FACEBOOK

Også en henvisning eller invitation!

Bent Christensen

Denne side er oprettet 18.03.10.

Senest opdateret 03.07.15: TILLYKKE, PIA! - MEN jeg sætter nu kun sjældent noget på her. Det bliver for tidkrævende. Jeg vil for det meste nøjes med at sætte enkelte eksempler fra især de særlige Facebook-debatter ind her (og det er under alle omstændigheder kun enkelte eksempler) og nøjes med at sætte de egentlige debatindlæg (og andre ting af bredere interesse) på undersiden "Debat". Hvis man fx savner indlæg om Ukraine eller andre tilsvarende ting, kan man prøve at gå på "Debat".

Nogle ret få gange prøver jeg at sætte nogle af mine vigtigste Facebook-kommentarer her på siden. Men det siger sig selv, at mange af de ting, jeg skriver i Facebook, altså kommentarer og den slags, skriver jeg kun dér. - Og mine andre tekster, især mine digte og salmer (som slås op hver uge), kan læses på undersiderne "Litterære tekster" og "Salmer og kristelige digte". - Se også undersiderne "Debat" og "Kirke og teologi". - MEN MAN KAN JO GÅ DIREKTE PÅ MIN FB-PROFIL: http://www.facebook.com/bent.christensen.505

Her får man også adgang til mine billedalbummer, som ikke mindst handler om mine mellemkirkelige m.m. aktiviteter i og i forhold til de vest- og østslaviske lande, nu især Polen.

NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er ellers ikke blogger …:

http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx

Teksterne i denne blog kan i høj grad svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem være identiske med nogle af dem. Det kan være nærværende underside ("Debat"). Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi" eller undersiden "Diverse". Men det vil nok ofte være tekster, der enten svarer til eller er identiske med tekster på undersiden "Mit totaldigt".

* * *

NB! Der er foreløbig ingen udførlig indholdsfortegnelse, men den øverste tekst (lige her nedenfor) er den generelle henvisning til mine aktiviteter på Facebook, og derefter følger de FB-tekster, jeg har sat ind her. - Se også undersiderne "Debat" og "Kirke og teologi", især den sidste, hvor der både er og vil komme vigtige ting.

INDHOLD

TILLYKKE, PIA! - 03.07.15

HENVISNING TIL MINE AKTIVITETER PÅ FACEBOOK.

EKSEMPEL-TEKSTER FRA MIN FB-PROFIL.

Men jeg gør også her opmærksom på, at de mange interessante kommentarvekslinger med FB-vennerne kun i meget begrænset omfang er repræsenteret her. Det ville simpelt hen ikke kunne lade sig gøre.

* * *

TILLYKKE, PIA!

Denne lykønskning har jeg netop slået op på Dansk Folkepartis profil, på min egen og andre steder, også her på min hjemmeside:

Tillykke, Pia! Jeg ved, at du vil sætte hele din viljestyrke og al din dygtighed ind på at blive en virkelig god formand for hele Folketinget. Held og lykke!

03.07.15

* * *

En i hvert fald foreløbig henvisning til mine aktiviteter på FACEBOOK siden anden halvdel af januar 2010.

Idet jeg også henviser til den ret udførlige beretning om min indtræden i Facebook i det dagbogsagtige TILLÆG til ”Erindringer”, vil jeg foreløbig her på denne den 18. marts 2010 nyoprettede side, fortælle, at jeg altså i slutningen af januar 2010 kom i Facebook - til såvel min egen som alle andres store overraskelse. Jeg både troede og sagde da også, at det kun skulle være et kort ophold. Men jeg er blevet der. Og er kommet til at betragte mit liv dér som en vigtig del af mine aktiviteter.

Anledningen var den 17-årige HF-studerende Nikoline Astrid Nielsens støtte- og hyldestvideo til Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. For da også hun blev udsat for trusler, måtte jeg gå på Facebook for at kunne melde mig i en dér oprettet støttegruppe for hende. Og så ville jeg jo lige blive der for at se, hvordan det gik.

Men jeg så straks, hvilke muligheder der lå i dette medie. I øvrigt også privat, men det er en anden historie; her handler det kun om min egen officielle Bent Christensen-profil.

Jeg har nogle sådan set ”rigtige venner”, dvs. nogle Facebook-venner, jeg i forvejen var ven med. Men ellers er det ”venner” i et mere offentligt interessefællesskab, jeg har. Hvilket ikke betyder, at jeg ikke efterhånden får et dybere og mere personligt forhold til dem af dem, jeg udveksler mange kommentarer med. ”Venne-kandidater”, der melder sig selv, får en venlig lille besked, hvori jeg siger, at jeg først og fremmest ikke vil have ”maskin-venner”, og at jeg da også gerne vil vide, hvorfor de har valgt at ville være ven med netop mig, så at nu sletter jeg dem, idet jeg beder dem melde sig igen med et par ord om, hvorfor de vil være ven med mig. Der er også nogle af de venner, jeg allerede har, der foreslår nye venner, som kan være af interesse for mig. Dem klikker jeg normalt uden videre på, idet jeg sender med en besked om, hvem der har foreslået dem.

Det, jeg skriver her, er naturligvis henvendt til folk, der i forvejen kender min hjemmeside, og jeg benytter lejligheden til at sige, at enhver, der på det grundlag selv har lyst til at være i Facebook-vennefællesskab med mig, er mere end velkomne til at til at melde sig som ”vennekandidat”. Jeg beder blot om, at man i forbindelse dermed SKRIVER ET PAR ORD OM, AT DET ER PÅ BAGGRUND AF KENDSKAB TIL HJEMMESIDEN, MAN VIL VÆRE FB-VEN MED MIG!

Selv om jeg prøver at styre min trang til at sætte kommentarer ind, har jeg foreløbig deltaget ret ivrigt i flere af de forskellige diskussioner, der har været i gang mellem mine nye venner og deres venner, herunder diskussioner af fremmedpolitisk og anden mere eller mindre politisk karakter, ligesom jeg somme tider sætter en bemærkning på bare for hyggens skyld.

Det er muligt, at netop nogle af dem, der kender mig her fra hjemmesiden, kunne have lyst til, derudover at melde sig til i hvert fald en af FB-diskussionsgrupperne PÅ GRUNDTVIGS SKULDRE og GÖTEBORG-UNIVERSITETET. Og det er man velkommen til. Jeg gør bare opmærksom på, at der i begge disse grupper, og ganske særligt i den sidstnævnte, skal være tale om en virkelig sammenhængende diskussion, og at Göteborg-gruppen er en akademisk gruppe (eller dertil svarende, fx kunstnere eller måske politikere), medens ”På Grundtvigs skuldre” udtrykkeligt er åben for enhver, der vil være med i en seriøs diskussion om, hvordan vi nu - og ikke mindst i fremtiden - kan ”udmønte arven og inspirationen fra Grundtvig”. De mere uforpligtende diskussioner tager vi jo i den almindelige Facebook-sammenhæng, hvor det jo også er vigtigt, at vore venner og måske venners venner kan stifte bekendtskab med disse ting.

Det er i øvrigt et spørgsmål, hvor megen tid jeg selv får til både den ene og den anden slags diskussioner. Jeg befinder mig nemlig her i begyndelse af året 2010, ja, i begyndelsen af ”etter-tiåret” i en afgørende fase, for så vidt angår mit hovedprojekt ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. (Og det bliver desværre nok også det sidste tiår, jeg selv i bedste fald rigtig vil kunne producere i). Jeg henviser i den forbindelse især til undersiden ”Mit eksistens-rum”, men også til undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie” samt til ”Erindringer”, som jeg også skal se at få skrevet cidere på. Men lad os nu se. Jeg er jo også interesseret i at være i kontakt med omverdenen - ikke mindst de gode ligesindede, jeg nu er begyndt at møde i Facebook!

Jeg må foreløbig slutte her. Til yderligere orientering indsætter jeg her nedenfor nogle note-tekster fra min FB-profil.

Jeg gentager, at denne underside aldrig vil blive andet end dels netop en henvisning, dels en samling eksempler eller smagsprøver. Der er ellers mange af de diskussioner, jeg deltager i, der med fordel kunne sættes på her, altså først og fremmest mine egne kommentarer, men jo også referat af og citater fra diskussionerne som sådanne. Det vil bare tage alt for megen tid at gøre det, og jeg skal nu bruge al min tid på først og fremmest mit livs- og litterærpoetiske hovedområde, men også mit ”slavistiske” bi(fags)område. Se især undersiderne ”Poetik”, ”Mit Totaldigt”, ”Litterære tekster”, ”Internationalt”, ”Vendere - sorbere” og POLSKI.

Hvis nogen får lyst dertil, er man meget velkommen til at prøve at blive Facebook-ven med mig og deltage i diskussionerne dér.

Lykønskningsopslag - og digt - på min Facebook-væg den 16. april 2015

HOV! Det er jo dronningens fødselsdag. Det har jeg godt vidst hele dagen, og vi har fulgt en del med i begivenhederne. Amalienborg og karetturen og Livgarden og Gardehusarerne var som altid godt. Og dronningen er god til at se glad og taknemmelig ud på balkonen. Nok, fordi hun er det. Men Københavns Rådhus var det helt særlige for os. De kan det der. Det var et meget fint program. Og Frank Jensen, som aldrig har set bedre ud, holdt en meget fin minimalistisk tale. Velgørende! - Tillykke, Deres Majestæt! Gud bevare Det Kongelige Danske Socialdemokrati!

Dette er bare et opslag med et foreløbigt tillykke. Jeg vil nemlig prøve at nå at skrive et lille lykønskningsdigt inden midnat! Lige det havde jeg ikke tænkt på. Jeg har arbejdet med et almindeligt digt det meste af dagen (som nok bliver slået op her i uge 22). Men da jeg satte datoen på, sagde jeg til mig selv, at jeg burde have skrevet et lykønskningsdigt. Så meget desto mere, som jeg i sin tid som danskstuderende skrev speciale om Thomas Kingos hyldestdigte til kongehuset. Det var ikke min idé med mit Kingo-speciale, men åbenbart et hul, professor Billeskov Jansen ville have udfyldt. Og mens jeg arbejdede med det, blev det nuværende regentpar gift. Det begyndte så småt at røre sig i hovedet på mig med et digt i Kingo-stil til brudeparret. Men jeg havde for travlt med specialet og i forvejen for lidt tid til det. Nu kan jeg måske råde bod på det.

OG HER ER DIGTET:

Lykønskningsdigt til dronningen

den 16. april 2015

Tillykke, Deres Majestæt!

Mand og mand imellem siger vi ofte

bare dronningen eller Margrethe,

men til Dem siger vi Deres Majestæt.

Vi kan godt lide Dem,

og De gør det godt,

ingen tvivl om det.

Og tak for det!

Men jeg vil alligevel helt særligt

sige tillykke til Dem som vor Monark.

For når vi hylder Dem i dag,

dyrker vi først og fremmest os selv,

det danske folk og den danske nation.

Vi har alle været med i dag,

men mange har haft en særlig rolle,

fra dem på de øverste

til dem på de nederste poster,

også alle dem, der har optrådt

og bidraget med noget.

Jeg tænker også på dronningerunderne

og udnævnelserne af ministre

og andre, der tjener i den danske stat.

Det viser, at de alle tjener nationen,

som den er i dag,

som den har været i tusind år,

og som den vil være længe efter vor tid.

Det er det, der er det afgørende.

Og det er jeg sikker på, at De ved.

Tak for det!

Tillykke med fødselsdagen, Deres Majestæt!

Gud bevare Danmark!

Bent Christensen

16.04.15

* * *

Et muligt Ukraine-scenarie

18.08.14 - Egen Facebook-væg, Dansk-Ukrainsk Selskab-væg, her og "Debat".

Jeg har et bud på, hvad det kan ende med, og det gælder altså blandt andet forhandlingerne i Berlin (som polakkerne i øvrigt er sure over ikke at være med i): 1. Man lader Putin beholde Krim, eller lader i det mindste spørgsmålet om Krim stå hen. - 2. Man får sluttet en fred i Østukraine, som indebærer, at separatisterne som personer slipper nogenlunde godt ud af det (hvad det så vil sige; Putin vil vel ikke have dem). - 3. Man garanterer over for Putin, at de russisksindede i området får al den sikkerhed og alle de rettigheder, de kan få inden for en sammenhængende ukrainsk stat (hvad de jo skulle have alligevel). - 4. Man lader de hvidsprøjtede russiske lastbiler aflevere alt, hvad der måtte være i dem af nødhjælp.

Dette lyder måske ikke af så meget. Især ikke, hvis man nøjes med at lade spørgsmålet om Krim "stå hen" (se nedenfor). Men hvis det bliver præsenteret på den rigtige måde, kan det give Putin en mulighed for at komme ud af det uden at tabe alt for meget ansigt.

Jeg siger ikke, at jeg er sikker på, det ender sådan. Men jeg bygger dette "bud" (hverken mere eller mindre) på, at der er så underlig stille om sagen blandt de vestlige politikere.

Jeg siger heller ikke, at dette er mit eget ønskescenarie. Men hvis Ukraine og Vesten står fast og lader Putin forstå, at han har tabt, og at han vil tabe endnu mere, hvis han fortsætter, kan det være til at leve med. Og på langt sigt (også ind i tiden efter Putin) vil det kunne danne udgangspunktet for en positiv udvikling af forholdet mellem russerne og os andre, både i Ukraine og i hele Europa/Verden. - Men det afgørende er, at der skal være tale om en tilbagetogsvej for den slagne Putin. En af hans fejlvurderinger har jo været ukrainernes vilje til at kæmpe for friheden og uafhængigheden.

Hvad Krim angår, siger jeg (men helst ikke alt for offentligt), at Khrusjtjovs gestus i 1954(?) var af en helt særlig (sentimental? politisk?) karakter og jo ikke havde nogen praktisk betydning, så længe Sovjetunionen eksisterede. For mig er Krim i hvert fald noget helt andet end de østukrainske oblaster. Det helt gale er måden, hvorpå Rusland annekterede Krim. Blandt andet den latterlige "folkeafstemning". Det er i meget høj grad et principspørgsmål. Når jeg for mit vedkommende taler om at lade Krim "stå hen", forestiller jeg mig fx, at man efter et passende stykke tid fra det internationale samfunds side siger, at spørgsmålet må afgøres ved en virkelig folkeafstemning efter alle kunstens regler, herunder massiv international overvågning. Og jeg er kynisk nok til at sige, at jo længere Krim har været under russisk administration, jo større chance bliver der for, at befolkningen vil ønske at komme tilbage til Ukraine. Man kunne også forestille sig en slags selvstændig status for Krim. Under alle omstændigheder skal der også dér være solide garantier for alle etniske grupper:

Men vi får se. Det er bare nogle tanker, jeg har gjort mig under den mærkelige stilhed, der har hersket - alle andre steder end på slagmarken. Stakkels ukrainere. Men denne krig er nu blevet deres skæbne.

* * *

Jødernes ret og folket og skolen. To diskussioner i Deadline

15. august 2014.

I Deadline diskuteredes demonstrationen i morgen til fordel for jødernes ret til at kunne færdes frit i Danmark og folkeskolen.

Til den første diskussion var der mange kommentarer, og mange, der gik på at demonstrationen var en unødig provokation. Min kommentar var: "Jo, det er en nødvendig diskussion. Vi troede, at Anden Verdenskrig havde gjort en ende på den slags, men nu er det her igen".

Til den anden diskussion var min kommentar:

" Men der var jo også diskussionen om folkeskolen. Jeg har netop i dag læst Alexander von Oettingens artikel "Er folkeskolen stadig folkets skole?" i Dansk Kirketidende. Han er måske lidt svær at forstå. Men jeg tror, jeg ved, hvad han mener. Han skriver fx: "Vi har folkeskolen, for at generationer kan blive indført i en fælles kultur, fælles sprog, fælles viden, færdigheder, værdier og holdninger ... sådan at forstå, at vi skal kunne forholde os individuelt til det, der forbinder os. Vi har i vores kulturelle overlevering et grundprincip for skolen ... at de, som lever sammen, også skal undervises sammen. Ikke fordi de skal mene det samme, men fordi de deler en fælles tilværelse, som de sammen må tage stilling til og udvikle. I læringsdiskursen er dette princip erstattet med det individuelle princip om at blive så dygtig, som man kan" (Dansk Kirketidende 7/2014 s. 9). - Hertil kan man føje det spørgsmål, om dette stadig er muligt. Måske findes folket ikke mere. Måske er der et dybereliggende spørgsmål: Er befolkningen stadig et folk? Det skulle dog stadig være muligt at sige, at børnene "deler en fælles tilværelse, som de sammen må tage stilling til og udvikle". Ellers har vi multikulturen, og så må de forskellige del-folk jo have hver deres skoler. Og prøve, om de kan leve sammen som hverken mere eller mindre end befolkning, idet de respekterer det minimum af regler, der er nødvendige, hvis det skal kunne lade sig gøre. - Jeg har ikke villet sætte dette på som et særligt opslag. Og det har jo sådan set også noget at gøre med diskussionen om, hvordan vi skal kunne være her alle sammen".

* * *

Hvad kan Putin få ud af sin overplatte humanitære manøvre?

Er også sat på undersiden "Facebook".

Deadline 22.30 den 12. august 2014. Jeg satte disse to kommentarer på deres profil (og senere på Dansk-Ukrainsk Selskabs og min egen profil), den første før udsendelsen, den anden efter:

Der kommer forhåbentlig noget om Ukraine. Det er spændende, hvad Putin kan få ud af sin overplatte humanitære manøvre. Har man lagt mærke til indersiden af de hvidmalede lastbilers bagsmække? Vil Vestens politikere lade sig snøre? Måske få sig et lille München? Det vil være godt med en kyndig analyse af situationen.

Nå, der var jo et indslag om den russiske konvoj. Og det var ganske interessant at høre Røde Kors' mening om sagen. Jeg ville dog også gerne have haft en militær og politisk analyse. Vi må jo ikke glemme, at selve den våbenstilstand, der må være forudsætningen for en omfattende hjælp til befolkningen i området, vil være til fordel for de nu hårdt trængte separatister og deres russiske hjælpere. Det er en forbandet situation. Vi må se, hvad der sker, og håbe det bedste.

* * *

Hvad gør vi?

Kommentar i Dansk-Ukrainsk Selskab-facebooktråd (og i opslag på egen væg) til BBC-artikel om en mulig russisk invasion i Ukraine. Også på undersiden "Debat".

Men hvad kan vi gøre i tilfælde af en russisk invasion? På den ene side mener jeg, at en regulær militær indgriben fra NATO's side er udelukket, og at det nok også vil være både vanskeligt og for farligt at få en ikke-natokoalition til det. Det kan jo ikke blive FN, når aggressoren sidder i Sikkerhedsrådet. Men på den anden side er det også utåleligt, at Putin skal kunne kalkulere med, at der ikke vil ske noget, hvis han går ind i Ukraine. Hvor meget kan vi hjælpe Ukraine med penge og materiel, herunder våben? Så at Ukraine altså selv må betale med døde og sårede. Men vi må også prøve at mobilisere alt andet. Hvis russerne invaderer Ukraine, må i hvert fald store dele af det internationale samfund kunne gå sammen i omfattende og hårde sanktioner - og være enige om at gøre Rusland til verdens største parianation. Der er nogle, der mener, at dette sidste vil kunne have stor effekt. Især hvis det omfatter udelukkelse fra alle kultur- og sportsarrangementer og den slags. Endelig er der også det middel, Reagan vel brugte i 1980'erne, da det var Polen, det gjaldt, og hvor Vesten jo heller ikke kunne gribe direkte ind (jf. Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968), men hvor Sovjetunionen blev drevet ud i fallitten ved kaprustningen. - Og jeg gentager, at vi ikke må pive over sanktionernes omkostninger for os selv. Det er ikke nær så slemt som rigtig krig. Og vi må kunne finde både solidariske og smarte løsninger. - Mange vil nok være (eller blive) så kyniske, at de vil være rede til at ofre Ukraine. Men så er det "ren 1938" (München). Vi er nødt til at stoppe Putin nu.

* * *

Strategien i Søndagsfrokosten

I Dansk-Ukrainsk Selskab-tråd 04.08.14.

Mange, også ellers gode folk, ligger under for det med hensynet til Ruslands strategiske interesser. Vi hører altid DR P 1 Søndagsfrokosten. I går var det med Paula Larrain, Christiania-advokat Knud Foldschack og Asger Aamund. Et af punkterne var EU's og USA's sanktioner mod Rusland. Man var vist enige i, at sanktioner aldrig virker, men at det at gøre Rusland til en paria-stat (som i sin tid Sydafrika) ville kunne få en langt større effekt. Men det, jeg vil nævne her, er, at Asger Aamund lige nåede at få indskudt, at Rusland jo har sine strategiske interesser i Østeuropa, ligesom USA har sine i Latinamerika. Og enhver, der nøjes med at se gennem strategiske briller, kan se, at det er der noget om. Det spørgsmål, jeg stiller, er imidlertid, hvad vi kan bruge dette til i den aktuelle ukrainske situation. Ukraine er et suverænt land. Og det fik i 1994 (var det vel), da man afleverede kernevåbnene, garantier fra alle sider for sin suverænitet og integritet. Og det er vel ret klart, hvad (det store flertal af) befolkningen i Ukraine ønsker. Kan man så her i 2014 på nogen måde acceptere, hvad russerne gør i Ukraine, og ind over grænsen til Ukraine? Vi må derfor fra vestlig side gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at få Putin-Rusland til at holde fingrene væk fra Ukraine. Idet jeg altså mener, at en vestlig militær indgriben (jeg havde nær sagt desværre) er udelukket. Det ville blive helt uoverskueligt. Og det ved Putin. Men så må vi straffe ham på alle mulige andre måder. Og blive ved. Så må de stakkels ukrainere selv bære selve den militære krigs byrder. Og det er frygteligt. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Og jeg tænker selvfølgelig ikke alene på de ukrainske soldater, men også på civilbefolkningen i de besatte områder, som vist ikke bakker meget op om de bevæbnede separatister, men som i realiteten er gidsler. Det er alt sammen frygteligt. Og de danske medier, fx TV 2 News, som vi ser meget, dækker næsten ikke selve krigen, men nøjes med at fortælle om indsamlingen af ligrester og personlige ejendele i flynedstyrtningsområdet. Den slags er åbenbart godt stof.

* * *

NU SKRUER JEG NED FOR BLUSSET!

Jeg er træt af den måde, Ukraine-krigen føres på i Facebook.

I en Facebook-tråd, her og på undersiden "Debat" 01.08.14.

Der er noget galt i den måde, denne krig diskuteres på, ikke mindst her i Facebook. Lad mig skynde mig at sige, at jeg holder med fx Ivan og har tillid til, hvad han siger. Og lad mig også sige, at en af grundene til, at vi har denne underlige debat med alle mulige påstande og facts eller "facts", kan være, at den russiske side satser massivt på påvirkningselementet i denne krig. Det har hele tiden undret mig, hvor meget de prorussere, der optræder i Facebook og i forskellige telefonprogrammer olgn., ligner hinanden og siger det samme hele tiden. Og der er alle mulige (konspirations)teorier og store strategiske, geopolitiske og historiske overblik. Alle gør sig kloge. Det gør jeg måske også. Men jeg tror også, jeg selv vil skrue ned for blusset. Jeg vil koncentrere mig om nyheder og analyser og vurderinger fra medier og personer, jeg har tillid til. Og så længe det ikke får mig til at skifte holdning, vil jeg prøve at gøre min indflydelse gældende til fordel for Ukraine - og for fred og ret i Europa. - Det er måske, fordi jeg er teolog. Man kender jo noget lignende i den måde, hvorpå man kan slå hinanden i hovedet med løsrevne bibelcitater. Det gider jeg ikke. Jeg vil have en helhedsvurdering, der bygger på de bedst mulige oplysninger fra de bedst mulige kilder, og altså på analyser og vurderinger fra folk, jeg har tillid til. Det er hovedsagen, det drejer sig om, og det er den ukrainske befolknings (ukrainsk eller russisk eller andet) ret til, selv at bestemme sit liv og sin fremtid. Jeg tænker på, hvad Luther sagde om Bibelen: Hvis de spiller Skriften ud mod Kristus, spiller jeg Kristus ud mod Skriften. Det kan lyde blasfemisk at inddrage dette. Men det er en sammenligning. Og sammenligningspunktet er, at der altid er en hovedsag og en hovedsammenhæng, og at den skal man ikke prøve at pille i stykker med alle mulige detaljer, ikke engang når de måske isoleret set er sande. Det er altid hovedsagen og hovedsammenhængen, det kommer an på. - Med disse ord bebuder jeg, at jeg fortsat vil besøge denne profil og se de mange spændende og relevante oplysninger, der bringes, men at jeg vil prøve at undgå at deltage i flere af de ørkesløse debatter, der er karakteristiske for Facebook og denne europæiske krig og for denne europæiske krig, som den føres i Facebook.

* * *

Skal jeg til demonstration for første gang i mit liv?

To Facebook-kommentarer til situationen i Ukraine 23.07.14. - På undersiderne "Debat" og "Facebook".

Men jeg kommenterer flittigt, både på min egen profil, på Dansk-Ukrainsk Selskab-profilen og nogle andre steder. Det er kun eksempler, jeg får sat her på siden. - Som nævnt nedenfor overvejer Anna og jeg mere og mere alvorligt at tage til København i morgen torsdag den 24. juli 2014 for at deltage i demonstrationen "mod Ruslands opførsel i Ukraine" i morgen. LINK: https://www.facebook.com/events/658036717599503/?ref=22

Men her er et par kommentareksempler fra 23.07.14:

Nå, vi er stadig ikke enige, n.n. Men vi må se. Desværre er der nok for megen svaghed og splittelse i EU-landenes kreds. Men på længere sigt har Putin under alle omstændigheder tabt. Han kan også, måske før vi tror det, tabe præsidentposten. Hvor vi altså så dog kan frygte, at han bliver afløst af en, der er endnu værre. Men på det rigtig lange sigt vil moderniteten og demokratiet ikke være til at holde ude af Rusland (og Hviderusland). Jeg glemmer ikke min gamle kærlighed til Rusland og ønsker også dette store land alt godt. Anna og jeg har haft mange dejlige oplevelser dér og tilsvarende med russere på besøg her i Danmark, også i Døllefjelde og på Lolland-Falster. Men det har jo været folk på den gode side! - For mig bliver det nu mere og mere afgørende, at så længe Rusland sender våben m.m. ind i Ukraine, vil kampene fortsætte og mange mennesker dø og blive lemlæstet. Det er ikke til at holde ud! - Anna og jeg overvejer mere og mere alvorligt at sætte alt til side og tage til demonstrationen ved den russiske ambassade i morgen. Det bliver første gang, vi deltager i en demonstration.

TILFØJELSE: Jeg forstår stadig ikke, at der er så mange her i Vesten, der mener, at Rusland skulle have ret til at blande sig i Ukraines (og de andre tidligere sovjetrepublikkers indre forhold). Ej heller forstår jeg, at man kan se noget godt i en mand som Putin og hans autoritære styre. Vejen frem for Rusland er frihed og demokrati og et venskabeligt og frugtbart forhold til resten af Europa. Jeg forstår simpelt hen ikke, at der er så mange Putin-venner i Vesteuropa. Det foruroliger mig.

OG TIL RASMUS JARLOV I DEMONSTRATIONENS EGEN TRÅD:

Anna og jeg overvejer mere og mere at sætte alt til side for at komme til stede i morgen. Det bliver så første gang i vore lange liv, vi deltager i en demonstration. Vi melder os måske som sikre deltagere om ganske kort tid. - Og det skal vi i øvrigt huske: Mange af os, der støtter Ukraines kamp for integritet og frihed, hører ikke til dem, der demonstrerer. Vi nøjes med at skrive læserbreve og den slags. Og at stemme ved valgene. (Ved næste valg kommer kandidaternes holdning i denne konflikt til at spille en stor rolle for Anna og mig). Derfor skal vi ikke være kede af det, hvis demonstrationen i morgen ikke bliver så stor. - Men de, der plejer at demonstrere, burde også møde op. Jeg håber, de gør det.

Og jeg har haft denne i en tråd til demonstrationsopslaget:

Man kan håbe, at Shekhovtsov overdriver (se link til artikel nedenfor). Ud fra, hvad der her i Danmark er blevet sagt om Dansk Folkeparti (som jeg er medlem af), har jeg tænkt, at så blev de andre nok også udsat for falske beskyldninger. - Selv om der er en anden holdning til den ukrainske situation i Dansk Folkeparti end min og der utvivlsomt er en hel del DF-medlemmer, der ikke har noget imod, at Putin overtager Ukraine, bla. fordi de er forblindede af deres modvilje mod eller ligefrem had til EU, mener jeg, med det nogenlunde kendskab, jeg har til DF, at dette parti ikke på nogen måde kan sammenlignes med de i artiklen her omtalte højrepartier, som partiet derfor heller ikke bør samarbejde med, hvad det vel heller ikke gør). Og jeg erklærer herved, at jeg for mit vedkommende intet vil have at gøre med nogen, der ser Putin som en helt. - Når jeg er tilbøjelig til at betragte Shekhovtsovs artikel som ret tilforladelig, er det, fordi det er det eneste, der kan forklare, hvorfor så mange - ikke bare på den yderste højrefløj, men også på den almindelige og ellers helt demokratiske højre side - er Putin og Putin-Rusland så venligt stemt, noget der har stået for mig som en af de største gåder i nyere tid. - Man har ofte henvist til 1930'rne, når man har villet nedgøre indvandrings- og islamkritikerne. Men hvad de her omtalte højrefløjsfolk angår, er der en slående lighed. Det gælder også fascinationen af den stærke mand. Der var dengang langt ind i de pæne kredse en stor Hitler-fascination. - Men der var jo også en Stalin-fascination. Dengang var det kommunismen og fascismen og nazismen, der truede demokratiet. Nu er det islam og "putismen". Igen må vi andre stå fast og kæmpe for frihed, retsstat og demokrati til begge sider! - Og hvor står den europæiske venstrefløj? (Der er lidt om det i artiklen). I 1930'rne var det heller ikke altid så ligetil at se forskel på det yderste venstre og det yderste højre.

LINK til Anton Shekhovtsovs artikel:
https://www.opendemocracy.net/od-russia/anton-shekhovtsov/kremlin%E2%80%99s-marriage-of-convenience-with-european-far-right

Og endnu en kommentar:

Det er rigtigt, at selve det at etablere en våbenhvile vil være i russernes favør. Man taler om forhandlingsbordet. Men der er ikke noget at forhandle med Putin om, når det gælder Ukraine. Noget helt andet er forholdene for de russisksindede borgere i Ukraine. - Hvor forfærdeligt det end er, er der nok ingen anden tilfredsstillende løsning end fortsatte ATO-operationer i de tilbageværende separatistbesatte områder og fortsat pres på Rusland, indtil man får den sidste fingerspids ud af Ukraine. - Det er frygteligt for mig at se mig selv skrive sådan! Men skal der spares menneskeliv, må Vesten slå i bordet for Putin med den store kæp NU!

NOGET HELT ANDET ER, at det undrer mig, at der næsten aldrig bliver sagt noget om den almindelige befolkning i de separatistbesatte områder. Så vidt jeg kan se, har de bevæbnede separatister (og deres hjælpere) ikke nogen folkelig opbakning. Hvis det var tilfældet, skulle vi nok få det at se. Der er vel dårligt nok nogle arrangerede og klippede ting, hvor man ser indbyggere demonstrere til fordel for separatisterne? - Og kynisk set kan man vel sige, at jo længere den stakkels civilbefolkning kommer til at leve under russisk herredømme, jo gladere vil de blive for at leve i et moderne, frit og demokratisk, til EU knyttet Ukraine, når alt dette har lagt sig. - I øvrigt ved jeg ikke, hvor flov jeg er over at tale for nedkæmpelse af oprørerne. Det er utåleligt for enhver stat at have bevæbnede grupper til at opkaste sig til herrer over dele af landets territorium. Det mest menneskevenlige er altså, at Vesten så hurtigt som muligt får presset Putin til at glemme alt om herredømme over Ukraine eller dele af det.

* * *

En Facebook-diskussion om et digt

15.07.14

Som et - sjældent - eksempel på, hvordan mine Facebook-diskussioner kan forløbe, sætter jeg her et digt og mine kommentarer til en Facebook-vens spørgsmål til det her på denne underside. Jeg henviser også til undersiden "Litterære tekster" (hvor alle mine digte står, herunder alle de særlige "nattevinduesdigte") og til undersiden "Poetik".

Nattevinduesdigt 8/2014

JEG ER HER

Kun den ens himmel

over silhuetterne,

en jævnt blågrå flade.

Der er intet særligt i nat.

Ikke så meget som

et svagt rosa skær

nede ved silhuetterne.

Intet særligt.

Det kaster mig tilbage

på mig selv.

Hvad er så jeg?

Intet særligt.

Jeg er her bare

i den grå midsommernat.

Jeg er her.

13.07.14

Svar 1

Tak for interessen, n.n.! - Allerførst har jeg ikke noget imod at fortælle, hvordan nattevinduesdigtene bliver til. De pågældende nætter sætter jeg mig simpelt hen i mit arbejdsværelse og slukker lyset. Omkring midnatstid eller en time eller to senere. Og så ser jeg ud gennem mit vindue, der vender mod nord. Og på et tidspunkt når jeg dertil, at jeg kan begynde af "skrive af". På en måde er der tale om simpel "afskrivning". Men du ved jo, at der fra begyndelsen af er tale om både indlægning og fortolkning, når man ser selv de simpleste ting. Men jeg får altså ret hurtigt skrevet noget ned på min skriveblok. Måske redigerer jeg straks en smule i det. Men i princippet lader jeg det ligge til næste dag, hvor jeg så måske kan redigerer en hel del på det. Jeg kan stryge noget og føje lidt til. Og rette og ordne. Men det er stort set "teknik". Digtet som sådant er, som det blev skrevet ned. - Dermed har jeg stort set også besvaret dine andre spørgsmål. Og du ved, det er et hovedpunkt i min poetik, at intet skal være givet på forhånd. Det er der ganske vist, som du også så rigtigt skriver, meget der er. I næste uge kommer der et par almindelige digte om netop det. Jeg er altså den person, jeg er, med alt, hvad jeg har modtaget gennem hele mit liv. Men bortset fra det, er digtet forudsætningsløst. Og det gælder helt særligt nattevinduesdigtene og andre digte, der bliver "skrevet af" (der var engang et hvor det var et træ, der blev skrevet af). For de andre digte kan godt "konstrueres", hvis det skal være. Dog ikke med facit givet på forhånd. Det ligger i hele mit koncept og dermed hele min poetik, at digtet (og hele dets proces, også forud for nedskrivningen) skal støde frem mod noget nyt og tage virkeligheden ind i sig, så der også inde i selve digtet kan opstå noget nyt. Ske en ny "virkelighedsmanifestation". - Nå, så er der det med "bare at være". Her må man som bekendt dels skelne mellem personen Bent Christensen og digtets Jeg, dels skelne mellem hele den virkelighed, der kommer til at ligge i samtlige digte, og hvad dertil hører, og så den helt punktvise virkelighed, der ligger i et enkeltdigt som dette. Dér er der tale om en enkelt, punktvis situation. Hvad der står i dette digt, betyder altså på ingen måde, at jeg skulle være en af dem, der forkynder, at man bare skal "være"! Hvis det var det, du var bange for. Det skal du ikke være. - Se, nu blev det langt igen! Men jeg forstod jo, hvor dine spørgsmål pegede hen og ville gerne svare på det.

Svar 2

Kære n.n.! Tak for denne opfølgning af dine spørgsmål! Har jeg ret, når jeg læser det, du nu også her skriver, som et led i din efterlysning af "trosbekendelse" eller "forkyndelse" i både andres og mine digte? Men så vil jeg gentage, at den slags i hovedprincippet er "forbudt" i min poetik. Hvis nogen vil se min bekendelse og min forkyndelse, kan de læse mine teologiske tekster, mine prædikener og mine salmer - OG den teologi, der ligger bag den poetik, hvori "bekendelse" og "forkyndelse" er "forbudt". Vel at mærke inden for en "storsammenhæng", hvor den kristne tro og teologi ligger uden om det hele, og hvor tidens ende og Guds Riges komme er den yderste horisont. Det "forbud" eller det påbud om forudsætningsløs selvstændighed (autonomi), der gælder ude på den "statholdermark", jeg bliver sendt ud på gennem kirkedøren og det teologiske studerekammers dør, er naturligvis ikke et forbud mod kristendommen, men har på netop den kristne baggrund til formål at sikre et direkte engagement i og en direkte erkendelse af virkeligheden, som den foreligger - så denne erkendelse kan udfylde den særlige frelseshistoriske tale, der lyder i gudstjenesten og er i teologien, ja, udfylde selve betydningen af ordet "Gud". Og dette gælder såvel første trosartikel (skabelsen) som anden trosartikel (frelsen). Jo mere du ved om den skabte om end faldne verden (skabelsens herlighed trods Faldet), jo større betydningsindhold får allerede selve ordet "Gud". Men videre er det jo også sådan, at jo mere du ved om den faldne verdens tragiske og dybt smertefulde modsætningsfyldthed, jo mere "forudforståelse" (et almindeligt teologisk begreb) har du for at kunne indse frelsens nødvendighed og frelsens karakter, idet du stadig husker det med skabelsens herlighed. Frelsen er jo skaberværkets genløsning og genoprettelse fra Syndens og Dødens og Djævelens magt. Hvilket så altså betyder, at frelsen ikke er frelse FRA den verden, som i grunden er Guds gode skaberværk, men frelse AF verden, verdens frelse fra det Ondes magt. - MEN bortset fra alt det med forståelse og forudforståelse er det jo også sådan, at du ikke kun har eller lever dit gudsforhold i gudstjenesten og teologien og dit daglige fromhedsliv eller særlige "kristenliv", men også i det liv, du (trods alt) lever i verden som den foreligger. - Det er af alle disse grunde, den helt centrale poesi i hvert fald i princippet skal være forudsætningsløs. Man kan også skrive "kristelige digte" (som er noget andet end de gudstjenstlige salme-tekster), men de hører ikke hjemme i det poetiske centrum; de ligger nærmere ved kirkedøren og den teologiske studerekammerdør. Noget helt tredje er, at du også vil kunne finde noget, der kan kaldes kristne tydninger, i nogle af mine almindelige digte. Kan du huske, hvad Søren Ulrik Thomsen sagde henne i vandtårnet? Altså noget med, at der godt kan komme kristendom ind i ens digte, selv om det ikke er tilsigtet. Men desto stærkere bliver det så. Og jeg for mit vedkommende vil mene, at det først og fremmest pdes. kan være hævdelsen af, at mennesket trods alt er noget særligt (ikke bare fysik og kemi og biologi), og at livet trods alt betyder noget, og pdas. kan være en tydning af den foreliggende virkelighed, der viser behovet for frelse. Eller det kan være andre ting, som skyldes, at jeg i al forudsætningsløsheden jo faktisk er kristen og har Evangeliets lys i nakken. Men hovedformålet med poesien er dels en dybere erkendelse af den foreliggende virkelighed, dels "livets udvidelse med andre midler", som jeg siger. - Og når jeg har sagt alt dette, så må fx det her omhandlede nattevinduesdigt stå, som det gør, altså som et udtryk for, hvordan et Jeg, der bliver kastet tilbage på sig selv af en ens grå himmel, kommer til at opleve også sig selv som ikke noget særligt, men dog insistere på, at det i det mindste ER her. Jeg siger jo ikke at dette digt er min totale forkyndelse af, hvad det vil sige at være menneske. Det er et øjebliksbillede. Og det hører vel med til at være menneske at have sådanne øjebliksoplevelser. I øvrigt indgår ordet "bare" ikke i digtets konklusion, som er: "Jeg er her". "Bare" i tredjesidste linje skal ses i modsætning til det at være noget særligt, eller altså ikke at være noget særligt. - Jeg håber, dette kan hjælpe dig og eventuelle andre. Og jeg henviser igen til mine kristne tekster. - Nu blev det endnu længere end forrige gang, men dine spørgsmål har inspireret mig til at prøve at formulere mig endnu tydeligere. Undskyld! Og godnat!

Svar 3 (eftermiddag 15.07.14)

Undskyld, n.n., men du har virkelig fået mig til at tænke over dette sådan set såre beskedne digt. Andre digtere ville nok for længst være stået af. Normalt vil man jo insistere på, at digtet skal stå for sig selv - og i hvert fald slet ikke ødelægges af digterens egne forsøg på at fortolke. Men nu er det jo dig, jeg drøfter det med. Hvortil kommer, at jeg er både teolog og præst - og at min poetik, i al sin autonomi, udtrykkeligt bygger på en teologi, nemlig "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement". Derfor vil jeg tillade mig at minde om, at det ikke så meget er "nihilismeproblemet", det drejer sig om i digtet, altså det, om der overhovedet er noget, der betyder noget, selv om det jo på en eller anden måde også ligger i baggrunden. Nej, det, jeg har "skrevet af", er, at der altså ikke var noget at skrive af. Der var kun en "ens" blågrå flade. Og når der ikke er nogen forskelle, er der heller ikke nogen betydning. Så kunne jeg (eller digtets Jeg) have projiceret sin egen betydning ind i den grå flade. Men det skete ikke. Og jeg ser nu helt bort fra spørgsmålet, hvorvidt man overhovedet skal projicere sit eget ud i det grå. Det skete bare ikke. Tværtimod blev Jeg'et kastet tilbage på sig selv. Med det resultat, at det ikke, i hvert fald ikke i lige dette øjeblik, så sig som havende nogen særlig betydning, der eventuelt kunne projiceres ud. Og dette gælder altså ikke, og i hvert fald slet ikke først og fremmest, spørgsmålet om menneskets stilling i forhold til det fysiske univers. Men på denne baggrund kommer allerede "Jeg er her bare" til at betyde noget positivt: Jeg er (måske) ikke noget særligt, men jeg er her dog ("bare" betyder altså i høj grad "dog"). Og så konklusionen (jf. også titlen): "Jeg er her". Det er i virkeligheden en udråbelse af, at uanset hvad der måtte være af særligt eller ikke særligt ved min (Jeg'ets) person, er jeg/det dog til stede som menneskelig PERSON midt i alt det grå, som der ikke lige nu er nogen særlig betydning at se i. Hvis der er nogen "forkyndelse" i digtet, hvad der jo sådan set er, er det, at den menneskelige person er en realitet - hvad mange jo benægter. - Gjorde det det bedre?

Svar 4 (formiddag 16.07.14):

Tak for din interesse og udholdenhed, n.n.! Men nu må jeg virkelig prøve at fatte mig i korthed. - Allerførst: Du citerer forkert. Sidste linje lyder (som også titlen): "Jeg er her". Og hvad "bare" i tredjesidste linje angår, gentager jeg, at det skal ses i modsætning til "Intet særligt" i fjerdesidste linje, og dermed (også) kan forstås som: "Men jeg er her dog". Hvilket ikke udelukker, at der - igen "også" - kan ligge den betydning af "nihilisme" i det, som vel er det, der generer dig. Og lad os nu bare sige, at det betyder "nihilisme". Hvad så? Det er jo en følelse eller oplevelse, der godt kan overfalde os. Og jeg gentager, at digtet netop IKKE er "konstrueret", men "skrevet af". Det er ikke min opgave som digter at skulle forkynde eller bekende, men at netop "skrive af" eller "skrive ned", hvad der sker i "digtets situation". Og hvis "digtets situation" er "nihilistisk", så er den det. Jeg gentager dog også, at den sidste linje (som altså også er blevet digtets titel, og som altså lyder: "Jeg er her", uden "bare") må ses, eller høres, som en insisterende udråbelse af, at selv om jeg (digtets Jeg) ikke er noget særligt, ja, selv om der skulle være tale om "ren nihilisme" i tredjesidste linje (hvad der dog nok ikke er), så er JEG dog til stede som PERSON. - Nu er det alligevel igen blevet længere. Og jeg gentager, at det nok er forkert, at en digter på den måde giver sig til at fortolke sit eget digt. Men jeg vil altså på den ene side forsvare min ret til, hvis det skal være, at skrive et digt, der kan være "rent nihilistisk", fordi det jo er en følelse eller oplevelse, der faktisk forekommer, men at jeg på den anden side ikke mener, at netop dette digt er "rent nihilistisk", idet det jo meget stærkt udtrykker Jeg'ets insisteren på at være til stede som en menneskelig person - midt i den grå og betydningsløse nat. - Og så må du være tilfreds. Eller det må du stille dig tilfreds med! - Men jeg takker dig endnu en gang for, at du har provokeret mig til at prøve at forklare mine poetikalske principper. Det har været særdeles interessant. Og jeg sætter nu også dette, forhåbentlig sidste, svar på min internetunderside "Facebook", hvor det måske også kan være til hjælp for andre. - Og til allersidst: Jeg er ikke nihilist. Jeg er kristen!

* * *

En anmeldelse af en anmeldelse

Af Bent Christensen

[Slået op på Peter Tudvads Facebook-væg 04.07.13. - Sat i min avisen.dk-blog og her på siden 05.07.13]

Nemlig en anmeldelse af Viggo Mortensen: "At læse Kierkegaard biografisk - og udgive det som roman". Dansk Kirketidende 7/2013, en anmeldelse af Peter Tudvads Kierkegaard-roman "Forbandelsen".

Du skal ikke være ked af det, Peter! Denne anmeldelse er til at leve med. Lad os tage de steder, der kunne være mest grund til at blive ked af det over.

At romanen langtfra altid har stemt overens med de billeder, anmelderen har skabt sig. - Sådan kan det gå.

At forfatterens kendskab til Kierkegaards København har gjort ham rasende, og at det virker fremmedgørende, hele tiden at få sat Kierkegaards tekster sat i sammenhæng med hans biografi. - Hallo! Det er en roman!

At Kierkegaards biografi udvides med fantasifulde påfund og tildigtninger. - Se forrige punkt! I øvrigt er denne udvidelse ganske beskeden, ja, så vidt jeg har hørt, efter nogle anmelderes mening alt for beskeden.

Alt læses i det biografiske lys. - Se ovenfor. Det gælder også det med forlovelseshistorien, seksualforskrækkelsen og faderens forbandelse af Gud i sin tid.

Rottegiften. - For at citere anmelderen selv: "Jo, man kan tage sig kunstneriske friheder, når man kalder det en roman". Det ER en roman! I øvrigt er rottegiftens eventuelle rolle vist ikke så slem endda. I disse Dan Brown-tider er det, undskyld udtrykket, det rene vand i en teologisk roman.

Teologisk roman? - Anmelderen mener, at en teologisk roman kun kan være en roman, der handler om Gud. Men det kan da også, som i dette tilfælde, være en roman, der handler om teologi. - Hvordan ville en roman, der handler om Gud, i øvrigt se ud?

"Jeg ved ikke engang, om Tudvad kan lide ham". - Det ved jeg heller ikke. Jeg synes ikke selv særlig godt om ham, altså Kierkegaard.

Forfatteren sympatiserer tydeligvis slet ikke med Kierkegaards teologiske engagement og pointer. - Det ved jeg nu ikke om man kan sige. Jeg tror, han sympatiserer mere med begge dele, end anmelderen tror - og mere, end jeg gør.

På nogle strækninger lidt kedeligt. - Måske. Jeg fandt bogen langt mindre kedelig og langt mere spændende, både biografisk og teologisk set, end jeg havde forventet. Og bortset fra det biografiske (som også er spændende) levede den for mig i overraskende grad op til genrebetegnelsen "teologisk spændingsroman". Jeg finder som teolog altid teologi spændende (selv om dette ord jo er for lille om selve teologien), men jeg havde ikke regnet med, at Tudvads roman ville være så spændende som netop teologisk roman betragtet, med netop den teologiske udvikling som plot.

Måske ikke en anmeldelse, men en advarsel. - Man skal lægge mærke til ordet "måske"; anmelderen skal ikke gøres hverken ringere eller dummere end som så. "Læs den ikke. Du vil få dine billeder af Kierkegaard forstyrret for ikke at sige spoleret". Dette kan godt være dobbeltbundet allerede fra anmelderens side. Og det er i hvert fald dobbeltbundet (eller kan blive det) for den, der læser anmeldelsen. Hvis jeg ikke havde læst bogen, ville jeg nok have gjort det på grund af denne altså måske også fra anmelderens side dobbeltbundede advarsel. Hvem vil ikke gerne læse en bog, der forstyrrer de billeder, man har? Nå ja, der er selvfølgelig nogle, der ikke vil have deres billeder forstyrret, men vi er også nogle, der i hvert fald gerne vil have dem udfordret.

Ad fontes, tilbage til kilderne. - Men ikke nødvendigvis i stedet for at læse Tudvads roman. Jeg har faktisk selv fået lyst til at læse noget mere af Kierkegaard selv. "Ikke manden, men mandens tekster". Igen: En roman handler om manden, hovedpersonen. Men for det første er teksterne rigt repræsenteret i romanen, og for det andet er dette en falsk modsætning. Man kan godt interessere sig for både manden og hans tekster.

En anmeldelse har som regel til sidst nogle påpegninger af blandt andet sproglige fejl. Og denne anmeldelse er altså en anmeldelse af Viggo Mortensens anmeldelse. Der er i nogle tilfælde gået sms i sproget. - I betydningen "i meget ringe grad" hedder det "stemmer langtfra overens" (men "langt fra hjemmet uden øl". - Det hedder "stemme overens med", ikke "over ens med". - Man kan (desværre) godt skrive "frem for alt" i betydningen her. Men man burde være blevet ved den gamle skelnen mellem "frem for alt" i fx "han blev ført frem for alt, hvad der var noget ved hoffet", og så "fremfor alt" lig med først og fremmest, altså fx "fremfor alt har han et dybtgående kendskab". - Og "sexual forskrækkelse" er rent nydansk sms-sprog. På det dansk, der endnu gælder, hedder det "seksualforskrækkelse". - Og på en lidt anden led: "Han ved en helvedes masse om ham". Hvorfor skal grundtvigianere så ofte have bandeord med, når de skriver?

Men til allersidst skal en anmeldelse slutte med en rosende bemærkning. Det er ikke en dårlig anmeldelse, Viggo Mortensen har skrevet. Den er (bortset fra de småting, jeg som gammel gymnasiedansklærer lige har påpeget) godt skrevet. Og det er i orden, at en anmeldelse, dvs. et stykke kritik, er kritisk. Og den er faktisk også god i den forstand, at den giver et indtryk af den anmeldte bog, ja, i den forstand, at den giver én lyst til at læse den.

NOTE: Dansk Kirketidende kan læses på Infomedia (hvis man altså har adgang).

* * *

Til et opslag om den feminine fordummelse af det danske samfund

12.06.13

Der er noget om det. Jeg tror også, det gælder hysteriet omkring café-amningen. - Men det, vi mænd skal gøre, er at få al ideologi ud af hovedet og bare gøre og lave (også producere), hvad vi virkelig selv har lyst til. Når begge køn har lige ret (hvad de selvfølgelig skal have), kommer det hele til at falde naturligt på plads. Så laver kvinderne det, de vil og kan (på mange forskellige måder). Og så laver mændene det, de vil og kan (på mange forskellige måder). - Jeg håber at leve længe nok til at komme til at opleve en sådan tilstand.

* * *

Kommentarskifte om Folkekirken med Jesper Hoffmeyer 13.06.13

Jespers kommentar i tråd til mit "Facebook-opslag i anledning af løgnens dag" (står nedenfor):

Det teologiske skal jeg ikke gøre mig klog på, men miseren er jo, at kirken er en del af statsapparatet i dette land. Hvis I ville give afkald på at være en folkekirke - hvilket jeg synes ville være klædeligt - ville I kunne fastholde alle de middelalderlige fordomme I måtte ønske.

- -

Min kommentar:

Hej Jesper! At være en del af statsapparatet har jeg de sidste 30-40 år talt for at vi skulle ophøre med. Og det, der er i gang nu, kan ses som begyndelsen dertil. Men folkekirke er vi jo, så længe den overvejende del af folket er medlemmer. Og selv om vi skulle ende på fx 25 % (et tal, jeg ofte har i tankerne), vil vi stadig være folkekirke i den forstand, at vi ikke lukker os inde i os selv som en sekt, men er åbne for ny tilgang - og i øvrigt solidariske med resten af folket. Vi ved dog ikke, om det nuværende tal (80 %) kan fastholdes eller måske stige igen. Det, vi har lært siden 1989, er, at ALT kan ske. - Endelig vil jeg sige, at jeg ikke mener, vi har nogen "middelalderlige fordomme". Det nedslag i historien, der har samlet Kirken (altså hele Den Kristne Kirke), fandt sted i oldtiden, for næsten 2000 år siden. Hvad dette "nedslag" (vi siger også "Kristus-begivenheden") så ellers var, er noget andet. Men der har siden dengang været nogle, der troede, det var Guds nedslag. Idet vi ser den mulighed i øjnene, at det bare kan være en illusion. (Men en illusion har vel også en årsag?). - Altså, Jesper, du er alt for klog og god til at sige den slags. Giv os hellere noget mere biosemiotik!

12.06.13

* * *

Facebook-opslag i anledning af løgnens dag [12.06.13]

[Slået op 11.06.13. Står også på undersiden "Kirke og teologi"].

Kære Facebook-venner!

For knapt et år siden, nemlig den 17. juni 2012, da jeg var blevet klar over, at ritualet for vielse af par af samme køn var blevet autoriseret, havde jeg denne "I øvrigt mener" i Ekstra Bladet:

"I øvrigt mener [jeg], at datoen den 12. juni 2012, hvor Dronningen autoriserede ritualet for vielse af par af samme køn, nu må stå i den danske kirkehistorie som 'løgnens dag'".

Jeg må derfor her tirsdag den 11. juni 2013, dagen før, sætte dette på såvel min Facebook-tidslinje som min hjemmeside (undersiden "Kirke og teologi"). Vi har jo nu en løgn stående i Folkekirkens ritualbog, og det er derfor meget vigtigt, at det hele tiden bliver markeret, at et stort mindretal af Folkekirkens medlemmer siger fra over for det og dermed ikke har medansvar for det. Jeg er så heldig at have en biskop, der ikke har underskrevet ritualet (Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift), og jeg har løst sognebånd fra min i øvrigt gode præst, som bare desværre følger flertallet.

Jeg kan derfor blive i Folkekirken. Der har været dårlige tider før. Og bedre tider kan komme igen, ja, er på andre områder nok allerede i gang. Lige nu er det kirkestyrelsessagen, der optager mig. Det andet mærker vi jo i praksis ikke noget til. (Hvor mange vielser af par af samme køn mon der overhovedet har været?).

Jeg deltog i det meget fine debatmøde i Bangs Have, Maribo, den 6.juni, som

"Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken" afholdt. Det har jeg fortalt om i min forrige tekst på undersiden "Kirke og teologi". Og uanset om der måske i lang tid vil være et flertal for vielser af personer af samme køn, er det den vej, vi skal. Gerne langsomt. Det vigtigste er, at bevidstheden om, at de døbtes fællesskab er en organisme, der skal styre sig selv, bliver højnet og styrket. Så må vi tage alle debatterne, ja, måske slagsmålene. Hvor der kæmpes, er der i det mindste liv!

Det er altså nødvendigt, at løgneritualet hele tiden bliver anfægtet. Men det vigtigste er, at vi alle gør, hvad vi kan, for at vort evangelisk-lutherske kirkesamfund i stadig stigende grad komme til at leve som et sådant, ja, højtideligt sagt, som en del af det store verdensomspændende kirke-legeme, vi ved dåben blev indlemmet i. Og vi må, for nu at sige det helt højtideligt, ikke glemme Evangeliets magt og Helligåndens kraft!

* * *

På Facebook om INFORMATOR 4/2012

12.12.12. - Dette er et af de efterhånden sjældne eksempler på, hvad jeg har skrevet i Facebook. Jeg deltager ikke i så mange diskussioner mere (og sætter nu sjældent mine egne bidrag på nærværende underside), og de digte, aforismer, salmer m.m., jeg sætter på min væg/tidslinje står på især undersiderne "Salmer og kristelige digte" og "Litterære tekster" - eller på nogle af de andre undersider. Nedenstående fx på "Internationalt". Men det kan også være på fx "Kirke og teologi".

