Erindringer - BILAG

Bent Christensen

Denne side er grundlagt den 4. februar 2009.

Seneste opdatering eller supplering 20.02.18: I ANLEDNING AF PRINS HENRIKS DØD OG BISÆTTELSE. - En aforisme og en lille lokal andenhåndshistorie fra mit gamle pastorat.

Og det er altså en side med tekster, der først og fremmest skal læses som bilag til undersiden ”ERINDRINGER”, hvortil der henvises, og hvorfra der er videre henvisninger. Se nærmere i indledningen nedenfor og i de aktuelle kommentarer til i hvert fald nogle af teksterne. - Men hvad netop kirkeblade angår, henvises der til undersiden "Fra kirkeblade". - EN HELT SÆRLIG TEKST er Flemming Kraghs (nu Flemming Hydeskov) "Fragmenter fra et musikliv", en meget indholdsrig beretning om 1950'ernes og 1960'ernes jazzliv m.m. i Nakskov, som simpelt hen må med her. Da den er den tekst, der her på denne side repræsenterer den ældste periode, står den allernederst - og er derfor nem at finde.

Se desuden INDLEDNINGEN.

Også på denne side står ældste tekster nederst, yngste tekster øverst, lige efter indledningen.

* * *

INDHOLD

INDLEDNING

I ANLEDNING AF PRINS HENRIKS DØD OG BISÆTTELSE. - En aforisme og en lille lokal andenhåndshistorie fra mit gamle pastorat. - Sat på her 20.02.18.

SÅ BEDSTEFADERENS FLUGTRUTE. - Folketidendes reportage 31.05.14 om det i forrige tekst omtalte "Canadisk familiebesøg med sovjetisk Anden Verdenskrig". - Sat på her 13.06.14.

CANADISK FAMILIEBESØG MED SOVJETISK ANDEN VERDENSKRIG-BAGGRUND. - Sat på her 13.06.14, men omhandler besøget 26.05.14.

TEKSTER OG ET LINK I ANLEDNING AF MIN 70-ÅRS FØDSELSDAG 15.05.13.

TILBAGEBLIK OG FARVEL. - Min tid i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat 1974-2003

PÅSKE OG JUBILÆUM. - Oplysninger om personer og begivenheder i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat 1974-1999.

TO LISTER - Materiale fra min deltagelse i arbejdet med oplysning om og støtte til den sovjetiske dissidentlitteratur i årene op til og omkring 1970.

DET ER DE ANDRE, DER ER GAMMELDAGS. - Alt for damerne nr. 5/66, februar 1966. - Om seksualmoral og ægteskab. Den første polemiske tekst, jeg har skrevet som voksen.

STANDPUNKT, ANSVAR OG VIETNAM. - Berlingske Tidende 18.01.66.

”ÅNDELIG FOLKEFRONT”. - Indbydelse fra efteråret 1965 eller vinteren 1965/66. Med udførlig 2009-kommentar.

FJERNKENDING - I PRAKSIS! - En artikel fra 1950 af premierløjtnant N.J.W. Sabinsky, som i 1964 var major og chef for Luftværnsbatteriet, Bornholms Værn. - Bilag til undersiden "Erindringer", kap. 5, afsnittet "1964. Løjtnant på Bornholm".

FRAGTMENTER FRA ET MUSIKLIV. (Musik- og især jazzlivet i Nakskov i slutningen af 1950'erne og o. 1960). - Af klarinettist m.m. Flemming Hydeskov (dengang Kragh). - Et virkelig godt og fyldigt sidestykke til de pågældende dele af "Erindringer"!

NEKROLOG OVER MIN FAR skovfoged Peter Christian Christensen, Oreby, født 27.4.1888, død 23.2.1949.

Ved N. S. M. - Om det pågældende tidsskrift oplyses nærmere ved selve teksten

NEKROLOG OVER MIN MORFAR gårdejer Lauritz Rasmussen, Askø, født 14.12.1853, død 06.05.1934.

ASKØ-SØMANDEN JENS PEDERSEN BRUSENS ERINDRINGSNOTAT. - Fra 1928. - En mand, min mor ofte fortalte om. - Notatet indgår også i mine Lollandsonetter som del af note til "Frie Lollandsonetters" nr. 1 "Askø i Smålandshavet".

* * *

INDLEDNING

Det er først teksterne fra mine polemiske og politiske år fra 1965/66 til 1969, der sættes på her. Men der kommer efterhånden også tekster fra de følgende år. En del tekster fra disse senere år står dog allerede på nogle af de andre undersider. Det gælder ikke mindst teksterne fra det bornholmske kirkeblad ”Kirkehilsen” fra marts 1972 til maj 1974, som stort set kun vil komme til at stå på undersiden ”Fra kirkeblade”.

Jeg har grundigt overvejet, om jeg skulle sætte de gamle - og dermed ofte ret umodne - tekster på. Men det sker udtrykkeligt på den måde, at der er tale om bilag til ”Erindringer” (hvilket jo også gælder meget af det, der står på undersiden ”Litterære tekster”). Og jeg har jo faktisk skrevet dem. Så de er virkelig kilder til min historie. Og dermed til den tids historie i det hele taget. Og selv om det ofte har været lidt pinligt for mig at se, hvor umoden og ofte ”hysterisk” jeg har været i de polemiske tekster fra perioden 1965-1969, eller ”skinger i tonen”, som man siger i dag, så er der ikke noget, jeg fortryder, hvad selve mine holdninger angår. Tværtimod er jeg i selv mine mest selvkritiske stunder taknemmelig over, at jeg i hvert fald hverken kom på den forkerte side eller på den feje midte i disse forfærdelige år. Historien har jo også stort set givet mig ret. Ikke mindst har den kommunisme, man dengang sværmede så meget for, vist sin - også helt bogstavelig talt - totale fallit. Men de, der var på den forkerte side dengang, er sluppet overraskende godt fra det. Mange af dem sidder - eller har siddet - i fine og indflydelsesrige stillinger, og de har åndelige efterkommere, der fører sig frem på måder, der uhyggeligt minder om dengang. Hvortil kommer, at det også i vor tid er i høj grad er pinaforeadmiralerne, der holder samfundet i gang. Meget af det, der er sket siden 1980’erne, minder uhyggeligt om det, der skete i 1960’erne og 1970’erne. Det er stadig vanskeligt og omkostningsfuldt at tale de ”progressive” imod. Men det er så en vigtig grund til, stadig at huske, hvordan det var i 1960’erne og 1970’erne.

Det, jeg er mest tilbøjelig til, måske, at bebrejde mig selv, er, at jeg på en måde spildte mine kræfter i nogle afgørende år på at være en måske bare lidt højere form for læserbrevsskribent. Men jeg følte virkelig, at situationen var farlig, og at jeg ikke kunne vente, til jeg kunne virke på et højere plan. Og hvis man ser godt efter, vil man kunne se, hvor meget af det, jeg har i dag, der er blevet grundlagt i de afgørende år 1965 og 1966, hvor jeg lige var blevet gift og dermed for alvor skulle til at orientere mig i samfundet - vel at mærke i et samfund, hvor der foregik vanvittige og farlige ting. Bagefter kan man altid sige, at det jo ikke gik så galt endda. Men det kunne man ikke vide dengang. Man kunne fx ikke vide, at vi kun fik een Blekingegade-bande, og at der fx ikke kom til at ske mindst en (yderligere?) finlandisering af Danmark. Osv. Og hvad hvis der slet ikke var nogen der havde sagt ”de venstreorienterede” imod?

Og det allervigtigste for mig selv var, at jeg i vekselvirkningen mellem mit polemiske og politiske engagement, og så mit studium og mine personlige livsanskuelsesmæssige kampe kom til at bevæge mig frem mod et kristent standpunkt, ja, til sidst vendte helt tilbage til den kristne tro - vel at mærke på en bred praktisk erfaringsbaggrund. Ja, hvis man ser rigtig godt efter, vil man kunne se, at nogle af de ting, jeg nu arbejder med ”på min plads på Grundtvigs skuldre”, i høj grad var til stede dengang, om end måske kun i nogle umodne kim. Jeg kunne - og burde - sådan set have koncentreret mig mere om mine studier og i det hele taget om at dygtiggøre mig på de højere niveau’er. Men det står nu klart, at jeg ikke rigtig ville have vidst, hvad jeg skulle bruge min flid til, så længe jeg ikke var livsanskuelsesmæssigt afklaret. Jeg var nødt til at skulle ind i kristendommen. Og bagefter var jeg nødt til at skulle gennem mine 26 ”bruttoår” og ca. 19 ”nettoår” med Grundtvig.

Under arbejdet med erindringerne og nærværende underside er det blevet klarere og klarere for mig, at vel var mit udgangspunkt siden 1961 ekstremt nihilistisk og i hvert fald meget ”begynde-forfra-minimalistisk”, men når jeg i min tomhed og umodenhed stod over for farlige, destruktive eller usympatiske kræfter, så måtte jeg i mange henseender falde tilbage på nogle borgerlige, ja, småborgerlige positioner, jeg under mere normale omstændigheder på i hvert fald en eller anden måde ville have været venligt og respektfuldt på vej væk fra. Det gælder allerede rent sprogligt. Jeg havde i 1965/66 ikke mit eget sprog - og i det hele taget ikke ret meget mit eget - at sætte op mod marxisterne og de andre progressive. Men da jeg ikke kunne lide dem og fandt dem farlige, måtte jeg jo prøve at bekæmpe dem, i hvert fald prøve at hindre dem i at få et magtmonopol, med de midler, jeg havde. Jeg har ikke noget imod, at der er nogen, der mener noget andet end jeg, ja, i mand-til-mand-samtale kan jeg fint snakke med alle. Men ikke alene frygter jeg livet i et virkeligt diktatur mere end noget andet, jeg vil også gøre alt for at sikre mig, at jeg frit kan trække vejret, dvs. at der ikke råder et de facto meningsdiktatur. Og selv om jeg også har andre grunde til at have en ret positiv holdning til fx min egen kulturelle baggrund, så er denne kultur dog altid noget, mens man venter på det nye, og den har også den fordel, at den på mange måder er ”stille og rolig”, så man netop både kan trække vejret og have ro til at tænke, uden hverken selv hele tiden at skulle skabe sig (også bogstaveligt forstået!) eller hele tiden at være omgivet af mennesker, der skaber sig. Og når min holdning dels rummer en oprigtig respekt for det i den gamle kultur, der faktisk er noget, dels rummer en rimelig distance, afslappethed og ironi, tager jeg ikke skade af det.

Men det går stadig alt for langsomt for mig. Jeg mangler også nogle vigtige talent-dele. Men min teologi og mit kirkesyn, herunder mit gudstjenestesyn, ligger klar, også klar til afbenyttelse. Hvad kirkesynet angår, både nationalt/konfessionelt og økumenisk. Og med det ”eksistensrum-koncept”, jeg er nået frem til i 2008 og 2009, har jeg også det grundlag og den ramme, jeg skal arbejde på og i resten af mit liv. Så lad os nu se, om det, der begyndte så fortvivlet i 1965/66, ikke kan nå at ende ret godt.

Endelig har jeg siden 1990 haft den store glæde at kunne bruge mine i første omgang militært erhvervede russiskkundskaber i et ret omfattende mellemkirkeligt og -kulturelt arbejde, et arbejde, jeg stadig udfører, om end nu koncentreret om Polen og polakkerne (både her og der) og om sorberne (”venderne”) i den sydøstlige del af det tidligere DDR - og om det polske og det (øvre)sorbiske sprog (begge slaviske som det russiske). Men jeg må jo så også sige, at de ting, jeg i denne forbindelse har set og hørt, yderligere bekræfter mig i, at det var den rigtige side, jeg var på i 1965/66! Kommunismen var i virkeligheden endnu grusommere og ynkeligere, end selv jeg dengang vidste. - Se også undersiderne ”Om mig selv”, ”Internationalt” og ”Sorbere - vendere”).

De artikler om sovjetiske forhold, jeg skrev i årene efter 1966, vil jeg også prøve at få sat her på denne side.

I øvrigt henviser jeg til de kommentarer, der er eller vil blive sat ved (nogle af) selve teksterne.

* * * * * *

I anledning af Prins Henriks død og bisættelse

Februar 2018

En aforisme og en lille lokal andenhåndshistorie fra mit gamle pastorat

Dagen før Prins Henriks bisættelse den 20. februar 2018 - og under indtryk af den ejendommelige situation i de dage - slog jeg dette op på min Facebook-væg (hvor jeg slår alle mine digte, aforismer og salmer m.m. op):

Ugens ekstra aforisme

Aldrig før i den danske offentligheds historie har så mange så hurtigt haft en mand at takke for så meget.

16.02.18. Fire dage efter Prins Henriks død. - Men jo slået op mandag 19/2, dagen før bisættelsen.

Samtidig satte jeg aforismen (med tidsangivelserne som her) i manuskriptet til min planlagte digtsamling Digte og aforismer 2016-2018. Men noget senere på dagen satte jeg nedenstående i et kommentarfelt til opslaget, og det er det, der er det egentlige, lokalhistoriske "bilag" - som ikke var helt med på undersiden "Erindringer - DAGBOG". Jeg skrev:

ET ANDENHÅNDSMINDE OM PRINS HENRIK FRA MIT GAMLE SOGN MUSSE

Da nogle allerede har tilkendegivet, at de forstår denne ekstra aforisme, vil jeg her i dette felt fortælle en ting, som jeg ellers havde besluttet ikke at offentliggøre. Det kan også godt være, man kun kan nyde den til fulde, hvis man har kendt den gamle Musse Købmandshandel og købmand Tove Wriedt. Men man skal altså se et lille gammeldags købmandslokale fyldt med mennesker for sig og høre Tove Wriedt svare på lollandsk. Her er historien, som altså dengang løb rundt i Musse og omegn (Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat på Østlolland).

Det er mange år siden. Der var stor militærøvelse på Lolland, og kronprinsen, som dengang var løjtnant i Gardehusarregimentet, var med som kampvogns- eller opklaringsdelingsfører (jeg håber detaljerne er korrekte). Jeg husker, at der var et billede i avisen, hvor delingen lå i stilling henne ved Fuglsang. Jeg husker også, at chefen for den anden side i øvelsen havde udlovet champagne til dem, der kunne tage kronprinsen til fange. Men den stolte far prins Henrik var altså nede for at se, hvad sønnen var med i. Og han blev selvfølgelig jagtet af medierne. Og nu kommer min andenhåndshistorie:

På et tidspunkt kom nogle tv-folk ind i Musse Købmandshandel og spurgte: "Er der nogen, der ved, hvor prins Henrik er henne?". Hvortil købmand Tove Wriedt svarede: "Ha’ står li’e derhenne!". - Prinsen var åbenbart løbet tør for smøger og var gået ind i Musse Købmandshandel for at købe nogle. - Kan I se det for jer?

* * *

Canadisk familiebesøg med sovjetisk Anden Verdenskrig-baggrund Folketidendes reportage 31.05.14 med denne overskrift:

Så bedstefaderens flugtrute

LINK til mit Facebook-album med billeder fra dagen og scanninger af Folketidende-reportagen:

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.787682537932280.1073741842.100000716224349&type=1&l=ba283a3a25

Folketidendes reportage 31.05.14.

Øverste halvdel af s. 19. - I båndet allerøverst: Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, siger Anna om det at se sin canadiske grandkusine for første gang og få delt denne familiehistorie. - Tekst til billedet: Canadiske Tracy Warner forrest midt for genser Højbygaard, hvor hendes bedstefar var i flygtningelejr efter Anden Verdenskrig. Til højre for hende står Anna Christensen fra Fuglse, der er hendes grandkusine. Bagest Højbygaard. Foto: Flemming Karlsen

Nederste halvdel. - Allerøverst: Canadisk barnebarn besøgte Højbygaard, hvor hendes bedstefar var i flygtningelejr efter Anden Verdenskrig. - Overskriften: Så bedstefaderens flugtrute. - Tekst til det sorthvide billede til venstre: Højbygaard som flygtningelejr i dagene efter 4. til 5. maj 1945. Kilde: Sydlollands Lokalhis. Arkiv. - Tekst til farvebilledet til højre: Anna Christensen peger ud over marken, hvor hendes onkel flygtede. Noget han senere genoplevede. - Reportagens forfatter: Kenneth Kjæp Larsen.

-

Selve teksten

Men en enkelt korrektion i [].

Så bedstefaderens flugtrute

HOLEBY - Det er jo vores historie, lyder det fra Tracy Warner, da hun bliver spurgt, hvorfor hun og manden Kurt er taget fra Canada for blandt andet at besøge Højbygaard.

Læser man hendes familiekrønike, forstår man godt, hvorfor hun på en forårsdag i maj valgte at lægge vejen forbi den gamle gård lidt uden for Holeby.

Det var nemlig herfra, at hendes bedstefar, russiskfødt Jan Karlovitj, flygtede efter at have siddet i flygtningelejr i 1945.

Så for at forstå hendes historie, skal man forstå bedstefarens.

Tysk krigsfange

Jan Karlovitj blev født i Sankt Petersborg, Rusland, i 1910. Senere flyttede familien til Moskva, hvor han, der havde vist evner inden for elitesport, begyndte at træne unge mænd sandsynligvis til OL i Berlin 1936.

Da Anden Verdenskrig var godt i gang, brugte han sine evner til blandt andet at træne sovjetiske soldater i at stå på ski. Senere blev han, der også havde arbejdet med at grave panser- og skyttegrave, menig soldat. Det var i den anledning, at Jan Karlovitj blev taget til fange og transporteret til Tyskland.

I forbindelse med befrielsen lykkedes det ham imidlertid at hoppe på et skib fra Nordtyskland til Rødbyhavn.

Herfra blev han sammen med andre flygtninge fragtet til Højbygaard, hvor der var blevet oprettet en flygtningelejr. I lejren mødte han sognepræst i Fuglse-Krønge og modstandsmand, Ejlif Andersen, der var blevet udnævnt til lejrens kommandant.

Da flygtningene skulle hjem igen, hjalp han den russiske soldat med at flygte.

Det skete ved at tegne et kort i soldatens hånd, så han stille og roligt kunne glide ud af kortegen med flygtninge på vej gennem Byhave skov.

I tiden derefter skjulte Ejlif Andersen sin russiske ven i præstegården. Han ville nemlig for alt i verden ikke tilbage til Sovjetunionen.

Under præstens tag fik Jan Karlovitj et godt forhold til familien, og skæbnen ville, at han blev gift med præstens søster Etly.

Senere fik han datteren Pitte, og han, der havde en kunstnerisk åre, opnåede også at blive udlært på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorefter familien emigrerede til Canada i 1952.

I Canada tog han navneforandring til Jonas Norkus og levede blandt andet af at sælge sine malerier. Han døde i 1994. [Han var kun én gang i Danmark igen].

[Det] var i midtfirserne, hvor han ifølge familien pludselig forlod selskabet og nærmest i trance gik ad samme rute, som han 40 år tidligere var flygtet.

Et bevæget øjeblik

Tilbage i nutiden står Tracy Warner og betragter det sted, der ændrede sin bedstefars liv. Og som på sin vis var afgørende for hendes eget. Hun er uden tvivl bevæget af situationen og glad for, at det har kunnet lade sig gøre. Det skyldes blandt andet ægteparret Anna og Bent Christensen fra Fuglse. Det var nemlig Annas far, der hjalp Jan Karlovitj med at flygte.

KENNETH KJÆP LARSEN

* * *

Canadisk familiebesøg med sovjetisk Anden Verdenskrig-baggrund

Denne tekst blev sendt til Folketidende-journalist Kenneth Kjæp Larsen forud for familietræffet 26.05.14. - Se teksterne fra Folketidende-reportagen her ovenfor. - Her er et link til mit Facebook-album med billeder fra dagen og scanninger af Folketidende-reportagen:

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.787682537932280.1073741842.100000716224349&type=1&l=ba283a3a25

Mandag den 26. maj 2014 får Anna Christensen, Torslunde ved Holeby, besøg af sin canadiske grandkusine Tracy, som er barnebarn af en sovjetisk krigsfange, Annas far havde hjulpet til at blive i Danmark, og som senere blev gift med hans søster. Annas far Ejlif Johannes Andersen var i 1945 sognepræst i Fuglse og medlem af modstandsbevægelsen. Hovedtrækkene af hele historien opridses nedenfor. Men der henvises også til artiklen "Da lægefamilien blev malet" i Krumsøarkivets årsskrift 1996. Lægefamilien er læge Niels Madsen, som dengang havde praksis i Sørup og var Fuglse-præstefamiliens læge.

Lokalhistoriker Hans Andersens artikel i Krumsøarkivets årsskrift bygger på oplysninger og materiale fra læge Niels Madsens søn overlæge Bent Frijs-Madsen, Næstved, og sognepræst Ejlif Andersens datter Anna Christensen, Døllefjelde, men den følgende oversigt gælder kun selve Jan Karlovitjs historie og historien omkring hans flugt fra flygtningetransporten og ophold i Fuglse Præstegård samt hans videre flugt til Canada og senere besøg i Danmark. Der skal her, som i artiklen, gøres opmærksom på, at der i høj grad bygges på, hvad der er blevet husket af Jan Karlovitjs enke og andre i henholdsvis præste- og lægefamilien, så at det, der fortælles, kan være behæftet med en måske ikke ringe usikkerhed.

Jan Karlovitj blev født i Sankt Petersborg, Rusland, den 9. februar 1910, men hans forældre var litauere, og hans fulde navn har formodentlig været Jan (eller Ivan) Karlovitj Driskus. På et tidspunkt flyttede familien til Krasnojarsk i Sibirien.

Efter faderens død fik Jan, der havde vist talent, undervisning af en russisk maler, men han blev også gode venner med en mand, der var idrætslæge eller lignende, og som så et idrætstalent i ham.

Da familien var flyttet til Moskva, ernærede Jan sig ved at træne unge mænd i klubben Dynamo, bla. til (formodentlig) de olympiske lege i Berlin 1936.

Da tyskerne i 1941 nærmede sig Moskva, var Jan med til at grave panser- og skyttegrave. Senere instruerede han soldater i at stå på ski. Og senere igen blev han regulær soldat, men kort efter taget til fange og transporteret til Tyskland.

I foråret 1945 opholdt Jan sig i Nordtyskland, hvor det lykkedes ham at komme om bord på et skib, der sejlede til Rødbyhavn, og han blev sammen med de andre flygtninge anbragt på Højbygård syd for Holeby. Det fremgår ikke udtrykkeligt, at anbringelsen på Højbygård skete før krigens slutning, men efter den 5. maj 1945 var disse flygtninge i hvert fald på Højbygård, og som den mest sprogkyndige blev sognepræst i Fuglse-Krønge og medlem af modstandsbevægelsen Ejlif Andersen kommandant dér.

Jan havde en betroet stilling i flygtningelejren og fik et godt forhold til lejrkommandanten, som også inviterede ham med hjem i Fuglse Præstegård. Da flygtningene skulle sendes hjem, hjalp pastor Andersen Jan, der absolut ikke ville tilbage til Sovjetunionen, til at flygte og skjulte ham senere i præstegården.

Det er uklart, hvor længe Jan blev i Fuglse Præstegård, men han havde kontakt med såvel præstefamilien i Fuglse som lægefamilien i Sørup, også efter at han var flyttet til København - hvor han blev gift med pastor Andersens søster Etly! I september 1950 fødtes parrets eneste barn, en datter, som i familien Andersen kendes under navnet Pitte. I København nåede Jan at videreføre sin kunstmaleruddannelse på Det Kgl. Kunstakademi.

I 1952 emigrerede den lille familie til Canada. Jan kunne ikke komme langt nok væk fra Sovjetunionen. I Canada arbejdede Jan først på en gård og en restaurant. Han kone fik arbejde på et kontor. Senere tjente han penge ved at sælge sine malerier.

Hans Andersens artikel slutter med oplysningen om, at Jonas Norkus (som Jan Karlovitj nu hed) døde i Canada i foråret 1994. Men der er mere at fortælle.

Faster Etly har været hjemme i Danmark mindst to gange, den ene gang alene (i slutningen af 1960'erne, den anden gang sammen med onkel Jan (engang i 1980'erne). [Indsat her oktober 2014: Det var i 1982]. Datteren Pitte besøgte Danmark engang i slutningen af 1960'erne (men efter moderens besøg).

