»DET SÆRLIGT DANSKE«

 

Bent Christensen

 

 

Grundlagt den 2. maj 2011.

 

Senest opdateret 07.11.19: Svært at blive ven med danskerne. - Forrige: Nogle ting fra dagens radio og tv, fx om journalisternes måde at færdes på Christiansborgs gange på. - Forforrige: Link til og et par afsnit fra en sproghistorisk specialeafhandling sat ind i afsnittet om germanerne. Jeg kan ikke nå mere nu. Men det, der er sat ind, er meget interessant, bekræfter nok, at germanerne (eller "proto-germanerne") er vandret ind fra øst (hvad jeg jo også mener at have lært). - Tidligere: Oprettelse af nyt kapitel: Kapitel 9 Nutiden og fremtiden. - Forskellige aktuelle og almindelige ting - Forrige: Perioden 1536-1700 efter Dansk Identitetshistorie, bind 1. - Nu op til og med Indfødsretsloven 1776. - Men så holder jeg ellers en pause! -

 

Senere tilføjelse til dette 07.11.12: Da jeg nu har mange ting i gang på selve det poetiske hovedområde, kan det måske vare længe, før jeg genoptager arbejdet her på denne underside, om overhovedet. Det kan dog være, jeg begynder at arbejde "i punkter" også her, så at jeg altså fx indsætter enkeltting, jeg finder.

 

 

-  -  -

 

 

INDHOLD

De med helt småt skrevne kapitler og afsnit er endnu ikke sat på

 

00              INDLEDNING

 

01              KAPITEL 1 - Fra den mitokondrielle Eva til Harald Blåtand

                  Fra Afrika til Danmark

                  Fra sagntiden til Harald Blåtand

 

02              KAPITEL 2 - Middelalderen

                  Lidt sproghistorie

                  Eksempler fra middelalderens danske litteraturhistorie

                  Ordsprog

                  Folkeviser

 

03                  KAPITEL 3 - Fra Reformationen til slutningen af 1700-tallet

 

04                  KAPITEL 4 - Fra 1801 til 1870

 

05                  KAPITEL 5 - Fra 1870 til 1945

 

06                  KAPITEL 5 - Fra 1945 til 1965

 

07                  KAPITEL 6 - Fra 1965 til 2001

 

08                  KAPITEL 8 - Nullerne

 

09              KAPITEL 9 - Nutiden og fremtiden

                  Forskellige aktuelle og almindelige ting

 

10                  KAPITEL 10 - Almindelige betragtninger

 

 

-  -  -

 

 

DET SÆRLIGT DANSKE

 

 

INDLEDNING

 

 

Den 6. april 2011 bragte Lolland-Falsters Folketidende dette læserbrev af mig:

 

Det særligt danske

 

I Deadline 2. sektion søndag den 3. april 2011 blev det igen-igen diskuteret, hvad "det særligt danske" eventuelt måtte være - af Malene Busk og Michael Böss i anledning af sidstnævntes bog ”Republikken Danmark”.

 

Malene Busk sagde alle de sædvanlige kosmopolitiske ting, og Michael Böss var for svag, idet han stort set holdt sig til nogle - i sig selv udmærkede - almindeligheder om statsborger- og medborgerskab i en nationalstat.

 

Danskhedsmodstanderne forsøger ofte at sætte deres debatpartnere til vægs ved at spørge: "Hvad er så det særligt danske?". Hvilket som regel lykkes, idet svaret bliver en opremsning af almindelige vestlige samfundsmæssige spilleregler.

 

Måske skal man bare nægte at besvare spørgsmålet, idet man siger, at det er, som når man kører på cykel; hvis man tvinges til at forklare, hvordan man bærer sig ad med det, ender man i grøften! Eller man kan sige, at det er ligesom med det at trække vejret. Det tænker man jo heller ikke over, før nogen trækker en plastikpose ned over hovedet på en. I grunden skal man bare fortsætte med at leve sit liv som det, det nu engang er, nemlig et dansk liv. Og insistere på retten til det. Så vil det vise sig, hvad der kommer ud af det.

 

Det er dog også både muligt og nødvendigt at se nærmere på spørgsmålet. Og jeg tror, jeg vil gøre det. I blandt andet et stort historisk perspektiv. Det kan sagtens blive en side af, hvad jeg i forvejen arbejder med. Vi får brug for det i den fremtid, der tegner sig, og hvor der selv i bedste fald kan blive tale om en stor kunstighed og overfladiskhed. Der er bare ikke plads til mere lige her.

 

Dette kan ses som den første offentlige bebudelse af denne tekst. Jeg kunne simpelt hen ikke holde ud at blive ved at høre på hverken den ene eller den anden sides indlæg. Men man skal lægge mærke til, at jeg i sidste afsnit henviser til, "hvad jeg i forvejen arbejder med ". Og det er, helt kort sagt, et omfattende livs- og litterærpoetisk projekt med arbejdstitlen "Poetisk livsfølelse og litterær poesi i det kristeligt nødvendige livsengagement". Man kan se, at dette projekt blandt andet, men altså blandt andet, bygger på resultaterne af min mangeårige Grundtvig-forskning. Vil man vide mere, kan man gå på de andre relevante undersider.

 

Teksten her er altså ikke kun, og slet ikke først og fremmest, et bidrag til "kulturkampen". Men den kan forhåbentlig være et bidrag til "kulturen". Jeg betragter den i hvert fald selv som en del af mit projekt overhovedet - selv om den altså umiddelbart er foranlediget af danskhedsdelen af "kulturkampen". Og den er på den ene side ikke en "debatbog" og på den anden side ikke en videnskabelig afhandling. Jeg vil gerne præsentere den som en nødtørftig samling "betragtninger" over denne side af virkeligheden, nedfældet i tiden fra 5. april 2011 af. Og hvis jeg skal blive lidt i den grundtvigske sammenhæng, kan jeg måske føje til, at det nok ikke vil være helt ved siden af at karakterisere den metode, jeg anvender, som "historisk-poetisk".

 

Jeg vil i hvert fald i vidt omfang gribe sagen historisk, herunder i høj grad litteraturhistorisk, an, idet jeg dog også vil komme med mere almindelige og aktuelle betragtninger. Jeg tager udgangspunkt i Politikens Danmarks Historie og går punktvis videre ud derfra. Og jeg afsøger som sagt også litteraturhistorien. Men inden jeg kommer til bemærkningerne om denne teksts anlæg og opbygning, må jeg sige lidt om min egen position og mit eget forhold til sagen, altså til det, der sædvanligvis betegnes som det nationale og det folkelige.

 

Jeg vil ikke her komme noget videre ind på selve min egen livshistorie. Den bliver til dels inddraget senere. Men jeg kan henvise til undersiden "Erindringer". Det afgørende er, at jeg måske nok både i min genetiske udrustning og i min kulturelle baggrund er konservativt og især kulturkonservativt disponeret, men at jeg samtidig af flere grunde er indstillet på at gå i princippet fuldstændig forudsætningsløst til virkeligheden for at se, hvad der ude på Tilværelsens store mark kan godtgøre sig selv som noget, der er noget og betyder noget. Mit udgangspunkt er - selvbiografisk og dermed også for så vidt angår mit samlede projekt - faktisk den rene teoretiske nihilisme. Og selv om jeg, blandt andet ved at være blevet kristen præst, er kommet en hel del videre fra dette udgangspunkt, har jeg det altså stadig sådan, at alt må vise sin virkelighed og betydning på ny. I øvrigt ligger der også en form for "kulturnihilisme" i den sande kristendom, som jo består i, at man venter på denne verdens undergang og Guds Riges komme. Den sande kristne lader sig ikke imponere af "kulturen", og den sande kristendoms funktion er ikke at være kulturgrundlag eller civilreligion. Hvordan det hele så ellers kommer til at tegne sig i praksis, blandt andet i form af, hvad Grundtvig betegnede som kristendommens virkning til en side, er en anden sag. For slet ikke at tale om hele den "teologi om det kristeligt nødvendige livsengagement", der ligger bag hele mit projekt - som det lå bag Grundtvigs. Jeg kan også sige det på den måde, at jeg da virkelig elsker både Gud, Monarken og Fædrelandet, men at dette absolut ikke betyder, at jeg vil være med til at blande det hele sammen til en Gud-Konge-og-Fædreland-ideologi.

 

Jeg har i mit arbejde med det nu flere gange omtalte livs- og litterærpoetiske projekt løbende beskæftiget mig med spørgsmålet om det nationales og det folkeliges plads og betydning. Og det er klart, at det under alle omstændigheder har en plads og betydning. Som altså må godtgøre sig selv under min betragtning af den samlede virkelighed - på samme måde, som alle de andre dele af den - og som jeg hele tiden har vogtet mig for at gå for hurtigt og billigt til. Men nu er jeg kommet til at skrive denne tekst. Og den kan som sagt ses som en vigtig del af min beskæftigelse med denne side af sagen. Jeg håber, læserne vil finde, den lever op til de principper, jeg her har skitseret. Jeg har i hvert fald selv oplevet en stor elementær glæde ved at se tilbage på hele min fortid - fra bogstavelig talt de allerældste tider af og efter de her skitserede principper. - Jeg kan i denne forbindelse sætte det første digt ind i den række af ofte meget elementære digte, jeg har fået skrevet i forbindelse med (i dette tilfælde dog forud for) arbejdet med denne tekst (Digt 1):

 

Kast dig ikke over historien før tiden

lad dig ikke friste af de gamles nemme spor

lad dig ikke presse af de kloges flade had

gå til den når du er rede

den er alt hvad der har været

fra Big Bang af

fra de første levende molekyler af

og den står op af jorden alle vegne nu.

 

(Sat på min Facebook-væg som Ugens digt, uge 9/2011).

 

Og som Ugens digt, uge 21/2011, satte jeg denne sang på:

 

Folkeligt må intet være. En slags genklang.

 

Jfr. Grundtvigs "Folkeligt skal alt nu være",

hvis melodi også bruges her.

 

1.

Folkeligt må intet være,

lød igen de kloges bud,

traditionen kan kun snære;

vi skal se i verden ud.

Og de sad i glascaféer

med de rigtige idéer

eller rejste vidt omkring

for at se de samme ting.

 

2.

Men man kunne også dyrke

gamle stammer, fjerne folk;

her så stor eksotisk styrke

mangen globalismetolk.

Kun vort eget var for farligt

ja, direkte uforsvarligt,

her var selv den mindste sti

vejen til konflikt og krig.

 

3.

Men nu har de nye kloge

også bag sig deres tid;

de kan melde, overvåge,

har dog tabt i denne strid,

for de fleste ønsker andet

end foragt for fædrelandet,

i det mindste fred og ro

for den store fremskridtstro.

 

4.

Hvad er så det folkelige

andet end en baglæns drøm?

Hvad vil danskhed mon nu sige?

Ved du det? Sig frem, bedøm!

Det er svært at finde svaret,

selv om meget er bevaret.

Hvordan trækker du dit vejr?

Den er også ganske svær!

 

5.

Når du på din cykel kører,

heller ikke alt du ved;

hvis det kun til spørgsmål fører,

falder du i grøften ned.

Vi vil bare selv bestemme

i vort danske liv herhjemme.

Hvem kan kræve noget svar?

Vi er, hvad vi er og har.

 

6.

Vi dog også selv må spørge,

hvad vi kan og ikke kan,

vi må hele tiden sørge

for at gribe alting an

på den rette, sande måde;

meget står jo som en gåde.

Det er ikke altid let;

fakta har dog altid ret.

 

7.

Helt forfra vi må begynde

som med meget andet godt,

på en ny sang stille nynne;

før var meget alt for flot.

I det små må ses det store,

hvad man før så ellers gjorde;

først med dette bud adlydt,

bli'r det gamle atter nyt.

 

Formålet med denne tekst er at få givet nogle svar på spørgsmålet, hvad "det særligt danske er", og altså ikke bare som en mere eller mindre særlig variant af nogle universelle civilisatoriske og samfundsmæssige spilleregler, men som en særlig måde, eller nogle særlige måder, at leve vor del af det fælles menneskeliv på. Og jeg vil som sagt i høj grad gå historisk til værks. Det bliver ganske vist ofte sagt, at man ikke skal se tilbage, men fremad. Men det gælder jo her, som det gælder i trafikken, at man ikke har set sig for, før man har set sig tilbage, eller altså at man ikke kan orientere sig mod fremtiden uden at kende fortiden. Desuden er hele historien i betydningen hele den del af menneskeslægtens liv, som er forløbet indtil nu, jo under alle omstændigheder en del af den samlede virkelighed, der i omfang overgår den helt aktuelle virkelighed adskillige tusind gange og altså dermed udgør et enormt reservoir af virkelighed. Og det samme gælder, for så vidt angår det danske folk og den danske nation.

 

Jeg vil derfor næsten begynde med "Adam og Eva", altså begynde med nogle betragtninger over menneskelivet overhovedet. Men navnlig vil jeg begynde med den germanske del af menneskeslægten, idet jeg - ganske kort - vil prøve at se, om det kan give nogen mening at tale om "det særligt germanske". Derefter vil jeg naturligvis forsøge noget tilsvarende, for så vidt angår "det særligt nordiske". Og først da vil jeg begynde at se på "det særligt danske" - af den indlysende grund, at det i alt væsentligt først er fra omkring vikingetiden af, det begynder at give nogen særlig mening at tale om dette. At der må blive tale om dels nogle meget store overblik, dels betragtninger af enkelte særligt udvalgte punkter og eksempler, siger sig selv.

 

Den første store periode i danmarkshistorien, jeg vil behandle, er perioden fra vikingetiden af og indtil 1536 (Reformationen), naturligvis med danernes kristning under Harald Blåtand som et afgørende skillepunkt. Den anden store periode er tiden fra 1536 til i dag, og så følger ellers en mere eller mindre nøje inddeling i hundredeårstal, altså 1700-tallet, 1800-tallet, 1900-tallet og de forløbne år af 2000-tallet og den helt aktuelle nutid. Jeg vil naturligvis til allersidst prøve at kaste et blik ind i fremtiden. Og dermed går jeg over til nogle mere almindelige betragtninger, blandt andet for så vidt angår det så ofte stillede spørgsmål, om alt dette overhovedet har nogen betydning, nu hvor vi lever i en globaliseret verden! Jeg vil derfor ikke komme ind på dette spørgsmål her i denne indledning, men straks gå til "Adam og Eva", især Eva!

 

Det siger sig selv, at jeg overhovedet ikke har kunnet lægge arbejdet med denne tekst an som en videnskabelig undersøgelse. Jeg er simpelt hen begyndt med Politikens Danmarks Historie fra 1963 - og med nogle almindelige, bredere søgninger på Internettet. Og i nogle sammenhænge er jeg ikke gået videre, medens jeg i andre sammenhænge er gået videre ad særligt interessante spor. Jeg har på et ret tidligt tidspunkt inddraget nogle sproghistoriske og litteraturhistoriske lære- og håndbøger. I nogle tilfælde angiver jeg kilder og henviser til benyttet litteratur, i andre ikke. Jeg mener, det ligger i hele den opgaves noget, jeg har stillet mig, og dermed også i produktions(tids)forholdene, at jeg har kunnet tillade mig at gøre sådan.

 

Til allersidst vil jeg understrege, at jeg ikke mener at have noget nationalchauvinistisk formål med denne tekst. Hvad det så skulle være? Der er vel ingen, der forestiller sig, at nogen skulle begynde at ivre for dannelsen af et Stordanmark, altså for gennem krige mod Tyskland og Sverige at få erobret Sydslesvig og Skåne tilbage?! Så er der selvfølgelig EU og indvandringen. Men hvis det at beskæftige sig med "det særligt danske", skulle være problematisk i disse sammenhænge, vil jeg sige, at så er det nok snarere EU og indvandringen der er problemet. Det må være en menneskeret(!) at beskæftige sig med sin egen identitet og sin egen historie. Jeg har altså villet have så lidt "kulturkamp" som muligt i det. Denne tekst er først og fremmest en del af min forholden mig til virkeligheden overhovedet.

 

 

d  d

 

 

KAPITEL 1

Fra den mitokondrielle Eva til Harald Blåtand

 

 

Fra Afrika til Danmark

 

Lidt i spøg, men også i ret stor alvor vil jeg begynde med Eva. Og det skal ikke være den bibelske Adams kone, men den biologiske eller mitokondrielle Eva. At man kan overveje forholdet mellem de to, er en anden sag, som jeg ikke vil komme ind på her, ligesom jeg heller ikke vil komme ind på den bibelske baggrund for det folkeliges og det nationales idéhistorie. Mit eneste formål med denne begyndelse er at pege på, at menneskeheden i biologisk forstand er en enhed, som vi nutidige danskere er en lille gren af. I hvert fald hvis man holder sig til den såkaldte Eva-hypotese, ifølge hvilken den mitokondrielle Eva eller mtDNA-Eva, der fremkom i Afrika for 100.000-200.000 år siden, er stammoder til alle medlemmer af (under)arten homo sapiens sapiens. Et citat fra Den Store Danske med et link:

 

Eva-hypotesen, palæoantropologisk hypotese om det anatomisk moderne menneskes oprindelse. Hypotesen blev formuleret i 1987 på basis af undersøgelser af mitokondrielt DNA (mtDNA), som kun nedarves fra mor til datter. I sin mest enkle form betyder hypotesen, at alle nutidige mtDNA-typer hos mennesker kan spores tilbage til en enkelt mtDNA-type eller populært sagt en enkelt kvinde, "Eva", der angiveligt levede for 200.000-100.000 år siden.

http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%c3%b8/Antropologi/Fortidsmennesket/Eva-hypotesen

 

Da denne undersøgelse af "Det særligt danske" indgår i mit samlede "totalpoetiske" projekt (se undersiden "Mit eksistens-rum") har den også udløst nogle digte (som også indgår i den løbende række af digte, jeg sætter på min Facebook-væg). Det første af disse digte (bortset fra det tidligere skrevne, i indledningen indsatte digt) kan jeg sætte ind her (Digt 2):

 

DEN MITOKONDRIELLE EVA OG MIG

 

Jeg hælder meget til Eva-hypotesen

om vor fælles stammoder i Afrika

for måske to hundrede tusind år siden

vores alle sammens moder

mtDNA'et viser det store fællesskab

bare sørgeligt at vi børn slås så meget

men der er også sket mange gode ting

stor mangfoldighed har udfoldet sig

her sidder for eksempel jeg

og er mig i Danmark!

 

Måske har den konkurrerende hypotese om regional kontinuitet dog en smule for sig. Eller der kan måske føjes en smule til Eva-hypotesen. Nemlig hvis det er rigtigt, at fx vi homo sapiens sapiens-mennesker her i Europa har i hvert fald en smule neandertal-dna i os. Jeg har søgt en del på dette spørgsmål, og mener at kunne se, at det allernyeste er, at det har vi faktisk. Jeg kan her henvise til en artikel i Berlingske VIDEN 07.05.10, som bærer overskriften "Du er en neandertaler". I de afgørende afsnit i denne artikel står:

 

Det opsigtvækkende resultat bliver præsenteret i det nye nummer af tidsskriftet Science og sætter et foreløbigt punktum i den årtier lange videnskabelige diskussion om, hvorvidt tidlige moderne mennesker parrede sig med neandertalerne.

 

Ifølge forskerne, med professor Svante Pääbo fra Max Planck-instituttet i Tyskland som leder, indeholder arvemassen i moderne mennesker uden for Afrika i dag et sted mellem en og fire procent DNA fra neandertalerne. Det er sandsynligvis en arv, der går 50.000-100.000 år tilbage, til da de to tæt beslægtede arter mødte hinanden i Mellemøsten og efterfølgende fik børn sammen.

http://www.b.dk/viden/du-er-en-neandertaler

 

02.02.17: Og der er vist kommet mere til siden.

 

Men homo sapiens neanderthalensis har levet her i Europa fra for ca. 250.000 siden og indtil for ca. 30.000 år siden, hvor de uddøde. Neandertalerne kendes også fra enkelte fund i Danmark fra Holsten-mellemistiden - det ældste kendte spor af mennesker fra Danmark. De ældste fund af homo sapiens sapiens i Europa er ca. 35.000 år gamle. Neandertalerne og homo sapiens sapiens har altså levet, om ikke sammen, så altså ved siden af hinanden, her i Europa i mere eller mindre 5.000 år. - Jeg understreger, at de ting, jeg anfører her, er plukket på Internettet, og at der på ingen måde er tale om en videnskabelig undersøgelse. Formålet med hele denne indledning er for det første at få understreget alle nulevende menneskers enhed (uanset detaljerne i og omkring Eva-hypotesen), men for det andet at få understreget, at der jo i tidens løb - og helt op til vor tid - har udviklet sig en stor mangfoldighed af den oprindelige og grundlæggende enhed. - Et link: http://da.wikipedia.org/wiki/Pleistoc%C3%A6n

 

Ligesom jeg fik skrevet et digt på grundlag af Eva-hypotesen (se dér) har jeg fået skrevet et digt om vort forhold til Neandertalerne (Digt 3):

 

NEANDERTALERNE OG OS

 

Hvor blev Neandertalerne af

forsvandt de bare

eller udryddede vi dem

efter at have dyrket lidt

forbudt sex med dem

det eneste der er tilbage

er i hvert fald nogle knogler

og måske nogle få gener

en sørgelig skæbne

for disse grove mennesker

kunne de være blevet til noget

hvis vi ikke havde været der?

 

Så vidt om vort tilhørsforhold til hele menneskeslægten. Jeg må hurtigt videre til det særligt danske. Men også her kan jeg gå langt tilbage, dog ikke længere end til tiden efter den sidste istid (for 12.000 år siden). Og så bliver spørgsmålet, om vi nulevende danskere på nogen måde stammer fra de efterkommere af mtDNA-Eva, der først kom herop. Det allermest interessante er, om vi har noget til fælles med de mennesker, der har lavet de gravhøje og stendysser, vi ser, når vi færdes i landskabet. Jeg vil først citere følgende fra Politikens Danmarks Historie (PDH):

 

Navnet "germanere" dukker første gang op omkring midten af keltisk jernalder som klassiske forfatteres betegnelse af de folkeslag, der sad i landene nord og øst for Sydtysklands og Frankrigs keltere. På grundlag af dette og af de foregående overvejelser kan vi sige, at Danmarks beboere i keltisk jernalder har været et nordgermansk folk med rod væsentligt i landets egen bronzealderbefolkning (PDH bd. 1, 1963).

 

Så vidt, så godt. Men, hvad vort forhold til stenalderens mennesker angår, er det, så vidt jeg ved, sidste nye en artikel af Henrik Bendix på videnskab.dk - Her skæres de første jægere og samlere ganske vist af. Men vi får da forfædre her på dansk jord tilbage til for 6.000 år siden. Jeg citerer de vigtigste dele:

 

Det var ikke [fremhævet af BC] de skandinaviske jægere og samlere, der fandt ud af, at det kunne være en rigtig god idé at dyrke jorden. Det var i stedet indvandrere, der satte gang i landbruget og dermed startede den tidsalder, vi kalder yngre stenalder eller bondestenalder.

 

Det skete for cirka 6.000 år siden. Og nutidens skandinaver er efterkommere af disse første bønder.

 

Det har et forskerhold med dansk deltagelse fundet ud af ved at analysere dna fra de gamle stenaldermennesker og sammenligne arvematerialet med dna fra moderne skandinaver. Forskningen er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology.

 

Forskerne, der blandt andet kommer fra Københavns Universitet og fra Aarhus Universitet, har dog ikke noget klart svar på, hvor indvandrerne kom fra - det vil yderligere forskning vise. Men det er sandsynligt, at de kom fra Sydeuropa, hvor befolkningen forholdsvis tidligt begyndte at dyrke jorden.

 

Indvandrerne tog ikke blot viden om agerbrug med sig op til Skandinavien, men også nye gener, som var forskellige fra stenalder-jægernes gener. Og nutidens mennesker har altså dna, der adskiller sig så meget fra de tidligere stenaldermenneskers dna, at forskerne kan konkludere, at vi ikke [fremhævet af BC] stammer fra folk, der boede i Skandinavien i den ældre stenalder.

 

I mere end tusind år levede de skandinaviske jægere og samlere side om side med bønderne fra syden. Men for cirka 4.000 år siden forsvandt jæger-samler-folket fra Skandinavien. (30. september 2009).

http://videnskab.dk/kultur-samfund/de-danske-landmaend-kom-sydfra

 

Igen kan det (som for Neandertalernes vedkommende) gyse i en, når man tænker over, hvad der kan være sket med det gamle jæger-samler-folk. Men det er under alle omstændigheder interessant, at vi altså så dog har en forbindelse 6.000 år bagud. Og er det nu også helt sikkert, at vi slet ikke har nogen genetisk arv fra de ældre stenaldermennesker? Jfr. igen forholdet mellem os og neandertalerne. - Bonde-folkets indvandring omtales i øvrigt også i Danmarks Historie bd. I, s. 97ff.

 

Indskud 22.01.13: Men nu er der ny forskning på vej:
http://politiken.dk/videnskab/ECE1875315/urdanskere-skal-kortlaegges-genetisk/

 

Det er til artiklen "Urdanskere skal kortlægges genetisk", hvori der til slut står:

 

Som noget meget vigtigt vil de 100 gamle genomer også kunne fortælle om folkevandringer.

 

Herunder give informationer om, hvorfra de meget tidligere bosættere i det område, der hen ad vejen fik navnet Danmark, oprindelig kom.

 

Forskerne anslår, at det vil tage mindst fem år at udarbejde det genetiske danmarkskort.

 

Indskud slut.

 

Og her fortsætter selve min oprindelige tekst med endnu et digt (Digt 4):

 

Har vi lidt DNA fra de første

der kom her efter isen

jeg håber det

åh Johannes V Johannes V

men ellers er det jo fra bønderne

der kom og slog sig ned

og blev gumpetunge

og dog

der var også nogle der sejlede

på et tidspunkt stillede hvert herred

med op til fem langskibe.

 

KOMMENTAR:

 

Dette digt er sat på min Facebook-væg som Ugens digt 1, uge 18/2011. - "Johannes V" hentyder til Johannes V. Jensens "Den lange rejse", som begynder med, at den unge mand Dreng søger fra de varme egne op mod istidsbræen. - To links, til hhv. bønderne og herred og langskibe:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/de-danske-landmaend-kom-sydfra

-

http://www.traeinfo.dk/archive/Traeinformation/Billeder/Viden_og_raadgvining/Trae_og_kultur/Traeskibet/Langskib_42-43.pdf

 

 

Man kan mene, at forhold, der går så langt tilbage, ikke har nogen særlig betydning i dag. Men jeg kan godt lide tanken om, at jeg i det mindste er i familie med de mennesker, der har lavet stenhøjene og stendysserne. Og så derfra og til at prøve at forestille sig, hvordan de har levet og følt og tænkt!

 

Men ellers er det jo germanerne, der er vore forfædre; det er i hvert fald det hidtil yngste trin af deres sprog, vi taler. Jeg vil dog afstå fra betragtninger over, hvad der af fx Tacitus har været sagt om germanernes særlige karakter - "det særligt germanske"! Jeg vil nøjes med at sige, at det ikke er urimeligt at tale om et vist fælles præg hos såvel de gamle germanske stammer som nutidens germanske folk, altså tyskere, hollændere (og flamlændere), frisere, nordboer og (meget blandet) englændere. Og det er interessant, at romerne ikke kunne sætte sig fast i området nord for Rhinen. Ligesom det er interessant at se, hvad der kom ud af det, da middelhavskulturen alligevel nåede op og forbandt sig med "disse rå folk", som Grundtvig (citeret efter hukommelsen) sagde.

 

Det afgørende er, at det Danmark, der dukker op i historien, har været befolket af germansktalende, dvs. oldnordisktalende, mennesker, der altså mere eller mindre også har haft en både genetisk og kulturel arv fra de mennesker, der boede i området før den germanske tid, og at både de germansktalende og de tidligere indbyggere pdes. har levet i en vis isolation i forhold til menneskene syd for området, men pdas. dels har været udsat for indvandring, dels har modtaget kulturel påvirkning sydfra. Stort set alt, hvad der sædvanligvis betegnes som "kultur", er jo kommet til os udefra. Så hele denne side af diskussionen om "det særligt danske" kan på forhånd lægges til side. Det afgørende er mødet mellem det menneskemateriale og den (primitive) livsform, der på forhånd var til stede, og så den sydlige kultur. Hvorefter så kommer den måde, resultatet af dette møde har udviklet sig på her - i en fortsat vekselvirkning med verden omkring os. - Jeg vil i denne forbindelse citere lidt fra Anders Bæksted: "Guder og helte i Norden" (1963, her forkortet G&H), selv om det jo er næsten 50 år gammelt:

 

Det antages, at Nordeuropas germanske befolkning, øst for Rhinen og nord for Alperne, er opstået i slutningen af yngre stenalder ved sammensmeltning af disse egnes ældre befolkning og de ved denne tid indvandrende nomadestammer med indoeuropæisk sprog og indoeuropæisk kultur. [...] [D]et er rimeligt at tro, at sammensmeltningen af dem har frembragt en befolkning, en nordeuropæisk eller germansk race [...].

 

Det varede øjensynlig temmelig længe, før de lokalt bestemte germanske grupper eller stammer optrådte som klart nationalt forskellige. [...] Og det ser ud til, at germanerne endnu i de sidste århundreder før vor tidsregnings begyndelse i det store og hele har udgjort en løs enhed, hvad sprog og almindeligt kulturtrin angår [...] (G&H 13-14).

 

Nordgermanerne, de germanske folkeslag i Skandinavien, boede langt fra kelterne, længere fra Rom (G&H 19).

 

Det har under alle omstændigheder haft betydning, at der længe før historisk tid har levet nogle mennesker her, som har fået en fælles historie, altså et fælles liv på et fælles territorium, og sammen er blevet påvirket af natur og klima og sammen har udviklet et fælles sprog, først urnordisk, så oldnordisk, og så dansk.

 

-

 

INDSKUD 02.09.19

 

Ved et tilfælde fandt jeg i dag under søgning på Nettet efter andre ting det mest udførlige, jeg indtil nu har set om germanerne og den germanske sproghistorie. I den store indoeuropæiske sammenhæng!. Det er Gilles Quentels kandidat-speciale Det Danske Ordforråd i den Indo-Europæiske Kontekst (dateret 2. juli 2009).

 

Jeg har ikke haft tid til at studere det nøje, men jeg kan se, at det er stærkt præget af (en jo af indlysende grunde et ret langt stykke berettiget) kritik af dyrkelsen af "det særligt germanske". Da det er udgivet af Syddansk Universitet, Center for Dansk (Kolding), og skrevet under vejledning af Erik Hansen, må det imidlertid anses for at være tilforladeligt, så jeg vil snarest muligt prøve at uddrage ting fra det, der er relevante på dette sted i nærværende tekst. Men det kan måske vare længe. Foreløbig kan interesserede bruge dette link:

https://www.academia.edu/21935159/Det_Danske_Ordforr%C3%A5d_i_den_Indo-Europaeiske_Kontekst_MA_

 

 

Men jeg indsætter nu også det, der er af allerstørst interesse i nærværende sammenhæng. Sproget er lidt underligt nogle steder, men forfatteren er nok franskmand (med et forhold til svensk). Jeg har i hvert fald set, at han nu(?) er professor ved University of Gdansk, Department of French Language Didactics. - Her er de vigtige afsnit fra 2009-specialet:

 

Dansk nedstammer selvfølgelig fra Nordgermansk, (og senere fra øst-norrønt). Det er nu meget vigtigt at adskille pre- og proto-germansk. Proto-germansk er moder-sproget for alle de germanske sprog. Proto-germansk er et IE sprog. I modsætning er Pre-germansk sproget (det er måske tale om flere sprog, beslægtet eller ej) som var talt i det germanske urhjem før de første IE indvandrer bosatte sig på stedet (Syd Skandinavien). Det implicerer, at pre-germansk ikke er et IE sprog (se 1.3). Proto-germansk er et teoretisk sprog udled fra de kendte germanske sprog ved hjælp af komparativ grammatik og lingvistik palæontologi, hvorimod pre-germansk er et virkeligt sprog (menneskerne som boede der talte nødvendigvis et eller andet sprog), man ved bare ingenting om det. De ældste runeskrifter fra den tredje århundrede e.Kr. er måske en form for Proto-Germansk eller Proto-Nordgermansk (Comrie 1987:70).

 

2.3.2 Germanske Vandringer 

 

I en indoeuropæisk kontekst, begivenhederne udspillede sig på denne her måde:

 

 – Trin 1: mellem 6000 og 3000 f.Kr. (alt efter hvilken hypotese man tager i betragtning). Indoeuropæerne begynder deres udvandring fra urhjemmet (som findes et sted øst i Europa: de baltiske land, den russiske steppe, Nord-kysten af det Sorte Have, Kaukasus, den frugtbare Halvmåne, alle hypoteser lokaliserer urhjemmet i Øst). De taler alle sammen proto-indoeuropæisk (PIE), som måske var delt i forskellige dialekter. Nogle af disse Indo-Europæere begyndte at vandre ud sildigere end andre (Kelterne f.eks), andre meget senere (Slaverne). De forflyttede sig i forskellige retninger, og dette forklarer hvorfor PIE spaltedes derefter i forskellige sprogfamilier (ifølge den strukturalistiske teori, i hvert fald).

