|
EICHENDORFF Bent Christensen |
Denne side er oprettet 24.08.09 og er senest opdateret 18.11.11: Referat af Eichendorff-afsnittet
i Marie-Louise Svane: ”Formationer i europæisk romantik”. - Og før det: De sidste ting fra det biografiske kap. 1 i
Henryk Rzega: Joseph
von Eichendorff. - NB! Henryk Rzega er den nuværende
sognepræst i Eichendorffs fødesogn Lubowitz/Łubowice, så der er interessante lokale
ting. - Og
før det igen: ”ANNAS OG MIT 2010-BESØG I RACIBÓRZ OG ŁUBOWICE”.
Men herefter bliver der nok
en pause i mit arbejde med denne underside. Til gengæld håber jeg, at der måske
allerede i februar 2011 eller kort derefter kommer mere på ”Min lyrik- og
poetikhistorie”, formodentlig allerførst referat og citater fra Marie-Louise
Svane: ”Formationer i europæisk romantik”.
Denne side er på en måde en slags appendiks til undersiden ”Min
lyrik- og poetikhistorie”, dvs. til afdelingen om den tyske romantik. Men jeg
har også oprettet den, fordi Joseph von Eichendorff ikke alene som schlesier er af interesse for mig i min polske sammenhæng,
men også som den katolik, han er, er af meget stor kirkehistorisk og økumenisk
interesse for mig.
Også denne underside vil blive lavet løbende, foreløbig i tæt sammenhæng
med behandlingen af Eichendorff i ”Min lyrik- og poetikhistorie”
INDHOLD
INDLEDNING
2010-BESØGET
I RACIBÓRZ OG ŁUBOWICE
DEN NUVÆRENDE ŁUBOWICE-SOGNEPRÆSTS
EICHENDORFF-BOG
[Tekst er under
udarbejdelse. Øverst på siden er angivet, hvad der senest er sat på]
FRA
EICHENDORFF -AFSNITTET I MARIE-LOUISE SVANE: ”FORMATIONER I EUROPÆISK ROMANTIK”
FRA ”GESCHICHTE DER POETISCHEN LITERATUR DEUTSCHLANDS”
[Her er der endnu ikke sat noget på]
* *
INDLEDNING
Jeg kan godt have set navnet Eichendorff før, men jeg kendte ikke noget som helst til ham, før jeg gik i gang med mit studium af den tyske romantik. Og de første ting, jeg så om og af ham, vakte ikke nogen særlig interesse hos mig. Han fremstod som en ret ”tynd” lyriker, hvis enkle digte en række af de store komponister - og et stort publikum lige siden - havde set og hørt noget stort i som lied-tekster. At hans digte ved nærmere læsning måske ikke var så enkle og blot idylliske endda, ændrede ikke uden videre min holdning til ham.
Men der var to andre ting, jeg straks lagde mærke til, den ene var, at han var født og opvokset i det nu polske Schlesien, og den anden var, at han havde skrevet en litteraturhistorie, som også, og ikke mindst, omhandlede den romantiske bevægelse, han selv havde været en del af.
Jeg lånte Eichendorffs ”Geschichte der poetischen Literatur Deutschlands” og læste noget i den, excerperede også nogle steder i den. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke bruge den til ret meget. Den var ikke velegnet som hjælp til den almindelige indføring i den tyske romantik, jeg havde brug for. Den gav mig ikke særlig meget svar på spørgsmålet om, hvad det egentlig, helt grundlæggende og helt centralt, drejede sig om i den tyske romantik. Den var simpelt hen alt for katolsk! Og ikke bare i sin tendens som sådan, men også, og navnlig, på den måde, at den i meget høj grad simpelt hen behandlede den tyske romantik som et i grunden katolsk projekt, så at de dermed forbundne religiøse og idémæssige sider af sagen kom til at fylde næsten det hele og der ikke blev gået meget i hverken dybden eller detaljen, hvad selve poesien og selve det romantiske projekt som sådant angår. At jeg i mange tilfælde kunne have stor sympati med Eichendorffs holdning og være enig med ham i hans vurderinger, var en helt anden sag. Det er også derfor, jeg har oprettet denne særlige Eichendorff-underside, nu hvor min interesse for ham er vokset ganske betragteligt. For det er stadig begrænset, hvor stor en betydning han har i selve min beskæftigelse med de sidste godt to hundrede års litteraturhistorie, og det ville være forkert at lade Eichendorff komme til at fylde uforholdsmæssigt meget på undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie”, nu hvor jeg er kommet til at interessere mig for ham af andre grunde og for hans egen skyld, altså i høj grad som personen Joseph Freiherr von Eichendorff.
Et forhold, der tidligt fik mig til at interessere mig for Eichendorff, var som sagt, at han var født og opvokset i det Schlesien, som ikke bare efter Anden Verdenskrig er blevet en del af Polen, men som også hele tiden har haft en polsk befolkning (se nærmere nf.).
Biografiske tekster om Eichendorff angiver, at han er født
den 10. marts 1788 på slottet Lubowitz ved Ratibor, Øvreschlesien - og
desuden, at han døde ikke langt derfra (ca.
I sommeren 2010 besøgte
vi igen Racibórz og Łubowice, og dette besøg har bragt mig endnu tættere
på Eichendorff, ja, kan måske få endog meget store følger. Se de særlige
tekster nedenfor om dette besøg og om sognepræst Henryk Rzegas
Eichendorff-bog.
Allerede de her omtalte ting har fået min interesse for Joseph von Eichendorff til at stige en hel del, men dertil kommer, at hele hans person og hele hans liv også i det hele taget er af stor interesse, ja, at man gennem beskæftigelsen med ham får en særdeles interessant vinkel på ikke bare periodens litteraturhistorie, men på perioden overhovedet.
NOTER vil af ”internettekniske” grunde blive sat ind efter hvert afsnit og i
teksten stå - med grønt - som tal i firkantet parentes, altså således: [0] (så de uønskede ekstra
afstande undgås, der på Internettet opstår ved anvendelse af hævet skrift).
FORKORTELSER og LITTERATUR
vil - løbende og ikke altid fuldt dækkende - blive sat på nederst på siden.
Senest til allersidst vil litteraturlisterne blive opdateret.
* * *
2010-BESØGET I RACIBÓRZ OG ŁUBOWICE
Et nyt besøg i Racibórz og Łubowice (efter det første i 2008) var kun en lille del af den 2010-tur i Polen, vi havde planlagt (se undersiden „Internationalt”), men vort besøg dér kom til at få en betydning, vi ikke havde kunnet forestille os, og endnu i skrivende stund (29.07.10) kan jeg ikke vide, hvad det hele nu kan føre til: Men eet er sikkert, og det er, at min interesse for og mit engagement i Joseph von Eichendorff er blevet større.
Vi ankom til Racibórz tirsdag eftermiddag den 6. juli 2010. I boghandelen „Sowa! (Uglen!) købte jeg to Łubowice-årbøger med interessante „Eichendorffiana”, et (også polsk) hæfte med Eichendorffs lokale eventyr m.m. - og en i 2005 udgivet bog af sognepræsten i Łubowice Henryk Rzega: „Joseph von Eichendorff. Uniwersalny charakter wartości religijno-moralnych w twórczości Josepha von Eichendorffa” (Joseph von Eichendorff. Den universelle karakter i de religiøse og moralske værdier i Joseph von Eichendorffs forfatterskab). Denne bog vil blive behandlet i næste tekst Der er formodentlig tale om en PhD-afhandling eller dertil svarende; sognepræst Henryk Rzega tituleres i hvert fald ikke bare som „proboszcz” (sognepræst), men også som „ks. dr.” eller „ksiądz doktor”, eller altså (cirka) „pastor doktor”. - Titlen „ksiądz”, der også sættes foran alle højere gejstliges titler, svarer vel til noget i retning af en blanding af det danske „pastor” og „velærværdighed” eller „højærværdighed”; jeg har endnu ikke fuld klarhed over baggrunden.
