|
DIVERSE Bent
Christensen |
Denne
underside er senest opdateret 12.07.07. - "LUSKEBAKKEN".
- Artikel i Fuglse Bladet oktober 2004 eller ikke så længe derefter om navnet
på den bakke, vi bor på.
NB! Se også min blog i avisen.dk: Jeg er
ellers ikke blogger …:
http://www.avisen.dk/blogs/bentchristensen/default.aspx
Teksterne i denne blog kan i høj
grad svare til teksterne på de forskellige undersider her, ja, måske ligefrem
være identiske med nogle af dem. Det kan være undersiden "Debat".
Eller det kan være undersiden "Kirke og teologi". Men det vil nok
ofte være tekster, der enten svarer til eller er identiske med tekster på
undersiden "Mit totaldigt".
Men her på undersiden "Diverse" indsætter jeg
forskellige ting, som af den ene eller anden grund ikke hører hjemme på nogen
af de andre undersider. Det kan være, fordi de rent emne- eller indholdsmæssigt
ikke hører hjemme noget bestemt sted. Men det kan også være, fordi jeg vel
ønsker at gøre den pågældende tekst tilgængelig, men alligevel ikke betragter
den som et så færdigt arbejde, at den skal præsenteres på linie med færdige
artikler og lignende. Dette sidste gælder den allerførste tekst, er der sat på
denne side - grund-arbejdsversionen af konventsforedraget ”POESI OG UTOPI. -
Digteres forhold til utopi og ideologi”.
* *
LUSKEBAKKEN. - Artikel i Fuglse Bladet oktober 2004
eller ikke så længe derefter om navnet på den bakke, vi bor på.
* * *
Kønsneutral løsning?
[Lolland-Falsters Folketidende 13.02.07]
Forleden stødte jeg på det problem, at der i det danske sprog mangler et såkaldt kønsneutralt pronomen (stedord) i tredje person ental. Og det endte med, at jeg nåede frem til et forslag, som jeg allerede har præsenteret for Dansk Sprognævn, men som jeg også gerne vil præsentere for Folketidendes læsere. Det har tidligere været foreslået, at man i stedet for det upraktiske og uskønne ”han/hun” fx brugte det nydannede ord ”høn”. Men prøv og bøj det i de former, der svarer til ”ham/hende” og ”hans/hendes”! Nej, der må en anden løsning til. Og mit forslag går ud på, at man under anvendelse af konsonanterne fra hankønsformerne og vokaler fra hunkønsformerne bruger formerne ”hen”, ”hum” og ”hens”. Så er der virkelig ligestilling! Lad mig slutte med et eksempel - som kunne tænkes at stå i et firmas regler for, hvordan man byder nye medarbejdere velkommen: ”Efter chefens tale til den nyudnævnte medarbejder, overrækker hen hum hens ansættelseskontrakt”.
Bent Christensen
Fuglsevej 5
4960 Holeby
* * *
Hen
- hum - hens. - Det kønsneutrale pronomen, vi
manglede?
Sat her på denne underside 12.02.07. - Se også den kortere version her ovenfor (Lolland-Falsters Folketidende 13.02.07).
Da jeg forleden skrev et indlæg i den kirkelige debat (vil senere komme til at stå på undersiden ”Kirke og teologi”), hvor jeg måtte skrive ”han” om præsten i almindelighed, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at skrive ”han/hun”, endsige ”hun” (som flere efterhånden gør), kom jeg til at tænke videre over problemet med det manglende kønsneutrale pronomen i 3. person singularis. Og det endte med, at jeg i dag mandag den 12. februar 2007 efter forudgående telefonsamtale sendte en lidt længere redegørelse til Dansk Sprognævn, hvori jeg som løsning på problemet foreslog
hen - hum - hens
eller
hen - hande
- hens
[min første, men nu ikke længere foretrukne, idé]
Indtil videre foretrækker jeg selv den første variant, som jeg måske oven i købet ligefrem vil begynde at bruge - om end med et meget stort glimt i øjet. Og dog, der er jo faktisk tale om udfyldningen af en hvid plet på sprogkortet.
Her følger nu en tilpasset version af, hvad jeg skrev til
Sprognævnet:
Skønt jeg personlig helst fortsat vil henholde mig til, at maskulinumformerne han, ham, hans fra gammel tid også har kunnet bruges som pronomen for mennesker af både han- og hunkøn, er man jo under et stigende pres med hensyn til at undgå diskriminering, og da ”han/hun” hverken er praktisk eller smukt og brugen af ”hun” i den gamle fællesbetydning ikke alene virker krukket, men jo også kun flytter nissen, har jeg som en slags sprogmenneske (cand. mag. i dansk/russisk) gennem mange år lejlighedsvis tænkt over dette problem.
Jeg husker, at jeg for mange år siden i et af radioens sprogprogrammer hørte min gamle medstuderende Jørn Lund nævne ”høn” som en mulighed. Men jeg husker ikke, om han kom med bud på de skæve kasus! Og allerede ”høn” lød også som noget af en spøg.
Forleden fik jeg igen problemet ind på livet (men brugte dog stædigt ”han” som fællespronomen), og siden har det rumsteret i hovedet på mig.
I dag [10/2] foretog jeg en Google-søgning på ”høn” - som åbenbart bruges af nogle. Men jeg fandt ikke eksempler på fælles ”akkusativ/dativ” (afhængighedsfald) eller genitiv. - [Sat ind her i denne undersidetekst: Prøv selv og bøj ”høn” i afhængighedsfald og ejefald!].
Efter at have overvejet problemet videre, vil jeg nu spørge, om der er andre end mig, der har fået den idé, jeg præsenterer her, og om man mener, den kunne bruges:
hen, hum, hens
eller
hen, hande, hens
Min første bemærkning er, at både den ene og den anden slags løsninger på diskriminationsproblemer som regel er unaturlige og dermed lidt, eller måske ikke så helt lidt, latterlige, og at mit forslag derfor i ikke ringe grad har spøgens karakter.
Men når jeg prøver at tage det alvorligt, vil jeg sige, at der vist ikke er mulige løsninger med kun een vokal, og at der her er tale om en løsning - med to varianter - der ligger helt tæt på de eksisterende ord og har en meget ligelig fordeling af maskulinum- og femininum-ting, idet der i den første variant er tale om maskulinum-konsonanter med femininum-vokaler og i den anden variant er tale om to sæt maskulinum-konsonanter med feminimum-vokaler og en femininum-form med maskulinum-vokal.
Måske vil jeg forsøgsvis prøve at bruge de her nævnte former. For eksempel på denne måde:
”Når den nye præst bliver indsat, står hen ved
provstens venstre side. Først holder provsten en tale til hum og
menigheden, og til sidst overrækker hen hum hens ansættelsesbrev
og biskoppens kollats”.
Eller [kunne man stadig overveje]:
”Når den nye præst bliver indsat, står hen ved
provstens venstre side. Først holder provsten en tale til hande og menigheden, og til sidst overrækker hen hande hens ansættelsesbrev og
biskoppens kollats”.
Men jeg må indrømme, at det først var efter flere forsøg, jeg fik disse eksempler læst højt for min kone, og at de latterudbrud hos både hende og mig, der afbrød oplæsningen, især til at begynde med var lange. Men måske kunne man vænne sig til det.
* * *
af Bent Christensen
[Trykt i FUGLSE-Bladet oktober 2004 eller ikke så længe derefter]
I nr. 3 fortalte min kone, Anna Christensen, i artiklen »Jeg er gammel Fuglse-pige« om sin egen lokale fortid. Og artiklen sluttede med ordene »Jeg husker tydeligt turen til Holeby, men kunne af gode grunde ikke dengang vide, at jeg godt et halvt århundrede senere selv skulle komme til at bo på Luskebakken«. Og som det fremgår af overskriften, er det netop navnet Luskebakken, denne artikel skal handle om.
Men da det nu er mig, der har fået ordet, vil jeg dog tillade mig, også at fortælle lidt om mig selv, og ikke mindst om baggrunden for, at jeg straks fik en direkte professionel interesse for navnet på det dejlige sted, vi kom til at bo.
Anna nåede ganske vist også at fortælle lidt om mig i sin artikel, nemlig at jeg jo havde været sognepræst i Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat, inden vi kom hertil. Og det var jeg altså i alle årene fra 1974 til 2003. Ligeledes fortalte Anna om min fortid her i Holeby Kommune, nemlig om de år, Bursø Alderdomshjem, hvor min mor, Ebba Christensen, var bestyrerinde, var mit hjem, nemlig årene fra1959 til 1965, hvor Anna og jeg blev gift, idet jeg dog kun boede der til 1962, hvor jeg blev student fra Maribo Gymnasium og kom ind som soldat.
Men hvad nu mit professionelle forhold til navnet Luskebakken angår, kan jeg fortælle, at det ikke var nogen helt almindelig militærtjeneste, jeg kom ind til, idet jeg havde søgt optagelse på sprogofficersuddannelsen med russisk. Jeg husker tydeligt, hvordan det var i Bursø Alderdomshjems køkken, jeg traf beslutningen derom, lige før jeg skulle op i latin som det sidste studentereksamensfag.
Nu må jeg med det samme understrege, at »Luskebakken« altså ikke har noget med russisk at gøre! Men der er den sammenhæng i det, at da jeg var blevet hjemkommanderet fra militærtjenesten, begyndte jeg at studere til cand. mag. på Københavns Universitet med russisk som bifag - og dansk som hovedfag. Det er her, min professionelle baggrund for at interessere mig for vor bakkes navn ligger. (Da jeg i 1971 blev præst efter tre år i gymnasieskolen, var det på den paragraf, ifølge hvilken folk med anden akademisk uddannelse dengang kunne søge præsteembede efter en supplerende teologisk uddannelse).
Og hvad nu Luskebakken angår, så havde jeg - trods min fortid i området - aldrig hørt dette navn, før ejendomsmægler Poul Eriksen brugte det, da vi kontaktede ham for at få forevist det hus (Fuglsevej 5), vi straks havde forelsket os i (og som vi stadigvæk er meget glade for at bo i, med gode naboer). Og jeg begyndte straks at spekulere over, hvad der lå i det.
På et tidspunkt sendte jeg også en e-mail til Afdeling for Navneforskning ved Københavns Universitet, hvor man dog ikke kendte noget til dette stednavn. Så jeg måtte arbejde videre med spørgsmålet på egen hånd, dvs. spørge de lokale. Og resultatet har jeg naturligvis indberettet til navneforskningsafdelingen.
Jeg var selvfølgelig godt klar over, at »Luskebakken« næppe kunne have noget at gøre med at være lusket i betydningen mistænkelig eller upålidelig, snu, bedragerisk. Senere har jeg dog hørt om forsøg på at udlægge navnet på denne måde. Men det kan vist kun være noget, ondsindede personer udefra har fundet på. Det skulle vist især have været noget med, at denne bakke var et sted, hvor karlene og pigerne i gamle dage mødtes og foretog sig mere eller mindre »luskede« ting. Men det er altså noget, der hører under afdelingen spøg og skæmt.
Det sagde formand Eddy også, da han fortalte mig det. Og det samme gælder naturligvis også en anden forklaring, Eddy refererede, nemlig, at Luskebakken skulle være kommet af den jord, bønderne bankede af træskoene, inden de gik ind i Holeby!
Et mere venligt og seriøst bud på en forklaring fik jeg af min slægtning Almar Møller, som nævnte, at håndværker-ordet en luske måske kunne ligge bag. En luske er jo sådan en slags bule på fx et stykke træ, der skal høvles glat. Og man kan godt sige, at vores bakke, i hvert fald set fra visse retninger, kan ligne en kæmpe »luske«. - I øvrigt har Almar mere eller mindre lovet mig, at han i sin egenskab af geografilærer vil skrive noget til vort blad om Luskebakkens interessante geologiske historie. Så nu må vi se.
I lang tid overvejede jeg selv, om navnet måske kunne stamme fra, at hestene i gamle dage måtte »luske« op ad den lange bakke, altså i betydningen »lunte«, gå langsomt. I dag er jeg lidt flov over det, for det er vist ikke en særlig professionel teori. Men det spor var jeg altså kommet ind på.