 

 – Trin 2 : omkring 3000-2000 f.Kr en gruppe af disse PIE udvandrere bosætter sig i Syd-Skandinavien. I denne periode, begynder deres sprog (PIE) at forandre sig til proto-germansk. Måske begyndte denne adskillelse før udvandringen (var PIE allerede delt i forskellige dialekter?), i løbet af udvandring, (og fordi de var isolerede fra de andre IE-talende sproggrupper), eller når de ankom, ved kontakt med den oprindelige befolkning af Syd-Skandinavien (som talte et pre-germansk sprog)? Man har ikke noget svar til disse spørgsmål.

 

 

02.09.19-indskud slut.

 

-

 

Omkring år 200 e. Kr. har urnordisk skilt sig ud som en selvstændig gren af den germanske sprogstamme, og sproget i Norden har været fælles for hele området frem til omkring år 800, hvor der sker en spaltning i hhv. østnordisk (senere dansk og svensk) og vestnordisk (norsk, og senere islandsk og færøsk). Fra omkring 1050 kan man regne med en opdeling i de nuværende nordiske nationalsprog - som siden har fjernet sig yderligere fra hinanden.

 

Men det var jo ikke bare sproget. Der var også religionen eller mytologien. Og der var sagnene om de forskellige forhistoriske helte. Jeg kan selvfølgelig ikke komme nærmere ind på disse ting i denne række af såre beskedne betragtninger, men må (bortset fra lidt om sagnene) nøjes med at nævne, at der er en lang række ting, der enten er fælles eller tilegnet gods, der har fået et særligt liv i Norden og Danmark, eller som ligefrem er opstået her. Hvortil kommer den senere brug af at dette, først hos Saxo, som jeg senere vil komme lidt nærmere ind på, så i tiden fra omkring 1800 til mere eller mindre i dag, hvor jeg jo i hvert fald selv kan huske, hvor meget vi i de yngste skoleklasser lærte om de gamle nordiske guder og helte. Hele diskussionen omkring dette sidste forhold vil jeg også komme ind på senere, men det er under alle omstændigheder en kendsgerning, at disse ting gennem århundreder, ja, for så vidt årtusinder, har præget det, der i dag er det danske folk.

 

Et stærkt udtryk for, at mennesker, der bor sammen i længere tid, alene derved udvikler et særpræg, er fænomenet dialekter. Ja, man kan den dag i dag høre, at der på Vestlolland tales på en anden måde end på Midt- og Østlolland, ligesom der også den dag i dag kan iagttages ret store mentalitetsforskelle bare fra sogn til sogn. Det har jeg især kunnet mærke i min tid som sognepræst i henholdsvis Pedersker-Povlsker Pastorat på Bornholm og Døllefjelde-Musse-Herritslev Pastorat på Østlolland.

 

Men man kan jo også gå op i det allerhøjeste perspektiv og se på de forskelle, der er mellem menneskelivet i Asien og Europa. Ingen vil vel benægte, at der er tale om betragtelige forskelle. Og man kan indsnævre perspektivet lidt og se på forskellene mellem menneskelivet i, hvad jeg vil kalde den vestkirkelige og den østkirkelige del af Europa. Der går som bekendt en stor og meget tydelig kulturgrænse mellem de dele af Europa, hvor først romersk-katolsk kristendom og senere romersk-katolsk og protestantisk kristendom - og den mere eller mindre direkte deraf følgende kultur - prægede menneske- og samfundslivet, og så de dele af Europa, hvor den østkirkelige eller ortodokse kristendomsform herskede, med bla. den såkaldte cæsareopapisme (kejseren, i dag fx Putin, som hersker over det hele), men også med den store dyrkelse af den himmelske skønhed og herlighed, på bekostning af omsorgen for det daglige. Den vestkirkelige dels grænselande er Finland, de baltiske lande, Polen, Slovakiet, Ungarn og Kroatien. Heller ikke her vil nogen vel benægte, at der er tale om store og dybtliggende forskelle. Hvorfor går alting fx efter omstændighederne meget fint i Polen, medens det nærmest slet ikke går i Ukraine, og medens Hviderusland er Europas sidste regulære diktatur (og det heller ikke går ret godt i Rusland)?

 

Når der kan konstateres tydelige forskelle på både den ganske lille skala og på den helt store og ganske store, hvorfor skulle der så ikke også være væsentlige(!) forskelle på midterskalaen, altså den nationale skala?

 

Og bortset fra alle andre teorier er selve det, at en større eller mindre gruppe lever nogen tid - altså måske århundreder - i en eller anden form for afsondrethed, i sig selv nok til, at en særlig kultur udvikles. Måske er mennesket som "socialt dyr" ligefrem genetisk disponeret for det. Ja, måske kan sådan noget som "folkeånd" på den måde ses som genetisk funderet?! Så at altså sprog og lignende kommer til at udvikle sig ens inden for de pågældende grupper?

 

Jeg er også kommet til at tænke på, hvad der sker, når en gruppe mennesker er samlet blot nogle få dage på fx et kursus. Så udvikler der sig meget hurtigt både en særlig gruppeidentitet og et særligt sprog. Og der bliver skredet ind - mere eller mindre direkte, mere eller mindre hårdt - hvis nogen afviger for meget eller fører sig for meget frem. Jeg mindes særligt de gange, jeg har været på månedskurser på Præstehøjskolen.

 

Man kan også tænke på sådanne gruppefællesskaber som skoleklasser og militære enheder. Jeg husker fx en samtale, da jeg var lærer på Nakskov Gymnasium. Her sagde nogle erfarne lærere, at selv om de enkelte klasser var søgt sammensat så ens som muligt, udviklede de sig altid meget forskelligt. Og jeg husker mit sprogofficershold. Vi var almindelige rekrutter sammen, i samme deling, men sammen med andre, almindelige rekrutter, i september og oktober 1962, men så ellers alene sammen fra november 1962 til februar 1964. Her gjorde de ovenfor nævnte ting, også, og ikke mindst, de sproglige, sig i meget høj grad gældende. Og da vi under fortsættelseskurserne de følgende år var sammen med dem fra de ældre hold, var det meget tydeligt, at der var store identitetsforskelle fra hold til hold.

 

Jeg vil mene, at der her er tale om forhold, der på en måde kan minde om forsøg i mindre skala i et laboratorium, og som altså viser, at når en gruppe mennesker er samlet gennem århundreder på fx det danske territorium, vil der uundgåeligt udvikle sig ikke alene et særligt sprog (som det jo vitterligt har været tilfældet!), men også særlige skikke og omgangsformer og i det hele taget en særlig mentalitet og identitet.

 

De antinationale og antifolkelige kosmopolitter har travlt med at tale om "essentialismen". Men hvad nu, hvis det essentielle i disse sammenhænge altså helt grundlæggende ligger i generne hos det sociale dyr mennesket? I hvert fald i den forstand, at de her omtalte processer finder sted. Man kan så diskutere, hvor "essentielt" resultatet af dem er, altså i hvilken forstand der er tale om en særlig "folkeånd". Men her gælder det samme, som når man i det hele taget taler om "ånd". Der er vel fx ingen, der forestiller sig, at der ligger noget i retning af en meget fin luftart udbredt over det danske territorium, som virker i os alle sammen! Men hvis der nu dels er tale om nogle (i grunden fællesmenneskelige) genetiske anlæg, dels er tale om, at alle medlemmer af gruppen (folket) har fået en bestemt prægning eller programmering, der forplanter sig og udvikler sig fra generation til generation? - At der jo også i en eller anden grad er tale om særlige genetiske anlæg - om end måske ganske blandet - i en gruppe som de mennesker, der boede på dansk territorium i 900-tallet, har vel mindre at betyde. Jeg nævner det bare. For selv om der er mange skræmmende racistiske spor i historien, betyder det jo ikke, at der overhovedet ikke er genetiske forskelle mellem forskellige grupper af mennesker på forskellige territorier. For tiden kan det dog næppe undersøges. Det allernyeste er jo, at Europarådet for nylig (07.04.11) har vedtaget, at selve kønsforskellen mellem drenge og piger, mænd og kvinder er en "social konstruktion"!

 

En ny konvention fra Europarådet definerer køn som socialt konstrueret og ikke afhængigt af biologi, hvilket er helt i tidens ånd, mener Karen Sjørup, forsker og lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet. - Det er helt klart et fremskridt, at kønnene officielt defineres som socialt konstruerede, fordi det signalerer, at kønsrelaterede problemstillinger kan ændres. På den måde gør man op med kønsdeterminismen, siger hun. Ligestillingsordførerne Pernille Vigsø Bagge (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (Ehl) hilser formuleringen i konventionen hjerteligt velkommen, mens Pia Adelsteen (DF) helt afvisende kalder det noget fjolleri. (Kirstine Dalsgaard Larsen)

 

http://rucforsk.ruc.dk/site/da/clippings/europaraadet-vil-goere-koen-til-en-social-konstruktion(a60110bb-2893-478d-b596-82bd56f324ae).html

 

Jeg er ikke specielt optaget af sådanne forklaringer. Jeg prøver at forholde mig til virkeligheden, som den er, men vil ikke udelukke noget, når der nu faktisk kan iagttages fænomener af den art, der her er tale om.

 

Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på, at der i middelalderen var ting, kirken ikke ville have man sagde, men at der også i dag er ting, "kirken" (med kunstnere og intellektuelle som gejstlighed, men altså også i skikkelse af fx Europarådet) ikke vil have man siger.

 

Man behøver altså ikke ty til essentialistiske teorier eller organisme-tænkning, ja, måske ligefrem til en tro på "folke-ånden", for at forstå, at der siden sidste istid og især gennem de sidste godt tusind år har udviklet sig en særlig måde at leve som menneske(r) på her i Danmark. Afsondretheden kan være forklaring nok. Men der kan måske alligevel godt være en eller anden form for virkelighed i eller bag disse teorier og forestillinger? Se petit-afsnittet ovenfor! Hvad det under alle omstændigheder kommer til at gælde om i det herefter følgende hurtige ridt gennem historien, er at finde nogle eksempler på "det særligt danske", selv om det jo først er noget oppe i den historiske tid, de rigtig begynder at kunne findes. Og selv om der altså netop er en stor diskussion om det forhold, at det gamle stof er blevet brugt til, mere eller mindre at "konstruere" en særlig national bevidsthed.

 

Hermed slutter det afsnit, hvori jeg først og fremmest har fodsøgt at pege på det forhold, at det, der endnu i dag er det danske folk, naturligvis er en særlig lille gren på det store fællesmenneskelige træ.

 

TILFØJELSE 07.11.11: - Jeg har netop sat blandt andet denne "ekstraordinære mandagsbetragtning" på min Facebook-væg: Betragtning om identitet. - Jeg så i går det sidste af "Forskning på kanten" i DR 2. Her taltes der blandt andet om de forsøg, man har lavet med at dele nogle mennesker op i helt tilfældigt udvalgte grupper, og hvor det hurtigt viste sig, at der meget hurtigt både opstod såvel en identitetsfølelse som en magtstruktur i den enkelte gruppe og et modsætningsforhold mellem fx to grupper - i hvert fald i et enkelt tilfælde så voldsomt, at man måtte afbryde forsøget tidligere end planlagt. Dette ligger i generne. Jeg kan her også henvise til Ugens digt, uge 44/2011. (Jeg arbejder for tiden i det hele taget med forholdet mellem individ og fællesskab, også helt inde i poetikken og digtene). Men jeg kan også henvise til mine tidligere betragtninger i mit venstrehåndsarbejde "Det særligt danske". Det afgørende er, at identiteten altså ikke primært er en konstruktion. Det ligger i generne fra urmenneskenes flok-liv af, at identitet opstår. At dette også giver sig udslag i, at man fra gruppers eller staters side (yderligere) prøver at konstruere identitet, er bogstavelig talt sekundært. Det viser sig også, at der er meget dårligt og farligt forbundet med dette. Udsendelsen i går var netop den første af fire med fællestitlen "Ondskab". Der er også noget ondt i identiteten. Jeg vil, med et ord, mange i vor tid ikke kan lide, kalde det udslag af arvesynden. Eller man kan sige dele af Syndefaldets virkninger. Det gælder jo i det hele taget, at den foreliggende virkelighed langtfra er identisk med Guds skaberværk, som det fra begyndelsen og i grunden var meningen med det. (Men der er dog også stadig megen "skabthed i den"; det er det, der er den store gåde og giver den store smerte). Og dette gælder altså også fra den mindste gruppeidentitet af og op til nationalfølelsen, ja, "kulturkredsfølelsen" (jfr. fx et begreb som eurochauvinisme). Men sådan er altså virkeligheden. På godt og ondt. Og heller ikke denne del eller side af virkeligheden kan hverken ties eller tales væk. Vi kan ikke bekæmpe de onde elementer eller holde dem i skak ved at fornægte, at de findes, eller ved at prøve at bekæmpe også de gode elementer. Vi må tage virkeligheden til efterretning og prøve at få det bedst mulige - eller mindst dårlige - ud af det. - TILFØJELSE SLUT.

 

 

Fra sagntiden til Harald Blåtand

 

Sagntiden

 

Jeg citerer fra Politikens Danmarks Historie:

 

[F]ra jernalderens slutning begynder vi [...] at kunne vide noget om, hvad der har rørt sig i tidens mennesker, gennem de overleverede sagn.

 

De fleste landes ældste historie indeholder eller udvikler sig af sagn, og især er den danske sagnhistorie meget rig. Den er f.eks. langt mere omfattende end de øvrige nordiske landes. De danske sagn stammer skønsmæssigt fra tidsrummet o. 400-900, altså ældre og yngre germanertid (o. 400-800) og begyndelsen af normannertid.

 

[...] De gamle beretninger om tidlige konger og helte kan [...] på ingen måde betragtes som historisk pålidelige. De er fortalt fra slægtled til slægtled, og fra fortællerkreds til fortællerkreds, gennem op til 25 generationer, før de omsider blev nedskrevet, for de danske sagns vedkommende især i 1100- og 1200-tallet [...] (PDH II 12).

 

[...]

 

Sagnhistorien er imidlertid, som den store historiker Johannes Steenstrup har sagt, "et folks morgendrømme, alt hvad det kan mindes, da det vågner til historisk liv og søger at samle de flygtende erindringer. Men selv om sagnene ofte er uvirkelige og begivenhederne ikke er oplevet - eller ikke oplevet af danske - så er de dog som ældgammel erindring gået ind i folkets eje og har ved deres liv i menneskelige sjæle haft den store betydning at være nærende brød for folkets åndsliv, at kvæge dets fantasi og forme dets karakter". Det ville derfor være forkert at forbigå de berømteste sagn i en dansk historie (PDH II 13).

 

Når jeg har citeret alt dette, er det naturligvis, fordi det grundlæggende svarer til mit syn på disse forhold. Jeg udtrykker mig selv mere minimalistisk, men det gælder jo, som jeg ofte siger, at lidt er meget i forhold til intet, og der er for mig ingen tvivl om, at både de religiøse myter og nu disse sagn om konger og helte, for det første i en eller anden om end nok så beskeden grad er et udtryk for, hvordan vore fjerne forfædre har oplevet og forstået tilværelsen, og for det andet - og nok endnu vigtigere - i hele deres videre historie i folkets og nationens liv har virket tilbage på folkets, eller dele af folkets, forståelse, helt op til vor tid.

 

Det er umuligt for mig at gå dybere ind i disse ting, som der ellers ville kunne siges meget om (og er blevet sagt meget om). Det afgørende er, at vi overhovedet har haft - og stadig har - disse sagn, oven i købet i et rekordstort omfang.

 

Det er rigtigt, at "Det fælles mål for alle sagn-fortællingerne synes at have været at prise og vedligeholde krigeriske traditioner og vække de unge til tappert at efterfølge fortidens hedengangne helte", og at "hovedpersonerne er uovertræffelige i styrke, udholdenhed og mod", og at sagnene i høj grad handler om kamp og krig, idet dog også egenskaber som højsind, gavmildhed og snilde fremhæves (PDH II 13). Og jeg må jo med det samme sige, at det at lede efter "det særligt danske" i vor tidligste og allertidligste historie måske nok kan give nogle eksempler på en særlig nordisk og efterhånden særlig dansk mentalitet, men at dette helt åbenbart ikke er ensbetydende med, at vi har noget at være særlig stolte over i moralsk forstand. Det er en lang række af meget grumme ting, der berettes om - og det gælder jo sådan set også vor egentlige historie helt op til 1700-tallet. Men hvad fx vikingetiden angår, kan man sige, som Ludvig Holberg skal have sagt i en helt anden sammenhæng: "Jeg berømmer ikke gerningen, men evnen"! Hvilket gælder såvel den militære, især maritime teknologi (langskibene) som organisationen, disciplinen og kampånden.

 

Man må selvfølgelig også skelne mellem, hvad høvdinge og konger har lavet af skurkestreger, og beretningerne derom, og så hvordan almindelige mennesker har levet og følt og tænkt - selv om der jo altså har været mange almindelige mennesker med på de forskellige røvertogter og i de forskellige krige m.m. - Noget helt andet igen er, at det måske er noget særlig dansk, at vi egentlig har hørt alle disse til dels meget grumme beretninger som nærmest hyggelige og rare. Jeg ved ikke, om andre folk forholder og har forholdt sig tilsvarende til de grumme historier fra deres fortid, men det skulle ikke undre mig, om vi har verdensrekord i at gøre også den slags til noget hyggeligt! Og det er så også et spørgsmål, hvor galt det er. På den måde bliver sagnene jo i virkeligheden bare billeder på noget mere uhåndgribeligt, og selv om det er lidt dumt, er det da bedre, end hvis man dyrkede dem helt bogstaveligt med det formål at gå ud og gøre ligeså den dag i dag. Hvad man selvfølgelig kan sige vi gør i Afghanistan, hvor vore soldater klarer sig meget fint og vist ikke er til at spøge med. Samtidig med, at vi herhjemme overvejende taler om det, som om det bare var en lidt speciel form for humanitær indsats. (Da jeg deltog i den meget fredelige og fredsbevarende FN-operation på Cypern i vinteren 1976/77 boede jeg i Viking Camp, og på en eller anden måde har vi selvfølgelig følt, at vi her havde noget at leve op til, hvis det skulle være).

 

Jeg har ikke overblik over, hvor meget vikingenavne og oldnordiske navne på lejre og andet i øvrigt har været brugt, siden vi begyndte at optræde militært ude i verden, men jeg husker et par stykker, og en Google-søgning har givet følgende navne: Camp Einherjer (Irak), Camp Mjølner (Afghanistan), Camp Valhalla (Bosnien) og Camp Viking (Afghanistan). Camp Einherjer svarer i sin betydning til Camp Valhalla, men navnet har et endnu mere direkte barsk perspektiv, idet einherjerne er de krigere, der er faldet ærefuldt i kamp og dermed er fundet værdige til at bo i Valhalla. - Det oldnordiske ord "einheri", flertal "einherjar", betyder grundlæggende en enkeltkæmper, men flertalsformen "einherjar" bruges specielt om Valhallas beboere - om hvem det i Wikipedia-artiklen hedder:

 

Einherjerne øver sig i kamp hver eneste dag på Idasletten foran Valhalla. Hvis nogle bliver sårede, heles de igen inden aftenens drikkegilde i Valhallas store sal, så alle kan more sig og være klar til næste dags kamp.. Mjølner er guden Tors berømte hammer - Denne række af lejr-navne kan suppleres med det meget hyggelige og vel på en måde selvironiske navn Camp Danevang (Irak). - http://da.wikipedia.org/wiki/Einherjer

 

Men her er vi jo helt tilbage i mytologien, og jeg stopper her. - Men jeg har skrevet et digt i forbindelse med omtalen her i dette afsnit af de gamle heltesagn:

 

SAGNHELTENE OG OS

 

Rolf Krake -

Nu kan I varme jer til gengæld.

Regnar Lodbrog -

Grynte ville grisene.

Uffe og Vermund -

Jeg hørte Skræps klang.

 

I kunne slås

I kunne oneliners

I levede med os i århundreder

og efterhånden havde vi det

nærmest hyggeligt

nu slås vore bander i gaderne

og vore soldater ude i verden

mens politikerne siger oneliners

i tv-avisen.

 

KOMMENTAR:

Dette digt er sat på min Facebook-væg som Ugens digt 1, uge 19/2011 - med disse kommentarer: 1. Da Rolf Krake besøgte kong Adils i Uppsala, tændte denne et stort bål i hallens midte, så at Rolf og hans mænd kom til at lide under varmen. Da kastede de deres skjolde på ilden og sprang gennem den, idet Rolf råbte: "Den flyr ej ilden, som over den springer". Derefter greb de en af dem, der havde passet bålet, og kastede ham i flammerne, idet de sagde: "Vi har nu varmet os tilstrækkeligt; nu kan I varme jer til gengæld". - 2. Da angelsakserkongen Ella havde kastet Regnar Lodbrog i en "ormegård" (en grube fyldt med slanger), og da en slange til sidst huggede ham i hjertet, sagde han, inden han døde, med henvisning til sine sønner, som også senere hævnede ham grusomt: "Grynte ville grisene, om galtens lod de kendte". En galt er en (vildsvine)orne. - 3. Den gamle blinde kong Vermund sagde dette, da han hørte, hvordan hans ellers (tilsyneladende) enfoldige og sløve (spage) søn Uffe ved tvekampen på en ø i Ejderen med sværdet Skræp kløvede sin saksiske modstander i ét hug.

 

 

Dannevirke

 

Fra forhistorisk tid af og op til 1864 - og som symbolsk navn indtil den dag i dag - har voldkomplekset Dannevirke stor betydning i den danske identitetshistorie. - Den danske bataljon (DANBAT) i UNPROFOR-styrken i Kroatien havde en lejr, der hed Camp Dannevirke. - Se fx http://www.unprofor.dk/krigen/sitrep4august.asp

 

Den nedenfor angivne Wikipedia-artikel giver denne korte oversigt over anlæggets historie og brug gennem tiden:

 

Dannevirke ligger cirka 15–20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. De første voldanlæg skulle beskytte det strategiske sted, hvor Hærvejen passerer mosestrækningerne vest for Slien ved Hedeby. Fra begyndelsen var det sakserne, man ville forsvare sig imod, senere blev det frankernes rige, så det Tysk-romerske rige og de vendiske obodritter, der drog hærgende op gennem Jylland. Statspolitiske og militærpolitiske ændringer førte omkring år 1300 til en opgivelse af forsvarsværket. Det fik dog kortvarig militær betydning igen under de dansk-tyske krige i 1848 og 1864.

 

Dannevirke var indtil året 1800 stort set sammenfaldende med sydgrænsen for det danske folkesprog.

 

Den første historiske oplysning om Dannevirke er, at den danske kong Godfred i 800 byggede en befæstning (Kovirke) fra hav til hav. Og om netop kong Godfred skriver Nationalmuseet på hjemmesiden "Vikingetiden", at

 

I starten af 800-tallet regerede kong Godfred over Danmark, men efter hans død smuldrede rigsdannelsen sandsynligvis igen. - http://dramaioldtiden.natmus.dk/vikingetiden/vidensbank/vb_his_kongemagt.html

 

Dette er et helt afgørende punkt i hele det-særligt-danske-sammenhængen. For her har vi altså ikke alene nogle arkæologiske vidnesbyrd, men også et historisk vidnesbyrd om eksistensen af et særligt dansk kongerige. De arkæologiske vidnesbyrd viser endnu længere tilbage. Wikipedia-artiklen oplyser, at "Kulstof 14-dateringer antyder, at de første jordvolde i Danevirke allerede blev bygget i anden halvdel af 600-tallet", ja, at "Forudgående volde stammer måske endog fra 400-tallet".

 

Man kan så diskutere, hvor meget især de tidligste vidnesbyrd siger om "det særligt danske". Det, at nogle mere eller mindre lokale høvdinge har villet kontrollere den smalle passage mellem Slien og Ejderen-Trenen, og dermed Hærvejen, siger jo ikke nødvendigvis noget om, at de mennesker, der boede nord for voldene, var anderledes end dem, der boede syd for voldene. Det kan have været et rent spørgsmål om magt og kontrol. Men der har i hvert fald allerede i 400-tallet været talt to forskellige former for germansk nord og syd for området, og denne forskel er efterhånden blevet forstærket - i udviklingen fra urnordisk over oldnordisk til dansk (omkring 1050). Og det må jo også betyde noget, at de frankiske rigsannaler i år 808 omtaler Godfred som danernes konge.

 

Hovedkilden til ovenstående er: http://da.wikipedia.org/wiki/Dannevirke

 

Nu er mit ærinde som sagt ikke at ville bruge historien i en national - endsige territorial - kamp, så det vigtige i forbindelse med de ældste Dannevirke-anlæg og kong Godfred er, at der på i hvert fald en eller anden måde har kunnet skelnes mellem de mennesker, der boede nord for disse anlæg og de, der boede syd for dem. Og det er jo et hovedpunkt i de betragtninger, der her - hverken mere eller mindre - er tale om, at selve det forhold, at nogle stort set ens mennesker på et tidspunkt kommer til at leve i forskellige områder, fører til udvikling af både sproglige og mentalitetsmæssige ejendommeligheder. Jeg har tidligere nævnt dialekter og sogneejendommeligheder som eksempler og har også peget på, hvordan der hurtigt udvikler sig en særlig kultur i en familie, i en skoleklasse, i en militær enhed. Og det samme gælder på en arbejdsplads, eller hvad nu nævnes kan. Men nu bliver der efterhånden tale om et territorium med en stat - om end det fortsat og helt op til den nyeste tid især har været i sognene og i, hvad vi i dag ville kalde "regionerne", det danske menneskeliv har været levet, og det altså - også helt op til den nyeste tid - på ganske forskellige måder. - Jeg vil komme nærmere ind på disse ting i næste kapitel "Middelalderen", blandt andet de sproghistoriske forhold og forholdet mellem identiteten i de enkelte sogne, hvor de allerfleste danskere jo levede deres liv, og den omfattende folkelige og nationale identitet. - Se også den ovf. indsatte TILFØJELSE 07.11.11.

 

Detaljerne i Dannevirkes historie er ikke af særlig interesse i denne teksts sammenhæng, så jeg vil slutte dette afsnit med et lille digt:

 

DANNEVIRKE

 

Grænsekontrollen blev indført

flere århundreder før Thyras tid

kong Godfreds voldarbejde

kan vi læse om hos frankerne

senere kom mere til

også efter Thyra

hvad hun så fik bygget

til sidst var der 1864

hvorefter Dannevirke blev

en sårvold i vort sind

vi blev dem vi er

nord for disse volde

og bag sårvolden kæmper vi

for at blive ved at være os

og for at få sjælen med

over i det som kommer.

 

 

Harald Blåtand

 

Kapitlet i Politikens Danmarks Historie om Danmark i yngre normannertid har - meget betegnende - overskriften "Tåge over Danmark". Det er ikke meget, man ved. Det afgørende i disse beskedne betragtningers sammenhæng er imidlertid - ud over, hvad der allerede er sagt - dels selve den endelige statsdannelse under "den Harald, som vandt sig hele Danmark" (den store Jellingsten), dels, hvad der kan siges om Danmarks særlige geografiske og dermed kulturelle position mellem Østersøen og Vesterhavet og mellem Tyskland, Sverige, Norge og England. Og hvad det sidste angår, er ikke mindst de kirkelige forhold interessante. Dem vil jeg komme ind på i næste kapitel.

 

INDSAT to dage efter den store dansk-polske Harald Blåtand-dag i Roskilde 04.09.11 (se undersiderne "Erindringer DAGBOG", "Internationalt" og POLSKI):

 

Om kong Harald Gormssøns tilnavn "Blåtand"

 

En Google-søgning har ikke umiddelbart givet andre resultater, end at Haralds "fulde navn" på oldnordisk var Haraldr blátǫnn Gormsson eller Haraldr blátǫnn Gormssonr (dvs. enten uden eller med maskulinum nominativ-endelsen -r).

 

Hvad tilnavnet "blåtand" eller altså på oldnordisk "blátǫnn" angår oversættes som regel netop "blåtand". Men det nævnes også ofte, at det også simpelt hen kan have været farven sort, der er tale om. I dag er "en sort tand" jo det almindelige navn for en tand, der er blevet mørk. I Leiv Heggstad: "Gamalnorsk ordbok" angives til adjektivet "blár" betydningerne "blå; myrk, svart", altså blå, mørk, sort. Hvad sammensatte ord angår, kan fx nævnes: bláeygðr eller bláeygr = blåøjet; bláhvítr = blåhvid; blásvartr = blåsort. Men betydningen "sort" forekommer også: Bláland = negerlandet (om Etiopien og Nordvestafrika); blálendingr = blåmand, neger. Hvad det sidste angår, gives der i Ordbog over det Danske Sprog eksempler helt op til Grundtvig og Blicher på brugen af "blåmand" for "neger" (der jo kommer af latin "niger" = sort).

 

En af mine Facebook-venner har (vel i spøg) nævnt den mulighed, at "blá-" i Haralds tilnavn skulle være en forvanskning af "blót-". Og der findes rigtignok et oldnordisk ord, der hedder "blótan". Det er hunkøn og betyder offerdyrkning, altså ofring til guderne. Men Google-søgning har ikke et eneste hit på "Harald blótan" eller "Haraldr blótan". - Jeg giver mig ikke ud for at være den store sprogekspert. Jeg har hverken mere eller mindre end haft oldnordisk del af mit cand. mag.-danskstudium i 1960'erne. Så jeg lader mig gerne belære. Men indtil nogen kommer med stærke beviser på blót-muligheden vil jeg fastholde, at den eneste alternative forståelse af Harald Blåtands tilnavn er "sortetand"! (Jeg har i øvrigt mødt tilnavnet "sortetand" i levende brug i vor tids Danmark).

 

(Se også indskuddet nf. med Palnatokes ord om, hvordan han skød Harald).

 

Foreløbig vil jeg gøre den bemærkning, at der vel ikke er andre end kosmopolitterne, der nogensinde har opereret med påstanden om, at der skulle være nogen, der forestillede sig, at alt "det danske" skulle være groet op af jorden i Jylland, på Øerne og i Skåne. Det interessante for ikke alene Danmarks, men for hele den germanske verdens vedkommende er tværtimod det forhold, at der er kommet en forbindelse i stand mellem de, som Grundtvig sagde, "rå" germanske folk, og så kristendommen og hele arven fra antikken.

 

Og hvad nu Danmark angår, er den her omtalte beliggenhed med, hvad den har indebåret, ganske særlig interessant, ja, en meget vigtig del af baggrunden for "det særligt danske". Vi er jo det sydligste af de nordiske lande, med Jylland landfast med Tyskland og hele det europæiske kontinent og med nem forbindelse over Østersøen dertil fra de sydlige øer, herunder min egen ø Lolland. Og vi har haft forbindelse østover gennem Østersøen og mod vest over Vesterhavet. Sverige var Skåne nabo til, og Norge havde vi forbindelse til over Skagerrak. Ja, vi var til forskellige tider i forskellige former for statsligt fællesskab med Norge, England og Sverige. - Et interessant udtryk for betydningen af Danmarks beliggenhed er følgende sted i Politikens Danmarks Historie:

 

Når [de to brødre Sigfred og Halvdan, der sammen regerede, Danmark, ifølge Adam af Bremen] anmoder kong Ludvig [den tyske] om fred ved grænsen [Ejderen], er det formodentlig af hensyn til handelen, dels den, der gik tværs over Jylland til Hedeby, dels vel også den, der gik ad landvejen, "Hærvejen", op i Jylland (PDH II 219, min fremhævelse).

 

Et andet interessant forhold er, at Gorm den Gamles dronning Thyra ifølge Saxo var engelsk kongedatter.

 

Men det er også interessant, at Harald Blåtands tredje kone Tove var datter af venderfyrsten Mistivoj. Tove er et dansk navn, hendes oprindelige slaviske navn kendes vist ikke. Men endnu vigtigere er det, at Harald anlagde Jomsborg ved Oderflodens munding, jomsvikingernes store og meget strategisk vigtige fæstning. Jomsborgs nøjagtige placering kendes ikke, men den kan have ligget på øen Wolin nord for det nuværende Szczecin - eller have ligget et sted, hvor der nu er hav, eller bare ikke være blevet opdaget endnu. Og jomsvikingerne var Haralds faste støtter, også i borgerkrigen mellem Harald og hans søn Svend (Tveskæg). Det var formodentlig også i Jomsborg Harald døde - selv om det var på Helgenæs (Djursland) eller måske Bornholm, han blev ramt af snigskyttens pil. Men Haralds lig blev efter alt at dømme ført til Roskilde og begravet dér i den kirke, han selv havde ladet bygge.