INFORMATOR POLSKI 4/2012

12.12.12. - I det nummer af "Informator Polski", som udkom her i begyndelsen af december, er der nogle ting, der har en eller anden sammenhæng med ting, jeg tidligere har vist vennerne. Og da jeg ved, der er både polske og danske venner, der interesserer sig for disse ting, slår jeg dem nu op her på væggen/tidslinjen. Jeg gør det afsnit for afsnit i de følgende fem kommentarfelter:

På den sidste af de fire midtersider med farvebilleder er der seks billeder fra Harald Blåtand-dagene i Bispedømmet Szczecin-Kamień. Overskriften er: "Obchody 1025. rocznicy śmierci króla Danii Haralda Sinozębego" (Højtidelighederne i anledning af 1025-året for den danske konge Harald Blåtands død). Og billederne viser: Mindestenen for Harald i Wolin. - De fire gejstlige i Folkekirkens delegation på kirkebænken. - Alle danske deltagere og nogle af de polske værter ved cistercienserklostret i Kołbacz (en filial af cistercienserklostret i Esrum). - Generalvikar (katolsk "domprovst" i Danmark) Lars Messerschmidt ved prædikepulten under en af gudstjenesterne. - De to danske bidragydere, en dansk tolk og to repræsentanter for Det Humanistiske Fakultet under konferencen på Szczecin Universitet. - Pastor Maria Harms og pastor Jan Zalewski ved prædikepulten under en af gudstjenesterne.

På de følgende to tekstsider (29 og 30) følger den polske præst Robert Gołębiowskis artikel "Obchody 1025. rocznicy śmierci w Wolinie Haralda Sinozębego - króla Danii" (Højtidelighederne i anledning af 1025-året for den danske konge Harald Blåtands død i Wolin). - Der er to billeder til denne artikel: a. Ærkebiskop Andrzej Dzięga under en af gudstjenesterne. - b. Alle holder hinandens hænder under afsyngelsen af sangen "Abyśmy byli jedno" (For at vi alle må være ét). Og til dette billede er der nederst på siden en boks med den polske og en dansk version af denne sang (som egentlig er omkvædet til sangen "Patrzę na ptaki i lilie polne" (Jeg ser på fuglene og markens liljer). Se nærmere på min hjemmeside, undersiden "Internationalt". I tekstboksen står:

Abyśmy byli jedno, podajmy sobie ręce.

Abyśmy byli razem i jedno mieli serce.

Dzielmy się chlebem, dzielmy się niebem;

Niech się odmieni, niech się odmieni

oblicze ziemi, tej ziemi.

Dansk oversættelse af omkvædet til den polske sang "Abyśmy byli jedno".

For at vi ét må være, ræk nu hinanden hånden!

Så at nu i det nære hjertet er ét og ånden.

Vi deler brødet og himmelmødet.

Må Ånden give, må Ånden give,

at ny må blive vor jord her!

Polsk original: biskop Józef Zawitkowski.

Dansk endelig version: Bent Christensen

10.10.2012.

På de to næste sider (31 og 32) står artiklen "Dania i Polska w okresie zimnej wojny" (Danmark og Polen under Den Kolde Krig). Det er det pågældende afsnit af mit indlæg på universitetskonferencen. Midt på den første side er et dejligt billede af udenrigsminister Per Hækkerup med cigar. - Se hhv. den danske og den polske version af hele indlægget på min hjemmeside, undersiderne "Internationalt" og POLSKI.

På side 43-45 står Polonia-formand og formand for Dansk-Polsk Forening i Næstved Lidia Szusters særdeles interessante artikel "Pomnik lotników polskich w Slaglille" (De polske flyveres mindesmærke i Slaglille). - Slaglille-historien vil være mange af mine venner her bekendt; ellers kan den læses på min hjemmeside, undersiderne "Internationalt" og "Erindringer - DAGBOG". Men Lidia Szusters artikel har ikke alene en hel del detaljer, jeg ikke har fået med, men også, og navnlig, en omtale af mindesmærkets skaber Kazimierz Danilewicz.

Såvel i mit ovenfor omtalte konferenceindlæg som i min rejseberetning i Informator 4/2008 "Fra Poznań til Njebjelčicy 2008" (som også kan læses på undersiden "Internationalt") har jeg omtalt "Det danske tårn" i Wawel-kongeslottet. Og om netop det handler den lille artikel på side 52: "Duńskie ślady na Wawelu" (Danske spor på Wawel). Jeg tillader mig at oversætte hele den lille tekst:

"Det danske tårn, også kaldt den gotiske pavillon, er lige ved Kurza Stopka (Hønsefoden, se nf.). Det blev opført i det fjortende århundrede. Under renæssanceombygningen af slottet i det sekstende århundrede blev det inkluderet i det nye palads. Den nuværende skikkelse - med en udsigtsbalkon i den øverste etage - fik det i det tyvende århundrede, efter den af professor A. Szyszko-Bohusz gennemførte restaurering".

"Tårnets navn stammer fra den store monark-kongres i Kraków 1364, i kong Kazimierz den Stores regeringstid. I den deltog også den danske konge Valdemar IV [Atterdag], som boede i netop dette tårn - som også Danmarks, Norges og Sveriges konge Erik af Pommern boede i, da han i 1424 var det polske kongepars gæst i anledning af Władysław II Jagiełłos fjerde kone Zofia Holsztynskas kroning".

"Desuden er der i Wawel-slottet to skulpturer af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen - en Kristus-figur i Kaplica Potockich (for tiden under restaurering) samt et mindesmærke for oberst Włodzimierz Potocki i Dronning Zofias kapel".

Det meste af denne lille artikels højre spalte fyldes af et billede med teksten "Det danske tårn på Wawel". - Og "Det danske tårn" er altså den venstre "tilbygning" (åbenbart oprindelig en fritstående pavillon) til selve kongeslottet. Yderst til højre det "Kurza Stopka", "hønsefoden", man ser. Og man skal ikke se længe på den, før man godt kan se, den faktisk ligner en hønsefod. - LINK til den polske Wikipedia-artikel "Wieża Duńska na Wawelu" (Det danske tårn på Wawel) med en tegning, der viser tårnets placering og to gode billeder, hvoraf det ene svarer ret nøje til det, der illustrerer Informator-artiklen: http://pl.wikipedia.org/wiki/Wie%C5%BCa_Du%C5%84ska_na_Wawelu

Der er meget andet interessant stof i vinternummeret af "Informator Polski", men ovenstående er som sagt noget, der har direkte forbindelse med ting, jeg har vist mine Facebook-venner og/eller har sat på min hjemmeside.

* * *

Vi må videre

Facebook-kommentar 12.01.12

[...] Vi skal som sagt videre. Jeg er overbevist om, at vi under alle omstændigheder har en afgørende periode foran os. Vi skal derfor koncentrere os om at levere nogle positive indspark og bidrag. - Jeg tænker på mange leder meget over, hvad det betyder, at nogle ting præger den almindelige opfattelse, og hvorfor det betyder så meget for mere eller mindre os alle, hvad den almindelige opfattelse er. Egentlig kunne hver enkelt person og hver enkelt gruppe jo bare leve sit eget liv. Idet man respekterede nogle fælles færdselsregler om, ikke at genere hinanden og indskrænke hinandens frihed. Og jeg tror, vi kommer ind i en tid, hvor forskellige sæt af holdninger og meninger på en hidtil uset måde kommer til at leve ved siden af hinanden (pluralisme, pluralitet). Men alligevel vil vi alle have en interesse i, hvordan det fælles, der bliver tilbage, er, så at vi også fortsat kæmper for at få så megen indflydelse på det som muligt. Men dette kan nok med fordel ske ved, at vi udfolder vort eget, hvorefter det må vise sig, hvor meget det kan komme til at præge det helt fælles. - Jeg kunne godt tænke mig noget virkelig nyt, som ikke bare er noget andet, end hvad der mere eller mindre har hersket siden 1700, 1800, 1870 og 1960/65, men også kommer til at udfolde nogle ting, som ikke blev udfoldet efter hverken Luther eller Grundtvig. Man kan godt sige en helt ny kultur. På kristendommens grund og inden for en kristen ramme - men samtidig i en total åbenhed over for den foreliggende virkelighed. Og den vil vi så kunne gå ud til de ikke-kristne med. Idet vi udfordrer dem til, selv at være lige så totalt åbne over for virkeligheden. Som det er nu, er virkeligheden skjult af et netværk af MENINGER! Jeg tænker fx på, hvordan man MENER at "Gud er død" og at hverken personen eller virkeligheden findes, men at alt er konstruktioner osv. Det er rigtigt, at udviklingen i menneskeverdenen har stor betydning, og at de former, hvori man oplever virkeligheden ændrer sig i takt dermed. Ja, at vi i høj grad lever i det menneskelige "netværk" som i et "medium"! Men rent fysisk set (og det må man vel fortsat have respekt for) er både hele Universt og hvert enkelt menneskebarn, der fødes, nøjagtig som for 3000 og 10000, ja, vel faktisk også 30000 år siden. Man skal altså ikke overdrive betydningen af, hvordan man lige netop nu MENER det hele er!

* * *

Kommentar til diskussion i Rasmus Jarlov-tråd

Som medlem af Dansk Folkeparti siden 2002 har jeg også gjort turen med fra at betegne mig selv som "socialdemokrat" til at betegne mig selv som social-konservativ. (Som ung, dvs. i anden halvdel af 1960'erne, hvor det var "venstreorienteringen" og Sovjetimperiet, der var fjenden, indledte jeg i øvrigt mit politiske engagement med at melde mig ind i Det Konservative Folkeparti). - Jeg tillader mig at citere en af mine aforismer fra i år:

Social-demokrat eller social-konservativ - hvad er forskellen? Den er ikke stor, hvis begge dele er Danmark for folket.

Og jeg kan føje til, at min respekt for 1900-tallets socialdemokratiske folkeparti fortsat er stor. Det, der får mig til at forholde mig kritisk til det socialdemokratiske parti, er først og fremmest resterne af ideologi med dertil hørende floskler, og så den nymoralisme, der siden 1989 har præget også dette parti. Jfr. Pouls Nyrup Rasmussens udråbelse af 1990'erne til "moralens årti". Det er også denne nymoralisme i forbindelse med manglen på "fortælling" og vision, der har gjort den fremmedpolitiske strid og den dermed forbundne kulturkamp så bitter og polariseret. Men der kan forhåbentlig komme bedre tider.

18.11.11

* * *

AFORISMER OM HENHOLDSVIS DET NØDVENDIGE FÆLLESSKAB OG ARVESYNDEN

Nedenstående to aforismer er i dag sat på undersiden "Aforismer" - og slået op på min Facebook-væg, hvor de blev ledsaget af de også her indsatte kommentarer

AFORISME 1

Jeg har altid sagt: Lad folk mene, hvad de vil, bare de ikke generer mig og i øvrigt overholder landets love. Men så er jeg kommet til at tænke på, at hvis flertallet mener noget, der generer mig, så er det jo dem, der giver landets love. - 26.10.11. - Sat på min Facebook-væg samme dag.

AFORISME 2

Den store modvilje mod læren om arvesynden udtrykker netop arvesynden. - 26.10.11. - Sat på min Facebook-væg samme dag.

KOMMENTARER:

Jeg arbejder i denne tid inden for mit mange gange omtalte "storpoetiske" projekt meget med forholdet mellem det individuelle og det fælles. Helt centralt - og helt upolemisk - på området helt inde omkring det enkelte digt, men jo også på det poetiske område i bredere forstand. Men hvor meget jeg end ønsker at holde mit poetiske arbejde fri for det programmatiske - for slet ikke at tale om det egentlig politiske - kan man jo ikke arbejde med et projekt af denne karakter (oven i købet "på Grundtvigs skuldre!), uden at man også kommer til at tænke på folkets og samfundets liv i det hele taget. Med en let omskrivning af noget, netop Grundtvig har sagt, så er det samfundsmæssige og politiske liv jo i høj grad udtryk for "åndens legemlighed". Og under alle omstændigheder er det jo ikke ligegyldigt for selv den mest individualistiske og pluralitetsvillige "poetiker" og kultur-tænker, hvordan det fælles liv i samfundet er. - Dagens første aforisme handler om, at hvis der ikke er bred enighed om en lang række grundlæggende ting, kan det blive svært at leve i samfund sammen under bekendelse til pluraliteten og den individuelle frihed. Det er fint og berigende med mangfoldighed. Jeg går selv stærkt ind for mangfoldighed og ønsker ingenlunde at mine egne - i øvrigt meget fine og gode! - meninger skal være enerådende. Jeg ved godt, at der er mange andre gode positioner og vinkler, og at ingen enkeltperson kan se det hele. Men mangfoldigheden er kun positiv og smertefri, hvis alle har dette syn og i øvrigt et fælles syn på en lang række grundlæggende ting.

Der har for nylig været foretaget en undersøgelse af danskernes religiøsitet. Det, jeg har hørt om resultaterne, har været skræmmende. Selv præster har fx sagt, at det ikke længere kan nytte noget at tale om arvesynden. Jeg håber dog, det kun er selve ordet, de har ment. For sagen selv må jo siges at være meget tydeligt til stede. Og kan man ikke se den inde i sig selv, kan man i hvert fald se den i tv-avisen! - Problemet er selvfølgelig, at det moderne menneske ikke bryder sig om at høre om synd og skyld. Men jeg tror også, problemet er, at tidsånden i det hele taget ikke bryder sig om bare tanken om, at der er noget, der er uden for menneskets og samfundets kontrol. Man kan bare se, hvordan man forholder sig til spørgsmålet om intelligensens arvelighed og til spørgsmålet om kønnet som medfødt biologisk kendsgerning. - Teologisk udtrykt kan man sige, at det moderne menneske i helt særlig grad ønsker at være såvel sin egen skaber som sin egen frelser. Og det er netop, hvad Synden grundlæggende består i. Det er herfra, alle enkeltsynderne og enkeltulykkerne stammer. Sådan må man i hvert fald sige det, hvis det skal udtrykkes meget kort. For også her er der jo tale om store gudsforholdsmæssige og eksistentielle forhold, som intet menneske kan gennemskue. Men det klassiske teologiske syn har efter min mening i høj grad virkeligheden for sig. Tidligere domprovst i Odense Rudolph Arendt (far til blandt andet biskoppen i Haderslev og domprovsten i Roskilde) har, citeret efter hukommelsen, udtrykt i hvert fald en afgørende side af arvesyndsbegrebet med disse ord: Mennesket er selv medskyldigt i sin skæbne. - For man må jo ikke glemme slangen i Paradiset (intet af det skal naturligvis forstås bogstaveligt): Mennesket blev ifølge allerede den gamle jødiske, meget fine teologi forført af Djævelen til at gøre oprør mod Gud. Mennesket er altså trods alt ikke selv en djævel, men kun en synder. Arvesyndsbegrebet og den gamle fortælling om uddrivelsen af Paradiset handler om nogle eksistentielle grundvilkår, som det er katastrofalt at se bort fra - selv om ingen af os jo kan forklare dem. Det er ikke for ingenting, man ofte bruger ordene "det Ondes gåde". - Mon Lenin, Stalin, Hitler, Mao og Pol Pot troede på Arvesynden?

* * *

DET HELLIGSTE

Selv om jeg har pålagt mig selv, stort set ikke at deltage i den nok i første omgang tabte debat om homovielser, måtte jeg dog give denne kommentar til KD-artiklen "Kristen medarbejder skåret i løn for facebook-udtalelser" (altså om homovielser):

DET HELLIGSTE - Det undrer mig egentlig ikke. Homoseksualiteten er nok det helligste af alt lige nu (foran klima, miljø og indvandring). At udtale sig kritisk om homoseksualitet og homovielser er i visse kredse nok endnu værre end at tegne Muhammed med en bombe i turbanen. - Det er ikke bare islam, der er middelalderlig, vi er også selv ved at blive det, altså i den forstand, at "kirken" straffer dem, der siger noget forkert.

Kommentaren ledsager også mit opslag af linket på min Facebook-væg

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/437996:Kirke---tro--Kristen-medarbejder-skaaret-i-loen-for-facebook-udtalelser

26.10.11

* * *

Om mine Facebook-aktiviteter i slutningen af oktober 2011

Som flere gange sagt orker jeg ikke at deltage mere i debatten om homovielserne. De kommer nok til foråret - så kirkeministeren, som bebudet, kan være med til at stå og kaste ris(!!!) på det første homoseksuelle ægtepar (se kommentaren dertil nf.). Men så vil jeg til gengæld bruge ret mange kræfter på drøftelsen op til den af det nye folketingsflertal bebudede kirkeforfatning. Jeg har i flere diskussioner sagt, at vi står over for det mest afgørende nybrud siden 1536. Det er der dog også andre der siger. Min de forstår det modsatte ved det. Der har i dag i både radio og tv været nogle virkelig skræmmende indslag om danskernes religiøsitet. Og det mest skræmmende har været nogle af de medvirkende præsters udtalelser. Men det er altså nu sandhedens time, og jeg vil fra nu af, så kraftigt jeg kan, opfordre især alle gode præster og alle gode lægfolk, der på nogen måde har noget godt at sige, til, hver med sit næb, til at begynde at tale klart og tydeligt og stærkt om, hvad evangelisk-luthersk kristendom er. Kirkebevidste og teologisk kyndige lægfolk er af afgørende betydning nu (som emeritus kan jeg i flere henseender selv siges at høre til denne gruppe). Det helt afgørende er, at så vidt muligt ingen "lille mand med lille tro" bliver tabt i svinget ved en fejltagelse. Jeg kræver jo ikke en udbygget, fin teologisk forståelse af ethvert folkekirkemedlem. Og jeg kan også selv gå langt for at udlægge de klassiske dogmer på en moderne måde. Det er slet ikke det. Det afgørende er heller ikke, at man indrømmer sin tvivl og anfægtelse og uklarhed. Jeg opererer selv meget med, hvad jeg betegner som "tågeklatternes teologi" (for selv den største og mest udflydende tågeklat har dog et centrum og befinder sig dog et nogenlunde bestemt sted). Nej, det afgørende er, at alle er enige om, at det er den betydnings-STRUKTUR, der først og fremmest ligger i den bekendelse, vi alle er døbt på, vi er samlet om, og at ingen tror, endsige offentligt forkynder, noget, der direkte strider imod den.

I dag (24.10.11) har jeg fx sat denne kommentar (som en af flere) i en diskussion i en Facebook-tråd:

@N.N. - Udmærket. Og det vil være fint, hvis vi kan nøjes med at benytte os mere af valgmenighedsmuligheden. Jeg ved ikke, om du overhovedet kender mig. Men jeg var altså dybt loyal folkekirkepræst 1971-2003, og jeg vil virkelig strække mig langt for at undgå en kirkespaltning. Især af hensyn til den berømte lille mand med den lille tro - en betegnelse jeg bruger i virkelig positiv betydning. Kirken har som bekendt før været i krise, og der kan, måske meget snart, komme bedre tider. Min erfaring er, at også mange "kirkefremmede", når det kommer til stykket gerne vil have "den ægte vare". De kan godt mærke, hvor "kraften" ligger. Men det vil være godt, om for det første så mange præster som muligt begynder at tale virkelig klart og stærkt om alle disse ting, men jo for det andet også de mange lægmænd, der på den ene eller den anden måde, hver med sit næb, har noget at sige. Teologisk velorienterede lægmænd vil være en vigtig faktor i fremtidens kirke. - NB! Jeg tilhører ikke "højrefløjen", men er discipel af Grundtvig og evangelisk-luthersk, økumenisk åben - og på flere måder også moderne - traditionalist. - Se evt. www.bentchristensen.dk - især undersiden "Kirke og teologi", men også undersiden "Grundtvig".

TILFØJET HER 25.10.11: Senere satte jeg også indledningen her på siden til ovenstående klip ind i tråden. Og jeg tilføjede:

Jeg er virkelig dybt rystet over, hvad der har været sagt i radio og tv i dag. Men man kan da håbe, at det ikke står helt så slemt til, som journalisterne og de udvalgte "imødekommende" præster siger. Jeg tror, Folkekirken og dens præster har mere i sig end som så. Men denne dag har dog fået muligheden af en egentlig kirkespaltning til at tegne sig stærkere end nogensinde før. Og i værste fald må vi så også forberede os på det. Jeg vil virkelig have så mange som muligt med. Men det skal være i et evangelisk-luthersk kristent kirkesamfund. Og så er antallet underordnet. Grundtvig skriver et sted, at om der så kun er 120 medlemmer (jfr. den allerførste menighed) tilbage, er der dog en kristen menighed i Danmark. De, der vil være "google-buddhister", bør i ærlighedens og anstændighedens navn selv træde ud. Men tingene skal forklares grundigt. For det kan godt være, mange af dem, alligevel vil holde sig til "den ægte vare", når det kommer til stykket.Jeg er virkelig dybt rystet over, hvad der har været sagt i radio og tv i dag. Men man kan da håbe, at det ikke står helt så slemt til, som journalisterne og de udvalgte "imødekommende" præster siger. Jeg tror, Folkekirken og dens præster har mere i sig end som så. Men denne dag har dog fået muligheden af en egentlig kirkespaltning til at tegne sig stærkere end nogensinde før. Og i værste fald må vi så også forberede os på det. Jeg vil virkelig have så mange som muligt med. Men det skal være i et evangelisk-luthersk kristent kirkesamfund. Og så er antallet underordnet. Grundtvig skriver et sted, at om der så kun er 120 medlemmer (jfr. den allerførste menighed) tilbage, er der dog en kristen menighed i Danmark. De, der vil være "google-buddhister", bør i ærlighedens og anstændighedens navn selv træde ud. Men tingene skal forklares grundigt. For det kan godt være, mange af dem, alligevel vil holde sig til "den ægte vare", når det kommer til stykket. Jeg er virkelig dybt rystet over, hvad der har været sagt i radio og tv i dag. Men man kan da håbe, at det ikke står helt så slemt til, som journalisterne og de udvalgte "imødekommende" præster siger. Jeg tror, Folkekirken og dens præster har mere i sig end som så. Men denne dag har dog fået muligheden af en egentlig kirkespaltning til at tegne sig stærkere end nogensinde før. Og i værste fald må vi så også forberede os på det. Jeg vil virkelig have så mange som muligt med. Men det skal være i et evangelisk-luthersk kristent kirkesamfund. Og så er antallet underordnet. Grundtvig skriver et sted, at om der så kun er 120 medlemmer (jfr. den allerførste menighed) tilbage, er der dog en kristen menighed i Danmark. De, der vil være "google-buddhister", bør i ærlighedens og anstændighedens navn selv træde ud. Men tingene skal forklares grundigt. For det kan godt være, mange af dem, alligevel vil holde sig til "den ægte vare", når det kommer til stykket. Jeg er virkelig dybt rystet over, hvad der har været sagt i radio og tv i dag. Men man kan da håbe, at det ikke står helt så slemt til, som journalisterne og de udvalgte "imødekommende" præster siger. Jeg tror, Folkekirken og dens præster har mere i sig end som så. Men denne dag har dog fået muligheden af en egentlig kirkespaltning til at tegne sig stærkere end nogensinde før. Og i værste fald må vi så også forberede os på det. Jeg vil virkelig have så mange som muligt med. Men det skal være i et evangelisk-luthersk kristent kirkesamfund. Og så er antallet underordnet. Grundtvig skriver et sted, at om der så kun er 120 medlemmer (jfr. den allerførste menighed) tilbage, er der dog en kristen menighed i Danmark. De, der vil være "google-buddhister", bør i ærlighedens og anstændighedens navn selv træde ud. Men tingene skal forklares grundigt. For det kan godt være, mange af dem, alligevel vil holde sig til "den ægte vare", når det kommer til stykket.

* * *

Et væg-opslag, en kommentar og en henvisning

19.10.11 havde jeg sat dette opslag på min Facebook-væg:

NU RABLER DET FOR KIRKEMINISTEREN!

Har lige set i TV 2 ttv, at Manu Sareen selv vil være til stede ved den første homovielse og være med til at stå og kaste ris på brudeparret. Så skal det åbenbart også vedtages i Folketinget, at to af samme køn kan få børn med hinanden. Det med risene er jo et ældgammelt frugtbarhedssymbol. Klik evt. på linket her:

http://www.netbryllup.dk/Traditioner/ris.html

Og det udløste en ret ivrig diskussion. Efter 21-tvavisen på DR 1 skrev jeg i en af mine egne kommentarer bla.:

Nu fik vi set tva. - Jeg tror, Manu Sareen og De Radikale lider af storhedsvanvid. - Men jeg mener, jeg tidligere i dag hørte, der også var et flertal i befolkningen for homovielser. Men vil der også være det i den kommende evangelisk-lutherske menighed? Jeg har ikke styr på, hvor mange evangelisk-lutherske kirker i verden der har homovielser/kønsneutralt ægteskab, men jeg frygter, det er en del. Svenska Kyrkan har jo et rædselsfuldt "allekønsritual". Så adskillelse fra staten er ikke nogen garanti. Men den endelige kamp skal finde sted dér. "Progressiviteten" er et sværmeri, der også er vidt udbredt blandt selv gode kristne. Men jeg vil højst være med til at danne en homovielsesfri valgmenighed. Det gælder også, hvis vi får homovielser i den nye, selvstændige kirke. Men noget andet er, at dette kun er ét blandt flere symptomer på, at den er gal, så det kan ikke udelukkes, at jeg og/eller mine yngre ligesindede ender i en fraspaltet evangelisk-luthersk kirke. Det vil jeg ikke betragte som kirkesplittelse. Det vil så være os, der er den sande evangelisk-lutherske kirke i Danmark, og den anden vil ikke bestå særlig længe. Vi lever i "sandhedens time". Situationen er i mange henseender meget alvorlig, og "kulturkristendom" og "folkets kirke" har intet at bygge på eller stå imod med.

I øvrigt henviser jeg til, hvad jeg videre har skrevet hertil - på undersiden "Kirke og teologi".

Jeg prøver jo så vidt muligt at undgå at spilde tid og kræfter på den jo nok umiddelbart tabte homovielsesdebat. Til gengæld agter jeg at bruge alle nødvendige ressourcer på forberedelsen af Folkekirkens fremtid (kirkeforfatningen). - Jeg må også i det hele taget prøve at bruge så lidt tid som muligt på Facebook. Altså ud over den tid, jeg bruger på digte og salmer m.m. For det er noget, der betyder meget for mig, helt centralt. Det er en stor inspiration og motivation for mig, og jeg er de venner, der giver mig en "Synes godt om" eller en lille venlig kommentar, stor tak skyldig. - Men jeg nyder også det i bredere forstand "venne-lige" fælllesskab i Facebook! Mit liv ville virkelig være fattigere, hvis jeg ikke havde kontakten i stort og småt med mine forskellige FB-venner. Det er i høj grad også simpelt hen hyggeligt!

* * *

Bemærkning 10.10.11

Jeg har været ganske aktiv på Facebook efter valget. Også alt for meget. Og jeg har ikke kunnet nå at sætte ret meget på her. Nedenstående fra undersiden "Erindringer - DAGBOG" giver en meget god sammenfatning af, hvad jeg har givet udtryk for:

Afsluttende om september 2011 (og begyndelsen af oktober)

Jeg har på Facebook diskuteret situationen efter valget og omkring regeringsdannelsen en hel del. Noget af det, men kun en ret lille del, står på undersiden "Facebook". Jeg har brugt rigelig tid på det. Jeg prøver jo at koncentrere mig om selve mit storpoetiske projekt og noget polsk. Min holdning er, at Danmark selvfølgelig ikke går under på grund af det nye flertal og den nye regering. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg er ligeglad med politik. Samfundets og statens liv er jo kort sagt en del af det åndeliges legemlighed. Men mit bidrag skal stort set være de programmatiske sider og det programmatiske spin-off af selve mit projekt. Hvis det nye flertal ruller fremmedpolitikken væsentligt tilbage, forsvinder det ved næste valg. Og jeg tror, den økonomiske krise, som vi nok slet ikke har set enden på, kan komme til at betyde, at det i det lange løb bliver nok for det nye flertal at have fået luftet sin godhed, hvorefter nødvendigheden vil tvinge det til at føre en stram fremmedpolitik. Men her må vi se, hvad fremtiden vil bringe. Kirkepolitisk er jeg helt enig med den nye regering. Altså ikke lige mht. homovielserne, som jeg fortsat kæmper imod, idet jeg dog snart ikke vil ytre mig mere, men blot vente og se, og så ellers om nødvendigt løse sognebånd. Jeg har allerede meddelt min gode sognepræst dette (uden at vide, hvordan hun vil stille sig), og jeg har allerede en god præst at kunne gå til. Jeg kunne måske også finde på at tilslutte mig en homovielsesfri valgmenighed. Jeg vil dog nødig være sammen med højrefløjsfolk! Hvis jeg skal tilslutte mig en valgmenighed, skal det være en, der også i øvrigt, ikke mindst hvad gudstjenesten angår, svarer til mine ønsker. Men hvad kirkeforfatningen angår, er jeg helt enig! Jeg kunne ligefrem godt tænke mig at blive medlem af en kommende forfatningskommission! Jeg mener, jeg virkelig ville kunne bidrage med meget godt. Men også her må vi se. Det vigtigste er, at selve drøftelsen - og dermed højnelsen af kirkebevidstheden - kommer i gang nu. Allerede den situation, vi er i nu, er en opfyldelse af, hvad jeg har tænkt og sagt og skrevet siden 1970'erne.

* * *

MODANGREBET

Opslag på min Facebook-væg 23.09.11

Jeg har bemærket, at der vist er ved at være et modangreb i gang mod "Dansk Folkeparti og omegn". Jeg har fx her fredag formiddag 23.09.11 lige hørt Poul Friis i DR P 1. Udsendelsen blev i DR's nyhedsbrev foromtalt således:

I denne uge er det 70 år siden, at de tyske jøder blev tvunget til at bære den gule jødestjerne. Dagen den 19. september 1941 var ifølge den tyske professor i sprog Victor Klemperer krigens værste. Han var selv jøde og skrev efter krigen bogen ”LTI, Det tredje Riges sprog”, hvor han analyserede nazisternes omtale af jøderne. Både dagen og bogen er værd at huske, mener kommunikationsrådgiver Knud Lindholm Lau, som også har udgivet ”LTI” på dansk. – Bogens kapitel om jødestjernen viser, at små og store sproglige skridt også medvirker som forudsætninger for diskrimination og vold mod bestemte samfundsgrupper, siger han. Knud Lindholm Lau er gæst hos Poul Friis.

Det var utroligt, hvad man måtte høre. Det blev nærmest sagt, at det er os, der er skyld i ghettodannelserne (med mere eller mindre direkte sammenkædning med, hvad ghettoer var under nazismen). Og ved en række sproglige krumspring blev de muslimske kvinders helt frivillige tørklæde paralleliseret med den jødestjerne, naziregimet tvang jøderne til at bære! Ja, ikke alene Muhammedkrisen, men også 11. september 2001 (eller i hvert fald situationen derefter) blev på en eller anden måde nærmest vores skyld. Det var selvfølgelig først og fremmest Knud Lindholm Lau, der sagde disse ting, men Poul Friis hjalp forbavsende godt til. Og der var, så vidt jeg hørte, ingen af dem, der ringede ind, der modsagde dem, tværtimod.

Jeg har også set ting i Ekstra Bladet, både i de der eksempler og kommentarer på side 2 og i indlæg på debatsiden, der ligger på samme linie. Og jeg har vist set og hørt andre ting.

Jeg har en fornemmelse af, at folketingsvalget har fået "de hellige" til at vejre morgenluft, til at sige til sig selv, at nu har Blå Blok i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed lidt et nederlag, og så gælder det om at få os nedkæmpet totalt - mens vi ligger ned.

Men lad dem bare føre sig frem! Vi er måske blevet rullet tilbage til "før 2001" (husk dog på, hvad S og SF har været nødt til at sige for at kunne gøre sig håb om at komme til magten!). Men hvis det er tilfældet, kommer der et nyt "2001" ved næste valg. Og vi kan også se, hvordan man ude i Europa er begyndt at se virkeligheden i øjnene. Det skal nok gå.

Hvad sproget angår, har jeg i øvrigt min egen ryg fri. Jeg har aldrig brugt grimme ord om indvandrerne, men har tværtimod gang på gang opfordret mine meningsfæller til at afstå fra det. Jeg er bare imod, at de er her, dvs. imod "befolkningsudskiftningen", ligesom jeg naturligvis er imod, at den totalitære religion islam på nogen som helst måde skal komme til at præge det samfund, jeg selv skal leve resten af min tid i, og som mine efterkommere skal leve i.

* * *

Venstrefløjen og det danske før og nu

Det er påfaldende, hvordan venstrefløjen i løbet af de sidste 40 år har ændret syn på det nationale. Omkring 1972 slog de venstreorienterede på de nationale strenge i en grad og på en måde, fx jeg aldrig ville have drømt om og aldrig vil kunne drømme om. Men dengang var EF og dansk medlemskab af samme imod Sovjetunionens interesser. Nu er Sovjetunionen ikke alene gået fallit, men også død og borte, og EU fremstår som en meget god erstatning.

22.09.11

KOMMENTAR: Jeg har længe gået med dette i hovedet, men skrev det ned nu efter at have set nogle ting fra 1970'erne og 1980'erne i forbindelse med mit arbejde med "Det særligt danske".

* * *

Forskelligt dagen efter valget - ikke mindst om Signe Stubs Sognegård

Det største for mig var oplevelsen af demokratiets højtidsdag som valgstyrer i Signe Stubs Sognegård, Birket på Nordvestlolland!

Jeg kan leve med valgresultatet. Jeg tænker i de større linier. Og Danmark bryder ikke sammen. Mon vi får en RVK-regering eller lignende om to år? - Men jeg vil meget hellere fortælle, hvordan valgdagen gik for Anna og mig. Se kommentarfelterne:

- - -

Anna og jeg var valgstyrere i henholdsvis Maribohallerne og Signe Stubs Sognegård i Birket på Nordvestlolland. Og det er især sidstnævnte, jeg vil fortælle vennerne om! Anna har prøvet det nogle gange før, jeg ved samtlige valg og afstemninger siden min pensionering i 2003. Vi repræsenterer Dansk Folkeparti. Det er dejligt at opleve valgdagen på denne måde. Det er nu alligevel demokratiets højtidsdag. Og det er dejligt at være på valgstedet hele dagen og se vælgerne komme og høre deres bemærkninger. Det er dejligt dansk. Arbejdsfællesskabet med de andre er også en vigtig del af oplevelsen. Og vi var denne gang begge på hold med nogle stort set helt nye mennesker. Anna var dog sammen med en fælles kammerat fra vor skoletid i Maribo. Han repræsenterede SF. De opfriskede gamle minder og havde det enormt hyggeligt. I Birket kendte jeg to af vælgerne, nemlig den tidligere graver og præsten (vi spiller jo indimellem i Birket Kirke). - Se fortsættelsen om Signe Stubs Sognegård:

- - -

Men jeg har jo ellers været først i Bursø (hvor jeg boede, da jeg gik i gymnasiet), og da det blev lukket, i Errindlev her lige nede syd for os. Nu skulle jeg helt til Nordvestlolland. Men da jeg så valgstedets navn, blev jeg glad: SIGNE STUBS SOGNEGÅRD! Jeg har, siden jeg var dreng, hørt min familie i Birket tale om Signe Stub. Og når jeg nu kommer på Birket Kirkegård, ser jeg det lille mindeanlæg med hendes granit-træsko.

Historien om Signe Stub (1842-1932) og om hendes penge, hendes legat, sognegården og mindesmærket på Birket Kirkegård bør læses i sin helhed (brug linket). Men det er altså, og jeg refererer og citerer lidt, historien om en kvinde, der efter sine sidste søskendes død i 1919 i en alder af 77 år sad alene tilbage med hus, penge og andre værdier, som de fem søskende havde samlet i et langt liv.

Mange i Birket mente, at Signe var lidt sær, og at hun kun tænkte på sine penge, efter at hun var blevet alene. Hun kunne sikkert også være hvas i replikken og fordømmende overfor andre. Men en del husker hende alligevel som en ligefrem og rar gammel dame, der godt kunne lide at snakke.

- -

Ifølge Signes testamente skulle hendes formue tilfalde et legat med navnet Signe Stubs Legat. Renterne fra legatet skulle indgå i Birket Kommunes kasse og anvendes i kommunens interesse. Men senere blev testamentet ændret, så kommunen ikke kunne råde over hendes penge før tidligst i 1950. På den måde kunne hun sikre, at de fleste af dem, der havde generet hende, ikke ville få glæde af hendes formue[!!], som i 1930 var ved at nærme sig 500.000 kr. - [BC: Det er derfor, jeg husker sagen fra min barndom].

- -

Gennem 70'erne var der ingen uddeling af det årlige renteafkast fra legatet, og stille og roligt voksede Signes pengetank op over millionen.

Der var en hed diskussion i Birket Sogn og med Ravnsborg Kommune om anvendelsen af legatets midler, men i 1980 kom der gang i sagerne. Det tidligere forsamlingshus, som var ejet af De Danske Løgfabrikker, blev sat til salg.

Nu blev der mulighed for at Signes penge kunne finansiere en sognegård, og i slutningen af 1980 blev beboerne/legatbestyrelsen tilbudt huset for 270.000 kr., og ved anvendelse af Signes opsparede penge blev bygningen erhvervet, istandsat og udbygget til den nuværende sognegård.

Samtidig hermed blev legatets bestemmelser ajourført. Efter de nye bestemmelser skal legatets bundne kapital (som i 1981 var på 783.092 kr.) forblive urørt, og rentetilskrivningen skal anvendes i Birket Sogns interesse efter legatbestyrelsens bestemmelser. Legatbestyrelsen udpeges af byrådet i Ravnsborg Kommune.

Men se mere - også billeder! - gennem linket her. God fornøjelse!

http://www.signestubssognegaard.dk/signestub.htm

- -

Jeg mener selvfølgelig fortsat, at fremmedpolitikken og alt, hvad dertil hører, er vigtig. Men også her tænker jeg langt. Rød Blok har kun vundet, fordi S og SF et meget langt stykke har overtaget Blå Bloks fremmedpolitik. Og hvis de snyder, kommer de højst til at regere i fire år. Og så kan Blå Blok - og ikke mindst Dansk Folkeparti - fortsætte med friske kræfter. Eller hvordan nu konstellationen bliver, for der kan som sagt hurtigt ske mange andre ting. Vi skal også tænke på udviklingen ude i Europa i fremmedpolitikken med, hvad dertil hører. Og på begivenhederne i Nordafrika og Mellemøsten. Jeg tror, vi har tiden på vor side.

Den nye udfordring er Krisen og den globale kapitalisme, jfr. den nye tale om "Imperiet". Her skal vi dels sikre os et rimeligt økonomisk grundlag, dels bruge al vor fantasi på at finde ud af, hvordan vi kan gøre det, så vi samtidig kan leve et godt menneskeliv. Her bliver der brug for et i videste forstand kulturelt paradigmeskifte. Hvor kristendommen - dvs. de af os, der ønsker, forsat at leve som kristne - vil kunne komme til at spille en vigtig rolle, både med kritik og med livseksempel og produktion af nye tanker og produkter. Jeg kan også i det hele taget pege på, hvad jeg plejer at kalde "arven og inspirationen fra Grundtvig". I meget stor beskedenhed og ydmyghed bruger jeg mine sidste arbejds-år på at forsøge at bidrage med noget til dette. Samtidig med, at jeg prøver at få gjort mit eget liv færdigt. I enhver betydning "for livets skyld".

* * *

Opslag på Naser Khaders væg dagen efter valget

Sørgeligt. Men De Konservative er jo i dyb krise. Mit eget gamle parti! - Det er et tab for Danmark - og for verden, især Nordafrika og Mellemøsten - at vi ikke længere har dig på Christiansborg. Jeg håber, du kan finde en ny platform. Hvormed jeg ikke tænker på et nyt parti(!), men på andre måder at bruge din viden og dit engagement på - indtil du forhåbentlig kommer i Folketinget igen. Hvad ved jeg? - Under alle omstændigheder ønsker jeg dig held og lykke!

16.09.11

* * *

Kommentar i Naser Khader-tråd med mit syn på kristendom og muslimer

Som kristen præst er jeg enig med Naser i, at det aldrig må være sådan, at vi optræder med noget, der bare ligner tvang. Jeg henviser selvfølgelig til troen på Jesus Kristus, men denne tro kan ifølge sagens natur altid kun være en fri eksistentiel afgørelse. - Men samtidig med, at jeg må sige, at jeg absolut ikke ønsker vort eget land præget af islam, må jeg også give de oprigtigt gudstroende muslimer det råd, at de lærer at se "historisk-kritisk" på Koranen og traditionen på samme måde, som vi kristne ser på Bibelen. Først og fremmest for deres egen skyld. Synet på Koranen som Guds nøjagtige diktat betyder ufrihed - navnlig hvis man ikke i det mindste kan sige til sig selv, at den dog er dikteret ind i en bestemt historisk situation. Men det er bare et godt råd. - At jeg er skarp i polemikken, når det gælder den store indvandring til Danmark og Europa og det præg den sætter på os, betyder ikke, at jeg ikke respekterer de muslimske mennesker som mine medmennesker, ja, jeg anerkender, at den muslim, der i god tro beder til Allah, beder til den samme Gud, som jeg beder til. Der er jo enten ingen Gud eller kun én. At muslimerne og vi kristne så må betragte hinanden som kættere og forvanskere osv., er noget andet. Men det ligger der trods alt en vis anerkendelse i! - Nej, jeg er ikke blød og pladdertolerant, bare teolog. Og jeg ønsker altså på ingen måde at mit og mine efterkommeres liv skal præges af, endsige underkastes islam. Jeg beklager, hvis der er nogen, der ikke kan se, at man godt kan have denne jo i hvert fald tilsyneladende noget dobbelte holdning.

13.08.11

* * *

Kommentar til Ole Birk Olesens opslag om sin optræden i Niels Krause-Kjærs sommerserie med yngre politikere, der stikker ud og har kant".

DR P 1 mandag den 8. august kl. 10.03

Har lige hørt det. Jeg er selv social-konservativ - og derfor medlem af DF. Men jeg lytter altid til liberalisterne. I siger nogle ting, der også bør høres. (Der er nogle økonomiske og psykologiske "naturlove", man selv med den bedste sociale vilje ikke kan negligere). Og Ole sagde mange gode ting. Det var en god oplevelse. Desværre kom I ikke ind på fremmedpolitikken. Mine egne partifæller vil nok ikke bryde sig om det, når jeg siger, at Liberal Alliance er "et frisk pust over landet" lige nu!

* * *

Kringsatt av fiender, en kommunistisk salme

Kommentar i Islamkritisk Netværk og i tråd på min Facebook-væg 04.08.11.

Har lige været på Islamkritisk Netværk, hvor et af vore gode medlemmer erklærede, at "Kringsatt af fiender" i hvert fald ikke skulle synges, hvor han er præst. Han henviste til det overfladiske menneskesyn i begyndelsen af strofe 5: "Edelt er mennesket, / jorden er rik! / Finnes her nød og sult, / skyldes det svik". - Jeg takkede ham for det, men gav denne kommentar:

"Godt, du påpeger, at "Kringsatt av fiender" - med sin store flom af plusord - er en kommunistisk salme. Men du afbryder citatet for tidligt. Det helt afgørende vendepunkt i digtet er imperativen i næste linie: "Knus det!" - altså (verdens)revolutionen - som videre forklares og begrundes således: "I livets navn / skal urett falle. / Solskinn og brød og ånd / eies av alle". Og de to sidste strofer udmaler tilstanden i det kommunistiske lyksalighedens rige. - Men her har vi et eksempel på, hvor næsten håbløs vor kamp er. Kun få kan skue igennem alle plusordene (og det gælder jo venstrefløjens fremtræden overhovedet) og se, at inde i centrum står den berettigede vold i livets navn. Det er utopien, der giver den smukke facade og troen på egen moralsk overlegenhed - og som gør blind for den vanskelige virkelighed, ja, for den ofte meget grumme virkelighed i egen lejr".

* * *

Harald Blåtand var den første døbte regerende konge

KD Onlinedebat og på min Facebook-væg 04.08.11 - Link til KD-artikel:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/427559:Kirke---tro--Historikere-goer-op-med-Harald-Blaatands-kristning-af-Danmark

Fortæl os noget, vi ikke vidste i forvejen! Selvfølgelig er der tale om interessante fund. Og selvfølgelig var der kristendom i Danmark før Harald Blåtand, blandt andet kommet fra England. Og Ansgar kom her altså i 826. Men uanset hvad man ellers vil mene om Harald Blåtand og hans runesten og om de metoder, han kan have brugt for at gøre danerne kristne, er det altså ham, der var den første regerende konge, der blev døbt. Derfor vil vi også markere 1025-året for hans død, formodentlig i Jomsborg nord for det nuværende Szczecin, ved en dansk-polsk gudstjeneste i Roskilde Domkirke den 4. september 2011. Adam af Bremen beretter jo, at han blev begravet i Roskilde, og selv om meningerne er delte og intet er bevist, holder vi denne markering. De, der synes, det er underligt at markere 1025-året, kan prøve at tænke 25 år tilbage! Vi fejrer også, hvad der er sket siden da. - Så var der ganske vist Harald Klak, der også, og tidligere, blev døbt, men han kom ikke hjem og blev konge. Link: http://www.fortidensjelling.dk/sagnkonge20.htm.11

* * *

Ny erklæring i forbindelse med den danske debatsituation efter ugerningen i Norge

På Facebook-væg 01.08.11. - Og på undersiderne "Facebook" og "Debat".

NY ERKLÆRING:

Efter at have holdt søndag og have fulgt debatten lidt er jeg kommet til den konklusion, at det klogeste nok er at lade skammens mørke sænke sig over såvel den norske ugerningsmand (hvis navn jeg bevidst aldrig nævner) som (trods alt i øvrigt uden sammenligning) Anita Bay Bundegaard og alle hendes lige. - Se også kommentaren nedenfor:

- - -

Jeg fornemmer, at mange forholder sig kritisk til Anita Bay Bundegaard m.fl., så at der ikke er grund til at vise dem, endsige den unævnelige, mere og mere helt åbenbart sindssyge norske ugerningsmand, mere opmærksomhed. - Men jeg vil godt sige, at vi måske er på vej ind i en "tofrontskrig" - på ord, men om nødvendigt med alle samfundets magtmidler. Voldelige ekstremister, og sindssyge personer, der i virkeligheden kan bruge en hvilken som helst sag til at gøre sig selv til en slags gud, skal foragtes og bekæmpes. - Men debatten skal fortsat være fri. Jeg vil dog godt gentage min for længst fremsatte opfordring til alle på vor side om at passe på sproget, ja, "tonen"! For det første, fordi vi jo skal respektere alle menneskers lige menneskeværd, men for det andet fordi dårlig "tone" jo bare flytter fokus fra de mange reelle problemer. - Hvad de ideologi- og klasseforblindede "fine" debattører angår, må vi først og fremmest drive "ideologikritik". De skal afsløres og pilles ned. I en lang, grundig og dybtgående proces. I virkeligheden har de jo tabt. De har ikke vælgerne bag sig, hverken i Danmark eller ude i Europa. Men de har, af mange grunde, en særlig position. Den skal vi tage fra dem. Vi skal nå frem til, at man fx ikke behøver at have et bestemt sæt meninger, hvis man er "kunstner og intellektuel". Der er megen "klassesociologi" i dette. De "fine" og "progressive" dyrker deres identitet ved at blive ved at gentage deres mantraer. - Alle kan bidrage! Jeg opfordrer alle på vor side til at køre frem med henvisninger til virkeligheden og analyser og kritik. Hver med sit næb. - Nu vil jeg arbejde videre med mit "storpoetiske" projekt.

* * *

Erklæring om sørgetid

Sat på min FB-væg og her på siden, samt på undersiden "Debat" lidt over midnat 29.07.11. - Se også den tidligere status-tekst lige her nedenfor.

ERKLÆRING:

Som meddelt andre steder er jeg gået i sørgetid. Efter at have udtalt min absolutte foragt for den unævnelige udådsmand i Norge og alle, der måtte gå i lignende tanker. Jeg vil ikke svare dem, der nu slår plat på den ufattelige norske tragedie. Men senere går jeg ind i kampen igen. Den demokratiske proces skal fortsætte som hidtil.

29.07.11

* * *

Status efter ugerningen i Norge

Opslag på min Facebook-væg. Står også på undersiden "Debat".

Måske skulle man slet intet sige - ud over sympatitilkendegivelser til nordmændene. Når jeg alligevel slår dette op på min væg - og sætter det på min hjemmeside - er det, fordi der er to ting, der er vigtige, nemlig dels at hindre bare selve sådanne syge tanker i at opstå og at hindre tilgangen til de syge miljøer, dels at sikre, at den frie debat i det normale samfund kan fortsætte uhindret.

Hvad det første angår, er det vigtigt, at alle i det normale samfund udtrykker deres foragt for folk som den norske galning (hvis navn ikke fortjener at blive nævnt) og står sammen i forsvaret af vort demokratiske samfund, med alle midler, både de bløde og, om nødvendigt, de hårde. Pointen er, at disse syge mennesker, herunder dem, der bare er på vej i den retning, ikke skal bilde sig ind, at de repræsenterer noget eller nogen som helst i det normale samfund. Her kan massiv og enigt udtrykt foragt nok have betydning.

Hvad det andet angår, er det vigtigt at understrege, at det, at en galning betegner sig selv som kristen og nationalist, ikke giver ham noget som helst ejerskab til hverken kristendommen eller fædrelandet. Ugerningen i Norge må ikke føre til indskrænkninger i den normale debat og den normale demokratiske proces. Det er nu som før legitimt at bekende sin kristne tro og at give udtryk for kærlighed til fædrelandet og modstand mod indvandringen og islamiseringen. Det er vist en kommunistisk opfindelse, at virkeligheden er så enstrenget, at jo længere man fjerner sig kommunismen (og i det hele taget "det progressive"), jo nærmere kommer man fascismen. Men virkeligheden er ikke enstrenget. En kristen og fædrelandskærlig nordmand står ikke denne galning nærmere end en ateistisk og kosmopolitisk nordmand. Den store afgrund ligger mellem dem, der ved udøvelse af terror i virkeligheden gør sig selv til en slags gud, og dem, der lever og virker normalt i det normale samfund. I det perspektiv er alle andre forskelle uden betydning.

25.07.11

* * *

Til en religionskritiker - der skrev kommentar til mit salme-vers

Hvad skal jeg sige? Er du ven med n.n.? Så kunne du se, den diskussion om bibelsyn, vi havde til et af hans opslag. - Men lad mig først om "samme Gud" sige, at enten er der ingen Gud (i den forstand jøder, kristne og muslimer taler om) eller også er der kun én. At jødernes Gud og de kristnes Gud er den samme, er klart (se dog nedenfor om gudsbilledet, idet vi kristne altså må sige, at det er i Kristus, vi kender Gud). Men jeg hører til dem, der også klart siger, at selvfølgelig tilbeder muslimerne den samme, ene Gud. Jeg minder om, at i den gamle kirkebøn bad man, så vidt jeg ved for "jøder, muhammedanere og hedninger". Man regnede altså ikke muslimerne med til hedningerne. Hvilket svarer til, at fx jeg betragter muslimerne som KÆTTERE, der i flere henseender kan sammenlignes med mormonerne (uden sammenligning i øvrigt), idet mormonerne jo også har en ny hellig skrift og dermed regner med en åbenbaring ud over den kristne. Muslimerne og vi forholder os til Tilværelsens en Gud og Herre. Men de siger om jøderne og os, at vi har forvansket den sande åbenbaring og tro, ligesom vi altså er mange, der siger, at islam er verdens største kætteri. Sagt på en anden måde: Muslimerne har et andet (og efter vor mening forkert) BILLEDE af den ene sande Gud. - Mht. Bibelen, er det klart, at hvad nu først GT angår, så er der tale om en beskrivelse af og et udtryk for en yderst blandet og i mange tilfælde særdeles menneskelig, ja, alt for menneskelig historie med alverdens forfærdelige ting. Og det er selvfølgelig dybt anfægtende, at Den Gamle Pagts åbenbaring m.m. har fundet sted gennem dette uhyggeligt blandede forløb. Men hvis man ikke forkaster det, men trods alt ser Guds åbenbaring midt i alt dette, så må man sige, at sådan er det altså forløbet, sådan er virkeligheden her i verden. Der er jo ikke noget alternativ til det. Der er ikke et andet og bedre forløb. - Ny Testamente er noget andet - selv om vi jo fx ser, hvordan der har været magtkampe allerede blandt de udvalgte tolv og senere i de første menigheder (læs Apostlenes Gerninger og brevene). Men rigtig galt blev det først, da kristendommen blev statsreligion i Romerriget og senere i de europæiske lande. Her ser vi et blandet forløb med mange forfærdelige ting , der godt kan sammenlignes med den gammeltestamentlige historie. Dybt anfægtende. Pinligt! Som vi er nogle der siger: Der skal en stærk tro til at studere kirkehistorie. Alligevel er det klar for alle, hvad det var JESUS kom med. Det kan soleklart holdes op imod alle forfærdelighederne. Og det er faktisk også det, du gør. - Undervurdér ikke den sande kristendom!

23.07.11

Svar på et svar på ovenstående:

Interessant. Men vi er nok en hel del, der ikke vil kalde dette viden. Jeg kalder heller ikke det, jeg som kristen tror på, viden. Bortset fra, at det jo er viden, at Bibelen findes og indeholder det, den gør, og at Kirken (alle de Kristus-troende i verden) er en kendsgerning i historien og har det i sit liv, den har. Men ingen kan jo VIDE, om der er dækning for noget af det. Troen kommer man til i det store eksistentielle møde med disse "påstande" og i sin oplevelse af dette (Kirkens) liv, og det eneste "bevis" er det liv, der leves i troen og den måde, alt dette tegner sig på i forhold til virkeligheden i øvrigt, både inde i dig selv og omkring mig. Som Grundtvig sagde (i min gengivelse): Hvad den sande kristendom er, kan vi vide; det er udfoldet i historien. Men kristendommens sandhed (om der er virkelighedsdækning for de kristne "påstande") kan ingen vide noget om; det vil først vise sig ved verdens ende. Men jeg er glad for at leve på den "hypotese", kristendommen er. Den giver livsbekræftelse, glæde og håb, og den får mange ting til at falde på plads - selv om det hele fortsat er en stor og smertefuld gåde.

* * *

I anledning af begivenhederne i Norge fredag den 22. juli 2011

Vi skal selvfølgelig bevare roen. I alle henseender. Det, jeg frygter mest, er alle de kommentarer, der nok kommer om, at det er vores egen skyld. Vi er allerede under de facto censur. Og man skal selvfølgelig tænke sig om, når man står på en mark fyldt med gale tyre. Man skal bare være ærlig og ikke vikle sin velbegrundede frygt ind i alle mulige pæne floskler. Og vi skal ikke frygte islam på længere sigt. Folk, der opfører sig sådan, er pr. definition på vej til historiens losseplads. Jo, en fundamentalist er en, der inderst inde ved, han er ved at tabe. - Dette skriver jeg under den forudsætning, at det ER islamister, der står bag. Det ved vi vel ikke endnu (fredag kl. 20.21)?

22.07.11

TILFØJELSE - kun her på siden - lige over midnat, altså lørdag 23/7 kl. 0005:

Jeg har allerede i kommentarudvekslingen med mine Facebook-venner skrevet, at nu må vi tage det roligt og afvente facts. Og jeg kan jo nu sige, at selv om jeg allerede tog forbehold i kommentaren, som er sat på her ovenfor, har jeg været for tidligt ude med mine bemærkninger om islam. Ikke fordi de generelt er forkerte, men fordi det er både forkert og dumt at udtale sig på et mangelfuldt grundlag. Det må jeg prøve at huske. - Netop nu står faktisk bogstavelig talt alle muligheder åbne. Og der er måske nogle mærkelige ting i sagen. - Foreløbig er en etnisk nordmand anholdt for drabet på unge fra Arbeiderpartiet på Utøya. Og han skulle også være set med en varevogn i regeringskvarteret i Oslo, hvor bomben (bomberne?) sprang.