Om eftermiddagen onsdag den 7. juli kørte vi til Łubowice, hvor vi dels fik set nøjere på ruinen af Eichendorffs fødested og resterne af den omgivende park m.m., dels fik set den gamle kirkegård, hvor der er forskellige minder. Det helt afgørende var imidlertid, at vi på parkeringspladsen ved et rent tilfælde kom i snak med direktøren for det lige ved siden af liggende „Oberschlesisches Eichendorff Kultur und Begenungszentrum” (Górnośląskie centrum kultury i spotkań im. Eichendorffa). Det var desværre blevet sent, så vi så os ikke i stand til at tage imod hans invitation til at komme indenfor og fortsætte samtalen, men vi fik hans visitkort. Vi ville heller ikke for hverken vor egen eller hans skyld opsøge sognepræsten i præstegården lige bag kirken; jeg kunne jo altid kontakte ham, når jeg havde læst hans bog.
I skrivende stund (stadig 29.07.10) er situationen den, at jeg har haft en fin mailveksling med direktør Paweł Ryborz, som i forbindelse dermed også har givet mig sognepræst Henryk Rzegas mailadresse (der ikke kunne findes på Nettet), har sendt et papirbrev til sognepræst Henryk Rzega med et par af mine vigtigste polske artikler og yderligere har sendt en mail til ham.
Men allerede nu kan der ses store perspektiver i denne kontakt. Direktør Ryborz giver meget direkte og stærkt udtryk for et ønske om videre samarbejde med mig, og efter at have talt med præsten om sagen kan han fortælle, at også denne er stærkt interesseret i kontakt med mig. Og der er noget at kontakte. Af såvel Eichendorff-centrets hjemmeside som pastor Rzegas bog fremgår det, at der finder en hel del Eichendorff-aktiviteter sted i Łubowice, og i bogen er der bla. et dejligt billede fra den økumeniske(!) gudstjeneste i anledning af Eichendorff-centrets indvielse den 12. juli 2000, hvor man ikke alene ser pastor Henryk Rzega og to andre katolske præster samt ærkebiskop Alfons Nossol, Opole, men også to præster fra Den Evangelisk-Augsburgske Kirke, hvilket vil sige den evangelisk-lutherske kirke i Polen (som jeg har haft kontakt med siden 1990). Eichendorff var jo selv i allerhøjeste grad katolik, så det må være et udtryk for et økumenisk sindelag i bredere almindelighed, når man har inviteret to evangeliske præster med. I sin behandling af Eichendorffs på een gang stærkt protestantismekritiske og tolerante holdning demonstrerer Henryk Rzega selv et økumenisk sindelag, hvad jeg også har bemærket i min mail til ham - idet jeg også peger på, at det jo er et spørgsmål, hvad det var for en „protestantisme”, Eichendorff kritiserede, hvorefter jeg skriver, at „min” Grundtvig faktisk lå i direkte krig med den tids danske „protestanter”, så at Grundtvig og Eichendorff sandsynligvis ville have kunnet tale udmærket sammen, ligesom jeg er overbevist om, at Henryk Rzega og jeg vil kunne tale udmærket sammen. - For de læseres skyld, der ikke kender min kirkelige holdning, vil jeg understrege, at jeg er så god og fast en lutheraner som nogen, men at jeg netop derfor finder det nødvendigt at dyrke sam-livet og sam-talen med brødrene og søstrene i den store romersk-katolske kirke, som vi jo selv var en del af indtil 1536. Så må det vise sig, hvordan det med Helligåndens hjælp kommer til at udvikle sig. Man kan se lidt mere om dette på undersiden „Kirke og teologi” samt i min artikel om den polske tv-serie „Plebania” (Præstegården) på undersiderne „Internationalt” og POLSKI (hhv. den danske oversættelse og den originale polske version).
Nu afventer jeg i første omgang svar fra Henryk Rzega. Og så må det ellers vise sig, hvad der videre kommer til at ske på såvel det litteraturhistoriske m.m. som det økumeniske plan. Jeg forestiller mig, at Łubowice vil komme til at fylde en del i resten af Annas og mit liv. Vi siger det efterhånden på den måde, at der, om alt går vel, kan blive tale om en slags parallel til Nebelschütz/Njebjelčicy (se undersiden „Vendere - sorbere” og de relevante rejseberetninger på „Internationalt”). Fælles er under alle omstændigheder mødet mellem det slaviske og det tyske og det katolske og det lutherske, men der tegner sig også gode muligheder for et et bredt og flersidigt fællesskab overhovedet.
I teksten her lige nedenfor vil jeg prøve at præsentere Henryk Rzega’s Eichendorff-bog. Det er naturligvis en katolsk bog, men ikke så meget, at det gør noget, for den ligger også på et fint akademisk niveau (altså formodentlig PhD eller tilsvarende), og Eichendorff selv betragtede jo hele romantikken som noget i retning af et katolsk projekt - eller i hvert fald et projekt, der i grunden var, eller i hvert fald burde have været, katolsk - så der er tale om en høj grad af kongenialitet.
* * *
DEN NUVÆRENDE ŁUBOWICE-SOGNEPRÆSTS
EICHENDORFF-BOG
Henryk Rzega: Joseph von Eichendorff. Uniwersalny
charakter wartości religijno-moralnych w twórczości
Josepha von Eichendorffa. - (Joseph von Eichendorff. Den universelle karakter i de religiøse og moralske
værdier i Joseph von Eichendorffs forfatterskab).
Idet jeg henviser til indledningen og til stykket ovenfor om
vort 2010-besøg i Eichendorffs føde- og barndomssogn Lubowitz/Łubowice
(lidt nord for byen Racibórz og noget sydvest for Katowice), vil jeg lade det
første egentlige stykke på denne særlige Eichendorff-underside være en
præsentation af den lille afhandling, den nuværende (2010) sognepræst har
skrevet om Eichendorff. - Bogen er skrevet på polsk, og alle citater på dansk
er oversat af mig, medens alle citater på tysk enten er, som de står i bogen,
eller som jeg har hentet dem andetstedsfra. - Sidetal i bogen anføres med rene
tal i parentes. - Med ”Schiwy” og sidetal henvises
til Günther Schiwy: ”Eichendorff. Der Dichter in seiner Zeit. Eine Biographie”, anden udgave 2007 (første udgave 2000).
Da denne præsentation af
Henryk Rzegas Eichendorff-bog er hverken mere eller
mindre end et på sin vis tilfældigt resultat af, at mine to arbejds-spor,
det litterære (eller altså ”poetiske”) og det ”slavistiske”
er kommet til at krydse hinanden - på et også kirkeligt og teologisk område -
forbeholder jeg mig retten til at plukke i denne bog, som jeg finder for godt,
idet jeg jo først og fremmest vil interessere mig for, hvordan en nutidig polsk
katolsk præst og teolog forstår de sider af den jo altså selv virkelig katolske
Eichendorffs forfatterskab, der er hovedgenstanden for hans arbejde. Dernæst
vil jeg naturligvis lægge vægt på de ting, der har med Eichendorffs egen schlesisk-polske baggrund at gøre. Derudover vil det være
mere tilfældigt, hvad jeg får draget frem, og jeg forpligter mig ikke på at
give en udtømmende samlet vurdering af Rzegas
arbejde. I mange tilfælde vil det, jeg tager med her, være simple referater og
citater. Men ikke mindst de ting, jeg har nævnt her, viser, at der er tale om
en interessant bog, der ved at være kommet ind i mit særlige felt forhåbentlig
vil kunne være af ret stor interesse for danske læsere med interesse for Joseph
von Eichendorff og/eller de andre her nævnte perspektiver.