Den efter alt at dømme rigtige forklaring er også næsten lige så modsat, den kan være. Den har godt nok noget med hestevogne at gøre. Men for det første var det altså, når det gik ned ad bakke, og for det andet var det en kørsel, der gik for stærkt!
Det siger flere af naboerne. Og det oplyser
lokalhistoriker Helge Clausen, Errindlev, som oven i købet har
underbygget sin forklaring med en fotokopi fra en ordbog. Det er i øvrigt
pudsigt, at det også var netop denne ordbog, man på universitetet havde kigget
i. Men når man ikke havde fundet noget, var det, fordi man kun havde set på
ordet »luske« - og ikke på det rigtige ord, som faktisk står lige oven over: lusk!
I J. Jørgensens »Lollandsk Ordbog« står der nemlig om tillægsordet »lusk«, at det dels kan bruges om små børn, der vræler og er ganske ustyrlige, dels kan bruges om heste, der løber løbsk! De eksempler, der anføres, er: »Manden faldt af og brakte halsen, da hestene rendte lusk«. - »Et par luske heste«.
Og det, der efter såvel mine naboers som Helge Clausens forklaring har været sket her på Luskebakken, er, at når en hestevogn har skullet ned ad bakken og ikke har haft en bremse på, så har det været svært for hestene at holde den, og hvis vognen ligefrem er kørt op i dem, har de kunnet løbe løbsk - eller altså »rende lusk«.
Denne forklaring må virkelig anses for at være den rigtige. Og til oplysning om selve det fænomen, der er tale om, har Helge Clausen givet mig et par udskrifter fra gamle aviser - hvor vores bakke i øvrigt betegnes som Luske-banken. Den første, som er fra 4. februar 1909, og angiver en anden årsag, lyder:
»I Gaar, da Mælkekusken kørte fra Thorslunde Mejeri og var naaet op paa Luskebanken, blev Hestene sky, idet Kusken satte en Spand af, og løb i vild Fart ned til Stationsbyen, hvor Vognen væltede i Grøften. Hestene blev derefter staaende, og Vognen tog ingen Skade, derimod spildtes en Del skummet Mælk«.
Den anden avishistorie er fra den 3. marts 1910 og lyder:
»En Befordring fra Ø. Ulslev, der i Gaar kørte fra Holeby med 30 kasser Øl, væltede i Grøften oppe paa ”Luskebanken” ved, at Hestene blev sky og tog Magten fra Kusken. Hele Skaden indskrænkede sig til, at der gik ca. 50 Flasker i Stykker«.
Dette er, hvad jeg på nuværende tidspunkt har fået samlet af løst og fast om navnet »Luskebakken«. Skulle der være læsere, der mener at have noget - det være sig løst eller fast - at føje til, vil både bladets redaktion og jeg være interesseret i at høre om det.
* * *
NB! Det er efter en hel del overvejelser, jeg har sat denne ”rå-tekst” her på denne nyoprettede underside. Og lige nu er det også først og fremmest for at give konventsdeltagerne lejlighed til at læse denne ca. tre gange længere version med bla. en hel del både sekundære og primære citater, som ikke kunne komme med i det mundtlige foredrag. Måske sletter jeg den også igen. - Men hvis nogen kunne have nytte af den ...
*
Det er på baggrund af nogle samtaler, Jesper og jeg har haft om den helt aktuelle situation, han har bedt mig holde dette foredrag her i dag. Og det, vi har talt om, er dels digternes - men jo også hele kulturelitens - overvejende tilbøjelighed til at ligge politisk og holdningsmæssigt til venstre (eller til, ikke at markere en kritik af eller et alternativ dertil), dels de eksempler, der er på, at digtere og kulturfolk i en hel del tilfælde totalt har underkastet sig en totalitær ideologi som kommunismen.
Og det er klart, at det især er det sidstnævnte fænomen der sigtes til i dette foredrags titel. Men såvel mht. baggrunden i den helt aktuelle situation som mht. til forståelsen af, hvordan de helt ekstreme tilfælde af underkastelse har kunnet finde sted - og i forbavsende grad og omfang er blevet accepteret eller tolereret - har jeg valgt at gøre sigtet både bredere og længere, hvilket vil sige, at dette foredrag får skikkelse af et meget stort, og dermed også både overfladisk, andenhånds og ”hullet” overblik helt tilbage fra oplysningstiden af og frem til i dag.
Når jeg har vovet at gribe sagen an på denne måde, skyldes det også, at jeg derved har kunnet bevæge mig ret tæt på, hvad jeg kalder ”den empiriske del” af det store livs- og litterærpoetiske projekt, jeg jo er gået på pension for at arbejde på, ligesom arbejdet med dette foredrag jo også har været særdeles relevant for den endnu større sammenhæng, jeg arbejder i, nemlig forsøget på at give i hvert fald mit bidrag til en ny udfoldelse af arven og inspirationen fra Grundtvig.
Men alt dette kan I se mere om på min hjemmeside, især undersiderne ”Poesi” og ”Program”. Og fra i morgen af kan foredraget her læses på undersiden ”Poesi” - samtidig med, at den uforkortede, ca. tre gange så lange, grund-version af det kan læses på undersiden ”Diverse”. I denne råkladde-version kan man også finde kildeangivelser, flere og længere citater og en litteraturfortegnelse. - Adressen er: www.bentchristensen.dk.
-
Eksemplet
Pablo Neruda
Inden jeg går i gang med det store overblik over udviklingen fra oplysningstiden til i dag, vil jeg give et eksempel på, hvad det helt direkte er der sigtes til med dette foredrags titel, idet jeg vil citere nogle linier fra en tekst, Jesper i sin tid viste mig, nemlig af den chilenske nobelpristager i litteratur (1971) Pablo Neruda, der regnes for en af vor tids betydeligste og mest originale sydamerikanske digtere. Han sluttede sin store Canto general (”Den store sang”, 1950, dansk 1975) med en veritabel lovsang til det kommunistiske parti: Til mit parti, hvori forekommer linier som:
...
Du har givet mig alle de levendes styrke.
...
Du har givet mig den frihed som den ensomme ikke ejer.
...
Du fik mig til at bygge på virkeligheden som på en klippe.
...
Du lod mig erkende verdens lys og glædens muligheder.
Du gjorde mig uforgængelig fordi jeg[,] med dig i mig[,] selv er uden
ende.
Dette er et klart eksempel på, hvordan ideologien og dens parti i selve det litterære værk optræder som en direkte erstatning for religion og trossamfund.
I øvrigt har min søn Asbjørn, der har skrevet en stor opgave om Chile i sit historie-magister-studium, vist mig det digt, Neruda skrev ved Stalins død i 1953, og hvori Stalin bla. omtales som menneskehedens middagshøjde, medens der udtales den trøst, at lyset ikke er slukt, ilden ikke forsvundet osv. - Asbjørn har også oplyst, at Neruda lige til sin død i 1973 udtrykte sin stolthed over at have deltaget i forsøgene på - efter Stalins ordre - at myrde Trotskij i dennes eksil i Mexico. Venstreafvigeren Trotskij blev som bekendt hakket ihjel med en isøkse i august 1940.
Lidt mere om
perspektivet og sigtet
Vi skal senere se mere eller mindre tilsvarende eksempler fra den danske litteraturhistorie. Men først skal vi tilbage til den tyske Oplysning og den tyske romantik!
Dvs. vi skulle sådan set helt tilbage til renæssancen og humanismen for at få hele perspektivet med. Det, jeg mener, er, at man jo godt kunne have forestillet sig en udvikling, som på en helt anden måde havde været på kristendommens grund og inden for rammerne af kristendommen. Nu blev der i stedet tale om en udvikling, som helt overvejende blev en udvikling bort fra kristendommens grund og ud af kristendommens rammer - bortset fra, at den europæiske kultur jo globalt set klart er af ”kulturkristen” og post-kristen karakter.
I denne forbindelse skal vi dog også huske på, at det altså desværre ikke uden videre var kristendommen, der var tale om i middelalderen (tænk på Luther og Reformationen!), og at det heller ikke uden videre har været kristendommen - i betydningen noget, der direkte har med Jesus at gøre - der har præget magten til den dag i dag. Banalt sagt: Der har været - og er - fejl på både sider. Og lige så banalt sagt, så har der også været gode ting på begge sider, ligesom udviklingen naturligvis har været præget af en stor brogethed og mangfoldighed.
Vi har kun den historie, vi har, og det har været i det spor, det europæiske menneskeliv og den europæiske kultur har udfoldet og udviklet sig. Og uanset hvad der har været i vejen med de herskende ideer, har menneskene, herunder tænkerne og digterne, jo været mennesker, som mennesker nu engang er, hvormed jeg vil sige, at selv de dårligste ideer ikke har kunnet hindre fx digterne i på mange måder at se sandt på tilværelsen og skrive sandt om den.
Det er et spørgsmål, hvor megen mening - om overhovedet - det giver at lege med tanken om, hvordan udviklingen under andre omstændigheder kunne have formet sig. Man må nok sige, at da den store frigørelsesproces (på godt og ondt) først var gået i gang, fortsatte den i sin egen kraft. Det eneste virkelige og mulige alternativ, jeg kender, er Grundtvig. Og ham har vi som sagt stadigvæk som et stort reservoir og et stort pejlemærke. Men vi må ikke glemme, at uanset den kolossale virkningshistorie, han har haft, lykkedes det ikke for ham, endsige for hans disciple at få et alternativ til at stå helt oppe på det niveau, vi taler om her i dag.
En anden ting, jeg vil understrege her indledningsvis, er, at når dette foredrag i så høj grad har karakter af ”udhængning” af de omtalte forfattere, så betyder dette ikke, at jeg underkender deres talent eller regner dem for onde mennesker. Der er tværtimod tale om et forsøg på at trænge en smule ind i den store gåde, det er, at så mange i øvrigt udmærkede mennesker i den grad har kunnet ryge ud ad tangenten - hvad jeg jo så har været nødt til at give eksempler på.
Endelig vil jeg også understrege, at jeg også selv er ked af, at prisen for at få ridset det store mere end tohundredårige perspektiv op jo har været, at vi ikke har kunnet gå mere i dybden i analysen af, hvad det er for nogle mekanismer der har virket, når disse i så mange henseender gode og dygtige mennesker har kunnet komme så langt ud. Men måske er det alligevel en fordel. Det er ikke sikkert, et forsøg på litterær psykoanalyse fra min side ville have gjort os klogere.
Den tyske
oplysning
Der er to ting, der er afgørende ved oplysningstiden, nemlig for det første troen på fornuften og oplysningen, og for det andet troen på, at udviklingen bevæger sig frem mod et stort endemål, eller i hvert fald bevæger sig i en sådan bestemt retning.
Hvad det utopiske ved Oplysningen angår, må man sige, at det er godt nok at forestille sig en bedre verden. Det er ikke utopien som sådan, der er så forfærdelig. Det forfærdelige er, når troen på en entydig og irreversibel fremskridts-udvikling kommer til at medføre en totalitær holdning over for folk, der har nogle andre ønsker og meninger. Og det er her jeg mener, man den dag i dag har en uheldig arv fra oplysningstiden (som man jo vel at mærke netop nu er begyndt at påberåbe sig ganske udtrykkeligt). De oplyste kan simpelt hen ikke se, de optræder autoritært og undertrykkende over for anderledestænkende; de, der efter deres mening er i modstrid med den entydige og irreversible fremskridts-udvikling, må nødvendigvis være dumme og/eller onde.
I det følgende vil jeg tillade mig, simpelt hen at referere og citere nogle gode steder fra to tyske litteraturhistorier, nemlig hhv. Gerhard Schulz: Die Deutsche Literatur zwischen Revolution Und Restauration”, første halvbind, München 1983 (ZRR) og Hans-Jürgen Schmitt (udg.): Die deutsche Literatur in Text und Darstellung (LTD).