 

INDSKUD: For mig som slavist med nu et helt særligt engagement i det polske og vendiske (de slavisktalende sorbere i Bundesland Sachsen) er de her omtalte forhold af ganske særlig interesse, så meget desto mere, som jeg er involveret i planlægningen af forskellige markeringer i både Danmark og Polen af (cirka?!) 1025-året for Harald Blåtands død i altså formodentlig Jomsborg nord for det nuværende Szczecin. Ærkebiskoppen i Szczecin er også blandt de involverede! Men det er den polske katolske sognepræst i Haderslev Jan Zalewski, der er initiativtageren. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt (17.06.11) skrive mere om dette projekt her, men der vil sandsynligvis blive tale om forskellige ting i i hvert fald Roskilde senere på året. - Tidspunktet for Haralds død angives vist oftest som "o. 985", men i det her omtalte projekt regnes der altså med året 986. Men hvorfor det mærkelige "kvartrunde" tal 1025? Svaret er, at det jo ikke var muligt at markere 1000-året som en fælles dansk-polsk begivenhed. I 1985 eller 1986 var Polen endnu kommunistisk. 1025-årsmarkeringen er derfor netop interessant derved, at den også er et udtryk for, at der nu er frihed i Polen og dermed også igen en fri forbindelse mellem Danmark og Polen og mellem kirkerne i de to lande. - Harald Blåtand-markeringen vil få både historisk og kirkelig karakter. Jeg har selv deltaget i de indledende møder m.m. Og hvad det kirkelige angår, lægger vi især vægt på, at forholdene omkring fyrsternes dåb og kristendommens indførelse i Danmark og Polen både tidsmæssigt og i det hele taget minder meget om hinanden. Harald Blåtand blev døbt (ca.) 965 og den polske fyrste Mieszko I blev døbt i 966! Dåben, som lutheranere og katolikker jo uden videre er fælles om, og det i mange henseender parallelle forløb i forbindelse med overgangen til kristendommen er altså det klare grundlag for de fælles gudstjenester, der vil blive tale om. - Med i billedet hører naturligvis også de mange polakkers og efterkommeres tilstedeværelse i nutidens Danmark. Jeg skal fx i morgen (lørdag 18.06.11) deltage i Museum Polakkasernens sommerfest i Tågerup ganske få kilometer fra, hvor jeg bor. Her plejer ikke alene lokale medlemmer af Museum Polakkasernens venner og Polsk Forening (jeg er selv medlem af begge), men også polakker eller efterkommere fra Sjælland og København samt repræsentanter for den polske ambassade at deltage, desuden ofte den katolske sognepræst i Maribo.

 

SIDSTE OM HARALD BLÅTAND OG SLAVERNE - sat ind her 28.06.11:

 

Harald Blåtands vikinger var udlændinge

 

28. juni 2011 kl. 09:27 - Kilde: Aarhus Universitet

 

Arkæologer fra Aarhus Universitet kan som en del af et internationalt forskerhold afsløre, at en stor del af Harald Blåtands vikingehær var udlændinge – muligvis fra Polen. Dermed skal nationalmyten om den danske stats dannelse tages op til revision.

 

Forskerholdet har undersøgt i alt 48 skeletter fundet omkring Trelleborg med en ny metode kaldet Strontium Isotop Analyse. Med den kan de fastslå, at over halvdelen af skeletterne ikke stammer fra Danmark.

 

Forskerne har ikke kunnet spore de afdødes nøjagtige geografiske oprindelse, men tidligere fund af blandt andet keramik og våben omkring Trelleborg tyder på, at mange af dem kom fra Norge eller syd for Østersøen – dvs. det nuværende Polen.

 

Af Line Emilie Fedders

 

http://videnskab.dk/kort-nyt/harald-blatands-vikinger-var-udlaendinge

 

MIN BEMÆRKNING DERTIL: Dette er naturligvis meget interessant i forlængelse af de ting, jeg selv har haft fremme i forbindelse med Harald Blåtand. Men lejesoldater - eller hvad dertil svarer - er ikke noget ukendt fænomen, og det er ikke svært at forestille sig, at Harald kan have haft brug for udenlandske soldater, når han skulle vinde sig hele Danmark - og når han senere skulle holde sammen på det og holde sig selv på tronen eller i højsædet. Så hvor interessant dette end måtte være i den særlige slaviske sammenhæng, er det nok mindre interessant i det særligt danske-sammenhængen. Eller er det? Det har vel på flere måder betydning, hvis militæret helt eller delvis består af lejesoldater eller lignende og ikke er et sted, hvor danske unge og yngre mænd fra alle egne af landet mødes. Og det må også have haft en vis betydning, hvis den primitive statsmagt, der var ved at blive opbygget, i høj grad skyldte et militær med mange udlændinge sin eksistens. Det afgørende spørgsmål i denne teksts sammenhæng er, om den almindelige befolknings liv og kultur er blevet påvirket af det, altså er blevet mindre dansk, eller dog anderledes dansk. Men selv om der skulle have været tale om en sådan effekt, er det alligevel de mennesker, der levede på dansk territorium på Harald Blåtands tid, der er de første indbyggere i en samlet dansk stat, og det liv, de levede, der er blevet fortsat indtil denne dag. Det helt afgørende er, at der nu var blevet dannet en om end nok så primitiv og løs dansk stat. - Og en vigtig side af det særligt danske er jo, som allerede nævnt, netop vor beliggenhed mellem blandt andet Norge i nord og de slaviske områder i syd. - Indsat 08.07.11: Min lille artikel i Lolland-Falsters Folketidende om dette og om den kommende dansk-polske markering i Roskilde af (ca.?) 1025-året for Harald Blåtands død og begravelse kan læses på undersiden "Internationalt".

 

-  -  -

 

INDSAT to dage efter den store dansk-polske Harald Blåtand-dag i Roskilde 04.09.11 (se undersiderne "Erindringer DAGBOG", "Internationalt" og POLSKI):

 

Om Harald Blåtands død i Jómsvíkinga saga

 

Ved kong Haralds gravøl fortæller Palnatoke sønnen Svend (Tveskæg), som nu er konge, at han havde dræbt Harald med sin bue. Og de afgørende ord om den pil, der dræbte Harald lyder:

 

"þá er ek skaut í rassin fǫður þínum ok eptir honum endilǫngum, svá at út kom i munninn".

 

De er blevet gengivet på dansk således:

 

"jeg skød den i rumpen på din far, og langs igennem ham, så den kom ud af munden".

 

(Se også indskuddet ovf. om tilnavnet "blåtand").

 

Indskriften på den store Jellingsten lyder i sin helhed (i gengivelsen i Politikens Danmarks Historie):

 

Kong Harald bød gøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Tyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark, og Norge, og gjorde danerne kristne (PDH II 234).

 

Og dette er det afgørende. Hverken Haralds person eller de nærmere omstændigheder har, så vidt jeg kan se, nogen særlig betydning i forbindelse med temaet "det særligt danske". Det gælder også det interessante forhold, at Harald, hvis moder altså var en kristen engelsk kongedatter, allerede i sine unge dage havde vist sympati for kristendommen. Hvad der så nærmere har ligget i det. Det afgørende er, at nu blev riget samlet, ikke bare ved magt og tvang, men også ved indførelsen af den nye tro - hvor meget der så end også i den forstand har været tale om magt og tvang! Jeg arbejder i teksten her ikke som teolog og vil derfor tillade mig at se på kristendommens betydning som stats- og kulturgrundlag, selv om jeg jo i den aktuelle kirkelige debat er stærkt kritisk over for tendenserne til at reducere kristendommen til civilreligion og kulturgrundlag. For jeg siger jo ikke, at kristendommen ikke rent faktisk har haft en sådan betydning og sådanne virkninger. Det, jeg - med Grundtvig - siger, er, at det er virkninger "til en side", og ikke kristendommens egentlige formål.

 

Med Harald Blåtands dåb i ca. 965 begyndte Danmarks tusind år som slet og ret kristent land. Ja, det er mærkeligt at sidde og skrive dette netop nu, hvor vi efter alt at dømme er ved at være ved denne periodes afslutning. Men med denne konstatering - og et afsluttende digt - vil jeg slutte dette kapitel, idet jeg agter at behandle de sprog- og kirkehistoriske ting samlet i næste kapitel "Middelalderen".

 

HARALD BLÅTAND

 

Harald hvad var du for én

på mange måder en skidt karl

der lod folk myrde

og til sidst fik du en pil bagi

under krigen med din egen søn

men du var vel ikke værre

end så mange andre

og du havde sympati for kristendommen

fra ungdommen af

om den så kom

fra din kristne engelske mor

eller det var fordi du så

hvad vej vinden blæste

du vandt dig hele Danmark

og gjorde danerne kristne

hvordan du så bar dig ad med det

og hvor kristne de så blev

du var en milepæl

og du satte din runesten

det kan ingen nægte.

 

 

 

KAPITEL 2

Middelalderen

 

 

Lidt sproghistorie

 

Som bebudet i forrige kapitel vil jeg indlede dette kapitel om middelalderen med nogle sproghistoriske iagttagelser og betragtninger. Og jeg har til dette formål fundet min gamle lærebog i dansk sproghistorie frem, som jeg har haft med mig gennem alle årene og enkelte gange også slået noget op i, Peter Skautrup: Det danske Sprogs Historie, bd. I-IV, 1944-1968 (her forkortet DSH). Bemærk første binds udgivelsesår: 1944! Alene dette årstal gør, at der bliver tale om mere end blot den lille oversigt, jeg oprindelig havde i tankerne. For som det hedder i et af anmeldercitaterne på bagsiden af bind IV's omslag: "Dette storværk er ikke blot det danske sprogs historie, men det er en dansk kulturhistorie". - Peter Skautrup (1896-1982) var professor i nordiske sprog ved Aarhus Universitet 1934-66, og i Wikipedia-artiklen om ham, står der om Det danske sprogs historie, at den som hans øvrige værker er "båret af hans syn på sproget som en spejling af samfund og kultur". Vi har altså her at gøre med en mand fra den gamle tid - og med en bog, hvis første bind udkom i det næstsidste besættelsesår. Og da jeg i en internettekst som denne kan gøre, hvad jeg vil, bruger jeg nu allerførst Peter Skautrup og hans sproghistorie som et særligt eksempel på, hvad det danske var i 1944 - året efter mit eget fødselsår. Jeg citerer altså nu nogle ting fra Peter Skautrups eget forord til bind I:

 

Vort modersmål kan vi følge gennem næste to tusinde år. Fra guldhornenes tid til vore dage har det lydt i lave hytter som i høje sale i det land, der hedder Danmark. Det kan synes vidt forskelligt i forntid [sic] og nytid [...] og dog er det samme sprog, uden brud og uden spring. Slægt efter slægt gik i graven, men modersmålet levede videre. Det blev båndet, som bandt os sammen og bekræftede samhørigheden med navnløse fædre i det at være dansk.

 

[...]

 

[B]ag om [den] ydre sprogbeskrivelse søger man en besvarelse af, hvorfor udviklingen fik netop dette forløb. Her møder forskeren i sin søgen virkende kræfter og forhold, som er bestemt af andre sociale institutioner og foreteelser. Disse afhængighedsforhold mellem sproget og samfundet lader sig ikke altid udrede klart, men hvor der har været mulighed for at benytte samfunds- og kulturhistorien til at vise et jævnsides løb eller overhovedet til bag livets ytringsformer at skimte bevægende årsager, dér er der lagt vægt på at få denne bagvedliggende og mere substantielle side af sproghistorien draget frem. Sprogets ydre og indre historie bliver således et væsentligt led i folkets historie (DSH I vii-viii).

 

Dette forord er dateret "Aarhus, 1. maj 1943", altså 14 dage før jeg blev født! Og det repræsenterer således en anden tid end min. Hvortil så kommer, at det er skrevet i en situation, hvor det danske folks eksistens var alvorligt truet. Jeg både kan og skal derfor forholde mig frit til det. Og jeg har hverken pligt eller lyst til at tale om det danske på samme måde. Men jeg har heller ikke hverken pligt eller lyst til, bare at affærdige det. Så jeg vil for det første konstatere, at sådan har en højt estimeret sprogvidenskabsmand altså talt for i skrivende stund (juni 2011) 68 år siden. Ja, jeg kan sige, at dette - og andre eksempler fra bogen - viser noget om, hvad det særligt danske dengang var.

 

Man kan selvfølgelig sige, at det her citerede bare er et eksempel på, hvordan en professor her i Danmark har dyrket det nationale, og at det nøje svarer til, hvad nationalt sindede professorer i alle andre lande har gjort. Og et langt stykke er dette naturligvis rigtigt. Men det betyder jo på den anden side ikke, at det så er det uden forskel det samme, sådanne professorer har dyrket. - Man kunne fristes til at spørge kosmopolitterne, hvordan de pdes. kan frygte og hade nationalismen så meget og pdas. være så optaget af at sætte spørgsmålstegn ved, om der fx overhovedet er noget, der kan betegnes som "det særligt danske". Men nu skal jeg være rimelig! Det, de siger, er jo, at man konstruerer nogle særlige modsætninger til andre lande og folk og en særlig identitet til sig selv. Men de må jo så på deres side indrømme, at der åbenbart ligger noget i mennesket, der gør dette muligt, og som kan mobilisere overordentlig stærke kræfter. At historien har vist, at dette ofte har ført til forfærdelige ting, betyder jo ikke, at der ikke er nogen virkelighed bag - eller at det i givet fald (kun) er en ond og farlig virkelighed. Ilden kan også forårsage frygtelige ulykker, men det betyder ikke, at fænomenet ild ikke er virkeligt, eller at ilden ikke også kan bruges til meget godt.

 

Jeg har indtil nu ikke beskæftiget mig særligt med nogen form for sprogfilosofi, og jeg vil heller ikke som sådan inddrage evangelisten Johannes' brug af det græske ord logos for Kristus, men jeg mener, at allerede hele det fysiske kosmos, fra de allerdybeste lag i og under partikelfysikken af og opefter, kan ses som et stort mønster af betydning, og at det er nærliggende at sige, at der - altså uanset kristendommen - i det hele taget er noget i og under alt, hvad der er til, som er og muliggør betydning, så at der altså også i de forskellige folks sprog ligger en betydning, som er mere end, hvad der ligger i sproget som ren kommunikationsstruktur.

 

Men jeg orker ikke denne diskussion. De, der vil være kosmopolitter kan jo bare være det - og indrømme os andre retten til at prøve at se, om der dog måske ikke alligevel er noget særligt dansk, og om det måske ikke alligevel kan være godt at prøve at leve i det, hvor vanskeligt det end vil blive, men hvor de vanskeligheder, der tegner sig, samtidig er en afgørende grund til at gøre forsøget. Jeg tænker her på den gennemgribende kunstighed og enshed, ja, kulturel amorfitet, der tegner sig. Udviklingen som sådan er helt på kosmopolitternes side. Spørgsmålet er kun, om det kan være en god idé at have nogle forbindelsesliner bagud og at bruge de muligheder, det giver, til at få dog en smule struktur og perspektiv i livet. Men nu til selve det her citerede.

 

Det lyder selvfølgelig lige lovlig flot at bruge betegnelsen "vort modersmål" om det urnordiske sprog, guldhornsindskriften (som jeg citerer om lidt), er skrevet på. Men det er rigtigt, at sådan talte de mennesker, der for to årtusinder siden boede på det territorium, vi bor på nu. Og det er også rigtigt, at det sprog, vi taler nu, i lige linie har udviklet sig fra det sprog, de talte dengang. At der er kommet mange ord udefra ind i dette sprog, ændrer intet ved dette; et sprogs struktur er den samme, uanset hvor mange fremmedord og låneord, der kommer ind i den, og uanset hvor meget det er blevet slidt til og har udviklet sig gennem over tusind års brug.

 

Det mest interessante i det, Skautrup skriver, er det, der vedrører sprogets karakter af andet og mere end bare et kommunikationsmiddel. Her kan man dog for det første spørge, hvad Skautrup overhovedet mener, når han skriver, at modersmålet "blev båndet, som bandt os sammen og bekræftede samhørigheden med navnløse fædre i det at være dansk". Det kan jo i sig selv betyde alt, lige fra, at sproget som et ganske neutralt kommunikationsmiddel sammen med territorialgrænserne altså lukker en vis gruppe mennesker inde i et fælles rum, og til noget, der på sin vis svarer til, at Helligånden er kærlighedens bånd, så at der altså ligesom skulle bo en ånd, en folke-ånd i sproget. - Hvordan vi evt. ærligt og redeligt, på nutidens erkendelsesvilkår kan forstå det, der i gamle dage blev kaldt "folkeånd", har jeg talt om andre steder.

 

Det er også svært at afgøre, hvad - og hvor meget - der ligger i det, Skautrup i det andet citerede afsnit siger om "virkende kræfter og forhold", "bevægende årsager", den "substantielle side af sproghistorien" og sprogets "indre historie". Selv han udtrykker sig jo af gode grunde forsigtigt. Og jeg understreger igen, at jeg ikke er "religiøs" på dette eller tilsvarende områder, men i min personlige historie tværtimod har som udgangspunkt, at der nok ikke er noget som helst, der er noget - og så senere mener at have konstateret, at det er der vist alligevel. Hvor det spændende så er at finde ud af, hvor meget der i både omfang og betydning er tale om. Det eneste, jeg ikke accepterer, er, at der er spørgsmål, man ikke må stille, og ting, man ikke må undersøge.

 

Noget, man i denne forbindelse kan tænke over, er, at hvis sproget bare er et neutralt system af tegn og dermed et neutralt kommunikationsmiddel, hvorfor er der da så mange eksempler på, at stater, der har eller ved erobring får sproglige mindretal, prøver at påtvinge disse statens hovedsprog og dermed berøve dem deres eget sprog - og omvendt på, at mindretallene kæmper indædt for at bevare deres eget sprog. Jeg tænker blandt andet på, hvordan man i den preussiske del af det delte Polen prøvede at tvinge skolebørnene til, fx at bede Fadervor på tysk, men at børnene blev ved at bede det på polsk, selv om det indebar fysisk afstraffelse. Og jeg tænker på, hvordan Sverige efter 1658 udsatte skåningerne for en hård tvangsforsvenskning. Et stykke fra Wikipedia-artiklen om Skåne:

 

Forsvenskning

 

Fra 1658 til 1720 var Skåne ikke inkorporeret i det egentlige Sverige, men var en slags koloni, såkaldt "inrikes, utländskt land". Området blev styret af en generalguvernør under den svenske konge.

 

Flere skånske oprør mod den svenske centralmagt blev slået ned med stor brutalitet. Guerillakrigere, de såkaldte snaphaner, blev tortureret til døde, og i områder, hvor der var mange snaphaner, blev civilbefolkningen udsat for overgreb. I et tilfælde blev våbenføre mænd forsøgt henrettet. - http://da.wikipedia.org/wiki/Sk%C3%A5ne#Forsvenskning

 

De sprog, jeg kender godt eller ret godt, er dansk, svensk, norsk, engelsk, tysk, fransk, russisk og polsk. Hvortil kommer nogen beskæftigelse og erfaring med sorbisk/vendisk og lidt beskæftigelse med tjekkisk, slovakisk og ukrainsk. Og jeg har tænkt en del over, hvad der ligger i allerede disse sprogs meget forskellige måde at lyde på. Jeg har også sagt, at sprogene i høj grad kan opfattes som musik - og her kommer sprog som spansk og italiensk også inden for hørevidde. Ja, vi er jo også begyndt at høre en del kinesisk! Og jeg spørger både mig selv og nu andre, om der ikke også ligger en særlig betydning i allerede den måde, de forskellige sprog lyder på, når det jo er almindeligt antaget, at der ligger en betydning i den måde, musik lyder på? Jeg er hverken nogen særlig stor musiker eller nogen særlig stor musiklytter, men jeg kan i hvert fald i visse tilfælde ved at høre måske bare én takt af noget musik høre, hvad der ligger i den. Og jeg kan heller ikke undgå at høre et udtryk for det, man i gamle dage kaldte folkekarakteren, allerede når jeg hører lyden af de forskellige sprog som ren musik. Dette er så meget mere interessant, som vi jo ved - eller kan regne os tilbage til - at fx de germanske og slaviske sprog udgår fra ét ursprog. Og for de romanske sprogs vedkommende kender vi jo det latinske grundsprog, de alle er udgået fra. Osv.

 

Når jeg her taler om sproget som musik, så er det jo ikke bare det, der har med tonehøjden at gøre, jeg tænker på, men også sådan noget som vokalklange, konsonanternes lydkvaliteter og sprogets rytme. Men det, Skautrup taler om, er jo noget langt mere omfattende, nemlig sammenhængen mellem folkets og samfundets liv, også sprogets karakter overhovedet, ja, hvorvidt der måske på en eller anden måde er en fælles grund under det hele, altså noget, der på en eller anden måde og i en eller anden grad svarer til, hvad der er blevet betegnet som "folkeånden". Dette spørgsmål har jeg selv allerede udtalt mig lidt nøjere om, og det er som sagt ikke afgørende for mig at bevise noget som helst eller at overbevise nogen om noget som helst. Jeg vil slutte denne betragtning med at sige, at det fælles sprog vel som minimum svarer til de fælles territoriale grænser, så der er uundgåeligt udvikler sig en særlig identitet inden for begge slags grænser, og at det vel heller ikke er så ligetil at skelne mellem sproget i sig selv, og så det, der siges og skrives på det! Det, jeg mener, er, at vel kan et sprog beskrives rent strukturelt i et snit på et hvilket som helst tidspunkt (hvad Skautrup selvfølgelig også kommer ind på), eller overhovedet betragtes som blot en "struktur", men man kan også sige, at fx det danske sprog, i hvert fald i princippet er alt, hvad der er sagt og skrevet på det siden lad os bare sige guldhornenes tid. - Jeg gentager og understreger, at meget af det, jeg skriver af den slags her i denne tekst, er hverken mere eller mindre end "betragtninger". Men jeg mener, der i det mindste er tale om spørgsmål, det kan være rimeligt at stille. - Og nu videre til selve Skautrups fremstilling af det danske sprogs historie.

 

Skautrup erstatter betegnelsen "germansk" med betegnelsen "gottonsk" - og begrunder dette med flere forhold, blandt andet det, at "germansk" ofte bruges i en snævrere betydning. Men man kan ikke frigøre sig fra en mistanke om, at der er tale om et udtryk for modvilje mod Det Tredje Rige. I forbindelse med omtalen af det indoeuropæiske grundsprog, hvoraf det germanske (eller altså gottonske) grundsprog er udgået, siger han fx også, at

 

racemæssigt set har indoeuropæerne næppe udgjort en enhed, hvorfor også den nyeste tids[!] uvidenskabelige brug af ordet arier (egentlig "de ædle") og arisk på antropologisk område er mer end uheldig (DSH I 3).

 

Om den germanske (jeg vil bruge det ord) sprogfamilie siger Skautrup indledningsvis:

 

De gottonsktalende stammer, som senere spaltedes i de nordiske og germanske folk, boede i tiden f. Kr. i det sydlige Skandinavien og det nordlige Tyskland, mod vest til Rhinen (hvor kelterne var naboer), mod syd til Main [se nf.] og mod øst til Weichsel [BC: den polske "nationalflod" Wisła"] (hvor slaver og litaver [sic] var naboer) [...] Før disse stammers ekspansion og sproglige deling indtræder, har deres sprog i fællesskab undergået flere ændringer (DSH I 7).

 

Og da slaverne har en vis betydning, ikke bare for mig selv, men også for Danmark gennem historien (se nf.), vil jeg også citere, hvad Skautrup i dette afsnit skriver om den slaviske sprogfamilie:

 

Med de slaviske sprog nærmer vi os de sprog, der har haft direkte berøring med nordisk. I den klassiske overlevering (således hos Tacitus) nævnes [benævnes, BC] slaverne veneter, hvori vi genkender vor hjemlige betegnelse: vender (s. 85). De boede øst for germanerne fra Weichsel [Wisła, Polen, BC] til Dnjepr [Ukraine, BC] og breder sig herfra, da den egentlige folkevandringstid er forbi, i alle retninger. Ved denne vældige ekspansion spaltes gruppen i tre: sydslavisk (hvortil bl.a. hører bulgarsk), østslavisk eller russisk i videre forstand [altså med hviderussisk og ukrainsk, BC] og vestslavisk, som nu væsentlig repræsenteres af tjekkisk, slovakisk og polsk, men som forhen også taltes af de slaviske stammer, som efter folkevandringstiden trængte vest på helt hen til Østholsten (jf. slaviske bynavne som Dresden, Meissen, Leipzig, Berlin, Schwerin, Stettin, Strelitz ofl.) (DSH I 4 f).

 

INDSKUD: Da jeg ville prøve at finde ud af, hvem der på det tidspunkt, Skautrup taler om her, boede syd for Main, fandt jeg følgende på hjemmesiden Fortidens Jelling:

 

Tværs gennem det nuværende Tyskland, fra vest til øst, strakte sig dengang et mylder af tætte ufarbare urskove som romerne sammenfattede under navnet Silva Hercynia og Silva Bacevis.

I de totusinde år som skiller os fra denne tid har flittige bønder ryddet skov og brudt vej, men endnu finder vi urskovens rester på Schwarzwald, De Bøhmiske Bjærge og på Karpatherne. Cæsar sagde, at den Herkynske Skov er så bred, at det tager en rask fodgænger ni dage at vandre igennem den.

 

Syd for disse bjergskove levede forskellige folk, mod vest navnlig keltere, der snart kuedes af romerne. Nord for dem havde germanerne hjemme [...]. - http://www.fortidensjelling.dk/jelling19.htm

 

Og på samme side fandt jeg noget, der i hvert fald er nogle interessante betragtninger, for så vidt angår germanernes tilstedeværelse i Vesteuropa, og for så vidt angår vort allerede i kapitel 1 behandlede forhold til stenalderens mennesker, men nu altså ikke bare genetisk, men også sprogligt:

 

Hvor længe disse stridbare, skindklædte og kødædende germaner har haft østersøegnene og landet ned mod Rhinen ved vi ikke. - [BC: Meningen må være: Hvornår germanerne kom til disse egne, ved vi ikke].

 

På Cæsars tid var de allerede i jernalderkulturen. Forud for denne, var i de samme lande gået en stenalder og en bronzetid, som begge her i Norden havde nået en høj udvikling.

 

Om germanerne er den samme stamme, som havde levet i Norden allerede i den yngre stenalder, er ikke sikkert, men ret sandsynligt. Måske har deres fædre levet i vore lande så langt tilbage, at vi, om vi kendte den yngre stenalders sprog, ville træffe det på et så gammelt trin, at det ikke kunne kaldes germansk, men ville vise sig at stå nær det fælles ariske. [Fremhævet her, BC]

 

Så meget tør dog siges, at de nordiske oldtidslevninger både fra den yngre stenalder og bronzealder tyder på mere faste bopæle, mere udviklet agerbrug end skildringerne hos Cæsar og Tacitus. - http://www.fortidensjelling.dk/jelling19.htm

 

Om udspaltningen af urnordisk fra fællesgermansk siger Skautrup:

 

De nordiske sprog viser alle tilbage til et fælles grundtrin, som vi plejer at kalde urnordisk. Men at fastsætte et bestemt tidspunkt for det urnordiske sprogs udskillelse fra det fællesgottonske er vanskeligt. Det er den almindelige antagelse, at man må sætte tiden til de to første århundreder e. Kr. Ca. 200 e. Kr. har vi nok haft et selvstændigt urnordisk [...]

 

Den sproglige spaltning inden for gottonsk, vi kan konstatere, fortæller os direkte om en bosættelsesmæssig adskillelse, delvis nok fremkommet ved ekspansion. Til en vis tid har de gottonsktalende stammer kunnet fastholde den sproglige enhed i hovedtræk, men så kommer differentiationen (DSH I 15).

 

I sammenfatningen (s. 79f) af kapitlet om det urnordiske understreger Skautrup, at blandt andet stednavneendelserne viser, at det nordiske sprogområdes sydgrænse nøje følger Ejderen. Men altså det nordiske sprogområdes, for selv om der sker store ændringer i tiden op til o. 800, "er det nordiske sprog overalt det samme. Ordforrådet kan i detaljer skifte fra egn til egn, men i formen har sproget udgjort en enhed, som først i løbet af næste periode bliver søndret" (s. 80).

 

Den egentlige sproghistorie kan jeg naturligvis slet ikke komme nærmere ind på her. Det er allerede rigelig vidtløftigt, hvad jeg kommer ind på. Men det er vigtigt at få understreget, at "det særligt danske" er en del af "det særligt nordiske", som i næsten to tusind år har adskilt sig fra det germanske i øvrigt.

 

Men jeg må på grund af mit eget engagement i sagen (se undersiden "Vendere - sorbere") inddrage nogle ting fra Skautrups behandling af vort forhold til de slaviske vendere, som på det tidspunkt boede i hele området syd for Østersøen, helt over til den østlige del af Holsten (s. 85-86). Her opregner han de vendiske stednavne på Lolland-Falster og Vindeby'erne dér samt på Stevns, Langeland og Tåsinge (og viser stederne på et kort). Og han nævner blandt andet, at en af de danskere, der lærte sig det vendiske sprog, så de kunne optræde som tolke, var biskop Absalons næstsøskendebarn Niels Falstring. Endelig nævner han, at fx personnavnet Preben skal være af slavisk oprindelse. (Han nævner ikke, at man på Østlolland og Falster helt op til o. 1950(!) har haft ordene "kampe sig" for "at bade", jfr. moderne polsk "kąpać się [udt. kåmpatj sje (som praktisk taget altid i polsk tryk på næstsidste stavelse)] = bade (sig)"). Se nærmere på undersiden "Vendere - Sorbere").

 

Efter danskernes erobring af Rügen i 1169 og tyskernes fremtrængen mod øst blev de vendere, der havde bosat sig i Syddanmark, "hurtigt afskåret fra forbindelse med hjemlandet, gik op i det danske folk og opgav deres sprog", skriver Skautrup (s. 87). Og jeg håber, det er gået så fredeligt til!

 

 Endelig skriver Skautrup:

 

Men at venderne dog i nogen grad blandede blod med syddanskerne, turde fremgå af den fremherskende mørkere hårfarve og ansigtslød på Låland-Falster. Det er godtgjort, at blondinerne her er i mindretal, brunetterne i flertal. Ligeså kan der i den lålandske keramik spores påvirkning af vendisk kultur i 1000-tallet (DSH I 87).

 

Det med hår- og hudfarven ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om. Til gengæld kan jeg sige, at jeg for sjov og over for mine vendiske (sorbiske) venner ofte har sagt, at min store kærlighed til de slaviske sprog måske kunne skyldes, at jeg som lollik i uendelige led måske har vendisk blod i årerne. Min gode ven borgmesteren i Nebelschütz/Njebjelčicy Thomas Zschornak / Tomaš Čornak har sagt, at vi jo kunne lade det komme an på en gen-test. Men vi er enige om, at vi har alt at tabe og intet at vinde. Vi betragter jo hinanden som en slags i hvert fald åndelige slægtninge! - Se undersiden "Vendere - sorbere".

 

For dog at vise lidt om de sproglige forhold og den sproglige udvikling fra urnordisk tid af, indsætter jeg nu nogle tekster. Først tre runeindskrifter (som egentlig er fra den periode, der behandles i slutningen af kapitel 1):

 

TRE RUNETEKSTER (ifølge Danmarks Runeindskrifter):

 

Gallehus-guldhorn (o. 400)

 

TRANSSKRIPTION:

 

ek hlewagastiR holtijaR horna tawido

 

R = ganelyds-r. - r = tungespids-r. - Det er lidt svært at sige, hvad "ganelyds-r'et" eller det palataliserede r er for en lyd. Måske en slags j-holdigt r. Jeg har også set det sammenlignet med det tjekkiske r i Dvořak (jfr. polsk rz). Men i denne yderst beskedne sammenhæng må det, jeg her har sagt, være nok! - Jeg mener ikke, vi gjorde meget ud af udtaleforholdene, da jeg i tidernes morgen fulgte Harry Andersens lille såkaldte afløsningskursus i runedansk på Københavns Universitet.

 

OVERSÆTTELSE:

 

Jeg Lægæst, Holtes sønd) gjorde hornet.

 

(d Eller "Holtes ætling" eller "fra Holt".

 

-

 

Jelling-sten 1 (o. 935?)

 

TRANSSKRIPTION:

 

kurmR kunukR karþi kubl þusi aft þurui kunu sina tanmarkaR but

 

(Om r og R, se ovf. til guldhornsindskriften. - þ = engelsk th).

 

OVERSÆTTELSE:

 

Kong Gorm - gjorde disse kumler efter Thyre sin kone - Danmarks bod.

 

Der er uenighed om, hvorvidt "Danmarks bod" (den, der bødede Danmark), lægger sig til Gorm eller Thyre. Her viser tankestregerne, at man mener, det lægger sig til Gorm! - Der er også uenighed om, hvordan "but" skal forstås. Nogle, som altså forstår det som læggende sig til Thyre/Thyra, oversætter det "pryd".

 

-

 

Jelling-sten 2 (983-985?)

 

TRANSSKRIPTION:

 

haraltr kunukR baþ kaurua kubl þausi aft kurm faþur sin auk aft þąurui muþur sina sa haraltr ias sąR uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karþi kristną

 

(ą er "næselyds-a" eller nasaleret a (noget i retning af "ang"); se i øvrigt til de to indskrifter ovenfor).

 

OVERSÆTTELSE:

 

Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark, og Norge, og gjorde Danerne kristne.

 

Kummel = mindesmærke.

