionen
”FOLKEKIRKEN VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - debat.religion.dk. - 19.04.07.
INDLÆG 1 - I diskussionen
”FOLKEKIRKEN VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - debat.religion.dk. - 19.04.07.
STERILITET
ELLER PLURALITET. - Utrykt læserbrev. Sat her på siden 19.03.07.
MINDRE RELIGION. - Lolland-Falsters Folketidende 06.03.07.
VIRKELIGHEDEN ER VANSKELIG. - Lolland-Falsters Folketidende
20.12.06.
ISLAM OG NATURLIG ÅBENBARING. - Dansk Kirketidende 23/2006,
29.11.06.
TÆNK, HVIS ... - Svar på et socialdemokratisk angreb på Dansk
Folkeparti på grund af DFU-tegningerne. -
Lolland-Falsters Folketidende 17.10.06.
MIN FORKLARING (på, hvorfor jeg er medlem af Islamkritisk
Netværk). - Dansk Kirketidende 16/2006, 23.08.06.
GRUNDTVIG VILLE HAVE KÆMPET. - Om Islamkritisk Netværks
forhold til Grundtvig. - Svar på kritik af grundtvigske teologers deltagelse i
Netværket. - Kristeligt Dagblad 28.06.06 og 05.07.06.
DER ER MINDST FEM DIMENSIONER I DET NYE NETVÆRK. - [Dem og os - mindst fem
dimensioner]. - Kommentar i Kristeligt Dagblad 12.06.06.
SAGEN FREMFOR ”TONEN”. - Svar på angreb mod DF fra
EL-folketingskandidat. - Lolland-Falsters Folketidende 31.05.06.
I VIRKELIGHEDEN. Præsteforeningens Blad 2006/21, 26.05.06.
Replik til svar på mit første indlæg: FOLKEKIRKEN I MUHAMMED-KRISEN. Præsteforeningens
Blad 2006/15-16.
ROD
I BEGREBERNE. - Lolland-Falsters Folketidende 01.05.06.
BEKLAGELIGT,
MEN NØDVENDIGT. - Lolland-Falsters Folketidende 29.04.06.
FOLKEKIRKEN
I MUHAMMED-KRISEN. - Præsteforeningens Blad 2006/15-16, 15.04.06.
LEDER,
LEDE, LEDEST. - Lolland-Falsters Folketidende 15.04.06.
BEMÆRKNINGER FRA OG MED
12.12.05-08.04.06 (tiden omkring Muhammed-krisen). - NB! Står nu i den
kronologiske rækkefølge pr. datoen for yngste bemærkning: 08.04.06.
En ‘I øvrigt mener jeg’ i anledning af Landbrugsrådets
præsidents krav om, at debatten dæmpes. - Ekstra Bladet 02.04.06.
P 1 FORMIDDAG (Poul Friis) 29.03.06 med professor Henning
Koch om hans forslag om en samlingsregering for at holde DF ude. - Sat på her
30.03.06.
HVEM SPREDER MISINFORMATION? - Utrykt læserbrev, skrevet
18.03.06, sat på 23.03.06.
NÅ! (i anledning af en ualmindelig groft
kristendomsforhånende T-shirt). - Sendt til Kristeligt Dagblad 17.03.06, men
ikke optaget. Sat på 23.03.06.
FUNDAMENTAL ASYMMETRI. - I anledning af Rigsadvokatens
afgørelse i sagen om JP-tegningerne. - Læserindlæg i Jyllands-Posten 17.03.06.
ALLE MÅ VÆRE MED. - I anledning af fjernelsen af et Muhammed-nummer
fra Maribo-revyen. - Lolland-Falsters Folketidendes netdebat
06.03.06.
MODOFFENSIV! - Lolland-Falsters Folketidende 02.03.06.
KIRKERNES
VERDENSRÅD OG TEGNINGERNE. - Kristeligt Dagblads Netdebat 02.03.06.
BT’S
ANNAN-AFSTEMNING. - Spontan bemærkning til BT 27.02.06, men evt. læserbrev.
MAIL TIL DR TV HORISIONT: ”Er I sikre på, det var
repræsentativt, hvad I viste om udlandets syn på Danmark?”. -
20.02.06.
FLAG SØNDAGE! - Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende
17.02.06.
MÅSKE ER FRYGTEN PÅ VEJ. - Debatindlæg i Jyllands-Posten
13.02.06.
DEN GLOBALE LANDSBY. - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 10.02.06.
En ‘I øvrigt mener jeg’ om Uffe Ellemann. - Ekstra Bladet
09.02.06-
”MOS-SPEAK. ELLER AKKARI I FINESTE
STIL”. -
Det (foreløbig?) ultimative eksempel på muslimsk tale. - Kun her på siden.
2 x ”I øvrigt mener jeg” i Ekstra Bladet
BAGGRUNDEN FOR JP-TEGNINGERNE. - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 01.02.06.
RESPEKT
FOR TRO? - Utrykt læserindlæg, skrevet 31.01.06.
TIL
JYLLANDS-POSTEN. - Sendt som almindelig korrespondance-mail til Jyllands-Postens
redaktion og derefter sat på her 30.01.06, den aften, Jyllands-Postens
undskyldning til muslimerne blev offentliggjort.
VI
MÅ LÆRE AT LEVE MED OG I MANGFOLDIGHEDEN. - Kommentar 25.01.06 til Kåre
Bluitgen-interview i religion.dk.
HELLIGÅNDEN
OG DEBATTEN. - Om den biskoppelige påtale til sognepræst Georg Klinting for
hans asylpolitiske prædiken juleaften 2005. Så på her 12.01.06.
RELIGIONSSTRID
BEROR PÅ MISFORSTÅELSE. - Kristeligt Dagblad 05.01.06. - I anledning af Jesper
Langballes kritik af dele af artikel af Mogens Camre og Morten Messerschmidt.
STÅ
FAST, STATSMINISTER! - Sendt til Berlingske Tidende - og statsministeren! -
29.12.05. - Var endnu 05.01.06 ikke trykt i Berlingske Tidende.
SANDHED BLIVER
TIL LØGN. - Kristeligt Dagblads netdebat 22.12.05. - I
anledning af nogle præsters bebudelse af, at de vil kritisere regeringens
fremmedpolitik fra prædikestolen.
SIG STOP OG STÅ FAST! - Jyllands-Posten 20.12.05. I
anledning af Det Islamiske Trossamfunds indbydelse til ”forsoningsfest” for
Muhammed.
ALT MÅ FORHÅNES. - Kristeligt Dagblad 14.12.05. Om
reaktionerne på DR-serien om black metal-bandet
”Stormslag”.
TEGNINGER AF JESU UNDFANGELSE? - Skrevet her til
siden 14.11.05, men med udgangspunkt i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
VOLD OG TRUSLER DUR IKKE. - Indlæg i
Jyllands-Posten 08.11.05.
STOP STRAKS - OG FOR DE MINDSTE TING. -
Valglæserbrev 20.10.05 med udgangspunkt i de muslimske ambassaders protest til
den danske regering over tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten.
NEJ, VI SKAL STÅ SAMMEN! - Utrykt læserbrevstekst
fra 27.07.05.
TIL VERNER MADSEN. - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 23.06.05. Svar på nyt indlæg fra Verner Madsen.
OGSÅ DET HAR JEG FORUDSET. - Læserbrev i Lolland-Falsters
Folketidende 15.06.06. Svar på indlæg i anledning af »Fremmedpolitikken nu«
(forrige).
FREMMEDPOLITIKKEN NU. - Læserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende 08.06.05.
GUD ER BARE EN LYD. - Bemærkning sat her på
undersiden 01.12.04.
SPAR OS FOR MERE GRØD! - Kristeligt Dagblad
29.11.04.
MUSLIMERNE OG OS - HJEMME OG UDE. - Foredrag i
Holeby Præstegård den 27.10.04.
DE NÆRMESTE SLÆGTNINGE. - [Manuskript-titel:
Jøderne og os]. - Trykt i Kristeligt Dagblad 17.01.04 i en let forkortet
udgave.
BLIVE I DET URENE RUM. - Utrykt læserbrev, skrevet
20.12.03, sat her på denne underside 29.12.03.
INDVANDRINGSKRITISK FORUM OPLØSES. – Erklæring fra
»Forum for Kritisk Indvandringsdebat«, sendt 10.03.03 til Præsteforeningens
Blad, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Lolland-Falsters Folketidende. –
Omtalt i Kristeligt Dagblad 13.03.03, bragt i Præsteforeningens Blad 28.03.03.
DET KAN MAN IKKE! – [Om det folkekirkelige
missionsinitiativ på Amager]. - Kommentar i Kristeligt Dagblad 06.01.03.
DET DANSKE VID – [Om Blækspruttens forside og en
evt. mod-plakat] . - Trykt
i Jyllands-Posten 30.11.02.
AFSLØRENDE TAVSHED- [i de elektroniske medier om
fremmedpolitikken i forbindelse med Nyrups afgang]. - Trykt i Jyllands-Posten 20.11.02 (skrevet
morgen 19.11.02 og sendt kl. 08.10).
KULTURMØDET – KRISTENDOM OG ISLAM. Oplæg til debat
med Sherin Khankan, Forum for Kritiske Muslimer, og mødedeltagerne i Kristrup
sognegård, Randers, 07.11.02. – Efterfulgt af FRAKLIP fra kladderne til
oplægs-manuskriptet Og en BEMÆRKNING. - Sat på 09.11.02.
DEN RÅ KOLONIMAGT. [Manuskript-titel:
Kolonisatorernes statsmagt]. - Læserbrev i Jyllands-Posten 14.10.02.
TANKER EN LØRDAG MORGEN. – Skrevet til nærværende
underside formiddag 12.10.02.
EN FARLIG NABO. – Læserbrev
i Jyllands-Posten 19.09.02.
I GRUNDTVIGS KAMP. - Læserbrev
i Politiken 10.09.02.
Jeg er nu DF'er – hvad er I?.
- Dansk Kirketidende nr. 17/2002. – 30. august 2002.
VIRKELIGHEDEN BLOTLAGT. –
Jyllands-Posten 09.08.02. – [Om »belfastiseringen« af
København].
Udlandets uvidenhed.
Omverdenen forstår ikke den holdning til indvandringen, danskerne gav udtryk
for ved valget. Men vi er nødt til at finde og vinde forbundsfæller i navnlig
de andre EU-lande. Ellers vil vi blive banket på plads. - »Kommentar« i
Kristeligt Dagblad 28.11.01.
To fremtidsscenarier.
Med tyve års forsinkelse og på en forfærdelig baggrund er en virkelig
fremmedpolitisk debat kommet i gang. Men resultatet af det kommende
folketingsvalg er ikke givet. Skal »traditionsdanskerne« begynde at »gå i
subkultur«? Eller kommer de til at stå med ansvaret? - Kristeligt Dagblads
kronik 23.10.01 – kopieret fra Internettet.
FORUM FOR KRITISK INDVANDRINGSDEBAT. [Erklæring og
navneliste] - Præsteforeningens Blad nr. 2001/35, den 31. august 2001.
FORUMS EKSISTENSBERETTIGELSE ER BEKRÆFTET. –
[Svar-indlæg i Dansk Kirketidende nr. 19/2001, 27.09.01].
Erklæring.
- I Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats »Kirkebladet«, 14. årgang nr.
7, september 2001.
Forum for kritisk
indvandringsdebat. - Dansk Kirketidende nr. 15/2001,
03.08.01.
KÆRE DAN MÅNSSON!. - Svar i Kristeligt Dagblad til
sognepræst i Toreby, Lolland - men Falster østre Provsti - på hans kommentar i
Kristeligt Dagblad 12.07.01]
FORUM FOR KRITISK INDVANDRINGSDEBAT. Indkaldelse
til, at man i det mindste lader sig tegne på en »netværks-liste«. -
Præsteforeningens Blad 29.06.01.
Humanisterne og os.
Det er ikke bare »de fremmede« og os. Vi er selv delt op i to slags, nemlig på
den ene side »humanisterne« med deres »værdier« og på den anden side os
»folkelige pragmatikere«, der har den nationale eller folkelige identitet som
en umistelig del af det at være menneske, og som kan pege på andre måder at
udøve godhed på - godhed i virkeligheden. - Kristeligt Dagblads kronik
12.06.01.
DET ER INVASION OG BESÆTTELSE. Hvis de
internationale organisationer tvinger os til at tage imod fremmede mod vor
vilje, er der i realiteten tale om krig, invasion og besættelse, og så må vi,
der ønsker at videreføre de danske traditioner, »gå i subkultur« og håbe på, at
Menneskerettighederne også vil være der for vore efterkommere. – Utrykt
kommentar, skrevet 26.05.01. - Sat på denne underside 11.06.02.
FOR DEMOKRATIETS SKYLD. - Læserbrev i Kristeligt
Dagblad 24.01.00. (Imod den dårlige behandling, udlændingespørgsmålet og Pia
Kjærsgaard havde fået i en TV-diskussion af repræsentanter for de to daværende
regeringspartier – samt venstremanden Peter Brixtofte).
Kærlighed og sandhed.
- Fra Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats »Kirkebladet«, 11. årgang nr. 1, januar/februar
1998. – Om fremmedpolitikken og de dertil hørende videre problemer.
ENHVER, VI KAN HJÆLPE, ER VOR NÆSTE. - Læserbrev i
Lolland-Falsters Folketidende 27.09.86.
* * *
* * *
* * *
Skrevet her til denne underside ved dens oprettelse 09.08.02. - Mindre tilføjelse 07.12.06 (om, at flere af os medlemmer af ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat” nu er aktive i ”Islamkritisk Netværk”).
De almindelige tekster
følger efter disse bemærkninger!
Som nævnt på startsiden, kulminerede en lang proces, hvor jeg havde bevæget mig fra at være almindelig liberal akademiker – af grundtvigsk frihedsobservans – i, at jeg hen over vinteren 2000/2001 fik sværere og sværere ved at samle mig om den »livs-poetiske« udfoldelse, jeg i alle Grundtvig-studiets år havde længtes efter at nå frem til.
Det allerførste, der skete, var, at jeg begyndte at skrive på en kronik, som blev bragt i Kristeligt Dagblad 12.06.01. Den står nu nederst på denne side.
Og jeg begyndte at skrive nogle læserbreve – bl.a. foranlediget af en ualmindelig dårlig og udemokratisk leder i det mig ellers – og fortsat – meget venligtsindede »Lolland-Falsters Folketidende«, hvor man nærmest bad Pia Kjærsgaard blive væk fra den lollandske sankthansfest, hun blev inviteret til at gode lokale folk, da man fik kolde fødder i Jylland. Jeg deltog selv. Det var i mit nabosogn. Og det var meget hyggeligt. Der kom ingen autonome!
Men så fik jeg den idé, at jeg ville prøve at lave måske bare en slags provokation i Præsteforeningens Blad, men det fik meget større effekt, end jeg havde turdet håbe! Vi endte med at blive 19 (aktive) medlemmer af et præsternes (og et par interesserede og kyndige lægfolks) ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat” (og der var – og er stadig – flere folk i kredse uden om, til dels meget aktive i eget navn; flere af os er nu (2006) aktive i det flere steder på denne side omtalte ”Islamkritisk Netværk”). Og det gav stor genlyd i både de trykte og de elektroniske medier den sommer. Men det begyndte altså med, at jeg den 29. juni 2001 fik bragt den »indkaldelse« i mit fagforeningsblad, som er en af de nederste tekster på denne side (»Forum for Kritisk Indvandringsdebat. Indkaldelse til, at man i det mindste lader sig tegne på en “netværks-liste”«. - Præsteforeningens Blad 29.06.01).
* *
* * *
* * * *
HER
FØLGER NU RÆKKEN AF ALMINDELIGE TEKSTER, TRYKTE SÅVEL SOM UTRYKTE
Ældst nederst, yngst øverst!
NB! - I PRINCIPPET ER JEG FRA 23. NOVEMBER 2009 AF ”FORHENVÆRENDE
FREMMEDPOLITISK DEBATTØR”.
Egentlig trak jeg mig
ud af den fremmedpolitiske debat ved den tekst, jeg satte her på siden
23.11.09: ”Farvel til den fremmedpolitiske debat”, men allerede 01.12.09 måtte
jeg skrive et indlæg på KD Onlinedebat imod et minaret-forbud, og der er jo
siden kommet mere, ligesom der nok vil komme yderligere nogle indlæg.
Det afgørende er, at jeg 23.11.09 i princippet erklærede den
”værnepligtstjeneste”, jeg indledte i 2001, for afsluttet. Debatten er nu fri,
og hvis de yngre og unge ikke kan finde ud af det, kan det, jeg endnu måtte
kunne bidrage med, ikke hjælpe. Jeg vil derfor fra nu af koncentrere mig om de
positive ting, der kan læses (om) på flere af de øvrige undersider.
NB! Da jeg 23.01.10 satte det læserbrev på, der ikke var
blevet optaget i Weekendavisen (”Farligst først”), gjorde jeg det i stor glæde
over, hvad jeg ellers havde kunnet læse i den avis. I vist alle sektioner.
Netop dette nummer af Weekendavisen har for mig været et tydeligt tegn på, at
”vi” - eller som jeg altså vedholdende siger: virkeligheden - har vundet, i
hvert fald debatten. ”Vi” har stadig indflydelsesrige og på sin vis
velskrivende modstandere, men det bliver tydeligere og tydeligere, at det er en
vigende gruppe, der mere og mere fortvivlet kæmper for sin identitet. At der
også er stats- og erhvervsinteresser i sagen, er noget helt tredje. Det
vigtigste er, at vor ”sjæl” er blevet reddet fra multikulturalismen eller den
gensidige integrations evangelium eller ligefrem ”Eurabia”.
- Jeg bemærker også udviklingen i Tyskland og andre europæiske lande. - Så kan
det ellers gå så galt, det vil - hvad det sagtens kan. Men det kan også gå
(efter omstændighederne) godt. Vi må se. - Jeg anser det fra nu af for ikke
alene min ret, men også min pligt at koncentrere mig om især det store, i
enhver betydning af ordet ”livs-projekt”, der endnu har arbejdstitlen ”Poetisk
livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”.
Men der vil utvivlsomt blive endnu flere lejligheder,
hvor jeg kommer til at føle en uimodståelig trang til at ytre mig, eller hvor
det bliver direkte nødvendigt, at jeg gør det. Og det vil blandt andet blive i
sammenhænge, hvor det, jeg kalder den nye konsensus, skal styrkes. Jeg
insisterer jo på, at min side nu har vundet i hvert fald debatten. Jeg føler
mig ikke længere som marginaliseret og protesterende, men som medansvarlig for,
hvad et stort og bredt flertal omkring midten nu skal prøve at gøre, for at vi
kan komme så lidt dårligt som muligt ud af den situation, den hidtidige politik
har bragt os i. I den forbindelse vil jeg for første gang nogensinde nævne
problemet med ”tonen”! Det er vigtigt, at vi, der nu ikke længere føler
afmagtens og marginaliseringens fortvivlelse, indser, at så har vi ikke alene
ikke længere behov for at hæve stemmen, nej, så må vi tværtimod gøre os umage
for at tale på en sådan måde, at vore ord ikke kommer til at flytte fokus fra
de mange alvorlige problemer, vi nu skal til at løse - blandt andet sammen med
en hel del af vore tidligere modstandere.
- -
Nyt årti
[Lolland-Falsters Folketidende 11.03.10]
Jeg proklamerer et nyt årti! Og jeg begynder med fremmedpolitikken. Som jeg forlader. Så vidt muligt. Vi har jo vundet. Vælgerne helt over til Søvndal. Og debatten mere og mere. Kun die hard-erne bliver tilbage i historiens skammekrog: (post)marxisterne, de (kultur)radikale og hele blandingen af borgerlig anstændighed og erhvervsmæssig og geopolitisk kynisme. Det smerter mig dybt at se Uffe Ellemann ende dér. Nu må vi gamle kæmpere samarbejde med de nyseende på den bløde midte. Ja, selv pinaforeadmiralerne ved deres skriveborde må vi samarbejde med. Alle, der vil se. Eller bliver tvunget til at se. Så kan det måske endnu lykkes. Og så kan dette blive årtiet, hvor vi endelig kommer til at beskæftige os med ting, der er noget!
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Snehvide og Nikolinenikki
Facebook er også et nyt folkeligt mødested, hvor man kan
komme direkte fra Kurt Vestergaard til Grundtvig-gruppe
Af Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand.
mag.
[Dansk Kirketidende 03 | 2010 | marts | 162. årgang. - Står også på undersiden ”Debat”. - "Westergaard" er her på siden alle steder rettet til det efter alt at dømme korrekte "Vestergaard"].
Det var mærkeligt for mig at læse Jens Bruns Snehvide dot.com-betragtninger i nr. 2. Jeg var nemlig lige selv kommet på Facebook. Jeg har ellers altid erklæret, at her ville man aldrig komme til at finde mig. Men den 19. januar 2010 var der i Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sapphos nyhedsbrev et link til en video, hvor en ung sangerinde ved (kunstner)navn Nikolinenikki udtrykte sin støtte og kærlighed til tegneren Kurt Vestergaard efter mordforsøget på ham nytårsdag og auktionshuset Lauritz.com’s afvisning af hans Haiti-støttetegning. Videoen hedder Farlig romance - med Kurt Vestergaard og kan findes på YouTube.
Vi blev her i huset meget begejstrede for denne video. Den er et lille Gesamtkunstwerk, en forening af ord, toner, videoeffekter og - må man nok sige! - kropssprog. Og Nikoline Astrid Nielsen, som denne 17-årige HF-studerende hedder, laver det hele selv, undtagen den underliggende (karaoke)musik, altså også alt det videotekniske.
Et par citater:
”Du tænder mig / ... / Vil ha’ din fame, ja, din berømthed, / selv om Mellemøsten ikk’ gi’r dig fred”. - ”Nikki, Nikki, ooh-la-la, / det her er farligt. / Terror, terror, fuck det, Baby, / tegneren er smuk, ja, nemlig. / Terror, terror, fuck det, Baby, / det sker ogs’ uden din tegning”.
Da jeg hørte, at Nikoline havde modtaget trusler, og at der var oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, gik jeg på og ind i støttegruppen Nikoline Astrid Nielsen Official Support Group. - Der er senere ført kampagne mod Nikoline i blandt andet Modkraft.dk, men hun har svaret igen ved at lave en ny video, en parodi på en autonom pige med titlen Jeg føler mig lidt gusten.
Et citat:
"Jeg går ud i nat - og husker mit bat. Nu skal jeg kaste med brooosten”.
Ven med Nikoline
Jeg skrev også et læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende: ”Lyspunktet Nikolinenikki”. For Nikolinenikki er virkelig et stærkt symbol midt i de etableredes mange pinlige omsvøb og bortforklaringer. Og min kommentar på YouTube til den engelske version Risky Romance - With Kurt Vestergaard sluttede med ordene: ”I hope it will be known and enjoyed worldwide - as a new Danish contribution to freedom”.
Jeg blev også almindelig Facebook-ven med Nikoline, så jeg kunne følge med i hendes diskussioner med nogle af hendes nu over to tusind(!) ”venner”, ja, jeg har ligefrem ved et par lejligheder deltaget i diskussionerne. Meget interessant. Men jeg var jo også blevet ”ven” på Facebook i al almindelighed, og kom blandt andet straks i kontakt med både gamle virkelige venner og medlemmer af min familie. Jeg erklærede dog, at jeg kun ville være på Facebook, så længe situationen omkring Nikolinenikki og hendes videoer var aktuel.
Efterhånden opdagede jeg imidlertid, hvor mange muligheder der i det hele taget er i dette medie, lige fra de allermindste hygge-sammenhænge i familien (som vi virkelig har fået smag for!) til de allerstørste offentlige sammenhænge. Jeg begyndte derfor hurtigt at lege med tanken om at udvide min tilstedeværelse på Facebook i stedet for at afbryde den!
På Grundtvigs skuldre
Det første, jeg gjorde, var at få sat det rent private ind i en anden profil. Det næste var, at jeg indførte nogle procedurer, der sikrer, at jeg kun får ”venner”, der virkelig ønsker at have kontakt med netop mig. Og jeg lægger ikke skjul på, at jeg helst vil diskutere de ting, der har med mit hovedprojekt at gøre, altså mit Grundtvig-inspirerede livs- og litterærpoetiske projekt og program med tilstødende områder (”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”). Jeg skriver hver uge et lille digt, som jeg sætter på min ”væg”.
Selvfølgelig smutter der noget fremmedpolitik og værdikamp ind. Det startede jo med Nikolinenikki og Kurt Vestergaard. Men navnlig får jeg drøftet ”kirke og teologi”. Måske kan dette ende med at blive ret stort! Der er i øvrigt snart heller ikke en politiker eller tilsvarende med respekt for sig selv, der ikke er på Facebook.
Endelig har jeg benyttet mig af muligheden for at oprette en såkaldt Facebook-gruppe, vel at mærke en lukket diskussionsgruppe med navnet På Grundtvigs skuldre, hvortil jeg vil invitere særligt interesserede.
Men jeg kan naturligvis udmærket se, hvad Jens Brun taler
om. Det er bare ikke noget, specielt Facebook er skyld i, men ting, der i det
hele taget kendetegner vor tid, og jeg kan ikke helt sige mig fri for den
tanke, at der for Facebooks vedkommende, midt i al
overfladiskheden og selvudstillelsen, kan blive tale
om et nyt folkeligt mødested, ja, om i mange henseender et vor tids
forsamlingshus - som måske ligefrem kan føre videre til en genoptagelse af
samværet i kød og blod i det rigtige forsamlingshus!
* * *
Lyspunktet Nikolinenikki
[Lolland-Falsters
Folketidende 22.01.10. - Sat på her 27.01.10]
I situationen efter
angrebet på Kurt Vestergaard med blandt andet auktionshuset Lauritz.com’s
afvisning af hans tegning til fordel for jordskælvsofrene i Haiti, vil jeg
sige, at det er i orden, at folk er bange - bare de siger det, som det er, og
ikke prøver at besmykke deres adfærd med fine ord. Man hverken kan eller skal
tvinge folk til at være modige. Så må hele samfundet ellers se, hvordan vi i
fællesskab kommer terrorismen til livs.
Men jeg vil også
pege på et virkeligt lyspunkt midt i hele elendigheden. Det er den kun 17 år
gamle sangerinde Nikoline Astrid Nielsen alias Nikolinenikki’s
video med sangen ”Farlig romance med Kurt Vestergaard”. Her erklærer
Nikolinenikki sin støtte og kærlighed til Kurt Vestergaard - på en måde, som
ganske vist nok i flere henseender vil kunne virke stødende, men som i
virkeligheden er nærmest genial.
Mange vil nok undre
sig over, at vi her i huset er blevet vildt begejstrede for denne video. Men
man skal forstå den som en kæmpe spøg fra den danske, vestlige kulturs side som
svar på terroren. Og med dette sind skal man se og høre den en hel del gange.
Teksten er virkelig raffineret.
Videoen kan findes
mange steder på Internettet, bla. på YouTube. Måske er en engelsk version på
vej. God fornøjelse! Men vi må håbe, der ikke sker den modige unge pige noget.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Farligst først
Bent
Christensen
pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
[Sendt til Weekendavisen 09.01.10, men ikke trykt]
Den 7. januar meldte jeg mig ind i Trykkefrihedsselskabet - af grunde, der meget ligner dem, Asger Aamund har givet for, ikke at træde ud. Og Weekendavisen den 8. januar med lederen ”Kulturracisme” og artiklen ”De er alle blevet kukkuk” har ikke fået mig til at trække min indmeldelse tilbage. Jeg har også med stor interesse - via link på ”Sappho” (Trykkefrihedsselskabets hjemmeside) - læst Klemens Kappels blog-tekst ”Om vejen til ekstremisme”.
Som deltager i den fremmedpolitiske debat siden 2001, hvor jeg stiftede det især af præster bestående ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat”, er jeg meget opmærksom på, at et stærkt engagement i selv den bedste enkeltsag kan være farligt. Og man skal selvfølgelig i enhver henseende holde sin sti ren, først og fremmest af uopgivelige ideelle grunde, men også for at være dækket ind rent taktisk, så man ikke giver sine modstandere noget som helst at hænge deres hat på.
I øvrigt siger min intuition mig, at vor side - jeg vil sige virkeligheden - er ved at vinde. Så jeg stræber helst efter konsensus i forhold til tacklingen af de enorme problemer, Danmark og Europa indiskutabelt står over for som følge af den store, især muslimske indvandring.
Hvad Trykkefrihedsselskabets eventuelle antiislamiske ensidighed angår, vil jeg minde om noget af det første, vi som soldater lærte i vor grundlæggende infanteriuddannelse: Skyd først på den nærmeste og/eller på anden måde farligste fjende! Jeg interesserer mig for eksempel som slavist og tidligere aktiv (men nu ret skuffet) i forhold til Rusland også for ytringsfrihedens trange kår derovre, men Putin og Medvedev udgør altså ingen direkte trussel mod mig; der er ingen russere, der farer rundt her i Vesteuropa med knive og økser og bomber for at dræbe dem, der har fornærmet den store fører Stalin!
*
* *
Nyt ytringsfrihedsselskab - ny konsensus?
[Sendt til Information 11.01.10. Afslag modtaget og teksten sat her på undersiden 12.01.10]
Jens-Martin Eriksens kronik den 8. januar ”Nye bannerførere for ytringsfriheden” kan måske betegne et vendepunkt i dette århundredes værdikamp. Eller den kan ses som et særligt punkt i den vending, der nok i det hele taget er ved at finde sted her i overgangen fra ”nullerne” til ”etterne”, og som kan blive overgangen fra netop en gold og opslidende indbyrdes kamp mellem gode danskere af forskelligt gemyt til en samling om i hvert fald een fælles værdi, nemlig friheden.
Er titlen i øvrigt Jens-Martin Eriksens egen? Ordet
”bannerførere” forekommer kun een gang i selve teksten, nemlig der hvor Trykkefrihedsselskabets
medlemmer - spydigt - betegnes som ”disse nye bannerførere for
ytringsfriheden”. Og på det grundlag får titlen umiddelbart kronikken til at
fremstå som blot eller hovedsagelig et angreb på Trykkefrihedsselskabet. Men
hvis man ser bort fra denne ene forekomst af det også ret negative ord
”bannerførere” må, eller burde, det jo være det påtænkte nye
ytringsfrihedsselskab, der sigtes til, eller altså det ”behov for et demokratisk alternativ til PEN og
Trykkefrihedsselskabet”, der udtrykkeligt er kronikkens anliggende.
Og som sådan hilser
jeg altså denne kronik velkommen. Jeg hører ellers sådan set til på en ene af
de to sider, Jens-Martin Eriksen vil danne alternativ til. Det var mig, der i
sommeren 2001 stiftede det især af præster bestående ”Forum for Kritisk
Indvandringsdebat”, og jeg har siden
2002 været medlem af Dansk Folkeparti og siden stiftelsen i 2006 af
Islamkritisk Netværk i Folkekirken. Den 7. januar 2010 meldte jeg mig ind i
Trykkefrihedsselskabet, idet jeg dog i forbindelse dermed udtrykkeligt har
understreget, at man i enhver henseende skal holde sin sti ren, først og
fremmest af uopgivelige ideelle grunde, men også for at være dækket ind rent
taktisk, så man ikke giver sine modstandere noget som helst at hænge deres hat
på.
Men det er altså
kun ”sådan set”, jeg hører til på det, mange vil kalde den ”højre” side, ja,
overhovedet på nogen ”side”. Man behøver jo ikke bevæge sig ud til en ”side”,
fordi man er uenig med venstrefløjen, og det er i hvert fald helt absurd at
betegne folk, der forholder sig kritisk til islam og islamismen, som af den
grund ”højreorienterede”; man må tværtimod spørge sig selv, hvordan i al verden
de facto-alliancen mellem venstrefløjen og islam er kommet i stand. Men dette
spørgsmål giver Jens-Martin Eriksen jo i sin kronik en del af svaret på.
Hvor min person i
øvrigt befinder sig i det politiske og kulturelle landskab er i denne
forbindelse underordnet. Det afgørende er, at jeg hører til dem, der er kommet
til at befinde sig i en protest-position, fordi de tre gamle partier
Socialdemokraterne, Venstre og Konservative i 1980’erne og 1990’erne svigtede
både deres historiske grundlag og deres vælgere, og fordi der i samme periode
opstod et selvretfærdigt og tyrannisk meningskonglomerat af folk fra vidt forskellige
grupper, lige fra den yderste venstrefløj til sværmeriske kristne og
profitkyniske kapitalister.
Siden 2009 er jeg
imidlertid begyndt, højlydt at proklamere, at nu har min side vundet. Idet jeg
dog understreger, at det jo er ikke er mig og mine, men virkeligheden, der har
vundet. Og jeg er heller ikke den eneste, der har påpeget dette forhold. Det
bliver mere og mere tydeligt, at de, der ikke vil se de med indvandringen
forbundne problemer i øjnene eller dog forholde sig kritisk til islam og
islamismen, de udgør en svindende og vigende skare, for hvilken selve
identiteten som ”god” og ”anstændig” eller ”fin” og ”klog” er det uopgivelige.
Jeg mener derfor,
tiden nu er inde til at prøve at få etableret en ny konsensus, for så vidt
angår forsvaret for friheden og tilsvarende sider af den vestlige livsform. De
andre ting kan vi fortsat føre en almindelig politisk debat om - uden at
dæmonisere hinanden. For nogle af os er selve ”befolkningsudskiftningen” ganske
vist en meget alvorlig sag, ja, et spørgsmål om vor eksistens som folk. Men det
er jo sådan set en ærlig sag at ønske den danske nation opløst - ligesom det
altså er en ærlig sag at ønske den danske nation bevaret så vidt og så længe
som muligt. Det er derimod ikke en ærlig sag at alliere sig med ufrihedens og
ensretningens kræfter. De særligt danske værdier, eller bedre: kvaliteter, kan
diskuteres, men de grundlæggende og dermed universelle frihedsprincipper må
ikke være til diskussion.
Man kan sige, at så
vil der stadigvæk være en voldsom strid, altså mellem progressive og
konservative, kosmopolitter og nationalister, EU-tilhængere og EU-modstandere
osv. Men det vil blive en strid af en anden karakter, mindre forbitret og ikke
dæmoniserende.
Hvad nu særligt
Ytringsfrihedsselskabet angår, så er dets stiftelse jo også klart et resultat
af et svigt hos en af vore etablerede institutioner, nemlig PEN. Det har
Jens-Martin Eriksen meget klart gjort rede for i sin kronik. Og man kan sige,
at Ytringsfrihedsselskabet dermed fra fødslen af har en karakter af korrektiv
til PEN, for så vidt angår forholdet til netop islam. Men i det lange løb er
det selvfølgelig utilfredsstillende, at man på den ene side har en institution,
der mangler evnen og viljen til at leve op til sit formål, og på den anden side
har en institution, der kun eller i overvejende grad er et korrektiv. Det kunne
derfor være udmærket med et helt nyt ytringsfrihedsselskab, der kunne
koncentrere sig om hverken mere eller mindre end at stå vagt om ytringsfriheden
hele vejen rundt.
Lad mig her røbe,
at jeg i en lukket kreds har luftet det tankeeksperiment, at medlemmerne af
Trykkefrihedsselskabet i givet fald mere eller mindre kollektivt kunne gå over
i det nye ytringsfrihedsselskab, medens de, der måtte ønske det, kunne fortsætte
deres islamkritiske aktiviteter i en ikke-teologisk parallel til
Islamkritisk Netværk i Folkekirken.
Det allerbedste
ville selvfølgelig være, hvis PEN - internationalt - kunne droppe eller
omdefinere sin hate speech-klausul. Men hvad enten vi
forestiller os en reformeret PEN eller et helt nyt selskab, hvilke andre
frontstillinger ville der så egentlig kunne blive tale om her i Danmark? På
verdensplan er der jo en del fronter, man kan melde sig på, i Hviderusland,
Rusland og Kina - for lige at nævne nogle af de mest oplagte. Men her i
Danmark? Der er selvfølgelig altid statsmagten. Og Kapitalen eller de store
selskaber. Men ellers? Er der nogen anden magt, der på bare tilnærmelsesvis
samme måde truer ytringsfriheden her i Danmark som islam/islamismen? Der går da
fx ikke repræsentanter for hverken Hviderusland, Rusland eller Kina rundt her i
landet og truer folk med knive, økser eller bomber.
Og islam/islamismen
har allerede i betragtelig grad har indskrænket ytringsfriheden her i Danmark.
Vi hører mange kunstnere indrømme, at de afstår fra visse ting, fordi de er
bange for at få halsen skåret over. Og det vil jeg ikke være med til at skælde
dem ud for. Netop ikke når de klart og ærligt siger, at de underkaster sig
selvcensur, fordi de frygter for deres liv, og altså ikke forplumrer debatten
ved at prøve at besmykke, deres ganske forståelige frygt med andre motiver.
Jeg tænker også
selv på, hvor langt jeg vil være villig til at gå, når eller hvis truslen mod
mit liv bliver konkret. I den aktuelle situation efter angrebet på Kurt
Vestergaard i hans hjem gælder det først og fremmest om, at vi bliver enige om
at indrømme, at terror virker, og at vi alle er bange. Vi kan sammenligne det
med, at man også er forsigtig med, hvordan man bevæger sig, når man står over
for en flok gale hunde - hvilket så bliver den ”respekt”, de voldelige
repræsentanter for islam opnår. Og vi må desto mere stå sammen i en principiel
front mod denne galskab.
I det lange løb er
dette selvfølgelig en uholdbar situation. Og hvis verdensreligionen islam,
herunder fx dens organisation OIC, ikke klart kan
distancere sig fra de aktive terrorister og klart deltage i isoleringen og
bekæmpelsen af dem, men måske ligefrem reelt udnytter deres aktiviteter,
hvordan forholder vi os så?
*
* *
Indlæg på KD Onlinedebat 29.12.09
Til KD-artiklen ”Sandheden om Lars Hedegaard er ilde
hørt” (interview med Søren Krarup).
NOGLE PUNKTER I ANLEDNING AF SAGEN OMKRING HEDEGAARD-INTERVIEW’ET
I anledning af sagen omkring Lars Hedegaards køkkeninterview har jeg gjort mig følgende tanker:
1.
Man skal selvfølgelig under ingen omstændigheder underkaste sig egentlig selvcensur.
2.
Man skal, når man kritiserer islam, gå med både seler, livrem og sokkeholdere med hensyn til, om det, man siger, kan dokumenteres. Og man skal i det hele taget udtrykke sig på en sådan måde, at der ikke bliver ting i selve udtrykket, der kan bruges til at flytte fokus fra selve sagen.
3.
Man skal formulere sig, så man ikke kan beskyldes for at skære alle over een kam, men udtrykkeligt sige, at der er ”en særlig tendens til” eller ”en overrepræsentation af” osv., og at disse forhold må ses som udspringende af de og de ting i Koranen el. lign.
4.
Man skal prøve at få en nogenlunde almindeligt anerkendt definition på, hvornår man ”skærer alle over en kam” eller ”generaliserer”. For man kan jo ikke lade være at kritisere nogle forhold i en gruppe, der er underlagt en bestemt ideologi el. lign., bare fordi de pågældende forhold ikke praktiseres af samtlige gruppens medlemmer. Man kan fx ikke lade være at kritisere kommunismen, fordi det ikke var alle sovjetborgere, der var aktivt medvirkende i tvangskollektiviseringen, udrensningerne og slavearbejdet i GULAG-lejrene, eller lade være at kritisere nationalsocialismen, fordi det ikke var alle tyskere, der var aktivt medvirkende i den hjemlige undertrykkelse, krigsforbrydelserne og Holocaust.
5.
Man skal tilsvarende prøve at få defineret, hvordan man kan få gjort regnskabet op med dem, der har optrådt forræderisk i forhold til såvel fædrelandet som de vestlige værdier. Der skal efter min mening ikke være tale om nogen form for fysisk eller anden egentlig straf (medmindre, selvfølgelig, der er tale om handlinger, der i forvejen er egentlig strafbare). Men når man tænker på, hvilke - mere eller mindre håndgribelige - omkostninger det har haft at kæmpe på den rigtige side her i de seneste årtier, og når man tænker på, hvor billigt, de, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig, er sluppet, og når man navnlig ønsker at prøve at hindre en gentagelse, når vi næste gang bliver sat under pres, så må det være rimeligt, at de, der har været aktivt på den forkerte side i hele den fremmedpolitiske situation og i hele konfrontationen med islam, i det mindste får deres fortjente dom ved historiens domstol.
6.
Man bør, da Hedegaard-interview’et nu har givet anledning til hele denne debat, prøve - hvis det er muligt - at få lavet nogle større og virkelige undersøgelser af, i hvilket omfang der faktisk er noget om det, Hedegaard siger, og i hvilket omfang det kan ses som havende en baggrund i islam og muslimsk kultur. Det vil være for dårligt, hvis et så alvorligt emne bare skulle ende i noget i retning af en stor gang påstand mod påstand. På en måde ville en stor retssag heller ikke være så dårligt.
Bent Christensen
*
* *
Indlæg på KD Onlinedebat 01.12.09
Til KD-artiklen ”Venstre afviser forbud mod minareter”
Selv om jeg har erklæret, at jeg føler, jeg har aftjent min værnepligt i den fremmedpolitiske debat og nu kan tillade mig at bruge resten af mine arbejdsår på at gøre mine egne ting så færdige som muligt, må jeg som netop en af de "sorte" indvandringskritiske præster, ja, som stifter af "Forum for Kritisk Indvandringsdebat" i 2001, sige, at et forbud mod minareter vil være helt forkert. Så længe islam anerkendes som en lovlig religion, må dyrkerne af denne religion også have lov til at bygge de gudstjenestehuse, de ønsker.
Men det er med dette spørgsmål som med en lang række andre spørgsmål: Problemet er, at de er her! Men vi har jo i 1980'erne og 1990'erne haft et folketingsflertal, der har lukket dem ind. Desuden har "det internationale samfund" med konventioner og lignende tvunget os til at lukke dem ind. For de kommer jo stadig, også efter 2001. Vi kan prøve at begrænse tilstrømningen af muslimer, men når de er her - og efterhånden ligefrem bliver danske statsborgere - er der ikke noget at gøre ved det. Vi ligger, som vi har redt. For selv i bedste fald bliver det et andet Danmark, vore børnebørn og oldebørn osv. kommer til at leve i, end det ellers ville være blevet. Mange siger: "Jamen, der skal da i hvert fald ikke kaldes til bøn fra disse minareter". Det vil man måske også kunne forbyde af almindelige støj-hensyn. Men så må kirkeklokkerne selvfølgelig også forstumme.
Jeg vil her indskyde, at meningen med den religionsfrihed, vi har her, jo egentlig har været, at landets borgere skal kunne dyrke Gud (eller lade være) på den måde, de har plejet, eller på nye måder, de måske er nået frem til at ønske. Meningen har ikke været, at religionsfrihed skulle være ensbetydende med, at grænserne skulle være åbne for hvad som helst udefra. Men sådan er det i praksis blevet.
Det er sørgeligt. Men sådan er det. Nu må det vise sig, hvordan islams stilling i fremtiden bliver. Men det kan kun afgøres i hvert enkelt menneskes hjerte. I fuld frihed, naturligvis. DET må vi insistere på. Både i vore egne lande og i de muslimske lande.
Venlig hilsen
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol., forhenværende fremmedpolitisk debattør
*
* *
Farvel til den fremmedpolitiske debat!
Supplerende bemærkninger til mine indlæg 23.09.09,
26.09.09 og 09.10.09.
[Sat her på undersiden 23.11.09]
I september måned 2009 skrev jeg tre indlæg i den fremmedpolitiske debat, der godt kan betragtes som afslutningen på det forløb, der indledtes med henholdsvis kronikken ”Humanisterne og os” i Kristeligt Dagblad den 12. juni 2001 og indkaldelsen ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat” i Præsteforeningens Blad den 26. juni 2001 (begge står nederst på denne side).
De tre 2009-indlæg blev skrevet på baggrund af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke i perioden 17. maj til 13. august 2009 og med særligt henblik på for det første det forhold, at der nu var et stort flertal i befolkningen for en fremmedpolitik, der svarede til, hvad jeg havde kæmpet for siden 2001, men for det andet det forhold, at der stadig var et mindretal, der ikke ville opgive deres kamp for i hvert fald en mindre stram fremmedpolitik, og at der stadig var ”kunstnere og intellektuelle”, der førte sig frem til fordel for en sådan politik.
Mine slagord var derfor ”storhed i sejren” og ”ideologikritik” eller dertil svarende.
De tre 2009-indlæg var: ”Analyse og alternativ” (Jyllands-Posten 23.09.09). – ”Stor i sejren” (Lolland-Falsters Folketidende 26.09.09). – ”Og lad os så tage den derfra” (Præsteforeningens Blad 09.10.09).
Og disse tre indlæg kan altså ses som et trefoldigt farvel til den fremmedpolitiske debat på den måde, jeg har deltaget i den siden 2001. Hvad jeg naturligvis siger med forbehold for, at der kan opstå en situation, hvori jeg ser mig nødsaget til gå ind i denne debat igen, ligesom jeg naturligvis ikke hverken kan eller vil udelukke, at jeg lejlighedsvis kommer til at ytre mig på dette område. Det afgørende er, at såvel den fremmedpolitiske udvikling som mit eget livsforløb (jeg er født 1943!) nu er nået til et punkt, hvor jeg må sige til både mig selv og offentligheden, at jeg har både ret og pligt til at hellige mig mine egne positive arbejdsområder.
På selve fremmedpolitikkens område, må jeg siges at have aftjent min værnepligt. Situationen er – hvad meningsdannelsen og ytringsmulighederne angår – en helt anden, end den var i 2001, hvor jeg i fortvivlelse brugte tid og kræfter, jeg havde hårdt brug for til mine egne ting, på, overhovedet at få brudt det meningstyranni, der faktisk herskede dengang. Hvis de yngre og unge (og blandt dem mine børn og børnebørn) ikke selv kan varetage deres interesser nu, er det deres problem, og så kan yderligere debatindlæg fra min side alligevel ikke gøre den store forskel.
Og hvad hele værdi- og kulturområdet angår, er debatindlæg kun af ringe betydning. Her gælder det produktion af tanker og produkter, altså netop ting som dem, jeg prøver at lave på mine hovedområder. Ja, ord som ”værdier” og ”kultur” er jo bogstavelig talt fattige ord. For slet ikke at tale om ordet ”værdikamp”. Det er livet selv, livs-fylden og livs-kvaliteten selv, det drejer sig om. Og det er netop her, min hovedbestræbelse har ligget fra min ungdom af, og her jeg skal bruge mine sidste arbejds-år på at få bidraget med så meget som muligt.
*
* *
Overgivelse - til virkeligheden!
Idet jeg henviser til
ovenstående tekst ”Farvel til den fremmedpolitiske debat” indsætter jeg her mit
svar på et indlæg i Præsteforeningens Blad mod det indlæg af mig, der blev
bragt i nr. 2009/41, 09.10.09, og som står nedenfor her på denne side.
-
Svar til Lars
Rasmussen (Prf.Bl. 2009/44)
Ja, jeg mener nok i høj grad overgivelse, når jeg siger konsensus. Men jo så overgivelse til virkeligheden, ikke til mig. Hvorefter vi på en helt ny måde vil kunne agere i fællesskab. Der vil kunne udrettes meget godt her i verden med de kræfter, den polariserede danske befolkning har brugt til at bekrige hinanden med på de sidste årtiers fremmedpolitiske slagmark.
Resten af Lars Rasmussens svar ved jeg ikke hvad jeg skal sige til. Det er uklart for mig, hvornår han passerer grænsen mellem det område, hvor ingen kan være uenige, og det område, hvor det i sidste ende er verdensdommen, der er i spil, og hvor man ikke må ”tilfredsstille et tilfældigt befolkningsflertal”, men tværtimod har ret til at tvinge de onde til at handle, som om de var gode.
Hvad progressivitetskritikken angår, er det selvfølgelig den ideologi, jeg har i tankerne, hvor netop selve det at være progressiv er afgørende vigtigt, altså det at være i overensstemmelse med Historiens fremskriden. Og hvor den store gåde er, at disse fremskridtstroende nu igen har stillet sig i en eller anden form for alliance med de allermørkeste kræfter.
Bent Christensen
* * *
Endnu et skridt på vejen
mod steriliteten
[Kristeligt
Dagblads Onlinedebat 05.11.09. Sat her på siden samme dag.]
Den 5. november
2009 skrev Erik Bjerager en leder i Kristeligt Dagblad med titlen ”Lad korset
hænge” og undertitlen ”Dum dom fra Menneskerettighedsdomstol om kors i
skoler”. Anledninger var, som Bjerager
indledningsvis skrev:
Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg dømte [i tirsdags (3/11)] de
mange tusinder af krucifikser, der hænger i italienske skolers klasseværelser,
ulovlige. Det kristne symbol krænker de elever, der ikke selv er kristne, og
statsskoler skal udvise religiøs og konfessionel neutralitet, lød det.
Første
online-kommentar dertil var:
Hvornår mon domstolen i Straßburg
vil forbyde Dannebrog, fordi det indeholder et hvidt kors?
Hvortil jeg svarede:
Ja, på et tidspunkt
kommer turen også til Dannebrog. Det er svært at se, hvordan vi skal komme væk
fra det spor, vi på grund af den muslimske indvandring og krænkelses- og
rettighedstænkningen er kommet ind på, eller det spor, hvor det ikke er liv og
tradition, der er afgørende, men skoledrenge-logik og skoledrenge-konsekvens.
Jeg har sagt det
længe; vi er på vej mod enten pluralitet eller sterilitet, dvs. enten flere
subkulturer mellem hinanden eller den rene sterilitet, hvor der ikke er andet
end et sæt helt abstrakte og tomme "værdier" tilbage. Der er i hvert
fald ingen tvivl om, at selve det rum, der er offentligt i betydningen statens
og andre myndigheders rum, ender med at blive sterilt. Det store spørgsmål er,
om fx vi kristne får lov til at leve i vor egen subkultur, altså fx med private
kristne skoler, eller om vi får en ny tvangs-statsreligion, hvor alle bliver
tvunget til at dyrke de sterile, abstrakte og tomme "værdier" - og
kun dem.
Bent Christensen
* * *
Online-replik til Erik
Bjeragers leder i KD 21.10.09 i anledning af de to fangne JP-terrorister
[Skrevet som
kommentar til lederen på KD Onlinedebat 28.10.09 og derefter sat her på siden.
- En replik til en anden kommentar er indsat til sidst].
Godt! Det er
vigtigt at få slået fast, at nu blegner alle andre hensyn. Hvad der ganske vist
allerede måtte siges at være tilfældet, da JP lavede sin test. På det tidspunkt
havde der jo allerede været to mord i Holland. Og hele problemet selvcensur var
oppe.
Jeg har heller
aldrig ønsket at såre eller krænke nogen og vil den dag i dag møde den enkelte
troende muslim med både medmenneskelig og religiøs respekt, idet jeg fortsat
mener, at der i selve den enkelte muslims gudstro - som netop sådan, hverken
mere eller mindre! - på en eller anden måde er tale om et forhold til den samme
ene Gud, som jeg tror på. Der er jo pr. definition kun een Gud, så uanset hvad
man ellers vil mene, er det ham, man forholder sig til - hvor forkert og
vrangvendt man så end måtte gøre det. Her må samtalen i hvert fald tage sin
begyndelse.
Men man kan ikke
vise respekt for mennesker, der truer en med sprængstoffer, skydevåben og
knive. Hvad det angår, har jeg for længst mistet al respekt for islam. Og selve
religionen islam og selve Koranen er altså ikke så uskyldige, som mange nu vil
påstå!
Dette må vi blive
ved at sige til muslimerne. Og alle de muslimer, der bare er gode og skikkelige
mennesker som os andre, bliver desværre nødt til, også at sige det. Det er på
en måde et urimeligt krav. Men de må tage det som en skæbne. Og så i øvrigt prøve
at indse, at også Koranen er blevet til gennem et eller flere mennesker her i
den menneskelige verden og historie, og derfor ikke kan være Guds nøjagtige
ord. Held og lykke med det!
Bent Christensen
- - -
OG SENERE SAMME DAG SKREV JEG NEDENSTÅENDE
SOM SVAR PÅ ET ANDET INDLÆG - der bla. indeholdt følgende:
Hvis vi for
alvor skal bekæmpe dette, er vi nødt til selv, at lade være med at provokere,
eller se ned på andres følelser.
Kære
[udeladt her]!
Så
blev du den første - i hvert fald den første, jeg fik set - der demonstrerede,
at du stadig intet har lært. Men der er jo selvfølgelig, og desværre, nok også
andre.
Det
er udmærket at ville være pæn. Det vil jeg som sagt normalt også. Og hvis det
kun var det, det drejede sig om, kunne vi for min skyld også tage en lang
diskussion om, hvor pæn man skal være.
Det
afgørende er, at når vi står over for en terror, der vil underkaste os censur,
så bliver pænhedsdiskussionen irrelevant. Så vil pænheden bare være
eftergivenhed, dvs. fejhed, iført pænhedens gevandter. Pas altså på, du ikke
bliver en landsforræder forklædt som pæn mand. Eller landsforræder og
landsforræder; jeg vil hellere bruge et nyt ord: "frihedsforræder".
BC
* * *
Og lad os så tage den derfra
[Præsteforeningens Blad 2009/41, 09.10.09. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
Af Bent Christensen
Siden 2001 er det indtil da undertrykte befolkningsflertal gået fra sejr til sejr. Vi bør derfor nu være store i sejren og lægge op til en national konsensus, som blandt andet kan føre til en mildning af den måde, den fremmedpolitiske debat og kamp bliver ført på. Jeg ser dog ingen mulighed for virkelig konsensus uden en fastholdelse af kontrollen med tilstrømningen og et klart nej til islamisering af det danske samfund. Men på det grundlag er der store muligheder på samlivs- og integrationsområdet. Allerede en mildning af den berømte ”tone” vil være til stor glæde og gavn for de tilkomne, vi ikke kan undgå at skulle leve sammen med. Og for i hvert fald mit vedkommende har det stort set udelukkende været vore egne ”hellige”, jeg har hævet røsten over for.
Hvad hele situationen omkring og efter besættelsen af Brorsons Kirke angår, vil jeg først minde om, at det jo har vist sig, at det i høj grad var folk fra Enhedslisten, der stod bag. Det var fx Stine Brix fra Enhedslisten, der i Deadline 2. sektion på DR 2 søndag den 20. september repræsenterede Støttekomiteen for Skjulte flygtninge. Men dernæst må jeg sige, at den skamridning af det kristne næstekærlighedsbud, der har været tale om, simpelt hen giver mig kvalme. Min nyeste aforisme lyder: ”Hvis jeg skulle komme til at øve en kærlighedens gerning, bliver det forhåbentlig uden at tænke på, at det er det, jeg gør. Og jeg vil i hvert fald under ingen omstændigheder gå rundt og fortælle om det bagefter - endsige forud”. Dette gælder allerede almindeligt kristent sværmeri og hykleri. Men når der så ydermere er tale om en kynisk og nøje planlagt politisk aktion. Og med al respekt for kirkerummets hellighed, så er enhver tale om det som et sted, hvor man i et demokratisk retssamfund kan omgå loven, en gang ukristeligt vrøvl.
Næstekærlighedsbudets fordring er absolut og kan ikke gradbøjes eller sættes på procenter. Og det bliver endnu klarere, når vi i stedet for bare at tale om et bud tænker på den virkelighed, der ligger i apostelens ord ”vi elsker, fordi han elskede os først”. Og selv om det konkrete møde med et konkret medmenneske er noget helt særligt, hører jeg til dem, der mener, at dette også må være med i vor bevidsthed, når vi, i det mindste som vælgere, træffer politiske beslutninger. Her skal vi dog nøje overveje, i hvilket omfang kærlighedens gerninger kan øves i tvang mod andre og for deres penge.
Men lad os nu sige, at vi lader den absolutte fordring stå, naturligvis som gældende på alle livets og samfundets områder, så må den vel på immigrationspolitikkens område betyde totalt åbne grænser. Hvem kan sætte nogen som helst kvote på, hvad vor Herre Jesus og apostelen Johannes har sagt? Det er med andre ord hykleri at lade, som om man opfylder kærlighedens lov ved en tilfældig enkeltsagsaktion. Og det er i det hele taget hykleri, hvis man ikke vil indrømme, at vi i det daglige liv - på alle områder - af bekvemmelighed eller nødvendighed indgår endog ganske betragtelige kompromis’er.
Kontrol med immigrationen er en nødvendighed. Der er intet positivt perspektiv i totalt åbne grænser. Det må enhver kunne indse og indrømme. Og lad os så tage den derfra, ude i den åbne og ærlige politiske debat.
I øvrigt mener jeg, at ikke mindst vi teologer bør gå i gang med en omfattende ideologikritisk virksomhed, nærmere betegnet en ”progressivitetskritik”. Måske kan vi så undgå en gentagelse af det forhold, at ikke mindst så mange vitterligt begavede ”kunstnere og intellektuelle” i den grad har kunnet tage fejl.