Under faster Etly og onkel Jans besøg i Danmark i 1980'erne [indsat her oktober 2014: Det var i 1982] besøgte de også nu afdøde pastor Andersens datter Anna i Døllefjelde, hvor hendes mand Bent Christensen var præst og hun selv kirkesanger. Bent Christensen kunne byde onkel Jan velkommen på russisk. Han var nemlig gammel sprogofficer med russisk og cand. mag. i russisk. Og der blev talt en hel del om henholdsvis den russisk-ortodokse kirke i Canada, som Etly og Jan var aktive medlemmer af, og den evangelisk-lutherske danske Folkekirke.

Men højdepunktet i dette besøg var, at Anna Christensen kørte sin faster og onkel til Højbygård, hvor Jan for en stund blev fuldstændig hensat til dengang i 1945 (må det vel have været?), hvor han flygtede fra flygtningetransporten. Han forlod simpelt hen selskabet og gik i sine fodspor fra dengang. Det gjorde et meget stærkt indtryk.

Herefter fortsatte kontakten gennem brevveksling. Faster Etly fik en blodprop i 1995 og døde på et eller andet tidspunkt derefter.

I begyndelsen af 2014 blev Anna og Bent Christensen, som nu (siden Bents pensionering i 2003) bor på Fuglsevej lige øst for Holeby, kontaktet af Annas kusine Karen, som er datter af Annas nu afdøde farbror Hans, der sammen med sin kone Edel også har boet i Canada. Kusine Karen fortalte, at Pittes datter (og altså Etly og Jans barnebarn) Tracy og hendes mand ville komme til Danmark i maj måned, og spurgte, om der kunne arrangeres et besøg på stederne fra dengang. Det kunne der selvfølgelig, og mandag den 26. maj kommer Tracy og hendes mand og kusine Karen og tante Edel til Fuglsevej 5, hvor man efter en frokost vil køre til Højbygård og Fuglse kirke og præstegård.

Det er naturligvis et særligt element i det hele, at Anna og Bent Christensen - næsten - bor i Annas fars gamle pastorat, og jo i hvert fald i "Fuglse-pastoratet". Men det er i Torslunde Sogn, som dengang (og indtil begyndelsen af 1970'erne) indgik i Tågerup-Torslunde Pastorat. Annas far var sognepræst i Fuglse-Krønge Pastorat fra 1943 til 1951, hvor han blev sognepræst i det daværende Hillested-Skørringe Pastorat. Der var han til sin død i 1975.

Bent Christensen

-

Teksterne under billederne i årsskrift-artiklen

Til billedet på side 31: "Omkring 1947 malede Jan Karlovič [Karlovitj] for anden gang hele familien i Sørup lægebolig. Her er det læge Niels Madsen selv. Den sort/hvide gengivelse yder naturligvis ikke på nogen måde maleriet retfærdighed".

Til billedet på side 32: "Jan Karlovičs [Karlovitjs] gengivelse af lægefruen, fru Sys Madsen. Hun var sin mands medhjælp i de 33 år, han praktiserede i Sørup. Begge var meget afholdte af patienterne".

Til billederne på side 39: Øverst tv. "Jan Karlovič [Karlovitj] og hans danske hustru Etlys eneste barn, gengivet efter et maleri af faderen". - Øverst th. "Gengivelse af et maleri med titlen "Flugten". Kvindens ansigt er hustruen Etlys. - Nederst tv. "Foto af Jan Karlovič [Karlovitj], der i Canada kaldte sig Jonas Norkus, med det i artiklen omtalte maleri af kardinal Léger i Montreal". - Nederst th. "Etly og Jonas Norkus, fotograferet under et besøg engang i 1980'erne [indsat her oktober 2014: Det var i 1982] hos Etlys niece, fru Anna Christensen i Døllefjelde præstegård".

* * *

TEKSTER OG ET LINK I ANLEDNING AF MIN 70-ÅRS FØDSELSDAG 15.05.13

Link til det Facebook-billedalbum, hvori også nedenstående tekster er indsat:

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.592939594073243.1073741829.100000716224349&type=1&l=d9b40d7629

INTERVIEW I LOLLAND-FALSTERS FOLKETIDENDE 15.05.2013:

Over billedet:

- Så længe jeg trækker vejret, ønsker jeg at bidrage til og højne folks kristne bevidsthed, siger Bent Christensen, tidligere sognepræst

Under billedet:

Bent Christensen på sit "arbejdsværelse", der også er familiens køkken. Udover sin ægtefælle Anna har han fire voksne børn. - Foto: Jan Knudsen

Selve interviewet:

70-års fødselar Bent Christensen har lavet meget, men mangler én ting

Digterpræst drømmer om egen digtsamling

HOLEBY - Jeg sidder lige og arbejder med en oversættelse til det polske tidsskrift "Informator Polski", lyder det fra den tidligere Døllefjelde-præst Bent Christensen, der i dag kan fejre 70-års-fødselsdag på Luskebakken lidt uden for Holeby.

Køkkenet er hans arbejdsværelse og rundt omkring den bærbare computer på bordet og stolene ligger bøger og vidner om en aktiv tilværelse, selv om han i 2003 blev pensioneret sognepræst.

- Jeg gik ikke på pension, fordi jeg var ked af at være præst, det er jeg jo stadig, selv om jeg ikke har et sogn. Men siden gymnasiet og soldaterlivet har jeg drømt om at lave noget storpoetik, forklarer Bent Christensen.

Han betegner sig som Facebook-præst, fordi han dér og på sin egen hjemmeside skriver salmer og digte og egentlig drømmer om at udgive sin egen digtsamling.

- Jeg har stadig min fulde arbejdskraft, så hvis jeg kan nå et gøre det, inden jeg fylder 75 år, vil det være godt, siger han med store armbevægelser og gnist i øjnene bag de små briller.

Et stort studie

Det er nemlig ikke noget, man bare lige gør. Faktisk har hele hans karriere og skrivevirksomhed frem til nu været ét stort studie af netop poesien, livet og kristendommen. Derfor har digterpræsten, der er barnefødt i Oreby ved Sakskøbing, meget på hjerte. Ofte så meget, at den ene ordstrøm tager den anden.

- Nu har jeg fået det teoretiske grundlag på plads, og så handler det om at lave en så god digtsamling, som jeg kan, Mere kan man ikke forlange, understreger den 70-årige pastor emeritus.

Som tidligere sprogofficer og cand. mag. i dansk/russisk er han meget berejst og taler både polsk og russisk. Desuden har han studeret og skrevet et utal af bøger og artikler.

Grundtvig er forbilledet

Blandt andet en doktordisputats om Grundtvig, der er hans store forbillede.

- Jeg har brugt al min fritid på Grundtvig, fortæller han og kniber øjnene sammen, som han gør, nå han skal koncentrere sig.

- Grundtvig siger, at selv om der sker nok så meget slemt i verden, så lever vi trods alt ikke i helvede, forklarer Bent Christensen, der mener, man kommer tættere på Gud og forståelsen af, hvordan man bør leve som kristen via den danske højskolegrundlægger.

Noget som mange flere burde engagere sig i, synes han, der samtidig er klar over, at vi lever i en anden tid.

- Skræmmebilledet er, at man i dag plukker lidt fra de forskellige hylder i det religiøse supermarked, men man skal heller ikke undervurdere folk, påpeger han, der ikke præcist har svaret på, hvad man skal gøre for at få flere i kirke.

- Jeg har stor tillid til, at det kristne evangelium rummer svaret i sig selv, siger han, og bemærker, at der aldrig rigtig har siddet mange folk på kirkebænkene.

I øjeblikket er krisen dog mere udtalt end hidtil.

Jeg tror, vi befinder os i den største overgangsperiode siden Reformationen, og der skal nok ske noget, men jeg kan ikke sige hvordan, fastslår han stålsikkert og tilføjer, at medieomtale og opmærksomhed er vejen frem.

KENNETH KJÆP LARSEN

KKL@folketidende.dk

- - -

KRISTELIGT DAGBLAD SKREV 15.05.2013:

70

Pastor emer. Bent Christensen, Holeby, var i årene omkring 1960 amatør-jazzpianist.

I 1968 blev han cand.

mag. i dansk og russisk og virkede derefter som adjunkt på Nakskov Gymnasium.

I 1971 fik han paragraf 2-tilladelse til præsteembede og var de næste tre år sognepræst i Pedersker-Povlsker Pastorat. 1974-2003 var han sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat.

1972-2003 var Bent Christensen feltpræst af reserven og 1976-1977 feltpræst ved DANCON/ UNFICYP.

I 1985 blev han lic. theol. på " Fra drøm til program" om Grundtvig, og i 1998 blev han dr. theol. på " Omkring Grundtvigs vidskab". Siden 1990 har Bent Christensen været mellemkirkeligt og kulturelt aktiv, både i Danmark og i udlandet, med særligt henblik på Rusland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og " venderne" i Sydøsttyskland.

I 1997 var han på en Demokratifond-støttet kontakt-og forelæsningsrejse i Rusland og Kasakhstan med besøg hos flere både lutherske og ortodokse menigheder samt med prædikener og foredrag. I 2001 stiftede han " Forum for Kritisk Indvandringsdebat", og 2002-2010 var han aktiv i venskabsforbindelsen mellem Landeskirche Mecklenburg og Lolland-Falsters Stift.

Bent Christensen blev medlem af Dansk Folkeparti i 2002. Siden pensioneringen har han videreført sine studier og sit forfatterskab. Sit hovedprojekt har han givet titlen " Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement".

Han virker lejlighedsvis stadig som præst ved gudstjenester og som organistvikar.

Han er nu fast vikar i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat.

Fra marts i år har han været med i kredsen omkring projektet 100YSS ( 100 Year Starship), der arbejder på at få sendt mennesker til et andet solsystem senest i 2112.

- - -

JYLLANDS-POSTEN SKREV 15.05.2013:

70 ÅR

Bent Christensen, fhv. sognepræst, dr. theol., Holeby.

Bent Christensen er uddannet cand. mag. i dansk og russisk i 1968 og blev efterfølgende adjunkt på Nakskov Gymnasium. I 1971 fik han tilladelse til præsteembede efter supplerende teologisk prøve og blev samme år ansat som sognepræst i Pedersker-Povlsker på Bornholm.

Ved siden af fungerede han som feltpræst ved reserven. 1974-2003 var Bent Christensen ansat som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev, Lolland østre Provsti, Lolland-Falsters Stift. I 1998 blev han dr. theol. på "Omkring Grundtvigs Vidskab". Som pensioneret er Bent Christensen dog stadig aktiv både mellemkirkeligt og kulturelt i Danmark, Rusland, Polen og Tjekkiet. I 2001 stiftede han Forum for Kritisk Indvandringsdebat, som fortsat er aktivt. 2006-08 var han desuden formand for Dansk Folkeparti Lolland (DF i Lolland Kommune). Derudover er han aktiv digte-og salmeskriver.

* * *

Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats

KIRKEBLADET

Fra 16. årgang nr. 4. – April-maj 2003

Tilbageblik og farvel

Det store rent krønikeagtige tilbageblik blev foretaget i forbindelse med 25-årsjubilæet i 1999 (numrene 4-6). Interesserede vil kunne få disse numre ved henvendelse til undertegnede. Men det pågældende »krønikestof« (og mere til) kan også læses på pastoratets hjemmeside, undersiden »Om Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat« (se www-adressen nederst på side 3). I spalterne her vil jeg derfor prøve at tage et lidt anderledes overblik over vor tid sammen siden 3. søndag efter påske 1974, hvor jeg blev indsat i de tre kirker.

Fra ankomst til Cypern

1970’erne var en vanskelig tid i både samfund og kirke, og jeg var selv endnu en ung og ret uerfaren præst. Men jeg har også mange gode minder fra disse første år. Vi havde haft en god tid på Bornholm. Men det var dejligt at komme hjem til Lolland, til landskabet, sproget og menneskene.

Fra Cypern til Annasminde

I vinteren 1976/77 var jeg feltpræst for det danske FN-kontingent på Cypern, og da jeg var kommet hjem derfra begyndte en ny periode, hvor vi blandt andet fik indført »formandsmødet«, det årlige møde mellem de tre menighedsrådsformænd og præsten, hvor vi drøftede og planlagde møder og særlige gudstjenester i den kommende sæson og i øvrigt talte om pastoratets anliggender.

I perioden 19. februar til ca. 1. august 1980 boede min familie og jeg på gården Annasminde i Bregninge Sogn, medens Døllefjelde Præstegård blev gennemgående ombygget og restaureret.

En ny præstegård og et nyt religiøst klima

Tiden på Annasminde var en ganske dejlig tid for os. Men det var også dejligt at vende tilbage til den nyrestaurerede præstegård. Navnlig var det dejligt at kunne undervise konfirmanderne i den nyetablerede store konfirmandstue – som vi også skulle komme til at holde mange gode møder i.

Fra omkring 1980 af begyndte der også at ske væsentlige ændringer i det almindelige religiøse klima. På både godt og ondt. For den nye religiøse åbning blev mange steder en åbning for hvad som helst. Men her hos os var det de gode sider, vi mærkede. En ny mildhed og blødhed.

En helt ny verden

I efteråret 1989 indtraf »Murens fald«, og ved årsskiftet 1991/92 ophørte Sovjetunionen med at eksistere. For os her i pastoratet gav disse begivenheder – og den lige præcis samtidige indførelse af Folkekirkens nye mellemkirkelige organisation – anledning til en del mellemkirkelig aktivitet med besøg af polakker, russere, ukrainere og »vendere«. – Til maj skal vi opleve en udløber af netop det, der begyndte hos os i 1990 (se om det polske besøg på næste side).

Farvel og tak

Når dette læses, er der endnu langt over en måned tilbage af vor tid sammen, så vi skal alene af den grund ikke op i de helt store højder her, men jeg vil alligevel slutte med at sige tak for alt godt og udtale ønsket om, at vi alle husker hinanden for det bedste. For uanset hvad vi kan mene om hinanden, vil i hvert fald jeg for mit vedkommende sige, at vi i både stort og småt har oplevet meget godt sammen.

Bent Christensen

* * *

Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorats

KIRKEBLADET

Fra 12. årgang nr. 4 - April 1999

[I forbindelse med markeringen af 25-året for min indsættelse bragtes i dette nummer en del oplysninger om personer og begivenheder 1974-1999]

Påske og jubilæum

Dette nummer står i 25-års jubilæets tegn. Men i allerdybeste forstand er det først påske!

Jubilæet er ikke kun præstens!

Det kan ikke nægtes, at det er 25 kirkeårs-dagen for »nærværende redaktørs« indsættelse, der vil blive fejret nu 3. søndag efter påske, den 25. april.

Og vi fejrer netop jubilæet den søndag, indsættelsen fandt sted på. For rent datomæssigt var det den 5. maj 1974, provst Viggo Herlufsen indsatte den nye sognepræst i Døllefjelde, Herritslev og Musse kirker.

Som det fremgår af bagsiden, vil jubilæet blive markeret ved, at provst Nils C. Roland kommer til stede og siger noget ved højmessen i Døllefjelde Kirke, og ved, at de tre menighedsråd står for en jubilæumsreception i præstegården, hvor præsteparrets bidrag består i, at hele huset er åbent. Alle er velkomne!

Og så er der altså dette jubilæumsnummer af Kirkebladet. Som det er præste-jubilarens privilegium at redigere! Hvad jeg imidlertid vil bruge til at understrege, at markeringen af årsdagen for det kvarte århundrede, vi på godt og ondt har delt med hinanden, i mange henseender er ligesom et almindeligt sølvbryllup, hvor vi kan ønske hinanden tillykke med det liv, vi har haft sammen. Derfor: Tak for alt godt gennem de 25 år. Og jeg skal hilse og sige det samme fra »min-kone-og-organist« Anna!

Resten af jubilæumsnummeret skal handle om livet i pastoratet gennem de 25 år. Og selv om det uundgåeligt vil være os valgte og ansatte, der mest bliver nævnt, må det ikke glemmes, at alt er til for menighedens skyld, og at jubilæet altså er hele menighedens! - Bent Christensen

Personer på posterne

Nogle har været med hele tiden

Selv om det kun er præsten (og hans kone, i den uofficielle egenskab af netop præste-kone), der har jubilæum på selve dagen 3. søndag efter påske (25. april), er der andre personer, der har beklædt deres poster gennem hele perioden. Det gælder den nuværende formand for Døllefjelde menighedsråd Ove Brylle, der har været medlem af menighedsrådet siden valget i 1973. Det gælder kirkekasserer Merete Madsen, Døllefjelde, som i den samme periode har været både medlem af menighedsrådet og kirkekasserer. Noget tilsvarende gælder kirkekasserer Inge Hansen, Musse, (om end med visse pauser indlagt). Til gengæld har Inge Hansen været kontraministerialbogsfører i Musse sogn gennem hele perioden, dvs. ført eksemplar-2 af kirkebogen. Det samme har - i Herritslev sogn - Verner Hansen været, ligesom han jo også stadig optræder som afløser i den kirkesangertjeneste, han bestred for 25 år siden. (Kontraministerialbogsførere i Døllefjelde: 1969-95: Arne Hansen. Fra 1996: Oda Brylle).

Formænd og kirkefunktionærer

Det er umuligt at nævne alle, der har været med i menighedsrådsarbejdet gennem de 25 år, men lad det her være sagt, at enhver, der har været medlem af et af menighedsrådene, dermed har været en del af kirke-institutionen her på vores sted og således har været med til at gøre dagens gerning. Her følger nu navnene på menighedsrådsformænd og kirkefunktionærer gennem perioden:

Formænd for Døllefjelde menighedsråd: S.A. Sørensen (1973-74). Chr. Ebbe (1974-88). Ove Brylle (fra 1988).

Formænd for Musse menighedsråd: Hans Erik Jensen (1973-80). Knud Brylle (1980-88). Anne Birgitte Aalborg (fra 1988).

Formænd for Herritslev menighedsråd: Henning Christensen (1969-74 og 1976-77). Verner Hansen (1974-76). Peter Runge (1977-78). Thora Ludvigsen (1978-84). Arne Henriksen (fra 1984).

Kirkesangere: Verner Hansen (i Herritslev alene fra 1963, i hele pastoratet 1964-80, i Herritslev alene 1981-87). Anna Christensen (Døllefjelde og Musse 1981-87). Birgit Sørensen og Merete Jeppesen (1987-94). Merete Jeppesen alene (1994-96). Helen Wilcken Løje (1996-97). Susanne Hansen (fra 1998).

Organister: Elly Nielsen (i Herritslev alene fra 1953, i hele pastoratet 1973-1987). Anna Christensen (fra 1987).

Gravere i Døllefjelde: Ruth Pedersen (1972-92). Lykke Kiilerich (fra 1992).

Gravere i Musse: Ada og Gunnar Olsen (1970-81). Inge Jensen (fra 1981).

Gravere i Herritslev: Kaj Rasmussen (fra ca. 1951 til 1977). Jørgen Jensen (1977-79). Karl Løje (1979-92). Ole Wilcken (1993-97). Hanne (Lærke) Pedersen (fungerende i stillingen fra 1997).

Afløsende præster

I de sidste 25 år har følgende nabopræster været faste afløsere: Bjørn Ohl, Kettinge (1974-80), Tage Krichau, Ø. Ulslev (1980-90). Thorben Sparre, Ø. Ulslev (fra 1991).

Under Bent Christensens tjeneste på Cypern i vinteren 1976/77 var tre præster involveret i betjeningen af embedet, Bjørn Ohl, Kettinge, Johs. B. Boysen, tidl. Ø. Ulslev og C.J. Hansen-Jacobsen, Nysted.

Under Bent Christensens orlovsperioder i 1992 og 1996 var hhv. Margrethe Horstmann og Britta Rahbek konstitueret i embedet.

Mere lejlighedsvis har også de nuværende sognepræster i Nysted og Kettinge, Jens Chr. Nielsen og Ramund Kværnø, hjulpet os her i pastoratet, ligesom alle fire præster i kommunen jo har andagter på Solgårdscentret.

Af vor krønike

En gennembladning af de gamle numre af »Kirkeannoncen«, »Kirkebrevet« og »Kirkebladet« har bragt følgende frem:

Fra »Kirkeannoncen« i Nystedavisen, 1977-82:

- 1980: Præstegården ombygges. Præstefamilien bor på »Annasminde« i Bregninge.

[1982-87 var pastoratet uden eget trykt kommunikationsmiddel]

Fra »Kirkebrevet«,1987-96:

- 1987: Præstens første Grundtvig-bog udkommer (»Fra drøm til program«).

- 1989: Urneanlægget på Musse Kirkegård er færdigt. Der er nu urnefællesgrave på alle tre kirkegårde.

- 1990: Haveanlægget ved Døllefjelde kirke og præstegård etableres. - Besøg af luthersk kirkedelegation fra Polen.

- 1992: Familien Pilch fra Wisla besøger pastoratet. (Faderen, Pawel Pilch var medlem af 1990-delega-tionen). Søskendeparret Marek og Ewa spiller orgel og fløjte ved højmesse i Døllefjelde Kirke.

- 1993: Facilitetshusindvielse i Herritslev. Provsten prædiker.

- 1994: Facilitetshusindvielse i Døllefjelde. Provsten holder hele gudstjenesten. Præsten spiller orgel og el-piano, så organist Anna Christensen frigøres til at lede koret.

- 1995: Første computerskrevne kirkebrev. - Russisk Demokratifonds-gruppe besøger Østlolland og deltager bl.a. i høstgudstjenesten i Døllefjelde Kirke.

- 1996: Børne- og ungdomskoret fejrer 10-års jubilæum. - »Altertavleind-vielsesgudstjeneste« i Herritslev. Biskop Holger Jepsen prædiker. Kirkesanger Helen Løje synger solo.

Fra »Kirkebladet«, 1997-:

- 1997: Præstekontoret bliver rent »kundekontor«, og det rum, der var kontor før 1980, bliver »computer-rum«.

- 1998: Præstens Grundtvig-disputats, »Omkring Grundtvigs Vidskab«, udkommer, han forsvarer den og får den teologiske doktorgrad. - Møde med Connie Meyer, Paulus-Samfundets repræsentant i Moskva.

- 1999 - 25. april: Jubilæum. Tillykke til alle!

FRA TEKSTEN UNDER GUDSTJENESTE-SKEMAET PÅ BAGSIDEN:

Påske. - Hverken det ene eller det andet må få os til at glemme grundlaget for det hele, den store livets og håbets sejrsfest den 4. april! - Og et godt råd: Opgiv at »forstå« opstandelsen! Vi når alligevel aldrig til hverken mere eller mindre end at tro på, hvad påsken betyder!

[Nedenstående henviser til den kolonne i gudstjeneste-skemaet, hvor der stod: "25.04 - 3. søndag efter påske - Døllefjelde 10"]

Jubilæumsgudstjeneste og -reception. - 3. søndag efter påske er det 25 kirkeår siden provst Viggo Herlufsen indsatte Bent Christensen i embedet som sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat. Jubilæet bliver markeret på den måde, at Bent Christensen selv er både liturg og prædikant ved højmessen i Døllefjelde Kirke, men at provst Nils C. Roland som den nuværende provst kommer til stede og efter epistel og trosbekendelse, dvs. »på indsættelsens sted«, siger nogle ord i dagens anledning til os alle sammen. Efter gudstjenesten giver de tre menighedsråd lidt at spise og drikke i præstegården, hvor præsteparret lægger husrum til. Alle er velkomne! - Se også resten af dette jubilæumsnummer!

* * *

TO LISTER - Materiale fra min deltagelse i arbejdet med oplysning om og støtte til den sovjetiske dissidentlitteratur i årene op til og omkring 1970

Nedenstående lister er udarbejdet i forbindelse med et forskningsprojekt, som de er en del af kildematerialet til, og som nok vil resultere i en videnskabelig artikel. Og så vil der også komme mere her på siden. Men da jeg nu har haft arbejdet med at gennemgå mine arkivalier og at lave listerne, sætter jeg dem på - som bilag til "Erindringer" kap. 6 og 7.

TEKSTER AF MIG OG ANDET MATERIALE

000000 - En karbon-kopi af en 11½ side lang tekst af mig. Ser ud til (mere eller mindre) at være manuskriptet til den nedenfor omtalte artikel i international analyse. Titel "Regime og litteratur i Sovjetunionen".