I EN ANDEN TRÅD 23.07.11:

Ja, der er sådan set ikke noget at sige. Andet end hvad der har med medfølelse og den slags at gøre. - Og alle vi, der først troede, det var en islamistisk terrorhandling, har lært, at man ikke skal udtale sig, før man kender alle facta. Så også af den grund burde man måske lade være at sige noget nu. - HVIS man alligevel skulle sige noget, skulle det være i den hensigt at hindre højreekstremisme i at opstå. Og da må vi sige til dem, der vil erklære samfundet krig, at så FÅR de krig, ikke alene med hele samfundets magt, som vi alle står bag, men også med hele samfundets foragt, som vi også alle står bag. Og vi må sige til alle, der bare leger med tanken om den slags, at intet kan retfærdiggøre det. De skal holde op med det samme. Vil de påvirke udviklingen, må de gøre det med ikke-voldelige demokratiske midler. Ellers mødes de som sagt af hele samfundets foragt. De skal ikke på nogen måde bilde sig ind, at de er frihedskæmpere. - Og hvad man ellers kan sige. For det er åbenbart nødvendigt, at der alligevel bliver sagt noget. Så rekrutteringen forhåbentlig kan stoppes.

23.07.11

* * *

Ikke fundamentalisme, men tro på pakkeløsningens betydning

Kommentar i diskussion om bibelfundamentalisme m.m.

Det er jo en kendsgerning, at Bibelen er blevet til over en periode på over tusind år, skrevet af mange forskellige mennesker. - Men jeg forstår sådan set godt de mennesker, der i al deres tvivl og anfægtelse og midt i hele forvirringen tyr til den nemme løsning, som en eller anden grad af bibelfundamentalisme er. Andre søger Den Romersk-Katolske Kirke, ikke så meget på grund af selve indholdet i denne måde at være kristen på (som der også kan siges en hel del godt om), men på grund af "autoriteten". Atter andre går til kommunismen, hvor de jo finder en tilsvarende ro i et autoritært og absolut system. Og så er der jo dem, der finder sig den ene eller den anden slags guru, som de kan underkaste sig. Men det nytter jo ikke noget! Man kan ikke få den vanskelige, ja, gådefulde virkelighed til at forsvinde eller til at holde op med at være vanskelig og gådefuld. Man er nødt til at leve med tvivl og anfægtelse. - MEN i stedet for at underkaste sig de her nævnte autoriteter kan man jo - som du så fint gør - prøve, bare at LYTTE til, hvad vi moderne folkekirkepræster siger. Og der er i hvert fald ingen, der skal underkaste sig mig. Jeg væmmes ved bare selve tanken! Men jeg har selv oplevet, hvilket privilegium det er at leve professionelt med kristendommen og "kristendommen og eksistensen". Så opdager man, at kristendommen er én stor levende "pakke", der både teoretisk og praktisk passer som en, ganske vist også selv gådefuld, nøgle til netop hele den menneskelige eksistens. Og så er der tale om en stor "struktur", som har en virkelighed bag sig, men som ikke står og falder med, hvordan man nu mere bogstaveligt skal forholde sig til den ene eller den anden enkelthed. Hvorefter man i praksis kan leve med de bibelske ting, som de står skrevet. - Jeg ved ikke, om du forstår dette "vidnesbyrd". - Jeg husker, der inden for det sidste par år var en præst, der i KD gav påstanden om, at Jesu opstandelse påskemorgen bare var et symbol, denne virkelig gode replik: "Jamen vel et symbol på NOGET!". Og det gælder det hele. Det har jeg ofte sagt, fx i påskeprædikener: Kald det, hvad I vil. Opfat det som symbol eller "myte", eller hvad I nu kan. Bare I holder fast ved, at der på en eller anden måde er virkelighedsdækning for det! - Dette siger jeg ikke for at ville "ned-gøre" fx påskeevangeliet til "symbol" eller "myte". Jeg siger det for at hjælpe folk til, ikke at blive siddende fast i kampen med den meget bogstavelige forståelse, men komme videre til, hvad det BETYDER. Idet jeg altså siger, at vi, alt taget i betragtning, har grund til at tro, der er virkeligheds-dækning bag denne betydning. - SLUT!

* * *

"Satans at slutningen kiksede!"

En af mine Facebook-venner, som altid er god for et ordspil eller en vittig bemærkning, der drejer tingene en omgang, og som i øvrigt erklærer, at han regner blandt andet dette for "overtro", havde i en kommentar om Jesus som Guds og Marias søn blandt andet skrevet, at Jesus jo så måtte være resultatet af verdens første genmanipulation. Idet han tilføjede: "Satans at slutningen kiksede!". - Jeg indsætter nu noget af det, jeg svarede:

Nogle vil nok finde dit billedsprog for groft. Det gør jeg ikke. Jeg har ofte sagt, at netop moderne genteknologi gør en helt bogstavelig forståelse af jomfrufødslen lettere at forestille sig. Men ellers hører jeg jo til dem, der ikke bruger tiden på at spekulere over den slags. Det afgørende er, at "TEOLOGISK set" er Jesus Guds og Marias søn. Jeg har ikke tid til at prøve at forklare nærmere, hvad jeg mener. - Men jeg ville gerne vide, hvad du mener med, at "slutningen kiksede".

Og min ven svarede, at det, han mente, var, at der jo var lagt op til, at korsfæstelsen skulle have været afsluttet med en redningsaktion, som kunne lukke munden på hans kritikere og romerne. "Derfor hans jammerråb 'Min Fader, hvorfor har du forladt mig!'".

Hvortil min kommentar var:

Tak for denne udlægning af "Satans at slutningen kiksede"! For igen må jeg sige, at der nok er nogle af vore fromme venner, der undrer sig, når jeg roser dig for dine noget skrappe udtryk, men at de faktisk giver gode vinkler på tingene. De kan få os til at tænke over det hele på nye måder. For vi ved jo ganske vist, at det bibelsk set var efter Guds plan og forudviden, Jesus blev korsfæstet. Men det er jo igen, undskyld udtrykket, et kors for tanken. Det er i hvert fald vigtigt, at vi ikke bare opfatter Gud Fader som en sadistisk tyran, der ville ofre sin egen som menneske inkarnerede søn for at få "satisfaktion" for menneskets syndefald. Vi må tværtimod sige, at sådan som den store virkelighed åbenbart er, måtte det åbenbart ende med, at Jesus måtte sprænge Synden og Døden ved at blive korsfæstet som en forbryder. Den yderste solidaritetshandling. Jeg plejer at sige: Korsets gåde passer som en nøgle til Tilværelsens gåde. Men "Tilværelsens gåde" er jo dybest set "det Ondes gåde" (som INGEN kan forklare; den må vi lade stå). Derfor kan din formulering "Satans at slutningen kiksede" i virkeligheden forstås meget dybt! Det er jo på grund af Satans store, ubegribelige magt, det måtte ende sådan. - Hvis jeg kommer til at skulle prædike en dag, hvor det passer, vil jeg måske tillade mig at sige (uden navns nævnelse): Som en af mine Facebook-venner har udtrykt det: "Satans at slutningen kiksede"! Idet jeg jo i loyalitet med, hvad du nok selv mente, vil sige, at det jo i første omgang (som du også selv angiver i dit svar) af alle, i hvert fald på en måde inklusive Jesus selv, blev opfattet som det totale nederlag. - Ja, undskyld, men du kan i hvert fald ikke sige, at jeg ikke, bogstavelig talt, tager alvorligt, hvad du siger!

19.07.11

* * *

Kommentar til domsforkyndelse med trussel om helvedesstraf, eller magt- og trusselfri forkyndelse til fri eksistentiel afgørelse.

Jeg hører ikke til dem, der vil "afskaffe de evige helvedesstraffe", som om JEG skulle kunne afskaffe eller indføre dem! Vi må fastholde Dommens alvor. Men hvad Gud så gør til allersidst, er noget andet. Selv om jeg altså heller ikke på en plat måde vil forkynde "alles frelse". I hvert fald ikke på en plat måde. Regin Prenter har et sted, vist i sin dogmatik, udtalt sig meget fint om dette, noget med, at Guds uendelige kærlighed kan vise sig ude på den anden side af Dommen (man kunne måske sige, siger jeg nu her, som Evangeliets allersidste bundlinie, når hele Jesu Kristi ærinde skal gøres op). - Men det afgørende er, at der er noget, der klinger forkert, når man vil skræmme og true folk til omvendelse. Der er mange skræmmende spor her. Alt, hvad der har med trusler og magt at gøre, må holdes ude af forkyndelsen. - Det er klart, at vi mennesker befinder os på en slagmark, hvor godt og ondt kæmper, også inde i os selv. Derfor kan man ikke bare "afskaffe" Dommen (jfr. de præster, der næsten springer ordet "dømme" over i slutningen af anden trosartikel). Men det rigtige må være at holde Kristus op for folk som både Sandheden og Kærligheden (eller Kærlighedens repræsentant, hvis vi med Grundtvig forbeholder Kærligheden i egen person, bogstavelig talt, som "betegnelse" for Faderen). - Jeg vil, efter hukommelsen, citere noget andet fra Grundtvig, der (vist) sagde: "Til Himlen skal der ikke tvinges, men ringes". Men der er jo også 1. Johs. 4,18f: "Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først". - Men det vigtigste er altså, at der skal forkyndes til en fri eksistentiel afgørelse, på en måde, der er meget større end trusler.

15.07.11

* * *

Harald Blåtand-markering i Roskilde den 4. september 2011

Facebook-note sat på 13.07.11

LINKS (fra efter 4/9):

Mit referat i Katolsk Orientering:

http://www.katolskorientering.dk/585/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=9344&cHash=cc9ed9dd8c1c8e45f91e07b99dc995d1

Mit eget FB-billedalbum med billeder fra dagen:

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.254407451259794.69069.100000716224349&l=38f2909911&type=1

Søndag den 4. september bliver en Harald Blåtand-dag i Roskilde. Med en historisk byvandring og en dansk-polsk gudstjeneste i domkirken markeres 1025-året for kong Haralds død.

Men hvad har Harald Blåtand med Roskilde og Polen at gøre? - Lad os se, hvad Adam af Bremen (1040 til ca. 1081) skriver i sin krønike "Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum" (De Hamburgske ærkebiskoppers store gerninger), som er en af de vigtigste kilder til danmarkshistorien fra o. 850 til ca. 1074. Det var jo kommet til et oprør mod Harald med hans søn Svend (Tveskæg) som leder, og om, hvordan det endte, skriver Adam:

I denne sørgelige krig, der var værre end en borgerkrig, blev Haralds parti besejret. Selv flygtede han fra slaget, gik om bord i et skib og slap over til den stad Jumne hos slaverne.

Af dem blev han - hvad man ellers ikke kunne håbe, da de jo var hedninger - humant modtaget, men nogle dage efter svandt hans kræfter som følge af såret, og han vandrede heden i bekendelse af Kristus. Hans lig blev af hæren ført tilbage til fædrelandet og begravet i staden Roskilde i den kirke, han selv havde grundlagt til ære for den hellige Trefoldighed.

http://www.roskildehistorie.dk/oversigter/konger/Harald/Harald_Blaatand3a.htm

Dette er kun en af kilderne, og der er megen usikkerhed omkring disse ting. Men til grund for markeringen i Roskilde lægges, at Harald døde i 986 i Jumne, som kan være identisk med det berømte Jomsborg, og som har ligget nord for den nuværende polske by Szczecin, og at han blev begravet i Roskilde, selv om det ikke er lykkedes at finde arkæologisk bekræftelse af dette.

Men hvorfor denne "kvartrunde" markering? Ja, det ville jo have været vanskeligt eller umuligt at arrangere noget for 25 år siden, hvor Polen endnu var under kommunistisk styre, hvis nogen overhovedet havde fået idéen. Og der er 25 år til 1050-året og 75 år til 1100-året! Derfor har initiativtageren til markeringen, den polske katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, ønsket at benytte den altså trods alt lidt runde lejlighed til at markere dette stærke, men jo langtfra enestående eksempel på forbindelsen over Østersøen mellem Danmark og den slaviske verden - og til at markere, at forholdene omkring Østersøen nu atter er blevet normale. - Når jeg er med i initiativgruppen, skyldes det, at jeg er polskkyndig, medlem af Foreningen af Polakker i Danmark og økumenisk engageret.

Harald Blåtand havde på flere måder med de slaviske stammer nede syd for Østersøen at gøre, fx var hans tredje kone, med det danske navn Tove, datter af venderfyrsten Mistivoj. Venderne boede jo dengang i området helt over til Holsten. Og det er dem, der er tale om; Polen var på den tid først begyndt at opstå, svarende til, at det først var Harald, der "vandt sig hele Danmark". Men for Polens vedkommende var det nede i området omkring Poznań, det var begyndt, under fyrst Mieszko I, som var blevet døbt 966. Harald var blevet døbt ca. 965.

Og fyrsternes dåb spillede jo en afgørende rolle i begge staters dannelse. Derfor bliver markeringen også kirkelig. Men forud for gudstjenesten i Roskilde vil der finde en historisk byvandring sted under ledelse af lokale historikere, blandt andet fra Vikingeskibsmuseet.

Klokken 14 afholdes i Roskilde Domkirke en fælles dansk-polsk gudstjeneste under ledelse af biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller. Fra Polen deltager en delegation med ærkebiskop Andrzej Dzięga, Szczecin, i spidsen. Desuden vil den polske ambassade i København være repræsenteret, ligesom en del herboende polakker vil komme til stede, herunder repræsentanter for de polske og polsk-danske foreninger i Danmark. Den katolske kirke i Danmark vil være repræsenteret af biskop Czeslaw Kozon og af medlemmer af den katolske menighed i Roskilde samt naturligvis af pastor Jan Zalewski.

Denne dag vil være af interesse for alle, der interesserer sig for Danmarks, Polens og Østersøområdets historie og nutid, og for alle, der glæder sig over det nu normale og frugtbare forhold mellem Danmark og Polen, ligesom den jo vil være en god økumenisk, mellemkirkelig begivenhed. Det sidste først og fremmest ved selve det, at den finder sted, for så vidt jeg er orienteret, vil der ikke blive lagt megen vægt på, at det er to forskellige afdelinger af den kristne kirke, der mødes. Det afgørende er den fælles historie. Men hvad det økumeniske eller fælleskirkelige angår, er det jo en vigtig pointe, at både den danske og den polske stats grundlæggere havde dåben til fælles. 2011 er også 1046-året for Haralds og 1045-året for Mieszkos dåb.

Bent Christensen

LINKS (fra efter 4/9):

Mit referat i Katolsk Orientering:

http://www.katolskorientering.dk/585/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=9344&cHash=cc9ed9dd8c1c8e45f91e07b99dc995d1

Mit eget FB-billedalbum med billeder fra dagen:

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.254407451259794.69069.100000716224349&l=38f2909911&type=1

* * *

Kommentar i tråd med diskussion om Bent Jensens koldkrigsrapport

Det er tydeligt, at der er en del hunde, der nu hyler, fordi de er blevet ramt. Men det er for mig ikke et spørgsmål om simpel hævn. Når det er vigtigt at få kortlagt alle disse ting, er det først og fremmest, for at vi alle kan lære af det, så en gentagelse kan undgås. Ja, en ny gentagelse! For vi har jo set noget af det samme i den fremmedpolitiske strid. - Helt afgørende er det forhold, at så mange velbegavede og højtuddannede mennesker, i den grad har været i utopiens vold. Det er utopien, der er den overordnede skurk. Nu er den store marxistiske utopi i hvert fald indtil videre død. Men så er der miljø, klima, indvandring og multi-kulti - med en ekstrem moralisme (jfr. Poul Nyrups proklamation af 1990'erne som "moralens årti"). - I kan smide alt det snavs op, I vil, denne sag må ikke dø. Det skal blive dejligt at komme til at leve i en kultur, hvor almindelig fornuft og realisme hersker.

TILFØJELSE: Det seneste udtryk for den "progressive" tankegang er påstanden om, at kønnet er en social konstruktion. Svarende til, at det nationale og folkelige kun er konstruktioner. Fælles for det hele er, at man ikke kan udholde, at noget er givet på forhånd. Jfr. også modstanden mod, at intelligens skulle være medfødt. Man vil være sin egen skaber. Og så er vi rigtignok kommet over i teologien. Det er ikke tilfældigt, at vi er en del præster, der i disse år udøver religionskritik af progressivitetens pseudoreligiøsitet.

07.07.11

Nogle senere indlæg i samme diskussion:

@n.n. - Til din første: Det er utvivlsomt rigtigt, at der også er en klassedimension i dette. - Må jeg igen tillade mig at sætte min aforisme ind: "Jeg har aldrig betegnet mig selv om intellektuel; jeg er i forvejen præst - i den kristne kirke". - Men tingene hænger sammen. Klassen af kunstnere og intellektuelle er jo præster for oplysningen og fremskridtet - eller altså utopien. Det kan godt være, at der reelt er tale om klasseinteresser, men de legitimeres af utopien og fremskridtstroen (indsigten i Historiens eneste rette gang), først fra oplysningstiden af, dernæst med marxismen, og så disse to i forskellige former for alliance, de progressives alliance. - Jeg kan godt lide det, du siger om "en mindre social gruppe uden for samfundets primære produktion". Og jeg kan tilføje: uden for samfundets magtstrukturer. Man ved, at man ved bedre, men er utilfreds med, at man ikke har en dertil svarende indflydelse. Og når så det at være kritisk er et princip i sig selv, kan man virkelig komme til at se sig selv i modsætning til det bestående. - Og vel siger jeg, at jeg ikke er "intellektuel", men såvel i kraft af min akademiske status som i kraft af min særlige stilling som præst kan jeg jo alligevel på mange måder sammenligne mig med de intellektuelle. Og jeg påberåber mig også selv retten til at sige nogle, måske også ganske kritiske, ting, til både højre og ventre, ude fra min sidelinie. Det er kun godt, at der i et samfund er en sådan kritisk instans. Det, jeg naturligvis ikke kan tilgive de venstreorienterede intellektuelle, er derfor kun, at de dels tillægger det at være kritisk en selvstændig værdi, dels, og navnlig, at de af de grunde, der her har været nævnt, i større eller mindre grad sværmer for og allierer sig med totalitære menneskefjendske ideologier som kommunismen og islam. Det er ikke det ene eller andet syn på samfundet osv., kampen her står om, men frihed og menneskelighed. Osv.

@n.n. - Til din anden: Det vel Maokina, n.n. henviste til. - Og så ellers blot til forholdet mellem kommunisme og nazisme. Først, at det vel er kommunismen - og i det hele taget den progressive lejr - der har lavet den konstruktion, at der er en skala på en lige linie, så at jo længere man bevæger sig væk fra kommunismen eller progressiviteten, jo mere nærmer man sig nazismen. Eller fascismen, som man i dén lejr helst siger. Det er jo ikke så godt, at nazismen er national-SOCIALISMEN! (Mussolinis fascisme var ikke det samme som Hitlers nazisme, et forhold jeg dog ikke vil gøre mig klog på). - Her har jeg en anden aforisme: "Nazismen er perverteret natur, kommunismen er pervers unatur". Hvormed jeg mener, at selv om disse to ideologier er lige slemme i deres virkninger, er de dog meget forskellige. Populært sagt er nazismen åbenlyst og sådan set erklæret ond, medens kommunismen på en helt anden måde fremtræder som god og fornuftig. Det er først, når målet kommer til at hellige midlerne, det går galt. Og når altså troen på utopien - eller den dybe "videnskabelige" indsigt i Historiens gang - gør blind. Selv jeg kan ikke lade være at betragte de røde som mere stuerene end de sorte. Hvormed jeg altså tænker på vore egne røde, der ikke har haft magt og ikke direkte har blod på hænderne.

@n.n. 2 (altså en anden diskussionsdeltager). - Hvad din henvisning til Kommunistkina angår, vil jeg henvise til min kommentar til [n.n. 1's]. - Jeg er sådan set enig med dig i dine betragtninger om skaberværket og det legitime, ja, gode, i, at mennesket udøver skabende virksomhed. Men det er jo noget andet, end at ville påstå, at alt er menneske- og samfundsskabt. Og bortset fra, at verden meget tydeligt "ligger i det onde", er jeg også enig med dig i, at man jo ikke skal bruge skabelsen (skabelsestroen) og i det hele taget religionen til at tyrannisere sine medmennesker med. De, der på en sådan måde påberåber sig Gud og skabelsen osv., bruger jo kun dette for at fremme deres egne meninger og deres egen magt. De kristne - eller "kristne" - der gør sådan, ligestiller jeg med de fundamentalistiske muslimer - eller altså kommunister! - At give kristendommen skylden for racehygiejniske ting, kan du vist godt se er helt urimeligt. - Og til "verden ligger i det onde" vil jeg endelig minde om, at jeg har brugt det meste af mit voksne liv på, i Grundtvig-forskning og på egne vegne, at formulere og praktisere "teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement", nødvendigt, fordi dette engagement, både helt elementært og fx i poetisk aktivitet, giver en betydningsudfyldning af ordet Gud og hele den kristne frelseshistorie og frelses-tale. Jeg hører jo til dem, der mener, at der trods alt er tydelige spor af skabelsens herlighed i den foreliggende virkelighed, men at den store smerte så er, hvordan herligheden og elendigheden skærer mod hinanden. Men så er også dette en del af det, man på teologisk kalder "forudforståelsen". Og jeg siger med Løgstrup, at det er muligt at erkende en "ontologisk rangorden" i hele redeligheden. - Jeg tror ikke, vi er så uenige.

@n.n. 3 - (min forrige var jo til [n.n. 2]). - Jeg skal heller ikke gøre mig klog på det eventuelle socialistiske indhold i nationalsocialismen. Der var vel nogle, vist i SA, der troede, de var med i en slags socialistisk bevægelse. Men dem gik det som bekendt ilde. Det afgørende er, at man fra kommunistisk - ikke mindst sovjetisk - side vist nærmest konsekvent bruger ordet fascisme om nazismen. Og hvorfor det? Vel i det mindste fordi de ikke har kunnet lide, at ordet "socialisme" indgik i denne bevægelses navn. Mere ligger der vel ikke i det. Men Hitler har selvfølgelig gerne villet fremstille sin bevægelse som et alternativ til den internationale socialisme. Og det er altså påfaldende, at man i Sovjetunionen og de øvrige Warszawapagt-lande så godt som aldrig brugte ordet "nazisme".

07.07.11

* * *

Kommentar i diskussion om Den Danske Højmesses forhold til den katolske messe

Står også på undersiden "Kirke og teologi".

[...]Men jeg vil føje til, at Den Danske Højmesse - med salmerne fra Den Danske Salmebog (verdens bedste salmebog!) - selvfølgelig er den gudstjeneste, jeg bedst kan lide. Der er mange lovli...ge valgmuligheder, men jeg tænker selvfølgelig på den form, den havde, da jeg var præst i Døllefjelde: "Formesse" med præludium, indgangsbøn, salme, hilsen, kollekt-bøn, læsning fra Det Gamle Testamente, salme, læsning fra Det Nye Testamente, trosbekendelse, salme. Og præsten på prædikestolen: Evangelium (indledt med "Gud være lovet for sit glædelige budskab"), prædiken, lovprisning, kirkebøn, apostolsk velsignelse. Og efter prædikenen: Salme, nadver (ritual C, se nf.), kollekt-bøn, hilsen, aronitisk velsignelse, salme, udgangsbøn, postludium. Hvor nadverritual C er det, hvor menigheden synger Helligsangen. Dette kan yderligere udvides. Det havde vi ved særlige lejligheder, nemlig på den måde, at der før første kollekt-bøn i stedet for det her nævnte kommer netop Introitus (helst sunget af koret (vi havde i mange år et dejligt børnekor), men evt. bare af kirkesangeren), Kyrie (2003-salmebogens nr. 433) og Gloria (2003-salmebogens nr. 434). Der hvor jeg er organist nu, er det i jule-festtiden og påske-pinse-festtiden fast sådan (dog næsten altid bare med orgel-præludium, og med indgangsbøn og almindelig første mellem den og Kyrie), og kirkebønnen bedes altid for alteret efter salmen efter prædikenen. Nogle steder har man også en salme eller et vers før og/eller efter nadveren (svarende til hhv. Offertorium og sangen i Postcommunio, kan man sige). - Hvis man begynder uden særligt Introitus, Kyrie og Gloria, forklarer man forholdet til den oprindelige messe på den måde, at orgelpræludiet, indgangsbønnen og første salme meget godt svarer til Introitus, Confiteor, Kyrie og Gloria. I festtiderne vil første salme meget ofte være en lovsang (svarende til Gloria) eller en salme, der svarer til Kyrie (det sidstnævnte gennemgående i fastetiden (tiden før påske)). Og salmen før evangelielæsningen vil ofte være en lovprisende salme (svarende til Halleluja). Og jeg gentager, at den gode præst i det hele taget har den gamle messe i baghovedet, når han vælger salmer. Det er ikke kun et spørgsmål om tradition og økumeni, men også et spørgsmål om "logik" og form; der er jo en mening i gudstjenestens opbygning og forløb. - Jeg skriver alt dette, for at du, og måske andre, kan se, at det, vi taler om her, ikke bare er noget, jeg siger, men kommer til udtryk i højmesseritualet og i det forhold, at vi i salmebogen har to udgaver af Kyrie (432 og 433) og et Gloria (434). - Og jeg er traditionalist og glad for dette. Men i princippet kan man jo holde gudstjeneste på alle mulige måder, når man bare er forsamlet to eller tre i Jesu navn og har, hvad jeg kalder "et dialogisk møde" med Gud i lovsang, bøn, bibelske læsninger, prædiken og nadver. Jeg vil selv kæmpe for at bevare den nuværende højmesse som hovedgudstjenesten, men har ikke noget imod, ja, ønsker det i et vist omfang også selv, at der på andre tidspunkter og lejlighedsvis holdes "alternative" gudstjenester. Fx med alternativ musik. Jeg er gammel jazzmusiker, og vi holdt i min tid nogle "jazzgudstjenester" med jazz-gruppe i stedet for orgel og med gospels og spirituals som salmer. - Undskyld, men jeg er altså virkelig traditionalist og forsømmer ingen lejlighed til at forklare disse ting!

02.07.11

* * *

Kommentar til artikel i 180grader:

Marlene Wind fortsætter sit politiske korstog

http://www.180grader.dk/Politik/marlene-wind-fortsaetter-sit-politiske-korstog#c205776

MEN SE OGSÅ DE NEDENFOR INDSATTE FACEBOOK-TEKSTER!

Igen vendes der op og ned på det hele. Og Morten Østergaard betegner ligefrem det lovligt valgte folketingsflertal og regeringen som "magthaverne". En magthaver er sådan en som Lukasjenka i Hviderusland. Det er meget mærkeligt. Den eneste forklaring, jeg kan finde, er, at det at være kosmopolit og progressiv er en slags religion, oven i løbet en meget autoritær og intolerant religion, der ikke tåler modsigelse. Og der er nu også en sælsom alliance mellem venstrefløjen og de progressive borgerlige. I 1970'erne var venstrefløjen helt "national-socialistisk" i sin modstand mod EF. Men efter sovjetkommunismens ynkelige fallit har utopisterne åbenbart kun miljø, klima, indvandring og multikulti at dyrke - og åbenbart EU som en slags erstatning for Sovjetimperiet.

17.06.11

Men jeg havde dagen før - som kommentar til en meddelelse om opdatering af min tekst "Det særligt danske" sat et par tilsvarende kommentarer på min Facebook-væg:

Petitafsnittet med overvejelser over forholdet mellem national identitet og anden gruppeidentitet er udvidet, blandt andet med en henvisning til, at Europarådet for nylig har vedtaget, at (også) det menneskelige køn er en social konstruktion. Og det første af afsnittet "Fra sagntiden til Harald Blåtand" er føjet til.

YDERLIGERE BEMÆRKNING: Der er en klar sammenhæng mellem det at benægte den folkelige og nationale identitet og det at benægte kønsforskellen (om end kun, fsva. engelsk "gender", ikke (endnu?) engelsk "sex"). Og det gælder på alle områder. Der er mennesker, der er realister, pragmatikere og måske konservative, og så er der utopisterne eller de humanister, der i virkeligheden i en eller anden forstand gør mennesket og de sociale forhold (samfundet) til gud. Sidstnævnte kan ikke tåle, at der er noget, der er givet (bemærk dette ords også religiøse betydning!). Alt skal kunne skabes, eller i hvert fald ændres, af mennesket. Prøv og læg mærke til det! Dette er fællesnævneren. Og så forstår man, hvorfor de hader os andre og det, vi siger, så meget.

* * *

Om Lars von Trier i Cannes

I en tråd til linket

http://politiken.dk/kultur/film/ECE1288118/forfatter-til-von-trier-bog-saa-fandt-han-endelig-graensen/

Men vi må allerførst sige, at der er ting, man ikke spøger med, og at han altså her virkelig fandt grænsen - og fik sin overordnet set velfortjente straf. - Derefter kan i hvert fald vi danskere se dybere i det. Hørte forleden i radioens P 1 tilfældigvis det sidste af en vist en halv snes år gammel samtale mellem Kjeld Koplev og Lars von Trier (altså mellem en jøde og en, der havde troet, han var jøde). På den baggrund forstår jeg, hvad der har ligget bag Lars von Triers altså stadigvæk utilbørlige ord i Cannes. Jeg tror også, Lars von Trier, midt i al sin øvrige forvirring, blandt andet på grund af sit barndomsmiljø har et problem med det religiøse. Jeg håber, han når at få løst det!

24.05.11

* * *

Til tråd med diskussion om situationen i Nordafrika og Mellemøsten og muligheden for frigørelse fra fundamentalistisk islam

1. Vi må skelne mellem selve indvandrings- og islamproblematikken i Danmark og Europa, hvor det naturligvis ikke er godt med islams tilstedeværelse, idet de mange almindelige muslimer jo udgør en klangbund for islamisterne, og så situationen i Nordafrika og Mellemøsten, hvor vi jo kun kan ønske det bedste og prøve at støtte og hjælpe alle de unge, der gerne vil ind i moderniteten. - 2. Hvad situationen i Danmark og Europa angår, er hovedfjenden vore egne "idioter" (som heldigvis står svagere nu). - 3. En god udvikling i Nordafrika og Mellemøsten vil også gøre situationen hos os bedre. - 4. Enten er alle, der er opvokset i islam, uhjælpeligt fortabt, eller også har de mulighed for at frigøre sig. Jeg mener, det sidste er tilfældet. - 5. Frigørelsen fra (fundamentalistisk) islam kan have flere grader: a. Man fastholder, at Koranen er dikteret af Gud og som sådan er hans nøjagtige ord, men kommer til den opfattelse, at det jo var Guds ord til mennesket Muhammed DENGANG, så at man må fortolke sig frem til, hvad det hele vil sige nu. - b. Man fastholder, at Muhammed modtog en åbenbaring, men kommer til den opfattelse, at da Muhammed var et menneske, er det hele ikke så direkte og ordret fra Gud, så at det er endnu mere åbent for en aktuel fortolkning. - c. Man forholder sig endnu mere frit til Koranen og overleveringerne og når frem til noget, der svarer til oplysningstidens gudstro (jfr. deisme osv.). - d. Man forkaster stort set islam og overgiver sig til den globale modernitet. Hvor mit råd er, at man alligevel prøver at få mest muligt af sin sjæl og identitet med. Og en form for gudstro. - e. Man kommer til den kristne tro, idet man indser, at det kun er i Kristus friheden fra lovtrældommen findes. Men det må de selv finde ud af. Det er meget vigtigt, at vor forkyndelse af Evangeliet for muslimerne ikke på nogen måde forbindes med magt (kulturimperialisme og ensretning). - - Dette er nogle vigtige hovedpunkter. Under alle omstændigheder må indvandringen bringes så meget ned mod nul som muligt. Islam eller ej og islams karakter eller ej, er det vor nationale og folkelige overlevelse, det gælder. Men også her er en god udvikling i de pågældende områder til fordel for os.

OG SENERE:

Der er jo ingen tvivl om, at islam i sin grund og sit udgangspunkt er ekstremt skriftfundamentalistisk. Men vi har jo - i øvrigt uden sammenligning! - også kristne skriftfundamentalister, der hævder den såkaldte verbalinspirationslære, altså læren om, at hvert eneste ord i Bibelen er indblæst af Gud. (Nå, uden sammenligning og uden sammenligning; der er jo lighedspunkter). Men de fleste kristne er ikke skriftfundamentalister. Vi ved, at Bibelen er skrevet af mennesker, først i Den Gamle Pagts historie (GT), siden i Den Nye Pagts historie (NT), hvor der er tale om vidnesbyrd på grundlag af, hvad man har oplevet både før og efter påske. Derfor kan vi med Luther (citeret efter hukommelsen) sige, at hvis nogen spiller Skriften ud mod Kristus, spiller vi Kristus ud mod Skriften. Sagt på en anden måde: Lever man i den kristne tro og tradition, kommer det til at tegne sig for én, hvad hele den store kristne påstand - som "pakkeløsning" - i grunden og helt centralt går ud på. Og det må hver enkelt i sidste ende selv nå frem til (idet i hvert fald vi præster, og dermed Folkekirken som sådan, jo er bundet af (ånden i) bekendelsesskrifterne). - Sværere er det for muslimerne. Men hvis der insisteres på tros- og ytringsfriheden, er der ikke noget principielt til hinder for, at mennesker, der er opvokset i islam, kan forholde sig mere frit til den muslimske "verbaldiktatlære". Det største problem er ikke teologien omkring Muhammed og Koranen, men tvangen, bogstavelig talt med vold og magt. Derfor skal vi insistere på, at menneskerettighederne er universelle - og nægte at støtte stater, der ikke kan sikre deres borgere disse rettigheder. Osv.

18.05.11

* * *

Tahar Ben Jelloun om det arabiske forår

Har lige [16.05.11] set dette i Deadline [22.30]:

ARABISK FORÅR

I serien ”Arabisk Forår” interviewer Deadline i aften den marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun. - Se mere i kommentarfeltet nedenfor:

I kommentarfeltet:

FORTSÆTTELSE: Han var en af de intellektuelle stemmer bag omvæltningerne i den arabiske verden, og er på vej med en bog, hvor han forsøger at forstå, hvad der ligger bag disse historiske begivenheder. Ifølge Ben Jelloun er de politiske skift dog kun starten på en langvarig proces, som skal bringe demokrati og frihed til denne del af verden.

- - -

BC-kommentar:

Tahar Ben Jelloun virker som en meget klog mand. Jeg kan ikke huske noget, jeg var uenig med ham i. Vel bortset fra, at han måske desværre er for optimistisk Men det er selv i værste fald virkelig nye tider. Og jeg er enig med ham i, at dette nok også er begyndelsen til enden for islamismen. Og vi skal virkelig vise interesse og yde støtte.

Der er ikke noget link endnu, men det kommer vel snart, så I, der ikke har set det, eventuelt kan se det på Nettet.

16.05.11

* * *

Kristendom og ateisme

Til en tråd, hvor dette citat diskuteres:

"Es sind schon oft gerade ausgesprochen unreligiöse Menschen gewesen, die den ganzen Ernst und das ganze Gewicht der Gottesfrage viel stärker empfunden, viel schärfer zum Ausdruck gebracht haben als die innigsten und eifrigsten Frommen."

N.N's citat må altså være et Barth-citat. Jeg må under alle omstændigheder erklære mig enig. - Og det er rigtigt, at der er en form for slægtskab mellem den oprigtige ateisme og kristendommen. Når altså den oprigtige ateisme defineres som den ægte og sørgende vanskelighed ved at tro på andet, end at den fysiske virkelighed bare er - og er hele virkeligheden. Og når den ikke selv bliver en aggressiv antikristen religion. Og når kristendommen ses i modsætning til "religion", altså som "religion" vendt 180 grader. Det er derfor min kongstanke, at vi kristne skal kunne tale med de oprigtige ateister og samarbejde (i videste forstand) kulturelt med dem. De oprigtige ateister svarer til, eller kan svare til, Grundtvigs "naturalister med ånd". Dette gælder aktuelt i forhold til såvel islam som amerikansk "højrekristendom". Men vil også kunne gælde en Gud-konge-fædreland-ideologi og et forsøg på at gøre "værdierne" til en ny tvangs-statsreligion. Osv.

11.05.11

* * *

Kommentar til artikel om Noma

Noma er fascisme i avantgardistiske klæ'r - Politiken.dk

politiken.dk

Bag Noma, det nye nordiske køkken er gastronomiens pendant til den borgerlige regerings kulturkanon.

BC-KOMMENTAR:

Det er voldsomt! Men mon ikke der igen bare er tale om globalisternes behov for at gøre alle, der også vil dyrke den danske (og nordiske) identitet, til nazister? Hvis man ikke er med de progressive, er man jo enten direkte fascist eller godt på vej til at blive det. - Hvis jeg har noget imod Noma (som jeg ikke har råd til at besøge), er det, fordi der er tale om en nysnobbet reaktion på globaliseringen, eller blot om noget nyt, der kan pirre. - Men nu går jeg ud i min køkkenhaves lollandske jord!

Plus denne:

I ØVRIGT er jeg dødhamrende træt af al den snak om mad og af alle de madprogrammer alle vegne. Det er under alle omstændigheder helt sygt!

Og denne:

Har lige set diskussionen i Deadline mellem Politiken-kronikør Ulla Holm og madjournalisten fra Berlingske. Det var en mat omgang. Det bedste, der blev sagt, var, at det i lang tid har været helt legitimt at tale om og sværme for det italienske og det franske køkken, og at det vel så også må være legitimt at opdyrke en dansk madtradition på højt niveau (Berlingske-manden). Men selvfølgelig kan dette ses som et eksempel på dansk identitetsoprustning over for globaliseringen. Og hvad så? Hvis den uundgåelige globalisering ikke bare skal være en dødkedelig sammenrodning af alting, må vi jo dels værne om og dyrke vort eget for vor egen identitets skyld, dels gøre dette som vort bidrag til den globale mangfoldighed. Hvor svært kan det være? - Jeg kan i den forbindelse henvise til den tekst, jeg for nylig er gået i gang med, "Det særligt danske", og som kan læses såvel i en NOTE på min Facebook-profil som på min hjemmeside www.bentchristensen.dk. Her begynder jeg med "den mitokondrielle Eva" i Afrika for måske 200.000 år siden - for at understrege, at vi danskere jo er en lille kvist på menneskeslægtens store træ. Men vi er altså denne lille særlige kvist!

09.05.11

* * *

I en tråd til Anders Gravers / Kim Møller-happeningen med de omskrevne hadefulde Koran-vers:

http://www.180grader.dk/Krimi/anders-gravers-anmeldt-for-racisme-for-omskrevet-koranvers?utm_source=newsletter&utm_medium=email

Jeg har først indsat disse to kommentarer:

Ganske smart. Som minimum giver det en god præsentation af islam som hadets religion. Hvordan vil de forklare, at disse steder i Koranen ikke (også) er Guds direkte og nøjagtigt dikterede vilje? - Men jeg kender både den almindelige danskers og de-fine-og-godes mentalitet. En fiks jurist i justitssystemet skal nok kunne finde ud af at skelne mellem denne happening/Koranen - og så det, vi andre ikke må sige. Jeg tror ikke, politiet tager sagen. Og den almindelige dansker bryder sig ikke om konfrontation. Og de-fine-og-gode skal nok finde ud af at blive ved at være de-fine-og-gode med de rigtige meninger. - Men lidt effekt skal det nok få. Og der kan findes på mere. Det gælder om at være skarp på en smart måde. Det vigtigste er, at § 266b og alt det, den repræsenterer, bliver gjort bare lidt til grin.

- - -

Og om ham, der vil lave T-shirts med skriftstederne, hvis politiet ikke tager sagen: De skal nok finde på noget. Der må skelnes mellem Koranens ord, der skal respekteres, og så en ondsindet brug af dem i en anden sammenhæng. Men igen: Det er smart, og de (folkene i vort eget system) fortjener ikke bedre. - NB! Jeg går selvfølgelig ind for den oprindelige ånd i racismeparagraffen, ligesom jeg går ind for menneskerettighederne. Det, jeg er imod, er, at det bliver misbrugt ad absurdum.

06.05.11

- - -

Og en ny kommentar - med tilføjelse + et "MERE" - til en, der havde misforstået noget i ovenstående:

Du har været for hurtig. Og altså ikke læst, hvad jeg har skrevet. Det er jo ikke min mening, jeg gengiver, men SYSTEMETS! Det, jeg siger, er for det første, at politiet vil finde en måde at nægte at gå videre med anmeldelsen på, og for det andet, at man vil finde en måde at straffe dem på, der fx vil lave T-shirts med de "drejede" korancitater på, idet man siger, at det, der står i Koranen skal respekteres, ikke må forhånes, men at man skal straffes, hvis man piller korancitaterne ud og erstatter ordet "vantro" med ordet "muslimer", fordi der så er tale om et forsøg på at piske en stemning op mod muslimerne. - Forstår du nu, hvad det er jeg siger? - Men jeg siger også, at vi selvfølgelig skal blive ved at gøre grin med den måde, § 266 b bliver brugt på. Idet vi også passer på vort ordvalg og ikke dummer os, som min ven Lars Hedegaard har gjort. Vi kan sagtens kritisere de dårlige ting i islam med et helt præcist og uangribeligt ordvalg. - Osv.

TILFØJELSE: Det vanskelige for det danske system bliver selvfølgelig at finde de forklaringer, der skal til, for pdes. at undgå at gøre sig selv til grin ved at tage Kim Møllers anmeldelse alvorligt, men for pdas. at kunne straffe dem, der fx begynder at lave - og bruge - T-shirts med nogle af de "drejede" korancitater på. - Men hvis jeg var dem, ville jeg altså afvise Kim Møllers anmeldelse med den begrundelse, at der er tale om en aftalt happening og provokation med det formål at gøre myndighederne til grin, men prøve at få straffet dem med T-shirtsene, fordi der i det tilfælde er tale om direkte forsøg på at piske en hadefuld stemning op mod muslimerne. Jurister er faktisk gode til at tænke. Men vi teologer er bedre!

MERE: Endelig vil jeg minde om, at islams seneste storhedstid er ved at være forbi. Islam har ingen fremtid. Den er som en døende drage, der ved sine sidste krampetrækninger godt kan slå en del fjender ihjel og skræmme andre, men som alligevel snart vil være helt død. - Men på det praktiske plan vil vi naturligvis i lang tid stå over for mange konkrete problemer i verden, Europa og Danmark. - Men vi både kan og skal indtage en mere afslappet og overlegen holdning. Idet vi selvfølgelig ikke skal være onde ved de muslimske MENNESKER som sådanne, men ønske dem alt godt - hovedsagelig i deres egne lande, fx Tunesien, Egypten, Libyen og Syrien. I disse lande er det fremtiden, vi ser, og selv om islamister måske er en del med, er det de unge Facebook(!)-brugere, der er fremtiden.

Sen aften 06.05.11

* * *

I FB-tråd om dommen over Lars Hedegaard:

Jeg har - under overskriften BEKLAGELIGT - givet denne kommentar til Sjællandske Mediers artikel i 180grader:

Det er selvfølgelig beklageligt, at Lars Hedegaard fik udtrykt sig, som han gjorde. Også fordi formuleringerne er skyld i, at fokus flyttes fra de problemer, der vitterligt er på området. Men det er også beklageligt, at den slags skal føre til retssag og domfældelse. Det får vreden over tilstandene i Danmark til at vokse. Vi andre kan jo også føle os krænkede! Både det ene og det andet er altså beklageligt. - Mit råd til alle debattører på den islamkritiske side er, at man skal gå med både seler, livrem og sokkeholdere, når man udtaler sig, så man ikke bliver årsag til, at fokus flyttes. Man kan sagtens pege på de mange og store problemer, der vitterligt er, uden at overdrive.

03.05.11

* * *

Satse på den postkinesiske situation?

Nedenstående er to af mine kommentarer i diskussionen af nedenstående læserbrev.

Tak for denne pessimistiske karakteristik. Alting må jo begynde med, at man ser virkeligheden i øjnene. Nu vil jeg ikke være plat grundtvigsk. Men efter 1864 så alt også sort ud. Og så skete der en hel del, fordi man også havde en ..."åndelig" folkelig vækkelse. Anne Skare Nielsen og hendes Innovationshøjskole-venner er inde på det. Og jeg er da foreløbig blevet FB-ven med hende. Måske kan de bruge noget Grundtvig-ekspertise. Min disputats handler ganske vist om erkendelse og videnskabelighed, men derved er den også kommet til at handle om hele det teologiske og tankemæssige grundlag for den store struktur, Grundtvig havde i tankerne, og hvoraf den nuværende folkehøjskole kun er en delvis realisering. - Men hvordan skal jeg nå det?!

Måske skal vi her i netop Danmark satse på den "postkinesiske" situation. Ved at se frem mod en tilstand efter konkurrenceræset mht. at producere og forbruge mere eller mindre åndssvage produkter. En forening af virkelig avanceret højteknologi og "simple living", det sidste vel at mærke ikke som en ny gang "flip" men som et dybt og stærkt og sandt menneskeliv. Det er bare lettere sagt end gjort. Dog, hvad skal vi ellers stræbe efter? Hvad lever vi for?

* * *

Det særligt danske

[Lolland-Falsters Folketidende 06.04.11. - Også slået op på min Facebook-væg og sat på undersiden "Debat"].

I Deadline 2. sektion søndag den 3. april blev det igen-igen diskuteret, hvad "det særligt danske" eventuelt måtte være - af Malene Busk og Michael Böss i anledning af sidstnævntes bog ”Republikken Danmark”.

Malene Busk sagde alle de sædvanlige kosmopolitiske ting, og Michael Böss var for svag, idet han stort set holdt sig til nogle - i sig selv udmærkede - almindeligheder om statsborger- og medborgerskab i en nationalstat.

Danskhedsmodstanderne forsøger ofte at sætte deres debatpartnere til vægs ved at spørge: "Hvad er så det særligt danske?". Hvilket som regel lykkes, idet svaret bliver en opremsning af almindelige vestlige samfundsmæssige spilleregler.

Måske skal man bare nægte at besvare spørgsmålet, idet man siger, at det er, som når man kører på cykel; hvis man tvinges til at forklare, hvordan man bærer sig ad med det, ender man i grøften! Eller man kan sige, at det er ligesom med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før nogen trækker en plastikpose ned over hovedet på en. I grunden skal man bare fortsætte med at leve sit liv som det, det nu engang er, nemlig et dansk liv. Og insistere på retten til det. Så vil det vise sig, hvad der kommer ud af det.

Det er dog også både muligt og nødvendigt at se nærmere på spørgsmålet. Og jeg tror, jeg vil gøre det. I blandt andet et stort historisk perspektiv. Det kan sagtens blive en side af, hvad jeg i forvejen arbejder med. Vi får brug for det i den fremtid, der tegner sig, og hvor der selv i bedste fald kan blive tale om en stor kunstighed og overfladiskhed. Der er bare ikke plads til mere lige her.

Bent Christensen

* * *

I anledning af Deadline 2. sektion 03.04.11 slog jeg dette op på min væg (om "det danske"):

Se også Folketidende-læserbrevet ovenfor!

Så kunne jeg ikke klare mere. Malene Busk var jo bare "sådan" - som mange stadig er det. Men Michael Böss sagde for lidt og var for svag. Se nærmere i kommentaren!

· Er danskerne stadig et folk? - 03.04.2011

www.dr.dk

Danmark er et tusindårigt kongerige, danskerne er en gammel stamme, men noget er ravende galt, hedder det i en ny debatbog af historikeren Michael Böss. Han mener, at den danske politiske elite er ved at miste sansen for værdien af at tilhøre et folk, en stat og et værdifællesskab.

Det, der fik mig til at gå ind i den fremmedpolitiske debat omkring 2000, var ikke mindst al den tankemæssige "grød", der i så høj grad prægede debatten. Det samme gælder nu debatten om det danske. Jeg kan ikke klare det! - Fra min ungdom af har jeg været meget tilbageholdende over for det folkelige og det nationale, også som Grundtvig-discipel. Jeg er sådan set begyndt helt forfra med dette som med alle andre ting. Men desto mere slående er det så, når der faktisk viser sig noget, der er noget, og som betyder noget! - Også de, der prøver at forsvare danskheden, er for svage og for svagt funderede. - Jeg skriver nok først et mindre læserbrev, så en større artikel - og måske en lille bog. I skal nok komme til at høre nærmere! - Men så bliver jeg nok mere passiv på alle andre områder. Eller bør blive det. - I hører nærmere!

* * *

TEKSTER FRA MIN FB-PROFIL

Ældst nederst, yngst øverst!

Der henvises desuden til undersiden - her på hjemmesiden! - ”Litterære tekster”, hvor de digte og salme-vers står, jeg hver uge og til hver søn- og helligdag sætter på min Facebook-væg, og som også er samlet i FB-noten BENTS DIGTE OG SALMEVERS. - Det allerførste, jeg satte på min væg, var dog en aforisme, og dem kan der jo komme flere af, så jeg henviser også til undersiden ”Aforismer”. - I uge44 satte jeg det første ”Fragment” på , altså et af de små tekststykker, der står på undersiden ”Mit eksistens-rum”.

- -

Jeg vil prøve at fortsætte opdateringen, først og fremmest med de tekster, jeg har i min FB-profils NOTER, men også med de mere eller mindre tilfældigt udvalgte kommentarer, jeg har gemt i et Word-bibliotek. - Og jeg gentager opfordringen til at blive FB-ven med mig. Se nærmere øverst på denne side.

* * * * * *

30.03.11:

OPSLAG PÅ MIN FB-VÆG

· Khader: Vi har moralsk pligt til at forhindre folkemord | religion.dk

www.religion.dk

Når vi går ind i Libyen, er det i tråd med teologen Dietrich Bonhoeffers tanker, mener udenrigsordfører (K) Naser Khader

MIN TEKST TIL OPSLAGET:

Jeg vil især henlede min FB-ven og Bonhoeffer-forsker Peter Tudvads opmærksomhed på denne! Men jo også mine og Nasers andre FB-venners. - Jeg har selv som først sprogofficer, senere feltpræst gennem hele mit voksne liv tænkt meget over dette dilemma.

TILFØJELSE [i kommentarfelt]: Men jeg vil også sige, at jeg hilser det velkomment, at vi får en seriøs diskussion om netop krigens dilemma. Ja, selv de mest flippede debattører, der nu kommer frem, hilser jeg velkommen. Vi må ikke være for ubekymrede eller måske ligefrem kyniske. Vi trænger til en stor, og altså seriøs og realistisk, debat. Verden er fuld af krige. Og vi er nu i gang med i hvert fald den fjerde. Hvordan kan vi føre en realistisk fredspolitik? Gennem oprettelsen af et De Demokratiske Landes Forenede Nationer? Under Den Kolde Krig var der en vældig diskussion, i vid udstrækning direkte eller indirekte styret fra Moskva. Hvorfor så ikke nu?

* * *

Kommentarer til min Tractus til 3. søndag i fasten

25.03.11

Denne Tractus kan - sammen med mine andre FB-salmer og salme-vers - læses på undersiden "Salmer". Men den står også - sammen med alle mine andre FB-digte m.m. - på undersiden "Litterære tekster".

N.N. havde som kommentar til min Tractus sat noget ind om en provst, der gik ind for homovielser. - Jeg sætter af princip aldrig andres FB-tekster ind her, med mindre de i forvejen er af offentlig karakter. - Men her er mine kommentarer:

@n.n. - Det var godt nok noget af en kommentar til denne Tractus! Så hvad skal jeg sige? Jeg har aldrig argumenteret teologisk og bibelsk imod homovielser. Der er jo ingen tvivl om, hvad både GT og NT mener. Der skal stor ekvilibrisme til for at få noget andet frem. Men en sådan fører tilhængerne sig så også frem med. Dette er et af de få eksempler på en lidenskabelig teologisk diskussion i vor tid! På intet andet område er der en så stor opfindsomhed og ordrigdom. Men jeg argumenterer rent menneskeligt. Uanset hvor tolerant man i øvrigt vil være, kan et forhold mellem to mennesker af samme køn aldrig blive det samme som et ægteskab. Og så er det LØGN at påstå andet. Og jeg vil ikke uden modsigelse finde mig i, at vi skal have en ritualbog med løgn i. Jeg vil ikke melde mig ud af Folkekirken, men jeg vil løse sognebånd, hvis min egen i øvrigt gode sognepræst skulle erklære sig villig til at forrette homovielser. Jeg vil eventuelt arbejde for dannelsen af en valgmenighed, hvor den slags ikke finder sted.

Men når n.n. har sat en kommentar om homovielser ind til min Tractus til 3. søndag i fasten, er det måske med dette Jesus-ord fra evangeliet i tankerne: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde ..."?

Jeg gentager, at jeg finder det ørkesløst at smide bibelsteder efter hinanden. Der findes ganske vist ingen bibelsteder, der direkte handler om homoseksualitet, der ikke er imod. Men man kan jo finde en hel masse om Guds kærlighed til os, som vi er. Og selvfølgelig elsker Gud også de homoseksuelle. Det eneste spørgsmål, vi skal koncentrere os om, er, hvorvidt et forhold mellem to af samme køn er et ægteskab. - I øvrigt mener jeg, man kunne benytte lejligheden til at fjerne det hele fra kirkerummet og lade det være et rent borgerligt anliggende.

* * *

Om det danske og det kosmopolitiske

Det begyndte med denne til Lene Andersen. Til hende selv, i en tråd om "Krause" på hendes væg - og som et opslag på min egen væg, der fremkaldte nogle kommentarer

Kære Lene!

Vi hørte dig i "Krause på tværs" i nat. Du er ret god. Og når det nu skal være, er det godt, du er i Kommissionen. Men jeg vil gerne sige også til dig, at det jo er masseindvandringen af især muslimer, der er problemet. Deres tilstedeværelse gør i sig selv Danmark til et andet land, end det ellers ville have udviklet sig til. Jeg bryder mig grundlæggende heller ikke om sådan noget som en værdikommission. Det er lige før jeg er enig med Mikael Rothstein! Værdikommissionen er en del af det, jeg her taler om. Allerede når vi begynder at diskutere, hvad det særligt danske er, er skaden sket. Når man begynder at tænke over, hvad man gør, når man cykler, vælter man eller kører i grøften.

En detalje: Du ved selvfølgelig bedre. Men desto mere påfaldende er det, at selv du har fået det historieløse vrøvl så meget i ørerne, at du kom til at sige, at den første græske filosof var fra Tyrkiet! For alle tilfældes skyld giver jeg lige nogle forskellige "Wikipedia-klip til påstandene om, at de første græske filosoffer - og julemanden (i grunden den hellige Nikolaos) - skulle "stamme fra Tyrkiet":

"Begyndende omkring 1200 f.Kr var vestkysten af Anatolien befolket af æolske og ioniske grækere".

...

"I det 10. århundrede begyndte seljukkerne at vandre bort fra deres gamle hjemland i retning mod det østlige Anatolien ...".

....

"Det Osmanniske Rige var et stort, tyrkisk rige grundlagt af Osman 1. i 1299 ...Riget bredte sig over den vestlige del af Asien, den sydøstlige del af Europa samt Nordafrika. Efter belejringen og erobringen af Konstantinopel år 1453 erstattede det Osmanniske Rige det Byzantinske rige som hersker over Balkan og Anatolien".

17.03.11

@n.n. - og I andre: "Som når man cykler". Det er nu et godt billede. Men som alle andre billeder dækker det kun en del. - Det, jeg mener, er, at vort liv som danskere indtil nu er gået af sig selv. Vi har bare levet, fra de mindste hverdagssammenhænge og opad. Og det har vi gjort på vor danske måde. Derfor skal vi heller ikke nu lade os afkræve svar mht., hvad det særligt danske er. Vi skal bare forlange at få lov at være i fred. Og det gælder både de ydre og de indre modstandere. Det store problem er, at vi overhovedet har alle disse indvandrere. Men de må selv finde ud af det. Og alle vore egne kosmopolitter kan også bare passe sig selv. Jeg vil ikke leve mit liv på en anden måde. Og det skal mine børn og børnebørn heller ikke. - Og så skal vi ellers bare fortsat leve på alle niveau'er. Så bliver både vort helt almindelige liv og vore "kulturprodukter" danske - på tidens måde. Hvor svært kan det være? - Det er i øvrigt ikke et formål i sig selv at være dansk! Formålet er at leve. I frihed. Som vi ønsker det. Så vil det vise sig, hvordan det hele kommer til at forme sig. Osv.