Schulz indleder sit afsnit Was ist Aufklärung med at lade Immanuel Kant definere ”Aufklärung” som ”Ausgang des Menschen aus seiner selbst verschuldeten Unmündigkeit”. Menneskets oprindelige bestemmelse bestod i, at det skulle bruge sin forstand til ”seine [...] [ellipsen er GS’s!] Erkentnisse zu erweitern, von Irrtümern zu reinigen, und überhaupt in der Aufklärung weiter zu schreiten”. I Schulz’ referat er Oplysningen ”der Prozeß der Emanzipation des Menschen zu einer freien Existenz”. Og Schulz fortsætter: ”Kant machte also Aufklärung zu einem kontinuierlichen, keineswegs auf sein Zeitalter allein bezogene welthistorischen Gesamtprozeß, der von einzelnen Zeitaltern der Aufklärung schließlich zu einem ”aufgeklärten Zeitalter” [Kants egne ord] führen sollte” (ZRR I 50).
Hvad det utopiske i både den tyske Oplysning og den
tyske romantik angår, er det interessant, at temaet Zum ewigen Frieden er gennemgående. Schulz
har et helt afsnit med denne overskrift. Det begyndte med Kants lille skrift med denne titel i 1795, og Schulz omtaler
desuden det sidste af Herders ”Briefe zur Beförderung der Humanität”, som bla. indeholder afsnittet ”Gesinnungen der großen Friedensfrau” (ZRR
Forholdet til
Den franske Revolution
Og så er der forholdet til Den franske Revolution. Det er jo det, der svarer til forholdet til Den russiske Revolution. Og til at begynde med var de tyske oplysningsfolk og de unge tyske romantikere jo for revolutionen. Der var også en jakobinerlitteratur i Tyskland, ja, mindst eet eksempel på tilsvarende udbrud af revolution i Tyskland. Men det tjener til de tyske romantikeres ære, at de stod af, da revolutionen i Frankrig begyndte at udvikle sig i retning af terrorregime. Og en Napoleon-dyrkelse, der svarer til 1930’rnes Stalin-dyrkelse blev det af gode grunde ikke til i Tyskland. Tværtimod førte Napoleons krig mod og besættelse af Tyskland jo romantikerne over i en tysk patriotisme og nationalisme. Ja, de tyske romantikere endte for manges vedkommende som konservative katolikker.
Om de tyske intellektuelles forhold til Den franske Revolution skriver Gerhard Schulz bla.:
Die meisten deutschen
Intellektuellen der Zeit [...] haben
die Revolution in ihren Anfängen als eine letzte Konsequenz aufklärerischen Denkens betrachtet und begrüßt. [...] Ermutigung zur Fortsetzung des begonnenen Weges in die ”Morgenröte”
einer neuen Zeit hinein: das Bild ist [...] bei fast jedem deutschen Schriftsteller in den frühen neunziger Jahren zu finden (ZRR
Og lidt senere siger Schulz om revolutionens mål - men altså så at sige set fra Tyskland - at det var,
[...] daß die Menschen durch [die Revolution] in Zukunft nicht nur besser leben, sondern auch besser sein werden. Das materielle Ziel verbindet sich mit einem moralischen (ZRR 85).
[...] Die Revolution war also zum erstenmal in der europäischen Geschichte mit einer Ideologie verbunden, und zwar mit einer, die nicht auf den Sturz eines einzelnen Herrschers, sondern auf die Beseitigung von Herrschaft überhaupt gerichtet war. [...] Der universale Anspruch der Philosophie [...] zielte auf die Befreiung der Menschheit. [...] die Bewertung der Revolution als einer prinzipiell guten und progressiven historischen Tat her, wie sie [...] im europäischen Denken weithin Schule gemacht hat. Philosophie als Ideologie des freien Subjekts entthronte in einem Zeitalter der Aufklärung und Säkularisation die Religion als Legitimation menschlicher Herrschafft. [...] Ihre Transzendenz des Gegenwärtigen aber erhielt die Philosophie dadurch, daß die sich als Interpretation von Geschichte verstand, und zwar von der Geschichte als Fortschritt, so daß sich politische Aktion als Übergang in ein neues, höheres Stadium deuten und rechtfertigen ließ. [...] (ZRR 86).
Den tyske
romantik
Men hvad nu selve det romantiske program angår (og jeg kan her slet ikke tage hensyn til, hvor broget det hele var), vil jeg gerne indsætte et meget vigtigt Grundtvig-citat:
Man vilde Synd og Umueligheder og sprængde sig derfor snart; men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve; man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene. - (Grundtvig i Verdenskrøniken 1817 om romantikkens hovedmænd i Tyskland, US III 725)
Dette er stort set af Grundtvig. Men han er jo ikke den eneste. For det er ikke kun mig, der nu - i høj grad via Grundtvig - studerer den tyske romantik. Jeg har i forbindelse dermed opdaget, at der såvel her i Danmark som ude i verden netop nu er en stor interesse for især den tyske romantik.
Og det er ikke så underligt. For uanset med hvor stor velvilje man vil betragte Oplysningen, var den jo for snæver. Det var derfor romantikken, der blev den første altomfattende udfoldelse af det, der var begyndt allerede i renæssancen. Romantikken var langtfra blot en reaktion mod Oplysningen, men i høj grad også dens udvidede fortsættelse. Romantikken er det første altomfattende forsøg på at udfolde en kultur, som er rent menneskeskabt, og som i hvert fald ikke bygger på egentlig kirkelig kristendom! Og altså en kultur, hvor kunsten overtager religionens plads. Og uanset at det romantiske projekt ikke lykkedes, så er det alligevel dette forsøg, der sammen med arven mere direkte fra oplysningstiden er grundlaget for hele den moderne kultur - ikke mindst med al dens splittelse, nihilisme og fortvivlelse, med dertil hørende trang til at søge trøst i enten en rent totalitær sammenhæng eller dog i en tilfredshed med at høre til på fornuftens, humanismens, kulturens og fremskridtets side.
Det nye i romantikken er ikke mindst den overordnede rolle, som poesien og kunsten kommer til at spille. Poesien bliver den nye religion og digteren bliver den nye profet og præst.
Men her skal vi tænke på ordene i Grundtvig-citatet lige før: ”og sprængde sig derfor snart”. Det er mærkeligt at tænke på, at de digtere, der udfoldede, hvad der den dag i dag må betragtes som begyndelsen på den modernitet, vi lever i, ikke selv fortsatte med at leve på, hvad de i deres ungdom havde proklameret! - Lad os se, hvordan det gik nogle af de største navne:
Fr .Schlegel konverterede i 1808 til katolicismen, - Wackenroder døde som 25-årig. - Novalis døde som 29-årig. - Hölderlin sank helt ned i sindssygen som 37-årig. - Brentano, som fra begyndelsen af havde været katolik, vendte tilbage til troen i 1816/17, hvorefter han bla. nedskrev nonnen Katharina Emmericks visioner - som jo Mel Gibsons ”The passion” bygger på! Og han fornægtede nu hele sin litterære produktion. - Joseph von Eichendorff er interessant derved, at han vel fra sin ungdom af var med i den romantiske bevægelse, men samtidig hele sit liv var troende katolik og som sådan på sine gamle dage skrev en kritisk litteraturhistorie over romantikken. - Endelig må det nævnes, at Henrik Steffens allerede i begyndelsen af 1820’rne bekendte sin omvendelse til luthersk kristendom.
I forbindelse med dette - og med henblik på senere eksempler - vil jeg gerne understrege, at jeg jo ikke er en vulgærprotestantisk fjende af Romerkirken, tværtimod! Men en diskussion af denne store kirkeafdelings fejl og fortrin ville også være irrelevant i dette foredrags sammenhæng, hvor det efter alt at dømme er selve Romerkirkens karakter af autoritær institution, det drejer sig om, Romerkirken som en institution, der ligesom Kommunistpartiet fritager de intellektuelle fra besværet med at skulle tænke selv - ja, bliver en slags havn at søge ly i fra den nihilisme, man har fået tænkt sig ud i. Kort sagt er det snarere autoriteten end vor Herres Jesus Kristus, der i så høj grad har virket dragende.
Romantikkens hovedmænd fik altså enten ikke lejlighed til at vise, de selv kunne leve på de store tanker, de havde udkastet i deres ungdom, eller også vendte de sig senere fra dem. Alligevel blev det syn på poesien og kunsten som en slags ny religion, de havde udkastet, grundlaget for den rolle ”kulturen” er kommet til at spille indtil den dag i dag. Hvor det altså så ofte har vist sig, at når kunsten ikke slog til, er man faldet tilbage på et totalitært system som kommunismen.
Hvad kunstens overordnede betydning angår, har allerede Schiller udtalt sig, nemlig i Über die ästhetische Erziehung des Menschen (1795). Schulz taler her om Schillers krav om ”Freiheit durch ‘höhere Kunst’ und ‘ästhetische Erziehung’” (ZRR 138).
Men den fulde udfoldelsen får dette i romantikernes store ”gesamt-syn” på poesien som ”progressive Universalpoesi”. Og jeg vil her stort set tillade mig at nøjes med at citere ”Die deutsche Literatur” (LTD), som hos brødrene Schlegel og hos Novalis finder ”die Vorstellung von einem Gesamtkunstwerk, einem inneren Zusammenhang aller Künste, auch der Philosophie und der Naturwissenschaft (besonders der Physik)”. Ja, der er tale om en ”Ganzheitsdrang” og om ”den Umschwung und eine Regeneration des gesamten Daseins durch neue Religion, neue Poesie und Philosophie”. Om Novalis og Brentano hedder det, at de ”erklären sich für eine Romantisierung der Welt, um wieder ihren ‘ursprünglichen Sinn’ zu erkennen” (LTD 21).
Fr. Schlegel taler (i det 116. Athenäum-Fragment) om, hvordan ”Die progressive Universalpoesi bemächtigt sich immer weiterer Bereiche des Lebens, das ganze Leben selbst wird zur Dichtung”. ”Nur die Wiedergeburt des gesamten Daseins aus dem Geist der Poesie kann ein Bild des Zeitalters hervorbringen” (LTD 22).
Ja, Fr. Schlegel skrev til ligefrem Novalis, at
Ich denke eine Religion zu stiften oder vielmehr zu helfen ... Vielleicht hast Du noch die Wahl, mein Freund, entweder der letzte Christ, der Brutus der alten Religion, oder der Christus des neuen Evangeliums zu sein (her efter PVL 7, 36).
Og dette er efter min mening af helt grundlæggende betydning: Der sker en overanstrengelse af kunsten som religionserstatning, hvorefter i hvert fald nogle falder tilbage på enten kristendommen som sådan eller på Romerkirken som autoritær institution - og senere på en autoritær ideologi som kommunismen og en autoritær institution som Det Kommunistiske Parti. Andre falder tilsvarende tilbage på ”humanismen” som en slags religionserstatning.
I denne forbindelse må vi heller ikke glemme, at netop marxismen kan ses som en udløber af romantikken eller af den tyske idealisme. Der går en linie fra Fichte over Schelling og Hegel til Marx. Eller som det også ofte bliver sagt: Marx er Hegel vendt på hovedet. Eller vi kan her i vor sammenhæng sige, at marxismen er en yderste konsekvens af bevægelsen i retning mod en altomfattende, af kristendommen uafhængig helhedstolkning af tilværelsen. Og vi skal også lægge mærke til, at marxismen ser sig selv som netop humanismens og fornuftens højeste trin og ypperste udfoldelse. Det skal vi se eksempler på, når vi om lidt når op til 1930’rne. Men jeg kan ikke lade være at mindes, hvordan jeg i tidernes morgen, da jeg abonnerede på den sovjetiske statsavis Izvestija, engang læste en artikel med netop overskriften ”Kommunismen er humanismens højeste trin”! Men her har vi altså en vigtig del af forklaringen på, hvorfor grænsen kan flyde en hel del mellem den i grunden borgerlige oplysning og kulturradikalisme, og så kommunismen. Og en af de fælles ting er altså troen på, at historien har en bestemt retning mod et bestemt mål, og at der er tale om ikke alene en bestemt, men også en irreversibel proces. Deraf også fællesbetegnelsen ”progressiv”!
Romantikken i
Danmark
Vi går nu til udviklingen her i Danmark, idet vi tager nogle store spring frem mod 1920’rne og 1930’rne.
Romantikken i Danmark - eller den danske guldalder - var ikke revolutionær eller utopisk i en forstand, der svarer til det, vi beskæftiger os med her. Tværtimod, må man sige.
