1864

OM DR's DRAMASERIE "1864"

Med særligt henblik på serien som rækker af symbolske billeder og med helt særligt henblik på visen "Da manden ind i gården kom", der synges af soldaterne i skansen om natten den 18. april, lige før preussernes artilleriforberedelse begynder.

Bent Christensen

Denne side er oprettet den 6. december 2014.

Seneste opdatering 22.12.14: En sammenfatning med særligt henblik på Bornedals loyalitet over for soldaterne og helt særligt med henblik på scenen med til sidst visen "Da manden ind i gården kom". - Forrige: Afsnittet om visen "Da manden ind i gården kom" (som har en central og gribende funktion i afsn. 7) er nu sat på, og dermed er denne side færdig - i hvert fald indtil videre.

1864

OM DR's DRAMASERIE "1864"

Med særligt henblik på serien som rækker af symbolske billeder og med helt særligt henblik på visen "Da manden ind i gården kom", der synges af soldaterne i skansen om natten den 18. april, lige før preussernes artilleriforberedelse begynder.

INDHOLD

Indledende bemærkninger.

Symbolik og loyalitet. - En sammenfatning.

To læserbreve.

Om serien i almindelighed og kritikken af den.

Dele af mine kommentarer i Facebook.

En slags sammenfattende anmeldelse af serien.

Om visen "Da manden ind i gården kom" og dens plads i scenen i afsnit 7, lige før preussernes artilleriforberedelse begynder.

Seriens vigtigste personer og skuespillerne, der spiller dem.

* * *

Indledende bemærkninger.

Min historie med 1864 går, som vel de fleste andres, tilbage til barndommen. Jeg er født i 1943, og den allerførste tid, jeg kan huske, var stærkt præget af erindringen om og diskussionen af besættelsestiden fra 9. april 1940 af. (Se undersiden "Erindringer", kap. 1). Men meget tidligt hørte jeg også om 1848 og 1864, og den opfattelse, jeg dannede mig af disse begivenheder, kan vist kort sammenfattes således: Først kom tyskerne i 1848, så kom de i 1864, og så kom de igen i 1940. Hvad jeg lærte om 1848 og 1864 i underskolen og mellemskolen, kan jeg ikke huske, og det er heller ikke meget, jeg kan huske fra historietimerne i gymnasiet. (Jeg interesserede mig ikke for fortiden dengang). Men vi fik et mere nuanceret billede, og jeg er så godt som sikker på, at vor gode historielærer citerede lord Palmerstons ord om det slesvigske spørgsmål. Der findes nok flere versioner, men her er et klip fra citatsamlingen på Grænseforeningens hjemmeside:

Den engelske premierminister lord Palmerston, der optrådte som mægler op til krigen i 1864, formulerede spørgsmålets kompleksitet på følgende måde over for dronning Victoria: "Der er kun tre mennesker, der [har forstået] det slesvig-holstenske problem. Den første er hertugen af Augustenborg, men han er død, den anden er en tysk professor, men han er blevet sindssyg af det, og den tredje er mig - og jeg har glemt alt om det".

Og efterhånden er mit billede af disse ting blevet yderligere nuanceret, men der gik lang tid, før jeg blev klar over, at der også kunne stilles alvorlige kritiske spørgsmål til danskernes måde at forholde sig til problematikken på. Jeg vil dog den dag i dag ikke påtage mig at præsentere mit eget helt færdige syn på den. Det afgørende for mig i dag er, at problemet nu er løst. I 1920 blev grænset trukket et på det tidspunkt rimeligt sted, og her i begyndelsen af det 21. århundrede er forholdet mellem EU-landene Tyskland og Danmark og forholdet mellem tyske og danske i Slesvig særdeles godt, et forhold, der rundt omkring i verden betragtes som et eksempel til efterfølgelse.

Men jeg har alligevel beskæftiget mig en del med 1864. Og det begyndte allerede i min tidlige barndom, formodentlig o. 1950. Min far var død i 1949, men han havde efterladt sig forskellige ting. Der var hans feltartilleriløjtnantsuniform og sabel. Og der var Arne Stevns' tobindsværk Vor Hær i Krig og Fred (1942-1944). En af mine tidligste barndomserindringer er, hvordan jeg lå på gulvtæppet og så på de mange spændende billeder i denne efter tiden rigt illustrerede bog, og det gjaldt alt fra stenknivene og stenøkserne i begyndelsen af bind 1 til billederne fra begivenhederne den 9. april 1940 (også måske tiden helt frem til 29. august 1943; min ældste søn har bogen nu). Det er interessant, at en bog med også disse ting har kunnet udkomme i 1944.

Men et af de billeder, jeg så allermest på, var Vilhelm Rosenstands maleri af 8. Brigades modstød på Dybbøl den 18. april 1864. Jeg så også på det, da jeg havde lært at læse, og jeg husker endnu disse dele af billedteksten: "... uklare kommandoforhold ... urokkelig mandstugt". Jeg syntes selvfølgelig, de danske soldater så godt ud. Men der var også så megen realisme i billedet, at man ser to soldater, der bliver ramt af preussernes kugler og et par stykker, der ligger sårede på jorden. Størst indtryk på mig gjorde soldaten i midten af billedet, der, ramt af en preussisk kugle, grå i hovedet rækker begge arme i vejret med geværet i højre hånd. Det gjorde mig bange. Jeg sagde engang til min mor, mens jeg lå på gulvet og så på dette billede, at jeg ikke ville i krig. Men hun sagde til mig, at hvis det skulle være, så kunne jeg måske ikke undgå det. Jeg kunne blive tvunget til det. Hvordan hun selv så på det, ved jeg ikke, men jeg tror, det først og fremmest har været en henvisning til tilværelsens barske vilkår. Men der lå nok også det i det, at man kunne blive nødt til at sætte livet på spil for fædrelandet. Min mor var i hvert fald meget loyal i sin videregivelse til mig af arven fra min far. Gang på gang sagde hun: "Din far var en god dansk mand". Og hun fortalte meget tidligt, at min far den 29. august 1943 (hvor jeg altså var godt tre måneder gammel) havde forsøgt at slutte sig til de danske soldater, der lå på Berritzgaard (Oreby og Berritzgaard Gods ved Sakskøbing), for i givet fald at kæmpe sammen med dem. Men det kom som bekendt ikke til kamphandlinger. Chefen for den danske styrke overgav sig, så vidt jeg har hørt, da tyskerne fortalte, at der var artilleri på vej.

Jeg blev selv udnævnt til (sprog)løjtnant af reserven i slutningen af februar 1964, hundrede år efter 1864, og jeg husker, at vi i Bornholms Værn, som jeg var kommet til, mindedes 1864 ved en stor tappenstreg gennem Rønnes gader i sommeren 1964, blandt andet med soldater i gamle uniformer.

I 1966, hvor jeg var stud. mag. ved Københavns Universitet, deltog jeg i Reserveofficersforeningens hærhistoriske fodvandring i de slesvigske områder, hvor der havde været kæmpet 1848-1850, 1864 og 1940. Vi var i kampuniformer og bar alt udstyr på ryggen, herunder regnslag og teltoprigningssæt, så vi kunne bivuakere to og to i regnslagstelte. "Marchgruppe Sundeved" var under kommando af major af reserven i Den Kgl. Livgarde A.N. Hvidt, med oberstløjtnant Bratved fra intendanturkorpset som leder af den faglige tjeneste, der også omfattede uddeling af feltforplejning anno 1848, 1864 og 1940. Vi var alle de vigtigste steder, og en af nætterne bivuakerede vi på Dybbøl, hvor vi blandt andet fik gennemgået 8. Brigades modstød. Derefter gik vi nordpå til de steder, hvorfra preusserne i slutningen af juni 1864 var sejlet over til Als. De gravearbejder, de havde foretaget for at få bådene ned til Alssund, var stadig synlige. Og vi sejlede selv i robåde over til Als, hvor vi bivuakerede og fik gennemgået de også frygtelige kampe dér. Man bliver selvfølgelig ikke den store ekspert af en sådan tur, men man får dog et særligt forhold til begivenhederne dengang.

I 1974 var jeg blevet sognepræst i Døllefjelde på Østlolland og feltpræst ved det daværende Falsterske Fodregiment i Vordingborg, og jeg husker i hvert fald én 6. februar (1975 og/eller 1976), hvor vi mindedes arrieregardefægtningen ved Sankelmark, som vort regiment havde deltaget i (under navnet 11. Infanteri-Regiment). Da foredragsholderen var nået til østrigernes angreb på den danske bagtrop, spillede vort musikkorps Radetzky-Marsch, som ifølge beretningerne blev spillet af østrigernes musikkorps i forbindelse med dette angreb.

I samme tidsrum lagde jeg i forbindelse med mine forsøg på at påbegynde et skønlitterært forfatterskab ret stort an til at skrive en roman om 1864. Men det eneste, jeg fik ud af det, var for det første den viden, jeg tilegnede mig under min ret omfattende research (læsning af historiske fremstillinger, erindringer og breve samt en tur til stederne derovre), og for det andet den endegyldige erkendelse af, at jeg i hvert fald ikke havde en romanforfatter i mig.

I stedet koncentrerede jeg mig om noget, jeg nok var bedre til, og hvormed jeg kunne gøre større nytte, nemlig min allerede i 1972 påbegyndte Grundtvig-forskning, som i 1985 gav mig den teologiske licentiatgrad og i 1998 den teologiske doktorgrad (Fra drøm til program, udg. 1987 og Omkring Grundtvigs Vidskab, 1998). Men det havde jo også noget med både 1848 og 1864 at gøre, og mere end man umiddelbart ville tro; der er jo en stærk sammenhæng mellem fx Grundtvigs syn på Danmarks videnskabelige og kulturelle rolle i nordisk sammenhæng og på verdensplan, og så hans tro på, at Gud ville holde hånden over sit elskede lille danske hjertefolk. Der er meget i Grundtvigs nationalisme, man i dag må se på med stort forbehold, og som man i hvert fald ikke kan overtage direkte. Men man skal huske på, at Grundtvig var en digter med store symbolske syner, hvori der er en kerne, man godt kan tage til sig. Og Grundtvig var også den store frihedsmand, hvad de tyske slesvigeres rettigheder angik. Nationalisten Grundtvig er altså både langt bedre og navnlig langt større og dybere end sit rygte!

Siden har jeg ikke beskæftiget mig særligt med 1864. Jo, efter at jeg i 2003, altså som 60-årig, var gået på pension for at hellige mig mit forfatterskab og mine slaviske aktiviteter, kom jeg den 15. juni 2006 ved tilfældighedernes spil til at fungere som præst ved den årlige valdemarsdagsandagt ved de såkaldte krigergrave fra 1864 på Nysted Kirkegård. Og jeg vil i netop denne undersides sammenhæng gerne citere et ret stort stykke af den lille tale, jeg holdt før den bøn, vi bad:

Som det er traditionen her i Nysted, er vi nu samlet til valdemarsdags-andagt her ved ”krigergravene” på Nysted Kirkegård fra 1864.

Men selv om der er gået alle disse år, mindes vi altså også her på valdemarsdag 2006 disse landsmænd, der under helt særlige omstændigheder døde og blev begravet her.

Og vi har under alle omstændigheder både ret og pligt til at mindes dem, der er gået forud for os, og omfatte dem med kærlige og taknemmelige følelser og tanker. Ikke mindst når det er nogle, der på den ene eller den anden måde har ofret sig for det fællesskab, som ikke bare var det folkelige og nationale fællesskab dengang, men som jo også er et fællesskab, der rækker gennem alle generationerne.

Dette må naturligvis ikke forveksles med den form for ”nationalisme”, der i virkeligheden er en afgudsdyrkelse med nationen som mere eller mindre en erstatning for Gud, eller er et misbrug af Guds navn i en plat sammenkobling af, som man siger, ”Gud, konge og fædreland”.

Og endnu mindre skal der her ved denne kristne andagt ske en sammenkobling af kristendom og krig. Der kan på ingen måde uddrages nogen som helst lære om krig af det, Jesus har sagt, eller af Hans apostles vidnesbyrd. Hvis vi som kristne alligevel tyer til anvendelse af militær magt, er det enten en lodret synd, vi gør os skyldige i, eller et fortvivlet nødværge, vi ser os nødsaget til at gribe til.

Her ved disse krigergrave på Nysted Kirkegård, er det krigen i 1864, det drejer sig om. Og denne krig kan der siges meget om. Ja, der kan nævnes flere alternativer til, hvordan den danske stat greb tingene an. Men denne diskussion kan vi jo ikke give os til at føre her ved denne minde-andagt.

Men det er også den allersidste gang, jeg har beskæftiget mig med 1864, før jeg i 2014 blev fanget ind af debatten om DR's store dramaserie 1864. Og jeg siger udtrykkeligt "fanget ind af debatten". For jeg havde selvfølgelig set frem til serien og glædet mig til at se den - for så vidt som man kan glæde sig til noget, der er så uhyggeligt og tragisk. Men debatten begyndte jo, allerede før første afsnit var blevet vist. Og der var straks noget i angrebene på Ole Bornedal og hans serie, jeg ikke brød mig om.