* * *
Storhed i sejren
[Lolland-Falsters Folketidende 26.09.09]
I mit læserbrev ”Gejl og manipulation” (24.08.09) konstaterede jeg indledningsvis, at det stort set går godt med erkendelsen af den fremmedpolitiske virkelighed. Og min karakteristik af situationen omkring besættelsen af Brorsons Kirke har vist sig at være mere berettiget, end jeg dengang kunne vide. Det har jo blandt andet vist sig, at det i høj grad var folk fra Enhedslisten, der stod bag ”Kirkeasyl”. Det var fx Stine Brix fra Enhedslisten, der i Deadline 2. sektion på DR 2 søndag den 20. september repræsenterede Støttekomiteen for Skjulte flygtninge.
Men ellers går det som sagt helt godt. Jeg tænker her især på den faste holdning, Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt nu indtager. Jeg håber, hun har både hjernen og hjertet med. Og i SF ved man i det mindste, hvad der skal til, hvis man vil have ministerposter.
Det indtil 2001 undertrykte befolkningsflertal går fra sejr til sejr. Og vi skal nu være store i sejren, dvs. arbejde for en ny fremmedpolitisk konsensus og dermed en bilæggelse af den strid, der har splittet os danskere som intet andet før. Det vil også være til stor glæde og gavn for de fremmede, vi under alle omstændigheder skal leve sammen med, når den berømte ”tone” bliver blidere. Ikke mindst for mit eget vedkommende har det næsten altid været vore egne ”hellige”, jeg har hævet røsten over for.
Samtidig må vi i gang med et bredt og dybtgående analysearbejde, som kan kaste lys over den gåde, det er, at ikke mindst så mange i øvrigt højt begavede kunstnere og intellektuelle i den grad har kunnet tage fejl.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Analyse og alternativ
Af pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag. Bent Christensen
[Jyllands-Posten 23.09.09. - Står også på undersiden ”Debat”]
Situationen omkring og efter besættelsen af Brorsons Kirke viser på mange måder, at uanset hvad man ellers mener om fremmedpolitikken, og uanset hvordan man ellers vil se på de involverede irakere og deres skæbne, så er der kun tale om et stykke af overfladen på en langt dybere og mere omfattende konflikt.
Jeg kan ikke give en egentlig analyse af dette forhold her. Mit formål med dette indlæg er tværtimod at opfordre alle, der har mulighed for det, til at foretage deres egne analyser. Jo flere og mere forskellige faglige vinkler vi kan få, jo bedre.
Jeg er overbevist om, at vi i virkeligheden skal helt tilbage til overgangen fra middelalderen til nyere tid, hvor man med rette begyndte at arbejde frit på hele erkendelsesområdet, især på filosofiens og naturvidenskabernes område. Desværre endte dette i ”Oplysningen”.
Der er naturligvis også mange gode ting at sige om oplysningstiden, men det afgørende i den sammenhæng, jeg her bevæger mig i, er den tro på fornuften og fremskridtet, ja den utopi, der blev tale om. Det er her, grunden til en i virkeligheden totalitær tankegang blev lagt. For når man, tror, man med sin fornuft kan gennemskue virkeligheden, og tror, man kender historiens eneste mulige gang, bliver det umuligt for en at anerkende folk, der mener noget andet, som ligeberettigede. Senere kom så marxismens store utopi til, en materialistisk religion.
Romantikken var et opgør med ”Oplysningen”, men også en videreførelse af den, og navnlig indebar romantikken en opfattelse af kunsten, især poesien, som en ny religion med kunstnerne som et nyt præsteskab.
Hvis vi går til den danske udvikling og springer frem til Det Moderne Gennembrud i 1870’erne, så ser vi en udvikling derfra og frem til efterkrigstiden, hvor ”kunstnere og intellektuelle” efterhånden blev Socialdemokratiets ideologiske overbygning og dermed et statsautoriseret kritisk præsteskab.
I 2001 kom et rent politisk opgør mod den herskende ideologi. Og siden da har den oprørske befolkning fået mere og mere politisk magt. Men selv om der efterhånden er kommet en del debattører frem, der mener det samme som befolkningsflertallet, og selv om regeringsflertallet har forsøgt sig med den såkaldte kulturkamp, er der ingen ændring sket i præsteskabet af ”intellektuelle og kunstnere”. Tværtimod ser vi en desperat vrede gribe dem og deres tilbageværende politiske meningsfæller.
Vi bliver derfor nødt til at føre opgøret med den hidtil herskende klasse dybere. Først med en dybtgående og detaljeret analyse af, hvordan det er gået til, at alle disse vitterligt begavede mennesker igen (jfr. Den Kolde Krig) har kunnet tage så grusomt fejl, dernæst med et egentligt alternativ, altså med skabelsen af et kulturelt alternativ, der på en måde går bag om eller begynder forfra i forhold til den her omtalte side af udviklingen siden reformationstiden. Men et sådant alternativ opstår naturligvis ikke, bare fordi man siger, at nu vil man lave et alternativ til den hidtidige kultur. Det opstår kun, hvis og når der af helt dybe livs-grunde, rent positivt opstår en trang dertil - hos nogle, der også har evnerne.
* * *
Gejl og manipulation
[Lolland-Falsters Folketidende 24.08.09]
Selv om jeg blandt andet tilbringer megen tid sammen med de tyske
romantikere omkring år 1800, følger jeg stadig med. Og det går stort
set godt med erkendelsen af den fremmedpolitiske virkelighed. Det
ændrer følelsesgejlet og manipulationerne omkring besættelsen af
Brorsons Kirke ikke noget ved. Som Erik Meier Carlsen udtrykte det i P
1 Debat søndag den 16. august (refereret efter hukommelsen): Nogle af
dem, der prøver at udnytte denne situation, er de ansvarlige for
fortidens fejltagelser (blev Poul Nyrup nævnt?). De tror, at hvis de
kan få dette til at se dårligt ud, så har det, de har forvoldt, nok
ikke været så slemt endda.
Bent Christensen
medunderskriver af "Kirke, kend din plads"*)
Fuglsevej 5
4960 Holeby
_____________________________
(* NOTE HER PÅ UNDERSIDEN:
Sammen med over hundrede andre præster og teologer. Teksten er udgået fra
”Islamkritisk Netværk i Folkekirken”, som jeg er medlem af.
* * *
Bedre sent end aldrig
[Kristeligt Dagblads Onlinedebat 21.04.09. - Til artikel om biskop Niels Henrik Arendts bog "Er det den samme Gud?". - Står også på undersien ”Kirke og teologi”].
Bedre sent end aldrig. Det har jo hele tiden været - eller burde været - en selvfølge, at når man er kristen, så tror man (så godt, man nu kan) på hele den store pakkeløsning, som kristendommen er, og som kommer til koncentreret udtryk i fx den apostolske trosbekendelse. Og det betyder blandt andet, at man tror, at Jesus Kristus er Sandheden i egen person. Vel at mærke på den måde, at så er det altså Sandheden, man tror på, ikke bare en påstand om en sandhed, jeg og mine meningsfæller besidder. Og så er det for resten også den korsfæstede Sandhed. Denne Sandheds-tro kan man ikke bruge til at slå andre med. Den kan kun bekendes og bevidnes.
Den kristne tro betyder også, at det kun er i Jesus Kristus, vi direkte møder Gud. "Der er ej anden Gud". Men samtidig betyder den kristne tro, at der - bogstavelig talt pr. definition - kun er een Gud, alle menneskers Skaber og Herre. Og det vil sige, at alle mennesker står i et forhold til denne pr. definition ene Gud. Derfor tøver jeg ikke med at anerkende, at den fromme muslim, der beder til Gud (og altså ikke bare udfører en ideologisk magt-demonstration), i en eller anden forstand beder til den samme ene Gud, som jeg beder til. Og hvis jeg kommer til at tale med en sådan from muslim, vil jeg tage udgangspunkt i dette. Og så må vi ellers fortsætte i en fredsommelig teologisk eller interreligiøs drøftelse, idet vi anerkender, at vi fra hver vor position betragter hinandens tro som hverken mere eller mindre end kæmpe kætterier. Hverken mere eller mindre. En muslim er jo ikke en hedning, men en kætter. Muhammed var i forhold til jødedommen og kristendommen netop hverken mere eller mindre end en kætter, dvs. en mand, der kendte en hel del til både jødedommen og kristendommen og på grundlag deraf udformede, hvad han selv mente var dén sande gudstro, som både jøderne og de kristne havde forvansket. Sådan er det. Hverken mere eller mindre. Og på det grundlag kan der samtales, drøftes - og skændes. Vi skal i denne forbindelse tænke på, hvordan der endnu i dag kan tales meget voldsomt i den teologiske debat inden for bare vor egen Folkekirke. For slet ikke at tale om, hvordan det gik for sig for nogle årtier siden, da vi endnu førte en virkelig teologisk debat.
Nej, den interreligiøse - eller "interkætterske" - samtale er ikke svær. Det er den i virkeligheden rent politiske, magt-politiske kamp, der er svær. For her må vi fra vor side rent ud erklære, at vi under ingen omstændigheder vil udsættes for en islamisering, fx i form af et forbud mod islam-kritik, men jo også på alle de mange andre områder, hvor vi må sige, at islams tros-frugter på ingen måde virker tillokkende.
Hvad muslimerne i de muslimske lande vil gøre, er deres problem, idet vi dog må gøre de universelle menneskerettigheder gældende. Ingen gudstro kan retfærdiggøre ufrihed og undertrykkelse. Men vi må indse, at der bliver tale om en lang og besværlig reformationsproces. Og vi må sætte vort håb til disse landes ungdom, hvis flertal formodentlig ikke i det lange løb vil finde sig i ufriheden og undertrykkelsen.
Osv. osv.
Det vil selv i bedste fald blive besværligt nok alt sammen, men hvis vi i Vesten, både kristne og ikke-kristne, kommer ud over vor angst for at både se og tale åbent og frit, og for at stå fast på vore egne landvindinger, bliver der for alvor mulighed for en venlig - om end måske ofte højrøstet - samtale.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
medlem af Dansk Folkeparti
medlem af Islamkritisk Netværk
* * *
Undskyld?
[Jyllands-Posten 12.03.09. - Undtagelsesvis er det ikke avisens overskrift, der er anvendt her, men min egen. Avisens var jo helt misvisende, formodentlig en hastværksmisforståelse: ”Nogle få kan aldrig tage fejl”. - I øvrigt er det jo meget ofte mine egne overskrifter, der bliver brugt, når mine indlæg bringes, men når avisredaktionen har sat deres egen overskrift, bruger jeg normalt også altid den her på hjemmesiden.]
Hvornår siger I alle sammen undskyld? - spørger Alex Ahrendtsen 6/3. Men han ved selvfølgelig som alle vi andre, at det højst bliver nogle få, der gør det. Og forklaringen på den gåde, der fra først til sidst har været tale om, når så mange velbegavede og i og for sig også gode mennesker - igen (jfr. koldkrigstiden) - har kunnet tage så grusomt fejl og haft så svært ved at indrømme det, er, at når man pr. definition hører til de oplyste og progressive og dermed er i dyb overensstemmelse med Historiens eneste mulige gang, så KAN man i grunden ikke tage fejl. Og selv når man i konkrete enkeltsituationer har taget fejl, så er man dog stadig på den gode side i forhold til reaktionens mørkemænd. Det eneste, der kan hjælpe, er, at vi får en ny slags intellektuelle, der er åbne over for hele sandheden og hele virkeligheden. Men det får vi kun, når en ny generation af sig selv kommer frem til en sådan helt ny åbenhed.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Sterilisering eneste mulighed
[Kristeligt Dagblads onlinedebat 20.02.09. - Er også sat på undersiden ”Kirke og teologi”]
Det allerværste i den nye opblussen af striden om bønner i Folkeskolen er, hvis undervisningsministeren virkelig har sagt om eventuelle bønner fra andre religioner, at det som ved Fadervor er en forudsætning at bønnen ikke må være forkyndende! En bøn er jo en henvendelse til Gud, og er der tale om en fælles bøn, vil det sige, at alle, der deltager, bliver inddraget i den bestemte måde at tale til Gud på, der ligger i den pågældende bøn, vel at mærke til Gud i en ganske bestemt måde at forstå ham på. Sagt på en anden måde: Hvis religionen i Folkeskolen er et problem, er fælles bøn uendelig meget værre end ”forkyndelse”.
Vi må simpelt hen erkende, at vi nu er nået dertil, hvor først og fremmest bønner, men jo også forkyndelse må ud af Folkeskolen. Ligesom Folkekirken også snart må skilles fra staten. De kræfter, der har ansvaret for, at især det store antal muslimer er blevet lukket ind i landet, har opnået, hvad de ville. Og dermed er også sagt, at det ikke udelukkende er muslimernes skyld. Afkristningen af det danske samfund har (i sin nyere fase) stået på siden anden halvdel af 1960’erne. Og det er i det hele taget et spørgsmål, om et samfund eller en stat kan have en bestemt religion her i det 21. århundrede.
Folkeskolen må simpelt hen steriliseres for al religion og livsanskuelse, det være sig kristendom, islam eller nyreligiøsitet - eller marxisme, hvis denne ”religion” skulle få en renæssance. Det må vi kristne være de første til at kræve - og overvåge. Om vi så selv vil kunne holde ud at have vore børn gående i en sådan steriliseret skole, må vise sig. Men kommer det til det yderste, er jeg for mit vedkommende parat til at gå ind i pluraliteten. Kristendommen og den kristne kirke skal nok klare sig.
Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
* * *
I ØVRIGT ... . - Ekstra Bladet 16.02.09
at briterne under Anden Verdenskrig havde deres 'finest hour '. Nu, med afvisningen af Wilders, er de på vej ned i det dybeste mørke.
Bent Christensen
Fuglsevej 5, Holeby
* * *
Ikke smertefrit
[Lolland-Falsters Folketidende 30.01.09. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”].
Jesper Bacher (24/1) har virkelig ret i, at når man beder Fadervor, så er det altså ikke ”en kultur”, men Gud, man beder til. På mig virker det simpelt hen direkte blasfemisk, når man begrunder Fadervor med ”kultur”. Og Erling Broe (28/1) har ret i, at når fx morgenbøn med Fadervor er blevet et problem for bare en enkelt familie, så er dette problem ikke løst med, at den pågældende families barn eller børn kan få lov at sidde et sted for sig selv, mens alle de andre er i gang med den fælles start på dagen.
Det er ikke smertefrit at have modstridende livsanskuelser i et samfund. Men man kan selvfølgelig spørge, hvor stor halen skal være, før den skal kunne logre med hunden. Og det er virkelig sørgeligt, at vi efter alt at dømme nu er ved at sige farvel til tusind års historie som (mere eller mindre!) kristen nation. Men det tror jeg vi er. For bag hele den strid, der nu er blusset op, lurer jo islam, som alle frygter.
I bedste fald får vi en slags franske tilstande, hvor skolen er helt steriliseret for religion, så at alt, hvad der har med religion at gøre, må finde sted i andre sammenhænge. I værste fald får vi en ny stats‑tvangsreligion i skolen, nemlig ”værdierne”. Under alle omstændigheder må vi kristne gøre, hvad vi kan, for selv at videreføre tusind års tradition. I eller uden for Folkeskolen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Ekstra Bladet 26.01.09
I øvrigt mener [jeg],
at hvis der ikke må være kors på kronen i domstolenes logo, må der selvfølgelig heller ikke være kors i flaget, som heller ikke må være hverken rødt eller grønt, nej, vi skal hejse det hvide flag!
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
PLURALITET ELLER STERILITET
[Kristeligt Dagblads Netdebat 15.01.09]
Med hensyn til bønner og salmer i Folkeskolen: Jeg har sagt det længe. Vi ligger, som vi har redt - og som man har redt for os. Så enten får vi pluralitet, eller også får vi sterilitet. Pluralitet er opsplitning, fx derved at alle eller mange vælger privatskoler efter religion eller anden livsanskuelse. Sterilitet er, at vi får en Folkeskole, som kun er rent kundskabsmeddelende og renset for al opdragelse i dybere forstand. For alt godt om frihed, demokrati, menneskerettigheder og tolerance, men det er sådan set kun ”teknikker” uden egentligt livs-indhold, og altså ikke noget, man kan (nøjes med at) leve på.
Vi er ved at sige farvel til tusind års historie som (i hvert fald i en eller anden forstand) kristen nation. Måske kan vi endnu et stykke tid klare os med fx Bertel Haarders frihedssyn, idet vi siger, at flertallets frihed kommer først, så at mindretallet skal være tilfreds med at kunne blive fritaget for bønner og salmer. Men det er alligevel ikke tilfredsstillende for de fx tre ikke-kristne børn, der skal sidde i et andet lokale, mens alle de andre er samlet til noget fælles. Og bag det hele ligger jo islams krav, som alle frygter, og som ateisternes kampagne nok især er vendt mod. Så vi ender i bedste fald med en mere eller mindre fransk model, altså med en steril, rent kundskabsmeddelende skole, uden for hvilken de forskellige religiøse og livsanskuelsesmæssige grupperinger så må give børnene den egentlige opdragelse til livet. I værste fald ender vi med ”værdierne” som en ny tvangs-statsreligion, alle skal dyrke.
Bent
Christensen, pastor emeritus, dr. theol.
* * *
MANGE TAK,
MIKAEL JALVING!
[I
anledning af ”De hellige køer. Ny Muhammed-krise?” 10.11.08. Sat på Mikael Jalvings Berlingske Tidende-blog og her på siden 17.11.08 -
Se http://jalving.blogs.berlingske.dk/2008/11/10/ny-muhammed-krise/#comment-10299]
Mange
tak, Mikael Jalving!
Du
har helt ret i, at det er, hvad jeg selv længe har kaldt ”de gode, de bange og
de kyniske”, der fører sig frem - under en flom af ord, der skal være kloge og
pæne. Jeg har også lige hørt dig i ”P 1 Debat” (17.11.08) - sammen med Niels
Krause-Kjær, som desværre viste sig at høre til ”ordflommerne”.
Det
er også rigtigt, hvad du lige har sagt i radioen, at selv om vi er trætte af
Muhammed (hvad i hvert fald jeg virkelig også er), så er han ikke træt af os,
ligesom det er rigtigt, at der allerede er tale om udbredt selvcensur, selv om
vi jo ifølge sagens natur ikke kan vide, HVOR meget der ikke er blevet sagt,
skrevet eller tegnet.
Og
det er rigtigt, at hvis det skal være på dén måde, så lad os bare få nogle
flere kriser. Indtil både islamisterne og vore egne ”nyttige idioter” får lært
det.
I
øvrigt henviser jeg til Asger Aamunds meget oplysende dobbeltkronik om og
omkring Durban-konferencen i Jyllands-Posten 10-11.10.08 ”En produktudviklet provokation”
Linket er: http://jp.dk/meninger/kronik/article1481723.ece
Bent
Christensen
* * *
Griner hele vejen hen til moskeen
28.03.08 sendte jeg nedenstående til Ekstra Bladet. Men endnu 31.03.08 var den ikke bragt. Det samme var tilfældet med det læserbrev, jeg 12.03.08 sendte til Lolland-Falsters Folketidende (”Det nødvendige opgør”), og som står nf. pr. 19.03.08. I sig selv siger det naturligvis ikke noget, at disse to tekster af mig ikke er blevet bragt, men når man sammenholder med DR’s beslutning om, ikke at vise noget som helst fra Wilders’ film den første aften, og med både vore egne og de andre europæiske politikeres udtalelser m.m., er det alligevel tankevækkende. Det er uanset mine to indlægs skæbne klart, at man i Danmark og Europa er hunderæd for muslimerne. Til gengæld er muslimerne dygtige. De betjener sig af en vekselvirkning mellem direkte trusler (så Wilders-filmen fx blev fjernet fra sin hjemmeside) og ”sweet talk” med et sådant held, at de må grine hele vejen hen til moskeen!
Til EB
I øvrigt mener jeg/n!
at det er mærkeligt, at de, der har så travlt med at tage afstand fra Wilders’ film, fordi den fremstiller islam som en voldelig religion, tydeligvis er meget bange for samme religions tilhængere.
* * *
Det nødvendige opgør
[Sendt til Lolland-Falsters
Folketidende 12.03.08, men var endnu 19.03.08 (onsdag før skærtorsdag) ikke
bragt, så jeg bringer den her, ikke mindst af hensyn til slutningen om det slovenske
EU-formandskabs skandaløse optræden. Og der er jo kommet mere til siden. Bla.
har vor egen statsminister og EU-præsidentkandidat jo gjort sig uheldigt
bemærket, dog heldigvis med en skarp kommentar fra DFs
udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen til følge. - Folketidende kan
undskyldes med, at jeg, som det fremgår af denne side, har været en hel del på
den seneste tid, ligesom der jo altså også har været en del andre indlæg i
denne debat, som heller ikke skal fylde det hele.]
At Per Diepgen (”den hæmningsløse ytringsfrihed”) og Hans Kimer (begge 12. marts) ikke kan se, at både den første og den anden tegning-trykning var nødvendig, er sørgeligt. Baggrunden har jo været mord i Holland, mordplaner i Danmark og udbredt selvcensur. Man kan ikke frigøre sig for den tanke, at mange af dem, der bliver ved at føre deres dårligt sammenhængende toleranceargumenter frem, i virkeligheden gør det af frygt.
Per Diepgens bemærkninger om tolerance/intolerance, fordomme, grundloven, Grundtvig og Kierkegaard forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg håber, Folketidende vil give ham mulighed for at forklare, hvad han mener. Men det sidste afsnit forstår jeg godt. Det er bare ikke rigtigt, at der er præster i Folketinget, der påberåber sig, at ”Gud bestemmer”. For det er jo det samme som at sige, at når man selv påberåber sig Guds vilje, så får man en særlig ret og vægt. Politik er en sag mellem mennesker, og her er det kun argumenter og stemmer, der tæller.
Derfor kan jeg også sige til Hans Kimer, at det nødvendige opgør, jeg taler om, ikke er et opgør mellem kristendom og islam. Det ligger på et andet plan - hvor det kun er forkyndelsen og troens frugter, der tæller. Nej, det nødvendige opgør er et opgør mellem pdes. frihed og demokrati og pdas. undertrykkelse og teokrati (”gudsstyre”), i Danmark, i Europa og i verden. Derfor er det også en skandale, at EU-formandskabet ikke straks har stillet sig bag hollænderen Geert Wilders’ ret til at vise sin islamkritiske film, men i stedet har stillet sig ved siden af den hollandske regerings ynkelige forsøg på at undertrykke den.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Et nyt luftnummer
Af Bent Christensen, formand for Dansk Folkeparti Lolland, Fuglsevej 5, Holeby
[Jyllands-Posten 11.03.08. - Oprindelig, vigtig tankestreg indsat i [ ]]
DA VILLY SØVNDAL tog afstand til Hizb ut-Tahrir, sendte jeg ham en
fan-mail med et velkommen blandt demokratiets forsvarere.
Nu hører jeg, at han
indkalder til en demonstration mod de muslimske ekstremister [-] og Dansk
Folkeparti. Succesen må være steget ham til hovedet. Eller har han vrøvl med
baglandet?
Jeg forestiller mig
en ny højt-at-flyve-dybt-at-falde som den, vi netop har set for Ny Alliance.
Men det er
ærgerligt. Vi havde brug for dansk konsensus om i hvert fald de elementære
demokratiske ting.
* * *
Ekstra Bladet 09.03.08
I øvrigt mener [jeg]
at Villy Søvndal ved at ville sidestille DF med muslimske ekstremister har demonstreret et storhedsvanvid og en manglende realitetssans, der svarer til hans kovending under Muhammed-krise 1 og kan vende hans høje flugt til et dybt fald.
Bent Christensen
Fuglsevej 5, Holeby
* * *
Enig, Hauge, men oprustning
er farlig
Af Bent Christensen,
pastor emeritus m.m., dr. theol. & cand. mag.
[Dansk Kirketidende
3/2008, 06.03.08. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”.]
I nr. 2/2008
spørger Hans Hauge under overskriften "Op, I kristne, ruster eder",
hvorfor ateismen ikke siges imod, idet han samtidig peger på, at den ateistiske
offensiv i høj grad er en "forskudt kritik af islam". Til slut
opfordrer han til, at vi andre bruger relativismen som våben. Jeg er stort set
enig med Hans Hauge, men vil gerne supplere med følgende:
Der har fra
begyndelsen været en sammenhæng mellem de progressives holdning til
indvandringen og islam og til os andre, idet de progressive har regnet med, at
indvandringen og den deraf følgende multikultur ville fremskynde nedbrydningen
af de gamle strukturer, der stod i vejen for fremskridtet. Man har ikke
forestillet sig, at islam ville vise sig så sejlivet, ja ligefrem offensiv. Men
tolerance og frisind er en vigtig del af det progressive image, og man skulle
nødig komme til at fremstå som allieret med de kristne og kulturkonservative
kræfter, man oprindelig ville bekæmpe. Desuden kan det på flere måder være
farligt at kritisere islam. I stedet for at gå direkte til angreb måtte man
altså gå til kamp mod religion overhovedet. Hvorved man jo så også på een gang
kunne dæmme op for de kræfter, man havde lukket ind, og bekæmpe en af sine
oprindelige fjender, nemlig kristendommen.
Det, der lokkede de
progressive ind i en slags alliance med islam, var netop deres fremskridtstro,
om den så bundede i marxisme eller i kulturradikalisme. At være progressiv vil
jo sige, at man tror, der kun er een historie – som kun kan gå een vej, og som
man selv er i pagt med. Derfor er det også rigtigt, når Hans Hauge påpeger, at
relativismen er de progressives største fjende. Når man tror, der kun er een
historie, kan man i virkeligheden ikke tåle, at der lever ligeberettigede
tilværelsesforståelser og livsholdninger ved siden af hinanden.
Jeg har længe sagt,
at indvandringen ville føre til enten pluralitet eller sterilitet, enten multikultur
eller ensretning, altså fx enten både klokkeringning og kalden til bøn fra
minareterne eller ingen af delene. Men jeg har også hele tiden sagt, at hvis
det kommer dertil, så vil jeg tage dem, der påberåber sig multikulturalismen,
på ordet og gøre alt for at komme til at leve mit liv i en hhv. kristen og
"traditionsdansk" subkultur, idet jeg fx fortsat går ind for kirkens
adskillelse fra staten, en adskillelse, jeg af rent kirkelige grunde i forvejen
gik ind for, og idet jeg definerer "traditionsdansk" som det at gå
ind i den jo uundgåelige fremtid på den måde, der naturligt vil være tilfældet.
Men hverken de
progressive eller statsmagten ønsker jo multikultur. De progressive vil have
fremskridtet til at sejre, og statsmagten vil gerne have, at alle er så ens som
muligt. Vi vil altså komme til at opleve et stigende pres i retning af
steriliteten – med "værdierne" som den nye statsreligion.
Men skal vi kristne
så bekæmpe ateismen? Det har jeg i hvert fald ikke lyst til. Vi skal
selvfølgelig modsætte os enhver form for "tvangsterilisering".
Og vi skal under alle omstændigheder deltage i den almindelige drøftelse af,
hvordan tilværelsen skal tydes. Hvortil kommer, at vi selvfølgelig skal
efterleve missionsbefalingen og altså forkynde Evangeliet i alle mulige
sammenhænge.
Men ateismen er jo
som sådan en både rimelig og hæderlig mulighed. Der er en lang række gode
grunde til at være ateist. Jeg har selv været det nogle år i min ungdom. Og for
det andet er det altid – men ikke mindst netop nu – vigtigt at holde
kristendommen og dermed forkyndelsen og missionen adskilt fra alt, hvad der har
med magt at gøre. Den kristne missionsforkyndelse må aldrig bare ligne et
forsøg på at styrke vor egen magt. Vi må altså sige til ateisterne, som vor
biskop her i Lolland-Falsters Stift (frit gengivet) siger til muslimerne: Så
længe I har det godt i jeres tro, har vi ikke noget at tilbyde jer, men hvis I
en dag ikke føler jer mætte, skal I være velkomne; så har vi noget godt til
jer. - For vel er der gode grunde til at være ateist, men at være hensynsløst
ærlig ateist er altså ret sørgeligt, og når det store møde mellem kristendommen
og den menneskelige eksistens kommer i stand, viser der sig helt andre grunde.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at mit livtag med Jørgen Jørgensens Psykologi på biologisk grundlag under
filosofikumstudiet (jfr. Hauges artikel s. 38) var et vigtigt punkt på min vej
tilbage til troen.
Den vigtigste form
for forkyndelse er eksemplets magt. Men det kan der jo kun blive tale om, hvis
vort eksempel netop ikke er ment som et eksempel! Tænk, hvis vi gav os til at
foretage os ting, der skulle hedde sig at være en fordybelse i og udfoldelse af
vor kristne tro, i den hensigt, at vi derved skulle vidne om Kristus for vore
vantro eller nyhedenske omgivelser!
Men hvis vi kan se
bort fra alle uvedkommende hensyn og udelukkende koncentrere os om vort eget
kristne liv, både som enkeltpersoner og som menighed, vil det være godt. Også
som eksempel udadtil. Ikke mindst hvis vor fordybelse resulterer i en
udfoldelse af nogle gode frugter i det almindelige åndsliv – men stadigvæk kun
hvis det er frugter, der er vokset frem for hverken mere eller mindre end
livets egen skyld. Og så må vi ellers se, hvordan det hele kommer til at gå.
* * *
Dumsmarte fordrejninger
[Lolland-Falsters Folketidende 06.03.08]
Til side 12-13 den 4. marts: Det var godt at se biskoppens klare understregning af, at retssamfundet med dets ro og orden er forudsætningen for, at kærligheden kan trives. Der var også gode ting i Margrethe Horstmanns indlæg, ikke mindst påpegningen af, at vi og vore fjender på forhånd står lige som Guds skabninger. De to bange indlæg mod tegningerne er ren ”München”, dvs. ”peace in our time”, hvis vi bare giver en indrømmelse.
Georg Bleis’ kæde af fordrejninger har for mig givet dronningeordet ”dumsmart” en ny betydning. En anden overskrift til et svar kunne have været: ”Demokrati eller mindretalsdiktatur”. Jeg kunne fx aldrig drømme om at ville tvinge jøder eller muslimer til at spise svinekød. Men så skal de heller ikke kunne tvinge mine børnebørn til, ikke at gøre det, eller ligefrem til at spise hallalslagtet kød. Og så videre. For det, det drejer sig om, er jo en glidende islamisering af samfundet. Og så kan vi lige så godt tage kampen allerede ved den enkelte frikadelle. Jo længere vi venter, jo voldsommere bliver opgøret. Hvis vi da ikke bare underkaster os helt - og ender i kalifatet.
Georg Bleis’ øvrige fordrejninger taler forhåbentlig for sig selv, så jeg vil bruge den sidste plads til at minde om, at vel er kærligheden bogstavelig talt helt fundamental i kristendommen (”Gud er kærlighed”), men det er den sammen med sandheden. Ingen kærlighed kan udviske modsætningen mellem løgn og sandhed, ondt og godt. Læs de fire evangelier, og se, hvor barsk (og ”genial”) en debattør Vor Herre Jesus også var, ikke mindst når han stod over for fænomenet hykleri.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Kærlighed og politik
[Lolland-Falsters Folketidende 03.03.08]
I læserbrevet ”Lad gamle Grundtvig være” (29. februar) kritiserer Henning Andersen biskop Steen Skovsgaard for i et indlæg den 26. februar ”uden relevans” at have citeret salmen ”Jesus, at du blev min broder”.
Det har jeg en kommentar til - som gammel præst og grundtvigforsker samt DF-lokalformand og dermed medarrangør af mødet med biskop Steen Skovsgaard og folketingsmedlem Jesper Langballe den 1. april.
Jeg har ellers lovet mig selv, at jeg ikke vil være med til at inddrage den kristne kærlighed i den politiske debat. Ikke fordi man som kristen ikke også er kristen, når man taler og handler politisk, men fordi der i selve den politiske tale og handling kun skal argumenteres på et grundlag, der er fælles for alle uanset tro.
Biskop Skovsgaard
argumenterer imidlertid kristeligt, og det gør han ved at citere den salme,
hvori vi synger om, hvordan Jesus har elsket os til døden og nu daler ned til
vore hjerter, ”så din kærlighed derinde / jeg som min kan forefinde”. Og sådan
er det jo. Det er det, kristendommen går ud på. Så må det vise sig, hvordan det
virker i os kristne. Jeg plejer at sige det på den måde, at vel er jeg ikke
noget særlig godt menneske, men så skulle I bare se, hvis jeg slet ikke var
kristen!
Men i fx den
aktuelle politiske situation må den kristne så enten nøjes med at sige sådan -
og være rede til i yderste konsekvens at lide martyrdøden - eller også må han,
på lige fod med alle andre, gå med ud i den politiske debat og fx insistere på
demokrati og ytringsfrihed. Det bliver spændende at høre, hvad vor biskop vil
sige til det i Vordingborg den 1. april.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Villy-effekten
[Lolland-Falsters Folketidende 27.02.08]
Jeg er en af dem, der har sendt en mail til Villy Søvndal i
anledning af hans udtalelser om og til Hizb ut-Tahrir og sagt: Velkommen
blandt demokratiets forsvarere!
Så må det vise sig, hvor langt SF vil gå. For det er desværre ikke kun Hizb ut-Tahrir, der er problemet. Også de helt bløde og tilsyneladende uskyldige måder, den voksende muslimske del af befolkningen – eller de, der træder frem som dens talsmænd – stiller krav om hensyntagen på, er i det lange løb en trussel mod såvel demokratiet som hele vor livsform overhovedet. Som det er blevet sagt: Kampen står om hver enkelt frikadelle i fx daginstitutionerne.
Men ethvert skridt frem mod dansk konsensus må hilses velkommen. Målet må være, at alle er enige om at stå fast i forsvaret af hver eneste lille del af vor demokratiske livsform. Så kan vi ellers fortsat diskutere synet på indvandringen som sådan, hvor vi jo formodentlig er et flertal, der er imod enhver form for direkte "befolkningsudskiftning", medens der er andre, der ser nedbrydningen af det danske folk og den danske nation som et mål i sig selv, nemlig alle internationalisterne og kosmopolitterne, det være sig af marxistisk, kulturradikal eller globalkapitalistisk observans. – Ved "befolkningsudskiftning" forstår jeg en indvandring, der i modsætning til, hvad der hidtil har været tilfældet, overstiger, hvad der naturligt kan indoptages.
Jeg håber, "Villy-effekten" vil bevirke, at de værste af de kløfter, der de sidste årtier har været mellem også mange gode danskere indbyrdes, vil blive lukket. Med blandt andet en mildning af den berømte "tone" til følge. Men selvfølgelig først og fremmest med den følge, at et enigt dansk samfund kan tage den brede vifte af såvel hårde som bløde midler i brug, som er nødvendige, hvis vi alle, både gamle og nye medborgere, skal undgå katastrofen. Og så vi på denne nye måde i endnu højere grad kan blive et forbillede for hele Europa.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Menneskesyn?
[Lolland-Falsters Folketidende 14.01.08]
I anledning af læserbrevet ”Dansk Folkeparti eller Folkekirken?” den 12. januar vil jeg som tidligere sognepræst i Folkekirken og nuværende formand for en af de DF-lokalforeninger, der indbyder til mødet med biskop Steen Skovsgaard og folketingsmedlem Jesper Langballe i Vordingborg den 1. april, opfordre Morten Kristiansen til at komme og deltage i mødet. Han vil næppe melde sig ind ved udgangen, men han vil nok få et mere nuanceret syn på tingene. Blandt andet vil han da få lejlighed til at høre, hvad biskoppen over Lolland-Falsters Stift har at sige, også på baggrund af mange års virke som sognepræst i Gellerup.
I øvrigt er der mig bekendt ingen af de få præster, der beklæder tillidsposter i Dansk Folkeparti, der er fundamentalister, hvad det i øvrigt skulle have med sagen at gøre; en fundamentalist er jo en person, der mener, at hvert eneste bogstav i hans hellige skrift er Guds nøjagtige tale.
Jeg mener heller ikke, vi har et særligt menneskesyn i Dansk Folkeparti. Vi er modstandere af befolkningsudskiftning og islamisering. Men det første er vel en ærlig sag, og det andet må siges at være særdeles menneskevenligt. Hvordan har Morten Kristiansens menneskesyn det med den måde, mennesker behandles på i muslimske samfund?
Bent Christensen
fhv. sognepræst
formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Held og lykke, Ali!
[Lolland-Falsters Folketidende 27.12.07. - Sendt med fan-hilsen (mail) til DR TV 28.12.07]
Så fik vi set sidste afsnit af Yallahrup Færgeby. Efter afsnit 23, der med Alis lynomvendelse til flæskestegssandwichdansker klart lagde op til en slutning, der fik placeret ham i en helt ny position. Men hvad endte det så med?
Nu skal man ikke gå for tematisk eller ideologisk til værks, når man bedømmer et kunstværk (hvad der virkelig er tale om her), men i første omgang kan onkel Tupac (der tilsyneladende er Black Muslim i USA) og Alis allersidste replikker høres som en hård afvisning af enhver tale om integration og altså som en insisteren på retten til at være ”sort gangster”. ”Så tag og lev med det, Danmark!”.
Skolebibliotekar Mortens erklæring om, at hans psykiske problemer i virkeligheden var identitetsproblemer, fordi han var ”sort” indeni, er heller ikke så god, hvis den nærmest skal pege i retning af, at vi etniske danskere vil få det bedre, hvis vi også bliver ”integreret”.
Men satire er jo satire, så det kan være, at også disse ting skal høres i satirisk perspektiv. Og det er i hvert fald rigtigt, at Alis omvendelse i afsnit 23 ikke var vejen frem, ligesom der jo er megen sandhed onkel Tupacs hårde ord til den på overfladen så integrationsivrige skoleinspektør Hanne.
Endelig skal man ikke glemme, at det først er til allersidst, onkel Tupac får Alis ”boller” til at falde ned. Jeg vælger at forestille mig, at Ali nu får en ægte selvtillid, så han på een gang kan vedkende sig, hvad han har inde i sig selv, og gå positivt ind i den fremtid, han skal leve i sammen med os andre - og forhåbentlig den altid gode og trofaste Hassan. Held og lykke!
* * *
”Yallahrup
Færgeby”
[Lolland-Falsters Folketidende 06.12.07. - Samme dag sendt med ”fan-mail” til DR 2, med særlig hilsen til underholdningschef Peter Gren Larsen og folkene bag og i ”Yallahrup Færgeby”]
”Yallahrup Færgeby” er fra starten blevet kult her i huset. Men Anna har hver aften sagt: ”Hvornår kommer der klager fra de hellige?”. Idet hun jo ikke kun har tænkt på dem i den muslimske lejr, men først og fremmest på vore egne frisindets vogtere.
Og nu ser jeg i Folketidende onsdag den 5. december, at det er sket. Desværre også på den måde, at der er folk i den indvandringskritiske lejr, der har demonstreret deres manglende humoristiske sans.
Når jeg siden 2001 har været aktiv i den fremmedpolitiske debat, skyldes det dels min modvilje mod selve ”befolkningsudskiftningen” overhovedet, dels min modstand mod en islamisering af vort samfund. Og det, der mere end noget andet har vakt min harme, er den måde, vore egne progressive og frisindede har ført sig frem på. Jeg skal derfor ikke løbe helt over af begejstring nu. Men vi har altså nogle mennesker som Ali og Hassan i vort samfund. Og dem bliver vi nødt til at skulle finde ud af det sammen med. Her har mit slagord altid været: ”Vi må mødes i moderniteten”. Og vel er satiren en gammel genre, men ”Yallahrup Færgeby” er alligevel et sådant mødested. Jeg er derfor helt enig med underholdningschef Peter Gren Larsen, når han siger, at Ali og Hassan er et par sympatiske figurer, som man kommer til at holde af, og når han siger, at det er godt, vi kan få lejlighed til at grine med og af hinanden. Og jeg vil desuden minde om, hvad politikerne altid siger, at det jo er en ære at blive udsat for karikatur og satire. ”Yallahrup Færgeby” er integration, der vil noget, et udtryk for, at vi så langt har taget Ali og Hassan til os.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Med
Jesu ord i ørerne
[Lolland-Falsters Folketidende 28.11.07. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
Såvel biskop Steen Skovsgaard selv som sognepræst Hans Iversen har 22.11.07 givet udmærkede svar på Bjarke Rosenkildes uheldigt formulerede indlæg 19.11.07: ”Biskoppens snilde”. Man skal selvfølgelig skelne mellem pdes. islam og dermed ”muslimerne” som religiøs, kulturel og politisk størrelse og pdas. de muslimske mennesker som vore med-mennesker.
Når jeg alligevel udtaler mig her, er det, fordi biskoppen efterlyser et svar fra Dansk Folkeparti. Hvad hhv. Bjarke Rosenkilde og evt. Pia Kjærsgaard vil svare, vil jeg ikke blande mig i, men som præst og DF-lokalformand må jeg sige, at man som kristen selvfølgelig hele tiden har Jesu ord om at tage sig af den fremmede (Mt. 25,35 og 43) og om kærlighed til fjenderne (Mt. 5,44) i ørerne. Ja, jeg kan yderligere nævne Lk. 6, 29: ”Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med”.
Men hvis dette skulle gøres til politik, ville det jo som yderste konsekvens få, at man lod alle gøre og tage, hvad de ville. Man må altså på den ene side lade Jesu ord blive ved at lyde i ørerne og på den anden side prøve at optræde i denne verdens virkelighed på en måde, så man efter en afvejning af alle, og jeg gentager: alle, hensyn får den mindst ringe løsning ud af det. Og denne verdens virkelighed er så frygtelig, at man gang på gang kommer til at stå i nogle meget pinefulde dilemmaer. At se bort fra dette fører til netop det hykleri og den dømmesyge, der i årtier har forpestet luften i dette land og gjort det yderligere vanskeligt at føre den, alt taget i betragtning, bedste politik.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
I
ØVRIGT MENER JEG
at bag al talen om en fatwa ligger ønsket om at få markeret, at muslimske myndigheder i Mellemøsten i sidste ende står over de danske domstole.
Bent Christensen
Fuglsevej 5, Holeby
[Ekstra Bladet 16.07.07]
* * *
De liberale og shariaen
[Lolland-Falsters Folketidende 31.05.07. - Står også på undersiden ”Politik”.]
Det var en flot række liberale plusord, VU-formand Nicklas Thorsen fik regnet op 29. maj. Og tilsvarende en grim række skældsord mod os i DF. Men hvad vil han? En sminket videreførelse af den hidtidige udlændingepolitik? Eller ændringer i form af øget muslimsk indvandring og øget islamisering af samfundet? Bliver det sidste tilfældet, kan han og andre liberale unge få en slem forskrækkelse, når shariaen rammer også deres cirkler.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Mindst 15 procent
[Lolland-Falsters Folketidende 24.05.07. - Står også på undersiden ”Politik”]
Til Anne-Lise Becker (23/5): Lad bare Ny Alliance komme til. Enhver bevægelse væk fra Elsebeth Gerner Nielsen og Marianne Jelved skal hilses velkommen.
Men til de vælgere, der vil være på den sikre side med hensyn til fastholdelsen af den stramme fremmedpolitik, siger jeg, at det er klogest at stemme på Dansk Folkeparti ved næste valg. Lad bare Venstre og (især) Konservative gå sammen med Ny Alliance, men Dansk Folkeparti skal op på mindst 15 procent!
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
INDLÆG 23.05.07 I NETDEBAT I
FORBINDELSE MED ”NYHEDSAVISENS” ARTIKEL 22.05.07: ”MESSERSCHMIDT PÅ PINEBÆNKEN
– IGEN”.
[Står også på undersiden ”Politik”]
NB! Disse tre indlæg står
også i rækkefølgen ældst nederst, yngst øverst
TREDJE INDLÆG (kl.
15.40)
Kære Karin
Bennedsen!
Jeg kan godt skelne
mellem den helt skikkelige muslim, der oprigtigt mener at have sit forhold til
Tilværelsens Herre i islam, og så den frådende islamist. Og hverken Søren
Krarup eller jeg skærer de muslimske MENNESKER over en kam. At vi skulle gøre
det, er endnu et af de mange ”mantraer”, vore modstandere bliver ved at
fremsige. Og jeg kan sådan set også godt skelne mellem den moderne, politiske
islamisme, og så islam som sådan. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan skelnes
SKARPT mellem islam og islamisme. Prøv og læs Koranen, så vil du se, at det alt
sammen grundlæggende er der. Totalitarismen ligger i selve islams åbenbarings-,
skrift- og gudsbegreb. Og derfor vil den hårde kerne af islamister altid have
den store skikkelige flok som en klangbund, ja, som netop en flok, det er nemt
at køre rundt med. Tilsvarende er kendt fra andre sammenhænge, fx
kommunisternes indflydelse på arbejdspladserne i sin tid.
Det er de skikkelige
muslimers problem, hvordan de vil forholde sig til deres totalitære religion.
Men det er vores problem, hvis dens herredømme skal udbredes hos os. Det er
derfor, vi må afvise ikke bare den militante islamisme, men også islam som
sådan. Vi vil simpelt hen ikke have vort samfund præget af den slags - bare
fordi nogle bildte os ind, at vi da skulle hjælpe nogle stakkels forfulgte
mennesker. Der ligger et meget tungt ansvar på dem, der indførte og længe
forsvarede den muslimske indvandring i Danmark.
Og lad bare Ny
Alliance komme til. Enhver bevægelse væk fra Elsebeth Gerner Nielsen og
Marianne Jelved skal hilses velkommen.
Men til de borgere,
der vil være på den sikre side mht. fastholdelsen af den stramme
fremmedpolitik, siger jeg, at det er klogest at stemme på Dansk Folkeparti ved
næste valg. Lad bare V og K slutte sig til NA, men DF skal op på mindst 15
procent!
[Slutbemærkning om,
at jeg ikke har tid til mere i dag. Men måske en anden dag].
ANDET INDLÆG
(eftermiddag)
Kære Frikadellens flugt!
Det bedste er dit pseudonym! For dels kommer du bare med en ny og helt vild påstand om folkene i toppen af DF (nu helt ren og blind tilsvining), dels spiller du dum, for det fremgår også helt udtrykkeligt af min tekst, at det naturligvis er islam, jeg tænker på, når jeg taler om "vor tids største og farligste totalitære og antijødiske bevægelse" - jfr. bla. Salman Rushdies og andres manifest.
Det er mærkeligt, at de, der nu (som under Den Kolde Krig) mere eller mindre støtter den bevægelse, som aktuelt er den store trussel mod frihed og demokrati, har så travlt med at pådutte os andre alt muligt dårligt, fx nazisme. Folk af vores slags er konsekvent imod enhver form for totalitarisme.
Jeg har derfor også med tilfredshed noteret, at Søren Krarup i Folketinget i dag har sammenlignet Koranen med de to andre totalitære helligskrifter, nemlig "Das Kapital" og "Mein Kampf".
Men det er interessant, at man næsten altid glemmer "Das Kapital" og (i tørklædedebatten) Hammer og Segl, når man refererer. Måske fordi man selv betragter dem som hellige. Men det er i virkeligheden sådan, at det (bortset fra jødehadet) først og fremmest er kommunismen, man kan sammenligne islam med. Begge er altomfattende tilværelsesforklaringer, som skal tilegnes og efterleves i tro - og som har forfærdelige virkninger for menneskelivet og samfundslivet.
Se dog virkeligheden i øjnene, og kom ind og vær med i forsvaret for frihed og demokrati!
FØRSTE INDLÆG
(FORMIDDAG):
Det afgørende er BT’s infame forside med ”Hyldede Hitler”. Taget for pålydende er det en bragende påstand om, at Morten Messerschmidt skulle have udtrykt tilslutning til, hvad Hitler stod for. Og det er jo i total modstrid med virkeligheden, ren tilsvining.
Og sangen ”Deutschland, Deutschland über alles” fra 1841 (ATTEN-hundrede og enogfyrre) bliver ikke en nazisang af, at den blev sunget i Nazityskland. Det var netop karakteristisk for nazismen, at den misbrugte gamle tyske ting for at legitimere sig. Og ingen i Danmark tænker over, at første vers ikke må bruges i det moderne Tyskland, fordi der jo i det bla. tales om Tyskland helt op til Lillebælt (Slesvig). Desuden sang Morten Messerschmidt, så vidt jeg ved, denne nationalsang sammen med andre landes nationalsange. Sammenhængen eller temaet var altså ”europæiske nationalsange”. Så HVIS Morten Messerschmidt i denne forbindelse skulle have løftet armen, skulle man snarere bebrejde ham, at han - som EU-ordfører - havde fornærmet EU’s største medlemsland!
Der kører en tilsviningskampagne mod Dansk Folkeparti, hvis medlemmer og vælgere er ganske almindelige brave og demokratisk sindede danskere. Og hvem er denne tilsviningskampagne til fordel for? Den er til fordel for vor tids største og farligste totalitære og antijødiske bevægelse. Men det skal ikke lykkes for hverken islam-støtterne eller de pæne borgerlige at svække os. Virkeligheden lader sig ikke tale eller lyve væk. Målet må være mindst 15 procent til Dansk Folkeparti ved næste valg!
* * *
Snavset over på os
[Kristeligt Dagblad 22.05.07]
Da jeg så overskriften til Henning Mortensens indlæg 18/5 ”Den artikulerede vold - og den stumme”, troede jeg først, det var et indlæg mod de debattører, der mere eller mindre klart støtter de voldelige demonstranter. Men det viste sig at være et indlæg af en af disse debattører selv. Sådan bliver der vendt op og ned på alt. De, der selv støtter vold i gaderne og vor tids største totalitære og antijødiske bevægelse, nemlig islam, prøver at kaste snavset over på os, der kæmper for friheden i Danmark, Europa og verden.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Paragraf 67 og islam
Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol., formand for DF Lolland, Fuglsevej 5, 4960 Holeby
[Jyllands-Posten 05.05.07. - Manuskript-titel: ”§ 67 og indvandrings-islam”. Og der er enkelte, i nogle tilfælge lettere uklarhedsskabende, småuoverensstemmelser i avisversionens tegnsætning. Her bringes manuskriptets tekst.]
Jeg har længe tænkt over, hvad Grundlovens § 67 om religionsfrihed egentlig omfatter, og i hvert fald hvad grundlovsfædrene har ment med den. Og jeg kunne godt tænke mig at se, hvad vore forfatningseksperter vil sige til de spørgsmål, jeg her stiller - selv om jeg ikke har den store tillid til, at de vil være i stand til - eller vil have lyst og mod til - at behandle dem seriøst og uhildet.
Når der nemlig for det første står, at ”Borgerne har ret til”, er der så ikke tænkt på selve landets befolkning? Dvs. på situationer, hvor der hos en gruppe af borgere her i landet danner sig et nyt religiøst tankesæt med dertil hørende behov for en anderledes gudsdyrkelse. Eller sagt på en anden måde: Indebærer Grundlovens § 67 en pligt for det danske samfund til at åbne grænserne for masseindvandring af tilhængere af andre religioner?
Og når der for det andet står, at den ret, der er tale om, er retten til at ”forene sig i samfund for at dyrke Gud”, omfatter det så et hvilket som helst idékompleks, inden for hvilket man påberåber sig at dyrke Gud? Nej, det gør det ikke, for anden halvdel af paragraffen lyder jo: ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
Det afgørende er så, om ”den offentlige orden” også kan betyde ”samfundsordenen”, så at fx en lære, der går imod religionsfriheden - og dermed Grundloven selv - ikke er omfattet, ja, en lære, som findes i en hellig bog, der side op og side ned påbyder kamp mod og undertrykkelse af anderledes troende, og en lære, som overalt, hvor den hersker, medfører religiøs ufrihed og megen anden elendighed.
Disse spørgsmål kan sammenfattes i spørgsmålet: Er indvandrings-islam (egentlig) omfattet af Grundlovens § 67?
* * *
Som Stalins alliance med
Hitler
[Lolland-Falsters Folketidende 03.05.07]
Pelle Dragsteds indlæg 2. maj: ”Totalitære præster” viser, at Enhedslisten har fået snøret tørklædet så stramt om halsen, at man må prøve et modangreb. Men han sigter for lavt.
Og hvad islam angår, mener Pelle Dragsted så, at bare noget kalder sig religion og påberåber sig åbenbaring fra Gud, skal det være hævet over kritik? Pelle Dragsted skal læse Koranen, så vil han se, hvad det er vi er oppe imod. Men Enhedslisten tror selvfølgelig, de kan lave en midlertidig alliance med islam, ligesom Stalin lavede en midlertidig alliance med Hitler, og så ellers overtage ledelsen, når det hele er brudt sammen.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Rød-grøn
[Lolland-Falsters Folketidende 26.04.07]
Næsten alt, hvad Pelle Dragsted fra Enhedslisten den 25. april skriver om ”Både sekularisering og religionsfrihed”, er ganske udmærket. Dog ikke hans sidestilling af Dansk Folkeparti med regimerne i de lande, hvor den marxistiske socialisme praktiseredes. Vi forfølger ikke religion i Grundlovens forstand (borgernes ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud, § 67), men forsvarer vort frie samfund mod en bestemt totalitær religion, der udbredes ved indvandring. Og det, vi spørger Enhedslisten om, er altså, hvad det betyder, at en repræsentant for denne religion opstiller på netop denne liste. Vi synes, det er en højst ejendommelig nyudvikling af begrebet rød-grøn.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Menneskesyn
[Lolland-Falsters Folketidende 24.04.07]
Når Folketidendes lederskribent 23. april har svært ved at sympatisere med det menneskesyn, der ligger bag Søren Krarups sammenligning af det muslimske tørklæde med det nazistiske hagekors, afslører han, at han selv har et menneskesyn, hvor hensynet til friheden må vige for hensynet til pænheden og kortsigtede politiske og økonomiske interesser. Når vi engang kommer ud på den anden side af alt dette, vil den moralske dom over denne holdning blive hård. Selv om det nok også til den tid vil være pinaforeadmiralerne, der giver tonen an.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Læs Koranen!
Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol., formand for DF Lolland, Fuglsevej 5, 4960 Holeby.
[Jyllands-Posten 21.04.07]
Der er selvfølgelig ikke fuldkommen symmetri mellem hagekorset og tørklædet. Tørklædet er først og fremmest et kvindeundertrykkelsesinstrument. Så her må man virkelig ønske Enhedslisten tillykke.
Men hagekorset er jo også et religiøst symbol (et af verdens ældste og mest udbredte) - om end det for nazisterne først og fremmest var et arisk symbol.
Og hvis et folketingsmedlem skulle insistere på at optræde i folketingssalen iført tørklædet, vil dette uvægerligt få karakter af politisk-religiøst symbol, symbol for den også i politisk forstand totalitære islam.
Man kan desuden ikke blåstemple tørklædet blot ved at henvise til, at det er et religiøst symbol. Det afgørende er, hvad den religion, det symboliserer, står for. Og her kan jeg kun sige: Læs Koranen!
* * *
INDLÆG 2
I diskussionen ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”. - Svar til Brian.
debat.religion.dk 19.04.07. - Sat her på siden 20.04.07. -
Står også på undersiden ”Kirke og teologi”.
Kære Brian!
Tak for dit svar!
Det står ganske vist ikke helt klart for mig, hvor du vil hen. Navnlig er jeg spændt på, om du udtrykker enighed med mig, når du skriver: ”Den ordlyd der skal ændres, er det at evangeliet hele tiden skal vendes og drejes og tolkes ind i en ny samtid. [S]kriver biskopperne en ny version i december måned 2008 vil der være forhold der har ændret sig. - [S]å skal de skrive noget nyt”. Men det er vel i overensstemmelse med, hvad du ønskede at sige, når jeg har sat et stort S ind i ” [S]kriver biskopperne ...” og ”[S]å skal de skrive noget nyt”. Og så må jeg jo umiddelbart læse det, som om du ER enig med mig i, at nyformuleringer af et sådant dokument vil være en skrue uden ende.
Hvad din egen holdning til CA angår, vil jeg først og fremmest sige, at du naturligvis er i din gode ret til at opfatte den som ”blot en bog på biblioteket”. Du er måske slet ikke medlem af den evangelisk-lutherske Folkekirke? Men især for os, der er præster i Folkekirken, men jo også for enhver, der udtaler sig i sin egenskab af medlem af Folkekirken, ja, for enhver, der vil forstå, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, har denne gamle tekst jo stor betydning. Det er i høj grad her, man må begynde, når man i dag skal forstå, hvorfor vi ikke er en del af Den Romersk-Katolske Kirke. Og det er også i høj grad her, man må begynde, når man (som jeg) vil arbejde for, at de, der blev tilbage i Romerkirken, og vi, der måtte forlade den, kommer til at leve tættere sammen, idet vi lærer af de gode ting hos hinanden.