000000 - En karbon-kopi af en 9½ side lang tekst af mig. 1966 (tiåret for Ungarn-opstanden nævnes). Titel "Forholdet mellem regime og litteratur i Sovjetunionen". Det var en afløsningsopgave i mit russiskstudium på universitetet. Men den bygger på noget jeg havde været med i under et fortsættelseskursus for sprogofficerer. (Ja, vi gik grundigt til værks i den danske efterretningstjeneste!). Den danner grundlaget for den nedenfor omtalte artikel i international analyse.

650620 - Et udklip (kopi) om SMOG, hvorpå der med russisk håndskrift står: "Komsomolskaja Pravda' af 20. juni 1965".

650627 - Fotokopi af udklip fra Pravda 27.06.65 med en artikel af S. Pavlov, generalsekretær for KOMSOMOL (ungkommunisterne). Indstreget er et afsnit, som er et udfald mod forfattergruppen SMOG. (Denne forkortelse kan stå for forskellige ting. Pavlov bruger, ironisk, hvad der måske også er gruppens egen spøgefulde udlægning: "Geniernes Yngste Selskab", "Самое Молодое Общество Гениев", men egentlig står SMOG (СМОГ) for "Смелость, Мысль, Образ, Глубина" (Mod, Tanke, billede, Dybde).). Det mest interessante er, at det må være en kopi, jeg har fået af en herboende eksilrusser. Øverst er der nemlig skrevet "'Pravda' nr. 178, 27. juni 1965" med russisk håndskrift.

660000 - En slags pressemeddelelse fra den nystiftede DEN DANSKE S.M.O.G.-KOMITE. underskrevet af Leif Bonde Pedersen. Der er ingen datering, men den er nok fra 1966. Der henvises i den til skrifter fra 1965.

660000 - Et udrevet blad af tidsskriftet NYT fra ØST, udgivet af Noemi Eskul-Jensen, nr. 57/1966. På s. 15 står "To læserbreve". Det første er egentlig et almindeligt brev, jeg havde skrevet til Noemi Eskul-Jensen. Jeg skriver blandt andet: "Og bladets idé er helt rigtig. Det er jo sådan, at kommunismens egne ord og gerninger er et bedre våben for os end nogen form for propaganda, vi selv måtte kunne udtænke". Og jeg slutter: "Man er vel ikke fanatiker; men man må se i øjnene, at selv den tilnærmelse til SU, som skal og må komme, er betinget af, at man derovre forstår, at vi her i Danmark hverken ønsker at importere kommunisme eller at blive indfanget i en satellitbane omkring Moskva".

660000 ? - En liste med navne på russiske forfattere. Jeg ved ikke, hvor den stammer fra.

660000 ? - Et blad med en appel på engelsk til fordel for 70 ukrainske forfattere. - Jeg ved ikke, hvor jeg har den fra.

660000 ? - To maskinskrevne ting om ukrainske forfattere. - Jeg ved ikke, hvor jeg har dem fra, men på den ene er (hånd)skrevet: "Stud. mag. Bent Christensen".

660103 - En kopi af en maskinskreven tekst, der måske svarer til en artikel i The Sunday Telegraph 03.01.66: UKRAINIANS DEPORTED BY RUSSIANS FOR 'RED FASCISM' REVOLT. - Jeg ved ikke, hvor jeg har den fra.

660726 - Et åbent brev til Dansk Forfatterforening med anmodning om, at denne gør noget for forfulgte ukrainske forfattere. - Dateret Kgs. Lyngby, den 26. juli 1966. Og for Landsorganisationen DEMOKRATISK ALLIANCEs forretningsudvalg underskrevet af landsformand Henning Jensen. - Jeg kendte Henning Jensen og var/blev formodentlig medlem af Demokratisk Alliance.

661013 - Berlingske Tidendes kronik 13.10.66, Jens Nielsen: "Den ukrainske modstandsbevægelse". - Jeg har mødt Jens Nielsen og har haft lidt med ham at gøre.

661125 - En side af Die Welt 25/11 1966 med et åbent brev fra den regimekritiske forfatter Lidija Tsjukovskaja til forskellige sovjetiske myndigheder og nobelprismodtageren Mikhail Sjolokhov (Stille flyder Don) med en forbøn for 63 dømte sovjetiske forfattere. Sikkert fra samme eksilrusser.

670400 - international analyse nr. 1, april 1967 - Med min artikel "Regime og litteratur i Sovjetunionen" (helt eller delvis svarende til det ovenfor nævnte manuskript). - Redaktion: Adjunkt, cand. mag. Jørgen Hagel. - En slags klumme ("opinion") med titlen "Underskrifter for hvad - og mod hvem?" (mod USA's bombardementer af Nordvietnam) er skrevet af P.A. Heegaard-Poulsen.

670900 - international analyse nr. 4, september 1967. Nummeret åbner med min artikel "Dogmatisk overflade og oppositionel undergrund i sovjetisk litteratur". - Det første afsnit lyder: "I artiklen "Regime og litteratur i Sovjetunionen" ... fulgte vi litteraturens kår fra 'Den store Oktoberrevolution' i 1917 til dommene over Sinjavskij og Daniel i september 1966. I denne gennemgang var det forudsat, at også den allerseneste tid skulle behandles. Det sidste afsnit blev imidlertid af forskellige grunde udskudt, og det indgår i stedet i nærværende artikel sammen med adskilligt nytilkomment stof". Foruden et par usignerede artikler, som må være skrevet af Jørgen Hagel selv, er der i dette nummer en "opinion" af P.A. Heegaard-Poulsen.

671200 - To løse blade fra international analyse, december 1967. På knapt fire sider står mit interview med den i Vesttyskland bosatte sovjetiske eksilforfatter Valerij Tarsis. Titlen er "Valerij Tarsis", og forud for selve interviewet står en knapt to sider lang indledning med en ret udførlig beskrivelse af Tarsis' liv. - Det allerførste afsnit lyder: "I dagene 8.-12. september besøgte den landsforviste russiske forfatter VALERIJ JAKOVLEVITJ TARSIS Danmark. Besøget, som var tilrettelagt af Den danske SMOG-komite, omfattede bl.a. et foredrag i Studenterforeningen [som jeg, så vidt jeg husker, mærkeligt ikke var til stede ved - eller var jeg?]".

680000 - To blade (fire sider) af Reflex. Måske nr. 1 eller 2. (hvor mange nåede der at komme?). Under overskriften "Russisk undergrundslitteratur" står en indledning, der begynder med en omtale af forfatteren Jurij Galankovs skæbne og slutter med min oversættelse af et digt af Natalija Gorbanevskaja om forfatternes og folkets skæbne i et Rusland, hvor forfatterne får "En dosis stellasin" og hele Rusland får "En ring af vagtsoldater". Derefter bringes min oversættelse af Vladimir Bukovskijs novelle (eller hvad det er) "Stjernerne".

680613 - Udklip fra det konservative partiblad vor tid (som jeg selv nogle gange havde skrevet især fredpolitiske minikronikker i). Nr. 20, 13/6 1968. Det er lederen "Organiseret reaktion". Som er stærkt kritisk over for det kun to numre gamle tidsskrift Reflex.

680712 - Udklip fra Berlingske Tidende, 12/7 1968. Et læserbrev af mig med titlen "Midt i en placeringstid" er helt særligt en imødegåelse af nogle angreb på Demokratisk Alliance og Reflex. Om sidstnævnte skriver jeg blandt andet: "M.h.t. 'Reflex' ville jeg kunne forstå, om man kastede sig over de mangler, bladet naturligvis har. Det gør man bare ikke - man vil blot tilfredsstille sit behov for at "tage afstand". Dette er usagligt, og denne 'centrumsdille' er i sig selv et bevis på, at der er brug for et blad, som tør være sig selv, og som tør tale alle diktatorer midt imod - uden først at skele til 'midten'. // Lad os håbe, at 'Reflex' må ride stormen af, og at den ny ungdom, som nu skal til at beskæftige sig med politik, må have mere positive ønsker og ideer end blot dette golde og negative at 'placere sig i centrum'".

680907 - Udklip fra Ny Dag (den socialdemokratiske avis på Lolland-Falster), 7/9 1968. Stort interview med mig som ny adjunkt på Nakskov Gymnasium: "Vi må midlertidigt bryde med Sovjetunionen". Og i manchetten: "- men siden må vi genoptage sports- og kulturudvekslinger med landet, siger Nakskov gymnasiums nye russisk-lærer, Bent Christensen, i en samtale om studenteroprør, russisk litteratur og vestlig holdning til Rusland".

690412 - Udklip fra Lollands Tidende, 12/4 1969. En stor artikel af mig (nu, siden august 1968, cand. mag. og adjunkt på Nakskov Gymnasium): "Sakharovs memorandum". Jeg refererer og kommenterer Sakharovs tekst ganske udførligt.

690500 - international analyse nr. 7, maj 1969. Af mig er der en tredje artikel i serien om litteraturen i Sovjetunionen: "Litterær og politisk opposition mod neostalinisme". Det første afsnit svarer til første afsnit i forrige, men slutter: "I nærværende artikel vil jeg søge at tegne et billede af udviklingen op til begyndelsen af 1969".

700106 - Udklip fra Lollands Tidende, 6/1 1970. En slags kronik af mig med titlen "Moskva-krønike om den russiske frihedskamp". Der er noget om to skandinaviske SMOG-folks demonstration til fordel for general Grigorenko. Og andre ting. Men det handler især om "halvandenmånedstidsskriftet" Khronika Tekusjtjikh Sobytij (de aktuelle begivenheders krønike), hvis første nummer udkom den 30. april 1968.

700200 - international analyse nr. 4, februar 1970. - Med min artikel "Den russiske frihedskamps krønike". Artiklen svarer til ovennævnte artikel i Lollands tidende, men er længere. I dette nummer er desuden P.A. Hedegaard-Poulsens artikel "Mellem 1960 og 1980" (en ret bred og ret global statusopgørelse).

Og så er der ikke mere. I begyndelsen af 1970 begyndte jeg - samtidig med, at jeg forsatte som adjunkt - at gennemføre en intens supplerende teologisk uddannelse, som førte til den såkaldte § 2-tilladelse til at søge præsteembede i Folkekirken. Pr. 1. november 1971 blev jeg sognepræst i Pedersker-Povlsker Pastorat på Bornholm (hvor jeg jo siden 1. marts 1964 havde været sprogofficer, fra efteråret 1964 dog som hjemkommanderet med nogle ugers indkaldelse om året). Se "Erindringer" kap. 7 og 8.

KORRESPONDANCE

660318 - 18.03.66 - Brev fra min svigerfar, sognepræst E.J. Andersen, Hillested syd for Maribo (død 1975). Han skriver, at han har tegnet et abonnement på NYT fra ØST til mig. Og han skriver om Noemi Eskul-Jensen: "Hun er en Knop, den Dame".

660322 - 22.03.66 - Brev fra Frihed og Folkestyre med fremsendelse af international analyse.

660328 - 28.03.66 - Brev fra Noemi Eskul-Jensen med flere numre af NYT fra ØST. Med henvisning til min svigerfars abonnementstegning.

660503 - 03.05.66 - Brev med check på 20 kr. til NYT fra ØSTs annoncefond.

660509 - 09.05.66 - Brev fra Noemi Eskul-Jensens sekretær med tak for den 03.05.66 fremsendte check.

660603 - 03.06.66 - Brev fra Noemi Eskul-Jensen selv med tak for den 03.05.66 fremsendte check. Og om flere ting.

660917 - 17.09.66 - Brev fra Noemi Eskul-Jensen med invitation til at besøge hende.

660922 - 22.09.66 - Brev til Noemi Eskul-Jensen om besøg.

661024 - 24.10.66 - Brev til Den danske SMOG-komite med Annas og min tilslutning til den i NYT fra ØST aftrykte henvendelse til Sovjetunionens kulturminister angående undertrykkelsen af ytringsfriheden i Sovjetunionen.

661117 - 17.11.66 - Brev fra Frihed og Folkestyre om mit ønske om at skrive en artikel til international analyse.

661123 - 23.11.66 - Brev til Frihed og Folkestyre om min kommende artikel om regime og litteratur i Sovjetunionen.

661130 - 30.11.66 - Brev fra Noemi Eskul-Jensen om besøg.

661210 - 101266 - Brev fra Jens Nielsen med invitation til et møde hos Ole Bjørn Kraft (til "en vigtig samtale"). - Jeg tror, det er det første Reflex-møde.

661214 - 14.12.66 - Brev fra Den danske SMOG-komite med tak for Annas og min tilslutning til den i NYT fra ØST aftrykte henvendelse til Sovjetunionens kulturminister angående undertrykkelsen af ytringsfriheden i Sovjetunionen.

661220 - 20.12.66 - Brev fra Noemi Eskul-Jensen. Hun skal tygge på et lige lovlig langt manuskript, jeg har sendt hende.

670126 - 26.01.67 - Brev fra Leif Bonde Pedersen, som fra Erik Dissing har hørt om min interesse for SMOG-komitéen. Der er derefter flere breve mellem Leif Bonde Pedersen og mig. Og vi mødtes ved flere lejligheder.

670412 - 12.04.67 - Brev fra mig til forlaget Posev og tidsskriftet Grani. Tidsskriftet The Bell og "Feniks" nævnes. Jeg bestiller de numre af Grani, hvori "Feniks 1966" er trykt (et undergrundsskrift, der blev optrykt i Grani?; måske står der noget om det i mine artikler). - The Bell er "bi-monthly organ of the Foreign Friends of NTS".

670415 - Artiklen "Velfærds-venstreorientering og verdenskommuniske". - Med også senere korrespondance.

670419 - 19.04.67 - Brev til dr. phil. Bjarne Nørretranders (en af mine lærere i russisk) med overvejelser over det særligt russiske i undergrundslitteraturen og udtryk for, hvor dejligt det vil være, hvis alt dette bliver frit. Jeg spørger, om han kan henvise til "akademisk redelige kilder, som kan give pålidelige oplysninger og vurderinger af forholdet mellem regimet og den oppositionelle litteratur".

670420 - 20.04.67 - Brev til forlaget Posev (udsæd), hvorved jeg tegner abonnement på tidsskriftet Grani (grænser).

670508 - 08.05.67 - Brev til forlaget Posev (udsæd), hvori jeg beder om materiale om NTS (se til brev af 14.07.68).

670526 - 26.05.67 - Svar fra I. Tjernev, tidsskriftet Grani (grænser), på forespørgsel om forskelligt materiale.

670814 - 14.08.67 - Brev fra D. Schewitsch (se til brev af 14.07.68), som spørger, om jeg vil påtage mig at sende NTS-materiale til Sovjetunionen (se til brev af 14.07.68). - Han skriver blandt andet, at de hver måned sender et antal brochurer og flyveblade til forskellige adresser i Sovjetunionen. "For at disse breve kan slippe igennem censuren, er det nødvendigt at anvende så mange forskellige håndskrifter som muligt ... på bagsiden en opdigtet dansk afsenderadresse ... Helst ikke mere end 1 brev om dagen og på forskellige tider - ligeledes fra så mange forskellige steder som muligt". - I løbet af den periode, hvor jeg sendte disse breve, sendte jeg også miniudgaver af Pasternaks Doktor Zjivago og Solzjenitsyns Kræftafdelingen og I den første kreds.

670815 - 15.08.67 - Brev fra D. Schewitsch med 10 blade og 10 adresser samt forskellige anvisninger og et eksempel på, hvordan der skal skrives på konvolutten. Der er altså tale om NTS-materiale, der skal sendes til Sovjetunionen.

670904 - 04.09.67 - Brev fra Jørgen Hagel (redaktør af international analyse) til mig med oplysning om Valerij Tarsis' besøg og med noget praktisk i forbindelse med det manuskript, jeg havde sendt med brev af 22.06.67.

670913 - 13.09.67 - Brev fra mig til Valerij Tarsis med de aftalte skriftlige interview-spørgsmål. - Dette blev aftalt under den af SMOG-komitéen og Hans Jørgen Lembourn arrangerede frokost på restaurant Peter Lieb lørdagen efter 06.09.67 (datoen på det brev, hvori Leif Bonde Pedersen havde inviteret mig).

670928 - 28.09.67 - Brev fra Valerij Tarsis' kone med svarene på mine til ham skriftligt stillede interview-spørgsmål.

671001 - 01.10.67 - Brev til Jørgen Hagel med Tarsis-interview'et til international analyse.

671127 - 27.11.67 - Brev fra Noemi Eskul-Jensen med meddelselse om, at hun af helbredsgrunde må suspendere udgivelsen af NYT fra ØST i hvert fald i nogen tid. - Kom det nogensinde igen?

671206 - 06.12.67 - Brev fra forlaget Posev som svar på et fra mig. Nogle abonnementstekniske ting.

671210 - 10.12.67 - Brev til Noemi Eskul-Jensen.

680215 - 15.02.68 (brevet er kun dateret "den 15 feb.", men det må være 1968). - Brev fra Ole Jørgensen (SMOG, se nf.) med anmodning om, at jeg hjælper med noget i forbindelse med en aktion til støtte for den jugoslaviske forfatter Mihajlo Mihajlov. Det oplyses, at Hans Jørgen Lembourn har lovet at støtte aktionen.

680304 - 04.03.68 - Kort fra Noemi Eskul-Jensen.

680318 - 18.03.68 - Brev fra Henning Jensen med oplysning om, at der nu er penge til at udgive Reflex, og med indbydelse til at deltage i et redaktionsmøde.

680331 - 31.03.68 - Brev til Erik Dissing om Reflex.

680611 - 11.06.68 - Brev om Reflex.

680615 - 15.06.68 - Brev fra mig til det eksilrussiske tidsskrift Grani (grænser) (forlaget Posev (udsæd)) med anmodning om tilladelse til at trykke nogle af mig oversatte tekster i Reflex. - Af brevets begyndelse fremgår, at jeg tidligere (08.05.67 og 26.05.67 har været i kontakt med dem).

680709 - 09.07.68 - Brev til Reflex's redaktør Henning Jensen om en kommende artikel om sovjetisk undergrundlitteratur.

680714 - 14.07.68 - Brev fra den allerede omtalte eksilrusser D. Schewitsch (som han altså, med den tyske transskription, har heddet på dansk; jeg kan se på det nedenfor nævnte brev fra tidsskriftet Granis kontor/redaktion, at hans navn på russisk var Д.Д. Шевич). Dette brev er interessant på flere måder. - Det fremgår af det (og af mit nedenfor refererede svar af 15.07.68), at han har været en slags mellemmand mellem mig og Grani og forlaget Posev. - Desuden fremgår det, at han repræsenterede den russiske eksil- og undergrundsorganisation NTS (Narodno-Trudovoj Sojuz), som stod bag forlaget Posev og tidsskriftet Grani. NTS havde jeg allerede hørt om under sprogofficersuddannelsen 1962-1964. Vel at mærke som led i den almindelige orientering om historiske og aktuelle forhold. Der var på ingen måde tale om en forbindelse mellem os og denne organisation. - For ikke at komme ud i en længere redegørelse indsætter jeg her et link til en engelsk Wikipedia-artikel om NTS. Jeg kan ikke afgøre, hvor god den er, men jeg synes, den giver et meget godt indtryk: http://en.wikipedia.org/wiki/National_Alliance_of_Russian_Solidarists - Jeg vil heller ikke begynde at bedyre min egen uskyld i forhold til alt, hvad der utvivlsomt er blevet sagt og stadig kan siges om denne organisation. Alt, hvad der er imod kommunismen, bliver jo kaldt højreekstremistisk og fascistisk. Jeg samarbejdede med hr. Schewitsch og NTS, fordi de bekæmpede sovjetkommunismen og repræsenterede, støttede og udgav undergrundsforfattere. - Jeg kan derfor også fortælle, at hr. Schewitsch (som jeg nok havde mødt mindst én gang) i dette brev inviterede mig til en fest i hans hjem i anledning af NTS's årsdag. Og Anna og jeg deltog i festen, vor første, dejlige, oplevelse af russernes måde at holde fest på.

680715 - 15.07.68 - Brev fra mig til D. Schewitsch, hvori jeg beder ham kontakte Posev/Grani med henblik på tilladelsen til at trykke de nævnte ting i Reflex.

680724 - 24.07.68 - Svar fra Grani med tilladelse til at trykke de i mit brev af 15.06.68 nævnte ting fra kontoret eller redaktionen i Frankfurt am Main. - Det synes at fremgå, at det er sendt til hr. Schewitsch, som har sendt det videre til mig.

680731 - 31.07.68 - Brev til Reflex med artiklen "Russisk undergrundslitteratur". - Om forholdet til forlaget Posev, som vi jo ikke har penge til at betale med for det, vi trykker. Men jeg henviser til Schewitsch og nævner den mulighed, at vi kunne give dem nogle gratis annoncer. Endelig siger jeg lidt om redaktionens pligt til at give bladet "mere krydret stoflig fylde", idet jeg erklærer mig villig til at forkorte min filosofiske Poul Martin Møller-artikel.

680828 - 28.08.69 - Brev fra D. Schewitsch om forskelligt, vi har drøftet i forbindelse med Reflex.

680901 - 01.09.68 - Brev fra D. Schewitsch om arrestationen af fire personer på Den Røde Plads. De havde demonstreret mod den sovjetiske besættelse af Tjekkoslovakiet. Der har nok været flere arresterede, men man har kun disse navne. En af de arresterede er den kvindelige digter Natalia Gorbanevskaja, hvis digt i min oversættelse er blevet trykt i Reflex (se 01). - Schewitsch vil undersøge mulighederne for protester i Danmark og beder mig skrive om sagen.

680903 - 03.09.68 - Brev til D. Schewitsch med tak for den hyggelige og interessante aften hos ham (se til brevet med invitationen, foreløbig i 02) og med nogle tanker om mit fremtidige studium og arbejde med vore fælles russiske ting.

680908 - 08.09.68 - Brev til Reflex, hvor i jeg meddeler, at jeg vil tegne én aktie. - I dette brev omtaler jeg også blandt andet arrestationen af Natalia Gorbanevskaja (Schewitsch-brev af 01.09.68), "som jeg bringer det lille digt af ... og vi behøver da ikke fortælle, at det var de rent indholdsmæssige kvaliteter ved hendes digt, der var afgørende ved valget - skønt, der er jo ikke langt fra indholdet i digtet til demonstrationen på Den røde Plads".

680917 - 17.09.68 - Brev fra ny SMOG-komitéformand Ole Jørgensen (har afløst Leif Bonde Petersen). Han omtaler forskellige protester og initiativer, blandt andet, at man vil forsøge at få en nærmere kontakt direkte med Rusland. En længere skrivelse, som er sendt til de andre komitéer, er vedlagt.

681013 - 13.10.68 - Brev til Lollands Tidende med læserbrevet "Lad os støtte russerne!" - om den vestlige opinions rolle efter besættelsen af Tjekkoslovakiet.

681014 - 14.10.68 - Brev fra SMOG-formand Ole Jørgensen med et vedlagt forslag til nye formålsparagraffer. - I brevet står blandt andet, at det har vist sig, at "petitioner o. l. ikke mere har den store virkning", og at man nu i højere grad vil prøve at få adresser på privatpersoner i Sovjetunionen, som man kan sende diverse nyheder, der så kan spredes inde i Sovjetunionen.

681019 - 19.10.68 - Brev fra D. Schewitsch, hvori han takker for en artikel (hvilken?), jeg har sendt ham, og som han har oversat til russisk og sendt til forlaget Posev - uden at kunne garantere for, at den vil blive trykt. - Mon jeg kan have den liggende et sted? Han skriver, at han vedlægger oversættelsen, idet han håber, jeg billiger den, men den ligger ikke ved brevet.

681102 - 02.11.68 - Brev til forlaget Posev, hvori jeg spørger, om de har nogle russiske sange (også "åndelige", især julesange eller -salmer). Jeg spørger også, om man kan købe en russisk Bibel hos dem. (Mon den, jeg har, er fra dem?). Endelig beder jeg dem sende mig Solsjenitsyns Kræftafdelingen.

681218 - 18.12.68 - Brev til Reflex med "notitsen" "Nyt illegalt tidsskrift i Moskva" (Khronika ...). - I anden halvdel af brevet taler jeg varmt for, at man bruger plads til at bringe hele min oversættelse af Solsjenitsyns novelle "Højre hånd" (om en gammel revolutionær, som det moderne sovjetsamfund ikke vil hjælpe). Jeg skriver blandt andet, at "Solsjenitsyn regnes af de fleste for den største nulevende russiske forfatter, og han er i vanskeligheder for øjeblikket - man frygter for hans sikkerhed og for, at en proces er under opsejling". I et PS skriver jeg "Manuskriptet til 'Højre hånd' er for ganske nylig smuglet ud gennem jerntæppet".