Men også i Danmark er romantikken alligevel modernitetens grundlag - igen på baggrund af Oplysningen. Vigtigt - også i vor sammenhæng - er synet på poesiens og digterens rolle, ja, i det hele taget på ”kulturen” som det medium, hvorigennem den store virkelighed åbenbarer sig. Vi kan her bare tænke på, hvordan Grundtvig har betegnet digteren (om end udtrykkeligt den kristne) som ”Livets kaarne Speider” (”Fortaleriim” til ”Roskilde-Saga”, US II 622).
Men nu vi er ved Grundtvig, skal vi jo også tænke på, at vel var enevælde-Danmark på overfladen et kristent land med en kristen enhedskultur, men i de dannede og toneangivende kredse var det - som Grundtvig fik det at føle - tidens idealistiske og kosmopolitiske ånd, der herskede. Vi kan bare tænke på Grundtvigs strid med H.C. Ørsted 1814/15. Der er, hvad dette forhold angår, ikke noget nyt under solen. Og vel måtte idealismen senere vige for naturalismen (det moderne gennembrud), men i hvert fald den fælles arv fra oplysningstiden blev ført videre.
Det er i dette foredrags sammenhæng interessant, hvordan bd. 4 af den meget marxistiske Gyldendals Dansk litteraturhistorie (dette bind udkom 1983) gør situationen op efter afsnittet om Oehlenschläger.
Man konstaterer, at Oehlenschläger gør oprør mod 1700-tallets dydspatriotisme - uden at kunne formulere et alternativ og uden at kunne indkredse problemet. ”Det kunne til gengæld Steffens”. Og der citeres fra Steffens’ niende indledningsforelæsning om talentets ”Collision med det borgerlige Selskab”.
Netop her har vi forklaringen på, hvorfor der nødvendigvis og altså under alle omstændigheder må være en eller anden grad af asymmetri mellem pdes. borgerskabet og hele det økonomiske og politiske establishment og pdas. kunstnerne og de intellektuelle.
Dette forhold kender selv jeg - som ellers på mange måder er et konservativt menneske. Og vi kender det vel alle i den særlige måde at være ”intellektuel” på, der gælder for os som præster. Men igen: Ligesom der ikke er noget i vejen med at have mere eller mindre utopiske drømme om fred og lykke for menneskene, således er det også ganske naturligt, at kunstnere og intellektuelle og kristne præster står på en - mere eller mindre kritisk - sidelinie i forhold til borgerskabet og den økonomiske og politiske magt. Det, der er spørgsmålet, er bare, hvornår det ryger ud ad tangenten, ja, hvornår der bliver tale om et sygeligt anti-forhold til det samfundssystem, der jo må være, hvis livet skal kunne trives og udfolde sig - for slet ikke at tale om, når man ude på den uborgerlige sidelinie begynder at alliere sig med totalitære kræfter, der udgør en direkte trussel mod ens eget samfund.
Netop vi som kristne præster må derfor være interesserede i, at der udvikles og udfoldes en kultur på et direkte kristent grundlag, en kultur, som nok er anderledes end den almindelige borgerlighed, men som - med al kritik - alligevel er loyal, og navnlig: en kultur, som pr. definition er vaccineret mod en ideologisk og totalitær dyrkelse af utopien.
Men tilbage til det sidste afsnit i bd. 4 af Gyldendals marxistiske litteraturhistorie. Her konstaterer man med slet skjult ærgrelse, at ”dydspatriotismen” i Guldalderen afløses af en ”naturpatriotisme”, hvor man i stedet for stænder og klasser ser ”naturens arter og familier som organiserende for følelsen”. Og jeg citerer nu fra det allersidste alinea-afsnit i bindet:
I ‘naturpatriotismen’ genoprettes således den patriotiske fællesskabsfølelse i en ny og politisk urevolutionær form, Men en form, der var uden udviklingsmulighed og deri skrøbelig. Den kunne for en kort tid danne grundlag for fantasifulde filosofier og selvberuste naturdigtninge, men rummede i netop denne form ingen mulighed for andre til at placere sig ind i fællesskabet (GHL 636-638).
Det moderne gennembrud
Uanset hvad man vil mene om den marxistiske vinkel, der anlægges i den netop citerede litteraturhistorie, er det klart, at den danske guldalder- og biedermeier-tid måtte afløses af noget, der svarede til det moderne gennembrud og naturalismen. Jeg for mit vedkommende kan bare ikke lade være at tænke på, hvor dejligt det ville have været, hvis for det første Grundtvigs eget program var slået igennem eller i hvert fald var blevet udmøntet i en egentlig alternativ kultur - som så, for det andet, videre havde været i stand til at gå ind i den nødvendige ”naturalisme” og modernitet.
Sådan blev det imidlertid ikke. Vi fik et moderne gennembrud ved Georg Brandes. Sådan blev det bare. Og vi har hermed linien: oplysning - romantik - moderne gennembrud, den linie, som kulturradikalismen blev næste punkt på.
Selve det moderne gennembrud og dets forfattere vil jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg mener ikke, man kan finde eksempler på forskrivelse til totalitarisme hos nogen af forfatterne her. At Brandes gik til angreb på det bestående samfund og den bestående kultur, er en anden - og på sin vis ærlig sag. Men der var ikke nogen af de store forfattere, der blev partisoldater. Drachmann og Gjellerup begyndte vel som sådanne, men slog om. Så var der Sophus Schandorph, men dels var han ikke nogen stor forfatter, dels kan hans trofasthed mod Brandes og det moderne gennembrud ikke på nogen måde sammenlignes med de senere kommunistiske forfatteres forhold til kommunismen og Sovjetunionen. Og der var jo ikke nogen totalitær bevægelse eller totalitær stat at forskrive sig til! Det blev der først efter 1917. - Hvordan man skal taksere halvfemserlyrikeren Johannes Jørgensens konversion til Romerkirken, ved jeg ikke, men jeg nævner det lige, idet jeg henviser til, hvad jeg i forbindelse med romantikken sagde om Romerkirken.
Når jeg overhovedet har omtalt Det moderne Gennembrud, er det dels for at vise forskellen mellem selv det allerhårdeste angreb på det bestående, og så forskrivelsen til totalitarismen, dels for at have det med som et vigtigt punkt mellem Oplysningen og kulturradikalismen, også i dens helt aktuelle, alment frisindede og ”humanistiske” form.
1920’rne og
1930’erne
Vi er nu efter det moderne gennembrud, og der foreligger en rig og mangfoldig litterær tradition, ikke mindst repræsenteret ved ”den store generation omkring århundredskiftet”. Men samtidig må man jo også sige, at det moderne gennembrud ikke var blevet helt så triumferende, som man fra begyndelsen af havde håbet, for slet ikke at tale om Den Første Verdenskrig og tilstanden af økonomisk og politisk krise.
Der er i tiden efter Første Verdenskrig mange forsøg på at dyrke det æstetiske eller poesien. Men dels viste det sig igen, at det ikke er så nemt endda at bruge kunsten eller poesien som religionserstatning, dels gjorde de sociale og politiske problemer i almindelighed og fascismens og nazismens opkomst i særdeleshed det vanskeligt at blive i elfenbenstårnet.
Som Tom Kristensen sagde i radioforedraget ”Kunst, Økonomi, Politik” (1932): ”Ungdommen må blive politisk” (GLH 7, 473; TBB 8). - Jfr. Poul Henningsens udtalelse - godt nok helt oppe i 1938 - i særnummeret af] ”Kulturkampen” (nr. 6-7: ”Det er romantik og falsum at tale om en upolitisk kunst” (TBB 8).
Jeg vil nu trække fire forfattere frem, som på mere eller mindre forskellig måde viser, hvordan det i denne situation kunne gå. (Det bliver en slags første runde; vi vender tilbage til dem i det afsnit, der bygger på Bent Jensens bog om Stalinismens fascination).
Martin
Andersen Nexø
Der er - også kronologisk - først Martin Andersen Nexø, hvis udgangspunkt jo var en elementær solidaritet med det proletariat, han selv tilhørte, og en religiøs tro på proletarens, ”Det nøgne Menneske”s vandring mod lyset (LHB 2, 125). Og i denne forbindelse en tro på det gode i mennesket. - Vi kender alle ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn”. Desuden hans noveller, hvori han ikke mindst fremtræder som en fin bornholmsk hjemstavnsforfatter, og hans erindringer.
Men allerede mødet med anarkistiske organiserede
landarbejdere i Spanien omkring århundredskiftet fik betydning for hans
politiske udvikling. Og idet Nexø så med skepsis på det danske Socialdemokratis
opsugning i det parlamentariske system, brød han efter den russiske revolution
i 1917 med Socialdemokratiet og var i 1918 med til at stifte Socialistisk
Arbejderparti, en forløber for Danmarks Kommunistiske Parti. I 1951 flyttede
han til DDR, hvor han boede til sin død (LHB 2,
Det er imidlertid ikke så svært at forstå, at det kunne gå Nexø sådan - til at begynde med. Det svære er at forstå, at han - med en fuldstændig blind tro blev ved at holde fast ved Sovjet- og DDR-kommunismen.
Men det kunne også være gået anderledes. Det var jo intet mindre end opholdet på Askov Højskole vintrene 1891-1893, der, som det hedder ”åbnede åndens verden for ham” (PDL 3, 506). Dog ikke kristendommens. Her peges især på, hvordan Askov-lærernes forsøg på at få kristendommen til at forliges med darwinismen kom til at virke mod hensigten. Der peges også på, hvilken negativ betydning det havde fået, at han som dreng på Bornholm - ved en fejltagelse - var kommet til at gå i Luthersk Missionsforenings søndagsskole (DTÅ I (1965) 490).
Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig, hvad der ville være sket, hvis Nexø havde forladt Askov Højskole som kristentroende grundtvigianer! Men sådan blev det altså ikke. Til gengæld brugte han hensynsløst det kristne billedsprog (som han kendte mere eller mindre udenad fra Bibelen og salmebogen) i sin senere socialistiske og kommunistiske forkyndelse, hvorved han er et klart eksempel på, hvordan kommunismen optræder som erstatningsreligion. - Det er i øvrigt ikke ualmindeligt, at afgjort ikke-kristne digtere rask væk gør en fri brug af elementer fra kristendommen - på samme måde, som man bruger fx den gamle græske mytologi, men jo også som noget mere, pdes. måske som et udtryk for alligevel en ægte religiøs længsel, pdas. måske ligefrem for at overtage, bemægtige sig dele af den hidtil herskende religion. - Vi skal ikke uden videre blive benovede, når digterne bruger kristne billeder!
Men hvad nu Martin Andersen Nexø angår, så lader han fx titelpersonen i romanen Morten hin Røde sige om den unge sovjetstat, at ”Vi skal tro paa det derovre ... Slipper vi troen paa det, kan vi lige saa godt opgi alting” (DTÅ I (1965) 476). Og videre, at ”vi jo alle sammen har drømt om Lenin [...] han rummer i sig alt hvad vi har lidt - og vore forfædre med - i to tusend Aar. Han vil gøre Kristi Løfter til Virkelighed - og han kan det!” (DTÅ I (1965) 477).
Hans Kirk
Herefter er vil jeg nævne Hans Kirk, som ganske vist var lægesøn og selv akademiker (cand. jur.), men hvis far faktisk var bror til Tabita fra ”Fiskerne”! Og gennem sin fars virke som læge i Hadsund lærte han menneskers fattigdom og sult at kende. Senere kom han på Sorø Akademi, hvorved hans politiske bevidsthed blev skabt og hans oppositionstrang styrket. Hans Kirk betegnes som periodens mest konsekvent marxistiske digter, og selv om han selv hævdede, at det var solidaritetsfølelsen med det jævne folk, der havde bragt ham dertil, må man sige, at han jo i kraft af sin baggrund og uddannelse også er typen på den intellektuelle kommunist - hvad han jo også virkelig viste sig som, når han fx optrådte som partisoldat i det kommunistiske dagblad Land og Folk.
Hvad hans indremissionske baggrund angår, så Hans Kirk denne bevægelse som en proletarbevægelse, hvis samfundskritik er afsporet i religiøs retning. Det er ligefrem blevet sagt, at Kirks fascination af Indre Mission skyldes, at han så en lighed mellem denne organisation og det kommunistiske parti! Det er også blevet sagt, at hvis man skulle konstruere en morale af romanen ”Fiskerne”, måtte den blive, at det er socialismens fællesskab, der er den sandhed, der befordrer også den enkeltes personlige lykke. Hvad Kirk jo naturligvis i sin direkte forkyndelse selv sagde rent ud.