Men een ting er begyndelsen, noget andet er alt, hvad der er sket siden, for slet ikke at tale om, hvad der sker nu, og hvad der skal ske i fremtiden. Og her gælder det naturligvis først og fremmest selve sam-livet, altså det, at katolikker og lutheranere omgås hinanden og fejrer gudstjeneste med hinanden - selv om katolikkerne jo ikke vil lade os deltage i deres nadver, hvad vi nemlig er nogle der godt ville, idet vi tror, at Kristus er større end den katolske messeoffertanke.
Med islam er det helt anderledes. Men dette forhold handler CA som sådan jo ikke om. Når ”muhamedanerne” overhovedet er nævnt (sammen med en lang række andre kættere), er det som sagt kun en understregning af, at hvis der er nogen, der står fast på den sande kristne lære, så er det de evangeliske. Det er derfor helt vildt pinligt, at der er nogen, der i fuldeste alvor vil begynde at lave nyfortolkninger af CA for at tækkes muslimerne. Men det er kun een blandt mange pinligheder af den art i denne tid.
Endelig vil jeg gentage, at hvis nogen er i tvivl om, at islam i bund og grund er i modstrid med kristendommen, så skal man bare sammenligne Koranen og Det Nye Testamente. Det er helt tydeligt, at Muhammed først har taget, hvad han ønskede, fra hhv. jødedommen og kristendommen, dernæst har omformet det efter sit eget hoved og endelig har vendt sin nye lære aggressivt mod både jøderne og de kristne. Dette kan man med selv den bedste/værste vilje ikke ændre på. Det er en religionshistorisk kendsgerning.
At man så godt kan optræde høfligt og venligt over for det enkelte muslimske menneske, man møder i dag, er en anden ting. Den enkelte muslim er jo først og fremmest selv offer for Muhammeds konstruktion! Men LÆREN må man af helt indlysende grunde fordømme. Også fordi den i den grad bygger på trusler og vold og krig.
Med venlig hilsen
Bent Christensen
* * *
INDLÆG 1
I diskussionen ”FOLKEKIRKEN
VIL GØRE OP MED FORDØMMENDE BEKENDELSE”
debat.religion.dk 19.04.07. - Sat her på siden samme dag. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”.
Er alle da ude af sig selv af frygt for de nærtagende og truende muslimer? Og har alle grød i hovedet?
Der er ingen tvivl om, at når der i netop Den Augsburgske Konfession bla. står, at de reformatoriske ”fordømmer” muhamedanerne, så er det, fordi man vil erklære, at man ikke står mindre fast på den sande kristne tro end de andre i Den Katolske Kirke.
Sådan har man altså udtrykt sig i dette historiske dokument fra 1530. Og sådan skal man lade det blive stående. Hvis man begynder at lave en nyfortolkning af netop et sådant historisk dokument, binder man sig til hele den pågældende nye ordlyd, som man så må ændre igen, næste gang nogle bliver fornærmede og andre bange.
Og ordet ”fordømme” har altså intet med domstolsafgørelser eller lignende at gøre. Det betyder bare, at islam er uforenelig med og i diametral modsætning til kristendommen. Det kan enhver, der gør sig den ulejlighed at foretage en sammenlignende læsning af Koranen og Det Nye Testamente, overbevise sig om. Sådan er det.
Bent Christensen
* * *
Sterilitet
eller pluralitet
[Sendt til Kristeligt Dagblad 09.03.07, men var endnu 19.03.07 ikke blevet trykt]
Birthe Rønn Hornbech skriver (9/3), at vi kan undgå at lave os selv om, hvis vi ikke misbruger de militante muslimer som fjendebilleder. Men det er en besværgelse. Enten får vi et i (også) religiøs forstand mere og mere sterilt samfund, hvor ”værdierne” bliver den nye tvangsreligion, eller også får vi et mere og mere pluralistisk samfund. Når det nu skal være - for det har vore politikere og omverdenen jo bestemt - foretrækker jeg det sidste. Så længe også vi kristne kan få lov til at være her.
Bent Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej
5
4960 Holeby
* * *
Mindre religion
[Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 06.03.07. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”.]
Da jeg blev præst i 1971, syntes ”religionen”, dvs. kristendommen, at være under afvikling i Danmark. Omkring 1980 kom der en ny åbenhed - for alle mulige former for religiøsitet, herunder dog også kristendommen. Så kom indvandringen. Som hed sig at være af så beskedent omfang, at det da umuligt kunne få nogen indflydelse. Men efterhånden fik vi at vide, at nu var vi et multikulturelt samfund, og at det måtte vi indstille os på. Der blev løjet for os og manipuleret med os, og alle slags undertrykkelsesmekanismer blev taget i anvendelse. Det var faktisk de metoder, der blev brugt for at holde den frembrydende kritik nede, der først fik mig op af stolen. Men efterhånden begyndte selve problemets karakter at gå op for mig.
Alle vi danskere vil gerne hjælpe. Men selv den største indvandring til Danmark ville jo ikke kunne afhjælpe de enorme problemer, den tredje verden stod i, hvorimod den ville betyde, at Danmark ville komme til at udvikle sig i en helt anden retning, end det ellers ville være blevet tilfældet. Og det ser vi nu. Prisen for at have nogle hundrede tusinde muslimer i Danmark er, at nu skal også kristendommen henvises til privatsfæren. Som en slags hobby.
Jeg er ikke, hvad man kalder teokrat, altså en, der mener, at religiøse argumenter skal have en særlig vægt eller ligefrem være de eneste afgørende. Men havde vi ikke haft indvandringen, ville tingene have kunnet udvikle sig naturligt. Med et større eller mindre antal mere eller mindre bevidste kristne. Og med den indflydelse på menneskelivet i Danmark, det på en naturlig måde kunne have fået.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Virkeligheden er vanskelig
[Lolland-Falsters Folketidende 20.12.06. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
Den 19. december bragte Folketidende et læserbrev af den jyske sognepræst og medstifter af Præsteinitiativet Bodil Hindsholm Hansen: ”Indenfor og udenfor”. Og til det vil jeg sige:
Det er rigtigt, at Jesus - blandt meget andet, som vi heller ikke må glemme! - har sagt henholdsvis ”Jeg var fremmed, og I tog imod mig”, og ”Jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig” (Matt. 25,35 og 43). Og det må vi alle høre. Ja, jeg mener det virkelig. Hvad skulle jeg ellers mene? Problemet er bare, at der er et par milliarder mennesker i verden, der ville opnå en kolossal forbedring af deres livssituation, hvis de blev lukket ind i Danmark. Ligesom det jo i øvrigt også har vist sig, at det ikke kun er mennesker, man lukker ind, når man bare åbner dørene, men i høj grad også nogle idéer, der - hvis de får magten her - vil kunne ødelægge alt, hvad vore forfædre og vi selv har fået bygget op, og som gør Danmark til et så attraktivt sted.
Det nytter altså ikke, bare at hælde helligt vand ud af ørerne, som Præsteinitiativets folk gør. Virkeligheden er vanskelig, og man skal ikke bilde hverken sig selv eller andre ind, at man har efterlevet Jesu ord, bare man har forsøgt at skubbe en smule til den nuværende danske fremmedpolitik.
Bent Christensen
præst og politisk aktiv borger
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Islam og
naturlig åbenbaring
Af Bent Christensen
[Dansk Kirketidende 23/2006, 29.11.06. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
I sit svar i nr. 21/2006 på indlæggene fra os medlemmer af Islamkritisk Netværk i nr. 16/2006 skriver Kim Arne Pedersen om mig, at jeg ”argumenterer mod naturlig teologi”, ja, han spørger, om jeg ikke ender i ”en barthiansk og dermed ikke særlig grundtvigsk position”, og hvorfor jeg ikke som Grundtvig-forsker diskuterer ”Grundtvig og naturlig teologi”. Men det var jo ikke naturlig teologi som sådan, jeg argumenterede imod. Jeg mindede blot om, at ”Islamkritisk Netværk er ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk diskussionsforum”. Og jeg vil i den forbindelse gerne bringe noget af det i min oprindelige tekst, jeg måtte skære væk for at efterkomme redaktørens krav om max 600 ord:
”Nu er det jo ikke sikkert, der overhovedet ER nogen Gud. ([...] jfr. Grundtvigs helt afgørende vigtige skelnen mellem spørgsmålet om ”den sande kristendom” og spørgsmålet om ”kristendommens sandhed”). [...] Men er der dækning for ordet ”Gud” med stort G, er der altså kun een. Og jeg vil sådan set med hele mit gemyt og i hele mit eget discipelforhold til Grundtvig meget gerne tale om, at denne ene Gud også åbenbarer sig i sit skaberværk. Ja, jeg gik, som nogle af dette blads læsere kan have bemærket, faktisk på pension som 60-årig i 2003 for at kunne hellige mig projektet ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”, hvor pointen netop er, at det gudsforhold, som i gudstjenesten, teologien og fromhedslivet finder sted i den frelseshistoriske dimension, så at sige bliver fyldt ud af dén indirekte gudserkendelse, som opnås gennem ”den kendende og elskende forholden sig til selve Tilværelsen”. Der er dog her klart tale om et projekt inden for kristendommens rammer, men alligevel”.
Herefter kommer det i nr. 16 trykte afsnit, hvor jeg svarer benægtende på spørgsmålet, hvorvidt islam kan regnes for ”naturlig åbenbaring”, men i stedet betegner islam som ”historiens største kætteri”. Hvortil jeg i den oprindelige tekst føjede: ”Medmindre altså Muhammed havde ret, og det er os andre, der er kættere, forvanskere, vantro. Det endegyldige svar på dette spørgsmål, gives - som Grundtvig også har sagt det - først ved verdens ende”. - Og jeg fortsatte:
”Noget helt andet er, hvordan vi som kristne skal forholde os i mødet med den konkrete muslim, og her vil jeg godt sige, at hvis det er i et møde i en stille og rolig og fredelig ligevægtssituation, så vil jeg da godt anerkende, at muslimen (navnlig hvis han aldrig har hørt andet) i hvert fald selv tror, det er Gud, han forholder sig til. For uanset hvad vi ellers må sige om islam, er også hver enkelt muslim jo skabt til Gud, dvs. med en trang til at finde hvile i forholdet til Ham. Og så kan vi ellers, som det hedder, tage den derfra. Hvilket ganske vist, hvis samtalen fortsætter længe nok, vil føre til konstateringen af, at der er tale om to fundamentalt forskellige måder at forholde sig til vor fælles Skaber og Herre på”.
Til slut vil jeg her sige, at det - netop i forholdet til islam - ikke er muligt at skelne mellem religion og politik, fordi islam jo under påberåbelse af at sidde inde med den direkte, nøjagtige, fuldstændige og endegyldige åbenbaring kræver politisk magt eller (foreløbig) særbehandling. Og det, at dette krav under alle omstændigheder og først og fremmest må afvises politisk, betyder ikke, at det ikke også nødvendiggør en teologisk kritik, der ganske særligt retter sig mod de elementer i islam, der her er tale om.
* * *
Tænk, hvis ...
[Lolland-Falsters Folketidende
17.10.06]
Man må håbe for
Socialdemokraterne, at Rødby-næstformand Morten Kristiansen står ret alene med
sin uhyre ømskindethed på muslimernes vegne
(læserbrev i Folketidende 16.10.06). For ellers må man virkelig håbe for
Danmark, at den seneste meningsmåling er en enlig svale. Tænk, hvis
Socialdemokraterne med en sådan holdning skulle komme til at danne regering -
støttet af Radikale, SF og Enhedslisten!
Jeg har aldrig latterliggjort
muslimerne. Det klarer de udmærket selv med den hysteriske og voldelige
fremfærd, mange af dem udviser, så snart nogen gør noget, der ikke passer dem.
Først var det Jyllands-Posten, så var det Paven, og senest har det altså været
den sommerspøg under en privat fest, en ”muldvarp” og en nystartet gratisavis
fik offentliggjort. Men mon ikke alle andre end Morten Kristiansen og hans
ligesindede snart er ved at være trætte af dette hysteri.
Bent
Christensen
Formand
for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej
5
4960 Holeby
* * *
MIN FORKLARING
Af Bent Christensen, pastor emer., dr. theol., Holeby
[Dansk Kirketidende 16/2006, 23.08.06. Eet af fire indlæg fra medlemmer af Islamkritisk Netværk mod Kim Arne Pedersens artikel i DKT 14/2006 ”Grundtvig, islam og det islamkritiske netværk”. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
I artiklen ”Grundtvig, islam og det islamkritiske netværk” (nr. 14/2006) påstår Kim Arne Pedersen, at vi grundtvigske teologer i Netværket har et forklaringsproblem. Men Grundtvig selv kan altså også være meget hård - og meget træffende, forbløffende aktuel - i sin islamkritik. Og Islamkritisk Netværk er ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk diskussionsforum. Det er dannet i en situation, hvor de gode, de bange og de kyniske (erhvervsfolk og geopolitikere) slår knuder på sig selv for at fedte for muslimerne, ja, repræsentanter for Folkekirken ligefrem taler om at revidere teksten i et af dens bekendelsesskrifter.
Det må derfor afklares, hvordan Folkekirken bør optræde i denne situation. Og der må øves en teologisk kritik af religionen islam, hvis troende optræder i Danmark og Europa i stadigt stigende tal og fører sig frem med politiske krav med stadigt voksende styrke, to forhold, som tilsammen kan komme til at betyde en total ændring af hele vor livsform, ja, i sidste ende og i værste fald enten islamisk dominans eller samfundsmæssigt kaos og måske ligefrem borgerkrig.
At muslimen og den kristne ikke tror på den samme Gud, er en meningsløs påstand, hvis det er underforstået, at muslimen og den kristne så tror på hver sin Gud (med stort G). Meningen er derfor, at for den kristne er muslimens gud en afgud, ja, det, der er værre! Islam er jo ikke et resultat af naturlig åbenbaring. Den er ikke kommet til Muhammed gennem hans oplevelse af menneskelivet og verden. Islam er - ud fra en religionshistorisk betragtning - Muhammeds konstruktion på baggrund af hans kendskab til jødedommen og kristendommen. Og dermed ud fra en kristen betragtning historiens største kætteri.
Det, at alle mennesker er Guds skabninger, skabt i hans billede, så vi ligner ham, ja, skabt til Ham, garanterer ikke noget som helst. Ordet ”Gud” bare en lyd - der kan bruges til hvad som helst. For desværre er det af Gud skabte menneske en falden skabning, en synder, der vil sikre sig og hævde sig i forhold til sin Skaber og videre vil bruge ethvert middel, også det allerhøjeste, nemlig skabningsforholdets ”religiøse instinkt”, til at gøre sig selv til herre over sit medmenneske. Derfor er den megen tale om særlig respekt for idé- og praksiskomplekser, der er forsynet med betegnelsen religion, tåbelig, ja, man burde snarere sige, at ethvert sådant kompleks bør sættes under skærpet tilsyn, når det gør krav på særligt hensyn og særlig magt.
Det er altså fuldt berettiget, at vi i Islamkritisk Netværk prøver at sætte et kritisk lys på såvel islams fremfærd som på vor egen måde at forholde os til den på. Ikke på den måde, at vi selv gør et fundamentalistisk magtkrav gældende, fordi vi tror på ”den ene sande treenige Gud” og på Jesus som ”Kristus Guds Søn” (ude på verdens store torv er såvel kristendommen som islam jo bare påstande blandt andre påstande), men på den måde, at vi lægger Koranen og Bibelen ved siden af hinanden og desuden sammenligner de to religioners tilblivelseshistorie og videre historie og frugter, idet vi også foretager en systematisk opgørelse af deres indhold og væsen. Videre må vi sammenligne islam og dens frugter med den samfunds- og livsform, der fremstår som ønskelig, ikke bare for os selv i vore egne lande, men også universelt. Guddommeliggørelsen og den deraf følgende urimelige brug af menneskerettighederne må ganske vist også kritiseres, men de bør forstås og bruges som et sæt praktiske spilleregler med universel gyldighed, hvor det universelle simpelt hen viser sig derved, at ingen i det lange løb kan slippe af sted med at modsige dem over for verdensoffentligheden.
* * *
GRUNDTVIG
VILLE HAVE KÆMPET
[Kristeligt Dagblad 28.06.06 og 05.07.06]
I sit indlæg her i avisen 24.06.06 ”Grundtvig ville have rystet på hovedet” hævder Kim Arne Pedersen, at vi grundtvigske teologer, som er medlemmer af Islamkritisk Netværk, har et forklaringsproblem.
Men Islamkritisk Netværk er altså ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk diskussionsforum. Netværket er dannet i en for såvel Danmark som Folkekirken yderst alvorlig situation, hvor det dels gælder om at øve kritik mod en importeret totalitær lovreligion, dels gælder om at stå fast på den sande kristendom i modsætning til det kætteri, denne religion af os kristne må betragtes som.
I denne situation er der for mig ingen tvivl om, hvor Grundtvig ville have stået. Han ville selvfølgelig have været den første til at kæmpe for friheden og mod uklarhed om, hvor den sande kristendoms grænser går. Men hvor står Kim Arne Pedersen i denne kamp? I forhold til Grundtvig er det måske snarere ham, der i denne alvorlige situation har et forklaringsproblem.
Bent Christensen
pastor emer., dr. theol.
medlem af Islamkritisk Netværk
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
DER
ER MINDST FEM DIMENSIONER I DET NYE NETVÆRK
[Kristeligt Dagblad 12.06.06. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi””]
[Min
overskrift var (bedre, ikke misvisende): Dem og os – mindst fem dimensioner]
Af Bent Christensen
Den fremmedpolitiske debat og debatten om forholdet til islam har altid været præget af rod i begreberne. Og forvirringen er ikke blevet mindre, efter at Islamkritisk Netværk er trådt frem. Der er mindst fem dimensioner i hele den samlede problematik.
I den første dimension ligger selve befolkningsudskiftningsproblematikken, hvor mange danskere er imod, at der kommer så mange fremmede til landet, at vore efterkommere selv i bedste fald kommer til at leve i et helt andet samfund, end det ellers var blevet tilfældet – medens andre ser udslettelsen af det særligt danske som et formål i sig selv.
I den anden dimension ligger de problemer, der på det kulturelle og samfundsmæssige plan er forbundet med den voksende tilstedeværelse af specielt muslimer, idet selve tilstedeværelsen af et stort muslimsk mindretal på en helt særlig måde vil komme til at præge menneskelivet i Danmark. Afgørende er her det moderne, frie vestlige samfunds modstand mod de teokratiske og dermed totalitære elementer i islam.
I den tredje dimension ligger spørgsmålet, hvordan store grupper med forskellig tro skal kunne leve fredeligt ved siden af hinanden i samfundet. Her må de kristne alt andet lige være de første til at gå ind for fredelig sameksistens. Ikke mindst vor egen historie her i Vesteuropa har lært os en frygtelig lektie, hvad dette angår. Problemet er bare, at alt ikke er lige, idet der, selv med de så stærkt kritiserede danske stramninger, er tale om en tilstrømning og tilvækst af et omfang, som er helt uden fortilfælde.
I den fjerde dimension ligger de kristnes forhold til muslimerne på selve det religiøse og teologiske plan, et forhold, der har såvel en kritisk som en missionarisk side. Pdes. må de kristne træde ganske særligt op mod de undertrykkende elementer i islam og i det hele taget afvise denne religion som et kæmpe kætteri, men pdas. må de i lydighed mod Kristi missionsbefaling i fuld frihed komme de mennesker kærligt og taktfuldt i møde, som indtil nu har levet deres liv inden for rammerne af denne religion, ja, i en vis forstand anerkende, at de i hvert fald selv tror, de dermed forholder sig til hele verdens og alle menneskers ene Herre, hvorefter de kristne ved såvel eksempel som ord må forkynde evangeliet om, at det er ved Jesus Kristus, man kommer i det sande forhold til denne Herre og opnår den sande frihed.
I den femte dimension ligger den kristne kirkes eventuelt mere politiske optræden i forhold til såvel de herboende muslimer som den muslimske verden overhovedet. Her er der nogle, der gerne vil optræde politisk på Folkekirkens vegne, medens andre er imod en sådan optræden, især hvis Folkekirken dermed får en slags rolle som et vedhæng til hhv. Udenrigsministeriet og Integrationsministeriet.
Det er vigtigt at skelne mellem disse dimensioner – også selv om de jo ofte skærer ind over hinanden og [STRØGET AF KD-RED: især for så vidt angår dimension 1 og 2 og dimension 3 og 4] skaber ubehagelige dilemmaer.
Bent Christensen,
pastor emer., dr. theol. og medlem af Islamkritisk Netværk,
Fuglsevej 5,
4960 Holeby
* * *
Sagen
fremfor ”tonen”
[Lolland-Falsters Folketidende 31.05.06. - Står også på undersiden ”Politik”]
Tak til Henrik Jonsson, VU, for indlægget ”At kaste med sten” 30.05.06. Jeg havde ikke selv set EL-folketingskandidat Niels C. F. Rasmussens indlæg 27.05.06: ”DF-politikere går over stregen”, men vil som ”DF-præst” føje et par bemærkninger til.
Det er rigtigt, at det er dumt, når nogen fra vores side benytter en sprogbrug, der på nogen måde kan angribes. Situationen er for alvorlig til, at der skal bruges mere tid på debat om ”tonen”. Og jeg vil opfordre alle DF’ere til at være omhyggelige med ordvalget. Noget helt andet er, hvor forfærdelige de nævnte eksempler egentlig er. ”Pest over Europa” er som bekendt oprindelig titlen på socialdemokraten Hartvig Frisch’s bog mod nazismen fra 1933, og der er blandt klartseende iagttagere i hele verden (bla. Salman Rushdie) enighed om, at det er islamismen, der er vor tids totalitære trussel. Kræftknude-billedet er rigtignok ulækkert, men det er faktisk et reelt og alvorligt problem, det er brugt som billede på. Vi skal bare bruge nogle andre, uangribelige, ord, når vi taler om det. Endelig er der Martin Henriksen-citatet, som er revet ud af den sammenhæng, det oprindelig optrådte i, og som var det såkaldte æresdrab i Slagelse. Her har vi et tydeligt eksempel på, hvordan en voldsom sprogbrug kan flytte fokus fra et reelt, virkelig forfærdeligt problem.
Endelig vil jeg om islam-vennernes idelige henvisning til næstekærligheden sige, at ikke mindst fænomenet ”æresdrab” viser, at den sande næstekærlighed eller medmenneskelighed bla. må vise sig i, at man prøver at beskytte sine medmennesker mod enhver form for vold og undertrykkelse.
Bent
Christensen
Pastor
emeritus, dr. theol.
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
I VIRKELIGHEDEN
[Præsteforeningens Blad nr. 2006/21, 26.05.06. Står også på undersiden ”Kirke og teologi”. Se mit første indlæg længere ned på denne side]
I sit svar på mit indlæg ”Folkekirken i Muhammed-krisen” (nr. 15/16) – med overskriften ”En skrivebordsskelnen” (nr. 19) – betegner Jørgen Christensen min skelnen mellem politiserende resolutioner og det, alene at udtale sig om det, der har med kirkens egne forhold at gøre, som ”en skrivebordsskelnen, der ikke passer på virkeligheden”. Men jeg må fortsat se det som et særdeles virkeligt problem, at folk fra den kirke, jeg er medlem af, er med til at vedtage en udtalelse, hvor der i forhold til en hysterisk, magtsyg og voldelig, ja, i nogle tilfælde morderisk reaktion på nogle uskyldige tegninger i en dansk avis tales om ”respekt” og om, at offentliggørelsen af tegningerne var ”en devaluering af ytringsfriheden”. Og det bliver ikke bedre af, at de kristne i de pågældende lande er blevet gjort til gidsler, hvoraf nogle er blevet dræbt.
Jeg så helst, at vi Folkekirken blev enige om, at ingen, der på nogen måde optræder på et kirkeligt embedes eller et kirkeligt organs vegne, kan skrive under på noget som helst. Og det indebærer ikke en fornægtelse af kirkens legemlighed – som jo netop ikke skal komme til udtryk på papir, men i, at vi kristne omgås hinanden, fejrer gudstjeneste sammen, oplever andre ting sammen og taler med hinanden om såvel praktiske som teologiske spørgsmål.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Torslunde,
Holeby
* * *
Rod i begreberne
[Lolland-Falsters Folketidende 01.05.06. - Er også på undersiden ”Politik”]
I Folketidende 29.04.06 spørger Sune Reitz i anledning af mit indlæg ”Beklageligt, men nødvendigt”, om det ikke er DF’s politik, ”at Danmark skal få gode, højtuddannede folk her til landet”, ja, siger, at han troede, det var en del af vores politik. Men det er det ikke uden videre. Og så er vi jo i øvrigt ovre i et helt andet område. Sune Reitz roder i det hele taget begreberne sammen. Jeg forstår godt hans – og de andre direkte involveredes – følelser. Og der er næppe tvivl om, at selve Arsenys person ville være en gevinst for Danmark – som han vil være det for Rusland! Men vi er altså nødt til at have nogle regler for, hvordan man får ophold i Danmark – uanset at der kan forekomme enkelttilfælde, der virker helt urimelige, især når man er tæt på dem. Man må jo ikke diskriminere. Og det er ikke lighed for loven, hvis sympatiske enkeltpersoner med støttekampagner bag sig kan få særbehandling.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Beklageligt, men nødvendigt
[Lolland-Falsters Folketidende 29.04.06. - Men har måske været tilgængeligt på anden måde allerede 25.04.06. Det vidner et læserbrev ved siden af om. Et svar på dette er allerede sendt og vil under alle omstændigheder bliver sat ind på denne side senere. - Denne tekst står også på undersiden ”Politik”].
-
I Folketidende 24.04.06 skriver næstformand for Socialdemokratiet i Rødby Morten Kristiansen, under overskriften ”Medmenneskelighed mangler”, med udgangspunkt i Arseny-sagen, at hvis man bliver ved at stemme på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti, stemmer man for de nuværende ”uretfærdige regler” på udlændingeområdet. Omvendt må man så kunne slutte, at hvis man stemmer på Socialdemokraterne, stemmer man for en tilbagevenden til en tilstand, der mere ligner den, den socialdemokratisk ledede regering havde bragt os i før valget i 2001. Og en sådan tilbagevenden er der et stort flertal af vælgerne der ikke ønsker.
Det er beklageligt, at der kommer tilfælde som Arsenys. Og det er beklageligt, at uskyldige børn i asylcentrene bliver taget som en slags gidsler af de forældre, der ikke vil rette sig efter de danske myndigheders afgørelser. Men vi er nødt til at have regler, og regler skal være objektive.
Det er i det hele taget beklageligt, at der er så mange mennesker i verden, der kunne få et bedre liv, hvis de fik ophold i Danmark. Men hvis vi ikke havde de regler, vi har nu, ville det ikke vare længe, før denne forskel blev udlignet. Der er problemer nok endda. Det skal man huske på, hvis man overvejer at stemme på de nuværende oppositionspartier.
Bent Christensen
Formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FOLKEKIRKEN
I MUHAMMED-KRISEN
[Præsteforeningens Blad 2006/15-16, 15.04.06. - Er også sat på undersiden ”Kirke og teologi”]
Er jeg den eneste, der har set noget problematisk i dels de danske kirkefolks optræden ude i verden i anledning af Muhammed-krisen, dels den danske delegations medvirken i vedtagelsen af udtalelsen i samme anledning på Kirkernes Verdensråds generalforsamling? Jeg mener, der er noget her, der i hvert fald må drøftes.
Formelt har alle deltaget som enkeltpersoner, og altså ikke på Folkekirkens vegne. Men reelt har det vel både ude og hjemme været opfattet som noget, der er sket på Folkekirkens vegne. Og hertil må jeg sige, at det i hvert fald ikke har været på mine vegne. Og formodentlig heller ikke på flertallet af folkekirkemedlemmernes vegne. Eller i hvert fald langtfra på alle folkekirkemedlemmers vegne.
Jeg er tilhænger af den nuværende Folkekirkes adskillelse fra staten. Dog på så langt sigt som muligt. For vi er ganske uforberedt til det. Og i den forbindelse har jeg gentagne gange sagt – nemlig til dem, der har udtrykt frygt for, at vi så vil få en synode, der udtaler sig om alt muligt – at paragraf 1 i den nye kirkes forfatning skal lyde: ”Intet kirkeligt organ må udtale sig om andet, end hvad der har med kirkens egne forhold at gøre”.
Tilsvarende mener jeg, det allerede nu må præciseres, at intet folkekirkeligt organ og ingen folkekirkelig delegation, hverken hjemme eller ude, må udtale sig om andet, end hvad der har med selve den kristne Kirkes forhold at gøre.
Jeg har fra første færd været en stor tilhænger af den mellemkirkelige organisation, vi fik i 1990, og jeg har selv været meget mellemkirkeligt aktiv i alle disse år. Men formålet skal udelukkende være selve det indre sam-liv i den store familie, de kristne (Kirken) udgør. Og selv i denne dimension skal Folkekirken så vidt overhovedet muligt ikke deltage i vedtagelse af dokumenter og lignende.
Men navnlig skal Folkekirken altså holde sig helt ude af alt, hvad der på nogen måde har politisk karakter. For det første vil ingen politisk eller politiserende udtalelse kunne være på alle folkekirkemedlemmers vegne. Og for det andet skal Kirken kun tale i forkyndelsens og vidnesbyrdets kategorier, ikke i (mere eller mindre pseudopolitisk) resolutions-sprog.
Bent Christensen
* * *
LEDER, LEDE, LEDEST
[Lolland-Falsters Folketidende 15.04.06. - Står også på undersiden ”Politik”]
I Folketidendes leder 10.04.06 finder B.B. ordet politikerlede frem i forbindelse med, hvad der reelt har været Dansk Folkepartis ganske vellykkede indsats mod mad-leden. Og B.B. slutter med at udtrykke ønsket om, at Dansk Folkeparti efter næste valg hopper helt uden for indflydelse – til fordel for det anderledes borgerlige flertal, der er begyndt at tegne sig.
Men det er jo et flertal med det parti, der mere end noget andet har været med til at bringe ulykke over Danmark. Måske med Marianne Jelved som statsminister. Det er der forhåbentlig rigtig mange vælgere der vil se som det ledeste, de kan forestille sig.
Bent Christensen
ny formand for Dansk Folkeparti Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
HER FØLGER RÆKKEN AF BEMÆRKNINGER
12.12.05-08.04.06. - Yngste øverst, ældste nederst.
Skrevet
direkte til denne side. Stod i sin tid altid øverst, før de øvrige tekster, men
er nu sat ind i rækken af almindelige tekster pr. datoen for seneste
bemærkning, altså 08.04.06.
Indledende
bemærkninger
Da der er grænser for, hvor mange læserbreve det er
muligt og/eller ønskeligt for mig at skrive til aviser m.m., har jeg oprettet
denne særlige tekst, som kommer til at bestå af kortere eller længere fremmedpolitiske udsagn, skrevet specielt her
til denne underside. Nogle af dem vil måske senere komme til at indgå i
tekster, der bliver trykt.
- -
YNGSTE AF DISSE BEMÆRKNINGER:
Der er nu gået lige godt en måned siden sidste bemærkning i
dette afsnit. Og der er sket meget i den tid. Ligesom jeg selv har været aktiv
i debatten. Se de almindelige tekster nedenfor - samt bemærkningen lige under
denne om min nye formandspost. - Hvad der har fået mig til at sætte denne
bemærkning på her i dag, er, at meget nu tyder på, at der måske allerede til
næste valg kan komme en RKV-regering, eller i hvert
fald et RKV-samarbejde. I udskriften af min
deltagelse i radioprogrammet ”P 1 Formiddag” 29.03.06 (står på undersiden
”Politik”) sagde jeg, at det, der sker nu (hvor bla. professor Henning Koch vil
have sat Dansk Folkeparti uden for politisk indflydelse), er, at ”det er de
gode, de bange og de kyniske (dermed tænker jeg på geopolitiske og
kapitalistiske interesser), der igen vil tryne folket, ligesom de prøvede det
frem til
På generalforsamlingen 05.04.06 blev jeg valgt til formand for Dansk Folkeparti Lolland (DF i Lolland Kommune). Se undersiden ”Politik”. - Denne oplysning sat på her 08.04.06.
Alt kan stadig ske. Men selv det allerværste, altså fx et
terroranslag i København (hvis mulighed vore modstandere både hjemme og ude jo
allerede mere eller mindre direkte opererer eller truer med) vil ikke give mig
anledning til at sige ret meget, jeg ikke allerede har sagt. Så bortset fra det
indlæg, jeg har sat på Lolland-Falsters Folketidendes netdebat
i dag (efter fjernelsen af et Muhammed-nummer fra Maribo-revyen) og den debat
om Folkekirkens rolle i denne sag, jeg agter at rejse, når det hele har lagt
sig yderligere, vil jeg fra nu af koncentrere mig om mine positive områder, som
altså fortsat er: ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt
nødvendige livsengagement” og ”slavistikken” med særligt henblik på polsk,
polakker og Polen. Se evt. de relevante undersider! - 06.03.06.
Husk, hvordan Hitler kom til magten gennem en stadigt
stigende anvendelse af vold og trusler, ikke mindst mod pressen! - 06.03.06.
En af de mange ting, vi har lært de seneste uger, er, at
intet kan forudsiges! - Der er dog mange ting, der tyder på, at magthaverne i de muslimske diktaturstater
er blevet klar over, at de var kommet for langt ud. Og i det
palæstinensiske selvstyre er man allerede i akut pengenød. Jeg kan derfor håbe,
at det vil vare længe, før jeg føler behov for at sætte bemærkninger ind i
denne afdeling af undersiden ”Fremmedpolitik”. Om overhovedet. - For nu
gælder det den lange modoffensiv. Ikke mod andre mennesker, men mod
islamismen. Ligesom Den Kolde Krig jo ikke var en krig mod mennesker, men mod
kommunismen. - Med min baggrund i Grundtvig, som jeg har siddet i studerekammer
med i alle årene 1972-2002, vil jeg være den første til at fare frem med al
mulig takt og skånsomhed, når det gælder selve menneskehjertets forhold til
Gud, og når det gælder den meget smertefulde vej fra den middelalderlige
stammekultur til den moderne livsform i en global verden. Og jeg er i det hele
taget ikke så naiv, at jeg tror, denne vej kan tilbagelægges i løbet af nogle
få år. Men for det første skal ”de islamistiske bøller” sættes helt uden for
enhver indflydelse i ”den globale landsby” (se læserbrevet fra 10.02.06 med
denne titel nedenfor), og for det andet skal de universelle
menneskerettigheder gøres gældende i også denne del af verden med et stadig
stigende tryk, ligesom en oplysningsvirksomhed via alle til rådighed
stående medier skal føres med stadig større bredde og styrke. - Under alt dette
skal vi som sagt udvise al mulig takt. Ja, vi skal rent ud sagt elske alle vore
medmennesker i de muslimske lande og være solidariske med dem. Men netop derfor
skal vi også kunne udøve al den kultur- og religionskritik, som er
nødvendig, for at de kan komme ud af de trællekår, de nu lever under. For trældommen
sidder også inde i disse menneskers egne hoveder. Man kan kun undertrykke
mennesker i den grad, hvis man har fået sat et særligt ”program” ind i deres
hjerner. Og det program skal vi hjælpe dem fri af. Uden at påtvinge dem vort
eget. For de universelle menneskerettigheder er ikke vore. Det er hverken
mere eller mindre end nogle spilleregler, som er absolut nødvendige, hvis
samfundene skal fungere og menneskene leve sammen. - Netop som discipel af
Grundtvig ønsker jeg for alle mennesker i hele verden (herunder os danskere
selv!), at de ikke kommer fuldstændig rodløse og identitetsløse ind i globaliteten. - Når jeg her siger ”vi”, er det
selvfølgelig ikke os danskere alene, jeg tænker på, men hele den demokratiske
verden og ganske særligt hele EU. Så det allerførste, vi skal gøre, er at lægge
os fast på en EU-politik, hvor vi fortsat kan være kritiske over for
både det ene og det andet, men hvor der ingen tvivl er om vor grundlæggende
vilje til at være med i fællesskabet. Dernæst skal vi så se at finde og
vinde tilslutning til alle de ting, der er nødvendige for at redde både
Europa selv og hele verden fra islamismen. - 10.02.06.
- -
DAGENS DIGT:
Morgenmad i februar 2006
Jeg tygger mit knækbrød
og støvler marcherer i mit øre
jeg tager min ske
men der er blod i min yoghurt.
06.02.06
- -
I såvel den hjemlige som den globale kamp mod islamismen
er det vigtigt, at vi skelner mellem pdes. netop den politiske ideologi,
som islamismen er, og så pdas. selve den teo-logi,
altså lære om Gud, de troende muslimer har. - Vi skal naturligvis ikke
”bekæmpe” andre menneskers ret til at have forestillinger om Gud og en lære om
Gud. Hvilket dog ikke er det samme, som at vi ikke skal ”diskutere teologi” med
hinanden. Men en sådan diskussion skal naturligvis foregå på en fredelig og
taktfuld måde. Ingen kan forlange, at vi skal ”respektere” en religiøs
lære, vi mener er forkert. Men uanset hvor hidsigt vi diskuterer (og det gør vi
jo fx pr. tradition i vor egen folkekirkelige sammenhæng), så skal vi altid
respektere hinanden som medmennesker. - Jeg har selv som feltpræst på Cypern
diskuteret teologi med muslimer, jeg mødte, stille og roligt og i
fuldstændig gensidig respekt, bla. med en ung tyrkisk officer, som var
forbavsende teologisk velfunderet. Samtalen sluttede med, at jeg - på vej ud af
døren - sagde, at vi dog kunne glæde os over at høre til dem, der troede på
Gud, og [imod den muslimske forestilling om, at vi kristne dyrker tre guder]
til allersidst - på mit bedste tyrkisk - proklamerede: ”Gud er een”! - Men
islam fremtræder altså også som en politisk kraft og bevægelse: islamismen.
Og når den gør det, må den finde sig i at blive imødegået på samme måde, som
alle andre politiske bevægelser og partier bliver imødegået. Den politiske
bevægelse islamismen skal ikke kunne gemme sig bag ordet ”religion”. Derfor
må vi her i Danmark på et rent politisk plan træde kraftigt op mod selv de
mindste forsøg på at gøre udemokratiske regler m.m. gældende. Og derfor må vi
globalt voldsomt intensivere bestræbelserne på at hævde de universelle
menneskerettigheder i også de muslimske lande. - Ordet ”næstekærlighed”
er blevet brugt meget i debatten i disse år, og lad mig bare også bruge det
her, idet jeg siger, at hvis vi virkelig elsker vore 1,3 mia. medmennesker i de
muslimske lande, så må vi - med alle fredelige og rimelige midler - kæmpe for,
at de kommer til at leve i frihed og demokrati - og under de økonomiske kår,
der følger heraf. - Med hetzen mod Danmark har den muslimske verden startet
en global kamp. Og den udfordring må vi tage op. Det er muligt, der kommer
en begrænsning i eksporten af danske mælkeprodukter og andre varer. Men så må
vi gøre et desto kraftigere fremstød for eksporten af menneskerettigheder,
frihed og demokrati. - Og lad mig til slut om menneskerettighederne
sige, at een ting er, at der i de senere år er sket et ideologisk, ja,
faktisk ”religiøst” misbrug af dem helt ud i de vildeste absurditeter, noget
andet er, at disse rettigheder - som hverken mere eller mindre end
spilleregler for, hvordan vi skal opføre os mod hinanden, og navnlig for,
hvordan stater skal behandle deres borgere - er et sæt umistelige værdier, hvis
efterlevelse i hele verden er forudsætningen for alle andre fremskridt. -
04.02.06.
Jeg har fuld forståelse for Anders Fogh Rasmussens
vanskelige situation. Med blandt andet en illoyal opposition (især
Socialdemokraterne). Og med grådige og kyniske erhvervsfolk. Og med fx
Storbritannien om en meget illoyal allieret. Men nu skal vor statsminister
altså ikke ydmyge hverken sig selv eller os danskere mere. Og han taler i hvert
fald ikke på mine vegne, når han udtrykker respekt for islam og den muslimske
verden. - Den store globale kamp mellem islamismen og demokratiet er gået i
gang. Og islamismen vil selvfølgelig tabe. Som alle dens forgængere. Jeg håber
inderligt, der kun bliver tale om en kold krig, altså en krig på værdier og
argumenter. Og netop derfor gælder det nu om at føre ”krigen” over i fjendens
område, dvs. om, på alle mulige måder at overvåge menneskerettighedssituationen
i den muslimske verden, og om, på alle mulige måder at give befolkningerne i
disse lande oplysning om frihed og demokrati. - Som det kan ses på undersiden
”Politik” har jeg lige fra begyndelsen af været imod Irak-krigen
og vor deltagelse i den. Den vil jeg faktisk godt sige undskyld for! Men den
kan desværre ikke gøres ugjort, de døde kan ikke gøres levende, så jeg har
aldrig gjort mig til talsmand for, at vi skulle trække os ud. Vi skylder den
irakiske befolkning, at de nu får mulighed for at udvikle et demokrati. Vi kan
i hvert fald ikke være bekendt at overlade dem til de fuldstændig kyniske
terrorister, der nu opererer i Irak. Dette nævner jeg her, fordi jeg er MEGET
ked at, at vi indledte den krig. Vi burde have nøjedes med de ovenfor nævnte -
og tilsvarende - midler til fremme af frihed og demokrati i Mellemøsten. Og
uanset alle krænkelser og trusler må krigen mod islamismen i fremtiden føres
med disse midler. - 03.02.06.
Hellere leve som en fri mand i den yderste fattigdom end som
en træl, der har solgt sin frihed for eksportens skyld! - 03.02.06.
Det har været dejligt at se, at der trods alt er bla. pressefolk ude i Europa og den øvrige verden, der holder frihedens fane højt. Vi skal nu alliere os yderligere med alle sådanne kræfter. Danmark har længe været et foregangsland. Men vi kan ikke klare os uden allierede. - At jeg selv er gået i gang så småt, kan man se på undersiderne ”ENGLISH”, ”DEUTSCH” OG ”POLSKI”. Det startede med, at jeg skrev et taknemmeligt læserbrev til ”Die Welt”. Men så lavede jeg også en mere almindelig tekst, altså på både engelsk, tysk og polsk. Den polske tekst har jeg mailet til en række af mine polske venner, og en af dem har allerede svaret, kritisk ganske vist, men vi har nu indledt en drøftelse. Som jeg blandt andet skrev: ”Vi er uenige. Men når du har lært sagen at kende, er vi måske ikke så uenige!”. - 03.02.06.
Hører netop i TV 2 Nyhederne Herbert Pundik
fortælle om sit forslag i Politiken i morgen om, at krisen skal løses
ved, at der i Danmark bliver samlet ind til en moske - som en folke-gave
til muslimerne, eller altså et sonoffer. - Jeg kan ikke finde på noget
som helst at sige til dette. Kun, at der sikkert kommer endnu værre ting. Ikke
engang fantasien sætter nu grænsen. - 31.01.06.
At imamerne nu skal til at være de helt store redningsmænd - i spidsen for Arla, Dansk Industri og folk fra Udenrigsministeriet - er et af udtrykkene for, hvor langt vi allerede er kommet. - Jeg må også sige, at jeg ikke giver noget som helst for de såkaldte moderate muslimer, der tydeligvis bare skal være en slags slør over den hårde kernes aktiviteter. Det, vi burde kræve af de herboende muslimer, skulle være en absolut utvetydig bekendelse til demokratiet og hele den moderne livsform og et totalt ophør med enhver form for krav. Men det bliver næppe muligt nu. Vi må bøje nakken og knytte hånden i bukselommen. Og arbejde på langt sigt. - 31.01.06.
Jeg har sammenlignet situationen nu med vestmagternes given efter for Nazi-Tyskland i 1938. Men der er også en anden historisk parallel, der nu tegner sig, nemlig 1864, hvorefter Danmark var nødt til at tage vidtgående hensyn til den store nabo i syd. Vi kan nu kun regne med lunken støtte fra de andre demokratiske lande. Og ikke alene er vor ytringsfrihed nu allerede indskrænket; vi har også set Politiets Efterretningstjeneste advare mod antiislamistiske demonstrationer, så at altså også demonstrationsfriheden reelt er indskrænket. Men de sejrssikre muslimer giver også klart til kende, at det er hele den danske fremmedpolitik, der ligger bag vreden mod Danmark. Vi må altså også se i øjnene, at vor politiske handlefrihed bliver indskrænket, så at vi næppe vil kunne tage de skridt på det fremmedpolitiske område, der ellers ville være i overensstemmelse med det store flertals ønsker i den situation, der nu er opstået. - Jeg håber, at ikke mindst Socialdemokraterne vil blive straffet af vælgerne for den helt uhørt illoyale måde, de optræder på. Men hvad hjælper det? Hvad vil fx en stor fremgang for Venstre og Dansk Folkeparti efter næste, måske ikke så fjerne, valg kunne bruges til. Ja, vil det fx være muligt at danne en V-DF-regering? - Vi går sandsynligvis en grum tid i møde. Bundne og stækkede på mange måder. Og tvunget til, ikke alene at beholde de flere og flere muslimer her i landet, men også til at blive ved at tage imod endnu flere. - Dog, vi må ikke give op. Vi bliver tvunget til at bøje nakken. Men vi må ikke miste håbet. Vi må bevare modstands-ånden. Og det gælder nu mere end nogensinde før om at gå ud i de andre demokratiske lande og finde og vinde allierede i disses befolkninger. - Det bliver en lang og drøj proces. Medmindre muslimerne hjælper os ved at gøre nogle ting, der er så uhyrlige, at selv de lunkne politikere i de andre demokratiske lande får nok. Men endemålet er, at islamismen forsvinder ud af historien, som det er sket med fascismen, nazismen og kommunismen. Jeg tror, det kan ske om 30-40 år. Og vi må ikke glemme, at befolkningerne i de muslimske lande og menneskene i de muslimske samfund i vore egne lande, er de første ofre, og at islamismens sammenbrud allerførst vil være deres befrielse. - 31.01.06.
Som hele sagen står nu - med had og boykot mod Danmark
i store dele af den muslimske verden - vil jeg for mit vedkommende afvente,
hvad der kommer til at ske på dansk regeringsniveau og på EU-niveau (idet
jeg udtrykker min skarpeste kritik af de danske politikere, der optræder
illoyalt, altså fx Socialdemokraterne og De Konservative). - Hvad EU angår,
kan vi nu se, at Danmark er nødt til at være i et fællesskab med andre
demokratiske lande. Det har dog desværre flere gange vist sig, at også EU har
forsøgt at undertrykke friheden på det fremmedpolitiske område og i forholdet
til islamismen. Men så bliver vi nødt til at tage det lange seje træk og finde
og vinde meningsfæller i de andre EU-lande. - Det er en stor global kamp om
frihed og demokrati, der foregår nu. Men jeg er, som sagt flere gange
nedenfor, ikke i tvivl om, at friheden vil vinde. Det har den, som også sagt,
altid gjort. - Jeg vil også gerne
gentage, at denne kamp intet har med hensynet til andre menneskers tro og
følelser at gøre. Medmindre der altså er tale om en tro og nogle følelser,
som går ud på at tiltage sig herredømmet over andre og i det hele taget at
undertrykke og trælbinde sine medmennesker. Kommunisterne havde jo også en tro.
Og fascisterne og nazisterne. - Og kommunisterne, fascisterne og nazisterne
var også vore medmennesker, skabte i Guds billede ligesom vi. Men det betød
jo ikke, at vi skulle acceptere disse totalitære og menneskefjendske
ideologier. Tværtimod må vor medmenneskelige solidaritet tilsige os, at vi gør
alt for at hjælpe dem ud af trældommen, der er kommet i totalitære ismers vold.
- Hvad min holdning som kristen angår, vil jeg sige, at bortset fra, at det
altså også er i overensstemmelse med kærligheden at bekæmpe totalitære
og menneskefjendske ismer, så må vi ikke glemme, at også sandheden og friheden
er grundlæggende elementer i kristendommen. - For mig skal en islamist,
altså en, der virker for at fremme trælbindingen af mennesker, nu være som en
kommunist eller en nazist. - Og jeg vil endelig erklære, at med de
seneste dages hændelser har islam vundet min fulde FORAGT! - 30.01.06.
Det bliver tydeligere og
tydeligere, at det stadig i ret høj grad kan lykkes for muslimerne at gemme sig
bag ordet ”religion”. Men det er jo magt, det drejer sig om. Spillet
omkring JP-tegningerne er et magt-spil. Det
har intet med sårede religiøse følelser at gøre. Så ked af det kan man umuligt
blive pga. nogle tegninger i en avis. - Men det er ikke magt i den forstand,
at muslimerne har nogen mulighed for at tage magten i verden. Når man ser
på tilstandene i de nuværende muslimske lande, ser man, at islam ikke kan
bruges til at styre noget som helst i den moderne verden. Islam vil
forsvinde ud af historien, som kommunismen, fascismen og nazismen er
forsvundet ud af historien. Men islamisterne kan nå at anrette mange
ødelæggelser på vejen ud. - Det, muslimerne kan opnå med deres aktioner i denne
sag, er højst at få fremtvunget den ”respekt”, der åbenbart betyder så
meget for dem. Men de forstår ikke, at forsøg på at fremtvinge ”respekt” ved
disse midler (og bag det hele mord og trusler om mord og terror og uroligheder)
ikke kan fremkalde andet end foragt. Jeg vil ikke foragte mennesker,
bare fordi de er muslimer. Mange muslimer er jo selv uskyldige ofre for islam.
Men jeg må nu foragte religionen/ideologien islam/islamisme og dens
bannerførere. - 27.01.06.
Nu er det milliarderne, det
drejer sig om. Jeg frygter, at erhvervslivet vil lægge et voldsomt pres på regeringen
og Folketinget - og Jyllands-Posten. Og vi kan allerede se, hvordan dele af
statsministerens nytårstale forsøges brugt som udtryk for, at den danske
regering i virkeligheden fordømmer, hvad Jyllands-Posten har gjort. Og det er
uhyrligt at høre vist bla. vor udenrigsminister tale om ”respekt” for
muslimerne. Man kan da umuligt have respekt for
mennesker, der opfører sig på den måde! - Men dette er nu faktisk en krig, om end foreløbig kun en handels-krig. Og krigens genstand er det danske demokrati.
I denne situation må alle danske demokrater stå sammen. Om nødvendigt må
samfundet yde økonomisk kompensation til dem, der bliver ramt af boykotten. Og
man kan overveje, om nogle af pengene kan hentes ind igen ved yderligere
stramning af indvandringspolitikken. Når man tænker på, hvad den store
muslimske tilstedeværelse i Danmark koster, skulle det være nemt at finde på
noget, der kan dække tabene ved en muslimsk handelsboykot ind. Jeg venter
spændt på at høre, hvad mit parti, Dansk Folkeparti nu vil sige! - Desuden må
Danmark henvende sig til alle andre demokratiske lande og bede om deres
solidaritet. - Vi må også - både i Danmark og i alle andre demokratiske
lande - foretage en meget kraftig opprioritering af arbejdet med at finde og
udvikle energiformer, der kan gøre os uafhængige af olien fra blandt andet
Saudi-Arabien. Vi bruger penge på at være besættelsesmagt i Irak (om min
modstand mod hele Irak-eventyret, se undersiden ”Politik”). Vi burde hellere
bruge pengene på investeringer i udviklingen af alternative energiformer langt
ud over, hvad snævrere økonomiske hensyn måtte tilsige. Og vi må i det hele
taget opbyde al vor snilde for at gøre os så lidt sårbare som muligt. Hvis det
var en militær krig, ville vi sætte alt ind. Hvor meget desto mere kan vi så
ikke gøre det i denne situation. En sidegevinst vil være den begejstring, vi
vil føle ved at stå sammen om et sådant projekt! Vi trænger faktisk til noget
at kunne begejstres for, så vort liv ikke udelukkende kommer til at bestå i
”karriere”, livsstil, forbrug og ”problemer”. - 26.01.06.
Nu er der boykot af Arla-varer
i den muslimske verden på grund af JP-tegningerne. Mon det kan
knække os - eller i hvert fald få os til at bøje os? Pengene er en stærk magt. Og
muslimerne har åbenbart sat sig for, at de vil have os ned med nakken. Jeg
mener naturligvis fortsat, at vi skal stå fast. Og jeg mener, at FN,
Europarådet og EU bør støtte os. I hvert fald holde op med at modarbejde os.
Der står meget på spil i denne sag. Ytringsfriheden og selve demokratiet. Og
jeg gentager, at hvis vi laver et ”München” nu, bliver det kun værre, når vi på
et eller andet tidspunkt alligevel bliver nødt til at sige stop. -
26.01.06.
Tilføjelse til kommentar til
Kåre Bluitgen på religion.dk *): Det, der gør det ekstra svært at tale om
friheden, er, at frihedsrettighederne jo egentlig gælder friheden for religiøse
og andre anskuelser, meninger og holdninger, der opstår hos mennesker i landets
egen befolkning. Med importen af muslimer og dermed islam er der opstået en
situation, der ikke har kunnet forudses. Derfor er et stop for denne import en
helt nødvendig forudsætning for, at vi skal kunne bevare vor traditionelle
frihed. Og hvad de muslimer angår, der ender med at blive her, må vi stille det
krav, at de som minimum indordner sig under en fælles moderne livsform. Enhver
form for islamisering af samfundet som helhed må bekæmpes. Det gælder navnlig
enhver bøjning af ytringsfriheden til fordel for muslimske krav. -
25.01.06 - Denne tilføjelse blev sat på debatten i religion.dk i dag kl. ca.
13.15.
(* Artiklen længere nede på denne underside: Vi må lære at leve med og i mangfoldigheden.
Har lige set Kåre Bluitgen i TV 2’s Go’ morgen Danmark. En spændende og modig mand. Skriver om Muhammed efter de ældste kilder. Blev netop interviewet, fordi det er i dag, hans bog ”Koranen og profeten Muhammeds liv” udkommer. Og bliver stædigt boende på Nørrebro, selv om hans børn helst vil flytte derfra. For princippets og integrationens (NB!) skyld. Jeg har selvfølgelig godt både hørt og læst ham før, senest kronikken ”Den nye gamle racisme” i Jyllands-Posten 23. januar, hvor han drager nogle af de virkelig problematiske steder i Koranen frem og dermed viser, hvor store problemer en Koran-fundamentalisme indebærer, men jeg kender ham ikke godt nok til at være sikker på, hvor han skal placeres i det politiske landskab. Måske er det netop det gode ved ham, at han ikke er så let at placere. Måske er han først og fremmest en mand, der tænker og handler frit. Og så er han i hvert fald en modig mand! Jeg plejer at rose mig af, at jeg ikke er ræd. Og der er ting, der tyder på, at min deltagelse i den fremmedpolitiske debat har haft visse sociale og professionelle omkostninger for mig. Men jeg har aldrig følt, at det var selve livet, jeg satte på spil. Det gør Kåre Bluitgen - med et smil. Jeg gør honnør for ham. Længe leve Kåre Bluitgen! - 24.01.06.
Jeg mener fortsat, at hverken
Jyllands-Posten eller andre skal give de krævende muslimer i ind- og udland selv
den mindste indrømmelse. Det er det, de går efter nu. Bare det mindste
knæfald. Så kan de nemlig fortsætte underkastelsesprocessen. Tror de i hvert
fald. For når jeg sammenligner med München 1938, så understreger jeg også, at
året efter kom Anden Verdenskrig. Da det blev Polen, var Storbritannien og
Frankrig nødt til at sige stop - selv om det i første omgang kun blev til ”the phony war”. Og sådan vil det jo
også gå, selv om man giver de krævende muslimer både een og flere indrømmelser
nu. Det, sammenligningen viser, er altså bare, at jo senere man siger stop, jo
forfærdeligere bliver den kamp, man så på et tidspunkt alligevel bliver nødt
til at føre! - Jeg kan i denne forbindelse henvise til Pia Kjærsgårds
udmærkede ugebrev 23.01.06: ”Det hele begyndte med en harmløs bog” (nemlig Kåre
Bluitgens ovenfor omtalte bog om profeten Muhammed, som ingen turde illustrere
under navn):
http://www.danskfolkeparti.dk/sw/frontend/show.asp?parent=19081&menu_parent=22669. -
24.01.06.
Jeg har ikke tid til at indsætte eksempler,
men jeg vil gerne her i dag - ikke mindst for, om man så må sige, historiens
skyld - notere, at selv om der har været mange ”gode” (grupper
af) mennesker på den fremmedpolitiske bane den sidste tid, så er det min
fornemmelse, at det er en vigende hærs arrieregarde, vi her har med at gøre. Flere og flere,
også blandt dem, der deltager i den offentlige debat, indser nu alvoren i den
fremmedpolitiske problematik. Og jeg mener, at såvel den muslimske kampagne (i
ind- og, ikke mindst, udland) mod Jyllands-Posten og regeringen som det
såkaldte præsteinitiativ i forbindelse med julen allerede har vist sig at være
skud i egen fod. - 19.01.06.