En af grundene til, at jeg har fortalt så meget om mig selv og min baggrund her i denne indledning, er, at jeg har villet vise, at jeg kunne have mange grunde til at være kritisk over for serien. Men som man også har kunnet se, er mit standpunkt ikke så enkelt endda. Og det helt afgørende var, at jeg som trods alt også litteraturfagligt uddannet, kunne se, at store dele af kritikken fagligt set var både smålig og dum. Jeg begyndte derfor at skrive kommentarer i Facebook og her på hjemmesiden (undersiden "Debat"), og den 25. november og 3. december 2014 havde jeg nedenstående læserbreve om serien i Lolland-Falsters Folketidende. Jeg bringer nu først disse to læserbreve og dernæst nogle mere udførlige kommentarer og betragtninger. Og derefter igen vil jeg lægge frem, hvad der er kommet ud af det lille forskningsprojekt, der helt særligt er årsagen til, at jeg har oprettet nærværende underside, nemlig analysen af den scene, hvor visen "Da manden ind i gården kom" synges af soldaterne i skansen om natten den 18. april, lige før preussernes artilleriforberedelse begynder, og forsøget på at finde ud af forholdet mellem visen, som den synges i seriens afsn. 7, og visen, som den har foreligget i 1864, ja, forsøget på at få klarhed over visens historie overhovedet.

Symbolik og loyalitet

I 1864 er Bornedal hård ved Overdanmark, men loyal over for soldaterne. En sammenfatning.

Jeg har ikke kunnet slippe 1864-serien. Og nu er den jo kommet på DVD, så jeg vil råde andre til også at blive ved den lidt endnu. Det gælder på en helt særlig måde for denne serie, at den vinder ved at blive set flere gange. Og det skyldes dens karakter af symbolsk billedrække - som kritikerne stort set ikke har forstået.

Det er klart, at Bornedal har leveret et andet produkt, end både Folketinget og vi seere havde forestillet os. Og så vidt jeg har forstået, måtte Bornedal afskedige to manuskriptforfattere og selv overtage opgaven, fordi de andres manuskripter lå alt for langt fra, hvad han ville med serien. Dette valg kan man selvfølgelig kritisere. Men man kan ikke tillade sig at kritisere det manuskript, det blev til, som om det var et af dem, det ikke blev til.

Bornedal er hård ved Overdanmark. Konseilspræsident (statsminister) Monrad er i ekstrem grad personificeringen af krigspolitikkens vanvid. Og i seriens lille historie er Didrich personificeringen af det onde. Men begge kan også ses som ofre for henholdsvis de andre nationalliberales og faderens pres. Johanne Luise Heibergs rolle(!) har Bornedal selv betegnet som fiktion, et udtryk for i hvert fald dele af kulturelitens støtte til den nationalliberale politik.

Mens Didrich vender hjem fra den første krig med sår på sjælen (posttraumatisk stresssyndrom) har Laust og Peters far Thøger et fysisk sår på sit ben. Men det er tydeligt, at Thøger er et symbol. Det er ikke socialrealisme, når man ser ham slæbe sig af sted ude på marken. På et andet plan er deres mors, Karens, meget omtalte hvide vasketøj også et symbol. Det må jo på en eller anden måde være godset, hun vasker for. Det er den fattige, men trofaste og dygtige landarbejderkone, der gør sin pligt helt ud i det kridhvide, den landarbejderkone, der går op til baronen og siger, at han i hvert fald ikke skal beskylde hendes familie for at sjæle.

En helt central symbolik er der i personen Inge og i scenerne med hende og de to brødre. Og det er Inges erindringer, der er seriens rammefortælling. Helt op til hendes død i 1939, det år, hvor Anden Verdenskrig begynder! Allerede som barn (helt urealistisk) optræder Inge som noget i retning af en 1900-tals kulturradikal. Den slags fandtes dog i 1800-tallet; jeg kommer fx til at tænke på feministen Mathilde Fibiger (1830-1872). At Inge ikke er en realistisk person viser sig tydeligt i allerede den måde, hun rent fysisk og filmbilledligt optræder på. Jeg tænker især på den scene, hvor hun sidder oppe i et træ og spiller klog - med såvel sine lemmer som den lange lyse kjole smukt arrangeret på grenen. Men der er også scenerne med hende og drengene ved den dejlige sydfynske strand og dens klinter, helt ekstremt i seriens slutning.

Men så er der den måde, den danske hær bliver præsenteret på. Også her er der megen symbolik, fx i kanonen, der viste sig at være ladt, så at en granat endte i en grisefold. Men det vigtigste er, at Bornedal er næsten totalt loyal over for hæren. Og de uoverensstemmelser med den kendte historie, der kan påvises, er enten uvæsentlige eller tilladelige i en serie som denne.

Der er faktisk kun én virkelig usympatisk person i hæren, nemlig kaptajn af reserven Didrich. Og selv om han unægtelig fylder meget, er det jo helt overvejende i hans og Inges og brødrenes lille historie. General Gerlach er måske også usympatisk, men han var jo først og fremmest den general, regeringen havde valgt, fordi man i ham var sikker på at have en overgeneral, der ikke kunne finde på at handle på eget initiativ. General de Meza er vist som den excentriker, han vitterligt var, men også som dygtig og modig. General du Plat og oberst Møller (mere eller mindre svarende til oberst Max Müller) er vist som både sympatiske, dygtige og modige.

Og så er der sekondløjtnant Dinesen (Karen Blixens far). Han er simpelt hen officer til fingerspidserne, dygtig og modig og enestående i sin måde at være over for mandskabet på. Han forhindrer stille og blidt Peter i at skaffe sig en krigsretssag på halsen ved at give den modbydelige Didrich, hvad han fortjener. Og da der under 8. Brigades modstød går panik i en soldat, holder han om ham og siger: "Tilbage i geled! Tilbage i geled!". Endelig er der den dejlige sergent Jespersen. Sådanne stregbefalingsmænd findes. Og der er alle Laust og Peters kammerater.

8. Brigades modstød og kampene i skanserne er højdepunkter, som af en militær- og filmkyndig person i min familie er blevet karakteret som "krigsfilm i verdensklasse". Men der er én scene, jeg helt særligt vil fremhæve. Det er den scene, hvor vi ser soldaterne i skansen, kort før den preussiske artilleriforberedelse begynder. Her hører vi først en harmonika, der ganske svagt spiller "Fred hviler over land og by". Derefter synger Laust Grundtvigs Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små" for sin kammerat Erasmus. Men så sætter Erasmus i med, hvad han kan, nemlig "Da manden ind i gården kom". Og her stemmer alle kammeraterne i, også Laust, akkompagneret af harmonikaen. Her er hele bredden i de danske soldaters åndelige baggrund, fra en kristen aftensang af Ingemann, over Grundtvigs heltesang og til den grove vise.

Det er uden betydning, om en sådan scene virkelig har fundet sted eller er sandsynlig. Det er også underordnet, om det er Cæsars (Bjarne Bøgesø Rasmussen) version fra vel 1994, der bliver sunget (og akkompagneret af harmonikaen fra før). Jeg har forsket en del i det, og indtil jeg bliver overbevist om noget andet, tror jeg, det faktisk er Cæsars version. Men jeg vil være så velvillig, at jeg siger, at det skal forstås om en oversættelse til nudansk af den vise, der vitterligt fandtes som skillingstryk allerede i 1799, og hvis første strofe lød (med konens replikker i anførselstegn):

Jeg gik ud i min Stald; der saae jeg - see! see!

I Krybberne stod Heste, en, to, tre:

Hiertelskte Kone! skreg jeg; - "hvad vil min halve Siel?"

Hvorfra kom disse Heste her? Du ved det vel?

"Du alle Tossers Konge! saa plager Fanden dig?

Det er jo Køer, som Moder sendte mig."

Køer med Sadler paa! Naa hillemen!

Jeg er en Mand, Gud bedre'et! som mange andre mænd!

Nogle vil utvivlsomt synes, det er underligt at slutte med dette vers, men denne scene er for mig et helt centralt udtryk for Ole Bornedals loyalitet over for danske soldater i 1864.

To læserbreve

Så forstå dog den serie!

Lolland-Falsters Folketidende tirsdag den 25. november 2014.

Når også den ellers af mig højt respekterede K.E. Watz er så negativ over for serien "1864" (senest i "synspunkt" den 22. november), bliver jeg nødt til at skrive et par ord.

Folketinget har utvivlsomt ønsket en mere traditionel realistisk serie. Det har jeg også. I hvert fald i udgangspunktet. For nu ved jeg snart ikke. Jeg er dybt grebet af den. Også af de to første afsnit, hvor døden og tragedien lurer i den sydfynske idyl. Og af nutidshandlingen (baron Severin og frøken Claudia).

Ole Bornedal har lavet noget andet end en traditionel realistisk serie. Og så skal bedømmelsen gå på, om det er lykkedes ham at lave en god symbolsk billedrække. Det mener jeg det er.

Men så er der den hårde kritik fra næsten alle sider. Det er et fænomen, der for mig står som en af de største gåder i nyere tid. Der er så godt som ingen, der har forstået seriens karakter. Og mange skriver småligt, dumt og også sprogligt dårligt. Er det en kollektiv psykose med en bred vifte af vidt forskellige motiver? Hvis perspektivet blev udvidet til at omfatte hele den politiske og kulturelle situation her i begyndelsen af det 21. århundrede, kunne der sagtens komme en ph.d.-afhandling ud af at undersøge det.

Bent Christensen

pastor emeritus, dr. theol. & cand. mag

gammel sprogofficer

og feltpræst

Fuglsevej 5

4960 Holeby

Om sidste afsnit af "1864"

Efter at have set sidste afsnit af "1864" to gange vil jeg sige, at det var en rimelig slutning - på Bornedals præmisser. Jeg spørger dog, om det er rimeligt at lade en så ussel person som Didrich fylde så meget. Og jeg konstaterer, at der er en tendens i serien mod Monrads sindssyge nationalliberalisme og for sigøjnernes gode kosmopolitisme. Bornedal har også selv sagt, at serien er en afvisning af tanken om, at Danmark skulle være Guds udvalgte folk.

"1864" er en række med den brede pensel malede ret små billeder af personer og situationer, der er hæftet på nogle tråde i såvel den store, virkelige som den lille, fiktive historie.

Temaet i sidste afsnit er: at komme videre. I den store historie kommer Bismarck videre ved krigen mod Østrig i 1866. Men Monrad kommer ikke videre, tværtimod er han den eneste, der forbliver tro mod sine idealer. I den lille historie er der Didrichs og Inges og hendes forældres, især den iskolde moders, måde at komme videre på. Didrichs far drager den på sin vis hæderlige konsekvens at skyde sig selv.

Men der er også Peters og hans families måde. Og man må sige, at Bornedal ikke giver den for lidt her. Men det er en kendsgerning, at mange i det jævne folk har en utrolig evne til at komme sundt gennem både store og små tragedier. Så jeg tager det hele til mig, også den lille nye Laust og den lille nye Peter, der begynder på ny, som Laust og Peter begyndte i afsnit 1.

Bent Christensen

Fuglsevej 5

4960 Holeby

Om serien i almindelighed og kritikken af den

Dele af mine kommentarer i Facebook - hvoraf nogle også står på min internetunderside "Debat".

Alle kommentarer (eller opslag) har været sat i Facebook, nogle er desuden blevet sat på min internetunderside "Debat". En del mellemfaldende kommentarer om "Da manden ind i gården kom" og dens historie er udeladt. Jeg skelner her ikke mellem egne Facebook-opslag og kommentarer i andres, fx DR's, tråde. Nogle kommentarer er sat på flere steder.

Jeg prøver nu at vise dele af de kommentarer, jeg har skrevet forskellige steder i Facebook. Det er stort set mine egne opslag og mine kommentarer i trådene til dem, men der er også en enkelt eller et par kommentarer af mig i andre tråde. Her viser jeg det hele uden at skelne. Det kan være af en vis interesse at se, hvordan mit syn på serien har udviklet sig. I næste afsnit vil jeg give min egen slags anmeldelse af serien.

Allerede den 12. oktober kommenterede jeg flere steder indslaget i DR 2 Deadline om serien:

Min kommentar til "1864" er fortsat: Nu må vi se! - Det værste ved første del var de nutidige indslag. De kan måske være både politisk og pædagogisk relevante, men kunstnerisk, dramatisk var det ikke godt. Jeg glæder mig til at se hele serien (hvis man ellers kan bruge ordet glæde om noget så under alle omstændigheder forfærdeligt som 1864), og det er mit indtryk, at selve krigen nok skal blive godt skildret. Og når jeg har set alle afsnittene, vil jeg måske udtale mig om serien som sådan. - Tilføjelse 09.12.14: Jeg havde ikke opfattet meningen med scenen, hvor Claudias efterskoleklasse besøgte Dybbøl og sammenhængen mellem denne scene og hele Claudia-Severin-tråden i serien. Men det kom jeg til.

Også den 12. oktober skrev jeg et sted: "Monrad var selvfølgelig hård kost, men også her vil jeg sige: Lad os se!".

Den 19. oktober skrev jeg:

Jeg siger fortsat, at jeg vil vente med at bedømme serien, til jeg har set alle otte afsnit. Men jeg vil alligevel sige så meget nu, at jeg er blevet mere positiv efter at have set første afsnit for anden gang (DR K) ... Og jeg vil føje til, at der vel vises et meget godt billede af stemningen i Danmark mellem Treårskrigen og 1864, og at også hele følelses- og tankegangen op til Novemberforfatningen kommer ret godt frem. Og alt det, der lægger op til, at de to brødre skal være soldater i krigen, og at godsejersønnen vel skal med igen, er ret godt, både bredt og dybt. Endelig vil jeg sige, at jeg i en tidligere udtalelse om nutidsindslagene formodentlig har misforstået dem. Nu har vi jo set den Inges dagbog, som det hele begyndte med. Og så er der en direkte sammenhæng, hvilket ikke er usædvanligt i film. - Sigøjnerne affinder jeg mig med. Den slags hører sig åbenbart til.