Jeg har ikke umiddelbart kunnet se, hvornår Kirk blev medlem af det kommunistiske parti, men han var i hvert fald i 1926 medlem af og sekretær i foreningen Clarté, i hvis blad han skrev artikler. Desuden i de andre socialistiske tidsskrifter Sirius, Monde og Plan samt i de kulturradikale Kritisk Revy og Kulturkampen. (Samspillet mellem kommunismen og kulturradikalismen i 1930’rne skal vi vende tilbage til). Og han var 1934-41 medarbejder ved det kommunistiske dagblad ”Arbejderbladet”, og fra 1945 ved det kommunistiske ”Land og Folk”.
Af særlig interesse i vor sammenhæng er romanen Vredens Søn (1959), Kristi historie betragtet i datidens sociale og politiske lys, men som en analogi til vor egen tid. Bogen munder ud i en tro på, at folket en dag vil blive sin egen Messias!
Otto Gelsted
Den næste trediverforfatter i rækken bliver Otto Gelsted - selv om han er ti år ældre end Hans Kirk (1888 - 1898) og udgav sin første digtsamling i 1920: ”De evige ting” - en titel, vi jo ikke kan undgå at lægge mærke til. Samlingen er dog tydeligt præget af forbilledet, den panteistiske Thøger Larsen. Et andet forbillede var Johannes V. Jensen, om hvem Gelsted skrev en biografi allerede i 1913. Sin første kunstbog udgav Gelsted i 1919: ”Ekspressionisme”.
Med Gelsted er vi - på en anden måde, end det var tilfældet med Nexø og Kirk - helt inde centrum af den gåde, det - i hvert fald ved første øjekast - er, at følsomt poetiske og højt dannede mennesker kan forskrive sig til en totalitær ideologi som kommunismen.
Gelsted havde også sit ungdoms-møde med kristendommen, nemlig gymnasieårene på Jesuiterskolen i Ordrup! Ligesom Nexø på Askov blev Gelsted her - mutatis mutandis - af skolens polemik mod darwinismen drevet i armene på denne. Og, som det hedder, ”Jesuiternes skarpe logik blev vendt mod dem selv” (DTÅ II (1966), 102). Men hans interesse for filosofien var blevet vakt. Og hans græsklærer kom, som det videre hedder, ”for skade at åbne ham døren ud til Grækenlands sol og blå hav”. (Vi kan sikkert også godt lægge noget særligt i, at både Gelsted og Paul la Cour dyrkede Grækenland: skønhedens og tankens ikke-kristne del af vor civilisations dobbelte fundament).
Men i 1918 var Gelsted med til at udgive en samling Brorson-digte! Og der tales også om en Brorson-tone i hans naturdigte.
Nu kan vi jo mildest talt ikke gå i detaljer her, men allerede disse skitse-rids tegner et billede af en mand, for hvem kristendommen var blevet lukket land, og som forgæves prøvede at finde hvile i naturlyrikken - som fx i digtet ”Det evige tomme” (”Henimod Klarhed” (1931)), hvor den truende tomhed med dens dødsbegær manes bort med linierne:
Ud til de fjerneste sole,
ind i de mindste fnug
hører jeg skabelsen suse
som et eneste vældigt
fødselssuk.
(DDL
168. - PDL 4, 68)
Heller ikke det græske engagement gav Gelsted ro, og allerede inden han i studentertiden lærte Hans Kirk at kende, var han - ad filosofisk vej (via Kants kriticisme!) - nået frem til marxismen, som han vist bekendte sig til allerede i 1924, og i 1928 rejste han til Sovjetunionen. Han skrev i venstreradikale og kulturradikale tidsskrifter, og fra 1936 til sin død i 1968 var han medarbejder ved de kommunistiske dagblade (altså først Arbejderbladet (må det være; fejl GDF 151) og fra 1945 Land og Folk).
Gelsteds nære samarbejde med Poul Henningsen (som han efter sigende løbende opdaterede ud af sin omfattende dannelse) og kulturradikalismen må nærmest betragtes som knudepunktet i det dobbeltspor, jeg her forsøger at tegne. Men helt nemt var det ikke. Vel lykkedes det i vid udstrækning kommunisterne at styre de fælles progressive aktiviteter, men det var ikke alle, der lod sig styre. Så vidt jeg er orienteret, holdt PH selv sin sti ren, for så vidt angår holdningen til stalinismen. Men altså ikke mere, end at han havde et meget tæt forhold til og samarbejde med Otto Gelsted.
Efter Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939 var det slut med folkefronten mod nazismen, og de borgerlige kulturradikale blev skarpt kritiseret for deres manglende historisk-dialektiske indsigt. Med Nazi-Tysklands svigefulde overfald på det allierede Sovjetunionen i sommeren 1941 fik piben atter en anden lyd.
Til sidst et eksempel på, hvad det følsomme og højt
dannede menneske Otto Gelsted kunne bringe sig selv til at sige i kommunismens
navn. Han betegnede i en artikel i tidsskriftet ”Kulturkampen” sit standpunkt som ”revolutionær humanisme” og
erklærede i den forbindelse, at ”jeg kan gå med til vold, diktatur og terror,
sådan som man kan gå med til en livsfarlig operation. Men det er i det højeste nødvendige onder, der
kun kan forsvares som gennemgangsled til en ny, rimeligere samfundsorden”. -
Bemærk, hvordan den intellektuelle kommunist afslører sig i brugen af ordet ”rimeligere”!
Paul la Cour
Som et bidrag til forklaringen af gåden Otto Gelsted nogle få ord om Paul la Cour, som er den enkeltdigter, jeg indtil videre har beskæftiget mig mest med i forbindelse med mit litteraturhistoriske projekt. Og det har jeg vel at mærke, fordi han er det måske stærkeste og klareste eksempel på brugen af poesien som religionserstatning. Eller sagt på en anden måde: Hos Paul la Cour er der netop den sammenhæng mellem livsfølelsen og den litterære poesi - og omvendt - jeg sigter til i min projekt-arbejdstitel. Der mangler bare fortsættelsen: ”i det kristeligt nødvendige livsengagement”!
Og det lykkedes jo ikke for la Cour. Hans digtsamlinger fra 1920’rne rummer en traditionel skønhedsdyrkende lyrik, men fra og med samlingen ”Den tredie Dag” fra 1928 bevæger han sig frem mod en af bla. Henri Bergson inspireret lyrik, som er et forsøg på at trænge bag det værendes former til dets varen (la durée), frem mod en enhedsoplevelse af ”tingenes tale”, ”de fortryllede dage”, ”det åbne” osv. Hans lyriske bestræbelse kan ses som en stadig gentaget og fordybet kamp for at realisere det symbolsprog, som udtrykker og rummer hans inderste livsoplevelse, hans livstolkning: livet som den rene modsætningsløse væren.
Men fra begyndelsen af 1930’rne bevæger han sig over mod en social digtning, der skal træde i et tjenende forhold til den krisehærgede samtid. Det er blevet sagt, at han nærmest tog det sociale engagement på sig som et kors, ja, at der i samlingen ”Dette er vort liv” fra 1936 udtrykkes en skyldfølelse og et ansvar over for den yngre generation nu, hvor man står over for truslen fra fascisme og krig. I modsætning til Otto Gelsted formulerede han sig dog ikke direkte politisk, eller i hvert fald kun lidt. Ikke desto mindre opgav han i 1949 sin tilknytning til kredsen omkring Heretica (se nf.) og knyttede sig til det kommunistiske parti - så vidt jeg har kunnet se (DBL 446) dog uden direkte at blive medlem af det. Men hvor meget dette har været en del af folkefrontsstrategien fra partiets side, ved jeg ikke. Fx skal den store kommunist-fortaler og -forsvarer Mogens Fog jo efter sigende også kun have været ”knyttet” til partiet.
Der kunne siges meget mere om 1930’rne, der jo i det hele taget ikke just var demokratiets store årti. Der var som bekendt også folk, der sværmede for fascismen og nazismen eller havde tilbøjeligheder i den retning. Ud af individualismen og æsteticismen søgte man mod det autoritære. Og netop i vor sammenhæng er det værd at lægge mærke til, hvordan Tom Kristensen i romanen ”Hærværk” fra 1930 lader både katolicismen (som dog helt afvises) og kommunismen (som måske forbliver en mulighed) være udveje for den rådvilde Ole Jastrau.
Bent Jensen
og hans stalinisme-bog
En - på flere måder! - god overgang fra 1930’rne til perioden fra 1945 til i dag vil være at se lidt på Bent Jensens berømte - og i det gode selskab berygtede - bog ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Og det er der flere grunde til.
Som den første vil jeg nævne, at uanset at det selvfølgelig er særdeles fortjenstfuldt, at Bent Jensen har skrevet denne bog, har dens modtagelse jo vist, at der næppe er mange, der er blevet omvendt af den. Man omvender simpelt hen ikke nogen ved at præsentere dem for side op og side ned af rædsler og uhyrligheder (det samme gælder jo den senere bog ”Gulag og glemsel”).
Og så er der for det andet netop den modtagelse, denne bog har fået i de toneangivende kulturkredse, og som Bent Jensen skildrer i Efterskriften til andenudgaven fra 2002. Denne modtagelse er det måske stærkeste eksempel på, hvad jeg har prøvet at vise med dette foredrags tosporethed, nemlig at der også hos de ikke-marxistiske progressive og humanistiske intellektuelle er tale om en totalitær holdning, der ikke tåler virkelig modsigelse og kritik, heller ikke kritik af den sovjetkommunisme, de selv højtideligt erklærer sig for modstandere af. Princippet er: Jeg er også kritisk over for mange ting den sovjetiske historie, men jeg vil ikke være med til at styrke højrefløjen.
For det tredje indeholder bogen en lang række eksempler på, hvad venstreorienterede intellektuelle har kunnet få sig selv til at sige. Jeg vil om lidt citere noget af, hvad Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Otto Gelsted har sagt. Endelig præsenterer Bent Jensen i bogens sidste kapitel en bred vifte af mulige forklaringer på, hvorfor det har kunnet gå så galt for så mange af de bedst begavede.
Jeg vil først drage tre Martin Andersen Nexø-citater frem.
Under en rejse til Sovjetunionen følte Martin
Andersen Nexø sig hensat til ”en tur gennem Tusind
og een nat, bolsjeviseret - fortryllende vågen”, og efter rejsen sendte han
mange tanker til ”den ny verden, Sovjetunionen, hvor livets flod rinder uhæmmet og ren over krystalklar bund” [fremh. her] (SF
Om den anden af Moskva-skueprocesserne (1937) skrev han i tidsskriftet ”Sovjet i Dag”, at nu kunne den sovjetiske befolkning ånde lettet op:
Det russiske folk har længe haft en ængstelig følelse af at have giftigt kryb på sig uden klart at vide, hvad der snyltede på dets livskraft. Nu er ormereden afdækket, og uhyggen viger for glæden over, at krybet er dræbt (SF 124).
Og i ”Nyt Land” (1939) skrev Nexø om Sovjetunionens angreb på Finland og besættelse af de baltiske lande:
Hvad Sovjetunionens fredelige udrensning omkring Østersøen betyder i fremtidig sikkerhed for Skandinavien og især for Danmark, kan selv en blind se (SF 144).
I anledning af Stalins 70-års fødselsdag i 1949 hyldede Hans Kirk ham som ”det forbilledlige menneske”, ”Folkets kærlighed”, ”en stor humanistisk skikkelse”, ”elsket og beundret af dem, der tror på socialismen” (SF 162).
Og hvad Otto Gelsted angår, har jeg fundet følgende:
I en artikel med titlen ”Sandhedens magt” i tidsskriftet ”Dialog” (3-4 1960) ser Gelsted sovjetsamfundet som en opfyldelse af drømmen om et bedre og fornuftigere samfund idet han ser Stalin som ”det store menneske”, der førte masserne ”bort fra forældede traditioner og hen imod fornuftens lys” (SF 184). ”Stor er fornuftens magt, og den vil sejre” (SF 210). - Bemærk de tre gange fornuftig/fornuft!