Hørte i tirsdags (TVA 17.01.06 kl. 21) Europarådets
menneskerettighedskommissær udtale sig om danskernes fremmedpolitiske
holdninger. Men da han henviste til, at Danmark jo er et land, som ”historisk
igennem tiderne har kæmpet for menneskerettighederne”, udbrød jeg: ”Det er
netop det, vi gør, når vi prøver at bremse islamiseringen!”. -
19.01.06.
Efter at have hørt en af de 22
fhv. ambassadører i Deadline her i aften har jeg fået ord at sætte på denne sag: Der blev direkte
henvist til de 11 muslimske ambassadørers trusler om såvel reaktioner fra den
muslimske verdens side (1½ mia. mennesker, blev der sagt) som reaktioner fra
herboende muslimers side. Hermed er det blevet klart, at de danskere,
der taler muslimernes sag, taler ud af FRYGT. Og måske rækker denne frygt også helt frem
til den situation, hvor der bliver muslimsk flertal i Europa. Men i hvert fald
er der tale om en frygt for, hvad vi allerede inden da kan blive udsat for,
både internationalt og hjemme i vort eget samfund. - Hermed er den
fremmepolitiske problematik kommet ind i en helt ny fase, hvor vi intet andet
har at sammenligne med, end hvordan man i sin tid lå under for hhv.
Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Hermed er der ikke længere tale om den
forholdsvis luksusprægede situation, vi hidtil har haft, hvor det først gjaldt
selve spørgsmålet om befolkningsudskiftningen, dernæst spørgsmålet om den begyndende, lille islamisering
(hallal-hippieismen) af det danske samfund. Nu er det en
sejrssikker totalitær bevægelse og vore egne feje medborgere vi står over for.
Og så er det selve friheden og hele vor demokratiske livsform, det gælder. - I denne
situation vil jeg ikke længere have anfægtelser. Nu er der ingen tvivl, heller
ikke kristeligt set. Det kan aldrig være kristeligt at sælge friheden under
trusler om vold og terror. Det er ren ”München
Her kunne have stået en
kommentar til de 22 fhv. ambassadørers kritik af statsministeren for, ikke at
ville mødes med ambassadørerne fra de elleve muslimske lande i sagen omkring
Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Men jeg mangler ord. -
20.12.05.
I nogle af bemærkningerne her i dette afsnit
afslører jeg, at jeg selvfølgelig har en form for
anfægtelser, når jeg som kristen træder så hårdt op mod de medmennesker, der er
kommet her til landet som indvandrere. Men jeg havde også anfægtelser, da jeg i
15 år var aktiv i den danske hær for at forsvare vor frihed mod den totalitære
kommunisme. (Først to års værnepligt, derefter rådighedstjeneste som
reserveofficer og senere feltpræst med indkaldelser til tjeneste nogle uger om
året. Det sluttede smukt med FN-tjeneste på Cypern i vinteren 1976/77, hvorved
jeg fik opfyldt et løfte om at gøre tjeneste for freden, jeg meget tidligt
havde aflagt over for mig selv). De Warszawapagt-soldater, vi i givet fald
ville være kommet til at dræbe og lemlæste, ville jo også have været vore
medmennesker. Men bortset fra, at jeg fra før sessionen af og hele vejen
igennem hele tiden spurgte mig selv, om det alligevel ikke ville have været
rigtigere at indtage en rent pacifistisk holdning - og som feltpræst også altid
åbent pegede på denne mulighed over for soldaterne - følte jeg det alligevel,
når det hele blev gjort op, berettiget at deltage i også det militære forsvar
for friheden. Og så skulle det vel også være rimeligt at deltage - med ORD! - i
debatten om for det første hele befolkningsudskiftningsproblematikken og for
det andet om muslimernes mere og mere aggressive forsøg på at tiltage sig magt
i vort samfund. - Problemet er, at der i hele dette forhold er
tale om en stor ASYMMETRI. Vi står med alle vore idealer om medmenneskelighed,
åbenhed og tolerance over for noget, der for det første ender med at blive en
overtagelse af vort land, og som for det andet er en totalitær religiøs
ideologi, der mere og mere tydeligt går efter magten. Det er asymmetrien, der
er problemet. Og det er derfor, det kan være ubehageligt, hele tiden at skulle
være så hård og negativ. Og det er derfor så mange ellers både gode og kloge
mennesker blandt mine modstandere kan sige så mange farlige og dumme ting. -
20.12.05.
Jeg ville virkelig godt være
denne problematik foruden. Det er da ubehageligt at skulle tale sådan om
mennesker, af hvilke mange enkeltpersoner utvivlsomt er ganske skikkelige og
sympatiske. Men det er ikke mig, der har skabt problemet. Det har de
politikere, der havde flertallet frem til 2001, og de kræfter, der med stort
held fik holdt en egentlig debat om spørgsmålet nede. - Og der ER tale om et
problem. For det første er der tale om, at vort land bliver erobret,
ikke af kamp-vogne, men af barnevogne. Som nedenfor
anført er ifølge TV 2 TTV 18.12.05 10% af befolkningen nu indvandrere. (Sådan
stod der, men 10% er en usædvanlig høj procent. Jeg ved ikke, hvordan man er
nået frem til det. Men tendensen er i hvert fald klar nok). Og enhver kan sige
sig selv, at det kun er et spørgsmål om tid, før indvandrerne kommer til at
udgøre flertallet. For det andet er de fleste af indvandrerne muslimer,
hvorved de - uanset mange enkeltpersoners menneskelige kvaliteter - kommer til
at udgøre en klangbund for den hårde kerne af kolonisatorer. Og så er problemet
jo, at man ved automatisk tolerance kommer til at være tolerant over for
intolerancen. Også for så vidt angår de muslimer, der gerne vil leve et moderne
vestligt, frit liv, og ønsker et sådant liv for deres børn. - Under Den Kolde
Krig hørte jeg til dem, der sagde ”hellere død end rød”. Jeg ønskede virkelig
ikke at leve i et kommunistisk samfund. Og tilsvarende ønsker jeg ikke at leve
i et islamistisk samfund, ligesom jeg ikke ønsker, at mine efterkommere skal
komme til det. Og jeg er overbevist om, at de fleste af alle dem, der nu enten
tier eller siger søde, gode ord, at de, når det kommer til stykket, mener det
samme. - Det er altså nemt nok at sige ”sort præst” om mig. Men hvem er det,
der repræsenterer sortheden, mørket? Og er det ukristeligt at prøve at hindre
dette mørke i at brede sig i Danmark? - 19.12.05.
Som discipel af Grundtvig har
jeg mange gode idéer med hensyn til integration af indvandrere. Men jeg rykker
ikke ud med dem, før grænserne er blevet hermetisk lukkede for tilgang af
muslimer. - 19.12.05.
Så i TTV i går, at indvandrerne
nu udgør 10% af befolkningen og 19% af indbyggerne i København - men står
for 21 af 53 drab (40%). - Men det var altså især de 10%, jeg hæftede mig ved.
Og hvor mange % af de 7-årige er det så? Og hvor mange % af de nyfødte? Og hvad
bliver udviklingen? Den kender Abu Laban, og den kender hallal-hippierne.
Og dette bestik styrer begge parter efter. - Hvortil kommer truslerne om drab
og vold og frygten for terroranslag og optøjer a la Frankrig. Alle er nu bange,
og mange er styret af deres frygt, når de udtaler sig, fx Jyllands-Posten og
Muhammed-tegnerne, men også mange politikere. Man kan ikke længere stole på, at
folk siger deres oprigtige mening. Det er langt værre end i 2001, hvor det var
folk som Århus-biskop Kjeld Holm, man var mest bange for. - 19.12.05.
Kom ikke med Jesu ord om at
vende den anden kind til osv. Det er friheden i Danmark og det øvrige
Europa, det drejer sig om. Og jeg henviser til sammenligningen mellem
islamisme, kommunisme og nazisme nedenfor. Det var vist de færreste, der i sin
tid kørte Jesus frem til forsvar for kommunismen og nazismen - selv om jeg da
godt ved, at det var de åndelige forfædre til dem, der i dag forsvarer
islamismen, der dengang enten sympatiserede med kommunismen eller var de første
til at bøje sig for Nazi-Tyskland. - 17.12.05.
Jeg ved godt, man ikke må sammenligne
islamisterne med kommunister og nazister. Men jeg kan ikke lade være at tænke
på, hvad vi ville have gjort, hvis der i trediverne
var kommet flygtninge fra Nazi-Tyskland hertil og var begyndt at arbejde for
indførelsen af det, de angiveligt var flygtet fra, eller hvis der
under Den Kolde Krig tilsvarende var kommet flygtninge fra Sovjetunionen eller
vasalstaterne og var begyndt at ville indføre kommunismen. Og sammenligningen
er god nok. For der var selvfølgelig mange skikkelige mennesker i fx de
kommunistiske lande, der var opdraget med kommunismen, mens det var en hård
kerne af partimedlemmer, der styrede tingene. Men det bliver kommunismen ikke
mindre totalitær af. Og det samme gælder islamismen, vor tids totalitære
trussel. Men netop ved at sige klart nej, kan vi hjælpe de skikkelige ud af de
ikke-skikkeliges magt. - Hvad denne sammenligning især viser, er imidlertid, at
vi nu må arbejde for et totalt stop for yderligere indvandring af muslimer,
ligesom militante og kriminelle muslimer så vidt muligt må udvises. Desuden må
der fra såvel myndighedernes som befolkningens side siges nej til enhver form
for islamisering af det danske samfund. De muslimer, der vil blive ved med at
være her, må holde meget lav profil! - 17.12.05.
I radioen i dag hørte jeg også, at nu har Europarådets ministerkomité været efter os. Forleden var det FN. Vi må gå til modangreb - ved at finde allierede i befolkningerne ude i Europa, evt. med henblik på dannelsen af en europæisk bevægelse mod den muslimske kolonisering. Det kan ikke være rigtigt, at Europarådet og FN skal være efter os, når vi prøver at beskytte os mod den kolonisering, der reelt er tale om. Modangrebet kan også bestå i, at vi forbereder en opsigelse af de konventioner, man påberåber sig. At Tyrkiets optagelsesforhandlinger må standse, siger sig selv. - 17.12.05.
Kom ikke med den om at skære alle over een kam. Det er DET ISLAMISKE TROSSAMFUND, der står bag den magtdemonstration, som forslaget om den såkaldte forsoningsfest er (se nf.). Og det er en lang række muslimske STATER, der - med henvendelser også til EU og FN - prøver at knægte ytringsfriheden hos os. - 17.12.05.
Da jeg i middagsradioavisen i dag
hørte om Det Islamiske Trossamfunds indbydelse til Jyllands-Posten og
universiteterne om at holde forsoningsfest som en måde for Jyllands-Posten
at sige undskyld for tegningerne på, skyndte jeg mig at skrive et læserbrev til
Jyllands-Posten med overskriften ”Stå fast!” og med en opfordring til
universiteterne om ikke at lade sig forføre. Jeg henviste til begivenhederne i
Holland og til bla. mordtruslerne mod de danske tegnere samt til de muslimske
landes forsøg på at knægte vor ytringsfrihed. Og jeg gjorde opmærksom på, at
det ganske åbenbart slet og ret er magt, det drejer sig om. [Dette læserbrev
blev bragt 20.12.05 og kan læses her nedenfor]. - Men nu har jeg lige hørt i
radioen, at en af tegnerne har udtalt, at det ville være en god idé med sådan
en forsoningsfest. Den pågældende ville ganske vist ikke have sit navn frem.
Det havde politiet frarådet ham! Jeg vil dog ikke bebrejde ham noget. Hvad kan
man ikke bringes til at sige, når ens liv er truet. MEN FOR MIT EGET
VEDKOMMENDE VIL JEG ERKLÆRE, AT HER BLEV MIN SIDSTE REST AF TÅLMODIGHED BRUGT
OP. FRA NU AF ER DET NUL TOLERANCE OVER FOR ENHVER FORM FOR MUSLIMSK
MAGTDEMONSTRATION. - 17.12.05.
Hvad jeg i bemærkningerne nedenfor har sagt om
de unge, gælder også humanisterne, de kulturradikale og
venstrefløjsfolkene i alle aldre. For den muslimske kultur må da være
disse moderne og frisindede, progressive mennesker endnu fjernere, end den er
mig. - 17.12.05.
I bemærkningen nedenfor spørger jeg, om
de unge vil acceptere den stigende islamisering - og til sidst
underkaste sig. De unge er jo sorgløse og i skolen opdraget til at sige de
korrekte ting, men hvordan vil de forholde sig, når de oplever, at de - og
efterhånden deres børn - bliver underkastet regler, der indskrænker deres
moderne livsudfoldelse? - Og jeg spørger, om de til sidst vil underkaste sig -
idet jeg selvfølgelig godt ved, at mange vil kalde dette spørgsmål vanvittigt.
Men hvis antallet af muslimer bliver ved at vokse, vil de jo efterhånden komme
til at udgøre flertallet, og hvis det lykkes fortalerne for kalifatet at
kontrollere alle de andre, bliver der jo faktisk tale om, at også det
ikke-muslimske mindretal kommer til at underkaste sig. - (Hvad forholdet mellem
den hårde kerne og de almindelige muslimer angår, ved jeg selvfølgelig udmærket
godt, at der vil være mange almindelige muslimer, der ligesom alle andre først
og fremmest ønsker et godt liv for sig selv og deres børn. Men jeg ved også,
hvor let det er for et målbevidst og velorganiseret religiøst eller ideologisk
mindretal at tyrannisere et stort antal mennesker, i hvem er er en ”klangbund”.
Navnlig når der også indgår vold og trusler om vold i processen). - Alligevel
er det tvivlsomt, om det kommer så vidt. Modstanden vil formodentlig vokse,
efterhånden som tidspunktet nærmer sig. Og et helt andet spørgsmål er: Hvad vil
det mere og mere almægtige erhvervsliv sige? Vil det kunne tolerere kalifatets
indførelse? - 17.12.05
Forfatternes
røst-fra-graven-agtige protest mod regeringens fremmedpolitik har gjort det
klart for mig, at nu kan det snart være lige meget, hvad vi gamle siger; det
helt afgørende er, hvad de unge siger, hvordan de unge vil forholde sig. Vil de
acceptere den stigende islamisering - og til sidst underkaste sig? Det er
spørgsmålet! - 17.12.05.
FØRSTE, ÆLDSTE AF DISSE
BEMÆRKNINGER:
Vi skal ikke længere tale med folk, der siger:
”Ytringsfriheden er ukrænkelig - men ...”. - De skal kun
mødes med en mur af foragt. - 12.12.05.
HER
SLUTTER RÆKKEN AF BEMÆRKNINGER 12.12.05-08.04.06. - Yngste øverst, ældste
nederst.
* * *
I
ØVRIGT MENER JEG
[Ekstra Bladet 02.04.06]
at efter Peter Gæmelkes forsøg på at knægte den fri
debat i Danmark er en undskyldning ikke nok; han må forlade sin post som
Landbrugsrådets præsident.
* * *
I
P 1 FORMIDDAG (Poul Friis) med professor Henning Koch. - 29.03.06
Er også sat på undersiden ”Politik”.
Først teksten fra DR’s
nyhedsbrev om udsendelsen, derefter referat af dele af udsendelsen - med mine
replikker i fuld ordlyd.
DR’s
nyhedsbrev om P 1 Formiddag 29.03.06:
SAMLINGSREGERING
Hvis Muhammed-krisen bliver dybere og mere langvarig, må vi som under Anden Verdenskrig lave en samlingsregering med deltagelse af alle de partier, som går ind for de fælleseuropæiske værdier.
Det mener professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, Henning Koch.
Den ene europæiske regering efter den anden har erklæret sig uenig i statsministerens ensidige hensyntagen til ytringsfriheden, så Danmark er kommet i "bad standing" i EU, siger han.
Han mener også, at Dansk Folkeparti rummer "destruktive kræfter", som er farlige for demokratiet.
Henning Koch er onsdagens aktuelle gæst hos Poul Friis i P1Formiddag.
- - -
Så længe udsendelsen er tilgængelig på DR’s hjemmeside, vil man kunne høre den dér. Klik på linket her nedenfor - og derefter på linien med højttaler ved.
http://dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2006/03/28090108.htm
- - -
DEN DEL AF UDSENDELSEN, JEG
DELTOG I
Desværre har jeg kun haft tid til at skrive mine egne replikker ind i deres helhed, så at resten næsten udelukkende bliver referat - i [ ]. Interesserede kan klikke på det ovf. indsatte link. - PF = Poul Friis. HK = Henning Koch. BC = Bent Christensen.
PF: Goddag, Bent Christensen.
BC: Ja, goddag.
PF: Du er bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti.
BC: Ja, i den kommende Lolland Kommune.
PF: [Siger at BC vel ikke synes, det er så sjovt at høre, hvad Henning Koch siger]
BC: Nej, det synes jeg bestemt ikke. Det synes jeg bestemt ikke. Men jeg er jo godt klar over, hvad der foregår. Fordi det er et - et modangreb, der massivt bliver sat ind nu mod befolkningsflertallet og specielt mod Dansk Folkeparti. Jeg siger, det er de gode, de bange og de kyniske (dermed tænker jeg på geopolitiske og kapitalistiske interesser), der igen vil tryne folket, ligesom de prøvede det frem til 2001. Man kan sige, det er en stor klassekamp, der kommer til at udspille sig i Danmark og i Europa nu. Og jeg kan sige, at vi andre, vi vil sætte et mod-modangreb ind. Vi skal have mobiliseret danskerne, have flere stemmer til Dansk Folkeparti. Vi skal have mobiliseret befolkningerne i EU-landene og de andre demokratiske lande. Vi forsvarer jo faktisk de europæiske værdier, frihed, demokrati og menneskerettigheder mod islamismen, hvor kynikerne, de gode, de bange og de kyniske, de giver køb og vil leve i deres overflade-, fine verden – og lade det almindelige folk gå ad pommern til.
PF: [Spørger HK, om han vil vedkende sig det med de gode, de bange og de kyniske].
HK: [Afviser, at der skulle være tale om en ”sammensværgelse”. Og sammenligner BC’s tale om afstand mellem folket og eliten med en lignende tale i 1930’erne. Henviser bla. til, at han selv går 110% ind for folkeafstemninger].
PF: [Henviser til, at Dansk Folkeparti er Danmarks tredjestørste parti og har vundet tilslutning under Muhammed-krisen, og altså til, at det er en voksende del af befolkningen, HK vil udelukke].
HK: [Henviser til, at ingen har patent på det magiske tal 90 (mandater), så at det altså er helt legitimt at samle et andet flertal end det nuværende. Vi får en permanent krise i forhold til Europarådet og EU, hvis Dansk Folkeparti ikke accepterer de demokratiske værdier, som er en del af de fælleseuropæiske værdier. Nævner i denne forbindelse udtrykkeligt Søren Krarup og Jesper Langballe. De kalder jo Menneskerettighederne en religion].
BC: Jamen hør nu lige her. Jeg er i øvrigt selv præst - og i øvrigt dr. theol. i Grundtvig. Altså - og kender også Søren Krarup og Jesper Langballe. Og det er jo alligevel demagogisk at sortsværte disse pæne og hæderlige mennesker - og i øvrigt sige alle de ting, du siger om vores parti. Det er jo fuldstændig urimeligt. - Det dér, Søren Krarup siger om Menneskerettighederne, det er jo ikke Menneskerettighederne som et praktisk sæt spilleregler; det går vi jo alle sammen ind for. Alle de dér værdier går vi jo alle sammen ind for. Der har jo bare indfundet sig en asymmetri i alt det her, hvor de værdier, som vi alle sammen tror på - selvfølgelig gør vi det og skal vi gøre det - det bliver jo bare misbrugt af den islamistiske ekspansion, som der jo virkelig er tale om. Så kan det ikke nytte at sidde med alle de dér fine ord og gemme sig bag dem. Og så er virkeligheden, at de fine igen står på de totalitære kræfters side. Det er jo, som Salman Rushdie og hans folk siger; det er vor tids svar på nazismen og kommunismen.
HK: [Mener, jeg nærmest påstår, at islamisterne står bag ham og Københavns Universitets juridiske fakultet].
BC: Nej, I underkaster jer. Af kyniske og pænhedsmæssige grunde, og hvad jeres motiver ellers er.
HK: Det er fuldstændig fejlagtigt. [Henviser til sin bog om nazisme og kommunisme og understreger sin afstandtagen fra alle totalitære bevægelser og politisk vold. Afviser, at alle muslimer skulle gå rundt og drømme om at overtage verdensherredømmet, og drager igen en parallel til nazisternes påstande om jøderne. Der er destruktive sociale kræfter, man kan sætte i gang i enhver befolkning, hvis man skaber fjendebilleder].
BC: Nu kommer du så frem med antisemitismen. Hvor er antisemitismen i dag? Det er islamismen. Det er islamismen, der fører den videre. ”Mein Kampf” er en bestseller i Mellemøsten. Og se, hvad de laver af tegninger og film og sådan noget, vi har hørt om. Det er jo islam og ikke os andre. Du pådutter os, at det er os andre, der overtager nazisternes rolle. Det er jo islam - og ikke mindst med antisemitismen - der overtager nazisternes rolle.
HK: [Henviser til, hvad et britisk overhusmedlem og EU-overvågningscentret i Wien har sagt om den voksende antisemitisme i Europa. - BC indskud her i denne udskrift: Desværre fik jeg ikke spurgt, hvorfor denne rapport blev holdt tilbage, altså om det måske var, fordi det især var muslimerne i Europa, der stod for den voksende antisemitisme. - Selv i Sverige, som man i DF har så travlt med at hakke på, er antisemitismen voksende. (Her udstøder BC en hånlig lyd). Hvis man sviner een tro til, åbner det op for en kloak, som gør, at så kan andre, herunder naturligvis også muslimerne, kaste sig over jøderne].
BC: Dér er der jo fuldstændig skudt forbi for vores vedkommende. Det kan der overhovedet ikke være tale om. Den dér påstand, den vil jeg overhovedet ikke købe. Tværtimod så er det jo også jøderne, vi forsvarer ved at gå imod islamismen, som jo er den store antisemitiske kraft i dag.
PF: [For lige at vende tilbage til det, BC sagde først - og som en måde at sige farvel på. Hvis HK vil opruste mod Dansk Folkeparti, så vil han møde en oprustning fra Dansk Folkepartis side].
BC: Det kan jeg love dig for. Også i den grad!
PF: Tak skal du
have, fordi du ville være med!
BC: Tak for ordet!
PF: Velbekomme! Hej hej!
* * *
Hvem spreder misinformation?
[Utrykt læserbrev, skrevet 18.03.06, sat på 23.03.06]
Efter at have læst referatet af FN’s racisme- og intolerancerapportørs rapport mener jeg, tiden er inde til, at man ikke alene får kulegravet de muslimske imamers udspredning af misinformation om Danmark, men også tilsvarende aktiviteter fra andre kredses side. Hvordan kan det fx gå til, at Dansk Folkeparti – det 21. århundredes svar på Socialdemokratiet – konsekvent bliver betegnet som et ekstremt højreparti? Og så må vi ellers se at få de sande oplysninger ud i verden.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
NÅ!
[Sendt til Kristeligt Dagblad 17.03.06, men ikke optaget. Sat på her 23.03.06. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
Nå! - Det er min kommentar til firmaet ”Gorillas”(!) blasfemiske T-shirt-tekst. Det er det seneste og formodentlig værste eksempel på, hvordan afstumpede og kyniske reklamefolk bruger ting fra religionen i deres forsøg på at skaffe sig ørenlyd på det overfyldte og støjende marked. Og så er der ikke mere at sige om det.
Det værste, vi kristne kan gøre, er at melde firmaet til politiet. Det er for det første helt principielt et spørgsmål, om vi under nogen omstændigheder skal prøve at bruge samfundsmagten til den slags. Og for det andet er hele blasfemiproblematikken nu i den grad blevet et spørgsmål om islams magt og rettigheder, at vi kun vil gå muslimernes ærinde ved at gøre det. Det er sigende, at det er et muslimsk byrådsmedlem, der straks har meldt firmaet til politiet. Jeg tror ikke, der er tale om andet end grov kynisme fra ”Gorillas” side. Men man kunne – som et tankeeksperiment - godt forestille sig det som et bestillingsarbejde.
Bent
Christensen
pastor
emer., dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Fundamental
asymmetri
[Jyllands-Posten 17.03.06]
Det er selvfølgelig på sin vis tilfredsstillende, at Rigsadvokaten ikke vil rejse tiltale mod Jyllands-Posten. Men når man læser afgørelsen og sammenholder den med straffelovens § 140 og § 266 b samt med tilsvarende konventioner o. lign. samt med hele den måde, flere vestlige politiske ledere (samt FN’s generalsekretær) optræder på, bliver man alligevel forstemt.
For der er jo tale om en fundamental asymmetri i hele denne problematik, nemlig i den forstand, at islam ikke bare er en religion, men også en politisk magtbevægelse, der gør krav på verdensherredømmet. Og så er det særdeles fordelagtigt, at man kan bruge religionen og sine påståede religiøse følelser som ikke alene det skjold, man rykker frem under, men også som et kontra‑våben, der neutraliserer de våben, de angrebne, i dette tilfælde det danske samfund, tager i anvendelse under forsvaret af deres livsform.
På en helt særlig måde viser problematikken sig i forbindelse med bombeturban‑tegningen, som er den tegning, selv de mildere kritikere i hvert fald finder krænkende, og som ifølge Rigsadvokatens redegørelse ”med god grund [kan] opfattes som en krænkelse og fornærmelse af profeten”. For det er tydeligt, at det, kritikerne drives af, i høj grad er netop frygten for den terror, de drab og den vold – eller trusler om samme – der udøves i profetens navn. Logikken er: Hvis man tegner Muhammed med en bombe i turbanen – eller ikke undskylder eller fordømmer en sådan tegning – risikerer man at blive udsat for et bombeanslag.
Vi må se i øjnene, at presset mod os, såvel fra muslimsk side som fra velmenende eller bange eller kyniske kræfter blandt vore egne, vil fortsætte, så at der reelt vil blive tale om en indskrænkning af ytringsfriheden i den politiske forsvarskamp mod islamiseringen. Men så må vi bruge de våben, vi har tilbage, med desto større snilde og beslutsomhed.
Bent
Christensen
pastor
emer., dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
ALLE
MÅ VÆRE MED
[Sat på FT netdebat eftermiddag 06.03.06]
Gennem hele Muhammed-krisen har jeg (i modsætning til, hvad der har været tilfældet nogle gange i og efter 2001) været enig med Folketidendes leder. Jeg husker i hvert fald ikke andet. Og det gælder også lederen 06.03.06 ”Maribo mistede modet”, hvor en af de helt centrale passager er: ”At situationen i Danmark nu er blevet sådan, at frygt afholder os fra at sige vor mening, kan ikke stærkt nok beklages, men fredagens beslutning i Maribo er set fra et rent menneskeligt synspunkt forståelig nok”.
Man skal nemlig aldrig være modig på andres vegne. Men når det altså konstateres, at det nu er frygten, der har det sidste ord her i Danmark (og for den sags skyld i andre vestlige lande, helt op på det politiske topplan), så står det klart, at Jyllands-Postens aktion var helt berettiget, idet den fik afsløret dette forhold, og så må alle være med i kampen mod dem, der truer os, både lokalt og globalt. Hver efter mod, lejlighed og evne – og standpunkt i øvrigt. Alle kan i hvert fald bruge stemmesedlen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
MODOFFENSIV!
[Lolland-Falsters Folketidende 02.03.06]
Islamismen har indledt en global krig mod frihed, demokrati og menneskerettigheder. Og den skal VI vinde!
Vi skal ikke nøjes med at forsvare os. Vi skal indlede en modoffensiv i stor skala. Ikke militært. (Jeg har hele tiden været imod Irak-krigen, men mener dog nok, vi skylder irakerne at blive der nu). Nej, vi skal kæmpe med de universelle menneskerettigheder som både målet og våbnet. De islamiske diktaturer skal udsættes for et stærkt og vedvarende pres.
Og selvfølgelig ikke bare for vores skyld. I sidste ende er det jo også det bedste og mest menneskekærlige, vi kan gøre for de stakkels medmennesker, der træller under de usle kår, de underkastes i disse lande.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
Kirkernes verdensråd og tegningerne
[Sat på Kristeligt Dagblads Netdebat 02.03.06. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
NB! Siden dette indlæg blev sat
på, har der udspundet sig en livlig debat. Mandag eftermiddag 06.03.06
havde der været læsere og indlæg. Hvis
nedenstående link virker, kan man klikke på det og selv se videre. Linket er:
http://debat.religion.dk/showthreaded.php?Cat=&Board=KD&Number=78634&Forum=All_Forums&Words=bentchristensen&Match=Entire%20Phrase&Searchpage=0&Limit=25&Old=1week&Main=78634&Search=true#Post78634
Jeg er dybt rystet efter at have læst artiklen [om den danske delegations aktiviteter på Kirkernes Verdensråds generalforsamling] "Danskere arbejder på at få fordømmelse af tegninger" (KD 02.03.06). Det kan ikke være rigtigt, at Folkekirken skal deltage i den slags. Oven i købet med de kristne mindretal som gidsler. Dette må få et efterspil. Det var slemt nok, at kirkefolk som en slags vedhæng til Udenrigsministeriet deltog i fedteturen for nylig. Men der er mange ting, der skal gøres op med i den kommende tid. Foreløbig vil jeg bare sige, at den danske delegation i hvert fald ikke repræsenterer mig, og at jeg vil kæmpe for, at Folkekirken for fremtiden bliver holdt helt uden for Kirkernes Verdensråds politiske aktiviteter.
NB! I øvrigt er jeg stærkt økumenisk indstillet og har personligt haft meget at gøre med såvel den ortodokse som den romersk-katolske kirke. For tiden er det især den katolske kirke i Polen og (især gennem herboende polakker) Danmark, jeg har med at gøre, desuden, siden 1990, den lille lutherske kirke i Polen. Men ligesom Folkekirkens organer ikke skal politisere, skal der ikke politiseres i det økumeniske arbejde. Hvad enkeltpersoner siger, er noget helt andet. Her går jeg ind for næsten grænseløs frihed.
Bent
Christensen
pastor, dr.
theol.
Fuglsevej
5
4960 Holeby
- -
TILFØJELSE senere 02.03.06
[Sat på som ”svar” i netdebatten]
I selve mit indlæg mangler følgende i bemærkningen om mine egne økumeniske aktiviteter:
"desuden, siden 1990, den lille lutherske kirke i Polen". – [HER: ER sat ind i ovenstående tekst]
Jeg er ked af, at jeg ikke fik dette med i selve teksten. For det var med denne kontakt, det hele startede, og jeg har så sent som i dag (02.03.06) mailvekslet med en af denne kirkes præster - i øvrigt om netop Muhammed-krisen!
Så vidt jeg kan se, er det ikke længere muligt for mig at rette i selve mit indlæg.
Endelig kan jeg tilføje, at jeg netop har læst den vedtagne udtalelse fra Kirkernes Verdensråds generalforsamling, og at jeg i en mail til Det Mellemkirkelige Råd, hvori jeg udbeder mig en forklaring, bla. skriver:
"Og det kan se nok så kønt ud. Nettoresultatet er et pres mod friheden til at lave satire over den magtbegærligt politiserende religion islam (som truer med at ødelægge Danmark og hele Vesteuropa). Så ikke alene repræsenterer vor delegation ikke mig; det samme må gælde en meget stor del af Folkekirkens medlemmer".
*
* *
Til DR TV HORISONT 20.02.06
Er I sikre på, det var repræsentativt, hvad I viste om udlandets syn på Danmark? Jeg tror, der er mange ude i Europa, der netop ser Danmark som et foregangsland på det fremmedpolitiske område og som et foregangsland, hvad angår frihed, demokrati og menneskerettigheder, når vi gør modstand mod islamismen. JP's tegninger havde jo deres baggrund i mordet på Theo van Gogh og i Ayaan Hirsi Alis situation - samt i de mange eksempler på frygt og selvcensur både ude i verden og herhjemme. Jeg for mit vedkommende vil under alle omstændigheder arbejde for, at Danmark bliver ledende i Europas og hele den frie og demokratiske verdens modstand mod islamismen. Med befrielsen af de undertrykte mennesker i de muslimske lande som også et vigtigt mål. Som jeg har skrevet i et læserbrev for nylig: "Ja, vi lever i den globale landsby, men netop derfor skal det nu en gang for alle slås fast, at her er det ikke de islamistiske bøller, der skal styre tingene". Og jeg kan føje til her, at vel er islamismen en tabersag. Det er det, de selv ved, og det er derfor de reagerer sådan. Det eneste spørgsmål er, hvor meget de kan nå at ødelægge i den frie verden, inden de forsvinder ud i historiens mørke. Osv. Og jeg er altså sikker på, at I ville kunne have fundet folk ude i Europa, der ser sådan på sagen og dermed på Danmark. Ja, jeg vil sige til jer, at den måde at drive journalistik på også er en tabersag. Den hører fortiden til. Se fx, hvordan man i Enhedslisten og SF, ja, selv hos De Radikale er ved at få øje på virkeligheden, ja, se, hvordan flere og flere intellektuelle debattører melder sig i forsvaret mod islamismen - og dermed islamiseringen af samfundet.
Med venlig hilsen
Bent Christensen
dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
BT’s
Annan-afstemning
[Sendt spontant til BT natten til 27.02.06. Med bemærkning om, at det evt. gerne måtte bringes som læserbrev. Men endnu 03.03.06 var det, så vidt jeg kunne se, ikke blevet trykt. Hvad jeg jo heller ikke på nogen måde kan bebrejde redaktionen, da der altså først og fremmest var tale om en bemærkning til den pågældende afstemning.]
Spørgsmålet [om FN’s generalsekretær har ret, når han siger,
vi danskere endnu ikke har tilpasset os til den muslimske indvandring] er
forkert stillet! For man kan jo tro, det gode svar er nej. Men selvfølgelig er
vi ikke klar til at tilpasse os - og skal heller aldrig blive det! Annan har
krænket mig. Jeg er dybt såret. Hvis jeg var til den slags, ville jeg sprænge
et eller andet i luften. Eller jeg kunne returnere min FN-medalje fra min
tjeneste på Cypern! Det har jeg overvejet flere gange gennem de senere år, når
FN har korrekset os. Men nu skal han bare have politisk modstand. Vi skal i det
hele taget holde galden flydende og kampmodet oppe. Og så skal vi have en
veldefineret, positiv men stadig kritisk EU-politik, idet vi målrettet arbejder
på at finde og vinde meningsfæller i de andre EU-lande. Når islamisterne
opfører sig på den måde, er det, fordi de inderst inde ved, de har tabt. De
eneste, der ikke ved det, er vore egne idioter.
*
* *
FLAG SØNDAGE!
[Lolland-Falsters
Folketidende 17.02.06]
Jeg hører jo ikke til
dem, der holder sig tilbage, når det gælder modstanden mod islamismen. Men
netop derfor vil jeg opfordre alle, der ønsker at bruge flaget på baggrund af
den igangværende kamp, til at vælge en anden dag end fredag. Søndag må være den
rette dag. For ganske vist er der en hel del danskere, der ikke er kristne, men
de fleste af dem er jo nok så ”kulturkristne”, at de gerne vil være med til at
flage på ugedagen for Kristi opstandelse.
At flage med
Dannebrog på den dag, muslimerne har valgt som deres helligdag, er i enhver
henseende for uværdigt. Og vi skal i hvert fald ikke udføre symbolske
handlinger, hvorved vi kommer til at fremstå som negativt defineret af islam.
Nej, lad os vælge
søndagen, så vi positivt og rent kommer til at flage for ”os selv og det, vi
tror på” (som det engang hed i et radioprogram) – også selv om der kun er
blevet ”humanisme” tilbage af vor tro.
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
*
* *
MÅSKE ER FRYGTEN PÅ VEJ?
Af Bent Christensen, pastor, dr. theol., Fuglsevej 5,
Holeby
[Jyllands-Posten 13.02.06. Med nogle mindre, ubetydelige ændringer i forhold til nedenstående originale tekst. Oprindelig titel: ”Men nu er det måske ved at gå over i frygt”]
Jeg har sådan set længe haft en god teori om, hvorfor netop ”de progressive”, det være sig marxisterne og de kulturradikale eller politiske partier som Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, har været de største fortalere for den muslimske indvandring og for islamiseringen af det danske samfund. Det er jo ellers noget af et paradoks. For bortset fra lige det med synet på friheden står de jo kulturelt set endnu fjernere fra islam, end vi andre gør.
Men forklaringen ligger netop i begrebet ”progressiv” (fremskridende). Når man er ”progressiv”, er man for det første overbevist om at historien kun kan gå i een retning, og for det andet overbevist om, at det pr. definition sker ad netop det spor, man selv kører på. Og så kan der jo ikke kan ske noget ved at give islam nogle taktiske indrømmelser. Det bliver jo alligevel alle de store og gode ting, man selv står for, der triumferer til sidst.
Ja, indvandringen og indrømmelserne til islam kan direkte fremskynde processen, fordi vi andre svækkes derved, vi, der bare sådan i al almindelighed lever her i verden, men dog samtidig har nogle holdninger og idéer, der fremstår som en hindring for ”de progressives” projekt.
Og det er nok derfor, vi, også nu hvor islams maske virkelig er faldet, hører Tøger Seidenfaden og alle dem blive ved at gentage sig selv. Men dog mere og mere desperat, og i hvert fald med flere og flere ord, så at de må blive ved at tale, også efter, at modparten har fået ordet. Måske er den tidligere selvsikkerhed ved at gå over i frygt, så at de mange ord mere og mere får karakter af besværgelse?
*
* *
DEN GLOBALE LANDSBY
[Lolland-Falsters Folketidende 10.02.06]
Ja, vi lever i den
globale landsby. Men netop derfor skal de islamistiske bøller en gang for alle
have at vide, at her vil vi ikke have dem til at styre tingene.
* * *
I ØVRIGT MENER JEG
[Ekstra Bladet 09.02.06]
at Uffe Ellemann efterhånden er en så stor belastning
for Venstre, at partiet må overveje at ekskludere ham.
* * *
MOS-SPEAK.
ELLER AKKARI I FINESTE STIL
Det
(foreløbig?) ultimative eksempel på muslimsk tale. - Kun her på siden.
”Mos-speak” - jfr. det engelske ord ”moslem” (muslim) og betegnelsen ”newspeak” i George Orwells
roman ”
Nedenstående
er klippet fra Jyllands-Posten 06.02.06:
Akkari: Ikke forkert at
tage tegninger med
Uddrag af interview med talsmand Ahmed Akkari i Politiken om de billeder af Muhammed med grisetryne, som han og den øvrige delegation medbragte på sin rundrejse:
De billeder, der aldrig har været fremstillet andre
steder, har nu været vist til millioner af muslimske tv-seere. Har du ikke et
ansvar for det?
Akkari: Ikke mere, end at det jo er JP, der har bragt 12 tegninger. Det er det, folk er sure over, og ikke de andre billeder, vi havde med.
Hvordan kan du vide, hvad der har gjort folk sure?
Det kan jeg da høre i medierne.
Er det rigtigt forstået, at du er vred på JP, fordi de
som medie har bragt tegninger af Muhammed til offentligheden. Mens du selv har
bragt et billede af Muhammed som gris videre til offentligheden?
Akkari: Så kan du lige så godt stille BBC til ansvar også. De filmede og viderebragte det billede af Muhammed med grisetrynen.
Men det var faktisk dig - ikke JP - der mangfoldiggjorde
billedet af Muhammed som gris, som BBC så siden har vist?
Akkari: Ja, men det har andre så også gjort. Og det er mit svar. Når man er med i et interview, så har man lov til at svare, som man vil. Hold nu op. De tegninger har været med i en mappe for at vise udviklingen i Danmark.
* * *
2 x ”I øvrigt mener jeg” i Ekstra Bladet
28.01.06 sendte jeg denne ”I øvrigt mener jeg” til Ekstra Bladet:
- - - at islam nu har vundet min fulde foragt!
Og 04.02.06 denne:
- - - at det er mærkeligt, man i Saudi-Arabien er
så krænket over et billede af Muhammed med en bombe-turban, når de selv har et
sværd i deres flag – lige under den muslimske trosbekendelse.
Hvordan det end er
gået til, blev begge bragt 04.02.06 - næsten på højde med hinanden i spalte 1
og 2 på side 22.
Men det skal avisen ikke have utak for. - Og jeg benytter lejligheden til at udtrykke min anerkendelse for, at Ekstra Bladets redaktion netop har givet Jyllands-Posten Victorprisen for dens helt ekstraordinære indsats.
* * *
BAGGRUNDEN FOR
JP-TEGNINGERNE
Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 01.02.06. - Se også den tilsvarende tekst fra 31.01.06 lige nedenfor: ”Respekt for tro?”.
Da det - mærkeligt nok - næsten aldrig bliver nævnt, tillader jeg mig at minde om, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger ikke blev bragt, fordi nogen i redaktionen pludselig fik lyst til at forhåne muslimerne. Baggrunden var, at først havde en muslim udført en rituel slagtning af en filminstruktør i Holland, så at der dernæst ikke var nogen tegner, der turde lægge navn til at illustrere en dansk børnebog om Muhammed. Det var på den baggrund, Jyllands-Posten bragte tegningerne. For at prøve ytringsfrihedens - eller rettere selvcensurens - grænser af.
Men nu må vi - på alle områder - frygte det værste. Vi skal dog huske på, at alle totalitære ideologier har tabt til sidst. Sådan vil det også gå islamismen.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
RESPEKT
FOR TRO?
[Sendt til Kristeligt Dagblad 31.01.06, men endnu 07.02.06 ikke trykt, hvorfor det i betragtning af hele situationen blev sat ind her. - Se også den tilsvarende tekst fra 01.02.06 lige ovenfor: ”Baggrunden for JP-tegningerne”]
”Respekt for tro”. Det er overskriften på Kristeligt Dagblads leder 31.01.06. Og det er da en prisværdig holdning, som vi alle deler. I den aktuelle situation med massehysteriet i den muslimske verden er det bare slet ikke det, det drejer sig om. Enhver må nu kunne se, at det er noget helt andet end tro på Gud, det drejer sig om, nemlig en frustreret verdenskulturs forsøg på at skaffe sig en betydning, den ikke er i stand til at skaffe sig på nogen normal måde.
Og vi må ikke glemme, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger ikke blev bragt, fordi nogen i redaktionen pludselig fik lyst til at forhåne muslimerne. Baggrunden var, at først havde en muslim udført en rituel slagtning af en filminstruktør i Holland, så at der dernæst ikke var nogen tegner, der turde lægge navn til at illustrere en dansk børnebog om Muhammed. Det var på den baggrund, Jyllands-Posten bragte tegningerne. For at prøve ytringsfrihedens - eller rettere selvcensurens - grænser af.
Og resultatet er blevet, at der er snævre grænser for ytringsfriheden, når sagen har noget med muslimer at gøre. Jyllands-Posten har nu to gange måttet ydmyge sig, og det kan meget vel ende med, at også den danske regering kommer til at bøje nakken (endnu mere, end det så småt allerede har været tilfældet med statsministerens udtalelser i tv-aviserne 30.01.06). Men denne ydmygelse vil kun gøre modstanden mod islamismen endnu større på langt sigt. Fascismen og nazismen tabte Anden Verdenskrig. Kommunismen gik fallit. Engang vil islamismen også forsvinde ud i historiens mørke. Sådan går det alle totalitære ismer.
Bent Christensen
dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
TIL
JYLLANDS-POSTEN
Sendt som almindelig korrespondance-mail til Jyllands-Postens redaktion og derefter sat på her 30.01.06, den aften, Jyllands-Postens undskyldning til muslimerne blev offentliggjort
Det er sørgeligt, at I har måttet bøje nakken. Men I har sikkert været under et voldsomt pres fra erhvervslivet – og jeres egne ejere. Sådan er kapitalismen!
Men I er selvfølgelig også godt klar over, at det, I nu har gjort, ikke er nok. I kommer nok selv længere ned ad glidebanen. Og måske følger regeringen efter.
Men det gør ikke så meget. For har vi ikke haft det før, har vi nu ”the clash of civilizations”. Og jeg har den opfattelse, at ligesom kommunismen, fascismen og nazismen er gået ud af historien, vil islamismen også gøre det. Jeg giver den højst fyrre år. Jeg agter selv at gøre mit til det.
Jeg er teolog og giver ikke fem flade øre for den med de krænkede religiøse følelser. Det er en frustreret og dermed fundamentalistisk kulturs sidste krampetrækninger.
Endelig vil jeg minde om, hvad I jo selv er de første til at vide, at det var en rituel slagtning af en hollandsk filminstruktør og danske tegneres frygt for at illustrere Kåre Bluitgens bog, der var årsag til jeres beundringsværdige og modige initiativ.
Jeg sender dette til jer – og sætter det på min hjemmeside. Senere sender jeg nok et læserindlæg til jer, men jeg vil vente, til det aktuelle forløb har nået sin – formodentlig sørgelige og ydmygende – afslutning.
Hvis det ikke var, fordi det ikke er noget, min generation af folkekirkekristne gør, ville jeg slutte med at sige: ”Gud bevare jer! Gud bevare Danmark!”.
Bent Christensen
* * *
VI
MÅ LÆRE AT LEVE MED OG I MANGFOLDIGHEDEN
Kommentar 25.01.06 til Kåre Bluitgen-interview i religion.dk 21.01.06. - Står også på undersiderne ”Kirke og teologi” og ”Program”.
I et interview på Kristeligt Dagblads ”religion.dk”, ”Jeg bukker, takker og smiler” (21.01.06), siger Kåre Bluitgen, som man jo ellers må beundre for hans mod og gode vilje, at ”jeg tror, at lægevidenskaben en dag finder den medicin, der kan helbrede religiøsitet, så vi en dag holder op med at slå hinanden ihjel, på grund af det vi tror på”.
Hertil må vi som kristne sige, at vel er det uhyggeligt, hvordan vi her i den vestlige kristenhed har behandlet ikke alene andre mennesker, men også hinanden, men der er jo ikke noget af dette, der kan føres tilbage til JESUS! Det er der virkelig ikke, tværtimod! Vi kan også minde om, at kristendommen, altså selve den ægte kristendom, ikke er en ”religion”, men netop adskiller sig fra og er et opgør med ”religiøsiteten”.
Når det alligevel er sådan, at der, som det er blevet sagt, skal en stærk tro til at studere kirkehistorie (og det såkaldt kristne Europas historie), er det, fordi kristendommen, dvs. ”kristendommen”, fra kejser Konstantins tid af alligevel er blevet gjort ikke alene til ”religion”, men til statens, samfundets og kulturens idegrundlag. Heldigvis er Evangeliet dog fortsat til stede som en kritisk mod-magt.
Noget andet er, at der alligevel er det forkerte ved Kåre Bluitgens ”fromme” håb, at det er for naivt at forestille sig, at de dårlige ting, selv kristendommen/”kristendommen” er blevet inddraget i, skulle forsvinde, hvis det skulle lykkes at fjerne menneskenes religiøse gen (eller hvad han nu forestiller sig). Den eneste ”behandling”, der kunne hjælpe, ville være at fjerne ”arvesyndens gen”, altså genet for menneskets selviskhed og trang til at herske over de andre. Og det er nok for meget at håbe på. Historien er fuld af rædselsfulde eksempler på, hvad der kommer ud af forsøg i den retning. Og Kåre Bluitgens forestillinger om den helt store hjernemanipulation ligger klart på denne linie.
Nej, vi må indrømme og se i øjnene, at vi mennesker er, som vi er, og så ellers prøve at inddæmme disse træk og afbøde deres virkninger.
Det bogstavelig talt djævelske er, at også de i sig selv allerstørste og allerbedste ting, altså først og fremmest religiøsiteten, og lad os nu bare regne den kristne gudstro med, men også kærligheden til folk og fædreland, kan føre til de værste og mest grusomme handlinger, når de kommer i forbindelse med magtsygen.
Men det allerværste er, at det er nemmere sagt end gjort at komme ud over dette. For netop det største, man tror på eller elsker, er jo det, man sidst vil opgive. Dertil gælder også alle slags idealer af ikke i snævrere forstand religiøs karakter, fx Kåre Bluitgens idealer. Det viser han jo selv, når han med sit beundringsværdige mod faktisk sætter sit liv på spil i sin insisteren på ytringsfriheden.
Hvad situationen i Danmark angår, ville det bedste have været, om vi ikke havde lukket så mange muslimer ind i landet. Men ellers er den eneste løsning, jeg kan se, at vi kristne - sammen med frisindede humanister (der virkelig ER frisindede!) - insisterer på, at magten skal holdes ude af den religiøse og i det hele taget idemæssige kamp, som altså kun skal være en kamp på ord, en vidnesbyrdets og forkyndelsens kamp, hvor forholdet til, hvad man i det hele taget må regne for sandhed, spiller den afgørende rolle, men hvor alle parter også erkender, at det først er på den yderste dag, det vil vise sig, hvad der er Sandheden (med stort). Og så må man i øvrigt insistere på, at alle følger de spilleregler, der er nødvendige for, at vi skal kunne leve i fred med hinanden.
Men det er ikke let. For ”spilleregler” som ”demokrati”, ”åndsfrihed”, ”tolerance” osv. har jo ikke i sig selv noget INDHOLD. Der er intet i disse ”spilleregler”, man kan hverken leve eller dø på, så der må noget mere til. Og det vil altid være fristende for samfundet (staten) at prøve at påtvinge hele befolkningen et eller andet, der er mere end bare disse spilleregler. Det vidner al historisk erfaring om. Som det tegner lige nu, kan man frygte, at statsmagten og andre ledende kræfter vil prøve at give ”værdierne” mere indhold og prøve at ophøje resultatet til en slags ny offentlig tvangs-religion. Men det vil være forfærdeligt. - Men det kan blive svært at definere grænsen. For man kommer ikke uden om en vis form for fælles opdragelse i fx skolevæsenet, ligesom man heller ikke kommer uden om, at et vist minimum af fælles værdi-indhold i det hele taget vil være ønskeligt. Men det er altså svært, for det ligger vist ikke i menneskets natur at elske mangfoldigheden. Man vil gerne have sin egen frihed, men man bliver utryg, hvis de andre er alt for anderledes!
Det bedste vil være, hvis det - ud over det ønskværdige minimum af fælles indhold - kan lykkes at lade ”spillereglerne” forblive hverken mere eller mindre end netop ”spilleregler” og at lade borgerne selv finde ud af, hvad de hver især og i de grupperinger, de evt. finder sammen i, vil bygge deres liv på og finde deres håb mod lidelsen og døden i. Vi kristne skal være de første til at vise, at vi på een gang kan leve og dø på vores tro og være gode medborgere og gode bidragydere til det samfundsmæssige og kulturelle fællesskab.
Det eneste, vi alle må være absolut intolerante over for, er intolerancen. Enhver gruppering, der vil prøve at tage magten over hele samfundet og dermed udelukke den her omtalte mulighed, må bekæmpes med alle nødvendige midler.
Endelig vil jeg sige, at dette ikke udelukker, at menneskelivet i fx Danmark fortsat bliver i høj grad præget af såvel vor historiske kristne (eller dog ”kristne”) arv som af den kristendom, der fortsat lever i den - større eller mindre - kristne menighed. Det skal bare ske i frihed, og under efterlevelse af de nødvendige spilleregler. Man kan jo ikke have en meget stor gruppe af mennesker, der lever på en bestemt tro, uden at det vil komme til at præge livet i hele samfundet. Navnlig hvis der fx er tale om enkeltting, der kan vinde frivillig tilslutning hos borgere, der ikke selv tilhører den pågældende gruppe.
Bent
Christensen
pastor, dr.
theol.
Fuglsevej
5
4960 Holeby.
* * *
[Sat på her 12.01.06. Var egentlig tænkt som indlæg i Kristeligt Dagblad, men blev ikke sendt dertil, da jeg jo så sent som 05.01.06 havde et indlæg i denne avis: ”Religionsstrid beror på misforståelse”. – Er også sendt til sognepræst Georg Klinting. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”.]
Som det vil være en del læsere bekendt, har jeg en anden holdning til den fremmedpolitiske problematik end de præster, der benyttede deres prædiken juleaften til at protestere mod folketingsflertallets asylpolitik. Og jeg vil bla. spørge dem, om de er rede til at drage den fulde konsekvens af deres evangelieforståelse, som jo må være totalt åbne grænser. For er de ikke det, må de med os andre indrømme, at ude i den politiske virkelighed må vi - med Evangeliets tiltale over os - foretage en helhedsvurdering og føre en politisk debat om, hvilken praktisk politik der bliver konsekvensen af den.
Men jeg er meget utilfreds med, at biskoppen over Fyens Stift iflg. Radioavisen 12.01.06 har givet sognepræst Georg Klinting en påtale for den prædiken, han holdt juleaften. Jeg har bedt Georg Klinting sende mig den pågældende prædiken, hvad han meget venligt har gjort. Og det er unægtelig noget af et indlæg i den asylpolitiske debat - med udførlig inddragelse af to konkrete eksempler. Men havde jeg været hans biskop, ville jeg bare - som et rent prædiken-teknisk råd - have sagt, at han hellere burde have draget disse sager frem i den almindelige politiske drøftelse. Jeg ville aldrig have givet ham en påtale.
Jeg vil med næb og kløer forsvare Georg Klintings og de andre protesterende præsters ret til at gøre, som de har gjort. I 2001 var vi nogle præster, der protesterede mod meningsundertrykkelsen fra den anden side, og nu skal vi ikke have det samme den anden vej. Men navnlig er det bogstavelig talt livs-nødvendigt, at vi skal kunne regne med, at præsterne fra prædikestolen siger, hvad de mener de bør sige - uden frygt for repressalier. Og så må vi ellers tage debatten. Som jeg altid har sagt: I kirken skal det så vidt overhovedet muligt ikke være magten, men Helligånden og debatten, der styrer.
* * *
Religionsstrid
beror på misforståelse
[Kristeligt Dagblad 05.01.06. - Overskrift i mit ms.: VIST NÆPPE STRID. - Står også på undersiden ”Kirke og teologi”]
Mogens Camre og Morten
Messerschmidt ved selvfølgelig godt, at Gud pr. definition er alle tings herre,
men de vil blot holde religion uden for politik
Af Bent Christensen
Når dette læses, er KD-overskriften fra 3. januar formodentlig allerede gjort til skamme: ”Dansk Folkeparti i intern strid om religion”. For den uenighed, der ifølge den pågældende artikel skulle være tale om mellem DF-politikerne Camre, Messerschmidt og Langballe, må bero på en misforståelse.
Det, Mogens Camre og Morten Messerschmidt mener, når de i deres artikel i KD samme dag betegner intelligent design-læren som ”den seneste overtro”, er jo, at det ikke kan nytte noget at spille den slags teorier ud mod biologien – på biologiens plan. At biologien på den anden side kun forklarer meget lidt i forhold til, hvordan vi oplever og forstår vort eget liv ved simpelt hen at leve det, og i forhold til, hvordan vi videre oplever og forstår den verden, vi lever vort liv som en del af, er en helt anden sag, som de to forfattere springer over, idet de skynder sig videre til det forhold, at vi heldigvis kan gøre grin med intelligent design- folkene og eventuelle direkte bibelfundamentalistiske ”overtroiske præstemænd”, ligesom vi i det hele taget kan gøre grin med selv de allerhelligste ting i kristendommen. Hvorefter de så kommer til deres egentlige anliggende, som jo er, at det er uklart, hvorfor vi må gøre grin med kristendommen og kritisere den, men ikke må gøre det samme i forhold til islam.
Og når de to forfattere i artiklens indledning skriver, at ”troen på den ene eller den anden gud er en privatsag, så længe denne tro ikke indebærer en adfærd, som truer det demokratiske samfund og menneskers sikkerhed”, så er det jo ikke, fordi de ikke véd, at selvfølgelig er Gud pr. definition alle tings Herre, så at intet livsområde ligger uden for vort forhold til og ansvar over for Ham. Det afgørende er, at religionen holdes uden for politik i den forstand, at ingen må kræve mere magt til sig selv ved at påberåbe sig Gud (eller hvad dertil svarer). Som jeg engang udtrykte det (vist her i avisen): "Gud er bare en lyd". Enhver kan sige ordet "Gud" - og så kræve særlig indflydelse (for hvad som helst). Men den går ikke. I demokratiet må alle lægge deres synspunkter frem og se, om de kan få tilslutning til dem. På lige fod.
Jeg er sikker på, at Jesper Langballe er enig – selv om han andetsteds i samme avis citeres for udtalelser, der er kritiske over for nogle af de ting, Camre og Messerschmidt har skrevet.
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
bestyrelsesmedlem i DF Lolland
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
[Således ”adresseblokken” som sendt til KD]
* * *
Stå
fast, statsminister!
[Sendt til Berlingske Tidende - og statsministeren! - 29.12.05. - Var endnu 05.01.06 ikke trykt i Berlingske Tidende]
Med Den Arabiske Ligas udenrigsministres erklæring i sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger 29.12.05 er det for det første helt klart, at det er islam som sådan (den muslimske verden), der ønsker at dominere os og undertrykke demokratiet, og for det andet helt klart, at man har valgt en strategi, ifølge hvilken man vil være tilfreds med selv det mindste lillebitte tegn på underkastelse fra dansk side. Men selv det allermindste tegn vil i den kamp for og imod demokratiet, der her er tale om, være en slags München. Derfor: Stå fast, statsminister!