690112 - 12.01.69 - Brev fra Reflex (Peter Hartvig) med tilsagn om, at man vil stile efter at bringe Solsjenitsyn-oversættelsen i martsnummeret.

690127 - 27.01.69 (modtagelsesdato) - Brev til Reflex's abonnenter og venner om aktietegning og anden økonomisk støtte.

690129 - 29.01.69 - Brev til A/S Interdoc forud for generalforsamlingen 17.02.69 med forslag (blandt andet om min egen mulige deltagelse ikke bare som bidragyder, men også som del af redaktionen). - Jeg skriver også, at vi skal have penge til honorarer, og fortsætter: "Bladet må ligge på et højt professionelt stade og ikke på nogen måde bære præg af at være medlemsblad for en politisk sekt".

690224 - 24.02.69 - Brev fra D. Schewitsch, hvori han blandt andet inviterer mig til en kongres for russiskstuderende et sted i nærheden af Frankfurt am Main. - Jeg deltog ikke.

690303 - 03.03.69 - Brev til forlaget Posev, hvori jeg bestiller to bøger af Solsjenityn (I den første kreds og Værker i ét bind).

690314 - 14.03.69 - Brev til Berlingske Tidende med indlægget "Sakharov, Larsen og det borgerlige Danmark". - Indlægget (som jeg ikke har fundet) må være blevet trykt. For det er vel det, der har fået Aksel Larsen til at skrive brevet af 29.03.69 til mig. Jeg husker det ikke nøje. Men det må have været sådan.

690329 - 29.03.69 - Brev (håndskrevet) fra Aksel Larsen: "Hr, Bent Christensen! / Mine tanker om de emner - eller det emne - prof. Sakharov beskæftiger sig med har jeg ikke holdt for mig selv - jeg troede de var offentligt kendt. Som De ser af vedlagte (der udkom i november ifjor) kunne Berlingske Tidende have anmeldt "Sakharov" adskilligt før Samleren nu noget sent udsendte en slags piratudgave. / Venlig hilsen / Aksel Larsen". - Uanset alt andet er det fantastisk at have dette. Man kan næsten høre ham sige det! - Se til mit brev til Berlingske Tidende 14.03.69.

690405 - 05.04.69 - Brev til international analyse med manuskriptet til "Litterær og politisk opposition mod neostalinismen".

690408 - 08.04.69 - Brev fra mig til Reflex om min oversættelse af Solsjenitsyns novelle "Hånden".

690408 - 08.04.69 - Brev til Aksel Larsen: "Hr. folketingsmand Aksel Larsen. / Tak for Deres brev med det vedlagte eksemplar af "Her og Nu". Det, at "Her og Nu" bringer Sakharovs memorandum, og det, De skriver i Deres forord, bestyrker min påstand om, at borgerskabet ikke i tilstrækkelig grad interesserer sig for, hvad der sker i Rusland. På den anden side er det jo teoretisk set helt naturligt, at de venstreorienterede socialistiske kræfter ser det som en af deres fornemste opgaver at støtte den demokratiske socialisme i Østeuropa. Det er man bare ikke vant til. Man har indtryk af, at SF har været mere interesseret i at støtte Vietcongs terrorpolitik i Vietnam end i at støtte tjekkernes reformpolitik i Europa. / Under henvisning til Lukas 15,7 [større glæde i himlen over én synder, der omvender sig ...] vil jeg udtrykke mit oprigtige håb om, at i hvert fald De personlig nu er demokrat. Da er vi ikke længere fjender, men kun modstandere i den politiske kamp; for nok irriterer borgerskabet mig somme tider, men socialist bliver jeg aldrig. / Med venlig hilsen / Bent Christensen". - Se Aksel Larsens brev af 29.03.69.

690408 - 08.04.69 - Brev til Ugebladet Hjemmet, hvori jeg (foranlediget af nogle ikke nærmere angivne dristige ting i bladet) spørger, om man vil være interesseret i oversættelser af russiske undergrundstekster.

690418 - 18.04.69 - Afslag fra Hjemmet.

690409 - 09.04.69 - Brev fra Reflex (Henning Jensen) med løfte om, at man - trods længden - vil bringe min oversættelse af Solsjenitsyns novelle "Hånden", blot nok først i juni-nummeret.

690413 - 13.04.69 - Brev til Reflex med en anmeldelse af Sakharovs "Manifest". I dette brev takker jeg også for, at man vil benytte Solsjenitsyns "Højre hånd", se nf. - I øvrigt undskylder jeg, at jeg ikke havde foretaget mig noget straks i efteråret 1968, hvor jeg modtog et eksemplar af manifestet i engelsk stencilleret udgave. Men jeg havde travlt. (Jeg var lige begyndt som adjunkt). Men som jeg skriver: "Se nu, hvordan det er gået med Sakharovs Manifest. Hvem kommer først? Det gør SF!". - Og det må jo være Aksel Larsens udgave! Se om mit brev til Aksel Larsen af 08.04.

690421 - 21.04.69 - Afslag fra Berlingske Tidende på kronikforslaget "Det andet Rusland".

690703 - 03.07.69 - Brev til Reflex med flere interessante ting. Foruden et læserbrev er følgende bidrag (som jeg heller ikke har fundet) nævnt. Mon der (i hvert fald i nogle tilfælde) er tale om kortere stykker? Men på listen er følgende numre: 1. General med civilcourage (formodentlig ovennævnte Grigorenko). - 2. Ånd og genfærd (siger mig ikke noget nu). - 3. Hvis deres kampvogne dukkede op i vore byer ... (formodentlig en oversættelse af en russisk tekst om Tjekkoslovakiet). - 4. Endnu tre illegale numre af Khronika i Moskva. - 5. Vil Danmark hjælpe krimtatarerne? - Men så fortsætter jeg: "Og så vil jeg gerne sige tak for den fine opsætning, man havde givet Solsjenitsyn-novellen [formodentlig "Hånden", se ovf.], da man endelig tog sig sammen til at bringe den. Navnlig omtalen i "Kikkerten" var fin. Jeg mener, at dette har været med til at hæve bladets standard, og det er naturligvis på ingen måde min fortjeneste, men Solsjenitsyns".

690719 - 190769 (den dato, jeg har noteret for mit svar). Udateret "massebrev" fra SMOG-komitéen med anmodning om underskrivning af en appel fra Aktionsgruppen til forsvar af menneskerettigheder i USSR. (Formodentlig) vedlagt en side med oplysninger om SMOG-komitéen.

690811 - 11.08.69 - Brev fra Schewitsch med forslag om, at jeg prøver at få en Solsjenitsyn-fortælling i fx ugebladet Hjemmet. Det drejer sig om en fortælling, han mener skal have den danske titel "Påskeprocessionen". - Jeg mener ikke, der kom noget ud af det.

690827 - 27.08.69 - Brev fra A/S Interdoc om ombytning af interimsbeviser m.m. Bla. en læseranalyse er vedlagt.

690907 - 07.09.69 - Et digt af mig til Reflex. Jeg husker ikke, at det blev trykt.

691000 - ??.??.?? (formodentlig oktober 1969) - Pressemeddelelse (godt to tætte maskinskrevne sider på russisk) fra forlaget Posev om det i Sovjetunionen udgivne undergrundstidsskrift Khronika Tekusjtjikh Sobytij (de aktuelle begivenheders krønike). - Det må være den, min kronik i Lollands Tidende 06.01.70 bygger på.

691005 - 05.10.69 - "Massebrev" fra SMOG-komiteen om ovennævnte Piotr G. Grigorenko. Om et (vedlagt) åbent brev til ministerpræsident Kosygin fra den norske, svenske og den danske SMOG-komité. - Et andet bilag er en én sides præsentation af generalmajor Grigorenko og hans skæbne. - Herefter ligger i min brevordner en længere international appel til FN, trykt på komitéens brevpapir.

691108 - 08.11.69 - Brev fra D. Schewitsch (jeg er nu blevet dus og på fornavn, ja, "kælenavn" med ham; han underskriver sig "Mitja" for "Dmitrij"). Foruden NTS's forhold til SMOG-komitéen handler det nu også om forholdet til den af mig stiftede Tjekkoslovakietkomité.

691124 - 24.11.69 - Min russiske oversættelse af et brev fra en lollandsk menneskerettighedsgruppe ved navn Gruppe 37 A til en fru Masljanik. Gruppen spørger fru Masljanik, om hun har modtaget deres brev, og om hun måske helst er fri for at få breve - eller "om vi må være Dem behjælpelig på nogen måde". - Før dette brev ligger et andet, udateret brev (men altså en julehilsen!) fra Gruppe 37 til en fængselsleder, som jeg ikke har noget om, heller ikke noget om fængslet; men den særlige hilsen er altså til ovennævnte hr. Masljanik. Den danske tekst til dette andet brev lyder: "Til fængselslederen! / Vi vil hermed ønske Dem og hele fængslet en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vil De overbringe en speciel hilsen til hr. [Masljanik]". Brevet er underskrevet af Elsebet Juul-Nyholm på Gruppe 37 A's vegne. - Mere til dette.

691202 - 02.12.69 - Brev med bilag fra Reflex om evt. oprettelse af et ærespræsidium.

700312 - 12.03.70 - Brev til Reflex med et digt og nogle aforismer af mig.

700316 - 16.03.70 - Indkaldelse til generalforsamling i A/S Interdoc.

700402 - 02.04.70 - Duplikeret ("masseudsendt") brev fra DEN DANSKE SMOG KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER ("Tilsluttet SMOG International"). Underskrevet af formand Peter Eriksen. Det henviser til en vedlagt "selvbiografisk optegnelse" af den sovjetiske generalmajor Pyotr Grigorevich Grigorenko (som man, med engelsk transskription, staver ham). Se link m.m. til sidst i dette afsnit. - Jeg husker godt generalmajor Piotr Grigorevitj Grigorenko eller Pietro Grigorovitj Grigorenko (Петро Григорович Григоренко) (1907-1987). Som det fremgår af den sidst anførte stavemåde (hvor g'erne også kan erstattes af h'er), var han ukrainer. Jeg troede dengang, han var krimtatar, men de ting, jeg nu har fundet på Nettet, tyder på, at han blot var en ukrainer, der på et tidspunkt begyndte at tale krimtatarernes sag. Nærmere om ham fx her: http://en.wikipedia.org/wiki/Pyotr_Grigorenko - I selve SMOG-komitéens brev står der blandt andet: "Det er lykkes [sic] P.G. Grigorenko at nedskrive optegnelserne under sit fangenskab på Serbsky-instituttet, samt at udsmugle dem via sin hustru, Z.M. Grigorenko. Derefter er de kommet SMOG komiteerne i hænde igennem vores efterhånden godt udbyggede formidlingskanaler (som af hensyn til menneskelige skæbner og vores videre arbejde naturligvis ikke kan oplyses). / P.G. Grigorenko har skrevet sine optegnelser med henblik på offentliggørelse, og med håb [sic] herigennem at forhindre sikkerhedspolitiet, K.G.B., i - i al hemmelighed - at tildele ham en uvis og lidelsesfuld skæbne, måske døden. / ... / Send protesttelegrammer eller -breve til Den Øverste Sovjet, Kreml, Moskva og til den offentlige anklager for USSR, R.A. Rudenko". - Den vedlagte knapt 1½ side lange tekst er underskrevet af hustruen Z.M. Grigorenko den 3. marts 1970.

700601 - 01.06.70 - Kladde til et på russisk håndskrevet brev til en hr. F.A. Pojunov - eller hans familie! - i Sovjetunionen. Det er min oversættelse af min kollega lektor Mette Ørnsholts brev på Amnesty Internationals vegne. I brevet spørges der, om Pojunov er blevet løsladt, og der vedlægges en svarkuvert og anmodes om svar. - Jeg tror ikke, der kom noget svar.

700603 - 03.06.70 - Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i A/S Interdoc.

700714 - 14.07.70 - Brev til forlaget Posev, hvori jeg opsiger mit abonnement på Grani.

Jeg brugte nu al min tid på undervisningen og mit teologiske studium. - Se mere under materialelisten.

* * *

Det er de andre, der er gammeldags

når de siger, at ægteskabet er forældet, og man behøver ikke at være en tørvetriller, selv om man nægter at være med til den stadige nedvurdering af de menneskelige værdier, som finder sted i en tid med åndeligt lavtryk. - En kommentar til ”ALT for damerne”s rundbordssamtale om ”Krisen i ægteskabet”

[”Alt for damerne” nr. 5/1966]

ALT for damerne gi’r ordet til stud. mag. Bent Christensen

[I forbindelse hermed et billede af den meget unge forfatter med slips og jakke med Reserveofficersforeningens nål på]

Bent Christensen er gift og bor i Roskilde. Han er født i 1943, er nysproglig student fra Maribo Gymnasium 1962, løjtnant af reserven i infanteriet 1964 og samme år stud. mag. i dansk og russisk ved Københavns Universitet. Interesser: musik, litteratur

-

Jeg har længe haft mistanke om det, men har hidtil kunnet overbevise mig selv om, at der ikke var noget galt. Så i dag faldt det sammen for mig. Jeg kunne ikke længere nægte det: Jeg var abnorm.

Sådan kom en ven til mig en dag. Det ville have været i tidens ånd, om jeg havde fortsat med en simpel gengivelse af hans ord; men, både han og jeg var enige om, at der er forhold, tekniske betegnelser m. m., som nok er forfriskende i en samtale mellem mandfolk, men også kun dér.

Baggrunden for min vens nu akutte krisetilstand skal søges helt tilbage til den tid, hvor han opdagede kønnet - i den offentlige debat. Det voldte ham herefter stigende vanskeligheder at leve op til de krav, de nye moralnormer stillede til ham. Hvad han fortalte mig om sine trængsler, afviger ikke væsentligt fra, hvad man kender fra adskillige pubertetsudviklingsromaner; kun savnede jeg i hans beretning den forbudne frugts pikanteri. Min ven havde ikke måttet udkæmpe nogen kamp mellem dyd og kødets skrøbeIighed, Han havde tværtimod, fortalte han mig, følt sig næsten lammet af fremskridtsprofeternes overvældende krav. Han fortalte mig rødmende, at han længe havde bevaret en rest af sin barnetro - på kærligheden. (Han tøvede, skønt han jo kender mig godt og ved, at jeg ikke vil misbruge en, sådan blotlæggelse af naivitet). ”Jeg troede på kærligheden, du”, sagde han, ”kærligheden som idé, som mulighed, i hvert fald et mål. Jeg så den undertiden, i visionære tankestrømme; personificeret som en ung, lys, sval kvinde på en eng - ja, du må ikke grine ad mig - på en eng med gule blomster og et vandløb med piletræer og skovbryn. Jeg drømte om , at tage hende i hånden og sætte mig hos hende under et piletræ. - Når jeg så var til offentligt bal, måtte jeg indrømme, at det vel ikke var mere end syner. - Men det værste var frigjorthedsprofeterne, Hvorfor kunne jeg ikke få lov til at være i fred med mine problemer? De er komplicerede nok i forvejen. Mon de virkelig tror, man behøver at have seksual-ekspert-komiteer til at lære én at være naturlig; selv hundene på gaden klarer den side af sagen yderst effektivt, og det ude offentligt nedsatte udvalgs blå stempel. Og hvad skulle jeg stille op med læger, der rådede de unge til at anstille forsøg med potentielle seksualpartnere i et antal af en halv snes for at sikre sig den fysiologiske (og psykologiske) korrespondens, der skulle betinge et harmonisk ægteskab?. Det var klart, at min første indvending mod dette system måtte være, at kvinde, der i forvejen var prøvet og fundet uegnet af en eller flere andre mænd, alene herved var afskåret fra at komme i betragtning som emne. En anden ting var, at jeg stadig ikke kunne frigøre mig for mine forestillinger om kærligheden”. - Han så op på mig og fortsatte: Du synes da ikke, kærlighed er et uartigt ord, vel? - Jeg kunne ganske simpelt ikke finde ti kvinder, der kunne stå for en første sortering ud fra kriteriet sympati - ikke-sympati”.

Han fortalte videre at han havde giftet sig. Han indrømmede med et genert smil, at de havde gjort det, fordi de gerne ville have mere sammen end en seng i ny og næ, og ikke på grund af andre omstændigheder. ”Det er jo ellers”, sukkede han, ”snart den eneste anerkendte grund til et ungt ægteskab medmindre man selvfølgelig får tilbudt en særlig billig lejlighed. For en tid var alle hans problemer løst; nu måtte han vel have givet kønsprofeterne hvad deres var. At der var tale om kærlighed, kom jo ikke dem ved.

De levede lykkeligt - til han en dag, nærmere betegnet den 1/12 1965, tilfældigt kom til at bladre i “ALT for damerne” fra dagen i forvejen. (Nr. 48, hvor Tage Voss’ tre artikler “Mandens overgangsår – ægteskabets krise” blev diskuteret i en rundbordssamtale. Red.)

Madopskrifter og broderimønstre gik han let hen over; men overskriften “Krisen i ægteskabet” fangede hans blik. (Kønslivet er godt stof). Han følte sig desuden draget af læge Tage Voss’ tænkerprofil, og gav sig så til at læse.

Da han kom hen til mig, var han faktisk en nedbrudt mand. Kunne han nu ikke engang få lov til at have sit ægteskab i fred? Ville han nu også være unormal, hvis han forblev tro? Han kunne ikke holde ud at skulle gå og vente på, at han skulle blive træt af sin kone – eller omvendt. Ville man nu også kræve af ham, at han skulle gå ud i byen og hente fornyelse til sit ægteskab? [I manuskriptet stod: ”og give sit ægteskab en brush up”]. Skulle han i modsat fald – hvis hans ægteskab faktisk skulle vise sig at være holdbart i sig selv – gå og anklage sig selv for sløvhed og manglende trang til livsudfoldelse?

Han stak mig bladet i hånden, og jeg læste: ”Ægteskabet er inde i en krise. Der eksisterer i dag ikke længere nogen praktisk mulighed for at opretholde det … Hvad skal vi i grunden med ægteskabet i dag? Hvad er den sociologiske, den erotiske og den menneskelige motivering for at bevare det? Skulle vi muligvis se at få det smidt over bord hurtigst muligt?” (Tage Voss).

Efter endt læsning følte jeg mig foranlediget til at opmuntre min ven med en lille kommentar, der havde følgende hovedpunkter:

Læge Voss skal du ikke tage højtideligt. Offentliggørelse af den slags tanker fra amatørfilosoffer er et nødvendigt onde i en tid med trykkefrihed (som du vel ikke vil undvære) og - hvad værre er - en tid med åndeligt lavtryk. Så er der altid mulighed for at gøre sig interessant. Vi er i en situation, hvor Klaus Rifbjerg bliver kaldt ”vor tids Grundtvig”, og en dag vil du måske høre, at Tage Voss er vor tids Luther. Det må vi indtil videre finde os i.

Du må hellere glæde dig over fru Lilli Hornbaks kloge og varme forsvar for ægteskabet; hun yder et mere end værdigt modspil til lægens ikke overdrevent velfunderede argumentation. Det må indskydes, at et angreb på lægens - og tegnerens - moralnihilisme havde været mere på sin plads.

Det er synd, at fruen lades i stikken af Erik Høgh, der gør sig skyldig i den moderne danske akademikers hovedsynd: misforstået objektivitet. - Man løser ikke nogle problemer ved en blot og bar konstatering af, at 50% af danske mænd er erkendende ægteskabsbrydere. - Dog er det naturligvis altid godt at have en realistisk bedømmelse som udgangspunkt, og her viser sociologen sig trods alt i besiddelse af større akademisk blufærdighed end lægen. - Hvis hans tal vel at mærke er korrekte.

Hans Bendix er vist den mest sværmeriske i det selskab, og skal vi ikke lade ham have lov til at beholde sit sværmeri - for sig selv?

I øvrigt vil jeg sige med Kierkegaard: ”Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel”.

Hverken du eller jeg vil beskyldes for at være tørvetrillere eller hyklere, og vi kan også godt være med til at diskutere en eventuel omorganisering af den del af kønslivet, der kommer samfundet ved - den økonomiske side af sagen - socialisme skal blot ikke være fødselshjælperen her. Men vi kan ikke stiltiende være vidner til den stadige nedvurdering af alle menneskelige værdier, som for tiden finder sted i fremskridtets navn.

Vi kan godt se i øjnene, at der findes en særdeles kontant fysiologisk faktor i kønslivet; men der er mere end det. Vi må aldrig glemme, at en Bach-fuga også kan beskrives som fingerbevægelser eller lydsvingninger. Det væsentlige er ikke at give frit løb for vore fysiologiske behov. Det væsentlige er at bevare de menneskelige værdier i den omvurdering af begreberne, der, finder sted, og som er nødvendig.

Husk, hvad Johs. V. Jensen har sagt om den ”dårlige darwinisme”, der rækker hånden ud mod aben, og at han også har sagt, at al civilisation består af hæmning.

Det gælder alle menneskelige forhold. Det er alt for billigt - men det kan blive dyrt - at erklære Gud, konge, fædreland, kærlighed, troskab osv. for gammeldags, aflægs. De kirkelige dogmers tilsyneladende konflikt med den moderne naturvidenskabelige erkendelse, provisorierne og social uretfærdighed, chauvinisme, nazisme, overspændt romantisering af kærligheden, viktoriansk moralhykleri, og hvad der ellers kan nævnes af fortidens fejltagelser, berettiger ikke til en nedbrydning af fromhed, etik nationalfølelse og så videre.

Det er nemlig karakteristisk for vor tids såkaldte fremskridtsbevægelse, at den

i hovedsagen kæmper mod spøgelser fra forrige århundrede og - med ideer af samme alder. Der er ikke noget så reaktionært som revoIutions- og fremskridtsbevægeIser.

Endelig vil jeg, da jeg nu har fremlagt denne sag for offentligheden, slutte med at appellere til alle gode kræfter om ikke at ”trykke sig” under fremskridtsfanatismens trommeild. Lad ingen sund og fornuftig mand eller kvinde holde sine synspunkter tilbage af frygt for at være "gammeldags". Det er de andre, der er gammeldags. Denne påstand kan underbygges med det faktum, at mange af de ting, fremskridtsfolkene kæmper for at få indført her i vort samfund, allerede har været ”prøvekørt” i revolutionens største forsøgsvirksomhed: Unionen Socialistiske Sovjet-republikker. De har for det meste dér vist sig at være misforståelser, som i mange tilfælde er blevet rettet, og som ville være blevet rettet i langt større udstrækning, hvis ikke den reaktionære marxistisk-leninistiske ideologi havde været en så stor hæmsko for udviklingen. I Sovjetunionen har man også prøvekørt den frie kærlighed. Det skete i tyverne. Resultat: truende kaos i samfundslivet. Man måtte sande, at ægteskabet også har en sociologisk begrundelse (Tage Voss!!). Og i løbet af trediverne indførte man i Sovjetunionen en meget stram familiepolitik.

Derfor: Alle gode kræfter, fat mod, og gå ind i kampen mod fremskridts-Don Quijote’rne! Det bliver ikke let; for tilværelsen er kompliceret. ”Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke”, som Johs. Jørgensen sagde med Nietzsche. Men der er ingen, der har sagt, at det skal være let.

Bent Christensen

2009-kommentar:

Se ”Erindringer”!

* * *

Standpunkt, ansvar og Vietnam

[Berlingske Tidende 18.01.66]

NU har de venstreorienterede ungdomsorganisationer igen åbnet sluserne for at lade Vietnamkrigens vand trække deres respektive politiske møller. Det er sket med en opfordring til folketingets medlemmer, som afæskes standpunkt i Vietnam-spørgsmålet.

Jeg vil ikke forsøge at påvirke disse organisationer med argumenter, som støtter den amerikanske indsats i Asien; folk, der ikke har lært noget af den niende april, kan vist slet ikke overbevises med ord. Hvis nogen skulle undre sig over, at jeg drager besættelsestiden med ind i denne sammenhæng, vil jeg gøre opmærksom på, at de pågældende venstreorienterede organisationers interesse nok ligger lige så meget herhjemme i det danske politiske liv, specielt hvad angår befolkningens indstilling til forsvarspolitikken og NATO, som den ligger bos de stakkels vietnamesere.