- -

Og jeg vil præcisere: Spørgsmålet "hvad er så det særligt danske?", det er en fælde. Det rager ikke vore modstandere, hvordan vi lever vort liv. De skal bare lade os være i fred. Så vil det vise sig, hvordan vi selv lever i og viderefører vor tradition. - Jeg har netop præsenteret mit eget projekt (min seneste NOTE). Og det er et projekt, hvor jeg begynder helt forfra. Allerførst i den helt store nihilistiske tomhed. Sådan er min egen livshistorie! Men verden og livet findes jo. Alt er ikke tomhed. Men nu må det vise sig, hvad der (trods alt) virkelig ER noget. Alt må på ny godtgøre sin virkelighed og betydning. Og det viser sig blandt andet, at der faktisk findes et dansk folk og en dansk folkelighed. At opdage dette og arbejde videre med dette er noget helt andet end at ville standse tiden eller skrue den tilbage. Som om nogen troede, man kunne det! Det er noget helt nyt. Og jeg tror, vi nu står ved begyndelsen af en tid, hvor flere og flere vil kunne se det. Og hvor der virkelig bliver brug for det. Fremtidens liv vil blive mere og mere kunstigt. Og så gælder det om - under denne fremtids betingelser - at kunne have både jordforbindelse og forbindelse bagud. Tro mig!

* * *

Den borgerlige fallit

10.03.11

Kommentar til tråd om Rune Lykkebergs:

Forbilledernes fald

www.information.dk

Fomlen for det borgerlige Danmark: Milena Penkowa er forbilledet for VerdensklasseDanmark, mens Birthe Rønn Hornbech er symbolet på VærdiDanmark..

http://www.information.dk/261351

Har nu læst artiklen sammen med Anna. Måske er Lykkeberg nogle steder lidt for flot, men alt i alt er der desværre meget om det. (Det, der er sket med universiteterne er ganske forfærdeligt). Jeg er ikke selv borgerlig. Jeg er præst, og tilhører dermed historisk set den gejstlige stand, hvor man har det privilegium at stå noget på sidelinien. Desuden er jeg medlem af DF - fordi jeg er social-konservativ og, i hvert fald i nogle henseender, kultur-konservativ, dog ikke så meget, at det gør noget, men det er en meget lang historie. Som flere gange sagt her i FB, lægger jeg også mærke til LA og lytter i det hele taget til liberalisterne. De er de eneste, der siger noget nyt, og da historien straffer dem, der ikke respekterer de økonomiske love, er man nødt til at lytte til dem, selv om man også må sige til dem, at de trænger til et social-konservativt slæbeanker. Osv. - Det kan som sagt ovf. gå gruelig galt. Der er mange tegn til det. Men vi har også et potentiale i vor tradition, så hvis vi bare vågner op og tager os sammen. Uden at vi bliver til arbejds- og forbrugs-dyr. I heldigste fald kan vi blive et mønsterland for tiden efter det kinesiske eventyr! En forening af høj teknologi og sand livskvalitet. Som min nye FB-ven Anne Skare Nielsen har udtrykt det: "human beings", ikke bare "human doings"!

* * *

Til Nikolaj Bøghs opslag om univerisiteterne 10.03.11:

Mit gamle institut er blevet omdøbt fra Institut for Statskundskab til "Department of Public Policy and Administration"! Hvor er det forstemmende, at vi i disse år føler det nødvendigt at udslette vort eget sprog og vore egne akademiske traditioner til fordel for en globalistisk og nytteorienteret grød, som hverken er fugl eller fisk...

Department of Public Policy and Administration

medarbejdere.au.dk

Department of Public Policy and Administration forsker og underviser inden for alle væsentlige fagområder af politologi og offentlig forvaltning. Instituttets forskere indgår i tætte samarbejder med såvel danske som internationale fagfæller. Instituttet prioriterer formidling af forskningsresultater..

BC kommentar:

Ja, det rent sproglige! - Men der er også i det hele taget noget galt. Jeg tænker på Grundtvig. Og jeg tillader mig at henvise til min egen disputats: "Omkring Grundtvigs Vidskab". Tidligere var der i visse henseender et fjendskab mellem kristendommen og (især) naturvidenskaberne. Men nu er det (på godt og ondt) kommet dertil, at jeg som kristen præst og teolog på det kraftigste må opfordre til, at man opprioriterer alle former for ren grundforskning, ikke mindst den naturvidenskabelige, som jo også har den sidevirkning at give respekt for virkeligheden overhovedet. Jeg tillader mig også at henvise til Grundtvigs tanke om et fællesnordisk superuniversitet eller i Platon'sk forstand akademi i Göteborg, hvor Nordens klogeste hoveder, også som det særlige nordiske bidrag til hele menneskeslægtens erkendelsesbestræbelse, sammen udforskede og drøftede det hele - og gav det videre, også nedad i folkene. - Vi skal selvfølgelig have et vist materielt livsgrundlag. Men hvad lever vi for?

* * *

OPSLAG PÅ FACEBOOK-SIDEN "INNOVATIONSBEVÆGELSEN" - og på min egen væg

08.03.11

Det var, da jeg i DR P 1's "Søndagsfrokosten" havde hørt Anne Skare Nielsen tale om, at vi jo på engelsk hedder "human beings" (så at vi altså ikke bare skal betragte os selv som "human doings"), jeg bad om at blive FB-ven med hende. Og hun accepterede og sendte mig linket til denne side. - Mere i den følgende kommentar:

- -

Mit øje faldt straks på artiklen "Innovationsbevægelsen

Ulrik H og Troels M om innovation og højskoler". Og efter en første hurtig gennemlæsning sagde jeg til mig selv, at her var noget, jeg virkelig må hilse velkommen. Jeg håber, vi kan få en god diskussion om blandt andet de spørgsmål, der rejses i denne artikel. Og jeg understreger, at jeg ikke kun ønsker at føre mine egne ting frem (hvad jeg dog selvfølgelig også gør). Nej, jeg er meget interesseret i at se, hvad mennesker fra andre kredse end dem, jeg normalt færdes i, har at sige. Det kan meget vel blive vor tids videreførelse af Grundtvigs tanker om menneskelivet og dets (sande) oplysning, altså en oplysning, der er større, dybere og varmere end den ellers nu så højt besungne 1700-talsoplysning. Jeg vil slutte dette første indlæg her, idet jeg tillader mig at oplyse, at min teologiske disputats fra 1998 "Omkring Grundtvigs Vidskab" handler om hele den store videnskabelige og oplysningsmæssige struktur, Grundtvig havde i tankerne, fra det store fællesnordiske universitet i Göteborg, som (endnu?) ikke er blevet til noget, og nedad i hele kultur- og folkelivet. Og idet jeg også tillader mig at oplyse, at hovedgrunden til, at jeg i 2003 gik på pension som 60-årig, er, at jeg selv vil arbejde videre "på Grundtvigs skuldre". Mit projekt har arbejdstitlen "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement", men spænder vidt og har også meget at gøre med, hvordan vi skal leve et godt menneskeliv under fremtidens på mange måder hårde betingelser.

* * *

MINE VENDISKE VENNER

Mit forhold til det slaviske mindretal i Tyskland fra 1999 til i dag

Foredrag, Rytterskolen, Toreby 07.03.11

NB! Via dette link skulle alle kunne se mit Facebook-billedalbum med billederne til dette foredrag:

http://www.facebook.com/album.php?aid=47758&id=100000716224349&l=885eec3c22

Og via dette link kan man se billederne fra vor tur i sommeren 2010 til Polen og til sorberne/venderne i Bundesland Sachsen:

http://www.facebook.com/album.php?id=100000716224349&aid=15360

Idet jeg også henviser til de enkelte billedtekster, giver jeg her et lille referat (med enkelte tilføjelser) af den indledende del af foredraget. Hvorefter jeg indsætter en gammel artikel om emnet. Nogle af de ting, der står i den, indgik også i foredraget.

Jeg begyndte med at fortælle om min baggrund for det vendiske engagement. Rent sprogligt begyndte det hele i december 1962, da mine sprogelev-kammerater og jeg (efter to måneders almindelig rekruttid) sammen med den videre militære uddannelse begyndte at træne de russiske lyde. Senere gik vi over i det omfattende intensive sproglige uddannelsesforløb, med fortsat sideløbende militær uddannelse. Pr. 1. marts 1964 blev vi udnævnt til løjtnanter af reserven og fordelt på de forskellige værn og regimenter og tjenestesteder. Jeg blev i hæren og kom til Bornholms Værn. I efteråret 1964 påbegyndte jeg cand. mag.-studiet i dansk og russisk på Københavns Universitet. I 1968 blev jeg cand. mag. i dansk/russisk og ansat på Nakskov Gymnasium, hvor jeg altså også underviste i russisk. I 1971 blev jeg sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm (efter supplerende teologisk uddannelse og en særlig prøve efter § 2 i den daværende lov om adgang til præsteembeder i Folkekirken). Herefter beskæftigede jeg mig ikke meget med russisk. Men jeg var da et par gange tolk, når syge sovjetiske søfolk var blevet bragt til Centralsygehuset i Rønne. I 1974 blev jeg sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev på Østlolland. Jeg beskæftigede mig stadig næsten ikke med russisk. I 1986 deltog jeg dog i mødet med den russisk ortodokse ærkebiskop Pitirim, som besøgte Lolland-Falsters Stift. (Russiskkyndige kan se den oversættelse af "Søndag morgen fra de døde", jeg under middagen for ærkebiskoppen læste op og overrakte ham et eksemplar af i forbindelse med en lille tale. Den står - sammen med bla. nogle andre salmeoversættelser - på min hjemmeside, undersiden RUSSKIJ. Jeg henviser samtidig til undersiderne "Vendere - sorbere", "Internationalt" og DEUTSCH). Men da Muren faldt (efteråret 1989), kunne jeg ikke lade være at prøve at komme med i begivenhederne, og det førte til et ret omfattende mellemkirkeligt engagement i flere af de slaviske Warszawapagt-lande. Først Polen og Rusland, senere også Kazakhstan, Tjekkiet og Slovakiet. Allerede i efteråret 1990 begyndte jeg så småt at lære mig selv polsk (som i dag er mit slaviske hovedsprog). Jeg begyndte også at opfriske mit russisk - med 1997 som et højdepunkt. Senere arbejdede jeg også lidt med tjekkisk og slovakisk (bla. i forbindelse med besøg i disse lande). Ukrainere har jeg kun mødt en enkelt gang her i Danmark, men jeg fik da i den forbindelse købt en ordbog med lidt grammatik i, og da ukrainsk i høj grad kan karakteriseres som en mellemting mellem russisk og polsk, kan jeg sagtens læse mindre ukrainske tekster. Siden 1999 studerer jeg (i begrænset omfang) også sorbisk, altså det sprog, der er tale om her i denne sammenhæng, ligesom jeg har arbejdet en smule med det i Gdansk-området talte kasjubiske sprog og det uddøde polabiske sprog (vel også "vore venderes" sprog), idet jeg dog må indrømme, at det ikke er blevet til ret meget (endnu?). Jeg understreger, at det slaviske jo i såvel historisk som aktuel forstand kun er mit bifag.

I 1999 var jeg kommet på Internettet, og i forbindelse med en søgning på vor fortid med de jo slaviske vendere her på Lolland-Falster (jfr. stednavne som Tillitse og Korselitse) fandt jeg også forskellige ting, om nutidens vendere! Ja, for selv om de sidste endnu slavisktalende personer ved Østersøens kyster, altså efterkommere efter de vendere, hvoraf nogle kom og bosatte sig på Lolland-Falster for tusind år siden, døde i midten af 1700-tallet (de andre var blevet totalt fortysket), er der stadig vendere (tysk: Wenden) i Tyskland, bare længere mod syd, nemlig det endnu slavisktalende mindretal i forbundslandende Brandenburg og Sachsen, altså mellem Berlin og grænsen til Tjekkiet (det tidligere DDR). Normalt kaldes de sorbere (på deres eget sprog "serbja"!). - Jeg sætter nu en tidligere tekst ind:

- - -

Ny kontakt mellem venderne og Lolland-Falster.

Vedføjet digtet »Lollandsk tilegnelse«

[Dansk Kirketidende nr. 23/2001.]

På Lolland-Falster har vi nogle stednavne, der vidner om, at venderne for tusind år siden ikke alene hærgede og plyndrede, men også slog sig ned her: Binnitse, Korselitse, Kramnitse, Kuditse og Tillitse. Hvortil kommer et navn som Vindeby, der betyder »Venderby«. Og det er ikke kun disse stednavne, der minder om vendernes færden og liv her; man finder stadig en masse vendiske ting i den lollandske jord!

Denne artikel er en til Dansk Kirketidende tilpasset udgave af en artikel, som blev bragt i septembernummeret af »Kirkeblad for sognene i Rudbjerg«. I Rudbjerg kommune på det sydvestligste Lolland findes nemlig de tre af ovennævnte stednavne, hvoraf kun yderlige eet er fra Lolland, medens Korselitse jo ligger på Falster.

Det vendiske sprog er et vestslavisk sprog, nært beslægtet med polsk og tjekkisk, og de her nævnte stednavne svarer nøje til polske bynavne som for eksempel Katowice.

Helt tilbage fra omkring år 600 havde slaviske stammer slået sig ned i området mellem floderne Oder og Elben. På det tidspunkt boede de nuværende tyskeres forfædre altså vest for dette område. Vores historie med venderne kender vi ikke mindst til gennem Saxos berømte beretning på latin om Danernes bedrifter - og gennem Grundtvigs folkelige oversættelse af den. I 1999 kom Helle Stangerups genfortælling.

Under Valdemar den Store og biskop Absalon gik danskerne for alvor i offensiven og indledte de såkaldte vendertog. Lidet flatterende for os lolland-falstringer er det, at vi blev regnet for upålidelige i forholdet til venderne. I nogle tilfælde har vi nok købt os fra overfald og udplyndringer ved fx at røbe et forestående dansk angreb. Men samtidig har vi også haft et positivt forhold til disse slaviske mennesker, som altså ligefrem boede iblandt os.

Uden at have noget som helst at bygge det på har jeg ofte sagt, at min store kærlighed til de slaviske sprog måske skyldes, at jeg som lollik i uendelige led har lidt vendisk blod i årerne!? (Jeg har bifagseksamen i russisk, har siden lært mig noget polsk, og orienterer mig i tjekkisk, slovakisk, ukrainsk - og altså nu også lidt i vendisk).

Til sidst fik danskerne overtaget. I 1169 erobrede vi Rügen og huggede den vendiske afgud Svantevits billedstøtte til pindebrænde - også i den helt bogstavelige forstand, at de danske styrker brugte dette brænde til at koge deres aftensmad ved. - Apropos Svantevit - eller som han hedder på vendisk, Swantowit - så har man for vist ikke så lang tid siden fundet et lille Svantevit-gudebillede af træ i eller ved Svendborg!

I 1185 fuldbyrdede Knud den Fjerde hele Vendens erobring, så at de danske konger herefter kunne anlægge titlen »de venders«. Og det var ikke bare danskerne, der trængte venderne. Fra vest trængte germanerne frem og besatte området og bosatte sig i det. Endnu i lang tid udgjorde det slaviske befolkningselement dog det store flertal, men herskerklassen var tysk. Og der skete efterhånden en tvangsfortyskning af venderne. Det første forbud mod at benytte det vendiske (sorbiske) sprog kom så tidligt som 1293.

Sorberne - nutidens vendere

Så vidt jeg husker, døde den sidste vendisktalende person i Pommern engang i midten af 1700-tallet. Men længere mod syd var der nogle, der ikke ville give sig, nemlig i landskabet Lausitz, som jo også ligger helt nede i det sydøstligste hjørne af Tyskland (det tidligere DDR), tæt på både Polen og Tjekkiet. Vendere, polakker og tjekker taler med hinanden på hver deres sprog, nøjagtig som vi gør her i Norden.

I Lausitz-området bor i dag ca. 67.000 sorbere, som venderne hedder officielt. Det er naturligvis det samme som serbere(!), men ordet betyder slet og ret »folk«. I tvangsfortyskningens tid var ordet »vender« nærmest et skældsord, men i nyere tid er sorberne selv begyndt at bruge det positivt. På deres eget sprog kalder de sig dog stadig »serbski lud«, ligesom de betegner deres tilstedeværelse i Tyskland som »Serbja w Nimskej«.

I 1800-tallet fortsatte undertrykkelsen af sorberne i Preussen, men i Sachsen fik de bedre betingelser, med en kulturel opblomstring til følge. Under Weimarrepublikken havde sorberne ret gode kår. Men under naziregimet blev de undertrykt og forfulgt. I DDR-tiden fik sorberne en ret høj grad af »positiv særbehandling«, hvilket ved nærmere eftertanke ikke var så mærkeligt endda. På dette slaviske folk (sprogligt beslægtet med russerne!) kunne DDR-styret uden nogen risiko vise dette eksempel på, hvor demokratiske man var! I DDR var sorbernes rettigheder garanteret ved en særlig lov (»Das Sorbengesetz« fra 23. marts 1948). I det nye, genforenede Tyskland er sorbernes rettigheder sikret i såvel Bundesland Sachsens som Bundesland Brandenburgs forfatning.

Ny kontakt

Gennem en kæde af tilfældigheder - hvortil hører, at jeg netop ved denne tid var kommet på Internettet[i] - kom jeg i første halvdel af 1999 i personlig kontakt med disse sorbere, som altså er det nærmeste, man kan komme nulevende efterkommere af »vore« vendere.

En af de ting, jeg fandt i det forbavsende righoldige sorbiske Internet-materiale, var en aktivitetskalender, hvoraf det bl.a. fremgik, at der i en lille by ved navn Nebelschütz, sorbisk: Njebjelcicy, mellem byerne Cottbus og Bautzen skulle være en international festival i dagene 09-11.07.99. Netop i de sidste dage af Annas og min ferie, umiddelbart efter vort ophold i Tjekkiet.

Jeg ringede derned og kom til at tale med en dame i denne ganske lille kommunes Gemeindeverwaltung. Jeg fortalte hende om min særlige interesse for dette lille slaviske folk inde på tysk område. »Sie sprechen mit einer von ihnen«, svarede hun omgående. (»De taler med en af dem«).

Kort tid efter modtog Anna og jeg en indbydelse fra borgmester Thomas Zschornak, til at komme og deltage i denne festival som byens gæster. Det ville glæde dem at modtage besøg af slægtninge fra Danmark! Og jeg blev inviteret til at medvirke i den gudstjeneste, som den lokale romersk-katolske præst, pastor Bresan, skulle holde.

Det er et tilfælde, at det her var en romersk-katolsk menighed, vi kom til at besøge; de fleste sorbere er lutheranere, men nordvest for Bautzen er der et område med omkring 80 katolske landsbyer. At sorberne overvejende er lutheranere, fremgår også af den ene af de historiske videoer - med sorbisk (vendisk!) tale - jeg købte på det sorbiske institut i Bautzen, »Reformacija a pismowstwo« (»Reformationen og skriftsproget«). Her spiller Reformationen og oversættelsen af Bibelen til sorbisk en stor rolle - ledsaget af et eksempel på, hvordan man netop i Brandenburg forsøgte at hindre de lutherske sorbere i at holde gudstjeneste og modtage katekismusundervisning på deres modersmål.

International byfest

I det sorbiske område er alle vejskilte tosprogede, med først det tyske, og så nedenunder det sorbiske navn. I Nebelschütz var det første, vi så, en transparent med teksten: »Internationales Gemeindefest / Mjezynarodny gmejnski swjedzen / 09-11.07.1999«. Det var lørdag, festivalens anden dag. En fodboldkamp var i fuld gang - mellem et hold fra Dresden og et lokalt hold. Men vi fandt hurtigt byens unge energiske borgmester.

Festivalen var en blanding af noget meget lokalt og traditionelt og noget meget moderne og internationalt. Nogle sorbere ser deres overlevelseschance i at åbne sig mod verden, andre er bange for dette og ser den eneste overlevelseschance i at koncentrere sig om den sorbiske kultur og de sorbiske traditioner. Der deltog (foruden vor lille lollandske tomandsdelegation) kommunalfolk fra Tjekkiet og en folkloregruppe m.m. fra Polen. Desuden en folkloregruppe fra Frankrig, nærmere betegnet Lorraine/Lothringen, som jo også er et grænse- og blandingsområde, hvortil kom, at der i gruppen indgik et ægtepar, hvor konen stammede fra Nebelschütz!

Der blev på festivalen gang på gang talt om det nye Europa. Sorberne har en stærk bevidsthed om den centrale symbolske betydning, det har, at deres lille slaviske folk bor i hjørnet mellem EU-medlemslandet Tyskland og de to kandidatlande Tjekkiet og Polen.

Vendisk messe

Ved friluftsmessen søndag morgen gik jeg med i processionen - mellem to messetjenere! - iført min danske præstekjole. Pastor Bresan havde først været lidt nervøs ved det hele. Han skulle jo forklare mig, at jeg pdes. godt måtte være med, men at jeg pdas. skulle vogte mig for at komme for nær til alteret! Jeg kunne dog hurtigt berolige ham med, at uanset hvordan jeg principielt så på dette, så havde jeg stor erfaring i disse ting og skulle nok opføre mig passende. Men i den polske gruppe var der en romersk-katolsk præst, som celebrerede nadverdelen af messen sammen med pastor Bresan. Messen foregik på sorbisk! Sangen og musikken leverede det lokale kirkekor og festival-blæseorkestret.

Og jeg kunne følge med i hele messen. Jeg er nøje fortrolig med såvel den polske som den tjekkiske udgave af den romersk-katolske messebog. Man havde også givet mig den sorbiske salmebog - med noder. Og jeg kendte på forhånd nogle af melodierne, så på den måde kunne jeg endog være med i salmesangen! Jeg har haft mange økumeniske oplevelser, men denne messe var noget helt særligt, dybt bevægende: At deltage så tæt i en katolsk messe på »vendisk«!

Ved messens slutning gav pastor Bresan mig ordet. Værre står det altså ikke til. Og jeg fortalte kort om det særlige forhold mellem Lolland-Falster og middelalderens vendere og udtrykte håbet om et nyt fredeligt og frugtbart samkvem. Evangeliet til denne søndag (havde jeg kunnet se i min til opholdet i Tjekkiet medbragte tjekkiske messebog) var lignelsen om sædemanden, så til slut citerede jeg, på dansk og i tysk prosa-oversættelse, og med en understregning af den også økumeniske betydning, der kan ligge i det, den sidste strofe af »En sædemand gik ud at så«:

Med grads-forskel i herlighed

vor Faders hus har sale mange,

men overalt er liv og fred

og evigsøde frydesange.

Menigheden klappede begejstret efter denne lille Ansprache!

På Lolland-Falster igen

I maj 2001 fik Lolland-Falster vendisk besøg for første gang i nyere tid. På mit initiativ, men med støtte fra Det Mellemkirkelige Udvalg i Lolland-Falsters Stift og med en fin indsats fra de andre involveredes side, havde vi i dagene 17. – 20. maj besøg af en tremandsdelegation bestående af Domowina-formand Jan Nuk, borgmester og amtsrådsmedlem (»Kreistagsabgeordneter«) Thomas Zschornak samt journalist og musiker Martin Wetzlich. »Domowina« eller »Bund Lausitzer Sorben« er sorbernes folkelige organisation. Pastor Michael Bresan var forhindret i at deltage, idet han var på tjenesterejse til – Kina!

Vi besøgte Storstrøms Amt (Internationalt Sekretariat og Kulturafdelingen samt to amtsrådsmedlemmer, jeg har tilknytning til), Middelaldercentret ved Nykøbing F. og museet »Falsters Minder«, hvor vi bl.a. blev orienteret om det store venderprojekt, amtets museer har i gang.

Vi havde et møde i Døllefjelde Præstegård med særligt indbudte, og domprovst Ole Opstrup viste os Maribo Domkirke.

Et højdepunkt var vort samvær med mine venner i Polsk Forening i Maribo, først på museet »Polakkasernen i Tågerup«, dernæst i Det Polske Hus i Maribo. Her gik en af mine største drømme i opfyldelse, nemlig at høre polakker og vendere tale med hinanden på hver sit sprog, ligesom fx vi danskere og svenskere gør det! Og så at det var de to slaviske folk med gammel og ny tilknytning til vor landsdel!

Vi var også (pr. telefon) i radioen. Da Martin Wetzlich i DR Regionalen fremsagde en hilsen til lytterne og reciterede nogle linier af en sang, han selv har skrevet, lød for første gang nogensinde vendisk tale i regionens æter!

Det er svært at sammenligne højdepunkter som disse. Men det var virkelig bevægende, da vi på 5. søndag efter påske deltog i højmessen i den eneste kirke i Danmark med et vendisk navn, nemlig Tillitse Kirke på Sydvestlolland (Rudbjerg kommune). Provst Holger Villadsen forrettede gudstjenesten og havde valgt salmer med tyske melodier – som vore tre romersk-katolske gæster sang flot med på. Efter prædikenen fremførte Jan Nuk en smuk hilsen fra menigheden hjemme i Lausitz. Lige før altergangen hviskede jeg til dem, at de da var velkomne, men at jeg jo godt vidste, at de som katolikker ... De deltog alle tre!

Hjemme i Kappel præstegård havde provstinde, sognepræst og medlem af Det Mellemkirkelige Udvalg Anne Birgitte Villadsen kirkefrokosten parat til både »os vendere« og folk fra sogn og kommune - menighedsrådsformand, lokalhistoriker, kommunaldirektør og borgmester. Der blev også snakket meget om vindmøller!

Til sidst kørte vi en tur rundt og så »vendiske steder«, som netop Rudbjerg kommune altså har den største koncentration af. Her optrådte den lokale lokalhistoriker sammen med PhD i vendiske stednavne på Lolland-Falster Friederike Housted.

Fremtiden

På grund af sygdom kom Anna og jeg ikke til at deltage i tiårsjubilæumsfestivalen i Nebelschütz i begyndelsen af juli 2001. Men vi regner med at deltage til næste år. Ligesom vi også håber på kulturudveksling o.lign. mellem vore to amter. Og som et resultat af det ovf. omtalte møde i Døllefjelde Præstegård, arbejdes der nu på at få sendt et fodboldhold fra vor lokale Brydebjergskolen til Nebelschütz. Og ja, I tænker rigtigt, det er DØLLEFJELDE-MUSSE- Herritslev pastorat, jeg er præst i! - [TILFØJELSE 2011: Dette kom der desværre ikke noget ud af!]

* * *

Som en ekstra Lollands-hilsen til læserne vil jeg - med redaktørens tilladelse - ledsage denne artikel med min i både spøg og alvor mente »overskrivning« af Johs. V. Jensens berømte »Tilegnelse« fra »Digte« 1906:

Lollandsk tilegnelse

Jeg kommer op fra plutten

kender I min roe

måske er jeg lindormen

i det danske våben

ude af feltet

kan ikke bekræfte

nogens ret til noget som helst

har dog mine tanker

om fornægteren

og sætter gerne

mit bløde sydhavshjerte

hos skjoldets løver.

- -

Det økumeniske afsnit i og slutningen af "Ansprache" 2010 (fremført ved søndagsmessens slutning):

… Wir freuen uns darüber, dass Katholiken und Lutheraner heute so gute Beziehungen zueinander haben. Und wir freuen uns ganz besonders darüber, dass wir seit dem Jahre 1999 uns als gute Freunde der katholischen Gemeinde hier in Nebelschütz betrachten können. Dieses Verhältnis ist der schönste Teil unseres ökumenischen Engagements.

Wir wissen alle, dass wir noch nicht die volle Einheit haben. Es ist aber schön, das wir so weit gekommen sind. Und wir müssen Geduld haben. Und Liebe. Und Glauben, Glauben an den Herrn der Kirche, und Glauben an den Heiligen Geist, den Geist der Liebe und Wahrheit, der als Gottes Gegenwart und Kraft uns auf dem Wege zum Ziel der vollen Einheit führen wird ...

Was aber Die Dänische Volkskirche als solche betrifft, ist die Epistel - oder zweite Lesung - für heute bei uns aus dem Römerbrief, Kapitel 3, Vers 23-28 - von der Gerechtigkeit durch den Glauben an Jesus Christus. Und ich will, so gut ich kann, diesen Gruss von Der Dänischen Volkskirche in einen Widerhall auf Sorbisch der beiden ersten Versen dieser Epistel münden lassen:

Wšitcy su dźě zhrěšili a nimaja chwały před Bohom. Darmo su wosprawnjeni z jeho miłosće, wukupjeni přez Chrysta Jězusa (Röm. 3,23-24). - (Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, Rom. 3,23-24).

Miłosć našeho Knjeza Jězusa budź z nami wšěmi! (Vgl. Röm. 16,20).

- -

I øvrigt henviser jeg som sagt til teksterne ved de enkelte billeder.

* * *

Pernille Vigsø Bagges artikel i Dansk Kirketidende om SF's kirkepolitik

04.03.11

Se videre i kommentarfeltet herunder.

- -

Idet jeg endnu engang siger undskyld til alle for den navneforskydning (mellem Pernille Vigsø Bagge og Astrid Krag, jeg gjorde mig skyldig i i mit forrige opslag, vil jeg nu citere og kommentere nogle ting fra Pernille Vigsø Bagges kirkepolitiske artikel i det nye nummer af Dansk Kirketidende (03/2011): "Når SF får magt, som de har agt".

Pernille Vigsø Bagges artikel er en slags åbent brev til Kåre Gade i anledning af dennes "det sidste ord" på bagsiden af nr. 2, men jeg citerer nu nogle af de vigtigste ting om den kirkepolitik, Pernille Vigsø Bagge præsenterer i sin artikel:

"SF ønsker en samlet reform for folkekirken, herunder en klarere adskillelse af folkekirke og stat inden for Grundlovens bestemmelser ... et klarere skel mellem folkekirken og staten ... blandt andet ... ved, at civilregistreringen overgår til kommunerne ... Folkekirken skal selvstændiggøres og selv styre egne forhold. Det skal gennem en styrelseslov for folkekirken sikres, at folkekirken har en demokratisk valgt ledelse. Når dette er gennemført kan kirkeministeriet overflødiggøres" (DKT 03/2011, s. 10).

Sådanne skridt har jeg i årtier talt for. For den danske evangelisk-lutherske kirkes egen skyld. Min baggrund har dels været min erfaring som sognepræst på Bornholm 1971-1974 og på Østlolland 1974-2003, dels min Grundtvig-forskning i årene 1972-2002 og hele mit øvrige teologiske studium gennem alle årene og indtil i dag. At min Grundtvig-forskning ikke drejede sig specielt om kirkesynet, gør det faktisk kun endnu mere interessant. Jeg opdagede jo ikke mindst, at det, der nok mest adskilte Kaj Thaning (som var min store inspirator) og mig, var netop kirkesynet. Desuden blev jeg klar over, hvad der var der drev Grundtvig ud i det meget skadelige syn på statskirken, senere folkekirken som blot en "ramme". Men det er en længere historie. Kort sagt gik det ud på, at Grundtvig havde så ringe tanker om flertallets kristendom, at han var nødt til at kalde stats-/folkekirken en ikke-kirke, for med samvittigheden i behold at kunne blive i den!

I øvrigt henviser jeg til min note "FREMTIDENS KIRKE - Den næstbedste drøm" (den næstældste af mine mange noter). - ["Den næstbedste drøm" står også her på hjemmesiden, undersiden "Kirke og teologi"].

04.03.11

* * *

Desværre ligger vi andre så med!

Opslag på min Facebook-væg 04.03.11:

Herefter er det sådan, at de, der ikke ønsker, at statsløse skal have RET til dansk statsborgerskab, nødvendigvis må stemme på Dansk Folkeparti ved næste valg. Ellers ligger de, som de har redt. - Desværre ligger vi andre så med!

FN-konvention om statsløse røres ikke

www.dr.dk

Samtlige øvrige partier i Folketinget afviste i dag at opsige FN-konventionen om statsløse, sådan som Dansk Folkeparti har foreslået...

Og min egen KOMMENTAR dertil:

Men som andre steder sagt: Det er ærgerligt, at Integrationsministeriet og vel/måske indtil flere integrationsministre har kludret i det eller måske ligefrem handlet retsstridigt. For vi skal jo ikke over i selvtægt. Alle må overholde lovene og de konventioner, Danmark er forpligtet på, indtil lovene laves om eller konventionerne opsiges. Denne sag kan blive skadelig på en måde, der svarer til, hvordan Tamilsagen vel lammede de borgerlige partier på det fremmedpolitiske område. Det er lige før, man fristes til at danne en konspirationsteori, gående ud på, at der i denne, som i flere mindre sager, er folk i statsapparatet, der laver nogle dårlige ting for at sabotere den førte fremmedpolitik!

04.03.11

* * *

02.03.11

Har sat dette link på min væg:

Taliban tager skyld for ministerdrab | Kristeligt Dagblad

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/410435:Udland--Taliban-tager-skyld-for-ministerdrab

Og ledsaget det med denne tekst:

Jeg gentager: Hvor er den massive muslimske fordømmelse af nu denne ugerning? - Fremtrædende person nr. to, der er myrdet i Pakistan i forbindelse med den blasfemidømte kristne kvinde. - Hvem kan tage en religion alvorligt, der accepterer den slags?

02.03.11

* * *

02.03.11

Til en FB-vens kritiske opslag af:

Dyremose: Er religion værre end gift? | religion.dk

www.religion.dk

Jeg har selv tidligere slået denne artikel op og kommenteret den.

Jeg har nogle gange tidligere udtalt mig om dette, og det, jeg siger, er, at jeg har stor respekt for Charlotte og hendes lige, men at jeg i årtier har været fortaler for kirkens selvstændiggørelse. For kirkens egen skyld. Så det også rent praktisk kan blive tydeligt for enhver, at kirken er de kristustroendes fællesskab. Hvor få det så evt. kan ende med at blive. En kirke, der ikke kan holde sammen på en åben og ærlig måde, er ikke noget at stræbe efter. Om vi så kun bliver 25%. Så må de 75% selv finde ud af, hvad de vil bygge deres håb og deres liv på. Men jeg og de andre tilbageblevne kristne vil gerne bidrage til det fælles liv med alt godt. - I øvrigt vil adskillelsen mellem kirken og staten nok inden længe blive fremtvunget af indvandringen og Menneskerettighederne, og så skal vi kristne, som biskop Erik Norman Svendsen for flere år siden sagde, være klædt på til det. Men det er vi langtfra i dag. For mig er selve diskussionen og dermed "bevidstgørelsen" det vigtigste lige nu. Selve adskillelsen må gerne vente, til vi bliver klar. Men jeg frygter, den kan komme inden.

02.03.11

* * *

Til Ralf Pittelkow-tråd 28.02.11

Løkkes andet problem med Rønn

Ralf Pittelkow

I Tyskland, Frankrig og Storbritannien undsiges teorien om det multikulturelle samfund. I Danmark eksisterer debatten slet ikke. Birthe Rønn har slukket for mikrofonen. Nu er regeringen på den, fordi den har mistet kontakten med vælgerne i værdipolitikken.

jp.dk

http://www.facebook.com/update_security_info.php?wizard=1#!/permalink.php?story_fbid=202570033102721&id=100001809939459&notif_t=share_reply

BC-kommentar:

Når jeg ser tilbage på de fremmed-sager, der har været, spørger jeg somme tider mig selv, om der måske er en femte kolonne i vort forvaltningssystem! Det er i hvert fald en interessant konspirationsteori eller et interessant tankeeksperiment.

Det afgørende er, at uanset hvilken fremmedpolitik man ønsker, skal loven overholdes. Punktum. Loven skal simpelt hen bare altid overholdes. I særdeleshed i ministerierne. I den forbindelse tænker jeg også på Tamilsagen. Ninn Hansen skulle bare være gået af i protest, hvis han ikke ville forvalte gældende lov. Så kunne den fremmedpolitiske proces være kommet i gang med det samme. I stedet blev de borgerlige partier totalt lammet.

Men hvor vigtig, ja, i grunden eksistentielt vigtig, fremmedpolitikken er, må vi samtidig sige, at så forkludret, som det hele har været, har vi også mere eller mindre spildt de sidste ti år på en strid, vi aldrig burde have haft. Imens er man ude omkring stormet frem, mens vi er sakket agterud.

Og når jeg siger "eksistentielt vigtig" mener jeg det i den forstand, at det jo i grunden er en eksistenskamp, det danske folk fører. "Befolkningsudskiftningen" minder i hvert fald et langt stykke om folkedrab. Først bliver vi et mindretal i vort eget land, og til sidst ender vi på den ene eller den anden måde i reservater - som den oprindelige befolkning i Amerika. Og det er ikke en overdrivelse. Den etnisk danske del af befolkningen udgør jo en stadigt faldende andel. - Man kan forestille sig en situation, hvor en globalistisk overklasse (blandt andet den borgerlige anstændigheds repræsentanter) bor i befæstede områder, mens en underklasse af agterudsejlede danskere og indvandrere lever og kæmper i de vilde områder udenfor.

28.02.11

* * *

Til Brian Mikkelsen om de unges tro på hhv. et liv efter døden og S-SF

Brians vittighed er måske ikke så køn. Men der er den sandhed i den, at venstrefløjen er præget af en utopisk tænkning og følelse, som er af klart religiøs karakter. Også når den kun kommer til udtryk i nogle matte godhedsfloskler. Kun på den måde kan man forstå mange af de ting, de siger og gør, herunder deres i grunden totalitære tankegang. Jeg kan også henvise til alle de ting, de har kastet sig over siden kommunismens og dermed den store socialistiske fortællings sammenbrud, fx miljø, indvandring og Pouls Nyrups "moralens årti" (og "aldrig stuerene"). Ja, vor tids moralisme og farisæisme. Osv.

26.02.11

* * *

Til debatten om Facebook-censuren af

Gustave Courbet's såkaldte kussebillede ("L'Origine du monde")

Som det hele nu er blevet, er jeg rede til at gå faktisk ud over alle grænser, dvs. rede til at acceptere så godt som alt, bare ytringsfriheden bliver opretholdt. Jeg vil derfor udholde dette efter min mening ikke ligefrem lækre billede, ja, smile lidt ad den joke, der jo er, at det er blevet bragt. (Lokke mig ud i noget seksuelt uføre kan det ikke!). - Vi skal bare passe på, ikke at blande tingene sammen. Vi kan jo ikke i den politiske ytringsfriheds navn begynde at have ulækkerheder alle vegne. Og i princippet må et medie have ret til at bestemme, hvad de ikke vil acceptere af ulækkerheder (kunst eller ej, det er jeg ligeglad med). Det afgørende er, at der forhåbentlig ikke er nogen, der vil prøve at slå Frode eller Max ihjel. Eller ville prøve at slå folk på det medie, der bragte billedet, ihjel. - Derfor er dette ikke en sag for Trykkefrihedsselskabet, og da slet ikke på samme plan som fx Muhammed-tegningen. Der er volden og truslen om vold til forskel.

TILFØJELSE (ny kommentar):

@Uwe - Undskyld, jeg i farten fik kaldt dig Max! - Og jeg benytter lejligheden til at gentage, at man ikke skal blande tingene sammen. Man kan hævde, at det også er politisk undertrykkelse, hvis det nøgne menneskelegeme og alle dele deraf og under alle vinkler ikke må vises frem. Og det kan der være noget om. I særdeleshed, hvis det er staten, der totalt forbyder det. - Noget helt andet er, at der ude i yderkanterne af den egentlige porno kan være nogle ting, der måske er mindst lige så farlige som hash. Det er ikke så enkelt. - Det afgørende er, at man ikke i ytringsfrihedens navn kan tvinge et medie til at bringe hvad som helst.

OG:

Mht. Lauritz.com, så ville de vel ikke have fundet Muhammed-tegningen anstødelig, hvis de ikke havde været bange for at få halsen skåret over?

Mit opslag på min egen væg:

HVORFOR IKKE FATWAER MOD DE VOLDELIGE ISLAMISTER? - En tanke i forlængelse af debatten omkring Gustave Courbets "L'Origine du monde". - Se teksten i kommentarfeltet:

Jeg har pludselig fået en tanke. I forlængelse af min deltagelse i diskussionen om Gustave Courbets kontroversielle billede "L'Origine du monde" (se fx Uwe Max Jensens opslag). Her er tingene jo - igen-igen - blevet rodet sammen. For pdes. er der jo fx Facebooks anstændighedspolitik eller æstetiske politik mht., hvad man vil have til at stå her, og pdas. er der, hvad staten vil forbyde eller hvad grupper vil forsøge at holde ude ved hjælp af mord og vold og trusler. Og i den forbindelse er jeg kommet til at tænke på, at hvis islam virkelig i den grad er fredens religion, hvorfor går denne religions dyrkere så ikke massivt ind i en kamp mod de mennesker, der i islams navn udøver disse ting? Hvorfor udstedes der ikke fatwaer mod dem? - I øvrigt har jeg ikke sagt, at jeg personlig ønsker, at Facebook fjerner billeder som nu dette af Courbet. Det, jeg siger, er, at et medies politik i denne henseende ikke kan sammenlignes med statscensur eller gruppers voldelige forsøg på at undertrykke kritik. - Man har også sammenlignet Facebooks forsøg på at holde Courbet-billedet ude med Lauritz.com's afståen fra at tage Kurt Vestergaards Muhammed-tegning med. Men man kan selvfølgelig ikke lave en slags spejlvendt censur, hvor man vil tvinge sådan et firma til at gøre noget, de ikke ønsker. Det eneste, man må forlange, er, at de, der ikke vil have med Kurt Vestergaards tegning at gøre, holder op med alle deres fine omsvøb og indrømmer, at det er, fordi de er bange for at få halsen skåret over.

24.02.11

@n.n. - FRYGT. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvor du vil hen. Måske taler du først og fremmest om frygten som så mange andre, der ved frygt forstår nogle følelser, der for det første savner egentlig eller væsentlig grund og for det andet skal bruges eller vil/kan blive brugt til nogle uædle ting. Du nævner dog nogle eksempler på, at der kan være reel grund til frygt. Men den måde du formulerer det på, virker ikke overbevisende. Det, jeg taler om, er den særdeles reelle frygt, som består i, at man er bange for at få halsen skåret over, hvis man fornærmer muslimerne, altså i hvert fald dem af dem, der særligt føler sig kaldede til at hævne sådanne fornærmelser. Men jeg mener, jeg tænker ganske udmærket, selv om jeg frygter terroren. Ja, jeg mener faktisk, det er et resultat af tankevirksomhed, at jeg kan skelne mellem al den pæne udenomssnak, og så frygten (som altså er her er velbegrundet).

DANSK KULTUR i almindelighed kunne vi tale længe om. Min korte bemærkning er, at vi selv i bedste fald på mange måder befinder os i en "minimalistisk" situation, hvor vi må orientere os på ny. Idet vi dog gør os klart, at hele fortiden under alle omstændigheder ligger bag os og er baggrunden for, hvad vi er nu. Uanset hvad vi så ellers mener om den. Et eksempel: Den moderne danske stats fødsel ved enevældens indførelse i 1660, den stat, folket overtog styret af i 1848/49. En historie, vi skal kende og forstå, når vi vil indføre demokrati i andre lande. (Og så har vi måske sociale og samfundsmæssige traditioner, der går endnu længere tilbage). Men dit ærinde er vist, at jeg skal indse og indrømme nødvendigheden af, at brugerne får mere eller måske ligefrem fuld frihed til at bringe hvad som helst her. Jeg går både af hjertet og principielt (også derud, hvor mit hjerte har svært ved at følge med) ind for frihed. Men friheden omfatter vel også medierne og deres ret til at lægge fx en anstændighedslinie. Lad mig dog i denne forbindelse understrege, at jeg aldrig ville have kunnet finde på at anmelde det her omtalte billede eller blive særligt ophidset over det. Og jeg har sagt, at det ikke er porno, men sikkert et dybt alvorligt ment billede af virkeligheden. Hvad det dog ikke nødvendigvis bliver mere lækkert af. Men man er jo efterhånden blevet garvet. Det, der fik mig ind i denne diskussion - også ud over alle grænser! - var sammenligningerne med den efter min mening helt anderledes alvorlige censur fra islamisternes og de internationale og nationale meningsvogteres side.

Jeg ved ikke, om vi kan komme det meget nærmere. Jeg har også mine egne, positive ting at skulle passe. Som vel kan siges at udgøre et forsøg på at give et bidrag til dansk kultur i dens videre forløb.

Hvis der ikke kommer ting, fra dig eller andre, jeg af pligt eller trang absolut må svare på, siger jeg tak for diskussionen!

25.02.11

* * *

Om Gud, Konge og Fædreland

Til en Facebook-ven, der i tråden til Ugens Digt, uge 8/2011 spurgte:

Er det mon klogt at adskille treenigheden Gud Konge og Fædreland?

Hvad forestiller du dig i den anledning vil have ønskelig effekt og på den anden side, hvilke bivirkninger vil en sådan medicin antagelig medføre.

- -

@n.n. - Hvad har Gud, Konge og Fædreland med ovenstående digt at gøre? - Men jeg kan godt svare på dit spørgsmål ved at gentage, hvad jeg i årtier har sagt, nemlig at jeg elsker både Gud, Hendes Majestæt Dronningen og mit fædreland Danmark, men at jeg IKKE vil havde Gud og dronning-og-fædreland rodet sammen i én pærevælling. Kristendommen er troen på Jesus Kristus og ikke det danske samfunds "civilreligion" (nationale ideologi, sammenhængskraft-ideologi osv.). - Effekten af, at vi kristne trækker os ud af denne sammenrodning, vil være, at de kristnes identitet som kristen kirke bliver styrket, og at de kristne i øvrigt kan bidrage til det fælles liv i Danmark på allerbedste måde - sammen med de ikke-kristne, der vil det samme. Men den kristne menighed i Danmark vil samtidig fortsat have karakter af, hvad Grundtvig kaldte "folkemenighed", dvs. bevare det særlige præg, den vitterligt har. Det ved jeg fra mine mange mellemkirkelige/økumeniske aktiviteter. Og midt i al elendigheden har vi en stor tradition og et stort potentiale - som vi bare skal besinde os på. Osv.

* * *

Murens fald - igen

[Lolland-Falsters Folketidende 22.02.11. - Samme dag sat på undersiden "Debat" - og altså på min Facebook-væg og her]

Det var fantastisk at opleve det kommunistiske imperiums fald, begyndende med Murens fald i 1989. Og det er fantastisk at opleve noget lignende nu her 22 år senere. Det er en anden slags mur, der nu falder i Nordafrika og Mellemøsten. Frygtens mur. Og den er selv i allerværste fald væk. Måske vil de eksisterende - eller nye? - tyrannier en kort tid kunne terrorisere befolkningerne. Men verden bliver aldrig den samme igen.

Vi må dog håbe, det går godt i alle de lande, hvor frihedstrangen nu slår igennem. Og vi må hjælpe disse medmennesker (men dermed også os selv) på alle mulige måder. Idet vi naturligvis er klar over, at problemerne og farerne er enormt store. Det var jo langtfra alle lande, der fik (virkeligt) demokrati og fremgang efter kommunismens fald. Men her er så noget, vi kan lære af.

Det helt afgørende er, at der kommer en økonomisk udvikling i gang i de befriede lande. Og her kan vi bidrage med både penge, handel og knowhow. Naturligvis i overensstemmelse med disse befolkningers egne ønsker og i respekt for deres egen historie. Der er meget at kritisere i disse landes tradition, men ingen kan bare kappe sin fortid af, og det vil være en ulykke, hvis de unge mennesker dér bare helt rodløst bliver hvirvlet ind i en historieløs globalistisk kultur.

* * *

Opslag på min FB-ven Naser Khaders væg

Kære Naser! Undskyld, jeg tillader mig at slå dette op her. - Men jeg har jo deltaget en del i diskussionen omkring den - selv i værste fald - glædelige udvikling i de arabiske lande. Og som det konservative gemyt og den Grundtvig-discipel, jeg er, har jeg blandt andet sagt, at vi her i Vesten dels skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe på en ordentlig måde, dels - som del af det - skal sørge for, ikke at bidrage til, at de mange gode unge i de lande, ikke bare bliver hvirvlet ind i den tomme og historieløse globalistiske kultur. De har også en historie og en tradition. - Nu er mit spørgsmål til dig: Det er vel ikke sådan, at alt er så dårligt i disse muslimske lande, at de unge, jeg vil prøve at hjælpe og forstå, bare ryster på hovedet ad en velmenende og naiv mand som mig, idet de siger, at der intet godt er i deres historie og tradition, og at de bare hurtigst muligt vil ind i den moderne globalistiske verdenskultur? Forstår du, hvad jeg mener? Der må da også være noget, de bør have med sig som deres tradition?

21.02.11

* * *

Kommentar til en, der ikke finder situationen i den arbaiske verden ligefrem beroligende

@n.n. - Nej, men sådan nogle som os skal jo netop både kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt. Som du vel ved, har jeg dels deltaget i Den Kolde Krig som både soldat og debattør, dels beskæftiget mig en del med - og rejst i - de postkommunistiske lande, ligesom jeg jo altså har deltaget i kampen mod de sidste 10-15 års nyttige idioter. Det er på hele denne baggrund, jeg siger, at vi må glæde os og håbe - og prøve at optræde realistisk og fornuftigt. Vi, som i en eller anden forstand er konservative (og i hvert fald ikke ideologiske utopister), vil altid prøve at spille bolden derfra, hvor den ligger, for at få det bedst mulige (eller mindst dårlige) ud af det for både os selv og vore medmennesker. Jeg kan bestemt også frygte det værste. Men desto mere må vi lægge os i selen for at bidrage til, at det bliver undgået.

21.02.11

* * *

Til Charlotte Dyremose-artikel i KD:

Er religion værre end gift?

Også i KD Onlinedebat

"Hvis nogen gik og troede, at vores kulturarv og vores værdier ikke var i farezonen, så troede de grueligt galt. Europa er på vej ud over afgrundens rand. Danmark risikerer at være på vej i samme retning – der skal bare en ny regering og en grundlovsændring til, så er der frit slag for eksklusion, diskrimination og reel censur på åndsfriheden".

- -

Skræmmende perspektiv! - Jeg har som folkekirkepræst i årtier talt for kirkens adskillelse fra staten - for kirkens egen skyld, nemlig så det først og fremmest kan blive klart for ethvert medlem, at det ikke er en "ramme", men Den Kristne Kirke, han er blevet døbt ind i. Men jeg har - af gode grunde - ønsket en grundig og bred debat og en lang overgangsperiode, for de fleste er overhovedet ikke forberedt. Og jeg har ment, at så skulle der netop være total religionsfrihed. Men i de senere år har jeg oftere og oftere forudsagt, at "værdierne" kan blive den næste tvangs-statsreligion. Jeg deler altså virkelig den frygt, Charlotte Dyremose tilkendegiver her. Men det skulle kunne lade sig gøre at fastholde religionsfriheden. Og så må vi forberede grundigt. Jeg takker Charlotte Dyremose for denne advarsel. Og jeg respekterer hendes holdning, selv om jeg selv stadig går ind for kirkens selvstændiggørelse. Idet jeg som Københavns tidligere biskop føjer til, at adskillelsen jo kan komme, selv om Folkekirken ikke ønsker det, og så skal vi under alle omstændigheder være "klædt på".

21.02.11

* * *

Hvad kan vi gøre?

I Naser Khader-tråd

Glædeligt, at frihedstrangen er så stor i de arabiske lande. Men det kan vel blive svært at håndtere? Både for dem selv og for os. Hvor meget kan vi gøre for at støtte en overgang eller i hvert fald udvikling til sandt demokrati? Der skal jo også snarest en økonomisk udvikling i gang. Hvad kan vi gøre?

21.02.11

* * *

Bonhoeffer i Szczecin

Międzynarodowe Centrum Spotkań i Studiów im Dietricha Bonhoeffera

Jeg kan begynde med at oplyse, at Den Evangelisk-Augsburgske (lutherske) Kirke i Szczecin driver et Internationalt Dietrich Bonhoeffer Møde- og Studiecenter (Międzynarodowe Centrum Spotkań i Studiów im Dietricha Bonhoeffera). Adressen er: ul. Piotra Skargi 32.

Og der er også tysk tekst. En smagsprøve:

Das Internationale Dietrich Bonhoeffer Studien- und Begegnungszentrum ermöglicht eine intensive Reflexion von Bonhoeffers Gedanken, Ideen und Aussagen. Die Auseinandersetzung mit der eigenen religiösen und kulturellen Identität, dem christlichen Leben in der heutigen Welt sowie die Erprobung neuer Wege finden hier einen geschützten und gastlichen Raum.

LINK:

http://www.cme.nazwa.pl/szczecin/index.php?D=57

Og så lidt fra siden om Zdroje (Finkenwalde), hvor der også er en tysk tekst, som jeg giver lidt af her:

Im Jahre 1935 baute der evangelische Pastor Dietrich Bonhoeffer das Predigerseminar der Bekennenden Kirche in Finkenwalde auf. Diese Kirche war als Gegenbewegung zur nationalsozialistisch gesteuerten Reichskirche der „Deutschen Christen“ entstanden. Im Predigerseminar herrschte eine Atmosphäre der Meditation und Öffnung auf andere Menschen, die im täglichen Fürbittgebet und im Einander-Sünden-Bekennen ihren Ausdruck fand. Bonhoeffer selbst bezeichnete die Jahre in Finkenwalde später als die beruflich und menschlich ausgefüllteste Zeit. Hier entstanden seine Werke „Gemeinsames Leben“ und „Nachfolge“. Das Seminar wurde von der Gestapo geschlossen.

Heute befindet sich hier eine Gedenkstätte, die im September 2002 durch ein internationales Jugendprojekt zweier Gartenbauschulen aus Hamburg und Stettin gestaltet wurde. Unter dem Motto „In die Vergangenheit blicken und die Zukunft sehen“ wurde von der Gemeinde im vergangenen Jahr ein Wettbewerb für Schüler des Gartenbauschulkomplexes in Stettin veranstaltet. Aufgabe der Schüler war es, einen Entwurf der Bewirtschaftung dieses Geländes als Ort des Gedenkens und der Stille vorzubereiten. Der Wettbewerb wurde bereits entschieden und nach Aufbringung der notwendigen Geldmittel wird der erstplatzierte Entwurf realisiert. Die Arbeiten werden im Rahmen der polnisch-deutschen Zusammenarbeit von Jugendlichen aus Stettin, Hamburg und Anklam ausgeführt.

In Polen ist es wenig bekannt, dass für Millionen Menschen in der ganzen Welt dieser Ort eine besondere Bedeutung hat. Personen, die sich für Bonhoeffer interessieren, werden bewegt den „Garten der Andacht“ besuchen, in dem sie Bonhoeffers Gedanken begegnen, um auf diese Art und Weise wenigstens im Ansatz die spezifische Atmosphäre des Predigerseminars zu erfahren.

LINK:

http://www.cme.nazwa.pl/szczecin/index.php?D=11

Międzynarodowe Centrum Studiów i Spotkań im. Dietricha Bonhoeffera to obiekt należący do Parafii Ewangelicko - Augsburskiej w Szczecinie. Znajduje się on w centrum miasta na ul. Piotra Skargi 32, tuż nieopodal Jasnych Błoni i Parku Kasprowicza. Obiekt został gruntownie odremontowany i przystosowany do przyjmowania gości indywidualnych oraz grup. Od jesieni 2003 roku wykorzystywany jako Centrum Studiów i Spotkań.

* * *

Til Peter Tudvad-link:

Mein Name ist Marcuse, Herbert Marcuse

Kultur - Tagesspiegel

www.tagesspiegel.de

Tim B. Müller über die linken Intellektuellen im Dienst der US-Geheimdienste im Kalten Krieg.

Tak for svaret, Peter! [Med opfordring til at være med til at finde et dansk forlag til en oversættelse af bogen]. Men jeg har ikke haft kontakt med forlagsverdenen siden 1998, hvor min disputats udkom på Gads Forlag, så du må nok selv arbejde på det - evt. sammen med andre, der har forbindelser. [...]