* * *
SANDHED BLIVER
TIL LØGN
[Kristeligt
Dagblads netdebat 22.12.05]
Selv
den største sandhed kan gentages så tit - og i en sammenhæng, hvor det mere og
mere handler om noget helt andet - at den bliver en stor løgn. Det er min
kommentar til de præster, der vil prædike mod regeringens og Dansk Folkepartis
fremmedpolitik juleaften.
Det
afgørende Jesus-ord i denne forbindelse er jo, at "vil nogen ved rettens
hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen" (Matt. 5,40), idet man
jo aktuelt bla. kan forstå "ved rettens hjælp" som gældende alle de
forskellige menneskeretsdomstole og overvågningsinstitutioner. For den yderste
konsekvens af dette på fremmedpolitikkens område er jo, at vi åbner grænserne
helt og lader alle komme og få, så længe der er noget. Hvilket for det første
er en konsekvens, selv de helligste præster ikke kan drage på andres vegne, og
hvilket for det andet er en konsekvens, de næppe heller vil drage på deres egne
vegne (heller ikke i tilsvarende private forhold). Vi må altså indrømme, at vi
ikke, og da slet ikke politisk, på andres vegne, kan drage sådanne yderste
konsekvenser af, hvad Jesus har sagt, hvilket vil sige, at uanset hvor meget vi
hører os tiltalt af Jesu radikale ord - og af den radikalitet, der ligger i
kristendommen overhovedet - så bliver vi nødt til at finde nogle
kompromisløsninger ude i det virkelige liv, hvilket igen vil sige, at så må vi
ud i den almindelige politiske debat og argumentere for, hvad der kan være
rimelige løsninger.
Men
det, der i netop den aktuelle situation ganske særligt gør de hellige præsters
tale til en løgne-tale, er, at vi jo helt åbenbart befinder os i en situation hvor
selve vor demokratiske livsform er sat under pres af islam (med mord og vold og
terror og trusler derom som en faktor, fx de 11 ambassadører fra muslimske
lande udtrykkeligt har spillet på). Det er her, vi har det mest påtrængende
problem i det danske samfund lige for tiden. Men selv det ville jeg ikke tale
om fra prædikestolen.
* * *
Sig
stop og stå fast
Af Bent Christensen, dr. theol., Fuglsevej 5, Holeby
[Jyllands-Posten 20.12.05]
I ANLEDNING af Det Islamiske Trossamfunds indbydelse til forsoningsfest: Nu må Morgenavisen Jyllands-Posten stå fast. Og universiteterne skal ikke lade sig forføre. Der er ikke noget at undskylde. Og ikke noget at holde forsoningsfest for.
I Holland er to mennesker blevet myrdet, og et parlamentsmedlem har måttet gå under jorden. I Danmark har en tegner ikke turdet lægge navn til illustreringen af en bog. Og andre tegnere er blevet truet på livet, ligesom en række muslimske lande har forsøgt at knægte vor ytringsfrihed.
Kan I ikke se, det er magt, det drejer sig om, og at det er nu, der skal siges stop. Ellers har vi kalifatet, før vi ved af det.
* * *
Alt må forhånes
BLASFEMI OG
YTRINGSFRIHED: Det er tåbeligt at klage til DR over dokumentarserien om
bandet "Stormslag", for den slags hensyntagen til bestemte gruppers
religiøse følelser fører let til censur.
Af Bent Christensen
[Kristeligt Dagblad 14.12.05. - Også 12.12.05, med ledsagetekst, sendt til DR, også direkte til Deadline]
Det er tåbeligt – og i virkeligheden at gå muslimernes ærinde - når man fra kristen side har klaget til Danmarks Radio over dokumentarserien om black metal-bandet Stormslag. Og det er katastrofalt, at Danmarks Radio overhovedet har taget hensyn til disse klager.
Som kristen må jeg sige, at for min skyld må man forhåne kristendommen så meget, man vil. Det er jeg fuldstændig kold over for. Noget helt andet er, hvis der er tale om virkelig opfordring til drab og vold – for slet ikke at tale om direkte morderiske og voldelige handlinger. Men det må man i givet fald skride ind over for på grundlag af de i den forbindelse relevante lovparagraffer.
Jeg har aldrig forhånet nogen og agter ikke at gøre det, men situationen omkring Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har vist, at det, der angiveligt skulle være hensyntagen til en bestemt religiøs gruppes religiøse følelser, i virkeligheden fører til censur og dermed øget magt til den pågældende religiøse gruppe.
* * *
Tegninger
af Jesu undfangelse?
Jeg
er kold. Og jeg vil i hvert fald ikke gå ud og skære halsen over på nogen!
I Jyllands-Posten 14.11.05 skrev Pietro Cini
under overskriften ”Modparten skal også have plads” bla., at han mener JP's karikaturer også rummer et problematisk
aspekt, fordi avisen ”synes at gå ud fra en temmelig ensrettet udlægning af
begrebet ytringsfrihed”. Og han fortsætter:
Ytringsfriheden bør nemlig altid være forankret i den for vesteuropæisk civilisation skelsættende maksime: Audiatur et altera pars (også modparten skal høres). Hvis nævnte maksime skal have et reelt indhold i den verserende sammenhæng, bør JP opfordre en række muslimske tegnere til at give deres udlægning af et aspekt ved den kristne tro, som hos den troende kristne må formodes at vække den samme grad af ærefrygt, som Muhammeds person vækker hos den troende muslim.
Emnerne er legio, men ét forekommer mig ganske oplagt. Jeg tænker på Helligåndens frugtbargørende indgreb på Jomfru Maria, der har inspireret såvel mange sublime malerier som en af Boccaccios saftigste noveller ("Dekameron, IV, 2").
Hertil vil jeg for det første helt generelt sige, at man stadigvæk i alt for høj grad roder begreberne sammen, når det gælder forholdet til muslimerne.
Een ting er, at man grundlæggende skal lade være at forhåne mennesker for, hvad der er dem helligt. Og jeg har selv altid sagt, at når jeg møder den enkelte muslim, så vil jeg som udgangspunkt anerkende, at vedkommendes tro er en tro på den samme Gud, som jeg tror på. Der er jo kun een Gud! Og den, der er opdraget i en bestemt tro, har sit gudsforhold i denne tro. Hvortil jeg så imidlertid også altid har føjet: Herefter kan vi så begynde at diskutere teologi! Hvilket i videre forstand også vil sige at diskutere fx islams forhold til sandheden og til, hvad der i øvrigt må anses for godt og rigtigt. Min anerkendelse af, at muslimens tro er et forhold til Gud, er uløseligt forbundet med kravet om, at så skal vi også kunne tale frit om alt. Og så kan samtalen godt blive hård. Jfr. hvordan fx vi præster i Folkekirken går til sagen, når vi diskuterer indbyrdes!
Man må i denne forbindelse være klar over, at det, at en person eller en gruppe af personer holder noget for helligt, ikke garanterer noget som helst med hensyn til den pågældende tros forhold til sandheden eller med hensyn til, hvad der er godt for samfundet og i det hele taget menneskelivet. Og her er der ikke noget helle.
Så vidt forholdet til muslimernes tro som sådan. Men efter mordet på Theo van Gogh og den frygt for at fornærme muslimerne, der efterhånden bliver mere og mere udbredt, er der opstået en helt anden problematik, hvor en bestemt religion gennem krav om hensyntagen til meget sarte følelser, og gennem vold og trusler om vold, i realiteten søger at få indflydelse på hele livet i samfundet. Og her er det nødvendigt at sige stop. Her er provokationer ligefrem livsnødvendige! Nu har vi desværre den såkaldte racismeparagraf og blasfemiparagraffen. Men jeg må sige, at selv om jeg for mit vedkommende aldrig kunne drømme om at gå efter at forhåne andre mennesker, er det nu blevet nødvendigt, netop helt demonstrativt, at vise, at islam kan behandles på nøjagtig samme måde som alle andre religioner og livsanskuelser og ”værdier”. Ellers er endestationen Khalifatet.
Men hvad nu forhånelse af kristendommen angår, er jeg fuldstændig kold. Det første billede af Jesus er det såkaldte spottekrucifiks, hvor Den Korsfæstede afbildes som et æsel. Og selve korsfæstelsen var jo den yderste forhånelse og fornedrelse. Der er kort sagt ingen, der kan forhåne kristendommen, mere end den allerede gennem to årtusinder er blevet. Og uanset det, er vi kristne ligeglade. Vi tror på Sandheden. Og vi tror kun på Gud gennem Jesus Kristus, fordi - dvs. så længe - vi tror, at det dermed er Sandheden, vi tror på. Og så har selv de værste forhånelser ingen betydning. Kom bare an, fx med tegninger af Jesu undfangelse! Der er ikke noget, der vil kunne ryste mig. Og skulle der endelig være det, vil jeg i hvert fald ikke gå ud og skære halsen over på nogen for det!
* * *
VOLD
OG TRUSLER DUR IKKE
[Indlæg i Jyllands-Posten 08.11.05. Står også på undersiden ”Politik” (kommunalvalg 2005)]
Af BENT CHRISTENSEN pastor, dr. theol., kandidat for DF i
Lolland Kommune, Fuglsevej 5, Holeby
SAMTIDIG MED, at der fra muslimsk side - og fra muslimske regeringers
side - fortsat gøres forsøg på at knægte ytringsfriheden her i Danmark, også
med mere eller mindre åbenlyse trusler om vold, offentliggøres oplysninger om
en stigning i tilfældene af chikane og vold mod de fremmede fra etniske
danskeres side.
Det er en uhyggelig og absolut uacceptabel udvikling. Der er intet, der
kan retfærdiggøre selvtægt og vold og trusler om vold. Og så er der egentlig
ikke mere at sige. Ja, egentlig er det forkert overhovedet at sige mere. Men
det kan måske alligevel hjælpe at sige til de forvirrede typer hos os danskere
selv, der føler sig foranlediget til at gribe til den slags metoder, at ikke
alene er det moralsk og retsligt uacceptabelt. Det virker også mod hensigten,
idet det giver modstanderne af en fast fremmedpolitik argumenter i hænde. Så
skal vi igen høre, at det er "tonens" skyld.
Anklager
Man
har så travlt med at anklage os, der vil have bragt såvel indvandringen som
islamiseringen ned på nul. Hvad er det for et menneskesyn, vi har? Osv.
Men det, vi forsøger, er jo netop at standse en udvikling, der fører mod en balkanagtig situation, hvor alt kan ske.
Og jeg ved godt, at dette også kan lyde som en trussel. Men det er det
ikke. Man kan kalde mig "sort DF-præst", så meget man vil.
Men jeg er altså kristen præst og et kristent menneske, og jeg gruer i
mit hjerte for, hvad der kan komme til at ske, hvis udviklingen ikke bliver
vendt.
Den eneste "humanistiske" og næstekærlige politik er en
politik, der virkelig sætter tilstrømningen af især muslimske indvandrere ned
på nul og virkelig sætter en stopper for islamiseringen af det danske samfund -
hvorved en sand integration bliver mulig.
Jeg kan godt se, at det må virke sårende på de muslimer, der opholder
sig her i landet, at vi i den grad må erklære deres religion og kultur for
uønsket, for så vidt angår vort eget liv. Men de er jo også ofre for den
forfejlede fremmedpolitik, der i årtier har været ført. Så de må prøve at
forstå, at de er kommet her mod det danske befolkningsflertals vilje, ved en
politik, der har bygget på fortielse, løgn, manipulation og
meningsundertrykkelse. Og de må forstå, at vi ikke kan acceptere en ændring af
vor livsform under hensyntagen til de muslimske værdier.
De muslimer, der ender med at blive her i landet, må forstå, at religionsfriheden,
det er friheden til at tro, hvad man vil, og praktisere den gudsdyrkelse, man
tror er den rette - og til at vidne om sin tro. Religionsfriheden er derimod
ikke en ret til at gribe ind i andre menneskers liv eller til at omforme det
danske samfund i retning af ufrihed.
Religion
en privatsag
Jeg
hverken kan eller vil prøve at tvinge muslimerne til at blive kristne (en
uhyrlig tanke). Noget helt andet er, at hvis nogle virkelig - frivilligt -
kommer til den kristne tro (og tør konvertere!), så skal de naturligvis være
velkomne i vor menighed. Andet kan jeg som kristen ikke sige.
Men det, det må gælde om for de herboende muslimer, er, at de indser, at religionen i den forstand må være en privatsag, at man ikke under påberåbelse af sin religion og den med den forbundne sarte følelse prøver at tiltage sig magt i samfundet.
De må lære i den forstand at holde deres religion for sig selv - og så
ellers mødes med os andre i en fælles moderne livsform ude i det fælles
samfund.
* * *
STOP
STRAKS - OG FOR DE MINDSTE TING
[På Lolland-Falsters Folketidendes valg-site 20.10.05. I Lolland-Falsters Folketidendes papir-udgave 22.10.05. - Også sendt til Jyllands-Posten som i hvert fald en orientering og støtte, men - i overensstemmelse med deres kun-i-JP-politik - ikke trykt dér. - Står også på undersiden ”Politik”].
De muslimske ambassaders henvendelse til den danske regering i protest mod tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten har selvfølgelig ikke umiddelbart noget med vort kommunalvalg at gøre. Men jeg vil alligevel trække denne sag frem her.
For det første viser den, at det ikke kun er nogle få muslimske ekstremister, der går til angreb på ytringsfriheden, men en hel række muslimske regeringer.
Og for det andet viser den, hvor let det er at tiltage sig magt ved at påberåbe sig sin religion og de med den forbundne sarte følelser.
Derfor må vi straks sige stop, også over for de mindste ting, hvis vi vil hindre en islamisering, dvs. en trælbinding, af livet i Danmark.
Bent Christensen
Kandidat for DF i Lolland Kommune
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
www.bentchristensen.dk
* * *
NEJ,
VI SKAL STÅ SAMMEN!
Utrykt. - Undtagelsesvis vil jeg oplyse, at denne tekst blev sendt til Kristeligt Dagblad 27.07.05, men at den endnu 13.08.05 ikke var blevet trykt.
I anledning af Flemming Chr. Nielsens nederdrægtige kartoffelkælder-udfald mod Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti i Kristeligt Dagblad] den 27. juli vil jeg blot sige, at selvfølgelig er det ubehageligt for Flemming Chr. Nielsen og hans ligesindede at skulle indrømme, at det var dem, der tog fejl, og os andre, der havde ret. Men han gør kun sin skam fuldkommen ved at fremture på den måde, han her har gjort. For hvad enten man synes ordene er kønne eller ej, er det jo rigtigt, hvad Morten Messerschmidt ifølge Flemming Chr. Nielsen har skrevet, nemlig at "overalt sætter muslimske enklaver sig på samfundet og spreder sig med en faretruende børneproduktion som ringe i vandet".
Dog, det problem, alle de ”gode” har skaffet os på halsen, er af en så alvorlig karakter, at vi andre ikke kan bruge tid og kræfter på at prøve at tvære dem rundt i deres skam. Det afgørende er, at nu må vi alle stå sammen om at begrænse den skade, de ”gode” har forvoldt. Og det er altså ikke os i Dansk Folkeparti, der er problemet. Det er ikke os, der truer freden og sikkerheden her i landet, ja, hele vor demokratiske livsform.
Jeg opfordrer Flemming Chr. Nielsen og alle hans ligesindede til, i det mindste over for sig selv at indrømme, at de har taget fejl, og så ellers prøve at råde bod på det ved at stille op i den fælles front mod den trussel, vi står over for.
Bent Christensen
pastor, dr. theol.
bestyrelsesmedlem og kommunalbestyrelseskandidat
Dansk Folkeparti i Lolland Kommune
Fuglsevej 5
4960 Holeby.
* * *
TIL
VERNER MADSEN
[Lolland-Falsters Folketidende 23.06.05]
Hvad læserne ikke kan vide, er, at Verner Madsen og jeg kender hinanden og er gode venner. Men det er vi. Og derfor glæder det mig, at det fremgår af hans indlæg 18.06.05, at der ikke er så stor afstand mellem os endda.
Verner Madsen skriver jo, at ”Det er godt, at indvandringen er stagneret”. Og når han videre skriver, at ”både vi og indvandrerne må dæmpe berøringsangsten”, så svarer det til, at jeg i mit første indlæg skrev, at når al yderligere indvandring er standset, ”må vi se, hvordan de indvandrere, der nødvendigvis må blive her, og vi andre kan komme til at leve sammen i det danske samfund”.
Jeg kender godt Jesu - og i det hele taget Bibelens - ord om, at vi skal tage godt mod de fremmede. Gennem mine 32 år som sognepræst har jeg oven i købet gang på lang læst dem højt under gudstjenesten. Og denne fordring - og alle de andre fordringer - må vi simpelt hen leve under.
Men samtidig må vi jo forholde os til virkeligheden. Og det er det, de ansvarlige for fremmedpolitikken op til 2001 ikke har gjort. De har skabt et kompleks af problemer, som det bliver meget svært at få løst. Men de SKAL løses. For alles skyld. Det er derfor glædeligt, at Socialdemokraterne nu endelig er ved at komme til fornuft, så at de sammen med Dansk Folkeparti står bag regeringens nye integrationspakke.
Bent
Christensen
pastor
emeritus, dr. theol.
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
OGSÅ DET HAR JEG FORUDSET
[Lolland-Falsters
Folketidende 15.06.06]
[I Lolland-Falsters
Folketidende 10.06.05 havde Verner Madsen, Mindestensvej 2, 4970 Rødby, under overskriften
”Til Bent Christensen!” bla. skrevet, at ordet ”sortsværte”, som jeg havde
brugt i ”Fremmedpolitikken nu” (08.06.06; står her lige nedenfor), ”kunne passe
på Glistrup og Søren Krarup med flere, der startede med at ’sortsværte’
indvandrerne”. Når det er gået helt galt med integrationen, er det disse og de
andre personer, der ”lider af berøringsangst”, der er medskyldige. Verner
Madsens læserbrev slutter: ”Folkevandring er ikke et nyt fænomen i
verdenshistorien. ]
Når Verner Madsen i sit indlæg 10. ds. ikke alene drejer ordet ”sortsværte” 180 grader, men også i det hele taget giver os andre skylden for den situation, indvandringstilhængerne har bragt os i, kommer det ikke bag på mig. Jeg har hele tiden forudsagt det. Og Verner Madsen er hverken den første eller den sidste, der benytter dette kneb. Der er nemlig det ved de ”rigtige” og de ”gode”, at det allervigtigste for dem er selve positionen som ”rigtig” og ”god”. Derfor skal vi andre for enhver pris holdes nede. Uanset hvordan virkeligheden er. Men jeg så altså hellere, at man indrømmede, man har taget fejl, og gav sig til at samarbejde om, hvordan vi får løst problemerne.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
FREMMEDPOLITIKKEN
NU
[Læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende 08.06.05]
I fremmedpolitikken er det gode, at alle er begyndt at se problemerne, mens det dårlige er, at det næsten ikke er til at få øje på løsninger. I sin naivitet har man fået skabt et problem, hvis karakter og omfang ingen kunne forudse.
Alle må indrømme, at den hidtil førte indvandringspolitik har været en misforståelse. De, der har været mest optaget af at sortsværte os, der tidligt pegede på problemerne, må indrømme, at det var os, der havde ret. Og så må vi i fællesskab prøve at finde ud af, hvad vi skal gøre.
Til indvandrerne må vi sige, at også de er ofre for den hidtil førte politik. De må forstå, at et stort flertal i den danske befolkning er imod selve ”befolkningsudskiftningen”, og de må forstå, at vi ikke kan acceptere en islamisering af vort samfund. Navnlig må de forstå, at vi ikke kan acceptere religiøst begrundet vold eller trusler om vold.
Al yderligere indvandring må standses. Før bliver der ingen vilje til integration fra den danske befolknings side. Og alle, der kan sendes tilbage, må sendes tilbage, ligesom de, der drømmer om en islamisk kolonisering af Danmark, må drømme om igen og tage tilbage - hvor det så bliver de pågældende landes eget problem, hvordan de vil skabe gode levevilkår for deres borgere, såvel økonomisk som mht. efterlevelsen af de universelle menneskerettigheder.
Herefter må vi se, hvordan de indvandrere, der nødvendigvis må blive her, og vi andre kan komme til at leve sammen i det danske samfund. Som grundtvigsk kristen ønsker jeg ikke at tvinge muslimerne ud af deres religiøse og kulturelle identitet som sådan. Men de bliver nødt til at have denne identitet som en privatsag, idet de i det ydre lever med i den fælles moderne livsform. Herefter kommer alle enkeltproblemerne. Men de SKAL løses. Alternativet er frygteligt for alle.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Bemærkning sat her på undersiden 01.12.04
Når den fremmedpolitiske debat stadigvæk er så forplumret, skyldes det ikke mindst, at der er tale om en kunstig, helt unaturlig situation, som vi mentalt har været helt uforberedt på. Hverken vore skrevne eller vore uskrevne regler er blevet til med henblik på en sådan situation.
Hvad religionsfriheden angår, så udgår såvel vore skrevne som vore uskrevne regler fra vore egne smertelige erfaringer fra 1500-tallet af. Religionsfriheden gælder altså de europæiske landes borgeres ret til at antage hvilke som helst religiøse eller livsanskuelsesmæssige anskuelser, men gælder af gode grunde ikke en masseindvandring af mennesker med en højst besværlig religion som islam. Islam ville formodentlig aldrig kunne have udviklet sig på europæisk grund blandt europæiske mennesker. Hvad den strengt monoteistiske lovreligiøsitet angår, er den europæiske model jo den unitariske moralisme - eller den moralisme med et meget svagt (eller helt fraværende) gudsbegreb - vi jo har set flere eksempler på, og som har sin helt gudløse variant i humanismen med dertil hørende moralisme og farisæisme.
Gennem hele historien indtil nu har vi - på godt og ondt - befundet os i den konstantinske æra, hvor kristendommen på en eller anden måde har været brugt som en samfundets og kulturens grundvold. Men denne æra er vi nu - igen på godt og ondt - ved at være helt ude af, så det er altså helt unaturligt, at muslimerne kommer med deres teokratiske krav.
Og det er altså mennesker, vi er blevet lokket og manipuleret til at tage imod, fordi vi da skulle hjælpe ”dem, der er personligt forfulgt” (som daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen udtrykte det). Der er tale om mennesker, vi troede vi skulle hjælpe, der kommer og vil påtvinge os det, vi troede, de var flygtet fra. Det svarer til, at flygtninge fra Sovjetunionen eller Nazi-Tyskland var begyndt at ville indføre henholdsvis kommunismen eller nazismen her i landet.
En islamisering - eller blot en ”hensyntagen-til-islam-isering” - vil være ødelæggende for livet her i Danmark og i det hele taget her i Europa. Vi bliver ødelagt - eller i hvert fald generet, bare fordi vi troede, vi skulle hjælpe.
Men hvad nu religionsfriheden og hensynet til religionen angår - og det er det, der er den særlige anledning til disse bemærkninger - så skal vi alle gøre os klart, at i og for sig er ordet ”Gud” jo bare en lyd - eller et ord, sammensat af tre lyde: ”g-u-d”. Ordet ”Gud” kan repræsentere et hvilket som helst indhold. Men dette ord - eller ordet ”religion” - er velegnet til at gemme sig bag eller til at give ens ord mere vægt.
Det lyder smukt, at Guds lov skal stå over menneskenes love. Og dybest set eller i det alleryderste skal den selvfølgelig også det. Problemet er bare, at siden Syndefaldet har Gud ikke uden videre regeret verden. Selv inden for den såkaldte kristenhed har det vist sig, at man har kunnet gøre de forfærdeligste ting mod hinanden i Guds navn. Det er det, man skal forstå.
Og det er ikke bare det, at det er pinligt, hvor dårligt også kristne teokrater er sluppet fra at ville regere verden på Guds vegne. Det allerværste er, at sammenkoblingen af ”Gud” og magt virker så stærkt. Åbenbart også hos de ellers så religionsfjendske kulturradikale her i Danmark. Men deres blødhed over for islam er måske en rest af deres had til kristendommen?
Det er simpelt hen vore egne erfaringer med sammenkædningen af ”Gud” og magt, der er den vigtigste grund til, at vi skal står fast i vor afvisning af en sådan sammenkædning. Og i de muslimske lande er de dårlige virkninger af denne sammenkædning jo ikke historie, men aktuel virkelighed. Man må virkelig sige, at det religiøse tyranni i de muslimske lande er hovedårsagen til, at de klarer sig så dårligt.
Man kan også sige det på den måde, at ”Gud” og politisk magt simpelt hen er en for stærk cocktail.
Men hvad skal vi, der tror på Gud, så sige om forholdet mellem religion og politik? Ja, vi må simpelt hen sige, at samtidig med, at vi afviser den direkte sammenkobling, som betyder, at nogle mennesker tiltager sig en ekstraordinær magt, idet de giver deres egne meninger ud for at være Guds meninger, så må vi understrege, at hvert enkelt menneske selvfølgelig skal vide sig ansvarligt over for Gud. Det er klart, at man fx ikke kan være kristen uden, at det kommer til at omfatte og præge hele ens liv, herunder ens politiske tilkendegivelser og handlinger.
Det afgørende er bare, at man ikke kan - og ikke må - slutte fra dette selvindlysende forhold, og så til, at man har ret til at få ekstra magt over sine medmennesker ved at påberåbe sig sin egen tro. Hvilket dog ikke betyder, at man ikke i sin argumentation kan henvise til den kristne sammenhæng, man selv står i. Selvfølgelig kan man det. Alt andet ville være absurd. Men man kan ikke bruge dette forhold som en ekstra trumf i den politiske debat - for slet ikke at tale om den politiske magtudøvelse! Her må alt bringes på saglige formler, så man prøver at få de ikke-kristne deltagere i den politiske debat eller proces til at indse, at det, man her foreslår, er det bedste for menneskelivet! Det kan også være, man må sige: ”I dette spørgsmål har vi kristne altså den og den holdning, og den vil vi så prøve at få flertal for”. Men stadig uden, at man tiltager sig ekstra magt ved at påberåbe sig religionen.
En total adskillelse mellem religion og politik i den forstand, at fx den enkelte kristne kun skulle være kristen nærmest helt inde i sig selv og i sit helt private liv, er en absurditet. Hvor fx ”forretninger” og politik så skulle ses som foregående i et rum, som Gud ikke havde noget med at gøre! Her har både den lutherske toregimentlære og Jesus berømte ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, være både mis-forstået og mis-brugt! - Se også prædikenerne til 23. søndag efter trinitatis 1985 (undersiden »Prædikener A-2«) og til 9. søndag efter trinitatis 2003 (på både undersiden »Prædikener A-2« og »Prædikener efter 31.06.03«).
Og hermed vil jeg slutte denne kommentar. Jeg må videre. Vi må jo prøve, også at leve et liv, der handler om andet end den fremmedpolitiske problematik
* * *
[Læserbrev i Kristeligt Dagblad 29.11.04]
Det er kvalmende, at en begivenhed som mordet på Theo van Gogh har kunnet fremkalde andet end een reaktion, nemlig en klar fordømmelse af både mord og vold og trusler om mord og vold. Ja, selv fordømmelsen er egentlig overflødig. Der er ikke noget at sige, og slet ikke noget at diskutere eller føre ”dialog” om. Forbrydere skal bare fanges og straffes. Og de, der billiger mord og vold eller ligefrem tilskynder til det, har dømt sig selv, også selv om de ikke kan straffes efter loven. Det var derfor med direkte lede, jeg i Kristeligt Dagblad for 24. november så overskriften: ”Debatten efter mordet på Theo van Gogh graver dybe grøfter mellem muslimer og kristne”. For slet ikke at tale om sidestillingen af ”ekstreme muslimer” og ”ekstreme danskere” nede i teksten. Hvad er det for noget? Jeg troede, ”grøden” var kommet ud af den fremmedpolitiske debat, men der er åbenbart nogle, der ikke kan holde op. Spar os dog for det, og lad os tale om tingene, som de er!
* * *
Foredrag i Holeby Præstegård den 27. oktober 2004
Holeby-Bursø Pastorat, Maribo Domprovsti, nabopastoratet til Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, hvor jeg nu selv bor (i Torslunde Sogn).
Som tidligere medlem af menigheden her i pastoratet fra 1959 til 1962, nærmere betegnet menigheden i Bursø Sogn, siger jeg mange tak for invitationen til at ”optræde” her i aften - ligesom det var en stor glæde og ære for mig at fungere som præst i Holeby Kirke for et par søndage siden, på min egen sognepræst, Vinni Gaarn Larsens, vegne, idet et gammelt løfte fra min side om at afløse for hende var kommet til at skulle indfris på netop 18. søndag efter trinitatis, hvor sognepræsten i Fuglse altså skulle afløse her!
I samme forbindelse vil jeg også have lov at sige, at både Anna og jeg er meget glade for at være kommet tilbage til Holeby Kommune, som vi begge har en fortid i. Vi er meget glade for at leve med i såvel det kirkelige som folkelige lokale liv. - Og da vi tilfældigvis netop i disse dage har Annas ældste søster Elisabeth på besøg og hun er med os her i aften, kan vi konstatere, at vi altså har to gamle Fuglse-præstedøtre til stede.
Men det var jo ikke det, det skulle handle om. Og dog måske lidt. Der er nemlig en forbindelse mellem denne ret personlige indledning på dette foredrag, og så dets emne. Og forbindelsen er jo det, der hedder det folkelige! Både når det drejer sig om ”hjemme”, dvs. om vores danske folkelighed, og når det handler om ”ude” - hvor det er de andres, her i denne sammenhæng de muslimske landes befolkningers, folkelighed og tradition, det drejer sig om.
Når Anders har bedt mig komme og tale her i aften, så hænger det jo nok sammen med nogle ting, jeg foretog mig i 2001. Det begyndte med, at jeg skrev en kronik i Kristeligt Dagblad (12.06.01), hvor jeg i min egenskab af ”folkelig pragmatiker” (bemærk altså ordet ”folkelig” her!) trådte stærkt kritisk op mod ”humanisterne” med deres ”værdier” på det fremmedpolitiske område. - (Ja, vi tager lige en parentes her. For I kan jo godt høre, jeg vrænger lidt, når jeg udtaler ordet ”værdier”; det er et ord, jeg aldrig mere selv bruger, fordi det er blevet et af tidens mange floskel-ord, og fordi det, det dækker over, er nogle ret kunstige og abstrakte begreber, som ikke har megen kraft ude i den rigtige virkelighed. - At vi i et samfund, der bliver mere og mere opdelt, bliver nødt til at samles om nogle fælles spilleregler, som alle skal være og føle sig forpligtet til at overholde, er en anden sag, nemlig en praktisk sag, der ikke skal gøres til en slags ny religion. - Parentes slut).
Men senere på sommeren 2001 indkaldte jeg til og fik stiftet det især af præster bestående ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat”, hvilket igen førte til, at jeg i nogle uger kom til at optræde en del i såvel de trykte som de elektroniske medier. - Nu, vi er kommet så meget ind på det lokale, kan jeg da også godt lige fortælle, at vort lokale kommunalbestyrelsesmedlem Erik Kjelgaard blev et af de få ikke-gejstlige medlemmer af vort forum. Han ringede simpelt hen til mig på et tidspunkt i forløbet og fortalte om sig selv, og som jeg sagde til ham: ”Man behøver jo ikke være præst for at være medlem, og når du ligefrem har skrevet en artikel i Tidehverv!”.
Og dette blev jeg en del kendt for. Men så kom 11. september 2001 og derefter valget
den 20. november. Med alt, hvad deraf fulgte. Og allerede den 10. marts 2003, kunne ”Forum” udsende en pressemeddelelse,
hvori vi erklærede, at vi anså vort formål for opnået (nemlig at få en reelt
fri debat om spørgsmålet) og derfor havde besluttet at opløse os selv, idet ansvaret nu på helt normale betingelser var
vælgernes. Lidt triumferende kunne vi dog henvise til, at eet af vore medlemmer
ligefrem var kommet i Folketinget!
Det var selvfølgelig Søren Krarup, som
jeg selv havde henvendt mig til og bedt om at indtræde, fordi han var en af de
allerførste, der - helt tilbage i midten af 1980’erne - havde set, hvad der var
ved at ske, og fordi han - ikke mindst i sin bog ”Demokratisme” fra vist 1967, som dengang gjorde et stort indtryk
på mig - havde vist, hvordan han kunne gå i clinch med netop alle også dén tids
herskesyge ideologer og floskelbrugere
Siden ”Forums” opløsning i marts 2003 har jeg praktisk taget ikke deltaget i den fremmedpolitiske debat. Og jeg agter heller ikke at gøre det i fremtiden. For nu siger snart alle mere eller mindre det, vi andre i 2001 kæmpede for, bare at få lov til, frit at drøfte! Og selve virkeligheden vil trænge sig mere og mere på.
Men nu står jeg altså her. Hvad jeg som sagt rent lokalt set er glad for. Jeg ville bare godt have haft et andet emne! Og jeg sagde udtrykkeligt til Anders, da han ringede, at jeg hverken ville eller kunne komme og optræde som islam-ekspert, men godt ville prøve at sige noget om dette vigtige emne under en mere personlig vinkel, bla. i min egenskab af gammel Grundtvig-forsker og fortsat Grundtvig-discipel. - (Jeg er faktisk gået på pension som 60-årig og flyttet hertil for at arbejde på ”en aktuel udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig”, ganske særligt med projektet ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”). - Jeg sagde altså i sin tid til Anders: ”Du ved meget mere om islam end jeg, så hvis vi får brug for ekspertise dér, må du træde til!”.
Men jeg vil godt sige lidt om mit eget forhold til islam gennem årene.
Før jeg i 1970 (hvor jeg endnu var adjunkt på Nakskov Gymnasium) begyndte mit supplerende teologistudium med domprovst Felter, Maribo, som vejleder, vidste jeg meget lidt om ”muhammedanismen”, som man jo sagde dengang. Men også det studium, jeg her kom til at gennemgå, omfattede naturligvis disciplinen religionskundskab. Og jeg måtte bla. sætte mig lidt ind i, hvad islam gik ud på.
Og jeg læste om Muhammed og Mekka og Medina. Noget af det kunne jeg godt huske, jeg havde lært i skolen. Og om ”islams fem søjler”: bekendelse, bøn, faste, almisse og valfart. Hvor bekendelsen altså lyder: ”Ingen er tilbedelse værdig med undtagelse af den ene sande Gud, og Muhammed er Hans sendebud”.
Interessant var det, at se, hvordan Muhammed pdes. gjorde front mod det arabiske hedenske flerguderi og pdas. havde kendskab til både jødedom og kristendom, så at man kan sige, at det, der - bevidst og/eller ubevidst - har været hans motiv, har været, at sådan en høj, monoteistisk religion, - altså en religion, hvor man virkelig tror på Gud, som jo pr. definition kun kan være een - en sådan religion skulle araberne også have. Og man må jo sige, at den religion, Muhammed stiftede, var overlegen i forhold til det gamle hedenskab. - I dag sammenligner jeg ofte islam med mormonismen, der jo er udgået af amerikansk kristendom og bygger på en særlig åbenbaring (”Mormons Bog”) og kan karakteriseres som et forsøg på at lave en ny kristendom for Amerika. Islam kan - ligesom mormonismen - betragtes som et stort kætteri. Hvilket skal forstås forholdsvis positivt! Vi kalder jo ikke muslimerne hedninger, men kan altså som kristne pr. definition ikke anerkende de særlige åbenbaringer, Muhammed påberåber sig, og som er nedfældet i Koranen.
Jeg læste også - hvad jeg jo også kunne huske noget af fra historieundervisningen - om islams erobringer i det dengang kristne Mellemøsten og Lilleasien og det store fremstød hen over det ligeledes kristne Nordafrika og videre op i Spanien (som forblev under muslimsk herredømme mere eller mindre helt op til 1492) og helt op i Frankrig, hvor de først blev standset ved Poitiers i 732. Osv. osv.
Jeg har faktisk også levet et halvt år af mit liv i et muslimsk område! Det var da jeg i vinterhalvåret 1976/77 gjorde tjeneste som feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern. For vores hovedlejr, hvor jeg jo hørte til, Viking Camp, lå faktisk på det tyrkiskbesatte Nordcypern, det, der i dag er den selvudråbte nordcypriotiske republik. Jeg gik tit en tur i området omkring lejren, handlede i de lokale butikker, besøgte de lokale små spisesteder og snakkede med folk. Og jeg mødte også ofte tyrk-cyprioter og tyrkere ude på øen.
Da vi i det danske kontingent ønskede at fejre vores juledagsgudstjeneste i en lille forladt maronittisk kirke, som lå lige i nærheden af vores lejr, overdrog vores chef det til mig at føre nogle af forhandlingerne med det tyrkiske militær om sagen. Og jeg husker, hvordan jeg sad hos løjtnanten i vagtskuret lige uden for vores lejr og forhandlede. Og vi fik os jo en kop tyrkisk kaffe og nogle cigaretter. Og vi fik drøftet teologi! Denne løjtnant var noget lægprædikant og ret godt inde i troslæren, så jeg fik bla. hele historien om, hvordan profeten Jesus(!) ikke var død på korset osv. Da vi skiltes, sagde jeg til ham, at nok var vi uenige om mange ting, men vi havde dog det til fælles, at vi havde det bedre end dem, der slet ikke troede på Gud. Og da vi selvfølgelig også havde diskuteret den kristne treenighedslære, sluttede jeg med at forsikre ham om, at vi kristne altså ikke troede på tre guder, og at udråbe et: Gud er een! Vi havde jo ellers talt sammen på engelsk, men her sagde jeg på mit bedste tyrkisk: ”Allah er een!”. - (Jeg husker ikke længere, hvad ”een” hedder på tyrkisk, og jeg indrømmer ærligt, at det ikke var mange ord og sætninger, jeg nåede at få lært. Jeg skulle jo også lære lidt nygræsk. Og næsten alle på denne gamle britiske kronkoloni var gode til engelsk).
Som supplement til dette kan jeg fortælle, at under den sovjetiske besættelse af Afghanistan spillede det en stor rolle for mig, at her var disse ugudelige kommunister kommet for at undertrykke de muslimske afghanere, der dog troede på Gud! Jeg havde ingen som helst forestilling om, at det skulle ende i Taleban og Al-Qaeda, dvs. i en terrorkrig mod os i Vesten, som jo gerne ville støtte afghanerne mod den sovjetiske besættelse!
Og som endnu et supplement kan jeg her indskyde, at jeg, i forbindelse med mine aktiviteter i de slaviske lande, i 1997 besøgte den centralasiatiske tidligere sovjetrepublik Kazakhstan, hvor nogle af mine bedste venner har muslimsk (men jo ikke mindst sovjetisk!) baggrund. Det gælder især formanden for kulturarbejdernes fagforening i Kazakhstan Svetlana Shalakhmetova. Og jeg bliver nødt til at fortælle, at det var her i Holeby(!), jeg mødte Svetlana Shalakhmetova, fordi man fra ASF’s side havde bedt mig komme og holde et foredrag på russisk om danske kirkeforhold for en delegation fra ASF’s samarbejdsorganisation i de tidligere sovjetrepublikker: Blagovest. Og da jeg i mit foredrag havde fortalt, at Anna og jeg var på vej til Kazakhstans hovedstad Almaty for at besøge den russisk-ortodokse ærkebiskop dér, trådte hun frem og inviterede mig til, også at besøge hende. Og jeg skal love for, at hun og hendes mand og deres bekendte tog imod os! I øvrigt var Kazakhstan i hvert fald dengang, så vidt vi kunne bedømme, noget af et mønstersamfund, for så vidt angår forholdet mellem kristne og muslimer!
Men vi skal tilbage i tiden igen. For imidlertid var jeg jo også begyndt at forske i Grundtvig. Og jeg vil gerne give jer et par eksempel på, hvad Grundtvig har sagt om islam.
Grundtvig var naturligvis stærkt kritisk over for islam. Den stive ”tyrkertro”, altså hele undertrykkelsen og ubevægeligheden i islam, var ikke noget, han kunne se med velvilje på. Bla. kunne han om paven (som han selvfølgelig også var stærkt kritisk over for) sige, at hvordan man skulle se på ham, afhang af, om man sammenlignede ham med Muhammed eller med Luther! Hvilket altså betyder, at i forhold til Luther er paven ikke så god, men han er dog bedre end Muhammed, den katolske kristendom bedre end islam.
Men samtidig med, at Grundtvig var en særdeles rettroende - ja, som han selv yndede at sige, ”gammeldagstroende” - kristen, så lå der jo også en stor åbenhed i hele hans skabelsesteologi og i hele hans syn på mennesket som åndsvæsen. Derfor kunne han fx se noget på både godt og ondt symbolsk i, at islams symbol jo er halvmånen. Nu har jeg ikke lige fundet stedet frem, men jeg kan huske, at Grundtvig har karakteriseret islam som ”halvmånens blege genskær”. Hvor vi jo skal huske på, at for den kristne er Kristus solen - hvorved islam altså bliver noget i retning af et halvvejs genskær af Kristus!
Jeg kan også huske, at Grundtvig drillende har sagt, at det
er mærkeligt - og fyldt med symbolik! - at muslimerne påberåber sig at
nedstamme fra Abraham gennem Ismael, trælkvindens
søn!
Hvad de åbenbaringer angår, Muhammed påberåbte sig, og som ligger til grund for synet på Koranen, har Grundtvig et sted sagt noget i retning af, at det jo nok var lige lovlig meget at påstå, at de skulle komme ordret og direkte fra Gud, men at han jo da godt selv kendte til at have den slags syner!
Altså igen en relativ anerkendelse. Og jeg var faktisk ret glad for at stifte bekendtskab med Grundtvigs på een gang kritiske og tolerante syn på islam.
Ellers var islam stadigvæk ikke noget, jeg sådan gik og tænkte over. Og det samme gjaldt den indvandring, der jo var begyndt med de såkaldte fremmedarbejdere allerede i 1960’erne. Den smule ubehag, jeg dengang følte, var først og fremmest et ubehag ved, at disse stakkels mennesker skulle være en slags slavearbejdere oppe hos os.
Så kom 1980’erne. Med bla. Tamilsagen 1987/88, hvor min holdning jo selvfølgelig var den, at uanset hvad justitsminister Ninn-Hansen med større eller mindre ret mente, så var det jo skandaløst, at en minister ikke overholdt landets love. Hvis han var uenig, kunne han jo bare gå i protest. Eller hele regeringen kunne være gået og have taget et valg på sagen. Nu ved vi, hvordan det endte, og jeg hører til dem, der klart mener, at Tamilsagen er den store grundulykke i den danske fremmedpolitik.
I 1986 trådte Søren Krarup frem med sin skarpe kritik af den førte fremmedpolitik, hvorunder han også fremførte en meget snæver forståelse af næstekærlighedsbegrebet - men jo med en vis ret over for den meget udvandede og sværmeriske forståelse af det, der blev ført frem fra indvandringstilhængernes side.
Efter at have set Søren Krarup i fjernsynet, sendte jeg i september 1986 et læserbrev til begge de to lokale dagblade, vi dengang havde. Og jeg indrømmede her, at det da godt kunne være, ”de politiske kræfter bag vor [...] flygtningepolitik har været for sorgløse, ikke bare i deres vurdering af det danske folks vilje til at tage imod medmennesker i nød, men også i deres forståelse af, hvad folkelighed og kultur betyder”. Men jeg skrev også, at dette ikke burde føre til en formindskelse af ”omfanget af den hjælp, vi må og skal yde blandt verdens mange flygtninge”. Og jeg sluttede med at kritisere Søren Krarups snævre næstebegreb.
I 2001 måtte jeg rose Søren Krarup for, at han havde været en af de første der så, hvad der var begyndt at ske, idet jeg dog fortsat mente, at hans næstebegreb er for snævert. For selvfølgelig indebærer den kristne tro en forpligtethed over for alle mennesker på Jorden. Men jeg er enig med Krarup i hans kritik af det sværmeri, der er kommet over brugen af ordet ”næstekærlighed”.
Men i midten af 1980’erne havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan tingene ville komme til at udvikle sig. Vi var under Den Kolde Krig vant til at tage godt mod flygtninge. Tænk bare på situationen i forbindelse med den sovjetiske nedkæmpelse af Ungarn-opstanden i 1956!
Og i 1980’erne var det jo først og fremmest flygtningene fra Iran, man tænkte på. Efter den islamiske revolution i 1979. Og jeg for mit vedkommende kunne ikke forestille mig, at Khomeini-styret kunne holde ret længe. Jeg troede rent ud sagt, at det ville bryde sammen langt tidligere end Sovjet-styret! Jeg mente derfor, at selvfølgelig skulle man give asyl til folk, der var flygtet fra undertrykkelsen i Iran, idet jeg ligeledes mente, at når styret dér var brudt sammen, ville de vende tilbage til deres land.
Det, der karakteriserede min, måske endda mere end gennemsnitligt, tolerante holdning, var det, Ralph Pittelkow har betegnet som den vestlige selvovervurdering! Selv hvis tanken blev drejet over på begrebet økonomiske flygtninge, kunne jeg måske nok se et problem forude, hvis rigtig mange mennesker fra fx Nordafrika kom op til Europa. Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at de ikke straks ville begynde at integrere sig og uddanne sig, for rigtig at kunne nyde frugterne af at have været så heldige at komme til Vesten!
Tilsvarende gik jeg ind for en udstrakt tolerance for ikke at sætte disse mennesker i forlegenhed. Altså mht. svinekød og den slags. De skulle ikke have det for svært i deres overgang til vestlig livsform! Og de skulle ikke blive rodløse. Som god discipel af Grundtvig var jeg meget optaget af det folkelige eller det kulturelle. Det ville ikke være godt for disse mennesker, hvis de pludselig kastede al deres ballast af og tilegnede sig de heller ikke altid lige gode ting på overfladen af den vestlige kultur.
Men virkeligheden har jo vist sig at være en helt anden, så nu må jeg sige, at det, at nogle mennesker, der siges at være flygtet fra undertrykkelsen i et muslimsk land, kommer for at gøre Europa muslimsk, svarer til, at en, der var flygtet fra undertrykkelsen i et kommunistisk land, kom for at gøre Vesteuropa kommunistisk.
Og der blev løjet massivt for os i de år. Alle politikere bagatelliserede indvandringens omfang. Og hvem kunne stå for Thorkild Simonsen, når han lagde sit dejlige socialdemokratiske borgmesteransigt i nærmest grædende folder og besværgende sagde, at vi da vel skulle ”hjælpe dem, der er personligt forfulgt”?!
Efterhånden begyndte jeg imidlertid at ane uråd. Bla. opdagede jeg, at indvandringstilhængerne ikke blev ved med at sige som Thorkild Simonsen. Nu begyndte man at tale om ”flygtninge-indvandrere” på sådan en helt særlig hurtig måde, som tydeligvis havde til hensigt at udviske forskellen mellem de to kategorier og få den danske befolkning til også at acceptere den egentlige indvandring. Tilsvarende havde man først sagt: ”De få tusind flygtninge kan da ikke være en trussel mod den danske kultur”. Men på et tidspunkt gik man over til, truende, at sige: ”Nu er Danmark altså et multietnisk samfund!”.
Og Århus-biskop Kjeld Holm begyndte at forkynde et veritabelt ”integrations-evangelium” om, hvor lykkelige vi alle sammen ville blive, når vi alle sammen blev integreret i den store ”multi-kulti”!
Jeg indrømmer blankt, at det også gjorde et stort indtryk på mig, at jeg opdagede, at der hvis udviklingen fortsatte, kunne blive muslimsk flertal i Danmark engang i allerede det 21. århundrede. Og det gjorde indtryk på mig, da jeg begyndte at høre tal på, hvor mange ”tosprogede” der efterhånden var i den danske folkeskole. Ja, jeg indrømmer, at selve det, man kalder ”befolkningsudskiftningen”, som sådan, var et ubehageligt perspektiv for mig. Navnlig når selv en fuldstændig udskiftning af den danske befolkning jo ville være som en dråbe i havet i forhold til den store befolkningstilvækst i de lande, ”flygtninge-indvandrerne” kom fra. Jeg måtte se den førte fremmedpolitik som en ren blindgydepolitik, der ville føre til ødelæggelse af vore egne samfund - uden at det ville hjælpe noget som helst ude i resten af verden, som jo tværtimod ville ende med at skulle undvære hjælpen fra os!
For at illustrere mit ubehag ved selve befolkningsudskiftningen som sådan har jeg ofte sagt, at selv en million svenskere eller tyskere eller englændere ville være et problem. - Hvis England pludselig sank i havet, skulle vi selvfølgelig tage vores portion englændere her i Danmark. Og vi ville selvfølgelig også kunne finde ud af det. Men det ville da ikke være det samme, som hvis vi ikke havde fået en million englændere!
Eller for at gå et skridt videre: Jeg er som sagt noget slavist, især med russisk og polsk, og siden 1990 har jeg drevet et udstrakt, især kirkeligt, arbejde i og med de øst- og vestslaviske lande, i de senere år især med Polen, ligesom Anna og jeg er meget aktive medlemmer af Polsk Forening. Og jeg må jo sige til mine herboende polske venner, at de på ingen måde skal føle sig ramt, hvis de hører om mine ”fremmedfjendske” aktiviteter. For det første var det under helt særlige omstændigheder, de strandede her i forbindelse med Første Verdenskrig. Og for det andet er de jo kristne europæere, som oven i købet har gjort en forbilledlig indsats - under ikke altid lige lette vilkår - for at blive fuldgyldige borgere i dette land. - MEN - og nu kommer min pointe - så er jeg efterhånden også begyndt at klappe den, jeg taler med, venligt på armen og føje til: ”Men hvis I havde været flere hundrede tusind - og på vej til at blive endnu flere - og jeres mål havde været at genindføre romerkatolicismen i Danmark, så ville det have været noget andet”. - (Dette eksempel er heller ikke grebet helt ud af luften. I den første tid klagede polakkerne over, at de ikke kunne få nok polske præster. Men det var Vatikanets politik, at den romersk-katolske kirke i Danmark ikke skulle ses som et isoleret polsk fænomen!).
Jeg er vel at mærke ellers meget økumenisk indstillet og gør alt for at have et tæt og godt forhold til især mine romersk-katolske medkristne (hvad jeg også mener lykkes, både ude i verden og lokalt her i Danmark, ikke mindst her på Lolland-Falster). Men jeg er samtidig en god og stærk lutheraner, og jeg ville virkelig ikke finde mig i, at det, at vi venligt tog imod nogen, skulle medføre, at vi kom til at sætte Reformationens landvindinger over styr.
MEN NÅR JEG KAN SIGE SÅDAN TIL MINE MEGET GODE POLSKE OG KATOLSKE VENNER, HVAD MÅ JEG SÅ IKKE SIGE, NÅR DET GÆLDER ISLAM!!!
Her må vi jo også huske på, at den islam, jeg fra min ungdom af følte mig ret tolerant over for, det var en anden islam end den, man kender i dag. Det var jo først fra 1970’erne af, den moderne, mere aggressive islam begyndte at udvikle sig. Bla. under indtryk af den sovjetiske besættelse af Afghanistan. Og efter kommunismens sammenbrud blev islam jo for mange mennesker i den tredje verden en erstatning for den kommunistiske drøm, ja, den eneste store drøm, der er til rådighed, hvis man vil sætte sig op mod USA og det øvrige Vesten og ikke vil underkaste sig den vestlig-globalistiske kultur.
Men det, der navnlig førte mig frem mod at tage det skridt at indkalde til et præste-forum for kritisk indvandringsdebat, var altså den meningsundertrykkelse, der reelt var tale om i årene op til 2001 - og som der stadigvæk kan være tale om i det omfang, hard-core tilhængerne af indvandring og multi-kulti, kan slippe af sted med det. Tiden tillader mig ikke at komme med eksempler. Men jeg var rystet. Og mindre rystet blev jeg ikke efter, at jeg havde indkaldt til vort forum. Bla. blev jeg rystet over, at der var præster, der kontaktede mig og erklærede sig enig med mig, men sagde, at de ikke turde træde offentligt frem, fordi de frygtede for, hvad det kunne komme til at koste dem og deres familie, ja, fordi de var bange for deres biskop!
Sådan noget gør altså mig vred! Jeg tåler simpelt hen ikke knægtelse af de demokratiske frihedsrettigheder.
Nu er der ikke megen tid tilbage, men det har været vigtigt for mig at få fortalt min historie, ja for så vidt ”min historie med islam”, og det vil også være forholdsvis let for mig at skitsere, hvad mit svar på det spørgsmål, der ligger i dette foredrags titel er.
Hvis vi ser bort fra truslen mod de europæiske samfund, og
her mener jeg allerede truslen mod vores identitet
og mod vores naturlige udvikling(!)
inden for denne identitet, men jo også truslen om sammenbrud og måske
borgerkrig, så vil jeg stadig være tolerant over for muslimer, både hjemme og
ude. Og jo ikke mindst ude!
Det af gørende er, at man må skelne mellem selve mødet med mennesker, der har islam som deres gudstro, og mellem selve forholdet til de muslimske lande og deres kultur - og så hele indvandringsproblematikken her i Europa og Danmark, ja, og så hele den aggressivitet mod os i Vesten, der udgår fra verdens muslimer, selv om jeg jo udmærket er klar over, at det kun er et lille mindretal, der direkte fører sig frem som terrorister og den slags. Der er her tale om nogle forhold, som gør en almindelig tolerant adfærd fra min side overordentlig vanskelig!
For i selve det konkrete personlige møde må jeg jo som kristen - oven i købet af grundtvigsk observans - behandle ethvert menneske, jeg kommer til at stå over for, med al mulig takt og respekt. Jeg vil anerkende den oprigtigt gudstroende muslims tro som en tro på den samme Gud, som min kristne tro er en tro på. Der er i hvert fald ikke mere end een Gud. Og selv om jeg altså betragter islam som et stort super-kætteri, Muhammed har ”opfundet”, så mener jeg, at der i den oprigtigt troende muslims tro ligger et virkeligt forhold til Gud. Jeg tror ganske vist som kristen på, at der ikke er nogen vej til Gud uden om Jesus Kristus. Men de to ting ligger alligevel på hver sit plan. Man må tage den oprigtigt troende muslims gudstro for pålydende og anerkende den som den måde, hvorpå han prøver at have et forhold til hele Tilværelsens Skaber og Herre.
Dette betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal forkynde Kristus for de muslimer, man møder. Men altså vel at mærke, når tiden og lejligheden er til det! Og idet man tager dem og deres oprigtige gudstro alvorligt. Og i det hele taget med al mulig takt og respekt.
Men noget andet igen er, at islam jo altså nu ganske tydeligt fremtræder som noget helt andet end bare en religion, altså som noget helt andet, end hvad der har med menneskers forhold til Gud at gøre. Islam fremtræder også som en totalitær og militant politisk ideologi, der sagtens kan sammenlignes med både kommunismen og nazismen. Og så skal man ikke lade sig imponere af, at de bruger ord som ”Gud” og ”bøn” olgn. Og så er tolerance heller ikke på sin plads. Det er absurd at være tolerant over for en totalitær og militant imperialistisk ideologi. - Hvis nogen spørger mig, hvad jeg så mener om de ”kristne” ledere Bush og Blair, er svaret, at jeg heller ikke lader mig imponere af deres, især Bush’s, tale om Gud.
Der er to store problemer med islam. Og det ene er, at Koranen er Guds nøjagtige, ordret dikterede sandhed. Og det andet er, at islam, hvor den har magt, indebærer en gennemregulering af hele menneskelivet. De to ting gør islam til en totalitær religion. Hertil siger mange, både muslimer og ikke-muslimer, at sådan behøver det ikke at være. Men det må vise sig. Navnlig må det vise sig, i hvor høj grad det store flertal af muslimer, som selvfølgelig egentlig bare gerne vil have et godt liv for sig selv og deres børn, tør træde op mod fundamentalisterne. Ja, det må vise sig, om den såkaldte euro-islam, der skulle kunne lade sine troende indgå gnidningsløst i de moderne vestlige samfund, har nogen virkelighed i sig.
Det er meget svært for en muslim, dybt i sit hjerte at acceptere, at han skal leve med sin tro ved siden af mennesker med andre former for tro eller livsanskuelse, i et samfund, hvor lovene er det, vi er blevet enige om på grundlag af rent saglige argumenter. - Det er jo også et godt spørgsmål, hvorfor det ikke skal være Guds vilje, der styrer samfundet. Problemet er bare - siger vi andre, også ud fra vor egen smertelige erfaring - at een ting er Guds vilje, noget andet er, hvad nogle mennesker mener er Guds vilje. Ingen må derfor prøve at udøve tvang over for andre under påberåbelse af, at netop han repræsenterer Guds vilje. Det går simpelt hen ikke, at noget menneske tiltager sig en sådan magt. Guds vilje må godtgøre sig for den enkeltes samvittighed. Og så må hver enkelt ellers gå ud i den almindelige saglige debat og argumentere for det, han i sin samvittighed føler er rigtigt.