Den 21. oktober slog jeg en hilsen til Liberal Alliances Anders Samuelsen op på hans væg. Det var i anledning af aritklen i BT "Alt for meget borgerlig automatreaktion - Anders Samuelsen går i krig for Bornedal":

Kære Anders Samuelsen! Tak for, at du er trådt frem på denne måde! Jeg ligger helt på linje med dig. Og selv om jeg har erklæret, at jeg vil vente med at bedømme "1864", til jeg har set alle afsnittene, har jeg deltaget noget i diskussionen, både internt i vores familie (hvor meningerne er stærkt delte) og her i Facebook. Der er noget i automatreaktionerne fra folk, jeg ellers i mange henseender er enig med, der ikke huer mig, og hverken Anna eller jeg har følt noget som helst ubehag ved den kunstneriske kvalitet i de to første afsnit. Jeg betegner mig nu som i hvert fald en Rasmus Modsat i forhold til kritikerne. Her er, hvad jeg lige har slået op i debattråden på min egen profil: [ Se næste: SIGØJNERNE I "1864"].

Den 21. oktober skrev jeg også:

SIGØJNERNE I "1864"

Det kan godt være, der også er et klasseperspektiv i det med de gode sigøjnere, men de bruges nok først og fremmest til at perspektivere nationalismen. For sigøjnerne er både danskere og tyskere og østrigere osv. jo gode mennesker. - Både det ene og det andet kan der siges meget om, men det gør ikke noget, at der kommer et perspektiv på både klassesamfundet og den nationalisme, der fik gode danske og tyske til at slå hinanden ihjel på det grusomste. Og det siger jeg som en rimelig konservativ mand. Spørgsmålet er kun, om fremstillingen er kunstnerisk i orden, eller om den ideologiske pegefinger bliver løftet for højt. Men vi skal i den forbindelse huske på, at et kunstværk godt kan være et kunstværk, selv om der bliver malet med den brede pensel. - I striden om "1864" er jeg begyndt at se mig selv som en "konservativ Rasmus Modsat" i forhold til de mange kritikere, der nok fører sig frem i en urimelig automatreaktion. Jeg vil i hvert fald helt sikkert give serien en chance. Og både Anna og jeg har faktisk været ganske godt tilfredse med de to første afsnit. Det hjalp meget at få set første afsnit igen. Og det hjalp endnu mere at så set andet afsnit, hvor nutidslaget jo klart fik sin mening. Vi nød også Bent Mejding og hende pigen!

Den 27. oktober skrev jeg en

KOMMENTAR TIL "1864" efter tredje afsnit

Efter i går søndag [26.10.14] at have set andet afsnit igen på DR K kl. 19 og derefter tredje afsnit på DR 1 kl. 20 er vi for det første blevet nærmest begejstret for serien (og endnu mere irriteret på de smålige automatkritikere) og for det andet kommet til den opfattelse, at serien i høj grad er en sammenstilling af forholdsvis selvstændige ret symbolske billeder og situationer. Der er selvfølgelig stadig et episk-dramatisk forløb, for så vidt angår både den store historie og de små historier. Men det går som tråde gennem det hele, og billederne bliver sat op på disse tråde på en måde, der betyder, at der bliver tale om noget andet end blot et simpelt kontinuerligt forløb. - Jeg kan kraftigt anbefale alle at blive ved at se serien eller begynde at gøre det. De allerede udsendte dele kan ses her:

Den 28. oktober skrev jeg:

Jeg mener, der i debatsituationen omkring "1864" er tale om noget af det mærkeligste, jeg har oplevet. Vidt forskellige mennesker er enige om at forholde sig negativt til serien. Har de hver deres motiver til at kritisere den måde, Bornedal lægger op til den nye krig på? Jeg er selv gammel soldat og politisk koldkriger og kan i høj grad identificere mig med den måde, Bornedal behandler tingene på, altså også hans særlige symbolteknik. - I 1966 arrangerede Reserveofficersforeningen en krigshistorisk marchtur i området, hvor vi ("Marchgruppe Sundeved") studerede både 1848, 1864 og 1940. Vi gik i kampuniformer med oppakning og sov i regnslagsbivuakker, bla. på Dybbøl, lige neden for møllen. Og vi sejlede i robåde over Alssund fra det sted, hvor prøjsernes udgravninger for at få bådene ned til sundet stadig kunne ses. Og vi bivuakerede ved Arnkilsøre på Als. Alt sammen under kommando og vejledning af den særprægede, men dygtige og gode major af reserven i Den Kgl. Livgarde A.N. Hvidt. Det var en fantastisk oplevelse, og vi kom virkelig til at identificere os med soldaterne dengang.

Den 28. oktober skrev jeg også denne

Kommentar til "1864" efter tredje del og læsning af flere anmeldelser

Der er et eller andet, der er helt galt i Danmark lige nu. Er det også vort aktuelle, meget mærkelige forhold til det at være i krig, der spiller ind? Kan man fx sammenligne utålmodigheden med hensyn til at få 1864-krigen til at bryde ud i serien med utålmodigheden med at få vore F 16'ener i kamp i Irak?

Vi har læst flere anmeldelser og forstår stadig ikke, hvad det er der har grebet de vidt forskellige kritikere. Vi har bemærket, at Carsten Jensen ligger på linje med os i sin vurdering. - Jeg har slet ikke tid til at gå så meget op i dette, men det er måske alligevel vigtigt. Det er, for nu at sige det på den måde, ikke det, at Bornedal bliver kritiseret; det er måden, man kritiserer ham på. Jeg har altid været dårlig til at anmelde, men hvis jeg tog mig tid til det, ville jeg nok kunne skrive en anmeldelse af de første tre afsnit, der delte sol og vind lige på en langt rimeligere måde, end det har været tilfældet i de fleste af anmeldelserne. Jeg ville selvfølgelig prøve at analysere, om der er tale om en urimelig inddragelse af den aktuelle fremmed- og værdipolitiske situation. Og jeg ville spørge, om det-og-det nu også burde have været med. Jeg ville også have spurgt til personen Inge, en mærkelig skikkelse i den tid. Har hun et virkeligt forlæg? Eller hvad bygger Bornedal på? Men jeg ville sige, at alt i alt lægger de første tre afsnit meget godt op til den tragedie, som krigen i 1864 var. - Til flere af anmeldelserne vil jeg sige: Hvorfor er I så forhippede på at få krigen i gang? Kan I ikke se, at vi også skal have hele baggrunden, lige fra Monrad og nedefter? Hvad det var for et Danmark, der kom i krig. - Om Bornedals måde at fortælle historien - og lægge en symbolsk grund - på, vil jeg sige, at vel afviger den fra, hvad man kalder 1:1-realisme (også mere, end jeg egentlig bryder mig om), men nu er det sådan, og så må man som seer gå ind i det. Og hvad man end mener om fx de forskellige seksuelle ting - fra Laust og Inge og ned til Didrichs kammerat og koen! - er de også med til at bringe de dybere lag frem. Noget tilsvarende gælder det ikke grundlæggende urealistiske kanonskud (som vel må have været en granat, på den afstand) og de dræbte og lemlæstede grise. Man kan kalde det overtydeligt, men det er en ret god måde at vise på, hvad der kom til at ske på ikke mindst slagtebænk Dybbøl.

Og en anden kommentar fra den 28. oktober:

Vi har lige læst nogle anmeldelser, bla. BT's to. Og det er vor opfattelse, at anmelderne i hvert fald er dårlige. BT's almindelige anmelder har faktisk i flere henseender forstået Bornedal ret godt, men han får det alligevel ikke rigtig frem. Og historikeren (hvor meget historiker han så er) virker smålig. Det er muligt, der er fejl (fx mht. navne og datoer), der ikke burde have været der, eller at Bornedal har taget sig friheder her. Men hvor har Tom Buk-Swienty så været henne? Det er da konsulenten, der skal fange den slags. Og hvis Bornedal bevidst har forholdt sig frit, må det behandles seriøst. Har han villet noget godt med det? - Det forekommer os her i huset, at der er tale om noget, der ligner en sammensværgelse i selvsving - med manglende respekt for det dybt alvorlige og tragiske emne, en respekt, som Bornedal viser, men altså i høj grad på andre, mere symbolske måder, end den sædvanlige 1:1-realisme (hvad BT-anmelderen netop udmærket peger på, men bare ikke yder retfærdighed). - Ja, sammensværgelse, også mellem folk, der ellers ikke plejer at sværge sig sammen. Hvad er der sket? Det kan da ikke være, fordi man hverken til højre eller venstre bryder sig om at se så dybt i tilværelsens rædsel og gru? For det er jo i høj grad den, der allerede viser sig i de mange symbolske ting (eller ting, der også er symbolske). - Jeg ville nok også selv helst have haft en noget mere 1:1-realistisk serie. Men når man bedømmer et kunstværk, skal man i høj grad spørge, om det er lykkedes kunstneren at realisere sin hensigt, selv om man måske kunne have ønsket, han havde haft en anden. Desuden mener jeg fortsat, der er meget godt at sige om det, Bornedal har villet og ganske udmærket har realiseret.

Den 21. november skrev jeg disse betragtninger:

"1864" - en mellemfaldende betragtning

Jeg har ellers fra første færd sagt, at jeg ikke ville udtale mig om "1864", før jeg havde set sidste afsnit. Men jeg har ikke kunnet lade være, og her er nogle betragtninger, efter at min kone og jeg har genset første afsnit på Nettet (for mit vedkommende er det vist tredje gang).

Der er noget, der er helt galt i kritikken af DR's dramaserie "1864". Jeg ville også selv, i hvert fald i udgangspunktet, have foretrukket et mere traditionelt realistisk dramadokumentarisk produkt. Og det er utvivlsomt også det, Folketinget har ønsket. Men Ole Bornedal har altså valgt en anden genre, en symbolsk billedrække. Og det er jo børnelærdom, at når man skal bedømme et litterært eller dramatisk værk, så skal man se på, hvad det er forfatteren/instruktøren har villet. Så kan man sige, at han burde have villet noget andet. Men derefter skal man se på, om det er lykkedes for ham. Og jeg mener, det i høj grad er lykkedes for Bornedal. Der er måske en "venstreorienteret" tendens i det. Navnlig kan man spørge, om sigøjnerelementet er et indlæg i den aktuelle fremmedpolitiske debat. Og man kan spørge, om personen Inge er en 1900-tals kulturradikal person, der er sat ind i denne 1800-talssammenhæng. Men alt er jo symbolsk, ikke i almindelig forstand realistisk. Og man kan spørge, om Monrad har fået en for hård behandling. Og om det er rimeligt, at også oberst Müller (eller hvem; hans identitet er uklar for mig. 09.12.14: I serien hedder han oberst Møller) skal ses med hagen i sin mad, mens han taler med sekondløjtnant Dinesen. Og der kunne nævnes flere eksempler. [09.12.14: For oberst Møllers vedkommende kan det med maden godt forstås positivt, nemlig som et udtryk for, hvor travl og presset han er, at han ikke viser ringeagt for sekondløjtnant Dinesen, men deler hans og de andre soldaters kår. Han skildres jo i øvrigt meget positivt. Mere under 24. november]. Jeg er måske selv kulturkonservativ, men så af den hensynsløst moderne slags, for at sige det kort. Og jeg er gammel (sprog)reserveofficer og feltpræst. Men netop derfor accepterer jeg Bornedals måde at vise 1864-krigens vanvid på. Og det er måske netop som gammel soldat, jeg bliver så stærkt grebet. Jeg afviser ikke, at de danske politikere stod over for en meget vanskelig opgave i 1863, men jeg finder det rimeligt, at det bliver vist, hvor frygtelige begivenhederne blev, og at de to første afsnit lægger op til det, ja, tegner linjen fra den uholdbare udgang på den første krig til den måske nærmest uundgåelige anden krig. Jeg mener, det fra og med første afsnit er blevet vist, hvad det drejede sig om, og hvor frygteligt det var, at det idylliske Danmark skulle komme ind i denne krig.

Det, der efterhånden optager mig allermest, er imidlertid, hvad der kan ligge bag alle de negative anmeldelser af serien. Det er en af mine allerstørste gåder i nyere tid. Hvis jeg var yngre, ville jeg selv prøve at finde ud af det. Men nu vil jeg udtrykke ønsket om, at måske en eller anden ph.d.-studerende vil skrive en afhandling om det. Det er mystisk, at alle, lige fra Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen af og langt ud til venstre er enige om at kritisere serien. Er der en fællesnævner? Eller er der mange forskellige, måske modsatte motiver? Jeg synes, de fleste anmeldelser er smålige og dårligt skrevne og helt uden forståelse for, hvad Ole Bornedal har prøvet at lave - og i høj grad har haft held med. Kan ét af motiverne, for folk fra højre og langt ind over midten, være, at man ikke bryder sig om, at der bliver sat spørgsmålstegn ved Danmark som krigsførende nation - når vi jo kun vil det gode og egentlig slet ikke er i krig, men bare vil ud for at gøre en forskel? Eller er mange, der ellers har ligget underdrejet under den såkaldte værdikamp, skuffede over, at der ikke har været mere "Dengang jeg drog afsted" i serien? Eller ville man bare have haft et mere Hollywood-agtigt produkt? Hvorfor er der ingen anmeldere, der i automatreaktion har ønsket at sige det modsatte af Pia Kjærsgaard og Alex Ahrendtsen? Jeg tror, der er tale om mange faktorer.

Da jeg første (men ikke sidste) gang så første afsnit, der indledtes med efterskoleklassen på Dybbøl, frygtede jeg det værste. Men nu kan jeg se storheden i det. Pusheren, der læser mindestenen og (med god grund) ikke forstår eufemismen "faldet". Og Claudia, hvis bror er "faldet" i Afghanistan. Både min kone og jeg finder også hele Claudia-og-baronen-delen helt i orden og meget bevægende. Og den slags er jo ret almindeligt i film.

