ERINDRINGER

 

Bent Christensen

 

 

Grundlagt den 29. august 2008.

 

Senest opdateret 19.02.16: Det 19.02.16 skrevne digt "Gymnasiet" sat ind i afsnittet "Maribo Gymnasium". - Forrige: Nogle rettelser og tilføjelser i den for længst (foreløbig) færdige tekst. - Se desuden undersiden ”Erindringer - DAGBOG” (som dækker tiden fra januar 2010 til NU). Samt undersiderne ”Erindringer - BILAG” og "Fra kirkeblade". - Jeg henviser også til mine i efteråret 2015 udgivne, i høj grad selvbiografiske Lollandsonetter, som der kan ses noget om på undersiden "Litterære tekster". Jeg henviser også til min i februar 2016 udgivne samling Digte og aforismer 1966-2016, som jeg udtrykkeligt betegner som i høj grad også et bilag til nærværende Erindringer. - Om min forfatter- og udgivelsesvirksomhed og oprettelse af Forlaget Luskebakken kan der læses en del på min allerede nævnte underside "Erindringer - DAGBOG", på min forlags-facebookside "Forlaget Luskebakken" og løbende på min almindelige Facebook-profil (med mange interessante billedalbummer af også selvbiografisk karakter).

 

Se også undersiderne ”Om mig selv”, ”Mit eksistens-rum”, ”Poetik” og ”Litterære tekster” samt de forskellige undersider med tekster, jeg har fået trykt, især "Grundtvig", "Kirke og teologi" og "Internationalt".

 

 

NB! Da der, trods alle bestræbelser på at undgå det, nok kan forekomme - bogstavelig talt - erindringsforskydninger og andre fejl i disse erindringer, beder jeg alle, der opdager fejl og mangler, om at kontakte mig på en af de øverst på startsiden angivne adresser!

 

 

 

 

 

*  *  *      *  *  *

 

 

 

 

TITELBLAD:

 

 

 

 

 

BENT CHRISTENSEN

 

 

Erindringer og refleksioner:

LIVS-RØRET I LIVS-RUMMET

 

Mit eget liv som ressource og objekt i mit storpoetiske projekt

 

 

 

 

MOTTO:

 

Jeg har levet mit liv forlæns. Og forstår det også ret godt nu. Dog hverken mere eller mindre, end at jeg er nødt til at gå tilbage og tage det en gang til for at få det hele med.

 

 

 

 

 

 

 

 

*  *  *

 

 

 

INDHOLD

[De endnu ikke skrevne dele står med mindre skrift]

 

Oplysninger og henvisninger

-

INDLEDNING

 

KAPITEL 1

1943-1951. Oreby og Smålandshavet

1943-1944. Min tid og min verden

1944-1951. Morgenens spejlklare strand

 

KAPITEL 2

1951-1956. Rørbæk og Sakskøbing

1951-1955. At flytte og blive

1955-1956. På vej videre

 

KAPITEL 3

1956-1959. Branderslev og Nakskov

Ind i jazzen

 

KAPITEL 4

1959-1962. Bursø og Maribo

Fra jazz til militær

Maribo Gymnasium

Musiklivet og kammeraterne

Livet i øvrigt

The Strangers

Farvel til jazzen - og hvad så?

Farvel til Maribo Gymnasium

 

KAPITEL 5

1962-1964. Hæren

1962.             Rekrut

1962-1964.   TLBS - en slags klosterliv

1964.             Løjtnant på Bornholm

 

KAPITEL 6

1964-1968. Universitetet

1964.              Før Anna

1965.              Med Anna

1965-1968    Gift - og kæmpende - studerende

Kamp og reaktion

Politik

Litteratur og kristendom

Privatliv frem til 1968

 

KAPITEL 7

1968-1971. Nakskov Gymnasium igen

1968-1969. De to magre år

Adjunkt

Overgang

1970-1971. Den rette hylde

 

KAPITEL 8

1971-1974. Præst på Bornholm

Fra prøveprædiken til ordination

Indsættelse og ny hverdag

Sprogofficer i en overraskende, positiv funktion

Kirkebladet

Gede-Pihl

Mere om livet i sognene

Katolsk turist-organist og Prästmötet i Visby

Fra premierløjtnant til feltpræst

Grundtvig-studiet grundlægges

Hjem til Lolland

 

KAPITEL 9

1974-1976. Præst i Døllefjelde (1)

Indsættelse og nyt Lolland-liv

 

KAPITEL 10

1976-1977. Feltpræst på Cypern

Mit Cypern-lysbilledforedrag

Afsluttende om mit halve år på Cypern

 

KAPITEL 11

1977-2003. Præst i Døllefjelde (2)

          1977-1979. Nye begyndelser

          1980-1990. Grundtvig-forskning og Grundtvig-forskning

          1990-1998. Disputatsen

          1980-2003. Sognepræstetjenesten og deltagelsen i nogle debatter

          1990-2003. Mellemkirkeligt engagement og genoptagelse af slavistikken

          1994-2003. Fra Grundtvig-forsker til Grundtvig-discipel i eget navn

          2003. Farvel til Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat

 

KAPITEL 12

2003-NU. Med pensionen som arbejdsstipendium

          2003-2009. Luskebakketiden før "Erindringer - DAGBOG"

                    Det livs- og litterærpoetiske projekt

                   Ny kirkelig og lokal identitet

                   Fortsat internationalt og økumenisk engagement

                   Fortsat studium af polsk og sorbisk

                   Fortsat politisk engagement

          2010-NU. Luskebakketiden efter påbegyndelsen af "Erindringer - DAGBOG"

          (Foreløbig meget kortfattet. Vil løbende blive udfyldt).

                    Det livs- og litterærpoetiske projekt

                   Facebook - med digte og salmer og som diskussionsforum

                   Fortsat internationalt og økumenisk engagement

                   Fortsat studium af polsk og sorbisk

                   Afsluttende koncentration om hovedprojektet

 

 

OM DIGTENE I ERINDRINGER

 

 

-

 

 

 

INDLEDNING

 

 

NB! Første version af denne indledning blev afsluttet den 29. august 2008, og af historiske grunde lader jeg indtil videre teksten som sådan blive stående i den oprindelige form, idet senere tilføjelser og indskud af forskellig art vil blive angivet som sådanne og forsynet med dato.

 

-

 

Der er vel ikke mange skrivende personer, der ikke har overvejet at skrive deres erindringer. Men indtil den 25. august 2008 havde jeg ikke regnet med, at jeg ville komme til at gøre det. Blandt andet af den grund, at selve mit liv som sådant ikke har forekommet mig at være interessant på dén måde. Når jeg alligevel netop den dag besluttede at skrive en tekst om mit eget liv, skyldtes det, at jeg tre dage forinden havde sat den afsluttende ”koncept-udviklingstekst” på min hjemmeside (undersiden ”Poetik”), afsluttende i den forstand, at jeg nu både kunne og skulle gå over til at arbejde med produktionen af egentlige produkter i dét store, i enhver betydning af ordet, livs-projekt, jeg sådan set har haft, siden jeg i 1961 skrinlagde mine drømme om at blive professionel jazzpianist, og som mine to Grundtvig-bøger i høj grad har været grundlags-studier i. (”Totalt i Eksistens-Rummet. Poesi og fiktiv handling i samme livs-rum”). - Se mere her lige under denne Indledning!

 

Jeg mener stadigvæk ikke, mit liv som sådant er interessant ”på dén måde”, altså interessant som emne for en erindrings-tekst i sædvanlig forstand. Men denne tekst er udsprunget af følgende afsnit i den ovenfor omtalte ”koncept-udviklingstekst”:

 

Men det lyriske subjekt lever jo ikke isoleret fra sine medmennesker. Lyrikeren er som menneske på forhånd udgået af fællesskabet med resten af menneskeslægten, såvel genetisk som kulturelt. Mere konkret vil dette sige - med et billede, jeg også ganske tidligt har brugt - at når jeg står i mit statholdermark-punkt, så har jeg jo hele mit ”livs-rør” bag mig, dvs. hele den ”tunnel” gennem rum-tiden, hvis vægge udgør hele min kontakt med verden omkring mig, det være sig gennem selve min egen færden gennem rum-tiden (med min direkte omgang med andre mennesker) eller i det indirekte møde med virkeligheden både omkring mig i nutiden og bag mig i fortiden, der kommer i stand gennem læsning og dertil svarende. Så lige meget hvor subjektiv jeg vil være, har jeg altid mit livs-rør bag mig (Totalt i Eksistens-Rummet”, 2008).

 

Jeg henviser i det hele taget til denne tekst og de tidligere tekster på undersiden ”Poetik” på min hjemmeside www.bentchristensen.dk. I disse tekster kan man også læse meget mere om, hvad ”statholdermarken” eller ”statholdermark-konceptet” er. Men ”statholdermarken”, det er helt kort sagt verden som det sted, hvor ”det kristeligt nødvendige livsengagement” skal udfoldes - på grundlag af ”teologien om det kristeligt nødvendige livsengagement”, men uden for såvel kirkedøren (døren til det kristne gudstjeneste-rum) som døren til det teologiske studerekammer, dog, selvfølgelig, med kristendommen som ramme til alle sider og Guds Rige som den yderste horisont. ”Det kristeligt nødvendige livsengagement” er egentlig et sekundært begreb vendt mod en dårlig, livsfornægtende kristendomsforståelse, for ret kristeligt set er selve det, simpelt hen og slet og ret at leve sit liv, jo det første og egentlige indhold i gudsforholdet. Men da vi jo nu lever efter Faldet, så at Frelseshistorien har måttet sættes ind, er det under alle omstændigheder nødvendigt at forstå, at engagementet ude i den nu tragisk blandede virkelighed, som menneskelivet og dets verden udgør, ikke alene er forudsætningen for at forstå den særlige frelses-tale inde bag de to ovennævnte døre, men også fortsat er grund-indholdet i gudsforholdet og den måde, allerede selve ordet Gud grundlæggende skal forstås på. Og dette siges naturligvis ikke for at trække noget fra, hvordan Gud åbenbarer sig i selve den særlige frelses-tale og frelses-historie, tværtimod; for denne særlige tale og særlige historie forudsætter jo såvel skabelsens som faldets virkelighed, og denne særlige tale og særlige historie, gælder jo netop den skabte virkeligheds frelse fra faldets virkninger. Livsengagementet bliver dermed i høj grad en erkendelses-sag. Grundtvig talte i denne forbindelse fx om menneske-kundskaben som indirekte Guds-kundskab. Men det kan ikke understreges nok, at den erkendelse eller ”kundskab”, der her er tale om, primært ligger i selve livets ”levelse” og i selve den dermed forbundne oplevelse af verden, så at alt, hvad der går derudover, det være sig den filosofisk-videnskabelige erkendelse eller den i både videste og snævreste forstand poetiske aktivitet, må ses som forlængelser og udvidelser deraf.

 

På dette grundlag har jeg siden 1994/95, hvor den første - alt for lange - version af ”Omkring Grundtvigs Vidskab” var færdig, arbejdet med det projekt, som på et tidspunkt fik arbejdstitlen ”Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement”. Og det er det projekt, denne selvbiografiske tekst er det første rigtige produkt i. Der er blot sket den udvidelse af det, der ligger i titlen på den her ovenfor omtalte og citerede koncept-tekst: ”Totalt i Eksistens-Rummet”, og som kort fortalt går ud på, at der nu ikke blot er tale om en meget udvidet ”poetisk” aktivitet, men om en aktivitet, der på en til den poetiske svarende måde udfolder sig som en forlængelse og udvidelse af hele den almindelige livs-levelse og livs-oplevelse.

 

En vigtig del af, hvad jeg kan kalde det totale eksistens- og livsrum-koncept inden for statholdermark-konceptet, er - som det fremgår af citatet ovenfor - forståelsen af, at fx det allermest centrallyriske subjekt, der står på sit allermest udstrækningsløse punkt ude på statholder-marken og vil begynde allermest forfra, på forhånd repræsenterer hele menneskeslægten og på forhånd har hele sit forhold til menneskeslægten bag sig og med sig, nemlig i kraft af sin hidtidige passage gennem rum-tiden i den ”tunnel”, jeg betegner som ”livs-røret”. Og det, der slog mig den 25. august 2008, var, at jeg i hvert fald for min egen skyld måtte have en betragtning af dette livs-rørs indhold under mit eget koncepts vinkel som en af mine første aktiviteter efter afslutningen af selve den rene grund-konceptudvikling. Og under denne vinkel er det jo livs- og virkeligheds-mødet i eksistens-rummet, det gælder - med henblik på styrkelsen, udvidelsen, uddybningen og udfyldelsen af den livsfølelse og livs-refleksion, der under alle omstændigheder ledsager livs-levelsen. Idet der dog tillige er den vinkel, jeg kan kalde ”sidelinje-vinklen”, svarende til mit projektets anden arbejds-titel: ”Totalt fra sidelinjen”, hvori ligger, at jeg betragter mig selv som befindende mig på en i høj grad (men ikke udelukkende) selvvalgt sidelinje-position, hvorpå og hvorfra jeg ganske vist forholder mig til alt (totalt i dén forstand), men gør det på en på én gang meget kritisk og helt forudsætningsløs måde - totalt i betydningen totalt fra sidelinjen! - Se mere her lige under denne Indledning!

 

På denne baggrund og dette grundlag har hensigten med denne tekst allerførst været, at jeg til egen brug skulle hente så meget som muligt frem af mit livs-rør. Men få øjeblikke efter kom den tanke til mig, at jeg jo også kunne prøve at bruge mit livs-rørs indhold som stof og motiv(er) for et produkt, der kunne præsenteres for offentligheden. Og på denne måde bliver der jo tale om både mindre og mere end en selvbiografi. For så bliver der jo netop tale om en række motiver og en samling stof, der sådan set helt tilfældigvis er ordnet i mit eget livs forløb - men set under de samme vinkler, som de motiver og det stof, jeg i øvrigt finder.

 

Den følgende tekst har altså i første omgang skullet være et internt arbejdsdokument. Og det betyder, at der i selve udgangspunktet har været tale om noget helt andet end en offentlig præsentation af mit eget liv og af den måde, jeg i løbet af det har oplevet tilværelsen og verden på. Det er det selvfølgelig også, men vel at mærke på den måde, at alt dette først og fremmest ses som den helt særlige og helt direkte baggrund for den produktion, jeg her på mine gamle dage skal i gang med, altså som et reservoir af ”eksistens”, motiver og ”stof”, hvori også den struktur og de delstrukturer er til stede, som i høj grad skal være ledende i mit videre arbejde, dvs. som udgangspunkt (i stadig vekselvirkning) for såvel den videre strukturering af mit oplevelses- og arbejdsrum som den videre indhentning og bearbejdelse af stof og motiver. Samtidig bliver også selve behandlingen af det stof og de motiver, der ligger i mit ”livs-rør”, et af de første eksempler på, hvordan jeg overhovedet vil arbejde inden for det grundlæggende koncept-kompleks, jeg nu langt om længe har fået udviklet. Meget vil komme til at ligne almindelige erindringer, men der kan også komme både flere og mere specielle analyser og ”refleksioner” og lignende, end det normalt vil være tilfældet. Og jeg vil ikke udelukke, at teksten på visse punkter ligefrem vil bryde ud i digte!

 

Jeg har tænkt mig at gøre det på den måde, at jeg løbende sætter det, jeg får skrevet, ind på min hjemmeside (undersiden ”Erindringer”). Jeg tilstræber selvfølgelig at skrive og sætte ind i kronologisk orden, men jeg forudser, at der også bliver tale om udfyldninger og korrektioner af de ting, der tidligere er sat på. Jeg forestiller mig ligefrem, at jeg i første omgang vil prøve at lave en ret kort samling af ret små afsnit om særlig vigtige dele af mit liv, og så eventuelt senere supplere den op. Jeg ved ikke, om jeg altid - om overhovedet - vil gøre opmærksom på, hvornår der er tale om senere udfyldninger og korrektioner, og hvornår de er foretaget. Det vil vise sig. Men datoen for sidste ”opdatering” vil selvfølgelig stå øverst på siden.

 

Første version af denne indledning er afsluttet den 29. august 2008.

 

TILFØJELSE 10.12.09:

 

Siden 29.08.08, hvor ovenstående første version af indledningen til disse erindringer blev skrevet, er undersiden ”Poetik” blevet udvidet med teksten ”Sådan bliver digtet til. Første stykke af den specifikke poetik” (06.11.08/11.11.08). Men siden er der ikke sat noget nyt på denne underside. Til gengæld er der oprettet en ny underside, hvor der mere eller mindre løbende bliver sat nye ting ind: ”Mit Totaldigt” (En tidligere version med titlen "Mit Eksistens-Rum blev oprettet 13.01.09, men denne nye version er oprettet 17.01.13). Og det vil indtil videre nok især blive på denne underside, man vil kunne følge mit arbejde med mit hovedprojekt, så jeg vil her i denne tilføjelse stort set nøjes med at henvise til denne sådan set altomfattende side. For det vil også blive dér, jeg vil fortsætte mine overvejelser m.m., for så vidt angår den betydning, mit eget liv har ”som ressource og objekt i mit storpoetiske projekt”.

 

Jeg vil dog sige så meget her i denne tilføjelse, at denne mit eget livs betydning er blevet endnu meget større, siden jeg begyndte at skrive disse erindringer, så at jeg på flere måder må gøre det til genstand for videre beskrivelse, analyse og tydning, ligesom jeg også må fortsætte mine overvejelser over hele det gensidige forhold mellem mit liv og min produktion. Alt dette vil imidlertid først og fremmest finde sted på undersiden ”Mit Totaldigt”, hvor altså stort set alle de forskellige sider af mit arbejde bliver præsenteret. Skulle der blive oprettet en eller flere nye undersider, vil der blive henvist videre til dem derfra. Erindringerne her på denne underside vil - i hvert fald indtil videre - blive fortsat på samme måde som hidtil, altså i meget høj grad som almindelige erindringer, hvori der jo selvfølgelig også kan indgå forskellige ”refleksioner”. Der vil dog fortsat blive indsat nogle mere specielle refleksioner og nogle digte.

 

Erindringerne her på denne side har fået en stærkere og mere omfattende historisk karakter, end jeg oprindelig havde regnet med, men det er til stor glæde for mig at arbejde med også denne mere almindelige side af sagen. En særlig glæde for mig blev det, da redaktøren af hjemmesiden www.danmarkidenkoldekrig.dk i sommeren 2009 henvendte sig til mig, fordi han havde set mine erindringer på Internettet og gerne ville have et uddrag af dem til denne hjemmeside, for så vidt angår sprogofficersuddannelsen på TLBS (Teknikerliniens Befalingsmandsskole) og det militære liv på Bornholm i perioden 1964-1968. Hvis man besøger denne hjemmeside og ser, hvilken sammenhæng mit lille bidrag er kommet til at indgå i, vil man forstå min tilfredshed. Min beretning præsenteres således:

 

Forud for sit virke som sognepræst på Bornholm og senere på Lolland måtte Bent Christensen som de fleste andre unge mænd af sin generation aftjene sin værnepligt. Det skete i 1962 til 1964, da Bent Christensen gennemgik uddannelsen til sprogofficer og forrettede tjeneste ved Bornholms Værn. Læs hans personlige beretning om denne specielle uddannelse og de særlige forhold ved tjenesten ved Bornholms Værn.

 

LINK:

http://danmarkidenkoldekrig.dk/Bornholm/bentchristensen.pdf

 

 

 

KAPITEL 1

 

1943-1951. Oreby og Smålandshavet

 

 

1943-1944. Min tid og min verden

 

Jeg er født den 15. maj 1943 på skovfogedstedet Hyldehus ved Tårs Vig, ikke langt øst for avlsgården ”Rodsnæs” under Oreby og Berritzgaard Gods (Sakskøbing Landsogn, Maribo Amt). Min far var skovfoged dér, og min farfar, oldefar og tipoldefar havde også været skovfogeder på dette gods, min tipoldefar vist endda skovrider. Min mor var gårdmandsdatter fra øen Askø i Smålandshavet - 10 km i luftlinje fra Hyldehus. Jeg blev døbt i Sakskøbing Kirke, den 4. juli 1943. Jeg husker ikke min korte tid i Hyldehus, for jeg var kun halvandet år gammel, da vi flyttede derfra. Men senere har jeg ofte været deroppe ved, så at jeg har en klar bevidsthed om, at det var dér, mit liv begyndte. - Jeg ved ikke helt sikkert, om det var i 1944 eller først i 1945, vi flyttede fra Hyldehus, men jeg har vovet at skrive ”1944” i underrubrikken her ovenfor; min mor har altid sagt, at jeg var halvandet år gammel, da vi flyttede.

 

Jeg er altså født tre trekvart år efter Anden Verdenskrigs udbrud, tre år og godt en måned efter den tyske besættelse af Danmark og knapt to år før befrielsen og freden. Jeg kan formodentlig ikke direkte huske noget fra før maj 1945. Men det er, som om jeg kan. For der er ting, de voksne har fortalt fra krigens tid, der står for mig, som om jeg har oplevet dem og kan huske dem. Det gælder fx den gang, containere fra en våbennedkastning til grusgraven i Maltrup Skov ovre på den anden side af Sakskøbing Fjord ramte elledningerne og tog lyset. Jeg ville have kunnet påstå, jeg havde oplevet det. Men det forholder sig nok sådan, at min mor ved en senere strømafbrydelse har sagt, at det var, ligesom dengang containerne ramte ledningerne. Og det gælder selve befrielsesaftenen den 4. maj 1945. Men det må tilsvarende være festligholdelsen i 1946 eller måske 1947 og de voksnes tale om selve befrielsesaftenen, der er løbet sammen for mig. Nej, jeg kan næppe huske noget fra før maj 1945. Men jeg er i hvert fald vokset op i krigens og besættelsens efterklang, så at det er den tid, der udgør den verdenshistoriske baggrund for mit liv.

 

Min far Peter Christian Christensen var knapt 55, da jeg blev født, og min mor Ebba Christensen, født Rasmussen, var 39, en enkemand og en enke, der var blevet gift i 1942. Min far havde tre børn fra sit første ægteskab, men min mor havde kun mig. Mine halvsøskende var en generation ældre end mig og kunne lige så godt have været min onkel og mine tanter, et forhold, der blandt andet viste sig deri, at jeg kaldte dem Bror Poul, Søster Esther og Søster Høne (egl. Valborg). (Mine søstre hed som gifte Esther Severinsen og Valborg Haastrup). Min far døde allerede i 1949. - 28.03.12 satte jeg "NEKROLOG OVER MIN FAR skovfoged Peter Christian Christensen, Oreby, født 27.4.1888, død 23.2.1949" på undersiden "Erindringer - BILAG", allernederst på siden. Nekrologen er signeret "N. S. M." - Om det pågældende tidsskrift oplyses nærmere ved selve teksten

 

Disse forhold har haft stor betydning for, hvordan jeg blev, og hvordan mit liv blev. Jeg var allerede generationsmæssigt et sent og særligt skud, og mine forældres alder har nok forstærket det forhold, at da det normale liv begyndte igen efter krigen, var mange ting ligesom i 1930’rne. Og tidligt blev jeg altså søn af en enlig mor.

 

Geografisk er det halvøen mellem Tårs Vig og Sakskøbing Fjord og Smålandshavet, mit liv begyndte på, den halvø, som må være det Rods Næs, avlsgården Rodsnæs har sit navn efter, og som indgår i navnet på denne halvøs nordlige hjørne: Rodsnæs Nakke. Jeg mener imidlertid aldrig at have hørt halvøen benævnt Rodsnæs, og jeg har heller ikke kunnet finde det som dens navn nogen steder. Dette skyldes nok blandt andet, at der ikke har været brug for at kalde denne halvø noget. Det hele er jo en del af Oreby Gods.

 

Det var altså en helt særlig lukket verden, jeg var barn i. Og dog. For der var jo dengang en livlig skibstrafik på Sakskøbing Fjord. Og da jeg begyndte at lege med kammerater, var flere af dem børn af fiskere, der boede i Strandhusene på fjordens nordøstlige bred, og nogle af mine kammeraters storebrødre var rigtige sømænd. Hvortil kom, at havnelods Svanes to sønner Sven Erik og Ejnar efterhånden blev mine vigtigste kammerater, så at jeg sprogligt og kulturelt levede mange timer om ugen i noget, der godt kan kaldes et Marstal-skippermiljø (se indskuddet efter dette afsnit). For så vidt angår min barndoms verdens kun delvise lukkethed er det helt afgørende i denne forbindelse dog selvfølgelig, at jeg på den måde kom til at følge ret direkte med i skibstrafikken til og fra Sakskøbing. Jeg har for mange år siden hørt, at der skulle gå en arm af Golfstrømmen ind i Smålandshavet. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Og jeg ønsker heller ikke, eventuelt at få det afkræftet, for det er et stærkt billede på, hvordan det vand, min verden var lukket inde af på tre sider, i virkeligheden var vejen ud til resten af jordkloden. I isvintre kunne man i øvrigt gå fra Askø til Hyldehus, hvad jeg ved man har gjort. Og hvert efterår så jeg de sorte roepramme fra øerne blive bugseret til Sakskøbing. Vandet omkring os var altså allerførst selve Smålandshavet, det vand, der bandt min slægts-baggrund sammen.

 

Nøddehegnet med brombærrene

varmes af solen fra vest

før det går over i skovens dunkelhed

vejen lyser gult mod den næste skov

og bag den store mark

glimter fjorden mod fjerne lande

drengen står lykkeligt stille

i altings her og nu.

 

INDSKUD 04.06.12: Jeg har på en slægtshjemmeside fundet nogle oplysninger om lodsfamilien. Havnelods (mon det er den rigtige stillingsbetegnelse?) Hans Albert Svane blev født den 14. februar 1912 i Marstal på Ærø, og hans kone Dagny Valborg f. Klausen blev født den 23. juni 1916 i Ommel (må være Marstal Sogn, Ærø; filialkirken Ommel Kirke blev indviet 06.05.1894). Fra hvad jeg husker - herunder de billeder af skibe, der hang på væggene i lodsboligen - mener jeg, at lods Svane havde været skibskaptajn (eller tilsvarende; det er jo også en forudsætning for, at man kan blive lods). Og man talte i familien, hvad der i hvert fald for mig, og rigtig dejligt, lød som ægte marstalsk. Altså en rigtig Marstal-familie. - Sven Erik Svane blev senere gift med Kirsten Christensen, som også gik i Oreby Skole (mere eller mindre i klasse med mig), og hvis bror Ole ("Ole Dyk") er en af de drenge i vores lege-flok, jeg virkelig husker. Han blev kaldt Ole Dyk, fordi han først kun kunne svømme under vandet - men gjorde det.

 

Men rent landgeografisk var det jo den yderste afkrog, jeg var født i. Man skulle køre to en halv kilometer for at komme ud på Orebyvej og derfra yderligere fire kilometer for at komme til Sakskøbing. Og socialt var det også godset, der var verden. Selv lodsstationen var ejet af godset. Det var først, da jeg kom i skole, jeg fik kammerater, der ikke havde noget med godset at gøre.

 

Efterhånden som jeg blev klar over, at min far var funktionær på dette gods i fjerde generation, blev dette forhold understreget - samtidig med, at der på et tidspunkt også kom den kontrast ind i det, at jeg begyndte at høre noget om, at min mor jo var ”fribåren bondedatter”. Men det er naturligvis først bagefter, jeg er blevet rigtig bevidst om dette. Det gælder også hele rangordenen på godset. For sådan var verden jo. Og blandt os børn legede alle med alle, fra administrativ godsforvalters søn og nedefter. Dog ikke baronens børn; de gik rundt i periferien med deres nurse. Selvfølgelig har også jeg tidligt haft en mere eller mindre bevidst fornemmelse af, at der var en rangorden, men jeg husker først og fremmest forholdet mellem os gods-børn som et stort fællesskab.

 

 

1944-1951. Morgenens spejlklare strand

 

Sidst i 1944 (eller altså måske i begyndelsen af 1945) flyttede vi fra Hyldehus til Oreby Kro - der naturligvis også ejedes af godset, og som baronen havde spurgt om min mor ikke godt ville drive. Og det ville hun, med min far som mandlig støtte samtidig med, at han forsat var skovfoged. Her begyndte - og sluttede - hvad der i alleregentligste forstand var min barndom. Det er også derfor, jeg, efter nogen overvejelse, har sat ordene fra Grundtvigs digt (jfr. DDS 561,3) som underrubrik over dette afsnit. Det er nemlig ikke bare et velegnet, ja, altså måske lidt for velegnet, titelcitat; det er simpelt hen sådan, at det er Sakskøbing Fjord med Maltrup Skov på den anden side, jeg ser for mig, hver gang jeg læser eller synger disse ord, et tydeligt tegn på, at min barndom i Oreby i meget bogstavelig forstand har været ”barndommens paradis” for mig.

 

Himlen hvælver sig højt og blåt

uendelig fjernt rundt om alt

kun til stede i fjordens spejl

men skoven svulmer bag strandengen

og lægger sit billede ovenpå

så blikket slår ned og slår op igen

hen over toppene om på den anden side

fulgt af drømmens syn bag mit øje

hvor jeg nu går mod himlens kant

over åbne ukendte marker.

 

[Jeg er også en smule usikker med hensyn til 1951 som det år, hvor denne periode slutter, men var det ikke i 1951, min mor og jeg flyttede fra Oreby, hvad jeg altså mener er langt det mest sandsynlige, må det have været i 1952]

 

Bortset fra den genetiske udrustning, jeg er blevet født med, og de påvirkninger, jeg som helt lille, og altså uden at kunne huske det, har fået i Hyldehus-tiden, er det disse ca. syv år på Oreby Kro, der udgør den grundlæggende del af mit liv. Og det er, for så vidt angår disse erindringers særlige formål, uden egentlig betydning, hvor interessant eller ej, det, jeg kan fortælle fra disse år, er. For det er mine første og grundlæggende år, den første del af mit ”livs-rør”, den første del af min direkte berøring med Tilværelsen. Og at noget tilsvarende gælder for alle mennesker, er kun endnu en pointe. For så er disse år altså ikke bare min særlige personlige begyndelse, men også min særlige del af det fælles menneskelige. Det er jo for det første fælles for alle mennesker, overhovedet at have været barn, og det er for det andet fælles for alle mennesker at have sin særlige, personlige barndom.

 

Alle store sandheder er banale, men det bliver de ikke mindre sande af. Og i den minimalisme, der i alle henseender er mit udgangspunkt, spiller de forhold, jeg her peger på, en ganske særlig rolle. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvor Grundtvig kunne pege på de gamle myter som drømmene fra menneskeslægtens og folkenes ungdom, må jeg - i hvert fald i udgangspunktet - nøjes med at forholde mig til oplevelserne og drømmene fra min egen barndom og ungdom.

 

Jeg kunne her gå ind i nogle længere overvejelser over det forhold, at der er en lang række ting, man engang kunne (eller mente at kunne), men som man ikke kan nu (eller ikke mener at kunne nu). Men jeg vil nøjes med at sige, at jeg på den ene side er en af de første til at hævde, at der fx er ting, Grundtvig i sin tid kunne, men som jeg ikke kan nu, men at jeg på den anden side er så skeptisk, at jeg også finder det værd at overveje og undersøge, hvor grænsen går mellem det, der virkelig er umuligt nu, og det, man bare mener er umuligt nu. I hvilken forbindelse det afgørende naturligvis er, hvad der er årsagen til, at der fx virkelig er noget, der var muligt i 1800-tallet, men ikke var muligt i 1900-tallet og ikke er muligt i 2000-tallet. Disse overvejelser og undersøgelser må jeg imidlertid foretage i anden sammenhæng. Det afgørende i sammenhængen her er, at det faktisk er blevet sådan for mig, at minimalismen er blevet mit vilkår, så at mit eget liv, og ikke mindst min egen barndom og ungdom, er blevet grundlaget og udgangspunktet på en helt særlig måde. Men jo så også ”gennemgangspunktet”, dvs. det punkt, jeg går igennem ud til en helt ny betragtning af virkeligheden i øvrigt, hvorunder det nok kommer til at vise sig, at der alligevel er en hel del ting, man (også) kan nu. Hvilket selvfølgelig er noget helt andet end bare uden videre at gentage, hvad der tidligere har været gjort. - Men nu er det altså min barndom i Oreby, det skal dreje sig om!

 

Når jeg siger, at oplevelserne og drømmene fra min egen barndom og ungdom - i hvert fald i udgangspunktet - er den ”mytologi”, jeg må nøjes med at forholde mig til, er det ikke hele sandheden. For dertil skal lægges hele den ”mytologi”, som udgøres af Anden Verdenskrig og situationen omkring og efter den, herunder de dermed forbundne danmarks- og verdenshistoriske perspektiver. Jeg har ofte sagt til mine børn - og efterhånden også til mine børnebørn - at Anden Verdenskrig er noget helt særligt, så at når vi fx ser krigsfilm fra Anden Verdenskrig, så skal vi selvfølgelig spørge os selv, om det overhovedet er noget, vi bør gøre, altså overhovedet se krigsfilm. Det har altid været min betingelse for at se krigsfilm, og i det hele taget beskæftige os med emnet krig, at vi altså for det første altid skulle stille dette spørgsmål til os selv, og at vi for det andet skulle trække de etiske perspektiver op. Og hvad Anden Verdenskrig angår, betyder dette, at der i, vil jeg mene, helt enestående grad var tale om kampen mod det onde. Alternativet havde jo været nazismens sejr i hele Europa, ja, mere eller mindre i hele verden. Og det betyder igen, at begivenhederne under Anden Verdenskrig kommer til at antage mytiske dimensioner og kvaliteter. Hvilket også kommer til at gælde de drømme om en bedre fremtid for både Danmark og hele verden, der prægede de første tyve år efter krigen. Desværre var der dog også Sovjetunionen og kommunismen, og det betød, at efterkrigsoptimismen og fremskridtsdrømmene blev ledsaget af et nyt billede af sådan set også mytologisk karakter.

 

Jeg skal ikke udfolde dette videre her. For jeg vender tilbage til det, bla. i forbindelse med den professionelle beskæftigelse med Sovjetunionen og kommunismen, der blev tale om for mit vedkommende - fra efteråret 1962 til i dag. Jeg vil kun sige så meget, at vel kan kommunismen tage sig kønnere ud i teorien end nationalsocialismen (det er der vel nærmest ikke noget der ikke kan), men i praksis er der ikke den store forskel. Jeg vil derfor afvise al tale om, at ”kommunistforskrækkelsen” under Den Kolde Krig var overdreven. (Det eneste skulle være, at man i NATO og dermed i dansk politik og i det danske forsvar - for at man ikke skulle tabe gejsten - nok talte så lidt som muligt om kommunistimperiets mange og store svagheder; men derom mere senere). I mine Oreby-år var det dog foreløbig så godt som udelukkende Anden Verdenskrig, der udgjorde, hvad jeg her kan kalde den ”historisk-mytologiske baggrund. Hvad jeg direkte kan huske om Den Kolde Krig, stammer stort set fra tiden efter Oreby.

 

Strømafbrydelsen i forbindelse med en våbennedkastning, og fejringen af 4. maj har jeg allerede nævnt. Men jeg kan også huske, at jeg fik en tyskerbajonet af en af mine kammerater, og at en anden af mine kammerater havde en tyskerhjelm. Og navnlig kan jeg huske den opsigt, det vakte, da fisker- og arbejderbørnene fra Strandhusene begyndte at gå i hvide silkeskjorter - syet af den britiske faldskærmssilke fra våbennedkastningerne i Maltrup, som deres fædre og brødre havde deltaget i.

 

Jeg kan også huske, at jeg var bange for flyvemaskiner. Jeg havde hørt så megen tale om luftbombardementer og så mange historier om luftkampe over Lolland, hvor fortælleren fx havde måttet smide sig i vejgrøften, mens maskingevær- eller maskinkanonprojektilerne fløj omkring ham, at det forhold, at flyvemaskiner kunne være farlige, åbenbart har fået det til at fortone sig for mig, at krigen faktisk var forbi. I en drengs fantasi kan tingene jo i det hele taget godt løbe noget sammen.

 

Min mor fortalte, at hun den 9. april 1940 havde passet en landtelefoncentral på det sydligste Falster og på et tidspunkt ville ringe til nogen for at høre, hvad det var der foregik, men kun havde en død telefon; linjen var for længst afbrudt. Kort efter så hun de tyske kolonner passere forbi. En af de tyske enheder, undersøgte indkvarteringsmuligheder i den købmandsgård, hvor hun var ansat; men den blev heldigvis fundet for lille. Nogle lokale folk ville prøve at stille en hesterive på tværs af vejen for at bremse tyskerne. Under mottoet: ”Har vi nu ikke drevet den forbandede hvad-kan-det-nytte-politik længe nok?”. Men det havde Mor - med rette - kun hovedrysten til overs for.

 

Om min egen families deltagelse i begivenhederne ved jeg, at min far, der var løjtnant af reserven, den 29. august 1943 prøvede at slutte sig til den danske forlægning på Berritzgaard, der ikke ville lade sig afvæbne af tyskerne. Men det kom som bekendt ikke til kamp. Og jeg ved, at min far og mor en tid havde haft en modstandsmand, der var gået under jorden, boende på Hyldehus. - 28.03.12: I den nekrolog over min far, jeg netop har sat (allernederst) på undersiden "Erindringer - BILAG", skriver "N.S.M.", at min far "nu under sidste verdenskrig" var "en glødende frihedskæmper". Og det lyder jo fint. Jeg ved bare ikke, hvad der ligger i det, og hvad forfatteren bygger det på.

 

Jeg ved også, at min halvbror (Bror Poul) den 9. april 1940 som løjtnant af reserven havde været ordonnansofficer eller adjudant ved en artilleriafdeling, der åbenbart var kommet ud og var gået i stilling, og blandt andet havde fået den opgave at køre rundt og videregive ordren til at aflade våbnene. Senere blev han, så vidt jeg ved, meget aktiv i modstandsbevægelsen. Det første, jeg selv kan huske, er, at han var kompagnichef i Hjemmeværnet.

 

Min halvsøster Esthers mand Anders var politimand i 1944, hvor politiet blev taget, og kom til at tilbringe otte måneder i tysk koncentrationslejr. Engang jeg besøgte dem i København, viste han mig sine hjemmeværnsting, idet han sagde: ”Det skal jeg ikke prøve én gang til!”. - Anders havde i øvrigt aftjent sin værnepligt i Livgarden, og han fortalte mig langt senere, at han havde haft kaptajnløjtnant Schalburg som kompagnichef. Om hvem han i den forbindelse kun havde godt at sige, en forbilledlig officer. Anders sagde intet om, at Schalburg allerede dengang var nazist (og altså ikke kun var drevet af had til sovjetkommunismen). Samtalens udgangspunkt havde været brugen af Schalburgs navn i ”Schalburgkorpset” og hans tjeneste i Waffen SS på Østfronten, og det, Anders ville sige, var dels, hvordan han selv faktisk havde oplevet kaptajnløjtnant Schalburg, dels, at her havde man et stærkt eksempel på gode egenskaber i en dårlig sags tjeneste. - I øvrigt er det af en vis kirkehistorisk interesse, at min gode ældre svoger Anders var søn af kirkehistorikeren P. Severinsen og (jeg kan ikke umiddelbart sige nøjagtig hvordan) i familie med præsten og modstandsmanden Tage Severinsen og dennes søn højskoleforstander og senere provst Helge Severinsen. Anders har fortalt, at han i høj grad husker sin far, som en, der stod ved sin pult og skrev.

 

Men der blev jo i det hele taget snakket meget om krigen og besættelsen. Det var virkelig noget, der fyldte. Og til at begynde med troede jeg, at det havde været ”alle mand som én” mod de onde tyskere. Men efterhånden hørte jeg jo også om, at den og den havde været på den forkerte side. Og det første indtryk af, at modsætningerne havde været virkelig store, fik jeg, da jeg (måske allerede i Oreby-tiden) i Sakskøbing Bio så en af de første dokumentarfilm om besættelsestiden. Jeg forstod det selvfølgelig ikke rigtig. Men jeg har den dag i dag klangen af kommentatorens stemme i ørerne, og jeg kunne allerede dengang fornemme, at den bitterhed, der lå i den, ikke kun gjaldt tyskerne. - Kan det have været en senere visning af ”Det gælder din frihed” fra 1946? Eller kan det (nok mere sandsynligt) have været den harmoniserende ”De fem år” fra 1955? Hvor jeg så har hørt noget af klangen fra ”Det gælder din frihed”. - Jeg henviser her til internetudgaven af Karsten Fledelius’ artikel om ”Det gælder din frihed” og andre film om besættelsestiden: http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/andenverdenskrig/3.html.

 

Min far havde som sagt været løjtnant af reserven - i feltartilleriet. Og alt, hvad jeg har hørt min mor og andre sige, og et par ting, jeg har læst om min far, tyder på, at han har været meget stolt over det. Efter alt at dømme har han været en god godsfunktionær-nationalkonservativ. Min mor sagde altid: ”Din far var en god dansk mand” (det står der også ordret i den nekrolog over ham, jeg 28.03.12 satte på undersiden "Erindringer - BILAG"). Han var, så vidt jeg ved og husker, blevet kornet allerede i 1912, og da han (som den første af flere gange) blev indkaldt til tjeneste i sikringsstyrken under Første Verdenskrig, blev han udnævnt til løjtnant. Jeg har et billede af ham, hvor han står på en mark med sine folk og sine 75 mm kanoner. Og jeg har den dag i dag to tomme granater fra dengang stående på mit skrivebord, den ene som lampe. I flere år havde vi også hans sorte artilleriofficersuniform med løjtnantsepauletter.

 

Min mor gjorde meget ud af at fortælle mig om min far, så han kunne være så meget som muligt med i mit liv. Men der var også en anden arv, som kom til at betyde en del for mig, nemlig Arne Stevns’ i 1942-43 udgivne bog om landmilitæret på dansk grund fra stenalderen til besættelsestiden: ”Vor Hær i krig og Fred”. Den lå jeg tit på gulvet og læste - dvs. så billeder - i. Og der var mange for en dreng spændende billeder. Men jeg husker også en ganske bestemt situation, hvor jeg lå på gulvet i vor dagligstue på Oreby kro og kiggede på Rosenstands billede af 8. Brigades modangreb den 18. april 1864. Jeg blev opmærksom på den soldat i første række, der var blevet ramt af en kugle og havde sine arme strakt lodret op med geværet i højre hånd. Det var første gang, det virkelig gik op for mig, hvad det kunne medføre at være soldat i krig, og jeg sagde til Mor: ”Jeg vil aldrig i krig!”. ”Det kan du blive tvunget til”, svarede hun. Måske har hun også sagt noget om, at man skulle være rede til at ofre sit liv for fædrelandet. Jeg er ikke sikker. Men det lå jo i det hele, såvel i arven fra min far som i hele efterkrigsatmosfæren.

 

Den, der læser dette, tror måske, at jeg blev opflasket med en fæl nationalistisk og militaristisk ideologi. Men det er ikke tilfældet. Det afgørende for min mor var, som allerede sagt, at jeg skulle huske min far som ”en god dansk mand”. Jeg kan i den forbindelse nævne en episode, min mor har fortalt om. Det var tilbage i Hyldehus-tiden, hvor en tysk soldat var kommet og havde spurgt, om han kunne få noget at drikke. Jeg vil tro, han har kunnet noget dansk; min mor kunne i hvert fald ikke tysk. Og han fik et glas vand, hvorefter han spurgte: ”Hvorfor gør De det?”. Hvortil min mor svarede, at hvis hendes søn skulle komme til at være soldat i et fremmed land, ville hun håbe, at der også ville være nogen, der ville give ham et glas vand! Dette må karakteriseres som kvindelogik midt i det hele. Men det siger jo også noget om forholdet i det daglige mellem selv gode danskere og besættelsesmagten.

 

På Oreby Kro havde vi en radiogrammofon i dagligstuen, som var forbundet med en højttaler i restaurationen. En plade, jeg ofte hørte, var med sangen ”Vær velkommen, Englands Sønner; I forstår, / vi har venter jer i mange lange år” (citeret efter hukommelsen) - på melodien ”Du må få min sofacykel, når jeg dør”, eller jeg skulle måske snarere sige melodien fra den engelske soldatersang ”Yeepee Yah Yah - Yeepee Yeepee Yah”, er jeg nu blevet klar over.

 

Og jeg husker, at to små Royal Navy-fartøjer besøgte Sakskøbing, formodentlig et par minestrygere. Jeg mener, jeg så dem sejle forbi os ind ad fjorden, men jeg kan i hvert fald huske, jeg var ombord i et af dem inde i Sakskøbing Havn. Man kunne blandt andet komme op ad en lille trappe til en af de maskinkanoner, det var bevæbnet med. Og jeg var ikke den eneste, der var ivrig efter at komme derop. Jeg blev i hvert fald trådt hårdt over mine små fingre, som jeg havde på et af trinnene over mig. Men jeg gav ikke slip; jeg ville op til maskinkanonen. Jeg har senere sagt til mine børn, for at de skulle forstå stemningen dengang, at hvis Jesus selv var kommet gående på vandet, ville det nok ikke have gjort et meget større indtryk på mig end synet af disse to britiske krigsskibe. Jeg har selvfølgelig i den forbindelse sagt til børnene, at det ikke var for at være blasfemisk, og jeg gentager nu dette for min læser. Jeg skulle måske slet ikke have brugt denne sammenligning, men der er det seriøse i den, at jeg dermed har villet fortælle børnene, i hvilken grad vi betragtede englænderne og amerikanerne som næsten en slags guder. Også med en vis selvironi i tilbageblikket. Men det var bare sådan dengang.

 

Det meste af, hvad jeg ved om min far, har jeg gennem min mor. Og resten er en lille række enkeltbilleder. De vigtigste er:

 

Far tilser med røg og slør bihusene i køkkenhaven helt op mod Møllen (hvor Baronen boede).

 

Far slynger honning i udhuset. Jeg lægger fingeren i en bi og bliver stukket, men får også smagt nyslynget honning.

 

Far bærer mig en aften på armen ud i hønsegården og viser mig lysstrålen fra Vigsnæs luftfyr, som han forklarer mig om.

 

Far skælder mig ud og lægger mig i seng, fordi nogle kammerater og jeg har leget indianer-wigwam i de opstablede tagrør ude på det store flade stykke mellem vandet og vejen foran kroen. Der blev jo knækket en hel del rør.

 

Far og en anden mand er på harejagt på marken oppe ved Orebyvej. Mor sender mig ud med en besked. Jeg synes, jeg hører et hagl hyle i luften ude til højre. (Kan det have været min fantasi? Eller kan det have været en vild rikochet fra en sten på marken? De to jægere havde ryggen mod mig). Jeg løber hjem til min mor igen.

 

Far og jeg går i skoven. På vej ud til et hold skovarbejdere. Far synes jeg snubler for meget i grenene, og siger, jeg må se at få lært at gå i en skov. Skovarbejderne spiser deres mad. Vi sidder alle på nogle træstammer. Det er hyggeligt. Jeg får lov at drysse lidt savsmuld ned i den enes nytændte pibe.

 

Far sidder ved bordet i dagligstuen og underviser to skovfogedelever. (Jeg tror, de hed Clausen og Mølgaard, men ved jo slet ikke, om jeg har stavet rigtigt her). Jeg ligger på gulvet og følger nøje med.

 

Senere, også så sent, at jeg selv kunne læse, studerede jeg selv i nogle af de bøger, der blev anvendt. Der var mange fine tegninger af måderne at hugge og save på og de dertil hørende rigtige arbejdsstillinger samt af veje og grøftesystemer. Jeg er ikke sikker på, jeg så mig selv som kommende forstmand, men jeg har nok haft et mere eller mindre bevidst ønske om at vide, hvad min fars arbejde havde bestået i. Og det var også simpelt hen spændende læsning. Men jeg har nu også prøvet at ”lege skovfoged”, fx ved at gå ude i skoven med en lille bog og ”give træerne karakterer” Tilsvarende læste jeg i øvrigt meget i en bog om hotel- og restaurationsdrift, der hed ”Vært og Gæster”. Et andet eksempel på, at jeg orienterede mig i mine forældres arbejde. (Johan F. Hilborg og Sv. Aa. Jeppesen (red.): ”Vært og Gæster. Haandbog for Hotel- og Restaurationsindustrien”, 1945).

 

Min mor har jeg jo haft hele tiden, så jeg har ikke på samme måde haft brug for at hente enkeltbilleder af situationer med hende frem. De første, der melder sig er fra kroens køkken, hvor jeg jo også nok selv har opholdt mig meget, når jeg var inde. Men mødre er der vel også bare. Og de billeder, jeg vil kunne hente frem, er vist ikke som sådanne, altså som enkeltbilleder, af særlig interesse i den vinkel, disse erindringer er skrevet under.

 

Men min mor var en stærk og handlekraftig kvinde, som dog også havde sans for at skabe gode, hyggelige og festlige stunder med personalet og med familien. Hun havde baggrund i Indre Mission - samt i den særlige, vist ikke så lidt sværmeriske vækkelse på Askø i pastor Fjord-Christensens tid (1902-1922). Hun gik ikke meget i kirke, men hun bad ”Jeg er træt og går til ro” med mig, når jeg var blevet lagt i seng, og påskemorgen var det hendes helt store glæde at høre påskesalmerne i radioen med messingblæserne fra Det Kgl. Kapel. Fra Mors side har jeg helt klart fået en kristen opdragelse. Det har ligget i luften og er kommet til udtryk i enkelte sætninger fra situation til situation. Senere har jeg været med til møder i Indre Mission og LYM - samt i en pinsefraktion, der hed Hvide Marker, og som nogle af vore bedste venner tilhørte. Engang efter Oreby-tiden kom jeg på en af Hvide Markers lejre for børn, hvor jeg da også blev omvendt. En lærerig oplevelse i betragtning af, at jeg senere skulle blive præst. Men jeg mener ikke at have taget skade af det. Jeg er hverken blevet sværmerisk eller oprørsk. Det var min mor heller ikke. Hun havde den baggrund og de venner, hun havde, men så ellers meget nøgternt og frit på det hele. I såvel religiøs som alle andre henseender er jeg opvokset i meget stor frihed. (Medens jeg skriver dette, sender jeg min mor en særlig minde-tanke; det er den 12. september 2008, 105-årsdagen for hendes fødsel).

 

Min fars religiøse standpunkt ved jeg ikke noget direkte om, men efter hvad jeg har hørt og kan tænke mig til, vil jeg tro, hans egentlige kristendom har kunnet ligge på et meget lille sted, formodentlig i tæt forbindelse med hans konservatisme og skovfoged-naturfølelse. Jeg burde måske slet ikke have skrevet dette. Men på en eller anden måde hører det jo med til min baggrund, at jeg faktisk har denne opfattelse!

 

Når jeg gennem stort set hele mit liv har haft en i praksis på mange måder konservativ holdning - men derom meget mere senere - kan det i høj grad skyldes, at jeg ikke har haft noget at gøre oprør mod. Jeg havde ikke nogen far at skulle gøre oprør imod, og der var ikke noget i min mors opdragelse af mig, der kaldte på religiøst eller kulturelt oprør.

 

Kroen var mit hjem, og der var ikke noget skarpt skel mellem, hvad jeg oplevede privat i familien, og hvad jeg oplevede i forbindelse driften af kroen. Det gjaldt i høj grad det fællesskab, vi havde med personale og leverandører, men det gjaldt også i forhold til gæsterne, blandt hvilke jeg især husker mere eller mindre lokale håndværkere og repræsentanter for Sakskøbings borgerskab, der kom kørende på cykel eller efterhånden i bil for at nyde en kop eftermiddagskaffe på kroen. Men der kom jo også gæster langvejs fra.

 

Jeg husker kroens hundredårsjubilæum i 1947, som blev fejret stort. Min mor, som altid har leveret sange til festlige lejligheder, skrev en flot sang, hvor der blandt andet var et vers om hver af de deltagende leverandører. Hun har bagefter fortalt, at hun havde papiret liggende, mens hun skurede gulv, og så føjede linjer og vers til, efterhånden som de kom til hende.

 

Sankthansaften blev der gjort meget ud af. Med et stort bål på skråningen ned mod fjorden lige på den anden side af vejen. Mor sørgede for - med hjælp fra min far - at få godt med nåletræsgrene i bålet, så gnisterne kunne stå flot op. I kroens gæstebog havde vi en flot tegning af vort sankthansbål, en begejstret gæst med tegnetalent engang havde tegnet. Men en senere sankthansaften, det har nok været efter min fars død og dermed den sidste, var der nogen, der havde læsset noget gammel våd tækkehalm eller lignende på bålet, så det hele endte i sort røg. Og netop den aften havde Baronen inviteret nogle gæster ned på kroen, for at de skulle se det flotte bål. Mor var rasende - og luftede gennem mere eller mindre hele resten af sit liv gang på gang dette traume.

 

Engang havde en mindre flåde af lystsejlere lagt til eller kastet anker ved Oreby Havn. Og de spiste på kroen. Det har nok også været i vor sidste sæson, for jeg havde fået en harmonika, som jeg kunne spille et par stykker på, blandt andet sømandssangen ”Solskin om bord”. Da en af gæsterne havde et ærinde i køkkenet, hørte han mig sidde og spille nede bagved. Han trak mig ind i restaurationen, hvor jeg kom til at optræde med de nok i alt tre numre jeg kunne. Hvor godt det har været, ved jeg ikke, men da jeg kun har været ca. syv år, har det nok vakt en vis begejstring, for min hue gik rundt og kom tilbage med en hel del penge i.

 

”Julemorgen var mit himmerig”, hedder det i Grundtvigs salme. Noget tilsvarende kan jeg ikke skrive om pinsemorgen i min barndom på Oreby Kro. For man kan jo ikke skrive i en salme, at ”pinsemorgen var ad Helved til”! Det ville nu også være noget af en overdrivelse, men jeg har faktisk ikke gode minder om pinsemorgen dengang. Folk, der havde været ude og se pinsesolen danse, kom - i mere eller mindre opløftet eller medtagen tilstand - og skulle have deres morgenkaffe, og både min mor og alle de andre havde travlt. Jeg husker, at jeg gemte mig ude i en slags kosteskab under en trappe, hvor jeg placerede min lille numse i en gulvspand og gav mig til at spise nogle kryddere, jeg havde hugget.

 

Jeg mener, jeg havde et godt forhold til personalet. Mon ikke også Stine (tror jeg det var) har tilgivet mig, at jeg engang lagde en skrubtudse, jeg havde fanget, op mod hendes lår under kjolen, mens hun stod og vaskede op? Først troede hun, det bare var Bents lille kolde hånd - men da den så begyndte at sprælle!

 

Engang fandt jeg på at tage et snapseglas i anretterværelset og samle de dråber af snaps, likør og lignende, der var tilbage i de målebægre, tjenerne og servitricerne brugte. På en eftermiddag kunne det blive til et halvt glas, som jeg så drak. En spændende cocktail. Men det var vist kun denne ene gang, for min mor forbød det. Hvad jeg i hvert fald nu godt kan forstå. Det var ganske små mængder, der var tale om, men det har selvfølgelig ikke set godt ud. Det vigtigste ved denne episode er også, at den er et eksempel på, hvor flinke alle var mod mig.

 

Jeg kan ikke altid huske, hvad der ligger før eller efter min fars død. Jeg ved heller ikke, om jeg har været værre end andre drenge. Men det kan da godt være, der er nogle af de ting, jeg har gjort, der på en eller anden måde skyldes, at jeg havde mistet min far. Jeg ved heller ikke, om jeg tidligt har haft den intellektuelle types trang til at vise råhed. Men jeg kan da huske, at jeg nød at være kendt for at gå med bare fødder hele sommeren, overalt, også ude i det før omtalte tagrør-stykke, så blodet flød. Tagrør-stubbe er virkelig hårde og spidse. Jeg kunne også godt lide at vise, at jeg kunne spise en levende reje.

 

Engang gik jeg ude i det flade vand mellem kroen og sejlrenden og prøvede at stryge rejer. På et tidspunkt fik jeg en ål i nettet. Men der var langt ind til land, og jeg havde ikke tænkt på at få taget en pose med til min fangst, så jeg tog den og puttede den ned i mine badebukser - hvor den dog ikke blev længe.

 

Men jeg skaffede rejer på en anden måde. Hvis der pludselig blev brug for rejer, kunne Mor sige til mig, at jeg skulle tage min cykel og køre ned til Reje-Madsen nede på havnen. Så gik han i hyttefadet og fyldte min lille cykelkurv med rejer, som Mor straks kogte i sin store gryde på det gamle brændekomfur. Rejerne skulle ikke lide ved at komme i vand, der ikke var spilkogende, så Mor smed altid et par håndfulde risbrænde på, inden rejerne skulle i.

 

Brænde var jo energikilden. Det kom fra godsets skove og var for vort private forbrugs vedkommende en del af min fars løn. Jeg husker, når Søren Hugmager (Søren Nielsen), hvis sønner senere blev mine gode kammerater, kom oppe fra Rørbæk med sin båndsav og sin kvashugger. Det var interessant at se på. Navnlig når kvashuggeren fortærede de lange grene under store dunk. Men engang væltede en stabel bøgebrænde ned over mig, mens jeg sad og så på. Der skete ikke noget særligt, men hvis jeg ser godt efter, kan jeg vist den dag i dag se resterne af det ar ved højre albue, et af de spidse bøgehjørner havde lavet.

 

Et endnu helt tydeligt minde fra et lille uheld har jeg på min venstre storetå. Jeg var med, da nogle var ved at ordne en af de der store buragtige rottefælder ude i udhuset. Og dels må jeg have fået fat i den og have stået og fumlet med den, dels var det så uheldigt, at der stak et stykke ståltråd ud fra et af de nederste hjørner. For lige pludselig opførte jeg en vild dans med rottefælden hængende fast i min storetå. Ståltrådsstykket var gået ind lige ved negleroden, og neglen har den dag i dag et spor af det - og lidt svært ved at holde sammen ude ved kanten.

 

Jeg var gode venner med skovkusk Winther. Jeg ved naturligvis ikke, om jeg staver rigtigt her, men han hed i hvert fald ”vinter”, for engang trak jeg ham ind i køkkenet og viste ham nogle sylteglas, idet jeg sagde: ”Se, Mor har syltet kirsebær til dig, Winther!”. Læseren kan selvfølgelig regne ud, hvad min mor havde sagt - og ment. Men jeg husker også, at jeg kørte med Winther ude ved en af skovene. Det var med en af de rigtig gamle hestevogne med skrå sider og store træhjul med en jernring omkring. Så skulle Winther have sig en snus, og jeg spurgte, om jeg måtte smage. Det måtte jeg. Winther tog nogle få korn fra sin dåse og lagde dem på mit bare lår, så jeg kunne pille dem op og putte dem i munden. Jeg kan ikke egentlig huske, hvordan det smagte, men dosis har vist været så tilpas lille, at det har bekommet mig ganske godt.

 

Alt arbejde i skovene foregik med hånd- og hestekraft. Så der var altid stille. De store kævler fik en særlig ”knibekrog” i (som jeg ikke ved hvad hedder) og blev slæbt ud til nærmeste vej af en hest. Jeg ved, at det var min fars store drøm, at der med mig skulle ske et løft i vor slægts forst-status. Jeg skulle være student, så jeg kunne blive skovrider. Student blev jeg, men endte som præst. Men det ville nok have glædet Far, at skoven også spiller en stor rolle i mit professionelle liv. Skal jeg virkelig tænke nyt, foregår det på de lollandske skovveje. Men når jeg hører motorsavene gå - for slet ikke at tale om de ”grantræshøstere”, der nu er kommet til - tænker jeg altid tilbage på ”skovens stille ro” i min barndoms Oreby. At jeg ofte meget fascineret har fulgt ”grantræshøsternes” arbejde, er en anden sag. Og at jeg godt kan unde skovarbejderne at være fri for at save med muskelkraft, er en tredje sag.

 

Der har vel været traktorer på godset i al min tid. Men til at begynde med, altså lige efter krigen, blev der også i vid udstrækning brugt heste i landbruget. Den ene længe på Oreby Avlsgård var fyldt med heste og den anden med køer. Jeg husker tydeligt, da godset fik anskaffet et antal flotte grønne og gule John Deere-traktorer med et lille dobbelt forhjul.

 

Kostalden husker jeg især fra, når jeg hentede mælk. Jeg kørte på min cykel med vor lille mælkespand og med nogle af de mælkemærker, de ansatte ved godset fik udleveret. (Lodsens havde også mælkemærker, men af en anden farve; de boede jo i et gods-hus, men var ikke ansat). Når jeg så kom op til kostalden, kørte jeg hen til en slags perron, hvor fodermesteren stod med en stor mælkejunge og et litermål på skaft, som han øste op med, når han havde fået mælkemærkerne.

 

Ikke langt fra hestestalden lå godsets smedje, som der altid lød spændende lyde fra, og hvor nogle af mine kammeraters fædre og brødre arbejdede. Godset havde også sit eget gartneri. Jeg husker, at jeg engang havde et ærinde på gartneriet og fik Gartner Pallesen til at give mig en tomat inde i et af drivhusene. Jeg ser endnu tydeligt for mig, hvordan han trak en fin lille lommekniv frem og omhyggeligt skar en stor tomat af til mig. Det er mit livs tomat. Jeg mindes den situation, hver gang jeg er ved mine egne tomater ude ved vestmuren af vort hus her på Luskebakken øst for Holeby.

 

Der var altså mange ansatte på godset, og dertil kom de ikke-ansatte på Lodsstationen og i Strandhusene. Så vi var også mange børn. Uden sammenligning i øvrigt - ja, virkelig uden sammenligning i øvrigt! - kan man sige, det var én stor børnehave. Men altså med et kæmpe areal - og en næsten grænseløs frihed. Jeg misunder virkelig ikke vor tids børn. Vi havde ikke råd til at købe eller ”gå til” noget. Men bortset fra det havde vi alt. Og når vi ikke kunne eller ville lege ude, kunne vi altid gå hjem til en af os. Der var næsten altid en mor hjemme. En ganske særlig rolle kom Lodsstationen og fru Svane til at spille. En gæstfri, flink og myndig dame, under hvis opsyn man både havde det godt og havde godt af at være. Men jeg mindes også andre gode hjem, avlsgodsforvalter Lyngbys, hovmester Hansens (hvis datter Dagny jeg legede en del med) og nogle af Strandhusene. (Jeg tager fortsat forbehold for alle navne og deres stavemåde).

 

Vi legede ofte krig. Men jeg tror ikke, det havde meget med den netop overståede verdenskrig at gøre. Og jeg mindes ikke, at vi specielt legede Anden Verdenskrig. Men det kan eventuelt have været, fordi der ikke har været nogle, der ville være tyskerne. Enten var vi bare to hold, der kæmpede mod hinanden, eller også blev det efterhånden danskere mod russere. Det sted, de fleste slag blev udkæmpet, var en stor mark nord for bugten ved Oreby Havn, hvor angriberne gik i land fra fjorden, og hvor en af de sidste forsvarslinjer var hegnet ind til avlsgodsforvalterens køkkenhave.

 

Jeg var desværre ikke med, da man (vist efter at jeg var flyttet til Rørbæk) lavede en stor landgangsoperation med i hvert fald én robåd som landgangsfartøj. Men jeg var til gengæld med, da vi i 1949 udnævnte en drivpram, vi havde fundet, til at være ”Hugin”, altså den kopi af Gokstad-skibet, som det år sejlede fra Danmark til England. Og da var det selvfølgelig vikinger, vi legede. Med dramatiske følger. For vi små knægte gjorde alt for at se drabelige ud, med store træsværd og -skjolde. Og det har åbenbart irriteret nogle ældre drenge, som overfaldt og maltrakterede os. Jeg fik blandt andet en slags træheste-tur på et stort økseskaft.

 

Vi måtte trække os tilbage til godsets store magasin lige ved siden af kroen. Men de store drenge fulgte efter og kom op ad trappen til overetagen, hvor vi havde søgt tilflugt. Og da var det, jeg fik øje på nogle bøtter med tjære - som jeg jo vidste man i gamle dage havde brugt mod fjender, der stormede en borg. Heldigvis tænkte jeg ikke over, at det skulle være gloende tjære, så jeg nøjedes med at dyppe et gammelt kosteskaft i tjæren og lade den dryppe ned over den angribende fjende. Resultatet var, at hele trappen blev fyldt med tykke tjærepletter, og at Oreby Skoles bambus-svømmebøjlestang, som havde sin plads dér i magasinet, også blev smurt godt ind i tjære; den havde vore angribere nemlig fundet og taget i brug som afværge-våben mod mit kosteskaft. Da jeg var begyndt at gå i skole og svømmebøjlestangen var kommet til at hænge i cykelskuret, mindedes vi ofte denne kamp - med en blanding af stolthed og flovhed. For det endte selvfølgelig med, at jeg fik en endefuld af min stakkels mor, som jo var ansvarlig over for godsforvaltningen og Baronen.

 

Men det var ikke kun krig, vi legede. Vi legede også politi, hvorunder vi udviklede et ret avanceret kommunikationssystem, en slags optisk telegraf. Og vi foretog nogle vældige guldgraverekspeditioner ud ad fjordens østlige bred. Nogle steder var der i lerbrinkerne nogle forvitrede stenklumper med en del glimmer i. Det kaldte vi ”guldbronze”, og vi samlede det i sække og gik hjem og gravede det ned som en skat.

 

I disse ekspeditioner indgik den manddomsprøve, som det var at klatre op i det store sømærke ude ved Stensore. Det var altså til tider ret farlige ting, vi gjorde. Men hvad nu det at sejle rundt på fjorden i robåde angår, skal man for det første være klar over, at vandet er ganske lavt uden for selve sejlrenden, og for det andet, at flere af deltagerne var børn af fiskere og sømænd. Det var simpelt hen et udtryk for, at allerede sådan nogle ganske små danske drenge som os ”plaskede hjemmevant til søs”.

 

Og vi var under ledelse af et par ca. tre år ældre drenge, avlsgodsforvalter Lyngby(e)s søn Erik og lodsens søn Sven Erik. Den ubestridte leder var Sven Erik - der da også endte som linjeofficer i hæren. Erik blev reserveofficer. Jeg selv kom efterhånden til at fungere som næstkommanderende i en hel del tilfælde. Og moralsk kan man mene, hvad man vil, om disse krigs-, politi- og vikingelege, for det er jo utvivlsomt noget, der ligger i generne, og desuden var det helt klart gode, meget udviklende lege med en høj grad af organisation og disciplin. Og vi kunne da også lege lodstjeneste, hvor en af os fx sad oppe i et af de høje træer ved lodsstationen og meldte om skibstrafikken på fjorden gennem en af de tændstikæske-og-sytråd-telefoner, børn lavede sig i de år. Sven Eriks videre betydning for mig personlig vender jeg tilbage til.

 

GULDGRAVEREKSPEDITIONEN

 

Vi gik ud langs fjordens østbred.

Det var en guldgraverekspedition.

Nogle steder i brinken

var der noget forvitret glimmer,

som godt kunne ligne guld.

Det samlede vi i vore små sække,

mens et skib sejlede udad,

måske mod Amerika,

hvor det rigtige guld var.

 

Da vi kom til det store sømærke,

gjorde vi holdt

og kravlede op i det.

Nogle af os i hvert fald.

Det var en manddomsprøve.

Flere af os skulle jo senere

blive soldater,

og andre dage øvede vi os i at

nedkæmpe fjendtlige landsætninger,

selv om vi ofte måtte

take a last stand i hegnet til

godsforvalterens køkkenhave.

 

Men vi gik videre

ud mod det åbne vand

og den disede himmel

for til sidst at forsvinde

i fremtiden.

 

Vi legede også krig indendørs - med blykrigsskibe og plastiksoldater. Også på en meget organiseret måde, med udnyttelse af gulvtæppernes mønstre, møbel-ben og byggeklodser. Men de samme principper blev udnyttet til fredelig leg med vore legetøjsbiler og bondegårde. Her lavede vi hele små samfund, hvor der blev drevet handel og andre aktiviteter. Alle vore lege var præget af organisation og fantasi - med Sven Erik som drivende og ledende kraft.

 

Og ellers færdedes og legede vi, som børn i øvrigt gør. Vi færdedes meget på havnen, hvor vi fulgte med i, hvad fiskerne lavede, bla. når de ”barkede” garn i den særlige ”gruekedel”, der til formålet stod midt på havnearealet, som vel i øvrigt er en gammel kunstig halvø. Mellem den og den mark, hvor de fleste af vore store slag stod, ligger en meget lavvandet bugt, hvis bredder nok er hovedleverandør til den dejlige lugt af rådnende tang. Men det var også spændende at stå og se på, når de rodede med de små kutteres encylindrede motorer.

 

Vi svømmede efterhånden også - eller prøvede at lære det. Og vel holdt vi øje med hinanden, men engang var jeg lige ved at komme galt af sted, mens jeg var alene henne ved det ydre hjørne af bolværket. Jeg var kommet ud på kanten af sejlrenden. Men stående på tåspidserne og med vand til læberne lykkedes det mig at tage så gode svømmetag med armene, at jeg kom ind på lavt vand igen. Den situation mindes jeg tit.

 

En af drengene fra Strandhusene blev kaldt Ole Dyk, fordi han kun kunne svømme under vandet. Ham har jeg et særligt minde om. Jeg så ham gå rundt nede i vejgrøften, der hvor vejen fra kroen svinger op mod Orebyvej. Og jeg spurgte, hvad han lavede. Han var ved at plukke en buket violer til sin mor. Så vidt jeg husker, blev han senere sømand, vist maskinmester. Jeg husker også børnefødselsdagene - hos både høj og lav. Der var virkelig et fællesskab mellem alle os gods-børn. Og disse små ting er vigtige. For vel mindes jeg, som det kan ses her, vore mange spektakulære lege, men den almindelige færden med alle de små almindelige oplevelser og hele den almindelige snak sammen har selvfølgelig spillet en helt afgørende rolle i det folkelige grundlag for mit liv.

 

Og selvfølgelig var der tale om et folkeligt, dvs. lollandsk og dansk grundlag. Men jeg gentager, at Oreby Gods, som jeg oplevede det, var et meget lille og lukket samfund. Hvordan jeg også senere kom til at leve en rand-tilværelse, vil jeg fortælle om i de følgende afsnit, men hvad selve min barndoms miljø angår, har jeg lyst til, allerede nu at citere pastor Boysen, som i øvrigt, da jeg blev født, var sognepræst på Askø, hvorfra han, mens jeg var lille, besøgte os i Hyldehus, og som desuden senere blev Annas og min husven i anden generation. Det kommer der mere om i Døllefjelde-kapitlet, og det var netop på et tidspunkt i vor Døllefjelde-tid, Boysen sagde, hvad Anna og børnene og jeg senere har citeret så mange gange: ”Bent, du snakker så meget om, at du er gammel lollik, men glem ikke, at du er født og opvokset på Guldborgland!”. Eller jeg kan citere min provst i det meste af Døllefjelde-tiden, sognepræst i Radsted Nils Roland, der til at begynde med var præst i tresognspastoratet Radsted-Slemminge-Fjelde. Han skrev i kirkebladet eller avisen, da Slemminge-Fjelde blev selvstændigt igen: ”Det gik da fint i mit gamle tresognspastorat, men Radsted Mose er dyb!” (citeret efter hukommelsen). Jeg har i øvrigt hørt, at en skotsk skipper for nogle hundrede år siden skal have krydset fortvivlet rundt i Guldborgsund, fordi han ikke kunne finde indsejlingen derfra til Sakskøbing. Måske er det kun en anekdote, men den er alligevel god! Og når man se på et moderne kort, kan man godt se, hvad der er tale om. I øvrigt har man også engang kunnet sejle til Døllefjelde - som til mange andre kirkelandsbyer på Lolland.

 

I dag går diskussionen om, hvor meget vi danskere lukker os inde i forhold til den globaliserede verden. Men endnu i min Døllefjelde-tid var Radsted Mose altså en virkelig grænse. Som formanden for Døllefjelde menighedsråd sagde, da jeg foreslog, at vi koblede os på kirkebladssamarbejdet i Sakskøbing Kommune: ”Hvad kommer dem i Sakskøbing os ved?”. Eller som samme formand engang i 1970’erne sagde om forholdene i den (efter kommunalreformen i 1970) nye Nysted Kommune: ”Hvad skal de sidde nede i Nysted og bestemme over os for?”. Der er her tale om en virkelighed, som café-klassen i København ikke har fantasi til at forestille sig. - Men nu tilbage til Oreby i 1940’rne.

 

Jeg har også mange erindringer om, hvordan jeg for mig selv oplevede disse gode år. Jeg har endnu den dejlige blandingslugt i næsen fra fjordens rådnende tang og de store poppeltræer ved det før omtalte magasin (acetylsyre). Og jeg husker en morgen, hvor jeg var løbet i nattøj ud på vejen mellem kroen og fjorden og bare gik længe dér med mine bare fødder på den varme asfalt og nød og oplevede. Og navnlig husker jeg en tidlig sommerdag, hvor jeg pludselig blev så glad, at jeg gav mig til at løbe rundt med udbredte arme på den store græsplæne i kroens have. I noget af en sproglig krydsning er denne situation altid kommet til at stå for mig, når jeg i det første afsnit af Johs. V. Jensens myte ”Fusijama” har læst ordene om, hvordan han i søvne ”løb så fuld af Glæde”, at han ikke kunne blive liggende ned. Men der er altså tale om en - dobbelt - krydsning; for det, der var tale om for mig dengang, var jo dels, at jeg løb, fuld af glæde, dels, at jeg løb mig fuld af glæde, altså samlede glæde op i mine arme sammen med den luft, jeg løb op. Men jeg var selvfølgelig løbet fuld af glæde i Fusijama-betydningen, allerede inden jeg selv begyndte at løbe.

 

Det er oplevelser som disse, ja, hele min samlede oplevelse af at være barn i området omkring Oreby Kro, der står for mig som det allervigtigste fra den tid. Som det allerede er fremgået, er der i høj grad tale om simple sansninger. Synet af fjorden ud mod Smålandshavet og over mod Bandholm. Maltrup Skov på den anden side af fjorden lige over for kroen. De store marker op mod Stensore og Rodsnæs. Grusvejene langs hegnene ind til skovene med vist både brombær og hasselnødder og med solen stående ind fra syd og vest. Og så er der alligevel ikke bare tale om en lukket verden. Allerede skovbrynet på den anden side af fjorden trak i min drenge-længsel. Og ude bag Smålandshavets horisont lå den store verden. For mig er Oreby både rod og horisont.

 

Verden står mælkeblå

helt uden forskel

og fra sit sted over alt

breder solen varmen jævnt

så tangens søde rådnen

går i ét med poplernes

endnu smerteløse acetylsyre

alt er ét og her

indtil skovbrynet spejler sig i fjorden

og i mit bryst trækker længsel ud

mod fjerne steder.

 

Under den særlige vinkel, jeg anlægger i disse erindringer, kan betydningen af disse Oreby-år som mine egentlige barndomsår, gøres op på den måde, at der altså for det første er tale om min barndom, det, at jeg som alle andre mennesker har haft denne første periode af mit liv. Og i det minimalistiske syn, jeg i det hele taget har, spiller dette helt almindelige forhold som sagt en særlig rolle. I hvert fald grundlæggende. For det er i virkeligheden stærkt begrænset, hvor meget jeg helt bevidst og direkte går tilbage til netop disse første år, når jeg tænker og arbejder professionelt.

 

Hvad angår det særlige indhold i den barndom, jeg har haft, må jeg allerførst pege på det forhold, at den altså står i en paradisisk glans for mig. At jeg så tidligt mistede min far, betyder i den forbindelse ikke noget. Den sorg og det savn ligger i en anden dimension. Og de mere praktiske konsekvenser af min fars død, især for min mor, som nu stod alene med mig, begyndte jeg først rigtig at mærke, da vi var flyttet fra Oreby. Min barndom i Oreby som sådan var af paradisisk karakter, betingelserne, miljøet og den måde, jeg oplevede det hele på. Og jeg vil tro, at dette har en grundlæggende betydning for såvel mit overordnede kristelige og teologiske syn som det særlige ”livspoetiske” syn, der ligger bag det projekt, som også disse erindringer er en del af. Men altså hovedsagelig hverken mere eller mindre end netop grundlæggende.

 

Jeg bagatelliserer ikke ”det Ondes problem”. Men hvis jeg skal sige det kort og flot, er dét et problem, Jesus Kristus har taget sig af! Derfor har hele min tænkning - sagt med alt muligt forbehold og selvironi - en stærk karakter af, i denne forstand, ”herlighedsteologi”. Et af mine slagord er for eksempel: ”Ingen skal etikken dyrke, før livs-herlighed han så” (efter Grundtvigs berømte linjer: ”Derfor Ingen Korset gribe, / Før med Herren han opstod!”, GSV 312,11). Det Onde skal forsages og bekæmpes, også, og ikke mindst, inde i en selv, men det skal ikke dyrkes. Der skal fx ikke gøres æstetik af lidelsen. Under udfoldelsen af ”det kristeligt nødvendige livsengagement” skal man nok komme til at møde det Onde og lidelsen, og så er dette møde en afgørende del af forudforståelsen for det, man hører i gudstjenesten og læser i det teologiske studerekammer. Men det egentlige positive formål med livsengagementet er mødet med de elementer af skabelsens herlighed, der faktisk er til stede i denne tilværelse - uanset hvor meget smerteligere det Ondes angreb på dem bliver, uanset hvor meget mere skærende tilværelsens store dissonans bliver. Og der kan næppe være tvivl om, at min barndom i Oreby udgør et afgørende grundlag for dette syn.

 

Mere specielt har såvel natur-miljøet som det sociale miljø i Oreby utvivlsomt også haft grundlæggende betydning for min følelse og tænkning. Et lille stærkt miljø med åbenhed for længsel og med en stærk oplevelse af tilhør og sammenhold. Og et liv i direkte berøring med naturen: vandet, markerne, skovene - selv om der jo her i Danmark, især for markernes og skovenes vedkommende, altid i høj grad er tale om ”naturen som kulturlandskab”. Dertil kom den tætte forbindelse til det praktiske, virksomme liv alle disse tre steder - og vore leges karakter. Jeg har på den ene side fået lagt en grund til at være en følsom og poetisk natur, men har på den anden side også fået et forhold til handlings-livet, et forhold, der, som det vil fremgå af disse erindringer videre frem, har præget mit liv til den allerseneste tid.

 

Selve ejendomsforholdet til og hierarkiet på godset, tænkte jeg som sagt ikke over dengang. Det var bare sådan. Og det er svært for mig at sige, om det har haft nogen indflydelse på min politiske holdning sidenhen. I dag finder jeg stor økonomisk ulighed utiltalende, idet jeg med Grundtvig siger, at ”da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Men det ligger jo også i netop disse linjer, at det er urealistisk at regne med, at alle skal have lige meget, ja, med, at ingen har for meget og ingen for lidt. Jeg mener, at der er nogle økonomisk-sociale lovmæssigheder, det kommer til at gøre lige så ondt at negligere som at negligere tyngdeloven, så at det må være under hensyntagen til dem, man arbejder for størst mulig økonomisk retfærdighed og lighed. Hvad selve spørgsmålet om hierarkiske strukturer angår, mener jeg, at man må have de strukturer, der er nødvendige for, at de formål, man ønsker opnået, bliver opnået. Og jeg er afgjort imod pladderdemokrati, især hvis det fører til, at selvbestaltede personer eller grupper får tiltaget sig uforholdsmæssig magt. Friheden er det vigtigste af alt, og det enkelte menneske skal under alle omstændigheder respekteres som person. Men der skal kæmpes for, at folkestyret altid har det sidste ord - stadigvæk med så megen frihed som muligt for den enkelte. Når jeg, mens dette skrives, ser tilbage på disse år, er det socialt set kammeratskabet mellem alle godsets (”almindelige”) børn, der står som det vigtigste.

 

Jeg må være begyndt at gå i Oreby Skole i 1950. Men jeg husker ikke meget om skolen, der specielt har noget at gøre med, at jeg boede på Oreby Kro, så alt om Oreby Skole tager jeg samlet i næste afsnit.

 

 

 

KAPITEL 2

 

1951-1956. Rørbæk og Sakskøbing

 

 

1951-1955. At flytte og blive

 

Idet jeg endnu en gang gør opmærksom på, at jeg er noget usikker med hensyn til tidsforholdene og årstallene omkring 1950, mener jeg, at det må være i 1951, vi flyttede fra Oreby Kro til det hus på Rosenvang i Rørbæk, min mor fik bygget - med en lille viktualieforretning i, senere omdannet til mælkeudsalg. Men heller ikke mælkeudsalget var der penge nok i. Efter hvad Mor har fortalt, opgav hun at drive Oreby Kro videre uden min far. Hun nævnte også altid problemerne med at skaffe kaffe og andre varer under efterkrigstidens rationeringer som en årsag. Men hun har jo måttet fortryde, at hun ikke blev på kroen. For det endte med, at hun måtte sælge hus og forretning.

 

Vi flyttede altså til Rørbæk. Men jeg ønskede at blive i Oreby i den forstand, at jeg blev ved at gå i Oreby Skole og i forbindelse dermed også blev ved at dyrke mine gamle kammerater. Det fik jeg lov til, og dermed fik jeg forlænget min Oreby-tid med ca. fire vigtige år. Jeg fik dog også kammerater i Rørbæk, som jeg både legede og sloges med. Men min identitet og loyalitet lå i Oreby - hvad der jo selvfølgelig var baggrunden for de slåskampe, jeg fik.

 

Det var nu ikke meget, disse slåskampe fyldte. I virkeligheden har der kun været tale om ét større slag. Det husker jeg til gengæld tydeligt. Oreby-siden var i håbløst mindretal, og ”Rørbæk-ungerne” havde bevæbnet sig med nogle meget lange tynde pilegrene, som vi ikke kunne stille noget op mod med vore korte kæppe. Jeg endte med at få røde kinder med hvide bølger i af de svirp, jeg havde fået af de lange, tynde pilegrene. Men jeg kunne med tilfredshed konstatere, at jeg havde kæmpet tappert i den arrieregardefægtning, der til sidst blev tale om. Heldigvis havde et par rigtig store drenge set, hvad der foregik, og ment, at det var for hård en behandling, vore talmæssigt stærkt overlegne fjender gav os, så de fik - forsynet med kæppe, der var større end vore - sat en stopper for fjendtlighederne.

 

Bortset fra enkelte småskærmydsler i den følgende tid var dette den sidste slåskamp i mit liv. Og jeg tænker ofte på, at vel gik det i nogle tilfælde drabeligt til, da jeg var dreng, og vel legede vi mange krigslege, men at så var det stort set også det. Jeg har ingen viden om, hvorvidt de drenge, jeg her fortæller om, senere har været indblandet i voldelige ting, men det har jo efter alt at dømme været i langt mindre grad, end det er tilfældet med de årgange, der er vokset op i børnehaver med al den rigtige pædagogik. Vi fik simpelt hen afreageret. Og for næsten alles vedkommende blev dette senere fulgt op af den store manddomsprøve, som værnepligtstjenesten var. Dermed har jeg ikke sagt, at jeg mener, børn skal gå og gøre de ting ved hinanden, jeg har oplevet i min barndom, og som der uden tvivl kan findes endnu værre eksempler på fra den tid. Krigslege og lege med soldater har jeg som sagt også et kritisk forhold til. Men når man sammenligner med, hvad bla. mine børnebørn nu sidder og laver på deres computere - og med, hvad de unge gør mod hinanden i nattelivet og i forbindelse med fodboldkampe!