Paul la Cour
citeres ikke i Bent Jensens bog! -
Men desto interessantere er det, at selv han altså mente at burde lægge sig tæt
op ad det kommunistiske parti og forlade kredsen omkring Heretica og give sig til at skrive i ”Dialog”(?). - Det tjener også
til la Cours ære, at han i sin anmeldelse af Nordahl Griegs roman ”Ung maa
Verden endnu være” (1939), som Hans Kirk i sin anmeldelse lagde sig fuldstændig
ukritisk bag, spørger: ”Med hvilken Ret kan Kommunismen kræve Vold af sine
Tilhængere”. La Cour afviser dog ikke voldens nødvendighed i konkrete
historiske situationer! (GLH 7,
I kapitlet ” Forklaringer på fascinationen” gør Bent Jensen - bla. ved at citere den polske filosof Leszek Kolakowski, der oprindelig var professor i marxisme ved universitetet i Warszawa - forholdet op således:
Blandt motiverne til dette selvbedrag nævner Kolakowski [se
nf.] en desperat tro på drømmen om menneskehedens broderskab, typiske
intellektuelle illusioner om ”historiens fremskridt” (manifesteret i
stalinismen), længsel efter en universalnøgle til at åbne for alle
hemmeligheder i historien, videnskaben og politikken, et ønske om at ride med
på historiens bølge - dvs. være på de sejrendes side - og dyrkelse af vold, som
ifølge Kolakowski (der har /199:/ mange års
førstehåndserfaringer fra Polen) øver så stor tiltrækning på mange
intellektuelle [NOTE (15): ]. Hertil kan føjes trang til at underkaste sig
magtfulde bevægelser og institutioner, frustrerede politiske ambitioner,
intellektuel forfængelighed og skyldfølelse på grund af en privilegeret
tilværelse. Alle disse motiver synes at kunne sammenfattes i behovet for en erstatningsreligion, der igen hænger sammen
med et undertrykt religiøst behov og en angst for at leve livet på eget ansvar,
ubehaget ved selv at skulle søge sandheden. Stalinismen var en religion
forklædt som videnskab, der gav nogle en følelse af at kunne forstå og forklare
alt (
Og jeg har sådan set ikke noget at føje til her, selv om det med voldsdyrkelsen og den nærmest masochistiske underkastelse under magten vel ikke gælder alle. Snarere tror jeg, vi skal være opmærksomme på det med de frustrerede politiske ambitioner og den intellektuelle forfængelighed. Jeg har i hvert fald ofte selv overvejet, om de intellektuelles og kunstnernes nærmest hadefulde holdning til vort eget samfund og dets autoriteter, herunder traditionens autoritet, kan skyldes det forhold, at de pdes. betragter sig selv som de sande autoriteter og ledere. men pdas. må erkende, at de jo ikke selv udøver nogen direkte politisk magt. Det er i denne henseende værd at notere sig, hvad Niels Barfoed i sin bog (”I unåde”) om den - på grund af den kommunistiske antisemitisme - frafaldne kommunist Peter P. Rohde drager frem om dennes følelse af netop magt ved at være i besiddelse af den kommunistiske forståelse af historiens gang og ved at være med i den dertil svarende kommunistiske verdensbevægelse (foreløbig ikke stedfæstet).
Bent Jensens bog blev genudgivet i 2002, og i en Efterskrift til denne udgave beretter Bent Jensen om, med hvilket had og hvilken forargelse førsteudgaven i 1984 var blevet modtaget, selv om han også opregner en række navne på folk, der forsvarede ham. Og altså netop forsvarede ham! For i store dele af debatten omkring udgivelsen endte Bent Jensen med, selv at blive skurken. Man talte ligefrem om Bent Jensen-debatten! (SF 216), og den fandt især sted i dagbladene Information og Politiken, hvis medarbejdere og læsere åbenbart ”følte sig hårdest ramt og måske i nogle tilfælde anfægtet” (SF 216). Jeg har dog ikke kunnet finde digtere blandt de navne, Bent Jensen opregner. Det er typisk journalister, debattører og ikke-kunstner-intellektuelle, der har ført sig frem - bla. Mogens Fog som, jo også er et af de store navne i selve bogen; han beskyldte efter udgivelsen af bogen direkte Bent Jensen for at lyve, selv om der i det pågældende tilfælde havde været tale om det ordret citat fra et propagandaskrift af Fog i 1948 (SF 219). - Det er i denne forbindelse interessant at se, hvordan forfatteren og kritikeren Niels Barfoed i sine bemærkninger i KRITIK 158 til Bent Jensens omtale af den ovf. omtalte Peter P. Rohde-bog, skriver om Bent Jensen - nedladende og nedgørende. Og han er ikke den eneste. Alle Bent Jensens fjender (samt en mand som Niels Barfoed, der i hvert fald ikke vil risikere at blive regnet for hans ven) synes nærmest at have aftalt at omtale Bent Jensen på en måde, hvorpå der med en forbavsende ens metode sættes spørgsmålstegn ved hans akademiske standard. Man kan simpelt hen ikke være en rigtig akademiker, når man er så stærkt anti-kommunistisk som Bent Jensen!
Et i vor sammenhæng interessant eksempel er domprovst Jørgen Bøgh, som i en kronik i Jyllands-Posten ”lod forstå, at jeg var dum, mens han selv var begavet. Bøgh havde nemlig ført ‘avancerede’ samtaler med venstreorienterede intellektuelle i 1930’rne og drøftet ‘væsentlige problemstillinger’ med disse mennesker” (SF 217).
En vigtig side af denne sag er, at Bent Jensen
udtrykker sin undren over, ”hvor mange der holdt mund” (SF
Fra
kulturradikalisme til nyradikalisme
Da det jo i forvejen er et meget stort historisk overblik jeg har forsøgt at tage, og da eksemplerne fra 1930’rne er det stærkeste og mest oplysende, må jeg, for så vidt angår tiden efter Anden Verdenskrig, stort set nøjes med nogle stikord og henvisninger.
Det ville være meget interessant at komme nærmere ind på kredsen omkring tidsskriftet ”Heretica”, som jo på sin vis udgjorde et alternativ til den historie, jeg her i dette foredrag forsøger at tegne et skitse-kort over. Man forsøgte her et opgør med naturalismen, ideologierne og ”Tilværelsens totale Politisering” (Bjørn Poulsen), og positivt havde man et bredere og dybere eksistentielt og poetisk sigte, for nogles vedkommende ligefrem et kristent. I vor sammenhæng er det interessant, at digtere som Paul la Cour og Erik Knudsen på et tidspunkt var knyttet til ”Heretica”, men ret hurtigt forlod det til fordel for det det marxistisk-radikale tidsskrift ”Dialog” (TBB 9).
Heretica blev en - om end på mange måder sympatisk - parentes i den danske ånds- og litteraturhistorie. Her kunne være skabt et alternativ, og i et vist omfang blev der det jo også. Men fra 1960’erne blev det den såkaldte nyradikalisme og modernismen, der kom til at give tonen an. Ja, som litteraturprofessor Johan Fjord Jensen har påpeget, så sejrede nyradikalismen og kom til magten i modsætning til tredivernes kulturradikalisme, som trods alt var i defensiven (TBB 10). Man kan sige, at nyradikalismen blev en slags statsanerkendt og statsstøttet opposition. I sin ”Homo manipulatus” lader Fjord Jensen 60’ernes nyradikalisme omfatte næsten alle tidens progressive kulturelementer: fra venstrepartierne (herunder det nye Socialistisk Folkeparti) over venstrefløjen (med bl.a. Studentersamfundet) til de moderne revykomedier og den modernistiske kunst (LHB 362).
Og så kommer den nye politisering fra slutningen af 1960’erne af og op gennem 1970’erne:
Politiseringen i 60’erne og 70’erne satte sine spor i den
litterære debat. Ikke mindst venstrefløjen efterlyste en litteratur, der
beskæftigede sig med arbejderklassen eller landbefolkningens forhold. Målet var
en digtning, der tog politisk parti og hellere så litteraturen som kampmiddel
end æstetisk nydelsesmiddel. Nogen egentlig klassekampdigtning blev det ikke
til, selv om den politiske drejning var tydelig nok. [kampsange og agitatoriske
digte], men også i den mere blivende kunst gjorde tendensen sig gældende.
Eksempelvis fik en roman som fx Arne Herløv Petersens ”Imod fremtids fjerne
mål” (1975) betydning som et politisk værk om udviklingen i efterkrigstidens
Danmark. [...] Herløv Petersen tog entydigt parti imod kapitalismen og
udbytningen af arbejderklassen. (LHB
Så vidt jeg husker, blev Arne Herløv Petersen i sin tid berømt pga. en anklage for spionage til fordel for Sovjetunionen. Men han blev vist - stadig så vidt jeg husker - ikke dømt.
Bente Hansen, Erik Knudsen og Ivan Malinovski
Som ”stepping-stones” i perioden fra 1950’erne til 1980 havde jeg på forhånd haft Erik Knudsen og Ivan Malinovski i tankerne. Og så skete der på et tidspunkt det, at jeg et sted stødte på en henvisning til Bente Hansens bog ”Forfattere i/mod kapitalismen” fra 1975. Og den viste sig at være en ren guldgrube, idet den dels i sig selv er et gribende eksempel på 1970’ernes universitetsmarxisme, dels i såvel sin omtale af de to forfattere og deres forfatterskaber som i interview’ene med dem giver et godt indtryk af det forhold mellem poesi og utopi, der her er tale om.
Noget af det mest interessante ved denne bog er, at man her virkelig kommer til at se sagen fra disse venstreorienterede menneskers side. Navnlig er det oplysende at se, hvordan de i den periode, hvor vi andre følte, at det var dem, der var ved magten, udtrykker noget i retning af magtesløshed i forhold til den herskende kapitalisme! Som dog er sen-kapitalismen; de regner ikke med, at den har så langt igen. Navnlig er de meget begejstrede over det kommunistiske Vietnams sejr over amerikanerne, ligesom de lader til at se noget meget stort i Mao og den kinesiske kulturrevolution. Også Cuba ser de som et lysende eksempel.
Set i bakspejlet er det ikke så uforståeligt, at vi var nogle, der mente, at de venstreorienterede havde magten, mens de selv mente, at det var kapitalen. Sagen er jo, at vel var det forbløffende, som marxismen var kommet til magten på i hvert fald dele af universiteterne og i store dele af kulturlivet og undervisningssektoren, men samtidig fungerede det hele, som det altid havde gjort. Her i dette foredrags sammenhæng er problemet bare det, at vel kan de borgerlige producere varer og tjene penge og holde samfundet i gang, men de producerer ikke kultur på samme måde som fx Erik Knudsen og Ivan Malinovski. Derfor må en person som fx jeg selv i mange henseender snarere identificere mig med disse venstreorienterede kunstnere end med de borgerlige. Forskellen er bare, at jeg, om man så må sige, tager denne verdens vilkår til efterretning og ikke hengiver mig til utopien, ligesom jeg heller ikke tror, der findes en indsigt, der - som marxismen påstår om sig selv - kan se ind bag tilværelsens gåde. Hvortil kommer at jeg afskyr enhver form for totalitær adfærd.
Sagt på en anden måde: Da vi nu lever i denne syndige verden, vil folk som Erik Knudsen og Ivan Malinovski ikke kunne undgå at få mange træffere, når de skyder med spredehagl mod det kapitalistiske samfund. Og jeg er heller ikke selv ukritisk, da slet ikke nu, hvor jeg ser den globalistiske kapitalisme som en stor trussel. Jeg for mit vedkommende foretrækker alligevel det bestående samfund, hvor det så at sige blot er arvesynden i al almindelighed, der gør sig gældende, fremfor et samfund, der er styret af folk med en socialistisk ideologi - for slet ikke at tale om Sovjetunionen, Kommunist-Kina eller Cuba. Selv i bedste fald ville jeg finde det trist og kedeligt at leve i et samfund, der var styret af socialister som Erik Knudsen og Ivan Malinovski - som jo i øvrigt ikke ville komme til at styre noget som helst; det ville helt andre og helt anderledes grå typer som bekendt komme til. Også selv i bedste fald. Med alt, hvad der kan siges af dårligt om de vestlige samfund, så har de dog den store fordel, at fejlene kan korrigeres. Fordi vi har friheden. Det vil marxisterne ganske vist benægte. Men jeg har altid sagt, at det må komme an på en prøve.