Hypnosen og isklumpen? Det kan man mene om, hvad man vil. Men den måde, det er blevet kritiseret på, er smålig og dum. Det er jo postmoderne. Og det er en stor misforståelse, når man bedømmer det på en realistisk skala (selv om jeg da godt kunne have undværet det).

Den 22. november skrev jeg på forfatteren Ib Michaels Facebook-profil:

Tak, Ib Michael!

For indlægget i Politiken om kritikken af "1864" den 18. oktober 2014: "Kritikken af '1864' er en pærevælling af patetisk vrøvl".

Tak, Ib Michael! Jeg har først læst din kommentar lige nu lørdag den 22. november. Jeg er mere end enig. På forhånd havde jeg - som formodentlig Folketinget - forventet en almindelig nærmest dramadokumentarisk serie. I hvert fald 1:1-realisme, som man siger. Men nu har vi fået noget andet, nemlig nærmest en række symbolske billeder. Det er i orden, hvis man er meget utilfreds med det. Men så skal man sige det og lade været at detailkritisere den faktisk foreliggende serie, som om den var det produkt, man hellere ville have haft. Det er børnelærdom, at man, når man bedømmer et værk, først finder ud af, hvad kunstneren ville, og derefter vurderer, om det er lykkedes ham at realisere sin intention. Og jeg synes, det her er lykkedes for Bornedal. Man kan altid finde detaljer at kritisere. Og det er muligt, der er en tendens, der ligger til venstre for mig. Men både min kone og jeg har ladet os gribe af serien, hvis enkelte afsnit vi har set 2-3 gange ... Netop som soldat kan man identificere sig med denne skildring af såvel krigens politiske baggrund som dens virkelighed.

Den 24. november vendte jeg tilbage til oberst Møller: "Jeg tror, oberst Møller i serien er en blanding af oberst Max Müller (som førte 7. brigade ved Sankelmark) og noget andet. Jeg har ikke tid til at undersøge det nærmere nu. Men det er en dejlig person i serien. Selv om det altså er lidt underligt, at også han skulle sidde og spise på den måde. Kan det forklares som et udtryk for krigens stress? Eller er det, fordi officerer over løjtnantsgrad (sekondløjtnant Dinesen!) ikke må være alt for sympatiske? General du Plat er dog vist kun vist sympatisk. Og de Meza var også sympatisk. Han VAR jo sådan!".

Den 28. november skrev jeg til en meddebattør i Facebook:

Kære n.n.! Idet jeg også henviser til mit svar til n.n., vil jeg sige, at det da er rigtigt, at Bornedal på fx det punkt, du nævner, ikke giver den for lidt. Men igen: Det er et symbolsk udtryk for regeringens overmod og manglende realitetssans. Og hvad skal jeg ikke sige om den behandling mit eget stifts biskop får? Så sindssyg var han nok heller ikke. Og der er det forhold, at den onde og feje Didrich fylder så meget. ... - Og der er sigøjnerne. Det ligner virkelig et indlæg i den aktuelle fremmedpolitiske debat og debat om det nationale. Men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, og det hører med til forståelsen af 1864, at der var noget, der var helt galt i den politiske ledelse. Det er muligt, at 1863-dilemmaet var uløseligt. Men man kunne have forholdt sige mere realistisk på alle områder. Man kunne fx have forberedt sig bedre militært. Og man kunne have forholdt sig mere realistisk under London-forhandlingerne. Min sympati har altid ligget hos de stakkels soldater, ikke mindst under den sidste tid i Dybbøl-stillingen, så det gør ikke mig noget, at der bliver smurt tykt på - når Bornedal nu har valgt den symbolske måde. - Jeg vil altså godt være med til at se kritisk på serien, men jeg finder den måde, der har været kritiseret på, smålig og ved siden af på mange punkter. Jeg kan fx ikke se, at replikkerne og instruktionen og skuespillerpræstationerne skulle være så ringe. Jeg mener fortsat, at der er noget galt.

Og mere fra den 28. november:

Kære n.n.! Tak for dette billede! [Se under 29. november]. Det er vel ikke fra omslaget til bogen "Fodfolk"? Den har jeg lige lånt af min søn - og læst. For mange år siden læste jeg "Skøn var døden, som I fik". (Jeg håber titlerne er rigtige). De bøger kan der også siges meget om, men de giver da et indtryk af mange ting. Ved et tilfælde kom jeg engang til at læse Klaus Rifbjergs anmeldelse af "Skøn var døden ...". Den var så positiv, at jeg var lige ved at falde ned af stolen. - Hov, jeg var lige ved at glemme, at jeg da bestemt mener, vi så Max på sin hest foran soldaterne ved Sankelmark, og at han trak sablen, da det skulle til at gå løs. Men der er vist nogle ting i forbindelse med Max, der ikke passer. Og han hedder vist "Møller" i serien. Jeg kan bare ikke huske det og har ikke tid til at undersøge det nu. - Tak for en god diskussion! I hvert fald i denne omgang!

Endelig er der denne fra 28. november:

Kære n.n.! Jeg vil sige til dig, som jeg har sagt til andre: Hvad du end synes om de to første afsnit, bør du se hele serien. Der er under alle omstændigheder tale om en national begivenhed. Og på en vis måde er der det i en helt særlig grad med hele den rasende debat, vi har nu. Du kan jo se alle afsnittene på Nettet. - Min kone og jeg har set de to første afsnit to-tre gange, de senere gange også med en kritik, der svarer til din i brillerne, men vi er kun blevet endnu gladere for dem. Prøv som sagt at se dem som en serie symbolske billeder (personen Inge er fx helt klart et symbol; en sådan 1900-tals kulturradikal kvinde har der næppe været i virkeligheden, og da slet ikke i et barns skikkelse). Noget tilsvarende gælder drengenes far og hans sår. Man får en god følelse af mellemkrigstiden og dens samfund på godt og ondt. - Men se også mit svar til n.n.

Den 29. november skrev jeg til en meddebattør i Facebook:

Tak for det om Strejfkorpset, n.n.! Aarøe husker jeg godt. Jeg bliver næsten nødt til at røbe, at jeg for mange år siden prøvede at skrive en roman om 1864. ... - Jeg fortæller ikke dette [09.12.14: Også om "Marchgruppe Sundeved", se Indledning] for at udråbe mig til den store 1864-ekspert. Det er jeg ikke. Det, jeg først og fremmest ønsker at vise, er, at man med hele den baggrund, jeg har, faktisk godt kan vurdere Bornedals serie ganske positivt og føle, at den får nogle rigtige ting frem - uanset at man selvfølgelig også kan være kritisk på en hel del punkter. Det, jeg har imod kritikken af serien, er, at den er så smålig og enøjet, og at man i sin store harme og bedreviden vil nedgøre det hele. Det er urimeligt. Og dumt.

Og en anden kommentar fra den 29. november:

Læg mærke til "en særlig brigade til landgangsforetagender" [i en artikel om oberst Max Müller]. Det må være det, der også kaldtes Strejfkorpset (noget i retning af den tids jægerkorps, bare større, dvs. snarere en slags US Rangers). Men det blev, som der står, ved forberedelserne. Jeg mener, ordet "strejfkorps" i serien bliver brugt allerede ved Dannevirke. Tænk også på scenen, hvor oberst "Møller" overdrager Dinesen nedkæmpelsen af det tyske militærorkester og siger: "Noget, der kan få tyskerne til at skide i bukserne". - Men det er mærkeligt, at der i artiklerne om Max Müller ikke står noget om Dybbøl. Tværtimod står der i DSD-artiklen, at 7. brigade efter Sankelmark "fulgte C. Hegermann-Lindencrones korps i Jylland og deltog i fægtningen ved Vejle". Er der nogen, der kan sige noget om det? Kan det have været under en andens kommando?

Den 29. november skrev jeg også:

Og til n.n.: Jeg har godt set nogle af ham BT-historikerens kommentarer. Til gengæld har jeg ikke lagt mærke til scooterstøvlerne. Og det skal selvfølgelig bemærkes, når der er sådanne fejl - som der ikke burde være nogen af. Ligesom Didrichs medalje fra den første krig, der først blev uddelt flere år senere. Osv. Men det er alligevel småtingsafdelingen. Det, jeg ikke forstår, er, at man fra så mange sider også nedgør serien som kunstværk. Jeg synes, den overordnet er god og har mange stærke detaljer. På mig virkede det stærkt, da den "kulturradikale" Inge faldt tilbage på "Nu lukker sig mit øje", da hun sad eller knælede ved den døende soldat. Og tilsvarende, at soldaterne i skansen (hvor urealistisk i almindelig forstand det så end kan være) først sang Grundtvigs Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små" og derefter en virkelig "folkelig" sang - som jeg gerne ville se hele teksten til! [09.12.14: Det var altså "Da manden ind i gården kom", som altså er det helt særlige emne her i denne artikel]. Det viser bredden i de jo tapre danske soldaters åndelige grundlag - også selv om det måske næppe har været oppe i bevidstheden på dem, mens de lå derude. Og det er bare et par eksempler blandt mange.

Den 1. december:

Umiddelbare bemærkninger til sidste afsnit af "1864"

Søndag aften den 31. november var jeg forhindret i at se sidste afsnit af "1864", da det blev sendt, og det blev over midnat, før jeg fik set min optagelse af det. Her mandag har jeg både genset det meste af afsnit 7 (på Nettet) og min videooptagelse hele afsnit 8.

SANGENE I AFSNIT 7

Hvad afsnit 7 angår, kan jeg helt tilslutte mig, hvad et både militær- og filmkyndigt familiemedlem har sagt: Krigsfilm i verdensklasse! - Men når jeg genså dette afsnit, var det helt særligt for at høre, om det virkelig var den frække sang, en Facebook-kommentator havde givet mig teksten til, soldaterne sang ude i skansen, lige før det gik løs. Det var det. Jeg kan ikke garantere for alle detaljer, men det var virkelig den, og nu er det så et spørgsmål, om den (og i denne version) forelå på dansk i 1864. Her har vi en helt særlig detalje, hvis historiske korrekthed må undersøges. Jeg vil selv prøve senere. Der findes vel ikke beretninger om, at denne sang har været sunget af soldaterne? Og på lige det tidspunkt? Ja, er scenen overhovedet realistisk? Jeg citerer lige første strofe (hvorefter det jo bliver værre og værre!):

Da manden ind i gården kom, oh se, oh se, oh se,

tre garderheste stod på rad og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderheste var?:

se det er tre malkekøer, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, malkekøer med sadler på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Men når jeg gør så meget ud af dette, er det, fordi denne grove sang indgår i en større sammenhæng. Det begynder med, at man ganske svagt hører en harmonika spille "Fred hviler over land og by" (2003-salmebogens nr. 778) [09.12.14: For det var da den?]. Det kan måske være en mundharmonika, men det vil passe bedst, hvis det er den samme harmonika, som akkompagnerer "Da manden ind i gården kom"! Derefter synger Laust Grundtvigs Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små" for sin kammerat Erasmus (som under stormen går amok og dræber eller sårer mange af de preussere, der trænger ind i skansen; en situation, der er forekommet i virkeligheden). Men så sætter Erasmus i med, hvad han kan, nemlig "Da manden ind i gården kom". Og her stemmer alle kammeraterne i, også Laust, akkompagneret af harmonikaen. Og det er altså uden betydning, om en sådan scene virkelig har fundet sted eller er sandsynlig. Det, der bliver vist, er hele bredden i de danske soldaters åndelige baggrund, fra en kristen aftensang af Ingemann, over Grundtvigs heltesang og til den grove vise. Det er virkelig gribende. - Jeg minder også om, hvordan Inge synger "Nu lukker sig mit øje" for den dødende soldat (2003-salmebogens nr. 789). - Tilføjelse 09.12.14: Og "Da manden ind i gården kom" blev virkelig godt sunget (af et kor?) og spillet (harmonikaen), ligesom soldaternes, ikke mindst Laust's dans og ansigtsudtryk gav et fremragende billede af den angstens og trodsens eufori, der var tale om.

OTTENDE AFSNIT

Men det var seriens ottende og sidste afsnit, jeg ville kommentere her. Da jeg så det i nat, var jeg umiddelbart skuffet. Jeg vil her se bort fra, at det er underligt, at de blodige kampe på Als i slutningen af juni måned egentlig ikke er med i billedet [09.12.14: Men de bliver nævnt, vist i Inges bog]. Jeg mente, det personlige fik for meget, og at det også var for meget, at Peter skulle blive gift med sigøjnerpigen Sofia og dermed overtage Didrichs barn - selv om det jo var fremgået af et tidligere afsnit, at dette ville ske. Og at Peter også (udrykkeligt som far) overtog Laust og Inges lille dreng - der var blevet anbragt på et usselt børnehjem, for at Inge kunne blive gift med Didrich. Men i dag har Anna og jeg set afsnittet igen, og derved kom det til at stå stærkere. Man kan sige meget om Peter og Laust og Inge og Sofia og Didrichs lille historie i historien, og det er virkelig meget, at den ualmindelige nedrige og feje Didrich er kommet til at fylde så meget i en serie om Danmark i 1864, som om det var den typiske adelsmand og officer, og det retter ikke meget op på det, at der også er blevet vist fine officerstyper som sekondløjtnant Dinesen, oberst Møller (som denne person i serien hedder) og general du Plat. Men de indvendinger, man kan have, ændrer ikke noget ved, at denne lille historie (og dens fortsættelse helt frem til Inges død i 1939 og baron Severins til sidst i afsnittet) står ganske stærkt - sammen med, hvad der vises om de andre personers reaktioner: Monrad og hans kone, krigsminister Lundbye, Johanne Luise Heiberg.