 

En anden ret barsk ting, jeg husker, var, at jeg kravlede rundt i tagkonstruktionen, da vort hus var under opførelse. Jeg kan næsten ikke tåle at tænke på det i dag. For jeg mener, jeg gjorde det med træsko på, og at jeg kunne se helt ned til cementgulvet i kælderen. Mon der virkelig ikke har været lagt gulv i etagerne på det tidspunkt? Og har der virkelig ikke været nogen, der har set det, så de kunne forhindre mig i det? Måske var der det også. Men jeg nåede i hvert fald at kravle rundt et godt stykke tid.

 

Mens vort hus blev bygget, legede jeg og nogle af mine kammerater med små primitive sejlskibe, vi selv lavede, men som vi godt kunne give en sejlføring, så de fx kunne sejle i sidevind. Jeg kan huske, at jeg malede et af dem med maling fra en bøtte, maleren havde stående, og at han skældte mig ud, idet han sagde: ”Det er trods alt værdier, der er tale om”. Denne episode har jeg stadig dårlig samvittighed over.

 

I 1952, hvor tjekken Zatopek havde vundet guld ved De Olympiske Lege i Helsinki, begyndte mine Oreby-kammerater og jeg at træne langdistanceløb. Det foregik ved, at vi løb rundt på strækningen Askeallé (vejen fra Oreby Slot mod Tårs Kirke), Lågebrovej (som vi dog vist for det stykkes vedkommende dengang kaldte Mogensevej), Orebyvej og det lille stykke vej mellem Orebyvej og Askeallé. Og det var jeg ret god til. Løb over længere distancer er den eneste sportsgren, jeg har kunnet præstere noget ret stort i. Mine kammerater sagde også, jeg havde en fin løbestil.

 

Og jeg blev altså i Oreby Skole. Dog med en enkelt afbrydelse - som jeg imidlertid ikke kan placere nøjagtigt. Mine overvejelser desangående skal jeg dog ikke trætte læseren med; jeg vil bare gerne fortælle, at på et eller andet tidspunkt mellem min fars død og vor etablering i Rørbæk kom jeg til at gå i skole en kortere tid i Kværkeby ved Ringsted, hvor onkel Hans, gift med Moster Laurine, var førstelærer; ja, det var en landsbyskole som Oreby Skole, med en førstelærer og en lærerinde.

 

Jeg husker ikke detaljer fra denne Kværkeby-tid. Jeg kan kun fremkalde et enkelt billede af klasselokalet med mine midlertidige sjællandske kammerater i, og onkel Hans bag katederet. Måske også et billede af skolegården, der var indrettet som en udendørs gymnastiksal med ribber og bomme, og som der kunne sættes hest og plint ud i fra et rum i udhuset. Men disse ting så jeg jo også, når vi aflagde almindelige besøg hos Moster og Onkel - samt fætter Ib - eller jeg var på ferie hos dem.

 

Onkel Hans var det måske rareste menneske, jeg har kendt. Og det nævner jeg ofte. For jeg blev senere klar over, at han hørte til de radikale skolelærere. Og hvad mere er, jeg har senere mødt andre meget flinke og rare mennesker, der viste sig at være radikale, ja, jeg sagde det blandt andet til Marianne Jelved, da hun engang optrådte på Det Radikale Venstres stand på Døllefjelde-Musse Heste- og Krammarked, hvor flere gode lokale radikale var til stede, ikke mindst fra mine sogne: ”Det er mærkeligt, men alle de rareste mennesker, jeg kender, er radikale!”. - Onkel Hans var også kirkesanger ved Kværkeby Kirke. Og han var digter. Han kunne blandt andet skrive fine festsange, og hvert år var der i ”Ved Julelampens Skær” en fortælling af ham, under pseudonymet Hans Sjællænder. Han har, så vidt jeg ved, også skrevet fortællinger andre steder. - Og fætter Ib var en af de ældre drenge eller efterhånden unge mænd, der fik stor betydning for mig faderløse enebarn.

 

Oreby Skole var en god skole - hvad i øvrigt alle mine skoler har været. Jeg husker den dag i dag mange ting, jeg har lært dér. Ikke mindst fra religionsundervisningen (som det vist hed dengang; kristendom var jo religionen). Det gælder især den ældste kirkes historie og Reformationen. Jeg mener virkelig, vor førstelærer (der vist hed noget i retning af Kjørup Jensen) fik givet os en forståelse af, hvad det gik ud på. Men jeg husker også Frøken Jensen, som i fineste grundtvigske stil fortalte myter og sagn. - Førstelærer før Kjørup Jensen var Lærer Toke (Thoke?), også en dygtig mand, som udstrålede stor autoritet. Han døde engang i min Rørbæk-tid.

 

At der var noget, der hed ”grundtvigsk”, vidste jeg ikke. Jeg ved ikke engang, om Grundtvigs navn blev nævnt særligt. Der blev bare praktiseret en undervisning, hvori arven fra Grundtvig på flere måder gjorde sig stærkt gældende, kan jeg se nu. Jeg kan endnu se og høre, hvordan Frøken Jensen fortalte myter og sagn for os. Der blev også sunget morgensalmer og bedt Fadervor, vist som regel af Frøken Jensen; jeg kan i hvert fald endnu se netop hende stå foran os og bede med lukkede øjne og foldede hænder. Der er også enkelte salmer, jeg endnu kan høre klangen af, mens jeg ser skolestuen for mig, blandt andet ”Nu ringer alle klokker mod sky” og ”Som hønen klukker mindelig”. Der var ingen af os, der vidste andet, end at sådan var det. Det var først i min Nakskov-tid, jeg blev klar over, at der også fandtes andre tilværelsesanskuelser her i landet. Hvornår jeg blev klar over, at det Danmark, vi havde oplevet i Oreby Skole, ikke fandtes mere, er ikke til at sige. Men det kommer der en hel del om i de følgende afsnit!

 

Jeg vil ikke fortælle detaljer fra den periode, vi er inde i nu, på samme måde, som det var tilfældet i det rene Oreby-kapitel, hvor selv de mindste ting, jeg kan huske, er af bogstavelig talt grundlæggende betydning. Og der er heller ikke ting fra Oreby Skole, der overhovedet står på samme måde for mig som de ting, jeg har berettet om i første kapitel. Men jeg husker altså hele denne skoletid som en god tid, såvel i timerne som i frikvartererne.

 

Oreby skole var af den rigtig gamle slags, hvor man gik i skole hver anden dag og var inddelt i tre klasser a to eller tre hold. Men vi fik lært det, vi skulle. Jeg gjorde i hvert fald. Men jeg lagde næsten ikke mærke til, at jeg var dygtigere end de andre - hvad jeg jo må have været. Jeg lagde heller ikke mærke til, hvem af de andre der var dygtigere - eller dårligere - end de andre. Der må jo have været de forskelle, der nu engang er. Men det må være lykkedes lærerne at håndtere denne side af sagen på en meget menneskelig måde. Det eneste, jeg kan huske for mit eget vedkommende, er, at jeg ved en enkelt lejlighed blev sat til at løse nogle særlige opgaver, som fremgik af nogle farvede papkort, der lå i en sort æske.

 

Vor sportsplads (boldbane) lå ned mod fjorden, som fortsat indtog en vigtig plads i mit liv. Jeg kan endnu se den og Maltrup skov fra den nye, sydøstligere og højere vinkel, der her var tale om. Og mellem den og skolen lå gymnastiksalen, hvor vi både havde almindelig gymnastik og ved særlige lejligheder fik lov at ”lege sørøvere”, hvilket bestod i, at alle redskaber blev fordelt over hele gulvet og alle tove blev løsnet - hvorefter det gjaldt om at fange hinanden, eller undslippe, uden at røre gulvet. De almindelige gymnastiktimer begyndte typisk med, at vi marcherede rundt under afsyngelse af ”Du danske mand af al din magt”. Her blev der også holdt skolefest. Jeg kan huske, at jeg engang var med i et særligt kor, som blandt andet sang ”Nu er dagen fuld af sang” - med omkvædet ”Plukke, plukke dugget strå, / plukke, plukke siv ved å, / plukke, plukke blomster” (Jeppe Aakjær og Carl Nielsen, ved jeg nu).

 

Jeg kan også huske den første skoleudflugt. Den bestod i, at vi med skolens fane i spidsen og under afsyngelse af (vist) ”Jeg elsker de grønne lunde” gik ud af skolegården og svingede til venstre mod Oreby, hvor vi passerede forbi kroen, havnen og avlsgården og endte ved Kristianelund, en af min fars skove, hvor vi formodentlig har spist vore madpakker og studeret plante- og dyrelivet, måske også leget lidt. Da vi på tilbagevejen passerede Oreby Kro, stod min mor i døren og bød på ispinde. Vi var på det tidspunkt netop begyndt at sælge Premier Is.

 

Men der var selvfølgelig også alle legene, lige fra ”tik” og rundbold i skolegården og klatren i de for os dengang ret høje træer ud mod vejen til ”tag den ring og lad den vandre”, hvor vi, både piger og drenge, sad på de hylder ude på gangen, hvor de ”sparta-sko” stod, som vi skiftede om til i timerne, mens en af os gik hen langs rækken med - eller uden - ringen i de sammenlagte hænder.

 

Og der var børnefødselsdagene. Som var rene drengefødselsdage. Man medbragte en tokrone som gave og sin knaldhættepistol og nogle ruller knaldhætter. Så gik man til det fine kakao-fødselsdagsbord, fødselsdagsbarnets mor havde lavet. Man fik også en sodavand. Og så gik man ellers ud og legede cowboy’er, til man skulle hjem. Måske var det her, man fik sodavanden.

 

Oppe på Rosenvang fik jeg efterhånden lokale kammerater, som jeg legede med. Vi spillede en del fodbold på den eng, vor have gik ned mod. Jeg har aldrig været særlig god til at spille fodbold, men jeg var da med, også da Oreby spillede mod Rørbæk i en privat kamp, som vi tabte 0-4. Vi legede også med modelflyvere. En dreng, der boede på den anden side af engen, var meget dygtig og omhyggelig med bygningen af sine. Men jeg forsøgte mig også. For min interesse for flyvning var begyndt!

 

Jeg legede i Rørbæk-årene også en del med mig selv, især videreudviklede jeg de ”samfunds-lege” med legetøjsbiler, som vi havde leget i Oreby. Om vinteren var hele gulvtæppet i dagligstuen et ”samfund”, og om sommeren var det grusbunken og store dele af haven. Da det blev en dille at gøre sin cykel til en knallert ved hjælp af et stykke pap, en tøjklemme og et stykke snor, legede jeg ofte, at min cykel var en særlig slags lokomotiv, der trak store transporter mellem Rosenvang og Killerup ude ved Tårs og Berritsgård. (Knallerteffekten bestod i, at pappet, som med tøjklemmen blev fæstnet til en af forskærmens stivere, og som kunne strammes mere eller mindre med snoren, der endte som et gashåndtag oppe på styret, frembragte en motorlyd ved at ”flapre” på forhjulets eger).

 

Ja, vi kunne dengang virkelig lege - og lege godt - med ting, vi selv lavede, og som ikke kostede noget. Jeg havde selvfølgelig nogle legetøjsbiler og lignende ting, men hvis jeg ikke havde dem i nærheden, kunne jeg nemt proppe en af min mors tomme sytrådsspoler vinkelret ned i en tom tændstikæske - og så havde jeg en bil.

 

Og der var flere ”diller”. Nogle gange huggede vi alle land, andre gange spillede vi alle med kugler (af ler eller glas), og atter andre gange var det hønseringe eller ”led”.

 

At ”hugge land” ville sige at kaste en kniv eller lignende (en gammel fil uden skaft var rigtig god) ned i jorden, så den blev stående, og efter regler, der kunne variere, bogstavelig talt hugge sig ind på de andres område - eller udvide sit eget.

 

Hønseringene var nogle særlige plastikefterligninger af de ringe, man mærkede høns med. Det, jeg her kalder ”led”, var nogle mere eller mindre bogstavlignende små plastikfigurer, der kunne hægtes sammen til større eller mindre kæder. Når man så, fx inde i Sakskøbing, mødte en måske helt ukendt dreng, sagde man: ”Skal vi hønse?”. Og så kunne man spille med enten en eller flere hønseringe (der jo også kunne skrues sammen til små kæder) eller en kæde af ”led”. Man stillede sig op med en vis afstand og begyndte at skyde efter hinandens ringe eller kæde, og den, der ramte den andens, vandt og fik det, den anden havde spillet med. I såvel hønseringe- som kuglespillet var det diskvalificerende at ”skrabe fedtebrød”, dvs. at skubbe sine egne ringe eller sin egen kugle hen over jorden, så afstanden til målet blev mindre. Ringe, kæder og kugler skulle sendes af sted med et enkelt kort puf. I kuglespil kunne målet enten være modstanderens kugle eller et hul i jorden.

 

Ikke langt fra os lå Sakskøbing Sukkerfabrik, som min mor sørgede for, at vi fik besøgt flere gange, vist allerede i vor Oreby-tid. Det var utrolig interessant at de store dampmaskiner i maskinhallen. Men det var også spændende at følge og få forklaret hele processen, fra de uvaskede roer kom ind, til sukkeret kom ud. Og vi kendte jo flere af de folk, der arbejdede der under kampagnen, som det hedder.

 

Noget, jeg selv dyrkede meget, var at gå en tur ned til havnen før sengetid og se den store kran omlade roerne fra roeprammene fra øerne i Smålandshavet til de små roebane-vogne, der trukket af nogle både søde og spændende mini-damplokomotiver transporterede dem det sidste stykke fra havnet og hen til fabrikken. Det buldrede fælt, når kranen lod roerne falde ned i roevognene gennem den slags kæmpe tragt, og der stod røg og damp fra de små lokomotiver, der også kunne fløjte nok så kækt.

 

Når jeg senere har fortalt andre om min interesse for flyvning dengang, er kommentaren næsten altid, at alle drenge jo på et tidspunkt har drømt om at blive pilot. Og med det syn, jeg har på alle mine drømme frem til begyndelsen af 1960’erne, har jeg sådan set heller ikke noget imod, at de bliver set som almindelige drenge- og teenager-drømme. Men jeg vil alligevel påstå, at min flyverdrømme var dybere og mere langvarige end de flestes. Jeg kan ikke huske, hvordan de begyndte, men jeg kan huske, at jeg havde dem, mens jeg gik i Oreby Skole, og at jeg da jeg begyndte i 1. mellem på Rørbæk Skole, sagde til min mor, at nu begyndte min uddannelse til jetpilot.

 

Jeg læste alle de bøger, Sakskøbing Bibliotek havde om flyvning og fly-teknologi, og jeg snød mig til at se flyver-krigsfilm i Sakskøbing Bio, der var forbudt for børn. For selvfølgelig var Spitfire-piloterne fra Slaget om England under Anden Verdenskrig de helt store helte. Jeg prøvede at læse mig til, hvordan man skulle betjene styrepind og pedaler i cockpittet, og prøvede derefter, så godt jeg kunne, at foretage simulerede flyvninger. Mine pilot-drømme gav også stødet til mit første litterære forsøg. Jeg begyndte at skrive en roman med titlen ”Jetpiloter”. Heltene var en af føromtalte Søren ”Hugmager” Nielsens sønner, og mig. Og der var også heltinder - formodentlig med et par af skolens søde piger som modeller. Jeg ville give meget for at se de sider, jeg nåede at få skrevet.

 

Jeg interesserede mig også for raketteknologi. Jeg husker, at jeg en aften hos den nedenfor omtalte familien Stage sad med hovedet helt inde i deres radio for at høre en transmission fra opsendelsen af en amerikansk raket, der hed Aerobee. Jeg har nu søgt på Internettet og fundet ud af, at det nok har været den første opsendelse af Aerobee RTV-N-10a den 13. juli 1955, og at den så må have være nået 130 km op. Men jeg havde en klar fornemmelse af og drøm om, at dette var et skridt på vejen ud i Verdensrummet. - Hvad amerikanerne ellers havde af raketter, og hvor langt de kunne nå op i sommeren 1955, er jeg ikke klar over, men der har i hvert fald været noget større på vej, for i december 1957 kunne en Vanguard-raket have sendt den første amerikanske raket i kredsløb. Det mislykkedes som bekendt. Men den 1. februar 1958 gjorde en Juno-raket det. Jeg vender tilbage til rumkapløbet senere. Det afgørende lige her i denne 1955-sammenhæng er, at det at følge opsendelsen af en raket, der nåede 130 km op, var noget meget stort for mig.

 

Jeg drømte på et tidspunkt, hvor jeg også læste Jens Lyn-bøger, om at lave en raket-station på øen Lindholm i Smålandshavet. Jeg havde jo hørt min mor fortælle om Ellehammers flyvemaskine-forsøg dér i 1906, som hun kendte udmærket til, selv om hun kun har været tre år gammel, da de fandt sted. Det må være noget, man har snakket meget om derude i også de følgende år. Jeg var nok ikke klar over, at Ellehammer ikke var lollik. Men Lindholm var i hvert fald lokal - og havde sin historie. Jeg drømte altså om at blive en raketalderens Ellehammer - og måske en lollandsk Jens Lyn.

 

Og som jeg - på et trods alt mere realistisk plan - lavede en slags ”lænestols-simulatorflyvninger” med henblik på almindelig flyvning, legede jeg faktisk også nogle meget avancerede lege af science fiction-karakter. Jeg designede en slags flyvende tallerken, der kunne flyve med over lysets hastighed. Ja, jeg lavede faktisk nogle tegninger af den. Jeg kan ikke helt huske, hvordan jeg forestillede mig, fremdriften skulle ske, men jeg tror, det var noget med nogle energistrømme mellem nogle stemmegaffellignende poler. Og jeg må på en eller anden måde have hørt om stof og anti-stof, for jeg mener, energien skulle komme fra den tilintetgørende sammenbringning af disse to slags stof. Det betyder heller ikke så meget. Jeg legede i hvert fald, at jeg kunne flyve med over lysets hastighed, og til hjælp for min leg lavede jeg ved hjælp af mine farveblyanter et instrumentbræt på et stykke pap, jeg havde klippet til, så det lignede instrumentbrættet i et fly. Og med dette instrumentbræt gik jeg ind i Oreby Kros gamle lysegrønne køkkenbrændekasse, som jeg havde fået anbragt nede i den lille birke-lund bagerst i haven, og som var selve overlys-fartøjet. Styrepinden var min gamle tyskerbajonet, som jeg stak ned i brændekassens bund. Og så lå jeg ellers dér og fløj. Jeg var jo klar over, at med de hastigheder måtte jeg ligge ned og flyve! Da min mor fik lavet et såkaldt koloreret billede af vort hus, var der en grå plet ude til højre. Om den sagde jeg, at det var mig, der var ved at gennembryde lys-muren. Og selvfølgelig legede jeg, at jeg kom i kamp med nogle fjender, som jeg skød på med mine stråle-kanoner. Jeg har vel været omkring 12 år dengang.

 

Men disse forskellige drømme gav også anledning til en bredere beskæftigelse med teknologi og naturvidenskab - som aldrig er ophørt. Desuden var Sven Erik Svane kommet i gymnasiet på matematisk-naturvidenskabelig linje - med en stor interesse for kemi til følge. Og Sven Erik havde det sådan, at når han interesserede sig for noget, så skulle vi andre inddrages i det. Jeg fik altså en efter omstændighederne grundig indføring i kemi og gav mig til, selv at lave kemiske forsøg ude i min mors baglokale. Nogle vil måske sige, at Sven Erik var ”for meget”, og at jeg var uselvstændig. Men sådan ser jeg ikke på det. Jeg fortryder ikke, at jeg har ladet mig påvirke og inspirere af mine ældre kammerater og fætre, for det har både i almindelighed og fagligt på forskellige områder givet mig nogle løft, som jeg ellers aldrig ville have fået. Og jeg er jo endt med at blive noget, som min egen indre udvikling har ført frem til. Hvad kemien angår var der i øvrigt også fætter Kristian, Morbror Immanuels yngste søn. Han studerede til kemiingeniør på det, der dengang hed Polyteknisk Læreanstalt. Han var den første i familien på såvel den fædrene som mødrene side, der modtog en videregående uddannelse, og han var selvfølgelig et stort forbillede for mig.

 

Her kan jeg så passende indskyde lidt om det liv, der udfoldede sig i min familie. Vi havde fortsat meget med min halvsøskende at gøre. De var ganske vist årtier ældre end jeg og havde selv børn på omkring min alder. Men de og deres ægtefæller var meget gode ved mig, og det forhold, at vi faktisk var søskende, var også en faktor, der ”trak op”. Det gjaldt på en helt særlig måde mine to svogre Anders og Helge. Og der var fætter Ib i Kværkeby og fætter Johannes og fætter Kristian på Skovgård i Landet ved Søllested (i hvilket sogn, eller rettere Landet-Ryde pastorat, min kone mærkeligt nok nu er organist, ja, i hvilket sogn jeg, endnu mærkeligere, i vinteren 2006/2007 var en slags hjælpepræst med konfirmandundervisning, konfirmation og enkelte gudstjenester; der er flere, der husker mig, fra da jeg var dreng, og Anna, fra da hun kom ind i billedet). Desuden var der Moster Mis (Marie) og onkel Jørgen på Glentegård i Ravnsby ved Kragenæs med fætter Helge og fætter Frode og kusine Betty, kusine Åse og kusine Tulle (jeg husker ikke hendes rigtige fornavn!).

 

Jeg husker familiesammenkomsterne på de to gårde. Især husker jeg fest-bordet på Glentegård med grydestegt oksesteg, mørkebrun, let bitter sovs og store dampende skrællede kartofler i flotte skåle - og onkel Jørgen med sin glente-næse for bordenden. I nærheden af bordet hang en af de rigtig gamle flotte trætelefoner. Det var en ”parts-telefon”, hvor to abonnenter delte abonnementet og havde samme nummer, tilføjet bogstaverne hhv. x og y - og hvor man vist kunne høre hinandens samtaler.

 

Og samværet bagefter, også på Skovgård - hvor jeg især husker, at der altid var Carlsbergs Let Pilsner på bordet, et alkohol-kompromis fra min fromme morbrors side. Meget af tiden snakkede jeg ikke med nogen. Men jeg husker tydeligt stemningen. Der var en ro og harmoni over den måde, de voksne var sammen på. Jeg vidste endnu ikke, at de selvfølgelig havde deres konflikter. Det var en begivenhed for dem at mødes til en sådan sammenkomst. Og jeg husker, at jeg fornemmede som noget særligt, at når de snakkede om folk, de kendte, var et navn virkelig et navn og en person en person, også når det fx var mennesker i en ganske beskeden social position. Men jeg snakkede da også med de voksne, især med fætter Frode, som var mejerist og hjemmeværnsmand og gerne ville delagtiggøre mig i sine oplevelser og sin viden på sidstnævnte område. Og jeg snakkede selvfølgelig med fætter Kristian, som jeg efterhånden kunne drøfte kemiske spørgsmål med. På et tidspunkt arvede jeg det lille kemi-laboratorium, han havde stående på Skovgård.

 

Kusine Betty havde jeg et helt særligt forhold til. Hun var sygeplejerske og var på en børnepsykiatrisk afdeling i København. En fin og spændende kusine. Og hun var taget ned til os på Oreby Kro nogle måneder, da min far var død. Man forstår ikke så meget som seksårsdreng. Men jeg kunne, både mens hun var der, og navnlig senere, forstå, at hun havde været en stor støtte for min mor. Og det var rart for mig, at hun var i huset.

 

Kusine Betty blev senere gift med den en hel del ældre onkel Fritz, som var sønderjyde og veteran fra Første Verdenskrig. Senere fik jeg - på Maribo Gymnasium - en anden veteran fra dengang som tysklærer, lektor Carstens. Og det er mærkeligt, for selv om ingen af dem havde noget godt at sige om den krig, kunne man alligevel spore en eller anden form for stolthed hos dem over, at de havde været medlemmer af Den Kejserlige Tyske Armé. Onkel Fritz havde dog sørget for, ved først givne lejlighed at blive fransk krigsfange. Eller rettere anden givne lejlighed. For han fortalte, at det mest ærgerlige, han havde været ude for i hele sit liv, var, da deres skyttegravsafsnit i adskillige timer havde været erobret af franskmændene, hvad han imidlertid havde været uvidende om, idet han, dybt udmattet, havde ligget og sovet langt inde i en bunker, som franskmændene ikke var nået ind i.

 

Men onkel Fritz var altså blevet fransk krigsfange på et ret tidligt tidspunkt og havde fået en fin status. Han havde simpelt hen haft gode dage som krigsfange og havde fået lært fransk til fuldkommenhed, hvad han senere udnyttede professionelt. Han har dog på et senere tidspunkt fortalt, at han fik visse problemer med franskmændene, da han via Røde Kors modtog et jernkors ”wegen hervorragender Tapferkeit vor dem Feinde”. Efter hvad han fortalte mig, og utvivlsomt også har forsøgt at overbevise sine nye franske venner om, havde det dog drejet sig om, at han havde været med til at bære sin sårede kompagnichef tilbage til forbindepladsen gennem et område, hvor der faldt en del artillerigranater. - Jeg er aldrig blevet klar over, hvilke akademiske grader onkel Fritz havde, men han var en virkelig intellektuel og digter, som også bidrog med meget flotte sange til vore familiefester. Og man blev klog af at snakke med ham.

 

Men det var Skovgård lige syd for Landet Kirke, jeg havde nogle spændende ferier på. Jeg kom virkelig til at opleve livet på en bondegård, blandt andet middagsstunderne, hvor tiden stod stille, et fænomen, mange andre end jeg har berettet om. Og jeg fik engang den ære at styre de heste, der trak den vogn, kornnegene blev læsset op på. Fætter Johannes var, som allerede nævnt, en god ældre fætter for mig. Vi snakkede om mange ting, og han lavede i gips m.m. en flot model af et ”Fort Zanzibar” til mig. På et tidspunkt aftjente han sin værnepligt i Livgarden, og vi var inde og se ham i vagtparaden.

 

En særlig oplevelse, jeg havde sammen med fætter Johannes, var, at vi i høsten 1953 kørte rundt med mejetærskeren på den store mark syd for Landet Kirke og drøftede perspektiverne efter Stalins død i marts måned.

 

I forbindelse med arbejdet med disse erindringer har jeg i mit arkiv fundet en tekst, som er et vidnesbyrd om, hvordan jeg har oplevet mine ferier på Skovgård - tydeligvis i min Rørbæk-tid (skibene!). Og det er som hverken mere eller mindre end et vidnesbyrd, jeg sætter den ind her. Den er jo skrevet så sent som i 1965, hvor jeg burde have kunnet præstere noget bedre rent litterært. Og jeg har vel at mærke ikke sat den ind på undersiden ”Litterære tekster”. På en måde kan den måske nok også vidne om, hvad jeg gerne havde villet i 1965, men det er en anden sag, som jeg vil vende tilbage til i kapitlerne om 1960’erne og tiden derefter. Det har været en fristelse at rette i den, men det har jeg ikke gjort. Jeg har skrevet den ind, nøjagtig som den foreligger i manuskriptet (bortset fra en enkelt stavefejl og to tilfælde, hvor jeg oprindelig har skrevet noget i ét ord i stedet for i to). Jeg husker ikke klart, hvorfor jeg skrev den, men jeg tror nok, det dels har været ud fra en almindelig trang til at mindes denne del af min barndom, dels har været for at prøve at ære familien på Skovgård, for jeg tror nemlig også, det har været min hensigt at prøve at få Lollands Tidende til at trykke den. Så vidt jeg husker, har jeg har dog ikke sendt den til avisen. Og hvis jeg alligevel skulle have gjort det, har de i hvert fald ikke trykt den.

 

GÅRDEN

 

Lille Hans stod ude på vejen og pillede i de påtjærede småsten med storetåen. Solen skinnede i den hvide, slyngede sognevej, der forsvandt bag et af de nærmeste huse og dermed lukkede af for Hans’ øjeblikkelige lille verden, som udgjordes af vejen og morbrors gård bagved. De grågule eller roegrønne marker med hegn, fugle, kirker og blå himmel med vatskyer ovenover tilhørte ikke Hans. Men netop derfor higede han mod denne verden udenfor.

 

Uden at kende noget til romantik, ”dort, wo du nicht bist, dort ist das Glück”, symbolisme, og hvad der ellers siden oversvømmede hans sjæl som saltvand en mark, hengav han sig til skuen ud i den uendelighed, der strakte sig til skove og bakker, både syv og elleve kilometer borte. Han glemte sin tjærede storetå, der nu ganske af sig selv borede videre i stenene, og resten af ham gik ind i landskabet. Sådan stod han længe, smilende mod solen. Hans øjne gled afslappet langs den lave horisont. Men i hans bryst opstod der en smerteagtig sugen.

 

Kort efter labbede han gennem den støvede indkørsel. Til venstre var hønsegården, og til højre var den grønligt-dunkle, blanke og bundløse dam.

 

Inde i grisestien stod han et øjeblik ganske stille og kiggede de på de krølhalede øf-grise, der som levende murbrækkere løb storm mod soens pattestrittende bug. De små stikkontaktsnuder kunne blive helt gemt i det bløde flæsk. Dette syn blandedes i hans bevidsthed med synet af de fede, kravlende fluer på soens ryg, med de små grisebassers henrykte hvin på baggrund af de ældre grises adstadige bas-grynten og med den ramme gødningslugt til en flersanset, krydret akkord.

 

På værkstedet, hvor også den tilmelede blå kværn stod, havde han i går lavet sig nogle træskibe: spidssavede brædder med pindemaster stukket i borehuller midtskibs og forsynet med papirsejl, der stammede fra ”Norsk Hydro”-sække.

 

Med sine skibe under armen gik han nu forbi ribs-, solbær- og stikkelsbærbuske ned mod den anden mergelgrav. Han standsede et øjeblik for at kigge på bierne, der startede og landede fra de rød- og grønmalede huse, som stod på en lille lun græsplet mellem høje træer. Her var en ny lille-verden. Hans kunne godt se, at bierne var glade for at flyve hjem til deres solide huse gennem det høje, solvarme græs.

 

Haven endte i en lille skov og blev større derved - træerne var i hvert fald lige så høje som i en rigtig skov. Men da Hans nåede hjørnet af haven og pludselig stod i den ene ende af en stor solglitrende, raslende hvedemark, virkede denne åbenhed alligevel som et stødagtigt sug i ribbenene.

 

Ivrigt gik han nu ad skellet mellem hvedemarken og roemarken ned mod den trækransede mergelgrav. Han længtes efter at se sine skibe sejle. Hans venstre, frie hånd skramlede mod hveden, og mod hans fødder slaskede de krøllede, kolde roeblade. Den støvbløde jord varmede, når den berørte svangens tynde hud.

 

Skibene var sat ud, og Hans var ved at styre det ene, det største af dem, uden om et åkandeblad med sin kæp, da han pludselig fik øje på en blå guldsmed ude over vandet. Straks han så den, stod den for ham som hans livs forunderligste, smukkeste syn: usynligt surrende vinger, en blå, åh - så blå, lang, leddelt krop. Den lignede en helikopter. Bare den nu ville sætte sig på et af hans skibe. Så ville det være ligesom et rigtigt krigsskib. - Nu var der en til. Solen spillede i de lange, slanke bagkroppe: blåt, rødt, gult. Vingerne stod som en blegviolet glorie om dem. Længe hakkede de sig zigzagvis over den stille vandflade med åkanderne og andemaden, som Hans’ skibe havde trukket grønsorte striber i. Endelig satte en af dem sig - men det var på et åkandeblad. Forgæves ventede Hans endnu en stund; men så fløj guldsmedene bort.

 

Inden aftensmaden vaskede Hans hænder ved pumpen i bryggerset, og han hulede sine hænder for at læske sin hals med det kolde brøndvand. Ved bordet spiste han spegepølse og leverpostej og drak dertil mørkt, sukret øl fra et nærliggende bryggeri.

 

Efter måltidet foldede hans morbror sine bondehænder og takkede Gudfader, fordi han igen havde mættet dem med sine gaver.

 

Så sænkede freden sig. Hønsene gik på pindene, solen blev rød, og træernes blade holdt op med at rasle. Luften blev kølig og fugtig, og kornet tog med bøjet hoved mod natteduggen.

 

Hans gabte og kom i seng. Her lå han mellem over- og underdynen og fordøjede sin dag. Det sidste, han tænkte på, inden han flød ud i søvnen, var de blå guldsmede.

 

Skrevet den 25. august 1965.

 

I mange år, faktisk helt frem til de første år af Annas og min tid i Døllefjelde, fejrede vi nytårsaften hos os sammen med familien fra Skovgård, til sidst hos Anna og mig. Et af de billeder af min far, jeg ikke har nævnt tidligere, er en situation, hvor Morbror Immanuel efter at være ankommet til vor private nytårsaften på Oreby Kro (som jo kun var åben i sommersæsonen), med et lunt smil gav min far en æske cerutter. Jeg kan se og høre dem for mig, men kan ikke huske, hvad de sagde. Men måske sagde Morbror, at han havde syntes, ”skovfogeden”, som han ofte titulerede min far, skulle have disse cerutter som nytårsgave. Jeg tror disse to ”sene svogre” kom rigtig godt ud af det med hinanden. Og fætter Johannes havde store raketter og andet spændende fyrværkeri med.

 

Min mor gjorde meget ud af nytårsaften med serpentiner rundt omkring, hatte på hovederne og alle slags spøg og skæmt på bordet. En tradition, der i det omfang, det er muligt for dem, også er gået i arv til vore børn - som også stadigvæk kan finde på at komme hjem til os to gamle for at fejre nytårsaften på den rigtige måde. Også selv om den kogte torsk ved tilfældighedernes spil hos os er blevet erstattet af klipfisk. Det var simpelt hen et år i vor tid på Bornholm, hvor fiskemanden på grund af snevejr ikke var nået frem, men hvor det lykkedes mig at skaffe noget klipfisk hos købmand Kofoed i Pedersker. Og det blev vi så begejstrede for, at vi spiser det den dag i dag. (Som teolog er jeg efterhånden mere og mere overbevist om, at traditionen med nytårstorsk er en slags dansk ”bag-faste”; efter at have spist fed kødmad hele julen, og allerede dengang måske også ret godt i hele adventstiden, orker man ikke mere og må have noget fisk. Jeg husker i hvert fald, at en gammel dame, netop på Bornholm, fortalte, at de, da hun var barn, havde fået klipfisk juleaften).

 

Hvad ældre kammerater angår, må jeg, inden jeg går videre med inspirationerne fra Sven Erik, nævne familien Stage, Vestergades Bageri og Konditori i Sakskøbing, lige over for kirken. De havde fem drenge, hvoraf den yngste var nogle år ældre end jeg. Og en vinter boede jeg ligefrem nogle måneder hos dem. Det var især de to yngste, Kaj og Helge, jeg havde med at gøre, men igen blev jeg trukket op. Jeg færdedes en del i bageriet, hvor jeg så til og hjalp lidt med. Og i mellemstunder havde vi forskellige aktiviteter ved og i bygningerne nede bagved: Skydning med luftbøsse og salonriffel. Cigaretrygning. Studium af den tids frække blade, Hudibras og et blad med let påklædte damer, der hed ”Varieté”. Det var også disse drenge, der fortalte mig, hvordan jeg kunne komme til at se film, der var forbudt for børn. Nytårsaften var jeg med dem rundt i byen og fyre den tids store - legale - kanonslag af.

 

Ved siden af bagerforretningen var der en lille café. Her samledes man ofte til kaffe og kage, når der havde været begravelse fra kirken lige overfor. Jeg kan huske, jeg var helt uforstående over for, at man kunne spise napoleonskager og den slags, når man lige havde været til begravelse. Mange år senere, da jeg var blevet præst, lærte jeg, hvorfor man ikke alene kunne, men også trængte til det og havde stor hjælp af det, men jeg henviste ofte til denne barndomsoplevelse, når jeg snakkede med de efterladte om denne side af sagen.

 

Engang fik familien Stage besøg af en slægtning, som var officer i US Army i Tyskland, nok kaptajn eller major. Han og hans kone boede hos os på Rosenvang. Det var et stort eventyr. Rigtige amerikanere. Og en amerikansk officer. Han havde sin uniform hængende i bilen. Det svarede lidt til det Royal Navy-besøg i Sakskøbing Havn, jeg tidligere har fortalt om. De havde whisky og Lucky Strikes med og efterlod lidt af begge dele hos os. Det snød jeg mig i den følgende tid til at smage lidt på.

 

Og jeg kan huske, at Korea-krigen optog mig en hel del. Anden Verdenskrig var jo ren fortid, af som sagt mytisk karakter. Men nu var der rigtig krig, den første, jeg kan huske. Jeg hørte om den i radioavisen om morgenen, mens jeg klædte mig på. Jeg mærkede mig navnet MacArthur (som jo ellers blev afskediget som øverstkommanderende i 1951), og jeg drøftede krigen med fætter Ib, som berettede om nordkoreanske grusomheder. En slægtning var med ”Jutlandia” og havde en fin koreansk dukke med hjem til os. Den var meget længe et klenodie.

 

Bevidstheden om Den Kolde Krig og den kommunistiske fare voksede. Jeg husker, at jeg engang under en krigsleg i Rørbæk kom til at sige, at sådan og sådan skulle vi gøre, hvis russerne kom. Men en af mine kammerater, hvis far var kendt for at være kommunist, sagde, at det da lige så godt kunne være amerikanerne. - Samme kammerats storebror kom jeg i øvrigt til at være i rekrutkompagni sammen med i september 1962, en god soldat og en god kammerat, ja, en god med-lollik blandt alle de jyder og københavnere, vi var kommet iblandt. Vi havde det til fælles, at vi elskede morgenløbet mandag morgen. Hvad der dog ikke faldt i god jord hos vore kammerater. En af dem sagde til mig: ”Hvis du én gang til siger, at du elsker morgenløbet mandag morgen, slår jeg dig ihjel!”. Men min gode kammerat fra Rørbæk kom ikke på sergentskole. Der var ingen, der sagde noget, men alle vidste, at det var, fordi hans far var kommunist.

 

Min mor var som sagt flink til at holde mindet om min far i live hos mig og give hans idealer videre. Men rent politisk var det hendes egen gamle venstrebonde-holdning, der blev overdraget til mig. Ikke fordi min mor på nogen måde var politisk aktiv. Det var bare de ting, der blev sagt i den daglige samtale og i forbindelse med politiske begivenheder, herunder valgkampe og valg. Det har i Rørbæk-tiden været folketingsvalget i 1953, det har drejet sig om, og jeg har formodentlig allerede dengang kendt navnene på partilederne, i hvert fald Hans Hedtoft (S) og Erik Eriksen (V), måske også allerede da Ole Bjørn Kraft (Kons.) og Aksel Larsen (Kom.). Og jeg identificerede mig med min mors Venstre-holdning, samtidig med, at jeg fornemmede Socialdemokratiets meget stærke stilling. Politik spillede dog så godt som ingen rolle for mig i denne periode.

 

Noget andet, jeg husker fra den tid, var Giro 413 og transmissionerne af fodboldlandskampene. Det afgørende er, at jeg ikke selv interesserede mig særligt for hverken det ene eller det andet, men at det simpelt hen lå i luften, også i den helt bogstavelige forstand, at man kunne høre, at naboerne hørte det i radioen. Og jeg kendte da i hvert fald to navne: målmanden Eigil Nielsen og den mediciner-intellektuelle Knud Lundberg. Ja, Socialdemokratiet, Giro 413 og Landsholdet, det var Danmark dengang!

 

Og jeg blev FDF’er, først ”pog”, siden ”pilt”. Jeg kan ikke huske, hvorfor eller hvordan jeg fik det ønske. Men jeg fik mange gode oplevelser ved det. Der var et møde, eller hvad det nu blev kaldt, hver uge, hvor vi lavede forskellige ting, blandt andet løvsavsarbejde og den slags. Jeg er ikke sikker på, jeg kan huske vor leders navn. Hed han Frede? Arbejdede han på et savværk? Han blev af os drenge anset for at være en af de lystige og lidt skrappe unge mænd i Sakskøbing og omegn. Men alligevel sluttede han nok så fromt hver aften med et Fadervor, og han var i det hele taget vældig flink mod os drenge. Da jeg senere blev præst i Døllefjelde, mødte jeg ham i hans egenskab af menighedsrådsformand i Tårs-Vigsnæs-pastoratet, vist nok Vigsnæs (hvor min far og mine forfædre er begravet). Sådan mener jeg, det var. Der var også en ugentlig gymnastikaften under ledelse af manufakturhandler Lyhne, der også var leder af FDF i Sakskøbing, og som - også endnu i min Døllefjelde-tid - var meget aktiv i det kirkelige liv i Sakskøbing. Og der har vel været andre aktiviteter, fx ture i skoven og lignende, men dem husker jeg kun dunkelt.

 

Men noget, jeg særligt husker fra min FDF-tid, var juleoptogene i Sakskøbing en søndag i december - med et orkester (FDF’s?) i spidsen og med deltagelse af alle mulige foreninger og lignende. Jeg tror, vi gik med fakler. Og nytårsparaderne på torvet. Og så var vi på en tur til Bornholm, hvor vi lå i en lejr. Jeg husker det ikke nøjagtigt, men jeg tror, det var et sted på den sydlige del af øen. Jeg husker til gengæld, at jeg købte en lille rundkirke som souvenir til min mor. At jeg senere skulle blive både sprogløjtnant og præst på denne ø, havde jeg naturligvis ingen anelse om.

 

På et tidspunkt var der et torske-boom i Sakskøbing Fjord. Man kunne fange mange torsk fra Oreby Havn. Sven Erik fangede også en havørred. Dette fiskeri deltog jeg også i, og jeg fik grundlagt en interesse, som jeg dyrkede i flere år. Jeg har endnu min sidste fiskestang fra drengeårene, og den lærer jeg nu børnebørnene at fiske med.

 

En sidste udløber af vore politi-lege i Oreby var, at jeg fik nogle overvågningsopgaver i Rørbæk og Sakskøbing. Det var ren fantasi det hele, men jeg overvågede nogle helt tilfældigt udvalgte mennesker og skrev udførlige rapporter om det til hovedkvarteret i Oreby.

 

Men den sidste og mest afgørende inspiration fra Sven Erik var jazzen. Det var mod slutningen af Rørbæk-tiden, og det blev ikke til meget for mit vedkommende, før vi kom til Branderslev ved Nakskov. Men det startede i Rørbæk - og udgik fra Oreby. Jeg havde i Rørbæk-tiden gået til klaverspil nogle år og havde således et vist grundlag. Men jazzen havde jeg intet forhold til. Det eneste var, at der i Oreby Kros pladesamling (som vi havde med os) var en plade med et Svend Asmussen-ensemble.

 

 

1955-1956. På vej videre

 

I de fleste henseender var den tid, vi boede i Rørbæk, én samlet tid, så de fleste erindringer fra hele denne tid er samlet i forrige afsnit. Men det var i hvert fald et afgørende nyt punkt i mit liv, da jeg kom i 1. mellem på Rørbæk Skole og dermed forlod Oreby Skole. Jeg blev dog ved med at færdes i Oreby, i et vist omfang også efter at vi i 1956 var kommet til Branderslev. Men det var alligevel et nyt afsnit i mit liv, der var begyndt, en overgang til 2., 3. og 4. mellem i Nakskov.

 

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg blev ved at betragte min ophøjelse til mellemskoleelev som det første skridt på vejen frem mod at blive jetpilot, men jeg tror ikke, det var så længe. Jeg bevarede min interesse for kemi - og naturvidenskab og teknologi. Men jazzen var jo også kommet på banen. Og jeg ved ikke, hvor meget jeg tænkte på min fremtid i lige det år. Der er heller ikke særligt spektakulære begivenheder at berette om. Jeg har kun godt at sige om også Rørbæk Skole, hvor vi fik lært mange ting. Blandt andet husker jeg, at vor historielærer fortalte meget fint om Sokrates, som han på en helt rimelig måde sammenlignede med Jesus.

 

Men det, der greb mig mest, var, at vi begyndte at lære engelsk. Det var med en følelse af ren vellyst, jeg tog ”I can hop, I can run” i munden. Jeg blev ramt af en helt elementær begejstring for det engelske sprog, en begejstring, der har fulgt mig lige siden, selv om globaliseringen med dertil hørende ”cirkus-engelsk” i fjernsynet hele tiden og de for det globale marked producerede spillefilm og tv-serier har kølnet denne begejstring en hel del. Jeg siger nu, at den angelsaksiske kultur er blevet globaliseringens første offer.

 

Jeg husker fra Rørbæk Skole, at globetrotteren Jørgen Bitsch kom og viste en af sine rejsefilm. Måske gjorde han det også i Oreby Skole - hvor jeg i øvrigt kan huske, vi engang havde besøg af et ”menageri”(!), dvs. en omrejsende udstilling med forskellige mere eller mindre eksotiske dyr i bure. Dette er interessante detaljer. Man havde jo ikke fjernsyn dengang. Det vil sige, det begyndte jo netop i min Rørbæk-tid. Jeg kan huske, man snakkede meget om, at nu havde den-og-den vist fået fjernsyn. Stor sensation! (I det første tilfælde viste den meget omtalte antenne på taget sig dog, blot at være en FM radioantenne). Og der var en café i Sakskøbing, der havde fjernsyn. Den besøgte jeg en aften og fik mig en sodavand og et stykke kage, mens jeg så en udsendelse, hvor nogle gamle genstande blev vist frem på et bord. Men så havde jeg prøvet at se fjernsyn!

 

I øvrigt var jeg i skolen mest optaget af at klare mig på det nye niveau, og det kom helt ærligt som en overraskelse for mig, da klasselæreren gav mig et venligt dask med min karakterbog og meddelte, at det selvfølgelig var mig, der lå som nr. 1 i klassen. Men jeg husker også denne tid, altså ligesom Oreby-tiden, som en tid, der ikke var præget af konkurrencementalitet.

 

I vinteren 1955/56 sloges vi en del med sne i frikvartererne, og jeg lagde mærke til, at en af de sødeste piger i klassen, ofte blev syltet af de andre drenge. Det kunne jeg ikke forstå!

 

Min tid i Rørbæk, herunder min tid på Rørbæk Skole, var i høj grad en overgangstid, fra den rene førskole-barndom til teenage-alderen (et ord, jeg ikke ved hvornår jeg lærte; sent, tror jeg). - Et sjovt lille forhold var, at jeg faktisk nåede at komme i 2. mellem, mens jeg gik på Rørbæk Skole. Ligesom i Oreby begyndte skoleåret her den 1. april. Både Oreby og Rørbæk var jo Sakskøbing Landsogn, også som sognekommune. Men i Nakskov begyndte jeg efter sommerferien igen forfra i 2. mellem.

 

I forhold til Oreby-tiden var Rørbæk-tiden mere grå. Der var i hvert fald ikke den samme barndoms-glans over den. Og der er heller ikke meget i den, der har karakter af poetisk objekt eller motiv. Men jeg blev på alle områder indført i de større drenges verden, og mere intellektuelle aktiviteter begyndte at fylde mere og mere, ligesom jazzen altså lige nåede at begynde at komme ind i mit liv. Det vigtigste, jeg mere konkret og specifikt tog med mig, var min begejstring for det engelske sprog og min i forhold til min alder ganske store viden om teknologi og naturvidenskab.

 

 

 

KAPITEL 3

 

1956-1959. Branderslev og Nakskov

 

 

Ind i jazzen

 

I 1956 blev min mor bestyrerinde på det lille Branderslev Alderdomshjem nord for Nakskov, og jeg kom som sagt i 2. mellem på Nakskov Gymnasium. - Ikke langt fra alderdomshjemmet, men øst for vejen til Nakskov ligger Holmegaard, hvor Gustav Wied blev født i 1858.

 

Den første tid gik med at få stillet mit lille kemiske laboratorium op i et forhenværende toilet i alderdomshjemmets kælder, få orienteret mig i omegnen (cykelture) og at komme ind i min nye klasse. Hvad det sidste angår, var min oplæring hos bager Stages drenge i Sakskøbing en stor hjælp. En vigtig optagelsesprøve var jo cigaretrygningen nede på drengetoilettet bagest i skolegården. Og den bestod jeg meget fint, da jeg uden videre tog en dyb inhalering og klassens skrappe dreng udbrød: ”Du ka’ sgu ryge!”. Jeg snakkede i løbet af skoletiden en del med ham. Jeg har i det hele taget altid haft en trang og evne til at omgås de mere eller mindre skrappe og frække typer. Måske er dette en side af den intellektuelles fascination af det skrappe. For på den ene side var jeg jo endnu helt overvejende inde i den livs-fase, der kan betegnes som overgangen fra lille dreng til stor dreng, men på den anden side var jeg også ved at få en identitet som ”intellektuel”, både inde i mig selv og i mine omgivelser. Jeg ved ikke, hvornår mine kammerater begyndte at kalde mig ”Fesser”, det har nok været noget senere. I øvrigt er det med en ikke ringe ulyst, jeg her bruger ordet ”intellektuel” om mig selv. Men dette forhold vender jeg tilbage til senere. Det afgørende er, at jeg her i mellemskoletiden begyndte af få en bevidsthed om det, dog først og fremmest på det rent indholdsmæssige område, dvs. for så vidt angår de ting, jeg brugte min tid og mine kræfter på.

 

En anden ting, der gav mig en vis status på det helt elementære niveau, var at jeg havde stærke håndled. Jeg ved ikke, om klassens bryder har været lidt god ved mig - han var i hvert fald en meget flink og rar dreng - men han og jeg optrådte ofte i skolegården med det nummer, at han prøvede at vride arm på mig, hvad han ikke kunne - eller måske lod, som han ikke kunne, for jeg kan i dag ikke forestille mig, at han virkelig ikke har kunnet, selv om jeg faktisk stadig har stærke håndled. Det var især, da jeg var begyndt at føre mig frem som lidt jazz-pianist. For mine kammerater og jeg var enige om, at det nok var noget, der gav stærke håndled.

 

Og jeg vil nu først fortælle videre om de rene drenge-ting, der var i denne periode af mit liv. Det vigtigste, der er at sige, er, at jeg nu ikke længere legede, hverken for mig selv eller sammen med mine kammerater. Når jeg var sammen med mine nye kammerater, snakkede vi bare. Eller vi hørte musik, først rock’n roll, senere jazz. - Jeg nåede selv at købe én rock’n roll-plade, med Bill Haley, vist bla. ”Rock a Beatin’ Boogie”, inden det udelukkende blev jazz-plader, jeg købte. Mine plader blev spillet på den billigste lille grammofon, man kunne få, og den blev sat til vor ældgamle radio, som vist stammede helt tilbage fra krigens tid. Men hvad betød det? Det afgørende var, at jeg overhovedet kunne høre musikken.

 

Men vi kunne også skyde med luftbøsse. Eller med udboret startpistol! Flere af mine kammerater havde sådan en, og en af dem sørgede også for, at den startpistol, jeg havde købt til formålet, blev udboret, så den kunne skyde med små 6 mm salonriffelpatroner. Jeg går ud fra, at der simpelt hen har været en storebror, der har sat pistolen i en skruestik og boret den ud med et 6 mm bor i en elektrisk boremaskine.

 

Min vigtigste drenge-fritidsaktivitet blev dog fiskeriet. Her blev traditionen fra torske-boom’et i Oreby ført videre. Og det spillede her en stor rolle, at en af mine klassekammerater var ivrig lystfisker. Vi fiskede en del sammen i Nakskov Indrefjord, som man kunne få fiskekort til gennem medlemskab af Nakskov Sportsfiskerforening (eller hvad den nu hed). Så fik man også nøgle til de særlige små broer, der var i Indrefjorden.

 

Jan og jeg dyrkede også nogle drømme om, måske at kunne leve - helt eller delvis - af fiskeriet. Måske bo i en husbåd i Nakskov havn. Dette kombinerede jeg efterhånden med de forfatterdrømme, jeg begyndte at nære. Det ville være en ideel tilværelse, hvis man kunne leve sådan en fri tilværelse og tjene lidt ved både det ene og det andet. Men mere om dette senere. Der var selvfølgelig også tale om skoledrenges drømme i al almindelighed om at komme ud og leve et frit liv. Men jeg kan dog ikke, mens jeg sidder og skriver dette, lade være at tænke på, at det netop er sådan et frit liv, jeg lever nu - som pastor emeritus ”med pensionen som arbejdsstipendium”. Jeg gik ikke på pension som 60-årig (for godt fem år siden), fordi jeg var ked af at være præst. Jeg kunne slet ikke arbejde, som jeg gør nu, uden teologien og præstegerningen som grundlag og baggrund. Jeg plejer at sige det på den måde, hvis ikke andre har fået noget ud af, at jeg har været præst, så har jeg selv! Men ikke mindst i forbindelse med nedskrivningen af disse erindringer står det klart for mig, at den tilværelse, jeg lever nu, er en tilværelse, der ligger i helt lige forlængelse af hele mit hidtidige liv, tilværelsen som ”fri kristen åndsarbejder”.

 

Og jeg fiskede også en del for mig selv. Jeg cyklede ofte til området omkring Næsby Strand nede på Vestlollands sydkyst - 16 km hver vej! Det var dejlige ture, hvor jeg ikke alene fik nogle dejlige naturoplevelser nede ved Østersøen, men også nød landskabet på vej dertil og derfra. Jeg skrev engang en stil om sådan en tur, og den blev læst op for klassen. Jeg ved ikke, hvor direkte og bevidst jeg satte disse oplevelser i forbindelse med mine allerede omtalte forfatterdrømme, men de har helt sikkert været med til at udvikle det forhold til landskabet, der siden da har haft så stor betydning i mit både personlige og professionelle liv. Nogle gange fangede jeg ikke noget, men ofte gjorde jeg det, og så kom jeg hjem i den mere eller mindre mørke aften med nogle torsk ”slaskende på cyklen”, som min mor sagde.

 

Noget, jeg i en eller anden grad var mig bevidst, var, at der var en forbindelse mellem min aktivitet som lystfisker og det, at min far havde været jæger. Jeg havde ikke selv lyst til at blive jæger. Jeg skød ganske vist en gråspurv eller solsort med min luftbøsse en gang imellem. Og disse fugle fik jeg altid min mor til at stege til mig. For så megen jæger-etik havde jeg arvet efter min far (gennem min mor), at jeg ikke ville skyde en fugl bare for sjov; byttet skulle spises. Denne sammenhæng spillede også mere eller mindre dunkelt

ind, når jeg på turen til og fra stranden så skovene bag markerne.

 

Sindet pustet ud på cyklen

gennem marker med skove bag

i kast efter kast

med blink og line

kobles jeg ind

på den kosmiske tone

ingen særlig interferens

kun enkelte skrat

fra den fjerne torden

bag min ryg

og aftenrødens dybde

tiltager brat bag havet.

 

Jeg havde altså et par kammerater, jeg var sammen med uden for skoletiden. Jan har jeg nævnt. Og der var Knud-Helge, som jeg især hørte rock’n roll og senere jazz sammen med. Men ellers holdt jeg mig ret meget for mig selv. En tid var jeg dog medlem af Nakskov Svømmeklub. Jeg var som sagt ikke den store sportsmand, og jeg mener ikke at kunne huske, jeg gjorde mig bemærket som løber i Nakskov-tiden. Men jeg var en forholdsvis god svømmer, og jeg nåede da at deltage i en enkelt konkurrence.

 

Hvad det menneskelige fællesskab angår, kom Branderslev Alderdomshjems beboere, de gamle, som man dengang uden videre sagde, til at spille en stor rolle i mit liv. Jeg besøgte ofte nogle af dem på deres værelser og snakkede med dem, og jeg deltog ivrigt i de fester, min mor var flink til at arrangere, når der på nogen måde var en lejlighed til det, men jo også jul, nytår, påske, pinse, høstfest, mortensaften osv.

 

Mange vil, og selvfølgelig ikke helt uden grund, mene, at det var noget af en nødløsning, at en fattig enke som min mor skulle leve med sin dreng på et alderdomshjem. Men jeg har været meget glad for de år, jeg har haft på først Branderslev, senere Bursø alderdomshjem, ja, for så vidt til sidst på Vesterborg Alderdomshjem, hvor min mor kom til at fungere som bestyrerinde nogle år efter, at hun egentlig var holdt op; men da var jeg gift og havde børn, dvs. de to af dem fik vi faktisk, mens Mor var på Vesterborg Alderdomshjem. Hvad min tid på Branderslev og Bursø alderdomshjem angår, kan man godt sige, at her fik jeg enebarn en stor familie! Man skal her huske på, at dengang var mange af alderdomshjemmenes beboere fuldstændig raske og friske, så at de virkelig kunne give noget, både i samtaler på tomandshånd og under de omtalte fester.

 

I Branderslev Alderdomshjems spisestue var der også et fjernsyn, på et tidspunkt, hvor det langtfra var tilfældet i alle private hjem. Det nød jeg også godt af. Nogle gange sammen med beboerne, andre gange alene. Det var hyggeligt at se fjernsyn sammen med de gamle. Jeg husker blandt andet, at en af damerne, når helten og heltinden kyssede hinanden, plejede at udbryde på fineste vestlollandsk: ”Nu er det forbi!”.

 

Det, jeg i øvrigt især husker fra mine tv-oplevelser i Branderslev Alderdomshjems spisestue, er seksdagesløbene, og Ungarn-show’ene i 1956. Seksdagesløbene begejstrede mig, og jo især Par Nummer 7, Kay Werner og Evan Klamer! En tid drømte jeg om at blive seksdagesrytter! Jeg vendte mit almindelige cykelstyr om, så det fungerede som et racercykel-styr, og brugte mine cykelture som træning. Men begivenhederne i Ungarn var noget helt andet. Jeg var gammel nok til, virkelig at føle forfærdelse over, hvad der skete. Og den modvilje mod kommunismen, der tidligere sådan bare havde ligget i luften eller havde været forbundet med den fjerne Korea-krig, fik en ganske nær og konkret grund, et forhold, der spillede ind, da jeg senere skulle tage stilling til, om jeg ville være militærnægter eller soldat. Samtidig oplevede jeg jo Ungarn-show’ene som den folkelige begivenhed, de var. Jeg ved ikke, om jeg var mig kontrasten mellem dette og de uhyggelige begivenheder i Ungarn bevidst. Men den dominerende fornemmelse, både hos mig og alle andre, var vel, at dette altså var den måde, vor fordømmelse af Sovjetunionen og vor solidaritet med ungarerne kom til udtryk på. I dag vil jeg sige: Danmark for fuld udblæsning, på godt og ondt. I dag laver man også underholdning til fordel for gode sager, men dengang var det folkelige i det, og dermed også holdningen til selve sagen, nok både bredere og dybere.

 

Men det afgørende i Branderslev-tiden var først og fremmest, at det var her, jeg kom ”ind i jazzen” - og efterhånden også begyndte at nære nogle dertil knyttede, men samtidig i forhold dertil parallelle ”forfatterdrømme”. Og det gælder selvfølgelig helt særligt i den sammenhæng og hensigt, jeg skriver disse erindringer i. Hvilket betyder, at jeg nu må analysere og reflektere på en måde og i et omfang, der går ud over, hvad der ville være tilfældet i en almindelig selvbiografi. Jeg minder om undertitlen: Mit eget liv som ressource og objekt i mit storpoetiske projekt. I den analyse og refleksion, der her er tale om, er det ganske vist noget andet og snævrere, det gælder, nemlig udviklingen af selve min følelse og holdning og tænkning.

 

Jeg er selv udmærket klar over, at jeg med både disse erindringer og de andre tekster om mit poesi-projekt, løber en stor risiko for, bare at blive betragtet som en gammel præst, der har gået rundt med en digter i maven. Og hvad endnu værre er: jeg er måske virkelig bare sådan en gammel præst! Men det kan jeg ikke tage mig af. Jeg har haft denne følelse, denne holdning, denne trang og disse tanker lige siden netop Branderslev-årene (men for alvor siden 1961 i Bursø, hvor jeg opgav jazzen). Og det er i meget høj grad i forbindelse dermed, jeg har haft drevet min Grundtvig-forskning. Så jeg bider hovedet af al skam og prøver at få udfoldet og præsenteret så meget, jeg kan, mens jeg kan. Og nu prøver jeg at fremstille hele forløbet og hele min udvikling her i Branderslev-årene.

 

Jazzen var nok det første. Den jetpilot-roman, jeg begyndte at skrive i Rørbæk, var jo kun en del af mine almindelige drenge-drømme, ikke et litterært forsøg. Jeg tænkte overhovedet ikke på noget i den retning, mens jeg boede i Rørbæk. Og det var, som allerede nævnt, igen Sven Erik Svane, der havde smittet mig med sin begejstring. Læseren vil måske synes, jeg har været meget påvirkelig og uselvstændig som barn. Og der kommer mere endnu. Men sådan ser jeg ikke selv på det, selv om jeg naturligvis har tænkt over dette forhold. Nej, jeg er tværtimod taknemmelig for, at jeg har haft ældre kammerater og slægtninge, der har kunnet trække mig op og give mig noget. Og senere mener jeg nok at have kunnet tænke selv! Og det mener jeg også, jeg sådan set allerede gjorde dengang - selv om jeg virkelig tog imod og lyttede.

 

Kort efter at vi var kommet til Branderslev, besøgte Sven Erik mig, og han havde en EP-plade med, som vi gentagne gange spillede på mit før omtalte ”anlæg”. Det var Benny Goodman-kvartetten med numrene ”Stompin’ at the Savoy” og ”Dizzy Spells”, optaget under den berømte Goodman-koncert i Carnegie Hall 1938. Det var Sven Eriks område. Han var swing-musiker.

 

Jeg købte også selv denne Goodman-plade, som jeg har endnu - sammen med det beskedne udvalg af andre jazz-plader, jeg efterhånden erhvervede mig. Pengene var små, og det var først efter meget grundige overvejelser, man købte en ny plade. Til gengæld var det en lille perlerække, jeg til sidst havde. Jeg nævner nogle af de vigtigste: Louis Armstrong’s Hot Five. Lester Young. The Charlie Parker Quintet. En Bud Powell Trio. Thelonious Monk. The Gerry Mulligan Quartet. Stan Getz. J.J. Johnson & Kai Winding. John Coltrane. - En af mine yndlingsplader ejede jeg ikke selv; det var en Billie Holiday-LP med forskellige ensemble-kombinationer under Teddy Wilson, men den lånte jeg i lange perioder af en kammerat.

 

Men jeg startede på helt bar bund. Jeg købte en jazz-klaverskole af en vis Vilfred Kjær og øvede mig i ”swing-bas”. Lidt senere købte jeg i min naivitet også en bog med udskrifter af nogle Teddy Wilson-soloer - som jeg selvfølgelig ikke kom langt med! Og jeg begyndte at høre de jazz-udsendelser, der var i radioen. Jeg har ikke helt rede på tidsforholdene, men jeg nævner nogle navne på dem, der spillede og kommenterede pladerne, om det så var i Branderslev- eller Bursø-tiden: Børge Roger Henrichsen, Torben Ulrich, Erik Wiedemann - hvis jazz-bog, jeg senere fik i julegave af en af mine halvsøskende.

 

Men hvad jazz-læsning i Branderslev-tiden angår, var bogen over alle bøger den bog, hvis danske udgave hed ”Jam Session”, og hvis amerikanske udgave jeg snart også begyndte at læse i: ”Hear Me Talkin’ to Ya”. Her havde Nat Shapiro og Nat Hentoff samlet en lang række udsagn og citater af jazzens folk fra den allerførste begyndelse i New Orleans af. Den amerikanske undertitel var: ”The Story of Jazz As Told by the Men Who Made It”, og det var lige netop det, der var det fantastisk gode ved den. Desuden læste jeg Mezz Mezzrow’s ”Min aske til de sorte”.

 

Denne læsning gav ikke alene en baggrund for forståelsen af selve musikken; både de enkelte episoder, de enkelte personer og jazz-historien som helhed var af en i meget stor forstand eventyrlig karakter for mig. Jazzmusikerne blev virkelig mine helte, og jeg fulgte - på den afstand, der jo af gode grunde var tale om - helt den hvide Mezz Mezzrow’s store beundring for de sorte. Jeg havde, som allerede nævnt på forhånd en stor begejstring for alt angelsaksisk, men fra denne tid af og flere år frem, stod alt, hvad der havde med det sorte USA at gøre, over alt andet.

 

Og jeg siger ”sorte” - eller evt. negre (jo egl. latin for det samme) - som vi gjorde dengang. Jeg vil ikke have min sene barndoms heltedyrkelse ødelagt af vor tids politisk korrekte sprogvriderier. Desværre kan jeg nu se, at både de sorte i USA og befolkningerne i Afrika har store problemer. Og det har jeg sørget over, lige siden det begyndte at gå op for mig. Indtil engang i 1980’erne eller deromkring glædede jeg mig enormt til at følge udviklingen i det afkoloniserede Afrika, især selvfølgelig på det kulturelle område. Det kunne jo kun blive spændende og berigende. Men det syn på de sorte jazzmusikere, jeg fik i Branderslev har jeg stadig. Og når man én gang har oplevet, at der er nogle mennesker, der kan noget, som selv de bedste af os andre aldrig vil komme til at kunne, og som man selv ville give alt for at kunne bare lidt af, så kan selv de sørgeligste eksempler på noget andet aldrig fjerne dette indtryk.

 

For det, negrene kan, det er jo ikke bare noget med lidt ekstra rytme i kroppen. Det, de store sorte jazzmusikere laver, er kolossalt sofistikeret. Jeg har senere læst, at afrikansk trommemusik kan bevæge sig på vist i hvert fald syv forskellige til en vis grad selvstændige niveau’er. Men det siger ikke det hele. Når de rigtig store, fx Armstrong, Holiday og Parker spiller eller synger, så er det jo ikke bare sådan, at der er swing-spænding mellem deres enkelte toner og grundrytmen, nej, det sejler helt ”skråt” ind over det hele samtidig med at der er en swing-spænding i forhold til grundrytmen. Eller den måde, hvorpå de kan dutte på en enkelt tone over flere takter! Her er der tale om en timing af ufattelig præcision og en struktur, der er umådelig raffineret. - Jeg skal senere vende tilbage til den betydning, jazzen den dag i dag har for mig som forbillede, også og ikke mindst i poetik-sammenhæng. Men det var i Branderslev, grunden blev lagt.

 

Jeg lyttede og læste og øvede mig altså. Men jeg fik ret hurtigt også kontakt med andre drenge, der forsøgte sig med jazzen. På et tidspunkt fik vi - efter skriftlig ansøgning - lov til at øve i et lokale på skolen, hvor der stod et klaver. Men det blev først rigtig til noget, da Timme Ørvad kom ind i billedet. - 11.05.12: Jeg har netop lavet det endelige billedalbum på min Facebook-profil med nogle Strangers-billeder, bla. to fra den her omtalte allerførste begyndelse, og nogle billeder fra jamsessions'ene i KFUM's hus i Nakskov. Desuden et fra Maribo Jazzklub "Blue Moon", i hvis orkester jeg også var pianist. Man skulle kunne komme til det ved at klikke på dette link:

 

LINK til mit Facebook-billedalbum "Neobop-kvintetten The Strangers 1957/58-1961", hvor Red Caps-klarinettisten Flemming Kragh (nu Flemming Hydeskov) optræder på et billede, og hvor også hans (mere udførlige) tekst dertil er sat på:

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.196497890384084.49512.100000716224349&type=3&l=c2d3ff3e51

 

14.05.12: Endnu en tilføjelse til KFUM-jamsessions'ene. Jeg sidder på biblioteket i Nakskov og skriver dette. Jeg har lige været omme ad Svingelsvej for at se, om huset var der endnu. Det var der i hvert fald engang i 1980'erne (eller 90'erne?), altså i min Døllefjelde-tid, hvor jeg var til et Kristeligt Folkeparti-møde i den selvsamme sal. Men var det der endnu? (Vi har siden 2003 faktisk ofte kørt ad Svingelsvej, ikke mindst når vi har skullet spillet til begravelse eller bisættelse i kapellet, men har mærkeligt nok aldrig set nærmere efter). Det hus, der mest mindede om det, jeg husker, var nu gult (og sæde for en organisation eller et firma, hvis navn jeg indsætter senere). Jeg husker ikke, hvad farve det havde dengang; det var måske gråt. Men jeg skulle alligevel på biblioteket, og jeg spurgte bibliotekaren, om hun måske kunne hjælpe mig. Hun sagde, det var rigtigt, at KFUM-huset nu var gult. Men hun henviste mig i øvrigt til at kontakte Lokalhistorisk arkiv - hvad jeg under alle omstændigheder agter at gøre. Måske mere derom senere. - Så gik jeg i gang med andre ting, især, meget apropos, lån af samlinger af danske digte fra 1950'erne og 1960'erne (på et tidspunkt vil resultatet komme på undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie"), men også et opslag i Ømålsordbogen, som jeg lige kom forbi, fsva. det slaviske (vendiske) låneord i falstersk "kampe sig" = at bade (jfr. polsk "kąpać się"; se nærmere på undersiden "Vendere - sorbere"). - Men bibliotekaren - Bente E. Knudsen - havde imens arbejdet videre med sagen og havde i den lokalhistoriske afdeling fundet det jubilæumsskrift, der blev udgivet i anledning af KFUM i Nakskovs 50-årsjubilkæum. Det er lidt vanskeligt at afgøre, hvad titlen er, men på ryggen (bibliotekets indbinding) står "Nakskov K.F.U.M. 1898 - 21. november - 1948", og det passer meget godt med, at forsidetegningen (af huset!) øverst har "50 år NAKSKOV" og nederst til højre ordet KFUM. På det, der må være titelbladet, står som titel "1898 - 21. november - 1948" og som motto "Der brænder et lys" med digtet "Den, som lys skal bære"). - Forsidetegningen er i øvrigt tegnet af arkitekt E. (Einar) Ørnsholt, som ikke alene var far til Laust Ørnsholt (1925-1974), der også blev arkitekt, og som fortsatte faderens virke på Lolland, men også til min her i "Erindringer" flere gange omtalte gode lærer og senere kollega Ole Ørnsholt). - Men hvad nu selve bygningen på Svingelsvej angår, fremgår det af jubilæumsskriftet (s. 10), at den blev købt i 1922 og indviet af biskoppen den 22. maj. (Biskop over Lolland-Falsters Stift 1942-1950 var Niels Munk Plum, som også har skrevet et af bidragene til jubilæumsbogen). Og der er et billede af huset, som nu er sat i Facebook-billedalbummet. Jeg håber, jeg senere får fat i et bedre billede. Men hvor uskarpt og grynet dette end er, har det jo en særlig betydning ved at være kopieret fra jubilæumsbogen.

 

NB! Se også Flemmings "Fragmenter fra et musikliv" nederst på undersiden "Erindringer - BILAG!

 

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har mødt Timme, men jeg tror, det har været engang i slutningen af 1960'erne. Til gengæld har jeg i forbindelse med det, jeg skriver her (27. september 2008), foretaget en Google-søgning på ham, som førte mig til hans hjemmeside, hvorpå jeg i den korte biografi blandt andet kunne læse følgende:

 

Uddannet i komposition, teori og musikpædagogik (1962-70) på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium ... Virksom som komponist, arrangør, musiker og underviser. Spiller trombone, klaver, og også en del guitar. Skriver musik indenfor de fleste genrer, og også bearbejdelser. Underviser på musikkonservatoriet og universitetet fra 1966 til 2007

 

Og det undrer mig ikke. Men jeg vidste jo godt, at han studerede komposition på konservatoriet. Jeg sætter det ind her, for at læseren straks skal forstå, hvad det var der skete, da Timme overtog ledelsen. Hos os spillede han trombone (meget avanceret), men han spillede på dette tidspunkt også akustisk rytmeguitar i Nakskov Jazzklubs legendariske husorkester ”Harlem Kiddies”.

 

Om Timme Ørvad (indsat 27.07.10):

 

På grundlag af oplysninger fra Timme selv (som jeg nu er i mere eller mindre løbende mail- og telefonkontakt med og har mødt én gang) kan jeg supplere ovenstående med følgende:

 

Før The Strangers blev dannet, spillede Timme guitar i Nakskov Jazzklubs husorkester Harlem Kiddies. Samtidig var han lærer i Nakskov Kommunale Musikskole. Senere dirigerede han også Gymnasiets Blæseorkester.

 

Og Timme har holdt forbindelsen til jazzen ved lige. Han er klassisk uddannet på Musikkonservatoriet (1962-70), hvor jazzen endnu, som han selv udtrykker det, var non grata. Men fra omkring 1970 blev meget, også historisk materiale, tilgængeligt på LP via biblioteket. Og der blev forsket i det, det var USA's kulturarv. ”Så jeg lyttede store antologier igennem med f.eks. big-band traditionen, Henderson osv.”. Og i 1975 blev den rytmiske musik, herunder jazzen, obligatorisk, bla. i uddannelsen på universitetet, og han har siden da, indtil 2007, undervist i forskellige emner også indenfor dette felt (bla. rytmisk hørelære og auditiv analyse). Samtidig begyndte han at spille på sit hovedinstrument trombonen i Det Musikvidenskabelige Big-Band, og han har medvirket ved koncerter med mange centrale danske og udenlandske jazzmusikere, herunder Thad Jones, Sahib Shihab, John Tchicai, Bob Rockwell, Jan Kaspersen mfl.

 

Så vidt jeg husker, havde både Timmes afdøde far og hans farbror været vist ret fremtrædende balmusikere, som han havde lært en hel del af. Og jeg må i forbindelse med min betegnelse af såvel disse to som - om lidt - vor trommeslagers far som ”balmusikere” understrege, at det er denne betegnelse, der - hverken mere eller mindre - løber i fingrene på mig, vel også fordi vi nok har sagt sådan dengang, men at der ikke ligger noget andet nedsættende i det, end at vi selvfølgelig var os bevidst, at det var noget andet, vi stræbte efter. For vi kendte jo også andre af dem, der helt eller delvis levede af at spille til baller og lignende, og vi anerkendte deres professionelle dygtighed, ja, hvad mere er, for nogles vedkommende var grænsen ikke skarp. De ældre musikere, der også spillede jazz, lå selvfølgelig i tredivernes og fyrrernes swing-tradition. Men man kunne alligevel lære mange ting af dem, og jeg mener, at både vor trommeslager og vor saxofonist (nærmere nf.) på et tidspunkt direkte fik undervisning af et par af dem - med mærkbare virkninger. En af disse gamle sagde til vor saxofonist, at vel skulle han øve sig og selv eksperimentere sig frem, men så skulle han i øvrigt ”fylde ørerne med jazz”.

 

Om Egil og Kjeld Ørvad (indsat 27.07.10):

 

På grundlag af oplysninger fra Timme kan jeg supplere ovenstående med følgende - som også er et helt særligt lille blik ind i 1930’rnes danske jazzhistorie m.m.:

 

Timme er født i Horslunde i en håndværkerfamilie. Timmes far (Egil Ørvad) og farbror (Kjeld Ørvad) begyndte at spille til bondeballer i begyndelsen af 1920’rne. Farbroderen fortsatte med dette hele sit lange liv.

 

I midten af 1930-erne spillede Timmes far klarinet (med saxofon som bi-instrument) i restaurationsorkestre i København. Interessen for jazzen som den nye populærmusik var her på sit højeste. Jeg citerer nu Timme helt direkte: ”Det var boom-året for jazz i Danmark, meget mere end du drømmer om: Erik Tuxen, Kordt-sisters ... - Grethe Hemmeshøj-Frederiksen (du husker hende fra vores TV-optræden i Nykøbing!) var en begavet pianist, og medlem af sangtrioen i Tuxens orkester. - Tuxen blev chefdirigent for Radiosymfoniorkestret i 1936. - Grethe Kordt husker jeg som meget kompetent pianist og operasufflør(!) fra min studietid i 1960-erne, osv. - Min far fulgte i 1935 med interesse dette, bondemusikken kunne jo kun blive bedre. Det instrumentale håndværk hos Goodman og andre har naturligvis glædet ham, hvilket jeg mødte gennem hans pladesamling fra jeg var lille dreng. Så jeg kendte stilen ’by heart’ om end ikke alt det tekniske”.

 

Timme kendte altså jazzmusikken fra sit barndomshjem. Han nævner den righoldige pladesamling med Fats Waller, Duke Ellington osv. Men han fortæller også, hvordan han sammen med sin familie var til koncert med Svend Asmussens orkester: ”Asmussen spillede engang i Reventlowparkens sal, - jeg var kun en lille dreng, og forstod næppe ret meget, men især kontrabassen fascinerede mig meget, og jeg husker også hele orkestrets opstilling på scenen”.

 

Timme er ligesom jeg født i 1943, men han gik i klassen over, og var på alle områder langt foran os andre. I ham fik jeg også - igen - en personlig ven og læremester, som kunne trække mig op. Men det allervigtigste var, at der nu kom styr på tingene. Jeg husker ikke de nærmere omstændigheder på person-siden, men jeg mener, vi ret hurtigt fik Ole Espensen med på trommer - hans far, frisørmester og balmusiker Espensens gamle trommesæt, der måske har stammet fra 1930’rne. På et tidspunkt fik han dog købt sig et dejligt nyt trommesæt. Ole har jeg også fundet på Internettet i dag, og på hans firma-hjemmeside for ”DK PERCUSSION” står der, at

 

DK PERCUSSION blev stiftet i 1990 af Ole Espensen, der gennem 35 år har været professionel janitshar og paukist i Århus Symfoniorkester.

 

Det siger også noget om niveau’et. Men foreløbig havde Ole ingen jazz-erfaring; hans baggrund var, at han havde spillet tromme i FDF, hvor han imidlertid havde lært mange vigtige grundlæggende ting. Til sidst blev han meget dygtig, bar virkelig vort spil med spændstig rytme på det store bækken og avancerede ”bomber” og crescendo-hvirvler på lilletrommen osv.

 

Senere kom Flemming Rasmussen med på tenorsax og Søren Sørensen på bas. Jeg husker ikke rækkefølgen, men jeg tager Flemming først, for han var den næste, jeg fandt på Internettet. Han er nu leder af Sønderjysk Concert Band, på hvis hjemmeside man kan læse bla. følgende om ham:

 

Begyndte som 11 årig at spille Eb Horn i det lokale F.D.F. orkester, men gik dog ret hurtigt over til at spille Tuba ... Kom i 1964 til „Slesvigske Fodregiments Musikkorps“ i Haderslev ... Derefter videreuddannet på Militærmusikeruddannelsen på det „Kgl. Danske Musikkonservatorium“ i København. I 1974 udnævnt til musikkorpset’s vicedirigent. I årene 1989-1990 og 1996-1997 konstitueret som musikdirigent og chef for musikkorpset.

 

Flemming og Ole kendte hinanden fra FDF-orkestret, så Ole fik ham med hos os. Han købte sig en tenorsax og gik i gang fra grunden af. Men efterhånden udviklede han sig til en god ”hård tenor”.

 

Søren (Søren Basmand) var den ældste af os (født 1937), lærer på Dannelunde Centralskole på Sydvestlolland og gift. Han spillede allerede fint bas og kunne gå lige ind i det hele. Det var sjovt for os at have en rigtig voksen mand med, igen en, der kunne trække op. Ved tilfældighedernes spil har jeg i den mellemliggende tid haft lidt med Søren at gøre, men det var nogle gange i Døllefjelde-tiden, så derom senere. Jeg kan dog allerede nu røbe, at vi ved en enkelt lejlighed kom til at spille sammen igen. Nu har jeg også fundet Søren på Internettet, blandt andet på Den Faglitterære Gruppes hjemmeside (Dansk Forfatterforening), hvor der bla. står:

 

... uddannet som lærer med nordiske sprog og historie som hovedfag, universitetsstudier i finsk og historie. - 1960-1985 ansat i folkeskolen som lærer, skoleinspektør og undervisningsinspektør i ministeriet, herefter fri forsker og forfatter.

 

At Søren nu har et stort og alsidigt forfatterskab bag sig, kan jeg ikke komme nærmere ind på her. Interesserede kan gå på: http://www.fagforfatter.dk/medlemmer.html?forf=404 - og klikke videre derfra!

 

INDSKUD 15.05.12: Som med Timme har jeg, siden dette afsnit blev skrevet, også været i mere eller mindre løbende mail-kontakt med Søren, ja, var efter invitation fra ham med ved den af ham ledede fejring af Adam Oehlenschlägers 230-års fødselsdag i Møstings Hus, Frederiksberg. Søren optrådte på vegne af

Samrådet for de Litterære Selskaber i Danmark, som han var (og stadig er) formand for.

 

Det har vakt store følelser i mig at finde alle de fire andre på Nettet. Jeg har selvfølgelig sendt dem alle en mail. Og nu må vi se. Jeg ved ikke, hvad de tænker, men den tanke er i hvert fald begyndt at rumstere i mit hoved, at det ville være meget stort, hvis vi kunne mødes og spille sammen igen!

 

Men vi fem kom til at udgøre jazzkvintetten ”The Strangers”, og under Timmes ledelse stilede vi mod at spille så moderne og originalt som muligt. Timme fik os til at forstå, at uanset hvor meget godt der var at sige om den ældre jazz, var den fortid; den var spillet. Nej, spillede man jazz, så måtte man prøve at spille noget, der aldrig var spillet før. Såre simpelt. Selvindlysende! Det var bare lettere sagt end gjort. - 25.03.11: Jeg har netop lavet et (foreløbigt) billedalbum på min Facebook-profil med nogle Strangers-billeder og nogle billeder fra jamsessions'ene i KFUM's hus i Nakskov. Man skulle kunne komme til det ved at klikke på dette link:

http://www.facebook.com/album.php?aid=49512&id=100000716224349&l=c2d3ff3e51

 

Men vi prøvede, så godt vi kunne. Derved kunne der selv i bedste fald komme noget teoretisk og tørt over vores spil, og i værste fald knækkede vi halsen (det skete i hvert fald tit for mig). Vi så derfor med en blanding af kritik og misundelse på de orkestre, der gjorde sig det lettere ved bare mere eller mindre at kopiere fx den gamle New Orleans-jazz. Og det var heller ikke altid, vi gjorde lige stor lykke, når vi spillede til bal. Men efterhånden kom vi efter det og fik udviklet en ret robust stil. Til sidst fik vi den ære, at være husorkester i Nakskov Jazzklub, og vi nåede at være med i nogle amatør-radioudsendelser og at komme i Regionalradioen i Næstved (optagelse på Sørens Dannelunde Centralskole). Det var også stort for os, at vi engang blev hyret til at spille nytårsaften i Forsamlingsbygningen i Nakskov, en rigtig professionel opgave, der også gav lidt penge. Men jeg husker, at publikum ikke var udelt tilfreds med den moderne jazz vi spillede! Vi kom dog igennem aftenen uden episoder. Man kunne jo danse til vor musik, og folk ville først og fremmest fejre nytår. Kronen på det hele var, da vi i 1961, efter at jeg egentlig var holdt op, var med i en fjernsynsudsendelse med lokale amatører, der blev optaget på den gamle jernbanestation i Nykøbing Falster. Også nogle af de andre ting, jeg nævner her, hører hjemme i min Bursø-tid, men jeg nævner dem her i dette samlede overblik over, hvad det var grunden blev lagt til i øvelokalet på Nakskov Gymnasium.

 

Men The Strangers’ egentlige storhedstid kom jo til at ligge i min Bursø-tid og skal derfor først behandles i næste kapitel. Det ligger dog ikke helt klart for mig, hvad der hører til Branderslev-tiden og til Bursø-tiden. For allerede i Branderslev-tiden havde jeg også aktiviteter i Maribo, og i Bursø-tiden levede jeg fortsat mit vigtigste jazz-liv i Nakskov. - Det er ejendommeligt, at jeg i min Rørbæk-tid fortsat havde min rod og mit centrum i Oreby, og at jeg i det første af min Bursø-tid fortsat havde min rod og mit centrum i Nakskov. Og det præger fremstillingen her, for dels kan jeg i mange henseender og tilfælde ikke huske, hvad der er sket i hvilken periode, dels vil det i mange tilfælde være fristende - og tillige formålstjenligt - at nævne nogle ting, der egentlig hører hjemme i den sidste af de to perioder, i forbindelse med den første præsentation af det pågældende tema eller den pågældende aktivitet.