Biskoppens forord
Bogen indledes med et forord (dateret 26. november 2004) af forfatterens biskop i Opole, den i 2009 pensionerede titulære ærkebiskop Alfons Nossol, som selv fik den teologiske doktorgrad i 1962, og som har været professor ved såvel Det katolske Universitet i Lublin (KUL) som universitetet i Opole. Det er formodentlig i sidstnævnte egenskab, han har været bedømmer af Henryk Rzegas afhandling.
Alfons Nossol er selv født i landsbyen Brożec lidt vest for midten af den linie, der kan trækkes mellem Łubowice og Opole, og det er rørende at se ham betegne Eichendorff som ”denne ’sande præst’ blandt vore schlesiske digtere” og ”min Digter”, som ”i betragtelig grad har formet min drengesjæl fra barndommen af”. Det er derfor med meget stor glæde, han skriver dette forord, hvori han også understreger den store betydning, forfatterens liv har haft som motivering og inspiration for dette jo ret vanskelige arbejde, ”hans lange tjeneste som præst i Lubowitz-digterens barndomsland, hans liv i det område, som har været Eichendorffs inspirationskilde og genstand for hans længsel” (5).
Alfons Nossol har også noget helt andet at bidrage med fra sit eget liv, nemlig en oplevelse fra en økumenisk tjenesterejse til Sydkorea! Her besøgte han blandt andet et pigegymnasium. Og som emne for det foredrag og diskussionsoplæg, han skulle holde dér, valgte han den tyske romantik.
Jeg spurgte dem selvfølgelig om Eichendorff, idet jeg lod forstå, at jeg kom fra hans hjemegn og for blot få uger siden havde stået og set på ruinen af det slot, hvor han var født. Stor var imidlertid min overraskelse, da de begejstrede koreanske piger begyndte at citere hans digte. Jeg glemte for et øjeblik de flere tusind kilometers afstand, da lyden af den schlesiske romantikers dybe vers ligesom ”materialiserede” hans tilstedeværelse på denne asiatiske halvø (5).
Indledning
Rzega anslår straks temaet ”digternes teologi”, idet han citerer kardinal Hans Urs von Balthasar, der i et interview kort før sin død i 1988 udtalte, at han søgte digternes teologi; ”de tænker på Gud, tænker på evigheden”. - ”Også de ikke-troende?”. - ”Jamen selvfølgelig, selvfølgelig” (7).
Og hvor meget mere så ikke den dybt troende katolske digter Eichendorff? Men Rzega understreger, at den teologi, han taler om, er en teologi, der er en integreret del af kunstværket eller forfatterskabet.
Den polske pave Johannes Paul II (Jan Paweł II) skal
selvfølgelig også citeres. Men det er nu et ganske interessant citat. Rzega
peger på, at spørgsmålet om de religiøs-moralske værdiers universalitet hos
digterne har fået ny aktualitet, siden Johannes Paul II i 2001 pegede på ”menneskehedens
fælles etiske kode” ud fra overbevisningen om, at ”normerne for menneskelivet
ligger i selve menneskeligheden, som den er fremgået fra Skaberens hånd” (8). Og Rzega citerer pavens ”Ansprache vor der Päpstlichen Akademie der
Sozialwissenschaften, 27. April 2001”:
Solch eine Suche ist unumgänglich, wenn Globalisierung nicht nur ein
anderer Name für die absolute Relativierung von Werten und die Homogenisierung
von Lebensstilen und Kulturen sein soll” (s. 8, note
3).
Man kan mene, hvad man vil, om dette og tilsvarende udsagn. Men lige meget hvad, er det interessant. Ikke mindst for en Grundtvig-discipel som mig, men jo så også i hele den danske evangeliske og mere eller mindre grundtvigske sammenhæng. Det er let nok at sige, at her har vi et typisk pave-udsagn, som i virkeligheden drejer sig om at føre paven frem som verdens egentlige leder. Og selvfølgelig er det også det. Men selv i værste fald er det jo så alligevel også et sted, der kan være udgangspunkt for en teologisk diskussion mellem katolikker og evangeliske, og altså ikke mindst danske evangeliske og mere eller mindre grundtvigske teologer. Det gælder også hele selve Henryk Rzegas tekst, og jeg glæder mig til, forhåbentlig at komme til at drøfte disse ting med ham. For hvor går grænsen mellem denne katolske teologi, og så det, jeg kalder ”statholdermark-konceptet” i min ”teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement” (se mine undersider ”Kirke og teologi”, ”Poetik” og ”Mit eksistens-rum”).
Og Henryk Rzega henviser til, at der i såvel den almindelige håndbogslitteratur som i det forskellige internetmateriale, der nu foreligger, er tale om en bred anerkendelse af den ubestridelige storhed i den måde, hvorpå Joseph von Eichendorff præsenterer de over tid og sted hævede religiøse og moralske værdier (8).
Til slut begrunder han bogens opdeling de tre kapitler: 1. ”Joseph von Eichendorffs liv og forfatterskab” (med en kort karakteristik af romantikken). - 2. ”En hermeneutisk undersøgelse af de religiøse og moralske værdier i Joseph von Eichendorffs forfatterskab”. - 3. ”Joseph von Eichendorffs betydning - før og nu”.
Og til allersidst opregner Henryk Rzega nogle af de institutioner,
der vidner om Eichendorff-renæssancen efter 1989: Łubowickie Centrum Kultury i
Spotkań Eichendorffa
(Eichendorff Kultur- og Mødecenter i Łubowice). Med Rada Naukowa (Det Videnskabelige Råd), som
organiserer videnskabelige Eichendorff-møder. - Konwersatorium im. Josepha von Eichendorffa (Joseph von Eichendorff Konversatorium) i Opole, som
udgiver ”Zeszyty Edukacji Kulturalnej” (Kulturelle Undervisningshæfter). NB! Konversatorium, jfr. kollokvium. - Centralna Biblioteka
Caritas im. Josepha von Eichendorffa(Caritas’
Joseph von Eichendorff Centralbibliotek i Opole). - Chór im. Eichendorffa (Eichendorffkoret)
i Racibórz.
Kapitel 1
Joseph von Eichendorffs liv og forfatterskab
Idet Rzega understreger Eichendorffs tilhørsforhold til den tyske romantik og den nære sammenhæng mellem hans liv og forfatterskab, indleder han kap. 1 med et afsnit om romantikken som forfatterskabets filosofisk-religiøse baggrund. Næste afsnit er et biografisk rids indledt med nogle oplysninger om Eichendorffs slægt, hvor det vigtigste er omtalen af faderens baggrund som tidligt forældreløs med deraf følgende trang til at sikre sine egne børn, hvad han selv havde måttet mangle, hvilket lokkede ham ud i nogle ulykkelige økonomiske spekulationer, som førte til, at familiens økonomiske situation ret hurtigt blev meget dårlig, og at godset Lubowitz blev solgt på tvangsauktion i 1823, året efter moderens død (faderen var død 1818).