Men dit forslag giver mig også anledning til at sige, at de, der kunne have interesse i at læse denne bog, burde kunne læse den på tysk. Da jeg gik i gymnasiet (1959-1962), betragtede vi ikke alene tysk som i sig selv kedeligt, men følte det også som faktisk en national og demokratisk pligt at se ned på tysk. Men siden da har det tyske fået stigende betydning for mig. Først var der de tyske ordbøger og den gode DDR-grammatik i forbindelse med russiskstudiet. Og der var alt det tysk, man fik læst som luthersk teologistuderende. Så var der de tyske turister på Bornholm, mens jeg var præst dér (1971-1974). Så var der det tyske fjernsyn, vi kunne se her på Lolland (eneste alternativ til DR). Og der var den brug, man - langt mod øst - kunne gøre af tysk efter Murens fald. Nu bruger jeg tysk i forbindelse med mit forhold til "venderne"/sorberne i Bundesland Sachsen og i forbindelse med min deltagelse i det dejlige nabo-forhold mellem Lolland-Falsters Stift og den virkelig lutherske Landeskirche Mecklenburg. Og endelig vil jeg pege på, at hele globaliseringen - med dertil hørende cirkusengelsk altid og alle vegne - har fået vort forhold til Tyskland og det tyske sprog til at få en helt ny, regional betydning. Hvortil kommer de mange praktiske grunde til at dyrke forholdet til vore tyske naboer. Jeg nævner også lige det ikke bare for en slavist som mig, men også i det hele taget spændende forhold mellem Tyskland og Polen. - For en dansker er tysk ikke i særlig grad et fremmedsprog. Det er i hvert fald let at lære at læse det.

Ja, undskyld vidtløftigheden, men nu har jeg benyttet denne lejlighed til at fremsætte nogle betragtninger, jeg længe har ønsket af fremsætte.

15.02.11

* * *

Men hvordan skal vi stille os?

En kommentar til Hans Hauges artikel i JP 15.02.11: " Postkolonial revolution?"

Mange interessante betragtninger og oplysninger. Men hvordan skal vi stille os? Vi kan da ikke støtte diktaturer. OK, der er også noget, der hedder realpolitik. Men vi må prøve at begrænse den realpolitiske kynisme til det mindst mulige, og helt overordnet set må vi holde os til vore egne værdier (et ord, jeg ellers har et kritisk forhold til). Både moralsk og strategisk må vi arbejde i håbet om, at de værdier (der var det igen!), vi med ret god grund regner for universelle, i det lange løb vil være bedst for alle mennesker og derfor vil sejre. Derfor må vi også løbe den risiko, at de forskellige former for oprør i hvert fald midlertidigt må kunne føre til noget, der ikke er så godt, hverken i sig selv eller for os. Jeg tror, at alle mennesker ønsker frihed og gode kår, ikke mindst økonomisk, for sig selv og deres efterkommere. Og jeg tror, at de moderne kommunikationsmidler, som lader alle mennesker se forskellene mellem de forskellige samfundsformer, er på vor side. At ikke alt i Vesten (og i den i grunden vestlige globale kultur) er efterlignelsesværdigt, er en anden sag. Men har man friheden, kan man jo drøfte det hele og lade forskellige former for livsstil m.m. konkurrere. Det gør vi her hos os, og det kan de andre også gøre.

15.02.11

* * *

Politianmeldelsen mod Rolf-Slot Henriksen

Til link om socialdemokraten Jonas Bjørn Jensens anmeldelse af Rolf Slot-Henriksen for advarende brev til Borgerrepræsentationen i anledning af moske-planerne

Det er helt vildt, at Rolf Slot-Henriksen er blevet politianmeldt for racisme på grund af sit brev. Rolf, som jeg kender, har i mange år studeret islam og ved, hvad han taler om. Vi må af med den racismeparagraf! Det er uhyggeligt, hvad den bliver brugt til. - Jeg benytter lejligheden til at understrege, at når jeg har peget på religionsfriheden i forbindelse med moskeplanerne, har jeg også altid peget på Grundlovens § 67: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden". Idet jeg har sagt, at enten må man forbyde de pågældende ting efter denne paragraf, eller også må vi konstatere, at vi ligger, som vi har redt - eller som man har redt for os. - I øvrigt kan vi håbe på, at regimet i Iran bliver det næste, der falder. Det varer i hvert fald næppe mange år.

14.02.11

* * *

Jul igen ...

Til et opslag, hvor én (uvist af hvilken grund) skriver "Så er det jul igen ...", og hvortil der var kommet nogle mere eller mindre morsomme kommentarer

Selv om den kirkelige jul i videste forstand sluttede 2. februar (kyndelmisse), har vi her i huset den tradition, at vi får andesteg sidste søndag efter helligtrekonger, altså i år nu på søndag 13/2. Her er julens efter-tid definitivt slut (i år ekstremt sent, fordi påsken falder sent). For næste søndag igen er det jo søndag septuagesima, hvor nedtællingen til påsken ("for-fasten") begynder. - Septuagesima betyder egentlig "halvfjerdsindstyvende" (dag før påske). - Jeg har lidt mere om dette i kommentarerne til mine to seneste salmeversopslag. - At Den Romersk-Katolske Kirke nu har fjernet "forfasten" eller "septuagesimatiden", som vi altså har bevaret her i Folkekirken, nævner jeg for fuldstændighedens skyld.

12.02.11

* * *

Til et opslag om Mubaraks afgang

Nå, endelig var der en, der havde sat noget på om Egypten. Jeg siger foreløbig tillykke til Egypterne, til alle mine medmennesker i Nordafrika og Mellemøsten - og til os alle sammen! "Foreløbig", fordi jeg jo må sige, at nu er egypterne på en måde (mutatis mutandis), hvor ukrainerne var efter den orange revolution. Nu skal det vise sig, om man for det første kan få reformeret staten og de øvrige offentlige institutioner, for det andet kan få udviklet et civilsamfund - og sidst, men jo ikke mindst, få økonomien i gang. Der er stadig meget at frygte, men selv i værste fald bliver verden ikke den samme som før. Det gælder også situationen og debatten herhjemme.

11.02.11

I samme - eller måske anden - tråd:

Nu skal vi lige tage det roligt mht. "Morten Korch". Vi danskere har både ret og pligt til at leve i vor tradition. Og altså "leve i", hvilket er noget andet end at stå stille, for slet ikke at tale om at ville prøve at skrue tiden tilbage. Og det samme gælder egypterne. De skal heller ikke bare kaste alt bag sig og uden videre overtage den moderne vestlige og globalistiske kultur. Jeg har søgt lidt på Nettet og har bla. fundet ud af, at der siden 1800-tallet har været bevægelser, der har dyrket forbindelsen bagud til de gamle egyptere, dem, der har bygget pyramiderne m.m. Det er spændende. Men det gælder jo i det hele taget, at man ikke kan leve uden et forhold til sin fortid. Også selv om man måske må forholde sig overordentlig kritisk til meget af det. Jeg ønsker egypterne held og lykke med det!

12.02.11

@n.n. - Mener du da, at islam og sharia vil være godt at få indført i Danmark? Og for den sags skyld, at islam og sharia er godt for dem, der allerede lever under det? Mener du virkelig, at det kan være lige så godt som vor frie måde at leve på? - Noget andet er, at de, der nu er muslimer, altså ikke uden videre skal kaste alt bag sig, så de bliver rodløse og ikke får sjælen med. Men de skal have frihed (også inde i sig selv) til at se historisk-kritisk på islam og Koranen. Som vi andre har lært at se historisk-kritisk på kristendommen og Bibelen. Så kan de leve i et frit og frugtbart forhold til deres tradition. - Hvad overgang til den kristne tro angår, er jeg yderst forsigtig. Selvfølgelig skal vi forkynde Evangeliet også for muslimerne. Men ikke mindst i den aktuelle situation er åbenheden, takten og friheden helt afgørende.

12.02.11

I denne eller måske anden lignende tråd:

Et par venner, bla. denne n.n., havde udtrykt sig meget kritisk mht. os, der prøver at støtte de demokratiske kræfter i Egypten.

@n.n - Jeg mener, vi har indflydelse. "Vi" er jo alt, fra mig af over den danske regering og EU og helt op til Det Hvide Hus. Det betyder noget, hvad vi siger og gør. Og det er selv i værste fald en moralsk pligt at støtte kampen for frihed og gode kår. Jeg er ikke naiv - men heller ikke resignerende eller kynisk. Og jeg har jo som slavist, gammel sprogofficer og deltager i den sikkerheds- og fredspolitiske debat siden 1965 (hvor jeg var medlem af Det Konservative Folkeparti) tænkt meget over alle disse ting og skrevet om dem. Nu spørger jeg bla. mig selv, hvad det mon er for nogle mennesker, der i Det Hvide Hus og andre steder udformer strategien, og hvorfor der ikke er en bred og stærk fredsbevægelse nu, en bevægelse, der mod kynismen, men i erkendelse af realiteterne (arvesynden!) arbejder for, at man i videst muligt omfang undgår krig.

14.02.11

‎@n.n. - Ja, du mener og forestiller dig, men hvad har Wilders sagt eller gjort, som giver dig grund dertil? Og hvori består det "højreorienterede" i at være islamkritisk? Man skulle mene, at det er islam, der i yderste grad er en reaktionær ideologi. Det er besynderligt, at "de progressive" i den grad gør fælles front med islam.

I øvrigt vil jeg sige, at jeg for mit vedkommende skelner mellem pdes. min kritik af islam overhovedet, af islam som undertrykkende og menneskefjendsk ideologi i de muslimske lande (hvor man jo vitterligt ikke lever godt), for slet ikke at tale om islam som en ideologi, der vil erobre verden, herunder Danmark og Europa, og så pdas. min respekt for de muslimske mennesker som medmennesker, der jo ikke kan gøre for, at de er født ind i og opdraget i en muslimsk sammenhæng, ja, min anerkendelse af, at den troende muslim på det givne grundlag og efter bedste overbevisning forholder sig til den samme ene Gud, som med i min kristne tro forholder mig til. Jeg har altid taget afstand fra påstanden om, at muslimerne og vi ikke tror på den samme Gud. Der er jo én Gud eller ingen. Men jeg betragter islam som Muhammeds opfindelse og dermed et kæmpe kætteri i forhold til jødedommen og kristendommen - som Muhammed jo har hentet sit stof fra - og formet efter forgodtbefindende, og på en særdeles fjendtlig måde. - Man skal kunne skelne mellem at bekæmpe idéer, man finder skadelige, og så at bekæmpe mennesker, der er under indflydelse af idéer, man finder skadelige. Debatten her i Danmark, kan ofte være hård mellem os etniske danskere indbyrdes, men jeg kunne aldrig drømme om at bekæmpe folk på venstrefløjen som mennesker betragtet, altså fx med fysisk vold. - Og så til allersidst (undskyld, at jeg igen skriver langt!): Teoretisk set eller princippet KUNNE det være rigtigt, at Muhammed har modtaget sin åbenbaring fra Gud, og at det er os andre, der lever i en forfalsket tro. Som Grundtvig sagde, vil den slags først blive helt klart på den yderste dag. Men indtil da, må vi anerkende hinandens frihed til at forkynde vor tro - og kritisere hinandens tro - idet troens frugter i dette forløb kommer til at spille en afgørende rolle, selv om også frugterne jo kan være tvetydige. Osv.

14.02.11

@n.n. - Hvis nogle af dem ude i Europa, der siger det samme som jeg, også siger eller gør noget andet, dvs. noget, der virkelig er højreekstremistisk i betydningen nazilignende, tager jeg naturligvis skarp afstand. Jeg foretrækker ikke pest for kolera. Men jeg har ikke set noget, der på nogen måde får Wilders til at høre til i denne kategori. Og det virker slet ikke overbevisende, når du nævner Pia Kjærsgaard i denne sammenhæng. Meget kan man sige om Dansk Folkeparti, som jeg selv er medlem af, men det er helt vildt at påstå, at der skulle være noget som helst udemokratisk eller voldeligt i det. Og det er jo det, du gør. - Må jeg stille et spørgsmål: Hvilke ord vil du bruge, hvis der virkelig kommer en nynazistisk bevægelse i Danmark, altså i en helt anden størrelsesorden, end hvad vi allerede har? Du og de andre, der taler som du, har jo, om man så må sige allerede fyret de ord, der skal bruges, af mod os andre uskyldige og demokratiske danskere.

14.02.11

@n.n. - Håber, Naser og de andre ikke tager os ilde op, at vi nu er nogle stykker, der fører en helt anden diskussion her. - Når jeg (og andre) undertiden betegner islam som en ideologi, er det jo, fordi den med sin totalitære (alt omfattende og i alt indgribende) og altså også politiske karakter minder om kommunismen og nazismen. Men du har vel set, at jeg er en af dem i min lejr, der klarest anerkender islam som gudstro (hos dem, der er opdraget i islam og ikke ved andet, end at det er Tilværelsens Herre, de forholder sig til). - Hvad religionsopfindere angår, er der den forskel mellem islam og kristendommen og jødedommen, at de sidste ikke på samme måde kan føres tilbage til én person. Kristendommen udgår fra Jesus, men han har ikke produceret en bog. Vi har kun de første kristnes, altså de nytestamentlige forfatteres, vidnesbyrd, og det er noget andet. Hvis man på tilsvarende måde skulle kalde det "opfindelse", måtte der være tale om en kæmpe kollektiv sammensværgelse. - Bemærk desuden, at der trods alt ligger en slags anerkendelse i det, når jeg betegner Muhammed som kætter. I den kristne kirke har man altid skelnet mellem pdes. hedningerne og pdas. "jøder og muhammedanere" (de monoteistiske religioner). Men "frænde er frænde værst". Jøder, muslimer og kristne er fælles om at tro på én personlig Gud hinsides verden. Og så bliver der for alvor kamp om, hvad der er den sande gudstro (ikke så meget for jødernes vedkommende; de vil jo egentlig bare have lov at være sig selv). En jøde, en kristen og en muslim kan ikke på samme måde komme i strid med en hindu eller en buddhist. - Jeg undskylder igen længden, men det er vigtigt for mig at få gjort rede for disse ting.

14.02.11

@n.n. - Jeg forstår dig godt mht. det at kalde islam en ideologi, men af de grunde, jeg har nævnt, kan det være fristende. Bemærk, at jeg tilsvarende regner kommunismen for en slags religion! Der er i hvert fald virkelig tale om en alt omfattende tro. - For jer muslimer er Jesus (Isa, siger i vist) kun en profet, men for os kristne er han noget mere. Det vil føre for vidt at komme ind på, hvad vi mener, når vi siger Kristus og dermed "den tredje person i Treenigheden" (alt sammen vederstyggeligt for jer!). Men det er dog en kendsgerning, at Det Nye Testamente er forfattet af mange forskellige personer. - At kristendommen ofte er blevet "tilpasset på opportunistisk vis" er desværre sandt. Selv om du og jeg måske ikke forstår det samme ved det. Jeg mener, det er ret nemt at se, hvad kristendommen selv helt grundlæggende og centralt går ud på - til forskel fra alle "tilpasningerne". - Men vi må altså vente til den yderste dag på at få det endegyldige svar på, hvordan forholdet mellem islam og kristendommen er. Derfor må vi indtil da leve sammen i frihed (bare ikke alt for mange her i Danmark!). - Jeg synes, det har været interessant at diskutere disse ting med dig. Men vi skulle måske oprette vor egen tråd. Så kan vi - og Anders og evt. andre - diskutere videre dér. Jeg sender dig en venneanmodning om lidt. Men bare rolig, jeg vil ikke prøve at omvende dig. Jeg er helt hysterisk mht. friheden og vil ikke prøve at omklamre dig. Lad os bare diskutere frit.

14.02.11

I den ene eller den anden tråd:

@n.n. - Alt hvad du siger, er rigtigt. Og jeg hører heller ikke til dem, der tager let på disse problemer. Men hvis jeg skal ønske noget for mine muslimske medmennesker, må det i første omgang være, at de indser, at uanset hvor meget Koranen er Guds åbenbaring, er den givet - og modtaget af Muhammed - i en bestemt historisk situation, så at det nu gælder om at forholde sig historisk til det. Som ordentlige kristne jo også forholder sig historisk til Bibelen. Jeg kan jo ikke komme og bombastisk forlange, de skal blive kristne (hvad de naturligvis er velkomne til, hvis de kommer til tro på Jesus Kristus). Og jeg kan heller ikke ønske for dem, at de bortkaster hele deres tradition og lader sig hvirvle ind i de allerdårligste og allertommeste sider af den vestlige kultur og den i grunden vestlige globale kultur. Måske kan egypterne gøre noget i den retning. Iranerne måske også. Tunesiens historie har jeg kigget lidt på. Måske har de så meget franskpræget uddannelse, at de også vil kunne. Vi må håbe det for dem. - Under alle omstændigheder, ja, selv i værste fald, er verden en anden nu. Ånden er sluppet ud af flasken, og der er også en anden dagsorden i vor egen debat. Det er fx nogle andre - og langt bedre - indvandrere, der nu optræder i medierne.

16.02.11

* * *

Om Værdikommissionen

Sat i onlinedebatten til KD-artikel og som kommentar til opslaget af den på min FB-væg:

Værdikommissionen er så det næste (efter det med skolen og radioen). Men det ligger jo i tiden. Og der er virkelig meget at se på. Det værste er, hvis det munder ud i forsøg på en værdimæssig statsstyring! For kloge og engagerede menneskers samtale - fulgt op af, at en hel masse af os andre også siger noget - er udmærket. Vi skal bare være klar over, at "værdier" (et ord, jeg ikke bryder mig om) ikke er noget, der på nogen måde kan skabes af en kommission. Enten findes de i forvejen, eller også skal de opstå gennem den måde, vi lever og taler med hinanden på, eller frembringes af "digtere og tænkere", eller hvad ord man nu vil bruge. Der er dog naturligvis ikke nogen modsætning mellem hverken det ene og det andet af det, jeg nævner her, og så den diskussion, Værdikommissionen - med bidrag fra os andre - kommer til at føre. Jeg ved dog ikke, om jeg selv vil deltage i nævneværdigt omfang; det er vigtigt at gøre sig klart, at de helt store ting nok ikke opstår, når man direkte sætter sig hen og beslutter sig for at tale om "værdier"; de helt store ting opstår, når man beskæftiger sig med sandheden og livet overhovedet og med de forskellige mere specifikke sider deraf. Det er ligesom det at køre på cykel: Når man begynder at tænke over, hvad man gør, vælter man!

Senere BC-kommentar:

Ja, hvad skal man ellers sige? Jeg kan måske føje til, at vel er det, jeg har sagt i min første kommentar, rigtigt, og vel konstaterer vi gang på gang, at der intet nyt er under solen, fx at moralisme og farisæisme trives nu som før. Men man skal også vogte sig for, automatisk at sige, at intet er nyt eller anderledes - som den biskop, der for mange år siden affærdigede spørgsmålet om kirkens krise med ordene: "Kirken har altid været i krise". Jeg mener, vi allerede nu er inde i den nye "kunstige" fremtid, hvor vi på en hidtil ukendt måde er nødt til at vælge bevidst. Og så kan en "værdidiskussion" måske være af en vis nytte. Samtidig med, at vi alle - hver efter lejlighed og evne - prøver at fordybe os i virkeligheden. Det ene behøver ikke at udelukke det andet. Det vigtigste er, at vi ved, hvad vi gør, og ved, hvad vi kan gøre på den ene måde, og hvad vi må gøre på en anden måde - eller bare vente på.

11.02.11

* * *

I Jes Stein Pedersen-tråd til Milena Penkowa-sagen

Endelig lidt gennemtænkt action fra Ralf H. Penkowa har længe lignet et tilfælde både for psykiatrien og politiet - spændende om det interessante ministerislæt også bliver inddraget i den endelige gennemlysning af sagen.

Hjerneforsker meldes til politiet for dokumentfalsk - Politiken.dk

politiken.dk

Københavns Universitet melder hjerneforskeren Milena Penkowa til politiet for dokumentfalsk i forbindelse med opdigtede rotteforsøg.

BC:

Uanset lige netop denne konkrete og rigtignok underholdende sag, er de principielle ting, der også er berørt her, oplagte emner til 2. sektion (som også allerede har behandlet nogle af dem, men ikke nok): universiteternes ledelse, forskningsfriheden, men især selve det allervigtigste formål med forskningen, nemlig mere viden og større forståelse om og af universet, os selv og tilværelsen. Alt godt om den teknologirettede forskning og selve teknologien, vi skal jo leve, og teknologien er et stort eventyr. Men hvis livet skal være mere end bare overlevelse, er den egentlige (grund)forskning - på alle områder, men i meget høj grad også det naturvidenskabelige - af umistelig betydning.

10.02.11

* * *

Slået op 09.02.11

DR får ros for fokus på kristen kulturarv | Kristeligt Dagblad

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel...

DR forpligter sig i den nye public service-aftale til at lægge særlig vægt på "den kristne kulturarv". Glædeligt, lyder det fra flere sider

Også sat i KD-onlinedebatten til denne artikel

Dette svarer til det med skolen, som jeg også har sat på og kommenteret. Og jeg må igen sige, at hvis der bare er tale om, hvordan det bør være, når vi har den historie, vi har, og når over 80% af befolkningen er kristne, er det OK. Men hvis det har eller får karakter af et politisk og kunstigt forsøg på at redde noget, er også jeg skeptisk.

Det afgørende er, at DR skal virke i og afspejle den faktiske virkelighed, og den er i høj grad kristen - og kulturkristen eller dog post-kristen. Så råber især ateisterne op. Og de har på mange måder min store sympati, eller i hvert fald forståelse. Dem vil jeg på så mange områder som muligt have et godt forhold til og samarbejde med. Og dette er en oplagt ting at drøfte. Vi skal naturligvis kunne være her alle sammen. Men det omfatter altså også flertallet. Når det (i hvert fald indtil videre) lille ateistiske mindretal har alle de mindretalsfrihedsrettigheder, der overhovedet kan være tale om, hvad mener de så de yderligere har krav på? Sagt på en anden måde: Skal halen kunne logre med hunden?

Jeg har længe forudsagt, at vi på grund af indvandringen ender med at få et steriliseret samfund. Og jeg er rede til at leve som kristen i et sådant samfund - så længe jeg og mine trosfæller kan få lov at praktisere vor tro. Men det indebærer, at vi kristne så må oprette vore egne skoler og institutioner af forskellig art. Man kan ikke leve i åndelig sterilitet. Hvad staten og det øvrige samfund vil - og vil prøve at leve på - bliver deres sag. Her frygter jeg, som flere gange sagt, at man vil prøve at gøre "værdierne" til den nye stats-tvangsreligion.

* * *

Opslag fra DF'er 04.02.11

Folkeskolen SKAL værne om danske traditioner og kendskabet til danmarkshistorien og fortrolighed med danskheden. Morgensang SKAL indføres på alle skoler. Fritagelsesparagraffen for kristendoms- og seksualundervisning SKAL afskaffes. Andre sprog end dansk uden for undervisningen samt religiøse særhensyn som halalslagtet kød SKAL forbydes på skolerne. Dansk Folkepartis krav til regeringens nye skolereform...

BC dertil:

Egentlig alt sammen rigtigt og godt. Og som det hele er, skal der noget styring til. Og under alle omstændigheder med hensyn til muslimernes særrettigheder. Vi skal bare sørge for at føre sagen frem på den rigtige måde, så det ikke bare bliver - eller dog kommer til at ligne - en hård og vulgær nationalistisk indoktrinering. Jeg tænker her især på "værne om danske traditioner" osv. Det er udmærket med en formulering i den retning i formålsparagraffen, eller hvor det nu bliver. Men det er ikke nok. Vi skal alle sammen efter evne og lejlighed forholde os frisk og levende til traditionen, så der hos os selv bliver en levende videreførelse af den, ja, så vi selv lever levende i den og frembringer nye ting i forlængelse af den. Det kan være alt, lige fra det, vi siger i vore daglige samtaler, over den måde, vi afholder vore møder og lignende på, til egentlige åndsprodukter af forskellig art. Noget helt særligt er den levende forvaltning af traditionen, der ligger hos dem, der underviser, både i folkeskolen og hele vejen op. - Det var også noget i den retning, jeg prøvede at sige, da jeg fik nogle få ord indført i Poul Friis' udsendelse med Søren Krarup forleden. - Misforstå mig ikke. Men det er her ligesom med Folkekirken: Vi skal begynde med, at det virkelig lever hos og i os selv.

05.02.11

* * *

I tråd om faren for muslimsk styre i Egypten

Vi er nødt til at give de oplyste og/eller unge en chance. En ting er, hvad vi har gjort indtil nu mht. at støtte "vore diktatorer" - for der er altså også realpolitiske faktorer, vi bliver nødt til at tage hensyn til. For dengang var der jo ikke en sådan opposition. Den skyldes blandt andet og ikke mindst den nye kommunikationsteknologi. Noget andet er de krav, den nuværende situation stiller til os. I det store strategiske spil er vor frihed, moral (trods alt) og kultur (trods alt) afgørende faktorer. Man kan måske sige, vi skal føre realpolitik på en ny måde. Med mere vægt på de her nævnte faktorer.- I allerværste fald må det blive de pågældende landes eget problem, hvis de virkelig vælger noget a la Iran. Men Iran er vel netop et afskrækkende eksempel for mange i fx Egypten. Og styret i Iran kan jo også blive væltet når som helst. - Vi har ungdommen og fremtiden på vor side! Og husk, den slags systemer går før eller siden simpelt hen fallit! Og vi skal optræde på en anden måde end tidligere. Med hjertet varmt - men også hovedet koldt!

03.02.11

TILFØJELSE: Jeg minder igen om kommunismens sidste tid. I 1970 blev arbejderne i Gdańsk slået brutalt ned. Men ti år senere vandt de, og ti år senere igen var kommunismen færdig!

03.02.11

* * *

Om Mubarak-regimets hæslige metoder

· Galleri: Blodbad i Kairos gader

ekstrabladet.dk

Mindst en død: Udenlandske journalister bliver tæsket sønder og sammen og Kairos indbyggere må forsvare deres hjem mod plyndringer. Rygter om at soldaterne har fået ordre til at skyde mod menneskemængderne

Dette er uhyggeligt. Men jeg har mere eller mindre forudset det. Når det drejer sig om den slags lande med den slags regimer og magthavere kan man ikke tænke beskidt og kynisk nok. "Det Internationale Samfund" skal selvfølgelig holde tungen lige i munden og passe på, ikke at blande sig i andre landes indre anliggender. (Jeg var imod Irak-krigen og mener, at selv om vor NATO-allierede USA var blevet angrebet fra Afgha...

Nå, så var der igen ikke plads til hele min ledsagetekst. - Ja ja, jeg ved, hvad I vil sige. - Men i parentesen om forholdet mellem det, jeg siger om, ikke at blande sig i andre landes indre anliggender, ville jeg altså videre sige, at medens jeg fra før folketingsbelutningen af var modstander af Irak-krigen, ser jeg noget anderledes på Afghanistan, hvorfra vor NATO-allierede USA vitterligt var blevet angrebet. Idet jeg så fortsætter med at sige, at vi alligevel skal se at komme ud af Afghanistan og lade dem selv finde ud af, hvad de vil. - Og jeg fortsætter nu, her i denne nye kommentar, mere udførligt. - Hvis de virkelig ønsker Taliban-styret tilbage (eller ikke selv vil kæmpe for at det ikke sker), er det værst for dem selv. Så må vi finde andre metoder til at sikre os. Helt kynisk sagt ved at bombe en træningslejr engang imellem. For slet ikke at tale om vor indvandringspolitik! Det er håbløst at ville prøve at gennemtvinge dannelsen af en ordentlig stat og af et ordentligt (civil)samfund ude- og ovenfra i sådanne lande. Alene dette forhold er nok til, at vi ikke skal blande os i fx Egyptens indre anliggender. - Men det såkaldte internationale samfund må kraftigt fordømme de hæslige metoder, Mubarak-regimet nu anvender - og helt holde op med at støtte det. Og HVIS det lykkes at få en demokratisk osv. udvikling i gang i Egypten og de andre lande, skal vi selvfølgelig støtte dem. Men altså på en klog og ordentlig måde. - Selv i værste fald viser disse begivenheder, at vi på det lange sigt har ungdommen og fremtiden på vor side. Menneskerettighederne og ønsket om et godt liv for sig og sine er universelle. Kommunismen gik fallit. Det vil islamismen også gøre - også selv om disse lande måske skal gennem en periode med virkelig islamisme for at gå helt fallit.

02.02.11

OG I EN NASER KHADER-TRÅD:

Der er vel ingen, der ikke deler Suzannes bekymringer. Hitler kom også til magten efter et demokratisk valg! Men Naser har også ret. Og jeg gik netop ind her for - igen - at opfordre (dvs. støtte) ham til at sætte al sin viden og alle sine kræfter ind i hele denne sag. Vi er nødt til at få en ny politik over for disse lande - med hjertet varmt og hovedet koldt. Og det er under alle omstændigheder glædeligt, at der er så store grupper af egyptere, der efter alt at dømme virkelig har fået nok af diktaturet og den deraf følgende fattigdom og almindelige elendighed. Kommunismen gik bogstavelig talt fallit, og det vil totalitarismen i den muslimske verden også gøre. Også selv om vi i allerværste fald skal gennem en periode med islamistisk diktatur. De går fallit!

@Naser - Jeg håber og tror, du har ret. Det er i hvert fald sandhedens time. Også og ikke mindst for os her i Vesten. I det helt store perspektiv er det vor moralske (trods alt) og kulturelle og økonomiske overlegenhed, vi skal vinde på, alle de ting, de mange unge mennesker i bla. Egypten gerne vil have. Og så skal vi også efterleve vore egne principper. - Og når Mubarak-regimet efter alt at dømme nu anvender de allermest hæslige og feje metoder, skal det i hvert fald ikke have mere støtte fra os.

Hvad EU angår, jublede jeg, da vi kom ind i EF. Jeg var for alt, hvad der kunne styrke de frie vesteuropæiske lande og binde dem sammen. Og vi så jo, hvor modstanden mod EF dengang kom fra. Nu er jeg meget skuffet og kritisk. Men jeg mener stadig, det er godt, EU findes og vi er med. Jeg tænker også på mine polske venner. Vi må derfor blive ved at kritisere de mange kritisable ting i EU, helt overordnet den foragt for de almindelige borgere, der præger systemet og tilhængerpolitikerne. Vi kan jo også have et folketingsflertal og en regering her i Danmark, vi er meget utilfredse med. Men det får os ikke til at ville melde os ud af Danmark! Det allerværste er, at vore egne tilhængerpolitikere er så svage og ukritiske. - Men hvad den aktuelle situation angår, er det trods alt bedre med EU end uden EU.

03.02.11

Nej, det, der sker nu, er så modbydeligt, at hele dette regime (uanset hvem der måtte blive sat i spidsen for det) må være afskåret fra støtte fra os. Uanset alt andet. Og vi må i det hele taget tage vort forhold til den slags regimer op til revision. - Jeg kommer også til at tænke på Hviderusland!

03.02.11

* * *

Gør, hvad I vil!

Både i KD-onlinedebatten og i kommentar til mit opslag af artiklen på min væg har jeg givet nedenstående kommentar til denne artikel:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/405465:Kirke---tro--Indre-Mission-deler-vandene-med-kursskifte

Det kræver mod at sige noget kritisk om Indre Mission. Før muslimerne kom, var det det farligste (bortset fra at være imod homovielser, men det ligger på et andet plan). Men jeg... kan ikke lade være at sige, at Indre Mission har gjort megen skade ved, ikke at ville være medlemmer af Folkekirken på lige fod med alle os andre, og at de nu må finde ud af, hvad de vil. Og så har jeg slet ikke talt om selve kristendomsforståelsen. Den er der aldrig blevet foretaget et tilbundsgående opgør med. Måske ville det være en god idé, at i hvert fald nogle af dem trådte helt ud.

02.02.11

- -

TIL EN KOMMENTAR TIL OVENSTÅENDE:

Jamen Tvind har vist også været gode til at afvænne narkomaner. Osv. - Jeg siger netop, det er vanskeligt at træde op mod Indre Mission. Og jeg orker ikke at foretage en stor analyse af deres tekster og udtalelser og måde at være over for hinanden og os andre på. Men der er tydeligvis noget "forknyttende" over denne kristendomsform. Se jer om! Og det er i hvert fald meget uheldigt, hvis både IM selv og folk med et usikkert forhold til "kirke og kristendom" (som man siger) har det indtryk, at indremissionsk er det mest kristne, man kan være. Men det kan blive påstand mod påstand, og mange er som sagt meget bange for at udfordre IM, der efter min mening fylder uforholdsmæssigt meget i det folkekirkelige billede. - Jeg holder mig altså til selve kirkesynet og siger, at hvis nogle er for fine til at være kirke på lige fod med os andre, kan de jo bare gå.

02.02.11

- -

TIL EN, DER KÆDEDE FOLKEKIRKE, GRUNDLOV OG INDVANDRING SAMMEN:

Dine koblinger er helt forkerte. Den evangelisk-lutherske kirkes fremtid i Danmark skal ikke kædes sammen med den fremmedpolitiske problematik - på anden måde, end at indvandringen (som fortsætter og fortsætter) jo altså betyder, at der bliver flere og flere muslimer og færre og færre kristne (procentvis). Men det er samfundets, dvs. vælgernes, problem. Vi, der er medlemmer af Folkekirken, må som sådanne koncentrere os om vor egen fremtid. Og der er mange andre faktorer. Tiden er i enhver henseende inde til, at vi evangelisk-lutherske kristne skal være herre i eget hus og se at få fundet en identitet som kristen menighed. Da nøden og uvidenheden er stor og bevidstheden lille, må vi håbe, vi får god tid til det. Jeg tænker her i årtier. Men jo større elendigheden er, jo vigtigere er det, at debatten og tænkningen kommer i gang. - Og man kan altså ikke leve som kristen menighed ved, at der står nogle bogstaver om Folkekirken og staten i Grundloven. Det er virkeligheden, der tæller, altså hvor mange troende der viser sig at være, og som ønsker at leve i et virkeligt kirkesamfund. Osv.

02.02.11

* * *

I anledning af Lars Hedegaards frifindelse

Jeg satte dette på min væg:

· Han vil ikke holde kæft - Sappho

http://www.sappho.dk/

Retten finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende over for den befolkningsgruppe, som udtalelserne vedrører, og således er omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1...

Med disse ord:

Tillykke, Lars! - Men jeg mener stadig, vi skal vogte os for "falsk forargelse" (også et teologisk begreb), altså vogte os for at tale og skrive på en måde, der gør det nemt for vore modstandere at flytte fokus fra substansen.

TILFØJELSE: Desuden er det jo heller ikke vort formål at forhåne og nedværdige nogen. Det, kampen gælder, er friheden for en religion, ja, et ideologisk og politisk system, vi for det første ikke vil have til at herske i vort eget land, men for det andet heller ikke ønsker vore medmennesker undertrykt under i noget andet land. Men vi har desværre selv budt den indenfor. Og mennesker med denne religion i hovedet bliver ved at komme hertil.

31.01.11

Men selv om jeg fastholder, at man af både moralske og debattekniske grunde skal passe på, ikke at "skære alle over en kam" osv., lægger jeg også mærke til, hvad Jacob Mchangama siger, når han betegner Lars Hedegaards frifindelse som en pyr...rhus-sejr:

- Det er glædeligt med frifindelsen, men også en pyrrhus-sejr for ytringsfriheden, siger CEPOS’ chefjurist Jacob Mchangama til b.dk og fortsætter:

- Hvis Lars Hedegaard i dag ville skrive et debatindlæg på en hjemmeside med de præcis samme ord, så ville han blive dømt for det.

Og jeg (BC) føjer til, at der jo ingen tvivl er om, at hele "systemet" vogter over, at der ikke bliver talt for hårdt mod islam.

* * *

Til mine ateistiske venners kommentarer til:

Bevar båndet mellem kirke og stat

www.b.dk

Søren von Dosenrode: Adskillelse eller samling. Staten har brug for kirken, mere end kirken har brug for staten. Det er et spørgsmål om samfundets grundlæggende værdier. - Kronikker, b.dk..

- - -

Nu skal I lige tage det roligt! Nogle af jer kender mit standpunkt: At Folkekirken for sin egen skyld skal adskilles fra staten. Hvis nogen har lyst, kan man gå på min profil og finde den NOTE, jeg har skrevet til min FB-ven Charlotte Dyremose. Men man kan finde flere tekster på min hjemmeside, undersiden "Kirke og teologi". Jeg har også beskæftiget mig meget med denne side af sagen i min Grundtvig-forskning. - Jeg er, for kirkens og kristendommens egen skyld meget forbeholden over for begrebet "vort kristne kulturgrundlag". Fordi det er for lidt! Kristendommen er troen på Jesus Kristus - og ikke bare et "kulturgrundlag". Og jeg er rede til at leve som kristen under en religionsneutral stat og i et pluralistisk samfund. Vi kristne skal nok klare os (hvor mange eller få vi ender med at blive). - MEN der er jo noget om det med "kulturgrundlaget", eller som Grundtvig udtrykte det, "kristendommens virkninger 'til en side'". Har nogle af jer set mine bidrag til diskussionerne om de aktuelle begivenheder i Nordafrika? Her er jeg gået ind i sammenligningen med begivenhederne i Europa efter Murens fald. Og hvor er det gået godt her? Det er det vest for den årtusindgamle "kirkegrænse" mellem Østkirken (den ortodokse) og Vestkirken (især luthersk og katolsk), altså især i de baltiske lande og Polen, hvorimod fx Ukraine er et sørgeligt eksempel på, at en revolution ikke er nok. Og der er jo Rusland. Og Rumænien. Og Serbien osv. Jeg vil nødig sige noget ondt om mine ortodokse medkristne, som jeg har haft meget godt sammen med. Men der er ting i den ortodokse teologi og i de pågældende landes historie - helt tilbage fra Kejser Konstantin af - der gør, at frihed og politisk, social og økonomisk udvikling ikke har haft gode kår. Se også på Grækenland (der som fx Serbien tillige har været under tyrkerne). Og i den aktuelle situation er det jo mulighederne i muslimske lande, vort håb og vor frygt gælder. Omvendt er de gamle lutherske lande her i Norden lande, hvor det virkelig er gået godt. Så sig ikke, at religionsformen, altså også de forskellige kristendomsformer, ikke har betydning. - Det, jeg forestiller mig i fremtidens Danmark, er dog en religionsneutral stat, hvor de forskellige religiøse grupper, altså fx kristne, muslimer og ateister, må leve deres eget liv og udvikle deres egen tænkning om det hele, og så ellers gå ud på "torvet" og deltage i debatten med magtfri menneskelige argumenter. Det er statens problem, hvad den vil bygge på. Jeg frygter, at „værdierne” kan blive den nye tvangs-statsreligion. Så jeg må insistere på religionsfriheden. Men som god kristen borger bidrager jeg gerne til fællesskabet med mine idéer og argumenter. Og I ved, jeg på mange områder gerne vil samarbejde med jer.

31.01.11

- -

Mine replikker til nogle svar på ovenstående (og følgende):

@n.n. - Tak for dette svar! Jeg fik ikke selv nævnt Weber, som jo er uhyre interessant, og som jeg selv i sin tid læste med meget stor interesse. - Og udtrykkene? Jamen I er jo begyndt at føre jer frem på en måde, vi ikke har set i mange årtier, så i den forstand er I både "militante" og "nye". - Er du klar over, hvor hård den teologiske debat inden for Folkekirken kan være? Der går den anekdote, at (cand. theol.) Poul Hartling følte lettelse, da han kom ind i politik; dér var debatten ikke så hård som i de teologiske kredse. Men vi teologer kan godt være skarpe i debatten samtidig med, at vi er gode venner på det personlige plan. Hvad mange politikere jo også kan. Jeg håber, at dette også kan gælder jer ateister og os kristne!

TILFØJELSE: Undskyld, men hvad "nyateisme" angår, er der vel også det nye i det, at ateisterne før jer i høj grad kunne karakteriseres som "venstreorienterede", medens mange af jer vel er "nyliberale". - Må vi heller ikke sige "nyliberale"? - Så er der selvfølgelig den borgerlige kulturradikalisme. Men er I ikke også på mange måder nye i forhold til den?

@n.n. - OK. Det er i orden, at I ikke vil forveksles med dem, der bogstavelig talt er militante, altså soldater, der kæmper med våben. Men er der nogen af os andre, der nogensinde har påstået det? Jeg har i hvert fald ikke - og skal nok passe på, ikke at bruge rodet "militant" om jer. Men jeg mener, "miltant" også kan bruges i overført betydning = "kæmpende, stridende, kampivrig" (fremmedordbogen). Om den her i verden kæmpende og stridende kirke (eller om denne side af det at være kirke i verden) bruger man traditionelt også betegnelsen "ecclesia militans", hvad der er blevet sagt meget om, men så vidt jeg ved ikke i en betydning, der indebar brugen af våben. (At der i Kristenhedens historie faktisk har været tale om udstrakt brug af våben og vold, er en anden, meget sørgelig og anfægtende sag, som dog på ingen måde kan føres tilbage til, hvad Jesus har gjort og sagt). - Og hvis I ikke kan lide forstavelserne "ny-" eller "neo-", skal jeg også nok lade være at bruge dem. Det med "neonazist-agtige" ved I også godt jeg aldrig har påstået. Det eneste, også jeg somme tider har sagt, er, at hvis alt bare er biologi, ja, i grunden fysik, hvorfor er fx Hitler-nazismen så ikke bare et naturfænomen som alle andre, fx kræft? (Helt bortset fra den vulgærdarwinisme, der ligger i nazismen). Men jeg anerkender jeres humanisme. Spørger bare, hvor I har den fra. Jeg tror, I har den fra kristendommen! - Og naturligvis tror I (bogstavelig talt pr. definition), at kristendommen ikke har nogen virkeligheds-dækning, men kun er noget, der findes inde i vore hoveder. I er velkomne. Meget kan tale for, at I har ret. Men vi er nogle, der trods alt mener, at "den kristne påstand" i det mindste har en eller anden form for dækning - og tager chancen, og har det godt med det. - Kald mig bare "neoprotestant", men jeg er for det første "luthersk-grundtvigsk traditionalist" og bryder mig for det andet ikke om ordet "protestant". Når jeg skal betegne mig selv i forhold til fx mine romersk-katolske venner, bruger jeg altid betegnelsen "evangelisk" (ikke at forveksle med "evangelikal”!). At jeg på denne baggrund nok er mere moderne og forudseende end mange andre, er en anden sag. Jeg mener, det er, fordi jeg ser klarere på både det ene og det andet.

@n.n. - Mener du også det om fx mig? [Jo mere religion, jo mere vold]. Men det er jo også et spørgsmål, hvad man forstår ved "religion". Jeg hører til dem, der ser det, Jesus kom med - og betød - som det 180 grader modsatte af "religion". Hvormed jeg ikke bare mener, at kristendommen er finere. Det afgørende er, at "religion" er at gøre nogle ting for at behage Gud/guderne og opnå noget ved det, medens kristendommen er at modtage alt af Gud (både skabelsen og frelsen). Det springende punkt er gerningsretfærdigheden - som vi i disse årtier ser komme frem i stort og småt. Jfr. fx Poul Nyrups "moralens årti". Eller det at være "humanistisk". Eller det at have "borgerlig anstændighed". Osv.

@n.n - Jamen den tanke har jeg naturlig vis også tænkt - om end i mere begrænset forstand. Fx mht., hvorfor det var tyskeren Luther, der startede den lutherske reformation, og hvorfor det var i Nordtyskland og Norden denne sejrede. Der er ingen tvivl om, at der også ligger nogle (friheds)ting i den germanske tradition helt tilbage fra før kristendommens komme af. Hvad man dog næsten ikke tør sige! Det nærmere forhold mellem årsag og virkning må bero på en nøjere granskning. Det afgørende er, at vi kan glæde os over at bo i et land med en (trods alt) stor frihedstradition.

@n.n. - Når jeg prøver at slutte her, er det ikke, fordi jeg er bange for at diskutere. Men ingen af os kan jo fx her i disse kommentarer fremlægge en tilbundsgående undersøgelse af de her omtalte årsag-virkningforhold. - Jeg forstår godt sammenligningerne med, hvad muslimerne siger om, at islam ikke har noget med terrorisme at gøre. Men læg Det Nye Testamente og Koranen ved siden af hinanden, og læs! - Du har også ret i, at "frugterne" er det afgørende. Og her må vi jo så se. Jeg prøver ikke at lægge skjul på, hvad der, ikke mindst her i Europa, er gjort i kristendommens navn. Men jeg mener, det er nemt at se, det ikke har noget med Jesus at gøre. Og du kan da være glad over, at jeg aldrig kunne drømme om at krumme et hår på dit hoved, fordi du er ateist, men naturligvis indrømmer dig al frihed, ja, ligefrem gerne vil samarbejde med dig og dine ligesindede. Fx om videnskabernes fulde autonomi og styrkelsen af den rene naturvidenskabelige grundforskning (uden hensyn til "faktura") på universiteterne og af undervisningen i naturvidenskab i hele undervisningssystemet og hele offentligheden. Og mod alt det, vi er fælles om at betragte som "formørkelse" og "overtro", herunder politisk og anden gudløs pseudoreligiøsitet. Og dermed mod alle ting med totalitære træk i sig. Men jo først og sidst om selve det at kunne drøfte stort og småt ude på det fælles "torv". - Hvis der ikke kommer nye og direkte spørgsmål til mig, slutter jeg for denne gang. Jeg har også andre ting, der venter. Tak for nu! - Vh, Bent

* * *

Om Uffe og Ole

Alt, hvad Uffe Ellemann skriver om Ole Sohn som ministeremne er rigtigt.

Og man kan jo bare tage en DNSAP-prøve. Hvem ville have en tidligere nazi-formand som minister?

Mange vil sige, at sådan kan man ikke stille det op. Men i forhold til den ondskab og de lidelser, der faktisk har været forbundet med de pågældende partier, er sammenligningen helt rimelig. Jeg kan ikke huske tallene, men hvis vi bare tager antallet af mennesker, der er døde på grund af kommunismen, kommer denne ind på en meget klar førsteplads.

Men jeg er bange for, at der er mange, der ikke er enige med Uffe Ellemann. Og det er der flere grunde til. For det første vil der være mange danskere, der vil føle et almindeligt ubehag ved at gå efter denne pæne mand på denne måde, og så mange år efter. De mange år ville dog næppe være kommet en tidligere DNSAP-formand til gavn. For der er jo to andre grunde til, at en tidligere DKP-formand ikke virker så forkert som en tidligere DNSAP-formand, nemlig at Sovjetunionen (med ekstreme ofre på grund af Hitlers gamle ven Stalins uduelighed og totale ringeagt for menneskeliv) var med til at vinde Anden Verdenskrig, og - helt afgørende - at den kommunistiske utopi og pseudovidenskabelighed på ubegribelig vis har kunnet få mange i øvrigt højt begavede og sikkert ofte i øvrigt udmærkede mennesker til at tage så grusomt fejl - og til at fremture så grusomt i deres fejltagelse. Det er kort og jævnt sagt meget finere at have været kommunist end at have været nazist. Og jeg må da for mit eget vedkommende også indrømme, at der i hvert fald er den store forskel, at det, nazisterne sagde, så ganske åbenlyst var ondt.

Men ville det i givet fald så blot være et spørgsmål om at straffe Ole Sohn, hvis man ville nægte ham en ministerpost? Ja, det ville det jo nok, stort set. Og det er derfor, jeg med mit kendskab til danskerne, tror, der vil være mange, der ikke vil være med til at give nogen af Ole Sohns type en sådan straf. Så meget desto mere, som alle de andre, der var på den forkerte side under Den Kolde Krig, er sluppet ganske godt fra det. For hvad skade skulle han kunne gøre, hvis han blev minister? Udføre femte kolonne-virksomhed for Cuba eller Nordkorea? Næppe. Det eneste, jeg kan se som en fare, er, hvad der vil ske, hvis der i Europa og Danmark opstår en virkelig revolutionær situation (måske efter den næste finanskrise). Så kunne Ole Sohn måske nok få sin barnetro tilbage. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Men kommunismen er som sagt en meget dyb tro, så jeg kan ikke udelukke det og ville i hvert fald ikke være helt tryg.

Noget helt andet er, at selv om det var dejligt at se noget, der mindede om den gamle Uffe, så må jeg i den helt aktuelle situation betragte Uffe Ellemann og hans nye holdninger som en noget større trussel mod Danmark.

Bent Christensen

- -

29.01.11

Der har været nogen diskussion til mit opslag af dette på min væg. Jeg kan ikke gengive det hele her. Men her er lidt fra i dag:

@n.n. - Ja, men det var da også en del, du fik sagt. - Min intuition (som sjældent slår fejl) siger mig, at det hurtigt kan få den modsatte virkning, hvis vi kører for hårdt på Ole Sohn. Og der sker vel heller ikke noget ved det. Måske skyldes ophidselsen på vor side først og fremmest de dobbelte standarder. At man uden videre kan køre en tidligere DKP-formand frem i forreste linie - når man tænker på, hvad de samme mennesker har sagt om os helt uskyldige, fredelige og demokratiske DF'ere. Det er først og fremmest det.

* * *

27.01.11 - Til tråd med link til side om skepsis mod overtro og plattenslageri

Et hastigt blik på siden har beroliget mig. Det ser ud til at dreje sig om en skepsis, jeg helt og fuldt kan dele med jer. Jeg orker bare ikke at bruge tid og kræfter på den slags. - ET POSITIVT FORSLAG: Hvorfor ikke bruge kræfterne på at tale for en styrkelse af såvel den naturvidenskabelige grundforskning på universiteterne som undervisningen i naturvidenskab i hele undervisningssystemet? Og altså så det virkelig trænger ind. Netop nu vil en større naturvidenskabelig indsigt være en afgørende del af almendannelsen. Bortset fra, at det også er elementært spændende.

- -

SENERE KOMMENTAR TIL EN ANDENS OG EN NY:

@n.n. - Tak for "mere fordummende end folkekirken"! Det er da altid noget. Du skal bare være klar over, at jeg i min egenskab af folkekirkepræst er mindst lige så kritisk over for disse ting som du og de andre. Ja, den ordentlige erkendelsesaktivitet er simpelt hen noget, kristendommen som sandheds-tro kræver. Jeg har brugt mange år af mit liv på dette. - Derfor glæder det mig også at se, hvad Dennis har skrevet i kommentaren lige efter din.

* * *

27.01.11 - i tråd i anledning af Tøger Seidenfadens død

Døden er altid sørgelig. Og Tøger Seidenfaden var jo også et medmenneske. Men selv om man skal tale godt om de døde, må man sige, at han er gået over i historien med skam. Måske ud fra de allerbedste idealer? Men det er jo så det værste. Måske (også) i en kæmpe ophøjethed over os andre.

* * *

27.01.11 - i tråd med noget om at støtte Egypten. Og i Naser Khader-tråd

1. Jeg håber at komme til at vide mere om n.n. - 2. Nu er det Egypten, det drejer sig om her, men jeg tillader mig at indsætte, hvad jeg lige har sat i en Naser Khader-tråd. Idet jeg føjer til her, at vi jo nøje skal overveje, hvordan vi på den i alle henseende allerbedste måde kan støtte og samarbejde med alle gode kræfter i Nordafrika og Mellemøsten. Her er min ovenfor omtalte kommentar:

Ja, vi må håbe og ønske alt godt, først og fremmest for disse vore medmenneskers skyld, men jo også for vor egen. - Som slavist har jeg et særligt øje for parallellerne til Polen omkring 1980 og til kommunismens endelige fald omkring 1990. Og jeg har hidtil sagt, at IRAN kunne være vor tids Polen. Men er det Tunesien? - Men erfaringerne fra de tidligere Warszawapagt-lande maner også til forsigtighed. Især i Polen er det gået godt. Men selv i Ungarn er det til min store skuffelse (endnu) ikke gået så godt. Og så er der mit ellers på mange måder så elskede Rusland. Jeg har andre steder sagt noget om forskellen mellem Østkirken og Vestkirken (trods alt inklusive den store romersk-katolske del af den). Men i Nordafrika er baggrunden muslimsk. Jeg håber virkelig, de kan finde ud af det!

- -

NY KOMMENTAR:

Jeg glemte Ukraine. Som jo havde sin egentlig så storslåede orange revolution. Men hvad har de fået ud af det? - Og så er der (på en anden måde) Grækenland, som jeg nævner her som eksempel på, at der desværre helt tilbage fra kejser Konstantins dage er en dårlig tradition for sammensmeltning af stat og kirke ovre i øst. Jeg ønsker alt godt for mine ortodokse medkristne - og har haft mange gode oplevelser hos dem. Men der er noget galt hos dem, også fsva. hele forholdet til virkeligheden overhovedet. Se på Europakortet! Den store kulturgrænse går øst om Finland, de baltiske lande, Polen osv. og Kroatien. Nogle kan ikke lide, at historien tegner sig så stærkt. Og slet ikke, at selv forskelle inden for Den Kristne Kirke kan have så stor betydning. Men meget tyder på, at der er noget om det. Jeg tillader mig også at fremhæve de nordiske lutherske lande. - Men det, at vi er opmærksomme på disse faktorer, betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal gøre alt, hvad vi kan, for på en ordentlig og nyttig måde at hjælpe befolkningerne i Nordafrika og Mellemøsten.

* * *

Om min deltagelse i P 1 Formiddag 27.01.11 med Poul Friis og gæsten Søren Krarup

Har lige deltaget i ”P 1 Formiddag med Poul Friis”. Gæsten var Søren Krarup. Når udsendelsen bliver tilgængelig på dr.dk, vil jeg prøve at huske at sætte linket på her. - SE DEN FØLGENDE KOMMENTAR:

KOMMENTAR/FORTSÆTTELSE:

Foreløbig kan jeg sige, at emnet altså var kulturkampen, og at det, jeg prøvede at føre frem, var mit flere gange tidligere fremførte synspunkt, at vel har den i og for sig rent politiske kulturkamp skaffet lidt luft, men at de...t, der skal til, er at især yngre "åndsarbejdere" begynder at se det hele helt forfra, for at se, hvad der virkelig er til stede, og for at forholde sig til det på en helt ny måde, frigjort fra det fra oplysningstiden stammende syn med dets direkte had til historien og traditionen, men på nutidens vilkår. - Jeg undlod at bruge de kostbare sekunder på at nævne mine egne bestræbelser, men vennerne her ved jo - bla. fra mine foreløbig meget beskedne digte - hvordan jeg selv prøver at begynde helt forfra. Mange af de digte m.m., jeg for tiden sætter på, er i høj grad blot led i en arbejdsproces.

- -

SAT PÅ OM AFTENEN VED 22-TIDEN:

Her er LINKET! Jeg får sagt mine få, men vigtige ord ca. 3/4 inde i udsendelsen. Og jeg har efter at have hørt dem igen to kommentarer: 1. Bare det næste nu ikke bliver, at man tror, Søren Krarup og jeg m.fl. har en slags loge med navnet "de sorte DF-præsters fællesskab"! Det er selvfølgelig dybt ironisk vendt mod vore selvretfærdige modstandere, jeg morer mig med at trække denne vanvittige betegnelse frem. - 2. Jeg håber, mit rigtignok misforståelige udtryk "vaske tavlen ren" og ordvekslingen om det fik det til at stå klart, at jeg blot mener, vi skal begynde helt forfra i den forstand, at vi lade de ting godtgøre sig selv, der virkelig ER noget, og så arbejder videre på det grundlag, og at det er et sådan aktuelt og produktivt arbejde med tingene, det gælder om, og ikke bare en i grunden blot politisk "kulturkamp", der jo ikke i sig selv frembringer noget, men højst kan skabe lidt luft i forhold til de herskende meningers tyranni. - Nå, men her er linket. Så kan eventuelle interesserede selv høre, altså ca. 3/4 inde i udsendelsen:

http://www.dr.dk/drnetradio/index.dr?evt=ext&path=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx%3Fqid%3D1969299&tab=fs#

27.01.11

* * *

I en diskussion om begivenhederne i Tunesien og Egypten

Men det er altså spændende, hvad der nu sker i Tunesien og Egypten. For lige meget hvor menneskefjendske ens modstandere siger man er, ønsker man jo alt godt for alle mennesker. Hvortil kommer, at det også ville være godt for os selv, om der kom frie og gode, demokratiske og velfungerende samfund i Nordafrika og Mellemøsten. Men som det allerede er blevet sagt, kan man håbe det bedste og frygte det værste. Jeg har før nævnt mit tidligere så højt elskede Rusland som eksempel. Og i det hele taget de tidligere sovjetrepublikker (med de baltiske som nok en undtagelse, i høj grad fordi det både kirkeligt, luthersk og romersk-katolsk, og i det i det hele taget, er vestlige lande; den gamle øst-vest-kirkegrænse er afgørende, også i Ex-Jugoslavien, desværre). - Og når allerede det uheldige forhold mellem stat og kirke og mellem skønhed og virkelighed, himmel og jord, i den østlige del af Kristenheden gør det så vanskeligt at få udviklet et frit og velfungerende samfund, hvor meget vanskeligere vil det så ikke være i den muslimske verden.