Det fælles tema er: At komme videre. Og mange af de nævnte prøver at komme videre på hver deres usle eller ynkelige måde. På en måde får Monrad her en form for oprejsning. Han er den eneste, der forbliver tro mod det, han kæmpede for. Alle de andre tyr til fortrængning og/eller nye illusioner. Lundbye har dog ret et langt stykke, når han bliver ved at gentage: "Indad" (jf. mottoet fra dengang: Hvad udadtil er tabt, må indad vindes). For det var, hvad danskerne faktisk gjorde. Med stor succes. Og uden den lukken sig om sig selv, som nogle af værdikæmperne bliver ved at fable om. For desværre kan man ikke lade være at mistænke dette for at være et indlæg i den aktuelle værdidebat fra Ole Bornedals side.

Det er uhyggeligt, hvordan Didrich og Inge og hendes forældre (især den kolde og ambitiøse moder) kommer videre. Didrichs far (som nok har presset sønnen ind i en rolle, han ikke kunne klare) drager den på sin vis hæderlige konsekvens, at han skyder sig selv. - Det skal bemærkes, at Inge skriver, at for hvert barn, de får, bliver Didrich lidt mere menneskelig.

Men så er der Peter og hans familie, især Peter selv. Her har vi det sunde jævne folks måde at komme videre på. Kritikerne vil kunne sige, at den ikke får for lidt. Men min erfaring som landpræst i Folkekirken gennem over tredive år rummer mange eksempler på dette sind. Men det er selvfølgelig virkelig meget, at Peter finder sin brors søn og tager ham til sig som sin egen - sammen med Sofias barn, som Didrich er voldtægtsfar til. Og de ser lærken sammen. Og lille Laust løber på kornet. Ja, vi ser lille Peter og lille Laust som en gentagelse af det liv, serien åbnede med. Men Anna og jeg blev grebet af det. Måske også fordi vi selv har en sønnesøn i den alder og med et tilsvarende væsen.

På Ole Bornedals præmisser fik det personlige ikke for meget. Der var faktisk også en rimelig balance mellem den lille og den store historie, herunder den tyske. Ja, det, at Preussens krig i 1866 med den tidligere allierede Østrig blev nævnt og dermed hele Bismarcks strategi, i hvilken krigen mod Danmark i 1864 kun var en første brik, kastede også et formildende skær over den tilsyneladende vanvittige danske politik. Men selve den lille historie, historien om mennesker, som Ole Bornedal selv siger, blev i hvert fald gjort færdig. Og for sidste gang: Det er ikke et almindeligt realistisk drama; det er en række symbolske billeder på en handlingstråd og af nogle menneske-typer. Og budskabet er, at det jævne folks liv går sin egen gang trods alt, hvad de store finder på.

Og en replik til en meddebattør den 1. december:

Og ja, n.n., Peter er en dejlig dansk dreng. Men vi har stadig meget at snakke om. Hvad siger du til det med Als? - Men den preussiske konge og dem var overlegne, da de snakkede om os danskere! Og der er jo også her en klar aktuel pointe. - Men vi danskere er altså noget særligt. Det kan vi i hvert fald selv se. Og det med "Guds udvalgte folk" skal vi ikke tage alt for bogstaveligt. Jeg har jo studeret en del, hvad Grundtvig sagde om det. Og på en måde er det i grunden rigtigt! Israel er Guds søn og Danmark er Guds datter. Sådan! Hvis man altså også kan tage det med et smil. Den slags kender de frelste kosmopolitter bare ikke noget til.

Den 3. december skrev jeg i et kommentarfelt denne tilføjelse til mit i forrige afsnit indsatte andet Folketidende-læserbrev »Om sidste afsnit af "1864"«:

Jeg har fortrudt, at jeg om Didrichs plads i serien ikke skrev "være en så central figur" (i stedet for bare "fylde så meget"). For netop jeg, som i så høj grad ser serien som en række symbolske billeder, bør jo se Didrich som det helt centrale negative symbol i den lille histories tråd. At han også er offer, fremgår af såvel de to første som det sidste afsnit. Men han er jo helt igennem en led person, uanset hvor meget hans far har pacet ham frem, eller hvad. Og hans venner! Især sammen med dem kommer han til at repræsentere en totalt degenereret adelsstand og -kultur. Tilsammen kommer Monrad og hans støtter (inklusive fru Heiberg) og Didrich og hans venner (med faderen i baggrunden) til at repræsentere det sindssyge og rådne nationalistiske Danmark og især de sindssyge og rådne højere og højeste lag. Og lad gå med, at Monrad-figuren kommer til at repræsentere vanviddet i den nationalliberale politik. Men jeg bryder mig ikke om, at hele den danske adelsstand og hele det danske officerskorps i den grad skal repræsenteres af en person som Didrich. Sekondløjtnant Dinesen (som jo også tilhørte de højere lag) retter noget op på det. Og der er linjeofficererne de Meza, du Plat og Møller. Men de fylder jo ikke på samme måde som Didrich. - Man kan sige, at der er tale om en stærk symbolik i kontrasten mellem Didrich og Laust og Peter, men prisen er høj. Der har været mange gode og trofaste og tapre adelige officerer af både linjen og reserven med i den krig. Og dem er det synd for. Bornedal burde, hvad det angår, have fundet en anden løsning.

En slags sammenfattende anmeldelse af serien

Indledning om især forskellige forhold omkring serien og omkring krigen i 1864

Jeg husker ikke nøjagtigt, hvornår jeg hørte de første kritiske kommentarer til 1864, men det var vist allerede, inden første afsnit var blevet vist, og min egen første kommentar er, som det fremgår ovenfor, skrevet den 12. oktober 2014, nemlig som kommentar til indslaget i DR 2 Deadline om serien samme aften, som afsn. 1 var blevet sendt. Og jeg mener at kunne huske, at jeg fra første begyndelse af følte, at der var noget galt.

At der kunne være noget galt med serien selv, ville sådan set ikke have overrasket mig. Jeg har ellers, om man så må sige, et godt forhold til Danmarks Radio nu. Jeg mener ikke, den er specielt venstreorienteret, og skulle der indimellem være udsendelser med en efter min mening venstreorienteret tendens, tager jeg mig ikke af det. Jeg har jo været vant til den slags og er taknemmelig, når det ikke er sådan hele tiden, ja, når man faktisk for det meste hører ting, der er helt normale. Og jeg har da heller ikke noget imod at blive gjort bekendt med alle synspunkter og -vinkler. Desuden ved man jo, at ikke alene "kunstnere og intellektuelle", men også mange, der gerne vil høre til i eller i omegnen af denne gruppe, har en tilbøjelighed til at ligge politisk og idémæssigt til venstre. Jeg ville derfor ikke være blevet voldsomt overrasket, hvis serien - som det på en del punkter faktisk også skulle vise sig at være tilfældet - havde haft en tendens- og forkyndelsesmæssig slagside til venstre. På den anden side regnede jeg dog med, at der, når Folketinget havde bevilget 100 millioner, ville blive tale om en ganske traditionel og grundig episk-dramatisk historisk serie.

Men der er jo "venstre" og "venstre", og der er "kunstner og intellektuel" og "kunstner og intellektuel". Jeg for mit vedkommende kunne jo nok betegne mig selv som "kunstner og intellektuel". Jeg er da for det første både cand. mag., lic. theol. (ph.d.) og dr. theol. Og selv om jeg nok ikke er den store digter, skriver jeg dog en hel del digte, ligesom jeg dyrker den teoretiske poetik og poetologi og det bredere og dybere teologiske og filosofiske grundlag derfor. Jeg skulle altså i det mindste kunne betegne mig selv som en wannabe kunstner, og det er jo her selve lysten, der tæller. Hvad "intellektuel" som kultursociologisk kategori angår, siger jeg ganske vist altid, at jeg ikke vil bruge denne betegnelse om mig selv, fordi jeg jo allerede er præst, nemlig i Den Kristne Kirke! Men når alt dette er sagt, er min pointe her i denne sammenhæng, at jeg jo med min uddannelsesmæssige og professionelle baggrund, hvor (i bred forstand) konservativ jeg end er, godt kan forstå, hvorfor så mange "kunstnere og intellektuelle" befinder sig i en kritisk position i forhold til det etablerede. Man er opdraget til kritisk tænkning og til at stille spørgsmål til alt, og man befinder sig noget til en side i forhold til både hele det offentlige apparat og erhvervslivet og pengeverdenen. Derfor kan jeg i mange spørgsmål godt indtage standpunkter, der i det mindste i nogle henseender kan sammenlignes med de venstreorienteredes. Forskellen ligger for det første i, at jeg ikke kan forstå, at mange "kunstnere og intellektuelle" gennem tiden har allieret sig med eller været bløde over for totalitære, ja, vildt umenneskelige ideologier og systemer (fx stalinismen og islamismen), og for det andet i, at jeg ikke gør min kritiske sidelinjeholdning til en ideologi, ja, religionserstatning, der gør mig blind over for forholdene. Det er i hvert fald mit ideal at prøve at undgå den slags og nøjes med at indtage en realistisk og pragmatisk (ikke utopisk) holdning.

Hvad nu serien 1864 angår, kan jeg godt følge Bornedal et langt stykke ad også den vej, hvor han går i en anden retning end dem, jeg ellers i mange politiske og kulturelle henseender ellers kan sammenligne mig med. Man skal i denne forbindelse også huske på, at den sande kristendom i sig selv er radikalt kritisk over for denne verdens ting - til forskel fra den "kristendom", der bliver brugt som civilreligion eller indgår i en Gud-konge-fædreland-ideologi. I øvrigt ved jeg ikke, hvor Bornedal helt præcis står politisk, ideologisk og kulturelt. Noget tyder på, at han i hvert fald ligger en del til venstre i forhold til de nationalliberale og i forhold til midt-attenhundredetallets klassesamfund og i forhold til mange af sine politiske kritikere. Men jeg mener også, han er så meget kunstner, at han viser virkeligheden bredere end som så. Navnlig har jeg jo fx noteret mig den måde, hvorpå han har inddraget salmer som "Nu lukker sig mit øje" og "Fred hviler over land og by" (og sangen "Kommer hid, I piger små"), ligesom jeg mener skildringen af den danske soldat i kampen i skanserne den 18. april og i 8. Brigades modstød er absolut loyal over for dem, der kæmpede dengang. Peters "Fremad for Danmark" og brigadens fremrykning under hurraråb kunne fx ikke være lavet bedre af den mest konservative krigshistoriker. Og det samme gælder Erasmus' bersærkergang (som nøje svarer til, hvad der er berettet om i kilderne).

Men jeg kunne sådan set godt have været på hold med mange af seriens stærke kritikere. Og jeg har da nok også tænkt "Åh nej, ikke nu igen!", da jeg hørte de første bemærkninger om de gode fattige og sigøjnere og de onde overklassemennesker. Og som det fremgår, tænker jeg til dels stadig sådan. Jeg kan ikke huske, hvad der var det første, der fik mig til at forholde mig kritisk til kritikken. Var det nogle ting, allerede før jeg havde set første afsnit? Men om serien selv skriver jeg allerede den 19. oktober, at jeg var blevet mere positiv efter at have set første afsnit for anden gang. Og den 21. oktober bakkede jeg direkte Anders Samuelsens kritik af kritikerne op. Men alt dette er jo gengivet i afsnittet her ovenfor. Og jeg skrev også gang på gang, at jeg egentlig helst ville vente med at udtale mig, til jeg havde set hele serien.

Dette skal heller ikke være en kritik af kritikken. Det ville kræve et meget stort studium (som andre måske vil tage på sig). Jeg vil bare sige, at jeg meget hurtigt fik et meget dårligt indtryk af den kritik, der blev rettet mod serien, og det gælder lige fra den kritik, der blev fremført af politikere på den værdipolitiske højre side, over de professionelle anmelderes og historikeres kritik og ned til kommentarerne fra almindelige avislæseres og Facebook-brugeres side. Jeg kunne ikke lide, at man i så høj grad kørte på nogle ret få politiske og ideologiske ting. Og jeg kunne ikke lide, at man i mange tilfælde så helt bort fra det faktisk foreliggende produkt eller i hvert fald kun udtalte sig om det ud fra det billede, man selv havde dannet sig af, hvordan den serie skulle have været. Jeg har senere udtrykt det på den måde, at det svarer til, at man tror, man har købt en pose æbler, men da man kommer hjem, opdager, at det er en pose pærer, man har fået, og at man så, i stedet for bare at klage over, at det er pærer og ikke æbler, man har fået, giver sig ud i en deltaljeret kritik af pærerne på selv de mindste punkter, hvorpå de adskiller sig fra æbler. Og det, jeg taler om her, er altså, at Folketinget med god ret har kunnet konstatere, at det ikke var den traditionelle historiske serie, man havde haft i tankerne, man havde fået, men i stedet det, jeg har betegnet som en række billeder på nogle tynde tråde i både den store og den lille historie. Og det værste er, at dette også er karakteristisk for mange af de professionelle anmelderes vedkommende. Og dertil kommer, at både de professionelle kritikere og de menige debattører har udvist et faktisk direkte had til serien og Ole Bornedal. Hvilket gælder over et stort stykke af den politiske og værdipolitiske skala. Man har været smålig i sin kritik, hæftet sig ved selv ganske små fejl eller ukorrektheder, ligesom man på en helt urimelig måde har kritiseret både manuskriptet, instruktionen og skuespillernes præstationer. Og man har altså kritiseret serien, som om det var en helt anden genre, man havde med at gøre. Og mange af anmeldelserne og kommentarerne har været skrevet i et dårligt sprog, ja, i nogle tilfælde med personernes navne stavet forkert. Ja, det sidste er selvfølgelig også småtingsafdelingen, men i mine øjne vidner det altså om en vis overfladiskhed, når den slags ikke er i orden. At man i forbindelse med den hårde dom over de første afsnit i flere tilfælde har udtalt et håb om, at det nok skulle blive bedre, når kamphandlingerne begyndte, har ikke gjort mit humør bedre. Man måtte dog kunne forstå, at serien skulle vise sammenhængen mellem den første og den anden slesvigske krig og stemningen i hele mellemkrigstiden, herunder ikke mindst få præsenteret de mennesker fra alle samfundslag, der, hver på sit sted, skulle gennem krigen. Og at nogle roste billedsiden, gjorde mig kun endnu mere utilpas. Det så jeg som et udslag af det rene æstetiksnobberi. Jeg gentager her, at jeg måtte se alt dette som et udslag af en slags kollektiv psykose, eller som en lemmingeeffekt, ja, at jeg måtte se det som en af de største gåder i nyere tid. Hvorfor jeg altså faktisk opfordrer en ung mand, der gerne vil have en ph.d.-grad, til at foretage en bred undersøgelse af hele situationen omkring 1864, og altså i hele nullernes og enernes værdikamp-perspektiv.