Nået hertil må jeg sige, at det ikke er særlig rart for mig at skulle stå her og sige mange af de ting, jeg siger her i aften. Især ikke i min egenskab af kristen præst! Men situationen er efter min bedste overbevisning fuldstændig unormal. Jeg ser det som en kæmpe misforståelse, at der er et så stort - og voksende - antal muslimer i Danmark og Europa. Også de er faktisk ofre for vore politikeres ubegavede og forløjede politik. Og jeg er overbevist om, at det på langt sigt mest menneskevenlige er at få talt rent ud om tingene så tidligt som overhovedet muligt.
Næst efter begrænsningen af den fortsatte tilstrømning er det allervigtigste, at det bliver gjort klart for de herboende muslimer, at de lige så godt først som sidst kan opgive deres drømme om at gøre Danmark til et muslimsk land og Europa til et muslimsk område. For med al min tolerance, og med selv min bedste vilje, kan jeg ikke se, vi har noget som helst at kunne bruge islam til her i Europa.
Hvad der vil ske, hvis - eller når? - vi får et muslimsk flertal i Danmark, ved jeg ikke. Men lige nu må vi virkelig sætte hælene i, for så vidt angår islamiseringen af Danmark og Europa. Jfr. hvad jeg før sagde om, hvis flygtninge fra de kommunistiske lande var begyndt at ville indføre det, de var flygtet fra her i Vesteuropa! Alt andet er den rene øllebrødsbarmhjertighed.
Men det er under alle omstændigheder helt urealistisk at forestille sig, at der ikke vil være et i hvert fald meget stort muslimsk mindretal her i Danmark. Og da jeg bestemt ikke mener, vi danskere - kristne såvel som ”post-kristne” - skal ”integreres” med dem - og altså blive en slags halvmuslimer (jfr. biskop Kjeld Holm i hans storhedstid!), så er der ikke andet for, end at vi må leve med hver vor religion og dermed hver vor kultur. Men altså med nogle spilleregler, så vi kan leve fredeligt og i det hele taget ordentlig med hinanden - og fremfor alt undgå voldelige konfrontationer.
Det er muligt, at der engang vil indtræffe en virkelig integration af efterkommerne efter dem, der i dag er her som ”fremmede”. Men jeg tror, vore politikere og eksperter fuldstændig har undervurderet religionens og traditionens, kulturens betydning. Mange af dem ved ikke selv ret meget om, hvad religion - eller for den sags skyld folkelighed er. Det tror rent ud sagt, at det højeste ønske for ethvert menneske her på jorden er at blive en dansk socialdemokrat eller radikal. Men sådan er det - og jeg vil godt sige desværre! - ikke.
Men een ting er det, jeg siger her, og som mange af jer nok har hørt som en ret barsk tale, noget andet er altså, når man i en konkret situation står over for et muslimsk medmenneske. Jeg kan her fortælle om dengang, man i Kristrup Sogn ved Randers havde inviteret den kendte syrisk-finsk-danske muslim Sherin Khankan og mig til tomands paneldebat. Det foregik ganske civiliseret og venligt. Og som jeg indledte med at sige: ”Hvor ville jeg ønske, omstændighederne havde været anderledes!”. Hvormed jeg altså mente: Hvis vi ikke havde befundet os i en situation, hvor jeg som kristen dansker føler mig truet. Og jeg uddybede dette med bla. følgende bemærkning:
Hvis der var tale om et forholdsvis lille muslimsk befolkningselement, som var kommet hertil på samme naturlige måde, som de mange forskellige slags fremmede, der hidtil er kommet hertil, så kunne jeg godt være med til mange ting. Ikke mindst med min grundtvigske baggrund, idet den grundtvigske teologi jo er særdeles velegnet som grundlag for mødet mellem kristne og ikke-kristne på det i dyb forstand rent menneskelige plan. Hvortil kommer, at vi jo uanset, hvad der ellers kan siges, er fælles om at tro på Gud.
Hvorefter jeg dog straks måtte konstatere at dette sidste altså ikke var så simpel en sag. Idet jeg så sagde nogle af de både positive og negative ting, jeg også har sagt her i aften. Men det gik altså ganske udmærket under dette møde.
Jeg kan som sagt godt forestille mig, at nogen af jer vil spørge: ”Hvordan kan du, som er kristen præst, dog være så hård?”. For Jesus har jo selv sagt, at hvis en vil tage din kjortel, så lad ham også få kappen (Matt. 5,40). Og man må virkelig spørge, om det ikke er det mest kristne at opgive og ofre alt, ja, at være rede til at gå ind i eller anden form for martyrium. Men modspørgsmålet er jo, om det er det rette, bare at være ”god”, hvis virkeligheden er, at resultatet bliver katastrofalt, ikke bare for os, men også for de andre. Når vi som kristne skal ville det gode, så har vi også pligt til at forholde os til, hvordan det, vi gør, kommer til at virke i virkelighedens verden. Men det er frygtelige dilemmaer, vi står over for. Og vi er fx nødt til at være ubøjelige i vor afvisning af, at nogen mennesker skal kunne tiltage sig en magt, som alene er Guds! Vi er nødt til at stå fast på de frihedsrettigheder, det har kostet os selv så dyrt at nå frem til.
Over for muslimerne ude i verden gælder noget af det samme, og altså især muslimerne i de muslimske lande:
Vi må stå fast på, at vi ikke vil finde os i en ny islamisk ekspansion som den, der fandt sted i tiden under og efter Muhammed. Og under den tyrkiske erobring af store dele af Europa.
Og navnlig må vi sige til muslimerne i de muslimske lande, at nu må de holde op med at give os andre skylden for den elendighed, de jo i så høj grad selv er skyld i.
Vi må rent ud sagt sige til dem, at det er deres problem at finde ud af, hvordan de kan udvikle et samfund, hvor man kan brødføde sig selv, og hvor befolkningen i øvrigt kan leve et menneskeværdigt liv. - Men deres store problem er jo, at når de er i besiddelse af Guds fulde åbenbarede sandhed, så kan det ikke være deres egen skyld, at det går dem så dårligt. Så må det være vores andres skyld. Og derfor bliver de så aggressive over for os andre. Der ligger en dyb frustration bag de muslimske terroristers adfærd. Også som en klangbund hos mange ellers almindelige og skikkelige muslimer. Her må vi så bare sige til dem, at de altså rent ud sagt må prøve, selv at finde ud af det, prøve at bruge kræfterne på at udvikle deres egne samfund.
Og dette er ikke kun sagt spydigt og overlegent! Jeg minder igen om, at jeg er Grundtvig-discipel! Jeg mener det virkelig alvorligt, når jeg anbefaler menneskene i de muslimske lande at finde deres egen vej. Og jeg må på det kraftigste fraråde dem at kaste hele deres tradition fra sig med eet slag og begive sig ind i den postmoderne vestlig-globalistiske kultur, jeg i mange henseender også selv er stærkt kritisk over for. Men et stort spørgsmål er menneskerettighederne. Dilemmaet er, at vi pdes. ligefrem bør opfordre befolkningerne i de muslimske lande til at gå deres egen vej, men at vi pdas. også skal være solidariske med de mennesker, der undertrykkes i disse lande. Undertrykkelse af landets borgere er ikke uden videre et nationalt anliggende. Man må i hvert fald finde sig i kritik!
Men globalt set gælder det samme som inden for vore egne samfund: Vi må opstille og følge nogle spilleregler, så vi kan leve i vor forskellighed uden at slå hinanden ihjel. Vi må gøre alt for at undgå, at konfrontationen mellem islam og den moderne vestlige verden bliver mere ”tredje verdenskrig”, end det allerede er tilfældet!
Derfor har jeg også fra første færd været en indædt modstander af Irak-krigen. Det er noget af det værste og dummeste, man nogensinde har foretaget sig. Og jeg er overbevist om, at det er den samme uvidenhed og arrogance hos vore politikere og deres rådgivere, der gør sig gældende her, som den, der har gjort sig gældende mht. indvandringen. De kan ikke forstå, at irakerne gør modstand mod besættelsen: ”Vi er her jo kun for at hjælpe!”.
Jeg ser invasionen og besættelsen af Irak som den største katastrofe, man kan tænke sig. Og det kan aldrig gøres om. Nu står bla. vi danskere, som dem, der har invaderet et muslimsk land. Og jeg er overbevist om, at det vil medføre en opblomstring af terrorismen, som vil vare i generationer. Og nu er selve udviklingen i Irak blevet vores problem!
Indvandringen og Irak-krigen er de to store misforståelser og ulykker, som kommer til at forpeste alt. Jeg vil derfor slutte dette foredrag med en af de sorteste politiske vittigheder i mit arsenal: Ved næste valg bør Anders Fogh Rasmussen udskiftes med Mogens Lykketoft. Derved bliver Anders Fogh Rasmussen straffet for at have lokket os ind i Irak-krigen - og Mogens Lykketoft straffet ved at blive tvunget til at stå i spidsen for tacklingen af de mere og mere påtrængende og vanskelige fremmedpolitiske problemer!
* * *
[Manuskript-titel: Jøderne og os]
[Trykt i Kristeligt Dagblad 17.01.04 i en let forkortet udgave. Teksten bringes her i manuskript-versionen. De udeladte afsnit er skrevet med ”småt”]
[Når denne tekst er sat her på undersiden ”Fremmedpolitik”, er det især, fordi det jo er hele den aktuelle fremmedpolitiske situation, der udgør den underliggende dagsorden]
Hvis man er jøde og dansker, tilhører man to folk, og hvis man er en jøde, der ikke er blevet kristen, kan vi kristne ikke se det som andet end en fornægtelse af sin egen Messias, men de kristnes forhold til Guds gamle ejendomsfolk kan kun være et forhold i kærlighed og solidaritet
Af pastor, dr. theol. Bent Christensen
Ikke alene jeg, men jo også Søren Krarup selv, kan godt se, at det er meget uheldigt, at han i sin karakteristik af Georg Brandes har anvendt ordet ”blod” i sætningen: ”På grund af sit jødiske blod var han uden pietet for, og samhørighed med landets fortid”.
Det afgørende er imidlertid, at der ikke er nogen tvivl om, at Georg Brandes’ - og hans bror Edvards - jødiskhed har spillet en rolle i deres krig mod den hidtil herskende danske kultur. At det danske samfund også selv har været medvirkende til den polarisering, der blev tale om, er atter en anden sag.
Jeg hører til dem, der mener, at man af faglige grunde skulle have fulgt Carsten Hauchs testamentariske råd og ønske om, at det skulle være Georg Brandes, der kom til at besætte hans professorat. (Man kan læse herom i Politikens ”Dansk Litteratur Historie” bd. 3, 1966, s. 43, til hvilket bind der også henvises i det følgende).
Hvordan Georg Brandes selv har udtalt sig om Danmark, har jeg kun kunnet finde eet eksempel på i ovennævnte bind (som er den eneste kilde, jeg har haft ved hånden), nemlig på s. 54, hvor der i afsnittet ”Den gode europæer” står, at ”Hans glæde over Danmark var behersket. ’Denmark is a prison’, sagde han til Henri Nathansen og rejste så meget han kunne”.
Men så er der broderen Edvards udsagn, fx i et brev til J.P. Jacobsen fra perioden efter 1877: ”Jeg er saa uendelig led ved alt Dansk” (s. 182), efterfulgt af en proklamation af, at han ville slå sig ned i udlandet.
Forholdene er ganske vist - som jeg allerede indledningsvis har gjort opmærksom på det - komplicerede. For der var jo tale om en kultur-krig, og Edvard Brandes’ blad ”Det nittende Aarhundrede” var blevet standset, ligesom hans medarbejderskab ved Morgenbladet var bragt til ophør.
Men i et brev til Strindberg fra 1885 skriver Edvard Brandes
om Danmark: ”Klimaet gør mig syg, hvad mon mine Forfædre dog vilde her? Men
værre er Menneskene, jeg tror dog vi har de dummeste her i Landet og i Rusland”
(s.
Nu er det - som det vil fremgå af det følgende - langtfra min hensigt at bidrage til nogen som helst antijødisk stemning, tværtimod; det er den såkaldte racismeparagraf med alt, hvad dertil hører, jeg vender mig imod. Og jeg synes, det er mere end dumt, når Arne Melchior nu vil både anklage Søren Krarup efter denne paragraf og prøve at få ham afskediget som præst, ligesom jeg også vil benytte lejligheden til at udtrykke min undren over den rolle, Arne Melchior har spillet i den fremmedpolitiske debat.
Jeg har ellers altid godt kunnet lide Arne Melchior. Vi har - vist begge med stor fornøjelse - engang optrådt sammen i et radioprogram, der handlede om Folkekirkens forhold til staten. Og i et andet radioprogram, hvor jeg var i studiet sammen med Morten Thing, fremhævede jeg netop Arne Melchior som et eksempel på, hvordan en jøde også kunne være dansker.
Men læg mærke til det lille ”også” her! For samtidig måtte jeg jo gøre opmærksom på, at hvis man virkelig er jøde, så tilhører man altså det jødiske folk, så at hvis man også er dansker, er man i den særlige situation, at man tilhører to folk.
Jeg har oven i købet i et foredrag for mange år siden hørt Arne Melchiors bror overrabbiner Bent Melchior gøre meget smukt rede for, hvordan det at være jøde jo ikke bare er at have en bestemt religion, men også - og uanset den enkeltes personlige tro - er at tilhøre et bestemt folk.
Hvad min egen holdning til det jødiske folk angår, må jeg som kristen sige, at den består i kærlighed og solidaritet! Jøderne er Guds gamle ejendomsfolk og Jesu og de første kristnes landsmænd.
Jeg henviser i øvrigt til jøden Paulus’ smukke solidaritetserklæring til sine landsmænd i Romerbrevet kap. 9-11, idet jeg peger på Paulus’ udsagn dér som forbilledlig for alle kristne.
Jeg elsker og ærer altså det jødiske folk, ja, i den frygtelige konflikt omkring Israel er mit hjerte stærkt på Israels side, idet min hjerne dog minder mig om, at dette ikke er ensbetydende med en politisk blankocheck til staten Israel, ligesom det er min opfattelse at verdenssamfundet på et tidspunkt må skære igennem og finde en ordning dernede, som om nødvendigt må opretholdes med magt.
Men alt dette ændrer altså intet ved, at hvis man er jøde, så tilhører man det jødiske folk. Det vil ingen god jøde selvfølgelig heller benægte. Og så må man ellers prøve at leve godt sammen, hvilket efter min mening indebærer, at begge parter ser i øjnene, at der er dette særlige forhold. Dette har vi god tradition for her i Danmark. Og den skal fortsætte. Uden at fx Arne Melchior giver ondt af sig, når der bliver talt om brødrene Brandes’ jødiskhed.
Endelig vil jeg rent teologisk føje til, at når man som kristen elsker jøderne og betragter dem som de nærmeste slægtninge til os i Den Kristne Kirke, det ny Israel, så ligger det altså også deri, at vi med sorg må erkende, at den Kristus, den Messias, vi tror på og sætter alt vort håb til, og igennem hvilken vi elsker hans jødiske landsmænd, ham vil de jøder, der ikke er blevet kristne, ikke kendes ved.
Man kan ikke være Kristus-troende uden at se sådan på det. Men vi skal selvfølgelig gøre det i sørgmodig solidaritet. Og når vi - hvad vi selvfølgelig skal - prøver at få jøderne til at indse, at Jesus fra Nazaret er deres Messias, så skal det gøres med al mulig takt og forsigtighed (hvad alle andre former for mission naturligvis også skal). Og navnlig skal det være helt klart, at dette er noget, der udspiller sig på troens plan og altså ikke må have nogen indflydelse på de rent borgerlige forhold mellem jøder og kristne.
* * *
BLIVE I DET URENE RUM
[Utrykt læserbrev, skrevet 20.12.03, sat her på denne underside 29.12.03]
Efter, hvad der er blevet sagt i forbindelse med såvel den franske som den danske tørklædesag, står det klart, at det selvfølgelig er selve den muslimske kolonisering af Europa, der er problemet, og at al tale om religionsfrihed osv. i den forstand, vi normalt har forstået ordene, fører os mere og mere ud på absurditeternes overdrev.
Det, der tegner sig nu, er, at vi får valget mellem enten islamisering eller sterilisering - altså en renselse af det offentlige rum efter princippet: hvis ikke tørklæde, så heller ikke kors.
Og hvordan skal vi andre så forholde os til det? Ja, enten må vi underkaste os, eller også må vi blive i, hvad vi kan få lov til at beholde af godt gammeldags urent rum, idet vi i videst muligt omfang lader muslimerne og humanisterne deles om resten. Bare eet stikord: folkeskole eller friskole.
* * *
INDVANDRINGSKRITISK FORUM OPLØSES
[Sendt 10.03.03 til Præsteforeningens Blad, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Lolland-Falsters Folketidende. – Omtalt i Kristeligt Dagblad 13.03.03, bragt i Præsteforeningens Blad 28.03.03]
Medlemmerne af det i sommeren 2001 stiftede ”Forum for Kritisk Indvandringsdebat" meddeler herved offentligheden, at vi betragter vort formål som opnået og derfor har besluttet at opløse vort forum.
Vi bilder os ikke ind, at det er vor beskedne indsats, der har fjernet det tabu, den fremmedpolitiske problematik har været belagt med. De afgørende faktorer har for det første været brede kredses voksende modstand mod den førte fremmedpolitik, for det andet indvandringens mere og mere mærkbare følger og for det tredje "11. september" som den begivenhed, der mere end noget andet fik brudt tabuet. Og det store vendepunkt blev valget den 20. november 2001.
De fremmedpolitiske problemer er langtfra løst; tværtimod er man kun lige begyndt at forholde sig seriøst til dem. Men det har aldrig været vor hensigt at ville optræde som aktører på den fremmedpolitiske scene – idet dog eet af vore medlemmer, nemlig Søren Krarup, er blevet valgt ind i Folketinget! Det var indvandringstilhængernes næsten totale meningsmonopol, det drejede sig om, og det er virkelig brudt nu; der går næsten ikke en uge uden en ny bog eller en ny artikel med kritiske vinkler på problemet. Herefter er ansvaret på helt normale betingelser vælgernes.
På Forums vegne
Bent Christensen
sognepræst
Karlslundevej 12, Døllefjelde
4990 Sakskøbing
* * *
Det kan man ikke!
Min helt umiddelbare reaktion, da jeg hørte om de ni Amager-sognes missionsinitiativ, var, at sådan kan man da ikke behandle hverken sine medmennesker eller det kristne evangelium.
Vel har kirken en klar missionsforpligtelse, som også jeg naturligvis vedkender mig, men den må da ikke blandes sammen med det nationale og folkelige selvforsvar, som den hidtidige (og, om end i langsommere takt, fortsatte) tilstrømning af fremmede vækker til. Man kan rent ud sagt ikke bruge den kristne missionsforpligtelse som dække for en slags religiøst og kulturelt folkedrab efter opskriften: Kan vi ikke komme af med dem på anden måde, kan vi i hvert fald sørge for, at de neutraliseres som religiøs og kulturel størrelse.
Både evangelisation og egentlig mission skal drives i et frihedens og ærlighedens rum og med den yderste takt og respekt. Og desuden efter selvansvarlighedsprincippet, ifølge hvilket det jo primært er den enkeltes eget problem, hvordan han vil forholde sig til de allerstørste ting og alleryderste spørgsmål. Men kristendommen (med alle dens, også kulturelle, frugter) skal naturligvis være hørlig og synlig i det offentlige rum, ligesom den jo også vil være til stede i det personlige møde mellem kristne og ikke-kristne. Og friheds- og selvansvarlighedsprincippet skal ikke forveksles med kulde og ligegyldighed.
I den aktuelle situation er det dog næsten ikke til at se, hvordan vi konkret skal forholde os. Det er selve indvandringen der er problemet – og den dermed forbundne interne splid og forbitrelse mellem os etniske danskere indbyrdes.
Jesus har sagt, at vi endog skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os. Men kødet er skrøbeligt, og det er meget svært at optræde på den rette kristne måde, når man står over for følgerne af en fuldstændig fejlagtig og forløjet indvandringspolitik, herunder især den deraf muliggjorte til dels ganske utilslørede muslimske kolonisering. Desuden er der andet at tage hensyn til, end hvordan min optræden lige nu tager sig smukt kristen ud.
Når – eller hvis – der indtræder en normal situation, hvor tilgangen af udlændinge til Danmark har fået et naturligt omfang og en naturlig karakter, hvor alle udlændinge, der kan og bør det, er blevet repatrieret, og hvor der er sat en stopper for islamiseringen (eller "hensyntagen-til-islam-iseringen") af Danmark, vil vi stadig have et stort antal ikke-kristne mennesker i landet, herunder et stort antal muslimer. Men til den tid må vi så begynde at finde ud af, hvordan vi kan leve sammen i fred og frihed. For det første skal alle overholde ikke alene landets love, men også et stort sæt uskrevne spilleregler. Og for det andet skal vi mødes ude i det store offentlige rum i vor fælles menneskelighed og i vort fælles ansvar som samfundsborgere. Hvad der kommer ud af dette møde, må så vise sig, herunder hvor mange procent kristne vi ender med at blive.
Som Grundtvig-discipel har jeg mange gode ideer til, hvordan mødet i den fælles menneskelighed og det fælles borgerskab kan finde sted. Men indtil den ovenfor omtalte normalisering af forholdene har fundet sted, holder jeg dem for mig selv.
Bent Christensen
sognepræst, dr. theol.
Døllefjelde
4990 Sakskøbing
* * *
Det danske vid
[Kopieret fra JP internetudgave 30.11.02]
SÅ FIK VI købt Blæksprutten. Og der var mange gode og
sjove ting i den. Vi kunne konstatere, at det danske vid lever i bedste
velgående.
Men der var også forsiden: En stor sort bølge med Anders Fogh Rasmussen balancerende på et surfriderbræt inde i hulningen. Og den sorte bølge kammede over i et grimt fjæs, hvis gab var spilet op mod en lille båd med blæksprutten ved årerne og en passager bagi.
Vi syntes først, det grimme fjæs lignede tidligere SF-formand Gert Petersen. Men så sagde min kone: »Det skal da forestille Pia Kjærsgaard. Og passageren i båden er en flygtning/indvandrer, der er truet af den sorte højrebølge og dens grimme fjæs.«
Vi måtte konstatere, at også den side af Danmark altså lever endnu.
Men så sagde jeg: »Man kunne spørge plakatfolkene i Dansk Folkepartis Ungdom, om de måske allerede selv har fået idéen til en modplakat. Det kunne f. eks. være en stor brun bølge, der kammede over i et araberansigt. Med Mogens Lykketoft på surfrider-brættet. Og med en ung blond pige som passager i båden.«
- - - - - - - - -
NOTE indsat her på undersiden 06.12.02:
Der er selvfølgelig aldrig fuldstændig symmetri mellem et sådant billede og dets mod-billede. For vel har Anders Fogh Rasmussen et noget anstrengt udtryk i ansigtet, som han står og balancerer på sit surfrider-bræt, men alligevel er det Blæksprutten-billedets mening, at han rider med på den sorte højrebølge. Og man kan trods alt ikke ligefrem sige, at Socialdemokratiet rider med på den brune indvandringsbølge. Snarere må man sige, at denne bølge truer med at knuse eller sprænge dette parti, så at der altså for Mogens Lykketofts vedkommende er tale om en helt anderledes farlig og fortvivlet balanceren. Men man kunne jo se en symmetri i det forhold, at indvandringsfløjen i Socialdemokratiet i den forstand rider med på den brune bølge, at de påstår, den ikke er noget problem, ja, måske ligefrem en berigelse!
* * *
AFSLØRENDE TAVSHED
Der har været talt meget om radio- og TV-journalisternes partiskhed. Men denne tirsdag morgen - med nyheden om Poul Nyrup Rasmussens afgang - har slået alle rekorder. Jeg har hørt og set alt, hvad jeg kunne, men ikke hørt eet eneste ord om hovedårsagen til Socialdemokraternes valgnederlag og dårlige meningsmålinger: fremmedpolitikken.
* * *
Kulturmødet - Kristendom og Islam
1. Bent Christensens
oplæg. – Se også fraklippene (2) og bemærkningen (3)
nedenfor!
Jeg er meget ked af at være i den situation, jeg er i her lige nu! Meget ked af det!
Hvilket naturligvis ikke betyder, at jeg ikke vil sige tak til arrangørerne af denne aften, fordi de har villet have mig med. Og til Sherin Khankan, fordi hun vil optræde sammen med mig.
Tværtimod! Det, jeg vil sige, er jo, at hvor ville jeg ønske, omstændighederne havde været anderledes!
Og hvad jeg mener med det - og hvordan jeg alligevel vil prøve at leve op til dette mødes emne - vil jeg nu gøre rede for i meget store træk.
Ja, det bliver i store træk. Hvis Sherin Khankan eller nogle af de andre tilstedeværende vil vide mere om dette, kan de besøge min hjemmeside: www.bentchristensen.dk, hvor der ikke alene står en masse fremmedpolitiske tekster, men også en hel del tekster om Grundtvig og mit studium af ham, herunder resumeer af de to Grundtvig-bøger, jeg har skrevet - samt tekster om de ting, jeg selv er begyndt at lægge frem som frugter af mit lange ophold i studerekammeret sammen med Grundtvig.
- - -
Danmark er et lille fredeligt og altid hjælpeberedt land, ja, en gammel søfarts- og handelsnation med stor tradition for åbenhed og nysgerrighed med hensyn til det fremmede. Den situation, vi er kommet i her omkring årtusindskiftet er derfor en ubehagelig overraskelse for os.
- - -
Og denne situation består af to elementer:
For det første, at det er ved at gå op for de fleste af os, at vi i en proces, der angiveligt skulle bestå i, at vi skulle hjælpe nogle mennesker, der var personligt forfulgt (som fx den socialdemokratiske indenrigsminister Thorkild Simonsen gang på gang bedyrede), i virkeligheden er udsat for en kolonisering, der i sin yderste konsekvens betyder, at vi nedlægger os selv for vore egne penge. Noget, der aldrig før har været set i verden.
Jeg ved godt, der stadig er nogle, der vil kalde dette vildt overdrevent. Men hvis den hidtidige udvikling fortsætter, er det jo kun et spørgsmål om årtier, før den oprindelige danske befolkning vil være i mindretal i sit eget land.
Og allerede inden da vil vort land være blevet forvandlet til noget helt andet, end det ville have været tilfældet uden den kunstige tilstrømning og den deraf følgende unaturlige udvikling.
For det andet består den situation, der gør det ubehageligt og vanskeligt for mig at optræde her i aften i, at de ledende og toneangivende kredse i Danmark (og Europa, EU) dels prøver at vildlede befolkningen (jfr. Thorkild Simonsen), dels prøver at undertrykke den kritiske debat på det fremmedpolitiske område.
Der er her tale om forhold af en helt absurd karakter. Der er tale om et konglomerat af motiver og interesser, der spænder lige fra godfølende, sværmerisk kristendom og humanisme til kyniske både venstreorienterede og kapitalistiske strategier.
Et vigtigt motiv for mange ellers både pæne og fornuftige mennesker, fx i partier som Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, er - som Ralf Pittelkow så udmærket har formuleret det - angsten for, at vi, hvis debatten bliver givet fri, kommer ud på en glidebane, der ender i den rene nazisme.
Ja, mange af disse mennesker, er netop overbeviste om, at de repræsenterer godheden selv, hvilket så betyder, at vi, der har en anden opfattelse, må repræsentere ondskaben - eller dog dumheden og uoplystheden.
Der er tale om en forbitret polarisering mellem os oprindelige danskere indbyrdes, som overgår, hvad der var tilfældet i selv de værste faser af Den Kolde Krig. En forbandet situation!
Hvor meget valget i november 2001 har ændret på dette, vil vise sig. Man kan håbe det bedste. Men de kræfter, jeg taler om her, giver ikke sådan op. Vi er fortsat udsat for et voldsomt pres og en omfattende manipulation.
- - -
Det lille, fredelige, hjælpeberedte og verdensåbne danske folk er et enestående homogent folk - bla. som følge af en smertelig historisk proces, hvorunder vi er blevet reduceret til lidt under naturlig størrelse.
I en afgørende fase af vor historie stod der - med ikke mindst min egen store lærefader Grundtvig i spidsen - en voldsom kamp for den danske kultur og folkelighed, mod den tyske og romerske kultur.
Og denne kamp skal også ses i sammenhæng med de to slesvigske krige 1848-50 og 1864, hvoraf den sidste bragte os på den nationale katastrofes rand.
Dette er forhold, som præger os dybt, og som ligger bag såvel vor holdning til EU som vor fremmedpolitiske holdning.
Og samtidig har vi store traditioner for frihed, for en fri og åben debat, således at den meningsundertrykkelse, der navnlig indtil 2001 var tale om på det fremmedpolitiske område, er noget hidtil helt uhørt hos os.
- - -
Som følge af det, jeg her lige har sagt, er det helt grundlæggende selve befolkningsudskiftningen som sådan, et stort flertal af danskerne føler ubehag ved.
Om det så var nordmænd, englændere eller tyskere, der kom i hundredetusindvis, ville vi føle ubehag ved det.
Vi ønsker ingen noget ondt, men tværtimod alle alt godt og er nærmest helt besat - det er jeg også selv - af tanken om at hjælpe og gøre godt alle vegne. Bare vi må få lov til at forblive os selv - som dette lille, enestående homogene folk!
- - -
Men selv om det ville være ubehageligt for os at blive udskiftet med fx tyskere, så har vi dog erfaring for, at det kun tager to eller tre generationer, før tyskere, der tager ophold her, bliver danskere. Nogle af de største skikkelser i dansk kultur har en sådan tysk baggrund, vor nationalskjald Adam Oehlenschläger fx.
Det er derfor klart, at problemet og vort ubehag bliver større, når befolkningsudskiftningen sker ved mennesker fra meget fremmede kulturer.
Og dette gælder ganske særligt for muslimernes vedkommende.
- - -
Ja, muslimerne er et særligt problem. De er nemlig ikke bare fremmede. Det er asiater også, ja sådan set i langt højere grad, nemlig både racemæssigt og religiøst. Men asiaterne har en anden mentalitet; de glider stille og roligt ind i samfundet.
Jeg vil rent ud erklære, at vi ikke har noget at bruge islam til her i Danmark eller det øvrige Europa!
Muslimernes store problem er, at de mener at sidde inde med Guds absolutte og nøjagtigt åbenbarede sandhed, som både de selv og alle andre mennesker skal underkaste sig.
Men når det er et så stort problem, hænger det sammen med, at besiddelsen af denne absolutte sandhed ikke har givet dem succes her i verden, tværtimod.
Og i stedet for at føle sig foranlediget til en berettiget selvkritik, har man ræsonneret på den måde, at når man sidder inde med Guds absolutte og nøjagtigt åbenbarede sandhed, men samtidig klarer sig dårligt, så må det være nogle andres skyld, nemlig Vestens.
Og kommunismens fallit har betydet, at islam nu er en enestående struktur for tredjeverdensmennesker at udfolde deres frustration i. Og jeg forstår godt, hvordan det virker. Islam er langt stærkere end kommunismen, som kun var en sølle ideologi, hvorimod islam er en religion, med det dybe indgreb i menneskenes følelser, dette indebærer.
Det er nu tydeligt, hvad jeg mente, da jeg indledningsvis sagde, at jeg var meget ked af at være i den situation, jeg er i lige nu. Og jeg vil ikke fortænke hverken Sherin Khankan eller nogen af tilhørerne i at spørge sig selv, hvad jeg dog har ment, når jeg indledningsvis også talte om, at jeg alligevel ville prøve at leve op til denne aftens emne: KULTURMØDET – KRISTENDOM OG ISLAM!
Men lad mig nu her til sidst prøve at sige lidt om dette.
- - -
For det første ligger det i min danske, grundtvigske natur at møde andre, også en muslim som Sherin Khankan, med åbenhed og nysgerrighed.
Sherin Khankan skal bare være klar over, at når vi her i Danmark diskuterer sådan nogle ting som dem, vi skal drøfte her i aften, så lægger vi altså ikke fingrene imellem.
Det er også derfor, vi er mange, der føler et meget stort ubehag ved den måde, hvorpå, der hele tiden skal tages hensyn til islam.
Især når man tænker på, hvordan man her i landet frit har kunnet bespotte og forhåne vor egen religion - ikke mindst fra de »frisindede« kredses side, der nu tilsyneladende optræder som de store islam-venner - hvad de dog naturligvis ikke er; de foragter og ringeagter enhver form for gudstro og forstår derfor ikke, hvor stor magt islam har over sindene. De tror, at alle menneskers dybeste ønske er at blive dansk socialdemokrat, radikal eller SF'er
Sherin Khankan skal altså tage det som et udtryk for netop åbenhed - og på sin vis respekt - når jeg ikke vikler tingene ind i høflighed, men siger tingene rent ud!
- - -
Men der er jo også den grund til, at jeg trods alt ønsker at leve op til aftenens emne, at der - uanset hvordan udviklingen bliver - under alle omstændigheder vil være et muslimsk befolkningselement her i Danmark og her i Europa. Hvilket vil sige, at vi jo så må finde en måde at leve med hinanden på, så det i hvert fald ikke ligefrem ender i borgerkrig eller tilsvarende. Og det kræver et vist minimum af samtale.
Her er det imidlertid bare jeg siger, at hvis tilstrømningen ikke var så stor, og hvis vi ikke havde så store modsætninger internt blandt os oprindelige danskere og europæere, så ville alting være meget nemmere.
Hvis der var tale om et forholdsvis lille muslimsk befolkningselement, som var kommet hertil på samme naturlige måde, som de mange forskellige slags fremmede, der hidtil er kommet hertil, så kunne jeg godt være med til mange ting. Ikke mindst med min grundtvigske baggrund, idet den grundtvigske teologi jo er særdeles velegnet som grundlag for mødet mellem kristne og ikke-kristne på det i dyb forstand rent menneskelige plan. Hvortil kommer, at vi jo uanset, hvad der ellers kan siges, er fælles om at tro på Gud.
Men det der med, at begge parter tror på Gud, er jo altså ikke så simpel en sag! Sherin Khankan og jeg må her konstatere, at ligesom muslimerne nødvendigvis må betragte os kristne som nogle frafaldne og vildledte stakler, der er kommet bort fra den sande åbenbaring, således må jeg som kristen betragte islam som et kæmpe kætteri, der er opstået hos Muhammed.
Hvor det dog så alligevel ligger i ordene »frafaldne« og »kætteri«, at vi - sammen med jøderne - tror på »Abrahams Gud«, som man siger, altså på afgørende punkter i vort gudsbegreb adskiller os fra alle andre religioner.
Men fra kristen side må vi sige, at der ingen vej er til Gud uden om Jesus Kristus, og at både jøder og muslimer derfor er gudsfornægtere, når de ikke vil anerkende Jesus som Kristus og Guds Søn.
Men det skal alligevel ikke forhindre mig i, for det første at betragte den enkelte muslim som mit medmenneske, skabt i Guds billede ligesom jeg selv, og i, for det andet at anerkende, at den enkelte muslim jo i hvert fald selv lever i den ærlige tro, at det er den ene sande Gud, han forholder sig til, når han fx beder sine bønner.
For så vidt som det drejer sig om den enkeltes gudstro, vil jeg som udgangspunkt tage muslimen på ordet og sige: »Ja, vi har altså det til fælles, at vi tror på Gud«. - Så kan vi altid senere gå i gang med den teologiske diskussion. I fuld åbenhed og ærlighed. Men også i al mulig frihed, så at ingen bliver presset til noget.
Men der er jo altså lige det med friheden!
Vi kristne tror jo ganske vist også på Jesus Kristus som Ham, der er Sandheden i egen person - og den eneste vej til Gud. Ja, vi tror, at Ham er givet al magt i himmelen og på jorden, så at vi skal gå ud og gøre alle folkeslagene til hans disciple.
Men det skal vi altså gøre i fuld frihed. Og jeg må tage fuldstændig afstand fra alt, hvad der af folk, der har kaldt sig kristne, har været udøvet af tvang i kristendommens navn.
Og navnlig må jeg gøre opmærksom på, at når vi nu er den del, der kraftigt vender os mod sammenblandingen af religion og politik, ja, mod alt, hvad der har med det såkaldte teokrati eller »gudsstyre« at gøre, så er det jo netop, fordi det har vi prøvet, og det vil vi altså ikke have igen. (Jeg tænker her især på, hvordan man i 1500- og 1600-tallet pinte og plagede og slog hinanden ihjel i Guds navn her i Europa. Det vil vi altså ikke have gentaget).
Jamen skal vi da ikke leve vort liv efter Guds vilje? Jo selvfølgelig skal vi det. Der er bare det ved det, at dette kun kan finde sted i frihed og derved, at hver enkelt hører Guds ord og lever efter det. Alt andet er jo bare andre menneskers vilje, der bliver ført frem og udøvet under den påstand, at det er Guds vilje!
Guds herredømme forudsætter frihed. Alt andet er i virkeligheden gudsbespottelse eller formastelse, altså at mennesker sætter sig i Guds sted.
- - -
Men så til allersidst for det tredje: Det er ikke nogen særlig stor og positiv interesse, jeg har i at deltage i et religions- og kulturmøde her i Danmark og her i Europa. Fordi jeg simpelt hen ikke mener, den nuværende tilstrømning af muslimer er nogen god idé. Den hidtidige politik på området er en blindgyde!
Men så er der hele den hastigt voksende milliard muslimer, som nu engang lever her i verden. Dem er vi jo nødt til at skulle leve sammen med. Og tale med. Hvis vi ikke skal ende med at føre udryddelseskrig mod hinanden.
Og her mener jeg, Sherin Khankans kritiske islam for alvor bliver interessant. Og jeg er ikke mindst spændt på at høre, hvad hun har at sige om sin organisations filialer eller søsterorganisationer ude i den muslimske verden.
For det er jo helt oplagt, at verdens mange muslimer for deres egen skyld trænger til en gennemgribende reform af deres religion - eller i hvert fald af dens samfundsmæssige konsekvenser - så de kan dyrke deres Gud og leve deres liv i frihed - med den deraf følgende fremgang og velstand. Hvilket så også vil være til stor fordel for alle os andre og for verden som helhed.
Men så vil jeg også sige, at netop den kristendomsform og det syn på kultur og folkelighed, jeg som Grundtvig-discipel repræsenterer, vil være en god partner i denne proces.
Navnlig vil jeg udtrykke min forståelse for, at muslimerne ude i verden (men jo også de andre tredjeverdensmennesker) skal gøre alt for at gå ind i den moderne verden uden at sætte deres kulturelle og folkelige identitet over styr. De skal ikke lade sig »McDonald’s-isere« for min skyld. Tværtimod!
Det ligger i den grundtvigske opfattelse, jeg repræsenterer, at vi naturligvis under andre mennesker den sammen ret til kulturel og folkelig identitet, som vi selv ønsker.
Ja, hvis nogen skulle ønske det, ville jeg gerne stille op med mit grundtvigske syn og give både muslimer og andre tredjeverdensmennesker gode råd og opmuntring i den retning!
Med disse - til dels meget åbenhjertige - betragtninger - har jeg nu givet mit oplæg til en forhåbentlig frugtbar debat mellem Sherin Khankan og mig og mellem os og den øvrige forsamling.
Kulturmødet - Kristendom og Islam
2. »Fraklip« fra
første kladde-version af Bent Christensens oplæg. – Se selve oplægget ovenfor!
[Sat her på denne underside 09.11.02]
*
Det ville have været dejligt, hvis Sherin Khankan og jeg kunne have siddet stille og roligt og have præsenteret os og vor religion og vor kultur for hinanden og have stillet nogle spørgsmål til hinanden derom.
Som dengang for 26 år siden, kort før jul 1976 - i et vagtskur lige uden for indkørslen til »Viking Camp« på Cypern. Her førte jeg i min egenskab af feltpræst for det danske FN-kontingent forhandlinger med en tyrkisk løjtnant om tilladelse til at benytte en lille forladt maronitisk kirke, som lå lige i nærheden, til vores gudstjeneste juledag.
Og forhandlingerne lykkedes. Vi fik adgang til kirken og fik holdt en fin julegudstjeneste.
Men den tyrkiske løjtnant og jeg benyttede - hvad der jo var meget nærliggende - også lejligheden til at få os en lille mellemreligiøs teologisk drøftelse. Hvad der var så meget desto mere interessant, som den pågældende løjtnant vist nærmest var en slags imam i det civile liv og således var i stand til at gøre udmærket rede for den muslimske forståelse af det strengt monoteistiske gudsbegreb, Jesus-skikkelsens karakter, begivenhederne på Golgata langfredag osv.
Selve denne samtale var meget positiv. Jeg for mit vedkommende lagde megen vægt på, at vi dog havde det til fælles, at vi troede på Gud, ligesom jeg også lagde stor vægt på at få ham til at forstå, at vi kristne altså ikke var »tregudsdyrkere«. Det sidste, jeg sagde til ham - med nogle af de få tyrkiske ord, jeg havde fået lært - var: »Allah er een!«.
Jeg færdedes i det hele taget en del blandt tyrkere. Ikke mindst i det område, hvor vores hovedkvarterslejr lå. Vores chef roste mig for det. Han var selv en stor diplomat og havde øje for selv de mindste ting, der kunne fremme tilliden og afspændingen.
En anden af mine yndlingshistorier fra dengang er om en af de gange, hvor tyrkerne havde lavet en såkaldt »forward movement«, idet de havde sendt to geværskytter et par hundrede meter ud i bufferzonen, hvor de havde gravet sig ned i et skyttehul.
Vi fra DANCON’s side havde selvfølgelig straks sendt to af vore folk ud lige for næsen af dem, hvor de blev, medens sagen blev klaret på højere niveau.
Tilfældigvis var jeg netop på det tidspunkt på en tur rundt til observationsposterne i Bravo-kompagniet, og jeg kom lige forbi.
Jeg standsede op og hilste pænt på både de to danske og de to tyrkiske soldater nede i skyttehullet. Og jeg spurgte de to danskere, hvordan det gik. »Jo, det går udmærket«, svarede de, »de har da både lånt vores kaffefilter og alt muligt«.
Det var tider! Og sådan har vi danskere altid ønsket at optræde over for andre mennesker her i verden.
Men som overgang til de negative ting, jeg nu bliver nødt til at sige, vil jeg da også godt lige nævne, at det jo for det første ikke undgik min opmærksomhed, at det cypriotiske problem jo historisk set faktisk skyldtes den tyrkiske erobring af øen i 1571, og at det for det andet var klart for enhver, at problemet herudover bestod - og stadigvæk består - i den meget store forskel i kulturelt og økonomisk niveau mellem tyrkcyprioterne og græskcyprioterne.
*
Tilbage i begyndelsen af 1980’erne havde jeg det som de fleste andre danskere, at selvfølgelig skulle vi give ly til fx folk, der havde måttet flygte for det islamiske diktatur i Iran. Så meget desto mere, som det vel ikke kunne vare ret længe, før det brød sammen!
Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig andet. Og navnlig vil jeg understrege, at jeg dengang overhovedet ikke så islam som en trussel - og slet ikke kunne forestille mig, at der ville komme flygtninge til Danmark for at indføre her, hvad de netop lige var flygtet fra.
Det ville jo have svaret til, at der under Den Kolde Krig var kommet flygtninge hertil fra de kommunistiske lande - og var begyndt at arbejde for at indføre den kommunisme her, de angiveligt var flygtet fra!
*
Det første, der fik mig til at indse, der var noget galt, var den måde, vore egne politikere og andre toneangivende folk optrådte på.
Ja, dette vil jeg meget kraftigt understrege. Fra begyndelsen af var det ikke »den muslimske fare« som sådan, der gjorde mig urolig. Ja, til at begynde med kunne jeg slet ikke se islam som en trussel. Det var indvandringen som sådan, jeg begyndte at forholde mig kritisk til. Og altså især efterhånden som jeg af vore egne ledende folks optræden kunne se, at der var noget, der ikke var, som det skulle være.
Jeg opdagede, at vore egne politikere og debattører var usande og manipulerende i deres måde at tale om de fremmedpolitiske spørgsmål på.
Til at begynde med havde det heddet sig, at man da skulle hjælpe mennesker, der var personligt forfulgt. Og man havde udtalt sig med den allerstørste foragt om Søren Krarup og de andre tidlige kritikere af den førte fremmedpolitik. Det var jo helt urimeligt at tage sådan på vej over de få tusind mennesker, der her var tale om. Hvis den kristne danske kultur var så svag, måtte det stå virkelig sløjt til. Osv.
Men så begyndte det at hedde »flygtninge-indvandrere«. Især socialdemokratiske politikere havde en helt særlig velsmurt måde at få denne ordsammensætning frem over tungen på. Så man pdes. fik det indtryk, at det stadigvæk var nogle stakkels forfulgte mennesker, det drejede sig om, men så der pdas. blev åbnet op for den sandhed, at det nu heller ikke alt sammen var sådan rigtige flygtninge.
Og de samme mennesker, som havde gjort sig så lystige over, at nogen dog kunne frygte tilstedeværelsen af de par tusind mennesker, gik så over til at konstatere, at nu havde vi altså et multietnisk samfund, og at der her var tale om en udvikling, som ikke kunne standses.
Endelig var der jo det med arbejdskraften! Uden fortsat indvandring ville det danske velfærdssamfund ganske enkelt gå til grunde. - Alt blev rodet sammen. Det var klart, at der blev løjet groft for os.
Men det var ikke bare denne løgnagtighed, manipulation og kategori-sammenblanding. Det var også den måde, hvorpå man prøvede at nedgøre og tryne kritikerne af den førte politik. Rekorden har her Poul Nyrup Rasmussen med sin erklæring fra Folketingets talerstol om, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerene.
Men der var jo også en person som biskoppen over det stift, vi befinder os i her i aften, biskop Kjeld Holm, der blev formand for Rådet for Etnisk Ligestilling og derfra prøvede at tryne alt og alle - samtidig med, at han forkyndte det store integrations-evangelium, ifølge hvilket lykken simpelt hen var at blive integreret. Vel at mærke ikke mindst for os danskere, som skulle underkaste os en integrationsproces ud i et eller andet helt ukendeligt, men meget fint noget.
Og endelig var der Østrig-sagen. Som for mig ikke har noget specielt med det østrigske Frihedspartiet, endsige spradebassen Jörg Haider at gøre. Hvis man i EU bare havde fulgt spillereglerne og på den måde havde holdt Østrig under observation, ville jeg ikke have løftet et bryn.
Men nu var der tale om noget, der kunne betegnes som »racisme og fremmedhad«, og så tabte samtlige EU’s stats- og regeringschefer hovedet (den østrigske præsident var jo også med i spillet).
Det var ildevarslende. For det kunne meget vel blive Danmark, der skulle trynes næste gang. Og vi har jo også nået at få dårlige karakterer af EU’s overvågningscenter mod racisme og fremmedhad.
Jeg har siden 1972 været stærk tilhænger af EF og senere EU. Ikke mindst i forbindelse med det udstrakte mellemkirkelige og ‑kulturelle arbejde, jeg i min egenskab af slavist har udført i Central og Østeuropa. Men Østrig-sagen, Overvågningscentret osv. har givet mit forhold til EU et knæk. Det samme gælder FN, som også begyndte at kritisere og true os. Det FN, jeg med stor overbevisning og stolthed havde tjent. Nu var denne organisation begyndt at være en trussel mod vores lille fredelige og altid hjælpeberedte land. På et tidspunkt begyndte jeg at tale offentligt om den mulighed, at jeg returnerede den fredsmedalje, jeg med så stor stolthed havde fået for min tjeneste på Cypern!
*
Det, det helt grundlæggende drejer sig om for en dansker som mig, det er vores eget ønske om at få lov til at være her. Vi danskere vil ingen noget ondt, men tværtimod alle alt godt. Det kan man jo se. Det er virkelig et ideal for os at gøre godt, både ude i verden med militær og humanitær indsats og hjemme hos os selv, hvor det er vor grundindstilling, at vi skal tage imod mennesker, der er på flugt.
Men hvis tilstrømningen af fremmede bliver af et sådant omfang, at der begynder at blive tale om en egentlig befolkningsudskiftning og en forandring til ukendelighed af hele vores måde at være og leve på, så bliver det altså noget andet! Især når vore egne ledere begynder at stille sig i spidsen for en sådan udvikling.
Der har været tale om absurditeter og uhyrligheder, som ingen for 25 år siden ville have kunnet få mig til at tro skulle komme til at udspille sig her i Danmark!
Men desværre er det jo ikke kun en gang stort absurd teater, der er tale om. Der er tale om virkelige - og meget alvorlige - problemer.
Også selv om nogle af vore modstandere enten ikke opfatter det som problemer - eller i hvert fald ikke vil indrømme, at det er det.
Og mange af vore modstandere lever jo også i en anden verden, end vi andre gør. De færdes på den politiske verdens »bonede gulve«, som man siger. Eller de sidder på deres kontorer i det store erhvervsliv (og bor i deres nordsjællandske villaer). Eller de lever i den kulturelle elites verden. De tror, at de uden omkostninger kan blive ved at sige de politisk korrekte ting, idet de jo under alle omstændigheder vil svømme ovenpå.
[Dagen før mødet fik jeg KRITIK 159 med Jens-Martin Eriksens artikel »Taktiske fortielser og strategiske løgne. Om multikulturalisme og politisk korrekthed« - et blandt heldigvis nu flere eksempler på, at der er nogle i den intellektuelle og kulturelle »elite«, der er begyndt at få både evnen og viljen til at se virkeligheden. – Men hvor er det flovt for både de »progressive« og vejrhanerne og lurepasserne!]
*
Hvad mine danske og europæiske modstandere i egne rækker angår, mener jeg, der er tale om en lang række forskellige faktorer. Som jeg heller ikke kan komme nærmere ind på, men det er efter min bedømmelse alt, lige fra »godfølende« kristent eller humanistisk sværmeri til kynisk venstreorienteret ideologi eller kyniske erhvervsmæssige eller strategiske interesser.
Ja, det er ikke så lidt. Men jeg tror, min analyse er korrekt. Og jeg vil i denne forbindelse pege på et motiv, som Ralf Pittelkow har trukket frem i sin bog Efter 11. september, nemlig den angst, mange pæne mennesker har for, at vi, hvis vi giver os til at tale åbent om den fremmedpolitiske problematik, kommer ud på en glidebane, der ender i den rene nazisme. Idet Ralf Pittelkow jo i kapitlet om »Den svære debat« taler om den åndelige sikkerhedszone, man i den europæiske debat har lagt rundt om de spørgsmål, der er forbundet med indvandringen af blandt andet muslimer, idet man anskuer drøftelsen af disse spørgsmål ud fra synsvinklen: »Tænk, hvad en sådan debat i sidste ende kan føre til«. Og man har ment at måtte »skulle blokere debatten i god tid, før den blev rigtig slem og begyndte at minde om mellemkrigstiden« (s. 136).
Men, siger Ralf Pittelkow, »Det er en fatal misforståelse, når politikere og meningsdannere har behandlet [de europæiske befolkningers legitime bekymring], som om den var et forstadie til ukontrollable fremmedfjendtlige folkestemninger – hvorefter man har rullet det moralske pigtrådshegn ud for at beskytte den åndelige sikkerhedszone« (s. 137).
*
Man siger, at danskere af min type er fremtidsangste og fremmedfjendske. Men det passer ikke. Indtil den nuværende fremmedpolitiske problematik for alvor begyndte at gøre sig gældende, var vi jo alle indstillet på, at vi var på vej ind i en globalisering, som ville indebære, at mennesker ville flytte rundt på kloden og få arbejde i fjerne lande og så videre.
Men for det første regnede vi med, at der ville blive tale om en forholdsvis rolig og langsom proces, og for det andet regnede vi jo med, at de mennesker, der kom til os fra tredjeverdenslandene selv ønskede at glide ind i den nye, overvejende vestligt funderede, globale kultur.
De ting, vi nu ser i Danmark og Europa, og de ting, vi ser på verdensplan, er derfor kommet helt bag på os. Vi har simpelt hen ikke haft fantasi til at forestille os, at nogen mennesker kunne opføre sig på den måde.
Dvs. nu er jeg desværre begyndt at forstå nogle af de mekanismer, der er tale om. Jeg kan godt se, at nu, hvor den socialistiske utopi har spillet fallit, har frustrerede mennesker i - eller fra! - tredjeverdenslandene i islam en ganske velegnet struktur at have sin frustration i.
Men det er noget meget farligt noget. Især når der er tale om en religion, der i den grad bygger på, hvad man hævder er den rene guddommelige sandhed.
For bortset fra, hvad der i øvrigt er af ting om traditioner, der - undskyld, jeg siger det - virker i retning af undertrykkelse og fordummelse, så er det med besiddelsen af den rene og uforfalskede guddommelige sandhed det farligste af alt. Det kan kun føre til ulykke og elendighed, både for muslimerne selv og for os andre. Når nogen mener at sidde inde med Sandheden, er Fanden løs!
På hele denne baggrund vil jeg derfor nu sige til Sherin Khankan, at jeg stadigvæk gerne vil diskutere både religion og kultur med hende. Men at jeg dog må gøre det under den udtrykkelige erklæring, at jeg helst vil være fri for islamisk religion og kultur her i Europa. Også selv om det er i en europæiseret og reformeret skikkelse. For hvad skal vi med det? Hvorfor skal mine tipoldebørn leve i en helt anden kultur, end de rent naturligt ville være kommet til at leve i, bare fordi Thorkild Simonsen med sit nærmest grædende socialdemokratiske borgmesteransigt har bildt os ind, at vi da skal hjælpe dem, der er personligt forfulgt?!
*
De spørgsmål, jeg vil stille til Sherin Khankan, går ikke ret meget på religions- og kulturmødet her i Danmark og Europa, men mere på dette møde i det globale perspektiv - hvor vi jo er nødt til at finde en måde at leve med hinanden på, hvis vi skal undgå at komme i den helt store krig med hinanden.
Hvad Danmark og Europa angår, er jeg som sagt ret ligeglad, hvilken form for islam der er tale om. Jeg skal ikke integreres med nogen af dem. Og jeg ønsker heller ikke, at mine efterkommere skal tvinges til det.
For de muslimer, der ender med at blive her, er det deres problem, hvordan de vil finde sig til rette i vore samfund, så det ikke bliver til irritation for os andre. Det er sådan set ikke noget, de skal diskutere med mig.
Hvis jeg skulle være rigtig kynisk - ud fra min modvilje mod selve befolkningsudskiftningen som sådan - ville jeg ligefrem kunne sige: Jo værre jo bedre! Jo flere massevoldtægter, jo mere vold og ballade, jo flere krav om hensyntagen til den islamiske lovreligion, jo, tydeligere sympati for terrorismen, jo mere jødehad, jo bedre! For jo hurtigere ville sandheden så gå op for folk, ikke mindst de unge! - Men det vil selvfølgelig være det bedste, om vi på en mere ordentlig måde kan få bragt tingene tilbage i et naturligt leje.
*
Men jeg vil selvfølgelig gerne høre Sherin Khankans mening om hvordan en muslimsk befolkningsgruppe kan nå frem til at leve efter fælles spilleregler. Og ikke bare i rent politisk og retslig forstand. Jeg vil også gerne høre, hvad hun mener om muslimernes muligheder for at deltage i det videnskabelige og kulturelle liv.
Og dette er vel at mærke ikke bare noget, jeg sidder og siger her i aften for trods alt også at lyde »pæn«. I en artikel, der fremtræder som en slags efterskrift til min disputats om Grundtvigs videnskabs- og kultursyn (og den er faktisk grundlæggende skrevet så tidligt som i 1994 - men først trykt i 1998), gør jeg mig nogle overvejelser over, hvordan det kulturelle samliv og den kulturelle og videnskabelige samtale mellem kristne og ikke-kristne vil kunne tage sig ud i vore dage. - [Se undersiden »Grundtvig«, artiklen »Livsvidenskabelig efterskrift«].
Og her nævner jeg naturligvis som de første og nemmeste kulturelle og videnskabelige samtale- og samarbejdspartnere« de post-kristne, ja, »kulturkristne« humanister. Idet jeg siger, at i forhold til dem må den fælles grund være netop kærligheden til og respekten for den saglige egenværdi i »menneskelivet-og-dets-verden«.
Men jeg spørger også, hvem der ellers kunne komme på tale. Og svarer:
Jøder vel afgjort. Hvis de har mere end blot afstamningen, må de jo også have den mosaiske anskuelse! Muslimer? [fremhævet her] Marxister? Allerede her begynder det måske at blive svært. Og hvis man går endnu længere ud? På den anden side er der jo også mennesker fra fremmede religioner og kulturer, som i den grad har tilegnet sig den vestlig-globale kultur, at de alligevel i mange henseender kan sammenlignes med de post-kristne humanister.