 

Foreløbig øvede vi ”Strangers” os. Og man skal lægge mærke til det navn, vi valgte. Det er et klart udtryk for, at vi tilstræbte originalitet, men selvfølgelig samtidig et udtryk for, at vi var klar over, at vi i det hele taget og på forhånd var anderledes end de andre. Jeg husker ikke, hvornår vi blev enige om, at vi måtte have et navn, men det må have været på et tidspunkt, hvor vi var begyndt at optræde lidt - eller kunne forvente at komme til det.

 

Noget af det allerførste var, at Timme og jeg fik lov at spille et par numre i pausen under et skolefest-bal. Gad vidst, om der overhovedet var nogen, der hørte os. Der blev nemlig snakket godt i denne pause. Jeg husker, at en lærer holdt en mikrofon hen til Timmes basun, men er ikke sikker på, at det hjalp ret meget. Men vi havde optrådt! Og det var stort. Jeg kan ikke huske, hvad det næste blev, men vi gjorde jo alt for at komme til at optræde, og efterhånden blev det til noget, som sagt dog især i min Bursø-tid.

 

Jeg siger, at vi ”valgte” vort navn. Men jeg skulle måske hellere have sagt, at vi ”fandt frem til det”. For den måde, vi fire drenge plus den voksne Søren traf vore beslutninger på, var et mønster på kollektiv, eller altså simpelt hen fælles, ledelse. Ingen anfægtede Timmes lederskab på det musikalske område, heller ikke Søren, selv om han jo også vidste en del. Men selv her kunne alle frit give deres mening til kende. Det var heller ikke altid sådan noget som akkorder og den slags, det drejede sig om. Det kunne også være selve spille-stilen. Og her førte vi på et senere tidspunkt nogle ret intense diskussioner, hvor Timme måske nok kom lidt i mindretal i forhold til Ole og Flemming og mig, der gik ind for en enklere og mere rå, dog stadig moderne og efter vor evne avanceret spillestil. Eller det kunne være helt praktiske ting, det drejede sig om, og her havde hver mand helt klart én stemme. Eller man kan sige, at vi i virkeligheden havde en konsensus-kultur. Vi snakkede os frem til løsningerne. - Senere skulle jeg komme til at opleve noget tilsvarende i menighedsrådsarbejdet. For det meste i hvert fald.

 

Hvordan hver enkelt spillede, blandede vi os ikke så meget i. Men vi gav selvfølgelig hinanden gode råd og prøvede at opmuntre, inspirere og støtte hinanden. Søren Basmand passede stort set bare sit. Og til at begynde med havde Flemming nok at gøre med at få styr på saxofonen og få lært at improvisere. Timme passede også stort set sit eget trombone-spil, men efterhånden kunne vi andre godt opfordre ham til at være lidt mindre ”teoretisk” og lidt mere rå - hvad han ikke tog os ilde op, men tværtimod rettede sig efter, så også han kunne blive ret rå - uden at det avancerede gik tabt.

 

Noget anderledes var det for Oles og mit vedkommende. Rytmisk set er trommerne jo selve grundlaget for det hele, og vi opmuntrede hele tiden Ole til at udvikle sit spil i retning af noget på én gang avanceret moderne og solidt. Det fandt han sig tålmodigt i, og var jo også selv lige så interesseret i det som vi andre, og resultatet udeblev som sagt ikke.

 

Men klaveret er jo også en del af rytmegruppen, og samtidig det instrument, der giver det harmoniske grundlag, så hvad pianisten laver, er ligeledes af den allerstørste fælles interesse. Og jeg indrømmer blankt, at jeg til at begynde med faktisk ikke vidste noget om noget som helst. Jeg havde dog nok allerede så nogenlunde lært mig becifrings-tegnene, og hvad tonika, dominant og subdominant var, men Timme førte mig videre, idet han også viste mig, hvordan jeg skulle lægge akkorderne, når jeg lavede mit akkompagnement, og hvordan jeg skulle markere akkordfølgerne på en måde, der ikke var alt for rytmisk klodset. Og han indførte mig i harmonilæren - og inspirerede mig senere til at studere klassisk sats-harmonilære (så at jeg i Maribo-tiden i al beskedenhed, men alligevel, kunne lave en sats til en fransk julesang, vort særlige kor sang i Domkirken, men derom senere). Det var fra begyndelsen af karakteristisk for Timme, at de akkorder, han gav mig, var meget avancerede i forhold til standard-becifringerne, altså fx nogle helt vanvittigt toneartfremmede akkorder. Men sådan skal det jo være i moderne jazz; hverken rytmen eller tonerne i melodien (herunder improvisationen) må falde plat sammen med akkompagnementet; nøgleordet er ”spænding” - idet ”spændingen” jo ikke er statisk, men bevæger sig frem i og med det ”drive”, som også er en del af det, man kalder ”swinget”. Ingen har dog, så vidt mig bekendt, kunnet give en fuldstændig redegørelse for disse forhold.

 

Imidlertid kom jeg allerede i slutningen af Branderslev-tiden til at afløse min Oreby-kammerat Sven Erik som pianist i Maribo Jazzklub! Det må have været en ringe erstatning for dem, men formodentlig den eneste mulige. Og der skal jo være en til at slå akkorderne. Så jeg fik lov. Jeg husker, at jeg kørte på min cykel til og fra jernbanestationen i Nakskov og derefter kørte med toget til og fra Maribo en øvegang midt i ugen - og så lørdag aften. Det var meget stort for mig at være med i et orkester, der optrådte rigtigt. Og The Strangers gik der ikke noget fra, for vi var ikke nået så langt endnu. Hvordan jeg efterhånden fordelte min tid, husker jeg ikke, men det har nok først været til allersidst, The Strangers spillede mere eller mindre fast i Nakskov Jazzklub.

 

Jeg var glad for min tid i Maribo Jazzklub - ”Blue Moon” (med dertil svarende kendingsmelodi). Det var under ledelse af tenorsaxofonisten Lars Winckler - som også var søn af en balmusiker (se ovf.), vist endda en stor mand på området. Og det gav mig en dejlig erfaring. Efterhånden fik jeg også lov at forsøge mig med en klaversolo en gang imellem. Højdepunktet i min tid som pianist i ”Blue Moon” var, da vi var med i en radioudsendelse med amatørmusikere, som blev optaget på Olsens Hotel i Maribo, som brændte kort efter, nemlig den 25. marts 1959. Det var under ledelse af ingen ringere end Otto Leisner, hvis velklædthed og veloplagthed slog os. Og vi var meget stolte, da han efter optagelsen kom hen og vekslede et par ord med os. Vi spillede ”On the Sunny Side of the Street”.

 

Datoen for hotelbranden (som jeg i forbindelse med affattelsen af dette afsnit har fundet på Internettet) viser, at det har været i min Branderslev-tid, denne optagelse fandt sted. Desto mere interessant er det, at jeg senere skulle få en af de andre medvirkende amatører tæt ind på livet, nemlig den senere professionelle cellist Jørn Lauritzen, som optrådte med et stykke på solo-cello. - Se mere om ham i kapitel 4.

 

Men The Strangers og Nakskov var hele tiden centrum i mit jazz-liv. Jeg vil ikke sige noget ondt om Maribo, som jeg allerede havde et forhold til gennem min mor, der jo som askøbo havde haft Maribo som sin købstad, og hvor jeg senere fik tre dejlige gymnasie-år. Men Maribo er nu engang netop denne købstad og handelsby midt i et landbrugsområde, medens Nakskov er - og i særdeleshed dengang var - den store industriby. Der var simpelt hen mere ”Chicago” over Nakskov! Og det viste sig meget tydeligt i den måde, livet blev levet på i de to jazzklubber. I Maribo var man mere til det bløde, i Nakskov var der mere lydhørhed for den musik, vi i The Strangers prøvede at spille. Og der var i det hele taget et rigere jazzliv. På et tidspunkt havde vi også et konkurrerende orkester, der var ved at komme frem. Og jeg husker, at der om søndagen var jam sessions i KFUM-huset på Svingelsvej, hvor også andre, der kunne spille noget, kom og var med.

 

Indskud 14.01.12: Se Red Caps-klarinettist Flemming Kraghs (nu Flemming Hydeskov) meget fine erindringer på undersiden "Erindringer - BILAG"! - Og LINKET til mit Facebook-billedalbum "Neobop-kvintetten The Strangers 1957/58-1961", hvor Flemming optræder på et billede, og hvor også hans (mere udførlige) tekst dertil er sat på:

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.196497890384084.49512.100000716224349&type=1&l=c2d3ff3e51

 

Disse jam sessions deltog jeg en tid i. Ofte som ”fup-bassist” på min efterhånden berømte gule bas. En af mine lærere, som var flink til at snakke med os i frikvartererne, havde nemlig fortalt mig, at jeg kunne få en gammel delvis ødelagt bas for at hente den et sted på Sjælland (tror jeg, det var), og denne bas havde jeg forsøgt at sætte i stand - i hvilken forbindelse jeg havde malet hele dens krop over med gul maling! (I dag tager jeg mig også selv til hovedet). Nye strenge tjente jeg til ved at luge roer for Morbror Immanuel og fætter Johannes på Skovgård. Fætter Johannes var vist ikke helt tilfreds med resultatet; jeg havde jo aldrig prøvet at luge roer før. Men pengene fik jeg da.

 

Men netop mit mere eller mindre ”fuppede” bas-spil førte til et andet tidligt højdepunkt i mit liv som jazzmusiker. Det var en nytårsaften på Branderslev Alderdomshjem. Traditionen tro var fætter Johannes og hans kone Else hos os. Og vi var nået til at sidde oppe i min mors stue. Så ringede telefonen. Det var fra Nakskov Jazzklub, som var midt i nytårsfesten på Hotel Skandinavien, hvor klubbens arrangementer altid fandt sted. Harlem Kiddies’ bassist var blevet sløj, og de ville have mig til at overtage bassen. Min mor nåede at få protesteret og befalet lidt, men da var jeg allerede på vej ud af døren. At blive opfordret til at spille sammen med Harlem Kiddies! - Jeg mener også at have spillet klaver sammen med Harlem Kiddies, formodentlig ved en anden lejlighed, og med endnu større stolthed. De ældre musikere i Harlem Kiddies havde gudeagtig status. På et tidspunkt indspillede de en plade. Stort!

 

Jazzen og familien! Det minder mig om min konfirmationsfest i ”kommunestuen” på Branderslev Alderdomshjem (hvor sognerådet holdt sine møder). Hertil havde min ovenfor omtalte onkel Fritz skrevet en sang, hvorfra jeg endnu husker følgende: ”... jazz: / bas, klaver og tromme; / allersidst får lektien gas, / og så er dagen omme”. - Den tromme, onkel Fritz her hentyder til, var en, jeg selv havde lavet, af en urtepotte og noget skind, som jeg havde strammet ved hjælp af dobbelte snore med små pinde i, der kunne vrides rundt. Den var ikke meget bevendt, men den kunne da sige lidt, også med de ”fluesmækkere” (whiskers), jeg havde anskaffet mig. Det glædede og rørte mig i denne forbindelse, at jeg i den ovenfor omtalte bog ”Jam Session” havde læst, at de berømte brødre Johnny og Baby Dodds (hhv. klarinettist og trommeslager) som små fattige negerdrenge var startet med henholdsvis en blikfløjte og nogle pinde fra en stoleryg på en blikdåse (gengivet efter hukommelsen). Jeg solgte også min i Oreby-kapitlet omtalte harmonika og købte en billig guitar for den, så jeg kunne slå nogle akkorder på den, hvis vi skulle blive nødt til at øve et sted, hvor der ikke var et klaver. Det blev aktuelt nogle få gange. Og så vidt jeg husker, brugte jeg den også, da vi engang kørte rundt i Nakskovs gader på ladet af en vogn og spillede som del af årets juleoptog.

 

Men jeg havde jo trods alt også et liv ved siden af jazzen. For til at begynde med fyldte den langtfra det hele. Et meget mærkeligt forhold, som jeg står mere og mere uforstående over for, som tiden går, er, at jeg i fjerde mellem lod mig indskrive til den matematisk-naturvidenskabelige linje i gymnasiet. Men jeg må altså selv på dette sene tidspunkt have fastholdt min plan om at blive kemi-ingeniør og have betragtet jazzen som en hobby, i hvert fald må en form for træghed have gjort sig gældende. For jeg kan da huske, at jeg i Branderslev-tiden begyndte at snakke med Timme om, at den nysproglige linje ville være mere passende som baggrund for jazzen. Og hvad mere er, jeg begyndte, som allerede nævnt, også at nære nogle forfatter-drømme.

 

Det hele er meget kompliceret. Men sådan er det jo at være et stort barn. Der er ingen tvivl om, at selv om jeg altså fastholdt valget af matematisk-naturvidenskabelig linje, indtil jeg i forbindelse med vor flytning til Bursø og dermed Maribo Gymnasium bad om at få det ændret til nysproglig linje, kom jazzen og forfatterdrømmene til at fylde mere og mere.

 

Endnu i 1957 og sikkert også i hvert fald begyndelsen af 1958 var jeg så interesseret i kemi, at jeg i forbindelse med opsendelsen af den sovjetiske ”Sputnik” (4. oktober 1957) drømte om at blive den, der opfandt et raketbrændstof, der kunne bringe Vesten foran i rumkapløbet. At disse drømme vidnede om en næsten alkymiagtig uvidenhed, er sådan set sagen uvedkommende. For drømme var det i hvert fald. Jeg udfoldede i en periode en ret livlig aktivitet nede i det gamle kældertoilet. Men der var ikke noget reelt indhold i det, jeg lavede. Jeg prøvede også - som så mange andre drenge på den tid - at lave mine egne raketter. Indtil materialisten i Nakskov - bogstavelig talt! - lugtede lunten og nægtede at sælge salpeter og svovl til mig: ”Du vil jo lave krudt”, sagde han. Og det havde han altså ret i. Noget fik jeg dog lavet - med min dykkermaske som sikkerhedsbrille. Men det brændte ikke særlig godt.

 

På et tidspunkt må jeg være holdt op med at lave kemi-forsøg. Men jeg læste stadig bøger om naturvidenskab, herunder atomfysik og kosmologi. Det blev dog mere og mere som et led i et bredt dannelsesprogram. Jeg kan i dag vanskeligt gøre rede for, hvordan jeg i Branderslev-årene efterhånden opfattede min egen situation. Og det har jo nok heller ikke stået særlig klart for mig dengang. Mine kemiingeniør-planer må som sagt have været mere eller mindre fastholdt til det sidste. Og så var der jazzen. Den var fra begyndelsen af overdraget fra Sven Erik. Men snart begyndte den at spille sin egen, stærkt voksende rolle i mit liv. Hvornår jeg begyndte at nære virkelige drømme om en musik-karriere, kan jeg ikke sige, men jeg kan som sagt huske, at jeg i en ordveksling med Timme på et tidspunkt sagde, at nysproglig studentereksamen jo nok ville passe bedre til det at være jazzmusiker. Men dertil kom, at jeg altså også på et tidspunkt begyndte at nære nogle forfatterdrømme. Og under alle omstændigheder begyndte jeg at se mig selv som i bred forstand ”kultur-person”.

 

Timme var ikke alene ”The Strangers’” musikalske leder og min lærer i musikteori. Han var også min vejleder på hele idé- og kulturområdet i meget bred forstand. Hvortil kom Søren Basmand og Ole Ørnsholt, som var min lærer i geografi og biologi. Jeg kan ikke med bestemthed sige, hvor disse tre stod partipolitisk, men de har næppe ligefrem ligget til højre for det Socialistisk Folkeparti, der blev stiftet den 15. februar 1959, men jo i en eller anden forstand havde eksisteret siden den tidligere DKP-formand Aksel Larsens anmeldelse af partiet i Folketinget den 24. november 1958. Og jeg ved, at Søren i hvert fald senere var SF’er (vist bla. på et tidspunkt i 1970’erne opstillet til Europaparlamentet), og at Ole Ørnsholt i 1966 var medlem af Nakskov Byråd for SF - samt at han, da jeg i 1968 blev hans kollega, var VS’er.

 

Det er i sammenhængen her heller ikke selve det politiske, endsige partipolitiske, der er afgørende, men det kulturelle. Tingene hænger dog sammen, og det har de gjort både før og siden, indtil den dag i dag. Og det var i hvert fald sådan (også) i slutningen af 1950’erne, at hvis man var gymnasieelev og derover, ville en interesse for jazz, der gik ud over at gå til jazzbal lørdag aften, ofte være kombineret med en bred interesse for litteratur, film og kunst, og alt dette igen ofte være kombineret med en på den ene eller anden måde venstreorienteret politisk holdning. Og dette var altså tilfældet for Timmes, Sørens og Ole Ørnsholts vedkommende.

 

Ole Ørnsholt var en god og engageret lærer, der - efter min mening uden at gå over stregen - også indimellem gav udtryk for sin synspunkter på ting, der lå ud over det rent faglige. I virkeligheden måske heller ikke så ofte endda. Det var også hele hans person og måde at være på. Og netop ham har jeg ofte tænkt på, når der har været debat om indoktrinering i skolen. Mit liv ville være blevet fattigere, hvis Ole Ørnsholt havde været forhindret i at komme med sine personlige kommentarer. Senere fik jeg andre lærere, der også kom med personlige kommentarer i timerne, i nogle tilfælde af en helt anden karakter. I mine egne år som lærer holdt jeg mig heller ikke selv tilbage, og jeg havde mange gode diskussioner med mine elever - hvad i hvert fald nogle af dem har givet udtryk for, at de også syntes. Denne side af undervisningen, ja, den opdragelse, der jo også skal være tale om, skal selvfølgelig ikke overdrives. Der er jo i forvejen ikke for megen tid til det rent faglige. Men jeg gentager, at mit eget liv ville være blevet meget fattigere, hvis alle mine lærere udelukkende havde holdt sig til det rent faglige.

 

Men det, jeg skal fortælle om nu, er hele min indføring i den nye verden, som Nakskovs mere eller mindre venstreorienterede kulturmiljø var. Timme havde god forbindelse til Ørnsholt, som var medlem af jazzklubbens bestyrelse, ja, måske ligefrem formand. Han var i hvert fald formand for filmklubben, og det var gennem Ørnsholt, jeg fik lov til at blive medlem af såvel jazzklubben som filmklubben. Der var vel aldersbegrænsning begge steder, i hvert fald i jazzklubben, men på grund af min store interesse fik jeg dispensation. Og hvad jazzklubben angår, kunne alle involverede, være ganske rolige; det var jo kun for at lytte til musikken, jeg kom. Jeg kan huske, at Ørnsholt til gengæld bad mig køre rundt og kræve kontingent op til filmklubben. Men det betragtede jeg kun som en yderligere ære.

 

Det var vist også Timme og Ørnsholt i mere eller mindre forening, der fik mig til at læse finere litteratur, fx Dostojevskij. Men det var jo ikke så galt. Af finlitteratur at være er Dostojevskijs romaner ekstremt saftige og spændende. At jeg senere skulle komme til at læse Dostojevskij på originalsproget, kunne jeg ikke vide.

 

Men jeg orienterede mig også bredt på egen hånd, og på et tidspunkt stødte jeg i forbindelse med min jazz-læsning på en liste over sorte amerikanske forfattere. Jeg tror, jeg læste flere af dem. På amerikansk, selvfølgelig. Det kan godt være, det først var i 4. mellem, men da læste jeg i hvert fald udmærket amerikansk. Den eneste af disse bøger, jeg i dag kan huske, handlede om en sort amerikansk soldat, der gjorde tjeneste i efterkrigstidens Tyskland, blev kæreste med en tysk pige - og i det hele taget kom til den konklusion, at han blev behandlet meget bedre i dette for få år siden nazistiske land end hjemme i USA. Dette kunne selvfølgelig have været en plat pointe, men bogen var skrevet godt og gjorde i hvert fald dengang et stærkt indtryk på mig.

 

I en periode inddelte jeg nøje min dag, så jeg brugte den og den tid på at spille, den og den tid på at læse lektier og den og den tid på min personlige dannelseslæsning, fra atomfysik til Dostojevskij.

 

For jeg var som sagt ved at få den opfattelse, at enten skulle jeg bare være jazzmusiker, eller også skulle jeg være både jazzmusiker og forfatter, eller også skulle jeg være forfatter alene - vist i denne prioriteringsfølge.

 

Når jeg i dag ser tilbage på disse forhold, står det klart, at jazzen, den havde jeg altså fået overdraget af Sven Erik, men så hurtigt fået mit eget forhold til, så det til sidst ikke var mig, der havde jazzen, men jazzen, der havde mig. Det står også klart, at jeg selvfølgelig tog ved lære af Timme og Søren og Ørnsholt og i det hele taget gerne ville identificere mig med de kredse, der dyrkede jazzen og kulturen i øvrigt. Jeg lærte ordet ”intellektuel” at kende. Og jeg kan direkte huske - og se for mig - en situation, hvor en jazzinteresseret ældre kammerat om en også jazzinteresseret lærerstuderende i Vordingborg sagde: ”Han er skide intellektuel”.

 

Alt dette lå i luften - i hvert fald i den luft, jeg for det meste indåndede. Men det er alligevel ikke hele forklaringen. Og her er jeg fremme ved det punkt i mit liv, hvor der for første gang er ting, der peger helt direkte frem mod, hvad jeg er i dag, og hvor disse erindringer ikke bare bliver ressource og motiv, men også bliver en beretning om, hvordan det, jeg nu ofte kalder mine ”koncepter”, har udviklet og udfoldet sig gennem mit liv, fra slutningen af 1950’erne til i dag.

 

For med al anerkendelse af, hvad jeg har lært og modtaget fra mine kammerater og omgivelser, var der i disse Branderslev-år, og selvfølgelig især i slutningen af dem, tale om, hvad jeg i dag godt vil kalde et ”poetisk overskud”. Og uden at ville underkaste mig selv den helt store analyse vil jeg nu - ikke mindst for min egen skyld - prøve at finde ud af, hvad der kan have været af faktorer i mig selv og i min egen baggrund.

 

Der er ingen tvivl om, at ethvert menneske bliver født med nogle genetiske anlæg. Og jeg er overbevist om, at jeg fra min mødrene slægt har arvet nogle anlæg for at føle og drømme. Det kunne jeg især se hos fætter Johannes og fætter Ib. Men jeg kunne også se noget af det i min mor - som jo blandt andet også var god til at skrive festsange. Det er utvivlsomt også fra min mødrene slægt, jeg har arvet de anlæg, som har ført til, at jeg er blevet præst og teolog. Og der er som bekendt her tale om beslægtede anlæg - hvad min udvikling under mit cand. mag.-studium også senere meget tydeligt skulle vise. Men dertil kom den kulturelle arv, både fra min familie og i hele den atmosfære, jeg voksede op i.

 

Jeg har fortalt om, hvad jeg kan kalde ”ånden i Oreby Skole”. Og det var en ånd, der i høj grad stammede fra 1800-tallet, ikke bare for så vidt angår de grundtvigske ting, men også for så vidt angår, hvad man kan kalde den ”nedsunkne romantik”. Ja, både i min familie og i skolen og hele kulturen omkring mig var der en holdning til ”det poetiske” og til digtningen og digterne, som helt klart stammede fra romantikken, romantikken sunket ned til at være en almindelig kulturel stemning. Og dette betød ikke bare, at der sådan i al almindelighed var en poetisk stemning; det betød også, at der stod en særlig respekt om det at være digter eller forfatter. Og der er for mig ingen tvivl om, at også den rent ”kultur-sociale” agtelse for digteren eller forfatteren har betydet noget for mig. Digter eller forfatter var noget meget fint og vigtigt noget, som det var naturligt for en dreng af min slags at drømme om at blive.

 

Men der var også indre og dermed mere egentlige grunde. Jeg har allerede fortalt om, hvad naturoplevelserne i forbindelse med mine fisketure betød for mig. Men i mine Branderslev-år kørte jeg også ofte ture på min cykel for simpelt hen at opleve og føle. Det gjaldt ikke mindst de mange ture, jeg kørte i de lyse sommernætter. Jeg vil i dag sige, at det var her, jeg gik over fra den rene, vel i grunden helt fællesmenneskelige barne-følelse til en mere speciel ”eksistens-følelse”, som - i hvert fald i princippet og på en eller anden måde - også pegede frem mod noget litterært. Eller er ”gik over” dækkende? Jeg har jo allerede sagt, at min Rørbæk-tid var en mellemtid uden megen følelse, en mellemtid, der først og fremmest var overgangen fra lille dreng til stor dreng. Om den på naturoplevelser ”groende” følelse har jeg allerede skrevet en del i teksterne på undersiden ”Poetik”, og jeg vil nok vende tilbage til det flere gange i disse erindringer, men når jeg nu sidder og skriver om den allerførste begyndelse her i Branderslev-årene, slår det mig, hvor grundlæggende ikke mindst cykelturene i sommernætterne har været. Netop fordi det hele jo var så bredt og diffust. Fra dengang af og indtil nu har landskabet, som jeg så det, og som min følelse groede på det og mine drømme rakte ud efter det, været hverken mere eller mindre end billedet på Eksistensen som helhed, ja, på sin vis manifestationen af Eksistensen som helhed. Hvor mit problem fra dengang af og indtil nu har været at komme videre derfra til den dybere indtrængen, som den motiviske forholden sig til Eksistensens konkrete enkeltmanifestationer åbner adgang til, ja, er gennemgangen til.

 

Jeg cykler gennem sommernatten

som lyser i nord

mens solen lader op

i mulighedernes rige

træerne har lagt dagens slør

og viser nøgent sandt

mod dunkle dybder.

 

Og jeg begyndte at skrive nogle ting. Desværre har jeg kun én tekst fra dengang, og den er ikke poetisk. Men jeg kan huske, at jeg prøvede at skrive mere poetiske ting. Til gengæld er den tekst, jeg har fra dengang, intet mindre end min litterære debut, ja, formodentlig det første, jeg nogensinde har fået trykt. Måske har jeg også skrevet nogle læserbreve og lignende allerede dengang. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg havde en vis kontakt til ”Lollands Tidende” ud over, hvad der havde med min litterære debut at gøre. Hvad denne kontakt nærmere kan have gået ud på, kan jeg ikke huske - andet end at jeg vistnok på et tidspunkt drøftede den nystiftede bevægelse ”Liberale Arbejdere” med redaktionen! - Jeg var jo i disse år snart nærmest socialist, snart ekstremt liberal. Det skammer jeg mig ikke over. Sådan må det nok være. Ungdommen er beregnet til, at man skal orientere sig i alle retninger.

 

Min litterære debut, som blev trykt i ”Lollands Tidende” den 12. september 1958, var en fremtidsnovelle, som redaktionen havde givet titlen ”Mennesker i Aar 2003”. I den i teksten indsatte boks præsenteres den således:

 

BENT CHRISTENSEN, ”De gamles Hjem” i Branderslev fantaserer i denne novelle om, hvorledes menneskets tilværelse vil forme sig i 2003, naar alt arbejde er afskaffet, alle fabrikker automatiske, alle mennesker er kunstnere eller politikere. Faar vi det saadan? - er spørgsmaalet ... [NB! ”aa” for ”å” er avisens retskrivning (som jeg følger), ikke min, og det gælder hele vejen].

 

Allerede dengang spurgte jeg mig selv, om man måske har troet, denne Bent Christensen var en af beboerne? Der stod jo ikke noget om, at jeg kun var 15 år! Men de må have vidst det. Jeg har besluttet at sætte hele denne novelle på en underside, jeg således har fået stødet til at oprette: ”Litterære tekster”, så jeg vil her i denne sammenhæng gøre forholdsvis lidt ud af den og først og fremmest sige, at der selvfølgelig ikke er tale om noget digterværk. Og det har ikke bare skyldtes min alder, men også - og navnlig - at der i virkeligheden helt overvejende er tale om et programskrift, som dels udtrykker mine egne holdninger og drømme (kærlighed til de sorte, begejstring for teknologi), dels både positivt og polemisk afspejler mine diskussioner med Timme. Man skal lægge mærke til, at jeg altså allerede som 15-årig polemiserede mod den opfattelse, at teknologiske og økonomisk-sociale fremskridt skulle kunne overflødiggøre kristendommen! Men samtidig er det jo også et virkeligt ”frihedens rige”, jeg skildrer, i en på også andre måder ret socialistisk sammenhæng, ja, et ”frihedens rige”, hvor blandt andet også ”alle var kunstnere”! Min fremtidsnovelle begynder således:

 

Stan slog øjnene op et par minutter i seks. Han blev roligt liggende, for i aaret 2003 arbejdede ingen, dvs. kunstnere og politikere samt pædagoger gjorde; men alle var kunstnere, politikere eller pædagoger i aaret 2003, hundrede aar efter at den første flyvemaskine havde svævet i luften; thi ved automatiseringens stigende omsiggriben i tresserne var saa mange mennesker blevet arbejdsløse, at borgerkrig syntes at være uundgaaelig. Fremragende FN-politikere havde imidlertid gennem femaarsplaner faaet ordnet det saaledes, at alt blev automatiseret.

 

[…] Da den sidste dag af den sidste femårsplan var forbi, kunne folk blot gaa hen til det nærmeste automatiske supermarked og trykke på nogle knapper, hvis de behøvede noget.

 

Ja, det fremgår også, at man bare kunne lægge en seddel i en bestillingssprække hjemme. Så ville man modtaget fx et møbel, man selv havde special-designet, næste dag. Men da en vis samfundsordning var nødvendig, måtte alle interessere sig for politik - inden for rammerne af de i 1984(!) oprettede Jordens Forenede Stater. Og man måtte selvfølgelig have en vis viden. Og her er jeg pludselig nærmest grundtvigiansk (uden at vide, hvad det var for noget!) - og individualistisk, med mig selv som forbillede:

 

Man maatte ogsaa have en vis viden, men det var ikke noget problem, for forældrene lærte selv børnene at læse, og efter et par aars vejledning kunne børnene selv oplære sig ved at læse bøger, høre foredrag og så videre.

 

Og det er helt klart først og fremmest højteknologien, jeg sværmer for, men det er meget morsomt, at jeg her i denne 2003-fremtidsnovelle udtrykkeligt - om end kun for enkelte gamle menneskers vedkommende og lidt nedladende - peger på den livsform, jeg selv mere end nogensinde før hengav mig til, da jeg netop i 2003 gik på pension og fik både stor køkkenhave og brændefyr: ”Enkelte gamle mennesker interesserede sig for at grave i jorden eller flække træstykker med en økse”. Men der er åbenbart heller ikke brug for den helt store udfoldelse på teknologiens område, for jeg fortsætter:

 

og en del baade unge og gamle mennesker var videnskabsmænd, der prøvede at forbedre de interplanetariske transportmidler samt mere jordbundne ting.

 

Fra teknologiens område, må jeg også nævne, at jeg forudser den løsning på trafikproblemerne, at hver har sin egen lille ”kabine”, der holder på et sidespor ved hjemmet, og som kan transportere ejeren mere eller mindre automatisk rundt på et vidt forgrenet net af ”årer”, hvis ”fremføringsskinne” man kobler sig til. - Noget i den retning venter jeg stadig på skal blive indført. Det er vist egentlig opfundet.

 

Min kærlighed til de sorte kommer meget håndfast til udtryk derved, at novellens hovedperson - som naturligvis i høj grad repræsenterer mig selv - er gift med en kvinde med sort-brun hud. Og min polemik mod Timmes ateisme kommer til udtryk i det afsnit, der i avisen netop har fået underrubrikken ”Diskussion”, og hvor han - dvs. novellens Irvin - efter at man har forfrisket både legeme og sjæl med henholdsvis gymnastik og musik, udbryder: ”Vi har det altsaa dejligt nu. Jeres Jesus skal skynde sig, hvis han skal lave noget bedre!”. Hvortil jeg, eller altså novellens Stan (læg mærke til disse fornavne fra jazz-verdenen!), svarer:

 

Nu taler du, som kommunisterne gjorde i det tyvende aarhundrede. Vi har forbedret levestandarden utroligt ved automatiseringen af alle fabrikker, afskaffet krig ved dannelsen af ”Jordens Forenede Stater” og højnet den aandelige standard; men vi dør stadig efter et lille aarhundredes forløb, om ikke før, og er stadig syndere.

 

Du ved godt, at vi sommetider har maattet træde sammen for at dømme en morder. Vi kan ikke saadan lige smide Gud væk, fordi vi har tilvejebragt tilstande, der jo bare er normale jordiske tilstande!”. ”Der er noget om det!” indrømmede Irvin.

 

Det er mærkeligt for mig at gense dette. Både politisk og - ikke mindst - teologisk svarer dette stort set til mit standpunkt i dag. Af det, jeg har citeret, er det det med, at alle var kunstnere, der mest får mig til at krumme tæer. Ikke fordi jeg har noget imod, at alle får de oplevelser, de kan, og på alle områder. Men når først man er kommet ud over den tidlige barndom, er det altså ikke alle, der er kunstnere. Det er nok ikke engang realistisk at forestille sig, at alle skal være kunst-nydere i mere end den helt almindelige forstand, der jo altid vil være tale om. Så i dag lægger jeg - også helt bogstavelig talt for mit eget vedkommende - helt uforbeholdent mere vægt på det med at ”grave i jorden og flække træstykker” samtidig med, at jeg vil sige noget, der svarer til, hvad Grundtvig i sin tid udtrykte, da han om forholdet mellem den lærde og den folkelige dannelse, talte om at udbrede "en i Grunden énsartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Løbe-Banen til bestandige Fremskridt" (US V 408. Citeret af mig i ”Omkring Grundtvigs Vidskab” på s. 277). Grundtvig - og arven fra ham - udgør det sande alternativ til såvel den nedgørende massekultur som hhv. elitedyrkelsen og pseudo-demokratiseringen af det elitære, kort sagt den sande folkelighed! Men dette er en af de ”refleksioner”, jeg tillader mig at indsætte i den særlige erindrings-tekst, jeg her præsenterer, for dengang var det virkelig demokratiseringen af elitekulturen, der var på de progressives dagsorden. - Hele denne ”novelles” tekst står nu nederst på undersiden ”Litterære tekster” - med en ret udførlig 2008-kommentar.

 

Hvad den teologiske diskussion mellem Stan og Irvin angår, var det endnu her i denne novelle fra 1958 mig eller Stan, der klarede sig bedst. For jeg var stadig en troende kristen dreng. Det havde jeg også - helt klart for både mig selv, de andre og præsten - været, da jeg gik til konfirmationsforberedelse hos pastor Kragh-Schwarz (som jeg jo i forvejen kendte fra, når han kom og holdt andagt på Branderslev Alderdomshjem). Det er ganske vist ikke meget, jeg kan huske fra undervisningen, som jeg ellers deltog både ivrigt og opmærksomt i, ligesom jeg også flittigt cyklede til gudstjenesterne i Branderslev Kirke (som jeg nu her efter min pensionering har haft den store oplevelse af fungere som både organist og præst i).

 

Men der er én ting, jeg kan huske - ud over alt det, som jo er trængt ind sådan i al almindelighed - og den er sådan set også det hele værd. Det er noget, der har hjulpet og præget mig hele livet igennem og formodentlig vil gøre det gennem hele resten af min tid. Og mange, også mine egne konfirmander, har måttet høre mig fortælle om det. Jeg kan se pastor Kragh-Schwarz for mig, mens han forklarede Det tredje Buds betydning og bla. henviste til, at helt moderne undersøgelser af effektiviteten i industrien havde vist, at den var størst, når man netop holdt fri hver syvende dag. Jeg håber inderligt, dette ikke er blevet modsagt af senere undersøgelser (hvad alt jo ellers gør), men jeg er ligeglad, for vel blev det nok både sagt og af mig hørt som et stort eksempel på bibelbekræftende ”naturlig åbenbaring”, men jeg er jo ikke fundamentalist, så en dag fra eller til vil ikke tage denne barnetro fra mig, og jeg har lige siden efterlevet, hvad vores præst her forklarede os. Jeg udfører aldrig egentligt arbejde om søndagen eller på helligdage, hvis det på nogen måde kan undgås, og jeg mener, min erfaring har vist, at det er på den måde, man får udrettet mest i det lange løb - idet man samtidig undgår at blive stresset og forvirret.

 

Som jeg senere altid har sagt til mine konfirmander: Dette er også verdens første arbejdsmiljølov! Men nu er det heldigvis som kristne, vi skal forholde os til dette bud, og vi har jo Vor Herres klare både eksempel og ord for, at hviledagen er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Hvis altså livet og kærligheden kræver, at man skal udføre et eller andet arbejde på en søn- eller helligdag, så gør man det selvfølgelig bare. Her er der jo overhovedet ikke noget problem for den kristne. Men der er også mere at sige, hvad pastor Kragh-Schwarz som sagt nok også har gjort, og hvad jeg langt senere har læst nogle meget fine ting om hos Karl Barth. Den allerstørste grund til, at hviledagen skal holdes hellig - og ikke mindre når den for os kristne er blevet Herrens opstandelses dag - er selvfølgelig, at det er et udtryk for selve forholdet til vort livs Herre, at vi (fx) hver syvende dag holder en pause i vore bestræbelser på at sikre og udfolde os selv, så vi dels fejrer gudstjeneste, dels hengiver os til livet med os selv, vor verden og hinanden på nogle måder, der er anderledes og dybere, end hvad hverdagens arbejdsliv (med al respekt for det!) kan byde på. Jeg vil i dag sige det på den måde, at i søn- eller helligdagsgudstjenesten holder vi hviledagen hellig i det direkte og frelses-forhold til Gud, medens vi i den almindelige livsfordybelse resten af dagen holder hviledagen hellig i en særlig åben side af dét indirekte forhold til Gud, jeg i dag betegner som ”det kristeligt nødvendige livsengagement”!

 

Ja, det var en lille prædiken. Men det er virkelig noget, jeg har med mig fra 1957, og det er virkelig noget, jeg stadigvæk gerne vil forkynde for de medmennesker, der farer stressede og forvirrede rundt i én stor mølle. Og jeg var altså endnu i 1958, da jeg skrev min debut-novelle, bekendende kristen. Men desværre blev jeg i slutningen af Branderslev-tiden ramt af, hvad jeg ofte har kaldt ”min forsinkede konfirmand-ateisme”. Og selvfølgelig har jeg været påvirket af det progressive kulturmiljø, jeg nu færdedes i. Men jeg husker tydeligt, hvad det var der udløste den, nemlig et af de steder, hvor Jesus udtrykkeligt siger om de sidste tider og Guds Riges komme, at ”Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker” (således Mark. 13.30). For det er jo et af de steder, der kan udløse konfirmand-ateisme. Men når jeg skal være helt ærlig, må jeg også spørge, om dette kun - eller også - har været et påskud til at tilpasse mig mine omgivelser. I så fald er det ret flovt. Men på den anden side var det jo ikke bare et tilfældigt ungdomsmiljø, der var tale om. Det var jo hele ”progressiviteten”, det alle de kloge og dannede mente. Og ”videnskaben”!

 

Men ligesom jeg ikke fortryder, at jeg har været på pinse-lejr og er blevet omvendt, således fortryder jeg heller ikke, at jeg har haft nogle år med den ”filosofiske ateisme”, der for mit vedkommende var tale om. Jeg blev aldrig kristendomsfjendsk, og jeg sørgede altid dybt over ”Guds død”. Jeg gjorde det aldrig let for mig selv at være ateist. Og når jeg kommer frem til mine universitets-år som dansk- og russisk-studerende, vil man se, hvor frugtbart det har været. Jeg er jo hverken den første eller den sidste kristne teolog, der har oplevet en sådan udvikling, som jo dels hjælper en til at være solidarisk med dem, der er ateister, dels hjælper en til at forkynde kristendommen ind i moderniteten. (Ja, netop moderniteten, som der jo var tale om dengang; med post-moderniteten bliver det straks noget sværere!).

 

Det var i øvrigt først senere, jeg virkelig kom til at føle gudløshedens store smerte. Foreløbig var min livsanskuelse nok mest af en ganske optimistisk romantisk-naturalistisk-panteistisk karakter.

 

Hvad min udvikling på de her omtalte niveau’er angår, kunne jeg med fordel slutte her og gå direkte over til næste kapitel - med beretningen om min Bursø-Maribo-tid. Men der er endnu nogle ting, der bør med her fra Branderslev-tiden.

 

Jeg skriver dette kapitel i efteråret 2008, nogle måneder efter, at jeg for første gang genså mine gamle mellemskolekammerater fra Nakskov Gymnasium. Det var den 5. juni, grundlovsdag, vi mødtes, næsten 49 år efter vor mellemskoleeksamen. Jeg kan ikke forklare, hvordan det er gået til, at det blev et 49-årsjubilæum, men jeg forestiller mig, at der har været tale om en huskefejl fra begyndelsen af, og at man så har fastholdt planerne. Det blev dog, inden vi skiltes, aftalt, at vi skulle mødes igen i 2009 til et ægte 50-årsjubilæum. Selve min oplevelse af gensynet med de gamle kammerater vil jeg vente med at fortælle om, til jeg (forhåbentlig) når frem til året 2008. Men jeg har jo i det hele taget gjort det til en vane at sætte nogle fremblik ind i disse erindringer, så jeg vil også lige nævne, at jeg i min båltale (pga. tørken uden ild i bålet!) ved Fuglse Beboerforenings traditionsrige sankthansfest i Alsø her i 2008 havde et ret langt afsnit, som byggede på og udgik fra vort mellemskole-træf.

 

Det var dejligt at møde de gamle kammerater igen, og det var stort at være sammen med dem i vort gamle klasseværelse under vor rundtur i den gamle gymnasium-bygning. At jeg selv havde været lærer i denne bygning i årene 1968-1971, fortonede sig næsten helt. Og her i dette kapitel gælder det jo selve de år, vi var elever sammen. Jeg har ganske vist ikke særlig meget at fortælle ud over, hvad jeg allerede har fortalt. Dels holdt jeg mig ret meget for mig selv, dels kom jazzen og mine jazz-kammerater efterhånden til at fylde næsten hele mit liv. Men jeg har allerede nævnt min fiske-kammerat Jan, og Knud-Helge, som jeg dyrkede lidt musik sammen med - og som i øvrigt var den, der ledede både forberedelsen og gennemførelsen af vort træf her i 2008.

 

Men vi havde det stille og roligt i klassen, og vi snakkede selvfølgelig med hinanden om de ting, skoleelever i den alder snakker med hinanden om. Selve undervisningen har jeg kun gode erindringer om. Et par af de lærere, vi direkte havde, blev jeg senere kollega med, nemlig den allerede omtalte Ole Ørnsholt og Richard Olesen, der var cand. theol., og som vi havde i tysk og religion.

 

Richard Olesen var en god tysklærer, som sikkert har en stor del af æren for, at jeg i dag klarer mig ret godt på tysk. Jeg husker fx tydeligt, hvordan han tegnede ”hat-verbernes” hat på tavlen, og det hjælper mig til, stort set at få brugt det rigtige hjælpeverbum, når jeg taler eller skriver tysk den dag i dag. (For de læseres skyld, der ikke har været lige så heldige, kan jeg oplyse, at det, det her drejer sig om, er, at medens vi på dansk fx siger: ”Jeg er begyndt, jeg er fortsat, jeg er holdt op”, så hedder det på tysk fx: ”Ich habe angefangen, ich habe fortgesetzt, ich habe aufgehört”. Og det kan man tegne som en hat, hvor venstre (opadgående) side er det med at begynde, oversiden (vandret) det med at fortsætte og højre (nedadgående) side det med at holde op). Fra hans religionstimer husker jeg, at han i en periode i hver time læste et stykke af Pär Lagerkvists ”Barabbas” op for os. En på én gang nem og dristig løsning, kan man sige. Men det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg mindes det tit. Det er utvivlsomt en del af min teologiske formning.

 

Jeg kan også huske vor meget dygtige dansklærer hr. Kongstad. Jeg tror ikke, det var Kong-sted, han hed - og hans fornavn ved jeg ikke om vi nogensinde har hørt! Jeg kan se og høre hans gennemgang af påskemorgen-afsnittet i Martin A. Hansens ”Løgneren”. Og jeg kan huske, at han i en eller anden sammenhæng talte om de forskellige samfundsklasser, i hvert fald om arbejderklassen, og i den forbindelse meget smukt talte om, hvordan man fx kan ”se en arbejder, der sammenbidt kører til arbejde på sin cykel med sin madkasse på bagagebæreren”. Jeg mener, jeg husker ordet ”sammenbidt” rigtigt, og at det har betydet ”målbevidst, indstillet på at gøre dagens gerning”. Men det flyder også noget sammen for mig, for jeg har jo også selv set arbejderne køre mod skibsværftet med netop den dengang almindelige brune pap-madkasse på bagagebæreren.

 

Jeg kan ikke nævne alle vore dygtige lærere, og jeg vil nødig være uretfærdig, for det kan jo også være tilfældigt, hvad man kan huske, men jeg får også fru Severin (Sewerin?) frem, som vi havde i matematik. Igen kan jeg se situationer for mig, her gennemgangen af geometrien oppe på tavlen. Og jeg husker tydeligt, hvordan hun forklarede den geometriske bevisførelse på en måde, der på én gang var enkel og passende til vort stade og alligevel gav en fornemmelse af storheden i det.

 

Og jeg må nævne hr. Elmue, som vi havde i fysik og kemi (eller hed det naturlære?). Ham havde jeg jo på grund af min interesse for kemi et særligt forhold til. Men jeg mener, han var dygtig til at lade mig få den opmærksomhed, der tilkom mig, og som jeg selvfølgelig gerne ville have, uden at det blev for meget. Jeg mener også, det var ham, der gav os det tip, at hvis der var noget, vi havde svært ved at lære, så skulle vi bare skrive det af. Og jeg tror nok, han sagde, vi skulle gøre det igen, lige til det sad fast.

 

Endelig må jeg nævne faget latin, som jeg jo valgte i 4. mellem. Jeg kan ikke huske, om jeg valgte det, fordi jeg var begyndt at orientere mig mod det sproglige, eller om det bare var, fordi det under alle omstændigheder var et plus at have med. Men det at være på latinholdet var i hvert fald noget særligt, noget højere, det første særlige trin opad, siden jeg var kommet i mellemskolen. Og alle disse bøjningsskemaer var virkelig hård kost. Men det gik. Jeg fik ug i det. Men det gjorde jeg også i alle de andre mundtlige fag til mellemskoleeksamen - hvad jeg i forvejen havde erklæret var mit mål! Jeg mener, mine kammerater tog det pænt og nærmest heppede på mig.

 

Jeg må også nævne rektor Bock. Han var en meget myndig person. Og han var dr. theol. Og gik vist til daglig med sin doktorring. Meget imponerende. Ingen kunne dengang ane, at jeg fyrre år efter selv skulle få denne grad. Vi havde ikke rektor i noget, men jeg kan huske, at han engang kom ind til os i en geografitime med en eller anden besked til hr. Ørnsholt. Og vi var åbenbart i gang med noget om Rusland, så Ørnsholt benyttede lejligheden til at bede rektor forklare os noget om den ortodokse kirke. At jeg selv senere også skulle blive slavist og i dobbelt forstand komme til at beskæftige mig professionelt med den, kunne heller ingen vide.

 

Fra livet i skolegården er der én ting, der absolut må nævnes, og det er, at vi dér ofte så borgerskolens viceskoleinspektør. Hvad der vel ikke skulle være noget særligt ved. Men det var der altså her. For det var negeren Victor Cornelins, som i sin tid var kommet til Danmark fra den dansk-vestindiske ø Sankt Croix for at blive uddannet til lærer. Det blev han også. Men det var i 1919, hvor øerne var blevet solgt til USA, så han blev i Danmark og blev ansat ved Nakskov Kommunes skolevæsen, hvor han blev til sin pensionering. Da jeg lige var kommet til Branderslev og første gang så denne meget sorte neger gå i skolegården, kiggede jeg jo noget, men for alle andre var det helt naturligt, at hr. Cornelins så sådan ud, og det blev det også for mig. Cornelins havde en søn, der hed Bengt og spillede bas, og som ved enkelte lejligheder spillede sammen med Harlem Kiddies, ja, som i midten af 1950'erne havde været med til at stifte Nakskov Jazzklub - i øvrigt sammen med Harlem Kiddies' klarinettist John Friis Christensen og Søren Sørensen, som senere blev basmand i vores The Strangers. Jeg har desværre ikke oplevet Bengt Cornelins ret meget, men stort var det. I min Døllefjelde-tid nåede vi to gange at få besøg af Cornelins i pastoratet, første gang som leder af ”Det Hvide Kor” (et hospitals-kor i hvidt tøj), anden gang som foredragsholder, hvor han selvfølgelig fortalte om sig selv og sit liv - og spillede på sin harmonika. Cornelins var kirkeligt aktiv på flere måder, ikke mindst i Sudanmissionen, og var i alle årene en institution på Lolland-Falster; Anna fortæller også om, hvordan hun har oplevet ham som barn. - Der er i øvrigt det sjove ved Cornelins’ fine navn, at det skyldes en fejllæsning af Cornelius.

 

Jeg omtalte før skibsværtsarbejderne. Skibsværftet var Nakskovs stolthed. Og det var stort, når vi gik ned til havnen og så stabelafløbning ovre på den anden side. Men der var jo også ”Kondensen” (mælkekondenseringsfabrikken) og Ota. Samt selvfølgelig sukkerfabrikken. Det var virkelig en storhedstid for industribyen Nakskov.

 

En anden stor virksomhed i byen var Wibolts frøfirma, men det husker jeg særligt fra da det brændte. Vi må kunne have set det helt til Branderslev, for jeg husker, jeg stod med min cykel på Tårsvej og så på denne kæmpe brand. Bagefter fik vi vor oplevelse af branden som fristil.

 

Fra mit familieliv har jeg ikke så meget at fortælle ud over, hvad jeg allerede har fortalt. Den største begivenhed var min konfirmation, hvor jeg allerede har fortalt om onkel Fritz’ sang. Noget andet er, at jeg kan huske, tante Ellen blev meget forarget over, at jeg fik lov at drikke en øl under middagen. Eller var det måske ligefrem to? Så var mine onkler mere liberale. Jeg mener, at onkel Fritz havde foræret mig en pibe til min 13 års fødselsdag, og onkel Thorvald bød mig i tiden efter min konfirmation somme tider en af sine fine tynde cerutter. Det var ikke så slemt dengang. Onkel Thorvald var en fin og velstående fabrikant (Hillerød Hjulbør- og Trævarefabrik), gift med moster Bette (Elisabeth). Og når jeg her siger ”fin”, er det i høj grad også i betydningen ”et fint og rart menneske”, der stille og roligt, uden at være overfrisk eller noget, kunne snakke - og altså ryge - med en dreng som mig. I det meste af min korte studietid, boede Anna, vor lille datter og jeg i en lejlighed i moster Bette og onkel Thorvalds hus i Slotsgade, det var nummer 69, lige over for Frederiksborg Slot. Men da var onkel Thorvald død.

 

I Branderslev-tiden satte fætter Ib og jeg os ofte ud i min mors lille gamle Morris ude i garagen og fik os en guldøl. Den sad vi længe og tyggede på, mens vi snakkede og drømte. Jeg kan ikke huske ret meget af det. Men jeg kan huske, at vi, engang der var familiesammenkomst hos dem i Kværkeby, sad ude i morbror Immanuels flotte gamle ”Opel Kaptajn” (som jeg bestemt mener må have været en førkrigsmodel) og drømte om, at den var et rumskib. Det kan godt have været nogle år tidligere, men fætter Ib og jeg kunne også som ældre drømme og fantasere godt sammen og snakke om alle mulige spændende ting. Jeg mener, fætter Ib fik sin lærereksamen, mens vi boede i Branderslev. Engang viste han mig noget materiale om Fremmedlegionen, han havde rekvireret. Ren fantasi. Han ville ikke - med sin astma - være kommet ret langt dér!

 

Fætter Ib var også med Mor og mig på en tur til Jylland i den lille Morris. Men pengene var små, så Mor havde købt et af den tids camping-gasapparater, så vi kunne lave vor egen mad i grøftekanten. Det kunne jeg ikke rigtig se storheden i dengang. Men senere har Anna og jeg dyrket meget af den slags med vore børn og virkelig fået eventyr ud af den økonomiske nødvendighed. Mor, fætter Ib og jeg besøgte blandt andet fætter Kristian, der på det tidspunkt var brygmester på Thor i Randers. Og jeg mener, det var på den tur, vi havde noget i retning af et fætter-kusine-træf i Mols Bjerge. Hvor i hvert fald Skuderne var med (moster Mis’ og onkel Jørgens børn). Det var også på den tur, vi spiste på den berømte Hvidsten Kro, berømt også, og ikke mindst, fra modstandskampens tid, hvor Hvidstengruppen, som kroejer Piil, hans søn og hans svigersøn var med i, endte med at blive taget af tyskerne og henrettet. Senere var jeg selv på en dejlig lille ferie hos fætter Kristian og hans søde kone Kirsten i Randers. Jeg tror, det var i sommeren 1959, den sommer, vi flyttede til Bursø og jeg begyndte i 1 g på Maribo Gymnasium.

 

 

 

KAPITEL 4

 

1959-1962. Bursø og Maribo

 

 

Fra jazz til militær

 

Maribo Gymnasium

 

Som det er fremgået af forrige kapitel, flyder min Branderslev-tid i flere vigtige henseender sammen med min Bursø-tid. Og jeg kan stort set ikke huske selve flytningen. Jeg har slet ingen billeder i min erindring fra vor ankomst til Bursø Alderdomshjem og kun et enkelt fra vor afgang fra Branderslev Alderdomshjem - af nogle ting, det var vigtigt for mig at få med. Jeg kan godt huske ting fra den første tid i Bursø, men jeg husker dem netop som ting fra den første tid, vi var der, ikke som ankomst. Derimod husker jeg min ankomst til Maribo Gymnasium, nærmere bestemt min audiens hos rektor Erling Frederiksen på dennes kontor. Han virkede vældig flink, men jeg nåede ikke at lære ham nærmere at kende, for han døde ret kort efter. - Et andet dødsfald, der gjorde indtryk på os, var statsminister H.C. Hansens død den 19. februar 1960.

 

AFSNIT FJERNET: Hvis nogen har læst det afsnit, der ca. 16. - 30. oktober 2008 stod på dette sted, må jeg bede vedkommende undskylde. Der var nemlig fejl i det, for så vidt angår min nye bopælskommune Holeby-Bursø. Indtil jeg fik et svar fra Lokalhistorisk Arkiv i Holeby på nogle spørgsmål, jeg havde stillet, troede jeg, at Holeby-Bursø Kommune var resultatet af en kommunesammenlægning i 1950’erne. Men det er noget, jeg i 1959 har bildt mig ind på grund af dobbeltnavnet og siden altid har troet. Det forholder sig faktisk sådan, at Holeby-Bursø Pastorat (bestående af kirkesognene Holeby og Bursø) og dermed den kommunale enhed Holeby-Bursø har eksisteret ”altid”, for sidstnævntes vedkommende på en måde allerede siden inddelingen i fattigdistrikter i 1802, eller siden indførelsen af sogneforstanderstyret i 1841, men i hvert fald siden 1868, hvor man fik sognerådene og sognerådsformændene. I 1966 blev kommunerne Holeby-Bursø, Fuglse-Krønge og Errindlev-Olstrup lagt sammen og kom til at hedde Holeby Kommune. Ved kommunalreformen i 1970 blev Torslunde sogn (det sogn, jeg nu bor i, og som indtil da var en del af Tågerup-Torslunde Kommune) også lagt til Holeby. Holeby kommune bestod herefter af disse 7 sogne, indtil den i 2007 blev en del af Lolland Kommune.

 

Men selve min første skoledag i Maribo kan jeg ikke se for mig. Det nærmeste, jeg kommer det, er det billede, jeg fra den første tid har af vort klasselokale i pavillonen ved siden af hovedbygningen, lyst af augustsolen og mine forventninger, men altså ikke specielt fra den første dag. Og jeg husker den helt nye oplevelse af, kun at være tolv i klassen - hvoraf de otte var piger. Jeg sad i bageste venstre hjørne og havde en god udsigt!

 

Min bevidsthed om at være blevet nysproglig var meget høj. Det var jo et valg i sidste øjeblik. Men der er i denne forbindelse nogle ting, jeg den dag i dag skammer mig over. Det er der også i andre forbindelser, men det er jo ikke alt, jeg fortæller. Dette er ikke i den forstand ”bekendelser”! Så er det sagt, og så er det for så vidt ærligt. Men hvad nu min start som nysproglig angår, så så jeg det i den grad som begyndelsen på det helt store humanistisk-litterære forløb, at jeg lod min allerførste fristil blive en, efter min egen mening, meget avanceret litterær tekst. Jeg ville give meget for at se den i dag. Men det har sikkert ud fra enhver betragtning været noget bras - selv om der jo i og for sig har ligget i hvert fald en original bestræbelse i det. Og under alle omstændigheder har det jo rent genremæssigt været helt ved siden af. Vor dansklærer, lektor Jørgen Jensen, gjorde da også kort proces og gav mig en elendig karakter, vist bare ledsaget af en kort bemærkning om, at det, jeg havde lavet, var noget møg.

 

Men der var da, hvad min første fristil angår, en vis mening i galskaben. Helt ubegribeligt - på netop min baggrund - er det derimod, at jeg i min store begejstring over at have truffet det rigtige valg af gymnasie-linje, var utilfreds med, at vi som sproglige skulle have faget geografi med naturlære. Og senere dyrkede jeg da selvfølgelig også både det og biologi-faget med stor interesse, ligesom jeg den dag i dag interesserer mig meget for naturvidenskab. Men lige i første omgang reagerede jeg som en rigtig ”konvertit”, og der fór - næsten bogstavelig talt - en djævel i mig, da vi ligefrem skulle skrive fysikrapport. Om isens smeltevarme. Så jeg skrev den på vers! Litterært set har det nok været et bedre produkt end fristilen, vist egentlig ganske morsomt. Og det blev ikke mindre morsomt af, at vor kloge unge lærer lod som ingenting og bare rettede i det - fx med ordene: ”Det er ikke rigtigt, når du i vers 7 skriver, at ...”.

 

Jeg kom dog hurtigt ned på jorden igen efter min på disse to punkter noget hysteriske start, og jeg fik en dejlig gymnasietid i Maribo. Og jeg kan altså ikke gøre for det, men jeg kan ikke finde noget dårligt at sige om min skolegang helt tilbage fra første klasse i Oreby af og til og med 3. g i Maribo. Der har selvfølgelig været enkelte lærere, der ikke har været så gode, men der har ikke været nogen, jeg ikke har lært noget af, og ingen har været onde eller ubehagelige. Der var i det hele taget en god ånd på Maribo Gymnasium. Og det vil jeg godt sige noget mere om.

 

Hvad ånden på Maribo Gymnasium 1959-1962 angår, er der for det første hele den almindelige stemning på netop dette gymnasium i, hvad jeg vil kalde den sidste del af efterkrigstiden - og dermed den sidste del af den nogenlunde gamle verdens tid. Jeg hører til dem, der mener, at efterkrigstiden sluttede omkring 1965, eller at 1965 i hvert fald er et afgørende skillepunkt i det tyvende århundredes danmarkshistorie. Og der er for det andet noget, jeg altid ganske særligt har hæftet mig ved, når jeg har set tilbage på mine gymnasieår, og det er forholdet mellem den måde, vi elever dengang havde frihed og indflydelse på, og så det formelle elevdemokrati, der få år senere begyndte at blive indført. Men en vigtig del af dette var det musik-liv, der udfoldede sig på Maribo Gymnasium i netop de år, og som jeg jo på flere måder deltog meget aktivt i. Som lektor Carstens, vor allerede omtalte tysk- og musiklærer, sagde til os ved vor dimission: ”So was gibt’s nur einmal!”.

 

 Hvad hele den ånd og stemning angår, der i årene 1959-1962 herskede på Maribo Gymnasium, kan jeg altså for det første sige, at den var et udtryk for hele den kultur, der herskede i Danmark frem til midten af 1960’erne. Men jeg kan jo så også allerede her sige, at ingen historiske skel er absolut skarpe. Det kom jo til at gå sådan, at jeg allerede i 1968 kom til at få min gang på Maribo Gymnasium igen, nemlig som ”pædagogikum-føl” i forbindelse med min ansættelse på Nakskov Gymnasium. Og selvfølgelig var der meget af den gamle ånd tilbage. Men derom til sin tid. Og når jeg når frem til tiden efter 1989, får jeg lejlighed til at komme med mere udførlige betragtninger over ”kulturens træghed” og fortidens tilbagevenden både ude i den store verden og herhjemme i Danmark. Det afgørende lige nu her i dette kapitel er, hvordan det faktisk var lige netop i årene 1959-62.

 

Den forskel mellem industribyen Nakskov og handelsbyen Maribo midt i det lollandske bondeland, jeg allerede har omtalt i jazz-sammenhængen, gjorde sig selvfølgelig også gældende, hvad stemningen på de to gymnasier angår. Og jeg har jo haft den skæbne at have boet - oven i købet i flere omgange - på både Øst-, Midt- og Vestlolland, så jeg har helt direkte oplevet de forskelle i stemning og mentalitet, der er tale om på vor lille ø. Og Falster er noget helt andet igen. At jeg senere, som præst i Døllefjelde-Musse-Herritslev, kom til at opleve den rene ”mikro-kulturgeografi”, har jeg allerede været inde på. Og når jeg kommer til Bornholm-kapitlet vil jeg også kunne fortælle om den store forskel, der var mellem Pedersker Sogn og Polvsker Sogn.

 

Netop i min jazz-sammenhæng har jeg sagt meget godt om Nakskov, som i dén sammenhæng var helt suveræn. Men ellers er jeg jo østlollik - med mødrene baggrund i Smålandshavet, nærmere betegnet Askø, hvis handels-købstad er Maribo, så jeg kan den dag i dag fornemme noget fremmed i den vestlollandske mentalitet, især for så vidt angår klasseopdelingen og forholdet mellem klasserne. Det er helt tydeligt, at der allerede i landbrugskulturen har været en hårdere klasseopdeling på Vestlolland - med dertil hørende større forsigtighed eller tilbageholdenhed i omgangstonen. Og med industrialiseringen er denne tendens blevet forstærket. På Øst- og Midtlolland er og var der selvfølgelig også klasseforskelle, men på en blødere (eller mere skjult?) måde. Og Maribo var - på godt og ondt - en rigtig borger-by. Hvad gymnasiet angår, har disse forhold uden tvivl i et eller andet omfang haft indflydelse på stemningen. Der var fx ingen lærer på Maribo Gymnasium, der på nogen måde fremtrådte som ”venstreorienteret”. Men det var ikke noget, man i almindelighed gik og tænkte over. Politiseringen af alting var jo ikke begyndt. Jeg kan derfor heller ikke sige, at der var nogen lærer, der fremtrådte som ”højreorienteret”.

 

Man kan måske sige, at det både i almindelighed og på gymnasiet var en i videre forstand socialdemokratisk stemning, der herskede. Jeg mærkede fx aldrig nogen klasseforskel, fordi jeg var ”den fattige enkes søn”. Jeg klarede mig selvfølgelig også godt rent fagligt, men jeg har heller ikke bemærket forskelsbehandling af andre elever på grundlag af forældrenes sociale status, hverken fra lærernes eller fra de andre elevers side. I nogle tilfælde vidste man selvfølgelig godt, at den og dens far var noget stort i samfundet, men det var ikke noget, der betød noget særligt. Jeg begyndte dog selv at udvikle en taknemmelig bevidsthed om, at det var et godt samfund, jeg levede i, når en dreng som jeg havde samme adgang til en højere uddannelse som alle andre.

 

Måske kan jeg sige, at Maribo Gymnasium var et præakademisk miljø midt i det blide Midtlolland, et dannelsens sted - uden at der dog heller på nogen måde var tale om et dannelsessnobberi. Alting gik stille og roligt - med stor plads til alle former for humor. Vi sang morgensang i trappehallen hver morgen, både salmer og sange fra Højskolesangbogen. Og hvis der var en særlig mærkedag af en eller anden art, kunne rektor sige et par ord i den anledning. Om lørdagen kunne morgensangen udvides med en lille musikalsk optræden - en dejlig anledning for mig og de andre musikudøvere på skolen.

 

Noget, jeg særligt bemærkede, var, at forholdet til ”kirke og kristendom” forekom positivt. Nogle af lærerne var ligefrem regelmæssige kirkegængere. Og hele gymnasiet gik til ”julegudstjeneste” i Domkirken lige før juleferien. Her deltog skolens kor og orkester - hvor jeg selvfølgelig var med begge steder. Som præst har jeg senere fået et meget kritisk syn på alle former for ”førjuleri”. Men det var af gode grunde ikke noget, der lå inden for min horisont dengang. ”Julegudstjenesten” var en given tradition. Og det tog jeg i min egen tilstand af ”forlænget konfirmand-ateisme” til efterretning. Når jeg i dag tænker tilbage på fx disse ”julegudstjenester” erindrer jeg ikke, at jeg på nogen måde strittede imod. Min ateisme var jo slet og ret manglende tro på, at der var andet end Verden. Så jeg havde altså intet imod kristendommen, men opfattede den vel som en del af vor tradition, hvor Tilværelsens yderste og dybeste lag havde et særligt udtryk. Og det gjaldt såvel hele den kristne tradition som folkekirkeinstitutionen og dens gudstjenester.

 

Når vi i timerne havde med kristne ting at gøre, var der i hvert fald aldrig tale om en bedrevidende eller nedladende holdning til dem fra lærernes side, men for den sags skyld heller ikke om det modsatte. Stoffet var der jo, og det skulle der så undervises i. Men jeg tror nok, jeg kan sige, at den herskende stemning i hvert fald var ”kulturkristen”. Noget, jeg husker den dag i dag, og som er meget typisk for stemningen på Maribo Gymnasium i de år, var, at min efterhånden bedste kammerat Gunnar havde introduceret digteren P. Sørensen-Fugholm i klassen, så at det også var kommet op i en fransk- eller oldtidskundskabstime hos lektor Nedergaard, hos hvem der var plads til den slags, men derom mere senere. Det afgørende her i denne sammenhæng var Nedergaards erklæring i den anledning: ”Ja, for mig er P. Sørensen-Fugholm Danmarks næststørste digter. Den største er Thomas Kingo!”. Det er muligt, at Nedergaard har sagt sådan for effektens skyld. Men det tænkte jeg ikke på dengang, hvor det gjorde et dybt indtryk på mig, at ikke bare en af vore lærere, men den absolut ”friskeste” af dem, kunne erklære, at denne gamle salmedigter efter hans mening var Danmarks største digter.

 

Men det var selvfølgelig i dansktimerne, vi især beskæftigede os med kristne ting. Bortset selvfølgelig fra religionstimerne, som dog betød mindre. For hvad kan jeg huske fra dem? Jo, jeg kan huske, at lektor Birthe Holst engang læste et interview op med en af de dengang friskeste og mest moderne præster, Holmens provst Harald Sandbæk. I dette interview sagde Harald Sandbæk blandt andet, at det var meget godt med al den tale om fornyelse af gudstjenesten, men når en københavnsk arbejderfamilie fx skulle have et barn døbt, så forventede de, at alt foregik på den traditionelle måde. Det er et udsagn, jeg som præst ofte har tænkt på - og mener at have fået bekræftet. Der er selvfølgelig her i høj grad også tale om en ikke uden videre til kristendommen svarende respekt for det gamle og højtidelige, men jeg mener også, at netop det jævne folk har en langt større trang til at møde ”den ægte vare”, end mange leflende præster tror, altså at når man endelig kommer i kirke, fx i forbindelse med dåb i familien, så vil man også benytte lejligheden til, virkelig at opleve, hvad det handler om dér.

 

Nej, det er arbejdet med kristne tekster i dansktimerne, der har gjort mest indtryk på mig. Jeg husker fx tydeligt lektor Jørgen Jensens gode gennemgange af netop Kingo-tekster som ”Far, Verden, far vel” og ”Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe”. Eller af Grundtvig-tekster som ”O deilige Land” (som modstykke til ”Far, Verden, far vel”) og ”Strandbakken ved Egeløkke”, hvor ikke mindst de linjer, der handler om, at Gud kan findes overalt, tiltalte mit panteistiske hjerte. Og vi læste vel også ”Maskeradeballet i Dannemark”? Jeg har i hvert fald en meget tidlig erindring om linjerne ”Høje Odin! Hvide Krist! / Slettet ud er Eders Tvist”. Først da jeg selv blev Grundtvig-forsker, blev jeg klar over, hvor ortodoks Grundtvig var. Og der var Brorson og Ewald m.fl. Men når jeg nu sidder og tænker tilbage på det, kan jeg ikke sige, at undervisningen som sådan adskilte sig fra, hvordan enhver god undervisning i et hvilket som helst stof skal være. Det afgørende, jeg prøver at få frem her, er, at mit møde med gymnasieundervisningen ikke kom til at betyde en styrkelse af min ateisme, endsige en prægning i kristendomsfjendsk retning. Og her tænker jeg altså netop på hele den måde, hvorpå jeg mødte den højere dannelse på gymnasialt niveau. - Da jeg senere var blevet præst i Døllefjelde og ofte på mine frisøndage henlagde min og min families kirkegang til Domkirken, mødte jeg flere gange min gamle dansklærer Jørgen Jensen. Så på det tidspunkt har han i hvert fald været en regelmæssig kirkegænger. Men det vidste jeg ikke noget om dengang, og det er altså slet ikke på det plan, det, jeg prøver at fortælle her, ligger.

 

Jørgen Jensen er en af de lærere, der - på flere forskellige områder - har haft størst betydning for mig. Fagligt fik vi en solid undervisning både sprogligt og litterært, og for det litteræres vedkommende gjaldt det alle perioder, lige fra runeindskrifter og folkeviser til fx Tom Kristensen. Ja, gad vidst, hvor meget længere vi kom? Mon vi fx havde Heretica-folkene? Frank Jæger? Martin A. Hansen må vi i hvert fald have haft; ham havde vi jo allerede i mellemskolen. Og Kaj Munk havde vi, vor store lollandske landsmand. Vi læste ”Ordet” - som naturligvis gjorde et stort indtryk på os, dog nok først og fremmest ved sine kolossale dramatiske kvaliteter. Og vi læste Nis Petersen.

 

Et indskud: Af Nis Petersen læste vi blandt andet ”Et kvad om en knes fra Peene”. Og det fik jeg få år senere min særlige grund til at mindes. Vi troede jo først alle, at ”en knes” bare var en anden måde at sige ”en knøs” på. Men vi lærte, at det betød en fyrste. Og det har jeg tænkt på, siden jeg første gang stødte på det russiske ord князь (knjaz’). For slet ikke at tale om, hvordan jeg i den sidste halve snes år har mødt det under min beskæftigelse med det eneste, der er tilbage af en slags vendisk sprog, nemlig det øvresorbiske sprog, som den dag i dag tales af det slaviske mindretal i det tyske forbundsland Sachsen. Her hedder det ”knjez”, og det bruges i dag ikke alene i tiltale i betydningen ”hr.”; det bruges også om ”Gud Herren” (Bóh tón Knjez) og (fx i det sorbiske Ny Testamente) om ”vor Herre Jesus Kristus” (naš Knjez Jězus Chrystus). Men det var bare et af de tidsspringende indskud, der med mellemrum optræder her i disse erindringer, og som læseren enten må nyde eller lære at leve med. - Indskud slut.

 

Karen Blixen må vi også have læst. Og Ole Wivel stiftede vi i hvert fald bekendtskab med i form af et særtryk til indklæbning i vore højskolesangbøger af ”Der truer os i tiden / en ond, usynlig magt”. (Jeg ser nu, at den er skrevet til Båring Højskoles indvielse 1959. Men nu ikke flere tidsspring; jeg henviser til omtalen af mit møde med Båring Højskoles fader Kaj Thaning i 1972, dvs. til kapitel 8). Om vi overhovedet har beskæftiget os med yngre forfattere, ved jeg ikke. Og selv om vi skulle have gjort det, er det interessant, at jeg ikke har nogen erindring om det. Uanset hvor vi faktisk sluttede, lå vor undervisning i dansk litteratur klart på, hvad man vist kalder den Vilhelm Andersen’ske nationale linje. Og det passede sikkert også vor dansklærer godt.

 

Jørgen Jensen var i mange henseender, hvad man må kalde en konservativ mand. Hvad han var partipolitisk, ved jeg ikke. Men han undlod fx ikke at fortælle, at han var gammel garder, og hvad meget mere var, at lade ting, men især følelser, fra sin deltagelse i modstandskampen under den tyske besættelse komme frem. Hvilken rolle han i den forbindelse har haft, ved jeg ikke, men hans følelsesmæssige engagement var i hvert fald endnu i årene 1959-1962 meget stærkt. Noget, han engang sagde, tyder på, at han har været til stede ved kongens opholdssted umiddelbart efter befrielsen. Jeg har prøvet at undersøge forholdene på Internettet, hvor jeg fandt følgende: ”Kort tid efter budskabet [om aftenen den 4. maj 1945 om den tyske kapitulation i Nordtyskland og Danmark] var modtaget fra BBC blev den første deling af gardergruppen indenfor den militære modstandsbevægelse sendt til Amalienborg, som forstærkning af politivagten”. Jeg understreger, at jeg jo ikke kan vide det, men meget tyder på, at Jørgen Jensen kan have været med i denne deling.

 

Jørgen Jensen gav også indimellem udtryk for sine antityske følelser. Men navnlig gav han udtryk for sin frankofile og svedofile holdning. Han var jo også fransklærer. Og det svedofile fik det meget konkrete udtryk, at vi simpelt hen brugte en hel time hver eneste uge på svensk, noget, jeg for mit vedkommende ikke alene helt umiddelbart var glad for, men også fik stor gavn af, da jeg senere under mit danskstudium på universitetet fik svensk som fag. Svensk er nok det smukkeste sprog, jeg kender - i hård konkurrence med russisk. Jeg læste i min gymnasietid en del romaner på svensk.

 

En af Jørgen Jensens særlige kæpheste var, at Johannes Ewalds ”Kong Christjan stoed ved høien Mast” burde være vor nationalsang, og at Oehlenschlägers slappe ”Der er et yndigt Land” mere eller mindre burde fortrænges. Vi fik derfor en meget grundig og meget fin gennemgang af Ewalds digt, hvorunder vi selvfølgelig blev klar over, at det var noget vrøvl at kalde det ”kongesangen”, idet det jo (også i sammenhængen i syngespillet ”Fiskerne”) slet og ret var en hyldest til den danske sømand, fra Christian IV af og (ikke mindst) ned til den menige sømand, i syngespillet repræsenteret ved den sømand, der lige havde været med til at udføre en redningsdåd. Jørgen Jensen fortalte i den forbindelse, at når der under krigen var begravelse til søs i den danske handelsflåde, så ønskede selv de mest kommunistiske søfyrbødere ”Kong Christian” sunget - og altså ikke det bløde pjask til ”Der er et yndigt land”. Hvor repræsentativt dette var, kan jeg ikke vide, men da var da i hvert fald et synspunkt. - Hvis nogen i dag spørger om min mening, vil jeg sige, at jeg selvfølgelig sætter Ewalds tekst højt som digt, men at der alligevel er for meget blod og sprøjtende hjernemasse i det (i krig mod vort svenske broderfolk!), så at jeg hører til dem, der ved en eventuel folkeafstemning om nationalsang-spørgsmålet ville stemme på H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.

 

Et noget anderledes eksempel på Jørgen Jensens undervisning, men stadig på den nationallitterære linje, kan man sige, var, at gennemgangen af folkevisen om kong Valdemar og Tove for mig fik den følge, at jeg blev sat til - eller vel meldte mig til - at læse Ludvig Holsteins skuespil "Tove" og skrive en opgave om det. Jeg ved ikke, hvor almindeligt den slags var dengang. Så jeg tror, det kan tages som et udtryk for den høje akademiske bevidsthed, Jørgen Jensen også havde. Man kan ikke her tale om ”akademikersnobberi”. Det lå på et langt højere plan. Og det var ikke kun Jørgen Jensen, der indpodede os respekt for den akademiske ånd og metode, selv om han nok var den, der gav det tydeligst udtryk.

 

Jeg kan i denne forbindelse nævne, at i hvert fald en af de andre lærere (jeg tror, det var Nedergaard, som jeg kommer til om lidt), i al gemytlighed, men alligevel med en eller anden form for foragt omtalte Østofte Skole, hvorpå og hvoromkring der udfoldede sig et efter lollandske forhold meget blomstrende liv af grundtvigiansk karakter, som ”Østofte Roeuniversitet”. Sådan nogle ting kunne man sige dengang. Den politiske korrekthed var ikke kommet til landet. Jeg tilsluttede mig i mit - jo i øvrigt ganske uvidende - hjerte et langt stykke denne grundholdning. Men på den anden side kom jeg - med stort udbytte - selv til at deltage i disse aktiviteter, såvel de folkelige som de kirkelige (hvorom mere lige om lidt). Førstelærer, som i hvert fald min gode kammerat Gunnar altid sagde, eller altså skoleinspektør på Østofte Skole var nemlig Gunnars far Johannes Brønholt, og hans mor var lærer på skolen.

 

Og her kan jeg lave endnu et indskud om, hvad man kan kalde min religiøse stilling. For heller ikke i disse sammenhænge havde jeg noget imod at deltage i kirkelige ting. Det gælder også vor optræden i kirkelige sammenhænge med ”Gunnars kor”, som jeg naturligvis sang tenor i og desuden havde en vis rådgiverrolle i i forhold til Gunnar som leder. Men den situation, jeg her kommer til at tænke på, var i forbindelse med en ungdomsgudstjeneste i Østofte Kirke, hvor så mange funktioner som muligt skulle fordeles på os unge. Min rolle blev at spille et orgelstykke under uddelingen af nadveren (altså gudstjenesteleddet ”Communio”, om man vil) samt menighedssvarene til kollekt, hilsen og velsignelse. Og så kom Gunnar til at sige til pastor Nygaard, at han skulle være klar over, at det var en rigtig ateist, der skulle sidde og spille disse ting. Ifølge Gunnars referat brummede pastor Nygaard lidt, men nøjedes så også med det. Også dette tænker jeg i dag meget over. Jeg tænker for det første på, hvor vigtigt det er, at der ikke udøves trospolitivirksomhed i kirken, og da slet ikke i forhold til unge - og dermed forvirrede - mennesker, men at man simpelt hen tager disse menneskers dåb alvorligt og i det hele taget ikke beskæftiger sig med, hvad der lige her og nu foregår inde i disse unge hjerner. Og jeg tænker for det andet på, at det altså er sådan med unge mennesker, at de gerne vil have en rolle at udføre, hvorved de jo ikke bare kommer til at føre sig frem, men også kommer til at få en særlig følelse af at høre til. Jeg kommer nok ind på dette i kapitlerne om mine præste-år, men jeg er nødt til at nævne det her, for ingen kan vide, hvilken betydning mine gymnasieårs deltagelse i et vist antal kirkelige ting har haft for mig. Jeg var jo nok under alle omstændigheder på et tidspunkt kommet tilbage til kristen tro, det tror jeg hele både mit hjertes og min hjernes indretning ville have ført til, men det er meget sandsynligt, at disse oplevelser i hvert fald har været med til at præge min opfattelse af Folkekirken og dens tradition.

 

Men jeg er ikke færdig med at fortælle om Jørgen Jensen, som fra 2. g af også blev min gymnastiklærer (eller lærer i legemsøvelser - hvad mon det hed?). Jørgen Jensen gik i sin kulturkonservatisme stærkt ind for, at der var og skulle være forskel på kønnene. Ikke på den måde, at pigerne skulle holdes tilbage, men på den måde, at piger skulle være piger og drenge drenge - med henblik på, senere at blive henholdsvis virkelig kvinder og virkelig mænd. Jeg har set ham tale en lidt kedelig pige smuk! Ikke ved noget særligt, men ved små bemærkninger på rette tid og sted. Og jeg ville for mit eget vedkommende utvivlsomt have været meget mindre mand i dag, hvis jeg ikke havde haft Jørgen Jensen. Det kunne jeg sige meget om, men jeg kan da nævne, at det var i hans idrætstimer, jeg fandt ud af, at hvordan jeg ellers var indrettet, så var jeg faktisk en god løber, især på distancerne fra 400 m og opefter. ”Du har jo lunger som en hest!”, kunne Jørgen Jensen fx sige. Og således opmuntret gav man den en tand til. En af mine største bedrifter var, at jeg i et længere løb blev nr. 2 et ganske lille stykke efter min allerede omtalte senere svoger Christian, som var en udpræget atletisk og veltrænet dreng. At jeg havde løbet mig så meget ud, at jeg kastede op i forhaverne på vejen hjem fra stadion, er en anden ting. Det undskyldte jeg i øvrigt med, at jeg dagen før havde deltaget i Danmarks Radios ”Kvikke Hoveders” finale i Odense sammen med en pige og en dreng fra matematikerklassen og derfor havde røget mange cigaretter og fået temmelig lidt søvn. Og fra den dag af kom der til at stå lidt mere respekt om mig på et område, hvor jeg ellers ikke havde gjort mig positivt bemærket på nogen måde.

 

Hvad i øvrigt Christian angår - her i denne Jørgen Jensen-sammenhæng - så var det også typisk, at Jørgen Jensens faste bemærkning til denne ret behårede præstesøn fra Domsognets sydlige nabo-landsogn var: ”Grimme Christian Sorte-Mads fra Hillested! Fordi du er grim, behøver du ikke være langsom!”. Ja, der var en variant af dette - som vidner meget stærkt om, hvor uskyldige tider vi dengang levede i, og den bestod i, at Jørgen Jensen under vor omklædning kunne finde på at råbe: ”Hvad er Koranens første bud?”. Hvortil vi så skulle svare: ”Fordi du er grim, behøver du ikke være langsom!”. I de tider, vi nu befinder os i, må jeg her kraftigt understrege, at der intet antimuslimsk lå i dette. Der var ingen af os, der nogensinde havde set en muslim eller tænkt (særligt) over, hvad islam var. Og hvis Jørgen Jensen i sine franske sammenhænge skulle have gjort det, ville det hverken have betydet fra eller til. Ingen kunne på nogen som helst måde eller i sin allervildeste fantasi forestille sig, at vi mindre end et halvt århundrede senere skulle komme i den situation, vi er i nu. Så det var også i den største uskyldighed, jeg fik min mor til at brodere et stykke stof og få det rammet ind som de skriftsteder og lignende, vi jo kendte fra vor egen baggrund, og hvor teksten selvfølgelig var: ”Fordi du er grim, behøver du ikke være langsom”, og hvor det nedenunder til højre med lidt mindre skrift på sædvanlig vis var angivet, hvor det pågældende skriftsted kom fra, altså ”Kor. 1,1”. Nu hænger det der jo nok ikke mere i gymnastiksalens omklædningsrum, lige over døren til gymnastiksalen, men jeg tror, det gjorde det i mange år. Ligesom i øvrigt Christians skolerekord i kuglestød blev stående i mange år.

 

Foruden selve faget legemsøvelser var også det deri indlagte folkedansforløb og skolekomedien vigtige karakterstyrkende ting. Da vi først hørte, at vi skulle gennemgå en træning i folkedans med henblik på en afsluttende opvisning, var vi meget skeptiske. Men med Jørgen Jensen som den mandlige leder - sammen med pigernes gymnastiklærer - blev det et meget givende forløb, ikke mindst for så vidt angår den karledans, der kom til at indgå i programmet, og som gav os drenge lejlighed til at opføre en virkelig maskulin dans.