26.01.11

* * *

I en Naser Khader-tråd

Også jeg ønsker min FB-ven Naser alt godt. Og jeg ønsker, at hans optimisme vil vise sig at holde stik. Jeg ønsker naturligvis også alt godt for afghanerne, men de må selv vise, at de ikke ønsker Taliban tilbage. Det værste ved Armadillo-filmen var det indtryk, man fik af, at afghanerne bare sidder og venter, mens vore soldater dør for dem. Derfor skal vi ud i senest 2014. - Afghanerne er historisk set måske verdens bedste krigere. Så må de også hurtigt kunne lave en slagkraftig hær. Ellers er det, fordi de ikke vil.

20.01.11

- -

@n.n. - Jeg beundrer også vore soldater. Jeg er gammel sprogofficer, feltpræst og Cypern-veteran (sammen med bla. Peter her, har vi lige fundet ud af). Og uanset hvad må jeg "stå ret" for dem. Og filmen har kun bekræftet mit gode indtryk af dem. Gode drenge! Men desto mere sørger jeg over, hvis de misbruges. Jeg håber som sagt også, det lykkes, så Afghanistan kan blive et i hvert fald nogenlunde samfund. Men kun tiden kan vise, om der er nok af deres egne, der virkelig ønsker det, og har både viljen og evnen til at holde Taliban og andre onde kræfter borte fra magten. Kun tiden kan vise det. Krigen er alle tings prøve.

20.01.11

- -

TILFØJELSE: Hvad filmen som sådan angår, er jeg så den eneste, der hader den moderne dokumentarfilm-genre? De fleste af den slags film lader til at være lavet af folk, der gerne ville have været rigtige filmkunstnere. Tendensen er én ting. Der kan man bare sætte sit filter på. Men måden, filmen er lavet på! Jeg ville gerne have det helt straight, så den kostbare tid kunne bruges til at vise, hvad der foregår. Og det gælder altså alle den slags film, også mange af de film, der bliver vist i fx de naturvidenskabelige programmer.

20.01.11

* * *

Til en diskussion om kristendommen som system eller hvad

20.01.11:

Vi må ikke glemme, at der er et helt fag, der hedder systematisk teologi. Og vi kristne skal kunne gøre rede for, hvad vi tror på, i sammenhæng. Desuden er det, vi i trosafgørelsen står over for med hele vor menneskelige eksistens, en sammenhængende helhed; jeg siger ofte "kristendommens store pakkeløsning". MEN det betyder jo ikke, at kristendommen skal være et "system" på samme måde som 1800-tallets filosofiske systemer. Det er blandt andet derfor, prædikenen skal være andet og mere end et dogmatisk (systematisk-teologisk) foredrag. Prædikenen er som regel en aktuel udlægning og tilsigelse af en SITUATION i et af evangelierne. Og Jesus havde jo ikke noget "system", ja, faktisk heller ikke en "lære". Han satte sig selv ind i hele sin historie - og i hver enkelt situation, som ofte var en stridssamtale eller et dilemma. Osv. Det er sådan set ikke så svært.

- -

22.01.11:

@n.n. - Har tænkt over diskussionen her. Og jeg vil gerne sige, at du har ret i, at det var noget andet end "system" i fx Hegel'sk forstand, du selv lagde ud med at tale om. Og det er da klart, at den kristne sammenhæng ikke kan være i splid med sig selv på den måde, Beelzebuls rige ville have været i splid med sig selv, hvis det var ved hans magt, Jesus gjorde GODT! - Men vi skal alligevel lægge mærke til, at netop dette er et typisk eksempel på, at det meget ofte er i sådanne konkrete stridssituationer, Jesus udtaler sig. Og at det i første omgang netop ikke er Guds Rige, der er tale om (jfr. n.n.’s bemærkning). - Og du har jo selv givet anledning til, at vi har ramt ved siden af, ved at bruge det farlige ord "system". Så vidt jeg husker, er jeg selv blevet kritiseret for at have brugt det om Grundtvigs store oplysningssammenhæng - fra Göteborg-universitetet og nedefter. Jeg havde dog vist også dér sat det i anførselstegn. - Det virkelig interessante i det, du har lagt op til, er, om - eller på hvilken måde - den kristne "storsammenhæng" adskiller sig fra kohærensen i fx et filosofisk system. I den kristne storsammenhæng er der jo også uløselige gåder, fx hele "det Ondes problem". Og paradokser. Jeg taler i den forbindelse ofte om nødvendigheden af at bruge en "tågeklatternes teologi", hvor man lader visse store ting blive stående som gåder. Idet jeg så føjer til, at selv den mest udflydende tågeklat dog befinder sig et bestemt sted!

- -

@n.n. - TILFØJELSE: Men var "struktur" så ikke et bedre ord end "system"?

22.01.11

* * *

Til diskussion over Rom. 12,18:

Ja, det er spændende, om der kan komme noget godt ud af situationen i Tunesien. Det må vi jo håbe. For vi må jo ønske alt godt for disse vore medmennesker. Hvortil kommer, at det også vil være godt for os selv, hvis miraklet sker, at der kommer demokrati osv. i Tunesien, for slet ikke at tale om, hvis der kommer en dominoeffekt. Jeg har jo længe sagt, at vi i hvert fald må håbe, der sker noget lignende for islam som for kommunismen. - Noget andet er så, hvad der skal til for at få et ordentligt demokratisk samfund med en ordentlig stat. Her er Rusland et skræmmende eksempel. Selv om det jo trods alt er et gammelt kristent land. Dog i den østkirkelige tradition, som ikke er så gunstig for en demokratisk udvikling - for at sige det mildt. - Jeg har også længe sagt, at det bliver Iran, der bliver det muslimske Polen. Her har de nok helt andre forudsætninger. - Et andet eksempel er Irak. Jeg var imod Irak-krigen. Og jeg mener stadig, det ikke kan retfærdiggøres, at man slog så mange mennesker ihjel. Foruden de politiske virkninger. Og foruden at det måske er pga. Irak, vi taber i Afghanistan. Men når det er sagt, vil en udvikling i retning af et ordentligt samfund måske kunne ske i Irak. Saddam Husseins diktatur var jo på sin vis verdsligt. Og der var vist et ret højt uddannelsesniveau, også for piger og kvinder. Vi kan jo nu heller ikke ønske andet end alt godt for Irak. Osv.

20.01.11

- -

Har I hørt det sidste:

1. At det nu er kønsopdelingen, der får politikerne helt op i det røde felt. Og at ihf. en enkelt ekspert vist har sagt, at man måske kunne forbyde mødet på det grundlag. Jeg mener, at det godt kunne tænkes, at man generelt forbød kønsopdelte møder i offentlige lokaler. Jeg har naturligvis ingen som helst sympati for Hizb ut-Tahrir og dette møde. Vi er bare nødt til at spille efter reglerne - og at have faste regler og love. (At kønsopdeling hos nogle vækker stærkere følelser end opfordring til at dræbe vore soldater, er i sig selv en interessant vinkel, men det virkelig interessante er, at forbud mod kønsopdeling juridisk set er klarere end en kulturministers forsøg på at presse en direktør til at aflyse et møde).

2. At stampersonelforeningen (hvis nøjagtige navn jeg ikke husker) vil have medlemmerne af Hizb ut-Tahrir interneret og sendt ud af landet, fordi vi er i krig og de deltager i denne som fjender. Spørgsmålet er så bare, om det er forbudt at deltage på denne måde i en krig på fjendens side!

KONKLUSION: Vi skal beskytte os selv, men det skal være på et klart juridisk grundlag!

* * *

Til en Facebook-ven i anledning af diskussionen om Hizb ut-Tahrir’s møde i Den Sorte Diamant.

Se også de to indlæg, der står neden for dette. - Men her er min kommentar til ”Frihed for Loke”:

Her har du - og evt. andre interesserede - de afgørende steder i: Rimbrev til Nordiske Paarørende. N. F. S. Grundtvig (1783-1872). Fra Nordens Mythologi, 1832.

Linket her var det første, jeg fandt, som gav hele Rimbrevet, så det kan du/I bruge, hvis I vil sætte jer nærmere ind i sammenhængen:

http://www.forn-sed.no/folkesagn/folkesagn/poesi/dikt62.shtml

Men det står også i fx bind V af ”Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter” ved Holger Begtrup, og her er altså de vigtigste linier:

...

Frihed lad være vort Løsen i Nord,
Frihed for Loke saavelsom for Thor,
...
Bundet kun være det glubende Dyr,
Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!

...

Jeg har selv beskæftiget mig en del med Grundtvigs ”Nordens Myhtologi”, især den berømte Indledning, men også Rimbrevet. Litteraturforskeren Flemming Lundgreen-Nielsen har behandlet det indgående i et af de seneste numre af ”Grundtvig-Studier” og har dér dels selv givet den rette fortolkning af dette sted, dels nævnt mig som en af de få, der har forstået det. Så lad mig lige citere mig selv (som jeg har ved hånden):

”Friheden skal være ’vort Løsen i Nord’, dvs. et feltråb, et overordnet princip, og den skal række så vidt, at også Loke skal være omfattet af den (vers 22 [i tredje del]). Dette vers er et af de mest misbrugte steder i hele den danske litteratur. Friheden skal være vidstrakt. Men den skal, som det fremgår af de foregående og senere passager her i slutningsafsnittet, ikke være grænseløs, og den skal udtrykkeligt ikke gælde de kræfter, som truer livet - eller friheden!” (Fra drøm til program, s. 210).

”At Fenrisulven skal bindes, dvs. at de direkte livstruende kræfter til gengæld skal holdes i ave med fysisk (samfunds)magt, er en gentagelse af, hvad der allerede er sagt i vers 5-7, 9-20 og 41-42. Dette må så koste, hvad det vil [...]. Og når blot Ulven er bundet, har Loke ikke andet end sin magtesløse spot at gøre ondt med” (Fra drøm til program, s. 213).

AKTUELT betyder dette, at enten er Hizb ut-Tahrir Fenrisulven, og så skal den bindes (af Højesteret og politiet), eller også er den kun Loke, og så skal den have lov at fremføre sine meninger - som vi andre kan imødegå med alle lovlige midler.

- -

TILFØJELSE [i nyt kommentarfelt]: Nå, det var synd for Loke (fornuften) at sige, at Hizb ut-Tahrir måske kun var "Loke"! Det afgørende er jo ikke graden af henholdsvis fornuft og vanvid, men hvorvidt man vil søge at nå sine mål ved hjælp af vold.

18.01.11

- -

NY TILFØJELSE: Har lige set Deadline, dvs. diskussionen mellem Jesper Langballe og Jacob Mchangama. Og jeg må sige, at det glædede mig at høre, at sidstnævnte stort set sagde det samme, som jeg her har sagt. Hvis man ellers overhovedet kan tale om glæde i denne forbindelse. - Men hvis jeg har hørt rigtigt, blev det tidligere sagt, at man igen er ved at undersøge, om Hizb ut-Tahrir kan være en lovlig organisation.

18.01.11 kl. 23.05

* * *

Om Hizb ut-Tahrir og Det Kgl. Bibliotek

Jeg holder med direktøren. Hizb ut-Tahrir er jo ikke forbudt. Så enten må man opløse den i henhold til Grundloven, eller også må man igen konstatere, at vi ligger, som vi - dvs. det politiske flertal - har redt. - Umiddelbart lyder det heller ikke godt, at ministeren prøver at presse Det Kgl. Bibliotek. - Vi er nødt til at holde vor egen sti ren og følge vore egne principper. Det afgørende er, at indvandringen af muslimer standses helt, og at vi i alle henseender står fast på vore principper. I det fleste tilfælde betyder det jo modstand mod islamiseringen af vort samfund.

17.01.11

- - -

Se også den længere kommentar m.m., jeg før nedenstående satte i den pågældende tråd. Det står nu lige her ovenfor.

I øvrigt mener jeg, det bliver klarere og klarere, at det vil være katastrofalt at nægte Hizb ut-Tahrir at holde dette møde. - Det vil jo svare til, hvordan Sverigedemokraterna er blevet behandlet. Vi er nødt til at holde fast ved vore egne principper. - Lars Hedegaard skulle ikke have sagt, at direktøren skulle overveje at tilbagekalde tilladelsen. - Og den med sikkerheden er helt forfærdelig. Jeg husker, hvordan John Waynes film om De Grønne Baretter i sin tid måtte tages af plakaten, fordi man var bange for de venstreorienterede demonstranter. Og vi har også her på det seneste haft lignende tilfælde både herhjemme og i fx Tyskland. Gadens parlament skal ikke bestemme - uanset hvad det har flertal for - eller brosten nok til.

18.01.11

- - -

SENERE PÅ DAGEN:

Har netop læst indbydelsesplakaten. Hvad jeg selvfølgelig burde have gjort med det samme. Det er godt nok hård kost! Vi er i krig og har fjenden åbenlyst til stede i vort eget land. Med opfordring til kamp mod vore soldater. Men så ved vi det. Og det er vigtigt, at hele befolkningen bliver klar over det. Også vigtigt at se, hvad alle de andre muslimer her i landet siger til det. Og endelig er det interessant at se, hvad folketing, regering og domstole vil sige. Det skal bare ikke være på den usle måde, at en kulturminister prøver at presse en biblioteksdirektør til at opsige en indgået aftale. Vi skal have afgjort, om den slags er lovligt eller ej. På det helt store principielle plan. - Men vi har altså selv lukket dem ind. Og selv givet mange af dem statsborgerskab. Foruden dem, der er født her i landet. Det er særlig vigtigt, at hele befolkningen bliver klar over dette. Også over, at de bliver ved at komme.

18.01.11

* * *

Til dette skriftsted, som en af vennerne havde slået op, og som der havde været kommentarer til:

Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke (Rom 12,13-14).

- -

Min kommentar:

Også Jesus selv har sagt det. Og så må vi lade det stå. Også selv om vi hverken vil eller kan efterleve det i ret høj grad! Det værste, vi kan gøre, er at begynde at "nedskrive" eller tilpasse eller gradbøje det. Vi må lade det stå over vort liv, og så ellers bede om tilgivelse for vore svigt og kompromis'er. Og når vi lader det stå, står det jo ikke alene. Det står netop sammen med tilgivelsen, nåden. Det er ikke mindst Guds grænseløse nåde, der gør, at vi aldrig kan presse disse ting ind i et "regnskab", som kommer til at stemme. Men det betyder så også, at det ikke bliver et knugende stadigt krav, den ultimative lovtrældom, men (trods alt) en del af den fremsprudlen, der kommer af, at Gud elskede os først. Under nåden er kravet totalt - under en total kærlighed og i en total frihed. - Jeg gentager her, hvad jeg ofte har sagt: Jeg er vist ikke noget særlig godt menneske, men så skulle I bare have set, hvis jeg overhovedet ikke havde været kristen!

14.01.11

* * *

BETRAGTNINGER I BEGYNDELSEN AF 2011

Vi har spildt de sidste 15 år! Vi har været dybt provinsielle! Vi er ved at sakke agterud! Vi trænger til begejstring!

Se teksten i kommentarfeltet!

- - -

BETRAGTNINGER I BEGYNDELSEN AF 2011

Det er her i begyndelsen af 2011 i al sin gru gået op for mig, at vi her i Danmark har spildt de sidste 15 år med at strides med hinanden om indvandringen og islam (hvor det især har drejet sig om ”tonen”), bøssebryllup, klima (helt religiøst), velfærd (som vi jo rigtignok skal have) og efterløn. Imens går verden omkring os sin gang, og vi er ved at sakke agterud. Lad mig bare nævne Kina! Og vi er i krig.

Hvad det sidste, krigen, angår, så har jeg jo set Armadillo-filmen. Og mit vigtigste spørgsmål er: Hvorfor skal vore drenge dø, mens afghanerne bare sidder og venter? Afghanerne har i århundreder, ja, vel årtusinder, været et krigerfolk uden lige. Og Taliban er i hvert fald gode soldater. Hvorfor kan den afghanske regeringshær så ikke meget hurtigt blive en af verdens bedste hære? Man får mistanke om, at det er, fordi de ikke vil. Som i Vietnam, hvor Viet Cong også havde nogle af verdens bedste soldater, medens den sydvietnamesiske hær intet kunne - eller snarere intet ville. Jeg går ind for, at vi skal sige til det afghanske styre, at nu trækker vi os altså ud. Senest i 2014. Så har de haft chancen.

Jeg har været mere eller mindre aktiv soldat (sprogofficer og feltpræst) i 15 år (fra 1962, hvor jeg mødte som rekrut, til 1977, hvor jeg kom hjem fra Cypern). Og netop derfor går jeg kun ind for krig i alleryderste nødsfald. Vi skal have et nyt strategisk koncept. Hvad er det for nogle mennesker, der rådgiver politikerne om strategien? Og hvad er det for nogle politikere vi har?

Og lige noget om FN. Det er rystende at høre, hvordan FN har spillet fallit i Haiti. For blandt andet vore penge. Det eneste, de kan, er at føre censurpolitik på de muslimske landes vegne. - Vi skal have et alternativ, et ”De Forenede Demokratiske Lande”.

Det er tydeligt, at det er håbløst at prøve at opbygge stater i tredjeverdenslandene - så længe de ikke selv vil. Men vi har - kynisk set - en interesse i at sikre handelsvejene og adgangen til råstoffer. Vi skal bare så vidt overhovedet muligt ikke gå i krig for det. I stedet skal vi sætte alt ind for at gøre os uafhængige af energi og råstoffer fra de dårlige lande.

Jeg foreslår, at vi sætter alt ind for at udvikle snilde teknologier på energi- og råstofområdet. Hvad det sidste angår, sofistikeret genbrug af alt affald. Men det er især et spørgsmål om energi. Energi er nøglen til alt. Man kan fx lave plastik af affaldet med de samme teknikker, hvormed man laver sprit og olie. - Det gør ikke noget, at CO 2 og klima er blevet en religion; der er under alle omstændigheder mange andre grunde til at gøre de ting, der tales om i den forbindelse.

Ja, vi kunne godt lave noget, der minder om krigsøkonomi, i et samvirke mellem stat og erhvervsliv. Det kunne give begejstring. Og meningsfuldt arbejde. Tænk, hvis vi kunne høre vore politikere tale om det. Hvorfor skal det kun være krig, der vækker stor begejstring og får alle kræfter og al snilde frem?

Vore ”progressive” debattører har afsløret sig som dybt provinsielle. De har skjult sig under et slør af en gentagen afliren af mantraet ”vi lever i en globaliseret verden”. Men deres eneste motiv har tilsyneladende været at profilere sig selv som gode, moralske (”anstændige”) og progressive.

Og så har jeg slet ikke nævnt det, man plejer at kalde de åndelige og kulturelle ting. Men mine FB-venner ved, at det er dem, jeg selv arbejder med som min hovedbeskæftigelse. Og her gælder det helt særligt, at livet altså ikke kun kan bestå i de ting, vi har brugt næsten al tiden på at diskutere gennem de sidste 15 år.

Men hvad så med indvandringen og islam? Jamen det er jo også problemer, der bare skal løses. Der er ikke så meget at diskutere. Det afgørende er, hvad vore yngre og unge vil, hvad for et samfund de ønsker, de selv og deres efterkommere skal leve i.

Hvad siger I andre til disse tanker?

12.01.11

- - -

Der kom en del synes godt om-tommelfingre og kommentarer til dette, og min kommentar om morgenen 13.01.11 lød (med navnene udeladt):

Godmorgen, N.N. og N.N.! - Lad mig allerførst takke N.N. for den med de nemme løsninger. Rigtigt forstået ligger der meget i den. Den kan jo bla. betyde, at man vælger en virkelig ny - og altså nemmere - vej i stedet for, bare at sætte lap på lap og gøre det hele mere og mere kompliceret. Som gammel lystfisker bruger jeg altid det såkaldte fastspolehjul som eksempel: I stedet for at opfinde alle mulige lejer, der kunne få det almindelige hjul til at rulle lettere, drejede man hjulet 90 grader, så linen ved kast bare bliver trukket af. - Det er i øvrigt interessant, at den smarte løsning her består i at dreje tingen 90 og ikke 180 grader! - Og til jer begge: Der kan siges meget om Afghanistan, og Vesten havde jo sådan set ret til at gå derind, når vi var blevet angrebet derfra. Spørgsmålet er bare, om det nytter noget at gå ind og tage magten - og dermed ansvaret - i sådan nogle lande. Jeg kan i denne forbindelse henvise til, hvad Ralf Pittelkow skrev for flere år siden, nemlig at vi her i Vesten pdes. undervurderer os selv, når vi ikke tør stå fast på vore egne værdier, men pdas. overvurderer os selv, når vi tror, vi sådan lige kan eksportere vort demokratiske system. - Og jeg kan føje til, hvad jeg ofte siger: I snævrere forstand er demokrati kun en teknik. Det egentlige er mentaliteten. Så når Danmark er et så godt land, går det meget længere tilbage end til 1848/49. Vi skal også tilbage til 1660, nemlig til enevældens indførelse. Det kan lyde mærkeligt, men det betød jo, at adelens magt blev brudt, og at den moderne centraladministration blev oprettet. Men vi skal måske helt tilbage til vikingetiden, hvor man - på godt og ondt - forstod den kunst, der hedder "frihed og samarbejde". Det afgørende er altså mentaliteten. - Til allersidst vil jeg nævne den store betydning, det har haft, at generation efter generation er blevet opdraget i især evangelisk-luthersk kristendom, nok ikke mindst i skolestuerne. Jeg husker endnu med glæde og taknemmelighed den undervisning, jeg selv fik i 1.-5. klasse i Oreby Skole ved Sakskøbing. Men det er ved at slutte nu. Kirken må overtage sit, og staten må finde ud af, hvad den vil.

13.01.11

* * *

En af mine Facebook-venner havde slået dette spørgsmål op:

Kan det lade sig gøre at vende arvesynden en omgang?

Er der en venlig teolog som giver sit besyv med?

Og jeg svarede:

Ja, du har jo også sendt spørgsmålet direkte til mig - lidt mere udførligt. Men jeg har ikke umiddelbart noget at sige til det, andet end at du jo, om muligt, må bede vedkommende uddybe det. Der er den mulighed, at vedkommende på en mere sofistikeret måde spiller på et eller andet specielt, som jeg bare ikke kender eller husker lige nu. Der er også den mulighed, at der simpelt hen er tale om en forkastelse af arvesyndslæren, hvilket vel så må være til fordel for en lære om, at menneskene er født helt igennem gode. Den lære er der jo mærkeligt nok en hel del der går ind for. Eller der er den mulighed, at det så er Gud, der er synderen. - Min egen mening er, at arvesynden er både skæbne og skyld, og at mennesket er medskyldig i sin egen skæbne, men jo altså også offer, forført af den egentlige skyldige, Djævelen. Og så kan vi ikke komme det nærmere. Alt dette, og hele "det Ondes problem" bliver vi nødt til at lade stå hen som den største af alle gåder. Og jeg vil kraftigt advare mod dem, der påstår, at de har løst den!

Sat på her 12.01.11, men er vist fra dagen før.

* * *

På tråden

http://www.facebook.com/notes/peter-tudvad/hadet-til-ordet-kiosken-i-kristeligt-dagblad-den-8-jan-2011/142217622501198

Her har Peter Tudvad og jeg drøftet islams og kristendommens forhold til sandhed og frihed.

Kære Peter! Har lige set Deadline. Hvad siger du til det? - Jeg sætter det pågældende afsnit af nyhedsbrevet ind nederst. Men det var også en sjældent god drøftelse. - Ja, hele denne aftens Deadline var i særklasse. For som jeg andetsteds har sagt, er det begyndt at gå op for mig i al sin gru, hvor provinsiel debatten har været herhjemme i de sidste 10-15 år. Trods alle besværgelserne om, at vi lever i en globaliseret verden. Det har i virkeligheden handlet om identitetsmæssig og moralistisk selvdyrkelse hos visse "progressive" befolkningsgrupper. Vi har spildt 10-15 år, mens andre, fx kineserne (som jeg ikke ønsker andet end godt) er stormet fremad. - Men se nu her. Se det eventuelt på Nettet:

DEADLINE 22.30 PÅ DR2

----------------------

DEADLINE MANDAG. D. 10. JAN.

DEADLINE UNDERSØGER: FORFØLGES KRISTNE I DANMARK?

Vi kender til historierne om kristne, der forfølges og udsættes for vold i Egypten og Irak. Nu tyder noget på, at forfølgelsen af kristne også er kommet til Danmark. Indtil videre i form af hetz og trusler, men spørgsmålet er om forfølgelsen også herhjemme kan blive voldelig? Mød Hanna Ziadeh fra Institut for Menneskerettigheder og Jaleh Tavakoli fra Frit Iran i aftenens Deadline, hvor vi undersøger problemets omfang.

10.01.11

* * *

Til en af Ole Birk Olesens efterlønstråde 07.01.11:

[Men jeg har også haft andre kommentarer til dette].

@Ole - Har lige hørt dig i Deadline 7/1. Og jeg har disse bemærkninger: For det første er det både vanvittigt og uetisk, at man fører nedslidningen frem, som man gør. Man skulle i stedet interessere sig for den nødvendige arbejdsmiljølovgivning (og særlige ordninger for dem, der aktuelt faktisk er blevet nedslidt eller skadet). I Danmark skal mennesker da ikke nedslides! - For det andet synes alle at glemme, at man kan blive syg af selve det, at man ikke har et arbejde. Almindelige arbejdsløse har man - med rette - ondt af, fordi de ikke har "noget at stå op til". Og jeg mener, det er blevet påvist, at man kan blive syg af at være arbejdsløs. Men på samme måde skulle man have ondt af de mere eller mindre frivillige efterlønnere. Mange af dem bliver nok syge af selve det ikke at have den stimulans, det er at skulle stå op hver morgen for at gå på arbejde. - Jeg kan også aflægge mit eget vidnesbyrd. Jeg gik på pension fra min præstetjeneste som 60-årig. Ganske vist for at bruge pensionen som arbejdsstipendium i mit fortsatte studium og forfatterskab (se min hjemmeside og mine ting her i FB). Så jeg arbejder hver dag alt, hvad jeg kan. MEN selv om jeg fortsat har en god arbejdsdisciplin, mærker jeg faren ved, ikke at have bestemte pligter. Hvad jeg dog også har, idet jeg supplerer pensionen ved at spille orgel. Faktisk hver søn- og helligdag, med begravelser og lignende indimellem. Og jeg kan direkte mærke, at sådanne særlige arbejdsopgaver får blodet til at rulle hurtigere i årerne, og hvad der ellers bliver sat i gang. Der er for mig ingen tvivl om, at arbejdet er en velsignelse, og at man falder hen, hvis man ikke har pligter. - Desuden ser det, i hvert fald for mig, ud til, at det i mange tilfælde er en dårlig "kultur", efterlønnere og andre tidlige pensionister fylder denne del af deres liv ud med. - Jeg er overbevist om, at mange med fordel kunne blive længere i deres stillinger, og at mange andre med fordel kunne få forskellige forskellige seniorrordninger. - Hvad siger du til det, Ole?

07.01.11

* * *

Så har man lige set 21-TVA om guvernørmordet og demonstrationerne i Pakistan i anledning af, at den nu myrdede guvernør var for blød over for den dødsdømte kristne kvinde.

[Dette førte til en langvarig og omfattende diskussion]

04.01.11

* * * * * *

OVENFOR STÅR FB-EKSEMPLERNE FRA 2011

* * * * * *

TIL ALLE: Hvad jeg her har skrevet til Mogens, gælder alle. Tak til alle for hyggeligt samvær og gode diskussioner. Man kan sige, hvad man vil, om Facebook, men det er jo et redskab, der som alle andre redskaber kan bruges til, hvad man ønsker. Jeg mener, at det er noget i retning af vor tids forsamlingshus. Jeg er jo præst (om end siden 2003 ikke i sognepræsteembede), og jeg mener, det, jeg har fået ud af at være her, svarer til et meget stort antal møder i forsamlingshuse, konfirmandstuer og sognegårde. Det vil dog være godt, hvis vort fællesskab her også kan være med til at fremme det helt virkelige fællesskab i såvel de folkelige som de kirkelige sammenhænge. Jfr. nogle af vore diskussioner om kirkens tilstand. Lad det være mit særlige nytårsønske for os alle. Godt nytår!

31.12.10

* * *

Har lige set Deadline på min video (29/12 kl. 22.30). Selvfølgelig er kun et mindretal af muslimerne terrorister (ikke alle over en kam!!!). Men helt alvorligt, selvfølgelig er det kun et mindretal. Men derfra til, at det intet har med islam at gøre, er der et stykke vej. Vi bliver nødt til at fortsætte kritikken. - Og vi må erkende og indrømme, at vor ytringsfrihed er blevet begrænset.

29.12.10

* * *

Men især det helt nye

[Sendt til Jyllands-Posten 16.12.10, men ikke trykt. - På undersiden ”Debat” og som Facebook-note 28.12.10]

I Deadline den 15. december drøftede man de yngre venstreorienterede intellektuelles fravær i den såkaldte kulturkamp. Men også situationen på højre side. Og jeg vil i den forbindelse tillade mig at citere en af mine egne aforismer: ”Jeg betegner aldrig mig selv som ’intellektuel’; jeg er jo allerede præst - i den kristne kirke”. For det særlige begreb ”intellektuel” betegner jo en slags præst - eller profet - i den pseudoreligiøse sammenhæng, der har tegnet sig siden oplysningstiden og romantikken. Men samtidig har jeg også sagt, at de kristne og/eller borgerlige ikke kan være ”intellektuelle” på denne måde.

Det, der adskiller de venstreorienterede og de venstreorienterede intellektuelle fra os andre, er dels den ofte ganske religiøse (eller religionserstattende) betydning, de tillægger netop hele den intellektuelle og/eller kunstneriske aktivitet, dels den utopiske tankegang og det historiesyn, der tilsammen får dem til at se Historien som et forløb, der dels er enstrenget, dels bevæger sig frem mod et i grunden ganske bestemt mål. Og af alt dette følger en totalitær tankegang.

Da jeg som kristen har mit håb og min etik forankret et højere sted, kan jeg se ganske nøgternt og pragmatisk på det politiske. Jeg kan godt lide det konservative princip, der går ud på, at man spiller bolden derfra, hvor den ligger. Og jeg er tilhænger af, at man først og fremmest sørger for, at det bestående består, men så ellers prøver at gøre tingene bedre hen ad vejen. De egentlige fremskridt skabes ikke ved politik, men ved nye tanker og ny teknologi.

Hvad marxisterne og de kulturradikale vil gøre, må være deres problem, men med min ikke-totalitære tankegang under jeg gerne folk med modsatte meninger en plads i både samfundet og debatten, især hvis de kan være virkelig åbne over for både mig og vor fælles virkelighed.

Men jeg savner et mere kvalificeret bidrag fra det, man sædvanligvis kalder højre side. Den ”kulturkamp”, der har været ført siden 2001, har gjort begrænset gavn. Den har gjort det lidt lettere for os andre også at være her. Men den har jo stort set været af politisk karakter. Når det går højt, er der nogle borgerlige debattører og kommentatorer, der siger nogle i og for sig gode ting, jeg som regel er enig i. Men det er ikke nok. Det mere, der skal til, er bare ikke noget, man kan beslutte sig til eller kalde frem ved at efterlyse det i den offentlige debat. Det eneste, der kan give noget nyt, er, at der kommer nye unge til, der dybt i deres hjerter og hjerner, finder andre måder at forholde sig til det hele på end dem, der har været herskende siden oplysningstiden. Jeg er 67 år, men arbejder selv med nogle ting. De kan ses på min hjemmeside. Men jeg må slutte med at forsikre, at det naturligvis ikke er et opgør med den sande oplysning og det sande fremskridt, jeg ønsker, men kun en erstatning for den bestemte, enstrengede og autoritære overbygning, det vitterlige fremskridt har været belastet af.

Bent Christensen

pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

www.bentchristensen.dk

28.12.10

* * *

Jeg ønsker alle en glædelig julefest! Også mine ateistiske venner, at de i det mindste må få en hyggelig solhvervsfest midt i al sneen. Ja, jeg ønsker også for dem, at lyset fra Betlehem en eller anden måde, om end nok så sidelæns, vil skinne lidt for dem. Det samme gælder mine andre ikke-kristne venner. Jeg har også et par muslimer. Lad julefreden sænke sig!

23.12.10

* * *

20.12.10

Ole-versionen (Ole Birk Olesen) (væg-opslag) af, hvad jeg også har sat som kommentar Dennis Nørmarks egen om sin optræden i Deadline.

Ole og Dennis gjorde det godt i Deadline. - "Futtoget" og den lange tid, de komme til at sidde, kan man altid diskutere. Især, at de på grund af "logistiske" problemer kom til at sidde så længe. Men vi må vide mere. Vi ved jo, hvordan det er gået, når der ikke er blevet grebet tidligt ind. - Men med det famøse kommandosprog (som rent sprogligt egentlig var meget godt) og hele den situation, det indgik i, er det noget andet. I denne Deadline blev der heldigvis sagt lidt mere om, at den taktiske situation var tilspidset. Der blev dog ikke sagt noget om den erorbrede politibil, politiet ifølge JP skulle erobre tilbage. - Der hersker i Danmark en revolutionsromantik langt ud over de venstreorienteredes rækker. Ingen har jo noget imod lovlige demonstrationer. Tværtimod. - Mon Ole har flere oplysninger på 180 grader? Jeg vil prøve at se efter.

TILFØJELSER HER:

Jeg fandt ikke umiddelbart nye oplysninger på 180 grader.

Jeg bliver altid ophidset, når debatten foregår i grød. Ikke bare moralsk, men også rent intellektuelt. Det giver et næsten fysisk ubehag at høre kategorier og begreber blive rodet sammen. Og at vigtige ting bliver konsekvent fortiet. Jeg har kommenteret dette i andre tråde på Facebook. Ja, jeg sendte lørdag aften (altså før den med Dennis og Ole søndag aften) et spørgsmål til Deadline med blandt andet dette citat fra JP’s leder 17.12.10:

"Den aktuelle anledning var, at nogle aktivister havde taget en af politiets højttalervogne i besiddelse, og den skulle nu erobres tilbage".

OG ET ANDET OPSLAG (hvortil der kom flere kommentarer fra både mig selv og andre):

Det er det med politilederens ordre under demonstrationerne i forbindelse med klimatopmødet, jeg vil kommentere. Håber, det også er med her. Det afgørende er den taktiske situation. Der var noget med en bil. Den var målet for politiets angreb. Det hører vi aldrig om. Hvorfor havde pressefolkene blandet sig med dem, der spærrede for politiet?

17.12.10 - eventuelt også senere (de øverste ting).

* * *

Til en diskussion om Deadline 15.12.10:

HVOR ER DE VENSTREORIENTEREDE INTELLEKTUELLE DEBATTØRER?

Opinionsredaktør på Politiken Per Michael Jespersen efterlyser en ny generation af unge venstreorienterede, der blander sig i den offentlige politiske debat. Samtidig siger Per Stig Møller, at han som borgerlig savner noget ordentligt modspil i værdidebatten, blandt andre fra de venstreorienterede. Men er det rigtigt, at de venstreorienterede stemmer er forstummet, skyldes det i givet fald regeringens kulturkamp og hvorfor gemmer de sig i stedet for at kæmpe tilbage? Debat i aftenens Deadline med, Per Michael Jespersen, Informations Rune Lykkeberg og forfatter Hanne Vibeke Holst.

BC kommentar:

Det var en meget interessant diskussion. De progressive mistede jo deres utopiske drøm i 1989. Og så var der kun miljø og klima og moralisme tilbage - 1990'erne som "moralens årti" (Nyrup). De progressive må selv finde ud af det. For mig gælder det om, at vi almindelige (ikke-utopistiske) mennesker kommer både højere op og dybere ned. Selv om vi jo aldrig vil stable os op i rollen som "intellektuelle". En af min aforismer lyder: "Jeg betegner aldrig mig selv som intellektuel; jeg er jo i forvejen præst - i den kristne kirke". - Men den "værdikamp", vi har haft indtil nu, har rigtignok været mere politisk end "intellektuel". Og det er ikke "kamp", men produktion, der skal til. Jeg prøver i al beskedenhed med mine ting, især det store projekt, jeg er gået på pension som 60-årig (2003) for at hellige mig: "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Interesserede kan se de relevante undersider på www.bentchristensen.dk

* * *

FB-NOTE: I anledning af bomberne i Stockholm

Ny drøftelse i stedet for røde klude

Terrorbomberne i Sverige kunne friste én til at sætte en eller flere af Lars Vilks tegninger på sin FB-væg - ja, måske på sin rigtige husgavl! - og til at opfordre alle til at gøre noget tilsvarende. Men jeg har prøvet at tænke mig om.

Terror virker. Og der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden nu bliver yderligere indskrænket. Det er også i orden, at folk bliver bange. Jeg er også sikker på, at såvel politikerne som PET ville blive irriterede, hvis jeg gjorde og sagde sådan. Der ligger ”statsræson” i at lade være at provokere.

Men jeg stiller så det modkrav, at man holder op med at tale om ”respekt for islam” og indrømmer, at man simpelt hen er bange. Man skal indrømme, at vor tilbageholdenhed svarer til, at man ikke giver sig til at vifte med en rød klud, når man står på en mark, der er fuld af vilde tyre.

Hvad ”respekt for islam angår”, så må man skelne mellem den almindelige medmenneskelige respekt for muslimske MENNESKER - som netop medmennesker - og så vor holdning til selve religionen islam. Læg mærke til, at terroreksperterne ofte siger om nu fx Stockholm-terroristen, at han var kommet så dybt ind i islam, at han blev radikaliseret! Prøv og tyg lidt på den. Jeg er træt af den med at skære alle over en kam. Ingen, der er ved sine fulde fem, kan påstå, at enhver muslim er en (potentiel) terrorist. De allerfleste muslimer ønsker vel bare et godt liv for sig selv og deres børn, ligesom alle vi andre gør. Spørgsmålet er bare, om der ikke er indbygget nogle ting i religionen islam, der dels kan få nogle muslimer til at blive terrorister, dels kan udgøre en klangbund for terroristerne og de militante. Det store flertal af muslimer kan dermed godt være det vand, de radikale svømmer i (jfr. Mao om partisanerne). Og der spilles i hvert fald ret utilsløret på muislimernes store og hastigt voksende antal, både her hos os og i verden som helhed. En ting er, at vi måske putter de røde klude i lommen, noget andet er, at vi bliver nødt til at have en drøftelse af en helt ny kvalitet om alle disse ting.

Når jeg nu ytrer mig forholdsvis moderat, er det sådan set ikke, for ikke at støde muslimerne, nej, det er først og fremmest for ikke at støde alle de mange fra mig, der gerne skulle være med i den store drøftelse, jeg her taler om.

Jeg er teolog, og den teologiske definition på fundamentalisme er, at den opstår hos dem, der mere eller mindre bevidst er klar over, at de er ved at blive agterudsejlet. Her har man nok især tænkt på de kristne (bibel)fundamentalister og deres optræden her i moderniteten. Men det gælder jo i endnu højere grad islam. Islam har ingen fremtid. De resultater, de opnår, opnår de kun på grund af Vestens dumhed. Vi kommer bare til at leve med deres krav og deres terror i mange år endnu. Det kan blive rigtig ubehageligt. Men de kan ikke vinde. Og de ville heller ikke kunne bruge en eventuel sejr til noget som helst. Her er ikke mindst kineserne allerede langt foran.

Og endelig, igen om det med respekten. Jeg kan godt tale respektfuldt og stille og roligt, hvis jeg står eller sidder over for en muslim i en normal samtalesituation. Jeg har prøvet det nogle gange, lige siden vinteren 1976/77, hvor jeg som feltpræst for DANCON/UNFICYP faktisk boede et halvt år i tyrkisk område. Mit problem med hensyn til respekten for islam opstår først, når de - godt hjulpet af vore egne idioter - kommer og vil indføre islam her hos os, eller i hvert fald forlanger underkastelse på en lang række områder. Det er der, jeg siger stop. I øvrigt vil man se, hvis man læser de mange fremmedpolitiske og tilsvarende tekster, jeg har skrevet siden 2001, at det i helt overvejende grad netop har været vor egne ”gode og fine” idioter, jeg har skældt ud på. Men jeg håber, at mange af dem snart vil omvende sig - og altså i deres hjerter, ikke bare fordi de gerne vil til magten.

13.12.10

* * *

I anledning af 100-årsdagen for P.G. Lindhardts fødsel

Et godt interview. Og P.G. Lindhardt var en stor teolog. Det kan jeg sige, selv om jeg ligger nærmere Grundtvig - og fjernere fra Kierkegaard - end han gjorde. Hvilket dog ikke betyder, at jeg ikke kan se pointerne i hans Grundtvig-kritik. - Mht. "det evige liv" har Lindhardt fuldstændig ret. Der er jo ikke "et evigt liv" som noget i sig selv.

Både her og hisset er livet ene og alene Guds gave - af ren nåde. Men vi er nogle, der prøver at tro, at når vi er i Jesus Kristus, så har vi det evige liv. Allerede h...er og nu - og til evig tid. At vi ikke egentlig kan forestille os, hvad alt dette nærmere vil sige, betyder ikke så meget. Det er jo alligevel Gud, der ordner det. Som jeg sagde til mine konfirmander: Vi ligger i Guds store computer!

10.12.10

* * *

Til Dennis Nørmark og dem i anledning af, at en frikirkepræst i Løkken har hængt en julenisse i en galge:

Undskyld, hvis jeg ødelægger jeres indforståede julehygge. Det er jo min erklærede politik, at jeg gerne vil være gode venner med jer, ikke bare her i FB. Men har I virkelig brug for sådan et eksempel til at styrke jeres tro? - Jeg ville naturligvis aldrig selv begå vold mod nisser. Jeg synes faktisk nisser er søde og hyggelige. Men hvis jeg skal være lidt fræk, vil jeg sige, at dette jo sådan set kan være lige så godt som de kunstneriske provokationer, vi kender, altså fx hesteslagtninger, fisk i blendere, svinekroppe i glasmontrer og lort på dåse. Hvis man ser det som en provokation, kan det være en meget god måde at pege væk fra nisseriet osv. og hen på den kristne juls indhold. - Venlig hilsen, Bent Christensen, pastor emeritus (Folkekirken).

06.12.10

* * *

Godt, FB-ven Charlotte! Men selv du mangler noget!

Det var med stor glæde, jeg så min nye FB-ven Charlotte Dyremoses artikel i Præsteforeningens Blad nr. 48: ”Grib chancen i religionsmødet”. Det var hendes bidrag til serien ”Hvor er folkekirken på vej hen?”. Det var sådan set også med glæde, jeg læste den. For den bekræftede min fornemmelse af, at Charlotte Dyremose, for at sige det lidt blufærdigt, udmærket ved, hvad det drejer sig om. Og det kan jeg godt sige, selv om jeg for mit eget vedkommende har nogle andre tanker om, hvad der skal til. Det er helt afgørende vigtigt, at alle, der på overhovedet nogen rimelig måde ønsker at fortsætte som medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, kan anerkende hinanden som medkristne trods alle del-forskelle og diskutere disse på en måske nok åbenhjertig, men alligevel venskabelig, ja, kærlig, måde.

Jeg glædede mig allerede over Charlotte Dyremoses indledende svar på seriens spørgsmål om, hvor Folkekirken er på vej hen: ”Jeg er fristet til at svare, at Folkekirken jo er lige her. Og det bliver den forhåbentlig ved med at være”. Og jeg glædede mig over, at hun skriver, at hun er helt sikker på, at Folkekirken nok skulle klare en adskillelse fra staten, men at hun er ”langt mere bekymret for, hvor vores samfund vil være på vej hen uden Folkekirken”. For det er jo rigtigt. Og Charlotte Dyremose er jo politiker, så hun har ikke alene ret, men også pligt til at tænke på den side af sagen.

Der tales meget om de ”værdier”, vort samfund skal bygge på i fremtiden, og jeg må indrømme, at selv om jeg altså har et godt øje til talen om ”vort kristne kulturgrundlag”, så kan det ikke nægtes, at kristendommens virkninger ”til en side”, som Grundtvig sagde, er en hel del stærkere og dybere end de ikke-kristne værdier, der føres frem: demokrati, ligestilling, tolerance osv. Ikke fordi jeg har noget som helst mod disse. Jeg er blandt de første til at kæmpe for dem. De har bare ikke noget indhold. Det er kun former, absolut nødvendige former, men stadig kun former. Og jeg er sikker på, at Charlotte Dyremose mener det samme. Derfor er det ærgerligt, at hun, da hun når frem til at skulle give en nærmere bestemmelse af, hvad det er den fortsatte forbindelse mellem staten og kirken vil kunne sikre, gør det med disse ord: ”Vi må og skal som samfund stå fast på næstekærligheden, på respekten for menneskers ligeværd, på rummeligheden og på forståelsen for andre mennesker”. Jeg er ganske vist overbevist om, at Charlotte Dyremose mener noget dybere med det end som så. Selv ”næstekærligheden” er jo ellers ved at blive et humanistisk begreb, ja, et ord, de ikke-kristne bruger til at slå os kristne med, hvis de er politisk uenige med os. Men igen, Charlotte Dyremose er politiker, så det er fint nok, at hun siger sådan, når det jo ligger i hele sammenhængen, at hun ser disse værdier som virkninger af, at den kristne tro lever i vort land. Jeg vil bare have lov at minde om, at disse virkninger altså forudsætter, at der i hvert fald er nogle, for hvem kristendommen er mere end nogle ”værdier”, der kan sikre samfundets sammenhængskraft osv.

Charlotte Dyremose taler meget om truslen fra ateismen. Og det er rigtigt, at ateisterne er blevet ret aggressive. Hvor det værste er, at de bruger så meget krudt på os folkekirkekristne, når de i stedet skulle gøre fælles front med os mod de religionsformer, der virkelig truer friheden, altså især islam og amerikansk højre-”kristendom”. Men jeg er fra min side parat til at se dem som venner og allierede (nogle af dem er mine FB-venner). For mig som moderne vestligt menneske er der kun to ting at vælge imellem: kristendommen eller en ærlig ateisme, altså en ateisme, der ikke i virkeligheden er en ny totalitær religion.

Og så taler hun jo om det med at gribe chancen i religionsmødet. Det er også rigtigt. Hvad vi end mener om islam, er der ingen af os, der ikke har fået uddybet vor forståelse af kristendommens egenart. Hvis jeg må have lov at citere mig selv, så sagde jeg i mine sidste præsteår altid til min konfirmander, at vel er treenighedslæren, og jo ganske særligt det med Helligånden, helt ubegribeligt, men vi skal så dog prøve at forstå så meget, at det er derfor, det er så hyggeligt at være kristen! Treenighedslæren, ja, treenigheds-troen, betyder, at hvis der overhovedet er en Gud, og hvis han er sådan, så er han i hvert fald ikke en kold og fjern Gud, men en Gud, der blev som en af os og siden den første pinsedag fortsat er hos os ”i Helligåndens nærvær og kraft”, som vi siger, eller som ”Ånden i kirkelegemet”. Nyt er dette jo ikke, men vi forstår det på en ny og stærkere, mere aktuel måde nu. - I øvrigt skal Charlotte Dyremose roses for, at hun også udtrykkeligt nævner de kristne, der er kommet til vort land, altså fx det, man kalder ”migrantkirkerne”.

Det var med ganske særlig interesse, jeg læste afsnittet om ”Dem, der skal inviteres i kirke”, altså blandt andet til de berømte spaghettigudstjenester. For her deler jeg faktisk helt holdning med Charlotte Dyremose. Hun var på forhånd skeptisk, men har indset, at der faktisk er en hel del medlemmer af Folkekirken, der trænger til et lille træk i form af en mere eller mindre direkte invitation til at komme i kirke, altså også med deres børn. Og så er hun klar over, at der er tale om en hårfin balance i alt dette. ”For hvis ikke de mange festlige sideinitiativer driver det til andet og mere end bare ”pop”, så har man jo ikke vundet noget på kirkeligheden. Så er kirken bare blevet det nye forsamlingshus. Og så kan den jo lige så godt lade være med at kalde sig kirke”.

Og dernæst peger Charlotte Dyremose ”med endnu større begejstring” på det, der sker omkring allehelgens søndag, hvor mange præster netop er begyndt at invitere de efterladte, pr. brev, til at komme og være med til at mindes deres døde i gudstjenestens sammenhæng. ”Og de bliver ikke inviteret til show eller cirkus. De bliver inviteret til aftengudstjeneste med musik, salmer og tekstlæsning. Og de kommer faktisk”.

Jeg noterer også med glæde, at Charlotte Dyremose midt i alt dette udtrykkeligt siger: ”Jeg elsker min højmesse”. Og at hun siger, at ”Det er vigtigt, at kirken altid og uden tøven holder fast i netop at vedblive at være kirke”. Men det er så lige lidt nok, når hun begrunder det med, at ”kirken [jo er] et fantastisk pusterum i en travl og hektisk hverdag”. Hertil må jeg jo sige, at det vel ikke bare var det, Jesus blev født for og døde på korset for, ja, opstod fra de døde for.

Men jeg skal selvfølgelig passe på, ikke at være uretfærdig. Charlotte Dyremose er som sagt politiker, og det er fint, at hun kan sige alle de gode ting, hun gør. Og vi skal unde hinanden retten til at være blufærdige. Alligevel må jeg pege på dette forhold. For det er jo ikke bare Charlotte Dyremose, der taler så beskedent om kristendommen. Det gælder næsten alle. Og så må der være nogen, der minder om, at hvis det overhovedet er umagen værd at drøfte Folkekirkens fremtid, så er det altså for det første de helt store eksistentielle spørgsmål, det drejer sig om: liv og død, godt og ondt, sandhed og løgn, og for det andet spørgsmålet, om det, der foregår i kirkens gudstjenester har noget at sige - og til-sige - i forhold til disse spørgsmål, altså ikke bare som en slags filosofisk forklaring, men som nogle ord og handlinger, der drager mennesket ind i livet, kærligheden og sandheden, i et virkeligt fællesskab mellem Gud og mennesker og dermed også mellem mennesker indbyrdes.

Og dermed er vi fremme ved spørgsmålet om, hvad vi overhovedet forstår ved ordet ”kirke” eller ”kirken”. For jeg mener, at Charlotte Dyremose gør sig skyldig i den meget almindelige fejl, at hun med disse ord betegner Folkekirken som institution eller ”ramme”. Ja, hun taler et sted om den trussel, det er, at kirken er blevet ”alt for fjern for mange menneskers dagligdag”. Og så vidt, så rigtigt. Men det er for lidt, når hun i denne forbindelse betegner kirken som ”ramme om troen”. Jeg ved godt, at når man har det kirkesyn, Charlotte Dyremose har, så bliver det næsten umuligt at tale om kirken på anden måde, og hun er ikke ene om det; næsten alle taler på den måde. Men vi kommer aldrig videre, hvis vi ikke får en helt ny forståelse for, at ”kirken”, det er altså først og fremmest menigheden, de døbtes og troendes forsamling. Ellers bliver ”kirken” jo selv i bedste fald mere eller mindre blot en slags undervisningsinstitution og kristendommen blot en slags livsanskuelse, som man mere eller mindre kan tage til sig.

Jeg håber, at du, Charlotte Dyremose, ja, FB-ven Charlotte, hvis du læser alt dette, og de andre FB-venner, der måtte få læst det, forstår, hvor positivt denne kommentar er ment. Det er ikke enhver politiker, jeg ville vise denne opmærksomhed, ja, bruge som en slags sparringspartner til at få fremført mine egne synspunkter!

Med mange venlige kirke- og advents-hilsner

Bent Christensen

04.12.10

* * *

Jeg troede, jeg havde sat dette link på. Men jeg kan ikke se det, så nu prøver jeg igen. Selv om det også allerede er sat på af andre.

Jeg har også skrevet direkte til Jesper Langballe selv og rost ham for såvel hans beklagelse af sin lovlig store "kækhed" i sine oprindelige formuleringer (jfr. hvad jeg for nylig har sagt andre steder ...her i FB om, at vi skal holde vor egen sti ren) som hans fine behandling af racism... [Her holder det også op i selve opslaget]

http://www.danskfolkeparti.dk/Jesper_Langballe_tilstår_i_straffelovssag.asp

www.danskfolkeparti.dk

03.12.10

* * *

DENNE KRONIK [af Bjerg og Steffensen] HAR JEG NETOP GIVET FØLGENDE KOMMENTAR I KD ONLINEDEBAT (eller hvad det hedder):

Stadig enig - men de mangler stadig noget

Jeg er stadig enig med Bjerg og Steffensen. Deres diagnose er desværre korrekt. I hvert fald i den forstan...d, at der er et massivt pres og en massiv tendens i retning af alle de dårligheder, de sætter fingeren på. Jeg tror ikke, jeg ville være præst, hvis jeg skulle begynde i dag. Så hellere det, jeg glæder mig over at være nu: ”fri kristen åndsarbejder”. Men man skal jo huske at sige, at man ikke skal skære alle over en kam. Og her er det oven i købet rigtigt! Gudstjenesterne forvaltes stadig godt mange steder, og der prædikes også godt mange steder. Folkekirken er i grunden en god og stærk kirke - selv om den unægtelig er alvorligt syg. Vi har en rig historie og dermed et stort og godt potentiale - som stadig er levende til stede. Midt i al elendigheden.

Men hvad Bjerg og Steffensen angår, må jeg igen sige, at deres store svaghed er, at også de betragter Folkekirken som en institution. På en bedre måde, men stadigvæk. De betragter den nemlig som en slags særlig uddannelsesinstitution, hvor uddannelsen består i ”evangeliets forkyndelse”. Og selvfølgelig skal evangeliet forkyndes i kirken. Men det skal det gøres i kirken som menighedens forsamling. Vi kommer aldrig videre, før vi, der ønsker den nuværende Folkekirke videreført som en sand kirke, igen og igen peger på, at kirken, det er altså dem, der hører Kristus til, lemmerne på Hans legeme og med Ham som hovedet.

Ikke mindst som det hele er - men jo også under alle omstændigheder - skal dette råbes ud, eller siges stille, med al mulig takt og klogskab. Ingen, der bliver chokeret over at høre denne ”nye” definition, skal tabes i svinget som følge af en taktløs, dum og klodset tale fra vor side. Vi skal ikke mindst huske at sige, at de traditionelle kristne ord kan høres og ses og anskues på mange forskellige måder. De er som billedskyer på himlen. Men selv den mest tågede sky har en kerne. Osv. Men hvis der er nogen, der efter grundig og god forklaring og moden overvejelse ikke bryder sig om at høre Kristus til, må vore veje naturligvis skilles. Hvorefter vi må fortsætte med at leve sammen i det folkelige, eller i hvert fald samfundsmæssige, fællesskab.

30.11.10

* * *

Plebania-besøg hos Besta Film. Warszawa 18.11.10

Kære FB-venner!

Så er vi kommet hjem fra Polen. Ja, vi var også til tandlæge i Szczecin, men torsdag 18/11 tog vi til Warszawa for at besøge Besta Films studier og dermed vor højt elskede polske præstegårds-tv-serie ”Plebania”. Vi så nogle af de kendte rum, overværede optagelserne af et par ting til det afsnit, der foregår nytårsaften(sdag) og fik talt med nogle af de vigtigste skuespillere samt en del af folkene bag kameraerne. Jeg har nu ikke mindst billeder af mig selv sammen med seriens to absolutte hovedpersoner: sognepræst Antoni Wójtowicz (Włodzimierz Matuszak) og hans husholderske Józefina (Katarzyna Łaniewska, også kendt fra ”Kajs fødselsdag”, som hun omtalte med stor glæde). Men vi fik snakket allermest med andenpræst Artur (Marcin Piętowski). I serien er pastor Artur ikke særlig sympatisk, men virkelighedens Marcin Piętowski er til gengæld uhyre tiltalende og meget interessant at tale med. Men der er meget mere at fortælle. Se dog næste afsnit!

Jeg repræsenterede ikke bare mig selv som forsker i denne også teologisk og kirkeligt set helt fantastisk gode serie (og som mellemkirkeligt aktiv teolog), men også som medarbejder ved det polsk-danske kvartalsskrift ”Informator Polski”, i hvis forårsnummer beretningen om dette eventyrligt vellykkede besøg vil komme. Man må altså vente på mere, herunder billederne af mig sammen med Włodzimierz Matuszak og Katarzyna Łaniewska, til dette nummer er udkommet.