 

De næste prøver på det nu virkelig danske sprog bliver et par citater fra de gamle danske landskabslove, og vi er nu oppe i middelalderen mere end to-tre hundrede år efter Jelling-indskrifterne. Sproget er ældre middeldansk, hvilket vil sige det dansk, der taltes i perioden 1100-1350.

 

FRA DE GAMLE DANSKE LANDSKABSLOVE

 

Fra Skånske Lov (begyndelsen af 1200-tallet)

Efter håndskriftet Stockholm B 74, det ældste danskskrevne håndskrift, ca. 1250

 

Hittir man annar man j siango 1) mæth sinnj athalkunu. oc dræpær bondan horkal j siango mæth hænnj. Tha scal han til things 2) føra. bæthe bulstær. oc ble mæth twigia manna 3) vithni. at han drap thæn man j siango mæth hænnj. oc æy annar stad

 

Finder en mand en anden mand i seng med sin ægtehustru og dræber bonden horkarlen i sengen med hende, da skal han føre både bolster og ble 4) til tings med to mænds vidne på, at han dræbte den mand i seng med hende og ikke andetsteds.

 

(1 "siango" er dativ af "siang" (seng) styret af "i", jfr. det endnu i dag brugte "i hænde" (dativ af "hånd"). Men selv i Skånske Lov var dativformen ved at blive opgivet uden for de faste udtryk, hvoraf nogle altså er bevaret den dag i dag. Formen "sæng" fandtes også i ældre middeldansk.

 

(2 "Til tings" kan man også sige i dag. "Til" styrede genitiv. Jfr. de også endnu i dag brugte former "til vands" og "til lands" osv.

 

(3 "twigia manna" er genitiv ("to mænds") - af "tva" eller "tve" og "man"

 

(4 bolster = dyne(vår). - ble = lagen. "Bolster og ble" var et fast udtryk, og man kunne godt oversætte det med "

 

 

Fra Jyske Lovs fortale (1241)

Efter håndskrift fra ca. 1300.

 

Mæt logh scal land byggæs. en 1) wildæ huar man oruæs at syt eghet oc latæ men nytæ iafnæt 2). tha thyrftæ 3) men ækki logh with 4).

 

Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.

 

NOTER til ovst. tekst:

 

(1 Dette er ikke en skrivefejl! "En" (eller "æn") betød "men".

 

(2 Ordret: "nyde jævned"= få ligelig, retfærdig behandling.

 

(3 Datid af "thurvæ" = behøve.

 

(4 ved, til stede. - Man kunne måske oversætte: Da behøvede man (egl. "mænd", jfr. "folk") ikke at have lov (hos sig).

 

Peter Skautrup har - på grundlag af sin sproghistoriske viden - gjort et forsøg på at vise, hvordan dette har lydt - ved hjælp af, hvad han betegner som "grov lydskrift" (som jeg stort set kan gengive her). Han lægger dog teksten fra et andet håndskrift til grund, det, der kaldes Stockholm C 39:

 

Mæth logh skal land byggiæs; æn wildæ hwær man oruæs at sit eghæt, oc latæ mæn nytæ iæfnæth ...

 

mæð low ska(l) laņ' byg(˙)jəs; æn viļ(˙)ə væ.'r maņ' or˙əs að sit æjət, ͻ(ɋ) la(˙)ðə mæņ' ny˙ðə jæwnəð ...

 

FORKLARING TIL LYDSKRIFTEN: ð = "blødt, åbent d", altså som i fx moderne "med" og "lade". - ə = "svagt" e som i fx moderne "alle". - ļ = ustemt l. - ņ = ustemt n. - ͻ = kort åben å-lyd som i fx skråt. - ˙ = lyden foran er lang. - ' = "stød", altså det lille "hik", der indgår i det rigsdanske og de fleste danske dialekters lydsystem (bare ikke i fx lollandsk!). - .' (skulle egl. stå som ét tegn) = lyden foran er lang og med stød. - () = ordet kan udtales dels med, dels uden den deri indsatte lyd.

 

 

Fra Skånske Lov-håndskriftet Codex Runicus (o. 1300)

 

Og endnu et eksempel, på sin vis også fra Skånske Lov, dog ikke fra selve lovteksten. Det er fra det håndskrift, der betegnes Codex Runicus - fordi det er skrevet med runer! På et tidspunkt, hvor det latinske alfabet ellers var blevet dominerende. Her har skriveren udfyldt den sidste plads på en af siderne med en stump af en visetekst, oven i købet med noder til. Ja, det er den kendte pausesignal-melodi, som endnu lejlighedsvis høres i Danmarks Radios P 1. Da dette er et i flere henseender enestående minde fra vor fortid - og udtryk for vor forbindelse med den - sætter jeg teksten og nogle kommentarer til den ind her:

 

Drømdæ mik æn drøm i nat um silki ok ærlik pæl

 

Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl

 

Iflg. Den Store Danske er der formodentlig tale om de to første tekstlinjer af en fireliniet folkevisestrofe. Og andenlinien forstås som "om silke og kostbart tøj". Det oplyses endvidere, at "Første halvdel af melodien blev i 1931 indført som pausesignal i Statsradiofonien (Danmarks Radio)".

 

Der har været en del diskussion om, hvad andenliniens ord "silki ok ærlik pæl" betyder. Men jeg foretrækker den oversættelse, jeg lærte i gymnasiet, som vist også stadig er den almindeligste (altså fx Den Store Danskes), og som klart er den mest "romantiske", idet man for sig ser skriveren sidde og drømme om fint tøj - eller dog nynnende på en af tidens slagere. Og jeg kan støtte mig på en særdeles autoritativ jævnførelse af ordet "pæl" med det gammeldanske "peld" = "en slags kostbart stof ell. tøj". Det er i ordlisten til folkevisen "Møens morgendrømme" i Aage Jørgensens artikel "Folkevisesproget" i Danske Studier, 1964. Her angiver Aage Jørgensen til ordet "peld" (s. 16):

 

peld (48)55. Oldn. pell, æda. pæl (cf. den berømte nodetekst fra Codex runicus), glda. peld, pell, pæll. Betydningen er »en slags kostbart stof ell. tøj« (ODS).

 

 

Da dette jo ikke er nogen sproghistorisk afhandling, må det være nok med de eksempler, jeg nu har givet på sprogets udvikling fra urnordisk til ældre middeldansk - eller altså fra Guldhornene til Jyske Lov. Sprogets videre udvikling vil fremgå af de almindelige tekst-eksempler, der bliver givet. Men jeg indsætter lige et digt:

 

SPROG-HISTORIE

 

Gastir - gestr - gæst

hlewagastir horna tawido

Lægæst gjorde hornet

hvem drak af det?

nu drikker mange gæster

af fine glas i Noma.

 

Tanmaurk - Danmǫrk - Danmark

sa haraltr ias sąr uan tanmaurk ala

den Harald som vandt sig hele Danmark

bød gøre mindesmærket i Jelling

nu står stenen i dronning Margrethes pas.

 

De var der dengang

vi er her nu

er vi alle os?

 

Jeg vil slutte den sproghistoriske indledning til dette kapitel med at referere og citere lidt mere fra Peter Skautrups sproghistorie.

 

I § 31 "Norm og dialekter" indleder Skautrup med at fastslå

 

at vi fra nu af [altså fra og med ældre middeldansk] må regne med to sprogformer: et skriftsprog, der vel viser nogle forskelle alt efter hjemmehørigheden, men som dog i hovedsagen tenderer mod ensartethed, og derudover et talesprog, der vel har haft visse grundlæggende fællesudviklinger, der betinger, at dansken som helhed kan betragtes som et selvstændigt sprog nu også over for svensk, men som i øvrigt er opdelt i en række mindre talekredse (DSH I 257).

 

Herefter følger nogle overvejelser og referater af den videnskabelige diskussion, for så vidt angår forholdet mellem et centralt, ens skriftsprog og de regionale særpræg i hhv. Skåne, Sjælland og Jylland. Og Skautrup indleder med det ovf. citerede forsøg på at vise forholdet mellem skrift og udtale i begyndelsen af fortalen til Jyske Lov, idet han konstaterer, at her "vil forskellen mellem skrift og tale springe tydeligt frem ved næsten hvert ord" (DSH 257).

 

Men samtidig er der i håndskriftsproget som helhed o. 1300 "en tydelig tendens mod en fast ortografisk norm" - som oven i købet allerede må "være fastlagt senest ca. 1200" (DSH 258). Og om denne nye retskrivningsnorm siger Skautrup videre noget overordentlig interessant:

 

Sproggeografisk skal man næppe søge at lokalisere skriftnormen - ikke ud over, at den i det hele undgår ethvert dialektalt træk, d.v.s. den er blevet til i kredse, som ikke var snævert bundet eller præget af et egnstalesprog. Skal man derfor gisne om normens udstrålingspunkter, tager man næppe fejl ved at gå til de højeste, verdslige og gejstlige, skriftkyndige kredse. Og det ældste centrum for skabelsen af en skriftnorm turde da være domskolen i Lund, hvor der under Asser, Eskil, Absalon og Anders Sunesøn - fra 1089 og fremefter, og da særlig i 1100tallet [sic] - fandt megen boglig syssel sted [henvisning til DSH I 198f]. [...] Den skrifttradition, som her skabtes, er sikkert godtaget og videreført i kancelliet [se henv. m.m. her lige nf.], der også lededes af gejstlige, og som fra 1200tallet får stigende betydning, vel at mærke ikke i egenskab af et lokaltbetonet sjællandsk sprogcentrum, men som et i skriftlig henseende for hele riget fælles og centrifugalt [BC: sig ud i landet spredende] virkende udstrålingspunkt (DSH 259f).

 

Til især eventuelle yngre og helt unge læsere vil jeg hertil allerførst sige, at da jeg gik i gymnasiet, syntes jeg (også?), det var spild af tid at beskæftige sig (så meget) med historien. Men så begyndte jeg først at studere dansk - og dermed sproghistorie og, ikke mindst, litteraturhistorie (hvad jeg også gør nu). Og så begyndte jeg (hvad jeg også gør den dag i dag) at studere teologi, hvilket vil sige hele den gammeltestamentlige historie og hele kirkehistorien, altså en mindst 3000-årig på en helt særlig måde endnu spil-levende historie. Og endelig kom "Murens fald" med alt, hvad deraf fulgte, både i almindelighed og for mig personligt (mit engagement i næsten samtlige vest- og østslaviske lande og områder), hvor vi, som jeg tidligt sagde, "så historien stå op af jorden alle vegne", først og fremmest i de lande, der nu, som jeg også sagde, "kom ud af den kommunistiske dybfryser", men jo også hos os selv, med hele den stadig standende strid om den nationale og folkelige identitet til følge. Hvortil kommer, at jeg i skrivende stund er 68 år gammel, hvilket i sig selv betyder, at fortiden kommer nærmere og nærmere. Jeg siger her til de unge: Bare vent! I drømmer ikke om, hvor lidt hundrede år betyder, når man kommer i den alder.

 

På hele denne baggrund er det dybt bevægende at læse de her refererede og citerede ting. Og de er under alle omstændigheder af meget stor betydning i denne teksts sammenhæng. Det drejer sig jo her først om tendensen mod det, vi i dag kalder rigsdansk. Og det er helt bogstavelig talt et eksempel på "det særligt danske". Og der er ikke noget mærkeligt i det. Det er simpelt hen en følge af, at der nu er dannet, hvad vi godt kan kalde en dansk stat. Jfr. hvad jeg tidligere har sagt om betydningen overhovedet af, at de oprindelig urnordisk-, ja, germansktalende, mennesker på det, der med Harald Blåtand blev dansk territorium, blev lukket inde bag nogle nationale grænser. (Ja, jeg kan godt høre de aktuelle overtoner (juli 2011) i disse sidste ord, men man kan mene om det, hvad man vil; det var sådan).

 

Og den danske stat (i det beskedne omfang, der var tale om), og den danske kirke, blev altså styret centralt - af og under medvirken af mennesker, der i hvert fald var i stand til at skrive på et sprog, der faktisk fra begyndelsen havde karakter af "rigsdansk". Dette skal også ses i sammenhæng med det forhold, at vel blev befolkningen og institutionerne "lukket inde" bag rigets grænser, men det betød jo heller ikke dengang, at man så var isoleret fra omverdenen. Hele den kultur, der med kristendommen og kirken kom ind i Danmark, var jo i allerhøjeste grad international. Jeg kommer nærmere ind på det senere, mere eller mindre, men der er ingen tvivl om, at mange præster og munke har været udlændinge, ikke mindst tyskere (der kommer noget om dette lige om lidt), og under alle omstændigheder har al boglig uddannelse været af international karakter, fx blev de fleste ting skrevet på det internationale sprog latin, så at man altså i en grad, som vi endnu ikke har nået med engelsk, var sprogligt international. Ligefrem globalisering var der naturligvis ikke tale om, men dog om en fælleskultur i hele det romersk-katolske område, altså (i hvert fald stort set) i hele det vest- og centraleuropæiske område, hvor romersk-katolsk kristendom eller en fra denne udgået reformatorisk kristendom hersker i dag, herunder altså Danmark og hele det øvrige Norden. Og der var for de højere og højest uddannedes vedkommende (men jo også for fx håndværkeres) tale om en høj grad af arbejdskraftens fri bevægelighed, ligesom det simpelt hen var nødvendigt at tage til udlandet, hvis man ville have en universitetsuddannelse. Københavns Universitet blev først oprettet i 1479. Hvad universiteterne nede mod syd (og ovre i vest) angår, indsætter jeg et klip fra "Den Store Danske":

 

Den ældste universitetslignende institution var lægeskolen i Salerno fra 800-t., der tiltrak studerende fra hele Europa. Det første egentlige universitet blev grundlagt i Bologna i 1088. Blandt de ældste europæiske universiteter kan nævnes Paris (ca. 1150), Oxford (1167) og Salamanca (1218).

 

Og om netop nogle af de personer, Peter Skautrup omtaler, yderligere nogle klip fra Internettet (Wikipedia): "[Den senere ærkebiskop] Eskil blev i sin ungdom af sine forældre sendt til Hildesheim i Sachsen for at studere – målet var en gejstlig karriere". - "Fra cirka 1146-1156 var [den senere ærkebiskop] Absalon under uddannelse som teolog på universitetet i Paris". - "Ungdomsårene tilbragte [ærkebiskop Anders Sunesøn] efter Absalons tilskyndelse med filosofiske og teologiske studier i Paris, fortsatte dernæst med at studere retsvidenskab i Italien og England".

 

I det ovf. citerede henviser Skautrup, hvad kancelliet angår, til s. 197, hvor han om dette skriver:

 

Men også uden for kirkens boliger tog skrivevirksomheden til. I centraladministrationen var kancelliet blevet en meget betydende institution. Der har vel senest fra Knud den stores tid været kongelige skrivere, men muligvis har det til tider været udenlandske [...]. Under Valdemar den store får kancelliet en fast organisation, og kongens kapellan Radulv, senere biskop i Ribe, bliver dets første leder, rigets kansler. Snart vokser institutionen og bliver i sproglig henseende på grund af dens centrale stilling inden for administrationen og det skriftlige nedslags vigtighed - kongebreve, forordninger, love, jordebøger osv. - af afgørende betydning for fæstnelse af en vis skriftnorm. Men hvor vi kan øjne personerne bag om aktstykkerne, er det stadig gejstlige, vi ser i arbejde (DSH I 197).

 

Dette kan suppleres med endnu et klip fra Den Store Danske:

 

En kapelorganisation [kongens kapellan (præst) som leder af administrationen, jfr. forrige citat] kan dokumenteres i Danmark i 1100-t., og senest i 1158 opstod et egentligt kancelli; i Norge og Sverige kendes kancellier fra hhv. 1208 og 1219. I det middelalderlige rejsekongedømme fulgte kancelliet kongen. Bortset fra en periode i 1200- og 1300-t. var kancelliets øverste formelle leder, den øverste kansler, indtil Reformationen i 1536 biskoppen i Roskilde; fra 1400-t. lå den daglige ledelse hos kongens kansler.

 

Her ser vi grunden til den statsmagt og centraladministration, vi har i dag. Ja, her ser vi, hvor lang en tradition, der ligger bag det samfund, vi har i dag. Der har selvfølgelig været mange mørke og ligefrem sorte pletter, men da det altså ikke er paradiset, men denne syndige verden, hele vor historie har udspillet sig i, og vi stadig lever i, må vi sige, at det er en god tusindårig historie, vi har bag os, og at dette er noget, vi skal have i tankerne, når vi vil ud og bistå med nation building i helt andre kulturområder. Jeg besmykker ikke noget, men mener altså, man må sige, at sådan er det, og at mange ulykker både her og der kunne være undgået, hvis vestlige politikere og embedsmænd havde kunnet og forstået historien bedre.

 

Men det afgørende her i denne teksts sammenhæng er, at det altså er bevægende at se disse mennesker for sig. De, der dengang kunne skrive med en gåsefjer, svarede jo bla. til vor tids IT-eksperter, men havde altså for manges vedkommende også tidens højeste uddannelse og dannelse. Og de og deres omgivelser vidste jo ikke, hvad der efterhånden skulle udvikle sig. De har simpelt hen udgjort en internationalt dannet og orienteret elite (som man siger i dag, med et ord, jeg ikke er særlig glad for). I hvor høj grad og på hvilke måder, der også mere og mere viste sig noget "særligt dansk" i denne kultur, vil jeg prøve at finde eksempler på til resten af dette kapitel. Men jeg gentager, at uanset hvad der mere specifikt kommer til syne, er det helt givet, at der fra de ældste tider af har været tale om en særlig tradition i den danske centraladministration og det danske embedsmandssystem - og i den danske kirke. Men også om det nok mere senere. Den anden side af sagen er nemlig, at der under disse højeste og højere lag var en almindelig befolkning af især bønder og andre beskæftigede i landbruget, men jo også håndværkere, handlende, søfolk osv. Og dermed kommer vi til en helt modsat sprogudvikling, nemlig udviklingen af dialekterne. Igen et Skautrup-citat:

 

Over for denne enhedsstræben og traditionelle vedholdenhed inden for skriftsproget står talesprogsformernes mangfoldighed. At der finder så mange dialektale særudviklinger sted, må til forudsætning kræve en ret stærk afsondring. Samkvem finder blandt almuen kun sted i små cirkler, inden for et herred, på en ø osv., hvorved særformer får friere vækstmuligheder (DSH I 260).

 

Dette rækker også langt ud over selve det sproglige. Pdes. virker rigsdannelsen med ydre grænser og en vis centraladministration i retning af et særligt dansk sprog og en særlig dansk (om end altså meget international) kultur, men pdas. betyder det forhold, at den langt overvejende del af befolkningen bor det samme sted generation efter generation, på en måde, man vel ikke umiddelbart forestiller sig, udviklingen af en stor mangfoldighed.

 

Tag bare den dag i dag en vestjyde og en bornholmer, en vendelbo og en lollik! Man har i disse år så travlt med at diskutere "det særligt danske" i forhold til den store globalistiske lyksalighed, og i denne forbindelse med at betvivle, at der egentlig skulle findes noget, der er "særligt dansk" i forhold til verden omkring os. Men man glemmer, at der er et helt andet spørgsmål at stille til det med "det særligt danske", nemlig, hvad dog fx de her netop nævnte mennesker egentlig har til fælles - og navnlig har haft til fælles før den moderne nationalbevidstheds tid fra engang i 1700-tallet og især fra 1800-tallet af. Som vist allerede sagt, tænker jeg for mit eget vedkommende den dag i dag i høj grad på mig selv som lollik (hvor meget outsider jeg så også i den henseende måtte være), og jeg har det vel som lollik med folk fra de andre dele af landet på en måde, der svarer til, hvordan jeg som dansker har det med mennesker fra andre lande: Vi indgår i et fællesskab, men er samtidig meget forskellige, hvilket dog så betyder, at der er en spændende mangfoldighed i fællesskabet. Det er spændende at have selv jyder og vendelboer som landsmænd, men der er altså virkelig tale om forskelle, ikke bare sprogligt, men også i mentalitet. Jeg vil slet ikke referere, hvad vi i vor familie kan finde på at sige om jyderne! Det er selvfølgelig et langt stykke i spøg. Men ikke helt. Til gengæld kan jeg referere, hvad en af mine jyske rekrutkammerater på et tidligt tidspunkt i rekruttiden sagde til mig på ret kraftigt jysk: "Hold din kæft, din store plutbonde!". Plutbonde var øgenavnet for os her fra Lolland-Falster med den kraftige lerjord og sukkerroeproduktionen. Og under hele min sprogofficersuddannelse var mit øgenavn blandt kammeraterne "Christen Plut". Til gengæld følte jeg et ret stort slægtskab med den eneste blandt kammeraterne, der ligesom jeg hverken var jyde eller sjællænder (herunder københavner), nemlig holdets eneste fynbo. Om han så noget lignende i mig, ved jeg ikke. Måske har vi drøftet det lidt på tomandshånd. Men det har utvivlsomt været finere at være fynbo end at være lollik. Og jeg har heller ikke som person nogensinde været "fin".

 

Til sidst nogle referater og citater fra Peter Skautrups "Sammenfatning" af fjerde del af bind I, "Ældre middeldansk (1100-1350"):

 

Skautrup ridser først den udvikling op, det danske rige har gennemgået fra at have været godt på vej til at blive en stormagt, til situationen, da Valdemar Atterdag i 1340 bliver hyldet til konge på Viborg landsting. Da var hans rige kun det nordlige Jylland - "dronning Helvigs medgift".

 

Men kulturelt var Danmark blevet en del af Europa. Den katolske kirke havde nået sin magts højde. I kampen med kongemagten nåede den vel ikke den ønskede uafhængighed, men troens stat omfattede dog nu alle, og dens lemmer samledes trygt og trofast om Lund "alle vort riges kirkers hoved og læremester" [...]. Først og fremmest gennem dens mænd, hvoraf mange nød europæisk anseelse, var det fremmede blevet formidlet, og al litterær og åndelig syssel forvaltedes af dem. [...] Gennem domkapitlernes og klostrenes skoler spredtes da langsomt evnen til at læse og skrive [...]. Takket være kirken udvikledes således dansk lærdom og dansk bogvæsen, der vel især anvendte latinen, men dog også tog modersmålet i brug på flere områder, først og fremmest i lovsproget (DSH I 307).

 

Herefter omtaler Skautrup, hvordan det fremmede også kom ind ad verdslige veje, nemlig på fx områderne militær, ridderskab, bygnings- og malerkunst og mode. "Dansen og med den folkevisen dyrkes ivrigt, i det mindste inden for de højere samfundslag, hvorfra folkevisen fik så righoldige emner". Men også mennesker kom ind udefra; "nordtyske adelsfamilier vandrede ind [...], og tyske håndværkere og købmænd i større og større flokke færdedes eller bosatte sig i byerne".

 

Det her refererede og citerede understreger yderligere de ting, hvormed jeg indledte denne afslutning af min sproghistoriske indledning til dette kapitel. Men hvad selve sproget angår fortsætter Skautrup:

 

Folk og sprog er således i periodens sidste afsnit ude for angreb, der kunne synes farlige for helhedens og selvstændighedens bevarelse. Men gennem tidens splittethed og mærkelige dobbelthed bevarer dog såvel folk som sprog deres faste og karakteristiske egenart ret intakt til samlingens tid kom igen. Skønt statsbygningen lå i grus, var det kun i yderste nødsfald, at en rejsning eller bevægelse kunne gribe folket (Niels Ebbesøn), ellers fortsatte man som forhen at fange sild, dyrke korn eller opdrætte heste og stude til eksport. Ej heller greb bonden fremmede lader og skikke, første gang en fremmelig adelsmand eller borger vigtede sig dermed, lige så lidt som han byttede sin vadmelsdragt med indførte silke- eller skarlagensklæder. En stærk vedholdenhed og trofasthed over for det hævdvundne bar igennem fristelserne, og det fremmedes iltre angreb prellede af mod folkets sindighed og besindighed. Således også med sproget (DSH I 308).

 

Dette er helt tydeligt præget af at være skrevet allersenest i 1944, hvor bind I udkom, sandsynligvis tidligere, altså på et tidspunkt, hvor man enten måtte forudse en lang og farlig fremtid som del af et nazistisk Neuropa, eller hvor det i hvert fald gjaldt om at holde ud, til der kom bedre tider. Hvad Skautrup mere specielt bygger sin karakteristik på, fremgår ikke, men det er jo hele hans sproghistoriske og kulturhistoriske viden, og det siger jo under alle omstændigheder noget om, hvordan en dansk professor i 1944 eller de nærmest forudgående år så på såvel fortiden som nutiden og fremtiden. Man kan så diskutere, hvor særligt dansk dette er. Man vil kunne finde tilsvarende lovprisninger af det jævne folks simple dyder hos andre nationer i en tilsvarende situation. En analyse af dette kan jeg ikke uden videre gå ind i. Men jeg vil mene, at det nærmest kun styrker den opfattelse, jeg gør mig til talsmand for i denne tekst, hvis eller når det hører med til alle eller mange folks og nationers liv, at for det første selve det jævne folks liv har formet sig på en sådan måde, og at for det andet repræsentanter for klassen af højtuddannede har kunnet skrive sådan, når folket og nationen har været i nød. Og jeg vil også mene, at der helt uundgåeligt vil være tale om særlige træk i de forskellige folks måde at leve og leve med hinanden på. Men det gælder for såvel det dybe folkeliv som fx kulturen i hele forvaltningen, at man hverken kan eller skal se dette, når man simpelt hen lever sit liv og varetager sin tjeneste, ja, det gælder - og altså på en helt særlig måde netop nu - at alt bliver ødelagt, hvis man fx giver sig til, bevidst at stræbe efter at udøve sin tjeneste på en særlig dansk måde. Jfr. mit billede med det at køre på cykel. "Det særligt danske" kan kun vise sig ved, at man lever sit liv for at leve det og passer sin tjeneste for at passe sin tjeneste. Og enten bliver det af sig selv på en særlig dansk måde, eller også gør det det ikke. Det er jo heller ikke et formål i sig selv at gøre dette eller hint på en særlig dansk måde. Man kommer først til at tænke over det, hvis nogen vil tvinge en til at leve og arbejde på en anden måde, end hvad der helt naturligt giver sig af sig selv. - Jeg har vist også allerede kommenteret den i disse år hyppigt fremførte bemærkning om, at hvis man i fx denne periode var gået ud på marken og havde spurgt en bonde, hvad han var, ville han næppe have sagt "dansker". Han har formodentlig sagt, at han var Jens, Hans' søn fra Bonderup eller noget i den retning. Men han ville have sagt det på dansk, og den måde, han og de andre i Bonderup har levet på, ville have haft sit helt eget særpræg, ikke bare i forhold til bønders liv i det øvrige Europa, men også i forhold til bønders liv i en anden del af det danske rige, ja, i forhold til bønders liv i nabosognet og naboherredet. Sådan har det været. Og sådan har det været endnu i min levetid. Jeg har selv set det! Og resterne af det kan endnu ses ude i fx de lollandske landsogne.

 

Men nu til nogle af selve de sproghistoriske ting, Skautrup opregner i sin sammenfatning:

 

Sproget var ikke længere "dansk tunge" i gammel og vid bemærkelse [henvisning til s. 180f, hvor der gives eksempler på, at betegnelsen "den danske tunge" i vikingetiden gjaldt hele det sprog, vi i dag kalder "oldnordisk"], men det var blevet vort moder(s)mål. Denne betegnelse er sikkert nu blevet anvendt, jf. Anders Sunesøns benævnelser: materna lingua ved siden af natale idioma og (især) lingua patria (DSH I 308).

 

De her nævnte latinske betegnelser stammer (iflg. Skautrup s. 206, som han selv henviser til) fra Anders Sunesens latinske gengivelse af Skånske Lov, og oversættes af Skautrup til de danske betegnelser "modersmål", "hjemlige mål" og "fædrene mål". Og han fortsætter:

 

Noget direkte udtryk for modvilje over for fremmede sprog eller særlig fremhæven af modersmålet foreligger ikke, men måske tør man dog i bestemmelsen i Christoffer II's håndfæstning (s. 188) se et udslag af en vis dansk selvstændighedsfølelse, der ikke blot havde politisk betoning (DSH I 308).

 

Det på s. 188, Skautrup her henviser til, lyder - med overspringelse af citaterne fra håndfæstningens latinske - tekst:

 

Foruden [indvandringen] til byerne af fremmede handelsfolk og håndværkere, der gennem århundrederne stadig "fornyes", fordi det oftest var unge eller yngre folk, der sendtes ud fra hansestæderne, foregik der tillige en indvandring i et andet lag af samfundet, der også var af betydning for det fremmede sprogstofs voldsomme indtrængen. Det var den fremmede adel. [14 navne på tyske adelsslægter, som (blandt andre) får fodfæste i Danmark før 1400]. Enkelte af disse slægter akklimatiseres hurtigt, andre holder fast ved deres nedertyske sprog og skaber derved en af forudsætningerne for brugen af plattysk sprog i Danmark, som en tid var ret stærkt fremme. At man ikke med ublandet velvilje fra dansk side så på denne indvandring, fremgår af bestemmelserne i Kristoffer II's håndfæstning 1320: der må ikke indsættes fremmede gejstlige, som ikke kan landets sprog [...], og ej heller tyskere i statens tjeneste som høvedsmænd, ombudsmænd osv. [...], men disse bestemmelser blev i den følgende tid aldeles ikke overholdt. Under greverne Gerts og Johans herredømme blev således næsten alle slotshøvedsmandsembeder besat med tysk-holstenske adelige (DSH I 188).

 

På side 308 beskriver Skautrup videre den tyske, dvs. middelnedertyske sproglige indflydelse.

 

Det var især hoffet og nærstående kredse, som gik i spidsen. Tyske hirdmænd træffes hos Knud den hellige [...] Knud Lavard, der havde opholdt sig hos hertug Lothar i Saxen, indførte tysk klædedragt og tyske sæder. Svend Grade yndede tyske skikke og tysk poesi mere end norrøne skjaldedigte, ligesom han tog flere tyskere i sin tjeneste. Ved Valdemar sejrs hof erhvervede den islandske skjald Óláfr Þórðarson kendskab til tysk. Ægteskabsforbindelser stiftedes med nordtyske fyrstehuse, osv. Og hertil kom nu yderligere de fremmede, tysktalende elementer. Dette er baggrunden for den kamp, dansken måtte føre i den kommende tid også til den side (DSH I 308f).

 

Heller ikke dette vil jeg kommentere nærmere. Men det er jo endnu et eksempel på, hvor velegnede sådanne steder fra Skautrups store sproghistorie er her i denne teksts sammenhæng.

 

Vi er her på bind I's næstsidste side, og det netop citerede er den sidste del af den egentlige sammenfatning. Den sidste 1½ side bruger Skautrup til at sige noget om, hvordan "det danske sprog under mødet med alt det ny og fremmede måtte påvirkes henimod en rigere nuancering og til større livfuldhed" (DSH I 309). Og bind I slutter således:

 

Her var områder nok, hvor en begrebsudmøntning i forbindelse med tilsvarende ordvækst måtte ligge lige for, når sproget mødte et andet eller andre, hvor opdelingen var anderledes eller finere. I begge tilfælde vilde der ved bekendtskabet åbne sig muligheder for sproglig vækst og nyudvikling, enten ved direkte lån fra det fremmede (jf. fx. de mange adjektiver, vi låner i den følgende tid) eller ved hjemlig ordavl. Det er dette forhold, der præger denne og især den følgende periode (DSH I 310).

 

Det er ikke sikkert, jeg overhovedet vender tilbage til Peters Skautrups sproghistorie igen. Og det vil i givet fald formodentlig kun blive ganske punktvis. Men jeg mener, det har været ganske frugtbart at inddrage den i behandlingen af tiden indtil her midt i middelalderen, først og fremmest selvfølgelig, fordi det sproglige spiller så stor en rolle her (både i sig selv, og fordi der ikke har været så meget andet at gå til), men også fordi Skautrups mere almindelige betragtninger på flere måder er overordentlig interessante.

 

Fra nu af vil jeg først og fremmest prøve at finde eksempler på "det særligt danske", lige fra, hvad der er overleveret af helt små dagligdags ting, og op til litteraturhistorien. Men jeg vil nok også fortsat både inddrage andres mere overordnede betragtninger og fremføre mine egne.

 

 

Eksempler fra middelalderens danske litteraturhistorie

 

Fra sproghistorien vil jeg nu gå til litteraturhistorien. Men jo heller ikke her for at give en sammenhængende fremstilling, kun for at finde nogle ting og eksempler frem, der måske kan bidrage til besvarelsen af spørgsmålet om, hvad "det særligt danske" så er. Jeg vil i første omgang indsætte, hvad jeg har kunnet finde i Gyldendals nye Dansk litteraturs historie, b. I (2007, forkortet DLH), men vil eventuelt allerede her i dette afsnit supplere med ting andre steder fra. - Jeg gør endnu en gang opmærksom på, at den "tekst", jeg skriver her, ikke er nogen egentlig fremstilling af "Det særligt danskes" historie, men et beskedent og højst ufuldkomment sidesporsarbejde, fremprovokeret af globalisternes evindelige spørgsmål om det særligt danske. Jeg er derfor nødt til at bide hovedet af al akademisk stolthed og i meget høj grad lade dette arbejde være andenhånds - med de indsatte kommentarer og "betragtninger" som mit eget bidrag - idet der selvfølgelig også ligger både tanke og arbejde bag udvalget af de store mængder citater og referater.