I dette afsnit omtales også slottet og landskabet samt egnens befolkning. Slottet (som afløste en beskeden træbygning) blev påbegyndt i 1780 og taget i brug 1786 af Josephs forældre, som havde erhvervet det i 1785. I 1858 blev det ombygget, og i 1945 blev det stærkt beskadiget af sovjetisk artilleri. Efter krigen forfaldt det yderligere. Men på det seneste er man begyndt at tale om genopbygge det og gøre det til et polsk-tysk kultur- og forsoningscenter. Blandt bogens illustrationer er et billede af slottet fra begyndelsen af 1900-tallet, to billeder af ruinen i dens nuværende tilstand og et billede af en bøgeallé i den gamle slotspark. - I mit eget Facebook-billedalbum med billeder fra 2010-turen til Polen og venderne er der et godt billede af slotsruinen og et billede af en tavle med tegninger af slottet før og efter 1858-ombygningen (nr. 37 og 38). Om den egn, hvor Eichendorff har tilbragt sin barndom, hans ”lille fædreland”, skriver Rzega:
Landskabet ved og omkring Łubowice er præget af floden Oder, hvis vande strømmede majestætisk af sted mellem marker, enge og skove. Slottet og parken var omgivet af frodige marker, udstrakte dale, kløfter med kratskove gennemskåret af bække, og i det fjerne tegnede bjergkæden Beskiderne sig [Beskidy] med toppen Pradziad [oldefar] i Jesenniki-bjergene. På Oderflodens højre side strakte de uendelige skove sig (20).
Det meget interessante spørgsmål om den lokale befolknings sammensætning giver Rzega et formodentlig fyldestgørende svar på, idet han henviser til en officiel fortegnelse fra 1910, ifølge hvilken kun 12 ud af 254 indbyggere i Łubowice betegnede sig som værende af tysk nationalitet, og idet han formoder, at forholdene ikke har været meget anderledes hundrede år før. I en stiftsfortegnelse for Wrocław Stift fra 1929 angives to sprog som talt i Łubowice, nemlig polsk (af den almindelige befolkning) og tysk (af slottets beboere). Men Rzega henviser desuden til en undersøgelse, som viser, at der - også langt op i 1900-tallet - har været tale om en kulturel tre-foldighed mellem polakker, tjekker og tyskere (20f).
Hvad Eichendorff angår, betød dette, at han voksede op som
mere eller mindre tosproget. Familien Eichendorffs børn levede en ret fri
tilværelse og blev ikke holdt afsondret fra folket, så da Joseph kom på
gymnasiet i Wrocław behøvede han ikke bruge
mange kræfter på faget polsk (som man altså vel at mærke havde), og han har i
sin barndom hørt polske sagn, eventyr og fortællinger, hvilket senere er kommet
til udtryk i hans poetiske forfatterskab (20f. 28).
I digtet ”Umkehr” (trykt 1837) skriver Eichendorff: ”Überall zu spät zum Schmause, kam ich
...” (Schiwy s.
23). Og det begyndte allerede ved hans fødsel den 10. marts 1788. Rzega citerer
i polsk oversættelse et længere stykke af Eichendorffs egen beretning derom i
det kun i brudstykker bevarede skrift ”Unstern”. Her
optræder blandt andet den gamle tjener og gartner Daniel. Da der i et udkast til ”Unstern”
foreligger en helt anderledes (også morsom) beretning, er der dog formodentlig
tale om mere ”Dichtung” end ”Wahrheit”; jeg er (i
hvert fald foreløbig) ikke i stand til at bedømme det nøjere. Men det er en
kostelig beretning - med stor symbolsk betydning for hele Eichendorffs liv - så
jeg indsætter hele det lidt mindre stykke, Schiwy
citerer:
[Der alte Daniel] begab sich eilich
zu dem dunklen Häuflein im Garten. - Dort hatten sich nämlich Koch, Jäger und
der Organist mit Trompeten und Pauken versammelt, um mich, sobald ich das Licht
der Welt erblickt, feierlich anzublasen. Daneben standen einige geladene Böller
[små salutkanoner], womit
Daniel den Takt dazu schlagen wollte, die Hebamme sollte mit einem weiβen Tuch aus einem der
Fenster das Signal geben. Aber die hatte jetzt ganz andre Dinge im Kopf, sie
war eine resolute Frau und mit den Mägden so eben in groβen Zank geraten; in der
Wut warf sie eine Windel, die ihr zu schlecht dünkte, ohne weiteres zum Fenster
hinaus. Das schimmerte weit durch die Nacht - da löste Daniel unverzüglich den
ersten Böller, der Organist mit dem Tusch gleich hinterdrein, darüber aber
erschrak meine Mutter dergestalt, daβ sie plötzlich in eine
Ohnmacht fiel. Nun donnerte drauβen unaufhaltsam Böller auf Böller, die Trompeten
schmetterten, die Schloβuhr schlug ganz verwirrt Zwölfe
dazwischen - alles umsonst: die Riechflaschen für meine Mutter waren nicht so
schnell herbeigeschafft, die Konstellation, trotz der vortrefflichen Aspekten,
war verpaβt, ich wurde grade um
anderthalb Minuten zu spät geboren (Schiwy s. 23).
Grzeba gør opmærksom på, at Eichendorff, der jo ikke selv
troede på stjernekonstallationernes betydning, her
parodierer Goethe, som i ”Dichtung
und Wahrheit” skriver således om sin fødsel:
Am 28. August 1749, mittags mit dem Glockenschlag zwölf,
kam ich in Frankfurt am Main auf die Welt. Die Konstellation war glücklich: die
Sonne stand im Zeichen der Jungfrau und kulminierte für den Tag [...] (klippet fra en tilfældig internetside).
Man kan sige, at vi nu er
ovre i småtingsafdlingen (eller måske afdelingen for
spøg og skæmt), men både Rzega og - ikke mindst - Schiwy
tillægger det en større, også livsanskuelsesmæssig, betydning end som så. Rzega
peger desuden på, at det også viser noget om det tætte og varme forhold mellem
herskab og tjenestefolk i Eichendorffs barndomshjem.
Jeg henviser i øvrigt i det
hele taget til mine indledende bemærkninger om, hvad det er jeg ønsker at
bidrage med ved at sætte denne tekst her på undersiden, og hvad jeg i denne
forbindelse føler mig forpligtet på. Det gælder også, når jeg nu med Rzega
citerer hele Eichendorffs digt ”Heimweh” som et
udtryk for, at Eichendorff er vokset op i en god og kærlig familie. Der er hos
Rzega et par småafvigelser i forhold til den tekst, jeg har fundet på Zeno.org
og sat ind.
Heimweh
An meinen
Bruder
Du weißt's, dort in den Bäumen
Schlummert ein Zauberbann,
Und nachts oft, wie in Träumen,
Fängt der Garten zu singen an.
Nachts durch die stille Runde
Weht's manchmal bis zu mir,
Da ruf ich aus Herzensgrunde,
O Bruderherz, nach dir.
So fremde sind die andern,
Mir graut im fremden Land,
Wir wollen zusammen wandern,
Reich treulich mir die Hand!
Wir wollen zusammen ziehen,
Bis daß wir wandermüd
Auf des Vaters Grabe knieen
Bei dem alten Zauberlied.
Jeg ved ikke, hvor mange
Eichendorff-tekster, jeg vil citere her, og jeg ved heller ikke, hvor ofte jeg
vil tage de polske oversættelser med. Men jeg gør det her. For kolorittens skyld,
ja, for at give et konkret udtryk for, at der altså i både fortid og nutid er
tale om et schlesisk møde mellem tysk og polsk, et
forhold, der jo efter alt at dømme også vil komme til at spille en vigtig og
meget interessant rolle i fremtiden. Det vil også kunne være meget interessant
for de mere eller mindre danskkyndige polakker, der måtte besøge denne side.