Min første artikel om ”Plebania” (hhv. dansk og polsk udgave) kan læses på min hjemmeside www.bentchristensen.dk, undersiderne ”Internationalt” og POLSKI.

19.11.10

* * *

MYREKUGLEN?

Jeg afbryder lige præsentationen af Ugens digt for at vise jer det læserbrev, jeg skrev i går, og som er i FOLKETIDENDE allerede i dag. Se i kommentarfeltet!

Myrekuglen?

Er der nogen, der savner mine fremmedpolitiske læserbreve? Jeg gør ikke! Jeg har aftjent min værnepligt: Ordet er nu frit, og tingene taler for sig selv. Nu må de unge vælge, hvilket samfund de og deres børn skal leve i.

Næste udf...ordring er globaliseringen. Skal jorden ende som en kriblende kugle af uafbrudt producerende og forbrugende myrer? Er det det, livet går ud på?

Også dette må de unge finde ud af. Jeg lever mit liv. Personligt og i de sammenhænge, jeg indgår i. Og så prøver jeg at producere nogle teologiske og poetiske ting, der forhåbentlig kan være bidrag til en større livsfylde.

Lollland-Falsters FOLKETIDENDE 10.11.10

10.11.10

* * *

Til billede-album om den polsk-danske allehelgensandagt 2010

Den 17. september 1943 blev en RAF Halifax-bomber med polsk besætning skudt ned over landsbyen Slaglille lige øst for Sorø, hvorved 5 polske flyvere mistede livet. Men 5 medlemmer af Slaglille-familien Christensen blev dræbt, da den nedskudte maskine styrtede ned i deres hus og satte det i brand. Hvert år allehelgenslørdag afholdes en polsk-dansk mindehøjtidelighed ved de to grave. Den polsk-katolske hovedandagt ved de polske flyveres grav ledes normalt af pastor Bodnar, Næstved, medens den danske andagt ved familien Christensens grav ledes af mig, i min egenskab af dansk folkekirkepræst og medlem af Foreningen af Polakker i Maribo.

Se også albummet med billederne fra den ekstraordinære Slaglille-andagt den 1. juni 2010. Klik på disse LINKs:

http://www.facebook.com/album.php?id=100000716224349&aid=12663

http://www.facebook.com/album.php?id=100000716224349&aid=35452

03.11.10

* * *

Nu har Poul Nyrup vist gjort det igen. I givet fald for tredje gang. Manden bag "moralens årti" (hvis man ikke har nogen stor fortælling eller vision, kan man jo altid sole sig i sin egen moralske glans). Første gang var "Stuerene bliver I aldrig". Anden gang var Østrig-sagen. Og nu er det de europæiske socialdemokratiers manifest mod en lang række højre- og "højre"partier og -bevægelser over en kam.

21.10.10

* * *

Facebook-note med smagsprøver på, hvad jeg først og fremmest laver

NB! NEDENSTÅENDE KLIP ER FORMODENTLIG MEGET VANSKELIGE AT LÆSE FOR DEM, DER IKKE PÅ FORHÅND VED NOGET OM MIG OG MIT PROJEKT. MEN JEG LADER DEM STÅ. INDTIL JEG - SNAREST - FÅR LAVET EN GOD OG LETTERE FORSTÅELIG SAMMENFATNING AF DET HELE.

Når jeg overhovedet har lavet denne NOTE, skyldes det, at jeg ville vise en af mine nye FB-venner noget. - Måske vil det trods alt være lettere at gå på min hjemmeside www.bentchristensen.dk og se på undersiderne "Poetik" og "Mit eksistens-rum". Men jeg mangler altså en kort og klar opsummering af alt, hvad der dels udspringer af - eller allerede ligger i - min Grundtvig-forskning, dels er blevet indvundet og udfoldet (hvis man kan sige sådan!) siden 1994/95 (med 1961 som det allerførste udgangspunkt).

Jeg vender tilbage med en ny NOTE!

* * * * * *

Smagsprøve 1

FRA UNDERSIDEN ”POETIK”

CHRISTENSENS LIVS-RUM

Totalt på og fra sidelinien

Næstsidste tekst i selve den rene konceptudviklingsfase

Sat her på undersiden 02.01.08

[...]

”Rummet” - forhold og definitioner

Med gentagelser, som jeg ikke har gjort noget for at fjerne, kan jeg [...] definere og forholdsbestemme mit rum-projekt således:

Forholdet til statholdermark-konceptet

[Mere udførligt om statholdermark-konceptet i smagsprøve 2, TOTALT I EKSISTENS-RUMMET, afsnittet "Fra de to døre og ud på statholder-marken" ]

Statholder-marken er hele livsengagementets sted, hvilket betyder, at selv det udvidede livs- og litterærpoetiske engagement kun er en del af det, der skal finde sted derude. Men også ”Rummet” er noget mindre og særligt i forhold til hele det samlede livsengagement; det er bare betragteligt større end selve det udvidede livs- og litterærpoetiske rum.

I forhold til statholdermark-konceptet er rum-konceptet opstået i en - mere eller mindre nødtvungen - udvikling fra det helt minimale, nøgne lyriske standpunkt, hvor jeg som det (i enhver betydning af ordet) lyriske subjekt (Jeg) selv stod helt nøgen og tom, ja, som en tabula rasa med hele verden og tilværelsen omkring mig som en slags ørken eller tåge. Dvs. verden og tilværelsen var der jo, men for mig stod - eller lå - den som en slags ørken eller tåge i den forstand, at den var helt ustruktureret. Man kan også sige, at det, jeg ventede forude, var en slags altomfattende gestaltpsykologisk proces, hvor den samlede virkelighed efterhånden skulle komme til at vise sig for mig med mere og mere struktur. Eller man kunne også sige, at det - modsat - var en proces, hvor jeg begyndte med en sansning, eller altså se-ning, at først een enkeltting, fx en sten eller en plante, og så een til - og så videre. Længe forestillede jeg mig, at det i første omgang skulle dreje sig om ”mig i Kosmos”, dvs. mig i forhold til den ikke-menneskelige natur, og at forholdet til den øvrige del af menneskeslægten, herunder mine medmennesker her og nu, først efterhånden skulle komme ind i billedet.

Men samtidig vidste jeg jo godt, at jeg som poetisk eller lyrisk Jeg for det første i selve mit udgangspunkt i princippet repræsenterede hele menneskeslægten og for det andet i de produkter, der måtte komme ud af min poetiske eller lyriske aktivitet, i princippet ville henvende mig til hele menneskeslægten. Og jeg vidste også, at jeg som Jeg selvfølgelig ikke var fuldstændig tom og ubeskrevet. Jeg vidste, at jeg for det første havde min genetiske udrustning, som pdes. var min egen unikke udrustning, men som pdas. var en udrustning, jeg i høj grad havde fælles med hele menneskeslægten, ja, med alt levende - og derunder igen med hele det fysiske univers. Og jeg vidste, at jeg for det andet havde en historisk-kulturel arv med mig, som (igen) pdes. stammede fra hele min egen personlige historie, og pdas. stammede fra alt det i menneskeslægtens historie, jeg havde tilegnet mig eller haft berøring med, altså såvel gennem undervisning og læsning m.m. som gennem min omgang med mennesker i løbet af mit liv. Tidligt brugte jeg om det sidste forhold det billede, at når jeg stod dér i statholdermark-punktet, så stod jeg ikke bare på et punkt i universet, men så var dette punkt også det sted, hvor mit livs-rør mundede ud, dvs. det ”rør”, hvorigennem mit liv havde bevæget sig i rum-tiden.

Men stadigvæk kom der ikke ”poesi” ud af det! Jeg prøvede ganske vist at sige, at det jo ikke kun var ren se-ning, endsige ren sansning, det drejede sig om, men også en ”forholden sig”, ja, en ”elskende og kendende forholden sig”. Og jeg prøvede at forstå forholdet mellem mig og ”alt det andet” som et forhold mellem ”forbundne kar”, idet jeg og ”alt det andet” jo såvel ”naturalistisk” som ”skabelses-kristologisk” set bundede i den samme allerdybeste virkelighed. I første omgang var det igen forholdet mellem mig og selve Kosmos, dvs. den ikke-menneskelige natur, jeg tænkte på, men menneskeslægten var jo også en del af Kosmos eller alt det, der ikke var mig, hvortil kom, at der jo i forholdet mellem mig og den øvrige menneskeslægt, i endnu højere grad var tale om en forbundethed, igen såvel ”naturalistisk” som ”skabelseskristologisk” forstået.

Tilsyneladende bryder jeg med principperne i statholdermark-konceptet, når jeg lejlighedsvis taler teologisk, men statholdermark-konceptet er jo et teologisk eller teologisk funderet koncept, helt klart, hvad udgangspunktet, rammerne og retningen angår, og den lejlighedsvise teologiske tale er ikke ment som andet end enten simpelt hen et udtryk for dette forhold eller som netop undtagelsesvise teologiske udtryk for nogle forhold, som allerede kunne udtrykkes rent ”naturalistisk”. Det er jo heller ikke sådan, at der på intet tidspunkt må tales teologisk inden for aktiviteten på statholder-marken. Når det vel at mærke enten sker ”forud” eller ”bagefter”, altså enten blot er et udtryk for, hvad der allerede ligger i selve statholdermark-konceptet, eller er en efterfølgende kristen tydning eller udlægning af, hvad der er erkendt ude på statholder-marken. Det, der absolut ikke må ske i erkendelsesaktiviteterne ude på statholder-marken, er, at der på forhånd bliver lagt et kristent mønster ind over oplevelses- og erkendelsesforløbet, eller at erkendelsesaktiviteten på forhånd bliver lagt an på at skulle resultere i et ”kristeligt” resultat. Det krav, der ligger i statholdermark-konceptet, er kravet om, at selve det elskende og kendende livsengagement skal være helt forudsætningsløst, for så vidt angår såvel kristendommen som alle andre tydninger. Og at aktiviteten ude på statholder-marken foregår ”i Evangeliets lys”, er også i overensstemmelse med statholdermark-konceptet, så længe der virkelig blot er tale om netop et ”lys”, der bare oplyser marken, ikke en struktur, det, der oplyses, skal indpasse sig i. Det er ikke så svært, når man husker på, at hele teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement går ud på, at allerede selve ordet ”Gud”, men jo så også hele den særlige åbenbaring og hele frelseshistorien, skal udfyldes med det betydnings-indhold, der tilvejebringes gennem engagementet ude på statholder-marken.

På et tidspunkt prøvede jeg - ret bogstavelig talt - at vende billedet af mig selv stående med min livsfølelseslængsels tomme skål i hånden, så skålen blev til en parabol, der kunne opfange betydning fra virkeligheden omkring mig. Og jeg prøvede at videreudvikle dette billede, så parabolen blev mere aktiv, dvs. en slags radar-antenne. Ja, jeg prøvede at supplere den med en laser, der direkte kunne vekselvirke med min omverden (altså i forskellige former for mere eller mindre ”projektion”, noget, jeg ellers altid havde ment at burde holde mig fra), idet jeg så også satte en computer ind bag disse modtage- og søgeting, så søgningen (og ”projektionen”) dels kunne være styret af det, jeg havde i mig fra begyndelsen af, dels kunne blive styret af den opdatering af computeren, der ville blive resultatet af hele den vekselvirkning, der nu blev tale om.

Næste trin blev, at jeg indså, at den poetiske aktivitet jo ikke bare var en sådan vekselvirkningsproces mellem mig om min omverden, men en aktivitet, der fandt sted i et eksistens-rum, der omfattede både mig selv og alt det andet. Og her var ”eksistensen” jo i første omgang min egen personlige eksistens, men i anden omgang ”eksistensen overhovedet”, Eksistensen, først og fremmest som Menneskets Eksistens, men jo i videste forstand Eksistensen i betydningen Tilværelsen af alt, hvad der er til. Ja, i den yderste betydning bruger jeg her ordet Eksistensen og alt, hvad der overhovedet er til, og altså ikke kun om den menneskelige eksistens. Man kan sige, at dette er en yderste udvidelse af de forbundne kars koncept.

Der kan naturligvis siges meget mere om dette. Og det vil også blive gjort. Men det næste, jeg skal sige lige nu, er, at vel ville jeg jo nok kunne have været blevet stående her og have udviklet dette eksistens- eller Eksistens-rum et stort poetisk univers, men at dette - af nok flere forskellige grunde - viste sig utilstrækkeligt. Foreløbig går jeg videre til næste punkt.

* * *

Smagsprøve 2

FRA

TOTALT I EKSISTENS-RUMMET

Poesi og fiktiv handling i samme livs-rum

Den forhåbentlig sidste statusopgørelse i selve konceptudviklingsfasen

[Sat her på undersiden 22.08.08]

[...]

Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement

Den status-skitse, jeg tegner her, må naturligvis begynde med en opsummering af de ting, jeg lagde frem i »Livspoetisk Indledning« allerede i 2000, og som senere (2002) har været med i artiklerne »Ikke vedhæftning, men henvisning« og »Mødet i det åbne land« (står alle her på undersiden). For jeg må fastholde det »storkoncept«, der allerede her var tale om, som den rigtige måde for kristne at »grund-orientere« sig på, såvel for så vidt angår livsengagementet overhovedet, som for så vidt angår de særlige poetiske dele og sider deraf.

Jeg vil ikke have noget imod, at ikke-kristne lader sig inspirere - eller anfægte - af de programmatiske ting, jeg her lægger frem. Men jeg lægger dem altså frem som kristen. For det begynder jo med, at jeg ser mig stående »uden for de to døre«, nemlig som kristen overhovedet uden for kirkedøren, og som Grundtvig-discipel (og i det hele taget teolog) uden for studerekammerdøren.

Der har naturligvis været en vekselvirkning mellem de ting, der er foregået inde bag disse to døre, altså mellem pdes. det kristne gudstjenesteliv og pdas. den dermed forbundne eftertænkning og forberedelse inde i studerekammeret. Men resultatet af denne store cirkel-proces er altså for mit vedkommende blevet, at jeg nu står uden for begge disse døre (som jo er lige ved siden af hinanden) og ser ud over den verden, jeg skal udfolde »det kristeligt nødvendige livsengagement« i. For resultatet af det, jeg har oplevet inde i hhv. gudstjenestens og teologiens rum, er jo blevet en ny forståelse af »det dennesidige livsengagements kristelige nødvendighed«.

For hele engagementet i livet her og nu - med den verden, jeg af Gud har fået at leve det i - er for det første, hvad der var meningen fra selve skabelsen af, og for det andet, hvad der er nødvendigt for at forstå den fulde betydning af, hvad der bliver sagt i den særlige frelses-åbenbaring, og altså ganske særligt i den kristne gudstjeneste - og for at få det fulde indhold i ikke bare selve forståelsen, men jo i hele det livs-forhold, gudstjenesten er kilden for og kernen i.

Og det gælder altså hele engagementet, lige fra de allermest elementære og banale ting og opefter. (Hvor »opefter« ikke uden videre betegner et rangordens-forhold, for så vidt angår selve kvaliteten i livs-indholdet, men et forhold mellem stigende grader af refleksion, abstraktion og kompleksitet eller tilsvarende). Men navnlig gælder det, hvad jeg betegner som den alt omfattende »poetiske livsfølelse« - som vel stort set ikke er andet end livsfølelsen overhovedet, men dog med en grad af »refleksion« og »forholden sig«, som ikke uden videre findes på det nærmest rent biologiske niveau - og som vel i en eller anden grad må være til stede hos selv det mest udprægede handlingsmenneske og den mest udprægede naturvidenskabsmænd, hvis den pågældendes liv skal være nogenlunde helt.

Jeg kan også sige det på den måde, at når jeg har valgt »poetisk livsfølelse« som betegnelse for livsengagementets alt omfattende grund-kvalitet og -stemning, så skal det ses i forhold til den»livsoplysning«på grundlag af en historisk-poetisk videnskabelighed og livstydning, Grundtvig arbejdede for, nemlig efter mit princip om at løfte arven fra Grundtvig op i »højere nævnere«, altså at gøre snævrere begreber til videre begreber. Vi kan jo i dag ikke - i hvert fald ikke uden videre - overtage Grundtvigs måde at tale om historien og folket og den folkelige livsoplysning på. Hvor meget vi så evt. senere kan ende i noget, der alligevel svarer mere dertil, må vise sig. Som udgangspunkt må vi begynde i et videre begreb, og her må det begreb være godt, som jeg kalder »den poetiske livsfølelse i det kristeligt nødvendige livsengagement« - med den deraf udspringende og vekselvirkende særlige litterære poesi. (Andre former for kunst lades her ude af betragtning, idet jeg med Grundtvig ser den litterære poesi som stående den her omtalte livsfølelse nærmest. Hvilket dog naturligvis ikke skal forstås på den måde, at de andre kunstarter ikke også indgår - eller kan indgå - i den store livspoetiske sammenhæng. Det vil bare føre for vidt at have dem med hele tiden. Og den litterære poesi er primær, mest central og mest omfattende).

Fra de to døre og ud på statholder-marken

Men jeg står stadig uden for de ovenfor omtalte to døre. Det, jeg ved, er, at jeg nu - som en konsekvens af det, jeg har fået inde bag dørene - skal ud i den verden, der ligger derude, og engagere mig i det liv, der leves derude. Og jeg ved også, at livsengagementet derude helt centralt og i alt omfattende forstand skal være af en »poetisk« karakter - med den litterære poesi som en særlig side eller funktion deraf (og tilbagevirkende faktor for). Det gælder for alle mennesker. Men det gælder i særdeleshed for mig. Den vandring, der begynder, når jeg løfter min fod og begynder at gå ud i landskabet, har selvfølgelig retning mod centrum for den poetiske livsfølelse overhovedet, men for mig har den helt særligt retning mod den litterære poesi, uanset i hvilken grad jeg selv kommer til at udøve den; for jeg kommer under alle omstændigheder til at beskæftige mig med den og forholde mig til den.

Hvis livsengagementet uden for gudstjenesterummet og studerekammeret ses som en »parallel gudstjeneste«, er lyrikken bønnerne og salmerne deri!

Men fordi jeg kommer fra mit Grundtvig-studerekammer, bliver det ikke på må og få, jeg begiver mig ud i landskabet. For uanset hvor vildt og uvejsomt det kan vise sig, er det dog i princippet den »statholder-mark«, Gud har skabt til mig og mit liv.

Begrebet statholder-mark - og dets udgangspunkt hos Grundtvig - har jeg gjort rede for i »Livspoetisk Indledning«, men det betyder altså, at verden, tilværelsen, er den mark, hvorpå Gud har sat mig som sin forvalter eller statholder, i et »tjenerligt« forhold til Ham, men i et kongeligt forhold til resten - i nærværende sammenhæng dog med særligt henblik på livsengagementet overhovedet som et elskende-kendende forhold mellem Gud og mig, hvori mit eget liv og den verden, jeg har fået at leve det i, er indholdet eller det »stof« eller »medium«, det finder sted i.

Men hele meningen med, at jeg skal forlade gudstjenesterummet og studerekammeret for at gå ud og engagere mig derude, er, at jeg gennem det elskende-erkendende forhold til verden skal opnå en indirekte erkendelse af den Gud, jeg har mødt i den særlige frelsesåbenbarings-sammenhæng inde bag de to døre. Idet »erkendelse« altså skal forstås i den mest omfattende betydning, faktisk svarende til, hvad man kalder »den bibelske betydning af “kende”« (jfr. 1. Mos. 4,1 osv. i den gamle bibeloversættelse), men dette jo så igen på en videre og totalt omfattende måde. Derfor skal »kongeligt« her forstås på den måde, at jeg altså virkelig skal gå ud på marken som min - uden hele tiden at have direkte med i det, jeg gør og erfarer, at den naturligvis »er altid dog Guds« (jfr. DDS 675,2).

Den yderste ramme om min statholder-mark, og den yderste horisont for min vandring på den, er naturligvis den kristendom, det gudsforhold, jeg har oplevet og efter-tænkt inde bag de to døre. Og det skal jeg selvfølgelig hele tiden vide. Som netop det yderste og alt omfattende. Men altså ikke på en måde, så det, der skulle være formålet med det hele, bliver forplumret.

Poesien på statholder-marken

De rammer, kristendommen sætter, er så vide og af en sådan - bogstavelig talt »yderste« - karakter, at frirummet omkring poesien er nærmest uendelig stort. Ja, mere end det: Ved at have netop disse rammer bliver rummet i sig selv faktisk totalt frit - med en frihed, det ikke kan få på nogen anden måde. Og tilsvarende ligger den »retning«, kristendommen lægger ind over det hele, også så »højt«, at den ikke »presser« noget nede på marken.

Inde på denne statholder-mark er der en total frihed til at gøre alt, hvad der er sandt. En total frihed i den betydning, at rammerne ikke anfægter poesiens frie udfoldelse. Men samtidig er det også en frihed i den forstand, at rammerne udelukker alt, hvad der af andre ting kunne gå ind og ødelægge friheden. Netop inden for denne kristne storramme og under denne kristne grundretning bliver alt, hvad der er poesien uvedkommende, lukket ude.

Statholder-markens rammer er af denne helt anderledes karakter, fordi de ligger i frelses-dimensionen. Det er derfor, de faktisk pr. definition ikke kan i sædvanlig forstand begrænse poesiens udfoldelse på statholder-marken. Det er for lidt at sige, at rammerne er vide; de er der for så vidt ikke. De er der og er der dog ikke.

Derved har vi så en total nøgenhed. Det lyriske jeg (digteren, men jo også det menneske, der lever i livspoesien og er med som læser og lever i sit poetiske liv efter at have læst) er sat totalt nøgent ud på denne mark. At man så i realiteten har sin kultur, dvs. menneskeslægten både bag sig og foran sig, er en anden sag.

Selvfølgelig ligger hele menneskeslægten, også i selv den mest »nøgne« udgangssituation, både reelt og i princippet, bag såvel det lyrisk producerende Jeg som det lyrisk læsende og levende Jeg. Begge repræsenterer menneskeslægten. Men i selve den lyriske udgangsposition som sådan er dette forhold ikke direkte med. I udgangspunktet er Jeg’et bare Jeg, person, og marken bare sig selv. Og begge opleves i selve udgangs-punktet som hhv. nøgen og tom (diffus).

I det videre forløb bliver der tale om faktisk en total »naturalisme«. Dvs. »naturlighed« For det bliver jo ikke nogen "-isme". Det, der foregår, skal bare være naturligt. Og på en tilsvarende måde bliver der tale om en »modernisme«, heller ikke som en »-isme«, og ikke som en overdreven dyrkelse af »epoken«, men i en redelig væren til stede i den erkendelses- og erfaringssituation, menneskeslægten faktisk er i netop nu.

* * *

Smagsprøve 3

Fra undersiden ”Mit livs-rum”

2010

[...]

Idet jeg henviser såvel til den oprindelige Version II-indledning og til hele Version I i den skikkelse, den nåede at få (nederst på denne underside), som til alle optegnelserne på undersiden ”Poetik”, vil jeg her nøjes med de rene stikord, for så vidt angår baggrunden og grundlaget for nærværende stor-tekst:

Teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement. - Statholdermark-konceptet. - Eksistensrum-konceptet. - Totaldigteren Grundtvig som eksempel. Eller: Arven og inspirationen fra Grundtvig. - Mit eget livs-projekt fra 1961 af.

Såvel hele min egen historie fra 1961 af som hele udviklingen fra 1994/95 af (hvor ”Omkring Grundtvigs Vidskab” som undersøgelse betragtet var færdig) har ført frem til, at realiseringen af projektet ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement” må have karakter af ”total-digt”, dvs. af en stor sammenhæng, der kan betragtes som een stor samlet struktur, der vel at mærke ikke bare er en statisk struktur, men også er en proces eller fremrykning, ja, en livs-bevægelse og livs-udfoldelse, hvis forhold til virkeligheden uden for mig har karakter af ”møde”. Ved ”møde” skal forstås den proces, hvori jeg på een gang udfolder mig selv og mit eget og lader virkeligheden uden for mig selv komme ind og indholds-udfylde min livsfølelse. Jeg kan også sige det på den måde, at jeg på een gang lader mit eget eksistens-rum omfatte større og større dele af virkeligheden omkring mig og foran mig, og selv går dybere og dybere ind i Eksistensens store rum.

Virkeligheden uden for mig selv omfatter alt, lige fra det allermindste motiv lige for min fod til hele Universets, hele Jordens og hele Menneskeslægtens historie. Hvad forholdet til menneskeslægtens historie eller altså ”Historien” angår, er mit udgangspunkt totalt minimalistisk, ikke mindst i betragtning af mit discipel-forhold til Grundtvig, men der er tale om et forhold, og der er helt særligt tale om et forhold til især litteratur- og idéhistorien siden o. 1800.

Meget tyder på, at indholdet i ”nærværende stor-struktur” foruden selve de ting, hvori denne som sådan kommer til at tegne sig, og foruden den særlige 1800ff-(litteratur)historie i hvert fald i første omgang, men måske også overhovedet, overvejende kommer til at bestå af digte og evt. tilsvarende tekster. Men der kan også blive tale om, hvad jeg vil betegne som ”stof”, dvs. forskellige ting af mere faktuel karakter, der bliver set som interessante i sammenhængen og sat ind i den.

Foreløbig vil jeg prøve at lade selve stor-strukturen blive tegnet i en række fragmenter (Kapitel 1). Se nærmere i dette kapitels indledning. Selve indholdet vil nok indtil videre komme til at bestå af især de digte, jeg hver uge sætter på min Facebook-væg (se undersiden ”Litterære tekster”), samt af de ting, jeg sætter på undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie”.

20.10.10

* * *

Anna og jeg er lige kommet hjem fra Scala Bio i Nykøbing F, hvor vi har set The Social Network's "skabelseshistorie". Det var en på mange måder god film. Med en dejlig nørd Mark Zuckerberg / Jesse Eisenberg som hovedperson.

18.10.10

* * *

I ANLEDNING AF, AT JEG HAVDE SAT KURT WESTERGAARDS MUHAMMED-TEGNING PÅ MIN VÆG

I dagens anledning. - Idet jeg dog gentager, at de stort set skal ignoreres. Hvilket altså for mig vil sige, at man overhovedet ikke tager særligt hensyn til dem og deres krav. Vi skal videre. Fremtiden har andre, langt større og langt vigtigere problemer og spørgsmål.

Og til selve billedet:

I anledning af påstanden om, at vor udenrigsminister skulle have sagt undskyld! [Vist en påstand i en egyptisk avis] - Jeg tror, de er så snu, at de udnytter det forhold, at alt skidt nu hænger fast på Lene Espersen. Men vi skal ikke lade os køre rundt med på den måde. Der er jo ingen, der respekterer islam, blot en del, der er bange for at få halsen skåret over og besmykker deres frygt med strømme af fine og gode ord.

30.09.10

* * *

I 1976/77 var jeg med stor glæde og stolthed feltpræst ved det danske FN-kontingent på Cypern. Jeg opfyldte herved et løfte, jeg have givet mig selv helt tilbage i min værnepligtstid 1962-1964 om at give et halvt år til en fredsbevarende FN-operation. Men i den sidste halve snes år har jeg gang på gang overvejet at returnere min medalje. FN fremtræder mere og mere som mit lands fjende. Jeg siger dog ikke, at vi skal træde ud af FN. Det er ganske vist mere og mere de udemokratiske landes klub. Men selv de værste kan man jo få brug for at mødes med og tale med. Nej, jeg opfordrer til, at vi giver FN et modspil i form af en "de demokratiske landes organisation".

25.09.10

* * *

I Dennis Nørmark-tråd 03.09.10:

Nu hører jeg altså til de hårde negle. Og jeg har brugt en meget stor del af mit voksne liv på at studere Grundtvig - og dermed hele den (grundlæggende) kirkelige og folkelige situation op til o. 1870. Og er en stor frihedsmand. Så hvis det skal være på den måde, vil jeg godt acceptere den helt sterile sekularitet i samfundet som sådant (idet vi kristne jo så helt eller delvis må oprette vore egne skoler osv.). Jeg hører i det hele taget til dem, der arbejder på at forberede kirken på den nye situation efter vore tusind år som (mere eller mindre!) kristent land. Vi skal bare lige klappe hesten. Og spørge, i hvilken grad halen skal kunne logre med hunden. Men lad os blive ved at snakke om tingene. Jeg vil helst drøfte livsanskuelse og fremtidens kultur, fx den opprioriteringen af den naturvidenskabelige grundforskning og oplysning.

03.09.10

* * *

ISLAM, KOMMUNISME OG NAZISME

Notat fra sommeren 2010, renskrevet og forsynet med indledning og slutning 16.08.10.

Til både Facebook og Islamkritisk Netværk. Er også sat på min hjemmeside,undersiderne "Kirke og teologi" og "Debat".

Indledning om hele den aktuelle situation

Dette er nogle betragtninger, jeg (for de flestes vedkommende) flere gange tidligere - mere eller mindre spredt - har fremsat i forskellige sammenhænge, og som jeg gerne vil sætte ind her før selve betragtningerne om forholdet mellem islam, kommunisme og nazisme.

Forud for selve indskrivningen af den fra tidligere på sommeren foreliggende håndskrevne tekst vil jeg understrege, at jeg af flere grunde i princippet er stået af såvel den fremmedpolitiske debat overhovedet som selve islam-kritikken. Den næstvigtigste grund er, at jeg nu pdes. endelig er ved at få styr på det livsprojekt (i enhver betydning af ordet), jeg har haft siden 1961(!) og pdas. netop er fyldt 67, så at jeg er nødt til at forbeholde mig retten til, rent ud sagt at (i videst muligt omfang) gøre mit eget liv færdigt. Men den allervigtigste grund er, at det måske er en fordel, at vi gamle fremmedpolitiske debattører og islamkritikere indstiller skydningen.

Hermed mener jeg ikke, at alle problemerne er løst! Nej, der kan på det praktiske plan komme mange dårlige ting, lige fra et Danmark og Europa præget af ghettoer og muslimske parallelsamfund, til opløsning og/eller borgerkrig. Men jeg mener, at situationen her i 2010 erafgørende anderledes, end den var i 2001, hvor både jeg selv og mange af de andre "kæmpere" begyndte at træde frem. Dengang havde vi fx en biskop i Folkekirken, der prædikede et særligt "integrationsevangelium", og dengang var kritikerne af den førte indvandringspolitik udsat for en massiv undertrykkelse. Min egen deltagelse i debatten har kostet mig en hel del på såvel det personlige som det mere professionelle plan. Det sidste kan være svært at bevise, men jeg er overbevist om det. Nu er det anderledes. Det kan nok stadig være mindre karrierebefordrende at træde alt for stærkt frem med kritik af indvandringen og islam. Der sidder jo stadig mange "humanister" på posterne rundt omkring, og det er stadig nemt at fremstå som moralsk bedre og mere rigtig, hvis man siger de "rigtige" ting om disse forhold. Men det er blevet nemmere at komme frem med kritiske meninger, og navnlig er der en lang række kommentatorer og debattører, der er begyndt at tale på en ny måde, ja, der er kommet helt nye kommentatorer og debattører til.

Og når jeg siger, at det nok kan være en fordel, hvis vi gamle trækker os mere eller mindre tilbage, så tænker jeg på, at så har "humanisterne" og de "nok-er-nok-borgerlige" ikke os at kunne profilere sig i forhold til; så kommer de på en helt anden måde til, selv atstå over for problemerne, og til, selv at bære ansvaret for det, de gør eller ikke gør.

Jeg synes også jeg er begyndt at høre nye toner fra liberalt hold, ja, fra Liberal Alliance!

Og jeg siger, at nu har jeg siden 2001 været med til at bryde undertrykkelsen og holde debatten åben, og så har jeg gjort mit; nu er det op til mine børn og børnebørn og deres jævnaldrende at gøre op med sig selv, hvad de vil finde sig i, og hvad for et samfund og hvad for en kultur, de og deres børn og børnebørn skal leve i. På alle områder er "selvansvarlighedspricippet" et stærkt princip, og det gælder også her. Vi gamle kan som noget af det sidste sige til de yngre og unge: Hvad vil I?

Endelig bliver det dag for dag mere klart, at uanset hvor mange ulykker islam endnu vil kunne nå at anrette, har denne religion og den deraf afledede ideologi og politik ingen plads i historien. Hvad der efter min bedste overbevisning kan blive tale om, er, at muslimerne prøver at gå ind i den globale modernitet uden helt at kappe forbindelsen bagud. Jeg kan ikke forlange, at de skal blive kristne, men kan kun sige, at jeg kraftigt kan anbefale dem det. Ellers må jeg give dem det råd, at de prøver at gå ind i moderniteten med en historisk forståelse af islam og deres kultur i behold. De skal altså som minimum kunne sige til sig selv, at Muhammeds åbenbaringer jo under alle omstændigheder fandt sted hos et ganske bestemt menneske i en ganske bestemt historisk situation, så at det alene af den grund er nødvendigt at forholde sig frit og kritisk til dem. Men videre kan de jo godt bevare en eller anden form for monoteistisk gudstro med baggrund i islam. På samme måde som mange i Kristenheden den dag i dag har en eller anden form for gudstro med baggrund i kristendommen! Jeg kan i hvert fald ikke anbefale muslimerne at kappe alt, hvad de har bag sig, og kaste sig ind i den rene nykapitalistiske og globalistiske tomhed.

Men islam som sådan er altså ikke en magt, der kan overtage noget som helst. Vi ser jo, hvordan den muslimske verden dag for dag sakker agterud i forhold til ikke alene Vesten (som selv har sine store problemer), men også til lande og kulturer, den snarere kunne sammenligne sig med, altså ikke mindst de såkaldte BRIK-lande, men også i det hele taget de sydamerikanske og asiatiske lande og kulturer. Hvorfor er det fx gang på gang Indien, man hører om som et land i rivende udvikling, og ikke Pakistan?

Jeg under alle mennesker alt godt og ønsker virkelig fx BRIK-landene held og lykke, og jeg kan på den anden side godt frygte, at Vesten er blevet dekadent og træt. Men lad os nu se! Jeg tror, der er mange reserver i den vestlige kultur endnu, fremfor alt FRIHEDEN, som jo gang på gang har vist sig at være forudsætningen for også den virkelig avancerede teknologi. Senest så vi, hvordan sovjetkommunismen godt kunne nå oppå et efter omstændighederne og på sin vis højt niveau - for så ellers at gå fallit!

Jeg vil afstå fra at sige mere her om den vestlige kulturs muligheder. Andet end, at vi alle sammen hellere skal bruge vore kræfter på overvejelser her end på fortsættelsen af den golde kritik af en religion og kultur, der alligevel ikke kommer til at betyde noget. Men jeg kan jo henvise til hele den produktion, jeg erklærer, jeg vil bruge mine sidste arbejds-år på. Den kan også betragtes som mit kulturelle testamente, til fri afbenyttelse!

Specielt om islam, kommunisme og nazisme

Dette er stort set det håndskrevne notat fra tidligere på sommeren 2010.

Nu har jeg måske en ny afklaring afspørgsmålet om "samme Gud" eller ej og af forholdet mellem (nævnt i kronologisk, historisk orden) islam, kommunisme og nazisme. - Den italienske fascisme og andre lignende fænomener betragter jeg som værende af i denne henseende ikke principiel interesse. Men jeg gentager, at det er interessant, at man fra kommunistisk (fx sovjetisk) og tilsvarende hold næsten altid taler om "fascismen", sjældent om "nazismen". Om ikke andre, så har min svigerfar gjort opmærksom på, at det nok skyldes, at man ikke har brudt sig om ordet "nazisme", fordi det jo er en forkortelse af ordet "nationalsocialisme", og altså ikke har brudt sig om at blive mindet om, at der på sin vis var socialistiske elementer i den nazistiske bevægelse før 1933.

Jeg fastholder, at jeg, uanset alt hvad der så ellers både kan og skal siges, anerkender, at den fromme muslim i sin muslimske praksis forholder sig til den samme Gud, som jeg i min tro og praksis forholder mig til. For der er een Gud eller ingen, og selv i det største kætteri (som netop islam kristeligt set i enhver henseende må siges at være), er det dog intentionen eller påstanden, at det er den ene sande Gud, man forholder sig til.

Noget lignende kan man sige om den troende kommunist. Han forkaster, ja, bekæmper ganske vist helt det gudsbillede, jøden, den kristne og muslimen altså i en vis forstand er fælles om, men det gør han jo, fordi han mener at tro på den sande sandhed og at repræsentere den dybeste fornuft og den højeste humanisme. Kommunistens had til religionen svarer til hans had til socialdemokratismen; der er i begge tilfælde tale om had og nid i forhold til den nærmeste konkurrent.

Nazismen kan man derimod ikke sige noget tilsvarende om. Og det er ikke mindst derfor, det er alt for letkøbt at skære kommunismen og nazismen over en kam, idet man betegner dem som to alen af samme totalitære stykke. Der er intet universelt i nazismen. Den er en ren røverideologi på vulgærdarwinistisk grundlag. Så hvis man skulle sige noget positivt om en nazist, skulle det enten være noget, han havde på trods af den ideologi, han var forført eller tvunget ind i, eller at hans troskab mod idéen, nationen og Føreren var en vildført og misbrugt form for pligttroskab. - Jeg har ofte sagt, at en de af tragiske sider ved den nazistiske historie er, at der var tale om et djævelsk misbrug af nogle af de bedste tyske dyder. Nazismen var en snylter, ligesom Djævelen selv jo kun er en snylter, der kun kan pervertere og ødelægge det, der allerede er skabt.

Nazismen er der altså intet positivt at sige om, hvorimod man om islam og kommunismen kan sige, at dyrkerne kan være i bogstavelig talt god tro, men at det så er frugterne eller midlerne, der kan kritiseres og ses som udtryk for, at der altså alligevel også er noget i vejen med den gode tros genstand. Her kan vel først og fremmest "den gyldne regel" holdes op som en prøvesten.

I hvilket omfang og i hvilken grad man kan gøre egentlig filosofiske argumenter gældende mod islam og kommunismen, ved jeg ikke. Begge kunne vel sådan set være sande. Begge står og falder jo med den pågældende åbenbarings sandhed. Ja, jeg regner altså også den historiske- og dialektiske materialismes indsigt for en slags åbenbaring, idet jeg jo her med "åbenbaring" mener det, der for den pågældende tro selv står som åbenbaring af eller altså indsigt i Sandheden.

Islam står og falder i hvert fald med den påstands sandhed, at den jordiske Koran skulle være en nøjagtig kopi af den himmelske, og at Muhammed vel også i øvrigt skulle være medium for en særlig åbenbaring.

Kommunismen derimod påstås at være videnskab, så den må kunne udsættes for en filosofisk og videnskabelig kritik. Men det er jo svært at gendrive noget, der ligger uden for selve de eksakte videnskabers område. Alle påstande kan sådan set være sande, og mange "filosofier" kan betragtes som i det mindste nogle vinkler på Virkeligheden, der bidrager til billedet af den.

Den afgørende prøve for alle påstande om Sandheden er den løbende virkelighedsprøve og forholdet til Den Gyldne Regel. Og med "virkelighedsprøve" mener jeg ikke bare en prøve med hensyn til den rent fysiske virkelighed, nej, jeg mener naturligvis også prøven med hensyn til den totale eksistentielle virkelighed, med alt, lige fra den simpleste og mest fundamentale fysik, over Den Gyldne Regel og op til den allerhøjeste livsfølelse eller menneskehjertets allerdybeste længsler. Og hvad man nu ellers kan kalde alt dette. Betegnelserne er underordnede. Det afgørende er, at alt, hvad der træder frem med påstanden om at være eller dog repræsentere Sandheden, løbende udsættes for alle dele og sider af Totalvirkelighedens ogTotaleksistensens store sandheds- og virkelighedsprøve.

Det, jeg siger her, gælder naturligvis også kristendommen. Ja, det er jo på grundlag af netop den, jeg siger, som jeg gør. Det sandhedskrav, der ligger i kristendommen, er sådan indrettet, at det hele tiden står nøgent overfor Sandheden som netop Sandheden - hvor nøgent betyder"kunne måske være forkert" eller "underkastes hele tiden sandheds- ogvirkelighedsprøven". Jeg tænker i denne forbindelse ofte på det Jesus-ord, jeg nu citerer efter Lukas: "Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag" (Luk. 17,23f).

Men i kristendommen er sandheden jo også den korsfæstede sandhed, den sandhed, der giver afkald på al anden magt end den - jo altså så også totale - magt, der ligger i selve det at være sandheden. Hvad der jo så altså virkelig skal være tale om. Men selv i værste fald kan en sådan sandheds-påstand i det mindste aldrig komme til at regere som en falsk sandhed,der kun støtter sig på forførelse og magt. Og der kan aldrig blive tale om, at man betragter sandheden som "min" eller "vores" sandhed som en slags besiddelse. Når sandheds-påstanden selv i dén grad er underlagt de ting, jeg her har nævnt, hvor meget mere må de, der bekender sig til denne sandheds-påstand, så ikke stå under dem?!

Man kunne indvende, at dette bare er en raffineret måde at styrke det kristne sandhedskrav på. Men enhver, der læser det med god vilje, kan se, at der virkelig er tale om, at man underlægger sig Sandheden som sådan, så at det altså virkelig er som Sandheden man tror på Jesus Kristus, og at det ligger i det her citerede lyn-billede, at kristendommens Jesus Kristus i princippet kunne erstattes af en anden repræsentant for eller manifestation af Sandheden, men at hvis det skulle ske, så ville der mindst skulle være tale om noget, der klart overstrålede kristendommens Jesus Kristus!

Slutning den 16. august 2010

Jeg står nu af. Jeg kan i det hele taget ikke holde den aktuelle debat ud. Måske er der, fx blandt de liberale, begyndt at lyde nye toner rundt omkring. Og der kan komme mere. Forhåbentlig. Men ellers vil jeg koncentrere mig om mit eget - hvori dog også ligger studiet af mange ting i både historien og nutiden.

Selv nu er der trods alt mere at studere end den debat, som jo også mere og mere har fået karakter af underholdning på samme måde, som fx en boksekamp er underholdning. Ligesom der er professionelle boksere, er der folk, der lever af at indtage forskellige standpunkter og føre dem frem i nogle offentlige dyster.

Jeg fortsætter også mine slaviske aktiviteteri forhold til polakker her og der og i forhold til mine "vendiske" venner i Bundesland Sachsen. Dem kan man læse om på undersiderne "Internationalt","POLSKI" og "Vendere - sorbere".

Men ellers kan man, om man vil, prøve at følge med i, hvad jeg sætter på (især) undersiderne "Erindringer" (og tilhørende), "Mit eksistens-rum", "Poetik", "Litterære tekster", "Aforismer", "Min lyrik- og poetikhistorie", "Eichendorff" og "Kirke og teologi".

www.bentchristensen.dk

16.08.10

* * *

Liberale og DF (vist i en af mine liberale venners tråd)

Jeg er medlem af DF. Men hvis især Konservative og Socialdemokrater havde optrådt, som de burde, ville der slet ikke have været noget DF. Og jeg hilser DFs nye forslag velkomment. De, der afviser det, kan hurtigt komme til at lave ”en Poul Nyrup”. - Hvad liberalismen angår, er jeg forbeholden; jeg er en slags socialdemokrat eller socialkonservativ i forlængelse af guldalder-enevælden (dvs. det ideal, man måske kan betegne sådan). Men jeg lytter altid til, hvad de liberale siger, og jeg siger ofte, at de liberale snart er de eneste, der tænker nyt og virkelig forholder sig til den nye globale fremtid. Men så er mit spørgsmål: Hvad vil Ole Birk Olesen og Anders Samuelsen gøre i forhold til de store fremmedpolitiske problemer, vi vitterligt står over for? Hvad ville I selv gøre, hvis I ikke havde DF at skulle positionere jer i forhold til og vise, hvor fine I er i forhold til?

04.08.10

* * *

Hov, jeg glemte denne, som jeg så i nat. Det er utroligt, som de kan blive ved. Men der kommer vel efterhånden så mange nye debattører, at de gamle må stikke piben ind.

24.07.10

Feminismekritikkens pris: Hetzen mod Eva Herman - Sappho

www.sappho.dk

* * *

TUR 2010 TIL POLEN OG TIL VENDERNE/SORBERNE I BUNDESLAND SACHSEN

Netop hjemkommet sætter vi for families og venners skyld et udvalg af billederne fra vor 2010-tur på.

NB! Det er utilfredsstillende, hvis man ikke kan se teksterne til de enkelte billeder, men det hjælper, hvis man vælger "fuld skærm". Måske er der også andre måder at forbedre det på.

Se også hjemmesiden www.bentchristensen.dk, undersiderne ”Internationalt” (med tidligere rejseberetninger), ”Vendere - sorbere” og POLSKI.

Vi startede hos tandlæge og optiker i Szczecin. Billede 01-05 og 2009-beretningen på ”Internationalt”.

Så kørte vi til Poznań og oplevede endnu en gang højtideligheden på årsdagen for 1956-demonstrationerne der. Billede 06-10 og 2008-beretningen på ”Internationalt”. Til billede 11: Det var polske matematikere, der brød tyskernes Enigma-kode i tiden op til VK 2.

Derefter til Warszawa, hvor vi var inde i Helligkors Kirke (Kościół Świętego Krzyża) og ude på Plac Piłsudskiego samt på museet for Warszawaopstanden i 1944. Billede 12-16. - Helligkors Kirke og Plac Piłsudskiego har vi et helt særligt forhold til. Kirken har vi i vel hundredevis af gange hørt messetransmissioner fra i polsk radio, og pladsen har vi set mange højtideligheder på i polsk tv. I 1994 sad vi på pladsen og var (som den evangelisk-augsburgske biskops gæster) med i den store friluftsmesse i anledning af 50-året for Warszawaopstanden.

Men hovedformålet med turen var at studere præstegårdsserien ”Plebania” (plebania = præstegård), som er et af de allervigtigste områder i min økumeniske (mellemkirkelige aktivitet).

Jeg nåede at træffe Besta Films direktør i Warszawa, som var meget begejstret for min artikel om serien og inviterede mig til at komme og overvære nogle af optagelserne efter sommerferien (ikke billede af det). Han kendte i forvejen artiklen, som filmselskabet i sin tid havde fået gennem en af mine dansk-polske forbindelser.

Og vi besøgte landsbyen Okuniew lidt øst for Waszawa, hvor mange af udendørsoptagelserne har fundet sted, og hvis kirke er seriens Tulczyn-kirke (billede 17-25). - Senere besøgte vi Krasiczyn i det sydøstligste Polen - forbilledet for seriens Tulczyn Sogn (billede 30-33). Og vi traf forbilledet for seriens sognepræst: ks. prałat Stanisław Bartmiński (billede 33). Prałat (prælat) er en fin titel, som stiller en almindelig præst mere eller mindre lige med en biskop. Stanisław Bartmiński har ikke alene været forbillede for serien, men også konsulent på den. Det var moderen til hovedmanden bag serien, der havde henledt filmfolkenes opmærksomhed på Krasiczyn og Stanisław Bartmiński, da man havde fået grundidéen til serien.

Men vi så også Lublin (billeder ikke med her) og den Fredericia-agtige by Zamość (billede 26-27) og kørte helt frem til den polsk-ukrainske grænse (billede 28-29).

Efter besøget i Plebania-forbilledet Krasiczyn (billede 30-33) tog vi et kort gensyn med Kraków (ingen billeder).

På vejen så vi spor af de store oversvømmelser (billede 34-35). Hvad vi ikke kan vise, er, at vi nogle gange måtte køre ad omveje, fordi vejene var beskadiget af oversvømmelserne.

Vort andet hovedmål var et grundigere gensyn med den tyske romantiske digter Joseph von Eichendorffs fødested og barndomshjem i det dengang tyske Schlesien - dog med overvejende polsk befolkning (billede 37-38). Se også beretningen om 2008-turen på undersiden ”Internationalt”. På vejen dertil havde vi krydset Oder med en lille hånddreven bilfærge (billede 36).

Før vi overnattede i grænsebyen Zgorzelec/Görlitz, kom vi på en rasteplads i snak med et par håndværkere, som fik hele min lektie om blandt andet venderne på Lolland-Falster og de vendiske stednavne, fx Tillitse. ”Tillitse”, sagde de, ”det ligger jo lige hernede syd for Zgorzelec!”. Og de viste på kortet, hvor det var. Den landsby måtte vi besøge. Selv om den jo hedder Tylice [tylitse] med y. (Mht. c = ts, jfr. Fredericia). Jeg skal have drøftet dette med PhD’en i vendiske stednavne, som vi kender. Måske er det ikke (helt) det samme. Men alligevel! (Billede 39-40).

Men så kørte vi til vore dagens vendere, vore venner siden 1999 i Nebelschütz/Njebjelčicy i Bundesland Sachsen. Se ”Vendere - sorbere”. Det var fjerde gang, vi besøgte dem, og vi har nu en så høj status, at vi fik den store ære at sidde sammen med borgmester Tomaš Čornak og Bundestagsabgeordneter (forbundsdagsmedlem) Rainer Deutschmann i en af de to hestevogne, som kørte i spidsen for det store festoptog (to gange rundt i den lille landsby). Billede 41-47.

Som de tre tidligere gange deltog jeg i ornat i søndagens fest-messe - dog ikke helt; den katolske kirke vil jo ikke have nadverfællesskab med os. Men med de lokale folk er det kristne fællesskab meget fint, og jeg fik som sædvanlig ordet ved messens slutning lige før velsignelsen. Se noten ”Nebelschütz-ansprache 2010”, hvor jeg kommer ind på, hvordan det ligger med vort kristne fællesskab, og på, at vi på vejen mod den kirkelige enheds genoprettelse må væbne os med tro, håb og kærlighed, ganske særligt tro på Helligånden. Billede 48.

Her må jeg slutte denne foreløbige beretning. Jeg skriver snarest - som jeg plejer - en mere udførlig beretning til ”Informator Polski”. - Se også teksterne til de enkelte billeder. Og altså bedst i ”Fuld skærm” eller evt. med anden særlig indstilling.

Beretningerne om denne tur står nu på undersiden ”Internationalt”, både den kortere, som blev trykt i ”Informator Polski” og den længere grundversion. Titlen på Informator-versionen er: PÅ SPORET AF ”PLEBANIA” - EN SLAGS PILGRIMSFÆRD.

* * *

Velkommen!

[KD Online 16.06.10. I anledning af den internationale ateist-konference i København fredag til søndag 18.-20. juni. - Samt på min hjemmeside, undersiderne ”Kirke og teologi” og ”Debat”]

Ateisterne skal være velkomne. Hvis jeg ikke... var kristen, ville jeg naturligvis være ateist. Det er det eneste seriøse alternativ til kristendommen (eller jødedommen, som jo er noget helt særligt). Og den adskillelse, I ønsker, har jeg - for kirkens skyld - ønsket i årtier. Og lad os så få en kvalificeret samtale, ja, gerne også et kulturelt samarbejde inde i den fælles modernitet. Grundtvig talte i sin tid om samarbejdet mellem de kristne og naturalisterne med ånd, jeg taler om samarbejdet mellem de kristne og ”åbne og ærlige ateister/humanister”. Men vil I så ikke godt lade være at skyde efter højre-”kristne” amerikanske spurve med jeres kanoner, mens I er her i Danmark, hvor der i hvert fald i Folkekirken vist ikke er nogen, der er så dum og ond! - Venlig hilsen, Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol.

16.06.10

* * *

Har vi fortjent korset i flaget? Udmærket at kunne skelne mellem Europarådet og EU, men det er den samme slags mennesker og den samme mentalitet, den samme ”grød”. Det hele er så tåbeligt og totalitært, at man i afsky må vende sig fra alt det europæiske nede i syd. Og det er rigtigt, at man da kunne begynde med at fjerne Maria-stjerne...rne fra EU-flaget. Dem føler jeg mig som evangelisk kristen meget krænket af. Noget helt tredje er, om vi overhovedet har fortjent at have korset i vort flag. Når en biskop kan (bort)forklare det, som Kjeld Holm har gjort, er det virkelig et spørgsmål. Jeg er lige fyldt 67 og har sådan set trukket mig ud af debatten for at gøre mine egne ting færdig. Jeg vil overlade det til de unge at tage stilling til, hvilket samfund de selv vil leve i og give videre til deres børn og børnebørn - som jo ganske vist er/bliver mine børnebørn og oldebørn! Gud bevare os alle! Bent Christensen

15.06.10

* * *

SLAGLILLE

Billedalbum-tekst til albummet ”Polsk-danske andagter. Slaglille den 1. juni 2010” (på min Facebook-profil)

NB! Billederne kan ses på min Facebook-profil. Hvis man ønsker at se dem, kan man bare sende en ”venneanmodning” med henvisning til denne tekst. Man er naturligvis også velkommen til at blive stående som min Facebook-ven, men ønsker man ikke det, kan man jo bare slette sig igen.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer på ”Flickr”, eller hvad der nu er af steder, hvor man kan vise billeder; jeg har i forvejen rigeligt at se til på disse områder, men jeg mener også, den her foreslåede metode skulle være god nok, i hvert fald foreløbig.

Men den 1. juni 2010 afholdtes en helt særlig mindehøjtidelighed. I slutningen af maj og begyndelsen af juni havde Danmark besøg af motorcykelgruppen ”Øst-Vest” (eller ”MotoElita”), som i perioden 29. maj til 6. juni gennemførte, hvad de kalder et ”rajd”, fra Polen til Danmark under mottoet ”For jeres frihed og vores”, det slagord, hvorunder polakker i århundreder har deltaget i andres krige for frihedens skyld. Gruppen ledes af den katolske præst i Haderslev Jan Zalewski, som nu også ledede den polsk-katolske hovedandagt.

* * *

Til en diskussion om De Radikales forslag om at afskaffe Store bededag.

Grundtvig og jeg går ind for det modsatte, nemlig at afskaffe "bededag" som kirkelig helligdag (især når vi alligevel ikke bruger den til anger og bod) og i stedet bevare den som en folkelig forårsfridag med et andet navn. Evt. flytte gudstjenesten til en fredag aften i efteråret, svarende til, hvad man vist har andre steder. Hvad skal vi med en ekstra arbejdsdag, når der alligevel ikke er arbejde til alle?! - Se min kommentar til bededags-salme-verset.

* * *

POLSK GRUNDLOVS-RECEPTION

Onsdag den 28. april deltog jeg i receptionen på den polske ambassade i anledning af grundlovsdagen den 3. maj og ”Polonias Dag”. (Når polakkerne siger ”Polonia i Danmark”, svarer det til, når vi fx siger, eller har sagt, ”den danske koloni i London”). Jeg har den store ære at være regnet for en så stor ven af Polen, at jeg altid bliver inviteret til den slags. Se nærmere på min hjemmeside, undersiderne ”Om mig selv”, ”Internationalt” og evt. POLSKI. Desuden ”Tillægget” til ”Erindringer”, som er en slags dagbog fra januar 2010 af, og hvor man kan læse en længere version af denne beretning.

Flere af de samtaler, jeg førte, var naturligvis præget af, at man ikke helt er kommet ud af landesorgen efter præsidentfly-katastrofen den 10. april. Jeg fik, i nævnte rækkefølge, talt med følgende personer (gruppevis som angivet ved tankestregerne): Katolsk sognepræst i Næstved Julian Bodnar, som jeg hver allehelgens lørdag fungerer sammen med på Slaglille Kirkegård, og katolsk sognepræst i Taastrup Michał Bienkowski. Om Polens både ceremonielt og statsstyremæssigt gode håndtering af situationen efter Smolensk-katastrofen og om de gode økumeniske perspektiver i pastor Bodnars og min optræden sammen. - Malermester og formand for Museum Polakkasernes Venner (Tågerup få kilometer fra os) Marek Kocuba, Nykøbing F, med fru Elżbieta, og Folketidende-redaktør i Nakskov, landsformand for Foreningen af Polakker i Danmark og formand for Museum Polakkasernen i Tågerup Torsten Elsvor. Ikke mindst om den af Ruslands præsident Medvedev (der forresten samme dag sluttede sit besøg i Danmark) bebudede åbning af alle arkiver om Katyn-massehenrettelserne i 1940. - Konsul Jarosław Mikuś. Særligt om, at vi skulle mødes i Slaglille allerede til sommer i anledning af det polske motorcykel-rally’s besøg. - Ambassaderåd Robert Filipczak og militærattaché kommandør Jarosław Miłowski (som er ny, men som jeg fik etableret et virkelig godt forhold til i Slaglille 2009). Om den rolle, det polske militær ville have haft i tilfælde af et Warszawapagt-angreb på Danmark, Jeg ved jo som gammel sprogofficer også selv noget om dette uhyggelige emne. Vi sluttede med at sige, Gud være lovet, vi ikke kom i krig med hinanden. - Ambassadør Adam Halamski og frue og katolsk biskop Czeslaw Kozon. Om biskoppens, hans mors og min fælles lollandske baggrund, ja, biskoppens mors barndom i mit gamle sogn Musse. - Desuden almindelig konversation med andre gæster på både polsk og dansk. - Alle, jeg talte med, udtrykte glæde over min tilstedeværelse og mine polske sprogfærdigheder (som jeg dog endnu en gang langt fra selv var tilfreds med!). - NB! Jeg lægger, som det kan ses, ikke skjul på min glæde og stolthed over at kunne spille denne, vel ganske beskedne, men alligevel på sin plads vigtige rolle i forholdet mellem Danmark og Polen og mellem Folkekirken og Den Romersk-Katolske Kirke. Men det er jo altså ikke bare praleri, når jeg lægger denne note frem; det er faktisk en del af aktiviteten, at jeg fortæller om sådan en begivenhed, idet jeg jo altså også henviser til alle de ting, man kan læse og læse om på min hjemmeside.