 

Den første litterære genre, der er af interesse, er historieskrivningen. De første eksempler er Roskildekrøniken (1138) og Lejrekrøniken (1170). Men dernæst kommer Sven Aggesens Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danmarks konger) (ca. 1185) Saxos Gesta Danorum (Danskernes bedrifter) (o.1200; Saxo døde efter 1208). Saxo har allerede været inddraget, nemlig ved eksemplerne fra den danske sagnskat i kapitel 1.

 

Jeg vil nu citere, referere og kommentere nogle ting fra den fælles indledning til afsnittene om Sven Aggesen og Saxo, som er af interesse i mit det-særligt-danske-perspektiv:

 

Man skal være forsigtig med at tale om nationale perspektiver og især nationalfølelse i 1100- og 1200-tallet, fordi det medfører alt for mange moderne associationer. Der var næppe mange danskere i højmiddelalderen, der lagde nogen vægt på, at de var danske - hvis de overhovedet skænkede det en tanke (DLH I 66).

 

Denne måde at tale på om forholdene i Danmark i gamle dage, er meget almindelig og har allerede været berørt her i teksten, ligesom den nok også vil dukke op senere. Men jeg vil også her sige, at hvad havde man ellers forestillet sig. Det er soleklart, at det først er i 1800-tallet, bevidstheden om det nationale tilhørsforhold er begyndt at gøre sig gældende bredt i folket. Det er også klart, at statsmagten selv har medvirket dertil. Men at folk ikke har gået rundt med en stærk bevidsthed om, at de var danske, er jo ikke ensbetydende med, at de ikke har været det, og det er netop dette sidste, min det-særligt-danske-tekst her handler om. Men i indledningen til afsnittene om Sven Aggesen og Saxo er det statsmagtens interesse i historien, det handler om - eller den sammenviklede stat-kirke-magt.

 

Netop i 1100-tallet blev sammenhængende nationale historier formuleret i stort tal Europa over [...].Svens og Saxos værker er danske repræsentanter for den særlige kobling mellem den nye og stærkt udvidede 1100-tals lærdom, den kreative omgang med forskellige lag i latinsk stilistik og retorik og en ny nationalhistorisk interesse, som kun kunne træde frem under de begyndende statsdannelser, der også var karakteristiske for store dele af 1100-tallets Europa (DLH I 66f).

 

Og så citres begyndelsen af Saxos fortale:

 

Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle (DLH I 67).

 

Hele fortalen kan læses på:

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/saxos-fortale-til-gesta-danorum-danernes-bedrifter-fra-ca-1200/

 

Men "Dansk litteraturs historie" citerer altså kun den første sætning - og ledsager den med denne kommentar:

 

Selv om Saxo implicit her tænker på romerne og i andre sammenhænge kun nævner tre gamle 'nationalhistorier', nemlig Bedas Det engelske folks kirkehistorie (ca. 730), Paulus Diaconos' Langobarderhistorie (ca. 790) og Dudos De normanniske hertugers historie (ca. 1000), så er det 1100-tallets nye lærdom og uimodståelige bølge af store nationalhistorie projekter, der er det egentlige incitament for ærkebiskoppen Absalons og kannikerne Svens og Saxos litterære visioner (DLH I 67).

 

I første afsnit om Sven Aggesens kongehistorie fremhæves hans og Saxos udspring af "den våbenbærende elite", studier i Frankrig og involvering i "det administrative og ideologiske arbejde som [kong Valdemar den stores og ærkebiskop Absalons] statsbygning og effektive imperialisme definerede", og der fortsættes:

 

Det politiske udgangspunkt for begge værker var tydeligvis ønsket om at understrege den danske magtsfæres selvstændighed i forhold til Det Tyske Rige. Man kan efter behag se værkerne som historisk-politisk ønsketænkning eller som overivrig kulturel manifestation, men pointen var i hvert fald, at den grad af formel frihed for tysk overhøjhed, som Valdemar den Store og hans søn Knud 6. (konge 1182-1201) endelig opnåede (eller mente de havde opnået), i virkeligheden havde en meget lang forhistorie, som gik helt tilbage til hedenold (DLH I 67).

 

I første afsnit om Saxos danmarkshistorie står der om dette "den danske middelalders indiskutable storværk", at

 

Det hylder Absalon og Valdemarerne og udtrykker et dansk patriotisk standpunkt i forhold til Det Tysk-Romerske Rige. Det er tydeligvis påbegyndt for at markere danernes rettigheder i forhold til kejser Frederik Barbarossa (d. 1190). Men Saxos værk er meget mere end en politisk manifestation - dét kunne være gjort meget kortere og mere effektivt. Det er en geografisk, kulturel og sproglig markering med en særlig vægt på danernes lange vej fra hedenskab til kristendom (DLH I 70).

 

Det er almindelig kendt, at Saxos historie altså ikke er skrevet på dansk, men tværtimod på meget fint klassisk latin. Og det er et af de allerstærkeste udtryk for, at "Det særligt danske" i rigets første århundreder i meget høj grad bestod i, at vi tilegnede os den europæiske kultur. Dette forhold beskrives og eksemplificeres nu således:

 

Saxo går så vidt i sin sproglige klassicisme, at han kun vil anvende gloser, han kender fra de antikke, hedenske forfattere. Og det er i meget vidt omfang lykkedes: Alle de nyere ord, som hans samtids politiske og kirkelige liv vrimlede med, er bandlyst og må i stedet oversættes til antikke begreber. En kirke (ecclesia) bliver til et tempel (templum eller aedes), en biskop (episcopus) bliver til en ypperstepræst (antistes) osv. Af samme grund, må man formode, indeholder Saxos tekst, som noget helt usædvanligt for sin tid, ikke et eneste citat fra Bibelen - mens det vrimler med citater fra og allusioner til hedenske forfattere (DLH I 72).

 

Det er meget mærkeligt, at Saxo er gået så vidt. Men det er altså den måde, hvorpå han har villet vise, at man her i Danmark ikke alene har en glorværdig national forhistorie, men også har en mand, der er i besiddelse af den højeste europæiske dannelse. Men i selve sin tekst er det jo først og fremmest Danmark og danskerne, han vil fremhæve. I "Dansk litteraturs histories" afsnit om "Saxo og den klassiske romerske litteratur" peges der indledningsvis på, at det har været Saxo om at gøre at vise, at "Ikke alene har Danmark lige så lang og fornem enhver historie som Romerriget, det har også en litteratur, der svarer til romernes". Og så citeres det sted i fortalen, hvos Saxo omtaler netop dette forhold:

 

Nu ønsker jeg ikke at nogen skal være i tvivl om at oldtidens danskere når de havde udført prægtige heltegerninger, i deres helhjertede stræben efter hæder og berømmelse, efterlignede romernes litteratur og ikke blot beskrev deres egne storslåede bedrifter i en udsøgt form for komposition, en art versdigtning, men også fik deres forfædres bedrifter, der var udbredt i sange på modersmålet, indhugget på sten og klipper med deres eget sprogs bogstaver. Disse spor har jeg holdt mig til som var det bøger fra oldtiden, og jeg har gengivet deres mening i en tro oversættelse, hvor vers er oversat til vers (DLH I 74f).

 

Her slutter citatet i Dansk litteraturs historie, men jeg kan ikke lade være at citere videre, for Saxo fortsætter:

 

Min fremstilling er bygget på disse tekster, og der er altså, som man kan forstå, ikke tale om noget der er strikket sammen for nylig, men om noget der stammer fra oldtiden. Nærværende værk lover nemlig ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden. Hvor meget historieskrivning kunne mennesker med disse evner ikke have fremstillet hvis de havde slukket deres skrivetørst med latinkundskaber - i betragtning af at de, selv uden kendskab til det romerske sprog, havde en sådan trang til at videregive mindet om deres bedrifter at de greb til kæmpemæssige stenblokke i stedet for bøger og brugte klippesider som bogsider? (Se det ovf. indsatte link til fortalens tekst).

 

Som det bemærkes i Dansk litteraturs historie, må det være "fiktion", når Saxo ligefrem taler om, at han skulle have hentet den folkesprogspoesi, han oversætter, fra runeindskrifter (75). Men det lyder jo råt og dermed godt. Og der er tale om gengivelser af folkesprogspoesi. Og Saxo bygger jo i det hele taget på et "stort set mundtligt overleveret" materiale (81).

 

Noget, man skal være opmærksom på, er, at vel har Saxos værk til formål at forherlige det danske rige, den danske kongemagt - og ærkebiskop Absalon - men det var jo for det første begrænset, hvor langt man kunne nå ud med nogle ret få hånd-afskrevne pergamenteksemplarer, og at det for det andet var ret begrænsede kredse, der ville kunne magte at læse Saxos fornemme latinske fremstilling. Det er i den forstand interessant, at der godt hundrede år senere udkom en forkortet version skrevet på almindeligt middelalderlatin. Om dette forhold hedder det i Dansk litteraturs historie:

 

Det har bestemt været meningen, at Gesta Danorum skulle indtage sin plads i de biskoppelige bogskabe som den endegyldige, monumentale version af Danmarks fortid ved siden af romernes historie, normannernes historie, briternes historie osv. - ja, sågar den gammeltestamentlige jødernes historie. Den var tænkt som en storslået helhed [...] Som sådan har den kun kunnet være forstået og værdsat af nogle ganske få af Saxos ligesindede og har vel været tiltænkt evigheden nok så meget som en lille gruppe samtidslæsere (DLH I 81).

 

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på disse ting. Men den sidste sætning her er formodentlig noget af en flothed. Der kan vel ikke være tvivl om, at dette store værk, som ærkebiskop Absalon har sat denne dygtige mand til at arbejde på i årtier, har skullet tjene et formål også her i tiden. Og man skal huske, at det dengang ikke havde nogen betydning, hvad almindelige mennesker rundt omkring i Europa tænkte. Det har været nok, at Gesta Danorum har været kendt i de allerhøjeste europæiske kredse, hvilket jo ikke er det samme som, at alle skulle have læst det fra ende til anden. "Mange af fortællingerne [...] fungerer fint som enkeltepisoder, beretninger, som kan være genfortalt mundtligt som underholdende indslag ved stormandsgilder og ved ærkebispens hof - af Saxo selv eller af hans kannikekolleger" (81). Og man kan vel forestille sig noget tilsvarende ude i Europa.

 

En anden side af sagen er Saxos virkningshistorie.

 

Selv om værkets succes i middelalderen var stærkt begrænset, overlevede det trods alt i nogle få komplette håndskrifter, frem til det blev trykt i Paris 1514. Herefter blev Danmarkshistorien en nationalt kulturskabende faktor [...] særligt i perioden siden 1575, hvor Saxo er blevet nyoversat seks gange til dansk (DLH I 81f).

 

Dette sidste forhold er også vigtigt, og en af grundene til, at jeg har brugt så forholdsvis megen plads på de ting, jeg her har inddraget. For jeg gentager, at der jo i hvert fald fra og med Saxo er tale om en vekselvirkning mellem "det særligt danske", som det umiddelbart selv har udviklet sig, og så "det særligt danske", som det på mere eller mindre kunstige og mere eller mindre beregnende måder er blevet "konstrueret" af samfundets ledere og af dem bredt ud gennem uddannelsessystemet osv. Men det er svært at skelne. I Danmark er statsmagten jo ikke folkets fjende. Det, "samfundets ledere" har ønsket at "konstruere" eller dog samle og derefter udbrede, kan godt være i samklang med, hvad der har levet i folket, i hvert fald hos de noget uddannede. Eller har ligget i eller tegnet sig i nationens liv gennem generationerne! (Jeg kommer helt sikkert til at overveje dette nøjere i senere dele af denne tekst). Og under alle omstændigheder er staten jo også en funktion af folkets liv - eller altså nationens liv. Sådan må man i hvert fald et langt stykke kunne sige netop her i Danmark. Ja, det er måske noget af det virkelig "særligt danske". Men jeg føler mig ikke sat til at skulle forsvare noget eller nogen. Og desuden er det jo altså denne onde verden og ikke Paradiset, danmarkshistorien har udspillet sig i, så at selv den er fuld at skidt og snavs, ja, ondskab og dumhed. Det eneste, jeg prøver, både her og i det hele taget, er at se, om der dog trods alt værdisammenbrud, al desillusionering og alle standardpåstande fra globalisternes side, ikke alligevel skulle være nogle ting i vor historie og nutid, der med rette skulle kunne karakteriseres som "særligt danske". Ja, jeg har allerede peget på selve statsdannelsens og statsadministrationens betydning i sig selv. Og selve det liv, der gennem generationerne leves i statens organer. Det er jo også en del af folkets liv. Men jeg kan desværre ikke nå det hele. Jeg er dog overbevist om, at der er en tredje måde at forholde sig til disse ting på end pdes. de værste eksempler på nationalisme i 1800-tallet og pdas. de værste eksempler på kosmopolitisme i 2000-tallet. Og når jeg her og andre steder siger "en tredje måde", er det altså ikke bare den simple midterposition på en lige linie mellem disse to punkter, jeg tænker på. Nogle gange kan "den tredje vej" sikkert godt være midten mellem to yderpositioner. Men andre gange er der på en helt anden måde tale om forskellige dimensioner og kvaliteter. Måske er i hvert fald nogle begyndt at forstå dette.

 

En helt særlig del af Saxos virkningshistorie er Saxo-oversættelsen som del af Grundtvigs store oversættelsesprojekt. Det har jeg beskæftiget mig en del med i min Grundtvig-forskning, ikke bare i "Fra drøm til program", men også i "Omkring Grundtvigs Vidskab", og jeg vil selvfølgelig komme en del ind på det i kapitel 4 "Fra 1801 til 1870". - Men lad mig allerede her sige, at Grundtvigs store fædrelandskærlighed (især fra 1815 og frem) ikke kan ses som en del af "systemets" oppiskning af en nationalistisk stemning, men som et udtryk for Grundtvigs personlige disposition i en tid hvor det folkelige og nationale trængte sig på alle vegne og på alle måder.

 

 

Midtvejsovervejelser

 

Det kan selvfølgelig diskuteres, om jeg nu er midtvejs. Men med Saxo er jeg jo nået til begyndelsen af 1200-tallet, og nu har vi 2011, det giver 800 år tilbage, og hvis jeg trækker 800 fra 1200, får jeg 400, hvilket vil sige Guldhornenes tid, så det passer jo fint - hvis jeg altså vil udvide "det særligt danskes" periode til at omfatte den urnordiske tid. Jeg kan jo også tænke på, at de allerførste voldanlæg ved sydgrænsen måske er fra o. 400 af. Og tiden før Guldhornene er bogstavelig talt for for-historie at regne. Det helt afgørende er imidlertid, at selv om det, jeg har skrevet indtil nu, er en samling af for så vidt ganske spredte stykker virkelighed ledsaget af nogle på én gang spredte og vidtløftige betragtninger, har det faktisk givet god mening at følge udviklingen fra det helt fælles homo sapiens-menneskelige til dannelsen af en dansk stat og en dansk kultur. Hermed er banen så at sige kridtet op. Og det er min påstand, at det helt afgørende for udviklingen af det særligt danske er den geografiske og statslige afgrænsning - med den særlige geografiske placering - og det møde, der på disse grund-betingelser er kommet i stand netop her mellem den oprindelige rå (som Grundtvig sagde) nordiske kultur og den kristne vesteuropæiske kultur. Jeg er sikker på, at Grundtvig med "rå" ikke bare, og ikke først og fremmest, mener "uciviliserede, primitive", men især "ubeskrevne" - eller "ikke ret beskrevne" - men dog også "kraftige", så at det bliver noget virkelig nyt og spændende i den europæiske civilisations og kulturs historie, der sker, da den kristne middelhavskultur træder i forbindelse med de germanske og nordiske mennesker. Jfr. ordet og begrebet "råmateriale"!

 

Jeg kan sige, at "det særligt danske" hermed, i hvert fald i første omgang kommer til at betyde netop på én gang denne afgrænsning - eller disse afgrænsninger - denne placering og dette møde som sådan, og at der ikke dermed endnu er sagt noget særligt om den særlige karakter af det liv og den kultur, der har udviklet sig inden for disse afgrænsninger og på disse betingelser. Vi kan jo simpelt hen ikke vide noget om, hvordan det liv har været, bønderne i de danske sogne og andre jævne folk har levet. Og for den sags skyld jo heller ikke om, hvordan det har været i de højere og højeste lag. Det er derfor ikke noget tilfælde, at indeværende kapitel er blevet indledt med et sproghistorisk afsnit. Her har man jo noget næsten håndgribeligt. Det er i hvert fald nemt at se, at sproget her i territoriet har udviklet sig videre fra Guldhornets urnordisk og i en anden retning end tysk. Et helt andet spørgsmål er så, om der ligger nogen særlig kvalitet, ja, folkeånd, eller dog "folkeånd" i det sprog, der har udviklet sig her og gennem tiderne er blevet talt her. Det har jeg allerede været noget inde på, og måske kommer jeg især til sidst endnu nærmere ind på det.

 

Jeg har haft talt om, at der nødvendigvis må have udviklet sig en særlig kultur i det danske forvaltningsapparat. Men er det muligt at finde udtryk for den i eksisterende kilder fra middelalderen? Og i så fald måtte der jo så foretages en sammenligning med de tilsvarende forhold i fx Sverige, Tyskland, England og Frankrig. En opgave i hvert fald jeg umuligt vil kunne løse. Og det samme gælder for så vidt på alle andre områder. Hvis der virkelig skal foretages en bestemmelse af noget eventuelt særligt dansk, må det jo skulle være på grundlag af en grundig sammenligning med tilsvarende ting i nogle af de andre europæiske lande. Omvendt kan man jo så sige, at danskhedsbenægterne må skulle gøre det samme, hvis de skal bevise, at der ikke findes noget særligt dansk.

 

INDSAT 27.07.11: Et lille eksempel - dog fra retshistorien (Den Store Danske, "Danmark - retssystem"). Jeg har ikke kunnet finde noget særligt om forvaltningen før enevælden, kun lidt om kanslere og embedsmænd. Men jeg ser, at der nu findes en stor "Dansk forvaltningshistorie", som begynder i middelalderen. Jeg håber at finde lidt i den og få det sat ind her.

 

En række bestemmelser i landskabslovene blev optaget i Danske Lov. Kun få af disse er gældende i dag, men mange grundprincipper i dansk ret kan følges tilbage til middelalderen. Karakteristisk for dansk retsudvikling er, at romerretten ikke har været gældende. Det betyder dog ikke, at dansk ret har været upåvirket af fremmed ret. Særlig i 1700-t. og 1800-t. var indflydelsen fra naturretten og senere ikke mindst fra tysk retsvidenskab betydelig. Særegent for dansk ret er det endvidere, at der ikke som i fx Frankrig og Tyskland findes borgerlige lovbøger, kodifikationer, men at de privatretlige regler findes i enkeltlovgivning eller er fastslået i praksis.

 

Her slutter det indsatte.

 

Hvad resten af middelalderen angår, må jeg prøve, at jeg kan finde nogle ting, der på en særlig måde fremstår som særligt danske. Fx på den måde, at der i litteraturen på de særlige enkeltområder peges på noget sådant. Det kunne godt være forvaltningen. Det kunne være livet i landsbyen og landsognet. Det kunne være livet i byerne, om der fx er forskel på, hvordan man indrettede sig i en dansk købstad og i en tysk by af samme størrelse. For disse ting er jo det allervigtigste, hvordan man i det helt elementære liv indretter sig og lever med hinanden. Ved man noget om, hvordan livet i de enkelte husstande har været? Men også sådan noget som folkemindeforskningen vil være interessant. Der skrives om disse ting i historiebøgerne, men ikke på en måde, der virkelig besvarer de her stillede spørgsmål.

 

Meget af dette gælder jo hele resten af tiden. Men det vil naturligvis være umuligt at dække alle områder, og jeg må i første omgang afstå fra at forsøge at gøre det bare tilnærmelsesvis. Måske finder jeg senere nogle ting, der i vil kunne stå som særlig typiske eksempler. Det kan være på følgende områder: Det elementære liv i landsbyer og købstæder. Traditioner i de forskellige professioner (landbrug, fiskeri, håndværk, handel). Traditioner i forvaltningen. Traditioner i militæret. Nå, der er jo for resten også kirken, hvor det allerede vil være interessant at se, om der er særligt danske træk i middelalderen.

 

Hvad middelalderen angår, har jeg dog hele tiden forestillet mig, at jeg ganske særligt ville prøve at se på ordsprogene og folkeviserne, og det bliver de to områder eller genrer, jeg her i første omgang vil nøjes med at betragte.

 

 

Ordsprog

 

Ordsproget er en meget gammel og meget global genre - med megen almenmenneskelig visdom i. Jeg kan fx straks henvise til Politikens "Alverdens ordsprog". Og jeg kan henvise til selveste Bibelen, hvor en af bøgerne i Det Gamle Testamente jo simpelt hen er "Ordsprogenes Bog". Men også i den danske litteraturhistorie er ordsprogene en gammel genre. Den ældste skriftlige kilde til de gamle danske ordsprog er Peder Laales samling af ordsprog (Parabolae) på latin og dansk. Den håndskrevne originaltekst er fra ca. 1350. Første trykte udgave 1506 - link:

http://base.kb.dk/manus_pub/cv/manus/ManusIntro.xsql?nnoc=manus_pub&p_ManusId=268&p_Lang=main

 

Så vidt jeg med de kilder, jeg foreløbig har haft til rådighed, har kunnet se, er de ordsprog fra Peder Laales samling, jeg om lidt sætter ind som eksempler, "særligt danske", og selv om ordsproget altså er en meget global genre, vil jeg alligevel mene, at allerede det i videste forstand sproglige udtryk kan sige noget om "det særligt danske". Og hertil kommer, at Peder Laale altså (i 1300-tallet) skrev sin ordsprogssamling på latin. Det var ganske vist et ret franskpræget latin, og altså ikke så klassisk-flot som Saxos, men da det jo formodentlig skyldes, at Peder har studeret i Frankrig (man ved faktisk ikke noget om ham og hans liv), er dette et yderligere eksempel på, hvor europæisk international dansk middelalderkultur var - hvad den jo ifølge sagens natur også var nødt til at være! (Hjemmesiden "Roskildes Historie" har følgende, som naturligvis vækker min interesse som lollik: "Da man intet ved om Peder Laale, har Fantasien haft frit Spillerum. Efter Navnet har man ladet ham stamme enten fra Lolland, Langeland eller Halland"). - Wikipedia-artiklen om Peder Laale siger blandt andet:

 

Peder Laales ordsprogssamling indeholder 1200 latinske sentenser hvoraf ca. 1000 er oversat til tilsvarende dansk. Mange fællesnordiske ordtag og talemåder, også flere som endnu er i levende brug, er tidligst noteret i denne samling. Nogle af de danske ordsprog er måske forfattet af ham selv, men de allerfleste er meget gamle og skabt af folket. Samlingen er den ældste af sin type i Norden, bortset fra den lille islandske Málsháttarkvædi, og derfor en vigtig kilde til kundskaben om tanke- og forestillingsverden i middelalderen.

http://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Laale

 

Nogle vil nok finde ordene "og skabt af folket" lige lovlig "romantiske". Der er vel altid en enkeltperson, der først har sagt det. Sådan er det vel også med talemåder og vittigheder og den slags i dag. Men medmindre der er tale om andre genrer (fx aforismer, hvor man kender forfatteren), er disse enkeltpersoner anonyme, og det pågældende "ords" status som ordsprog opnås først, hvis "folket", dvs. tilstrækkelig mange mennesker, tager dem til sig, så de kommer i almindeligt omløb. Vi oplever som sagt noget tilsvarende i dag. Men nu til eksemplerne fra Peder Laales samling.

 

Nogle eksempler på Peder Laale-ordsprog

 

Jeg har taget udgangspunkt i "Alverdens ordsprog" (AOS), s. 262 og, for det sidstes ("karse") vedkommende s. 264. Her gengives ordsprogene med moderniseret stavemåde. Forkortelsen ODS står for Ordbog over det Danske Sprog. Mine egne moderniseringer er angivet ved (BC). Men jeg har prøvet at finde nogle mere originale versioner. De versioner, der er angivet med (Ghemen 1506), svarer (mere eller mindre) til 1506-trykkets (og er dem, jeg ved ret hastigt gennemsyn af de på Internettet tilgængelige affotograferede sider har fundet dér). Man skal være opmærksom på, at Ghemens typografer har stavet på deres måde. Men så får man et indtryk af det. Jeg kan ikke lige nu oplyse, hvor de andre stavemåder stammer fra, men jeg regner med, at jeg får (mere) styr på det, når jeg har konsulteret Simon Skovgaard Boeck (m.fl.): Danmarks gamle Ordsprog. Her kommer eksemplerne:

 

Hvo aarle riis, han vorder mangt viis.

Hvo årle ris [står op], han vorder mangt vis (AOS).

Den der står tidligt op, bliver klog på meget (BC).

BC-bemærkning: Jfr. eng.: rises(?) early. - Og hvad oversættelsen af "mangt viis" til "klog på meget", tror jeg, jeg har ret. Jeg mener, jeg har set noget i ODS, der peger i den retning. Se dog bemærkningen længere nede om det med at "tro", når det gælder sproglige ting.

 

Mø var bly som brud: hun sprang i seng til dreng med baade sko.

BC forklaring: Første lag er vel, at den (mere eller mindre!) jomfruelige brud ved at beholde skoene på viser sig som "bly" (undselig, blufærdig, genert, tilbageholdende). Men andet lag, som udtrykkes ved "sprang", viser, at når hun beholdt begge ("baade") sko på, så var det, fordi hun ikke kunne vente.

 

Man kan ej både blæse og have mel i munde (AOS).

Man kan ey baade blæse oc haffwe meel i mwnne (Ghemen 1506).

BC bemærkning: Bemærk dativformen "munde" efter præpositionen i (jfr. fx det endnu brugte "i hænde" = "i hånd"), selv om kasus'en dativ nu ikke længere var i fast brug (se ovf. ved

Skånske Lov). Og der er altså ingen (efterhængt) bestemt artikel her, selv om vi på moderne dansk har det og siger "i munden" og "i hånden". Den ordrette oversættelse uden kasusendelse er "mel i mund". I gamle dage brugte man ikke artikel så meget, som vi gør nu.

 

Blind er barnemave (AOS).

Blyndher ær barne mawa (Ghemen 1506).

ODS forklarer: Børn ænser i deres umættelighed ikke, om maden er sund eller ej.

BC-kommentar: Det er korrekt, når der i Ghemen-trykket er anvendt hankønsformen "blyndher" til "mawa". Mave hedder på oldnordisk "magi" og er hankøn. Jfr. tysk: "der Magen".

 

Den er snart drafuen som hopper selv med (ODS).

Den er snart draget [lokket], der selv hopper med (AOS).

 

Den kværnsten maler og, som under ligger (AOS).

Then qwersteen mal oc som vndher liggher (Falkenstjerne).

BC forklaring: Det er ikke kun de øverste og mest synlige personer, der er nødvendige for udførelsen af et arbejde; de kan tværtimod kun gøre deres, når de mindre synlige deltagere længere nede i systemet også er med.

 

Lidhen thowæ wælther ofthe store læss (Ghemen 1506)

Liden tue vælter ofte stort læs (AOS).

BC forklaring: Dette er vel ikke 100% det samme som "liden årsag, stor virkning". Der er i hvert fald nok større vægt på, at man skal passe på de små ting, når man er i gang med noget stort. Der manes måske både til ydmyghed og forsigtighed.

 

Styr hest med bidsel og kone med kæp (AOS).

Styr hæsth meth bætzell oc konæ meth kæppæ (?).

 

Mus fjerter ej som hest, uden røv revner (AOS).

 

Hvo intet vover, han intet vinder (AOS).

Hoo inthet wawær han inthet windher (Ghemen 1506, 61).

BC-bemærkning: "Hoo" er formodentlig en ren trykfejl.

 

Nød kender [lærer] nøgen kone at spinde (AOS).

Nøødh kænner nøghen koone at spinne (Ghemen 1506, 79)

 

Døden blæser ej i lur for sig (AOS).

Dødhen blass ey i lywdh fore segh (Ghemen 1506),121)

BC-kommentar: Meningen må selvfølgelig være, at døden kan komme helt uventet - og u‑varslet. - Og hvad ordet "lywdh" angår, tror jeg, det er typografens måde at stave "liud" på (se dog også det følgende), jfr. ODS til substantivet "lyd": "glda. ly(th), liud, sv. ljud, no. lyd, oldn. hljóð". Når AOS har "lur", må det stamme fra en anden kilde. Jeg ser, at der i Rasmus Nyerups 1828-udgave står: "Ordet Lywdh er i Udgaven af 1515 forandret til Basune". Men Nyerup følger altså 1506-udgaven. 1515-udgaven er ved Christiern Pedersen. - Men kan der i Ghemen-trykket være tale om en misforståelse/forvanskning? Det giver vel ikke nogen mening at sige "blæse i lyd for sig"? - Men man skal være forsigtig. På universitetet fik vi hele tiden banket ind, at man ikke bare skal "tro", når det gælder etymologier og sådan noget som det her.

 

Han fører godt læs i gård, en god hustru får (AOS).

Han fører goth læss i gaardhen een godh husfrw faar (Ghemen 1506,115)

BC-kommentar: Bemærk, at vi her har et af de tilfælde, hvor relativpronomiet er underforstået. Vi ville sige: "Den får et godt læs ind i gården, som får en god kone". I moderne dansk kan relativpronomiet også være underforstået, fx i en sætning som: "Den gode kone, han fik".

 

Ofte gælder gris det, gammelt svin gjorde (AOS).

Ofte undgælder gris for det, gammelt svin gjorde (AOS).

BC-kommentar: Gad vidst, om disse ord dengang har haft den samme klang, de samme (seksuelle) overtoner, som "gammel gris" har for os i dag, eller om det mere i almindelighed gælder, at børnene kan komme til at undgælde for fædrenes fejl. Jfr. Regnar Lodbrogs i kap. 1 citerede ord, da han lå i kong Ellas ormegård ovre i England: "Grynte ville grisene, om galtens lod de kendte", hvor der altså simpelt hen helt neutralt, ja, positivt er tale om sønnernes forhold til deres far (som de ville hævne - og som de fik hævnet, også på det allergrusomste).

 

"Jeg kender vel karse", sagde bonden, han åd skarntyde (AOS).

Jeg kenner wel karssæ sadhe bondhen han aadh skarntywdæ (vist Ghemen 1506).

BC forklaring (undskyld, hvis den er overflødig): Det har altså været dengang, som det er i dag, at det at forstå sig på fin og sjælden mad, er en meget vigtig social statusmarkør. Og denne bonde vil ikke stå tilbage. Hvad han får sin straf for; skarntyden er jo meget giftig. Sokrates blev henrettet med et glas skarntydesaft.

 

Der er vist ikke grund til yderligere kommentarer. Ordsprogene kan - i deres middelaldersprog - tale for sig selv. Som det fremgår, blev jeg selv ret stærkt grebet af beskæftigelsen med disse gamle og jo ret kendte "ord". I dem tales der virkelig til os hen over århundrederne. Så nu til de endnu vigtigere middelaldertekster folkeviserne.

 

 

Folkeviserne

 

Jeg vil begynde med nogle klip fra Den Store Danske:

 

Gamle folkeviser

 

Som folkevise/gammelfolkevise/ballade/middelalderballade regnes i Norden den anonyme, strofiske episk-lyriske sang med omkvæd, som er opstået i de middelalderlige århundreder, men som kun kendes i adelsoptegnelser fra 1500-1600-t. og i nyere folketradition i 1800-1900-t. Der er almindelig enighed om, at genren blev introduceret i Norden i 1200-t. med forbillede i den franske dansevise carole. Som dansevise kendes den endnu i 1900-t. på Færøerne, hvor den er knyttet til kædedansen.

 

Der kendes 837 gamle folkeviser i nordisk tradition, inklusive skæmteviserne. Halvdelen af viserne er ridderviser, og ca. 200 af de over 300 danske kendes kun i Danmark. Ridderne var middelalderens adel, ikke en eksklusiv klasse, men en lavadel, som boede spredt over hele landet på nogle tusinde store eller små herre- eller bøndergårde

 

...

 

Europæiske folkeviser

 

Nærmest beslægtet med de nordiske folkeviser er de britiske. Direkte, men som regel omkvædsløse, paralleller finder man i 90 af de 305 viser, som amerikaneren F.J. Child udgav i The English and Scottish Popular Ballads 1-5 (1882-98). 20 af de britiske viser er beslægtet med franske folkeviser, udgivet af George Doncieux i La Romancéro populaire de la France (1904). Den bretonske (keltiske), tolinjede, omkvædsløse, episke visesang har haft ganske særlig betydning for den nordiske folkevise, fx har visen om Hr. Nann og feen en nær tilknytning til Elverskud-visen. Frankrig har i det hele taget været leverandør af visepoesi til adskillige øst- og vesteuropæiske lande.