Erik Knudsen
Hvad nu Erik Knudsen angår, så er han blevet sammenlignet med Otto Gelsted i den forstand, at også Erik Knudsen ”tog afsked med ‘poesien’ for at blive en samtidig digter”, idet dog hans kunstneriske løsning måtte blive en anden (PDL 6, 1977, s. 26). Erik Knudsens digtning blev meget direkte agitatorisk. Og ligesom Paul la Cour var Erik Knudsen en tid knyttet til Heretica for derefter at udvandre fra det og knytte sig til Dialog (PDL 6, 1977, s. 26). - Når det hedder, at Erik Knudsen blev ”en samtidig digter”, sigtes der formodentlig til sondringen mellem de (blot) moderne og de samtidige digtere
I interview’et med Bente Hansen siger Erik Knudsen om sit socialistiske engagement, at det begyndte allerede i hans gymnasietid. På spørgsmålet om, hvordan han oplevede 50’erne og perioden efter krigen, svarer han:
Jeg var inde i en meget skuffet og deprimeret periode efter krigen - Men Koreakrigen blev vendepunktet for mig. Forstår du, efter krigen kom opdagelsen af stalinismen, som jo slog benene væk under én. Koestler betød uhyre meget for mig og også for mange andre. - For jeg var jo sådan set stalinist - for eksempel i gymnasiet, der forsvarede jeg Finlandskrigen [...]
[...] - det var hårde tider, det var i 1939. Der var jeg fra at være venstremand [som faderen] og en kort overgang lidt socialdemokrat i realklassen så blevet socialist/kommunist i gymnasiet.
[...]
Men atombomben gjorde udslaget, der efter krigen. Nu begyndte en ny tilværelse og nu skulle der arbejdes for et nyt Danmark [...] - og man skrev en deprimeret ting som Blomsten og sværdet og Til en ukendt Gud. Så kom Korea-krigen, og man blev igen politisk (FIK 100).
Fra Bente Hansen-interview’et lige et par citater, som svarer til nogle af de ting, Bent Jensen fremhæver som motiver for de venstreintellektuelle:
Jeg ved ikke [hvordan han skal forholde sig til det forhold, at det er ret små kredse af befolkningen, han kommer i forbindelse med] - det kan godt være det er erfaringerne og læren fra Lenin og den russiske bolsjevisme som spiller ind der - men de var i sandhed også ganske få kredse - og de fik dog udrettet et og andet. Det er jo klart, at man som marxist er overbevist om begrebet det dialektiske omslag - at det der i dag er de ganske små kredse, det blir en dag flertallet. Hvis man ikke havde den overbevisning at mindretallet i dag er flertallet af i morgen, så ville man blive hæmmet i sit arbejde (FIK 85).
Og om modviljen - trods erkendelsen af i hvert fald stalinismens fejl - mod at komme til at levere ammunition til antikommunisterne:
[F]orestil dig nu, at vi [Erik Knudsen og Ivan Malinovski] skrev en kronik - bare i Information: ”Vi må indrømme vi tog fejl, socialismen er ikke det vi havde ventet”. De ville juble. Så bare dét at kunne holde sin fure og sin kurs, uanset hvor svært det er! (FIK 101).
Det tjener dog Erik Knudsen til ære, at han i Dialog-artikel ”Om den dialektiske Materialisme” (1950) kunne tale etikkens sag i forhold til den marxistiske videnskabelige indsigt:
Kampen for et bedre samfund er etisk bestemt. Der er intet i vejen for at en videnskabelig opdagelse ikke blot forandrer verden [jfr. Marx’ berømte udsagn om filosofiens rolle], men også forbedrer den. Men den nyskabte værdi kan kun bevares af mennesker, der er etisk bevidste. Hvis vi forsømmer videnskaben havner vi i overtro. Hvis vi forsømmer etikken havner vi i barbari, hvor meget vi end taler om ”retfærdig fordeling af goderne”, ”virkeligt demokrati” etc. (her efter DTÅ 3, 1966, s. 195).
Erik Knudsen var som nævnt ”socialist/kommunist” allerede i gymnasietiden, så at man altså ikke kan sige, at han er en digter, der er faldet tilbage på ideologien efter at have forsøgt at leve på poesien. Snarere må man sige, at der fra begyndelsen af har været en konflikt hos ham mellem det rent poetiske, lyriske, og så det politiske engagement. Det berømte digt Blomsten og sværdet (i samlingen med denne titel fra 1949) viser, hvordan han som digter går fra en mere rent lyrisk periode til en socialistisk kæmpende og forkyndende periode.
Og hvis vi går helt tilbage til hans barneår, hvor han ville være maler, kan vi finde den tiltrækning af den landskabelige idyl, som han bevarede livet igennem, men som kom i konflikt med hans politiske engagement. Bente Hansen citerer i denne forbindelse digtet ”Min Lundbyrus” fra hans debutsamling:
Jeg var ikke mig selv, jeg var Lundbye
sad trygt på barneskammel hos naturen,
lykkelig ene i det åbne land.
Den lave slette, himlens oceaner
blev tegnet ned og fyldte på papiret
synspunkt lidt som skyggen af et kløverblad.
Og jeg fik øjne. Alt sprang op som døre.
Jeg tegnede og skrev, jeg ville ikke
at drømmen skulle flyve. Jeg var stædig.
Jeg holdt den fast. Der sad jeg tolv år gammel
med verden som en hund ved mine fødder.
(Her efter FIK
I det allerede omtalte titeldigt fra Blomsten og Sværdet (1949) vises konflikten mellem idyllen/poesien og kampen således:
Gå ind i skoven? Nej jeg tør ikke gå
Hvor drømmens grønne kobbertræer gror
Lyt til fuglene! Nej jeg tør ikke tro
Sårene toner. Skønhed gør mig gal
Og vellyd ringer grusomt i mit øre
Hvad vil jeg i et skyggefuldt bedrag
Hvor solen sliber sine blanke løgne
Og blomsten dårligt skjuler sin foragt?
Farvel valdhorn, bukkar og kildevand
Farvel vor lille frokost i det grønne
Fra marken høres råb og våbenbrag
Ud hvor alt er nøgen dag
Hvor sværd lyner, spyd fletter
Himlens tag
Hvor faner brænder, trommer kalder
Fugl af reden
Ud hvor sejrens morgenrøde flygter
Og nederlagets sorte majestæt
Står fast
(Her efter FIK 49)
I Bente Hansen-interview’et erklærer Erik Knudsen,
at han identificerer sig 100% med det vietnamesiske
folk. At støtte dem er simpelt hen ”at redde mit eget liv - også at redde
Danmark. [...] [F]ra imperialisme og fascistisk reaktion” (FIK 84). Denne solidaritet
udtrykker han i digtet ”Til FNL”:
I bekæmper imperialismen udefra
Vi forsøger det samme indefra
Uden illusioner om modstanderens styrke
og vor egen svaghed
går vi til det daglige
underminerings- og oplysningsarbejde
inspireret af jeres stolthed
og i tillid til et eller andet
i os og vore landsmænd
som ikke er til salg.
(Her efter FIK 76)
Ivan
Malinovski
I Bente Hansen-interview’et fortæller Ivan Malinovski, at han blev politisk
bevidst, da han som ung flygtning, efter visse aktiviteter i modstandsbevægelsen,
i Sverige kom ind i en kommunistisk studiekreds (FIK
Ivan Malinowski har altså - som Erik Knudsen - været socialist fra begyndelsen af. Men hans to første digtsamlinger (fra 1945 og 1947), som han i øvrigt senere slettede af forfatterskabet, var, som det hedder, ”stærkt præget af hans flygtningetids indtryk af svensk lyrisk fyrtiotalisme og af ungdommelig patos (PDL 6, 1977, s. 144).
Gennembrudsdigtsamlingen Galgenfrist (1958) er en modernistisk, nihilistisk digtsamling, som dog er præget af det for Malinovski karakteristiske håb.
Om sin nihilisme siger Malinovski i et foredrag, der
blev holdt i Oslo for norske studenter i 1973, at ordet ”nihilisme” har fået
mange, forvirrende betydninger, men at han har brugt det ”i dets oprindelige
betydning: fornægtelsen, mangel på tro, ateisme i ordets videste forstand”. Og
om ordet ”tro” siger han, at ”Der er værdier der er så indlysende at ingen
behøver at tro på dem - det er heldigvis de fleste” (seksuel lykke, solskinnet,
et godt måltid mad, venskab, vin). ”Revolutionen er ikke nogen gud, det er en
krævende, kollektivt udført handling” (FIK
Med samlingen ”Åbne Digte” fra 1963 træder Malinovski ud af den modernistiske lukkethed, han - trods sin socialistiske overbevisning - som lyriker har befundet sig i. Digtene bliver udadvendte med konkret samtidsaktuel adresse (”Lumumbas mordere”, ”General Franco”), og håbet får en klart politisk karakter. I senere samlinger handler digtene om Vietnamkrigen, demonstrationer og arbejdskampe. Påvirkningen fra Brecht er tydelig. Om denne kategori digte siger Malinovski i sit ovf. omtalte Oslo-foredrag, at i modsætning til de digte, som ”er blevet til i den illusion at de udtrykte noget ‘almenmenneskeligt’, og i modsætning til de digte, der blot er ‘kritiske skildringer af de groteske forhold i forbrugersamfundet’, er det
en kategori af digte som, hvad enten de meddeler indsigter, fremlægger forslag, udsteder mobiliseringsordrer eller simpelt hen skildrer de herskende tilstande, opfordrer til en forandring af disse tilstande [...].
At frembringe digte af denne art, digte der med deres - begrænsede - virkning bidrager til de Øverstes fald og de Nederste befrielse, det er, hvad der i dag optar mig mere end noget andet. - (FIK 118)
Af særlig interesse for os er det til dels temmelig ”konfirmandteologiske” digt fra ”Åbne digte” ”Åbent digt til vorherre”, hvor Gud - som ikke er verdens skaber, men kun dens ødelægger - anklages for at være årsag til den splittelse i verden, som Malinovski havde skildret allerede i ”Disjecta membra” (”Galgenfrist”, 1958). ”Disjecta membra” refererer til en linie hos Horats om, at digternes ord bliver meningsløse, når de splittes ad, men her hos Malinovski er det hele tilværelsens nihilisme, der er tale om, hvor ”ingen / enhed er den sidste ingen grænse urokkelig”, ”hvor alting kun består af sine yderpunkter / hvor ingenting følgelig består”, men hvor der til allersidst alligevel udtrykkes et trodsigt håb: ”men dette splittede blod vil ikke dø / og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben”.
”Åbent digt til vorherre” er udformet som en slags anti-fadervor:
Fader vor
Du som er i himlen
Her har du anrettet Mer end nok [...]
Men Malinovski går dybere end den sædvanlige konfirmandteologi på teodicé-problemet, så det er ikke selve korstogene, inkvisitionen, koncentrationslejrene og gaskamrene eller ”Det Bedste” osv., han vil anklage Gud for; han vil anklage ham for at være ”den egentlige årsag / Til al denne elendighed”, for,
Stupid som en guillotine
Som en kæmpemæssig slagtekniv
At have flækket en samdrægtig verden
Sat godt op mod ondt og ondt mod godt
Skilt hovedet fra kroppen
Uddraget lyset af mørket
[...]
At have knæsat kampens princip
[...]
Du har sat fjendskab i verden
[...]
Denne ubarmhjertige skilsmisse
Dette dybe blødende snitsår i universet
Ja fader vor
Du som er i himlen
Bliv deroppe
Så bliver vi her
Og prøver at begynde forfra.