* * *

Tango-kærlighedshistorie fra polsk præstegårdsserie

SÆRLIG INDLEDNING TIL NEDENSTÅENDE TEKST

20.04.10:

Så er den polske landesorg efter præsidentfly-katastrofen slut. Og jeg sætter nu den tekst på, jeg havde forberedt. Bemærk, at der på min hjemmeside, undersiden ”International” står en dansk oversættelse af min på polsk skrevne artikel om den her omtalte polske tv-serie. De, der læser polsk, kan læse originalen på undersiden POLSKI. - Det er primært for et par kvindelige familiemedlemmers skyld, jeg har lavet denne tango-tekst, men både den i sig selv og hele denne serie og min artikel om den siger meget om det moderne Polen, og der er jo også et stort økumenisk (mellemkirkeligt) perspektiv i den. Både det ene og det andet er vigtigt i denne tid. Se også min note ”Katolsk solidaritet”!

- -

OM DEN ROLLE, TANGO-FILMEN ”TAKIE TANGO” SPILLER I DEN POLSKE TV-SERIE ”PLEBANIA” (PRÆSTEGÅRDEN).

I den polske tv-serie ”Plebania” (Præstegården), hvor man gennem nu (14. april 2010) 1490(!) afsnit har fulgt livet i, ud fra og omkring en katolsk præstegård i den (fiktive) lille (lands)by Tulczyn i det østlige Polen (Lublin-området), har en gammel kærligheds- og tango-film og den kvindelige hovedpersons flotte røde sko på det seneste spillet en stor rolle. Den danske oversættelse af min på polsk skrevne artikel om denne tv-serie kan man læse på min hjemmeside bentchristensen.dk, undersiden ”Internationalt” (de, der læser polsk, kan læse den originale tekst fra det polsk-danske kvartalsskrift Informator Polski på undersiden POLSKI).

Men jeg har jo blandt familie og venner nogle, for hvem tangoen spiller en stor rolle (og hvoraf nogle i flere år har måttet høre meget om denne tv-serie), så jeg kan ikke lade være at præsentere dette resumé af den del af handlingen, der har med tango-filmen at gøre. Tangoen har i mange årtier spillet en stor rolle i Polen, og her i serien er det fantastisk at se, især de kvindelige personers ansigter, så snart de hører bare nogle få toner af filmens melodi.

Men ellers er sagen den, at en ung mand ved navn Rafał i meget langt tid har været voldsomt forelsket i den ca. tyve år ældre kvinde Krystyna (som i parentes bemærket er søster til seriens absolutte hovedperson sognepræst og provst Antoni Wójtowicz). Krystyna elsker også Rafał, men ønsker netop derfor - og altså på grund af den store aldersforskel - at forholdet ikke skal udvikle sig videre. I det, der skulle have været deres sidste samtale, kommer hun imidlertid til at fortælle, at hun som ganske ung havde været forelsket i hovedpersonen i kærlighedsfilmen ”Takie tango”. (Jeg har Google-søgt på denne titel og er næsten overbevist om, at der er tale om en fiktiv film, men hvis nogen er af en anden mening, må man endelig lade mig det vide. Ordret betyder titlen ”En sådan tango”. Men måske ville der kunne oversættes ”Der var en tango”).

Krystyna har fortalt Rafał, at også den kvindelige hovedpersons røde kjole og røde sko havde stor betydning for hende dengang og er noget, hun stadig mindes - selvfølgelig sammen med filmens hovedmelodi. Og Rafał prøver nu at udnytte denne viden i et sidste forsøg på at vinde Krystyna. Det lykkes ham for det første at skaffe DVD’en med filmen i den udlejningsforretning, hvor i øvrigt kirketjenerens datter, den enlige mor Iwona, som hans ven Mateusz er forelsket i, arbejder (som jeg skriver i artiklen: ”mere end en sæbeopera”, men netop derfor ”jo værre, jo bedre”!). Den meget yngre Iwona kender også denne film og bliver den første i rækken af andre kvinder, der i forbindelse med den får det karakteristiske helt særlige udtryk i ansigtet.

Så vidt, så godt, men Rafał får nu den idé, at han også vil prøve at skaffe de flotte røde sko, filmens kvindelige hovedperson havde på, så han begiver sig til filmselskabets rekvisitlager for at se, om de findes dér endnu. Det gør de ikke, men den ældre dame, der bestyrer lageret, bliver også helt blød i både ansigtet og hele kroppen, ikke mindst da Rafał spiller DVD’en for hende og fortæller, hvad han skal bruge skoene til. Og hun finder frem til en kvittering fra en auktion, der har været holdt over gamle rekvisitter, og giver ham adressen på køberen. Det er en kvinde, som bor et helt andet sted i Polen, men Rafał kører til hendes adresse og ringer på. Hans første præsentation af sig selv får imidlertid ikke den ældre kvinde, som har købt skoene, til at lukke op. Men så tager han sin mobiltelefon frem og begynder at afspille melodien, mens han ringer på igen, og da lejlighedens beboer hører den, bliver der straks lukket op!

Under samtalen med Rafał svømmer denne ældre kvinde helt hen i også sine personlige minder, og da han fortæller hende, hvad han skal bruge skoene til, ender det med, at hun henter den store flotte æske, de er opbevaret i, frem og forærer ham dem - idet hun afslører, at hun forresten aldrig har kunnet passe dem.

Rafał har nu kun eet problem tilbage, nemlig det, at han ikke kan danse tango. Men da han fortæller sin og Mateusz’ fælles veninde Magda om det, har hun en løsning. Hun er nemlig - trods sin unge alder - blevet bestyrerinde på et alderdomshjem. Og dér er der en beboer, som er gammel danserinde. Og denne ranke og flotte gamle dame (som ligner en balletdanser) reagerer på samme måde som de andre kvinder, Rafał har henvendt sig til. Hun fortæller ham om tangoens væsen, dvs. om dens forhold til følelse og lidenskab, og giver ham en første lille lektion. Men det mener Rafał er nok. Han kan i hvert fald ikke vente længere; resten kan han lære sammen med Krystyna.

Og så tager Rafał tilbage til Krystynas café i Hrubielów, hvor han sætter de flotte røde sko på bardisken, så hun kan få øje på dem. Og han sætter musikken på og byder hende op til dans. Afsnittet slutter med, at man ser de to danse som de to hovedpersoner i filmen - med bla. nærbilleder af Krystynas rigtignok meget lidenskabelige ben i de flotte røde sko.

Næste afsnit begynder med, at de vågner op i Krystynas seng!

* * *

DET TRAGISKE POLSKE FLYSTYRT

Lørdag den 10. april 2010 klokken 09.10 satte jeg mig foran fjernsynet for at følge transmissionen af mindehøjtidelighed nummer to i Katyn-skoven i nærheden af den russiske by Smolensk, hvor mange af de flere tusind i 1940 af det sovjetiske NKVD myrdede polske officerer og intellektuelle og andre ligger begravet, og hvor der er et minde-anlæg. (Den første mindehøjtidelighed, som fandt sted den 7. april, har jeg omtalt i noten ”Zbrodnia Katyńska”). Lige før overgangen fra indledningen med kommentatorpanelet i studiet i Warszawa til selve transmissionen indløb der meddelelse om, at præsidentflyet var styrtet ned umiddelbart før landingen på en militær flyveplads i nærheden af Smolensk. Efter kort tids uvished blev det meddelt, at alle knapt halvfems ombordværende var omkommet, deriblandt det polske præsidentpar og en lang række højtstående personer.

Den planlagte mindehøjtidelighed skulle også have omfattet en minde-messe for dem, der var blevet myrdet for 70 år siden. Den blev nu omdannet til en messe, der stadig var viet mindet om og forbønnen for de gamle ofre, men som jo nu helt særligt blev en forbøns-, sørge- og trøste-messe i anledning af denne katastrofe, som altså havde berøvet Polen statsoverhovedet og en række højtstående personer, blandt andet præsident Lech Kaczyńskis tvillingebror Jarosław Kaczyński, tidligere premierminister og formand for det store oppositionsparti PiS. Det var imponerende og meget i dybeste betydning opbyggeligt at opleve denne messe, et smukt eksempel på polsk katolicisme og i det hele taget polsk mentalitet. Som der sikkert også ville være blevet det i den planlagte messe, blev der henvist til ikke alene påskedag, men også til søndagen i morgen, som jo er den første af de seks søndage, hvor påsken fejres videre, indtil den går over i pinsen.

Jeg afslutter dette referat med at fortælle, at jeg her lørdag aften kl. 17.30 også fulgte sørgemessen på Wawel i Kraków - med teksterne til messen i morgen, den søndag, vi i Folkekirken kalder 1. søndag efter påske, men som katolikkerne - bedre - betegner som ”anden påskesøndag” (evangeliet er Johs. 20,19-31 og dermed det samme som vores evangelium efter første tekstrække på denne søndag).

Og jeg udtrykker min medfølelse med mine polske venner her i Facebook, mine andre polske venner her i Danmark, mine polske venner i Polen og hele den polske nation.

* * *

NOTE 07.04.10

Zbrodnia Katyńska

Her i dag den 7. april 2010 har jeg netop i polsk TV fulgt mindehøjtideligheden i Katyn (russisk Катын, polsk Katyń) for den begivenhed for 70 år siden, der i Wikipedia-artiklen om den indledningsvis beskrives således:

”Katynmassakren var en masselikvidering af polske statsborgere begået af sovjetiske styrker 5. marts, 1940 under 2. verdenskrig. Det vurderes at der blev dræbt et sted mellem 15.000 og 20.000 mennesker i skoven ved Katyn, som ligger 22 kilometer fra Smolensk, og andre steder i det vestlige Sovjet. Af de myrdede var ca. 8.000 officerer i den polske hær, mens resten blev beskyldt for at være f.eks. gendarmer, spioner, landejere, fabriksejere, præster eller advokater. Ved massakren blev store dele af den polske intelligentsia udslettet”.

(Jeg vil her lige indskyde, hvad der også blev fremhævet af de polske kommentatorer forud for selve transmissionen, at ordene ”under 2. verdenskrig” på sin vis er vildledende. Sovjetunionen og Polen var jo ikke i krig som sådan. Og endnu mindre var Sovjetunionen og Nazityskland på det tidspunkt i krig. Sagen var jo, at medens polakkerne endnu ydede kraftig modstand mod de tyske angribere, faldt Sovjetunionen dem den 17. september i ryggen ved at rykke ind og tage den del af Polen, som ifølge Ribbentrop-Molotov-pagten af 23/24 august 1939 skulle tilfalde den).

Det var en på mange måder gribende højtidelighed. Størst indtryk på mig gjorde den polske premierminister Donald Tusks tale, hvor nøgleordene var magt, løgn, sandhed, frihed og forsoning.

Polakkerne er selvfølgelig mennesker som vi andre, men de har en historie af enestående tragisk karakter og en måde at forholde sig til den på, som trods, hvad de også selv kan fremføre af kritik mod, når det bliver for meget eller forkert, kalder på vor beundring og - ja, det vil jeg godt sige - kærlighed.

Jeg sætter dette ind som en særlig hilsen til mine polske venner her på Facebook - og til oplysning for alle mine andre venner. Det er jo ikke noget, man har talt så meget om. Selv om man godt har vidst det. Jeg hørte om dette massemord allerede i 1963 - under min russiske sprogofficersuddannelse i den danske hær.

Den 29. marts vistes den store polske instruktør Andzej Wajdas film ”Katyn” på DR 2. Af forskellige grunde fik jeg desværre ikke selv hverken set eller optaget den. Men jeg regner med at kunne købe den på DVD senest når jeg kommer til Polen til sommer. Jeg indsætter her, hvad der på DR’s hjemmeside blev skrevet om den:

”I 1940 er det vestlige og det østlige Polen blevet besat af henholdsvis Nazityskland og Sovjetunionen. På Stalins ordre bliver flere end 15.000 polske officerer henrettet og kastet i massegrave i Katyn-skoven. - Hjemme går officerernes familier rundt i uvished om deres kæres skæbne. Russerne fortier sandheden om myrderierne, og da Polen havner bag jerntæppet efter krigen, bliver massakren et tabuemne. - Andrzej Wajdas film blev Oscar-nomineret som bedste ikke-engelsksprogede film. Wajdas egen far var blandt de 15.000 officerer, der blev myrdet i Katyn”.

* * *

INDSAT PÅ MIN FB-VÆG MANDAG DEN 15. MARTS 2010:

Jeg deltog også i Trykkefrihedsselskabets generalforsamling lørdag den 13. marts. Det var en stor dag. Lars Hedegaards fine formandsberetning. Trykkefrihedsprisen til Kim Møller. Og æresmedlemskabet til Kurt Westergaard. Og for mig personlig var det ikke bare det, at jeg ved et rent tilfælde pludselig så, at Kurt Westergaard og hans kone sad lige foran mig; jeg fik også en meget spændende svensk sidemand, eller rette -dame. Det var dejligt at møde en repræsentant for vort stakkels nordiske broderfolk i denne sammenhæng. Vi er nu Facebook-venner. Via vor fælles ven Lars Vilk! - Jeg havde hjemmefra forberedt mit eget lille bidrag til hyldesten af Kurt Westergaard, nemlig kopier af mine to på tryk offentliggjorte tekster om Nikolinenikki (Nikoline Astrid Nielsen) og hendes støtte- og hyldestvideoer til ham: ”Lyspunktet Nikolinenikki” (Lolland-Falsters Folketidende 22.01.10) og ”Snehvide og Nikolinenikki” (Dansk Kirketidende marts 2010) (begge er nu noter på min profil) samt et lille personligt brev, hvori jeg udtrykte min personlige hyldest og støtte, idet jeg fortalte, at jeg har Tegningen stående på min væg og hører til dem, der også beundrer den for dens rent kunstneriske værdi. Såvel i det lille brev som mundtligt i den lille samtale vi fik, da jeg overrakte ham min hilsen, sagde jeg desuden, at det jo var frygteligt for ham, at hans ”deltagelse i et fredeligt og helt rimeligt eksperiment” helt tilfældigt havde fået så forfærdelige følger for lige netop ham, men at vi andre jo så måtte prøve at støtte ham desto mere. - Alle kender Kurt Westergaard fra fjernsynet. Men ved at sidde bag ham og ved at opleve hans stille og rolige, men samtidig morsomme og reelt hårdtslående takketale fik jeg bekræftet, at sådan er han altså bare, en rar ældre herre i sin særlige ”uniform” med de røde bukser, efter alt at dømme en venlig og fredelig mand, der bare er kommet til at befinde sig på, hvad man kunne kalde ”det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”, men som jo faktisk er det modsatte. Vi må bare ikke glemme, at Kurt Westergaard og hans kone og familie betaler en høj pris på vores alle sammens vegne. Jeg siger tak til dem alle og ønsker alt godt!

* * *

GUDSTJENESTEN

af Bent Christensen den 12. marts 2010 kl. 18:50

I anledning af, at (i hvert fald) Dorthe Røhmann-Tofting, Maria Johannesen og jeg har haft en diskussion om gudstjenesten kørende i en tråd, der egentlig handlede om noget helt andet, laver jeg her denne foreløbige note som udgangspunkt for en fortsættelse af vor drøftelse i en særlig tråd - og evt. videre i flere nye tråde, hvem ved.

Vor drøftelse handlede i høj grad om tidspunktet for søndagsgudstjenesten. Men det er der jo også teologi i. I hvert fald pegede jeg på, at vi jo for det første fejrer gudstjeneste om søndagen, fordi det er Herrens opstandelses dag, så at hver søndag er en lille påskedag. Jeg henviste i den forbindelse til salmebogens nr. 406 ”Søndag morgen fra de døde”, som er et af resultaterne af ”Grundtvigs græske vækkelse i 1837”, hvor han gendigtede flere græske oldkirkelige hymner, i dette tilfælde en af dem, hvori det netop udtrykkes, at hver eneste søndag morgen er en lille påske. Og denne opfattelse lever stærkt videre i Østkirken, Den Ortodokse Kirke, hvilket jo også og ikke mindst vil sige den russiske. Jeg mindedes derfor, hvordan jeg den 27. maj 1986 under festmiddagen på Fuglsang for den russiske ærkebiskop Pitirim, der i de dage besøgte Lolland-Falsters Stift, oplæste min egen oversættelse til russiske urimede linier af denne salme og bagefter overrakte ærkebiskoppen et fint eksemplar med ”broderlig hilsen til alle russiske kristne”, altså som en slags kvittering for, hvad netop vi her i Danmark gennem Grundtvig på en helt særlig måde havde fået fra Østkirken. Ærkebiskoppen var meget glad for både dette og den lille tale, jeg holdt for ham, og jeg har senere - efter kommunismens fald - under rejser i Rusland og Kazakhstan ved flere lejligheder glædet mine russiske medkristne med denne oversættelse - som jeg nu benytter anledningen til at sætte på min hjemmeunderside RUSSKIJ (hvor der i forvejen bla. står nogle rigtige salmeoversættelser til russisk af mig; men det er en helt anden historie).

Men vi diskuterede altså tidspunktet. Og Dorthe og Maria fremførte de velkendte argumenter med, at (især) børnefamilierne ikke (så godt) kan være klar til ved titiden, så at det ville være bedre at holde gudstjenesten fx kl. 15. Hvortil jeg dels henviste til den ovf. beskrevne ”påske-teologi”, dels henviste til, at der også i videre forstand var teologi i tidspunktet, idet det naturlige må være, at man først får hele kristendommens lys som fortegn og derefter - i dette lys - nyder resten af hellig- og hviledagen med alle de mange gode ting, man som familie eller par eller enkeltperson kan finde på. Hvis/når man kender hele mit teologiske hovedanliggende, vil man forstå, at dyrkelsen af de menneskelige glæder med gudstjenesten i ryggen både i selve søndagssammenhængen og i det hele taget betyder virkelig meget for mig.

Men jeg er jo også en stor frihedsmand og en god demokrat. Og jeg minder tillige om, at kristendommen som bekendt ikke er en lovreligion, så selv om jeg vil fastholde, at søndag formiddag i princippet er det BEDSTE tidspunkt, som man selvfølgelig så vidt muligt bør holde sig til, så kan man naturligvis som kristne samles til gudstjeneste på alle mulige andre tidspunkter. Jeg kan i den forbindelse også minde om, at jeg er gammel feltpræst og i denne egenskab har holdt gudstjenester på mange mærkelige tider og steder (bla. på Cypern i vinteren 1976/77). Og jeg har da også som præst holdt mange aftengudstjenester, både i Pedersker-Poulsker på Bornholm 1971-1974 og i Døllefjelde-Musse-Herritslev på Lolland 1974-2003. Ligesom jeg nu som mest organist ofte spiller til gudstjenester både eftermiddag og aften. Jeg går dog normalt ikke frivilligt til gudstjeneste efter kl. 12 - undtagen selvfølgelig skærtorsdag kl. 19 og langfredag kl. 14.

Det er i det hele taget sådan, at man altid vil kunne finde et sted i nærheden, hvor der er gudstjeneste om eftermiddagen eller om aftenen. Men man kan - som vi har været ret grundigt inde på det i den ovf. omtalte oprindelige diskussion - også henvende sig til sit menighedsråd, som præsten/præsterne jo er oven i købet født(e) medlem(mer) af, og finde ud af noget.

Nej, jeg vil meget hellere snakke GUDSTJENESTE- og KIRKEÅRSFORSTÅELSE. Mange mennesker - måske også mange præster - er alt for tilbøjelige til at opfatte gudstjenesten som først og fremmest PRÆDIKENEN med karakter af en slags UNDERVISNING - og så ellers nogle ”sange” og nogle gamle ”led” før og efter. Idet man dog må sige, at der i løbet af det 20. århundrede er sket en virkelig styrkelse af forståelsen af NADVERENS betydning. Men det er meget vigtigt, at vi i langt højere grad kommer til at forstå gudstjenesten som et ”dialogisk-dramatisk” møde mellem Gud og os, hvor vi henvender os til Gud allerede i den måde, hvorpå vi kommer til kirke, men da i hvert fald fra indgangsbønnen af, og så ellers i de andre bønner og i salmerne. Ja, netop den egentlige salme er jo i sig selv en hel lille gudstjeneste, en hel lille dialog mellem Gud og os, idet den består af dels noget ”genfortælling”, dels direkte bønner eller anden henvendelse fra os til Gud. Men hvor Gud jo så taler - mere eller mindre direkte - til os igennem læsningerne og prædikenen m.m. Og hvor vi jo faktisk direkte legemligt møder Gud i nadveren. Gudstjenesten er, som vist Erik A. Nielsen så uforligneligt har udtrykt det, ”re-præsenteret frelseshistorie”, altså hele historien, fra skabelsen og syndefaldet af og indtil Guds Riges komme, til stede for os, hos os og med os i et levende nærvær.

Tilsvarende skal vi lære at leve med i KIRKEÅRET, så vi virkelig oplever hele historien fra den jødiske historie af og fra Mariæ bebudelse og julen af over påske og pinse og frem til kirkeårets åbne slutning, der er åben ud mod Guds Rige.

Dette er nogle af de vigtigste ting, vi kunne drøfte. Men der er jo også mange spørgsmål i forbindelse med GUDSTJENESTENS ENKELTE LED, ja, i det hele taget GUDSTJENESTENS HISTORIE. Og der er gudstjenesten i ØKUMENISK sammenhæng. - Noget af det kan man læse om på min hjemmeunderside ”Kirke og teologi”.

Og inden man ser sig om, kommer man jo ud i drøftelsen af DEN KRISTNE TRO OG TROSLÆRE I ALMINDELIGHED. Og for min skyld, kan vi godt tage en lang drøftelse. Det er der virkelig brug for. Ja, ganske særligt i den tid, vi er i nu - for slet ikke at tale om fremtiden. Der bliver på en helt ny måde brug for, at hver enkelt kristen (hver efter evne og øvrige omstændigheder) er godt funderet i det hele.

* * *

KÆRLIGHED TIL CARSTEN JENSEN

Som en af os

[Utrykt læserbrev. Sat på min hjemmeside ("Debat") 08.03.10]

Engang var Carsten Jensen en af de mest modbydelige for os. Så så vi ham i fjernsynet i anledning af Vi, de druknede og hørte ham tale om Marstal og så ham hjemme i Marstal. Og vi sagde: ”Jamen han er jo som en af os!”. Og vi gav hinanden bogen i julegave og nød den og forstod den - tilsyneladende også bedre end de fleste anmeldere. For mit eget vedkommende er forklaringen måske, at jeg (f. 1943) ikke alene er vokset op ved en fjord, hvor skibene sejlede til og fra Verden, men nærmere betegnet ved Sakskøbing Fjord, hvor mine bedste kammerater var havnelods Svanes to sønner, i hvis hjem jeg opholdt mig meget. Og de var jo marstallere. Så jeg lærte i hvert fald at holde af sproget og stemningen i det hjem. Men ellers vidste jeg jo ikke noget om Marstal på den måde, så dette forhold er i virkeligheden mest en biomstændighed. Måske skyldes Carsten Jensens had til det danske, at hans forfædre blev skubbet ud i vandet og dermed ud på verdenshavene af de færøske bønder? Men alligevel? At være rigtig dansk er jo at have noget af både bonden og sømanden i sig. Så, kære Carsten Jensen, skulle vi dog ikke prøve at lære at elske hinanden?

* * *

Om den rolle, tango-filmen ”Takie tango” spiller i den polske tv-serie ”Plebania” (Præstegården).

[Sat på her 13.04.10. Hvor den på grund af landesorgen efter præsidentfly-styrtet den 10. april 2010 endnu ikke var sat på profilen]

Næste afsnit begynder med, at de vågner op i Krystynas seng!

* * *

Niende april 2010 - 70-årsdagen for Besættelsen

Jeg har i to tråde blandt andet spurgt, om vi måske aktuelt befinder os i en ny - løbende - niende april?

Og jeg har også i dag sat nogle kirkelige/teologiske ting ind. Noget af det kan jeg måske senere sætte ind her, fordi jeg har skrevet det i Word, før jeg satte det ind, andet har jeg ikke gemt. Jeg benytter lejligheden til at erklære, at det vil være helt umuligt at få bare en nogenlunde rimelig repræsentation af mine Facebook-kommentarer med her. Jeg må tværtimod prøve at se, hvor mange note-tekster og andre større kommentarer jeg kan nå at få med. Det, der foregår i Facebook, kan bedst sammenlignes med telefonsamtaler og anden mundtlig kommunikation. Men jeg har nu nogleogtres virkelig gode vennder, hvoraf nogle få er virkelig aktive. Jeg er sikker på, at det er noget godt, jeg er kommet ind i. Kredsen af ”venner” breder sig jo som ringe i vandet. Jeg har ført flere og bedre diskussioner i Facebook gennem disse få måneder end gennem de sidste jeg ved ikke hvor mange år. Vi lever jo i en tid, hvor det er småt med viljen - og måske evnen - til at give sig hen i virkelige diskussioner om større og store ting. - Man skal bare passe på at disponere rigtigt med tiden.

Jeg kan dog lige sætte denne kommentar på. Jeg har netop sat den ind i en Bo Nake-tråd:

Ja, det er et tankevækkende spørgsmål [hvad der ville ske, hvis Jesus kom igen nu]. Og vi har store problemer. Men Kjeld har ret, når han peger på, at ”budskaberne” - eller altså Evangeliet - overlevede gennem selv den mørkeste middelalder, så at ikke mindst Martin Luther kunne finde det. - (Dette har i øvrigt også en aktuel vinkel, fsva. vort forhold til vore medkristne i den virkelig og på mere end een måde alvorligt skandaleramte romersk-katolske kirke, som Evangeliet jo også i dag - trods alt - findes i. Mit princip er, at jeg stiller mig tæt og kærligt-kritisk ved mine katolske medkristnes side og faktisk helt bogstavelig talt lader Helligånden om resten! Sammen med de reformkræfter, der jo faktisk er der). - Men vi i den lutherske afdeling af Kirken, og i Folkekirken, har også vore problemer. Dog er der intet, der hindrer det enkelte folkekirkemedlem i at leve et godt kristenliv (jeg mener faktisk, jeg fx selv gør det!), og vi har en stor tradition og et stort potentiale. Der skal ikke meget til en opblomstring. En diskussion som denne bidrager fx dertil! Igen enig med Kjeld (sidste to sætninger). Og ”guddommelig indblanding”, dvs. Helligånden, har jeg allerede henvist til. Idet jeg minder om, at det korteste og nemmeste er at bruge de traditionelle formuleringer, men at virkeligheden kan udspille sig på alle mulige - og måske u-mulige - måder. - Glædelig påske! Kristus er opstanden! Påsken varer li’ til pinse!

* * *

NYT ÅRTI 01:

TO TING OM NYT ÅRTI mandag morgen 22.03.10

Ved sekstiden hørte jeg i P 1 Morgen noget om en NY INTERESSE FOR ”VISER”, hvilket altså vil sige det, der i gamle dage hed ”danske sange”. Også blandt yngre mennesker. Ordet ”sammenhæng” (-skraft?) blev nævnt. Og der hørtes stumper af bla. ”Det lysner over agres felt”, ”Katinka, Katinka, luk vinduet op”, ”De binder os på mund og hånd” og ”Den blå anemone” (som jo oven i købet er af min lollandske landsmand Kaj Munk).

Og i det seneste nummer af Præsteforeningens Blad så jeg en artikel af en ung kvinde ved navn Tenna Mose Rhiger, der betegnes som ”bachelor i dramaturgi, religion og musik ved Aarhus Universitet 2009”. Artiklens titel er ”HØJMESSENS PRAKSIS DRAMATURGISK BELYST”. Jeg er endnu ikke færdig med at studere denne artikel og kan derfor ikke sige, i hvilket omfang den stemmer overens med mit gudstjenestesyn (den er nemlig ikke så ligetil at læse). Men jeg kan i hvert fald allerede nu viderebringe TRE GODBIDDER fra den.

Den FØRSTE lyder: ”... og det er min påstand, at det ikke så meget er højmessen og dens form, der er forældet, men hvordan man som præst og menighed forholder sig til det, som sker”. - Lad lige den stå et øjeblik! Og alene det, at hun bruger ordet ”sker”. Og altså i det hele taget forstår gudstjenesten som en helhed og struktur, der kan sammenlignes med et almindeligt drama (og altså, siger jeg, BC, ikke bare en prædiken = et undervisende foredrag, som for skams pog traditions skyld er omgivet af nogle ”sange” og gamle ”led”).

Den ANDEN er i forbindelse med beskrivelsen af en kvindelig præst, der prøver at gøre dåbshandlingen meget ”fri”. Hun ”småsnakker” med dåbsfamilien, mens den bliver arrangeret ved døbefonten, hun har ingen bog i hånden. Men ”desværre er præsten ikke helt fortrolig med teksterne, og den frie tale bliver så fri, at den omformulerer dåbsbefalingen og fjerner sig fra ritualet. Det gør i virkeligheden handlingerne til dagligdagshandlinger uden helt at være det, for det er handlinger uden intentionalitet. Hvis de også mister deres formål som ritual, bliver de blot meningsløse handlinger”.

Den TREDJE lyder: Lige lidt hjælper det dog [med de mange nye gudstjenesteformer], hvis man i forsøget på at gøre noget nyt stadig ikke er bevidst om, hvorfor man gør, som man gør, eller hvordan det, man gør, virker på menigheden”.

* * *

KIM MØLLER og KURT WESTERGAARD på GENERALFORSAMLINGEN 13. MARTS 2010

* *

SNEHVIDE OG NIKOLINENIKKI

Facebook er også et nyt folkeligt mødested, hvor man kan komme direkte fra Kurt Westergaard til Grundtvig-gruppe

Af Bent Christensen, pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag.

[Dette indlæg var i det grundtvigske Dansk Kirketidende 4/3 [2010]. Der henvises til en artikel i forrige nummer med titlen "Snehvide dot.com", hvor der ses kritisk på selvudstillelsen i Facebook, jfr. den smukke Snehvide i en GLAS-kiste!]

Det var mærkeligt for mig at læse Jens Bruns Snehvide dot.com-betragtninger. i nr. 2. Jeg var nemlig lige selv kommet på Facebook. Jeg har ellers altid erklæret, at her ville man aldrig komme til at finde mig. Men den 19. januar 2010 var der i Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sapphos nyhedsbrev et link til en video, hvor en ung sangerinde ved (kunstner)navn Nikolinenikki udtrykte sin støtte og kærlighed til tegneren Kurt Westergaard efter mordforsøget på ham nytårsdag og auktionshuset Lauritz.com’s afvisning af hans Haiti-støttetegning. Videoen hedder Farlig romance - med Kurt Westergaard og kan findes på YouTube.

Vi blev her i huset meget begejstrede for denne video. Den er et lille Gesamtkunstwerk, en forening af ord, toner, videoeffekter og - må man nok sige! - kropssprog. Og Nikoline Astrid Nielsen, som denne 17-årige HF-studerende hedder, laver det hele selv, undtagen den underliggende (karaoke)musik, altså også alt det videotekniske.

Et par citater:

”Du tænder mig / ... / Vil ha’ din fame, ja, din berømthed, / selv om Mellemøsten ikk’ gi’r dig fred”. - ”Nikki, Nikki, ooh-la-la, / det her er farligt. / Terror, terror, fuck det, Baby, / tegneren er smuk, ja, nemlig. / Terror, terror, fuck det, Baby, / det sker ogs’ uden din tegning”.

Da jeg hørte, at Nikoline havde modtaget trusler, og at der var oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, gik jeg på og ind i støttegruppen Nikoline Astrid Nielsen Official Support Group. - Der er senere ført kampagne mod Nikoline i blandt andet Modkraft.dk, men hun har svaret igen ved at lave en ny video, en parodi på en autonom pige med titlen Jeg føler mig lidt gusten.

Et citat:

"Jeg går ud i nat - og husker mit bat. Nu skal jeg kaste med brooosten”.

Ven med Nikoline

Jeg skrev også et læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende: ”Lyspunktet Nikolinenikki”. For Nikolinenikki er virkelig et stærkt symbol midt i de etableredes mange pinlige omsvøb og bortforklaringer. Og min kommentar på YouTube til den engelske version Risky Romance - With Kurt Westergaard sluttede med ordene: ”I hope it will be known and enjoyed worldwide - as a new Danish contribution to freedom”.

Jeg blev også almindelig Facebook-ven med Nikoline, så jeg kunne følge med i hendes diskussioner med nogle af hendes nu over to tusind(!) ”venner”, ja, jeg har ligefrem ved et par lejligheder deltaget i diskussionerne. Meget interessant. Men jeg var jo også blevet ”ven” på Facebook i al almindelighed, og kom blandt andet straks i kontakt med både gamle virkelige venner og medlemmer af min familie. Jeg erklærede dog, at jeg kun ville være på Facebook, så længe situationen omkring Nikolinenikki og hendes videoer var aktuel.

Efterhånden opdagede jeg imidlertid, hvor mange muligheder der i det hele taget er i dette medie, lige fra de allermindste hygge-sammenhænge i familien (som vi virkelig har fået smag for!) til de allerstørste offentlige sammenhænge. Jeg begyndte derfor hurtigt at lege med tanken om at udvide min tilstedeværelse på Facebook i stedet for at afbryde den!

På Grundtvigs skuldre

Det første, jeg gjorde, var at få sat det rent private ind i en anden profil. Det næste var, at jeg indførte nogle procedurer, der sikrer, at jeg kun får ”venner”, der virkelig ønsker at have kontakt med netop mig. Og jeg lægger ikke skjul på, at jeg helst vil diskutere de ting, der har med mit hovedprojekt at gøre, altså mit Grundtvig-inspirerede livs- og litterærpoetiske projekt og program med tilstødende områder (”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”). Jeg skriver hver uge et lille digt, som jeg sætter på min ”væg”.

Selvfølgelig smutter der noget fremmedpolitik og værdikamp ind. Det startede jo med Nikolinenikki og Kurt Westergaard. Men navnlig får jeg drøftet ”kirke og teologi”. Måske kan dette ende med at blive ret stort! Der er i øvrigt snart heller ikke en politiker eller tilsvarende med respekt for sig selv, der ikke er på Facebook.

Endelig har jeg benyttet mig af muligheden for at oprette en såkaldt Facebook-gruppe, vel at mærke en lukket diskussionsgruppe med navnet På Grundtvigs skuldre, hvortil jeg vil invitere særligt interesserede.

Men jeg kan naturligvis udmærket se, hvad Jens Brun taler om. Det er bare ikke noget, specielt Facebook er skyld i, men ting, der i det hele taget kendetegner vor tid, og jeg kan ikke helt sige mig fri for den tanke, at der for Facebooks vedkommende, midt i al overfladiskheden og selvudstillelsen, kan blive tale om et nyt folkeligt mødested, ja, om i mange henseender et vor tids forsamlingshus - som måske ligefrem kan føre videre til en genoptagelse af samværet i kød og blod i det rigtige forsamlingshus!

* * *

LYSPUNKTET NIKOLINENIKKI

Lyspunktet Nikolinenikki

[Lolland-Falsters Folketidende 22.01.10. - Sat på min hjemmeside 27.01.10]

I situationen efter angrebet på Kurt Westergaard med blandt andet auktionshuset Lauritz.com’s afvisning af hans tegning til fordel for jordskælvsofrene i Haiti, vil jeg sige, at det er i orden, at folk er bange - bare de siger det, som det er, og ikke prøver at besmykke deres adfærd med fine ord. Man hverken kan eller skal tvinge folk til at være modige. Så må hele samfundet ellers se, hvordan vi i fællesskab kommer terrorismen til livs.

Men jeg vil også pege på et virkeligt lyspunkt midt i hele elendigheden. Det er den kun 17 år gamle sangerinde Nikoline Astrid Nielsen alias Nikolinenikki’s video med sangen ”Farlig romance med Kurt Westergaard”. Her erklærer Nikolinenikki sin støtte og kærlighed til Kurt Westergaard - på en måde, som ganske vist nok i flere henseender vil kunne virke stødende, men som i virkeligheden er nærmest genial.

Mange vil nok undre sig over, at vi her i huset er blevet vildt begejstrede for denne video. Men man skal forstå den som en kæmpe spøg fra den danske, vestlige kulturs side som svar på terroren. Og med dette sind skal man se og høre den en hel del gange. Teksten er virkelig raffineret.

Videoen kan findes mange steder på Internettet, bla. på YouTube. Måske er en engelsk version på vej. God fornøjelse! Men vi må håbe, der ikke sker den modige unge pige noget.

* * *

GUDSTJENESTEN

[Sat på 12.03.10]

Vor drøftelse handlede i høj grad om tidspunktet for søndagsgudstjenesten. Men det er der jo også teologi i. I hvert fald pegede jeg på, at vi jo for det første fejrer gudstjeneste om søndagen, fordi det er Herrens opstandelses dag, så at hver søndag er en lille påskedag. Jeg henviste i den forbindelse til salmebogens nr. 406 ”Søndag morgen fra de døde”, som er et af resultaterne af ”Grundtvigs græske vækkelse i 1837”, hvor han gendigtede flere græske oldkirkelige hymner, i dette tilfælde en af dem, hvori det netop udtrykkes, at hver eneste søndag morgen er en lille påske. Og denne opfattelse lever stærkt videre i Østkirken, Den Ortodokse Kirke, hvilket jo også og ikke mindst vil sige den russiske. Jeg mindedes derfor, hvordan jeg den 27. maj 1986 under festmiddagen på Fuglsang for den russiske ærkebiskop Pitirim, der i de dage besøgte Lolland-Falsters Stift, oplæste min egen oversættelse til russiske urimede linier af denne salme og bagefter overrakte ærkebiskoppen et fint eksemplar med ”broderlig hilsen til alle russiske kristne”, altså som en slags kvittering for, hvad netop vi her i Danmark gennem Grundtvig på en helt særlig måde havde fået fra Østkirken. Ærkebiskoppen var meget glad for både dette og den lille tale, jeg holdt for ham, og jeg har senere - efter kommunismens fald - under rejser i Rusland og Kazakhstan ved flere lejligheder glædet mine russiske medkristne med denne oversættelse - som jeg nu benytter anledningen til at sætte på min hjemmeunderside RUSSKIJ (hvor der i forvejen bla. står nogle rigtige salmeoversættelser til russisk af mig; men det er en helt anden historie).

Men vi diskuterede altså tidspunktet. Og Dorthe og Maria fremførte de velkendte argumenter med, at (især) børnefamilierne ikke (så godt) kan være klar til ved titiden, så at det ville være bedre at holde gudstjenesten fx kl. 15. Hvortil jeg dels henviste til den ovf. beskrevne ”påske-teologi”, dels henviste til, at der også i videre forstand var teologi i tidspunktet, idet det naturlige må være, at man først får hele kristendommens lys som fortegn og derefter - i dette lys - nyder resten af hellig- og hviledagen med alle de mange gode ting, man som familie eller par eller enkeltperson kan finde på. Hvis/når man kender hele mit teologiske hovedanliggende, vil man forstå, at dyrkelsen af de menneskelige glæder med gudstjenesten i ryggen både i selve søndagssammenhængen og i det hele taget betyder virkelig meget for mig.

Men jeg er jo også en stor frihedsmand og en god demokrat. Og jeg minder tillige om, at kristendommen som bekendt ikke er en lovreligion, så selv om jeg vil fastholde, at søndag formiddag i princippet er det BEDSTE tidspunkt, som man selvfølgelig så vidt muligt bør holde sig til, så kan man naturligvis som kristne samles til gudstjeneste på alle mulige andre tidspunkter. Jeg kan i den forbindelse også minde om, at jeg er gammel feltpræst og i denne egenskab har holdt gudstjenester på mange mærkelige tider og steder (bla. på Cypern i vinteren 1976/77). Og jeg har da også som præst holdt mange aftengudstjenester, både i Pedersker-Poulsker på Bornholm 1971-1974 og i Døllefjelde-Musse-Herritslev på Lolland 1974-2003. Ligesom jeg nu som mest organist ofte spiller til gudstjenester både eftermiddag og aften. Jeg går dog normalt ikke frivilligt til gudstjeneste efter kl. 12 - undtagen selvfølgelig skærtorsdag kl. 19 og langfredag kl. 14.

Det er i det hele taget sådan, at man altid vil kunne finde et sted i nærheden, hvor der er gudstjeneste om eftermiddagen eller om aftenen. Men man kan - som vi har været ret grundigt inde på det i den ovf. omtalte oprindelige diskussion - også henvende sig til sit menighedsråd, som præsten/præsterne jo er oven i købet født(e) medlem(mer) af, og finde ud af noget.

Nej, jeg vil meget hellere snakke GUDSTJENESTE- og KIRKEÅRSFORSTÅELSE. Mange mennesker - måske også mange præster - er alt for tilbøjelige til at opfatte gudstjenesten som først og fremmest PRÆDIKENEN med karakter af en slags UNDERVISNING - og så ellers nogle ”sange” og nogle gamle ”led” før og efter. Idet man dog må sige, at der i løbet af det 20. århundrede er sket en virkelig styrkelse af forståelsen af NADVERENS betydning. Men det er meget vigtigt, at vi i langt højere grad kommer til at forstå gudstjenesten som et ”dialogisk-dramatisk” møde mellem Gud og os, hvor vi henvender os til Gud allerede i den måde, hvorpå vi kommer til kirke, men da i hvert fald fra indgangsbønnen af, og så ellers i de andre bønner og i salmerne. Ja, netop den egentlige salme er jo i sig selv en hel lille gudstjeneste, en hel lille dialog mellem Gud og os, idet den består af dels noget ”genfortælling”, dels direkte bønner eller anden henvendelse fra os til Gud. Men hvor Gud jo så taler - mere eller mindre direkte - til os igennem læsningerne og prædikenen m.m. Og hvor vi jo faktisk direkte legemligt møder Gud i nadveren. Gudstjenesten er, som vist Erik A. Nielsen så uforligneligt har udtrykt det, ”re-præsenteret frelseshistorie”, altså hele historien, fra skabelsen og syndefaldet af og indtil Guds Riges komme, til stede for os, hos os og med os i et levende nærvær.

Tilsvarende skal vi lære at leve med i KIRKEÅRET, så vi virkelig oplever hele historien fra den jødiske historie af og fra Mariæ bebudelse og julen af over påske og pinse og frem til kirkeårets åbne slutning, der er åben ud mod Guds Rige.

Dette er nogle af de vigtigste ting, vi kunne drøfte. Men der er jo også mange spørgsmål i forbindelse med GUDSTJENESTENS ENKELTE LED, ja, i det hele taget GUDSTJENESTENS HISTORIE. Og der er gudstjenesten i ØKUMENISK sammenhæng. - Noget af det kan man læse om på min hjemmeunderside ”Kirke og teologi”.

Og inden man ser sig om, kommer man jo ud i drøftelsen af DEN KRISTNE TRO OG TROSLÆRE I ALMINDELIGHED. Og for min skyld, kan vi godt tage en lang drøftelse. Det er der virkelig brug for. Ja, ganske særligt i den tid, vi er i nu - for slet ikke at tale om fremtiden. Der bliver på en helt ny måde brug for, at hver enkelt kristen (hver efter evne og øvrige omstændigheder) er godt funderet i det hele.

* * *

SEX-STENDER

[Note (ca.) 26.02.10 - ca. 19.03.10]

SEX-STENDER - Kan ikke komme direkte ind på diskussionen om Poul Joachim Stenders nye store åbenbarelse om det kristne syn på sex, så jeg prøver at sætte min kommentar ind her. Havde ellers mest lyst til at forbigå sagen i - pinlig - tavshed. Det halve af, hvad han siger, er ganske vist rigtigt. Og mit slagord har altid været, at de eneste, der virkelig har haft et sundt forhold til det seksuelle, er jøderne, men at det skulle de kristne så bare have videreført (hvad vi jo også er nogle, der stille og roligt gør). Og det kan enhver, der vil, jo også se, så det er bare latterligt at ville slå sig op på at sige nogle selvfølgelige ting. Dertil kommer imidlertid, at der er noget galt i selve måden, Stender siger tingene på. I en ordentlig kristen tale roder man ikke tingene sammen på en sådan hopla-vammel måde. Den gode kristne passer sit gudstjenesteliv, sit andagtsliv og sit arbejde med den kristne troslære, og glæder sig derudover - og på grundlag deraf - over livets både store og små glæder. Hvor pointen netop er, at hele livsengagementet så at sige sker uafvidende, eller altså i sin egen gode saglighed. Hvor svært kan det være?! - Men denne misforståede og sammenrodende sexdyrkelse kan jeg måske endda tilgive Stender. Hvad jeg aldrig tilgiver ham, er skærtorsdagsmiddagene! De hærger nu Folkekirken som den værste pest. At sidde og æde og drikke og være fin, mens Jesus går mod lidelse og død! Hvis jeg var til den slags, ville jeg finde min kniv frem!

* * *

STUDIEGRUPPEN PÅ GRUNDTVIGS SKULDRE

Beskrivelsen er foreløbig: AKTUEL UDMØNTNING AF ARVEN OG INSPIRATIONEN FRA GRUNDTVIG - kirkeligt, teologisk, folkeligt, kulturelt, poetisk. - ET FORSØG ved Bent Christensen.

I modsætning til gruppen "Göteborg-Universitetet", som dels i høj grad er en spøg og/eller provokation, dels ifølge sagens natur også her helt indledningsvis er en i princippet akademisk gruppe, er gruppen her åben for alle, der vil være med i en seriøs og sammenhængende drøftelse af, hvordan vi i nutiden og fremtiden kan udmønte "arven og inspirationen fra Grundtvig".

Mere senere.

TILFØJELSE 06.11.10:

Sådan skrev jeg dengang. Men det gælder både mine Facebook-aktiviteter som sådanne, denne underside og de to FB-grupper, jeg har oprettet, at jeg simpelt hen ikke vil få tid til at gøre ret meget mere ved det. Jeg er nu langt om længe kommet ind i den egentlige produktionsfase på mit livs- og litterærpoetiske hovedområde, og side- eller ”bifags”-området ”slavistik” tager også en del tid, så jeg må virkelig koncentrere mig. Jeg sætter mine digte, aforismer, fragmenter og salme-vers på min profil, og så udveksler jeg lidt kommentarer med mine venner om de forskellige ting, ja, somme tider også bare for hyggens skyld. Jeg hører til dem, der mener, at Facebook virkelig giver mulighed for at genvinde noget af den mellemmenneskelige kontakt - med blandt andet seriøs samtale og meningsudveksling - der er gået tabt ude i det såkaldt virkelige liv.

* * *

FÆLLESNORDISK SUPERUNIVERSITET I CYBERSPACE

Gruppen "GÖTEGORG-UNIVERSITETET".

Grundtvig kendes af de fleste som ”folkehøjskolens fader”. Men hans egentlige plan var, at der i Danmark - men også i Norge og Sverige (og Finland?) - skulle være henholdsvis et ”folkeligt akademi” (folke-universitet) til meddelelse af ”folkelig livs-oplysning”, og et universitet, hvor statens embedsmænd og tilsvarende kunne få en faglig uddannelse på højt akademisk niveau, men at der som en super-overbygning over dette, ja, som et super-universitet a la Platons Akademi i Athen eller Oxford University i samtidens England, skulle være ET FÆLLES NORDISK UNIVERSITET I GÖTEBORG (lige i hjørnet mellem det gamle Danmark, Norge og Sverige). Her skulle den absolutte topvidenskabelighed drives, og her skulle den filosofiske og videnskabelige diskussion på allerhøjeste niveau finde sted - som almindelige mennesker, men jo især folk med uddannelse fra de nationale universiteter, skulle kunne komme og høre på, ja, deltage i, altså som en slags post-graduate studerende. Dette nordiske universitet skulle selvfølgelig ikke leve i isolation, men være den nordiske folkestammes bidrag til den store fællesmenneskelige filosofi og videnskabelighed, ja, samlede erkendelsesvirksomhed og være i stadig kontakt og vekselvirkning med tilsvarende institutioner over hele jorden. - Se i øvrigt den mere udførlige beskrivelse.

Desværre er denne tanke aldrig blevet realiseret. Men jeg har i mange år sagt, at hvis det endelig skulle være, kunne samtalen mellem tænkere og forskere på topniveau jo føres i et fællesnordisk TIDSSKRIFT. Og i de senere år har jeg naturligvis sagt, at den kunne føres på en HJEMMESIDE. I januar måned 2010 kom jeg på Facebook, og kort tid efter oprettede jeg gruppen PÅ GRUNDTVIGS SKULDRE. Den 16. marts 2010 kom det til mig, at jeg jo faktisk ville kunne grundlægge en cyberspace-udgave af Grundtvigs Göteborg-universitet på tilsvarende måde!

Og det har jeg - SÅDAN SET! - gjort nu, nemlig gruppen "GÖTEGORG-UNIVERSITETET". Og i princippet kunne det være en virkelig grundlæggelse. Men det siger sig selv, at DER SKAL MINDST ET MIRAKEL TIL, HVIS DET OGSÅ SKULLE VISE SIG AT VÆRE DET I PRAKSIS!

Den gruppe, jeg her har oprettet, må derfor I PRAKSIS ses som en slags SPØG eller PROVOKATION - eller SPØGEFULD PROVOKATION. Hvilket igen vil sige, at den må ses som en UDBYGNING af gruppen PÅ GRUNDTVIGS SKULDRE med henblik på drøftelsen af specielt ”Göteborg-perspektivet” eller altså, hvad jeg - og nu i fuldeste alvor - vil kalde DEN ERKENDELSESMÆSSIGE SIDE AF DEN AKTUELLE UDMØNTNING AF ARVEN OG INSPIRATIONEN FRA GRUNDTVIG - hvilket igen vil sige DEN ERKENDELSESMÆSSIGE SIDE AF TEOLOGIEN OM DET KRISTELIGT NØDVENDIGE LIVSENGAGEMENT.

TILFØJELSE 06.11.10:

* *

PRØVE-NOTE OM, HVORFOR JEG ER PÅ FACEBOOK

Nu prøver jeg at skrive en note. Men det er kun en prøve. Det ender nok med, at jeg skriver en lille samling noter, som mere udførligt kan vise, hvad jeg ønsker at opnå ved at have denne i høj grad professionelle Facebook-profil.

På en måde vil jeg bare have mulighed for at vise, hvad jeg laver. Og hvad det angår, henviser jeg straks til min hjemmeside: www.bentchristensen.dk. Her kan man - på en lang række forskellige undersider - se, hvad jeg laver og har lavet, lige fra ”Kirke og teologi” og ”Prædikener” til ”Fremmedpolitik”. På netop undersiden ”Fremmedpolitik” kan man dog se, at jeg vurderer den aktuelle situation på den måde, at den kamp, jeg gik ind i i 2001, nu er ført til sejr i den forstand, at den indvandrings- og islamkritiske side i det mindste har vundet vælgerne og debatten, så at det næste, det gælder om, er, at vi i den størst mulige enighed kommer i gang med at få løst de mange og store og vanskelige problemer, den hidtil førte fremmedpolitik har skabt.

Da jeg i 2003 - som 60-årig - gik på pension, var det efter princippet ”pensionen som arbejdsstipendium” med henblik på koncentrationen om for det første hovedprojektet ”poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement” og for det andet ”slavistikken”, dvs. sproglige, mellemkirkelige og almindelige aktiviteter i forhold til polsk, Polen og polakker (både her og der) og i forhold til ”venderne” (sorberne), det slaviske mindretal Tyskland (jeg er jo gammel sprogofficer og cand. mag. i dansk/russisk). Og alle disse ting kan man som sagt læse meget om og se mange eksempler på på min hjemmeside.

Til også min egen store overraskelse har min hjemmeside nu fået en slags forlængelse her på Facebook. Jeg har ellers altid højlydt erklæret, fx over for mine børn, at her ville man aldrig komme til at finde mig. Men den 19. januar 2010 var der i Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sapphos nyhedsbrev et link til en video, hvor en ung sangerinde ved (kunstner)navn NIKOLINENIKKI udtrykte sin støtte og kærlighed til tegneren Kurt Westergaard, som nytårsdag havde været udsat for et mordforsøg, og som senere havde fået afvist sin Haiti-støttetegning af auktionshuset Lauritz.com. Videoen hedder ”Farlig romance - med Kurt Westergaard”, og linket er: www.youtube.com/watch?v=53xx6NHPiSo

Denne video blev Anna og jeg - til både vor egen og nok også andres overraskelse - store fans af, nemlig ikke bare pga. støtten til Kurt Westergaard og ytringsfriheden fra denne teenagepige, men også pga. videoens kunstneriske kvaliteter. Så da jeg hørte, at Nikolinenikki alias Nikoline Astrid Nielsen havde modtaget trusler for sin video, herunder mordtrusler, og at der var oprettet en støttegruppe for hende på Facebook, gik jeg på, og meldte mig ind i støttegruppen Nikoline Astrid Nielsen Official Support Group - www.facebook.com/group.php?gid=267080089259.

Og jeg deltog lidt i diskussionerne omkring Nikolines video og hele situation (alle er jo nu på fornavn med hende, et lille danmarkssymbol, som hun er blevet), ligesom jeg skrev et begejstret anbefalingslæserbrev til Lolland-Falsters Folketidende (”Lyspunktet Nikolinenikki”, se undersiden”Fremmedpolitik”). Den fulde ordlyd af min kommentar til den engelske version ”Risky Romance - With Kurt Westergaard” står nu på undersiden ENGLISH. - Jeg drøftede og anbefalede desuden videoerne på de indre linier i nogle af mine øvrige sammenhænge. - Siden har Nikoline gjort sig bemærket med en ny video, en parodi på en autonom pige med titlen ”Jeg føler mig lidt gusten”.

Men jeg var jo også blevet ”ven” på Facebook i al almindelighed. Og for hyggens skyld fik jeg den idé, at jeg hver dag (så vidt muligt) ville sætte en lille ting på min ”væg”. Det blev først en aforisme, dernæst nogle små digte. Og det var da også godt, navnlig da jeg også fik et par venlige reaktioner på det. Hvortil kom, at en af de få ting, jeg i forvejen vidste om Facebook, var, at flere politikere brugte den. Jeg havde desuden set, hvordan jeg, inden jeg fik set mig om, var blevet ”ven” med Martin Ågerup, Cepos (hvis mail-nyhedsbrev jeg i øvrigt i forvejen var modtager af).

Jeg begyndte kort sagt at lege med tanken om at udvide min tilstedeværelse på Facebook! Jeg indrømmer blankt, at min optræden her først og fremmest skal ses som en udvidelse af det aktiviteter, der indtil nu har fundet sted på min hjemmeside. Men lidt diskussion bliver der jo mulighed for, ikke alene mellem FB-vennerne og mig, men også mellem FB-vennerne indbyrdes. Og den side af sagen er allerede i gang.

Men endelig har jeg jo - for særligt interesserede - oprettet diskussionsgruppen ”På Grundtvigs skuldre”, som forhåbentlig kan blive et sted, hvor der kan føres en grundigere diskussion om, hvad jeg plejer at kalde ”den aktuelle udmøntning af arven og inspirationen fra Grundtvig”.

Vi må se, hvordan det hele kommer til at gå.