Jeg vil derimod, idet jeg udtaler mig ganske på egne vegne, sige følgende om Vietnam-situationen:

1) Det er godt, at USA vil påtage sig at dæmme op for den aggressive kommunist-kinesiske ekspansion. Jeg vil ikke et øjeblik betænke mig på at sammenligne Kommunist-Kina med Hitler-Tyskland. Kommunist-Kina er nok vor tids farligste og eneste rigtige imperialistiske stormagt, og skal den kinesiske ekspansion standses, må dette ske i Vietnam og lignende steder; for hvor skulle det ellers ske? Ved Mississippi? Eller ved Store Bælt?

2) Vi skal derfor her i Danmark ikke blot allernådigst tilgive USA, at det dæmmer op for Kina-kommunismen. Vi skal snarere være taknemmelige over, at det ikke er os, der skal kæmpe i denne modbydelige, men uundgåelige krig, som i et større perspektiv også er et forsvar og en garanti for os. Vi har naturligvis hverken politisk pligt til eller mulighed for at sende vore tropper til Vietnam, og det være fjernt fra min opfattelse at kræve dette. (Det er jo så meget mere utopisk som vi knap nok har viljen til at forsvare vort eget territorium; men det er en anden sag).

Kan vi ikke, støtte USA militært, så er det i det mindste vor pligt at yde det al den moralske og politiske støtte, vi kan - uden iøvrigt at sætte vort gode udenrigspolitiske omdømme over styr.

Det er ikke min hensigt at ville påvirke vor udenrigspolitik med dette indlæg. For det første afskyr og frygter jeg ”stemningsdemokratiet” (jfr. kunstfonddebatten), og for det andet har jeg tillid til vor udenrigsministers person.

Da imidlertid den venstreorienterede del af ungdommen, ikke alene i kraft af sit antal, (som forhåbentlig kun på grund af et modelune er så forholdsvis stort, som det er), men navnlig i kraft af sin højrøstethed gang på gang har overdøvet alle andre meninger i den danske befolkning, må vi andre - som i virkeligheden er langt de fleste - stige ned af vor akademiske, litterære m. v. piedestal for at vise ind- og udland, at det ikke står så galt til med den danske ungdom endda, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at appellere til, hvad jeg ud fra mine forudsætninger kalder den gode og sunde danske ungdom, om at komme frem af busken og give sit besyv med; det skal såmænd også nok engang blive moderne og smart at være en smule ”reaktionær”.

Jeg vil dog specielt henvende mig til de ungdomsorganisationer og politiske partier, der må regnes for nogenlunde ansvarsbevidste i udenrigs- og forsvarspolitisk henseende. Jeg vil stille spørgsmålet: Hvor længe skal de venstreorienterede elementer have lov til at råbe højest om disse ting? Hvor længe skal de være næsten ene om at repræsentere den danske befolknings indstilling til disse og andre problemer? Jeg håber, at vore mere ærværdige politiske organisationer har en ganske anden mening om disse problemer, men må vi ikke snart høre den - gerne så højt, at det kan opfattes både i Moskva og Peking. Og jeg håber, at alle, lad mig blot sige ”højreorienterede”, det er ikke nødvendigvis noget skældsord, at alle besindige og sundt tænkende danske vælgere med mig nøje vil lægge mærke til, hvad hver enkelt folketingsmedlem siger om vietnamsituationen.

Da dette er polemik, har jeg måske trukket mine synspunkter lovlig hårdt op; jeg synes, der skal tunge ting til for at veje den idelige plapren fra venstreorienteret side op. Lad mig derfor sige, at jeg aldeles ikke er blind for nuancerne mellem sort og hvidt eller rødt og grønt. Man kan bare ikke føre en kamp alene ved hjælp af en objektiv beskrivelse af situationen. Der er også noget, der hedder standpunkt og ansvar, ligesom der er noget, der hedder at være i samme båd som de øvrige medlemmer af vor vestlige civilisation.

Jeg vil alligevel gerne slutte med at udtrykke mit oprigtige håb om en snarIig fred i Vietnam med sikkerhed for, at dette område ikke mere skal være skueplads for stormagternes konfrontationer. Dette gælder naturligvis stormagterne i alle verdenshjørner.

Algade 63 A, Roskilde

[Faksimile af forfatterens underskrift]

BENT CHRISTENSEN

stud. mag.

2009-kommentar:

Se ”Erindringer”.

* * *

Åndelig folkefront

Indkaldelse udsendt i marts 1966

Det var i begyndelsen af 1966, jeg skrev nedenstående indbydelse og rundsendte den (i gammeldags stencileret form) til dem, jeg kunne forestille mig som medkæmpere, både gamle og unge. Jeg har ikke umiddelbart kunne finde en adresseliste, og jeg husker meget utydeligt, hvem og hvor mange jeg sendte den til. Jeg tror, jeg også sendte den til et par medstuderende, jeg mente kunne være emner. - INDSKUD 06.03.14(!): Jeg har nu fundet adresselisterne og vil senere se, hvad jeg vil hente fra dem. Om anledningen til, at jeg er gået i arkiverne, har jeg skrevet lidt i "INDSAT 06.02.14(!)" i selve Erindringerne, afsnittet "Gift - og kæmpende - studerende / Kamp og reaktion" (Kap. 6). Der vil nok dukke nogle ting fra denne gennemgang op her på siden. INDSKUD SLUT. - Men der kom selvfølgelig ikke noget ud af det. Selv om man kan se den gode vilje og nogle trods alt interessante enkeltheder, er det en meget naiv og umoden tekst, som jeg langtfra er stolt af. Men når jeg alligevel tager også den med her på denne side, er det som netop et bilag til mine erindringer. Og som et historisk dokument fra den forfærdelige tid, der begyndte med året 1965. Jeg vil godt være med til at karakterisere mig selv som på en måde vanvittig dengang, men tiden var i hvert fald rigtig vanvittig! - Se den længere kommentar efter teksten, som her bringes i en skikkelse, der temmelig godt svarer til originalens.

-

Stud. mag., løjtnant (R) Poststemplets dato.

Bent Christensen,

Algade 63 A,

Roskilde.

“ÅNDELIG FOLKEFRONT”.

Denne henvendelse til en række danske personligheder har til formål om muligt at samle “alle gode kræfter” - ikke til en simpel reaktion mod de øjeblikkelige tilstande, men i en slags “åndelig folkefront”, hvor man skal stå sammen for at værne om de værdier, årtusinders menneskelig indsats har skabt, og især for at give dem nyt liv, så vor civilisation i fremtiden kan skride værdigt og majestætisk gennem århundrederne.

Ordet “folkefront” skal naturligvis opfattes humoristisk; men det har tillige den funktion at udtrykke den påtænkte bevægelses særlige karakter. Det er en bedrøvelig kendsgerning, at vi befinder os i en fundamental åndskrise. Det er imidlertid min opfattelse, dels at mange nu er trætte af den nuværende udvikling, og dels at der rundt omkring i vort land er “overvintret” rester af det gamle åndsliv. Derfor er det vigtigt, at disse kræfter samles. Det er klart, at man vil møde med vidt forskellige forudsætninger; men her kommer “folkefronten” ind i billedet: På trods af mindre væsentlige divergenser må man kunne sætte ind mod visse fælles mål. Jeg kan ikke her gøre rede for bevægelsens indhold, det skal DE være med til at præge, men jeg har i første omgang tænkt mig at sætte ind på følgende områder:

l) LIVSANSKUELSEN.

Vi må skabe et positivt og aktivt alternativ til den herskende nihilisme. Det er her mit personlige ønske, at vor kirke ved en slags reformation – ikke så meget m.h.t. hverken form eller indhold, men af holdningen hertil - skal kunne genvinde i hvert fald noget af sin betydning for Danmarks åndsliv.

2) KUNSTEN.

Vi må bort fra den kunst, som med en næsten pervers fornøjelse roder rundt i ruinerne af fortidens kultur med en lufthammer. Det må atter være muligt at skabe en litteratur, som kan løfte, og en musik, som kan være til Guds pris og menneskenes velbehag.

3) DET NATIONALE.

Det kan ikke være meningen, at Hitler skal have den triumf at have umuliggjort nationalt liv her i Europa for al fremtid. Store internationale opgaver venter på os: Afværgelse af hungerkatastrofer i U-landene, verdens-retssamfundets indførelse osv.; men der er ikke nogen modsætning mellem national bevidsthed og verdensborgerbevidsthed. Fremtidens danske skal være sunde, aktive personligheder, som yder deres indsats i og for familie, nation og menneskehed.

For at fremme udviklingen på disse og andre områder vil det nok være nødvendigt at starte et tidsskrift.

Vi skal ikke starte en forening, men en bevægelse, om muligt af samme format og omfang som romantikken i forrige århundrede.

Jeg vil bede Dem tage denne henvendelse alvorligt. Som sagt er bevægelsens mål ikke ensretning; den skal blot skabe en fælles ramme om den enkeltes personlige indsats for en kulturel opblomstring.

Det min hensigt at afholde en slags “stiftende generalforsamling” for den rammeorganisation, der trods alt må oprettes, bl. a. af hensyn til tidsskriftet. Tid og sted meddeles senere. Det er mit håb, at De vil have ulejlighed med at meddele mig, om De ønsker at deltage i bevægelsen og/eller “generalforsamlingen”. Jeg håber tillige at få Deres personlige bidrag til udformningen af et “program”, også med henblik på en drøftelse heraf på “generalforsamlingen”.

DET KAN NYTTE!!! Venlig hilsen

[Underskrift]

Bent Christensen

-

2009-KOMMENTAR TIL OVENSTÅENDE INDBYDELSE:

Idet jeg henviser til, hvad jeg har skrevet før ovenstående, og til, hvad jeg har skrevet i selve Erindringerne, vil jeg nu give en mere udførlig kommentar til denne for så vidt helt vanvittige tekst.

Indtil året 1965 havde jeg været barn, ivrig amatørjazzmusiker, gymnasieelev og soldat (sprogofficersuddannelse og -tjeneste). Jeg havde været en dygtig dreng, og jeg havde også læst og studeret en del forskellige ting på egen hånd. Men jeg havde ikke noget stort kulturelt overblik, og jeg kendte ikke noget til politik. De seksten måneder på sprogofficersskolen var, som jeg siger i erindringerne, nærmest en slags klostertilværelse, og i hvert fald for mig var det halve år ved Bornholms Værn også et liv i et meget lukket miljø. Tiden fra oktober 1964 til maj 1965 var gået med start på Københavns Universitet, forelskelse, filosofikum, forlovelse, studier og bryllup.

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvor meget året 1965 adskilte sig fra året 1964. Det er muligt, at nogle af de ting, der skræmte mig så meget i 1965, allerede havde været godt i gang i 1964. Men for mig var året 1965 både privat og i det hele taget et skelsættende år. Og det er da vist også en almindelig opfattelse, at det var dér midt i 1960’erne, efterkrigstiden sluttede og den virkelig moderne tid begyndte. Desuden var 1965 det år, hvor de første amerikanske kamptropper kom til Vietnam - med den følge, at den verdensomspændende kommunistiske propaganda kom til også Danmark, hvor den fandt en god grobund, fordi hele samfundet, men jo ikke mindst store dele af især den mere veluddannede ungdom, var i en tilstand af tomhed og forvirring.

Og midt i alt dette var jeg en meget ung, lykkeligt nygift mand med hårde indre livsanskuelsesmæssige kampe. At jeg var nygift, var en afgørende faktor. Det har Anna og jeg talt meget om lige siden. Som almindeligt ungt menneske lever man meget i sin egen verden. Men så snart man bliver gift og stifter hjem - og regner med på et tidspunkt at få børn - bliver man på en helt ny måde borger i samfundet, ligesom man på en helt ny måde skal finde sin sociale og kulturelle identitet.

Som sagt mange gange tidligere både i og i forbindelse med mine erindringer er jeg nok både genetisk og kulturelt grundlæggende konservativt og især kulturkonservativt præget. Men som også flere gange sagt befandt jeg mig samtidig i en sådan livsanskuelsesmæssig tomhed, at jeg sådan set i ekstrem grad var åben for alt. Hvortil kom den afgjort moderne holdning, jeg havde haft i min jazz-tid.

Jeg var i princippet åben for alt. Men der var undtagelser, først og fremmest alle former for totalitarisme og diktatur. Fascismen og nazismen havde vi bag os, og kommunismen stod vi over for. Og det var mig komplet ubegribeligt, at så mange både velbegavede og på andre måder sikkert udmærkede mennesker i den grad kunne enten sværme for eller dog være bløde over for kommunismen. Det var virkelig et chok for mig at opdage, at den kommunistiske propaganda fik så stor succes i Danmark. Men jeg kunne i det hele taget ikke lide hverken de marxistiske eller de humanistiske (kulturradikale) humanister. Jeg kunne ikke se noget konstruktivt i al deres kritik, og det, de selv stod for, brød jeg mig helt umiddelbart ikke om. Så selv om der ikke ville blive tale om et diktatur i den egentlige, hårde forstand, ville jeg meget nødig leve i et samfund, hvor det i realiteten var disse ”progressive”, der sad på ikke alene den politiske, men også den kulturelle magt.

Hvis det ikke havde været for denne situation, ville jeg formodentlig have kæmpet min livsanskuelsesmæssige kamp videre inde i mig selv og i forbindelse med mine studier, med henblik på at komme til at producere mine egne ting som en eller anden form for åndsarbejder. - Og jeg kan indskyde, at selv om jeg desværre også har måttet gøre ”værnepligtstjeneste” i årene fra 2001 af - i en situation, der på mange måder minder uhyggeligt om situationen i 1960’erne og 1970’erne - så lukker jeg mig nu stort set helt inde i min egen projekt-verden, ja, jeg siger ofte til mig selv, at nu gør jeg endelig, hvad jeg for min egen skyld burde have gjort fra 1964 af. Jeg må dog indskyde, at årene fra 1970 af, hvor jeg begyndte at studere rigtig teologi, har været gode og frugtbare år, og at mit lange Grundtvig-studium, faktisk helt tilbage fra 1972 af, har givet mig det grundlag, jeg fuldstændig manglede i 1965/66. Samtidig må jeg dog sige, at alt, hvad jeg har lavet siden 1970, i høj grad bygger på mine erfaringer og kampe i årene forud - idet der dengang også var tale om en ganske frugtbar vekselvirkning mellem dem, og så det studium, jeg trods alt også brugte en hel del kræfter på.

Med denne lange indledning har jeg villet perspektivere det ejendommelige dokument, som ovenstående indkaldelse er. Og det helt afgørende er altså, at jeg uden særlige forudsætninger, ja, uden et særligt eget sprog, pludselig så mig nødsaget til at træde ind i en kamp, der for mig at se i ret bogstavelig forstand var en kamp på liv og død. For hvad skete selvfølgelig? Der skete det, at jeg på den ene side måtte udtrykke mig i meget abstrakte og almindelige vendinger, for så vidt angår det nye, jeg gerne ville være med til at frembringe, mens jeg på den anden side måtte falde tilbage på gamle ”værdiformuleringer” og i det hele taget gamle positioner og ord. Det sidste kan jeg karakterisere på den måde, at vel var jeg i teorien en stor nihilist med tavlen vasket helt ren, men hvis jeg i praksis skulle vælge mellem de progressives kultur og en - midlertidig - falden tilbage på traditionelle danske værdier, så ville jeg ubetinget vælge det sidste, ikke for at begrave mig i borgerlighed og fortid, men for dog at have en sammenhæng at leve i indtil videre, en sammenhæng, som vel at mærke ikke på nogen måde var totalitær, men tværtimod i hele sin tradition var grundlæggende frihedsorienteret, kort sagt en sammenhæng, hvor man kunne være i fred, trække vejret frit og i det hele taget leve stille og roligt, mens man arbejdede med sin nye ting.

Jeg vil nu kommentere teksten bid for bid.

Ordet ”folkefront” har jeg det godt med. For det er i det mindste et forsøg på at være lidt morsom - med brod mod det kommunistiske folkefrontsbegreb. Og netop derfor har jeg det for så vidt også meget godt med ”åndelig”, der jo i sammenhængen skal forstås i modsætning til ”materialistisk”, altså kommunistisk (dialektisk materialisme osv.).

Og ”alle gode kræfter” har jeg sat i anførselstegn, fordi det jo egentlig er en i dårlig forstand rigtig borgerlig betegnelse, der ikke mindst kan forbindes med ældre borgerlige damer. Men jeg har åbenbart ikke kunnet finde noget, der var bedre end disse ord i anførselstegn.

Sidste del af første afsnit, er virkelig slemt. I dag bruger jeg aldrig ordet ”værdier”! Og jeg kommer virkelig højt op med mine årtusinder, århundreder, indsats og civilisation. For slet ikke at tale om ”skride værdigt og majestætisk gennem århundrederne”. Uha! Men bag dette ligger utvivlsomt også en protest mod døden i videre forstand, eller altså nihilismen. Hvor den positive side jo er den store livsudfoldelse. Og jeg har helt bogstavelig talt understreget, at det er ”nyt liv”, det egentlig drejer sig om. Det har også spillet en rolle for mig, at der ikke bare skulle være tale om ”et positivt alternativ til venstreorienteringen”. Det ville jo være ret ynkeligt, hvis det kun var det, vi skulle stræbe efter! Og før 1965 havde jeg som sagt ikke haft anledning til at skænke denne negative frontstilling en tanke; da ville jeg virkelig bare prøve, selv at lave noget nyt og stærkt.

Det næste afsnit er der ikke så meget særligt at sige om. Det er selvfølgelig utrolig naivt. Men hvis bare nogle af adressaterne havde haft en stærkt ønske om en eller anden form for bevægelse i forhold til såvel den almindelige tomhed, efterkrigstiden var mundet ud i, som den særlige venstreorienterede trussel, skulle det jo egentlig godt have kunnet lade sig gøre. Det er dog rigtigt, som det er blevet sagt, at debat og den slags ikke kan flytte noget som helst. Tidsånden er tidsånden, og det eneste, der kan skabe en ny tid, er enten store begivenheder, store opdagelser og opfindelser eller store nye tanker. Hvis jeg skulle have været med i en bevægelse, der skulle lægge grunden til en ny tid, skulle det naturligvis have været en bevægelse bestående af nogle få højtbegavede medstuderende, helst i geniklassen. Og sådanne så jeg ikke, i hvert fald slet ikke nogen, der ville noget, der svarede til, hvad jeg ville. Men så skulle jeg være gået i min egen tænke- og arbejdsboks for at se, hvad jeg selv kunne producere af virkelig nyt, nyt, der virkelig var noget. Og det havde jeg også gjort, hvis jeg ikke havde følt, at det vigtigste var afværgelsen af en katastrofe, der kunne være meget nær.

Så kommer de tre programområde-punkter.

Når jeg ser bort fra, hvad jeg her lige har sagt om, hvordan reformationer og den slags bliver til (jfr. fx Martin Luther), er det første afsnit - om livsanskuelsen - ikke slå slemt, som jeg frygtede, da jeg skulle til at se på denne gamle tekst. Som jeg også siger i selve erindringerne, kan jeg den dag i dag tilslutte mig i hvert fald en velvillig læsning af det. Efteråret 1965 var et meget tidligt tidspunkt i, ja, vel nærmest før, min kristelige udvikling, og jeg er derfor særdeles tilfreds med, at jeg ikke forestiller mig, der skal laves om på hverken indhold eller form i Folkekirken. Jeg har selvfølgelig ikke forstået dette på samme måde som jeg forstår det i dag. Men jeg må i hvert fald have haft en eller anden forståelse af, at det var i det, der faktisk fandtes i kirken, kraften lå. Og reformationen eller fornyelsen af holdningen dertil, det er jo noget, der hele tiden både må og skal finde sted. At jeg tydeligvis først og fremmest er ved at blive en eller anden form for ”kultur-kristen”, er der ikke noget at sige til. For mig selv helt personligt var det jo også mere end ”kultur”, det drejede sig om, selv om jeg jo nok i første omgang har søgt efter dog blot en ”menings-sammenhæng” for mit liv.

Afsnittet om kunsten har jeg det derimod meget dårligt med, når jeg læser det i dag. I virkeligheden kendte jeg i 1965 stort set ikke noget til fx ”tressermodernismen”. Men jeg har haft rodet det hele sammen, så at fx Klaus Rifbjergs udtalelser og optræden og i det hele taget kunstnernes og de intellektuelles politiske tilkendegivelser har gjort mig ideologisk litteraturblind. Det er mærkeligt, at jeg i dag slet ikke kan huske, hvad der har haft ophidset mig så meget, at jeg kunne skrive noget, der var så dumt. Men der er nødt til at have været nogle ting, der har haft ophidset mig, altså også nogle provokerende kunstværker og lignende. Hvis jeg havde tid til det, ville jeg prøve at gå hele 1965-årgangen af Berlingske Tidende og Politiken igennem for at se, hvad det kan have været.

Afsnittet om kunsten er også det formodentlig mest forfærdelige eksempel på, hvordan jeg kunne komme til at udtrykke mig, når jeg så mig nødsaget til at falde tilbage på gamle positioner. Sagen er imidlertid, at jeg i forhold til nihilismen og ”venstreorienteringen” slet ikke havde råd til, egentlig at interessere mig for kunst som sådan, men dels skulle finde et sted at stå, så det frie fald i den store tomhed kunne blive bremset, dels måtte se enhver form for kritik og provokation som en farlig trussel.

I dag ved jeg, at talentet som regel udfolder sig på tidsåndens betingelser, og at selv de største kunstnere kan sige det værste vrøvl, når de kommer med personlige udtalelser. Under andre omstændigheder ville jeg kunne have haft en helt anderledes positiv holdning til tidens digtning. Jeg håber, at jeg i det arbejde, jeg er begyndt at sætte på undersiden ”Min lyrik- og poesihistorie”, vil nå at få givet en vurdering af også ”tressermodernismen” på det grundlag, jeg i dag arbejder på - hvor det ”opbyggelige” er totalt udelukket fra det centrale poetiske felt. Jeg henviser til, hvad jeg indtil nu har fået sat på denne underside samt til undersiderne ”Mit eksistens-rum” og ”Poetik”.

Til punktet Det nationale, vil jeg nøjes med at indsætte, hvad jeg om det har skrevet i selve erindringerne:

Afsnittet om det nationale er efter omstændighederne ganske udmærket, ja, nærmest helt aktuelt igen. Dengang som nu er det jo bare selve forsvaret mod de kræfter, der vil bekæmpe det nationale, det drejer sig om. Jeg har ikke alene aldrig været nationalist, jeg har også altid haft et meget minimalistisk og ofte (selv)ironisk forhold til det nationale. Nej, det virkelig påfaldende i afsnittet om det nationale her i denne indkaldelse til dannelse af en ”åndelig folkefront” er, at jeg tillægger de politiske gerninger og bedrifter så stor betydning. Men det lå jo i tiden, at det politiske var frelsen, så jeg vil godt være bekendt, at jeg udtrykkeligt peger på nogle store konkrete opgaver, der skal løses, og ikke bare på en ny måde at organisere samfundet på. Det er påfaldende, at de opgaver, jeg nævner, alle er internationale. Men det er jo netop, fordi det skal være nogle store ting, hvis det skal kunne begejstre. Det med det særligt danske er i virkeligheden nærmest underforstået. Meningen er nok: Lad os bevare det livsindhold, der ligger i vor traditionelle måde at dyrke det nationale på. Men lad os så, styrkede deraf, vinde nyt livsindhold gennem udførelsen af nogle rigtig store og gode gerninger! Det undrer mig, at jeg ikke nævner rumforskningen. Men den spillede vist ikke så stor en rolle i lige de år. Desto mere burde jeg have nævnt den. Bemærk, at jeg udtrykkeligt tager udgangspunkt i den enkelte person, men så ser denne i henholdsvis familiens, nationens og menneskehedens sammenhæng.

Tekstens sidste afsnit er der ikke yderligere at sige om - bortset fra det med, at vor bevægelse om muligt skulle være ”af samme format og omfang som romantikken i forrige århundrede”. For hvad vidste jeg i efteråret 1965 om romantikken? Vist ikke ret meget mere, end hvad jeg havde med fra gymnasiet. I virkeligheden har jeg nok ment ”guldalderen”. Og de gode gamle dage før Det Moderne Gennembrud. Idet jeg altså klart tænker på noget, der er tilsvarende, dvs. på det tyvende århundredes vilkår. Og så er det ikke så tåbeligt endda. Ja, hvis man regner Grundtvig med til ”romantikken”, så er det jo sådan set det, jeg arbejder på nu - om end på et helt andet grundlag af viden og på helt mit eget sted inden for en meget stor fællesnævner. Jeg henviser igen til de ovf. nævnte undersider.