Der er selvfølgelig ting i serien, jeg også selv kan forholde mig kritisk til. Er det fx rimeligt, at D.G. Monrad i den grad skal gøres til symbol på, hvad Bornedal ser som det nationalliberale vanvid? Og er det rimeligt, at den ualmindelig onde og usle Didrich i den grad skal repræsentere godsejer- og reserveofficersstanden? (Selv om det jo giver mening i selve den lille histories sammenhæng). Og er det ikke, med Goethes ord, en hensigt, man bliver forstemt af at mærke, når de gode sigøjnere i den grad bliver sat op som det gode kosmopolitiske alternativ til det nationalliberale vanvid. Er sigøjnerlivet virkelig et så stort ideal? Og var de gamle dynastisk og arvemæssigt betingede multinationale konglomerater virkelig den ideelle måde at indrette sig på? Var det ideelt, at både Slesvig og Holsten og Lauenburg (og for den sags skyld Grønland, Island og Færøerne) skulle styres fra København?

Ekskurs om forskellige politiske ting

Med den sidste bemærkning her ovenfor har jeg ikke udtalt mig om Grønlands og Færøernes aktuelle situation, hvor jeg dog nok vil mene, at begge disse små nationer alt taget i betragtning er bedst tjent med at blive i Rigsfællesskabet med størst muligt selvstyre. Og Island rev sig som bekendt løs i 1944. Hvad Island og Færøerne angår, blev de i øvrigt så vidt mig bekendt nærmest glemt i 1814/15; det var jo ikke Danmark, de hørte til, men Danmark-Norge, dvs. egentlig, både historisk og sprogligt, det Norge, der dengang blev skilt fra Danmark.

Men hvad nu situationen i 1863 angår, var det da reelt rimeligt, efter så mange hundrede års forløb og i en helt ny situation, at holde fast ved det såkaldte Ribe-brev fra 1460 ifølge hvilket Slesvig og Holsten skulle forblive "ewich tosammende ungedeelt"? Og senest ved de af stormagterne, vist ikke mindst Rusland, dikterede bestemmelser i 1851-aftalerne og 1852-traktaten, som ikke løste et eneste problem, men kun skabte nye og måske direkte uløselige problemer. Jeg vil på ingen måde prøve at gøre mig til ekspert i disse ting, men jeg er kommet til den personlige (og af vor egen tidssituation prægede) konklusion, at hvis man fra dansk side ikke ville have krig, men på den anden side heller ikke ville svigte de danske slesvigere, ja, opgive tanken om, i videst muligt omfang at få samlet alle danske i én nationalstat, så måtte man nøjes med at protestere mod de bestemmelser, der forhindrede de danske slesvigere i at blive forenet med deres kongerigske folkefæller, og blive ved og ved med at protestere, indtil man fik sin vilje - eller i det mindste blive ved at insistere på det folkelige fællesskab med de danske slesvigere.

Hvad var der ellers af muligheder? Kunne danskerne med selv den største vilje til at overholde 1851- og 1852-bestemmelserne have bevaret den såkaldte helstat? Og hvis man ikke kunne det, skulle man så evt. lade de tyske slesvig-holstenere (og vel i sidste ende Preussen) rive hele Slesvig og alle de danske slesvigere bort fra Danmark? Ja, det skulle man jo, hvis man under ingen omstændigheder ville have krig. Og så måtte man have nøjedes med at protestere. Set i bagklogskabens lys skulle man jo også bare have ventet til 1920!

Man kan sige, hvad man vil om mine betragtninger her, men de kan nok meget godt vise, at den nationalliberale politik måske ikke var så helt vanvittig endda. Når man nu ikke absolut ville afvise en krig som en mulighed. Og hvordan så man på det? Man har helt sikkert overvurderet den støtte, man ville kunne få fra de øvrige nordiske lande og England. Og man har helt sikkert undervurderet den nye (1862) preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck. Så vidt jeg husker, giver serien et ret godt indtryk af, at den danske politik i virkeligheden passede Bismarck ganske godt. Og en vigtig detalje i sidste afsnit er, at Peter på vej hjem fra sit krigsfangenskab passerer de preussiske tropper, der er på vej til 1866-krigen mod Preussens 1864-allierede Østrig! Bismarcks næste træk. Når man skal give Danmark og Preussen karakter, bliver den største forskel måske, at preusserne var flere, dygtigere og bedre forberedt.

Min vurdering af selve serien

Dette er skrevet efter hukommelsen (11.12.14). Jeg har kun det sidste afsnit stående på min satellitboks-harddisk, og jeg har endnu ikke fået købt DVD-udgaven af serien. Men det er heller ikke meningen, at jeg her skal forsøge mig med en indgående filmvidenskabelig analyse. Det, jeg i al beskedenhed vil prøve, er faktisk bare at vise, hvordan jeg med mine mange forskellige forudsætninger mener at kunne dele sol og vind lige i dette spørgsmål.

Jeg har spurgt, hvad de forskellige kritikere af serien kan have haft af motiver. Og jeg har sagt, at der nok har været tale om en bred vifte af vidt forskellige motiver, måske lige fra en bastant politisk og værdikampmæssig modvilje mod visse ting i serien til den rene misundelse og/eller lyst til at vise sin egen storhed ved at slutte sig til hylekoret. Men jeg har også spurgt, hvad mine egne motiver til at forsvare og rose serien måske kan være. Optræder jeg måske som en Rasmus Modsat for at vise, hvor meget klogere jeg er end de kritikere, jeg ellers i mange henseender er politisk enig med? Det kan godt være; vi er alle mennesker. Men jeg vil altså også påberåbe mig, at jeg ikke alene har en vis professionel baggrund for at tage stilling (sprogofficer, cand. mag. i dansk/russisk, feltpræst og Grundtvig-forsker), men også i det hele taget har den indstilling, at sol og vind skal deles lige, og at man, når man ser film og tv, skal tage alt i den bedste mening og se at få det bedst mulige ud af det. Og jeg vil også gerne være så professionel, at jeg ikke blander min ideologiske modvilje mod en forfatter og instruktør sammen med min bedømmelse af hans talent.

Jeg vil allerførst gentage, at man kun kan forstå serien, som den nu engang foreligger, når man gør sig klart, at der ikke er tale om et traditionelt historisk episk-dramatisk forløb, men om en række med den brede pensel malede billeder, der er hængt op på nogle ret tynde tråde i såvel den store, virkelige som den lille, fiktive historie. Jeg vil i den forbindelse henvise til, hvad jeg bestemt mener at have set, nemlig at Ole Bornedal endte med at fyre hele to manuskriptforfattere, fordi det, de havde skrevet, var af en karakter, der lå så langt fra, hvad han selv forestillede sig, at det ikke ville være muligt for ham at ændre det ved en almindelig tilpasning, hvilket altså betød, at han også selv måtte påtage sig at skrive manuskriptet. Dette peger meget stærkt på, at han virkelig har villet lave noget helt andet. Og det kan man altså mene om, hvad man vil. Og man kan kritisere denne beslutning. Men man kan, og jeg gentager igen, ikke kritisere detaljerne i det foreliggende produkt, som om det var detaljer i et helt andet produkt.

Hvad nu de to første afsnit angår, så mener jeg, at de giver et meget godt indtryk af situationen i Danmark i, hvad jeg her vil betegne som mellemkrigstiden. Den sydfynske idyl og det danske klassesamfund. Overvurderingen af sejren i Treårskrigen. Det politiske spil i København, som Monrad bliver inddraget i og brugt i. Laust og Peters far Thøger og Didrich, der er kommet hjem fra krigen med sår på henholdsvis legemet og sjælen. Den mærkelige Inge, der allerede som barn optræder som noget i retning af en 1900-tals kulturradikal (men den slags fandtes i 1800-tallet; jeg kommer fx til at tænke på Mathilde Fibiger (1830-1872), som i øvrigt både Grundtvig og Johan Ludvig Heiberg, Johanne Luises mand, tog sig af, og som kom fra en officersfamilie præget af fornemme litterære interesser).

Når man har set afsnittene flere gange (og det er man faktisk nødt til, hvis skal forstå serien og få den ind under huden, hvad man så kan kritisere), bliver det helt klart, hvor symbolsk og utraditionelt det hele er.

Lad mig her også nævne Laust og Peters mors hvide vasketøj, som flere har gjort sig lystige over. Mon det er hendes eget vasketøj? Det er måske ikke baronens/slottets. Men kan det så være forvalterens (Inges families)? Det spiller under alle omstændigheder helt tydeligt en stor symbolsk rolle. Det må være noget med den fattige, men trofaste og dygtige landarbejderkone, der gør sin pligt og gør den kridhvid rent, den landarbejderkone, der går op til baronen og siger, at selv om han (uden grund) skulle være utilfreds med hendes families arbejde, så skal han i hvert fald ikke beskylde dem for at sjæle. Og som forlanger Peters bog tilbage, som har været beslaglagt af Didrich. (Hvor det dog også tjener baronen til ære, at han giver familien en undskyldning og leverer bogen tilbage).

Men der er også den vanvittige skolelærer Skarv, der måske har været på højskole og tilegnet sig en ekstrem og tåbelig grundtvigianisme. Han er (som Monrad) en symbolsk karikatur. Men han er ikke en navngiven historisk person, og jeg kan sagtens forestille mig, at der har været skolelærere af den slags i tiden mellem de to slesvigske krige.

Men der er især alle billederne med de to drenge og deres far og de to drenge og Inge. At Inge er et symbol (der samtidig i sin erindringsbog både leverer rammefortællingen og præsenterer sig selv i det lange perspektiv, helt op til 1939 (et tilfældigt årstal?)), er tydeligt i allerede den måde, hun rent fysisk og filmbilledligt optræder på. Jeg tænker især på den scene, hvor hun sidder oppe i et træ og spiller klog - med såvel sine lemmer som den lange lyse kjole smukt arrangeret på grenen. Men der er også scenerne ved den dejlige sydfynske strand og dens klinter.

Laust repræsenterer den både fysisk og psykisk sunde landarbejderstand. Peter er en lille intellektuel. I sin modbyldelige fuldmandssnak på Dybbøl nævner Didrich, at Peter sprøjter sine sonetter ud over Inge (mens Laust sprøjter sin sæd op i hende). Det kan næppe være en fejl fra Bornedals side. Peter skal altså have skrevet sonetter i 1864 og vel tidligere. Det er ikke så lidt! Men vi hører, så vidt jeg husker, ikke noget om hans uddannelse, og da baron Severin og Claudia taler om hans breve og billedet af ham og hans familie får vi vist heller ikke noget at vide om, hvad han har drevet det til, andet end at tage såvel Laust og Inges søn som Didrichs voldtægtsbarn med Sofia til sig, idet han gifter sig med Sofia og får sine egne børn med hende. (Når baron Severin og Claudia erklærer, at de er i familie, betyder det, at han er Inges barnebarn og dermed søn af et af Didrichs børn med hende, og at hun stammer fra Didrichs voldtægtsbarn med Sofia, som Peter er stedfar til og har opdraget som sin egen søn, og som i øvrigt af moderen har fået navnet Peter). Ja, det er ikke så lidt. Men man kan ikke kalde det kulørt. Det er seriøst nok. Bare stavet med meget store bogstaver (hvad nogle kritikere slet ikke har kunnet klare). Den tale, Peter holder i sidste afsnit (er det ved hans og Sofies bryllup?), er også ret intellektuel (og måske med en vis ret kritiseret for sin "livsfilosofi"). Men hvad sker der med Peter? Mit bud er, at han giver afkald på en karriere og lukker sig inde fra krigens og Didrichs rædsler i et jævnt og lykkeligt liv med Sofia og børnene. De tager sig utvivlsomt også af moderen. Ellers ville der have været noget mere om ham i de efterladenskaber, Claudia har fundet. Men nu er det altså godsforvalterdatteren og baronessen (for det blev hun vel?) Inge, der skriver erindringerne om dengang, og det er jo også hende, der er den helt centrale person.