 

Mellem danske og tyske viser er ikke nogen større lighed. De tyske viser er lyriske; egentlige ballader er sjældne, og nogle af dem er påviseligt af nordisk herkomst.

 

http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/folkevise

 

Der er flere ting i ovenstående klip, der viser, at folkeviserne i flere henseender er meget vigtige udtryk for "det særligt danske", og på denne baggrund, og af plads- og ressourcemæssige grunde, vil jeg nøjes med et sætte ét eksempel ind, nemlig visen Torbens datter, som vist var den første folkevise, vi gennemgik i gymnasiet, og hvorom Erik Dal i "Danske viser" (1962) i noten til den skriver: "Dennes kvalitet er ubestridt og dens anselige ælde overvejende sandsynlig" (s. 273). Indtil det modsatte måtte komme mig for øje, vil jeg også mene, at den er en af de mange viser, der må anses for at være rent danske - og dermed et særligt udtryk for "det særligt danske". Den er dog i sin form noget atypisk (se kommentaren nf. til første strofe og omkvædet).

 

Torbens datter og hendes faderbane

(Efter Erik Dal "Danske viser" - her dog med stevstrofen som "str. 0" og med omkvædet indsat i alle strofer).

 

0.

Vi vare så mange søskende små,

- under liden -

så årlig faldt os faderen fra.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

1.

Om en søndag ad aften skured de deres spjud,

- under liden -

om en mandag ad morgen rede de så vrede ud.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

2.

Der de komme for norden skov,

- under liden -

der gik hr. Torben og holdt sin plov.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

3.

"Her går du, hr. Torben, fager og fin!

- under liden -

jeg vil nu have bod for frænde min!"

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

4.

"Jeg vil give eder hus og gård,

- under liden -

dertil min datter, så væn en mår!"

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

5.

"Vi ere ikke kommet for hus eller jord,

- under liden -

men vi ere kommet for dit hjerteblod!"

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

6.

Så hugge de hr. Torben så små

- under liden -

alt som løv, udi lunden lå.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

7.

Så rede de til hr. Torbens gård,

- under liden -

ude stod hans datter, den væne mår.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

8.

Ude stod hans datter, så smal som en vånd,

- under liden -

med et guldkar på hver sin hånd.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

9.

Hun skænked deri med lyst og spil,

- under liden -

hun drak først hendes faders banemand til.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

10.

"Havde jeg vidst, du havde været så god,

- under liden -

aldrig skulde jeg set din faders hjerteblod!"

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

11.

"Og haver I slaget min fader til død,

- under liden -

da har I gjort mig så stor en nød!"

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

12.

"Haver jeg nu ikke gjort vel mod dig,

- under liden -

da skalt du herefter have så godt som jeg!"

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

13.

Han satte hende på ganger grå,

- under liden -

så slog han over hende kåben blå.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

14.

Så red han over de sorte heder,

- under liden -

aldrig så hun sin fader mer.

Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.

 

Det er ikke umiddelbart tydeligt, hvordan første strofe ("strofe 0") skal forstås (den såkaldte stevstamme, dvs. strofe, der står uden for selve handlingen som en form for indledning). Den ene mulighed er, at der i den må være tale om de børn, der er blevet faderløse, fordi hr. Torben har slået deres far ihjel. Her har vi altså baggrunden for selve visens handling. Men nogle mener, at det må være hr. Torbens børn, der er tale om, altså de stakkels søskende til den datter, der fik sikret sin fremtid ved at ride bort med sin fars drabsmand. - Vi skal også lægge mærke til, at visens omkvæd, præsenteres her - og at det er af den mere sjældne dobbelte slags. Endelig skal vi lægge mærke til, at der indledes med et "Vi" (jfr. begrebet "fortæller-jeg"), hvilket også er ualmindeligt.

 

Man må forestille sig, at hr. Torbens datter først ikke har vidst, at det var hendes faders drabsmænd, hun viste gæstfrihed. Og derefter, at den ene af drabsmændene ved det berømte første blik forelsker sig i datteren. Han tager hende altså med sig og overtager beskyttelsen af hende (slog kåben blå over hende). Men slutningen er - naturligt nok - ret dyster. Måske er "de sorte heder" bare baggrund for den barske handling som sådan, men de kan også sige noget om de to's fremtid, som kan være temmelig usikker. Selv i bedste fald har de jo i hvert fald de to drab bag sig og deres skygger over deres liv.

 

Ordforklaring og kommentar:

 

Titlen

"faderbane" = faders bane(mand), faders drabsmand.

 

0.

- under liden. - En "lid" eller "li" betyder her, ifølge ODS: "(skrånende) side af en bakke, et bjerg, [...]; især om den nedre, mindre bratte, med græs ell. skov bevoksede, del". - Hverken denne "stedbestemmelse" eller "tidsbestemmelsen" i omkvædets anden del har nogen indlysende forbindelse med visens handling, men sammen med "de sorte heder" i sidste strofe tegner de en rigtig godt og i dybeste forstand poetisk baggrund for handlingen. - Og det er for at få omkvædet til at få den fulde virkning, jeg har sat det ind i alle stroferne - hvad det jo har været, når visen er blevet sunget. Og omkvædet skal naturligvis også tages med hver gang, når man læser visen, hvad enten det kun er stille for sig selv eller højt for sig selv eller andre. Man bør læse visen højt nogle gange, selv om man er alene! - Bemærk, at der med "liden" i første del af omkvædet (her i denne version) bliver tale om et ikke helt rent rim, noget, der ikke er usædvanligt i folkeviserne, og so også forekommer andre steder i denne. Se nedenfor.

- årlig = årle, tidlig; jfr. eng. "early".

 

1.

spjud. - Spyd. Og formen spjud kendes også i andre sammenhænge; der er altså ikke tale om en "nødændring" for rimets skyld. Man kunne i øvrigt også nøjes med "delvise" rim ("halvrim"). Her i visen har vi: små - fra (0); jord - blod (5); heder - mer (14) (det er dog mærkeligt, at der ikke står "heder - mere"; man kan jo ikke forestille sig andet, end at der har været sunget "heder - mere").

 

7.

- væn = smuk, skøn, dejlig.

- mår = mø, ung kvinde.

 

8.

"smal som en vånd" = slank og smidig som en (pile)kvist.

 

9.

"med lyst og spil" = "glad og munter".

 

Forskellige sproglige bemærkninger:

- Bemærk de tal- og personformer i verberne, vi den dag i dag ser i tysk: "vare" (0). - "rede" (1 og 7). - "komme" (2). - "ere" (5). - "hugge" (6). - " skalt" (12).

- Bemærk desuden: "dagen han dages" (0); dagen er hankøn (jfr. tysk: "der Tag".

- Bemærk også bogstavrimene (allitterationerne; ord med samme begyndelsesbogstav): "søskende små" (0). - faldt os faderen fra" (0). - "dagen han dages, og duggen den driver" (0). - "søndag ... skured ... spjud" (1). - "mandag ad morgen" (1). - "fager og fin ... frænde" (3). - "løv, udi lunden lå" (6). - "først hendes faders" (9). - "ganger grå" (13). - Der er her ikke tale om en fast struktur i disse allitterationer, som det var tilfældet i de vestnordiske digte, men nok tale om en "efterklang".

- Jeg mener også, man må sige, at selve ordklangen (ikke mindst følgen af vokalerne) i denne vise er virkelig god. Uanset hvordan denne vise er blevet til - og hvor lang og flerleddet processen kan have været - er det en virkelig digter, eller nogle virkelige digtere, der står bag.

- Bemærk, at man endnu ikke havde den måde at skrive vers(elinier) på, der nu er almindelig, altså med et fast samlet antal stavelser i hver vers(elinie); det faste er de fire trykstærke stavelser i hver linie, men de tryksvage stavelsers antal veksler (også mellem hver trykstærk stavelse).

 

Det blev så kun til denne ene folkevise - som til gengæld er valgt med omhu og i flere henseender er blevet ret grundigt behandlet. Og i øvrigt henviser jeg til de indledende Wikipedia-klip, som siger en del om Danmark som folkeviseland og om de danske og øvrige nordiske visers særpræg.

 

Som også allerede bemærket bliver jeg nødt til at lade mit middelalderkapitel slutte her. Denne det-særligt-danske-tekst har jo allerede med de meget punktvise ting, der er inddraget i den, fået et langt større omfang, end jeg fra begyndelsen havde regnet med. I hvilket forbindelse mine egne "betragtninger" også er blevet mere omfattende, rodede og præget af gentagelser, end jeg havde regnet med. Men de ting, jeg har inddraget, har i hvert fald gjort et stærkt indtryk på mig selv, og jeg vil mene, at der nu i det mindste er tegnet en meget god baggrund for beskæftigelsen med hele den eftermiddelalderlige tid, helt frem til i dag, og som er den tid, hvorfra det på en helt anden måde bliver muligt at finde eksempler på "Det særligt danske" - i hvert fald på, hvordan man for alvor er begyndt at tænke over sin danske identitet. Det er ikke noget tilfælde, at et af de værker, der vil blive lagt til grund for resten af denne tekst, helt direkte hedder "Dansk identitetshistorie". Og det er heller ikke noget tilfælde, at både den og den anden bog, der vil blive lagt til grund, Ove Korsgaards disputats "Kampen om folket" tager udgangspunkt i den situation, der virkelig betegnede overgangen fra middelalder til nyere tid, nemlig den lutherske reformations indførelser her i Danmark.

 

Et afsluttende digt:

 

DANSK MIDDELALDER

 

Bonden gik på sin mark

skomageren sad ved sin læst

sømanden sejlede

nogle fangede sild

kongen kørte rundt

med sine svende og sin kansler

centraladministrationen lå i nogle kister

kirken var alle vegne.

 

Når folk snakkede med hinanden, sagde de:

Det er en ond fugl, som skider i sin egen rede.

Mus fjerter ej som hest, uden røv revner.

Når konen er drukken, da er kussen galen.

 

Der var også nogle, der dansede og sang:

Op under den lind, der vågner allerkæresten min.

De legte en leg, og legen var alt ud af vrede.

Der dagen han dages og duggen den driver så vide.

 

Bønderne vidste ikke de var danskere

eller at de levede i middelalderen

de var det bare

og gjorde det bare

men dejligt at høre fra dem.

 

 

 

KAPITEL 3

Fra Reformationen til slutningen af 1700-tallet

 

 

Det bliver mere og mere klart, at nærværende tekst selvfølgelig ikke kan blive andet end dels en grov oversigt - med nogle også grove deloversigter - og så nogle mere eller mindre tilfældigt udvalgte eksempler. Så meget desto mere, som jeg af hensyn til mit "storpoetiske" hovedprojekt må se at gøre mig færdig her hurtigst muligt. (At der også er tale om en side af hovedprojektet, ændrer intet ved dette; jeg er jo dér gang på gang inde på, at jeg ikke vil dyrke det nationale/folkelige mere end højst nødvendigt, og med et stærkt minimalistisk udgangspunkt). Alligevel har jeg selv haft stor glæde og stort udbytte af at sidde over dette, som jeg siger, "lille, men svulmende" side- og venstrehåndsarbejde, og jeg håber, læserne vil have det ligesådan.

 

Hvad resten af tiden angår, altså hele den "nyere tid" fra o. 1500 af, er det så heldigt, at der foreligger to fremstillinger af sagen, som jeg dels selv kan bygge på - og plukke fra - dels på det kraftigste kan henvise læserne til, nemlig

 

- Feldbæk, Ole (red.): Dansk Identitetshistorie bd. 1-4, 1991-1992.

- Ove Korsgaard: Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. Disputats, 2004.

 

Med min anbefaling her har jeg ikke sagt, at jeg er enig i alt, hvad der står i disse bøger. Men jeg har hverken tid eller faglig baggrund for at give en egentlig vurdering af dem. Det afgørende er, at de to værker, hvert på sin måde, giver et meget interessant overblik over de sidste 500 års danske identitetshistorie (den først knapt, den anden godt og vel). Og jeg vil i meget høj grad bygge i hvert fald dette kapitel på dem - sammen med de almindelige danmarkshistoriske, kirkehistoriske og litteraturhistoriske håndbøger.

 

Et særligt problem i forholdet mellem disse to værker og min egen lille tekst her, er, at det, jeg prøver at finde nogle eksempler på, er netop det i sig selv "særligt danske", og ikke de forskellige bestræbelser fra statsmagtens og/eller interessegruppers side på at fremme eller skabe en national identitet. Og der er, af gode grunde, kan man vel sige, i de to værker langt flere eksempler på det sidste end på det første. Hvortil imidlertid kommer, at uanset hvad man vil mene om den med måske ganske tvivlsomme metoder kunstigt fremkaldte nationale identitet, så kommer den faktisk til at leve med i nationens og folkets videre liv. Et oplagt eksempel på dette er brugen af uddannelsessystemet. Hvor jeg så må gentage, at det jo på den anden side ikke uden videre er sådan, at alt, hvad statsmagten har gjort, er en ond manipulation af befolkningen; staten og dens institutioner er (også) en naturlig del af nationens liv. Men jeg vil nu gå til de to værker, først til "Dansk Identitetshistorie" (forkortet DIH), dernæst til "Kampen om folket" (forkortet KOF). - NB! I afsnit, hvor der udelukkende eller hovedsagelig citeres fra et af de pågældende værker, vil kun sidetal blive opgivet, idet (eventuelle) citater andre steder fra vil blive nøjere angivet.

 

 

"Dansk Identitetshistorie" 1 - Fædreland og modersmål 1536-1789

 

Det står stadig noget uklart for mig, hvorfor Det humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet i netop august 1988 henvendte sig til professor Ole Feldbæk med en opfordring til at etablere en forskningsgruppe bestående af en halv snes forskere med henblik på grundforskning inden for området dansk identitetshistorie. Jeg fandt umiddelbart tidspunktet overraskende tidligt. Over et år før Murens fald. Og det er ikke meget, Ole Feldbæk selv siger om tidspunktet.

 

Men det er interessant, at han i afsnittet "Dansk identitet" konstaterer, at der "reelt ikke foreligger nogen forskning i dansk identitetshistorie", selv om selve emnet jo er behandlet mange steder, fx i almindelige historiebøger og bøger om sproghistorie, litteraturhistorie osv. "Formentlig er det karakteristisk for en nationalstat som den danske med dens umiddelbare sammenfald mellem national identitet og politiske grænser, at man ikke har følt behov for forskning i den nationale identitet" (DIH 1, s. 14). Og senere:

 

Det forekommer umiddelbart, som om dansk identitet i de godt hundrede år, der indledtes med det nationalliberale borgerskabs kamp mod enevælden, og som afsluttedes i årene efter 1945, er blevet betragtet af historikerne som noget selvfølgeligt og stort set ukontroversielt. Dansk identitet blev i de år opfattet som noget, man enten allerede havde, eller som man ville få, så snart vedkommende samfundsgruppe gennem oplysning, socialreformer og politiske rettigheder blev integreret i det Danmark, hvor få angiveligt havde for meget og færre for lidt [...]

 

Når der i tiden frem til 1945 ikke foreligger egentlig forskning i dansk identitetshistorie, er det derfor nærliggende at forklare det med, at man normalt ikke forsker i et emne, som umiddelbart opfattes som selvfølgeligt og ukontroversielt (15f).

 

Efter 1945 blev situationen en anden. Men "[i] 1970'erne begynder man inden for de enkelte fag at kunne spore en vågnende interesse for national identitet". Emnet var dog fortsat belastet af den umiddelbare fortid, og på den anden side blev det nu kontroversielt på grund af "de skarpe meningsforskelle i det danske samfund med hensyn til en europæisk integration" (16). I udlandet var man længere fremme, men "[d]enne internationale tendens slog dog først for alvor igennem i de danske humanistiske og samfundsvidenskabelige miljøer i slutningen af 1980'erne, men da til gengæld hurtigt og over en bred front" (16f).

 

De eneste begivenheder, jeg umiddelbart kan se som årsag til, at man i netop 1988 gik i gang med det identitetshistoriske projekt, er den af Feldbæk selv allerede nævnte situation i Danmark omkring vor indtræden i EF fra 1. januar 1973 og udviklingen i Jugoslavien efter præsident Titos død den 4. maj 1980. Men der er selvfølgelig også sådan noget som Nordirland og Baskerlandet og situationen i det befolkningsmæssigt meget broget sammensatte Spanien efter Francos død i 1975. Og jeg har kigget lidt rundt på Nettet og har fået det indtryk, at der i tiden efter Anden Verdenskrig har været en del nationalisme under udvikling i flere andre europæiske lande, fx Storbritannien (Wales og Skotland) og Belgien.

 

Men 1. bind af "Dansk identitetshistorie" udkom i 1991, og det må være udviklingen i Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og de tidligere sovjetrepublikker, Feldbæk sigter til, når han i indledningen "Dansk identitetshistorie" skriver om "den allerseneste udvikling" i Østeuropa og siger, at "Folk, der aldrig eller højst i en snes år har oplevet politisk selvstændighed, viser nu, at national identitet rummer uoverskuelige og ukontrollerbare kræfter, der har kunnet udløse en magtpolitisk omstrukturering af Europa, som ingen i 200-året [1989] for Den franske Revolution" havde forestillet sig mulig" (10). Og senere: "Mange har spurgt om årsagen til denne genoplivelse af et fænomen, som man i 1945 troede og håbede havde udspillet sin historiske rolle. [...] Det er imidlertid tankevækkende, at svarene i stigende grad synes at samle sig omkring spændingerne og konflikterne i det moderne samfund" (11).

 

Når jeg har citeret disse ting så udførligt - når jeg nu alligevel havde fat i dette bind - skyldes det, at de jo er uhyre interessante i netop den helt aktuelle danske sammenhæng, nemlig ikke mindst derved, at den moderne nationalisme altså ikke er opstået i Danmark i 1990'erne som følge af indvandringen, men er et årtier gammelt og ganske udbredt europæisk fænomen.

 

Et helt andet spørgsmål er, om sådan et forskningsprojekt, af denne karakter, kunne have været sat i gang ti år senere, altså i 1998?

 

Men nu til selve fremstillingen i dette bind af den danske identitetshistorie fra reformationstiden, eller i hvert fald midten af 1500-tallet, af til 1789, året for Den franske Revolution (og til dels lidt længere). Den første underperiode er "ca. 1550-1700".

 

 

Danskerne og deres fædreland.

Holdninger og opfattelser ca. 1550-1700.

 

Jeg vil citere hele det første alinea-afsnit i Harald Ilsøes bidrag (med den ovf. anførte overskrift) til bogen "Dansk Identitetshistorie":

 

Om danskerne som danskere ca. 1550-1700 gjaldt i hovedtræk, at langt størstedelen var født i landet, talte dansk og var medlemmer af en lutheransk statskirke med kongen som overhoved og dansk som kirkesprog. De var så heldige at have en fælles mindeværdig fortid, som bogtrykkunsten tidlig hjalp til at gøre kendt, og heller ikke manglede de en gammel arvefjende. De fleste oplevede mindst een gang i deres liv, at det kom til krig med svenskerne, der et par gange i 1600-tallet var ved at løbe landet over ende. Samtidig var der for alle samfundsklasser undtagen landbefolkningen en ganske livlig berøring med udlandet i syd og vest. For sønner af adelsmænd, gejstlige og bedrestillede borgere var det de store udenlandsrejsers tid. Udefra kom der i stigende mængde trykt litteratur til landet, og i et vist omfang slog indvandrere af tysk eller anden herkomst sig ned i hovedstaden og de større købstæder - håndværkere, handelsmænd, embedsmænd og officerer. Sagt i korthed var det muligt at finde sig selv som dansker både ud fra et hjemmegroet fællesskab og i brydning med fremmede elementer (DIH 27).

 

Jeg behøver ikke kommentere dette citat, men vil herefter prøve at finde nogle eksempler på "det særligt danske" i dette bidrag.

 

Ilsøe gør opmærksom på (som vi senere skal se det hos Ove Korsgaard), at "i den ideologiske alliance mellem kongemagt og lutherdom var begrebet fædreland uden principiel betydning" (28). Alligevel var der udtryk for en national bevidsthed, ja, en fædrelandskærlighed (hvad der så nærmere har ligget deri).

 

Grundlaget for en nationalhistorisk bevidsthed forelå tidligt med udgivelsen af Den danske Rimkrønike 1495 og Christiern Pedersens Saxoudgave 1514 [...]. Og i 1570erne, Saxooversættelsernes tiår, sprang en fædrelandsbevidsthed i flor hos en 1570er-generation [...]. Der blev ligesom lettet på et låg, da Den nordiske syvårskrig hørte op (DIH 30).

 

Det bliver klarere og klarere for mig, at det kun kan blive nogle forholdsvis tilfældige pluk, jeg kan inddrage her. Og jeg gentager, at det var noget endnu meget mindre, jeg fra først af havde i tankerne. Men et af de navne, jeg straks kom til at tænke på, og som jeg også vil vende tilbage til, er Thomas Kingo. Ikke så meget, fordi jeg faktisk skrev speciale om ham som danskstuderende, oven i købet - stærkt tilskyndet af professoren, som vist så et uudforsket område her - om intet mindre end hans hyldestdigte til kongehuset, men også fordi Kingo både var tredjegenerationsindvandrer (farfaderen kom fra Skotland) og det første rigtig store danske digternavn, den første, der for alvor mestrede den moderne, dvs. eftermiddelalderlige måde at skrive vers på. Jeg vil altså vende tilbage til Kingo. Men der er noget her i Harald Ilsøes bidrag, jeg gerne vil citere nu.

 

Ilsøe gør opmærksom på, at man allerede i begyndelsen af 1600-tallet var begyndt at agitere for modersmålets ret, og at der i øvrigt var tale om nogle tilsvarende strømninger i Tyskland. Og som eksempler på dette bringer han to Kingo-citater. Det første er fra dedikationen til Christian V af første del af "Aandeligt Sjungekor" (1674). Her siger Kingo, at vi her i Danmark ikke behøver at stå i gæld til tyskere og andre folkeslag.

 

Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændigske Vinger (DIH 1, s 51f).

 

Det andet citat er fra dedikationen af Sjungekorets anden del (1681) til den tyskfødte dronning Charlotte Amalie. Kingo udtrykker sin anerkendelse af, at dronningen - i modsætning til mange af de indvandrede fremmede - har lært sig dansk og dermed vist kærlighed til vort sprog:

 

[Derved gør hendes majestæt] mange af dennem skamrøde, der haver (maa ske i tredive Aar) ædt Fædernelandets Brød i Hans Majest. Tieniste, og har dog ikke villet lære tredive Danske Ord. Enten det nu er vort gode gamle Danske Sprogs Skæbne, at det skal agtis haant om af dem, som vi agter høyt om; eller og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstaa det) at det er et Vadmels Sprog, og derfor gid ej taget det paa deris Silke-Tunger, det lader jeg staa ved sit Værd denne Gang (DIH 1, s. 52).

 

Man bemærker her, at denne ambitiøse tredjegenerationsindvandrer (der allerede i 1677 var blevet biskop over Fyens Stift) udtrykkeligt betegner dansk som vort gode gamle danske sprog, og jeg har desværre kun kunnet finde en moderniseret version af denne dedikation på Internettet, så jeg må nøjes med at referere det følgende, som nemlig også er ganske interessant. Kingo har jo for sit vedkommende som digter et ganske særligt forhold til sproget, det kære og ældgamle modersmål, og da han agter at bruge sit talent i tjeneste for det, både som salmedigter og på andre måder, tillader han sig at dedikere denne anden del af Sjungekoret til sin dane-kære dronning.

 

Jeg springer nu videre til Ilsøes afsnit "Opfattelser af land og folk", dvs. tilbage i tiden til byskriver Arent Berntsens "Danmarckis oc Norgis Fructbar herlighed" (1556). Noget af det mest interessante hos ham, er, at man allerede dengang har dyrket trygheden og det tillidsfulde forhold mellem folk og øvrighed som i det mindste et ideal. Vore konger har altid været "så forvisset om deres undersåtters hengivenhed, at de 'alleveyne uden all Comitat [ledsagelse, følge], sickre uden Fare, kunde reigse oc dem opholde, blant hvilcke deris Vndersaatter dem Naadigst behage. Ja [de] kunde tryggelig ligesom hvile udi en hver deris Vndersaattis Skiød'" (DIH 1, s. 68). - "[de]" i den sidste sætning er indsat af Ilsøe. Ellers vil alt, hvad der uden videre står i [ ], være indsat af mig.

 

Men vi blev også bedømt udefra. Mange har nok i det mindste hørt om Robert Molesworth, der havde været britisk ambassadør i Danmark 1689-1692, og som i 1694 udgav bogen "An Account of Denmark, as it was in the Year 1692". Det er desværre ikke meget, Ilsøe refererer fra bogen, men der er altså tale om en "lidet smigrende danmarksbeskrivelse, en provokation for åbent tæppe af den danske enevælde og dansk mentalitet i det hele". Ilsøe er imidlertid mere interesseret i den danske - eller dansk-norske! - reaktion på bogen. Det var, som Ilsøe skriver, "[d]en danske præst i London, nordmanden Iver Brinck", der i samarbejde med englænderen William King påtog sig at udarbejde et modskrift (DIH 1, s. 81).

 

Vi skal jo hele tiden huske på, at Danmark og Norge hørte sammen i hele perioden 1380-1814 (434 år!). Og det er altså virkelig lang tid, så i forhold til det betyder det mindre, at Sverige var med under Kalmarunionen 1397-1523 (126 år). - Når vi siger Danmark eller danskerne, vil dette i mange tilfælde omfatte Norge og nordmændene. Tænk bare på Ludvig Holberg (som vi absolut skal vende tilbage til) og Peder Wessel (Tordenskjold)! Og i forhold hertil er det noget helt andet, at den danske konge også var hertug i Slesvig og Holsten (samt 1815-1864 Lauenburg). Men også det skal vi vende tilbage til. Der er ganske vist tale om - sådan set også helt bogstavelig talt - sindssygt komplicerede forhold, men det hører altså med til danmarkshistorien, at vi helt frem til 1864 havde disse hertugdømmer med i den såkaldte danske helstat. Holsten og Lauenburg havde en rent tysk befolkning, Slesvig en blandet dansk-tysk befolkning, så at der altså i det danske helstatsmonarki også indgik et betragteligt tysk befolkningselement, et forhold, vi meget snart skal komme nærmere ind på.

 

Men tilbage til den norsk-danske præst Iver Brinck og hans engelske hjælpers modskrift mod Molesworth. Og jeg citerer nu Ilsøe (som citerer både Molesworth og Brinck/King på engelsk):

 

Den tankevækkende påstand, at enevælden havde kuet befolkningen mentalt, benægtes blankt. Danskerne foretrækker selv - i modsætning til englænderne - en stærk regering som garanti mod oprør og politisk uro, og deres livsførelse er ganske, som den var før enevælden. "They continue their free an merry way of living, their hospitality and their liberality, all which the Danes and Norsh have alway look'd upon as their native qualities". En anden nedsættende vurdering [og nu er det altså Molesworth, der citeres] gik ud på, at "the common people are mean spirited" (uden mod, stolthed og generøsitet). Det kunne naturligvis heller ikke passere. Har danskerne nogen fejl, svaredes der bl.a., er det den, at de er "too much inclined to fight upon the least word and too slight provokations". Bemærkningen skal vel godtgøre, at danskerne er ærekære og i hvert fald ikke lader sig noget sige, måske noget i retning [af] de træk, der ellers blev tillagt jyden. Nok så væsentligt: den konkluderende hovedkarakteristik, hvori Molesworth lagde nationen jævnmålet til last, temperamentet uden de store udsving og vandringen ad den slagne middelvej, blev ikke imødegået. Karakteristikken accepteredes simpelt hen - som en dyd, ikke som en fejl. Sådan er danskerne og godt det samme! Synspunktet viste sin bærekraft, da Ludvig Holberg gjorde det til sit i "Danmarks og Norges Beskrivelse" (1729) (DIH 1, s. 81).

 

Så vidt Molesworth. Og Ilsøe føjer til, at

 

Den grundlæggende nationalhistoriske bevidsthedsfylde, som 1500-tallet gav danskerne, blev i 1600-tallet udbygget med erfaringer og forestillinger om, hvordan danskerne var, og hvad det var at være dansk, samtidig med at der med front mod fremmed indflydelse blev peget på modersmålet som nationens særlige og forpligtende eje. Det blev ikke mindst sprogbevidstheden, 1700tallet tog over (DIH 1, s. 82).

 

Med disse få eksempler vil jeg afslutte behandlingen af 1500- og 1600-tallet, for så vidt angår "Dansk Identitetshistorie". Men jeg vender tilbage til disse århundreder, når jeg begynder at plukke i Ove Korsgaards bog, og i hvert fald for så vidt angår skikkelser som Peder Palladius og Thomas Kingo.

 

 

Det danske i 1700-tallet

 

"Dansk Identitetshistorie" 1

 

Vibeke Winge: "Dansk og tysk i 1700-tallet"

 

Jeg vil begynde med at citere hele Vibeke Winges indledning:

 

I udviklingen af den danske nationale identitet har forholdet til vores sydlige nabo, Tyskland og tyskerne spillet en meget fremtrædende, og, i hvert fald set med 18- og 1900-tallets øjne, en meget negativ rolle. I den nationale kamp i slutningen af 1700-tallet bliver tyskeren vores ærke- og arvefjende, og da først fjendebilledet er skabt, bliver de foregående perioder også betragtet med nationale briller. Historieskrivere inden for alle fag: sproghistorie, litteraturhistorie, kunsthistorie, ser langt tilbage i tiden konflikter mellem dansk og tysk, som slet ikke kunne eksistere, fordi man ikke tænkte nationalt (DIH 1, s. 89).

 

I noten til denne indledning skriver Vibeke Winge blandt andet, at "betegnelsen tysker op gennem tiden bruges om holstenerne, som var borgere i kongens helstat og om de tyskere, der indvandrede fra de tyske lande uden for den danske konges rige". Og hun føjer til: "Først i den nationale kamp forsøger nogle debattører at skelne mellem holstenere, der er danske borgere og de indvandrede tyskere" (DIH 1, s. 89).

 

Min kommentar til såvel indledningen som noten skal allerførst være en henvisning til mit indskud ovenfor om den danske "helstat". Dernæst vil jeg sige, at selv om det jo nok er rigtigt, at den store modsætning mellem dansk og tysk først opstod i slutningen af 1700-tallet, så er der hos Vibeke Winge og mange andre nok også tale om en tilbageslutning fra vor tid og vor tids debatsituation. Mange ser jo nærmest helstatskonstruktionen som et ideal. Ligesom nogle har set Osmannerriget som en slags ideal! Men det, jeg interesserer mig for i denne beskedne undersøgelse, er altså ikke de nationale og etniske stridigheder gennem tiderne, men hverken mere eller mindre end "det særligt danske", altså de ting, der - uanset strid eller ikke-strid - har været, og er, karakteristiske for os danskere og for menneskelivet her i Danmark.

 

Og jeg vil sige lidt om mit eget forhold til tyskerne og det tyske. Jeg er født i 1943 og er altså vokset op i efterskyggen af Anden Verdenskrig og Besættelsen. Og fra 1 mellem af har jeg i også helt fysisk-artikulatorisk forstand elsket det engelske sprog. Og jeg har meget hurtigt på mange områder fået et overordentlig positivt forhold til hele den angelsaksiske kultur, ikke mindst som amatørjazzmusiker fra slutningen af 1950-erne af og frem til 1961. Det tyske betragtede jeg - helt bortset fra nazismen - som noget gråt og kedeligt. Efterhånden ændrede min negative holdning til det tyske sig dog. Allerede i mit først militære, siden civile russiskstudium brugte jeg gode tyske ordbøger og en fremragende tysk grammatik. Og da jeg begyndte at studere teologi, kom jeg for alvor til at bruge tysk. Vi har som bekendt fået den evangelisk-lutherske reformation fra Tyskland! Jeg har læst megen teologisk litteratur på tysk, og gør det stadig. Og vi har gode tyske - og slesvigske - teologer i Danmark nu, store eksempler på, hvor god blandingen af eller mødet mellem tysk og dansk er. Og min holdning til Tyskland er gennem årene blevet mere og mere positiv. Jeg har deltaget ivrigt i venskabsforbindelsen mellem Lolland-Falsters Stift og Landeskirche Mecklenburg, og mit helt særlige forhold til de slaviske sorbere i Bundesland Sachsen er jo også et forhold til Tyskland, hvor både korrespondance og samtale m.m. jo hovedsagelig foregår på tysk, som jeg altså efterhånden behersker ret godt. I 2006 deltog jeg i det internationale Hamann-kollokvium på universitetet i Halle (se undersiden "Hamann"). Og jeg har i årevis studeret den tyske romantik (må altså se at komme videre med undersiden "Min lyrik- og poetikhistorie"!). Også "globaliseringen" med den uskønne brug af "cirkusengelsk" får mig til at sætte mere og mere pris på Tyskland og det tyske sprog. Jeg siger i den forbindelse ofte, at Storbritannien og USA på en måde er blevet de første ofre for globaliseringen.