Og jeg gentager: Havde jeg ikke følt, at det var lige her og nu, jeg måtte prøve at gøre noget, ville jeg ikke have skrevet og rundsendt en sådan indbydelse. Men det er en ikke så helt ringe trøst for mig, at denne tekst, uanset hvor pinlig den er, er mit første forsøg på den bane, der faktisk fører lige frem til, hvor jeg står i dag. Og det gælder i det hele taget for årene 1965-1968, at det var her, grunden til alt, hvad jeg senere har lavet, blev lagt.

* * *

Fjernkendingsuddannelse - i praksis!

Bilag til omtalen af major Sabinsky på undersiden "Erindringer", kap. 5, afsnittet "1964. Løjtnant på Bornholm".

Denne tekst er en Word-udgave (med skemaerne gengivet så nøjagtigt som muligt) af en scanning af premierløjtnant N.J.W. Sabinskys artikel, som den stod i Luftværns Artilleri-Tidsskrift, 1950 (scannet fra kopi fra Statsbiblioteket, Aarhus). Tidsskriftets navn er skrevet sådan på titelbladet til den indholdsfortegnelse, som i pdf-udgave kan findes på Nettet gennem nedenstående link. - Der er her i denne Word-udgave brugt skrifttypen Times New Roman. Helt åbenlyse trykfejl er rettet uden videre, men ellers er den originale tekst bevaret, herunder ejendommelige stavemåder. - Word-version og noter ved Bent Christensen.

LINK til Indholdsfortegnelsen til Luftværns Artilleri-Tidsskrift 1947-1961:

http://befaestningen.thm-online.dk/public/billeder/Dokumenter_pdf/Publikation5.pdf

På redaktionens opfordring bringer premierløjtnant N. J. W. Sabinsky en skildring af, hvorledes uddannelsen i fjernkending er praktiseret ved et luftværnsbatteri ved sommerholdet 1949. Læseren får et levende indtryk af, under hvor improviserede forhold denne vigtige uddannelse stadig foregår.

De opnåede resultater er sikkert de bedste, der er nået ved noget dansk luftværnsbatteri, hovedsageligt takket være lærerens energi og interesse for faget.

Man må håbe, at denne artikel snarest vil være at finde under overskriften »Fra fjernkendingens barndom«. Red.

Efter opfordring af tidsskriftets redaktør, skal jeg fortælle lidt om, hvorledes uddannelsen i fjernkending formede sig ved 13. artilleriafdelings 3. batteri, sommerholdet 1949.

Fra den 11. maj til den 8. november var batteriet indkvarteret på Artillerivejs Kaserne. Her blev et loftsrum over stald II indrettet til fjernkendingslokale og udstyret med bænke til 80 mand. Rekrutstyrken var 140 mand.

Af undervisningsmateriale fandtes foreløbig kun korrekturtrykket af fjernkendingsbogen. I dette manglede den største del af billederne. De forskellige silhouetter var dog efterhånden blevet indklæbet heri. Endvidere modtog jeg fra artilleriskydeskolen en del billeder af engelske og amerikanske maskiner. Lysbilledapparat fandtes endnu ikke til undervisningsbrug.

Heldigvis var en af rekrutterne flyvemaskinekonstruktør. Han blev sat til at tegne principperne for bæreplaners og halepartiets former. Desuden tegnede han silhouetterne af de første 5 flyvemaskiner på fjernkendingsskolens luftfartøjstavle nr. 1/49. Disse tegninger blev udført med kridt på tavler og gamle bordplader, som kasernekommandantskabet stillede til rådighed.

Batteriets rekrutter og til dels også befalingsmænd blev undervist samlet efter disse enkle tegninger, som jeg i godt vejr tog med ud på fælleden og gennemgik der.

Efter nogle indledende timer gennemgik jeg een maskine i timen og eksaminerede folkene i denne.

På ovennævnte grundlag afholdtes den første U. L. prøve omfattende disse fem maskiner.

Til denne prøves afholdelse lånte batteriet kostforplejningssalen. Resultatet fremgår af oversigten. Een mand afleverede en fuldkommen blank opgave. Han mente selv ganske bestemt, at han var analfabet.

Nu kom der et lysbilledapparat til batteriet tillige med et halvt hundrede lysbilleder. Der fulgte ingen blæser med apparatet, så korrekturbogen blev efterhånden nærmest stegt. Temperaturen i det

5

mørklagte lokale steg stærkt - der var træskodder for vinduerne - og når solen rigtigt brændte oven på taget følte alle 70 mand, at de nærmede sig smeltepunktet.

Den 15. juni besøgte batteriet luftmarinestationen. Her gennemgik jeg på stedet flyvemaskintyperne: Catalina, Sea otter og en Norsemann med pontoner. Enkelte fik dernæst en flyvetur med en Catalina, der først »svømmede« langt ud i vandet, inden den startede (eller lettede). Turen gik derefter op langs sundet, ind over Charlottenlund og i 800 m's højde over byen. Vi passerede både Østerbrogade - og Artillerivejs Kaserne. Det var klart vejr, og vi kunne tydeligt se, at en af vore stuevagter havde glemt at sætte stormkrog på et åbentstående vindue - han blev lidt ked af det senere på dagen.

Første uddannelsesklasse sluttede i midten af juli måned, der var da brugt 17 timer til fjernkending og afholdt 2 U. L.-prøver samt en prøve »A« med 25 lysbilleder, iagttagelsestid pr. billede 10 sekunder. Der var således nu noget materiale til grundlag for udtagelse af specialister.

I prøven »A« deltog 94 rekrutter, af hvilke 58 mand lå over gennemsnittet (over 59 % rigtige).

De fordelte sig - efter kvalifikationer - således:

Emner til befalingsmandselever .............................................................................		15 mand
Mvf og mcf, der allerede var i gang med køreuddannelsen ...................................		9 -
Rettende numre (k1 og k2 ved 20 mm) ..................................................................		8 -
k3 - k4 - k5 og rekylgeværskytter ...........................................................................		9 -
Radiofolk .................................................................................................................		4 -
Observatører (heraf blev den ene fast kontorordonnans ved batteriet, og de to øvrige skiftedes en uge ad gangen til portobelbetjening) ..............................................................................................		3 -
Overførtes til hjælpetropperne ................................................................................		3 -
Afgaves til fast tjeneste uden for bt. .......................................................................		5 -
	Ialt 58 mand

På dette tidspunkt forelå der endnu intet om, hvem der skulle have særlig uddannelse i fjernkending udover observatørerne. Men da der var så mange dygtige folk repræsenteret i de forskellige faggrupper besluttede batteriet, at uddannelsen i fjernkending skulle fortsætte med hele mandskabsstyrken i anden uddannelsesklasse. Der blev derfor indført betegnelsen »specialtjeneste II«, hvor halvdelen gik til fjernkending, medens den anden halvdel uddannedes i anden tjeneste. Ialt brugtes 34 timer i anden uddannelsesklasse til »specialtjeneste II«, hvilket betød, at hver mand teoretisk kunne opnå 17 timer i fjernkending.

Dog nåede batteriet indtil tredie uddannelsesklasses begyndelse kun yderligere 10 maskiner samt prøver U. L. 3 og 4 og nogle mindre lysbilledprøver. Dette forhold skyldtes, at jeg med batterikommandørens tilladelse brugte 6 timer udelukkende til ekstra undervisning med emnerne til befalingsmandselever.

Fjernkendingsbogen var endnu ikke kommet frem; men jeg ønskede,

6

at befalingsmandseleverne skulle have noget materiale med på skolen. Derfor dikterede jeg dataene for 20 forskellige f1yvemaskinetyper for de vordende elever, som noterede ned på venstre side i stilebøger - et blad til hver maskine. Den højre side brugtes til at indklæbe billeder af den pågældende type. Billedmaterialet fik vi ved at udklippe fotografierne fra de afholdte U. L.-prøver. Denne praksis har iøvrigt haft en ikke ringe betydning for eleverne efter senere udsagn fra læreren i faget.

Den sidste dag, eleverne var til tjeneste ved batteriet, besøgte hele styrken Kastrup flyveplads (lufthavn). Her gennemgik jeg 19 forskellige flyvemaskintyper for mandskabet. Forinden havde jeg ringet ud til de forskellige instanser i havnen og forhørt, hvilke typer, man kunne regne med var hjemme, når vi kom derud. Disse typer gennemgik jeg med lysbilleder, inden batteriet tog afsted.

Typerne fordelte sig således:

D.D.L.:

DC 3 og DC 4 (DC 6 var ikke på pladsen).

Sportsflyveklubben:

KZ II - III og VII Auster og Proctor samt en amerikansk ambulanceflyver: Stenson.

2. flotille:

(Proctor), Oxford, Spitfire og Meteor, sidstnævnte blev prøvestartet for os.

Zonen:

(KZ II - III og VII), KZ IV, Dragon Rapid, Avro Anson (som flyver med slæbemål) samt en gammel engelsk maskine med sammenklappelige planer.

Værkstedshangaren:

[Her er der ved trykningen faldet noget ud. Et nærliggende gæt er, at det sidste ord i det har været "flyvende", BC] fæstning, der er indrettet til behagelig transport for grønlandsfarere. I hangaren så batteriet også en Klem (ligner KZ 2) og et [her er der også faldet noget ud, BC] rere. [I] hangaren så batteriet også en Klem (ligner KZ 2) og et amerikansk amfibieluftfartøj af fabrikat Republic, kaldet »CB« samt en masse reparable KZ-maskiner.

Nær udkørslen mod syd:

Ju 52 i meget medtaget tilstand.

Kort tid efter tredie uddannelsesklasses begyndelse flyttede batteriet til Avedøre. Her var uddannelsesmulighederne betydeligt bedre end på Artillerivejs Kaserne med een undtagelse nær! Der var intet fjernkendingslokale.

Lofterne over mandskabsbygningerne var enten beslaglagt af depoter eller indrettet til sløjdundervisning.

Samlingsstuen kunne vel bruges, men ikke mørklægges. At hænge tæpper for vinduerne var strengt forbudt.

Mandskabet spiste i telt, men snart blev den nye fine kostforplejningsbygning færdig til brug, og teltet blev ledigt, hvilket fik mig til at eksperimentere med tanken om at flytte teltet over i officersmessens have og lade officererne spise der, medens messens spisestue

7

samtidig indrettedes som fjernkendinglokale, hvad denne udmærket egnede sig til. Dog vovede jeg ikke at fremsætte ønske herom.

Tilbage var gymnastiksalen. Her var et operatørrum og et filmslærred. Imidlertid skulle 5 underafdelinger, heraf 3 rekrutbatterier, benytte salen; batteriet fik derfor kun ganske få timer tildelt. Men det lykkedes dog alligevel at afholde nogle prøver her.

Midt i november måned besluttede batteriet, at specialuddannelsen skulle gøres mere rationel på alle områder, og at uddannelsen i fjernkending kun skulle omfatte observatørerne og de 24 rettende numre.

Jeg afholdt da prøven »B« med 25 lysbilleder, iagttagelsestid 3 sekunder pr. billed. Der var 89 deltagere med gennemsnitligt 44,13 % rigtige svar. Af de rettende numre lå 10 mand under gennemsnittet. Da der af radiofolkene var 6 mand over gennemsnittet, opnåede jeg batteriets tilladelse til også at uddanne disse i fjernkending. Ialt deltog 35 mand derefter i fjernkending. Betegnelsen »specialtjeneste II« blev bibeholdt og kom til at omfatte:

Fjernkending med observatører, rettende numre og radiofolk.

Motorlære med mvf. m. fl.

Ammunitionslære med k₃ - k₄ - k₅ og rekylgeværskytter.

Desværre måtte batteriet herved give afkald på at uddanne 14 dygtige folk i fjernkending, idet disse fandtes i de andre faggrupper.

Batteriet nåede ialt at få gennemført 35 timer i »specialtjeneste II« i Avedørelejren. Hen i december måned ankom 40 eksemplarer af fjernkendingsbogen til batteriet, hvorefter der kom vældigt skred i uddannelsen.

Soldaterne interesserede sig næsten alle stærkt for faget, og man kunne om aftenen se dem studere i bøgerne på samlings- og belægningsstuerne samt i lejrens soldaterhjem og i de små læsestuer bag kaffestuen. Bøgerne blev forinden udleveringen indbundet med 2 lag brunt papir for at skåne dem. Bøgerne bærer betegnelsen »Til tjenestebrug«; ingen måtte derfor tage dem med ud af lejren.

Undervisningen foregik nu på den måde, at jeg i een time gennemgik 5 flyvemaskintyper; næste time afholdtes U. L.-prøve i disse. En sådan prøve blev afholdt med en halv snes mand ad gangen, så jeg kunne overvåge, at ingen svage sjæle fristedes til at kigge hos sidemanden. Der blev givet tre til fem minutter til løsning af en U. L.-prøve, alt efter sværhedsgraden af det foreliggende stof. Rubrikken under billedet udfyldtes med typens navn samt maksimumshastighed.

Dernæst rettede jeg med et par befalingsmænds hjælp prøven, medens konstablerne havde selvstudium. Herefter udleverede jeg opgaverne til folkene og nåede som regel i samme time at gennemgå den afholdte prøve med dem. Ved denne fremgangsmåde tror jeg, at interessen skærpes, idet folkene får det hele igennem, medens det endnu har nyhedens interesse. Hvis man derimod venter til næste time med at udlevere opgaverne, sker det meget nemt, at en del af folkene er på vagt, i kostforplejning o. s. v.

For at mandskabet kunne læse fremefter ved selvstudium, fik hver

8

specialist udleveret en fortegnelse over maskinerne i den rækkefølge, de skal læres - den føromtalte luftfartøjstavle - som blev dublikeret i et større antal eksemplarer.

Lysbilledprøven »C« og »D« afholdtes lejlighedsvis.

Fra batterichefen modtog jeg endvidere en del billeder og silhouetter i lystryk. Disse blev opklæbet på pap. De kunne da bruges til lysbilledprøver samt til særlige prøver, hvor ca. 100 af disse billeder blev lagt i tilfældig orden på et bord, hvorom mandskabet blev placeret. De menige fik da til opgave på tid at finde den type, som jeg nævnede. For også at kunne bruge denne fremgangsmåde i det fri, blev en del af disse billeder sat op på et brædt ved hjælp af tegnestifter.

I vinterens løb rykkede batteriet ud til Værløse flyveplads og i forbindelse med en taktisk øvelse her, beså vi flyvepladsen. Jeg gennemgik her Spitfire, Oxford, Harvard, Proctor og KZ VIII med mandskabet og befalingsmændene. I små hold fik vi lov til at komme op i kontroltårnet og fik lejlighed til at se, hvorledes dette virkede.

Efter hjemkomst fra forårsmanøvrerne afholdtes de afsluttende prøver i fjernkending med 150 lysbilleder, disse var ikke før blevet vist for mandskabet. Den 6/3 viste jeg 50 billeder, iagttagelsestid 5 sekunder, med et gennemsnit af 69 % rigtige, som bedste mand 90 % og dårligste 36 % rigtige.

Den 8/3 afholdtes 2 prøver, lige efter hinanden, den første med 50 billeder og 3 sekunders iagttagelsestid, med et gennemsnit af 37,61 rigtige; den anden ligeledes med 50 billeder, men med kun 1 sekunds iagttagelsestid pr. billede og 4 sekunders mellemrum mellem hvert billed. Den sidste gav kun 36,07 procent rigtige i gennemsnit.

Målet, der er fastsat i uddannelsesprogrammet, er mindst 75 forskellige typer med 1 sekunds iagttagelsestid pr. billede og med en rigtighedsprocent af 85. Dette mål blev ikke nået.

Vel er faget blevet forceret stærkt i den sidste del af uddannelsen, og mange andre ting hører der med, men det var mit ønske at nå igennem hele stoffet, for så ved de afsluttende prøver at se, hvor meget mandskabet kunne holde sammen på og have et sammenligningsgrundlag med det mål, der er sat i uddannelsesprogrammet.

Der har været talt om, at det er svært for folk at huske de fremmede navne og de forskellige betegnelser; men det har vist sig, at folk bedre finder ud af selv engelske og amerikanske navne end de mange svenske, russiske og danske betegnelser. Der byttes således ofte om på de russiske LA, YAK, LAGG og MIG betegnelser. Dette trådte navnlig tydeligt frem i de sidste 2 prøver, ligesom luftfartøjer, der ligner hinanden meget, naturligvis nemt forveksles.

9

Nedenfor er anført skema over de afholdte prøver:

Dato	UL nr.	Antal delta- gere	Rigtighedsprocent			Vedtegning
			Gennemsnit	Højeste antal	Laveste antal
1949 1/6 26/6 5/8 28/9	1 2 3 4	122 99 91 96	50,3 78,3 42,5 48,0	100/2 100/33 100/2 100/4	0/2 0/2 0/11 0/3	Hele batteri « « « « « «
13/12 21/12	5 6	28 27	63,2 73,0	90/2 100/3	20/1 10/1	Specialhold Bøgerne er kommet
1950 6/1 18/1 20/1 27/1 3/2 7/2 7/2 7/2 20/2	^:7 8 9 10 11 12 13 121 141	30 23 14 22 23 25 25 27 25	82,0 87,0 85,0 67,0 86,0 66,0 84,0 62,0 55,0	100/12 100/7 100/5 100/4 100/15 100/5 100/2 100/3 100/2	40/2 60/2 60/1 10/1 40/2 0/1 10/4 20/2 10/2

Prøver med lysbilleder

Dato	Prøve	Antal bille- der	Tid sek.	Antal deltagere	Rigtighedsprocent
					Gennemsnit	Højeste antal	Laveste antal
1949 11/7 11/11 21/11 30/11 1/12	A B C D E	25 25 12 20 20	10 3 5 3 1-3	94 89 20 23 29	59,0 44,13 42,0 73,47 42,5	100/3 96/2 75/2 100/2 90/1	0/1 0/2 8/1 10/1 5/1
1950 6/3 8/3 8/3	F G H	50 50 50	5 3 1	28 26 26	69,0 37,61 36,07	90/1 78/1 66/1	36/1 6/1 8/1

Ved fjernkendingsskolens foranstaltning udgives der et antal U. L.-opgaver, hvor U. står for undervisning og L. for luftfartøj. Opgaverne består af ca. 10 stk. billeder af 5 forskellige typer, anbragt på et ark papir.

N. J. W. Sabinsky.

__________________________________

NOTER til Word-versionen 2013

U.L. - Som oplyst til allersidst i artiklen står U. her for undervisning og L. for luftfartøj.

Mvf og mcf. - Må være henholdsvis motorvogns- og motorcykelfører.

Rettende numre. - Ordbog over det danske Sprog har: det rettende No. (dvs.: den soldat, der har rettet kanonen).

K + sænket tal (fx k₃). - Betyder formodentlig kanonér (el. lign.) nummer det og det.

Portobelbetjening. - I den i indledningen nævnte indholdsfortegnelse henvises der til en artikel af J.E. Jessen med titlen "PORTOBEL - Træningsapparat til Uddannelsen i skydning med lettere Luftværnsvaaben".

bt. - Batteri. (Et batteri er i artilleriet en underafdeling, der svarer til et kompagni og en eskadron i hhv. infanteriet og rytteriet/pansertropperne).

Mvf. - Må være motorvognsfører.

* * *

Fragtmenter fra et musikliv

Af Flemming Hydeskov (dengang Kragh)

BC-indledning 14.01.12: Denne tekst er sat her på undersiden 14.01.12 (enkelte justeringer 23.01.12 efter mailveksling med Flemming). - I begyndelsen af maj 2011 fik jeg en mail fra Ebbe Rosengaard, som havde set "Erindringer" på Nettet, og som havde gået i klasse med The Strangers' trombonist og leder Timme Ørvad, men som navnlig var kammerat med Flemming. Det endte med, at jeg fik nedenstående tekst, som altså er Flemmings musik-erindringer. Desværre fik jeg på grund af optagethed af andre ting først behandlet den i januar 2012 (arbejdet med mine egne "Erindringer" har også ligget stille).

LINK til mit Facebook-billedalbum "Neobop-kvintetten The Strangers 1957/58-1961", hvor Flemming optræder på et billede, og hvor også hans (mere udførlige) tekst dertil er sat på:

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.196497890384084.49512.100000716224349&type=1&l=c2d3ff3e51

-

Min musikinteresse startede allerede i grundskolen. Vi havde en religionslærer, en lidt tør mand, Aage Jensen, tror jeg han hed, der ved juletid lærte os "Dejlig er den himmel blå". Den opadgående melodi, i virkeligheden kun en skala, gjorde noget ved mig. Jeg kan ikke hverken dengang eller i dag forklare hvad der skete. Og så var det jo jeg blev konfronteret med "Danmark, dejligst vang og vænge..." spillet efter et gult hæfte (s.v.h. nr. 2 i hæftet) spillet af, Ebbe [Rosengaard]. I den er der en nedadgående skala, der næsten er i familie med "Dejlig er den ..." . Aner stadig ikke hvad der skete. Jeg tror, jeg ville kunne spille lidt af den i dag, det lærte Ebbe mig. Jeg blev så interesseret, at jeg prøvede at gå til spil hos Valdemar (Hansen?) på Solsikkevej (Olavs spillelærer?). Jeg blev dog afvist, da han 2. gang jeg var hos ham fik mig til at indrømme, at vi ikke havde klaver derhjemme. Lidt pinligt, måske mest for mine forældre, fordi de slet ikke vidste noget om mit initiativ. Forøvrigt havde Ebbe svært ved venstre hånd i Für Elise.

Mine forældre ville dog hjælpe min musikinteresse lidt på vej, så jeg fik en alt-blokfløje fra Richardt Pedersen. Lidt øv, fordi man ikke uden videre kan spille sammen med andre, der næsten alle spiller på sopran-fløjte.

Nu fulgte en spændende tid med "De grønne Spillemænd" (Musikanter?), som udover os ulveunger bestod af nogle oldgamle fyre fra "Renerne", bl.a. Asger Sørensen på klaver, Mogens Toft på spejdertromme og min storebror på mundharpe og sav! Han lærte at spille på saven af brdr. Møller, Poul=Akela og Louis=gruppefører. Hvem husker ikke deres præstationer ved nogle fælles lejrbål ved spejderhytten i Vindeholme. Måske har de oplevelser gjort at Torben blev møbelsnedker :-), og senere møbelarkitekt, med frk. Rosenkrantz' bror som chef. Da han læste, havde han nogle fag eller blot på samme tid sammen med Theis-Jensen (trompetist), hvilket på en lidt sjov måde kom mig tilgode senere. Vores helt store nummer var "Imellem venner", og ikke mindst vore forældre var begejstrede. Mon andre var?

Nu fulgte en tid, hvor mine få og små tilbageværende hukommelsesceller svigter. Derfor den valgte overskrift, "fragmenter".

Det næste "tick" kom da vores sanglærer, Jørgen Elkjær, sidste hus på Solsikkevej, præsenterede klassen for Beethovens 5. symfoni, Skæbne-Symfonien. Jeg husker udover selve musikken mest det faktum, at jeg spillede ualmindeligt dårligere end jeg plejede på fodboldplænen ved knapfabrikken. Uheldigt, da vi kæmpede mod "Rødbyvej-banditterne". Elkjær må have bemærket min interesse, da han inviterede mig hjem privat for at genhøre musikken. Jeg var meget i tvivl, for tænk hvis kammeraterne opdagede det, og troede at jeg fedtede for en god karakter (faktisk skørt, da vi ikke fik karakterer i det fag). Men jeg var der, og jeg fortalte det forståeligt nok ikke til nogen.