Og nu kan jeg lige så godt sige lidt mere om sidste afsnit. Det er til sidst særdeles symbolsk. Jeg kan ikke engang huske alle detaljerne, men temaet er, at livet gentager sig i den lille nye Laust og den lille nye Peter, og at Inge efterhånden får mulighed for at følge både sin egen søn med Laust og Didrichs voldtægtssøn med Sofia. Hvilket kun har været muligt, fordi Didrich, som Inge siger, dog blev en lille smule mere menneskelig for hvert barn, hun fødte ham. Dette særlige tema bliver ikke udfoldet videre, men det kan ses som en antydning af, at livet selv i Didrichs forfærdelige tilfælde er stærkere end døden og ondskaben (den ondskab, som blev gjort endnu værre af den måske ikke så slemme, men som opdrager ikke vellykkede faders og to kriges indvirkning; det er desuden helt tydeligt, at det også er adelstandens fald, vi ser, helt op til den ellers i virkeligheden meget sympatiske Severins død til sidst). Men hvad de sidste billeder af Inge og drengene - og hende selv som barn! - angår, er det helt tydeligt, at Ole Bornedal har prøvet at give alt, hvad han har i sig. Om det er vellykket som filmkunst betragtet, kan jeg ikke udtale mig om. Jeg kan kun gentage, at jeg, trods visse forbehold (jeg er jo også kristen præst og teolog og dermed ikke så meget for "livsfilosofi"), har taget det til mig.

Hvad adelstandens dekadence angår, må jeg også lige nævne Didrichs forfærdelige venner fra først til sidst (behandlingen af sigøjneren, der har gjort sig skyldig i krybskytteri, ko-knepningen og den groteske sejrsfest for Didrich og hans af førnævnte sigøjner i skansen den 18. april tilføjede sår). Her er der jo heller ikke på nogen måde tale om almindelig realisme.

Jeg må også lige nævne Johanne Luise Heiberg og hendes - i flere betydninger! - behandling af Monrad. Kan det passe, at jeg har hørt Bornedal selv sige, at det er ren symbolsk fiktion, men at det udtrykker kulturelitens støtte til den nationalliberale politik? Det er i hvert fald helt uden tvivl det, der er tale om. Den virkelige fru Heiberg har vist ikke spillet en sådan rolle. Nogle mener, at det er for tykt, at Johanne Luise Heibergs rolle som lady Macbeth bruges så meget i serien. Og der er vist noget med datoer, der ikke passer! Men lad mig sige det på den måde, at et maleri, der er malet med en meget stor og bred pensel, godt kan være et stort kunstværk. Og hvad man så end mener om den måde, mit stifts gamle biskop bliver hængt ud på, er det ret fint, at det netop er en skuespilleruddannelse og -træning, Johanne Luise Heiberg giver den stakkels Monrad, da hun har fået lagt ham ned og stillet sig på hans mave. Det skulle ikke undre mig, om den slags eller noget i den retning har indgået i skuespilleruddannelsen dengang og måske gør det den dag i dag. - Men den måde, fru Heiberg, iført sin teatersminkemaske, afviser den fallerede Monrad på, så hun selv kan komme videre, virker også stærkt. Og det samme gælder Monrads politiske venner, repræsenteret ved krigsminister Lundbye, der i den grad havde hidset ham op og brugt ham, men nu mener, at han bør holde en pause, så de kan komme videre ved at se indad. At både en pause for Monrad og en koncentration indad har været gode idéer i situationen, ændrer intet ved, at Monrad er den eneste, der forbliver tro mod sine idealer, også selv om det også helt bogstaveligt talt er i vanviddet, han gør det.

Noget, der har været meget stærkt kritiseret, er den gamle soldat Johans overnaturlige evner. Der er scenen, hvor han efter tilbagetoget fra Dannevirke får sig og sine kammerater gennem den preussiske belejringsstyrke og ind til Dybbøl-stillingen ved at hypnotisere de tyske soldater. Men der er navnlig den scene, hvor han helbreder Laust for lungebetændelsen ved at bore sine fingre ind i hans bryst og tage en isklump ud. Det har fået mange anmeldere og øvrige kritikere til at gå helt amok. Umiddelbart er den slags heller ikke noget, der huer mig. Og man kan da helt klart spørge, hvad det dog skulle med for. Svaret må være, at det i hvert fald ikke er en tilfældig fejl. Bornedal har altså haft en bestemt hensigt med det. Og hvad kan det være? Kan det være for at vise, at den slags har været en del af det danske folks virkelighed endnu i 1864? Der er jo eksempler på, at forskellig slags overtro og magi lever i dele af folket den dag i dag. Men især scenen med isklumpen er stærk kost. Kan det (også) være et bevidst indlagt postmoderne element? Jf. de mange fantasy-film m.m., der er så populære i disse år. Man kan også se det som det mest ekstreme eksempel på, at serien ikke er realistisk i sædvanlig forstand.

Til allersidst (i denne omgang; jeg vender nok tilbage til denne tekst) vil jeg sige lidt om skildringen af selve krigen. Jeg vil igen citere et både militær- og filmkyndigt familiemedlem, der om det afgørende afsn. 7 simpelt hen har sagt: "Krigsfilm i verdensklasse". Jeg har også selv lidt forstand på de militære ting, og jeg har på forskellig måde fået et ret tæt forhold til krigen i 1864, og jeg må sige, at serien - på sin måde - efter min mening giver et særdeles godt indtryk af, hvordan det hele har været, og altså især af, hvordan de, der deltog, har oplevet det. Men jeg synes også, man får et godt indtryk af situationen ved Dannevirke, slaget ved Mysunde, beslutningen om og udførelsen af rømningen, tilbagetoget, arrieregardefægtningen ved Sankelmark (med den i beretningerne omtalte med døde og sårede overstrøede slagmark) og så hele situationen i Dybbølstillingen, kulminerende med stormen den 18. april.

Man kan kritisere serien for, at den næsten får det til at se ud, som om krigen sluttede den 18. april, og jeg har sagt, at den måske burde have været udvidet til ti afsnit, så de også forfærdelige kampe på Als var kommet med. Men det er ikke sikkert at en serie af denne karakter ville have kunnet bære mere. Og "Dommedag Als" (for nu et bruge titlen på Tom Buk-Swientys anden 1864-bog) bliver da nævnt (vist i Inges erindringer). Måske kunne man have markeret det bare en smule mere.

Jeg har tidligere sagt, at det er, som om ingen over sekondløjtnantsgrad har måttet være sympatisk. Men selv om det også i den militære sammenhæng klart er de nedre lag, der spiller den største rolle og får den største sympati, er der jo også flere højere officerer, der fremtræder meget sympatisk. Den eneste virkelig usympatiske officer er vel kaptajn Didrich. Så er der selvfølgelig general Gerlach, men han var vel bare en svag person, der ikke turde tage ansvaret på sig på samme måde, som den excentriske, men dygtige general de Meza - og som ikke havde samme mulighed for, bare at meddele, at nu rømmede man, og derefter klippe telegrafkablet over. General Gerlach vises dog usympatisk, da han sidder og spiser, mens officersdelegationen henvender sig til ham med deres bøn om, at Dybbølstillingen må blive rømmet. Derfor mente jeg i første omgang også, at oberst Møller var blevet usympatisk skildret, da han sidder med hagen nærmest nede i madskålen, mens han gav sekondløjtnant Dinesen ordre til raidet mod det preussiske militærorkester. Men jeg tror nu mere og mere, at det har skullet vise, hvor presset han var, og i hvor høj grad han delte krigens kår med sine mænd. For han var fin, da han spurgte Dinesen, om han kunne gøre noget, der ville få preusserne til at skide i bukserne. Han vistes også fint under stormen den 18. april og ved Sankelmark. General du Plat vises også som en særdeles sympatisk officer.

Og så er der jo sekondløjtnant Dinesen. Som man har fundet den helt rigtige skuespiller til. Det gælder i øvrigt i alle tilfælde. Der er mange eksempler på, at Dinesen er den fødte officer. Den måde, han (i den ovenfor omtalte scene) fuldstændig stille forhindrer Peter i at skaffe sig en krigsretssag på halsen ved at give den modbydelige Didrich, hvad han fortjener. Og den måde, hvorpå han tager sig af den panikslagne soldat under 8. Brigades modstød. Han ved, hvor hurtigt panikken ville have kunnet sprede sig og få hele brigaden til at gå i opløsning, men stille og roligt tager han sig af soldaten, idet han bliver ved at sige til ham: "Tilbage i geled! Tilbage i geled!". Og der er flere andre situationer. Og der er den dejlige sergent Jespersen. Sådanne stregbefalingsmænd findes. Og han ser godt ud og bliver spillet godt.

Og alle soldaterne ser godt ud og bliver spillet godt. Jeg tror ikke, man kan komme 1864-krigsvirkeligheden nærmere på film. Men jeg må (i hvert fald foreløbig) slutte her. For jeg bliver nødt til at gå over til det, der gav stødet til, at jeg besluttede at skrive hele denne tekst, nemlig sangene i skansen om natten den 18. april - med særligt henblik på visen "Da manden ind gården kom" og dens historie.

Jeg må dog lige sige, at jeg allerede nu burde have skrevet noget mere om seriens nutidsspor. Men jeg har sagt en del om det såvel i indeværende afsnit som i mine debatindlæg. Jeg ved, at der er nogle, der kun har foragt til overs for dette spor og mener, det er dårligt skrevet og instrueret og dårligt udført. Jeg er helt uenig. Jeg kan som sagt nu se storheden i efterskoleklasseekskursionen til Dybbøl, der indleder hele serien, og både min kone og jeg har nydt spillet mellem Claudia og Severin; vi har altid haft en svaghed for Claudia-typer, men vi har også holdt meget af Bent Mejding og hans måde at udføre rollen på. Jeg vil dog lige nå at sige, at jeg finder det helt rimeligt, at der bliver draget en parallel mellem Claudias i Afghanistan-krigen dræbte bror og alle hans kammerater, og så soldaterne i 1864-krigen. Og baron Severin dør altså, meget symbolsk, men hvad med Claudia? Der har selvfølgelig igen skullet være tale om et møde mellem samfundsklasserne, dog med rollerne delt på en i flere henseender anden måde. Men ellers burde Peters i hvert fald familiemæssige (ikke biologiske) efterkommer Claudia vel have klaret sig bedre? Meningen er dog nok, at nu ser vi hende i et forhold til baronen, der på den netop omtalte anderledes måde minder om Peters forhold til Severins oldefar ved seriens begyndelse, men at hun vil komme videre på sin måde. Hele temaet i sidste afsnit er jo "at komme videre". Og da Claudias mor næppe kommer videre og Severin er død, er Claudia sådan set den eneste, der nu kommer videre. Men hun vil utvivlsomt tage sig af sin mor. Og der er to muligheder: Enten gør hun noget i retning af det, Peter nok har gjort, dvs. hengiver sig til et stille og roligt almindeligt liv eller også rejser hun sig virkelig. Hvad ligger der i, at Severin giver hende sin afdøde kones kjole på (for det kan vel ikke være Inges?) og spiser kommunal mad med pjatfranske navne og ægte årgangsvin sammen med hende, iført en gammel officersuniform? Man kan forestille sig alt muligt, men det vil være for plat at blive ved. Der er dog næppe nogen tvivl om, at Bornedal faktisk lader serien slutte med en åbning mod nogle muligheder for Claudia.

Om visen "Da manden ind i gården kom"

- og dens plads i scenen i afsnit 7, lige før preussernes artilleriforberedelse begynder.

Som allerede flere gange nævnt er det især visen "Da manden ind i gården kom", der har fået mig til at oprette og skrive denne underside. Og da det ligger i denne sides karakter og måde at blive til på, at der er en del gentagelser, vil jeg indlede dette sidste afsnit med at citere noget af det, jeg allerede har skrevet: "På mig virkede det stærkt, da den 'kulturradikale' Inge faldt tilbage på 'Nu lukker sig mit øje', da hun sad eller knælede ved den døende soldat". Og det virkede også stærkt på mig, da soldaterne i skansen sang visen "Da manden ind i gården kom". Jeg citerer nu et andet sted:

Det begynder med, at man ganske svagt hører en harmonika spille "Fred hviler over land og by" (2003-salmebogens nr. 778). [Det må (skulle) være den] samme harmonika, som [senere] akkompagnerer "Da manden ind i gården kom"! Derefter synger Laust Grundtvigs Willemoes-sang "Kommer hid, I piger små" for sin kammerat Erasmus (som under stormen går amok og dræber eller sårer mange af de preussere, der trænger ind i skansen; en situation, der er forekommet i virkeligheden). Men så sætter Erasmus i med, hvad han kan, nemlig "Da manden ind i gården kom". Og her stemmer alle kammeraterne i, også Laust, akkompagneret af harmonikaen. Og det er altså uden betydning, om en sådan scene virkelig har fundet sted eller er sandsynlig. Det, der bliver vist, er hele bredden i de danske soldaters åndelige baggrund, fra en kristen aftensang af Ingemann, over Grundtvigs heltesang og til den grove vise. Det er virkelig gribende ... "Da manden ind i gården kom" blev virkelig godt sunget (af et kor?) og spillet (harmonikaen), ligesom soldaternes, ikke mindst Lausts dans og ansigtsudtryk gav et fremragende billede af den angstens og trodsens eufori, der var tale om.

Og jeg kan her uddybende føje til, at Lausts måde at være helt og fuldt med i sangen og dansen på, og ikke mindst hans ansigtsudtryk, er et stærkt udtryk for hans kammerat-solidaritet med den jo ikke alene jævne, men også grove Erasmus. Han kunne jo godt være blevet utilpas, da Erasmus kom med sit bidrag lige efter "Kommer hid, I piger små". - Noget helt andet er, at det er interessant, at Laust (som det altså fremstilles) kan denne sang udenad. Han er ikke intellektuel som sin bror Peter, men har alligevel lært noget. Mon det er hos den skrækkelige lærer Skarv? Eller kan det være forældrene (moderen), der har lært ham den? Det afgørende er, at han har taget sangen til sig - og i givet fald har fået renset den for skolelærer Skarvs lort! Og det er altså et af flere eksempler på, at Bornedal trods sit had til nationalismen loyalt viser, hvordan de danske soldater faktisk har været, eller ikke lader sin afvisning af nationalismen forstyrre loyaliteten med det folkelige.