(DDL 3, 280)
Som eksempler på Ivan Malinowskis politiske standpunkt i midten af 1970’erne kan anføres følgende fra Bente Hansen-interview’et:
[Om sine rejser i 1950’erne] - Og Rumænien, det her store brogede, ret progressive bondesamfund, hvor man alligevel i en utrolig grad havde bevaret en kulturel integritet, hvor samfundet stort set fungerede på folkets vilkår så at sige. Det var i55. Rumænien - jeg tror, det er et af de lande i Vesten der har en chance
[Om klimaet i Danmark i 1950’erne] - [E]n tid af blomstrende paranoia. Et ord som ”politisk” var et uartigt ord, bare man sagde ”socialt engagement” var man stemplet som Moskva-agent [...] Min professor, Stender-Petersen [BC: i øvrigt en af skurkene i Bent Jensens bog!], fortalte mig, hvad jeg selvfølgelig vidste i forvejen, at jeg stod opført i de politiske kartoteker [...] .
Det slog indad. Jeg
selv sad og skrev hundredvis af forkrøblede fyrtiotalistiske
digte, ironiske, skepticistiske grimasser [...] Men
samtidig vidste jeg [...] lidt om hvad der foregik i Kina og den tredje verden,
det var godt (FIK
Herefter siger Malinovski, at han godt mærker, folk opfatter ham som meget pessimistisk, men at det er helt forkert.
Jeg ser ikke mindste håb for Vesten, det er rigtigt nok, og jeg tror ikke jeg nærer nogen illusioner om sammenbruddet [...] Men jeg er sikker på at menneskeheden går en strålende, ufattelig fremtid i møde, en fremtid vi ikke kan forestille os i vor vildeste fantasi, og at den fremtid er lige om hjørnet. Der er bare det ved det, at jeg forstår det som min opgave efter bedste evne at skubbe på den hældende vogn [...] Er det ikke logisk? Jeg mener - jo før udsugerklassen, globalt, bukker under, jo bedre. Indtil da er det efter min mening det rene gas at snakke om frihed og ligeret og alt det der (FIK 153).
Og om deltagelsen i en kulturkongres på Cuba i vinteren 1967/68 (sammen med Halfdan Rasmussen og Erik Knudsen):
Ja, det var simpelt hen - bortset fra landet selv, det er jo et stort drivhus for en intens barnlig sødme, side om side med den der store strenge retfærdige klarhed. Men det var jo kulturkongressen vi var nede til - og altså, kongresser det er ikke lige min livret, men dér sad jeg dag ud og dag ind og labbede i mig, jeg forelagde oven i købet en resolution. Det, der greb mig sådan, det var de ydmygedes og forurettedes stemmer, de Nederstes, dem kendte jeg selvfølgelig i forvejen, men dér var der kød på dem, bogstavelig talt, øjne man kunne se ind i (FIK 158).
Karakteristiske for, hvordan Ivan Malinowski dér midt i det, vi andre kalder de forfærdelige 1970’ere, ser på situationen i samfundet, er hans udtalelser om finkulturens, dvs. overklassekunstens, rolle: ”Den kunst vi kender og producerer er et undertrykkelsesmiddel over for de klasser der ikke har del i finkulturen” (FIK 166). Og han siger videre:
Jeg har ikke meget tilovers for kunsten, hvis den ikke er allemandseje, hvis den ikke er allemandseje, hvis den ikke gennemsyrer vores allesammens daglige tilværelse [...] jeg mener at kunst og liv burde være eet - og det er aldeles ikke nogen hovedløs utopi, sådan er det hos de fleste af jordens folk (FIK 166).
Og om disse forhold handler digtet ”De herskende ord er den herskende klasses ord” (Vindrosen 1972. ”Kritik af tavsheden 1974):
Kammerater, kunsten
Er et undertrykkelsesmiddel
Som skoler knipler love aviser.
Ordene lugter, Hækkerup
Har haft dem i munden.
Jeg taler magthavernes sprog
Jeg ved det, og ‘solen går aldrig ned
Over det sprog der lyver’. Alligevel
Prøver jeg på dette sprog
(det eneste jeg kan) at sige:
Lad os afskaffe al undertrykkelse
Herunder poesien. HVORFOR
Skulle ikke hverdagen
være et digt?
(FIK
Efter
halvfjerdserne
Det er muligt, jeg har overset noget, men det er mit bestemte indtryk, at der fra 1980’erne af ikke er eksempler, der svarer til Erik Knudsens og Ivan Malinovskis. Tværtimod kom der - af let forståelige grunde - en reaktion mod halvfjerdsermarxismen og den plat samfundsrelaterede litteratur. Og efter Berlinmurens fald og såvel Sovjetimperiets som selve Sovjetunionens sammenbrud i årene omkring 1990 ligger det ikke sådan lige for at føre sig voldsomt frem med selve den kommunistiske utopi.
Om firserdigterne hedder det i Gyldendals ”Litteraturhåndbogen”:
Selv om digterne ligesom hereticanerne tog afstand fra marxistisk ideologi og positivisme, og man enkelte steder kan finde metafysiske træk i deres poesi, delte de kun undtagelsesvis hereticanernes udpræget metafysiske og (kristent) religiøse livssyn. I stedet kom kroppen til at spille en anderledes afgørende rolle i afsøgningen af eksistensens grundvilkår. Af den grund blev digterne også kaldt kropmodernister. (LHB 1, 447).
Det er min egen opfattelse, at selve litteraturens hovedstrøm nu er æstetisk, formalistisk, postmoderne (jfr. her også det ovenfor nævnte begreb ”kropsmodernisme”!), men at det stadig er arven fra kulturradikalismen og nyradikalismen, man føler sig forpligtet på, når og hvis man vil eller skal markere sit politiske og ideologiske ståsted. Kommunismen er som sagt død, om end kun skin-død, så sent som for nogle uger siden hørte jeg Bente Hansen (hvis bog har været refereret og citeret ovf.) og en ung universitetslektor tale varmt om marxismen. Og det er da også klart, at nyliberalismen, markedsøkonomien og globaliseringen må have et modspil. Det store spørgsmål er bare, om dette modspil kan blive at demokratisk og pragmatisk karakter. Ellers er det jo miljøet og humanismen lig med Menneskerettighederne, det politiske venstre har måttet kaste sig over, det sidste med særligt henblik på forsvaret for indvandringen og hensyntagningen til islam. - Ved et tilfælde kom jeg for et par uger siden på DKP’s hjemmeside, hvor det blev bekræftet, at der stadig er nogle her i Danmark, der åbenlyst lever videre i den kommunistiske drøm. Og man er jo med i Enhedslisten m.m. Adressen er: www.dkp.dk.
-
Det eneste eksempel, jeg kender, på, at en forfatter har talt imod dén ”venstre-humanistiske” orientering, der tydeligvis stadig er herskende blandt kunstnere og intellektuelle - men jo så på en måde, der til fulde bekræfter, at det er sådan - er Jens-Martin Eriksens indlæg i KRITIK 159 (s. 61ff): ”Taktiske fortielser og strategiske løgne. Om multikulturalisme og politisk korrekthed”, og det vil jeg til slut referere og citere noget fra. - (Jens-Martin Eriksen har bla. skrevet romanen ”Vinter ved Daggry” (på baggrund af folkedrabene i Ex-Jugoslavien) og har (sammen med Kritik-redaktør Frederik Stjernfelt) udgivet rejsebogen ”Hadets anatomi” om sammenbruddet af det multikulturelle Bosnien).
Jens-Martin Eriksen indleder sit KRITIK-indlæg med at betegne den ”progressive” politiske korrekthed omkring multikulturalismen som en farceagtig gentagelse af halvfjerdsernes selvforståelse. For der er nu den samme rædsel for at blive stigmatiseret som reaktionær eller borgerlig, som der var dengang - bortset fra, at dengang var det mest på universitetet; ”nu har lammelsen bredt sig til hele samfundet” (s. 61). Jeg kan ikke nå at referere og citere artiklen udførligt, men må nøjes med, kraftigt at henvise til den, og så at citere to steder.
Multikulturalisme er lige så tomt et begreb som progressiv, idet det ikke har noget eksakt betydningsindhold. Det kendetegnende ved begrebet er derimod de mere løse associationer, der knytter sig til ordet og det forhold, at begrebet betragtes som en indgangsbøn [fremh. her], man afæskes for at blive anerkendt i offentligheden som et tolerant menneske. Man skal bekende sig til den, inden man træder frem, ellers kan man blive mistænkt for at have politisk-kriminelle hensigter. Vover man derimod at sige, at man ikke er multikulturalist [...] er man dømt moralsk uren. Derfor er der heller ikke nogen i den kulturelle verden, blandt dannede mennesker og andre selskabsløver, som vover at sige sådan noget.
[...] [At politisk korrekthed intet har med den kritiske
tanke at gøre kan man] forvisse sig om ved at kigge de indlæg efter i sømmene,
som forfattere og andre kunstnere [fremh. her] skriver til aviser. [...] Det er for det meste
bekendelser, rene konfessioner [...],
som udelukkende tjener en social funktion, snarere end en intellektuel, ved at
sikre en fortsat accept af forfatteren (s.
Og indlæggets sidste afsnit:
Hvad bliver der egentlig tilbage af oplysningsprojektet [NB! - fremh. her] i dette tomrum af taktiske fortielser og strategiske løgne? [...] For teokrati, stening, tvangsægteskab, forfølgelse af homosexuelle, drab på afvigere af enhver art, undertrykkelse af ytringsfrihed, dødsstraf for blasfemi - det kan vi alle sammen have hver vores mening om eller holde kæft, eller også kan vi snakke udenom, og den ene mening kan være lige så god som den anden. Det er nok sådan cirka dér, hvor vi er endt. I et sandt postmoderne helvede (s. 66).
Der er - i hvert fald som jeg ser det - mange ligheder mellem kulturelitens overvejende orientering her i postmoderniteten, og så de ting, der gjorde sig gældende i 1930’rne. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vor kulturelite vil kunne ende med at forholde sig til islamismen, som de fra 1920’rne og 1930’rne af og op gennem Den Kolde Krig har forholdt sig til kommunismen. For een ting er, at man i sin humanistiske utopi forholder sig ukritisk eller ligefrem positivt til indvandringen og islam, noget andet er at begynde at se kalifatet som utopiens mål. Der skal nok være nogen der gør det - hvor det så må være hadet til egen autoritet og den masochistiske trang til underkastelse, der må være motivet - men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at kultureliten som sådan vil ende med at hælde til den side. Så snarere en reformeret marxisme. Eller en justeret kulturradikalisme.
I allerbedste fald kan det måske ligefrem ende godt. Ja, hvis det ny-grundtvigske alternativ, jeg prøver at gøre mig til talsmand for, bliver en bare nogenlunde faktor, kan der måske ligefrem blive tale om et samarbejde mellem dem og os - svarende til Grundtvigs vision i Indledningen til ”Nordens Mythologi” om det kulturelle samarbejde mellem de gammeldagstroende kristne og ”naturalisterne med ånd”, hvilket jeg i den aktuelle og fremtidige sammenhæng oversætter til: ”åbne og ærlige postkristne humanister”.
Med dette fremtidsperspektiv er vor store tur fra oplysningstiden til i dag slut. Jeg håber, I har fået noget ud af den - og henviser endnu en gang til den godt og vel tre gange længere grund-version på min hjemmeside.
______________________________
DBL Dansk Biografisk Leksikon
DDL F.J. Billeskov Jansen (udg.): Den danske Lyrik III (1966)
DTÅ Gad: ”Danske digtere i det 20. århundrede”
FIK Bente Hansen: Forfattere i/mod kapitalismen. Omkring Erik Knudsen og Ivan
Malinovski (1975)
GLH Gyldendal ”Dansk litteraturhistorie” 4 (1983)
LHB Gyldendal ”Litteraturhåndbogen” (1981).
LTD Hans-Jürgen Schmitt (udg.): Die deutsche Literatur in Text und Darstellung
PDL Politikens ”Dansk litteratur historie” (1966)
PVL Politikens ”Verdens litteratur historie” (1972)
SF Bent Jensen: Stalinismens fascination og de danske venstreintellektuelle
(2. udg. 2002)
TBB Hans Hertel (red.): Tilbageblik på 30’erne (3. udg., 1997)
US N.F.S Grundtvig ”Udvalgte Skrifter”
ZRR Gerhard Schulz: Die deutsche Literatur zwischen Französischer Revolution und
Restauration. Erster Teil (1983)