 

Skolekomedien blev en meget vigtig del af min gymnasietid, for af en eller anden grund gav man mig den mandlige hovedrolle som Mortimer i ”Arsenik og gamle kniplinger”. Mon det har været, fordi man kunne se, at det ville være godt for mig? Eller fordi man vidste, at jeg kunne overkomme det? Nogen stor skuespiller mener jeg ikke jeg var. Men det gik vist meget godt, og jeg havde stor glæde af det, og fik altså ganske givet udviklet min karakter og selvtillid ved det.

 

Jørgen Jensen var ikke alene god til at opmuntre piger og kvinder med komplimenter. Han kunne også vise sine kvindelige kolleger en form for opmærksomhed, man næppe vil kunne finde magen til på et gymnasium i dag. Men alt var som sagt uskyldigt dengang. Et af hans glansnumre var at give engelsk- og religionslærer Birthe Holst, som var ugift og - uden at være fed - havde et ret godt huld, et klask bagi, ledsaget af ordene: ”Barken Margrethe af Danmark”. Ja, jeg beder læseren tro mig. Tiden var virkelig så uskyldig, at ting som disse også var det. Jørgen Jensen var naturligvis en fin og dannet mand, men jo altså blandt andet også gammel garder med liv og sjæl, så man kan nok om alle disse ting bruge det gode gamle militære udtryk og sige, at ”tonen var rå, men hjertelig”.

 

En anden lærer, der gav os meget ud over det snævert faglige, var lektor Nedergaard, som vi havde i oldtidskundskab, latin og fransk. Han var en helt anden type end Jørgen Jensen. Han havde ganske vist også nogle meninger om forskellige ting, men netop om forskellige ting; det havde ikke i den grad form af et program. Nej, hos Nedergaard, var det humoren, der var det fremherskende, og ikke bare sådan ved siden af det faglige, også i det faglige. Men det var ifølge sagens natur en masse små ting, som man ikke bagefter husker hver for sig. En vigtig side af sagen var, at for os blev hverken oldtidskundskab eller latin kedelige fag. Og jeg kan fortælle, at fordi Nedergaard flyttede til Sct. Knuds Gymnasium i Odense, da vi skulle i 3. g, og dermed ikke var til stede, da vi blev studenter, sendte jeg ham et brev for at takke ham for, hvad han havde betydet for os. Fra Nedergaards timer husker jeg, som allerede nævnt, at han gav plads for Gunnars introduktion af P. Sørensen-Fugholm. Men Nedergaard bidrog også selv. Blandt andet lærte han os et par gode drikkesange, der - både meget morsomt og meget respektløst - var bygget over gamle nationale sange. Den ene begyndte: ”Der er ingenting, der maner / som en øl, der trækkes op; / den kan fugte vore ganer, / den kan læske sjæl og krop”. Den anden kan jeg den dag i dag huske hele strofen af (også fordi jeg gennem alle årene har underholdt blandt andet min egen familie med den):

 

Vor snaps, du danske snaps

ved bondebrødet på vort bord;

du, kornets guld,

gør evnefuld

og yppig til at yde.

Det kimer i min pandes horn,

forædlet korn

om halsens knyster flyde.

Vi hæver dig i lyst og nød;

vi ærer dig i liv og død;

vi kommer, når du kalder,

og svælger ned din glød.

 

På et tidspunkt kom vi i fransk også ind på dadaismen, hvor vi blandt andet hørte, at ifølge ”Dadamanifestet” (se indskuddet nf.) var opskriften på at skrive et dadaistisk digt, at man skulle klippe nogle ord ud af en avis, komme dem i en pose, tage dem op i tilfældig rækkefølge og skrive dem ned. Det gjorde et ret stort indtryk på mig. For selv om jeg i jazzen overvejende gik ind for en ret høj grad af enkelhed og robusthed, dyrkede jeg undertiden også det mere outrerede. Noget fandt jeg selv på, andet var inspireret af Thelonious Monk, hvis vilde dissonanser og heltoneskalaløb m.m. i hvert fald en tid var en af mine specialiteter. Så da jeg havde hørt opskriften på det dadaistiske digt, gik jeg selvfølgelig hjem og prøvede. Og jeg ”snød” vist næsten ikke. I næste fransktime viste jeg Nedergaard resultatet, som han med stor begejstring læste højt for klassen. Jeg har gemt dette digt, som ifølge min senere påtegning stammer fra ”ca. vinteren 59-60”:

 

Dadaisme

 

skulle vi? sagde toget.

hun, slags, mig.

Milka, Pavlovna,

lægge æbletræerne, bierne, hestene?

fik det efter den kaldte.

da ville mig, din jeg.

Milka, men grunden?

trøjen summede

dag.

den hånd, sagde vinter.

spyt, smed det.

snyd, at Milka dér

af fik hun og syntes spytklat.

og var måske blomstrede.

hun at jeg aften sprang.

det Lisaveta jeg til ikke.

brølede, græde, vise uden pigetjeneste

og sin til ikke.

en vil.

går den til Lisaveta?

det uafladelig havde hun.

med streng hoppede omkring

og tro.

hun - en vid uro.

bliver tænkte.

gøre så det varmt.

lille kælling svedte rivegal

får syntes, fjærtede karlene

tid jeg, hun.

bedre dér.

så lede mindre

havde rideknægt til i skarp.

end tvivl sine.

Milka blev hest.

lukket hun ikke det.

fuld, ny.

efter spå og den.

jeg og over slag rundt.

end hendes.

så.

en tror.

hals til, sagde og og en.

rum gab uden hønsene

skete i køerne

næse jeg igen havde.

jeg, jeg at

lukket fik i

snøftede

dårlig sommer.

det i udrettet og tvivl.

anden stod

luskede solen på

af sig op for sig

andet

pige

en var bag.

gik blodet i.

ville, skete hånd som god

og det var jeg

ene hele fatter.

 

Af Bent Christensen, en tobaksdåse og en spalte af en avisføljeton af Sigurd Elkær.

 

Som det vel fremgår, har jeg næsten ikke ”snydt”. Men tegnsætningen og linjeinddelingen er selvfølgelig min, og jeg har kun lavet to rettelser her i indskrivningen, nemlig brudt to af de oprindelige linjer om i to: ”end tvivl sine. Milka blev hest”, og ”anden stod luskede solen på”, idet jeg er overbevist om, at det virkelig er ved en fejltagelse, jeg ikke fik gjort det dengang. Og man må sige, at dadaisternes opskrift har noget for sig. Der er virkelig gode steder i dette digt, og hvis man gav sig til at forbedre lidt på det, kunne det blive rigtig godt - i hvert fald i sin genre.

 

Indskud 24.11.08: Som led i min bredere orienteringslæsning i forbindelse med den empiriske side af mit store poesi-projekt stødte jeg for et par dage siden på ”den ægte vare”, som jeg ikke kan lade være at præsentere for disse erindringers læsere. Det var i ”Ars poetica. Fransk poetik i det tyvende århundrede”, redigeret, oversat og med forord af Adam Ægidius, hvor også Tristan Tzaras ”Dadamanifest om den svage og bitre kærlighed” (1920) er med. Og ottende afsnit i dette manifest (som altså er et par år yngre end hans ”Dadamanifest 1918”) er netop ”Opskrift på et dadaistisk digt”. Den lyder:

 

Tag en avis.

Find en saks frem.

Vælg en artikel i avisen, som har den længde, som De regner med, at deres digt skal have.

Klip artiklen ud.

Klip dernæst omhyggeligt hvert af de ord, der står i artiklen, ud og put dem i en pose.

Ryst posen forsigtigt.

Tag dernæst hvert udklip ud ét efter ét.

Afskriv dem omhyggeligt

i den rækkefølge, som de kommer ud af posen.

Digtet vil ligne Dem.

Og nu er De en uendeligt original forfatter med en herlig følsomhed, selvom den ikke forstås af pøbelen.

 

Og efter det sidste ord henvises til en note, som udgøres af et eksempel på et sådant digt. Jeg bringer her dette digts begyndelse og slutning:

 

når hundene går igennem luften i en diamant på samme måde som tankerne og meningitisens blindtarm viser klokkeslettet på et programvækkeur (dette er min titel)

priser de er i går passende dernæst malerier

nyde drømmen epoke øjne

med pomp at recitere evangeliet genre formørkedes

gruppe højdepunkt forestille sagde han skæbne kunnen farvernes

beskar bøjler bestyrtet virkeligheden en fortryllelse

tilskuer alle sammen med det er ikke længere 10 til 12’s kraftanstrengelse

mens hjernespind kolbøtte går ned pres

gøre nogle skøre gåsegang til kød på en monstrøst knusende scene

...

fantastisk opstigningen har banden bedre lys hvoraf overdådighed scene mig musikspillested

vises igen efterfølgende øjeblik ophidses leve

forretninger som der ikke var lånte

måde ord kommer disse mennesker.

 

På den ene side mener jeg, det nu kan ses, hvor godt mit ovenfor anførte dada-digt svarer til Tzaras. Men på den anden side mener jeg også, at Tzara har snydt meget mere, end jeg har. For som det tydeligt fremgår, har jeg fulgt Tzaras opskrift ganske nøje, mens jeg mener, der i Tzaras eksempel er mistænkeligt megen mening i galskaben. For vel er der også i hans digt ”usyntaktiske” ting, men der synes at være en vis indholdsmæssig sammenhæng. Og den dejlige titel har han i hvert fald enten konstrueret eller snydt godt med! - Indskud slut.

 

I en fransktime gav Nedergaard en meget grundig og meget morsom, men utvivlsomt også korrekt, redegørelse for det franske hul-i-gulvet-WC’s fordele. Og jeg har senere hørt, at Nedergaard, som havde bogbinder-interesse fælles med Christians far, min senere svigerfar, under et besøg i Hillested Præstegård indskærpede, at man skulle smøre hvid skosværte på sine læderbind, og imødegik sin værts skepsis med bemærkningen: ”Jamen, pastor Andersen, De pudser da vel Deres sko?”. Endelig kan jeg nævne, at Nedergaard var berømt for den store sorte Cadillac, han kørte rundt i. For jeg er ked af, at jeg ikke kan huske flere af de sjove ting, der skete i Nedergaards timer, eller de også helt seriøse samtaler, vi havde med ham både i og uden for timerne. Men jeg kan nævne nogle ting, jeg kan huske om nogle af de andre lærere.

 

Der var vor historielærer, hvis rigtige navn jeg ikke er helt sikker på (han hed vist Otto Jensen). Han blev nemlig aldrig kaldt andet end Vulkanen. Det lyder slemt. Og det har da også noget med de ”raserianfald” at gøre, han fik, når vi dummede os. Det var i virkeligheden meget stille og roligt. Men morsomt. For ved et dumt svar kunne han enten banke hovedet i tavlen med den helt store fortvivlelse i ansigtet eller begå en slags fingeret selvmord med sin lille pegepind, der var så kort, at den kunne bruges som en dolk, han stak sig i hjertet med. En dygtig lærer, som bortset fra disse berømte reaktioner nærmest var lidt tør i det.

 

Og der var den allerede omtalte lektor Carstens. Han var som sagt veteran fra Første Verdenskrig. Baggrunden fik jeg aldrig helt fat i. Men jeg mener, han på en eller anden måde oprindelig var østriger. Ham havde vi selvsagt i tysk, men desuden i musik, hvad der var meget vigtigt for Gunnar og mig. Carstens var en af de utallige lærere i skolehistorien, som huskes for deres faste vendinger og slagord. Selv min svigerdatter har lært at sige: ”Skriv dig det op” (hvorbagved jo ligger det tyske ”Schreib dir’s auf”). Og når en kom til at glemme, at ”undskyld!” hedder fx ”entschuldigen Sie”, kom prompte denne rettelse: ”Unschuld, das gibt es nicht in Hamburg”. Han lærte os også forholdet mellem Bach og Händel ud fra det gode tyske (eller østrigske) ord for en stegt kylling: Backhändel! Mere alvorlig var en af hans få beretninger fra Første Verdenskrig. Måske har vi simpelt hen haft ordet Schicksal (skæbne) eller også har vi haft noget om fatalisme i en af vore tekster, for han fortalte, at hans løjtnant, da en granat (fra en af deres efterhånden meget slidte kanoner) var gået skævt og fløj lige hen over hovedet på dem, havde sagt: ”Heute oder morgen - das Schicksal!”. Ordet ”Eifersucht” (skinsyge, jalousi) lærte vi ved denne definition: ”Eifersucht ist eine Leidenschaft, die mit Eifer sucht, was Leiden schafft”.

 

I engelsk havde vi lektor Helmuth Sørensen, kaldet ”Mutte”, (og jeg benytter lejligheden til at minde om, at det i mange tilfælde ikke har været muligt for mig at verificere personnavne og deres stavemåde). Han var en stille og rolig, men smilende og gemytlig mand, som lærte os godt engelsk - fagenes flagskib for os nysproglige. Og jeg elskede fortsat engelsk, læste også mange engelske og amerikanske romaner i min fritid. Jeg havde dengang og har stadig det princip, at fremmed litteratur så vidt overhovedet muligt skal læses på originalsproget. Jeg husker, at jeg imponerede hr. Sørensen, da han engang underkastede mig en slags forhør med en masse eksempler på engelske præpositionsforbindelser og jeg kunne give næsten alle de rigtige svar. Jeg kan da også lige så godt benytte lejligheden her til at fortælle, at jeg til studentereksamen fik, hvad der i dag ville have været et 13-tal (hvis det endnu hedder sådan?!) i engelsk. Da jeg var færdig med oplæsning, oversættelse og kommentar til et stykke af Wordsworth’s ”Lines composed a few miles above Tintern Abbey”, gav den kvindelige censor mig i hvert fald hånden og sagde: ”Ja, jeg kan lige så godt give den unge mand hans ug med det samme!”. Ja, det er selvfølgelig at prale lidt, men der ligger også det i det, at jeg virkelig elskede den engelske lyrik og nærmest rent fysisk nød at have denne dejlige klang i munden og ørerne. Også vor læsning af Shakespeare’s ”Macbeth” var en stor oplevelse for mig. - Se mere om mit forhold til engelsk i indskuddet lige om lidt.

 

Mens jeg er fremme ved studentereksamen kan jeg også fortælle, at Helmuth Sørensen i sin tale for os ved vor studentermiddag (mener jeg bestemt det var) blandt andet sagde om os sproglige, at det jo ikke var enhver engelsklærer forundt at komme til at opleve at komme ind i klassen, og så blive modtaget med firstemmig sang på engelsk.

 

Tysk brød jeg mig ikke meget om. Dels var vi endnu så tæt på krigen, at det nærmest var en national og demokratisk pligt, ikke at dyrke det tyske, dels var de tyske forfattere, også store navne som Goethe og Schiller, kedelige at læse. Men vi var, som det kan ses her, glade for Carstens. Og vi mærkede hans østrigske charme. - I 3. g fik vi rektor Hertig i tysk, latin og oldtidskundskab, men det hjalp ikke på vort forhold til tysk. Vi læste blandt andet stykker i en kedelig bog, der hed ”Deutsche Kultur- und Charakterbilder”. Alene navnet! I forhold til den tilsvarende bog i Engelsk: ”The British Spirit”! (hvorfra jeg for altid vil huske Winston Churchill’s ”On rebuilding the Houses of Parliament”, ikke mindst sætningen ”logic is a poor guide compared with custom”). Måske var det netop i forbindelse med vor læsning af tekster i ”The British Spirit”, Helmuth Sørensen fortalte en god vittighed, som jeg desværre ikke husker helt nøjagtigt. Men det var noget med, at alle de europæiske lande fik til opgave at skrive en bog om elefanten. Franskmændene skrev selvfølgelig om elefantens sexliv, tyskerne skrev et værk i mange bind om ”Wesen, Ursprung und Geschichte des Elefanten” (gengivet frit efter hukommelsen; med en endnu længere undertitel), danskerne en kogebog med titlen ”Elefant på hundrede måder”, nordmændene en bog med titlen ”Norge og vi nordmænd” - men englænderne en bog med titlen ”The Elephant”!

 

Indskud: Når jeg i dag har et helt anderledes forhold til tysk, skyldes det for det første, at vi på sprogofficersskolen først og fremmest brugte en russisk-tysk ordbog og en tysk ”Grammatik der russischen Sprache”, for det andet, at man som luthersk teolog ikke kan undgå at få læst en del tysk, for det tredje, at vi på Bornholm fik lidt med tyske turister at gøre, for det fjerde, at vi i Døllefjelde-årene så en hel del tysk fjernsyn (i mange år det eneste alternativ til DR), for det femte, at jeg til at begynde med måtte bruge tysk, når jeg havde med polakker at gøre (russisk kunne de, men ville de ikke bruge!), for det sjette, at jeg nu også har tyske mellemkirkelige aktiviteter, for det syvende, at Tyskland har udviklet sig meget siden min gymnasietid, og endelig for det ottende, at det i disse globaliseringstider er dejligt at høre og bruge et hvilket som helst andet sprog end (som regel dårligt) engelsk. I dag er polsk mit vigtigste og tysk mit næstvigtigste fremmedsprog. Men jeg har ikke svigtet selve min oprindelige kærlighed til de angelsaksiske sprog engelsk og amerikansk. Problemet er bare, at England (m.v.) og USA er blevet globaliseringens første ofre i den forstand, at de har været de første til at drukne i det nye verdenshav af ”cirkus-engelsk”! Desuden er jeg af professionelle grunde nødt til at beskæftige mig mest med polsk og tysk, for såvel rigtigt britisk engelsk som godt gammeldags amerikansk er stadig en fryd for mine ører. - Indskud slut.

 

Faget dansk har jeg allerede fortalt en del fra, og det er allerede fremgået, at det selvfølgelig var det vigtigste ”åndsfag”. Jeg havde på intet tidspunkt i min gymnasietid særlige planer om, selv engang at studere dansk (det skulle da have været i den korte periode, jeg overvejede at tage musik som hovedfag, hvis jeg altså overhovedet i den forbindelse har tænkt på andet end musikken). Derom meget mere senere. Men jeg fulgte levende med i alt fra runerne til Kaj Munk og Tom Kristensen (hvis faste form og stærke udtryk jeg beundrede - og nogle gange prøvede at efterligne). Romantikken betød særlig meget for mig, men også naturalismen og Johs. V. Jensen. Jeg mener, jeg engang i radio eller fjernsyn har hørt Klaus Rifbjerg udtale sig om sine oplevelser i gymnasiet af Oehlenschläger og (især) Johs. V. Jensen på en måde, som svarede til mine. Idet han jo af gode grunde har haft sine først, og sikkert også størst - og i øvrigt, hvad man end ellers kan mene om ham, nu selv er den tredje i denne kongerække. Jeg var så begejstret for Johs. V. Jensen, at jeg ønskede - og fik - ”Den lange Rejse” i studentergave af en tante. Og så sent som i begyndelsen af det dansk-studium, jeg faktisk gik i gang med i 1964 glædede jeg mig stadig til at stifte nærmere bekendtskab med Johs. V. Jensens ”hedenske fromhed”. Det kom jeg også til. Men den blev fundet for let!

 

GYMNASIET

 

(Fra min til udgivelse i nok 2017 planlagte samling Nye digte og aforismer)

 

Ved bordet i klassens hjørne,

fanget i skolens evighed.

Kunne ikke vide,

at de engelske præpositioner

åbnede op til store ting

i den vide verden,

eller at han engang ville fortryde,

at han ikke havde gjort mere

ved oldtidskundskab og historie.

Kunne heller ikke vide, at tre år

senere ville være ingenting.

Fanget i skolens evighed,

lykkeligt låst i ungdommens tid.

 

19.02.16.

 

 

Musiklivet og kammeraterne

 

Hvor vigtig og god min Branderslev-Nakskov-tid end var, er det mine tre år i Bursø og på Maribo Gymnasium, der står for mig som den vigtigste og lykkeligste tid i mit førvoksne liv - i en i enhver henseende ulige konkurrence med barndomsårene i Oreby. Som det er fremgået af forrige afsnit, ville allerede selve skoleforløbet som sådant og i sig selv have været nok til at give denne periode en sådan karakter. Men den rummede jo meget mere. Tiden fra 1959 til engang i 1961 (jeg husker det som midt i 2. g) var The Strangers’ store og sidste tid, og sideløbende hermed spillede jeg fortsat i Maribo Jazzklub, ”Blue Moon”. Denne periode havde imidlertid også en tredje musik-side, som det vil være passende at gå over til beretningen om nu, for det var musiklivet - og det dermed forbundne kammerat- og venskabsliv - på Maribo Gymnasium.

 

Jeg sad altså dér ved mit lille enmandsbord i klasselokalets nederste venstre hjørne. Og ovre i nederste højre hjørne sad en ikke helt almindelig dreng, der hed Gunnar Brønholt og kom ude fra Østofte. Han og hans miljø har allerede været omtalt i forrige afsnit. Og det varede da heller ikke længe, før han fik Østofte-roeuniversitet-perpektivet til at tegne sig. Han havde sin egen måde at føre sig frem på, som i første omgang godt kunne give anledning til en vis undrende forbeholdenhed hos både kammerater og lærere. Blandt andet overraskede han ved, højtideligt at erklære, at han enten ville være organist eller lokomotivfører - idet der dog var det problem i forbindelse med sidstnævnte mulighed, at det krævede en uddannelse som smed! Han blev, som det fremgår nedenfor, organist, men han blev også et ivrigt medlem af Dansk Jernbaneforening og aktiv i Museumsbanen mellem Maribo og Bandholm (kendt af mange turister og fra spillefilmen om flypioneren Ellehammer, der som allerede omtalt foretog sine forsøg på øen Lindholm i Smålandshavet). Gunnar var ikke indfødt lollik, selv om han havde boet her i mange år, men dog født på Langeland, hvad der er næsten lige så godt, og det varede ikke længe, før vi blev klar over, at vi - som de eneste i klassen - var aktive musikere; grunden til et venskab og tre års storslået musikliv på Maribo Gymnasium var blevet lagt.

 

Inden længe blev Gunnar og jeg en fast del af trafikbilledet, ude på Gymnasiets og Borgerskolens fælles skolegård. Det var ganske vist meget almindeligt, at vi elever gik frem og tilbage og samtalede i mere eller mindre hele skolegårdens længde. Men Gunnar og mig blev der lagt mærke til, for vi ledsagede ofte vore samtaler med sungne musikeksempler og dertil hørende fagter. Gunnar måtte selvfølgelig høre om mine musik-bedrifter, især i The Strangers, men han kunne fra sin side oplyse, at vel var det hovedsagelig klassisk musik, han beskæftigede sig med, men at han også havde erfaring som balmusiker i ”Trio Trekanten”. Det varede ikke længe, før vi etablerede os som ledere af det af os elever foranstaltede musikliv på gymnasiet, nemlig på den måde, at Gunnar havde den øverste, overordnede ledelse, mens jeg - som den eneste rigtige jazzmusiker på skolen - dels var en slags næstkommanderende, dels stod for alt, hvad der havde med jazz at gøre. Og så medvirkede vi i øvrigt i hinandens ting, Gunnar på trommesættet fra ”Trio Trekanten”, når der skulle spilles jazz, jeg på klaver, men især som tenor-korsanger, når der skulle leveres klassisk musik. - At jeg, engang koret skulle medvirke ved julegudstjenesten i Domkirken, fik lov at lave korsatsen til den franske julesang ”Dors, ma colombe”, har jeg til dels allerede omtalt. Den blev ret god. Gunnar lavede kun et par rettelser.

 

Et højdepunkt var, da Gunnar og jeg (sådan tror jeg det var) på et tidspunkt gik op til rektor og spurgte, om vi kunne få stillet gymnastiksalen til rådighed for et stort blandet koncertarrangement. Og det er det største eksempel på, hvordan tingene fungerede på vor skole, før alt det med elevdemokrati og medbestemmelse kom formelt ind i billedet. Man kan selvfølgelig sige, at det da var i skolens interesse at bakke sådanne initiativer op, men det var alligevel en meget stor velvilje, vi mødte, når vi ville noget, og hele den atmosfære, det foregik i, var ualmindelig positiv.

 

Som for mine gamle Strangers-kammeraters vedkommende har jeg også været på Internettet for at se, hvad jeg kunne finde om Gunnar. Her er et uddrag af, hvad Kristeligt Dagblad skrev dagen før hans 60-års fødselsdag:

 

Organist og dirigent Gunnar Brønholt, Hvidovre, er født i Stoense. Han tog organisteksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1972 ... kantoreksamen sammesteds i 1976 ... og endelig dirigenteksamen sammesteds i 1977. Gunnar Brønholt blev først ansat som organist ved Rødby Kirke, herefter i Husum Kirke i København i 1972, indtil han kom til sit nuværende embede ved Kildevældskirken i 1983. Gunnar Brønholt har som korleder arbejdet med adskillige ensembler ... Gunnar Brønholt er også dirigent for det professionelle ensemble »Opera Sacra«, som bringer operamusik ind i gudstjenestelig sammenhæng med stor succes ikke mindst i udlandet. Endelig har Gunnar Brønholt med »Kammerkompagniet«, hvis dirigent han også er, sin del af ansvaret for, at Københavns turister om sommeren bliver diverteret med elegant, klassisk musik i Hotel d'Angleterres smukke sal »Palmehaven«.

 

Og Gunnar og jeg blev altså mere end bare musik-kammerater; vi blev også venner i al almindelighed, snakkede om alt muligt og besøgte ofte hinanden i henholdsvis Østofte og Bursø. Om min deltagelse i det mere eller mindre grundtvigianske folkelige og kirkelige liv i Østofte har jeg allerede fortalt noget. Men der var også ting, Gunnar selv arrangerede, fx en aften med forskellig optræden i Østofte forsamlingshus, hvor også Christians senere kone Ellen medvirkede.

 

For det var ikke bare Gunnar og mig. Når årene 1959-1962 blev så store musik-år i Maribo Gymnasiums historie, skyldes det også, at der blandt eleverne var andre dygtige musikere. De tre af dem var med i den nedenfor omtalte radioudsendelse, som blev optaget på Nakskov Gymnasium, og som The Strangers også medvirkede i. De spillede en Haydn-trio for fløjte, violin og cello, og det var min allerede omtalte senere svoger Christian Andersen på fløjte, den senere Kgl. kapelmusicus Michael Malmgreen på violin og min allerede i kapitel 3 omtalte senere gode ven og senere professionelle cellist Jørn Lauritzen på cello. - Tilføjelse 24.03.11: Jørn døde den 17. marts 2010. Han blev bisat fra Nivå Kirke den 23. marts, og efter jordpåkastelsen (og en cellists fremførelse af et stykke fra en af Jørns elskede Bach-solosuiter) spillede Michael førsteviolin i Haydns Sonate nr. 7 fra "De syv ord på korset", og Christian takkede på Jørns enke Hannes vegne, inden kisten blev båret ud - og var med til at bære.

 

Et indskud: Christian kunne også sagtens være blevet noget ved musikken, som fløjtenist eller som sanger, men han valgte militærvejen og endte som oberstløjtnant i hæren. Men allerede før sin (jo for officerer tvungne) pensionering som 60-årig dyrkede han musikken igen. På et tidspunkt skiftede han fløjten ud med fagotten, og i dag spiller han blandt andet i Nordsjællands Symfoniorkester. Den 5. oktober 2008 hørte vi ham og dette symfoniorkester spille i Maribo Domkirke. - Der er flere af disse mærkelige og faktisk helt bogstavelige sammen-træf - eller andre mærkelige sammenfletninger af livs-tråde - der dukker op, mens jeg sidder og skriver. For ikke ret længe siden fortalte en af Annas organistkolleger, at hun for nylig havde været til en fest på en dejlig kro - Oreby Kro! Og da havde jeg her i disse erindringer lige været meget intenst tilbage i min barndom dér. Jeg har selv kun været inde på kroen én gang, siden jeg boede der (se nu "Tilføjelse" sidst i dette indskud). Det var, fordi jeg skulle holde et foredrag. Den blev genåbnet engang i begyndelsen af 1980’erne. - Når bemærkninger som denne sættes ind forskellige steder i denne tekst, skyldes det i høj grad, at den er skrevet til løbende indsætning her på denne hjemmeside-underside. Havde det været en rigtig bog, ville det nok være sket på en anden måde - om overhovedet. Måske vil der også ske en slutredigering til allersidst. Men foreløbig er disse ting en side af den nye måde at offentliggøre på, som Internettet muliggør, og jeg beder læseren tage det positivt. - TILFØJELSE 30.06.12: I "Erindringer - DAGBOG" skriver jeg under Tirsdag den 3. april 2012 blandt andet: - Min datter Amalie og hendes to børn Jeppe og Marie besøgte barndommens steder. Først Oreby, hvor vi var inde på kroen og fik talt med den meget venlige nuværende kro-dame. - SENERE TILFØJELSE: Den 22. maj 2015 holdt Anna og jeg vor guldbryllupsmiddag på Oreby Kro! Se under denne dato på undersiden "Erindringer - DAGBOG". - Indskud slut.

 

Og så var der den lille søde mellemskoledreng Steen Felter, domprovstens yngste barn, der adskilte sig fra sine berømte, meget dygtige ældre søskende, der havde forladt skolen, og som mere lignede deres far, ved at være en lille spilopmager. Men han spillede godt tværfløjte, og ikke et øje stod tørt, når han optrådte ved siden af ”grimme Christian Sorte-Mads fra Hillested”. Endelig var det på et tidspunkt en dreng, der var god til at spille Chopin på klaver. Men han holdt sig til det. For det kan vel ikke være i min pædagogikum-tid, jeg har hørt ham? Og jeg har vel ikke glemt nogen? Nej, jeg tror, instrument-siden var violin, to tværfløjter og cello samt klaver eller orgel. Men så var der jo sang-siden, hvor Gunnar enten dirigerede eller (når det var skolens kor under lektor Carstens’ ledelse) sang bas, og hvor Christian sang bas eller tenor og jeg tenor, og hvor ikke mindst pigerne fra vores klasse var stærkt med (jfr. vor engelsklærers tale ved vor dimission). Ved en optræden på gymnasiet var Gunnars kor fx i stand til at synge ”When I Grow too Old to Dream” i en rigtig jazz-udsættelse, jeg havde lavet. - Se også indskuddet i afsnittet ”The Strangers” om bla. pastor Ahrensbach og lektor Møller.

 

Steen Felter blev senere bibliotekar, og i nogle år af min Døllefjelde-tid mødte jeg ham undertiden på Stiftsbiblioteket i Maribo, hvor han bla. fik overtalt mig til, ikke bare at læse engelske og amerikanske spændingsromaner, men også prøve en østrigsk, nemlig Johannes Mario Simmels ”Ikke altid kaviar”. Og dette er en relevant oplysning, fordi den jo vidner om Steens humor. Men der er en helt særlig grund til, at jeg sætter dette fremblik ind her, og det er, at da jeg i 2001 talte med Steen under samværet efter hans fars begravelse, fortalte han mig, at han nu boede i Marstal og spillede jazz på barytonsax - sammen med min Oreby-kammerat og forgænger som pianist i Maribo Jazzklub Sven Erik Svane! For Sven Erik er altså efter sin pensionering vendt hjem til Marstal. - Om mit senere discipel-forhold til Steens dygtige far vil jeg fortælle i kapitel 7, men jeg nævner det her, for det er altså utroligt, som trådene i ens liv kan løbe sammen.

 

Men Gunnar og jeg var altså begyndt at lægge grunden til et egentlig venskab. Og Christian og Jørn var venner fra mellemskoletiden af. Efterhånden blev alle vi fire venner ud over selve musik-kammeratskabet. Vi kaldte os ”de fire heste”, med tydelige undertoner af, hvad vi gik og drømte om at udrette på området ”piger”. Det endte med, at vi aftalte, at vi skulle med til hinandens bryllupper. Christian blev den første - den 2. januar 1965 - og det kan jeg ikke lade være at fortælle lidt om allerede her, selv om det jo er nogle år efter vor skoletid. Ja, det begyndte allerede ved polterabend’en, som i øvrigt foregik på den måde, at vi stillede en kasse øl midt på gulvet i blikkenslagermesterparret Lauritzens fine dagligstue, og så ellers satte os omkring den på fire spisestuestole. For Christians polterabend-selskab bestod vel at mærke kun af os fire! Men for at gøre en lang historie kort (der i øvrigt er fortsat lige til denne dag), så bestod en meget stor del af vor samtale (efterhånden som vi fik gravet os ned i ølkassen) af, at Christian fortalte om, hvor flot hans lillesøster Anna var blevet ovre i England, hvor hun var au pair-pige. Hende havde jeg ellers aldrig lagt mærke til, når jeg besøgte Christian, men nu var min nysgerrighed blevet vakt, og allerede ved selve brylluppet begyndte Anna og jeg at kæresterere!

 

På et tidspunkt blev der lavet en optagelse med Gunnars kor i Østofte Kirke. Så vidt jeg helt bestemt husker, var det ingen ringere end Tage Mortensen, Danmarks Radios Pigekors senere dirigent, der stod for det, og bagefter blev der som del af udsendelsen også optaget samtaler med nogle af os kormedlemmer. På et tidspunkt spurgte Tage Mortensen, om der var nogle af os, der dyrkede jazz, og så måtte jeg jo frem. Jeg indledte med at sige, at jeg jo havde haft på fornemmelsen, at dette spørgsmål ville være uundgåeligt. ”Det er uundgåeligt”, sagde Tage Mortensen. Og så snakkede vi ellers lidt om det. Vi kom også ind på, hvad der var af jazzliv i Maribo-området. Og her fik jeg luftet mine meninger om det allerede i kapitel 3 omtalte forhold, at den såkaldte traditionelle jazz var mere populær hos det dansende publikum, udtrykkeligt også i Maribo Jazzklub, end de mere avancerede former for jazz, jeg mente, man snarere burde dyrke. Jeg fik herunder også sagt noget om, at det ikke engang var rigtig traditionel jazz, men en tillempet, dansevenlig form, der var mest populær, ”en gang polkamusik”, fik jeg sagt.

 

Denne - selvfølgelig heller ikke særlig loyale - udtalelse, der altså blev spredt ud over hele landet, fik til følge, at den allerede omtalte tenorsaxofonist, orkesterleder og formand Lars Winckler i det følgende nummer af jazzklubbens medlemsblad gen-kritiserede mig og i den forbindelse blandt andet skrev, at jeg hellere skulle koncentrere mig om at sidde ude på Bursø Alderdomshjem og spille min egen alderdomshjem-blues, udsat for egen polkatakt og benspark. Og hvad gjorde jeg? Jeg lavede en blues med titlen ”Bursø Alderdomshjem Blues, udsat for egen polkatakt og benspark”. Jeg lavede min lille komposition på den måde, at der først var en parodi på en traditionel blues - med swing-bas og det hele, indledt med og ledsaget af en særlig voldsom og klodset trampen takt med fødderne - men at der dernæst kom en blues efter min egen moderne smag. Og hvad gjorde jeg videre? Jeg bad om tilladelse til at få lov til at optræde med denne komposition ved førstkommende lørdagsmorgensang (jfr. hvad der ovenfor er berettet om denne tradition på skolen). Og da vi kom dertil, stillede jeg mig op på trappen, der hvor rektor, eller hvem der ellers ledede morgensangen, stod, og refererede sagens forløb, idet jeg sluttede med ordene: ”Og nu vil vi spille ”Bursø Alderdomshjem Blues, udsat for egen polkatakt og benspark’”. Jeg havde til lejligheden fået Gunnar og Jørn til at være med på henholdsvis trommer og cello (brugt som jazz-bas), og vi havde selvfølgelig øvet os, så at trommerne først var godt med i parodien med noget rigtig gumpetungt noget og derefter markerede overgangen til det moderne jazz-tema med en hvirvel eller lignende og så ellers fortsatte med et spændstigt moderne spil på bækkenet osv., mens Jørn knipsede fint løs på sin cello. Efter det moderne tema improviserede jeg lidt, og der har sikkert også været lidt tromme- og cello-solo, og til sidst spillede jeg igen det moderne tema. Denne spøg blev ret godt modtaget af vore kammerater, og jeg mener, vi senere havde denne blues med på The Strangers’ repertoire, og at den blev ret populær. Jeg brugte den i hvert fald ofte i mere private sammenhænge, fx ved vore egne familiefester. Så sent som ved den meget beskedne fejring med en snæver familiekreds af min 65-års fødselsdag i maj måned 2008 bad mine svigerinder om at høre den. Men det var for længe siden, jeg havde spillet den, og jeg var også for nylig blevet opereret i højre hånd, så jeg havde på forhånd opgivet det, for den er lidt svær. Der var nemlig ellers indlagt et større musikprogram ved mig og mine to sønner. Men det må jeg vende tilbage til.

 

Hvad i øvrigt Jørns jazz-spil på sin cello angår, kan jeg fortælle, at han ikke var uden erfaring i rytmisk musik. Han var allerede dengang en fortræffelig pianist i barpianist-stilen, og senere blev et fast indslag i Christians og mine familiefester, som Jørn og hans kone Hanne som regel deltager i, at han (mindst) fremførte ”Ølhunden glammer” og ”Dit hjerte er i fare, Andresen”. Og jeg siger, han gør det både godt og morsomt! - Jørn og hans cello medvirkede i øvrigt også i vor før omtalte skolekomedie ”Arsenik og gamle kniplinger”, nemlig på den måde, at han sad med den omme bag scenen, og hver gang ”vinduesbænken” blev åbnet, frembragte en uhyggelig knirkelyd ved at stryge med buen på den dybeste streng oppe over celloens ”stol”. En lille ting, som imidlertid også viser, hvordan tingene hang sammen på alle leder.

 

Hvad ovennævnte svigerinder angår, så er det jo Christians to søstre Lisbeth og Julle (Elisabeth og Juliane). Og som jeg ofte siger (drillende til Anna og anerkendende til dem), så har jeg kendt dem, før jeg var klar over, at Anna eksisterede (hun var dengang en meget genert pige). Ved et karneval på skolen var Lisbeth udklædt som hollænderpige, og det var noget, Jørn og jeg virkelig lagde mærke til. Vi snakker om det endnu! Og på et tidspunkt kom Julle med i Gunnars kor, som det absolut yngste medlem, så ung, at ingen af os så på hende på den måde, men til gengæld en utrolig sød, noget snusfornuftig pige. Ved ”Gimles” (elevforeningens) julefest i 1964, som jeg deltog i som gammel elev, var Julle blevet så stor, at jeg dansede med hende. Hun havde en flot kjole på - med et mønster af farverige faldende blade.

 

 

Livet i øvrigt

 

Skolen og jazzen og kammeraterne fyldte næsten hele mit liv. Men jeg havde også et privat liv. Jeg var igen bestyrerindens søn på et alderdomshjem, og jeg havde det mindst lige så godt på Bursø Alderdomshjem, som jeg havde haft det på Branderslev Alderdomshjem. Det var virkelig som at leve i en stor familie. Jeg snakkede også her meget med de gamle, ikke mindst med en blind dame med et ben, der var i gips på grund af noget betændelse i en knogle, eller hvad det nu var. Hun var yngre end de andre og var god at snakke med. Jeg fik stor respekt for Blindeinstituttet, som havde givet hende en fin dannelse. Jeg var inde hos hende næsten hver dag og snakkede med hende om alt muligt. Og med hendes moster, som også boede hos os, ”Moster” kaldte vi hende. Selv hed hun aldrig kaldt andet end ”Nummer 10”, fordi hun boede i stue nr. 10. Da jeg blev student, fik jeg af ”Moster” og ”Nummer 10” et par fine guldmanchetknapper, som jeg bruger ved særlige lejligheder, ikke mindst når jeg optræder i ornat. Så mindes jeg denne gode tid.

 

Min mor fortsatte traditionen med at benytte enhver lejlighed til at holde en fest. Og ved mange af disse lejligheder skrev beboeren Lindqvist en sang. Jeg husker ikke hans fornavn, for han blev aldrig kaldt ved andet end sit efternavn. Han havde skrevet mange festsange i sit liv, vist også professionelt, men der var, så vidt jeg husker, aldrig nogen, der havde skrevet en sang til ham. Så da han fejrede en rund eller halvrund fødselsdag, forsøgte jeg mig. Jeg lånte hans skrivemaskine, så jeg kunne skrive den ind. Jeg mangfoldiggjorde den på samme måde, som han selv plejede at gøre, nemlig ved hjælp af karbonpapir, i flere omgange, med så mange kopier som muligt pr. gang. Kopimaskiner kendte vi ikke noget til. Jeg ved ikke, om jeg endnu har sangen et sted. Hvis jeg på et tidspunkt finder den, kan det være, jeg sætter den - eller noget af den - ind her.

 

Lindqvist var, som navnet siger, indvandret fra Sverige. En ”roesvensker”, kan man sige (jfr. ”roepolakkerne”, som vi senere skal høre om). Og der var det særlige ved ham, at han var far til vor sognepræst i Sakskøbing, for vort vedkommende altså Sakskøbing Landsogn, såvel i Oreby- som i Rørbæk-tiden. Igen et eksempel på, hvordan livs-trådene løber sammen.

 

Men der er mere endnu. Det, jeg skriver her, er skrevet den 1. november 2008, dvs. mindre end en måned efter, at jeg var til Domprovstiets præstekonvent i Fuglse Præstegård. Anna var forhindret i at deltage på grund af pasning af et sygt barnebarn, og det var lidt ærgerligt, for ikke alene er det jo nu vor præstegård (dvs. præstegården i vort pastorat), idet vi altså bor i Torslunde Sogn i Fuglse-Krønge-Torslunde Pastorat, men Anna er også født (09.06.46) i Fuglse Præstegård! Hendes far Ejlif Andersen (E.J. Andersen) var sognepræst dér 1943-1951 - og døbte hende i Fuglse Kirke den 7. juli 1946. Men hun har også her i ”nyere tid” ved flere lejligheder været til noget i dette sit fødehjem. - Allerede i slutningen af vor Døllefjelde-tid besøgte hun sognepræst Vinni Gaarn-Larsen, som lavede et interview med hende til Fuglse-pastoratets kirkeblad om hendes barndom her, og hun har senere skrevet en artikel om den i Fuglse Beboerforenings blad (Fuglse-Bladet nr. 3, · Maj 2004; står nu også på undersiden ”ANNA CHRISTENSEN”, som jeg i det hele taget henviser til).

 

Foredraget ved dette konvent blev holdt af lokalhistorikeren og Kaj Munk-forskeren Søren Daugbjerg fra Brandstrup (Tirsted sogn, ikke langt vest for os). Ham kender vi i øvrigt udmærket, og han vil nok blive omtalt i en senere sammenhæng. Foredraget handlede om vor store lollandske landsmand Kaj Munk - som de nye præster i Domprovstiet trængte til at lære nærmere at kende. Under foredraget nævnte Søren Daugbjerg også pastor Lindqvist, som havde studeret sammen med Kaj Munk og, så vidt jeg husker, boet på Regensen sammen med ham. Og det gav mig anledning til, bagefter at give forsamlingen en opdatering af også dette stykke lollandsk kirke- og lokalhistorie, som oven i købet også havde en Fuglse-vinkel. Jeg kunne blandt andet fortælle, at engang pastor Lindqvist besøgte sin far på Bursø Alderdomshjem og bagefter var oppe hos os i privaten, fortalte han om sin studietid sammen med Kaj Munk. Han fortalte her om, hvordan han engang havde været i en voldsom diskussion med Kaj Munk, hvorunder Kaj Munk på et tidspunkt havde foreslået, at de skulle ”bytte standpunkt”! Det havde Lindqvist forarget afslået. Men jeg er senere kommet til at tænke på, at dette jo simpelt hen har været et udslag af dramatikeren Kaj Munks gemyt! Bagefter lavede jeg noget skriftligt om det, som jeg sendte til sognepræst Caris Johansen, foredragsholderen og domprovsten, som ikke alene altså er provst her, men også bistår Søren Daugbjerg i arbejdet med en bog om Kaj Munk, som vist skal udkomme inden længe. Jeg indsætter nu en tilpasset version af, hvad jeg fik samlet:

 

Karl Lindqvist var født i Blekinge, Sverige i 1901, og hans far endte med at bliver fodermester her på Lolland. I årene 1931-1937 var han sognepræst i Fuglse(!), hvorefter han var sognepræst i Sakskøbing 1937-1969. Han kunne altså have døbt mig, og han har da også udstedt min dåbsattest, men på grund af ferie blev det sognepræsten i Slemminge, der døbte mig [derom mere i kap. 9].

 

Pastor Lindqvists søster (og altså gamle Lindqvists datter) Nanny (hun kaldtes altid Frøken Lindqvist) var kommunekasserer i den gamle Holeby-Bursø Kommune, i hvilken egenskab hun havde med min mor at gøre og endte med at blive hendes gode veninde, ja, Annas og min og vore børns ”Tante Qvist”, som bla. efterhånden var med ved alle vore familiefester. Nanny Lindqvist var medlem af Domprovstiets provstiudvalg.

 

Ja, man må virkelig sige, at livstrådene løber sammen!

 

Høstfesterne var en stor tradition på Bursø Alderdomshjem. Og Mor fik Gunnar og Jørn og Christian til at møde op med henholdsvis guitar, harmonika og fløjte - til hvilket ensemble jeg sluttede mig med min gule bas (se kap. 3).

 

Christian og jeg fulgtes ofte ad hjem fra skole, idet stykket fra det gamle Håred Savværk til Maribo var en fælles del af vor skolevej. I en periode kørte vi om lørdagen hjem til mig for at se ”Familien Flint” (The Flintstones), som var ”kult” for mange af os dengang. Vi havde jo fjernsyn. Hvad sognepræsten i Hillested altså endnu ikke havde! Vi er lige i begyndelsen af 1960’erne. Christians far, som imidlertid var blevet min svigerfar anskaffede først et fjernsyn i 1969 - for at kunne se den første månelanding!

 

Christians far, som altså dengang var ”pastor Andersen, Hillested”, oplevede jeg på Bursø Alderdomshjem i den præsteløse tid mellem pastor Sauntved og pastor Krapper. Han kom og holdt andagt. Mærkeligt at tænke på nu. Pastor Sauntveds andagter nåede jeg også at opleve. Og pastor Krappers andagter spillede jeg ligefrem til en gang eller to på min mors lille harmonium. Men jeg har rent ud sagt aldrig været til gudstjeneste i Bursø Kirke før nu efter min pensionering. Til gengæld husker jeg, at jeg engang meldte mig frivilligt til at køre vor polske beboer Pajak til messe i den romersk-katolske Sankt Birgitta Kirke i Maribo. (Hvad dette efternavn angår, ved jeg nu, at det på polsk staves Pająk, udtales |pajonk og betyder edderkop - eller i hvert fald staves på samme måde som det polske ord for edderkop. Men det anede jeg intet om dengang). Jeg var meget interesseret i at komme til at opleve en katolsk messe. Min romantiske side har nok haft en holdning til katolicismen, der kunne minde lidt om de gamle romantikeres. Og jeg var som sagt af den opfattelse, at der godt kunne være en åbning til Tilværelsens dybere lag i den kristne gudstjeneste. Den konfessionelle forskel kendte jeg godt noget til fra min skoleundervisning helt tilbage fra Oreby af. Men det var ikke noget problem i denne sammenhæng, hvor der jo helt overvejende var tale om, på én gang at gøre gamle Pajak en tjeneste og selv få en ”historisk-eksotisk” oplevelse. Hvad jeg også fik. Men det er også mærkeligt at tænke på. For i dag er jeg nok en af de præster i Den danske Folkekirke, der kender mest til den katolske messe i polsk sammenhæng. Pajak var i det hele taget en from mand. Især min mor var meget imponeret over, at man kunne finde ham siddende med sin rosenkrans ude på træskohylden, når der blev gjort rent på hans værelse. Men en polsk mand bliver ikke et hængehoved af at være from. Da jeg senere fik lært noget russisk og var hjemme på orlov, og der var fest, fik vi os nogle gode ”interslaviske” skåler i vor gode danske snaps, altså med henholdsvis det russiske og det polske udtryk for ”skål”: Зa здopовьe! [za zdo|rov’je] - Na zdrowie! Og jeg lagde mærke til, at Pajak sagde vodka på en underlig måde: ”wódka” [|vutka], men sådan hedder det altså på polsk, ved jeg nu.

 

Sognerådet holdt møder i den mødesal, der var på alderdomshjemmet, som det havde været tilfældet i Branderslev. Men nu var jeg blevet noget i retning af en voksen ung mand, og det betød, at jeg ofte kom i snak med sognerådsmedlemmerne, fx over en øl ude ved det allerede omtalt spisebord i køkkenet. Det var meget interessant. De var alle meget flinke, lige fra sognerådsformand Sigfred Andersen og nedefter. (Jeg håber virkelig, jeg har både husket og stavet navnet rigtigt). Så jeg vil kun fremhæve én af dem, nemlig maler Petersen. Han var nemlig ikke alene vældig flink, men også meget humoristisk - og radikal! Maler Petersen er efter min meget rare onkel Hans nummer to i den kronologiske række af gode radikale mennesker, jeg har kendt, men ikke den sidste (jfr. mit i kap. 2 omtalte møde med Marianne Jelved).

 

På dette sted kunne jeg have skrevet noget om mine oplevelser med min familie. Og der har selvfølgelig været noget. Der er bare ikke noget af det, der rigtig kommer frem her. I modsætning til, hvad der trods alt har været tilfældet i de tidligere kapitler. Men dels har der jo ikke været noget særligt nyt, dels er det nok sådan, at man som barn har en helt anderledes oplevelse af sin familie, end man har som teenager. For det lille eller mindre barn er familien en vigtig del af den omverden, man skal orientere sig i, hvorimod teenageren mest lever i sin egen verden! Den eneste begivenhed i familien fra min gymnasietid, jeg har en meget klar erindring om, er min i kapitel 3 omtalte onkel Thorvalds død. Jeg kan huske, hvor jeg stod, da min mor kom og fortalte, at moster Bette havde ringet og fortalt det. Mon det har været det første dødsfald i den nærmere familie siden min fars død? Nej, der var også moster Mis, men da var jeg ikke ret gammel.

 

I Bursø-tiden, fik Mor skiftet den gamle førkrigs-Morris ud med en helt ny Ford Anglia - den med den skrå bagrude. Den kørte jeg i, da jeg som attenårig fik kørekort. Blandt andet var jeg meget glad for at køre til Holeby og handle. Jeg har hentet mange varer hjem til Bursø Alderdomshjem i min mors bil. For ikke længe siden mødte jeg en af slagter Hansens dengang unge sønner, Ib Hansen. Det var ude på den gamle jernbanesti, hvor vi luftede hunde (jeg min ældste søns, som opholder sig en del hos os, når deres ”far”, som bor i Maribo, har lange dage på sin skole). Vi har ikke set hinanden siden dengang. Men han vidste, hvem jeg var, og jeg kunne kende ham. Og når jeg nu færdes i Holeby, mindes jeg i det hele taget ofte disse ture. Der var flere af de handlende jeg lærte at kende ret godt. Jeg kan blandt andet nævne gartnerparret Roerholt.

 

The Strangers

 

Som følge af den måde, disse erindringer er blev til på, nemlig ved løbende indsættelse på min hjemmesides underside ”Erindringer”, efterhånden som de er blevet skrevet (med visse lejlighedsvise rettelser og tilføjelser i det allerede skrevne og indsatte), og som følge af den nok i nogle tilfælde overdrevne trang til at ”se fremad”, har jeg allerede i Branderslev-Nakskov-kapitlet (kap. 3) skrevet mange ting om vor jazz-kvintet The Strangers, som egentlig hører hjemme i årene 1959-1961, vor jazz-kvintets store og sidste periode. Men det var jo i Nakskov, hele grunden blev lagt, så det er under ingen omstændigheder helt forkert, at jeg har gjort sådan.

 

Men hvad kan jeg så fortælle om The Strangers - og mig som pianist dér - som ikke allerede er blevet fortalt? Jo, jeg kan fortælle, at det var i denne periode, vi for alvor kom til at optræde. Vi kom til at spille i Nakskov Jazzklub, til sidst mere eller mindre som husorkester. Vi spillede vist også et par gange i Maribo Jazzklub. Jeg husker det ikke så nøje, for dér spillede jeg også nogle gange med en rytmegruppe (The Strangers’?) og klarinettisten ”Jens Købmand” (Jens Jensen) fra Østofte; hans far var købmand dér.

 

Indskud: Jens Købmand og en rytmegruppe, som jeg var pianist i spillede også (under min ledelse) ved en byfest i Maribo - på det gamle Rådhus’ terrasse, som i aftenens anledning var blevet gjort til tagrestaurant. Stemningen var høj. Pastor Ahrensbach, som både var præst ved Domkirken og lærer på gymnasiet, udbrød på et tidspunkt: ”Havde det været i Paris, ville alle have danset!”. Pastor Ahrensbach var i øvrigt ikke bare en af gymnasiets personligheder; han bidrog også til dets musikliv, nemlig når han sammen med lektor Møller optrådte med ”Gluntarne”. - Senere har Timme Ørvad oplyst, at han kender Jens, som er ansat på Københavns Universitet (fysik), og er en flittig amatørtenorsaxofonist, der spiller i Byens Big Band, Hillerød, hvor Timme undertiden afløser på sin basun. Men ikke endt med det: Jens’ lillebror Leif, som dengang spillede guitar, skal på et tidspunkt have spillet på min ovf. omtalte gule bas (hvad jeg kun får en særdeles dunkel erindring frem om, undskyld, Leif!), og er nu bassist i det traditionelle jazzorkester Hugo’s Jazzband (Farum). Det er utroligt, hvad der efterhånden kommer frem af den slags, som man bliver yderligere ”høj” af! - Indskud slut.

 

The Strangers spillede også engang til et bal på et hotel i Rødby. Nytårsaften i Forsamlingsbygningen i Nakskov har jeg nævnt, og måske har det været i min Bursø-tid. Og vi optrådte ved en skolekoncert på Nykøbing Katedralskole, hvortil Timme i mellemtiden var flyttet (allerede da han kom i 1. g?). Vi spillede også nogle gange ved den allerede omtalte elevforening ”Gimles” fester på Maribo Gymnasium. Og spillede vi ikke også en gang på Vordingborg Gymnasium? Og måske er der ting, jeg har glemt. Vi deltog også i en amatør-konkurrence i København. Og vi var med i en amatør-udsendelse i Danmarks Radio, som blev optaget i Nakskov Gymnasiums festsal. Og Regionalradioen i Næstved lavede, som allerede nævnt, en optagelse med os på Søren Basmands Dannelunde Centralskole. Kronen på vor karriere var, som allerede omtalt, fjernsynsudsendelsen, som foregik på den gamle jernbanestation i Nykøbing F.

 

Uanset hvad jeg eventuelt har glemt, var årene 1959-1961 vor store tid, hvor vi også - og navnlig gjorde os store anstrengelser for at udvikle vort spil. Vi spillede for det meste på den for moderne jazz klassiske måde, at trombonen og tenorsaxen bare spillede temaerne unisont først og sidst, og at der så var soloer indimellem, i hvert fald for de to blæsere, som regel også for klaveret, og lidt sjældnere for bassen og trommerne. Der kunne også være ”chase” (”jagt” eller ”spørgsmål og svar” mellem to instrumenter), typisk mellem trommerne og ét eller flere af de andre instrumenter. Nogle få gange lavede Timme nogle små arrangementer, evt. af egne kompositioner. Det, vi især stræbte efter, var altså dels at få udviklet vort solospil hver især, dels at få rytmegruppen til at swinge på en på én gang robust og avanceret måde.

 

Så vi øvede os. Og lyttede til jazz. Nogle gange havde vi levende forbilleder. Vi - eller i hvert fald nogle af os - var til et par jazz-koncerter i København og til Stan Getz på Montmartre. Noget af dette kan også have været i min Branderslev-tid. Men det var heller ikke polka-jazz det hele, når der var fremmede orkestre i vore to jazzklubber. Jeg husker dels en fremragende kvintet, der vel nærmest spillede i Jazz Messenger-stil. Jeg husker ikke dens navn, men hos dem var der virkelig noget at prøve at lære af. Og så var der Arnvid Meyers orkester. Dem oplevede vi som gæsteorkester i Maribo Jazzklub i Bangs Have. Det var ganske vist ”swing”, altså et nummer ældre jazz, end vi spillede (så godt vi nu kunne). Men de imponerede os ved deres dygtighed og robusthed. Blandt andet kunne deres trommeslager på passende steder, altså fx ved overgange, lave nogle meget stærke ”enkeltslagshvirvler” (jeg ved ikke, hvad det ellers hedder). Det var virkelig flot og altså ”stærkt”. Så dem blev Ole beordret til at lære at lave. Hvad han også hurtigt gjorde, lige så godt som Arnvid Meyer-manden, og de blev en del af vores image. Noget andet, vi lærte og gjorde til et slagnummer på vort repertoire, var Benny Golson’s ”Blues March”, som vi nøje studerede The Jazz Messengers’ indspilning af. Det var virkelig et eksempel på, hvad vi i hvert fald ønskede at gøre til én side af vort spil. Og det siger sig selv, at The Jazz Messengers’ trommeslager og leder Art Blakey var blandt de musikere, vi satte allerhøjest. Et ikke helt så direkte forbillede, som vi dog også studerede nøje og til dels lod os inspirere af, var en af Charles Mingus’ Jazz Workshop-plader, som jeg havde. Især var Flemming meget optaget af tenorsaxofonist Hank Mobley’s spil. Men også John Coltrane var et stort forbillede for både ham og os andre. Mit eget største forbillede var Bud Powell, som jeg dels havde på en plade med Charlie Parker-kvintetten, dels havde en trioplade med.

 

I slutningen af vor periode begyndte vi at stifte bekendtskab med en ny generation af jazzmusikere. De to navne, jeg husker, var Ornette Coleman og Eric Dolphy. Dem lyttede vi også til. Og på en måde skulle det jo være noget for os. Vi ville jo gerne følge Timmes princip om, at man ikke bare skulle imitere ældre forbilleder. Og her var nogle, der virkelig prøvede at gå nye veje. Men helt tiltalte det os ikke. Og snart efter holdt jeg op med at spille. Der er ingen sammenhæng mellem jazzens udvikling og mit farvel til drømmen om en karriere som jazzpianist (som jeg nøje vil begrunde senere i dette kapitel). Men det er alligevel ejendommeligt for mig nu at tænke på, at det tilfældigvis var lige på det tidspunkt. hvor jazzen begyndte at ”gå i stykker”, jeg holdt op.

 

I dag kan jeg sagtens leve med, at jeg ikke blev en slags Ole Kock Hansen. For der er vel næppe nogen bedre måde at karakterisere den drøm på, jeg sagde farvel til i 1961. Og det var jo på ingen måde jazzen som sådan, jeg sagde farvel til, endsige vendte ryggen til. Jazzen står fortsat for mig som et fænomen i menneskeslægtens kulturhistorie, der ikke overgås af noget andet. Men desto mere sørger jeg over, at det for mig ser ud (eller altså lyder), som om jazzens egentlige - meget korte - periode går fra midten af 1920’rne til begyndelsen af 1960’erne. Mindre end 40 år! Det er muligt, jeg her gør nogle uret. For jeg indrømmer, at det ikke er ret meget, jeg egentlig har beskæftiget mig med jazz siden dengang. Men jeg mener ikke at have hørt yngre jazz, der har talt til mig på samme måde som fx de navne, jeg lige har nævnt. Og en helt ny jazzhistorie, jeg lånte på biblioteket for ikke så mange år siden, bekræftede min fornemmelse.

 

Det er muligt, det bare er mig, der ikke evner at holde sammen på de mere avancerede rytme-strukturer, der er tale om i den nyere jazz. Men det kan i hvert fald ikke være på grund af min alder, for jeg havde den samme oplevelse af tingene i 1961, hvor jeg var 18 år. Jeg har mere eller mindre lige siden dengang udtalt, at den nyere jazz lyder, som om der har siddet nogen og øvet sig i hver sit rum, hvori der har været en mikrofon, og at lyden fra de forskellige rum så er blevet samlet på et bånd og senere en plade (nu CD, eller hvad det efterhånden er; uh, for en gangs skyld føler jeg mig nu gammel!). Eller også er det blevet til en ”kælen” østerlandsk præget musik. Eller til forskellige såkaldte blandingsformer, noget, der efter min mening er et klart dekadencefænomen.

 

I alle tilfælde er det ”swing” og den ”drive” forsvundet, jeg fremfor alt har elsket i jazzen og den dag i dag tillægger nærmest åbenbaringskarakter. Ja, åbenbaringskarakter! Men bare rolig! Dengang gjorde jeg det inden for en panteistisk religiøsitet, men i dag gør jeg det som hardcore luthersk præst og teolog af Grundtvig’sk observans, hvor der nøje skelnes mellem den særlige åbenbaring i den bibelske frelseshistorie, og helt enestående i Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, og så forskellige former for det, man kalder naturlig åbenbaring. Idet jeg vil føje til, at når jeg i dag taler om jazzens, og ganske særligt ”swing’ets” og ”drive’ets” åbenbaringskarakter, så skal det i princippet ikke forstås på anden måde, end hvordan alt andet godt i Tilværelsen vidner om Gud, selv om jeg altså mener, det virkelig er, hvad Grundtvig kaldte Tilværelsens ”dybheder”, der på en helt særlig stærk måde bliver åbenbaret dér.

 

Og dette kan man ikke bare blive helt ”teologisk” af at tænke over. Man bliver også meget ”kulturfilosofisk”. For det er meget mærkeligt, at et så stort fænomen har skullet have sin egentlige tid inden for en så kort periode. Det kan jo ikke bare være samtlige nyere jazzmusikeres skyld. Jeg er bange for, at det virkelig skyldes, at jazzens muligheder er udtømte. Nu kender jeg kun alt for godt min placering i det store musikhierarki, så det behøver ikke betyde ret meget, hvad jeg siger. Men når jeg nu er i stand til at udtale mig, som jeg lige har gjort her, og også mener at have et vist grundlag for det, så skulle jeg vel også være i stand til, på en eller anden måde at pege på, i hvilken retning jazzen efter min mening burde have udviklet sig. Jeg har da også prøvet at spørge mig selv, hvordan jeg kunne forestille mig, jeg selv skulle spille, altså især improvisere - hvis jeg virkelig kunne, rent talentmæssigt. Og mit svar er, at det ved jeg ikke! Det eneste, jeg kan forestille mig, er et mere og mere avanceret melodisk og harmonisk sprog, altså fx med mere vilde intervaller og spring i solospillet, ja, andre tonaliteter. Og det rytmiske sprog kunne nok også gøres mere avanceret og kompliceret, blandt andet ved studier af afrikansk trommemusik. Men alt dette, også det sidste, er selvfølgelig allerede forsøgt, ja, jeg mener at have hørt, at allerede Art Blakey var i Afrika for at studere trommemusik. Og jeg er bange for, at der virkelig er en principiel grænse for, hvor langt man kan komme. For der kan ikke gives køb på ”swing’et” og ”drive’et”, hvis der skal være tale om egentlig jazz! Eller som Bubber Miley og videre Duke Ellington så uforligneligt har udtrykt det: ”It don’t mean a thing, if it aint got that swing”.

 

Men alt dette var ikke noget, vi gik og filosoferede over dengang. Vi prøvede at dygtiggøre os, så godt vi kunne. Uden nogen egentlig undervisning. Ja, jeg ved ikke, om Timme har kendt nogen, der i det mindste har kunnet give ham nogle tips, og Ole og Flemming blev undervist lidt af nogle ældre musikere. Men jeg selv havde ingen at støtte mig til! Jeg ved godt, at jeg under ingen omstændigheder var blevet en slags Ole Kock Hansen, men havde jeg fra begyndelsen af haft en virkelig moderne jazzpianist som lærer, ville jeg være kommet et godt stykke videre. Når jeg om eftermiddagen sad og øvede mig, var det enten en slags tomgang eller opfindelsen af den ene dybe tallerken efter den anden. Dog, jeg fik opfundet et lille pænt service, og nogle gange kunne der vist virkelig være noget i det, jeg lavede i såvel mit akkompagnement som mine soloer.

 

I den forbindelse mindes jeg radiooptagelsen i Nakskov Gymnasiums aula og optagelsen af lydsiden til tv-udsendelsen på Hotel Baltic i Nykøbing. I det første tilfælde var programmets medbragte akkompagnatør den kendte pianist Willy Grevelund, og i det andet tilfælde var det den ligeledes kendte pianist Grethe Hemmeshøj-Frederiksen. Og i begge tilfælde sad de ganske få meter fra mig. Jeg vidste, at de kunne både opfatte og bedømme alt, hvad jeg lavede, både i akkompagnementet og - især - i solospillet. Og jeg vidste, at de ville tage mig i mange amatør-uhyrligheder. Hvad gør man så? Man bider hovedet af al skam og prøver at gøre det så godt, man overhovedet kan - idet man også prøver at ”vælge det sikre”, altså spille så enkelt som muligt og slå en hel del af på kravet om originalitet, men idet man jo også må prøve at holde stilen. Det gik ret godt. Jeg ville i hvert fald næppe på nogen måde kunne have gjort det bedre. Jeg havde oven i købet den glæde, at begyndelsen af min klaversolo i Nakskov-udsendelsen (en gentagen brudt akkord med ”blues” i tertsen efterfulgt at en bopagtig nedgang højere oppe fra) i hvert fald i ét tilfælde blev ”citeret” af en anden lokal musiker, nemlig klarinettisten i det konkurrerende Nakskov-orkester. Det var i øvrigt ham, vor rytmegruppe senere akkompagnerede i nummeret med dans i hallen på Nykøbing F. Station. Flemming hed han.

 

Vor deltagelse i jazz-konkurrencen i København havde jeg mindre grund til at være stolt over. Her havde Timme lavet en fin komposition i et fint lille arrangement, ganske avanceret. Men på et tidspunkt kom jeg ”ud af det”, som det hedder, rent akkordmæssigt, så der opstod nogle takters usikkerhed. Min dårlige opfattelse og hukommelse på dette område skal jeg senere vende tilbage til. Timme og de andre tog det pænt, og der var jo heller ikke noget at gøre ved det. Erik Moseholm - og/eller Ib Glindemann? - som var i dommerpanelet, havde ellers til at begynde med siddet og set meget tilfredse ud. Vi vandt i hvert fald ikke nogen plads i konkurrencen. Men det var også i det hele taget dygtige folk, vi lollikker var oppe imod. Mon jeg husker rigtigt, når jeg siger, at det var en gruppe med John Tchicai, der vandt? Han blev jo snart et virkelig stort navn.

 

Vor optræden i Regionalradioen i Næstved (som det vist hed dengang) var en stor oplevelse. På et tidspunkt havde der været tale om, at optagelsen skulle finde sted på Bursø Alderdomshjem! Og som min mor sagde i interviewet med hende i udsendelsen, så havde de gamle (som man altså uden videre sagde dengang) ”faktisk glædet sig til det”. Også Oles mor blev interviewet af Palle Bo Bojesen, som dengang var leder af radioen i Næstved. Og vi musikere blev det jo også. Jeg husker en af Sørens udtalelser ret nøje. Og jeg var - og er - helt enig med ham. Jeg tror, han fortalte om, hvordan han også spillede klassisk musik, blandt andet bratsch i en strygekvartet. Men hvad jazzen angik, betonede han forholdet mellem ensemble- og solospillet (improvisation), idet han sagde, at der her var en dejlig balance mellem det kollektive og det individuelle, som passede godt til hans personlighed - ”hvis jeg må sige det på den måde”. Måske var det også SF’eren, der her kom til at stikke lidt frem, men bortset fra det, var det jo en meget central betragtning. Det mener jeg også det var, da jeg for mit vedkommende påpegede, at vel spiller såvel det harmoniske som det melodiske selvfølgelig en afgørende rolle i jazzen, men alt er underordnet rytmen.

 

På et tidspunkt spurgte Palle Bo Bojesen, om vi kendte den grasserende schlager ”Barnetro”. Det gjorde vi vist ikke. Men det gjorde han, han havde vist lige hørt den samme dag, og han ville i givet fald gerne have hørt vor mening om den. Han havde åbenbart virkelig set sig gal på den. Det endte med, at han efter sit spørgsmål - og hvad vi nu kan have svaret - spillede det stykke af sangen, hvor ordet ”barnetro” bliver gentaget på en melodisk set rigtignok noget plat måde af en ret skinger kvindestemme, og så lod noget af vor musik bryde ind over, begyndende inde i min klaversolo. Det var jeg selvfølgelig lidt stolt over, altså at min klaversolo skulle bryde ind som et eksempel på rigtig musik i forhold til den platte og sentimentale pop. Så jeg pralede i den følgende tid nogle gange med, at det var mig, der i Regionalradioen havde ”brudt barnetroen”. Men jeg mener ikke, det bare er nu her på min gamle præstedage, jeg siger, at her var jeg selv plat. Jeg mener, at jeg allerede dengang fik en lidt dårlig smag i munden, når jeg sagde det. For jeg har, som nu flere gange sagt, aldrig været kristendomsfjendsk. Og det var jo bare en dum sproglig ”flothed” fra min side - dog med kraftige undertoner eller genklang af ”flothed” på også det religiøse område. Heller ikke fra Palle Bo Bojesens side var der efter alt at dømme tale om nedladenhed i forhold til kristendommen. Det var selve platheden og sentimentaliteten, det drejede sig om. Og det plan skulle jeg også være blevet på. I et videre kulturhistorisk perspektiv er dette i øvrigt interessant som et eksempel på, hvor ømskindede vi, der mente at repræsentere den højere kultur, dengang var, når det drejede sig om populærkulturen.

 

Indskud: Foruden min følelse af, at de orkestre, jeg spillede i, var med, hver gang Danmarks Radio skulle optage noget, fik jeg dengang også et særligt forhold til Danmarks Radio i Næstved. Der er i hvert fald to lejligheder, jeg husker. Men der har nok været mindst én til. Jeg har tidligere omtalt Anette Teglers’, Erik Breils og min deltagelse i finalen i Danmarks Radios ”Kvikke Hoveder” i Odense. Men det var jo begyndt på Maribo Gymnasium, og her var også det lydtekniker Svend Aage fra Næstved, der stod for teknikken. Hele den tekniske side af sagen - med mikrofoner, kabler og båndoptager - var også noget, det var stort for en dreng som mig at komme i nærheden af. - Den anden lejlighed, jeg husker, var i en helt tredje sammenhæng. En af min mors - og dermed mine - slægtninge fra Askø, Ethel Petersen, var nemlig sygeplejerskemissionær i Dansk Ethiopermission, og hun havde lavet en stor udstilling hjemme på Askø, ja, hele øen holdt åbent hus i den anledning. Og det lavede Regionalradioen i Næstved en flot reportage om. Min mor og jeg var også derovre. Og jeg så igen Palle Bo Bojesen og Svend Aage. Senere hørte vi udsendelsen og optog den på bånd. Derfor kan jeg også huske et af de absolutte højdepunkter - som jeg desuden har citeret igen og igen, så også mine børn kan gengive det. Det var interviewet sidst i udsendelsen med den navnkundige gårdejer og frugtavler Ove Hansen fra Lilleø (en lille ø nord for Askø, der i nyere tid er forbundet med denne ved en dæmning; da min mor var barn, måtte man stage sig frem og tilbage i en lille båd, der blev kaldt en ”ege” [udt. aje]). Ove Hansens slutbemærkninger var. ”Ja, der stod jo nok et skilt i haven med, at man var velkommen med sin medbragte mad. Men de fik da smagt både vore stegte ål og vore rejer!”. [Jeg prøver lige at give det sidste i ”lydskrift”: men de fek da smatt bå’e vore stejte ål å vore rejer]. En sådan lydskrift siger dog ikke meget. Så jeg vil af både den ene og den anden grund lade Ove Hansens allersidste ord stå med bare almindelig skrift. Men man kan da efter evne prøve at forestille sig, hvordan de har lydt på lilleøsk: ”Og så skal De have tak, og så skal Gud have tak, for vi har haft en dag, vi vil huske i lang tid!”. - Indskud slut.

 

Vor medvirken i tv-udsendelsen i Nykøbing F. (hed den ”Vi Unge”?) har jeg allerede omtalt flere gange. Men det foregik altså på den måde, at vi først indspillede vor lyd i et lokale på Hotel Baltic, der lå lige på den anden side af vejen i forhold til stationen, for så at skulle ”mime” til det som play back. På den ene side var det noget, der imponerede os, for det var det mest avancerede inden for elektronisk medie-teknik, vi havde mødt. Og hvis det havde været spændende at være tæt på teknikken i forbindelse med optagelser af radioudsendelser, var det jo helt eventyrligt at være så tæt på al fjernsynsteknikken og dens mennesker, der i vore øjne havde gudeagtigt over sig. Play back havde jeg aldrig hørt om før. Og det var jo praktisk, idet det gav mulighed for at tage lyden alene om, hvis det skulle være. Men på den anden side fandt vi vistnok resultatet noget plat, under vor værdighed. For man styrede det jo på den måde, at vi, da hele optagelsen skulle finde sted, blev anbragt på perronen, hvor det skulle se ud, som om vi sad og spillede, for, da toget kom, at stige på det med vore instrumenter. Jeg kunne selvfølgelig ikke tage klaveret med, og jeg har en svag erindring om, at man vist fik mig til at opføre en eller anden plat steppen frem og tilbage i den anledning, eller noget i den retning. Men alt i alt var vi meget stolte og tilfredse. En særlig ære for os i rytmegruppen var det, at vi blev sat til at akkompagnere klarinettisten Flemming. Det kunne Grethe Hemmeshøj-Frederiksen sådan set også have gjort - dog, med al hendes dygtighed og alle vore forkertheder, ikke i samme jazz-stil! Og dansenummeret var flot på det fine gulv i hallen. Jeg mener, det var et par, vi kendte, vist fra Nakskov Jazzklub. For der var vel kun det ene par? De dansede godt. Der var swing i benene og sving i den flotte kjole.

 

Men med dette højdepunkt sluttede min karriere som jazzmusiker helt. Jeg ved ikke, om de andre i The Strangers prøvede at fortsætte. Måske har jeg fortrængt noget her. Eller også har det alligevel været ved at være slut. Timme må jo være blevet student i 1961, få måneder efter at jeg stod af. Men jeg havde mine alvorlige grunde til at holde op, og dem vil jeg fortælle ganske udførligt om i næste afsnit.

 

Jazzen

 

I Afrika kan trommerytmerne

ligge i flere lag oven på hinanden

Armstrong, Holiday og Parker

kunne svæve skråt gennem det hele

ud af Afrika må man sige

aldrig før er noget så stort

kommet ud af noget så nedrigt

en vending af bibelske dimensioner

et udbrud af Tilværelsens dybe swing.

 

 

 

Farvel til jazzen - og hvad så?

 

Man kan sige, det begyndte, da jeg fik en engelsk stil tilbage med en elendig karakter og bemærkningen ”Hvad er meningen?”. Det var virkelig noget møg, jeg havde lavet. Langt under min værdighed, faktisk også når man tog den hast, hvormed jeg havde skrevet den, i betragtning. Jeg måtte tage min situation op til overvejelse.

 

Enhver, der læser dette kapitel, vil kunne se, at det var ikke så helt lidt, jeg beskæftigede mig med. Og så har jeg endda ikke nævnt, at jeg i en periode, formodentlig op til netop dette tidspunkt, også gik til klassisk klaverspil hos en kvindelig musikpædagog i Maribo. Jeg var nemlig begyndt at indse, at jeg nok ikke skulle regne med at kunne leve af at være jazzpianist, når jeg var blevet student! Og i nogen tid havde jeg så overvejet, og var til dels begyndt at forberede mig på, at prøve at komme ind på cand. mag.-studiet med musik som hovedfag.

 

Men jeg var i det hele taget begyndt at indse, at det nok ikke var musiker, jeg skulle være. Det var en meget smertelig erkendelse. For jeg elskede jo jazzen, og jazzmusiker var for mig det største, man kunne blive. Men selv om The Strangers som sådan var begyndt at få en vis status i det lokale jazzliv, og selv om det på en vis måde også gik mig ret godt, måtte jeg alligevel se i øjnene, at jeg ikke skulle regne med at blive noget stort navn i dansk jazzliv - om overhovedet et navn. Og jeg var også begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet ville kunne blive optaget på musikstudiet. Jeg var ikke så dygtig endda til at spille klassisk, og jeg var ikke så sikker i hørelære eller så dygtig til at synge (helt sikkert og rent), som jeg mente, det var krævet. Og skulle jeg endelig blive optaget og gennemføre, hvad var udsigterne så?

 

Jeg vil godt sige noget mere om, hvordan jeg må bedømme mine evner som jazzpianist - i forhold til mit store engagement. For jeg kan jo ikke have engageret mig så stærkt i jazzen uden at have haft en vis forståelse af, hvad det hele gik ud på. Måske består det, der skal til for at være en virkelig musiker, af én eller to håndfulde forskellige evner (alt efter, hvor fint man vil inddele). Og der har ikke været nogen af de evner, jeg slet ikke har haft. Og navnlig hvad jazzen angår, har jeg af en hvid dansk dreng at være haft ret god sans for det rytmiske og for, hvordan man skulle spille og improvisere i den moderne jazz-stil. Det er i hvert fald nok her, mine største musik-evner ligger. At jeg ikke havde så perfekt et øre med hensyn til at kunne synge virkelig rent og sikkert, betød ikke umiddelbart noget rent klavermæssigt. Men der var også andre ting, jeg ikke var så god til. Indtil et vist punkt kunne jeg fx godt høre, hvad det drejede sig om, når det gjaldt harmonier. Og jeg kunne også godt overskue det ret korte forløb, en jazzmelodi udgør (hvilket i de allerfleste tilfælde vil sige en ”Broadway-schlager”; også en interessant vinkel på, hvorfor jazzen måske kun havde sin korte tid). Men jeg hører fx ikke til dem, der umiddelbart kan spille en melodi med akkorder (selv om jeg nok kan lave dem nogenlunde, hvis jeg får tid og kan sidde og skrive det ned), og jeg har også svært ved at huske akkorderne til en melodi. Da vi spillede, havde jeg altid min berømte lille spiralryggede bog i rødt plastic-omslag med i inderlommen, og jeg har den - og bruger den - endnu. Jeg har også forholdsvis svært ved at lære - og huske - en melodi. Jeg har ganske vist i det hele taget svært ved at huske og lære udenad og er i det hele taget bedst til at lave ting, der ikke skal leveres lige her og nu, men kan undersøges og overvejes i ro og mag, og så skrives ned. I visse sammenhænge (hvor det er stof, jeg virkelig har inde i mig) er jeg dog også en ret god ”improvisator”. Mere om dette i afsnittet om min tid som gymnasielærer. Men også med hensyn til at opfatte og følge med i det harmoniske forløb i et stykke jazz er jeg for svag. Og selv om jeg altså mener, jeg har været ret god til at spille moderne jazz-klaversoloer, eller at jeg i hvert fald et langt stykke har vidst, hvad det drejede sig om, så har min evne til at forstå hele den melodisk-harmoniske sammenhæng og på grundlag af den forme en god improviseret solo været for ringe. Enhver, der har bare noget begreb om, hvad det vil sige at lave en improviseret jazz-solo, ved, hvor krævende det er. Der er mange ting, man skal kunne, og ikke bare sådan ”kunne”. De skal være til stede samtidig og lige her og nu, og de skal udføres med en præcision uden lige, ja, når musikken skal ”swinge”, så er det mere end bare ”præcision”, der er tale om. Sådan er det. Og sådan var det. Der var meget, jeg manglede. Det måtte jeg bare indse. Med meget stor sorg.

 

Mange, der læser disse erindringer, vil måske ellers sige: ”Ja, han kan sagtens være glad”. Og det er jeg også. Jeg skal virkelig ikke klage. Men alle har nogle grænser for, hvad de kan, og det må vi alle se i øjnene. Der er også ting, jeg ikke - eller ikke så direkte - omtaler i disse erindringer, jeg gerne ville være udstyret med. Og der er ting, jeg gerne ville have nået at gøre eller lave, jeg nu ved, jeg aldrig får gjort eller lavet. Men det er der ikke noget at gøre ved. Ja, nu er præsten ved at komme op i mig, for jeg må virkelig sige til læserne, at der ikke er andet at gøre, end at tage sit liv, som det er, som på den ene side en gave fra Gud og på den anden side en virkelighed der bliver levet under Guds håb, ja, med Guds Rige som sin horisont (uanset hvordan vi end prøver at forestille os, hvad ”Guds Rige” mere konkret vil sige). Eller sagt på en anden måde: leve sit liv som en sag mellem Gud og mig, som dermed under alle omstændigheder har mening, så at det ikke står og falder med, hvad jeg selv når at få udrettet. Man må leve sit liv glad og tillidsfuldt, for så vidt angår alt godt, og under Guds håb og trøst, for så vidt angår alt dårligt og ondt, og lade Gud om opfyldelsen af alt det, man ikke selv får nået. Ja, dette er præste-tale. Men det er sandt. Og når det - i disse store træk - lyder banalt, så er det op til hver enkelt, selv at tænke videre, mere deltaljeret og konkret. I øvrigt lyder alle store sandheder banalt!

 

Men jeg måtte altså sige farvel til jazzen. Og dermed til musikken på professionelt plan. For når jeg ikke kunne blive i det mindste noget i retning af, hvad jeg havde drømt om på det musikalske område, så måtte jeg jo prøve at udfolde mig på andre områder, det vil sige på nogle af de områder, hvor mine evner var større. Jeg har senere altid sagt til mine børn: ”Du skal lave det, du er god til!”. For mit vedkommende dér i 1961 var dette imidlertid i helt enestående grad lettere sagt end gjort. Med mit farvel til jazzen og mine overvejelser med hensyn til, hvad jeg så skulle gøre, kom jeg til at befinde mig i en situation, der ikke bare er udgangssituationen for alt, hvad jeg senere har gjort, men også var en situation med en problematik, jeg i mange helt grundlæggende henseende stadig befinder mig i.

 

Og det, jeg skriver her, er altså ikke bare nogle private ”bekendelser”. Min situation i 1961 er også af helt grundlæggende betydning for, hvad jeg senere har prøvet at lave på det professionelle plan. Det vil de læsere vide, der også har været på undersiden ”Poetik” og vel nogle af de andre undersider. Dette er også den nok helt afgørende grund til, at jeg har besluttet mig til at skrive disse erindringer nu - udtrykkeligt som led i det ”livs- og litterærpoetiske” projekt, jeg faktisk netop på en eller anden måde har haft lige siden 1961, men som også hele min Grundtvig-forskning har været et led i, og som jeg i 2003 - som 60-årig - gik på pension for at bruge mine sidste år på at realisere mest muligt af.

 

For hvad skulle jeg nu gøre? Det var klart, at mine evner på ”det humanistiske område” var større end mine evner på det musikalske område. Og jeg kunne så bare have stilet efter at gøre en humanistisk karriere. Men så enkelt var det ikke. Jeg har tidligere nævnt, hvilken betydning det at være ”intellektuel” havde i de kredse, jeg færdedes, i og i hele den kulturelle sammenhæng, jeg så mig stående i. Men som jeg sagde til vor orkesterleder og min gode ven Timme, da han engang besøgte mig nogle dage i Bursø: ”Jeg er anti-intellektuel!” Og at hans prompte svar lød: ”Jamen det er nu på en ret intellektuel måde!”, tager ikke noget fra dette. Jeg stod virkelig i et dilemma - som jeg lige siden har stået i, og som jeg stadig står i. Og det er altså derfor, jeg er nødt til at lade disse erindringer være en væsentlig, ja, grundlæggende del af mit projekt. Der er også andre grunde til det, nemlig hele den ”livs-rør-funktion”, jeg taler om i indledningen - og i nogle af teksterne på undersiden ”Poetik”. Men alt i alt er det sådan, at nogle af de vigtigste ting, jeg gerne vil have frem, kun - eller i hvert fald bedst - kan fremstilles i disse erindringers form.