Men har soldaterne kunnet synge denne vise den 18. april 1864, med lige netop den ordlyd, der er tale om, og på lige denne melodi? Det spørgsmål vil jeg forsøge at besvare i resten af dette afsnit. Men det må siges allerede her, at hvis der er tale om en anakronisme, altså om, at en tekst (og melodi?) fra slutningen af 1900-tallet er indlagt i en 1864-scene, så er det atter et eksempel på, at serien helt bevidst er lavet som noget andet end almindelig historiske realisme. Det kan da sammenlignes med sådan noget som Inge-karakterens "kulturradikale" træk og den gamle soldat Johans ovenfor omtalte overnaturlige evner. Men der er i givet fald tale om en dristig, ja, fræk anakronisme. Se dog, hvad jeg nedenfor kan oplyse om visens historie.

For hvad denne vises plads og betydning som sådan angår, kunne jeg slutte her. Men da en Facebook-ven havde givet et link til teksten, så jeg, at "Cæsar" (Bjarne Bøgesø Rasmussen) stod angivet som både tekstforfatter og komponist, og så begyndte jeg selvfølgelig at undersøge, hvordan forholdet var mellem Cæsars tekst og den tekst, der blev sunget i serien, og hvordan forholdet var mellem disse og en tekst, der var kendt i 1864.

Jeg sætter nu den tekst ind, der svarer til en version, som Cæsar synger i en YouTube-indspilning:

Da manden ind i gården kom, oh se, oh se, oh se,

tre garderheste stod på rad og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderheste var?:

se det er tre raske køer, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, raske køer med sadler på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Da manden ind i gangen så, oh se, oh se, oh se,

tre garderstøvler stod på rad, og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderstøvler var?:

se det er tre raflebægre, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, raflebægre med sporer på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Da manden ind i stuen så, oh se, oh se, oh se,

tre garderhuer stod på rad, og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderhuer var?:

se det er tre malkespande, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, malkespande med skygger på,

Jeg er en mand, som alting kan forstå.

Da manden ind i sengen så, oh se, oh se, oh se,

tre garderho'der lå på rad, og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderho'der var?:

det er tre hvidkålsho'der, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, hvidkålsho'der med næser på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Da manden under dynen så, oh se, oh se, oh se

tre gardermaver lå på rad, og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de gardermaver var?:

se det er tre melsække, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, melsække med navler på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Da manden under maven så, oh se, oh se, oh se,

tre garderfiduser stod på rad, og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderpikke var?:

se det er tre gulerødder, som mln mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, gulerødder med øjer på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Da manden under sækken så, oh se, oh se, oh se,

seks gardernosser lå på rad, og en og to og tre og fire og fem og seks,

da manden spurgte konen, hvad de gardernosser var?:

se det er seks kartofler, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, seks potatoes[?] med hår på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Da manden under nossen så, oh se, oh se, oh se

seks garderrøve lå på rad, og en og to og tre,

da manden spurgte konen, hvad de garderrøve var?:

se det er tre sparebøsser, som min mor hun sendte mig,

oh, oh, oh, lad gå, sparebøsser med lort på,

jeg er en mand, som alting kan forstå.

Min note til "seks garderrøve lå på rad: Det må være en fejl, men jeg mener bestemt, at Cæsar også synger "seks". Men det er jo ikke seks røvballer!

Link til indspilning af Cæsars version:
https://www.youtube.com/watch?v=T2VZtU69zag

Da jeg som sagt endnu ikke har fået købt DVD-udgaven af serien, må jeg nøjes med at sige, at jeg, mens afsn. 7 endnu var tilgængeligt på Nettet, nogenlunde fik sammenlignet det, jeg hørte, med ovenstående tekst, og jeg kan ikke huske eksempler på afvigelser. Det er dog sådan i scenen i skansen, at sangen fades ud, så seerne forskånes for, i hvert fald tydeligt, at høre de sidste vers. Men man kan høre, at de synges, og vil vide, hvad der synges, hvis man kender teksten. Meget fint. Det, der kommer ind over sangen, er, at den gode gamle soldat Johan begynder at sige, at de skal give sig til at grave huller, som rotter; han ved jo, synsk, som han er, at preusserne snart vil indlede artilleriforberedelsen. Også meget fint og stærkt.

Det har været vanskeligt for mig at finde noget om forholdene mellem Cæsar- og 1864-versionen og ældre versioner af visen. Google-søgninger gav ikke meget. En søgning i bibliotek.dk gav et sted denne oplysning: "Da manden ind i gården kom: folkesang med motiv fra middelalderen". Jeg gik så videre og spurgte Biblioteksvagten, som oplyste, at hun havde fundet et sted, hvor der til "15 frække: the real Cæsar hits (1994)" stod: "Ukendt forfatter og komponist" og at Cæsar er arrangør. Dernæst henvendte jeg mig på flere måder til Danmarks Radio, blandt andet (fordi det ikke var til at finde noget mere beskedent, der måske kunne resultere i et svar) på dramachef Piv Bernths mailadresse! Hende, eller dog en sekretær eller lignende, har jeg ikke hørt fra. Og hun skal være undskyldt.

Men så prøvede jeg 1864-seriens Facebook-profil. Og her hørte jeg ret hurtigt fra en Mette, der optrådte på seriens vegne. Hun vidste ikke umiddelbart noget, men hun var så venlig, at hun lod spørgsmålet gå videre til produktionsselskabet Miso Film. Og jeg fik også et svar, som dog ikke gav meget. De svarede nemlig, at de heller ikke kendte sangens oprindelse, ud over det, jeg havde oplyst, men at de i 1864 havde brugt den som folkevise. Nu er det selvfølgelig filmselskabet som sådant, der har givet dette svar, og et eller andet sted i produktionsforløbet må der af gode grunde have været nogle folk, der nøje har vidst, hvor de tog tekst og melodi fra. Men jeg vil ikke gå videre med sagen. Ikke i denne omgang i hvert fald.

Min konklusion på det foreliggende grundlag er, at det er Cæsars version fra (vel) 1994, der ligger til grund for denne scene i serien. Alt tyder på det, og jeg vil lade det blive stående ved det, indtil jeg måtte få overbevisende oplysninger om noget andet.

Men tilbage stod spørgsmålet, hvorvidt de danske soldater i 1864 overhovedet har kunnet synge noget i den retning. Og her fik jeg et ejendommeligt gennembrud i mit lille forskningsprojekt. For mens vi drøftede sagen, sagde min kone Anna pludselig: "Mon der står noget i den bog, du fik af Ruth Andersen?" (Ruth Andersen: Den rapmundede muse. 10 års Danmarkshistorie i skillingsviser fra Matthias Seests bogtrykkeri, Odense 1995). - Det var i en helt anden sammenhæng, vi var kommet til at kende Ruth Andersen. - Der var dog ikke nogen "Da manden ind i gården kom" i Ruth Andersens bog, men jeg fandt hurtigt (oven i købet med en fotografisk gengivelse af originalen) en version, hvis første strofe (med konens replikker i anførselstegn) lyder:

Jeg gik ud i min Stald; der saae jeg - see! see!

I Krybberne stod Heste, en, to, tre:

Hiertelskte Kone! skreg jeg; - "hvad vil min halve Siel?"

Hvorfra kom disse Heste her? Du ved det vel?

"Du alle Tossers Konge! saa plager Fanden dig?

Det er jo Køer, som Moder sendte mig."

Køer med Sadler paa! Naa hillemen!

Jeg er en Mand, Gud bedre'et! som mange andre mænd!

Og så fortsætter det med støvler/ølkrukker, hatte/mælkebøtter, kårder/lærkespeede (vist ‑spid, ‑pinde), kapper/bordduge - og sidste strofe lyder:

Jeg gik ind i mit Kammer; der saae jeg: see! see!

I Sengene laae Ryttere, en, to, tre:

Hiertelskte Kone! skreeg jeg; - "hvad vil min halve Siel?"

At disse ere Ryttere, du nægter vel?

"Malkepiger er det, som Moder sendte mig."

Malkepiger med Knebelsbarter! Naa hillemen!

Jeg er en Mand, Gud bedre'et, som mange andre Mænd!

Der er tale om et tryk med to skæmteviser (hvoraf denne er den første) med titlen "Arier". Det er fra 1799, Schiøtz' Forlag, København, trykt hos M. Seest. Der er ingen melodiangivelse. - Jeg citerer nu fra Ruth Andersens tekst:

I skæmteviserne udviklede humoren sig undertiden til en ren farce, i særdeleshed ved hanrejtemaer som her, men denne vise har nu ellers et alvorligere forlæg, som Svend Grundtvig har medtaget i sin udgivelse af Danmarks Gamle Folkeviser, under titlen De hurtige Svar. [Noten hertil: De hurtige Svar, DgF 304, bd. V,2 s. 213 ff. og bd. X s. 732-733].

Forlægget var kendt over det meste af Europa, i vidt forskellige udgaver (Den rapmundede muse s. 369).

Denne version af visen har soldaterne i 1864 altså kunnet synge! - Og så er det jo ikke så helt galt, hvis det er Cæsars 1994-version, man har brugt, selv om det i givet fald er noget af en anakronisme.

Men jeg gik jo derefter på biblioteket og lånte de pågældende bind af Danmarks gamle Folkeviser. Og resultatet var, at der rigtignok findes nogle viser med et tilsvarende motiv, men at de optegnelser, der gengives, som det også antydes af Ruth Andersen, er temmelig anderledes end visen i 1799-trykket. I de optegnede danske viser er der tale om en række spørgsmål og svar mellem en bror eller en far og en søster eller datter. Men forholdet mellem spørgsmålene og svarene er det samme, og motivet er kendt fra middelalderen af. I Danmarks gamle Folkeviser er overskriften til optegnelserne af visen da også "De hurtige svar".

I Danmarks gamle Folkeviser bd. 5, s. 211 f, er der imidlertid nogle interessante oplysninger:

I en spansk-portugisisk og en slovénsk Vise er det en Ægtemand, der gjør sin Hustru de samme Spørgsmaal ... og til Slutning dræber hende (eller Elskeren). Svarende til denne sydevropæiske Romance haves i Nordevropa en Skæmtevise: tysk, engelsk, skotsk, endvidere norsk ... svensk og ligeledes dansk. // [En færøsk vise med samme tema citeres].

I noten til "og ligeledes dansk" henvises der til et "Flyveblad 1799 (i Stephens' Samling)", som sandsynligvis er identiske med de ovenfor omtalte Seest-tryk, og der citeres en version, der ret nøje svarer til Seest-trykket, nemlig fra et tryk, der, som der står, "findes i Bangs Samling", "et dobbelt Oktavblad, hvor Visen er trykt med latinske Typer (altsaa som Selskabssang, ikke som Almuevise); paa Forsiden staar: »FORPAGTERENS HJEMKOMST. (Frit efter det Tydske)«".

Dette kan suppleres med følgende, som jeg har fundet i en Wikipedia-artikel. Det oplyses dér, at en tilsvarende vise med titlen "Seven Drunken Nights" kom til London som skillingsvise i 1760'erne under navnet "The Merry Cuckold and the Kind Wife", og at den blev oversat til tysk og blev spredt til Ungarn og Skandinavien.

Jeg kan altså kun gentage, at selv om der efter al sandsynlighed er tale om en brug af (fx) Cæsars 1994-version i afsn. 7 af 1864, er der også stor sandsynlighed for, at soldaterne i Dybbøl-skansen kan have kendt visen i fx det ovenfor omtalte Seest-tryks form. Man kan, hvis man vil være venlig, måske sige, at man i serien blot har oversat den gamle vise til nudansk!

Melodien har jeg ikke fundet noget om. Måske vil musikvidenskabsfolk fra et universitet kunne oplyse noget om den side af sagen. Men jeg slutter foreløbig min undersøgelse her.

Seriens vigtigste personer og skuespillerne, der spiller dem

Som en service til læserne giver jeg her først et link til DR's præsentation af personerne:

http://www.dr.dk/Diverse/Drama/1864/relationer.htm

Og her er en alfabetisk liste med personer og skuespillere:

Denne liste, som jeg nu har ordnet alfabetisk, tjekket og korrigeret (forhåbentlig grundigt nok) og suppleret, bygger på en åbenbart meget tidligt offentliggjort liste.

BARONEN Waage Sandø

BISMARCK Rainer Bock

CHRISTIAN DEN 9. Henrik Prip

CLAUDIA Sarah-Sofie Boussnina

DE MEZA Søren Sætter-Lassen

DIDRICH Pilou Asbæk

DINESEN Johannes Lassen

DRONNING VICTORIA Barbara Flynn

DU PLAT Jens Jørn Spottag

EMILIE (Monrads kone) Louise Mieritz

ERASMUS Esben Dalgaard Andersen

GERLACH Henning Jensen

GODSFORVALTEREN (Inges far) Peter Gilsfort

IGNAZIO Zlatko Buric

INGE Marie Tourell Søderberg

INGRID (Inges mor) Helle Fagralid

JOHAN Søren Malling

JOHANNE L. HEIBERG Sidse Babett Knudsen

KOSTSKOLELÆRER (efterskolelæreren på Dybbøl) Rasmus Botoft

LAUST Jakob Oftebro

MONRAD Nicolas Bro

OBERST MØLLER Rasmus Bjerg

PETER Jens Frederik Sætter-Lassen

SCHAU (major) Troels Malling

SERGENTEN Peter Plaugborg

SEVERIN (baron) Bent Mejding

SKARV (den nationalistiske skolelærer) Henrik Kofoed

SOFIA Eva Josefikova (tjekke)