 

Så er der mit forhold til Grundtvig! Han hadede jo det tyske, sagde han. Vel at mærke for så vidt som de her i Danmark truede danskheden. Tyskerne nede hos dem selv kunne han kritisere for mange ting, men han hadede dem ikke. Og han kritiserede jo ikke kun; Grundtvig er et af de store eksempler på, hvor meget vi har modtaget fra Tyskland.

 

Men som jeg ofte siger til mine tyske venner: Når det er så vigtigt for os danskere at markere vor danske identitet i forhold til det tyske, er det også, fordi vi ligner hinanden så meget. - Hvormed jeg altså ingenlunde mener, der ikke er forskel. Jeg siger nemlig også, at vel har vi modtaget meget godt fra Tyskland, men at det altså er blevet rigtig godt, når det er kommet op hos os! Dette vil jeg vende tilbage til.

 

Som et interessant eksempel på, hvor sammenviklet dansk og tysk har været, indsætter jeg allerede her (og igen med henvisning til min egen ovenfor indsatte kommentar om den danske helstat) følgende om vor store nationaldigter Adam Oehlenschläger:

 

Faderen, Joachim Conrad Oehlenschläger (1748-1827), var fra Sydslesvig og havde været organist i Krusendorf ved Eckernførde, en stilling hans far havde haft før ham, ligesom hans farfar havde bestridt samme stilling i Resenfeld ved Lübeck [...]. Hans moder, Martha Marie Hansen (1745-1800), var muligvis af tysk slægt. Det mente digteren i det mindste selv. Under alle omstændigheder har Adam Oehlenschläger så udpræget rod i den daværende helstat [...]. Dog understreger Oehlenschläger i sine erindringer, at han som barn ikke forstod tysk, idet hans forældre benyttede sig af dette sprog, når børnene ikke skulle kunne forstå, hvad de talte om.

 

Adam Oehlenschlägers biografi i "Arkiv for Dansk Litteratur"

http://www.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=&ff_id=58&p_fpkat_id=biog

 

 

I sit afsnit 1, "Forhistorien" giver Vibeke Winge et overblik over den tyske indvandring til Danmark fra o. ca. 1200 af. Og jeg citerer nu de mest interessante dele af det:

 

Tyske indvandrere udgjorde således en betydelig del af både den fyrstelige og adelige overklasse og af borgerskabet i handelsbyerne [...].

 

[...] Det danske kongehus er af tysk afstamning, og en ny tysk adel afløste gradvis den gamle danske, og de tyske håndværkeres tal suppleredes ved opkomsten af nye håndværk [...].

 

Hertil kom så i stadig større mængder indvandrere til en yderligere stand, nemlig militæret [...]. Indvandring af militærpersoner fortsatte helt til man i 1802 ophørte med at hverve soldater udenlands.

 

Endelig betød reformationen, om ikke direkte indvandring, så dog en styrkelse af kontakterne til Tyskland, idet de nye præster blev sendt til uddannelse ved de nyoprettede protestantiske universiteter.

 

[...] I 1600-tallet fik især 30årskrigens ødelæggelser mange til at vove den farlige flugt over Østersøen. I alle samfundslag på nær bønderne var der således et stort tysk islæt (DIH 1, s. 90).

 

Alt gik imidlertid ganske godt - indtil slutningen af 1700-tallet. Måske er Vibeke Winges fremstilling præget af det syn, man havde i 1980'erne, altså formodentlig et syn præget af almindelig god gammeldags mainstream-tolerance og dertil hørende bekymring over de ovenfor omtalte udbrud af nationalisme i Europa allerede dengang. Jeg plukker nu lidt fra hendes afsnit 4: "Fra sameksistens til konflikt":

 

Borgerskabet er fra starten den stand, der tager emnet op, og i deres søgen efter en egen dansk identitet skabes grundlaget for de fjendebilleder, som for alvor cementeres i de nationale konfrontationer i århundredets sidste årtier. Hvad de lavere klasser mente, ved vi kun sjældent [!!!]. [...]

 

Det er meget svært at kortlægge den proces, der fører til udvikling af en national identitet. [...] En større bevidsthed om egen kultur og eget sprog, der fører til en generel afvisning af alt fremmed [...], kan smelte sammen med et fremmedhad, der er betinget af brødnid [...].

 

Den sproglige bevidstgørelse kan nok føres tilbage til reformationen, hvor latin mistede sin status som fælles sprog for de lærde og deres institutioner [...] I 1600-tallet opstår videre en bevægelse efter tysk forbillede[!], Sprogpatriotismen, der vil bekæmpe brug af fremmede sprog, primært de lærde, latin og græsk, og styrke modersmålet (DIH, 1, s. 97).

 

I resten af afsnittet anfører Vibeke Winge en række eksempler på udtryk for modviljen mod det tyske inden for rammerne af den fortsatte "fyrstepatriotisme" i den danske, eller altså af den danske konge styrede, helstat.

 

Vibeke Winges bidrag slutter med afsnittet (5) "Billeder af tyskeren før 1789 (året for Den Franske Revolution). Der er tyskkritiske eksempler fra Holberg og Ewald og andre, mindre kendte, forfattere og fra en såkaldt almueberetning. Men der er også eksempler på den almindelige, accepterede sprogblanding. Struenses korte regeringstid 1770-1772 nævnes. (Johann Friedrich Struensee var født i Halle i Tyskland. Fra 1769 var han livlæge for den sindssyge Christian 7. Bla. pga. sit forhold til dronningen blev han den egentlige magthaver i Danmark 1770-1772). Men Struense er kun én af flere faktorer i udviklingen af den voksende danskhedsfølelse og den dermed forbundne modvilje mod de fremmede i almindelighed og tyskerne i særdeleshed.

 

Der er i virkeligheden ikke meget i Vibeke Winges bidrag, der er af egentlig interesse i forbindelse med det det-særligt-danske-projekt, jeg her har kastet mig ud i. At der op gennem 1700-tallet har udviklet sig en modvilje mod det fremmede, og især det tyske, siger jo ikke noget om, hvad "det særligt danske" så har været. Det eneste virkelig interessante i vor aktuelle 2011-sammenhæng er faktisk, at der allerede dengang har været tale om "fremmedhad"! Det er bemærkelsesværdigt, at Vibeke Winge bruger lige netop dette ord i et bidrag til en bog, der er udkommet i 1991. Men man kan jo sige, at der altså i hvert fald har været sproget. Og der har nok også været mere, også hos byernes borgerskab. Og bøndernes mening var der ingen der spurgte om. Men de har selvfølgelig levet deres danske liv ude i landsbyerne. Måske var det i virkeligheden folkemindevidenskaben, man skulle over i. Jeg vil derfor slutte referatet af Vibeke Winges bidrag med det citat fra en almueberetning, hun anfører, nemlig om en bondedreng, der havde været lejesoldat i Tyskland:

 

En kone havde en søn, som havde været udenlands og var nu nylig kommen hjem. Da han nu gjærne vilde gjøre sig til af, at han havde lært fremmede sprog, benyttede han lejligheden, idet hans moders kat sad paa skorstenen, til at sige om denne: Was der Dejfel ist das for en dings, der sidder paa der das mit der langen svands mit der mas? Aa Herregud, sagde konen, nu er min søn saa mænd bleven saa tysk, at han ved ikke, hvad en kat hedder paa dansk (DIH 1, s. 106f).

 

Citatet er fra E. Tang Kristensen Gamle Folks Fortællinger om Det jyske Almueliv.

 

 

Det sidste bidrag til første bind af "Dansk Identitetshistorie", jeg vil inddrage her, er Ole Feldbæks "Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet". Bogens sidste del vil jeg springe over, Karin Krygers "Dansk identitet i nyklassicistisk kunst. Nationale tendenser og nationalt særpræg 1750-1800". Men alene titlen siger jo noget, og interesserede kan selv læse den.

 

 

Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet

 

For at det ikke skal blive for vidtløftigt vil jeg nøjes med at plukke ret få særligt interessante betragtninger og eksempler frem. Det er jo, som nu allerede flere gange understreget, selve "det særligt danske", det gælder, og ikke alle mulige stridigheder og selve kampen for den danske identitet. Men netop fra et 2011-synspunkt er det altså interessant, at interessen og kampen for den danske identitet begyndte at gøre sig gældende allerede i 1700-tallet. Og Ole Feldbæk indleder ligefrem dette bidrag således:

 

I løbet af kun tre årtier opstod i midten af 1700-tallet en markant dansk identitet. Det begyndte i 1740'rne, og i 1776 nåede den nationale udvikling sin foreløbige kulmination. På et tidspunkt, hvor den fremherskende holdning i Europa var, at alle mennesker var brødre, og at fædrelandet var, hvor man levede som en loyal undersåt og en nyttig borger, uanset hvor man var født, og hvilket sprog man talte, udstedte den danske enevoldskonge loven om Indfødsretten. En lov, der gav indfødte eneret til embeder (DIH 1, s. 111).

 

Man bemærker her, at Feldbæk sætter 1740'rne som tidspunktet for denne udviklings begyndelse. Og året 1776 er altså året for udstedelsen af loven om indfødsretten. Herefter refererer Feldbæk nogle af de ting, der også har spillet en rolle i "nærværende tekst", fx Jellingstenen og Saxo. Og selv om han, som jeg, gør opmærksom på, at meget af dette har været udtryk for de herskendes interesser, konkluderer han dog: "Men hvad der blev skrevet før 1660 [enevældens indførelse, hvor kongen som symbol var det vigtigste], forblev en del af tankegodset, og det indgik i forudsætningerne for 1700-tallets danske identitet" (DIH 1, s. 112).

 

 

Afsnit 1 "En dansk offentlighed"

 

Ved 1700-tallets begyndelse var der ikke nogen særlig læsende dansk offentlighed.

 

Gennembruddet fandt sted omkring 1720, hvor en dansk offentlighed begyndte at udvikle sig. Holberg blev dens centrale skikkelse, og denne position fastholdt han til sin død i 1754. Han stod ikke alene, og med tiden voksede hans følge. Men han tegner i så høj grad sin tid, at man ved at følge ham følger udviklingen af en dansk offentlighed (DIH 1, s. 113).

 

Jeg vil som sagt komme nærmere ind på Ludvig Holberg senere, så jeg vil kun tage nogle hovedpunkter i Ole Feldbæks fremstilling med her.

 

I 1719 udgav Holberg Peder Paars. Et komisk heltedigt kunne nu digtes på dansk. I september 1722 åbnede teatret i Grønnegade - med Molières Den Gerrige. Men den næste forestilling, to dage senere, var Den politiske Kandestøber, som allerede samme år efterfulgtes af Den Vægelsindede, Jean de France og Jeppe på Bjerget. Og flere Holberg-komedier fulgte.

 

Men Holberg var jo først og fremmest universitetsprofessor, og han udgav også en række historiske og tilsvarende skrifter. Fra de følgende forfatterskab kan nævnes: Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729). Dannemarks Riges Historie (1732-1735). Almindelig Kirkehistorie (1738). Niels Klims underjordiske Rejse (1741). Moralske Tanker (1744). Epistler (1748–54).

 

Og en dansk offentlighed var altså begyndt at udvikle sig - som tillagde det danske sprog stor betydning, hvad der ikke var uproblematisk i den ovenfor beskrevne danske "helstat".

 

 

Afsnit 2. Fædrenesprog og Modersmaal

 

Feldbæk indleder dette afsnit med at citere Christian Wilsters kendte linier - fra begyndelsen af 1800-tallet - om sprogsituationen i Danmark hundrede år før, og altså før Ludvig Holbergs indsats:

 

Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund,

Latin paa Papiret kun malte,

Med Fruerne fransk, og Tydsk med sin Hund,

Og Dansk med sin Tjener han talte.

 

(Her efter DIH 1, s. 119, hvor der henvises til Christian Wilster: Digtninger. 1827, s. 63).

 

Og Feldbæk begrunder denne inddragelse af et langt senere udsagn med, at Wilsters karakteristik er sand - i "sin kunstneriske forkortning".

 

Men jeg kan ikke gå nærmere ind i denne del af den danske sproghistorie. Dog lige et par eksempler.

 

I "Danmarks og Norges Beskrivelse" ærgrede Holberg sig over, at hans danske og norske landsmænd lå under for alt fremmed, og at der blev både skrevet og læst alt for lidt på dansk, nemlig ridderromaner og lignende, beregnet for "den gemeene Almue". Dette kommenterer Holbgerg således:

 

Endeel kunde vel svare herpaa, at Aarsagen til saadan Foragt er at Sproget udi sig selv er fattigt og ufuldkommen, og ingen Angenemhed haver, men, hvor meget de derudi fare vilde, beviise adskillige herlige Poetiske Skrifter paa Dansk, af hvilke de fleeste endnu ere ikke komne for Lyset (DIH 1, s. 120).

 

Men ved genudsendelsen af bogen i 1747 kunne Holberg konstatere, at der "Udi de sidste 20  Aar er her udi skeed stor Forandring, i Henseende til en stor Mængde af Danske Skrifter, som ere publicerede". Men Feldbæk understreger, at det, Holberg nu glædede sig over, var, at det danske sprog i hans levetid var "blevet udviklet til et niveau på højde med de europæiske hovedsprog" (DIH 1, s. 122). Og Feldbæk mener at se en distanceren sig fra Holbergs eget personlige vedkommende, når denne i 1750 i en af sine epistler skrev:

 

Det er ikke at beskrive med hvilken inderlig Fornøjelse meenige Mand[!] hører hendes Majestæt, skiøndt en Engelsk Princesse, at tale Dansk med de Kongelige Børn (DIH 1, s. 122f).

 

For Feldbæk føjer til:

 

Selv engagerede han sig ikke. Men i 1750 var der andre, der gjorde det. Mænd, som betragtede det danske sprog som andet og mere end et meddelelsesmiddel. Som så modersmålet som et våben i kampen for den danske identitet (DIH 1, s. 123).

 

Afsnittet "Fortid og fædreland" indleder Feldbæk med ordene: "De, der så sproget som et våben i kampen for en dansk identitet, så også fædrelandets fortid i dette lys" (DIH 1, s. 123). Men der er ikke egentlige eksempler på "det særligt danske" i dette afsnit. Og det gælder også de følgende afsnit. Men jeg opregner lige hovedafsnittene: "Verdensborgerens fædreland", "Fødestedkriteriet", "Struensee-mellemspillet", "Indfødsretten". Det helt afgørende er selvfølgelig loven om indfødsretten, der under stor højtidelighed blev offentliggjort på Christian den Syvendes fødselsdag den 29. januar 1776. Om den skriver Feldbæk, og det er ret interessant:

 

Som national manifestation er loven om Indfødsretten enestående i 1700-tallets Europa [fremh. her]. Der kan påvises eksempler på, at afgrænsede samfundsgrupper har opnået en nationalt betinget første- eller eneret til bestemte embeder, rettigheder eller erhvervsudøvelse. Men det er det eneste eksempel på, at eneret til samtlige embeder gives til dem, der er født i vedkommende stat - fordi de er født der [fremh. her] (DIH 1, s. 197).

 

En tilsvarende lov om indfødsret kunne i princippet have været givet i et hvilket som helst andet land. Men der er altså det "særligt danske" ved det, at det faktisk kun var Danmark, der fik en sådan lov. Hvortil kommer omstændighederne omkring den og ordlyden i den. Jeg bliver derfor nødt til at citere en del fra Feldbæks afsnit "Loven om Indfødsretten".

 

Allerførst skal jeg dog understrege, at indfødsretten gjaldt alle kongens undersåtter i hele "helstaten", altså ikke alene alle, der var født i selve kongeriget Danmark (med Jylland til Kongeåen), men også alle, der var født i Norge, Slesvig og Holsten osv. Desuden var der en hel del undtagelser, ikke mindst den, at alle, der allerede havde et embede, kunne blive i det, uanset hvor de var født. Pdes. gjaldt loven altså ikke kun de egentlig "etniske" danskere (hvoraf mange jo også boede i hertugdømmet Slesvig), men pdas. var der mere i også moderne forstand "særligt dansk" i det end som så.

 

Jeg vil, som Feldbæk også gør det, citere begyndelsen af lovens tekst, idet jeg dog tager alt med til og med artikel 1 - og fremhæver nogle særligt interessante ting. Jeg har hentet teksten fra:

http://www.h58.dk/gb/Indfoeds-Retten.pdf

 

Indføds-Retten,

 

hvorefter Adgang til Embeder i Hans Majestæts Riger og Lande forbeholdes

alene de indfødte Undersaatter, og dem, som derved lige agtes (1).

 

Publiceret den 29 Jan. 1776. Cancel. p.1.

 

Vi Christian den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de

Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn og Dytmersken,

Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc. etc.

 

At det har længe været Vor Beslutning, ved en Grund-Lov under visse og

fornødne udtrykkelige Indskrænkninger at fastsætte, at alle Embeder i Vore

Stater, Hof-, Geistlige, Militaire og Civile, af stor eller liden Betydenhed, ei

kunne eller skulle gives til andre end indfødte Landets Børn, og dem, som

dermed lige kan agtes; Billigheden selv vil, at Landets Børn skal nyde Landets

Brød, og Fordelene i Staten falde i dens Borgeres Lod.

 

Alle Tidens Erfaring har og lært, at i et Land, hvor Ungdommens Opdragelse

besørges, mangler aldrig duelige Folk, naar Regenten søger dem. Ogsaa kan Vi

med Fornøielse kalde for Tankerne Vores Fædrenelands Historie, fordi den kan

af alle Stænder fremvise Mænd, som have tient, æret og reddet Landet, og med

den ædleste Beslutning til deres udødelige Berømmelse opofret sig for

Kongerne, Vore Forfædre, til at herliggiøre eller handthæve deres Regimente.

Derfor have og Kongerne ømmeligen elsket deres Folk, og igien haft paa dets

tillidsfulde Kierlighed de stærkeste Prøver, altid tilrede, naar de have været meest

fornødne og Tiderne høist farlige.

 

Alle disse Betragtninger have født og vedligeholdt hos Os det Forsæt, ved en

høitidelig og uforanderlig Anordning at forsikkre Landets Børn Landets

Embeder. Thi omendskiønt Staten har haft, og Vi endnu i vores Tieneste have

Fremmede, der med en Kristelig Nidkierhed have tient, og den Dag i Dag er, til

Vores fulde Fornøielse, tiene Os og Staten, kan Vi dog ikke andet end følge

Billigheds, Kierligheds, ja Samvittigheds helligste Lov, naar Vi, efter at have

giort, og videre at ville giøre gode Anstalter til Vores egen Ungdoms Duelighed,

nu i saa Landsfaderligt et Øiemeed byde og befale:

 

1.)

Det skal fra denne Lovs Dag af agtes som en nødvendig Egenskab til at faae i

Vores Riger og Lande Embeder og Tienester, af hvad Navn nævnes kan, være sig

ved Hoffet, eller i den geistlige, civile og militaire Stand, at Personen er født i

Vore Stater, eller af saadanne indfødte Undersaatter, som paa Reiser eller for

Vores Tienestes Skyld kunde være ude af Landet. Til den Ende skal alle Vore

Collegier eller hvo til Os Forestilling giøre om Embeders eller Tienesters

Besættelse, ligesom og alle andre, der have Ret til at udnævne til nogen Tieneste

i Staten, under Vores Unaade nøie agte paa, ikke at foreslaae andre end Danske,

Norske og Holstener, eller hvem derved lige agtes, og i alle Beskikkelser, Breve

og Bestallinger skal udtrykkeligen indføres, at Personen har de Egenskaber, som

efter denne Vores uforanderlige Anordning ere fastsatte. (Cfr. Pl. 15 Febr. 1776).

 

Der er flere ting i denne tekst, der siger meget om forholdene og stemningen i den danske enevoldstat i 1776, men jeg vil lade teksten tale for sig selv - dog også ved de fremhævelser, jeg har lavet. Det kunne også være fristende at referere og citere mere om omstændighederne omkring lovens tilblivelse, offentliggørelse - og fejring, men jeg må nøjes med at henvise til Feldbæks bidrag - og med yderligere at citere nogle særlig vigtige steder. I slutningen af afsnittet om selve loven og den offentliggørelse og fejring skriver Feldbæk:

 

Når det var de styrende så magtpåliggende at højtideligholde udstedelsen af loven, var det, fordi Indfødsretten markant styrkede enevældens politiske fundament, samtidig med at den bremsede den nationale separatisme, der udgjorde en trussel mod helstaten. Med loven om Indfødsretten opfangede enevælden det danske borgerskabs danske identitet: kærlighed til fædrelandet, og omformede den til enevældens og helstatens officielle ideologi. Dels ved at definere fædrelandet som hele staten, samtlige kongers [BC: der skulle vel stå "kongens"] riger og lande.

 

[...]

 

Men loven om Indfødsretten var andet og mere - i virkeligheden langt mere - end et politisk mesterstykke. Det viste offentlighedens reaktioner (DIH 1, s. 201).

 

Jeg kan kun gentage, at ikke alene selve det, at vi overhovedet fik denne lov, og ikke alene selve lovens tekst og karakter, men også alle omstændighederne omkring den, i sig selv er et kompleks af eksempler på "det særligt danske". Jeg tænker her ikke mindst på, hvordan det altid er lykkedes den danske enevælde at komme spændinger, og det der er værre, i forkøbet ved klog lovgivning.

 

Det er også tydeligt, at der er mange ting, der minder om situationen og debatten i dag - eller i hvert fald er relevante og interessante i forhold dertil. En af grundene til, at jeg indtil nu har øst så meget af dette første bind af "Dansk Identitetshistorie", er jo, at selv om forholdene i 1700-tallets helstatsmonarki ikke, eller i hvert fald ikke uden videre, kan sammenlignes med forholdene i de følgende århundreder, endsige med forholdene i dag, må man nok sige, at de ting, vi har haft fremme indtil nu, meget tydeligt viser, at den danske identitet ikke bare er noget, der fx blev opfundet af de nationalliberale i marts 1848. Men måske endnu mere interessant er det at se, at der også dengang var internationalt orienterede, ja, kosmopolitisk sindede modstandere af, hvad der efter deres mening var en overdreven nationalisme. Det giver Feldbæk nogle eksempler på i afsnittet "lige ved Indfødte" ("lige" står med lille l; det er jo et citat fra Indfødsretsloven, som også forekommer i det her lige nedenfor citerede).

 

Feldbæk skriver ligefrem, at den aristokratiske tysk-kulturelle kreds aldrig havde søgt at skjule, at den så ned på den borgerlige danske kultur. "Hårdest ramt blev kredsens førstemand, udenrigsminister A.P. Bernstorff" (DIH 1, s. 201). Han var blandt andet blevet holdt helt udenfor under Indfødsretslovens tilblivelse!

 

Umiddelbart blev Bernstorff ikke berørt af loven. Som embedsmand og som ejer af det holstenske gods Borstel hørte han til dem, der ifølge lovens anden paragraf agtedes "lige ved indfødte". Men han blev ramt politisk. Dels ved det modsætningsforhold mellem dansk og tysk, som loven ikke kunne undgå at skærpe [fremhævet her]. Dels ved at det ikke længerere ville være muligt for ham - som hans farbror havde gjort - at rekruttere en kreds af udenlandskfødte diplomater og embedsmænd, der stod i personligt loyalitetsforhold til ham [fremhævet her] (DIH 1, s. 202).

 

Man skal altså her især lægge mærke til, at selv om indfødsretten ifølge loven også gjaldt for tyske slesvigere og holstenere, havde den modsætningsforholdet mellem dansk og tysk som både baggrund og virkning. Og man skal desuden lægge mærke til, at den også stod i modsætning til en hel international kultur med dertil hørende interesser.

 

Feldbæk refererer nu videre nogle breve fra Bernstorff til en af sine fortrolige, nemlig Ditlev Reventlow. Offentligt kunne Bernstorff jo ikke kritisere loven, men her kunne han få luft. Jeg citerer nu Feldbæks referat af brevene, som er fra januar og juni 1776:

 

Ingen - hævdede Bernstorff - elskede Danmark og danskerne mere end han gjorde. Men derfor smertede det ham så meget mere at se det falde tilbage til et barbari[!], som tredive års oplyst styre havde rejst det fra, og at se det blive til spot og skændsel for fremmede nationer[!]. Over for sine egne kunne Bernstorff udtrykke sin misfornøjelse med, hvad han betragtede som en overdreven og uhensigtsmæssig patriotisme. Om han med sin baggrund og sin livsholdning kunne forstå - og ville forstå - den dybe danske frustration og de stærke nationale følelser, der var vakt til live, er tvivlsomt. Dertil stred det for markant mod hans kristne menneskesyn og mod den verdensborgeropfattelse, han og hans slægt havde levet efter. Det var to verdener, der stod over for hinanden. En gammel og en ny. Og de talte ikke det samme sprog (DIH 1, s. 204).

 

Se min samlede kommentar til dette afsnit nedenfor.

 

Feldbæk slutter afsnittet med at omtale og referere forfatteren og historikeren Tyge Rothe, som var en af de få kritikere, der turde udtale sig offentligt, og som i 1777 udsendte skriftet "Om Indfødsretten".

 

Atten år tidligere havde han forsvaret de fremmede. Han vedgik åbent, at han selv var søn af en indvandret tysker, og at en anden tysker, Johan Hartvig Ernst Bernstorff [den ovf. omtalte udenrigsminister A.P. Bernstorffs farbror] - "denne Dydens og Ærens og Frideriks Mand" - havde været hans beskytter. I 1777 mente Rothe, at Danmark omsider var ved at blive jævnbyrdigt med de førende europæiske stater, samtidig med at det besad sine egne danske og nordiske særtræk. Men forbindelserne til Europas tænkning, videnskab, økonomi, digtning og kunst var fortsat vigtige [...]. Indfødsretten var en kostelig gave, men den forpligtede det danske folk, der tog imod den. Og advarende lød det: "Vee os, om det saa [således] skede, at Uhyret[!], National-Stoltheden skulde faae Magt med os", og "om National-Hovmod blev agtet som Patriotiskhed". Danmark kunne ikke undvære de fremmede, understregede den gamle oplysningsapostel. Tro mod en holdning, de fleste på det tidspunkt havde forladt (DIH 1, s. 204).

 

Når jeg har citeret så meget fra dette afsnit, er det ikke mindst, fordi vi igen ser nogle eksempler på noget, der minder om den helt aktuelle situation i Danmark i september 2011 (skrivende stund) og de foregående to årtier. Og selv om noget af det er fra den i 1991 udgivne "Dansk Identitetshistorie", er også det interessant. Vi har allerede set intet mindre end ordet "fremmedhad" optræde i Vibeke Winges bidrag, efter alt at dømme dog hendes eget ord, men alligevel (DIH 1, s. 97). Og nu ser vi her hos A.P. Bernstorff og Tyge Rothe nogle udtryk for en holdning, der findes den dag i dag. Den samme foragt for det nationalistiske barbari. De samme advarsler mod, at Danmark skal få et dårligt omdømme i udlandet. Og den samme påpegning af, at Danmark ikke kan undvære de fremmede. Feldbæk konstaterer med rette, at det var to verdener, der stod over for hinanden og hverken ville eller kunne forstå hinanden. Og vi hører jo også gang på gang i den aktuelle debat, hvordan man påberåber sig arven fra oplysningstiden.

 

Min kommentar skal være, at jeg for mit vedkommende faktisk godt kan forstå den anden side. Det har jeg allerede sagt flere gange, også her i denne tekst. Også, og ikke mindst, hvad særligt angår forholdet til det tyske. Jeg vedkender mig selvfølgelig også arven fra oplysningstiden - idet jeg dog naturligvis forbeholder mig retten til at regne den for på nogle områder for snæver og utilstrækkelig, på andre områder for kørt ud ad tangenten og blevet til en skadelig ideologi. Og det er netop når "oplysningen" bliver til ideologi, det bliver meget sværere for dens repræsentanter, altså oplysnings-ideologiens repræsentanter, at forstå os, som selv mener at have en virkelighedsforståelse, der, hvad også det nationale og folkelige angår, dels er både bredere og dybere, dels er uden ideologisk afsporing. Men det er altså en del af den danske virkelighed gennem århundrederne, at blandt andet disse to holdninger har levet side om side, og at man har kunne være meget skarp i polemikken. Det kom også til at gælde i 1800-tallet, hvor fx Grundtvigs nationalisme/folkelighed også mødte hård modstand fra kosmopolitternes side.

 

Jeg vil ikke sige, jeg fortryder, jeg har gjort så meget ud af disse ting i 1700-tallet. Men jeg må se at få sat tempoet op - og se at komme ud af "Dansk Identitetshistorie" og helt overvejende bruge resten af min tekst her til at vise nogle virkelige eksempler på "det særligt danske".

 

Men jeg har altså valgt at øse af "Dansk Identitetshistorie" - idet jeg har gjort opmærksom på, at den i høj grad behandler noget andet end selve "det særligt danske". Noget helt andet er, at der er forskellige uklarheder i og mangler ved dette værk, ikke mindst i forbindelse med netop forholdene i 1700-tallet, for så vidt angår allerede selve forståelsen og brugen af ordet "national". Jeg kan i den forbindelse henvise interesserede til Bernard Eric Jensens anmeldelse af (vist) værkets første to bind i Historisk Tidsskrift, Bind 16. række, 1 (1992) 2. - Link:

http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=78010

 

Det sidste, jeg vil inddrage fra "Dansk Identitetshistorie" bd. 1, er Feldbæks hovedafsnit "Dansk identitet i 1776". Jeg citerer indledningen, som lægger op til de fire underafsnit:

 

Udviklingen af den tidlige danske identitet nåede sin foreløbige kulmination med udstedelsen af loven om Indfødsretten den 29. januar 1776.

 

Hvad er det for en dansk identitet, vi møder i 1776? Hvem havde udviklet den og spredt den? Hvem havde modtaget den, og hvem havde vendt sig imod den? Og hvem havde ikke mødt den overhovedet? Hvorfra kom den? Fra udlandet? Eller var det en helt eller delvist dansk udvikling? Hvorfor udviklede denne danske identitet sig? Og hvorfor på det tidspunkt? (DIH 1, s. 219).

 

Og jeg bliver altså på grund af min aktuelle arbejdssituation stort set nødt til at nøjes med nogle pluk fra de fire underafsnit. Først fra underafsnit 1 "Hvad?".

 

Feldbæk er, som tidligere påpeget, og som Bernard Eric Jensen har påpeget i den anmeldelse, jeg netop har henvist til, noget uklar i sin fremstilling. For Indfødsretsloven gjaldt jo alle danskere, nordmænd, slesvigere, holstenere osv. i den enevældige konges riger og lande. Og det er det, der er tale om, når Feldbæk skriver, at "[d]et fædreland, man identificerede sig med i 1776, var endegyldigt defineret som landet, hvor man var født og opvokset". Fædrelandet er helstaten. Alligevel fortsætter han:

 

Man var bevidst om det danske[!] sprog - og brugen af det danske sprog - som en vigtig del af identiteten. Og man var ligeledes bevidst om den fælles fortid som en del af identitetsgrundlaget - og som et arsenal for nationale argumenter. Principielt forestillede man sig et nationalt fællesskab, der omfattede alle uanset stand og status: folket, nationen. Men reelt var det en afgrænset del af standssamfundet, der identificerede sig med fædrelandet, og det var denne gruppes tanker, følelser og ambitioner, der i 1776 dominerede identiteten (DIH 1, s. 219).

 

Fra underafsnit 2 "Hvem?" vil jeg citere:

 

I 1776 havde størstedelen af den danske befolkning imidlertid slet ikke mødt de nye nationale tanker og følelser. Til byernes lavere og laveste sociale lag var de ikke trængt igennem. På landet har sognepræster, godsfunktionærer og en del godsejere formentlig reageret positivt. Men den store landbefolkning, der udgjorde tre fjerdedele af landets indbyggere, har næppe mødt fænomenet overhovedet. De få bondedagbøger, der er bevaret fra de efterfølgende årtier - og som blev ført af mænd med bredere interesser og berøringsflader end flertallet af deres standsfæller - synes at bekræfte det gængse billede: at landbefolkningens horisont var afgrænset til landsbyen, sognet, godset og de omliggende købstæder, hvor de tog ind for at handle. Talen om, at de var borgere i staten og samfundet, stred mod den standsopfattelse, de levede efter, og ord som Danmark og fædreland sagde dem intet (DIH 1, s. 221f).

 

Hvad Feldbæk skriver her, er utvivlsomt rigtigt. Og vi har været inde på det mange gange før. Men det viser for det første, at det nationale forudsætter et vist økonomisk og socialt niveau, altså at samfundet er kommet til et vist trin i udviklingen. Man kan vel sige, at nationalismen omkring 1800 var det nye, der brød frem - fordi det nu kunne bryde frem - og at det (sammen med de andre forhold) var forudsætningen for demokratiet. Eller man kan sige, at de jo i virkeligheden helt kunstige dynastiske konglomerater, mange nu synes at se det helt store i, forudsatte, at det store flertal af befolkningerne var helt umyndige, nogle brikker, de herskende kunne flytte rundt med - eller flytte grænser for - efter forgodtbefindende. Men jeg må også gentage, at det jo slet ikke er disse forhold, der interesserer mig i denne teksts sammenhæng. Jeg skelner jo klart mellem nationalismen eller den nationale identitet som projekt, eller hvad man nu skal kalde det, og så "det særlige", der måtte have været - og endnu den dag i dag måtte være - i den måde at være menneske på, som har været - og altså fortsat er - tilfældet her i Danmark. Og det, Feldbæk, altså utvivlsomt ganske rigtigt, skriver her, fortæller jo intet om, hvordan de lavere sociale lags mennesker faktisk har levet og følt og tænkt. Jeg kan i det hele taget (mere eller mindre) gentage, at det, jeg egentlig skulle have prøvet at lave, var et stykke sammenlignende folkemindevidenskab eller vel noget i videre forstand sammenlignende kultur- og socialhistorie. Man kan dog sige, at hvis der overhovedet er noget i det folkelighedsbegreb, jeg til husbehov prøver at have, så må det særligt danske, som jeg formoder har præget fx de her nævnte gruppers liv, også have præget landets kulturelle og politiske liv på de, om man så må sige, højere niveauer, dvs. de niveauer, det er nemmere at finde eksempler fra. Hvad jeg bestemt mener det har.