Hvis jeg får tid, vil jeg måske også give en lille præsentation af Rzegas bog på undersiden POLSKI.
Tęsknota za stroną ojczystą
Mojemu bratu
Ty wiesz, że w tamtych
drzewach
Drzemie czarowny krąg;
Nocą jest w sennych echach,
Park w śpiewny uderza ton.
Nocą przez otok ciszy
Bieży do mnie ten głos,
Wołam cię z serca
niszy:
Bracie, dom mnie się
zgłos.
Obcością wszyscy
rażą,
Odrętwia mnie cidza
toń.
Ruszajmy zgodnie razem,
Z ufnością podaj
dłoń.
Wspólnym pójdziemy tropem
Aż ze znużenia bark
Schylimy nad ojca grobem -
Tam starej pieśni czar.
Przełożył: Bolesław Lubosz
Rzega fremhæver den særlige
ånd, der herskede i barndomshjemmet:
I Eichendorffernes hjem herskede ved siden af
bedsteforældrenes fromhed også en tolerancens ånd med respekt for andre
meninger, hvad der var en sjældenhed i preussiske adelsfamilier (26).
Også Josephs varme og tætte
forhold til storebroderen fra barndommen af og gennem hele livet fremhæves
(jfr. det ovf. citerede digt).
En meget sjov detalje er
brødrenes nære og venskabelige forhold til andenpræsten
i sognet pastor P. Ciupke, som Joseph beskriver i sin
dagbog. De tre var sammen næsten dagligt, og drengene kunne fx hengive sig til
piberygning, når de opholdt sig i andenpræsteboligen.
Pastor Ciupke var en meget dygtig håndværker, som
ikke alene byggede et klaver til drengene, men også prøvede at bygge en
flyvemaskine til dem!
I Eichendorffs roman ”Ahnung und Gegenwart” er personen
Viktor bygget over pastor Ciupke, og Rzega skriver,
at det er denne Viktor, Søren Kierkegaard,
har været så fascineret af, at det er hans fornavn, han har valgt, når han
kalder ”Enten - Ellers” udgiver Victor Eremita! Og dette forhold udløser en fodnote på syv
linier om den danske filosof og teolog Søren Aabye Kierkegaard (27). Og Rzega
gør hele dette forhold op således: ”Andenpræsten i
Łubowice er sandsynligvis den eneste øvreschlesier,
der er kommet med i et af den europæiske filosofis hovedværker”!
Wilhelm og Joseph gik også i
gymnasiet sammen i Breslau (Wrocław).
At et af fagene dér var polsk, og at Joseph som tosproget klarede sig godt i
det, har allerede været omtalt. Eet andet interessant
forhold er, at brødrene efter at have afsluttet gymnasiet blev endnu et år i Breslau og brugte denne tid på at følge forelæsningerne på
universitetet dér ”samt på det evangeliske Maria Magdalene-gymnasium”. At dette
gymnasium har kunnet spille denne rolle, får denne interessante forklaring i den
tyske Wikipedia-artikel om det:
[Rektor] Mansos Unterricht war
mit Vorlesungen an der Universität zu vergleichen: Ganz besonders berühmt waren aber seine Lehrstunden auf dem Gebiet der
deutschen Literaturgeschichte, Rhetorik und Ästhetik in solchem Maße, dass
vielfach Studierende der seit 1806 hier neu gegründeten Hochschule sich die
Erlaubnis zur Teilnahme an diesen Stunden auswirkten. Zu
diesen Gaststudenten gehörte auch der Autor Joseph von Eichendorff.
I årene 1805-1806 studerede
brødrene jura ved universitetet i Halle. En interessant detalje fra disse år er
turen til Travemünde, hvor de fik den store oplevelse at sejle på Østersøen.
Hjem til Lubowitz
juli 1806
I afsnittet om de
to Eichendorff-brødres studietid i Halle 1805-1806 er Wilhelms beskrivelse (i
Josephs dagbog!) af hjemkomsten til Lubowitz i juli
1806 af en - ikke mindst for mig - ganske særlig interesse, så jeg bringer her
min oversættelse af Rzega-bogens polske version - med noter (lige nedenfor).
Jeg har jo været i området, senest og grundigst i juli 2010 - altså 204 år
efter den her beskrevne hjemkomst. Men der er måske andre dansklæsende, der har
en tilsvarende interesse i de lokale forhold. I øvrigt er den dengang 21-årige
Wilhelms beretning, som Rzega bemærker, tillige interessant derved, at den viser også denne broders litterære evner.
Da de to brødre i
juli 1806 rejste hjem til Lubowitz, var det egentlig
bare for at holde sommerferie, men de vendte aldrig tilbage til universitetet i
Halle (se nf.). Dog nu til Wilhelms beretning:
Næste morgen tog vi fra Krapkowice 1) med den
hestevogn, som ventede på os dér; vore hjerter slog kraftigere og kraftigere,
jo nærmere vi kom Lubowitz. På venstre hånd så vi
allerede Góra św. Anny 2) indhyllet i grå tåge;
det begyndte at regne, luften var kold, men der brændte en ild i os, som ikke
kunne slukkes af noget. Da vi havde passeret Steblów
3), prøvede vi, om vi kunne få øje på vores far, men forgæves. Vi kørte gennem Łany og Błażejowice
4), men så stadig ikke noget til ham; her steg vi af vognen for at gå til fods
hen til den plumpe bakke 5). Da vi var kommet halvvejs op ad den, se! På toppen
af den stod de hvide heste, men Far var allerede gået os i møde. Jeg troede,
jeg skulle dø af glæde. Vi løb alt, hvad vi kunne, og faldt forpustede vores far
om halsen.Til sidst nåede
resten af vort følge frem, vi steg op i Fars vogn og kørte i retning mod sławikowski-skoven 6). Pludselig lød der et skud, og
så et til, og så en hel kanon-salve. Hestene blev skræmt, vi steg af vognen.
Det var til ære for os; jo mere vi nærmede os skoven, jo hurtigere tordnede
kanonerne. Forche 7) og jeg spændte vore kårder på og
trak dem. Hr. Piętak kom hen til os; det var
ham, der havde organiseret hele halløjet i skoven for at give os en højtidelig
velkomstsalut. Vi takkede ham, sænkede kårderne og ledsagede med dragne våben
denne artillerikaptajn helt hen til kanonerne. Så kørte vi mod Lubowitz. Den brede, vidunderlige flodslette, som
gennemskæres af Oder, åbnede sig foran os. På den anden side hævede de blå
skove sig, og foran os lå det fædrene slot. Vi var endnu en halv mil fra
hjemmet, da hr. løjtnant Poser fra Bürtschigs
Kavaleriregiment kom os i møde i fuld galop. Da vi nærmede os Lubowitz, udbrød der en frygtelig kanontorden af skud, der
blev spyttet ud af kanonerne på Lubowitz’
fæstningsvolde. Trompeter og trommer gav lyd, mens hele landsbyen så til. Vor
elskede kapellan 8) kom frem og gik os i møde, og vi kastede os hjerteligt om
halsen på ham. Det var ham, der var leder af hele kanonaden. Vi fik også øje på
hr. forpagter Adamiec, som var kommet løbende, så
snart han hørte det første skud. Midt i glædesråbene fra alle de
tilstedeværende gik vi videre, lige til det sted, hvor vejene til Racibórz og Sławików krydser hinanden 9). Her stod der en
velkomst(æres)port med indskriften ”Salve” 10). Den gamle kok og gamle Lorenz
stod opstillet klædt ud som kosakker med store skæg; først præsenterede de
gevær for os, og dernæst udspurgte de os som rigtige skildvagter; bag os blev
der stadigvæk skudt og slået på tromme, og trompetstødene lød som de horn, der
væltede Jerikos mure. Og det var altså i et sådant
triumftog, vi betrådte vor gamle fædrene egn efter halvandet års ophold ved det
gamle nu ikke længere eksisterende universitet, der blev kaldt Fridericiana 11), i Halle, i Magdeburg-området 12).