Med dette citat, har jeg vist min gode vilje - helt tilbage fra 1994 af, men altså også helt frem til så sent som i 1998. Ja, ved forsvaret af min disputats den 4. september 1998 anførte jeg i et svar på et spørgsmål fra professor Theodor Jørgensen, som var anden officielle opponent, netop dette sted i denne artikel som et udtryk for, at jeg også så muslimerne som mulige samtalepartnere på en fællesmenneskelig grund.
Og med dette eksempel har jeg samtidig peget på, hvad der altså er mit særlige religiøse og kulturelle ståsted, hvorfra jeg går ud i »kulturmødet«.
*
Jeg vil sige, at endnu i dag, hvor jeg opfatter situationen som meget farlig og meget ulykkelig, vil jeg være rede til at møde også muslimer i sameksistens og samtale på jo ikke alene fælles menneskelig grund, men også på den fælles grund, som troen på Gud udgør.
For vel kan jeg være særdeles kritisk over for visse sider af islam. Og selvfølgelig betragter jeg Muhammeds værk som et kæmpe kætteri - i forhold til jødedommen og islam, som jo udgør baggrunden for Muhammeds tænkning og åbenbaringer. Ligesom jo muslimerne betragter kristendommen som en forvanskning af Guds sande åbenbaring. Det må vi konstatere, hvis samtalen skal være åben og ærlig.
Men stadigvæk er jeg så meget discipel af Grundtvig, at jeg ikke alene vil anerkende den fælles menneskelighed, ja, fælles »gudskabthed«, muslimerne og jeg har, men jeg vil også anerkende, at den ærlige og oprigtige troende muslim står i et forhold til den samme ene sande Gud, jeg tror på - men for mit vedkommende altså gennem hans enbårne Søn, Jesus Kristus, min Bror og Herre.
Så kan vi ellers diskutere teologi. Det gør vi også inden for den kristne Kirke. Og bølgerne kan gå højt! Men hvis nogen siger, han tror på Gud og beder til Gud, vil jeg som udgangspunkt tage ham på ordet! - Hvilket altså, gentager jeg, ikke udelukker, men snarere danner udgangspunktet for, en intens teologisk diskussion.
Og i denne forbindelse vil jeg spørge Sherin Khankan, om hun
er istand til at føre en sådan samtale, hvor vi begge
tror på Sandheden, men afstår fra at bruge andet end ord i en åndelig kamp?
*
Det ligger i min danske, grundtvigske natur at møde andre, også en muslim som Sherin Khankan, med åbenhed og nysgerrighed. - Jo, det gør! - Sherin Khankan skal bare være klar over, at når vi her i Danmark diskuterer sådan nogle ting som dem, vi skal drøfte her i aften, så lægger vi altså ikke fingrene imellem.
Jeg ved ikke, om Sherin Khankan nogensinde har overværet en rigtig god gammeldags teologisk diskussion inden for Den Danske Folkekirke!? Man siger, at da præsten Poul Hartling (der jo senere blev statsminister) kom ind i politik, sagde han, at det dog var en fredelig måde, man diskuterede på i den politiske verden - til forskel fra, hvad han havde været vant til i den teologiske.!
*
Eller jeg kan referere, hvad jeg undertiden siger til mine gode venner i Polsk Forening (som jeg i min egenskab af lollandsk slavist er et meget aktivt medlem af): »Hvis I hører om mine fremmedpolitiske aktiviteter, så skal I altså ikke tro, det har noget med jer at gøre. Det antal, I er kommet i, og den måde, I er kommet på og lever her på, er noget helt andet«. - Men efter en lille pause siger jeg så: »For hvis I var kommet i hundredetusindvis - og hvis man fra Vatikanets side for alvor var begyndt at bruge jer til at få genindført katolicismen i Danmark (hvad der i sin tid var visse ansatser til), så ville det være noget andet«!
Den danske modstand mod massetilstrømningen af fremmede er altså ikke i sin grund specielt vendt mod muslimerne. Den er vendt mod alle! For så vidt altså som det måtte dreje sig om store tal. Og for så vidt som det skete på et forløjet og dårligt grundlag.
For man kunne jo godt forestille sig situationer, hvor det simpelt hen var nødvendigt at modtage flygtninge i store mængder. Hvor der altså simpelt hen ikke var andre muligheder.
Men sådan som det hele er nu, vil jeg betegne den aktuelle flygtningepolitik som en blindgyde. De mængder, der er store nok til at få Vesteuropa til at bryde sammen, vil jo alligevel ikke kunne mærkes i forhold til den enorme befolkningstilvækst i ikke mindst de muslimske lande.
*
Det er svært at drøfte treenighedslære og læren om Jesu natur, når ens land er ved at blive besat.
Og det ville som sagt være slemt nok, hvis det drejede sig om en besættelse eller kolonisation fra en mere nærtstående kultur. Men med islam går det slet ikke.
Jeg vil fortsat gerne være tolerant og forstående over for mennesker, der lever deres gudsforhold inden for islam. Og hvis der var tale om en situation, hvor nogle mennesker var kommet til Danmark og pludselig blev konfronteret med den vestlige kultur på både godt og ondt, så ville jeg også have stor forståelse for, at de skulle hjælpes, så de ikke kom ud i den rene identitetsløshed og forvirring. Ja, netop hele min grundtvigske prægning får mig til at tage dette meget alvorligt.
Man siger, at danskere af min type er fremtidsangste og fremmedfjendske. Men det passer ikke. Indtil den nuværende fremmedpolitiske problematik for alvor begyndte at gøre sig gældende, var vi jo alle indstillet på, at vi var på vej ind i en globalisering, som ville indebære, at mennesker ville flytte rundt på kloden og få arbejde i fjerne lande og så videre.
Men for det første regnede vi med, at der ville blive tale om en forholdsvis rolig og langsom proces, og for det andet regnede vi jo med, at de mennesker, der kom til os fra tredjeverdenslandene selv ønskede at glide ind i den nye globale kultur på vestlig grundlag.
De ting, vi nu ser i Danmark og Europa, og de ting, vi ser på verdensplan, er derfor kommet helt bag på os. Vi har simpelt hen ikke haft fantasi til at forestille os, at nogen mennesker kunne opføre sig på den måde.
*
Heldigvis begynder folk fra alle dele af det politiske og kulturelle spektrum, navnlig her i Danmark, at få øjnene op for, at der faktisk er problemer forbundet med masseindvandringen af især muslimer til Danmark og Europa, så måske kan situationen endnu nå at reddes. Selv om vi selv i bedste fald vil have praktiske problemer at skulle løse for de næste mange år.
Men bliver der ikke gjort noget, ender vi i en balkanisering af Europa, hvilket til sidst vil sige mere eller mindre borgerkrigslignende tilstande.
Jeg tænker her ikke mindst på, hvad der vil ske, når det, jeg kalder de unge »luksusglobalister« for alvor bliver konfronteret med den nøgne virkelighed, altså især det voksende islamiseringspres. Det vil de naturligvis ikke finde sig i. Og så kommer konfrontationen.
Det er også derfor, jeg ikke vil stå og sige undskyld for, at jeg som kristen optræder så tilsyneladende u-næstekærligt i denne problematik. Det, jeg gør, er tværtimod det mest næstekærlige, idet det forhåbentlig vil kunne afværge nogle ting, der meget vel vil kunne få begivenhederne på Balkan til at tage sig ud som en ren søndagsskoleudflugt.
*
Jeg vil heller ikke finde mig i at blive betegnet som en fremmedfjendsk og fremtidsfrygtende »underdansker«. Der er ikke nogen her i Danmark, der er fremmedfjendske. Vi er en gammel søfarts- og handelsnation og har altid været åbne for det fremmede.
Og hvad fremtiden angår, vi jeg sige: Kun en tåbe frygter ikke fremtiden! Hvilket ikke vil sige, at man ikke skal gå ind i den. Og den kommer jo under alle omstændigheder af sig selv. Men man har jo både ret og pligt til at forholde sig til, hvilken fremtid man ønsker sig. Ingen har patent på fremtiden. Og der er ikke kun een fremtid.
Vi danskere vil gerne bevare vor identitet og vor enestående homogenitet. Men samtidig ved vi jo godt, at visse sider af den såkaldte globalisering vil være uundgåelige, så at vi må se i øjnene, at der på langt sigt vil ske en opblanding af befolkningerne og udviskning af grænserne.
Men den tanke havde vi vænnet os til, da indvandringen gik i gang. Det nye er, at der kommer en tilstrømning af et sådant omfang og af en sådan karakter, at der er tale om noget helt andet.
Den naturlige blanding af befolkningerne ville jo skulle have bestået i, at folk fra hele kloden efterhånden søgte - og fik - arbejde over hele kloden.
Men det er der jo ikke tale om nu.
Det, der er tale om nu, er, at en masse mennesker bare strømmer til - under dække af nogle flygtninge- og menneskerettighedskonventioner, som er udformet i en helt anden situation, men som det nu vil være meget politisk vanskeligt at få revideret.
*
Det ville være slemt nok, hvis der bare var tale om en simpel folkevandring, om, at folk søgte til Europa for at få det bedre.
Men en befolkningsudskiftning i et omfang og i et tempo, som vil betyde, at vore oldebørn eller tipoldebørn kommer til at udgøre et mindretal i deres eget - i øvrigt for længst til ukendelighed forandrede - land!
Og hvad muslimerne angår, så er det på en vis måde lige meget, om det er »islam strong« eller »islam light«, der er tale om. Det helt afgørende er, at vort land på et falsk og unaturligt grundlag bliver forandret til noget helt andet, end en naturlig og ærlig udvikling ville have ført det til. Ja, befolkningsudskiftningsmæssigt set er Sherin Khankans islam-udgave farligere. Et Danmark med et flertal af Sherin Khankan’er vil i denne henseende ikke være så meget bedre end et Danmark med et flertal af mere hard core muslimer.
En stor mængde aggressive hard core muslimske kolonisatorer vil selvfølgelig hurtigere medføre borgerkrigslignende tilstande end en tilsvarende mængde mere moderate muslimer. Men der er jo også den mulighed, at de får ført sig så stærkt og så tidligt frem, at reaktionen kommer så hurtigt, at det værste bliver undgået!
*
Efter min bedste overbevisning er den hidtidige indvandringspolitik er en blindgyde, der kun kan føre til ulykke og elendighed for alle parter. Og jeg er sådan set ikke meget interesseret i at tale kulturmøde med Sherin Khankan, så længe den nuværende tilstrømning af muslimer fortsætter. Jeg vil ikke i dialog med mit lands kolonisatorer!
Men når jeg overhovedet er mødt op her i aften, og når jeg trods alt erklærer, at jeg vil tage ordlyden i denne aftens emne alvorligt, så er det, fordi jeg jo for det første indser, at der selv i bedste fald vil komme til at være et muslimsk befolkningselement her i Danmark, som vi på en eller anden måde skal kunne leve fredeligt og frugtbart sammen med, og - for det andet og navnlig - fordi der jo også er hele den godt og vel 1 milliard muslimer ude i verden. (Een milliard, der om få årtier vil blive til to, hvis der ikke kommer styr på denne befolkningseksplosion). Og disse muslimer skulle vi jo også gerne kunne leve i fred med.
*
Hvis vi altså får en mere naturlig udvikling her i Danmark og Europa, vil jeg meget gerne tale kulturmøde med Sherin Khankan (og andre muslimer).
Selv om det af praktiske grunde bliver i ret begrænset omfang. Jeg vil i resten af min tid have nok at gøre med min egne projekter.
Men det er jo i virkeligheden også helt overvejende muslimerne, der har et problem, både her i Danmark og Europa og på verdensplan.
Ikke, fordi jeg vil udelukke, at også vi kan få et udbytte af at omgås muslimerne i både den ene og den anden sammenhæng. Man kan altid lære noget. Og om ikke andet kan man da blive klogere på sit eget ved at blive konfronteret med noget andet. Fx hvad angår gudsbegrebet. Her har mødet med islam for mig betydet en helt ny og langt mere konkret forståelse af treenighedslæren og læren om Kristi to naturer.
Jeg forestiller mig ikke, at samtlige muslimer fra den ene dag til den anden skulle kunne gå hen og blive kristne.
Eller for den sags skyld religionsløse humanister af vestligt tilsnit.
Jeg vil tage den enkelte muslim på ordet, når han siger, han tror på Gud. Ja, jeg vil - hvad det angår - gerne sige, at så er det den samme Gud, vi tror på. Der er jo kun een.
Og jeg vil vise al mulig respekt og forståelse for den enkelte muslims gudstro som sådan. Altså som gudstro betragtet.
Men problemet kommer, der hvor det med magten begynder.
3. Bemærkning efter
mødet. – Se selve oplægget og »fraklippene« ovenfor!
Det var i og for sig et udmærket møde. Alt foregik ikke alene civiliseret, men direkte venligt. Så at mine indledende bemærkninger blev bekræftet: Det er en forbandet situation, vi befinder os i!
Jeg vil ikke her – ensidigt – give et referat af samtalen og mødet. Det eneste, jeg vil drage frem, er, at hvor jeg talte om det unaturlige i den måde, tilstrømningen af især muslimer til Danmark og Europa finder sted på, talte Sherin Khankan om det unaturlige i den måde, nogle sætter grænser om deres land på.
Med sin syrisk-muslimsk-finsk-kristne baggrund går Sherin Khankan fint sammen med dem af vore egne, jeg betegner som »luksus-globalister«. Hvor der så bare er to spørgsmål:
1.
Er det – selv i bedste fald - rimeligt, at Danmark under dække af, at vi da skal hjælpe mennesker, der er personligt forfulgt (Thorkild Simonsen), får en helt anden fremtid, end vi ellers ville have fået – med en omfattende udskiftning af vor befolkning og ændring af vor kultur?
2.
Bliver det folk af Sherin Khankans type, danskerne bliver udskiftet med? Bliver det hendes idealer, der kommer til at præge det voksende antal såkaldte nydanskere?
* * *
Sagen mod DF'erne Mogens Camre, Michael Rex og Kenneth Kristensen er endnu et lille skridt på vejen mod, at den danske statsmagt bliver kolonisatorernes statsmagt, der prøver at kvæle den oprindelige befolknings protester.
* * *
Den forrige tekst på nærværende underside (JP-læserbrevet lige her nedenfor) blev skrevet i fortvivlelse over, at det nu er kommet så vidt, at landets egne borgere bliver anklaget og straffet for at protestere over den situation, vore politikere med deres uvidenhed, kortsynethed, opportunisme, løgne, manipulationer og meningsundertrykkelse har bragt os i.
Og hvis nogen siger, jeg her skyder spurve med kanoner, så tænk på, hvad der fx for nylig er sket i Frankrig, hvor en forfatter er blevet slæbt for retten for at have talt nedsættende om religionen islam. Desuden er der jo i mellemtiden her i landet faldet dom i sagen mod de fire DFU’ere for deres valgplakat ved valget i november 2001. Og mange andre eksempler fra ind- og udland kunne nævnes. Så der er nok at tænke over.
Hertil kommer, at jeg inden så længe skal optræde ved et offentligt møde sammen med en fremtrædende herboende muslim. Hvor vi skal debattere om »Kulturmødet – kristendom og islam«. Det går jeg jo også og tænker på. Men derom forhåbentlig mere senere.
Nej, det, jeg har gået og tænkt over her til morgen – også i forbindelse med søndagsgudstjenesten i morgen, hvor evangeliet er Matt. 21,28-44 (Lignelsen om de to sønner i vingården og Lignelsen om de onde vinbønder), altså om Israels skæbne – med alle de også i forbindelse med konflikten mellem israelere og palæstinensere aktuelle perspektiver, det har. Men jo også i det hele taget i forbindelse med det at skulle lede den kristne gudstjeneste i morgen.
Jeg er jo kristen. Oven i købet kristen præst. Hvilket ganske vist ikke gør nogen forskel som sådan, men alligevel gør det; for det betyder jo, at det er mig, der to gange hver søndag skal læse alle de ting op, Jesus har sagt, og som i øvrigt står i Bibelen. Og det gør det vanskeligt for mig at skulle tale så hårdt, som jeg har måttet gøre siden min indtræden i den fremmedpolitiske kamp, navnlig fra 2001 af.
Mine modstandere har ganske vist travlt med at kalde sådan en som mig »sort præst«. Eller med at spørge, hvordan jeg har det med at stå i kirken om søndagen og læse alle teksterne om kærlighed til Gud og Næsten. Men heroverfor kan jeg jo med en vel så meget passende sort humor sige, at så skulle de bare se, hvordan jeg ville føre mig frem, hvis jeg ikke var kristen!
Nuvel, der er ting, man ikke skal spøge med. Og desuden er humor nok ikke det, der er mest karakteristisk for mine modstandere. Men selv har jeg det sådan, at der også er ting, der er så alvorlige, at kun humor, galgenhumor, kan bruges til at tale om dem med.
Det er meget ubehageligt for mig at gå og forberede mig på at skulle sige til min debat-partner, at jeg sådan set er ligeglad med, hvilken form for islam der kommer til at få magten over mine børnebørn eller oldebørn, eller hvilken generation det nu bliver. Ja, at skulle sige, at hvad Danmark og Europa angår, ville jeg helst være islam helt foruden. Vi har faktisk ikke noget at bruge denne religion og dens frugter til her.
Men det vil jeg jo – med ubehag, fordi det er imod min natur og opdragelse – kun være nødt til at sige, fordi det er en helt unaturlig situation, vi befinder os i, nemlig en situation, hvor vi under dække af flygtningekonventioner og menneskerettigheder bliver koloniseret af en ekspansiv kultur med en undertrykkende religion/ideologi, så at vi bogstavelig talt nedlægger os selv for vore egne penge.
I en sådan situation er det svært at tale om religions- eller kulturmøde!
Det er en forbandet situation. Og jeg bebrejder først og fremmest vore egne uduelige, opportunistiske, feje og tyranniske politikere. Hvis jeg hader nogen, der det dem. Og så alle vore selvgode humanistiske debattører.
Hvis der på naturlig måde var enkelte muslimer iblandt os som vore gæster, kunne vi tale om kultur- og religionsmøde. Og så ville heller ikke jeg spare på gæstevenskabet.
Og det samme gælder, for så vidt angår forholdet til vore
muslimske medmennesker og med-gudstroende ude i de muslimske lande. Der er over
en milliard af dem (og om få årtier TO milliarder), så vi er nødt til at møde
dem venligt og åbent og tale med dem. – Og i en normal situation vil jeg
selvfølgelig tage den enkelte troende muslim (der i de fleste tilfælde ikke har
haft nogen chance for at vide bedre) på ordet og virkelig regne ham for
min med-gudstroende. Idet jeg – når vi kommer længere hen i samtalen – jo ikke
vil lægge skjul på, at jeg regner islam for et stort kætteri på linie med mormonismen, men jo samtidig vil tage til
efterretning, at han betragter kristendommen som en forvanskning af den sande
gudsåbenbaring. Og så kan vi gå i gang med at diskutere teologi. Hvad vi nok
ikke sådan lige kommer så langt med. Men vi kan vel nå til at anerkende
hinandens menneskelighed, dvs. gudskabthed.
Ja, hvis alt var normalt, ville vi kunne mødes og tale sammen. For vi skal jo også hjælpe dem. Være Næste for dem! Hjælpe dem til at komme ind i den moderne verden på en ordentlig måde. Altså uden at deres kultur og tradition bare bliver smadret af den globalistiske vest-kulturs værste sider. Som Grundtvig-mand ville jeg meget gerne hjælpe her. Idet jeg i mange henseender udmærket forstår dem.
Men det er jo svært, når de er ved at kolonisere mit land, og når de fører sig voldeligt og terroristisk frem mod os i Vesten. Hvad jo rigtignok ikke hele milliarden af muslimer har gjort. Men der er en uhyggelig stor bifaldsprocent iblandt dem. Det er uhyggeligt, som islam – efter socialismens fallit – er blevet den eneste ideologi for alle disse frustrerede tredjeverdensmennesker at samles om og identificere sig med. Man forstå dem jo på en måde godt. Men det er katastrofalt, først og fremmest for dem selv, men også for os andre, at de tyr til denne mulighed i stedet for at sætte ind på at gøre de nødvendige ting for at forbedre deres egen situation.
Men jeg har ikke tid til at skrive ret meget mere nu. Jeg vil slutte med at sige lidt mere om mine problemer som kristen i denne sammenhæng.
Jeg ved godt, at Jesus har sagt, at jeg skal elske mine fjender, gøre godt mod dem, der hader mig, velsigne dem, der forbander mig, bede for dem, der mishandler mig, og at jeg skal vende den anden kind til, når nogen har slået mig på den ene, ja, at han har sagt: »Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med« (Luk 6,27-29).
Men betyder det, at jeg som kristen bare skal lade stå til og overlade mit land og min kulturkreds til kolonisering, undertrykkelse og barbari? Eller afvente balkanisering og borgerkrig – for det er jo nok det, der bliver det sandsynligste!
Jeg følger mig virkelig stående under Jesu ords tiltale. Og det ville sådan set være nemt nok – navnlig til at begynde med – at gøre, sådan som en hel del af mine medkristne, herunder en del præster, gør, nemlig bare at »lege kristen« (vil jeg altså sige) og være »god«. Men jo så i yderste konsekvens måtte se martyriet i øjnene.
Men hvem ville det hjælpe? Europas undergang ville ikke engang på kort sigt betyde noget særligt i forhold til befolkningernes og elendighedens vækst ude i tredjeverdenslandene. Og en kommende borgerkrig vil medføre ufattelige lidelser og ufattelig moralsk nedværdigelse for alle parter. (Jeg håber at være død til den tid. Men hvad med mine børn og børnebørn?).
Jeg tror kort sagt, at det mest fornuftige, mest rimelige - og mest næstekærlige – vil være at sætte tilstrømningen af muslimer til Vesteuropa nærmest ned på nul og i stedet bruge kræfterne til at få muslimerne til at forstå, at de selv må gøre de nødvendige ting for at komme ud af deres elendighed, herunder foretage de nødvendige reformer af deres religion.
I en sådan situation vil jeg meget gerne bistå med både råd og dåd. Men som det er nu, er det meget svært. Og det er altså først og fremmest vore egne politikere og pengefolks skyld.
Jeg vender tilbage til disse ting senere.
* * *
[Læserbrev i JP 19.09.02]
Svenskerne har valgt, og bortset fra Folkpartiets fremgang og en lillebitte fremgang for "øvrige partier" , hvilket vel vil sige Sverigedemokraterna (som desuden gik pænt frem i kommunerne), er der – set her fra Danmark – nu to muligheder:
Enten er det svenske folks store flertal fast besluttet på at nedlægge sig selv.
Eller også er svenskerne generelt lige så skizofrene som de politikere, der for nylig blev afsløret af skjult kamera.
I begge tilfælde vil Sverige på langt sigt blive en farlig nabo, nemlig enten et land med muslimsk styre eller et land i borgerkrig.
* * *
Foranlediget af Ole Vinds kronik den 8. september "I Grundtvigs fædreland" må jeg lige sige, at det afgørende, for så vidt angår Grundtvig og den aktuelle situation, ikke er, hvordan man forholder sig til den tidsbetingede ordlyd hos Grundtvig, når han talte om det folkelige og det nationale. Her har jeg altid sagt, at vi skal "hæve det op i højere nævnere". Nej, det afgørende er, at det grundlæggende er den samme kamp mellem abstrakt og konkret, utopi (luftkasteller, ville Grundtvig sige) og virkelighed, der finder sted nu, som den, Grundtvig stod i. Og jeg holder også i dag med Grundtvig – dvs. med virkeligheden.
* * *
Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at min båltale i Grænge, oppe i mit nordlige nabosogn, sankthansaften 2002 har givet så stor genlyd over hele landet, at måske blot een eneste af Dansk Kirketidendes læsere har hørt om den. Men det var ikke desto mindre ved den lejlighed, jeg for første gang optrådte offentligt som medlem af Dansk Folkeparti (siden april 2002). Det var jo Dansk Folkeparti i Storstrøms Amts sankthansfest.
Båltalen kan læses på min hjemmeside: www.bentchristensen.dk, undersiden »Taler«. Og en næsten fuldstændig samling af mine indlæg i den fremmedpolitiske debat står på undersiden »Fremmedpolitik«. Men det er jo kun tvunget af situationens alvor, jeg er gået ind i denne debat, så jeg vil bede de DKT-læsere, der måske allerede nu er forargede over det skridt, jeg har taget, kigge lidt på både startsiden og de andre undersider, inden de afskriver mig som »fremmedfjendsk sort præst«. I øvrigt har flere af både den ene og den anden slags tekster været trykt her i Dansk Kirketidende.
Men jeg forestiller mig altså, at en hel del af Dansk Kirketidendes læsere vil reagere negativt eller dog forbeholdent. Til dem vil jeg imidlertid sige: Hvad gør I så, her i det danske folks og den europæiske civilisations skæbnetime?«. – Eller: »Hvad tror I Grundtvig ville sige?«.
Det sidste spørgsmål er der også mange andre ting end fremmedpolitikken der giver anledning til at stille. Men befolkningsudskiftningen og islamiseringen overskygger alt andet. For enhver, der vil se. Og så er har det mindre betydning, om det ligefrem ender i kalifatet, eller om vi »kun« får en udvikling med stigende opsplitning af befolkningen, balkanisering af hele Europa, social uro og måske til sidst borgerkrig.
Jeg lægger ikke lige her op til en diskussion. Udveksling af debat-argumenter kan gøre blind og døv. Man tager dem, der hvor de plejer at ligge – lige ved hånden. Nej, jeg vil bede jer overveje mine to spørgsmål i jeres stille sind. Sådan rigtig overveje dem.
Jeg vil heller ikke sige, at nu skal alle grundtvigianere blive DF’ere – og omvendt. Men jeg beder alle overveje forholdet mellem den situation, vi befinder os i nu, og den situation, Grundtvig stod i.
For der er altså – trods alt - også andre problemer og trusler end indvandringen og islamiseringen. Selv om de jo alle på en mærkelig måde kommer til at hænge sammen – eller bliver fremstillet, som om de gør det. Der er hele globaliseringsprocessen overhovedet. Og de andre ting, der kan nævnes, kan mere eller mindre ses om sider af den: massekulturen (der samtidig er den ekstreme individualismes kultur), de multinationale selskabers internationale kapitalisme, Den Europæiske Union osv.
Jeg siger ikke, at der ikke er positive eller dog nødvendige eller uundgåelige elementer i disse ting. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man skal forholde sig fuldstændig ukritisk til dem og bare flyde med – for til sidst at blive kværnet rundt i en stor mølle af produktion og management og forbrug og underholdning. Hvis det altså ikke ender med, at det hele bryder sammen.
Men jeg mener, at selv med den mest positive holdning til udviklingen – ja, faktisk netop med en sådan grundholdning – er det nødvendigt at aktivere noget, der svarer til det, der i gamle dage hed »det folkelige«. Som minimum en helt ny besindelse på virkeligheden, det konkrete, det ægte, det naturlige. Jo længere vi skal ud i det teknologiske eventyr (som det er min grundholdning at være tilhænger af), og jo større og mere komplicerede de sociale og organisatoriske strukturer bliver, desto vigtigere er det at have en ægte rodforbindelse bagud. Eller i det mindste ned i »jorden« her og nu. Og altså ikke som en slags social leg – der kun gør ondt værre. Nej, virkelig. Og dette må også have et politisk udtryk. Hvad vi jo ser trangen til over hele Europa lige netop nu. Men sådan var det altså også på Grundtvigs tid. Og for Grundtvig selv.
Hvor meget det, der kan komme til at tegne sig nu, vil ligne »det folkelige« i gammeldags forstand, er et spørgsmål. Men helt afgørende er i hvert fald friheden. Friheden for den enkelte til at være sig selv, fx til at være individualist på en anden måde end alle de andre, eller måske ligefrem til at indgå i fællesskaber, der skiller sig ud fra massen. Og friheden til, at der kan være alternative tankesæt på alle niveau’er.
Jeg har ikke noget imod, at der er en elite, et lag af højtuddannede, der har lysten og evnen til og forudsætningerne for at tænke over tingene på en særlig kvalificeret måde. Her har debatten været afsporet fra og med Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2002. Det, der bare undrer mig, er, i hvor høj grad alle i det, der for tiden fremstår som »eliten«, mener og siger det samme. Og hvad der navnlig undrer mig, er, at denne »elite«, frisindets og fremskridtets fortrop, gang på gang allierer sig med de mest totalitære og menneskefjendske kræfter.
Men befolkningen har ret til at tage pengene (stillingerne) fra selv de mest veluddannede og vidende mennesker, hvis de bruger deres prestige og skatteyderfinansierede stillinger til at manipulere og tyrannisere den et sted hen, den ikke selv ønsker at komme. Ligeledes kan det være rimeligt nok at få analyseret fx DR’s udsendelser. Ikke bare for så vidt angår forholdet mellem det antal sekunder, de enkelte politikere kommer til mikrofonen. Som om det kun var et spørgsmål om det. Nej, det er jo en bestemt holdning, der gennemsyrer det hele, ud i det mindste suk og det mindste skuldertræk.
Sådan oplever jeg det i hvert fald. Men man har jo sit filter – og andre kilder - så man kan godt bruge DR’s udsendelser alligevel. Ligesom sovjetborgerne – uden sammenligning i øvrigt - i sin tid var mestre i at læse mellem linierne i de tilladte medier – og havde andre kilder.
Men ingen dokumentation eller kritik nytter jo noget, så længe de allerfleste med journalistuddannelse og opefter dybt i deres hjerter tror, det hører med til deres professionelle identitet at have de og de holdninger.
Den nye politiske dagsorden, der blev sat med valget den 20. november 2001 har givet et pusterum, og der er en lang række meget påtrængende politiske opgaver, der skal løses, men det hele nytter intet, hvis der ikke også kommer et mere omfattende epokeskifte af det, der i gamle dage hed folkelig, kulturel og åndelig karakter. Hvad der jo så også kun gør, hvis det er noget, der sker som følge af en rent positiv trang. For livets skyld, ville Grundtvig have sagt.
Så egentlig kan man dårligt nok opfordre til det. Det må komme af sig selv – fra både store og små. Men - på den anden side - så kan alle jo netop være med. Det ægte livsengagement kan praktiseres på alle niveau’er og i alle sammenhænge. Og bortset fra, hvad også jeg vil kalde den nødvendige politiske værnepligtstjeneste, vil jeg for mit eget vedkommende mere end nogensinde før koncentrere mig om et arbejde i den retning. Mere om det ved en senere lejlighed!
* * *
[Jyllands-Posten 09.08.02]
DET ER RIGTIGT, at det konservative folketingsmedlem Lars Barfoed i situationen lige nu har kastet stor skam over sit parti med sine udtalelser om, at det var misbrug af skatteborgernes penge at lade Moses Hansen gennemføre sine demonstrationer på Nørrebro - med den af voldelige muslimer og autonome nødvendiggjorte politibeskyttelse.
Men det allerværste er, at Lars Barfoed desværre har peget på et reelt problem.
Begivenhederne fra og med 4/8 har vist, at der er sket en slags "belfastisering" af København.
Der er områder, hvor man kun under massiv politibeskyttelse kan gennemføre en islam-kritisk demonstration.
Og den fortsatte tilstrømning, ghettoisering og islamisering (eller i hvert fald "hensyntagen-til-islam-isering") samt den heraf følgende voksende folkelige modstand og protest vil efterhånden gøre det meget vanskeligt og bekosteligt at håndhæve grundlovens bestemmelser om ytrings- og demonstrationsfrihed overalt på dansk territorium.
Lars Barfoed har altså for så vidt ret. Men hvor vidt? Og hvordan vidt?
Der kunne jo også drages andre konsekvenser af den virkelighed, Moses Hansen har fået blotlagt.
* * *
[»Kommentar« i Kristeligt Dagblad 28.11.01]
[Manuskriptet. havde følgende titel og undertitel: »Vi må
gå til modangreb. - Omverdenen forstår ikke den holdning til indvandringen,
danskerne gav udtryk for ved valget. Og offentligheden ude i de andre lande er
åbenbart endnu mere tyranniseret, end vi har været. Men vi er nødt til at finde
og vinde forbundsfæller i navnlig de andre EU-lande. Ellers vil vi blive banket
på plads«.]
Hvis omtrent samtlige udenlandske journalister og politikere er rystet over den fremmedpolitiske holdning, der kom til udtryk ved det danske valg den 20. november, er det intet imod, hvor rystet jeg er over dem!
Den eneste af de i Kristeligt Dagblad den 22. november citerede personer, der skiller sig ud, er formanden for Fremskridtspartiet i Norge Carl I. Hagen, som gør opmærksom på, at »I Norge ties denne debat ihjel. Her er venstreorienterede journalister blevet enige om at lægge låg på indvandrerdebatten«.
Og her har vi nok noget af forklaringen: I udlandet er alle, der vil fremstå som pæne, åbenbart endnu mere tyranniserede end vi her i Danmark, som allerede før 11. september var begyndt at rejse os.
Men nu har i hvert fald jeg sat mig for, at det må komme an på en nøje undersøgelse og prøve. For det er jo rigtigt, som det omkring valget truende er blevet sagt fra indvandringstilhængernes side, at vi i Danmark ikke kan føre den fremmedpolitik, vi ønsker, i isolation fra omverdenen, specielt de andre EU-lande. Af den her citerede udgave af KD fremgår det jo også, at EU’s Center for Observation af Racisme og Fremmedfrygt allerede er på banen. Så netop fordi en eventuel aktion mod os næppe vil blive så tåbelig og klodset, som Østrig-aktionen var, kan vi frygte det værste. Og der er ingen tvivl om, at hvis vi står isoleret, vil vi ret hurtigt kunne blive banket på plads.
Det første, jeg vil gøre nu, er at få dannet mig et overblik over situationen i de øvrige EU-lande samt Norge. For det er jo ikke rigtigt, at der ikke er befolkningsgrupper i disse lande, der ligesom vi er bekymrede over det, der sker i Europa i disse år. Det store problem bliver snarere, om der er nogle af disse grupper, der vil være værdige forbundsfæller for os danskere. Det er strengt at høre de udenlandske journalister kalde vort skikkelige og fuldstændig demokratiske Dansk Folkeparti for et højreekstremistisk parti, når man tænker på, hvad de har hjemme hos sig selv. Eller er der også partier og grupperinger derude, der er blevet sværtet til på samme måde som Dansk Folkeparti? Det må undersøges.
Vore udenlandske kritikere forstår os simpelt hen ikke. Bortset altså måske fra den norske fremskridtsformand. Det fremgår af flere af udtalelserne, at man ikke kan forstå, hvordan vi kan være så »fremmedfjendske«, når vi ellers er så progressive og liberale - og helt i top, når det gælder ulandshjælp.
En af de aviser, der har kritiseret os, er Svenska Dagbladet, men de indledte dog deres artikel på selve valgdagen med at citere den tidligere britiske ambassadør James Mellon for hans rammende karakteristik af os som ikke en nation, men en stamme. For uanset i hvilken grad udlændingene forstår dette, så er det jo lige præcis det, der er sandheden. Vi giver ulands- og nødhjælp og sender soldater ud på fredsbevarende opgaver mere end næsten alle andre: Vi vil ingen noget ondt, men alle alt godt. Og vi vil også gerne omgås alle, både ude og hjemme - bare vi må få lov til at forblive os selv som det enestående homogene lille folk, vi er.
Men det forstår omverdenen ikke. Og bortset fra Norge og måske også Sverige, kan der nok også gives gode forklaringer på, hvorfor de ikke har den samme følelse for det at være et folk. Og endnu mindre tør give udtryk for de følelser, de faktisk har.
For der er jo modstand mod indvandringen og islamiseringen i de andre lande. Det er heller ikke kun et spørgsmål om folkelighed i dansk forstand. Det er i sidste ende et spørgsmål om bevarelsen af den samfundsmæssige stabilitet, friheden og den europæiske civilisation.
Og Danmarks eneste chance er at finde og vinde forbundsfæller i de andre EU-lande samt Norge. Derfor må den kritik, der er blevet rejst, og de trusler, der er blevet fremsat, imødegås med intet mindre end et modangreb. Når vi har fået kortlagt de forskellige grupperinger ude i de andre lande, må vi for det første se, om der overhovedet er nogen derude, der hverken er forblindede indvandringstilhængere, formørkede højreekstremister eller fuldstændig sløve og kuede undersåtter, og for det andet sige til alle potentielle forbundsfæller derude, om de ikke vil stå sammen med os imod befolkningsudskiftningen og islamiseringen og den »integration«, der også skal »integrere« os, idet den kunstigt vil tvinge os over i en helt anden kulturel retning, end vi naturligt ville have udviklet os i. Kun ved at have i det mindste ret store mindretal af denne observans på vor side ude i de andre lande vil vi kunne sikre os imod at blive banket på plads.
Bent Christensen
* * *
KRONIK: Med tyve års forsinkelse og på en forfærdelig baggrund er en virkelig fremmedpolitisk debat kommet i gang. Men resultatet af det kommende folketingsvalg er ikke givet. Skal »traditionsdanskerne« begynde at »gå i subkultur«? Eller kommer de til at stå med ansvaret?
[Kristeligt Dagblads kronik 23.10.01 – kopieret fra Internettet]
Der er sket meget siden den 12. juni i år, hvor min kronik »Humanisterne og os« stod her på denne plads.
På den ene side er der - med tyve års forsinkelse og på en forfærdelig baggrund - kommet en virkelig fremmedpolitisk debat i gang. Men på den anden side er der også kommet demografiske prognoser frem, som får det til at se nærmest håbløst ud.
Da denne kronik blev skrevet, var den seneste prognose Eyvind Vesselbos beregning, ifølge hvilken der i 2060, hvis den nuværende udvikling fortsætter, ud af en befolkning på i alt 5,6 millioner mennesker vil være 2,6 millioner muslimer i Danmark (B.T. den 11. oktober). Og vel gav meningsmålingerne på dette tidspunkt et lille flertal til de tre indvandringskritiske partier, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti, men resultatet af det kommende folketingsvalg er ingenlunde givet på forhånd. En fremherskende egenskab hos de danskere, jeg elsker så højt, er jo en ret stærk modvilje mod skarpe standpunkter og mod at se ubehagelige kendsgerninger i øjnene.
Der tegner sig altså to mulige scenarier, ét, hvor vi »traditionsdanskere« (se nf.) må begynde at forberede os på at »gå i subkultur«, og ét, hvor vi pludselig står med ansvaret for at føre en anden fremmedpolitik ud i livet.
Modstanderne vil afvise denne måde at stille tingene op på og i stedet henvise til integrationens store og lykkebringende mulighed. Men for det første tror jeg ikke på denne mulighed, og for det andet vil jeg i hvert fald ikke selv deltage i en såkaldt integrationsproces, som betyder, at jeg og mine efterkommere skal give afkald på at udvikle os i en naturlig forlængelse af vor egen tradition. Integration i denne forstand bliver uden mig.
Modstanderne forstår ikke den måde at føle og tænke på, der kendetegner os »traditionsdanskere«. Ja, denne lidt klodsede betegnelse, som jeg i det følgende vil fjerne anførselstegnene fra, viser hvor positivt vort anliggende er. Modstanderne råber hele tiden »racisme og fremmedhad« efter os. Men det passer jo ikke. Vi danskere hader ikke nogen, men er tværtimod nærmest besat af lysten til at hjælpe og gøre godt. Og vi vil gerne omgås mennesker fra andre lande og kulturer, både ude og hjemme. Men det vil vi altså netop gøre som »os«! Vi vil ikke acceptere en indvandring i en størrelsesorden, der reelt indebærer vor udslettelse som folk. Det er et for stort offer at bringe. Så meget desto mere, som det meget vel kan komme til at gøre mere skade end gavn, også for de mennesker, vi angiveligt skulle hjælpe.
Modstanderne forstår heller ikke, at jeg kan føle så stærkt for, hvordan befolkningssammensætningen vil være i 2060, hvor jeg vil have været død i mange år. Men jeg er altså ikke ligeglad med, hvordan fremtiden bliver for det folk, jeg har modtaget alt fra, og som jeg forhåbentlig har givet noget igen. Jeg oplever folket som en stor organisme, der lever sit liv gennem alle generationerne.
Jeg kan ikke vide, hvor mange der vil følge mig ud i en »traditionsdansk subkultur«. Jeg vil tillade mig at bruge det bibelske ord »rest« i denne rent folkelige forbindelse. Og selv om man siger, de unge er ligeglade, internationalt orienterede, som de er, så kan der for manges vedkommende blive tale om en frygtelig opvågnen, når de ser, at det ikke er en sorgløs luksusglobalisering, de bliver integreret ind til, men et humanistisk-muslimsk tyranni.
Hvis det danske folk skal reddes, bliver de næste folketingsvalg afgørende. Det er allerede meget sent. Så hvis et vælgerflertal giver indvandringspartierne et nyt flertal ved det kommende folketingsvalg, vil jeg begynde at forberede »subkultur-tilstanden«, for hvem der måtte ønske at følge mig.
Vi skal først og fremmest koncentrere os om at være os selv, dvs. om at føle og tænke, arbejde og producere på samme måde, som vi ville have gjort uden masseindvandringen og integrationen. Men »tradition« betyder jo også »videreførelse«, så vi skal ikke koncentrere os så meget om at være os selv, at vi låser os fast på et bestemt udviklingstrin. At vore modstandere ynder at betegne os som kulturelt tilbagestående »Morten Korch-danskere«, har i denne henseende mindre at sige. Det er for vor egen skyld, vi skal gøre alt for at leve videre.
Vi skal heller ikke koncentrere os på en sådan måde, at vi lukker os ude fra samkvem med andre mennesker, hverken i ind- eller i udland. Også i denne henseende skal vi prøve at leve videre, som vi ellers ville have gjort. Bare på vore egne præmisser. Som danskere.
Det er i denne forbindelse en skæbnens ironi, at jeg har måttet se mig nødsaget til at spille den rolle, jeg i løbet af sommeren 2001 kom til at spille, ikke mindst som stifter af præsternes »Forum for Kritisk Indvandringsdebat«. Op gennem 1990´erne har jeg jo været en af de mest internationalt og økumenisk indstillede i hele det grundtvigske landskab. Og i hvert fald indtil den famøse Østrig-sag har jeg været en stor tilhænger af EU, ikke mindst i forbindelse med mit engagement i de øst- og vestslaviske lande.
Det seneste resultat af mit slaviske engagement har været genoptagelsen af forbindelsen mellem »venderne«, dvs. sorberne nede i det sydøstlige hjørne af det tidligere DDR, og det Lolland-Falster, hvor dette det fjerde vestslaviske folks stammefæller hærgede og bosatte sig for tusind år siden. Denne lille udslettelsestruede rest af den oprindelige slaviske befolkning mellem Oder og Elben, er meget bevidste om, at et stærkt internationalt engagement er en af de nødvendige forudsætninger for den folkelige overlevelse. Disse »vendere« skal være et af vore forbilleder.
Subkultur-tilstanden skal i høj grad bestå i, at traditionsdanskerne prøver at videreføre det folkelige liv inden for rammerne af allerede eksisterende eller nydannede foreninger af forskellig slags. Helt afgørende vil naturligvis de traditionsdanske friskoler være - når folkeskolen bliver overtaget af humanisterne og muslimerne. Men vi skal jo være aktive på hele kulturområdet i videste forstand. Og vi må på alle mulige måder prøve at kompensere for det forhold, at magten i den danske stat bliver overtaget af et humanistisk-muslimsk flertal (jf. netop denne konstellation i Det Radikale Venstre).
Men det bliver svært. En meget vigtig del af det folkelige liv i moderne tid finder sted på arbejdspladserne, og her vil det humanistisk-muslimske pres blive hårdt. Det er i det hele taget et spørgsmål, hvor megen frihed traditionsdanskerne vil kunne få. Men vi må jo prøve. Den yderste, helt absurde konsekvens vil være udvandring til et land, som har bevaret friheden for en traditionel vestlig livsform, hvis et sådant findes til den tid. Men lad os håbe, det ikke bliver dette rædselsscenario, der bliver tale om!
Hvis det kommende folketingsvalg giver et komfortabelt flertal til Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, og hvis Venstre og Konservative viser virkelig vilje til at gøre op med den hidtidige indvandringspolitik, vil der opstå en helt ny situation. Så vil vi traditionsdanskere pludselig være kommet ud af forsvars- og protestrollen. Så vil vi stå med ansvaret. Ganske vist for den situation, det hidtidige flertal har bragt landet i. Men ansvaret for håndteringen af den vil være vort.
Heller ikke det vil blive let. Men hvis Danmark skal reddes, må det gøres. Også uanset, hvad overvågnings-EU og den øvrige omverden, herunder FN, vil sige. Men vi bliver selvfølgelig nødt til at samarbejde med ligesindede i andre lande, især inden for EU. Et kursskifte alene i et Danmark omgivet af et humanistisk-muslimsk, fjendtligt EU vil give en stakket frist. Så bliver vi simpelt hen trynet.
Som situationen har udviklet sig, må vi gribe til drastiske midler. Det bedste vil være, at vi i hvert fald i princippet og indtil videre får indført et totalt stop for indvandringen, herunder så vidt muligt også for den del af den, som finder sted i kraft af reglerne for familiesammenføring. I et vist antal tilfælde vil nogle af de udlændinge, der opholder sig her i landet, kunne repatrieres. Det vil i mange tilfælde blive meget ubehageligt. Men det er eksistenskamp, vi kæmper.
De muslimer, der er her for at islamisere Danmark, skal blive klar over, at det kan de godt opgive. De kan lige så godt tage hjem med det samme. For uanset hvor kristen eller ikke-kristen den danske befolkning er eller viser sig at blive, vil det kun være meget få, der, når det kommer til stykket, vil ønske islamisk lovtrældom indført. Friheden er vi fælles om.
Og integrationspolitikken må revideres totalt. Det skal ikke være os, der skal indrette os efter de nytilkomne. Men givet, at de er her, skal de selvfølgelig have den af Grundloven sikrede frihed til at »forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning« Læg her mærke til ordlyden. Grundloven giver ingen ret til under påberåbelse af en religion at gribe ind i andre borgeres liv! Men de nye borgere vil selvfølgelig i stort omfang kunne tage deres egne kulturelle traditioner med sig i deres personlige liv. Ja, i dette scenario kan der måske ligefrem blive tale om en vis venlig vekselvirkning mellem de fremmede kulturelementer og vores kultur.
Vi bliver i det hele taget nødt til at lære at leve - og leve godt - sammen med alle de fremmede, der ikke kan eller bør repatrieres. Vi kan ikke, heller ikke for vor egen skyld, have første og anden klasses borgere i det danske samfund. Og de indvandrere, der bliver tilbage, når kalifatets fortrop er taget hjem, vil let kunne indse, at deres integration i vestlig modernitet (som traditionsdanskere af min type i øvrigt selv har mange gode forbedringsforslag til) er til deres egen og deres efterkommeres store fordel. Med lidt held kan det hele endnu nå at ende godt.
* * *
[Nedenstående tekst med underskrivere stod i Præsteforeningens Blad nr. 2001/35, den 31. august 2001:]
Underskriverne af denne tekst træder hermed frem for offentligheden. Når vi gør det allerede nu, skyldes det den overraskende store mediebevågenhed, indkaldelsen til at tegne sig på netværkslisten til »Forum for Kritisk Indvandringsdebat« har vakt. Vi mener, tiden er inde til at vise, at vort forum er en realitet, og hvem der indtil nu er blevet medlem af det.
Vi er hverken mere eller mindre end et forum for udveksling og fremførelse af argumenter, information og erfaringer med kritisk front mod den hidtil førte fremmedpolitik og mod det hidtil herskende sæt af meninger om den fremmedpolitiske problematik. Det svar, Ritzaus Bureau fik, da man spurgte, hvad vort budskab var, lød: »Ikke noget! Det eneste, vi behøver at være enige om, er kampen for frihed til kritik - og så ellers udøvelse af kritik mod den hidtidige indvandringspolitik«.
Vor hovedbestræbelse vil nu være at arbejde ikke alene teologisk, men også under flere andre vinkler, med emner som næstekærlighed og solidaritet, den gode vilje og den vanskelige virkelighed, folkelighed og multietnicitet, friheden og islam osv. Men ganske særligt vil vi stille os den opgave, med al den ekspertise vi vil kunne mønstre, at få kortlagt og analyseret det uden tvivl overordentlig komplicerede sæt af faktorer og motiver, der ligger bag de hidtil toneangivendes fremfærd på området.
Hvordan vi videre vil organisere os – om overhovedet – kan der ikke siges noget om nu. Indtil videre vil vor offentlige fremtræden ud over selve denne erklæring højst komme til at bestå i, at det enkelte medlem, der fx skriver en artikel eller et debat-indlæg, betegner sig som »medlem af Forum for Kritisk Indvandringsdebat«.
Da vi hverken er et parti eller en politisk organisation, men blot et »forum«, taler enhver kun på sine egne vegne.
Interesserede præster, teologer eller andre, der ønsker at tilmelde sig, kan henvende sig til initiativtageren:
Sognepræst Bent Christensen, Karlslundevej 12, Døllefjelde, 4990 Sakskøbing.
Vibeke Ahle, sognepræst, Ishøj. - Asbjørn B. Christensen, BA & stud. mag., Solrød Strand. - Bent Christensen, sognepræst, Døllefjelde. - Olav Fog, pastor emeritus, Tebstrup. - Frede A.Hansen, pastor emeritus, Bogense. - Søren Peter Hansen, sognepræst, Feldballe. - Bent Honoré, sognepræst, Værløse. - Leif Aage Jensen, sognepræst, Aarby. - Erik Kjelgaard, lærer, Fuglse. - Søren Krarup, sognepræst, Seem. - Erik Langkjer, sognepræst, Harte. - Simon Høgsbro Larsen, stud. theol., Århus. - Carsten Møller-Christensen, sognepræst, Allinge. - Claus Thomas Nielsen, sognepræst, Stavning. - Ricardt Riis, sognepræst, Horsens. - Rolf Slot-Henriksen, sognepræst, Bredballe. - Poul Ulsdal, pastor emeritus, Esbjerg. - Lars Christian Vangslev, cand. theol., Kirke Såby. - Peter Østerby-Jørgensen, sognepræst, Galtrup.
____________
NOTE
I forskellige medier er højere medlemstal blevet nævnt, og disse tal har også været korrekte, for så vidt angår det samlede antal personer, der har tilmeldt sig netværket. Men de 19, der står som underskrivere af denne erklæring, er de personer, som ikke alene har ønsket at være med i netværket som sådant, men også har ønsket at træde offentligt frem på denne måde. Bag dette »første geled« står flere andre geledder. Nogle er med i det interne netværk. Andre er blot i kontakt. Desuden er Forum for Kritisk Indvandringsdebat i kontakt med andre grupper, der arbejder med tilsvarende problemkredse. – Denne note er indsat af BENT CHRISTENSEN i forbindelse med indsendelsen af erklæringen til Præsteforeningens Blad.
* * *
FORUMS EKSISTENSBERETTIGELSE ER BEKRÆFTET
[Særtryk af svar-indlæg i Dansk Kirketidende nr. 19/2001, 27.09.01]
Det er i den meget alvorlige situation efter terrorangrebet mod USA den 11. september, jeg nu skal prøve at svare på de ting, der har været skrevet her i bladet i anledning af mit indlæg i nr. 15: »En farlig fremtid som ‘oprindeligt folk’?« og i anledning af, at »Forum for Kritisk Indvandringsdebat« den 31. august trådte frem for offentligheden. Det drejer sig om indlæg af Kirsten Arup i nr.17 og af Niels Henrik Arendt og Gudmund Rask Pedersen i nr. 18. Men da disse er skrevet før den 11. september, vil jeg bestræbe mig på at nøjes med at svare direkte på, hvad der står i dem.
Indledningsvis vil jeg dog konstatere, at den nye alvor ikke kan undgå at lægge et øget pres på de mennesker, der indtil nu har været fortalere for indvandring og tolerance. Det var fx frygteligt i TV 2 Nyhederne den 15. september at høre en britisk terrorismeekspert anklage de danske politikere for, i deres blødsødenhed at have gjort Danmark til et bekvemt tilholdssted for terrororganisationer. Det er ikke kun globalt, men også nationalt, vi nu må sige: Hvis I ikke er med os, er I imod os! Og det samme gælder mht. det danske folks og det danske samfunds fremtid. Her må man sige til alle politikere, debattører og andre ansvarlige, at engang vil man spørge dem: Hvilken side stod I på i nationens skæbnestund?
Rod og lusk
Men hvad nu ovennævnte tre indlæg angår, så skal min første bemærkning være, at de alle tre meget tydeligt viser, hvad vort »Forum for Kritisk Indvandringsdebat« skal gøre godt for, nemlig at få klaret begreberne og ledet det, der siges, hen på det, sagen drejer sig om.
Når vi har mistillid til vore modstanderes motiver, skyldes det ikke mindst, at de nærmest konsekvent blander kategorierne sammen. For når man gør sådan, er der nok noget lusket ved det. Et meget tydeligt og almindeligt eksempel er den måde, man siger »flygtninge-indvandrere« på. Hvad mener man?
Og så kan det ikke nytte noget, at Niels Henrik Arendt bliver fornærmet over, at vi vil kortlægge og analysere vore modstanderes motiver. Vi er jo nødt til at skulle have afsløret deres rod og lusk. Men jeg må da indrømme, at det også er af nysgerrighed. Jeg fatter simpelt hen ikke, at ellers velbegavede og hæderlige mennesker kan føre en så rodet og uærlig tale. Og hvor får de energien fra? Hvad er motivet bag det forhold, at indvandringen nærmest er det helligste af alt?
Kirsten Arup gør sig skyldig i den helt store sammenrodning, når hun forsvarer den hidtil førte indvandringspolitik ved at henvise til den gradvise opløsning af nationalstaterne og blanding af folkeslagene, til ægteskaber mellem danskere og udlændinge, til kulturlivets internationalisering, til almindelig udveksling af arbejdskraft - samt til »hele EU-projektet«! For det første er der vel heller ikke i disse forhold uden videre tale om processer, der efter en ubønhørlig lovmæssighed kun kan forløbe på een måde. Og for det andet kan man jo ikke slutte fra fx kulturlivets almindelige internationalisering til, at så gør det ikke noget, at en tredjedel af befolkningen i Danmark om hundrede år vil have en anden etnisk baggrund end dansk. Eller fra videreudviklingen af Den Europæiske Union til, at så gør det ikke noget, at Unionen får en meget stor befolkningsdel, der ikke er europæere.
Bispetale
Niels Henrik Arendt bruger i sit afsnit om »Minus-ordene« ikke lige ordet »tonen«, men han taler dog som en rigtig biskop. Han er meget utilfreds med, at det nu er blevet »korrekt og mondænt at gøre op med politisk korrekthed«. Men hans egentlige ubehag skyldes nok, at han fornemmer, vinden er ved at vende. For »politisk korrekt« er ikke bare sådan et skældsord. Det er en kort og præcis måde at udtrykke på, at her har vi at gøre med en person, der taler uden hensyn til virkeligheden, men udelukkende med hensyn til, hvordan det, han siger, lyder. Men jeg kan godt røbe, at vi i vort forum også arbejder mere analytisk med fænomenet »den italesatte virkelighed«.
Niels Henrik Arendt kan heller ikke lide, at »humanisme« nu bliver brugt som et skældsord. Han prøver at kalde selveste Grundtvig til hjælp. Men det nytter jo ikke. De humanister, vi taler nedsættende om, svarer nøje til de kosmopolitter, der var Grundtvigs fjender dengang.
I afsnittet om den fri debat og kritik bliver Niels Henrik Arendt stærkt tvetydig: »Der er virkelig brug for en ordentlig og fri folkelig diskussion om, hvorledes den danske virkelighed forandres i disse år«! Denne sætning kan jeg kun læse på den måde, at nu forandres virkeligheden altså – og så kan folket få lov at stå ude på sidelinien og kommentere det, der sker. Men jeg kan da håbe, jeg tager fejl, så meningen er, at folket skal bestemme, på hvilken måde og i hvilken retning virkeligheden her i landet skal udvikle sig.
Det samme gælder, hvad Niels Henrik Arendt herefter remser op om tabuer, mangel på reelle informationer og kendsgerninger på bordet, fx de reelle demografiske forhold. Det lyder umiddelbart ganske tilforladeligt, men de følgende bemærkninger peger i en anden retning. Og der er jo faktisk kommet demografiske tal og prognoser på bordet – som viser, at den danske befolkning er under udskiftning i et stadigt stigende tempo.
Igen kan jeg ikke lade være at spørge om motivet. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad der kan drive en biskop i den danske kirke til at skrive sådan noget. Men jeg vil samtidig stille det spørgsmål, om det virkelig er alle biskopperne, der er sådan, eller om der dog ikke snart vil være een eller er par stykker, der bryder ud.
Gudmund Rask Pedersens redegørelse for, hvad Kjeld Holm har ment med sin tale om sammenhængen mellem pdes. det sandt menneskelige og pdas. integration og opgør med identitetstvangen, bekræfter kun, at dette sted i Årsberetningen for Nævnet for Etnisk Ligestilling har skullet fremhæve indvandringens og integrationens lyksaligheder. Store ord i en dårlig sags tjeneste.