 

I Feldbæks underafsnit 3 "Hvorfra?" er de sidste linier afgørende:

 

Det har [...] ikke været muligt at pege på udenlandske forbilleder eller paralleller til den tidlige danske identitetsudvikling. På den baggrund må det være rimeligt at rette blikket mod Danmark, og dér søge efter danske forudsætninger for denne udvikling (DIH 1, s. 227).

 

Disse få linier siger meget! De bekræfter, at det har været rigtigt at komme så meget ind på situationen omkring Indfødsretsloven - og dermed, at der altså må have været noget særligt til stede i Danmark i anden halvdel af 1700-tallet. Og vel kan det forklares ved de helt særlige forhold i den danske helstats sammensætning, men de har jo, som tidligere påpeget, netop været en vigtig del af baggrunden for "det særligt danske"!

 

Men der var alligevel også nogle ting i netop dette underafsnit, der var af interesse for mig - og i min hjemmesides sammenhæng i videre forstand, nærmere betegnet undersiden "Hamann" (om den af Grundtvig - og Kierkegaard - højt regnede tyske tænker Johann Georg Hamann, 1730-1788). Det gælder den anden af de to tekster på denne underside: "Hamann på Grundtvigs liste. Hamann optræder i en liste med 1700-talsforfattere, som Grundtvig formodentlig har opstillet i forbindelse med arbejdet på Verdenskrøniken 1817. Der er nemlig tre af de tyske forfattere, der optræder på "Grundtvigs liste", der også omtales af Feldbæk: Thomas Abbt (1738-1766), Justus Möser (1720-1794) og Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803). Men da der som sagt ikke er noget af særlig interesse her i denne det-særligt-danske-sammenhæng, vil jeg nøjes med at henvise interesserede til undersiden "Hamann", hvor der også citeres en Feldbæk-note om den tanke, at der (gennem Klopstock) kunne have været tale om en dansk påvirkning af udviklingen i Tyskland!

 

Der er heller ikke meget (nyt) i Feldbæks sidste underafsnit "Hvorfor?". Det er nærmest en opsummering af de forskellige faktorer, der allerede har været omtalt. Men underafsnittet slutter med en understregning af de særlige forhold i den danske enevoldsstat, hvis betydning for "det særligt danske" man virkelig skal holde sig for øje. Underafsnittet - og dermed hele Feldbæks hovedbidrag til bd. 1 - slutter:

 

I den situation havde den danske enevælde en styrke i sin fleksibilitet og i sin politiske manøvrefrihed. Den var ikke nødsaget til at tage hensyn til politiske institutioner som det engelske Parlament, de tyske landdage, de franske provinsparlamenter eller den svenske Riksdag. I den danske helstat eksisterede der ingen forhandlingsberettigede politiske institutioner. Den danske enevælde kunne handle frit. Og i en tid, hvor vægtforskydningen fra undersåt til borger og fra konge til stat var synlig for alle politiske iagttagere, var den i stand til at handle hurtigt, og at lade sin legitimering af den nationale identitet fremstå som en gave, før den blev fremtvunget af et krav.

 

I udviklingen af en national identitet gik Danmark sin egen - tidlige - vej [fremhævet her] (DIH 1, s. 230).

 

 

SLUTNING - indtil videre!

 

Dette projekt er svulmet ud over alle grænser. Og jeg må se at komme gennem resten af det på en måde, der mere svarer til, hvad jeg oprindelig forestillede mig. Jeg fortryder dog ikke, at jeg har gjort så forholdsvis meget ud af tiden netop her op til og med Indfødsretsloven og situationen omkring den. Jeg mener, der er tale om nogle helt afgørende og til dels upåagtede forhold. Resten af tiden kender man jo bedre - altså 1800- og 1900-tallet, og jeg vil i den forbindelse henvise til en meget interessant artikel, jeg lige har læst, nemlig Uffe Østergård: "Hvad er det 'danske' ved Danmark?". Den er fra 1984 og er alene derved utrolig interessant, for så vidt som den til fulde bekræfter, hvad jeg her har sagt om forholdene, for så vidt angår det nationale i tiden omkring 1972-folkeafstemningen og op til netop 1984, hvor problemerne omkring indvandringen netop var begyndt at vise sig - og lige berøres i artiklen. Artiklen står i Den jyske historiker nr. 29-30, 1984, s. 85-137, og kan lånes elektronisk (som Adobe Acrobat-vedhæftning) på Statsbiblioteket, Århus. Denne artikel kan interesserede læse, mens man venter på fortsættelsen af nærværende tekst!

 

SE DET 28.04.12 OPRETTEDE KAPITEL 9 XXXXXXX

 

MEN ELLERS HAR JEG FOR LANG TID SIDEN ERKLÆRET, AT JEG - OGSÅ HER - MÅ HOLDE EN PAUSE! - Mit "storpoetiske" hovedprojekt er i en fase, hvor jeg så vidt muligt skal bruge alle mine kræfter på det - samt et nødvendigt minimum på mit fortsatte polske engagement.

 

Men jeg vender tilbage. Og det er langtfra udelukket, at jeg i den kommende mellemtid sætter mindre ting ind. - Og der vil jo på hjemmesiden overhovedet komme nye salmer og digte hver uge (undersiderne "Litterære tekster" og "Salmer og kristelige digte"), ligesom der vil komme poetologiske ting på undersiderne "Poetik" og/eller "Mit eksistens-rum" og på "Min lyrik- og poetikhistorie". Og jeg må også se at komme videre fra 1976 i mine "Erindringer" (se undersiden med denne titel). Der sker nok også noget på undersiden "Internationalt". Og der vil løbende blive sat ting på undersiden "Facebook" - og på undersiden "Kirke og teologi" (debatten om kirkeforfatning og måske adskillelse er jo allerede i gang!). Og måske på andre sider, fx inden længe den trykte version af mit sidste bidrag til Grundtvig-forskningen på undersiden "Grundtvig" (en lille artikel om den ovenfor omtalte "Grundtvigs liste" kan dog måske blive mit allersidste bidrag).

 

Man kan se, jeg er nødt til at holde en pause med nærværende tekst - som jeg jo overhovedet ikke ville være begyndt på, hvis debatten ikke havde provokeret mig til det. Man kan også se, hvorfor jeg ikke har tid til at gøre mere ud af den end som så. Akademisk set er det ikke et flot arbejde, om overhovedet et "arbejde" i akademisk forstand; det er i høj grad blot nogle kommenterede "læsefrugter". Men jeg har allerede selv fået meget ud af det, og jeg håber, der er læsere, der har og får det på samme måde. Det var intet eller dette. - Farvel så længe!

 

 

 

d  d  d       d  d  d

 

 

 

Kapitel 9

Nutiden og fremtiden

 

Forskellige aktuelle og almindelige ting

 

I dette kapitel vil jeg fra nu af (28.04.12) sætte forskellige ting på, som jeg på den ene eller den anden måde støder på eller kommer til at tænke på.

 

-

 

Det første, jeg vil nævne, er vores sangkultur. Jeg hørte for nogen tid siden en herboende englænder, som havde oversat en del danske sange til engelsk, sige, at det var noget særligt for os her i Danmark, at man ved forskellige sammenkomster sang sange fra fx Højskolesangbogen. - Og så er der jo det med de hjemmelavede festsange. Det er vist noget helt særligt dansk. - Disse ting behøver vist ikke nogen særlig udlægning. - 28.04.12.

 

-

 

At der er noget særlig dansk at have sin egen private flagstang og bruge den ved især alle mulige private lejligheder, er vist også en kendsgerning. Og for nogen tid siden hørte jeg, at det i endnu højere grad skulle gælde den skik at sætte et flag på bordet ved fødselsbarnets eller  i det hele taget festens midtpunkts plads. - 28.04.12.

 

-

 

Lykke, tillid og (tosse)godhed m.m. - Netop nu (middag 28.04.12) har jeg hørt Netværket på DR P 1. I Internetradioprogrammet blev dagens udsendelse præsenteret således:

 

Tiltroen til andre mennesker er høj i Danmark, og det er faktisk kun gået fremad i de seneste 30 år. Det vil de fleste nok mene er positivt. Men er der mon en tynd streg mellem meget stor tillid - og tossegodhed? Er der en risiko for, at vi ikke ser, når det lille eller store bedrag, det lille hykleri og den gennemførte dobbeltmoral - eller det der er værre - sniger sig ind i vores hverdag og i vores fællesskaber?

 

Deltagerne var: Oberst Lars Møller, cand.phil og ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal og rapper, skuespiller, filminstruktør og foredragsholder Chadi Abdul-Karim. Der var også nogle - særdeles interessante - indslag med herboende folk af udenlandsk herkomst. - LINK: http://www.dr.dk/P1/Netvaerket/Udsendelser/2012/04/tossegodheden.htm

 

Foruden de i programpræsentationen nævnte ting - tillid og tossegodhed - var temaerne: Godhed, som ikke er tosset, men bare god. - Hygge. - Konsensuskultur. - Konfliktskyhed. Og vel andre ting. Det måske mest interessante var de herboende udlændinges beskrivelse af konsensuskulturen og konfliktskyheden under møder og lignende af forskellig slags.

 

Denne udsendelse bekræftede for mig, at vi virkelig er et tillidsfuldt, hyggeligt og lykkeligt, positivt og konsensusorienteret folk, der i hvert fald som ideal har at være gode og at gå i spidsen dermed. Det mest negative er, at vi med vor hang til konsensus og hygge og vor konfliktskyhed, dels ikke får talt os frem til en løsning af problemer og konflikter, der faktisk bør løses, dels er tilbøjelige til at opfatte uenighed som ensbetydende med uvenskab. - Og så måske det, at vi i al beskedenhed er ret selvglade og forventer, at udlændinge uden videre skal sige lat muligt positivt om os. - 28.04.12.

 

-

 

Jeg er i forbindelse med ovenstående kommet til at tænke på, at en tysk Grundtvig-forsker under en Grundtvig-konference i Tyskland for adskillige år siden skal have brugt ordet "Liliputchauvinismus" om os. - Og jeg mener at kunne bekræfte denne karakteristik med mig selv som eksempel. Når jeg er i udlandet, er jeg på den ene side, og virkelig af natur, til det yderste høflig og respektfuld, også fordi det jo er en vigtig del af oplevelsen at gå ind i det lokale, lige fra mad og drikke og opefter. Men samtidig træder jeg fast i jorden med en stor dansk selvbevidsthed, både i almindelighed, og hvad det kirkelige angår. Få er mere kritiske over for Folkekirken, end jeg er, men netop mine mange gode oplevelser i andre lande og kirker, har fået mig til at både sige og skrive, at vi, i det mindste ved vor tradition og vort potentiale, men også med vort stadig aktuelle teologiske stade, midt i hele vor store og hovedrystenfremkaldende elendighed faktisk er en kirkelig og teologisk "stormagt". - Jeg kan i denne forbindelse også henvise til mine oplevelser som feltpræst på Cypern vinteren 1976/77, dels for så vidt angår hvor gode vi faktisk var, dels for så vidt angår den mindst dertil svarende selvfølelse hos os! Det var på et tidspunkt, hvor jeg for mig eget vedkommende var særdeles utilfreds med mange ting i Danmark, men mine oplevelser på Cypern med alle personelgrupper, fra chefen af og ned til den yngste konstabel, gav mig et ordentligt løft, for så vidt angår såvel vor dygtighed som vor mentalitet. - Her pr. 28.04.12 er jeg endnu kun lige kommet i gang med det kapitel i mine Erindringer, der handler op min Cypern-tid, men jeg henviser til det. Det er undersiden "Erindringer" og kapitel 10: "1976-1977. Feltpræst på Cypern" (med link til Facebook-albummet med mit mange gange holdte lysbilledforedrag). - Siden da har mine kammerater oplevet mere og mere alvorlige ting, og nu er de i regulær krig, hvad jeg ser på med stor alvor og respekt. Men de har klaret og klarer sig godt, og jeg er sikker på, at "det særligt danske" på mange både store og små måder også hos dem har gjort og gør sig gældende. - 28.04.12.

 

-

 

I forbindelse med mit litteraturhistoriske studium af modernismen er jeg bla. kommet til at se lidt på Benny Andersen. Også han har vel gjort sig bemærket med nogle kritiske bemærkninger om danskheden og det danske befolkningsflertal. Det mener jeg at kunne huske. Ellers må han meget undskylde. Men bemærkninger eller ej, så er Benny Andersen jo simpelt hen Mr. Denmark. Nu har jeg ikke den pågældende bog ved hånden, men der stod bla. rent ud, at Benny Andersen er en af dem, der har præget danskerne mest gennem årtierne siden 1960'erne. Og det har han jo gjort på en overordentlig dansk måde. Svantes Viser behøver jeg ikke sige noget om. Men et måske endnu stærkere udtryk for "det særligt danske", ja, nok et af de stærkeste af sin art, er Benny Andersens digte i 1960'erne sammenlignet med fx Erik Knudsens, Ivan Malinowskis, Klaus Rifbjergs og Jess Ørnsbos. - Og jeg kan da godt lige sætte en Wikipedia-stump ind (med to fed-fremhævelser ved mig): Hans første digtsamling Den musikalske ål udkom i 1960. Mest kendt er nok Svantes viser fra 1972, som de fleste danskere har taget til sig. Hans Samlede digte 1960 - 1996 har slået alle rekorder for lyrik og er udkommet i over 130.000 eksemplarer. - LINK: http://da.wikipedia.org/wiki/Benny_Andersen  - 28.04.12.

 

-

 

TILFØJELSE (med gentagelser) 04.02.14:

 

Allerførst vil jeg sige (eller måske gentage), at når jeg i lang tid ikke har skrevet noget her til "Det særligt danske", skyldes det, at jeg har det med det at skrive om det, som jeg har det med gudsbeviserne: Enten er der ikke noget, og så betyder beviser ikke noget, eller også er der noget, og så er beviser overflødige!

 

Men de mange ministeroverdragelser i går mandag den 3. februar 2014 viste, hvad jeg (også) før har sagt, nemlig at "det særligt danske" i høj grad viser sig i institutionernes arbejde og hele liv. Selv oplevede jeg det (som allerede sagt) meget stærkt under min FN-tjeneste på Cypern i vinteren 1976/77. Her var vi ude i verden. Og vi lå mellem grækere og tyrkere - sammen med briter, finner, canadiere, østrigere og svenskere. Hvortil kom folk fra andre nationer i hovekvarterer m.m. Der var blandt andet det australske civile politi, som vi omgikkes meget. Og den første Force Commander i vor tid var inder, den anden irer. Vi var dygtige til at omgås alle i alle slags situationer, lige fra det mest skarpe til de mest hyggelige. Og netop dette var en vigtig del af vor identitet. Selvtilliden var stor. Men det var anerkendelsen fra alle sider også. Og vi følte os meget danske. Og var meget danske, ned til de mindste detaljer. Men nu nok om dette. Jeg har skrevet om det på undersiden "Erindringer", og jeg indsætter her linket til mit Facebook-billedalbum "Feltpræst på Cypern vinterhalvåret 1976/77": https://www.facebook.com/media/set/?set=a.327814670585738.84158.100000716224349&type=1&l=7971eb9329

 

Det var ministeroverdragelserne, jeg kom fra. Ikke mindst med alle de sjove gaver. Måske gør man noget lignende i andre lande. Det vil jeg da håbe. Men vi gør det nok på en særlig måde. Det kunne være sjovt at se en sammenlignende undersøgelse af skikkene på dette område. Men det gælder som sagt også hele arbejdet og livet til hverdag. Og det gælder alle, både store og fine og små og ydmyge dele af den offentlige sektor. Ligesom der selvfølgelig også er særlige traditioner og en særlig måde at arbejde og leve på i private virksomheder m.m. Jeg gentager: Her er virkelig noget at undersøge. - Det nære og hyggelige forhold mellem politiske modstandere fra alle partier viser sig også, når fx danske parlamentariske grupper er i udlandet. Jeg har hørt, at folk fra andre lande undrer sig over, at hele gruppen, inkl. det administrative personale, efter de officielle ting tager i byen sammen og spiser eller går på sightseeing og indkøb sammen. Det er også en del af det særligt danske.

 

Jeg kan også nævne den revy, Folketingets medlemmer laver. Det er vist hvert andet år. Anna og jeg har haft den glæde og fornøjelse at se en af dem. Den var virkelig god og sjov. Jeg har ikke kunnet finde noget om, at man har noget tilsvarende i andre parlamenter.

 

Og jeg kan 23.09.19 føje til, at jeg den dag i Q&A på Radio24syv hørte, at den måde, journalisterne færdes på på Christiansborg, er enestående i verden. Det sagde både Folketingets formand Henrik Dam Kristensen og formand for Folketingets Presseloge Rikke Gjøl Mansø. Det fremgik dog også, at man prøver at sætte visse grænser for det. Hvad jeg kan tilslutte mig. Jeg går selvfølgelig ind for den særligt danske nærhed mellem folket (og dets medier) og de folkevalgte, men jeg må indrømme at jagterne på Christiansborgs gange ofte er blevet for meget for mig. Det er dog også særligt dansk, at man trods alt prøver at tale sig frem til nogle regler. - Jeg vil slutte med at gentage, at det i meget høj grad er institutionerne og arbejdspladserne, man skal se på, når man vi prøve at finde frem til det særligt danske. - Og jeg vil til allersidst gentage, at jeg advarer mod, at man går i den fælde, globalisterne og indvandringstilhængerne stiller, når de spørger, hvad det særligt danske så er. Vu skal ikke stå til regnskab over for dem. Og vi har ret til at være imod indvandring og multikulti, selv om der ikke skulle være forskel på Danmark og de andre europæiske lande. Hvad der dog helt åbenbart er. Ja, alene det at kaste blikket ud over Europa viser, hvor tåbeligt og mod-bedre-vidende-ondsindet det er at spørge om det særligt danske, som om der ikke skulle være noget særligt dansk. - I DR2 Deadline i aften handlede det også om det danske. Der blev blandt andet vist et klip med refrænet fra Robin Hannibal og Niels Skousens sang fra 1971 "Herfra hvor vi står": "Herfra hvor vi står, / kan vi se os omkring - til alle sider / Det bevæger sig når vi går / det forandrer sig i alle tider". Og der blev ud fra det talt om modsætningen mellem at have et sted, hvor man står helt uflytteligt, og det, at alt, også det danske, forandrer sig i alle tider. Der blev talt ganske fornuftigt om det, men bag spørgsmålet lå alligevel den opfattelse, at hvis det danske forandrer sig, er det nok ikke så særligt endda. Museumsdirektør Lise Jeppesen, Randers Kunstmuseum, sagde fx, at man bare kunne besøge hendes museum og se, hvordan den danske malerkunst har udviklet sig siden slutningen af 1700-tallet. - En allersidste gentagelse af, hvad jeg selv har sagt: Spørgsmålet er ikke, om indvandringen kommer til at ændre et gammelt Morten Korch-Danmark, spørgsmålet er, om indvandringen får Danmark til at blive et andet land, end det ellers ville være blevet.

Og endnu en ting i situationen i februar 2014: Intet parti fører sig mere internationalt frem end Det Radikale Venstre, ja, ofte direkte hadsk mod netop det særligt danske. Men næste gang jeg møder en radikal, skal det være mig en stor glæde at minde vedkommende om, hvad jeg for mange år siden læste et sted, nemlig at netop partiet Det Radikale Venstre er noget af det mest danske, der findes. Man siger, at der ikke findes et tilsvarende parti i hele verden!

 

 

Danmark er blandt de ti mindst korrupte lande i verden

 

I påsken 2015 hørte jeg Peter Lund Madsens "Hjernekassen" på DR radios P 1. Emnet var korruption. Og det fremgik, at Danmark sammen med især de øvrige nordiske lande, men også et land som New Zealand er blandt de ti mindst korrupte lande i verden. Jeg husker ikke, om det fremgik tydeligt, hvilke vel ca. fire andre lande der var på listen. Men Tyskland, Polen og Japan blev nævnt som lande med kun lidt korruption. I Tyskland står det dog ikke så godt til i de tidligere DDR-Länder. Til gengæld skulle der ikke være (større?) forskel på det protestantiske Nordtyskland og det katolske Sydtyskland. Om det jo stærkt katolske Polen blev der sagt noget om, at man havde reformeret sig ud af den kommunistiske situation på en sådan måde, at der ikke var megen hverken anledning til eller mulighed for korruption.

 

For Danmarks vedkommende blev enevældens indførelse i 1660 nævnt som en helt afgørende begivenhed. Det lå i selve den danske enevældes natur, at kongen skulle have loyale og pålidelige embedsmænd, som på alle niveau'er kunne tjene ham og dermed nationen. Og der blev skredet ind med hård hånd mod korruption og nepotisme. Dette er et af mange eksempler på, at enevælden, som jo teknisk set var et diktatur, idet kongen havde al magt, i virkeligheden var et meget stort fremskridt. Den afløste jo adelsvældet og var, for at sige det lidt forsigtigt, foranlediget af det københavnske borgerskab. Med enevælden blev grunden til den moderne danske stat lagt, den stat, som folkestyret overtog i 1848/49. Og det "diktatur" er slet ikke det rette, når man taler om den danske enevælde. Det enevældige danske samfund var efter forholdene et retssamfund med ganske stor frihed for borgerne. Jeg kan i den forbindelse efter hukommelsen gengive, hvad Voltaire skal have sagt om den danske enevælde: Der er to ting der undrer mig mere end noget andet. Den ene ting er, at noget menneske kan have så megen magt som kongen i Danmark. Den anden ting er, at han slet ikke misbruger den. - Jeg elsker betegnelsen og begrebet "kongelig dansk embedsmand" og mener, at det er noget, der nok er under pres nu, men som virkelig bør bevares og videreføres.

Men hvorfor er de nordiske lande blandt verdens mindst korrupte? Og hvorfor fik den danske enevælde en så efter omstændighederne god skikkelse? Skal man vove lidt genetisk tænkning og spørge, om der er noget her, der måske ligefrem ligger i de germanske, og altså ikke mindst nordiske gener! - Jeg var lige ved at skrive "racistisk" i stedet for "genetisk", blandt andet fordi jeg jo måtte forudse, at dette ord ville kunne blive brugt mod det, jeg her er inde på. Og det ville have været ironisk ment. Men der er ting, man ikke spøger med, så jeg foretrak "genetisk". At tale om genetiske forskelle mellem forskellige grupper af mennesker er ganske vist heller ikke særlig god tone. Men hvad hvis nu sådanne faktisk findes? Hvad der jo ikke behøver at føre til en racistisk tænkning eller optræden, som det i helt ekstrem og modbydelig grad var tilfældet i den tyske nationalsocialisme. Jeg siger altid, at når man behandler alle mennesker ens og lader alle have de samme muligheder, vil det hele falde til rette på en naturlig måde. Som fx i gruppen af olympiske medaljevindere, hvor man tydeligt ser, at nogle racer og mennesketyper er særligt disponeret for særlige discipliner.

En anden faktor (som det måske heller ikke hører til god tone at pege på) er den evangelisk-lutherske eller i hvert fald protestantiske kristendomsform. Hvor man så også kan spørge, om der er en sammenhæng mellem det germanske og det protestantiske. (Jeg bryder mig ikke meget om ordet "protestantisk", men jeg kan blive nødt til at bruge det, når jeg skal tale sammenfattende om lutheransk, anglikansk og reformert kristendom). Jeg kan sagtens forestille mig, at der er en sammenhæng og vekselvirkning mellem det germanske og det protestantiske. Men man skal i netop sammenhængen her huske, at også Japan og Polen blev nævnt. De japanske dyder skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er interessant og vigtigt, at der også er andre dyder end de germansk-protestantiske. Polen kender jeg en hel del til, men jeg vil dog heller ikke dér prøve at gøre mig særlig klog. Generelt tror jeg, at hele Polens placering i såvel geografien som historien har en betydning, og jeg tror helt særligt, Polens deling(er) mellem nabostormagterne (fra 1772/1793/1795 og frem til1918) har haft betydning. Jeg siger det ofte på den måde, at Ruslands optræden i det russiske delingsområde har været et afskrækkende eksempel, Østrigs optræden i det østrigske område har været efter omstændighederne gunstig, medens den preussiske optræden og indflydelse trods alt har været i mange henseender lærerig. Så vidt jeg kan se, er det netop de gamle preussiske områder i Polen, der har haft den gunstigste udvikling.

 

Jeg vil altså konkludere, at samspillet mellem det germanske og det lutherske har stor betydning for "det særligt danske", som jo altså igen er en del af det særligt nordiske og det særligt germanske. Det er bare helt åbenbart, at vi danskere er nordboer og germanere på en særlig måde. - I øvrigt gentager jeg her, at det i høj grad er i institutionerne (med hele statsapparatet) og på arbejdspladserne, vi skal finde det særligt danske. Hvis jeg havde mange gange mere tid, end jeg har nu, ville jeg gå alle institutioner og brancher igennem i fx Danmark, Norge, Sverige Tyskland og England for at foretage en række sammenligninger. Og hvis jeg havde magt/penge til det, ville jeg sætte andre til at gøre det. - Jeg har selv gjort tjeneste i to institutioner, nemlig Forsvaret og Folkekirken og har for begges vedkommende oplevet dem i international sammenhæng, og det er helt åbenbart, at der her er tale om noget særligt dansk. I det omfang, jeg ikke allerede har givet eksempler på disse ting, må jeg se at få gjort det; det bliver bare ikke her tredje påskedag 2015. - Endelig vil jeg også her understrege, at det i dén aktuelle situation, som har fået mig til at gå i gang med nærværende tekst, ikke er afgørende, hvor meget anderledes vi danskere er end alle andre folk, endsige hvor meget bedre eller dårligere. Det afgørende er, at vi har ret til at være og udvikle os, som vi nu engang er, uden at skulle tyranniseres af en kosmopolitisk ideologi. Men når vi nu gang på gang hører danskhedens modstandere spørge: "Hvad er så det særligt danske?" - og hører dem, der prøver at være danskhedens forsvarere, svare med nogle intetsigende almindeligheder, der stort set gælder for hele den moderne vestlige kultur, bliver man fristet til at prøve at se nærmere på det. Og det kan da også være interessant i sig selv, uanset alle polemiske og kulturkampmæssige frontstillinger. Man skal bare være klar over, hvad jeg tidligere har sagt, nemlig at det er med det nationale og folkelige som med at køre på cykel: Hvis man tænker for meget over det, vælter man!

 

-

 

TILFØJELSE 26.01.19. - Jeg hørte i morges i radioen, at man ude i verden godt har fået øje på den danske model eller den danske flexicurity, men at der er historiske grunde til, at der indtil nu ikke er nogen, der har kunnet efterligne den. Jeg håber, jeg har refereret rigtigt. Det var et kort indslag, og det står uklart for mig, om der overhovedet er nogen, der virkelig har gjort et forsøg på at efterligne os. Frankrig og USA blev nævnt. Men det betyder vel bare, at Emmanuel Macron og Bernie Sanders har udtrykt beundring for vor model, ikke at man virkelig har gjort et forsøg. (Hvad med de ting, "de gule veste" demonstrerer mod i Frankrig?). - Det afgørende her er, at det lå i det, der blev sagt i radioen, at der skal nogle særlige traditioner og en særlig mentalitet til, hvis man skal have flexicurity. Det blev udtrykkeligt nævnt, at staten skal holde sig væk og overlade det til arbejdsmarkedets parter at lave overenskomster. Og jeg føjer her til, at dette nok kræver en helt særlig mentalitet med gensidig respekt og forståelse og en fælles ansvarsfølelse. - Hvad Bernie Sanders angår, fandt jeg en række interessante ting, da jeg googlede for at tjekke hans navn, blandt andet, at CNN skal have sendt et hold til Danmark for at undersøge, hvad det var han talte om, og at Sanders selv i et interview spøgende har sagt, at han ville flytte til Danmark, hvis han ikke blev præsident. Jeg husker også, at Hillary Clinton, da hun under primærvalgkampen kritiserede noget ved Sanders’ syn på dette område, skyndte sig at indføje et "I love Denmark!".

 

I øvrigt er det vist også noget særligt dansk, at vi meget gerne vil have, at udlændinge roser os!

 

-

 

29.10.19 kort før kl. 23: Sidder og ser DR2 Deadline, indslaget med den afgående ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han siger, at det, at myndighederne så godt som altid retter sig efter argumentets magt fra den ellers magt-løse ombudsmands(institutions) side, er noget særligt dansk, dog også nordisk og nordeuropæisk og vidner også om en god forvaltningskultur hos myndighederne. - Ombudsmandsinstitutionen oprettedes i 1954 efter svensk forbillede og er altså ikke en dansk opfindelse. Men den er da "noget særligt nordisk". Og det samme gælder altså myndighedernes måde at optræde på, forvaltningskulturen, - Igen: Det er i meget høj grad institutionerne og fagområderne man skal se på, når man vil bestemme "det særligt danske".

 

-

 

07.11.19 - Svært at blive ven med danskerne.

 

Har lige hørt programmet "Public service" på DR P1. Allerede i går havde man vist talt om, hvor svært det er for tilflyttede udlændinge at få danske venner. I dag gik man videre, og der var et længere interview med antropologen Dennis Nørmark, som har beskæftiget sig noget med spørgsmålet og blandt andet optrådt med foredraget "Why are the Danes so weird?" eller "Hvorfor er danskerne så mærkelige". Så vidt jeg husker, blev det i programmet oplyst, at Danmark sammen med Kuwait indtager sidstepladsen i verden med hensyn til dette problem.

 

Ifølge Dennis Nørmark er hovedårsagerne, eller i hvert fald to meget vigtige årsager, at danskerne for det første i høj grad grundlægger deres venskaber i skole- eller studietiden og bevarer dem livet igennem, og at danskerne for det andet tager deres venskabsforhold meget alvorligt, idet de samtidig anklager folk i/fra andre lande, for at være overfladiske.

 

Det blev sagt, at i Spanien er det ret nemt at blive "amigo" og i USA "friend" (der fx nemt kan komme med i et 70-personers grillparty i haven), men at vi i Danmark mangler dette mellemforhold mellem det dybe venskab og det rent kollegiale forhold på arbejdspladsen.

 

Interesserede vil kunne finde mere ved at søge på ovennævnte titler.

 

Min kone Anna og jeg har ofte drøftet spørgsmålet venner, men som regel i dét rent internt danske perspektiv, at brugen af ordet "venner" efter vor mening er meget løs. Og vi har spurgt: "Har vi selv venner?". Og svaret har været, at vi som voksne næsten ingen har haft!

 

Hvis jeg skal sige det kort, vil jeg forklare det på den måde, at vi på den ene side som præstepar har haft meget ud af forholdet til andre mennesker, men at det næsten altid har haft noget med det tjenstlige at gøre. Jeg har været præst, Anna har været præstekone, kirkesanger og organist. Jeg er fortsat lidt i en præsterolle, optræder dog kun nogle få gange om året som præst, men er organistvikar de fleste søn- og helligdage. Og vi har nydt og nyder mødet med både de ansatte og menighederne rundt omkring. Men på den anden side har vi siden 1965 i høj grad været hinandens venner, ligesom vi nu også er venner med vore børn og efterhånden børnebørn. Anna har fire søskende! Jeg er enebarn (men havde gode kammerater og venner som barn og ung). Som forfatter har jeg nu en del mellemmenneskeligt ud af forholdet til kolleger.

 

Konklusionen er, at vi hverken har behov for eller tid og kræfter til at dyrke flere relationer, og da slet ikke flere virkelig tætte relationer.

 

Så er der Facebook-venskaberne. Dem dyrker Anna ikke. Men jeg gør. Min profil er ganske vist i høj grad forfatter-professionel, men indimellem får jeg nogle gode og ofte ret dybe drøftelser med nærmere eller fjernere venner eller besøgende.

 

Hvad forholdet til herboende udlændinge angår, kan jeg til sidst oplyse, at især jeg, men i meget høj grad også Anna, har polske venner, nogle af dem ganske nære. Men det er igen, om man så må sige, professionelt. Jeg er jo noget slavist, og siden 1990 har vi været meget aktive i forholdet til flere forskellige øst- og vestslaviske folk. Men i dag er det faktisk kun det polske - og altså forskellige grader af polske venner - vi dyrker. Vi holder meget af polakkerne og har det altid særdeles godt og hyggeligt i deres selskab.

 

 

Fortsættes