_______________________________________________
NOTER til ovenstående
beretning
(1 Krapkowice ligger ca.
23 km i luftlinie næsten ret syd for Opole og godt 40
km NNE for Lubowitz.
Bemærk, at i direkte
Eichendorff-sammenhæng skriver jeg tysk ”Lubowitz”
for det polske Łubowice. Selv om det jo er tydligt, at ”Lubowitz” er en fortyskning af det oprindelige slaviske
navn (der svarer til) ”Łubowice”.
(2 Den hellige Annas Bjerg, 400 m højt, lige øst
for Krapkowice og øst for Oder-floden; de ser altså
bjerget hen over floddalen.
(3 Steblów ligger lidt
øst for nuværende hovedvej 45 og lidt nord for landevej 427. De må (i hvert
fald stort set) være kørt fra Krapkowice ad (hvad der
svarer til) den nuværende hovedvej 45 og være drejet mod øst, da de kom til
(nuværende) landevej 427.
(4 Łany og Błażejowice, på hhv.(nuværende) landevej 422 og
421.
(5 Må være den over 240 m høje bakke, som landevej
421 passerer kort før Sławików ikke langt nord
for Lubowitz.
(6 Jfr. landsbyen Sławików
på landevej 421 ikke ret langt nord for Lubowitz.
(7 Forche var en
ledsagende ven.
(8 Måske står der i den tyske original simpelt hen ”Kaplan”.
Men i den polske version står der ”ks. wikary” (for ”ksiądz wikary”). Og det er
ikke så ligetil at oversætte, hvad jeg også allerede tidligere har været inde
på. Det polske ”ksiądz” er ikke bare en
stillingsbetegnelse, men også en (æres)titel for især den katolske præst. Det
viser sig også i, at fx en biskup tituleres ”ks. biskup”. Og katolikkerne ser vist ikke så gerne, at vi
lutherske præster bruger denne betegnelse og titel. Jeg gør det dog - med min
kirke- og embedsforståelse - ofte, men bruger dog også ofte blot titlen ”pastor”
om mig selv. ”Wikary” svarer nærmest til den
kapellan-titel, vi indtil for nogle årtier siden brugte i Folkekirken. Jeg
kunne altså have oversat ordret ”pastor kapellanen” eller ”hans velærværdighed
kapellanen”. Men sådan kan man jo ikke sige på dansk - og da især ikke efter ”vor
elskede”! - så jeg har valgt at oversætte: ”Vor elskede kapellan”. Jeg har
været på Nettet og dér, i en tysk tekst, set pastor Ciupke
betegnet som ”Kaplan Ciupke”. - Se i øvrigt ovf.mere om de to brødres forhold til pastor P. Ciupke.
(9 Må være ved det nuværende vej-Y lige NNW for Lubowitz, dér hvor den
lille vej fra Racibórz gennem Lubowitz munder ud i
landevej 421.
(10 Latin ”salve” = vær i god behold!, dvs. ”vær hilset” - eller som
her: ”Velkommen!”.
(11 Så vidt jeg har kunnet se på Nettet, har det i 1694
(1691?) oprettede universitet i Halle heddet Universitas
Fridericiana. I 1817 dannedes ved
en sammenlægning det nye Martin-Luther-Universität
Halle-Wittenberg. Men jeg har ikke haft tid til at undersøge det nøjere. - Jeg
har i øvrigt selv besøgt universitetet i Halle, nemlig da jeg deltog i”9. Internationales Hamann-Kolloquium” i ”Interdisziplinäres Zentrum für die Erforschung der Europäischen
Aufklärung” ved Martin-Luther-Universität
Halle-Wittenberg, Halle (Saale), i dagene 28.- 30. september 2006. Se nærmere derom på undersiden ”Hamann”.
(12 I den polske version her står der ”w okręgu magdeburskim”. Om der
på tysk har stået ”Kreis Magdeburg” eller ”Magdeburger Kreis”, kan jeg ikke
vide, og jeg ved slet ikke, hvad det i så fald nærmere har betydet. En søgning
på Nettet gav ikke umiddelbart noget.
Kapitel 1 fortsat og slut
Rzega følger denne allerede
meget sigende beretning op med en opregning af livet i denne - i både
bogstavelig og meget bred og alsidig forstand - festlige familie. Hjemmet var ”glædens
og morskabens land”. Eichendorff-familien blev betegnet som mestre i ”ødselhedens
skønne kunst”. Der var festerne med familien, nabogodsejerne og de to præster,
ballerne i blandt andet Racibórz og Wrocław. Og
jagtturene, blandt andet til jagtslottet. Vandreturene, hvorunder brødrene ikke
veg tilbage for at tilbringe natten i noget halm et eller andet sted. Skøjteløb
på Oder-floden. Teaterture. Eller man blev hjemme og sang ”kantater”.
Universitetet i Halle kom de
aldrig tilbage til. Det blev lukket at Napoleon efter hans sejr over den
preussiske hær ved Jena den 14. oktober 1806. Krigen kom også til Schlesien, men det lykkedes Lubowitz
at undgå både kamphandlinger og plyndringer. Det endte med, at brødrene
fortsatte deres studier ved universitetet i Heidelberg 1807-1808.
Det er ikke meningen, at
kapitlet om Eichendorffs liv og forfatterskab skal refereres og citeres
udførligt her. Det særlige ved Rzegas bog er jo, at
den er skrevet af den nuværende sognepræst i Łubowice, så at der er lokale
detaljer i den, man ikke, eller ikke uden videre, ellers kan finde.
Efter studierne i Heidelberg
er brødrene igen hjemme i Lubowitz, hvor Joseph i
1809 forlover sig med Luise von Larisch. Der har på
et tidspunkt været tale om, at brødrene skulle blive hjemme og prøve at hjælpe
faderen med at få rettet godsets og familiens økonomi op. Men det var håbløst,
så de måtte i stedet arbejde videre på at blive i stand til, selv at klare sig
økonomisk. Fra nu af, og i flere henseender til det sidste, er der et tragisk
skær over Joseph von Eichendorffs liv, så meget desto mere, som han som
menneske, embedsmand og digter selv står som en særdeles sympatisk person.
Mellem ophold i Berlin og
Wien er Joseph i sommerhalvåret 1810 hjemme i Lubowitz.
Herom skriver Rzega:
Joseph
tilbringer dette års smukke forår og sommer i Lubowitz.
Han begiver sig ofte til fods til Pogrzebień,
til sin forlovede Luise. Den landskabelige skønhed omkring Oder-floden styrker
hans livsmod. Men det bliver klarere og klarere for ham, at det kan ende med, at
han må sige farvel til Lubowitz. Han skriver to
smukke digte til sit elskede Lubowitz: Abschied og Der Jäger Abschied (35).
Og
jeg indsætter disse to digte her:
Abschied
O Täler weit, o Höhen,
O schöner, grüner Wald,
Du meiner Lust und Wehen
Andächtger Aufenthalt!