 

Jeg kunne i 1961 ikke sige til mig selv, at nu ville jeg arbejde målrettet på at blive fx professor i litteratur. Jeg havde det imod humanistisk akademisk arbejde, at det selv i bedste fald var noget ”andenhånds”, rent ud sagt en slags snylten på, hvad de virkelig skabende ånder har produceret. Senere har jeg fået stor respekt for godt akademisk arbejde, blandt andet ved, selv at forsøge mig på området. Jeg ved, hvor krævende det er, og jeg ved, hvor vigtig en del af ”åndslivet” det er, ja, en del, der ikke kan erstattes af andre former for åndsarbejde. Men det forstod jeg ikke på samme måde dengang. Og selv om jeg altså nu forstår det, må jeg stadigvæk hævde de virkelige ”livsprocessers” forrang fremfor de deskriptive, analytiske og tydende aktiviteter. Jeg ville formodentlig aldrig have skrevet hverken en licentiat- eller en doktorafhandling om andet end netop Grundtvig - og i den dobbelte livs-sammenhæng, der har været tale om, nemlig dels den teologisk-kirkelige, dels min mere personlige ”livs- og litterærpoetiske” sammenhæng. Der går en helt klar og ret lige linje fra dette mit ”1961” og frem til, at det var hverken mere eller mindre end ”præstegårdsteolog”, jeg blev.

 

Men så kunne jeg jo prøve at blive forfatter eller digter! Og det gjorde jeg sådan set også, eller rettere, det begyndte jeg også at drømme om - i forlængelse af de drømme, jeg navnlig i min Branderslev-tid så småt var begyndt at nære. Men selv det var ikke så enkelt. Måske havde jeg simpelt hen heller ikke her det fornødne talent. Og det er - desværre - nok rigtigt. Det er jeg også inde på i de ”poesi-overvejelser”, jeg nu arbejder med. Jeg er sikker på, at de virkelige digter-talenter simpelt hen bare begynder at skrive, uanset alt andet. Og det havde jeg nok også gjort, hvis jeg havde været et virkeligt digter-talent. Så ville jeg dels have haft nogle ”indbyggede strukturer”, jeg kunne have arbejdet ud fra og inden for, dels have givet mig til at arbejde inden for samtidens eller den nærmere eller fjernere fortids strukturer. Men heller ikke her forholdt det sig så enkelt. Der var simpelt hen ikke noget af det, jeg kendte til, der begejstrede mig. Der var ingen forfatter eller digter, jeg kunne se som et forbillede, jeg så at sige kunne lægge mig i kølvandet på eller prøve at stille mig på skuldrene af. Her spillede også mine oplevelser med jazzen en afgørende rolle. Og min tilværelsesanskuelsesmæssige situation.

 

Ud over, hvad jazzen havde betydet for mig i selve den rent musikalske dimension, havde den også haft afgørende betydning for mig som en kultur-form, der lå et andet sted end den almindelige finkultur. Jazzen stod for mig - og står stadig for mig - som en kultur-form, der ikke bare ligger ved siden af den almindelige finkultur, men også på en helt særlig og anderledes måde udspringer af ”livet selv”. Det ligger allerede i de ”kultur-sociologiske” forhold, hvorunder den opstod og udviklede sig! Jazzen er på én gang primitiv og raffineret, fyldt af en elementær livs-kraft og udtrykt med en elementær livs-kraft, men altså på en måde, der ikke bare ikke står tilbage for nogen anden kultur-form i kompleksitet og raffinement, men overgår dem alle. Sådan så jeg i hvert fald på det dengang. Det nærmeste til at erstatte jazzen måtte så skulle være sådan noget som de bedste angelsaksiske spændingsromaner, hvor det jo drejer sig om meget mere, end hvad det næste nu bliver der skal ske; hvor der i ofte ekstreme situationer virkelig bliver afdækket nogle helt elementære dimensioner i Tilværelsen. Sådanne romaner ville jeg gerne skrive. Og jeg læste i hvert fald mange af dem. Og har gjort det lige siden. Men hvordan skulle jeg kunne skrive dem, hvis jeg ikke selv havde oplevet sådanne ting? Ja, ligesom jeg havde en skepsis i forhold til de akademiske aktiviteter, havde jeg også en skepsis over for litteratur, der bare var ”snak” eller ”spind”. Egentlig var det kun livet selv, der var ”the real thing”. Så mine drømme gik også i retning af at komme ud og opleve og bedrive noget i selve virkelighedens verden. Men når jeg nu ser tilbage på den tid, kan jeg også godt se, at det stadig var den store drengs vide og vage drømme, jeg gik og nærede. Jeg har simpelt hen været ret umoden. Og det kan det være lidt pinligt at måtte indrømme. Så meget mere, som jeg nok stadig er det. Men jeg trøster mig med, at med umodenheden har man modningen til gode. Mit største problem lige nu er, at jeg jo ikke har så megen tid tilbage!

 

FORÅR 1961

 

Jeg stamper af sted på min cykel

og min verden er lige nu

grøftekanten under østenvinden

vintergræsset i den grå jord

hegnene og skovene ude til højre

bærer den kolde luft mod mig

og ses gennem øjenkrogens vand

pludselig passerer mit forhjul

det første grønne strå.

 

En anden side af sagen var min tilværelsesanskuelsesmæssige situation. Jeg levede ganske vist sådan set endnu meget godt i min ”romantisk-naturalistiske panteisme”. Den var endnu ikke gået over i den virkelig smertefulde nihilisme. Men kulturelt set var der alligevel allerede megen ”nihilisme” i min anskuelse. Og det er der sådan set stadig! Ja, det kan lyde mærkeligt, når det bliver sagt af en rettroende præst som mig. Men som det fremgår af flere af mine ”poesi-tekster”, er der visse fælles træk ved den rene nihilismes og den kristne tros syn på ”kulturen”. Nu skal jeg imidlertid passe på, ikke - igen! - at foregribe udviklingens gang. Men det var altså sådan, at de ting, jeg her har nævnt i forbindelse med min oplevelse af jazzen som kultur-form, blev bekræftet og forstærket af den tilværelsesanskuelse, jeg havde. Og under det hele ligger selvfølgelig også nogle ting, jeg rent genetisk har i mig. Måske også nogle ting i det livsforløb, jeg har haft, og som jeg indtil da havde haft. Der er ingen tvivl om, at der er ting her, som har fået mig til at stå i den ”sidelinje-position”, der endnu er et vigtigt punkt i mine aktuelle overvejelser.

 

Indskud december 2008: Når jeg nu ser tilbage på min situation dengang - og min situation lige siden - må jeg gøre den op på den måde, at jeg af alle de grunde, der fremgår af ovenstående, altså måtte begynde helt forfra i et nihilistisk, herunder totalt kulturkritisk, punkt ude på en sidelinje. Det, det for mig gjaldt om, var et stort trods-alt-møde og på-trods-møde med livet og virkeligheden.

 

Og altså helt forfra. Den hidtidige kultur måtte jeg betragte som byggende på enten den (også i videste forstand) religiøse illusion eller på den illusion, at al den kultur, man havde lavet og fortsat lavede, kunne betyde noget, når Gud ikke var der og alt derfor var blind fysik. Sagt på en anden måde: Hvis kristendommen var en illusion, var humanismen det også.

 

Det eneste, jeg havde tilbage, var min egen person med dennes vilje til og trang til liv - på trods af og i trods mod al nihilistisk teori. Men så var der jo også hele virkeligheden i øvrigt, både hele Kosmos og hele livet, især naturligvis menneskelivet. Det fandtes jo også - faktisk! Målet for livs-viljen og livs-trangen måtte derfor være det nøgne og sande ”møde” mellem pdes. mig (min person) og pdas. livet og virkeligheden i øvrigt. Derfor læste jeg krigs- og andre, især angelsaksiske, spændingsromaner, hvor mennesket, ofte det enkelte menneske løsrevet fra al almindelig sammenhæng, befandt sig i ekstreme og (dermed) elementære situationer, og derfor dyrkede jeg de helt nære og små ting og situationer, ikke mindst i min egen beskedne lollandske sammenhæng, både landskabeligt og menneskeligt. Ja, mit Lolland som ringeagtet randområde fik en helt særlig betydning for mig, på én gang ophav (sidelinje-identitet) og symbol, symbol for alt det, der tilsyneladende ikke er noget, men så alligevel er noget. Og derfor fik min værnepligtstjeneste - både før, under og efter - en stor ”billedlig” betydning.

 

Ja, en ”billedlig” betydning. For ”oplevelse” og ”bedrift” i sig selv var jo ikke nok for mig. Det ser jeg i hvert fald helt klar nu. (Hvad ser man helt klart som 18-årig?). For et menneske af min type er både oplevelsen og bedriften, som sådan og i sig selv, ”skrift i vand”. Både oplevelsen og bedriften må på én gang opleves (intenst) som det, den er, og ses som ”åbenbarelse”, og som sådan bruges videre ud i livs-sammenhængen. Og dette gjaldt jo også den måde, jeg dengang læste spændingsromanerne på, og drømte om, måske selv at komme til at skrive ”dybe” spændingsromaner, på.

 

I 1961 var det - naturligt nok for en attenårig ung mand eller stor dreng - først og fremmest min egen persons stilling i Kosmos eller i Eksistensen, det gjaldt. Men når jeg siger ”lvs-sammenhæng”, og når jeg peger på, at også den især lollandske menneskelige sammenhæng stod for mig i elementær betydning, så ligger deri, at jeg også har haft en mere eller mindre dunkel forestilling om at få de ting, jeg måtte komme til at lave, til at indgå i en fælles, dvs. faktisk kulturel, sammenhæng, bare på en helt ny virkeligheds- og livsfunderet måde. Hvor grænsen gik mellem denne dunkle forestilling, og så en, jo også elementær, social trang til ”at blive til noget”, kan ingen sige. Men jeg kan nu her i 2008 se en klar sammenhæng mellem alt dette, og så den glæde, ja, ”forløsning”, jeg oplevede, da jeg begyndte at fordybe mig i Grundtvig. Der er store forskelle mellem Grundtvig og mig - i tid, karakter og format - men vi har det til fælles, at vi sætter vor egen person ind i forsøget på at udfolde en ny, alternativ kultur på et kristent grundlag, inden for en kristen ramme og i en stor livs- og eksistenssammenhæng.

 

Min 1961-udgangssituation var altså på én gang totalt åben og meget blokeret. Og det har min situation, desværre, været mere eller mindre indtil nu. Mit teologiske studium fra 1970 af og min Grundtvig-forskning fra 1972 af har ganske vist givet mig det helt store grundlag og den helt store ramme, men tiden fra 1994/95 og 1998 af og indtil her i 2008 har været en lang og møjsommelig proces frem mod udviklingen af de ”koncepter”, der - måske - kan føre til, at jeg, i den tolvte time, kan nå at få lavet noget af det, jeg drømte om og længtes efter i 1961. - Indskud slut.

 

Nu har jeg intet

men forude venter alt

og min vilje vil det hele

følelsen breder sig ud

mod opfyldelsens møde

engang vil det ske

engang vil synet åbne sig.

 

Midt i hele denne situation begyndte værnepligten så at dukke op i horisonten! Nu husker jeg ikke tidsforholdene så nøje, men jeg husker det i hvert fald på den måde, at der allerførst var tale om et etisk dilemma. Jeg husker heller ikke så nøje, om det var Søren Basmands folkesocialistiske pacifisme og deltagelse i påskemarcherne (hvoraf den første jo var blevet afholdt i påsken 1958), der kom først, eller om det var min læsning af ”Intet nyt fra Vestfronten”. Det er også underordnet. De to ting kom til at gå sammen hos mig. Så jeg startede med, alvorligt at overveje at blive militærnægter. Ja, jeg kan lige så godt indrømme det: Havde jeg haft stemmeret, ville jeg ved folketingsvalget i 1960 nok have stemt på Socialistisk Folkeparti. Jeg må på det tidspunkt lige have læst ”Intet nyt fra Vestfronten”, og det var jo det eneste parti, der talte fredens sag!

 

Men jeg blev ikke militærnægter. Jeg prøvede heller ikke at komme i Civilforsvaret. Det endte med, at jeg på sessionen bad om at komme til Livgarden! De, der kender mig, vil måske spørge, hvad jeg dog skulle dér! Men skulle det være, så skulle det virkelig være. Og jeg ønskede Livgarden, ikke bare fordi det var det flotteste, men også fordi alle sagde, det var det hårdeste. Og man tog mig. Jeg nåede faktisk at få en indkaldelsesordre til Den Kongelige Livgarde. At det endte anderledes, er en anden sag, som jeg vil fortælle om lige om lidt.

 

Og hvordan skal jeg så forklare dette? Helt ærligt! Jeg ved ikke, om det kan forklares helt ærligt. Jo, jeg mener godt, jeg kan være helt ærlig, og at jeg er helt ærlig nu. Men jeg tror, der har været tale om et meget kompliceret samspil af forskellige faktorer, hvis rækkefølge i tid og forhold i vægt det er umuligt at gøre rede for.

 

Det indtryk af krigens gru, jeg havde fået ved at læse ”Intet nyt fra Vestfronten”, har jeg aldrig glemt, og der er jo kommet mere til. Kun uvidenhed eller ond tro kan få nogen til at mene eller påstå, at man bliver ”krigsliderlig” af at være mere eller mindre professionel soldat! Men det er ikke noget tilfælde, at det netop var en roman om Første Verdenskrig, der påvirkede mig på denne måde. Første Verdenskrig var jo på alle måder den meningsløse krig. Jeg har ikke undersøgt det nærmere, men jeg tror, den moderne pacifisme udspringer af - eller i hvert fald i helt afgørende grad er påvirket af - netop Første Verdenskrig, som den ene part jo stort set ikke var mere skyld i end den anden, og som blev, hvad den blev til, fordi tingene hurtigt kom helt ud af kontrol. Jeg husker (mener jeg da) min læsning mange år senere af Barbara Tuchman’s ”Kanonerne i august 1914”, hvor der vist bla. står noget om, at den tyske generalstabschef Helmuth von Moltke, da det hele begyndte at løbe dem af hænde, gik rundt og rev sig i håret og råbte: ”Nu kan vi ikke stoppe det! Nu kan vi ikke stoppe det!”. (Jeg refererer og citerer her efter hukommelsen). Og selve den måde, krigen blev ført på, ikke mindst på netop vestfronten, var jo også præget af en helt særlig meningsløshed og gru. Men derefter kom fortsættelsen - Anden Verdenskrig, den krig, jeg rent tidsmæssigt er født midt i, og hvis skygge hvilede over de første år, jeg kan huske. Og den var jo ikke meningsløs! Hvormed jeg selvfølgelig mener, at givet Hitler og Nazityskland og hele forløbet frem til angrebet på Polen den 1. september 1939, var der ikke noget valg. Tværtimod var det jo den helt almindelige opfattelse, at den store fejltagelse var, at man, dvs. Vestmagterne, ikke havde stoppet Hitler, allerede da han gik ind i Rhinlandet i 1936, eller i hvert fald da han begyndte at tage Tjekkoslovakiet. München 1938, hvor Vestmagterne gav efter for Hitler og prøvede at betegne dette som ”peace in our time”, stod som den helt store verdenshistoriske skandale. Nazismen i Tyskland før krigen og selve Anden Verdenskrig var det, der fik mange til at holde op med at være pacifister.

 

Og nu var der så Sovjetunionen og Den Kolde Krig. Jeg kan ikke huske, hvad jeg dengang vidste - og altså virkelig bevidst vidste - om Sovjetunionen helt tilbage fra begyndelsen af. Men som jeg allerede har nævnt et par steder, vidste jeg sådan set meget tidligt, at det ikke var godt, hvad der var derovre og kom derovrefra. Og der havde jo været Koreakrigen. Men helt afgørende var begivenhederne i Ungarn i 1956. Og man hørte og læste jo også i det hele taget om, hvordan befolkningerne i det kommunistiske imperiums lande blev behandlet. Det lå simpelt hen i luften og var den almindelige opfattelse, at når det havde været forkert at give efter for Nazityskland, så var det rigtigt, at man i det mindste satte sig i stand til at forsvare sig mod Sovjetunionen og dens imperium. Og man talte om, hvordan NATO og den atomare terrorbalance faktisk sikrede freden. Kort sagt, set i dette perspektiv var der intet uetisk i at blive dansk soldat, tværtimod.

 

Men der var også andre faktorer. Der var slægtstraditionen. Min far havde været reserveofficer. Og det havde Bror Poul også. Og fætter Johannes havde været i Livgarden. Ikke sådan, at det var noget, der fra nogen siden, heller ikke min mors, blev prædiket for mig. Det var bare sådan.

 

Og endelig var der mit behov for at komme til at opleve noget elementært og stærkt. I hele den tid, jeg kunne huske, havde det at komme ind som soldat, været manddomsprøven i vor kultur. Sådan opfattede næsten alle det. Og sådan talte næsten alle om det. Men i min særlige situation kom denne side af sagen til at få en helt særlig vægt.

 

Jeg må i den forbindelse allerede her kraftigt understrege, at i al den militærbegejstring (hvis jeg nu skal bruge det ord), jeg har haft, og for så vidt stadig har, ligger naturligvis ikke en begejstring for at skulle skyde andre mennesker eller stikke en bajonet eller kniv i dem. Hele baggrunden har været en situation, hvor det simpelt hen stod som noget, der kunne være en moralsk legitim nødvendighed, at forsvare sig militært, og at det derfor også i 1962 var nødvendigt og moralsk legitimt at uddanne sig til at være med i den militære inddæmning af det kommunistiske imperium - og dermed også sikre stabilitet og fred. Og når jeg har tænkt på min egen rolle hvis det alligevel kom til krig, har det altid været min egen vilje og evne til at gøre min pligt, jeg har tænkt på. Givet baggrunden var det jo det, der var det etiske problem! Jeg kan også sige det på den måde, at såvel i min læsning som i mine tanker, var det at være soldat i krig først og fremmest og i ganske bogstavelig forstand noget passivt, altså lidende. En ekstrem situation, en absolut elementær udfordring, som krævede det yderste. Men alt dette kommer jeg mere udførligt ind på senere. Det gælder også Forsvaret som folkeligt miljø og kulturel institution. For det er også en side af sagen.

 

Men her må jeg ikke glemme at fortælle om min allersidste inspiration fra lods Svanes søn Sven Erik i Oreby. Han blev student i 1959. Det må det have været. Og derefter - måske ikke umiddelbart - kom han ind som soldat. Da han var blevet sergent gjorde han tjeneste ved den danske FN-styrke i Congo. Jeg kan ikke huske det nøjagtige tidspunkt, men vi havde jo soldater dernede fra juli 1960 til juni 1964, og jeg mener, det har været tidligt i denne periode. Jeg husker, at jeg under et besøg hos Sven Erik i Oreby så hans smalfilmoptagelser dernedefra, bla. en hvidmalet FN-panservogn foran indgangen til en FN-lejr - med en bunke patronhylstre ved siden af, der var næsten lige så stor som den! Her var der virkelig blevet skudt. I forbindelse med et angreb på lejren. Og der var nogle flotte optagelser af indernes medaljeparade med deres blå turbaner. Det var et nyt perspektiv på den etiske problematik. Hvor meget jeg lige i øjeblikket tænkte på dette, kan jeg ikke huske. Men senest i 1964 kom det til at stå for mig som en moralsk nødvendighed, at jeg på et tidspunkt skulle ud og være med i en fredsbevarende FN-mission.

 

Da jeg havde været på session og var blevet taget til Livgarden, gik jeg altså simpelt hen og glædede mig til at skulle ind som soldat. Her ville jeg møde det elementære! Jeg gik også og trænede rent fysisk, for der var jo ingen ende på, hvad man havde hørt om, hvor strengt det var at være soldat, ikke mindst i Livgarden. Men samtidig gik jeg også og ”filosoferede”. Og det passede fint. Der er ikke noget så godt til ”filosoferen” som en lang gåtur. Sådan har jeg det den dag i dag. Hvis jeg skal tænke nyt, må jeg ud og gå, mellem markerne, eller - allerhelst - i skoven. I 1961 og 1962 har jeg gået mange ture fra Bursø Alderdomshjem til Søholtskoven og dels trænet mig rent fysisk, dels drømt og tænkt. Og disse ture har en helt grundlæggende betydning for mig den dag i dag. En vigtig grund til, at vi har købt hus her øst for Holeby er, at jeg herfra nemt kan komme ud på mine gamle ruter; det har stor betydning for mig, at jeg rent fysisk og sansende kan færdes netop dér. Det er dér, den grund er blevet lagt, jeg også nu arbejder på. Og når jeg færdes der, bliver jeg på en måde ”atter atten år”!

 

Men hvad var så indholdet i disse drømme og denne ”filosoferen”? Det var som sagt i virkeligheden meget ”vidt og vagt”. Men nøgleordene er liv og virkelighed, det ægte, det nøgne og det sande. Mere er der sådan set ikke at sige. Jeg spørger tit mig selv, hvor meget forfatter- eller digterdrøm der egentlig var i det. Det afgørende var at komme ud og komme i berøring med virkeligheden, så der kunne komme et møde i stand mellem den og mig, så mine drømme kunne blive udfyldt af virkelighed. Og foreløbig var det altså militærtjenesten, det gjaldt.

 

I skolen passede jeg nu mine ting, arbejdede målrettet på at få en god studentereksamen. Jeg gjorde mig ikke mange tanker om, hvad jeg skulle efter soldatertiden, men jeg vidste, at jeg skulle have en eller anden form for højere uddannelse. Og som det allerede er fremgået, gjorde ikke mindst litteraturlæsningen i dansk- og engelsktimerne, men også nogle af tingene i oldtidskundskab et stort indtryk på mig. Og jeg læste mange amerikanske og engelske krigsbøger og andre spændingsromaner. På originalsproget, selvfølgelig. Dette var jo også noget, der førte ud i den store virkelighed. Egentlig finlitteratur dyrkede jeg derimod ikke.

 

Så kom studentereksamenstiden. Og jeg klarede mig godt. Som allerede nævnt blev jeg nummer to efter den dygtige matematiker Erik Breil. Men en af dagene inden vi skulle op i det sidste mundtlige fag, latin, kom er et brev til mig fra Forsvaret med et særligt tilbud. Det var noget med, at man i forbindelse med aftjeningen af værnepligten kunne lære russisk. Hvad mon det var for noget? Der stod noget om, at man skulle være i god fysisk form. Skulle man måske trænes som agent? Og lære at springe ud med faldskærm? Der stod ikke noget nærmere om, hvad det gik ud på. Jo vist nok noget om eventuel tjeneste i højere stabe. Min mor og jeg snakkede om det. Jeg var jo stolt over at have indkaldelsen til Livgarden liggende. Men det her lød også spændende. Hvad gjorde vi? Vi tilkaldte Bror Poul, som udgjorde familiens højeste militære ekspertise. Det var nu ikke meget, han kunne sige. Han har simpelt hen ikke vidst noget særligt om, hvad det drejede sig om. Det var noget ret nyt. Sprogofficersuddannelsen var blevet oprettet i 1957. Men han ville da ikke fraråde det. Så det endte med, at jeg indsendte en ansøgning. Som jeg siden altid har sagt: Det var ved spisebordet i Bursø Alderdomshjems køkken, en af de mest afgørende beslutninger i mit liv blev truffet. Det var her, jeg udfyldte og underskrev min ansøgning om at blive optaget på sprogofficersuddannelsen.

 

 

Farvel til Maribo Gymnasium

 

Mit farvel til Maribo Gymnasium begyndte med ”sidste skoledag”, som jeg ivrigt deltog i forberedelsen og fejringen af. Vi har vel haft en arbejdskomité bestående af repræsentanterne for både matematikerne og os sproglige. Der var kun en klasse af hver. Og vi fik den ikke særlig originale, men efter min mening godt udførte, idé at lade festlighederne få form af et fangeoprør. Vi købte på Maribo Dampmølle en melsæk til os hver, malede sorte striber på dem og klippede huller i bunden på dem til hoved og arme. Iført disse fangedragter stormede vi om morgenen hovedbygningen og trængte ind i lærerværelset, hvor vi tog lærerne til fange og førte dem ned til hallen, hvor morgensangen blev gennemført under vor kommando. Vort fangeoprør blev udførligt dækket af ”Folketidende”, som blandt andet havde et fint billede af, hvordan vi løb over skolegården med mig i spidsen. Jeg var bevæbnet med en lille plastikpistol og kunne ikke lade være at se denne operation som en optakt til min tid i Hæren!

 

Jeg husker ikke alle de ting, vi udsatte vore lærere for, ja, jeg husker ikke engang, om det nu også var ved denne eller måske en tidligere lejlighed, der var nogle, der overrakte rektor Hertig et par ”fjederstøvler”, vel at mærke i en helt særlig bogstavelig forstand. Rektor Hertig havde nemlig en karakteristisk fjedrende gang, når han gik gennem Maribos gader, og den blev han her drillet med ved at få en gave, der ville kunne gøre hans gang yderligere fjedrende: et par skistøvler, hvorunder et par gamle sofafjedre var fastgjort. Men det siger noget om stemningen på skolen, at vor ellers ret tørre rektor tog det med et stort smil.

 

Også to af vore lærerinder tog den spøg, jeg udsatte dem for, med godt humør. Jeg har senere haft lidt skrupler i den forbindelse. Men vi kunne dengang virkelig tillade os meget, blandt andet fordi der som flere gange understreget var en stor uskyldighed over det hele og et ualmindelig godt forhold mellem os og vore lærere. Den ene af disse lærerinder var vor allerede omtalte religionslærerinde Birthe Holst, som altså var en lidt velpolstret, men ikke fed kvinde. Den anden var en ganske mager matematiklærerinde, som vist hed Vibeke Thomsen. Så der var en ret stor kontrast. Dem fik vi til at stille sig op på trappen (jfr. afsnittet om ”Bursø Alderdomshjem Blues”). Og mens de stod dér, sang vi en sang, jeg havde skrevet på melodien ”Langt højere bjerge så vide på jord”, og som jeg kan huske følgende af:

 

Når en er for lille, og en er for stor,

det ligner et bjerg og en bakke

...

 

Langt mer’ under huden så hvid og så rød

fik Birthe i bjærg og i bytte

...

 

...

for da har i rigdom vi drevet det skidt

når en har for meget, en anden for lidt!

 

Og der har været andre sjove ting, som jeg ikke husker nu. Der har formodentlig allerførst været holdt en tale, hvori ”fangernes” magtovertagelse er blevet proklameret, og der har jo også været lavet noget med og om nogle af de andre lærere. (Her kommer jeg til at tænke på den meget morsomme skolerevy, der tidligere var blevet opført, og hvori Christian havde spillet lektor Møller). Det eneste, jeg husker, er, at jeg også havde lavet nogle plakater, der blev hængt op på skolen som led i fangeoprøret. En af dem var hængt op på døren til lærerværelset og havde denne tekst:

 

Her sidder vore bø’ler

den hele lange dag

og tyller i sig øller

og får deraf

så bred en bag,

da de for flittigt skyller.

 

Ja, et ret ”gymnasialt” vers. Jeg vil dog lige gøre opmærksom på, at rimet mellem ”bø’ler” (bødler) og ”øller” utvivlsomt spiller på intet mindre end et sted i en salme af Petter Dass, nemlig nr. 7 i Den Danske Salmebog: ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære”, hvor der i tredje linje af første strofe er et indrim, hvor der også er rim mellem lang og kort vokal: ”og alle sjæle, de trætte trælle”! Så det ”gymnasiale” i det er først og fremmest den til blasfemi grænsende respektløshed, der ligger i at have lavet en sådan spillen på et salmevers. Men bag denne respekt- og tankeløshed lå en oprigtig beundring for denne gamle norske digter, som vi havde dyrket i dansktimerne. Min strofe er tydeligvis i det hele taget præget af inspiration fra den tids digtning.

 

Og så begyndte læseferien - som jeg udnyttede intenst.

 

Da vi var blevet studenter, blev vi modtaget på Rådhuset. Det var det rigtige, gamle, ved torvet, hvor vi også, traditionen tro, dansede rundt om ”Lollandspigen”. Og måske også lidt om Frederik VII, som dengang stod mellem pigen og rådhuset - med direkte udsigt til pigens dejlige bag, hvad der var blevet sagt mange vittige bemærkninger om. Og så kørte vi ellers i hestevogn rundt til alle hjemmene, herunder mig eget, Bursø Alderdomshjem! Til stor glæde for hele min ”familie” dér.

 

Min mor havde givet mig nogle kraftige formaninger forud for denne tur. Man havde jo hørt om nybagte studenter, der var kommet noget ”vingeskudt” hjem fra den. Som det rationelle menneske, jeg er, lavede jeg mig derfor en lille lommebog med et særligt genstands- og timeskema. Jeg vidste, hvor mange genstande jeg kunne tåle at have i blodet, og jeg vidste, at man brændte en genstand af hvert femte kvarter. Så jeg startede med at ”fylde op” og fortsatte med at drikke én genstand hvert femte kvarter. Det blev en fin dag! Og mange, der så mig trække min lille lommebog frem og notere i den, mens jeg kiggede på mit ur, fik det som en lille ekstra oplevelse.

 

Vi kørte i hestevognen gennem Maribo

og bøgegrenene lyste på siderne

i Fredericia stod Den tapre Landsoldat

med sin i bronze

men ham tænkte vi ikke på

selv om Frederik den Syvende lidt senere

så os danse rundt om Lollandspigen

det var 112 år siden

og vi havde glemt historien

for os lå soldatertjenesten forude

indhyllet i alle de ældres beretninger

det var strengt sagde de

udrustningen var tung

ved lange marcher og hårde løb

og under kryben gennem pladder og pløre

geværet slog på skulderen

når man skød sit første skud

(det må have været med geværgranat)

men det var manddomsprøven

og ægte fysisk liv

efter alle disse år ved skolebordet

snart skulle studenterhuen skiftes ud

med skråhuen og hjelmen

blod og lemlæstelse og død

tænkte vi ikke på

selv om vi havde læst mange krigsbøger

og set mange krigsfilm

kun på om vi kunne klare alt det

vi havde hørt om

vi ville ikke gøre en kat fortræd

foreløbig gjaldt det dog nu

den lille manddomsprøve

alle besøgene i hjemmene uden at blive for fuld

og vi vidste ikke at den tredje verdenskrig

nær kunne være brudt ud

før vi fik prøvet det første skud.

 

Og det blev nogle dage med fester rundt omkring. Vi holdt også en festmiddag i Bangs Have med skolens lærere som gæster. Det var her, Helmuth Sørensen i sin tale mindedes, hvordan han engang ind under jul var blevet modtaget til en engelsktime af ”Joy to the World” sunget firstemmigt. Men der blev også sagt mange andre gode ting om os og til os. Jeg holdt også selv en tale, som jeg dog ikke husker noget af - andet end at jeg, med større eller mindre held, prøvede at være morsom.

 

Endelig kom translokations- og dimissionsfesten. Der blev uddelt præmier og gaver. Jeg fik en boggave fra den amerikanske ambassade ”The Pioneer Spirit”, udgivet af The American Heritage. Den var jeg glad for - uden nogen betænkeligheder. Selve pioner-ånden som sådan var i hvert fald noget, jeg kunne identificere mig med, og jeg var glad for, at dette også var en anerkendelse af, hvad jeg kunne i engelsk.

 

Et indslag i højtideligheden, som bevægede alle dybt, men ikke mindst mig, fordi det jo var min ven, der sang den, og fordi det talte meget stærkt ind i lige min, dog selvfølgelig heller ikke så helt enestående, situation, var, at Christian med sin meget flotte baryton sang Bjørnsons ”Undrer mig på, hvad jeg får at se / over de høje fjelde” (på Oluf Rings melodi). Ved hans bryllup takkede jeg ham i min tale højtideligt for dette bidrag til vor udsendelse i verden.

 

Den allersidste klang fra vor gymnasie-tid som en stor musik-tid var, at Gunnar ved højtidelighedens slutning brød ind og meddelte, at vi sproglige lige havde noget, vi ville sige. Og vi stillede os op og sang en kanon, Gunnar havde lavet (eller måske fundet og tillempet?). Teksten bestod i al sin korthed af ordene ”Farvel og tak!”. Men vi fik vist sunget den godt.

 

Og det var så det. En dejlig og afgørende periode i mit liv var slut.

 

Jeg brugte resten af tiden indtil den 3. september 1962 på at fortsætte mine trænings- og ”filosofere”-ture til Søholt og til at læse en hel del, ikke mindst amerikanske og engelske krigs- og spændingsbøger, mens jeg i det hele taget overvejede min fremtid. Efterhånden blev det dog min forestående værnepligtstjeneste, der fyldte horisonten.

 

Derude bag skoven

ligger bedrifterne

skjult i det blå

jeg ved endnu ikke

at bedrifter

er skrift i vand

så jeg går og går

drevet af drengens længsel

mod store ting.

 

Det ville have været fint at slutte her. Men der var en begivenhed i denne sommer, der på en ejendommelig og stærk måde kom til at ligge mellem denne og den følgende periode. Det var i forbindelse med Reventlowstævnet 1962. For jeg kan ikke tænke mig, jeg kan huske forkert her. Det må have været i sommeren, inden jeg skulle ind som soldat, og ikke en af somrene før. Reventlowstævnet havde jeg allerede besøgt engang i min Branderslev-tid, hvor jeg vist mere eller mindre tilfældigt var dumpet ind i det under en af mine cykelture. Det var et hjemmeværns- og NATO-stævne med udstillinger og opvisninger ved såvel hjemmeværnet som det regulære danske forsvar samt forskellige udenlandske militærenheder og med taler af fremtrædende lokale og andre personligheder, fx borgmestre og folketingsmedlemmer.

 

I 1962 (som det altså må have været) var der deltagelse af blandt andet The United States Air Forces in Europe Band. Og i den forbindelse havde arrangørerne indrykket en annonce i de lokale aviser, hvori man søgte værter til medlemmerne af dette orkester. Jeg spurgte min mor, om vi ikke kunne melde os. Det kunne vi godt, og jeg ringede på det angivne telefonnummer og sagde, at vi godt kunne huse to. Den flinke dame, jeg talte med, spurgte forsigtigt, om vi havde noget imod, at den ene var sort (som man uden videre sagde dengang). Hertil kunne jeg svare, at det kun ville være os en ekstra glæde. Resultatet blev, at vi fik en hvid klarinettist og en sort trommeslager som vore gæster. En meget stor oplevelse for os alle på Bursø Alderdomshjem.

 

En aften fik jeg en længere snak med trommeslageren Joe. Det var virkelig stort for mig. Og en af aftenerne under stævnet oplevede jeg ham sidde ved trommesættet i sin fine US Air Force-uniform og spille jazz sammen med nogle fra et af de orkestre, der optrådte under stævnet. Men jeg fik også snakket en del med klarinettisten, hvis navn jeg ikke husker. Jeg husker ham til gengæld som den mest ivrige på det område, jeg senere skulle lære at kende under betegnelsen ”at gejle sko”. Først varmede de forsigtigt skosnuderne op med en lighter. Dernæst kom de godt med sort skosværte på, som blev gnedet på en særlig måde, små cirklende bevægelser, med en tot vat, der var dyppet i vand, så snuderne til sidst var blanke som laksko. Jeg kom ikke selv til at bruge denne metode så meget; vore sko og støvler skulle bare være om ikke almindelig, så ualmindelig velpudsede på almindelig måde. Men i Livgarden gjorde man noget i den retning med parade-støvlerne, og det gør de vel endnu.

 

Men de to boede jo altså hos os og indtog i hvert fald deres morgenmad i min mors lille kontor ved siden af spisestuen. Det blev noget af et kultursammenstød. For som de amerikanere, de var, rodede de jo alting sammen på deres tallerkener. Blandt andet lykkedes det for klarinettisten af få rodet et blødkogt æg med skal på sammen med maden på sin tallerken. Det æggebæger, der stod på bordet, vidste han åbenbart ikke, hvad man skulle bruge til. Bagefter sagde min mor til mig noget i retning af: ”Kan det være rigtige mennesker, når de spiser på den måde!?”. Men sådan er det. Senere har jeg oplevet tilsvarende ting med russere, hvoraf en engang sagde til mig: ”Sig mig, er I danskere snobbede, eller hvad, siden I for eksempel går så meget op i, i hvilken rækkefølge man spiser tingene?”. Ja, det er mærkeligt; vi danskere opfattes som og opfatter os selv som meget formløse, men det gælder jo ikke, når det drejer sig om, hvordan man skal gøre, når man spiser.

 

Under stævnet mødte jeg også Christian og hans far, som ikke alene var sognepræst i Hillested, men også var ivrig hjemmeværnsmand - med en fortid i Modstandsbevægelsen, nærmere betegnet gruppen i Fuglse (se Annas ovf. omtalte artikel og afsnittet nedenfor). I 1962 var han signalbefalingsmand i Hjemmeværnskompagni Rødby. Vi mødtes ved udstillingen af materiel og våben fra US Army. Og jeg husker, at ikke mindst Christians far var meget optaget af et ellers uhyggeligt nyt våben, en kæmpestor sort sergent viste os. Det var en grenade launcher, dvs. en slags lille, kort enkeltløbet våben med en kaliber på vist 40 mm. De store projektiler lignede de særlige forkromede salt- eller peberbøsser, vi kender. Det særlig uhyggelige var, at disse små granater, som det altså var, virkede på den måde, at de spredte en sky af små ”nåle”, som perforerede offerets blodårer, så han døde af indre blødninger.

 

Der vil utvivlsomt være læsere, der med stor undren ser, at en kristen præst ikke alene kunne være aktiv i Hjemmeværnet, men også med stor begejstring kunne studere den slags ting sammen med sin søn. Men man skal her ikke alene tænke på hans fortid i Modstandsbevægelsen - for var det forkert? Man skal hertil yderligere lægge ikke alene den almindelige, velbegrundede frygt for sovjetkommunismen, men også en helt konkret erfaring, Christians far havde haft med en sovjetisk krigsfange, der var havnet i flygtningelejren på Højbygård ikke langt fra Fuglse, og som pastor Andersen, der jo kunne tysk, var kommandant på i tiden lige efter befrielsen. Jeg kan ikke komme nærmere ind på denne historie her, men det korte af det lange er, at pastor Andersen fik hjulpet denne sovjetiske fange til at flygte, så han undgik at komme tilbage til Sovjetunionen. Senere skjulte han ham. Og det endte med, at han blev gift med hans søster, min kones faster Etly. Men onkel Jan (som han altså endte med at blive) var så bange for Sovjetunionen, at han ikke ville blive i Danmark, men flygtede videre til Canada, hvor han levede med sin kone i mange år. De besøgte os i Døllefjelde i 1982, og Jan var blandt andet henne ved Højbygård, hvor han på gribende måde genoplevede sin flugt. Da Christians far blev min svigerfar, fortalte han meget om alt dette, og jeg ved, at han hørte til dem, der på et tidspunkt nærede en meget konkret frygt for, at vi skulle blive besat af Sovjetunionen. Hvor velbegrundet denne frygt har været, for så vidt angår Sovjetunionens muligheder for at gennemføre et angreb på Vesteuropa generelt eller Danmark specielt, er svært at sige nu bagefter. Det er et spørgsmål, jeg senere skal vende tilbage til, men jeg fortæller dette her for at vise, hvordan stemningen var dengang, hvilket altså blandt andet betød, at vi var særdeles taknemmelige for at have et stærkt amerikansk militær i ryggen, også med små uhyggelige våben som denne grenade launcher! For der var jo også større, endnu mere uhyggelige våben. Jeg ved ikke, om det var under dette eller et andet Reventlowstævne, amerikanerne demonstrerede, hvad kommentatoren betegnede som a new nuclear weapon, nemlig en helikoptertransporteret Honest John-raket. Snart skulle jeg få vore egne, biltransporterede eksemplarer af denne raket at se oppe på Holbæk Kaserne, de raketter, der var årsagen til, at de påskemarcher, Søren Basmand havde deltaget i, udgik fra netop Holbæk.

 

 

 

KAPITEL 5

 

1962-1964. Hæren

 

 

1962. Rekrut

 

I kapitel 4 har jeg gjort rede for såvel mine etiske overvejelser forud for sessionen som de motiver, jeg i øvrigt har haft for at vælge militærtjenesten fremfor militærnægtertjenesten eller dog Civilforsvaret. Og jeg vil både senere i dette kapitel og helt frem til slutningen af disse erindringer komme ind på mine tanker og overvejelser på dette område. Men ellers vil jeg fra nu af simpelt hen fortælle om mine i alt 15 år som aktiv i Forsvaret som den del af mit liv, de har været. Det er jo sådan, at når man én gang har valgt at blive soldat, så går man ikke hele tiden og tænker på krigens rædsler og de dermed forbundne etiske dilemmaer. Man har nok at gøre med at klare sin tjeneste. Jeg kan også sige det på den måde, at når man først er kommet ind i militærtjenesten, så er det største etiske problem ikke, om man hellere skulle have ladet være, men, hvordan man faktisk klarer sin tjeneste. Det gælder både selve den daglige fredstidstjeneste og de forestillinger, man gør sig om, hvordan det vil være i en eventuel ”skarp” situation. Man skal passe sine ting, klare sig godt, ikke pådrage sig skam og ikke svigte sine kammerater eller sin enhed. I fredstidstjenesten gælder dette sådan set som i ethvert andet uddannelsesforløb eller i enhver anden tjeneste eller ethvert andet arbejde. I den skarpe situation bliver det hele - bogstavelig talt - skærpet til det yderste, så at det yderste svigt er at blive lammet, så man ikke kan udøve sine funktioner, eller måske blive så bange, at man gemmer sig i et hul eller løber sin vej. Sådan er det bare.

 

Men jeg kan da godt også endnu en gang gøre opmærksom på, at det utvivlsomt er sådan, at der for en stor dreng eller ung mand simpelt hen ligger en hel masse i både generne og kulturen, som gør, at militærtjenesten kommer til at fremstå som en manddomsprøve. Det samme gælder fascinationen af selve krigsdimensionen i militærtjenesten og fascinationen af både den ene og den anden slags litteratur om krig, krigsfilm og lignende. Jeg har sagt det på den måde, at hvad fx krigslitteratur og krigsfilm angår, så er der tale om et behov, mange mænd i alle aldre har. Det viser produktionen og forbruget af den slags litteratur og film. Men hvis man ser lidt nøjere efter, kan man til en vis grad sammenligne det med de bakterie- eller viruskulturer, der anvendes ved vaccination; det skal være i en tilpas svækket form! Hvis beskrivelsen og visningen af død og lemlæstelse og andre former for ulækkerhed og menneskelig fornedrelse bliver for realistisk, bliver det for meget.

 

Når man bliver uddannet i det militære håndværk, skal der ikke megen fantasi til, for at man bliver klar over, hvor forfærdeligt det, ens uddannelse skal bruges til, er. Noget, der fx har gjort et meget stærkt indtryk på mig, er nogle sprængstykker fra 81 mm mortergranater, en af mine officerskammerater i Bornholms Værn engang gav mig. Nogle uhyggeligt forrevne metalstykker med skarpe kanter og flige. Når man sidder med dem i hånden og forestiller sig, at de flænser ens mave op ... Men man kunne jo også bare se på sin bajonet, eller på sine patroner. Og vi lærte også, at hvis vi kom i rigtig kamp, skulle vi ikke blive overraskede, hvis vi sked i bukserne af skræk, hvad jeg dog allerede vidste fra bla. ”Intet nyt fra Vestfronten”. Sådan kunne jeg blive ved. Og der er endnu flere sider af sagen.

 

Men i det daglige tænkte man altså ikke meget på den slags. Og da man var ung, var det under alle omstændigheder på en ret abstrakt måde, man forholdt sig til det. Det kan jeg se her på mine gamle dage. Nu har jeg et meget mere realistisk og, bogstavelig talt, rædsels-fuldt billede af krigen. Også fordi vi jo nu (2008) virkelig er i krig og får dræbte og lemlæstede soldater hjem. Jeg skal senere komme ind på, hvordan jeg ikke bare håbede på, men også prøvede at arbejde aktivt for, at når Den Kolde Krig engang var forbi, og det altså også var lykkedes os at undgå at komme under et kommunistisk regime, så skulle ”verdens-retssamfundet” indføres.

 

Jeg ved ikke, om det er Per Hækkerup, der har opfundet ordet ”verdens-retssamfundet”, men det er i hvert fald ham, jeg har det fra. Og jeg var helt enig. Men nu er Den Kolde Krig slut, og der er ikke kommet noget ”verdens-retssamfund”! Det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Når jeg nævnet dette perspektiv nu, er det, fordi det jo var en afgørende side af hele den sikkerhedspolitiske tænkning i Den Kolde Krigs tid, at hvis bare ”afskrækkelsen” virkede, så undgik vi både kommunismen og krigen, og bagefter skulle det hele nok blive godt, troede i hvert fald jeg. Jeg var måske naiv, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at tiden efter Den Kolde Krig kunne blive, som den nu er blevet. - Og når det var ”afskrækkelse”, det gjaldt, så skulle man jo ikke gå rundt og vise sin frygt!

 

Læsere, der ikke kender til livet i Forsvaret, vil måske ikke kunne forstå det, når jeg siger, at Forsvaret også er et vigtigt folkeligt mødested og en vigtig kulturinstitution, ja, i det hele taget et miljø, hvor man kan modtage meget både godt og nyttigt. Men sådan er det altså også. Og nu vil jeg gå i gang med at fortælle som mine godt to år som fuldtidsbeskæftiget i Forsvaret.

 

Det begyndte med, at jeg fik købt mig de ting, vi i forbindelse med modtagelsen af indkaldelsesordren havde fået at vide vi skulle medbringe, bla. en lommekniv og et par pæne brune sko. Og så oprandt selve dagen, den 3. september 1962. Min mor kørte mig til Maribo Station. Og snart rullede toget fra Nakskov ind på perronen - med en hel del andre indkaldte. De havde også nogle bajere med i taskerne. Jeg havde selv medbragt en fire stykker. Og det var nok. I det skriftlige materiale, vi havde fået, var det jo også blevet kraftigt påpeget, at man ville blive straffet, hvis man mødte beruset op. Men vi fik os altså noget øl, mens vi sad i toget og snakkede om det, der nu ventede os.

 

Den folkelige side af sagen var begyndt. For man skal huske på, at dengang blev en meget stor del af en årgang indkaldt. Det var altså virkelig repræsentanter for hele folket, der blev bragt sammen. Og netop for en ung mand som mig med gymnasiet bag mig en boglig karriere foran mig, var dette i sig selv guld værd. Og hvor ofte har jeg dog ikke siden, også som præst, fået mig en god soldatersnak med både høj og lav. Der er ikke meget, der på tilsvarende måde kan bringe folk sammen og holde samtalen gående.

 

Langt om længe nåede vi til Holbæk Station. I god tid, så vi kunne ud til Sofielundlejren, hvor vi skulle ligge, en slags anneks til Holbæk Kaserne, hvor Sjællandske Artilleriregiment lå. I Sofielundlejren lå også et batteri (som et ”kompagni”, eller en ”underafdeling” jo hedder i artilleriet) fra dette regiment . Men ellers var det Sjællandske Trainregiments rekrutkompagnier, der lå der. (”Trænet” er fra gammel tid den del af en hær, som transporterer forsyningerne). Vi skulle blive til 1. Kompagni i 1. Trainafdeling, og i forvejen lå det kompagni der, som var blevet indkaldt i begyndelsen af juli måned og hed 2. Kompagni. Et eller andet sted skulle vi sprogløjtnantelever jo anbringes, og det var altså dengang i Sjællandske Trainregiment, så at vi fik de første to måneders rekrutuddannelse i et ganske almindeligt trænkompagni. Men det kunne vi være udmærket tilfredse med; vi fik en fin uddannelse under dygtige officerer og befalingsmænd.

 

Sofielundlejren havde en interessant historie. De træbarakker, den bestod af, stammede fra en lejr af samme navn i Sverige, som Den Danske Brigade havde ligget i under Anden Verdenskrig. Og den var efter krigen blev pillet ned og sendt til Danmark (vel som en gave fra Sverige) og genopført ved Holbæk. Noget af et historisk perspektiv.

 

Indskud om Den Danske Brigade. - Allerede i november måned skulle vi sprogløjtnantelever få en rigtig levende berøring med Den Danske Brigade, gennem vor skolechef major Lind, som engang i en tjenestekundskabstime fortalte, hvordan han som delingsfører i Brigaden under en kampskydning (altså en øvelse med anvendelse af skarp ammunition) havde ført sin deling frem til stormlinjen og pludselig hørte et smæld på sin hjelm. Det var en granatsplint fra egen morter-ildstøtte. Og den hang og brændte hul i hans hjelmnet. Moralen var, at vel blev Brigaden trænet meget hårdt og realistisk, men at der alligevel havde været regnet med en rimelig sikkerhedsafstand. Det skulle vi huske, så vi tog alle regler om sikkerhedsafstande og den slags alvorligt. - Min anden berøring med en gammel brigadesoldat er af senere dato, eller rettere datoer, men jeg benytter lejligheden til at fortælle den her. Den første af disse datoer var en sikkerhedspolitisk paneldiskussion et sted i København engang i anden halvdel af 1960’erne. Her deltog repræsentanter for de politiske partier samt chefen for Falsterske Fodregiment i Vordingborg, der var kendt for at være en hård debattør. På et tidspunkt sagde denne oberst (som hed Klokhøj eller noget i den retning), at så skulle man bare have set, hvordan man uddannede soldater i Den Danske Brigade i Sverige. Og da den unge, meget dygtige og tiltalende repræsentant for Socialdemokratiet næste gang fik ordet, begyndte han med at takke obersten for den smukke omtale af ”os gamle brigadesoldater”. Den unge socialdemokrats navn var Erling Olsen. Mange år senere, det har vist været helt oppe mod eller omkring år 2000, fik jeg lejlighed til at fortælle Erling Olsen om denne oplevelse. Det var efter landemodet i Lolland-Falsters Stift, hvor han havde talt ved mødet i Bangs have, Maribo. Jeg stod lige ved døren, da han forlod bygningen, og jeg gik hen og fortalte ham om denne den første, men jo ikke sidste gang, jeg havde hørt ham, og det var helt tydeligt, at det glædede ham at blive mindet om sin optræden dengang - og dermed om sin tjeneste i Den Danske Brigade for alle disse mange år siden. - Indskud slut.

 

Men nu tilbage til den 3. september 1962. Lidt før klokken 12 gik vi med frygt og bæven ind gennem hovedvagten, og vi blev vist hen til en af lejrgaderne, hvor en stor rødhåret løjtnant iført kasket trådte op på en forhøjning, kiggede barsk ud over os og sagde: ”Mine herrer! De er nu undergivet den militære straffelov!”.

 

Hvad der ellers blev sagt, husker jeg ikke, men det endte med, at vi fik udleveret vort spisebestik: en ske, en gaffel og en kniv, som kunne samles på en særlig måde, og som lå i et særligt kakifarvet ”svøb”, med en snor, der kunne vikles om det hele og bindes i en sløjfe. Det havde vi godt hørt gamle soldater fortælle om: ”Det første, I får udleveret, er spisebestikket!”.

 

Men der var mere, vi fik udleveret, og vi blev hurtigt klar over, at noget af det vigtigste for en soldat er at holde styr på alle sine ting. Men vi skulle jo også lære, hvad alle disse mærkelige ting hed, og lære at samle det, der skulle samles, især det såkaldte remmetøj eller remtøj med dertil hørende andet ”webbing”. Til sidst fik vi udleveret vore geværer, som vi skulle få et helt særligt forhold til. Det, der først og sidst skulle holdes rent - og frit for rust - var geværet. Rust på geværet betød vagtarrest. Og vi lærte at betragte geværet som nærmest en slags tilbehør til vor krop.

 

Jeg kunne godt fortælle en hel del ”soldaterhistorier” her i dette kapitel, og der kommer også nogle stykker, men dels adskiller mine soldaterhistorier for de fleste vedkommende sig nok ikke særligt fra alle andre soldaterhistorier, dels er det både muligt og ønskeligt, at jeg fra nu af indsnævrer feltet. Tiden til og med gymnasieårene er grundlæggende, hvilket også vil sige, at selv de mindste ting har grundlæggende betydning, også når det er ting, alle børn er mere eller mindre fælles om. Tiden efter studentereksamen er af en anden karakter. Her kan man med fordel koncentrere sig om det særlige, hvilket i høj grad vil sige det professionelle (i både snævrere og videre forstand).

 

Men vi var altså i gang med den grundlæggende soldateruddannelse, dvs. på den ene side den grundlæggende indføring i, hvad det ville sige at indgå i ”det militære system”, og på den anden side den grundlæggende enkeltmandsuddannelse. De, der ikke selv har været soldat, tænker måske ikke på, hvor meget ”skole” der er i den militære uddannelse. Men et vigtigt fag for os rekrutter var faget tjenestekundskab, hvor det i princippet var kompagnichefen selv, eller i hans fravær næstkommanderende, der underviste. Her skulle vi lære om Forsvarets organisation, med ”HMK” (Hans Majestæt Kongen) allerøverst oppe. (De særlige militære forkortelser var en helt særlig dem af det nye sprog, vi skulle lære, men ”HMK” var selvfølgelig mest en spøg). Og vi skulle lære om de særlige love og bestemmelser. Det allerførste var ”Soldatens første pligt”.

 

”Soldatens første pligt er, villigt og nøjagtigt at adlyde enhver lovlig ordre givet af en foresat”. Det lyder simpelt nok, men indbefatter en masse ting. Soldaten har altså pligt til at adlyde. Men ikke hvad som helst eller hvem som helst. Jeg ved ikke, hvordan det har været udtrykt før Anden Verdenskrig, men sådan som vi lærte det og fik det forklaret, var Anden Verdenskrig og nazismen m.m. klart i baggrunden. Det var jo udtrykkeligt kun lovlige ordrer, vi havde pligt til at adlyde, hvilket fx ville sige, at vi ikke kunne undskylde os med, at vi bare havde adlydt ordrer, hvis vi gjorde os medskyldige i krigsforbrydelser - eller statskup. Dette blev meget grundigt gennemgået. Og ordrerne skulle være givet af en foresat. En fremmed officer kunne altså ikke komme og kommandere os til noget, som det var tilfældet med ”Kaptajnen fra Köpenick”. Den måde, disse og tilsvarende ting blev gennemgået på, vidnede meget stærkt om, at det var et godt samfund, vi skulle forsvare.

 

Og der var sådan noget som ”militær anstand”, dvs. alle de måder, man skulle forholde sig på og tale på, især over for sine foresatte. Og man kan mene, hvad man vil, om dette, og i det hele taget om den stærkt hierarkiske struktur, det militære system har. Men det er i virkeligheden meget ”renfærdigt”. Har man de-og-de vinkler eller stjerner på, så er man det-og-det, og så skal man ikke på andre måder markere sin autoritet. At vinkler og stjerner alene ikke gør det, siger dog sig selv. Også i det militære system er det meget hurtigt personligheden og den faglige dygtighed, der er det afgørende.

 

Men vi havde dygtige officerer og befalingsmænd. Vor næstkommanderende, den ganske unge premierløjtnant Schnoor, var en intelligent, lidt mystisk person, der altid var god for en barsk bemærkning. Han kunne fx sige, at vi i kamp skulle vogte os for den almindelige tilbøjelighed til at skyde for højt. Så hellere for lavt. Et projektil, der rammer jorden foran fjenden, springer selv op og flyver hen over ham med en ofte uhyggelig lyd, som får ham til at dukke sig, og det samme gælder den jord og de småsten m.m., det river med sig. Desuden generer det fjenden mere at få en masse soldater med bugskud end en masse soldater, der er ramt lige i hovedet. Sårede soldater belaster hele fjendens system mere end døde soldater. Hvis det vel at mærke er fjenden, der rykker frem. Men det var jo også bare noget, premierløjtnant Schnoor sagde som udtryk for den almindelig barskhed. Tilsvarende kunne han og/eller andre af vore lærere betegne infanteri, der var kørt over af kampvogne, som ”russisk salat”, eller besætningen i en kampvogn, der var ramt af en panserværnsgranat, som ”stegt kineser”.

 

Der er sikkert læsere, der vil forarges over dette. Men det var altså heller ikke noget, der indgik i den officielle undervisning, men netop bare en del af den almindelige ”rå” jargon. Og jeg tillader mig at sætte ”rå” i anførselstegn. For det var jo ikke råt for alvor, slet ikke. Men det er forskelligt, hvor man sætter grænsen for, hvad der kan spøges med. - Man kan her sammenligne med det sprog, der bruges mellem personalet på en sygehusafdeling; der er ting, der er så forfærdelige, at man er nødt til at betjene sig af ”sort humor” for at kunne leve med dem.

 

Det er også forskelligt, hvor hver enkelts grænse går for, hvad han i det hele taget kan tolerere. Jeg tror, det netop var i vort rekrutkompagni, en af befalingsmændene brugte betegnelsen ”stor personlighed” om en soldat, der havde meget vanskeligt ved at modtage en tilrettevisning. Selv har jeg aldrig været en stor personlighed i dén betydning. Hvad fornærmelser og trængsler angår, har jeg på i hvert fald mange områder været som en gås eller et siv. Jeg har ladet det prelle af på mig eller bøjet mig for det som et siv. Derfor har jeg aldrig haft problemer med den militære disciplin. Og jeg gentager, at systemet jo i virkeligheden er ”renfærdigt”. Disciplinen er udtrykkeligt af ydre karakter; der er ingen, der - som i andre former for ”ledelse” - går ind og rører ved ens hjerte. Sådan var det i hvert fald dengang.

 

Og man skal kunne tage den særlige militære humor - at tonen, som det netop hedder, er ”rå, men hjertelig”. Et par eksempler: Vor sergent sagde engang til en i vores trop: ”Ja, [nummer-det-og-det], tjenestereglementet forbyder mig at kalde Dem ved et dyrenavn, men jeg kan da godt sige, De er en underlig banan!”. (Et rekrutkompagni som vores var i de første to måneder inddelt i ”troppe”, ikke delinger; det var jo i virkeligheden bare en slags skoleklasser). Eller den løjtnant Jensen, der havde givet os den allerførste modtagelse, han sagde i forbindelse med vort allerførste morgenløb: ”Og så skal De følge med. Det kan være, det bliver så hårdt for Dem, at De skal brække Dem. Men så har De tilladelse til at træde ud og brække Dem, hvorefter De træder ind igen og løber videre!”.

 

Men der var også mange helt uskyldige sproglige raffinementer. Noget af det, der slog mig, var, hvor ”humanistisk” det militære system var. Hvormed jeg altså mener, at vel er der alt det militære isenkram og hele kommandosystemet og den militære straffelov osv., men til syvende og sidst er det jo ”ånden”, der driver værket, og det gælder helt ned til de små sproglige opfindsomheder, befalingsmændene kommer med under sådan noget som våbenbetjening og eksercits. Mange gamle soldater kender sikkert denne bemærkning til, hvordan man, når man præsenterede gevær, til allersidst skulle føre højre hånd ned til geværet i en meget hurtig bevægelse: ”Der skal ligge fem små bunker jord en meter foran Dem, skidtet under neglene, der er røget ud!”. - Jeg kunne nævne mange andre eksempler. Det danske Forsvar er fuldt af humor, på en i virkeligheden hyggelig måde. Og hvis nogen synes, det lyder underligt, vil jeg allerede nu henvise til kapitel 10 om mit halve år som feltpræst på Cypern, hvor netop den danske form for hygge og humor spillede en afgørende rolle, dels for opretholdelsen af vor egen moral (evne til at fungere), dels for vor fredsbevarende og konfliktdæmpende indsats. Hvordan det er i Afghanistan nu, hvor det på en eller anden måde er alvor, ved jeg ikke, men jeg tror, man også her bruger hygge og humor for at klare sig.

 

Noget andet, der slog mig, var den omsorg, der under den altså ofte ret barske overflade blev vist. Jeg tænker helt særligt på, hvor meget der blev gjort ud af, at vi ikke skulle komme til skade. Hvis man vil være meget kynisk, kan man selvfølgelig sige, at man bare har været bange for at komme i medierne og/eller at få vrøvl med politikerne. Men det var ikke bare det. Og under alle omstændigheder var det en god fornemmelse, at vi helt bogstavelig talt ikke var lukket ude fra lands lov og ret. Det var ganske vist ikke noget, der udtrykkeligt blev talt om, men der var mange ting, der viste, at militæret, det altså var samfundets militær. Vi blev også klar over, at i det danske forsvar må en befalingsmand kun røre ved en soldat, hvis han fx skal rette på hans udrustning eller på anden måde vise ham noget, der nødvendiggør en berøring.

 

Men vor uddannelse gik altså sin gang. Der var forbavsende megen teoretisk undervisning. Selv faget skydning fik en grundig teoretisk indledning. Og der var ABC-tjeneste (undervisningen i atomar, biologisk og kemisk krigsførelse), uhyggelige ting i den helt store skala. Og der var kortlære m.m. Men meget af tiden var vi jo udendørs. Jeg har nævnt morgenløbet. Men der var også våbenbetjening og eksercits, hvor vi i timevis stod og øvede os på alt, lige fra at lade og aflade gevær til at gøre højre og venstre om på den rigtige måde.

 

Det var efter en kold eftermiddag med våbenbetjening, jeg for første gang i mit liv nød at spise gule ærter, hvad jeg selvfølgelig har gjort lige siden. Det var virkelig noget, der gav varmen. Vi spiste i det, der hed ”kostforplejningen”, hvor menuen simpelt hen stod på det-og-det den pågældende dag. Det var ret primitivt, men egentlig udmærket. Og til frokost var det et godt udvalg af pålæg at tage af.

 

Når vi havde spist, rengjorde vi vore før omtalte spisebestik under nogle særlige ”højtrykshaner” med meget varmt vand, der kom ud af et lille hul. Det særlige var, at dette system også kunne bruges til at rengøre geværets bundstykke og aftrækkerhus med dettes dele. Hvilket naturligvis var strengt forbudt. Ikke bare kom er jo vand på disse dele, men det varme vand kunne også skylle den allersidste fine oliefilm af, der altid ville blive tilbage, når man pudsede med klude på den reglementerede måde. Men enhver soldat vil for det første gøre alt for at skyde en nemmere genvej og for det andet også gerne finde en personlig og altså uautoriseret måde at gøre tingene på. Selv dyrkede jeg ikke dette ret meget, om overhovedet. Jeg ville hverken risikere at få rust i aftrækkerhuset eller at blive straffet - for sergenterne lurede jo noget på os ude ved disse skyllekummer. Senere fandt jeg også en bedre metode, i hvert fald til de helt små dele i aftrækkerhuset. Jeg rensede dem med rensebenzin og geværbørste. Helt forfærdeligt, for så fjernede jeg jo virkelig det vigtige sidste tynde olielag!? Men det havde jeg råd for. Jeg tog en af de metaldåser, vi skulle have den sko- og støvlesværte i, som var til rådighed i store bøtter, og den fyldte jeg med en passende blanding af benzin og geværolie, kom smådelene ned i denne blanding, satte låget på og rystede godt. Så havde jeg på en nem måde helt rene smådele - med et tyndt lag olie på.

 

Soldatens liv består i meget stor udstrækning i at ”klare sig”. Man skal hele tiden have styr på alle sine ting. Og man skal lære at arbejde hurtigt. I vor tid gik en hel del tid med pudsning og ”pibning”. Pibningen bestod i, at man smurte alt sit ”webbing” eller remtøj ind i en tilpas lind grød af noget grønligt ”pibeler”, svarende til, hvordan vi i vor barndom havde kridtet vore gummisko med en tilsvarende hvid substans. Men det var ikke så ligetil. Det skulle jo være dækkende uden at klumpe, og det skulle være jævnt og pænt. Støvler og sko skulle selvfølgelig være fint pudset - og helt rene underneden. Men den helt særlige pudsning var jo den af messingtingene, hvilket i vor tid ville sige de ting, der hørte til livremmen, dvs. den brede rem, vi havde yderst om livet, hvad enten vi havde bluse på eller var i skjorteuniform. Ikke at forveksle med den bukserem, som holdt bukserne oppe, og som ude i det civile liv hedder en livrem! Vor uniform var stort set den samme som den, de britiske soldater bar under Anden Verdenskrig, kendt under betegnelsen battle dress, men for os hed den ”uniform model 44” eller ”44-uniform”. Vi havde to, en dagliguniform (ret slidt) og en udgangsuniform (helt ny). Og så havde vi ”drejlstøjet”, som vi havde på, når vi rigtig skulle ud i ”pladder og pløre”. En ny, for den tid meget avanceret, kampuniform (model 58) var ved at blive indført, men den fik vi først på befalingsmandsskolen.

 

Jeg nød stort set denne to måneders rekruttid. Det værste var sådan noget, som når det hele drillede under øvelser i ”hurtig omklædning”. Og det allerværste var frygten for, ikke at komme hjem på weekendorlov på grund af dårlig pudsning. Ellers var det en enkel og sorgløs tilværelse fyldt med mange nye og interessante ting. Den dystre baggrund for alt det, vi lærte, havde vi som sagt et meget abstrakt forhold til, om overhovedet. Det gjaldt bare om at klare sig, og om at følge med.

 

Noget af det bedste var aktiviteterne ude på fælleden, som vor øvelsesplads vist blev kaldt. Især morgenløbene i september- og oktobertågerne, hvor fårene gik og kiggede undrende på os. Men i det hele taget aktiviteterne derude - selv om man jo godt kunne få smurt sine ting ind i fåremokker. Og marchturene gennem mark og skov. Det var jo også den herligste årstid, september og oktober. Det fysiske var ikke noget problem for mig. I modsætning til, hvad jeg havde frygtet. Det var, som allerede sagt, ikke så lidt, man havde hørt gamle soldater fortælle. Jeg har allerede nævnt, at jeg faktisk var en ret god løber, og jeg oplevede da også at være den første, der kom i mål, da vi for første gang skulle løbe i ”fuld feltmæssig”. Vor sergent stod ved målet og modtog mig med ordene: ”Det er knagenspark’me godt, 22!”.

 

Men der var også feltbanen. Og der var gymnastik i gymnastiksalen inde på selve Holbæk Kaserne. Det var her, vi, som allerede omtalt, så de såkaldte raketstyr til Honest John raketterne, også kaldet 762 mm raket. Dem blev der ikke snakket om. Men de stod der ganske åbenlyst, og vi soldater snakkede indbyrdes om dem. Og det var altså dem, der var årsagen til, at påskemarcherne mod atomvåben udgik fra netop Holbæk. For vel var de jo kun forsynet med såkaldte konventionelle sprænghoveder, altså almindeligt trotyl, eller hvad det nu var. Men under min videre uddannelse blev jeg klar over, at det var helt meningsløst at have disse raketter, hvis de ikke var forsynet med atom-sprænghoveder. Deres rækkevidde var kun ca. 10 km længere end 155 mm kanons og træfsikkerheden langt mindre.

 

Anti-atommarcherne havde altså noget for sig. Og det var klart i Warszawapagtens (Sovjetunionens) interesse, at der blev demonstreret mod disse raketter. Taktiske atom-våben kunne selvfølgelig også leveres (som det hedder) med fly. Men Honest John raketterne kunne være nyttige, hvis det var dårligt vejr eller vi ikke havde fly til rådighed. Danmark havde ganske vist den politik, at vi ikke ville have atom-våben på dansk jord i fredstid - eller som det vist mere præcist hed ”under de nuværende omstændigheder”. Men senere, da vi på løjtnantskolen havde taktik på papiret, var det altid forudsat, at vi selv kunne bruge taktiske atom-våben. Under normale forhold ville de altid kunne leveres af fly, og sådanne fly havde NATO jo i Tyskland og England, så det var bare et spørgsmål om at rekvirere et sådant fly - og få ”bevilget” det. Uhyggeligt. Men de opgaver, vi havde, bestod jo fx i, hvad vi ville gøre, hvis vor brigade lå ved Silkeborgsøerne og Warszawapagt-styrkerne havde koncentreret sig til det endelige angreb på os. Så fik de et A-våben, og så satte vi først og fremmest brigadens panserbataljon ind ”for at fuldstændiggøre opløsningen og tilintetgørelsen af den fjendtlige styrke”. Det er trods alt vigtigt at holde sig for øje, at der aldrig var tale om, at vi angreb et andet land.

 

Men det er uhyggelige ting, der her er tale om, og vi vidste, at enten skete der ikke noget (hvad afskrækkelsesstrategien eller terrorbalancen skulle sørge for), eller også ville vi nok dø alle sammen - sammen med masser af civile. Den helt store uhygge kom jeg til at opleve på en helt særlig måde, kan man sige. Det var under en orlov hjemme på Bursø Alderdomshjem. Fætter Johannes og hans kone Else var inviteret på besøg, og vi fik dejlig mad med øl og snaps. Det forfærdelige var bare, at jeg var så syg af influenza med meget høj feber, at jeg lod et halvtømt snapseglas stå og gik op og i seng. Første og eneste gang, jeg har gjort sådan! Jeg var altså blevet ”syg i hjemmet”, og mandag morgen måtte min mor ringe til kompagniet og melde mig syg. Det var jeg ked af, for vi skulle netop på skydebanen for første gang. Det sagde min mor til næstkommanderende, som hun talte med. ”Han skal nok komme til at skyde!”, sagde han på sin karakteristiske måde. Og min mor og jeg snakkede lidt om, hvad han mon mente med det. For det var lige under Cuba-krisen! Og jeg var ikke mere syg, end at jeg om natten den 22. oktober lukkede op for radioen og hørte præsident Kennedys store tale. Heldigvis skete der ikke noget, ja, situationen efter Cuba-krisen var bedre, end den havde været før. Så livet gik videre. Men det kunne være gået gruelig galt.

 

Når man er soldat, kan man ikke bare sådan ligge syg hjemme hos sin mor, så jeg tror, jeg allerede om mandagen den 22. oktober, eller i hvert fald om tirsdagen den 23. oktober blev hentet af en ambulance og kørt til Vordingborg Kasernes infirmeri, hvor jeg tilbragte nogle dage, inden jeg vendte tilbage til tjenesten i Sofielundlejren. Det var i øvrigt en helt særlig oplevelse på det folkelige plan. For der var på stuen en herlig gut, der også havde fået influenza. Hvad der ikke var noget at sige til, for han var, så vidt jeg husker, ”recce-mand”, dvs. en af dem fra infanteribataljonens rekognosceringsdeling, der kører rundt i maskingeværbevæbnede åbne jeeps og ser, hvad der er foran, bagved og omkring bataljonen. Og det er koldt!

 

Jeg kunne også skrive meget om min kammerater i rekrutkompagniet - og i det hele taget i Sofielundlejren. Det var jo kun disse to måneder, vi sprogløjtnantelever var sammen med almindelige soldater på denne måde, og jeg ville meget nødig have undværet denne oplevelse. Der var alle mulige slags mennesker, lige fra en ret gammel magister i folkemindevidenskab til en ganske ung rigtig københavnsk gadedreng, som var i vores trop. Der var også folk fra alle egne af landet, selv om der jo også var et Jydske Trainregiment. Vi havde blandt andet en rigtig jyde i vores trop. Og han var vist den første, der rigtig brugte det skældsord mod mig, der skulle blive hængene ved mig som et øge- eller kælenavn. Måske har jeg udtalt mig begejstret om morgenløbet eller sagt noget andet upassende. På et tidspunkt sagde han i hvert fald på sit fineste jysk: ”Tag nu og hold din kæft, din store plut-bonde!”. Plut-bonde var den almindelige betegnelse for os nede fra Lolland-Falster. For vi sagde jo ”plutte” om det, de andre kaldte ”pløre” eller ”pladder”. Og vi var jo i samme forbindelse dernedefra, hvor ”roerne gror”, hvad der jo også får landskabet til at se ”pluttet” ud.

 

Jeg har gjort mig ret store overvejelser over, hvor meget jeg med navns nævnelse vil fortælle om mine soldaterkammerater, og især mine sprogløjtnantkammerater. Men jeg kan ikke lade være, her at fortælle, at den kendte (tivoli-)fyrværker Lars Barfoed lå lige ved siden af mig. En meget tiltalende og spændende ung mand, som jeg snakkede en del med. Han fortalte om sit fyrværker-slægtsfirma. Og så demonstrerede han sine grønlandsk-kundskaber. Det har altid været en stor glæde for mig at se ham i fjernsynet. Jeg mener også, forfatteren Jannick Storm var i vort kompagni, men ham snakkede jeg mest med, da vi senere mødtes på universitetet. Han havde senest boet i Stokkemarke og var ligesom jeg student fra Maribo Gymnasium (men allerede i 1959). I forbindelse med folketingsvalget i 2007 mødte jeg en gammel rekrutkammerat, da jeg var i færd med at hænge en valgplakat op i en lygtepæl uden for hans gård. Vor folketingskandidat - som er nordsjællandsk bankmand - var også med, og han blev imponeret, da min gamle kammerat pludselig slog mig på skulderen og mindede om, at vi var gamle rekrutkammerater.

 

Men både vi fra Holbæk og alle andre soldater fulgtes jo ad i togene til og fra orlov, og det var også en del af værnepligtstidens fællesskab. Der blev snakket meget - og ikke mindst udvekslet mange soldaterhistorier.

 

Jeg indrømmer, at jeg i visse henseender husker tidsforholdene i disse to måneder på en anden måde, end jeg nu kan se, det har forholdt sig - og jeg beder på forhånd om undskyldning for eventuelle unøjagtigheder i disse erindringer, ja, evt. om tilsendelse af rettelser. Men jeg prøver at kontrollere tingene, ikke mindst på Internettet. Jeg har fx ment, Cuba-krisen og min influenza lå tidligere i oktober måned 1962. Men jeg var altså nogle dage på infirmeriet i Vordingborg den sidste hele uge af oktober og derefter nogle få dage i Sofielundlejren, indtil vi omkring 1. november - eller måske nok selve den 1. november - blev overført til Ryvangens Kaserne i København, en del af Svanemøllens Kaserne, Sjællandske Trainregiments kaserne. I Ryvangen, ved Ole Nielsensvej, lå Teknikerliniens Befalingsmandsskole, forkortet TLBS. Den skulle blive vort hjem de næste 16 måneder.

 

 

1962-1964. TLBS - en slags klosterliv

 

Jeg tror, det var selve den 1. november 1962, vi kom til TLBS, Teknikerliniens Befalingsmandsskole, i Ryvangens Kaserne, som var en del af Svanemøllens Kaserne, Sjællandske Trainregiments kaserne. Det er i flere henseender en dag, jeg husker! Det var nemlig regimentets 11-års fødselsdag, og vi var med til den store fødselsdagsparade oppe på selve Svanemøllens Kaserne. Her holdt blandt andet chefen for hæren generalløjtnant V. Jacobsen en tale. Vi kendte godt hans navn. Det havde vi lært i tjenestekundskab i rekrutkompagniet. Senere skulle jeg møde ham i en helt anden sammenhæng. Men jeg siger ikke mere. Det skal være en overraskelse.

 

Bagefter fik vi i dagens anledning en øl til maden i vor nye kostforplejning. Og en 10-styks pakke cigaretter. (Det samme gjaldt på Kongens fødselsdag). Og så skulle vi vel ellers have fri. Men det gjaldt ikke os nye sprogelever på TLBS! Vi skulle indrette os på vore nye stuer - med perfekt skabsorden og det hele. Og vi blev i det hele taget holdt beskæftiget hele dagen. Under kommando af vor klasseløjtnant løjtnant Johansen, som var meget dygtig - og meget skrap. Jeg nåede lige at ringe til Søster Høne og svoger Helge i Lyngby, som jeg ellers skulle have besøgt, og sige, at jeg alligevel ikke kunne komme. Jeg må have lydt meget ked af det under den telefonsamtale, for en vildtfremmed sergent, som stod og ventede på at komme til telefonen, gav sig ligefrem til at trøste mig! Det skulle nok gå alt sammen, sagde han. - Høne og Helges hjem på Gyrithe Lemchesvej i Lyngby blev et dejligt tilholdssted for mig i disse 16 måneder og senere i begyndelsen af min studietid, hvor jeg simpelt hen boede hos dem, hvad jeg også gjorde i tiden mellem sergentskolen og løjtnantskolen, hvor vi ikke behøvede at bo på kasernen. De var meget gode ved mig. Helge havde selv været soldat. Deres datter Anette, min næsten jævnaldrende niece, var i virkeligheden som en lidt yngre kusine for mig. Hun havde en tysk penneven, der hed Eberhard. De blev siden gift og har i dag børn og børnebørn.

 

Vor start på TLBS var rekrutchok nummer to, på sin vis værre end det første. Vi havde nok regnet med, at vi skulle leve en ret privilegeret tilværelse, men både i vor tid som ”menige sprogelever” i november og december måned 1962 og i vor tid som sergentelever i første halvår af 1963 blev vi kørt ret hårdt. Jeg ved ikke, hvordan det var på andre befalingsmandsskoler, og jeg ved heller ikke, hvad der har ligget bag. Måske var det simpelt hen bare en del af uddannelsen og træningen, måske var det (også) netop fordi vi var sådan et særligt hold, så at meningen altså var, at vi ikke skulle komme til at gå og bilde os for meget ind. Men oven i selve den ret hårde behandling, vi fik, kom så de særlige krav, uddannelsen stillede til os. Og de var det virkelig hårde. Det blev gjort klart for os, at hvis vi, som det hedder, ville med, så måtte vi hænge ved. Og andet behøvede man ikke at true os med! Selv om der efterhånden var nogle, der forlod foretagendet frivilligt, fordi de syntes, prisen var for høj.

 

Teknikerliniens Befalingsmandsskole var, som navnet siger, først og fremmest en skole for ”teknikere”, hvilket ville sige færdiguddannede teknikumingeniører og civilingeniører, der vist overvejende skulle have med de elektroniske ting at gøre, som allerede dengang fandtes i hæren. Og sådan et sted var det jo meget passende at anbringe sådan nogle som os. Men vi holdt os meget for os selv. For selv om i hvert fald de fleste af os var langt yngre end ingeniørerne, følte vi os en hel del hævet over dem. Ja, undskyld, men sådan var det. Men vi snakkede da med dem og havde i virkeligheden et udmærket forhold til dem.

 

Fra begyndelsen af vidste vi ikke ret meget om, hvad det egentlig var vi skulle uddannes til, andet end at hovedfaget var russisk, og at der også var militære fag. Men vi vidste, at vi alle hørte til de bedste i studenterårgangen, og det gav jo allerede en vis selvfølelse. Og nogle havde på forhånd hørt lidt om, hvad det gik ud på, ligesom vi jo også efterhånden fik noget at vide på skolen. Det var kort sagt en virkelig eliteuddannelse, vi var begyndt på.

 

Og vore studentereksaminer var altså fine. Man kunne derfor have forventet, at der havde været ligesom lidt ”intellektuelt” miljø midt i alt det militære. Men det blev ikke tilfældet. Hvordan det kan have været på andre hold, ved jeg ikke, men hos os var det en uskreven, men ganske fast håndhævet regel, at der ikke skulle være nogen ”kulturfims” eller nogen konkurrence om, hvem der var mest ”intellektuel” og ”kulturel”. Det var mest, når vi i forskellige sammenhænge var på tomandshånd, vi førte mere dybsindige samtaler. Ellers kørte vi bare løs med vor uddannelse, som jo også lagde beslag på stort set alle vore kræfter. Vi var simpelt hen soldaterkammerater - om end i en ret speciel sammenhæng.

 

Jeg husker, at en af mine kammerater engang havde været til et tysk kulturarrangement og absolut måtte dele sin store oplevelse med os, da han kom hjem. Det kom han ikke langt med. Der blev straks gjort ”plut” af det. Og faktisk hele resten af vor tid blev der lavet hånlige kombinationer af navne som Heinrich Böll og Thomas Mann osv. Det kunne være på den simple måde, at der blev sagt Heinrich Mann og Thomas Böll. Eller det kunne være mere avancerede forvanskninger af titler og citater m.m.

 

Jeg siger her, at der blev gjort ”plut” af det. Og det var jo et udtryk og et begreb, der havde med mig og min lollandske baggrund at gøre. Jeg indrømmer, at jeg er en både åben og åbenmundet - og nok også lidt naiv - natur, og at jeg gerne vil fortælle og ytre mig om ting, jeg har oplevet, eller ting, der optager mig. Som en mand ved en langt senere lejlighed (i Døllefjelde) sagde til Anna: ”Sig mig, er din mand ikke meget talende?”. Så jeg skulle jo også pilles ned. Og det blev jeg blandt andet på den måde, at al min lollandske åbenmundede snak (også med tydeligt lollandsk dialektpræg) blev karakteriseret som ”plut” (jfr. hvad jeg ovf. har fortalt om skældsordet ”plut-bonde”, som altså var et almindeligt skældsord i hæren mod os lollikker).

 

Og inden længe kom øge- eller kælenavnet ”Christen Plut” til at hænge ved mig. Men det var ikke så ondskabsfuldt, som det måske lyder. Ordet ”plut” i betydningen ”snak” blev en fast glose i den særlige jargon, der udviklede sig hos os, og udsagnsordet ”at plutte” blev dannet til det. Da vi lærte ordet ”luftoverlegenhed” at kende, dannede vi dertil ordet ”plutoverlegenhed”. Meningen var, at ligesom det i begyndelsen af en krig gælder om at vinde, om ikke luft-herredømmet (ved en mere eller mindre total nedkæmpelse af fjendens flyvevåben), så dog luft-overlegenhed, således gjaldt det i en diskussion om at vinde plut-overlegenhed. Jeg bruger selv disse udtryk den dag i dag, og min kone og mine børn har mere eller mindre overtaget dem. Jeg havde til dels en lidelsesfælle, nemlig holdets eneste fynbo. Der er jo visse træk, fynboerne og vi lollikker har fælles, blandt andet at vi ikke vogter så meget over vor egen værdighed og ikke er så bange for at fortælle. Og da han kom for sent hjem fra juleorloven, fordi hans færge havde siddet fast i isen ude i Storebælt, fik han sit kæle- og øgenavn: ”Søren Bælt”.

 

Men vi havde det udmærket sammen. Den uskrevne regel om, at ingen skulle prøve at gøre sig fin, virkede godt. Men der var altså også i det hele taget grænser for, hvilken form for adfærd der blev tolereret.

 

Jeg har tænkt meget over, i hvilket omfang jeg i øvrigt skulle fortælle om mine kammerater, om overhovedet. Det er ikke sikkert, de vil bryde sig om det. Men jeg kan ikke lade være at fortælle, at den - på alle områder - dygtigste på vort hold var den senere universitetslektor, dr. phil. og senere igen rigsarkivar Johan Peter Noack. Og hans far var professor i Ny Testamente Bent Noack. Igen kom jeg tæt på et præstebarn, kan man sige, selv om det altså i dette tilfælde var et barn af en universitetsteolog. Og det var endnu en fin ”reklame” for kirken og teologien. At jeg senere skulle få med hans far at gøre på teologiens område, kunne ingen af os drømme om. Jeg kan vist også godt tillade mig at nævne senere ambassadør Jørgen Reimers, som på det tidspunkt allerede var cand. jur. med tilknytning til Udenrigsministeriet. Og der var Ole Arndal, som også var ældre end os andre, ja, vist (mere eller mindre?) havde en magistergrad i litteratur, og som allerede var tilknyttet Berlingske Tidende. Han blev vist senere bla. Berlingske Tidendes korrespondent i Moskva. Peter Alberg Jensen fandt jeg allerede for nogle år siden på Internettet; han var da professor i slaviske sprog ved Stockholms Universitet.