Den farlige fremtid
Både Gudmund Rask Pedersen og Kirsten Arup hænger sig i, at jeg taler om en farlig fremtid. Men jeg har faktisk tænkt mine tanker til ende mht. de konsekvenser, en fortsættelse af den hidtidige indvandringspolitik vil kunne få. Jeg ved derfor også udmærket godt, hvad jeg sigter til, når jeg taler om, at opbygningen af en subkultur vil kræve »en enorm selvdisciplin i vore egne rækker« - samt jo både vilje og evne hos et eventuelt humanistisk-muslimsk flertal til at lade menneskerettighederne gælde også for os. Og jeg kan forsikre Kirsten Arup om, at det ikke kan løbe mere koldt ned ad ryggen på hende, end det gør på mig. Det er derfor, vi må have stoppet masseindvandringen nu.
Og inden Niels Henrik Arendt begynder at hidse sig op over min brug af dobbeltskældsordet »humanistisk-muslimsk«, skal han tænke på, at denne konstellation jo allerede er virkelighed i Danmark, nemlig i regeringspartiet Det Radikale Venstre.
Kirsten Arup synes at kæde modstanden mod en fortsat masseindvandring sammen med en slags drøm om, at alt skulle blive ved at være som for 30 år siden, hvilket jo ikke er det første forsøg på at nedgøre os modstandere ved at karakterisere os som nogle tilbagestående Morten Korch-danskere. Men det passer ikke. Jeg er udmærket klar over, at selv hvis det skulle blive nødvendigt for mig og mine ligesindede at »gå i subkultur«, vil isolation og stagnation være døden for os. Kirsten Arup siger, at hun er forholdsvis ny læser af Dansk Kirketidende. Hvis hun havde været med gennem de sidste femten år, ville hun have set, at jeg her i disse spalter har ført mig frem som en af de allermest internationalt og økumenisk orienterede i vor kreds. Og sådan agter jeg at blive ved med at være. Ligesom jeg også agter at være fuldt til stede i min tid – med et vågent og åbent blik ind i fremtiden.
* * *
Erklæring
Umiddelbart før prædikenen på 7. søndag efter trinitatis, den 29. juli 2001, oplæste undertegnede redaktør og sognepræst følgende erklæring – som altså hermed også fremsættes over for alle Kirkebladets læsere, dvs. for hele pastorats-menigheden:
»I anledning af, at jeg på det sidste har ført mig meget kraftigt frem i den fremmedpolitiske debat, har jeg i en orientering til de tre menighedsrådsformænd fremsat en erklæring, som jeg nu også vil fremsætte over for jer, som er forsamlet til gudstjeneste her i dag:
Ingen kan beskylde mig for at have en dårlig forståelse af kirkens og menighedens væsen og af sognepræsteembedets stilling i den. Jeg er også helt klar over, at fremmedpolitikken er et højspændt område, hvor meningerne er stærkt delte, både i befolkningen og i folkekirkemenigheden. Derfor er jeg overbevist om, at I vil have fuld tillid til, at jeg – med de synspunkter, jeg nu er stået frem med – fortsat vil se det som min selvfølgelige opgave at være kristen præst i den lokale kristne menighed – for ALLE dens medlemmer. Det er i hvert fald ikke mig, der frakender folk kristennavnet, fordi de mener noget andet end jeg selv. Jeg vil gøre alt for at holde den strid, jeg nu er involveret i, ude fra gudstjenesterne, kirkebladet og i det hele taget min embedsvirksomhed som sognepræst her i pastoratet. - Enhver må høre Evangeliets tiltale, og så på eget ansvar gå ud og handle derefter i såvel sin daglige som sin politiske praksis«.
Præciserende tilføjelse:
Når jeg siger, at jeg vil »holde den strid, jeg nu er involveret i, ude fra gudstjenesterne« osv., så betyder det først og fremmest, at man trygt skal kunne gå i kirke her i pastoratet uden at skulle frygte at blive udsat for en fremmedpolitisk brandtale, og at man heller ikke skal frygte, at se den slags i Kirkebladet, ligesom man også trygt vil kunne henvende sig til mig i alle anliggender, lige fra ny dåbsattest til den mest alvorlige sjælesorg, selv om man er vildt uenig med mig på det fremmedpolitiske område.
Ligeledes betyder det, at jeg vil være ekstra forsigtig, når fx søndagens evangelium peger i retning af denne problematik, hvad det jo tit gør. Men det er gået op for mig, at det jo også ville være forkert, hvis jeg så bare gik udenom. Navnlig fordi den udvikling vi er inde i, under alle omstændigheder vil komme til at få stor indflydelse på vor fremtid som evangelisk-luthersk kirke i Danmark. Og det er i hvert fald noget helt andet end bare fremmedpolitik. Hvortil kommer, at alle i den danske kirke af den nuværende situation bliver tvunget til at forstå kristendommen i forhold til islam på en helt anden måde, end det var tilfældet før.
Det bliver altså ikke så let. Men det, jeg lover, er, at jeg vil gøre mit yderste for, at den virkelig store og voldsomme debat, den vil blive ført ude i »det store offentlige debat-rum« og ikke inde i selve pastoratets sammenhæng, ligesom jeg også vil gøre mit yderste for at optræde som præst på en sådan måde, at ALLE i menigheden vil kunne være trygge derved – også selv om jeg i prædikenerne vil kunne blive nødt til at komme ind på nogle ting og tale om dem på en måde, ikke alle vil være enige i. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at »prædike sterilt«! Men det afgørende er, at vi ALLE lader os være under selve Evangeliets tiltale.
* * *
Efter den oprindelige indkaldelse 29.06.01 til dannelse af et »Forum for Kritisk Indvandringsdebat« fulgte flere indlæg, bl.a. nedenstående i Dansk Kirketidende:
[Særtryk af manuskript til artikel i Dansk Kirketidende nr. 15/2001, 03.08.01]
[Nedenstående undertitel eller »manchet« var ikke med i bladet, ligesom de fleste kursiveringer også var fjernet.]
I den fremmedpolitiske strid er det mere end bare
politisk korrekthed, humanisme og »godhed«, vi er oppe imod. Der er tale om en
stor globaliserings-utopi, som kræver udryddelse af den folkelige og nationale
identitet for at kunne blive realiseret. Men selv i værste fald må de af os,
der ønsker det, prøve at leve videre på vore egne præmisser.
Forum for kritisk indvandringsdebat
I Præsteforeningens Blad nr. 2001/26, den 29. juni 2001, indkaldte jeg til et »Forum for kritisk indvandringsdebat«. Og til min egen store overraskelse har dette initiativ fået en ret omfattende medie-dækning.
Der er også allerede kommet mange henvendelser til vort forum. Men det skal understreges, at der altså primært er tale om en slags tænketank for præster og teologer, der forholder sig kritisk til den hidtil førte fremmedpolitik og til de hidtil herskende meninger på området. Herudover vil et vist antal personer med anden ekspertise og/eller erfaring kunne indgå i det tværfaglige arbejde. Der er ikke tale om en politisk organisation eller bevægelse. Men hvis nogle af Dansk Kirketidendes læsere mener at have noget at bidrage med, indbydes også de hermed. Jeg kan bare ikke love, at alle, der henvender sig, uden videre vil komme til at stå under den erklæring, hvormed vi snarest muligt vil tilkendegive, at dette forum er en realitet. Men skriv eller (helst) mail til mig. Adresserne står efter artiklen.
I den oprindelige indkaldelse talte jeg om to hovedfronter:
1. Fronten mod den misforståelse, at det skulle være
særlig kristeligt – eller måske ligefrem den eneste mulighed for kristne - at
gå ind for en masseindvandring til Danmark og de andre EU-lande af muslimer og
andre med anden kultur og religion.
2. Fronten mod det humanistiske, politisk korrekte meningstyranni.
Jeg nævnte desuden konfrontationen med den i bund og grund totalitære religion islam. Men ud over den teologiske opgave, der ligger i denne konfrontation, vil vi arbejde med spørgsmålet om social og global solidaritet i lyset af det kristne næstekærlighedsbud og med henblik på såvel den nationale som den globale virkelighed. Og vi vil beskæftige os med konflikten mellem »det multikulturelle projekt« og den folkelig-nationale identitet (nærmere nedenfor), ligesom vi vil se på forholdet mellem den universelle Kirke og den lokale afdeling deraf. Et afgørende spørgsmål er her: Hvad ligger der – og ligger der ikke! – i det grundtvigske begreb »folke-menighed«?
Men af helt særlig aktuel interesse vil det være at få kortlagt og analyseret hele det nok meget omfattende kompleks af faktorer og motiver, vi er oppe imod. Vi har foreløbig denne liste: »Godheds-besathed«, det være sig på kristent eller på ikke-kristent (humanistisk) grundlag. – Almindelig politisk korrekthed eller pænhed. - »Besværgelse«, dvs. det forhold, at man inderst inde godt ved, man er inde i en blindgyde, fordi det multietniske projekt meget vel kan mislykkes, men at man ikke véd sine levende råd og derfor hæver røsten. – Hensynet til omverdenen, dvs. EU, Europarådet og FN, med alle konventionerne osv. – Hensynet til det også mere og mere globaliserede erhvervsliv, hvor man gerne vil fremme sine interesser under dække af pæne »humanistiske« ord. – En pubertetsagtig modvilje mod al dansk og vestlig kultur, tradition og autoritet. - En gammel-socialistisk drøm om det nye samfund og det nye menneske. - En postmodernistisk globalistisk drøm eller utopi om den totale frihed og de ubegrænsede muligheder i den nye grænseløse verden. Og både den gamle og den nye drøm eller utopi forudsætter jo, at den gamle identitet forsvinder – hvad indvandringen og det deraf følgende krav om et multikulturelt samfund hjælper godt med til.
Hvis vi vil undgå »engelske tilstande« med kampe i gaderne, bliver vi nødt til at begrænse indvandringen drastisk. De politisk korrekte besværgelsers tid er forbi. Og det er jo ikke min og mine ligesindedes skyld, at der nu er gået to årtier uden nogen seriøs debat om denne dybt alvorlige problematik.
I den forbindelse har jeg tilladt mig at bruge Pia Kjærsgaards billede om, at man først må have lukket for vandhanen, inden man går i gang med at tørre op på gulvet. Dette billede har nogle følt sig stødt af. Men det er, fordi de ikke forstår den ene pointe, der er i det, nemlig at det ikke kan nytte at blive ved tale om integration, så længe indvandringen foregår så hurtigt, at integrationen ikke kan holde trit.
Jeg vil i denne forbindelse også godt sige om Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, at der endnu ikke er nogen, der har kunnet dokumentere, at der skulle være noget som helst »urent« eller »sort« ved dem. Jeg har tværtimod altid sagt, at man snarere skulle være taknemmelig for, at det er et sådant parti, der er »det yderste højre«.
Der er mange gode danskere – i alle samfundslag - der gennem de to sidste årtier har opsparet stor harme og vrede over den førte fremmedpolitik og over den måde, der er blevet talt til befolkningen på. Men i de henvendelser, jeg har fået her i disse uger, har der også været mange udtryk for frygt for at træde offentligt frem med sin mening. Det er uhyggeligt, som den politiske korrektheds meningstyranni har sat sit præg på livet her i landet – i DANMARK! I nogle tilfælde er man ligefrem bange for fysisk eller i hvert fald psykisk chikane. I andre tilfælde er man bange for problemer i sit professionelle liv. Men navnlig er der tale om en frygt for dårligt omdømme.
I stedet for disse forsøg på at tyrannisere den almindelige befolkning skulle man hellere rette sin bekymring mod de kræfter, der virkelig er sorte! For jeg er desværre også blevet klar over, at der faktisk findes et virkeligt yderste højre her i landet. Hvormed jeg altså ikke mener noget, der bare sådan »kvantitativt« ligger et par centimeter længere ude på den nemme højre-venstre-lineal, men noget, der kvalitativt befinder sig et helt andet sted! Det drejer sig forhåbentlig kun om et ganske lille antal syge mennesker. Men her går en helt anden slags front! I en lille tekst, hvori jeg foreløbig forklarer, hvad vort forum er – og ikke er – har jeg fundet det fornødent at slutte med en erklæring om, at vi altså IKKE ønsker nogen som helst forbindelse med højreekstremistiske kredse eller enkeltpersoner. De er for os værre end islam! Ja, jeg opfordrer enhver, der måtte være derude eller på vej derud, til at omvende sig og gå ind i den almindelige demokratiske proces. Hvis det er den europæiske civilisation, man ønsker at forsvare, er dette den eneste vej.
Nogle højskolefolk har spillet ud med et forslag om, at netop folkehøjskolen kunne have en vigtig rolle at spille i forbindelse med integrationen af indvandrerne. Dette udspil synes jeg er interessant. Men jeg gentager, at jeg for mit vedkommende ikke ønsker at gå meget ind i den side af sagen, før der dels er kommet styr på indvandringen, dels er kommet et andet klima mellem parterne internt i den danske debat. Ellers vil jeg hellere bruge mine kræfter på at »gå i subkultur« for at redde, hvad reddes kan. Men det er jo ikke engang noget, man bare sådan uden videre kan gøre.
Siden afsendelsen af min »indkaldelse« har jeg læst tidligere Odense-domprovst Poul E. Andersens artikel i Præsteforeningens Blad 2001/24: »En globaliseret folkekirke?«. Og den har givet mig en afgørende øje-åbning. For i alt mit raseri over de toneangivendes måde at føre sig frem på har jeg undret mig over, hvor de dog fik deres energi fra. Så kom imidlertid Poul E. Andersens artikel. Alt, hvad jeg refererer og citerer, er fra side 546 i det anførte nummer.
Det indledende afsnit har overskriften »Globaliseringen som udviklingsoptimisme«, og her peger Poul E. Andersen bl.a. på, at globaliseringsbølgen »understøttes stærkt af forskellige former for ideologisk tænkning«, idet globaliseringen ikke alene forårsages af nærmest utæmmelige verdensomspændende økonomiske kræfter, men også har kulturelle fornyelsesperspektiver, som »for længst [er] lyst i kuld og køn især af kulturradikale kræfter«.
Og videre peger Poul E. Andersen på, hvordan globaliseringen af mange opfattes som »et optimistisk nybrud, der vender op og ned på traditionsbundne politiske, kulturelle og sociale vilkår«. Her »begynder kampen om at erobre fremtiden og at møde en ny verden, hvor de grænser, som tid og rum har sat for udvidelsen af den menneskelige eksistens, rykkes betydeligt«. »Nye værdier skabes, som langt opvejer de kulturtab, som nødvendigvis [kursiveret her] må følge«.
Poul E. Andersen refererer den stærkt globaliseringsfascinerede peruvianske forfatter og politiker Maria Varga Llosa, som mener, at »ideen om en befolkningsgruppes identitet er en ideologisk og kollektivistisk udvanding, mens sand identitet snarere udspringer af menneskers evne til i stedet at modarbejde disse påvirkninger og bekæmpe dem. Globaliseringen giver alle folk på jorden mulighed for at skabe deres egne frivillige handlinger i overensstemmelse med deres inderste ønsker og motiver«.
Og noten hertil skal være det sidste, jeg citerer her – helt i kursiv - for her har vi et tilsvarende hjemligt eksempel på, hvad det er vi er oppe imod. I denne note citerer Poul E. Andersen nemlig biskop Kjeld Holm, som i sin årsberetning for Nævnet for etnisk Ligestilling 1998 har betegnet det som en eksistentiel erfaring, »at det sandt menneskelige hænger sammen med en vilje og evne til integration, hænger sammen med et bestandigt opgør med identitetstvangen«.
Her har vi forklaringen på, at det ikke bare er »godhed« og »humanisme«, der gør indvandringen og multietniciteten til noget af det allerhelligste hos de toneangivende. Det egentlige mål er udryddelsen af den folkelige, nationale og kulturelle identitet, fordi den er en hindring for realiseringen af globaliseringsdrømmen!
Jeg kan i denne forbindelse også henvise til Hans Kornø Rasmussens bog »Dem og os«, hvor der på s. 122ff rystende klart gøres rede for dette forhold. Det er det yderste offer, der vil blive krævet af os, hvis indvandringen ikke bliver stærkt reduceret. Og hvis det multietniske projekt mislykkes, vil offeret oven i købet være forgæves.
Udfoldelse på vore egne præmisser
På denne baggrund er det altså ikke engang en ufarlig fornærmethedsreaktion, når jeg siger, at hvis humanisterne og muslimerne får magten i samfundet, så vil jeg og mine ligesindede bare »gå i subkultur« - idet vi håber på, at menneskerettighederne stadig vil gælde og kunne beskytte os som kulturel minoritet og oprindeligt folk. For den blotte eksistens af fx een million danskere, der organiserer sig i kulturelle foreninger og sender deres børn i danske friskoler, vil være en trussel mod det multietniske projekt.
Men hvis der også efter de to-tre næste folketingsvalg fortsat er flertal for en videreførelse af den nuværende indvandringspolitik, vil jeg alligevel anbefale forsøget. Det vil kræve en enorm selvdisciplin i vore egne rækker. Men hvorfor skulle de af os, der ønsker det, ikke have lov til at videreføre vor udvikling på vore egne præmisser?
Og det er lige netop hverken mere eller mindre end dette, jeg har i tankerne! Vi skal ikke lade os presse hverken frem eller tilbage eller til den ene eller den anden side af de forhold, et vælgerflertal – sammen med omverdenen – eventuelt vil påtvinge os. Jeg agter fx at fortsætte såvel mit mellemkirkelige som mit øvrige internationale arbejde på samme måde, som jeg ville have gjort det under normale omstændigheder. Og jeg agter at fortsætte mine forsøg på at foretage en fremtidsorienteret udmøntning af min Grundtvig-inspiration.
* * *
[Svar til sognepræst i Toreby, Lolland - men Falster østre Provsti - på hans kommentar i
Kristeligt Dagblad 12.07.01]
Tak for det åbne brev i KD 12.07.01. Ja, der er i forhold til de ting, du beskriver, virkelig tale om et dilemma. Det er rigtigt, hvad du skriver i dit helt centrale afsnit, at når man med sine egne øjne ser mennesker, som hver især bærer en forfærdelig historie med sig, så er det ikke ubehagelige tal, vi taler om, men menneskeskæbner.
Men vi er jo også nogle, der er nødt til at påtage os ansvaret for at se de barske realiteter i øjnene - i et større perspektiv. Og altså fx forholde os til det tal, som netop er kommet fra Boligministeriets tænketank, at i 2020 vil der være 800.000 mennesker med anden etnisk baggrund i Danmark. Som måske skal indrette sig i egne boligområder, fordi vores kultur ikke passer til dem. Og lad os nu bare se bort fra, at det ikke er sikkert, de alle har en lige forfærdelig historie bag sig. For på en eller anden måde har de det jo alle. Og ellers er der millioner af andre, der har det. Det, der dog kan undre, er, at så mange af disse ulykkelige mennesker er så ivrige efter at indføre den religion og kultur her i Danmark, der har udgjort deres forfærdelige baggrund. Og det er ikke sagt som bare en spydighed. Det er virkelig noget, der undrer mig – så at jeg spørger, om der måske bliver presset på hjemmefra!
Det er ikke tilfældigt, at du peger på det forhold, at selv om vi rigtignok er præster i to nabosogne, så hører vi til i hver sin del af det folkekirkelige landskab. For det er en historisk kendsgerning, at I i jeres del af landskabet altid har set anderledes på kærligheden til folk og fædreland end vi i vores. Og så er jeg endda en stærkt internationalt og økumenisk orienteret ”kætter” i forhold til mine grundtvigianske venner! Jeg har aldrig gået rundt og sagt ”det folkelige” hele tiden. Det var bare noget, der var der, og som jeg levede i og ud fra. Ligesom den danske evangelisk-lutherske folkekirke på en helt selvfølgelig måde måtte stå for mig som ”den danske folkemenighed”, når jeg færdedes ude i de andre lande og kirker.
Her må jeg så også hellere præcisere, at når jeg siger ”folkemenighed”, så tager det intet fra det forhold, at enhver kristen, som opholder sig lovligt i Danmark og ønsker at blive optaget i Folkekirken, og som ikke i sin kristendomsforståelse stiller sig selv uden for, selvfølgelig skal kunne optages i den kirke, som er den lokale del af den universelle Kirke. Jeg henviser til min kronik her i avisen 12.06.01. Og det samme gælder naturligvis de dåbskandidater, du omtaler. Kirkens forhold til sådanne mennesker er noget helt andet end fremmedpolitik. Hvilket imidlertid ikke får de fremmedpolitiske problemer til at forsvinde. Dem må vi stadig forholde os politisk til. Og det er stadig et spørgsmål, hvor hensigtsmæssigt det er at indføre et antal mennesker, som er mange i forhold til Danmarks og det danske folks fremtid, men uendeligt få i forhold til alle de andre, der lever i nød og elendighed.
Det, der er det helt grundlæggende for mig i hele denne forfærdelige situation, det er, at det vil være det yderste offer at bringe, hvis mine børnebørn i deres levetid skal opleve at blive en etnisk minoritet i deres eget land. (800.000 i 2020, siger Boligministeriets tænketank).
Og hvis det så endda kun var selve tallene, for hvis du læser fx en bog som Hans Kornø Rasmussens ”Dem og os”, så vil du på s. 122ff kunne se, at det desværre ikke engang er nok, hvis mine efterkommere gør det, jeg nævner som en mulighed i min kronik, nemlig at ”gå i subkultur”. Det er ikke nok, at vi trækker os tilbage som ”oprindeligt folk” i en slags etnisk-kulturelt reservat med foreninger, friskoler osv. og overlader det store offentlige rum til det humanistisk-muslimske flertal. Nej, vi skal opgive noget af vor egen identitet i den store integrations-smeltedigel. Og dette er altså ikke en skræk-vision, jeg selv har konstrueret. Både du og de andre læsere kan selv slå op. Det er også derfor, en af vore ledende politikere, jeg husker ikke med hundrede procents sikkerhed hvem, har måttet sige, at synet af et kolonihaveområde med flagstænger og dannebrogsflag giver hende kvalme!
Men hvis det yderste offer med sikkerhed ville resultere i det nærmeste, vi på denne side Kristi genkomst kan komme verdens frelse, så var der stadig noget at overveje for os kristne danskere. Og jeg tager ikke let på det spørgsmål. Jeg frygter bare, at vi kan bringe det yderste offer – og så måske endda gøre mere skade end gavn. For de menneskeskæbner, du taler om, de er jo kun en lille brøkdel af alle de skæbner, der IKKE ender i Danmark, og hvad så med dem? Og hvad nu hvis det store multietniske projekt i Danmark heller ikke lykkes? Hvad nu, hvis det alligevel kun er en lille del af det muslimske befolkningselement, der ender i Folkekirken, medens resten, mere eller mindre fjernstyret, i stigende grad vil føre islams magt frem – og danskerne i sidste øjeblik finder ud af, at det vil de ikke finde sig i? Hvad vil vore børne- og oldebørn måske så kunne komme til at deltage i? Eller i hvert fald blive vidne til og ofre for!
Det ER måske en blindgyde, de herskende i Danmark fører os ind i. Der ER måske grund til at standse op og spørge, om der måske ikke var andre og mere hensigtsmæssige måder et udøve vort medmenneskelige solidaritetsansvar på.
Med venlig hilsen
Bent Christensen
Karlslundevej 12, Døllefjelde
4990 Sakskøbing
* * *
[Præsteforeningens Blad 29.06.01]
[Og bemærk, at vel er mit postnummer 4990 Sakskøbing, men jeg bor i Døllefjelde og er sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, hvis tre sogne alle ligger i NYSTED kommune. Og så er det i øvrigt Lolland østre Provsti, Lolland-Falsters Stift]
Meget imod min egen personlige interesse, for så vidt angår tid og arbejdskraft, men i en følelse af pligt, der ikke kun gælder Danmark og det danske folk, men som gælder menings- og ytringsfriheden i hele Europa, ja, i det hele taget hele den vestlige frihedstradition, har jeg set mig nødsaget til at sætte denne »indkaldelse« i vort blad. (Men hvis andre er i gang med noget, kan man jo bare meddele mig det, og så kan vi se, hvordan vi eventuelt kan slå os sammen).
Alene begivenhederne og kommentarerne dertil i weekenden op til mandag 11.06.01, hvor denne tekst blev skrevet, viser, hvor langt ud vi er kommet. Men jeg kan også henvise til hele udviklingen siden Østrig-sagen. Eller til den måde, et af vor forenings højest rangerende medlemmer fortsat prøver at ville styre debatten på!
Der er efter min mening to hovedfronter, enhver klarhovedet præst og teolog må gå i kamp på (men gerne sammen med folk fra andre tilsvarende grupper):
1. Fronten mod den misforståelse, at det skulle være særlig kristeligt – eller måske ligefrem den eneste mulighed for kristne - at gå ind for en masseindvandring til Danmark og de andre EU-lande af muslimer og andre med anden kultur og religion.
2. Fronten mod det humanistiske, politisk korrekte tyranni, som vi vel ikke har set magen til i Europa siden Den Franske Revolutions dage. (For sovjetkommunismen var vel alligevel noget andet?).
Og så har jeg egentlig ikke mere at sige. Enhver som kunne være interesseret i at være med i et sådant forum, vil være klar over, hvad det drejer sig om. Men jeg kan da godt begrunde, hvorfor jeg starter netop her i Præsteforeningens Blad. Det gør jeg nemlig, fordi der pdes. er så megen »godhed« i sagen, at en teologisk klaring er nødvendig, og fordi der pdas. er tale om en konfrontation ikke alene med den i bund og grund totalitære religion islam, men også med en bedrevidende og herskesyg humanistisk ideologi.
Og jeg gider ikke bedyre, at også jeg vil møde fx den enkelte troende muslim med al respekt og taktfuldhed. Ja, jeg skammer mig næsten over at skulle fortælle, at dette netop er, hvad jeg fx opdrager mine konfirmander til. Jeg vil heller ikke fremkomme med nogle af mine gode (grundtvigske!) tanker om fredelig sameksistens mellem forskellige etniske og religiøse grupper i en situation, hvor det ikke kan være anderledes. Vi skal, som Pia Kjærsgaard så uforligneligt har udtrykt det, have lukket for vandhanen først. Eller dog være blevet enige om, hvor meget der skal være lukket op for den - på grundlag af en fri og åben debat.
Organisatorisk forestiller jeg mig, at enkeltpersoner – eller allerede eksisterende grupper – først simpelt hen henvender sig til mig med en erklæring om, at man gerne vil være med på en adresseliste (hverken mere eller mindre). Så kan vi aftale, hvor meget mere der skal til. Men alene det at kunne trække på hinandens ekspertise. Og måske at kunne optræde lidt i fællesskab med den. Send altså et par ord, gerne pr. e-mail, og opgiv adresse, om muligt også e-mail, til:
BENT CHRISTENSEN
Døllefjelde-Musse-Herritslev
Karlslundevej 12
4990 Sakskøbing.
* * *
Det er ikke bare »de
fremmede« og os. Vi er selv delt op i to slags, nemlig på den ene side
»humanisterne« med deres »værdier« og på den anden side os »folkelige
pragmatikere«, der har den nationale eller folkelige identitet som en umistelig
del af det at være menneske, og som kan pege på andre måder at udøve godhed på
- godhed i virkeligheden.
[Kristeligt Dagblads kronik 12.06.01]
Dette indlæg i den fremmedpolitiske debat må begynde med en bekendelse: Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger, ja, jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre mennesker i sit billede, så vi ligner ham. Videre regner jeg enhver, som er døbt og tror på Gud gennem Jesus Kristus, for min kristne søster eller broder, uanset nationalitet, kultur og race. Jeg har i mit pastorat med glæde konfirmeret en romersk-katolsk døbt og opdraget vestafrikansk negerdreng og dermed optaget ham i Den danske Folkekirke. Og jeg har tilsvarende døbt thailandsk-danske børn, det ene med en romersk-katolsk vietnameser som gudfar. For sådan er det - i Den kristne Kirke. Her er ikke noget at diskutere. Desuden ved jeg mig i grundlæggende forstand ubetinget under tiltale af det dobbelte kærlighedsbud og »den gyldne regel«, ligesom jeg er mig fuldt bevidst, at det ligger i sagens natur, at den kærlighed fra Gud, som jeg modtager, må strømme videre ud over kanten af min nådes skål og ud til mine medmennesker. Og jeg forstår ikke kun mine pligter over for mit medmenneske som noget med at hjælpe naboen og gnide min syge moster med en ulden klud. Nej, som borger i det rige og stærke Danmark, og dermed i det rige og stærke EU vedkender jeg mig også et globalt ansvar.
Men samtidig må jeg jo for det første indrømme, at det er så som så med den måde, jeg lever op til alt dette på. Spørg bare min nabo eller min syge moster! Jeg må derfor også bekende mine undladelsessynder og bede om tilgivelse for dem, hvorved jeg så dog i det mindste undgår at skulle spilde kræfter på at konstruere kompromis-modeller og bortforklaringer for at retfærdiggøre mig selv, og i stedet kan bruge alle kræfterne på det, jeg trods alt får GJORT - og ikke bare sagt!
Og for det andet lever jeg jo også i nogle større, politiske, sammenhænge, hvor det er nødvendigt at forholde sig til, hvordan tingene kan gøres i praksis, i virkeligheden, og hvor de beslutninger, der træffes, også forpligter og bebyrder mine medborgere.
Hvad fremmedpolitikken angår, betyder det, at der fx ikke kun kan drages den ene konklusion af alle de store ord i min indledende bekendelse, at så skal Danmarks og EU’s grænser være åbne for alle, fx for alle verdens fattige. Tværtimod er lige netop denne konklusion selvfølgelig helt udelukket! Det vil være fuldstændig vanvittigt at sætte EU-landenes fremtid på spil gennem en voldsom tilstrømning af fattigdomsflygtninge. Hvis Europa belastes så meget, at den bestående samfundsorden bryder sammen, vil vi ikke længere kunne hjælpe resten af verden. Og at lade bare nogle få procent af de fattige komme hertil, vil være uretfærdigt over for alle dem, der ikke har mulighed for at bevæge sig til Europa, ligesom det vil være en dårlig udnyttelse af ressourcerne. Mehmet Ümit Necef bragte i Weekendavisen 2.-8. marts 2001 et lille regnestykke, hvis facit var, at man ville kunne drive et hospital i en palæstinensisk flygtningelejr et helt år for de penge, det om året koster at have 4 - fire! - flygtninge i Danmark.
Skal fremmede da så slet ikke kunne komme til Danmark og de øvrige EU-lande? - Ja, sådan har man typisk spurgt. Sådan har debatten - eller manglen på samme - kørt: Enten stiller du slet ingen spørgsmål til flygtninge- og indvandringspolitikken, eller også er du en racist og fremmedhader, som ønsker et etnisk rent Danmark med lutter lyshårede og blåøjede indbyggere. Vore toneangivende »humanister« vil ikke indrømme, at der faktisk er mange alternativer til de to yderpunkter enten åbne grænser eller total forskansning. Og de forstår ikke, at der er mange danskere, for hvem selve den nationale eller folkelige identitet er en umistelig del af det at være menneske. De forstår ikke, hvorfor selv 100.000 kristne, der pludselig slog sig ned i Danmark, kunne være et problem, hvis de kom fra en helt fremmed kultur. Især hvis der ikke var en klar grund til, at lige netop de skulle slå sig ned lige netop her. Og de forstår heller ikke, at der altså må skelnes mellem, hvad vi gennem tiderne, stort set til glæde for alle parter, har modtaget af jøder, huguenotter, kartoffeltyskere, roepolakker osv., og så den helt anderledes store indvandring, der i dag er tale om, af for størstedelens vedkommende ikke-kristne ikke-europæere.
Der tales meget om tonen i den fremmedpolitiske debat. Men man skal huske på, at når vi er nogle, der nu er begyndt at hæve røsten, så er det måske ikke først og fremmest et udtryk for »had« til de etnisk fremmede. Nej, hvis jeg endelig skulle tale om at »hade« nogen, så skulle det gælde vore egne »humanister«, dem, der i deres inderlige selvgodhed og høje ophøjethed taler groft nedsættende om os andre og intet middel skyer for at tryne og banke og manipulere os på plads. Den kamp, der finder sted i disse år, er i høj grad også en kamp mellem forskellige livsanskuelser og livsholdninger blandt de etniske danskere og etniske europæere. EU-overvågningscentrets og Europarådets rapporter om Danmark betragter jeg som direkte krigserklæringer!
Den import af højtkvalificeret arbejdskraft, man nu er begyndt at tale om, er noget helt tredje igen - som rejser helt nye etiske spørgsmål. Skal vi berøve de fattige lande deres allerbedste arbejdskraft? Hvor modargumentet så desværre kan være, at de pågældendes ekspertise bare vil gå til spilde, hvis de ikke kommer til Vesten. Tænk bare på fx stakkels Rusland.
Men befolkningerne i EU skal nok blive banket på plads mht. importen af arbejdskraft. Erhvervslivets interesser og den enkeltes grådighed vil komme til at gå fint sammen. Og næsten ingen spørger, hvad det er for en kultur vi selv har udviklet, når vi ikke længere ønsker at reproducere os selv. Hvis denne udvikling fortsætter, nedlægger vi os selv som etnisk gruppe i genetisk forstand. Kulturen er imidlertid vigtigere end generne, så jo mindre vi reproducerer os selv genetisk, jo større interesse har vi på langt sigt i en god immigrations- og integrationspolitik, som kan sikre, at den europæiske kultur, vi kender nu, på en rimelig måde og i en rimelig grad kommer med ind i fremtiden, både her i området og globalt. Selv vil jeg måske »gå i subkultur« for at redde, hvad reddes kan - idet jeg må håbe på, at der også til mine tipoldebørns tid og videre frem vil kunne håndhæves menneskerettigheder for kulturelle mindretal og »oprindelige folk«.
På langt sigt bør det blive sådan, at enhver på hele kloden vil kunne søge sig et arbejde et hvilket som helst andet sted på kloden - og vil kunne få det, hvis den pågældende arbejdsgiver vil ansætte ham. Men herfra kan man ikke slutte til, at så kan man lige så godt starte en masseindvandring med det samme. For os »kulturkonservative« pragmatikere spiller selve tempoet og selve måden - samt begrundelsen og definitionerne - en afgørende rolle.
De fattige må hjælpes ude, hvor de er. Men det store spørgsmål er hvordan. For enhver kan se, at det, der har været gjort indtil nu, ikke har afhjulpet problemerne.
Der kan her være grund til at minde om, at kristendommen ikke kun handler om, at vi populært sagt skal »være gode«. Kristendommen handler også om, at det sådan set ikke nytter noget! Verden ligger i det onde, og der bliver ikke noget nyt Paradis før efter Kristi genkomst. Arbejdet med at holde elendigheden stangen og sikre livets udfoldelse er et Sisyfos-arbejde. Det er en mere eller mindre uløselig opgave, vi står over for, når vi skal hjælpe den - trods al hidtidig bistands- og udviklingshjælp - hastigt voksende mænge af fattige i verden. Men vi må blive ved med at prøve. For hver eneste gang, der reddes liv og fremmes livskvalitet, har det alligevel nyttet noget.
Og så bliver alfa og omega FØDSELSKONTROL. Hvilket igen fører os over i teologien. Hvis man ellers kan kalde Den romersk-katolske Kirkes holdning til familieplanlægning for teologi! Det allerførste, vi må gøre, er at lægge et hidtil uset pres på Den romersk-katolske Kirke for at få den til at gå fra sin fuldstændig uansvarlige holdning på dette område, få den til at indse, hvilket frygteligt ansvar den pådrager sig for ufattelige mængder af lidelse og menneskelig fornedrelse, også allerede nu. Men navnlig gælder det om at lægge pres på alle de politikere og andre, der tager hensyn til, hvad Den romersk-katolske Kirke siger. Ligesom der i det hele taget må lægges pres på alle, der kan gøre noget for at begrænse de for høje fødselstal rundt omkring i verden.
Der er i de sidste halvtreds år talt meget om menneskerettigheder. Men som bl.a. flere filosoffer påpeger, er det nu på tide at begynde at tale om menneske-PLIGTER. Udelukkende at tale om rettigheder er i det lange løb helt uholdbart. Og Menneskepligternes artikel 1 må skulle lyde: »Ingen må sætte børn i verden, de ikke har mulighed for, selv at forsørge«.
Og i det hele taget må der bygges på selvansvarlighedsprincippet. Vi skal ikke ødelægge verden eller forskertse mulighederne ved at udøve en »snillisme« på verdensplan, på samme måde, som vi i fx det danske samfund har ødelagt mange menneskeliv gennem en »snillistisk« socialpolitik. - »Snillisme« er et norsk ord for netop dette forhold. På dansk ville man tilsvarende kunne sige fx »omsorgisme« - men ville så ikke få den norske nuance »let, magelig« med!
Også på andre områder end familieplanlægningens skal der tales med store bogstaver. Det nytter ikke noget, at vi i en tolerance, der i virkeligheden bare er åndelig dovenskab, bliver ved med at plapre vort »alle kulturer og religioner er lige gode«. For det er de jo så helt åbenbart ikke. Hvis man vil ud af fattigdommen, må man enten tilegne sig de relevante træk af den vestlige kultur eller evt. prøve at finde eller udvikle andre træk, som kan hjælpe en ud af elendigheden.
Vi må håbe, at det kan lykkes at vende udviklingen. Men vi kan også frygte det værste. Det eneste, vi under alle omstændigheder skal undgå - for faktisk enhver pris, selv om perspektiverne er rædselsfulde - er, at Europa går til grunde.
* * *
Hvis de internationale
organisationer tvinger os til at tage imod fremmede mod vor vilje, er der i
realiteten tale om krig, invasion og besættelse, og så må vi, der ønsker at
videreføre de danske traditioner, »gå i subkultur« og håbe på, at
Menneskerettighederne også vil være der for vore efterkommere.
[Utrykt kommentar, skrevet 26.05.01]
Hvis nogen for 25 år siden havde sagt til mig , at jeg i 2001 ville komme til at sidde og skrive et indlæg som dette, ville jeg hovedrystende have afvist vedkommende. Jeg ville simpelt hen ikke have haft fantasi til at forestille mig en situation, hvor jeg skulle komme til at stå i en frontstilling, hvor fjenden var FN, Menneskerettighederne, Europarådet og EU. Og hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg da godt sige, at jeg også selv håber, der er tale om et provokerende indlæg, der skyder over målet! Men det vil jo vise sig. Tænk på, hvordan det først hed sig, at de par tusind flygtninge da umuligt kunne have nogen indflydelse på livet i Danmark, men hvordan det nu præsenteres som en kendsgerning, at Danmark ER et multietnisk samfund!
Hvad FN angår, var jeg meget tidligt klar over, at jeg på et eller andet tidspunkt måtte give et halvt år af mit liv til deltagelse i en fredsbevarende operation. Det endte med at blive som feltpræst på Cypern i vinteren 1976/77. Og der er ikke meget i mit liv, jeg har været så stolt over, som da jeg fik udleveret min blå baret med FN’s mærke på.
Så er der EU (EF). Her har jeg været tilhænger helt tilbage fra 1972-afstemningen af. Især af sikkerhedspolitiske grunde. Alt, hvad der kunne styrke det frie Vesten over for den sovjetledede kommunistblok, ville jeg være tilhænger af. Og jeg har gennem alle årene også været fortaler for EF/EU og vort medlemskab deraf over for mine fæller i det grundtvigske landskab. Ligesom jeg kirkeligt set har været fortaler for - og udøver af - samlivet mellem de forskellige afdelinger af Den Kristne Kirke.
Og alle disse idealer har jeg for så vidt stadigvæk. Ja, jeg vil fortsætte mit mellemkirkelige og internationale arbejde. Ingen skal komme og beskylde mig for at være en frygtsom Morten Korch-dansker. På et tidspunkt har jeg ligefrem haft drømt om at stille min Grundtvig-ekspertise og mine slaviskkundskaber til rådighed for et arbejde østover i EU’s regi.
Men så kom Østrig-sagen - som højdepunktet i hele udviklingen på det fremmedpolitiske område. Og så skulle jeg i hvert fald ikke arbejde i EU-regi. For det der med, at det ikke var en EU-aktion, kommer man ingen vegne med over for mig. En organisation, der tillader stats- og regeringscheferne i 14 medlemslande at lave sådan et nummer, kan jeg ikke have nogen tillid til. Og når man dertil lægger, hvad Overvågningscentret i Wien har sagt om os i Danmark. Hvortil kommer Europarådets og FN’s rapporter og kommentarer.
For disse organisationer er jo nu blevet fjenden! Det er slemt nok, at et flertal af de danske vælgere stadigvæk stemmer på de indvandringsvenlige partier. Sådan da. For her er der dog måske en ændring på vej. Ellers er det jo også kun os i mindretallet, der har noget at klage over. Men det bliver nu mere og mere klart, at selv om der efter næste valg skulle komme et flertal i Folketinget for en helt anderledes restriktiv fremmedpolitik, ville den blive meget vanskelig, ja, måske ligefrem umulig at gennemføre.
Vi er med andre ord ikke længere herre i eget hus. Og hermed bliver der tale om en slags krigstilstand, hvor indvandringen i realiteten bliver invasion og besættelse - med EU’s, Europarådets og FN’s magt bag sig.
I en sådan tilstand er det ikke nemt at være venlig. Især ikke, når der er tale om import af ikke bare fremmede mennesker, men også af en religion med et klart totalitært grundlag (på paradoksal vis støttet af vor egen totalitære humanisme og menneskerettighedsideologi).
Jeg kan frygte, at der ikke bliver noget at stille op mod hverken vore egne humanister eller de nævnte internationale organisationer. Men så vil jeg prøve at »gå i subkultur«. Hvis humanisterne og de fremmede erobrer det store offentlige rum, må vi andre jo prøve at skabe vore egne rum i form af friskoler, foreninger osv. Jeg har ganske vist ikke den store tillid til, at der på langt sigt vil være nogen, der både kan og vil sikre mine efterkommeres rettigheder som kulturel minoritet. Men det kan meget vel blive vor eneste chance.
* * *
FOR DEMOKRATIETS SKYLD
Efter at have set "Rigets tilstand" i TV 2 tirsdag den 18. januar må jeg sige, at for mig blegner alle nuancer, så længe repræsentanter for de to regeringspartier og en repræsentant for det største oppositionsparti kan være enige om, at de helt overordnede spørgsmål om principper og antal i forbindelse med tilstrømningen af fremmede til Danmark ikke må diskuteres. Lige nu er det dette tabu, der er den største trussel mod demokratiet her i landet. Som stor tilhænger af EU vil det være svært for mig at skulle stemme på Dansk Folkeparti. Men for demokratiets skyld, for den åbne og frie debats skyld kan det blive nødvendigt.
* * *
Fra Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats »Kirkebladet«,
11. årgang nr. 1, januar/februar 1998
[Denne artikel er sat på denne underside 11.09.02, hvor jeg havde arbejdet med Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats hjemmeside, for så vidt angår artikler fra gamle numre af Kirkebladet. Under dette arbejde fandt jeg denne gamle artikel, som jeg altså følte mig foranlediget til at skrive – og ikke havde så alvorlige betænkeligheder ved at skrive, at jeg undlod det. Det var først i sommeren 2001, hvor jeg for alvor kastede mig ud i den politiske kamp, jeg selv pålagde mig den begrænsning, at der i min embedsførelse og i det hele taget i min optræden inden for pastoratets grænser ikke skulle føres fremmedpolitisk kamp. Folkekirkemenigheden er jo også dybt splittet i denne sag, og jeg skulle jo fortsat kunne være præst for alle i mit pastorat, alle skulle kunne være sikre på, ikke at blive konfronteret med denne problematik, når de havde med mig at gøre. At jeg så faktisk kun har fået positive og opmuntrende bemærkninger fra folk i mine sogne, er en anden sag. – Se her ovenfor den »Erklæring«, jeg satte i Kirkebladets nr. 7, 14. årgang, september 2001.]
Kærlighed og sandhed
Dette nummers tema er
kontroversielt: fremmedpolitikken og de dertil hørende videre problemer. Men det
nytter ikke noget. Vi må tage stilling til det. Også som kristne. Og det er
selvfølgelig ikke nok, bare at gøre som bl.a. de fem biskopper: hælde nogle
pæne selvfølgeligheder ud af ørerne.
Ikke nok at være politisk korrekt
Læserne husker vel de fem biskoppers meget omdiskuterede erklæring om tonen i flygtningedebatten. Med udgangspunkt heri, vil undertegnede forsøge at give nogle eksempler på, hvordan der nok snarere burde føres kristen tale om bl.a. disse problemer.
Sammenhængen med velsignelsessagen
Som det mere end antydes i overskriften, har disse linier en sammenhæng med, hvad jeg i sin tid skrev imod forslaget om at indføre et ritual for kirkelig velsignelse af registreret partnerskab. Nemlig den, at det ikke nytter noget i forhold til tilværelsens mange vanskelige problemer, bare at udsende nogle ord, der lyder godt. Det nytter ikke noget at ville det gode, hvis man ikke tager hensyn til, hvordan virkeligheden er indrettet. Eller det nytter ikke noget, at jeg selv - og måske nogle af dem, der hører på mig - synes, jeg er god, hvis det, jeg siger, ikke kommer til at medføre noget godt for mine medmennesker.
Aldrig kærlighed uden sandhed
Det er bl.a. dette forhold, der ligger bag dette nummers fællesoverskrift: Kærlighed og sandhed. For vel handler kristendommen om kærlighed: Guds kærlighed til os, og vor deraf følgende kærlighed til de medmennesker, vi på den ene eller den anden måde bliver næste over for. Men kristendommen handler altså også om sandheden! Det er ikke for ingenting, en af Grundtvigs store helligåndssalmer netop begynder med en anråbelse til Kærligheds og sandheds Ånd. Og netop hos Grundtvig betyder dette i meget direkte forstand det samme som Faderens og Sønnens Ånd. Ingen har som Grundtvig gjort alvor af at tale om Gud Fader som Kærligheden i egen person og om Sønnen, Kristus, som Sandheden i egen person.
At udøve den kristne kærlighed til medmennesket består altså ikke bare i at have en stor og varm følelse for medmennesket. Vi er også forpligtede på sandheden, dvs. til at vide, hvad vi gør, hvilke følger det får.
Fri drøftelse af problemet
Det må nu være klart for alle, at de problemer, vi står over for, ikke kan holdes borte ved hjælp af de rene besværgelser - hvor pæne og politisk korrekte de end er. Det allerførste, vi må gøre, er derfor at ophæve alle de tabuer, vi har haft belagt emnet med. Vor allerførste pligt mod sandheden er at lade debatten være fri. Også i den forstand, at vi altså holder op med at råbe racist efter dem, der taler anderledes om problemet end vi selv.
Realistisk solidaritet
Og det næste, vi må gøre, er at indse, at det ikke kan lade sig gøre at løse al nød i verden ved at prøve at samle store dele af verdens nødlidende mennesker i Vesteuropa. Det kan det bare ikke. Det kan enhver indse.
Men vi i den rige, stærke og forholdsvis velfungerende del af verden har selvfølgelig et ansvar. Som der principielt ikke er nogen grænse for. Det kan ikke nytte noget, som nogle teologer gør, at snakke smukt om, at næsten kun er en, der bor tæt ved. Enhver, der har brug for vor hjælp, og som vi har mulighed for at hjælpe, kan være vor næste.
Skal vi altid give kjortelen med?
Men selv om der - kristeligt set - ikke er nogen grænse for vort ansvar, er dette ikke ensbetydende med, at vi i praksis skal give os hen i en helt ukritisk godgørenhed.
Heller ikke selv om Jesus har sagt, at "tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage" (Luk. 6,29-30).
Der er selvfølgelig noget i det, Jesus her har sagt, vi aldrig kan smyge os fra, et krav, som bliver stående, også når vi er allermest i gang med at udøve "det muliges kunst". Men heller ikke dette ord er en slags facit, der kan bruges som en stiv regel. Sådan taler Jesus aldrig.
Og dette ord af Jesus giver os i hvert fald ikke ret til at forære naboens kjortel væk! Et eller andet sted i alt det her ligger der også et krav om solidaritet inden for vor egen sammenhæng.
Eller hvordan med det, Jesus siger lige efter det med at lade ham, der tager kappen, få kjortelen med: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem" (Luk. 6,31). Hvem siger, at det er det mest kærlige over for folk med problemer, bare at give dem almisser? På den måde kan vi jo - om end i den allerbedste mening - gå hen og tage både værdigheden og fremtiden fra disse mennesker. Måske hører det at lade være med at tage ansvaret og værdigheden fra hinanden også med til "den gyldne regel"! Både i de mere hjemlige og i de større sammenhænge. - Måske skulle vi have et bud, der lød: Du må ikke gøre dit medmenneske til klient!
Hinandens byrder - sin egen byrde
Vi kan også gå til apostelen Paulus’ brev til menighederne i Galatien, hvor han først skriver: "Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov". Og så i næste åndedrag: "For enhver skal bære sin egen byrde" (Gal. 6,2.5).
Nu ville selve denne gengivelse af disse ord ganske vist være det rene citatfusk. Og en sådan brug af Bibelen vil jeg nødig gøre mig skyldig i.
For det, Paulus direkte taler om, er noget helt andet, nemlig at vi for det første skal være solidariske med hinanden og udvise overbærenhed, når nogen af os "gribes i en overtrædelse". Det er her, vi skal "bære hinandens byrder".
Og samtidig med, at vi således udviser overbærenhed mod de andre, skal vi vurdere vore egne handlinger og selv tage ansvaret for de overtrædelser, også vi kommer til at begå, og altså i denne forstand "bære vor egen byrde".
Alligevel tror jeg godt, vi - på eget ansvar - kan tillade os at overføre dette tilsyneladende selvmodsigende dobbeltudsagn på de sociale og politiske forhold. Så at vi altså siger, at alle, der har noget at være solidarisk med, er forpligtede til at være med til at bære hinandens byrder, men at dette ikke kan vendes om på den måde, at alle har ret til at vælte deres egne byrder over på de andre.
Befolkningsbyrden og teologien
Betyder for eksempel det næstekærlighedsbud, vi kristne bør føle os grænseløst forpligtet på, at så har ethvert menneske ret til at sætte nogle børn i verden, han ikke selv kan forsørge? Ja, det lyder ikke pænt at sige sådan. Men hvad betyder pænhed i forhold til de ufattelige lidelser af enhver art, der bliver resultatet, hvis der ikke kommer kontrol over væksten i verdens befolkning.
Hvor vi jo oven i købet pludselig kommer ind i et stærkt kontroversielt problem i forhold til såvel vore romersk-katolske medkristne som vore muslimske med-gudstroende. Men hvor vi fra evangelisk-luthersk side fx må sige til katolikkerne, at selv om deres teologi omkring præventionsproblematikken ikke var forkert, hvordan vil de så kunne bære deres store ansvar for al den lidelse og fornedrelse, der vil blive resultatet af den?
* * *
ENHVER, VI KAN HJÆLPE, ER VOR NÆSTE
Efter at have set Søren Krarup i fjernsynet må man simpelt hen sige noget.
Et gammelt ord siger, at til en ordentlig løgn hører en vis portion sandhed. Og det er da muligt, at de politiske kræfter bag vor nuværende (eller hidtidige?) flygtningepolitik har været for sorgløse, ikke bare i deres vurdering af det danske folks vilje til at tage imod medmennesker i nød, men også i deres forståelse af, hvad folkelighed og kultur betyder.
Men hvad der under ingen omstændigheder må ske, er, at Søren Krarup og hans utvivlsomt mange ligesindede får held til at mindske omfanget af den hjælp, vi må og skal yde blandt verdens mange flygtninge.
Selvfølgelig skal vi på langt sigt først og fremmest arbejde for, at menneskerettighederne bliver respekteret overalt, så der slet ikke bliver nogen flygtninge. Men det hjælper jo ikke dem, der er på flugt i dag. Og er det den opgave, de flygtningebekymrede nu kaster sig ud i med stor energi?
Og selvfølgelig må vi tilstræbe, at flygtningene snarest muligt vender tilbage til deres eget land. Men det fritager os da ikke for pligten til at hjælpe dem i mellemtiden – samtidig med, at vil lægger pres på de regimer, der hindrer dem i at vende tilbage, eller gør noget effektivt for at standse den krig, der har gjort dem til flygtninge.
Endelig må jeg sige, at Søren Krarups næstebegreb er en frugt at en indeklemt teologi, som ikke passer særlig godt til hverken kristendommen eller virkeligheden i 1986.
Bent Christensen
sognepræst
Døllefjelde – Sakskøbing
(forkortet af red.)
2002-kommentar til ovenstående:
Jeg kunne have valgt at lade denne læserbrevstekst stå ukommenteret. Og det er heller ikke, fordi jeg skammer mig over, at jeg kunne skrive sådan i 1986. Tværtimod vil jeg gerne kunne vise, hvad der har været mit udgangspunkt, og hvad der stadig er min grundlæggende etik. Men jeg har alligevel lyst til at præcisere og kommentere nogle ting. Også for den almindelige historiske forståelses skyld.
1.
Midt i 1980’erne var jeg af flere grunde i en ret »blød« og midtsøgende periode, ligesom jeg i forbindelse med mit da netop overståede arbejde med min første Grundtvig-afhandling var meget optaget af »kristendommens legemlighed«, også i den forstand, at troen (glæden over Evangeliet) naturligvis måtte have nogle konkrete etiske konsekvenser. Men jeg var i det hele taget kommet ind i en fase, hvor jeg måtte forholde mig kritisk til også sådan noget som det tidehvervske national- og statskirkesyn, hvori der heller ikke var plads til en forståelse af kirkens legemlighed som en særlig organisme, bestående af de døbtes og troendes forsamling. Det er også det, jeg sigter til med ordene »indeklemt teologi« i det sidste afsnit.
2.
Man skal bemærke, at jeg i andet afsnit anerkender, at der kan være noget galt i den fremmedpolitik, man med 1983-loven var begyndt at føre – og i det politiske flertals syn på folkelighed og kultur. Men man skal også bemærke – og se det som baggrund for det følgende – at jeg åbenbart har troet, at der kunne være en kraftig indskrænkning af hjælpen til flygtningene på vej. Jeg har tydeligvis følt mig stående over for en helt anden problematik end den, der faktisk blev tale om. Det var kort sagt Søren Krarup og ikke mig, der dengang så klart – selv om jeg nærmest troede, han var blevet sindssyg, hvad jeg i 2001 i et brev indrømmede over for ham selv. Endelig skal man lægge mærke til, at selv jeg dengang brugte den faste, i de følgende år til ulidelighed gentagne, betegnelse »medmennesker i nød«! Dette fremhæver jeg ikke for at benægte, at der desværre både dengang og nu har været og er mange mennesker, denne betegnelse med rette kan anvendes på, men for at vise, at det endnu i 1986 var helt naturligt, også for en person som mig, at bruge – og mene – disse ord. I dag vil jeg nøjes med at mene dem – og udtrykke det med nogle andre ord – i en virkelighed, hvor det næsten ikke er til at se, hvad man skal stille op, og hvor der er kommet helt andre elementer ind. For i dag får denne betegnelse – eller betegnelsen »mennesker, der er personligt forfulgt« - mig til at se fx Thorkild Simonsens nærmest grædefærdige ansigt for mig, når han i sin ministertid stod og vildledte den danske befolkning.
3.
Som det fremgår af de følgende afsnit, mente jeg dengang – hvad jeg også stadig mener – at uanset hvordan man ser på selve tilstrømningsproblematikken, så står det fast, at vi som rige og stærke (mere eller mindre) kristne lande har et ansvar for, at der gøres noget.
4.
Men i disse afsnit skal man lægge mærke til, hvor optimistisk jeg endnu var. Jeg troede dengang, det virkelig ville kunne give ret hurtige resultater at »arbejde for, at menneskerettighederne bliver respekteret overalt, så der slet ikke bliver nogen flygtninge«. Ligeledes fremgår det også, at jeg har været overbevist om, at flygtningene virkelig var flygtninge, der efter nogle års forløb ville kunne vende tilbage til deres land. Det var jo i høj grad Iran og flygtningene derfra, der var problemet, og jeg havde simpelt hen ikke fantasi til at forestille mig, at det muslimske styre der ville kunne holde ret længe.
5.
Ja, der tegner sig i 2002 en helt anden og langt frygteligere virkelighed, end jeg i min naive 1986-optimisme kunne se. Jeg mener stadig, at vi som rige og stærke – og kristne – har et ansvar. Jeg mener stadig, at næstekærlighedsbudet også har en global dimension (selv om også selve dette ord er et af dem, jeg stort set er holdt op med at bruge, om end jeg naturligvis føler mig under usvækket tiltale af dets mening). Men den globale solidaritet (som jeg foretrækker at sige) kan vi jo kun udøve, så længe vi selv er til – og er rige og stærke og kristne! Så nu gælder det først og fremmest forsvaret for den kristne – eller dog post-kristne - civilisation. Hvis den går til grunde, er der ingen til at hjælpe – og inspirere! – resten af verden.