I 1. mellem afløstes vores engelslærer frk. "Pleeeeeeease sit down – Søndergaard" af en nyudsprunget cand. mag., Tom Alstrup. Hvilken forskel. Særdeles flinke og søde mennesker begge 2 – på hver sin måde. Alstrup fik ret hurtigt efter ankomsten en ide om at oprette et skoleorkester. Han spurgte mig; jeg tror Elkjær havde en finger med i spillet. Det blev et Alt-horn, stemt i Eb, begge dele fik senere indflydelse på min jazz-tid. I orkesteret sad jeg ved siden af Timme Ørvad (1. basun) og Jørgen Hørmann-Hansen (malermestersøn fra Hardenbergvej). Spillede lidt privat sammen med Preben Skov på klarinet, efter musik, som Alstrup havde komponeret. Ellers var det mest folkesange, f.eks. "Londonderry Air". Vores glansnummer var "Kong Christian". I starten gik jeg til spil hos Alstrup, senere blev det Knud Hansen fra værftets orkester. Begge ildsjæle, der underviste gratis. For mit vedkommende i privaten på hjørnet af Brückersvej og Svingelsvej. Det var iøvrigt Alstrup der gjorde mig opmærksom på den klassiske musiks noget primitive rytme. Han mente, at det ikke var særligt smart, at han dirigerede ved vores optræden. Så en lille sød fyr skulle træde frem, mens Alstrup stod i kulissen. Og han syntes åbenbart at jeg var sød. I en periode lærte jeg slagene m.m., om tirsdagen var det Giro 413, en af favoritterne var "Bamses Fødselsdag". Da jeg blev lidt dygtigere overtog Knud Hansen undervisningen. Jeg tror jeg kun dirigerede en enkelt gang – og det var i forbindelse med en stabelafløbning på værftet. Knud Hansen var blevet syg, og heldigvis var musikerne så rutinerede, at de slet ikke rettede sig efter mig. Jeg tror nok gæsterne mente at jeg var meget sød. Det absolut helt enestående talent var der ingen der bemærkede!!! Undervisningen har dog gjort, at jeg sagtens i dag ville kunne dirigere et par knægte på blokfløjter :-) Jeg har faktisk haft meget glæde af denne undervisning.

Christian Steffensen, herreekviperingshandleren på tovet, forærede os orkesteruniformer, grå benklæder med en mørkerød stribe, og en blå blazer. Vi var meget stolte og lidt vigtige. Alstrup ville dog hellere have nogle flere instrumenter end uniformer. Chr. Steffensen ikke alene bøjede sig, men gav også en trompet og et Vald-horn. Hornet var noget af en sjældenhed på de kanter. Jeg har hverken før eller siden set et i Nakskov. Og hvem blev sat til at spille på det? Selvfølgelig mig, og af samme grund kom jeg også med i det byorkester, som Knud Hansen forsøgte at oprette. Jeg var det eneste barn (på grund af valdhornet!). Alle øvrige blæsere kom natuligt nok fra værftets orkester. Af andre var bl.a. Cornelins på violin og tegne- og tysklærer H. C. Andersen på cello. Jeg fik Cornelins i en ikke særlig lang periode i musikundervisning. Orkesterforsøget lykkedes ikke, fordi det ikke var muligt at skaffe den bare nogenlunde rigtige besætning. Alle der kunne holde et stygeinstrument blev prøvet. Det var alligevel en god tid, og der blev min interesse for klassisk musik måske yderligere styrket. På en anden måde fik det også en betydning. En vinterdag faldt jeg med cyklen, og hornet faldt under en lastbils baghjul. Efter den tur lignede det helt de tegninger, man ser på ting, der har været under en vejtromle. Jeg glemmer det aldrig og i situationen turde jeg ikke køre hjem. Da det endelig skete, og jeg fortalte mine forældre det, kom der en helt anden reaktion, end jeg i min fantasi havde forestillet mig. De var naturligvis glade for, at det var hornet og ikke mig, der kom under hjulet. Selvfølgelig var de kede af det og gik til Chr. Steffensen, som min far kendte fra sin skoletid i Horslunde. Endnu engang overraskede han, idet han til mig sagde, at han nok havde været lidt nærig, og ikke givet en ordentlig transportkasse. Selvfølgelig helt uden betydning. Et nyt horn blev indkøbt, men da forskellen på prisen på et alt-horn og et vald-horn var meget stor, blev det altså til et alt-horn som erstatning. Og så var min deltagelse i de voksnes orkester ikke længere interessant. Derfor var jeg allerede ude af orkesteret, da opløsningen blev en realitet. Egentligt meget flot af Chr. Steffensen. Han kunne have fået meget PR på den historie, men sagen kom aldrig frem. Af nysgerrighed har jeg netop undersøgt prisen på et Vald-horn i dag, i en rigtig god kvalitet: Overrasket? Ja, mon ikke: Omkring 30.000 kr.! Men min tid tilbage til alt-hornet var en realitet.

I den tid skete der også noget med Jazzen. Min morbroder tog mig til en koncert med Armstrong, vistnok i KB-Hallen og måske i 1952. Der hørte jeg første gang en klarinet på en helt anden måde, end jeg var vant til. Noget senere hørte jeg Edmond Hall og Dardanella, som cementerede min interesse for instrumentet og jazzen. Basin Street Blues blev snart – og i en lang periode – spillet om og om igen på Svingelsvej 100. Jeg tror ikke Rosengaard senior var begejstret; vi skulle stoppe, når han kom hjem. Men pyt, så måtte vi spille bordtennis i spisestuen. Dengang forstod jeg ikke hvorfor musikken ikke l...i...g...e var så populær, men kan helt sikkert forstå det i dag. Nå ja, jeg har selv haft drenge, der uden advarsel eller gyldig grund begyndte at interessere sig for noget nyt .

Jeg havde et fotografi, som røg ud i forbindelse med flytning, visende husorkesteret på Svingelsvej, bestående af 2 pianister (Ebbe og nabo Peter), Olav som trommeslager på en papkasse og med træskeer som stikker, og mig selv på en drejeventiltrompet (lånt af Fubbes far, hvorfor ved jeg ikke). Disse 4 gutter spillede vist kun sammen den ene gang – håber jeg.

Noget senere lærte jeg en tubaspiller (i FDFs orkester) Erling Svendsen, Maribovej, radiotekniker,) at kende. Alt-horn og tuba med musik af Alstrup! Sjældent, men ikke kønt. Senere fik jeg rigtigt meget med radioteknikeren at gøre i min båndoptagertid. En udvidelse af duoen skete med tubaen fra skoleorkesteret, så den trio var så sandelig speciel. Musik igen af Alstrup.

Min jazzinteresse smittede en kammerat i nabolaget. Han er blind, og derfor kun hjemme i sommerferien, påske o.s.v. Armstrong og hans All Stars var sagen for os, og der blev lyttet meget koncentreret. Vennen spillede trompet, jeg selv alt-horn. Helt klart en duo der ville noget, men ikke kunne noget; vi morede os meget. Nogle år senere tog han og jeg til Det Kgl. Teater og så en opera - min første og absolut ikke den sidste. Een af hans kammerater – Willy Egemose – lærte jeg også at kende. Han spillede klaver, og er/var organist i Skjern og leverandør af mange salmer, også til salmebogen. Han spillede "et ganske godt jazzklaver", så uanset hvor jeg var, blev jazzen næsten kylet ind i ørerne på mig. Jeg har ikke nævnt min blinde vens navn, og det skyldes noget lidt specielt jeg ikke forstår. Vi blev for nyligt ringet op, og der blev spurgt efter Flemming Kragh, Hydeskov var dengang mit mellemnavn. Jytte var lidt forvirret, men blev dog tilsidst klar over at det var mig, der blev spurgt efter. Præsentationen skete med et helt ukendt navn, men jeg kunde genkende stemmen. Det var min blinde kammerat, som jeg ikke har set/hørt om i ca. 45 år. Af en grund jeg ikke kender, har han skiftet identitet fuldstændigt. Det lidt sjove ved historien er, at han arbejder mindre end ½ km fra hvor jeg bor, uden jeg har set ham i de snart 25 år, jeg har boet i Taastrup. Et par dage efter var Jytte og jeg ude at høre ham, nu på flygelhorn. Da han boede på blindeinstituttet har jeg flere gange besøgt ham i nogle uger, og lærte een af hans lærere – Mogens Plettner – at kende. Han blev som bekendt stadskomponist i Holstebro, hvor jeg mødte ham igen efter at havde været flyttet til Ringkøbing. Da man flyttede skolen til Østerbro, flyttede mine besøg med. Der kom jazzen også ind i billedet. Endnu en gang.

På torvet ved Roxy var jeg til nogle jazzarrangementer. Det foregik i en bygning, som er væk idag. Senere kom der vist en bus-garage, eller? Det er mit indtryk at det var det spirende frø til en jazzklub. Man skulle ihvertfald betale for at komme ind. Jeg husker kun delvist orkesteret, og da slet ikke navne. Jeg var sammen med min blinde kammerat.

Efter mellemskoletiden mente mine forældre at det var på tide, jeg kom ud "at tjene", som var en naturlig ting, når man kom fra landet, og det gjorde far. Jeg ville nu hellere have været i gymnasiet. Pengene var små i den tid, så det blev ikke til noget. Da jeg kom hjem fra en skoletur til Harzen, præsenterede en glad far mig for oplysningen om, at han havde fundet en god læreplads, hos J. C. Christoffersen, Søndergade, en afdeling af Centralanstalten for Revision. Det lugtede lidt af tal, som var min eneste stærke side i skolen. Jeg må indrømme, at jeg som 15-årig ikke anede hvad en revisor var for en størrelse.

Nu begyndte der en hæsblæsende tid. På kontoret var den ældste elev, John Friis Christensen, kasserer (eller var det Preben Monefeldt?) i Port of Harlem, en jazzklub, som var startet nogle år før, hvornår? Formand var Henrik Stolt Rasmussen, søn af en farvehandler i Søndergade. John blev senere formand. Det varede ikke længe, før jeg var medlem i klubben og kom til alle dens arrangementer på Hotel Skandinavien, der havde en sal egnet til formålet, endda med en lille scene. Der var en god tilslutning af medlemmer.

Husorkesteret kunne selvfølgelig ikke hedde andet end "Harlem Kiddies". John spillede klarinet, Bengt Cornelins bas. De andre har jeg på nethinden, men ikke navnene. Måske trommeslageren Eigil, Havde han et værelse overfor knapfabrikken? Var der en cykelsmed i stueetagen?

Min start med klarinetten var noget speciel. John kom til skade med en finger, og kunne derfor ikke spille. Jeg havde fortalt om mit alt-horn, selvfølgelig. Han fik den ide, at jeg kunne træde til, men på klarinet, idet han mente, at ingen ville tage skade af det, fordi det svære i starten er at undgå at pifte. En gennemtrængende lyd, hvilket jo netop er/var sagen i New Orleans-musikken. John lærte mig det mest elementære, og fik hjælp af Preben Skov fra skoleorkesteret.

Aftenen forløb nogenlunde, dog var der mange, der gav udtryk for, at jeg ikke var en Benny Goodman eller nogensinde ville blive det. De fik jo i den grad og så absolut helt ret. Alligevel var det Goodman der hjalp mig senere i det klassiske univers. Han havde netop indspillet Mozarts klarinetkvintet - og koncert. Unægtelig noget helt andet end det sædvanlige. Meget senere måtte jeg konstatere, at han burde have holdt sig til swing'en. Jeg fik efter en jazzaften hos Harald Aggebo af Ole Henningsen en CD, hvor han "jammede" med Svend Asmussen i Tivoli. Hvis ikke det er klarinet spil, musik, swing, så ...

Efter arrangementet i jazzklubben var jeg klar til hvad det skulle være, og fandt sammen med nogle kammerater fra skolen, bl.a. Mogens Madsen, Tilegade, (trommer), Jørgen Larsen kaldet "Lillesen", bas, Klaus Spårten, guitar, John (Fessor), vist død for flere år siden?, guitar, senere trombone. Vi øvede, hvor vi kunne komme til det. Kom Peter med på det tidspunkt? Jeg må indrømme, at jeg har et gevaldigt problem med detaljerne i forbindelse med Peter Vestergaard, nabo til Ebbe. Derimod husker jeg meget tydeligt Peters talent for jazzen, trods det forhold, at han var den eneste af os der modtog klassisk undervisning. Og så kunne han det der med akkorder, mon ikke! Jeg husker mere vort sammenspil, end hvor og hvornår. Musikinteressen, tror jeg, kom fra hans mor, som jeg har hørt flere gange som klassisk sangerinde. Hanne, søster til Peter og gift med Timme Ørvad, blev også sanger. Hun, søsteren Kamma og forældrene var utrolig tolerante, men flygtede til 1. salen, når vi øvede (og højere grad larmede), Peter på et enormt stort flygel - og et stort talent. Jeg husker meget tydeligt, at vi fik en utrolig stor opbakning, som inden for den musikgenre dengang var usædvanligt.

På et tidspunkt måtte vi naturligvis spille for andre. Vi fik en noget speciel debut. Vi startede med et konfirmandarrangement i Vestenskov Præstegård. Det var noget af en sensation, og kom naturligvis i alle 3 aviser. Uhørt: Jazz i en præstegård! "Jazztoner" er ikke mere ugudelige end andre toner", forsvarede præsten sig. Debat var der. Initiativet til arrangementet kom vist nok fra Louis Møller. Torben lejede senere et værelse hos Louis i Havnegade. I Svendborg kom vi også en enkelt gang, denne gang ved hjælp af Ibsen, Akela i Svendborg. Som ulveunger var vi på Sommerlejr på Thurø arrangeret af ham. Hvem husker ikke et meget realistisk nat-løb med deltagelse af spritsmuglere, politi, skud o.s.v. Jeg gør, var faktisk lidt bange.

I forbindelse med arrangementet i Vestenskov fik orkesteret sit navn. Det var ved juletid, og vi kunne derfor ikke hedde andet end "Red Caps", husker dog ikke om vi havde nogen på. Men det gik virkeligt hurtigt nu, og snart efter spillede vi til ungdoms-arrangementer på KFUM på Svingelsvej. Jeg tror det denne gang var troplederen (Hjortetroppen) Ole "Shell" Jensen, der stod bag. Han havde en patrulje – Renerne – hvor Torben, Asger Sørensen, Steen Ballum, Ebbe Andersen (broder til Uffe) var med. Jeg mener, det var Ebbes far (marketender på værftet) og Schønau, der stod bag det fantastiske indrettede patruljelokale, som blev lavet i et tidligere vaskehus til venstre for hovedbygningen af KFUM. Ikke nok med at vi fik lov til at spille, men også til at øve i den store sal, med plads til – måske – 40! Vi afholdte tropmøder der. Vi fik dog ikke lov til at øve når der blev afholdt bestyrelses- eller andre møder i et tilstødende lokale. Helt uforståeligt, ik' ? :-)

Vi var naturligvis også meget interesserede i de dengang mange koncerter. Jazzklubben havde arrangeret sig med en vognmand, Valdemar "Smækrøv", og hans folkevognsrugbrød. På arbejde kl. 8, hjem kl. 17, og så med Valdemar til København. Der var nogen af os, som ikke alene pjækkede fra handelsskolen/lektierne, men også sov lidt længe dagen efter. Min chef lukkede øjnene; flot af ham.

Nogle enkelte gange fik vi lejlighed til at overvære en efterfølgende jamsession med nogen af de kendte musikere fra udlandet, og nogen gange gik vi ud for os selv. Specielt en enkelt gang husker jeg tydeligt. Vi var nogle få, der endte på Vingaarden. Et meget lille sted med et fremragende orkester instrumenteret med tenorsax og alt-horn. Der var hornet der endnu engang! Alt-hornisten hed Finn Mikkelborg, en bror til Palle, Finn kender man nu bedre som bl.a. maler. Det er en fantastisk instrument-kombination. Førhen var det oplagte en trompet. Senere blev det flygelhorn. Jeg kunne naturligvis ikke holde mund med at jeg var alt-hornspiller, og måtte selvfølelig igang sammen med tenoren. Er næsten sikker på, at det var Jesper Thilo på tenor-sax. Jeg har ikke rørt et althorn siden, hvilket han sikkert er meget glad for. Så hvis han skulle huske min debut i det Københavnske er det forståeligt, Hm.... Har formentlig aldrig hørt noget lignende!

På den tid havde Klaus Spårten og jeg en gevaldig diskussion. Elvis Presley dukkede op på markedet, og Klaus mente, at der nu endelig kom en ordentlig jazzsanger. Det mente jeg ikke. Han sang jo ikke jazz, men Rock var min påstand, og endda ikke særligt godt. Alle ved hvordan det gik, så skulle jeg møde Klaus en dag, må jeg nok trække bare en smule i land.... Chancen er der. Vi har lejet sommerhus i Kramnitze til sommer.

Harlem Kiddies vandt en konkurrence og indspillede som præmie en 45-plade d. 22.7.61 (den dato er jeg 100% sikker på) og måtte ændre navn til Harlem Six. "Kiddies" fandtes i forvejen. Foruden John var det Steffen Hagelberg (pianist i Vordingborgs jazzklub) og Bengt Cornelins (bas og sang - han kunne virkeligt det der, og mon ikke Bent på trommer. Jeg har ansigterne for mig, ikke navnene på de øvrige.

Klubben lavede mange arrangementer, også i nært samarbejde med Maribo og Nyk. F. Jeg tror det største var da klubben fik Stan Getz til 1 times koncert på Korsbæks svar på Postgården, Harmonien. Det var helt eventyrligt at kunne præsentere ham, som den første klub i landet. Sjovt at se bus fra København, og at få anmodninger om billetter fra byens musikforening. Jo, klubben fik skam enkelte medlemmer fra byens spidser. Koncerten skulle begynde kl. 20, og 5 min. før var Getz ikke dukket op. Nerverne var på højkant, men på slaget kl. 20 hørte vi den helt specielle bløde tone fra Getz bag tæppet, William Schiøpffe på trommer. Aftenen blev fantastisk. Getz spillede bl.a. "Ack, Värmeland", var vist iøvrigt gift med en svensker. Melodien blev jeg meget glad for, og har spillet den utallige gange siden. Jeg husker også episoden hvor Getz kundgjorde: "I need some oil!". Han fik serveret en dobbelt gin, men svaret lød: "I ment a bottle!" Det var første gang jeg hørte Bossa-Nova-rytme i jazzsammenhæng.

Et af de store arrangementer var med Saratoga Jazzmen fra Aarhus, med Hjulmann på klarinet, broder til vibrafonisten Louis. Store navne i tiden. Der var vitterlig mange gode musikere på besøg.

Der blev flere gange afholdt søndagsmatineer. Blev dog ikke nogen stor succes. Omkring 1960 var vi første gang på Femø. Et par enkelte byfester blev det også til.

Red Caps var også orkester ved Kunsthåndværkerforeninges elevers årsfest i Ro-Klubben Kviks lokaler. Det gik ikke specielt godt eller rettere elendigt, men festdeltagerne blev livede dog noget op, da vi begyndte med nogle af tidens pop-numre i jazzificeret udgave. Bl.a. "On the Street, where you live". Det var lidt nyt ikke alene at spille jazzmelodier. Aftenen bød dog på en kæmpe overraskelse for os. Efter festen var slut sad vi ved et bord og sundede os med et par kopper øl. Fra klaveret hørte vi pludselig vore signaturmelodi, som ingen kendte på anden måde end at vi havde spillet den een gang ved starten af aftenen. Og som den blev spillet! Swing som bare pokker, improvisationer der næsten tog pippet fra mig. Pianisten, en for mig ukendt person, var stangdrukken, men spillede næsten guddommeligt. Først da han var gået blev det opklaret at det var Kjeld Bonfils. Kære danske jazzverden: Hvordan har en sådan musiker kunnet gå rundt, uden at man hørte om ham som jazzmusiker?

Harlem Six måtte jo gå i opløsning på et tidspunkt, studierne ventede. Jazzklubben skulle have et nyt husorkester, det blev os og senere The Strangers. Nogle af Harlem Six musikere var også bestyrelsesmedlemmer i klubben. Der blev valgt ny, med Peter som kasserer, mig som formand.

BC-indskud 23.01.12: Jeg har drøftet tidsforholdene med Flemming, som senere har uddybet sit syn på tidsforholdene. Jeg mener helt bestemt, at husorkester-rækkefølgen var den omvendte, at det altså først var The Strangers og derefter Red Caps. - Se også nedenstående BC-indskud 14.01.12!

Klubben levede meget efter de gældende foreningsregler. Uha. Det var ikke populært at vi (næsten) overholdt reglerne om et medlemskab senest 8 dage før et arrangementet - hvilket var/er betingelsen for adgang i Koda-sammenhæng. Det handlede selvfølgelig mest om at komme til bal, ikke om jazz, for en dels vedkommende. Det er i den alder vel meget almindeligt at gå i byen helt uplanlagt.

I Ny Dag kom et interview med mig, hvor jeg som formand argumenterede for "at forældre trygt kunne sende deres børn til klubbens arrangementer". Stor historie med baggrund i en lidt voldsom slåskamp på Skandinavien, desværre i store vendinger refereret af Lollands Tidende, men ikke af Ny Dag. Altså blev klubben utilsigtet part i den næsten statiske kamp mellem de to aviser. Den tredie – Vestlollands Avis - fik aviskampen stoppet med en overskrift noget i retning af "Næh, hør nu, de unge...." Redaktørens (Bakke) søn kom med avisen til mig på kontoret. Og jeg åndede lettet op.

Uroen i klubben blev stoppet af politiet, der havde et godt øje med os. Jeg er helt overbevist om, at det var for at støtte klubben. Jeg tror ikke mange var klar over hvad der skete. To oldgamle mænd (mindst 30 år) dukkede op ved et arrangement, og heldigvis for mig, nægtede jeg dem adgang. Der manglende selvfølgelig et medlemskab. De ville ikke meldes ind, de var politibetjente. Jeg blev paf – tænkte på Koda-afgift, spiritus til børn m.m. Koda-afgift, ak og ve, min morbroder var advokat for Koda, og altså manden der evt. skulle melde os for en lovovertrædelse. Betjentene ville tale med formanden. Av, en gang til, ikke rart. Heldigvis fik jeg noget helt andet at vide: De ville gerne høre musikken og - nærmest nævnt i en parentes – tage sig af evt. ballade, og vi skulle ikke gøre noget som helst. De skulle nok få stoppet evt. ballade med så lidt opmærksomhed som muligt. Jeg blev meget glad, også fordi jeg aldrig har været god til slåskampe og slet ikke kunnet se mig selv i en sådan. Det kan Poul garanteret bekræfte, når vi muntrede os på loftet i gårdhuset på Løjtoftevej 85. Aftenen blev afviklet uden nogen problemer, måske fordi nogle af medlemmerne kendte betjentene af udseende. Da jeg fortalte min far om det, mente han, jeg burde ringe til politimesteren og sige tak. Jeg gjorde det lidt modvilligt, for hvem i den alder har lyst til at tale med politiet? Se, der var politi dengang.

I starten kunne vi naturligvis ikke spille ret mange stykker. Selvfølgelig blues med 3 højst 4 akkorder. Det første lidt større A/B-stykke blev Perdido. Vi ville naturligvis ikke spørge Harlem Kiddies om at få akkorderne, lidt stolthed må man vel have lov at have. Noderne blev bestilt hos musikdirektør! Richardt Pedersen, en klaverudsætning! Ergo måtte vi transponere, analysere akkorder. Vi opdagede at vi brugte sammen akkorder som Harlem Six. Mon de har været det sammen igennem? Næppe! De havde nok lyttet sig frem.

Klaus blev avanceret. Han spillede rytmeguitar, men fandt på at stille en mikrofon tæt på lydhullet og forstærke ved hjælp af klubbens Eltra båndoptager med en meget stor udgangs effekt – måske 6w! Men det specielle for mig var nu, at han pludselig blev melodiinstrument og dermed musikalsk sammen med mig, mod førhen rytmegruppen. Jeg tror egentligt ikke han opfattede det som noget helt særligt for mig. I virkelighedens verden fordi der kom lidt solo-konkurrence, men vigtigere mange chase – jagter – situationer. Det går ud på at afløse hinanden f.eks. hver 4. takt i blues. Man prøver så at spille videre på den andens ideer og tilføre noget nyt. Oftest opstår det spontant midt i et kor, ofte i forbindelse med et Riff (et flere gange gentaget kort motiv). De andre i bandet følger op. Når alt det sker, bliver lyd til musik. Klaus og jeg har vist aldrig talt om det, men for mig var det supert, og noget jeg altid vil huske.