 

Men det er sådan set også underordnet, hvad vi senere blev til. For selv om vor selvbevidsthed altså var stor, gik vor horisont stort set ikke længere end højst til slutningen af februar 1964, hvor vi ville blive udnævnt til løjtnanter af reserven - hvis vi vel at mærke nåede så langt. Det var vi ni ud af femten der gjorde. Men foreløbig gjaldt det om at få lov til at fortsætte på sergentskolen efter jul!

 

Jeg ved heller ikke, hvor meget jeg skal fortælle om vor uddannelse. Det er sådan set ikke de store militære hemmelighed, jeg kan røbe; Den Kolde Krig er jo for længst forbi. Men vi har jo for ikke så længe siden set, at denne særlige tjeneste er et følsomt område. Jeg kan dog sige, at det var en god uddannelse. Og det gælder selvfølgelig først og fremmest selve hovedfaget russisk. Allerede efter et års forløb fik vi en sproglig eksamen, der var på niveau med universets bifagseksamen, og jeg kan den dag i dag opleve, at når jeg fortæller selv de mest venstreorienterede folk, jeg kan møde i en eller anden russisk sammenhæng, så er der respekt, når jeg fortæller, at jeg er gammel sprogofficer.

 

Og jeg vil allerede her understrege, at uanset at det var ”den potentielle fjendes” sprog, vi lærte, og uanset hvor ikke bare rædselsfuld, men også latterlig sovjetkommunismen fremstod, elskede vi dette smukke sprog. Jeg gjorde i hvert fald og har gjort det siden. Jeg elsker det også nu, hvor det stadig ikke går så godt i og med stakkels Rusland. Det rykker simpelt hen i mig, hver gang jeg fx hører russisk i fjernsynet. Sprog kan opleves på en måde, der svarer til, hvordan man oplever musik, og oplevet på den måde er russisk for mig det næstsmukkeste sprog, jeg kender - efter svensk! Vi læste også efterhånden en del litterære tekster. Af forfattere, der straks melder sig i min erindring, kan jeg nævne Gogol, Lermontov og Tjekhov.

 

Men det var altså hårdt. Man kan ikke sige, at russisk i sig selv er et svært sprog. Der er da en hel del bøjningsskemaer at få lært, men når man kan det nogenlunde, er det værste af det hele at huske eller finde ud af, hvor trykket skal ligge, ikke bare i selve nominativ-formen, nej, trykket skifter også under såvel substantivers som verbers bøjning! Et rent mareridt! Men når man skal til at lære russisk, som ganske vist er et indoeuropæisk sprog, må man - bortset selvfølgelig fra de mere eller mindre direkte fremmedord - banke hvert eneste ord ind i hovedet som ren indterpning. Og det varede ikke længe, før vi måtte banke over hundrede gloser ind hver dag. Nogle gange skrev vi de sidste, vi manglede, op på et stykke papir, som vi tog med i seng og gav en sidste omgang, inden vi skulle sove. Den slags kaldte vi i vor jargon at ”gejle gloser”. - Jeg har i forbindelse med omtalen af de to amerikanske militærmusikeres besøg hos os i Bursø allerede brugt ordet ”gejle”, som altså i snævrere forstand betyder at gnide sko- og støvlesnuder til højglans, men som i videre forstand i det hele taget betyder at pudse. Her brugte vi det altså i overført betydning, idet pointen var, at denne ”glosepudsning” var det hårde for os, medens det hårde, ikke mindst i Livgarden, var den bogstavelige ”gejling” af støvlesnuderne. Efterhånden kunne ordet ”gejle” bruges om alle former for terp. Et andet ord for noget af det samme var at ”lidre”, jfr. ordet ”krigsliderlig”, som var almindeligt i hæren for selve det at ”gå for meget op i det”. At ”lidre med sine ting” betød i vor jargon at arbejde perfektionistisk eller at ”morakke”. I denne forbindelse kom Heinrich Heines ”Buch der Lieder” selvfølgelig også til at spille en rolle i vor ovenfor omtalte antikulturelle ”plut”. ”Gymnasialt”, ja vist, men vi var jo også først lige blevet studenter.

 

Men også undervisningen i de andre fag var god. Vi fik i de to første måneder videreudbygget vor enkeltmandsuddannelse med skydning (gevær, maskinpistol og pistol), skyttehul-gravning, muddertur og det hele, og i sergentskoletiden modtog vi gruppeføreruddannelse. Min opgave til sergenteksamen var fx ”infanterigruppen som forpatrulje”, vel at mærke i praksis, oppe i et nordsjællandsk øvelsesterræn, hvor vi også havde fået vor praktiske uddannelse i gruppetjeneste. Under det afsluttende løjtnantskoleforløb modtog vi undervisning i både sø- og luftkrigslære samt, navnlig, i land-taktik på divisions- og brigadeniveau, med afsluttende skriftlig eksamen. Og vi fik fysisk træning, uddannelse i nærkamp osv. På løjtnantskolen også eksercits med geværer, hvor vi skiftedes til at lære at kommandere. Det var vi ret gode til! Og vor rent sproglige russisk-uddannelse blev suppleret med sovjetkundskab og andre ting. At vi også fik en omfattende undervisning i faget efterretningstjeneste, siger sig selv. Og der var undervisningen og træningen i afhøringstjeneste. Det var et hårdt forløb, men vi fik også virkelig noget til gengæld. - Jeg kan måske sætte den sammenligning ind her, jeg har tænkt på flere gange, mens jeg har arbejdet med dette kapitel, nemlig, at det er, som det er blevet sagt om boksning: Kampen er væmmelig, men træningen er god!

 

Vor skole indgik også i det almindelige beredskab på Svanemøllens Kaserne. Et par gange stillede vi med kasernevagten, ved Ole Nielsensvej eller ved hovedvagten oppe på selve kasernen - under kommando af en af de sergenter, der var ingeniørløjtnantselever på skolen. Det sidste kun en enkelt gang, men det var til gengæld i 20 graders frost, så det havde vi frygtet en del. Men vi tog alt det undertøj på, vi havde, og vi kunne anlægge de særlige røde vagtkapper, så det gik udmærket. Man kunne jo også udvikle en del varme ved at gå frem og tilbage. Det værste for mig var, at mine store stritører rørte ved hjelmen, som jo også havde en temperatur på minus 20 grader! Men det gik. Jeg kunne godt lide at stå på vagt. Så kunne jeg for en sjælden gangs skyld ”filosofere”. Jeg tænkte blandt andet på, hvor mange andre der havde stået her før mig, og dermed på hele kontinuiteten i hæren. Men især ved Ole Nielsensvej kunne man også se på vinduerne i de nærliggende boligblokke, hvor lyset tændtes og slukkedes i vinduerne, hvad der gav anledning til mange tanker om, hvad for et liv der mon blev levet dér. Det hørte også med til kasernevagtjenesten, at vi to og to, bevæbnet med maskinpistoler, gik rundt i området for at set, om alt var, som det skulle være.

 

Engang var der ”kupalarmering” (øvelse) på kasernen. Da lå jeg og et par af mine kammerater lidt bag kaserneporten ved Ole Nielsensvej og forstærkede og sikrede et tungt 12,7 mm maskingevær, der lå, så det kunne skyde ud ad vejen. Det var lidt uhyggeligt. For hvad kunne det være for en slags kup, vi skulle være forberedt på? Vi havde også på gangen i vor barak nogle metalskabe, der altid stod med skarp kup-ammunition. Ja, man skal være forberedt på alt, og det ville selvfølgelig være direkte pinligt, hvis nogle få bevæbnede mænd kunne komme og overtage en hel kaserne uden videre.

 

En gang eller to var der også stor almindelig alarmering. Så rykkede hele kasernen, deriblandt vores skole, ud og gik i overlevelses- eller beredskabsområde nogle steder oppe i Nordsjælland. I småt som i stort er spredning alfa og omega, og det sidste sted, man skal være i en truende situation, er på kasernen!

 

Vi oplevede også nogle gange, at vort eget hold blev vækket midt om natten og sendt på natøvelse. Den værste var en, der foregik oppe på Nordsjællands kyst, ja, på et tidspunkt et stykke ude i Kattegat. For vi fik at vide, at stranden og høfderne var minerede, og blev kommanderet uden om. Men det var ikke så slemt endda. Nogle få timers strabadser er ikke noget. Det rigtig slemme er det, de rigtige infanterister kommer ud for - med flere døgn på den bare jord i regn og kulde og blæst og uden megen søvn. Og vi havde det rigtig godt, når vi sad i lastbilen på vej ud til den slags øvelser. For soldaterkammeratskabet gælder det: Jo værre, jo bedre! Engang fordrev vi tiden med at danne et helt lille ensemble, hvor vi dels sang, dels lavede rytme ved at gøre forskellige ting med vore våben.

 

I selve vor undervisning havde vi altså faget ”sovjetkundskab” med tilhørende indføring i marxismen-leninismen. Og det var noget, der virkede som en kraftig vaccination, én gang for alle. Heller ikke det snakkede vi meget om, men vi kunne jo ikke andet end trække overbærende på både smilebåndet og skulderen.

 

Mange læsere tror måske, at der til en uddannelse som vores også hørte ”indoktrinering” af nationalistisk og anden ideologisk karakter. Men det var ikke tilfældet. Dels er den slags ikke noget, der dyrkes i Danmark, dels ville de, der måtte have forsøgt sig med den slags, ikke være nået langt. De ville rent ud sagt være blevet til grin. (Når højere officerer ved særlige lejligheder fik sagt bare et enkelt gammeldags-højtideligt ord for meget, blev der gjort meget grin med det bagefter). Det var som sagt ikke mange eller længere dybsindige samtaler, vi førte, men det lå i luften, at vi var moderne unge mennesker på vej mod højere uddannelser, og så var ”Gud, konge og fædreland ikke noget for os”, ej heller højstemt tale om ”Den frie verden” og lignende.

 

Selv tænkte jeg vist aldrig på, at det var Danmark som ”fædrelandet”, vi skulle forsvare, og vi var jo også kun en del af det samlede NATO-forsvar. Det var for mig selve den helt elementære frihed, det drejede sig om, friheden fra kommunismen. Og helt overordnet var det jo friheden fra et forfærdeligt diktatur, men det var også friheden fra en stupid og beton-grå kultur. Efterhånden læste vi jo også sovjetiske aviser og tidsskrifter og hørte sovjetisk radio, og det har siden den tid været mig en gåde, at vitterligt højt begavede kulturpersonligheder har kunnet sværme for den slags - eller kunnet være bløde over for det. Men senere er jeg, ikke mindst som teolog, blevet klar over, hvilke mekanismer der er på spil. I disse år ser vi noget tilsvarende i forholdet til islam. Og det er endnu mere ubegribeligt! - Jeg tillader mig at henvise til mit præstekonventsforedrag Poesi og utopi. Digteres forhold til utopi og ideologi. Fra Immanuel Kant til Jens-Martin Eriksen. Det står på min hjemmeside www.bentchristensen.dk, undersiden ”Poetik”.

 

Man skal i denne forbindelse huske på, at i hvert fald min livsanskuelse i virkeligheden var ”ateistisk-nihilistisk”. Og at jeg ikke er blevet i den, skyldes nok i høj grad, at jeg er en konsekvent natur, der ikke ”snyder”. Grundlæggende troede jeg altså ikke på ”værdier” af nogen slags. I hvert fald ikke i teorien. For en af de ting, man lærer som ”nihilist” er jo, at hvad end Tilværelsen og livet er, så er der alligevel forskel på tingene. Og det fremgår jo af disse sider af denne tekst, at der alligevel var en hel del ting, der virkelig betød noget for mig. Men det var netop på det helt elementære plan. Og hvad jeg end troede eller ikke troede på, så ville jeg i hvert fald ikke have et kommunistisk parti til at bestemme over mig. Desuden er man jo kulturelt ”programmeret” med en hel masse ting, som nogle teorier ikke sådan lige kan sætte ud af kraft. Der har med garanti også været mere ”Gud, konge og fædreland” inde i vore hjerter end som så, men det var ikke noget, man skulle vise eller nævne!

 

Nej, vi blev ikke udsat for indoktrinering. Hvis man overhovedet skal tale om et idégrundlag for vor tjeneste - ud over selve det med friheden - så var det noget, der bare lå i luften, og som jeg vil karakterisere som en blanding af ”halvtredsersocialdemokrati” og ”traditionen i hæren”. Men i sidstnævnte var der så også ting, der gjorde indtryk. Man skal her huske på, at vi jo kun var ca. 18 år fra Anden Verdenskrig og Besættelsen, hvor det danske forsvar som sådant ikke havde spillet nogen rolle og til sidst blev opløst. På en måde var det hele altså lige begyndt forfra. Igen er det svært for mig at sætte ord på, men jeg kan huske, at det allerede i rekruttiden gjorde indtryk på mig, at der åbenbart alligevel var en hel del af det, vi blev indøvet i, der havde en lang tradition bag sig, altså sådan noget som kommandosproget og eksercits og parader. Man kunne mærke, at der var et liv i hæren, som havde overlevet de flove og nærmest tilintetgørende begivenheder fra 1940 til 1945. - For hvis vi igen skal snakke etik, så var samarbejdspolitikken i forhold til Nazityskland jo langtfra noget at prale af! Hvor mange lidelser og menneskeliv har vor trofaste forsyning af Tyskland med fødevarer og industriprodukter ikke kostet? For slet ikke at tale om, hvis vort samarbejde med Tyskland havde været den lille ting, der havde tippet vægten, så at i hvert fald hele Europa var blevet nazistisk i meget lang tid.

 

Noget andet, der gjorde indtryk på mig, var den organisation, der var tale om i hæren som kampstyrke. Vel havde jeg læst mange krigsbøger og set mange krigsfilm. Men den slags handler jo ofte om kamppatruljer eller andre mindre grupper af soldater. Det er sjældent, man får noget virkeligt indblik i organisation og taktik. Så inden jeg blev soldat havde jeg i virkeligheden en meget tåget billede af, hvad krig i større skala var, noget med, at man løb frem mod hinanden i store flokke og skød og huggede og stak - mens nogle officerer gik rundt og råbte nogle opmuntrende ord. Men nu lærte vi det hele på en både grundig og omfattende måde, dels på enkeltmands- og gruppeniveau, dels på brigade- og divisions- eller korpsniveau. Forholdene på kompagni- og bataljonsniveau beskæftigede vi os ikke så meget med; dem lærte jeg først rigtig at kende efter min egentlige værnepligtstid.

 

For ikke militærkyndige læsere kan det måske være nyttigt med en oversigt over den militære organisation fra og med den lette infanterigruppe, til og med (panser)infanteribrigaden. Jeg prøver nu at skrive det, som det var dengang, men jeg kan ikke huske alt, især ikke alle tal, og jeg har ikke umiddelbart kunne finde noget mere præcist om lige dette på Internettet, men de oplysninger, jeg giver, er gode nok til formålet her.

 

Den lette infanterigruppe bestod af 8 mand inkl. gruppefører (sergent eller menig gruppefører). - Den lette infanterideling bestod af sådanne tre grupper plus den såkaldte delingstrop med delingsfører (løjtnant), fodordonnans/radiomand og raketstyrshold samt vist 60 mm mortér, i alt ca. 30 mand. - Det lette kompagni bestod af sådanne tre delinger plus en kommandodeling med styrings- og servicefunktioner, kompagnichefen typisk kaptajn, i alt ca. 120 mand. - Infanteribataljonen bestod dengang af tre sådanne lette kompagnier, et tungt kompagni (tunge maskingeværer samt 120 mm og 81 mm mortérer) samt stab og stabskompagni, bataljonschefen oberstløjtnant, i alt 500-600 mand. - Brigaden bestod af sådanne tre bataljoner samt en panserbataljon (kampvogne), en artilleriafdeling (vist 3 batterier med hver 8 haubitser), stab og stabskompagni samt signal-, støtte- og forsyningsenheder, brigadechefen oberst, vist i alt ca. 5000 mand. - Jeg gentager, at jeg ikke garanterer for tallenes og detaljernes nøjagtighed.

 

Det fascinerende var, hvor gennemorganiseret det hele var. Allerede den mindste enhed, den lette gruppe, var mere end bare disse otte mand. Den lette gruppe var bygget op omkring hovedvåbnet, det lette maskingevær, som betjentes af en skytte og en hjælper, men som også havde de geværbevæbnede ”forsyner 1” og ”forsyner 2” tilknyttet, nemlig som bærere af ammunition til maskingeværet. De to forsynere gik altid henholdsvis lige foran og lige bag maskingeværholdet, når gruppen gik i kolonne. (Endnu i begyndelsen af vor tid var det det gamle Madsen-maskingevær med det karakteristiske krumme magasin, som jeg også selv har prøvet at løbe rundt med, men det nye tyske bæltefødede maskingevær var ved at blive indført, og jeg husker, hvordan en af civilingeniørløjtnantseleverne meget ivrigt studerede og demonstrerede dette genialt konstruerede våben på en seng inde på en af deres stuer). Og så var der ”gevær 1”, som altid gik lige efter gruppeføreren, og ”gevær 2” (med panserværnsgeværgranat), som altid gik til sidst (så han kunne komme ud til siden og komme til at skyde mod en kampvogn). Tilbage var gruppeføreren (maskinpistol), som selvfølgelig altid gik forrest, og næstkommanderende (maskinpistol?), som vist altid gik lige foran ”gevær 2”. Når gruppen rykkede almindeligt frem, gik den i enkeltkolonne. Men den kunne også rykke frem i ”spredt orden”, fx ”spredt orden ti skridt”, dvs. med ti skridt mellem hver mand; spredning mindsker tabene. Så var maskingeværet med skytte og hjælper i midten, lidt bagude, og gruppeføreren og næstkommanderende med hver to geværskytter i et par ”trekanter” til høre og til venstre. - På tilsvarende måde var det med de tre grupper i delingen og de tre kompagnier i bataljonen. Og igen på tilsvarende måde, hvis man gravede sig ned i forsvarsstillinger.

 

Jeg fortæller dette så udførligt, fordi det viser, hvordan - som en af vore lærere sagde - der her er tale om en organisation, man er nået frem til gennem de erfaringer, man har gjort gennem krigshistorien. Og selvfølgelig er det uhyggeligt, meget uhyggeligt. Men det er også fascinerende, fordi der jo er tale om noget, der forholder sig til virkeligheden under de mest ekstreme forhold.

 

Og én ting er selve denne helt ned i de mindste dele differentierede organisation, en anden ting er, at der heller ikke rent kommandomæssigt er tale om, at man bare vælter frem i nogle store flokke. Fra øverst til nederst er der helt klare kommandoforhold. Brigadechefen give en befaling til bataljonschefen, som på grundlag af den giver en befaling til sine kompagnichefer, som på grundlag af den giver en befaling til sine delingsførere, som på grundlag af den giver en befaling til sine gruppeførere, som endelig giver en befaling til deres grupper. - Man skal her også være klar over, at vel er der denne strenge kommandostruktur, men det ligger også i det, at føreren på hvert enkelt niveau, helt ned til gruppeføreren, selv skal finde ud af, hvordan han vil udføre sin enheds opgave, og selv skal kunne udvise initiativ. Den rene kadaverdisciplin kommer man ikke langt med. Og her er vi danskere gode. Det ligger i hele vor kultur, at der er stor ansvarsfølelse og stort initiativ hele vejen igennem, også ned til den enkelte menige.

 

Og under selve den enkelte operation er der led for led én person, der har ansvaret. Man skal fx tænke på, hvilken betydning det har, at de syv andre i gruppen er under kommando af gruppeføreren. Og navnlig skal man tænke på, hvilken betydning det har, at det helt nede i delingen er en officer, der har kommandoen. Og når man tænker på, under hvilke forhold dette skal fungere, kan man godt forstå, at mindre ikke kan gøre det. Men flere ledere skal det altså heller ikke være; der skal rent ud sagt ikke være flere ”høvdinge” i forhold til ”indianerne” end højst nødvendigt. Og alt dette er altså - desværre - afprøvet i utallige krige. Det samme gælder forholdet mellem selve infanteridelingerne og støtte-våbnene, altså tunge maskingeværer, mortérer og artilleri. Og det gælder forholdet mellem infanteri og kampvogne, alt efter den enkelte opgave. Her kunne brigadechefen fx tage en kampvognseskadron ud af panserbataljonen og underlægge den en af infanteribataljonerne, hvor bataljonschefen så igen måske kunne give to af sine kompagnier hver en kampvognsdeling og holde den tredje kampvognsdeling i reserve. Alt er nøje afpasset, så der kommer den størst mulige kampkraft ud af det, også når man er begyndt at lide tab. - I dag er tingene organiseret på en noget anden måde, som jeg ikke er up to date med (jeg sluttede min aktive tjeneste i 1977!). Hovedprincippet er en større decentralisering, så at fx 81 mm mortérerne (i pansrede bæltekøretøjer) nu er ude i kompagnierne og infanteri (som oftest i pansrede mandskabsvogne) og kampvogne er blandet i forskellige forhold i henholdsvis panserinfanteri- og panserbataljonerne.

 

Noget, der også fascinerede i hvert fald mig, var, at disse militære enheder, fra gruppen og op til brigaden, ligesom havde deres eget liv, fungerede som en slags organismer, og altså netop også under de helt ekstreme kampforhold, hvor den enkelte må bekæmpe sin egen angst for død og lemlæstelse for at kunne gøre sin pligt som del af enheden, og hvor en enhed fx må fastholde en stilling med store tab, for at andre enheder kan rykke tilbage og indtage nye stillinger.

 

Selve den måde, denne organisation skulle virke på, var selvfølgelig hovedsagen, altså taktikken og alle de andre ting, der hører med. Og den var også fascinerende. - Ja, jeg ville af både æstetiske og mere alvorlige grunde gerne bruge et andet ord end ”fascinerende”, men lader det i hvert fald foreløbig blive stående, idet det ganske godt gengiver, hvad der, hverken mere eller mindre, var tale om. For jeg gentager: Når man først har truffet det valg, ikke alene at gå ind for et militært forsvar mod fx kommunismen, men også selv at blive en del af det, kan man ikke uafbrudt gå rundt og plage sig selv med fortsatte etiske overvejelser, så meget desto mere, som hele NATO-forsvaret udtrykkeligt havde til formål at bevare både friheden og freden gennem selve tilstedeværelsen af det militære forsvar. Og så gjaldt det jo også om at gå ind for dette, både politisk, mentalt og i selve sin tjeneste. Og givet alt dette så jeg altså ikke noget problem i at lade mig fascinere af de ting, vi lærte. Jeg gentager også, at når jeg forestillede mig krig, så var det ikke som noget, jeg eller mine havde sat i gang, men en skæbne, der var kommet til at overgå os, en virkelighed, hvis ofre vi var, men hvori det gjaldt om at gøre sin pligt. Osv. Og gennem hele historien havde krigen været en del af virkeligheden, hvori mange ting blev afprøvet under de mest ekstreme omstændigheder, kort sagt en af eksistensens yderkanter. - Det var altså set på denne måde ”fascinerende” at lære om, hvordan hele det militære maskineri virkede, lige fra forsyningstjenesten og frem til taktikken ude i de forreste linjer under de forskellige kampmåder og kampformer, fx sådan noget kompliceret noget som en brigades udvigende kamp til at begynde med og derefter forsvarskamp - med især infanteribataljonernes og panserbataljonens forskellige roller deri, og med hele det både tekniske og begrebsmæssige apparat, der hørte til, herunder det stabsarbejde, som vi selv skulle være små deltagere i.

 

Men for os var alt dette dels for at vi skulle kunne begå os i systemet, forsvare os selv og fx kunne deltage i nærforsvaret af en kommandostation og måske selv kunne føre lidt kommando i en helt ekstrem situation (vi skulle jo ende med løjtnantsstjerne på), dels for at vi skulle vide, hvad det hele handlede om, når vi skulle bruge vore russiskkundskaber i praksis, det være sig ved oversættelse af dokumenter i fredstid eller i forbindelse med mere ”skarpe” ting.

 

Vi fik naturligvis også et indgående kendskab til Sovjetunionens militære organisation og udrustning. Så at jeg mange år senere kunne gå på gaden helt ovre i Almaty, tidligere Alma-Ata, Kazakhstans hovedstad, og nøje gennemgå hele den sovjetiske motoriserede infanteridivision for en lokal russer, der tog sig af os og gerne ville prale lidt med sin militærtjeneste, men altså bare ikke kunne disse ting så godt, som jeg kunne dem!

 

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle skrive om faget afhøringstjeneste. Det er jo stadig et varmt emne. Og jeg vil nøjes med at sige, at alt, hvad jeg har hørt om eller været med til, har overholdt alle regler, men at hele krigsfangesituationen jo er en ussel situation, og at man heller ikke behøver at have megen fantasi for at forestille sig, hvad man kan blive fristet til i en krigssituation, hvor man fx står over for en fange, der ved, hvor den atom-raket står, der snart skal affyres mod os (jfr. vore egne ovf. omtalte Honest John’er). Skal jeg blive ved at gentage, at krig er væmmelig?! Jeg kan også sige, at dette var et af de - altså få - alvorlige emner, mine kammerater og jeg drøftede indgående. - I øvrigt er selve det rent sproglige i denne forbindelse svært, ikke mindst hvad det (i videste forstand) militærfaglige angår. Det var blandt andet derfor, vi fik en så grundig og omfattende militær uddannelse. Til løjtnantseksamen afhørte jeg ”en nedskudt sovjetisk pilot”, der skulle have bombet flådehavnen i Korsør.

 

Jeg har i overskriften til dette afsnit brugt betegnelsen en slags klosterliv om min tid som sprogløjtnantselev på TLBS. Og dermed mener jeg selvfølgelig, at der stort set ikke var hverken tid eller kræfter til andet end at prøve at følge med i uddannelsen. Bortset fra weekenderne, hvor vi som regel havde orlov, var vi ikke meget uden for kasernen. Og i den såkaldte sergent-tid (tiden mellem udnævnelsen til sergent og optagelsen på løjtnantskolen), hvor jeg sov hos Høne og Helge, gik aftentimerne også med studium. Nogle få gange gik vort hold i byen sammen, fx til en russisk film eller en enkelt gang i Tivoli. Men ellers var det knokle og knokle og knokle. Det var faktisk kun under transport, jeg ”filosoferede”, altså i busser, på banegårdsperroner og - allerbedst - i toget på vej til og fra Lolland. Bursø Alderdomshjem var jo stadig mit hjem. Men denne ”filosoferen” eller ”følen” lå helt på linjen fra 1961 til i dag.

 

I de få stunder, hvor jeg tænkte over min fremtid efter militærtjenesten, var jeg meget usikker. Allerhelst ville jeg være en eller anden form for forfatter. Og måske kunne jeg få nogle oplevelser og samle noget inspiration, når jeg som løjtnant skulle aftjene det sidste halve år af værnepligtstiden. Meget længere ude lå horisonten ikke. Men det lå jo i det hele, at de russiskkundskaber, jeg under så store ofre havde erhvervet mig, skulle bruges til noget. Hvor meget det til sidst skulle føre til for mig, kunne jeg overhovedet ikke vide. Men derom i kapitlerne 11 og 12.

 

Det var ikke meget, vi beskæftigede os med, hvad der i øvrigt skete i samfundet og i verden, men som alle andre oplevede vi mordet på præsident Kennedy som en chokerende begivenhed. Det var fredag den 22. november 1963, altså tre uger inde i vor løjtnantskole-tid. Jeg hører ikke til dem, der kan huske, hvor de befandt sig lige i det øjeblik, de fik at vide, at mordet havde fundet sted. Men jeg har et klart billede af en situation, hvor jeg stod i vor stue i nærheden af Jørgen Reimers’ og min etageseng henne ved vinduet, og hvor flere af de andre også var til stede og vi drøftede det, der var sket. Jeg kan huske, at vi også talte om Lee Harvey Oswald, men han var jo blevet anholdt mindre end halvanden time efter mordet, som havde fundet sted kl. 19.30 dansk tid, så det har nok været samme aften.

 

Til sidst kom løjtnantseksamen. Og vi fik taget mål til vore nye uniformer med epauletter og stjerner på. Da eksamensresultatet forelå skulle vi vælge tjenestested - i eksamensresultat-rækkefølge. Men da jeg havde det laveste resultat af os, der havde valgt at blive i hæren, var der ikke noget valg for mig. Det blev Bornholms Værn! Hvad jeg slet ikke var ked af. Det lød eksotisk og spændende. Hvad det også blev. At det også skulle føre til noget helt andet og mere, kunne jeg ikke vide. Men derom i kapitel 8.

 

Det var stort, da vi fik vore uniformer på og blev samlet i et klasseværelse, hvor skolechefen major Lind holdt en fin lille tale for os og ønskede os til lykke - og vist blandt andet formanede os til at forblive os selv, hvor stolte vi end var over at være blevet officerer. Det var også stort, da jeg gik ud gennem vagten ved Ole Nielsensvej og vagten præsenterede gevær for mig - som jeg så mange gange selv havde gjort, når en officer gik gennem vagten. Men jeg mener ikke, det var ”større” end tilbørligt. Jeg havde virkelig knoklet hårdt og gået meget igennem for at få det lille stykke femtakket gult metal på skulderstroppen af ”garnisonsfrakke model 47”!

 

Oppe hos Høne og Helge fejrede vi det lidt. Og så skulle jeg ellers med Bornholmerbåden, enten samme dag eller dagen efter. Det var omkring 1. marts, og det sneede, så svoger Helge, der havde en vognmandsforretning, skulle ud og salte på Hørsholmvejen, men min gode halvsøster fik mig sendt af sted, og det bevægede mig dybt, da hun sagde: ”Nu skulle Far bare have set dig!”. Når især hun havde taget sig så meget af mig og også senere gav mig husly og hjælp, var det jo utvivlsomt også, fordi vores far på en eller anden måde havde sagt til sine tre store børn, at når han var død, skulle de tage sig af deres lille halvbror. Og skovrider så det ikke ud til at jeg skulle blive, men løjtnant af reserven ligesom min far var jeg altså blevet, og det ville han helt sikkert have været meget stolt over. På vejen overhalede min taxa svoger Helges saltvogn, og jeg mener, jeg fik vinkekontakt med ham.

 

Jeg gik om bord på Bornholmerbåden. Og da jeg følte mig lidt som ”officer and gentleman”, gik jeg op i restaurationen og fik mig en whisky og en cigar, inden jeg gik til køjs. Ja, jeg fortæller det hele ærligt. For indeni var man jo stadig ikke andet end en stor dreng.

 

 

LINK til Forsvarsakademiets hjemmeside (om sprogofficersuddannelsens historie):

http://forsvaret.dk/FAK/institutter/Institut%20for%20Sprog/Historie/Pages/Historie.aspx

 

 

TILFØJELSE 01.12.15

 

I november måned 2015 var jeg for tredje gang blevet kontaktet af en historiker, der havde fundet nærværende Erindringer på Nettet og nu ville spørge mig om nogle ting. Under min søgning på Nettet i den forbindelse stødte jeg på en lille bog med titlen Teknikerliniens Befalingsmandsskole. Hærens Specialskole. 1954-1994 (udg. af Hærens Specialskole 1994). Der er en hel del vigtige og interessante oplysninger i denne bog. Og jeg vil nu simpelt hen referere og citere de ting i den, der er af særlig interesse i min sammenhæng. Sidetallene er angivet i parentes.

 

Bogen er udgivet af Hærens Specialskole (som TLBS kom til at hedde fra 1. januar 1982, forkortet HSPS) og er redigeret af oberstløjtnant O.C.S. Helwigh, som var skolens chef fra 1. april 1982 til 30. juni 1987. Af forordet, som er skrevet af oberstløjtnant S.C. Volden, der havde været skolens chef fra 1. april 1993, vil jeg citere følgende:

 

Meget få af hærens tjenestesteder har - når den beskedne størrelse og den relativt korte eksistens tages i betragtning - gennemlevet så omskiftelige forhold ...

 

Samtidig har skolen i lange perioder ført en særdeles diskret tilværelse med henblik på at undgå, at dengang følsomme oplysninger kom til uautoriseredes kendskab ...

 

Skolens 40 års jubilæum den 1. april 1994 er den egentlige anledning til udgivelsen ... (7).

 

Teknikerliniens Befalingsmandsskole blev oprettet pr. 1. april 1954 og havde fået sit navn, fordi den på det tidspunkt skulle uddanne færdiguddannede civilingeniører til anvendelse i hæren, nemlig ved Forsvarets Krigsmaterielforvaltning og ABC-skolen (ABC = atom-, biologisk og kemisk (krigsførelse)). Skolen havde fra først af hjemme på Sjælsmark Kaserne, men blev o. 1. september 1954 flyttet til Svanemøllens Kaserne. - Det fremgår, så vidt jeg har kunnet se, ikke tydeligt, hvornår der også kom teknikumingeniører på skolen. Det nærmeste er, at der om den første løjtnantsskole for civilingeniørerne står, at den påbegyndtes i efteråret 1954, og at "Samtidig oprettedes sergentskole for civilingeniører 1954/55 og senere også for teknikumingeniører" (13). Da jeg og mine kammerater den 1. november 1962 begyndte på TLBS (efter de to rekrutmåneder i Sofielundlejren ved Holbæk), var der både civilingeniører og teknikumingeniører på skolen. Sprogløjtnantsuddannelsen begyndte i efteråret 1957.

 

Afsnittet om perioden 1957-1967 er lavet af redaktionen og har allerførst billeder af de to kommandører (hed det altså dengang) i denne periode, nemlig ritmester C.G. de Saint-Aubain (01.12.57-30.06.60) og major J.T. Lind (01.07.60-31.05.67). Major Lind var altså skolekommandør i min tid. Selve den af redaktionen skrevne tekst fylder kun otte liner, hvori man oplyser, at det "har vist sig meget vanskeligt at tilvejebringe substantielle informationer fra denne vigtige periode i skolens historie, hvor bl.a. sprogundervisningen blev påbegyndt", og hvori man henviser til de følgende to sider, hvor man bringer en del af en artikel i Aalborg Stiftstidende fra 20. november 1958 (se nf.). De otte linjer slutter således: "Læsere, der måtte have kendskab til skolens forhold i den pågældende periode, bedes læse efterskriftet" (23). I "Efterskrift" (75) opfordres læsere, der har haft en eller anden tilknytning til skolen, til at sende skolen en kort beskrivelse af den pågældende periode. Man skriver, at tilsendt materiale vil indgå i skolens historiske arkiv med henblik på evt. at indgå i en senere udgave af skolens historie. Men det var altså i 1994, så jeg ved ikke, om det endnu kan lade sig gøre. Det er mærkeligt for mig, der ikke på nogen måde udmærkede mig fremfor de andre, at jeg tilsyneladende er den, der har skrevet mest om både TLBS og Bornholms Værn i 1960'erne. Men jeg ved, hvad mine gamle sprogholdskammerater vil sige, nemlig at det skyldes min store meddelelsestrang! - NB! Da jeg var blevet færdig med mine pluk fra bogen, fandt jeg efter nogen søgen Sprogofficersuddannelsens Facebook-side, og så sendte jeg dem en besked, hvori jeg fortalte lidt om mig selv og mit arbejde her med TLBS-bogen og sagde, at jeg stillede mig til rådighed, hvis der stadig var nogen, der var interesseret i noget fra min tid. Jeg vedhæftede hele siden med nærværende erindringer og satte linket til mit bidrag til hjemmesiden "Danmark i Den Kolde Krig" ind. Hvis jeg får svar, må jeg prøve at huske at fortælle om det her.

 

På en måde kunne jeg nøjes med at uddrage de ting, der har med sprogofficersuddannelsen og min egen tid at gøre, men der er nogle ting i de første afsnit, der siger meget godt om den ånd, der herskede på skolen i også vor tid, så dem vil jeg også have noget med fra. Og der er også ting fra de senere perioder, der er interessante. - Jeg håber, at jeg med den måde, jeg citerer på, holder mig inden for, hvad der ligger i det, når der i kolofonen står: "Gengivelse er tilladt med kildeangivelse". - Underafsnittenes overskrifter er ikke medtaget.

 

Bogen er tilrettelagt på den måde, at de pågældende kommandører og chefer beretter om deres respektive perioder, og det er daværende kaptajnløjtnant K.S.R. Jensen, der beretter om skolens oprettelse og første tid (01.05.54-30.04.55). Han slutter med at mindes sin tid ved TLBS som "en pionertid med mange positive oplevelser i omgang med interesserede, vel også kritiske og velargumenterende elever", og påpeger, at når det under vanskelige vilkår og med små midler lykkedes at løse opgaven, "skyldtes det ikke mindst, at alle parter og myndigheder var besjælet af den rette pionerånd" (13).

 

Næste afsnit er oberstløjtnant S.C. Voldens (skolens chef i 1994) interview med daværende kaptajn O.B. Nielsen (01.05.55-31.10.57). Nogle klip fra dette afsnit:

 

Vi [kaptajn Nielsen og chefen for Motorskolen, som TLBS hørte under] enedes også om, at skolen ikke skulle køres som en straffebataljon, ejheller som en apostolisk højskole, men altid have et umiskendeligt militært præg, komme hele vejen rundt i sergent- og løjtnantsuddannelsen, men stærkt komprimeret med udnyttelse af elevernes høje intellekt og forventede beredvillige medvirken. Alt under overskriften: "Vilkårene var så gode, at slapsvanse m.v. ikke ville blive tolereret" (16).

 

Sp.: ... Men hvad med eleverne - ud over, at du har antydet, at de var velbegavede? - Sv.: Det var de, og de var bevidste om det. En almindelig indstilling ved starten på skolen var: "Når jeg kan klare ingeniørstudiet, kan jeg også klare løjtnantskolen på en week-end". - Men det kunne de ikke! Der måtte arbejdes hårdt med både militære færdigheder og teoretiske fag ... (17).

 

Og så lidt fra den ovenfor omtalte artikel i Aalborg Stiftstidende fra 20. november 1958, på det tidspunkt, hvor de allerførste sprogløjtnantselever skal begynde på løjtnantsskolen:

 

... På tolkeskolen lægger man ikke skjul på, at resultatet af det første kursus i russisk langt overstiger forventningerne.

 

...

 

Det har uden tvivl været kursets fordel, at vi sidste år havde over ti gange så mange ansøgere, som der var plads til. Det gav os lejlighed til at sortere ansøgerne, så kun de allerbedste kom med ... slutter ritmester de Saint-Aubain.

 

...

 

- Jeg tror dog ikke, nogen af eleverne mener, de er sluppet nemmere gennem tjenestetiden end andre værnepligtige, siger lederen af undervisningen, lektor, cand. mag. P.H. Ishøy. I det skoleår, vi nu slutter har eleverne skrevet, læst, talt eller tænkt russisk, mindst syv timer hver dag. Jeg tror, de fleste også drømte på russisk om natten (24).

 

I det næste afsnit skriver oberstløjtnant H.F. Busch, der var chef for Teknikerliniens Befalingsmandsskole 01.06.67-15.07.71, om skolens flytning til Østerbrogades Kaserne. Men det er også i denne periode, der begynder at blive undervist i polsk - på Bundeswehrs sprogskole, hvortil et par sprogløjtnanter, der var uddannet med russisk, blev sendt. (Når en dansker, der kan russisk, skal til at lære polsk, svarer det, nogenlunde, til, at en russer, der kan tysk, skal til at lære dansk. - BC).

 

I afsnittet om perioden 16.07.71-31.05.76 fortæller oberstløjtnant R.O. Jensen om eleverne:

 

... Det lå i særordningernes idé, at værnepligtige på et højt intelligensniveau, for ingeniørernes vedkommende med en afsluttet civil uddannelse bag sig, og for sprogstudenterne med en høj studentereksamen, muliggjorde, at man kunne afkorte den rent militære uddannelse på såvel rekrutskole, sergentskole som løjtnantskole (34).

 

...

 

[Sprogofficersuddannelsen] havde fungeret siden efteråret 1957 ... Professor Carl Stief, professor i slaviske sprog ved Københavns Universitet, var fast censor ved skolen, og han gav hvert år udtryk for sin beundring af, at vi på så kort tid kunne nå så højt et niveau. Det kontante bevis herpå var den omstændighed, at flere sprogløjtnanter ... kunne tage bifags-eksamen i russisk på meget kort tid.

 

En medvirkende årsag til de opnåede resultater skal nok søges i den omhu, vi lagde for dagen ved de årlige optagelsesprøver. Af de 30-40 udvalgte skulle vi udtage 10-15 (36).

 

...

 

Under en FORT-øvelse [fortsættelseskursus-øvelse] i 1974 fik vi for første gang i skolens historie etableret et kursus i polsk ved den tyske sprogskole i Hürth nær Köln ...

 

Efter vort kendskab til Warszawapagten og til tilstedeværelsen af polske landgangsstyrker i Østersøhavne og polske faldskærmstropper inden for aktionsradius, var vi ikke i tvivl om, at der i krigstid kunne opstå et behov for at råde over afhøringsofficerer med kendskab til polsk.

 

De danske sprogløjtnanter gjorde i øvrigt en god figur på den tyske sprogskole. Under et kursus aflagde jeg et besøg dernede, og den tyske chef udtalte, at de danske sprogløjtnanter var af meget høj karat sammenlignet med de tyske (39).

 

Året efter [altså i 1975] arrangerede skolen et kursus i polsk på Bornholm. - Hvorfor nu Bornholm? - Jo, herfra kunne vi tage polsk TV, som vi kunne anvende i undervisningen ... Kurserne i Hürth og på Bornholm var den spæde start på polsk-undervisning i forsvaret (39-40).

 

I afsnittet om perioden 1976-1982 fortæller oberstløjtnant M. Vibe Jespersen videre om polskuddannelsen på Bornholm:

 

I august 1976 gennemførtes "Fortsættelseskursus-Polsk" på Flyvestation Bornholm. Grunduddannelsen foregik dog fortsat ved Bundessprachen-Amt i Køln. Når Bornholm var valgt skyldtes det ... dels at man med lidt teknisk assistance fra flyvevåbnet med lidt held kunne se polsk TV med et godt sprogligt udbytte, og i 1981, da det brændte på i Polen [krigsretstilstanden i kommuniststyrets kamp mod Solidaritet], kunne TLBS hjælpe Danmarks Radio med at se polsk TV.

 

Polskuddannelse ved Bundessprachen-Amt gennemførtes sidste gang i 1978, hvorefter skolen fra 1981 selv overtog grunduddannelsen i polsk af sprogløjtnanter, der oprindelig var uddannet i russisk (47).

 

I det lille afsnit med overskriften "Disciplin" skriver oberstløjtnant M. Vibe Jespersen:

 

Elevernes forhold var i top, så anvendelse af disciplinarmidler eller straffe var et ukendt begreb.

 

Ingeniører og jurister [til Auditørkorpset, som var kommet til i oktober 1981] var voksne værnepligtige, der havde fuldendt deres civile uddannelse, og sprogeleverne havde slet ikke tid til at gøre noget, de ikke skulle have gjort. Det var et meget tilfredsstillende elevmateriale at arbejde med (48).

 

Hvad tiden herefter angår, vil jeg kun tage nogle få vigtige ting med. Indkaldelsen af det første hold, der skulle studere polsk fra grunden af, altså uden omvejen over russisk, fandt sted i 1986 (58). I anden halvdel af 1980'erne blev skolen dybt involveret i CSCE-aktiviteter (62). Til sidst oplevede man at have sovjetiske officerer som foredragsholdere (63). Efter Murens fald og Tysklands genforening - og problemerne i Ex-Jugoslavien - begyndte en ny hasteomskoling af sprogofficerer: til serbokroatisk! (63).

 

I maj 1993 afsluttedes uddannelsen af det sidste hold polskuddannede sprogofficerer. Men fortsættelseskurserne i polsk gennemførtes stadig - i sommeren 1994 delvis i Polen! (67). - I sommeren 1993 besluttede Forsvarskommandoen, at de første arabiskuddannede sprogofficerer skulle være færdiguddannet i 1996 (68).

 

Hermed slutter denne plukketur i Teknikerliniens Befalingsmandsskole. Hærens Specialskole. 1954-1994. Jeg gentager, at jeg håber, jeg har plukket i overensstemmelse med den i kolofonen givne tilladelse. Og jeg udtrykker min glæde over, at denne interessante lille bog findes. Om der kommer noget ud af min ovenfor omtalte henvendelse til den nuværende sprogofficersskole, vil vise sig.

 

 

1964. Løjtnant på Bornholm

 

Da jeg var kommet af færgen, kørte jeg i en taxa med min udrustning og mine få ting til Missionshotellet i Rønne. Vi havde jo kort før eksamen fået udleveret en lille mappe med ”Råd og vink til den unge officer”, og i den stod der, at inden man mødte på sit nye tjenestested, skulle man indlogere sig på et hotel, så man kunne få anbragt sine ting og få soigneret sig og få sin påklædning i orden. Og det gjorde jeg så. Jeg havde også rekognosceret for Kommandantgårdens beliggenhed, det smukke og hyggelige gamle hovedkvarter for Bornholms Værn og Bornholms Region - og med det flotte gule(?) hus ud til gaden som bolig for Obersten, der altså ikke bare var chef for Bornholms Værn og Bornholms Region, men dermed også Bornholms Kommandant. Allerede her kan man høre noget om Bornholms særlige stilling og historie. - Obersten hed E. Haarby Hansen.

 

I passende tid før jeg skulle møde, tog jeg min uniformsjakke og mit ”Sam Browne” på (det brune læderbælte med skrårem), hægtede min sabel på og trak i mine handsker. Og jeg tog min fine officerskasket på. Det var lige blevet sådan, at løjtnanter af reserven bar den samme kasket som alle andre officerer, altså med stort egeløv. Og således påklædt gik jeg fra Missionshotellet til Kommandantgården. Da efterretningssektionen, som jeg skulle gøre tjeneste i, også var, hvad man i det civile liv ville kalde oberstens forkontor, fordi chefen for denne sektionen også var adjudant, opdagede jeg senere, at den måde, man faktisk gjorde det på, var, at man gik ind på adjudantens kontor med sin sabel i det overtræk, den lå i, når man ikke brugte den, og så først da tog den ud og hægtede den på. I alle tilfælde af til- eller afgang, også i forbindelse med kursus eller udstationering og lignende, skal officerer jo melde til og fra hos regimentschefen, hvilket altså hos os ville sige værnschefen. Her havde jeg altså afsløret min egen grønhed. Men det gjorde ikke noget. Man vidste jo, at sprogløjtnanter ikke var helt rigtige officerer, og jeg tror, man satte pris på, at jeg dog havde demonstreret min vilje til at fremtræde som officer. Obersten var ikke til stede, så jeg blev modtaget af stabschefen, Værnets næstkommanderende, selv om det ord aldrig blev brugt; det var altid ”stabschefen”.

 

Oberstløjtnant G. Asmussen, tog meget venligt imod mig, og jeg skulle i hele min tid ved Værnet få et godt forhold til ham. Stabschefen var selvfølgelig venlig mod alle, men jeg mener, at jeg allerede her oplevede, hvordan de højere officerer behandlede os sprogofficerer med en blanding af overbærenhed og respekt. På den ene side var vi jo ikke officerer på samme måde som fx de infanteriløjtnanter, der først som sergenter havde være gruppeførere og nu var delingsførere, men på den anden side tilhørte vi altså en særlig elite, hvilket også betød, at vi alt andet lige havde en eller anden fin civil fremtid foran os. Desuden stod vi som ”specialister”, der bare indgik i staben, uden for den egentlige kommando-kæde, så at der ikke var så meget ”disciplin” på spil i forholdet til os. Mere om dette senere.

 

Jeg fik straks et virkelig godt indtryk af oberstløjtnant Asmussen, et indtryk, som kun blev forstærket under min tjeneste ved Værnet, både ved, hvad jeg selv var vidne til, og ved den måde, han af alle blev omtalt på. Han var ikke bare en meget dygtig officer, men også et i det hele taget meget intelligent og dannet menneske. Jeg mener, han endte som generalløjtnant og chef for NATO-landstyrkerne i Jylland og Slesvig-Holsten, det, der på NATO-sprog hedder COMLANDJUT (Commander, Allied Land Forces Schleswig-Holstein and Jutland).

 

INDSKUD 07.06.12: I forbindelse med Google-søgning på min chef på Cypern (se kapitel 10) kom jeg igen på den hjemmeside, hvor jeg i sin tid havde set G. Asmussens navn på listen over "COMLANDJUT'er", og af den fremgik det, at "Generalleutnant G. Asmussen, Dänemark", havde været chef for NATO-landstyrkerne i Jylland og Slesvig-Holsten 1982-1985 - med min Cypern-chef P.B. Krogen som efter-efterfølger. Og jeg vil også her i dette indskud sige, at det på ingen måde undrer mig, at disse to oberstløjtnanter nåede så langt; de var begge helt klart meget dygtige officerer. - LINK til "Hauptquartier der Alliierten Landstreitkräfte Schleswig-Holstein und Jütland":

http://de.wikipedia.org/wiki/Hauptquartier_der_Alliierten_Landstreitkr%C3%A4fte_Schleswig-Holstein_und_J%C3%BCtland

 

 

En god officer vil altid prøve at styrke sine soldaters moral (hvilket altså i det militære sprog betyder psykiske tilstand, motivation osv., jfr. ”kampmoral”), og det var tydeligt, at stabschefen ville understrege, hvor særligt og vigtigt et sted Bornholm var. Han har selvfølgelig godt vidst, at mange har følt det som en slags straf eller i hvert fald uheld at blive sendt til Bornholm. Så han gjorde opmærksom på, at vi var NATOs forpost mod øst, og at de to radarer på Rytterknægten i Almindingen kunne følge alle flådebevægelser i denne del af Østersøen og registrere bevægelser af fly langt ind i Warszawapagtens område. Til gengæld kunne vi også blive angrebet i løbet af ganske kort tid, hvis det skulle være. Det ville fx kun tage en MIG-jager fra en af Warszawapagt-baserne i Polen ganske få minutter at flyve til Bornholm. Og han fortalte ydermere, at der for ikke så længe siden havde været en meget nervepirrende situation, idet Rønne havn var blevet fyldt med sovjetiske trawlere, der angiveligt havde søgt ly dér på grund af dårligt vejr. Man kunne ikke vide, hvad disse trawlere var fyldt med, og man havde forberedt sig på lidt af hvert. Jeg hørte senere en kampvognsdelingsfører fortælle, at man havde været i virkelig højt beredskab ved den lejlighed.

 

Nu skete der ikke noget. Det har nok bare været fredelige trawlere. Og hvad kan man forestille sig Sovjetunionen havde villet opnå og villet risikere? Men det siger noget om stemningen. Og det hører med til den militære børnelærdom, at man ikke bruger tid på at prøve at gætte sig til fjendens hensigter, men udelukkende prøver at tage højde for hans muligheder! Det var i hvert fald under alle omstændigheder en kendt sag, at mange af de trawlere og andre fartøjer fra Warszawapagt-landene, der sejlede i området, fx var ualmindelig godt udstyret med radioantenner og lignende udstyr!

 

Man skal, hvad Bornholms særlige situation angår, også huske på, hvordan det var ved slutningen af Anden Verdenskrig. For mens man i det øvrige Danmark fejrede tyskernes kapitulation og dermed befrielsen, blev Rønne og Nexø bombet af sovjetiske fly (7. og 8. maj 1945), fordi den tyske styrke på Bornholm kun ville overgive sig til de vestallierede magter. Det endte dog med, at de måtte overgive sig til sovjetiske styrker, der gik i land på Bornholm den 9. maj (mere om det i kapitel 8). Og så var Bornholm ellers besat af sovjetiske styrker i næsten et år - indtil den 5. april 1946. På et tidspunkt var der seks tusind sovjetiske soldater på Bornholm, og der var bekymring for, at besættelsen skulle blive permanent; Bornholm lå jo langt inde bag det, der senere skulle blive kendt som ”Jerntæppet”, faktisk en smule østligere end det, der i dag er den polske by Szczecin. Og inden Sovjetunionen rømmede øen, havde den danske regering måttet forsikre, "at Danmark uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper straks er i stand til med egne styrker at besætte øen Bornholm og dér fuldt ud oprette sin egen administration." En interessant formulering, som vi undertiden talte om i Bornholms Værn, for ifølge den var vi der jo for at leve op til denne forsikring. Og der deltog rigtignok aldrig enheder fra andre NATO-lande i vore øvelser.

 

Bornholms Værn var pdes. hvad der svarer til et regiment (personelforvaltende myndighed og uddannelsesenhed), men var pdas. organiseret som en lille brigade med alle dertil hørende våbenarter: infanteri, panser (kampvognseskadron og opklaringsdeling), feltartilleri, luftværnsartilleri og telegrafkompagni. Forsyningstjenesten og andre støttefunktioner varetoges af Regionsstabskompagniet, der, som navnet siger, også var stabs- og støttekompagni for hele Bornholms militærregion. Var der allerede dengang også et værkstedskompagni, eller kom det først til senere? I Værnets fredsstyrke indgik kun én infanteribataljon og ét haubitsbatteri, men i mobiliseringsstyrken indgik, yderligere en infanteribataljon og to haubitsbatterier, så at 12. artilleriafdeling (drillende betegnet som ”to gange sjette afdeling”!) ved mobilisering kom til at bestå af tre batterier med hver seks 105 mm trukne haubitser. Men dertil kom jo luftværnsbatteriet, som også var en del af artilleriafdelingen, og som indgik i fredsstyrken. Med den fulde styrke var Bornholms Værn virkelig en lille brigade. I mobiliseringsstyrken indgik, igen så vidt jeg husker, også to lokalforsvarsbataljoner. - Jeg har ikke på Internettet kunnet finde bekræftelse på de her nævnte forhold, og jeg beder læsere, der måtte have korrektioner, om at kontakte mig. Der er ikke meget om det gamle Bornholms Værn at finde på Internettet, så det, jeg her bidrager med, skulle gerne være korrekt. Mine adresser står øverst på STARTSIDEN. For at undgå SPAM har jeg sløret mail-adressen, men det skulle ikke været noget problem.

 

Som senere omtalt var ”regimentsmærket” for Værnet som sådant det karakteristiske lille mærke med fabeldyret griffen (se lidt mere nf. og noget mere på undersiden ”Litterære tekster”, nemlig i indledningen til min lille serie ”Bornholmske Soldater”). Men de to infanteribataljoner havde de berømte store skibe som ”regimentsmærker” - et minde om disse bataljoners fortid som marineinfanteri. Jeg fik senere den ære at være feltpræst for ”første marineinfanteribataljon”, som vi yndede at sige. I den gik man med blå halsklud, og når man blev råbt op, svarede man ikke, som det ellers er tilfældet i hæren, ”Her!”, men ”Halløj!”. Man sagde også, at der i hvert fald på et tidspunkt var anbragt en skibsklokke på gangen i belægningsbarakken, hvorpå stuevagten ”slog glas” som på et skib. Der var ingen aktuel realitet bag dette. Men det kom lidt frem, når bataljonen deltog som orange styrke under øvelser ”ovre”. Derom mere i kapitel 6 og/eller 7. Og jeg har hørt, at ”Marineregimentet”, som det bornholmske infanteri også blev kaldt, skulle være nævnt i en bog om ”Marines in the World” (eller lignende), som er udgivet af US Marine Corps. - Da jeg søgte efter noget om sidstnævnte forhold, fandt jeg en hjemmeside, der hedder ”Marineregimentet i Danmark” (www.marineregimentet.dk), og som også er et mødested for gamle bornholmske ”marineinfanterister”, med bla. artiklen The Danish Marine Regiment. By LtCol H. E. Skaarup and Capt K. Guldberg. (Jeg har selv oplevet oberstløjtnant Skaarup som bataljonschef). Fra denne artikel har jeg klippet følgende:

 

In the Second World War, units of the Red Army liberated the German occupied Danish Island of Bornholm in the Baltic Sea; they stayed on the island until the Danish Army could establish a sufficiently strong garrison. It is only befitting, that the Marine Regiment was among the army force selected for this important task. Today the regiment is an important part of the Bornholm Combat Group (Brigade).

 

Today the training is focused upon marksmanship and ranger-like exercises; the regiment is one of the best shooting units of the Danish Army. The Marines still nurse their naval traditions, they wear navyblue neckties, the strike bells, they report in a naval manner, and at parades and inspections they pipe the gangway. Close relations with the navy are continuously maintained; this has manifested itself in a highly appreciated present, an old naval anchor, given to the Marines by the Royal Danish Navy. When participating in national or NATO manoeuvres abroad the Marine Regiment is normally looked upon as a picked unit. The former CINCNORTH, LtGen Sir Robert Bray, after a NATO field exercise flattered the Marines by saying:"I was impressed by the keenness of nearly everybody.

 

Men jeg begyndte altså min tjeneste i de trange, men hyggelige lokaler i den gamle Kommandantgård. På et senere tidspunkt (efter et par måneders forløb?) flyttede hele værns- og regionsstaben ud på Store Almegård, den gård, som Almegårds Kaserne er opkaldt efter. Her var der lys og plads - og få skridt til mit kvarter og officersmessen (før havde jeg cyklet frem og tilbage). Selve min værnepligtstjeneste sluttede med udgangen af august 1964, men da min chef kaptajn G. Nielsen skulle på et fire (seks?) ugers kursus i september-oktober, tilbød jeg at tage frivillig tjeneste i denne periode. Det passede fint, at jeg lige kunne komme i gang på Københavns Universitet og så ellers tage disse fire ekstra uger på Bornholm - og tjene de penge, det gav. På den måde kom min værnepligtstid altså i praksis til at vare 26 måneder. Og hvad min tjeneste ved Bornholms Værn angår, vil jeg nu fortælle ting fra hele perioden marts til oktober 1964 uden altid at angive det nøjagtige tidspunkt.

 

Link til side om Almegårds Kaserne og Store Almegård: www.hjv.dk/Org/HHV/TFRK/Det+Bornholmske+Hjemmev%C3%A6rn/Om+distriktet/Om+Almegaards+Kaserne.htm

 

I efterretningssektionen (E-sektionen) indgik til daglig foruden chefen (og i månederne marts til august sprogløjtnanten) en militærpolitisergent, hvilket sidste skal ses i sammenhæng med det forhold, at også det, der med nogle store ord kan betegnes som ”kontraefterretningstjenesten” og ”den indre sikkerhed”, hørte til sektionens ansvarsområde. Vi havde desuden kontakt til Politiets Efterretningstjeneste. Jeg husker i hvert fald, at jeg kort efter min ankomst blev sendt hen på politistationen for at præsentere mig for den politikommissær, eller hvad det var, som var særligt ansvarlig for den side af sagen. Kort efter min ankomst tog kaptajn Nielsen mig også med op til både Marinedistriktet og Flyverdetachementet, som vi naturligvis havde et særligt forhold til. Vi var i hvert fald nede i flåderadarens bunker, hvor vi så radarskærmen og de øvrige ting. Desuden hører forudsigelsen af vejret under efterretningssektionen, altså under operative forhold, hvor vejret jo kan have stor betydning for operationssektionens (O-sektionens) arbejde med planer og befalinger. - Staben i en brigade og tilsvarende består af fire sektioner, der fra gammel tid nævnes i rækkefølgen ”A - E - O - T”, nemlig Adjudantursektionen (alt med personel), Efterretningssektionen, Operationssektionen (uddannelse, planlægning og føring) og Transport- og forsyningssektionen.

 

Selve den daglige tjeneste er der ikke så meget at sige om. Det var jo den taktiske efterretningstjeneste ved Bornholms Værn og Bornholms Region, jeg skulle beskæftige mig med, og den foregår jo pr. definition kun under virkelige forhold eller under øvelsesforhold. Så ud over, at jeg oversatte nogle militære dokumenter fra russisk til dansk, som Forsvarsstaben sendte over til mig, bestod den daglige tjeneste først og fremmest i, at jeg fik sat mig grundigt ind i forholdene, herunder selvfølgelig det, vi ”i en given situation”, som det hed, kunne komme til at stå over for. Det havde vi en hel del materiale om. Ja, jeg mener, vi havde ret godt styr på det, og det var ting, vi fik højere oppe fra. Men der var, især hvad vore egne forhold angår, meget at lære. For én ting er, hvor nydeligt jeg i TLBS-afsnittet har kunnet gøre rede for brigadens organisation, noget andet er, hvordan alt dette tager sig ud i virkeligheden. Og der var også hele øens militære geografi.

 

Der kunne være dage, hvor jeg ikke havde meget at lave, så jeg besluttede at give mig selv et lille særligt suppleringskursus, nemlig i polsk! Forholdet mellem de to slaviske sprog russisk og polsk svarer jo nogenlunde til de to germanske sprog tysk og dansk, så det skulle ikke være så svært. Jeg anskaffede mig en begynderlærebog i polsk og en polsk-tysk og en tysk-polsk ordbog, og så gik jeg ellers i gang. Vi lå som allerede nævnt ganske tæt på Polen, og jeg havde også planer om at tage en tur derned på et tidspunkt - hvis jeg kunne få tilladelse til det. Jeg fik dog aldrig gjort alvor af det dengang, så det blev først i 1994!

 

Det var først nogle år senere, vi hørte mumlen om, at man var blevet klar over, at vi i tilfælde af et angreb på Danmark meget vel kunne risikere at komme til at stå over for polske enheder. Jeg har fx hørt, at Warszawapagten ville kunne finde på at sætte to polske divisioner i spidsen for et angreb mod Danmark. Det gjorde mig allerede dengang ondt at høre. Vel er vi lige meget mennesker alle sammen, også russerne og de andre folk i Sovjetunionen, men det havde alligevel været helt særlig sørgeligt, hvis danskere og polakker skulle blive tvunget til at slå hinanden ihjel. Jeg hørte i den forbindelse også noget om, at man fik travlt med at indføre polsk i sprogofficersuddannelsen, og jeg ser nu i Wikipedia, at ”fra 1972 til 1993 uddannede man også sprogofficerer i polsk”.

 

Et 2008-indskud: Jeg kom senere til at beskæftige mig meget mere med polsk, som nu er det slaviske sprog, jeg beskæftiger mig mest med. Og jeg bruger stadigvæk den forholdsvis lille polsk-tyske ordbog, jeg købte dengang, når jeg - hver aften! - ligger i sengen med min igangværende polske ”godnatbog”! Men derom meget mere i kapitel 11 og 12. Det, jeg vil fortælle allerede her, er, at da jeg en dag i 2006, iført min danske præstekjole, stod på gaden i Świnoujście og ventede på det polsk-danske, katolsk-lutherske par, der havde bedt mig forrette en kirkelig velsignelse af deres borgerligt indgåede ægteskab, var der blandt andet et par mænd, der kom hen og ville høre, hvad jeg var for en. Da jeg forklarede dem det, ville de også høre, hvorfor jeg kunne polsk, og jeg fortalte så om det hele, inklusive min tjeneste på Bornholm. ”Ja, det er mærkeligt”, sagde den ene af mændene, ”for dengang gik jeg og forberedte mig på at angribe Bornholm!”. Man kan selvfølgelig aldrig med sikkerhed vide, hvad der ligger i en sådan replik, men det er alligevel tankevækkende. Nu udbrød vi imidlertid mere eller mindre i kor: ”Gud være lovet, at vi ikke kom i krig med hinanden!”. - Indskud slut.

 

Som allerede nævnt var kaptajn Nielsen foruden at være chef for efterretningssektionen også adjudant, så at vort kontor altså dermed også fungerede som ”chefens forkontor”. Nogle af de reserveofficerer, der passerede igennem her, kunne man senere se i høje stillinger. Jeg blev også inddraget i dette arbejde. Blandt andet fik jeg engang til opgave at lave et udkast til oberstens tale ved det årlige dyrskue, men der kom, så vidt jeg husker, ikke noget ud af det. På et tidspunkt blev min rolle formaliseret, idet jeg fik tillagt funktionen som ordonnansofficer (”hjælpeadjudant”). Det var da noget. Men det mest ærefulde ved det var, at stabschefen gav mig den adjudantsnor, han selv havde båret, da han var adjudant for en general. Jeg måtte dog skille den ad. For så højt oppe havde adjudanten en dobbeltsnor. Adjudantsnoren, som er beklædt med noget gyldent væv, hænger i venstre skulderstrop og er historisk set beregnet til at stikke venstre hånd i, med notesblokken, så den kan tjene som støtte, mens adjudanten med højre hånd skriver ned efter chefens diktat. Den har også den egenskab, at den, som stabschefen gjorde mig opmærksom på, ofte hænger fast i dørhåndtagene!

 

Bortset fra de forskellige småting, jeg hele tiden havde lavet, kom jeg to gange rigtig i funktion som ordonnansofficer ved Bornholms Værn. Den ene gang var, da CINCNORTH, dvs. Commander in Chief, Allied Forces, Northern Europe, besøgte Bornholm. Det var en britisk general, som havde sin frue med. Hende ledsagede jeg fra lufthavnen i Rønnes største og flotteste taxa. Den anden gang var ved en parade, hvor jeg blandt andet gik ”tre skridt bagved og tre skridt til venstre” for obersten, da han skridtede fronten af, men i det hele taget ledsagede ham. Det var også en af de få gange, jeg rigtig fik brugt min sabel. Men selvfølgelig hele tiden ”indstukket”. For som kaptajnen (der altså ikke selv kunne være til stede) havde sagt: ”De skal kun trække Deres sabel, hvis nogen angriber obersten!”.

 

En anden slags større opgave, jeg fik som ordonnansofficer, var deltagelsen i forberedelsen af en stor parade på Galløkken, naturområdet syd for Rønne, som tidligere har været militær øvelsesplads - og henrettelses-sted! ”Galløkken” er en sammentrækning af Galgeløkken, dvs. det sted, hvor galgerne stod. Ordet ”løkke”, som kendes fra flere stednavne, betyder ”indhegnet stykke jord”.

 

Jeg nåede at opleve en del parader under min tjeneste ved Bornholms Værn. Den allerførste gjorde et stort indtryk på mig. Det var noget helt andet end de ganske beskedne parader, vi havde haft i rekrutbataljonen og på Svanemøllens Kaserne. Nu var det med det hele, altså blandt andet fanemarch og forbidefilering, hvorunder maskingeværskytterne i alle infanteribataljonens grupper gik med deres maskingeværer, som blev båret fuldstændig urokkelig vandret på højre skulder. Det så både flot og råt ud! Men jeg husker også den store parade og festlighed i anledning af NATO’s 15 års fødselsdag, altså den 4. april.

 

En helt særlig begivenhed var den store tappenstreg gennem Rønne, som blev holdt engang i sommeren 1964. Her var Danske Livregiments Musikkorps kommet over for at være med, og vort eget tamburkorps havde fået intensiv træning af vist en mand fra Livgardens tamburkorps. Måske var det på eller i nærheden af en krigshistorisk mindedag; jeg husker det mærkeligt nok ikke. Men der var i hvert fald et historisk element i det. Jeg kan heller ikke huske, hvor mange af vore soldater der optrådte i gamle uniformer, men jeg kan huske, at det kun var de små kampvognsfolk fra Bornholmske Dragoner, der kunne presse sig ind i infanteriuniformerne fra 1848. Så meget større er vi danskere blevet siden den tid. Jeg kan huske, at der i hvert fald gik sådanne 1848-soldater med fakler ved siden af musikkorpset for at give dem lys til noderne - eller i hvert fald for at det skulle se sådan ud. Tappenstregen gik gennem Rønnes gader og gjorde holdt forskellige steder, blandt andet ved kommandantens og stabschefens boliger. Her blev der så givet en lille ”koncert”. Det var en god begivenhed, et eksempel på, at der faktisk også er meget ”kultur” i militæret - hvad man (også jeg selv) så i øvrigt kan gøre sig mange tanker om.

 

Jeg husker også åbent hus-dagen på Almegårds Kaserne. Blandt andet fordi jeg den dag var det, der hed vagtinspektør. Det nåede jeg at være et par gange, og det var ret stort for mig, fordi det på en eller anden måde betød, at jeg trods alt blev betragtet så meget som officer, at man kunne betro mig den tjeneste. For efter den almindelige tjenestes ophør var der kun to officerer i tjeneste på hele kasernen, nemlig en premierløjtnant, der var vagthavende officer, og så den af os unge løjtnanter, der var vagtinspektør. Som vagtinspektør bar man uniform model 44 (battle dress) og skråhue og havde støvler på. I livremmen bar man sin pistol med skarp ammunition. Foruden at være til stede og udføre visse tilsynsopgaver, blandt andet af ammunitionsbunkeren og drivmiddeldepotet (benzin og dieselolie m.m.), skulle man inspicere beredskabsvagten (10% af styrken) og kasernevagten med dertil hørende arrest. Men på åbent hus-dagen kom der flere opgaver til, fx efterlysninger over højttaleranlægget og besvarelse af spørgsmål og løsning af problemer, herunder det problem, at ingen havde tænkt på, at toiletterne skulle inddeles i herre- og dametoiletter - hvad en kvindelig gæst kom og gjorde mig opmærksom på med et virkelig fint smil.

 

På et tidspunkt sagde stabschefen, at nu var ”Chris”, som han altid kaldte mig, vist erfaren nok til at kunne være med i tjenesten som ”middagsvagt” i staben, hvilket ville sige, at jeg i middagspausen nogle gange sad ved de telefoner, der havde forbindelse opad i systemet og til de to radarstationer - og med en stor manual foran mig med instrukser for alle mulige situationer. Men ansvaret var ikke så stort endda; der ville jo i praksis altid være nogle af stabens rigtige medlemmer nede i officersmessen, og ellers var der en telefonliste at gå efter.

 

Under min frivillige tjeneste, hvor jeg i beskedent omfang udfyldte funktionen som chef-E (med kaptajnen i O-sektionen som den egentlig ansvarlige), deltog jeg også i stabsmøderne. Et af punkterne på disse møders dagsorden var beretninger fra de forskellige sektioner. Jeg tror ikke, jeg havde noget egentligt at berette, men for at føre mig lidt frem - og bidrage til underholdningen - kom jeg hver gang med en ”strategisk” melding, nemlig en lille ting fra den sovjetiske avis ”Izvestija”, som jeg privat abonnerede på. Det kunne være en ting af mere seriøs strategisk betydning (fx om forholdet mellem Sovjetunionen og Kina), men som regel var det et eksempel på, hvor latterlige ting der blev skrevet i denne avis, fx en rigtig propagandistisk vittighedstegning. Alle fra obersten og nedefter fandt sig i det og morede sig vist også sammen med mig.

 

Under min frivillige tjeneste blev jeg kontaktet af det bornholmske lottekorps, som gerne ville høre et foredrag om psykologisk krigsførelse. Jeg tilbød mig selv, og det tog de imod. Da jeg fortalte sektionens militærpolitisergent om det, så han meget interesseret ud, og jeg spurgte, om han ville med. Det ville han, og vi fik en hyggelig aften sammen med bornholmske lotter i alle aldre. På det tidspunkt var det sergent Born, vi havde. ”Born som i Born-holm”, som han altid selv sagde, når han præsenterede sig. Jeg husker ikke hans fornavn, men til gengæld husker jeg, at jeg senere mødte ham på en københavnsk S-togsstation. ”Goddag, sergent Born”, sagde jeg. ”Løjtnant!”, svarede han, og det var jo fint; jeg kunne ønske ham tillykke og konstatere, at vi nu var på samme niveau, så vi kunne være dus - for sådan var det jo dengang.

 

En anden opgave, jeg fik under min frivillige tjeneste og/eller under sektionschefens fravær på et tidligere tidspunkt (jeg husker ikke, om der var tale om kun én eller måske to gange) var at holde efterretningschefens introduktionsforedrag for nytilkomne befalingsmænd. Jeg havde dels selv fået dette foredrag som ny løjtnant, dels været til stede i forbindelse med det ved senere lejligheder, så jeg kendte det godt. Jeg kan ikke huske, om der også var noget skriftligt materiale at støtte sig til. Men jeg husker, at det var med stor fornøjelse, jeg (så godt jeg nu kunne) afleverede kaptajn Nielsens glansnummer - som han var berømt for - om, hvordan fem cottoncoatklædte mænd kunne nedkæmpe hele Almegårds Kaserne. Meningen var selvfølgelig, at man ikke skulle falde hen i total sløvhed. Men enhver kan jo se, at man ikke på en gang kan leve et normalt hverdagsliv og gardere sig totalt mod den slags.

 

Dette er en tilføjelse, jeg har sat ind i begyndelsen af november måned 2009, og jeg mindes stadig våbentyveriet på Antvorskov Kaserne den 4. januar i år. Det eneste, man kan trøste sig med, er, at det formodentlig ville være umuligt at nedkæmpe samtlige kaserner i Danmark på én gang, for slet ikke at tale om samtlige NATO-kaserner, ligesom det jo også ville være svært for den pågældende fjende at skjule sine forberedelser til opfølgningen af disse aktioner. Men nu jeg sidder og skriver dette, kan jeg ikke lade være at tænke på, at det i princippet ville være muligt at anrette meget stor skade, hvis man uden at blive opdaget kunne forberede en helt samtidig udførelse af sådanne aktioner mod et meget stort antal kaserner.

 

Som en del af min uddannelse sørgede jeg for at komme til at besøge nogle af de andre enheder. Jeg besøgte telegrafkompagniets radiocentral, som varetog vor forbindelse udadtil, hvilket jo især vil sige opadtil. (Jeg var i øvrigt ret gode venner med telegrafkompagniets chef, som jeg havde mange interessante samtaler med). Og jeg besøgte luftværnsbatteriet, hvor et par af mine løjtnantskammerater demonstrerede deres radar for mig. Men det allermest spændende var, at jeg fik overtalt en af kampvognsdelingsførerne til at lade mig komme med i hans kampvogn under en øvelse ude på øvelsesterrænet. Og han fik mig ikke til at trække mig tilbage, da han truede mig med, at jeg skulle komme til at sidde længe nede i kampvognen, mens den kørte rundt i terrænet med lugerne lukket - lige til jeg brækkede mig! Så slemt blev det ikke, men jeg nåede da at fornemme, hvad det var han havde talt om. Og jeg nåede også at få et godt indblik i kampvognenes måder at bevæge sig taktisk på, fx ”trappe til venstre” eller ”trappe til højre”, altså formationer, hvor man kunne støtte hinanden og udfolde mest ildkraft til den formodentlig farligste side under en fremrykning.

 

Bornholms Værns ”pansertropper” hed ”Bornholmske Dragoner”, og der var endnu så meget rytteri i dem, at de under paraderne stod med deres sabler, som om de stadig sad på en hesteryg. De gik også med ”blærepind”, altså den lille stok, man især kan se britiske officerer gå med, ofte stukket ind under armen. De havde i officersmessens hall en særlig træblok med små huller i, hvor de kunne stille deres blærepinde, inden de gik ind i selve messen. Engang drillede nogle af de andre dem ved at sætte små blomster i disse huller! Men de så flotte ud med deres sorte baretter og sorte underlag under deres regimentsmærker eller ”griffer” (se nedenfor). Det var først senere, alle i kamptropperne, altså også infanteristerne, bar sorte baretter. ”Bornholmske Dragoner” bestod af kampvognseskadronen og opklaringsdelingen. Alle kampvognene var endnu i min tid af typen M 24 Chaffee, hvis historie gik helt tilbage til Anden Verdenskrig. Men i mange henseender er en kampvogn en kampvogn, så vi affandt os med dem. Og et af mundheldene i Værnet var, at panserkending, det bestod i at kunne kende en M 24 - og være klar til at skyde på alt andet.

 

Hvad selve efterretningstjenesten angår, var det øvelserne, der var det mest interessante. Den første store øvelse, jeg deltog i, fandt sted ret kort tid efter min ankomst. Det var interessant at se, hvordan Værnets og Regionens kommandostation fungerede, under transport, ind og ud af stilling, og i selve funktionen som kommandostation. Der var kontorvogne og telte fyldt med radioer, felttelefoner, situationskort, skrivemaskiner og en duplikator. Jeg var med til at gennemgå de meldinger, vi fik, og til at føre situationskortet, og jeg passede også radio og telefon i stille perioder, så kaptajnen også kunne få noget søvn.

 

Vi havde også somme tider ”gæster”, dvs. folk, der skulle have husly og/eller adgang til radio og telefon. Engang var gæsten en flyvermajor, en såkaldt air liason officer, en flink mand, som jeg underholdt mig godt med. Det var også spændende at se, hvordan han på et tidspunkt rekvirerede to F-100 jagere til et angreb på blå kommandostation - ”med raketter og napalm”! Jeg så ham udfylde signalblanketten, på engelsk, som det jo altid er i NATO’s flystyrker. Men det var ret uhyggeligt, da de lidt senere kom. For blå kommandostation - det var også os! Vi var på én gang øvelsesledelse og kommandostation for de blå enheder. Jeg stod og så dem dykke ned over os, og jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville have været, hvis det havde været virkelighed. Ja, så havde jeg jo ikke stået sådan og kigget. Men igen må jeg sige, at selv om det var noget, gav stof til eftertanke, så var det alligevel ganske abstrakt og uvirkeligt.

 

En anden uhyggelig ting var, at vi i vor sektion havde en menig siddende, som var en dygtig matematisk student, og som havde til opgave, løbende at lave en ”MET-A” (tror jeg det blev forkortet”), dvs. en ”atom-meteorologi”, en model af, hvordan det radioaktive nedfald efter et a-våben ville blive, det være sig et, fjenden havde anvendt, eller et, vi selv havde anvendt. Vinden er jo ikke ens i de forskellige højder, så jeg mener, han i hvert fald især byggede på de målinger, artilleriafdelingen i forvejen lavede til sig selv ved simpelt hen at sende en ballon op og registrere dens bevægelser i de forskellige højder. Men måske har han også haft andre data. Og så sad han ellers med nogle tabeller og sin regnestok og lavede sine mere eller mindre sneglehusagtige tegninger af, hvordan nedfaldsområdet ville blive i forhold til ground zero. Man skal bemærke, at både han og artilleristerne brugte regnestok. Der var ikke noget, der hed computer! Et skræmmende arbejde, men en begavet og tiltalende ung mand, som jeg fik snakket lidt med.

 

Et punkt i min uddannelse var, at jeg (som alle andre, der ikke ligefrem selv deltog) overværede en stor såkaldt kampskydning på skydeterrænet ved Raghammer. - Jeg kunne ikke vide, at dele af dette skydeterræn godt syv år senere skulle blive en del af det ene af mine sogne (Pedersker), og at vi ofte skulle blive vidne til, at en 105 mm haubits stod og skød få hundrede meter fra præstegården. - En kampskydning er en øvelse, hvorunder der - med iagttagelse af en lang række sikkerhedsregler - skydes med skarpt med alle våben fra håndvåbnene og op til kampvognskanonerne og artilleriet, herunder 40 mm luftværnskanonerne. Det tager sig imponerende ud, og vel er det uhyggeligt, men givet, at man forbereder sig på at kunne forsvare sig, er det som sådan godt at se, hvad man kan udfolde af ildkraft. Sådan er det bare. - I TLBS-tiden havde vi set en endnu større kampskydning i Jægerspris.

 

Den på sin vis største efterretningsopgave på øvelsesniveau, jeg nåede at få, var i forbindelse med en stor totalforsvars- og stabs- og signaløvelse. En stabs- og signaløvelse er en øvelse uden deltagelse af enhedernes mandskab, men altså kun med (dele af) førings- og signalelementerne; jeg mener, det i dette tilfælde var ned til og med kompagniernes kommandostationer. På denne måde kan man øve mange ting uden for stort besvær og for mange omkostninger. Men i dette tilfælde var det altså også en totalforsvarsøvelse, hvori ikke alene hele Bornholms Region med Bornholms Værn, Bornholms Marinedistrikt, Flyverdetachement Bornholm og hjemmeværnet deltog, men også civilforsvaret, amtet (og kommunerne?) og Bornholms Radio. Man øvede altså procedurer, kommunikation m.m. for alle, der ville få særlige opgaver i en krigssituation. Og igen var det selvfølgelig uhyggeligt at forestille sig. Men igen var det også storslået at se, hvordan hele samfundet kunne være fælles om at prøve at klare en sådan situation med blandt andet så få civile tab som muligt. Begge disse sider af sagen oplevede jeg stærkt, når Bornholms Radio sendte meldinger ud over de højttalere, der var anbragt i alle kontorer, men som altså i en virkelig situation ville være blevet sendt ud på samme måde som Bornholms Radios almindelige udsendelser.

 

Under selve øvelsen deltog jeg på sædvanlig måde i behandlingen af de indgående meldinger osv. samt i efterretningssektionens samarbejde med operationssektionen. Jeg husker i sidstnævnte forbindelse, hvordan det blev overvejet at sætte luftværnsbatteriets 40 mm kanoner og 12,7 mm firlingemaskingeværer ind mod den fjendtlige landsætning ved Dueodde. Men netop denne landsætning (som altså var fuldstændig ”supponeret”, dvs. kun eksisterede på papiret og i meldingerne) havde jeg et helt særligt forhold til. Kaptajnen havde nemlig, da øvelsen skulle forberedes, sagt til mig, at nu skulle jeg prøve at være orange divisionschef! Jeg skulle altså forberede det billede af den fjendtlige landsætning, som skulle udgøre orange del af øvelsesgrundlaget. Og det var ganske interessant.

 

Den sovjetiske motoriserede infanteridivisions organisation kendte jeg som sagt ud og ind. Men hvordan skulle den transporteres over Østersøen og blive sat i land på Bornholm? Vi havde som også sagt alle mulige oversigter over, hvad der kunne blive sat ind mod os. Men jeg var også i kontakt med højere niveau’er for at få et helt klart og aktuelt overblik over den sovjetiske amfibiekapacitet i Østersøen. Og jeg kan vel godt her i 2008 røbe, at den dér i 1964 var overraskende beskeden. Så vidt jeg senere har hørt i medierne, blev den vist udvidet betragteligt i 1970’erne. Men man kan som bekendt også transportere soldater og materiel på almindelige skibe, og så enten sætte det hele i land med brug af landgangsfartøjerne i flere vendinger og/eller se at få erobret en havn. (I denne forbindelse kan jeg nok også røbe, at ”havneminering” også var noget, man talte en del om i staben).

 

Men jeg fik da - i min egenskab af ”sovjetisk divisionschef” - samlet så megen kapacitet, at jeg kunne få sat et forstærket regiment i land ved Dueodde, dvs. et motoriseret infanteriregiment på tre bataljoner plus i hvert fald dele af en panserbataljon og noget artilleri m.m. (Dengang kunne jeg ikke vide, at dette område engang skulle blive en del af et af mine sogne!). Og jeg fik lavet et forslag til, hvordan de landsatte enheder skulle fordeles og rykke frem.

 

En i princippet virkelig situation indtrådte i begyndelsen af august, nemlig i forbindelse med den såkaldte Tonkinbugt-episode. Jeg husker ikke, hvordan tidsforholdet var mellem det nordvietnamesiske angreb på den amerikanske destroyer Maddox nær Nordvietnams kyst, og så det tidspunkt, hvor blandt andet det danske beredskab blev forhøjet. (Og jeg kan slet ikke komme ind på hele den diskussion, der siden har været omkring denne situation). Men der var altså på et tidspunkt tale om en vis forhøjelse at beredskabet. Jeg tror, den var ganske beskeden, men der var i det mindste tale om, at der hele tiden var forbindelse mellem de forskellige instanser i efterretningstjenesten. På et tidspunkt sagde kaptajnen til mig: ”Nå, løjtnant Christensen, hvad skal vi sige til obersten? Skal vi sige, at vi bør gå i hullerne?”. - ”At gå i hullerne” ville sige, at vi iværksatte ”Operationsbefaling nr. 1”, som altid lå klar (i såvel en øvelsesversion som en skarp version), hvilket ville sige, at vi rykkede ud af kasernen og spredte os ud over et større område og gravede os ned dér, så vi var så lidt sårbare som muligt. Der var forskellige alarmgrader for rømning af kasernen. Den laveste grad indebar, at vi brugte den nødvendige tid til at få alt med ud. Den hurtigste indebar, at vi simpelt hen forlod kasernen så hurtigt som overhovedet muligt, dvs. nærmest som vi stod og gik, (altså fx i tilfælde af varsel om et umiddelbart forestående overraskelsesangreb fra luften).