Da draußen, stets betrogen,
Saust die geschäftge
Welt,
Schlag noch einmal die Bogen
Um mich, du grünes Zelt!
Wenn es beginnt zu tagen,
Die Erde dampft und blinkt,
Die Vögel lustig schlagen,
Daß dir dein Herz erklingt:
Da mag vergehn,
verwehen
Das trübe Erdenleid,
Da sollst du auferstehen
In junger Herrlichkeit!
Da steht im Wald geschrieben
Ein stilles, ernstes Wort
Von rechtem Tun und Lieben,
Und was des Menschen Hort.
Ich habe treu gelesen
Die Worte, schlicht und wahr,
Und durch mein ganzes Wesen
Wards unaussprechlich klar.
Bald werd
ich dich verlassen,
Fremd in der Fremde gehn,
Auf buntbewegten Gassen
Des Lebens Schauspiel sehn;
Und mitten in dem Leben
Wird deines Ernsts Gewalt
Mich Einsamen erheben,
So wird mein Herz nicht alt.
-
-
Der Jäger Abschied
Wer hat dich, du schöner Wald,
Aufgebaut so hoch da droben?
Wohl den Meister will ich loben,
So lang noch mein Stimm erschallt.
Lebe wohl,
Lebe wohl, du schöner Wald!
Tief die Welt verworren schallt,
Oben einsam Rehe grasen,
Und wir ziehen fort und blasen,
Daß es tausendfach verhallt:
Lebe wohl,
Lebe wohl, du schöner Wald!
Banner, der so kühle wallt!
Unter deinen grünen Wogen
Hast du treu uns auferzogen,
Frommer Sagen Aufenthalt!
Lebe wohl,
Lebe wohl, du schöner Wald!
Was wir still
gelobt im Wald,
Wollens draußen ehrlich halten,
Ewig bleiben treu die Alten:
Deutsch Panier, das rauschend
wallt,
Lebe wohl,
Schirm dich Gott, du schöner Wald!
PAUSE!
Men
her bliver jeg nødt til at forlade Henryk Rzegas
kapitel 1, og altså ikke kun dets biografiske del (side 18-45), men også
oversigten over Eichendorffs forfatterskab i kapitlets tredje og sidste del
(side 45-65). Jeg bliver også nødt til at erkende, at jeg fra nu af (03.12.10)
først og fremmest må hellige mig selve mit eget hovedprojekt (se især
undersiderne ”Mit eksistens-rum” og ”Litterære tekster”) og i forbindelse
dermed mit almindelige lyrik og poetikhistoriske
studium (”Min lyrik- og poetikhistorie”).
Jeg
vil dog selvfølgelig prøve, snarest muligt at blive færdig med denne
præsentation af Henryk Rzegas bog, idet jeg vil prøve
at begrænse mig til de allermest - for os lutheranere, og for mig på mit
poetiske sted - interessante ting i de to sidste af bogens i alt tre kapitler,
nemlig kapitel 2: ”Hermeneutyka wartości
religijno-moralnych w twórczości
Josepha von Eichendorff” (De religiøse og moralske værdiers hermeneutik i
Joseph von Eichendorffs forfatterskab), og kapitel 3: ”Znaczenie
twórczości Josepha von Eichendorff - dawniej i dziś” (Joseph von
Eichendorffs forfatterskabs betydning - før og nu).
[Fortsættes snarest muligt, men nok ikke så helt snart!].
__________________________________________
NOTER TIL HELE RZEGA-BOGEN
Bogen er trykt i Opole, Polen, 2005.
Schiwy = Günther Schiwy: ”Eichendorff.
Der Dichter in seiner Zeit. Eine Biographie”. - Zweite, durchgesehene Auflage.
2007 / Sonderausgabe. - Die erste Auflage erschien im Jahr 2000.
* * *
KLADDE TIL UNDERSIDEN ”Eichendorff”
Begyndt nogle dage før 15.02.11
* *
Om Eichendorff i
Marie-Louise Svane: ”Formationer i europæisk romantik”
Eichendorff - impressioner
i forbifarten
I februar 2011 arbejdede jeg i forbindelse med den
litteraturhistoriske side af mit projekt med Marie-Louise Svanes bog ”Formationer
i europæisk romantik”, og jeg besluttede at sætte nogle ting fra denne bog ind
her på denne Eichendorff-underside, nemlig fra afsnittet ”Eichendorff - impressioner i forbifarten” (s. 96-104). - Henvisninger
dertil angives ved nøgne tal.
Om Marie-Louise Svanes bog i det hele taget, især om den
tidlige romantik og Friedrich Schlegel, Novalis og Ludwig Tieck,
kan man se mere på undersiden ”Min lyrik- og poetikhistorie”. Her på denne
Eichendorff-underside vil jeg sætte nogle ting ind, som kan være af særlig
interesse her. Men der bliver i første omgang også her så godt som udelukkende
tale om referat og citat.
Det er udelukkende Eichendorffs fortælling ”Aus dem Leben eines Taugenichts” (udk. 1826),
Marie-Louise Svane behandler - i forlængelse af behandlingen af (især) Ludwig Tiecks roman ”Franz Sternbalds Wanderungen” og Novalis' roman ”Heinrich von Ofterdingen”. Og det er naturligvis de samme ting, hun
interesserer sig for, nemlig forholdet mellem natur og kunst, virkelighed og
fantasi osv. Fortællingens kristne betydning kommer hun ikke ind på, men den
bliver jo behandlet andre steder her på siden, så det er fint, at de meget
interessante iagttagelser og betragtninger fra denne særlige romantik-bog
kommer med.
Marie-Louise Svane indleder Eichendorff-afsnittet med
konstateringen af, at i
Eichendorffs fortælling siger den romantisk vandrer ”jeg” (i modsætning til
brugen af tredje person hos Tieck og Novalis). Og
senere siger hun om dette forhold, at så er rummet i ”Aus
dem Leben eines Taugenichts”
struktureret gennem jeg-fortællerens bevægelser og hans mobile synsvinkel.
Her er ikke et ydre landskab som
hos Novalis og Tieck, hvor en alvidende fortæller
fører sine figurer fra sted til sted. Hvad der ikke ses og kommenteres af
døgenigten selv, kan vi kun slutte os til indirekte via den naivitet og forblændelse, som skinner igennem hans beretning. Men dette
rum er altså centreret og orienteret omkring et subjekt, der siger 'jeg'. Og
døgenigten er et uroligt centrum, han flytter bestandig på sig og med en
forbløffende fart (98).
Men ellers indleder Marie-Louise Svane med en
litteraturhistorisk perspektivering af den i 1826 udkomne fortælling.
Eichendorff hører til andengenerationsromantikerne. Og det betyder pdes., at
arven fra Novalis og Tieck videreføres hos ham; ”den tieckske 'Waldeinsamkeit' udfoldes
i fuld opsætning”. Og det betyder, at det naive er ”en smule mere naivt hos
denne fortæller, som hellere dvæler ved lystige optrin og mystiske bortførelser
end ved den filosofiske replik”. Til gengæld har det naive mistet noget af sin
uskyld. ”Hos Eichendorff iagttager romantikeren sin naivitet”. Der er i ”Aus dem Leben eines Taugenichts”, ”som også er en pikaresk historie”, tale om
en ”sen-bevidsthed i et spil mellem komik og sentimentalitet, der ind imellem
kan udarte til en decideret vrængen ad den romantiske
kunstholdning” (der henvises til tableau vivant-scenen i fortællingen [1])
(97).