På et tidspunkt forsøgte vi at oprette et bigband. Det lykkedes selvfølgelig slet ikke. Vi skaffede In the Mood (Glenn Miller) i partitur-udskrift. Jeg brugte en forfærdelig bunke tid med at skrive stemmer ud. Det kom til at lyde helt forfærdeligt (i skolens gymnastiksal). Mon ikke det var en kombination at dårligt transponerede stemmer, et for svært stykke og nogle musikere der slet ikke magtede opgaven. Jeg ved ikke hvad vi dengang tænkte på, men ihvertfald ikke realistisk. Jeg blev noget skuffet, fordi jeg havde brugt meget tid på projektet. Bare det at få alle til at møde op var et job i sig selv. Pigerne var ikke begejstrede; de skulle undvære deres drømmehelte, hvad alle var, når blot man spillede lidt musik.

Sideløbende startede er nyt band i Nakskov. The Strangers med stor beundring for Coltrane, (og han var virkelig noget nyt, meget nyt indslag i Nakskovs musikliv). Strangers tog nok sit navn i beundring for Coltrane. De var særdeles ivrige og meget teknisk dygtige og grundige, gode kort sagt. Der var nogen stykker der senere blev professionelle på det klassiske område. Timme Ørvad, Flemming Rasmussen med rødder i FDFs orkester, senere regimentsmusiker i Sønderborg (dirigent måske), [BC: Ole] (frisørsøn) i Aarhus Symfoniorkester, ved trommerne. Søren Sørensen (lærer) på bas, Bent Christensen (Branderslev) på piano, blev dog præst.

BC-indskud 14.01.12: Både her og mindst ét andet sted fremstiller Flemming tidsforholdene anderledes, end jeg husker dem og har skrevet om dem. Men jeg tænker på, at det jo blandt andet kan skyldes, at begge orkestre har vidst (eller ment), de eksisterede, før det det andet blev klar over det (se Flemmings senere bemærkning her lige nf.). Jeg mener i hvert fald, at The Strangers var først (og har vist også fremstillet det sådan). - Det med Coltrane er uhyre interessant at læse. Jeg mener dog ikke, det havde noget med vores navn at gøre. Jeg kan dog ikke udtale mig med sikkerhed, for det var vist (nogle af) de andre, der foreslog det. Men det er rigtigt, at John Coltrane (og dem, han spillede sammen med) var blandt vore, og jo især Flemming Rasmussens, store forbilleder. - Det er dejligt at se os betegnet som dygtige og grundige. Jeg for mit vedkommende føler det dog, i hvert fald hvad dygtigheden angår, som en for stor ære. Og det er rigtigt, at Timme, Flemming og Ole blev professionelle. Timme Ørvad er konservatorieuddannet komponist. Flemming Rasmussen spillede tuba i og var til sidst også vicedirigent (1996 konstitueret dirigent) ved Slesvigske Fodregiments Musikkorps. Ole Espensen (som i øvrigt også havde begyndt sin musikalske karriere i FDF, og hvis far rigtignok var frisørmester, og dansemusiker, i Nakskov) blev janitshar og paukist i Aarhus Symfoniorkester. - Søren "Basmand" Sørensen og jeg blev ikke professionelle, men har dyrket musikken siden. Søren nok betydeligt mere end jeg (også bla. strygekvartet-bratsch; og se om Saxcoop Studieband, 1976, i "Erindringer"). Han har nu i mange år være fuldtidsforfatter og har udgivet mange forskellige ting. Som præst havde jeg på flere måder gavn af min musikalske fortid, bla. som repetitør, når min kone Anna øvede med børnekoret, og efter min pensionering i 2003 er jeg i en vis forstand professionel musiker, idet jeg i realiteten, sammen med Anna, er organist i Vesterborg-Landet-Ryde Pastorat.

Senere FH-bemærkning, indsat her 23.01.12: De to orkestre startede nogenlunde samtidigt, Strangers måske tidligere end Red Caps. Red Caps kom tidligere på banen i forhold til offentligheden, nemlig ved arrangementet i præstegården og ret hurtigt efter i KFUM/K.

Red Caps kom med til flere forskellige lidt specielle opgaver. F.eks. i svømmehallen, hvor vi skulle spille til synkronsvømning. Svært: dårlig akustik, svømmerne kunne kun høre os den halve tid og vi kun se dem halvdelen af tiden. Det blev nu en pæn succes alligevel, og opvisningen måtte fortsætte et par steder udenbys.

På biblioteket blev vi sat til at støve bøgerne af. Støvet overgav sig uden modstand. Kunne slet ikke stå for min kedelige, men meget kraftige tone på saxen. Jeg ved ikke hvad Heilskov (overbibliotekaren) tænkte på, da han fik mig til at lede en lille studiekreds om musik, væsenligst jazz, på biblioteket. Min tysk- og tegnelærer H. C. Andersen var deltager. En lidt speciel følelse for mig.

Efter succesen med Getz blev jeg inviteret til et holde et lille indlæg på Musikforeningens generalforsamling. En stor gestus, da musikken – takket være Getz – blandt de mere voksne, klassisk interesserede blev mere accepteret. Jeg var lidt nervøs – kun en usikker teenager. Men det gik.

En kammerats (Chr. Koch) forældre havde hørt Getz på Harmonien, og var oprigtigt blevet interesseret i jazzen. Næsten spontant blev der lavet en lille gruppe med det eneste formål at høre og snakke om musikken. Blandt dem var Bente Friis, journalistelev på Lollands Tidende, og lidt mere end en god ven af mig. Hun var snart fast inventar, som den eneste pige, på vores ture med "Smækrøv". Iøvrigt fik Bente mig til at "vikariere" som anmelder på Lollands Tidende, helt sikkert en meget stor hemmelighed. Mine forældre har ihvertfald 2 gange gået i biografen på basis af min anmeldelser (de skulle bare have vidst ...).

Min egen udvikling måtte selvfølgelig fortsætte med en saxofon. Klarinetten er/blev ikke meget brugt i moderne jazz. Tværtimod. Det måtte selvfølgelig blive en altsax, som er stemt i Eb, som althornet – der var det der horn igen. Charlie Parker gav stødet og var/er stadig den helt store for mig. Parkers Mood gav mig næste "tick". Idag kan jeg næsten ikke holde ud at høre den – smertefuld som bare pokker. Klarinetten kunne jeg ikke svigte, og der var da også nogle få, som formåede at tilføre noget nyt "My funny Valentine- Tony Scott" er min favorit den dag i dag. Der findes en del med ham på nettet. Jeg lytter ham ofte, mine egne plader er slidt helt op. Et par enkelte "koncerter" blev det også til på den udendørs scene i Svinglen ved "den borgerlige", et sted som før vores tid blev frekventeret af vores forældre, formentlig. Ind imellem spillede jeg nogle gange op Vinstuen på torvet, bl.a. Med en pianist fra Schweiz og en sangerinde, journalist på Lollands Tidende. Night and day, optaget på bånd af Harald, har jeg endnu. Et eller andet sted.

Som Harlem Six blev opløst, skulle studierne også passes for Red Caps, men da jeg ikke bare uden videre kunne sige farvel til musikken eller miljøet, fortsatte jeg solo, mest med besøg i jazzklubber. Otto Leisner producerede et program "Vort eget Forum", hvor jeg spillede "Ack Värmland" sammen med Strangers rytmegruppe. Senere var jeg med igen i Næstved. Mogens Vemmers "Vi unge i xxxby" i TV blev også prøvet. Igen "Ack Värmland" sammen med Strangers. Det skulle have været Grethe Hemmeshøj Frederiksen som akkompagnatør, men hun påstod at jeg brugte forkerte akkorder, når jeg improviserede. Havde formentlig ret, men så kom Strangers og dermed også pianist Bent på banen, og så gik det. Jeg spillede i ventesalen, medens et ungt par (overtjener Olsens (fra Skandinavien) datter + fyr) dansede jitterbug. En restauratør i Frederikshavn blev så begejstret at han inviterede hele holdet til et par optrædener. Det gik dog op for ham at det kostede en del penge, så det blev aldrig til noget. "Vi Unge i ..." sendte mange steder fra, bl.a. Esbjerg, hvor jeg blev inviteret; har aldrig forstået hvordan det er kommet i stand. Men det var et sandt svir: Fri for arbejde, første rejse til det helt ukendte Jylland. Hotelophold med alt betalt + et honorar. Sagen for en ung fyr.

BC-indskud 14.01.12: Jeg skriver i "Erindringer" også om Flemming med vor rytmegruppe i "Vi unge", men jeg kendte ikke forhistorien. - Mon det er rigtigt, at vi også har optrådt sammen (på den måde) i Otto Leisners "Vort eget Forum"?

Min morbroder var sekretær for en forening? Og jeg blev hyret til at spille til en fest sammen med en pianist, som jeg hverken før eller siden har mødt. Desværre. Der kom et nyt "tick". Uden at have øvet os, ikke talt sammen, jazzede vi os igennem hele aftenen, som om vi havde kendt og spillet sammen i årevis. Enkelte numre havde vi end ikke aftalt, men begyndte bare at spille. En helt speciel oplevelse, som jeg godt kunne unde alle der holder af musik.

Fra den tid husker jeg med meget lidt glæde et besøg, som skulle være sket i Hillerød Jazzklub. Da jeg gik til klubben, var der lukket, og jeg kunne ikke få fat i nogen, der kunne bidrage til mysteriets opklaring. Hjem med toget igen, og det er klart at der blev en meget stor forsinkelse p.g.a. en afsporet roevogn. Iøvrigt var forklaringen enkel: Arrangementet var rykket en uge uden at jeg havde fået besked. Som en slags kompensation fik jeg et års gratis medlemskab. Men hvem gider ...

I hele den periode snusede jeg til flere andre instrumenter. Lånte en vibrafon. Mine forældre var ikke begejstret, måske fyldte den lidt rigeligt? Jeg lejede en barytonsax. Vore naboer syntes ikke om tanken. Ligeledes en sopransax, men jeg syntes ikke om tanken.

I en periode var jeg med i en båndoptagerklub: Nykøbing Falsters Båndoptagerklub, Nakskov Gruppe. Uha, uha da: Nakskov, en gruppe under Nykøbing? På den tid dukkede Harald op for alvor. Købte sig en tenorsaxofon, men, sagde han, var bedre til at reparere den end til at spille på den. Hans evner i den retning satte indirekte mig igang igen med musikken. Der skulle dog gå nogle år, desværre.

Nogle år før var jeg begyndt at besvime på de underligste tidspunkter og steder. Først blev det konstateret, at jeg havde for lavt blodtryk, og da jeg ikke kunne tåle den nødvendige medicin, foreslog lægen, at jeg begyndte at ryge. Jeg er nok een af meget få, der ligefrem er blevet opfordret til at ryge.

Men så skete der noget. Centralsygehuset i Nykøbing F. fik et EEG-apparat, og jeg en diagnose, Epilepsi. Dengang absolut ikke noget man talte højt om, fy for pokker. Jeg fik det ene præparat efter det andet uden positiv effekt, og en enkelt operation blev det også til, men intet hjalp. Først midt i 1990'erne blev jeg helt anfaldsfri v.h.a. et nyt præparat. Tager dog stadig medicin forebyggende.

Nu skal dette selvfølgelig ikke være en sygejournal, men blot belyse, hvorfor jeg pludseligt sagde farvel til mit musikerliv. Baggrunden: Neurologen på Centralsygehuset sagde, at jeg ikke burde spille på et blæseinstrument, hvis jeg ville være anfaldsfri. Det lød rigtigt i mine ører, fordi anfaldene netop var startet nogenlunde på det tidspunkt jeg begyndte med klarinetten.

Beslutningen var let, udførelsen svær.

Instrumenterne blev solgt til Blindeinstituttet via Plettner, næsten fra den ene dag til den anden.

Hermed slut for fragmenter fra min jazztid. En herlig tid.

En beretning om min nuværende musikperiode følger - måske.

Flemming

* * *

Nekrolog over min far skovfoged Peter Christian Christensen, Oreby, født 27.4.1888, død 23.2.1949.

Nedenstående nekrolog over min far, som jeg har som udklip, har formodentlig stået i Skovbrugstidende, udgivet af De samvirkende danske Skovfogedforeninger (jeg har bedt Det Kgl. Bibliotek undersøge det). Og altså på et tidspunkt efter den 23. februar 1949, hvor Far døde.

-

Den 22. Februar [vist fejl for 23. februar, BC] døde skovfoged Chr. Christensen, Oreby, på St. Elisabeths hospital i København, 61 år gammel.

Med skovfoged Christensen er en af skovfogedstandens store skikkelser gået bort.

Som 4. generation af en gammel forstmandsslægt - hans oldefar var skovrider på Oreby og hans bedstefader og fader skovfogeder på samme gods - var hans livsgerning bestemt ved vuggen, - han måtte gå i fædrenes fodspor og blive forstmand.

Efter endt skoletid tog han præliminæreksamen fra Sakskøbing realskole. Tog så ud på forskellige skovdistrikter og lærte praktisk skovbrug. 1908 tog han skovfogedeksamen på Brahetrolleborg som nr. 1 af sit hold. Starten var god, og denne førerstilling beholdt han livet igennem.

Nu aftjente Christensen sin værnepligt ved fæstnings-artilleriet - gennemgik befalingsmandsskolen og blev løjtnant. Under forrige verdenskrig blev han indkaldt flere gange, og nu under sidste verdenskrig var han en glødende frihedskæmper. I det hele taget var han en god dansk mand, og den 9. april var den sorteste dag i hans liv.

Fra 1911 til 1914 var han overskovfoged på Nordfeld på Møen, og da gamle skovfoged Iversen ved Oreby døde, blev han kaldt hjem til det gods, hvor hans fædre havde tjent og så smukt lagt deres livsgerning, og fik bopæl i Hyldehus, og det er derfra, vi kender ham bedst.

Hans store interesse for sin gerning og særlig for stærk udhugning i unge ege satte sine synlige spor. Det er smukke resultater, han efterlod sig. Han blev aldrig træt af at vise sin velplejede skovpart frem for sine kolleger, ja, en skovvandring med ham var en oplevelse, som vi aldrig glemmer.

En så betydelig personlighed kunde ikke undgå foreningsarbejde. Fra 1922 til 1935 var han formand for Lolland-Falsters Skovfogedforening og fra 1924 til 1933 formand for de samvirkende danske skovfogedforeninger. Han gjorde her et stort arbejde - særlig for Elevuddannelsen. I det hele taget var han standen en god mand - både fagligt og lønmæssigt. Måske kunde Christensen have haft lidt mere smidighed, hvad der måske er nødvendigt på så fremskudt en post, men intet er jo fuldkomment i denne verden, og hans måde at forfægte sin mening på var yderst tiltalende. Frejdig og frisk med åben pande vakte han beundring selv hos sine modstandere, og der var ingen, der kedede sig i en diskussion med ham. - Ved hans 25-års jubilæum holdt en af hans nære venner og kollega en lille tale og udtalte: »Jeg har set dig i kamp og kendt dig i sorg, og jeg beundrer dig!«

Det var ingenlunde et tilfælde, da kommissionen for skovfogedelevers uddannelse udpegede ham som medlem af samme. Hans store interesse for de unge og for skoven, praktisk erfaring samt gode dømmekraft gjorde ham velegnet som censor, og det vil ikke blive let for kommissionen at finde en mand, der helt og fuldt kan fylde hans plads.

Christensen var 2 gange gift. I første ægteskab var der en søn, Poul Christensen, som er skovfoged i Østerskov på Bregentved, samt 2 døtre, der er gift og har det godt. - I andet ægteskab er en dreng på 5 år - kaldet »Lusker« - og vel nok hans øjesten. Et smerteligt tab har her ramt hans familie, kone og børn og et betydeligt tab for den danske skovfogedstand.

Vi, som kendte ham, vil savne ham både som god kollega og trofast ven, og vi bøjer vort hoved i ærbødighed og udtaler: Æret være dit minde!

N. S. M.

NOTE: Mit øgenavn/kælenavn "Lusker" kommer af, at min far til sine godsfunktionærkolleger gik og sagde, at jeg skulle være skovrider. Hvortil de svarede, at jeg nok aldrig ville blive andet end en "kratlusker", altså en "fusker i faget", som min mor senere udlagde det for mig.

LINK til polsk artikel om den åbenbart tyske (Krupp) 75 mm feltkanon model 1902 i den danske hær, som vel må være "min fars kanon". - Se også digtet ÅH, SORTE VINDUE! på undersiden "Litterære tekster".

http://www.dws-xip.pl/encyklopedia/arm02-dk/

* * *

Nekrolog over min morfar gårdejer Lauritz Rasmussen, Askø, født 14.12.1853, død 06.05.1934.

Teksten er fra et særtryk af nekrologen i Lolland-Falsters Folketidende for 7. maj 1934. På bagsiden er trykt salmen "En dalende Dag, en stakket Stund" (nr. 622 i den forrige salmebog, DDS 1953).

Kendt Askøbo død.

I en Alder af godt 80 Aar er den kendte Askøbo, fhv. Gaardejer og Sogneraadsformand Lauritz Rasmussen, »Sund-gaarden«, i Gaar afgaaet ved Døden i sit Hjem efter nogen Tids Svagelighed.

Laur. Rasmussen var født paa Fejø, men flyttede 1880 over til Askø, hvor han overtog Svigerforældrenes Gaard »Sundgaarden«, som han med Dygtighed drev til 1924, da han afstod den til sin yngste Søn, Gdr. Arthur Rasmussen. Laur. Rasmussen kom i en ung Alder til at spille en betydelig Rolle indenfor det kommunale Styre. Flere Gange blev han indvalgt i saavel Sogne- som Menighedsraad og igennem en lang Aarrække fungerede han som Formand for de to Raad. Han var i alle Henseender en saare retskaffen Mand, paa hvis Ord ingen tvivlede. Ofte ledede han de kommunale Anliggender med en næsten diktatorisk Myndighed, men altid med Kommunens Ve og Vel for Øje

Efter at have trukket sig tilbage fra de offentlige Tillidsposter tilbragte han nu sammen med sin Hustru en rolig og fredfyldt Alderdom paa den gamle Slægtsgaard, hvor han var Genstand for megen Opmærksomhed, da han i December i Fjor fejrede sin 80-Aars Fødselsdag.

I de sidste Maaneder havde den gamle Kommunalmand været svagelig, og Døden kom nu stille og befriede ham for et langt Sygelejes Lidelser.

Laur. Rasmussens Navn vil længe blive holdt i Ære blandt den ikke lille Kreds af Øens Reboere, der gennem de mange Aar havde haft Forbindelse med Familien paa »Sundgaarden«. Afdøde jordfæstes førstkommende Fredag fra Hjemmet.

Optryk af Lolland-Falsters Folketidende for 7. Maj 1934

* * *

Askø-sømanden Jens Pedersen Brusens erindringsnotat.

Fra 1928. - En mand, min mor ofte fortalte om. - Notatet indgår også i mine Lollandsonetter som del af en note til "Frie Lollandsonetters" nr. 1 "Askø i Smålandshavet". Og hele denne note bringes her.

Dette notat er sat på her 06.08.15, hvor alt tegnede til, at min oversættelse af Adam Mickiewicz's Krimsonetter ville udkomme inden for de nærmeste uger, og at mine af disse foranledigede egne Lollandsonetter ville udkomme engang i september måned.

Jeg indleder dette helt særlige bilag med den Frie Lollandsonet, der har givet anledning til det:

Askø i Smålandshavet

På denne lille flade ø, blev min mor født.

Den ser ikke ud af meget inde fra Lolland,

er dog selv fastland i forhold til Lilleø

og har Lindholm liggende længere inde.

Det var nemt at komme ind til Bandholm,

også før man fik sin lille færge;

man havde jo altid sine fiskerbåde,

og når det var koldt nok, kunne isen bære.

Men her har man levet sit liv i årtusinder,

dog med havet omkring sig, så man kom ud,

og så man fik besøg; de unge kom i Flåden.

Min morfar dyrkede jorden og betød noget.

Nu er der ikke mange beboere tilbage,

få i forhold til antallet af sommerhuse.

24.03.15

Når denne sonet har givet anledning til en særlig tekst her i "Erindringer - BILAG", skyldes det, at jeg under søgning på den i en note dertil omtalte sømand og 1864-flådeveteran Jens Brusens navn, stødte på Askø-pigen Mie Lobedanz's internetside "Historier fra gamle dage" med blandt andet beretningen "Trine Brusens brudefærd", altså om Jens Brusens bryllup. Og jeg kom i kontakt med Mie Lobedanz. Under vor mailveksling fandt vi ud af, at vi har en fælles tipoldefar, nemlig Jens Nielsen på Askø, hvis søn Rasmus er min oldefar, og hvis søn Peder er Mies oldefar. Og det er jo virkelig noget til et bilag til en selvbiografi med lidt tilhørende slægtshistorie. Men den egentlige bilagstekst her er det erindringsnotat fra Jens Brusen, Mie i løbet af vor mailveksling sendte mig. Jeg ved i skrivende stund ikke, hvor hun har det fra. Jeg blev så begejstret (og bevæget) ved læsningen af det, at jeg straks satte det ind i noten til Askø-sonetten. (Jeg må her indskyde, at mine Lollandsonetter i flere henseender er en helt særlig slags digtsamling. Dens første del "Lollandsonetter" udgøres af nitten sonetter i klassisk stil. Men de næste nitten er nogle sine steder meget minimalpoetiske "frie sonetter" (uden rim og fast versemål, men dog med et minimum- og maksimumtal for anslagene i hver linje). Samlingen slutter med "Seks ekstra frie Lollandsonetter". Men dertil kommer, at noterne er blevet til i mange tilfælde hele små artikler af topografisk, lokalhistorisk og selvbiografisk karakter. Tilsammen giver det, der begyndte som en alvor-i-spøg-opfølgning af Mickiewicz-oversættelsen, en særegen rejse i rum og tid gennem forskellige lollandske punkter. Den note til den frie lollandsonet "Askø i Smålandshavet", jeg for Jens Brusen-delens skyld nu sætter på som et af nærværende undersides bilag lyder (med udeladelse af et par henvisninger):

Kom i flåden. - Jeg har hørt, at de unge mænd fra Askø, som jo havde mange fiskere og søfolk, for manges vedkommende aftjente deres værnepligt i flåden. Min mor har fortalt mig om og vist mig et billede af en gammel mand ved navn Jens Brusen, der havde deltaget i krigen i 1864 i den danske flåde. På billedet havde han sin 1864-medalje på (Erindringsmedalje for Krigen 1864). Eller var det Dannebrogmændenes Hæderstegn? Han var dannebrogsmand. - 06.08.15 modtog jeg fra Mie Lobedanz, som jeg var kommet i mailkontakt med, en udskrift af Jens Brusens lille erindringsnotat fra 1928, og jeg kan ikke lade være at skrive det ind her (med normaliseret retskrivning og tegnsætning): "Jeg undertegnede Jens Pedersen, født på Askø den 29. januar 1841, i det Hus som jeg endnu bor i. I mit sekstende Aar tog jeg Hyre med en Jagt [mindre, enmastet sejlskib, altså noget andet end en (lyst)yacht, BC], og derefter sejlede jeg med flere smaa Skibe paa Nord- og Østersøen, indtil jeg blev indkaldt Aar 1861 og gjorde Tjeneste om Bord paa Kanonbaaden No. 17. Station ved Tønder [afskrivers læsefejl, eller kan kanonbåden have ligget længere ude? - BC]. Efter Hjemsendelsen sejlede jeg saa igen, indtil Krigen kom, hvorefter jeg blev stoppet og kom om Bord paa Fregatten Tetis som Matros. Vi blev stationeret ved Kiel ["Kil" i afskriften, men vel, hvis det er Kiel, som del af en blokadestyrke, BC], hvor vi laa hele Tiden. Vi var ikke i Slag; der blev kun løsnet et Skud efter en Evert [mindre sejlskib, BC], der ikke vilde lystre Kommando. // Da Krigen var forbi, tog jeg atter ud som Matros og har været i mange Lande, de fleste i Europa. Jeg har ogsaa været paa Grønland, hvor jeg besøgte alle de Steder, som Hs. Majestæt Kongen besøgte, da han var deroppe. Da jeg holdt op med at sejle paa længere Ture, var jeg 40 Aar. Senere hen drev jeg Fiskeri og passede min Lod paa ½ hkt. Land, som hører til mit Hus. // Askø, den 16. december 1928 // Jens Pedersen".