 

Nu vidste jeg godt, at det stort set var en spøg fra kaptajnens side. Han kunne godt lide at fyre den slags ting af indimellem, hvorfor hans øgenavn ved Værnet da også var ”Mystiske G”. Hvis der virkelig havde været tale om en så alvorlig udvikling af situationen, ville vi naturligvis havde fået en sådan ordre ovenfra - medmindre vi selv, herunder vore to radarer, var blevet opmærksomme på en helt umiddelbar trussel, og det var der overhovedet ikke tale om. Men jeg sagde til kaptajnen, at nu ville jeg prøve at lave mit eget lille stykke strategisk efterretningstjeneste, så jeg hentede min private radio og stillede ind på Moskva for at høre timenyhederne. Og da jeg havde hørt dem, kunne jeg besvare kaptajnens spørgsmål på denne måde: ”Hr. kaptajn, jeg melder, at episoden overhovedet ikke blev omtalt i timenyhederne, hvilket helt klart betyder, at Kreml ikke ønsker at puste situationen op, så at der altså næppe er sandsynlighed for, at Bornholm vil blive angrebet”. - Det var selvfølgelig den sovjetiske parti- og statsledelse, der suverænt bestemte, hvilke nyheder der skulle bringes eller ikke bringes i medierne. - Det siger sig selv, at det samme havde man hele tiden og løbende siddet og gjort i Forsvarets Efterretningstjeneste. Men dette var altså min personlige lille aktivitet.

 

Men et spøg, et andet alvor. Det var under alle omstændigheder den mest tilspidsede situation, jeg havde oplevet i min soldatertid siden Cuba-krisen (hvor jeg, som beskrevet i dette kapitels første afsnit, lå syg hjemme hos min mor!). Og bare det at lege med tanken om et sovjetisk angreb kunne godt give kuldegysninger. Jeg husker tydeligt, at jeg på vej til frokost i officersmessen meget intenst tænkte på, hvordan det ville være, hvis det virkelig skulle ske. Og igen, overvejelserne gik først og fremmest på, om man nu også ville kunne klare det. Den tanke gik gennem mit hoved: ”Du kan i hvert fald ikke komme til at løbe din vej, så lille som denne ø er!”.

 

Der var et ualmindelig godt arbejdsklima i værns- og regionsstaben. Der blev udvekslet mange hyggelige og kvikke bemærkninger. Vi havde et tæt forhold til O-sektionen, dvs. CH-O, en meget dygtig major, og OO (operationsofficeren), en også meget dygtig kaptajn. Jeg husker desværre ikke deres navne. CH-T (chefen for transport- og forsyningssektionen) hed major Hermansen, en fin og venlig mand. Han blev senere ansat ved Bornholms Amt, hvor jeg i min præstetid fik med ham at gøre. Også chefen for A-sektionen var en flink og fin mand. Han hed vist major Hvalkof. Så var der premierløjtnant Haugaard. Var hans stilling "skriver"? Han var en utrolig flink og hyggelig mand, som jeg fik et virkelig godt forhold til, altid god for en frisk bemærkning. Og jeg mener bestemt, det var ham, der, nu som kaptajn, i 1972 ringede til mig på Værnets vegne og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive feltpræst. Endelig var der sekretariatet (hed det det?), som lå lige ved siden af os, og som vi naturligvis havde med at gøre flere gange om dagen. Der var det altid hyggeligt at komme ind. Det blev ledet af en dygtig og flink premierløjtnant, hvis navn jeg desværre ikke kan komme på. Og så havde det en civil kontordame! Men obersten havde, så vidt jeg husker, også en civil kvindelig sekretær. - Se også tilføjelsen nedenfor om bla. major Sabinsky, der dengang var chef for luftværnsbatteriet.

 

Både i det daglige og under øvelserne var det alligevel begrænset, hvad jeg fik lært. Da jeg senere fik rådighedstjeneste, kom jeg ud i infanteribataljonens stab - som EO/ORDO, dvs. efterretnings- og ordonnansofficer. Her opdagede jeg ganske vist for alvor, hvor meget jeg ikke kunne. Men jeg fik lært en del om det helt virkelige liv ude ved fronten. Et højdepunkt var, da jeg under en øvelse på Sjælland, som vi deltog i, virkelig kom i funktion som ordonnans- og forbindelsesofficer. Men som sagt: Formålet med min tilstedeværelse var netop, at jeg skulle lære, hvordan det hele foregik i virkeligheden. Jeg fik også lært meget på det menneskelige plan. Det kan måske lyde underligt for uindviede, men Forsvaret er en ganske rar arbejdsplads, og officerer er i den bedste betydning af ordet fine mennesker. De lavere grader havde jeg, som forholdene i militæret jo er, ikke ret megen egentlig kontakt med. Men det, jeg så og hørte, gav mig stor respekt for også stregbefalingsmændene (sergentgruppen) og de menige, en respekt, jeg til fulde fik bekræftet, da jeg senere blev feltpræst og kom alle tæt ind på livet.

 

Her kan jeg passende gå over til omtalen af det altid hyggelige - og til tider ganske lystige - messeliv i Almegårds Kasernes officersmesse. Der var som sagt en del af de ældre officerer, der viste mig sprogløjtnant venlig interesse. Men ellers var det naturligvis mest os unge løjtnanter, der holdt sammen. På den måde fik jeg også et ret direkte indblik i, hvad det ville sige at være delingsfører i infanteriet, kampvognsdelingsfører eller fx halvbatterifører i artilleriet. Vi respekterede hinanden. For de andre var jeg en spændende, lidt mystisk ekspert, og for mig var de de rigtige officerer, som jeg respekterede meget.

 

Blandt de ting, jeg kan huske, er der to replikker, jeg ofte tænker på. De kom begge fra en løjtnant på frivillig tjeneste, der var blevet træt af sin hidtidige mere stille tjeneste og efter ønske var blevet let delingsfører, altså rigtig infanteridelingsfører. Den første af disse replikker har at gøre med det ejendommelige forhold, at det bornholmske infanteri dengang var cykelbårent. Ja, cykelbårent! Det lyder vanvittigt. Men jeg kunne da begynde med at minde om, at nogle af de japanske enheder, der under Anden Verdenskrig erobrede Singapore, efter sigende var cykelbårne. Og under bornholmske forhold var der stadig - i hvert fald i nogle henseender - god mening i det. Det cyklende infanteri var altid ledsaget af en lastbil, der kunne samle cyklerne op, når det skulle være, så infanteristerne kunne optræde til fods, og når de kørte på cyklerne, kunne de komme frem næsten overalt, så de altså blandt andet kunne skyde mange genveje. Men det vakte selvfølgelig en ikke ringe opsigt, når det bornholmske infanteri deltog i øvelser ”ovre” (som man siger på Bornholm). Jeg kan her indskyde, hvad en anden delingsfører engang sagde, da han var ved at gøre klar til netop sådan en øvelse: ”Nu glæder jeg mig bare til, at nogle af soldaterne derovre begynder at stå og grine ad os og mine egne soldater siger. ’Hr. løjtnant, vi beder om tilladelse til at stå af og tæve dem!’”. (Hvordan det virkelig har forholdt sig, ved jeg ikke).

 

Men tilbage til den første af de to replikker, det egentlig drejer sig om. Det var, da den netop overførte løjtnant havde været på sin første cykelbårne øvelse: ”Altså, Christensen, jeg siger dig, min røv hang i laser”. Og den anden - som siger lidt om, hvad det vil sige at være officer - det var, da samme løjtnant, der altså ellers havde været vant til, altid at køre rundt i jeep, havde været på en hård øvelse, der var sluttet med, at man i fuld feltmæssig havde foretaget en lang fodmarch hjem til kasernen: ”Jeg siger dig, havde jeg ikke haft den stjerne på skulderen, var jeg aldrig kommet ind ad den kaserneport”.

 

Nu er det jo heldigvis sådan, at også folk, der ikke har været officer eller måske overhovedet soldat, har nogle teknikker, der kan hjælpe dem til at få viljestyrken frem i vanskelige situationer. Sådanne helt ”civile” teknikker har jeg også selv. Men selv om jeg kun har været sprogofficer, har jeg også fået noget af denne officersånd med mig, så den har hjulpet mig, når et nederlag truede. Og mens jeg er ved det, så har jeg, når jeg har skullet mobilisere energi og snilde i større, måske helt teoretiske sammenhænge, også ofte sagt til mig selv, at når mennesker kan mobilisere så mange kræfter og så megen snilde til noget så negativt som at føre krig, så må det ligefrem være en pligt at vise, at man kan gøre mindst det samme, når formålet er fredeligt og positivt. Ja, jeg har været inde på det før, men vil gerne gentage, at mange af de ting, jeg har oplevet og lært i min militære tid, har fået en billedlig betydning for mig, der kan være til hjælp i forbindelse med tackling af vanskelige situationer eller løsning af opgaver. Man skal i den forbindelse også tænke på, at fx både Jesus selv og apostelen Paulus kan bruge militære billeder i sammenhænge, der absolut ikke har noget med krig at gøre!

 

Men vi kunne også føre gode, til tider ganske alvorlige samtaler om alt muligt, ligesom messelivet jo i høj grad bestod i almindelig hygge og afslapning. Og der var, som allerede nævnt, også ganske lystige stunder indimellem, især når vi unge løjtnanter samt måske en enkelt ung premierløjtnant af reserven eller to, havde messen for os selv. Der var også en af de lidt ældre officerer, der ikke følte sig for fin til at omgås os unge løjtnanter. Det var kaptajn i luftværnsartilleriet W.Ø. Larsen. Ja, fra tobaks- og pibeslægten! En virkelig flink, hyggelig og morsom mand. Hvad jeg senere fik rig lejlighed til at få bekræftet, da vi - i vinteren 1976/77 - var sammen på Cypern!

 

Indskud: Mens jeg skrev på dette afsnit, var jeg til en reception i Sognets Hus i Maribo i anledning af en bogudgivelse, nemlig Brandstrup-lokalhistorikeren Søren Daugbjergs ”Kaj Munk og Tyskland”. Det var den 28. november 2008. (Søren Daugbjerg vil måske blive omtalt i kapitel 11). Da jeg skulle til at gå, kom en jævnaldrende mand hen og spurgte, hvad jeg hed. Det viste sig at være daværende premierløjtnant Debois, næstkommanderende i et af infanteribataljonens kompagnier. Han er nu pensioneret major og bor i Maribo. - Ja, jeg udtrykker igen mit håb om, at læserne deler min glæde over disse indskud; jeg kan i hvert fald ikke lade være med at lave dem. Hvad der vil ske med dem under en eventuel afsluttende redigering, er, som også tidligere sagt, en anden sag, men jeg lader det altså foreløbig være en del af denne Internet-genres særpræg, at sådanne indskud kommer med. - Indskud slut.

 

Men nu har jeg vist fortalt soldaterhistorier nok. Og jeg håber, læseren har fået et rimeligt indtryk af, hvad jeg kunne og ikke kunne, hvordan jeg forholdt mig til det hele, og hvad jeg fik ud af det. Jeg indrømmer, at jeg, og det gælder inden for ethvert område, godt kan lide at fortælle ting, som dem, jeg har fortalt her, altså selv de mindste små ”gode historier”, men jeg vil nødig fremstå som det, der allerede hos de gamle romere (Plautus) hed en ”miles gloriosus”, eller i dansk komediesammenhæng en ”stortalende soldat” (Holbergs Jacob von Tybo eller Hostrups Løjtnant v. Buddinge i ”Genboerne”)! Jeg er stolt og glad over, hvad min militære tid har givet mig, og allerede i denne forbindelse (men også i senere sammenhænge) er mit valgsprog: ”Har ingen andre fået noget ud af det, så har jeg selv”. Med min hjemkommandering, som det hedder for reserveofficerers vedkommende (man er jo for så vidt stadig i tjeneste, indtil man bliver afskediget), sluttede min egentlige soldatertid. Men med indkommanderinger m.m. kom den til at vare i endnu tretten år, ja, jeg var i princippet feltpræst af reserven, indtil jeg i 2003 fyldte tres; jeg har bare ikke gjort nogen form for tjeneste siden 1977. Den eneste undtagelse var min deltagelse i vist 1978 af min lokalforsvarsbataljons mobiliseringsdepot på Falster med efterfølgende indtagelse af gule ærter og øl og snaps. Her fik jeg i øvrigt talt med vor ovenfor omtalte klasseløjtnant på TLBS, nu major af reserven Johansen og chef for et af kompagnierne. Vi mindedes dengang og var begge glade for at mødes igen. Jeg sagde til ham: "Du var dygtig, men streng, og du kørte os hårdt". Hvad han øjensynlig var glad for at høre. - Om eftermiddagen fik jeg også set min "hallelujakasse", som depotforvalteren kaldte den, altså kassen med alle de ting til alteret, jeg vist har omtalt i Cypern-kapitlet. Den stod nok så nydeligt på sin hylde. Hver bataljon i den danske hær har sådan en kasse.

 

TILFØJELSE 1: Major Sabinsky i en litterær sammenhæng

 

Denne tilføjelse er sat ind her 03.05.13, og afsnittet nedenfor er identisk med en tilføjelse i, hvad der nok ender som den uforkortede hjemmesideudgave af en artikel til Informator Polski med titlen "Polen i dansk litteratur". Det er et petit-stykke, der er sat ind efter behandlingen af Emil Aarestrups digt "En polsk Moder" fra 1834. Når den korte udgave af artiklen er blevet trykt (formodentlig i sensommeren 2013), vil den uforkortede version blive sat på såvel undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie" som undersiden "Internationalt", og dér vil digtet blive citeret i sin helhed. Men det handler kort sagt om en moder, der havde født en søn, netop da hun fik nyheden om, at hendes mand - Sabinski! - der havde deltaget i den polske Novemberopstand mod russerne 1830-1831, var blevet taget til fange. Og det lykkes hende lige at vise faderen hans søn gennem fængselsvinduet dagen før hans henrettelse. Og det slutter med, at moderen indvier den lille dreng til at gå i sin fars fodspor og kæmpe for Polens frihed! Et barsk digt af erotikeren Aarestrup, men netop derved et helt særligt vidnesbyrd om, hvordan man i Danmark, ja, i Nysted, har fulgt med i Polens skæbne. - I et andet Aarestrup-digt (fra 1832) bliver Jeg'et fuldstændig forvirret og svimmel under en karettur med en smuk kvinde. Han kan ikke rigtig forklare, hvad der er der sker. Og en af de muligheder, der bliver nævnt, er: "En Sympathi (thi hun var polsk) med Polen?". - Men her er petit-stykket fra "Polen i dansk litteratur":

 

INDSKUD OM NAVNET SABINSKI/SABINSKY/SABIŃSKI

 

Navnet Sabinski i Emil Aarestrups digt om den polske moder vakte minder hos mig - militære minder! Da jeg i sommerhalvåret 1964 gjorde tjeneste som sprogløjtnant ved Bornholms Værn, var en major Sabinsky chef for luftværnsbatteriet. Og han må staves sådan, for en internetsøgning førte frem til et pdf-dokument med en indholdsfortegnelse til Luftværns artilleri-tidsskrift 1947-1961, hvori indgår en artikel fra 1950 med titlen "Fjernkendingsuddannelse - i praksis!" skrevet af en N.J.W. Sabinsky. Det kan ikke være andet end "min" major Sabinsky. Og efternavnet kan vel ikke være andet end polsk. - Man kan så spørge, hvad dette militære minde har med emnet for nærværende artikel at gøre. Men nu har jeg altså for det første fået lyst til at inddrage det (og jeg sætter et tilsvarende indskud ind i "Erindringer"), og for det andet er major Sabinsky jo et eksempel på "Polen i Danmark". Majoren må have været af polsk afstamning. Men jeg må indrømme, at jeg ud over, hvad jeg skriver i dette indskud, intet ved om major Sabinskys baggrund, altså hvilket forhold han evt. har haft til Polen. Hvis der faktisk har været et forhold, er det ret interessant. Hvis der ikke har været et (nærmere) forhold, er der reelt kun tale om associationer og minder inde i mit hoved! - Hvis der på nogen måde er tale om et forhold mellem Polen og major Sabinsky er der imidlertid en indholdsmæssig, nemlig militær, sammenhæng mellem Aarestrups digt og ham. Ligefrem en slægtssammenhæng vil det nok være for langt ude at forestille sig. Men man kan godt spørge, hvor Emil Aarestrup har haft navnet Sabinski fra. Har det måske været et polsk heltenavn, der var i omløb? Der var jo endnu ingen polakker på Lolland. Begge de her behandlede digte er jo skrevet, mens Emil Aarestrup var læge i Nysted på Sydøstlolland (1827-1838), og de første roepolakker ankom først til Gedser ca. 60 år senere, nemlig i 1893. Jeg har selvfølgelig også søgt på det polske navn Sabiński. Men det har ikke umiddelbart givet noget af interesse. I et almindeligt polsk leksikon, jeg har, forekommer navnet ikke. - Major Sabinsky var (så vidt jeg bestemt husker) en af de officerer, der var blevet officerer af linjen uden at have gået på Hærens Officersskole, men på baggrund af sin indsats og position i Modstandsbevægelsen. Og det betyder, at han har gjort noget ret stort. Han var derfor en ikke helt almindelig officer. Meget bramfri og i visse situationer ilter. Men også meget venlig mod sådan en ung sprogløjtnant som mig. Jeg har ved nogle lejligheder siddet ved bord sammen med ham ved frokosten i officersmessen og talt meget fint med ham. Min egen chef kaptajn G. Nielsen (CH-E/BV) var selv luftværnsartillerist og havde været næstkommanderende under major Sabinsky - og omtalte ham, så vidt jeg husker, positivt, men uden helt at fortie hans særegenhed. - Der gik nogle historier om major Sabinsky, som jeg tillader mig at gengive her, men selvfølgelig med forbehold, både i forhold til, hvad man fortalte, og i forhold til, hvor godt jeg husker det. Den ene var, at han i forbindelse med et mytteri eller noget i den retning (se nf.) simpelt hen havde alarmeret luftværnsbatteriet og ladet det køre Bornholm rundt og rundt, indtil gemytterne var faldet til ro. Den anden var (vist ikke i samme forbindelse), at han havde beordret hele batteriet (altså hele mandskabet) ud i Østersøen, hvor de så skulle barbere sig. Jeg tror, det i medierne blev kendt som "barbervandsskandalen". - Skulle jeg have ladet være at fortælle dette? Måske. Men det er jo mange år siden, og som jeg husker det hele, var major Sabinsky en dygtig officer og en god batterichef. Og jeg synes selv, det, jeg her har fortalt, på en eller anden måde er en vinkel på Emil Aarestrups digt. En dansk officer og tidligere modstandsmand ved navn Sabinsky - og måske med et noget polsk temperament! - Men jeg kan jo blive ved. For kan der, hvad mytteriet angår, have været tale om det mytteri, som mest er kendt fra Søgårdlejren i Sønderjylland (16. februar 1953), hvis årsag var en pludselig forlængelse af værnepligtstiden fra 12 til 18 måneder - efter krav fra NATO. (Hvorfor? Opstanden i DDR og nedkæmpelsen af den fandt jo først sted i juni 1953. Og jeg har ikke kunnet finde tilsvarende begivenheder i begyndelsen af 1953 eller i 1952). Kan major Sabinsky have været batterichef allerede i 1953? Han har i hvert fald skrevet artiklen om fjernkendingsuddannelse i 1950.

 

Om N.J.W. Sabinsky i Frihedsmuseets database:
http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?78361

 

N.J.W. Sabinsky: Fjernkendingsuddannelse - i praksis! (1950). - Artiklen kan nu læses på undersiden "Erindringer - BILAG".

http://befaestningen.thm-online.dk/public/billeder/Dokumenter_pdf/Publikation5.pdf

 

Om mytteriet i februar 1953:

 

DEN STORE DANSKE:

Seneste eksempel på mytteri i den danske hær er fra 1953. En ikke bebudet, men omgående iværksat, forlængelse af værnepligten fra 12 til 18 måneder udløste sit-down-strejke på kaserne på Bornholm. Mytteristerne blev idømt fire til fem måneders fængsel, hvilket dog blev reduceret ved en kongelig resolution.

 

WIKIPEDIA:

Der var mytteri i Danmark i 1953, hvor soldater i Søgårdlejren protesterede mod en forlængelse af værnepligten fra 12 til 18 måneder.

 

BC: Men hvorfor denne pludselige forlængelse af værnepligten? - Her er svaret, fra en anmeldelse af Ib Nordbys bog Det glemte mytteri (2004): "Nordby er fhv. major og var selv til stede, da begivenhederne brød løs i Søgårdlejren den 16. februar 1953. Urolighederne havde baggrund i en beslutning om, at tjenestetiden efter krav fra NATO blev forlænget fra 12 til 18 måneder. Tilmed ramte forlængelsen kun 40 procent af de indkaldte, hvad der ydermere pustede til utilfredsheden".
http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/mytteri.htm

 

TILFØJELSE 2 (se også til allersidst i INDLEDNING):

 

En særlig glæde for mig blev det, da redaktøren af hjemmesiden www.danmarkidenkoldekrig.dk i sommeren 2009 henvendte sig til mig, fordi han havde set mine erindringer på Internettet og gerne ville have et uddrag af dem til denne hjemmeside, for så vidt angår sprogofficersuddannelsen på TLBS (Teknikerliniens Befalingsmandsskole) og det militære liv på Bornholm i perioden 1964-1968. Hvis man besøger denne hjemmeside og ser, hvilken sammenhæng mit lille bidrag er kommet til at indgå i, vil man forstå min tilfredshed. Min beretning præsenteres således:

 

Forud for sit virke som sognepræst på Bornholm og senere på Lolland måtte Bent Christensen som de fleste andre unge mænd af sin generation aftjene sin værnepligt. Det skete i 1962 til 1964, da Bent Christensen gennemgik uddannelsen til sprogofficer og forrettede tjeneste ved Bornholms Værn. Læs hans personlige beretning om denne specielle uddannelse og de særlige forhold ved tjenesten ved Bornholms Værn.

 

LINK:

http://danmarkidenkoldekrig.dk/Bornholm/bentchristensen.pdf

 

Et andet link, nemlig til en vist ganske ny Wikipedia-artikel om Bornholms Værn, er:

http://da.wikipedia.org/wiki/Bornholms_V%C3%A6rn

Det fremgår, at det er Bornholms Værn længe efter min tid. Ikke alene oplyses det, at Bornholms Værn blev nedlagt i 2001, det fremgår også, at der i 1986 var kommet en tredje infanteribataljon til. Artiklen har altså ikke direkte betydning for erindringerne her, men kan alligevel være af en vis interesse for læserne.

 

Det kan lyde, som om jeg kun levede på kasernen. Men jeg færdedes selvfølgelig også rundt omkring i Rønne og på øen overhovedet. Og jeg nød at høre det bornholmske sprog, ligesom jeg nød den fantastiske natur. Bornholmerne siger, at da Gud havde skabt hele verden, ville han samle noget af alt det bedste på ét sted - og således blev Bornholm til! Men mit forhold til Bornholm som sådan vil jeg vente med at skrive om til kapitel 8.

 

Men jeg havde også et liv som ”selve min egen person”. Og jeg havde jo i hele TLBS-tiden set frem til, at når den var forbi og jeg kom ud i almindelig tjeneste, så skulle jeg videre i min personlige udvikling. Det kom jeg også. Bare ikke nok. Jeg kan i dag undre mig over, at jeg ikke i langt højere grad udnyttede min frihed til at arbejde på at blive forfatter eller dog på anden måde ”åndsarbejder”. Men måske har jeg ladet mig for meget indfange af det militære liv, dog også i håb om, at jeg på den måde ville få nogle indtryk og oplevelser, jeg kunne bruge. Eller jeg har måske bare været for doven? Hvad der dog ikke ellers ligner mig. Nej, siden 1961 havde mit problem været, at det jo ikke kunne nytte noget at mobilisere flid, når jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge den på! Jeg var uden idégrundlag og uden forbilleder. Der var ikke noget i eksisterende eller hidtidig kultur, jeg kunne begejstres for, så jeg kunne sætte min ellers berømte ”arbejds-motor” i gang. Jeg gik i ret bogstavelig forstand og ventede på, at noget helt nyt skulle komme til mig nærmest af sig selv, et helt nyt, sandt og stærkt møde mellem mig og virkeligheden. Og hvad værre er, det har jeg i visse henseender gjort indtil for ganske nylig! - Jeg prøvede dog også at både tænke en del og skrive lidt. Jeg læste også lidt, blandt andet min elskede engelske poesi. Men ikke ordentligt, ikke systematisk. Hvad jeg i dag virkelig bebrejder mig selv. For uanset hvad jeg lige har skrevet, burde jeg have kunnet anvende min tid bedre. Jeg vil senere, i flere omgange, komme mere udførligt ind på dette forhold. Jeg henviser også til beskrivelsen af min 1961-situation i kapitel 4. - Men det er tankevækkende, at jeg i teorien kunne have en ateistisk og nihilistisk verdensanskuelse, ifølge hvilken hele den hidtidige og eksisterende kultur i grunden ingenting var, og samtidig lægge så stor vægt på alle de ofte ret små ting, jeg har fortalt om i dette kapitel. Men sådan er det jo. Livet og de sociale og traditionsmæssige mekanismer er stærkere end teorien.

 

Jeg husker, at jeg engang prøvede at skrive en slags kultur-essay, som jeg sendte til dagbladet Information, som jeg altså må have anset for særlig egnet. Det blev dog aldrig trykt, og jeg hørte heller ikke noget fra avisen. Det har nok heller ikke fortjent bedre. Men jeg husker også tydeligt, at da jeg var kommet et stykke ned i teksten, stødte jeg på livsanskuelsesproblemet, nærmere betegnet ateismens, meningsløshedens, ja, nihilismens problem, og at jeg så gik over i nogle etiske overvejelser af vist især fredspolitisk karakter. Jeg husker helt tydeligt, hvordan jeg sad ved mit bord og skrev, og når jeg senere har tænkt tilbage på denne situation, har det slået mig, at jeg altså dels har været blokeret af min uafklarede livsanskuelsesmæssige situation, dels har lignet de humanistiske intellektuelle, der fører sig etisk frem på, hvad jeg nu vil kalde helt nyfarisæistisk vis. Når man ikke tror på Gud, må man gøre etikken - og i hvert fald de rigtige etiske holdninger og meninger - til en slags erstatning. Jeg fik dog et ret konkret resultat ud af mine etiske overvejelser, nemlig det, at jeg mere eller mindre lovede mig selv, at jeg på et tidspunkt skulle give et halvt år af mit liv til en af FN’s fredsbevarende operationer. Dette løfte var også foranlediget af, at nogle af kammeraterne skulle af sted, blandt andet skulle vor tandlæge ud og gøre tjeneste ved noget, der hed UNFICYP! - Se kapitel 10!

 

Men jeg færdedes da i den dejlige bornholmske natur og ”følte og tænkte”, som jeg havde gjort siden mine første teenage-år. Og jeg havde nogle vage planer om at skrive nogle ting. Blandt andet tænkte jeg på at skrive en slags roman (eller hvad man nu skulle kalde sådan noget) der ”foregik” på den tid, hvor livet opstod og havde sin første udvikling her på jorden! Måske kunne man kalde det et før-menneskeligt epos? Og uanset hvad man ellers kan sige om en sådan idé, vidnede den dog om den vilje til at gå til bunds, både biologisk og kosmisk, som jeg har den dag i dag.

 

En helt særlig naturoplevelse havde jeg en dejlig september-søndag, hvor jeg havde lånt en kammerats bil for at køre til gudstjeneste i Sankt Ols Kirke på Nordbornholm. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg tror ikke, det har været et udtryk for en religiøs søgen mod kristendommen, ikke bevidst i hvert fald. Jeg tror snarere, det har været et udtryk for et princip, jeg stadig har, om, så vidt muligt at opleve tingene på en virkelig måde, altså ikke bare ved at ”turist-glo” på dem. Desuden var jeg som sagt på intet tidspunkt kristendomsfjendsk, men så tværtimod kristendommen og vor egen kirkelige tradition som et sted, hvor nogle af tilværelsens dybdedimensioner kom til udtryk. Jeg var da også stadigvæk medlem af Folkekirken og havde på intet tidspunkt overvejet at melde mig ud - meget interessant for mig nu med mit nuværende kirkesyn! Og jeg fik mig en god gudstjenesteoplevelse og en god oplevelse af en bornholmsk rundkirke. Bagefter kørte jeg til et sted, hvor jeg kunne se ud over et stort stykke af Nordbornholm og ud til den fjerne horisont ude i Østersøen. Jeg husker den klare luft og det klare lys. Og jeg husker alle septemberfarverne, især de mange hyben og andre røde bær mod de endnu grønne farver på græs og træer og buske og mod den blå himmel og det blå vand. Det var en naturoplevelse, der den dag i dag er af grundlæggende betydning for mig. Men der kom ikke noget ud af det. Ikke det mindste digt. Prøvede jeg overhovedet at skrive digte dengang?

 

Det var tid

men jeg fik ikke løsnet et ord

patronerne var tomme

og desuden sigtede jeg ud i luften

jeg skulle have

samlet min længsels krudt

spidset min tankes vægt

og søgt og søgt mine drømmes mål

men jeg gik bare og ventede

og så gik tiden også.

 

Men jeg fik da skrevet én tekst, der - i hvert fald med lidt god vilje - kan betegnes som litterær. Den hed ”Bopladsens Værn” og blev trykt i Bornholms Værns blad ”Griffen” - oven i købet som første afsnit af en litterær serie med fællestitlen ”Bornholmske Soldater”. Jeg henviser til undersiden ”Litterære tekster”, hvor jeg har sat de tekster ind, der hører hjemme i denne sammenhæng. Ikke fordi de er meget bevendt som litteratur, men fordi de, som de andre tekster på denne side, i hvert fald kan tjene som bilag til disse Erindringer. I indledningen til de i alt fire tekster, der er tale om, kan man også læse ret udførligt om, hvorfor Værnets blad netop hed ”Griffen”. Den korte forklaring er, at vi havde det fabeldyr, der hedder en grif, i vort ”regimentsmærke” (i anførselstegn, fordi vi jo ikke hed og ikke uden videre var et regiment).

 

”Bopladsens værn” handler om nogle stenalderkrigere og er det eneste stykke, jeg fik skrevet i min værnepligtstid. De følgende afsnit er skrevet under min hjemkommandering, dvs. i min studietid. Andet afsnit: ”Bornholmske soldater - Vikingetiden” blev trykt i marts 1965. Tredje (og sidste) afsnit fik i bladet denne titel og undertitel: ”7 års-krigen 1563-1570. En bornholmsk hændelse”. Den blev trykt i maj 1965. Som skønlitteratur betragtet er de to sidste afsnit ikke bedre end det første, men de (og navnlig andet afsnit) bærer præg af, at jeg nu var begyndt at studere på universitetet, bla. oldnordisk med dertil hørende læsning af vikingetidens drabelige beretninger.

 

Det første afsnit var fint illustreret af en af Værnets menige, som var reklametegner i det civile liv. Han udførte en del opgaver for staben. Blandt andet lavede han den tavle over bornholmske kommandanter, jeg på et tidligt tidspunkt havde fået til opgave at researche mig frem til og opstille, og som kom til at hænge på oberstens kontor. Så allerede ved den lejlighed kom jeg ret tæt ind på livet af ham. En meget tiltalende ung mand, som efterhånden blev noget så dengang usædvanligt som mere eller mindre omtalt og kaldt ved sine fornavne af alle - måske helt op til stabschefen? Hans Jacob hed han. Og han kunne selvfølgelig sagtens optræde som denne pæne og høflige menige; det var jo alle tiders for ham, at han kunne komme til at dyrke sit fag på disse måder. Den flotte tegning til min lille historie fra stenalderen er også signeret med hans fornavne: ”Hans Jacob 16-11-64”. Man ser den dejlige pige, folk fra en anden boplads havde røvet, kun iført et kort skørt af skind (og hun manglede virkelig ikke noget). Man ser den mand, der med sin kølle har slået kvinderøveren ihjel. Og man ser den dræbte ligge mellem svampene i skovbunden. Det var også Hans Jacob, der lavede den flotte plakat til NATO’s fødselsdag, med teksten ”15 lande - 15 år”.

 

Mit fjerde og sidste bidrag til ”Griffen” er slet ikke nogen litterær tekst, i hvert fald ikke fra min side, for den er det fra Thomas Kingos side! Den er nemlig direkte foranlediget af mit Kingo-specialestudium - Kingos hyldestdigte til kongehuset, som professor Billeskov Jansen havde foreslået jeg skulle skrive om (selv om jeg på det tidspunkt helst ville have skrevet om Kingos salmer). Titlen er: ”Landsoldaten og salmedigteren”, altså på hele min præsentation af et stykke af Kingos tekst, for titlen på denne er ”Hans Majestæts første og lyksalige Ledings-Tog”, idet den handler om et af de første slag i Den skånske Krig. Jeg mener, det var stormen på Wismar i 1675. Men her er vi helt henne i marts 1967, så jeg må henvise den interesserede læser til undersiden ”Litterære tekster”, hvor han også vil kunne se, hvad jeg her i 2008 mener om præsterne Kingo og Grundtvigs krigsdigte!

 

Da jeg begyndte at kunne se enden på min tjenestetid, måtte jeg se at finde mig et studium. Ja, bifaget behøvede jeg ikke gøre mig overvejelser om, for det havde jeg jo: russisk. Og hovedfaget tog det mig heller ikke lang tid at vælge: dansk. Jeg kunne selvfølgelig have valgt et helt andet studium. Men hvad skulle det have været? Teologi kunne der på dette tidspunkt slet ikke være tale om. Her kom vejen til at gå over cand. mag.-studiet. (Bemærk, at jeg allerede i 1967 helst ville have skrevet speciale om Kingos salmer). Men det interessante her er, at jeg jo kun var én af de vist ca. fire hundrede, der i 1964 på bare Københavns Universitet lod sig indskrive på danskstudiet. Der er ingen tvivl om, at et overvejende litterært studium var noget, mange af os også brugte som et middel til at opnå ”livsanskuelsesmæssig orientering”. Og for mig kom dette altså til at virke ud over alle grænser! Men jeg valgte selvfølgelig også danskstudiet, fordi jeg jo på en eller anden måde havde en litterær interesse. Og jeg kan huske, at jeg så for mig, at en stor del af studietiden ville komme til at gå med at ligge på ryggen og læse romaner, og det var i hvert fald noget, der tiltalte mig. Helt forkert var dette ikke, selv om den helt centrale læsning af romaner som led i et universitetsstudium altså foregår i siddende stilling og med en blyant i hånden!

 

Men der er også noget andet, man skal lægge mærke til. Jeg ved ikke, hvor mange i min årgang, der tog et eller flere ”fjumreår”. Nogle har der vel nok været, men for mig var det ikke engang en tanke, der kunne tænkes. Man var da nødt til at tage sig noget fornuftigt til, hvilket for mit vedkommende som minimum ville sige at komme i gang med noget, der kunne give et passende levebrød. Og når det så var sikret, kunne man se, hvad der ellers var af muligheder.

 

Min holdning til studiet fik som sagt også det udtryk, at jeg sådan set brugte de første to måneder til, stort set ikke at være der. Man kan dog også sige, at det var min form for erhvervsarbejde.

 

Ved folketingsvalget den 22. september 1964 må jeg have befundet mig på Bornholm og have afgivet min stemme dér, måske som brevstemme, for jeg har nok straks flyttet min adresse til Gyrithe Lemchesvej i Lyngby, dvs. til Høne og Helge, som viste mig den store godhed at lade mig bo hos dem i begyndelsen af min studietid. Jeg husker også, at det var deres telefon, jeg ringede fra, da jeg rekvirerede noget oplysende materiale fra nogle partier (formodentlig Konservative og Socialdemokratiet, måske også Venstre). For jeg vidste i virkeligheden intet om politik. Jeg var 21 år! Jeg kan heller ikke huske, hvad jeg endte med at stemme på, men det har jo nok været Det Konservative Folkeparti.

 

Min endelige afgang fra Bornholms Værn fejrede jeg - stærkt provokeret af min chef - ved at give en frokost i ”generalsmessen” (et særligt lille lokale i officersmessen, man kunne få stillet til rådighed). Deltagerne var: chef og næstkommanderende for Regionsstabskompagniet, som jeg jo rent kompagnimæssigt hørte til i, kaptajn Nielsen og mig selv. Og det er mærkeligt, at jeg ikke kan huske det helt sikkert, men jeg tror for det første ikke, der var andre officerer med, og for det andet tror jeg, at de her nævnte havde deres koner med.

 

Men det var jo ikke et endeligt farvel. Jeg havde tegnet rådighedskontrakt for tre år (det havde jeg forpligtet mig til, allerede da jeg søgte ind på sprogofficersuddannelsen), og allerede i det tidlige forår 1965 blev jeg indkommanderet til at deltage i en stor øvelse. Mit forhold til Bornholms Værn sluttede først, da jeg i 1974, altså ti år senere, blev sognepræst i Døllefjelde og i min egenskab af feltpræst efter ansøgning blev forsat, som det hedder, til Falsterske Fodregiment i Vordingborg.

 

 

 

KAPITEL 6

 

1964-1968. Universitetet

 

 

Før Anna

 

Det blev en glidende overgang fra hæren til universitetet. Så det næste virkelige vendepunkt blev mødet med Anna ved Christians bryllup. Tiden fra oktober 1964 til 2. januar 1965 som sådan står underligt uklar for mig, og meget af det, jeg skriver her i dette afsnit, bygger, som det også kan ses, på erindringer fra (mindst) hele forprøvestudiet.

 

Jeg boede hos Høne og Helge på Gyrithe Lemchesvej i Kgs. Lyngby og kørte på min knallert til universitetet. Jeg husker meget dunkelt, hvordan jeg kom i gang med studierne. Jeg var fast besluttet på at tage det bogstaveligt, at jeg jo havde mit russiske bifag hjemme i den forstand, at jeg rent sprogligt var på bifagsniveau, og at det så kun gjaldt om at holde sprogfærdighederne ved lige og få dem suppleret med en nødtørftig udvidelse af mit ret beskedne kendskab til russisk historie og litteraturhistorie. Bifagseksamen skulle jo dengang aflægges kort før hovedfagseksamen. Jeg husker ikke reglerne så nøje, men det endte i hvert fald med, at jeg gik op til vintereksamen i russisk omkring årsskiftet 1967/68 og til sommereksamen i dansk 1968.

 

Hvad det russiske angår, gik jeg i hele forløbet frem til bifagseksamen til ugentlig stiløvelse hos Anja Veibel og til den ugentlige time hos de skiftende russiske lektorer (hvoraf en var så begejstret for min udtale, at hun spurgte, om jeg havde studeret i Moskva). Og jeg fulgte (i hvert fald i nogen grad!) et par forløb i russisk litteratur. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg deltog i noget hos (vist) Stig Surland, hvor vi læste ”Russkij les” (”Den russiske skov”) af Leonid Leonov, og at jeg også på et tidspunkt gik til noget hos Bjarne Nørretranders. Gik jeg også til noget hos Eigil Steffensen, eller husker jeg bare hans navn? Disse ting foregik på selve Slavisk Institut i Bispetorvannekset, hvor jeg også brugte biblioteket lidt. Derudover læste jeg som selvstudium blandt andet George Vernadsky: ”A History of Russia” og Martin Nag: ”Sovjetlitteraturen” samt forskellige, også russiske, fremstillinger af både den russiske og den sovjetiske litteraturhistorie. Jeg havde som nævnt læst en del skønlitterære tekster under sprogofficersuddannelsen på TLBS, og jeg fik nu i årene 1964-1967 suppleret det op, så jeg fik samlet, hvad jeg skulle opgive til bifagseksamen.

 

Hvad det danske hovedfag angår, studerede jeg Lektionskatalogen grundigt og fik på egen hånd lavet mig et meget fint ugeskema. Jeg mener ikke, jeg søgte vejledning hos nogen. Det var først, da jeg skulle skrive afløsningsopgaver og speciale, jeg måtte drøfte tingene med nogle lærere. Min selvtillid var stor, og jeg var indstillet på at gennemføre store dele af studiet som selvstudium. Men jeg mener, jeg også med heldig hånd fik valgt de ting, det var nødvendigt eller i hvert fald formålstjenligt at gå til - og de bøger, hvori de fleste af de ting stod, som blev meddelt ved forelæsninger m.m. På en måde skulle det jo bare overstås. Jeg kan ikke huske, hvilke nøjere forestillinger om min fremtid jeg havde. Men det var i hvert fald ikke noget med en akademisk karriere. Det har på en eller anden måde været noget med, selv at blive forfatter eller lignende. Jeg husker i hvert fald, det gjorde et voldsomt indtryk på mig, da en professor, der gav os en introduktion, med faktisk rene ord sagde noget i retning af, at hvis det var for at studere til forfatter, vi havde meldt os til danskstudiet, kunne vi godt tænke om igen. Hvilket senere har undret mig, for der er da en ret stor procentdel af forfatterne, der er litteraturmagistre eller lignende. Jeg tog mig heller ikke så særligt af det, men det har nok alligevel bidraget til min skepsis med hensyn til forbindelsen mellem det akademiske litteraturstudium og det virkelige liv, altså også det virkelige digter-liv. - I øvrigt kan måske netop denne introduktion (og ellers har andre ting ved studiets begyndelse gjort det) have fundet sted i Annexauditorium A, Studiestræde 6, hvor jeg temmelig nøjagtig 34 år senere forsvarede min teologiske disputats og i min indledning takkede Københavns Universitet for alt, idet jeg sagde:

 

Og jeg vil udtrykke min taknemmelighed for alt, hvad Københavns Universitet har gjort og betydet for mig, ikke bare her i disputats-forløbet, heller ikke bare under licentiatstudiet, men også helt tilbage fra dengang, jeg for temmelig nøjagtig 34 år siden i netop denne bygning påbegyndte mit cand. mag.-studium i dansk og russisk! (Hele denne indledning og mit svar i ”Grundtvig Studier” 2001 på mine to opponenters deri tidligere trykte oppositionsindlæg kan læses på undersiden ”Grundtvig”).

 

Men i efteråret 1964 var dette jo noget, jeg overhovedet ikke ville have kunnet forestille mig. Selv om det - som det også fremgår af allerede dette afsnit - næsten fra første begyndelse i meget høj grad var de første skridt - og de første kampe - på vejen frem mod at blive teologi og præst, jeg her tog. På godt og ondt, kan jeg godt sige. For jeg ville i snæver faglig forstand have fået betragteligt mere ud af mine fire stud. mag.-år hvis jeg ikke i den grad havde brugt tid og kræfter på såvel livsanskuelsesmæssige som politiske kampe. Men derom meget mere senere.

 

Jeg husker ikke så nøje, hvornår jeg studerede hvad i det halvandet år, jeg havde sat af til mit forprøvestudium, men det meste af det var jo det samme gennem hele forløbet. Måske er der også nogle ting, jeg helt glemmer, og der kan være ting, som i virkeligheden har ligget efter forprøven. Men der var først og fremmest ”litterær periode” hos Aage Henriksen (som vist dengang havde titlen docent eller lignende). Det var perioden 1890-1920, jo under alle omstændigheder en central og velegnet periode, men for mig en periode, der kom til at få helt afgørende betydning for min vej tilbage til kristen tro. Men derom mere senere. Og der var litteraturfortolkning (eller hvad det hed) hos professor Sven Møller Kristensen, som også blev den, der eksaminerede mig ved den mundtlige del af forprøven. Og det må også have været allerede i forprøvestudiet, vi havde dansk stilistik hos Ulla Albeck - og efter forprøven, vi havde hende i prosahistorie.

 

Der var også disciplinen foredragslære under professor Arthur Arnholtz (med hjælpere). Verslæren under professor Arnholtz kom vel først efter forprøven? Her blev jeg som den lollik, jeg var, straks pillet ud og sat til enetimer hos en fin og flink operasangerinde, hvis navn jeg desværre ikke har kunnet få frem, men som altså skulle prøve at lære mig at tale rigsdansk. Det eneste, jeg på forhånd vidste om fænomenet ”stød” i det danske sprog, stammede helt tilbage fra min mellemskoletid i Nakskov, hvor hr. Kongstad havde forklaret, at stød, det var sådan en underlig lyd midt i efternavnet Møller - til forskel fra ordet mølle i flertal, som ikke havde stød. Og det var så åbenbart det! Det er underligt, at jeg med mit ellers gode sprogøre ikke havde opdaget, hvordan det virkelig forholdt sig, altså at stødet - og forholdet mellem stød og ikke stød - er af afgørende betydning i hele det danske sprog, altså også i den helt bogstavelige forstand, at en lang række ord (eller former af ord), der staves ens, betyder noget forskelligt med og uden stød. Men for mig har det at være lollik altså været ensbetydende med ”sprogdøvhed” over for dette fænomen. Og jeg kan jo nu høre, at jeg ikke har været hverken den første eller den sidste fra de stødløse dele af Danmark eller fra udlandet, der har haft det sådan. Men nu fik jeg nogenlunde styr på de vigtigste regler (efterhånden også gennem nogle af de andre sproglige discipliner), men da jeg gerne i mit privatliv ville blive ved at tale en slags lollandsk (altså desværre kun ”dansk med lollandsk substrat”) - hvad jeg stadig mere eller mindre gør - varede det længe, før jeg kom til at beherske dansk med stød nogenlunde. Da jeg var blevet præst, begyndte jeg at undersøge, hvor der skulle være stød i gudstjenestens led og læsninger og sætte stødmærker i min alterbog. Efterhånden også i mine prædikenmanuskripter. Men det er svært, og det er stadig sådan, at jeg i farten eller af uvidenhed kan komme til at sætte et stød for lidt - eller for meget! - ind. Og jeg må den dag i dag indimellem konsultere min danske udtaleordbog. Da de slaviske sprog er lette at lære selve udtale-reglerne for (bortset fra de mareridtsagtige trykforhold i russisk), siger jeg ofte, at rigsdansk er det sværeste af de fremmedsprog, jeg studerer!

 

Og der var de sproglige discipliner: oldislandsk, grammatik og fonetik.

 

I oldislandsk var det en stor oplevelse at læse nogle af de ting på originalsproget, man havde hørt om som barn. Jeg mener, det i vor læsebog begyndte med historien om Tors rejse til Udgårdsloke, også altså med sætningen: Þat er upphaf þessa máls, at Öku-Þórr fór með hafra sína ok reið ok með honum sá áss, er Loki er heitir”. (Denne historie begynder med, at Agetor kørte med sine bukke og sin vogn og sammen med ham den As, som kaldes Loke). Og det rent sproghistoriske, vi i disse timer kom ind på, åbnede nye dybder, altså sådan noget som den indoeuropæiske baggrund for det såkaldte aflydssystem i de stærke verbers bøjning (fx binde - bandt - bundet). Og måske kom vi også allerede her ind på den germanske lydforskydning (hvor fx p og k i bla. latinske ord bliver til f og h i germanske ord, fx pater > fader, piscis > fisk, caput > hoved, centum > hundrede). Ellers var det i de sproghistoriske discipliner efter forprøven. Sådanne forhold er uhyre interessante og kan give anledning til mange tanker om menneskehedens og folkenes liv og udvikling. Jeg havde desværre ikke tid til at gøre mere ved det oldislandske end højst nødvendigt, selv om jeg efterhånden blev ret grebet af det. Engang hvor en af mine medstuderende havde sagt noget om, at de gamle nordboer nok nærmest havde sejlet på må og få ude i Nordatlanten, kom jeg i tanker om, at jeg engang havde læst eller hørt noget, der tegnede et andet billede, og kom til at udstøde en protest. Det førte til, at læreren satte mig til at holde et lille foredrag om vikingernes navigationsmetoder. Jeg husker især, at jeg havde fundet frem til noget om den såkaldte solsten, et gennemsigtigt mineral (dobbeltspat), der ved en polariseringseffekt eller lignende gjorde det muligt at bestemme solens position selv om det var overskyet.

 

Men jeg blev alligevel lidt skuffet, efterhånden som jeg stiftede nærmere bekendtskab med de gamle nordboers myter, sagn og litteratur. Der er selvfølgelig meget, jeg også den dag i dag beundrer og føler som del af baggrunden for min nordiske identitet, og jeg er i det hele taget taknemmelig for, at jeg har det privilegium at have studeret nordisk og dansk sprog fra de ældste tider af. Men jeg fandt rent ud sagt ikke det gamle nordiske hedenskab så lystigt, som jeg havde forestillet mig, men fandt tværtimod den almindelige stemning ganske trist og dyster. Så det er ikke for meget sagt, at også allerede oldnordisk-studiet blev et skridt på min vej tilbage til kristen tro.

 

Grammatikken og fonetikken fangede også min interesse. Også her var der såvel en elementær glæde ved at se nogle systematikker, som nogle videre perspektiver. Og jeg lærte her ting, som jeg den dag i dag har nytte af, ikke mindst i mit selvstudium af de vestslaviske sprog (dvs. nu så godt som udelukkende polsk og sorbisk). I fonetik blev grunden lagt med en gennemgang af taleorganernes fysiologi, som virkelig er nyttig, når man skal lære at frembringe fremmede og vanskelige lyde. Men det fortsatte jo med en lang række meget interessante teoretiske ting.

 

Vor lærer i grammatik - og senere andre teoretiske sprogting - var lektor(?) Paul Levin (håber, det er rigtigt stavet), en meget sympatisk mand, som jeg senere fik en fin vejleder-samtale med, da jeg skulle skrive en sprogteoretisk afløsningsopgave. På det tidspunkt var jeg begyndt at føre mig frem i læserbrevsspalterne, så da han skulle anbefale mig et emne, foreslog han en sprogvidenskabsmand, hvis navn jeg overhovedet ikke husker, men som havde nogle meget interessante teorier om forholdene i storsætningen. Og han sagde med et særligt smil: ”Han er jo også ret polemisk, så det må lige være noget for Dem!”. Det var det også. Som sædvanlig var det noget, der mest bare skulle overstås, men jeg kunne virkelig godt lide at arbejde med disse strukturelle ting på højt niveau, og selv om jeg altså ikke husker den pågældende videnskabsmands navn, mindes jeg det den dag i dag. De, der læser disse erindringer, med nogle ofte ikke særlig hverken nemme eller elegante sætningskonstruktioner, vil måske sige, at denne del af mit studium har været spildt! Men jeg kan svare, at dels gælder det gamle ord om søkort at forstå og skib at føre også (og i høj grad) for mig, dels kan det jo netop være, fordi jeg har studeret sætningskonstruktionerne så grundigt, jeg ikke selv har svært ved at læse, hvad jeg skriver!

 

Men der var jo også filosofikum. Det havde jeg besluttet at klare ved rent selvstudium - og at gå op til det efter ét semester. Der var tre elementer i det pensum, jeg havde valgt hos professor Johannes Witt-Hansen, som jeg kun så ved indskrivningen og ved eksamen, nemlig logik og metodelære, den ældste græske filosofi - og så Jørgen Jørgensens berømte og berygtede ”Psykologi på biologisk grundlag”. Studiet af den - ja, mine kampe med den - blev også et skridt på vejen tilbage til kristen tro. Men det var hårdt. Jeg har jo altid været en autoritetstro mand, og når en sådan bog var den største del af pensum til filosofikum, så måtte det jo være ”gældende lære”. Både dengang og i dag er jeg imidlertid taknemmelig for, at jeg fik taget mit livtag med ateismen og den filosofiske materialisme på denne måde. Det gælder selvfølgelig på en helt særlig måde for mig som præst og teolog. Der er pdes. ikke noget af den slags, der kan ryste mig nu, men pdas. har jeg samtidig stor forståelse for dem, der af ”filosofiske” grunde har svært ved at komme til kristen tro.

 

 

Med Anna

 

Så kom juleferien - og dermed Christians allerede omtalte bryllup den 2. januar 1965. Polterabend’en har jeg fortalt om i kapitel 4 (afsnittet ”Musiklivet og kammeraterne”). Men jeg kan gentage, at min musikkammerat Christian fik en meget stor del af denne aften omkring ølkassen til at gå med at fortælle om sin lillesøster Anna, der var taget til London som en hvalpet pige og var vendt hjem som en flot ung kvinde. Det havde gjort indtryk på os andre, i hvert fald i høj grad på mig, så jeg var meget spændt på at se hende. Jeg havde selvfølgelig set hende i Hillested præstegård, når jeg havde besøgt Christian dér, men havde aldrig lagt mærke til hende. Hun havde været en genert pige, der slet ikke førte sig frem på samme måde som storesøsteren Lisbeth (Elisabeth) eller lillesøsteren Julle (Juliane), som jeg på en helt anden måde havde lært at kende.

 

Nu følger så en historie, som selvfølgelig ikke er helt enestående, men som der nok ikke er mange kærestehistorier der ligefrem overgår. Den nogenlunde fulde version har vi gennem alle årene fortalt vore børn, og selv om de nu er store, må vi stadig repetere den ved fx vor traditionsrige jule- og St. Stefans-frokost 26. december, hvor også vore svigerbørn er begyndt at forlange at få den fortalt. Her i disse erindringer, hvor jeg har besluttet at gå så let som muligt hen over den slags private ting, vil jeg nøjes med at give en kortere version. Men jeg er nødt til at fortælle følgende:

 

Allerede da jeg kom til Ryde Kirke var jeg spændt optaget af at få denne flotte lillesøster Anna at se. Og altså simpelt hen for selve dette fænomens skyld. Det lå helt uden for enhver forestilling, at jeg skulle få noget som helst med hende at gøre. Jeg skulle bare se virkeligheden bag alle Christians ord fra aftenen før. Og da hun kom ind i kirken, hvor jeg allerede sad, måtte jeg konstatere, at det var fuldstændig rigtigt, hvad Christian havde fortalt.

 

Her må jeg nu indskyde, at denne situation i kirken har vi siden 1. juni 2007 haft lejlighed til at mindes gang på gang, idet Anna - ved tilfældighedernes spil - pr. denne dato blev ansat som organist i Landet-Ryde Pastorat. Ja, vort nuværende forhold til Ryde Kirke går endnu længere tilbage, idet vi begge har været organistafløsere dér nogle gange i tiden efter, at jeg er gået på pension, og idet jeg i tiden fra midten af november 2006 til begyndelsen af juni 2007 var en slags hjælpepræst i Landet-Ryde Pastorat, nemlig i den præsteløse tid mellem sognepræst Terttu Tuulikki Thystrup og Lisbeth Sinnet Froholdt, hvor jeg underviste og til sidst konfirmerede konfirmanderne (i Ryde Kirke), og hvor jeg havde nogle af gudstjenesterne. Og det var mig, der var præst i Ryde trinitatis søndag 2007 (3. juni), hvor Anna spillede til sin første gudstjeneste som ansat dér. Og jeg tager stadig en gudstjeneste for Lisbeth Froholdt indimellem, hvor Anna og jeg så kommer til at fungere sammen i også Ryde Kirke, ligesom jeg jo som regel deltager i gudstjenesterne i Landet‑Ryde som almindelig kirkegænger og ”organistens mand”, når jeg ikke selv har noget et andet sted - eller deltager i gudstjenesten i vor egen Torslunde Kirke eller i Fuglse eller Krønge. Ja, når jeg er kirkegænger i Ryde Kirke, sidder jeg faktisk også sådan ca. på det sted, hvor jeg sad den 2. januar 1965. Der er altså ingen ende på storheden i denne historie!

 

Mens jeg er lidt i det kirkehistoriske, vil jeg også lige fortælle, at da det altså var en af de fire musikkammerater, der skulle giftes, var det med Gunnar Brønholt ved orglet og med cellospil af Jørn Lauritzen. Og så skulle Gunnar og Jørn selvfølgelig øve en af dagene før, i hvilken forbindelse jeg kørte for Jørn til Landet Præstegård, hvor han skulle hente nøglen. Den fik han af den nydelige unge præstefrue - som Anna senere skulle komme til at blive kirkemusikskolekammerat med! - Anne-Bodil Ertner. Præsten så vi ikke noget til, men ham, Jørgen Ertner, kan man læse om i artiklen ”Præstegårdsteologi” på undersiden ”Kirke og teologi”. Han blev nemlig senere (1988) dr. theol. Og jeg var til stede ved hans disputatsforsvar. - Som læseren vil have bemærket, sætter jeg nogle gange sådanne historiske ting ind, selv om de strengt taget med fordel kunne have været udeladt. Men jeg gør det, som også allerede sagt, fordi jeg gerne vil benytte lejligheden til at give nogle små bidrag til den lidt bredere historie. Om mit forhold til Landet Sogn kan man læse i kapitel 2.

 

Men Christian og Ellen blev altså viet i Ryde Kirke af Christians far, sognepræst i Hillested-Skørringe Ejlif Andersen (E.J. Andersen). Og så fulgte bryllupsfesten i Hillested Præstegård. Det var en dejlig fest, og mødet med Christians familie i bredere forstand var en god oplevelse. Alle har nogle fordomme om præster og præstefamilier, og det havde jeg også, i hvert fald sådan i det små, for jeg kom da fra et kristent hjem og en kristen familie. Og det behøver ikke være så særligt negative fordomme. Det er jo også sådan, at der ofte er noget højtideligt over det, når man er sammen med en præst. Så det var under alle omstændigheder noget nyt at være med til en stor privat fest i en præstegård, en fin fest i stille og rolig traditionel dansk stil, men med en virkelig god stemning. Christian kendte jeg jo, og ham var der liv i. Men det var der også i fx hans onkler og tanter. Heller ikke her vil jeg gå mere i detaljer, men senere vil jeg komme noget ind på disse forhold igen, idet de miljøer, vi kom fra, jo har haft stor betydning for Annas og min udvikling, ikke bare privat, men i høj grad også for så vidt angår vor helt offentlige stillingtagen til mange ting.

 

På et tidspunkt skulle der jo så danses lidt inde i spisestuen. Og jeg mener, at både Annas fætter Jørgen og Jørn Lauritzen trakterede klaveret (hvad Jørn angår, se kap. 4). Jeg tror ikke, jeg selv kom til at spille, for dels var jeg ikke så god til den slags som de to andre, dels var jeg optaget af Anna. På et tidspunkt sad vi i hver sit hjørne af spisestuen. Og Anna var bare så smuk og flot i den lange lyserøde kjole, hun havde købt i London, og med sit opsatte hår. Men det var stadig kun sådan, at jeg simpelt hen var imponeret. Og lidt nervøs - fordi hun altså var så flot. På et tidspunkt tog jeg mig dog sammen og gik over og bød hende op. Og vi dansede. Og så skete det. Vi har gennemgået det hele, nu hvor jeg skulle skrive dette, men ingen af os kan forklare, hvordan det gik til.

 

Resten af aftenen snakkede vi lidt og holdt lidt i hånd. Bortset fra, da Anna og hendes søde lillebror på tolv år skulle ud og binde konservesdåser på brudeparrets bil. Men jeg gik med - og så Anna løfte op i sin flotte kjole, mens hun hjalp sin lillebror med dåserne, pludselig selv en slags dreng! Og så var jeg da helt færdig. Denne blanding af flot kvinde og fiffig dreng!

 

Da vi sagde farvel, inviterede jeg Anna på en tur ”rundt på det smukke Lolland” en af de følgende dage. Det blev to dage senere, den 4. januar 1965, hvor vi kørte ud som et par, der var blevet varme på hinanden under en bryllupsfest og kom hjem som kærester. Også denne tur må vi igen og igen fortælle børn og svigerbørn om, og vi gentager den så vidt muligt hvert år den 4. januar, altså ved at køre det meste af ruten igennem.

 

Vor kærestetur gik til noget af det mest eksotiske, jeg havde kunnet komme i tanker om, nemlig ad små veje til Nysted Havn, hvor vi sad ved flyvermonumentet (se indskud nf.) og så ud over Noret og over mod Aalholm Slot. På vejen dertil havde vi været nede ved den lille havn ved Handermelle i Vester Ulslev Sogn, hvor vi havde kunnet se langt ud over selve Østersøen. Men vi var også kommet gennem landsbyen Herritslev med den søde rødkalkede kirke bag det middelalderlige kirkegårdsdige. ”Sikke en dejlig landsby”, sagde vi. Vi vidste ikke, at jeg godt ni år senere skulle få den som en af kirkerne i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, og at Anna på et senere tidspunkt skulle komme til at lede børnekor, være kirkesanger og til sidst blive organist i dette pastorat.

 

Indskud: Flyvermonumentet på Nysted Havn er et meget specielt, men jo også uhyggeligt mindesmærke over Anden Verdenskrig. - Indskriften lyder: ”Minde for 10 allierede Flyvere nedstyrtet den 9. April 1944 i Østersøen ud for Nysted”. - På hjemmesiden ”Storstrøms Amts Museer og Arkiver - Åbne Samlinger” beskrives monumentet således: ”Mindesmærket blev indviet den 15/9 1946. Monumentet er rejst til minde over 10 allierede flyvere, der blev skudt ned over Rødsand den 9/4 1944 og af en fiskekutter bragt ind til Nysted havn. Flyvermonumentet består af et 1,60 m. bredt fundament stående på en sokkel. Den øverste del af fundamentet er udformet som bølger, og oven på dette er en propel fra det nedskudte bombefly anbragt. Midt på monumentet er en tavle med flyvernes navne, rang og numre påsat”. - Her er et link til et billede. Det kunne, hvad afstand og vinkel angår, have været taget af Anna og mig den dag. http://www.aarestrup-foreningen.dk/13412652?i=18463069

 

Men det med Anna og mig var altså et rigtigt eventyr. Det var dog ikke så helt godt, for der var jo ikke længe til jeg skulle op til filosofikum. Jeg boede hjemme på Bursø Alderdomshjem, men måtte så vidt muligt koncentrere mig om logikken og metodelæren, førsokratikerne og Jørgen Jørgensen. Hvilket dog ikke udelukkede, at Anna og jeg ofte mødtes på Møllevej-viadukten over motorvejen til Rødbyhavn, midtvejs mellem Hillested Præstegård og Bursø Alderdomshjem, og derfra fulgtes ad hjem, det ene eller det andet sted. For det var bare sådan. Det var både vi selv og vore familier klar over. Vi var med det samme officielt kærestepar. Og ikke alene kendte jeg jo i forvejen Christians familie, min mor kendte dem også, især ”pastor Andersen”, der jo, som allerede nævnt, på et tidspunkt havde været konstitueret i Holeby-Bursø Pastorat og således også var kommet og havde holdt andagter på alderdomshjemmet, og selvfølgelig Christian, som var kommet hos mig, og som havde deltaget i blandt andet de i kapitel 4 omtalte høstgilder; hun regnede ham og Gunnar og Jørn for ”sine drenge”.

 

Den 27. marts blev Anna og jeg ringforlovet, og den 22. maj blev vi gift. Sådan! Vi fik en lejlighed i Roskilde. Anna, som var god til at tegne, blev snart ansat som porcelænsmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik (Kurant Kunstafdeling), hvor hun malede figurer, bla. isbjørn, svane og lille dreng, der står på fire. Jeg havde mit beskedne rådighedsbeløb som løjtnant af reserven og fik løn, når jeg var indkommanderet, og når jeg deltog i særlige øvelser. Og så havde jeg både stipendier og lån fra Ungdommens Uddannelsesfond (svarende til vore dages SU, Statens uddannelsesstørre). Desuden havde jeg en tid et vikariat som dansklærer på Roskilde Katedralskole. Og min mor støttede os økonomisk. Det hele gik ud på, at vi skulle klare os gennem de nu kun lige godt tre år, der efter den plan, jeg stadig fulgte, var tilbage, inden jeg skulle tage min cand. mag.-eksamen. Det var en dristig plan. Men det skulle blive værre endnu.

 

 

Gift - og kæmpende - studerende

 

Kamp og reaktion

 

Jeg fortsatte mine studier med for så vidt uformindsket kraft. Men der skete ting i vort og mit forhold til situationen og begivenhederne omkring os, som kom til at belaste det hele yderligere. Dog først lidt mere om selve mit studium.

 

Jeg har i indeværende kapitels første afsnit prøvet at give et overblik over, hvad hele forprøvestudiet omfattede, idet jeg dog gik ret let hen over de to vigtigste discipliner, litteraturfortolkning og litterær periode. Disciplinen litteraturfortolkning har jeg sådan set heller ikke så meget at sige om. Det er meget lidt, jeg husker, bortset fra, at vi blev præsenteret for og indøvet i den nye litteraturteori og fortolkningsmetode new criticism, og at jeg i forbindelse dermed købte og ret grundigt studerede Rene Welek og Austin Warrens ”Theory of Literature”. Jeg fulgte sådan set bare med så godt, jeg kunne. Men jeg fik ret stor sympati for nykritikkens måde at forholde sig til teksterne på, og jeg mener, at de ting, jeg i det hele taget lærte i litteraturfortolkning under mit danskstudium, har givet mig et virkelig godt grundlag for mit senere arbejde med såvel den bibelske eksegese (tekstudlægning) som senere Grundtvigs vanskelige tekster. Jeg har somme tider drillet cand. theol.’erne med, at som litteraturstuderende har man virkelig lært at have respekt for, hvad der faktisk står i selve teksten!

 

Men den litterære periode kom jeg, som allerede nævnt, helt anderledes til at engagere mig i, og det ikke bare fordi allerede selve det at fordybe sig i en afgrænset litteraturhistorisk periode var noget, der tiltalte mig, og heller ikke bare fordi der jo var tale om en meget vigtig periode i den danske litteraturs historie, ja, i hele den danske kultur- og samfundshistorie - så meget desto mere, som 1870’erne og 1880’erne jo uvægerligt også kom meget stærkt med i billedet, så at vi i høj grad kom til at beskæftige os med hele den store brydningstid fra Det Moderne Gennembrud til tiden lige efter Første Verdenskrig. Nej, til alt dette kom, at der i både hele denne periode som sådan og i mange af de enkelte forfatterskaber og tekster var ting, der var af afgørende betydning for min egen personlige orientering i forhold til de allerstørste spørgsmål.

 

Jeg vil som sagt ikke komme meget ind på Annas og mit privatliv. Men det siger sig selv, at vi var meget lykkelige over at være blevet gift. Jeg var fyldt 22 i maj måned, og Anna 19 i juni. Vi var altså meget unge, også efter den tids forhold - for slet ikke at tale om, hvordan det siden er blevet. Men vi har altså levet sammen siden 1965 og har fået fire børn og fem børnebørn. Og vi synes, det er gået godt. Hvad vi har haft af problemer og uoverensstemmelser, skal jeg overhovedet ikke komme ind på, og jeg skal heller ikke prøve at placere os på nogen gradskala, hvad denne side af sagen angår. Men én ting vil jeg sige på både Annas og egne vegne, og det er, at der efter vor erfaring og mening er store fordele ved blive gift tidligt, nemlig først og fremmest den, at man så når at udvikle en fælles kultur, mens begge er unge og åbne. Og en fælles kultur i både stort og småt er noget af det allervigtigste, navnlig når det er en kultur, man i høj grad selv har udviklet i fællesskab. Og vi fik vore børn, mens vi var unge. Og 25 år senere fik vi den store oplevelse at blive unge bedsteforældre! Vi misunder ikke de ”gamle-forældre”, man ser i dag. Selv om vi da også den dag i dag drøfter, om vi med fordel kunne have grebet tingene i hvert fald noget anderledes an. I øvrigt var der i mange henseender stor overensstemmelse mellem de miljøer, vi kom fra. Få dage efter, at vi var blevet kærester, sagde jeg - for at understrege den jo ikke helt almindelige afgjorthed, der var over situationen - at der jo også ville være kunnet komme et godt fornuftsægteskab ud af det (i dag ville man vel sige ”arrangeret ægteskab”!).

 

Og på de helt indre linjer, gik det stille og roligt i, hvad jeg banalt, men sandt vil betegne som vor unge lykke. Vi fik lagt grunden til den beskedne, men i dyb og elementær forstand livskvalitetsbevidste livsform, vi har dyrket lige siden, også sammen med vore børn og børnebørn, og som, uanset hvad vi har følt og set true omkring os, har været vort helle her i tilværelsen. Men allerede her skinner det jo igennem, at vi i en del henseender har set os selv og den livsform, vi prøvede at udvikle, i et modsætningsforhold til, hvad der skete omkring os.

 

Dette er mine erindringer, så jeg må af flere grunde hovedsagelig tale på egne vegne, selv om der altså i meget høj grad har været tale om Annas og min fælles udvikling.

 

Den vigtigste og helt afgørende grund til, at jeg har valgt af skrive og hjemmesideoffentliggøre disse erindringer er, at jeg både for mig selv og for læserne vil gennemgå mit liv som hverken mere eller mindre end ”ressource og objekt i mit storpoetiske projekt”. Men da jeg lige siden 1966 også har ført mig ret kraftigt frem i den livsanskuelsesmæssige, kulturelle og politiske debat, bliver mine erindringer også et vigtigt bidrag til en forståelse af, hvad der ligger både bag og i mine holdninger og udtalelser på disse områder.

 

Både Anna og jeg havde, hvad man uden videre kan betegne som en i både kulturel og i hvert fald videre politisk forstand konservativ baggrund. Og selv om der på visse punkter var store forskelle, var der altså også en række overensstemmelser på væsentlige punkter. Man kan godt sige, det gjaldt helt frem til min uddannelse til og tjeneste som reserveofficer. Og jeg har også allerede understreget, at både det genetiske og det kulturelle - og vekselvirkningen derimellem - har eller kan have meget større betydning end teorier og meninger. Men det er jo også allerede fremgået, at der har været og er mange elementer og udviklinger i mit liv, som ikke er fremgået af min kulturelle og politiske baggrund. Og hvad nu netop situationen i og udviklingen fra året 1965 af angår, har jeg ofte stillet mig det spørgsmål, om det under andre omstændigheder kunne være gået anderledes.

 

Nu skal jeg nok lade være at begynde på en slags kontrafaktisk roman. Men jeg har altid fundet tankeeksperimenter både spændende og nyttige, og hvis jeg havde haft evnerne til det, kunne jeg godt have tænkt mig at skrive en kontrafaktisk historisk roman. Og hvad Annas og mit liv fra og med 1965 angår, er spørgsmålet: Hvordan ville vi have udviklet os, hvis udviklingen fra 1945 af var fortsat stille og roligt hen over både 1965 og 1968? For det er ikke bare det berømte år 1968, der er vigtigt, det er året 1965 også, i hvert fald i betydningen ”midten af tresserne”. Jeg er ikke den eneste, der siger, at efterkrigstiden sluttede i 1965, så at dette år kom til at markere en af de vigtigste skillelinjer i danmarkshistorien - som altså også det år, hvor den egentlig moderne tid begyndte. Og at vi så blev gift som meget unge i netop det år og dermed for alvor skulle til at orientere os i tilværelsen og samfundet! Det forstærkede naturligvis alt.

 

Jeg har selv ofte sagt, at jeg i 1965 blev ”reaktionær” - vel at mærke i den betydning, at jeg reagerede imod nogle ting og tendenser i tiden. Reaktionær i betydningen en, der vil prøve at skrue tiden tilbage, har jeg naturligvis aldrig været, for slet ikke at tale om, hvad der i snævrere økonomisk, social og politisk forstand normalt, dvs. i marxistisk og anden ”progressiv” sprogbrug, forstås ved ”reaktionær”. Hvad ”skrue tiden tilbage” angår, er forholdene selvfølgelig mere komplicerede end som så. Det siger jo sig selv, at allerede det at se sig i modsætning til ting og tendenser i samtiden kan få en til at se tilbage til i hvert fald dele af fortiden med en vis længsel. Hvortil kommer, at hele den kritiske og minimalistiske holdning, jeg havde indtaget siden 1961, gjorde mig positivt stemt over for mange ting i fortiden. Men det er langtfra det samme som at ville prøve at skrue tiden tilbage, hvad man som bekendt ikke kan. Og det er heller ikke det samme som, ikke at ville prøve at se og gøre tingene på nye måder.

 

En side af den her beskrevne holdning var, at vi i hele vor livsstil (som man siger i dag), herunder sådan noget som tøj og møbler, stræbte efter, hvad der var sådan rimelig standsmæssigt, men ellers stille og roligt og almindelig jævnt borgerligt. Ikke fordi vi identificerede os med borgerligheden, men fordi det lå os uendelig fjernt at prøve at markere os ved ”livsstil”. Vort almindelige liv skulle være neutralt, så vi desto mere kunne søge og dyrke den sande livskvalitet. Og efterhånden som netop påklædningen - mere eller mindre uniformt - blev udtryk for de ting, vi ikke brød os om, blev det borgerlige, almindelige, neutrale udseende endnu vigtigere. Jeg tror, det først var helt oppe omkring 1980, jeg begyndte at gå i fløjlsbukser og fodformede sko, fordi det simpelt hen er behageligt, og det var vist også ret sent, jeg anskaffede mig mit første par cowboybukser. Og læg mærke til året 1980! Det var netop deromkring, det begyndte at vende. Hvad jeg naturligvis vender tilbage til i kapitel 11.

 

Og Anna og jeg havde jo altså en på sådan set alle måder konservativ baggrund. Men den kunne vi godt have forsat fra i en helt anden retning. Eller fjernet os fra - uden at der af den grund ville være blevet tale om et voldsomt brud med vore forældre, for det var der på ingen måde baggrund for. Ingen af os havde i vor opvækst været udsat for ting, der kunne have provokeret os til et af den slags oprør mod forældrene og deres kultur, som der ellers er så mange eksempler på.

 

Umiddelbart vil man ellers kunne sige, at så var der altså denne unge studerende, der blev gift med en datter af præsten i nabosognet og til sidst selv endte som præst. Men så enkelt var det ikke, og det kunne sagtens være gået i hvert fald temmelig anderledes. Jeg vil hellere sige det på den måde, at da Anna og jeg først - af os selv - var begyndt at forstå os selv som ”konservative” eller altså bedre: ”reaktionære” i forhold til det, vi så omkring os, da fik det selvfølgelig ret stor betydning, at vi på en helt ny måde kunne identificere os med vore forældre.

 

Jeg havde fra første færd mange gode samtaler med min svigerfar, også da jeg endnu var i min ateisme. Vi talte godt om almindelige kulturelle og politiske ting og var på mange punkter så enige, som man kan være, når man repræsenterer hver sin generation. Der er i øvrigt noget ret interessant, man skal lægge mærke til her, altså når det drejer sig om generationsforholdet. Fælles for Anna og mig var nemlig også, at vi var børn af gamle forældre! Min mor var født i 1903, og mine svigerforældre var født i 1910. Det er noget, Anna og jeg ofte har talt om, nemlig på den måde, at vi alene derved befandt os i en speciel situation, altså noget uden for den almindelige generationsfølge. Og så snart jeg begyndte at tale om at blive præst ”på § 2”, havde jeg min svigerfars fulde accept og støtte, og han blev en af mine lærefædre, men også derom mere senere, for i 1965 var dette noget, ingen af os på nogen måde kunne se i horisonten.

 

Hvis udviklingen fra 1945 til 1965 var fortsat stille og roligt, altså uden det voldsomme frembrud af ”venstreorientering”, der blev tale om i anden halvdel af 1960’erne, ville Anna og jeg simpelt hen have udviklet os med. Og i hvert fald ikke imod! Hverken i betydningen ”ud til siden”, endsige i betydningen ”baglæns”. Nej, vi ville have udviklet os med - og videre frem ad også vor egen bane. For mit eget vedkommende forestiller jeg mig, at jeg havde arbejdet mere med mine studier og havde udviklet mig frem mod kristendommen på en anden måde, mere stille og mere på de indre linjer. Og i et mere positivt forhold til den almindelige kultur. Jeg kunne måske godt være endt som præst. Jeg kunne nok også være begyndt i gymnasieskolen lige efter skoleembedseksamen. Men hvis jeg ser bort fra lige det med præst, var jeg sandsynligvis endt som en anden form for mere eller mindre rettroende og teologisk kyndig kristen åndsarbejder, måske på en eller anden måde ”forfatter”. Hvis det var gået rigtig godt for mig, ville jeg tidligt have kunnet udviklet nogle ting ud fra den position, jeg var kommet i, da jeg i 1961 sagde farvel til min drøm om at blive professionel jazzmusiker.

 

Ja, man skal huske på, at jeg netop fra mine jazz-år havde medbragt en stærk bevidsthed om, at man under ingen omstændigheder, skulle gentage, hvad fortidens store havde lavet - selv om man selvfølgelig både nød og respekterede fortidens store. Der var ingen af os i The Strangers, der ikke satte folk som fx Louis Armstrong, Count Basie, Lester Young, Buck Clayton, Coleman Hawkins, Roy Eldridge, Teddy Wilson og Lionel Hampton meget højt. Og vi hørte ofte deres musik. Men vi kunne aldrig drømme om, selv at prøve at spille som dem. Og selv om vi i praksis - i det omfang, det lykkedes for os - spillede på en måde, der svarede til de måder, fx Charlie Parker-kvintetten, The Jazz Messengers og John Coltrane spillede på, så vi det som vor simple pligt at prøve at udvikle vor egen musik videre frem i vor egen stil. At være musiker - eller på anden måde kunstner - ville selvfølgelig sige at stræbe efter at lave nogle ting, der ikke havde været lavet før.

 

Det særlige ved den situation, jeg kom til at befinde mig i i 1961, var, at jeg ikke på samme måde, som det var tilfældet i min jazz-tid, havde en stærk tradition, jeg kunne identificere mig med og se mig selv stående i forkanten af, men var fundamentalt skeptisk og kritisk i forhold til eksisterende og hidtidig kultur, ja, i virkeligheden var helt nihilistisk i mit udgangspunkt, både i den store livsanskuelsesmæssige forstand og i kulturel forstand. Og dette var jo sådan set en radikalt moderne position, men altså så radikal, at jeg heller ikke følte mig tiltrukket af min egen tids modernisme, men ville prøve at begynde helt forfra med udgangspunkt i de allermest elementære ting. Hvis den kulturelle og - ikke mindst - politiske situation havde været anderledes, ville jeg dog nok på en eller anden måde kunne have været med i, hvad der ville have svaret til den tressermodernisme, som faktisk udfoldede sig dengang. Hvis jeg havde været noget ældre og havde stået i valget mellem Heretikerne og tressermodernisterne, kunne jeg måske enten have stillet mig et eller andet sted i hvert fald i omegnen af tressermodernisterne eller have prøvet at udvikle noget mere moderne og hårdtslående ud fra Heretikernes position. Men sådan kan det ikke engang stilles op, for i min ret uvidende naivitet befandt jeg mig under alle omstændigheder et helt andet sted.

 

Og sådan som jeg oplevede situationen omkring mig i 1965 og årene derefter, var det slet heller ikke den slags kulturelle og kunstneriske luksusspørgsmål, det for mig drejede sig om. For jeg så mig pludselig stående i en meget alvorlig og helt fundamental kampsituation. I en kamp med tre fronter.

 

Den vigtigste, helt indre og helt grundliggende front var, hvad jeg kan kalde ateisme-fronten eller fronten mod den håb-løse død og den store tomhed og meningsløshed allerede her og nu.

 

Den anden var fronten mod ”venstreorienteringen” i videste forstand, altså fronten mod alle dem, der på den ene eller den anden måde førte sig frem som ”progressive”, altså såvel marxisterne som de kulturradikale. Ja, jeg brugte dengang gennemgående ordene ”venstreorienteringen” og ”de venstreorienterede” om først og fremmest Danmarks Kommunistiske Parti og de partier og grupperinger, der lå deromkring, men selvfølgelig også om Socialistisk Folkeparti (der jo for ikke mange år siden var dannet af udbrydere fra DKP), men i mange tilfælde også om venstrefløjssocialdemokrater og om Det Radikale Venstre, og så om ”de kulturradikale” og andre ”frigjorte”, ”kritiske” og ”progressive” folk.

 

Den tredje var fronten mod de direkte revolutionære kræfter, altså de kræfter, jeg måtte se som en direkte trussel mod friheden, demokratiet og freden, og som i bedste fald kunne opkaste sig til en herskende, undertrykkende magtfaktor og i værste fald kunne lave en revolution med indførelse af ”proletariatets diktatur” (dvs. en partiklasses diktatur), ja, eventuelt gøre dette med hjælp fra Sovjetunionen og Warszawapagten, så at Danmark blev en del af det sovjetstyrede kommunistiske imperium - eller så at borgerkrig eller måske rigtig krig (måske en tredje verdenskrig) kunne blive udløst. Og det er klart, at der pdes. virkelig var tale om tre forskellige fronter, men at der pdas. også var tale om en dyb sammenhæng i hele denne frontstilling.

 

Ateisme-fronten ville jeg under alle omstændigheder være kommet til at kæmpe på - og altså først og fremmest inde i mig selv. Jeg havde hidtil levet meget godt i, hvad jeg har betegnet som min romantisk-naturalistiske panteisme - i skiftende blandinger. Men som det allerede er fremgået af, hvad jeg har fortalt om mine meget beskedne forsøg på at få skrevet noget, mens jeg var løjtnant på Bornholm, stødte jeg hurtigt på livsanskuelsesproblemet, når jeg begyndte at skrive - med en ”eticisme” til følge. Og det var da udmærket, at jeg gerne ville gøre noget mod krig og for fred, men nogen løsning på de egentlige livsanskuelsesproblemer er dette jo altså ikke. Dertil var så kommet konfrontationen med alle de store spørgsmål i forbindelse med filosofikum-studiet. Det var første gang, jeg på den måde blev tvunget ind i en systematisk beskæftigelse med disse spørgsmål. Hvortil så kom den måde, hvorpå jeg identificerede mig med de kampe om livsanskuelsen, der udspillede mig i forprøvestudiets litterære periode. Og endelig var der jo det helt afgørende forhold i mit eget liv, at jeg var blevet kæreste med Anna, og at vi var blevet gift. Det siger sig selv, at det, jeg altså tillader mig at betegne som ”vor unge lykke”, fik modsætningen mellem liv og død, mening og meningsløshed, fylde og tomhed til at tegne sig på en helt anderledes konkret og stærk måde, end det havde været tilfældet i min gymnasie- og soldatertid

 

Jeg ville under alle omstændigheder have været optaget af alle spørgsmålene i forbindelse med det filosofiske og videnskabelige verdensbillede. Navnlig naturvidenskaben havde jeg jo beskæftiget mig ret meget med siden ca. tolvårsalderen, og jeg havde i det hele taget en stærk trang til at erkende og forstå og have orden i begreberne. Og jeg havde tidligt taget det moderne filosofiske og videnskabelige verdensbillede til mig. Som sagt i den form for autoritetstro, at når det var, hvad der klart fremstod som den viden, man var nået frem til, så var det bare sådan. Og så havde jeg altså måttet sige farvel til gudstroen. Og som den ærlige og konsekvente person, jeg var, måtte jeg på et tidspunkt også opgive den panteisme eller panteismeagtige livsfølelse, jeg havde prøvet at leve i. Tilbage var det helt nøgne billede af Universet som energi og stof og altså dybest set en blind og døv fysisk mekanik, dvs. den rene og tomme nihilisme.