Men Marie-Louise Svanes interesse gælder ganske særligt det
forhold, at ”der hvor selvrefleksionen kritisk overhaler sig selv, giver den
plads for noget andet. Om ikke for virkeligheden, så for et realistisk
kontraststof i det romantiske billede” (97f). Og hun opregner en række
eksempler fra fortællingen på den nye realisme hos andengenerationsromantikeren
Eichendorff:
I Aus dem Leben eines Taugenichts
ser vi disse materielle og groft nøgterne detaljer, som punkterer og
travesterer skønmaleriet, f.eks. de opsvulmede sener på den syngende muses
hals. Andre steder går fortællingen i spin i
beskrivelser af mad eller af skrammel og rod, det vil sige i de uegale fysiske
detaljer, som er bandlyst i den idealistiske æstetik. F.eks. beskriver
døgenigten sin malervens værelse, hvor gulvet flyder med ”støvler, papirer,
tøj, væltede farvekrukker mellem hinanden; midt i værelset stod lange
redskaber, som dem man bruger til at plukke pærer med, op ad væggene stod der
lænet billeder. På et langt træbord stod en bakke, hvor der lå brød og smør ved
siden af en farveklat. Ved siden af stod en flaske vin.” [2] Andetsteds
afbrydes vandringen i landskabet af en picnic, hvor der skænkes kaffe 'med
mælk' og spises sammenlagt smørrebrød, og vi får måltidet kommenteret slurk på
slurk og bid for bid (98). [3]
Marie-Louise Svane understreger fortællingens kontrast til
både dannelsesromanen og de romantiske forbilleder og betegner i den
forbindelse døgenigten som ”ikke en søgende helt, ej heller en oprørsk”, men ”en
evig-glad klodshans og lykkehans, der lader andre og
tilfældet regere med sig” (98). - Se min afsluttende bemærkning.
Mange af detaljerne i behandlingen af selve Eichendorffs
fortælleteknik ligger uden for, hvad der er formålet med denne underside; men
nogle af dem er af en mere almindelig interesse, for så vidt angår forståelsen
af andengenerationsromantikeren Eichendorff. Det gælder fx det forhold, at det
ikke bare er gennem døgenigtens synssans, vi oplever bevægelsen gennem det dynamiserede rum. ”Den fysiske sansning er en del af
dynamikken, farten piber i hans hue, og hans ben dingler over det skummende
vand” (99).
Men det, der fortsat interesserer Marie-Louise Svane, er ”brydningen
mellem en realistisk og en idealistisk kode hos Eichendorff” (100). ”Eichendorffs
og hans personers fokus er rettet mod det dragende og grænseløse fjerne”, og det
rum, døgenigten bevæger sig igennem, kan (med litteraturvidenskabsmanden
Albrecht Koschorke) karakteriseres som ”et syntetisk
rum”, ja, måske ”et irreelt eller surrealt rum”. Men samtidig er det sådan, at ”det
gestaltløse flimmer er perciperet på en bestemt fysisk måde, som refererer til
den menneskelige krop og dens sanseapparat [...] fjernvinklen har et korrelat i
en nærværende kropssansning” (101).
Marie-Louise Svane refererer videre både Koschorke
og et par andre, men stiller igen sine modspørgsmål til, om fortællingens rum så
bare kan bestemmes som ”irrealt, genstandsløst og immaterielt”(102).
Det er et rigt sanset rum, selv om
det ikke er et logisk og rationelt anskuet rum. Det er bundet til et sansende
subjekt, og i det stilistiske udvalg af impressioner
viser forfatteren os noget om den affekt, subjektet befinder sig i. Fantasiens
medvirken i oplevelsen kan også være en slags realisme, det surreale har sin
egen virkelige logik (102f).
Med beskrivelsen af en scene, hvor døgenigten vågner op til
sin malervens, dvs. hans forklædte elskedes, sang, giver Marie-Louise Svane et
sidste eksempel på, at den ”øjenkrogens æstetik”, Koschorke
taler om, ikke bare ophæver omgivelserne ”i et 'gestaltløst flimmer'”.
Øjenkrogen og synet er i
fortællingen bundet til den menneskelige fysiske gestalt, det er faktisk sådan,
at selve oplevelsen af den egne krop får et poetisk
nærvær i denne tekst (103).
Den passage, der herefter citeres, beskriver, hvordan døgenigten
vågner op efter først at have bemærket morgenrødens skær på sangerens ansigt, men
derefter er døset hen igen.
Da jeg lidt efter lidt kom til mig
selv igen, hørte jeg stadigvæk som i drømme de to malere snakke ved siden af og
fuglene synge over mig, og morgenstrålerne flimrede gennem mine lukkede øjne,
så der i mit indre blev sådan halvdunkelt (dunkelhell),
ligesom når solen skinner gennem røde silkegardiner. [4]
Hertil bemærker Marie-Louise Svane:
Dette er ikke drømmesyner eller
fantasteri, men en nøje beskrivelse af en fysisk sensation på tærsklen mellem
søvn og bevidsthed og mellem krop og landskab, som her får en poetisk
udformning og medvirker til at danne fortællingens stemning (103).
Og noget af det allersidste Marie-Louise Svane siger, er, at
Landskabet oscillerer mellem
sansenærvær og uoverskuelig, hallucineret dybde. Men en realisme har sneget sig
ind, ikke som naturalistisk forklaringsramme, men som et salt i den poetiske
fiktion (104).
Det her refererede og citerede afsnit er en del af og en
særlig vinkel på hele denne bogs behandling af forholdet i romantikken mellem
sprog og virkelighed, tanke og krop, og er således ikke, og skal ikke være, en
gennemgang, der kommer hele vejen rundt. Det er derfor urimeligt at klage ret
meget over, at Marie-Louise Svane ikke siger noget om døgenigt-fortællingens
store kristne betydning, men nøjes med at karakterisere hovedpersonen som ”en evig-glad klodshans og lykkehans” (98). Den kristne side af
sagen bliver behandlet andre steder på denne underside. Men desto
interessantere og vigtigere er de påvisninger af brydningen mellem ”irrealisering” og realisme, der her er draget frem, og som
jo også skal ses i sammenhæng med den brug, jeg har gjort af Marie-Louise
Svanes bog på undersiden ”Min lyrik- og poesihistorie”. Eichendorff, som
Marie-Louise Svane her har set ham, er også en meget interessant skikkelse i
det større litteraturhistoriske forløb - nemlig så at sige mellem pdes. Novalis
og Ludwig Tieck og pdas. Heinrich Heine.
*
NOTER
[1] Rasch-udgaven s. 806. - Men jeg citerer her i noten
det pågældende tekststykke fra
http://www.hs-augsburg.de/~harsch/germanica/Chronologie/19Jh/Eichendorff/eic_ta08.html
[2] Rasch-udgaven
s. 801.
[3] Rasch-udgaven
s. 816.
[4] Taugenichts-udgaven
s. 777.
LITTERATUR
Joseph von Eichendorff: Aus dem Leben eines Taugenichts (Wolfdietrich Rasch
Hrsg. 1995).
-
Albrecht Koschorke: Die Geschichte des Horizonts,
Suhrkamp Verlag 1990.
* * *
FRA ”GESCHICHTE DER POETISCHEN LITERATUR DEUTSCHLANDS”
[Jeg håber at få sat referater, citater og vurderinger ind her, men dels er min arbejdssituation i almindelighed helt uoverskuelig, dels må jeg i første omgang hellige mig sognepræst Henryk Rzega og hans bog samt i det hele taget forholdet til Łubowice. - Se teksterne derom ovenfor].
* * *