 

Og så var alt andet jo latterligt, det være sig den borgerlige kultur eller humanismen, eller hvad der ellers kunne nævnes af ismer. Særlig latterlig var ”kriticismen” og de forskellige former for ”kamp mod det bestående”. Jeg har ikke selv formet ordene, jeg tror de er teologen Rudolph Arendts, men jeg tog dem til mig som mine egne, straks jeg læste dem, og jeg citerer dem nu efter hukommelsen: ”Det er latterligt at ville bekæmpe det bestående, al den stund det store problem her i verden er, overhovedet at få noget til at bestå”. Det var altså i helt første række ikke min konservative baggrund, men min radikale nihilisme, der gjorde mig negativt stemt over for dem, der gav tonen an. Men jeg brød mig i det hele taget ikke om de former for ”kriticisme”, ”radikalisme” eller ”progressivitet”, jeg så omkring mig. Også uanset den trussel mod friheden, der mere eller mindre lå i dem alle, selvfølgelig først og fremmest i marxismen, men der ligger på en eller anden måde noget totalitært i alle former for bevidsthed om at være ”progressiv”. Jeg kunne simpelt hen heller ikke lide den selvhøjtidelighed og selvretfærdighed, der her var tale om. Og jeg kunne heller ikke se meget indhold i det, der kom fra den kant, men følte det tværtimod som en trussel mod alt, hvad der måske trods alt alligevel bestod, og som jeg netop i min nygifte situation gerne ville have til at bestå. Jeg havde det som sagt udmærket med en i det ydre almindelig borgerlig livsform, og jeg kunne ikke se den gamle verden som noget, der skulle bekæmpes; for det første havde jeg ikke noget imod den, og for det andet betragtede jeg den under alle omstændigheder som i grunden død. Jeg brugte allerede dengang ofte det billede, at jeg havde det ligesom en mand, der sad i en totalt udbombet by, med ryggen mod et af de hushjørner, der endnu ragede en meter eller to op, og så så nogle selvbestaltede og selvretfærdige sprængningskommandoer rykke frem for at få væltet de sidste ting, der endnu stod op!

 

Kampen på selve ateisme- og nihilisme-fronten var hård. Især i den smukke høst- og efterårstid 1965, hvor jeg også kørte mange ture på min knallert i Roskilde-egnen. Det gjorde virkelig ondt alt sammen. Og jeg mener ikke, det bare var et spørgsmål om angst for døden og dermed trang til en sutteklud. Selve den biologisk død som sådan kan man godt finde et forhold til. Og under alle omstændigheder bliver man som bekendt nødt til det. Nej, det helt forfærdelige ved den konsekvente ateisme er, at så er man allerede i døden, fordi hele Universet jo ikke er andet end blind og døv fysik. Jeg kender selvfølgelig godt indvendingerne mod denne konsekvens af ateismen, nemlig fx den, at livet jo under alle omstændigheder er, som det er, og at den ”fordobling”, man kalder ”Gud”, ikke gør hverken fra eller til. Men jeg forstår altså denne indvending en hel del bedre i dag, end jeg gjorde dengang, og det gør jeg ud fra min kristne tro, ifølge hvilken Tilværelsen og livet jo er Guds skaberværk, uanset hvad det enkelte menneske tror eller ikke tror, så at livet derfor også vil sætte sig igennem og vise sin kvalitet, uanset hvad menneskene tror.

 

Jeg har i denne forbindelse måske lige siden gymnasietiden tænkt på to Johs. V. Jensen-udsagn, som jeg oven i købet har haft blandet sammen, så resultatet blev: ”Skoledrenge spørger - de fleste gaar ganske ukunstlet til Sagen med en Pølse i den ene Haand og en Bajer i den anden”. Og jeg synes stadig, det er en god sammenstilling, der må siges at svare udmærket til Johs. V. Jensens mening - og i hvert fald til min!

 

Indskud: Men jeg ser nu, at den første sætning stammer fra følgende passage på allersidste side i ”Den lange Rejse”, dvs. i kapitlet ”Maris Stella”: ”[H]vordan er det altsammen begyndt, og hvordan vil det ende? Skoledrenge spørger; Resten ernærer sig

og bliver flere, bygger eller gør Skade, og dør”. Og at den anden sætning stammer fra følgende passage i ”Dyrenes Forvandling”: „Først det frie, aandelige Overblik, Mennesket uddanner, Bevidstheden om sin Plads i Naturen, Udfoldelsen af Evner, som et Maal for sig, en meget sen Erhvervelse, og langtfra tilegnet af alle Mennesker, de fleste gaar ganske ukunstlet til Sagen med en Pølse i den ene Haand og en Bajer i den anden”. - Indskud slut.

 

Jeg husker en af de rigtig slemme dage dengang, hvor jeg så en rigtig borgerdame stige ud af en bus på vej hjem fra indkøb, iført pels og med tykke rødmalede læber og med pakker og indkøbsnet i hænderne. Det er muligt, det bare er mig, der har set hende sådan, og at jeg gør hende blodig uret, men lige i det øjeblik oplevede jeg denne situation som et billede af indbegrebet af tykhudet borgerlighed.

 

Og så er der dem, der ikke går helt så ukunstlet til sagen, nemlig de mere eller mindre intellektuelle humanister. Dem forstår jeg på en vis måde også bedre i dag. En eller anden form for humanisme er i hvert fald det eneste alternativ til kristendommen, jeg på nogen måde kan se. Jeg siger ofte, at hvis jeg ikke var kristen, så ville jeg hengive mig til, hvad jeg - vel for den filosofiske klangs skyld! - på tysk betegner som en ”Humanismus des Trotzes”. Hvor der altså så virkelig ville have været tale om trods, en trods på livets og livsfyldens vegne mod døden og tomheden. Som det vel må fremgå af disse bekendelser, har jeg som både menneske og præst den allerstørste forståelse og solidaritet med dem, der ikke mener at kunne tro på Gud. Det, jeg ikke forstår, er, at de kan være så glade og veltilfredse. For mig kan livet i denne verden under en rent naturvidenskabelig anskuelse aldrig blive andet end en dybt tragisk oplevelse, og desto mere, jo stærkere man oplever livet og dets fylde og trodser på det mod døden og tomheden (for slet ikke at tale om lidelsen og ondskaben). Og jeg kan nu se, at når humanismen jo ikke på nogen måde kan udledes af det, man i sin kritik af kristendommen kalder det moderne videnskabelige verdensbillede, så bliver den selv noget, der bliver hentet ind ”out of nowhere”, dvs. selv noget overnaturligt i forhold til fysikken, ja, så bliver humanismen Gud, hvilket i sidste ende vil sige mennesket selv. Jeg hører som sagt ikke til de præster, der er hårde ved ateisterne, men jeg kan alligevel ikke lade være at spørge, om det måske er derfor, mange humanister ser ud til at have en meget høj vurdering af sig selv!

 

Gud var død

de andre havde ikke opdaget

at så var de vel også døde

jeg havde

men ville ikke finde mig i det

måske var der en gnist at slå

ved de yderste grænser

et kort glimt

mellem trods og mørke.

 

Fronten mod ”venstreorienteringen i videste forstand” udgjordes stort set af det almindelige ubehag, jeg allerede har omtalt. Jeg kunne virkelig ikke lide disse frigjorte og frisindede, ja, ”tolerante” mennesker, der dels solede sig i alt dette, dels var så fulde af nedladenhed og foragt mod alle dem, der ikke var som dem. Og jeg fandt deres angreb på, hvad der endnu nogenlunde stod op og hang sammen, farlige. Men midt i min nu i øvrigt allerede rigeligt omtalte unge nygifthed kom forkynderne af den seksuelle frigjorthed på en helt særlig måde til at vække min vrede.

 

På en måde ville jeg helst helt have undladt at komme ind på dette. Og jeg vil slet ikke sætte det yderlige i forbindelse med mit private liv. Jeg vil desuden meget nødig spille rollen som ”moralist” - i hvert fald slet ikke i dén negative betydning, dette ord, som de fleste andre ord på ”‑ist” eller ”‑isme” sådan set med rette har fået, nemlig som en person, der i virkeligheden dyrker sig selv og sin egen position og magt under påberåbelse af at ville gøre noget for at opretholde moralen. For at ”moralisme” i denne betydning er noget dårligt, er jo ikke ensbetydende med, at det ikke på en lang række områder er bogstavelig talt livsnødvendigt, i hvert fald nødvendigt for livets skyld, at fastsætte og håndhæve nogle regler for den måde, man lever med hinanden på. Og det gælder altså på en lang række områder. Det særlige ved netop seksuallivets område er, at der for det første er tale om noget stærkt og lystbetonet, for det andet er tale om noget, hvor det i det moderne samfund ikke umiddelbart gør så megen synlig skade, og da især ikke for samfundet som sådant, hvis ældre tiders moralregler bliver overtrådt, og for det tredje er tale om noget, der på en helt særlig måde er blevet knyttet sammen med det at være progressiv og frisindet. Og det er det sidste, der især har optaget mig. Alle kender det gamle slagord om, at kirken altid har været mild mod syndere, men streng mod kættere. Jeg gør i hvert fald. Men jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor jeg har det fra. Egentlig er det nok ikke - uden videre - venligt ment. Men på en vis måde kan jeg godt tilslutte mig det, nemlig på den måde, at ét er, at verden og menneskelivet jo går sin skæve gang, også på det seksuelle område, noget andet er, hvis nogle mennesker af ideologiske grunde fører nogle meninger til torvs, som gør det hele værre. Sådanne mennesker har jeg altid trådt hårdt op imod - på alle områder.

 

Men inden jeg går videre med min beretning, og dermed når frem til den tekst, hvori jeg forsøgte af gøre op med de frisindede seksualprofeter, må jeg prøve at gør det klart - ikke alene for læseren, men i høj grad også for mig selv! - hvad det egentlig var der skete i andet halvår af 1965. Anna og jeg har netop (som så ofte før) drøftet det her i februar 2009, og vi er enige om, at det på sin vis er lige så ubegribeligt som vor kærestehistorie!

 

Det er ubegribeligt, for så vidt angår den hastighed og voldsomhed, hvormed vor - i meget bogstavelig forstand! - reaktion satte ind. Men det er også ubegribeligt, for så vidt angår karakteren og kvaliteten (eller mangelen på samme) i de første tekster, hvori denne vor reaktion kom til udtryk.

 

Jeg fortryder absolut ikke selve vor re-aktion som sådan. Tværtimod. I det helt store perspektiv er jeg både glad og taknemmelig og stolt over, at det gik, som det gjorde. Men der er nogle sider og nogle ting i mine første tekster, jeg i dag er meget lidt stolt over, fordi de vidner om en utrolig naivitet og umodenhed.

 

Jeg kunne have nøjedes med at omtale alt dette i mere almindelige vendinger, så det ville blive til ren ære for mig - i hvert fald i mine egne og mine ligesindedes øjne; i de progressives øjne vil det naturligvis aldrig kunne blive til ære. Men lige netop dette vil jeg for både min egen og Danmarks, ja, hele Vestens, histories skyld gerne have frem. Så må min ære komme til at bestå i, at jeg siden dengang er blevet i hvert fald noget mindre naiv og umoden.

 

Jeg har ikke lige nu kunnet tage mig tid til, fx at gennemse samtlige numre af Berlingske Tidende og Politiken i tiden 1. januar 1964 til 31. december 1965. Men måske gør jeg i hvert fald noget i den retning på et senere tidspunkt. Foreløbig må jeg konstatere, at der under alle omstændigheder er et ejendommeligt sammenfald mellem mit eget liv og såvel danmarkshistorien som Europas historie, ja, hele Vestens historie.

 

Året 1964 var det sidste år i den tidlige ungdom, som min barndom var gået over i. For mine to års militærtjeneste var, hvad alle disse ting angår, en tid i at lukket og trygt miljø. Og jeg var, som det allerede er fremgået, overhovedet ikke interesseret i politik som sådan. Og jeg mener heller ikke, der skete ting eller var ting fremme i 1964, der kan sammenlignes med, hvad der skete eller var fremme i 1965. Ja, jeg oplevede jo på en ret speciel måde Tonkinbugtepisoden (se kap. 5). Men her var pointen jo, at den blev der ikke lavet sovjetinspireret propaganda på. Og jeg ser netop i Wikipedia, at ”Vietnambevægelsen havde en opstartsperiode fra 1965 til 1966” - hvor det i sammenhængen her afgørende altså er, at opstarten udtrykkeligt angives som værende begyndt i netop 1965. Det er også mit indtryk, at de andre venstreorienterede ting, Anna og jeg re-agerede imod, først kom rigtig i gang eller først blev rigtig synlige og hørlige i 1965.

 

Men hvad var det for ting? Vi kan ikke huske konkrete enkelttilfælde før den artikel i ”Alt for Damerne”, der kom til at udløse mit indlæg mod den seksuelle frigørelses profeter, og før den henvendelse til Folketingets medlemmer fra de venstreorienterede ungdomsorganisationers side, der udløste mit første politiske læserbrev (se nf.). Men jeg kunne jo ikke være blevet så ophidset dér omkring årsskiftet 1965/1966 , hvis der ikke var gået en hel masse forud. Der må have været refereret meget i Berlingske Tidende, som vi abonnerede på, herunder også demonstrationer og den slags. Og der må - ikke mindst! - have været bragt meget af den slags i radioen, som vi lyttede meget til (vi havde ikke fjernsyn). Og endelig må der have været plakater og flyveblade olgn. på Universitetet. Jeg kunne som sagt forske mere i det, og jeg gør det måske også senere, men foreløbig må jeg konstatere, at jeg i løbet af andet halvår af 1965 må have oplevet et massivt propagandafremstød fra venstreorienteret side - og en ret stor passivitet fra socialdemokratisk og borgerlig side (mere om denne side af sagen nf.). Det fremgår dog af mit første læserbrev, at jeg havde stor tillid til udenrigsminister Per Hækkerup.

 

Den allerførste 1965-tekst, jeg har skrevet med offentliggørelse for øje, er vist ikke bevaret. Og det er meget ærgerligt. Den er nemlig fra engang i foråret 1965, dvs. fra før Anna og jeg blev gift og dermed fra før vor store fælles re-aktion. Og efter, hvad jeg husker, ville den have været overordentlig interessant til sammenligning med den vel ca. trekvart år yngre tekst ”Åndelig folkefront”. Det var et digt. Og jeg sendte det oven i købet til ”Hvedekorn” i håb om at få det trykt dér. Jeg fik det naturligvis retur - så vidt jeg husker, med en bemærkning fra redaktør Uffe Harder om, at det var lige lovlig ”retorisk” (jeg tror, det var det ord). Jeg husker endnu de to første linjer, ikke mindst fordi de mere eller mindre lyder, som om de var en del af et gammeldags metrisk digt, ja, jeg mener også at kunne huske, at det skurrede noget i ørerne på mig, at et digt, der i øvrigt var i frie vers (det, man ofte kalder et prosadigt), begyndte med to så taktfaste linjer. Men jeg havde ladet dem stå. Og i sig selv var de sådan set også meget gode (bortset fra det vel for platte, men nok mere eller mindre bevidst oldnordisk inspirerede, bogstavrim le - lette - livrem). Meningen var i hvert fald god nok! De to første linjer lød:

 

Jeg må le ad den klynkende digter

der må lette sin livrem for dellernes tryk.

 

Ja, jeg ville virkelig give meget for at have resten. Men digtet er altså begyndt med en kritik af den velnærede, men professionelt klynkende tresserdigter. Og jeg tror ikke, det i første række er den samfundskritiske klynken, jeg har tænkt på, men den eksistentielle klynken. Jeg tror, meningen har været, at jeg ikke har kunnet tage samtidens digtere alvorligt, når de skrev om den smerte, de følte over døden og tilværelsens meningsløshed. For i praksis levede de tilsyneladende ganske veltilpas, så veltilpas, at de ikke fik givet døden og meningsløsheden et ordentligt modspil. Og så har jeg måske tilsvarende afvist deres kritik af det bestående som også latterlig. Men resten af digtet har været af en heroisk-trodsig livsbekræftende karakter. Det helt afgørende er imidlertid, at jeg altså endnu i foråret 1965 har haft drømt om at føre mig frem som digter i et af de etablerede tidsskrifter.

 

Uanset hvor umodent og dårligt dette digt har været, har det været et udtryk for en noget anden holdning hos mig end den, der kom til udtryk i den anden tekst fra året 1965 (næppe 1966). - INDSAT 06.02.14(!): Under en gennemgang af min korrespondance fra dengang har jeg fundet et eksemplar af den her omtalte indkaldelse.  Med blandt andet datoen 15/3 1966 håndskrevet på. Men jeg har ikke tid til at flytte rundt på noget nu. - Det er i øvrigt i en interessant anledning, jeg i disse dage gennemgår mine arkiver. En lektor ved Aalborg Universitet, som har fundet disse Erindringer på Internettet, ringede forleden til mig og spurgte, hvad jeg kunne oplyse om min deltagelse i den danske støtte til dissidenter og dissidentforfattere i Sovjetunionen. Og jeg har en del. Noget af det er allerede omtalt længere nede på denne side, men det vil nok blive suppleret med noget af det, jeg har fundet, og der vil sikkert også komme nogle af disse ting på undersiden "Erindringer - BILAG".

 

Det er en tekst, jeg senere har haft det rigtig dårligt med, fordi den vidner om stor umodenhed. Men jeg var altså virkelig desperat dengang. Og samtidig følte jeg, at jeg i hvert fald prøvede at gå i en god hoved-retning. Og tiden var kort. Så hvis det, jeg her sendte ud, kunne få andre og klogere personer til at bidrage med noget?

 

Hele dette dokument står nu på undersiden ”Erindringer - BILAG”. Men jeg må selvfølgelig også referere og citere det her. Det er en indkaldelse til dannelse af en ”ÅNDELIG FOLKEFRONT” (overskriften). Og jeg understreger straks, at det ikke kun er ”en simpel reaktion mod de øjeblikkelige tilstande”, jeg har i tankerne, men altså netop en ”åndelig folkefront”, hvor man dels skal ”værne om de værdier, årtusinders menneskelig indsats har skabt”(!!), men især give disse værdier ”nyt liv”. Jeg understreger, at ordet ”folkefront” naturligvis skal ”opfattes humoristisk”, men at det alligevel også går på, at mennesker, som i øvrigt er meget forskellige, må kunne gå sammen om ”visse fælles mål”. Idet jeg vil lade de kommende deltagere i folkefronten afgøre bevægelses nærmere indhold, nævner jeg tre områder, jeg i første omgang har tænkt mig at sætte ind på. Og jeg tænker virkelig stort, for det er intet mindre end: 1. Livsanskuelsen. 2. Kunsten. 3. Det nationale.

 

Afsnittet om livsanskuelsen var det, jeg havde frygtet mest at se igen. Men det er ikke det værste. Det er selvfølgelig utrolig naivt, når jeg skriver, at vi må ”skabe et positivt og aktivt alternativ til den herskende nihilisme”. Men jeg havde frygtet, at det følgende var endnu værre. Jeg fortsætter: ”Det er her mit personlige ønske, at vor kirke ved en slags reformation - ikke så meget m.h.t. hverken form eller indhold, men af holdningen hertil [-] skal kunne genvinde i hvert fald noget af sin betydning for Danmarks åndsliv”. - Man kan stadigvæk sige, at jeg tydeligvis endnu står på, eller på vej til, blot en slags kulturkristendom. Og hvad så? Det afgørende for mig i dag er, at min bestemmelse af den ”reformation”, jeg kunne ønske mig, faktisk langt fra er så ringe, som jeg havde frygtet. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at den i virkeligheden (også jysk forstået) ikke er så ringe endda! Den viser fx, hvordan jeg fra først til sidst har været konservativ i det ydre, men åben for alt i det indre. Og det var - og er jeg - naturligvis, fordi det er totalt latterligt at diskutere ændringer i gudstjenesteformen, når det store problem er, at Gud efter alt at dømme er død! Men den viser også, at jeg, som jeg hele tiden havde gjort (se i de tidligere kapitler), så den åbenbaring, der måske alligevel kunne være tale om, i det, der faktisk foregik i den eksisterende kirke. Man kan så sige, at det kan dække over hvad som helst, når jeg siger, at den ”reformation”, jeg ønsker mig, er en reformation af ”holdningen” til såvel formen som indholdet i det, der foregår i Folkekirken. Men så kan det også dække over alt godt. Og jeg siger faktisk det samme i dag, også fra prædikestolen, og jeg mener det - selv om jeg unægtelig har fået uddybet min forståelse en hel del siden dengang i nok allerede 1965. Jeg siger jo også i dag, at kristendommen altså er en ”pakkeløsning”, som vi har gennem traditionen, og at der således hverken kan laves om på pakkens indhold eller fjernes eller udskiftes noget af det, men at vi så ellers hver især må prøve at forholde os til dette indhold, som vi bedst kan. Og selv om jeg på mange måder selv er en ret konservativ præst, er der meget vide grænser for, hvem jeg vil regne for mine medkristne. Ja, jeg har ofte formuleret det således: ”Bare vi er enige om, hvad det er vi tvivler på!”. Men her må jeg stoppe. Vil man vide mere, kan man gå på undersiderne ”Kirke og teologi”, ”Fra kirkeblade” og alle undersiderne med prædikener.

 

Afsnittet om kunsten får mig derimod til at krumme ikke bare tæerne, men begge fødder mindst helt op til knæene! Jeg kan næsten ikke få mig til at citere noget af det! ”En litteratur, som kan løfte”! ”En musik, som kan være til Guds pris og menneskenes velbehag”! Nå, det med musikken kommer det selvfølgelig an på hvordan man nærmere vil forstå. Men det med litteraturen er slemt, helt i modstrid med, hvad jeg mener i dag. Alligevel er det interessant. For det viser jo, hvor klemt jeg er af den såvel indre som ydre kamp. Og jeg har også indledt punktet med en beskrivelse af den modsatte yderlighed: ”Vi må bort fra den kunst, som med en næsten pervers fornøjelse roder rundt i ruinerne af fortidens kultur med en lufthammer”. Man skal her tænke på det billede af ruinlandskabet, jeg har givet ovenfor. Og på, hvor latterlig, jeg har fundet den oprørske og kritiske holdning, når det jo var at løbe åbne døre ind. Men i dag er jeg altså meget flov over denne sætning - vel at mærke fordi jeg nu ikke skal bruge digtningen til opbyggelige formål. Jeg finder i dag min trøst og opbyggelse i kristendommen - og kristendommen sætter digtningen fri! Se undersiden ”Poetik”! - Dette afsnit vidner om, hvordan jeg i min desperation prøvede at falde tilbage på positioner, jeg under mere normale forhold stille og roligt og i al venskabelighed ville have forladt - hvis jeg da ellers overhovedet nogensinde havde stået på dem!

 

Afsnittet om det nationale er efter omstændighederne ganske udmærket, ja, nærmest helt aktuelt igen. Dengang som nu er det jo bare selve forsvaret mod de kræfter, der vil bekæmpe det nationale, det drejer sig om. Jeg har ikke alene aldrig været nationalist, jeg har også altid haft et meget minimalistisk og ofte (selv)ironisk forhold til det nationale. Nej, det virkelig påfaldende i afsnittet om det nationale her i denne indkaldelse til dannelse af en ”åndelig folkefront” er, at jeg tillægger de politiske gerninger og bedrifter så stor betydning. Men det lå jo i tiden, at det politiske var frelsen, så jeg vil godt være bekendt, at jeg udtrykkeligt peger på nogle store konkrete opgaver, der skal løses, og ikke bare på en ny måde at organisere samfundet på. Det er påfaldende, at de opgaver, jeg nævner, alle er internationale. Men det er jo netop, fordi det skal være nogle store ting, hvis det skal kunne begejstre. Det med det særligt danske er i virkeligheden nærmest underforstået. Meningen er nok: Lad os bevare det livsindhold, der ligger i vor traditionelle måde at dyrke det nationale på. Men lad os så, styrkede deraf, vinde nyt livsindhold gennem udførelsen af nogle rigtig store og gode gerninger! Det undrer mig, at jeg ikke nævner rumforskningen. Men den spillede vist ikke så stor en rolle i lige de år. Desto mere burde jeg have nævnt den. Bemærk, at jeg udtrykkeligt tager udgangspunkt i den enkelte person, men så ser denne i henholdsvis familiens, nationens og menneskehedens sammenhæng. Jeg citerer nu hele afsnit 3:

 

Det kan ikke være meningen, at Hitler skal have den triumf at have umuliggjort nationalt liv her i Europa for al fremtid. Store internationale opgaver venter på os: Afværgelse af hungerkatastrofer i U-landene, verdens‑retssamfundets indførelse osv.; men der er ikke nogen modsætning mellem national bevidsthed og verdensborgerbevidsthed. Fremtidens danske skal være sunde, aktive personligheder, som yder deres indsats i og for familie, nation og menneskehed.

 

Husk, at det er en på flere måder presset og fortvivlet ung mand, der dog ville prøve at gøre noget. Og som blandt andet er udmærket klar over, at det aldrig vil kunne lade sig gøre at få dem på hans egen side til at rende i flok på samme måde som modstanderne. Og det er selvfølgelig ligesådan i dag. Jeg burde virkelig have koncentreret mig om mine egne ting dengang. Men hvad hvis Danmark på den ene eller den anden måde og i den ene eller den anden grad var blevet et ufrit land at leve i? - Jeg kan ikke huske, hvor mange jeg sendte min indkaldelse til. Men resultatet var naturligvis skuffende. Jeg fik vist ganske få svar - som vist alle var venligt afvisende. Men så havde jeg lært det.

 

Men så var der altså også det med seksualmoralen - eller mangelen på samme, dvs. ”frigjorthedsprofeterne”. Jeg har i mit arkiv fundet en artikel, jeg fik i ”Alt for Damerne” nr. 5/1966: ”Det er de andre, der er gammeldags”. To sider. Med billede af mig. Og det var jo sådan set stort. Jeg har dog - af blandt andet ovennævnte grunde - altid haft det lidt halvdårligt med den. For den var skrevet i ret stor og umoden ophidselse og med en åbenlys, og ikke altid lige smart, bestræbelse på at vise, at jeg også var ”intellektuel”. Selve den kritik og de meninger, jeg fører frem, skammer jeg mig imidlertid ikke over. Anledningen var, at jeg ved et eller andet tilfælde var kommet til at læse en artikel i ”Alt for Damerne” nr. 48/1965, eller rettere en rundbordssamtale mellem lægen og debattøren Tage Voss, en Lilli Hornbak (se nf.), sociologen Erik Høgh og tegneren og skribenten Hans Bendix (og vist ikke flere). Titlen var ”Krisen i ægteskabet”, og den første, jeg citerer, er Tage Voss:

 

Hvad skal vi i grunden med ægteskabet i dag? Hvad er den sociologiske, den erotiske og den menneskelige motivering for at bevare det? Skulle vi muligvis se at få det smidt over bord hurtigst muligt?

 

Og det er klart, at dette var noget, der virkede ret ophidsende på mig lige i 1965! Jeg karakteriserede da også Tage Voss som en amatørfilosof, der i en tid med åndeligt lavtryk havde mulighed for at gøre sig interessant.

 

Lilli Hornbak, hvis navn jeg nu har fundet i forbindelse med en artikel om forældremyndighed og samkvemsret i ”Ugeskrift for Læger” nr. 3/1984, roser jeg for hendes ”kloge og varme forsvar for ægteskabet”, idet jeg dog også gerne havde set hende gå til angreb mod ”lægens - og tegnerens - moralnihilisme”. Sociologen Erik Høegh anklager jeg for ”misforstået objektivitet”, idet jeg påpeger, at man jo ikke løser nogen problemer ”ved en blot og bar konstatering af, at 50% af danske mænd er erkendende ægteskabsbrydere”, og idet jeg forsætter:

 

Dog er det naturligvis altid godt at have en realistisk bedømmelse som udgangspunkt, og her viser sociologen sig trods alt i besiddelse af større akademisk blufærdighed end lægen. - Hvis hans tal vel at mærke er korrekte.

 

Hans Bendix karakteriserer jeg som ”vist den mest sværmeriske i det selskab”, idet jeg mener, at han skal have lov at beholde sit sværmeri for sig selv.

 

Jeg indrømmer, at en vis omvurdering af begreberne kan være nødvendig, blandt andet for så vidt angår alt det, der har med den økonomiske side af sagen at gøre. Men altså om-vurdering, ikke ned-vurdering - i fremskridtets navn. - Og jeg er overbevist om, at når jeg her brugte ordet ”omvurdering”, så er det Nietzsches begreb ”Umwertung (aller Werte)”, jeg spiller på. Jo, jeg skulle virkelig vise, jeg studerede på universitetet!

 

Og jeg prøver i det hele taget at bruge så meget som muligt af den akademiske ammunition, jeg havde fået samlet efter tre semestre. Jeg når at citere Kierkegaard: Tiden er ikke (først og fremmest) ond, men ussel. Johs. V. Jensen: Den dårlige darwinisme, der rækker hånden ud mod aben. Og (til slut) Nietzsche via Johs. Jørgensen: ”Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke”.

 

Ja, jeg fyrer også noget af fra mit bifag - hvorved jeg så ikke alene opnår at få ramt sovjetkommunismen, men også at få drillet de progressive med, at man i det store socialistiske paradis faktisk ser noget anderledes på tingene. Og det er derfra artiklens titel er hentet (så vidt, jeg husker, af redaktionen): ”Det er de andre, der er gammeldags”. Denne jo ellers ret skolegårdsagtige det-kan-du-selv-være-påstand underbygger jeg med, at

 

mange af de ting, fremskridtsfolkene kæmper for at få indført her i vort samfund, allerede har været ”prøvekørt” i revolutionens største forsøgsvirksomhed: Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. ... I Sovjetunionen har man også prøvekørt den frie kærlighed. Det skete i tyverne. Resultat: truende kaos i samfundslivet. Man måtte sande, at ægteskabet også har en sociologisk begrundelse (Tage Voss!!). Og i løbet af trediverne indførte man en meget stram familiepolitik.

 

I denne sammenhæng når jeg også at få sagt, at endnu flere af de revolutionære misforståelser i Sovjetunionen ville være blevet rettet ”hvis ikke den reaktionære marxistisk-leninistiske ideologi havde været en så stor hæmsko for udviklingen”.

 

Men det for mig selv allermest interessante er, at jeg allerede her er begyndt, i en eller anden forstand at identificere mig med kristendommen. Jeg taler om de kirkelige dogmers ”tilsyneladende [fremh. her] konflikt med den moderne naturvidenskabelige erkendelse" og om, at fortidens fejltagelser ikke berettiger til "nedbrydning af fromhed [fremh. her], etik, disciplin, nationalfølelse og så videre". Det er nemt nok at sige, at jeg nu tydeligvis var ved at nå frem til en slags Gud-konge-og-fædreland-livsanskuelse. Men for mig var der tale om et stort skridt på vejen. Og man skal altså bemærke, at selv om jeg virkelig var blevet oprørt over, at nogle selvglade debattører havde angrebet den institution, jeg til min store lykke lige var kommet ind i, så forsøgte jeg at bruge spaltepladsen til et angreb over hele den tredelte front.

 

I forbindelse med denne artikels vej til ”Alt for Damernes” spalter fik jeg en meget interessant telefonsamtale med bladets chefredaktør Kaj Dorph-Petersen, som var meget venlig og positiv, og som sagde, at vi havde for lidt ordentlig debat. Senere blev jeg klar over, at han var cand. theol. Og mange år senere kom jeg til at lære hans søn at kende, dog kun på tv-skærmen: Jes Dorph-Petersen.

 

Men denne artikel i ”Alt for Damerne” var allerede den anden tekst, jeg fik trykt i denne nye fase af mit liv.

 

 

Politik

 

Den 18. januar 1966 fik jeg trykt et ret langt læserbrev i Berlingske Tidende, ca. 380 spaltemillimeter tekst. Titlen var: ”Standpunkt, ansvar og Vietnam”.

 

1965 var ikke bare det år, hvor Anna og jeg blev gift, og heller ikke bare sådan i al almindelighed skilleåret mellem efterkrigstiden og den moderne tid, det var også det år, hvor USA for alvor engagerede sig i Vietnamkrigen. Jeg ser i Wikipedia, at det var i marts 1965 de første 3.500 Marines blev sendt til Vietnam, og at der i december måned samme år var næsten 200.000 amerikanske soldater i Vietnam. Indtil marts 1965 havde der ikke været tale om egentlige kamptropper, men antallet af amerikanske militære rådgivere var nået op på 16.000.

 

Med hele min baggrund var min første reaktion på den amerikanske indsættelse af kamptropper en følelse af rædsel og frygt. Jeg identificerede mig med de amerikanske soldater, der nu skulle i rigtig krig. Ja, jeg stillede mig det spørgsmål, om vi andre, herunder jeg selv, ikke havde en politisk og moralsk pligt til at være med. Og det var rædselsfuldt at forestille sig, at man fx skulle gå i en jungle og hele tiden risikere at blive skudt på - for slet ikke at tale om deltagelsen i selve kamphandlingerne. Det var væmmeligt at tænke på smerten og lemlæstelsen for dem, der blev såret. Og det var simpelt hen ikke til at holde ud at tænke på alle dem, der nu skulle dø. Det var noget, der lige netop i 1965 faktisk fik den store afgrund til at åbne sig under mig. Så meget desto mere, som det altså i princippet også kunne - eller måske burde - være mig selv, der kom i krig. Læseren vil måske spørge, om jeg ikke også tænkte på soldaterne på den anden side, for slet ikke at tale om alle de uskyldige civile på begge sider og derimellem. Jo, det gjorde jeg selvfølgelig, i hvert fald sådan i princippet. Men man må indrømme, at man i alle den slags sammenhænge, det gælder også almindelige fredstidsulykker og -katastrofer og den slags, føler stærkest og mest konkret for dem, man mest direkte kan identificere sig med. Og for mig var det altså de amerikanske soldater, der pludselig blev sendt i krig.

 

At der skulle være tale om en militær indsats, der som sådan var specielt moralsk tvivlsom, faldt mig ikke ind. Og jeg understreger altså ”specielt”, for jeg måtte selvfølgelig som altid stille det spørgsmål, om det overhovedet var moralsk forsvarligt at føre krig - og om det var prisen værd for en selv. Men min forståelsesbaggrund var jo kommunisternes og nazisternes onde gerninger i almindelighed samt historiske begivenheder som München 1938, Anden Verdenskrig, det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet 1948, Koreakrigen 1950-1953, nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden i 1956 og etableringen af Berlinmuren i 1961. Jeg vidste godt, at Vietnam havde været en del af ”Fransk Indokina”, og jeg kan også udpege et ganske bestemt sted i nærheden af Sakskøbing Havn, hvor vi drenge en dag i foråret 1954 talte om franskmændenes fortvivlede kampe i Dien Bien Phu. Men så vidste jeg ikke mere. Jeg vidste fx ikke, hvor råddent alting var i Sydvietnam. Og jeg var overbevist om, at sydvietnameserne ville gøre alt for at undgå at komme under kommunistisk styre. Ligesom jeg i det hele taget mente, man burde gøre alt for at undgå at komme under kommunistisk styre. Jeg tilsluttede mig altså helt og fuldt ”dominoteorien”, ifølge hvilken Sydvietnams fald ville trække det næste land med sig, og så videre, og ifølge hvilken det var et spørgsmål, hvor man så ville gøre noget for at standse den kommunistiske ekspansion. Og min tillid til USA var nærmest grænseløs.

 

Jeg skal ikke her begive mig ind i en analyse af hele situationen i og omkring Vietnam siden den franske kolonisering i anden halvdel af 1800-tallet. For det var jo dér, det hele begyndte. Og det er nemt nok at være bagklog. Men når jeg nu ser på artiklen i Wikipedia, er det især genetableringen af det franske koloniherredømme efter Anden Verdenskrig, der springer i øjnene. Hvad man kunne have gjort efter den tid uden at risikere en kommunistisk magtovertagelse, vil jeg ikke udtale mig om. Og det afgørende her i disse erindringer er også, at jeg virkelig troede, det var nødvendigt at forhindre en kommunistisk overtagelse af hele Vietnam. Og selv om det altså endte med, at USA tabte krigen i den forstand, at Nordvietnam og Viet Cong erobrede Sydvietnam, kan man vel i virkeligheden godt sige, at indsatsen fik den virkning, at der ikke kom nogen dominoeffekt - bortset fra, hvad der skete i Laos og Cambodia. Men set i bakspejlet er det en grum og mudret historie.

 

Vietnamkrigen blev imidlertid også en slags verdenskrig, nemlig i politisk og propagandistisk forstand. Og som sådan blev den også ført i Danmark. Og her var der tydeligvis dels tale om en støtte til den kommunistiske side i selve Vietnamkrigen, dels tale om en udnyttelse af kritikken af USA’s rolle i denne krig til mere lokale formål, ikke mindst til en modstand mod NATO og Danmarks medlemskab af denne forsvarspagt.

 

Anledningen til mit læserbrev var da også, at en række venstreorienterede ungdomsorganisationer havde afæsket samtlige medlemmer af det danske Folketing deres standpunkt i Vietnam-spørgsmålet. Og jeg indledte med at sige, at de pågældende organisationers interesse ”nok ligger lige så meget herhjemme i det danske politiske liv, specielt hvad angår befolkningens indstilling til forsvarspolitikken og NATO, som den ligger hos de stakkels vietnamesere”.

 

Men jeg udtrykte også min egen mening om Vietnam-situationen, idet jeg sagde, at det var godt, USA ville påtage sig at dæmme op for ”den aggressive kommunist-kinesiske aggression”. Jeg har formodentlig her overvurderet Kinas rolle, og jeg har i skrivende stund (januar 2009) ikke umiddelbart kunnet finde ud af, hvad jeg dengang byggede på. Måske har der i 1965 virkelig været en vis grund til at se sådan på det (læserbrevet er som sagt skrevet i januar 1966). Måske har jeg på lige dette tidspunkt hengivet mig til en eller anden form for ønsketænkning, for så vidt angår Sovjetunionens rolle. For trods min store frygt for, at Danmark skulle komme under sovjetisk herredømme, var jeg i disse år også ret optaget af afspænding i forhold til Sovjetunionen, idet min drøm selvfølgelig var, at der engang ville komme frihed og demokrati derovre, så jeg rigtig kunne få glæde af mit kendskab til det dejlige russiske sprog og de mange dejlige og storslåede ting i hele den russiske kultur.

 

Jeg mente ikke, vi direkte skulle støtte USA militært - vi havde jo knapt nok viljen til at forsvare vort eget territorium! Men jeg mente, det så i det mindste var vor pligt at yde USA al den moralske og politiske støtte, vi kunne. Og jeg henvendte mig specielt til de ikke-venstreorienterede ungdomsorganisationer og politiske partier, idet jeg spurgte, hvor længe de venstreorienterede elementer skulle have lov til at råbe højest om disse ting, ja, være næsten ene om at repræsentere den danske befolknings indstilling til disse og andre problemer.

 

Mod slutningen forsøgte jeg at vise, at jeg ikke var blind for nuancerne, idet jeg dog gjorde opmærksom på, at man ikke kan føre en kamp ”alene ved hjælp af en objektiv beskrivelse af situationen. Der er også noget, der hedder standpunkt og ansvar, ligesom der er noget, der hedder at være i samme båd som de øvrige medlemmer af vor vestlige situation”.

 

Og det sidste afsnit lød:

 

Jeg vil alligevel gerne slutte med at udtrykke mit oprigtige håb om en snarlig fred i Vietnam med sikkerhed for, at dette område ikke mere skal være skueplads for stormagternes konfrontationer. Dette gælder naturligvis stormagterne i alle verdenshjørner.

 

Jeg har aldrig været særlig stolt over dette mit første politiske læserbrev. Ikke fordi jeg fortryder de standpunkter, jeg på lige netop det tidspunkt gav udtryk for. Og heller ikke kun, fordi jeg nok har overvurderet Kinas rolle. Der er også noget i hele udtryksformen, der virker umodent og lidt hysterisk. Men sådan følte jeg mig altså foranlediget til at skrive, og den lidt ”skingre tone” (som man ville sige i dag) vidner om, at jeg virkelig var bange for, hvad ”venstreorienteringens” fremmarch ville kunne føre til. Det var simpelt hen en afmagtens og frygtens skingerhed, der var tale om. Og det var ikke sidste gang, det blev tilfældet.

 

Uanset hvad jeg også selv kan kritisere dette læserbrev for, fik det imidlertid i hvert fald én begejstret læser, nemlig pensioneret generalmajor og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti Erik Kragh! Han har selvfølgelig også set med en vis overbærenhed på mange ting i det, men hovedsigtet har han været glad for, så han sendte mig et meget venligt takkebrev og inviterede mig til en kop te på Hotel d’Angleterre. Vi mødtes dér nogle gange, for, som generalen sagde, deres wienerbrød var så godt. Jeg spiste også middag et par gange i generalens hjem, hvor jeg jo så også lærte hans kone at kende. En af de ting, der slog mig ved den måde, det hele foregik på, var, at det jo ikke var en general og en generalinde, der engang havde giftet sig med hinanden, men en ganske ung officer og en ganske ung pige. Det var meget behageligt og ligetil at være gæst i dette hjem. Og jeg hørte dem faktisk mindes deres allerførste tid, i hvilken forbindelse generalen sagde, at tiden som delingsfører i mange henseender havde været den bedste tid i hans karriere. Den havde i hvert fald været mindre stresset, end da han som chef for Hærstaben (mener jeg det var) havde haft en meget stor del af ansvaret for Hærens opbygning. Hans sidste stilling før pensioneringen havde været chef for Østre Landsdelskommando og dermed også COMLANDZEALAND (Commander Allied Land Forces Zealand). I øvrigt fandt jeg senere ud af (og jeg må da huske rigtigt!?), at generalen var toldersøn fra Gedser og nysproglig student fra Nykøbing Katedralskole, altså for så vidt en lolland-falstersk landsmand. Vi kom også til at mødes i forskellige parti- og andre sammenhænge.

 

Generalen og jeg talte godt sammen om mange ting, og trods den store ”grads-forskel” var vi dog faktisk fælles om at være officerer. Jeg tror, general Kragh var en venlig og, i den rigtige betydning af ordet, fin mand i forhold til alle, men jeg tror virkelig også, det betød noget for ham, at jeg også var officer. Jeg sagde selvfølgelig altid ”hr. general” til ham, og han tiltalte altid mig ”løjtnant Christensen”. Og uanset alt andet har general og folketingsmand Erik Kragh altså på en eller anden måde set noget stort i mig og ønsket at føre mig ind i Det Konservative Folkeparti. Men han ville også simpelt hen gerne snakke med mig. Og jeg følte mig ikke på nogen måde shanghajet.

 

Det var heller ikke så langt, jeg kom ind i partiet, men jeg nåede da at komme til at deltage i nogle særlige konferencer og den slags og at være sammen med nogle af topfolkene, ligesom jeg også kom med i en særlig Vietnam-komité, som blev stiftet dengang i et forsøg på at modvirke det voldsomme venstreorienterede propagandafelttog. Det var til dels de samme mennesker, blandt andet tidligere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og den berømte gamle retsstatspolitiker Viggo Starcke, der var med i kredsen bag tidsskriftet ”Reflex”. Og da jeg på et tidspunkt var blevet opmærksom på den dengang endnu konservative (men jo udtrykkeligt liberal-konservative) Hans Jørgen Lembourn i hans egenskab af konservativ intellektuel, formidlede general Kragh straks en kontakt, som førte til en god frokost-samtale i Snapstinget. Senere var jeg som russiskkyndig sammen med Hans Jørgen Lembourn ved et møde med den russiske eksilforfatter Valerij Tarsis, som Hans Jørgen Lembourn stod for. Mere om dette senere.

 

Det var også general Kragh, der fik mig i amerikansk fjernsyn! Efter et møde i kredsen bag ”Reflex” trak generalen mig til side og spurgte, om jeg var god til engelsk. ”Ja, jeg fik da ug i mundtlig engelsk til nysproglig studentereksamen”, svarede jeg. ”Det er godt nok”, sagde generalen, som derefter fortalte, at det drejede sig om deltagelse i en diskussion, der skulle indgå i det danske afsnit af en NBC-serie om de europæiske NATO-lande.

 

Og lad mig med det samme fortælle om denne optræden i NBC. General Kragh havde åbenbart fået til opgave at skaffe en passende yngre mand fra højrefløjen. For de to andre deltagere i diskussionen var en repræsentant for det politiske centrum, nemlig den ganske vist også konservative Vilhelm Christmas Møller, og en repræsentant for venstrefløjen, nemlig venstrefløjssocialdemokraten Mogens Camre. Det var mig en stor fornøjelse at minde Mogens Camre om dette, da vi mange år senere mødtes som partifæller i Dansk Folkeparti! Men dengang var det første gang, vi mødtes. Vilhelm Christmas Møller derimod havde jeg haft som lærer i nogle økonomiske og politiske ting under min sprogofficersuddannelse på TLBS, og nu mødte jeg ham ofte i Konservative Studenter og i det hele taget i Studenterforeningen, hvor vi - trods den afstand, der på nogle punkter var mellem os - ved flere lejligheder talte udmærket sammen.

 

Jeg husker ikke meget af diskussionen mellem os tre, faktisk kun to ting, jeg selv sagde. Den første var et svar til Mogens Camre, som havde sagt et eller andet positivt om, hvordan Viet Cong vandt opbakning fra civilbefolkningen, hvortil jeg svarede: ”Oh, you mean the Viet Cong terror!”. Og den anden var mere i almindelighed om det, at det nødvendige NATO-forsvar ikke udelukkede en afspændingspolitik. Her sagde jeg noget i retning af: ”Unfortunately, we have to point our bayonets at the Warsaw Pact, but it shouldn’t prevent us from smiling at the same time”.

 

Da optagelsen var færdig, skulle vi underskrive et stykke papir med forskellige ting om rettigheder og den slags. Og jeg prøvede i den forbindelse at sige nogle USA-venlige og solidariske ord til lederen af tv-holdet. Men jeg var ikke kommet ret langt, før han afbrød mig og sagde: ”It’s the wrong war, at the wrong place, at the wrong time!”. Det glemmer jeg aldrig. Men det var jo også en side af sagen.

 

Og jeg kunne nu skrive side op og side ned om mit politiske engagement. Jeg drømte selvfølgelig mere eller mindre om en rigtig politisk karriere. Men general Kragh sagde, at jeg under alle omstændigheder skulle se at få gjort min uddannelse færdig. At have politik som sin eneste profession var ikke anbefalelsesværdigt, hverken for ens egen skyld eller for politikkens skyld. Og det havde han naturligvis fuldstændig ret i. Der var bare det ved det, at jeg meget stærkt følte, at det var lige her i disse år, det hele kunne blive afgjort. Og det kunne det måske også være blevet, altså i den forstand, at der kunne være kommet revolution eller lignende - og måske hjælp til revolutionen fra Sovjetunionen og de øvrige Warszawapagt-lande. Eller det kunne være kommet til en finlandisering af Danmark.

 

Det er nemt nok her bagefter at sige, at så farligt var det nok heller ikke. Men i 1968 blev situationen ret kritisk i Frankrig. Jeg ser i ”Politikens verdenshistorie”, at præsident de Gaulle ligefrem skulle have tabt hovedet og være flygtet til hovedkvarteret for de franske styrker i Tyskland. Dengang opfattede jeg det på den måde, at han fløj rundt og sikrede sig alle de forskellige chefers loyalitet. Men jeg ser i hvert fald på Internettet nu, at jeg husker rigtigt med hensyn til, at der faktisk rullede kampvogne mod Paris i maj 1968. Så revolutionær var tilstanden altså i Frankrig. Og selv om Danmark ikke er Frankrig, så var der jo ikke i 1965 nogen, der kunne vide, at det fx ikke blev til mere end én Blekingegade‑bande!

 

Og det helt afgørende for mig var jo, hvad der ville ske, hvis venstreorienteringens bølge fik lov til at vokse sig større og større, uden at nogen talte imod. Ung og uerfaren, som jeg var, har jeg jo nok også tillagt de højtråbende debattører og demonstranter større magt, end de reelt havde. Også selv om de sådan set virkelig fik flyttet politikerne. Som jeg nu bagefter siger: De venstreorienterede fik lavet nogle store bølger på debat-overfladen, men den langt overvejende del af befolkningen levede under denne overflade deres liv, stort set som de altid havde gjort, og hele det statslige og øvrige offentlige apparat var stort set sundt og stærkt - og de rige tjente penge, som de altid havde gjort.

 

Men jeg skrev mange læserbreve og andre indlæg i aviser og tidsskrifter, og jeg deltog i forskellige ting inden for Det Konservative Folkeparti, Konservativ Ungdom og Konservative Studenter (hvis repræsentantskab jeg nåede at blive valgt ind i). Jeg mødte også folk fra Demokratisk Alliance, som jeg også meldte mig ind i. Ja, jeg ved godt, hvad man af propagandaen har lært at sige om dem. Men alle dem, jeg lærte at kende, var efter min bedste overbevisning skikkelige og absolut demokratisk sindede mennesker, der netop reagerede mod de ting, der truede demokratiet. Så er der ganske vist det med Hans Hetlers private efterretningsorganisation. Jeg nåede faktisk at være sammen med Hans Hetler en gang eller to. Og det har vel også været hans private efterretningsorganisation, der på et senere tidspunkt, ville have en bekendt af mig til at infiltrere en venstreorienteret studenterorganisation. Men her var min holdning helt kold og klar. Jeg sagde til min bekendt, at han skulle sige, at han under ingen omstændigheder ville deltage i noget som helst, der ikke klart foregik i danske myndigheders regi.

 

Valter Loll, som havde en fremtrædende post i Demokratisk Alliance (jeg tror ikke, han var direkte formand), blev Anna og jeg så gode venner med, at vi var med til hans og Kits ”bryllup” (kirkelige velsignelse af borgerligt indgået ægteskab) i en evangelisk kirke i Østrig (Innsbruck?) og til den efterfølgende fest. Det var en oplevelse. Også vort første møde med Alperne, som pludselig fyldte næsten hele den sydlige himmel, da vi om morgenen på vej derned så ud af togvinduet.

 

Jeg har godt set, at både Valter Loll og ”Reflex”-redaktør m.m. Henning Jensen er blevet nævnt sammen med Hans Hetler og dennes private efterretningsvirksomhed, bla. i dette afsnit fra artiklen ”Den overvågede fredsbevægelse” af fredsaktivisten Holger Terp (bla. ”Aldrig mere Krig”):

 

Danske efterretningsfolk, hjemmeværnsfolk og højreorienterede organisationer imødekom vinket med vognstangen og infiltrerede Kampagnen mod Atomvåben, Gruppe 61 og de andre daværende fredsgrupper. Personligheder som Hans Hetler, Valter Loll og Henning Jensen samt reaktionære organisationer og småpartier på den yderste højrefløj som De uafhænige, Uafhænig Ungdom, Demokratisk Alliance og Friheds-Alliancen havde kronede dage og brugte forgæves meget tid og mange beskidte triks, bl.a. indbrud, på at kompromitere og mistænkeliggøre fredsarbejdet som værende dels kommunistisk ledet og dels styret fra Moskva, men uden resultat.

http://fred.dk/artikler/petting/bigbroth.htm

 

Dette er et eksempel på, hvordan man på venstrefløjen taler om sine modstandere. Spørgsmålet om den kommunistiske ledelse og fjernstyringen fra Moskva er vist ikke helt så enkelt, som Holger Terp her fremstiller det, og det er under alle omstændigheder klart, at propagandaen mod NATO-forsvaret har været i Sovjetunionens interesse. Ulovlig efterretningsvirksomhed har jeg udtalt mig om.

 

Jeg kunne også helt have ladet være at skrive om dette. Men dette er altså et historisk skrift, og jeg finder det vigtigt at få fortalt, hvordan stemningen var dengang. Og jeg har for mit eget vedkommende absolut intet at fortryde eller skamme mig over. Hvad de andre i Demokratisk Alliance har haft i hjertedybet, kan jeg naturligvis ikke vide. Men Valter Loll, som jeg kendte bedst, fremstod som en ganske normal og sympatisk ung mand, der bare, ligesom jeg selv, var dybt bekymret over, hvad der foregik i vort samfund. Og der skulle ikke megen modstand mod venstreorienteringen til, før man blev kaldt højreekstremist eller fascist, sådan var - og er! - metoderne hos de progressive, og der er så vidt mig bekendt ikke nogen, der har talt om noget hos folkene i Demokratisk Alliance, der på nogen som helst måde svarer til de drømme om at overtage magten i landet, der blev næret på den anden fløj, eller om tilsvarende autoritære og manipulerende ledelsesmetoder inden for egne rækker. Min egen holdning til privat og ulovlig efterretningsvirksomhed var og er klar, men jeg tror, at Hans Hetler og de andre involverede først og fremmest har været drevet af en oprigtig bekymring på det demokratiske danske samfunds vegne, og at der måske efterhånden dertil er kommet en vis sekterisme - med tilhørende ”romantik”. Jeg ved det ikke. Men jeg følte jo også selv afmagten og fortvivlelsen. Jeg har bare aldrig været sekterisk på noget område og er i virkeligheden også meget moderat, når det kommer til stykket, hvad man godt kan være, selv om man er skarp i polemikken.

 

Kommet hertil kan jeg også godt selv se, at det vil blive meget trættende, hvis jeg skal beskrive hele min politiske aktivitet frem til sommeren 1968 lige så udførligt, som jeg har beskrevet tingene indtil nu. Jeg vil derfor prøve at få afsluttet indeværende underafsnit så hurtigt som muligt, idet jeg henviser til den særlige underside ”Erindringer - BILAG”, hvor jeg i første omgang vil prøve at samle i hvert fald et udvalg af mine læserbreve og artikler m.m. fra disse år. Jeg er som sagt ikke lige stolt over alt, hvad jeg har skrevet, men for historiens skyld vil jeg gerne lægge disse tekster frem. For selv om jeg pdes. derved får stillet både min umodenhed og min skingerhed til skue, får jeg pdas. også vist, hvordan det hele begyndte i årene 1965/66, vel at mærke på den måde, at det bliver tydeligt, hvor klar og lige en linje der trods alt er gennem mit liv fra dengang til i dag. Desuden er det altså også dokumenter fra en fjern fortid. I skrivende stund (13. januar 2009) er det 43 år siden mine to første polemiske tekster blev trykt (hhv. 18. januar og o. 1. februar 1966).

 

Netop i forbindelse med afsnittene her lige ovenfor kan jeg passende fortælle om Annas og min oplevelse af det af Demokratisk Alliance arrangerede Vietnam-møde i Studenterforeningen tirsdag den 8. december 1966. Det var en uhyggelig oplevelse. Allerede da vi kom, var luften tyk af smørsyre(!), som fremmødte venstreorienterede havde hældt ud på gulvet. Og på et tidspunkt erobrede ”Demonstrant Madsen” podiet, altså den unge psykologistuderende Finn Einar Madsen, der senere skulle blive virkelig berømt, nemlig da han ved Københavns Universitets årsfest 1968 erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog.

 

Det var en smule voldsomt. Demonstrant Madsen væltede et bord, hvorved han fik et lille sår ved næsen. Og dette sår tværede han ifølge mit eget referat flittigt i, ”hver gang armen kunne fritages fra arbejdet med at dirigere de spontane tilråb”. Og jeg skriver videre: ”Da det efterhånden var lykkedes ham at få smurt pegefingeren nogenlunde til med blod, begyndte han at stikke den op i linsen på fjernsynskameraet” (Information, 10.12.66). Mødet blev altså dækket af fjernsynet - ved Lasse Budtz. Jeg husker kun én af paneldeltagerne. Det var en afhoppet Viet Cong-løjtnant. Han blev synligt bange og vred, da Demonstrant Madsen gik i gang. Han tog sin stol i hænderne med benene vendt fremad for at kunne bruge dem som våben. Og jeg glemmer aldrig hans øjne. Et angreb på ham ville Demonstrant Madsen ikke være sluppet godt fra!

 

Straks da mødet var forbi, skrev jeg i hånden et læserbrev, som jeg gik lige over til Politiken med. Og det tjener avisen til ære, at det blev bragt i den avis, de på det tidspunkt mere eller mindre har været færdige med at lave, altså dagen efter. Mit læserbrev havde (fået?) overskriften ”Er det fredens sag?”, og jeg skriver først noget om, at man jo ville benytte muligheden for at ”høre en førstehåndsvurdering fra en af parterne i en grusom og ulykkelig krig”. Og jeg slutter:

 

Man kom - og fik smørsyre (vel både fra uvaskede kroppe og fra stinkbomber), råb og skrig, blod fra selvtilføjede sår, en på én gang veliscenesat og barnagtig komedie.

Demonstrant-kadrerne har tjent deres sag dårligt.

For hvilken sag er deres?

Fredens? (Politiken 07.12.66).

 

Det var virkelig en uhyggelig oplevelse. Især Anna mindes den dag i dag dette møde med stor uhyggefornemmelse. Men det værste var, at sådan noget kunne de venstreorienterede stort set slippe af sted med. Samtidig med, at de altså kunne sværte dem, der bare modsagde dem, til, så at fx jeg, mens jeg sidder og skriver dette, nøje må overveje, hvordan jeg fortæller om disse år, for at læseren ikke skal afskrive mig som ”sort”. Og netop ordet ”sort” bruges stadig om dem, der er uenige med de progressive. Jeg har fx den ære at høre til de ”sorte præster” i Dansk Folkeparti. Der er også meget store idémæssige og historiske perspektiver i dette, og jeg vil naturligvis vende tilbage til det. Foreløbig kan jeg dog henvise til mit præstekonventsforedrag ”Poesi og utopi”, som står på undersiden ”Poetik”. En længere, noget mere ufærdig version kan læses på undersiden ”Diverse”. (Konventsforedragets fulde titel er: ”Poesi og utopi. Digteres forhold til utopi og ideologi. Fra Immanuel Kant til Jens-Martin Eriksen”).

 

Jeg var også medlem af organisationen ”Frihed og Folkestyre”, i hvis blad ”International Analyse” jeg i disse og de følgende år fik trykt nogle større artikler, nemlig ”Regime og litteratur i Sovjetunionen” (8. årg. nr. 1, april 1967), ”Dogmatisk overflade og oppositionel undergrund i sovjetisk litteratur” (8. årg. nr. 4, september 1967), ”Valerij Tarsis” (8. årg. nr. 5, december 1967), ”Litterær og politisk opposition i Sovjetunionen” (10. årg. nr. 7, maj 1969) ”Den russiske frihedskamps krønike” (11. årg. nr. 4, februar 1970).

 

Engang i 1967 var Anna og jeg med på en tur arrangeret af ”Frihed og Folkestyre” til Paris, hvor vi blandt andet besøgte NATO’s civile hovedkvarter og OECD. Det må have været mellem marts og oktober, for det militære hovedkvarter (SHAPE) blev flyttet til Belgien i marts 1967 og det civile (i hvert fald mere eller mindre) i oktober måned. Sådan finder jeg det i hvert fald på Internettet her i begyndelsen af februar 2009.

 

Når jeg skrev alle disse artikler i ”International Analyse”, var det selvfølgelig helt direkte for at udbrede kendskabet til, hvad der foregik i Sovjetunionen, herunder at fortælle om de oppositionelle kræfter. Men jeg ville jo også gerne se at komme op over det rene læserbrevsniveau, ja, rent ud sagt se at blive en slags højre-intellektuel. Hvad jeg i nogen grad kunne bruge mine sprogofficers- og bifags-kundskaber til. Så vidt jeg husker, bygger min artikel ”Regime og litteratur i Sovjetunionen” på et tema-gruppearbejde under et såkaldt fortsættelseskursus under en af mine genindkaldelser som reserveofficer. På den ene side arbejder man altså virkelig bredt i efterretningstjenesten, og på den anden side var flere af os jo i fuld gang med universitetsstudier i russisk. Lederen af den gruppe, jeg var med i, blev fx senere mag. art. i slavisk filologi. Han var desuden min ”for-forgænger” i Bornholms Værn. Og han er i dag en kendt person: Lars Poulsen-Hansen, ekspert i Rusland og de andre tidligere sovjetrepublikker. Jeg har mødt ham siden, nemlig ved en konference arrangeret af Center for Europæisk Kirkeret og Kirkekundskab. Det var vist i 1997.

 

Men ganske særligt kom det altså efterhånden til at stå mere og mere klart for mig, at jeg burde prøve at blive en slags ”højre-intellektuel”. Den kamp, der foregik, var jo helt tydeligt ikke bare en rent politisk kamp, men i helt afgørende grad en ideologisk og livsanskuelsesmæssig kamp. Men jeg sætter altså ”højre-intellektuel” i anførselstegn, for jeg mener ikke betegnelsen ”højre-” uden videre passer på mig, og selv om jeg jo nok har gjort mig fortjent til betegnelsen ”intellektuel”, er det heller ikke en betegnelse, jeg bryder mig om. Normalt bruger jeg den aldrig om mig selv. Og det er ikke først og fremmest, fordi jeg afskyr enhver form for snobberi, nej, det er først og fremmest, fordi der ligger en både bred og dyb betydning i det, når jeg siger, at jeg ikke på en gang kan være præst i den kristne kirke og medlem af de intellektuelles præsteskab. For det er jo helt klart noget i den retning, der er tale om, når ”de intellektuelle” betegner sig selv som sådanne. Det er ikke enhver med en akademisk uddannelse, der regnes med her. Man skal også være åndelig leder - med den rette lære! - Det var da også først i kristendommen og i arbejdet med den kristne teologi, jeg fandt det grundlag, der også i denne, jo kristeligt set ganske sekundære, henseende var stærkt nok.

 

Men man kan kalde det, hvad man vil. Jeg kunne se, at det i høj grad var de mange venstreorienterede intellektuelle, der gav venstreorienteringen så stor indflydelse, og desuden var det jo klart på dette område fremfor på den egentlig praktiske politiks område min egen egentlige hovedinteresse lå. For når jeg ofrede så megen tid og så mange kræfter på det politiske engagement i både snævrere og videre (idémæssig) forstand, var det jo i helt overvejende grad for selve frihedens og fredens skyld. Og der er som sagt ikke noget, jeg af moralske grunde fortryder, tværtimod. Jeg er glad og stolt over, at jeg ikke var på hverken den forkerte side eller i den lunkne og feje midte dengang. Og jeg følte virkelig, at det var nu, det gjaldt. Alligevel har jeg ofte spurgt mig selv, om det nu var den rigtige måde, jeg brugte tiden og kræfterne på. Jeg blev jo aldrig andet end måske en lidt højere form for læserbrevsskribent. Så hvis jeg ikke virkelig ville være politiker, burde jeg have koncentreret mig om mine studier og hvad der lå på niveau dermed, så jeg ikke alene selv kunne have fået mere ud af det, men så jeg også kunne have bidraget med nogle langt mere indholdsfyldte ting på et langt højere niveau. Lå der måske også en slags selvbedrag i følelsen af, at når man havde skrevet et læserbrev eller en artikel, så havde man virkelig udrettet noget her og nu?

 

Men jeg nøjedes jo heldigvis ikke med disse politiske ting. Det var stadig den livsanskuelsesmæssige proces, der var det vigtigste i mit liv, og de afgørende dele af den fandt sted i forbindelse med studierne. Det vil sige, helt så enkelt var det alligevel heller ikke. Det, der foregik i mig i forbindelse med det, der tilsyneladende var den rent politiske kamp, fik i virkeligheden meget stor betydning for min udvikling på de højere niveau’er. Ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at mine erfaringer i kampen mod venstreorienteringen blev en afgørende del af baggrunden for, at jeg så hurtigt bevægede mig frem mod egentlig kristendom. Jeg kan sige det på den måde, at det gik op for mig, at der i borgerligheden som sådan ikke var noget, der på det idémæssige plan kunne matche venstreorienteringen. Og det skal man måske ikke engang bebrejde borgerligheden. Borgerligheden er nu engang praktisk af natur. Den er hverken mere eller mindre, end hvad den er. Og det er dog i meget høj grad den, der holder hele samfundet i gang, såvel i produktionen som i administrationen.

 

Et af mine større indlæg i ”Berlingske Tidende”, som jeg mærkeligt nok ikke har kunnet finde i mit arkiv, handlede netop om borgerskabets idémæssige svaghed. Jeg kan ikke huske, om det også var helt oppe i titlen, jeg sagde noget i retning af, at ”venstreorienteringen opererer dybt inde i borgerskabets hjerter”, men avisens tegner havde i hvert fald lavet en fin tegning af et borgerligt menneske, der havde en venstre-pil i sit hjerte.

 

Og til dette kan jeg føje en ting her fra 2009, der virkelig bekræfter min opfattelse dengang. En dag lidt før midten af februar hørte jeg et radio-interview med Suzanne Brøgger. Og det var vel ganske vist 1968 og tiden derefter, der var tale om. Men det var alligevel en helt fantastisk oplevelse for mig, midt i mit arbejde med dette kapitel at høre Suzanne Brøgger sige (citeret efter hukommelsen): "Det mærkelige var, at der overhovedet ingen modstand var fra borgerlig side. Overhovedet ingen modstand".

 

På et meget tidligt tidspunkt, dvs. endnu i vor Roskilde-tid, prøvede jeg at finde hjælp på Berlingske Tidendes kirkeside. Men jeg blev dybt rystet. Det handlede i høj grad om praktiske ting (som jo ganske vist også skal være i orden) og var derudover helt ligegyldigt. Her var der overhovedet ingen hjælp at hente for et søgende og kæmpende ungt menneske. Men jeg husker, at Anna og jeg i hvert fald nogle gange gik til gudstjeneste i vor sognekirke Roskilde Domkirke. Og jeg må som sagt allerede i løbet af efteråret 1965 være kommet i hvert fald et stykke hen ad min vej tilbage til kristendommen.

 

På et tidspunkt (vel efteråret 1966) flyttede vi fra Roskilde til Hillerød, hvor moster Bette (se om hende og onkel Thorvald i kap. 3) havde en billigere lejlighed til os. Meget af det, der står i indeværende kapitel, har fundet sted i vor Hillerød-tid. Og det gælder også den afgørende begivenhed, det var, da jeg ved et rent tilfælde i en boghandel fandt en bog, der hed ”Demokratisme” og var skrevet af en præst, der hed Søren Krarup. Her så jeg for første gang et virkelig kompetent og hårdtslående modspil til venstreorienteringen. Og det var samtidig et aktuelt eksempel på, at det var kun var kristendommen, der udgjorde et fast ståsted i forhold til den jo på flere forskellige måder religiøse eller pseudoreligiøse venstreorientering. Jeg har heldigvis her efter årtusindskiftet - men altså ikke før - haft lejlighed til at fortælle Søren Krarup, hvilken afgørende betydning han med denne bog har haft for mig.

 

I tiden op til seksdageskrigen mellem Israel og dets arabiske naboer skrev jeg nogle læserbreve i blandt andet Frederiksborg Amts Avis, og den 14. juni 1967 afholdt Den konservative Vælgerforening i Hillerød på mit initiativ et stort Israel-møde på Frederiksborg Statsskole. Mødet blev ledet af viceborgmester Toke Stokholm, og folketingsmand Poul Møller holdt en tale, der ikke alene var båret af et stærkt engagement, men også øste af en stor viden om sagen. Sangerinden Raquel Rastenni sang israelske sange, og der blev samlet ind til ”Danmark hjælper Israel”.

 

Det var uhyggeligt, at der var endnu en krig at tage stilling til, men det var en meget positiv oplevelse for mig at opleve arbejdsfællesskabet med de konservative Hillerød-borgere, jeg i den anledning kom til at samarbejde med. Jeg må jo som ret nytilkommet medlem af vælgerforeningen have henvendt mig til bestyrelsen med mit forslag, og der blev nedsat et udvalg, som tog sig af det ret store arbejde med at forberede og gennemføre mødet.

 

På det helt private plan mindes vi stadig krigsudbruddet den 5. juni - grundlovsdag - 1967. Det var nemlig tradition i Annas familie, at man hvert år på grundlovsdag samledes hos moster Martha. Og da Anna og jeg og vor lille datter Amalie var ankommet til moster Marthas lejlighed i Harald Jensens Gade, sagde svoger Christian et eller andet til mig om situationen omkring Israel. Jeg svarede, at jeg gjorde, hvad jeg kunne. Og jeg skulle lige til at fortælle, at jeg da så sent som aftenen før havde været en tur rundt i Hillerød og forsyne de antiisraelske plakater med nogle små røde sedler med teksten ”Moskva befaler”. Dem havde jeg fået i ”Demokratisk Alliance”. Men inden jeg var kommet i gang, brød Christian ind og spurgte, om jeg da slet ikke var klar over, at krigen var brudt ud. - Siden den dag har jeg så vidt muligt altid sørget for at få hørt den seneste radioavis, når jeg skal til noget, ikke mindst hvis jeg selv skal lede det, fx en gudstjeneste eller et møde. Og jeg ser hver eneste gang Christian for mig henne ved moster Marthas vindue, mens det efterhånden gik op for ham, at jeg ikke vidste, krigen var brudt ud.

 

Det blev en bevæget grundlovssammenkomst. Kvinderne prøvede at få det hele til at forløbe, som det plejede. Men Svigerfar og Christian og jeg fik hurtigt samlet os ved et bordhjørne med moster Marthas transistorradio imellem os, og så hørte vi ellers meldinger og drøftede dem. Jeg var overbevist om, at denne krig ville blive en katastrofe for det lille Israel, som nu kæmpede på tre fronter. Og Svigerfar var også meget bekymret. Han elskede jo Israel. I fortid og nutid, kan man helt bogstavelig talt sige. Som teologistuderende havde han valgt ”gammeltestamentligt maksimum”, og han elskede virkelig dette fag. Som han engang sagde til mig: ”Bent, den bog, det folk, den historie!”. Og hans kærlighed gjaldt altså også ubetinget jøderne i det moderne Israel.

 

Christian, som på det tidspunkt var kadet på Hærens Officersskole, tog det mere roligt. ”Vent lidt”, sagde han, ”lad os nu lige se!”. Og han forklarede, at Israel selvfølgelig ville føre en stort set defensiv kamp i nord og øst, for så til gengæld at samle kræfterne i en offensiv mod de egyptiske styrker i syd og sydvest. Og sådan begyndte det vist allerede at udvikle sig i løbet af krigens første dag. At israelerne også fik erobret Golanhøjderne, Vestbredden og Østjerusalem, er en anden sag. Men det var uhyggeligt at tænke på, at der var unge mænd, der i disse timer blev dræbt og lemlæstet. Og jeg kan kun gentage, hvad jeg allerede i forbindelse med Vietnamkrigen har sagt om identifikation og solidaritet; det var de israelske soldater, jeg identificerede mig med.

 

I min studietid efter forprøven engagerede jeg mig politisk i flere sammenhænge. Vietnam-komitéen og tidsskriftet ”Reflex”, som jeg også skrev et par ting til, har jeg nævnt. Ligeledes organisationen ”Frihed og Folkestyre” med tilhørende tidsskrift (”International Analyse”). Men jeg fik også kontakt til den danske SMOG-komité, dvs. den danske afdeling af en organisation som støttede den sovjetiske undergrundslitteratur. Jeg nøjes her med at henvise til min artikel i ”International Analyse”: ”Dogmatisk overflade og oppositionel undergrund i sovjetisk litteratur”, som snart vil kunne læses på undersiden ”Erindringer - BILAG”. Jeg henviser tilsvarende til interview’et med Valerij Tarsis i samme blads nr. 5/1967, hvoraf det fremgår, at det var SMOG-komitéen, der havde tilrettelagt Tarsis’ besøg.

 

Hvordan jeg fik kontakt med eksilrussiske kredse her i Danmark, kan jeg ikke huske, men det gjorde jeg. Jeg mener, det (især) var repræsentanter for NTS (Narodno-Trudovoj Sojus eller Natsional’no Trudovoj Sojus), dvs. Den Nationale Alliance af Russiske Solidarister, en antikommunistisk organisation, der ifølge Wikipedias engelske udgave blev grundlagt af eksilrussere i Beograd i 1930. Jeg havde godt hørt om den under sprogofficersuddannelsen, men kendte ikke noget særligt til den. Men det var stort at møde rigtige russere her i Danmark. Og Anna og jeg nåede at være med til en rigtig russisk fest sammen med nogle af dem. Min opgave blev at skrive adresser på konvolutter med min gode russiske håndskrift (som jeg prøvede at variere, alt hvad jeg kunne), putte propagandamateriale i dem og sende dem til Sovjetunionen. Jeg nåede også at sende nogle eksemplarer af Pasternaks ”Doktor Zjivago” og af nogle af Solzjenitsyns bøger derover - nogle meget små bøger, trykt med meget lille skrift. Det var sådan set ikke noget særligt, men det var alligevel fantastisk at være med til at føre krigen over i fjendens lejr. Idet mit oprigtige ønske jo altså var, at der snart måtte komme et frit og demokratisk Rusland. Jeg fik eller købte nogle af disse små bøger og læste dem. Så vidt jeg husker, var det ”Doktor Zjivago” og Solzjenitsyns ”Kræftafdelingen” og ”I den første kreds”.

 

Jeg fik også mulighed for at læse det russiske eksilforlag Posiev’s (Udsæd) tidsskrift ”Grani” (Grænser). Jeg kan ikke huske, om jeg ligefrem abonnerede på det. Til ”Reflex” præsenterede og oversatte jeg (formodentlig i 1968; jeg var i hvert fald på det tidspunkt blevet cand. mag.) et par tekster af to undergrundsforfattere (”smogister”), nemlig et lille digt af Natalia Gorbanevskaja og fortællingen ”Stjernerne” af Vladimir Bukovskij. Jeg citerer lidt af det:

 

Forfatteren til fortællingen ”Stjernerne”, Vladimir Bukovskij, blev i 1961 relegeret fra Lomonosov-universitetet i Moskva, fordi han havde været med til at distribuere Djilas’s ”Den nye klasse”. I 1962 blev Bukovskij indespærret på en psykiatrisk klinik i Leningrad, senere løsladt, arresteret igen og i august 1967 idømt 3 års frihedsberøvelse. Så vidt vides, holdes han endnu indespærret på en psykiatrisk klinik.

 

På baggrund af Bukovskij’s levnedsløb vil det være passende at starte med Natalia Gorbanevskaja’s lille digt.

 

Slå i galehuset

hænderne til blods,

panden imod væggen,

skarp og kold som sne.

 

Sådan falder Rusland,

lystigt smilende,

dybt i vold og mørke,

falder som i spejle.

 

Hvad får Ruslands søn? - En

dosis stellasin.

Hvad får Rusland selv? - En

ring af vagtsoldater.

 

                         Natalia Gorbanevskaja

                         (I ”Føniks 1966”)

 

Jeg havde også kontakt til et lille tidsskrift, der hed ”Nyt fra Øst”, redigeret af en fin og rar ældre dame, hvis navn jeg desværre ikke husker. Jeg mener, hun besøgte os i Hillerød.

 

Samtidig med, at jeg fortsatte mit almindelige politiske læserbrevsskriveri og mine beskedne politiske aktiviteter, prøvede jeg altså at føre mig frem som ”højreintellektuel”. Jeg vil prøve at få sat så mange af mine tekster som muligt på ”Erindringer - BILAG”, men her er nogle titler (artiklerne i ”International Analyse” er bragt ovf.):

 

”De trætte materialister” (”Studenten”, dvs. Konservative Studenters blad, forår 1966). - ”Vietnam. Hvad er det egentlig der foregår?” (”Studenten”, rusnummer 1966). - ”Fredsmonopol og tyggegummi” (Berlingske tidende 18.07.66). - ”Verdensretssamfundet” (minikronik i det konservative partiblad ”Vor Tid” 07.09.66). - ”Intet radikalt fredspatent i dansk politik” (Frederiksborg Amts Avis 22.11.66). - ”Kultur og politik” (”Studenten” november 1966). - ”Fredspolitik” (minikronik i ”Vor Tid” 07.12.66). - ”Terror her og i Vietnam” (Kristeligt Dagblad 10.12.66). - ”Tendentiøs Information om Vietnam-stormtropperne” (Information 10.12.66). - ”Kærligheden og samfundet” (Berlingske Tidende 22.12.66). - ”Venstreorienteringens bølge” (kronik i Frederiksborg Amts Avis 08.03.67). - ”Velfærds-udfordringen” (minikronik i ”Vor Tid” 15.03.67). - ”K.U. og Vietnam” (”Studenten” 2/1967). - ”Den røde ø” (om Danmarks Radios sommerserie ”Den øde ø”, Berlingske Tidende 08.08.67). - ”Vågner vi nu op?” (om Folketingets forsvarsdebat den 19. marts, Berlingske Aftenavis 27.03.68). - ”Universitets-demokrati er det rene vrøvl” (30.04.68). - ”Brug tungen i dag ...” (”Reserveofficeren”, juni 1968). - ”’Studenteroprøret’ - og hvad så?” (kronik i Frederiksborg Amts Avis 04.07.68). - ”Midt i en placeringstid” (Berlingske Tidende 12.07.68). - ”Danmark og den hellige alliance” (om Warszawapagtens pres på Tjekkoslovakiet, Frederiksborg Amts Avis 16.07.68). - ”Danmark og krisen i Czekoslovakiet” (Frederiksborg Amts Avis ca. 24.07.68).

 

Dette er de fleste af de tekster, jeg har gemt. Jeg håber, jeg snart får sat i hvert fald de vigtigste af dem på ”Erindringer - BILAG”. Men det fremgår forhåbentlig, at jeg efterhånden koncentrerede mig mere og mere om formuleringen af en realistisk fredspolitik, hvor man med udgangspunkt i et forsvar, der kunne sikre friheden og freden her og nu, arbejdede frem mod det ”verdensretssamfund”, som jeg med stor begejstring havde læst en artikel af Per Hækkerup om. I denne forbindelse gjorde jeg mig efterhånden også til talsmand for et på styrke byggende afspændt og positivt forhold til Sovjetunionen. Desuden kom der efterhånden også mere ideologiske og kulturelle ting. Og til sidst dukkede Ungdomsoprøret og Tjekkoslovakiet op. Men imidlertid havde jeg taget min skoleembedseksamen, og i den anledning bragte Frederiksborg Amts Avis den 18. juli 1968 et interview med mig, som jeg vil slutte dette afsnit med at citere noget fra.

 

Overskriften og underoverskriften lød: ”25-årig blev cand. mag. på rekordtid. Bent Christensen, Hillerød, tog sin eksamen på fire år. - Har ikke gået til forelæsninger”. Det meste af interview’et består af oplysninger, som i forvejen er læserne af nærværende Erindringer bekendt. Men jeg nåede da også at få sagt følgende:

 

Det er faktisk skandaløst, så ringe et kendskab man her i Danmark har til forholdene i Sovjet. Jeg har hørt en konservativ vælgerforeningsformand udtale: - Jamen går det da ikke fremad derovre, nu har de både lårkort og pigtråd.

 

Det er ikke den slags vestlige velsignelser, de østeuropæiske lande trænger til. Snarere har vi her i Vesten behov for den kulturelle sundhed, som vi vil kunne hente i et frit Rusland. Men i dag befinder Sovjet sig i en neo-stalinistisk periode, hvor regimet strammer grebet om åndslivet.

 

Min natur tro - nemlig for så vidt angår det at spille på alle tangenter - havde jeg fået intervieweren og fotografen med på, at det billede, der skulle være af mig, skulle vise mig i færd med at løse en opgave til Hærens Brevskole (Kursus for hjælpere i stabstjeneste)! Med især det store kort, der var bredt ud på spisebordet. - Jeg kan så i øvrigt indskyde, at jeg straks efter min hjemkommandering fra Bornholms Værn havde meldt mig til brevskolekurset ”Den lette infanterideling”. I og for sig var det fuldstændig vanvittigt, at jeg brugte tid på dette i stedet for at koncentrere mig om mine studier, men jeg tror, jeg har haft et behov for at bygge min identitet som officer op. Og det gjaldt især kurset ”Den lette infanterideling”. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg stadig ikke var noget ved siden af dem, der virkelig var infanteridelingsførere. Men dette kursus ville dog give mig en teoretisk indsigt, som jeg ikke havde haft før. Under sprogofficersuddannelsen var vi jo sprunget lige fra den praktiske gruppeføreruddannelse til den teoretiske taktik på brigade og divisionsniveau. Og jeg mente, at når jeg havde denne viden, ville jeg endnu bedre kunne færdes i det militære system - også i måske helt alvorlige situationer, hvor jeg var eneste tilstedeværende officer. I øvrigt er der mere ”dannelse” i sådan et kursus end man umiddelbart skulle tro. Det handler jo fx i høj grad om ledelse, herunder sådan noget som uddelegering af ansvar. Men der er også mange andre ting. Jeg gentager: Kampen er væmmelig, men træningen er god! Og mange af de ting, der ligger i det militære, kan - billedligt - bruges på mange almindelige livsområder og i mange, både almindelige og måske ikke mindst ualmindelige situationer!

 

Men der var i det hele taget meget ”kultur” i min fortsatte tilknytning til Forsvaret. Midt i al den elendighed, jeg oplevede omkring mig, blev Forsvaret, og jo altså især mit elskede Bornholms Værn, en slags kulturelt helle form mig. De, der ikke ved, hvad jeg her taler om, vil måske få den endelige bekræftelse på, at jeg ikke var rigtig klog. Men det havde jo for det første ikke noget med krig at gøre - i den forstand, at der altså ikke flyder blod i Forsvarets almindelige fredstidshverdag. Og for det andet var der noget renfærdigt over dette miljø, sikkert ikke mindst, når man oplevede det i de korte perioder, der er tale om for reserveofficerernes vedkommende (linjeofficererne kaldte os drillende Hærens romantikere). Det er nogle meget enkle og meget saglige ting, man beskæftiger sig med, og den meget formelle ledelseskultur giver en frisk luft. Det er en no bullshit-kultur, hvor det virkelig er de elementære ting, det gælder - og hvor man jo også får nogle helt elementære oplevelser af naturen. Og kammeratskabet i officersmessen var en vigtig del af det hele for en mand som mig. Selvfølgelig var det universitetet, der var mit naturlige miljø. Men så var det under alle omstændigheder forfriskende at tilbringe nogle perioder i et helt andet miljø. Og i anden halvdel af 1960’erne var det noget helt særligt at kunne få nogle åndepauser i et miljø, der på en gang repræsenterede traditionen og lå noget uden for det hele.

 

En helt særlig - og meget stor - ”militær-kulturel” oplevelse var min deltagelse i Reserveofficersforeningens Sundeved-marchgruppes Sundeved-Als-vandring i dagene 22.-26. juni 1966. Her kom man virkelig til at opleve både naturen og historien - under kommando af major af reserven i Den Kgl. Livgarde A. N. Hvidt. Jeg fik den store ære at skrive beretningen om turen i ”Reserveofficeren”, og det er en af de tekster, der absolut må på ”Erindringer - BILAG”.

 

Men Forsvaret var som sagt dels oase, dels symbol for mig, og det politiske var først og fremmest en fortvivlet kamp for friheden og mod nogle ting, jeg meget nødig ville underkastes. Det sted, hvor mit livs egentlige slag skulle slås, var universitetet og i det hele taget ”åndslivets” område, så det er på høje tid, jeg kommer videre med beretningen om mit studium og min åndelige udvikling.

 

 

Litteratur og kristendom

 

Mens jeg har skrevet forrige afsnit, har jeg gang på gang spurgt mig selv, hvordan jeg dog overhovedet fik tid til at gennemføre mit allerede i sig selv overordentlig dristige studieprogram. Men jeg har jo haft en stor arbejdskapacitet, og desuden gennemførte jeg dette fireårige studium på den måde, at også alle ferier blev brugt til selvstudium, hvilket betyder, at der sådan set godt kan lægges et år til.

 

Jeg har allerede fortalt meget om ikke alene forprøvestudiet, men også studiet generelt. Det særlige ved studiet efter forprøven var, at disciplinen oldislandsk nu kom til at gælde eddadigte og s